Wikibooks:Mødelokalet

<mediawiki xmlns="http://www.mediawiki.org/xml/export-0.11/" xmlns:xsi="http://www.w3.org/2001/XMLSchema-instance" xsi:schemaLocation="http://www.mediawiki.org/xml/export-0.11/ http://www.mediawiki.org/xml/export-0.11.xsd" version="0.11" xml:lang="da">
  <siteinfo>
    <sitename>Wikibooks</sitename>
    <dbname>dawikibooks</dbname>
    <base>https://da.wikibooks.org/wiki/Forside</base>
    <generator>MediaWiki 1.47.0-wmf.4</generator>
    <case>first-letter</case>
    <namespaces>
      <namespace key="-2" case="first-letter">Media</namespace>
      <namespace key="-1" case="first-letter">Speciel</namespace>
      <namespace key="0" case="first-letter" />
      <namespace key="1" case="first-letter">Diskussion</namespace>
      <namespace key="2" case="first-letter">Bruger</namespace>
      <namespace key="3" case="first-letter">Brugerdiskussion</namespace>
      <namespace key="4" case="first-letter">Wikibooks</namespace>
      <namespace key="5" case="first-letter">Wikibooks diskussion</namespace>
      <namespace key="6" case="first-letter">Fil</namespace>
      <namespace key="7" case="first-letter">Fildiskussion</namespace>
      <namespace key="8" case="first-letter">MediaWiki</namespace>
      <namespace key="9" case="first-letter">MediaWiki diskussion</namespace>
      <namespace key="10" case="first-letter">Skabelon</namespace>
      <namespace key="11" case="first-letter">Skabelondiskussion</namespace>
      <namespace key="12" case="first-letter">Hjælp</namespace>
      <namespace key="13" case="first-letter">Hjælp diskussion</namespace>
      <namespace key="14" case="first-letter">Kategori</namespace>
      <namespace key="15" case="first-letter">Kategoridiskussion</namespace>
      <namespace key="710" case="first-letter">TimedText</namespace>
      <namespace key="711" case="first-letter">TimedText talk</namespace>
      <namespace key="828" case="first-letter">Modul</namespace>
      <namespace key="829" case="first-letter">Moduldiskussion</namespace>
      <namespace key="1728" case="first-letter">Event</namespace>
      <namespace key="1729" case="first-letter">Event talk</namespace>
    </namespaces>
  </siteinfo>
  <page>
    <title>Wikibooks:Mødelokalet</title>
    <ns>4</ns>
    <id>389</id>
    <revision>
      <id>41963</id>
      <parentid>41569</parentid>
      <timestamp>2026-05-27T17:14:23Z</timestamp>
      <contributor>
        <username>MediaWiki message delivery</username>
        <id>2415</id>
      </contributor>
      <comment>/* Vote now in the 2026 U4C election */ nyt afsnit</comment>
      <origin>41963</origin>
      <model>wikitext</model>
      <format>text/x-wiki</format>
      <text bytes="348192" sha1="dmamarytd03mqq7onsp62tx1fdcgznq" xml:space="preserve">{|Align=right style=&quot;background:whitesmoke; border: solid #bbb 1px; margin: 1px;&quot;
|align=center | [[Billede:Haldeman and Ehrlichman discuss policy, 1973.png|200px]]
|-
|&amp;nbsp;
|-
| [[Billede:Wikizine transparent.png|140px|wikizine]].org&lt;br&gt;&lt;em&gt;[http://cur.wikizine.org Læs seneste udgave ]&lt;/em&gt;&lt;br&gt;[mailto:request@wikizine.org?subject=subscribe Abonner]&lt;br&gt;Har du nyheder?  [mailto:ihavenews@wikizine.org skriv til os (engelsk)]
|-
|&amp;nbsp;
|-
|&lt;big&gt;'''Arkiverede debatter'''&lt;/big&gt;
* [[Wikibooks:Mødelokalet/arkiv1|arkiv1]] - usorteret - 18. sep 2004 - 4. jan 2006
* [[Wikibooks:Mødelokalet/arkiv2|arkiv2]] - usorteret - 9. jan 2006 - 29. juni 2012
* [[Wikibooks:Mødelokalet/arkiv3|arkiv3]] - usorteret - 19. jul 2012 - 26. dec 2014
* [[Wikibooks:Mødelokalet/arkiv4|arkiv4]] - usorteret - 5. feb 2015 - 21. feb 2019
|}
[[Wikibooks:Velkommen nybegynder|Velkommen nybegyndere]] og andre forundrede brugere. Dette er stedet, hvor man kan stille spørgsmål eller komme med kommentarer om alt vedrørende Wikibooks. Før du stiller et spørgsmål, så check lige om det ikke allerede er besvaret under [[Wikibooks:OSS|ofte stillede spørgsmål]].

For at lette navigationen og besvarelsen af spørgsmål bedes du:
#Placere nye spørgsmål eller kommentarer i bunden af listen.
#Give spørgsmålet/kommentaren en titel (ved at skrive &lt;nowiki&gt;==titel==&lt;/nowiki&gt; umiddelbart før dit indlæg).
#Signere dit indlæg med navn og dato (ved at skrive &lt;nowiki&gt;~~~~&lt;/nowiki&gt; eller bruge menuliniens signaturknap).

* '''en:''' Requests for the [[m:bot|bot]] flag should be made on this page. This wiki uses the [[m:bot policy|standard bot policy]], and allows [[m:bot policy#Global_bots|global bots]] and [[m:bot policy#Automatic_approval|automatic approval of certain types of bots]]. Other bots should apply below, and then [[m:Steward requests/Bot status|request access]] from a steward if there is no objection.
[[Kategori:Wikibooks|Mødelokalet]]

__TOC__

&lt;div style=&quot;clear: both&quot;&gt;&lt;/div&gt;&lt;noinclude&gt;

== Read-only mode for up to 30 minutes on 11 April ==

&lt;div class=&quot;plainlinks mw-content-ltr&quot; lang=&quot;en&quot; dir=&quot;ltr&quot;&gt;&lt;div class=&quot;plainlinks&quot;&gt;
&lt;div lang=&quot;en&quot; dir=&quot;ltr&quot; class=&quot;mw-content-ltr&quot;&gt;You will '''not be able to edit''' most Wikimedia wikis for up to 30 minutes on '''[https://www.timeanddate.com/worldclock/fixedtime.html?iso=20190411T05 11 April 05:00 UTC]'''. This is because of a hardware problem. You can still read the wikis. You [[phab:T220080|can see which wikis are affected]]. The time you can not edit might be shorter than 30 minutes. /[[User:Johan (WMF)|Johan (WMF)]]&lt;/div&gt;&lt;/div&gt;&lt;/div&gt; 8. apr 2019, 12:56 (CEST)
&lt;!-- Besked sendt af Bruger:Johan (WMF)@metawiki via listen på https://meta.wikimedia.org/w/index.php?title=Distribution_list/Global_message_delivery&amp;oldid=18979889 --&gt;

== Wikimedia Foundation Medium-Term Plan feedback request ==

{{int:please-translate}}

&lt;div lang=&quot;en&quot; dir=&quot;ltr&quot; class=&quot;mw-content-ltr&quot;&gt;The Wikimedia Foundation has published a [[m:Special:MyLanguage/Wikimedia_Foundation_Medium-term_plan_2019|Medium-Term Plan proposal]] covering the next 3–5 years. We want your feedback! Please leave all comments and questions, in any language, on [[m:Talk:Wikimedia_Foundation_Medium-term_plan_2019|the talk page]], by April 20. {{Int:Feedback-thanks-title}} [[m:User:Quiddity (WMF)|Quiddity (WMF)]] ([[m:User talk:Quiddity (WMF)|talk]]) 12. apr 2019, 19:35 (CEST)&lt;/div&gt;
&lt;!-- Besked sendt af Bruger:Quiddity (WMF)@metawiki via listen på https://meta.wikimedia.org/w/index.php?title=Distribution_list/Global_message_delivery&amp;oldid=18998727 --&gt;

== Input ang. affiliate-udvalgte bestyrelsesmedlemmer 2019 ==
[[Fil:Wikimedia Danmark logo.svg|right|200px]]
Wikimedia Foundation, organisationen der står for driften af Wikipedia og Wikipedias søsterprojekter, og som Wikimedia Danmark er et &quot;chapter&quot; af, ledes af [[:meta:Wikimedia Foundation Board of Trustees|en bestyrelse]] på 10 personer. Fem af disse personer vælges af Wikimedia-bevægelsen, enten gennem [[:meta:Wikimedia Foundation elections/Board elections|direkte valg]] (3 personer) eller af Wikimedia [[:meta:Wikimedia movement affiliates|affiliate-organisationer]] (2 personer). Begge typer positioner vælges hvert tredje år, dog forskudt med et år.

I 2019 skal affiliate-organisationerne vælge to personer til bestyrelsen. Fra den 15. til 30. april stiller kandiaterne op [[:meta:Affiliate-selected Board seats/2019/Nominations|på meta-wiki]], hvor man også kan [[:meta:Affiliate-selected Board seats/2019/Questions|stille dem spørgsmål]]. En kandidat skal være godkendt (endorsed) af 2 affiliate-organisationer for at kunne stille op. Fra den 1. til 7. maj &quot;låses&quot; listen over kandidater, og fællesskabet kan granske dem nærmere. Fra den 8. til 31. maj kan affiliate-organisationerne stemme på de kandidater, de ønsker skal sidde i bestyrelsen. Afstemningen anvender rangorden-systemet ([[:en:Single transferable vote|single transferable vote]])

Wikimedia Danmark er som [[:meta:Wikimedia chapters|chapter]] berettiget til at deltage i processen. Beslutningen om godkendelse (endorsement) af kandidater og hvem der stemmes på, træffes af [[:wmdk:Bestyrelse|bestyrelsen]], men vi hører meget gerne fra medlemmer af foreningen samt fra det danske Wikimedia-miljø, hvis der er bestemte kandidater som man mener vi bør godkende eller stemme på. Skriv her eller på [https://lists.wikimedia.org/mailman/listinfo/wikimediadk WikimediaDK]-diskussionslisten med forslag. -- [[Bruger:InsaneHacker|InsaneHacker]] ([[Brugerdiskussion:InsaneHacker|diskussion]]) 19. apr 2019, 15:17 (CEST)

== Multilingual Shared Templates and Modules ==
&lt;div lang=&quot;en&quot; dir=&quot;ltr&quot; class=&quot;mw-content-ltr&quot;&gt;Hello da-wiki community! ({{int:please-translate}})

I recently organized a project to share templates and modules between wiki projects and languages. It allows modules and templates to be “language-neutral”, and store all text translations on Commons. This means that it is enough to copy/paste a template without any changes, and update the translations separately. If someone fixes a bug or adds a new feature in the original module, you can copy/paste it again without any translation work. My bot ''DiBabelYurikBot'' can help with copying. This way users can spend more time on content, and less time on updating and copying templates. Please see [[mw:WP:TNT|project page]] for details and ask questions on talk page.

P.S. I am [[meta:Affiliate-selected_Board_seats/2019/Nominations/Yuri_Astrakhan_(yurik)|currently running]] for the Wikimedia board, focusing on content and support of multi-language communities. If you liked my projects like maps, graphs, or this one, I will be happy to receive your support. (any [[meta:Affiliate-selected_Board_seats/2019/Eligible_entities|registered user group]] can vote). Thank you! --[[User:Yurik|Yurik]] ([[mw:User talk:Yurik|🗨️]]) 12. maj 2019, 06:04 (CEST)&lt;/div&gt;

== WMDK-legater til Wikimania 2019 ==
[[Fil:Wikimania2019 logo.svg|250px|right]]
Fra den 14. til den 18. august 2019 afvikles [[:wikimania:|Wikimania]]-konferencen i [[:w:Stockholm|Stockholm]]. Konferencen er en samling af alle interessenter i Wikimedia-bevægelsen, og årets tema er ''[[:wikimania:2019:Theme|Stronger Together: Wikimedia, Free Knowledge and the Sustainable Development Goals]]'', en anskuelse af Wikimedia-bevægelsen ud fra [[:w:FN's verdensmål|FN's verdensmål]]. 

[[:wmdk:|Wikimedia Danmark]] agter at stille 3 legater af 2000 [[:w:Danske kroner|kr.]] til rådighed, hvilket er nok til at dække registreringsomkostningerne for hovedkonferencen d. 16.-18. august (midlerne må dog også gerne anvendes til deltagelse i konferencens &quot;pre-days&quot; d. 14.-15. august), samt en del af rejseomkostningerne. Legaterne er tiltænkt personer der er aktive i det danske Wikimedia-miljø. Modtagere vil skulle forpligte sig til at anvende midlerne til deltagelse i Wikimania-konferencen, og at dokumentere denne anvendelse af midlerne. Personer der allerede har tilmeldt sig konferencen kan også ansøge med henblik på at få dækket nogle af omkostningerne.

Interesserede bedes sende en email til bestyrelse[[File:At_sign.svg|17px|@|link=]]wikimedia.dk med en kort beskrivelse af dem selv og deres tilknytning til det danske Wikimedia-miljø senest den 10. juni. Ansøgere til legaterne indvilliger i, at oplyse deres identitet og andre relevante informationer. De, der bliver valgt, vil blive kontaktet senest den 15. juni med henblik på at fastlægge det praktiske.

[[Bruger:InsaneHacker|InsaneHacker]] ([[Brugerdiskussion:InsaneHacker|diskussion]]) 31. maj 2019, 10:13 (CEST)

== Editing News #1—July 2019 ==

&lt;div class=&quot;plainlinks mw-content-ltr&quot; lang=&quot;en&quot; dir=&quot;ltr&quot;&gt;
''[[m:VisualEditor/Newsletter/2019/July|Read this in another language]] • [[m:VisualEditor/Newsletter|Subscription list for this multilingual newsletter]]''

&lt;div style=&quot;float:right;width:270px;margin-left:1em;border-style:solid;border-width:1px;padding:1em;&quot;&gt;
[[File:VisualEditor-logo.svg|200px|center]]
&lt;big&gt;'''Did you know?'''&lt;/big&gt;
&lt;div class=&quot;thumbcaption&quot; style=&quot;font-size: 90%;&quot;&gt;  

Did you know that you can use the visual editor on a mobile device?

Every article has a pencil icon at the top.  Tap on the pencil icon [[File:OOjs UI icon edit-ltr.svg|frameless|16x16px]] to start editing.  

'''&lt;big&gt;Edit Cards&lt;/big&gt;'''

[[File:EditCards-v.20.png|alt=Toolbar with menu opened|center|frameless|250px]]

This is what the new '''Edit Cards for editing links''' in the mobile visual editor look like. You can try the prototype here: '''[[mw:Topic:V394zwrigth8ii7c|📲 Try Edit Cards]].'''
&lt;/div&gt;&lt;/div&gt;

Welcome back to the [[mw:Editing|Editing]] newsletter.

Since [[m:VisualEditor/Newsletter/2018/October|the last newsletter]], the team has released two new features for the [[mw:VisualEditor on mobile|mobile visual editor]] and has started developing three more.  All of this work is part of the team's goal to [[m:Wikimedia Foundation Annual Plan/2018-2019/Audiences#Outcome 3: Mobile Contribution|make editing on mobile web simpler]].  

Before talking about the team's recent releases, we have a question for you:  

&lt;strong&gt;Are you willing to try a new way to add and change links?&lt;/strong&gt;

If you are interested, we would value your input!  You can try this new link tool in the mobile visual editor on a separate wiki. 

&lt;em&gt;Follow these instructions and share your experience:&lt;/em&gt;

&lt;strong&gt;[[mw:Topic:V394zwrigth8ii7c|📲 Try Edit Cards]].&lt;/strong&gt;

=== Recent releases ===
The mobile visual editor is a simpler editing tool, for smartphones and tablets using the [[mw:Reading/Web/Mobile#About|mobile site]].  The Editing team recently launched two new features to improve the mobile visual editor: 

# [[mw:VisualEditor on mobile/Section editing|Section editing]]
#* The purpose is to help contributors focus on their edits.
#* The team studied this with an A/B test.  [[mw:VisualEditor on mobile/Section editing#16 June 2019|This test showed]] that contributors who could use section editing were '''1% more likely to publish''' the edits they started than people with only full-page editing.
# [[mw:VisualEditor on mobile#March 1, 2019|Loading overlay]]
#* The purpose is to smooth the transition between reading and editing.

Section editing and the new loading overlay are '''now available to everyone''' using the mobile visual editor.

=== New and active projects ===
This is a list of our most active projects. [[mw:Help:Watching pages|Watch]] these pages to learn about project updates and to share your input on new designs, prototypes and research findings.

*[[mw:VisualEditor on mobile/Edit cards|Edit cards]]: This is a clearer way to add and edit links, citations, images, templates, etc. in articles.  You can try this feature now.  &lt;em&gt;Go here to see how:&lt;/em&gt; [[mw:Topic:V394zwrigth8ii7c|📲 &lt;em&gt;Try Edit Cards&lt;/em&gt;]].
*[[mw:VisualEditor on mobile/Toolbar refresh|Mobile toolbar refresh]]: This project will learn if contributors are more successful when the editing tools are easier to recognize.
*[[mw:VisualEditor on mobile/VE mobile default|Mobile visual editor availability]]: This A/B test asks:  ''Are newer contributors more successful if they use the mobile visual editor?''  We are collaborating with [[mw:VisualEditor on mobile/VE mobile default#26 June 2019 %E2%80%93 Participating wikis and test start date|20 Wikipedias]] to answer this question.
*[[mw:VisualEditor on mobile/Usability improvements|Usability improvements]]: This project will make the mobile visual editor easier to use.  The goal is to let contributors stay focused on editing and to feel more confident in the editing tools.

=== Looking ahead ===

* '''Wikimania:'''  Several members of the Editing Team will be attending [[wmania:|Wikimania]] in August 2019.  They will lead a session about mobile editing in the [[wmania:2019:Community Growth/Visual editing on mobile: An accessible editor for all|Community Growth space]].  Talk to the team about how editing can be improved.
* '''Talk Pages:'''  In the coming months, the Editing Team will begin [[mw:Talk pages consultation 2019|improving talk pages]] and communication on the wikis.

=== Learning more ===
The [[mw:VisualEditor on mobile|VisualEditor on mobile]] is a good place to learn more about the projects we are working on. The team wants to talk with you about anything related to editing. If you have something to say or ask, please leave a message at [[mw:Talk:VisualEditor on mobile|Talk:VisualEditor on mobile]].

[[user:PPelberg (WMF)|PPelberg (WMF)]] ([[mw:user_talk:PPelberg (WMF)|talk]]) &amp; [[User:Whatamidoing (WMF)|Whatamidoing (WMF)]] ([[mw:user_talk:Whatamidoing (WMF)|talk]]) 
&lt;/div&gt; 23. jul 2019, 20:32 (CEST)
&lt;!-- Besked sendt af Bruger:Trizek (WMF)@metawiki via listen på https://meta.wikimedia.org/w/index.php?title=VisualEditor/Newsletter/Wikis_with_VE&amp;oldid=19175117 --&gt;

== Update on the consultation about office actions ==

Hello all, 

Last month, the Wikimedia Foundation's Trust &amp; Safety team [[:en:Wikipedia:Village_pump_(policy)/Archive_152#Announcement_of_forthcoming_temporary_and_partial_ban_tool_consultation|announced]] a future consultation about partial and/or temporary [[m:Special:MyLanguage/office actions|office actions]]. We want to let you know that the '''draft version''' of this consultation has now been [[:m:Office_actions/Community_consultation_on_partial_and_temporary_office_actions/draft|posted on Meta]]. 

This is a '''draft'''. It is not intended to be the consultation itself, which will be posted on Meta likely in early September. Please do not treat this draft as a consultation. Instead, we ask your assistance in forming the final language for the consultation.

For that end, we would like your input over the next couple of weeks about what questions the consultation should ask about partial and temporary Foundation office action bans and how it should be formatted. '''[[:m:Talk:Office_actions/Community_consultation_on_partial_and_temporary_office_actions/draft|Please post it on the draft talk page]]'''. Our goal is to provide space for the community to discuss all the aspects of these office actions that need to be discussed, and we want to ensure with your feedback that the consultation is presented in the best way to encourage frank and constructive conversation.

Please visit [[:m:Office_actions/Community_consultation_on_partial_and_temporary_office_actions/draft|the consultation draft on Meta-wiki]] and leave your comments on the draft’s talk page about what the consultation should look like and what questions it should ask. 

Thank you for your input! -- The [[m:Special:MyLanguage/Trust and Safety|Trust &amp; Safety team]] 16. aug 2019, 10:03 (CEST)
&lt;!-- Besked sendt af Bruger:Trizek (WMF)@metawiki via listen på https://meta.wikimedia.org/w/index.php?title=Distribution_list/Non-Technical_Village_Pumps_distribution_list&amp;oldid=19175143 --&gt;

== New tools and IP masking ==

&lt;div class=&quot;plainlinks mw-content-ltr&quot; lang=&quot;en&quot; dir=&quot;ltr&quot;&gt;&lt;div class=&quot;plainlinks&quot;&gt;
&lt;div lang=&quot;en&quot; dir=&quot;ltr&quot; class=&quot;mw-content-ltr&quot;&gt;
Hey everyone,

The Wikimedia Foundation wants to work on two things that affect how we patrol changes and handle vandalism and harassment. We want to make the tools that are used to handle bad edits better. We also want to get better privacy for unregistered users so their IP addresses are no longer shown to everyone in the world. We would not hide IP addresses until we have better tools for patrolling.

We have an idea of what tools ''could'' be working better and how a more limited access to IP addresses would change things, but we need to hear from more wikis. You can read more about the project [[m:IP Editing: Privacy Enhancement and Abuse Mitigation|on Meta]] and [[m:Talk:IP Editing: Privacy Enhancement and Abuse Mitigation|post comments and feedback]]. Now is when we need to hear from you to be able to give you better tools to handle vandalism, spam and harassment.

You can post in your language if you can't write in English.
[[User:Johan (WMF)|Johan (WMF)]]&lt;/div&gt;&lt;/div&gt;&lt;/div&gt; 21. aug 2019, 16:18 (CEST)
&lt;!-- Besked sendt af Bruger:Johan (WMF)@metawiki via listen på https://meta.wikimedia.org/w/index.php?title=User:Johan_(WMF)/Tools_and_IP_message/Distribution&amp;oldid=19315232 --&gt;

== The consultation on partial and temporary Foundation bans just started ==

&lt;div class=&quot;plainlinks mw-content-ltr&quot; lang=&quot;en&quot; dir=&quot;ltr&quot;&gt;
&lt;div class=&quot;plainlinks&quot;&gt;
Hello, 

In a [[:en:Wikipedia:Community_response_to_the_Wikimedia_Foundation%27s_ban_of_Fram/Official_statements#Board_statement|recent statement]], the Wikimedia Foundation Board of Trustees [[:en:Wikipedia:Community_response_to_the_Wikimedia_Foundation%27s_ban_of_Fram/Official_statements#Board_statement|requested that staff hold a consultation]] to &quot;re-evaluat[e] or add community input to the two new office action policy tools (temporary and partial Foundation bans)&quot;.

Accordingly, the Foundation's Trust &amp; Safety team invites all Wikimedians [[:m:Office actions/Community consultation on partial and temporary office actions/09 2019|to join this consultation and give their feedback]] from 30 September to 30 October. 

How can you help?

* Suggest how partial and temporary Foundation bans should be used, if they should (eg: On all projects, or only on a subset);

* Give ideas about how partial and temporary Foundation bans should ideally implemented, if they should be; and/or

* Propose changes to the existing Office Actions policy on partial and temporary bans.

We offer our thanks in advance for your contributions, and we hope to get as much input as possible from community members during this consultation!

&lt;/div&gt;
&lt;/div&gt;-- [[user:Kbrown (WMF)|Kbrown (WMF)]] 30. sep 2019, 19:13 (CEST)
&lt;!-- Besked sendt af Bruger:Trizek (WMF)@metawiki via listen på https://meta.wikimedia.org/w/index.php?title=Distribution_list/Global_message_delivery&amp;oldid=19302497 --&gt;

== Feedback wanted on Desktop Improvements project ==

&lt;div class=&quot;plainlinks mw-content-ltr&quot; lang=&quot;en&quot; dir=&quot;ltr&quot;&gt;
{{Int:Please-translate}}

{{int:Hello}}. The Readers Web team at the WMF will work on some [[mw:Special:MyLanguage/Reading/Web/Desktop Improvements|improvements to the desktop interface]] over the next couple of years. The goal is to increase usability without removing any functionality. We have been inspired by changes made by volunteers, but that currently only exist as local gadgets and user scripts, prototypes, and volunteer-led skins. We would like to begin the process of bringing some of these changes into the default experience on all Wikimedia projects. 

We are currently in the research stage of this project and are looking for ideas for improvements, as well as feedback on our current ideas and mockups.  So far, we have performed interviews with community members at Wikimania. We have gathered lists of previous volunteer and WMF work in this area. We are examining possible technical approaches for such changes.  

We would like individual feedback on the following:

* Identifying focus areas for the project we have not yet discovered
* Expanding the list of existing gadgets and user scripts that are related to providing a better desktop experience. If you can think of some of these from your wiki, please let us know
* Feedback on the ideas and mockups we have collected so far

We would also like to gather a list of wikis that would be interested in being test wikis for this project - these wikis would be the first to receive the updates once we’re ready to start building. 

When giving feedback, please consider the following goals of the project:

* Make it easier for readers to focus on the content
* Provide easier access to everyday actions (e.g. search, language switching, editing)
* Put things in logical and useful places
* Increase consistency in the interface with other platforms - mobile web and the apps
* Eliminate clutter
* Plan for future growth

As well as the following constraints:

* Not touching the content - no work will be done in terms of styling templates or to the structure of page contents themselves
* Not removing any functionality - things might move around, but all navigational items and other functionality currently available by default will remain
* No drastic changes to the layout - we're taking an evolutionary approach to the changes and want the site to continue feeling familiar to readers and editors

Please give all feedback (in any language) at [[mw:Talk:Reading/Web/Desktop Improvements|mw:Talk:Reading/Web/Desktop Improvements]] 

After this round of feedback, we plan on building a prototype of suggested changes based on the feedback we receive. You’ll hear from us again asking for feedback on this prototype.

{{Int:Feedback-thanks-title}} [[mw:User:Quiddity (WMF)|Quiddity (WMF)]] ([[mw:User talk:Quiddity (WMF)|talk]])
&lt;/div&gt; 16. okt 2019, 08:53 (CEST)
&lt;!-- Besked sendt af Bruger:Quiddity (WMF)@metawiki via listen på https://meta.wikimedia.org/w/index.php?title=User:Quiddity_(WMF)/Global_message_delivery_split_1&amp;oldid=19462889 --&gt;

== Community Wishlist 2020 ==

[[File:Magic Wand Icon 229981 Color Flipped.svg|right|48px]]
&lt;div class=&quot;plainlinks mw-content-ltr&quot; lang=&quot;en&quot; dir=&quot;ltr&quot;&gt;
The '''[[m:Special:MyLanguage/Community Wishlist Survey 2020|2020 Community Wishlist Survey]]''' is now open! This survey is the process where communities decide what the [[m:Community Tech|Community Tech]] team should work on over the next year. We encourage everyone to submit proposals until the deadline on '''November 11, 2019''', or comment on other proposals to help make them better.

'''This year, we’re exclusively focusing on smaller projects (i.e., Wikibooks, Wiktionary, Wikiquote, Wikisource, Wikiversity, Wikispecies, Wikivoyage, and Wikinews).''' We want to help these projects and provide meaningful improvements to diverse communities. If you’re a member of any of these projects, please participate in the survey! To submit proposals, see the guidelines on the [[m:Special:MyLanguage/Community Wishlist Survey 2020#Guidelines|survey page]]. You can write proposals in any language, and we will translate them for you. Thank you, and we look forward to seeing your proposals!
&lt;/div&gt;
[[:m:user:IFried (WMF)|IFried (WMF)]] 4. nov 2019, 20:30 (CET)
&lt;!-- Besked sendt af Bruger:Trizek (WMF)@metawiki via listen på https://meta.wikimedia.org/w/index.php?title=User:Trizek_(WMF)/sandbox/temp_MassMessage_list&amp;oldid=19523495 --&gt;

== Wiki Loves Folklore ==

[[File:WLL Subtitled Logo (transparent).svg|100px|right|frameless]]
'''Hello Folks,'''

Wiki Loves Love is back again in 2020 iteration as '''[[:c:Commons:Wiki Loves Folklore|Wiki Loves Folklore]]''' from 1 February, 2020 - 29 February, 2020. Join us to celebrate the local cultural heritage of your region with the theme of folklore in the international photography contest at [https://commons.wikimedia.org/w/index.php?title=Special:UploadWizard&amp;campaign=wllove Wikimedia Commons]. Images, videos and audios representing different forms of folk cultures and new forms of heritage that haven’t otherwise been documented so far are welcome submissions in Wiki Loves Folklore. Learn more about the contest at [[m:Wiki Loves Folklore|Meta-Wiki]] and [[:c:Commons:Wiki Loves Folklore|Commons]].

'''Kind regards,'''&lt;br/&gt;
[[:c:Commons:Wiki Loves Folklore/International Team|'''Wiki Loves Folklore International Team''']]&lt;br/&gt;
&lt;small&gt;&amp;mdash;&amp;nbsp;[[User:Tulsi Bhagat|&lt;font color=&quot;black&quot;&gt;'''Tulsi Bhagat'''&lt;/font&gt;]] &lt;small&gt;([[Special:Contributions/Tulsi Bhagat|&lt;font color=&quot;black&quot;&gt;contribs&lt;/font&gt;]] &amp;#124; [[User talk:Tulsi Bhagat|&lt;font color=&quot;black&quot;&gt;talk&lt;/font&gt;]])&lt;/small&gt;&lt;br/&gt;
sent using [[Bruger:MediaWiki message delivery|MediaWiki message delivery]] ([[Brugerdiskussion:MediaWiki message delivery|diskussion]]) 18. jan 2020, 07:14 (CET)&lt;/small&gt;
&lt;!-- Besked sendt af Bruger:Tulsi Bhagat@metawiki via listen på https://meta.wikimedia.org/w/index.php?title=User:Tiven2240/wll&amp;oldid=19716850 --&gt;

== Movement Learning and Leadership Development Project ==

Hello

The Wikimedia Foundation’s Community Development team is seeking to learn more about the way volunteers learn and develop into the many different roles that exist in the movement. Our goal is to build a movement informed framework that provides shared clarity and outlines accessible pathways on how to grow and develop skills within the movement. To this end, we are looking to speak with you, our community to learn about your journey as a Wikimedia volunteer. Whether you joined yesterday or have been here from the very start, we want to hear about the many ways volunteers join and contribute to our movement.

To learn more about the project, [[:m:special:MyLanguage/Movement Learning and Leadership Development Project|please visit the Meta page]]. If you are interested in participating in the project, please complete [https://docs.google.com/forms/d/e/1FAIpQLSegM07N1FK_s0VUECM61AlWOthwdn5zQOlVsa2vaKcx13BwZg/viewform?usp=sf_link this simple Google form]. Although we may not be able to speak to everyone who expresses interest, we encourage you to complete this short form if you are interested in participating!

-- [[user:LMiranda (WMF)|LMiranda (WMF)]] ([[user talk:LMiranda (WMF)|talk]]) 22. jan 2020, 20:00 (CET)
&lt;!-- Besked sendt af Bruger:Trizek (WMF)@metawiki via listen på https://meta.wikimedia.org/w/index.php?title=User:Trizek_(WMF)/sandbox/temp_MassMessage_list&amp;oldid=19738989 --&gt;

== Additional interface for edit conflicts on talk pages ==

''Sorry, for writing this text in English. If you could help to translate it, it would be appreciated.'' 

You might know the new interface for edit conflicts (currently a beta feature). Now, Wikimedia Germany is designing an additional interface to solve edit conflicts on talk pages. This interface is shown to you when you write on a discussion page and another person writes a discussion post in the same line and saves it before you do. With this additional editing conflict interface you can adjust the order of the comments and edit your comment.  We are inviting everyone to have a look at [[m:WMDE Technical Wishes/Edit Conflicts#Edit conflicts on talk pages|the planned feature]]. Let us know what you think on our [[mw:Help talk:Two Column Edit Conflict View|central feedback page]]! -- For the Technical Wishes Team: [[m:User:Max Klemm (WMDE)|Max Klemm (WMDE)]] 26. feb 2020, 15:14 (CET)
&lt;!-- Besked sendt af Bruger:Max Klemm (WMDE)@metawiki via listen på https://meta.wikimedia.org/w/index.php?title=WMDE_Technical_Wishes/Technical_Wishes_News_list_all_village_pumps&amp;oldid=19845780 --&gt;

== Feedback on movement names ==

&lt;div lang=&quot;en&quot; dir=&quot;ltr&quot; class=&quot;mw-content-ltr&quot;&gt;
{{int:Hello}}. Apologies if you are not reading this message in your native language. {{int:please-translate}} if necessary. {{Int:Feedback-thanks-title}}

There are a lot of conversations happening about the future of our movement names. We hope that you are part of these discussions and that your community is represented.

Since 16 June, the Foundation Brand Team has been running a [https://wikimedia.qualtrics.com/jfe/form/SV_9G2dN7P0T7gPqpD survey] in 7 languages about [[m:Special:MyLanguage/Communications/Wikimedia brands/2030 movement brand project/Naming convention proposals|3 naming options]]. There are also community members sharing concerns about renaming in a [[m:Special:MyLanguage/Community open letter on renaming|Community Open Letter]]. 

Our goal in this call for feedback is to hear from across the community, so we encourage you to participate in the survey, the open letter, or both. The survey will go through 7 July in all timezones. Input from the survey and discussions will be analyzed and published on Meta-Wiki.

Thanks for thinking about the future of the movement, --[[:m:Talk:Communications/Wikimedia brands/2030 movement brand project|The Brand Project team]], 2. jul 2020, 21:52 (CEST)

''Note: The survey is conducted via a third-party service, which may subject it to additional terms. For more information on privacy and data-handling, see the [[foundation:Special:MyLanguage/Naming Convention Proposals Movement Feedback Survey Privacy Statement|survey privacy statement]].''
&lt;/div&gt;
&lt;!-- Besked sendt af Bruger:Elitre (WMF)@metawiki via listen på https://meta.wikimedia.org/w/index.php?title=User:Elitre_(WMF)/All_wikis_June_2020&amp;oldid=20238848 --&gt;

== Editing news 2020 #3 ==

&lt;div class=&quot;plainlinks mw-content-ltr&quot; lang=&quot;da&quot; dir=&quot;ltr&quot;&gt;

=== Redigeringsnyt 2020, 3. Udgave ===
&lt;em&gt;[[m:VisualEditor/Newsletter/2020/July|Læs dette på et andet sprog]] • [[m:VisualEditor/Newsletter|Abonnementliste for dette flersprogede nyhedsbrev]]&lt;/em&gt;

[[File:50M@2x.png|thumb|alt=En gylden stjerne med blåt bånd, og teksten 50m|Der er foretaget flere end &lt;strong&gt;50 millioner redigeringer&lt;/strong&gt; ved hjælp af visuel redigering på desktop.|400px]]

I denne måned for syv år siden gjorde [[mw:Editing team|redigeringsholdet]] den visuelle redigering tilgængelig for de fleste af Wikipedia skribenter.  Siden da har skribenterne nået mange milepæle:

* Der er foretaget flere end &lt;strong&gt;50 millioner redigeringer&lt;/strong&gt; ved hjælp af visuel redigering på desktop.
* Der er blevet oprettet flere end &lt;strong&gt;2 millioner nye artikler&lt;/strong&gt; med visuel redigering. Flere end 600.000 af disse nye artikler er blevet oprettet i løbet af 2019.
* Visuelle redigering er blevet &lt;strong&gt;stadig mere populær&lt;/strong&gt;. Andelen af alle redigeringer, der er foretaget med visuel redigering, er forøget hvert år, siden den blev introduceret.
* I 2019 blev visuel redigering brugt i &lt;strong&gt;35 % af redigeringerne lavet af nybegyndere&lt;/strong&gt; (indloggede skribenter med ≤99 redigeringer). Dette procenttal er &lt;strong&gt;øget for hvert år&lt;/strong&gt;.
* Næsten &lt;strong&gt;5 millioner redigeringer på mobilsiden&lt;/strong&gt; er blevet lavet med visuel redigering. De fleste af disse redigeringer er blevet lavet siden redigeringsholdet begyndte at lave forbedringer på den [[mw:Mobile visual editor|mobile visuelle redigering]] i 2018.
* Den 17. november 2019 blev den [https://discuss-space.wmflabs.org/t/first-edit-made-to-wikipedia-from-outer-space/2254 &lt;strong&gt;første redigering fra det ydre rum&lt;/strong&gt;] udført med den mobile visuelle redigering. 🚀 👩‍🚀
* Skribenter har lavet flere end &lt;strong&gt;7 millioner redigeringer med wikitekst-redigeringsværktøjet fra 2017&lt;/strong&gt;, heriblandt oprettelse af 600.000 nye artikler.  [[mw:2017 wikitext editor|Wikitekst-redigeringsværktøjet fra 2017]] er VisualEditors indbyggede wikitekst-tilstand. Man kan [[Special:Preferences#mw-prefsection-betafeatures|aktivere den i sine indstillinger]].

[[User:Whatamidoing (WMF)|Whatamidoing (WMF)]] ([[User talk:Whatamidoing (WMF)|diskussion]])

&lt;/div&gt; 9. jul 2020, 15:03 (CEST)
&lt;!-- Besked sendt af Bruger:Elitre (WMF)@metawiki via listen på https://meta.wikimedia.org/w/index.php?title=User:Elitre_(WMF)/Sandbox3&amp;oldid=20264413 --&gt;

== Announcing a new wiki project! Welcome, Abstract Wikipedia ==

&lt;div class=&quot;plainlinks mw-content-ltr&quot; lang=&quot;en&quot; dir=&quot;ltr&quot;&gt;

Hi all,

It is my honor to introduce Abstract Wikipedia, a new project that has been unanimously approved by the Wikimedia Foundation Board of Trustees. Abstract Wikipedia proposes a new way to generate baseline encyclopedic content in a multilingual fashion, allowing more contributors and more readers to share more knowledge in more languages. It is an approach that aims to make cross-lingual cooperation easier on our projects, increase the sustainability of our movement through expanding access to participation, improve the user experience for readers of all languages, and innovate in free knowledge by connecting some of the strengths of our movement to create something new.

This is our first new project in over seven years. Abstract Wikipedia was submitted as a project proposal by Denny Vrandečić in May 2020 &lt;ref&gt;[[m:Special:MyLanguage/Abstract Wikipedia|Abstract Wikipedia]]&lt;/ref&gt; after years of preparation and research, leading to a detailed plan and lively discussions in the Wikimedia communities. We know that the energy and the creativity of the community often runs up against language barriers, and information that is available in one language may not make it to other language Wikipedias. Abstract Wikipedia intends to look and feel like a Wikipedia, but build on the powerful, language-independent conceptual models of Wikidata, with the goal of letting volunteers create and maintain Wikipedia articles across our polyglot Wikimedia world.

The project will allow volunteers to assemble the fundamentals of an article using words and entities from Wikidata. Because Wikidata uses conceptual models that are meant to be universal across languages, it should be possible to use and extend these building blocks of knowledge to create models for articles that also have universal value. Using code, volunteers will be able to translate these abstract “articles” into their own languages. If successful, this could eventually allow everyone to read about any topic in Wikidata in their own language.

As you can imagine, this work will require a lot of software development, and a lot of cooperation among Wikimedians. In order to make this effort possible, Denny will join the Foundation as a staff member in July and lead this initiative. You may know Denny as the creator of Wikidata, a long-time community member, a former staff member at Wikimedia Deutschland, and a former Trustee at the Wikimedia Foundation &lt;ref&gt;[[m:User:Denny|User:Denny]]&lt;/ref&gt;. We are very excited that Denny will bring his skills and expertise to work on this project alongside the Foundation’s product, technology, and community liaison teams.

It is important to acknowledge that this is an experimental project, and that every Wikipedia community has different needs. This project may offer some communities great advantages. Other communities may engage less. Every language Wikipedia community will be free to choose and moderate whether or how they would use content from this project.

We are excited that this new wiki-project has the possibility to advance knowledge equity through increased access to knowledge. It also invites us to consider and engage with critical questions about how and by whom knowledge is constructed. We look forward to working in cooperation with the communities to think through these important questions.

There is much to do as we begin designing a plan for Abstract Wikipedia in close collaboration with our communities. I encourage you to get involved by going to the project page and joining the new mailing list &lt;ref&gt;[[mail:abstract-wikipedia|Abstract Wikipedia mailing list]]&lt;/ref&gt;. We recognize that Abstract Wikipedia is ambitious, but we also recognize its potential. We invite you all to join us on a new, unexplored path.

Yours,

Katherine Maher (Executive Director, Wikimedia Foundation) 

&lt;references/&gt;
&lt;/div&gt; &lt;small&gt;Sent by [[:m:User:Elitre (WMF)]] 9. jul 2020, 21:56 (CEST) - '''[[:m:Special:MyLanguage/Abstract Wikipedia/July 2020 announcement]]''' &lt;/small&gt;
&lt;!-- Besked sendt af Bruger:Elitre (WMF)@metawiki via listen på https://meta.wikimedia.org/w/index.php?title=User:Elitre_(WMF)/All_wikis_June_2020&amp;oldid=20265886 --&gt;

== Technical Wishes: FileExporter and FileImporter become default features on all Wikis ==

&lt;div class=&quot;plainlinks mw-content-ltr&quot; lang=&quot;en&quot; dir=&quot;ltr&quot;&gt;
The [[m:WMDE_Technical_Wishes/Move_files_to_Commons|FileExporter and FileImporter]] will become a default features on all wikis until August 7, 2020. They are planned to help you to move files from your local wiki to Wikimedia Commons easier while keeping all original file information (Description, Source, Date, Author, View History) intact. Additionally, the move is documented in the files view history. 
How does it work? 

Step 1: If you are an auto-confirmed user, you will see a link &quot;Move file to Wikimedia Commons&quot; on the local file page. 

Step 2: When you click on this link, the FileImporter checks if the file can in fact be moved to Wikimedia Commons. These checks are performed based on the wiki's [[m:WMDE_Technical_Wishes/Move_files_to_Commons/Configuration_file_documentation|configuration file]] which is created and maintained by each local wiki community. 

Step 3: If the file is compatible with Wikimedia Commons, you will be taken to an import page, at which you can update or add information regarding the file, such as the description. You can also add the 'Now Commons' template to the file on the local wiki by clicking the corresponding check box in the import form. Admins can delete the file from the local wiki by enabling the corresponding checkbox. By clicking on the 'Import' button at the end of the page, the file is imported to Wikimedia Commons. 

If you want to know more about the [[m:WMDE_Technical_Wishes/Move_files_to_Commons|FileImporter extension]] or the [[m:WMDE_Technical_Wishes|Technical Wishes Project]], follow the links. --For the Technical Wishes Team: &lt;/div&gt;[[User:Max Klemm (WMDE)|Max Klemm (WMDE)]] 6. aug 2020, 11:13 (CEST)
&lt;!-- Besked sendt af Bruger:Max Klemm (WMDE)@metawiki via listen på https://meta.wikimedia.org/w/index.php?title=WMDE_Technical_Wishes/Technical_Wishes_News_list_all_village_pumps&amp;oldid=20343133 --&gt;

== Important: maintenance operation on September 1st ==

&lt;div class=&quot;plainlinks mw-content-ltr&quot; lang=&quot;en&quot; dir=&quot;ltr&quot;&gt;&lt;div class=&quot;plainlinks&quot;&gt;

[[:m:Special:MyLanguage/Tech/Server switch 2020|Read this message in another language]]  •  [[:m:Special:MyLanguage/Tech/Server switch 2020|{{int:please-translate}}]]

The [[foundation:|Wikimedia Foundation]] will be testing its secondary data centre.  This will make sure that Wikipedia and the other Wikimedia wikis can stay online even after a disaster. To make sure everything is working, the Wikimedia Technology department needs to do a planned test. This test will show if they can reliably switch from one data centre to the other. It requires many teams to prepare for the test and to be available to fix any unexpected problems. 

They will switch all traffic to the secondary data centre on '''Tuesday, September 1st 2020'''.

Unfortunately, because of some limitations in [[mw:Manual:What is MediaWiki?|MediaWiki]], all editing must stop while the switch is made.  We apologize for this disruption, and we are working to minimize it in the future. 

'''You will be able to read, but not edit, all wikis for a short period of time.'''

*You will not be able to edit for up to an hour on Tuesday, September 1st. The test will start at [https://www.timeanddate.com/worldclock/fixedtime.html?iso=20200901T14 14:00 UTC] (15:00 BST, 16:00 CEST, 10:00 EDT, 19:30 IST, 07:00 PDT, 23:00 JST, and in New Zealand at 02:00 NZST on Wednesday September 2).
*If you try to edit or save during these times, you will see an error message.  We hope that no edits will be lost during these minutes, but we can't guarantee it.  If you see the error message, then please wait until everything is back to normal.  Then you should be able to save your edit.  But, we recommend that you make a copy of your changes first, just in case.

''Other effects'':

*Background jobs will be slower and some may be dropped. Red links might not be updated as quickly as normal. If you create an article that is already linked somewhere else, the link will stay red longer than usual. Some long-running scripts will have to be stopped.
*There will be code freezes for the week of September 1st, 2020.  Non-essential code deployments will not happen.

This project may be postponed if necessary.  You can [[wikitech:Switch Datacenter#Schedule for 2018 switch|read the schedule at wikitech.wikimedia.org]]. Any changes will be announced in the schedule.  There will be more notifications about this.  '''Please share this information with your community.''' 
&lt;/div&gt;&lt;/div&gt; &lt;span dir=ltr&gt;[[m:User:Trizek (WMF)|Trizek (WMF)]] ([[m:User talk:Trizek (WMF)|talk]])&lt;/span&gt; 26. aug 2020, 15:48 (CEST)
&lt;!-- Besked sendt af Bruger:Trizek (WMF)@metawiki via listen på https://meta.wikimedia.org/w/index.php?title=Distribution_list/Global_message_delivery&amp;oldid=20384955 --&gt;

== Invitation to participate in the conversation ==

&lt;div class=&quot;plainlinks mw-content-ltr&quot; lang=&quot;en&quot; dir=&quot;ltr&quot;&gt;
''{{int:Hello}}. Apologies for cross-posting, and that you may not be reading this message in your native language: translations of the following announcement may be available on '''[[:m:Special:MyLanguage/Universal Code of Conduct/Draft review/Invitation (long version)|Meta]]'''. {{int:please-translate}}. {{Int:Feedback-thanks-title}}''

We are excited to share '''[[:m:Special:MyLanguage/Universal Code of Conduct/Draft review|a draft of the Universal Code of Conduct]]''', which the Wikimedia Foundation Board of Trustees called for earlier this year, for your review and feedback. The discussion will be open until October 6, 2020.

The UCoC Drafting Committee wants to learn which parts of the draft would present challenges for you or your work. What is missing from this draft? What do you like, and what could be improved?

Please join the conversation and share this invitation with others who may be interested to join, too. 

To reduce language barriers during the process, you are welcomed to translate this message and the [[:m:Special:MyLanguage/Universal Code of Conduct/Draft review|Universal Code of Conduct/Draft review]]. You and your community may choose to provide your opinions/feedback using your local languages.

To learn more about the UCoC project, see the [[:m:Special:MyLanguage/Universal Code of Conduct|Universal Code of Conduct]] page, and the [[:m:Special:MyLanguage/Universal Code of Conduct/FAQ|FAQ]], on Meta.

Thanks in advance for your attention and contributions, [[:m:Talk:Trust_and_Safety|The Trust and Safety team at Wikimedia Foundation]], 10. sep 2020, 19:55 (CEST) &lt;/div&gt;
&lt;!-- Besked sendt af Bruger:Elitre (WMF)@metawiki via listen på https://meta.wikimedia.org/w/index.php?title=Universal_Code_of_Conduct/Draft_review/Invitation_(long_version)/List&amp;oldid=20440292 --&gt;

== Wiki of functions naming contest ==

&lt;div class=&quot;plainlinks mw-content-ltr&quot; lang=&quot;en&quot; dir=&quot;ltr&quot;&gt;
{{int:Please-translate}}

{{int:Hello}}. Please help pick a name for the new Wikimedia wiki project. This project will be a wiki where the community can work together on a library of [[m:Special:MyLanguage/Abstract_Wikipedia/Wiki_of_functions_naming_contest#function|functions]]. The community can create new functions, read about them, discuss them, and share them. Some of these functions will be used to help create language-independent Wikipedia articles that can be displayed in any language, as part of the Abstract Wikipedia project. But functions will also be usable in many other situations.

There will be two rounds of voting, each followed by legal review of candidates, with voting beginning on 29 September and 27 October. Our goal is to have a final project name selected on 8 December. If you would like to participate, then '''[[m:Special:MyLanguage/Abstract Wikipedia/Wiki of functions naming contest|please learn more and vote now]]''' at meta-wiki. {{Int:Feedback-thanks-title}} --[[m:User:Quiddity (WMF)|Quiddity (WMF)]]&lt;/div&gt; 29. sep 2020, 23:25 (CEST)
&lt;!-- Besked sendt af Bruger:Quiddity (WMF)@metawiki via listen på https://meta.wikimedia.org/w/index.php?title=User:Quiddity_(WMF)/Global_message_delivery_split_6&amp;oldid=20492312 --&gt;

== Call for feedback about Wikimedia Foundation Bylaws changes and Board candidate rubric ==

&lt;div lang=&quot;en&quot; dir=&quot;ltr&quot; class=&quot;mw-content-ltr&quot;&gt;
{{int:Hello}}. Apologies if you are not reading this message in your native language. {{Int:Please-translate}}.

Today the Wikimedia Foundation Board of Trustees starts two calls for feedback. One is about changes to the Bylaws mainly to increase the Board size from 10 to 16 members. The other one is about a trustee candidate rubric to introduce new, more effective ways to evaluate new Board candidates. The Board welcomes your comments through 26 October. For more details, [[m:Special:MyLanguage/Wikimedia Foundation Board noticeboard/October 2020 - Call for feedback about Bylaws changes and Board candidate rubric|check the full announcement]]. 

{{Int:Feedback-thanks-title}} [[m:User:Qgil-WMF|Qgil-WMF]] ([[m:User talk:Qgil-WMF|talk]]) 7. okt 2020, 19:09 (CEST)
&lt;/div&gt;
&lt;!-- Besked sendt af Bruger:Elitre (WMF)@metawiki via listen på https://meta.wikimedia.org/w/index.php?title=User:Elitre_(WMF)/Board2&amp;oldid=20519857 --&gt;

== Important: maintenance operation on October 27 ==

&lt;div class=&quot;plainlinks mw-content-ltr&quot; lang=&quot;en&quot; dir=&quot;ltr&quot;&gt;&lt;div class=&quot;plainlinks&quot;&gt;

[[:m:Special:MyLanguage/Tech/Server switch 2020|Read this message in another language]]  •  [https://meta.wikimedia.org/w/index.php?title=Special:Translate&amp;group=page-Tech%2FServer+switch+2020&amp;language=&amp;action=page&amp;filter= {{int:please-translate}}]

The [[foundation:|Wikimedia Foundation]] tests the switch between its first and secondary data centers.  This will make sure that Wikipedia and the other Wikimedia wikis can stay online even after a disaster. To make sure everything is working, the Wikimedia Technology department needs to do a planned test. This test will show if they can reliably switch from one data centre to the other. It requires many teams to prepare for the test and to be available to fix any unexpected problems. 

They will switch all traffic back to the primary data center on '''Tuesday, October 27 2020'''.

Unfortunately, because of some limitations in [[mw:Manual:What is MediaWiki?|MediaWiki]], all editing must stop while the switch is made.  We apologize for this disruption, and we are working to minimize it in the future. 

'''You will be able to read, but not edit, all wikis for a short period of time.'''

*You will not be able to edit for up to an hour on Tuesday, October 27. The test will start at [https://zonestamp.toolforge.org/1603807200 14:00 UTC] (14:00 WET, 15:00 CET, 10:00 EDT, 19:30 IST, 07:00 PDT, 23:00 JST, and in New Zealand at 03:00 NZDT on Wednesday October 28).
*If you try to edit or save during these times, you will see an error message.  We hope that no edits will be lost during these minutes, but we can't guarantee it.  If you see the error message, then please wait until everything is back to normal.  Then you should be able to save your edit.  But, we recommend that you make a copy of your changes first, just in case.

''Other effects'':

*Background jobs will be slower and some may be dropped. Red links might not be updated as quickly as normal. If you create an article that is already linked somewhere else, the link will stay red longer than usual. Some long-running scripts will have to be stopped.
*There will be code freezes for the week of October 26, 2020.  Non-essential code deployments will not happen.

This project may be postponed if necessary.  You can [[wikitech:Switch_Datacenter#Schedule_for_2020_switch|read the schedule at wikitech.wikimedia.org]]. Any changes will be announced in the schedule.  There will be more notifications about this. A banner will be displayed on all wikis 30 minutes before this operation happens. '''Please share this information with your community.'''&lt;/div&gt;&lt;/div&gt; -- &lt;span dir=ltr&gt;[[m:User:Trizek (WMF)|Trizek (WMF)]] ([[m:User talk:Trizek (WMF)|talk]])&lt;/span&gt;  21. okt 2020, 19:10 (CEST)
&lt;!-- Besked sendt af Bruger:Trizek (WMF)@metawiki via listen på https://meta.wikimedia.org/w/index.php?title=Distribution_list/Global_message_delivery&amp;oldid=20519839 --&gt;

== Wiki of functions naming contest - Round 2 ==

&lt;div class=&quot;plainlinks mw-content-ltr&quot; lang=&quot;en&quot; dir=&quot;ltr&quot;&gt;
{{int:Hello}}.
Reminder: Please help to choose the name for the new Wikimedia wiki project - the library of functions. The finalist vote starts today. The finalists for the name are: &lt;span lang=&quot;en&quot; dir=&quot;ltr&quot; class=&quot;mw-content-ltr&quot;&gt;Wikicode, Wikicodex, Wikifunctions, Wikifusion, Wikilambda, Wikimedia Functions&lt;/span&gt;. If you would like to participate, then '''[[m:Special:MyLanguage/Abstract Wikipedia/Wiki of functions naming contest/Names|please learn more and vote now]]''' at Meta-wiki.
{{Int:Feedback-thanks-title}} --[[m:User:Quiddity (WMF)|Quiddity (WMF)]]
&lt;/div&gt; 5. nov 2020, 23:10 (CET)
&lt;!-- Besked sendt af Bruger:Quiddity (WMF)@metawiki via listen på https://meta.wikimedia.org/w/index.php?title=Distribution_list/Global_message_delivery&amp;oldid=20564572 --&gt;

== [[m:Special:MyLanguage/Community Wishlist Survey 2021/Invitation|Community Wishlist Survey 2021]] ==

&lt;div class=&quot;plainlinks mw-content-ltr&quot; lang=&quot;en&quot; dir=&quot;ltr&quot;&gt;
[[File:Magic Wand Icon 229981 Color Flipped.svg|thumb|48px]]
The '''[[m:Special:MyLanguage/Community Wishlist Survey 2021|2021 Community Wishlist Survey]]''' is now open!
This survey is the process where communities decide what the [[m:Community Tech|Community Tech]] team should work on over the next year. We encourage everyone to submit proposals until the deadline on '''{{#time:j xg|2020-11-30|{{PAGELANGUAGE}}}}''', or comment on other proposals to help make them better.
The communities will vote on the proposals between {{#time:j xg|2020-12-08|{{PAGELANGUAGE}}}} and {{#time:j xg|2020-12-21|{{PAGELANGUAGE}}}}.

The Community Tech team is focused on tools for experienced Wikimedia editors.
You can write proposals in any language, and we will translate them for you. Thank you, and we look forward to seeing your proposals!
&lt;/div&gt;

&lt;span lang=&quot;en&quot; dir=&quot;ltr&quot; class=&quot;mw-content-ltr&quot;&gt;[[m:user:SGrabarczuk (WMF)|SGrabarczuk (WMF)]]&lt;/span&gt;

20. nov 2020, 19:09 (CET)
&lt;!-- Besked sendt af Bruger:SGrabarczuk (WMF)@metawiki via listen på https://meta.wikimedia.org/w/index.php?title=User:SGrabarczuk_(WMF)/sandbox/1&amp;oldid=20689939 --&gt;

== Wikidata descriptions changes to be included more often in Recent Changes and Watchlist ==

&lt;div class=&quot;plainlinks mw-content-ltr&quot; lang=&quot;en&quot; dir=&quot;ltr&quot;&gt;
''Sorry for sending this message in English. Translations are available on [[m:Special:MyLanguage/Announcements/Announcement Wikidata descriptions in watchlist|this page]]. Feel free to translate it in more languages!''

As you may know, you can include changes coming from Wikidata in your Watchlist and Recent Changes ([[Special:Preferences#mw-prefsection-watchlist|in your preferences]]). Until now, this feature didn’t always include changes made on Wikidata descriptions due to the way Wikidata tracks the data used in a given article.

Starting on December 3rd, the Watchlist and Recent Changes will include changes on the descriptions of Wikidata Items that are used in the pages that you watch. This will only include descriptions in the language of your wiki to make sure that you’re only seeing changes that are relevant to your wiki.

This improvement was requested by many users from different projects. We hope that it can help you monitor the changes on Wikidata descriptions that affect your wiki and participate in the effort of improving the data quality on Wikidata for all Wikimedia wikis and beyond.

Note: if you didn’t use the Wikidata watchlist integration feature for a long time, feel free to give it another chance! The feature has been improved since the beginning and the content it displays is more precise and useful than at the beginning of the feature in 2015.

If you encounter any issue or want to provide feedback, feel free to use [[Phab:T191831|this Phabricator ticket]]. Thanks!

[[:d:User:Lea Lacroix (WMDE)|Lea Lacroix (WMDE)]] 30. nov 2020, 15:39 (CET)
&lt;/div&gt;
&lt;!-- Besked sendt af Bruger:Lea Lacroix (WMDE)@metawiki via listen på https://meta.wikimedia.org/w/index.php?title=User:Lea_Lacroix_(WMDE)/wikis&amp;oldid=20728482 --&gt;

== 2020 Coolest Tool Award Ceremony on December 11th ==

&lt;div class=&quot;plainlinks mw-content-ltr&quot; lang=&quot;en&quot; dir=&quot;ltr&quot;&gt;
Hello all,

The ceremony of the 2020 [[m:Coolest_Tool_Award|Wikimedia Coolest Tool Award]] will take place virtually on Friday, December 11th, at 17:00 GMT. This award is highlighting tools that have been nominated by contributors to the Wikimedia projects, and the ceremony will be a nice moment to show appreciation to the tools developers and maybe discover new tools!

You will find more information [[m:Coolest_Tool_Award|here]] about the livestream and the discussions channels. Thanks for your attention, [[:d:User:Lea Lacroix (WMDE)|Lea Lacroix (WMDE)]] 7. dec 2020, 11:55 (CET)
&lt;/div&gt;
&lt;!-- Besked sendt af Bruger:Lea Lacroix (WMDE)@metawiki via listen på https://meta.wikimedia.org/w/index.php?title=Distribution_list/Global_message_delivery&amp;oldid=20734978 --&gt;

== Community Wishlist Survey 2021 ==

&lt;div class=&quot;plainlinks mw-content-ltr&quot; lang=&quot;en&quot; dir=&quot;ltr&quot;&gt;
[[File:Magic Wand Icon 229981 Color Flipped.svg|thumb|48px]]
'''We invite all registered users to vote on the [[m:Special:MyLanguage/Community Wishlist Survey 2021|2021 Community Wishlist Survey]]. You can vote from now until {{#time:j xg|2020-12-21|en}} for as many different wishes as you want.'''

In the Survey, wishes for new and improved tools for experienced editors are collected. After the voting, we will do our best to grant your wishes. We will start with the most popular ones.

We, the [[m:Special:MyLanguage/Community Tech|Community Tech]], are one of the [[m:Special:MyLanguage/Wikimedia Foundation|Wikimedia Foundation]] teams. We create and improve editing and wiki moderation tools. What we work on is decided based on results of the Community Wishlist Survey. Once a year, you can submit wishes. After two weeks, you can vote on the ones that you're most interested in. Next, we choose wishes from the survey to work on. Some of the wishes may be granted by volunteer developers or other teams.

'''[[m:Special:MyLanguage/Community Wishlist Survey 2021/Tracking|You can view and vote all proposals here.]]'''

We are waiting for your votes. Thank you!
&lt;/div&gt;
[[user:SGrabarczuk (WMF)|SGrabarczuk (WMF)]]

15. dec 2020, 01:51 (CET)
&lt;!-- Besked sendt af Bruger:SGrabarczuk (WMF)@metawiki via listen på https://meta.wikimedia.org/w/index.php?title=User:SGrabarczuk_(WMF)/sandbox/1&amp;oldid=20689939 --&gt;

== Moving Wikimania 2021 to a Virtual Event ==

&lt;div class=&quot;mw-content-ltr&quot; lang=&quot;en&quot; dir=&quot;ltr&quot;&gt;
[[File:Wikimania_logo_with_text_2.svg|right|alt=Wikimania's logo.|75px]]

''{{int:Hello}}. Apologies if you are not reading this message in your native language. {{Int:Please-translate}}. {{Int:Feedback-thanks-title}}''

[[:m:Wikimania 2021|Wikimania will be a virtual event this year]], and hosted by a wide group of community members. Whenever the next in-person large gathering is possible again, [[:m:ESEAP Hub|the ESEAP Core Organizing Team]] will be in charge of it. Stay tuned for more information about how ''you'' can get involved in the planning
process and other aspects of the event. [https://lists.wikimedia.org/pipermail/wikimedia-l/2021-January/096141.html Please read the longer version of this announcement on wikimedia-l]. 

''ESEAP Core Organizing Team, Wikimania Steering Committee, Wikimedia Foundation Events Team'', 27. jan 2021, 16:15 (CET) 
&lt;/div&gt;
&lt;!-- Besked sendt af Bruger:Elitre (WMF)@metawiki via listen på https://meta.wikimedia.org/w/index.php?title=User:Elitre_(WMF)/Wikimania21&amp;oldid=21014617 --&gt;

== Project Grant Open Call ==

This is the announcement for the [[m:Grants:Project|Project Grants program]] open call that started on January 11, with the submission deadline of February 10, 2021.&lt;br&gt; This first open call will be focussed on Community Organizing proposals. A second open call focused on research and software proposals is scheduled from February 15 with a submission deadline of March 16, 2021.&lt;br&gt;

For the Round 1 open call, we invite you to propose grant applications that fall under community development and organizing (offline and online) categories. Project Grant funds are available to support individuals, groups, and organizations to implement new experiments and proven ideas, from organizing a better process on your wiki, coordinating a campaign or editathon series to providing other support for community building.  We offer the following resources to help you plan your project and complete a grant proposal:&lt;br&gt;

* Weekly proposals clinics via Zoom during the Open Call. Join us for [[m:Grants:Project|#Upcoming_Proposal_Clinics|real-time discussions]] with Program Officers and select thematic experts and get live feedback about your Project Grants proposal. We’ll answer questions and help you make your proposal better. We also offer these support pages to help you build your proposal:
* [[m:Grants:Project/Tutorial|Video tutorials]] for writing a strong application&lt;br&gt;
* General [[m:Grants:Project/Plan|planning page]] for Project Grants &lt;br&gt;
* [[m:Grants:Project/Learn|Program guidelines and criteria]]&lt;br&gt;

Program officers are also available to offer individualized proposal support upon request. Contact us if you would like feedback or more information.&lt;br&gt;

We are excited to see your grant ideas that will support our community and make an impact on the future of Wikimedia projects. Put your idea into motion, and [[m:Grants:Project/Apply|submit your proposal]] by February 10, 2021!&lt;br&gt;

Please feel free to get in touch with questions about getting started with your grant application, or about serving on the Project Grants Committee. Contact us at projectgrants{{at}}wikimedia.org. Please help us translate this message to your local language. [[Bruger:MediaWiki message delivery|MediaWiki message delivery]] ([[Brugerdiskussion:MediaWiki message delivery|diskussion]]) 28. jan 2021, 09:00 (CET)
&lt;!-- Besked sendt af Bruger:RSharma (WMF)@metawiki via listen på https://meta.wikimedia.org/w/index.php?title=Distribution_list/Global_message_delivery&amp;oldid=20808431 --&gt;

== Wiki Loves Folklore 2021 is back! ==

&lt;div lang=&quot;en&quot; dir=&quot;ltr&quot; class=&quot;mw-content-ltr&quot;&gt;

{{int:please-translate}}

[[File:Wiki Loves Folklore Logo.svg|right|150px|frameless]]
You are humbly invited to participate in the '''[[:c:Commons:Wiki Loves Folklore 2021|Wiki Loves Folklore 2021]]''' an international photography contest organized on Wikimedia Commons to document folklore and intangible cultural heritage from different regions, including, folk creative activities and many more. It is held every year from the 1st till the 28th of February.

You can help in enriching the folklore documentation on Commons from your region by taking photos, audios, videos, and [https://commons.wikimedia.org/w/index.php?title=Special:UploadWizard&amp;campaign=wlf_2021 submitting] them in this commons contest.

Please support us in translating the [[:c:Commons: Wiki Loves Folklore 2021|project page]] and a [https://meta.wikimedia.org/wiki/Special:Translate?group=Centralnotice-tgroup-wikiloveslove2020&amp;language=en&amp;filter=%21translated&amp;action=translate|one-line banner message] to help us spread the word in your native language.

'''Kind regards,'''

'''Wiki loves Folklore International Team'''

[[Bruger:MediaWiki message delivery|MediaWiki message delivery]] ([[Brugerdiskussion:MediaWiki message delivery|diskussion]]) 6. feb 2021, 14:25 (CET)
&lt;/div&gt;
&lt;!-- Besked sendt af Bruger:Tiven2240@metawiki via listen på https://meta.wikimedia.org/w/index.php?title=User:Tiven2240/wll&amp;oldid=21073884 --&gt;

== Proposal: Set two-letter project shortcuts as alias to project namespace globally ==

&lt;div lang=&quot;en&quot; dir=&quot;ltr&quot;&gt;
{{int:please-translate}}

Hello everyone,

I apologize for posting in English. I would like to inform everyone that I created a new global request for comment (GRFC) at Meta Wiki, which may affect your project: [[:m:Requests for comment/Set short project namespace aliases by default globally]].

In this GRFC, I propose that two-project shortcuts for project names will become a default alias for the project namespace. For instance, on all Wikipedias, WP will be an alias to the Wikipedia: namespace (and similar for other projects). Full list is available in the GRFC.

This is already the case for Wikivoyages, and many individual projects asked for this alias to be implemented. I believe this makes it easier to access the materials in the project namespace, as well as creating shortcuts like &lt;tt&gt;WP:NPOV&lt;/tt&gt;, as well as helps new projects to use this feature, without having to figure out how to request site configuration changes first.

As far as I can see, {{SITENAME}} currently does not have such an alias set. This means that such an alias will be set for you, if the GRFC is accepted by the global community.

I would like to ask all community members to participate in the request for comment at Meta-Wiki, see [[:m:Requests for comment/Set short project namespace aliases by default globally]].

Please feel free to [[:m:User talk:Martin Urbanec|ask me]] if you have any questions about this proposal.

Best regards,&lt;br /&gt;
--[[:m:User:Martin Urbanec|Martin Urbanec]] ([[:m:User talk:Martin Urbanec|talk]]) 18. feb 2021, 15:12 (CET)
&lt;/div&gt;
&lt;!-- Besked sendt af Bruger:Martin Urbanec@metawiki via listen på https://meta.wikimedia.org/w/index.php?title=User:Martin_Urbanec/MassMessage&amp;oldid=21125035 --&gt;

== Wikifunctions logo contest ==

&lt;div class=&quot;plainlinks mw-content-ltr&quot; lang=&quot;da&quot; dir=&quot;ltr&quot;&gt;
{{Int:Hello}}. Hjælp med at vælge et designkoncept til logoet på den nye Wikifunctions wiki. Afstemningen starter i dag og vil være åben i 2 uger. Hvis du gerne vil deltage, så '''[[m:Special:MyLanguage/Abstract Wikipedia/Wikifunctions logo concept/Vote|læs mere og stem nu]]''' på Meta-Wiki. {{Int:Feedback-thanks-title}} --[[m:User:Quiddity (WMF)|Quiddity (WMF)]]&lt;/div&gt; 2. mar 2021, 02:45 (CET)
&lt;!-- Besked sendt af Bruger:Quiddity (WMF)@metawiki via listen på https://meta.wikimedia.org/w/index.php?title=Distribution_list/Global_message_delivery&amp;oldid=21087740 --&gt;

== Universal Code of Conduct – 2021 consultations ==

&lt;div lang=&quot;en&quot; dir=&quot;ltr&quot; class=&quot;mw-content-ltr&quot;&gt;
=== Universal Code of Conduct Phase 2 ===

{{int:please-translate}}

The [[:wmf:Special:MyLanguage/Universal Code of Conduct|'''Universal Code of Conduct (UCoC)''']] provides a universal baseline of acceptable behavior for the entire Wikimedia movement and all its projects. The project is currently in Phase 2, outlining clear enforcement pathways. You can read more about the whole project on its [[:m:Special:MyLanguage/Universal Code of Conduct|'''project page''']].

==== Drafting Committee: Call for applications ====

The Wikimedia Foundation is recruiting volunteers to join a committee to draft how to make the code enforceable. Volunteers on the committee will commit between 2 and 6 hours per week from late April through July and again in October and November. It is important that the committee be diverse and inclusive, and have a range of experiences, including both experienced users and newcomers, and those who have received or responded to, as well as those who have been falsely accused of harassment.

To apply and learn more about the process, see [[:m:Special:MyLanguage/Universal Code of Conduct/Drafting committee|Universal Code of Conduct/Drafting committee]].

==== 2021 community consultations: Notice and call for volunteers / translators ====

From 5 April – 5 May 2021 there will be conversations on many Wikimedia projects about how to enforce the UCoC. We are looking for volunteers to translate key material, as well as to help host consultations on their own languages or projects using suggested [[:m:Special:MyLanguage/Universal Code of Conduct/2021 consultations/Discussion|key questions]]. If you are interested in volunteering for either of these roles, please [[:m:Talk:Universal Code of Conduct/2021 consultations|contact us]] in whatever language you are most comfortable.

To learn more about this work and other conversations taking place, see [[:m:Special:MyLanguage/Universal Code of Conduct/2021 consultations|Universal Code of Conduct/2021 consultations]].

-- [[User:Xeno (WMF)|Xeno (WMF)]] ([[User talk:Xeno (WMF)|talk]]) 5. apr 2021, 23:40 (CEST)
&lt;/div&gt;
&lt;!-- Besked sendt af Bruger:MNadzikiewicz (WMF)@metawiki via listen på https://meta.wikimedia.org/w/index.php?title=User:MNadzikiewicz_(WMF)/Without_Russian,_Polish_and_translated/0.5&amp;oldid=21302383 --&gt;

== Line numbering coming soon to all wikis ==

&lt;div class=&quot;plainlinks mw-content-ltr&quot; lang=&quot;en&quot; dir=&quot;ltr&quot;&gt;  

[[File:Technical_Wishes_–_Line_numbering_-_2010_wikitext_editor.png|thumb|Example]]
From April 15, you can enable line numbering in some wikitext editors - for now in the template namespace, coming to more namespaces soon. This will make it easier to detect line breaks and to refer to a particular line in discussions. These numbers will be shown if you enable the syntax highlighting feature ([[mw:Special:MyLanguage/Extension:CodeMirror|CodeMirror extension]]), which is supported in the [[mw:Special:MyLanguage/Extension:WikiEditor|2010]] and [[mw:Special:MyLanguage/2017 wikitext editor|2017]] wikitext editors. 

More information can be found on [[m:WMDE Technical Wishes/Line Numbering|this project page]]. Everyone is invited to test the feature, and to give feedback [[m:talk:WMDE Technical Wishes/Line Numbering|on this talk page]].
&lt;/div&gt; -- [[m:User:Johanna Strodt (WMDE)|Johanna Strodt (WMDE)]] 12. apr 2021, 17:07 (CEST)
&lt;!-- Besked sendt af Bruger:Johanna Strodt (WMDE)@metawiki via listen på https://meta.wikimedia.org/w/index.php?title=WMDE_Technical_Wishes/Technical_Wishes_News_list_all_village_pumps&amp;oldid=21329014 --&gt;

== Suggested Values ==

&lt;div class=&quot;plainlinks mw-content-ltr&quot; lang=&quot;en&quot; dir=&quot;ltr&quot;&gt;  

From April 29, it will be possible to suggest values for parameters in templates. Suggested values can be added to [[mw:Special:MyLanguage/Help:TemplateData|TemplateData]] and will then be shown as a drop-down list in [[mw:Special:MyLanguage/Help:VisualEditor/User guide|VisualEditor]]. This allows template users to quickly select an appropriate value. This way, it prevents potential errors and reduces the effort needed to fill the template with values. It will still be possible to fill in values other than the suggested ones.

More information, including the supported parameter types and how to create suggested values: [[mw:Help:TemplateData#suggestedvalues|[1]]] [[m:WMDE_Technical_Wishes/Suggested_values_for_template_parameters|[2]]]. Everyone is invited to test the feature, and to give feedback [[m:Talk:WMDE Technical Wishes/Suggested values for template parameters|on this talk page]].

&lt;/div&gt; [[m:User:Timur Vorkul (WMDE)|Timur Vorkul (WMDE)]] 22. apr 2021, 16:08 (CEST)
&lt;!-- Besked sendt af Bruger:Timur Vorkul (WMDE)@metawiki via listen på https://meta.wikimedia.org/w/index.php?title=WMDE_Technical_Wishes/Technical_Wishes_News_list_all_village_pumps&amp;oldid=21361904 --&gt;

== Universal Code of Conduct News – Issue 1 ==

&lt;div style = &quot;line-height: 1.2&quot;&gt;
&lt;span style=&quot;font-size:200%;&quot;&gt;'''Universal Code of Conduct News'''&lt;/span&gt;&lt;br&gt;
&lt;span style=&quot;font-size:120%; color:#404040;&quot;&gt;'''Issue 1, June 2021'''&lt;/span&gt;&lt;span style=&quot;font-size:120%; float:right;&quot;&gt;[[m:Universal Code of Conduct/Newsletter/1|Read the full newsletter]]&lt;/span&gt;
----
Welcome to the first issue of [[m:Special:MyLanguage/Universal Code of Conduct|Universal Code of Conduct News]]! This newsletter will help Wikimedians stay involved with the development of the new code, and will distribute relevant news, research, and upcoming events related to the UCoC.

Please note, this is the first issue of UCoC Newsletter which is delivered to all subscribers and projects as an announcement of the initiative. If you want the future issues delivered to your talk page, village pumps, or any specific pages you find appropriate, you need to [[m:Global message delivery/Targets/UCoC Newsletter Subscription|subscribe here]].

You can help us by translating the newsletter issues in your languages to spread the news and create awareness of the new conduct to keep our beloved community safe for all of us. Please [[m:Universal Code of Conduct/Newsletter/Participate|add your name here]] if you want to be informed of the draft issue to translate beforehand. Your participation is valued and appreciated.
&lt;/div&gt;&lt;div style=&quot;margin-top:3px; padding:10px 10px 10px 20px; background:#fffff; border:2px solid #808080; border-radius:4px; font-size:100%;&quot;&gt;
* '''Affiliate consultations''' – Wikimedia affiliates of all sizes and types were invited to participate in the UCoC affiliate consultation throughout March and April 2021. ([[m:Universal Code of Conduct/Newsletter/1#sec1|continue reading]])
* '''2021 key consultations''' – The Wikimedia Foundation held enforcement key questions consultations in April and May 2021 to request input about UCoC enforcement from the broader Wikimedia community. ([[m:Universal Code of Conduct/Newsletter/1#sec2|continue reading]])
* '''Roundtable discussions''' – The UCoC facilitation team hosted two 90-minute-long public roundtable discussions in May 2021 to discuss UCoC key enforcement questions. More conversations are scheduled. ([[m:Universal Code of Conduct/Newsletter/1#sec3|continue reading]])
* '''Phase 2 drafting committee''' – The drafting committee for the phase 2 of the UCoC started their work on 12 May 2021. Read more about their work. ([[m:Universal Code of Conduct/Newsletter/1#sec4|continue reading]])
* '''Diff blogs''' – The UCoC facilitators wrote several blog posts based on interesting findings and insights from each community during local project consultation that took place in the 1st quarter of 2021. ([[m:Universal Code of Conduct/Newsletter/1#sec5|continue reading]])&lt;/div&gt;
--[[Bruger:MediaWiki message delivery|MediaWiki message delivery]] ([[Brugerdiskussion:MediaWiki message delivery|diskussion]]) 12. jun 2021, 01:05 (CEST)
&lt;!-- Besked sendt af Bruger:SOyeyele (WMF)@metawiki via listen på https://meta.wikimedia.org/w/index.php?title=User:SOyeyele_(WMF)/Announcements/Other_languages&amp;oldid=21578291 --&gt;

== Wikimania 2021: Individual Program Submissions ==

[[File:Wikimania logo with text 2.svg|right|200px]]
Dear all,

Wikimania 2021 will be [[:wikimania:2021:Save the date and the Core Organizing Team|hosted virtually]] for the first time in the event's 15-year history. Since there is no in-person host, the event is being organized by a diverse group of Wikimedia volunteers that form the [[:wikimania:2021:Organizers|Core Organizing Team]] (COT) for Wikimania 2021.

'''Event Program''' - Individuals or a group of individuals can submit their session proposals to be a part of the program. There will be translation support for sessions provided in a number of languages. See more information [[:wikimania:2021:Submissions/Guidelines#Language Accessibility|here]].

Below are some links to guide you through;
* [[:wikimania:2021:Submissions|Program Submissions]]
* [[:wikimania:2021:Submissions/Guidelines|Session Submission Guidelines]]
* [[:wikimania:2021:FAQ|FAQ]]

Please note that the deadline for submission is 18th June 2021. 

'''Announcements'''- To keep up to date with the developments around Wikimania, the COT sends out weekly updates. You can view them in the Announcement section [[:wikimania:2021:Announcements|here]]. 

'''Office Hour''' - If you are left with questions, the COT will be hosting some office hours (in multiple languages), in multiple time-zones, to answer any programming questions that you might have.  Details can be found [[:wikimania:2021:Organizers#Office hours schedule|here.]]

Best regards,

[[Bruger:MediaWiki message delivery|MediaWiki message delivery]] ([[Brugerdiskussion:MediaWiki message delivery|diskussion]]) 16. jun 2021, 06:19 (CEST)

On behalf of Wikimania 2021 Core Organizing Team
&lt;!-- Besked sendt af Bruger:Bodhisattwa@metawiki via listen på https://meta.wikimedia.org/w/index.php?title=Global_message_delivery/Targets/VisualEditor/Newsletter/Wikis_with_VE&amp;oldid=21597568 --&gt;

== Editing news 2021 #2 ==

&lt;div class=&quot;plainlinks mw-content-ltr&quot; lang=&quot;en&quot; dir=&quot;ltr&quot;&gt;
&lt;em&gt;[[m:Special:MyLanguage/VisualEditor/Newsletter/2021/June|Read this in another language]] • [[m:VisualEditor/Newsletter|Subscription list for this multilingual newsletter]]&lt;/em&gt;

[[File:Reply Tool A-B test comment completion.png|alt=Junior contributors comment completion rate across all participating Wikipedias|thumb|296x296px|When newcomers had the Reply tool and tried to post on a talk page, they were more successful at posting a comment. ([https://wikimedia-research.github.io/Reply-tools-analysis-2021/ Source])]]

Earlier this year, the Editing team ran a large study of [[mw:Talk pages project/Replying|the Reply Tool]].  The main goal was to find out whether the Reply Tool helped [[mw:Talk pages project/Glossary|newer editors]] communicate on wiki.  The second goal was to see whether the comments that newer editors made using the tool needed to be reverted more frequently than comments newer editors made with the existing wikitext page editor.

The key results were:

* Newer editors who had automatic (&quot;default on&quot;) access to the Reply tool were [https://wikimedia-research.github.io/Reply-tools-analysis-2021/ more likely] to post a comment on a talk page.
* The comments that newer editors made with the Reply Tool were also [https://wikimedia-research.github.io/Reply-tools-analysis-2021/ less likely] to be reverted than the comments that newer editors made with page editing.

These results give the Editing team confidence that the tool is helpful.

&lt;strong&gt;Looking ahead&lt;/strong&gt;

The team is planning to make the Reply tool available to everyone as an opt-out preference in the coming months.  This has already happened at the Arabic, Czech, and Hungarian Wikipedias.

The next step is to [[phab:T280599|resolve a technical challenge]]. Then, they will deploy the Reply tool first to the [[phab:T267379|Wikipedias that participated in the study]].  After that, they will deploy it, in stages, to the other Wikipedias and all WMF-hosted wikis.

You can turn on &quot;{{int:discussiontools-preference-label}}&quot; [[Special:Preferences#mw-prefsection-betafeatures|in Beta Features]] now.  After you get the Reply tool, you can change your preferences at any time in [[Special:Preferences#mw-prefsection-editing-discussion]].

–[[User:Whatamidoing (WMF)|Whatamidoing (WMF)]] ([[User talk:Whatamidoing (WMF)|talk]])
&lt;/div&gt; 24. jun 2021, 16:15 (CEST)
&lt;!-- Besked sendt af Bruger:Elitre (WMF)@metawiki via listen på https://meta.wikimedia.org/w/index.php?title=Global_message_delivery/Targets/VisualEditor/Newsletter/Wikis_with_VE&amp;oldid=21624491 --&gt;

== Server switch ==

&lt;div class=&quot;plainlinks mw-content-ltr&quot; lang=&quot;en&quot; dir=&quot;ltr&quot;&gt;&lt;div class=&quot;plainlinks&quot;&gt;

[[:m:Special:MyLanguage/Tech/Server switch 2020|Read this message in another language]]  •  [https://meta.wikimedia.org/w/index.php?title=Special:Translate&amp;group=page-Tech%2FServer+switch+2020&amp;language=&amp;action=page&amp;filter= {{int:please-translate}}]

The [[foundation:|Wikimedia Foundation]] tests the switch between its first and secondary data centers.  This will make sure that Wikipedia and the other Wikimedia wikis can stay online even after a disaster. To make sure everything is working, the Wikimedia Technology department needs to do a planned test. This test will show if they can reliably switch from one data centre to the other. It requires many teams to prepare for the test and to be available to fix any unexpected problems. &lt;!--

 They will switch all traffic back to the primary data center on '''Tuesday, October 27 2020'''. --&gt;

Unfortunately, because of some limitations in [[mw:Manual:What is MediaWiki?|MediaWiki]], all editing must stop while the switch is made.  We apologize for this disruption, and we are working to minimize it in the future. 

'''You will be able to read, but not edit, all wikis for a short period of time.'''

*You will not be able to edit for up to an hour on Tuesday, 29 June 2021. The test will start at [https://zonestamp.toolforge.org/1624975200 14:00 UTC] (07:00 PDT, 10:00 EDT, 15:00 WEST/BST, 16:00 CEST, 19:30 IST,  23:00 JST, and in New Zealand at 02:00 NZST on Wednesday 30 June).
*If you try to edit or save during these times, you will see an error message.  We hope that no edits will be lost during these minutes, but we can't guarantee it.  If you see the error message, then please wait until everything is back to normal.  Then you should be able to save your edit.  But, we recommend that you make a copy of your changes first, just in case.

''Other effects'':

*Background jobs will be slower and some may be dropped. Red links might not be updated as quickly as normal. If you create an article that is already linked somewhere else, the link will stay red longer than usual. Some long-running scripts will have to be stopped.
*There will be code freezes for the week of June 28.  Non-essential code deployments will not happen.

This project may be postponed if necessary.  You can [[wikitech:Switch_Datacenter#Schedule_for_2021_switch|read the schedule at wikitech.wikimedia.org]]. Any changes will be announced in the schedule.  There will be more notifications about this. A banner will be displayed on all wikis 30 minutes before this operation happens. '''Please share this information with your community.'''&lt;/div&gt;&lt;/div&gt; [[user:SGrabarczuk (WMF)|SGrabarczuk (WMF)]] 27. jun 2021, 03:19 (CEST)
&lt;!-- Besked sendt af Bruger:SGrabarczuk (WMF)@metawiki via listen på https://meta.wikimedia.org/w/index.php?title=Distribution_list/Global_message_delivery&amp;oldid=21463754 --&gt;

== Call for Candidates for the Movement Charter Drafting Committee ==

&lt;div lang=&quot;en&quot; dir=&quot;ltr&quot; class=&quot;mw-content-ltr&quot;&gt;

Movement Strategy announces [[:m:Special:MyLanguage/Movement_Charter/Drafting_Committee|the Call for Candidates for the Movement Charter Drafting Committee]]. The Call opens August 2, 2021 and closes September 1, 2021.

The Committee is expected to represent [[:m:Special:MyLanguage/Movement_Charter/Drafting_Committee/Diversity_and_Expertise_Matrices|diversity in the Movement]]. Diversity includes gender, language, geography, and experience. This comprises participation in projects, affiliates, and the Wikimedia Foundation.

English fluency is not required to become a member. If needed, translation and interpretation support is provided. Members will receive an allowance to offset participation costs. It is US$100 every two months.

We are looking for people who have some of the following [[:m:Special:MyLanguage/Movement_Charter/Drafting_Committee#Role_Requirements|skills]]:

* Know how to write collaboratively. (demonstrated experience is a plus) 
* Are ready to find compromises. 
* Focus on inclusion and diversity. 
* Have knowledge of community consultations. 
* Have intercultural communication experience. 
* Have governance or organization experience in non-profits or communities. 
* Have experience negotiating with different parties. 

The Committee is expected to start with 15 people. If there are 20 or more candidates, a mixed election and selection process will happen. If there are 19 or fewer candidates, then the process of selection without election takes place.

Will you help move Wikimedia forward in this important role? Submit your candidacy [[:m:Special:MyLanguage/Movement_Charter/Drafting_Committee#Candidate_Statements|here]]. Please contact strategy2030[[File:At sign.svg|16x16px|link=|(_AT_)]]wikimedia.org with questions.

&lt;/div&gt;

[[Bruger:Xeno (WMF)|Xeno (WMF)]] ([[Brugerdiskussion:Xeno (WMF)|diskussion]]) 3. aug 2021, 02:12 (CEST)
&lt;!-- Besked sendt af Bruger:Xeno (WMF)@metawiki via listen på https://meta.wikimedia.org/w/index.php?title=User:Xeno_(WMF)/Delivery/Wikibooks&amp;oldid=21828257 --&gt;

== Universal Code of Conduct - Enforcement draft guidelines review ==

&lt;div lang=&quot;en&quot; dir=&quot;ltr&quot; class=&quot;mw-content-ltr&quot;&gt;
&lt;section begin=&quot;content&quot;/&gt;The [[m:Special:MyLanguage/Universal_Code_of_Conduct/Drafting_committee#Phase_2|Universal Code of Conduct Phase 2 drafting committee]] would like comments about the '''[[:m:Universal Code of Conduct/Enforcement draft guidelines review|enforcement draft guidelines]]''' for the [[m:Special:MyLanguage/Universal Code of Conduct|Universal Code of Conduct]] (UCoC). This review period is planned for 17 August 2021 through 17 October 2021.

These guidelines are not final but you can help move the progress forward. The committee will revise the guidelines based upon community input.

Comments can be shared in any language on the [[m:Talk:Universal Code of Conduct/Enforcement draft guidelines review|draft review talk page]] and [[m:Special:MyLanguage/Universal Code of Conduct/Discussions|multiple other venues]]. Community members are encouraged to organize conversations in their communities.

There are planned live discussions about the UCoC enforcement draft guidelines: 

:[[wmania:2021:Submissions/Universal_Code_of_Conduct_Roundtable|Wikimania 2021 session]] (recorded 16 August)
:[[m:Special:MyLanguage/Universal_Code_of_Conduct/2021_consultations/Roundtable_discussions#Conversation hours|Conversation hours]] - 24 August, 31 August, 7 September @ 03:00 UTC &amp; 14:00 UTC
:[[m:Special:MyLanguage/Universal_Code_of_Conduct/2021_consultations/Roundtable_discussions|Roundtable calls]] - 18 September @ 03:00 UTC &amp; 15:00 UTC

Summaries of discussions will be posted every two weeks [[m:Special:MyLanguage/Universal Code of Conduct/Drafting committee/Digests|here]].

Please let me know if you have any questions.&lt;section end=&quot;content&quot;/&gt;
&lt;/div&gt;

[[User:Xeno (WMF)|Xeno (WMF)]] 18. aug 2021, 00:09 (CEST)
&lt;!-- Besked sendt af Bruger:Xeno (WMF)@metawiki via listen på https://meta.wikimedia.org/w/index.php?title=User:Xeno_(WMF)/Delivery/Wikibooks&amp;oldid=21895034 --&gt;

== Wikimedia Foundation Board of Trustees election has come to an end ==

Thank you for participating in the [[:meta:Special:MyLanguage/Wikimedia_Foundation_elections/2021|2021 Wikimedia Foundation Board of Trustees election]]! Voting closed August 31 at 23:59. The official data, including the four most voted candidates, will be announced as soon as the [[:meta:Special:MyLanguage/Wikimedia_Foundation_elections_committee|Elections Committee]] completes their review of the ballots. The official announcement of the new trustees appointed will happen later, once the selected candidates have been confirmed by the Board.

6,946 community members from 216 wiki projects have voted. This makes 10.2% global participation, 1.1% higher than in the last Board elections. In 2017, 5167 people from 202 wiki projects cast their vote. A full analysis is planned to be published in a few days when the confirmed results are announced. In the meantime, you can check the [[:meta:Special:MyLanguage/Wikimedia_Foundation_elections/2021/Stats|data produced during the election]].

Diversity was an important goal with these elections. Messages about the Board election were translated into 61 languages. This outreach worked well. There were 70 communities with eligible voters voting in this election for the first time. With your help, next year’s Board of Trustees election will be even better.

1. sep 2021, 22:59 (CEST)
&lt;!-- Besked sendt af Bruger:MNadzikiewicz (WMF)@metawiki via listen på https://meta.wikimedia.org/w/index.php?title=User:Xeno_(WMF)/Delivery/Wikibooks&amp;oldid=21895034 --&gt;

== The 2022 Community Wishlist Survey will happen in January ==

&lt;div class=&quot;plainlinks mw-content-ltr&quot; lang=&quot;en&quot; dir=&quot;ltr&quot;&gt;
Hello everyone,

We hope all of you are as well and safe as possible during these trying times! We wanted to share some news about a change to the Community Wishlist Survey 2022. We would like to hear your opinions as well.

Summary:

&lt;div style=&quot;font-style:italic;&quot;&gt;
We will be running the [[m:Special:MyLanguage/Community Wishlist Survey|Community Wishlist Survey]] 2022 in January 2022. We need more time to work on the 2021 wishes. We also need time to prepare some changes to the Wishlist 2022. In the meantime, you can use a [[m:Special:MyLanguage/Community Wishlist Survey/Sandbox|dedicated sandbox to leave early ideas for the 2022 wishes]].
&lt;/div&gt;

=== Proposing and wish-fulfillment will happen during the same year ===

In the past, the [[m:Special:MyLanguage/Community Tech|Community Tech]] team has run the Community Wishlist Survey for the following year in November of the prior year. For example, we ran the [[m:Special:MyLanguage/Community Wishlist Survey 2021|Wishlist for 2021]] in November 2020. That worked well a few years ago. At that time, we used to start working on the Wishlist soon after the results of the voting were published.

However, in 2021, there was a delay between the voting and the time when we could start working on the new wishes. Until July 2021, we were working on wishes from the [[m:Special:MyLanguage/Community Wishlist Survey 2020|Wishlist for 2020]].

We hope having the Wishlist 2022 in January 2022 will be more intuitive. This will also give us time to fulfill more wishes from the 2021 Wishlist.

=== Encouraging wider participation from historically excluded communities ===

We are thinking how to make the Wishlist easier to participate in. We want to support more translations, and encourage under-resourced communities to be more active. We would like to have some time to make these changes.

=== A new space to talk to us about priorities and wishes not granted yet ===

We will have gone 365 days without a Wishlist. We encourage you to approach us. We hope to hear from you in the [[m:Special:MyLanguage/Talk:Community Wishlist Survey|talk page]], but we also hope to see you at our bi-monthly Talk to Us meetings! These will be hosted at two different times friendly to time zones around the globe.

We will begin our first meeting '''September 15th at 23:00 UTC'''. More details about the agenda and format coming soon!

=== Brainstorm and draft proposals before the proposal phase ===

If you have early ideas for wishes, you can use the [[m:Special:MyLanguage/Community Wishlist Survey/Sandbox|new Community Wishlist Survey sandbox]]. This way, you will not forget about these before January 2022. You will be able to come back and refine your ideas. Remember, edits in the sandbox don't count as wishes!

=== Feedback ===
* What should we do to improve the Wishlist pages?
* How would you like to use our new [[m:Special:MyLanguage/Community Wishlist Survey/Sandbox|sandbox?]]
* What, if any, risks do you foresee in our decision to change the date of the Wishlist 2022?
* What will help more people participate in the Wishlist 2022?

Answer on the [[m:Special:MyLanguage/Talk:Community Wishlist Survey|talk page]] (in any language you prefer) or at our Talk to Us meetings.
&lt;/div&gt;

[[user:SGrabarczuk (WMF)|SGrabarczuk (WMF)]] ([[user talk:SGrabarczuk (WMF)|talk]]) 7. sep 2021, 02:23 (CEST)
&lt;!-- Besked sendt af Bruger:SGrabarczuk (WMF)@metawiki via listen på https://meta.wikimedia.org/w/index.php?title=Distribution_list/Global_message_delivery&amp;oldid=21980442 --&gt;

== Server switch ==

&lt;div class=&quot;plainlinks mw-content-ltr&quot; lang=&quot;en&quot; dir=&quot;ltr&quot;&gt;&lt;div class=&quot;plainlinks&quot;&gt;

[[:m:Special:MyLanguage/Tech/Server switch|Read this message in another language]] • [https://meta.wikimedia.org/w/index.php?title=Special:Translate&amp;group=page-Tech%2FServer+switch&amp;language=&amp;action=page&amp;filter= {{int:please-translate}}]

The [[foundation:|Wikimedia Foundation]] tests the switch between its first and secondary data centers. This will make sure that Wikipedia and the other Wikimedia wikis can stay online even after a disaster. To make sure everything is working, the Wikimedia Technology department needs to do a planned test. This test will show if they can reliably switch from one data centre to the other. It requires many teams to prepare for the test and to be available to fix any unexpected problems. 

They will switch all traffic back to the primary data center on '''Tuesday, 14 September 2021'''.

Unfortunately, because of some limitations in [[mw:Manual:What is MediaWiki?|MediaWiki]], all editing must stop while the switch is made. We apologize for this disruption, and we are working to minimize it in the future. 

'''You will be able to read, but not edit, all wikis for a short period of time.'''

*You will not be able to edit for up to an hour on Tuesday, 14 September 2021. The test will start at [https://zonestamp.toolforge.org/1631628049 14:00 UTC] (07:00 PDT, 10:00 EDT, 15:00 WEST/BST, 16:00 CEST, 19:30 IST, 23:00 JST, and in New Zealand at 02:00 NZST on Wednesday, 15 September).
*If you try to edit or save during these times, you will see an error message. We hope that no edits will be lost during these minutes, but we can't guarantee it. If you see the error message, then please wait until everything is back to normal. Then you should be able to save your edit. But, we recommend that you make a copy of your changes first, just in case.

''Other effects'':

*Background jobs will be slower and some may be dropped. Red links might not be updated as quickly as normal. If you create an article that is already linked somewhere else, the link will stay red longer than usual. Some long-running scripts will have to be stopped.
* We expect the code deployments to happen as any other week. However, some case-by-case code freezes could punctually happen if the operation require them afterwards.

This project may be postponed if necessary.  You can [[wikitech:Switch_Datacenter|read the schedule at wikitech.wikimedia.org]]. Any changes will be announced in the schedule. There will be more notifications about this. A banner will be displayed on all wikis 30 minutes before this operation happens. '''Please share this information with your community.'''&lt;/div&gt;&lt;/div&gt; [[user:SGrabarczuk (WMF)|SGrabarczuk (WMF)]] ([[user talk:SGrabarczuk (WMF)|&lt;span class=&quot;signature-talk&quot;&gt;{{int:Talkpagelinktext}}&lt;/span&gt;]]) 11. sep 2021, 02:45 (CEST)
&lt;!-- Besked sendt af Bruger:SGrabarczuk (WMF)@metawiki via listen på https://meta.wikimedia.org/w/index.php?title=Distribution_list/Global_message_delivery&amp;oldid=21980442 --&gt;

== Talk to the Community Tech ==

[[File:Magic Wand Icon 229981 Color Flipped.svg|{{dir|{{pagelang}}|left|right}}|frameless|50px]]

[[:m:Special:MyLanguage/Community Wishlist Survey/Updates/2021-09 Talk to Us|Read this message in another language]] • [https://meta.wikimedia.org/w/index.php?title=Special:Translate&amp;group=page-Community_Wishlist_Survey/Updates/2021-09_Talk_to_Us&amp;language=&amp;action=page&amp;filter= {{int:please-translate}}]

Hello!

As we have [[m:Special:MyLanguage/Community Wishlist Survey/Updates|recently announced]], we, the team working on the [[m:Special:MyLanguage/Community Wishlist Survey|Community Wishlist Survey]], would like to invite you to an online meeting with us. It will take place on [https://www.timeanddate.com/worldclock/fixedtime.html?iso=20210915T2300 '''September 15th, 23:00 UTC'''] on Zoom, and will last an hour. [https://wikimedia.zoom.us/j/89828615390 '''Click here to join'''].

'''Agenda'''

* [[m:Special:MyLanguage/Community Wishlist Survey 2021/Status report 1#Prioritization Process|How we prioritize the wishes to be granted]]
* [[m:Special:MyLanguage/Community Wishlist Survey/Updates|Why we decided to change the date]] from November 2021 to January 2022
* Update on the [[m:Special:MyLanguage/Community Wishlist Survey 2021/Warn when linking to disambiguation pages|disambiguation]] and the [[m:Special:MyLanguage/Community Wishlist Survey 2021/Real Time Preview for Wikitext|real-time preview]] wishes
* Questions and answers

'''Format'''

The meeting will not be recorded or streamed. Notes without attribution will be taken and published on Meta-Wiki. The presentation (first three points in the agenda) will be given in English.

We can answer questions asked in English, French, Polish, and Spanish. If you would like to ask questions in advance, add them [[m:Talk:Community Wishlist Survey|on the Community Wishlist Survey talk page]] or send to sgrabarczuk@wikimedia.org.

[[m:Special:MyLanguage/User:NRodriguez (WMF)|Natalia Rodriguez]] (the [[m:Special:MyLanguage/Community Tech|Community Tech]] manager) will be hosting this meeting.

'''Invitation link'''

* [https://wikimedia.zoom.us/j/89828615390 Join online]
* Meeting ID: 898 2861 5390
* One tap mobile
** +16465588656,,89828615390# US (New York)
** +16699006833,,89828615390# US (San Jose)
* [https://wikimedia.zoom.us/u/kctR45AI8o Dial by your location]

See you! [[User:SGrabarczuk (WMF)|SGrabarczuk (WMF)]] ([[User talk:SGrabarczuk (WMF)|&lt;span class=&quot;signature-talk&quot;&gt;{{int:Talkpagelinktext}}&lt;/span&gt;]]) 11. sep 2021, 05:03 (CEST)
&lt;!-- Besked sendt af Bruger:SGrabarczuk (WMF)@metawiki via listen på https://meta.wikimedia.org/w/index.php?title=Distribution_list/Global_message_delivery&amp;oldid=21980442 --&gt;

== Voting for the election for the members for the Movement Charter drafting committee is now open ==

&lt;div lang=&quot;en&quot; dir=&quot;ltr&quot; class=&quot;mw-content-ltr&quot;&gt;
&lt;section begin=&quot;announcement-content&quot;/&gt;
:''&lt;div class=&quot;plainlinks&quot;&gt;[[m:Special:MyLanguage/Movement Charter/Drafting Committee/MCDC Voter Email short 12-10-2021|{{int:otherlanguages}}]] • [https://meta.wikimedia.org/w/index.php?title=Special:Translate&amp;group=page-{{urlencode:Movement Charter/Drafting Committee/MCDC Voter Email short 12-10-2021}}&amp;language=&amp;action=page&amp;filter= {{int:please-translate}}]''
Voting for the election for the members for the Movement Charter drafting committee is now open. In total, 70 Wikimedians from around the world are running for 7 seats in these elections.

'''Voting is open from October 12 to October 24, 2021.'''

The committee will consist of 15 members in total: The online communities vote for 7 members, 6 members will be selected by the Wikimedia affiliates through a parallel process, and 2 members will be appointed by the Wikimedia Foundation. The plan is to assemble the committee by November 1, 2021.

Learn about each candidate to inform your vote in the language that you prefer: &lt;https://meta.wikimedia.org/wiki/Special:MyLanguage/Movement_Charter/Drafting_Committee/Candidates&gt;

Learn about the Drafting Committee: &lt;https://meta.wikimedia.org/wiki/Special:MyLanguage/Movement_Charter/Drafting_Committee&gt;

We are piloting a voting advice application for this election. Click yourself through the tool and you will see which candidate is closest to you! Check at &lt;https://mcdc-election-compass.toolforge.org/&gt;

Read the full announcement: &lt;https://meta.wikimedia.org/wiki/Special:MyLanguage/Movement_Charter/Drafting_Committee/Elections&gt;

'''Go vote at SecurePoll on:''' &lt;https://meta.wikimedia.org/wiki/Special:MyLanguage/Movement_Charter/Drafting_Committee/Elections&gt;

Best,

Movement Strategy &amp; Governance Team, Wikimedia Foundation
&lt;section end=&quot;announcement-content&quot;/&gt;
&lt;/div&gt;

[[User:Xeno (WMF)|Xeno (WMF)]] 13. okt 2021, 18:35 (CEST)
&lt;!-- Besked sendt af Bruger:Xeno (WMF)@metawiki via listen på https://meta.wikimedia.org/w/index.php?title=User:Xeno_(WMF)/Delivery/Wikibooks&amp;oldid=22184228 --&gt;

== Meet the new Movement Charter Drafting Committee members ==

&lt;section begin=&quot;announcement-content&quot;/&gt;
:''&lt;div class=&quot;plainlinks&quot;&gt;[[m:Special:MyLanguage/Movement Charter/Drafting Committee/Elections/Results/Announcement|{{int:interlanguage-link-mul}}]] • [https://meta.wikimedia.org/w/index.php?title=Special:Translate&amp;group=page-{{urlencode:Movement Charter/Drafting Committee/Elections/Results/Announcement}}&amp;language=&amp;action=page&amp;filter= {{int:please-translate}}]&lt;/div&gt;''
The Movement Charter Drafting Committee election and selection processes are complete.
* The [[m:Special:MyLanguage/Movement Charter/Drafting Committee/Elections/Results|election results have been published]]. 1018 participants voted to elect seven members to the committee: '''[[m:Special:MyLanguage/Movement Charter/Drafting Committee/Candidates#Richard_Knipel_(Pharos)|Richard Knipel (Pharos)]]''', '''[[m:Special:MyLanguage/Movement Charter/Drafting Committee/Candidates#Anne_Clin_(Risker)|Anne Clin (Risker)]]''', '''[[m:Special:MyLanguage/Movement Charter/Drafting Committee/Candidates#Alice_Wiegand_(lyzzy)|Alice Wiegand (Lyzzy)]]''', '''[[m:Special:MyLanguage/Movement Charter/Drafting Committee/Candidates#Micha%C5%82_Buczy%C5%84ski_(Aegis_Maelstrom)|Michał Buczyński (Aegis Maelstrom)]]''', '''[[m:Special:MyLanguage/Movement Charter/Drafting Committee/Candidates#Richard_(Nosebagbear)|Richard (Nosebagbear)]]''', '''[[m:Special:MyLanguage/Movement Charter/Drafting Committee/Candidates#Ravan_J_Al-Taie_(Ravan)|Ravan J Al-Taie (Ravan)]]''', '''[[m:Special:MyLanguage/Movement Charter/Drafting Committee/Candidates#Ciell_(Ciell)|Ciell (Ciell)]]'''.
* The [[m:Special:MyLanguage/Movement_Charter/Drafting_Committee/Candidates#Affiliate-chosen_members|affiliate process]] has selected six members: '''[[m:Special:MyLanguage/Movement Charter/Drafting Committee/Candidates#Anass_Sedrati_(Anass_Sedrati)|Anass Sedrati (Anass Sedrati)]]''', '''[[m:Special:MyLanguage/Movement Charter/Drafting Committee/Candidates#%C3%89rica_Azzellini_(EricaAzzellini)|Érica Azzellini (EricaAzzellini)]]''', '''[[m:Special:MyLanguage/Movement Charter/Drafting Committee/Candidates#Jamie_Li-Yun_Lin_(Li-Yun_Lin)|Jamie Li-Yun Lin (Li-Yun Lin)]]''', '''[[m:Special:MyLanguage/Movement Charter/Drafting Committee/Candidates#Georges_Fodouop_(Geugeor)|Georges Fodouop (Geugeor)]]''', '''[[m:Special:MyLanguage/Movement Charter/Drafting Committee/Candidates#Manavpreet_Kaur_(Manavpreet_Kaur)|Manavpreet Kaur (Manavpreet Kaur)]]''', '''[[m:Special:MyLanguage/Movement Charter/Drafting Committee/Candidates#Pepe_Flores_(Padaguan)|Pepe Flores (Padaguan)]]'''.
* The Wikimedia Foundation has [[m:Special:MyLanguage/Movement_Charter/Drafting_Committee/Candidates#Wikimedia_Foundation-chosen_members|appointed]] two members: '''[[m:Special:MyLanguage/Movement_Charter/Drafting_Committee/Candidates#Runa_Bhattacharjee_(Runab_WMF)|Runa Bhattacharjee (Runab WMF)]]''', '''[[m:Special:MyLanguage/Movement_Charter/Drafting_Committee/Candidates#Jorge_Vargas_(JVargas_(WMF))|Jorge Vargas (JVargas (WMF))]]'''.

The committee will convene soon to start its work. The committee can appoint up to three more members to bridge diversity and expertise gaps.

If you are interested in engaging with [[m:Special:MyLanguage/Movement Charter|Movement Charter]] drafting process, follow the updates [[m:Special:MyLanguage/Movement Charter/Drafting Committee|on Meta]] and join the [https://t.me/joinchat/U-4hhWtndBjhzmSf Telegram group].

With thanks from the Movement Strategy and Governance team&lt;section end=&quot;announcement-content&quot;/&gt;

5. nov. 2021, 16:53 (CET)
&lt;!-- Besked sendt af Bruger:MNadzikiewicz (WMF)@metawiki via listen på https://meta.wikimedia.org/w/index.php?title=User:MNadzikiewicz_(WMF)/Delivery&amp;oldid=22300322 --&gt;

== Upcoming Call for Feedback about the Board of Trustees elections ==

&lt;div lang=&quot;en&quot; dir=&quot;ltr&quot; class=&quot;mw-content-ltr&quot;&gt;
&lt;section begin=&quot;announcement-content /&gt;
:''You can find this message translated into additional languages on Meta-wiki.''
:''&lt;div class=&quot;plainlinks&quot;&gt;[[m:Special:MyLanguage/Wikimedia Foundation Board of Trustees/Call for feedback:2022 Board of Trustees election/Upcoming Call for Feedback about the Board of Trustees elections|{{int:interlanguage-link-mul}}]] • [https://meta.wikimedia.org/w/index.php?title=Special:Translate&amp;group=page-{{urlencode:Wikimedia Foundation Board of Trustees/Call for feedback:2022 Board of Trustees election/Upcoming Call for Feedback about the Board of Trustees elections}}&amp;language=&amp;action=page&amp;filter= {{int:please-translate}}]&lt;/div&gt;''

The Board of Trustees is preparing a call for feedback about the upcoming Board Elections, from January 7 - February 10, 2022.

While details will be finalized the week before the call, we have confirmed at least two questions that will be asked during this call for feedback:

* What is the best way to ensure fair representation of emerging communities among the Board?

* What involvement should candidates have during the election?

While additional questions may be added, the Movement Strategy and Governance team wants to provide time for community members and affiliates to consider and prepare ideas on the confirmed questions before the call opens. We apologize for not having a complete list of questions at this time. The list of questions should only grow by one or two questions. The intention is to not overwhelm the community with requests, but provide notice and welcome feedback on these important questions.

'''Do you want to help organize local conversation during this Call?'''

Contact the [[m:Special:MyLanguage/Movement Strategy and Governance|Movement Strategy and Governance team]] on Meta, on [https://t.me/wmboardgovernancechat Telegram], or via email at msg[[File:At sign.svg|16x16px|link=|(_AT_)]]wikimedia.org.

Reach out if you have any questions or concerns. The Movement Strategy and Governance team will be minimally staffed until January 3. Please excuse any delayed response during this time. We also recognize some community members and affiliates are offline during the December holidays. We apologize if our message has reached you while you are on holiday.

Best,

Movement Strategy and Governance&lt;section end=&quot;announcement-content&quot; /&gt;
&lt;/div&gt;

{{int:thank-you}} [[User:Xeno (WMF)|Xeno (WMF)]] 27. dec. 2021, 18:41 (CET)
&lt;!-- Besked sendt af Bruger:Xeno (WMF)@metawiki via listen på https://meta.wikimedia.org/w/index.php?title=Movement_Strategy_and_Governance/Delivery/Wikibooks&amp;oldid=22502672 --&gt;

== Wiki Loves Folklore is back! ==

&lt;div lang=&quot;en&quot; dir=&quot;ltr&quot; class=&quot;mw-content-ltr&quot;&gt;

{{int:please-translate}}

[[File:Wiki Loves Folklore Logo.svg|right|150px|frameless]]
You are humbly invited to participate in the '''[[:c:Commons:Wiki Loves Folklore 2022|Wiki Loves Folklore 2022]]''' an international photography contest organized on Wikimedia Commons to document folklore and intangible cultural heritage from different regions, including, folk creative activities and many more. It is held every year from the '''1st till the 28th''' of February.

You can help in enriching the folklore documentation on Commons from your region by taking photos, audios, videos, and [https://commons.wikimedia.org/w/index.php?title=Special:UploadWizard&amp;campaign=wlf_2022 submitting] them in this commons contest.

You can also [[:c:Commons:Wiki Loves Folklore 2022/Organize|organize a local contest]] in your country and support us in translating the [[:c:Commons:Wiki Loves Folklore 2022/Translations|project pages]] to help us spread the word in your native language.

Feel free to contact us on our [[:c:Commons talk:Wiki Loves Folklore 2022|project Talk page]] if you need any assistance. 

'''Kind regards,'''

'''Wiki loves Folklore International Team'''

--[[Bruger:MediaWiki message delivery|MediaWiki message delivery]] ([[Brugerdiskussion:MediaWiki message delivery|diskussion]]) 9. jan. 2022, 14:14 (CET)
&lt;/div&gt;
&lt;!-- Besked sendt af Bruger:Tiven2240@metawiki via listen på https://meta.wikimedia.org/w/index.php?title=User:Tiven2240/wlf&amp;oldid=22560402 --&gt;

== Call for Feedback about the Board of Trustees elections is now open ==

&lt;div lang=&quot;en&quot; dir=&quot;ltr&quot; class=&quot;mw-content-ltr&quot;&gt;
&lt;section begin=&quot;announcement-content&quot; /&gt;:''[[m:Special:MyLanguage/Wikimedia Foundation Board of Trustees/Call for feedback: Board of Trustees elections/Call for Feedback about the Board of Trustees elections is now open/Short|You can find this message translated into additional languages on Meta-wiki.]]''
:''&lt;div class=&quot;plainlinks&quot;&gt;[[m:Special:MyLanguage/Wikimedia Foundation Board of Trustees/Call for feedback: Board of Trustees elections/Call for Feedback about the Board of Trustees elections is now open/Short|{{int:interlanguage-link-mul}}]] • [https://meta.wikimedia.org/w/index.php?title=Special:Translate&amp;group=page-{{urlencode:Wikimedia Foundation Board of Trustees/Call for feedback: Board of Trustees elections/Call for Feedback about the Board of Trustees elections is now open/Short}}&amp;language=&amp;action=page&amp;filter= {{int:please-translate}}]&lt;/div&gt;''

The Call for Feedback: Board of Trustees elections is now open and will close on 7 February 2022. 

With this Call for Feedback, the Movement Strategy and Governance team is taking a different approach. This approach incorporates community feedback from 2021. Instead of leading with proposals, the Call is framed around key questions from the Board of Trustees. The key questions came from the feedback about the 2021 Board of Trustees election. The intention is to inspire collective conversation and collaborative proposal development about these key questions.

[[m:Special:MyLanguage/Wikimedia Foundation Board of Trustees/Call for feedback: Board of Trustees elections|Join the conversation.]]

Best,

Movement Strategy and Governance&lt;section end=&quot;announcement-content&quot; /&gt;
&lt;/div&gt;

[[User:Xeno (WMF)|Xeno (WMF)]] 15. jan. 2022, 01:18 (CET)
&lt;!-- Besked sendt af Bruger:Xeno (WMF)@metawiki via listen på https://meta.wikimedia.org/w/index.php?title=Movement_Strategy_and_Governance/Delivery/Wikibooks&amp;oldid=22610022 --&gt;

== Subscribe to the This Month in Education newsletter - learn from others and share your stories ==

&lt;div lang=&quot;en&quot; dir=&quot;ltr&quot; class=&quot;mw-content-ltr&quot;&gt;
Dear community members, 

Greetings from the EWOC Newsletter team and the education team at Wikimedia Foundation. We are very excited to share that we on tenth years of Education Newsletter ([[m:Education/News|This Month in Education]]) invite you to join us by [[m:Global message delivery/Targets/This Month in Education|subscribing to the newsletter on your talk page]] or by [[m:Education/News/Newsroom|sharing your activities in the upcoming newsletters]]. The Wikimedia Education newsletter is a monthly newsletter that collects articles written by community members using Wikimedia projects in education around the world, and it is published by the EWOC Newsletter team in collaboration with the Education team. These stories can bring you new ideas to try, valuable insights about the success and challenges of our community members in running education programs in their context. 

If your affiliate/language project is developing its own education initiatives, please remember to take advantage of this newsletter to publish your stories with the wider movement that shares your passion for education. You can submit newsletter articles in your own language or submit bilingual articles for the education newsletter. For the month of January the deadline to submit articles is on the 20th January. We look forward to reading your stories.

Older versions of this newsletter can be found in the [[outreach:Education/Newsletter/Archives|complete archive]].

More information about the newsletter can be found at [[m:Education/News/Publication Guidelines|Education/Newsletter/About]].

For more information, please contact spatnaik{{@}}wikimedia.org.
------
&lt;div style=&quot;text-align: center;&quot;&gt;&lt;div style=&quot;margin-top:10px; font-size:90%; padding-left:5px; font-family:Georgia, Palatino, Palatino Linotype, Times, Times New Roman, serif;&quot;&gt;[[m:Education/Newsletter/About|About ''This Month in Education'']] · [[m:Global message delivery/Targets/This Month in Education|Subscribe/Unsubscribe]] · [[m:MassMessage|Global message delivery]] · For the team: [[User:ZI Jony|&lt;span style=&quot;color:#8B0000&quot;&gt;'''ZI Jony'''&lt;/span&gt;]] [[User talk:ZI Jony|&lt;sup&gt;&lt;span style=&quot;color:Green&quot;&gt;&lt;i&gt;(Talk)&lt;/i&gt;&lt;/span&gt;&lt;/sup&gt;]], {{&lt;includeonly&gt;subst:&lt;/includeonly&gt;#time:l G:i, d F Y|}} (UTC)&lt;/div&gt;&lt;/div&gt;
&lt;/div&gt;
&lt;!-- Besked sendt af Bruger:ZI Jony@metawiki via listen på https://meta.wikimedia.org/w/index.php?title=User:ZI_Jony/MassMessage/Awareness_of_Education_Newsletter/List_of_Village_Pumps&amp;oldid=21244129 --&gt;

== Movement Strategy and Governance News – Issue 5 ==

&lt;div lang=&quot;en&quot; dir=&quot;ltr&quot; class=&quot;mw-content-ltr&quot;&gt;
&lt;section begin=&quot;ucoc-newsletter&quot;/&gt;
:''&lt;div class=&quot;plainlinks&quot;&gt;[[m:Special:MyLanguage/Movement Strategy and Governance/Newsletter/5/Global message|{{int:interlanguage-link-mul}}]] • [https://meta.wikimedia.org/w/index.php?title=Special:Translate&amp;group=page-{{urlencode:Movement Strategy and Governance/Newsletter/5/Global message}}&amp;language=&amp;action=page&amp;filter= {{int:please-translate}}]&lt;/div&gt;''

&lt;span style=&quot;font-size:200%;&quot;&gt;'''Movement Strategy and Governance News'''&lt;/span&gt;&lt;br&gt;
&lt;span style=&quot;font-size:120%; color:#404040;&quot;&gt;'''Issue 5, January 2022'''&lt;/span&gt;&lt;span style=&quot;font-size:120%; float:right;&quot;&gt;[[m:Special:MyLanguage/Movement Strategy and Governance/Newsletter/5|'''Read the full newsletter''']]&lt;/span&gt;
----
Welcome to the fifth issue of Movement Strategy and Governance News (formerly known as Universal Code of Conduct News)! This revamped newsletter distributes relevant news and events about the Movement Charter, Universal Code of Conduct, Movement Strategy Implementation grants, Board elections and other relevant MSG topics.

This Newsletter will be distributed quarterly, while more frequent Updates will also be delivered weekly or bi-weekly to subscribers. Please remember to subscribe [[:m:Special:MyLanguage/Global message delivery/Targets/MSG Newsletter Subscription|here]] if you would like to receive these updates.
&lt;div style=&quot;margin-top:3px; padding:10px 10px 10px 20px; background:#fffff; border:2px solid #808080; border-radius:4px; font-size:100%;&quot;&gt;

*'''Call for Feedback about the Board elections''' - We invite you to give your feedback on the upcoming WMF Board of Trustees election. This call for feedback went live on 10th January 2022 and will be concluded on 16th February 2022. ([[:m:Special:MyLanguage/Movement Strategy and Governance/Newsletter/5#Call for Feedback about the Board elections|continue reading]])
*'''Universal Code of Conduct Ratification''' - In 2021, the WMF asked communities about how to enforce the Universal Code of Conduct policy text. The revised draft of the enforcement guidelines should be ready for community vote in March. ([[:m:Special:MyLanguage/Movement Strategy and Governance/Newsletter/5#Universal Code of Conduct Ratification|continue reading]])
*'''Movement Strategy Implementation Grants''' - As we continue to review several interesting proposals, we encourage and welcome more proposals and ideas that target a specific initiative from the Movement Strategy recommendations. ([[:m:Special:MyLanguage/Movement Strategy and Governance/Newsletter/5#Movement Strategy Implementation Grants|continue reading]])
*'''The New Direction for the Newsletter''' - As the UCoC Newsletter transitions into MSG Newsletter, join the facilitation team in envisioning and deciding on the new directions for this newsletter. ([[:m:Special:MyLanguage/Movement Strategy and Governance/Newsletter/5#The New Direction for the Newsletter|continue reading]])
*'''Diff Blogs''' - Check out the most recent publications about MSG on Wikimedia Diff. ([[:m:Special:MyLanguage/Movement Strategy and Governance/Newsletter/5#Diff Blogs|continue reading]])&lt;/div&gt;&lt;section end=&quot;ucoc-newsletter&quot;/&gt;
&lt;/div&gt;

[[User:Xeno (WMF)|Xeno (WMF)]] 29. jan. 2022, 03:51 (CET)
&lt;!-- Besked sendt af Bruger:Xeno (WMF)@metawiki via listen på https://meta.wikimedia.org/w/index.php?title=Movement_Strategy_and_Governance/Delivery/Wikibooks&amp;oldid=22703939 --&gt;
=== Updates on the Universal Code of Conduct Enforcement Guidelines Review ===
	
Hello, I have an update on the vote on the enforcement guidelines that was mentioned above. [[Bruger:Xeno (WMF)|Xeno (WMF)]] ([[Brugerdiskussion:Xeno (WMF)|diskussion]]) 4. feb. 2022, 02:52 (CET)
----
&lt;section begin=&quot;announcement-content&quot; /&gt;
:''[[m:Special:MyLanguage/Universal Code of Conduct/Enforcement guidelines/2022-02-02 Announcement/Short|You can find this message translated into additional languages on Meta-wiki.]]''
:''&lt;div class=&quot;plainlinks&quot;&gt;[[m:Special:MyLanguage/Universal Code of Conduct/Enforcement guidelines/2022-02-02 Announcement/Short|{{int:interlanguage-link-mul}}]] • [https://meta.wikimedia.org/w/index.php?title=Special:Translate&amp;group=page-{{urlencode:Universal Code of Conduct/Enforcement guidelines/2022-02-02 Announcement/Short}}&amp;language=&amp;action=page&amp;filter= {{int:please-translate}}]&lt;/div&gt;''
Hello everyone,

The '''[[m:Universal Code of Conduct/Enforcement guidelines|Universal Code of Conduct (UCoC) Enforcement Guidelines]]''' were published 24 January 2022 as a proposed way to apply the [[m:Universal Code of Conduct|Universal Code of Conduct]] across the movement. Comments about the guidelines can be shared here or [[m:Talk:Universal Code of Conduct/Enforcement guidelines|the Meta-wiki talk page]].

There will be conversations on Zoom on 4 February 2022 at 15:00 UTC, 25 February 2022 at 12:00 UTC, and 4 March 2022 at 15:00 UTC. '''[[m:Special:MyLanguage/Universal Code of Conduct/Conversations|Join the UCoC project team and drafting committee members to discuss the guidelines and voting process]].'''

The [[m:Universal Code of Conduct/Project#Timeline|timeline is available on Meta-wiki]]. The voting period is March 7 to 21. '''[[m:Universal Code of Conduct/Enforcement guidelines/Voting|See the voting information page for more details]].'''

Thank you to everyone who has participated so far.

Sincerely,

Movement Strategy and Governance&lt;br/&gt;
Wikimedia Foundation&lt;section end=&quot;announcement-content&quot; /&gt;

== &lt;span lang=&quot;en&quot; dir=&quot;ltr&quot; class=&quot;mw-content-ltr&quot;&gt;Leadership Development Task Force: Your feedback is appreciated&lt;/span&gt; ==

&lt;div lang=&quot;en&quot; dir=&quot;ltr&quot; class=&quot;mw-content-ltr&quot;&gt;
&lt;section begin=&quot;announcement-content&quot; /&gt;:''[[m:Special:MyLanguage/Leadership Development Task Force/Call for Feedback Announcement|You can find this message translated into additional languages on Meta-wiki.]]''
:''&lt;div class=&quot;plainlinks&quot;&gt;[[m:Special:MyLanguage/Leadership Development Task Force/Call for Feedback Announcement|{{int:interlanguage-link-mul}}]] • [https://meta.wikimedia.org/w/index.php?title=Special:Translate&amp;group=page-{{urlencode:Leadership Development Task Force/Call for Feedback Announcement}}&amp;language=&amp;action=page&amp;filter= {{int:please-translate}}]&lt;/div&gt;''

The Community Development team at the Wikimedia Foundation is supporting the creation of a global, community-driven Leadership Development Task Force. The purpose of the task force is to advise leadership development work.

The team is looking for feedback about the responsibilities of the Leadership Development Task Force. This Meta page shares the proposal for a [[m:Special:MyLanguage/Leadership Development Task Force|Leadership Development Task Force]] and how [[m:Special:MyLanguage/Leadership Development Task Force/Participate|you can help.]] Feedback on the proposal will be collected from 7 to 25 February 2022.&lt;section end=&quot;announcement-content&quot; /&gt;
&lt;/div&gt;

[[User:Xeno (WMF)|Xeno (WMF)]] 9. feb. 2022, 02:13 (CET)
&lt;!-- Besked sendt af Bruger:Xeno (WMF)@metawiki via listen på https://meta.wikimedia.org/w/index.php?title=Movement_Strategy_and_Governance/Delivery/Wikibooks&amp;oldid=22796589 --&gt;

== Wiki Loves Folklore is extended till 15th March ==

&lt;div lang=&quot;en&quot; dir=&quot;ltr&quot; class=&quot;mw-content-ltr&quot;&gt;{{int:please-translate}}

[[File:Wiki Loves Folklore Logo.svg|right|frameless|180px]]
Greetings from Wiki Loves Folklore International Team,

We are pleased to inform you that [[:c:Commons:Wiki Loves Folklore|Wiki Loves Folklore]] an international photographic contest on Wikimedia Commons has been extended till the '''15th of March 2022'''. The scope of the contest is focused on folk culture of different regions on categories, such as, but not limited to, folk festivals, folk dances, folk music, folk activities, etc.

We would like to have your immense participation in the photographic contest to document your local Folk culture on Wikipedia. You can also help with the [[:c:Commons:Wiki Loves Folklore 2022/Translations|translation]] of project pages and share a word in your local language.

Best wishes,

'''International Team'''&lt;br /&gt;
'''Wiki Loves Folklore'''

[[Bruger:MediaWiki message delivery|MediaWiki message delivery]] ([[Brugerdiskussion:MediaWiki message delivery|diskussion]]) 22. feb. 2022, 05:50 (CET)
&lt;/div&gt;
&lt;!-- Besked sendt af Bruger:Rockpeterson@metawiki via listen på https://meta.wikimedia.org/w/index.php?title=Distribution_list/Global_message_delivery&amp;oldid=22754428 --&gt;

== Coming soon ==

&lt;div class=&quot;plainlinks mw-content-ltr&quot; lang=&quot;en&quot; dir=&quot;ltr&quot;&gt;
=== Several improvements around templates ===
Hello, from March 9, several improvements around templates will become available on your wiki:
* Fundamental improvements of the [[Mw:Special:MyLanguage/Help:VisualEditor/User guide#Editing templates|VisualEditor template dialog]] ([[m:WMDE Technical Wishes/VisualEditor template dialog improvements|1]], [[m:WMDE Technical Wishes/Removing a template from a page using the VisualEditor|2]]),
* Improvements to make it easier to put a template on a page ([[m:WMDE Technical Wishes/Finding and inserting templates|3]]) (for the template dialogs in [[Mw:Special:MyLanguage/Help:VisualEditor/User guide#Editing templates|VisualEditor]], [[Mw:Special:MyLanguage/Extension:WikiEditor#/media/File:VectorEditorBasic-en.png|2010 Wikitext]] and [[Mw:Special:MyLanguage/2017 wikitext editor|New Wikitext Mode]]),
* and improvements in the syntax highlighting extension [[Mw:Special:MyLanguage/Extension:CodeMirror|CodeMirror]] ([[m:WMDE Technical Wishes/Improved Color Scheme of Syntax Highlighting|4]], [[m:WMDE Technical Wishes/Bracket Matching|5]]) (which is available on wikis with writing direction left-to-right).

All these changes are part of the “[[m:WMDE Technical Wishes/Templates|Templates]]” project by [[m:WMDE Technical Wishes|WMDE Technical Wishes]]. We hope they will help you in your work, and we would love to hear your feedback on the talk pages of these projects. &lt;/div&gt; - [[m:User:Johanna Strodt (WMDE)|Johanna Strodt (WMDE)]] 28. feb. 2022, 13:38 (CET)
&lt;!-- Besked sendt af Bruger:Johanna Strodt (WMDE)@metawiki via listen på https://meta.wikimedia.org/w/index.php?title=WMDE_Technical_Wishes/Technical_Wishes_News_list_all_village_pumps&amp;oldid=22907463 --&gt;

== &lt;span lang=&quot;en&quot; dir=&quot;ltr&quot; class=&quot;mw-content-ltr&quot;&gt;Remember to Participate in the UCoC Conversations and Ratification Vote!&lt;/span&gt; ==

&lt;div lang=&quot;en&quot; dir=&quot;ltr&quot; class=&quot;mw-content-ltr&quot;&gt;
&lt;section begin=&quot;announcement-content&quot; /&gt;
:''[[m:Universal Code of Conduct/Enforcement guidelines/Voting/Announcement|You can find this message translated into additional languages on Meta-wiki.]]''
:''&lt;div class=&quot;plainlinks&quot;&gt;[[m:Special:MyLanguage/Universal Code of Conduct/Enforcement guidelines/Voting/Announcement|{{int:interlanguage-link-mul}}]] • [https://meta.wikimedia.org/w/index.php?title=Special:Translate&amp;group=page-{{urlencode:Universal Code of Conduct/Enforcement guidelines/Voting/Announcement}}&amp;language=&amp;action=page&amp;filter= {{int:please-translate}}]&lt;/div&gt;''

Hello everyone,

A [[m:Special:MyLanguage/Universal_Code_of_Conduct/Enforcement_guidelines/Voting|'''vote in SecurePoll from 7 to 21 March 2022''']] is scheduled as part of the ratification process for the Universal Code of Conduct (UCoC) Enforcement guidelines. Eligible voters are invited to answer a poll question and share comments. [[m:Special:MyLanguage/Universal_Code_of_Conduct/Enforcement_guidelines/Voter_information|Read voter information and eligibility details.]] During the poll, voters will be asked if they support the enforcement of the Universal Code of Conduct based on the proposed guidelines.

The [[m:Special:MyLanguage/Universal Code of Conduct|Universal Code of Conduct]] (UCoC) provides a baseline of acceptable behavior for the entire movement. The [[m:Special:MyLanguage/Universal_Code_of_Conduct/Enforcement_guidelines|revised enforcement guidelines]] were published 24 January 2022 as a proposed way to apply the policy across the movement. A [[m:Special:MyLanguage/Wikimedia_Foundation_Board_noticeboard/January_2022_-_Board_of_Trustees_on_Community_ratification_of_enforcement_guidelines_of_UCoC|Wikimedia Foundation Board statement]] calls for a [[m:Special:MyLanguage/Universal_Code_of_Conduct/Enforcement_guidelines/Voting|ratification process]] where eligible voters will have an opportunity to support or oppose the adoption of the UCoC Enforcement guidelines in a vote. Wikimedians are invited to [[m:Special:MyLanguage/Universal_Code_of_Conduct/Enforcement_guidelines/Voter_information/Volunteer|translate and share important information]]. For more information about the UCoC, please see the [[m:Special:MyLanguage/Universal Code of Conduct/Project|project page]] and [[m:Special:MyLanguage/Universal Code of Conduct/FAQ|frequently asked questions]] on Meta-wiki.

There are events scheduled to learn more and discuss:
* A [[m:Special:MyLanguage/Universal_Code_of_Conduct/Conversations/Panel_Q&amp;A|community panel]] recorded on 18 February 2022 shares perspectives from small- and medium-sized community participants.
* The [[m:Movement Strategy and Governance|Movement Strategy and Governance]] (MSG) team is hosting Conversation Hours on 4 March 2022 at 15:00 UTC. Please [[m:Special:MyLanguage/Universal_Code_of_Conduct/Conversations|'''sign-up''']] to interact with the project team and the drafting committee about the updated enforcement guidelines and the ratification process. See the [[m:Special:MyLanguage/Universal_Code_of_Conduct/2022_conversation_hour_summaries|Conversation Hour summaries]] for notes from 4 February 2022 and 25 February 2022.

You can comment on Meta-wiki talk pages in any language. You may also contact either team by email: msg[[File:At sign.svg|16x16px|link=|(_AT_)]]wikimedia.org or ucocproject[[File:At sign.svg|16x16px|link=|(_AT_)]]wikimedia.org

Sincerely,

Movement Strategy and Governance &lt;br /&gt;
Wikimedia Foundation &lt;br /&gt;&lt;section end=&quot;announcement-content&quot; /&gt;
&lt;/div&gt;

[[User:Xeno (WMF)|Xeno (WMF)]] 2. mar. 2022, 03:17 (CET)
&lt;!-- Besked sendt af Bruger:Xeno (WMF)@metawiki via listen på https://meta.wikimedia.org/w/index.php?title=Movement_Strategy_and_Governance/Delivery&amp;oldid=22916674 --&gt;

== &lt;span lang=&quot;en&quot; dir=&quot;ltr&quot; class=&quot;mw-content-ltr&quot;&gt;Universal Code of Conduct Enforcement guidelines ratification voting open from 7 to 21 March 2022&lt;/span&gt; ==

&lt;div lang=&quot;en&quot; dir=&quot;ltr&quot; class=&quot;mw-content-ltr&quot;&gt;
&lt;section begin=&quot;announcement-content&quot; /&gt;
:''[[m:Special:MyLanguage/Universal Code of Conduct/Enforcement guidelines/Vote|You can find this message translated into additional languages on Meta-wiki.]]
:''&lt;div class=&quot;plainlinks&quot;&gt;[[m:Special:MyLanguage/Universal Code of Conduct/Enforcement guidelines/Vote|{{int:interlanguage-link-mul}}]] • [https://meta.wikimedia.org/w/index.php?title=Special:Translate&amp;group=page-{{urlencode:Universal Code of Conduct/Enforcement guidelines/Vote}}&amp;language=&amp;action=page&amp;filter= {{int:please-translate}}]&lt;/div&gt;''

Hello everyone,

The ratification voting process for the [[m:Special:MyLanguage/Universal Code of Conduct/Enforcement guidelines|revised enforcement guidelines]] of the [[m:Special:MyLanguage/Universal Code of Conduct|Universal Code of Conduct]] (UCoC) is now open! '''[[m:Special:MyLanguage/Universal Code of Conduct/Enforcement guidelines/Voting|Voting commenced on SecurePoll]]''' on 7 March 2022 and will conclude on 21 March 2022. Please [[m:Universal Code of Conduct/Enforcement guidelines/Voter information|read more on the voter information and eligibility details]].

The Universal Code of Conduct (UCoC) provides a baseline of acceptable behavior for the entire movement. The revised enforcement guidelines were published 24 January 2022 as a proposed way to apply the policy across the movement. You can [[m:Special:MyLanguage/Universal Code of Conduct/Project|read more about the UCoC project]].

You can also comment on Meta-wiki talk pages in any language. You may also contact the team by email: ucocproject[[File:At sign.svg|16x16px|link=|(_AT_)]]wikimedia.org

Sincerely,

Movement Strategy and Governance

Wikimedia Foundation&lt;section end=&quot;announcement-content&quot; /&gt;
&lt;/div&gt;

[[User:Xeno (WMF)|Xeno (WMF)]] 8. mar. 2022, 01:52 (CET)
&lt;!-- Besked sendt af Bruger:Xeno (WMF)@metawiki via listen på https://meta.wikimedia.org/w/index.php?title=Movement_Strategy_and_Governance/Delivery&amp;oldid=22962850 --&gt;

== &lt;span lang=&quot;en&quot; dir=&quot;ltr&quot; class=&quot;mw-content-ltr&quot;&gt;Invitation to Hubs event: Global Conversation on 2022-03-12 at 13:00 UTC&lt;/span&gt; ==

&lt;div lang=&quot;en&quot; dir=&quot;ltr&quot; class=&quot;mw-content-ltr&quot;&gt;
&lt;section begin=&quot;announcement-content&quot; /&gt;Hello! 

The Movement Strategy and Governance team of the Wikimedia Foundation would like to invite you to the next event about &quot;Regional and Thematic Hubs&quot;. The Wikimedia Movement is in the process of understanding what Regional and Thematic Hubs should be. Our workshop in November was a good start ([[m:Special:MyLanguage/Hubs/Documentation/27 November Workshop|read the report]]), but we're not finished yet. 

Over the last weeks we conducted about 16 interviews with groups working on establishing a Hub in their context ([[m:Special:MyLanguage/Hubs/Dialogue|see Hubs Dialogue]]). These interviews informed a report that will serve as a foundation for discussion on March 12. The report is planned to be published on March 9.

The event will take place on March 12, 13:00 to 16:00 UTC on Zoom. Interpretation will be provided in French, Spanish, Arabic, Russian, and Portuguese. Registration is open, and will close on March 10. Anyone interested in the topic is invited to join us. '''[[m:Special:MyLanguage/Hubs/Global Conversations March 12, 2022|More information on the event on Meta-wiki]]'''.

Best regards,

[[m:User:KVaidla (WMF)|Kaarel Vaidla]]&lt;br /&gt;Movement Strategy
&lt;section end=&quot;announcement-content&quot; /&gt;
&lt;/div&gt;

10. mar. 2022, 02:31 (CET)
&lt;!-- Besked sendt af Bruger:Xeno (WMF)@metawiki via listen på https://meta.wikimedia.org/w/index.php?title=Movement_Strategy_and_Governance/Delivery&amp;oldid=22974079 --&gt;

== Wiki Loves Folklore 2022 ends tomorrow ==

[[File:Wiki Loves Folklore Logo.svg|right|frameless|180px]]
International photographic contest [[:c:Commons:Wiki Loves Folklore 2022| Wiki Loves Folklore 2022]] ends on 15th March 2022 23:59:59 UTC. This is the last chance of the year to upload images about local folk culture, festival, cuisine, costume, folklore etc on Wikimedia Commons. Watch out our social media handles for regular updates and declaration of Winners. 

([https://www.facebook.com/WikiLovesFolklore/ Facebook] , [https://twitter.com/WikiFolklore Twitter ] , [https://www.instagram.com/wikilovesfolklore/ Instagram])

The writing competition Feminism and Folklore will run till 31st of March 2022 23:59:59 UTC. Write about your local folk tradition, women, folk festivals, folk dances, folk music, folk activities, folk games, folk cuisine, folk wear, folklore, and tradition, including ballads, folktales, fairy tales, legends, traditional song and dance, folk plays, games, seasonal events, calendar customs, folk arts, folk religion, mythology etc. on your local Wikipedia. Check if your [[:m:Feminism and Folklore 2022/Project Page|local Wikipedia is participating]]

A special competition called '''Wiki Loves Falles''' is organised in Spain and the world during 15th March 2022 till 15th April 2022 to document local folk culture and [[:en:Falles|Falles]] in Valencia, Spain. Learn more about it on  [[:ca:Viquiprojecte:Falles 2022|Catalan Wikipedia project page]].

We look forward for your immense co-operation.

Thanks 
Wiki Loves Folklore international Team
[[Bruger:MediaWiki message delivery|MediaWiki message delivery]] ([[Brugerdiskussion:MediaWiki message delivery|diskussion]]) 14. mar. 2022, 15:40 (CET)
&lt;!-- Besked sendt af Bruger:Rockpeterson@metawiki via listen på https://meta.wikimedia.org/w/index.php?title=Distribution_list/Global_message_delivery&amp;oldid=22754428 --&gt;

== &lt;span lang=&quot;en&quot; dir=&quot;ltr&quot; class=&quot;mw-content-ltr&quot;&gt;Leadership Development Working Group: Apply to join! (14 March to 10 April 2022)&lt;/span&gt; ==

&lt;div lang=&quot;en&quot; dir=&quot;ltr&quot; class=&quot;mw-content-ltr&quot;&gt;
&lt;section begin=&quot;announcement-content&quot; /&gt;
:''[[m:Special:MyLanguage/Leadership Development Working Group/Participate/Announcement|You can find this message translated into additional languages on Meta-wiki.]]''
:''&lt;div class=&quot;plainlinks&quot;&gt;[[m:Special:MyLanguage/Leadership Development Working Group/Participate/Announcement|{{int:interlanguage-link-mul}}]] • [https://meta.wikimedia.org/w/index.php?title=Special:Translate&amp;group=page-{{urlencode:Leadership Development Working Group/Participate/Announcement}}&amp;language=&amp;action=page&amp;filter= {{int:please-translate}}]&lt;/div&gt;''

Hello everyone,

Thank you to everyone who participated in the feedback period for the [[m:Special:MyLanguage/Leadership Development Working Group|Leadership Development Working Group]] initiative. A [[m:Special:MyLanguage/Leadership Development Working Group/Participate#5. Summary of Call for Feedback|summary of the feedback]] can be found on Meta-wiki. This feedback will be shared with the working group to inform their work. The application period to join the Working Group is now open and will close on April 10, 2022. Please [[m:Special:MyLanguage/Leadership_Development_Working_Group/Purpose_and_Structure#3._How_is_the_working_group_formed_and_structured?|review the information about the working group]], share with community members who might be interested, and '''[[m:Special:MyLanguage/Leadership_Development_Working_Group/Participate#1._How_to_participate|apply if you are interested]]'''.

Thank you,

From the Community Development team&lt;br /&gt;&lt;section end=&quot;announcement-content&quot; /&gt;
&lt;/div&gt;

[[User:Xeno (WMF)|Xeno (WMF)]] 18. mar. 2022, 03:20 (CET)
&lt;!-- Besked sendt af Bruger:Xeno (WMF)@metawiki via listen på https://meta.wikimedia.org/w/index.php?title=Movement_Strategy_and_Governance/Delivery&amp;oldid=22974079 --&gt;

== &lt;span lang=&quot;en&quot; dir=&quot;ltr&quot; class=&quot;mw-content-ltr&quot;&gt;Universal Code of Conduct Enforcement guidelines ratification voting is now closed&lt;/span&gt; ==

&lt;div lang=&quot;en&quot; dir=&quot;ltr&quot; class=&quot;mw-content-ltr&quot;&gt;
&lt;section begin=&quot;announcement-content&quot; /&gt;
:''[[m:Special:MyLanguage/Universal Code of Conduct/Enforcement guidelines/Vote/Closing message|You can find this message translated into additional languages on Meta-wiki.]]''
:''&lt;div class=&quot;plainlinks&quot;&gt;[[m:Special:MyLanguage/Universal Code of Conduct/Enforcement guidelines/Vote/Closing message|{{int:interlanguage-link-mul}}]] • [https://meta.wikimedia.org/w/index.php?title=Special:Translate&amp;group=page-{{urlencode:Universal Code of Conduct/Enforcement guidelines/Vote/Closing message}}&amp;language=&amp;action=page&amp;filter= {{int:please-translate}}]&lt;/div&gt;''
Greetings,

The ratification voting process for the [[m:Special:MyLanguage/Universal Code of Conduct/Enforcement guidelines|revised enforcement guidelines]] of the [[m:Special:MyLanguage/Universal Code of Conduct|Universal Code of Conduct]] (UCoC) came to a close on 21 March 2022. Over {{#expr:2300}} Wikimedians voted across different regions of our movement. Thank you to everyone who participated in this process! The scrutinizing group is now reviewing the vote for accuracy, so please allow up to two weeks for them to finish their work.

The final results from the voting process will be announced [[m:Special:MyLanguage/Universal Code of Conduct/Enforcement guidelines/Voting/Results|here]], along with the relevant statistics and a summary of comments as soon as they are available. Please check out [[m:Special:MyLanguage/Universal Code of Conduct/Enforcement guidelines/Voter information|the voter information page]] to learn about the next steps. You can comment on the project talk page [[m:Talk:Universal Code of Conduct/Enforcement guidelines|on Meta-wiki]] in any language. You may also contact the UCoC project team by email: ucocproject[[File:At sign.svg|16x16px|link=|(_AT_)]]wikimedia.org

Best regards,

Movement Strategy and Governance&lt;br /&gt;&lt;section end=&quot;announcement-content&quot; /&gt;
&lt;/div&gt;

[[User:Xeno (WMF)|Xeno (WMF)]] 30. mar. 2022, 03:53 (CEST)
&lt;!-- Besked sendt af Bruger:Xeno (WMF)@metawiki via listen på https://meta.wikimedia.org/w/index.php?title=Movement_Strategy_and_Governance/Delivery&amp;oldid=23079949 --&gt;

== &lt;span lang=&quot;en&quot; dir=&quot;ltr&quot; class=&quot;mw-content-ltr&quot;&gt;Movement Strategy and Governance News – Issue 6&lt;/span&gt; ==

&lt;div lang=&quot;en&quot; dir=&quot;ltr&quot; class=&quot;mw-content-ltr&quot;&gt;
&lt;section begin=&quot;msg-newsletter&quot;/&gt;
&lt;div style = &quot;line-height: 1.2&quot;&gt;
&lt;span style=&quot;font-size:200%;&quot;&gt;'''Movement Strategy and Governance News'''&lt;/span&gt;&lt;br&gt;
&lt;span style=&quot;font-size:120%; color:#404040;&quot;&gt;'''Issue 6, April 2022'''&lt;/span&gt;&lt;span style=&quot;font-size:120%; float:right;&quot;&gt;[[m:Special:MyLanguage/Movement Strategy and Governance/Newsletter/6|'''Read the full newsletter''']]&lt;/span&gt;
----

Welcome to the sixth issue of Movement Strategy and Governance News! This revamped newsletter distributes relevant news and events about the Movement Charter, Universal Code of Conduct, Movement Strategy Implementation grants, Board of trustees elections and other relevant MSG topics.

This Newsletter will be distributed quarterly, while the more frequent Updates will also be delivered weekly. Please remember to subscribe [[m:Special:MyLanguage/Global message delivery/Targets/MSG Newsletter Subscription|here]] if you would like to receive future issues of this newsletter.
&lt;/div&gt;&lt;div style=&quot;margin-top:3px; padding:10px 10px 10px 20px; background:#fffff; border:2px solid #808080; border-radius:4px; font-size:100%;&quot;&gt;

*'''Leadership Development -''' A Working Group is Forming! - The application to join the Leadership Development Working Group closed on April 10th, 2022, and up to 12 community members will be selected to participate in the working group. ([[:m:Special:MyLanguage/Movement Strategy and Governance/Newsletter/6#A1|continue reading]])
*'''Universal Code of Conduct Ratification Results are out! -''' The global decision process on the enforcement of the UCoC via SecurePoll was held from 7 to 21 March. Over 2,300 eligible voters from at least 128 different home projects submitted their opinions and comments. ([[:m:Special:MyLanguage/Movement Strategy and Governance/Newsletter/6#A2|continue reading]])
*'''Movement Discussions on Hubs -''' The Global Conversation event on Regional and Thematic Hubs was held on Saturday, March 12, and was attended by 84 diverse Wikimedians from across the movement. ([[:m:Special:MyLanguage/Movement Strategy and Governance/Newsletter/6#A3|continue reading]])
*'''Movement Strategy Grants Remain Open! -''' Since the start of the year, six proposals with a total value of about $80,000 USD have been approved. Do you have a movement strategy project idea? Reach out to us! ([[:m:Special:MyLanguage/Movement Strategy and Governance/Newsletter/6#A4|continue reading]])
*'''The Movement Charter Drafting Committee is All Set! -''' The Committee of fifteen members which was elected in October 2021, has agreed on the essential values and methods for its work, and has started to create the outline of the Movement Charter draft. ([[:m:Special:MyLanguage/Movement Strategy and Governance/Newsletter/6#A5|continue reading]])
*'''Introducing Movement Strategy Weekly -''' Contribute and Subscribe! - The MSG team have just launched the updates portal, which is connected to the various Movement Strategy pages on Meta-wiki. Subscriber to get  up-to-date news about the various ongoing projects. ([[:m:Special:MyLanguage/Movement Strategy and Governance/Newsletter/6#A6|continue reading]])
*'''Diff Blogs -''' Check out the most recent publications about Movement Strategy on Wikimedia Diff. ([[:m:Special:MyLanguage/Movement Strategy and Governance/Newsletter/6#A7|continue reading]])
&lt;/div&gt;&lt;section end=&quot;msg-newsletter&quot;/&gt;
&lt;/div&gt;

Also, a draft of the [[m:Special:MyLanguage/Wikimedia Foundation Annual Plan/2022-2023/draft|'''2022-23 Wikimedia Foundation Annual Plan''']] has been published. Input is being sought on-wiki and during [[:m:Special:MyLanguage/Wikimedia Foundation Annual Plan/2022-2023/Conversations|'''several conversations''' with Wikimedia Foundation CEO Maryana Iskander]].

[[m:Special:MyLanguage/Wikimedia Foundation Annual Plan/2022-2023/Conversations/Announcement|See full announcement on Meta-wiki]]. [[User:Xeno (WMF)|Xeno (WMF)]] 22. apr. 2022, 03:45 (CEST)
&lt;!-- Besked sendt af Bruger:Xeno (WMF)@metawiki via listen på https://meta.wikimedia.org/w/index.php?title=Movement_Strategy_and_Governance/Delivery&amp;oldid=23184989 --&gt;

== Coming soon: Improvements for templates ==

&lt;div class=&quot;plainlinks mw-content-ltr&quot; lang=&quot;en&quot; dir=&quot;ltr&quot;&gt;
&lt;!--T:11--&gt;
[[File:Overview of changes in the VisualEditor template dialog by WMDE Technical Wishes.webm|thumb|Fundamental changes in the template dialog.]]
Hello, more changes around templates are coming to your wiki soon:

The [[mw:Special:MyLanguage/Help:VisualEditor/User guide#Editing templates|'''template dialog''' in VisualEditor]] and in the [[mw:Special:MyLanguage/2017 wikitext editor|2017 Wikitext Editor]] (beta) will be '''improved fundamentally''': 
This should help users understand better what the template expects, how to navigate the template, and how to add parameters. 
* [[metawiki:WMDE Technical Wishes/VisualEditor template dialog improvements|project page]], [[metawiki:Talk:WMDE Technical Wishes/VisualEditor template dialog improvements|talk page]]

In '''syntax highlighting''' ([[mw:Special:MyLanguage/Extension:CodeMirror|CodeMirror]] extension), you can activate a '''colorblind-friendly''' color scheme with a user setting. 
* [[metawiki:WMDE Technical Wishes/Improved Color Scheme of Syntax Highlighting#Color-blind_mode|project page]], [[metawiki:Talk:WMDE Technical Wishes/Improved Color Scheme of Syntax Highlighting|talk page]]

Deployment is planned for May 10. This is the last set of improvements from [[m:WMDE Technical Wishes|WMDE Technical Wishes']] focus area “[[m:WMDE Technical Wishes/Templates|Templates]]”. 

We would love to hear your feedback on our talk pages!
&lt;/div&gt; -- [[m:User:Johanna Strodt (WMDE)|Johanna Strodt (WMDE)]] 29. apr. 2022, 13:13 (CEST)
&lt;!-- Besked sendt af Bruger:Johanna Strodt (WMDE)@metawiki via listen på https://meta.wikimedia.org/w/index.php?title=WMDE_Technical_Wishes/Technical_Wishes_News_list_all_village_pumps&amp;oldid=23222263 --&gt;

== &lt;span lang=&quot;en&quot; dir=&quot;ltr&quot; class=&quot;mw-content-ltr&quot;&gt;Editing news 2022 #1&lt;/span&gt; ==

&lt;div lang=&quot;en&quot; dir=&quot;ltr&quot; class=&quot;mw-content-ltr&quot;&gt;
&lt;section begin=&quot;message&quot;/&gt;&lt;i&gt;[[metawiki:VisualEditor/Newsletter/2022/April|Read this in another language]] • [[m:VisualEditor/Newsletter|Subscription list for this multilingual newsletter]]&lt;/i&gt;
[[File:Junior Contributor New Topic Tool Completion Rate.png|thumb|New editors were more successful with this new tool.]]

The [[mw:Special:MyLanguage/Help:DiscussionTools#New discussion tool|New topic tool]] helps editors create new ==Sections== on discussion pages.  New editors are more successful with this new tool.  You can [[mw:Talk pages project/New topic#21 April 2022|read the report]].  Soon, the Editing team will offer this to all editors at the 20 Wikipedias that participated in the test.  You will be able to turn it off at [[Special:Preferences#mw-prefsection-editing-discussion]].&lt;section end=&quot;message&quot;/&gt;
&lt;/div&gt;

[[User:Whatamidoing (WMF)|Whatamidoing (WMF)]] 2. maj 2022, 20:56 (CEST)
&lt;!-- Besked sendt af Bruger:Quiddity (WMF)@metawiki via listen på https://meta.wikimedia.org/w/index.php?title=Global_message_delivery/Targets/VisualEditor/Newsletter/Wikis_with_VE&amp;oldid=22019984 --&gt;

== 2022 Board of Trustees Call for Candidates ==

&lt;section begin=&quot;announcement-content&quot; /&gt; 
:''[[m:Special:MyLanguage/Wikimedia Foundation elections/2022/Announcement/Call for Candidates/Short|You can find this message translated into additional languages on Meta-wiki.]]''
:''&lt;div class=&quot;plainlinks&quot;&gt;[[m:Special:MyLanguage/Wikimedia Foundation elections/2022/Announcement/Call for Candidates/Short|{{int:interlanguage-link-mul}}]] • [https://meta.wikimedia.org/w/index.php?title=Special:Translate&amp;group=page-{{urlencode:Wikimedia Foundation elections/2022/Announcement/Call for Candidates/Short}}&amp;language=&amp;action=page&amp;filter= {{int:please-translate}}]&lt;/div&gt;''

The Board of Trustees seeks candidates for the 2022 Board of Trustees election. [[m:Special:MyLanguage/Wikimedia_Foundation_elections/2022/Announcement/Call_for_Candidates|'''Read more on Meta-wiki.''']]

The [[m:Special:MyLanguage/Wikimedia Foundation elections/2022|2022 Board of Trustees election]] is here! Please consider submitting your candidacy to serve on the Board of Trustees.

The Wikimedia Foundation Board of Trustees oversees the Wikimedia Foundation's operations. Community-and-affiliate selected trustees and Board-appointed trustees make up the Board of Trustees. Each trustee serves a three year term. The Wikimedia community has the opportunity to vote for community-and-affiliate selected trustees.

The Wikimedia community will vote to fill two seats on the Board in 2022. This is an opportunity to improve the representation, diversity, and expertise of the Board as a team.

;Who are potential candidates? Are you a potential candidate? Find out more on the [[m:Special:MyLanguage/Wikimedia Foundation elections/2022/Apply to be a Candidate|Apply to be a Candidate page]].

Thank you for your support, 

Movement Strategy and Governance on behalf of the Elections Committee and the Board of Trustees&lt;br /&gt;&lt;section end=&quot;announcement-content&quot; /&gt;
10. maj 2022, 12:39 (CEST)
&lt;!-- Besked sendt af Bruger:MNadzikiewicz (WMF)@metawiki via listen på https://meta.wikimedia.org/w/index.php?title=Movement_Strategy_and_Governance/Delivery&amp;oldid=23215441 --&gt;

== &lt;span lang=&quot;en&quot; dir=&quot;ltr&quot; class=&quot;mw-content-ltr&quot;&gt;Revisions to the Universal Code of Conduct (UCoC) Enforcement Guidelines&lt;/span&gt; ==

&lt;div lang=&quot;en&quot; dir=&quot;ltr&quot; class=&quot;mw-content-ltr&quot;&gt;
&lt;section begin=&quot;announcement-content&quot; /&gt;
:''&lt;div class=&quot;plainlinks&quot;&gt;[[m:Special:MyLanguage/Universal Code of Conduct/Enforcement guidelines/Revision discussions/Announcement|{{int:interlanguage-link-mul}}]] • [https://meta.wikimedia.org/w/index.php?title=Special:Translate&amp;group=page-{{urlencode:Universal Code of Conduct/Enforcement guidelines/Revision discussions/Announcement}}&amp;language=&amp;action=page&amp;filter= {{int:please-translate}}]&lt;/div&gt;''
Hello all,

We'd like to provide an update on the work on the Enforcement Guidelines for the Universal Code of Conduct.  After the conclusion of the community vote on the guidelines in March, the [[m:Special:MyLanguage/Wikimedia Foundation Community Affairs Committee|Community Affairs committee (CAC)]] of the Board [https://lists.wikimedia.org/hyperkitty/list/wikimedia-l@lists.wikimedia.org/thread/JAYQN3NYKCHQHONMUONYTI6WRKZFQNSC/ asked that several areas of the guidelines be reviewed for improvements] before the Board does its final review. These areas were identified based on community discussions and comments provided during the vote. The CAC also requested review of the controversial Note in 3.1 of the UCoC itself.

Once more, a big thank you to all who voted, especially to all who left constructive feedback and comments!  The project team is working with the Board to establish a timeline for this work, and will communicate this next month. 

Members of the two prior [[m:Special:MyLanguage/Universal Code of Conduct/Drafting committee|UCoC Drafting Committees]] have generously offered their time to help shape improvements to the Guidelines. You can read more about them and their work [[m:Special:MyLanguage/Universal Code of Conduct/Drafting committee#Revisions_Committee|here]], as well as read [[m:Special:MyLanguage/Universal_Code_of_Conduct/Drafting_committee/Phase_2_meeting_summaries#2022|summaries of their weekly meetings in 2022]]. 

Wikimedians have provided many valuable comments together with the vote and in other conversations. Given the size and diversity of the Wikimedia community, there are even more voices out there who can give ideas on how to improve the enforcement guidelines and add even more valuable ideas to the process. To help the Revisions committee identify improvements, input on several questions for the committee’s review is requested. Visit the Meta-wiki pages ([[m:Special:MyLanguage/Universal_Code_of_Conduct/Enforcement_guidelines/Revision_discussions|Enforcement Guidelines revision discussions]], [[m:Special:MyLanguage/Universal_Code_of_Conduct/Policy text/Revision_discussions|Policy text revision discussions]]) to get your ideas to the Committee - it is very important that viewpoints are heard from different communities before the Committee begins drafting revision proposals.

On behalf of the UCoC project team &lt;br /&gt;&lt;section end=&quot;announcement-content&quot; /&gt;
&lt;/div&gt;

[[User:Xeno (WMF)|Xeno (WMF)]] 4. jun. 2022, 00:56 (CEST)
&lt;!-- Besked sendt af Bruger:Xeno (WMF)@metawiki via listen på https://meta.wikimedia.org/w/index.php?title=Movement_Strategy_and_Governance/Delivery&amp;oldid=23215441 --&gt;

== Results of Wiki Loves Folklore 2022 is out! ==

&lt;div lang=&quot;en&quot; dir=&quot;ltr&quot; class=&quot;mw-content-ltr&quot;&gt;
{{int:please-translate}}
[[File:Wiki Loves Folklore Logo.svg|right|150px|frameless]]

Hi, Greetings

The winners for '''[[c:Commons:Wiki Loves Folklore 2022|Wiki Loves Folklore 2022]]''' is announced!

We are happy to share with you winning images for this year's edition. This year saw over 8,584 images represented on commons in over 92 countries. Kindly see images '''[[:c:Commons:Wiki Loves Folklore 2022/Winners|here]]'''

Our profound gratitude to all the people who participated and organized local contests and photo walks for this project.

We hope to have you contribute to the campaign next year.

'''Thank you,'''

'''Wiki Loves Folklore International Team'''

--[[Bruger:MediaWiki message delivery|MediaWiki message delivery]] ([[Brugerdiskussion:MediaWiki message delivery|diskussion]]) 4. jul. 2022, 18:12 (CEST)

&lt;/div&gt;
&lt;!-- Besked sendt af Bruger:Tiven2240@metawiki via listen på https://meta.wikimedia.org/w/index.php?title=Distribution_list/Non-Technical_Village_Pumps_distribution_list&amp;oldid=23454230 --&gt;

== Propose statements for the 2022 Election Compass ==

:''[[m:Special:MyLanguage/Wikimedia Foundation elections/2022/Announcement/Propose statements for the 2022 Election Compass| You can find this message translated into additional languages on Meta-wiki.]]''
:''&lt;div class=&quot;plainlinks&quot;&gt;[[m:Special:MyLanguage/Wikimedia Foundation elections/2022/Announcement/Propose statements for the 2022 Election Compass|{{int:interlanguage-link-mul}}]] • [https://meta.wikimedia.org/w/index.php?title=Special:Translate&amp;group=page-{{urlencode:Wikimedia Foundation elections/2022/Announcement/Propose statements for the 2022 Election Compass}}&amp;language=&amp;action=page&amp;filter= {{int:please-translate}}]&lt;/div&gt;''

Hi all,

Community members in the [[m:Special:MyLanguage/Wikimedia Foundation elections/2022|2022 Board of Trustees election]] are invited to [[m:Special:MyLanguage/Wikimedia_Foundation_elections/2022/Community_Voting/Election_Compass|propose statements to use in the Election Compass.]]

An Election Compass is a tool to help voters select the candidates that best align with their beliefs and views. The community members will propose statements for the candidates to answer using a Lickert scale (agree/neutral/disagree). The candidates’ answers to the statements will be loaded into the Election Compass tool. Voters will use the tool by entering in their answer to the statements (agree/disagree/neutral). The results will show the candidates that best align with the voter’s beliefs and views.

;Here is the timeline for the Election Compass:

* July 8 - 20: Community members propose statements for the Election Compass
* July 21 - 22: Elections Committee reviews statements for clarity and removes off-topic statements
* July 23 - August 1: Volunteers vote on the statements
* August 2 - 4: Elections Committee selects the top 15 statements
* August 5 - 12: candidates align themselves with the statements
* August 15: The Election Compass opens for voters to use to help guide their voting decision

The Elections Committee will select the top 15 statements at the beginning of August. The Elections Committee will oversee the process, supported by the Movement Strategy and Governance team. MSG will check that the questions are clear, there are no duplicates, no typos, and so on.

Best,

Movement Strategy and Governance

''This message was sent on behalf of the Board Selection Task Force and the Elections Committee''&lt;br /&gt;&lt;section end=&quot;announcement-content&quot; /&gt;

[[User:MNadzikiewicz (WMF)|MNadzikiewicz (WMF)]] ([[User talk:MNadzikiewicz (WMF)|talk]]) 14. jul. 2022, 13:34 (CEST)
&lt;!-- Besked sendt af Bruger:MNadzikiewicz (WMF)@metawiki via listen på https://meta.wikimedia.org/w/index.php?title=Movement_Strategy_and_Governance/Delivery&amp;oldid=23215441 --&gt;

== &lt;span lang=&quot;en&quot; dir=&quot;ltr&quot; class=&quot;mw-content-ltr&quot;&gt;Movement Strategy and Governance News – Issue 7&lt;/span&gt; ==

&lt;div lang=&quot;en&quot; dir=&quot;ltr&quot; class=&quot;mw-content-ltr&quot;&gt;
&lt;section begin=&quot;msg-newsletter&quot;/&gt;
&lt;div style = &quot;line-height: 1.2&quot;&gt;
&lt;span style=&quot;font-size:200%;&quot;&gt;'''Movement Strategy and Governance News'''&lt;/span&gt;&lt;br&gt;
&lt;span style=&quot;font-size:120%; color:#404040;&quot;&gt;'''Issue 7, July-September 2022'''&lt;/span&gt;&lt;span style=&quot;font-size:120%; float:right;&quot;&gt;[[m:Special:MyLanguage/Movement Strategy and Governance/Newsletter/7|'''Read the full newsletter''']]&lt;/span&gt; 
----
Welcome to the 7th issue of Movement Strategy and Governance News! The newsletter distributes relevant news and events about the implementation of Wikimedia's [[:m:Special:MyLanguage/Movement Strategy/Initiatives|Movement Strategy recommendations]], other relevant topics regarding Movement governance, as well as different projects and activities supported by the Movement Strategy and Governance (MSG) team of the Wikimedia Foundation.  

The MSG Newsletter is delivered quarterly, while the more frequent [[:m:Special:MyLanguage/Movement Strategy/Updates|Movement Strategy Weekly]] will be delivered weekly. Please remember to subscribe [[m:Special:MyLanguage/Global message delivery/Targets/MSG Newsletter Subscription|here]] if you would like to receive future issues of this newsletter.
&lt;/div&gt;&lt;div style=&quot;margin-top:3px; padding:10px 10px 10px 20px; background:#fffff; border:2px solid #808080; border-radius:4px; font-size:100%;&quot;&gt; 

* '''Movement sustainability''': Wikimedia Foundation's annual sustainability report has been published. ([[:m:Special:MyLanguage/Movement Strategy and Governance/Newsletter/7#A1|continue reading]])
* '''Improving user experience''': recent improvements on the desktop interface for Wikimedia projects. ([[:m:Special:MyLanguage/Movement Strategy and Governance/Newsletter/7#A2|continue reading]])
* '''Safety and inclusion''': updates on the revision process of the Universal Code of Conduct Enforcement Guidelines. ([[:m:Special:MyLanguage/Movement Strategy and Governance/Newsletter/7#A3|continue reading]])
* '''Equity in decisionmaking''': reports from Hubs pilots conversations, recent progress from the Movement Charter Drafting Committee, and a new white paper for futures of participation in the Wikimedia movement. ([[:m:Special:MyLanguage/Movement Strategy and Governance/Newsletter/7#A4|continue reading]])
* '''Stakeholders coordination''': launch of a helpdesk for Affiliates and volunteer communities working on content partnership. ([[:m:Special:MyLanguage/Movement Strategy and Governance/Newsletter/7#A5|continue reading]])
* '''Leadership development''': updates on leadership projects by Wikimedia movement organizers in Brazil and Cape Verde. ([[:m:Special:MyLanguage/Movement Strategy and Governance/Newsletter/7#A6|continue reading]])
* '''Internal knowledge management''': launch of a new portal for technical documentation and community resources. ([[:m:Special:MyLanguage/Movement Strategy and Governance/Newsletter/7#A7|continue reading]])
* '''Innovate in free knowledge''': high-quality audiovisual resources for scientific experiments and a new toolkit to record oral transcripts. ([[:m:Special:MyLanguage/Movement Strategy and Governance/Newsletter/7#A8|continue reading]])
* '''Evaluate, iterate, and adapt''': results from the Equity Landscape project pilot ([[:m:Special:MyLanguage/Movement Strategy and Governance/Newsletter/7#A9|continue reading]])
* '''Other news and updates''': a new forum to discuss Movement Strategy implementation, upcoming Wikimedia Foundation Board of Trustees election, a new podcast to discuss Movement Strategy, and change of personnel for the Foundation's Movement Strategy and Governance team. ([[:m:Special:MyLanguage/Movement Strategy and Governance/Newsletter/7#A10|continue reading]])
&lt;/div&gt;&lt;section end=&quot;msg-newsletter&quot;/&gt;
&lt;/div&gt;

Thank you for reading! [[User:RamzyM (WMF)|RamzyM (WMF)]] 18. jul. 2022, 03:37 (CEST)
&lt;!-- Besked sendt af Bruger:RamzyM (WMF)@metawiki via listen på https://meta.wikimedia.org/w/index.php?title=Movement_Strategy_and_Governance/Delivery&amp;oldid=23529147 --&gt;

==Bot policy==
Hello. To facilitate [[:m:Special:MyLanguage/Stewards|steward]] granting of bot access, I suggest implementing the [[m:Special:MyLanguage/Bot policy|standard bot policy]] on this wiki. In particular, this policy allows stewards to automatically flag known interlanguage linking bots (if this page says that is acceptable) or bots that fix double redirects. The policy also enables [[m:Bot policy#Global_bots|global bots]] on this wiki (if this page says that is acceptable), which are trusted bots that will be given bot access on every wiki that allows global bots.

This policy makes bot access requesting much easier for local users, operators, and stewards. To implement it we only need to create a redirect to this page from [[Project:Bot policy]], and add a line at the top noting that it is used here. If you use or prefer to use a dedicated project page for handling bot flag requests, that is also acceptable. Please read [[m:Special:MyLanguage/Bot policy|the text at Meta-Wiki]] before commenting. If you object, please say so; I hope to implement in two weeks if there is no objection, since it is particularly written to streamline bot requests on wikis with little or no community interested in bot access requests. Thank you for your consideration. --'''[[User:Rschen7754|Rs]][[User talk:Rschen7754|chen]][[Special:Contributions/Rschen7754|7754]]''' 24. jul. 2022, 04:35 (CEST)

== Announcing the six candidates for the 2022 Board of Trustees election ==

&lt;section begin=&quot;announcement-content&quot;/&gt;
:''[[m:Special:MyLanguage/Wikimedia Foundation elections/2022/Announcement/Announcing the six candidates for the 2022 Board of Trustees election| You can find this message translated into additional languages on Meta-wiki.]]''
:''&lt;div class=&quot;plainlinks&quot;&gt;[[m:Special:MyLanguage/Wikimedia Foundation elections/2022/Announcement/Announcing the six candidates for the 2022 Board of Trustees election|{{int:interlanguage-link-mul}}]] • [https://meta.wikimedia.org/w/index.php?title=Special:Translate&amp;group=page-{{urlencode:Wikimedia Foundation elections/2022/Announcement/Announcing the six candidates for the 2022 Board of Trustees election}}&amp;language=&amp;action=page&amp;filter= {{int:please-translate}}]&lt;/div&gt;''

Hi everyone,

'''The Affiliate voting process has concluded.''' Representatives from each Affiliate organization learned about the candidates by reading candidates’ statements, reviewing candidates’ answers to questions, and considering the candidates’ ratings provided by the Analysis Committee. The selected 2022 Board of Trustees candidates are:

* Tobechukwu Precious Friday ([[:m:User:Tochiprecious|Tochiprecious]])
* Farah Jack Mustaklem ([[:m:User:Fjmustak|Fjmustak]])
* Shani Evenstein Sigalov ([[:m:User:Esh77|Esh77]])
* Kunal Mehta ([[:m:User:Legoktm|Legoktm]])
* Michał Buczyński ([[:m:User:Aegis Maelstrom|Aegis Maelstrom]])
* Mike Peel ([[:m:User:Mike Peel|Mike Peel]])

You may see more information about the [[m:Special:MyLanguage/Wikimedia Foundation elections/2022/Results|Results]] and [[m:Special:MyLanguage/Wikimedia Foundation elections/2022/Stats|Statistics]] of this Board election.

Please take a moment to appreciate the Affiliate Representatives and Analysis Committee members for taking part in this process and helping to grow the Board of Trustees in capacity and diversity. These hours of volunteer work connect us across understanding and perspective. Thank you for your participation.

Thank you to the community members who put themselves forward as candidates for the Board of Trustees. Considering joining the Board of Trustees is no small decision. The time and dedication candidates have shown to this point speaks to their commitment to this movement. Congratulations to those candidates who have been selected. A great amount of appreciation and gratitude for those candidates not selected. Please continue to share your leadership with Wikimedia.

Thank you to those who followed the Affiliate process for this Board election. You may review the results of the Affiliate selection process.

'''The next part of the Board election process is the community voting period.''' [[m:Special:MyLanguage/Wikimedia Foundation elections/2022#Timeline|You may view the Board election timeline here]]. To prepare for the community voting period, there are several things community members can engage with in the following ways:

* [[m:Special:MyLanguage/Wikimedia Foundation elections/2022/Candidates|Read candidates’ statements]] and read the candidates’ answers to the questions posed by the Affiliate Representatives.
* [[m:Special:MyLanguage/Wikimedia_Foundation_elections/2022/Community_Voting/Questions_for_Candidates|Propose and select the 6 questions for candidates to answer during their video Q&amp;A]].
* See the [[m:Special:MyLanguage/Wikimedia Foundation elections/2022/Candidates|Analysis Committee’s ratings of candidates on each candidate’s statement]].
* [[m:Special:MyLanguage/Wikimedia Foundation elections/2022/Community Voting/Election Compass|Propose statements for the Election Compass]] voters can use to find which candidates best fit their principles.
* Encourage others in your community to take part in the election.

Best,

Movement Strategy and Governance

''This message was sent on behalf of the Board Selection Task Force and the Elections Committee''
&lt;/div&gt;&lt;section end=&quot;announcement-content&quot;/&gt;

[[User:MNadzikiewicz (WMF)|MNadzikiewicz (WMF)]] 27. jul. 2022, 16:03 (CEST)
&lt;!-- Besked sendt af Bruger:MNadzikiewicz (WMF)@metawiki via listen på https://meta.wikimedia.org/w/index.php?title=Movement_Strategy_and_Governance/Delivery&amp;oldid=23530132 --&gt;

== Vote for Election Compass Statements ==

&lt;section begin=&quot;announcement-content&quot; /&gt;
:''[[m:Special:MyLanguage/Wikimedia Foundation elections/2022/Announcement/Vote for Election Compass Statements| You can find this message translated into additional languages on Meta-wiki.]]''
:''&lt;div class=&quot;plainlinks&quot;&gt;[[m:Special:MyLanguage/Wikimedia Foundation elections/2022/Announcement/Vote for Election Compass Statements|{{int:interlanguage-link-mul}}]] • [https://meta.wikimedia.org/w/index.php?title=Special:Translate&amp;group=page-{{urlencode:Wikimedia Foundation elections/2022/Announcement/Vote for Election Compass Statements}}&amp;language=&amp;action=page&amp;filter= {{int:please-translate}}]&lt;/div&gt;''

Hi all,

Volunteers in the [[m:Special:MyLanguage/Wikimedia Foundation elections/2022|2022 Board of Trustees election]] are invited to [[m:Special:MyLanguage/Wikimedia_Foundation_elections/2022/Community_Voting/Election_Compass/Statements|vote for statements to use in the Election Compass]]. You can vote for the statements you would like to see included in the Election Compass on Meta-wiki.

An Election Compass is a tool to help voters select the candidates that best align with their beliefs and views. The community members will propose statements for the candidates to answer using a Lickert scale (agree/neutral/disagree). The candidates’ answers to the statements will be loaded into the Election Compass tool. Voters will use the tool by entering in their answer to the statements (agree/disagree/neutral). The results will show the candidates that best align with the voter’s beliefs and views.

Here is the timeline for the Election Compass:

*&lt;s&gt;July 8 - 20: Volunteers propose statements for the Election Compass&lt;/s&gt;
*&lt;s&gt;July 21 - 22: Elections Committee reviews statements for clarity and removes off-topic statements&lt;/s&gt;
*July 23 - August 1: Volunteers vote on the statements
*August 2 - 4: Elections Committee selects the top 15 statements
*August 5 - 12: candidates align themselves with the statements
*August 15: The Election Compass opens for voters to use to help guide their voting decision

The Elections Committee will select the top 15 statements at the beginning of August

Best, 

Movement Strategy and Governance

''This message was sent on behalf of the Board Selection Task Force and the Elections Committee''
&lt;/div&gt;&lt;section end=&quot;announcement-content&quot; /&gt;
[[User:MNadzikiewicz (WMF)|MNadzikiewicz (WMF)]] 27. jul. 2022, 23:01 (CEST)
&lt;!-- Besked sendt af Bruger:MNadzikiewicz (WMF)@metawiki via listen på https://meta.wikimedia.org/w/index.php?title=Movement_Strategy_and_Governance/Delivery&amp;oldid=23530132 --&gt;

== The 2022 Board of Trustees election Community Voting period is now open ==

&lt;section begin=&quot;announcement-content&quot; /&gt;
:''[[m:Special:MyLanguage/Wikimedia Foundation elections/2022/Announcement/The 2022 Board of Trustees election Community Voting period is now open| You can find this message translated into additional languages on Meta-wiki.]]''
:''&lt;div class=&quot;plainlinks&quot;&gt;[[m:Special:MyLanguage/Wikimedia Foundation elections/2022/Announcement/The 2022 Board of Trustees election Community Voting period is now open|{{int:interlanguage-link-mul}}]] • [https://meta.wikimedia.org/w/index.php?title=Special:Translate&amp;group=page-{{urlencode:Wikimedia Foundation elections/2022/Announcement/The 2022 Board of Trustees election Community Voting period is now open}}&amp;language=&amp;action=page&amp;filter= {{int:please-translate}}]&lt;/div&gt;''

Hi everyone,

The Community Voting period for the [[m:Special:MyLanguage/Wikimedia Foundation elections/2022|2022 Board of Trustees election]] is now open. Here are some helpful links to get you the information you need to vote:

* Try the [[m:Special:MyLanguage/Wikimedia Foundation elections/2022/Community_Voting/Election_Compass|Election Compass]], showing how candidates stand on 15 different topics.
* Read the [[m:Special:MyLanguage/Wikimedia Foundation elections/2022/Candidates|candidate statements]] and [[m:Special:MyLanguage/Wikimedia_Foundation_elections/2022/Affiliate_Organization_Participation/Candidate_Questions|answers to Affiliate questions]]
* [[m:Special:MyLanguage/Wikimedia Foundation elections/2022/Apply to be a Candidate|Learn more about the skills the Board seeks]] and how the [[m:Special:MyLanguage/Wikimedia Foundation elections/2022/Candidates|Analysis Committee found candidates align with those skills]]

If you are ready to vote, you may go to [[Special:SecurePoll/vote/Wikimedia_Foundation_Board_Elections_2022|SecurePoll voting page]] to vote now. '''You may vote from August 23 at 00:00 UTC to September 6 at 23:59 UTC.''' To see about your voter eligibility, please visit the [[m:Special:MyLanguage/Wikimedia_Foundation_elections/2022/Voter_eligibility_guidelines|voter eligibility page]].

Best,

Movement Strategy and Governance

''This message was sent on behalf of the Board Selection Task Force and the Elections Committee''&lt;br /&gt;&lt;section end=&quot;announcement-content&quot; /&gt;

[[User:MNadzikiewicz_(WMF)|MNadzikiewicz (WMF)]]
&lt;!-- Besked sendt af Bruger:MNadzikiewicz (WMF)@metawiki via listen på https://meta.wikimedia.org/w/index.php?title=Movement_Strategy_and_Governance/Delivery&amp;oldid=23708360 --&gt;

== Invitation to join the Movement Strategy Forum ==

:''{{More languages}}''
&lt;section begin=&quot;announcement-content&quot; /&gt; 
Hello everyone,

The [https://forum.movement-strategy.org/ Movement Strategy Forum] (MS Forum) is a multilingual collaborative space for all conversations about Movement Strategy implementation. 

We are inviting all Movement participants to collaborate on the MS Forum. The goal of the forum is to build community collaboration, using an inclusive multilingual platform.

The [[m:Movement Strategy|Movement Strategy]] is a collaborative effort to imagine and build the future of the Wikimedia Movement. Anyone can contribute to the Movement Strategy, from a comment to a full-time project.

;Join this forum with your Wikimedia account, engage in conversations, and ask questions in your language.

The Movement Strategy and Governance team (MSG) launched the proposal for the MS Forum in May 2022. There was a 2-month community review period, which ended on 24 July 2022. The community review process included several questions that resulted in interesting conversations. You can read the [https://forum.movement-strategy.org/t/ms-forum-community-review-report/1436 Community Review Report]. 

We look forward to seeing you at the MS Forum! 

Best regards,

the Movement Strategy and Governance Team

[[User:MNadzikiewicz (WMF)]] 29. aug. 2022, 13:31 (CEST)
&lt;!-- Besked sendt af Bruger:MNadzikiewicz (WMF)@metawiki via listen på https://meta.wikimedia.org/w/index.php?title=Movement_Strategy_and_Governance/Delivery&amp;oldid=23720620 --&gt;

== The Vector 2022 skin as the default in two weeks? ==

&lt;div lang=&quot;en&quot; dir=&quot;ltr&quot; class=&quot;mw-content-ltr&quot;&gt;
[[File:Wikimania 2022 Vector (2022) Presentation.pdf|thumb|The slides for our presentation at Wikimania 2022|page=26]]
Hello. I'm writing on behalf of the [[mw:Reading/Web|Wikimedia Foundation Web team]]. '''In two weeks, we would like to make the Vector 2022 skin the default on this wiki.'''

We have been working on it for the past three years. So far, it has been the default on more than 30 wikis, including sister projects, all accounting for more than 1 billion pageviews per month. On average [[phab:T317529#8246686|87% of active logged-in users]] of those wikis use Vector 2022.

It would become the default for all logged-out users, and also all logged-in users who currently use Vector legacy. Logged-in users can at any time switch to [[Special:Preferences#mw-prefsection-rendering|any other skins]]. No changes are expected for users of these skins.

&lt;div style=&quot;width:100%; margin:auto;&quot;&gt;&lt;gallery widths=&quot;220&quot; heights=&quot;150&quot; mode=&quot;packed&quot; caption=&quot;Top of an article&quot;&gt;
Screenshot Historia da moeda do Tíbet - 2022-09-22 - Vector 2010 top.png|Vector legacy (current default)
Screenshot Historia da moeda do Tíbet - 2022-09-22 - Vector 2022 top.png|Vector 2022
&lt;/gallery&gt;&lt;gallery widths=&quot;220&quot; heights=&quot;150&quot; mode=&quot;packed&quot; caption=&quot;A section of an article&quot;&gt;
Screenshot Historia da moeda do Tíbet - 2022-09-22 - Vector 2010 scrolled.png|Vector legacy (current default)
Screenshot Historia da moeda do Tíbet - 2022-09-22 - Vector 2022 scrolled.png|Vector 2022
&lt;/gallery&gt;&lt;/div&gt;
=== About the skin ===

'''[Why is a change necessary]''' The current default skin meets the needs of the readers and editors as these were 13 years ago. Since then, new users have begun using Wikimedia projects. [https://diff.wikimedia.org/2022/08/18/prioritizing-equity-within-wikipedias-new-desktop/ The old Vector doesn't meet their needs.]

'''[Objective]''' The objective for the new skin is to make the interface more welcoming and comfortable for readers and useful for advanced users. It draws inspiration from previous requests, the [[metawiki:Special:MyLanguage/Community_Wishlist_Survey|Community Wishlist Surveys]], and gadgets and scripts. The work helped our code follow the standards and improve all other skins. [[phab:phame/post/view/290/how_and_why_we_moved_our_skins_to_mustache/|We reduced PHP code in Wikimedia deployed skins by 75%]]. The project has also focused on making it easier to support gadgets and use APIs.

'''[Changes and test results]''' The skin introduces a [[mw:Special:MyLanguage/Reading/Web/Desktop Improvements/Features|series of changes]] that improve readability and usability. The new skin does not remove any functionality currently available on the Vector skin.

* The sticky header makes it easier to find tools that editors use often. It decreases scrolling to the top of the page by 16%.
* The new table of contents makes it easier to navigate to different sections. Readers and editors jumped to different sections of the page 50% more than with the old table of contents. It also looks a bit different on talk pages.
* The new search bar is easier to find and makes it easier to find the correct search result from the list. This increased the amount of searches started by 30% on the wikis we tested on.
* The skin does not negatively affect pageviews, edit rates, or account creation. There is evidence of increases in pageviews and account creation across partner communities.

'''[Try it out]''' Try out the new skin by going to the appearance tab in [[Special:Preferences#mw-prefsection-rendering|your preferences]] and selecting Vector 2022 from the list of skins.

=== How can editors change and customize this skin? ===

It's possible to configure and personalize our changes. We support volunteers who create new gadgets and user scripts. Check out [[mw:Special:MyLanguage/Reading/Web/Desktop Improvements/Repository|our repository]] for a list of currently available customizations, or add your own. 

=== Our plan ===

'''If no large concerns are raised, we plan on deploying in the week of October 3, 2022'''. If your community would like to request more time to discuss the changes, hit the button and write to us. We can adjust the calendar.

&lt;div style=&quot;text-align: center;&quot;&gt;[[mw:Talk:Reading/Web/Desktop Improvements|&lt;span class=&quot;plainlinks mw-ui-button&quot;&gt;Request for more time to discuss the change&lt;/span&gt;]]&lt;/div&gt;
If you'd like ask our team anything, if you have questions, concerns, or additional thoughts, please ping me here or write on the [[mw:Talk:Reading/Web/Desktop Improvements|talk page of the project]]. We will gladly answer! Also, [[mw:Reading/Web/Desktop Improvements/Frequently asked questions|see our FAQ]]. Thank you! [[mw:User:SGrabarczuk (WMF)|SGrabarczuk (WMF)]] ([[mw:User talk:SGrabarczuk (WMF)|talk]]) 22. sep. 2022, 06:14 (CEST)
&lt;/div&gt;
&lt;!-- Besked sendt af Bruger:SGrabarczuk (WMF)@metawiki via listen på https://meta.wikimedia.org/w/index.php?title=User:SGrabarczuk_(WMF)/sandbox/MM/Varia&amp;oldid=23838600 --&gt;

== Invitation to attend “Ask Me Anything about Movement Charter” Sessions ==

&lt;section begin=&quot;announcement-content&quot; /&gt;
:''[[m:Special:MyLanguage/Movement Charter/Community Consultation/Announcement/Ask Me Anything Sessions|You can find this message translated into additional languages on Meta-wiki.]]''
:''&lt;div class=&quot;plainlinks&quot;&gt;[[m:Special:MyLanguage/Movement Charter/Community Consultation/Announcement/Ask Me Anything Sessions|{{int:interlanguage-link-mul}}]] • [https://meta.wikimedia.org/w/index.php?title=Special:Translate&amp;group=page-{{urlencode:Movement Charter/Community Consultation/Announcement/Ask Me Anything Sessions}}&amp;language=&amp;action=page&amp;filter= {{int:please-translate}}]
Hello all, 

During the 2022 Wikimedia Summit, the [[m:Special:MyLanguage/Movement Charter/Drafting Committee|Movement Charter Drafting Committee]] (MCDC) presented the first outline of the Movement Charter, giving a glimpse on the direction of its future work, and the Charter itself. The MCDC then integrated the initial feedback collected during the Summit. Before proceeding with writing the Charter for the whole Movement, the MCDC wants to interact with community members and gather feedback on the drafts of the three sections: Preamble, Values &amp; Principles, and Roles &amp; Responsibilities (intentions statement). The Movement Charter drafts will be available on the Meta page [[m:Special:MyLanguage/Movement Charter/Content|here]] on November 14, 2022. Community wide consultation period on MC will take place from November 20 to December 18, 2022. Learn more about it [[m:Special:MyLanguage/Movement Charter/Community Consultation|here]]. 

With the goal of ensuring that people are well informed to fully participate in the conversations and are empowered to contribute their perspective on the Movement Charter, three '''“Ask Me Anything about Movement Charter&quot;''' sessions have been scheduled in different time zones. Everyone in the Wikimedia Movement is invited to attend these conversations. The aim is to learn about Movement Charter - its goal, purpose, why it matters, and how it impacts your community. MCDC members will attend these sessions to answer your questions and hear community feedback.     

The “Ask Me Anything” sessions accommodate communities from different time zones. Only the presentation of the session is recorded and shared afterwards, no recording of conversations. Below is the list of planned events: 

*&lt;s&gt;'''Asia/Pacific''': November 4, 2022 at 09:00 UTC ([https://zonestamp.toolforge.org/1667552400 your local time]). Interpretation is available in Chinese and Japanese.&lt;/s&gt;
* '''Europe/MENA/Sub Saharan Africa''': November 12, 2022 at 15:00 UTC ([https://zonestamp.toolforge.org/1668265257 your local time]). Interpretation is available in  Arabic, French and Russian.  
* '''North and South America/ Western Europe''': November 12, 2022 at 15:00 UTC ([https://zonestamp.toolforge.org/1668265257 your local time]). Interpretation is available in Spanish and Portuguese. 

On the [[m:Special:MyLanguage/Movement Charter/Community Consultation|Meta page]] you will find more details; Zoom links will be shared 48 hours ahead of the call.

'''Call for Movement Charter Ambassadors'''

Individuals or groups from all communities who wish to help include and start conversations in their communities on the Movement Charter are encouraged to become [[m:Special:MyLanguage/Movement Strategy and Governance/Movement Charter Ambassadors Program/About|Movement Charter Ambassadors]] (MC Ambassadors). MC Ambassadors will carry out their own activities and get financial support for enabling conversations in their own languages. [[m:Special:MyLanguage/Movement Strategy and Governance/Team|Regional facilitators]] from the Movement Strategy and Governance team are available to support applicants with MC Ambassadors grantmaking. If you are interested please sign up [[m:Special:MyLanguage/Movement Strategy and Governance/Movement Charter Ambassadors Program/About|here]]. Should you have specific questions, please reach out to the MSG team via email: strategy2030@wikimedia.org or on the MS forum. 

We thank you for your time and participation. 

On behalf of the Movement Charter Drafting Committee,&lt;section end=&quot;announcement-content&quot; /&gt;

[[User:MNadzikiewicz (WMF)|MNadzikiewicz (WMF)]] 7. nov. 2022, 16:33 (CET)
&lt;!-- Besked sendt af Bruger:MNadzikiewicz (WMF)@metawiki via listen på https://meta.wikimedia.org/w/index.php?title=Movement_Strategy_and_Governance/Delivery&amp;oldid=23914777 --&gt;

== Apply for Funding through the Movement Strategy Community Engagement Package to Support Your Community ==

:''{{More languages}}''
&lt;section begin=&quot;announcement-content&quot; /&gt; 
The Wikimedia Movement Strategy implementation is a collaborative effort for all Wikimedians. 
[[m:Special:MyLanguage/Grants:MSIG/About|Movement Strategy Implementation Grants]] support projects that take the current state of a [[m:Special:MyLanguage/Movement Strategy/Initiatives|Movement Strategy Initiative]] and push it one step forward. If you are looking for an example or some guide on how to engage your community further on Movement Strategy and the Movement Strategy Implementation Grants specifically, you may find this '''[[m:Special:MyLanguage/Grants:MSIG/Community Engagement Package|community engagement package]]''' helpful.

The goal of this community engagement package is to support more people to access the funding they might need for the implementation work. By becoming a recipient of this grant, you will be able to support other community members to develop further grant applications that fit with your local contexts to benefit your own communities. With this package, the hope is to break down language barriers and to ensure community members have needed information on Movement Strategy to connect with each other. Movement Strategy is a two-way exchange, we can always learn more from the experiences and knowledge of Wikimedians everywhere. We can train and support our peers by using this package, so more people can make use of this great funding opportunity.

If this information interests you or if you have any further thoughts or questions, please do not hesitate to reach out to us as your [[m:Special:MyLanguage/Movement_Strategy_and_Governance/Team|regional facilitators]] to discuss further. We will be more than happy to support you. When you are ready, follow the steps on [[m:Special:MyLanguage/Grants:MSIG/About |this page]] to apply. We look forward to receiving your application.

Best regards, &lt;br&gt; Movement Strategy and Governance Team &lt;br&gt; Wikimedia Foundation&lt;section end=&quot;announcement-content&quot; /&gt;

[[User:MNadzikiewicz (WMF)|MNadzikiewicz (WMF)]] 14. nov. 2022, 17:25 (CET)
&lt;!-- Besked sendt af Bruger:MNadzikiewicz (WMF)@metawiki via listen på https://meta.wikimedia.org/w/index.php?title=Movement_Strategy_and_Governance/Delivery&amp;oldid=23914777 --&gt;

== Opportunities open for the Ombuds commission and the Case Review Committee ==

&lt;section begin=&quot;announcement-content&quot; /&gt;
&lt;div style=&quot;margin:.2em 0 .5em;margin-{{#switch:{{PAGELANGUAGE}}|ar|arc|ary|arz|azb|bcc|bgn|ckb|bqi|dv|fa|fa-af|glk|ha-arab|he|kk-arab|kk-cn|ks|ku-arab|ms-arab|mzn|pnb|prd|ps|sd|ug|ur|ydd|yi=right|left}}:3ex;&quot;&gt;
[[m:Special:MyLanguage/Wikimedia Foundation Legal department/Announcement/2023 OC and CRC appointments process|''You can find this message translated into additional languages on Meta-wiki.'']]

''&lt;span class=&quot;plainlinks&quot;&gt;[[m:Special:MyLanguage/Wikimedia Foundation Legal department/Announcement/2023 OC and CRC appointments process|{{int:interlanguage-link-mul}}]] • [https://meta.wikimedia.org/w/index.php?title=Special:Translate&amp;group=page-{{urlencode:Wikimedia Foundation Legal department/Announcement/2023 OC and CRC appointments process}}&amp;language=&amp;action=page&amp;filter= {{int:please-translate}}]&lt;/span&gt;''
&lt;/div&gt;

Hi everyone! The Ombuds commission (OC) and the Case Review Committee (CRC) are looking for members. People are encouraged to nominate themselves or encourage others they feel would contribute to these groups to do so. There is more information below about the opportunity and the skills that are needed.

'''About the Ombuds commission'''

The Ombuds commission (OC) works on all Wikimedia projects to investigate complaints about violations of the privacy policy, especially in use of [[m:Special:MyLanguage/CheckUser policy|CheckUser]] and [[m:Special:MyLanguage/Oversight policy|Oversight]] (also known as Suppression) tools. The Commission mediates between the parties of the investigation and, when violations of the policies are identified, advises the Wikimedia Foundation on best handling. They may also assist the General Counsel, the Chief Executive Officer, or the Board of Trustees of the Foundation in these investigations when legally necessary. For more on the OC's duties and roles, '''[[m:Special:MyLanguage/Ombuds commission|see Ombuds commission on Meta-Wiki]]'''.

Volunteers serving in this role should be experienced Wikimedians, active on any project, who have previously used the CheckUser/Oversight tools OR who have the technical ability to understand these tools and the willingness to learn them. They must be able to communicate in English, the common language of the commission. They are expected to be able to engage neutrally in investigating these concerns and to know when to recuse when other roles and relationships may cause conflict. Commissioners will serve '''two-year terms''' (note that this is different from past years, when the terms have been for one year).

'''About the Case Review Committee'''

The Case Review Committee (CRC) reviews appeals of eligible Trust &amp; Safety office actions. The CRC is a critical layer of oversight to ensure that Wikimedia Foundation office actions are fair and unbiased. They also make sure the Wikimedia Foundation doesn’t overstep established practices or boundaries. For more about the role, '''[[m:Special:MyLanguage/Case Review Committee|see Case Review Committee on Meta-Wiki]]'''.

We are looking for current or former functionaries and experienced volunteers with an interest in joining this group. Applicants must be fluent in English (additional languages are a strong plus) and willing to abide by the [[m:Special:MyLanguage/Trust_and_Safety/Case_Review_Committee/Charter|terms of the Committee charter]]. If the work resonates and you qualify, please apply. Committee members will serve '''two-year terms''' (note that this is different from past years, when the terms have been for one year).

'''Applying to join either of these groups'''

Members are required to sign the [[m:Special:MyLanguage/Confidentiality agreement for nonpublic information|Confidentiality agreement for nonpublic information]] and must be willing to comply with the appropriate Wikimedia Foundation board policies (such as the [[m:Special:MyLanguage/Access to nonpublic information policy|access to non-public information policy]] and the [[foundation:Special:MyLanguage/Privacy policy|Foundation privacy policy]]). These positions requires a high degree of discretion and trust. Members must also be over 18 years of age.

'''If you are interested in serving in either capacity listed above,''' please write in English to the Trust and Safety team at ca[[File:At sign.svg|16x16px|link=|(_AT_)]]wikimedia.org (to apply to the OC) or to the Legal Team at legal[[File:At sign.svg|16x16px|link=|(_AT_)]]wikimedia.org (to apply to the CRC) with information about:

* Your primary projects
* Languages you speak/write
* Any experience you have serving on committees, whether movement or non-movement
* Your thoughts on what you could bring to the OC or CRC if appointed
* Any experience you have with the Checkuser or Oversight tools (OC only)
* Any other information you think is relevant

'''The deadline for applications is 31 December 2022 in any timezone.'''

Please feel free to pass this invitation along to any users who you think may be qualified and interested. Thank you!

On behalf of the Committee Support team,&lt;br /&gt;&lt;section end=&quot;announcement-content&quot; /&gt;
&lt;!-- Besked sendt af Bruger:MNadzikiewicz (WMF)@metawiki via listen på https://meta.wikimedia.org/w/index.php?title=Movement_Strategy_and_Governance/Delivery&amp;oldid=23914777 --&gt;

== Hvordan kan Wikimedia Danmark hjælpe communityet? ==
[[:wmdk:|Wikimedia Danmark]] er det danske [[:meta:Wikimedia Chapters|Wikimedia-chapter]] og har til formål at støtte op om Wikimedias projekter – herunder Wikibooks – og fri viden generelt. Som redegjort for på [[:w:Wikipedia:Landsbybrønden/Wikimedia Danmarks strategiplan for de kommende år]] har foreningen udarbejdet en strategiplan der skal være vejledende for vores arbejde i de kommende år. '''Søjle I''' i strategiplanen omhandler understøttelse af Wikimedia-fællesskabet, og et underelement af denne søjle er det jeg kalder umiddelbare tiltag. Altså meget direkte måder vi kan hjælpe dem der bidrager til Wikimedia-projekterne.

Hvis man har noget input til, hvordan Wikimedia Danmark kan være til gavn for communityet – hvad enten her på Wikibooks eller på de andre Wikimedia-projekter, skal man være meget velkommen til at deltage i diskussionen på [[:w:Wikipedia:Landsbybrønden/Hvordan kan Wikimedia Danmark hjælpe communityet?]]. [[Bruger:InsaneHacker|InsaneHacker]] ([[Brugerdiskussion:InsaneHacker|diskussion]]) 6. dec. 2022, 17:21 (CET)

== Community Wishlist Survey 2023 opens in January ==

&lt;div lang=&quot;en&quot; dir=&quot;ltr&quot; class=&quot;mw-content-ltr&quot;&gt;
''{{int:Please-translate}}''

(There is [[m:Community Wishlist Survey 2023 opens in January|a translatable version of this message on MetaWiki]])

{{int:Hello}}

The [[m:Community Wishlist Survey 2023|'''Community Wishlist Survey (CWS) 2023''']], which lets contributors propose and vote for tools and improvements, starts next month on Monday, [https://zonestamp.toolforge.org/1674496831 23 January 2023, at 18:00 UTC] and will continue annually.

We are inviting you to share your ideas for technical improvements to our tools and platforms. Long experience in editing or technical skills is not required. If you have ever used our software and thought of an idea to improve it, this is the place to come share those ideas!

The dates for the phases of the Survey will be as follows:

* Phase 1: Submit, discuss, and revise proposals – Monday, Jan 23, 2023 to Sunday, Feb 6, 2023
* Phase 2: WMF/Community Tech reviews and organizes proposals – Monday, Jan 30, 2023 to Friday, Feb 10, 2023
* Phase 3: Vote on proposals – Friday, Feb 10, 2023 to Friday, Feb 24, 2023
* Phase 4: Results posted – Tuesday, Feb 28, 2023

If you want to start writing out your ideas ahead of the Survey, you can start thinking about your proposals and draft them in [[m:Community Wishlist Survey/Sandbox|the CWS sandbox]].

We are grateful to all who participated last year. See you in January 2023!
&lt;/div&gt;

{{int:Feedback-thanks-title}} &lt;bdi lang=&quot;en&quot; dir=&quot;ltr&quot;&gt;Community Tech, [[m:User:STei (WMF)|STei (WMF)]]&lt;/bdi&gt; 15. dec. 2022, 17:44 (CET)
&lt;!-- Besked sendt af Bruger:Sannita (WMF)@metawiki via listen på https://meta.wikimedia.org/w/index.php?title=Community_Wishlist_list_for_non-Wikipedias&amp;oldid=24239678 --&gt;

== Global ban for PlanespotterA320/RespectCE ==

Per the [[m:Global bans|Global bans]] policy, I'm informing the project of this request for comment: [[m:Requests for comment/Global ban for PlanespotterA320 (2) ]] about banning a member from your community. Thank you.--[[User:Lemonaka|Lemonaka]] ([[User talk:Lemonaka|talk]]) 21:40, 6 February 2023 (UTC)
&lt;!-- Besked sendt af Bruger:Zabe@metawiki via listen på https://meta.wikimedia.org/w/index.php?title=User:Lemonaka/Massmessagelist&amp;oldid=24501599 --&gt;

== Editing news 2023 #1 ==

&lt;div lang=&quot;en&quot; dir=&quot;ltr&quot; class=&quot;mw-content-ltr&quot;&gt;
&lt;section begin=&quot;message&quot;/&gt;&lt;i&gt;[[m:Special:MyLanguage/VisualEditor/Newsletter/2023/February|Read this in another language]] • [[m:Special:MyLanguage/VisualEditor/Newsletter|Subscription list for this multilingual newsletter]]&lt;/i&gt;

This newsletter includes two key updates about the [[mw:Special:MyLanguage/Editing team|Editing]] team's work:

# The Editing team will finish adding new features to the [[mw:Special:MyLanguage/Talk pages project|Talk pages project]] and deploy it.
# They are beginning a new project, [[mw:Special:MyLanguage/Edit check|Edit check]].

&lt;strong&gt;Talk pages project&lt;/strong&gt;
[[File:Page Frame Features on desktop.png|alt=Screenshot showing the talk page design changes that are currently available as beta features at all Wikimedia wikis. These features include information about the number of people and comments within each discussion.|thumb|300px|Some of the upcoming changes]]

The Editing team is nearly finished with this first phase of the [[mw:Special:MyLanguage/Talk_pages_project|Talk pages project]]. Nearly all [[mw:Special:MyLanguage/Talk pages project/Usability|new features]] are available now in the [[Special:Preferences#mw-prefsection-betafeatures|Beta Feature for {{int:discussiontools-preference-label}}]].

It will show information about how active a discussion is, such as the date of the most recent comment. There will soon be a new &quot;{{int:skin-action-addsection}}&quot; button. You will be able to turn them off at [[Special:Preferences#mw-prefsection-editing-discussion]]. Please [[mw:Special:MyLanguage/Talk:Talk_pages_project/Usability#c-PPelberg_(WMF)-20230215001000-Feedback:_Proposed_Revisions_to_%22Add_topic%22_button|tell them what you think]].

[[File:Daily edit completion rates mobile talk pages.png|thumb|300px|Daily edit completion rate by test group: DiscussionTools (test group) and MobileFrontend overlay (control group)]]

An A/B test for [[mw:Special:MyLanguage/Talk pages project/Mobile|{{int:discussiontools-preference-label}} on the mobile site]] has finished. Editors were [[mw:Special:MyLanguage/Talk_pages_project/Mobile#Status_Updates|more successful with {{int:discussiontools-preference-label}}]]. The Editing team is enabling these features for all editors on the mobile site.

&lt;strong&gt;New Project: Edit Check&lt;/strong&gt;

The Editing team is beginning [[mw:Special:MyLanguage/Edit check|a project to help new editors of Wikipedia]]. It will help people identify some problems before they click &quot;{{int:publishchanges}}&quot;. The first tool will encourage people to add references when they add new content. Please [[mw:Special:MyLanguage/Help:Watchlist|watch]] that page for more information. You can [[mw:Special:MyLanguage/Editing_team/Community_Conversations#20230303|join a conference call on 3&amp;nbsp;March&amp;nbsp;2023]] to learn more.&lt;section end=&quot;message&quot;/&gt;
&lt;/div&gt;

–[[User:Whatamidoing (WMF)|Whatamidoing (WMF)]] ([[User talk:Whatamidoing (WMF)|{{int:Talkpagelinktext}}]]) 23. feb. 2023, 00:25 (CET)
&lt;!-- Besked sendt af Bruger:Quiddity (WMF)@metawiki via listen på https://meta.wikimedia.org/w/index.php?title=Global_message_delivery/Targets/VisualEditor/Newsletter/Wikis_with_VE&amp;oldid=24611966 --&gt;

== &lt;span lang=&quot;en&quot; dir=&quot;ltr&quot; class=&quot;mw-content-ltr&quot;&gt;Your wiki will be in read only soon&lt;/span&gt; ==

&lt;div lang=&quot;en&quot; dir=&quot;ltr&quot; class=&quot;mw-content-ltr&quot;&gt;
&lt;section begin=&quot;server-switch&quot;/&gt;&lt;div class=&quot;plainlinks&quot;&gt;

[[:m:Special:MyLanguage/Tech/Server switch|Read this message in another language]] • [https://meta.wikimedia.org/w/index.php?title=Special:Translate&amp;group=page-Tech%2FServer+switch&amp;language=&amp;action=page&amp;filter= {{int:please-translate}}]

The [[foundation:|Wikimedia Foundation]] tests the switch between its first and secondary data centers. This will make sure that Wikipedia and the other Wikimedia wikis can stay online even after a disaster. To make sure everything is working, the Wikimedia Technology department needs to do a planned test. This test will show if they can reliably switch from one data centre to the other. It requires many teams to prepare for the test and to be available to fix any unexpected problems. 

All traffic will switch on '''{{#time:j xg|2023-03-01|en}}'''. The test will start at '''[https://zonestamp.toolforge.org/{{#time:U|2023-03-01T14:00|en}} {{#time:H:i e|2023-03-01T14:00}}]'''.

Unfortunately, because of some limitations in [[mw:Manual:What is MediaWiki?|MediaWiki]], all editing must stop while the switch is made. We apologize for this disruption, and we are working to minimize it in the future. 

'''You will be able to read, but not edit, all wikis for a short period of time.'''

*You will not be able to edit for up to an hour on {{#time:l j xg Y|2023-03-01|en}}.
*If you try to edit or save during these times, you will see an error message. We hope that no edits will be lost during these minutes, but we can't guarantee it. If you see the error message, then please wait until everything is back to normal. Then you should be able to save your edit. But, we recommend that you make a copy of your changes first, just in case.

''Other effects'':

*Background jobs will be slower and some may be dropped. Red links might not be updated as quickly as normal. If you create an article that is already linked somewhere else, the link will stay red longer than usual. Some long-running scripts will have to be stopped.
* We expect the code deployments to happen as any other week. However, some case-by-case code freezes could punctually happen if the operation require them afterwards.
* [[mw:Special:MyLanguage/GitLab|GitLab]] will be unavailable for about 90 minutes.

This project may be postponed if necessary.  You can [[wikitech:Switch_Datacenter|read the schedule at wikitech.wikimedia.org]]. Any changes will be announced in the schedule. There will be more notifications about this. A banner will be displayed on all wikis 30 minutes before this operation happens. '''Please share this information with your community.'''&lt;/div&gt;&lt;section end=&quot;server-switch&quot;/&gt;
&lt;/div&gt;

&lt;span dir=ltr&gt;[[m:User:Trizek (WMF)|Trizek (WMF)]] ([[m:User talk:Trizek (WMF)|{{int:talk}}]])&lt;/span&gt; 27. feb. 2023, 22:20 (CET)
&lt;!-- Besked sendt af Bruger:Trizek (WMF)@metawiki via listen på https://meta.wikimedia.org/w/index.php?title=Distribution_list/Global_message_delivery&amp;oldid=24390465 --&gt;

== &lt;span lang=&quot;en&quot; dir=&quot;ltr&quot; class=&quot;mw-content-ltr&quot;&gt;Wikimania 2023 Welcoming Program Submissions&lt;/span&gt; ==

&lt;div lang=&quot;en&quot; dir=&quot;ltr&quot; class=&quot;mw-content-ltr&quot;&gt;
&lt;section begin=&quot;wikimania-program-submissions&quot;/&gt;[[File:Wikimedia_Singapore_Logo.svg|right|frameless]]Do you want to host an in-person or virtual session at Wikimania 2023? Maybe a hands-on workshop, a lively discussion, a fun performance, a catchy poster, or a memorable lightning talk? [[wmania:Special:MyLanguage/2023:Program/Submissions|'''Submissions are open until March 28''']]. The event will have dedicated hybrid blocks, so virtual submissions and pre-recorded content are also welcome. If you have any questions, please join us at an upcoming conversation on March 12 or 19, or reach out by email at wikimania@wikimedia.org or on Telegram. More information on-wiki.&lt;section end=&quot;wikimania-program-submissions&quot;/&gt;
&lt;/div&gt;
&lt;!-- Besked sendt af Bruger:CKoerner (WMF)@metawiki via listen på https://meta.wikimedia.org/w/index.php?title=Distribution_list/Global_message_delivery&amp;oldid=24390465 --&gt;

== &lt;span lang=&quot;en&quot; dir=&quot;ltr&quot; class=&quot;mw-content-ltr&quot;&gt;Your wiki will be in read-only soon&lt;/span&gt; ==

&lt;div lang=&quot;en&quot; dir=&quot;ltr&quot; class=&quot;mw-content-ltr&quot;&gt;
&lt;section begin=&quot;server-switch&quot;/&gt;&lt;div class=&quot;plainlinks&quot;&gt;

[[:m:Special:MyLanguage/Tech/Server switch|Read this message in another language]] • [https://meta.wikimedia.org/w/index.php?title=Special:Translate&amp;group=page-Tech%2FServer+switch&amp;language=&amp;action=page&amp;filter= {{int:please-translate}}]

The [[foundation:|Wikimedia Foundation]] tests the switch between its first and secondary data centers. This will make sure that Wikipedia and the other Wikimedia wikis can stay online even after a disaster. To make sure everything is working, the Wikimedia Technology department needs to do a planned test. This test will show if they can reliably switch from one data centre to the other. It requires many teams to prepare for the test and to be available to fix any unexpected problems. 

All traffic will switch on '''{{#time:j xg|2023-04-26|en}}'''. The test will start at '''[https://zonestamp.toolforge.org/{{#time:U|2023-04-26T14:00|en}} {{#time:H:i e|2023-04-26T14:00}}]'''.

Unfortunately, because of some limitations in [[mw:Manual:What is MediaWiki?|MediaWiki]], all editing must stop while the switch is made. We apologize for this disruption, and we are working to minimize it in the future. 

'''You will be able to read, but not edit, all wikis for a short period of time.'''

*You will not be able to edit for up to an hour on {{#time:l j xg Y|2023-04-26|en}}.
*If you try to edit or save during these times, you will see an error message. We hope that no edits will be lost during these minutes, but we can't guarantee it. If you see the error message, then please wait until everything is back to normal. Then you should be able to save your edit. But, we recommend that you make a copy of your changes first, just in case.

''Other effects'':

*Background jobs will be slower and some may be dropped. Red links might not be updated as quickly as normal. If you create an article that is already linked somewhere else, the link will stay red longer than usual. Some long-running scripts will have to be stopped.
* We expect the code deployments to happen as any other week. However, some case-by-case code freezes could punctually happen if the operation require them afterwards.
* [[mw:Special:MyLanguage/GitLab|GitLab]] will be unavailable for about 90 minutes.

This project may be postponed if necessary.  You can [[wikitech:Switch_Datacenter|read the schedule at wikitech.wikimedia.org]]. Any changes will be announced in the schedule. There will be more notifications about this. A banner will be displayed on all wikis 30 minutes before this operation happens. '''Please share this information with your community.'''&lt;/div&gt;&lt;section end=&quot;server-switch&quot;/&gt;
&lt;/div&gt;

&lt;bdi lang=&quot;en&quot; dir=&quot;ltr&quot;&gt;[[User:MediaWiki message delivery|MediaWiki message delivery]]&lt;/bdi&gt; 21. apr. 2023, 02:41 (CEST)
&lt;!-- Besked sendt af Bruger:UOzurumba (WMF)@metawiki via listen på https://meta.wikimedia.org/w/index.php?title=Distribution_list/Non-Technical_Village_Pumps_distribution_list&amp;oldid=24748237 --&gt;

== &lt;span lang=&quot;en&quot; dir=&quot;ltr&quot; class=&quot;mw-content-ltr&quot;&gt;Seeking volunteers for the next step in the Universal Code of Conduct process&lt;/span&gt; ==

&lt;div lang=&quot;en&quot; dir=&quot;ltr&quot; class=&quot;mw-content-ltr&quot;&gt;
&lt;section begin=&quot;announcement-content&quot; /&gt; 
:''&lt;div class=&quot;plainlinks&quot;&gt;[[m:Special:MyLanguage/Universal Code of Conduct/U4C Building Committee/Nominations/Announcement|{{int:interlanguage-link-mul}}]] • [https://meta.wikimedia.org/w/index.php?title=Special:Translate&amp;group=page-{{urlencode:Universal Code of Conduct/U4C Building Committee/Nominations/Announcement}}&amp;language=&amp;action=page&amp;filter= {{int:please-translate}}]&lt;/div&gt;''

Hello,

As follow-up to [https://lists.wikimedia.org/hyperkitty/list/wikimedia-l@lists.wikimedia.org/message/IOMVS7W75ZYMABQGOQ2QH2JAURC3CHGH/ the message about the Universal Code of Conduct Enforcement Guidelines] by Wikimedia Foundation Board of Trustees Vice Chair, Shani Evenstein Sigalov, I am reaching out about the next steps. I want to bring your attention to the next stage of the Universal Code of Conduct process, which is forming a building committee for the Universal Code of Conduct Coordinating Committee (U4C). I invite community members with experience and deep interest in community health and governance to nominate themselves to be part of the U4C building committee, which needs people who are:

* Community members in good standing
* Knowledgeable about movement community processes, such as, but not limited to, policy drafting, participatory decision making, and application of existing rules and policies on Wikimedia projects
* Aware and appreciative of the diversity of the movement, such as, but not limited to, languages spoken, identity, geography, and project type
* Committed to participate for the entire U4C Building Committee period from mid-May - December 2023
* Comfortable with engaging in difficult, but productive conversations
* Confidently able to communicate in English

The Building Committee shall consist of volunteer community members, affiliate board or staff, and Wikimedia Foundation staff.

The Universal Code of Conduct has been a process strengthened by the skills and knowledge of the community and I look forward to what the U4C Building Committee creates. If you are interested in joining the Building Committee, please either [[m:Special:MyLanguage/Universal_Code_of_Conduct/U4C_Building_Committee/Nominations|sign up on the Meta-Wiki page]], or contact ucocproject[[File:At sign.svg|16x16px|link=|(_AT_)]]wikimedia.org by May 12, 2023. '''[[m:Special:MyLanguage/Universal_Code_of_Conduct/U4C_Building_Committee|Read more on Meta-Wiki]]'''.

Best regards,&lt;br /&gt;&lt;section end=&quot;announcement-content&quot; /&gt;
&lt;/div&gt;

[[User:Xeno (WMF)|Xeno (WMF)]] 26. apr. 2023, 21:00 (CEST)
&lt;!-- Besked sendt af Bruger:Xeno (WMF)@metawiki via listen på https://meta.wikimedia.org/w/index.php?title=Distribution_list/Global_message_delivery&amp;oldid=24941045 --&gt;

== &lt;span lang=&quot;en&quot; dir=&quot;ltr&quot; class=&quot;mw-content-ltr&quot;&gt;Selection of the U4C Building Committee&lt;/span&gt; ==

&lt;div lang=&quot;en&quot; dir=&quot;ltr&quot; class=&quot;mw-content-ltr&quot;&gt;
&lt;section begin=&quot;announcement-content&quot; /&gt;
The next stage in the Universal Code of Conduct process is establishing a Building Committee to create the charter for the Universal Code of Conduct Coordinating Committee (U4C). The Building Committee has been selected. [[m:Special:MyLanguage/Universal_Code_of_Conduct/U4C_Building_Committee|Read about the members and the work ahead on Meta-wiki]].&lt;section end=&quot;announcement-content&quot; /&gt;
&lt;/div&gt;

-- [[m:Special:MyLanguage/Universal_Code_of_Conduct/Project|UCoC Project Team]], 27. maj 2023, 06:20 (CEST)
&lt;!-- Besked sendt af Bruger:RamzyM (WMF)@metawiki via listen på https://meta.wikimedia.org/w/index.php?title=Distribution_list/Global_message_delivery&amp;oldid=25018085 --&gt;

== &lt;span lang=&quot;en&quot; dir=&quot;ltr&quot; class=&quot;mw-content-ltr&quot;&gt; Announcing the new Elections Committee members&lt;/span&gt; ==

&lt;div lang=&quot;en&quot; dir=&quot;ltr&quot; class=&quot;mw-content-ltr&quot;&gt;
&lt;section begin=&quot;announcement-content&quot; /&gt; 
:''[[m:Special:MyLanguage/Wikimedia Foundation elections committee/Nominatons/2023/Announcement - new members|You can find this message translated into additional languages on Meta-wiki.]]''
:''&lt;div class=&quot;plainlinks&quot;&gt;[[m:Special:MyLanguage/Wikimedia Foundation elections committee/Nominatons/2023/Announcement - new members|{{int:interlanguage-link-mul}}]] • [https://meta.wikimedia.org/w/index.php?title=Special:Translate&amp;group=page-{{urlencode:Wikimedia Foundation elections committee/Nominatons/2023/Announcement - new members}}&amp;language=&amp;action=page&amp;filter= {{int:please-translate}}]&lt;/div&gt;''
Hello there, 

We are glad to announce [[listarchive:list/wikimedia-l@lists.wikimedia.org/message/4TALOUFPAP2VDBR27GKRVOP7IGQYU3DB/|the new members and advisors of the Elections Committee]]. The [[m:Special:MyLanguage/Wikimedia_Foundation_elections_committee|Elections Committee]] assists with the design and implementation of the process to select Community- and Affiliate-Selected trustees for the Wikimedia Foundation Board of Trustees. After an open nomination process, the strongest candidates spoke with the Board and four candidates were asked to join the Elections Committee. Four other candidates were asked to participate as advisors. 

Thank you to all the community members who submitted their names for consideration. We look forward to working with the Elections Committee in the near future.

On behalf of the Wikimedia Foundation Board of Trustees,&lt;br /&gt;&lt;section end=&quot;announcement-content&quot; /&gt;
&lt;/div&gt;

[[m:User:RamzyM (WMF)|RamzyM (WMF)]] 28. jun. 2023, 19:59 (CEST)
&lt;!-- Besked sendt af Bruger:RamzyM (WMF)@metawiki via listen på https://meta.wikimedia.org/w/index.php?title=Distribution_list/Global_message_delivery&amp;oldid=25018085 --&gt;

== &lt;span lang=&quot;en&quot; dir=&quot;ltr&quot; class=&quot;mw-content-ltr&quot;&gt;Review the Charter for the Universal Code of Conduct Coordinating Committee&lt;/span&gt; ==

&lt;div lang=&quot;en&quot; dir=&quot;ltr&quot; class=&quot;mw-content-ltr&quot;&gt;
&lt;section begin=&quot;announcement-content&quot; /&gt; 
:''&lt;div class=&quot;plainlinks&quot;&gt;[[m:Special:MyLanguage/Universal Code of Conduct/U4C Building Committee/Announcement - Review|{{int:interlanguage-link-mul}}]] • [https://meta.wikimedia.org/w/index.php?title=Special:Translate&amp;group=page-{{urlencode:Universal Code of Conduct/U4C Building Committee/Announcement - Review}}&amp;language=&amp;action=page&amp;filter= {{int:please-translate}}]&lt;/div&gt;''
Hello all,

I am pleased to share the next step in the [[foundation:Special:MyLanguage/Policy:Universal Code of Conduct|Universal Code of Conduct]] work. The [[m:Special:MyLanguage/Universal Code of Conduct/Coordinating Committee/Charter|Universal Code of Conduct Coordinating Committee (U4C) draft charter]] is now ready for your review. 

The [[foundation:Special:MyLanguage/Policy:Universal Code of Conduct/Enforcement guidelines|Enforcement Guidelines]] require a [[foundation:Special:MyLanguage/Policy:Universal_Code_of_Conduct/Enforcement_guidelines#4.5_U4C_Building_Committee|Building Committee]] form to draft a charter that outlines procedures and details for a global committee to be called the [[foundation:Special:MyLanguage/Policy:Universal_Code_of_Conduct/Enforcement_guidelines#4._UCoC_Coordinating_Committee_(U4C)|Universal Code of Conduct Coordinating Committee (U4C)]]. Over the past few months, the U4C Building Committee worked together as a group to discuss and draft the U4C charter. The U4C Building Committee welcomes feedback about the draft charter now through 22 September 2023. After that date, the U4C Building Committee will revise the charter as needed and a community vote will open shortly afterward.

Join the conversation during the [[m:Special:MyLanguage/Universal Code of Conduct/U4C Building Committee#Conversation hours|conversation hours]] or on [[m:Talk:Universal Code of Conduct/Coordinating Committee/Charter|Meta-wiki]].

Best,&lt;br /&gt;&lt;section end=&quot;announcement-content&quot; /&gt;
&lt;/div&gt;

[[m:User:RamzyM (WMF)|RamzyM (WMF)]], on behalf of the U4C Building Committee, 28. aug. 2023, 17:35 (CEST)
&lt;!-- Besked sendt af Bruger:RamzyM (WMF)@metawiki via listen på https://meta.wikimedia.org/w/index.php?title=Distribution_list/Global_message_delivery&amp;oldid=25392152 --&gt;

== &lt;span lang=&quot;en&quot; dir=&quot;ltr&quot; class=&quot;mw-content-ltr&quot;&gt;Your wiki will be in read-only soon&lt;/span&gt; ==

&lt;div lang=&quot;en&quot; dir=&quot;ltr&quot; class=&quot;mw-content-ltr&quot;&gt;
&lt;section begin=&quot;server-switch&quot;/&gt;&lt;div class=&quot;plainlinks&quot;&gt;

[[:m:Special:MyLanguage/Tech/Server switch|Read this message in another language]] • [https://meta.wikimedia.org/w/index.php?title=Special:Translate&amp;group=page-Tech%2FServer+switch&amp;language=&amp;action=page&amp;filter= {{int:please-translate}}]

The [[foundation:|Wikimedia Foundation]] will switch the traffic between its data centers. This will make sure that Wikipedia and the other Wikimedia wikis can stay online even after a disaster. To make sure everything is working, the Wikimedia Technology department needs to do a planned test. This test will show if they can reliably switch from one data centre to the other. It requires many teams to prepare for the test and to be available to fix any unexpected problems. 

All traffic will switch on '''{{#time:j xg|2023-09-20|en}}'''. The test will start at '''[https://zonestamp.toolforge.org/{{#time:U|2023-09-20T14:00|en}} {{#time:H:i e|2023-09-20T14:00}}]'''.

Unfortunately, because of some limitations in [[mw:Special:MyLanguage/Manual:What is MediaWiki?|MediaWiki]], all editing must stop while the switch is made. We apologize for this disruption, and we are working to minimize it in the future. 

'''You will be able to read, but not edit, all wikis for a short period of time.'''

*You will not be able to edit for up to an hour on {{#time:l j xg Y|2023-09-20|en}}.
*If you try to edit or save during these times, you will see an error message. We hope that no edits will be lost during these minutes, but we can't guarantee it. If you see the error message, then please wait until everything is back to normal. Then you should be able to save your edit. But, we recommend that you make a copy of your changes first, just in case.

''Other effects'':

*Background jobs will be slower and some may be dropped. Red links might not be updated as quickly as normal. If you create an article that is already linked somewhere else, the link will stay red longer than usual. Some long-running scripts will have to be stopped.
* We expect the code deployments to happen as any other week. However, some case-by-case code freezes could punctually happen if the operation require them afterwards.
* [[mw:Special:MyLanguage/GitLab|GitLab]] will be unavailable for about 90 minutes.

This project may be postponed if necessary. You can [[wikitech:Switch_Datacenter|read the schedule at wikitech.wikimedia.org]]. Any changes will be announced in the schedule. There will be more notifications about this. A banner will be displayed on all wikis 30 minutes before this operation happens. '''Please share this information with your community.'''&lt;/div&gt;&lt;section end=&quot;server-switch&quot;/&gt;
&lt;/div&gt;

[[User:Trizek (WMF)|Trizek_(WMF)]] ([[m:User talk:Trizek (WMF)|talk]]) 15. sep. 2023, 11:23 (CEST)
&lt;!-- Besked sendt af Bruger:Trizek (WMF)@metawiki via listen på https://meta.wikimedia.org/w/index.php?title=Distribution_list/Non-Technical_Village_Pumps_distribution_list&amp;oldid=25018086 --&gt;

== &lt;span lang=&quot;en&quot; dir=&quot;ltr&quot; class=&quot;mw-content-ltr&quot;&gt;== Opportunities open for the Affiliations Committee, Ombuds commission, and the Case Review Committee  ==&lt;/span&gt; ==

&lt;div lang=&quot;en&quot; dir=&quot;ltr&quot; class=&quot;mw-content-ltr&quot;&gt;
&lt;section begin=&quot;announcement-content&quot; /&gt;
&lt;div style=&quot;margin:.2em 0 .5em;margin-{{#switch:{{PAGELANGUAGE}}|ar|arc|ary|arz|azb|bcc|bgn|ckb|bqi|dv|fa|fa-af|glk|ha-arab|he|kk-arab|kk-cn|ks|ku-arab|ms-arab|mzn|pnb|prd|ps|sd|ug|ur|ydd|yi=right|left}}:3ex;&quot;&gt;
[[m:Special:MyLanguage/Wikimedia Foundation Legal department/Committee appointments/Announcement/Short|''You can find this message translated into additional languages on Meta-wiki.'']]

''&lt;span class=&quot;plainlinks&quot;&gt;[[m:Special:MyLanguage/Wikimedia Foundation Legal department/Committee appointments/Announcement/Short|{{int:interlanguage-link-mul}}]] • [https://meta.wikimedia.org/w/index.php?title=Special:Translate&amp;group=page-{{urlencode:Wikimedia Foundation Legal department/Committee appointments/Announcement/Short}}&amp;language=&amp;action=page&amp;filter= {{int:please-translate}}]&lt;/span&gt;''&lt;/div&gt;

Hi everyone! The [[m:Special:MyLanguage/Affiliations Committee|Affiliations Committee]] (AffCom), [[m:Special:MyLanguage/Ombuds_commission|Ombuds commission]] (OC), and the [[m:Special:MyLanguage/Trust_and_Safety/Case_Review_Committee|Case Review Committee]] (CRC) are looking for new members. These volunteer groups provide important structural and oversight support for the community and movement. People are encouraged to nominate themselves or encourage others they feel would contribute to these groups to apply. There is more information about the roles of the groups, the skills needed, and the opportunity to apply on the [[m:Special:MyLanguage/Wikimedia Foundation Legal department/Committee appointments|'''Meta-wiki page''']]. 

On behalf of the Committee Support team,&lt;br /&gt;&lt;section end=&quot;announcement-content&quot; /&gt;
&lt;/div&gt;

&lt;div lang=&quot;en&quot; dir=&quot;ltr&quot; class=&quot;mw-content-ltr&quot;&gt;
~ [[m:User:Keegan (WMF)|Keegan (WMF)]] ([[m:User talk:Keegan (WMF)|talk]]) 9. okt. 2023, 18:41 (CEST) &lt;/div&gt;
&lt;!-- Besked sendt af Bruger:Keegan (WMF)@metawiki via listen på https://meta.wikimedia.org/w/index.php?title=Distribution_list/Global_message_delivery&amp;oldid=25570445 --&gt;

== &lt;span lang=&quot;en&quot; dir=&quot;ltr&quot; class=&quot;mw-content-ltr&quot;&gt;Review and comment on the 2024 Wikimedia Foundation Board of Trustees selection rules package&lt;/span&gt; ==

&lt;div lang=&quot;en&quot; dir=&quot;ltr&quot; class=&quot;mw-content-ltr&quot;&gt;
&lt;section begin=&quot;announcement-content&quot; /&gt;
:''[[m:Special:MyLanguage/wiki/Wikimedia Foundation elections/2024/Announcement/Rules package review - short| You can find this message translated into additional languages on Meta-wiki.]]''
:''&lt;div class=&quot;plainlinks&quot;&gt;[[m:Special:MyLanguage/wiki/Wikimedia Foundation elections/2024/Announcement/Rules package review - short|{{int:interlanguage-link-mul}}]] • [https://meta.wikimedia.org/w/index.php?title=Special:Translate&amp;group=page-{{urlencode:wiki/Wikimedia Foundation elections/2024/Announcement/Rules package review - short}}&amp;language=&amp;action=page&amp;filter= {{int:please-translate}}]&lt;/div&gt;''
Dear all, 

Please review and comment on the Wikimedia Foundation Board of Trustees selection rules package from now until 29 October 2023. The selection rules package was based on older versions by the Elections Committee and will be used in the 2024 Board of Trustees selection. Providing your comments now will help them provide a smoother, better Board selection process. [[m:Special:MyLanguage/Wikimedia Foundation elections/2024|More on the Meta-wiki page]].

Best,

Katie Chan &lt;br&gt;
Chair of the Elections Committee&lt;br /&gt;&lt;section end=&quot;announcement-content&quot; /&gt;
&lt;/div&gt;

17. okt. 2023, 03:12 (CEST)
&lt;!-- Besked sendt af Bruger:RamzyM (WMF)@metawiki via listen på https://meta.wikimedia.org/w/index.php?title=Distribution_list/Global_message_delivery&amp;oldid=25570445 --&gt;

== The Vector 2022 skin as the default in two weeks? ==

&lt;div lang=&quot;en&quot; dir=&quot;ltr&quot; class=&quot;mw-content-ltr&quot;&gt;
''[[mw:Special:MyLanguage/Reading/Web/Desktop Improvements/Updates/2023-10 for sister projects|Read this in your language]] • &lt;span class=plainlinks&gt;[https://mediawiki.org/w/index.php?title=Special:Translate&amp;group=page-Reading%2FWeb%2FDesktop+Improvements%2FUpdates%2F2023-10+for+sister+projects&amp;language=&amp;action=page&amp;filter= {{Int:please-translate}}]&lt;/span&gt; • Please tell other users about these changes''

Hello. I'm writing on behalf of the [[mw:Reading/Web|Wikimedia Foundation Web team]]. '''In two weeks, we would like to make the Vector 2022 skin the default on this wiki.'''
[[File:Desktop Improvements - how to enable globally.png|thumb|[[Special:GlobalPreferences|{{int:globalpreferences}}]]]]
'''If you prefer keeping the current skin''' select &quot;Vector legacy (2010)&quot; on [[Special:GlobalPreferences#mw-prefsection-rendering|the appearance tab of the global preferences]] and save the change. We encourage you to give the new skin a try, though.

Since I last came to you with this question, many things have changed. The skin is now the default on most Wikipedias, and all logos are done! We have also made some tweaks in the skin itself. Below is the text I've sent to you once, but I'm sending it again, just slightly edited, for those who haven't seen it.

If you know what this is about, jump straight to the section &quot;Our plan&quot;: 
&lt;div style=&quot;margin-left:.5em; border-left:3px dotted #a2a9b1; padding-left:.5em;&quot;&gt;
It would become the default for all logged-out users, and also all logged-in users who currently use Vector legacy as a [[Special:Preferences#mw-prefsection-rendering|local]] (but not global) preference. Logged-in users can at any time switch to any other skin. No changes are expected for these skins.
&lt;div style=&quot;width:100%; margin:auto;&quot;&gt;&lt;gallery widths=&quot;250&quot; heights=&quot;180&quot; mode=&quot;packed&quot; caption=&quot;Top of an article&quot;&gt;
Screenshot Historia da moeda do Tíbet - 2022-09-22 - Vector 2010 top.png|Vector legacy (current default)
Screenshot Historia da moeda do Tíbet - 2022-09-22 - Vector 2022 top.png|Vector 2022
&lt;/gallery&gt;&lt;gallery widths=&quot;250&quot; heights=&quot;180&quot; mode=&quot;packed&quot; caption=&quot;A section of an article&quot;&gt;
Screenshot Historia da moeda do Tíbet - 2022-09-22 - Vector 2010 scrolled.png|Vector legacy (current default)
Screenshot Historia da moeda do Tíbet - 2022-09-22 - Vector 2022 scrolled.png|Vector 2022
&lt;/gallery&gt;&lt;/div&gt;
=== About the skin ===
[[File:Wikimania 2022 Vector (2022) Presentation.pdf|thumb|Slides to our Wikimania 2022 presentation. [https://www.youtube.com/watch?v=yC-ItaXDe2A You may also listen to the recording on YouTube (in English)].]]
'''[Why is a change necessary]''' When the current default skin was created, it reflected the needs of the readers and editors as these were 14 years ago. Since then, new users have begun using the Internet and Wikimedia projects in different ways. [[wmfblog:2022/08/18/prioritizing-equity-within-wikipedias-new-desktop/|The old Vector does not meet their needs]].

'''[Objective]''' The objective for the Vector 2022 skin is to make the interface more welcoming and comfortable for readers and useful for advanced users. It introduces a series of changes that aim to improve problems new and existing readers and editors were having with the old skin. It draws inspiration from previous user requests, the [[metawiki:Special:MyLanguage/Community_Wishlist_Survey|Community Wishlist Surveys]], and gadgets and scripts. The work helped our code follow the standards and improve all other skins. [[phab:phame/post/view/290/how_and_why_we_moved_our_skins_to_mustache/|The PHP code in the other available skins has been reduced by 75%]]. The project has also focused on making it easier to support gadgets and use APIs.
[[File:Screenshot of the Vector-2022 skin's fullscreen toggle.png|thumb]]
'''[Changes in a nutshell]''' The skin introduces changes that improve readability and usability. The new skin does not remove any functionality currently available on the Vector skin.
* The limited width and pin-able menus allow to adjust the interface to the screen size, and focus on editing or reading. Logged-in and logged-out users may use a toggle button to keep the full width, though.
* The sticky header makes it easier to find tools that editors use often. It decreases scrolling to the top of the page by 16%.
* The new table of contents makes it easier to navigate to different sections. Readers and editors jump to different sections of the page 50% more than with the old table of contents. It also looks a bit different on talk pages.
* The new search bar is easier to find and makes it easier to find the correct search result from the list. This increased the amount of searches started by 30% on the tested wikis.
* The skin does not negatively affect pageviews, edit rates, or account creation. There is evidence of increases in pageviews and account creation across partner communities.
'''[Customize this skin]''' It's possible to configure and personalize our changes. We support volunteers who create new gadgets and user scripts. Check out [[mw:Special:MyLanguage/Reading/Web/Desktop Improvements/Repository|the repository]] for a list of currently available customizations and changes, or add your own.
&lt;/div&gt;
=== Our plan ===

'''If no large concerns are raised, we plan on deploying on 31 October'''. If you'd like to ask our team anything, if you have questions, concerns, or additional thoughts, please comment in any language. If this is the first comment to my message, make sure to ping me. We will gladly answer! Also, check out [[mw:Reading/Web/Desktop Improvements/Frequently asked questions|our FAQ]]. Thank you! [[User:SGrabarczuk (WMF)|SGrabarczuk (WMF)]] ([[User talk:SGrabarczuk (WMF)|&lt;span class=&quot;signature-talk&quot;&gt;diskussion&lt;/span&gt;]]) 19. okt. 2023, 01:52 (CEST)
&lt;/div&gt;
&lt;!-- Besked sendt af Bruger:SGrabarczuk (WMF)@metawiki via listen på https://meta.wikimedia.org/w/index.php?title=User:SGrabarczuk_(WMF)/sandbox/MM/Varia&amp;oldid=25764915 --&gt;

== &lt;span lang=&quot;en&quot; dir=&quot;ltr&quot; class=&quot;mw-content-ltr&quot;&gt;(New) Feature on [[mw:Special:MyLanguage/Help:Extension:Kartographer|Kartographer]]: Adding geopoints via QID&lt;/span&gt; ==

&lt;div lang=&quot;en&quot; dir=&quot;ltr&quot; class=&quot;mw-content-ltr&quot;&gt;
&lt;section begin=&quot;Body&quot;/&gt;Since September 2022, it is possible to create geopoints using a QID. Many wiki contributors have asked for this feature, but it is not being used much. Therefore, we would like to remind you about it. More information can be found on the [[M:WMDE_Technical_Wishes/Geoinformation/Geopoints via QID|project page]]. If you have any comments, please let us know on the [[M:Talk:WMDE Technical Wishes/Geoinformation/Geopoints via QID|talk page]]. – Best regards, the team of Technical Wishes at Wikimedia Deutschland
&lt;section end=&quot;Body&quot;/&gt;
&lt;/div&gt;

[[M:User:Thereza Mengs (WMDE)|Thereza Mengs (WMDE)]] 13. dec. 2023, 13:31 (CET)
&lt;!-- Besked sendt af Bruger:Thereza Mengs (WMDE)@metawiki via listen på https://meta.wikimedia.org/w/index.php?title=WMDE_Technical_Wishes/Technical_Wishes_News_list_all_village_pumps&amp;oldid=25955829 --&gt;

== Do you use Wikidata in Wikimedia sibling projects? Tell us about your experiences ==

&lt;div lang=&quot;en&quot; dir=&quot;ltr&quot; class=&quot;mw-content-ltr&quot;&gt;
''Note: Apologies for cross-posting and sending in English.''

Hello, the '''[[m:WD4WMP|Wikidata for Wikimedia Projects]]''' team at Wikimedia Deutschland would like to hear about your experiences using Wikidata in the sibling projects. If you are interested in sharing your opinion and insights, please consider signing up for an interview with us in this '''[https://wikimedia.sslsurvey.de/Wikidata-for-Wikimedia-Interviews Registration form]'''.&lt;br&gt; 
''Currently, we are only able to conduct interviews in English.''

The front page of the form has more details about what the conversation will be like, including how we would '''compensate''' you for your time.

For more information, visit our ''[[m:WD4WMP/AddIssue|project issue page]]'' where you can also share your experiences in written form, without an interview.&lt;br&gt;We look forward to speaking with you, [[m:User:Danny Benjafield (WMDE)|Danny Benjafield (WMDE)]] ([[m:User talk:Danny Benjafield (WMDE)|talk]]) 08:53, 5 January 2024 (UTC)
&lt;/div&gt;
&lt;!-- Besked sendt af Bruger:Danny Benjafield (WMDE)@metawiki via listen på https://meta.wikimedia.org/w/index.php?title=Global_message_delivery/Targets/WD4WMP/ScreenerInvite&amp;oldid=26027495 --&gt;

== Reusing references: Can we look over your shoulder? ==

''Apologies for writing in English.''

The Technical Wishes team at Wikimedia Deutschland is planning to [[m:WMDE Technical Wishes/Reusing references|make reusing references easier]]. For our research, we are looking for wiki contributors willing to show us how they are interacting with references.

* The format will be a 1-hour video call, where you would share your screen. [https://wikimedia.sslsurvey.de/User-research-into-Reusing-References-Sign-up-Form-2024/en/ More information here].
* Interviews can be conducted in English, German or Dutch.
* [[mw:WMDE_Engineering/Participate_in_UX_Activities#Compensation|Compensation is available]].
* Sessions will be held in January and February.
* [https://wikimedia.sslsurvey.de/User-research-into-Reusing-References-Sign-up-Form-2024/en/ Sign up here if you are interested.]
* Please note that we probably won’t be able to have sessions with everyone who is interested. Our UX researcher will try to create a good balance of wiki contributors, e.g. in terms of wiki experience, tech experience, editing preferences, gender, disability and more. If you’re a fit, she will reach out to you to schedule an appointment.

We’re looking forward to seeing you, [[m:User:Thereza Mengs (WMDE)| Thereza Mengs (WMDE)]]
&lt;!-- Besked sendt af Bruger:Thereza Mengs (WMDE)@metawiki via listen på https://meta.wikimedia.org/w/index.php?title=WMDE_Technical_Wishes/Technical_Wishes_News_list_all_village_pumps&amp;oldid=25956752 --&gt;

== &lt;span lang=&quot;en&quot; dir=&quot;ltr&quot; class=&quot;mw-content-ltr&quot;&gt;Vote on the Charter for the Universal Code of Conduct Coordinating Committee&lt;/span&gt; ==

&lt;div lang=&quot;en&quot; dir=&quot;ltr&quot; class=&quot;mw-content-ltr&quot;&gt;
&lt;section begin=&quot;announcement-content&quot; /&gt;
:''[[m:Special:MyLanguage/wiki/Universal Code of Conduct/Coordinating Committee/Charter/Announcement - voting opens|You can find this message translated into additional languages on Meta-wiki.]] [https://meta.wikimedia.org/w/index.php?title=Special:Translate&amp;group=page-{{urlencode:wiki/Universal Code of Conduct/Coordinating Committee/Charter/Announcement - voting opens}}&amp;language=&amp;action=page&amp;filter= {{int:please-translate}}]''
Hello all,

I am reaching out to you today to announce that the voting period for the [[m:Special:MyLanguage/Universal Code of Conduct/Coordinating Committee|Universal Code of Conduct Coordinating Committee]] (U4C) Charter is now open. Community members may [[m:Special:MyLanguage/Universal_Code_of_Conduct/Coordinating_Committee/Charter/Voter_information|cast their vote and provide comments about the charter via SecurePoll]] now through '''2 February 2024'''. Those of you who voiced your opinions during the development of the [[foundation:Special:MyLanguage/Policy:Universal_Code_of_Conduct/Enforcement_guidelines|UCoC Enforcement Guidelines]] will find this process familiar.

The [[m:Special:MyLanguage/Universal Code of Conduct/Coordinating Committee/Charter|current version of the U4C Charter]] is on Meta-wiki with translations available. 

Read the charter, go vote and share this note with others in your community. I can confidently say the U4C Building Committee looks forward to your participation.

On behalf of the UCoC Project team,&lt;section end=&quot;announcement-content&quot; /&gt;
&lt;/div&gt;

[[m:User:RamzyM (WMF)|RamzyM (WMF)]] 19. jan. 2024, 19:07 (CET)
&lt;!-- Besked sendt af Bruger:RamzyM (WMF)@metawiki via listen på https://meta.wikimedia.org/w/index.php?title=Distribution_list/Global_message_delivery&amp;oldid=25853527 --&gt;

== &lt;span lang=&quot;en&quot; dir=&quot;ltr&quot; class=&quot;mw-content-ltr&quot;&gt;Last days to vote on the Charter for the Universal Code of Conduct Coordinating Committee&lt;/span&gt; ==

&lt;div lang=&quot;en&quot; dir=&quot;ltr&quot; class=&quot;mw-content-ltr&quot;&gt;
&lt;section begin=&quot;announcement-content&quot; /&gt;
:''[[m:Special:MyLanguage/wiki/Universal Code of Conduct/Coordinating Committee/Charter/Announcement - voting reminder|You can find this message translated into additional languages on Meta-wiki.]] [https://meta.wikimedia.org/w/index.php?title=Special:Translate&amp;group=page-{{urlencode:wiki/Universal Code of Conduct/Coordinating Committee/Charter/Announcement - voting reminder}}&amp;language=&amp;action=page&amp;filter= {{int:please-translate}}]''
Hello all,

I am reaching out to you today to remind you that the voting period for the [[m:Special:MyLanguage/Universal Code of Conduct/Coordinating Committee|Universal Code of Conduct Coordinating Committee]] (U4C) charter will close on '''2 February 2024'''. Community members may [[m:Special:MyLanguage/Universal_Code_of_Conduct/Coordinating_Committee/Charter/Voter_information|cast their vote and provide comments about the charter via SecurePoll]]. Those of you who voiced your opinions during the development of the [[foundation:Special:MyLanguage/Policy:Universal_Code_of_Conduct/Enforcement_guidelines|UCoC Enforcement Guidelines]] will find this process familiar.

The [[m:Special:MyLanguage/Universal Code of Conduct/Coordinating Committee/Charter|current version of the U4C charter]] is on Meta-wiki with translations available. 

Read the charter, go vote and share this note with others in your community. I can confidently say the U4C Building Committee looks forward to your participation.

On behalf of the UCoC Project team,&lt;section end=&quot;announcement-content&quot; /&gt;
&lt;/div&gt;

[[m:User:RamzyM (WMF)|RamzyM (WMF)]] 31. jan. 2024, 17:59 (CET)
&lt;!-- Besked sendt af Bruger:RamzyM (WMF)@metawiki via listen på https://meta.wikimedia.org/w/index.php?title=Distribution_list/Global_message_delivery&amp;oldid=25853527 --&gt;

== &lt;span lang=&quot;en&quot; dir=&quot;ltr&quot; class=&quot;mw-content-ltr&quot;&gt;Announcing the results of the UCoC Coordinating Committee Charter ratification vote&lt;/span&gt; ==

&lt;div lang=&quot;en&quot; dir=&quot;ltr&quot; class=&quot;mw-content-ltr&quot;&gt;
&lt;section begin=&quot;announcement-content&quot; /&gt;
:''[[m:Special:MyLanguage/wiki/Universal Code of Conduct/Coordinating Committee/Charter/Announcement - results|You can find this message translated into additional languages on Meta-wiki.]] [https://meta.wikimedia.org/w/index.php?title=Special:Translate&amp;group=page-{{urlencode:wiki/Universal Code of Conduct/Coordinating Committee/Charter/Announcement - results}}&amp;language=&amp;action=page&amp;filter= {{int:please-translate}}]''

Dear all,

Thank you everyone for following the progress of the Universal Code of Conduct. I am writing to you today to announce the outcome of the [[m:Special:MyLanguage/Universal_Code_of_Conduct/Coordinating_Committee/Charter/Voter_information|ratification vote]] on the [[m:Special:MyLanguage/Universal Code of Conduct/Coordinating Committee/Charter|Universal Code of Conduct Coordinating Committee Charter]]. 1746 contributors voted in this ratification vote with 1249 voters supporting the Charter and 420 voters not. The ratification vote process allowed for voters to provide comments about the Charter. 

A report of voting statistics and a summary of voter comments will be published on Meta-wiki in the coming weeks.

Please look forward to hearing about the next steps soon.

On behalf of the UCoC Project team,&lt;section end=&quot;announcement-content&quot; /&gt;
&lt;/div&gt;

[[m:User:RamzyM (WMF)|RamzyM (WMF)]] 12. feb. 2024, 19:23 (CET)
&lt;!-- Besked sendt af Bruger:RamzyM (WMF)@metawiki via listen på https://meta.wikimedia.org/w/index.php?title=Distribution_list/Global_message_delivery&amp;oldid=26160150 --&gt;

== &lt;span lang=&quot;en&quot; dir=&quot;ltr&quot; class=&quot;mw-content-ltr&quot;&gt; Report of the U4C Charter ratification and U4C Call for Candidates now available&lt;/span&gt; ==

&lt;div lang=&quot;en&quot; dir=&quot;ltr&quot; class=&quot;mw-content-ltr&quot;&gt;
&lt;section begin=&quot;announcement-content&quot; /&gt;
:''[[m:Special:MyLanguage/Universal Code of Conduct/Coordinating Committee/Election/2024/Announcement – call for candidates| You can find this message translated into additional languages on Meta-wiki.]] [https://meta.wikimedia.org/w/index.php?title=Special:Translate&amp;group=page-{{urlencode:Universal Code of Conduct/Coordinating Committee/Election/2024/Announcement – call for candidates}}&amp;language=&amp;action=page&amp;filter= {{int:please-translate}}]''

Hello all,

I am writing to you today with two important pieces of information. First, the [[m:Special:MyLanguage/Universal Code of Conduct/Coordinating Committee/Charter/Vote results|report of the comments from the Universal Code of Conduct Coordinating Committee (U4C) Charter ratification]] is now available. Secondly, the call for candidates for the U4C is open now through April 1, 2024.

The [[m:Special:MyLanguage/Universal Code of Conduct/Coordinating Committee|Universal Code of Conduct Coordinating Committee]] (U4C) is a global group dedicated to providing an equitable and consistent implementation of the UCoC. Community members are invited to submit their applications for the U4C. For more information and the responsibilities of the U4C, please [[m:Special:MyLanguage/Universal Code of Conduct/Coordinating Committee/Charter|review the U4C Charter]].

Per the charter, there are 16 seats on the U4C: eight community-at-large seats and eight regional seats to ensure the U4C represents the diversity of the movement.

Read more and submit your application on [[m:Special:MyLanguage/Universal Code of Conduct/Coordinating Committee/Election/2024|Meta-wiki]].

On behalf of the UCoC project team,&lt;section end=&quot;announcement-content&quot; /&gt;
&lt;/div&gt;

[[m:User:RamzyM (WMF)|RamzyM (WMF)]] 5. mar. 2024, 17:24 (CET)
&lt;!-- Besked sendt af Bruger:RamzyM (WMF)@metawiki via listen på https://meta.wikimedia.org/w/index.php?title=Distribution_list/Global_message_delivery&amp;oldid=26276337 --&gt;

== &lt;span lang=&quot;en&quot; dir=&quot;ltr&quot; class=&quot;mw-content-ltr&quot;&gt; Wikimedia Foundation Board of Trustees 2024 Selection&lt;/span&gt; ==

&lt;div lang=&quot;en&quot; dir=&quot;ltr&quot; class=&quot;mw-content-ltr&quot;&gt;
&lt;section begin=&quot;announcement-content&quot; /&gt;
: ''[[m:Special:MyLanguage/Wikimedia Foundation elections/2024/Announcement/Selection announcement| You can find this message translated into additional languages on Meta-wiki.]]''
: ''&lt;div class=&quot;plainlinks&quot;&gt;[[m:Special:MyLanguage/Wikimedia Foundation elections/2024/Announcement/Selection announcement|{{int:interlanguage-link-mul}}]] • [https://meta.wikimedia.org/w/index.php?title=Special:Translate&amp;group=page-{{urlencode:Wikimedia Foundation elections/2024/Announcement/Selection announcement}}&amp;language=&amp;action=page&amp;filter= {{int:please-translate}}]&lt;/div&gt;''
Dear all,

This year, the term of 4 (four) Community- and Affiliate-selected Trustees on the Wikimedia Foundation Board of Trustees will come to an end [1]. The Board invites the whole movement to participate in this year’s selection process and vote to fill those seats.

The [[m:Special:MyLanguage/Wikimedia Foundation elections committee|Elections Committee]] will oversee this process with support from Foundation staff [2]. The Board Governance Committee created a Board Selection Working Group from Trustees who cannot be candidates in the 2024 community- and affiliate-selected trustee selection process composed of Dariusz Jemielniak, Nataliia Tymkiv, Esra'a Al Shafei, Kathy Collins, and Shani Evenstein Sigalov [3]. The group is tasked with providing Board oversight for the 2024 trustee selection process, and for keeping the Board informed. More details on the roles of the Elections Committee, Board, and staff are here [4]. 

Here are the key planned dates:

*  May 2024: Call for candidates and call for questions
*  June 2024: Affiliates vote to shortlist 12 candidates (no shortlisting if 15 or less candidates apply) [5]
*  June-August 2024: Campaign period
*  End of August / beginning of September 2024: Two-week community voting period
*  October–November 2024: Background check of selected candidates
*  Board's Meeting in December 2024: New trustees seated

Learn more about the 2024 selection process - including the detailed timeline, the candidacy process, the campaign rules, and the voter eligibility criteria - on [[m:Special:MyLanguage/Wikimedia Foundation elections/2024|this Meta-wiki page]], and make your plan.

'''Election Volunteers'''

Another way to be involved with the 2024 selection process is to be an Election Volunteer. Election Volunteers are a bridge between the Elections Committee and their respective community. They help ensure their community is represented and mobilize them to vote. Learn more about the program and how to join on this [[m:Special:MyLanguage/Wikimedia Foundation elections/2024/Election Volunteers|Meta-wiki page]].

Best regards,

[[m:Special:MyLanguage/User:Pundit|Dariusz Jemielniak]] (Governance Committee Chair, Board Selection Working Group)

[1] https://meta.wikimedia.org/wiki/Special:MyLanguage/Wikimedia_Foundation_elections/2021/Results#Elected

[2] https://foundation.wikimedia.org/wiki/Committee:Elections_Committee_Charter

[3] https://foundation.wikimedia.org/wiki/Minutes:2023-08-15#Governance_Committee

[4] https://meta.wikimedia.org/wiki/Wikimedia_Foundation_elections_committee/Roles

[5] Even though the ideal number is 12 candidates for 4 open seats, the shortlisting process will be triggered if there are more than 15 candidates because the 1-3 candidates that are removed might feel ostracized and it would be a lot of work for affiliates to carry out the shortlisting process to only eliminate 1-3 candidates from the candidate list.&lt;section end=&quot;announcement-content&quot; /&gt;
&lt;/div&gt;

[[User:MPossoupe_(WMF)|MPossoupe_(WMF)]]12. mar. 2024, 20:56 (CET)
&lt;!-- Besked sendt af Bruger:MPossoupe (WMF)@metawiki via listen på https://meta.wikimedia.org/w/index.php?title=Distribution_list/Global_message_delivery&amp;oldid=26349432 --&gt;

== &lt;span lang=&quot;en&quot; dir=&quot;ltr&quot; class=&quot;mw-content-ltr&quot;&gt;Your wiki will be in read-only soon&lt;/span&gt; ==

&lt;div lang=&quot;en&quot; dir=&quot;ltr&quot; class=&quot;mw-content-ltr&quot;&gt;
&lt;section begin=&quot;server-switch&quot;/&gt;&lt;div class=&quot;plainlinks&quot;&gt;

[[:m:Special:MyLanguage/Tech/Server switch|Read this message in another language]] • [https://meta.wikimedia.org/w/index.php?title=Special:Translate&amp;group=page-Tech%2FServer+switch&amp;language=&amp;action=page&amp;filter= {{int:please-translate}}]

The [[foundation:|Wikimedia Foundation]] will switch the traffic between its data centers. This will make sure that Wikipedia and the other Wikimedia wikis can stay online even after a disaster.

All traffic will switch on '''{{#time:j xg|2024-03-20|en}}'''. The test will start at '''[https://zonestamp.toolforge.org/{{#time:U|2024-03-20T14:00|en}} {{#time:H:i e|2024-03-20T14:00}}]'''.

Unfortunately, because of some limitations in [[mw:Special:MyLanguage/Manual:What is MediaWiki?|MediaWiki]], all editing must stop while the switch is made. We apologize for this disruption, and we are working to minimize it in the future. 

'''You will be able to read, but not edit, all wikis for a short period of time.'''

*You will not be able to edit for up to an hour on {{#time:l j xg Y|2024-03-20|en}}.
*If you try to edit or save during these times, you will see an error message. We hope that no edits will be lost during these minutes, but we can't guarantee it. If you see the error message, then please wait until everything is back to normal. Then you should be able to save your edit. But, we recommend that you make a copy of your changes first, just in case.

''Other effects'':

*Background jobs will be slower and some may be dropped. Red links might not be updated as quickly as normal. If you create an article that is already linked somewhere else, the link will stay red longer than usual. Some long-running scripts will have to be stopped.
* We expect the code deployments to happen as any other week. However, some case-by-case code freezes could punctually happen if the operation require them afterwards.
* [[mw:Special:MyLanguage/GitLab|GitLab]] will be unavailable for about 90 minutes.

This project may be postponed if necessary. You can [[wikitech:Switch_Datacenter|read the schedule at wikitech.wikimedia.org]]. Any changes will be announced in the schedule. There will be more notifications about this. A banner will be displayed on all wikis 30 minutes before this operation happens. '''Please share this information with your community.'''&lt;/div&gt;&lt;section end=&quot;server-switch&quot;/&gt;
&lt;/div&gt;

[[user:Trizek (WMF)|Trizek (WMF)]], 15. mar. 2024, 01:00 (CET)
&lt;!-- Besked sendt af Bruger:Trizek (WMF)@metawiki via listen på https://meta.wikimedia.org/w/index.php?title=Distribution_list/Non-Technical_Village_Pumps_distribution_list&amp;oldid=25636619 --&gt;

== &lt;span lang=&quot;en&quot; dir=&quot;ltr&quot; class=&quot;mw-content-ltr&quot;&gt;Vote now to select members of the first U4C&lt;/span&gt; ==

&lt;div lang=&quot;en&quot; dir=&quot;ltr&quot; class=&quot;mw-content-ltr&quot;&gt;
&lt;section begin=&quot;announcement-content&quot; /&gt;
:''[[m:Special:MyLanguage/Universal Code of Conduct/Coordinating Committee/Election/2024/Announcement – vote opens|You can find this message translated into additional languages on Meta-wiki.]] [https://meta.wikimedia.org/w/index.php?title=Special:Translate&amp;group=page-{{urlencode:Universal Code of Conduct/Coordinating Committee/Election/2024/Announcement – vote opens}}&amp;language=&amp;action=page&amp;filter= {{int:please-translate}}]''

Dear all,

I am writing to you to let you know the voting period for the Universal Code of Conduct Coordinating Committee (U4C) is open now through May 9, 2024. Read the information on the [[m:Special:MyLanguage/Universal Code of Conduct/Coordinating Committee/Election/2024|voting page on Meta-wiki]] to learn more about voting and voter eligibility.

The Universal Code of Conduct Coordinating Committee (U4C) is a global group dedicated to providing an equitable and consistent implementation of the UCoC. Community members were invited to submit their applications for the U4C. For more information and the responsibilities of the U4C, please [[m:Special:MyLanguage/Universal Code of Conduct/Coordinating Committee/Charter|review the U4C Charter]].

Please share this message with members of your community so they can participate as well.

On behalf of the UCoC project team,&lt;section end=&quot;announcement-content&quot; /&gt;
&lt;/div&gt;

[[m:User:RamzyM (WMF)|RamzyM (WMF)]] 25. apr. 2024, 22:19 (CEST)
&lt;!-- Besked sendt af Bruger:RamzyM (WMF)@metawiki via listen på https://meta.wikimedia.org/w/index.php?title=Distribution_list/Global_message_delivery&amp;oldid=26390244 --&gt;

== &lt;span lang=&quot;en&quot; dir=&quot;ltr&quot; class=&quot;mw-content-ltr&quot;&gt;Sign up for the language community meeting on May 31st, 16:00 UTC&lt;/span&gt; ==

&lt;div lang=&quot;en&quot; dir=&quot;ltr&quot; class=&quot;mw-content-ltr&quot;&gt;
&lt;section begin=&quot;message&quot;/&gt;Hello all,

The next language community meeting is scheduled in a few weeks - May 31st at 16:00 UTC. If you're interested, you can [https://www.mediawiki.org/w/index.php?title=Wikimedia_Language_engineering/Community_meetings#31_May_2024 sign up on this wiki page].

This is a participant-driven meeting, where we share language-specific updates related to various projects, collectively discuss technical issues related to language wikis, and work together to find possible solutions. For example, in the last meeting, the topics included the machine translation service (MinT) and the languages and models it currently supports, localization efforts from the Kiwix team, and technical challenges with numerical sorting in files used on Bengali Wikisource.

Do you have any ideas for topics to share technical updates related to your project? Any problems that you would like to bring for discussion during the meeting? Do you need interpretation support from English to another language? Please reach out to me at ssethi(__AT__)wikimedia.org and [[etherpad:p/language-community-meeting-may-2024|add agenda items to the document here]].

We look forward to your participation!
&lt;section end=&quot;message&quot;/&gt;
&lt;/div&gt;

&lt;bdi lang=&quot;en&quot; dir=&quot;ltr&quot;&gt;[[User:MediaWiki message delivery|MediaWiki message delivery]]&lt;/bdi&gt; 14. maj 2024, 23:21 (CEST)
&lt;!-- Besked sendt af Bruger:SSethi (WMF)@metawiki via listen på https://meta.wikimedia.org/w/index.php?title=Distribution_list/Global_message_delivery&amp;oldid=26390244 --&gt;

== &lt;span lang=&quot;en&quot; dir=&quot;ltr&quot; class=&quot;mw-content-ltr&quot;&gt; Feedback invited on Procedure for Sibling Project Lifecycle&lt;/span&gt; ==

&lt;div lang=&quot;en&quot; dir=&quot;ltr&quot; class=&quot;mw-content-ltr&quot;&gt;
&lt;section begin=&quot;announcement-content&quot; /&gt;
:''[[m:Special:MyLanguage/Wikimedia Foundation Community Affairs Committee/Procedure for Sibling Project Lifecycle/Invitation for feedback (MM)|You can find this message translated into additional languages on Meta-wiki.]] [https://meta.wikimedia.org/w/index.php?title=Special:Translate&amp;group=page-{{urlencode:Wikimedia Foundation Community Affairs Committee/Procedure for Sibling Project Lifecycle/Invitation for feedback (MM)}}&amp;language=&amp;action=page&amp;filter= {{int:please-translate}}]''

[[File:Sibling Project Lifecycle Conversation 3.png|150px|right|link=:m:Special:MyLanguage/Wikimedia Foundation Community Affairs Committee/Procedure for Sibling Project Lifecycle]]

Dear community members,

The [[:m:Special:MyLanguage/Wikimedia Foundation Community Affairs Committee|Community Affairs Committee]] (CAC) of the [[:m:Special:MyLanguage/Wikimedia Foundation Board of Trustees|Wikimedia Foundation Board of Trustees]] invites you to give feedback on a '''[[:m:Special:MyLanguage/Wikimedia Foundation Community Affairs Committee/Procedure for Sibling Project Lifecycle|draft Procedure for Sibling Project Lifecycle]]'''. This draft Procedure outlines proposed steps and requirements for opening and closing Wikimedia Sibling Projects, and aims to ensure any newly approved projects are set up for success. This is separate from the procedures for opening or closing language versions of projects, which is handled by the [[:m:Special:MyLanguage/Language committee|Language Committee]] or [[m:Special:MyLanguage/Closing_projects_policy|closing projects policy]]. 

You can find the details on [[:m:Special:MyLanguage/Talk:Wikimedia Foundation Community Affairs Committee/Procedure for Sibling Project Lifecycle#Review|this page]], as well as the ways to give your feedback from today until the end of the day on '''June 23, 2024''', anywhere on Earth. 

You can also share information about this with the interested project communities you work with or support, and you can also help us translate the procedure into more languages, so people can join the discussions in their own language.

On behalf of the CAC,&lt;section end=&quot;announcement-content&quot; /&gt;
&lt;/div&gt;

[[m:User:RamzyM (WMF)|RamzyM (WMF)]] 22. maj 2024, 04:24 (CEST)
&lt;!-- Besked sendt af Bruger:RamzyM (WMF)@metawiki via listen på https://meta.wikimedia.org/w/index.php?title=Distribution_list/Global_message_delivery&amp;oldid=26390244 --&gt;

== &lt;span lang=&quot;en&quot; dir=&quot;ltr&quot; class=&quot;mw-content-ltr&quot;&gt;Announcing the first Universal Code of Conduct Coordinating Committee&lt;/span&gt; ==

&lt;div lang=&quot;en&quot; dir=&quot;ltr&quot; class=&quot;mw-content-ltr&quot;&gt;
&lt;section begin=&quot;announcement-content&quot; /&gt;
:''[[m:Special:MyLanguage/Universal Code of Conduct/Coordinating Committee/Election/2024/Announcement – results|You can find this message translated into additional languages on Meta-wiki.]] [https://meta.wikimedia.org/w/index.php?title=Special:Translate&amp;group=page-{{urlencode:Universal Code of Conduct/Coordinating Committee/Election/2024/Announcement – results}}&amp;language=&amp;action=page&amp;filter= {{int:please-translate}}]''

Hello,

The scrutineers have finished reviewing the vote results. We are following up with the results of the first [[m:Special:MyLanguage/Universal Code of Conduct/Coordinating Committee/Election/2024|Universal Code of Conduct Coordinating Committee (U4C) election]]. 

We are pleased to announce the following individuals as regional members of the U4C, who will fulfill a two-year term:

* North America (USA and Canada)
** –
* Northern and Western Europe
** [[m:Special:MyLanguage/User:Ghilt|Ghilt]]
* Latin America and Caribbean
** –
* Central and East Europe (CEE)
** —
* Sub-Saharan Africa
** –
* Middle East and North Africa
** [[m:Special:MyLanguage/User:Ibrahim.ID|Ibrahim.ID]]
* East, South East Asia and Pacific (ESEAP)
** [[m:Special:MyLanguage/User:0xDeadbeef|0xDeadbeef]]
* South Asia
** –

The following individuals are elected to be community-at-large members of the U4C, fulfilling a one-year term:

* [[m:Special:MyLanguage/User:Barkeep49|Barkeep49]]
* [[m:Special:MyLanguage/User:Superpes15|Superpes15]]
* [[m:Special:MyLanguage/User:Civvì|Civvì]]
* [[m:Special:MyLanguage/User:Luke081515|Luke081515]]
* –
* –
* –
* –

Thank you again to everyone who participated in this process and much appreciation to the candidates for your leadership and dedication to the Wikimedia movement and community.

Over the next few weeks, the U4C will begin meeting and planning the 2024-25 year in supporting the implementation and review of the UCoC and Enforcement Guidelines. Follow their work on [[m:Special:MyLanguage/Universal Code of Conduct/Coordinating Committee|Meta-wiki]].

On behalf of the UCoC project team,&lt;section end=&quot;announcement-content&quot; /&gt;
&lt;/div&gt;

[[m:User:RamzyM (WMF)|RamzyM (WMF)]] 3. jun. 2024, 10:14 (CEST)
&lt;!-- Besked sendt af Bruger:RamzyM (WMF)@metawiki via listen på https://meta.wikimedia.org/w/index.php?title=Distribution_list/Global_message_delivery&amp;oldid=26390244 --&gt;

== &lt;span lang=&quot;en&quot; dir=&quot;ltr&quot; class=&quot;mw-content-ltr&quot;&gt;The final text of the Wikimedia Movement Charter is now on Meta&lt;/span&gt; ==

&lt;div lang=&quot;en&quot; dir=&quot;ltr&quot; class=&quot;mw-content-ltr&quot;&gt;
&lt;section begin=&quot;announcement-content&quot; /&gt;
:''[[m:Special:MyLanguage/Movement Charter/Drafting Committee/Announcement - Final draft available|You can find this message translated into additional languages on Meta-wiki.]] [https://meta.wikimedia.org/w/index.php?title=Special:Translate&amp;group=page-{{urlencode:Movement Charter/Drafting Committee/Announcement - Final draft available}}&amp;language=&amp;action=page&amp;filter= {{int:please-translate}}]''
Hi everyone,

The final text of the [[m:Special:MyLanguage/Movement Charter|Wikimedia Movement Charter]] is now up on Meta in more than 20 languages for your reading.

'''What is the Wikimedia Movement Charter?'''

The Wikimedia Movement Charter is a proposed document to define roles and responsibilities for all the members and entities of the Wikimedia movement, including the creation of a new body – the Global Council – for movement governance.

'''Join the Wikimedia Movement Charter “Launch Party”'''

Join the [[m:Special:MyLanguage/Event:Movement Charter Launch Party|“Launch Party”]] on '''June 20, 2024''' at '''14.00-15.00 UTC''' ([https://zonestamp.toolforge.org/1718892000 your local time]). During this call, we will celebrate the release of the final Charter and present the content of the Charter. Join and learn about the Charter before casting your vote.

'''Movement Charter ratification vote'''

Voting will commence on SecurePoll on '''June 25, 2024''' at '''00:01 UTC''' and will conclude on '''July 9, 2024''' at '''23:59 UTC.''' You can read more about the [[m:Special:MyLanguage/Movement Charter/Ratification/Voting|voting process, eligibility criteria, and other details]] on Meta.

If you have any questions, please leave a comment on the [[m:Special:MyLanguage/Talk:Movement Charter|Meta talk page]] or email the MCDC at [mailto:mcdc@wikimedia.org mcdc@wikimedia.org].

On behalf of the MCDC,&lt;section end=&quot;announcement-content&quot; /&gt;
&lt;/div&gt;

[[m:User:RamzyM (WMF)|RamzyM (WMF)]] 11. jun. 2024, 10:44 (CEST)
&lt;!-- Besked sendt af Bruger:RamzyM (WMF)@metawiki via listen på https://meta.wikimedia.org/w/index.php?title=Distribution_list/Global_message_delivery&amp;oldid=26390244 --&gt;

== &lt;span lang=&quot;en&quot; dir=&quot;ltr&quot; class=&quot;mw-content-ltr&quot;&gt;Voting to ratify the Wikimedia Movement Charter is now open – cast your vote&lt;/span&gt; ==

&lt;div lang=&quot;en&quot; dir=&quot;ltr&quot; class=&quot;mw-content-ltr&quot;&gt;
&lt;section begin=&quot;announcement-content&quot; /&gt;
:''[[m:Special:MyLanguage/Movement Charter/Drafting Committee/Announcement - Ratification vote opens|You can find this message translated into additional languages on Meta-wiki.]] [https://meta.wikimedia.org/w/index.php?title=Special:Translate&amp;group=page-{{urlencode:Movement Charter/Drafting Committee/Announcement - Ratification vote opens}}&amp;language=&amp;action=page&amp;filter= {{int:please-translate}}]''
Hello everyone,

The voting to ratify the [[m:Special:MyLanguage/Movement Charter|'''Wikimedia Movement Charter''']] is now open. The Wikimedia Movement Charter is a document to define roles and responsibilities for all the members and entities of the Wikimedia movement, including the creation of a new body – the Global Council – for movement governance.

The final version of the Wikimedia Movement Charter is [[m:Special:MyLanguage/Movement Charter|available on Meta in different languages]] and attached [https://commons.wikimedia.org/wiki/File:Wikimedia_Movement_Charter_(June_2024).pdf here in PDF format] for your reading.

Voting commenced on SecurePoll on '''June 25, 2024''' at '''00:01 UTC''' and will conclude on '''July 9, 2024''' at '''23:59 UTC'''. Please read more on the [[m:Special:MyLanguage/Movement Charter/Ratification/Voting|voter information and eligibility details]].

After reading the Charter, please [[Special:SecurePoll/vote/398|'''vote here''']] and share this note further.

If you have any questions about the ratification vote, please contact the Charter Electoral Commission at [mailto:cec@wikimedia.org '''cec@wikimedia.org'''].

On behalf of the CEC,&lt;section end=&quot;announcement-content&quot; /&gt;
&lt;/div&gt;

[[m:User:RamzyM (WMF)|RamzyM (WMF)]] 25. jun. 2024, 12:51 (CEST)
&lt;!-- Besked sendt af Bruger:RamzyM (WMF)@metawiki via listen på https://meta.wikimedia.org/w/index.php?title=Distribution_list/Global_message_delivery&amp;oldid=26989444 --&gt;

== &lt;span lang=&quot;en&quot; dir=&quot;ltr&quot; class=&quot;mw-content-ltr&quot;&gt;Voting to ratify the Wikimedia Movement Charter is ending soon&lt;/span&gt; ==

&lt;div lang=&quot;en&quot; dir=&quot;ltr&quot; class=&quot;mw-content-ltr&quot;&gt;
&lt;section begin=&quot;announcement-content&quot; /&gt;
:''[[m:Special:MyLanguage/Movement Charter/Drafting Committee/Announcement - Final reminder|You can find this message translated into additional languages on Meta-wiki.]] [https://meta.wikimedia.org/w/index.php?title=Special:Translate&amp;group=page-{{urlencode:Movement Charter/Drafting Committee/Announcement - Final reminder}}&amp;language=&amp;action=page&amp;filter= {{int:please-translate}}]''
Hello everyone,

This is a kind reminder that the voting period to ratify the [[m:Special:MyLanguage/Movement Charter|Wikimedia Movement Charter]] will be closed on '''July 9, 2024''', at '''23:59 UTC'''.

If you have not voted yet, please vote [[m:Special:SecurePoll/vote/398|on SecurePoll]]. 

On behalf of the [[m:Special:MyLanguage/Movement_Charter/Ratification/Voting#Electoral_Commission|Charter Electoral Commission]],&lt;section end=&quot;announcement-content&quot; /&gt;
&lt;/div&gt;

[[m:User:RamzyM (WMF)|RamzyM (WMF)]] 8. jul. 2024, 05:45 (CEST)
&lt;!-- Besked sendt af Bruger:RamzyM (WMF)@metawiki via listen på https://meta.wikimedia.org/w/index.php?title=Distribution_list/Global_message_delivery&amp;oldid=26989444 --&gt;

== &lt;span lang=&quot;en&quot; dir=&quot;ltr&quot; class=&quot;mw-content-ltr&quot;&gt;U4C Special Election - Call for Candidates&lt;/span&gt; ==

&lt;div lang=&quot;en&quot; dir=&quot;ltr&quot; class=&quot;mw-content-ltr&quot;&gt;
&lt;section begin=&quot;announcement-content&quot; /&gt;
:''[[m:Special:MyLanguage/Universal Code of Conduct/Coordinating Committee/Election/2024 Special Election/Announcement – call for candidates|You can find this message translated into additional languages on Meta-wiki.]] [https://meta.wikimedia.org/w/index.php?title=Special:Translate&amp;group=page-{{urlencode:Universal Code of Conduct/Coordinating Committee/Election/2024 Special Election/Announcement – call for candidates}}&amp;language=&amp;action=page&amp;filter= {{int:please-translate}}]''

Hello all,

A special election has been called to fill additional vacancies on the U4C. The call for candidates phase is open from now through July 19, 2024.

The [[:m:Special:MyLanguage/Universal Code of Conduct/Coordinating Committee|Universal Code of Conduct Coordinating Committee]] (U4C) is a global group dedicated to providing an equitable and consistent implementation of the [[:foundation:Wikimedia Foundation Universal Code of Conduct|UCoC]]. Community members are invited to submit their applications in the special election for the U4C. For more information and the responsibilities of the U4C, please review the [[m:Special:MyLanguage/Universal Code of Conduct/Coordinating Committee/Charter|U4C Charter]].

In this special election, according to [[Special:MyLanguage/Universal Code of Conduct/Coordinating Committee/Charter#2. Elections and Terms|chapter 2 of the U4C charter]], there are 9 seats available on the U4C: '''four''' community-at-large seats and '''five''' regional seats to ensure the U4C represents the diversity of the movement. [[Special:MyLanguage/Universal Code of Conduct/Coordinating Committee/Charter#5. Glossary|No more than two members of the U4C can be elected from the same home wiki]]. Therefore, candidates must not have English Wikipedia, German Wikipedia, or Italian Wikipedia as their home wiki.

Read more and submit your application on [[m:Special:MyLanguage/Universal Code of Conduct/Coordinating Committee/Election/2024 Special Election|Meta-wiki]].

In cooperation with the U4C,&lt;section end=&quot;announcement-content&quot; /&gt;
&lt;/div&gt;

-- [[m:User:Keegan (WMF)|Keegan (WMF)]] ([[m:User talk:Keegan (WMF)|talk]]) 10. jul. 2024, 02:02 (CEST)
&lt;!-- Besked sendt af Bruger:Keegan (WMF)@metawiki via listen på https://meta.wikimedia.org/w/index.php?title=Distribution_list/Global_message_delivery&amp;oldid=26989444 --&gt;

== &lt;span lang=&quot;en&quot; dir=&quot;ltr&quot; class=&quot;mw-content-ltr&quot;&gt;Wikimedia Movement Charter ratification voting results&lt;/span&gt; ==

&lt;div lang=&quot;en&quot; dir=&quot;ltr&quot; class=&quot;mw-content-ltr&quot;&gt;
&lt;section begin=&quot;announcement-content&quot; /&gt;
:''[[m:Special:MyLanguage/Movement Charter/Drafting Committee/Announcement - Results of the ratification vote|You can find this message translated into additional languages on Meta-wiki.]] [https://meta.wikimedia.org/w/index.php?title=Special:Translate&amp;group=page-{{urlencode:Movement Charter/Drafting Committee/Announcement - Results of the ratification vote}}&amp;language=&amp;action=page&amp;filter= {{int:please-translate}}]''
Hello everyone,

After carefully tallying both individual and affiliate votes, the [[m:Special:MyLanguage/Movement Charter/Ratification/Voting#Electoral Commission|Charter Electoral Commission]] is pleased to announce the final results of the Wikimedia Movement Charter voting.  

As [[m:Special:MyLanguage/Talk:Movement Charter#Thank you for your participation in the Movement Charter ratification vote!|communicated]] by the Charter Electoral Commission, we reached the quorum for both Affiliate and individual votes by the time the vote closed on '''July 9, 23:59 UTC'''. We thank all 2,451 individuals and 129 Affiliate representatives who voted in the ratification process. Your votes and comments are invaluable for the future steps in Movement Strategy.

The final results of the [[m:Special:MyLanguage/Movement Charter|Wikimedia Movement Charter]] ratification voting held between 25 June and 9 July 2024 are as follows: 

'''Individual vote:'''

Out of 2,451 individuals who voted as of July 9 23:59 (UTC), 2,446 have been accepted as valid votes. Among these, '''1,710''' voted “yes”; '''623''' voted “no”; and '''113''' selected “–” (neutral). Because the neutral votes don’t count towards the total number of votes cast, 73.30% voted to approve the Charter (1710/2333), while 26.70% voted to reject the Charter (623/2333).

'''Affiliates vote:'''

Out of 129 Affiliates designated voters who voted as of July 9 23:59 (UTC), 129 votes are confirmed as valid votes. Among these, '''93''' voted “yes”; '''18''' voted “no”; and '''18''' selected “–” (neutral). Because the neutral votes don’t count towards the total number of votes cast, 83.78% voted to approve the Charter (93/111), while 16.22% voted to reject the Charter (18/111).

'''Board of Trustees of the Wikimedia Foundation:'''

The Wikimedia Foundation Board of Trustees voted '''not to ratify''' the proposed Charter during their special Board meeting on July 8, 2024. The Chair of the Wikimedia Foundation Board of Trustees, Nataliia Tymkiv, [[m:Special:MyLanguage/Wikimedia_Foundation_Board_noticeboard/Board_resolution_and_vote_on_the_proposed_Movement_Charter|shared the result of the vote, the resolution, meeting minutes and proposed next steps]].  

With this, the Wikimedia Movement Charter in its current revision is '''not ratified'''.

We thank you for your participation in this important moment in our movement’s governance.

The Charter Electoral Commission,

[[m:User:Abhinav619|Abhinav619]], [[m:User:Borschts|Borschts]], [[m:User:Iwuala Lucy|Iwuala Lucy]], [[m:User:Tochiprecious|Tochiprecious]], [[m:User:Der-Wir-Ing|Der-Wir-Ing]]&lt;section end=&quot;announcement-content&quot; /&gt;
&lt;/div&gt;

[[Bruger:MediaWiki message delivery|MediaWiki message delivery]] ([[Brugerdiskussion:MediaWiki message delivery|diskussion]]) 18. jul. 2024, 19:51 (CEST)
&lt;!-- Besked sendt af Bruger:RamzyM (WMF)@metawiki via listen på https://meta.wikimedia.org/w/index.php?title=Distribution_list/Global_message_delivery&amp;oldid=26989444 --&gt;

== &lt;span lang=&quot;en&quot; dir=&quot;ltr&quot; class=&quot;mw-content-ltr&quot;&gt;Vote now to fill vacancies of the first U4C&lt;/span&gt; ==

&lt;div lang=&quot;en&quot; dir=&quot;ltr&quot; class=&quot;mw-content-ltr&quot;&gt;
&lt;section begin=&quot;announcement-content&quot; /&gt;
:''[[m:Special:MyLanguage/Universal Code of Conduct/Coordinating Committee/Election/2024 Special Election/Announcement – voting opens|You can find this message translated into additional languages on Meta-wiki.]] [https://meta.wikimedia.org/w/index.php?title=Special:Translate&amp;group=page-{{urlencode:Universal Code of Conduct/Coordinating Committee/Election/2024 Special Election/Announcement – voting opens}}&amp;language=&amp;action=page&amp;filter= {{int:please-translate}}]''

Dear all,

I am writing to you to let you know the voting period for the Universal Code of Conduct Coordinating Committee (U4C) is open now through '''August 10, 2024'''. Read the information on the [[m:Special:MyLanguage/Universal Code of Conduct/Coordinating Committee/Election/2024 Special Election|voting page on Meta-wiki]] to learn more about voting and voter eligibility.

The Universal Code of Conduct Coordinating Committee (U4C) is a global group dedicated to providing an equitable and consistent implementation of the UCoC. Community members were invited to submit their applications for the U4C. For more information and the responsibilities of the U4C, please [[m:Special:MyLanguage/Universal Code of Conduct/Coordinating Committee/Charter|review the U4C Charter]].

Please share this message with members of your community so they can participate as well.

In cooperation with the U4C,&lt;section end=&quot;announcement-content&quot; /&gt;
&lt;/div&gt;

[[m:User:RamzyM (WMF)|RamzyM (WMF)]] 27. jul. 2024, 04:46 (CEST)
&lt;!-- Besked sendt af Bruger:RamzyM (WMF)@metawiki via listen på https://meta.wikimedia.org/w/index.php?title=Distribution_list/Global_message_delivery&amp;oldid=26989444 --&gt;

== &lt;span lang=&quot;en&quot; dir=&quot;ltr&quot; class=&quot;mw-content-ltr&quot;&gt;Reminder! Vote closing soon to fill vacancies of the first U4C&lt;/span&gt; ==

&lt;div lang=&quot;en&quot; dir=&quot;ltr&quot; class=&quot;mw-content-ltr&quot;&gt;
&lt;section begin=&quot;announcement-content&quot; /&gt;
:''[[m:Special:MyLanguage/Universal Code of Conduct/Coordinating Committee/Election/2024 Special Election/Announcement – reminder to vote|You can find this message translated into additional languages on Meta-wiki.]] [https://meta.wikimedia.org/w/index.php?title=Special:Translate&amp;group=page-{{urlencode:Universal Code of Conduct/Coordinating Committee/Election/2024 Special Election/Announcement – reminder to vote}}&amp;language=&amp;action=page&amp;filter= {{int:please-translate}}]''

Dear all,

The voting period for the Universal Code of Conduct Coordinating Committee (U4C) is closing soon. It is open through 10 August 2024. Read the information on [[m:Special:MyLanguage/Universal_Code_of_Conduct/Coordinating_Committee/Election/2024_Special_Election#Voting|the voting page on Meta-wiki to learn more about voting and voter eligibility]]. If you are eligible to vote and have not voted in this special election, it is important that you vote now.

'''Why should you vote?''' The U4C is a global group dedicated to providing an equitable and consistent implementation of the UCoC. Community input into the committee membership is critical to the success of the UCoC.

Please share this message with members of your community so they can participate as well.

In cooperation with the U4C,&lt;section end=&quot;announcement-content&quot; /&gt;
&lt;/div&gt;

-- [[m:User:Keegan (WMF)|Keegan (WMF)]] ([[m:User talk:Keegan (WMF)|talk]]) 6. aug. 2024, 17:29 (CEST)
&lt;!-- Besked sendt af Bruger:Keegan (WMF)@metawiki via listen på https://meta.wikimedia.org/w/index.php?title=Distribution_list/Global_message_delivery&amp;oldid=27183190 --&gt;

== Det kommer snart: En ny underreferencerfunktion - prøv det! ==

&lt;section begin=&quot;Sub-referencing&quot;/&gt;
[[File:Sub-referencing reuse visual.png|{{#ifeq:{{#dir}}|ltr|right|left}}|400px]]
Hej. Fællesskabets medlemmer har i mange år efterspurgt en let måde at genbruge henvisninger med forskellige detaljer. Nu er der en MediaWiki-løsning på vej: Den nye henvisningsmulighed kommer til at kunne bruges i wikitext og Visual Editor, og den vil udvide det eksisterende henvisningssystem. Man kan stadig bruge forskellige måder at henvise på, men man vil sikkert møde underhenvisninger i artikler, der er skrevet af andre brugere. Der er flere informationer på [[m:Special:MyLanguage/WMDE Technical Wishes/Sub-referencing|projektets side]].

'''Vi har brug for dit feedback''', så vi kan være sikre på, at muligheden virker godt for dig:

* [[m:Special:MyLanguage/WMDE Technical Wishes/Sub-referencing#Test|Prøv venligst]] den nuværende udviklingstilstand på beta wiki og [[m:Talk:WMDE Technical Wishes/Sub-referencing|lad os vide, hvad du mener]]. 
* [[m:WMDE Technical Wishes/Sub-referencing/Sign-up|Meld dig til her]], så du kan få opdateringer og/eller invitationer til at deltage i brugernes  undersøgelser.

[[m:Special:MyLanguage/Wikimedia Deutschland|Wikimedia Deutschland]]’s hold for [[m:Special:MyLanguage/WMDE Technical Wishes|Tekniske Ønsker]] har planer om at indføre denne mulighed på Wikimedia wiki'erne senere på året. Vi vil henvende os til opbyggerne/vedligeholderne af værktøjer og templates, der på forhånd er knyttet til henvisninger.

Hjælp os venligst med at udbrede denne besked. --[[m:User:Johannes Richter (WMDE)|Johannes Richter (WMDE)]] ([[m:User talk:Johannes Richter (WMDE)|talk]]) 10:36, 19 August 2024 (UTC)
&lt;section end=&quot;Sub-referencing&quot;/&gt;
&lt;!-- Besked sendt af Bruger:Johannes Richter (WMDE)@metawiki via listen på https://meta.wikimedia.org/w/index.php?title=User:Johannes_Richter_(WMDE)/Sub-referencing/massmessage_list&amp;oldid=27309345 --&gt;

== Sign up for the language community meeting on August 30th, 15:00 UTC ==

Hi all,

The next language community meeting is scheduled in a few weeks—on August 30th at 15:00 UTC. If you're interested in joining, you can [https://www.mediawiki.org/wiki/Wikimedia_Language_and_Product_Localization/Community_meetings#30_August_2024 sign up on this wiki page].

This participant-driven meeting will focus on sharing language-specific updates related to various projects, discussing technical issues related to language wikis, and working together to find possible solutions. For example, in the last meeting, topics included the Language Converter, the state of language research, updates on the Incubator conversations, and technical challenges around external links not working with special characters on Bengali sites.

Do you have any ideas for topics to share technical updates or discuss challenges? Please add agenda items to the document [https://etherpad.wikimedia.org/p/language-community-meeting-aug-2024 here] and reach out to ssethi(__AT__)wikimedia.org. We look forward to your participation!

[[Bruger:MediaWiki message delivery|MediaWiki message delivery]] ([[Brugerdiskussion:MediaWiki message delivery|diskussion]]) 23. aug. 2024, 01:18 (CEST)
&lt;!-- Besked sendt af Bruger:SSethi (WMF)@metawiki via listen på https://meta.wikimedia.org/w/index.php?title=Distribution_list/Global_message_delivery&amp;oldid=27183190 --&gt;

== &lt;span lang=&quot;en&quot; dir=&quot;ltr&quot;&gt;Announcing the Universal Code of Conduct Coordinating Committee&lt;/span&gt; ==

&lt;div lang=&quot;en&quot; dir=&quot;ltr&quot;&gt;
&lt;section begin=&quot;announcement-content&quot; /&gt;
:''[https://lists.wikimedia.org/hyperkitty/list/board-elections@lists.wikimedia.org/thread/OKCCN2CANIH2K7DXJOL2GPVDFWL27R7C/ Original message at wikimedia-l]. [[m:Special:MyLanguage/Universal Code of Conduct/Coordinating Committee/Election/2024 Special Election/Announcement - results|You can find this message translated into additional languages on Meta-wiki.]] [https://meta.wikimedia.org/w/index.php?title=Special:Translate&amp;group=page-{{urlencode:Universal Code of Conduct/Coordinating Committee/Election/2024 Special Election/Announcement - results}}&amp;language=&amp;action=page&amp;filter= {{int:please-translate}}]''

Hello all,

The scrutineers have finished reviewing the vote and the [[m:Special:MyLanguage/Elections Committee|Elections Committee]] have certified the [[m:Special:MyLanguage/Universal Code of Conduct/Coordinating Committee/Election/2024 Special Election/Results|results]] for the [[m:Special:MyLanguage/Universal Code of Conduct/Coordinating Committee/Election/2024 Special Election|Universal Code of Conduct Coordinating Committee (U4C) special election]].

I am pleased to announce the following individual as regional members of the U4C, who will fulfill a term until 15 June 2026:

* North America (USA and Canada)
** Ajraddatz

The following seats were not filled during this special election:

* Latin America and Caribbean
* Central and East Europe (CEE)
* Sub-Saharan Africa
* South Asia
* The four remaining Community-At-Large seats

Thank you again to everyone who participated in this process and much appreciation to the candidates for your leadership and dedication to the Wikimedia movement and community.

Over the next few weeks, the U4C will begin meeting and planning the 2024-25 year in supporting the implementation and review of the UCoC and Enforcement Guidelines. You can follow their work on [[m:Special:MyLanguage/Universal Code of Conduct/Coordinating Committee|Meta-Wiki]].

On behalf of the U4C and the Elections Committee,&lt;section end=&quot;announcement-content&quot; /&gt;
&lt;/div&gt;

[[m:User:RamzyM (WMF)|RamzyM (WMF)]] 2. sep. 2024, 16:05 (CEST)
&lt;!-- Besked sendt af Bruger:RamzyM (WMF)@metawiki via listen på https://meta.wikimedia.org/w/index.php?title=Distribution_list/Global_message_delivery&amp;oldid=27183190 --&gt;

== &lt;span lang=&quot;en&quot; dir=&quot;ltr&quot;&gt;Have your say: Vote for the 2024 Board of Trustees!&lt;/span&gt; ==

&lt;div lang=&quot;en&quot; dir=&quot;ltr&quot;&gt;
&lt;section begin=&quot;announcement-content&quot; /&gt;
Hello all,

The voting period for the [[m:Special:MyLanguage/Wikimedia Foundation elections/2024|2024 Board of Trustees election]] is now open. There are twelve (12) candidates running for four (4) seats on the Board.

Learn more about the candidates by [[m:Special:MyLanguage/Wikimedia Foundation elections/2024/Candidates|reading their statements]] and their [[m:Special:MyLanguage/Wikimedia_Foundation_elections/2024/Questions_for_candidates|answers to community questions]].

When you are ready, go to the [[Special:SecurePoll/vote/400|SecurePoll]] voting page to vote. '''The vote is open from September 3rd at 00:00 UTC to September 17th at 23:59 UTC'''.

To check your voter eligibility, please visit the [[m:Special:MyLanguage/Wikimedia_Foundation_elections/2024/Voter_eligibility_guidelines|voter eligibility page]].

Best regards,

The Elections Committee and Board Selection Working Group&lt;section end=&quot;announcement-content&quot; /&gt;
&lt;/div&gt;

[[Bruger:MediaWiki message delivery|MediaWiki message delivery]] ([[Brugerdiskussion:MediaWiki message delivery|diskussion]]) 3. sep. 2024, 14:13 (CEST)
&lt;!-- Besked sendt af Bruger:RamzyM (WMF)@metawiki via listen på https://meta.wikimedia.org/w/index.php?title=Distribution_list/Global_message_delivery&amp;oldid=27183190 --&gt;

== &lt;span lang=&quot;en&quot; dir=&quot;ltr&quot;&gt;Your wiki will be in read-only soon&lt;/span&gt; ==

&lt;div lang=&quot;en&quot; dir=&quot;ltr&quot;&gt;
&lt;section begin=&quot;server-switch&quot;/&gt;&lt;div class=&quot;plainlinks&quot;&gt;

[[:m:Special:MyLanguage/Tech/Server switch|Read this message in another language]] • [https://meta.wikimedia.org/w/index.php?title=Special:Translate&amp;group=page-Tech%2FServer+switch&amp;language=&amp;action=page&amp;filter= {{int:please-translate}}]

The [[foundation:|Wikimedia Foundation]] will switch the traffic between its data centers. This will make sure that Wikipedia and the other Wikimedia wikis can stay online even after a disaster.

All traffic will switch on '''{{#time:j xg|2024-09-25|en}}'''. The switch will start at '''[https://zonestamp.toolforge.org/{{#time:U|2024-09-25T15:00|en}} {{#time:H:i e|2024-09-25T15:00}}]'''.

Unfortunately, because of some limitations in [[mw:Special:MyLanguage/Manual:What is MediaWiki?|MediaWiki]], all editing must stop while the switch is made. We apologize for this disruption, and we are working to minimize it in the future. 

A banner will be displayed on all wikis 30 minutes before this operation happens. This banner will remain visible until the end of the operation. 

'''You will be able to read, but not edit, all wikis for a short period of time.'''

*You will not be able to edit for up to an hour on {{#time:l j xg Y|2024-09-25|en}}.
*If you try to edit or save during these times, you will see an error message. We hope that no edits will be lost during these minutes, but we can't guarantee it. If you see the error message, then please wait until everything is back to normal. Then you should be able to save your edit. But, we recommend that you make a copy of your changes first, just in case.

''Other effects'':

*Background jobs will be slower and some may be dropped. Red links might not be updated as quickly as normal. If you create an article that is already linked somewhere else, the link will stay red longer than usual. Some long-running scripts will have to be stopped.
* We expect the code deployments to happen as any other week. However, some case-by-case code freezes could punctually happen if the operation require them afterwards.
* [[mw:Special:MyLanguage/GitLab|GitLab]] will be unavailable for about 90 minutes.

This project may be postponed if necessary. You can [[wikitech:Switch_Datacenter|read the schedule at wikitech.wikimedia.org]]. Any changes will be announced in the schedule. 

'''Please share this information with your community.'''&lt;/div&gt;&lt;section end=&quot;server-switch&quot;/&gt;
&lt;/div&gt;

[[User:Trizek_(WMF)|Trizek_(WMF)]], 20. sep. 2024, 11:36 (CEST)
&lt;!-- Besked sendt af Bruger:Trizek (WMF)@metawiki via listen på https://meta.wikimedia.org/w/index.php?title=Distribution_list/Non-Technical_Village_Pumps_distribution_list&amp;oldid=27248326 --&gt;

== 'Wikidata item' link is moving. Find out where... ==

&lt;div lang=&quot;en&quot; dir=&quot;ltr&quot; class=&quot;mw-content-ltr&quot;&gt;&lt;i&gt;Apologies for cross-posting in English. Please consider translating this message.&lt;/i&gt;{{tracked|T66315}}

Hello everyone, a small change will soon be coming to the user-interface of your Wikimedia project.
The [[d:Q16222597|Wikidata item]] [[w:|sitelink]] currently found under the &lt;span style=&quot;color: #54595d;&quot;&gt;&lt;u&gt;''General''&lt;/u&gt;&lt;/span&gt; section of the '''Tools''' sidebar menu will move into the &lt;span style=&quot;color: #54595d;&quot;&gt;&lt;u&gt;''In Other Projects''&lt;/u&gt;&lt;/span&gt; section.

We would like the Wiki communities feedback so please let us know or ask questions on the   [[m:Talk:Wikidata_For_Wikimedia_Projects/Projects/Move_Wikidata_item_link|Discussion page]] before we enable the change which can take place October 4 2024, circa 15:00 UTC+2.
More information can be found on [[m:Wikidata_For_Wikimedia_Projects/Projects/Move_Wikidata_item_link|the project page]].&lt;br&gt;&lt;br&gt;We welcome your feedback and questions.&lt;br&gt; [[Bruger:MediaWiki message delivery|MediaWiki message delivery]] ([[Brugerdiskussion:MediaWiki message delivery|diskussion]]) 27. sep. 2024, 20:58 (CEST)
&lt;/div&gt;
&lt;!-- Besked sendt af Bruger:Danny Benjafield (WMDE)@metawiki via listen på https://meta.wikimedia.org/w/index.php?title=User:Danny_Benjafield_(WMDE)/MassMessage_Test_List&amp;oldid=27524260 --&gt;

== Invitation to Participate in Wiki Loves Ramadan Community Engagement Survey ==

Dear all,

Apologies for writing in English. Please help to translate in your language.
We are excited to announce the upcoming [[m:Wiki Loves Ramadan|Wiki Loves Ramadan]] event, a global initiative aimed at celebrating Ramadan by enriching Wikipedia and its sister projects with content related to this significant time of year. As we plan to organize this event globally, your insights and experiences are crucial in shaping the best possible participation experience for the community.

To ensure that Wiki Loves Ramadan is engaging, inclusive, and impactful, we kindly invite you to participate in our community engagement survey. Your feedback will help us understand the needs of the community, set the event's focus, and guide our strategies for organizing this global event.

Survey link: https://forms.gle/f66MuzjcPpwzVymu5

Please take a few minutes to share your thoughts. Your input will make a difference!

Thank you for being a part of our journey to make Wiki Loves Ramadan a success.


Warm regards,

User:ZI Jony 6. okt. 2024, 05:19 (CEST)

Wiki Loves Ramadan Organizing Team
&lt;!-- Besked sendt af Bruger:ZI Jony@metawiki via listen på https://meta.wikimedia.org/w/index.php?title=Distribution_list/Non-Technical_Village_Pumps_distribution_list&amp;oldid=27510935 --&gt;

== &lt;span lang=&quot;en&quot; dir=&quot;ltr&quot;&gt;Preliminary results of the 2024 Wikimedia Foundation Board of Trustees elections&lt;/span&gt; ==

&lt;div lang=&quot;en&quot; dir=&quot;ltr&quot;&gt;
&lt;section begin=&quot;announcement-content&quot; /&gt;
Hello all,

Thank you to everyone who participated in the [[m:Special:MyLanguage/Wikimedia Foundation elections/2024|2024 Wikimedia Foundation Board of Trustees election]]. Close to 6000 community members from more than 180 wiki projects have voted.

The following four candidates were the most voted:

# [[User:Kritzolina|Christel Steigenberger]]
# [[User:Nadzik|Maciej Artur Nadzikiewicz]]
# [[User:Victoria|Victoria Doronina]]
# [[User:Laurentius|Lorenzo Losa]]

While these candidates have been ranked through the vote, they still need to be appointed to the Board of Trustees. They need to pass a successful background check and meet the qualifications outlined in the Bylaws. New trustees will be appointed at the next Board meeting in December 2024.

[[m:Special:MyLanguage/Wikimedia_Foundation_elections/2024/Results|Learn more about the results on Meta-Wiki.]]

Best regards,

The Elections Committee and Board Selection Working Group

&lt;section end=&quot;announcement-content&quot; /&gt;
&lt;/div&gt;

[[User:MPossoupe_(WMF)|MPossoupe_(WMF)]] 14. okt. 2024, 10:24 (CEST)
&lt;!-- Besked sendt af Bruger:MPossoupe (WMF)@metawiki via listen på https://meta.wikimedia.org/w/index.php?title=Distribution_list/Global_message_delivery&amp;oldid=27183190 --&gt;

== &lt;span lang=&quot;en&quot; dir=&quot;ltr&quot;&gt;Seeking volunteers to join several of the movement’s committees&lt;/span&gt; ==

&lt;div lang=&quot;en&quot; dir=&quot;ltr&quot;&gt;
&lt;section begin=&quot;announcement-content&quot; /&gt;
Each year, typically from October through December, several of the movement’s committees seek new volunteers. 

Read more about the committees on their Meta-wiki pages:
* [[m:Special:MyLanguage/Affiliations_Committee|Affiliations Committee (AffCom)]]
* [[m:Special:MyLanguage/Ombuds_commission|Ombuds commission (OC)]]
* [[m:Special:MyLanguage/Wikimedia Foundation/Legal/Community Resilience and Sustainability/Trust and Safety/Case Review Committee|Case Review Committee (CRC)]]

Applications for the committees open on 16 October 2024. Applications for the Affiliations Committee close on 18 November 2024, and applications for the Ombuds commission and the Case Review Committee close on 2 December 2024. Learn how to apply by [[m:Special:MyLanguage/Wikimedia_Foundation/Legal/Committee_appointments|visiting the appointment page on Meta-wiki]]. Post to the talk page or email [mailto:cst@wikimedia.org cst@wikimedia.org] with any questions you may have.

For the Committee Support team,
&lt;section end=&quot;announcement-content&quot; /&gt;
&lt;/div&gt;

-- [[m:User:Keegan (WMF)|Keegan (WMF)]] ([[m:User talk:Keegan (WMF)|talk]]) 17. okt. 2024, 01:07 (CEST)
&lt;!-- Besked sendt af Bruger:Keegan (WMF)@metawiki via listen på https://meta.wikimedia.org/w/index.php?title=Distribution_list/Global_message_delivery&amp;oldid=27601062 --&gt;

== 'Wikidata item' link is moving, finally. ==

Hello everyone, I previously wrote on the 27th September to advise that the ''Wikidata item'' sitelink will change places in the sidebar menu, moving from the '''General''' section into the '''In Other Projects''' section. The scheduled rollout date of 04.10.2024 was delayed due to a necessary request for Mobile/MinervaNeue skin. I am happy to inform that the global rollout can now proceed and will occur later today, 22.10.2024 at 15:00 UTC-2. [[m:Talk:Wikidata_For_Wikimedia_Projects/Projects/Move_Wikidata_item_link|Please let us know]] if you notice any problems or bugs after this change. There should be no need for null-edits or purging cache for the changes to occur. Kind regards, -[[m:User:Danny Benjafield (WMDE)|Danny Benjafield (WMDE)]] 22. okt. 2024, 13:30 (CEST)
&lt;!-- Besked sendt af Bruger:Danny Benjafield (WMDE)@metawiki via listen på https://meta.wikimedia.org/w/index.php?title=User:Danny_Benjafield_(WMDE)/MassMessage_Test_List&amp;oldid=27535421 --&gt;

== Final Reminder: Join us in Making Wiki Loves Ramadan Success ==

Dear all,

We’re thrilled to announce the Wiki Loves Ramadan event, a global initiative to celebrate Ramadan by enhancing Wikipedia and its sister projects with valuable content related to this special time of year. As we organize this event globally, we need your valuable input to make it a memorable experience for the community.

Last Call to Participate in Our Survey: To ensure that Wiki Loves Ramadan is inclusive and impactful, we kindly request you to complete our community engagement survey. Your feedback will shape the event’s focus and guide our organizing strategies to better meet community needs.

* Survey Link: [https://docs.google.com/forms/d/e/1FAIpQLSffN4prPtR5DRSq9nH-t1z8hG3jZFBbySrv32YoxV8KbTwxig/viewform?usp=sf_link Complete the Survey]
* Deadline: November 10, 2024
Please take a few minutes to share your thoughts. Your input will truly make a difference!

'''Volunteer Opportunity''': Join the Wiki Loves Ramadan Team! We’re seeking dedicated volunteers for key team roles essential to the success of this initiative. If you’re interested in volunteer roles, we invite you to apply.
* Application Link: [https://docs.google.com/forms/d/e/1FAIpQLSfXiox_eEDH4yJ0gxVBgtL7jPe41TINAWYtpNp1JHSk8zhdgw/viewform?usp=sf_link Apply Here]
* Application Deadline: October 31, 2024
Explore Open Positions: For a detailed list of roles and their responsibilities, please refer to the position descriptions here: [https://docs.google.com/document/d/1oy0_tilC6kow5GGf6cEuFvdFpekcubCqJlaxkxh-jT4/ Position Descriptions]

Thank you for being part of this journey. We look forward to working together to make Wiki Loves Ramadan a success!


Warm regards,&lt;br&gt;
The Wiki Loves Ramadan Organizing Team 29. okt. 2024, 06:11 (CET)
&lt;!-- Besked sendt af Bruger:ZI Jony@metawiki via listen på https://meta.wikimedia.org/w/index.php?title=Distribution_list/Non-Technical_Village_Pumps_distribution_list&amp;oldid=27568454 --&gt;

== Sign up for the language community meeting on November 29th, 16:00 UTC ==

Hello everyone,

The next language community meeting is coming up next week, on November 29th, at 16:00 UTC (Zonestamp! For your timezone &lt;https://zonestamp.toolforge.org/1732896000&gt;). If you're interested in joining, you can sign up on this wiki page: &lt;https://www.mediawiki.org/wiki/Wikimedia_Language_and_Product_Localization/Community_meetings#29_November_2024&gt;.

This participant-driven meeting will be organized by the Wikimedia Foundation’s Language Product Localization team and the Language Diversity Hub. There will be presentations on topics like developing language keyboards, the creation of the Moore Wikipedia, and the language support track at Wiki Indaba. We will also have members from the Wayuunaiki community joining us to share their experiences with the Incubator and as a new community within our movement. This meeting will have a Spanish interpretation.

Looking forward to seeing you at the language community meeting! Cheers, [[User:SSethi (WMF)|Srishti]] 21. nov. 2024, 20:53 (CET)
&lt;!-- Besked sendt af Bruger:SSethi (WMF)@metawiki via listen på https://meta.wikimedia.org/w/index.php?title=Distribution_list/Global_message_delivery&amp;oldid=27746256 --&gt;

== Launching! Join Us for Wiki Loves Ramadan 2025! ==

Dear All,

We’re happy to announce the launch of [[m:Wiki Loves Ramadan 2025|Wiki Loves Ramadan 2025]], an annual international campaign dedicated to celebrating and preserving Islamic cultures and history through the power of Wikipedia. As an active contributor to the Local Wikipedia, you are specially invited to participate in the launch. 

This year’s campaign will be launched for you to join us write, edit, and improve articles that showcase the richness and diversity of Islamic traditions, history, and culture.

* Topic: [[m:Event:Wiki Loves Ramadan 2025 Campaign Launch|Wiki Loves Ramadan 2025 Campaign Launch]]
* When: Jan 19, 2025 
* Time: 16:00 Universal Time UTC and runs throughout Ramadan (starting February 25, 2025).
* Join Zoom Meeting: https://us02web.zoom.us/j/88420056597?pwd=NdrpqIhrwAVPeWB8FNb258n7qngqqo.1 
* Zoom meeting hosted by [[m:Wikimedia Bangladesh|Wikimedia Bangladesh]]

To get started, visit the [[m:Wiki Loves Ramadan 2025|campaign page]] for details, resources, and guidelines: Wiki Loves Ramadan 2025.

Add [[m:Wiki Loves Ramadan 2025/Participant|your community here]], and organized Wiki Loves Ramadan 2025 in your local language.

Whether you’re a first-time editor or an experienced Wikipedian, your contributions matter. Together, we can ensure Islamic cultures and traditions are well-represented and accessible to all.

Feel free to invite your community and friends too. Kindly reach out if you have any questions or need support as you prepare to participate.

Let’s make Wiki Loves Ramadan 2025 a success!

For the [[m:Wiki Loves Ramadan 2025/Team|International Team]] 16. jan. 2025, 13:08 (CET)
&lt;!-- Besked sendt af Bruger:ZI Jony@metawiki via listen på https://meta.wikimedia.org/w/index.php?title=Distribution_list/Non-Technical_Village_Pumps_distribution_list&amp;oldid=27568454 --&gt;

== Universal Code of Conduct annual review: provide your comments on the UCoC and Enforcement Guidelines ==

&lt;div lang=&quot;en&quot; dir=&quot;ltr&quot; class=&quot;mw-content-ltr&quot;&gt;
My apologies for writing in English.
{{Int:Please-translate}}.

I am writing to you to let you know the annual review period for the Universal Code of Conduct and Enforcement Guidelines is open now. You can make suggestions for changes through 3 February 2025. This is the first step of several to be taken for the annual review.
[[m:Special:MyLanguage/Universal_Code_of_Conduct/Annual_review|Read more information and find a conversation to join on the UCoC page on Meta]].

The [[m:Special:MyLanguage/Universal_Code_of_Conduct/Coordinating_Committee|Universal Code of Conduct Coordinating Committee]] (U4C) is a global group dedicated to providing an equitable and consistent implementation of the UCoC. This annual review was planned and implemented by the U4C. For more information and the responsibilities of the U4C, [[m:Special:MyLanguage/Universal_Code_of_Conduct/Coordinating_Committee/Charter|you may review the U4C Charter]].

Please share this information with other members in your community wherever else might be appropriate.

-- In cooperation with the U4C, [[m:User:Keegan (WMF)|Keegan (WMF)]] ([[m:User talk:Keegan (WMF)|talk]]) 24. jan. 2025, 02:10 (CET)
&lt;/div&gt;
&lt;!-- Besked sendt af Bruger:Keegan (WMF)@metawiki via listen på https://meta.wikimedia.org/w/index.php?title=Distribution_list/Global_message_delivery&amp;oldid=27746256 --&gt;

== Reminder: first part of the annual UCoC review closes soon ==

&lt;div lang=&quot;en&quot; dir=&quot;ltr&quot; class=&quot;mw-content-ltr&quot;&gt;
My apologies for writing in English.
{{Int:Please-translate}}.

This is a reminder that the first phase of the annual review period for the Universal Code of Conduct and Enforcement Guidelines will be closing soon. You can make suggestions for changes through [[d:Q614092|the end of day]], 3 February 2025. This is the first step of several to be taken for the annual review.
[[m:Special:MyLanguage/Universal_Code_of_Conduct/Annual_review|Read more information and find a conversation to join on the UCoC page on Meta]]. After review of the feedback, proposals for updated text will be published on Meta in March for another round of community review. 

Please share this information with other members in your community wherever else might be appropriate.

-- In cooperation with the U4C, [[m:User:Keegan (WMF)|Keegan (WMF)]] ([[m:User talk:Keegan (WMF)|talk]]) 3. feb. 2025, 01:48 (CET)
&lt;/div&gt;
&lt;!-- Besked sendt af Bruger:Keegan (WMF)@metawiki via listen på https://meta.wikimedia.org/w/index.php?title=Distribution_list/Global_message_delivery&amp;oldid=28198931 --&gt;

== &lt;span lang=&quot;en&quot; dir=&quot;ltr&quot;&gt; Upcoming Language Community Meeting (Feb 28th, 14:00 UTC) and Newsletter&lt;/span&gt; ==

&lt;div lang=&quot;en&quot; dir=&quot;ltr&quot;&gt;
&lt;section begin=&quot;message&quot;/&gt;
Hello everyone!
[[File:WP20Symbols WIKI INCUBATOR.svg|right|frameless|150x150px|alt=An image symbolising multiple languages]]
We’re excited to announce that the next '''Language Community Meeting''' is happening soon, '''February 28th at 14:00 UTC'''! If you’d like to join, simply sign up on the '''[[mw:Wikimedia_Language_and_Product_Localization/Community_meetings#28_February_2025|wiki page]]'''.

This is a participant-driven meeting where we share updates on language-related projects, discuss technical challenges in language wikis, and collaborate on solutions. In our last meeting, we covered topics like developing language keyboards, creating the Moore Wikipedia, and updates from the language support track at Wiki Indaba.

'''Got a topic to share?''' Whether it’s a technical update from your project, a challenge you need help with, or a request for interpretation support, we’d love to hear from you! Feel free to '''reply to this message''' or add agenda items to the document '''[[etherpad:p/language-community-meeting-feb-2025|here]]'''.

Also, we wanted to highlight that the sixth edition of the Language &amp; Internationalization newsletter (January 2025) is available here: [[:mw:Special:MyLanguage/Wikimedia Language and Product Localization/Newsletter/2025/January|Wikimedia Language and Product Localization/Newsletter/2025/January]]. This newsletter provides updates from the October–December 2024 quarter on new feature development, improvements in various language-related technical projects and support efforts, details about community meetings, and ideas for contributing to projects. To stay updated, you can subscribe to the newsletter on its wiki page: [[:mw:Wikimedia Language and Product Localization/Newsletter|Wikimedia Language and Product Localization/Newsletter]].

We look forward to your ideas and participation at the language community meeting, see you there!
&lt;section end=&quot;message&quot;/&gt;
&lt;/div&gt;

&lt;bdi lang=&quot;en&quot; dir=&quot;ltr&quot;&gt;[[User:MediaWiki message delivery|MediaWiki message delivery]]&lt;/bdi&gt; 22. feb. 2025, 09:28 (CET)
&lt;!-- Besked sendt af Bruger:SSethi (WMF)@metawiki via listen på https://meta.wikimedia.org/w/index.php?title=Distribution_list/Global_message_delivery&amp;oldid=28217779 --&gt;

== Universal Code of Conduct annual review: proposed changes are available for comment ==

&lt;div lang=&quot;en&quot; dir=&quot;ltr&quot; class=&quot;mw-content-ltr&quot;&gt;
My apologies for writing in English.
{{Int:Please-translate}}.

I am writing to you to let you know that [[m:Special:MyLanguage/Universal_Code_of_Conduct/Annual_review/Proposed_Changes|proposed changes]] to the [[foundation:Special:MyLanguage/Policy:Universal_Code_of_Conduct/Enforcement_guidelines|Universal Code of Conduct (UCoC) Enforcement Guidelines]] and [[m:Special:MyLanguage/Universal_Code_of_Conduct/Coordinating_Committee/Charter|Universal Code of Conduct Coordinating Committee (U4C) Charter]] are open for review. '''[[m:Special:MyLanguage/Universal_Code_of_Conduct/Annual_review/Proposed_Changes|You can provide feedback on suggested changes]]''' through the [[d:Q614092|end of day]] on Tuesday, 18 March 2025. This is the second step in the annual review process, the final step will be community voting on the proposed changes.
[[m:Special:MyLanguage/Universal_Code_of_Conduct/Annual_review|Read more information and find relevant links about the process on the UCoC annual review page on Meta]].

The [[m:Special:MyLanguage/Universal_Code_of_Conduct/Coordinating_Committee|Universal Code of Conduct Coordinating Committee]] (U4C) is a global group dedicated to providing an equitable and consistent implementation of the UCoC. This annual review was planned and implemented by the U4C. For more information and the responsibilities of the U4C, [[m:Special:MyLanguage/Universal_Code_of_Conduct/Coordinating_Committee/Charter|you may review the U4C Charter]].

Please share this information with other members in your community wherever else might be appropriate.

-- In cooperation with the U4C, [[m:User:Keegan (WMF)|Keegan (WMF)]] 7. mar. 2025, 19:50 (CET)

&lt;/div&gt;
&lt;!-- Besked sendt af Bruger:Keegan (WMF)@metawiki via listen på https://meta.wikimedia.org/w/index.php?title=Distribution_list/Global_message_delivery&amp;oldid=28307738 --&gt;

== &lt;span lang=&quot;en&quot; dir=&quot;ltr&quot;&gt;Your wiki will be in read-only soon&lt;/span&gt; ==

&lt;div lang=&quot;en&quot; dir=&quot;ltr&quot;&gt;
&lt;section begin=&quot;server-switch&quot;/&gt;&lt;div class=&quot;plainlinks&quot;&gt;

[[:m:Special:MyLanguage/Tech/Server switch|Read this message in another language]] • [https://meta.wikimedia.org/w/index.php?title=Special:Translate&amp;group=page-Tech%2FServer+switch&amp;language=&amp;action=page&amp;filter= {{int:please-translate}}]

The [[foundation:|Wikimedia Foundation]] will switch the traffic between its data centers. This will make sure that Wikipedia and the other Wikimedia wikis can stay online even after a disaster.

All traffic will switch on '''{{#time:j xg|2025-03-19|en}}'''. The switch will start at '''[https://zonestamp.toolforge.org/{{#time:U|2025-03-19T14:00|en}} {{#time:H:i e|2025-03-19T14:00}}]'''.

Unfortunately, because of some limitations in [[mw:Special:MyLanguage/Manual:What is MediaWiki?|MediaWiki]], all editing must stop while the switch is made. We apologize for this disruption, and we are working to minimize it in the future. 

A banner will be displayed on all wikis 30 minutes before this operation happens. This banner will remain visible until the end of the operation. 

'''You will be able to read, but not edit, all wikis for a short period of time.'''

*You will not be able to edit for up to an hour on {{#time:l j xg Y|2025-03-19|en}}.
*If you try to edit or save during these times, you will see an error message. We hope that no edits will be lost during these minutes, but we can't guarantee it. If you see the error message, then please wait until everything is back to normal. Then you should be able to save your edit. But, we recommend that you make a copy of your changes first, just in case.

''Other effects'':

*Background jobs will be slower and some may be dropped. Red links might not be updated as quickly as normal. If you create an article that is already linked somewhere else, the link will stay red longer than usual. Some long-running scripts will have to be stopped.
* We expect the code deployments to happen as any other week. However, some case-by-case code freezes could punctually happen if the operation require them afterwards.
* [[mw:Special:MyLanguage/GitLab|GitLab]] will be unavailable for about 90 minutes.

This project may be postponed if necessary. You can [[wikitech:Switch_Datacenter|read the schedule at wikitech.wikimedia.org]]. Any changes will be announced in the schedule. 

'''Please share this information with your community.'''&lt;/div&gt;&lt;section end=&quot;server-switch&quot;/&gt;
&lt;/div&gt;

&lt;bdi lang=&quot;en&quot; dir=&quot;ltr&quot;&gt;[[User:MediaWiki message delivery|MediaWiki message delivery]]&lt;/bdi&gt; 15. mar. 2025, 00:14 (CET)
&lt;!-- Besked sendt af Bruger:Quiddity (WMF)@metawiki via listen på https://meta.wikimedia.org/w/index.php?title=Distribution_list/Non-Technical_Village_Pumps_distribution_list&amp;oldid=28307742 --&gt;

== Final proposed modifications to the Universal Code of Conduct Enforcement Guidelines and U4C Charter now posted ==

&lt;div lang=&quot;en&quot; dir=&quot;ltr&quot; class=&quot;mw-content-ltr&quot;&gt;
The proposed modifications to the [[foundation:Special:MyLanguage/Policy:Universal_Code_of_Conduct/Enforcement_guidelines|Universal Code of Conduct Enforcement Guidelines]] and the U4C Charter [[m:Universal_Code_of_Conduct/Annual_review/2025/Proposed_Changes|are now on Meta-wiki for community notice]] in advance of the voting period. This final draft was developed from the previous two rounds of community review. Community members will be able to vote on these modifications starting on 17 April 2025. The vote will close on 1 May 2025, and results will be announced no later than 12 May 2025. The U4C election period, starting with a call for candidates, will open immediately following the announcement of the review results. More information will be posted on [[m:Special:MyLanguage//Universal_Code_of_Conduct/Coordinating_Committee/Election|the wiki page for the election]] soon.

Please be advised that this process will require more messages to be sent here over the next two months. 

The [[m:Special:MyLanguage/Universal_Code_of_Conduct/Coordinating_Committee|Universal Code of Conduct Coordinating Committee (U4C)]] is a global group dedicated to providing an equitable and consistent implementation of the UCoC. This annual review was planned and implemented by the U4C. For more information and the responsibilities of the U4C, you may [[m:Special:MyLanguage/Universal_Code_of_Conduct/Coordinating_Committee/Charter|review the U4C Charter]].

Please share this message with members of your community so they can participate as well.

-- In cooperation with the U4C, [[m:User:Keegan (WMF)|Keegan (WMF)]] ([[m:User_talk:Keegan (WMF)|talk]]) 4. apr. 2025, 04:04 (CEST)
&lt;/div&gt;
&lt;!-- Besked sendt af Bruger:Keegan (WMF)@metawiki via listen på https://meta.wikimedia.org/w/index.php?title=Distribution_list/Global_message_delivery&amp;oldid=28469465 --&gt;

== Wikidata and Sister Projects: An online community event ==

''(Apologies for posting in English)''

Hello everyone, I am excited to share news of an upcoming online event called '''[[d:Event:Wikidata_and_Sister_Projects|Wikidata and Sister Projects]]''' celebrating the different ways Wikidata can be used to support or enhance with another Wikimedia project. The event takes place over 4 days between '''May 29 - June 1st, 2025'''.

We would like to invite speakers to present at this community event, to hear success stories, challenges, showcase tools or projects you may be working on, where Wikidata has been involved in Wikipedia, Commons, WikiSource and all other WM projects.

If you are interested in attending, please [[d:Special:RegisterForEvent/1291|register here]].
If you would like to speak at the event, please fill out this Session Proposal template on the [[d:Event_talk:Wikidata_and_Sister_Projects|event talk page]], where you can also ask any questions you may have. 

I hope to see you at the event, in the audience or as a speaker, - [[Bruger:MediaWiki message delivery|MediaWiki message delivery]] ([[Brugerdiskussion:MediaWiki message delivery|diskussion]]) 11. apr. 2025, 11:18 (CEST)
&lt;!-- Besked sendt af Bruger:Danny Benjafield (WMDE)@metawiki via listen på https://meta.wikimedia.org/w/index.php?title=User:Danny_Benjafield_(WMDE)/MassMessage_Send_List&amp;oldid=28525705 --&gt;

== Vote now on the revised UCoC Enforcement Guidelines and U4C Charter ==

&lt;div lang=&quot;en&quot; dir=&quot;ltr&quot; class=&quot;mw-content-ltr&quot;&gt;

The voting period for the revisions to the Universal Code of Conduct Enforcement Guidelines (&quot;UCoC EG&quot;) and the UCoC's Coordinating Committee Charter is open now through the end of 1 May (UTC) ([https://zonestamp.toolforge.org/1746162000 find in your time zone]). [[m:Special:MyLanguage/Universal_Code_of_Conduct/Annual_review/2025/Voter_information|Read the information on how to participate and read over the proposal before voting]] on the UCoC page on Meta-wiki.

The [[m:Special:MyLanguage/Universal_Code_of_Conduct/Coordinating_Committee|Universal Code of Conduct Coordinating Committee (U4C)]] is a global group dedicated to providing an equitable and consistent implementation of the UCoC. This annual review of the EG and Charter was planned and implemented by the U4C. Further information will be provided in the coming months about the review of the UCoC itself. For more information and the responsibilities of the U4C, you may [[m:Special:MyLanguage/Universal_Code_of_Conduct/Coordinating_Committee/Charter|review the U4C Charter]].

Please share this message with members of your community so they can participate as well.

In cooperation with the U4C -- [[m:User:Keegan (WMF)|Keegan (WMF)]] ([[m:User_talk:Keegan (WMF)|talk]]) 17. apr. 2025, 02:34 (CEST)
&lt;/div&gt;
&lt;!-- Besked sendt af Bruger:Keegan (WMF)@metawiki via listen på https://meta.wikimedia.org/w/index.php?title=Distribution_list/Global_message_delivery&amp;oldid=28469465 --&gt;

== &lt;span lang=&quot;en&quot; dir=&quot;ltr&quot;&gt;Vote on proposed modifications to the UCoC Enforcement Guidelines and U4C Charter&lt;/span&gt; ==

&lt;div lang=&quot;en&quot; dir=&quot;ltr&quot;&gt;
&lt;section begin=&quot;announcement-content&quot; /&gt;
The voting period for the revisions to the Universal Code of Conduct Enforcement Guidelines and U4C Charter closes on 1 May 2025 at 23:59 UTC ([https://zonestamp.toolforge.org/1746162000 find in your time zone]). [[m:Special:MyLanguage/Universal Code of Conduct/Annual review/2025/Voter information|Read the information on how to participate and read over the proposal before voting]] on the UCoC page on Meta-wiki.

The [[m:Special:MyLanguage/Universal Code of Conduct/Coordinating Committee|Universal Code of Conduct Coordinating Committee (U4C)]] is a global group dedicated to providing an equitable and consistent implementation of the UCoC. This annual review was planned and implemented by the U4C. For more information and the responsibilities of the U4C, you may [[m:Special:MyLanguage/Universal Code of Conduct/Coordinating Committee/Charter|review the U4C Charter]].

Please share this message with members of your community in your language, as appropriate, so they can participate as well.

In cooperation with the U4C -- &lt;section end=&quot;announcement-content&quot; /&gt;
&lt;/div&gt;

&lt;div lang=&quot;en&quot; dir=&quot;ltr&quot; class=&quot;mw-content-ltr&quot;&gt;
[[m:User:Keegan (WMF)|Keegan (WMF)]] ([[m:User talk:Keegan (WMF)|talk]]) 29. apr. 2025, 05:40 (CEST)&lt;/div&gt;
&lt;!-- Besked sendt af Bruger:Keegan (WMF)@metawiki via listen på https://meta.wikimedia.org/w/index.php?title=Distribution_list/Global_message_delivery&amp;oldid=28618011 --&gt;

== We will be enabling the new Charts extension on your wiki soon! ==

''(Apologies for posting in English)''

Hi all! We have good news to share regarding the ongoing problem with graphs and charts affecting all wikis that use them.

As you probably know, the [[:mw:Special:MyLanguage/Extension:Graph|old Graph extension]] was disabled in 2023 [[listarchive:list/wikitech-l@lists.wikimedia.org/thread/EWL4AGBEZEDMNNFTM4FRD4MHOU3CVESO/|due to security reasons]]. We’ve worked in these two years to find a solution that could replace the old extension, and provide a safer and better solution to users who wanted to showcase graphs and charts in their articles. We therefore developed the [[:mw:Special:MyLanguage/Extension:Chart|Charts extension]], which will be replacing the old Graph extension and potentially also the [[:mw:Extension:EasyTimeline|EasyTimeline extension]].

After successfully deploying the extension on Italian, Swedish, and Hebrew Wikipedia, as well as on MediaWiki.org, as part of a pilot phase, we are now happy to announce that we are moving forward with the next phase of deployment, which will also include your wiki.

The deployment will happen in batches, and will start from '''May 6'''. Please, consult [[:mw:Special:MyLanguage/Extension:Chart/Project#Deployment Timeline|our page on MediaWiki.org]] to discover when the new Charts extension will be deployed on your wiki. You can also [[:mw:Special:MyLanguage/Extension:Chart|consult the documentation]] about the extension on MediaWiki.org.

If you have questions, need clarifications, or just want to express your opinion about it, please refer to the [[:mw:Special:MyLanguage/Extension_talk:Chart/Project|project’s talk page on Mediawiki.org]], or ping me directly under this thread. If you encounter issues using Charts once it gets enabled on your wiki, please report it on the [[:mw:Extension_talk:Chart/Project|talk page]] or at [[phab:tag/charts|Phabricator]].

Thank you in advance! -- [[User:Sannita (WMF)|User:Sannita (WMF)]] ([[User talk:Sannita (WMF)|talk]]) 6. maj 2025, 17:07 (CEST)
&lt;!-- Besked sendt af Bruger:Sannita (WMF)@metawiki via listen på https://meta.wikimedia.org/w/index.php?title=User:Sannita_(WMF)/Mass_sending_test&amp;oldid=28663781 --&gt;

== &lt;span lang=&quot;en&quot; dir=&quot;ltr&quot;&gt;Call for Candidates for the Universal Code of Conduct Coordinating Committee (U4C)&lt;/span&gt; ==

&lt;div lang=&quot;en&quot; dir=&quot;ltr&quot;&gt;
&lt;section begin=&quot;announcement-content&quot; /&gt;
The results of voting on the Universal Code of Conduct Enforcement Guidelines and Universal Code of Conduct Coordinating Committee (U4C) Charter is [[m:Special:MyLanguage/Universal Code of Conduct/Annual review/2025#Results|available on Meta-wiki]].

You may now [[m:Special:MyLanguage/Universal Code of Conduct/Coordinating Committee/Election/2025/Candidates|submit your candidacy to serve on the U4C]] through 29 May 2025 at 12:00 UTC. Information about [[m:Special:MyLanguage/Universal Code of Conduct/Coordinating Committee/Election/2025|eligibility, process, and the timeline are on Meta-wiki]]. Voting on candidates will open on 1 June 2025 and run for two weeks, closing on 15 June 2025 at 12:00 UTC.

If you have any questions, you can ask on [[m:Talk:Universal Code of Conduct/Coordinating Committee/Election/2025|the discussion page for the election]]. -- in cooperation with the U4C, &lt;/div&gt;&lt;section end=&quot;announcement-content&quot; /&gt;
&lt;/div&gt;

&lt;bdi lang=&quot;en&quot; dir=&quot;ltr&quot;&gt;[[m:User:Keegan (WMF)|Keegan (WMF)]] ([[m:User_talk:Keegan (WMF)|diskussion]])&lt;/bdi&gt; 16. maj 2025, 00:06 (CEST)
&lt;!-- Besked sendt af Bruger:Keegan (WMF)@metawiki via listen på https://meta.wikimedia.org/w/index.php?title=Distribution_list/Global_message_delivery&amp;oldid=28618011 --&gt;

== RfC ongoing regarding Abstract Wikipedia (and your project) ==

&lt;div lang=&quot;en&quot; dir=&quot;ltr&quot; class=&quot;mw-content-ltr&quot;&gt;
''(Apologies for posting in English, if this is not your first language)''

Hello all! We opened a discussion on Meta about a very delicate issue for the development of [[:m:Special:MyLanguage/Abstract Wikipedia|Abstract Wikipedia]]: where to store the abstract content that will be developed through functions from Wikifunctions and data from Wikidata. Since some of the hypothesis involve your project, we wanted to hear your thoughts too. 

We want to make the decision process clear: we do not yet know which option we want to use, which is why we are consulting here. We will take the arguments from the Wikimedia communities into account, and we want to consult with the different communities and hear arguments that will help us with the decision. The decision will be made and communicated after the consultation period by the Foundation.

You can read the various hypothesis and have your say at [[:m:Abstract Wikipedia/Location of Abstract Content|Abstract Wikipedia/Location of Abstract Content]]. Thank you in advance! -- [[User:Sannita (WMF)|Sannita (WMF)]] ([[User talk:Sannita (WMF)|&lt;span class=&quot;signature-talk&quot;&gt;{{int:Talkpagelinktext}}&lt;/span&gt;]]) 22. maj 2025, 17:26 (CEST)
&lt;/div&gt;
&lt;!-- Besked sendt af Bruger:Sannita (WMF)@metawiki via listen på https://meta.wikimedia.org/w/index.php?title=User:Sannita_(WMF)/Mass_sending_test&amp;oldid=28768453 --&gt;

== &lt;span lang=&quot;en&quot; dir=&quot;ltr&quot;&gt;Wikimedia Foundation Board of Trustees 2025 Selection &amp; Call for Questions&lt;/span&gt; ==

&lt;div lang=&quot;en&quot; dir=&quot;ltr&quot;&gt;
&lt;section begin=&quot;announcement-content&quot; /&gt;
:''[[m:Special:MyLanguage/Wikimedia Foundation elections/2025/Announcement/Selection announcement|{{int:interlanguage-link-mul}}]] • [https://meta.wikimedia.org/w/index.php?title=Special:Translate&amp;group=page-{{urlencode:Wikimedia Foundation elections/2025/Announcement/Selection announcement}}&amp;language=&amp;action=page&amp;filter= {{int:please-translate}}]''

Dear all,

This year, the term of 2 (two) Community- and Affiliate-selected Trustees on the Wikimedia Foundation Board of Trustees will come to an end [1]. The Board invites the whole movement to participate in this year’s selection process and vote to fill those seats.

The Elections Committee will oversee this process with support from Foundation staff [2]. The Governance Committee, composed of trustees who are not candidates in the 2025 community-and-affiliate-selected trustee selection process (Raju Narisetti, Shani Evenstein Sigalov, Lorenzo Losa, Kathy Collins, Victoria Doronina and Esra’a Al Shafei) [3], is tasked with providing Board oversight for the 2025 trustee selection process and for keeping the Board informed. More details on the roles of the Elections Committee, Board, and staff are here [4].

Here are the key planned dates:

* May 22 – June 5: Announcement (this communication) and call for questions period [6]
* June 17 – July 1, 2025: Call for candidates
* July 2025: If needed, affiliates vote to shortlist candidates if more than 10 apply [5]
* August 2025: Campaign period
* August – September 2025: Two-week community voting period
* October – November 2025: Background check of selected candidates
* Board’s Meeting in December 2025: New trustees seated

Learn more about the 2025 selection process - including the detailed timeline, the candidacy process, the campaign rules, and the voter eligibility criteria - on this Meta-wiki page [[m:Special:MyLanguage/Wikimedia_Foundation_elections/2025|[link]]].

'''Call for Questions'''

In each selection process, the community has the opportunity to submit questions for the Board of Trustees candidates to answer. The Election Committee selects questions from the list developed by the community for the candidates to answer. Candidates must answer all the required questions in the application in order to be eligible; otherwise their application will be disqualified. This year, the Election Committee will select 5 questions for the candidates to answer. The selected questions may be a combination of what’s been submitted from the community, if they’re alike or related. [[m:Special:MyLanguage/Wikimedia_Foundation_elections/2025/Questions_for_candidates|[link]]]

'''Election Volunteers'''

Another way to be involved with the 2025 selection process is to be an Election Volunteer. Election Volunteers are a bridge between the Elections Committee and their respective community. They help ensure their community is represented and mobilize them to vote. Learn more about the program and how to join on this Meta-wiki page [[m:Wikimedia_Foundation_elections/2025/Election_volunteers|[link].]]

Thank you!

[1] https://meta.wikimedia.org/wiki/Wikimedia_Foundation_elections/2022/Results

[2] https://foundation.wikimedia.org/wiki/Committee:Elections_Committee_Charter

[3] https://foundation.wikimedia.org/wiki/Resolution:Committee_Membership,_December_2024

[4] https://meta.wikimedia.org/wiki/Wikimedia_Foundation_elections_committee/Roles

[5] https://meta.wikimedia.org/wiki/Wikimedia_Foundation_elections/2025/FAQ

[6] https://meta.wikimedia.org/wiki/Wikimedia_Foundation_elections/2025/Questions_for_candidates

Best regards,

Victoria Doronina

Board Liaison to the Elections Committee

Governance Committee&lt;section end=&quot;announcement-content&quot; /&gt;
&lt;/div&gt;

[[Bruger:MediaWiki message delivery|MediaWiki message delivery]] ([[Brugerdiskussion:MediaWiki message delivery|diskussion]]) 28. maj 2025, 05:07 (CEST)
&lt;!-- Besked sendt af Bruger:RamzyM (WMF)@metawiki via listen på https://meta.wikimedia.org/w/index.php?title=Distribution_list/Global_message_delivery&amp;oldid=28618011 --&gt;

== Vote now in the 2025 U4C Election ==

&lt;div lang=&quot;en&quot; dir=&quot;ltr&quot; class=&quot;mw-content-ltr&quot;&gt;
Apologies for writing in English.
{{Int:Please-translate}}

Eligible voters are asked to participate in the 2025 [[m:Special:MyLanguage/Universal_Code_of_Conduct/Coordinating_Committee|Universal Code of Conduct Coordinating Committee]] election. More information–including an eligibility check, voting process information, candidate information, and a link to the vote–are available on Meta at the [[m:Special:MyLanguage/Universal_Code_of_Conduct/Coordinating_Committee/Election/2025|2025 Election information page]]. The vote closes on 17 June 2025 at [https://zonestamp.toolforge.org/1750161600 12:00 UTC].

Please vote if your account is eligible. Results will be available by 1 July 2025. -- In cooperation with the U4C, [[m:User:Keegan (WMF)|Keegan (WMF)]] ([[m:User talk:Keegan (WMF)|talk]]) 14. jun. 2025, 01:00 (CEST) &lt;/div&gt;
&lt;!-- Besked sendt af Bruger:Keegan (WMF)@metawiki via listen på https://meta.wikimedia.org/w/index.php?title=Distribution_list/Global_message_delivery&amp;oldid=28848819 --&gt;

== &lt;span lang=&quot;en&quot; dir=&quot;ltr&quot;&gt;Wikimedia Foundation Board of Trustees 2025 - Call for Candidates&lt;/span&gt; ==

&lt;div lang=&quot;en&quot; dir=&quot;ltr&quot;&gt;
&lt;section begin=&quot;announcement-content&quot; /&gt;
:''&lt;div class=&quot;plainlinks&quot;&gt;[[m:Special:MyLanguage/Wikimedia Foundation elections/2025/Announcement/Call for candidates|{{int:interlanguage-link-mul}}]] • [https://meta.wikimedia.org/w/index.php?title=Special:Translate&amp;group=page-{{urlencode:Wikimedia Foundation elections/2025/Announcement/Call for candidates}}&amp;language=&amp;action=page&amp;filter= {{int:please-translate}}]&lt;/div&gt;
Hello all,

The [[m:Special:MyLanguage/Wikimedia Foundation elections/2025|call for candidates for the 2025 Wikimedia Foundation Board of Trustees selection is now open]] from June 17, 2025 – July 2, 2025 at 11:59 UTC [1]. The Board of Trustees oversees the Wikimedia Foundation's work, and each Trustee serves a three-year term [2]. This is a volunteer position.

This year, the Wikimedia community will vote in late August through September 2025 to fill two (2) seats on the Foundation Board. Could you – or someone you know – be a good fit to join the Wikimedia Foundation's Board of Trustees? [3]

Learn more about what it takes to stand for these leadership positions and how to submit your candidacy on [[m:Special:MyLanguage/Wikimedia Foundation elections/2025/Candidate application|this Meta-wiki page]] or encourage someone else to run in this year's election.

Best regards,

Abhishek Suryawanshi&lt;br /&gt;
Chair of the Elections Committee

On behalf of the Elections Committee and Governance Committee

[1] https://meta.wikimedia.org/wiki/Special:MyLanguage/Wikimedia_Foundation_elections/2025/Call_for_candidates

[2] https://foundation.wikimedia.org/wiki/Legal:Bylaws#(B)_Term.

[3] https://meta.wikimedia.org/wiki/Special:MyLanguage/Wikimedia_Foundation_elections/2025/Resources_for_candidates&lt;section end=&quot;announcement-content&quot; /&gt;
&lt;/div&gt;

[[Bruger:MediaWiki message delivery|MediaWiki message delivery]] ([[Brugerdiskussion:MediaWiki message delivery|diskussion]]) 17. jun. 2025, 19:43 (CEST)
&lt;!-- Besked sendt af Bruger:RamzyM (WMF)@metawiki via listen på https://meta.wikimedia.org/w/index.php?title=Distribution_list/Global_message_delivery&amp;oldid=28866958 --&gt;

== &lt;span lang=&quot;en&quot; dir=&quot;ltr&quot;&gt;Sister Projects Task Force reviews Wikispore and Wikinews&lt;/span&gt; ==

&lt;div lang=&quot;en&quot; dir=&quot;ltr&quot;&gt;
&lt;section begin=&quot;message&quot;/&gt;
Dear Wikimedia Community,

The [[m:Wikimedia Foundation Community Affairs Committee|Community Affairs Committee (CAC)]]  of the Wikimedia Foundation Board of Trustees assigned [[m:Wikimedia Foundation Community Affairs Committee/Sister Projects Task Force|the Sister Projects Task Force (SPTF)]] to update and implement a procedure for assessing the lifecycle of Sister Projects – wiki [[m:Wikimedia projects|projects supported by Wikimedia Foundation (WMF)]].

A vision of relevant, accessible, and impactful free knowledge has always guided the Wikimedia Movement. As the ecosystem of Wikimedia projects continues to evolve, it is crucial that we periodically review existing projects to ensure they still align with our goals and community capacity.

Despite their noble intent, some projects may no longer effectively serve their original purpose. '''Reviewing such projects is not about giving up – it's about responsible stewardship of shared resources'''. Volunteer time, staff support, infrastructure, and community attention are finite, and the non-technical costs tend to grow significantly as our ecosystem has entered a different age of the internet than the one we were founded in. Supporting inactive projects or projects that didn't meet our ambitions can unintentionally divert these resources from areas with more potential impact.

Moreover, maintaining projects that no longer reflect the quality and reliability of the Wikimedia name stands for, involves a reputational risk. An abandoned or less reliable project affects trust in the Wikimedia movement.

Lastly, '''failing to sunset or reimagine projects that are no longer working can make it much harder to start new ones'''. When the community feels bound to every past decision – no matter how outdated – we risk stagnation. A healthy ecosystem must allow for evolution, adaptation, and, when necessary, letting go. If we create the expectation that every project must exist indefinitely, we limit our ability to experiment and innovate.

Because of this, SPTF reviewed two requests concerning the lifecycle of the Sister Projects to work through and demonstrate the review process. We chose Wikispore as a case study for a possible new Sister Project opening and Wikinews as a case study for a review of an existing project. Preliminary findings were discussed with the CAC, and a community consultation on both proposals was recommended.

=== Wikispore ===

The [[m:Wikispore|application to consider Wikispore]] was submitted in 2019. SPTF decided to review this request in more depth because rather than being concentrated on a specific topic, as most of the proposals for the new Sister Projects are, Wikispore has the potential to nurture multiple start-up Sister Projects.

After careful consideration, the SPTF has decided '''not to recommend''' Wikispore as a Wikimedia Sister Project. Considering the current activity level, the current arrangement allows '''better flexibility''' and experimentation while WMF provides core infrastructural support. 

We acknowledge the initiative's potential and seek community input on what would constitute a sufficient level of activity and engagement to reconsider its status in the future.

As part of the process, we shared the decision with the Wikispore community and invited one of its leaders, Pharos, to an SPTF meeting.

Currently, we especially invite feedback on measurable criteria indicating the project's readiness, such as contributor numbers, content volume, and sustained community support. This would clarify the criteria sufficient for opening a new Sister Project, including possible future Wikispore re-application. However, the numbers will always be a guide because any number can be gamed.

=== Wikinews ===

We chose to review Wikinews among existing Sister Projects because it is the one for which we have observed the highest level of concern in multiple ways.

Since the SPTF was convened in 2023, its members have asked for the community's opinions during conferences and community calls about Sister Projects that did not fulfil their promise in the Wikimedia movement.[https://commons.wikimedia.org/wiki/File:WCNA_2024._Sister_Projects_-_opening%3F_closing%3F_merging%3F_splitting%3F.pdf &lt;nowiki&gt;[1]&lt;/nowiki&gt;][https://meta.wikimedia.org/wiki/Wikimedia_Foundation_Community_Affairs_Committee/Sister_Projects_Task_Force#Wikimania_2023_session_%22Sister_Projects:_past,_present_and_the_glorious_future%22 &lt;nowiki&gt;[2]&lt;/nowiki&gt;][https://meta.wikimedia.org/wiki/WikiConvention_francophone/2024/Programme/Quelle_proc%C3%A9dure_pour_ouvrir_ou_fermer_un_projet_%3F &lt;nowiki&gt;[3]&lt;/nowiki&gt;] Wikinews was the leading candidate for an evaluation because people from multiple language communities proposed it. Additionally, by most measures, it is the least active Sister Project, with the greatest drop in activity over the years.

While the Language Committee routinely opens and closes language versions of the Sister Projects in small languages, there has never been a valid proposal to close Wikipedia in major languages or any project in English. This is not true for Wikinews, where there was a proposal to close English Wikinews, which gained some traction but did not result in any action[https://meta.wikimedia.org/wiki/Proposals_for_closing_projects/Closure_of_English_Wikinews &lt;nowiki&gt;[4]&lt;/nowiki&gt;][https://meta.wikimedia.org/wiki/WikiConvention_francophone/2024/Programme/Quelle_proc%C3%A9dure_pour_ouvrir_ou_fermer_un_projet_%3F &lt;nowiki&gt;[5]&lt;/nowiki&gt;, see section 5] as well as a draft proposal to close all languages of Wikinews[https://meta.wikimedia.org/wiki/Talk:Proposals_for_closing_projects/Archive_2#Close_Wikinews_completely,_all_languages? &lt;nowiki&gt;[6]&lt;/nowiki&gt;].

[[:c:File:Sister Projects Taskforce Wikinews review 2024.pdf|Initial metrics]] compiled by WMF staff also support the community's concerns about Wikinews.

Based on this report, SPTF recommends a community reevaluation of Wikinews. We conclude that its current structure and activity levels are the lowest among the existing sister projects. SPTF also recommends pausing the opening of new language editions while the consultation runs.

SPTF brings this analysis to a discussion and welcomes discussions of alternative outcomes, including potential restructuring efforts or integration with other Wikimedia initiatives.

'''Options''' mentioned so far (which might be applied to just low-activity languages or all languages) include but are not limited to:
*Restructure how Wikinews works and is linked to other current events efforts on the projects,
*Merge the content of Wikinews into the relevant language Wikipedias, possibly in a new namespace,
*Merge content into compatibly licensed external projects,
*Archive Wikinews projects.
Your insights and perspectives are invaluable in shaping the future of these projects. We encourage all interested community members to share their thoughts on the relevant discussion pages or through other designated feedback channels.

=== Feedback and next steps ===

We'd be grateful if you want to take part in a conversation on the future of these projects and the review process. We are setting up two different project pages: [[m:Public consultation about Wikispore|Public consultation about Wikispore]] and [[m:Public consultation about Wikinews|Public consultation about Wikinews]]. Please participate between 27 June 2025 and 27 July 2025, after which we will summarize the discussion to move forward. You can write in your own language.

I will also host a community conversation 16th July Wednesday 11.00 UTC and 17th July Thursday 17.00 UTC (call links to follow shortly) and will be around at Wikimania for more discussions. 
&lt;section end=&quot;message&quot;/&gt;
&lt;/div&gt;

-- [[User:Victoria|Victoria]] on behalf of the Sister Project Task Force, 27. jun. 2025, 22:56 (CEST)
&lt;!-- Besked sendt af Bruger:Johan (WMF)@metawiki via listen på https://meta.wikimedia.org/w/index.php?title=User:Johan_(WMF)/Sister_project_MassMassage_on_behalf_of_Victoria/Target_list&amp;oldid=28911188 --&gt;

== Wikidata Item and Property labels soon displayed in Wiki Watchlist/Recent Changes ==

''(Apologies for posting in English, you can help by translating into your language)''

Hello everyone, the [[m:Wikidata_For_Wikimedia_Projects/Clearer_Wikidata_Edit_Summaries/Resolve_Labels|Wikidata For Wikimedia Projects]] team is excited to announce an upcoming change in how Wikidata edit changelogs are displayed in your [[Special:Watchlist|Watchlists]] and [[Special:RecentChanges|Recent Changes]] lists. If an edit is made on Wikidata that affects a page in another Wikimedia Project, the changelog will contain some information about the nature of the edit. This can include a QID (or Q-number), a PID (or P-number) and a value (which can be text, numbers, dates, or also QID or PID’s). Confused by these terms? See the [[d:Special:MyLanguage/Wikidata:Glossary|Wikidata:Glossary]] for further explanations.

The upcoming change is scheduled for '''17.07.2025''', between '''1300 - 1500 UTC'''.
The change will display the label (item name) alongside any QID or PIDs, as seen in the image below:
[[File:Apr10 edit summary on Wikidata.png|An edit sum entry on Wikidata, labels display alongside their P- and Q-no.'s]]

These changes will only be visible if you have Wikidata edits enabled in your User Preferences for Watchlists and Recent Changes, or have the active filter ‘Wikidata edits’ checkbox toggled on, directly on the Watchlist and Recent Changes pages.

Your bot and gadget may be affected! There are thousands of bots, gadgets and user-scripts and whilst we have researched potential effects to many of them, we cannot guarantee there won’t be some that are broken or affected by this change.

Further information and context about this change, including how your bot may be affected can be found on this [[m:Wikidata_For_Wikimedia_Projects/Clearer_Wikidata_Edit_Summaries/Resolve_Labels|project task page]]. We welcome your questions and feedback, please write to us on this dedicated [[m:Talk:Wikidata_For_Wikimedia_Projects/Clearer_Wikidata_Edit_Summaries/Resolve_Labels|Talk page]].

Thank you, - [[m:User:Danny_Benjafield_(WMDE)|Danny Benjafield (WMDE)]] on behalf of the Wikidata For Wikimedia Projects Team. [[Bruger:MediaWiki message delivery|MediaWiki message delivery]] ([[Brugerdiskussion:MediaWiki message delivery|diskussion]]) 14. jul. 2025, 14:46 (CEST)
&lt;!-- Besked sendt af Bruger:Danny Benjafield (WMDE)@metawiki via listen på https://meta.wikimedia.org/w/index.php?title=User:Danny_Benjafield_(WMDE)/MassMessage_Test_List&amp;oldid=28981877 --&gt;

== &lt;span lang=&quot;en&quot; dir=&quot;ltr&quot;&gt;Temporary accounts will be rolled out soon&lt;/span&gt; ==

&lt;div lang=&quot;en&quot; dir=&quot;ltr&quot;&gt;
&lt;section begin=&quot;body&quot;/&gt;
Hello, we are the Wikimedia Foundation [[mw:Special:MyLanguage/Product Safety and Integrity|Product Safety and Integrity]] team. We would like to announce that '''we plan to enable [[mw:Special:MyLanguage/Trust and Safety Product/Temporary Accounts|temporary accounts]] for this wiki in the week of September 1'''.

Temporary accounts are successfully live on 30 wikis, including many large ones like German, Japanese, and French. The change they bring is especially relevant to logged-out editors, who this feature is designed to protect. But it is also relevant to community members like mentors, patrollers, and admins – anyone who reverts edits, blocks users, or otherwise interacts with logged-out editors as part of keeping the wikis safe and accurate. 

'''Why we are building temporary accounts'''

Our wikis should be safer to edit by default for logged-out editors. Temporary accounts allow people to continue editing the wikis without creating an account, while avoiding publicly tying their edits to their IP address. We believe this is in the best interest of our logged-out editors, who make valuable contributions to the wikis and who may later create accounts and grow our community of editors, admins, and other roles. Even though the wikis do warn logged-out editors that their IP address will be associated with their edit, many people may not understand what an IP address is, or that it could be used to connect them to other information about them in ways they might not expect. 

Additionally, our moderation software and tools rely too heavily on network origin (IP addresses) to identify users and patterns of activity, especially as IP addresses themselves are becoming less stable as identifiers. Temporary accounts allow for more precise interactions with logged-out editors, including more precise blocks, and can help limit how often we unintentionally end up blocking good-faith users who use the same IP addresses as bad-faith users.

'''How temporary accounts work'''
[[File:Temporary account banner and empty talk page.png|thumb]]
Any time a logged-out user publishes an edit on this wiki, a cookie will be set in this user's browser, and a temporary account tied with this cookie will be automatically created. This account's name will follow the pattern: &lt;code dir=ltr&gt;~2025-12345-67&lt;/code&gt; (a tilde, current year, a number). On pages like Recent Changes or page history, this name will be displayed. The cookie will expire 90 days after its creation. As long as it exists, all edits made from this device will be attributed to this temporary account. It will be the same account even if the IP address changes, unless the user clears their cookies or uses a different device or web browser. A record of the IP address used at the time of each edit will be stored for 90 days after the edit. However, only some logged-in users will be able to see it.

'''What does this mean for different groups of users?'''

'''For logged-out editors'''

* This increases privacy: currently, if you do not use a registered account to edit, then everybody can see the IP address for the edits you made, even after 90 days. That will no longer be possible on this wiki.
* If you use a temporary account to edit from different locations in the last 90 days (for example at home and at a coffee shop), the edit history and the IP addresses for all those locations will now be recorded together, for the same temporary account. Users who [[foundation:Special:MyLanguage/Policy:Access_to_temporary_account_IP_addresses|meet the relevant requirements]] will be able to view this data. If this creates any personal security concerns for you, please contact talktohumanrights at wikimedia.org for advice.

'''For community members interacting with logged-out editors'''

* A temporary account is uniquely linked to a device. In comparison, an IP address can be shared with different devices and people (for example, different people at school or at work might have the same IP address).
* Compared to the current situation, it will be safer to assume that a temporary user's talk page belongs to only one person, and messages left there will be read by them. As you can see in the screenshot, temporary account users will receive notifications. It will also be possible to thank them for their edits, ping them in discussions, and invite them to get more involved in the community.

'''For users who use IP address data to moderate and maintain the wiki'''

* '''For patrollers''' who track persistent abusers, investigate violations of policies, etc.: Users who [[foundation:Special:MyLanguage/Policy:Access_to_temporary_account_IP_addresses|meet the requirements]] will be able to reveal temporary users' IP addresses and all contributions made by temporary accounts from a specific IP address or range ([[Special:IPContributions]]). They will also have access to useful information about the IP addresses thanks to the [[mw:Special:MyLanguage/Trust and Safety Product/IP Info|IP Info]] feature. Many other pieces of software have been built or adjusted to work with temporary accounts, including AbuseFilter, global blocks, Global User Contributions, and more. (For information for volunteer developers on how to update the code of your tools – see the last part of the message.)
* '''For admins blocking logged-out editors''':
** It will be possible to block many abusers by just blocking their temporary accounts. A blocked person won't be able to create new temporary accounts quickly if the admin selects the [[mw:Special:MyLanguage/Autoblock|autoblock]] option.
** It will still be possible to block an IP address or IP range.
* Temporary accounts will not be retroactively applied to contributions made before the deployment. On Special:Contributions, you will be able to see existing IP user contributions, but not new contributions made by temporary accounts on that IP address. Instead, you should use Special:IPContributions for this.

'''Our requests for you, and next steps'''

* If you know of any tools, bots, gadgets etc. using data about IP addresses or being available for logged-out users, you may want to test if they work on [[testwiki:Main_Page|testwiki]] or [[test2wiki:Main_Page|test2wiki]]. If you are a volunteer developer, [[mw:Special:MyLanguage/Trust and Safety Product/Temporary Accounts/For developers|read our documentation for developers]], and in particular, the section on [[mw:Special:MyLanguage/Trust and Safety Product/Temporary Accounts/For developers#How should I update my code?|how your code might need to be updated]].
* If you want to test the temporary account experience, for example just to check what it feels like, go to testwiki or test2wiki and edit without logging in.
* Tell us if you know of any difficulties that need to be addressed. We will try to help, and if we are not able, we will consider the available options.
* Look at our [[m:Meta:Babel#Temporary_Accounts:_access_to_IP_addresses_and_next_steps|previous message]] about requirements for users without extended rights who may need access to IP addresses.

To learn more about the project, check out [[mw:Special:MyLanguage/Trust and Safety Product/Temporary Accounts/FAQ|our FAQ]] – you will find many useful answers there. You may also [[mw:Special:MyLanguage/Trust and Safety Product/Temporary Accounts/Updates|look at the updates]] (we have just posted one) and [[mw:Newsletter:Product Safety and Integrity|subscribe to our new newsletter]]. If you'd like to talk to me (Szymon) off-wiki, you will find me on Discord and Telegram. Thank you!&lt;section end=&quot;body&quot; /&gt;
&lt;/div&gt;

&lt;bdi lang=&quot;en&quot; dir=&quot;ltr&quot;&gt;[[m:user:NKohli (WMF)|NKohli (WMF)]], [[m:user:SGrabarczuk (WMF)|SGrabarczuk (WMF)]]&lt;/bdi&gt; 26. aug. 2025, 23:35 (CEST)
&lt;!-- Besked sendt af Bruger:Quiddity (WMF)@metawiki via listen på https://meta.wikimedia.org/w/index.php?title=User:Quiddity_(WMF)/sandbox6&amp;oldid=29181713 --&gt;

== &lt;span lang=&quot;en&quot; dir=&quot;ltr&quot;&gt;Server switch - Your wiki will be read-only for a short time soon&lt;/span&gt; ==

&lt;div lang=&quot;en&quot; dir=&quot;ltr&quot;&gt;
&lt;section begin=&quot;server-switch&quot;/&gt;&lt;div class=&quot;plainlinks&quot;&gt;

[[:m:Special:MyLanguage/Tech/Server switch|Read this message in another language]] • [https://meta.wikimedia.org/w/index.php?title=Special:Translate&amp;group=page-Tech%2FServer+switch&amp;language=&amp;action=page&amp;filter= {{int:please-translate}}]

The [[foundation:|Wikimedia Foundation]] will switch the traffic between its data centers. This will make sure that Wikipedia and the other Wikimedia wikis can stay online even after a disaster.

All traffic will switch on '''{{#time:j xg|2025-09-24|en}}'''. The switch will start at '''[https://zonestamp.toolforge.org/{{#time:U|2025-09-24T15:00|en}} {{#time:H:i e|2025-09-24T15:00}}]'''.

Unfortunately, because of some limitations in [[mw:Special:MyLanguage/Manual:What is MediaWiki?|MediaWiki]], all editing must stop while the switch is made. We apologize for this disruption, and we are working to minimize it in the future. 

A banner will be displayed on all wikis 30 minutes before this operation happens. This banner will remain visible until the end of the operation. 
You can contribute to the [https://meta.wikimedia.org/w/index.php?title=Special%3ATranslate&amp;group=Centralnotice-tgroup-read_only_banner&amp;task=view&amp;language=&amp;filter=&amp;action=translate translation or proofreading] of this banner text.

'''You will be able to read, but not edit, all wikis for a short period of time.'''

*You will not be able to edit for up to an hour on {{#time:l j xg Y|2025-09-24|en}}.
*If you try to edit or save during these times, you will see an error message. We hope that no edits will be lost during these minutes, but we can't guarantee it. If you see the error message, then please wait until everything is back to normal. Then you should be able to save your edit. But, we recommend that you make a copy of your changes first, just in case.

''Other effects'':

*Background jobs will be slower and some may be dropped. Red links might not be updated as quickly as normal. If you create an article that is already linked somewhere else, the link will stay red longer than usual. Some long-running scripts will have to be stopped.
* We expect the code deployments to happen as any other week. However, some case-by-case code freezes could punctually happen if the operation require them afterwards.
* [[mw:Special:MyLanguage/GitLab|GitLab]] will be unavailable for about 90 minutes.

This project may be postponed if necessary. You can [[wikitech:Switch_Datacenter|read the schedule at wikitech.wikimedia.org]]. Any changes will be announced in the schedule. 

'''Please share this information with your community.'''&lt;/div&gt;&lt;section end=&quot;server-switch&quot;/&gt;
&lt;/div&gt;

&lt;span dir=ltr&gt;[[m:User:Trizek (WMF)|Trizek (WMF)]] ([[m:User talk:Trizek (WMF)|{{int:talk}}]])&lt;/span&gt; 18. sep. 2025, 17:41 (CEST)
&lt;!-- Besked sendt af Bruger:Trizek (WMF)@metawiki via listen på https://meta.wikimedia.org/w/index.php?title=Distribution_list/Non-Technical_Village_Pumps_distribution_list&amp;oldid=29170715 --&gt;

== &lt;span lang=&quot;en&quot; dir=&quot;ltr&quot;&gt;Have your say: vote for the 2025 Board of Trustees&lt;/span&gt; ==

&lt;div lang=&quot;en&quot; dir=&quot;ltr&quot;&gt;
&lt;section begin=&quot;announcement-content&quot; /&gt;
Hello all,

The voting period for the [[m:Special:MyLanguage/Wikimedia Foundation elections/2025|2025 Board of Trustees election]] is now open. Candidates are running for two (2) seats on the Board.

To check your voter eligibility, please visit the [[m:Special:MyLanguage/Wikimedia Foundation elections/2025/Voter eligibility guidelines|voter eligibility page]].

Learn more about them by [[m:Special:MyLanguage/Wikimedia Foundation elections/2025/Candidates|reading their application statements and watch their candidacy videos]].

When you are ready, go to the [[m:Special:SecurePoll/vote/405|SecurePoll voting page to vote]].

'''The vote is open from October 8 at 00:00 UTC to October 22 at 23:59 UTC.'''

Best regards,

Abhishek Suryawanshi&lt;br /&gt;Chair, Elections Committee&lt;section end=&quot;announcement-content&quot; /&gt;
&lt;/div&gt;

[[Bruger:MediaWiki message delivery|MediaWiki message delivery]] ([[Brugerdiskussion:MediaWiki message delivery|diskussion]]) 9. okt. 2025, 06:47 (CEST)
&lt;!-- Besked sendt af Bruger:RamzyM (WMF)@metawiki via listen på https://meta.wikimedia.org/w/index.php?title=Distribution_list/Global_message_delivery&amp;oldid=29360896 --&gt;

== &lt;span lang=&quot;en&quot; dir=&quot;ltr&quot;&gt;Help us decide the name of the new Abstract Wikipedia project&lt;/span&gt; ==

&lt;div lang=&quot;en&quot; dir=&quot;ltr&quot;&gt;
&lt;section begin=&quot;function1&quot;/&gt;
{{int:Hello}}. Please help pick a name for the new Abstract Wikipedia wiki project. This project will be a wiki that will enable users to combine functions from [[:f:|Wikifunctions]] and data from Wikidata in order to generate natural language sentences in any supported languages. These sentences can then be used by any Wikipedia (or elsewhere).

There will be two rounds of voting, each followed by legal review of candidates, with votes beginning on 20 October and 17 November 2025. Our goal is to have a final project name selected on mid-December 2025. If you would like to participate, then '''[[m:Special:MyLanguage/Abstract Wikipedia/Abstract Wikipedia naming contest|please learn more and vote now]]''' at meta-wiki.
{{Int:Feedback-thanks-title}}
&lt;section end=&quot;function1&quot;/&gt;
&lt;/div&gt;

-- [[User:Sannita (WMF)|User:Sannita (WMF)]] ([[User talk:Sannita (WMF)|talk]]) 20. okt. 2025, 13:42 (CEST)
&lt;!-- Besked sendt af Bruger:Sannita (WMF)@metawiki via listen på https://meta.wikimedia.org/w/index.php?title=Distribution_list/Global_message_delivery&amp;oldid=29432175 --&gt;

== &lt;span lang=&quot;en&quot; dir=&quot;ltr&quot;&gt;Seeking volunteers to join several of the movement’s committees&lt;/span&gt; ==

&lt;div lang=&quot;en&quot; dir=&quot;ltr&quot;&gt;
&lt;section begin=&quot;announcement-content&quot; /&gt;
Each year, typically from October through December, several of the movement’s committees seek new volunteers. 

Read more about the committees on their Meta-wiki pages:
* [[m:Special:MyLanguage/Affiliations Committee|Affiliations Committee (AffCom)]]
* [[m:Special:MyLanguage/Ombuds commission|Ombuds commission (OC)]]
* [[m:Special:MyLanguage/Wikimedia Foundation/Legal/Community Resilience and Sustainability/Trust and Safety/Case Review Committee|Case Review Committee (CRC)]]

Applications for the committees open on October 30, 2025. Applications for the Affiliations Committee, Ombuds commission and the Case Review Committee close on December 11, 2025. Learn how to apply by [[m:Special:MyLanguage/Wikimedia Foundation/Legal/Committee appointments|visiting the appointment page on Meta-wiki]]. Post to the talk page or email cst[[File:At sign.svg|16x16px|link=|(_AT_)]]wikimedia.org with any questions you may have.

For the Committee Support team,
&lt;section end=&quot;announcement-content&quot; /&gt;
&lt;/div&gt;

-[[m:User:MKaur (WMF)| MKaur (WMF)]] 30. okt. 2025, 15:12 (CET)
&lt;!-- Besked sendt af Bruger:MKaur (WMF)@metawiki via listen på https://meta.wikimedia.org/w/index.php?title=Distribution_list/Global_message_delivery&amp;oldid=29517125 --&gt;

== &lt;span lang=&quot;en&quot; dir=&quot;ltr&quot;&gt;Reminder: Help us decide the name of the new Abstract Wikipedia project&lt;/span&gt; ==

&lt;div lang=&quot;en&quot; dir=&quot;ltr&quot;&gt;
&lt;section begin=&quot;function2&quot;/&gt;
{{int:Hello}}. Reminder: Please help to choose name for the new Abstract Wikipedia wiki project. The finalist vote starts today. The finalists for the name are: &lt;span lang=&quot;en&quot; dir=&quot;ltr&quot; class=&quot;mw-content-ltr&quot;&gt;Abstract Wikipedia, Multilingual Wikipedia, Wikiabstracts, Wikigenerator, Proto-Wiki&lt;/span&gt;. If you would like to participate, then '''[[m:Special:MyLanguage/Abstract Wikipedia/Abstract Wikipedia naming contest|please learn more and vote now]]''' at meta-wiki.
{{Int:Feedback-thanks-title}}
&lt;section end=&quot;function2&quot;/&gt;
&lt;/div&gt;

-- [[User:Sannita (WMF)|User:Sannita (WMF)]] ([[User talk:Sannita (WMF)|talk]]) 20. nov. 2025, 15:21 (CET)
&lt;!-- Besked sendt af Bruger:Sannita (WMF)@metawiki via listen på https://meta.wikimedia.org/w/index.php?title=Distribution_list/Global_message_delivery&amp;oldid=29583860 --&gt;

== Thank You for Last Year – Join Wiki Loves Ramadan 2026 ==

Dear Wikimedia communities,

We hope you are doing well, and we wish you a happy New Year.

''Last year, we captured light. This year, we’ll capture legacy.''

In 2025, communities around the world shared the glow of Ramadan nights and the warmth of collective iftars. In 2026, ''Wiki Loves Ramadan'' is expanding, bringing more stories, more cultures, and deeper global connections across Wikimedia projects.

We invite you to explore the ''Wiki Loves Ramadan 2026'' [[m:Special:MyLanguage/Wiki Loves Ramadan 2026|Meta page]] to learn how you can participate and [[m:Special:MyLanguage/Wiki Loves Ramadan 2026/Participating communities|sign up]] your community.

📷 ''Photo campaign on '' [[c:Special:MyLanguage/Commons:Wiki Loves Ramadan 2026|Wikimedia Commons]]

If you have questions about the project, please refer to the FAQs:  
* [[m:Special:MyLanguage/Wiki Loves Ramadan/FAQ/|Meta-Wiki]]
* [[c:Special:MyLanguage/Commons:Wiki Loves Ramadan/FAQ|Wikimedia Commons]]

''Early registration for updates is now open via the '''[[m:Special:RegisterForEvent/2710|Event page]]'''''

''Stay connected and receive updates:''  
* [https://t.me/WikiLovesRamadan Telegram channel]  
* [https://lists.wikimedia.org/postorius/lists/wikilovesramadan.lists.wikimedia.org/ Mailing list]

We look forward to collaborating with you and your community.


'''The Wiki Loves Ramadan 2026 Organizing Team''' 16. jan. 2026, 20:45 (CET)
&lt;!-- Besked sendt af Bruger:ZI Jony@metawiki via listen på https://meta.wikimedia.org/w/index.php?title=Distribution_list/Non-Technical_Village_Pumps_distribution_list&amp;oldid=29879549 --&gt;

== &lt;span lang=&quot;en&quot; dir=&quot;ltr&quot;&gt;Annual review of the Universal Code of Conduct and Enforcement Guidelines&lt;/span&gt; ==

&lt;div lang=&quot;en&quot; dir=&quot;ltr&quot;&gt;
&lt;section begin=&quot;announcement-content&quot; /&gt;
I am writing to you to let you know the annual review period for the Universal Code of Conduct and Enforcement Guidelines is open now. You can make suggestions for changes through 9 February 2026. This is the first step of several to be taken for the annual review. [[m:Special:MyLanguage/Universal Code of Conduct/Annual review/2026|Read more information and find a conversation to join on the UCoC page on Meta]].

The [[m:Special:MyLanguage/Universal Code of Conduct/Coordinating Committee|Universal Code of Conduct Coordinating Committee]] (U4C) is a global group dedicated to providing an equitable and consistent implementation of the UCoC. This annual review was planned and implemented by the U4C. For more information and the responsibilities of the U4C, [[m:Special:MyLanguage/Universal Code of Conduct/Coordinating Committee/Charter|you may review the U4C Charter]].

Please share this information with other members in your community wherever else might be appropriate.

-- In cooperation with the U4C, [[m:User:Keegan (WMF)|Keegan (WMF)]] ([[m:User talk:Keegan (WMF)|talk]])&lt;section end=&quot;announcement-content&quot; /&gt;
&lt;/div&gt;

19. jan. 2026, 22:01 (CET)
&lt;!-- Besked sendt af Bruger:Keegan (WMF)@metawiki via listen på https://meta.wikimedia.org/w/index.php?title=Distribution_list/Global_message_delivery&amp;oldid=29905753 --&gt;

== &lt;span lang=&quot;en&quot; dir=&quot;ltr&quot;&gt;Upcoming deployment of CampaignEvents extension to Wikibooks&lt;/span&gt; ==

&lt;div lang=&quot;en&quot; dir=&quot;ltr&quot;&gt;
&lt;section begin=&quot;message&quot;/&gt;
Hello everyone,

We are writing to inform you that the [[mw:Help:Extension:CampaignEvents|CampaignEvents extension]] will be deployed to all Wikibooks projects during the week of '''23 March 2026'''.
This follows last year’s broader rollout across Wikimedia projects. We realized that Wikibooks was not included at the time, and we’re now addressing that to ensure consistency across all communities.

The CampaignEvents extension provides tools to support event and campaign organization on-wiki, including features like on-wiki event registration and collaboration lists(global event list).

We welcome any questions, feedback, or concerns you may have. We are also happy to support anyone interested in trying out the tools. 
''Apologies if this message is not in your preferred language. If you’re able to help translate it for your community, please feel free to do so.''
&lt;section end=&quot;message&quot;/&gt;
&lt;/div&gt;

&lt;bdi lang=&quot;en&quot; dir=&quot;ltr&quot;&gt;[[User:Udehb-WMF|Udehb-WMF]] ([[User talk:Udehb-WMF|diskussion]]) 19. mar. 2026, 19:22 (CET)&lt;/bdi&gt;
&lt;!-- Besked sendt af Bruger:Udehb-WMF@metawiki via listen på https://meta.wikimedia.org/w/index.php?title=User:Udehb-WMF/sandbox/MM_target&amp;oldid=30284073 --&gt;

== Action Required: Update templates/modules for electoral maps (Migrating from P1846 to P14226) ==

Hello everyone,

This is a notice regarding an ongoing data migration on Wikidata that may affect your election-related templates and Lua modules (such as &lt;code&gt;Module:Itemgroup/list&lt;/code&gt;).

'''The Change:'''&lt;br /&gt;
Currently, many templates pull electoral maps from Wikidata using the property [[:d:Property:P1846|P1846]], combined with the qualifier [[:d:Property:P180|P180]]: [[:d:Q19571328|Q19571328]]. 

We are migrating this data (across roughly 4,000 items) to a newly created, dedicated property: '''[[:d:Property:P14226|P14226]]'''.

'''What You Need To Do:'''&lt;br /&gt;
To ensure your templates and infoboxes do not break or lose their maps, please update your local code to fetch data from [[:d:Property:P14226|P14226]] instead of the old [[:d:Property:P1846|P1846]] + [[:d:Property:P180|P180]] structure. A [[m:Wikidata/Property Migration: P1846 to P14226/List|list of pages]] was generated using Wikimedia Global Search.

'''Deadline:'''&lt;br /&gt;
We are temporarily retaining the old data on [[:d:Property:P1846|P1846]] to allow for a smooth transition. However, to complete the data cleanup on Wikidata, the old [[:d:Property:P1846|P1846]] statements will be removed after '''May 1, 2026'''. Please update your modules and templates before this date to prevent any disruption to your wiki's election articles.

Let us know if you have any questions or need assistance with the query logic. Thank you for your help! [[User:ZI Jony|ZI Jony]] using [[Bruger:MediaWiki message delivery|MediaWiki message delivery]] ([[Brugerdiskussion:MediaWiki message delivery|diskussion]]) 3. apr. 2026, 19:11 (CEST)
&lt;!-- Besked sendt af Bruger:ZI Jony@metawiki via listen på https://meta.wikimedia.org/w/index.php?title=Distribution_list/Non-Technical_Village_Pumps_distribution_list&amp;oldid=29941252 --&gt;

== Request for comment (global AI policy) ==

&lt;bdi lang=&quot;en&quot; dir=&quot;ltr&quot; class=&quot;mw-content-ltr&quot;&gt;
Apologies for writing in English. {{int:Please-translate}}
A [[:m:Requests for comment/Artificial intelligence policy|request for comment]] is currently being held to decide on a global AI policy. {{int:Feedback-thanks-title}}
[[Bruger:MediaWiki message delivery|MediaWiki message delivery]] ([[Brugerdiskussion:MediaWiki message delivery|diskussion]]) 26. apr. 2026, 02:57 (CEST)
&lt;/bdi&gt;
&lt;!-- Besked sendt af Bruger:Codename Noreste@metawiki via listen på https://meta.wikimedia.org/w/index.php?title=Distribution_list/Global_message_delivery&amp;oldid=30424282 --&gt;

== &lt;span lang=&quot;en&quot; dir=&quot;ltr&quot;&gt;Vote now in the 2026 U4C election&lt;/span&gt; ==

&lt;div lang=&quot;en&quot; dir=&quot;ltr&quot;&gt;
&lt;section begin=&quot;announcement-content&quot; /&gt;
Eligible voters are asked to participate in the 2026 [[m:Special:MyLanguage/Universal_Code_of_Conduct/Coordinating_Committee|Universal Code of Conduct Coordinating Committee]] election. More information–including an eligibility check, voting process information, candidate information, and a link to the vote–are available on Meta at the [[m:Special:MyLanguage/Universal_Code_of_Conduct/Coordinating_Committee/Election/2026|2026 Election information page]]. The vote closes on 2 June 2026 at [https://zonestamp.toolforge.org/1780358400 00:00 UTC].

Please vote if your account is eligible. Results will be available by 14 June 2026. -- In cooperation with the U4C,&lt;section end=&quot;announcement-content&quot; /&gt;
&lt;/div&gt;

[[m:User:Keegan (WMF)|Keegan (WMF)]] ([[m:User talk:Keegan (WMF)|talk]]) 27. maj 2026, 19:14 (CEST)
&lt;!-- Besked sendt af Bruger:Keegan (WMF)@metawiki via listen på https://meta.wikimedia.org/w/index.php?title=Distribution_list/Global_message_delivery&amp;oldid=30513860 --&gt;</text>
      <sha1>dmamarytd03mqq7onsp62tx1fdcgznq</sha1>
    </revision>
  </page>
  <page>
    <title>Jødedommen i kildekritisk belysning</title>
    <ns>0</ns>
    <id>7362</id>
    <revision>
      <id>41951</id>
      <parentid>41950</parentid>
      <timestamp>2026-05-27T12:55:25Z</timestamp>
      <contributor>
        <username>Sven Halfdan Nielsen</username>
        <id>3898</id>
      </contributor>
      <comment>indsat note</comment>
      <origin>41951</origin>
      <model>wikitext</model>
      <format>text/x-wiki</format>
      <text bytes="152055" sha1="eg0feewbsmpawrum2bdmwjyd7sx19q3" xml:space="preserve">[[Fil:Philippe de Champaigne - Moses with the Ten Commandments - WGA04717.jpg|thumb|400px|Ifølge nye videnskabelige kildekritiske teorier er det ikke Moses, som har skrevet Mosebøgerne. Maleri af Philippe de Champaigne.]]

=== &lt;big&gt;Fortale&lt;/big&gt; ===

Jødedommens ældste historie har hidtil været indhyllet i mørke. Traditionen hviler på ''Tanakh'' eller Gamle Testamente, men dette synes først at have fundet sin endelige form i det 2. århundrede f.Kr. i det hasmunitiske kongerige. Hvor meget, traditionerne har ændret sig før denne tid, er et åbent spørgsmål.

Foruden Gamle Testamente er de vigtigste kilder til belysning af spørgsmålet især arkæologiske fund, men også her er der store problemer med troværdigheden. Flere kilders oprindelse er omstridte og dermed bliver deres udsagnsværdi også tvivlsom.

Det er først i den seneste menneskealder, at der tegner sig et mere klart billede af den omskiftelige historie, men hidtil har mig bekendt ingen forsøgt at gøre denne viden tilgængelig på dansk. Jeg har derfor efter fattig evne forsøgt at skildre denne på grundlag af tilgængeligt materiale. Jeg har desuden tilføjet notehenvisninger til de skriftlige kilder, som jeg anvendt.

Når man forsøger at skildre kendt historie således som tilfældet er med Gamle Testamente, stilles man over for to problemer: dels må man forsøge at sætte denne fremstilling i forhold til det billede, som andre kilder tegner, dels må man forsøge at forstå den forvandling og forvanskning af oprindelige kilder, som fremstillingen i Gamle Testamente nu afspejler.

Den foreliggende undersøgelse falder i to hoveddele, dels en undersøgelse af jødernes faktiske historie således som den lader sig fastslå baseret på grundlag af arkæologiske og historiske kilder, herunder spørgsmålet om jødernes religion, dels en kildekritisk analyse af ''Tanakh'' eller Gamle Testamente. Afslutningsvis vil der blive foretaget en vurdering af hvilken indflydelse, ''Tanakh'' har haft på jødernes selvforståelse og Gamle Testamente har på kristen selvforståelse.

Der kan være grund til at understrege, at stort set alt i denne undersøgelse alene skyldes yderst kompetente forskeres virke, og jeg har efter evne forsøgt at henvise til denne forskning. Litteraturen herom findes i den afsluttende litteraturliste. Desuden har jeg inddraget andre inspirationskilder, hvor jeg finder dem relevante og troværdige. Derimod er fortolkningen af disse ulige arbejder min egen, og de oprindelige forskere kan og bør derfor ikke drages til ansvar for denne fortolkning.  

På dette sted kan der være grund til at forudskikke enkelte kendsgerninger: selvidentiteten &quot;jøde&quot; synes først at blive skabt i 2. århundrede f.Kr. efter hasmunitternes oprør og etableringen af kongeriget baseret på religiøse regler. Der findes ingen ældre beviser på, at jøderne inden da havde fulgt moseloven, og først på dette tidspunkt optræder ''Tanakh'', de ældste synagoger samt mønter uden billede. Det bør desuden bemærkes, at der ingen omtale findes af sabbaten i Gamle Testamente.

Efter den babylonske magtovertagelse i 586 f.Kr. optræder ''al Yahuda'' som en by i Babylon, stednavnet Israel optræder første gang på en mønt dateret år 66 e.Kr. og i forbindelse med jødernes oprør mod romerne.

Om bogens titel skal jeg blot bemærke, at jeg har valgt ordet &quot;jødedom&quot;, fordi det betegner jødisk religion og kultur på samme tid.

Sven Halfdan Nielsen&lt;/br&gt;
Pärnu, den 5. maj 2026

=== &lt;big&gt;Indledning&lt;/big&gt; ===

Al historisk og litterær forskning må hvile på kildekritiske undersøgelser. Dette betyder, at arkæologiske og sproglige kilder kritisk må vurderes med henblik på deres oprindelsessituation, eventuelle tendens, forholden sig til de omtalte begivenheder og for sproglige kilder tillige deres formål (som udmærket kan være mangesidigt). Kilderne må stilles i forhold til, hvad der ellers vides om tiden, og de må forsøges tolket således, at de er bedst i overensstemmelse med denne viden, og at de ikke modsiger denne viden. Hvis det sidste er tilfældet, må man spørge, om fortolkningen er rigtig, eller om den hidtidige &quot;viden&quot; må revideres.

Lige siden afslutningen af 2. verdenskrig og især i det 21. århundrede har beskyldninger om &quot;anti-semitisme&quot; fået et kraftigt opsving. Der kan derfor være grund til at gøre nogle bemærkninger om min opfattelse af dette begreb og dets anvendelse.

For mig består udtrykket &quot;anti-semitisme&quot; af to dele: &quot;anti&quot; betyder imod, og &quot;semitisme&quot; betegner en politisk, nationalistisk ideologi. Dette indebærer, at jeg skelner mellem jøder som kulturel folkegruppe på den ene side og en semitisk ideologi på den anden.

Jeg har intet imod folk, som identificerer sig selv som jøder i religiøs og kulturel henseende så længe, at dette ikke berører deres forhold til andre folkegrupper. For mig er &quot;jøde&quot; altså en betegnelse, der i princippet ikke adskiller sig fra dansker, tysker, armener, kurder, japaner eller en hvilken som helst anden national folkegruppe.

Anderledes forholder det sig med begrebet &quot;semitisme&quot;. Her er der i mine øjne tale om en totalitær og intolerant national ideologi, som tåler sammenligning med fx. fascismen i Italien og nazismen i Tyskland. Der er med andre ord tale om en ekskluderende ideologi, som på samme tid legitimerer en bestemt handlemåde over for andre befolkningsgrupper. Dette kan der senere være grund til at vende tilbage til, når vi har gjort os selve grundlaget for denne tankegang klart.

Lad mig sige det straks: det er ikke &quot;anti-semitisk&quot; at anlægge en anden betragtningsmåde en den, som såkaldte &quot;semitter&quot; selv anlægger - med mindre at man tilføjer, at sådanne semitter har et snævert syn og en snæver fortolkningsramme båret af egne fordomme. I denne henseende minder semitter og muhammedanere om hinanden. Begge promoverer en bestemt fortolkning, og begge benægter retten til at inddrage andre kilder eller til at anlægge en anden og bedre forståelse.

For mig skræmmer udsigten til at blive tillagt smædeord mig ikke. Afgørende for mig er objektivt at se på alle fastslåede kendsgerninger og så nå frem til den forståelse, som er mest og bedst i overensstemmelse hermed. Hvis andre har problemer hermed, er det deres problem, ikke mit. De ønsker at forsvare en myte, men for mig er det de historiske kendsgerninger bag myten, som er det vigtigste. Myter er overtro og vantro. Men som Hans Christian Ørsted har sagt det, vil videnskaben overvinde overtroen og vantroen&lt;ref&gt;Ørsted (1978), s. 106&lt;/ref&gt;, og således må det være.

Det gælder her som i tilfældet med muhammedanismen&lt;ref&gt;se ''Muhammedanismen i kildekritisk belysning''&lt;/ref&gt;, at modstanden og modviljen imod at blive konfronteret med nye kendsgerninger dybest set blot viser hvor usikre, forsvarere af den herskende ideologi i virkeligheden er. Hvis de var sikre i deres overbevisning, ville de velkomme enhver udfordring, idet de vil kunne tage den op og sagligt imødegå den. Men således forholder det sig ikke, tværtimod. 

Det bør tilføjes, at forskningsfeltet er inde i en rivende udvikling i disse år. Det kan derfor ikke udelukkes, at forskningen om føje år vil give et andet, mere omfattende men måske også revideret billede i forhold til nu, og således må det være. Det er den eneste måde, at vor viden kan forøges og forbedres på. Og skulle denne bog medvirke til at fremme en sådan forskning, har den opfyldt sit formål.

=== &lt;big&gt;Jødedommens ældste historie&lt;/big&gt; ===

Formålet med det følgende er at skildre jødedommens ældste historie. Hovedvægten vil blive lagt på de arkæologiske vidnesbyrd. Bibelen vil imidlertid blive inddraget, hvis og når den kan belyse historiske kendsgerninger. En række emner vil blive underkastet en særskilt behandling.

=== Den kana'næiske oprindelse ===

I det 2. århundrede f.Kr. var Kana'an beboet af stammer med hver deres skytsguddom. Disse guddomme hørte til den kana'anæiske gudeverden og omfattede blandt andre El, Ba'al og Jahve. Over tid begyndte jøderne imidlertid at skille sig ud og hævde, at de ikke stammede fra kana'anæerne, skønt både sproglige og religiøse træk fra tiden 1200-1000 f.Kr. tyder på, at de udviklede sig fra en kana'anæisk fælles kultur i den grad, at det ofte er svært at skelne imellem dem.&lt;ref&gt;Dinkgreve (2021), kap. 8&lt;/ref&gt;

Hvornår, denne udskillelsesproces er fundet sted, vides ikke, men det må være sket omkring 1207 f.Kr., idet kana'anæerne og israelitterne på en stele rejst af farao Merneptah dateret til dette tidspunkt udtrykkeligt er nævnt som to uens folkegrupper:&lt;/br&gt;
- &quot;Kana'en er udplyndret,&lt;/br&gt;
- Israel er lagt øde.&quot;&lt;/br&gt; 
Det er værd at bemærke, at de hieroglyffer, som angiver navnet Kana'an, viser, at der er tale om et land, mens de, som angiver Israel, viser, at der er tale om et folk.&lt;ref&gt;Dinkgreve (2021), kap. 8&lt;/ref&gt;

Den oprindelige gud for Israel synes at have været ''El''. Navnet &quot;Isra-el&quot; betyder &quot;Els styre&quot;.&lt;ref&gt;Dinkgreve (2021), kap. 8&lt;/ref&gt;

Kildekritiske undersøgelser af Mosebøgerne viser at disse er skrevet af flere forskellige forfattere, hvoraf to af forskerne kaldes P og E. Begge disse forfattere kalder Gud for ''El'' indtil, at Gud angiveligt selv kalder sig ''Jahve'' over for Moses: &quot;Jeg er Jahve. Jeg viste mig for Abraham og Isak og Jakob som ''El-Shaddai'', men mit navn er ''Jahve''. Jeg gjorde ikke det bekendt for dem&quot;.&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 72&lt;/ref&gt;

Det bør tilføjes, at i ''Genesis'' forekommer 17 tilfælde af associationer med ''El'' (fx. Bethel) men ikke een eneste med ''Jahve''. Der er desuden eet tilfælde med henvisning til ''Ba'al'', nemlig Ashbel, Benjamins søn

=== Ugarit ===

I 1928 fandt en bonde i Ras Shamra ved Middelhavskysten (nu i Syrien) et omkring 3.000 år gammelt gravkammer. En udgravning det følgende år viste, at det dækkede over dels en større gravplads, dels en forhistorisk by: Ugarit, en vigtig handelsby fra omkring 1450 f.Kr. til 1192 f.Kr., idet byen blev brændt af og blev opgivet antagelig mellem 1190 f.Kr. og 1185 f.Kr. Blandt de mange fund var et stort antal lertavler og mange af dem med religiøse tekster: mytologiske vers, hymner til guder, lister over præsternes ofringer. Den ledende guddom i Ugarit hed ''El''. ''El'' var gudernes fader, skaber af alle levende væsener, den evige konge. Han blev beskrevet som en ældre skægget mand, som sad på en trone med en krone med tyrehorn. Hans hustru hed ''Ashera''&lt;ref&gt;Dinkgreve (2021), kap. 8&lt;/ref&gt;, hun var moder til 70 guder ifølge teksterne. Blandt sønnerne var stormguden ''Baal'', havguden ''Jam'', dødsguden ''Mott'' og krigergudinden ''Anat''. Tilsammen blev de kaldt ''Ilham'', det vil sige børn af ''El''.

I Bibelens skildring af skabelsen optræder ordet ''Elohim'', på hæbraisk et ord for guddom, hvilket er umiddelbart sammenligneligt med ordet i Ugarit, men ordet er flertal, ikke ental. Og flere af beretningerne i Gamle Testamente bruger netop (men ikke alene) dette ord om Gud: ''El Shadi'' (Gud den Almægtige), ''El Elyon'' (Gud den Højeste), ''El Olam'' (den evige Gud), ''El Bethel'' (Bethels Gud). Det er det samme navn som den øverste gud i kana'anæernes gudeverden.

Af disse kendsgerninger tør drages to slutninger. Den ene er, at Gud i den hebraiske forståelse ikke i starten var fuldstændig og enerådende men i stedet udviklede sig over tid, langsomt ved en proces, der bedst kan beskrives som konvergens: flere guder smeltede sammen i een guddom.

Den anden slutning, man tør drage, er den, at israelitterne udviklede sig som folk fra kana'anæerne. Deres første gud var kana'anæernes gud ''El''. For de folk, som levede i bjergene i Kana'an omkring 1100 f.Kr. var der ikke nogen markant forskel imellem deres egen religion og de omgivende folkeslags religion: de dyrkede den samme fadergud og modergudinde. Dette har været anerkendt af arkæologer siden omkring 1970 baseret på fundne lertavler, indskrevne navne på lerkar, fund af husguder og af husaltre.

=== Jahve ===

Nu er det velkendt, at jøderne har et andet navn på deres gud: ''Jahve''. Hvor stammer dette navn fra? Hvor og hvornår overtog han de egenskaber, som tidligere blev tillagt El? For at svare på disse spørgsmål, må vi inddrage tre nye kilder.

På en to tusinde år gammel læderklud fundet i en hule findes en tekst med følgende indhold: da den højeste gud gav nationerne deres arv, da han delte menneskeheden, fastlagde han deres indbyrdes grænser i henhold til antallet af gudesønner. Denne tekst fra Femte Mosebog 32:8&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 237&lt;/ref&gt; var identisk med den tekst, som jøderne kopierede i århundrede før Kristi fødsel. Den findes i den græske version af Gamle Testamente fra 3. og 2. århundrede f.Kr. Jøderne ændrede siden teksten fra &quot;gudesønner&quot; til &quot;Israels sønner&quot;.

Tages teksten for pålydende, har den højeste gud inddelt menneskene i nationer og givet hver nation en søn som guddommelig leder. I det følgende vers fortælles hvilken søn, der blev tildelt hvilken nation, og det oplyses, at Jahve fik tildelt Jacobs stamme eller Israel.

Det må her bemærkes, at Jahve her tydeligt er en mindre, en underordnet gud i forhold til den højeste gud. Bibelforskere som Mark Smith og Frank Moore Cross fra Harvard mener, at det er her, at Jahve gøres til guddom for Jacobs stamme. Teksten i Kumran (bedre kendt som Dødehavsrullerne) bevarede den oprindelige tekst, men den blev i middelalderen tilsyneladende tilpasset.

I ''Salmernes Bog'' salme 82 findes følgende:&lt;/br&gt;
&quot;Gud træder frem i gudeforsamlingen,&lt;/br&gt;
blandt guderne holder han dom:&lt;/br&gt;
Hvor længe vil I dømme uretfærdigt&lt;/br&gt;
og tage parti for de ugudelige? Sela&lt;/br&gt;
Skaf de svage og faderløse deres ret,&lt;/br&gt;
frikend de hjælpeløse og arme,&lt;/br&gt;
udfri de svage og fattige,&lt;/br&gt;
red dem fra de ugudeliges magt!

De forstår og fatter intet,&lt;/br&gt;
de vandrer i mørke,&lt;/br&gt;
jordens grundvolde rokkes.&lt;/br&gt;
Jeg har sagt: I er guder,&lt;/br&gt;
I er alle sønner af den Højeste.&lt;/br&gt;
Dog skal I dø som mennesker,&lt;/br&gt;
og I skal falde som en af stormændene.

Rejs dig, Gud, hold dom over jorden,&lt;/br&gt;
for du har alle folkene som ejendom.&quot;&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 693&lt;/ref&gt;

Denne salme indeholder altså mindet om en gudeforsamling, som også afspejles i den langt ældre tekst. Ordet &quot;guderne&quot; i den originale tekst er ''Elohim'', i flertal. Det viser, at der var en tid i jødernes historie, hvor flerguderi øjensynligt var en almen forståelse. Og en af disse gudesønner var åbenbart Jahve.

Et lignende minde findes i Første Mosebog kapitel 6, der begynder således:

&quot;Da menneskene begyndte at blive talrige på jorden og fik døtre, så gudesønnerne, at menneskedøtrene var smukke. Blandt dem tog de sig alle de koner, de havde lyst til. Da sagde Herren: &quot;Min livsånde skal ikke forblive i mennesket for evigt. De er dødelige, deres levetid skal være 120 år&quot;.&lt;/br&gt;
Dengang gudesønnerne gik ind til menneskedøtrene og fik børn med dem - men også siden hen - var der faldne på jorden. Det er heltene, navnkundige mænd fra ældgamle dage.&quot;&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 12. Den danske oversættelse har &quot;kæmper&quot; i stedet for &quot;faldne&quot; men det originale ord er ''nefilim'' med netop denne betydning&lt;/ref&gt; 

Endnu en kilde, som bør nævnes, er et tempel nu beliggende i Sudan på Nilens vestre bred. Det blev opført af farao Aman Hototeep III (bedstefader til Tutankhamon), som regerede Egypten fra ca. 1390 f.Kr. til 1352 f.Kr., og var tilegnet guden Amon Ra. På en af søjlerne i dette tempel, der omtaler underkuede folkeslag, optræder &quot;Tashasu YHWH&quot;. Nationen ''Shassu'' var et semitisk folkeslag, nomader, kvæghyrder, der strejfede om i ørkenen ved den sydlige grænse for Kana'an. Betegnende nok identificeres de ikke ved deres landområde men derimod ved deres guddom, ''Jahve'', omtrent 200 år før at israelitterne ellers optræder i historiske tekster ifølge gængs fortolkning.

Egyptologen Donald Redford slutter heraf, at ''Jahve'' oprindeligt var en edomitisk eller midianistisk gud i de sydlige ørkenområder, som blev dyrket i områder, som den hebraiske bibel selv udpeger som stedet for jødernes oprindelse, som stedet hvor Moses hørte Gud tale fra en brændende busk, og i ''Dommerbogen'' findes blandt andet &quot;Deboras sejrssang&quot;, som dateres til 12. århundrede f.Kr.&lt;ref&gt;Dinkgreve (2021), kap. 8&lt;/ref&gt;, med følgende linjer:

Herre, da du drog ud fra Se'ir,&lt;/br&gt;
da du skred frem fra Edoms land,&lt;/br&gt;
skælvede jorden, himlen dryppede af regn,&lt;/br&gt;
ja, skyerne dryppede af vand.&lt;/br&gt;
Bjergene rystede foran Herren,&lt;/br&gt;
Sinajs Herre,&lt;/br&gt;
foran Herren, Israels Gud.&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 276&lt;/ref&gt;

Edom lå i den nordøstlige del af Sinaj-ørknen, sydøst for Det Døde Hav. Men der er mere. Jahve introduceres af Moses efter, at Jetro, Moses svigerfader, sammen med sine sønner havde sluttet sig til jøderne.&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 87&lt;/ref&gt; Ifølge Anden Mosebog kapitel 3:1 var Jetro præst i Midjan.&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 68&lt;/ref&gt; Det må rejse spørgsmålet, om det er fra ham, at Moses har overtaget sin guddom Jahve. Men ifølge Dommerbogen kapitel 1:16 var Jetro kenit: &quot;Efterkommere af den kenit, der var Moses' svigerfar, drog sammen med judæerne op fra Palmebyen til Judas ørken i Arads sydland og bosatte sig hos befolkningen dér.&quot;&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 271&lt;/ref&gt; Kenitterne var Kains efterkommere. I Første Mosebog kapitel 4:17-22 læser vi: &quot;Kain lå med sin kone, og hun blev gravid og fødte Enok. Så byggede han en by og gav den navn efter sin søn Enok. Enok fik sønnen Irad, Irad fik Mehujael, Mehujael fik Metushael, og Metushael fik Lemek. Lemek tog sig to koner, den ene hed Ada, den anden Silla. Han blev stamfader til dem, der bor i telte og holder kvæg. Også Silla fødte en søn, Tubal-Kain, stamfader til smedene, alle dem, der forarbejder kobber og jern.&quot;&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 11&lt;/ref&gt; 

Vi ved, at i andre kulturer som egyptisk, græsk og romersk er smedekunsten forbundet med vulkaner: i romersk mytologi hed smedeguden ligefrem ''Vulkan''. Læg dertil profetien i Esajas' Bog kapitel 31:9, der nævner &quot;Herren, som har sit bål på Zion og sin ovn i Jerusalem&quot;.&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 874&lt;/ref&gt; Og for at fuldende billede findes i Anden Mosebog kapitel 19:18-19 følgende beskrivelse af bjerget: &quot;Hele Sinajs bjerg var hyllet i røg, fordi Herren var steget ned på det i ild og røgen steg til vejrs som røgen fra en smelteovn. Hele bjerget skælvede af stor rædsel, og hornklangen blev kraftigere og kraftigere.&quot;&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 88&lt;/ref&gt; Det kunne være en beskrivelse af en aktiv vulkan. Disse sammenfald kan næppe være tilfældige. Er der tale om, at Jahve oprindelig var en smedegud forbundet med vulkanisme, og at han er overtaget af Moses (hvis han er en historisk person) fra sin svigerfaders kultur? I så fald viser det, at der findes en jødisk religiøs forhistorie, som man siden har forsøgt at fortrænge.

Af det foregående tør vi antage, at ''Jahve'' ikke begyndte i Israel. Han begyndte som en &quot;skytsguddom&quot; blandt nomadiske stammer uden en konge, uden templer og uden et skriftsprog. På et eller andet tidspunkt, måske som følge af handel eller af en edomitisk udvandring nordpå, kom denne gud til kana'anæerne, og der mødte han en anden guddom: den gamle gud ''El''. Hvad, der siden fulgte, var konvergens: før dannelsen af et kongerige, før opførelsen af det første tempel, blev ''El'' &quot;opslugt&quot; af ''Jahve''. Derved fik den nye fusionerede guddom begge navne i Gamle Testamente.

=== Ashera ===

Men denne gud stod ikke alene, han havde en kvindelig partner, en gudinde: ''Ashera''. Ashera optræder i kana'anæernes hjem som gudindestatuette, hendes navn findes på forrådskar og i gravskrifter. I tekster fra 8. århundrede f.Kr. bliver hun påkaldt ved siden af Jahve som om de hørte sammen og var ligestillede.

Vi ved nu, at hun i århundreder var blevet dyrket af jøderne som gudinde. Hun kunne gå på vandet, hendes tilnavn var ''Kudu'', den hellige. Hun findes gengivet på et egyptisk kunstværk fra samme tid stående på ryggen af en løve og med en slange i hver hånd. Kort sagt var hun en af de store modergudinder i Mellemøsten.

I to bygninger daterede til tiden 801-770 f.Kr. i det nordøstlige Sinai ved bjerget Contilit Azud fandt arkæologer i 1975 store forrådskar med en tekst skrevet på tidlig hebraisk: &quot;Jeg velsigner dig ved Jahve af Samaria og hans Ashera&quot;&lt;ref&gt;Novacek (2011), s. 92&lt;/ref&gt; og &quot;Jeg velsigner dig ved Jahve af Teman og hans Ashera&quot;. Her står israelitternes mandlige guddom sammen med kana'anæernes gudinde. Teman var den egn i ørkenen, hvor ifølge Habakuks Bog kapitel 3:3 Jahve havde sin oprindelse:&lt;/br&gt;
&quot;Gud kommer fra Teman,&lt;/br&gt;
den Hellige fra Parans bjerge&quot;.&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 1187&lt;/ref&gt;

I Hebron blev tilsvarende fundet en gravskrift dateret til midten af 8. århundrede f.Kr.: &quot;Velsignet være Uryyaho ved Jahve for fra hans fjender ved Ashera har han frelst ham&quot;.

Desuden har man fundet over tusind små gudindestatuetter, heraf 400 alene i Jerusalem, der ifølge Raz Kletter utvivlsomt forestiller Ashera skildret med krop som en cylinder med to markerede bryster og hænder, der tilbyder dem, samt et smilende ansigt. De dateres alle til 8. og 7. århundrede f.Kr. og de blev alle fundet i private hjem, ikke i templer. De viser, at dyrkelsen fandt sted under det delte kongerige som noget alment udbredt, ikke som noget særegent for de få.

Som supplement til en forståelse kan man gå til Gamle Testamente, hvor der er bevaret flere passager, hvori Ashera-dyrkelsen omtales. Den følgende oversigt gør ikke krav på fuldstændighed.

I Første Kongebog kapitel 14 læser vi: &quot;Salomos søn Rehabeam blev konge i Juda. .. Rehabeam var enogfyrre år, da han blev konge, og han regerede sytten år i Jerusalem, den by Herren havde udvalgt af alle Israels stammer til at sætte sit navn på. Hans mor hed Na'ama og var fra Ammon.
Judæerne gjorde, hvad der var ondt i Herrens øjne, og med de synder, de begik, gjorde de ham mere vred, end deres fædre havde gjort. Også de byggede offerhøje og lavede stenstøtter og Ashera-pæle på alle høje bakker og under alle grønne træer; der var endog mandlige helligskøger i landet.&quot;&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 396&lt;/ref&gt;

I kapitel 15 læser vi: &quot;I Nebats søn kong Jeroboams attende regeringsår blev Abija konge over Juda. Han regerede tre år i Jerusalem. Hans mor hed Ma'aka og var datter af Absalom. Han fulgte alle de synder, som hans far havde begået før ham..&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 396&lt;/ref&gt;

I Israels konge Jeroboams tyvende regeringsår blev Asa konge over Juda. Han regerede enogfyrre år i Jerusalem. Hans mor hed Ma'aka og var datter af Absalom. Asa gjorde, hvad der var ret i Herrens øjne, lige som sin fader David. Han forviste de mandlige helligskøger fra landet og fjernede alle de møgguder, som hans forfædre havde lavet. Han fjernede også sin mor Ma'aka som kongemoder, fordi hun havde ladet fremstille en rædselsstøtte til Ashera. Asa huggede støtten om og brændte den i Kedrondalen. Offerhøjene forsvandt ikke..&quot;&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 396f&lt;/ref&gt;

I kapitel 16 læser vi: &quot;Omris søn Akab blev konge over Israel i Judas konge Asas otteogtredivte regeringsår, og Omris søn Akab regerede toogtyve år i Samaria over Israel. Omris søn Akab gjorde, hvad der var ondt i Herrens øjne, værre end nogen før ham. Da det ikke var nok for ham at følge Nebats søn Jeroboams synder, giftede han sig med sidoniernes konge Etba'als datter Jezabel, og han gav sig til at dyrke og tilbede Ba'al. Han rejste et alter for Ba'al i Ba'als tempel, som han havde bygget i Samaria. Akab lavede en Ashera-pæl, og Akab gjorde mere endnu, så han krænkede Herren, Israels Gud, mere end nogen af Israels konger, der havde været før ham.&quot;&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 399&lt;/ref&gt;

I Anden Kongebog kapitel 21 omtales kong Manassa. Om hans gerninger hedder det: &quot;Han gjorde, hvad der var ondt i Herrens øjne efter de afskyelige skikke hos de folkeslag, som Herren havde drevet bort foran israelitterne. Han genopbyggede de offehøje, som hans fader Hizkija havde ødelagt; han rejste altre for Ba'al, og han lavede en Ashera-pæl, sådan som Israels konge Akab havde gjort, og han tilbad hele himlens hær og dyrkede den. .. Og i de to forgårde til Herrens tempel byggede han altre for hele himlens hær. .. Og han opstillede Ashera-billedet, han havde lavet, i dette tempel, om hvilket Herren havde sagt til David og til hans søn Salomo: &quot;''På dette tempel og på Jerusalem, som jeg har udvalgt blandt alle Israels stammer, vil jeg sætte mit navn til evig tid; og jeg vil ikke mere jage Israel bort fra det land, som jeg gav deres fædre, når de blot omhyggeligt vil gøre alt det, jeg har befalet dem, og holde hele loven, som min tjener Moses gav dem.''&quot; Men de ville ikke høre, og Manassa forledte dem til at handle værre end de folkeslag, som Herren havde udryddet for israellitterne.&quot;&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 438f&lt;/ref&gt;

I Anden Kongebog kapitel 23 oplyses, at denne afgudsdyrkelse holdt sig til Josija stoppede den: &quot;Så befalede kongen ypperstepræsten Hilkija, andenpræsterne og dørvogterne at fjerne alle de ting, der var lavet til Ba'al og til Ashera og til hele himlens hær, fra Herrens tempel, og han brændte dem uden for Jerusalem .. Helligskøgernes rum i Herrens tempel, hvor kvinderne vævede klæder til Ashera, rev han ned. .. Også alteret i Betel, offerhøjen som Jeroboam, Nebats søn, havde opført, han som forledte Israel til synd, både dette alter og offerhøjen rev Josija ned, og han knuste stenene til støv og brændte Ashera-pælen.&quot;&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 441&lt;/ref&gt; 

Der kan således ikke være tvivl om, at Ashera-dyrkelsen var udbredt blandt jøderne i flere århundreder, snart officielt snart uofficielt. Manassa regerede fra 697 f.Kr. til 642 f.Kr. og Josija skal have stoppet Ashera-dyrkelsen omkring 622 f.Kr. Men uofficielt fortsatte dyrkelsen helt frem til babylonernes erobring af Jerusalem.

Det vigtigste i denne sammenhæng er, at denne afgudsdyrkelse, som det også fremgår af Gamle Testamente, fandt sted længe efter, at jøderne skulle være gået over til monoteisme.

=== Den centraliserede gudsdyrkelse ===

Men hvornår begyndte den monoteistiske gudsdyrkelse blandt jøderne? Meget tyder på, at det var en udvikling i to trin: først skete der en centralisering af gudsdyrkelsen, og langt senere en overgang til monoteisme.

Første kilde til denne udvikling findes i Moseloven. Her hedder det: &quot;Du må ikke lave dig noget gudebillede i form af noget som helst oppe i himlen eller nede på jorden eller i vandet under jorden. Du må ikke tilbede dem og dyrke dem, for jeg, Herren din Gud, er en misundelig Gud.&quot;&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 89. I oversættelsen til dansk bruges ordet &quot;lidenskabelig&quot; i stedet for &quot;misundelig&quot;&lt;/ref&gt; Det siges ikke, at der ikke findes andre guder, kun at jøderne ikke længere måtte dyrke dem.

Næste kilde findes i Anden Kongebog om kong Josija, som regerede 640-609 f.Kr. Her hedder det: &quot;Og statsskriveren Shafan fortalte kongen, at præsten Hilkija havde givet ham en bog, og Shafan læste den op for kongen.&quot;&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 440&lt;/ref&gt; Forskere mener, at den bog, der her er tale om, sandsynligvis var Femte Mosebog.

Femte Mosebog adskiller sig tydeligt fra de foregående fire Mosebøger, så meget at man mener, at den har sin egen forfatter (eller egne forfattere), der af forskerne kaldes D. Denne forfatter D genkendes også i en række andre tekster i Gamle Testamente: Joshua-bogen, Første og Anden Dommerbog, Samuels Bog samt Første og Anden Kongebog. Det menes, at alle disse bøger er forfattede af samme person eller personkreds.&lt;ref&gt;Dinkgreve (2021), kap. 8&lt;/ref&gt;

Anden Kongebog fortæller om kong Josiah, at han centraliserede gudsdyrkelsen og forbød stedlige altre: &quot;Han hentede alle præsterne fra Judas byer, og offerhøjene lige fra Geba til Be'ersheba, hvor de havde tændt offerild, gjorde han urene, og portofferhøjene, som lå ved kommandantensen Josvas port til venstre, når man går ind ad byporten, rev han ned.&quot;&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 441&lt;/ref&gt; Som det siges: &quot;Der havde ikke tidligere været nogen konge, der som han af hele sit hjerte og af hele sin sjæl og af hele sin styrke vendte om til Herren, helt efter Moses' lov og efter ham kom der ingen som han.&quot;&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 442&lt;/ref&gt; Tydeligvis var der tale om at samle al religiøs magt på et sted og under kongens kontrol. Det var med andre ord en religiøs revolution.

For at retfærdiggøre denne revolution måtte man opfinde en spådom, der kunne retfærdiggøre den. Her træder nu to kilder ind. Den ene findes i Første Kongebog. Her omtales en gudsmand, som råber imod et alter: &quot;Alter, alter! Dette siger Herren: I Davids hus skal der fødes en søn ved navn Josija. På dig skal han slagte de offerhøjspræster, som tænder offerild på dig, og han skal brænde menneskeknogler på dig.&quot;&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 393&lt;/ref&gt;

Den anden er Femte Mosebog: allerede i første sætning gives indtrykket af, at denne bog er Moses' sidste ord inden sin død&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 200&lt;/ref&gt;, og her formuleres en &quot;ny moselov&quot; begyndende således:

&quot;Dette er de love og retsregler, som I omhyggeligt skal følge i det land, Herren, dine fædres Gud, har givet dig i eje, så længe i lever på jorden. I skal ødelægge alle de steder, hvor de folk, I fordriver, har dyrket deres guder, på de høje bjerge, på bakkerne og under alle grønne træer. I skal rive deres altre ned og knuse deres stenstøtter, deres Ashera-pæle skal I brænde, og deres gudebilleder skal I hugge om; I skal udslette deres navn fra de steder. For på den måde må I ikke dyrke Herren jeres Gud. Nej, I skal søge til de sted, Herren jeres Gud udvælger blandt alle jeres stammer til at sætte navn på, så det kan bo der. Dér skal du komme, og derhen skal I bringe jeres brændofre og slagtofre, jeres tiender og afgifter, jeres løfteofre og frivilligofre og det førstefødte af jeres køer og får.&quot;&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 214&lt;/ref&gt;

Men trods dette forsøg på at legitimere centraliseringen af gudsdyrkelsen holdt det ikke længe. Snart begyndte folk atter deres decentrale gudsdyrkelse, og som vi tidligere har set, opgav de aldrig deres Ashera-dyrkelse.

=== Jøderne i Kana'an ===

Vi har fulgt jødernes religiøse udvikling, men hvordan forholder det sig med områdets politiske udvikling? Det er en broget historie, hvor Gamle Testamente trods påviselige fejl alligevel kan give nyttige oplysninger.

Meget taler for, at det var ankomsten af &quot;havfolket&quot; (engelsk: ''Sea People'') omkring 1178 f.Kr. som udløste en ny politisk udvikling. Hidtil havde området været under egyptisk kontrol, men nu svækkedes denne kontrol, og det indebar, at der blev mulighed for indbyrdes stammekrige i området. Det betød også, at folk udefra nu kunne blande sig med held i de stedlige stammekrige. Det er muligt, at jødernes erobringer netop hører hjemme i denne sammenhæng. Til trods for, at Gamle Testamente fremstiller disse kampe som religionskrige mellem folkeslag med polyteisme og jøderne med deres påståede monoteisme, er der intet, som tyder på, at dette er korrekt.

Snarere må vi se disse kampe som sket mellem et imperialistisk erobrerfolk og stedlige bofaste stammer. At der også var religiøse forskelle imellem dem, understregede blot krigenes stammemæssige karakter. Mens filistrene bosatte sig ved kysten, flyttede israelitterne ind fra øst og bosatte sig overvejende i højlandet, hvor de over tid tilegnede sig megen af den stedlige kultur, samtidig med at deres frænder, aramæerne, slog sig ned mod nordøst i Syrien. Hebræerne fik i denne besættelse støtte fra beslægtede og ligesindede nomadiske stammer og semitiske folkeslag. Alliancen var mulig, fordi de alle dyrkede Jahve. Denne fælles kult var længe den eneste institution, som bandt folket sammen, og det kunne ikke forhindre, at der jævnligt opstod konflikter mellem dem.

I den første tid efter israelitternes indvandring var tilstandene i Kana'an væsentlig som før. Det var langt fra lykkedes jøderne at udrydde hele den bosatte befolkning, så det endte med, at jøderne bosatte sig i egne bosættelser. De ulige folk og stammer levede i samfund hver for sig med byerne som centrum for de omgivende landsbyer. Hebræerne erobrede og ødelagde de mere civiliserede kana'anitter men overtog deres skriftsystem. De overtog også kana'anitternes byggeskik, men uden at hebræernes byggerier nåede samme høje stade som deres forgængere. Jerusalem var på denne tid et lille sted uden stor betydning og kunne ikke måle sig med andre byer i området.

Tør man tro Josvabogen kapitel 20, blev der oprettet særlige bebyggelser kaldet &quot;tilflugtsbyer&quot; for kriminelle, hvor disse kunne søge politisk asyl og unddrage sig retsforfølgelse for deres kriminelle gerninger: &quot;Herren talte til Josva og sagde: &quot;Sig til israelitterne, at de skal udpege de tilflugtsbyer, som jeg talte til jer om ved Moses, så en drabsmand, der uforsætligt og uforvarende slår nogen ihjel, kan flygte dertil; de skal være tilflugtssteder for jer mod blodhævneren. Når drabsmanden søger tilflugt i en af disse byer og stiller sig ved indgangen til byporten, skal han forelægge sin sag for de ældste i den by. De skal give ham adgang til byen og give ham et sted, hvor han kan bo hos dem. Når blodhævneren forfølger ham, må de ikke udlevere drabsmanden til ham; det var jo uforvarende, han slog sin næste ihjel, han havde ikke tidligere næret fjendskab mod ham. Han kan så blive boende i den by, indtil han stilles for menighedens domstol, eller indtil den ypperstepræst dør, som er der til dentid. Da kan drabsmanden vende tilbage til sin by og sit hus, den by, han er flygtet fra&quot;.&quot;&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 264&lt;/ref&gt; De var en ordning, som kunne beskytte enhver kriminel mod retsforfølgelse.

Og jødernes folkemord fortsatte. I Dommerbogen kapitel 1 læser vi: &quot;Så drog Juda op, og Herren gav kana'anæerne og perizzitterne i deres hånd, og de slog dem i Bezek og dræbte ti tusind mand. ..Judæerne angreb Jerusalem og indtog den. De huggede indbyggerne ned med sværd og stak ild på byen.&quot;&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 271&lt;/ref&gt; I de byer, som det ikke lykkedes jøderne at udrydde befolkningen, blev disse i stedet gjort til hoveriarbejdere.&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 272&lt;/ref&gt; Det kan næppe undre, at denne opførsel gav anledning til yderligere uro, og at nye kampe fulgte. Ved en lejlighed slog jøderne &quot;omkring ti tusind moabitter ihjel. .. Derefter havde landet ro i firs år&quot;.&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 274&lt;/ref&gt;

Efter Josvas erobringer fulgte dommertiden, hvor landet blev styret af de såkaldte dommere. Tør man tro Gamle Testamente førte det til, at filistre og ammonitter for en tid fik overtaget.&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 286&lt;/ref&gt; Også internt var der øjensynlig magtkampe, således forenedes de andre stemmer mod Benjamins stamme.&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 297ff&lt;/ref&gt;

Efterhånden blev lovløsheden for meget, og hebræerne etablerede et kongedømme i Palæstina. Denne institution kom som en nødvendig følge af både de interne lovløse tilstande og behovet for at organisere krigsførelsen mod andre folkegrupper. I vest udgjorde filistrene en stærkere modstand end kana'anitterne, fordi de havde udviklet jernsmedning. Mod nord boede fønikerne i Libanon, der var mest optaget af handel. Da kana'anitterne stadig blev mere undertrykte, skabte det grundlaget for etableringen af det hebræiske kongedømme omkring 1000 f.Kr. 

Først under dommeren Samuel opstår der blandt jøderne krav om etableringen af et kongerige. Landets første konge hed Saul.&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 317&lt;/ref&gt; Han dateres til omkring 1000-tallet f.Kr. Tør vi tro Første Samuelsbog gennemførte han adskillige krige.&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 320&lt;/ref&gt; Kana'an var angiveligt forenet under ham og hans to efterfølgere, David og Salomo. 

Da kong Salomon døde i 922 f.Kr. blev det hebræiske kongedømme delt i to: Kongeriget Israel og Kongeriget Juda. Det var kun Juda og Benjamins stammer, som accepterede Salomons søn Rehabeam som deres konge, og de oprettede dermed det sydlige kongerige Juda med Jerusalem som hovedstad. Mod nord gjorde de øvrige stammer Jeroboam til konge og oprettede kongeriget Israel med Sikem og senere Samaria som hovedstad. Vigtigst i denne sammenhæng er, at der intet stammesammenhold var, end ikke deres religion kunne holde sammen på dem, og som vi allerede har set, skete der jævnligt frafald fra denne, lige som israelitterne indgiftede sig i andre folkegrupper nok så meget som indbyrdes. Der var konstant magtkampe, hvilket afspejler det totale fravær af national solidaritet og enhed. Også udefra skete angreb. Anden Krønikebog er fuld af bereninger om disse krige.

Kongeriget Israel ophørte, da Assyrien erobrer hovedstaden Samaria 722 f.Kr. Herved mistede også de 10 nordlige israelske stammer deres betydning. Nogle af indbyggerne i Kongeriget Israel blev deporteret af assyrierne, men arkæologisk kan der ikke dokumenteres nogen befolkningsudskiftning eller nogen nedgang i befolkningstallet, og genetiske undersøgelser antyder også en kontinuitet i områdets befolkningssammensætning. Hovedparten af befolkningen synes således at være forblevet i området og samaritanerne menes at være de mest direkte efterkommere af befolkningen i Kongeriget Israel, hvilket også er i overenstemmelse med deres egen opfattelse. Nogle beboere fra Kongeriget Israel må antages at være flygtet til kongeriget Juda, hvilket kan forklare hvordan de nordlige stammers myter er blevet inkorporerede i den tekster i Gamle Testamente, som blev samlede i Kongeriget Juda.

=== Eksilet i Babylon ===

Der er næppe tvivl om, at hvis jøderne havde modstået angreb udefra, ville afgudsdyrkelsen have fortsat. Der ville fortsat have været private gudindestatuetter og private altre. Men een begivenhed ændrede jødernes historie og dermed verdenshistorien: babylonernes erobring i 586 f.Kr.

Forud gik en belejring, som varede to og et halvt år. Vilkårene under belejringen var forfærdelige: jøderne sultede, men vi ved fra samtidige beretninger, at de ikke holdt sig tilbage fra at spise deres egne børn. Da Nebukadnezer erobrede Jerusalem, blev Salomons tempel brændt ned til grunden. Kongepaladset blev brændt ned. Huse blev brændt ned. Forsvarsanlæggene omkring byen blev revet ned sten for sten. Kong Zedekiah, som havde forsøgt at flygte, blev fanget og ført frem for Nebukadnezer. Det sidste, han så, var, at han sønner blev slået ihjel. Så blev han gjort blind, og måtte i denne tilstand foretage vandringen til Babylon.

Hele den jødiske befolkning blev tvangsforflyttet til Babylon. Det skete i tre omgange. Da de forlod Jerusalem, måtte de uundgåeligt miste troen på deres guder, som havde svigtet dem.

Hvad, der skete under det babylonske fangenskab, var ekstraordinært: i stedet for at blive integrerede i deres nye omgivelser valgte de skriftkloge jøder den modsatte vej, nemlig at bevare og redigere deres historiske traditioner. Sigende optræder byen Al Yahuda i Babylon på denne tid. Jøderne samlede, hvad de havde bevaret om deres historie, og begyndte at nedskrive det. Undervejs blev traditionen omskrevet og tilpasset deres nye selvforståelse. Bibelforskere mener, at det var antagelig på denne tid, at traditionerne i ''Tanakh'' begyndte at få deres endelige form.

Og det var tilsyneladende også her, at jødernes tro fik den monoteistiske karakter, som siden skulle gøre sig gældende. Det er her, at profeten Ezekiel fortæller, at Gud gør ham opmærksom på den afgudsdyrkelse, som finder sted.&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 1048&lt;/ref&gt; Det er her, at Gud lover at straffe jøderne for denne afgudsdyrkelse.&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 1049&lt;/ref&gt; Det er her, at jødernes bortførelse bliver stillet i udsigt. Det er her, at grunden lægges til den fortolkning, at eksilet gøres nødvendigt for, at jøderne langt om længe kan vende sig mod den sande gudsdyrkelse.

Og det er her, at profeten Esajas formulerer sine propagandistiske og doktrinære anklager. Det er her, at Gud gøres til den, som lover jøderne håb om frihed igen. Og det er her, at Gud bliver enevældig.

To eksempler fra Esajas Bog kan belyse det: i vers 44 linje 6: &quot;Jeg er den første, og jeg er den sidste, der er ingen anden Gud end mig&quot;&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 895&lt;/ref&gt; og i vers 45 linje 5: &quot;Jeg er Herren, der er ingen anden, der er ingen anden Gud end mig&quot;.&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 897&lt;/ref&gt; Selv alt det gode og alt den onde har samme oprindelse:&lt;/br&gt;  
&quot;Jeg danner lys og skaber mørke,&lt;/br&gt; 
jeg frembringer fred og skaber ulykke,&lt;/br&gt; 
jeg, Herren frembringer alt dette.&quot;&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 897&lt;/ref&gt;&lt;/br&gt; 
For første gang optræder jøderne som et folk med kun een erklæret Gud.

Der kan næppe være tvivl om, at dette var følgen af en bestemt strategi: ikke at blive opslugt af imperiet. Over for de mange guddomme i Babylon sætter jøderne en enkelt gud som deres modstykke. Derved, og kun derved, kan de opretholde deres særegne identitet som folk. Hvis Jahve havde været een gud blandt mange andre, havde han tabt og havde ingen fremtid. Kun ved at gøre ham almægtig, ved at hævde at han havde brugt Nebukadnezar som et redskab i en guddommelig plan, kunne de opretholde deres identitet og deres håb om en fremtid. De gamle guder måtte udryddes eller bortforklares som fejltagelser, der kunne forklare jødernes ulykkelige skæbne. Og derfor blev den traditionelle historie omskrevet punkt for punkt for at kunne understøtte det nye narrativ.

Nået så langt tog de skriftkloge det næste skridt: de måtte opfinde og udvikle deres egen skabelsesberetning og deres egen beretning om en altomfattende oversvømmelse. Inspirationen hentede de hos babylonerne selv. De tog de velkendte babylonske beretninger men omskrev dem således, at de udgjorde en polemisk kontrast til den tro og de traditioner, som blev hyldet af deres omgivelser. Der vil være lejlighed til at se nærmere på disse ved en gennemgang af Gamle Testamente.

=== Jødernes tilbagevenden til Jerusalem ===

I 539 f.Kr. indtræder så afslutningen på jødernes tid i eksil. Dette år erobrer perserne Babylon, og Cyrus den Store erklærer straks efter en almen amnesti. Der efter giver han tilladelse til, at fordrevne folkeslag må vende tilbage til deres hjemegn og genoptage deres gudsdyrkelse.

Også jøderne vendte hjem. Ifølge Ezras Bog vendte i alt 42.360 jøder tilbage til Jerusalem foruden deres trælle og trælkvinder, i alt 7.337, samt 200 sangere og sangerinder, det vil sige i runde tal 50.000 personer.&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 510&lt;/ref&gt; Om dette tal er korrekt, vides ikke.

Det vigtige er, at da jøderne vendte tilbage til Jerusalem, var det med en ny, monoteistisk religion. Den var i store træk skabt under deres eksil, omskrevet og suppleret i forhold til tidligere. Den forenede folk og tro i en næsten uadskillelig helhed.

Der kan her være grund til at stille et vigtigt spørgsmål: betyder dette så, at jøderne vendte hjem med en fuldt udviklet fælles trosretning? Nej, intet taler for dette. Snarere må vi regne med, at det kun var en lille gruppe af teologiske skriftlærde, som havde taget del i den redigeringsproces, som var foregået i Babylon, og at det kun var dem, som havde det fulde kendskab til det nye narrativ om jødernes oprindelse, som de havde skabt. Dette indebærer, at det først er efter deres tilbagevenden, at de for alvor kan begynde at promovere og udbrede deres nye narrativ til jøderne og dermed skabe den identitetsforståelse, som de siden udviklede.

=== Persisk tid ===

Under det persiske herredømmes tid (538-332 f.Kr.) sad der persiske statholdere i landets ulige dele. Vi ved, at statholderen i Judæa 408 f.Kr. hed Bagohi, dels fra Josefos, dels fra papyrusfundene i Elefantine. At statholderen i Samaria var en samaritan, Sanballat, tyder på, at perserne ikke har blandet sig i Palæstinas forhold, når oprør ikke foranledigede dem til at gribe ind, som tilfældet var under Artaxerxes III (358-338 f.Kr.). Det var under persisk beskyttelse, at Nehemia og Ezra genoprettede den jødiske menighed i Jerusalem.

Vi ved sandt at sige ikke meget om den jødiske religionsdyrkelse på denne tid. Meget tyder på, at der skete en langsom spredning af den nydannede monoteistiske tro, sikkert som et politisk-nationalt redskab over for det persiske overherredømme. Men intet taler for, at denne endnu formelt var slået igennem.

Elephantine var en jødisk by i Egypten fra 400-tallet f.Kr. Den er interessant, fordi den kan vise træk ved og fravær af jødisk levevis på denne tid. Byen blev antagelig grundlagt i midten af 6. århundrede f.Kr. af folk, der var emigreret fra Syene-området i Palæstina.&lt;ref&gt;Barnea (2024), s. 1&lt;/ref&gt; Vi ved, at der eksisterede et særligt tempel for dyrkelsen af Jahve indtil 410 f.Kr., da det blev ødelagt. En jødisk befolkning nævnes sidste gang i kilderne i 399 f.Kr., hvad, der skete med den jødiske befolkning efter denne tid, er ukendt.&lt;ref&gt;Adler (2025), s. 39&lt;/ref&gt;

Historien om jødernes udvandring fra Egypten kendes ikke i denne by, hvilket tyder på, at denne tradition er yngre end 400-tallet. Ligeledes kendte befolkningen ikke til ''torah'', det vil sige jødisk lov, så også denne må være yngre end 400-tallet.

Endvidere dyrkede jøderne i denne by flere guder (jahvisme) i modsætning til senere tids monoteisme (judaisme). Således har vi flere kilder fra 400-tallet f.Kr., der vidner om zoroastracisme, herunder et ild-alter og et tempel.&lt;ref&gt;Barnea (2024), s. 3-7&lt;/ref&gt; En lignende jødisk polyteisme kendes fra andre byer.&lt;ref&gt;Adler (2025), s. 41-47&lt;/ref&gt; Men dette indebærer også, at jøderne stadig ikke på denne tid var monoteister til trods for de bestræbelser, som præsteskabet havde udført under eksilet i Babylon. I stedet tolkes situationen således, at den jødiske kult udviklede sig gravist over tid blandt andet inspireret af zoroastrisk kult indtil, at de fik den form som kendes fra den hebraiske bibel.&lt;ref&gt;Barnea (2024), s. 29&lt;/ref&gt; Hvis byen blev grundlagt af dem, som ikke endte i Babylon, kan dette forklare deres fastholden ved polyteisme og ukendskab til den monoteisme, som blev udviklet i Babylon.

Dermed adskiller kulten på denne tid blandt jøder sig markant fra den, som ses i hasmonæisk tid.&lt;ref&gt;Adler (2025), s. 48&lt;/ref&gt; Yonatan Adler ved Ariel University har kaldt denne kult og levevis &quot;proto-jødisk&quot; (''proto-Judaic'') og definerer den således: &quot;Et protojødisk kulturelt træk er således et særskilt element af den israelitiske og/eller jødiske livsstil, som med tiden blev lovgivet som en forskrift for regulering i en eller flere af Mosebøgernes tekster, og som i sidste ende blev optaget som en del af jødedommen.&quot;&lt;ref&gt;Adler (2024), s. 5&lt;/ref&gt; Et eksempel herpå er at spise svinekød. I to af Mosebøgerne (Tredie Mosebog kapitel 11:1-8&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 126f&lt;/ref&gt; og Femte Mosebog kapitel 14:3-8&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 216&lt;/ref&gt;) forbydes det jøder at spise svinekød, men arkæologiske fund fra tiden fra sen bronzealder (1300-1130 f.Kr.) frem til jernalder (586 f.Kr.) viser, at svin faktisk blev avlet til fortæring i strid med denne bestemmelse, skønt de er fraværende i nogle bopladser henregnet til kana'anære og fønikere i jernalderen uden, at det derfor med sikkerhed kan siges at være bevidste valg; økonomiske, økologiske og sociale forhold kan have spillet ind.&lt;ref&gt;Adler (2024), s. 13&lt;/ref&gt; Flere jødiske leveregler tilskrives således myter i Mosebøgerne, og det kan ikke afvises, at disse myter ''netop'' er blevet til for at kunne begrunde og legitimere disse leveregler.&lt;ref&gt;Adler (2024), s. 21&lt;/ref&gt; Det gælder blandt andet reglen om at omskære drengebørn.&lt;ref&gt;Adler (2024), s. 20f&lt;/ref&gt;

=== Hellenistisk tid ===

I den græske periode fra Alexander den Stores erobring i 332 f.Kr. til 167 f.Kr. blev Palæstina atter genstand for strid mellem Syrien, hvor seleukiderne herskede efter Alexanders død 323 f.Kr., og Ægypten, der beherskedes af ptolemæerne. Frem til 198 f.Kr. var overvejende Egypten, fra den tid, efter Antiochos IIIs sejr ved Paneas, syrerne Palæstinas herrer. Efter, at Babylon, Ninive og Shushan var gået til grunde, og Alexandria var blevet grundlagt, flyttede tyngdepunktet vest på, og Palæstina fik igen samme betydning som i 15. århundrede f.Kr. Under ptolemæerne regeredes Palæstina af guvernører (hegemon, epitropos), om hvis myndigheds udstrækning kun lidt vides. Skatteopkrævningen var overladt - ved licitation - til skatteforpagtere. I jødernes kreds fik synedriet og ypperstepræsten en vidtgående myndighed. Under seleukiderne stod Palæstina, der kaldtes Fønikien, sammen med Cølesyrien under en militærguvernør, og syrisk militær besatte landet. Skatten indkrævedes af seleukidiske embedsmænd. Fra 165 f.Kr., da Antiochos Epifanes forbød jødisk gudsdyrkelse, blev landet ramt af de makkabæiske kampe, der skulle bane vejen for det hasmonæiske dynasti.

Undersøgelser tyder på, at jøderne i almindelighed stadig ikke kendte til ''torah'', det vil sige jødisk lov, i begyndelsen af hellenistisk tid, og slet ikke at de respekterede og fulgte den.&lt;ref&gt;Adler (2025), s. 34&lt;/ref&gt; Således er der flere eksempler på, at judæere to ågerrenter af deres udlån.&lt;ref&gt;Adler (2025), s. 28&lt;/ref&gt; Der er også bevis på, at nogle judæere selv på denne tid dyrkede andre guder end Jahve.&lt;ref&gt;Adler (2025), s. 27&lt;/ref&gt; Og skønt ordet &quot;''sabbat''&quot; forekommer, lader det sig ikke fastslå, om dette havde samme betydning som senere eller blot henviste til en jødisk helligdag.&lt;ref&gt;Adler (2025), s. 28&lt;/ref&gt; Faktisk forekommer ordet &quot;''sabbat''&quot; ikke een eneste gang i Gamle Testamente. Omvendt er der ingen arkæologiske beviser på, at jøderne tog deres rituelle bade i bassiner, således som foreskrevet i ''torah'', og heller ikke at de iagttog særlige rituelle renselsesregler omkring deres mad.&lt;ref&gt;Adler (2025), s. 26&lt;/ref&gt;

Der har været peget på, at Aristeas i et brev oplyser, at Ptolemæus II Philadelphus (regerede 285-246 f.Kr.) tog 72 jøder fra Jerusalem til Alexandria for at få oversat en jødisk lov til græsk til sit bibliotek.&lt;ref&gt;Adler (2025), s. 31&lt;/ref&gt; ''Torah'' er ikke nævnt ved navn, så der er ingen beviser på, at det er den, som der henvises til, men selv om dette var tilfældet, kan dette ikke tages som udtryk for, at jøderne i almindelighed kendte og fulgte loven.&lt;ref&gt;Adler (2025), s. 32&lt;/ref&gt; Dette til trods for, at jøderne på  denne tid ellers nød udstrakt selvstyre både i Judæa og i andre områder.&lt;ref&gt;Adler (2025), s. 24&lt;/ref&gt; Dette har fået Yonatan Adler til at betegne jødisk kultur på denne tid som &quot;jahveisme&quot; (''Yahwism'') i modsætning til den &quot;judaisme&quot; (''Judaism''), der først fulgte senere og som fulgte ''torah''-en.&lt;ref&gt;Adler (2025), s. 7&lt;/ref&gt; Men uanset benævnelsen betyder det, at traditionel jødisk kultur først stammer fra tiden ''efter'' hellenistisk tid.

=== Det hasmonæiske dynasti ===

Den hasmonæiske eller senhellenistiske periode strakte sig fra 167 f.Kr. til 63 f.Kr.

Betegnelsen &quot;Det hasmonæiske kongerige&quot; dækker over en yderst omtumlet periode i jødisk historie, som strakte sig fra midten af 2. århundrede f.Kr. til midten af 1. århundrede f.Kr. Hasmonæerne var en jødisk præsteslægt, som spillede den førende politisk rolle på denne tid. Betegnelsen er dannet efter Hasmon, der var Mattatija’s bedstefader. I årene 168-161 f.Kr. ledede hasmonæerne kampen for national og religiøs frihed mod seleukiderne, som under Antiochos IV havde underkuet dem. Bevægelsen begyndte under Mattatija, men blev fortsat af hans sønner, først Judas Makkabæer, efter hvem slægten often kaldes makkabæerne; han fik genoprettet den jødiske gudsdyrkelse i 165 f.Kr. og opnåede i 161 f.Kr. religionsfrihed. Dette år overvandt han den syriske feltherre Nikanor og sluttede forbund med Romerne, men døde kort efter. Hasmonæerne optrådte der efter som et dynasti, der kæmpede for deres egen magtstilling. Judas’ broder, Jonatan, som afløste ham som leder, lod sig i 153 f.Kr. udnævne til ypperstepræst, skønt han efter jødisk lov ikke havde ret til denne stilling. Dette betød et brud med de lovtro, som de oprindelige havde kæmpet for. Efter hans mord i 143 f.Kr. lykkedes det broderen Simon (143-135 f.Kr.) at få landets selvstændighed anerkendt og at erobre syrernes borg i Jerusalem. Som følge heraf blev han af befolkningen hyldet som arvelig ypperstepræst og som verdslig hersker i 141 f.Kr. Dermed havde hasmonæerne opnået formel anerkendelse af deres dynasti.

Det betød imidlertid ikke, at der nu herskede fred, tværtimod. Under Simon’s søn, Johannes Hyrkan (134-104 f.Kr.), indtraf et åbent brud mellem hasmonæerne på den ene side og farisæerne på den anden. Under de fortsatte kampe undertvang han den autonome stat Edom og ødelagde Samaria og også den samaritanske helligdom på Garizim. Hans sønner, Aristobul (104-102 f.Kr.) og Alexander Jannæos (102-76 f.Kr.) var brutale herskere og fjernede sig langt fra styrets oprindelige karakter, idet de var udpræget hellenistisk sindede. Alexander udnævnte sin dronning Salma Alexandra til sin efterfølger (78-69 f.Kr.), mens sønnen Hyrkan II blev ypperstepræst. Midt i de hele etablerede armenerne et kortvarigt herredømme (70-63 f.Kr.) idet de erobrede landet og lagde området under deres overherredømme. Men den interne magtkamp fortsatte uafbrudt. Salma sluttede sig til farisæerne, og hun kom derved i modsætning til saddukæerne, som samlede sig om hendes anden søn, som efter hendes død tog magten fra sin broder og herskede som Aristobul II, dog under vedvarende kampe, indtil Pompejus afsatte ham og tog ham med til Rom i 63 f.Kr. Efter ulige forsøg på opstand blev Aristobul og hans søn Alexander myrdet i 48 f.Kr. 

Hyrkan II, der af Pompejus nu blev anerkendt som ypperstepræst med Antipater som verdslig leder, blev af Cæsar forfremmet til ethnarch, mens den faktiske myndighed efterhånden gik over til Herodes efter Antipater’s død. Aristobul’s anden søn, Antigonos, gjorde imidlertid oprør og blev en kort (40-37 f.Kr.) tid konge, mens Hyrkan blev bortført og fik ørene skåret af. I 37 f.Kr. erobrede den af Romerriget anerkendte Herodes så Jerusalem, og Antigonos blev henrettet i Antiochia. Dermed var hasmonæernes herredømme bragt til ende. Herodes levede en tid i venskab med Hyrkan men lod ham så dræbe. Herodes var besvogret med hasmonæerne, idet hans hustru Mariamme var datter af Aristobul II’s søn Alexander. Dette forhindrede dog ikke, at han lod hendes broder Aristobul dræbe. Senere dræbte han ligeledes hende selv og hendes moder. Endelig dræbte han nogle hasmonæere, der opholdt sig hos hans svoger i Idumæa. Således blev det Herodes, som endte slægtens magtdrømme.&lt;ref&gt;Pedersen (1919), s. 943f&lt;/ref&gt; Så meget om den politiske udvikling.

Det vigtigste i denne sammenhæng er, at de var i denne omtumlede tid, at vi for første gang ser tydelige spor af en jødisk kultur og religionsdyrkelse. Årsagen er klar nok: lederen af den nye stat var en ypperstepræst, som nu tillige blev den politiske, kultiske og militære leder af den nye stat. Og det er tydeligvis på denne tid, at denne nye magt manifesterer sig også religiøst. Det er først fra denne tid, at de første synagoger optræder. Det er først fra denne tid, at ''Tanakh'' optræder i sin endelige skikkelse. Det er først fra denne tid, at der optræder beviser på, at jøderne i deres levevis fulgte bibelsk lov, der nu bliver promoveret som &quot;deres forfædres lov&quot; og påvirker et utal af leveregler både i og uden for jødernes &quot;hjemland&quot;.&lt;ref&gt;Adler (2025), s. 67&lt;/ref&gt;

=== Romersk styre ===

Romersk tid strækker sig fra sidste århundrede f.Kr, til første århundrede e.Kr. Det kendetegnes ved at området i denne periode havde en romersk guvernør.

Yonatan Adler har undersøgt de kulturelle traditioner i dette tidsrum og finder, at de følger senere jødiske traditioner: der er renselsesbassiner og husgeråd af kalk som udtryk for jødiske relselsesritualer samt mønter, vægdekorationer i huse og hjemligt udstyr som udtrykkeligt undgår at vise mennesker og dyr i overensstemmelse med påbuddet i Mosebøgerne. Han konstaterer yderligere, at disse træk er særligt markante i de områder, som vides at have haft en overvejende jødisk befolkning, men ikke nødvendigvis i områder hvor andre befolkningsgrupper var dominerende. Han konstaterer endvidere, at disse rituelle træk tydeligt går tilbage til hasmonæisk tid men ikke med sikkerhed lader sig følge længere tilbage, til dels på grund af et svagt og mangelfuldt arkæologisk og skriftligt bevismateriale. Som beviserne nu stiller sig, var det i hasmænæisk tid, at disse rituelle træk slog igennem og efterhånden bredte sig til den samlede befolkning og i romersk tid allerede var blevet normen.&lt;ref&gt;Adler (2022)&lt;/ref&gt;

Det er på denne baggrund, at Jesus må ses: i en tid, hvor mange jøder drømte om og håbede på at genskabe deres egen selvstændige stat, trådte han frem med sit provokerende budskab, at &quot;Guds rige ikke var af denne verden&quot;. Ikke nok med det: han udfordrede farisæerne og de skriftkloge, og oven i alt dette ophævede han jøder som Guds udvalgte folk og erklærede enhver, som følger Guds ord og hans påbud som en del af den udvalgte befolkning. I det givne politisk-religiøse klima gjorde det ham farlig for en national jødisk politik, så han måtte stoppes, og det blev han som bekendt. Men det stoppede ikke hans budskab i at blive yderligere spredt, tværtimod.

Frem til 70 e.Kr. opstod der ulige retninger inden for jødedommen, hvoraf saddukæerne, farisæerne og essæerne synes at have været de væsentligste. Desuden opstod der en række messianske og apokalyptiske bevægelser. 

Saddukæerne var en gruppe der var tilknyttet præstedømmet i templet i Jerusalem. I modsætning til farisæerne, som påberåbte sig myndighed på grund af deres lærdom og fromhed, baserede saddukæerne deres særstilling på afstamning og status. Meget tyder på, at de repræsenterede Hasmonæernes klan, der tidligere havde regeret som præstekonger. De nægtede at acceptere læresætninger som ikke direkte var nævnt i ''Torah'', også selv om læren var nævnt et andet sted i Tanakh. Ja, de &quot;anså det for en dyd at debattere&quot; sådanne sager. Et eksempel på en sådan debat findes i Mattæusevangeliet kapitel 22:23-33, hvor de satte Jesus på prøve med hensyn til opstandelsen. Idet saddukæerne opstillede en tænkt situation hvor en enke havde været gift med syv mænd, spurgte de: &quot;Hvem af de syv skal nu have hende til hustru i opstandelsen?&quot; I denne sammenhæng var det selvfølgelig uvæsentligt om den tænkte enke havde været gift 14 eller 21 gange. Jesus svarer: &quot;I opstandelsen gifter mænd sig ikke og kvinder bortgiftes ikke.&quot;&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 1251&lt;/ref&gt; Saddukæerne accepterede ikke eksistensen af et liv efter døden, og benægtede derfor også den farisæiske doktrin om en genopstandelse, hvilket netop var den forestilling, som Jesus prædikede. I Markusevangeliet kaptel 12:18-27 omtales en anden version af historien: da Jesus vidste, at saddukæerne ikke accepterede andre inspirerede skribenter end Moses, argumenterede han ved at citere fra ''Torah''. Han sagde: &quot;Med hensyn til at de døde oprejses, har I da ikke læst i Moses’ bog, i beretningen om tornebusken, hvordan Gud sagde til ham: ’Jeg er Abrahams Gud og Isaks Gud og Jakobs Gud’? Han er ikke dødes men levendes Gud.&quot;&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 1281&lt;/ref&gt;

Saddukæerne ønskede ikke, at en Messias skulle dukke op og lave om på tingene og da de betragtede Jesus som en trussel mod deres position, sammensvor de sig med farisæerne om at slå Jesus ihjel.&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 1258f, 1352&lt;/ref&gt;

Farisæerne var kendetegnede ved, at de lagde stor vægt på overholdelse af Moseloven, især renhedsforskrifterne og desuden på &quot;fædrenes overleveringer&quot;, som var en betegnelse for hele den mundtlige fortolkning af Moseloven. Bevægelsens etik havde mange detaljerede forskrifter og praktiske anvisninger. 

Essæerne levede i en slags kommunisme, hvor medlemmerne aflagde tavshedsløfte og ingen måtte besidde ejendom, hverken bolig eller slave, jord eller kvæg. Deres indkomster skulle overlades til en forvalter, som forestod indkøb af det nødvendige og sørgede for mad og underhold til gruppen. De forkastede også ægteskab, alle former for standsforskelle samt slaveri. De var soldyrkere og sendte hver morgen bønner op til solen. Når de havde afføring, gjorde de det inden døre for ikke at &quot;besmitte&quot; sollyset.

Af de mange retninger inden for jødedommen overlevede kun den rabbinske jødedom, som byggede på farisæerne og deres lære. Den rabbinske jødedom var kendetegnet ved at hævde, at den skrevne ''Torah'' ikke kan fortolkes korrekt uden henvisning til den &quot;mundtlige&quot; ''Torah'' og den dertil hørende litteratur, der specificerer hvilken adfærd, der er sanktioneret af loven. Med et moderne udtryk var de fundamentalistiske teokrater. Når de andre fraktioner her er nævnt, er det for at vise, at jødedommen langt fra var nogen samlet bevægelse selv op til eller på Jesu tid.

Stednavnet &quot;Israel&quot; første gang optræder på en mønt dateret til 66 e.Kr. møntet i forbindelse med jødernes oprør mod romerne.

Efter oprøret 70 e.Kr. var det for en lang tid slut med jødiske forsøg på at skabe en egen stat. Jesu budskab og det mislykkede oprør førte til, at den jødiske befolkning blev sprængt i tre grupper: den ene gruppe var de traditionelle jøder, som holdt fast ved farisæerne og deres budskab, den anden gruppe var de kristne, som nu satte sig for at udbrede det nye budskab, og den tredie gruppe var judeo-nazaræerne, som fortolkede udviklingen på deres egen måde og mente, at genskabelsen af templet i Jerusalem var en forudsætning for, at Messias ville vende tilbage. De arbejdede i flere hundrede år på dette mål, men da de endelig fik magten i Jerusalem i år 634 og Messias alligevel ikke vendte tilbage, blev bevægelsen omformet til en ny arabisk religiøs bevægelse, som i 749 efter abbasidernes magtovertagelse endte som muhammedismen, komplet med en egen profet, en egen hellig bog og med et nyt religiøst midtpunkt i Mekka.&lt;ref&gt;se ''Muhammedanismen i kildekritisk belysning''&lt;/ref&gt;

=== Sammenfatning ===

Hvordan skal begivenhedsforløbet nu fortolkes? Et foreløbigt svar kunne lydes således: det ser ud til, at jøderne udskilte sig fra kana'anæerne senest omkring 1200 f.Kr. og at de oprindeligt levede i ørkenområderne syd for Kana'an. Dette varede indtil, at de eteblerede et egentligt kongerige, der imidlertid efter kort tid blev delt i to, Israel og Judæa. Den nationale udskillelse var dog åbenbart ikke mere udtalt end, at jøderne jævnligt synes at have giftet sig med kvinder fra andre stammegrupper. 

Så langt, vi tør tro Bibelens fremstilling, var de polyteister, det vil sige dyrkede flere guder. Ganske vist var der perioder, hvor der gjordes forsøg på at indføre monoteisme, men dels var der stadige tilbageslag, dels skete disse forsøg på det statslige niveau, mens den almindelige befolkning synes at have fastholdt polyteismen uden afbrydelser gennem flere hundrede år frem til og med landsforvisningen til Babylon. 

Religionsdyrkelsen synes at have udviklet sig fra spredt i de enkelte husstande, landsbyer og stammer hen imod en statslig centralisering med deraf følgende magt for præsteskab og konger. 

Efter alt at dømme er det først under eksilet i Babylon, at præsteskabet blandt jøderne udvikler en erklæret monoteisme, mens dette ikke synes at være tilfældet for den brede befolkning. Hele jødernes tidligere historie bliver nu omfortolket af præsteskabet i lyset af denne nye religion, og den bliver promoveret og legitimeret af nogle få erklærede profeter.

Efter jødernes tilbagevenden til Kana'an efter eksilet i Babylon bliver den nye religion gjort til et redskab for præsteskabets politiske mål: en selvstændig teokratisk stat. Dette mål bliver opnået, men den nye stat varer kun i henved hundrede år, og igennem hele sin eksistens er den præget af interne magtkampe blandt den ledende religiøse elite. Meget tyder dog på, at det først er på denne tid, at monoteismen slår igennem også i den brede jødiske befolknings livsstil og levemåde og bliver det centrale element i israelitternes selvforståelse. Men dette forudsatte og krævede præsteskabet både som den etnisk-religiøse og den statspolitiske magthaver. Efter alt at dømme er det tidligst fra denne tid, at vi kan tale om jødedom i moderne forstand.

Men denne udvikling forudsatte, som vi har set, en dramatisk omskrivning af den jødiske historie. Meget måtte udelades eller totalt omskrives. På den anden side blev der indført nye elementer, som næppe har meget med den historiske udvikling at gøre men som gav jøderne en forhistorie så lang som nogen.

=== &lt;big&gt;Problemerne med Gamle Testamente&lt;/big&gt; === 

Et passende kildekritisk udgangspunkt ved vurderingen af Gamle Testamentes troværdighed må være de modsætninger, der er mellem dennes fremstilling og de faktuelle kendsgerninger. Der er således ingen beviser for eksistensen af de fem mosebøger før slutningen af 4. århundrede f.Kr. inklusive eksistensen af en person ved navn Moses.&lt;ref&gt;Gad Barnea&lt;/ref&gt;

Problemerne med teksterne lader sig inddele i to delspørgsmål:&lt;/br&gt;
- er der een eller flere forfattere til Tanakh?&lt;/br&gt;
- er dele af teksterne lånt fra andre kulturer?&lt;/br&gt;
Svaret er i begge tilfælde bekræftende. Der kan derfor være grund til at behandle hvert af dem særskilt.

=== Forfattere og deres datering ===

Tekstanalytikere mener, at ''Tanakh'' (Gamle Testamente) er blevet til i tre omgange:&lt;/br&gt;
- en arkæisk fase: 11.-10. århundrede f.Kr.&lt;/br&gt;
- en klassisk fase: 9.-6. århundrede f.Kr.&lt;/br&gt;
- en sen fase: 5. århundrede f.Kr. eller senere.&lt;/br&gt;
Eksempelvis mener man, at den ældste del af Første Mosebog er historien om Jakobs velsignelse (i kapitel 47), som skal stamme fra arkæisk tid, men størstedelen af resten stammer fra klassisk tid.

I en række tilfælde forekommer tilsyneladende dubblerede historier med både ligheder men også klare forskelle. Forskerne mener, at det afspejler sammenskrivning af to eller flere ulige overleveringer.

Kildeforskere mener at kunne udskille fire lag i eller snarere forfattere til Mosebøgerne:

J: ''Jahvisten'', hvor Gud sædvanligvis kaldes ''Jahve''; et litterært lag der i modsætning til Præsteskriftet er præget af lægmandssynspunkter.&lt;/br&gt;
E: ''Elohisten'', hvor gudsbetegnelsen er ''Elohim''.&lt;/br&gt;
D: ''Deuteronomisten'', det vil sige &quot;forfatteren&quot; til Femte Mosebog.&lt;/br&gt;
P: ''Præsteskriftet'', et litterært lag i mosebøgerne, der antages at være blevet til i præstelige kredse, og som udviser særlig interesse for kultiske forhold. 

J- og E-teksterne menes nedskrevet efter, at det oprindelige kongerige var blevet delt i to: Israel i nord og Judæa i syd. J-teksterne menes at stamme fra Judæa, E-teksterne menes at stamme fra Israel.

J-teksterne dateres til tidsrummet mellem 848 f.Kr. og 722 f.Kr., idet disse tekster omtaler Babylon og Calah (Nimrod) som store byer. Desuden nævnes Edom som en autonom stat, hvilket først skete efter 848 f.Kr.

E-teksterne lader sig ikke datere nærmere end til 9. eller 8. århundrede f.Kr.

P-teksterne dateres til 6. århundrede f.Kr. og menes skrevet efter, at templet i Jerusalem var revet ned, og jøderne var blevet tvangsforflyttede til Babylon. Dette kan forklare hvorfor, at der ikke findes en eneste henvisning til templet i Jerusalem.&lt;ref&gt;Dinkgreve (2021), kap. 8&lt;/ref&gt;

Problemet ved en tekstanalyse af ''Tanakh'' er, at teksterne synes at være flettet sammen fra to eller flere oprindelige kilder til een sammenhængende historie. Det formodes, at J- og E-teksterne er blevet sammenskrevne efter 722 f.Kr., da Israel blev erobret af assyrerne, og flygtninge fra Israel i nord kom sydpå til Judæa og bragte deres E-traditoner med sig. Her blev de sammenskrevne til en ny version, JE, der ofte giver et judæisk perspektiv.

Men hvordan kan vi skelne imellem de forskellige tekster? Lad os tage nogle eksempler.

Under ørkenvandringen lader Moses vand springe fra klippen. I det ene tilfælde sker det uden problemer, i det andet pålægges Moses af Gud at tale til klippen, men han slår på den med sin stav i stedet, og som straf for at have ignoreret dette pålæg får han ikke love til at betræde Kana'an men kun at se det udefra. (exodus 18)

J-teksten angiver, at Abraham boede i Hebron, som er en judæisk by, men E-teksten fortæller om Jakobs kamp med Gud i Peni-El, som er en israelsk by.

I beskrivelsen af Jakobs sønner nævner J-teksten Judæa, mens E-teksten nævner stammer der var dele af Israel.

I E-teksten lader Aron skabe guldkalven til jødernes tilbedelse, men denne historie findes ikke i J-teksten.

Præsterne i Judæa hævdes at være efterkommere efter Aron, Moses broder, mens præster i Israel nævner andre levitter.

P-teksterne skiller sig ud ved at lægge vægt på love, lige som den tildeler Aron en større rolle, ligestillet med Moses. I ''JE''-teksten er det Moses' stav, som udfører mirakler (Første Mosebog kapitel 4), i P-teksten er det Arons stav (kapitel 7). I P-teksten er Aron den første, som ofrer, mens i ''JE''-teksten omtales flere tidligere ofringer, blandt andre Kain og Abel, Abraham og Isak samt Jakob, mens ingen af disse tilfælde omtales i P-teksten. Det menes, at dette afspejler P-tekstens mål om at give de aronitiske præster eneret på ofringer til Gud. Under ørkenvandringen optræder to uens oprør: i ''JE''-teksten er det Dathon og Abiram, som udfordrer Moses ved at sige, at det ville være bedre for jøderne at vende tilbage til Egypten, men at de opsluges af jorden i et jordskælv. I P-versionen er det levitterne under ledelse af Korah, som udfordrer Aron, men ligeledes dør.

Ligeledes omtaler P-teksterne ingen tilfælde, hvor folk besøges af engle eller får visioner, således omtales ikke historien om Josef og han 6 drømmesyner, ej heller de to engle i Sodoma og Gomorra eller Jekobs kamp med Gud. Sigende nok nævnes ordet &quot;profet&quot; kun een gang i P-teksten og da med henvisning til Aron.

=== Lånte historier ===

Sammenligninger mellem bibelske beretninger og tilsvarende overleveringer fra sumerisk og mesopotamisk kultur viser, at flere af historierne er blevet overtaget herfra, men at de er blevet omskrevne og tilpassede for at passe ind i den myte om jødernes oprindelse og historie, som man ønskede fremmet. Det gælder således blandt andre historierne om skabelsen, om Kain og Abel, om Noa og vandfloden samt om Sodoma og Gomorra.

Andre beretninger er tilsyneladende ligeledes lånt fra andre kulturer, således udvandringen fra Egypten, der blev gjort af et folk kaldet ''hyksos'', ikke af jøderne. Der kan være grund til at nævne nogle af disse beretninger, som jøderne så at sige adopterede.

==== Skabelsesberetningen ====

Den babylonske skabelsesberetning hedder ''Enuma Elish''. Dene kendes blandt andet fra Nineveh i Mesopotamien. Dens hovedtræk er følgende: i begyndelsen var der kun vand: guden ''Absu''s ferske vand og gudinden ''Tiamat''s salte vand. De blev blandede, og fra denne blanding blev født de første guder. Men disse yngre guder forstyrrede deres forældres søvn, så Tiamat sendte i vrede en hær af monstre for at ødelægge dem. Ud af dette kaos trådte ''Marduk'', stormguden og Babylons skytsguddom, som kæmpede imod ''Tiamat'' i en duel. Han affyrede en pil, som skabte hul i hendes mave og splittede hendes hjerte. Der efter skar han hendes krop op i to halvdele: af den ene skabte han himmelhvælvingen, af den anden halvdel jorden. Han satte stjerner i deres konstellationer, han satte månen til at angive månederne og solen til at lyse om dagen. Endelig skabte han menneskene af blod fra en død guddom blandet med ler for, at de kunne udføre det tunge arbejde for evigt.&lt;ref&gt;Dinkgreve (2021), kap. 3&lt;/ref&gt;

Den jødiske skabelsesberetning er i alle henseender et modstykke til den babylonske beretning: i stedet for flere guder er der kun een gud, i stedet for en skabelseskamp foregår skabelsen i Gamle Testamente med ord, i stedet for at menneskene er slaver for guderne er de i Bibelen skabt i Guds billede. Men der er også ligheder: rækkefølgen med adskillelse af himmelhvælving og den faste jord, fiksering af dag og nat samt tiden og endelig at menneskene skabes sidst i forløbet.

Det kan i en sidebemærkning oplyses, at det hebraiske ord i Første Mosebog 1:2 for urdybet, ''tehom'', filologisk er forbundet med ''Tiamat'', saltvandsgudinden i den babylonske skabelsesberetning.

==== Kain og Abel ====

Også den bibelske fortælling om Kain og Abel synes at have rod i to sumerisk myter. I den ene sumeriske myte omtales en hyrde (''Dumuzid''/Tammuz) og en landmand (''Enkimdu''), der begge konkurrerer om gudinden Inannas opmærksomhed. Den bibelske parallel: Ligesom i den sumeriske historie repræsenterer Kain bonden, mens Abel repræsenterer hyrden. Men i stedet for en uafklaret konkurrence eller forsoning tager den bibelske beretning en mørk drejning til brodermord. 

En anden variant er en sumerisk myte, hvor kvægguden (''Lahor'') og korngudinden (''Ashnan'') skabes af guderne for at sørge for mad og tøj. I disse historier diskuterer de to, hvem der må anses for mest værdifuld for den menneskelige civilisation. Den bibelske parallel er modsætningen mellem den omvandrende hyrde og den bofaste kornavler, men her bruges den til at skabe en søskenderivalisering, der ender i brodermord. Mens sumeriske myter brugte søskende til at fremhæve to byggestene i den menneskelige civilisation og fokuserer på samarbejde eller venskabelig rivalisering, brugte hebraiske forfattere den lånte fortælling til at skildre den syndefulde menneskelige natur, herunder konsekvenserne af misundelse.

Forskere antager, at disse velkendte myter sandsynligvis blev integreret i den hebraiske tradition under deres babylonske eksil i det 6. århundrede f.Kr., hvilket tillod forfattere at omarbejde regionale kulturelle temaer, så de passede til deres monoteistiske verdensbillede.

==== Noa og vandfloden ====

Også historien om Noa og vandfloden er overtaget fra andre kulturer. I 1872 fandt man i British Museums store samling fra Assurbanipals bogsamling et store epos kaldet ''Gilgamesh''. I kapitel 11 af dette epos findes en historie, hvis hovedtræk er følgende: guderne beslutter at udrydde menneskene ved at drukne dem, men vandenes gud, Enki, advarer Utu-nipishtim om faren og tilråder ham at bygge en ark og tage sin familie og sit kvæg med ombord, hvilket skete. I seks dage og nætter varer uvejret og oversvømmelsen, men på den syvende dag rammer arken toppen af et bjerg i Armenien. For at undersøge om oversvømmelsen er overstået sendes først en due og så en svale ud, men de vender begge tilbage. Først, da en ravn sendes ud og ikke vender tilbage, viste det, at vandene nu var sunket, og at Utu-nipishtim kunne forlade arken. Det gør han og foretager et takoffer til guderne. Enki bad så den øverste af guderne, Enlil, om at love, at han aldrig i fremtiden ville straffe hele menneskeheden for nogle fås synder, hvilket denne lover. Han rører Uti-nipishtim og dennes hustru på panden og erklærer: &quot;Hidtil har Utu-nipishtim været dødelig. Nu skal han og hans hustru være som guderne; og de skal bo i det fjerne, ved flodernes munding&quot;.&lt;ref&gt;Bibby (1971), s. 62f&lt;/ref&gt;

Lighederne med Bibelens beretning om syndfloden er indlysende til trods for forskellene: navnene er ændrede, de mange guder er erstattet af een Gud, men ellers er beretningen i sine kernetræk den samme.

Senere, i 1899 og 1900, viste udgravninger i Nippur i Mesopotamien, at den akkadiske beretning selv havde en forgænger. I 1914 blev fra disse udgravninger offentliggjort en tavle fra Nippur med en lignende beretning, der imidlertid stammer fra Sumer og således er betydeligt ældre end den akkadiske beretning. Tavlen er ukomplet, idet kun den nederste trediedel er bevaret, men syndflodsberetningen er atter den samme, selv om hovedpersonen nu hedder Ziusudra i stedet for Utu-nipishtim. I den sumeriske version ender historien således: &quot;Anu og Enlil viste velvilje mod Ziusudra, liv som en gud giver de ham, evig ånde som en gud bringer de ned til ham. Så kongenZiusudra, bevareren af planternes navn og af menneskeslægtens sæd, lod de bo i overfartslandet. Dilmuns land, det sted hvor solen står op&quot;.&lt;ref&gt;Bibby (1971), s. 64&lt;/ref&gt;

Pointen her er, at Bibelens syndflodsberetning er et plagiat, ikke en oprindelig historie, men at den inddrages som et led i den rekonstruerede beretning om jødernes historie.

==== Edens have ====

I den sumeriske beretning optræder også det hellige land Dilmun. Dette land beskrives som et sted, hvor rovdyr, sygdom og alderdom ikke eksisterer:

I Dilmun tier ravnen,&lt;/br&gt;
rovfuglen skriger ikke,&lt;/br&gt;
løven dræber ikke,&lt;/br&gt;
ukendt er den kid-fortærende vildhund,&lt;/br&gt;
ukendt det kornædende vildsvin.&lt;/br&gt;
Malten som enken spreder på taget -&lt;/br&gt;
himlens fugle opæder ikke denne malt.&lt;/br&gt;
Duen hænger ikke med hovedet.&lt;/br&gt;
Den øjensyge siger ikke: &quot;Jeg er øjensyg&quot;,&lt;/br&gt;
den hovedsyge siger ikke: &quot;Jeg er hovedsyg&quot;,&lt;/br&gt;
den gamle kvinde siger ikke: &quot;Jeg er en gammel kvinde&quot;,&lt;/br&gt;
den gamle mand siger ikke: &quot;Jeg er en gammel mand&quot;.&lt;ref&gt;Bibby (1971), s. 66&lt;/ref&gt;

Det har været foreslået, at dette ideelle levested har været forbillede for jødernes opfattelse af Edens have. I dag ved vi, at Dilmun ikke var en myte om Paradis men navnet på en faktisk eksisterende stat med Bahrain som sit midtpunkt, der drev en omfattende handel og søfart fra Indusdalen i øst til Mesopotamien i nordvest. Dette er et sidespring, men hvis det viser sig, at Dilmun er inspirationskilden til Edens Have, vil det være endnu et eksempel på kulturelle traditioner, som jøderne har lånt, adapteret, og inkorporeret i deres egen historiske myte.

==== Babelstårnet ====

Historien om Babelstårnet er velkendt og lyder således: 

&quot;Hele jorden havde samme sprog og samme tungemål. Da de brød op mod øst, stødte de på en dal i landet Sinear, hvor de slog sig ned. De sagde til hinanden: &quot;kom, lad os stryge teglsten og brænde dem hårde!&quot; De brugte tegl som sten og asfalt som mørtel. Så sagde de: &quot;lad os bygge en by med et tårn, som når op til himlen, og skabe os et navn, for at vi ikke skal blive spredt ud over hele jorden.&quot; Herren steg ned for at se byen og tårnet, som menneskene byggede. Så sagde Herren: &quot;se, de er eet folk med samme sprog. Når de begynder at handle sådan, vil intet af det, de planlægger, være umuligt for dem. Lad os stige derned og forvirre deres sprog, så at de ikke forstår hinanden.&quot; Så spredte Herren dem derfra ud over hele jorden, så at de måtte holde op med at bygge byen. Derfor hedder den Babel, for dér forvirrede Herren sproget på hele jorden, og derfra spredte Herren menneskene ud over hele jorden.&quot;&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 17&lt;/ref&gt;

Denne historie synes at være skabt med to formål. Det ene er at forklare hvorfor, at ulige folkeslag taler uens sprog. Men historien har muligvis et andet formål: at nedgøre babylonernes ziggurater (tempeltårne), som antagelig blev lavet som en slags forbindelse mellem himmel og jord. Nebukadnezar II (omkring 605-562 f.Kr.), som erobrede Judah, ødelagde Jerusalem og bragte mange jøder til Babylon, byggede også et ziggurat i syv lag kaldet ''Etemenanki'', hvilket kan oversættes &quot;Himmelens og Jordens Grundvolds Hus&quot;.&lt;ref&gt;Dinkgreve (2021), kap. 3&lt;/ref&gt;

==== Abraham ====

I Første Mosebog kapitel 12 introduceres Abraham som israelitternes mytiske stamfader.&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 17ff&lt;/ref&gt; Følger man kronologien i Gamle Testamente, skal han dateres til omkring 2100 f.Kr. og således blandt andet før jødernes ophold i Egypten. Men i Første Mosebog kapitel 21 vers 34 hedder det: &quot;Abraham boede lang tid som fremmed i filistrenes land&quot;&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 27&lt;/ref&gt;, og vi ved, at filistrene først ankom til Kana'an i 12. århundrede f.Kr. som en del af de såkaldte &quot;havfolk&quot; (engelsk: ''Sea People''). Dette betyder, at ''enten'' er Abraham en fri opfindelse, som intet har med en historisk person at gøre, ''eller'' også hører han hjemme i 12. århundrede og er israelitternes stamfader, men i så fald eksisterede de ikke som folk, da de angiveligt opholdt sig i og udvandrede fra Egypten. Også aramæerne omtales og stammer ligeledes fra 12. århundrede, hvilket tyder på, at den sidst nævnte forklaring er den rette.

Men der er andre problemer med Abraham. Ifølge P-kilden skal han stamme fra den sumeriske by Ur&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 17&lt;/ref&gt; og have draget gennem den frugtbare halvmåne først til Haran (nu Aram, beliggende i Tyrkiet) og senere videre til Kana'an. I de to kilder J og E er Ur ikke nævnt, kun Haran. Det har derfor været antaget, at det er hans oprindelige hjemsted. Det ville kunne forklare hvorfor, at hans forfædre Serug, Nahor og Terah har navne efter landsbyer omkring Haran, som Abrahams broder har navn efter. Det kunne også forklare benævnelsen &quot;hebræer&quot;, der antagelig betyder &quot;hinsides floden&quot;, idet Haran ligger på den modsatte bred af Eufrat.&lt;ref&gt;Dinkgreve (2021), kap. 8&lt;/ref&gt; Samme tradition findes i Josvabogen kapitel 24:2 i omtalen af pagtslutningen i Sikem: &quot;Josva sagde til hele folket: &quot;Dette siger Herren, Israels Gud: I gamle bage boede jeres fædre på den anden side af Eufratfloden, Tera, Abrahams og Nakors far, og de dyrkede andre guder&quot;.&quot;&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 269&lt;/ref&gt;

Imidlertid savnede Abraham en slægtshistorie, så i Første Krønikebog kapitel 1 får han den. Her hører vi at han er søn af Sem, som på sin side er søn af Noa, som atter er efterkommer af Adam.&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 446&lt;/ref&gt; Men som vi netop har set, er han i Josvabogen søn af Tera.&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 269&lt;/ref&gt; Der er således interne modsætninger i de narrativer, som de ulige slægtslister og narrativer i ulige dele af Gamle Testamente giver. Dette viser, at man har forsøgt at sammenskrive ulige narrativer til et men med ringe held.

==== Sodoma og Gomorra ====

Historien om Sodoma og Gomorras ødelæggelse optræder som et sidemotiv i beretningen om Abrahams liv i Første Mosebog kapitel 18:16-33 og kapitel 19:1-28.

Bibelforskere er generelt enige om, at selvom Gamle Testamente ikke direkte &quot;låner&quot; historien om Sodoma og Gomorra fra en specifik sumerisk kilde, deler fortællingen om guddommelig ødelæggelse, guddommelige besøgende og den flammende omstyrtelse af en by slående motiver med tidligere mesopotamisk litteratur og bredere oldtidsmytologi fra Nærøsten. Således &quot;Akkads forbandelse: Ekur hævnet&quot;, et akkadisk/sumerisk litterært værk dateret til mellem 2112 f.Kr. og 2004 f.Kr., som beskriver den pludselige ødelæggelse af byen Akkad. Myten blev skrevet hundreder af år efter Naram-Sins liv og er digterens forsøg på at forklare, hvordan det lykkedes for gutianerne at erobre Sumer. Efter en indledende passage, der beskriver Akkads herlighed før dets ødelæggelse, fortæller digtet om, hvordan Naram-Sin gjorde hovedguden Enlil vred ved at plyndre Ekur, der var Enlils tempel i Nippur. I sin vrede kaldte Enlil gutianerne ned fra bjergene øst for Tigris, hvilket bragte pest, hungersnød og død over hele Mesopotamien. For at begrænse denne ødelæggelse, bestemte otte af guderne (nemlig Inanna, Enki, Sin, Ninurta, Utu, Ishkur, Nusku og Nidaba), at kun byen Akkad skulle ødelægges for at skåne resten af ​​Sumer, og de forbandede den. Historien slutter med, at digteren skriver om Akkads skæbne, idet den velstående by lægges i aske i overensstemmelse med gudernes forbandelse.

Temaet om guddommelig straf for en bys ''hybris'' eller umoral er et udbredt motiv i oldtidens verdensbillede. Det kan ikke vides sikkert, om det er denne historie, der har dannet forbillede for Gamle Testamentes historie om Sodoma og Gomorra, men motivet menneskers umoral og manglende respekt for guddommen er det samme.

Den bibelske version rummer Abrahams forsøg på at undgå ødelæggelsen, hvis der blot fandtes ti retfærdige indbyggere i byen, men selv så få fandtes der åbenbart ikke. Kun Lot, Abrahams slægtning, reddes fra ulykken: &quot;Da solen stod op over landet, og Lot var kommet til Soar, lod Herren svovl og ild regne ned over Sodoma og Gomorra fra Herren i himlen. Han ødelagde disse byer, ja hele Jordandalen, alle, der boede i byerne, og alt, der voksede på markederne.&quot;&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 25&lt;/ref&gt; Naturvidenskabeligt set kunne det være beskrivelsen af en meteorregn eller af nedfald fra et vulkanudbrud.

==== Moses ====

I Anden Mosebog kapitel 2 introduceres den mytiske skikkelse Moses som israelitternes befrier fra trældommen i Egypten. Historien begynder med hans fødsel. Ifølge myten havde farao befalet, at alle drengebørn skulle dræbes ved fødslen, men Moses' moder reddede ham ved at placere ham i en sivkurv, hvor han blev fundet og adopteret af faraos datter.&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 67&lt;/ref&gt; Denne historie er imidlertid utvivlsomt adopteret fra sumerisk tradition, idet en tilsvarende historie fortælles om kong Sargon af Assad.&lt;ref&gt;Dinkgreve (2021), kap. 8&lt;/ref&gt; Der er således ingen grund til at tillægge denne del af traditionen nogen historisk baggrund.

Senere fortæller Anden Mosebog, at Moses blev pålagt af Gud at føre israelitterne ud af Egypten. Det hedder i den forbindelse, at Gud blandt andet siger til Moses: &quot;Jeg er din faders Gud, Abrahams Gud, Isaks Gud og Jakobs Gud&quot;.&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 69&lt;/ref&gt; Her stå vi på ny over for problemet, at henvisningen til Abraham åbenbart er en anakronisme. Det betyder, at der kan rejses tvivl om både den historiske skikkelse Moses og om Mosebøgerne som kilde til israelitternes tidlige historie overhovedet.

Kendsgerningen er, at der findes ingen beviser på eksistensen af de fem mosebøger før slutningen af det 4. århundrede f.Kr., herunder eksistensen af en person kaldet Moses.&lt;ref&gt;Gad Barnea&lt;/ref&gt; Men den farao, som med stor sandsynlighed fordrev semitterne fra Egypten, hed Ahmoses, hvilket på hebraisk betyder &quot;Moses' broder&quot;. Så måske at der er en sammenhæng her.

==== Græske narrativer ====

Men det er ikke kun fra Sumer og Mesopotamien at Gamle Testamenter har lånt narrativer. Nogle kildekritikere tilhørende den såkaldte &quot;Københavnerskole&quot; har peget på, at også græske narrativer har ydet deres bidrag, lad os tage nogle eksempler:

Jan-Wim Wesselius har foretaget undersøgelser, der viser, hvordan Første Mosebog og Anden Mosebog afspejler Herodots skrifter, især sidstnævntes beretning om persiske kongers liv. Han sammenlignede i detaljer lighederne mellem Josef og Kyros, og især mellem Moses og Xerxes. Josef og Kyros har begge drømme, bliver afsløret for at dø, går i eksil, bliver skjult i en periode og bliver konger, når deres identitet afsløres. Moses og Xerxes drager ud for at erobre enten Kana'an eller Grækenland og krydser vand med deres folk. Mange andre detaljer nævnes, såvel som sammenligninger mellem Terah og Phraortes (en medisk konge), Abraham og Kyaxares (en medisk konge), Isak og Astyges (en medisk konge) og Jakob og Mandane (Kyros' mor).&lt;ref&gt;Wesselius (1999), s. 24-77&lt;/ref&gt;&lt;ref&gt;Wesselius (2002), s. 6-47&lt;/ref&gt;

Philippe Guillaume mener, at skrivere i Alexandria i det andet århundrede f.Kr. indsatte Dommere i den Deuteronomistiske Historie, hvilket afspejlede de ideologiske behov hos de hasmoneiske herskere i Palæstina. Dommere var inspireret af Hesiods ''Værker og Dage'', især afsnittet om heltene, som Hesiod indsatte i de fire tidsaldre. Dette svarer til, hvordan Dommere blev indsat i den Deuteronomistiske Historie. Historier om heroiske dommere før David og Salomon underminerer Davids dynastis påstande, hvilket igen hjalp de hasmoneiske dynaster, der ikke havde nogen Davidisk afstamning bag deres påstande om messiansk styre (147-64).

Katherine Stott har påpege, at Davids opstigning, som skildret i Første Samuelsbog kapitel 16-31 og i Anden Samuelsbog kapitel 1-8, muligvis er inspireret af den fortælling, der beskriver Kyros' opstigning til Persiens og Mediens trone i teksten i Herodots Historier. Hun så følgende paralleller:&lt;/br&gt;
- Kyros og David starter begge under ydmyge kår,&lt;/br&gt; 
- begge træder ind i den forrige konges hof,&lt;/br&gt; 
- i begge tilfælde bliver den pågældende konge jaloux på dem,&lt;/br&gt; 
- i begge tilfælde bliver de truet med døden af ​​den pågældende konge,&lt;/br&gt; 
- begge flygter fra hoffet,&lt;/br&gt; 
- begge bliver folkelige ledere,&lt;/br&gt; 
- i begge tilfælde hopper en allieret af,&lt;/br&gt; 
- begge tilraner sig kongerigets herredømme,&lt;/br&gt; 
- begge får succes på grund af deres militære dygtighed,&lt;/br&gt; 
- begge skåner den gamle konges liv i en periode,&lt;/br&gt; 
- der er et tragisk element i den forrige konges fald i begge tilfælde, og&lt;/br&gt; 
- i begge tilfælde er udfaldet dannelsen af ​​en ny politisk enhed.&lt;/br&gt; 
Stott bemærkede, at denne græske tekst kun i den hellenistiske æra ville have været tilgængelig for den bibelske forfatter.&lt;ref&gt;Stott (2002), s. 62-71, 77-78)&lt;/ref&gt;.

Hesiods ''Theogoni'' og Katalog over kvinder var til dels indflydelsesrige kilder til henholdsvis skabelsesberetningen i Første Mosebog 1 og de genealogier, der findes i hele Første Mosebog 1-11 &lt;ref&gt;Gnuse (2017)&lt;/ref&gt;.

Fortællinger i Første Mosebog 1-11 kan også vises at have betydelige paralleller med beretninger nedskrevet hos græske historikere, såsom Hekateus fra Milet (''Periegesis'' og genealogier) og Herodot fra Halicarnassus (Historier), herunder omtaler af menneskelige leveveje (Første Mosebog kapitel 4:20-22), de tre sønner af en syndflodshelt, der er menneskehedens forfædre (Første Mosebog kapitel 9:18-19 og kapitel 10:1-32) samt plantningen af ​​en vingård (Første Mosebog kapitel 9:20-27). &lt;ref&gt;Gnuse (2019)&lt;/ref&gt;

Ældre latinske traditioner, der ligger bag beretningerne i Ovids Fasti 5, 493-544 og Metamorfoser 8, 625-725, kan have inspireret fortællingerne om de budbringere, der fortæller Abraham om hans kommende søn, og de budbringere, der advarer Lot om at forlade Sodoma i Første Mosebog 18:1-15; 19:12-26. &lt;ref&gt;Gnuse (2017)&lt;/ref&gt;.

En fortælling om Democedes af Kroton i Herodots Historier 3, 125-132 kan have givet anledning til fortællingen om Josef, der fortolker faraos drømme i Første Mosebog 41:1-36, hvilket igen inspirerede drømmeberetningerne i Daniels Bog &lt;ref&gt;Gnuse (2010)&lt;/ref&gt;.

Den korte fortælling om den store kriger Achilleus' ædle, talende heste i ''Iliaden'' 19, 395-424 kan være løst overtaget og indpasset i beretningen om Bileams æsel i Fjerde Mosebog kapitel 22:22-35, hvor et simpelt æsel bringer skam over en tåbelig profet. Talende dyr er langt mere almindelige i græsk litteratur end i Bibelen. (Gnuse 2017d)

Ofrelsen af ​​Ifigenia i to skuespil af Euripides omkring 400 f.Kr.: ''Ifigenia blandt Taurierne'' og ''Ifigenia i Aulis'', kan have inspireret beretningen om Jeftas ofring af sin datter i Dommerbogen kapitel 11:30, 34-40, som synes at være indsat i beretningen om Jeftas kamp mod ammonitterne. (Gnuse 2019b)

Arrians beretning om Alexander den Store og det spildte vand i Anabasis af Alexander 6.26.1-3 kan have inspireret en lignende historie om David i Anden Samuels Bog 23:15-17. Davids handling med at hælde det vand ud, som hans modige soldater hentede bag fjendens linjer, gør ikke en fornuftig historie, som Alexanders handling i den gedrosiske ørken, hvor tørst virkelig er et problem, gør (Gnuse 1998).

Fortællingerne om Josef, Bileam og Jefta kan være blevet placeret i den bibelske tekst i den persiske periode kort efter 400 f.Kr., såvel som bibelske tekster i Første Mosebog 1-11 med Hesiod, Hekateus og Herodot som inspirationskilder. Men de andre fire fortællinger synes mere sandsynligt at have en oprindelse fra den hellenistiske æra. I sidste ende kan man argumentere for, at alle disse tekster opstod i den hellenistiske æra. Wajdenbaum diskuterede alle disse samme beretninger, gjorde mange af de samme observationer og antydede hellenistiske oprindelser, men Gnuse gav større detaljer i analysen af ​​passagerne.

I flere tilfælde kan det sandsynliggøres, at der er tale om tillæg til ældre beretninger placeret i slutningen af ​​bibelske bøger, og som ser ud til at have været knyttet til bogen kun med en løs forbindelse til resten af ​​bogen. Dette gælder især i Dommerbogen, hvor fortællingerne i Dommerbogen kapitel 13-16 om Samson ser ud til at have en helt anden stil end resten af ​​Dommerbogen. Et stort antal forskellige græske legender om Herakles synes at have påvirket Samson-fortællingerne i Dommerbogen kapitel 13-16 på et sent tidspunkt, sandsynligvis i den hellenistiske tid. Der er alt for mange græske paralleller inden for disse fire kapitler til, at de kan afvises som blot fortællingshistoristiske sammentræf.&lt;ref&gt;Gnuse (2018)&lt;/ref&gt;

Afsnittene i Dommerbogens kapitel 17-21 om Mika, om Dan-stammens udvandring til Lakash samt om Benjamitternes skændselsdåd fremstår som tilføjede tillæg til resten af ​​bogen, og dér finder vi beretningen om kvinderne, der blev kidnappet fra Silo. &quot;Voldtægten af ​​de sabinske kvinder&quot;, som en gammel fortælling genfortalt af Livius (''Historie'' I, 9,1-16) og Plutarch (Lives: Romulus XIV, 2-8), kan være forbilledet for de bortførte piger i Dommerbogen kapitel 21:1-24. &lt;ref&gt;Gnuse (2007)&lt;/ref&gt;

Anden Samuelsbog kapitel 21-23 synes også at være et appendiks, og heri finder vi David, der hælder det vand, han har modtaget fra sine krigere, ud. Dommerbogen kapitler 13-21 og Anden Samuelsbog 21-23 kunne derfor være blevet føjet til Deuteronomistiske historier på et meget sent tidspunkt. Historierne om Josef i Første Mosebog kaptel 39-50, der skulle forklare jødernes ophold i Egypten, ses ofte som en sen tilføjelse fra omkring 400 f.Kr. eller senere, hvorfor Herodots indflydelse på Josefs drømmetydning er sandsynlig. Andre beretninger ser også ud til at være blevet indsat noget ujævnt i deres fortællende kontekst. Dette er tydeligst i beretningen om Jeftas ofring af sin datter, som synes at være indsat midt i Jeftas slag i Transjordan, og fortællingen om Bileam og hans æsel, som fremstiller Bileam med en helt anden persona end den, der findes i resten af ​​Fjerde Mosebog 22-24. Historien om de tre engle, der besøger Abraham og pludselig kun bliver to i antal, da de besøger Lot, beder os om at se på parallelle romerske beretninger, hvor der er henholdsvis tre og to engle i fortællingerne fra Ovid. Desuden vidner de nuancerede detaljer i dialogen i Første Mosebog 18-19 også om en senere tids skrivestil. Således synes indflydelsen fra klassiske og græske beretninger at være mest sandsynlig i historier, der synes at være senere tilføjelser og indsættelser i hovedhistorierne.

Foruden indholdsmæssige ligheder er der også opbygningsmæssige ligheder. Daniel Hawk bemærkede, at Aischylos' Orestia og Første Samuelsbog kapitel 8 til Anden Kongebog 8 deler lignende struktur og karakterer. Begge har et tredelt skema og bruger metaforer til at afspejle overgangen fra et slægtskabssamfund til et borgersamfund. Agamemnon og Saul afspejler den gamle orden, Orestes og David viser overgangen, og Athena og Salomon indvier den nye orden. Den deuteronomistiske historiker brugte Orestia som model for sine &quot;modtagne traditioner vedrørende det israelitiske monarki&quot;. Hawk mente, at den hellenistiske æra ville have været det tidspunkt, hvor den bibelske forfatter havde adgang til Aischylus' skrifter.

Disse og andre eksempler er blevet fremhævet af nogle forskere, der generelt er enige om, hvordan hellenistisk litteratur formede den oprindelige historie efter 300 f.Kr. eller endda efter 200 f.Kr. i den makkabæiske æra. Larsson konkluderede, at de bibelske beretninger blev skabt i det ptolemæiske Egypten i det andet århundrede f.Kr. og påvirket af betydelige græske historikere fra det tredje århundrede f.Kr., så som Berossos, Manetho og Eratosthenes. På grundlag af sådanne iagttagelser mener Niels Peter Lemche, at Dommerbogen og sikkert også andre dele af Gamle Testamente først er blevet skrevet eller har fundet deres endelige form omkring 272 f.Kr. Etienne Nodet bekræftede, at Pentateuken opstod i begyndelsen af ​​det tredje århundrede f.Kr., men profeterne og nogle af skrifterne blev skabt i det andet århundrede f.Kr. Disse tekster blev genereret i Alexandria under hellenistisk indflydelse. Emanuel Pfoh mente, at selvom den primære historie blev skabt i den hellenistiske æra, kom nogle traditioner fra den assyriske og persiske æra og blev udviklet af skrivere gennem årene. Men i bund og grund blev teksten formet under hellenistisk indflydelse (23, 33-35). Hvordan det nu forholder sig, står det klart, at både den sene tilblivelse og dens mulige motiver undergraver store dele af Gamle Testamente som historisk kilde.

Det er muligt, at der findes en historisk kerne, som over tid er blevet udbygget og pyntet på med narrativer hentet fra græske traditioner, men indtil videre må det konstateres, at næsten alt i Gamle Testamente lader sig betvivle.

Mest afgørende i denne sammenhæng er det imidlertid, at hvis disse kritikere tilhørende &quot;Københavnerskolen&quot; har ret, så betyder det, at ''Tanakh'' eller Gamle Testamente langt fra var færdigskrevet endsige færdigredigeret, da jøderne vente tilbage til Jerusalen efter eksilet i Babylon. Forud ventede endnu en lang redigeringsproces, og det kan også forklare hvorfor, at vi skal helt frem til 2. århundrede f.Kr. (eller tidligst 3. århundrede f.Kr.) før, at jøderne udviser noget kendskab til deres religiøse skrifter. Forklaringen er den enkle, at først da havde skrifterne nået et så fuldendt udseende, at de lod sig anvende i den national-politiske propaganda.

==== Hyksos-problemet ====

Mens arkæologerne med rimelig sikkerhed tør fastslå, at der fandtes en særlig israelitisk befolkning fra omkring 1200 f.Kr., så er der mere usikkerhed om tiden forud. Hovedspørgsmålet kan formuleres således: er jødernes ophold i og udvandring fra Egypten en historisk begivenhed eller ej? Holdningerne spænder fra fuldstændig afvisning af denne historie til ubetinget tilslutning.

For at løse problemet må vil opspalte det i tre delspørgsmål:&lt;/br&gt;
- kan der påvises et ophold af en semitisk befolkning i Egypten?&lt;/br&gt;
- hvis ja: inden for hvilket tidsrum?&lt;/br&gt;
- hvis ja: var det israelitter eller ej?

Det umiddelbare svar på spørgsmålet er, at der faktisk findes oplysninger om en fremmed befolkning i Egypten. Men denne befolkning, kaldes af egypterne selv ''Hiku-khasut'', det vil sige &quot;ørkenfyrsterne&quot; (hvilket på græsk er blevet til ''hyksos''&lt;ref&gt;Bibby (1978), s. 96&lt;/ref&gt;, og denne benævnelse bruges almindeligvis og derfor også her), ikke &quot;hebræerne&quot;, &quot;jøderne&quot; eller &quot;israelitterne&quot;, og ingen af disse betegnelser kendes i samtiden, end ikke fra Kana'an. Forskerne mener at kunne fastslå, at disse ''hyksos'' ankom fra øst til Egypten i 19. århundrede f.Kr., regerede over Egypten i 17. og 16. århundrede f.Kr. men senere forsvandt igen. Der er fundet en grav rejst over en mand ved navn ''Aper-El'', det vil sige &quot;El's tjener&quot;, som tjente hos faraonerne Amenhotep III og Akhenaten i 14. århundrede f.Kr.&lt;ref&gt;Dinkgreve (2021), kap. 8&lt;/ref&gt;

Et passende udgangspunkt for vurdering af udvandringens troværdighed kan være Simcha Jacobovici og hans film &quot;''The Exodus decoded''&quot;. Heri giver han blandt andet en omfattende dokumentation, som nok kan være en nøjere gennemgang værd.

Simcha tager udgangspunkt i bibelkritiske afvisninger af udvandringen, som traditionelt blev dateret til 1270 f.Kr. det vil sige i Ramses II's regeringstid men hvor der ingen beviser for en sådan begivenhed findes. Simcha mener, at denne datering er forkert, og at den korrekte tidsfæstelse er omkring 1500 f.Kr. Som beviser for denne tidsfæstelse anfører han følgende:

Hyksos-folket skulle være kommet til Egypten omtrent 200 år før, at de atter udvandrede, det vil sige 1700 f.Kr. I en grav i Beni Hassan ved Nilen omkring 400 km syd for Cairo findes et vægmaleri, som viser en indvandring til Egypten. Befolkningen er semitter med skæg, flerfarvede dragter og med benævnelsen &quot;''Amo''&quot;. I ''Tanakh'' (Gamle Testamente) anvendes benævnelsen &quot;''Amo Israel''&quot;, det vil sige &quot;Guds folk&quot;. Benævnelsen er den samme og deres ophold passer nøje med traditionen.

Hyksos-folkets hovedstad var Avaris, der ligger i Nilens delta nord for Cairo. Avaris er blevet udgravet af professor Manfred Bietak fra Wien. Han har blandt andet fundet 9 seglstamper med navnet &quot;Jakob&quot;, hvilket nøje svarer til den bibelske tradition om faraos betroede mand, Josef, der netop var søn af Jakob.

Ifølge traditionen ender indvandrerne som slaver. I Serabit El Khadim i Sinai-ørkenen blev udvundet tyrkis-sten i miner ved slaveri. I en af disse minder findes en alfabetisk (ikke-egyptisk) indskrift på væggen: &quot;El, hjælp mig&quot;. ''El'' var navnet på en semitisk guddom.

En stele rejst af farao Ahmoses og dateret til omkring 1500 f.Kr. fortæller om blandt andet storm og mørke i overensstemmelse med den bibelske tradition, og den nævner gud i ental. Ahmoses er kendt for at have udvist hyksos-folket. Navnet Ahmoses betyder på egyptisk &quot;månen er født&quot; men på hebraisk &quot;Moses' broder&quot;. 

Omkring 1500 f.Kr. indtraf et stort vulkanudbrud på øen Santorini i det græske øhav. Simcha mener, at det var denne begivenhed, som udløste udvandringen, og at den også kan forklare Egyptens ti plager. Hans argumentation herfor er følgende:

I Avaris er fundet vulkansk pimpsten dateret til omkring 1500 f.Kr. Dette viser (om ikke andet) at Egypten blev påvirket af netop dette vilkanudbrud.

Vulkanudbruddet og tilhørende jordskælv havde følgende bivirkninger:&lt;/br&gt;
- vandet bliver rødt. Årsagen er, at rust frigøres ved gasudbrud fra bunden og opblandes i vandet. Dette skete blandt andet i 1986 ved Nyos-søen i Cameroon.&lt;/br&gt;
- frøer. Hopper ud af vandet, når det bliver forurenet.&lt;/br&gt;
- lus, fluer og epidemi følger som eftervirkninger af miljøkatastrofen&lt;/br&gt;
- sår og bylder. Disse kendes ligeledes fra Nyos-begivenheden i 1986.&lt;/br&gt;
- hagl. Is og ild = &quot;vulkansk hagl&quot; omtales i den såkaldte Ipuwer-papyros og skyldes, at vulkansk aske blandes med vand i atmosfæren.&lt;/br&gt;
- græshopper. Bringes på vandring på grund af klimaændringen.&lt;/br&gt;
- mørke. Skyldes en askesky, der fra vulkanudbruddet bredte sig til Nilens delta, hvilket er bevist ved korn af asken fundet af Jean-Daniel Stanley fra Smithsonian Institute.&lt;/br&gt;
- førstefødte sønner døde. Skyldes at CO&lt;sub&gt;²&lt;/sub&gt; frigøres fra jordens indre og lægger sig lige ved jordens overflade. Da de ældste priviligerede sønner sov på en lav seng, blev de dræbt af gassen, mens andre børn der sov på de flade tage aldrig blev berørt inden, at gassen opløstes igen. Noget tilsvarende blev observeret i Nyos. Yderligere er der udgravet massegrave i Avaris, som kun omfatter personer af mandkøn og ikke krigere. Og Ahmoses' egen søn døde som 12-årig (hans begravede lig er fundet).&lt;/br&gt;
Ifølge Simcha er alle disse begivenheder således naturlige mulige følger af vulkanudbruddet.
[[Fil:Stele_of_Grave_Circle_A_Mycenae_NAMA_1428.JPG|200px|thumb|Gravstele fra Mykene, der viser Farao, som forfølger Moses. De er omgivet af vand på begge sider.]]
Velkendt er historien om havets deling.&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 82&lt;/ref&gt; Den korrekte formulering i Bibelen er &quot;Yam Suf&quot;, det vil sige Sivhavet. Men siv vokser ikke i saltvand, så der er tale om en stor sø. På Ismailia Regional Museum findes en granitsten med en indskrift i hieroglyffer, ''El Arish''-indskriften, der fortæller om udvandringen set fra faraos side. Her kaldes lederen for &quot;ørkenprinsen&quot;. Mere bemærkelsesværdigt er det, at indskriften også fortæller, at vandene delte sig (markeret som bølger + 2 knive), og at indskriften nævner stedet for denne begivenhed: ''El Balah'', en nu tidligere sø beliggende øst for Avaris nær overgangen til Sinai-ørkenen. Simcha mener, at som følge af de tektoniske forskydninger og deraf følgende jordskred løftede den afrikanske plade sig 1-2 meter og skabte en landkorridor, men kort efter fulgte en tsunami, som druknede faraos hær.

Simcha peger på et vægmaleri på Santorini, som viser en sejlads fra en by omgivet af mure. Simcha mener, at den viste by er Avaris, idet der her også er fundet minoiske vægmalerier, hvilket vidner om handelsforbindelser. En del af udvandrerne skulle således være draget til Grækenland. I Mykene er fundet guldgenstande og sværd i en grav dateret til 1500 f.Kr. De kan stamme fra jødiske udvandrere. Desuden er fundet tre gravsten med billeder visende først en mand på en stridsvogn, der forfølger en gående mand omgivet af bølger, dernæst at den gående mand er nået højere liggende land og har vendt sig imod stridsvognen, og endelig at stridsvognen drukner i bølgerne. Billederne viser, let forenklet, faraos forfølgelse af Moses. Det er i bogstaveligste forstand en tegneserie om begivenheden.

Simcha peger dernæst på, at jordskælv kunne have ført til, at gas og olie blev frigivet og måske blev antændt, og derved gav anledning til røgsøjler om dagen og ildsøjler om natten svarende til beretningen i Anden Mosebog kapitel 13 vers 21-22: &quot;Herren gik foran dem, om dagen i en skysøjle for at føre dem på vejen og om natten i en ildsøjle for at lyse for dem, så at de kunne gå både dag og nat. Skysøjlen fjernede sig ikke fra folket om dagen og ildsøjlen ikke om natten.&quot;&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 81&lt;/ref&gt;

Endelig mener Simcha at kunne påvise, hvor bjerget Sinai lå. Og han mener at have fundet billedlige gengivelser af Pagtens Ark - i Grækenland af alle steder!

Så langt Simcha. Det giver anledning til en række spørgsmål: er begivenheden fejldateret? Det er der faktisk en del, der tyder på. Begivenheden fandt efter alt at dømme sted omkring 1500 f.Kr. Kan et vulkanudbrud være forklaringen på begivenhedsforløbet? Svaret må være, at det er muligt, i hvert fald er der intet, som tyder på, at det ikke kunne være tilfældet. Var dette hyksos-folk ''Amo'' og var det semitter? Ja, det er sandsynligt. Var det også israelitter? Det er muligt, men ikke sikkert.

Vi har tidligere fastslået, at Gamle Testamentes historie om udvandringen fra Egypten tidsmæssigt er uforenelig med historien om Abraham som israelitternes stamfader, idet hans ophold i filistrenes land er flere hundrede år senere end udvandringen. Og det forbliver uforklarligt, at et folk, som kaldte sig selv Israel, ikke optræder under dette navn men af Egypterne kaldtes henholdsvis ''Amo'' og ''Hyksos''.  

Historien om ''exodus'' eller udvandringen fra Egypten kendes ikke fra Elephantine, en jødisk by i Egypten fra 400-tallet f.Kr., hvilket kunne tyde på, at denne tradition i jødisk historieforståelse enten må være yngre end denne tid eller endnu ikke spillede den rolle i jødisk selvforståelse, som den senere fik.

Hvis man vil være besværlig, kan man opstille følgende alternative hypotese: udskibningen fra Egypten til Mykene eksisterer ikke i det bibelske narrativ. Hvis man alligevel forudsætter, at det afspejler en historisk kendsgerning, så kunne disse udvandrere, ''hyksos'', have taget hele traditionen med sig og billedligt gengivet den på deres gravsteler. Da &quot;havfolket&quot; (som beviseligt stammer fra Grækenland foruden andre steder) langt senere, omkring 1178 f.Kr., kom til Palæstina, bragte de traditionen med sig. Det er her fra, at jøderne senere overtog den, omformulerede den til en ørkenvandring med Moselov og hele molevitten og dermed tillige skrev det oprindelige folk ud af beretningen og satte sig selv ind i stedet som led i en selvskabt historisk tradition. Der er selvsagt ingen beviser for en sådan udvikling, men der er heller intet, som modsiger den, og den ville forklare årsagen til, at traditionen åbenbart overlevede i Mykene. Og hvad mere er: det kunne forklare hvorfor, at folk fra Middelhavets nordlige kyster søgte øst- og sydpå (i stedet for vestpå), da deres hjemlige forhold ikke tillod dem at blive boende, hvor de var.

Der imod kan vi udelukke, at det var israelitterne selv, som indvandrede sammen med havfolket, fordi dette skete 1178 f.Kr. mens Israel som omtalt nævnes på en stele allerede fra 1208 f.Kr.

Kildekritisk må det konstateres, at Mosebøgerne ret beset forsøger at forene to temmelig uforenelige historiske traditioner: på den ene side traditionen fra Mesopotamien omfattende Edens Have (Dilmun), Babelstårnet (zigguraterne) og Noas ark, hvor Abraham indgår som det forklarende bindeled hvorfor, at jødernes stamfader udvandrede til Kana'an, på den anden side traditionen om Jakob (Israel)&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 46&lt;/ref&gt;, Josef og hans brødre&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 48f&lt;/ref&gt;, Israels udvandring til Egypten&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 59&lt;/ref&gt; og Moses&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 67&lt;/ref&gt; med udvandring, ørkenvandring, moseloven og løftet om Kana'an.&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 243&lt;/ref&gt;

Der kan næppe være tvivl om, at den jødiske beretning om udvandringen fra Egypten og den egyptiske beretning om fordrivelsen af de fremmede omtaler den samme begivenhed set fra to sider. For så vidt behøver ingen af dem at give det sande billede: hvis årsagen virkelig var et vulkanudbrud, kunne de forringede leveforhold efter dette meget vel være årsag til, at folk udvandrede eller bortvandrede igen. At jøderne eller israelitterne har taget begivenheden til sig er for så vidt ikke anderledes end andre historier, som de har adopteret og adapteret.

Som en sidebemærkning skal det lige nævnes, at den egyptiske konge Amenhotep IV, bedre kendt som Akhenaten, som var gift med Nefertiti og fader til Tutankhaton, og som er gået over i historien som den første monoteistiske konge, regerede fra omkring 1353 til 1336 f.Kr. Det betyder, at han regerede henved 150 år efter, at ''hyksos'' udvandrede, og at der således ingen forbindelse er med Moses.

=== Bearbejdede profetier ===

De mange profetiske tekster i Gamle Testamente udgør et eget problem. Kort sagt er de kildekritiske studier i stigende grad blevet opmærksomme på, at der ikke er tale om originale tekster. I stedet er disse blevet ændret for at tilpasse dem til bestemte formål.

Esajas', Jeremias', Ezekiels og de Tolvs Bog mangler en historie og opretholder ikke en ensartet kronologisk rækkefølge af materiale. De profetiske bøger ses ikke længere som blot kilder, hvorved læserne kan få adgang til fortiden. De læses nu som bevidste kompositioner, der genpræsenterer og fortolker profeternes ord i tekstform.

Allerede i de sidste profeters tekster er der tegn på bevidst bevidsthed om tekstualiseringen af ​​profetier. Historien i Jeremias 36 beskriver for eksempel en proces, hvor forskellige budskaber i forskellige former fra forskellige tider og steder sammensættes i tekstform af profetens skriver. Når denne rulle efterfølgende ødelægges som reaktion på dens læsning, sker der ikke blot en omskrivning af rullen, men også en betydelig tilføjelse af lignende ord (Jeremias 36:32), hvilket vidner om bogens litterære vækst. Profeter som Jeremias er ikke længere tilgængelige, men deres ord er tilgængelige i de bøger, der bærer deres navne (Zakharias 1:5-6). Disse bøger danner et særskilt korpus inden for den bibelske kanon. Når Daniel refererer til Jeremias' profeti om halvfjerds år i Daniel 9:2, taler han om Jeremias' bog blandt en flerhed af profetiske bøger (jf. Ezekiel 38:17). 

De tidligste postbibelske fortolkere af den profetiske litteratur var de skriftkloge, oversættere og kommentatorer, der videregav, gengav og forklarede teksterne. Blandt vidner til den tidligst dokumenterede periode med skriftlig overlevering (ca. 250 f.Kr. indtil 132-135 e.Kr.) er det tydeligt, at skriftkloge ikke så sig selv som blot afskrivere på samme måde som skriftkloge fra en senere periode. De så snarere sig selv som ligestillede med de oprindelige forfattere, og de udvidede ofte den bibelske tekst med fortolkninger, der var beregnet til at hjælpe læserne med at forstå teksten. Disse skriftkloge havde deres eget syn på den bibelske tekst og ønskede at sikre en teologisk korrekt læsning af den.

Blandt de profetiske bøger må de mest fremragende eksempler på fortolkningsmæssig udvidelse være Jeremias og Ezekiel i den masoretiske tekst (MT). I disse tilfælde har udvidelsen nået niveauet for skabelsen af ​​nye udgaver af bøgerne. De hebraiske tekster bag de oldgræske (OG) versioner af disse bøger er betydeligt kortere førsteudgaver. Mange af udvidelserne i andenudgaverne, der findes i MT, er af eksegetisk karakter. For eksempel er Jeremias' berygtede fjende fra nord ikke eksplicit identificeret i OG eller dens hebraiske kilde, hvilket efterlader den åben for den slags eskatologiske fortolkning, der findes i Ezekiel 38:14-17, men MT identificerer denne fjende som Babylon i udvidelsen af ​​Jeremias 25:9, hvilket skaber en interessant konflikt med Jeremias 50:3 og dens profeti om en fjende fra nord, der kommer mod Babylon. Et andet eksempel er versionen af ​​Jeremias' profeti om halvfjerds år i Jeremias 25:11-12. I OG er denne profeti ikke eksplicit begrænset til perioden med babylonsk fangenskab (se: Dan 9:1-2, 24-27), men udvidelserne i MT gør denne begrænsning af profetien eksplicit (jf. Jeremias 29:10). For Ezekiels Bog forekommer en af ​​de mest bemærkelsesværdige udvidelser i MT Ezekiel 36:23c-38, som mangler, et vigtigt vidnesbyrd om OG fra det tredje århundrede e.Kr. Denne ret lange udvidelse er baseret på materiale fundet andre steder både i og uden for Ezekiels Bog. 

Når det forholder sig således med disse tekster, rejser det uundgåeligt spørgesmålet om og i hvilken grad, det samme er tilfældet med andre tekster i Gamle Testamente. Og det svækker betydeligt Gamle Testamentes værdi som kilde til jødernes historie.

=== Sammenfatning ===

Denne gennemgang af Gamle Testamente har kun omfattet en mindre del af den samlede tekst, men selv denne meget begrænsede gennemgang har belyst en række problemer:&lt;/br&gt;
- Gamle Testamente er ''ikke'' en historisk redegørelse for jødernes historie, selv om den giver indtryk af dette,&lt;/br&gt;
- det er i stedet en samling af traditioner, anekdoter og myter skrevet af ulige forfattere til ulige tider&lt;/br&gt;
- der er gjort forsøg på at sammenskrive og harmonisere disse narrativer&lt;/br&gt;
- hvilket ikke kan skjule, at der er kronologiske problemer&lt;/br&gt;
- og at væsentlige traditioner er hentet fra andre kulturer, især Sumer og Mesopotamien men også fra Grækenland.

Vi tør antage, at skildringen af kongetiden og det delte kongerige med navnelister over regenterne er rimelig troværdig, blandt andet fordi deres navne forekommer i andre kilder, men vi har kun ringe mulighed for at vide i hvilken udstrækning, historierne om dem er blevet ændrede for at tilpasse sig et senere monoteistisk narrativ.

Nogle historier, blandt andre Esthers Bog men også Ezras Bog og Nehemias' Bog, er meget sene og menes først at være blevet tilføjet efter afslutningen af det babylonske fangenskab.

=== &lt;big&gt;Semitismen, jødedommens tankesæt&lt;/big&gt; === 

Vi har i det foregående set på Gamle Testamente som et muligt historisk kildeskrift. Man kan imidlertid også anlægge en helt anden synsvinkel, nemlig Gamle Testamente som ideologisk grundlag nærmere betegnet som grundlag for en jødisk national etnicitet samt for en særlig jødisk etik. Det skal på forhånd understreges, at det følgende ikke omfatter alle jøder, idet mange alene identificerer sig som tilhørende denne folkegruppe af genealogiske og traditionsbårne årsager, det vil sige med hensyn til deres familiære oprindelse samt højtider og mindedage. Men der findes også kredse i den jødiske befolkning, der opfatter Gamle Testamente som en anvisning på hvordan, at jøder kan og bør opføre sig.

Alle kender begrebet &quot;anti-semitisme&quot;, men få eller ingen ved, hvad udtrykket &quot;semitisme&quot; egentlig dækker over. Man vil således lede forgæves efter det i en ordbog eller eksempelvis på ''wikipedia''. Her vil begrebet blivet forstået således, at det dækker over den tankegang eller de tankegange, som kan udledes og af nogle er blevet udledt af Gamle Testamente. Det betyder, at der her vil blive set bort fra jødisk mysticisme, kabala, frankisme og lignende ældre og nyere afledede ideologier, hvilke hver for sig er en særskilt undersøgelse værd.

Læser man Gamle Testamente, vil man se, at bestemte tankegange bliver promoveret. Det drejer sig i hovedsagen om følgende:&lt;/br&gt;
- det udvalgte folk&lt;/br&gt;
- racisme&lt;/br&gt;
- retten til Kana'an&lt;/br&gt;
- retten til at myrde hele befolkninger&lt;/br&gt;
- &quot;honningfælder&quot; og pengeafpresning&lt;/br&gt;
I det følgende vil hvert af disse emner blive gennemgået særskilt.

=== Det udvalgte folk ===

Ideen om jøderne som Guds udvalgte folk tager udgangspunkt i Første Mosebog kapitel 12: her møder vi Abram ved Ur i Kaldæa. Videre hedder det: &quot;Herren sagde til Abram: &quot;Forlad dit land og din slægt og din fars hus, og drag til det land, jeg vil vise dig. Jeg vil gøre dig til et stort folk og velsigne dig. Jeg vil gøre dit navn stort, og du skal være en velsignelse.&lt;/br&gt;
Jeg vil velsigne dem, der velsigner dig,&lt;/br&gt;
og den, der forbander dig, vil jeg forbande.&lt;/br&gt;
I dig skal alle jordens slægter velsignes&quot;.&quot;&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 17f&lt;/ref&gt;

Senere gentages denne priviligerede stilling i andre sammenhænge, således over for Jakob i Betel. I Første Mosebog kapitel 35:9-13 hedder det: &quot;Gud viste sig igen for Jakob, efter at han var kommet hjem fra Paddan-Aram. Han velsignede ham og sagde til ham: &quot;Dit navn er Jakob; men nu skal du ikke længere hedde Jakob. Dit navn skal være Israel.&quot; Og han gav ham navnet Israel. Han sagde til ham: &quot;Jeg er Gud den Almægtige. Bliv frugtbar og talrig! Et folk, ja, en mængde folkeslag skal nedstamme fra dig, og konger skal fremstå af dit eget kød og blod. Det land, jeg gav Abraham og Isak, giver jeg dig og dine efterkommere.&quot; Så steg Gud op fraham, dér hvor han havde talt med ham.&quot;&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 46&lt;/ref&gt;

I Anden Mosebog kapitel 3:7-10 findes følgende: &quot;Så sagde Herren: &quot;Jeg har set mit folks lidelse i Egypten, og jeg har hørt deres klageskrig over slavefogederne. Jeg har lagt mig deres lidelser på sinde, og derfor er jeg kommet ned for at redde dem fra egypterne og føre dem op fra dette land til et godt og vidtstrakt land, et land der flyder med mælk og honning, dér hvor kana'anæerne, hittitterne, amoritterne, perizzitterne, hivvitterne og jebusitterne bor. Nu har israelitternes klageskrig nået mig, og jeg har set, hvordan egypterne undertrykker dem. Gå nu! Jeg vil sende dig til Farao. Du skal føre mit folk israelitterne ud af Egypten&quot;.&quot;&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 69&lt;/ref&gt; Dette og tilsvarende formuleringer med &quot;mit folk israelitterne&quot; giver jøderne en identitet som Guds udvalgte folk i den jødiske selvforståelse.

=== Racismen ===

Racismen er en logisk følge af ideen om Guds udvalgte folk. Et folk kan selvsagt ikke være &quot;udvalgt&quot;, hvis andre folk kan indgiftes i det. Følgelig er Gamle Testamente fuldt af forbud mod at gifte sig med ægtefæller fra andre folkeslag og kritik, når de alligevel gjorde det. Lad os tage nogen eksempler.

I Femte Mosebog kapitel 7:1-4 finder vi følgende påbud af Moses: &quot;Når Herren din Gud fører dig til det land, du skal ind og erobre, og han driver store folkeslag væk foran dig, hittitterne, girgashitterne, amoritterne, kana'anæerne, perizzitterne, hivvitterne og jebusitterne, syv folk, der er større og mægtigere end du, og Herren din Gud overgiver dem til dig, og du besejrer dem, da skal du lægge band på dem. Du må ikke slutte pagt med dem og ikke vise dem barmhjertighed. Du må ikke bringe dig i familie me dem; du må ikke give dine døtre til deres sønner, og du må ikke lade dine sønner gifte sig med deres døtre, for det vil få dine sønner til at vige fra mig og dyrke andre guder. Da vil Herrens vrede flamme op imod jer, og han vil hurtigt udrydde dig.&quot;&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 208&lt;/ref&gt;

Dette gælder blandt andre kong Salomo. I Første Kongebog 11:1-4 læses således følgende: &quot;Kong Salomo elskede mange udenlandske kvinder foruden Faraos datter, moabitiske, ammonitiske, edomitiske, sidoniske og hittitiske; om de folk havde Herren sagt til israelitterne: &quot;I må ikke indlade jer med dem, og de må indlade sig med jer, for så vender de jeres hjerte til deres guder.&quot; Dem elskede Salomo, og han holdt fast ved dem. Han havde syv hundrede hustruer med fyrstelig rang og tre hundrede medhustruer, og hans hustruer bragte hans hjerte på afveje.&quot;&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 390&lt;/ref&gt;

I Ezras Bog kapitel 9:10-12 optræder Ezras bodsklage med blandt andet dette: &quot;Vor Gud, hvad skal vi nu sige efter dette? For vi har svigtet de befalinger, du gav gennem dine tjenere, profeterne, da du sagde: Det land, I skal ind og tage i besiddelse, er et urent land på grund af de fremmede folks urenhed med de afskyelige handlinger, som de i deres urenhed har fyldt det med fra ende til anden. Derfor må I ikke give jeres døtre til deres sønner, og I må ikke lade jeres sønner gifte sig med deres døtre.&quot;&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 527&lt;/ref&gt; og i Kapitel 10:10-12 bliver dette gentaget: &quot;Så rejste præsten Ezra sig og sagde til dem: &quot;I har handlet troløst ved at gifte jer med fremmede kvinder; I har øget Israels skyld. Aflæg nu bekendelse for Herren, jeres fædres Gud, og gør hans vilje. Skil jer ud fra landets folk og de fremmede kvinder&quot;.&quot;&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 528&lt;/ref&gt;

I Nehemias' Bog kapitel 10:31 indgår israelitterne blandt andet følgende forpligtelse: &quot;Vi vil ikke give vores døtre til landets folk, og vi vil ikke lade vores sønner gifte sig med deres døtre.&quot;&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 542&lt;/ref&gt;

Således kunne man blive ved.

=== Lebensraum ===

Jødernes ret til Kana'ans land hidrører fra Første Mosebog. I kapitel 12 læser vi: &quot;Dengang boede kana'anæerne i landet. Herren viste sig for Abram og sagde: &quot;Jeg vil give dine efterkommere dette land&quot;.&quot;&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 18&lt;/ref&gt; Senere, i kapitel 15, præciseres udstrækningen af dette jødiske lebensraum: &quot;Den dag sluttede Herren pagt med Abram. Han sagde: &quot;Jeg giver dine efterkommere dette land fra Egyptens flod (det vil sige Nilen) til den store flod, Eufratfloden: kenitterne, kenizzitterne, kadmonitterne, hittitterne, perizzitterne, refaitterne, amoritterne, kana'anæerne, girgashitterne og jebusitterne&quot;.&quot;&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 20f&lt;/ref&gt;

Størrelsen af dette jødiske lebensraum er påfaldende. Sammenlignet med officielle landegrænser i 2026 omfatter dette område: den østlige halvdel af Egypten inklusive hele Sinai, Palæstina inklusive Gaza og Vestbredden, Libanon, Jordan, Saudi Arabien, Yemen, Oman, Forenede Arabiske Emirater, Qatar, Bahrain, Kuwait, Irak samt Syrien. Nogle jødiske imperialister medregner også Kypern til området.

En anden afgrænsning findes i Fjerde Mosebog kapitel 34. Heri læser vi: &quot;Herren talte til Moses og sagde: &quot;Giv israelitterne denne befaling: I kommer nu til Kana'an, det land, der tilfalder jer som arvelod, Kana'ans land i dets fulde udstrækning. Jeres sydgrænse skal gå fra Sins ørken langs med Edom. I syd skal jeres grænse gå fra enden af Salthavet i øst. Så skal grænsen dreje syd om Akrabbim-passet, gå videre til Sin og ende syd for Kadesh-Barnea. Så skal den fortsætte til Hasar-Addar og gå videre til Asmon. Så skal grænsen dreje fra Asmon mod Egyptens bæk og ende ude ved havet.&lt;/br&gt;
Grænsen i vest: Det Store Hav med kyststrækning. Det skal være jeres vestgrænse.&lt;/br&gt;
Dette skal være jeres nordgrænse: Fra Det Store Hav skal I trække en linie til bjerget Hor; fra bjerget Hor skal I trække en linie til Lebo-Hamat, og grænsen skal ende i Sedad. Så skal grænsen gå videre til Zifron, og den skal ende i Hasar-Enan. Det skal være jeres nordgrænse.&lt;/br&gt;
Som grænse i øst skal I trække en linie fra Hasar-Enan til Shefam. Så skal grænsen gå ned fra Shefam til Ribla øst for Ajin, og grænsen skal fortsætte ned og støde til bjergryggen øst for Kinneretsøen. Så skal grænsen gå ned til Jordan og ende ved Salthavet.&lt;/br&gt;
Dette skal være jeres land med dets grænser hele vejen rundt.&quot;&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 196&lt;/ref&gt;

Dette er unægteligt en noget anden afgrænsning end før. Den kritiske læser vi måske spørge om Herren ikke havde forklaret sig godt nok over for Moses eller måske havde ændret holdning, eller om der måske er en helt tredie forklaring?

Den tænkende læser vil måske kigge nærmere på andre dele af samme historie. Vi hører, at Abraham fik børn både med Sara, sin hustru, nemlig jøderne, og med Hagar fra Egypten, hans trælkvinde, nemlig ismaelitterne, det vil sige araberne.&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 21&lt;/ref&gt; Så var det nu jøderne, araberne eller begge grupper som skulle leve i dette område? Desuden tog han sig en ny hustru: Ketura, med hvem han også fik efterkommere.&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 31&lt;/ref&gt; Det er således ret uklart hvem, der skulle overtage dette lebensraum.
 
Således tænker semitisterne ikke. De er imperialister, og de vil have det hele for sig selv. De mener at have ret til at fordrive andre folkeslag og ser Gamle Testamente som kilde til denne ret.

=== Retten til folkemord ===

Jødernes ret til at myrde befolkningerne, som levede i Kana'an, forekommer allerede i Mosebøgerne. I Femte Mosebog kapitel 20:16-17 findes således følgende påbud udtalt af Moses: &quot;i de folks byer, som Herren din Gud vil give dig i eje, må du ikke lade en eneste beholde livet; du skal lægge band på dem, på hittitterne, amoritterne, kana'anæerne, perizzitterne, hivvitterne og jebusitterne, sådan som Herren din Gud har befalet dig.&quot;&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 223&lt;/ref&gt;

I Josvabogen hører vi hvordan, at jøderne hensynsløst myrdede indbyggerne i Kana'an, eksempelvis i kapitel 8:24-29: &quot;Da israelitterne på åben mark havde dræbt alle de indbyggere fra Aj, som havde forfulgt dem ud i ørkenen, og da alle til sidste mand var faldet for sværdet, vendte alle israelitterne tilbage til Aj og huggede indbyggerne ned med sværd. Den dag blev der dræbt i alt tolv tusind mænd og kvinder, alle indbyggerne i Aj. Josva trak ikke sin udstrakte hånd med krumsværdet tilbage, før han havde lagt band på alle indbyggerne i Aj. ..Og Josva brændte Aj ned; han gjorde den til en øde ruinhøj for evigt, og det er den den dag i dag. Ajs konge hængte de på et træ og lod ham hænge til aften. Da solen gik ned, gav Josva sine folk befaling om at tage liget ned fra træet og kaste det hen ved indgangen til byporten. Så kastede de en stor stendynge op over ham, og den ligger der den dag i dag.&quot;&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 251f&lt;/ref&gt;

Tilsvarende i Josvabogen kapitel 10:28-43: &quot;Samme dag indtog Josva Makkeda. Han slog byen og dens konge med sværd og lagde band på byen og alle, der var i den; der var ingen, der overlevede. Han gjorde det samme med kongen i Makkeba, som han havde gjort med kongen i Jeriko.&lt;/br&gt;
Fra Makkeda drog Josva sammen med hele Israel videre til Libna. Han gik til angreb på Libna, og Herren gav også denne by og dens konge i Israels hånd. Josva slog byen og alle, der var i den, med sværd; der var ingen, der overlevede. Han gjorde det samme med kongen dér, som han havde gjort med kongen i Jeriko.&lt;/br&gt;
Fra Libna drog Josva sammen med hele Israel videre til Lakish. Han belejrede byen og gik til angreb på den, og Herren gav Lakish i Israels hånd. Den følgende dag indtog Josva byen; han slog den og alle, der var i den, med sværd, ganske som han havde gjort med Libna. Da drog Gezers konge Horam op for at komme Lakish til undsætning, men Josva slog kongen og hans hær; der var ingen, der overlevede.&lt;/br&gt;
Fra Lakish drog Josva sammen med hele Israel videre til Eglon. De belejrede byen og gik til angreb på den, og samme dag indtog de den og slog den med sværd. Den dag lagde han band på alle, der var i byen, ganske som han havde gjort med Lakish.&lt;/br&gt;
Fra Eglon drog Josva sammen med hele Israel op til Hebron. De gik til angreb på byen og indtog den; de slog byen, dens konge, alle dens byer og alle, der var i den, med sværd; der var ingen, der overlevede. Ganske som han havde gjort med Eglon, lagde han band på byen og på alle, der var i den.&lt;/br&gt;
Så vendte Josva sig sammen med hele Israel mod Debir. Han gik til angreb på byen og indtog den med dens kong og alle dens byer. De slog dem med sværd og lagde band på alle, der var i den; der var ingen, der overlevede. Han gjorde det samme med Debir og dens konge, som han havde gjort med Hebron og med Libna og dens konge.&lt;/br&gt;
Således besejrede Josva hele landet: Bjerglandet, Sydlandet, Lavlandet og Skråningerne og alle kongerne dér. Der var ingen, der overlevede; hver levende sjæl lagde han band på, sådan som Herren, Israels Gud, havde befalet. Josva besejrede dem fra Kadesh-Barnea til Gaza, i hele landet Goshen og helt til Gibeon. Alle disse konger og deres lande undertvang Josva på én gang, for Herren, Israels Gud, førte krig for Israel. Så vendte Josva sammen med hele Israel tilbage til lejren i Gilgal.&quot;&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 255&lt;/ref&gt;

I Josvabogen Kapitel 11 fortsætter folkemordene i det nordlige Kana'an, blandt andet Hasor: &quot;Alle, der var i byen, huggede de ned med sværd og lagde band på dem, så ikke en levende sjæl blev tilbage; og Josva brændte Hasor ned.&quot;&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 256&lt;/ref&gt; Da massemordet var til ende, blev rovet, det vil sige Kana'an, delt mellem israelitternes stammer.&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 257-264&lt;/ref&gt; Det minder om en langt senere begivenhed: under Sovjetunionen i Stalintiden gennemførte terrororganisationen OGPU under ledelse af jøden Genrikh Jagoda&lt;ref&gt;Lina (2003), s.315&lt;/ref&gt; samt NKVD overvejende ledet af jøder&lt;ref&gt;Lina (2003), s.318, 327&lt;/ref&gt; i 1932-33 et massemord på og en massefordrivelse af ukrainske bønder fra deres gårde, en begivenhed der blev kendt som ''holodomor''. Mindre kendt er, at OGPU overvejende bestod af jøder, og at disse efterfølgende som en belønning oprettede deres egne kollektivlandbrug, kibbutz'er, på de myrdede og fordrevne ukraineres jord.&lt;ref&gt;Holocaustmuseet i USA, film&lt;/ref&gt; Jødisk historieforståelse trækker lange spor.

Det var ikke kun ved erobringen af Kana'an, at jøderne begik massemord. I Esters Bog kapitel 9:2-16 hører vi: &quot;I alle kong Ahasverus' provinser samledes jøderne i deres byer for at lægge hånd på dem, der ville dem noget ondt. .. Den trettende dag i måneden adar samledes de øvrige jøder i kongens provinser og forsvarede deres liv; de fik fred for deres fjender, og og de dræbte 75.000 af deres modstandere&quot;.&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 555&lt;/ref&gt;

Flere eksempler end de nævnte kunne være fremhævet, men budskabet og moralen er tydelig nok: i &quot;hellig krig&quot; er massemord på guddommens befalet ikke blot acceptabel men en pligt at gennemføre.

Det er mildest talt absurd at se hvordan den samme ideologi, som hyldede folkemord i Gamle Testamente, har haft travl med at fremstille de selv samme massemordere som et uskyldigt forfulgt folkefærd i det 20. og starten af det 21. århundrede.

=== Honningfælder og pengeafpresning ===

Historier i Gamle Testamente giver jøderne tvivlsomme moralbegreber, eksempelvis at prostituere deres hustruer og døtre i form af &quot;honningfælder&quot;, det vil sige lokkemad for en efterfølgende afpresning. Det begynder med selveste Abraham. I Første Mosebog kapitel 20:2-16 læser vi: &quot;Abraham sagde om sin kone Sara, at hun var hans søster, og Abimelek, kongen i Gerar, sendte bud efter Sara. Om natten kom Gud i en drøm til Abimelek og sagde til ham: &quot;Nu skal du dø, fordi du har taget denne kvinde, for hun er gift&quot;.&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 25&lt;/ref&gt; Senere, da sandheden er blevet klar, hører vi: &quot;Så gav Abimelek Abraham får og køer, trælle og trælkvinder, og han gav ham hans kone Sara tilbage. Og Abimelek sagde: &quot;Mit land ligger åbent for dig. Slå dig ned, hvor du har lyst!&quot; Til Sara sagde han: &quot;Nu giver jeg din bror tusind sekel sølv. Det skal lukke øjnene på alle dem, der hører dig til. Nu har du fået fuld oprejsning&quot;.&quot;&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 26&lt;/ref&gt; Så Abrahams afpresning lykkedes.

Senere gentager historien sig med små variationer. I Esters Bog hører vi, at jøden Mordokaj sender sin datter til kong Ahasverus' harem, hvor &quot;hun vandt hans velvilje&quot;. ..&quot;Ester havde ikke fortalt, hvilket folk og hvilken slægt, hun tilhørte, for Mordokaj havde sagt til hende, at hun ikke måtte fortælle det.&quot; Men senere udnyttes hun til at redde jøderne, og naturligvis belønnes både hun og hendes fader for dette bedrag: &quot;Og Mordokaj fik foretræde for kongen, for Ester havde fortalt, hvordan han var i familie med hende. Kongen tog sin signetring, som han havde frataget Haman, og overdrog den til Mordokaj. Og Ester satte Mordokaj over Hamans hus.&quot;&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 549, 554&lt;/ref&gt;

Således legitimerer Gamle Testamente jødernes brug af honningfælder og pengeafpresning, når denne brug rettes imod folk i magtpositioner.

=== Sammenfatning ===

I 1973 fremkom udtrykket &quot;narrativ teologi&quot;.&lt;ref&gt;Bjerg (1984), s. 11&lt;/ref&gt; Udtrykkets betydning har været noget uklar, men pointen er, at hvis en kristen vil forklare sin tro og identitet, så kan dette ske ved at fortælle om Jesu ord og gerninger. På lignende måde kan jødedommens indhold bedst forstås ved at fortælle historier fra Gamle Testamente.

Som vi har set, er sådanne historier ikke just moralske. Ideen om det udvalgte folk, der ikke må gifte sig med folk fra andre folkeslag men nok har ret til at udnytte dets kvinder i honningfælder til pengeafpresning, og som mener sig i sin gode ret til hensynsløst at udrydde andre folkeslag &quot;i Guds navn&quot;, fremavler en tvivlsom moral. Hvis man vil være lidt uvenlig, kan man med god grund hævde, at denne tvivlsomme moral langt hen af vejen også afspejler sig i jødernes nyere historie.

Vi har i det foregående set hvordan, at denne moral henter sin inspiration i fortællinger fra Gamle Testamente. Og denne moral understreges ved at de samme emner bliver gentaget med blot mindre variationer flere gange som for at understrege, at den ikke er knyttet til en bestemt historisk situation men netop har evig gyldighed. I lighed med sit afkom, muhammedanismen, er denne moral præget af en foragt for dem, som ikke tilhører &quot;in-gruppen&quot;.

Der kan måske være grund til at uddybe dette udtryk nærmere. Alle mennesker udvikler en eller anden form for bevidsthed om at tilhøre et bestemt etnisk fællesskab, herunder skaber de et dertil knyttet begrebsapparat. Man kan skelne mellem det navn, som en etnisk gruppe bruger om sig selv i denne selvidentifikation, og det navn, som andre bruger om den samme gruppe. Nogle gange, men ikke altid, bruger de samme benævnelse, men deres opfattelse af gruppens afgrænsning og indhold behøver ikke at være det samme, men kan tilpasses den aktuelle situation.&lt;ref&gt;Lund (1993), s. 81&lt;/ref&gt; Betegnelsen afspejler en bevidsthed om hvem, man hører sammen med i et fællesskab, og hvem, der ikke hører til dette fællesskab.&lt;ref&gt;Lund (1993), s. 9&lt;/ref&gt; Ofte, men ikke altid, vil de, som ikke tilhører dette fællesskab, blive set ned på, mens man selv ophøjes for sine gode egenskaber.&lt;ref&gt;Lund (1993), s. 13-26&lt;/ref&gt;

Denne vi-bevidsthed skabes i vid udstrækning ved historier, beretninger og myter, om et skæbnefællesskab gennem utallige slægtled. Ofte vil disse historier blive fyldt med navne på legendariske personligheder, hvis liv og gerninger bliver en del af den personlige identitetsfølelse. Og som regel vil en del af denne historie omfatte etnogoni, det vil sige de indfødtes egen mytiske forklaring på deres oprindelse&lt;ref&gt;Lund (1993), s. 49&lt;/ref&gt;, som regel i form af en mytisk stamfader.&lt;ref&gt;Lund (1993), s. 91&lt;/ref&gt; I dansk sammenhæng kan man tænke på Saxo og hans Danmarkshistorie. I germansk sammenhæng er det myten om Tvisto, der er grundlaget for identiteten&lt;ref&gt;Lund (1993), s. 90&lt;/ref&gt;, og for jøderne er det Abraham, der har denne rolle.

Men sådanne historiske beretninger og myter har ikke kun den funktion at begrunde selvidentiteten men tillige at begrunde moralbegreber, hvad der er &quot;god&quot; og &quot;ond&quot; opførsel. For jøderne er det netop historierne i Gamle Testamente, som opfylder denne opgave.

Over tid kan disse funktioner aftage i betydning, fordi behovet for dem ikke længere er så stort. Dette fordi at myter erstattes med faktiske historiske erindringer. Men for visse grupper er dette ikke tilfælde. Her kan udviklingen tvært imod gå i den modsatte retning og udvikle sig til en regulær fanatisme, der kan motivere og begrunde næsten enhver handling. Denne fanatisme kan formuleres og organiseres i en dertil hørende ideologi, en -isme. Semitisme er en sådan ideologi, der i princippet ikke adskiller sig fra andre -ismer bortset fra den etniske gruppe, hvis selvfølelse og handlingsmønster, den skal begrunde.

=== &lt;big&gt;Sammenfatning og konklusion&lt;/big&gt; ===

Vi er nået vejs ende i gennemgangen, og resultatet taler for sig selv. Ikke blot er det officielle narrativ ikke korrekt, for hver del af dette narrativ findes en alternativ forklaring, og tilsammen tegner disse træk et andet men helt entydigt billede.

Først og fremmest: Gamle Testamente er ikke jødisk historieskrivning.&lt;ref&gt;Adler (2022), Preface&lt;/ref&gt; Der kan påvises et utal af indlån fra andre kulturer, eksempelvis historien om Moses i sivkurven og Noas ark, som tydeligt viser, at denne historie er en myte, et narrativ, skabt for at give jødisk identitet en høj alder. I stedet tjener Gamle Testamente som redskab til at give jøder en national identitet igennem deres trosretning, i særdeleshed Jahve. Det er i Jahves navn, at de udvandrer fra Egypten, erobrer Kana'an og i nyere tid trækker sig ind i etniske ghettoer.&lt;ref&gt;Crone og Cook (1977), s. 42&lt;/ref&gt; Hele den jødiske kultur er een lang markering af begivenheder hentet fra myterne i Gamle Testamente.

Dernæst: jøderne var tydeligvis ikke det monoteistiske folkefærd, som de gerne vil give indtryk af, tværtimod. Så langt, at Gamle Testamentes fremstilling overhovedet afspejler en historisk virkelighed, dyrkede jøderne flere guder gennem flere hundrede år. Vi ser en udvikling i flere trin:&lt;/br&gt;
- første trin: to guder, Jahve og El, forenes i en &quot;supergud&quot;&lt;/br&gt;
- andet trin: gudsdyrkelsen centraliseres og kontrolleres af kongen&lt;/br&gt;
- tredie trin: de lavere guder og gudinder forkastes, fordi at de ikke hjalp i en kritisk situation&lt;/br&gt;
- fjerde trin: præsteskabet udvikler et nyt narrativ til at forstærke dets magt og betydning som samlende kraft.&lt;/br&gt;
Det var en udvikling, hvor hvert trin var en logisk følge af det foregående, når behovet for en forandring i det herskende narrativ indtraf. Den nye ideologi var, som de fleste totalitære ideologier, et spørgsmål om at legitimere retten til magtudøvelse. Dette grundlag blev konstrueret ad hoc, det vil sige spontant efter behov. Dets grundlag var aldrig vel funderet, og vi kan nu afvise det fuldstændigt som fusk og forfalskning fra ende til anden.

Samtidig var det en udvikling, hvor hvert trin bidrog med særlige træk til den nye ideologis udvikling: først blev stammeguden anvendt til at legitimere myten om &quot;det udvalgte folk&quot;, herunder en racistisk ultrasemitisk afvisning af ægteskaber med repræsentanter fra andre folkeslag, og hvor regulært folkemord legitimeres som en følge af Jahves beslutning og påbud. Dernæst må den snart svækkede kongemagt i den nye nationale stat styrke sin stilling i befolkningen, hvilket sker ved centralisering af gudsdyrkelsen. Da så statsdannelsen alligevel bryder sammen, bliver det nødvendigt at udpege en skyldig årsag, og her må husguderne holde for. Endelig må det nye narrativ styrkes, hvilket blandt andet sker ved kampen for en ny egen stat.

Da mange profeter har først og fremmest til formål at legitimere den nye nationale ideologi som Jahves vilje.

Endelig er det også fra Gamle Testamente, at jøderne henter deres moralbegreber på godt og ondt.

Det er indlysende, at hvis der kan rejses tvivl om troværdigheden af beretningerne i Gamle Testamente, så er det ikke blot et kildekritisk problem. Det er hele grundlaget for jødedommen, der vælter. Jødedommen er, som muhammedanismen, det, som i kommunistkina kaldes en ''tofu-dreg'' konstruktion: en bygning eller anden konstruktion opført af underlødige bestanddele som gør, at den før eller senere falder sammen af sig selv.

Hidtil har Gamle Testamentes narrativer aldrig være underkastet en kildekritisk analyse, i modsætning til Nye Testamente, som allerede i 1800-tallet og begyndelsen af 1900-tallet blev underkastet en sådan analyse, som den bestod med udmærkelse. Det er først i de seneste år, at et sådant arbejde er igangsat og vel at bemærke er det sket af jødiske arkæologer og historikere. Det gør, at deres resultater ikke blot kan afvises med smædeudtryk som &quot;anti-semitisme&quot;. Det er derfor, at det har været så vigtigt at gøre disse resultater bekendt for et dansk publikum. Og hvis denne bog kan bidrage til fortsatte og uddybende studier af denne problematik, så har den opfyldt sit formål.

Det er for så vidt tilfældigt, at dette sker netop på en tid, hvor staten Israel og dens regering udsættes for en stigende international kritik for sin handlemåde, og så måske alligevel ikke. I alt for lang tid har kritik af jøder og Israel kunnet undertrykkes på grund af myterne om begivenheder under 2. verdenskrig. Men nu ligger disse begivenheder så langt tilbage, 2-4 slægtled, at de ikke længere kan beskytte imod kritik. Og samtidig har både rabiate jøder og den israelske regering i de seneste år udvist en optræden, som let lader sig kritisere. Det er ikke stedet her at uddybe dette emne, det kan fortjene en særskilt behandling og hører hjemme i politisk sammenhæng, ikke i forbindelse med jødedommen som religion og kultur, selv om der kan argumenteres for, at disse områder til dels overlapper hinanden.

Vi har set hvilken afgørende inflydelse, den kildekritiske analyse af Gamle Testamente har på forståelsen af jødedommens historie, men hvorledes forholder det sig med kristendommen? Hvilken indflydelse har kildekritikken på kristendommen? Det enkleste svar er: ingen. Gamle Testamente spiller kun en rolle i kristendommen på to måder:&lt;/br&gt;
- dels at vise at Jesus som messias er forudset allerede af gammeltestamentelige profeter; det er i denne sammenhæng ikke vigtigt, om dette var faktisk var tilfældet, men derimod at jøderne i hans samtid mente, at det forholdt sig således&lt;/br&gt;
- dels at vise de religiøse dogmer, som Jesus gjorde op med. Det viser sig i hans gentagne: &quot;I har hørt at ... men jeg siger jer nu at ...&quot; Jesu lære er i virkeligheden eet stort opgør med jødedommens tankegang og etnisk snæversynethed, han er i den sammenhæng helt på linje med den foreliggende kildekritiske analyse, selv om både hans metode og budskab er et andet.

Især i sidst nævnte sammenhæng er det vigtigt at forstå, at der ikke eksisterer nogen &quot;jødisk-kristne værdier&quot;. Dette moderne udtryk er intet andet end et jødisk forsøg på at tage kristne som gidsler for deres egne ideer. I virkeligheden er det kristendommen, der introducerer næstekærlighed og respekt for medmennesker uanset deres etniske tilhørsforhold, og i forlængelse heraf introducerer både menneskerettigheder og folkestyre. Intet af dette findes i jødedommen, her er det nationalt-etnisk snæversyn, som dominerer hele vejen. Jødedommen er og forbliver en anti-kristen ideologi, fordi den hviler på en selvforståelse baseret på manipulerede kilder i form af Gamle Testamentes skrifter. Og ved at påvise disse manipulationer, myter og omskrivninger, beviser moderne kildekritik, at kristendommen var og er et berettiget opgør med jødedommen.

Endnu for en menneskealder kunne forskere i jødedommen leve i deres vildfarelse om, at selv om der var problemer med Gamle Testamente som kilde til jødedommens historie, så var den i sine hovedtræk alligevel korrekt. Således er det ikke længere. Det kan nu bevises, at der bag den mytiske fortælling gemmer sig en anden historie. Lad så være, at begivenheder i de senere år i Gaza, på Vestbredden, i Libanon, i Egypten, over for Syrien og Iran uden tvivl har bidraget til at fremme denne udvikling. Et træ kendes på dets frugter, og hele verden har nu set de frugter, som jødisk fundamentalisme bringer med sig. Myten om det forfulgte uskyldige folkefærd lader sig ikke længere opretholde.

Og jo mere skingre, hysteriske og fanatiske jødedommens fundamentalister bliver i deres holdninger og opførsel, desto hurtigere vil de miste de sidste rester af en troværdighed, som de i virkeligheden aldrig har haft.

=== &lt;big&gt;Noter&lt;/big&gt; ===
{{Reflist|3}}

=== &lt;big&gt;Litteratur&lt;/big&gt; ===
* Yonatan Adler: ''The Origins of Judaism. An Archaeological-historical Reappraisal''; Yale University 2022; ISBN 978-0-300-25490-7
* Yonatan Adler: &quot;Toward Identifying Proto-Judaic Cultural Features in Ancient Israel and Judea&quot; (i: ''Journal of Ancient Judaism'' (2024), s. 1-28)
* Yonatan Adler: ''Between Yahwism and Judaism. Judean Cult and Culture during the Early Hellenistic Period (332-175 BEC)''; Cambridge University Press 2025; ISBN 978-009-45961-7
* Gad Barnea: &quot;P. Berlin 13464, Yahwism and Achaemenid Zoroastrianism at Elephantine&quot; (2024)
* Geoffrey Bibby: ''I Dilmun tier ravnen''; Wormanium 1971; ISBN 87-85-1600-40
* Geoffrey Bibby: ''Det forsvundne årtusinde''; Wormanium 1978; ISBN 87-8516-053-9
* ''Bibelen''; Det Danske Bibelselskab 1992; 1. udgave 1. oplag; ISBN 87-7325-276-6
* Svend Bjerg: &quot;Den kristne grundfortælling. Studier over fortælling og teologi&quot; (''Teologiske Studier'', bind 8; 2. oplag 1984; Aarhus 1984; ISBN 87-7003-409-5) 
* Patricia Crone og Michael Cook: ''Hagarism. The Making of The Islamic World''; Cambridge 1977; ISBN 0-521-21133-6
* Stephan Peter Dinkgreve: ''In Search of the Sublime: A world history of humanity's relentless pursuit of scientific truth, moral excellence, and enlightenment''; 2021
* Robert Gnuse: &quot;Spilt Water: Tales of David (II Sam 23:13-17) and Alexander the Great (Arrian, Anabasis of Alexander 6.26.1-3).&quot; (i: ''Scandinavian Journal of the Old Testament''; 1998, bind 12, s. 233-248)
* Robert Gnuse: &quot;Abducted Wives: A Hellenistic Narrative in the Book of Judges?&quot; (i: ''Scandinavian Journal of the Old Testament''; 2007; bind 22, s. 272-285)
* Robert Gnuse: &quot;From Prison to Prestige: The Hero who helps a King in Jewish and Greek Literature.&quot; (i: ''Catholic Biblical Quarterly''; 2010 bind 72, s. 31-45)
* Robert Gnuse: &quot;Divine Messengers in Genesis 18-19 and Ovid.&quot; (i: ''Scandinavian Journal of the Old Testament''; 2017; bind 31, s. 66-79)
* Robert Gnuse: &quot;Greek Connections: Genesis 1-11 and the Poetry of Hesiod&quot; (i: ''Biblical Theology Bulletin''; 2017 nr. 47, s. 131-143
* Robert Gnuse: &quot;Heed Your Steeds: Achilles’ Horses and Balaam’s Donkey.&quot; (i: ''International Journal of Research in Humanities and Social Sciences''; 2017; række 4 hæfte 6; s. 1-5)
* Robert Gnuse: &quot;Samson and Heracles Revisited.&quot; (i: ''Scandinavian Journal of the Old Testament''; 2018, bind 32, s. 1-19)
* Robert Gnuse: &quot;Greek Historians and the Primeval History.&quot; (i: ''International Journal of Research in Humanities and Social Sciences''; 2019; række 6 hæfte 1, s. 20-25)
* Robert Gnuse: &quot;Jephthah’s Daughter and Iphigenia in the Plays of Euripides&quot; (i: ''International Journal of the Arts and Humanities''; 2019; række 5 hæfte 1, s. 16-23)
* Robert Gnuse: &quot;Hellenism and the Primary History: The Imprint of Greek Sources in Genesis-2 Kings&quot; ''Copenhagen International Seminar''; Routledge, London 2020 
* Daniel Hawk: &quot;Violent Grace: Tragedy and Transformation in the Orestia and the Deuteronomistic History.&quot; (i: ''Scandinavian Journal of the Old Testament''; 2003, bind 18, s. 73-88)
* Gerhard Larsson: &quot;Possible Hellenistic Influence in the Historical Parts of the Old Testament.&quot; i: ''Scandinavian Journal of the Old Testament''; 2004; bind 18, s. 296-311)
* Niels Peter Lemche: &quot;The Old Testament-A Hellenistic Book&quot; (: ''Scandinavian Journal of the Old Testament''; 1993 bind 7, s. 163-193)
* Niels Peter Lemche: &quot;Is It Still Possible to Write a History of Ancient Israel?&quot; (i: ''Scandinavian Journal of the Old Testament''; 1994, bind 8, s. 163-188)
* Niels Peter Lemche: &quot;Good and Bad in History: The Greek Connection.&quot; (i: Steven McKenzie and Thomas Römer (red.): &quot;Rethinking the Foundations: Historiography in the Ancient World and in the Bible. Essays in Honour of John Van Seters&quot;; ''Beihefte zur Zeitschrift für die altestamentliche Wissenschaft'' nr. 294; Walter de Gruyter, Berlin 2000; s. 127-140) 
* Niels Peter Lemche: &quot;How Does One Date an Expression of Mental History?&quot; (i: Lester Grabbe (red.): &quot;Did Moses Speak Attic? Jewish Historiography and Scripture in the Hellenistic Period&quot; (i: ''Journal for the Study of the Old Testament Supplement Series'' 317/European Seminar on Historical Methodology 3; Sheffield Academic Press, Sheffield 2001; s. 200-224)
* Niels Peter Lemche: &quot;Does the Idea of the Old Testament as a Hellenistic Book Prevent Source Criticism of the Pentateuch?&quot; (i: ''Scandinavian Journal of the Old Testament''; 2011, bind 25, s. 75-92)
* Niels Peter Lemche: &quot;When the End is the Beginning: Creating a National History?&quot; (i: ''Scandinavian Journal of the Old Testament''; 2015, bind 29, s. 22-32)
* Jüri Lina: ''Skorpioni märgi all. Nõukogude võimu tõus ja langus''; Stockholm 2003; ISBN 91-972897-9-5
* Allan A. Lund: ''De etnografiske kilder til Nordens tidlige historie''; Wormanium 1993; ISBN 87-89531-08-6
* Etienee Nodet: &quot;Editing the Bible: Alexandria or Babylon?&quot; (i: Thomas Thompson and Philippe Wajdenbaum (red.): ''The Bible and Hellenism: Greek Influence on Jewish and Early Christian Literature. Copenhagen International Seminar''; Routledge, New York 2014; s. 36-55) 
* Gabrielle Vera Novacek: ''Ancient Israel. Highlights from the Collections of The Oriental Institute University of Chicago''; University of Chicago 2011; ISBN 978-1-88923-65-3
* Johannes Pedersen: &quot;Hasmonæer&quot; (i: ''Salmonsens Konversationsleksikon'', 2. udgave, bind X; 1919; s. 943-944)
* Katherine Stott: &quot;Herodotus and the Old Testament: A Comparative Reading of the Ascendancy Stories of King Cyrus and David.&quot; (i: ''Scandinavian Journal for the Study of the Old Testament''; 2002; bind 16 s. 52-78)
* Jan-Wim Wesselius: &quot;Discontinuity, Congruence and the Making of the Hebrew Bible.&quot; (i: ''Scandinavian Journal for the Study of the Old Testament''; 1999 bind 13 s. 24-77)
* Jan-Wim Wesselius: &quot;The Origin of the History of Israel: Herodotus’ Histories as Blueprint for the First Books of the Bible&quot; (i: ''Journal for the Study of the Old Testament Supplement Series''; Sheffield Academic Press, Sheffield 2002)
* Hans Christian Ørsted: &quot;Overtro og Vantro i deres Forhold til Naturvidenskaben&quot; (''Aanden i Naturen''; 4. udgave; København 1978; ISBN 87-414-8972-1; s. 76-106)

=== &lt;big&gt;Film&lt;/big&gt; ===
* Simca Jacobovici: ''The Exodus Decoded''</text>
      <sha1>eg0feewbsmpawrum2bdmwjyd7sx19q3</sha1>
    </revision>
    <revision>
      <id>41952</id>
      <parentid>41951</parentid>
      <timestamp>2026-05-27T13:43:14Z</timestamp>
      <contributor>
        <username>Sven Halfdan Nielsen</username>
        <id>3898</id>
      </contributor>
      <comment>indsat note</comment>
      <origin>41952</origin>
      <model>wikitext</model>
      <format>text/x-wiki</format>
      <text bytes="152089" sha1="pfnd8un9imq0vtvuzffbvnw7yj2xa2k" xml:space="preserve">[[Fil:Philippe de Champaigne - Moses with the Ten Commandments - WGA04717.jpg|thumb|400px|Ifølge nye videnskabelige kildekritiske teorier er det ikke Moses, som har skrevet Mosebøgerne. Maleri af Philippe de Champaigne.]]

=== &lt;big&gt;Fortale&lt;/big&gt; ===

Jødedommens ældste historie har hidtil været indhyllet i mørke. Traditionen hviler på ''Tanakh'' eller Gamle Testamente, men dette synes først at have fundet sin endelige form i det 2. århundrede f.Kr. i det hasmunitiske kongerige. Hvor meget, traditionerne har ændret sig før denne tid, er et åbent spørgsmål.

Foruden Gamle Testamente er de vigtigste kilder til belysning af spørgsmålet især arkæologiske fund, men også her er der store problemer med troværdigheden. Flere kilders oprindelse er omstridte og dermed bliver deres udsagnsværdi også tvivlsom.

Det er først i den seneste menneskealder, at der tegner sig et mere klart billede af den omskiftelige historie, men hidtil har mig bekendt ingen forsøgt at gøre denne viden tilgængelig på dansk. Jeg har derfor efter fattig evne forsøgt at skildre denne på grundlag af tilgængeligt materiale. Jeg har desuden tilføjet notehenvisninger til de skriftlige kilder, som jeg anvendt.

Når man forsøger at skildre kendt historie således som tilfældet er med Gamle Testamente, stilles man over for to problemer: dels må man forsøge at sætte denne fremstilling i forhold til det billede, som andre kilder tegner, dels må man forsøge at forstå den forvandling og forvanskning af oprindelige kilder, som fremstillingen i Gamle Testamente nu afspejler.

Den foreliggende undersøgelse falder i to hoveddele, dels en undersøgelse af jødernes faktiske historie således som den lader sig fastslå baseret på grundlag af arkæologiske og historiske kilder, herunder spørgsmålet om jødernes religion, dels en kildekritisk analyse af ''Tanakh'' eller Gamle Testamente. Afslutningsvis vil der blive foretaget en vurdering af hvilken indflydelse, ''Tanakh'' har haft på jødernes selvforståelse og Gamle Testamente har på kristen selvforståelse.

Der kan være grund til at understrege, at stort set alt i denne undersøgelse alene skyldes yderst kompetente forskeres virke, og jeg har efter evne forsøgt at henvise til denne forskning. Litteraturen herom findes i den afsluttende litteraturliste. Desuden har jeg inddraget andre inspirationskilder, hvor jeg finder dem relevante og troværdige. Derimod er fortolkningen af disse ulige arbejder min egen, og de oprindelige forskere kan og bør derfor ikke drages til ansvar for denne fortolkning.  

På dette sted kan der være grund til at forudskikke enkelte kendsgerninger: selvidentiteten &quot;jøde&quot; synes først at blive skabt i 2. århundrede f.Kr. efter hasmunitternes oprør og etableringen af kongeriget baseret på religiøse regler. Der findes ingen ældre beviser på, at jøderne inden da havde fulgt moseloven, og først på dette tidspunkt optræder ''Tanakh'', de ældste synagoger samt mønter uden billede. Det bør desuden bemærkes, at der ingen omtale findes af sabbaten i Gamle Testamente.

Efter den babylonske magtovertagelse i 586 f.Kr. optræder ''al Yahuda'' som en by i Babylon, stednavnet Israel optræder første gang på en mønt dateret år 66 e.Kr. og i forbindelse med jødernes oprør mod romerne.

Om bogens titel skal jeg blot bemærke, at jeg har valgt ordet &quot;jødedom&quot;, fordi det betegner jødisk religion og kultur på samme tid.

Sven Halfdan Nielsen&lt;/br&gt;
Pärnu, den 5. maj 2026

=== &lt;big&gt;Indledning&lt;/big&gt; ===

Al historisk og litterær forskning må hvile på kildekritiske undersøgelser. Dette betyder, at arkæologiske og sproglige kilder kritisk må vurderes med henblik på deres oprindelsessituation, eventuelle tendens, forholden sig til de omtalte begivenheder og for sproglige kilder tillige deres formål (som udmærket kan være mangesidigt). Kilderne må stilles i forhold til, hvad der ellers vides om tiden, og de må forsøges tolket således, at de er bedst i overensstemmelse med denne viden, og at de ikke modsiger denne viden. Hvis det sidste er tilfældet, må man spørge, om fortolkningen er rigtig, eller om den hidtidige &quot;viden&quot; må revideres.

Lige siden afslutningen af 2. verdenskrig og især i det 21. århundrede har beskyldninger om &quot;anti-semitisme&quot; fået et kraftigt opsving. Der kan derfor være grund til at gøre nogle bemærkninger om min opfattelse af dette begreb og dets anvendelse.

For mig består udtrykket &quot;anti-semitisme&quot; af to dele: &quot;anti&quot; betyder imod, og &quot;semitisme&quot; betegner en politisk, nationalistisk ideologi. Dette indebærer, at jeg skelner mellem jøder som kulturel folkegruppe på den ene side og en semitisk ideologi på den anden.

Jeg har intet imod folk, som identificerer sig selv som jøder i religiøs og kulturel henseende så længe, at dette ikke berører deres forhold til andre folkegrupper. For mig er &quot;jøde&quot; altså en betegnelse, der i princippet ikke adskiller sig fra dansker, tysker, armener, kurder, japaner eller en hvilken som helst anden national folkegruppe.

Anderledes forholder det sig med begrebet &quot;semitisme&quot;. Her er der i mine øjne tale om en totalitær og intolerant national ideologi, som tåler sammenligning med fx. fascismen i Italien og nazismen i Tyskland. Der er med andre ord tale om en ekskluderende ideologi, som på samme tid legitimerer en bestemt handlemåde over for andre befolkningsgrupper. Dette kan der senere være grund til at vende tilbage til, når vi har gjort os selve grundlaget for denne tankegang klart.

Lad mig sige det straks: det er ikke &quot;anti-semitisk&quot; at anlægge en anden betragtningsmåde en den, som såkaldte &quot;semitter&quot; selv anlægger - med mindre at man tilføjer, at sådanne semitter har et snævert syn og en snæver fortolkningsramme båret af egne fordomme. I denne henseende minder semitter og muhammedanere om hinanden. Begge promoverer en bestemt fortolkning, og begge benægter retten til at inddrage andre kilder eller til at anlægge en anden og bedre forståelse.

For mig skræmmer udsigten til at blive tillagt smædeord mig ikke. Afgørende for mig er objektivt at se på alle fastslåede kendsgerninger og så nå frem til den forståelse, som er mest og bedst i overensstemmelse hermed. Hvis andre har problemer hermed, er det deres problem, ikke mit. De ønsker at forsvare en myte, men for mig er det de historiske kendsgerninger bag myten, som er det vigtigste. Myter er overtro og vantro. Men som Hans Christian Ørsted har sagt det, vil videnskaben overvinde overtroen og vantroen&lt;ref&gt;Ørsted (1978), s. 106&lt;/ref&gt;, og således må det være.

Det gælder her som i tilfældet med muhammedanismen&lt;ref&gt;se ''Muhammedanismen i kildekritisk belysning''&lt;/ref&gt;, at modstanden og modviljen imod at blive konfronteret med nye kendsgerninger dybest set blot viser hvor usikre, forsvarere af den herskende ideologi i virkeligheden er. Hvis de var sikre i deres overbevisning, ville de velkomme enhver udfordring, idet de vil kunne tage den op og sagligt imødegå den. Men således forholder det sig ikke, tværtimod. 

Det bør tilføjes, at forskningsfeltet er inde i en rivende udvikling i disse år. Det kan derfor ikke udelukkes, at forskningen om føje år vil give et andet, mere omfattende men måske også revideret billede i forhold til nu, og således må det være. Det er den eneste måde, at vor viden kan forøges og forbedres på. Og skulle denne bog medvirke til at fremme en sådan forskning, har den opfyldt sit formål.

=== &lt;big&gt;Jødedommens ældste historie&lt;/big&gt; ===

Formålet med det følgende er at skildre jødedommens ældste historie. Hovedvægten vil blive lagt på de arkæologiske vidnesbyrd. Bibelen vil imidlertid blive inddraget, hvis og når den kan belyse historiske kendsgerninger. En række emner vil blive underkastet en særskilt behandling.

=== Den kana'næiske oprindelse ===

I det 2. århundrede f.Kr. var Kana'an beboet af stammer med hver deres skytsguddom. Disse guddomme hørte til den kana'anæiske gudeverden og omfattede blandt andre El, Ba'al og Jahve. Over tid begyndte jøderne imidlertid at skille sig ud og hævde, at de ikke stammede fra kana'anæerne, skønt både sproglige og religiøse træk fra tiden 1200-1000 f.Kr. tyder på, at de udviklede sig fra en kana'anæisk fælles kultur i den grad, at det ofte er svært at skelne imellem dem.&lt;ref&gt;Dinkgreve (2021), kap. 8&lt;/ref&gt;

Hvornår, denne udskillelsesproces er fundet sted, vides ikke, men det må være sket omkring 1207 f.Kr., idet kana'anæerne og israelitterne på en stele rejst af farao Merneptah dateret til dette tidspunkt udtrykkeligt er nævnt som to uens folkegrupper:&lt;/br&gt;
- &quot;Kana'en er udplyndret,&lt;/br&gt;
- Israel er lagt øde.&quot;&lt;/br&gt; 
Det er værd at bemærke, at de hieroglyffer, som angiver navnet Kana'an, viser, at der er tale om et land, mens de, som angiver Israel, viser, at der er tale om et folk.&lt;ref&gt;Dinkgreve (2021), kap. 8&lt;/ref&gt;

Den oprindelige gud for Israel synes at have været ''El''. Navnet &quot;Isra-el&quot; betyder &quot;Els styre&quot;.&lt;ref&gt;Dinkgreve (2021), kap. 8&lt;/ref&gt;

Kildekritiske undersøgelser af Mosebøgerne viser at disse er skrevet af flere forskellige forfattere, hvoraf to af forskerne kaldes P og E. Begge disse forfattere kalder Gud for ''El'' indtil, at Gud angiveligt selv kalder sig ''Jahve'' over for Moses: &quot;Jeg er Jahve. Jeg viste mig for Abraham og Isak og Jakob som ''El-Shaddai'', men mit navn er ''Jahve''. Jeg gjorde ikke det bekendt for dem&quot;.&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 72&lt;/ref&gt;

Det bør tilføjes, at i ''Genesis'' forekommer 17 tilfælde af associationer med ''El'' (fx. Bethel) men ikke een eneste med ''Jahve''. Der er desuden eet tilfælde med henvisning til ''Ba'al'', nemlig Ashbel, Benjamins søn

=== Ugarit ===

I 1928 fandt en bonde i Ras Shamra ved Middelhavskysten (nu i Syrien) et omkring 3.000 år gammelt gravkammer. En udgravning det følgende år viste, at det dækkede over dels en større gravplads, dels en forhistorisk by: Ugarit, en vigtig handelsby fra omkring 1450 f.Kr. til 1192 f.Kr., idet byen blev brændt af og blev opgivet antagelig mellem 1190 f.Kr. og 1185 f.Kr. Blandt de mange fund var et stort antal lertavler og mange af dem med religiøse tekster: mytologiske vers, hymner til guder, lister over præsternes ofringer. Den ledende guddom i Ugarit hed ''El''. ''El'' var gudernes fader, skaber af alle levende væsener, den evige konge. Han blev beskrevet som en ældre skægget mand, som sad på en trone med en krone med tyrehorn. Hans hustru hed ''Ashera''&lt;ref&gt;Dinkgreve (2021), kap. 8&lt;/ref&gt;, hun var moder til 70 guder ifølge teksterne. Blandt sønnerne var stormguden ''Baal'', havguden ''Jam'', dødsguden ''Mott'' og krigergudinden ''Anat''. Tilsammen blev de kaldt ''Ilham'', det vil sige børn af ''El''.

I Bibelens skildring af skabelsen optræder ordet ''Elohim'', på hæbraisk et ord for guddom, hvilket er umiddelbart sammenligneligt med ordet i Ugarit, men ordet er flertal, ikke ental. Og flere af beretningerne i Gamle Testamente bruger netop (men ikke alene) dette ord om Gud: ''El Shaddai'' (Gud den Almægtige), ''El Elyon'' (Gud den Højeste)&lt;ref&gt;Novacek (2011), s. 41&lt;/ref&gt;, ''El Olam'' (den evige Gud), ''El Bethel'' (Bethels Gud). Det er det samme navn som den øverste gud i kana'anæernes gudeverden.

Af disse kendsgerninger tør drages to slutninger. Den ene er, at Gud i den hebraiske forståelse ikke i starten var fuldstændig og enerådende men i stedet udviklede sig over tid, langsomt ved en proces, der bedst kan beskrives som konvergens: flere guder smeltede sammen i een guddom.

Den anden slutning, man tør drage, er den, at israelitterne udviklede sig som folk fra kana'anæerne. Deres første gud var kana'anæernes gud ''El''. For de folk, som levede i bjergene i Kana'an omkring 1100 f.Kr. var der ikke nogen markant forskel imellem deres egen religion og de omgivende folkeslags religion: de dyrkede den samme fadergud og modergudinde. Dette har været anerkendt af arkæologer siden omkring 1970 baseret på fundne lertavler, indskrevne navne på lerkar, fund af husguder og af husaltre.

=== Jahve ===

Nu er det velkendt, at jøderne har et andet navn på deres gud: ''Jahve''. Hvor stammer dette navn fra? Hvor og hvornår overtog han de egenskaber, som tidligere blev tillagt El? For at svare på disse spørgsmål, må vi inddrage tre nye kilder.

På en to tusinde år gammel læderklud fundet i en hule findes en tekst med følgende indhold: da den højeste gud gav nationerne deres arv, da han delte menneskeheden, fastlagde han deres indbyrdes grænser i henhold til antallet af gudesønner. Denne tekst fra Femte Mosebog 32:8&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 237&lt;/ref&gt; var identisk med den tekst, som jøderne kopierede i århundrede før Kristi fødsel. Den findes i den græske version af Gamle Testamente fra 3. og 2. århundrede f.Kr. Jøderne ændrede siden teksten fra &quot;gudesønner&quot; til &quot;Israels sønner&quot;.

Tages teksten for pålydende, har den højeste gud inddelt menneskene i nationer og givet hver nation en søn som guddommelig leder. I det følgende vers fortælles hvilken søn, der blev tildelt hvilken nation, og det oplyses, at Jahve fik tildelt Jacobs stamme eller Israel.

Det må her bemærkes, at Jahve her tydeligt er en mindre, en underordnet gud i forhold til den højeste gud. Bibelforskere som Mark Smith og Frank Moore Cross fra Harvard mener, at det er her, at Jahve gøres til guddom for Jacobs stamme. Teksten i Kumran (bedre kendt som Dødehavsrullerne) bevarede den oprindelige tekst, men den blev i middelalderen tilsyneladende tilpasset.

I ''Salmernes Bog'' salme 82 findes følgende:&lt;/br&gt;
&quot;Gud træder frem i gudeforsamlingen,&lt;/br&gt;
blandt guderne holder han dom:&lt;/br&gt;
Hvor længe vil I dømme uretfærdigt&lt;/br&gt;
og tage parti for de ugudelige? Sela&lt;/br&gt;
Skaf de svage og faderløse deres ret,&lt;/br&gt;
frikend de hjælpeløse og arme,&lt;/br&gt;
udfri de svage og fattige,&lt;/br&gt;
red dem fra de ugudeliges magt!

De forstår og fatter intet,&lt;/br&gt;
de vandrer i mørke,&lt;/br&gt;
jordens grundvolde rokkes.&lt;/br&gt;
Jeg har sagt: I er guder,&lt;/br&gt;
I er alle sønner af den Højeste.&lt;/br&gt;
Dog skal I dø som mennesker,&lt;/br&gt;
og I skal falde som en af stormændene.

Rejs dig, Gud, hold dom over jorden,&lt;/br&gt;
for du har alle folkene som ejendom.&quot;&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 693&lt;/ref&gt;

Denne salme indeholder altså mindet om en gudeforsamling, som også afspejles i den langt ældre tekst. Ordet &quot;guderne&quot; i den originale tekst er ''Elohim'', i flertal. Det viser, at der var en tid i jødernes historie, hvor flerguderi øjensynligt var en almen forståelse. Og en af disse gudesønner var åbenbart Jahve.

Et lignende minde findes i Første Mosebog kapitel 6, der begynder således:

&quot;Da menneskene begyndte at blive talrige på jorden og fik døtre, så gudesønnerne, at menneskedøtrene var smukke. Blandt dem tog de sig alle de koner, de havde lyst til. Da sagde Herren: &quot;Min livsånde skal ikke forblive i mennesket for evigt. De er dødelige, deres levetid skal være 120 år&quot;.&lt;/br&gt;
Dengang gudesønnerne gik ind til menneskedøtrene og fik børn med dem - men også siden hen - var der faldne på jorden. Det er heltene, navnkundige mænd fra ældgamle dage.&quot;&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 12. Den danske oversættelse har &quot;kæmper&quot; i stedet for &quot;faldne&quot; men det originale ord er ''nefilim'' med netop denne betydning&lt;/ref&gt; 

Endnu en kilde, som bør nævnes, er et tempel nu beliggende i Sudan på Nilens vestre bred. Det blev opført af farao Aman Hototeep III (bedstefader til Tutankhamon), som regerede Egypten fra ca. 1390 f.Kr. til 1352 f.Kr., og var tilegnet guden Amon Ra. På en af søjlerne i dette tempel, der omtaler underkuede folkeslag, optræder &quot;Tashasu YHWH&quot;. Nationen ''Shassu'' var et semitisk folkeslag, nomader, kvæghyrder, der strejfede om i ørkenen ved den sydlige grænse for Kana'an. Betegnende nok identificeres de ikke ved deres landområde men derimod ved deres guddom, ''Jahve'', omtrent 200 år før at israelitterne ellers optræder i historiske tekster ifølge gængs fortolkning.

Egyptologen Donald Redford slutter heraf, at ''Jahve'' oprindeligt var en edomitisk eller midianistisk gud i de sydlige ørkenområder, som blev dyrket i områder, som den hebraiske bibel selv udpeger som stedet for jødernes oprindelse, som stedet hvor Moses hørte Gud tale fra en brændende busk, og i ''Dommerbogen'' findes blandt andet &quot;Deboras sejrssang&quot;, som dateres til 12. århundrede f.Kr.&lt;ref&gt;Dinkgreve (2021), kap. 8&lt;/ref&gt;, med følgende linjer:

Herre, da du drog ud fra Se'ir,&lt;/br&gt;
da du skred frem fra Edoms land,&lt;/br&gt;
skælvede jorden, himlen dryppede af regn,&lt;/br&gt;
ja, skyerne dryppede af vand.&lt;/br&gt;
Bjergene rystede foran Herren,&lt;/br&gt;
Sinajs Herre,&lt;/br&gt;
foran Herren, Israels Gud.&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 276&lt;/ref&gt;

Edom lå i den nordøstlige del af Sinaj-ørknen, sydøst for Det Døde Hav. Men der er mere. Jahve introduceres af Moses efter, at Jetro, Moses svigerfader, sammen med sine sønner havde sluttet sig til jøderne.&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 87&lt;/ref&gt; Ifølge Anden Mosebog kapitel 3:1 var Jetro præst i Midjan.&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 68&lt;/ref&gt; Det må rejse spørgsmålet, om det er fra ham, at Moses har overtaget sin guddom Jahve. Men ifølge Dommerbogen kapitel 1:16 var Jetro kenit: &quot;Efterkommere af den kenit, der var Moses' svigerfar, drog sammen med judæerne op fra Palmebyen til Judas ørken i Arads sydland og bosatte sig hos befolkningen dér.&quot;&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 271&lt;/ref&gt; Kenitterne var Kains efterkommere. I Første Mosebog kapitel 4:17-22 læser vi: &quot;Kain lå med sin kone, og hun blev gravid og fødte Enok. Så byggede han en by og gav den navn efter sin søn Enok. Enok fik sønnen Irad, Irad fik Mehujael, Mehujael fik Metushael, og Metushael fik Lemek. Lemek tog sig to koner, den ene hed Ada, den anden Silla. Han blev stamfader til dem, der bor i telte og holder kvæg. Også Silla fødte en søn, Tubal-Kain, stamfader til smedene, alle dem, der forarbejder kobber og jern.&quot;&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 11&lt;/ref&gt; 

Vi ved, at i andre kulturer som egyptisk, græsk og romersk er smedekunsten forbundet med vulkaner: i romersk mytologi hed smedeguden ligefrem ''Vulkan''. Læg dertil profetien i Esajas' Bog kapitel 31:9, der nævner &quot;Herren, som har sit bål på Zion og sin ovn i Jerusalem&quot;.&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 874&lt;/ref&gt; Og for at fuldende billede findes i Anden Mosebog kapitel 19:18-19 følgende beskrivelse af bjerget: &quot;Hele Sinajs bjerg var hyllet i røg, fordi Herren var steget ned på det i ild og røgen steg til vejrs som røgen fra en smelteovn. Hele bjerget skælvede af stor rædsel, og hornklangen blev kraftigere og kraftigere.&quot;&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 88&lt;/ref&gt; Det kunne være en beskrivelse af en aktiv vulkan. Disse sammenfald kan næppe være tilfældige. Er der tale om, at Jahve oprindelig var en smedegud forbundet med vulkanisme, og at han er overtaget af Moses (hvis han er en historisk person) fra sin svigerfaders kultur? I så fald viser det, at der findes en jødisk religiøs forhistorie, som man siden har forsøgt at fortrænge.

Af det foregående tør vi antage, at ''Jahve'' ikke begyndte i Israel. Han begyndte som en &quot;skytsguddom&quot; blandt nomadiske stammer uden en konge, uden templer og uden et skriftsprog. På et eller andet tidspunkt, måske som følge af handel eller af en edomitisk udvandring nordpå, kom denne gud til kana'anæerne, og der mødte han en anden guddom: den gamle gud ''El''. Hvad, der siden fulgte, var konvergens: før dannelsen af et kongerige, før opførelsen af det første tempel, blev ''El'' &quot;opslugt&quot; af ''Jahve''. Derved fik den nye fusionerede guddom begge navne i Gamle Testamente.

=== Ashera ===

Men denne gud stod ikke alene, han havde en kvindelig partner, en gudinde: ''Ashera''. Ashera optræder i kana'anæernes hjem som gudindestatuette, hendes navn findes på forrådskar og i gravskrifter. I tekster fra 8. århundrede f.Kr. bliver hun påkaldt ved siden af Jahve som om de hørte sammen og var ligestillede.

Vi ved nu, at hun i århundreder var blevet dyrket af jøderne som gudinde. Hun kunne gå på vandet, hendes tilnavn var ''Kudu'', den hellige. Hun findes gengivet på et egyptisk kunstværk fra samme tid stående på ryggen af en løve og med en slange i hver hånd. Kort sagt var hun en af de store modergudinder i Mellemøsten.

I to bygninger daterede til tiden 801-770 f.Kr. i det nordøstlige Sinai ved bjerget Contilit Azud fandt arkæologer i 1975 store forrådskar med en tekst skrevet på tidlig hebraisk: &quot;Jeg velsigner dig ved Jahve af Samaria og hans Ashera&quot;&lt;ref&gt;Novacek (2011), s. 92&lt;/ref&gt; og &quot;Jeg velsigner dig ved Jahve af Teman og hans Ashera&quot;. Her står israelitternes mandlige guddom sammen med kana'anæernes gudinde. Teman var den egn i ørkenen, hvor ifølge Habakuks Bog kapitel 3:3 Jahve havde sin oprindelse:&lt;/br&gt;
&quot;Gud kommer fra Teman,&lt;/br&gt;
den Hellige fra Parans bjerge&quot;.&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 1187&lt;/ref&gt;

I Hebron blev tilsvarende fundet en gravskrift dateret til midten af 8. århundrede f.Kr.: &quot;Velsignet være Uryyaho ved Jahve for fra hans fjender ved Ashera har han frelst ham&quot;.

Desuden har man fundet over tusind små gudindestatuetter, heraf 400 alene i Jerusalem, der ifølge Raz Kletter utvivlsomt forestiller Ashera skildret med krop som en cylinder med to markerede bryster og hænder, der tilbyder dem, samt et smilende ansigt. De dateres alle til 8. og 7. århundrede f.Kr. og de blev alle fundet i private hjem, ikke i templer. De viser, at dyrkelsen fandt sted under det delte kongerige som noget alment udbredt, ikke som noget særegent for de få.

Som supplement til en forståelse kan man gå til Gamle Testamente, hvor der er bevaret flere passager, hvori Ashera-dyrkelsen omtales. Den følgende oversigt gør ikke krav på fuldstændighed.

I Første Kongebog kapitel 14 læser vi: &quot;Salomos søn Rehabeam blev konge i Juda. .. Rehabeam var enogfyrre år, da han blev konge, og han regerede sytten år i Jerusalem, den by Herren havde udvalgt af alle Israels stammer til at sætte sit navn på. Hans mor hed Na'ama og var fra Ammon.
Judæerne gjorde, hvad der var ondt i Herrens øjne, og med de synder, de begik, gjorde de ham mere vred, end deres fædre havde gjort. Også de byggede offerhøje og lavede stenstøtter og Ashera-pæle på alle høje bakker og under alle grønne træer; der var endog mandlige helligskøger i landet.&quot;&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 396&lt;/ref&gt;

I kapitel 15 læser vi: &quot;I Nebats søn kong Jeroboams attende regeringsår blev Abija konge over Juda. Han regerede tre år i Jerusalem. Hans mor hed Ma'aka og var datter af Absalom. Han fulgte alle de synder, som hans far havde begået før ham..&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 396&lt;/ref&gt;

I Israels konge Jeroboams tyvende regeringsår blev Asa konge over Juda. Han regerede enogfyrre år i Jerusalem. Hans mor hed Ma'aka og var datter af Absalom. Asa gjorde, hvad der var ret i Herrens øjne, lige som sin fader David. Han forviste de mandlige helligskøger fra landet og fjernede alle de møgguder, som hans forfædre havde lavet. Han fjernede også sin mor Ma'aka som kongemoder, fordi hun havde ladet fremstille en rædselsstøtte til Ashera. Asa huggede støtten om og brændte den i Kedrondalen. Offerhøjene forsvandt ikke..&quot;&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 396f&lt;/ref&gt;

I kapitel 16 læser vi: &quot;Omris søn Akab blev konge over Israel i Judas konge Asas otteogtredivte regeringsår, og Omris søn Akab regerede toogtyve år i Samaria over Israel. Omris søn Akab gjorde, hvad der var ondt i Herrens øjne, værre end nogen før ham. Da det ikke var nok for ham at følge Nebats søn Jeroboams synder, giftede han sig med sidoniernes konge Etba'als datter Jezabel, og han gav sig til at dyrke og tilbede Ba'al. Han rejste et alter for Ba'al i Ba'als tempel, som han havde bygget i Samaria. Akab lavede en Ashera-pæl, og Akab gjorde mere endnu, så han krænkede Herren, Israels Gud, mere end nogen af Israels konger, der havde været før ham.&quot;&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 399&lt;/ref&gt;

I Anden Kongebog kapitel 21 omtales kong Manassa. Om hans gerninger hedder det: &quot;Han gjorde, hvad der var ondt i Herrens øjne efter de afskyelige skikke hos de folkeslag, som Herren havde drevet bort foran israelitterne. Han genopbyggede de offehøje, som hans fader Hizkija havde ødelagt; han rejste altre for Ba'al, og han lavede en Ashera-pæl, sådan som Israels konge Akab havde gjort, og han tilbad hele himlens hær og dyrkede den. .. Og i de to forgårde til Herrens tempel byggede han altre for hele himlens hær. .. Og han opstillede Ashera-billedet, han havde lavet, i dette tempel, om hvilket Herren havde sagt til David og til hans søn Salomo: &quot;''På dette tempel og på Jerusalem, som jeg har udvalgt blandt alle Israels stammer, vil jeg sætte mit navn til evig tid; og jeg vil ikke mere jage Israel bort fra det land, som jeg gav deres fædre, når de blot omhyggeligt vil gøre alt det, jeg har befalet dem, og holde hele loven, som min tjener Moses gav dem.''&quot; Men de ville ikke høre, og Manassa forledte dem til at handle værre end de folkeslag, som Herren havde udryddet for israellitterne.&quot;&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 438f&lt;/ref&gt;

I Anden Kongebog kapitel 23 oplyses, at denne afgudsdyrkelse holdt sig til Josija stoppede den: &quot;Så befalede kongen ypperstepræsten Hilkija, andenpræsterne og dørvogterne at fjerne alle de ting, der var lavet til Ba'al og til Ashera og til hele himlens hær, fra Herrens tempel, og han brændte dem uden for Jerusalem .. Helligskøgernes rum i Herrens tempel, hvor kvinderne vævede klæder til Ashera, rev han ned. .. Også alteret i Betel, offerhøjen som Jeroboam, Nebats søn, havde opført, han som forledte Israel til synd, både dette alter og offerhøjen rev Josija ned, og han knuste stenene til støv og brændte Ashera-pælen.&quot;&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 441&lt;/ref&gt; 

Der kan således ikke være tvivl om, at Ashera-dyrkelsen var udbredt blandt jøderne i flere århundreder, snart officielt snart uofficielt. Manassa regerede fra 697 f.Kr. til 642 f.Kr. og Josija skal have stoppet Ashera-dyrkelsen omkring 622 f.Kr. Men uofficielt fortsatte dyrkelsen helt frem til babylonernes erobring af Jerusalem.

Det vigtigste i denne sammenhæng er, at denne afgudsdyrkelse, som det også fremgår af Gamle Testamente, fandt sted længe efter, at jøderne skulle være gået over til monoteisme.

=== Den centraliserede gudsdyrkelse ===

Men hvornår begyndte den monoteistiske gudsdyrkelse blandt jøderne? Meget tyder på, at det var en udvikling i to trin: først skete der en centralisering af gudsdyrkelsen, og langt senere en overgang til monoteisme.

Første kilde til denne udvikling findes i Moseloven. Her hedder det: &quot;Du må ikke lave dig noget gudebillede i form af noget som helst oppe i himlen eller nede på jorden eller i vandet under jorden. Du må ikke tilbede dem og dyrke dem, for jeg, Herren din Gud, er en misundelig Gud.&quot;&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 89. I oversættelsen til dansk bruges ordet &quot;lidenskabelig&quot; i stedet for &quot;misundelig&quot;&lt;/ref&gt; Det siges ikke, at der ikke findes andre guder, kun at jøderne ikke længere måtte dyrke dem.

Næste kilde findes i Anden Kongebog om kong Josija, som regerede 640-609 f.Kr. Her hedder det: &quot;Og statsskriveren Shafan fortalte kongen, at præsten Hilkija havde givet ham en bog, og Shafan læste den op for kongen.&quot;&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 440&lt;/ref&gt; Forskere mener, at den bog, der her er tale om, sandsynligvis var Femte Mosebog.

Femte Mosebog adskiller sig tydeligt fra de foregående fire Mosebøger, så meget at man mener, at den har sin egen forfatter (eller egne forfattere), der af forskerne kaldes D. Denne forfatter D genkendes også i en række andre tekster i Gamle Testamente: Joshua-bogen, Første og Anden Dommerbog, Samuels Bog samt Første og Anden Kongebog. Det menes, at alle disse bøger er forfattede af samme person eller personkreds.&lt;ref&gt;Dinkgreve (2021), kap. 8&lt;/ref&gt;

Anden Kongebog fortæller om kong Josiah, at han centraliserede gudsdyrkelsen og forbød stedlige altre: &quot;Han hentede alle præsterne fra Judas byer, og offerhøjene lige fra Geba til Be'ersheba, hvor de havde tændt offerild, gjorde han urene, og portofferhøjene, som lå ved kommandantensen Josvas port til venstre, når man går ind ad byporten, rev han ned.&quot;&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 441&lt;/ref&gt; Som det siges: &quot;Der havde ikke tidligere været nogen konge, der som han af hele sit hjerte og af hele sin sjæl og af hele sin styrke vendte om til Herren, helt efter Moses' lov og efter ham kom der ingen som han.&quot;&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 442&lt;/ref&gt; Tydeligvis var der tale om at samle al religiøs magt på et sted og under kongens kontrol. Det var med andre ord en religiøs revolution.

For at retfærdiggøre denne revolution måtte man opfinde en spådom, der kunne retfærdiggøre den. Her træder nu to kilder ind. Den ene findes i Første Kongebog. Her omtales en gudsmand, som råber imod et alter: &quot;Alter, alter! Dette siger Herren: I Davids hus skal der fødes en søn ved navn Josija. På dig skal han slagte de offerhøjspræster, som tænder offerild på dig, og han skal brænde menneskeknogler på dig.&quot;&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 393&lt;/ref&gt;

Den anden er Femte Mosebog: allerede i første sætning gives indtrykket af, at denne bog er Moses' sidste ord inden sin død&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 200&lt;/ref&gt;, og her formuleres en &quot;ny moselov&quot; begyndende således:

&quot;Dette er de love og retsregler, som I omhyggeligt skal følge i det land, Herren, dine fædres Gud, har givet dig i eje, så længe i lever på jorden. I skal ødelægge alle de steder, hvor de folk, I fordriver, har dyrket deres guder, på de høje bjerge, på bakkerne og under alle grønne træer. I skal rive deres altre ned og knuse deres stenstøtter, deres Ashera-pæle skal I brænde, og deres gudebilleder skal I hugge om; I skal udslette deres navn fra de steder. For på den måde må I ikke dyrke Herren jeres Gud. Nej, I skal søge til de sted, Herren jeres Gud udvælger blandt alle jeres stammer til at sætte navn på, så det kan bo der. Dér skal du komme, og derhen skal I bringe jeres brændofre og slagtofre, jeres tiender og afgifter, jeres løfteofre og frivilligofre og det førstefødte af jeres køer og får.&quot;&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 214&lt;/ref&gt;

Men trods dette forsøg på at legitimere centraliseringen af gudsdyrkelsen holdt det ikke længe. Snart begyndte folk atter deres decentrale gudsdyrkelse, og som vi tidligere har set, opgav de aldrig deres Ashera-dyrkelse.

=== Jøderne i Kana'an ===

Vi har fulgt jødernes religiøse udvikling, men hvordan forholder det sig med områdets politiske udvikling? Det er en broget historie, hvor Gamle Testamente trods påviselige fejl alligevel kan give nyttige oplysninger.

Meget taler for, at det var ankomsten af &quot;havfolket&quot; (engelsk: ''Sea People'') omkring 1178 f.Kr. som udløste en ny politisk udvikling. Hidtil havde området været under egyptisk kontrol, men nu svækkedes denne kontrol, og det indebar, at der blev mulighed for indbyrdes stammekrige i området. Det betød også, at folk udefra nu kunne blande sig med held i de stedlige stammekrige. Det er muligt, at jødernes erobringer netop hører hjemme i denne sammenhæng. Til trods for, at Gamle Testamente fremstiller disse kampe som religionskrige mellem folkeslag med polyteisme og jøderne med deres påståede monoteisme, er der intet, som tyder på, at dette er korrekt.

Snarere må vi se disse kampe som sket mellem et imperialistisk erobrerfolk og stedlige bofaste stammer. At der også var religiøse forskelle imellem dem, understregede blot krigenes stammemæssige karakter. Mens filistrene bosatte sig ved kysten, flyttede israelitterne ind fra øst og bosatte sig overvejende i højlandet, hvor de over tid tilegnede sig megen af den stedlige kultur, samtidig med at deres frænder, aramæerne, slog sig ned mod nordøst i Syrien. Hebræerne fik i denne besættelse støtte fra beslægtede og ligesindede nomadiske stammer og semitiske folkeslag. Alliancen var mulig, fordi de alle dyrkede Jahve. Denne fælles kult var længe den eneste institution, som bandt folket sammen, og det kunne ikke forhindre, at der jævnligt opstod konflikter mellem dem.

I den første tid efter israelitternes indvandring var tilstandene i Kana'an væsentlig som før. Det var langt fra lykkedes jøderne at udrydde hele den bosatte befolkning, så det endte med, at jøderne bosatte sig i egne bosættelser. De ulige folk og stammer levede i samfund hver for sig med byerne som centrum for de omgivende landsbyer. Hebræerne erobrede og ødelagde de mere civiliserede kana'anitter men overtog deres skriftsystem. De overtog også kana'anitternes byggeskik, men uden at hebræernes byggerier nåede samme høje stade som deres forgængere. Jerusalem var på denne tid et lille sted uden stor betydning og kunne ikke måle sig med andre byer i området.

Tør man tro Josvabogen kapitel 20, blev der oprettet særlige bebyggelser kaldet &quot;tilflugtsbyer&quot; for kriminelle, hvor disse kunne søge politisk asyl og unddrage sig retsforfølgelse for deres kriminelle gerninger: &quot;Herren talte til Josva og sagde: &quot;Sig til israelitterne, at de skal udpege de tilflugtsbyer, som jeg talte til jer om ved Moses, så en drabsmand, der uforsætligt og uforvarende slår nogen ihjel, kan flygte dertil; de skal være tilflugtssteder for jer mod blodhævneren. Når drabsmanden søger tilflugt i en af disse byer og stiller sig ved indgangen til byporten, skal han forelægge sin sag for de ældste i den by. De skal give ham adgang til byen og give ham et sted, hvor han kan bo hos dem. Når blodhævneren forfølger ham, må de ikke udlevere drabsmanden til ham; det var jo uforvarende, han slog sin næste ihjel, han havde ikke tidligere næret fjendskab mod ham. Han kan så blive boende i den by, indtil han stilles for menighedens domstol, eller indtil den ypperstepræst dør, som er der til dentid. Da kan drabsmanden vende tilbage til sin by og sit hus, den by, han er flygtet fra&quot;.&quot;&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 264&lt;/ref&gt; De var en ordning, som kunne beskytte enhver kriminel mod retsforfølgelse.

Og jødernes folkemord fortsatte. I Dommerbogen kapitel 1 læser vi: &quot;Så drog Juda op, og Herren gav kana'anæerne og perizzitterne i deres hånd, og de slog dem i Bezek og dræbte ti tusind mand. ..Judæerne angreb Jerusalem og indtog den. De huggede indbyggerne ned med sværd og stak ild på byen.&quot;&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 271&lt;/ref&gt; I de byer, som det ikke lykkedes jøderne at udrydde befolkningen, blev disse i stedet gjort til hoveriarbejdere.&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 272&lt;/ref&gt; Det kan næppe undre, at denne opførsel gav anledning til yderligere uro, og at nye kampe fulgte. Ved en lejlighed slog jøderne &quot;omkring ti tusind moabitter ihjel. .. Derefter havde landet ro i firs år&quot;.&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 274&lt;/ref&gt;

Efter Josvas erobringer fulgte dommertiden, hvor landet blev styret af de såkaldte dommere. Tør man tro Gamle Testamente førte det til, at filistre og ammonitter for en tid fik overtaget.&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 286&lt;/ref&gt; Også internt var der øjensynlig magtkampe, således forenedes de andre stemmer mod Benjamins stamme.&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 297ff&lt;/ref&gt;

Efterhånden blev lovløsheden for meget, og hebræerne etablerede et kongedømme i Palæstina. Denne institution kom som en nødvendig følge af både de interne lovløse tilstande og behovet for at organisere krigsførelsen mod andre folkegrupper. I vest udgjorde filistrene en stærkere modstand end kana'anitterne, fordi de havde udviklet jernsmedning. Mod nord boede fønikerne i Libanon, der var mest optaget af handel. Da kana'anitterne stadig blev mere undertrykte, skabte det grundlaget for etableringen af det hebræiske kongedømme omkring 1000 f.Kr. 

Først under dommeren Samuel opstår der blandt jøderne krav om etableringen af et kongerige. Landets første konge hed Saul.&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 317&lt;/ref&gt; Han dateres til omkring 1000-tallet f.Kr. Tør vi tro Første Samuelsbog gennemførte han adskillige krige.&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 320&lt;/ref&gt; Kana'an var angiveligt forenet under ham og hans to efterfølgere, David og Salomo. 

Da kong Salomon døde i 922 f.Kr. blev det hebræiske kongedømme delt i to: Kongeriget Israel og Kongeriget Juda. Det var kun Juda og Benjamins stammer, som accepterede Salomons søn Rehabeam som deres konge, og de oprettede dermed det sydlige kongerige Juda med Jerusalem som hovedstad. Mod nord gjorde de øvrige stammer Jeroboam til konge og oprettede kongeriget Israel med Sikem og senere Samaria som hovedstad. Vigtigst i denne sammenhæng er, at der intet stammesammenhold var, end ikke deres religion kunne holde sammen på dem, og som vi allerede har set, skete der jævnligt frafald fra denne, lige som israelitterne indgiftede sig i andre folkegrupper nok så meget som indbyrdes. Der var konstant magtkampe, hvilket afspejler det totale fravær af national solidaritet og enhed. Også udefra skete angreb. Anden Krønikebog er fuld af bereninger om disse krige.

Kongeriget Israel ophørte, da Assyrien erobrer hovedstaden Samaria 722 f.Kr. Herved mistede også de 10 nordlige israelske stammer deres betydning. Nogle af indbyggerne i Kongeriget Israel blev deporteret af assyrierne, men arkæologisk kan der ikke dokumenteres nogen befolkningsudskiftning eller nogen nedgang i befolkningstallet, og genetiske undersøgelser antyder også en kontinuitet i områdets befolkningssammensætning. Hovedparten af befolkningen synes således at være forblevet i området og samaritanerne menes at være de mest direkte efterkommere af befolkningen i Kongeriget Israel, hvilket også er i overenstemmelse med deres egen opfattelse. Nogle beboere fra Kongeriget Israel må antages at være flygtet til kongeriget Juda, hvilket kan forklare hvordan de nordlige stammers myter er blevet inkorporerede i den tekster i Gamle Testamente, som blev samlede i Kongeriget Juda.

=== Eksilet i Babylon ===

Der er næppe tvivl om, at hvis jøderne havde modstået angreb udefra, ville afgudsdyrkelsen have fortsat. Der ville fortsat have været private gudindestatuetter og private altre. Men een begivenhed ændrede jødernes historie og dermed verdenshistorien: babylonernes erobring i 586 f.Kr.

Forud gik en belejring, som varede to og et halvt år. Vilkårene under belejringen var forfærdelige: jøderne sultede, men vi ved fra samtidige beretninger, at de ikke holdt sig tilbage fra at spise deres egne børn. Da Nebukadnezer erobrede Jerusalem, blev Salomons tempel brændt ned til grunden. Kongepaladset blev brændt ned. Huse blev brændt ned. Forsvarsanlæggene omkring byen blev revet ned sten for sten. Kong Zedekiah, som havde forsøgt at flygte, blev fanget og ført frem for Nebukadnezer. Det sidste, han så, var, at han sønner blev slået ihjel. Så blev han gjort blind, og måtte i denne tilstand foretage vandringen til Babylon.

Hele den jødiske befolkning blev tvangsforflyttet til Babylon. Det skete i tre omgange. Da de forlod Jerusalem, måtte de uundgåeligt miste troen på deres guder, som havde svigtet dem.

Hvad, der skete under det babylonske fangenskab, var ekstraordinært: i stedet for at blive integrerede i deres nye omgivelser valgte de skriftkloge jøder den modsatte vej, nemlig at bevare og redigere deres historiske traditioner. Sigende optræder byen Al Yahuda i Babylon på denne tid. Jøderne samlede, hvad de havde bevaret om deres historie, og begyndte at nedskrive det. Undervejs blev traditionen omskrevet og tilpasset deres nye selvforståelse. Bibelforskere mener, at det var antagelig på denne tid, at traditionerne i ''Tanakh'' begyndte at få deres endelige form.

Og det var tilsyneladende også her, at jødernes tro fik den monoteistiske karakter, som siden skulle gøre sig gældende. Det er her, at profeten Ezekiel fortæller, at Gud gør ham opmærksom på den afgudsdyrkelse, som finder sted.&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 1048&lt;/ref&gt; Det er her, at Gud lover at straffe jøderne for denne afgudsdyrkelse.&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 1049&lt;/ref&gt; Det er her, at jødernes bortførelse bliver stillet i udsigt. Det er her, at grunden lægges til den fortolkning, at eksilet gøres nødvendigt for, at jøderne langt om længe kan vende sig mod den sande gudsdyrkelse.

Og det er her, at profeten Esajas formulerer sine propagandistiske og doktrinære anklager. Det er her, at Gud gøres til den, som lover jøderne håb om frihed igen. Og det er her, at Gud bliver enevældig.

To eksempler fra Esajas Bog kan belyse det: i vers 44 linje 6: &quot;Jeg er den første, og jeg er den sidste, der er ingen anden Gud end mig&quot;&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 895&lt;/ref&gt; og i vers 45 linje 5: &quot;Jeg er Herren, der er ingen anden, der er ingen anden Gud end mig&quot;.&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 897&lt;/ref&gt; Selv alt det gode og alt den onde har samme oprindelse:&lt;/br&gt;  
&quot;Jeg danner lys og skaber mørke,&lt;/br&gt; 
jeg frembringer fred og skaber ulykke,&lt;/br&gt; 
jeg, Herren frembringer alt dette.&quot;&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 897&lt;/ref&gt;&lt;/br&gt; 
For første gang optræder jøderne som et folk med kun een erklæret Gud.

Der kan næppe være tvivl om, at dette var følgen af en bestemt strategi: ikke at blive opslugt af imperiet. Over for de mange guddomme i Babylon sætter jøderne en enkelt gud som deres modstykke. Derved, og kun derved, kan de opretholde deres særegne identitet som folk. Hvis Jahve havde været een gud blandt mange andre, havde han tabt og havde ingen fremtid. Kun ved at gøre ham almægtig, ved at hævde at han havde brugt Nebukadnezar som et redskab i en guddommelig plan, kunne de opretholde deres identitet og deres håb om en fremtid. De gamle guder måtte udryddes eller bortforklares som fejltagelser, der kunne forklare jødernes ulykkelige skæbne. Og derfor blev den traditionelle historie omskrevet punkt for punkt for at kunne understøtte det nye narrativ.

Nået så langt tog de skriftkloge det næste skridt: de måtte opfinde og udvikle deres egen skabelsesberetning og deres egen beretning om en altomfattende oversvømmelse. Inspirationen hentede de hos babylonerne selv. De tog de velkendte babylonske beretninger men omskrev dem således, at de udgjorde en polemisk kontrast til den tro og de traditioner, som blev hyldet af deres omgivelser. Der vil være lejlighed til at se nærmere på disse ved en gennemgang af Gamle Testamente.

=== Jødernes tilbagevenden til Jerusalem ===

I 539 f.Kr. indtræder så afslutningen på jødernes tid i eksil. Dette år erobrer perserne Babylon, og Cyrus den Store erklærer straks efter en almen amnesti. Der efter giver han tilladelse til, at fordrevne folkeslag må vende tilbage til deres hjemegn og genoptage deres gudsdyrkelse.

Også jøderne vendte hjem. Ifølge Ezras Bog vendte i alt 42.360 jøder tilbage til Jerusalem foruden deres trælle og trælkvinder, i alt 7.337, samt 200 sangere og sangerinder, det vil sige i runde tal 50.000 personer.&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 510&lt;/ref&gt; Om dette tal er korrekt, vides ikke.

Det vigtige er, at da jøderne vendte tilbage til Jerusalem, var det med en ny, monoteistisk religion. Den var i store træk skabt under deres eksil, omskrevet og suppleret i forhold til tidligere. Den forenede folk og tro i en næsten uadskillelig helhed.

Der kan her være grund til at stille et vigtigt spørgsmål: betyder dette så, at jøderne vendte hjem med en fuldt udviklet fælles trosretning? Nej, intet taler for dette. Snarere må vi regne med, at det kun var en lille gruppe af teologiske skriftlærde, som havde taget del i den redigeringsproces, som var foregået i Babylon, og at det kun var dem, som havde det fulde kendskab til det nye narrativ om jødernes oprindelse, som de havde skabt. Dette indebærer, at det først er efter deres tilbagevenden, at de for alvor kan begynde at promovere og udbrede deres nye narrativ til jøderne og dermed skabe den identitetsforståelse, som de siden udviklede.

=== Persisk tid ===

Under det persiske herredømmes tid (538-332 f.Kr.) sad der persiske statholdere i landets ulige dele. Vi ved, at statholderen i Judæa 408 f.Kr. hed Bagohi, dels fra Josefos, dels fra papyrusfundene i Elefantine. At statholderen i Samaria var en samaritan, Sanballat, tyder på, at perserne ikke har blandet sig i Palæstinas forhold, når oprør ikke foranledigede dem til at gribe ind, som tilfældet var under Artaxerxes III (358-338 f.Kr.). Det var under persisk beskyttelse, at Nehemia og Ezra genoprettede den jødiske menighed i Jerusalem.

Vi ved sandt at sige ikke meget om den jødiske religionsdyrkelse på denne tid. Meget tyder på, at der skete en langsom spredning af den nydannede monoteistiske tro, sikkert som et politisk-nationalt redskab over for det persiske overherredømme. Men intet taler for, at denne endnu formelt var slået igennem.

Elephantine var en jødisk by i Egypten fra 400-tallet f.Kr. Den er interessant, fordi den kan vise træk ved og fravær af jødisk levevis på denne tid. Byen blev antagelig grundlagt i midten af 6. århundrede f.Kr. af folk, der var emigreret fra Syene-området i Palæstina.&lt;ref&gt;Barnea (2024), s. 1&lt;/ref&gt; Vi ved, at der eksisterede et særligt tempel for dyrkelsen af Jahve indtil 410 f.Kr., da det blev ødelagt. En jødisk befolkning nævnes sidste gang i kilderne i 399 f.Kr., hvad, der skete med den jødiske befolkning efter denne tid, er ukendt.&lt;ref&gt;Adler (2025), s. 39&lt;/ref&gt;

Historien om jødernes udvandring fra Egypten kendes ikke i denne by, hvilket tyder på, at denne tradition er yngre end 400-tallet. Ligeledes kendte befolkningen ikke til ''torah'', det vil sige jødisk lov, så også denne må være yngre end 400-tallet.

Endvidere dyrkede jøderne i denne by flere guder (jahvisme) i modsætning til senere tids monoteisme (judaisme). Således har vi flere kilder fra 400-tallet f.Kr., der vidner om zoroastracisme, herunder et ild-alter og et tempel.&lt;ref&gt;Barnea (2024), s. 3-7&lt;/ref&gt; En lignende jødisk polyteisme kendes fra andre byer.&lt;ref&gt;Adler (2025), s. 41-47&lt;/ref&gt; Men dette indebærer også, at jøderne stadig ikke på denne tid var monoteister til trods for de bestræbelser, som præsteskabet havde udført under eksilet i Babylon. I stedet tolkes situationen således, at den jødiske kult udviklede sig gravist over tid blandt andet inspireret af zoroastrisk kult indtil, at de fik den form som kendes fra den hebraiske bibel.&lt;ref&gt;Barnea (2024), s. 29&lt;/ref&gt; Hvis byen blev grundlagt af dem, som ikke endte i Babylon, kan dette forklare deres fastholden ved polyteisme og ukendskab til den monoteisme, som blev udviklet i Babylon.

Dermed adskiller kulten på denne tid blandt jøder sig markant fra den, som ses i hasmonæisk tid.&lt;ref&gt;Adler (2025), s. 48&lt;/ref&gt; Yonatan Adler ved Ariel University har kaldt denne kult og levevis &quot;proto-jødisk&quot; (''proto-Judaic'') og definerer den således: &quot;Et protojødisk kulturelt træk er således et særskilt element af den israelitiske og/eller jødiske livsstil, som med tiden blev lovgivet som en forskrift for regulering i en eller flere af Mosebøgernes tekster, og som i sidste ende blev optaget som en del af jødedommen.&quot;&lt;ref&gt;Adler (2024), s. 5&lt;/ref&gt; Et eksempel herpå er at spise svinekød. I to af Mosebøgerne (Tredie Mosebog kapitel 11:1-8&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 126f&lt;/ref&gt; og Femte Mosebog kapitel 14:3-8&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 216&lt;/ref&gt;) forbydes det jøder at spise svinekød, men arkæologiske fund fra tiden fra sen bronzealder (1300-1130 f.Kr.) frem til jernalder (586 f.Kr.) viser, at svin faktisk blev avlet til fortæring i strid med denne bestemmelse, skønt de er fraværende i nogle bopladser henregnet til kana'anære og fønikere i jernalderen uden, at det derfor med sikkerhed kan siges at være bevidste valg; økonomiske, økologiske og sociale forhold kan have spillet ind.&lt;ref&gt;Adler (2024), s. 13&lt;/ref&gt; Flere jødiske leveregler tilskrives således myter i Mosebøgerne, og det kan ikke afvises, at disse myter ''netop'' er blevet til for at kunne begrunde og legitimere disse leveregler.&lt;ref&gt;Adler (2024), s. 21&lt;/ref&gt; Det gælder blandt andet reglen om at omskære drengebørn.&lt;ref&gt;Adler (2024), s. 20f&lt;/ref&gt;

=== Hellenistisk tid ===

I den græske periode fra Alexander den Stores erobring i 332 f.Kr. til 167 f.Kr. blev Palæstina atter genstand for strid mellem Syrien, hvor seleukiderne herskede efter Alexanders død 323 f.Kr., og Ægypten, der beherskedes af ptolemæerne. Frem til 198 f.Kr. var overvejende Egypten, fra den tid, efter Antiochos IIIs sejr ved Paneas, syrerne Palæstinas herrer. Efter, at Babylon, Ninive og Shushan var gået til grunde, og Alexandria var blevet grundlagt, flyttede tyngdepunktet vest på, og Palæstina fik igen samme betydning som i 15. århundrede f.Kr. Under ptolemæerne regeredes Palæstina af guvernører (hegemon, epitropos), om hvis myndigheds udstrækning kun lidt vides. Skatteopkrævningen var overladt - ved licitation - til skatteforpagtere. I jødernes kreds fik synedriet og ypperstepræsten en vidtgående myndighed. Under seleukiderne stod Palæstina, der kaldtes Fønikien, sammen med Cølesyrien under en militærguvernør, og syrisk militær besatte landet. Skatten indkrævedes af seleukidiske embedsmænd. Fra 165 f.Kr., da Antiochos Epifanes forbød jødisk gudsdyrkelse, blev landet ramt af de makkabæiske kampe, der skulle bane vejen for det hasmonæiske dynasti.

Undersøgelser tyder på, at jøderne i almindelighed stadig ikke kendte til ''torah'', det vil sige jødisk lov, i begyndelsen af hellenistisk tid, og slet ikke at de respekterede og fulgte den.&lt;ref&gt;Adler (2025), s. 34&lt;/ref&gt; Således er der flere eksempler på, at judæere to ågerrenter af deres udlån.&lt;ref&gt;Adler (2025), s. 28&lt;/ref&gt; Der er også bevis på, at nogle judæere selv på denne tid dyrkede andre guder end Jahve.&lt;ref&gt;Adler (2025), s. 27&lt;/ref&gt; Og skønt ordet &quot;''sabbat''&quot; forekommer, lader det sig ikke fastslå, om dette havde samme betydning som senere eller blot henviste til en jødisk helligdag.&lt;ref&gt;Adler (2025), s. 28&lt;/ref&gt; Faktisk forekommer ordet &quot;''sabbat''&quot; ikke een eneste gang i Gamle Testamente. Omvendt er der ingen arkæologiske beviser på, at jøderne tog deres rituelle bade i bassiner, således som foreskrevet i ''torah'', og heller ikke at de iagttog særlige rituelle renselsesregler omkring deres mad.&lt;ref&gt;Adler (2025), s. 26&lt;/ref&gt;

Der har været peget på, at Aristeas i et brev oplyser, at Ptolemæus II Philadelphus (regerede 285-246 f.Kr.) tog 72 jøder fra Jerusalem til Alexandria for at få oversat en jødisk lov til græsk til sit bibliotek.&lt;ref&gt;Adler (2025), s. 31&lt;/ref&gt; ''Torah'' er ikke nævnt ved navn, så der er ingen beviser på, at det er den, som der henvises til, men selv om dette var tilfældet, kan dette ikke tages som udtryk for, at jøderne i almindelighed kendte og fulgte loven.&lt;ref&gt;Adler (2025), s. 32&lt;/ref&gt; Dette til trods for, at jøderne på  denne tid ellers nød udstrakt selvstyre både i Judæa og i andre områder.&lt;ref&gt;Adler (2025), s. 24&lt;/ref&gt; Dette har fået Yonatan Adler til at betegne jødisk kultur på denne tid som &quot;jahveisme&quot; (''Yahwism'') i modsætning til den &quot;judaisme&quot; (''Judaism''), der først fulgte senere og som fulgte ''torah''-en.&lt;ref&gt;Adler (2025), s. 7&lt;/ref&gt; Men uanset benævnelsen betyder det, at traditionel jødisk kultur først stammer fra tiden ''efter'' hellenistisk tid.

=== Det hasmonæiske dynasti ===

Den hasmonæiske eller senhellenistiske periode strakte sig fra 167 f.Kr. til 63 f.Kr.

Betegnelsen &quot;Det hasmonæiske kongerige&quot; dækker over en yderst omtumlet periode i jødisk historie, som strakte sig fra midten af 2. århundrede f.Kr. til midten af 1. århundrede f.Kr. Hasmonæerne var en jødisk præsteslægt, som spillede den førende politisk rolle på denne tid. Betegnelsen er dannet efter Hasmon, der var Mattatija’s bedstefader. I årene 168-161 f.Kr. ledede hasmonæerne kampen for national og religiøs frihed mod seleukiderne, som under Antiochos IV havde underkuet dem. Bevægelsen begyndte under Mattatija, men blev fortsat af hans sønner, først Judas Makkabæer, efter hvem slægten often kaldes makkabæerne; han fik genoprettet den jødiske gudsdyrkelse i 165 f.Kr. og opnåede i 161 f.Kr. religionsfrihed. Dette år overvandt han den syriske feltherre Nikanor og sluttede forbund med Romerne, men døde kort efter. Hasmonæerne optrådte der efter som et dynasti, der kæmpede for deres egen magtstilling. Judas’ broder, Jonatan, som afløste ham som leder, lod sig i 153 f.Kr. udnævne til ypperstepræst, skønt han efter jødisk lov ikke havde ret til denne stilling. Dette betød et brud med de lovtro, som de oprindelige havde kæmpet for. Efter hans mord i 143 f.Kr. lykkedes det broderen Simon (143-135 f.Kr.) at få landets selvstændighed anerkendt og at erobre syrernes borg i Jerusalem. Som følge heraf blev han af befolkningen hyldet som arvelig ypperstepræst og som verdslig hersker i 141 f.Kr. Dermed havde hasmonæerne opnået formel anerkendelse af deres dynasti.

Det betød imidlertid ikke, at der nu herskede fred, tværtimod. Under Simon’s søn, Johannes Hyrkan (134-104 f.Kr.), indtraf et åbent brud mellem hasmonæerne på den ene side og farisæerne på den anden. Under de fortsatte kampe undertvang han den autonome stat Edom og ødelagde Samaria og også den samaritanske helligdom på Garizim. Hans sønner, Aristobul (104-102 f.Kr.) og Alexander Jannæos (102-76 f.Kr.) var brutale herskere og fjernede sig langt fra styrets oprindelige karakter, idet de var udpræget hellenistisk sindede. Alexander udnævnte sin dronning Salma Alexandra til sin efterfølger (78-69 f.Kr.), mens sønnen Hyrkan II blev ypperstepræst. Midt i de hele etablerede armenerne et kortvarigt herredømme (70-63 f.Kr.) idet de erobrede landet og lagde området under deres overherredømme. Men den interne magtkamp fortsatte uafbrudt. Salma sluttede sig til farisæerne, og hun kom derved i modsætning til saddukæerne, som samlede sig om hendes anden søn, som efter hendes død tog magten fra sin broder og herskede som Aristobul II, dog under vedvarende kampe, indtil Pompejus afsatte ham og tog ham med til Rom i 63 f.Kr. Efter ulige forsøg på opstand blev Aristobul og hans søn Alexander myrdet i 48 f.Kr. 

Hyrkan II, der af Pompejus nu blev anerkendt som ypperstepræst med Antipater som verdslig leder, blev af Cæsar forfremmet til ethnarch, mens den faktiske myndighed efterhånden gik over til Herodes efter Antipater’s død. Aristobul’s anden søn, Antigonos, gjorde imidlertid oprør og blev en kort (40-37 f.Kr.) tid konge, mens Hyrkan blev bortført og fik ørene skåret af. I 37 f.Kr. erobrede den af Romerriget anerkendte Herodes så Jerusalem, og Antigonos blev henrettet i Antiochia. Dermed var hasmonæernes herredømme bragt til ende. Herodes levede en tid i venskab med Hyrkan men lod ham så dræbe. Herodes var besvogret med hasmonæerne, idet hans hustru Mariamme var datter af Aristobul II’s søn Alexander. Dette forhindrede dog ikke, at han lod hendes broder Aristobul dræbe. Senere dræbte han ligeledes hende selv og hendes moder. Endelig dræbte han nogle hasmonæere, der opholdt sig hos hans svoger i Idumæa. Således blev det Herodes, som endte slægtens magtdrømme.&lt;ref&gt;Pedersen (1919), s. 943f&lt;/ref&gt; Så meget om den politiske udvikling.

Det vigtigste i denne sammenhæng er, at de var i denne omtumlede tid, at vi for første gang ser tydelige spor af en jødisk kultur og religionsdyrkelse. Årsagen er klar nok: lederen af den nye stat var en ypperstepræst, som nu tillige blev den politiske, kultiske og militære leder af den nye stat. Og det er tydeligvis på denne tid, at denne nye magt manifesterer sig også religiøst. Det er først fra denne tid, at de første synagoger optræder. Det er først fra denne tid, at ''Tanakh'' optræder i sin endelige skikkelse. Det er først fra denne tid, at der optræder beviser på, at jøderne i deres levevis fulgte bibelsk lov, der nu bliver promoveret som &quot;deres forfædres lov&quot; og påvirker et utal af leveregler både i og uden for jødernes &quot;hjemland&quot;.&lt;ref&gt;Adler (2025), s. 67&lt;/ref&gt;

=== Romersk styre ===

Romersk tid strækker sig fra sidste århundrede f.Kr, til første århundrede e.Kr. Det kendetegnes ved at området i denne periode havde en romersk guvernør.

Yonatan Adler har undersøgt de kulturelle traditioner i dette tidsrum og finder, at de følger senere jødiske traditioner: der er renselsesbassiner og husgeråd af kalk som udtryk for jødiske relselsesritualer samt mønter, vægdekorationer i huse og hjemligt udstyr som udtrykkeligt undgår at vise mennesker og dyr i overensstemmelse med påbuddet i Mosebøgerne. Han konstaterer yderligere, at disse træk er særligt markante i de områder, som vides at have haft en overvejende jødisk befolkning, men ikke nødvendigvis i områder hvor andre befolkningsgrupper var dominerende. Han konstaterer endvidere, at disse rituelle træk tydeligt går tilbage til hasmonæisk tid men ikke med sikkerhed lader sig følge længere tilbage, til dels på grund af et svagt og mangelfuldt arkæologisk og skriftligt bevismateriale. Som beviserne nu stiller sig, var det i hasmænæisk tid, at disse rituelle træk slog igennem og efterhånden bredte sig til den samlede befolkning og i romersk tid allerede var blevet normen.&lt;ref&gt;Adler (2022)&lt;/ref&gt;

Det er på denne baggrund, at Jesus må ses: i en tid, hvor mange jøder drømte om og håbede på at genskabe deres egen selvstændige stat, trådte han frem med sit provokerende budskab, at &quot;Guds rige ikke var af denne verden&quot;. Ikke nok med det: han udfordrede farisæerne og de skriftkloge, og oven i alt dette ophævede han jøder som Guds udvalgte folk og erklærede enhver, som følger Guds ord og hans påbud som en del af den udvalgte befolkning. I det givne politisk-religiøse klima gjorde det ham farlig for en national jødisk politik, så han måtte stoppes, og det blev han som bekendt. Men det stoppede ikke hans budskab i at blive yderligere spredt, tværtimod.

Frem til 70 e.Kr. opstod der ulige retninger inden for jødedommen, hvoraf saddukæerne, farisæerne og essæerne synes at have været de væsentligste. Desuden opstod der en række messianske og apokalyptiske bevægelser. 

Saddukæerne var en gruppe der var tilknyttet præstedømmet i templet i Jerusalem. I modsætning til farisæerne, som påberåbte sig myndighed på grund af deres lærdom og fromhed, baserede saddukæerne deres særstilling på afstamning og status. Meget tyder på, at de repræsenterede Hasmonæernes klan, der tidligere havde regeret som præstekonger. De nægtede at acceptere læresætninger som ikke direkte var nævnt i ''Torah'', også selv om læren var nævnt et andet sted i Tanakh. Ja, de &quot;anså det for en dyd at debattere&quot; sådanne sager. Et eksempel på en sådan debat findes i Mattæusevangeliet kapitel 22:23-33, hvor de satte Jesus på prøve med hensyn til opstandelsen. Idet saddukæerne opstillede en tænkt situation hvor en enke havde været gift med syv mænd, spurgte de: &quot;Hvem af de syv skal nu have hende til hustru i opstandelsen?&quot; I denne sammenhæng var det selvfølgelig uvæsentligt om den tænkte enke havde været gift 14 eller 21 gange. Jesus svarer: &quot;I opstandelsen gifter mænd sig ikke og kvinder bortgiftes ikke.&quot;&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 1251&lt;/ref&gt; Saddukæerne accepterede ikke eksistensen af et liv efter døden, og benægtede derfor også den farisæiske doktrin om en genopstandelse, hvilket netop var den forestilling, som Jesus prædikede. I Markusevangeliet kaptel 12:18-27 omtales en anden version af historien: da Jesus vidste, at saddukæerne ikke accepterede andre inspirerede skribenter end Moses, argumenterede han ved at citere fra ''Torah''. Han sagde: &quot;Med hensyn til at de døde oprejses, har I da ikke læst i Moses’ bog, i beretningen om tornebusken, hvordan Gud sagde til ham: ’Jeg er Abrahams Gud og Isaks Gud og Jakobs Gud’? Han er ikke dødes men levendes Gud.&quot;&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 1281&lt;/ref&gt;

Saddukæerne ønskede ikke, at en Messias skulle dukke op og lave om på tingene og da de betragtede Jesus som en trussel mod deres position, sammensvor de sig med farisæerne om at slå Jesus ihjel.&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 1258f, 1352&lt;/ref&gt;

Farisæerne var kendetegnede ved, at de lagde stor vægt på overholdelse af Moseloven, især renhedsforskrifterne og desuden på &quot;fædrenes overleveringer&quot;, som var en betegnelse for hele den mundtlige fortolkning af Moseloven. Bevægelsens etik havde mange detaljerede forskrifter og praktiske anvisninger. 

Essæerne levede i en slags kommunisme, hvor medlemmerne aflagde tavshedsløfte og ingen måtte besidde ejendom, hverken bolig eller slave, jord eller kvæg. Deres indkomster skulle overlades til en forvalter, som forestod indkøb af det nødvendige og sørgede for mad og underhold til gruppen. De forkastede også ægteskab, alle former for standsforskelle samt slaveri. De var soldyrkere og sendte hver morgen bønner op til solen. Når de havde afføring, gjorde de det inden døre for ikke at &quot;besmitte&quot; sollyset.

Af de mange retninger inden for jødedommen overlevede kun den rabbinske jødedom, som byggede på farisæerne og deres lære. Den rabbinske jødedom var kendetegnet ved at hævde, at den skrevne ''Torah'' ikke kan fortolkes korrekt uden henvisning til den &quot;mundtlige&quot; ''Torah'' og den dertil hørende litteratur, der specificerer hvilken adfærd, der er sanktioneret af loven. Med et moderne udtryk var de fundamentalistiske teokrater. Når de andre fraktioner her er nævnt, er det for at vise, at jødedommen langt fra var nogen samlet bevægelse selv op til eller på Jesu tid.

Stednavnet &quot;Israel&quot; første gang optræder på en mønt dateret til 66 e.Kr. møntet i forbindelse med jødernes oprør mod romerne.

Efter oprøret 70 e.Kr. var det for en lang tid slut med jødiske forsøg på at skabe en egen stat. Jesu budskab og det mislykkede oprør førte til, at den jødiske befolkning blev sprængt i tre grupper: den ene gruppe var de traditionelle jøder, som holdt fast ved farisæerne og deres budskab, den anden gruppe var de kristne, som nu satte sig for at udbrede det nye budskab, og den tredie gruppe var judeo-nazaræerne, som fortolkede udviklingen på deres egen måde og mente, at genskabelsen af templet i Jerusalem var en forudsætning for, at Messias ville vende tilbage. De arbejdede i flere hundrede år på dette mål, men da de endelig fik magten i Jerusalem i år 634 og Messias alligevel ikke vendte tilbage, blev bevægelsen omformet til en ny arabisk religiøs bevægelse, som i 749 efter abbasidernes magtovertagelse endte som muhammedismen, komplet med en egen profet, en egen hellig bog og med et nyt religiøst midtpunkt i Mekka.&lt;ref&gt;se ''Muhammedanismen i kildekritisk belysning''&lt;/ref&gt;

=== Sammenfatning ===

Hvordan skal begivenhedsforløbet nu fortolkes? Et foreløbigt svar kunne lydes således: det ser ud til, at jøderne udskilte sig fra kana'anæerne senest omkring 1200 f.Kr. og at de oprindeligt levede i ørkenområderne syd for Kana'an. Dette varede indtil, at de eteblerede et egentligt kongerige, der imidlertid efter kort tid blev delt i to, Israel og Judæa. Den nationale udskillelse var dog åbenbart ikke mere udtalt end, at jøderne jævnligt synes at have giftet sig med kvinder fra andre stammegrupper. 

Så langt, vi tør tro Bibelens fremstilling, var de polyteister, det vil sige dyrkede flere guder. Ganske vist var der perioder, hvor der gjordes forsøg på at indføre monoteisme, men dels var der stadige tilbageslag, dels skete disse forsøg på det statslige niveau, mens den almindelige befolkning synes at have fastholdt polyteismen uden afbrydelser gennem flere hundrede år frem til og med landsforvisningen til Babylon. 

Religionsdyrkelsen synes at have udviklet sig fra spredt i de enkelte husstande, landsbyer og stammer hen imod en statslig centralisering med deraf følgende magt for præsteskab og konger. 

Efter alt at dømme er det først under eksilet i Babylon, at præsteskabet blandt jøderne udvikler en erklæret monoteisme, mens dette ikke synes at være tilfældet for den brede befolkning. Hele jødernes tidligere historie bliver nu omfortolket af præsteskabet i lyset af denne nye religion, og den bliver promoveret og legitimeret af nogle få erklærede profeter.

Efter jødernes tilbagevenden til Kana'an efter eksilet i Babylon bliver den nye religion gjort til et redskab for præsteskabets politiske mål: en selvstændig teokratisk stat. Dette mål bliver opnået, men den nye stat varer kun i henved hundrede år, og igennem hele sin eksistens er den præget af interne magtkampe blandt den ledende religiøse elite. Meget tyder dog på, at det først er på denne tid, at monoteismen slår igennem også i den brede jødiske befolknings livsstil og levemåde og bliver det centrale element i israelitternes selvforståelse. Men dette forudsatte og krævede præsteskabet både som den etnisk-religiøse og den statspolitiske magthaver. Efter alt at dømme er det tidligst fra denne tid, at vi kan tale om jødedom i moderne forstand.

Men denne udvikling forudsatte, som vi har set, en dramatisk omskrivning af den jødiske historie. Meget måtte udelades eller totalt omskrives. På den anden side blev der indført nye elementer, som næppe har meget med den historiske udvikling at gøre men som gav jøderne en forhistorie så lang som nogen.

=== &lt;big&gt;Problemerne med Gamle Testamente&lt;/big&gt; === 

Et passende kildekritisk udgangspunkt ved vurderingen af Gamle Testamentes troværdighed må være de modsætninger, der er mellem dennes fremstilling og de faktuelle kendsgerninger. Der er således ingen beviser for eksistensen af de fem mosebøger før slutningen af 4. århundrede f.Kr. inklusive eksistensen af en person ved navn Moses.&lt;ref&gt;Gad Barnea&lt;/ref&gt;

Problemerne med teksterne lader sig inddele i to delspørgsmål:&lt;/br&gt;
- er der een eller flere forfattere til Tanakh?&lt;/br&gt;
- er dele af teksterne lånt fra andre kulturer?&lt;/br&gt;
Svaret er i begge tilfælde bekræftende. Der kan derfor være grund til at behandle hvert af dem særskilt.

=== Forfattere og deres datering ===

Tekstanalytikere mener, at ''Tanakh'' (Gamle Testamente) er blevet til i tre omgange:&lt;/br&gt;
- en arkæisk fase: 11.-10. århundrede f.Kr.&lt;/br&gt;
- en klassisk fase: 9.-6. århundrede f.Kr.&lt;/br&gt;
- en sen fase: 5. århundrede f.Kr. eller senere.&lt;/br&gt;
Eksempelvis mener man, at den ældste del af Første Mosebog er historien om Jakobs velsignelse (i kapitel 47), som skal stamme fra arkæisk tid, men størstedelen af resten stammer fra klassisk tid.

I en række tilfælde forekommer tilsyneladende dubblerede historier med både ligheder men også klare forskelle. Forskerne mener, at det afspejler sammenskrivning af to eller flere ulige overleveringer.

Kildeforskere mener at kunne udskille fire lag i eller snarere forfattere til Mosebøgerne:

J: ''Jahvisten'', hvor Gud sædvanligvis kaldes ''Jahve''; et litterært lag der i modsætning til Præsteskriftet er præget af lægmandssynspunkter.&lt;/br&gt;
E: ''Elohisten'', hvor gudsbetegnelsen er ''Elohim''.&lt;/br&gt;
D: ''Deuteronomisten'', det vil sige &quot;forfatteren&quot; til Femte Mosebog.&lt;/br&gt;
P: ''Præsteskriftet'', et litterært lag i mosebøgerne, der antages at være blevet til i præstelige kredse, og som udviser særlig interesse for kultiske forhold. 

J- og E-teksterne menes nedskrevet efter, at det oprindelige kongerige var blevet delt i to: Israel i nord og Judæa i syd. J-teksterne menes at stamme fra Judæa, E-teksterne menes at stamme fra Israel.

J-teksterne dateres til tidsrummet mellem 848 f.Kr. og 722 f.Kr., idet disse tekster omtaler Babylon og Calah (Nimrod) som store byer. Desuden nævnes Edom som en autonom stat, hvilket først skete efter 848 f.Kr.

E-teksterne lader sig ikke datere nærmere end til 9. eller 8. århundrede f.Kr.

P-teksterne dateres til 6. århundrede f.Kr. og menes skrevet efter, at templet i Jerusalem var revet ned, og jøderne var blevet tvangsforflyttede til Babylon. Dette kan forklare hvorfor, at der ikke findes en eneste henvisning til templet i Jerusalem.&lt;ref&gt;Dinkgreve (2021), kap. 8&lt;/ref&gt;

Problemet ved en tekstanalyse af ''Tanakh'' er, at teksterne synes at være flettet sammen fra to eller flere oprindelige kilder til een sammenhængende historie. Det formodes, at J- og E-teksterne er blevet sammenskrevne efter 722 f.Kr., da Israel blev erobret af assyrerne, og flygtninge fra Israel i nord kom sydpå til Judæa og bragte deres E-traditoner med sig. Her blev de sammenskrevne til en ny version, JE, der ofte giver et judæisk perspektiv.

Men hvordan kan vi skelne imellem de forskellige tekster? Lad os tage nogle eksempler.

Under ørkenvandringen lader Moses vand springe fra klippen. I det ene tilfælde sker det uden problemer, i det andet pålægges Moses af Gud at tale til klippen, men han slår på den med sin stav i stedet, og som straf for at have ignoreret dette pålæg får han ikke love til at betræde Kana'an men kun at se det udefra. (exodus 18)

J-teksten angiver, at Abraham boede i Hebron, som er en judæisk by, men E-teksten fortæller om Jakobs kamp med Gud i Peni-El, som er en israelsk by.

I beskrivelsen af Jakobs sønner nævner J-teksten Judæa, mens E-teksten nævner stammer der var dele af Israel.

I E-teksten lader Aron skabe guldkalven til jødernes tilbedelse, men denne historie findes ikke i J-teksten.

Præsterne i Judæa hævdes at være efterkommere efter Aron, Moses broder, mens præster i Israel nævner andre levitter.

P-teksterne skiller sig ud ved at lægge vægt på love, lige som den tildeler Aron en større rolle, ligestillet med Moses. I ''JE''-teksten er det Moses' stav, som udfører mirakler (Første Mosebog kapitel 4), i P-teksten er det Arons stav (kapitel 7). I P-teksten er Aron den første, som ofrer, mens i ''JE''-teksten omtales flere tidligere ofringer, blandt andre Kain og Abel, Abraham og Isak samt Jakob, mens ingen af disse tilfælde omtales i P-teksten. Det menes, at dette afspejler P-tekstens mål om at give de aronitiske præster eneret på ofringer til Gud. Under ørkenvandringen optræder to uens oprør: i ''JE''-teksten er det Dathon og Abiram, som udfordrer Moses ved at sige, at det ville være bedre for jøderne at vende tilbage til Egypten, men at de opsluges af jorden i et jordskælv. I P-versionen er det levitterne under ledelse af Korah, som udfordrer Aron, men ligeledes dør.

Ligeledes omtaler P-teksterne ingen tilfælde, hvor folk besøges af engle eller får visioner, således omtales ikke historien om Josef og han 6 drømmesyner, ej heller de to engle i Sodoma og Gomorra eller Jekobs kamp med Gud. Sigende nok nævnes ordet &quot;profet&quot; kun een gang i P-teksten og da med henvisning til Aron.

=== Lånte historier ===

Sammenligninger mellem bibelske beretninger og tilsvarende overleveringer fra sumerisk og mesopotamisk kultur viser, at flere af historierne er blevet overtaget herfra, men at de er blevet omskrevne og tilpassede for at passe ind i den myte om jødernes oprindelse og historie, som man ønskede fremmet. Det gælder således blandt andre historierne om skabelsen, om Kain og Abel, om Noa og vandfloden samt om Sodoma og Gomorra.

Andre beretninger er tilsyneladende ligeledes lånt fra andre kulturer, således udvandringen fra Egypten, der blev gjort af et folk kaldet ''hyksos'', ikke af jøderne. Der kan være grund til at nævne nogle af disse beretninger, som jøderne så at sige adopterede.

==== Skabelsesberetningen ====

Den babylonske skabelsesberetning hedder ''Enuma Elish''. Dene kendes blandt andet fra Nineveh i Mesopotamien. Dens hovedtræk er følgende: i begyndelsen var der kun vand: guden ''Absu''s ferske vand og gudinden ''Tiamat''s salte vand. De blev blandede, og fra denne blanding blev født de første guder. Men disse yngre guder forstyrrede deres forældres søvn, så Tiamat sendte i vrede en hær af monstre for at ødelægge dem. Ud af dette kaos trådte ''Marduk'', stormguden og Babylons skytsguddom, som kæmpede imod ''Tiamat'' i en duel. Han affyrede en pil, som skabte hul i hendes mave og splittede hendes hjerte. Der efter skar han hendes krop op i to halvdele: af den ene skabte han himmelhvælvingen, af den anden halvdel jorden. Han satte stjerner i deres konstellationer, han satte månen til at angive månederne og solen til at lyse om dagen. Endelig skabte han menneskene af blod fra en død guddom blandet med ler for, at de kunne udføre det tunge arbejde for evigt.&lt;ref&gt;Dinkgreve (2021), kap. 3&lt;/ref&gt;

Den jødiske skabelsesberetning er i alle henseender et modstykke til den babylonske beretning: i stedet for flere guder er der kun een gud, i stedet for en skabelseskamp foregår skabelsen i Gamle Testamente med ord, i stedet for at menneskene er slaver for guderne er de i Bibelen skabt i Guds billede. Men der er også ligheder: rækkefølgen med adskillelse af himmelhvælving og den faste jord, fiksering af dag og nat samt tiden og endelig at menneskene skabes sidst i forløbet.

Det kan i en sidebemærkning oplyses, at det hebraiske ord i Første Mosebog 1:2 for urdybet, ''tehom'', filologisk er forbundet med ''Tiamat'', saltvandsgudinden i den babylonske skabelsesberetning.

==== Kain og Abel ====

Også den bibelske fortælling om Kain og Abel synes at have rod i to sumerisk myter. I den ene sumeriske myte omtales en hyrde (''Dumuzid''/Tammuz) og en landmand (''Enkimdu''), der begge konkurrerer om gudinden Inannas opmærksomhed. Den bibelske parallel: Ligesom i den sumeriske historie repræsenterer Kain bonden, mens Abel repræsenterer hyrden. Men i stedet for en uafklaret konkurrence eller forsoning tager den bibelske beretning en mørk drejning til brodermord. 

En anden variant er en sumerisk myte, hvor kvægguden (''Lahor'') og korngudinden (''Ashnan'') skabes af guderne for at sørge for mad og tøj. I disse historier diskuterer de to, hvem der må anses for mest værdifuld for den menneskelige civilisation. Den bibelske parallel er modsætningen mellem den omvandrende hyrde og den bofaste kornavler, men her bruges den til at skabe en søskenderivalisering, der ender i brodermord. Mens sumeriske myter brugte søskende til at fremhæve to byggestene i den menneskelige civilisation og fokuserer på samarbejde eller venskabelig rivalisering, brugte hebraiske forfattere den lånte fortælling til at skildre den syndefulde menneskelige natur, herunder konsekvenserne af misundelse.

Forskere antager, at disse velkendte myter sandsynligvis blev integreret i den hebraiske tradition under deres babylonske eksil i det 6. århundrede f.Kr., hvilket tillod forfattere at omarbejde regionale kulturelle temaer, så de passede til deres monoteistiske verdensbillede.

==== Noa og vandfloden ====

Også historien om Noa og vandfloden er overtaget fra andre kulturer. I 1872 fandt man i British Museums store samling fra Assurbanipals bogsamling et store epos kaldet ''Gilgamesh''. I kapitel 11 af dette epos findes en historie, hvis hovedtræk er følgende: guderne beslutter at udrydde menneskene ved at drukne dem, men vandenes gud, Enki, advarer Utu-nipishtim om faren og tilråder ham at bygge en ark og tage sin familie og sit kvæg med ombord, hvilket skete. I seks dage og nætter varer uvejret og oversvømmelsen, men på den syvende dag rammer arken toppen af et bjerg i Armenien. For at undersøge om oversvømmelsen er overstået sendes først en due og så en svale ud, men de vender begge tilbage. Først, da en ravn sendes ud og ikke vender tilbage, viste det, at vandene nu var sunket, og at Utu-nipishtim kunne forlade arken. Det gør han og foretager et takoffer til guderne. Enki bad så den øverste af guderne, Enlil, om at love, at han aldrig i fremtiden ville straffe hele menneskeheden for nogle fås synder, hvilket denne lover. Han rører Uti-nipishtim og dennes hustru på panden og erklærer: &quot;Hidtil har Utu-nipishtim været dødelig. Nu skal han og hans hustru være som guderne; og de skal bo i det fjerne, ved flodernes munding&quot;.&lt;ref&gt;Bibby (1971), s. 62f&lt;/ref&gt;

Lighederne med Bibelens beretning om syndfloden er indlysende til trods for forskellene: navnene er ændrede, de mange guder er erstattet af een Gud, men ellers er beretningen i sine kernetræk den samme.

Senere, i 1899 og 1900, viste udgravninger i Nippur i Mesopotamien, at den akkadiske beretning selv havde en forgænger. I 1914 blev fra disse udgravninger offentliggjort en tavle fra Nippur med en lignende beretning, der imidlertid stammer fra Sumer og således er betydeligt ældre end den akkadiske beretning. Tavlen er ukomplet, idet kun den nederste trediedel er bevaret, men syndflodsberetningen er atter den samme, selv om hovedpersonen nu hedder Ziusudra i stedet for Utu-nipishtim. I den sumeriske version ender historien således: &quot;Anu og Enlil viste velvilje mod Ziusudra, liv som en gud giver de ham, evig ånde som en gud bringer de ned til ham. Så kongenZiusudra, bevareren af planternes navn og af menneskeslægtens sæd, lod de bo i overfartslandet. Dilmuns land, det sted hvor solen står op&quot;.&lt;ref&gt;Bibby (1971), s. 64&lt;/ref&gt;

Pointen her er, at Bibelens syndflodsberetning er et plagiat, ikke en oprindelig historie, men at den inddrages som et led i den rekonstruerede beretning om jødernes historie.

==== Edens have ====

I den sumeriske beretning optræder også det hellige land Dilmun. Dette land beskrives som et sted, hvor rovdyr, sygdom og alderdom ikke eksisterer:

I Dilmun tier ravnen,&lt;/br&gt;
rovfuglen skriger ikke,&lt;/br&gt;
løven dræber ikke,&lt;/br&gt;
ukendt er den kid-fortærende vildhund,&lt;/br&gt;
ukendt det kornædende vildsvin.&lt;/br&gt;
Malten som enken spreder på taget -&lt;/br&gt;
himlens fugle opæder ikke denne malt.&lt;/br&gt;
Duen hænger ikke med hovedet.&lt;/br&gt;
Den øjensyge siger ikke: &quot;Jeg er øjensyg&quot;,&lt;/br&gt;
den hovedsyge siger ikke: &quot;Jeg er hovedsyg&quot;,&lt;/br&gt;
den gamle kvinde siger ikke: &quot;Jeg er en gammel kvinde&quot;,&lt;/br&gt;
den gamle mand siger ikke: &quot;Jeg er en gammel mand&quot;.&lt;ref&gt;Bibby (1971), s. 66&lt;/ref&gt;

Det har været foreslået, at dette ideelle levested har været forbillede for jødernes opfattelse af Edens have. I dag ved vi, at Dilmun ikke var en myte om Paradis men navnet på en faktisk eksisterende stat med Bahrain som sit midtpunkt, der drev en omfattende handel og søfart fra Indusdalen i øst til Mesopotamien i nordvest. Dette er et sidespring, men hvis det viser sig, at Dilmun er inspirationskilden til Edens Have, vil det være endnu et eksempel på kulturelle traditioner, som jøderne har lånt, adapteret, og inkorporeret i deres egen historiske myte.

==== Babelstårnet ====

Historien om Babelstårnet er velkendt og lyder således: 

&quot;Hele jorden havde samme sprog og samme tungemål. Da de brød op mod øst, stødte de på en dal i landet Sinear, hvor de slog sig ned. De sagde til hinanden: &quot;kom, lad os stryge teglsten og brænde dem hårde!&quot; De brugte tegl som sten og asfalt som mørtel. Så sagde de: &quot;lad os bygge en by med et tårn, som når op til himlen, og skabe os et navn, for at vi ikke skal blive spredt ud over hele jorden.&quot; Herren steg ned for at se byen og tårnet, som menneskene byggede. Så sagde Herren: &quot;se, de er eet folk med samme sprog. Når de begynder at handle sådan, vil intet af det, de planlægger, være umuligt for dem. Lad os stige derned og forvirre deres sprog, så at de ikke forstår hinanden.&quot; Så spredte Herren dem derfra ud over hele jorden, så at de måtte holde op med at bygge byen. Derfor hedder den Babel, for dér forvirrede Herren sproget på hele jorden, og derfra spredte Herren menneskene ud over hele jorden.&quot;&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 17&lt;/ref&gt;

Denne historie synes at være skabt med to formål. Det ene er at forklare hvorfor, at ulige folkeslag taler uens sprog. Men historien har muligvis et andet formål: at nedgøre babylonernes ziggurater (tempeltårne), som antagelig blev lavet som en slags forbindelse mellem himmel og jord. Nebukadnezar II (omkring 605-562 f.Kr.), som erobrede Judah, ødelagde Jerusalem og bragte mange jøder til Babylon, byggede også et ziggurat i syv lag kaldet ''Etemenanki'', hvilket kan oversættes &quot;Himmelens og Jordens Grundvolds Hus&quot;.&lt;ref&gt;Dinkgreve (2021), kap. 3&lt;/ref&gt;

==== Abraham ====

I Første Mosebog kapitel 12 introduceres Abraham som israelitternes mytiske stamfader.&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 17ff&lt;/ref&gt; Følger man kronologien i Gamle Testamente, skal han dateres til omkring 2100 f.Kr. og således blandt andet før jødernes ophold i Egypten. Men i Første Mosebog kapitel 21 vers 34 hedder det: &quot;Abraham boede lang tid som fremmed i filistrenes land&quot;&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 27&lt;/ref&gt;, og vi ved, at filistrene først ankom til Kana'an i 12. århundrede f.Kr. som en del af de såkaldte &quot;havfolk&quot; (engelsk: ''Sea People''). Dette betyder, at ''enten'' er Abraham en fri opfindelse, som intet har med en historisk person at gøre, ''eller'' også hører han hjemme i 12. århundrede og er israelitternes stamfader, men i så fald eksisterede de ikke som folk, da de angiveligt opholdt sig i og udvandrede fra Egypten. Også aramæerne omtales og stammer ligeledes fra 12. århundrede, hvilket tyder på, at den sidst nævnte forklaring er den rette.

Men der er andre problemer med Abraham. Ifølge P-kilden skal han stamme fra den sumeriske by Ur&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 17&lt;/ref&gt; og have draget gennem den frugtbare halvmåne først til Haran (nu Aram, beliggende i Tyrkiet) og senere videre til Kana'an. I de to kilder J og E er Ur ikke nævnt, kun Haran. Det har derfor været antaget, at det er hans oprindelige hjemsted. Det ville kunne forklare hvorfor, at hans forfædre Serug, Nahor og Terah har navne efter landsbyer omkring Haran, som Abrahams broder har navn efter. Det kunne også forklare benævnelsen &quot;hebræer&quot;, der antagelig betyder &quot;hinsides floden&quot;, idet Haran ligger på den modsatte bred af Eufrat.&lt;ref&gt;Dinkgreve (2021), kap. 8&lt;/ref&gt; Samme tradition findes i Josvabogen kapitel 24:2 i omtalen af pagtslutningen i Sikem: &quot;Josva sagde til hele folket: &quot;Dette siger Herren, Israels Gud: I gamle bage boede jeres fædre på den anden side af Eufratfloden, Tera, Abrahams og Nakors far, og de dyrkede andre guder&quot;.&quot;&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 269&lt;/ref&gt;

Imidlertid savnede Abraham en slægtshistorie, så i Første Krønikebog kapitel 1 får han den. Her hører vi at han er søn af Sem, som på sin side er søn af Noa, som atter er efterkommer af Adam.&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 446&lt;/ref&gt; Men som vi netop har set, er han i Josvabogen søn af Tera.&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 269&lt;/ref&gt; Der er således interne modsætninger i de narrativer, som de ulige slægtslister og narrativer i ulige dele af Gamle Testamente giver. Dette viser, at man har forsøgt at sammenskrive ulige narrativer til et men med ringe held.

==== Sodoma og Gomorra ====

Historien om Sodoma og Gomorras ødelæggelse optræder som et sidemotiv i beretningen om Abrahams liv i Første Mosebog kapitel 18:16-33 og kapitel 19:1-28.

Bibelforskere er generelt enige om, at selvom Gamle Testamente ikke direkte &quot;låner&quot; historien om Sodoma og Gomorra fra en specifik sumerisk kilde, deler fortællingen om guddommelig ødelæggelse, guddommelige besøgende og den flammende omstyrtelse af en by slående motiver med tidligere mesopotamisk litteratur og bredere oldtidsmytologi fra Nærøsten. Således &quot;Akkads forbandelse: Ekur hævnet&quot;, et akkadisk/sumerisk litterært værk dateret til mellem 2112 f.Kr. og 2004 f.Kr., som beskriver den pludselige ødelæggelse af byen Akkad. Myten blev skrevet hundreder af år efter Naram-Sins liv og er digterens forsøg på at forklare, hvordan det lykkedes for gutianerne at erobre Sumer. Efter en indledende passage, der beskriver Akkads herlighed før dets ødelæggelse, fortæller digtet om, hvordan Naram-Sin gjorde hovedguden Enlil vred ved at plyndre Ekur, der var Enlils tempel i Nippur. I sin vrede kaldte Enlil gutianerne ned fra bjergene øst for Tigris, hvilket bragte pest, hungersnød og død over hele Mesopotamien. For at begrænse denne ødelæggelse, bestemte otte af guderne (nemlig Inanna, Enki, Sin, Ninurta, Utu, Ishkur, Nusku og Nidaba), at kun byen Akkad skulle ødelægges for at skåne resten af ​​Sumer, og de forbandede den. Historien slutter med, at digteren skriver om Akkads skæbne, idet den velstående by lægges i aske i overensstemmelse med gudernes forbandelse.

Temaet om guddommelig straf for en bys ''hybris'' eller umoral er et udbredt motiv i oldtidens verdensbillede. Det kan ikke vides sikkert, om det er denne historie, der har dannet forbillede for Gamle Testamentes historie om Sodoma og Gomorra, men motivet menneskers umoral og manglende respekt for guddommen er det samme.

Den bibelske version rummer Abrahams forsøg på at undgå ødelæggelsen, hvis der blot fandtes ti retfærdige indbyggere i byen, men selv så få fandtes der åbenbart ikke. Kun Lot, Abrahams slægtning, reddes fra ulykken: &quot;Da solen stod op over landet, og Lot var kommet til Soar, lod Herren svovl og ild regne ned over Sodoma og Gomorra fra Herren i himlen. Han ødelagde disse byer, ja hele Jordandalen, alle, der boede i byerne, og alt, der voksede på markederne.&quot;&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 25&lt;/ref&gt; Naturvidenskabeligt set kunne det være beskrivelsen af en meteorregn eller af nedfald fra et vulkanudbrud.

==== Moses ====

I Anden Mosebog kapitel 2 introduceres den mytiske skikkelse Moses som israelitternes befrier fra trældommen i Egypten. Historien begynder med hans fødsel. Ifølge myten havde farao befalet, at alle drengebørn skulle dræbes ved fødslen, men Moses' moder reddede ham ved at placere ham i en sivkurv, hvor han blev fundet og adopteret af faraos datter.&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 67&lt;/ref&gt; Denne historie er imidlertid utvivlsomt adopteret fra sumerisk tradition, idet en tilsvarende historie fortælles om kong Sargon af Assad.&lt;ref&gt;Dinkgreve (2021), kap. 8&lt;/ref&gt; Der er således ingen grund til at tillægge denne del af traditionen nogen historisk baggrund.

Senere fortæller Anden Mosebog, at Moses blev pålagt af Gud at føre israelitterne ud af Egypten. Det hedder i den forbindelse, at Gud blandt andet siger til Moses: &quot;Jeg er din faders Gud, Abrahams Gud, Isaks Gud og Jakobs Gud&quot;.&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 69&lt;/ref&gt; Her stå vi på ny over for problemet, at henvisningen til Abraham åbenbart er en anakronisme. Det betyder, at der kan rejses tvivl om både den historiske skikkelse Moses og om Mosebøgerne som kilde til israelitternes tidlige historie overhovedet.

Kendsgerningen er, at der findes ingen beviser på eksistensen af de fem mosebøger før slutningen af det 4. århundrede f.Kr., herunder eksistensen af en person kaldet Moses.&lt;ref&gt;Gad Barnea&lt;/ref&gt; Men den farao, som med stor sandsynlighed fordrev semitterne fra Egypten, hed Ahmoses, hvilket på hebraisk betyder &quot;Moses' broder&quot;. Så måske at der er en sammenhæng her.

==== Græske narrativer ====

Men det er ikke kun fra Sumer og Mesopotamien at Gamle Testamenter har lånt narrativer. Nogle kildekritikere tilhørende den såkaldte &quot;Københavnerskole&quot; har peget på, at også græske narrativer har ydet deres bidrag, lad os tage nogle eksempler:

Jan-Wim Wesselius har foretaget undersøgelser, der viser, hvordan Første Mosebog og Anden Mosebog afspejler Herodots skrifter, især sidstnævntes beretning om persiske kongers liv. Han sammenlignede i detaljer lighederne mellem Josef og Kyros, og især mellem Moses og Xerxes. Josef og Kyros har begge drømme, bliver afsløret for at dø, går i eksil, bliver skjult i en periode og bliver konger, når deres identitet afsløres. Moses og Xerxes drager ud for at erobre enten Kana'an eller Grækenland og krydser vand med deres folk. Mange andre detaljer nævnes, såvel som sammenligninger mellem Terah og Phraortes (en medisk konge), Abraham og Kyaxares (en medisk konge), Isak og Astyges (en medisk konge) og Jakob og Mandane (Kyros' mor).&lt;ref&gt;Wesselius (1999), s. 24-77&lt;/ref&gt;&lt;ref&gt;Wesselius (2002), s. 6-47&lt;/ref&gt;

Philippe Guillaume mener, at skrivere i Alexandria i det andet århundrede f.Kr. indsatte Dommere i den Deuteronomistiske Historie, hvilket afspejlede de ideologiske behov hos de hasmoneiske herskere i Palæstina. Dommere var inspireret af Hesiods ''Værker og Dage'', især afsnittet om heltene, som Hesiod indsatte i de fire tidsaldre. Dette svarer til, hvordan Dommere blev indsat i den Deuteronomistiske Historie. Historier om heroiske dommere før David og Salomon underminerer Davids dynastis påstande, hvilket igen hjalp de hasmoneiske dynaster, der ikke havde nogen Davidisk afstamning bag deres påstande om messiansk styre (147-64).

Katherine Stott har påpege, at Davids opstigning, som skildret i Første Samuelsbog kapitel 16-31 og i Anden Samuelsbog kapitel 1-8, muligvis er inspireret af den fortælling, der beskriver Kyros' opstigning til Persiens og Mediens trone i teksten i Herodots Historier. Hun så følgende paralleller:&lt;/br&gt;
- Kyros og David starter begge under ydmyge kår,&lt;/br&gt; 
- begge træder ind i den forrige konges hof,&lt;/br&gt; 
- i begge tilfælde bliver den pågældende konge jaloux på dem,&lt;/br&gt; 
- i begge tilfælde bliver de truet med døden af ​​den pågældende konge,&lt;/br&gt; 
- begge flygter fra hoffet,&lt;/br&gt; 
- begge bliver folkelige ledere,&lt;/br&gt; 
- i begge tilfælde hopper en allieret af,&lt;/br&gt; 
- begge tilraner sig kongerigets herredømme,&lt;/br&gt; 
- begge får succes på grund af deres militære dygtighed,&lt;/br&gt; 
- begge skåner den gamle konges liv i en periode,&lt;/br&gt; 
- der er et tragisk element i den forrige konges fald i begge tilfælde, og&lt;/br&gt; 
- i begge tilfælde er udfaldet dannelsen af ​​en ny politisk enhed.&lt;/br&gt; 
Stott bemærkede, at denne græske tekst kun i den hellenistiske æra ville have været tilgængelig for den bibelske forfatter.&lt;ref&gt;Stott (2002), s. 62-71, 77-78)&lt;/ref&gt;.

Hesiods ''Theogoni'' og Katalog over kvinder var til dels indflydelsesrige kilder til henholdsvis skabelsesberetningen i Første Mosebog 1 og de genealogier, der findes i hele Første Mosebog 1-11 &lt;ref&gt;Gnuse (2017)&lt;/ref&gt;.

Fortællinger i Første Mosebog 1-11 kan også vises at have betydelige paralleller med beretninger nedskrevet hos græske historikere, såsom Hekateus fra Milet (''Periegesis'' og genealogier) og Herodot fra Halicarnassus (Historier), herunder omtaler af menneskelige leveveje (Første Mosebog kapitel 4:20-22), de tre sønner af en syndflodshelt, der er menneskehedens forfædre (Første Mosebog kapitel 9:18-19 og kapitel 10:1-32) samt plantningen af ​​en vingård (Første Mosebog kapitel 9:20-27). &lt;ref&gt;Gnuse (2019)&lt;/ref&gt;

Ældre latinske traditioner, der ligger bag beretningerne i Ovids Fasti 5, 493-544 og Metamorfoser 8, 625-725, kan have inspireret fortællingerne om de budbringere, der fortæller Abraham om hans kommende søn, og de budbringere, der advarer Lot om at forlade Sodoma i Første Mosebog 18:1-15; 19:12-26. &lt;ref&gt;Gnuse (2017)&lt;/ref&gt;.

En fortælling om Democedes af Kroton i Herodots Historier 3, 125-132 kan have givet anledning til fortællingen om Josef, der fortolker faraos drømme i Første Mosebog 41:1-36, hvilket igen inspirerede drømmeberetningerne i Daniels Bog &lt;ref&gt;Gnuse (2010)&lt;/ref&gt;.

Den korte fortælling om den store kriger Achilleus' ædle, talende heste i ''Iliaden'' 19, 395-424 kan være løst overtaget og indpasset i beretningen om Bileams æsel i Fjerde Mosebog kapitel 22:22-35, hvor et simpelt æsel bringer skam over en tåbelig profet. Talende dyr er langt mere almindelige i græsk litteratur end i Bibelen. (Gnuse 2017d)

Ofrelsen af ​​Ifigenia i to skuespil af Euripides omkring 400 f.Kr.: ''Ifigenia blandt Taurierne'' og ''Ifigenia i Aulis'', kan have inspireret beretningen om Jeftas ofring af sin datter i Dommerbogen kapitel 11:30, 34-40, som synes at være indsat i beretningen om Jeftas kamp mod ammonitterne. (Gnuse 2019b)

Arrians beretning om Alexander den Store og det spildte vand i Anabasis af Alexander 6.26.1-3 kan have inspireret en lignende historie om David i Anden Samuels Bog 23:15-17. Davids handling med at hælde det vand ud, som hans modige soldater hentede bag fjendens linjer, gør ikke en fornuftig historie, som Alexanders handling i den gedrosiske ørken, hvor tørst virkelig er et problem, gør (Gnuse 1998).

Fortællingerne om Josef, Bileam og Jefta kan være blevet placeret i den bibelske tekst i den persiske periode kort efter 400 f.Kr., såvel som bibelske tekster i Første Mosebog 1-11 med Hesiod, Hekateus og Herodot som inspirationskilder. Men de andre fire fortællinger synes mere sandsynligt at have en oprindelse fra den hellenistiske æra. I sidste ende kan man argumentere for, at alle disse tekster opstod i den hellenistiske æra. Wajdenbaum diskuterede alle disse samme beretninger, gjorde mange af de samme observationer og antydede hellenistiske oprindelser, men Gnuse gav større detaljer i analysen af ​​passagerne.

I flere tilfælde kan det sandsynliggøres, at der er tale om tillæg til ældre beretninger placeret i slutningen af ​​bibelske bøger, og som ser ud til at have været knyttet til bogen kun med en løs forbindelse til resten af ​​bogen. Dette gælder især i Dommerbogen, hvor fortællingerne i Dommerbogen kapitel 13-16 om Samson ser ud til at have en helt anden stil end resten af ​​Dommerbogen. Et stort antal forskellige græske legender om Herakles synes at have påvirket Samson-fortællingerne i Dommerbogen kapitel 13-16 på et sent tidspunkt, sandsynligvis i den hellenistiske tid. Der er alt for mange græske paralleller inden for disse fire kapitler til, at de kan afvises som blot fortællingshistoristiske sammentræf.&lt;ref&gt;Gnuse (2018)&lt;/ref&gt;

Afsnittene i Dommerbogens kapitel 17-21 om Mika, om Dan-stammens udvandring til Lakash samt om Benjamitternes skændselsdåd fremstår som tilføjede tillæg til resten af ​​bogen, og dér finder vi beretningen om kvinderne, der blev kidnappet fra Silo. &quot;Voldtægten af ​​de sabinske kvinder&quot;, som en gammel fortælling genfortalt af Livius (''Historie'' I, 9,1-16) og Plutarch (Lives: Romulus XIV, 2-8), kan være forbilledet for de bortførte piger i Dommerbogen kapitel 21:1-24. &lt;ref&gt;Gnuse (2007)&lt;/ref&gt;

Anden Samuelsbog kapitel 21-23 synes også at være et appendiks, og heri finder vi David, der hælder det vand, han har modtaget fra sine krigere, ud. Dommerbogen kapitler 13-21 og Anden Samuelsbog 21-23 kunne derfor være blevet føjet til Deuteronomistiske historier på et meget sent tidspunkt. Historierne om Josef i Første Mosebog kaptel 39-50, der skulle forklare jødernes ophold i Egypten, ses ofte som en sen tilføjelse fra omkring 400 f.Kr. eller senere, hvorfor Herodots indflydelse på Josefs drømmetydning er sandsynlig. Andre beretninger ser også ud til at være blevet indsat noget ujævnt i deres fortællende kontekst. Dette er tydeligst i beretningen om Jeftas ofring af sin datter, som synes at være indsat midt i Jeftas slag i Transjordan, og fortællingen om Bileam og hans æsel, som fremstiller Bileam med en helt anden persona end den, der findes i resten af ​​Fjerde Mosebog 22-24. Historien om de tre engle, der besøger Abraham og pludselig kun bliver to i antal, da de besøger Lot, beder os om at se på parallelle romerske beretninger, hvor der er henholdsvis tre og to engle i fortællingerne fra Ovid. Desuden vidner de nuancerede detaljer i dialogen i Første Mosebog 18-19 også om en senere tids skrivestil. Således synes indflydelsen fra klassiske og græske beretninger at være mest sandsynlig i historier, der synes at være senere tilføjelser og indsættelser i hovedhistorierne.

Foruden indholdsmæssige ligheder er der også opbygningsmæssige ligheder. Daniel Hawk bemærkede, at Aischylos' Orestia og Første Samuelsbog kapitel 8 til Anden Kongebog 8 deler lignende struktur og karakterer. Begge har et tredelt skema og bruger metaforer til at afspejle overgangen fra et slægtskabssamfund til et borgersamfund. Agamemnon og Saul afspejler den gamle orden, Orestes og David viser overgangen, og Athena og Salomon indvier den nye orden. Den deuteronomistiske historiker brugte Orestia som model for sine &quot;modtagne traditioner vedrørende det israelitiske monarki&quot;. Hawk mente, at den hellenistiske æra ville have været det tidspunkt, hvor den bibelske forfatter havde adgang til Aischylus' skrifter.

Disse og andre eksempler er blevet fremhævet af nogle forskere, der generelt er enige om, hvordan hellenistisk litteratur formede den oprindelige historie efter 300 f.Kr. eller endda efter 200 f.Kr. i den makkabæiske æra. Larsson konkluderede, at de bibelske beretninger blev skabt i det ptolemæiske Egypten i det andet århundrede f.Kr. og påvirket af betydelige græske historikere fra det tredje århundrede f.Kr., så som Berossos, Manetho og Eratosthenes. På grundlag af sådanne iagttagelser mener Niels Peter Lemche, at Dommerbogen og sikkert også andre dele af Gamle Testamente først er blevet skrevet eller har fundet deres endelige form omkring 272 f.Kr. Etienne Nodet bekræftede, at Pentateuken opstod i begyndelsen af ​​det tredje århundrede f.Kr., men profeterne og nogle af skrifterne blev skabt i det andet århundrede f.Kr. Disse tekster blev genereret i Alexandria under hellenistisk indflydelse. Emanuel Pfoh mente, at selvom den primære historie blev skabt i den hellenistiske æra, kom nogle traditioner fra den assyriske og persiske æra og blev udviklet af skrivere gennem årene. Men i bund og grund blev teksten formet under hellenistisk indflydelse (23, 33-35). Hvordan det nu forholder sig, står det klart, at både den sene tilblivelse og dens mulige motiver undergraver store dele af Gamle Testamente som historisk kilde.

Det er muligt, at der findes en historisk kerne, som over tid er blevet udbygget og pyntet på med narrativer hentet fra græske traditioner, men indtil videre må det konstateres, at næsten alt i Gamle Testamente lader sig betvivle.

Mest afgørende i denne sammenhæng er det imidlertid, at hvis disse kritikere tilhørende &quot;Københavnerskolen&quot; har ret, så betyder det, at ''Tanakh'' eller Gamle Testamente langt fra var færdigskrevet endsige færdigredigeret, da jøderne vente tilbage til Jerusalen efter eksilet i Babylon. Forud ventede endnu en lang redigeringsproces, og det kan også forklare hvorfor, at vi skal helt frem til 2. århundrede f.Kr. (eller tidligst 3. århundrede f.Kr.) før, at jøderne udviser noget kendskab til deres religiøse skrifter. Forklaringen er den enkle, at først da havde skrifterne nået et så fuldendt udseende, at de lod sig anvende i den national-politiske propaganda.

==== Hyksos-problemet ====

Mens arkæologerne med rimelig sikkerhed tør fastslå, at der fandtes en særlig israelitisk befolkning fra omkring 1200 f.Kr., så er der mere usikkerhed om tiden forud. Hovedspørgsmålet kan formuleres således: er jødernes ophold i og udvandring fra Egypten en historisk begivenhed eller ej? Holdningerne spænder fra fuldstændig afvisning af denne historie til ubetinget tilslutning.

For at løse problemet må vil opspalte det i tre delspørgsmål:&lt;/br&gt;
- kan der påvises et ophold af en semitisk befolkning i Egypten?&lt;/br&gt;
- hvis ja: inden for hvilket tidsrum?&lt;/br&gt;
- hvis ja: var det israelitter eller ej?

Det umiddelbare svar på spørgsmålet er, at der faktisk findes oplysninger om en fremmed befolkning i Egypten. Men denne befolkning, kaldes af egypterne selv ''Hiku-khasut'', det vil sige &quot;ørkenfyrsterne&quot; (hvilket på græsk er blevet til ''hyksos''&lt;ref&gt;Bibby (1978), s. 96&lt;/ref&gt;, og denne benævnelse bruges almindeligvis og derfor også her), ikke &quot;hebræerne&quot;, &quot;jøderne&quot; eller &quot;israelitterne&quot;, og ingen af disse betegnelser kendes i samtiden, end ikke fra Kana'an. Forskerne mener at kunne fastslå, at disse ''hyksos'' ankom fra øst til Egypten i 19. århundrede f.Kr., regerede over Egypten i 17. og 16. århundrede f.Kr. men senere forsvandt igen. Der er fundet en grav rejst over en mand ved navn ''Aper-El'', det vil sige &quot;El's tjener&quot;, som tjente hos faraonerne Amenhotep III og Akhenaten i 14. århundrede f.Kr.&lt;ref&gt;Dinkgreve (2021), kap. 8&lt;/ref&gt;

Et passende udgangspunkt for vurdering af udvandringens troværdighed kan være Simcha Jacobovici og hans film &quot;''The Exodus decoded''&quot;. Heri giver han blandt andet en omfattende dokumentation, som nok kan være en nøjere gennemgang værd.

Simcha tager udgangspunkt i bibelkritiske afvisninger af udvandringen, som traditionelt blev dateret til 1270 f.Kr. det vil sige i Ramses II's regeringstid men hvor der ingen beviser for en sådan begivenhed findes. Simcha mener, at denne datering er forkert, og at den korrekte tidsfæstelse er omkring 1500 f.Kr. Som beviser for denne tidsfæstelse anfører han følgende:

Hyksos-folket skulle være kommet til Egypten omtrent 200 år før, at de atter udvandrede, det vil sige 1700 f.Kr. I en grav i Beni Hassan ved Nilen omkring 400 km syd for Cairo findes et vægmaleri, som viser en indvandring til Egypten. Befolkningen er semitter med skæg, flerfarvede dragter og med benævnelsen &quot;''Amo''&quot;. I ''Tanakh'' (Gamle Testamente) anvendes benævnelsen &quot;''Amo Israel''&quot;, det vil sige &quot;Guds folk&quot;. Benævnelsen er den samme og deres ophold passer nøje med traditionen.

Hyksos-folkets hovedstad var Avaris, der ligger i Nilens delta nord for Cairo. Avaris er blevet udgravet af professor Manfred Bietak fra Wien. Han har blandt andet fundet 9 seglstamper med navnet &quot;Jakob&quot;, hvilket nøje svarer til den bibelske tradition om faraos betroede mand, Josef, der netop var søn af Jakob.

Ifølge traditionen ender indvandrerne som slaver. I Serabit El Khadim i Sinai-ørkenen blev udvundet tyrkis-sten i miner ved slaveri. I en af disse minder findes en alfabetisk (ikke-egyptisk) indskrift på væggen: &quot;El, hjælp mig&quot;. ''El'' var navnet på en semitisk guddom.

En stele rejst af farao Ahmoses og dateret til omkring 1500 f.Kr. fortæller om blandt andet storm og mørke i overensstemmelse med den bibelske tradition, og den nævner gud i ental. Ahmoses er kendt for at have udvist hyksos-folket. Navnet Ahmoses betyder på egyptisk &quot;månen er født&quot; men på hebraisk &quot;Moses' broder&quot;. 

Omkring 1500 f.Kr. indtraf et stort vulkanudbrud på øen Santorini i det græske øhav. Simcha mener, at det var denne begivenhed, som udløste udvandringen, og at den også kan forklare Egyptens ti plager. Hans argumentation herfor er følgende:

I Avaris er fundet vulkansk pimpsten dateret til omkring 1500 f.Kr. Dette viser (om ikke andet) at Egypten blev påvirket af netop dette vilkanudbrud.

Vulkanudbruddet og tilhørende jordskælv havde følgende bivirkninger:&lt;/br&gt;
- vandet bliver rødt. Årsagen er, at rust frigøres ved gasudbrud fra bunden og opblandes i vandet. Dette skete blandt andet i 1986 ved Nyos-søen i Cameroon.&lt;/br&gt;
- frøer. Hopper ud af vandet, når det bliver forurenet.&lt;/br&gt;
- lus, fluer og epidemi følger som eftervirkninger af miljøkatastrofen&lt;/br&gt;
- sår og bylder. Disse kendes ligeledes fra Nyos-begivenheden i 1986.&lt;/br&gt;
- hagl. Is og ild = &quot;vulkansk hagl&quot; omtales i den såkaldte Ipuwer-papyros og skyldes, at vulkansk aske blandes med vand i atmosfæren.&lt;/br&gt;
- græshopper. Bringes på vandring på grund af klimaændringen.&lt;/br&gt;
- mørke. Skyldes en askesky, der fra vulkanudbruddet bredte sig til Nilens delta, hvilket er bevist ved korn af asken fundet af Jean-Daniel Stanley fra Smithsonian Institute.&lt;/br&gt;
- førstefødte sønner døde. Skyldes at CO&lt;sub&gt;²&lt;/sub&gt; frigøres fra jordens indre og lægger sig lige ved jordens overflade. Da de ældste priviligerede sønner sov på en lav seng, blev de dræbt af gassen, mens andre børn der sov på de flade tage aldrig blev berørt inden, at gassen opløstes igen. Noget tilsvarende blev observeret i Nyos. Yderligere er der udgravet massegrave i Avaris, som kun omfatter personer af mandkøn og ikke krigere. Og Ahmoses' egen søn døde som 12-årig (hans begravede lig er fundet).&lt;/br&gt;
Ifølge Simcha er alle disse begivenheder således naturlige mulige følger af vulkanudbruddet.
[[Fil:Stele_of_Grave_Circle_A_Mycenae_NAMA_1428.JPG|200px|thumb|Gravstele fra Mykene, der viser Farao, som forfølger Moses. De er omgivet af vand på begge sider.]]
Velkendt er historien om havets deling.&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 82&lt;/ref&gt; Den korrekte formulering i Bibelen er &quot;Yam Suf&quot;, det vil sige Sivhavet. Men siv vokser ikke i saltvand, så der er tale om en stor sø. På Ismailia Regional Museum findes en granitsten med en indskrift i hieroglyffer, ''El Arish''-indskriften, der fortæller om udvandringen set fra faraos side. Her kaldes lederen for &quot;ørkenprinsen&quot;. Mere bemærkelsesværdigt er det, at indskriften også fortæller, at vandene delte sig (markeret som bølger + 2 knive), og at indskriften nævner stedet for denne begivenhed: ''El Balah'', en nu tidligere sø beliggende øst for Avaris nær overgangen til Sinai-ørkenen. Simcha mener, at som følge af de tektoniske forskydninger og deraf følgende jordskred løftede den afrikanske plade sig 1-2 meter og skabte en landkorridor, men kort efter fulgte en tsunami, som druknede faraos hær.

Simcha peger på et vægmaleri på Santorini, som viser en sejlads fra en by omgivet af mure. Simcha mener, at den viste by er Avaris, idet der her også er fundet minoiske vægmalerier, hvilket vidner om handelsforbindelser. En del af udvandrerne skulle således være draget til Grækenland. I Mykene er fundet guldgenstande og sværd i en grav dateret til 1500 f.Kr. De kan stamme fra jødiske udvandrere. Desuden er fundet tre gravsten med billeder visende først en mand på en stridsvogn, der forfølger en gående mand omgivet af bølger, dernæst at den gående mand er nået højere liggende land og har vendt sig imod stridsvognen, og endelig at stridsvognen drukner i bølgerne. Billederne viser, let forenklet, faraos forfølgelse af Moses. Det er i bogstaveligste forstand en tegneserie om begivenheden.

Simcha peger dernæst på, at jordskælv kunne have ført til, at gas og olie blev frigivet og måske blev antændt, og derved gav anledning til røgsøjler om dagen og ildsøjler om natten svarende til beretningen i Anden Mosebog kapitel 13 vers 21-22: &quot;Herren gik foran dem, om dagen i en skysøjle for at føre dem på vejen og om natten i en ildsøjle for at lyse for dem, så at de kunne gå både dag og nat. Skysøjlen fjernede sig ikke fra folket om dagen og ildsøjlen ikke om natten.&quot;&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 81&lt;/ref&gt;

Endelig mener Simcha at kunne påvise, hvor bjerget Sinai lå. Og han mener at have fundet billedlige gengivelser af Pagtens Ark - i Grækenland af alle steder!

Så langt Simcha. Det giver anledning til en række spørgsmål: er begivenheden fejldateret? Det er der faktisk en del, der tyder på. Begivenheden fandt efter alt at dømme sted omkring 1500 f.Kr. Kan et vulkanudbrud være forklaringen på begivenhedsforløbet? Svaret må være, at det er muligt, i hvert fald er der intet, som tyder på, at det ikke kunne være tilfældet. Var dette hyksos-folk ''Amo'' og var det semitter? Ja, det er sandsynligt. Var det også israelitter? Det er muligt, men ikke sikkert.

Vi har tidligere fastslået, at Gamle Testamentes historie om udvandringen fra Egypten tidsmæssigt er uforenelig med historien om Abraham som israelitternes stamfader, idet hans ophold i filistrenes land er flere hundrede år senere end udvandringen. Og det forbliver uforklarligt, at et folk, som kaldte sig selv Israel, ikke optræder under dette navn men af Egypterne kaldtes henholdsvis ''Amo'' og ''Hyksos''.  

Historien om ''exodus'' eller udvandringen fra Egypten kendes ikke fra Elephantine, en jødisk by i Egypten fra 400-tallet f.Kr., hvilket kunne tyde på, at denne tradition i jødisk historieforståelse enten må være yngre end denne tid eller endnu ikke spillede den rolle i jødisk selvforståelse, som den senere fik.

Hvis man vil være besværlig, kan man opstille følgende alternative hypotese: udskibningen fra Egypten til Mykene eksisterer ikke i det bibelske narrativ. Hvis man alligevel forudsætter, at det afspejler en historisk kendsgerning, så kunne disse udvandrere, ''hyksos'', have taget hele traditionen med sig og billedligt gengivet den på deres gravsteler. Da &quot;havfolket&quot; (som beviseligt stammer fra Grækenland foruden andre steder) langt senere, omkring 1178 f.Kr., kom til Palæstina, bragte de traditionen med sig. Det er her fra, at jøderne senere overtog den, omformulerede den til en ørkenvandring med Moselov og hele molevitten og dermed tillige skrev det oprindelige folk ud af beretningen og satte sig selv ind i stedet som led i en selvskabt historisk tradition. Der er selvsagt ingen beviser for en sådan udvikling, men der er heller intet, som modsiger den, og den ville forklare årsagen til, at traditionen åbenbart overlevede i Mykene. Og hvad mere er: det kunne forklare hvorfor, at folk fra Middelhavets nordlige kyster søgte øst- og sydpå (i stedet for vestpå), da deres hjemlige forhold ikke tillod dem at blive boende, hvor de var.

Der imod kan vi udelukke, at det var israelitterne selv, som indvandrede sammen med havfolket, fordi dette skete 1178 f.Kr. mens Israel som omtalt nævnes på en stele allerede fra 1208 f.Kr.

Kildekritisk må det konstateres, at Mosebøgerne ret beset forsøger at forene to temmelig uforenelige historiske traditioner: på den ene side traditionen fra Mesopotamien omfattende Edens Have (Dilmun), Babelstårnet (zigguraterne) og Noas ark, hvor Abraham indgår som det forklarende bindeled hvorfor, at jødernes stamfader udvandrede til Kana'an, på den anden side traditionen om Jakob (Israel)&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 46&lt;/ref&gt;, Josef og hans brødre&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 48f&lt;/ref&gt;, Israels udvandring til Egypten&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 59&lt;/ref&gt; og Moses&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 67&lt;/ref&gt; med udvandring, ørkenvandring, moseloven og løftet om Kana'an.&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 243&lt;/ref&gt;

Der kan næppe være tvivl om, at den jødiske beretning om udvandringen fra Egypten og den egyptiske beretning om fordrivelsen af de fremmede omtaler den samme begivenhed set fra to sider. For så vidt behøver ingen af dem at give det sande billede: hvis årsagen virkelig var et vulkanudbrud, kunne de forringede leveforhold efter dette meget vel være årsag til, at folk udvandrede eller bortvandrede igen. At jøderne eller israelitterne har taget begivenheden til sig er for så vidt ikke anderledes end andre historier, som de har adopteret og adapteret.

Som en sidebemærkning skal det lige nævnes, at den egyptiske konge Amenhotep IV, bedre kendt som Akhenaten, som var gift med Nefertiti og fader til Tutankhaton, og som er gået over i historien som den første monoteistiske konge, regerede fra omkring 1353 til 1336 f.Kr. Det betyder, at han regerede henved 150 år efter, at ''hyksos'' udvandrede, og at der således ingen forbindelse er med Moses.

=== Bearbejdede profetier ===

De mange profetiske tekster i Gamle Testamente udgør et eget problem. Kort sagt er de kildekritiske studier i stigende grad blevet opmærksomme på, at der ikke er tale om originale tekster. I stedet er disse blevet ændret for at tilpasse dem til bestemte formål.

Esajas', Jeremias', Ezekiels og de Tolvs Bog mangler en historie og opretholder ikke en ensartet kronologisk rækkefølge af materiale. De profetiske bøger ses ikke længere som blot kilder, hvorved læserne kan få adgang til fortiden. De læses nu som bevidste kompositioner, der genpræsenterer og fortolker profeternes ord i tekstform.

Allerede i de sidste profeters tekster er der tegn på bevidst bevidsthed om tekstualiseringen af ​​profetier. Historien i Jeremias 36 beskriver for eksempel en proces, hvor forskellige budskaber i forskellige former fra forskellige tider og steder sammensættes i tekstform af profetens skriver. Når denne rulle efterfølgende ødelægges som reaktion på dens læsning, sker der ikke blot en omskrivning af rullen, men også en betydelig tilføjelse af lignende ord (Jeremias 36:32), hvilket vidner om bogens litterære vækst. Profeter som Jeremias er ikke længere tilgængelige, men deres ord er tilgængelige i de bøger, der bærer deres navne (Zakharias 1:5-6). Disse bøger danner et særskilt korpus inden for den bibelske kanon. Når Daniel refererer til Jeremias' profeti om halvfjerds år i Daniel 9:2, taler han om Jeremias' bog blandt en flerhed af profetiske bøger (jf. Ezekiel 38:17). 

De tidligste postbibelske fortolkere af den profetiske litteratur var de skriftkloge, oversættere og kommentatorer, der videregav, gengav og forklarede teksterne. Blandt vidner til den tidligst dokumenterede periode med skriftlig overlevering (ca. 250 f.Kr. indtil 132-135 e.Kr.) er det tydeligt, at skriftkloge ikke så sig selv som blot afskrivere på samme måde som skriftkloge fra en senere periode. De så snarere sig selv som ligestillede med de oprindelige forfattere, og de udvidede ofte den bibelske tekst med fortolkninger, der var beregnet til at hjælpe læserne med at forstå teksten. Disse skriftkloge havde deres eget syn på den bibelske tekst og ønskede at sikre en teologisk korrekt læsning af den.

Blandt de profetiske bøger må de mest fremragende eksempler på fortolkningsmæssig udvidelse være Jeremias og Ezekiel i den masoretiske tekst (MT). I disse tilfælde har udvidelsen nået niveauet for skabelsen af ​​nye udgaver af bøgerne. De hebraiske tekster bag de oldgræske (OG) versioner af disse bøger er betydeligt kortere førsteudgaver. Mange af udvidelserne i andenudgaverne, der findes i MT, er af eksegetisk karakter. For eksempel er Jeremias' berygtede fjende fra nord ikke eksplicit identificeret i OG eller dens hebraiske kilde, hvilket efterlader den åben for den slags eskatologiske fortolkning, der findes i Ezekiel 38:14-17, men MT identificerer denne fjende som Babylon i udvidelsen af ​​Jeremias 25:9, hvilket skaber en interessant konflikt med Jeremias 50:3 og dens profeti om en fjende fra nord, der kommer mod Babylon. Et andet eksempel er versionen af ​​Jeremias' profeti om halvfjerds år i Jeremias 25:11-12. I OG er denne profeti ikke eksplicit begrænset til perioden med babylonsk fangenskab (se: Dan 9:1-2, 24-27), men udvidelserne i MT gør denne begrænsning af profetien eksplicit (jf. Jeremias 29:10). For Ezekiels Bog forekommer en af ​​de mest bemærkelsesværdige udvidelser i MT Ezekiel 36:23c-38, som mangler, et vigtigt vidnesbyrd om OG fra det tredje århundrede e.Kr. Denne ret lange udvidelse er baseret på materiale fundet andre steder både i og uden for Ezekiels Bog. 

Når det forholder sig således med disse tekster, rejser det uundgåeligt spørgesmålet om og i hvilken grad, det samme er tilfældet med andre tekster i Gamle Testamente. Og det svækker betydeligt Gamle Testamentes værdi som kilde til jødernes historie.

=== Sammenfatning ===

Denne gennemgang af Gamle Testamente har kun omfattet en mindre del af den samlede tekst, men selv denne meget begrænsede gennemgang har belyst en række problemer:&lt;/br&gt;
- Gamle Testamente er ''ikke'' en historisk redegørelse for jødernes historie, selv om den giver indtryk af dette,&lt;/br&gt;
- det er i stedet en samling af traditioner, anekdoter og myter skrevet af ulige forfattere til ulige tider&lt;/br&gt;
- der er gjort forsøg på at sammenskrive og harmonisere disse narrativer&lt;/br&gt;
- hvilket ikke kan skjule, at der er kronologiske problemer&lt;/br&gt;
- og at væsentlige traditioner er hentet fra andre kulturer, især Sumer og Mesopotamien men også fra Grækenland.

Vi tør antage, at skildringen af kongetiden og det delte kongerige med navnelister over regenterne er rimelig troværdig, blandt andet fordi deres navne forekommer i andre kilder, men vi har kun ringe mulighed for at vide i hvilken udstrækning, historierne om dem er blevet ændrede for at tilpasse sig et senere monoteistisk narrativ.

Nogle historier, blandt andre Esthers Bog men også Ezras Bog og Nehemias' Bog, er meget sene og menes først at være blevet tilføjet efter afslutningen af det babylonske fangenskab.

=== &lt;big&gt;Semitismen, jødedommens tankesæt&lt;/big&gt; === 

Vi har i det foregående set på Gamle Testamente som et muligt historisk kildeskrift. Man kan imidlertid også anlægge en helt anden synsvinkel, nemlig Gamle Testamente som ideologisk grundlag nærmere betegnet som grundlag for en jødisk national etnicitet samt for en særlig jødisk etik. Det skal på forhånd understreges, at det følgende ikke omfatter alle jøder, idet mange alene identificerer sig som tilhørende denne folkegruppe af genealogiske og traditionsbårne årsager, det vil sige med hensyn til deres familiære oprindelse samt højtider og mindedage. Men der findes også kredse i den jødiske befolkning, der opfatter Gamle Testamente som en anvisning på hvordan, at jøder kan og bør opføre sig.

Alle kender begrebet &quot;anti-semitisme&quot;, men få eller ingen ved, hvad udtrykket &quot;semitisme&quot; egentlig dækker over. Man vil således lede forgæves efter det i en ordbog eller eksempelvis på ''wikipedia''. Her vil begrebet blivet forstået således, at det dækker over den tankegang eller de tankegange, som kan udledes og af nogle er blevet udledt af Gamle Testamente. Det betyder, at der her vil blive set bort fra jødisk mysticisme, kabala, frankisme og lignende ældre og nyere afledede ideologier, hvilke hver for sig er en særskilt undersøgelse værd.

Læser man Gamle Testamente, vil man se, at bestemte tankegange bliver promoveret. Det drejer sig i hovedsagen om følgende:&lt;/br&gt;
- det udvalgte folk&lt;/br&gt;
- racisme&lt;/br&gt;
- retten til Kana'an&lt;/br&gt;
- retten til at myrde hele befolkninger&lt;/br&gt;
- &quot;honningfælder&quot; og pengeafpresning&lt;/br&gt;
I det følgende vil hvert af disse emner blive gennemgået særskilt.

=== Det udvalgte folk ===

Ideen om jøderne som Guds udvalgte folk tager udgangspunkt i Første Mosebog kapitel 12: her møder vi Abram ved Ur i Kaldæa. Videre hedder det: &quot;Herren sagde til Abram: &quot;Forlad dit land og din slægt og din fars hus, og drag til det land, jeg vil vise dig. Jeg vil gøre dig til et stort folk og velsigne dig. Jeg vil gøre dit navn stort, og du skal være en velsignelse.&lt;/br&gt;
Jeg vil velsigne dem, der velsigner dig,&lt;/br&gt;
og den, der forbander dig, vil jeg forbande.&lt;/br&gt;
I dig skal alle jordens slægter velsignes&quot;.&quot;&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 17f&lt;/ref&gt;

Senere gentages denne priviligerede stilling i andre sammenhænge, således over for Jakob i Betel. I Første Mosebog kapitel 35:9-13 hedder det: &quot;Gud viste sig igen for Jakob, efter at han var kommet hjem fra Paddan-Aram. Han velsignede ham og sagde til ham: &quot;Dit navn er Jakob; men nu skal du ikke længere hedde Jakob. Dit navn skal være Israel.&quot; Og han gav ham navnet Israel. Han sagde til ham: &quot;Jeg er Gud den Almægtige. Bliv frugtbar og talrig! Et folk, ja, en mængde folkeslag skal nedstamme fra dig, og konger skal fremstå af dit eget kød og blod. Det land, jeg gav Abraham og Isak, giver jeg dig og dine efterkommere.&quot; Så steg Gud op fraham, dér hvor han havde talt med ham.&quot;&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 46&lt;/ref&gt;

I Anden Mosebog kapitel 3:7-10 findes følgende: &quot;Så sagde Herren: &quot;Jeg har set mit folks lidelse i Egypten, og jeg har hørt deres klageskrig over slavefogederne. Jeg har lagt mig deres lidelser på sinde, og derfor er jeg kommet ned for at redde dem fra egypterne og føre dem op fra dette land til et godt og vidtstrakt land, et land der flyder med mælk og honning, dér hvor kana'anæerne, hittitterne, amoritterne, perizzitterne, hivvitterne og jebusitterne bor. Nu har israelitternes klageskrig nået mig, og jeg har set, hvordan egypterne undertrykker dem. Gå nu! Jeg vil sende dig til Farao. Du skal føre mit folk israelitterne ud af Egypten&quot;.&quot;&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 69&lt;/ref&gt; Dette og tilsvarende formuleringer med &quot;mit folk israelitterne&quot; giver jøderne en identitet som Guds udvalgte folk i den jødiske selvforståelse.

=== Racismen ===

Racismen er en logisk følge af ideen om Guds udvalgte folk. Et folk kan selvsagt ikke være &quot;udvalgt&quot;, hvis andre folk kan indgiftes i det. Følgelig er Gamle Testamente fuldt af forbud mod at gifte sig med ægtefæller fra andre folkeslag og kritik, når de alligevel gjorde det. Lad os tage nogen eksempler.

I Femte Mosebog kapitel 7:1-4 finder vi følgende påbud af Moses: &quot;Når Herren din Gud fører dig til det land, du skal ind og erobre, og han driver store folkeslag væk foran dig, hittitterne, girgashitterne, amoritterne, kana'anæerne, perizzitterne, hivvitterne og jebusitterne, syv folk, der er større og mægtigere end du, og Herren din Gud overgiver dem til dig, og du besejrer dem, da skal du lægge band på dem. Du må ikke slutte pagt med dem og ikke vise dem barmhjertighed. Du må ikke bringe dig i familie me dem; du må ikke give dine døtre til deres sønner, og du må ikke lade dine sønner gifte sig med deres døtre, for det vil få dine sønner til at vige fra mig og dyrke andre guder. Da vil Herrens vrede flamme op imod jer, og han vil hurtigt udrydde dig.&quot;&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 208&lt;/ref&gt;

Dette gælder blandt andre kong Salomo. I Første Kongebog 11:1-4 læses således følgende: &quot;Kong Salomo elskede mange udenlandske kvinder foruden Faraos datter, moabitiske, ammonitiske, edomitiske, sidoniske og hittitiske; om de folk havde Herren sagt til israelitterne: &quot;I må ikke indlade jer med dem, og de må indlade sig med jer, for så vender de jeres hjerte til deres guder.&quot; Dem elskede Salomo, og han holdt fast ved dem. Han havde syv hundrede hustruer med fyrstelig rang og tre hundrede medhustruer, og hans hustruer bragte hans hjerte på afveje.&quot;&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 390&lt;/ref&gt;

I Ezras Bog kapitel 9:10-12 optræder Ezras bodsklage med blandt andet dette: &quot;Vor Gud, hvad skal vi nu sige efter dette? For vi har svigtet de befalinger, du gav gennem dine tjenere, profeterne, da du sagde: Det land, I skal ind og tage i besiddelse, er et urent land på grund af de fremmede folks urenhed med de afskyelige handlinger, som de i deres urenhed har fyldt det med fra ende til anden. Derfor må I ikke give jeres døtre til deres sønner, og I må ikke lade jeres sønner gifte sig med deres døtre.&quot;&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 527&lt;/ref&gt; og i Kapitel 10:10-12 bliver dette gentaget: &quot;Så rejste præsten Ezra sig og sagde til dem: &quot;I har handlet troløst ved at gifte jer med fremmede kvinder; I har øget Israels skyld. Aflæg nu bekendelse for Herren, jeres fædres Gud, og gør hans vilje. Skil jer ud fra landets folk og de fremmede kvinder&quot;.&quot;&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 528&lt;/ref&gt;

I Nehemias' Bog kapitel 10:31 indgår israelitterne blandt andet følgende forpligtelse: &quot;Vi vil ikke give vores døtre til landets folk, og vi vil ikke lade vores sønner gifte sig med deres døtre.&quot;&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 542&lt;/ref&gt;

Således kunne man blive ved.

=== Lebensraum ===

Jødernes ret til Kana'ans land hidrører fra Første Mosebog. I kapitel 12 læser vi: &quot;Dengang boede kana'anæerne i landet. Herren viste sig for Abram og sagde: &quot;Jeg vil give dine efterkommere dette land&quot;.&quot;&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 18&lt;/ref&gt; Senere, i kapitel 15, præciseres udstrækningen af dette jødiske lebensraum: &quot;Den dag sluttede Herren pagt med Abram. Han sagde: &quot;Jeg giver dine efterkommere dette land fra Egyptens flod (det vil sige Nilen) til den store flod, Eufratfloden: kenitterne, kenizzitterne, kadmonitterne, hittitterne, perizzitterne, refaitterne, amoritterne, kana'anæerne, girgashitterne og jebusitterne&quot;.&quot;&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 20f&lt;/ref&gt;

Størrelsen af dette jødiske lebensraum er påfaldende. Sammenlignet med officielle landegrænser i 2026 omfatter dette område: den østlige halvdel af Egypten inklusive hele Sinai, Palæstina inklusive Gaza og Vestbredden, Libanon, Jordan, Saudi Arabien, Yemen, Oman, Forenede Arabiske Emirater, Qatar, Bahrain, Kuwait, Irak samt Syrien. Nogle jødiske imperialister medregner også Kypern til området.

En anden afgrænsning findes i Fjerde Mosebog kapitel 34. Heri læser vi: &quot;Herren talte til Moses og sagde: &quot;Giv israelitterne denne befaling: I kommer nu til Kana'an, det land, der tilfalder jer som arvelod, Kana'ans land i dets fulde udstrækning. Jeres sydgrænse skal gå fra Sins ørken langs med Edom. I syd skal jeres grænse gå fra enden af Salthavet i øst. Så skal grænsen dreje syd om Akrabbim-passet, gå videre til Sin og ende syd for Kadesh-Barnea. Så skal den fortsætte til Hasar-Addar og gå videre til Asmon. Så skal grænsen dreje fra Asmon mod Egyptens bæk og ende ude ved havet.&lt;/br&gt;
Grænsen i vest: Det Store Hav med kyststrækning. Det skal være jeres vestgrænse.&lt;/br&gt;
Dette skal være jeres nordgrænse: Fra Det Store Hav skal I trække en linie til bjerget Hor; fra bjerget Hor skal I trække en linie til Lebo-Hamat, og grænsen skal ende i Sedad. Så skal grænsen gå videre til Zifron, og den skal ende i Hasar-Enan. Det skal være jeres nordgrænse.&lt;/br&gt;
Som grænse i øst skal I trække en linie fra Hasar-Enan til Shefam. Så skal grænsen gå ned fra Shefam til Ribla øst for Ajin, og grænsen skal fortsætte ned og støde til bjergryggen øst for Kinneretsøen. Så skal grænsen gå ned til Jordan og ende ved Salthavet.&lt;/br&gt;
Dette skal være jeres land med dets grænser hele vejen rundt.&quot;&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 196&lt;/ref&gt;

Dette er unægteligt en noget anden afgrænsning end før. Den kritiske læser vi måske spørge om Herren ikke havde forklaret sig godt nok over for Moses eller måske havde ændret holdning, eller om der måske er en helt tredie forklaring?

Den tænkende læser vil måske kigge nærmere på andre dele af samme historie. Vi hører, at Abraham fik børn både med Sara, sin hustru, nemlig jøderne, og med Hagar fra Egypten, hans trælkvinde, nemlig ismaelitterne, det vil sige araberne.&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 21&lt;/ref&gt; Så var det nu jøderne, araberne eller begge grupper som skulle leve i dette område? Desuden tog han sig en ny hustru: Ketura, med hvem han også fik efterkommere.&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 31&lt;/ref&gt; Det er således ret uklart hvem, der skulle overtage dette lebensraum.
 
Således tænker semitisterne ikke. De er imperialister, og de vil have det hele for sig selv. De mener at have ret til at fordrive andre folkeslag og ser Gamle Testamente som kilde til denne ret.

=== Retten til folkemord ===

Jødernes ret til at myrde befolkningerne, som levede i Kana'an, forekommer allerede i Mosebøgerne. I Femte Mosebog kapitel 20:16-17 findes således følgende påbud udtalt af Moses: &quot;i de folks byer, som Herren din Gud vil give dig i eje, må du ikke lade en eneste beholde livet; du skal lægge band på dem, på hittitterne, amoritterne, kana'anæerne, perizzitterne, hivvitterne og jebusitterne, sådan som Herren din Gud har befalet dig.&quot;&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 223&lt;/ref&gt;

I Josvabogen hører vi hvordan, at jøderne hensynsløst myrdede indbyggerne i Kana'an, eksempelvis i kapitel 8:24-29: &quot;Da israelitterne på åben mark havde dræbt alle de indbyggere fra Aj, som havde forfulgt dem ud i ørkenen, og da alle til sidste mand var faldet for sværdet, vendte alle israelitterne tilbage til Aj og huggede indbyggerne ned med sværd. Den dag blev der dræbt i alt tolv tusind mænd og kvinder, alle indbyggerne i Aj. Josva trak ikke sin udstrakte hånd med krumsværdet tilbage, før han havde lagt band på alle indbyggerne i Aj. ..Og Josva brændte Aj ned; han gjorde den til en øde ruinhøj for evigt, og det er den den dag i dag. Ajs konge hængte de på et træ og lod ham hænge til aften. Da solen gik ned, gav Josva sine folk befaling om at tage liget ned fra træet og kaste det hen ved indgangen til byporten. Så kastede de en stor stendynge op over ham, og den ligger der den dag i dag.&quot;&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 251f&lt;/ref&gt;

Tilsvarende i Josvabogen kapitel 10:28-43: &quot;Samme dag indtog Josva Makkeda. Han slog byen og dens konge med sværd og lagde band på byen og alle, der var i den; der var ingen, der overlevede. Han gjorde det samme med kongen i Makkeba, som han havde gjort med kongen i Jeriko.&lt;/br&gt;
Fra Makkeda drog Josva sammen med hele Israel videre til Libna. Han gik til angreb på Libna, og Herren gav også denne by og dens konge i Israels hånd. Josva slog byen og alle, der var i den, med sværd; der var ingen, der overlevede. Han gjorde det samme med kongen dér, som han havde gjort med kongen i Jeriko.&lt;/br&gt;
Fra Libna drog Josva sammen med hele Israel videre til Lakish. Han belejrede byen og gik til angreb på den, og Herren gav Lakish i Israels hånd. Den følgende dag indtog Josva byen; han slog den og alle, der var i den, med sværd, ganske som han havde gjort med Libna. Da drog Gezers konge Horam op for at komme Lakish til undsætning, men Josva slog kongen og hans hær; der var ingen, der overlevede.&lt;/br&gt;
Fra Lakish drog Josva sammen med hele Israel videre til Eglon. De belejrede byen og gik til angreb på den, og samme dag indtog de den og slog den med sværd. Den dag lagde han band på alle, der var i byen, ganske som han havde gjort med Lakish.&lt;/br&gt;
Fra Eglon drog Josva sammen med hele Israel op til Hebron. De gik til angreb på byen og indtog den; de slog byen, dens konge, alle dens byer og alle, der var i den, med sværd; der var ingen, der overlevede. Ganske som han havde gjort med Eglon, lagde han band på byen og på alle, der var i den.&lt;/br&gt;
Så vendte Josva sig sammen med hele Israel mod Debir. Han gik til angreb på byen og indtog den med dens kong og alle dens byer. De slog dem med sværd og lagde band på alle, der var i den; der var ingen, der overlevede. Han gjorde det samme med Debir og dens konge, som han havde gjort med Hebron og med Libna og dens konge.&lt;/br&gt;
Således besejrede Josva hele landet: Bjerglandet, Sydlandet, Lavlandet og Skråningerne og alle kongerne dér. Der var ingen, der overlevede; hver levende sjæl lagde han band på, sådan som Herren, Israels Gud, havde befalet. Josva besejrede dem fra Kadesh-Barnea til Gaza, i hele landet Goshen og helt til Gibeon. Alle disse konger og deres lande undertvang Josva på én gang, for Herren, Israels Gud, førte krig for Israel. Så vendte Josva sammen med hele Israel tilbage til lejren i Gilgal.&quot;&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 255&lt;/ref&gt;

I Josvabogen Kapitel 11 fortsætter folkemordene i det nordlige Kana'an, blandt andet Hasor: &quot;Alle, der var i byen, huggede de ned med sværd og lagde band på dem, så ikke en levende sjæl blev tilbage; og Josva brændte Hasor ned.&quot;&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 256&lt;/ref&gt; Da massemordet var til ende, blev rovet, det vil sige Kana'an, delt mellem israelitternes stammer.&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 257-264&lt;/ref&gt; Det minder om en langt senere begivenhed: under Sovjetunionen i Stalintiden gennemførte terrororganisationen OGPU under ledelse af jøden Genrikh Jagoda&lt;ref&gt;Lina (2003), s.315&lt;/ref&gt; samt NKVD overvejende ledet af jøder&lt;ref&gt;Lina (2003), s.318, 327&lt;/ref&gt; i 1932-33 et massemord på og en massefordrivelse af ukrainske bønder fra deres gårde, en begivenhed der blev kendt som ''holodomor''. Mindre kendt er, at OGPU overvejende bestod af jøder, og at disse efterfølgende som en belønning oprettede deres egne kollektivlandbrug, kibbutz'er, på de myrdede og fordrevne ukraineres jord.&lt;ref&gt;Holocaustmuseet i USA, film&lt;/ref&gt; Jødisk historieforståelse trækker lange spor.

Det var ikke kun ved erobringen af Kana'an, at jøderne begik massemord. I Esters Bog kapitel 9:2-16 hører vi: &quot;I alle kong Ahasverus' provinser samledes jøderne i deres byer for at lægge hånd på dem, der ville dem noget ondt. .. Den trettende dag i måneden adar samledes de øvrige jøder i kongens provinser og forsvarede deres liv; de fik fred for deres fjender, og og de dræbte 75.000 af deres modstandere&quot;.&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 555&lt;/ref&gt;

Flere eksempler end de nævnte kunne være fremhævet, men budskabet og moralen er tydelig nok: i &quot;hellig krig&quot; er massemord på guddommens befalet ikke blot acceptabel men en pligt at gennemføre.

Det er mildest talt absurd at se hvordan den samme ideologi, som hyldede folkemord i Gamle Testamente, har haft travl med at fremstille de selv samme massemordere som et uskyldigt forfulgt folkefærd i det 20. og starten af det 21. århundrede.

=== Honningfælder og pengeafpresning ===

Historier i Gamle Testamente giver jøderne tvivlsomme moralbegreber, eksempelvis at prostituere deres hustruer og døtre i form af &quot;honningfælder&quot;, det vil sige lokkemad for en efterfølgende afpresning. Det begynder med selveste Abraham. I Første Mosebog kapitel 20:2-16 læser vi: &quot;Abraham sagde om sin kone Sara, at hun var hans søster, og Abimelek, kongen i Gerar, sendte bud efter Sara. Om natten kom Gud i en drøm til Abimelek og sagde til ham: &quot;Nu skal du dø, fordi du har taget denne kvinde, for hun er gift&quot;.&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 25&lt;/ref&gt; Senere, da sandheden er blevet klar, hører vi: &quot;Så gav Abimelek Abraham får og køer, trælle og trælkvinder, og han gav ham hans kone Sara tilbage. Og Abimelek sagde: &quot;Mit land ligger åbent for dig. Slå dig ned, hvor du har lyst!&quot; Til Sara sagde han: &quot;Nu giver jeg din bror tusind sekel sølv. Det skal lukke øjnene på alle dem, der hører dig til. Nu har du fået fuld oprejsning&quot;.&quot;&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 26&lt;/ref&gt; Så Abrahams afpresning lykkedes.

Senere gentager historien sig med små variationer. I Esters Bog hører vi, at jøden Mordokaj sender sin datter til kong Ahasverus' harem, hvor &quot;hun vandt hans velvilje&quot;. ..&quot;Ester havde ikke fortalt, hvilket folk og hvilken slægt, hun tilhørte, for Mordokaj havde sagt til hende, at hun ikke måtte fortælle det.&quot; Men senere udnyttes hun til at redde jøderne, og naturligvis belønnes både hun og hendes fader for dette bedrag: &quot;Og Mordokaj fik foretræde for kongen, for Ester havde fortalt, hvordan han var i familie med hende. Kongen tog sin signetring, som han havde frataget Haman, og overdrog den til Mordokaj. Og Ester satte Mordokaj over Hamans hus.&quot;&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 549, 554&lt;/ref&gt;

Således legitimerer Gamle Testamente jødernes brug af honningfælder og pengeafpresning, når denne brug rettes imod folk i magtpositioner.

=== Sammenfatning ===

I 1973 fremkom udtrykket &quot;narrativ teologi&quot;.&lt;ref&gt;Bjerg (1984), s. 11&lt;/ref&gt; Udtrykkets betydning har været noget uklar, men pointen er, at hvis en kristen vil forklare sin tro og identitet, så kan dette ske ved at fortælle om Jesu ord og gerninger. På lignende måde kan jødedommens indhold bedst forstås ved at fortælle historier fra Gamle Testamente.

Som vi har set, er sådanne historier ikke just moralske. Ideen om det udvalgte folk, der ikke må gifte sig med folk fra andre folkeslag men nok har ret til at udnytte dets kvinder i honningfælder til pengeafpresning, og som mener sig i sin gode ret til hensynsløst at udrydde andre folkeslag &quot;i Guds navn&quot;, fremavler en tvivlsom moral. Hvis man vil være lidt uvenlig, kan man med god grund hævde, at denne tvivlsomme moral langt hen af vejen også afspejler sig i jødernes nyere historie.

Vi har i det foregående set hvordan, at denne moral henter sin inspiration i fortællinger fra Gamle Testamente. Og denne moral understreges ved at de samme emner bliver gentaget med blot mindre variationer flere gange som for at understrege, at den ikke er knyttet til en bestemt historisk situation men netop har evig gyldighed. I lighed med sit afkom, muhammedanismen, er denne moral præget af en foragt for dem, som ikke tilhører &quot;in-gruppen&quot;.

Der kan måske være grund til at uddybe dette udtryk nærmere. Alle mennesker udvikler en eller anden form for bevidsthed om at tilhøre et bestemt etnisk fællesskab, herunder skaber de et dertil knyttet begrebsapparat. Man kan skelne mellem det navn, som en etnisk gruppe bruger om sig selv i denne selvidentifikation, og det navn, som andre bruger om den samme gruppe. Nogle gange, men ikke altid, bruger de samme benævnelse, men deres opfattelse af gruppens afgrænsning og indhold behøver ikke at være det samme, men kan tilpasses den aktuelle situation.&lt;ref&gt;Lund (1993), s. 81&lt;/ref&gt; Betegnelsen afspejler en bevidsthed om hvem, man hører sammen med i et fællesskab, og hvem, der ikke hører til dette fællesskab.&lt;ref&gt;Lund (1993), s. 9&lt;/ref&gt; Ofte, men ikke altid, vil de, som ikke tilhører dette fællesskab, blive set ned på, mens man selv ophøjes for sine gode egenskaber.&lt;ref&gt;Lund (1993), s. 13-26&lt;/ref&gt;

Denne vi-bevidsthed skabes i vid udstrækning ved historier, beretninger og myter, om et skæbnefællesskab gennem utallige slægtled. Ofte vil disse historier blive fyldt med navne på legendariske personligheder, hvis liv og gerninger bliver en del af den personlige identitetsfølelse. Og som regel vil en del af denne historie omfatte etnogoni, det vil sige de indfødtes egen mytiske forklaring på deres oprindelse&lt;ref&gt;Lund (1993), s. 49&lt;/ref&gt;, som regel i form af en mytisk stamfader.&lt;ref&gt;Lund (1993), s. 91&lt;/ref&gt; I dansk sammenhæng kan man tænke på Saxo og hans Danmarkshistorie. I germansk sammenhæng er det myten om Tvisto, der er grundlaget for identiteten&lt;ref&gt;Lund (1993), s. 90&lt;/ref&gt;, og for jøderne er det Abraham, der har denne rolle.

Men sådanne historiske beretninger og myter har ikke kun den funktion at begrunde selvidentiteten men tillige at begrunde moralbegreber, hvad der er &quot;god&quot; og &quot;ond&quot; opførsel. For jøderne er det netop historierne i Gamle Testamente, som opfylder denne opgave.

Over tid kan disse funktioner aftage i betydning, fordi behovet for dem ikke længere er så stort. Dette fordi at myter erstattes med faktiske historiske erindringer. Men for visse grupper er dette ikke tilfælde. Her kan udviklingen tvært imod gå i den modsatte retning og udvikle sig til en regulær fanatisme, der kan motivere og begrunde næsten enhver handling. Denne fanatisme kan formuleres og organiseres i en dertil hørende ideologi, en -isme. Semitisme er en sådan ideologi, der i princippet ikke adskiller sig fra andre -ismer bortset fra den etniske gruppe, hvis selvfølelse og handlingsmønster, den skal begrunde.

=== &lt;big&gt;Sammenfatning og konklusion&lt;/big&gt; ===

Vi er nået vejs ende i gennemgangen, og resultatet taler for sig selv. Ikke blot er det officielle narrativ ikke korrekt, for hver del af dette narrativ findes en alternativ forklaring, og tilsammen tegner disse træk et andet men helt entydigt billede.

Først og fremmest: Gamle Testamente er ikke jødisk historieskrivning.&lt;ref&gt;Adler (2022), Preface&lt;/ref&gt; Der kan påvises et utal af indlån fra andre kulturer, eksempelvis historien om Moses i sivkurven og Noas ark, som tydeligt viser, at denne historie er en myte, et narrativ, skabt for at give jødisk identitet en høj alder. I stedet tjener Gamle Testamente som redskab til at give jøder en national identitet igennem deres trosretning, i særdeleshed Jahve. Det er i Jahves navn, at de udvandrer fra Egypten, erobrer Kana'an og i nyere tid trækker sig ind i etniske ghettoer.&lt;ref&gt;Crone og Cook (1977), s. 42&lt;/ref&gt; Hele den jødiske kultur er een lang markering af begivenheder hentet fra myterne i Gamle Testamente.

Dernæst: jøderne var tydeligvis ikke det monoteistiske folkefærd, som de gerne vil give indtryk af, tværtimod. Så langt, at Gamle Testamentes fremstilling overhovedet afspejler en historisk virkelighed, dyrkede jøderne flere guder gennem flere hundrede år. Vi ser en udvikling i flere trin:&lt;/br&gt;
- første trin: to guder, Jahve og El, forenes i en &quot;supergud&quot;&lt;/br&gt;
- andet trin: gudsdyrkelsen centraliseres og kontrolleres af kongen&lt;/br&gt;
- tredie trin: de lavere guder og gudinder forkastes, fordi at de ikke hjalp i en kritisk situation&lt;/br&gt;
- fjerde trin: præsteskabet udvikler et nyt narrativ til at forstærke dets magt og betydning som samlende kraft.&lt;/br&gt;
Det var en udvikling, hvor hvert trin var en logisk følge af det foregående, når behovet for en forandring i det herskende narrativ indtraf. Den nye ideologi var, som de fleste totalitære ideologier, et spørgsmål om at legitimere retten til magtudøvelse. Dette grundlag blev konstrueret ad hoc, det vil sige spontant efter behov. Dets grundlag var aldrig vel funderet, og vi kan nu afvise det fuldstændigt som fusk og forfalskning fra ende til anden.

Samtidig var det en udvikling, hvor hvert trin bidrog med særlige træk til den nye ideologis udvikling: først blev stammeguden anvendt til at legitimere myten om &quot;det udvalgte folk&quot;, herunder en racistisk ultrasemitisk afvisning af ægteskaber med repræsentanter fra andre folkeslag, og hvor regulært folkemord legitimeres som en følge af Jahves beslutning og påbud. Dernæst må den snart svækkede kongemagt i den nye nationale stat styrke sin stilling i befolkningen, hvilket sker ved centralisering af gudsdyrkelsen. Da så statsdannelsen alligevel bryder sammen, bliver det nødvendigt at udpege en skyldig årsag, og her må husguderne holde for. Endelig må det nye narrativ styrkes, hvilket blandt andet sker ved kampen for en ny egen stat.

Da mange profeter har først og fremmest til formål at legitimere den nye nationale ideologi som Jahves vilje.

Endelig er det også fra Gamle Testamente, at jøderne henter deres moralbegreber på godt og ondt.

Det er indlysende, at hvis der kan rejses tvivl om troværdigheden af beretningerne i Gamle Testamente, så er det ikke blot et kildekritisk problem. Det er hele grundlaget for jødedommen, der vælter. Jødedommen er, som muhammedanismen, det, som i kommunistkina kaldes en ''tofu-dreg'' konstruktion: en bygning eller anden konstruktion opført af underlødige bestanddele som gør, at den før eller senere falder sammen af sig selv.

Hidtil har Gamle Testamentes narrativer aldrig være underkastet en kildekritisk analyse, i modsætning til Nye Testamente, som allerede i 1800-tallet og begyndelsen af 1900-tallet blev underkastet en sådan analyse, som den bestod med udmærkelse. Det er først i de seneste år, at et sådant arbejde er igangsat og vel at bemærke er det sket af jødiske arkæologer og historikere. Det gør, at deres resultater ikke blot kan afvises med smædeudtryk som &quot;anti-semitisme&quot;. Det er derfor, at det har været så vigtigt at gøre disse resultater bekendt for et dansk publikum. Og hvis denne bog kan bidrage til fortsatte og uddybende studier af denne problematik, så har den opfyldt sit formål.

Det er for så vidt tilfældigt, at dette sker netop på en tid, hvor staten Israel og dens regering udsættes for en stigende international kritik for sin handlemåde, og så måske alligevel ikke. I alt for lang tid har kritik af jøder og Israel kunnet undertrykkes på grund af myterne om begivenheder under 2. verdenskrig. Men nu ligger disse begivenheder så langt tilbage, 2-4 slægtled, at de ikke længere kan beskytte imod kritik. Og samtidig har både rabiate jøder og den israelske regering i de seneste år udvist en optræden, som let lader sig kritisere. Det er ikke stedet her at uddybe dette emne, det kan fortjene en særskilt behandling og hører hjemme i politisk sammenhæng, ikke i forbindelse med jødedommen som religion og kultur, selv om der kan argumenteres for, at disse områder til dels overlapper hinanden.

Vi har set hvilken afgørende inflydelse, den kildekritiske analyse af Gamle Testamente har på forståelsen af jødedommens historie, men hvorledes forholder det sig med kristendommen? Hvilken indflydelse har kildekritikken på kristendommen? Det enkleste svar er: ingen. Gamle Testamente spiller kun en rolle i kristendommen på to måder:&lt;/br&gt;
- dels at vise at Jesus som messias er forudset allerede af gammeltestamentelige profeter; det er i denne sammenhæng ikke vigtigt, om dette var faktisk var tilfældet, men derimod at jøderne i hans samtid mente, at det forholdt sig således&lt;/br&gt;
- dels at vise de religiøse dogmer, som Jesus gjorde op med. Det viser sig i hans gentagne: &quot;I har hørt at ... men jeg siger jer nu at ...&quot; Jesu lære er i virkeligheden eet stort opgør med jødedommens tankegang og etnisk snæversynethed, han er i den sammenhæng helt på linje med den foreliggende kildekritiske analyse, selv om både hans metode og budskab er et andet.

Især i sidst nævnte sammenhæng er det vigtigt at forstå, at der ikke eksisterer nogen &quot;jødisk-kristne værdier&quot;. Dette moderne udtryk er intet andet end et jødisk forsøg på at tage kristne som gidsler for deres egne ideer. I virkeligheden er det kristendommen, der introducerer næstekærlighed og respekt for medmennesker uanset deres etniske tilhørsforhold, og i forlængelse heraf introducerer både menneskerettigheder og folkestyre. Intet af dette findes i jødedommen, her er det nationalt-etnisk snæversyn, som dominerer hele vejen. Jødedommen er og forbliver en anti-kristen ideologi, fordi den hviler på en selvforståelse baseret på manipulerede kilder i form af Gamle Testamentes skrifter. Og ved at påvise disse manipulationer, myter og omskrivninger, beviser moderne kildekritik, at kristendommen var og er et berettiget opgør med jødedommen.

Endnu for en menneskealder kunne forskere i jødedommen leve i deres vildfarelse om, at selv om der var problemer med Gamle Testamente som kilde til jødedommens historie, så var den i sine hovedtræk alligevel korrekt. Således er det ikke længere. Det kan nu bevises, at der bag den mytiske fortælling gemmer sig en anden historie. Lad så være, at begivenheder i de senere år i Gaza, på Vestbredden, i Libanon, i Egypten, over for Syrien og Iran uden tvivl har bidraget til at fremme denne udvikling. Et træ kendes på dets frugter, og hele verden har nu set de frugter, som jødisk fundamentalisme bringer med sig. Myten om det forfulgte uskyldige folkefærd lader sig ikke længere opretholde.

Og jo mere skingre, hysteriske og fanatiske jødedommens fundamentalister bliver i deres holdninger og opførsel, desto hurtigere vil de miste de sidste rester af en troværdighed, som de i virkeligheden aldrig har haft.

=== &lt;big&gt;Noter&lt;/big&gt; ===
{{Reflist|3}}

=== &lt;big&gt;Litteratur&lt;/big&gt; ===
* Yonatan Adler: ''The Origins of Judaism. An Archaeological-historical Reappraisal''; Yale University 2022; ISBN 978-0-300-25490-7
* Yonatan Adler: &quot;Toward Identifying Proto-Judaic Cultural Features in Ancient Israel and Judea&quot; (i: ''Journal of Ancient Judaism'' (2024), s. 1-28)
* Yonatan Adler: ''Between Yahwism and Judaism. Judean Cult and Culture during the Early Hellenistic Period (332-175 BEC)''; Cambridge University Press 2025; ISBN 978-009-45961-7
* Gad Barnea: &quot;P. Berlin 13464, Yahwism and Achaemenid Zoroastrianism at Elephantine&quot; (2024)
* Geoffrey Bibby: ''I Dilmun tier ravnen''; Wormanium 1971; ISBN 87-85-1600-40
* Geoffrey Bibby: ''Det forsvundne årtusinde''; Wormanium 1978; ISBN 87-8516-053-9
* ''Bibelen''; Det Danske Bibelselskab 1992; 1. udgave 1. oplag; ISBN 87-7325-276-6
* Svend Bjerg: &quot;Den kristne grundfortælling. Studier over fortælling og teologi&quot; (''Teologiske Studier'', bind 8; 2. oplag 1984; Aarhus 1984; ISBN 87-7003-409-5) 
* Patricia Crone og Michael Cook: ''Hagarism. The Making of The Islamic World''; Cambridge 1977; ISBN 0-521-21133-6
* Stephan Peter Dinkgreve: ''In Search of the Sublime: A world history of humanity's relentless pursuit of scientific truth, moral excellence, and enlightenment''; 2021
* Robert Gnuse: &quot;Spilt Water: Tales of David (II Sam 23:13-17) and Alexander the Great (Arrian, Anabasis of Alexander 6.26.1-3).&quot; (i: ''Scandinavian Journal of the Old Testament''; 1998, bind 12, s. 233-248)
* Robert Gnuse: &quot;Abducted Wives: A Hellenistic Narrative in the Book of Judges?&quot; (i: ''Scandinavian Journal of the Old Testament''; 2007; bind 22, s. 272-285)
* Robert Gnuse: &quot;From Prison to Prestige: The Hero who helps a King in Jewish and Greek Literature.&quot; (i: ''Catholic Biblical Quarterly''; 2010 bind 72, s. 31-45)
* Robert Gnuse: &quot;Divine Messengers in Genesis 18-19 and Ovid.&quot; (i: ''Scandinavian Journal of the Old Testament''; 2017; bind 31, s. 66-79)
* Robert Gnuse: &quot;Greek Connections: Genesis 1-11 and the Poetry of Hesiod&quot; (i: ''Biblical Theology Bulletin''; 2017 nr. 47, s. 131-143
* Robert Gnuse: &quot;Heed Your Steeds: Achilles’ Horses and Balaam’s Donkey.&quot; (i: ''International Journal of Research in Humanities and Social Sciences''; 2017; række 4 hæfte 6; s. 1-5)
* Robert Gnuse: &quot;Samson and Heracles Revisited.&quot; (i: ''Scandinavian Journal of the Old Testament''; 2018, bind 32, s. 1-19)
* Robert Gnuse: &quot;Greek Historians and the Primeval History.&quot; (i: ''International Journal of Research in Humanities and Social Sciences''; 2019; række 6 hæfte 1, s. 20-25)
* Robert Gnuse: &quot;Jephthah’s Daughter and Iphigenia in the Plays of Euripides&quot; (i: ''International Journal of the Arts and Humanities''; 2019; række 5 hæfte 1, s. 16-23)
* Robert Gnuse: &quot;Hellenism and the Primary History: The Imprint of Greek Sources in Genesis-2 Kings&quot; ''Copenhagen International Seminar''; Routledge, London 2020 
* Daniel Hawk: &quot;Violent Grace: Tragedy and Transformation in the Orestia and the Deuteronomistic History.&quot; (i: ''Scandinavian Journal of the Old Testament''; 2003, bind 18, s. 73-88)
* Gerhard Larsson: &quot;Possible Hellenistic Influence in the Historical Parts of the Old Testament.&quot; i: ''Scandinavian Journal of the Old Testament''; 2004; bind 18, s. 296-311)
* Niels Peter Lemche: &quot;The Old Testament-A Hellenistic Book&quot; (: ''Scandinavian Journal of the Old Testament''; 1993 bind 7, s. 163-193)
* Niels Peter Lemche: &quot;Is It Still Possible to Write a History of Ancient Israel?&quot; (i: ''Scandinavian Journal of the Old Testament''; 1994, bind 8, s. 163-188)
* Niels Peter Lemche: &quot;Good and Bad in History: The Greek Connection.&quot; (i: Steven McKenzie and Thomas Römer (red.): &quot;Rethinking the Foundations: Historiography in the Ancient World and in the Bible. Essays in Honour of John Van Seters&quot;; ''Beihefte zur Zeitschrift für die altestamentliche Wissenschaft'' nr. 294; Walter de Gruyter, Berlin 2000; s. 127-140) 
* Niels Peter Lemche: &quot;How Does One Date an Expression of Mental History?&quot; (i: Lester Grabbe (red.): &quot;Did Moses Speak Attic? Jewish Historiography and Scripture in the Hellenistic Period&quot; (i: ''Journal for the Study of the Old Testament Supplement Series'' 317/European Seminar on Historical Methodology 3; Sheffield Academic Press, Sheffield 2001; s. 200-224)
* Niels Peter Lemche: &quot;Does the Idea of the Old Testament as a Hellenistic Book Prevent Source Criticism of the Pentateuch?&quot; (i: ''Scandinavian Journal of the Old Testament''; 2011, bind 25, s. 75-92)
* Niels Peter Lemche: &quot;When the End is the Beginning: Creating a National History?&quot; (i: ''Scandinavian Journal of the Old Testament''; 2015, bind 29, s. 22-32)
* Jüri Lina: ''Skorpioni märgi all. Nõukogude võimu tõus ja langus''; Stockholm 2003; ISBN 91-972897-9-5
* Allan A. Lund: ''De etnografiske kilder til Nordens tidlige historie''; Wormanium 1993; ISBN 87-89531-08-6
* Etienee Nodet: &quot;Editing the Bible: Alexandria or Babylon?&quot; (i: Thomas Thompson and Philippe Wajdenbaum (red.): ''The Bible and Hellenism: Greek Influence on Jewish and Early Christian Literature. Copenhagen International Seminar''; Routledge, New York 2014; s. 36-55) 
* Gabrielle Vera Novacek: ''Ancient Israel. Highlights from the Collections of The Oriental Institute University of Chicago''; University of Chicago 2011; ISBN 978-1-88923-65-3
* Johannes Pedersen: &quot;Hasmonæer&quot; (i: ''Salmonsens Konversationsleksikon'', 2. udgave, bind X; 1919; s. 943-944)
* Katherine Stott: &quot;Herodotus and the Old Testament: A Comparative Reading of the Ascendancy Stories of King Cyrus and David.&quot; (i: ''Scandinavian Journal for the Study of the Old Testament''; 2002; bind 16 s. 52-78)
* Jan-Wim Wesselius: &quot;Discontinuity, Congruence and the Making of the Hebrew Bible.&quot; (i: ''Scandinavian Journal for the Study of the Old Testament''; 1999 bind 13 s. 24-77)
* Jan-Wim Wesselius: &quot;The Origin of the History of Israel: Herodotus’ Histories as Blueprint for the First Books of the Bible&quot; (i: ''Journal for the Study of the Old Testament Supplement Series''; Sheffield Academic Press, Sheffield 2002)
* Hans Christian Ørsted: &quot;Overtro og Vantro i deres Forhold til Naturvidenskaben&quot; (''Aanden i Naturen''; 4. udgave; København 1978; ISBN 87-414-8972-1; s. 76-106)

=== &lt;big&gt;Film&lt;/big&gt; ===
* Simca Jacobovici: ''The Exodus Decoded''</text>
      <sha1>pfnd8un9imq0vtvuzffbvnw7yj2xa2k</sha1>
    </revision>
    <revision>
      <id>41953</id>
      <parentid>41952</parentid>
      <timestamp>2026-05-27T13:53:24Z</timestamp>
      <contributor>
        <username>Sven Halfdan Nielsen</username>
        <id>3898</id>
      </contributor>
      <comment>småret</comment>
      <origin>41953</origin>
      <model>wikitext</model>
      <format>text/x-wiki</format>
      <text bytes="152594" sha1="4rsjqangjgpddq5iqcvhizofi5tcdwz" xml:space="preserve">[[Fil:Philippe de Champaigne - Moses with the Ten Commandments - WGA04717.jpg|thumb|400px|Ifølge nye videnskabelige kildekritiske teorier er det ikke Moses, som har skrevet Mosebøgerne. Maleri af Philippe de Champaigne.]]

=== &lt;big&gt;Fortale&lt;/big&gt; ===

Jødedommens ældste historie har hidtil været indhyllet i mørke. Traditionen hviler på ''Tanakh'' eller Gamle Testamente, men dette synes først at have fundet sin endelige form i det 2. århundrede f.Kr. i det hasmunitiske kongerige. Hvor meget, traditionerne har ændret sig før denne tid, er et åbent spørgsmål.

Foruden Gamle Testamente er de vigtigste kilder til belysning af spørgsmålet især arkæologiske fund, men også her er der store problemer med troværdigheden. Flere kilders oprindelse er omstridte og dermed bliver deres udsagnsværdi også tvivlsom.

Det er først i den seneste menneskealder, at der tegner sig et mere klart billede af den omskiftelige historie, men hidtil har mig bekendt ingen forsøgt at gøre denne viden tilgængelig på dansk. Jeg har derfor efter fattig evne forsøgt at skildre denne på grundlag af tilgængeligt materiale. Jeg har desuden tilføjet notehenvisninger til de skriftlige kilder, som jeg anvendt.

Når man forsøger at skildre kendt historie således som tilfældet er med Gamle Testamente, stilles man over for to problemer: dels må man forsøge at sætte denne fremstilling i forhold til det billede, som andre kilder tegner, dels må man forsøge at forstå den forvandling og forvanskning af oprindelige kilder, som fremstillingen i Gamle Testamente nu afspejler.

Den foreliggende undersøgelse falder i to hoveddele, dels en undersøgelse af jødernes faktiske historie således som den lader sig fastslå baseret på grundlag af arkæologiske og historiske kilder, herunder spørgsmålet om jødernes religion, dels en kildekritisk analyse af ''Tanakh'' eller Gamle Testamente. Afslutningsvis vil der blive foretaget en vurdering af hvilken indflydelse, ''Tanakh'' har haft på jødernes selvforståelse og Gamle Testamente har på kristen selvforståelse.

Der kan være grund til at understrege, at stort set alt i denne undersøgelse alene skyldes yderst kompetente forskeres virke, og jeg har efter evne forsøgt at henvise til denne forskning. Litteraturen herom findes i den afsluttende litteraturliste. Desuden har jeg inddraget andre inspirationskilder, hvor jeg finder dem relevante og troværdige. Derimod er fortolkningen af disse ulige arbejder min egen, og de oprindelige forskere kan og bør derfor ikke drages til ansvar for denne fortolkning.  

På dette sted kan der være grund til at forudskikke enkelte kendsgerninger: selvidentiteten &quot;jøde&quot; synes først at blive skabt i 2. århundrede f.Kr. efter hasmunitternes oprør og etableringen af kongeriget baseret på religiøse regler. Der findes ingen ældre beviser på, at jøderne inden da havde fulgt moseloven, og først på dette tidspunkt optræder ''Tanakh'', de ældste synagoger samt mønter uden billede. Det bør desuden bemærkes, at der ingen omtale findes af sabbaten i Gamle Testamente.

Efter den babylonske magtovertagelse i 586 f.Kr. optræder ''al Yahuda'' som en by i Babylon, stednavnet Israel optræder første gang på en mønt dateret år 66 e.Kr. og i forbindelse med jødernes oprør mod romerne.

Om bogens titel skal jeg blot bemærke, at jeg har valgt ordet &quot;jødedom&quot;, fordi det betegner jødisk religion og kultur på samme tid.

Sven Halfdan Nielsen&lt;/br&gt;
Pärnu, den 5. maj 2026

=== &lt;big&gt;Indledning&lt;/big&gt; ===

Al historisk og litterær forskning må hvile på kildekritiske undersøgelser. Dette betyder, at arkæologiske og sproglige kilder kritisk må vurderes med henblik på deres oprindelsessituation, eventuelle tendens, forholden sig til de omtalte begivenheder og for sproglige kilder tillige deres formål (som udmærket kan være mangesidigt). Kilderne må stilles i forhold til, hvad der ellers vides om tiden, og de må forsøges tolket således, at de er bedst i overensstemmelse med denne viden, og at de ikke modsiger denne viden. Hvis det sidste er tilfældet, må man spørge, om fortolkningen er rigtig, eller om den hidtidige &quot;viden&quot; må revideres.

Lige siden afslutningen af 2. verdenskrig og især i det 21. århundrede har beskyldninger om &quot;anti-semitisme&quot; fået et kraftigt opsving. Der kan derfor være grund til at gøre nogle bemærkninger om min opfattelse af dette begreb og dets anvendelse.

For mig består udtrykket &quot;anti-semitisme&quot; af to dele: &quot;anti&quot; betyder imod, og &quot;semitisme&quot; betegner en politisk, nationalistisk ideologi. Dette indebærer, at jeg skelner mellem jøder som kulturel folkegruppe på den ene side og en semitisk ideologi på den anden.

Jeg har intet imod folk, som identificerer sig selv som jøder i religiøs og kulturel henseende så længe, at dette ikke berører deres forhold til andre folkegrupper. For mig er &quot;jøde&quot; altså en betegnelse, der i princippet ikke adskiller sig fra dansker, tysker, armener, kurder, japaner eller en hvilken som helst anden national folkegruppe.

Anderledes forholder det sig med begrebet &quot;semitisme&quot;. Her er der i mine øjne tale om en totalitær og intolerant national ideologi, som tåler sammenligning med fx. fascismen i Italien og nazismen i Tyskland. Der er med andre ord tale om en ekskluderende ideologi, som på samme tid legitimerer en bestemt handlemåde over for andre befolkningsgrupper. Dette kan der senere være grund til at vende tilbage til, når vi har gjort os selve grundlaget for denne tankegang klart.

Lad mig sige det straks: det er ikke &quot;anti-semitisk&quot; at anlægge en anden betragtningsmåde en den, som såkaldte &quot;semitter&quot; selv anlægger - med mindre at man tilføjer, at sådanne semitter har et snævert syn og en snæver fortolkningsramme båret af egne fordomme. I denne henseende minder semitter og muhammedanere om hinanden. Begge promoverer en bestemt fortolkning, og begge benægter retten til at inddrage andre kilder eller til at anlægge en anden og bedre forståelse.

For mig skræmmer udsigten til at blive tillagt smædeord mig ikke. Afgørende for mig er objektivt at se på alle fastslåede kendsgerninger og så nå frem til den forståelse, som er mest og bedst i overensstemmelse hermed. Hvis andre har problemer hermed, er det deres problem, ikke mit. De ønsker at forsvare en myte, men for mig er det de historiske kendsgerninger bag myten, som er det vigtigste. Myter er overtro og vantro. Men som Hans Christian Ørsted har sagt det, vil videnskaben overvinde overtroen og vantroen&lt;ref&gt;Ørsted (1978), s. 106&lt;/ref&gt;, og således må det være.

Det gælder her som i tilfældet med muhammedanismen&lt;ref&gt;se ''Muhammedanismen i kildekritisk belysning''&lt;/ref&gt;, at modstanden og modviljen imod at blive konfronteret med nye kendsgerninger dybest set blot viser hvor usikre, forsvarere af den herskende ideologi i virkeligheden er. Hvis de var sikre i deres overbevisning, ville de velkomme enhver udfordring, idet de vil kunne tage den op og sagligt imødegå den. Men således forholder det sig ikke, tværtimod. 

Det bør tilføjes, at forskningsfeltet er inde i en rivende udvikling i disse år. Det kan derfor ikke udelukkes, at forskningen om føje år vil give et andet, mere omfattende men måske også revideret billede i forhold til nu, og således må det være. Det er den eneste måde, at vor viden kan forøges og forbedres på. Og skulle denne bog medvirke til at fremme en sådan forskning, har den opfyldt sit formål.

=== &lt;big&gt;Jødedommens ældste historie&lt;/big&gt; ===

Formålet med det følgende er at skildre jødedommens ældste historie. Hovedvægten vil blive lagt på de arkæologiske vidnesbyrd. Bibelen vil imidlertid blive inddraget, hvis og når den kan belyse historiske kendsgerninger. En række emner vil blive underkastet en særskilt behandling.

=== Den kana'næiske oprindelse ===

I det 2. århundrede f.Kr. var Kana'an beboet af stammer med hver deres skytsguddom. Disse guddomme hørte til den kana'anæiske gudeverden og omfattede blandt andre El, Ba'al og Jahve. Over tid begyndte jøderne imidlertid at skille sig ud og hævde, at de ikke stammede fra kana'anæerne, skønt både sproglige og religiøse træk fra tiden 1200-1000 f.Kr. tyder på, at de udviklede sig fra en kana'anæisk fælles kultur i den grad, at det ofte er svært at skelne imellem dem.&lt;ref&gt;Dinkgreve (2021), kap. 8&lt;/ref&gt;

Hvornår, denne udskillelsesproces er fundet sted, vides ikke, men det må være sket omkring 1207 f.Kr., idet kana'anæerne og israelitterne på en stele rejst af farao Merneptah dateret til dette tidspunkt udtrykkeligt er nævnt som to uens folkegrupper:&lt;/br&gt;
- &quot;Kana'en er udplyndret,&lt;/br&gt;
- Israel er lagt øde.&quot;&lt;/br&gt; 
Det er værd at bemærke, at de hieroglyffer, som angiver navnet Kana'an, viser, at der er tale om et land, mens de, som angiver Israel, viser, at der er tale om et folk.&lt;ref&gt;Dinkgreve (2021), kap. 8&lt;/ref&gt;

Den oprindelige gud for Israel synes at have været ''El''. Navnet &quot;Isra-el&quot; betyder &quot;Els styre&quot;.&lt;ref&gt;Dinkgreve (2021), kap. 8&lt;/ref&gt;

Kildekritiske undersøgelser af Mosebøgerne viser at disse er skrevet af flere forskellige forfattere, hvoraf to af forskerne kaldes P og E. Begge disse forfattere kalder Gud for ''El'' indtil, at Gud angiveligt selv kalder sig ''Jahve'' over for Moses: &quot;Jeg er Jahve. Jeg viste mig for Abraham og Isak og Jakob som ''El-Shaddai'', men mit navn er ''Jahve''. Jeg gjorde ikke det bekendt for dem&quot;.&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 72&lt;/ref&gt;

Det bør tilføjes, at i ''Genesis'' forekommer 17 tilfælde af associationer med ''El'' (fx. Bethel) men ikke een eneste med ''Jahve''. Der er desuden eet tilfælde med henvisning til ''Ba'al'', nemlig Ashbel, Benjamins søn

=== Ugarit ===

I 1928 fandt en bonde i Ras Shamra ved Middelhavskysten (nu i Syrien) et omkring 3.000 år gammelt gravkammer. En udgravning det følgende år viste, at det dækkede over dels en større gravplads, dels en forhistorisk by: Ugarit, en vigtig handelsby fra omkring 1450 f.Kr. til 1192 f.Kr., idet byen blev brændt af og blev opgivet antagelig mellem 1190 f.Kr. og 1185 f.Kr. Blandt de mange fund var et stort antal lertavler og mange af dem med religiøse tekster: mytologiske vers, hymner til guder, lister over præsternes ofringer. Den ledende guddom i Ugarit hed ''El''. ''El'' var gudernes fader, skaber af alle levende væsener, den evige konge. Han blev beskrevet som en ældre skægget mand, som sad på en trone med en krone med tyrehorn. Hans hustru hed ''Ashera''&lt;ref&gt;Dinkgreve (2021), kap. 8&lt;/ref&gt;, hun var moder til 70 guder ifølge teksterne. Blandt sønnerne var stormguden ''Baal'', havguden ''Jam'', dødsguden ''Mott'' og krigergudinden ''Anat''. Tilsammen blev de kaldt ''Ilham'', det vil sige børn af ''El''.

I Bibelens skildring af skabelsen optræder ordet ''Elohim'', på hæbraisk et ord for guddom, hvilket er umiddelbart sammenligneligt med ordet i Ugarit, men ordet er flertal, ikke ental. Og flere af beretningerne i Gamle Testamente bruger netop (men ikke alene) dette ord om Gud: ''El Shaddai'' (Gud den Almægtige), ''El Elyon'' (Gud den Højeste)&lt;ref&gt;Novacek (2011), s. 41&lt;/ref&gt;, ''El Olam'' (den evige Gud), ''El Bethel'' (Bethels Gud). Det er det samme navn som den øverste gud i kana'anæernes gudeverden.

Af disse kendsgerninger tør drages to slutninger. Den ene er, at Gud i den hebraiske forståelse ikke i starten var fuldstændig og enerådende men i stedet udviklede sig over tid, langsomt ved en proces, der bedst kan beskrives som konvergens: flere guder smeltede sammen i een guddom.

Den anden slutning, man tør drage, er den, at israelitterne udviklede sig som folk fra kana'anæerne. Deres første gud var kana'anæernes gud ''El''. For de folk, som levede i bjergene i Kana'an omkring 1100 f.Kr. var der ikke nogen markant forskel imellem deres egen religion og de omgivende folkeslags religion: de dyrkede den samme fadergud og modergudinde. Dette har været anerkendt af arkæologer siden omkring 1970 baseret på fundne lertavler, indskrevne navne på lerkar, fund af husguder og af husaltre.

=== Jahve ===

Nu er det velkendt, at jøderne har et andet navn på deres gud: ''Jahve''. Hvor stammer dette navn fra? Hvor og hvornår overtog han de egenskaber, som tidligere blev tillagt El? For at svare på disse spørgsmål, må vi inddrage tre nye kilder.

På en to tusinde år gammel læderklud fundet i en hule findes en tekst med følgende indhold: da den højeste gud gav nationerne deres arv, da han delte menneskeheden, fastlagde han deres indbyrdes grænser i henhold til antallet af gudesønner. Denne tekst fra Femte Mosebog 32:8&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 237&lt;/ref&gt; var identisk med den tekst, som jøderne kopierede i århundrede før Kristi fødsel. Den findes i den græske version af Gamle Testamente fra 3. og 2. århundrede f.Kr. Jøderne ændrede siden teksten fra &quot;gudesønner&quot; til &quot;Israels sønner&quot;.

Tages teksten for pålydende, har den højeste gud inddelt menneskene i nationer og givet hver nation en søn som guddommelig leder. I det følgende vers fortælles hvilken søn, der blev tildelt hvilken nation, og det oplyses, at Jahve fik tildelt Jacobs stamme eller Israel.

Det må her bemærkes, at Jahve her tydeligt er en mindre, en underordnet gud i forhold til den højeste gud. Bibelforskere som Mark Smith og Frank Moore Cross fra Harvard mener, at det er her, at Jahve gøres til guddom for Jacobs stamme. Teksten i Kumran (bedre kendt som Dødehavsrullerne) bevarede den oprindelige tekst, men den blev i middelalderen tilsyneladende tilpasset.

I ''Salmernes Bog'' salme 82 findes følgende:&lt;/br&gt;
&quot;Gud træder frem i gudeforsamlingen,&lt;/br&gt;
blandt guderne holder han dom:&lt;/br&gt;
Hvor længe vil I dømme uretfærdigt&lt;/br&gt;
og tage parti for de ugudelige? Sela&lt;/br&gt;
Skaf de svage og faderløse deres ret,&lt;/br&gt;
frikend de hjælpeløse og arme,&lt;/br&gt;
udfri de svage og fattige,&lt;/br&gt;
red dem fra de ugudeliges magt!

De forstår og fatter intet,&lt;/br&gt;
de vandrer i mørke,&lt;/br&gt;
jordens grundvolde rokkes.&lt;/br&gt;
Jeg har sagt: I er guder,&lt;/br&gt;
I er alle sønner af den Højeste.&lt;/br&gt;
Dog skal I dø som mennesker,&lt;/br&gt;
og I skal falde som en af stormændene.

Rejs dig, Gud, hold dom over jorden,&lt;/br&gt;
for du har alle folkene som ejendom.&quot;&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 693&lt;/ref&gt;

Denne salme indeholder altså mindet om en gudeforsamling, som også afspejles i den langt ældre tekst. Ordet &quot;guderne&quot; i den originale tekst er ''Elohim'', i flertal. Det viser, at der var en tid i jødernes historie, hvor flerguderi øjensynligt var en almen forståelse. Og en af disse gudesønner var åbenbart Jahve.

Et lignende minde findes i Første Mosebog kapitel 6, der begynder således:

&quot;Da menneskene begyndte at blive talrige på jorden og fik døtre, så gudesønnerne, at menneskedøtrene var smukke. Blandt dem tog de sig alle de koner, de havde lyst til. Da sagde Herren: &quot;Min livsånde skal ikke forblive i mennesket for evigt. De er dødelige, deres levetid skal være 120 år&quot;.&lt;/br&gt;
Dengang gudesønnerne gik ind til menneskedøtrene og fik børn med dem - men også siden hen - var der faldne på jorden. Det er heltene, navnkundige mænd fra ældgamle dage.&quot;&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 12. Den danske oversættelse har &quot;kæmper&quot; i stedet for &quot;faldne&quot; men det originale ord er ''nefilim'' med netop denne betydning&lt;/ref&gt; 

Endnu en kilde, som bør nævnes, er et tempel nu beliggende i Sudan på Nilens vestre bred. Det blev opført af farao Aman Hototeep III (bedstefader til Tutankhamon), som regerede Egypten fra ca. 1390 f.Kr. til 1352 f.Kr., og var tilegnet guden Amon Ra. På en af søjlerne i dette tempel, der omtaler underkuede folkeslag, optræder &quot;Tashasu YHWH&quot;. Nationen ''Shassu'' var et semitisk folkeslag, nomader, kvæghyrder, der strejfede om i ørkenen ved den sydlige grænse for Kana'an. Betegnende nok identificeres de ikke ved deres landområde men derimod ved deres guddom, ''Jahve'', omtrent 200 år før at israelitterne ellers optræder i historiske tekster ifølge gængs fortolkning.

Egyptologen Donald Redford slutter heraf, at ''Jahve'' oprindeligt var en edomitisk eller midianistisk gud i de sydlige ørkenområder, som blev dyrket i områder, som den hebraiske bibel selv udpeger som stedet for jødernes oprindelse, som stedet hvor Moses hørte Gud tale fra en brændende busk, og i ''Dommerbogen'' findes blandt andet &quot;Deboras sejrssang&quot;, som dateres til 12. århundrede f.Kr.&lt;ref&gt;Dinkgreve (2021), kap. 8&lt;/ref&gt;, med følgende linjer:

Herre, da du drog ud fra Se'ir,&lt;/br&gt;
da du skred frem fra Edoms land,&lt;/br&gt;
skælvede jorden, himlen dryppede af regn,&lt;/br&gt;
ja, skyerne dryppede af vand.&lt;/br&gt;
Bjergene rystede foran Herren,&lt;/br&gt;
Sinajs Herre,&lt;/br&gt;
foran Herren, Israels Gud.&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 276&lt;/ref&gt;

Edom lå i den nordøstlige del af Sinaj-ørknen, sydøst for Det Døde Hav. Men der er mere. Jahve introduceres af Moses efter, at Jetro, Moses svigerfader, sammen med sine sønner havde sluttet sig til jøderne.&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 87&lt;/ref&gt; Ifølge Anden Mosebog kapitel 3:1 var Jetro præst i Midjan.&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 68&lt;/ref&gt; Det må rejse spørgsmålet, om det er fra ham, at Moses har overtaget sin guddom Jahve. Men ifølge Dommerbogen kapitel 1:16 var Jetro kenit: &quot;Efterkommere af den kenit, der var Moses' svigerfar, drog sammen med judæerne op fra Palmebyen til Judas ørken i Arads sydland og bosatte sig hos befolkningen dér.&quot;&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 271&lt;/ref&gt; Kenitterne var Kains efterkommere. I Første Mosebog kapitel 4:17-22 læser vi: &quot;Kain lå med sin kone, og hun blev gravid og fødte Enok. Så byggede han en by og gav den navn efter sin søn Enok. Enok fik sønnen Irad, Irad fik Mehujael, Mehujael fik Metushael, og Metushael fik Lemek. Lemek tog sig to koner, den ene hed Ada, den anden Silla. Han blev stamfader til dem, der bor i telte og holder kvæg. Også Silla fødte en søn, Tubal-Kain, stamfader til smedene, alle dem, der forarbejder kobber og jern.&quot;&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 11&lt;/ref&gt; 

Vi ved, at i andre kulturer som egyptisk, græsk og romersk er smedekunsten forbundet med vulkaner: i romersk mytologi hed smedeguden ligefrem ''Vulkan''. Læg dertil profetien i Esajas' Bog kapitel 31:9, der nævner &quot;Herren, som har sit bål på Zion og sin ovn i Jerusalem&quot;.&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 874&lt;/ref&gt; Og for at fuldende billede findes i Anden Mosebog kapitel 19:18-19 følgende beskrivelse af bjerget: &quot;Hele Sinajs bjerg var hyllet i røg, fordi Herren var steget ned på det i ild og røgen steg til vejrs som røgen fra en smelteovn. Hele bjerget skælvede af stor rædsel, og hornklangen blev kraftigere og kraftigere.&quot;&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 88&lt;/ref&gt; Det kunne være en beskrivelse af en aktiv vulkan. Disse sammenfald kan næppe være tilfældige. Er der tale om, at Jahve oprindelig var en smedegud forbundet med vulkanisme, og at han er overtaget af Moses (hvis han er en historisk person) fra sin svigerfaders kultur? I så fald viser det, at der findes en jødisk religiøs forhistorie, som man siden har forsøgt at fortrænge.

Af det foregående tør vi antage, at ''Jahve'' ikke begyndte i Israel. Han begyndte som en &quot;skytsguddom&quot; blandt nomadiske stammer uden en konge, uden templer og uden et skriftsprog. På et eller andet tidspunkt, måske som følge af handel eller af en edomitisk udvandring nordpå, kom denne gud til kana'anæerne, og der mødte han en anden guddom: den gamle gud ''El''. Hvad, der siden fulgte, var konvergens: før dannelsen af et kongerige, før opførelsen af det første tempel, blev ''El'' &quot;opslugt&quot; af ''Jahve''. Derved fik den nye fusionerede guddom begge navne i Gamle Testamente.

=== Ashera ===

Men denne gud stod ikke alene, han havde en kvindelig partner, en gudinde: ''Ashera''. Ashera optræder i kana'anæernes hjem som gudindestatuette, hendes navn findes på forrådskar og i gravskrifter. I tekster fra 8. århundrede f.Kr. bliver hun påkaldt ved siden af Jahve som om de hørte sammen og var ligestillede.

Vi ved nu, at hun i århundreder var blevet dyrket af jøderne som gudinde. Hun kunne gå på vandet, hendes tilnavn var ''Kudu'', den hellige. Hun findes gengivet på et egyptisk kunstværk fra samme tid stående på ryggen af en løve og med en slange i hver hånd. Kort sagt var hun en af de store modergudinder i Mellemøsten.

I to bygninger daterede til tiden 801-770 f.Kr. i det nordøstlige Sinai ved bjerget Contilit Azud fandt arkæologer i 1975 store forrådskar med en tekst skrevet på tidlig hebraisk: &quot;Jeg velsigner dig ved Jahve af Samaria og hans Ashera&quot;&lt;ref&gt;Novacek (2011), s. 92&lt;/ref&gt; og &quot;Jeg velsigner dig ved Jahve af Teman og hans Ashera&quot;. Her står israelitternes mandlige guddom sammen med kana'anæernes gudinde. Teman var den egn i ørkenen, hvor ifølge Habakuks Bog kapitel 3:3 Jahve havde sin oprindelse:&lt;/br&gt;
&quot;Gud kommer fra Teman,&lt;/br&gt;
den Hellige fra Parans bjerge&quot;.&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 1187&lt;/ref&gt;

I Hebron blev tilsvarende fundet en gravskrift dateret til midten af 8. århundrede f.Kr.: &quot;Velsignet være Uryyaho ved Jahve for fra hans fjender ved Ashera har han frelst ham&quot;.

Desuden har man fundet over tusind små gudindestatuetter, heraf 400 alene i Jerusalem, der ifølge Raz Kletter utvivlsomt forestiller Ashera skildret med krop som en cylinder med to markerede bryster og hænder, der tilbyder dem, samt et smilende ansigt. De dateres alle til 8. og 7. århundrede f.Kr. og de blev alle fundet i private hjem, ikke i templer. De viser, at dyrkelsen fandt sted under det delte kongerige som noget alment udbredt, ikke som noget særegent for de få.

Som supplement til en forståelse kan man gå til Gamle Testamente, hvor der er bevaret flere passager, hvori Ashera-dyrkelsen omtales. Den følgende oversigt gør ikke krav på fuldstændighed.

I Første Kongebog kapitel 14 læser vi: &quot;Salomos søn Rehabeam blev konge i Juda. .. Rehabeam var enogfyrre år, da han blev konge, og han regerede sytten år i Jerusalem, den by Herren havde udvalgt af alle Israels stammer til at sætte sit navn på. Hans mor hed Na'ama og var fra Ammon.
Judæerne gjorde, hvad der var ondt i Herrens øjne, og med de synder, de begik, gjorde de ham mere vred, end deres fædre havde gjort. Også de byggede offerhøje og lavede stenstøtter og Ashera-pæle på alle høje bakker og under alle grønne træer; der var endog mandlige helligskøger i landet.&quot;&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 396&lt;/ref&gt;

I kapitel 15 læser vi: &quot;I Nebats søn kong Jeroboams attende regeringsår blev Abija konge over Juda. Han regerede tre år i Jerusalem. Hans mor hed Ma'aka og var datter af Absalom. Han fulgte alle de synder, som hans far havde begået før ham..&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 396&lt;/ref&gt;

I Israels konge Jeroboams tyvende regeringsår blev Asa konge over Juda. Han regerede enogfyrre år i Jerusalem. Hans mor hed Ma'aka og var datter af Absalom. Asa gjorde, hvad der var ret i Herrens øjne, lige som sin fader David. Han forviste de mandlige helligskøger fra landet og fjernede alle de møgguder, som hans forfædre havde lavet. Han fjernede også sin mor Ma'aka som kongemoder, fordi hun havde ladet fremstille en rædselsstøtte til Ashera. Asa huggede støtten om og brændte den i Kedrondalen. Offerhøjene forsvandt ikke..&quot;&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 396f&lt;/ref&gt;

I kapitel 16 læser vi: &quot;Omris søn Akab blev konge over Israel i Judas konge Asas otteogtredivte regeringsår, og Omris søn Akab regerede toogtyve år i Samaria over Israel. Omris søn Akab gjorde, hvad der var ondt i Herrens øjne, værre end nogen før ham. Da det ikke var nok for ham at følge Nebats søn Jeroboams synder, giftede han sig med sidoniernes konge Etba'als datter Jezabel, og han gav sig til at dyrke og tilbede Ba'al. Han rejste et alter for Ba'al i Ba'als tempel, som han havde bygget i Samaria. Akab lavede en Ashera-pæl, og Akab gjorde mere endnu, så han krænkede Herren, Israels Gud, mere end nogen af Israels konger, der havde været før ham.&quot;&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 399&lt;/ref&gt;

I Anden Kongebog kapitel 21 omtales kong Manassa. Om hans gerninger hedder det: &quot;Han gjorde, hvad der var ondt i Herrens øjne efter de afskyelige skikke hos de folkeslag, som Herren havde drevet bort foran israelitterne. Han genopbyggede de offehøje, som hans fader Hizkija havde ødelagt; han rejste altre for Ba'al, og han lavede en Ashera-pæl, sådan som Israels konge Akab havde gjort, og han tilbad hele himlens hær og dyrkede den. .. Og i de to forgårde til Herrens tempel byggede han altre for hele himlens hær. .. Og han opstillede Ashera-billedet, han havde lavet, i dette tempel, om hvilket Herren havde sagt til David og til hans søn Salomo: &quot;''På dette tempel og på Jerusalem, som jeg har udvalgt blandt alle Israels stammer, vil jeg sætte mit navn til evig tid; og jeg vil ikke mere jage Israel bort fra det land, som jeg gav deres fædre, når de blot omhyggeligt vil gøre alt det, jeg har befalet dem, og holde hele loven, som min tjener Moses gav dem.''&quot; Men de ville ikke høre, og Manassa forledte dem til at handle værre end de folkeslag, som Herren havde udryddet for israellitterne.&quot;&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 438f&lt;/ref&gt;

I Anden Kongebog kapitel 23 oplyses, at denne afgudsdyrkelse holdt sig til Josija stoppede den: &quot;Så befalede kongen ypperstepræsten Hilkija, andenpræsterne og dørvogterne at fjerne alle de ting, der var lavet til Ba'al og til Ashera og til hele himlens hær, fra Herrens tempel, og han brændte dem uden for Jerusalem .. Helligskøgernes rum i Herrens tempel, hvor kvinderne vævede klæder til Ashera, rev han ned. .. Også alteret i Betel, offerhøjen som Jeroboam, Nebats søn, havde opført, han som forledte Israel til synd, både dette alter og offerhøjen rev Josija ned, og han knuste stenene til støv og brændte Ashera-pælen.&quot;&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 441&lt;/ref&gt; 

Profeten Jeremis beklagede sig i Jeremias' Bog kapitel 7: &quot;Kan du ikke se, hvad de gør i Judas byer og Jerusalems gader? Børnene samler brænde, fædrene tænder ild og kvinderne ælter dej, så de kan lave offerkager til Himmeldronningen og udgyde drikofre for andre guder og krænke mig.&quot;&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 950&lt;/ref&gt; Han taler om ''Ishtar'', Mesopotamiens gudinde, men hun blev adopteret som ''Afrodite'' i Grækenland og blev kaldt ''Astarte'' af kana'anæerne.&lt;ref&gt;Novacek (2011), s. 38&lt;/ref&gt;

Der kan således ikke være tvivl om, at Ashera-dyrkelsen var udbredt blandt jøderne i flere århundreder, snart officielt snart uofficielt. Manassa regerede fra 697 f.Kr. til 642 f.Kr. og Josija skal have stoppet Ashera-dyrkelsen omkring 622 f.Kr. Men uofficielt fortsatte dyrkelsen helt frem til babylonernes erobring af Jerusalem.

Det vigtigste i denne sammenhæng er, at denne afgudsdyrkelse, som det også fremgår af Gamle Testamente, fandt sted længe efter, at jøderne skulle være gået over til monoteisme.

=== Den centraliserede gudsdyrkelse ===

Men hvornår begyndte den monoteistiske gudsdyrkelse blandt jøderne? Meget tyder på, at det var en udvikling i to trin: først skete der en centralisering af gudsdyrkelsen, og langt senere en overgang til monoteisme.

Første kilde til denne udvikling findes i Moseloven. Her hedder det: &quot;Du må ikke lave dig noget gudebillede i form af noget som helst oppe i himlen eller nede på jorden eller i vandet under jorden. Du må ikke tilbede dem og dyrke dem, for jeg, Herren din Gud, er en misundelig Gud.&quot;&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 89. I oversættelsen til dansk bruges ordet &quot;lidenskabelig&quot; i stedet for &quot;misundelig&quot;&lt;/ref&gt; Det siges ikke, at der ikke findes andre guder, kun at jøderne ikke længere måtte dyrke dem.

Næste kilde findes i Anden Kongebog om kong Josija, som regerede 640-609 f.Kr. Her hedder det: &quot;Og statsskriveren Shafan fortalte kongen, at præsten Hilkija havde givet ham en bog, og Shafan læste den op for kongen.&quot;&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 440&lt;/ref&gt; Forskere mener, at den bog, der her er tale om, sandsynligvis var Femte Mosebog.

Femte Mosebog adskiller sig tydeligt fra de foregående fire Mosebøger, så meget at man mener, at den har sin egen forfatter (eller egne forfattere), der af forskerne kaldes D. Denne forfatter D genkendes også i en række andre tekster i Gamle Testamente: Joshua-bogen, Første og Anden Dommerbog, Samuels Bog samt Første og Anden Kongebog. Det menes, at alle disse bøger er forfattede af samme person eller personkreds.&lt;ref&gt;Dinkgreve (2021), kap. 8&lt;/ref&gt;

Anden Kongebog fortæller om kong Josiah, at han centraliserede gudsdyrkelsen og forbød stedlige altre: &quot;Han hentede alle præsterne fra Judas byer, og offerhøjene lige fra Geba til Be'ersheba, hvor de havde tændt offerild, gjorde han urene, og portofferhøjene, som lå ved kommandantensen Josvas port til venstre, når man går ind ad byporten, rev han ned.&quot;&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 441&lt;/ref&gt; Som det siges: &quot;Der havde ikke tidligere været nogen konge, der som han af hele sit hjerte og af hele sin sjæl og af hele sin styrke vendte om til Herren, helt efter Moses' lov og efter ham kom der ingen som han.&quot;&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 442&lt;/ref&gt; Tydeligvis var der tale om at samle al religiøs magt på et sted og under kongens kontrol. Det var med andre ord en religiøs revolution.

For at retfærdiggøre denne revolution måtte man opfinde en spådom, der kunne retfærdiggøre den. Her træder nu to kilder ind. Den ene findes i Første Kongebog. Her omtales en gudsmand, som råber imod et alter: &quot;Alter, alter! Dette siger Herren: I Davids hus skal der fødes en søn ved navn Josija. På dig skal han slagte de offerhøjspræster, som tænder offerild på dig, og han skal brænde menneskeknogler på dig.&quot;&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 393&lt;/ref&gt;

Den anden er Femte Mosebog: allerede i første sætning gives indtrykket af, at denne bog er Moses' sidste ord inden sin død&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 200&lt;/ref&gt;, og her formuleres en &quot;ny moselov&quot; begyndende således:

&quot;Dette er de love og retsregler, som I omhyggeligt skal følge i det land, Herren, dine fædres Gud, har givet dig i eje, så længe i lever på jorden. I skal ødelægge alle de steder, hvor de folk, I fordriver, har dyrket deres guder, på de høje bjerge, på bakkerne og under alle grønne træer. I skal rive deres altre ned og knuse deres stenstøtter, deres Ashera-pæle skal I brænde, og deres gudebilleder skal I hugge om; I skal udslette deres navn fra de steder. For på den måde må I ikke dyrke Herren jeres Gud. Nej, I skal søge til de sted, Herren jeres Gud udvælger blandt alle jeres stammer til at sætte navn på, så det kan bo der. Dér skal du komme, og derhen skal I bringe jeres brændofre og slagtofre, jeres tiender og afgifter, jeres løfteofre og frivilligofre og det førstefødte af jeres køer og får.&quot;&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 214&lt;/ref&gt;

Men trods dette forsøg på at legitimere centraliseringen af gudsdyrkelsen holdt det ikke længe. Snart begyndte folk atter deres decentrale gudsdyrkelse, og som vi tidligere har set, opgav de aldrig deres Ashera-dyrkelse.

=== Jøderne i Kana'an ===

Vi har fulgt jødernes religiøse udvikling, men hvordan forholder det sig med områdets politiske udvikling? Det er en broget historie, hvor Gamle Testamente trods påviselige fejl alligevel kan give nyttige oplysninger.

Meget taler for, at det var ankomsten af &quot;havfolket&quot; (engelsk: ''Sea People'') omkring 1178 f.Kr. som udløste en ny politisk udvikling. Hidtil havde området været under egyptisk kontrol, men nu svækkedes denne kontrol, og det indebar, at der blev mulighed for indbyrdes stammekrige i området. Det betød også, at folk udefra nu kunne blande sig med held i de stedlige stammekrige. Det er muligt, at jødernes erobringer netop hører hjemme i denne sammenhæng. Til trods for, at Gamle Testamente fremstiller disse kampe som religionskrige mellem folkeslag med polyteisme og jøderne med deres påståede monoteisme, er der intet, som tyder på, at dette er korrekt.

Snarere må vi se disse kampe som sket mellem et imperialistisk erobrerfolk og stedlige bofaste stammer. At der også var religiøse forskelle imellem dem, understregede blot krigenes stammemæssige karakter. Mens filistrene bosatte sig ved kysten, flyttede israelitterne ind fra øst og bosatte sig overvejende i højlandet, hvor de over tid tilegnede sig megen af den stedlige kultur, samtidig med at deres frænder, aramæerne, slog sig ned mod nordøst i Syrien. Hebræerne fik i denne besættelse støtte fra beslægtede og ligesindede nomadiske stammer og semitiske folkeslag. Alliancen var mulig, fordi de alle dyrkede Jahve. Denne fælles kult var længe den eneste institution, som bandt folket sammen, og det kunne ikke forhindre, at der jævnligt opstod konflikter mellem dem.

I den første tid efter israelitternes indvandring var tilstandene i Kana'an væsentlig som før. Det var langt fra lykkedes jøderne at udrydde hele den bosatte befolkning, så det endte med, at jøderne bosatte sig i egne bosættelser. De ulige folk og stammer levede i samfund hver for sig med byerne som centrum for de omgivende landsbyer. Hebræerne erobrede og ødelagde de mere civiliserede kana'anitter men overtog deres skriftsystem. De overtog også kana'anitternes byggeskik, men uden at hebræernes byggerier nåede samme høje stade som deres forgængere. Jerusalem var på denne tid et lille sted uden stor betydning og kunne ikke måle sig med andre byer i området.

Tør man tro Josvabogen kapitel 20, blev der oprettet særlige bebyggelser kaldet &quot;tilflugtsbyer&quot; for kriminelle, hvor disse kunne søge politisk asyl og unddrage sig retsforfølgelse for deres kriminelle gerninger: &quot;Herren talte til Josva og sagde: &quot;Sig til israelitterne, at de skal udpege de tilflugtsbyer, som jeg talte til jer om ved Moses, så en drabsmand, der uforsætligt og uforvarende slår nogen ihjel, kan flygte dertil; de skal være tilflugtssteder for jer mod blodhævneren. Når drabsmanden søger tilflugt i en af disse byer og stiller sig ved indgangen til byporten, skal han forelægge sin sag for de ældste i den by. De skal give ham adgang til byen og give ham et sted, hvor han kan bo hos dem. Når blodhævneren forfølger ham, må de ikke udlevere drabsmanden til ham; det var jo uforvarende, han slog sin næste ihjel, han havde ikke tidligere næret fjendskab mod ham. Han kan så blive boende i den by, indtil han stilles for menighedens domstol, eller indtil den ypperstepræst dør, som er der til dentid. Da kan drabsmanden vende tilbage til sin by og sit hus, den by, han er flygtet fra&quot;.&quot;&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 264&lt;/ref&gt; De var en ordning, som kunne beskytte enhver kriminel mod retsforfølgelse.

Og jødernes folkemord fortsatte. I Dommerbogen kapitel 1 læser vi: &quot;Så drog Juda op, og Herren gav kana'anæerne og perizzitterne i deres hånd, og de slog dem i Bezek og dræbte ti tusind mand. ..Judæerne angreb Jerusalem og indtog den. De huggede indbyggerne ned med sværd og stak ild på byen.&quot;&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 271&lt;/ref&gt; I de byer, som det ikke lykkedes jøderne at udrydde befolkningen, blev disse i stedet gjort til hoveriarbejdere.&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 272&lt;/ref&gt; Det kan næppe undre, at denne opførsel gav anledning til yderligere uro, og at nye kampe fulgte. Ved en lejlighed slog jøderne &quot;omkring ti tusind moabitter ihjel. .. Derefter havde landet ro i firs år&quot;.&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 274&lt;/ref&gt;

Efter Josvas erobringer fulgte dommertiden, hvor landet blev styret af de såkaldte dommere. Tør man tro Gamle Testamente førte det til, at filistre og ammonitter for en tid fik overtaget.&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 286&lt;/ref&gt; Også internt var der øjensynlig magtkampe, således forenedes de andre stemmer mod Benjamins stamme.&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 297ff&lt;/ref&gt;

Efterhånden blev lovløsheden for meget, og hebræerne etablerede et kongedømme i Palæstina. Denne institution kom som en nødvendig følge af både de interne lovløse tilstande og behovet for at organisere krigsførelsen mod andre folkegrupper. I vest udgjorde filistrene en stærkere modstand end kana'anitterne, fordi de havde udviklet jernsmedning. Mod nord boede fønikerne i Libanon, der var mest optaget af handel. Da kana'anitterne stadig blev mere undertrykte, skabte det grundlaget for etableringen af det hebræiske kongedømme omkring 1000 f.Kr. 

Først under dommeren Samuel opstår der blandt jøderne krav om etableringen af et kongerige. Landets første konge hed Saul.&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 317&lt;/ref&gt; Han dateres til omkring 1000-tallet f.Kr. Tør vi tro Første Samuelsbog gennemførte han adskillige krige.&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 320&lt;/ref&gt; Kana'an var angiveligt forenet under ham og hans to efterfølgere, David og Salomo. 

Da kong Salomon døde i 922 f.Kr. blev det hebræiske kongedømme delt i to: Kongeriget Israel og Kongeriget Juda. Det var kun Juda og Benjamins stammer, som accepterede Salomons søn Rehabeam som deres konge, og de oprettede dermed det sydlige kongerige Juda med Jerusalem som hovedstad. Mod nord gjorde de øvrige stammer Jeroboam til konge og oprettede kongeriget Israel med Sikem og senere Samaria som hovedstad. Vigtigst i denne sammenhæng er, at der intet stammesammenhold var, end ikke deres religion kunne holde sammen på dem, og som vi allerede har set, skete der jævnligt frafald fra denne, lige som israelitterne indgiftede sig i andre folkegrupper nok så meget som indbyrdes. Der var konstant magtkampe, hvilket afspejler det totale fravær af national solidaritet og enhed. Også udefra skete angreb. Anden Krønikebog er fuld af bereninger om disse krige.

Kongeriget Israel ophørte, da Assyrien erobrer hovedstaden Samaria 722 f.Kr. Herved mistede også de 10 nordlige israelske stammer deres betydning. Nogle af indbyggerne i Kongeriget Israel blev deporteret af assyrierne, men arkæologisk kan der ikke dokumenteres nogen befolkningsudskiftning eller nogen nedgang i befolkningstallet, og genetiske undersøgelser antyder også en kontinuitet i områdets befolkningssammensætning. Hovedparten af befolkningen synes således at være forblevet i området og samaritanerne menes at være de mest direkte efterkommere af befolkningen i Kongeriget Israel, hvilket også er i overenstemmelse med deres egen opfattelse. Nogle beboere fra Kongeriget Israel må antages at være flygtet til kongeriget Juda, hvilket kan forklare hvordan de nordlige stammers myter er blevet inkorporerede i den tekster i Gamle Testamente, som blev samlede i Kongeriget Juda.

=== Eksilet i Babylon ===

Der er næppe tvivl om, at hvis jøderne havde modstået angreb udefra, ville afgudsdyrkelsen have fortsat. Der ville fortsat have været private gudindestatuetter og private altre. Men een begivenhed ændrede jødernes historie og dermed verdenshistorien: babylonernes erobring i 586 f.Kr.

Forud gik en belejring, som varede to og et halvt år. Vilkårene under belejringen var forfærdelige: jøderne sultede, men vi ved fra samtidige beretninger, at de ikke holdt sig tilbage fra at spise deres egne børn. Da Nebukadnezer erobrede Jerusalem, blev Salomons tempel brændt ned til grunden. Kongepaladset blev brændt ned. Huse blev brændt ned. Forsvarsanlæggene omkring byen blev revet ned sten for sten. Kong Zedekiah, som havde forsøgt at flygte, blev fanget og ført frem for Nebukadnezer. Det sidste, han så, var, at han sønner blev slået ihjel. Så blev han gjort blind, og måtte i denne tilstand foretage vandringen til Babylon.

Hele den jødiske befolkning blev tvangsforflyttet til Babylon. Det skete i tre omgange. Da de forlod Jerusalem, måtte de uundgåeligt miste troen på deres guder, som havde svigtet dem.

Hvad, der skete under det babylonske fangenskab, var ekstraordinært: i stedet for at blive integrerede i deres nye omgivelser valgte de skriftkloge jøder den modsatte vej, nemlig at bevare og redigere deres historiske traditioner. Sigende optræder byen Al Yahuda i Babylon på denne tid. Jøderne samlede, hvad de havde bevaret om deres historie, og begyndte at nedskrive det. Undervejs blev traditionen omskrevet og tilpasset deres nye selvforståelse. Bibelforskere mener, at det var antagelig på denne tid, at traditionerne i ''Tanakh'' begyndte at få deres endelige form.

Og det var tilsyneladende også her, at jødernes tro fik den monoteistiske karakter, som siden skulle gøre sig gældende. Det er her, at profeten Ezekiel fortæller, at Gud gør ham opmærksom på den afgudsdyrkelse, som finder sted.&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 1048&lt;/ref&gt; Det er her, at Gud lover at straffe jøderne for denne afgudsdyrkelse.&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 1049&lt;/ref&gt; Det er her, at jødernes bortførelse bliver stillet i udsigt. Det er her, at grunden lægges til den fortolkning, at eksilet gøres nødvendigt for, at jøderne langt om længe kan vende sig mod den sande gudsdyrkelse.

Og det er her, at profeten Esajas formulerer sine propagandistiske og doktrinære anklager. Det er her, at Gud gøres til den, som lover jøderne håb om frihed igen. Og det er her, at Gud bliver enevældig.

To eksempler fra Esajas Bog kan belyse det: i vers 44 linje 6: &quot;Jeg er den første, og jeg er den sidste, der er ingen anden Gud end mig&quot;&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 895&lt;/ref&gt; og i vers 45 linje 5: &quot;Jeg er Herren, der er ingen anden, der er ingen anden Gud end mig&quot;.&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 897&lt;/ref&gt; Selv alt det gode og alt den onde har samme oprindelse:&lt;/br&gt;  
&quot;Jeg danner lys og skaber mørke,&lt;/br&gt; 
jeg frembringer fred og skaber ulykke,&lt;/br&gt; 
jeg, Herren frembringer alt dette.&quot;&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 897&lt;/ref&gt;&lt;/br&gt; 
For første gang optræder jøderne som et folk med kun een erklæret Gud.

Der kan næppe være tvivl om, at dette var følgen af en bestemt strategi: ikke at blive opslugt af imperiet. Over for de mange guddomme i Babylon sætter jøderne en enkelt gud som deres modstykke. Derved, og kun derved, kan de opretholde deres særegne identitet som folk. Hvis Jahve havde været een gud blandt mange andre, havde han tabt og havde ingen fremtid. Kun ved at gøre ham almægtig, ved at hævde at han havde brugt Nebukadnezar som et redskab i en guddommelig plan, kunne de opretholde deres identitet og deres håb om en fremtid. De gamle guder måtte udryddes eller bortforklares som fejltagelser, der kunne forklare jødernes ulykkelige skæbne. Og derfor blev den traditionelle historie omskrevet punkt for punkt for at kunne understøtte det nye narrativ.

Nået så langt tog de skriftkloge det næste skridt: de måtte opfinde og udvikle deres egen skabelsesberetning og deres egen beretning om en altomfattende oversvømmelse. Inspirationen hentede de hos babylonerne selv. De tog de velkendte babylonske beretninger men omskrev dem således, at de udgjorde en polemisk kontrast til den tro og de traditioner, som blev hyldet af deres omgivelser. Der vil være lejlighed til at se nærmere på disse ved en gennemgang af Gamle Testamente.

=== Jødernes tilbagevenden til Jerusalem ===

I 539 f.Kr. indtræder så afslutningen på jødernes tid i eksil. Dette år erobrer perserne Babylon, og Cyrus den Store erklærer straks efter en almen amnesti. Der efter giver han tilladelse til, at fordrevne folkeslag må vende tilbage til deres hjemegn og genoptage deres gudsdyrkelse.

Også jøderne vendte hjem. Ifølge Ezras Bog vendte i alt 42.360 jøder tilbage til Jerusalem foruden deres trælle og trælkvinder, i alt 7.337, samt 200 sangere og sangerinder, det vil sige i runde tal 50.000 personer.&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 510&lt;/ref&gt; Om dette tal er korrekt, vides ikke.

Det vigtige er, at da jøderne vendte tilbage til Jerusalem, var det med en ny, monoteistisk religion. Den var i store træk skabt under deres eksil, omskrevet og suppleret i forhold til tidligere. Den forenede folk og tro i en næsten uadskillelig helhed.

Der kan her være grund til at stille et vigtigt spørgsmål: betyder dette så, at jøderne vendte hjem med en fuldt udviklet fælles trosretning? Nej, intet taler for dette. Snarere må vi regne med, at det kun var en lille gruppe af teologiske skriftlærde, som havde taget del i den redigeringsproces, som var foregået i Babylon, og at det kun var dem, som havde det fulde kendskab til det nye narrativ om jødernes oprindelse, som de havde skabt. Dette indebærer, at det først er efter deres tilbagevenden, at de for alvor kan begynde at promovere og udbrede deres nye narrativ til jøderne og dermed skabe den identitetsforståelse, som de siden udviklede.

=== Persisk tid ===

Under det persiske herredømmes tid (538-332 f.Kr.) sad der persiske statholdere i landets ulige dele. Vi ved, at statholderen i Judæa 408 f.Kr. hed Bagohi, dels fra Josefos, dels fra papyrusfundene i Elefantine. At statholderen i Samaria var en samaritan, Sanballat, tyder på, at perserne ikke har blandet sig i Palæstinas forhold, når oprør ikke foranledigede dem til at gribe ind, som tilfældet var under Artaxerxes III (358-338 f.Kr.). Det var under persisk beskyttelse, at Nehemia og Ezra genoprettede den jødiske menighed i Jerusalem.

Vi ved sandt at sige ikke meget om den jødiske religionsdyrkelse på denne tid. Meget tyder på, at der skete en langsom spredning af den nydannede monoteistiske tro, sikkert som et politisk-nationalt redskab over for det persiske overherredømme. Men intet taler for, at denne endnu formelt var slået igennem.

Elephantine var en jødisk by i Egypten fra 400-tallet f.Kr. Den er interessant, fordi den kan vise træk ved og fravær af jødisk levevis på denne tid. Byen blev antagelig grundlagt i midten af 6. århundrede f.Kr. af folk, der var emigreret fra Syene-området i Palæstina.&lt;ref&gt;Barnea (2024), s. 1&lt;/ref&gt; Vi ved, at der eksisterede et særligt tempel for dyrkelsen af Jahve indtil 410 f.Kr., da det blev ødelagt. En jødisk befolkning nævnes sidste gang i kilderne i 399 f.Kr., hvad, der skete med den jødiske befolkning efter denne tid, er ukendt.&lt;ref&gt;Adler (2025), s. 39&lt;/ref&gt;

Historien om jødernes udvandring fra Egypten kendes ikke i denne by, hvilket tyder på, at denne tradition er yngre end 400-tallet. Ligeledes kendte befolkningen ikke til ''torah'', det vil sige jødisk lov, så også denne må være yngre end 400-tallet.

Endvidere dyrkede jøderne i denne by flere guder (jahvisme) i modsætning til senere tids monoteisme (judaisme). Således har vi flere kilder fra 400-tallet f.Kr., der vidner om zoroastracisme, herunder et ild-alter og et tempel.&lt;ref&gt;Barnea (2024), s. 3-7&lt;/ref&gt; En lignende jødisk polyteisme kendes fra andre byer.&lt;ref&gt;Adler (2025), s. 41-47&lt;/ref&gt; Men dette indebærer også, at jøderne stadig ikke på denne tid var monoteister til trods for de bestræbelser, som præsteskabet havde udført under eksilet i Babylon. I stedet tolkes situationen således, at den jødiske kult udviklede sig gravist over tid blandt andet inspireret af zoroastrisk kult indtil, at de fik den form som kendes fra den hebraiske bibel.&lt;ref&gt;Barnea (2024), s. 29&lt;/ref&gt; Hvis byen blev grundlagt af dem, som ikke endte i Babylon, kan dette forklare deres fastholden ved polyteisme og ukendskab til den monoteisme, som blev udviklet i Babylon.

Dermed adskiller kulten på denne tid blandt jøder sig markant fra den, som ses i hasmonæisk tid.&lt;ref&gt;Adler (2025), s. 48&lt;/ref&gt; Yonatan Adler ved Ariel University har kaldt denne kult og levevis &quot;proto-jødisk&quot; (''proto-Judaic'') og definerer den således: &quot;Et protojødisk kulturelt træk er således et særskilt element af den israelitiske og/eller jødiske livsstil, som med tiden blev lovgivet som en forskrift for regulering i en eller flere af Mosebøgernes tekster, og som i sidste ende blev optaget som en del af jødedommen.&quot;&lt;ref&gt;Adler (2024), s. 5&lt;/ref&gt; Et eksempel herpå er at spise svinekød. I to af Mosebøgerne (Tredie Mosebog kapitel 11:1-8&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 126f&lt;/ref&gt; og Femte Mosebog kapitel 14:3-8&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 216&lt;/ref&gt;) forbydes det jøder at spise svinekød, men arkæologiske fund fra tiden fra sen bronzealder (1300-1130 f.Kr.) frem til jernalder (586 f.Kr.) viser, at svin faktisk blev avlet til fortæring i strid med denne bestemmelse, skønt de er fraværende i nogle bopladser henregnet til kana'anære og fønikere i jernalderen uden, at det derfor med sikkerhed kan siges at være bevidste valg; økonomiske, økologiske og sociale forhold kan have spillet ind.&lt;ref&gt;Adler (2024), s. 13&lt;/ref&gt; Flere jødiske leveregler tilskrives således myter i Mosebøgerne, og det kan ikke afvises, at disse myter ''netop'' er blevet til for at kunne begrunde og legitimere disse leveregler.&lt;ref&gt;Adler (2024), s. 21&lt;/ref&gt; Det gælder blandt andet reglen om at omskære drengebørn.&lt;ref&gt;Adler (2024), s. 20f&lt;/ref&gt;

=== Hellenistisk tid ===

I den græske periode fra Alexander den Stores erobring i 332 f.Kr. til 167 f.Kr. blev Palæstina atter genstand for strid mellem Syrien, hvor seleukiderne herskede efter Alexanders død 323 f.Kr., og Ægypten, der beherskedes af ptolemæerne. Frem til 198 f.Kr. var overvejende Egypten, fra den tid, efter Antiochos IIIs sejr ved Paneas, syrerne Palæstinas herrer. Efter, at Babylon, Ninive og Shushan var gået til grunde, og Alexandria var blevet grundlagt, flyttede tyngdepunktet vest på, og Palæstina fik igen samme betydning som i 15. århundrede f.Kr. Under ptolemæerne regeredes Palæstina af guvernører (hegemon, epitropos), om hvis myndigheds udstrækning kun lidt vides. Skatteopkrævningen var overladt - ved licitation - til skatteforpagtere. I jødernes kreds fik synedriet og ypperstepræsten en vidtgående myndighed. Under seleukiderne stod Palæstina, der kaldtes Fønikien, sammen med Cølesyrien under en militærguvernør, og syrisk militær besatte landet. Skatten indkrævedes af seleukidiske embedsmænd. Fra 165 f.Kr., da Antiochos Epifanes forbød jødisk gudsdyrkelse, blev landet ramt af de makkabæiske kampe, der skulle bane vejen for det hasmonæiske dynasti.

Undersøgelser tyder på, at jøderne i almindelighed stadig ikke kendte til ''torah'', det vil sige jødisk lov, i begyndelsen af hellenistisk tid, og slet ikke at de respekterede og fulgte den.&lt;ref&gt;Adler (2025), s. 34&lt;/ref&gt; Således er der flere eksempler på, at judæere to ågerrenter af deres udlån.&lt;ref&gt;Adler (2025), s. 28&lt;/ref&gt; Der er også bevis på, at nogle judæere selv på denne tid dyrkede andre guder end Jahve.&lt;ref&gt;Adler (2025), s. 27&lt;/ref&gt; Og skønt ordet &quot;''sabbat''&quot; forekommer, lader det sig ikke fastslå, om dette havde samme betydning som senere eller blot henviste til en jødisk helligdag.&lt;ref&gt;Adler (2025), s. 28&lt;/ref&gt; Faktisk forekommer ordet &quot;''sabbat''&quot; ikke een eneste gang i Gamle Testamente. Omvendt er der ingen arkæologiske beviser på, at jøderne tog deres rituelle bade i bassiner, således som foreskrevet i ''torah'', og heller ikke at de iagttog særlige rituelle renselsesregler omkring deres mad.&lt;ref&gt;Adler (2025), s. 26&lt;/ref&gt;

Der har været peget på, at Aristeas i et brev oplyser, at Ptolemæus II Philadelphus (regerede 285-246 f.Kr.) tog 72 jøder fra Jerusalem til Alexandria for at få oversat en jødisk lov til græsk til sit bibliotek.&lt;ref&gt;Adler (2025), s. 31&lt;/ref&gt; ''Torah'' er ikke nævnt ved navn, så der er ingen beviser på, at det er den, som der henvises til, men selv om dette var tilfældet, kan dette ikke tages som udtryk for, at jøderne i almindelighed kendte og fulgte loven.&lt;ref&gt;Adler (2025), s. 32&lt;/ref&gt; Dette til trods for, at jøderne på  denne tid ellers nød udstrakt selvstyre både i Judæa og i andre områder.&lt;ref&gt;Adler (2025), s. 24&lt;/ref&gt; Dette har fået Yonatan Adler til at betegne jødisk kultur på denne tid som &quot;jahveisme&quot; (''Yahwism'') i modsætning til den &quot;judaisme&quot; (''Judaism''), der først fulgte senere og som fulgte ''torah''-en.&lt;ref&gt;Adler (2025), s. 7&lt;/ref&gt; Men uanset benævnelsen betyder det, at traditionel jødisk kultur først stammer fra tiden ''efter'' hellenistisk tid.

=== Det hasmonæiske dynasti ===

Den hasmonæiske eller senhellenistiske periode strakte sig fra 167 f.Kr. til 63 f.Kr.

Betegnelsen &quot;Det hasmonæiske kongerige&quot; dækker over en yderst omtumlet periode i jødisk historie, som strakte sig fra midten af 2. århundrede f.Kr. til midten af 1. århundrede f.Kr. Hasmonæerne var en jødisk præsteslægt, som spillede den førende politisk rolle på denne tid. Betegnelsen er dannet efter Hasmon, der var Mattatija’s bedstefader. I årene 168-161 f.Kr. ledede hasmonæerne kampen for national og religiøs frihed mod seleukiderne, som under Antiochos IV havde underkuet dem. Bevægelsen begyndte under Mattatija, men blev fortsat af hans sønner, først Judas Makkabæer, efter hvem slægten often kaldes makkabæerne; han fik genoprettet den jødiske gudsdyrkelse i 165 f.Kr. og opnåede i 161 f.Kr. religionsfrihed. Dette år overvandt han den syriske feltherre Nikanor og sluttede forbund med Romerne, men døde kort efter. Hasmonæerne optrådte der efter som et dynasti, der kæmpede for deres egen magtstilling. Judas’ broder, Jonatan, som afløste ham som leder, lod sig i 153 f.Kr. udnævne til ypperstepræst, skønt han efter jødisk lov ikke havde ret til denne stilling. Dette betød et brud med de lovtro, som de oprindelige havde kæmpet for. Efter hans mord i 143 f.Kr. lykkedes det broderen Simon (143-135 f.Kr.) at få landets selvstændighed anerkendt og at erobre syrernes borg i Jerusalem. Som følge heraf blev han af befolkningen hyldet som arvelig ypperstepræst og som verdslig hersker i 141 f.Kr. Dermed havde hasmonæerne opnået formel anerkendelse af deres dynasti.

Det betød imidlertid ikke, at der nu herskede fred, tværtimod. Under Simon’s søn, Johannes Hyrkan (134-104 f.Kr.), indtraf et åbent brud mellem hasmonæerne på den ene side og farisæerne på den anden. Under de fortsatte kampe undertvang han den autonome stat Edom og ødelagde Samaria og også den samaritanske helligdom på Garizim. Hans sønner, Aristobul (104-102 f.Kr.) og Alexander Jannæos (102-76 f.Kr.) var brutale herskere og fjernede sig langt fra styrets oprindelige karakter, idet de var udpræget hellenistisk sindede. Alexander udnævnte sin dronning Salma Alexandra til sin efterfølger (78-69 f.Kr.), mens sønnen Hyrkan II blev ypperstepræst. Midt i de hele etablerede armenerne et kortvarigt herredømme (70-63 f.Kr.) idet de erobrede landet og lagde området under deres overherredømme. Men den interne magtkamp fortsatte uafbrudt. Salma sluttede sig til farisæerne, og hun kom derved i modsætning til saddukæerne, som samlede sig om hendes anden søn, som efter hendes død tog magten fra sin broder og herskede som Aristobul II, dog under vedvarende kampe, indtil Pompejus afsatte ham og tog ham med til Rom i 63 f.Kr. Efter ulige forsøg på opstand blev Aristobul og hans søn Alexander myrdet i 48 f.Kr. 

Hyrkan II, der af Pompejus nu blev anerkendt som ypperstepræst med Antipater som verdslig leder, blev af Cæsar forfremmet til ethnarch, mens den faktiske myndighed efterhånden gik over til Herodes efter Antipater’s død. Aristobul’s anden søn, Antigonos, gjorde imidlertid oprør og blev en kort (40-37 f.Kr.) tid konge, mens Hyrkan blev bortført og fik ørene skåret af. I 37 f.Kr. erobrede den af Romerriget anerkendte Herodes så Jerusalem, og Antigonos blev henrettet i Antiochia. Dermed var hasmonæernes herredømme bragt til ende. Herodes levede en tid i venskab med Hyrkan men lod ham så dræbe. Herodes var besvogret med hasmonæerne, idet hans hustru Mariamme var datter af Aristobul II’s søn Alexander. Dette forhindrede dog ikke, at han lod hendes broder Aristobul dræbe. Senere dræbte han ligeledes hende selv og hendes moder. Endelig dræbte han nogle hasmonæere, der opholdt sig hos hans svoger i Idumæa. Således blev det Herodes, som endte slægtens magtdrømme.&lt;ref&gt;Pedersen (1919), s. 943f&lt;/ref&gt; Så meget om den politiske udvikling.

Det vigtigste i denne sammenhæng er, at de var i denne omtumlede tid, at vi for første gang ser tydelige spor af en jødisk kultur og religionsdyrkelse. Årsagen er klar nok: lederen af den nye stat var en ypperstepræst, som nu tillige blev den politiske, kultiske og militære leder af den nye stat. Og det er tydeligvis på denne tid, at denne nye magt manifesterer sig også religiøst. Det er først fra denne tid, at de første synagoger optræder. Det er først fra denne tid, at ''Tanakh'' optræder i sin endelige skikkelse. Det er først fra denne tid, at der optræder beviser på, at jøderne i deres levevis fulgte bibelsk lov, der nu bliver promoveret som &quot;deres forfædres lov&quot; og påvirker et utal af leveregler både i og uden for jødernes &quot;hjemland&quot;.&lt;ref&gt;Adler (2025), s. 67&lt;/ref&gt;

=== Romersk styre ===

Romersk tid strækker sig fra sidste århundrede f.Kr, til første århundrede e.Kr. Det kendetegnes ved at området i denne periode havde en romersk guvernør.

Yonatan Adler har undersøgt de kulturelle traditioner i dette tidsrum og finder, at de følger senere jødiske traditioner: der er renselsesbassiner og husgeråd af kalk som udtryk for jødiske relselsesritualer samt mønter, vægdekorationer i huse og hjemligt udstyr som udtrykkeligt undgår at vise mennesker og dyr i overensstemmelse med påbuddet i Mosebøgerne. Han konstaterer yderligere, at disse træk er særligt markante i de områder, som vides at have haft en overvejende jødisk befolkning, men ikke nødvendigvis i områder hvor andre befolkningsgrupper var dominerende. Han konstaterer endvidere, at disse rituelle træk tydeligt går tilbage til hasmonæisk tid men ikke med sikkerhed lader sig følge længere tilbage, til dels på grund af et svagt og mangelfuldt arkæologisk og skriftligt bevismateriale. Som beviserne nu stiller sig, var det i hasmænæisk tid, at disse rituelle træk slog igennem og efterhånden bredte sig til den samlede befolkning og i romersk tid allerede var blevet normen.&lt;ref&gt;Adler (2022)&lt;/ref&gt;

Det er på denne baggrund, at Jesus må ses: i en tid, hvor mange jøder drømte om og håbede på at genskabe deres egen selvstændige stat, trådte han frem med sit provokerende budskab, at &quot;Guds rige ikke var af denne verden&quot;. Ikke nok med det: han udfordrede farisæerne og de skriftkloge, og oven i alt dette ophævede han jøder som Guds udvalgte folk og erklærede enhver, som følger Guds ord og hans påbud som en del af den udvalgte befolkning. I det givne politisk-religiøse klima gjorde det ham farlig for en national jødisk politik, så han måtte stoppes, og det blev han som bekendt. Men det stoppede ikke hans budskab i at blive yderligere spredt, tværtimod.

Frem til 70 e.Kr. opstod der ulige retninger inden for jødedommen, hvoraf saddukæerne, farisæerne og essæerne synes at have været de væsentligste. Desuden opstod der en række messianske og apokalyptiske bevægelser. 

Saddukæerne var en gruppe der var tilknyttet præstedømmet i templet i Jerusalem. I modsætning til farisæerne, som påberåbte sig myndighed på grund af deres lærdom og fromhed, baserede saddukæerne deres særstilling på afstamning og status. Meget tyder på, at de repræsenterede Hasmonæernes klan, der tidligere havde regeret som præstekonger. De nægtede at acceptere læresætninger som ikke direkte var nævnt i ''Torah'', også selv om læren var nævnt et andet sted i Tanakh. Ja, de &quot;anså det for en dyd at debattere&quot; sådanne sager. Et eksempel på en sådan debat findes i Mattæusevangeliet kapitel 22:23-33, hvor de satte Jesus på prøve med hensyn til opstandelsen. Idet saddukæerne opstillede en tænkt situation hvor en enke havde været gift med syv mænd, spurgte de: &quot;Hvem af de syv skal nu have hende til hustru i opstandelsen?&quot; I denne sammenhæng var det selvfølgelig uvæsentligt om den tænkte enke havde været gift 14 eller 21 gange. Jesus svarer: &quot;I opstandelsen gifter mænd sig ikke og kvinder bortgiftes ikke.&quot;&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 1251&lt;/ref&gt; Saddukæerne accepterede ikke eksistensen af et liv efter døden, og benægtede derfor også den farisæiske doktrin om en genopstandelse, hvilket netop var den forestilling, som Jesus prædikede. I Markusevangeliet kaptel 12:18-27 omtales en anden version af historien: da Jesus vidste, at saddukæerne ikke accepterede andre inspirerede skribenter end Moses, argumenterede han ved at citere fra ''Torah''. Han sagde: &quot;Med hensyn til at de døde oprejses, har I da ikke læst i Moses’ bog, i beretningen om tornebusken, hvordan Gud sagde til ham: ’Jeg er Abrahams Gud og Isaks Gud og Jakobs Gud’? Han er ikke dødes men levendes Gud.&quot;&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 1281&lt;/ref&gt;

Saddukæerne ønskede ikke, at en Messias skulle dukke op og lave om på tingene og da de betragtede Jesus som en trussel mod deres position, sammensvor de sig med farisæerne om at slå Jesus ihjel.&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 1258f, 1352&lt;/ref&gt;

Farisæerne var kendetegnede ved, at de lagde stor vægt på overholdelse af Moseloven, især renhedsforskrifterne og desuden på &quot;fædrenes overleveringer&quot;, som var en betegnelse for hele den mundtlige fortolkning af Moseloven. Bevægelsens etik havde mange detaljerede forskrifter og praktiske anvisninger. 

Essæerne levede i en slags kommunisme, hvor medlemmerne aflagde tavshedsløfte og ingen måtte besidde ejendom, hverken bolig eller slave, jord eller kvæg. Deres indkomster skulle overlades til en forvalter, som forestod indkøb af det nødvendige og sørgede for mad og underhold til gruppen. De forkastede også ægteskab, alle former for standsforskelle samt slaveri. De var soldyrkere og sendte hver morgen bønner op til solen. Når de havde afføring, gjorde de det inden døre for ikke at &quot;besmitte&quot; sollyset.

Af de mange retninger inden for jødedommen overlevede kun den rabbinske jødedom, som byggede på farisæerne og deres lære. Den rabbinske jødedom var kendetegnet ved at hævde, at den skrevne ''Torah'' ikke kan fortolkes korrekt uden henvisning til den &quot;mundtlige&quot; ''Torah'' og den dertil hørende litteratur, der specificerer hvilken adfærd, der er sanktioneret af loven. Med et moderne udtryk var de fundamentalistiske teokrater. Når de andre fraktioner her er nævnt, er det for at vise, at jødedommen langt fra var nogen samlet bevægelse selv op til eller på Jesu tid.

Stednavnet &quot;Israel&quot; første gang optræder på en mønt dateret til 66 e.Kr. møntet i forbindelse med jødernes oprør mod romerne.

Efter oprøret 70 e.Kr. var det for en lang tid slut med jødiske forsøg på at skabe en egen stat. Jesu budskab og det mislykkede oprør førte til, at den jødiske befolkning blev sprængt i tre grupper: den ene gruppe var de traditionelle jøder, som holdt fast ved farisæerne og deres budskab, den anden gruppe var de kristne, som nu satte sig for at udbrede det nye budskab, og den tredie gruppe var judeo-nazaræerne, som fortolkede udviklingen på deres egen måde og mente, at genskabelsen af templet i Jerusalem var en forudsætning for, at Messias ville vende tilbage. De arbejdede i flere hundrede år på dette mål, men da de endelig fik magten i Jerusalem i år 634 og Messias alligevel ikke vendte tilbage, blev bevægelsen omformet til en ny arabisk religiøs bevægelse, som i 749 efter abbasidernes magtovertagelse endte som muhammedismen, komplet med en egen profet, en egen hellig bog og med et nyt religiøst midtpunkt i Mekka.&lt;ref&gt;se ''Muhammedanismen i kildekritisk belysning''&lt;/ref&gt;

=== Sammenfatning ===

Hvordan skal begivenhedsforløbet nu fortolkes? Et foreløbigt svar kunne lydes således: det ser ud til, at jøderne udskilte sig fra kana'anæerne senest omkring 1200 f.Kr. og at de oprindeligt levede i ørkenområderne syd for Kana'an. Dette varede indtil, at de eteblerede et egentligt kongerige, der imidlertid efter kort tid blev delt i to, Israel og Judæa. Den nationale udskillelse var dog åbenbart ikke mere udtalt end, at jøderne jævnligt synes at have giftet sig med kvinder fra andre stammegrupper. 

Så langt, vi tør tro Bibelens fremstilling, var de polyteister, det vil sige dyrkede flere guder. Ganske vist var der perioder, hvor der gjordes forsøg på at indføre monoteisme, men dels var der stadige tilbageslag, dels skete disse forsøg på det statslige niveau, mens den almindelige befolkning synes at have fastholdt polyteismen uden afbrydelser gennem flere hundrede år frem til og med landsforvisningen til Babylon. 

Religionsdyrkelsen synes at have udviklet sig fra spredt i de enkelte husstande, landsbyer og stammer hen imod en statslig centralisering med deraf følgende magt for præsteskab og konger. 

Efter alt at dømme er det først under eksilet i Babylon, at præsteskabet blandt jøderne udvikler en erklæret monoteisme, mens dette ikke synes at være tilfældet for den brede befolkning. Hele jødernes tidligere historie bliver nu omfortolket af præsteskabet i lyset af denne nye religion, og den bliver promoveret og legitimeret af nogle få erklærede profeter.

Efter jødernes tilbagevenden til Kana'an efter eksilet i Babylon bliver den nye religion gjort til et redskab for præsteskabets politiske mål: en selvstændig teokratisk stat. Dette mål bliver opnået, men den nye stat varer kun i henved hundrede år, og igennem hele sin eksistens er den præget af interne magtkampe blandt den ledende religiøse elite. Meget tyder dog på, at det først er på denne tid, at monoteismen slår igennem også i den brede jødiske befolknings livsstil og levemåde og bliver det centrale element i israelitternes selvforståelse. Men dette forudsatte og krævede præsteskabet både som den etnisk-religiøse og den statspolitiske magthaver. Efter alt at dømme er det tidligst fra denne tid, at vi kan tale om jødedom i moderne forstand.

Men denne udvikling forudsatte, som vi har set, en dramatisk omskrivning af den jødiske historie. Meget måtte udelades eller totalt omskrives. På den anden side blev der indført nye elementer, som næppe har meget med den historiske udvikling at gøre men som gav jøderne en forhistorie så lang som nogen.

=== &lt;big&gt;Problemerne med Gamle Testamente&lt;/big&gt; === 

Et passende kildekritisk udgangspunkt ved vurderingen af Gamle Testamentes troværdighed må være de modsætninger, der er mellem dennes fremstilling og de faktuelle kendsgerninger. Der er således ingen beviser for eksistensen af de fem mosebøger før slutningen af 4. århundrede f.Kr. inklusive eksistensen af en person ved navn Moses.&lt;ref&gt;Gad Barnea&lt;/ref&gt;

Problemerne med teksterne lader sig inddele i to delspørgsmål:&lt;/br&gt;
- er der een eller flere forfattere til Tanakh?&lt;/br&gt;
- er dele af teksterne lånt fra andre kulturer?&lt;/br&gt;
Svaret er i begge tilfælde bekræftende. Der kan derfor være grund til at behandle hvert af dem særskilt.

=== Forfattere og deres datering ===

Tekstanalytikere mener, at ''Tanakh'' (Gamle Testamente) er blevet til i tre omgange:&lt;/br&gt;
- en arkæisk fase: 11.-10. århundrede f.Kr.&lt;/br&gt;
- en klassisk fase: 9.-6. århundrede f.Kr.&lt;/br&gt;
- en sen fase: 5. århundrede f.Kr. eller senere.&lt;/br&gt;
Eksempelvis mener man, at den ældste del af Første Mosebog er historien om Jakobs velsignelse (i kapitel 47), som skal stamme fra arkæisk tid, men størstedelen af resten stammer fra klassisk tid.

I en række tilfælde forekommer tilsyneladende dubblerede historier med både ligheder men også klare forskelle. Forskerne mener, at det afspejler sammenskrivning af to eller flere ulige overleveringer.

Kildeforskere mener at kunne udskille fire lag i eller snarere forfattere til Mosebøgerne:

J: ''Jahvisten'', hvor Gud sædvanligvis kaldes ''Jahve''; et litterært lag der i modsætning til Præsteskriftet er præget af lægmandssynspunkter.&lt;/br&gt;
E: ''Elohisten'', hvor gudsbetegnelsen er ''Elohim''.&lt;/br&gt;
D: ''Deuteronomisten'', det vil sige &quot;forfatteren&quot; til Femte Mosebog.&lt;/br&gt;
P: ''Præsteskriftet'', et litterært lag i mosebøgerne, der antages at være blevet til i præstelige kredse, og som udviser særlig interesse for kultiske forhold. 

J- og E-teksterne menes nedskrevet efter, at det oprindelige kongerige var blevet delt i to: Israel i nord og Judæa i syd. J-teksterne menes at stamme fra Judæa, E-teksterne menes at stamme fra Israel.

J-teksterne dateres til tidsrummet mellem 848 f.Kr. og 722 f.Kr., idet disse tekster omtaler Babylon og Calah (Nimrod) som store byer. Desuden nævnes Edom som en autonom stat, hvilket først skete efter 848 f.Kr.

E-teksterne lader sig ikke datere nærmere end til 9. eller 8. århundrede f.Kr.

P-teksterne dateres til 6. århundrede f.Kr. og menes skrevet efter, at templet i Jerusalem var revet ned, og jøderne var blevet tvangsforflyttede til Babylon. Dette kan forklare hvorfor, at der ikke findes en eneste henvisning til templet i Jerusalem.&lt;ref&gt;Dinkgreve (2021), kap. 8&lt;/ref&gt;

Problemet ved en tekstanalyse af ''Tanakh'' er, at teksterne synes at være flettet sammen fra to eller flere oprindelige kilder til een sammenhængende historie. Det formodes, at J- og E-teksterne er blevet sammenskrevne efter 722 f.Kr., da Israel blev erobret af assyrerne, og flygtninge fra Israel i nord kom sydpå til Judæa og bragte deres E-traditoner med sig. Her blev de sammenskrevne til en ny version, JE, der ofte giver et judæisk perspektiv.

Men hvordan kan vi skelne imellem de forskellige tekster? Lad os tage nogle eksempler.

Under ørkenvandringen lader Moses vand springe fra klippen. I det ene tilfælde sker det uden problemer, i det andet pålægges Moses af Gud at tale til klippen, men han slår på den med sin stav i stedet, og som straf for at have ignoreret dette pålæg får han ikke love til at betræde Kana'an men kun at se det udefra. (exodus 18)

J-teksten angiver, at Abraham boede i Hebron, som er en judæisk by, men E-teksten fortæller om Jakobs kamp med Gud i Peni-El, som er en israelsk by.

I beskrivelsen af Jakobs sønner nævner J-teksten Judæa, mens E-teksten nævner stammer der var dele af Israel.

I E-teksten lader Aron skabe guldkalven til jødernes tilbedelse, men denne historie findes ikke i J-teksten.

Præsterne i Judæa hævdes at være efterkommere efter Aron, Moses broder, mens præster i Israel nævner andre levitter.

P-teksterne skiller sig ud ved at lægge vægt på love, lige som den tildeler Aron en større rolle, ligestillet med Moses. I ''JE''-teksten er det Moses' stav, som udfører mirakler (Første Mosebog kapitel 4), i P-teksten er det Arons stav (kapitel 7). I P-teksten er Aron den første, som ofrer, mens i ''JE''-teksten omtales flere tidligere ofringer, blandt andre Kain og Abel, Abraham og Isak samt Jakob, mens ingen af disse tilfælde omtales i P-teksten. Det menes, at dette afspejler P-tekstens mål om at give de aronitiske præster eneret på ofringer til Gud. Under ørkenvandringen optræder to uens oprør: i ''JE''-teksten er det Dathon og Abiram, som udfordrer Moses ved at sige, at det ville være bedre for jøderne at vende tilbage til Egypten, men at de opsluges af jorden i et jordskælv. I P-versionen er det levitterne under ledelse af Korah, som udfordrer Aron, men ligeledes dør.

Ligeledes omtaler P-teksterne ingen tilfælde, hvor folk besøges af engle eller får visioner, således omtales ikke historien om Josef og han 6 drømmesyner, ej heller de to engle i Sodoma og Gomorra eller Jekobs kamp med Gud. Sigende nok nævnes ordet &quot;profet&quot; kun een gang i P-teksten og da med henvisning til Aron.

=== Lånte historier ===

Sammenligninger mellem bibelske beretninger og tilsvarende overleveringer fra sumerisk og mesopotamisk kultur viser, at flere af historierne er blevet overtaget herfra, men at de er blevet omskrevne og tilpassede for at passe ind i den myte om jødernes oprindelse og historie, som man ønskede fremmet. Det gælder således blandt andre historierne om skabelsen, om Kain og Abel, om Noa og vandfloden samt om Sodoma og Gomorra.

Andre beretninger er tilsyneladende ligeledes lånt fra andre kulturer, således udvandringen fra Egypten, der blev gjort af et folk kaldet ''hyksos'', ikke af jøderne. Der kan være grund til at nævne nogle af disse beretninger, som jøderne så at sige adopterede.

==== Skabelsesberetningen ====

Den babylonske skabelsesberetning hedder ''Enuma Elish''. Dene kendes blandt andet fra Nineveh i Mesopotamien. Dens hovedtræk er følgende: i begyndelsen var der kun vand: guden ''Absu''s ferske vand og gudinden ''Tiamat''s salte vand. De blev blandede, og fra denne blanding blev født de første guder. Men disse yngre guder forstyrrede deres forældres søvn, så Tiamat sendte i vrede en hær af monstre for at ødelægge dem. Ud af dette kaos trådte ''Marduk'', stormguden og Babylons skytsguddom, som kæmpede imod ''Tiamat'' i en duel. Han affyrede en pil, som skabte hul i hendes mave og splittede hendes hjerte. Der efter skar han hendes krop op i to halvdele: af den ene skabte han himmelhvælvingen, af den anden halvdel jorden. Han satte stjerner i deres konstellationer, han satte månen til at angive månederne og solen til at lyse om dagen. Endelig skabte han menneskene af blod fra en død guddom blandet med ler for, at de kunne udføre det tunge arbejde for evigt.&lt;ref&gt;Dinkgreve (2021), kap. 3&lt;/ref&gt;

Den jødiske skabelsesberetning er i alle henseender et modstykke til den babylonske beretning: i stedet for flere guder er der kun een gud, i stedet for en skabelseskamp foregår skabelsen i Gamle Testamente med ord, i stedet for at menneskene er slaver for guderne er de i Bibelen skabt i Guds billede. Men der er også ligheder: rækkefølgen med adskillelse af himmelhvælving og den faste jord, fiksering af dag og nat samt tiden og endelig at menneskene skabes sidst i forløbet.

Det kan i en sidebemærkning oplyses, at det hebraiske ord i Første Mosebog 1:2 for urdybet, ''tehom'', filologisk er forbundet med ''Tiamat'', saltvandsgudinden i den babylonske skabelsesberetning.

==== Kain og Abel ====

Også den bibelske fortælling om Kain og Abel synes at have rod i to sumerisk myter. I den ene sumeriske myte omtales en hyrde (''Dumuzid''/Tammuz) og en landmand (''Enkimdu''), der begge konkurrerer om gudinden Inannas opmærksomhed. Den bibelske parallel: Ligesom i den sumeriske historie repræsenterer Kain bonden, mens Abel repræsenterer hyrden. Men i stedet for en uafklaret konkurrence eller forsoning tager den bibelske beretning en mørk drejning til brodermord. 

En anden variant er en sumerisk myte, hvor kvægguden (''Lahor'') og korngudinden (''Ashnan'') skabes af guderne for at sørge for mad og tøj. I disse historier diskuterer de to, hvem der må anses for mest værdifuld for den menneskelige civilisation. Den bibelske parallel er modsætningen mellem den omvandrende hyrde og den bofaste kornavler, men her bruges den til at skabe en søskenderivalisering, der ender i brodermord. Mens sumeriske myter brugte søskende til at fremhæve to byggestene i den menneskelige civilisation og fokuserer på samarbejde eller venskabelig rivalisering, brugte hebraiske forfattere den lånte fortælling til at skildre den syndefulde menneskelige natur, herunder konsekvenserne af misundelse.

Forskere antager, at disse velkendte myter sandsynligvis blev integreret i den hebraiske tradition under deres babylonske eksil i det 6. århundrede f.Kr., hvilket tillod forfattere at omarbejde regionale kulturelle temaer, så de passede til deres monoteistiske verdensbillede.

==== Noa og vandfloden ====

Også historien om Noa og vandfloden er overtaget fra andre kulturer. I 1872 fandt man i British Museums store samling fra Assurbanipals bogsamling et store epos kaldet ''Gilgamesh''. I kapitel 11 af dette epos findes en historie, hvis hovedtræk er følgende: guderne beslutter at udrydde menneskene ved at drukne dem, men vandenes gud, Enki, advarer Utu-nipishtim om faren og tilråder ham at bygge en ark og tage sin familie og sit kvæg med ombord, hvilket skete. I seks dage og nætter varer uvejret og oversvømmelsen, men på den syvende dag rammer arken toppen af et bjerg i Armenien. For at undersøge om oversvømmelsen er overstået sendes først en due og så en svale ud, men de vender begge tilbage. Først, da en ravn sendes ud og ikke vender tilbage, viste det, at vandene nu var sunket, og at Utu-nipishtim kunne forlade arken. Det gør han og foretager et takoffer til guderne. Enki bad så den øverste af guderne, Enlil, om at love, at han aldrig i fremtiden ville straffe hele menneskeheden for nogle fås synder, hvilket denne lover. Han rører Uti-nipishtim og dennes hustru på panden og erklærer: &quot;Hidtil har Utu-nipishtim været dødelig. Nu skal han og hans hustru være som guderne; og de skal bo i det fjerne, ved flodernes munding&quot;.&lt;ref&gt;Bibby (1971), s. 62f&lt;/ref&gt;

Lighederne med Bibelens beretning om syndfloden er indlysende til trods for forskellene: navnene er ændrede, de mange guder er erstattet af een Gud, men ellers er beretningen i sine kernetræk den samme.

Senere, i 1899 og 1900, viste udgravninger i Nippur i Mesopotamien, at den akkadiske beretning selv havde en forgænger. I 1914 blev fra disse udgravninger offentliggjort en tavle fra Nippur med en lignende beretning, der imidlertid stammer fra Sumer og således er betydeligt ældre end den akkadiske beretning. Tavlen er ukomplet, idet kun den nederste trediedel er bevaret, men syndflodsberetningen er atter den samme, selv om hovedpersonen nu hedder Ziusudra i stedet for Utu-nipishtim. I den sumeriske version ender historien således: &quot;Anu og Enlil viste velvilje mod Ziusudra, liv som en gud giver de ham, evig ånde som en gud bringer de ned til ham. Så kongenZiusudra, bevareren af planternes navn og af menneskeslægtens sæd, lod de bo i overfartslandet. Dilmuns land, det sted hvor solen står op&quot;.&lt;ref&gt;Bibby (1971), s. 64&lt;/ref&gt;

Pointen her er, at Bibelens syndflodsberetning er et plagiat, ikke en oprindelig historie, men at den inddrages som et led i den rekonstruerede beretning om jødernes historie.

==== Edens have ====

I den sumeriske beretning optræder også det hellige land Dilmun. Dette land beskrives som et sted, hvor rovdyr, sygdom og alderdom ikke eksisterer:

I Dilmun tier ravnen,&lt;/br&gt;
rovfuglen skriger ikke,&lt;/br&gt;
løven dræber ikke,&lt;/br&gt;
ukendt er den kid-fortærende vildhund,&lt;/br&gt;
ukendt det kornædende vildsvin.&lt;/br&gt;
Malten som enken spreder på taget -&lt;/br&gt;
himlens fugle opæder ikke denne malt.&lt;/br&gt;
Duen hænger ikke med hovedet.&lt;/br&gt;
Den øjensyge siger ikke: &quot;Jeg er øjensyg&quot;,&lt;/br&gt;
den hovedsyge siger ikke: &quot;Jeg er hovedsyg&quot;,&lt;/br&gt;
den gamle kvinde siger ikke: &quot;Jeg er en gammel kvinde&quot;,&lt;/br&gt;
den gamle mand siger ikke: &quot;Jeg er en gammel mand&quot;.&lt;ref&gt;Bibby (1971), s. 66&lt;/ref&gt;

Det har været foreslået, at dette ideelle levested har været forbillede for jødernes opfattelse af Edens have. I dag ved vi, at Dilmun ikke var en myte om Paradis men navnet på en faktisk eksisterende stat med Bahrain som sit midtpunkt, der drev en omfattende handel og søfart fra Indusdalen i øst til Mesopotamien i nordvest. Dette er et sidespring, men hvis det viser sig, at Dilmun er inspirationskilden til Edens Have, vil det være endnu et eksempel på kulturelle traditioner, som jøderne har lånt, adapteret, og inkorporeret i deres egen historiske myte.

==== Babelstårnet ====

Historien om Babelstårnet er velkendt og lyder således: 

&quot;Hele jorden havde samme sprog og samme tungemål. Da de brød op mod øst, stødte de på en dal i landet Sinear, hvor de slog sig ned. De sagde til hinanden: &quot;kom, lad os stryge teglsten og brænde dem hårde!&quot; De brugte tegl som sten og asfalt som mørtel. Så sagde de: &quot;lad os bygge en by med et tårn, som når op til himlen, og skabe os et navn, for at vi ikke skal blive spredt ud over hele jorden.&quot; Herren steg ned for at se byen og tårnet, som menneskene byggede. Så sagde Herren: &quot;se, de er eet folk med samme sprog. Når de begynder at handle sådan, vil intet af det, de planlægger, være umuligt for dem. Lad os stige derned og forvirre deres sprog, så at de ikke forstår hinanden.&quot; Så spredte Herren dem derfra ud over hele jorden, så at de måtte holde op med at bygge byen. Derfor hedder den Babel, for dér forvirrede Herren sproget på hele jorden, og derfra spredte Herren menneskene ud over hele jorden.&quot;&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 17&lt;/ref&gt;

Denne historie synes at være skabt med to formål. Det ene er at forklare hvorfor, at ulige folkeslag taler uens sprog. Men historien har muligvis et andet formål: at nedgøre babylonernes ziggurater (tempeltårne), som antagelig blev lavet som en slags forbindelse mellem himmel og jord. Nebukadnezar II (omkring 605-562 f.Kr.), som erobrede Judah, ødelagde Jerusalem og bragte mange jøder til Babylon, byggede også et ziggurat i syv lag kaldet ''Etemenanki'', hvilket kan oversættes &quot;Himmelens og Jordens Grundvolds Hus&quot;.&lt;ref&gt;Dinkgreve (2021), kap. 3&lt;/ref&gt;

==== Abraham ====

I Første Mosebog kapitel 12 introduceres Abraham som israelitternes mytiske stamfader.&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 17ff&lt;/ref&gt; Følger man kronologien i Gamle Testamente, skal han dateres til omkring 2100 f.Kr. og således blandt andet før jødernes ophold i Egypten. Men i Første Mosebog kapitel 21 vers 34 hedder det: &quot;Abraham boede lang tid som fremmed i filistrenes land&quot;&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 27&lt;/ref&gt;, og vi ved, at filistrene først ankom til Kana'an i 12. århundrede f.Kr. som en del af de såkaldte &quot;havfolk&quot; (engelsk: ''Sea People''). Dette betyder, at ''enten'' er Abraham en fri opfindelse, som intet har med en historisk person at gøre, ''eller'' også hører han hjemme i 12. århundrede og er israelitternes stamfader, men i så fald eksisterede de ikke som folk, da de angiveligt opholdt sig i og udvandrede fra Egypten. Også aramæerne omtales og stammer ligeledes fra 12. århundrede, hvilket tyder på, at den sidst nævnte forklaring er den rette.

Men der er andre problemer med Abraham. Ifølge P-kilden skal han stamme fra den sumeriske by Ur&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 17&lt;/ref&gt; og have draget gennem den frugtbare halvmåne først til Haran (nu Aram, beliggende i Tyrkiet) og senere videre til Kana'an. I de to kilder J og E er Ur ikke nævnt, kun Haran. Det har derfor været antaget, at det er hans oprindelige hjemsted. Det ville kunne forklare hvorfor, at hans forfædre Serug, Nahor og Terah har navne efter landsbyer omkring Haran, som Abrahams broder har navn efter. Det kunne også forklare benævnelsen &quot;hebræer&quot;, der antagelig betyder &quot;hinsides floden&quot;, idet Haran ligger på den modsatte bred af Eufrat.&lt;ref&gt;Dinkgreve (2021), kap. 8&lt;/ref&gt; Samme tradition findes i Josvabogen kapitel 24:2 i omtalen af pagtslutningen i Sikem: &quot;Josva sagde til hele folket: &quot;Dette siger Herren, Israels Gud: I gamle bage boede jeres fædre på den anden side af Eufratfloden, Tera, Abrahams og Nakors far, og de dyrkede andre guder&quot;.&quot;&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 269&lt;/ref&gt;

Imidlertid savnede Abraham en slægtshistorie, så i Første Krønikebog kapitel 1 får han den. Her hører vi at han er søn af Sem, som på sin side er søn af Noa, som atter er efterkommer af Adam.&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 446&lt;/ref&gt; Men som vi netop har set, er han i Josvabogen søn af Tera.&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 269&lt;/ref&gt; Der er således interne modsætninger i de narrativer, som de ulige slægtslister og narrativer i ulige dele af Gamle Testamente giver. Dette viser, at man har forsøgt at sammenskrive ulige narrativer til et men med ringe held.

==== Sodoma og Gomorra ====

Historien om Sodoma og Gomorras ødelæggelse optræder som et sidemotiv i beretningen om Abrahams liv i Første Mosebog kapitel 18:16-33 og kapitel 19:1-28.

Bibelforskere er generelt enige om, at selvom Gamle Testamente ikke direkte &quot;låner&quot; historien om Sodoma og Gomorra fra en specifik sumerisk kilde, deler fortællingen om guddommelig ødelæggelse, guddommelige besøgende og den flammende omstyrtelse af en by slående motiver med tidligere mesopotamisk litteratur og bredere oldtidsmytologi fra Nærøsten. Således &quot;Akkads forbandelse: Ekur hævnet&quot;, et akkadisk/sumerisk litterært værk dateret til mellem 2112 f.Kr. og 2004 f.Kr., som beskriver den pludselige ødelæggelse af byen Akkad. Myten blev skrevet hundreder af år efter Naram-Sins liv og er digterens forsøg på at forklare, hvordan det lykkedes for gutianerne at erobre Sumer. Efter en indledende passage, der beskriver Akkads herlighed før dets ødelæggelse, fortæller digtet om, hvordan Naram-Sin gjorde hovedguden Enlil vred ved at plyndre Ekur, der var Enlils tempel i Nippur. I sin vrede kaldte Enlil gutianerne ned fra bjergene øst for Tigris, hvilket bragte pest, hungersnød og død over hele Mesopotamien. For at begrænse denne ødelæggelse, bestemte otte af guderne (nemlig Inanna, Enki, Sin, Ninurta, Utu, Ishkur, Nusku og Nidaba), at kun byen Akkad skulle ødelægges for at skåne resten af ​​Sumer, og de forbandede den. Historien slutter med, at digteren skriver om Akkads skæbne, idet den velstående by lægges i aske i overensstemmelse med gudernes forbandelse.

Temaet om guddommelig straf for en bys ''hybris'' eller umoral er et udbredt motiv i oldtidens verdensbillede. Det kan ikke vides sikkert, om det er denne historie, der har dannet forbillede for Gamle Testamentes historie om Sodoma og Gomorra, men motivet menneskers umoral og manglende respekt for guddommen er det samme.

Den bibelske version rummer Abrahams forsøg på at undgå ødelæggelsen, hvis der blot fandtes ti retfærdige indbyggere i byen, men selv så få fandtes der åbenbart ikke. Kun Lot, Abrahams slægtning, reddes fra ulykken: &quot;Da solen stod op over landet, og Lot var kommet til Soar, lod Herren svovl og ild regne ned over Sodoma og Gomorra fra Herren i himlen. Han ødelagde disse byer, ja hele Jordandalen, alle, der boede i byerne, og alt, der voksede på markederne.&quot;&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 25&lt;/ref&gt; Naturvidenskabeligt set kunne det være beskrivelsen af en meteorregn eller af nedfald fra et vulkanudbrud.

==== Moses ====

I Anden Mosebog kapitel 2 introduceres den mytiske skikkelse Moses som israelitternes befrier fra trældommen i Egypten. Historien begynder med hans fødsel. Ifølge myten havde farao befalet, at alle drengebørn skulle dræbes ved fødslen, men Moses' moder reddede ham ved at placere ham i en sivkurv, hvor han blev fundet og adopteret af faraos datter.&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 67&lt;/ref&gt; Denne historie er imidlertid utvivlsomt adopteret fra sumerisk tradition, idet en tilsvarende historie fortælles om kong Sargon af Assad.&lt;ref&gt;Dinkgreve (2021), kap. 8&lt;/ref&gt; Der er således ingen grund til at tillægge denne del af traditionen nogen historisk baggrund.

Senere fortæller Anden Mosebog, at Moses blev pålagt af Gud at føre israelitterne ud af Egypten. Det hedder i den forbindelse, at Gud blandt andet siger til Moses: &quot;Jeg er din faders Gud, Abrahams Gud, Isaks Gud og Jakobs Gud&quot;.&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 69&lt;/ref&gt; Her stå vi på ny over for problemet, at henvisningen til Abraham åbenbart er en anakronisme. Det betyder, at der kan rejses tvivl om både den historiske skikkelse Moses og om Mosebøgerne som kilde til israelitternes tidlige historie overhovedet.

Kendsgerningen er, at der findes ingen beviser på eksistensen af de fem mosebøger før slutningen af det 4. århundrede f.Kr., herunder eksistensen af en person kaldet Moses.&lt;ref&gt;Gad Barnea&lt;/ref&gt; Men den farao, som med stor sandsynlighed fordrev semitterne fra Egypten, hed Ahmoses, hvilket på hebraisk betyder &quot;Moses' broder&quot;. Så måske at der er en sammenhæng her.

==== Græske narrativer ====

Men det er ikke kun fra Sumer og Mesopotamien at Gamle Testamenter har lånt narrativer. Nogle kildekritikere tilhørende den såkaldte &quot;Københavnerskole&quot; har peget på, at også græske narrativer har ydet deres bidrag, lad os tage nogle eksempler:

Jan-Wim Wesselius har foretaget undersøgelser, der viser, hvordan Første Mosebog og Anden Mosebog afspejler Herodots skrifter, især sidstnævntes beretning om persiske kongers liv. Han sammenlignede i detaljer lighederne mellem Josef og Kyros, og især mellem Moses og Xerxes. Josef og Kyros har begge drømme, bliver afsløret for at dø, går i eksil, bliver skjult i en periode og bliver konger, når deres identitet afsløres. Moses og Xerxes drager ud for at erobre enten Kana'an eller Grækenland og krydser vand med deres folk. Mange andre detaljer nævnes, såvel som sammenligninger mellem Terah og Phraortes (en medisk konge), Abraham og Kyaxares (en medisk konge), Isak og Astyges (en medisk konge) og Jakob og Mandane (Kyros' mor).&lt;ref&gt;Wesselius (1999), s. 24-77&lt;/ref&gt;&lt;ref&gt;Wesselius (2002), s. 6-47&lt;/ref&gt;

Philippe Guillaume mener, at skrivere i Alexandria i det andet århundrede f.Kr. indsatte Dommere i den Deuteronomistiske Historie, hvilket afspejlede de ideologiske behov hos de hasmoneiske herskere i Palæstina. Dommere var inspireret af Hesiods ''Værker og Dage'', især afsnittet om heltene, som Hesiod indsatte i de fire tidsaldre. Dette svarer til, hvordan Dommere blev indsat i den Deuteronomistiske Historie. Historier om heroiske dommere før David og Salomon underminerer Davids dynastis påstande, hvilket igen hjalp de hasmoneiske dynaster, der ikke havde nogen Davidisk afstamning bag deres påstande om messiansk styre (147-64).

Katherine Stott har påpege, at Davids opstigning, som skildret i Første Samuelsbog kapitel 16-31 og i Anden Samuelsbog kapitel 1-8, muligvis er inspireret af den fortælling, der beskriver Kyros' opstigning til Persiens og Mediens trone i teksten i Herodots Historier. Hun så følgende paralleller:&lt;/br&gt;
- Kyros og David starter begge under ydmyge kår,&lt;/br&gt; 
- begge træder ind i den forrige konges hof,&lt;/br&gt; 
- i begge tilfælde bliver den pågældende konge jaloux på dem,&lt;/br&gt; 
- i begge tilfælde bliver de truet med døden af ​​den pågældende konge,&lt;/br&gt; 
- begge flygter fra hoffet,&lt;/br&gt; 
- begge bliver folkelige ledere,&lt;/br&gt; 
- i begge tilfælde hopper en allieret af,&lt;/br&gt; 
- begge tilraner sig kongerigets herredømme,&lt;/br&gt; 
- begge får succes på grund af deres militære dygtighed,&lt;/br&gt; 
- begge skåner den gamle konges liv i en periode,&lt;/br&gt; 
- der er et tragisk element i den forrige konges fald i begge tilfælde, og&lt;/br&gt; 
- i begge tilfælde er udfaldet dannelsen af ​​en ny politisk enhed.&lt;/br&gt; 
Stott bemærkede, at denne græske tekst kun i den hellenistiske æra ville have været tilgængelig for den bibelske forfatter.&lt;ref&gt;Stott (2002), s. 62-71, 77-78)&lt;/ref&gt;.

Hesiods ''Theogoni'' og Katalog over kvinder var til dels indflydelsesrige kilder til henholdsvis skabelsesberetningen i Første Mosebog 1 og de genealogier, der findes i hele Første Mosebog 1-11 &lt;ref&gt;Gnuse (2017)&lt;/ref&gt;.

Fortællinger i Første Mosebog 1-11 kan også vises at have betydelige paralleller med beretninger nedskrevet hos græske historikere, såsom Hekateus fra Milet (''Periegesis'' og genealogier) og Herodot fra Halicarnassus (Historier), herunder omtaler af menneskelige leveveje (Første Mosebog kapitel 4:20-22), de tre sønner af en syndflodshelt, der er menneskehedens forfædre (Første Mosebog kapitel 9:18-19 og kapitel 10:1-32) samt plantningen af ​​en vingård (Første Mosebog kapitel 9:20-27). &lt;ref&gt;Gnuse (2019)&lt;/ref&gt;

Ældre latinske traditioner, der ligger bag beretningerne i Ovids Fasti 5, 493-544 og Metamorfoser 8, 625-725, kan have inspireret fortællingerne om de budbringere, der fortæller Abraham om hans kommende søn, og de budbringere, der advarer Lot om at forlade Sodoma i Første Mosebog 18:1-15; 19:12-26. &lt;ref&gt;Gnuse (2017)&lt;/ref&gt;.

En fortælling om Democedes af Kroton i Herodots Historier 3, 125-132 kan have givet anledning til fortællingen om Josef, der fortolker faraos drømme i Første Mosebog 41:1-36, hvilket igen inspirerede drømmeberetningerne i Daniels Bog &lt;ref&gt;Gnuse (2010)&lt;/ref&gt;.

Den korte fortælling om den store kriger Achilleus' ædle, talende heste i ''Iliaden'' 19, 395-424 kan være løst overtaget og indpasset i beretningen om Bileams æsel i Fjerde Mosebog kapitel 22:22-35, hvor et simpelt æsel bringer skam over en tåbelig profet. Talende dyr er langt mere almindelige i græsk litteratur end i Bibelen. (Gnuse 2017d)

Ofrelsen af ​​Ifigenia i to skuespil af Euripides omkring 400 f.Kr.: ''Ifigenia blandt Taurierne'' og ''Ifigenia i Aulis'', kan have inspireret beretningen om Jeftas ofring af sin datter i Dommerbogen kapitel 11:30, 34-40, som synes at være indsat i beretningen om Jeftas kamp mod ammonitterne. (Gnuse 2019b)

Arrians beretning om Alexander den Store og det spildte vand i Anabasis af Alexander 6.26.1-3 kan have inspireret en lignende historie om David i Anden Samuels Bog 23:15-17. Davids handling med at hælde det vand ud, som hans modige soldater hentede bag fjendens linjer, gør ikke en fornuftig historie, som Alexanders handling i den gedrosiske ørken, hvor tørst virkelig er et problem, gør (Gnuse 1998).

Fortællingerne om Josef, Bileam og Jefta kan være blevet placeret i den bibelske tekst i den persiske periode kort efter 400 f.Kr., såvel som bibelske tekster i Første Mosebog 1-11 med Hesiod, Hekateus og Herodot som inspirationskilder. Men de andre fire fortællinger synes mere sandsynligt at have en oprindelse fra den hellenistiske æra. I sidste ende kan man argumentere for, at alle disse tekster opstod i den hellenistiske æra. Wajdenbaum diskuterede alle disse samme beretninger, gjorde mange af de samme observationer og antydede hellenistiske oprindelser, men Gnuse gav større detaljer i analysen af ​​passagerne.

I flere tilfælde kan det sandsynliggøres, at der er tale om tillæg til ældre beretninger placeret i slutningen af ​​bibelske bøger, og som ser ud til at have været knyttet til bogen kun med en løs forbindelse til resten af ​​bogen. Dette gælder især i Dommerbogen, hvor fortællingerne i Dommerbogen kapitel 13-16 om Samson ser ud til at have en helt anden stil end resten af ​​Dommerbogen. Et stort antal forskellige græske legender om Herakles synes at have påvirket Samson-fortællingerne i Dommerbogen kapitel 13-16 på et sent tidspunkt, sandsynligvis i den hellenistiske tid. Der er alt for mange græske paralleller inden for disse fire kapitler til, at de kan afvises som blot fortællingshistoristiske sammentræf.&lt;ref&gt;Gnuse (2018)&lt;/ref&gt;

Afsnittene i Dommerbogens kapitel 17-21 om Mika, om Dan-stammens udvandring til Lakash samt om Benjamitternes skændselsdåd fremstår som tilføjede tillæg til resten af ​​bogen, og dér finder vi beretningen om kvinderne, der blev kidnappet fra Silo. &quot;Voldtægten af ​​de sabinske kvinder&quot;, som en gammel fortælling genfortalt af Livius (''Historie'' I, 9,1-16) og Plutarch (Lives: Romulus XIV, 2-8), kan være forbilledet for de bortførte piger i Dommerbogen kapitel 21:1-24. &lt;ref&gt;Gnuse (2007)&lt;/ref&gt;

Anden Samuelsbog kapitel 21-23 synes også at være et appendiks, og heri finder vi David, der hælder det vand, han har modtaget fra sine krigere, ud. Dommerbogen kapitler 13-21 og Anden Samuelsbog 21-23 kunne derfor være blevet føjet til Deuteronomistiske historier på et meget sent tidspunkt. Historierne om Josef i Første Mosebog kaptel 39-50, der skulle forklare jødernes ophold i Egypten, ses ofte som en sen tilføjelse fra omkring 400 f.Kr. eller senere, hvorfor Herodots indflydelse på Josefs drømmetydning er sandsynlig. Andre beretninger ser også ud til at være blevet indsat noget ujævnt i deres fortællende kontekst. Dette er tydeligst i beretningen om Jeftas ofring af sin datter, som synes at være indsat midt i Jeftas slag i Transjordan, og fortællingen om Bileam og hans æsel, som fremstiller Bileam med en helt anden persona end den, der findes i resten af ​​Fjerde Mosebog 22-24. Historien om de tre engle, der besøger Abraham og pludselig kun bliver to i antal, da de besøger Lot, beder os om at se på parallelle romerske beretninger, hvor der er henholdsvis tre og to engle i fortællingerne fra Ovid. Desuden vidner de nuancerede detaljer i dialogen i Første Mosebog 18-19 også om en senere tids skrivestil. Således synes indflydelsen fra klassiske og græske beretninger at være mest sandsynlig i historier, der synes at være senere tilføjelser og indsættelser i hovedhistorierne.

Foruden indholdsmæssige ligheder er der også opbygningsmæssige ligheder. Daniel Hawk bemærkede, at Aischylos' Orestia og Første Samuelsbog kapitel 8 til Anden Kongebog 8 deler lignende struktur og karakterer. Begge har et tredelt skema og bruger metaforer til at afspejle overgangen fra et slægtskabssamfund til et borgersamfund. Agamemnon og Saul afspejler den gamle orden, Orestes og David viser overgangen, og Athena og Salomon indvier den nye orden. Den deuteronomistiske historiker brugte Orestia som model for sine &quot;modtagne traditioner vedrørende det israelitiske monarki&quot;. Hawk mente, at den hellenistiske æra ville have været det tidspunkt, hvor den bibelske forfatter havde adgang til Aischylus' skrifter.

Disse og andre eksempler er blevet fremhævet af nogle forskere, der generelt er enige om, hvordan hellenistisk litteratur formede den oprindelige historie efter 300 f.Kr. eller endda efter 200 f.Kr. i den makkabæiske æra. Larsson konkluderede, at de bibelske beretninger blev skabt i det ptolemæiske Egypten i det andet århundrede f.Kr. og påvirket af betydelige græske historikere fra det tredje århundrede f.Kr., så som Berossos, Manetho og Eratosthenes. På grundlag af sådanne iagttagelser mener Niels Peter Lemche, at Dommerbogen og sikkert også andre dele af Gamle Testamente først er blevet skrevet eller har fundet deres endelige form omkring 272 f.Kr. Etienne Nodet bekræftede, at Pentateuken opstod i begyndelsen af ​​det tredje århundrede f.Kr., men profeterne og nogle af skrifterne blev skabt i det andet århundrede f.Kr. Disse tekster blev genereret i Alexandria under hellenistisk indflydelse. Emanuel Pfoh mente, at selvom den primære historie blev skabt i den hellenistiske æra, kom nogle traditioner fra den assyriske og persiske æra og blev udviklet af skrivere gennem årene. Men i bund og grund blev teksten formet under hellenistisk indflydelse (23, 33-35). Hvordan det nu forholder sig, står det klart, at både den sene tilblivelse og dens mulige motiver undergraver store dele af Gamle Testamente som historisk kilde.

Det er muligt, at der findes en historisk kerne, som over tid er blevet udbygget og pyntet på med narrativer hentet fra græske traditioner, men indtil videre må det konstateres, at næsten alt i Gamle Testamente lader sig betvivle.

Mest afgørende i denne sammenhæng er det imidlertid, at hvis disse kritikere tilhørende &quot;Københavnerskolen&quot; har ret, så betyder det, at ''Tanakh'' eller Gamle Testamente langt fra var færdigskrevet endsige færdigredigeret, da jøderne vente tilbage til Jerusalen efter eksilet i Babylon. Forud ventede endnu en lang redigeringsproces, og det kan også forklare hvorfor, at vi skal helt frem til 2. århundrede f.Kr. (eller tidligst 3. århundrede f.Kr.) før, at jøderne udviser noget kendskab til deres religiøse skrifter. Forklaringen er den enkle, at først da havde skrifterne nået et så fuldendt udseende, at de lod sig anvende i den national-politiske propaganda.

==== Hyksos-problemet ====

Mens arkæologerne med rimelig sikkerhed tør fastslå, at der fandtes en særlig israelitisk befolkning fra omkring 1200 f.Kr., så er der mere usikkerhed om tiden forud. Hovedspørgsmålet kan formuleres således: er jødernes ophold i og udvandring fra Egypten en historisk begivenhed eller ej? Holdningerne spænder fra fuldstændig afvisning af denne historie til ubetinget tilslutning.

For at løse problemet må vil opspalte det i tre delspørgsmål:&lt;/br&gt;
- kan der påvises et ophold af en semitisk befolkning i Egypten?&lt;/br&gt;
- hvis ja: inden for hvilket tidsrum?&lt;/br&gt;
- hvis ja: var det israelitter eller ej?

Det umiddelbare svar på spørgsmålet er, at der faktisk findes oplysninger om en fremmed befolkning i Egypten. Men denne befolkning, kaldes af egypterne selv ''Hiku-khasut'', det vil sige &quot;ørkenfyrsterne&quot; (hvilket på græsk er blevet til ''hyksos''&lt;ref&gt;Bibby (1978), s. 96&lt;/ref&gt;, og denne benævnelse bruges almindeligvis og derfor også her), ikke &quot;hebræerne&quot;, &quot;jøderne&quot; eller &quot;israelitterne&quot;, og ingen af disse betegnelser kendes i samtiden, end ikke fra Kana'an. Forskerne mener at kunne fastslå, at disse ''hyksos'' ankom fra øst til Egypten i 19. århundrede f.Kr., regerede over Egypten i 17. og 16. århundrede f.Kr. men senere forsvandt igen. Der er fundet en grav rejst over en mand ved navn ''Aper-El'', det vil sige &quot;El's tjener&quot;, som tjente hos faraonerne Amenhotep III og Akhenaten i 14. århundrede f.Kr.&lt;ref&gt;Dinkgreve (2021), kap. 8&lt;/ref&gt;

Et passende udgangspunkt for vurdering af udvandringens troværdighed kan være Simcha Jacobovici og hans film &quot;''The Exodus decoded''&quot;. Heri giver han blandt andet en omfattende dokumentation, som nok kan være en nøjere gennemgang værd.

Simcha tager udgangspunkt i bibelkritiske afvisninger af udvandringen, som traditionelt blev dateret til 1270 f.Kr. det vil sige i Ramses II's regeringstid men hvor der ingen beviser for en sådan begivenhed findes. Simcha mener, at denne datering er forkert, og at den korrekte tidsfæstelse er omkring 1500 f.Kr. Som beviser for denne tidsfæstelse anfører han følgende:

Hyksos-folket skulle være kommet til Egypten omtrent 200 år før, at de atter udvandrede, det vil sige 1700 f.Kr. I en grav i Beni Hassan ved Nilen omkring 400 km syd for Cairo findes et vægmaleri, som viser en indvandring til Egypten. Befolkningen er semitter med skæg, flerfarvede dragter og med benævnelsen &quot;''Amo''&quot;. I ''Tanakh'' (Gamle Testamente) anvendes benævnelsen &quot;''Amo Israel''&quot;, det vil sige &quot;Guds folk&quot;. Benævnelsen er den samme og deres ophold passer nøje med traditionen.

Hyksos-folkets hovedstad var Avaris, der ligger i Nilens delta nord for Cairo. Avaris er blevet udgravet af professor Manfred Bietak fra Wien. Han har blandt andet fundet 9 seglstamper med navnet &quot;Jakob&quot;, hvilket nøje svarer til den bibelske tradition om faraos betroede mand, Josef, der netop var søn af Jakob.

Ifølge traditionen ender indvandrerne som slaver. I Serabit El Khadim i Sinai-ørkenen blev udvundet tyrkis-sten i miner ved slaveri. I en af disse minder findes en alfabetisk (ikke-egyptisk) indskrift på væggen: &quot;El, hjælp mig&quot;. ''El'' var navnet på en semitisk guddom.

En stele rejst af farao Ahmoses og dateret til omkring 1500 f.Kr. fortæller om blandt andet storm og mørke i overensstemmelse med den bibelske tradition, og den nævner gud i ental. Ahmoses er kendt for at have udvist hyksos-folket. Navnet Ahmoses betyder på egyptisk &quot;månen er født&quot; men på hebraisk &quot;Moses' broder&quot;. 

Omkring 1500 f.Kr. indtraf et stort vulkanudbrud på øen Santorini i det græske øhav. Simcha mener, at det var denne begivenhed, som udløste udvandringen, og at den også kan forklare Egyptens ti plager. Hans argumentation herfor er følgende:

I Avaris er fundet vulkansk pimpsten dateret til omkring 1500 f.Kr. Dette viser (om ikke andet) at Egypten blev påvirket af netop dette vilkanudbrud.

Vulkanudbruddet og tilhørende jordskælv havde følgende bivirkninger:&lt;/br&gt;
- vandet bliver rødt. Årsagen er, at rust frigøres ved gasudbrud fra bunden og opblandes i vandet. Dette skete blandt andet i 1986 ved Nyos-søen i Cameroon.&lt;/br&gt;
- frøer. Hopper ud af vandet, når det bliver forurenet.&lt;/br&gt;
- lus, fluer og epidemi følger som eftervirkninger af miljøkatastrofen&lt;/br&gt;
- sår og bylder. Disse kendes ligeledes fra Nyos-begivenheden i 1986.&lt;/br&gt;
- hagl. Is og ild = &quot;vulkansk hagl&quot; omtales i den såkaldte Ipuwer-papyros og skyldes, at vulkansk aske blandes med vand i atmosfæren.&lt;/br&gt;
- græshopper. Bringes på vandring på grund af klimaændringen.&lt;/br&gt;
- mørke. Skyldes en askesky, der fra vulkanudbruddet bredte sig til Nilens delta, hvilket er bevist ved korn af asken fundet af Jean-Daniel Stanley fra Smithsonian Institute.&lt;/br&gt;
- førstefødte sønner døde. Skyldes at CO&lt;sub&gt;²&lt;/sub&gt; frigøres fra jordens indre og lægger sig lige ved jordens overflade. Da de ældste priviligerede sønner sov på en lav seng, blev de dræbt af gassen, mens andre børn der sov på de flade tage aldrig blev berørt inden, at gassen opløstes igen. Noget tilsvarende blev observeret i Nyos. Yderligere er der udgravet massegrave i Avaris, som kun omfatter personer af mandkøn og ikke krigere. Og Ahmoses' egen søn døde som 12-årig (hans begravede lig er fundet).&lt;/br&gt;
Ifølge Simcha er alle disse begivenheder således naturlige mulige følger af vulkanudbruddet.
[[Fil:Stele_of_Grave_Circle_A_Mycenae_NAMA_1428.JPG|200px|thumb|Gravstele fra Mykene, der viser Farao, som forfølger Moses. De er omgivet af vand på begge sider.]]
Velkendt er historien om havets deling.&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 82&lt;/ref&gt; Den korrekte formulering i Bibelen er &quot;Yam Suf&quot;, det vil sige Sivhavet. Men siv vokser ikke i saltvand, så der er tale om en stor sø. På Ismailia Regional Museum findes en granitsten med en indskrift i hieroglyffer, ''El Arish''-indskriften, der fortæller om udvandringen set fra faraos side. Her kaldes lederen for &quot;ørkenprinsen&quot;. Mere bemærkelsesværdigt er det, at indskriften også fortæller, at vandene delte sig (markeret som bølger + 2 knive), og at indskriften nævner stedet for denne begivenhed: ''El Balah'', en nu tidligere sø beliggende øst for Avaris nær overgangen til Sinai-ørkenen. Simcha mener, at som følge af de tektoniske forskydninger og deraf følgende jordskred løftede den afrikanske plade sig 1-2 meter og skabte en landkorridor, men kort efter fulgte en tsunami, som druknede faraos hær.

Simcha peger på et vægmaleri på Santorini, som viser en sejlads fra en by omgivet af mure. Simcha mener, at den viste by er Avaris, idet der her også er fundet minoiske vægmalerier, hvilket vidner om handelsforbindelser. En del af udvandrerne skulle således være draget til Grækenland. I Mykene er fundet guldgenstande og sværd i en grav dateret til 1500 f.Kr. De kan stamme fra jødiske udvandrere. Desuden er fundet tre gravsten med billeder visende først en mand på en stridsvogn, der forfølger en gående mand omgivet af bølger, dernæst at den gående mand er nået højere liggende land og har vendt sig imod stridsvognen, og endelig at stridsvognen drukner i bølgerne. Billederne viser, let forenklet, faraos forfølgelse af Moses. Det er i bogstaveligste forstand en tegneserie om begivenheden.

Simcha peger dernæst på, at jordskælv kunne have ført til, at gas og olie blev frigivet og måske blev antændt, og derved gav anledning til røgsøjler om dagen og ildsøjler om natten svarende til beretningen i Anden Mosebog kapitel 13 vers 21-22: &quot;Herren gik foran dem, om dagen i en skysøjle for at føre dem på vejen og om natten i en ildsøjle for at lyse for dem, så at de kunne gå både dag og nat. Skysøjlen fjernede sig ikke fra folket om dagen og ildsøjlen ikke om natten.&quot;&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 81&lt;/ref&gt;

Endelig mener Simcha at kunne påvise, hvor bjerget Sinai lå. Og han mener at have fundet billedlige gengivelser af Pagtens Ark - i Grækenland af alle steder!

Så langt Simcha. Det giver anledning til en række spørgsmål: er begivenheden fejldateret? Det er der faktisk en del, der tyder på. Begivenheden fandt efter alt at dømme sted omkring 1500 f.Kr. Kan et vulkanudbrud være forklaringen på begivenhedsforløbet? Svaret må være, at det er muligt, i hvert fald er der intet, som tyder på, at det ikke kunne være tilfældet. Var dette hyksos-folk ''Amo'' og var det semitter? Ja, det er sandsynligt. Var det også israelitter? Det er muligt, men ikke sikkert.

Vi har tidligere fastslået, at Gamle Testamentes historie om udvandringen fra Egypten tidsmæssigt er uforenelig med historien om Abraham som israelitternes stamfader, idet hans ophold i filistrenes land er flere hundrede år senere end udvandringen. Og det forbliver uforklarligt, at et folk, som kaldte sig selv Israel, ikke optræder under dette navn men af Egypterne kaldtes henholdsvis ''Amo'' og ''Hyksos''.  

Historien om ''exodus'' eller udvandringen fra Egypten kendes ikke fra Elephantine, en jødisk by i Egypten fra 400-tallet f.Kr., hvilket kunne tyde på, at denne tradition i jødisk historieforståelse enten må være yngre end denne tid eller endnu ikke spillede den rolle i jødisk selvforståelse, som den senere fik.

Hvis man vil være besværlig, kan man opstille følgende alternative hypotese: udskibningen fra Egypten til Mykene eksisterer ikke i det bibelske narrativ. Hvis man alligevel forudsætter, at det afspejler en historisk kendsgerning, så kunne disse udvandrere, ''hyksos'', have taget hele traditionen med sig og billedligt gengivet den på deres gravsteler. Da &quot;havfolket&quot; (som beviseligt stammer fra Grækenland foruden andre steder) langt senere, omkring 1178 f.Kr., kom til Palæstina, bragte de traditionen med sig. Det er her fra, at jøderne senere overtog den, omformulerede den til en ørkenvandring med Moselov og hele molevitten og dermed tillige skrev det oprindelige folk ud af beretningen og satte sig selv ind i stedet som led i en selvskabt historisk tradition. Der er selvsagt ingen beviser for en sådan udvikling, men der er heller intet, som modsiger den, og den ville forklare årsagen til, at traditionen åbenbart overlevede i Mykene. Og hvad mere er: det kunne forklare hvorfor, at folk fra Middelhavets nordlige kyster søgte øst- og sydpå (i stedet for vestpå), da deres hjemlige forhold ikke tillod dem at blive boende, hvor de var.

Der imod kan vi udelukke, at det var israelitterne selv, som indvandrede sammen med havfolket, fordi dette skete 1178 f.Kr. mens Israel som omtalt nævnes på en stele allerede fra 1208 f.Kr.

Kildekritisk må det konstateres, at Mosebøgerne ret beset forsøger at forene to temmelig uforenelige historiske traditioner: på den ene side traditionen fra Mesopotamien omfattende Edens Have (Dilmun), Babelstårnet (zigguraterne) og Noas ark, hvor Abraham indgår som det forklarende bindeled hvorfor, at jødernes stamfader udvandrede til Kana'an, på den anden side traditionen om Jakob (Israel)&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 46&lt;/ref&gt;, Josef og hans brødre&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 48f&lt;/ref&gt;, Israels udvandring til Egypten&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 59&lt;/ref&gt; og Moses&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 67&lt;/ref&gt; med udvandring, ørkenvandring, moseloven og løftet om Kana'an.&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 243&lt;/ref&gt;

Der kan næppe være tvivl om, at den jødiske beretning om udvandringen fra Egypten og den egyptiske beretning om fordrivelsen af de fremmede omtaler den samme begivenhed set fra to sider. For så vidt behøver ingen af dem at give det sande billede: hvis årsagen virkelig var et vulkanudbrud, kunne de forringede leveforhold efter dette meget vel være årsag til, at folk udvandrede eller bortvandrede igen. At jøderne eller israelitterne har taget begivenheden til sig er for så vidt ikke anderledes end andre historier, som de har adopteret og adapteret.

Som en sidebemærkning skal det lige nævnes, at den egyptiske konge Amenhotep IV, bedre kendt som Akhenaten, som var gift med Nefertiti og fader til Tutankhaton, og som er gået over i historien som den første monoteistiske konge, regerede fra omkring 1353 til 1336 f.Kr. Det betyder, at han regerede henved 150 år efter, at ''hyksos'' udvandrede, og at der således ingen forbindelse er med Moses.

=== Bearbejdede profetier ===

De mange profetiske tekster i Gamle Testamente udgør et eget problem. Kort sagt er de kildekritiske studier i stigende grad blevet opmærksomme på, at der ikke er tale om originale tekster. I stedet er disse blevet ændret for at tilpasse dem til bestemte formål.

Esajas', Jeremias', Ezekiels og de Tolvs Bog mangler en historie og opretholder ikke en ensartet kronologisk rækkefølge af materiale. De profetiske bøger ses ikke længere som blot kilder, hvorved læserne kan få adgang til fortiden. De læses nu som bevidste kompositioner, der genpræsenterer og fortolker profeternes ord i tekstform.

Allerede i de sidste profeters tekster er der tegn på bevidst bevidsthed om tekstualiseringen af ​​profetier. Historien i Jeremias 36 beskriver for eksempel en proces, hvor forskellige budskaber i forskellige former fra forskellige tider og steder sammensættes i tekstform af profetens skriver. Når denne rulle efterfølgende ødelægges som reaktion på dens læsning, sker der ikke blot en omskrivning af rullen, men også en betydelig tilføjelse af lignende ord (Jeremias 36:32), hvilket vidner om bogens litterære vækst. Profeter som Jeremias er ikke længere tilgængelige, men deres ord er tilgængelige i de bøger, der bærer deres navne (Zakharias 1:5-6). Disse bøger danner et særskilt korpus inden for den bibelske kanon. Når Daniel refererer til Jeremias' profeti om halvfjerds år i Daniel 9:2, taler han om Jeremias' bog blandt en flerhed af profetiske bøger (jf. Ezekiel 38:17). 

De tidligste postbibelske fortolkere af den profetiske litteratur var de skriftkloge, oversættere og kommentatorer, der videregav, gengav og forklarede teksterne. Blandt vidner til den tidligst dokumenterede periode med skriftlig overlevering (ca. 250 f.Kr. indtil 132-135 e.Kr.) er det tydeligt, at skriftkloge ikke så sig selv som blot afskrivere på samme måde som skriftkloge fra en senere periode. De så snarere sig selv som ligestillede med de oprindelige forfattere, og de udvidede ofte den bibelske tekst med fortolkninger, der var beregnet til at hjælpe læserne med at forstå teksten. Disse skriftkloge havde deres eget syn på den bibelske tekst og ønskede at sikre en teologisk korrekt læsning af den.

Blandt de profetiske bøger må de mest fremragende eksempler på fortolkningsmæssig udvidelse være Jeremias og Ezekiel i den masoretiske tekst (MT). I disse tilfælde har udvidelsen nået niveauet for skabelsen af ​​nye udgaver af bøgerne. De hebraiske tekster bag de oldgræske (OG) versioner af disse bøger er betydeligt kortere førsteudgaver. Mange af udvidelserne i andenudgaverne, der findes i MT, er af eksegetisk karakter. For eksempel er Jeremias' berygtede fjende fra nord ikke eksplicit identificeret i OG eller dens hebraiske kilde, hvilket efterlader den åben for den slags eskatologiske fortolkning, der findes i Ezekiel 38:14-17, men MT identificerer denne fjende som Babylon i udvidelsen af ​​Jeremias 25:9, hvilket skaber en interessant konflikt med Jeremias 50:3 og dens profeti om en fjende fra nord, der kommer mod Babylon. Et andet eksempel er versionen af ​​Jeremias' profeti om halvfjerds år i Jeremias 25:11-12. I OG er denne profeti ikke eksplicit begrænset til perioden med babylonsk fangenskab (se: Dan 9:1-2, 24-27), men udvidelserne i MT gør denne begrænsning af profetien eksplicit (jf. Jeremias 29:10). For Ezekiels Bog forekommer en af ​​de mest bemærkelsesværdige udvidelser i MT Ezekiel 36:23c-38, som mangler, et vigtigt vidnesbyrd om OG fra det tredje århundrede e.Kr. Denne ret lange udvidelse er baseret på materiale fundet andre steder både i og uden for Ezekiels Bog. 

Når det forholder sig således med disse tekster, rejser det uundgåeligt spørgesmålet om og i hvilken grad, det samme er tilfældet med andre tekster i Gamle Testamente. Og det svækker betydeligt Gamle Testamentes værdi som kilde til jødernes historie.

=== Sammenfatning ===

Denne gennemgang af Gamle Testamente har kun omfattet en mindre del af den samlede tekst, men selv denne meget begrænsede gennemgang har belyst en række problemer:&lt;/br&gt;
- Gamle Testamente er ''ikke'' en historisk redegørelse for jødernes historie, selv om den giver indtryk af dette,&lt;/br&gt;
- det er i stedet en samling af traditioner, anekdoter og myter skrevet af ulige forfattere til ulige tider&lt;/br&gt;
- der er gjort forsøg på at sammenskrive og harmonisere disse narrativer&lt;/br&gt;
- hvilket ikke kan skjule, at der er kronologiske problemer&lt;/br&gt;
- og at væsentlige traditioner er hentet fra andre kulturer, især Sumer og Mesopotamien men også fra Grækenland.

Vi tør antage, at skildringen af kongetiden og det delte kongerige med navnelister over regenterne er rimelig troværdig, blandt andet fordi deres navne forekommer i andre kilder, men vi har kun ringe mulighed for at vide i hvilken udstrækning, historierne om dem er blevet ændrede for at tilpasse sig et senere monoteistisk narrativ.

Nogle historier, blandt andre Esthers Bog men også Ezras Bog og Nehemias' Bog, er meget sene og menes først at være blevet tilføjet efter afslutningen af det babylonske fangenskab.

=== &lt;big&gt;Semitismen, jødedommens tankesæt&lt;/big&gt; === 

Vi har i det foregående set på Gamle Testamente som et muligt historisk kildeskrift. Man kan imidlertid også anlægge en helt anden synsvinkel, nemlig Gamle Testamente som ideologisk grundlag nærmere betegnet som grundlag for en jødisk national etnicitet samt for en særlig jødisk etik. Det skal på forhånd understreges, at det følgende ikke omfatter alle jøder, idet mange alene identificerer sig som tilhørende denne folkegruppe af genealogiske og traditionsbårne årsager, det vil sige med hensyn til deres familiære oprindelse samt højtider og mindedage. Men der findes også kredse i den jødiske befolkning, der opfatter Gamle Testamente som en anvisning på hvordan, at jøder kan og bør opføre sig.

Alle kender begrebet &quot;anti-semitisme&quot;, men få eller ingen ved, hvad udtrykket &quot;semitisme&quot; egentlig dækker over. Man vil således lede forgæves efter det i en ordbog eller eksempelvis på ''wikipedia''. Her vil begrebet blivet forstået således, at det dækker over den tankegang eller de tankegange, som kan udledes og af nogle er blevet udledt af Gamle Testamente. Det betyder, at der her vil blive set bort fra jødisk mysticisme, kabala, frankisme og lignende ældre og nyere afledede ideologier, hvilke hver for sig er en særskilt undersøgelse værd.

Læser man Gamle Testamente, vil man se, at bestemte tankegange bliver promoveret. Det drejer sig i hovedsagen om følgende:&lt;/br&gt;
- det udvalgte folk&lt;/br&gt;
- racisme&lt;/br&gt;
- retten til Kana'an&lt;/br&gt;
- retten til at myrde hele befolkninger&lt;/br&gt;
- &quot;honningfælder&quot; og pengeafpresning&lt;/br&gt;
I det følgende vil hvert af disse emner blive gennemgået særskilt.

=== Det udvalgte folk ===

Ideen om jøderne som Guds udvalgte folk tager udgangspunkt i Første Mosebog kapitel 12: her møder vi Abram ved Ur i Kaldæa. Videre hedder det: &quot;Herren sagde til Abram: &quot;Forlad dit land og din slægt og din fars hus, og drag til det land, jeg vil vise dig. Jeg vil gøre dig til et stort folk og velsigne dig. Jeg vil gøre dit navn stort, og du skal være en velsignelse.&lt;/br&gt;
Jeg vil velsigne dem, der velsigner dig,&lt;/br&gt;
og den, der forbander dig, vil jeg forbande.&lt;/br&gt;
I dig skal alle jordens slægter velsignes&quot;.&quot;&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 17f&lt;/ref&gt;

Senere gentages denne priviligerede stilling i andre sammenhænge, således over for Jakob i Betel. I Første Mosebog kapitel 35:9-13 hedder det: &quot;Gud viste sig igen for Jakob, efter at han var kommet hjem fra Paddan-Aram. Han velsignede ham og sagde til ham: &quot;Dit navn er Jakob; men nu skal du ikke længere hedde Jakob. Dit navn skal være Israel.&quot; Og han gav ham navnet Israel. Han sagde til ham: &quot;Jeg er Gud den Almægtige. Bliv frugtbar og talrig! Et folk, ja, en mængde folkeslag skal nedstamme fra dig, og konger skal fremstå af dit eget kød og blod. Det land, jeg gav Abraham og Isak, giver jeg dig og dine efterkommere.&quot; Så steg Gud op fraham, dér hvor han havde talt med ham.&quot;&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 46&lt;/ref&gt;

I Anden Mosebog kapitel 3:7-10 findes følgende: &quot;Så sagde Herren: &quot;Jeg har set mit folks lidelse i Egypten, og jeg har hørt deres klageskrig over slavefogederne. Jeg har lagt mig deres lidelser på sinde, og derfor er jeg kommet ned for at redde dem fra egypterne og føre dem op fra dette land til et godt og vidtstrakt land, et land der flyder med mælk og honning, dér hvor kana'anæerne, hittitterne, amoritterne, perizzitterne, hivvitterne og jebusitterne bor. Nu har israelitternes klageskrig nået mig, og jeg har set, hvordan egypterne undertrykker dem. Gå nu! Jeg vil sende dig til Farao. Du skal føre mit folk israelitterne ud af Egypten&quot;.&quot;&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 69&lt;/ref&gt; Dette og tilsvarende formuleringer med &quot;mit folk israelitterne&quot; giver jøderne en identitet som Guds udvalgte folk i den jødiske selvforståelse.

=== Racismen ===

Racismen er en logisk følge af ideen om Guds udvalgte folk. Et folk kan selvsagt ikke være &quot;udvalgt&quot;, hvis andre folk kan indgiftes i det. Følgelig er Gamle Testamente fuldt af forbud mod at gifte sig med ægtefæller fra andre folkeslag og kritik, når de alligevel gjorde det. Lad os tage nogen eksempler.

I Femte Mosebog kapitel 7:1-4 finder vi følgende påbud af Moses: &quot;Når Herren din Gud fører dig til det land, du skal ind og erobre, og han driver store folkeslag væk foran dig, hittitterne, girgashitterne, amoritterne, kana'anæerne, perizzitterne, hivvitterne og jebusitterne, syv folk, der er større og mægtigere end du, og Herren din Gud overgiver dem til dig, og du besejrer dem, da skal du lægge band på dem. Du må ikke slutte pagt med dem og ikke vise dem barmhjertighed. Du må ikke bringe dig i familie me dem; du må ikke give dine døtre til deres sønner, og du må ikke lade dine sønner gifte sig med deres døtre, for det vil få dine sønner til at vige fra mig og dyrke andre guder. Da vil Herrens vrede flamme op imod jer, og han vil hurtigt udrydde dig.&quot;&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 208&lt;/ref&gt;

Dette gælder blandt andre kong Salomo. I Første Kongebog 11:1-4 læses således følgende: &quot;Kong Salomo elskede mange udenlandske kvinder foruden Faraos datter, moabitiske, ammonitiske, edomitiske, sidoniske og hittitiske; om de folk havde Herren sagt til israelitterne: &quot;I må ikke indlade jer med dem, og de må indlade sig med jer, for så vender de jeres hjerte til deres guder.&quot; Dem elskede Salomo, og han holdt fast ved dem. Han havde syv hundrede hustruer med fyrstelig rang og tre hundrede medhustruer, og hans hustruer bragte hans hjerte på afveje.&quot;&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 390&lt;/ref&gt;

I Ezras Bog kapitel 9:10-12 optræder Ezras bodsklage med blandt andet dette: &quot;Vor Gud, hvad skal vi nu sige efter dette? For vi har svigtet de befalinger, du gav gennem dine tjenere, profeterne, da du sagde: Det land, I skal ind og tage i besiddelse, er et urent land på grund af de fremmede folks urenhed med de afskyelige handlinger, som de i deres urenhed har fyldt det med fra ende til anden. Derfor må I ikke give jeres døtre til deres sønner, og I må ikke lade jeres sønner gifte sig med deres døtre.&quot;&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 527&lt;/ref&gt; og i Kapitel 10:10-12 bliver dette gentaget: &quot;Så rejste præsten Ezra sig og sagde til dem: &quot;I har handlet troløst ved at gifte jer med fremmede kvinder; I har øget Israels skyld. Aflæg nu bekendelse for Herren, jeres fædres Gud, og gør hans vilje. Skil jer ud fra landets folk og de fremmede kvinder&quot;.&quot;&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 528&lt;/ref&gt;

I Nehemias' Bog kapitel 10:31 indgår israelitterne blandt andet følgende forpligtelse: &quot;Vi vil ikke give vores døtre til landets folk, og vi vil ikke lade vores sønner gifte sig med deres døtre.&quot;&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 542&lt;/ref&gt;

Således kunne man blive ved.

=== Lebensraum ===

Jødernes ret til Kana'ans land hidrører fra Første Mosebog. I kapitel 12 læser vi: &quot;Dengang boede kana'anæerne i landet. Herren viste sig for Abram og sagde: &quot;Jeg vil give dine efterkommere dette land&quot;.&quot;&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 18&lt;/ref&gt; Senere, i kapitel 15, præciseres udstrækningen af dette jødiske lebensraum: &quot;Den dag sluttede Herren pagt med Abram. Han sagde: &quot;Jeg giver dine efterkommere dette land fra Egyptens flod (det vil sige Nilen) til den store flod, Eufratfloden: kenitterne, kenizzitterne, kadmonitterne, hittitterne, perizzitterne, refaitterne, amoritterne, kana'anæerne, girgashitterne og jebusitterne&quot;.&quot;&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 20f&lt;/ref&gt;

Størrelsen af dette jødiske lebensraum er påfaldende. Sammenlignet med officielle landegrænser i 2026 omfatter dette område: den østlige halvdel af Egypten inklusive hele Sinai, Palæstina inklusive Gaza og Vestbredden, Libanon, Jordan, Saudi Arabien, Yemen, Oman, Forenede Arabiske Emirater, Qatar, Bahrain, Kuwait, Irak samt Syrien. Nogle jødiske imperialister medregner også Kypern til området.

En anden afgrænsning findes i Fjerde Mosebog kapitel 34. Heri læser vi: &quot;Herren talte til Moses og sagde: &quot;Giv israelitterne denne befaling: I kommer nu til Kana'an, det land, der tilfalder jer som arvelod, Kana'ans land i dets fulde udstrækning. Jeres sydgrænse skal gå fra Sins ørken langs med Edom. I syd skal jeres grænse gå fra enden af Salthavet i øst. Så skal grænsen dreje syd om Akrabbim-passet, gå videre til Sin og ende syd for Kadesh-Barnea. Så skal den fortsætte til Hasar-Addar og gå videre til Asmon. Så skal grænsen dreje fra Asmon mod Egyptens bæk og ende ude ved havet.&lt;/br&gt;
Grænsen i vest: Det Store Hav med kyststrækning. Det skal være jeres vestgrænse.&lt;/br&gt;
Dette skal være jeres nordgrænse: Fra Det Store Hav skal I trække en linie til bjerget Hor; fra bjerget Hor skal I trække en linie til Lebo-Hamat, og grænsen skal ende i Sedad. Så skal grænsen gå videre til Zifron, og den skal ende i Hasar-Enan. Det skal være jeres nordgrænse.&lt;/br&gt;
Som grænse i øst skal I trække en linie fra Hasar-Enan til Shefam. Så skal grænsen gå ned fra Shefam til Ribla øst for Ajin, og grænsen skal fortsætte ned og støde til bjergryggen øst for Kinneretsøen. Så skal grænsen gå ned til Jordan og ende ved Salthavet.&lt;/br&gt;
Dette skal være jeres land med dets grænser hele vejen rundt.&quot;&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 196&lt;/ref&gt;

Dette er unægteligt en noget anden afgrænsning end før. Den kritiske læser vi måske spørge om Herren ikke havde forklaret sig godt nok over for Moses eller måske havde ændret holdning, eller om der måske er en helt tredie forklaring?

Den tænkende læser vil måske kigge nærmere på andre dele af samme historie. Vi hører, at Abraham fik børn både med Sara, sin hustru, nemlig jøderne, og med Hagar fra Egypten, hans trælkvinde, nemlig ismaelitterne, det vil sige araberne.&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 21&lt;/ref&gt; Så var det nu jøderne, araberne eller begge grupper som skulle leve i dette område? Desuden tog han sig en ny hustru: Ketura, med hvem han også fik efterkommere.&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 31&lt;/ref&gt; Det er således ret uklart hvem, der skulle overtage dette lebensraum.
 
Således tænker semitisterne ikke. De er imperialister, og de vil have det hele for sig selv. De mener at have ret til at fordrive andre folkeslag og ser Gamle Testamente som kilde til denne ret.

=== Retten til folkemord ===

Jødernes ret til at myrde befolkningerne, som levede i Kana'an, forekommer allerede i Mosebøgerne. I Femte Mosebog kapitel 20:16-17 findes således følgende påbud udtalt af Moses: &quot;i de folks byer, som Herren din Gud vil give dig i eje, må du ikke lade en eneste beholde livet; du skal lægge band på dem, på hittitterne, amoritterne, kana'anæerne, perizzitterne, hivvitterne og jebusitterne, sådan som Herren din Gud har befalet dig.&quot;&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 223&lt;/ref&gt;

I Josvabogen hører vi hvordan, at jøderne hensynsløst myrdede indbyggerne i Kana'an, eksempelvis i kapitel 8:24-29: &quot;Da israelitterne på åben mark havde dræbt alle de indbyggere fra Aj, som havde forfulgt dem ud i ørkenen, og da alle til sidste mand var faldet for sværdet, vendte alle israelitterne tilbage til Aj og huggede indbyggerne ned med sværd. Den dag blev der dræbt i alt tolv tusind mænd og kvinder, alle indbyggerne i Aj. Josva trak ikke sin udstrakte hånd med krumsværdet tilbage, før han havde lagt band på alle indbyggerne i Aj. ..Og Josva brændte Aj ned; han gjorde den til en øde ruinhøj for evigt, og det er den den dag i dag. Ajs konge hængte de på et træ og lod ham hænge til aften. Da solen gik ned, gav Josva sine folk befaling om at tage liget ned fra træet og kaste det hen ved indgangen til byporten. Så kastede de en stor stendynge op over ham, og den ligger der den dag i dag.&quot;&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 251f&lt;/ref&gt;

Tilsvarende i Josvabogen kapitel 10:28-43: &quot;Samme dag indtog Josva Makkeda. Han slog byen og dens konge med sværd og lagde band på byen og alle, der var i den; der var ingen, der overlevede. Han gjorde det samme med kongen i Makkeba, som han havde gjort med kongen i Jeriko.&lt;/br&gt;
Fra Makkeda drog Josva sammen med hele Israel videre til Libna. Han gik til angreb på Libna, og Herren gav også denne by og dens konge i Israels hånd. Josva slog byen og alle, der var i den, med sværd; der var ingen, der overlevede. Han gjorde det samme med kongen dér, som han havde gjort med kongen i Jeriko.&lt;/br&gt;
Fra Libna drog Josva sammen med hele Israel videre til Lakish. Han belejrede byen og gik til angreb på den, og Herren gav Lakish i Israels hånd. Den følgende dag indtog Josva byen; han slog den og alle, der var i den, med sværd, ganske som han havde gjort med Libna. Da drog Gezers konge Horam op for at komme Lakish til undsætning, men Josva slog kongen og hans hær; der var ingen, der overlevede.&lt;/br&gt;
Fra Lakish drog Josva sammen med hele Israel videre til Eglon. De belejrede byen og gik til angreb på den, og samme dag indtog de den og slog den med sværd. Den dag lagde han band på alle, der var i byen, ganske som han havde gjort med Lakish.&lt;/br&gt;
Fra Eglon drog Josva sammen med hele Israel op til Hebron. De gik til angreb på byen og indtog den; de slog byen, dens konge, alle dens byer og alle, der var i den, med sværd; der var ingen, der overlevede. Ganske som han havde gjort med Eglon, lagde han band på byen og på alle, der var i den.&lt;/br&gt;
Så vendte Josva sig sammen med hele Israel mod Debir. Han gik til angreb på byen og indtog den med dens kong og alle dens byer. De slog dem med sværd og lagde band på alle, der var i den; der var ingen, der overlevede. Han gjorde det samme med Debir og dens konge, som han havde gjort med Hebron og med Libna og dens konge.&lt;/br&gt;
Således besejrede Josva hele landet: Bjerglandet, Sydlandet, Lavlandet og Skråningerne og alle kongerne dér. Der var ingen, der overlevede; hver levende sjæl lagde han band på, sådan som Herren, Israels Gud, havde befalet. Josva besejrede dem fra Kadesh-Barnea til Gaza, i hele landet Goshen og helt til Gibeon. Alle disse konger og deres lande undertvang Josva på én gang, for Herren, Israels Gud, førte krig for Israel. Så vendte Josva sammen med hele Israel tilbage til lejren i Gilgal.&quot;&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 255&lt;/ref&gt;

I Josvabogen Kapitel 11 fortsætter folkemordene i det nordlige Kana'an, blandt andet Hasor: &quot;Alle, der var i byen, huggede de ned med sværd og lagde band på dem, så ikke en levende sjæl blev tilbage; og Josva brændte Hasor ned.&quot;&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 256&lt;/ref&gt; Da massemordet var til ende, blev rovet, det vil sige Kana'an, delt mellem israelitternes stammer.&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 257-264&lt;/ref&gt; Det minder om en langt senere begivenhed: under Sovjetunionen i Stalintiden gennemførte terrororganisationen OGPU under ledelse af jøden Genrikh Jagoda&lt;ref&gt;Lina (2003), s.315&lt;/ref&gt; samt NKVD overvejende ledet af jøder&lt;ref&gt;Lina (2003), s.318, 327&lt;/ref&gt; i 1932-33 et massemord på og en massefordrivelse af ukrainske bønder fra deres gårde, en begivenhed der blev kendt som ''holodomor''. Mindre kendt er, at OGPU overvejende bestod af jøder, og at disse efterfølgende som en belønning oprettede deres egne kollektivlandbrug, kibbutz'er, på de myrdede og fordrevne ukraineres jord.&lt;ref&gt;Holocaustmuseet i USA, film&lt;/ref&gt; Jødisk historieforståelse trækker lange spor.

Det var ikke kun ved erobringen af Kana'an, at jøderne begik massemord. I Esters Bog kapitel 9:2-16 hører vi: &quot;I alle kong Ahasverus' provinser samledes jøderne i deres byer for at lægge hånd på dem, der ville dem noget ondt. .. Den trettende dag i måneden adar samledes de øvrige jøder i kongens provinser og forsvarede deres liv; de fik fred for deres fjender, og og de dræbte 75.000 af deres modstandere&quot;.&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 555&lt;/ref&gt;

Flere eksempler end de nævnte kunne være fremhævet, men budskabet og moralen er tydelig nok: i &quot;hellig krig&quot; er massemord på guddommens befalet ikke blot acceptabel men en pligt at gennemføre.

Det er mildest talt absurd at se hvordan den samme ideologi, som hyldede folkemord i Gamle Testamente, har haft travl med at fremstille de selv samme massemordere som et uskyldigt forfulgt folkefærd i det 20. og starten af det 21. århundrede.

=== Honningfælder og pengeafpresning ===

Historier i Gamle Testamente giver jøderne tvivlsomme moralbegreber, eksempelvis at prostituere deres hustruer og døtre i form af &quot;honningfælder&quot;, det vil sige lokkemad for en efterfølgende afpresning. Det begynder med selveste Abraham. I Første Mosebog kapitel 20:2-16 læser vi: &quot;Abraham sagde om sin kone Sara, at hun var hans søster, og Abimelek, kongen i Gerar, sendte bud efter Sara. Om natten kom Gud i en drøm til Abimelek og sagde til ham: &quot;Nu skal du dø, fordi du har taget denne kvinde, for hun er gift&quot;.&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 25&lt;/ref&gt; Senere, da sandheden er blevet klar, hører vi: &quot;Så gav Abimelek Abraham får og køer, trælle og trælkvinder, og han gav ham hans kone Sara tilbage. Og Abimelek sagde: &quot;Mit land ligger åbent for dig. Slå dig ned, hvor du har lyst!&quot; Til Sara sagde han: &quot;Nu giver jeg din bror tusind sekel sølv. Det skal lukke øjnene på alle dem, der hører dig til. Nu har du fået fuld oprejsning&quot;.&quot;&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 26&lt;/ref&gt; Så Abrahams afpresning lykkedes.

Senere gentager historien sig med små variationer. I Esters Bog hører vi, at jøden Mordokaj sender sin datter til kong Ahasverus' harem, hvor &quot;hun vandt hans velvilje&quot;. ..&quot;Ester havde ikke fortalt, hvilket folk og hvilken slægt, hun tilhørte, for Mordokaj havde sagt til hende, at hun ikke måtte fortælle det.&quot; Men senere udnyttes hun til at redde jøderne, og naturligvis belønnes både hun og hendes fader for dette bedrag: &quot;Og Mordokaj fik foretræde for kongen, for Ester havde fortalt, hvordan han var i familie med hende. Kongen tog sin signetring, som han havde frataget Haman, og overdrog den til Mordokaj. Og Ester satte Mordokaj over Hamans hus.&quot;&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 549, 554&lt;/ref&gt;

Således legitimerer Gamle Testamente jødernes brug af honningfælder og pengeafpresning, når denne brug rettes imod folk i magtpositioner.

=== Sammenfatning ===

I 1973 fremkom udtrykket &quot;narrativ teologi&quot;.&lt;ref&gt;Bjerg (1984), s. 11&lt;/ref&gt; Udtrykkets betydning har været noget uklar, men pointen er, at hvis en kristen vil forklare sin tro og identitet, så kan dette ske ved at fortælle om Jesu ord og gerninger. På lignende måde kan jødedommens indhold bedst forstås ved at fortælle historier fra Gamle Testamente.

Som vi har set, er sådanne historier ikke just moralske. Ideen om det udvalgte folk, der ikke må gifte sig med folk fra andre folkeslag men nok har ret til at udnytte dets kvinder i honningfælder til pengeafpresning, og som mener sig i sin gode ret til hensynsløst at udrydde andre folkeslag &quot;i Guds navn&quot;, fremavler en tvivlsom moral. Hvis man vil være lidt uvenlig, kan man med god grund hævde, at denne tvivlsomme moral langt hen af vejen også afspejler sig i jødernes nyere historie.

Vi har i det foregående set hvordan, at denne moral henter sin inspiration i fortællinger fra Gamle Testamente. Og denne moral understreges ved at de samme emner bliver gentaget med blot mindre variationer flere gange som for at understrege, at den ikke er knyttet til en bestemt historisk situation men netop har evig gyldighed. I lighed med sit afkom, muhammedanismen, er denne moral præget af en foragt for dem, som ikke tilhører &quot;in-gruppen&quot;.

Der kan måske være grund til at uddybe dette udtryk nærmere. Alle mennesker udvikler en eller anden form for bevidsthed om at tilhøre et bestemt etnisk fællesskab, herunder skaber de et dertil knyttet begrebsapparat. Man kan skelne mellem det navn, som en etnisk gruppe bruger om sig selv i denne selvidentifikation, og det navn, som andre bruger om den samme gruppe. Nogle gange, men ikke altid, bruger de samme benævnelse, men deres opfattelse af gruppens afgrænsning og indhold behøver ikke at være det samme, men kan tilpasses den aktuelle situation.&lt;ref&gt;Lund (1993), s. 81&lt;/ref&gt; Betegnelsen afspejler en bevidsthed om hvem, man hører sammen med i et fællesskab, og hvem, der ikke hører til dette fællesskab.&lt;ref&gt;Lund (1993), s. 9&lt;/ref&gt; Ofte, men ikke altid, vil de, som ikke tilhører dette fællesskab, blive set ned på, mens man selv ophøjes for sine gode egenskaber.&lt;ref&gt;Lund (1993), s. 13-26&lt;/ref&gt;

Denne vi-bevidsthed skabes i vid udstrækning ved historier, beretninger og myter, om et skæbnefællesskab gennem utallige slægtled. Ofte vil disse historier blive fyldt med navne på legendariske personligheder, hvis liv og gerninger bliver en del af den personlige identitetsfølelse. Og som regel vil en del af denne historie omfatte etnogoni, det vil sige de indfødtes egen mytiske forklaring på deres oprindelse&lt;ref&gt;Lund (1993), s. 49&lt;/ref&gt;, som regel i form af en mytisk stamfader.&lt;ref&gt;Lund (1993), s. 91&lt;/ref&gt; I dansk sammenhæng kan man tænke på Saxo og hans Danmarkshistorie. I germansk sammenhæng er det myten om Tvisto, der er grundlaget for identiteten&lt;ref&gt;Lund (1993), s. 90&lt;/ref&gt;, og for jøderne er det Abraham, der har denne rolle.

Men sådanne historiske beretninger og myter har ikke kun den funktion at begrunde selvidentiteten men tillige at begrunde moralbegreber, hvad der er &quot;god&quot; og &quot;ond&quot; opførsel. For jøderne er det netop historierne i Gamle Testamente, som opfylder denne opgave.

Over tid kan disse funktioner aftage i betydning, fordi behovet for dem ikke længere er så stort. Dette fordi at myter erstattes med faktiske historiske erindringer. Men for visse grupper er dette ikke tilfælde. Her kan udviklingen tvært imod gå i den modsatte retning og udvikle sig til en regulær fanatisme, der kan motivere og begrunde næsten enhver handling. Denne fanatisme kan formuleres og organiseres i en dertil hørende ideologi, en -isme. Semitisme er en sådan ideologi, der i princippet ikke adskiller sig fra andre -ismer bortset fra den etniske gruppe, hvis selvfølelse og handlingsmønster, den skal begrunde.

=== &lt;big&gt;Sammenfatning og konklusion&lt;/big&gt; ===

Vi er nået vejs ende i gennemgangen, og resultatet taler for sig selv. Ikke blot er det officielle narrativ ikke korrekt, for hver del af dette narrativ findes en alternativ forklaring, og tilsammen tegner disse træk et andet men helt entydigt billede.

Først og fremmest: Gamle Testamente er ikke jødisk historieskrivning.&lt;ref&gt;Adler (2022), Preface&lt;/ref&gt; Der kan påvises et utal af indlån fra andre kulturer, eksempelvis historien om Moses i sivkurven og Noas ark, som tydeligt viser, at denne historie er en myte, et narrativ, skabt for at give jødisk identitet en høj alder. I stedet tjener Gamle Testamente som redskab til at give jøder en national identitet igennem deres trosretning, i særdeleshed Jahve. Det er i Jahves navn, at de udvandrer fra Egypten, erobrer Kana'an og i nyere tid trækker sig ind i etniske ghettoer.&lt;ref&gt;Crone og Cook (1977), s. 42&lt;/ref&gt; Hele den jødiske kultur er een lang markering af begivenheder hentet fra myterne i Gamle Testamente.

Dernæst: jøderne var tydeligvis ikke det monoteistiske folkefærd, som de gerne vil give indtryk af, tværtimod. Så langt, at Gamle Testamentes fremstilling overhovedet afspejler en historisk virkelighed, dyrkede jøderne flere guder gennem flere hundrede år. Vi ser en udvikling i flere trin:&lt;/br&gt;
- første trin: to guder, Jahve og El, forenes i en &quot;supergud&quot;&lt;/br&gt;
- andet trin: gudsdyrkelsen centraliseres og kontrolleres af kongen&lt;/br&gt;
- tredie trin: de lavere guder og gudinder forkastes, fordi at de ikke hjalp i en kritisk situation&lt;/br&gt;
- fjerde trin: præsteskabet udvikler et nyt narrativ til at forstærke dets magt og betydning som samlende kraft.&lt;/br&gt;
Det var en udvikling, hvor hvert trin var en logisk følge af det foregående, når behovet for en forandring i det herskende narrativ indtraf. Den nye ideologi var, som de fleste totalitære ideologier, et spørgsmål om at legitimere retten til magtudøvelse. Dette grundlag blev konstrueret ad hoc, det vil sige spontant efter behov. Dets grundlag var aldrig vel funderet, og vi kan nu afvise det fuldstændigt som fusk og forfalskning fra ende til anden.

Samtidig var det en udvikling, hvor hvert trin bidrog med særlige træk til den nye ideologis udvikling: først blev stammeguden anvendt til at legitimere myten om &quot;det udvalgte folk&quot;, herunder en racistisk ultrasemitisk afvisning af ægteskaber med repræsentanter fra andre folkeslag, og hvor regulært folkemord legitimeres som en følge af Jahves beslutning og påbud. Dernæst må den snart svækkede kongemagt i den nye nationale stat styrke sin stilling i befolkningen, hvilket sker ved centralisering af gudsdyrkelsen. Da så statsdannelsen alligevel bryder sammen, bliver det nødvendigt at udpege en skyldig årsag, og her må husguderne holde for. Endelig må det nye narrativ styrkes, hvilket blandt andet sker ved kampen for en ny egen stat.

Da mange profeter har først og fremmest til formål at legitimere den nye nationale ideologi som Jahves vilje.

Endelig er det også fra Gamle Testamente, at jøderne henter deres moralbegreber på godt og ondt.

Det er indlysende, at hvis der kan rejses tvivl om troværdigheden af beretningerne i Gamle Testamente, så er det ikke blot et kildekritisk problem. Det er hele grundlaget for jødedommen, der vælter. Jødedommen er, som muhammedanismen, det, som i kommunistkina kaldes en ''tofu-dreg'' konstruktion: en bygning eller anden konstruktion opført af underlødige bestanddele som gør, at den før eller senere falder sammen af sig selv.

Hidtil har Gamle Testamentes narrativer aldrig være underkastet en kildekritisk analyse, i modsætning til Nye Testamente, som allerede i 1800-tallet og begyndelsen af 1900-tallet blev underkastet en sådan analyse, som den bestod med udmærkelse. Det er først i de seneste år, at et sådant arbejde er igangsat og vel at bemærke er det sket af jødiske arkæologer og historikere. Det gør, at deres resultater ikke blot kan afvises med smædeudtryk som &quot;anti-semitisme&quot;. Det er derfor, at det har været så vigtigt at gøre disse resultater bekendt for et dansk publikum. Og hvis denne bog kan bidrage til fortsatte og uddybende studier af denne problematik, så har den opfyldt sit formål.

Det er for så vidt tilfældigt, at dette sker netop på en tid, hvor staten Israel og dens regering udsættes for en stigende international kritik for sin handlemåde, og så måske alligevel ikke. I alt for lang tid har kritik af jøder og Israel kunnet undertrykkes på grund af myterne om begivenheder under 2. verdenskrig. Men nu ligger disse begivenheder så langt tilbage, 2-4 slægtled, at de ikke længere kan beskytte imod kritik. Og samtidig har både rabiate jøder og den israelske regering i de seneste år udvist en optræden, som let lader sig kritisere. Det er ikke stedet her at uddybe dette emne, det kan fortjene en særskilt behandling og hører hjemme i politisk sammenhæng, ikke i forbindelse med jødedommen som religion og kultur, selv om der kan argumenteres for, at disse områder til dels overlapper hinanden.

Vi har set hvilken afgørende inflydelse, den kildekritiske analyse af Gamle Testamente har på forståelsen af jødedommens historie, men hvorledes forholder det sig med kristendommen? Hvilken indflydelse har kildekritikken på kristendommen? Det enkleste svar er: ingen. Gamle Testamente spiller kun en rolle i kristendommen på to måder:&lt;/br&gt;
- dels at vise at Jesus som messias er forudset allerede af gammeltestamentelige profeter; det er i denne sammenhæng ikke vigtigt, om dette var faktisk var tilfældet, men derimod at jøderne i hans samtid mente, at det forholdt sig således&lt;/br&gt;
- dels at vise de religiøse dogmer, som Jesus gjorde op med. Det viser sig i hans gentagne: &quot;I har hørt at ... men jeg siger jer nu at ...&quot; Jesu lære er i virkeligheden eet stort opgør med jødedommens tankegang og etnisk snæversynethed, han er i den sammenhæng helt på linje med den foreliggende kildekritiske analyse, selv om både hans metode og budskab er et andet.

Især i sidst nævnte sammenhæng er det vigtigt at forstå, at der ikke eksisterer nogen &quot;jødisk-kristne værdier&quot;. Dette moderne udtryk er intet andet end et jødisk forsøg på at tage kristne som gidsler for deres egne ideer. I virkeligheden er det kristendommen, der introducerer næstekærlighed og respekt for medmennesker uanset deres etniske tilhørsforhold, og i forlængelse heraf introducerer både menneskerettigheder og folkestyre. Intet af dette findes i jødedommen, her er det nationalt-etnisk snæversyn, som dominerer hele vejen. Jødedommen er og forbliver en anti-kristen ideologi, fordi den hviler på en selvforståelse baseret på manipulerede kilder i form af Gamle Testamentes skrifter. Og ved at påvise disse manipulationer, myter og omskrivninger, beviser moderne kildekritik, at kristendommen var og er et berettiget opgør med jødedommen.

Endnu for en menneskealder kunne forskere i jødedommen leve i deres vildfarelse om, at selv om der var problemer med Gamle Testamente som kilde til jødedommens historie, så var den i sine hovedtræk alligevel korrekt. Således er det ikke længere. Det kan nu bevises, at der bag den mytiske fortælling gemmer sig en anden historie. Lad så være, at begivenheder i de senere år i Gaza, på Vestbredden, i Libanon, i Egypten, over for Syrien og Iran uden tvivl har bidraget til at fremme denne udvikling. Et træ kendes på dets frugter, og hele verden har nu set de frugter, som jødisk fundamentalisme bringer med sig. Myten om det forfulgte uskyldige folkefærd lader sig ikke længere opretholde.

Og jo mere skingre, hysteriske og fanatiske jødedommens fundamentalister bliver i deres holdninger og opførsel, desto hurtigere vil de miste de sidste rester af en troværdighed, som de i virkeligheden aldrig har haft.

=== &lt;big&gt;Noter&lt;/big&gt; ===
{{Reflist|3}}

=== &lt;big&gt;Litteratur&lt;/big&gt; ===
* Yonatan Adler: ''The Origins of Judaism. An Archaeological-historical Reappraisal''; Yale University 2022; ISBN 978-0-300-25490-7
* Yonatan Adler: &quot;Toward Identifying Proto-Judaic Cultural Features in Ancient Israel and Judea&quot; (i: ''Journal of Ancient Judaism'' (2024), s. 1-28)
* Yonatan Adler: ''Between Yahwism and Judaism. Judean Cult and Culture during the Early Hellenistic Period (332-175 BEC)''; Cambridge University Press 2025; ISBN 978-009-45961-7
* Gad Barnea: &quot;P. Berlin 13464, Yahwism and Achaemenid Zoroastrianism at Elephantine&quot; (2024)
* Geoffrey Bibby: ''I Dilmun tier ravnen''; Wormanium 1971; ISBN 87-85-1600-40
* Geoffrey Bibby: ''Det forsvundne årtusinde''; Wormanium 1978; ISBN 87-8516-053-9
* ''Bibelen''; Det Danske Bibelselskab 1992; 1. udgave 1. oplag; ISBN 87-7325-276-6
* Svend Bjerg: &quot;Den kristne grundfortælling. Studier over fortælling og teologi&quot; (''Teologiske Studier'', bind 8; 2. oplag 1984; Aarhus 1984; ISBN 87-7003-409-5) 
* Patricia Crone og Michael Cook: ''Hagarism. The Making of The Islamic World''; Cambridge 1977; ISBN 0-521-21133-6
* Stephan Peter Dinkgreve: ''In Search of the Sublime: A world history of humanity's relentless pursuit of scientific truth, moral excellence, and enlightenment''; 2021
* Robert Gnuse: &quot;Spilt Water: Tales of David (II Sam 23:13-17) and Alexander the Great (Arrian, Anabasis of Alexander 6.26.1-3).&quot; (i: ''Scandinavian Journal of the Old Testament''; 1998, bind 12, s. 233-248)
* Robert Gnuse: &quot;Abducted Wives: A Hellenistic Narrative in the Book of Judges?&quot; (i: ''Scandinavian Journal of the Old Testament''; 2007; bind 22, s. 272-285)
* Robert Gnuse: &quot;From Prison to Prestige: The Hero who helps a King in Jewish and Greek Literature.&quot; (i: ''Catholic Biblical Quarterly''; 2010 bind 72, s. 31-45)
* Robert Gnuse: &quot;Divine Messengers in Genesis 18-19 and Ovid.&quot; (i: ''Scandinavian Journal of the Old Testament''; 2017; bind 31, s. 66-79)
* Robert Gnuse: &quot;Greek Connections: Genesis 1-11 and the Poetry of Hesiod&quot; (i: ''Biblical Theology Bulletin''; 2017 nr. 47, s. 131-143
* Robert Gnuse: &quot;Heed Your Steeds: Achilles’ Horses and Balaam’s Donkey.&quot; (i: ''International Journal of Research in Humanities and Social Sciences''; 2017; række 4 hæfte 6; s. 1-5)
* Robert Gnuse: &quot;Samson and Heracles Revisited.&quot; (i: ''Scandinavian Journal of the Old Testament''; 2018, bind 32, s. 1-19)
* Robert Gnuse: &quot;Greek Historians and the Primeval History.&quot; (i: ''International Journal of Research in Humanities and Social Sciences''; 2019; række 6 hæfte 1, s. 20-25)
* Robert Gnuse: &quot;Jephthah’s Daughter and Iphigenia in the Plays of Euripides&quot; (i: ''International Journal of the Arts and Humanities''; 2019; række 5 hæfte 1, s. 16-23)
* Robert Gnuse: &quot;Hellenism and the Primary History: The Imprint of Greek Sources in Genesis-2 Kings&quot; ''Copenhagen International Seminar''; Routledge, London 2020 
* Daniel Hawk: &quot;Violent Grace: Tragedy and Transformation in the Orestia and the Deuteronomistic History.&quot; (i: ''Scandinavian Journal of the Old Testament''; 2003, bind 18, s. 73-88)
* Gerhard Larsson: &quot;Possible Hellenistic Influence in the Historical Parts of the Old Testament.&quot; i: ''Scandinavian Journal of the Old Testament''; 2004; bind 18, s. 296-311)
* Niels Peter Lemche: &quot;The Old Testament-A Hellenistic Book&quot; (: ''Scandinavian Journal of the Old Testament''; 1993 bind 7, s. 163-193)
* Niels Peter Lemche: &quot;Is It Still Possible to Write a History of Ancient Israel?&quot; (i: ''Scandinavian Journal of the Old Testament''; 1994, bind 8, s. 163-188)
* Niels Peter Lemche: &quot;Good and Bad in History: The Greek Connection.&quot; (i: Steven McKenzie and Thomas Römer (red.): &quot;Rethinking the Foundations: Historiography in the Ancient World and in the Bible. Essays in Honour of John Van Seters&quot;; ''Beihefte zur Zeitschrift für die altestamentliche Wissenschaft'' nr. 294; Walter de Gruyter, Berlin 2000; s. 127-140) 
* Niels Peter Lemche: &quot;How Does One Date an Expression of Mental History?&quot; (i: Lester Grabbe (red.): &quot;Did Moses Speak Attic? Jewish Historiography and Scripture in the Hellenistic Period&quot; (i: ''Journal for the Study of the Old Testament Supplement Series'' 317/European Seminar on Historical Methodology 3; Sheffield Academic Press, Sheffield 2001; s. 200-224)
* Niels Peter Lemche: &quot;Does the Idea of the Old Testament as a Hellenistic Book Prevent Source Criticism of the Pentateuch?&quot; (i: ''Scandinavian Journal of the Old Testament''; 2011, bind 25, s. 75-92)
* Niels Peter Lemche: &quot;When the End is the Beginning: Creating a National History?&quot; (i: ''Scandinavian Journal of the Old Testament''; 2015, bind 29, s. 22-32)
* Jüri Lina: ''Skorpioni märgi all. Nõukogude võimu tõus ja langus''; Stockholm 2003; ISBN 91-972897-9-5
* Allan A. Lund: ''De etnografiske kilder til Nordens tidlige historie''; Wormanium 1993; ISBN 87-89531-08-6
* Etienee Nodet: &quot;Editing the Bible: Alexandria or Babylon?&quot; (i: Thomas Thompson and Philippe Wajdenbaum (red.): ''The Bible and Hellenism: Greek Influence on Jewish and Early Christian Literature. Copenhagen International Seminar''; Routledge, New York 2014; s. 36-55) 
* Gabrielle Vera Novacek: ''Ancient Israel. Highlights from the Collections of The Oriental Institute University of Chicago''; University of Chicago 2011; ISBN 978-1-88923-65-3
* Johannes Pedersen: &quot;Hasmonæer&quot; (i: ''Salmonsens Konversationsleksikon'', 2. udgave, bind X; 1919; s. 943-944)
* Katherine Stott: &quot;Herodotus and the Old Testament: A Comparative Reading of the Ascendancy Stories of King Cyrus and David.&quot; (i: ''Scandinavian Journal for the Study of the Old Testament''; 2002; bind 16 s. 52-78)
* Jan-Wim Wesselius: &quot;Discontinuity, Congruence and the Making of the Hebrew Bible.&quot; (i: ''Scandinavian Journal for the Study of the Old Testament''; 1999 bind 13 s. 24-77)
* Jan-Wim Wesselius: &quot;The Origin of the History of Israel: Herodotus’ Histories as Blueprint for the First Books of the Bible&quot; (i: ''Journal for the Study of the Old Testament Supplement Series''; Sheffield Academic Press, Sheffield 2002)
* Hans Christian Ørsted: &quot;Overtro og Vantro i deres Forhold til Naturvidenskaben&quot; (''Aanden i Naturen''; 4. udgave; København 1978; ISBN 87-414-8972-1; s. 76-106)

=== &lt;big&gt;Film&lt;/big&gt; ===
* Simca Jacobovici: ''The Exodus Decoded''</text>
      <sha1>4rsjqangjgpddq5iqcvhizofi5tcdwz</sha1>
    </revision>
    <revision>
      <id>41954</id>
      <parentid>41953</parentid>
      <timestamp>2026-05-27T13:55:20Z</timestamp>
      <contributor>
        <username>Sven Halfdan Nielsen</username>
        <id>3898</id>
      </contributor>
      <comment>småret</comment>
      <origin>41954</origin>
      <model>wikitext</model>
      <format>text/x-wiki</format>
      <text bytes="152629" sha1="jjtu5hitxkk01834at7b0ou8asicp8e" xml:space="preserve">[[Fil:Philippe de Champaigne - Moses with the Ten Commandments - WGA04717.jpg|thumb|400px|Ifølge nye videnskabelige kildekritiske teorier er det ikke Moses, som har skrevet Mosebøgerne. Maleri af Philippe de Champaigne.]]

=== &lt;big&gt;Fortale&lt;/big&gt; ===

Jødedommens ældste historie har hidtil været indhyllet i mørke. Traditionen hviler på ''Tanakh'' eller Gamle Testamente, men dette synes først at have fundet sin endelige form i det 2. århundrede f.Kr. i det hasmunitiske kongerige. Hvor meget, traditionerne har ændret sig før denne tid, er et åbent spørgsmål.

Foruden Gamle Testamente er de vigtigste kilder til belysning af spørgsmålet især arkæologiske fund, men også her er der store problemer med troværdigheden. Flere kilders oprindelse er omstridte og dermed bliver deres udsagnsværdi også tvivlsom.

Det er først i den seneste menneskealder, at der tegner sig et mere klart billede af den omskiftelige historie, men hidtil har mig bekendt ingen forsøgt at gøre denne viden tilgængelig på dansk. Jeg har derfor efter fattig evne forsøgt at skildre denne på grundlag af tilgængeligt materiale. Jeg har desuden tilføjet notehenvisninger til de skriftlige kilder, som jeg anvendt.

Når man forsøger at skildre kendt historie således som tilfældet er med Gamle Testamente, stilles man over for to problemer: dels må man forsøge at sætte denne fremstilling i forhold til det billede, som andre kilder tegner, dels må man forsøge at forstå den forvandling og forvanskning af oprindelige kilder, som fremstillingen i Gamle Testamente nu afspejler.

Den foreliggende undersøgelse falder i to hoveddele, dels en undersøgelse af jødernes faktiske historie således som den lader sig fastslå baseret på grundlag af arkæologiske og historiske kilder, herunder spørgsmålet om jødernes religion, dels en kildekritisk analyse af ''Tanakh'' eller Gamle Testamente. Afslutningsvis vil der blive foretaget en vurdering af hvilken indflydelse, ''Tanakh'' har haft på jødernes selvforståelse og Gamle Testamente har på kristen selvforståelse.

Der kan være grund til at understrege, at stort set alt i denne undersøgelse alene skyldes yderst kompetente forskeres virke, og jeg har efter evne forsøgt at henvise til denne forskning. Litteraturen herom findes i den afsluttende litteraturliste. Desuden har jeg inddraget andre inspirationskilder, hvor jeg finder dem relevante og troværdige. Derimod er fortolkningen af disse ulige arbejder min egen, og de oprindelige forskere kan og bør derfor ikke drages til ansvar for denne fortolkning.  

På dette sted kan der være grund til at forudskikke enkelte kendsgerninger: selvidentiteten &quot;jøde&quot; synes først at blive skabt i 2. århundrede f.Kr. efter hasmunitternes oprør og etableringen af kongeriget baseret på religiøse regler. Der findes ingen ældre beviser på, at jøderne inden da havde fulgt moseloven, og først på dette tidspunkt optræder ''Tanakh'', de ældste synagoger samt mønter uden billede. Det bør desuden bemærkes, at der ingen omtale findes af sabbaten i Gamle Testamente.

Efter den babylonske magtovertagelse i 586 f.Kr. optræder ''al Yahuda'' som en by i Babylon, stednavnet Israel optræder første gang på en mønt dateret år 66 e.Kr. og i forbindelse med jødernes oprør mod romerne.

Om bogens titel skal jeg blot bemærke, at jeg har valgt ordet &quot;jødedom&quot;, fordi det betegner jødisk religion og kultur på samme tid.

Sven Halfdan Nielsen&lt;/br&gt;
Pärnu, den 5. maj 2026

=== &lt;big&gt;Indledning&lt;/big&gt; ===

Al historisk og litterær forskning må hvile på kildekritiske undersøgelser. Dette betyder, at arkæologiske og sproglige kilder kritisk må vurderes med henblik på deres oprindelsessituation, eventuelle tendens, forholden sig til de omtalte begivenheder og for sproglige kilder tillige deres formål (som udmærket kan være mangesidigt). Kilderne må stilles i forhold til, hvad der ellers vides om tiden, og de må forsøges tolket således, at de er bedst i overensstemmelse med denne viden, og at de ikke modsiger denne viden. Hvis det sidste er tilfældet, må man spørge, om fortolkningen er rigtig, eller om den hidtidige &quot;viden&quot; må revideres.

Lige siden afslutningen af 2. verdenskrig og især i det 21. århundrede har beskyldninger om &quot;anti-semitisme&quot; fået et kraftigt opsving. Der kan derfor være grund til at gøre nogle bemærkninger om min opfattelse af dette begreb og dets anvendelse.

For mig består udtrykket &quot;anti-semitisme&quot; af to dele: &quot;anti&quot; betyder imod, og &quot;semitisme&quot; betegner en politisk, nationalistisk ideologi. Dette indebærer, at jeg skelner mellem jøder som kulturel folkegruppe på den ene side og en semitisk ideologi på den anden.

Jeg har intet imod folk, som identificerer sig selv som jøder i religiøs og kulturel henseende så længe, at dette ikke berører deres forhold til andre folkegrupper. For mig er &quot;jøde&quot; altså en betegnelse, der i princippet ikke adskiller sig fra dansker, tysker, armener, kurder, japaner eller en hvilken som helst anden national folkegruppe.

Anderledes forholder det sig med begrebet &quot;semitisme&quot;. Her er der i mine øjne tale om en totalitær og intolerant national ideologi, som tåler sammenligning med fx. fascismen i Italien og nazismen i Tyskland. Der er med andre ord tale om en ekskluderende ideologi, som på samme tid legitimerer en bestemt handlemåde over for andre befolkningsgrupper. Dette kan der senere være grund til at vende tilbage til, når vi har gjort os selve grundlaget for denne tankegang klart.

Lad mig sige det straks: det er ikke &quot;anti-semitisk&quot; at anlægge en anden betragtningsmåde en den, som såkaldte &quot;semitter&quot; selv anlægger - med mindre at man tilføjer, at sådanne semitter har et snævert syn og en snæver fortolkningsramme båret af egne fordomme. I denne henseende minder semitter og muhammedanere om hinanden. Begge promoverer en bestemt fortolkning, og begge benægter retten til at inddrage andre kilder eller til at anlægge en anden og bedre forståelse.

For mig skræmmer udsigten til at blive tillagt smædeord mig ikke. Afgørende for mig er objektivt at se på alle fastslåede kendsgerninger og så nå frem til den forståelse, som er mest og bedst i overensstemmelse hermed. Hvis andre har problemer hermed, er det deres problem, ikke mit. De ønsker at forsvare en myte, men for mig er det de historiske kendsgerninger bag myten, som er det vigtigste. Myter er overtro og vantro. Men som Hans Christian Ørsted har sagt det, vil videnskaben overvinde overtroen og vantroen&lt;ref&gt;Ørsted (1978), s. 106&lt;/ref&gt;, og således må det være.

Det gælder her som i tilfældet med muhammedanismen&lt;ref&gt;se ''Muhammedanismen i kildekritisk belysning''&lt;/ref&gt;, at modstanden og modviljen imod at blive konfronteret med nye kendsgerninger dybest set blot viser hvor usikre, forsvarere af den herskende ideologi i virkeligheden er. Hvis de var sikre i deres overbevisning, ville de velkomme enhver udfordring, idet de vil kunne tage den op og sagligt imødegå den. Men således forholder det sig ikke, tværtimod. 

Det bør tilføjes, at forskningsfeltet er inde i en rivende udvikling i disse år. Det kan derfor ikke udelukkes, at forskningen om føje år vil give et andet, mere omfattende men måske også revideret billede i forhold til nu, og således må det være. Det er den eneste måde, at vor viden kan forøges og forbedres på. Og skulle denne bog medvirke til at fremme en sådan forskning, har den opfyldt sit formål.

=== &lt;big&gt;Jødedommens ældste historie&lt;/big&gt; ===

Formålet med det følgende er at skildre jødedommens ældste historie. Hovedvægten vil blive lagt på de arkæologiske vidnesbyrd. Bibelen vil imidlertid blive inddraget, hvis og når den kan belyse historiske kendsgerninger. En række emner vil blive underkastet en særskilt behandling.

=== Den kana'næiske oprindelse ===

I det 2. århundrede f.Kr. var Kana'an beboet af stammer med hver deres skytsguddom. Disse guddomme hørte til den kana'anæiske gudeverden og omfattede blandt andre El, Ba'al og Jahve. Over tid begyndte jøderne imidlertid at skille sig ud og hævde, at de ikke stammede fra kana'anæerne, skønt både sproglige og religiøse træk fra tiden 1200-1000 f.Kr. tyder på, at de udviklede sig fra en kana'anæisk fælles kultur i den grad, at det ofte er svært at skelne imellem dem.&lt;ref&gt;Dinkgreve (2021), kap. 8&lt;/ref&gt;

Hvornår, denne udskillelsesproces er fundet sted, vides ikke, men det må være sket omkring 1207 f.Kr., idet kana'anæerne og israelitterne på en stele rejst af farao Merneptah dateret til dette tidspunkt udtrykkeligt er nævnt som to uens folkegrupper:&lt;/br&gt;
- &quot;Kana'en er udplyndret,&lt;/br&gt;
- Israel er lagt øde.&quot;&lt;/br&gt; 
Det er værd at bemærke, at de hieroglyffer, som angiver navnet Kana'an, viser, at der er tale om et land, mens de, som angiver Israel, viser, at der er tale om et folk.&lt;ref&gt;Dinkgreve (2021), kap. 8&lt;/ref&gt;

Den oprindelige gud for Israel synes at have været ''El''. Navnet &quot;Isra-el&quot; betyder &quot;Els styre&quot;.&lt;ref&gt;Dinkgreve (2021), kap. 8&lt;/ref&gt;

Kildekritiske undersøgelser af Mosebøgerne viser at disse er skrevet af flere forskellige forfattere, hvoraf to af forskerne kaldes P og E. Begge disse forfattere kalder Gud for ''El'' indtil, at Gud angiveligt selv kalder sig ''Jahve'' over for Moses: &quot;Jeg er Jahve. Jeg viste mig for Abraham og Isak og Jakob som ''El-Shaddai'', men mit navn er ''Jahve''. Jeg gjorde ikke det bekendt for dem&quot;.&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 72&lt;/ref&gt;

Det bør tilføjes, at i ''Genesis'' forekommer 17 tilfælde af associationer med ''El'' (fx. Bethel) men ikke een eneste med ''Jahve''. Der er desuden eet tilfælde med henvisning til ''Ba'al'', nemlig Ashbel, Benjamins søn

=== Ugarit ===

I 1928 fandt en bonde i Ras Shamra ved Middelhavskysten (nu i Syrien) et omkring 3.000 år gammelt gravkammer. En udgravning det følgende år viste, at det dækkede over dels en større gravplads, dels en forhistorisk by: Ugarit, en vigtig handelsby fra omkring 1450 f.Kr. til 1192 f.Kr., idet byen blev brændt af og blev opgivet antagelig mellem 1190 f.Kr. og 1185 f.Kr. Blandt de mange fund var et stort antal lertavler og mange af dem med religiøse tekster: mytologiske vers, hymner til guder, lister over præsternes ofringer. Den ledende guddom i Ugarit hed ''El''. ''El'' var gudernes fader, skaber af alle levende væsener, den evige konge. Han blev beskrevet som en ældre skægget mand, som sad på en trone med en krone med tyrehorn. Hans hustru hed ''Ashera''&lt;ref&gt;Dinkgreve (2021), kap. 8&lt;/ref&gt;, hun var moder til 70 guder ifølge teksterne. Blandt sønnerne var stormguden ''Baal'', havguden ''Jam'', dødsguden ''Mott'' og krigergudinden ''Anat''. Tilsammen blev de kaldt ''Ilham'', det vil sige børn af ''El''.

I Bibelens skildring af skabelsen optræder ordet ''Elohim'', på hæbraisk et ord for guddom, hvilket er umiddelbart sammenligneligt med ordet i Ugarit, men ordet er flertal, ikke ental. Og flere af beretningerne i Gamle Testamente bruger netop (men ikke alene) dette ord om Gud: ''El Shaddai'' (Gud den Almægtige), ''El Elyon'' (Gud den Højeste)&lt;ref&gt;Novacek (2011), s. 41&lt;/ref&gt;, ''El Olam'' (den evige Gud), ''El Bethel'' (Bethels Gud). Det er det samme navn som den øverste gud i kana'anæernes gudeverden.

Af disse kendsgerninger tør drages to slutninger. Den ene er, at Gud i den hebraiske forståelse ikke i starten var fuldstændig og enerådende men i stedet udviklede sig over tid, langsomt ved en proces, der bedst kan beskrives som konvergens: flere guder smeltede sammen i een guddom.

Den anden slutning, man tør drage, er den, at israelitterne udviklede sig som folk fra kana'anæerne. Deres første gud var kana'anæernes gud ''El''. For de folk, som levede i bjergene i Kana'an omkring 1100 f.Kr. var der ikke nogen markant forskel imellem deres egen religion og de omgivende folkeslags religion: de dyrkede den samme fadergud og modergudinde. Dette har været anerkendt af arkæologer siden omkring 1970 baseret på fundne lertavler, indskrevne navne på lerkar, fund af husguder og af husaltre.

=== Jahve ===

Nu er det velkendt, at jøderne har et andet navn på deres gud: ''Jahve''. Hvor stammer dette navn fra? Hvor og hvornår overtog han de egenskaber, som tidligere blev tillagt El? For at svare på disse spørgsmål, må vi inddrage tre nye kilder.

På en to tusinde år gammel læderklud fundet i en hule findes en tekst med følgende indhold: da den højeste gud gav nationerne deres arv, da han delte menneskeheden, fastlagde han deres indbyrdes grænser i henhold til antallet af gudesønner. Denne tekst fra Femte Mosebog 32:8&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 237&lt;/ref&gt; var identisk med den tekst, som jøderne kopierede i århundrede før Kristi fødsel. Den findes i den græske version af Gamle Testamente fra 3. og 2. århundrede f.Kr. Jøderne ændrede siden teksten fra &quot;gudesønner&quot; til &quot;Israels sønner&quot;.

Tages teksten for pålydende, har den højeste gud inddelt menneskene i nationer og givet hver nation en søn som guddommelig leder. I det følgende vers fortælles hvilken søn, der blev tildelt hvilken nation, og det oplyses, at Jahve fik tildelt Jacobs stamme eller Israel.

Det må her bemærkes, at Jahve her tydeligt er en mindre, en underordnet gud i forhold til den højeste gud. Bibelforskere som Mark Smith og Frank Moore Cross fra Harvard mener, at det er her, at Jahve gøres til guddom for Jacobs stamme. Teksten i Kumran (bedre kendt som Dødehavsrullerne) bevarede den oprindelige tekst, men den blev i middelalderen tilsyneladende tilpasset.

I ''Salmernes Bog'' salme 82 findes følgende:&lt;/br&gt;
&quot;Gud træder frem i gudeforsamlingen,&lt;/br&gt;
blandt guderne holder han dom:&lt;/br&gt;
Hvor længe vil I dømme uretfærdigt&lt;/br&gt;
og tage parti for de ugudelige? Sela&lt;/br&gt;
Skaf de svage og faderløse deres ret,&lt;/br&gt;
frikend de hjælpeløse og arme,&lt;/br&gt;
udfri de svage og fattige,&lt;/br&gt;
red dem fra de ugudeliges magt!

De forstår og fatter intet,&lt;/br&gt;
de vandrer i mørke,&lt;/br&gt;
jordens grundvolde rokkes.&lt;/br&gt;
Jeg har sagt: I er guder,&lt;/br&gt;
I er alle sønner af den Højeste.&lt;/br&gt;
Dog skal I dø som mennesker,&lt;/br&gt;
og I skal falde som en af stormændene.

Rejs dig, Gud, hold dom over jorden,&lt;/br&gt;
for du har alle folkene som ejendom.&quot;&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 693&lt;/ref&gt;

Denne salme indeholder altså mindet om en gudeforsamling, som også afspejles i den langt ældre tekst. Ordet &quot;guderne&quot; i den originale tekst er ''Elohim'', i flertal. Det viser, at der var en tid i jødernes historie, hvor flerguderi øjensynligt var en almen forståelse. Og en af disse gudesønner var åbenbart Jahve.

Et lignende minde findes i Første Mosebog kapitel 6, der begynder således:

&quot;Da menneskene begyndte at blive talrige på jorden og fik døtre, så gudesønnerne, at menneskedøtrene var smukke. Blandt dem tog de sig alle de koner, de havde lyst til. Da sagde Herren: &quot;Min livsånde skal ikke forblive i mennesket for evigt. De er dødelige, deres levetid skal være 120 år&quot;.&lt;/br&gt;
Dengang gudesønnerne gik ind til menneskedøtrene og fik børn med dem - men også siden hen - var der faldne på jorden. Det er heltene, navnkundige mænd fra ældgamle dage.&quot;&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 12. Den danske oversættelse har &quot;kæmper&quot; i stedet for &quot;faldne&quot; men det originale ord er ''nefilim'' med netop denne betydning&lt;/ref&gt; 

Endnu en kilde, som bør nævnes, er et tempel nu beliggende i Sudan på Nilens vestre bred. Det blev opført af farao Aman Hototeep III (bedstefader til Tutankhamon), som regerede Egypten fra ca. 1390 f.Kr. til 1352 f.Kr., og var tilegnet guden Amon Ra. På en af søjlerne i dette tempel, der omtaler underkuede folkeslag, optræder &quot;Tashasu YHWH&quot;. Nationen ''Shassu'' var et semitisk folkeslag, nomader, kvæghyrder, der strejfede om i ørkenen ved den sydlige grænse for Kana'an. Betegnende nok identificeres de ikke ved deres landområde men derimod ved deres guddom, ''Jahve'', omtrent 200 år før at israelitterne ellers optræder i historiske tekster ifølge gængs fortolkning.

Egyptologen Donald Redford slutter heraf, at ''Jahve'' oprindeligt var en edomitisk eller midianistisk gud i de sydlige ørkenområder, som blev dyrket i områder, som den hebraiske bibel selv udpeger som stedet for jødernes oprindelse, som stedet hvor Moses hørte Gud tale fra en brændende busk, og i ''Dommerbogen'' findes blandt andet &quot;Deboras sejrssang&quot;, som dateres til 12. århundrede f.Kr.&lt;ref&gt;Dinkgreve (2021), kap. 8&lt;/ref&gt;, med følgende linjer:

Herre, da du drog ud fra Se'ir,&lt;/br&gt;
da du skred frem fra Edoms land,&lt;/br&gt;
skælvede jorden, himlen dryppede af regn,&lt;/br&gt;
ja, skyerne dryppede af vand.&lt;/br&gt;
Bjergene rystede foran Herren,&lt;/br&gt;
Sinajs Herre,&lt;/br&gt;
foran Herren, Israels Gud.&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 276&lt;/ref&gt;

Edom lå i den nordøstlige del af Sinaj-ørknen, sydøst for Det Døde Hav. Men der er mere. Jahve introduceres af Moses efter, at Jetro, Moses svigerfader, sammen med sine sønner havde sluttet sig til jøderne.&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 87&lt;/ref&gt; Ifølge Anden Mosebog kapitel 3:1 var Jetro præst i Midjan.&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 68&lt;/ref&gt; Det må rejse spørgsmålet, om det er fra ham, at Moses har overtaget sin guddom Jahve. Men ifølge Dommerbogen kapitel 1:16 var Jetro kenit: &quot;Efterkommere af den kenit, der var Moses' svigerfar, drog sammen med judæerne op fra Palmebyen til Judas ørken i Arads sydland og bosatte sig hos befolkningen dér.&quot;&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 271&lt;/ref&gt; Kenitterne var Kains efterkommere. I Første Mosebog kapitel 4:17-22 læser vi: &quot;Kain lå med sin kone, og hun blev gravid og fødte Enok. Så byggede han en by og gav den navn efter sin søn Enok. Enok fik sønnen Irad, Irad fik Mehujael, Mehujael fik Metushael, og Metushael fik Lemek. Lemek tog sig to koner, den ene hed Ada, den anden Silla. Han blev stamfader til dem, der bor i telte og holder kvæg. Også Silla fødte en søn, Tubal-Kain, stamfader til smedene, alle dem, der forarbejder kobber og jern.&quot;&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 11&lt;/ref&gt; 

Vi ved, at i andre kulturer som egyptisk, græsk og romersk er smedekunsten forbundet med vulkaner: i romersk mytologi hed smedeguden ligefrem ''Vulkan''. Læg dertil profetien i Esajas' Bog kapitel 31:9, der nævner &quot;Herren, som har sit bål på Zion og sin ovn i Jerusalem&quot;.&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 874&lt;/ref&gt; Og for at fuldende billede findes i Anden Mosebog kapitel 19:18-19 følgende beskrivelse af bjerget: &quot;Hele Sinajs bjerg var hyllet i røg, fordi Herren var steget ned på det i ild og røgen steg til vejrs som røgen fra en smelteovn. Hele bjerget skælvede af stor rædsel, og hornklangen blev kraftigere og kraftigere.&quot;&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 88&lt;/ref&gt; Det kunne være en beskrivelse af en aktiv vulkan. Disse sammenfald kan næppe være tilfældige. Er der tale om, at Jahve oprindelig var en smedegud forbundet med vulkanisme, og at han er overtaget af Moses (hvis han er en historisk person) fra sin svigerfaders kultur? I så fald viser det, at der findes en jødisk religiøs forhistorie, som man siden har forsøgt at fortrænge.

Af det foregående tør vi antage, at ''Jahve'' ikke begyndte i Israel. Han begyndte som en &quot;skytsguddom&quot; blandt nomadiske stammer uden en konge, uden templer og uden et skriftsprog. På et eller andet tidspunkt, måske som følge af handel eller af en edomitisk udvandring nordpå, kom denne gud til kana'anæerne, og der mødte han en anden guddom: den gamle gud ''El''. Hvad, der siden fulgte, var konvergens: før dannelsen af et kongerige, før opførelsen af det første tempel, blev ''El'' &quot;opslugt&quot; af ''Jahve''. Derved fik den nye fusionerede guddom begge navne i Gamle Testamente.

=== Ashera ===

Men denne gud stod ikke alene, han havde en kvindelig partner, en gudinde: ''Ashera''. Ashera optræder i kana'anæernes hjem som gudindestatuette, hendes navn findes på forrådskar og i gravskrifter. I tekster fra 8. århundrede f.Kr. bliver hun påkaldt ved siden af Jahve som om de hørte sammen og var ligestillede.

Vi ved nu, at hun i århundreder var blevet dyrket af jøderne som gudinde. Hun kunne gå på vandet, hendes tilnavn var ''Kudu'', den hellige. Hun findes gengivet på et egyptisk kunstværk fra samme tid stående på ryggen af en løve og med en slange i hver hånd. Kort sagt var hun en af de store modergudinder i Mellemøsten.

I to bygninger daterede til tiden 801-770 f.Kr. i det nordøstlige Sinai ved bjerget Contilit Azud fandt arkæologer i 1975 store forrådskar med en tekst skrevet på tidlig hebraisk: &quot;Jeg velsigner dig ved Jahve af Samaria og hans Ashera&quot;&lt;ref&gt;Novacek (2011), s. 92&lt;/ref&gt; og &quot;Jeg velsigner dig ved Jahve af Teman og hans Ashera&quot;. Her står israelitternes mandlige guddom sammen med kana'anæernes gudinde. Teman var den egn i ørkenen, hvor ifølge Habakuks Bog kapitel 3:3 Jahve havde sin oprindelse:&lt;/br&gt;
&quot;Gud kommer fra Teman,&lt;/br&gt;
den Hellige fra Parans bjerge&quot;.&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 1187&lt;/ref&gt;

I Hebron blev tilsvarende fundet en gravskrift dateret til midten af 8. århundrede f.Kr.: &quot;Velsignet være Uryyaho ved Jahve for fra hans fjender ved Ashera har han frelst ham&quot;.

Desuden har man fundet over tusind små gudindestatuetter, heraf 400 alene i Jerusalem, der ifølge Raz Kletter utvivlsomt forestiller Ashera skildret med krop som en cylinder med to markerede bryster og hænder, der tilbyder dem, samt et smilende ansigt. De dateres alle til 8. og 7. århundrede f.Kr. og de blev alle fundet i private hjem, ikke i templer. De viser, at dyrkelsen fandt sted under det delte kongerige som noget alment udbredt, ikke som noget særegent for de få.

Som supplement til en forståelse kan man gå til Gamle Testamente, hvor der er bevaret flere passager, hvori Ashera-dyrkelsen omtales. Den følgende oversigt gør ikke krav på fuldstændighed.

I Første Kongebog kapitel 14 læser vi: &quot;Salomos søn Rehabeam blev konge i Juda. .. Rehabeam var enogfyrre år, da han blev konge, og han regerede sytten år i Jerusalem, den by Herren havde udvalgt af alle Israels stammer til at sætte sit navn på. Hans mor hed Na'ama og var fra Ammon.
Judæerne gjorde, hvad der var ondt i Herrens øjne, og med de synder, de begik, gjorde de ham mere vred, end deres fædre havde gjort. Også de byggede offerhøje og lavede stenstøtter og Ashera-pæle på alle høje bakker og under alle grønne træer; der var endog mandlige helligskøger i landet.&quot;&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 396&lt;/ref&gt;

I kapitel 15 læser vi: &quot;I Nebats søn kong Jeroboams attende regeringsår blev Abija konge over Juda. Han regerede tre år i Jerusalem. Hans mor hed Ma'aka og var datter af Absalom. Han fulgte alle de synder, som hans far havde begået før ham..&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 396&lt;/ref&gt;

I Israels konge Jeroboams tyvende regeringsår blev Asa konge over Juda. Han regerede enogfyrre år i Jerusalem. Hans mor hed Ma'aka og var datter af Absalom. Asa gjorde, hvad der var ret i Herrens øjne, lige som sin fader David. Han forviste de mandlige helligskøger fra landet og fjernede alle de møgguder, som hans forfædre havde lavet. Han fjernede også sin mor Ma'aka som kongemoder, fordi hun havde ladet fremstille en rædselsstøtte til Ashera. Asa huggede støtten om og brændte den i Kedrondalen. Offerhøjene forsvandt ikke..&quot;&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 396f&lt;/ref&gt;

I kapitel 16 læser vi: &quot;Omris søn Akab blev konge over Israel i Judas konge Asas otteogtredivte regeringsår, og Omris søn Akab regerede toogtyve år i Samaria over Israel. Omris søn Akab gjorde, hvad der var ondt i Herrens øjne, værre end nogen før ham. Da det ikke var nok for ham at følge Nebats søn Jeroboams synder, giftede han sig med sidoniernes konge Etba'als datter Jezabel, og han gav sig til at dyrke og tilbede Ba'al. Han rejste et alter for Ba'al i Ba'als tempel, som han havde bygget i Samaria. Akab lavede en Ashera-pæl, og Akab gjorde mere endnu, så han krænkede Herren, Israels Gud, mere end nogen af Israels konger, der havde været før ham.&quot;&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 399&lt;/ref&gt;

I Anden Kongebog kapitel 21 omtales kong Manassa. Om hans gerninger hedder det: &quot;Han gjorde, hvad der var ondt i Herrens øjne efter de afskyelige skikke hos de folkeslag, som Herren havde drevet bort foran israelitterne. Han genopbyggede de offehøje, som hans fader Hizkija havde ødelagt; han rejste altre for Ba'al, og han lavede en Ashera-pæl, sådan som Israels konge Akab havde gjort, og han tilbad hele himlens hær og dyrkede den. .. Og i de to forgårde til Herrens tempel byggede han altre for hele himlens hær. .. Og han opstillede Ashera-billedet, han havde lavet, i dette tempel, om hvilket Herren havde sagt til David og til hans søn Salomo: &quot;''På dette tempel og på Jerusalem, som jeg har udvalgt blandt alle Israels stammer, vil jeg sætte mit navn til evig tid; og jeg vil ikke mere jage Israel bort fra det land, som jeg gav deres fædre, når de blot omhyggeligt vil gøre alt det, jeg har befalet dem, og holde hele loven, som min tjener Moses gav dem.''&quot; Men de ville ikke høre, og Manassa forledte dem til at handle værre end de folkeslag, som Herren havde udryddet for israellitterne.&quot;&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 438f&lt;/ref&gt;

I Anden Kongebog kapitel 23 oplyses, at denne afgudsdyrkelse holdt sig til Josija stoppede den: &quot;Så befalede kongen ypperstepræsten Hilkija, andenpræsterne og dørvogterne at fjerne alle de ting, der var lavet til Ba'al og til Ashera og til hele himlens hær, fra Herrens tempel, og han brændte dem uden for Jerusalem .. Helligskøgernes rum i Herrens tempel, hvor kvinderne vævede klæder til Ashera, rev han ned. .. Også alteret i Betel, offerhøjen som Jeroboam, Nebats søn, havde opført, han som forledte Israel til synd, både dette alter og offerhøjen rev Josija ned, og han knuste stenene til støv og brændte Ashera-pælen.&quot;&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 441&lt;/ref&gt; 

Profeten Jeremis beklagede sig i Jeremias' Bog kapitel 7: &quot;Kan du ikke se, hvad de gør i Judas byer og Jerusalems gader? Børnene samler brænde, fædrene tænder ild og kvinderne ælter dej, så de kan lave offerkager til Himmeldronningen og udgyde drikofre for andre guder og krænke mig.&quot;&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 950&lt;/ref&gt; Han taler om ''Ishtar'', Mesopotamiens version af Ashera, mens hun blev adopteret som ''Afrodite'' i Grækenland og blev kaldt ''Astarte'' af kana'anæerne og senere af fønikerne.&lt;ref&gt;Novacek (2011), s. 38&lt;/ref&gt;

Der kan således ikke være tvivl om, at Ashera-dyrkelsen var udbredt blandt jøderne i flere århundreder, snart officielt snart uofficielt. Manassa regerede fra 697 f.Kr. til 642 f.Kr. og Josija skal have stoppet Ashera-dyrkelsen omkring 622 f.Kr. Men uofficielt fortsatte dyrkelsen helt frem til babylonernes erobring af Jerusalem.

Det vigtigste i denne sammenhæng er, at denne afgudsdyrkelse, som det også fremgår af Gamle Testamente, fandt sted længe efter, at jøderne skulle være gået over til monoteisme.

=== Den centraliserede gudsdyrkelse ===

Men hvornår begyndte den monoteistiske gudsdyrkelse blandt jøderne? Meget tyder på, at det var en udvikling i to trin: først skete der en centralisering af gudsdyrkelsen, og langt senere en overgang til monoteisme.

Første kilde til denne udvikling findes i Moseloven. Her hedder det: &quot;Du må ikke lave dig noget gudebillede i form af noget som helst oppe i himlen eller nede på jorden eller i vandet under jorden. Du må ikke tilbede dem og dyrke dem, for jeg, Herren din Gud, er en misundelig Gud.&quot;&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 89. I oversættelsen til dansk bruges ordet &quot;lidenskabelig&quot; i stedet for &quot;misundelig&quot;&lt;/ref&gt; Det siges ikke, at der ikke findes andre guder, kun at jøderne ikke længere måtte dyrke dem.

Næste kilde findes i Anden Kongebog om kong Josija, som regerede 640-609 f.Kr. Her hedder det: &quot;Og statsskriveren Shafan fortalte kongen, at præsten Hilkija havde givet ham en bog, og Shafan læste den op for kongen.&quot;&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 440&lt;/ref&gt; Forskere mener, at den bog, der her er tale om, sandsynligvis var Femte Mosebog.

Femte Mosebog adskiller sig tydeligt fra de foregående fire Mosebøger, så meget at man mener, at den har sin egen forfatter (eller egne forfattere), der af forskerne kaldes D. Denne forfatter D genkendes også i en række andre tekster i Gamle Testamente: Joshua-bogen, Første og Anden Dommerbog, Samuels Bog samt Første og Anden Kongebog. Det menes, at alle disse bøger er forfattede af samme person eller personkreds.&lt;ref&gt;Dinkgreve (2021), kap. 8&lt;/ref&gt;

Anden Kongebog fortæller om kong Josiah, at han centraliserede gudsdyrkelsen og forbød stedlige altre: &quot;Han hentede alle præsterne fra Judas byer, og offerhøjene lige fra Geba til Be'ersheba, hvor de havde tændt offerild, gjorde han urene, og portofferhøjene, som lå ved kommandantensen Josvas port til venstre, når man går ind ad byporten, rev han ned.&quot;&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 441&lt;/ref&gt; Som det siges: &quot;Der havde ikke tidligere været nogen konge, der som han af hele sit hjerte og af hele sin sjæl og af hele sin styrke vendte om til Herren, helt efter Moses' lov og efter ham kom der ingen som han.&quot;&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 442&lt;/ref&gt; Tydeligvis var der tale om at samle al religiøs magt på et sted og under kongens kontrol. Det var med andre ord en religiøs revolution.

For at retfærdiggøre denne revolution måtte man opfinde en spådom, der kunne retfærdiggøre den. Her træder nu to kilder ind. Den ene findes i Første Kongebog. Her omtales en gudsmand, som råber imod et alter: &quot;Alter, alter! Dette siger Herren: I Davids hus skal der fødes en søn ved navn Josija. På dig skal han slagte de offerhøjspræster, som tænder offerild på dig, og han skal brænde menneskeknogler på dig.&quot;&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 393&lt;/ref&gt;

Den anden er Femte Mosebog: allerede i første sætning gives indtrykket af, at denne bog er Moses' sidste ord inden sin død&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 200&lt;/ref&gt;, og her formuleres en &quot;ny moselov&quot; begyndende således:

&quot;Dette er de love og retsregler, som I omhyggeligt skal følge i det land, Herren, dine fædres Gud, har givet dig i eje, så længe i lever på jorden. I skal ødelægge alle de steder, hvor de folk, I fordriver, har dyrket deres guder, på de høje bjerge, på bakkerne og under alle grønne træer. I skal rive deres altre ned og knuse deres stenstøtter, deres Ashera-pæle skal I brænde, og deres gudebilleder skal I hugge om; I skal udslette deres navn fra de steder. For på den måde må I ikke dyrke Herren jeres Gud. Nej, I skal søge til de sted, Herren jeres Gud udvælger blandt alle jeres stammer til at sætte navn på, så det kan bo der. Dér skal du komme, og derhen skal I bringe jeres brændofre og slagtofre, jeres tiender og afgifter, jeres løfteofre og frivilligofre og det førstefødte af jeres køer og får.&quot;&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 214&lt;/ref&gt;

Men trods dette forsøg på at legitimere centraliseringen af gudsdyrkelsen holdt det ikke længe. Snart begyndte folk atter deres decentrale gudsdyrkelse, og som vi tidligere har set, opgav de aldrig deres Ashera-dyrkelse.

=== Jøderne i Kana'an ===

Vi har fulgt jødernes religiøse udvikling, men hvordan forholder det sig med områdets politiske udvikling? Det er en broget historie, hvor Gamle Testamente trods påviselige fejl alligevel kan give nyttige oplysninger.

Meget taler for, at det var ankomsten af &quot;havfolket&quot; (engelsk: ''Sea People'') omkring 1178 f.Kr. som udløste en ny politisk udvikling. Hidtil havde området været under egyptisk kontrol, men nu svækkedes denne kontrol, og det indebar, at der blev mulighed for indbyrdes stammekrige i området. Det betød også, at folk udefra nu kunne blande sig med held i de stedlige stammekrige. Det er muligt, at jødernes erobringer netop hører hjemme i denne sammenhæng. Til trods for, at Gamle Testamente fremstiller disse kampe som religionskrige mellem folkeslag med polyteisme og jøderne med deres påståede monoteisme, er der intet, som tyder på, at dette er korrekt.

Snarere må vi se disse kampe som sket mellem et imperialistisk erobrerfolk og stedlige bofaste stammer. At der også var religiøse forskelle imellem dem, understregede blot krigenes stammemæssige karakter. Mens filistrene bosatte sig ved kysten, flyttede israelitterne ind fra øst og bosatte sig overvejende i højlandet, hvor de over tid tilegnede sig megen af den stedlige kultur, samtidig med at deres frænder, aramæerne, slog sig ned mod nordøst i Syrien. Hebræerne fik i denne besættelse støtte fra beslægtede og ligesindede nomadiske stammer og semitiske folkeslag. Alliancen var mulig, fordi de alle dyrkede Jahve. Denne fælles kult var længe den eneste institution, som bandt folket sammen, og det kunne ikke forhindre, at der jævnligt opstod konflikter mellem dem.

I den første tid efter israelitternes indvandring var tilstandene i Kana'an væsentlig som før. Det var langt fra lykkedes jøderne at udrydde hele den bosatte befolkning, så det endte med, at jøderne bosatte sig i egne bosættelser. De ulige folk og stammer levede i samfund hver for sig med byerne som centrum for de omgivende landsbyer. Hebræerne erobrede og ødelagde de mere civiliserede kana'anitter men overtog deres skriftsystem. De overtog også kana'anitternes byggeskik, men uden at hebræernes byggerier nåede samme høje stade som deres forgængere. Jerusalem var på denne tid et lille sted uden stor betydning og kunne ikke måle sig med andre byer i området.

Tør man tro Josvabogen kapitel 20, blev der oprettet særlige bebyggelser kaldet &quot;tilflugtsbyer&quot; for kriminelle, hvor disse kunne søge politisk asyl og unddrage sig retsforfølgelse for deres kriminelle gerninger: &quot;Herren talte til Josva og sagde: &quot;Sig til israelitterne, at de skal udpege de tilflugtsbyer, som jeg talte til jer om ved Moses, så en drabsmand, der uforsætligt og uforvarende slår nogen ihjel, kan flygte dertil; de skal være tilflugtssteder for jer mod blodhævneren. Når drabsmanden søger tilflugt i en af disse byer og stiller sig ved indgangen til byporten, skal han forelægge sin sag for de ældste i den by. De skal give ham adgang til byen og give ham et sted, hvor han kan bo hos dem. Når blodhævneren forfølger ham, må de ikke udlevere drabsmanden til ham; det var jo uforvarende, han slog sin næste ihjel, han havde ikke tidligere næret fjendskab mod ham. Han kan så blive boende i den by, indtil han stilles for menighedens domstol, eller indtil den ypperstepræst dør, som er der til dentid. Da kan drabsmanden vende tilbage til sin by og sit hus, den by, han er flygtet fra&quot;.&quot;&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 264&lt;/ref&gt; De var en ordning, som kunne beskytte enhver kriminel mod retsforfølgelse.

Og jødernes folkemord fortsatte. I Dommerbogen kapitel 1 læser vi: &quot;Så drog Juda op, og Herren gav kana'anæerne og perizzitterne i deres hånd, og de slog dem i Bezek og dræbte ti tusind mand. ..Judæerne angreb Jerusalem og indtog den. De huggede indbyggerne ned med sværd og stak ild på byen.&quot;&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 271&lt;/ref&gt; I de byer, som det ikke lykkedes jøderne at udrydde befolkningen, blev disse i stedet gjort til hoveriarbejdere.&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 272&lt;/ref&gt; Det kan næppe undre, at denne opførsel gav anledning til yderligere uro, og at nye kampe fulgte. Ved en lejlighed slog jøderne &quot;omkring ti tusind moabitter ihjel. .. Derefter havde landet ro i firs år&quot;.&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 274&lt;/ref&gt;

Efter Josvas erobringer fulgte dommertiden, hvor landet blev styret af de såkaldte dommere. Tør man tro Gamle Testamente førte det til, at filistre og ammonitter for en tid fik overtaget.&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 286&lt;/ref&gt; Også internt var der øjensynlig magtkampe, således forenedes de andre stemmer mod Benjamins stamme.&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 297ff&lt;/ref&gt;

Efterhånden blev lovløsheden for meget, og hebræerne etablerede et kongedømme i Palæstina. Denne institution kom som en nødvendig følge af både de interne lovløse tilstande og behovet for at organisere krigsførelsen mod andre folkegrupper. I vest udgjorde filistrene en stærkere modstand end kana'anitterne, fordi de havde udviklet jernsmedning. Mod nord boede fønikerne i Libanon, der var mest optaget af handel. Da kana'anitterne stadig blev mere undertrykte, skabte det grundlaget for etableringen af det hebræiske kongedømme omkring 1000 f.Kr. 

Først under dommeren Samuel opstår der blandt jøderne krav om etableringen af et kongerige. Landets første konge hed Saul.&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 317&lt;/ref&gt; Han dateres til omkring 1000-tallet f.Kr. Tør vi tro Første Samuelsbog gennemførte han adskillige krige.&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 320&lt;/ref&gt; Kana'an var angiveligt forenet under ham og hans to efterfølgere, David og Salomo. 

Da kong Salomon døde i 922 f.Kr. blev det hebræiske kongedømme delt i to: Kongeriget Israel og Kongeriget Juda. Det var kun Juda og Benjamins stammer, som accepterede Salomons søn Rehabeam som deres konge, og de oprettede dermed det sydlige kongerige Juda med Jerusalem som hovedstad. Mod nord gjorde de øvrige stammer Jeroboam til konge og oprettede kongeriget Israel med Sikem og senere Samaria som hovedstad. Vigtigst i denne sammenhæng er, at der intet stammesammenhold var, end ikke deres religion kunne holde sammen på dem, og som vi allerede har set, skete der jævnligt frafald fra denne, lige som israelitterne indgiftede sig i andre folkegrupper nok så meget som indbyrdes. Der var konstant magtkampe, hvilket afspejler det totale fravær af national solidaritet og enhed. Også udefra skete angreb. Anden Krønikebog er fuld af bereninger om disse krige.

Kongeriget Israel ophørte, da Assyrien erobrer hovedstaden Samaria 722 f.Kr. Herved mistede også de 10 nordlige israelske stammer deres betydning. Nogle af indbyggerne i Kongeriget Israel blev deporteret af assyrierne, men arkæologisk kan der ikke dokumenteres nogen befolkningsudskiftning eller nogen nedgang i befolkningstallet, og genetiske undersøgelser antyder også en kontinuitet i områdets befolkningssammensætning. Hovedparten af befolkningen synes således at være forblevet i området og samaritanerne menes at være de mest direkte efterkommere af befolkningen i Kongeriget Israel, hvilket også er i overenstemmelse med deres egen opfattelse. Nogle beboere fra Kongeriget Israel må antages at være flygtet til kongeriget Juda, hvilket kan forklare hvordan de nordlige stammers myter er blevet inkorporerede i den tekster i Gamle Testamente, som blev samlede i Kongeriget Juda.

=== Eksilet i Babylon ===

Der er næppe tvivl om, at hvis jøderne havde modstået angreb udefra, ville afgudsdyrkelsen have fortsat. Der ville fortsat have været private gudindestatuetter og private altre. Men een begivenhed ændrede jødernes historie og dermed verdenshistorien: babylonernes erobring i 586 f.Kr.

Forud gik en belejring, som varede to og et halvt år. Vilkårene under belejringen var forfærdelige: jøderne sultede, men vi ved fra samtidige beretninger, at de ikke holdt sig tilbage fra at spise deres egne børn. Da Nebukadnezer erobrede Jerusalem, blev Salomons tempel brændt ned til grunden. Kongepaladset blev brændt ned. Huse blev brændt ned. Forsvarsanlæggene omkring byen blev revet ned sten for sten. Kong Zedekiah, som havde forsøgt at flygte, blev fanget og ført frem for Nebukadnezer. Det sidste, han så, var, at han sønner blev slået ihjel. Så blev han gjort blind, og måtte i denne tilstand foretage vandringen til Babylon.

Hele den jødiske befolkning blev tvangsforflyttet til Babylon. Det skete i tre omgange. Da de forlod Jerusalem, måtte de uundgåeligt miste troen på deres guder, som havde svigtet dem.

Hvad, der skete under det babylonske fangenskab, var ekstraordinært: i stedet for at blive integrerede i deres nye omgivelser valgte de skriftkloge jøder den modsatte vej, nemlig at bevare og redigere deres historiske traditioner. Sigende optræder byen Al Yahuda i Babylon på denne tid. Jøderne samlede, hvad de havde bevaret om deres historie, og begyndte at nedskrive det. Undervejs blev traditionen omskrevet og tilpasset deres nye selvforståelse. Bibelforskere mener, at det var antagelig på denne tid, at traditionerne i ''Tanakh'' begyndte at få deres endelige form.

Og det var tilsyneladende også her, at jødernes tro fik den monoteistiske karakter, som siden skulle gøre sig gældende. Det er her, at profeten Ezekiel fortæller, at Gud gør ham opmærksom på den afgudsdyrkelse, som finder sted.&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 1048&lt;/ref&gt; Det er her, at Gud lover at straffe jøderne for denne afgudsdyrkelse.&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 1049&lt;/ref&gt; Det er her, at jødernes bortførelse bliver stillet i udsigt. Det er her, at grunden lægges til den fortolkning, at eksilet gøres nødvendigt for, at jøderne langt om længe kan vende sig mod den sande gudsdyrkelse.

Og det er her, at profeten Esajas formulerer sine propagandistiske og doktrinære anklager. Det er her, at Gud gøres til den, som lover jøderne håb om frihed igen. Og det er her, at Gud bliver enevældig.

To eksempler fra Esajas Bog kan belyse det: i vers 44 linje 6: &quot;Jeg er den første, og jeg er den sidste, der er ingen anden Gud end mig&quot;&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 895&lt;/ref&gt; og i vers 45 linje 5: &quot;Jeg er Herren, der er ingen anden, der er ingen anden Gud end mig&quot;.&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 897&lt;/ref&gt; Selv alt det gode og alt den onde har samme oprindelse:&lt;/br&gt;  
&quot;Jeg danner lys og skaber mørke,&lt;/br&gt; 
jeg frembringer fred og skaber ulykke,&lt;/br&gt; 
jeg, Herren frembringer alt dette.&quot;&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 897&lt;/ref&gt;&lt;/br&gt; 
For første gang optræder jøderne som et folk med kun een erklæret Gud.

Der kan næppe være tvivl om, at dette var følgen af en bestemt strategi: ikke at blive opslugt af imperiet. Over for de mange guddomme i Babylon sætter jøderne en enkelt gud som deres modstykke. Derved, og kun derved, kan de opretholde deres særegne identitet som folk. Hvis Jahve havde været een gud blandt mange andre, havde han tabt og havde ingen fremtid. Kun ved at gøre ham almægtig, ved at hævde at han havde brugt Nebukadnezar som et redskab i en guddommelig plan, kunne de opretholde deres identitet og deres håb om en fremtid. De gamle guder måtte udryddes eller bortforklares som fejltagelser, der kunne forklare jødernes ulykkelige skæbne. Og derfor blev den traditionelle historie omskrevet punkt for punkt for at kunne understøtte det nye narrativ.

Nået så langt tog de skriftkloge det næste skridt: de måtte opfinde og udvikle deres egen skabelsesberetning og deres egen beretning om en altomfattende oversvømmelse. Inspirationen hentede de hos babylonerne selv. De tog de velkendte babylonske beretninger men omskrev dem således, at de udgjorde en polemisk kontrast til den tro og de traditioner, som blev hyldet af deres omgivelser. Der vil være lejlighed til at se nærmere på disse ved en gennemgang af Gamle Testamente.

=== Jødernes tilbagevenden til Jerusalem ===

I 539 f.Kr. indtræder så afslutningen på jødernes tid i eksil. Dette år erobrer perserne Babylon, og Cyrus den Store erklærer straks efter en almen amnesti. Der efter giver han tilladelse til, at fordrevne folkeslag må vende tilbage til deres hjemegn og genoptage deres gudsdyrkelse.

Også jøderne vendte hjem. Ifølge Ezras Bog vendte i alt 42.360 jøder tilbage til Jerusalem foruden deres trælle og trælkvinder, i alt 7.337, samt 200 sangere og sangerinder, det vil sige i runde tal 50.000 personer.&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 510&lt;/ref&gt; Om dette tal er korrekt, vides ikke.

Det vigtige er, at da jøderne vendte tilbage til Jerusalem, var det med en ny, monoteistisk religion. Den var i store træk skabt under deres eksil, omskrevet og suppleret i forhold til tidligere. Den forenede folk og tro i en næsten uadskillelig helhed.

Der kan her være grund til at stille et vigtigt spørgsmål: betyder dette så, at jøderne vendte hjem med en fuldt udviklet fælles trosretning? Nej, intet taler for dette. Snarere må vi regne med, at det kun var en lille gruppe af teologiske skriftlærde, som havde taget del i den redigeringsproces, som var foregået i Babylon, og at det kun var dem, som havde det fulde kendskab til det nye narrativ om jødernes oprindelse, som de havde skabt. Dette indebærer, at det først er efter deres tilbagevenden, at de for alvor kan begynde at promovere og udbrede deres nye narrativ til jøderne og dermed skabe den identitetsforståelse, som de siden udviklede.

=== Persisk tid ===

Under det persiske herredømmes tid (538-332 f.Kr.) sad der persiske statholdere i landets ulige dele. Vi ved, at statholderen i Judæa 408 f.Kr. hed Bagohi, dels fra Josefos, dels fra papyrusfundene i Elefantine. At statholderen i Samaria var en samaritan, Sanballat, tyder på, at perserne ikke har blandet sig i Palæstinas forhold, når oprør ikke foranledigede dem til at gribe ind, som tilfældet var under Artaxerxes III (358-338 f.Kr.). Det var under persisk beskyttelse, at Nehemia og Ezra genoprettede den jødiske menighed i Jerusalem.

Vi ved sandt at sige ikke meget om den jødiske religionsdyrkelse på denne tid. Meget tyder på, at der skete en langsom spredning af den nydannede monoteistiske tro, sikkert som et politisk-nationalt redskab over for det persiske overherredømme. Men intet taler for, at denne endnu formelt var slået igennem.

Elephantine var en jødisk by i Egypten fra 400-tallet f.Kr. Den er interessant, fordi den kan vise træk ved og fravær af jødisk levevis på denne tid. Byen blev antagelig grundlagt i midten af 6. århundrede f.Kr. af folk, der var emigreret fra Syene-området i Palæstina.&lt;ref&gt;Barnea (2024), s. 1&lt;/ref&gt; Vi ved, at der eksisterede et særligt tempel for dyrkelsen af Jahve indtil 410 f.Kr., da det blev ødelagt. En jødisk befolkning nævnes sidste gang i kilderne i 399 f.Kr., hvad, der skete med den jødiske befolkning efter denne tid, er ukendt.&lt;ref&gt;Adler (2025), s. 39&lt;/ref&gt;

Historien om jødernes udvandring fra Egypten kendes ikke i denne by, hvilket tyder på, at denne tradition er yngre end 400-tallet. Ligeledes kendte befolkningen ikke til ''torah'', det vil sige jødisk lov, så også denne må være yngre end 400-tallet.

Endvidere dyrkede jøderne i denne by flere guder (jahvisme) i modsætning til senere tids monoteisme (judaisme). Således har vi flere kilder fra 400-tallet f.Kr., der vidner om zoroastracisme, herunder et ild-alter og et tempel.&lt;ref&gt;Barnea (2024), s. 3-7&lt;/ref&gt; En lignende jødisk polyteisme kendes fra andre byer.&lt;ref&gt;Adler (2025), s. 41-47&lt;/ref&gt; Men dette indebærer også, at jøderne stadig ikke på denne tid var monoteister til trods for de bestræbelser, som præsteskabet havde udført under eksilet i Babylon. I stedet tolkes situationen således, at den jødiske kult udviklede sig gravist over tid blandt andet inspireret af zoroastrisk kult indtil, at de fik den form som kendes fra den hebraiske bibel.&lt;ref&gt;Barnea (2024), s. 29&lt;/ref&gt; Hvis byen blev grundlagt af dem, som ikke endte i Babylon, kan dette forklare deres fastholden ved polyteisme og ukendskab til den monoteisme, som blev udviklet i Babylon.

Dermed adskiller kulten på denne tid blandt jøder sig markant fra den, som ses i hasmonæisk tid.&lt;ref&gt;Adler (2025), s. 48&lt;/ref&gt; Yonatan Adler ved Ariel University har kaldt denne kult og levevis &quot;proto-jødisk&quot; (''proto-Judaic'') og definerer den således: &quot;Et protojødisk kulturelt træk er således et særskilt element af den israelitiske og/eller jødiske livsstil, som med tiden blev lovgivet som en forskrift for regulering i en eller flere af Mosebøgernes tekster, og som i sidste ende blev optaget som en del af jødedommen.&quot;&lt;ref&gt;Adler (2024), s. 5&lt;/ref&gt; Et eksempel herpå er at spise svinekød. I to af Mosebøgerne (Tredie Mosebog kapitel 11:1-8&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 126f&lt;/ref&gt; og Femte Mosebog kapitel 14:3-8&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 216&lt;/ref&gt;) forbydes det jøder at spise svinekød, men arkæologiske fund fra tiden fra sen bronzealder (1300-1130 f.Kr.) frem til jernalder (586 f.Kr.) viser, at svin faktisk blev avlet til fortæring i strid med denne bestemmelse, skønt de er fraværende i nogle bopladser henregnet til kana'anære og fønikere i jernalderen uden, at det derfor med sikkerhed kan siges at være bevidste valg; økonomiske, økologiske og sociale forhold kan have spillet ind.&lt;ref&gt;Adler (2024), s. 13&lt;/ref&gt; Flere jødiske leveregler tilskrives således myter i Mosebøgerne, og det kan ikke afvises, at disse myter ''netop'' er blevet til for at kunne begrunde og legitimere disse leveregler.&lt;ref&gt;Adler (2024), s. 21&lt;/ref&gt; Det gælder blandt andet reglen om at omskære drengebørn.&lt;ref&gt;Adler (2024), s. 20f&lt;/ref&gt;

=== Hellenistisk tid ===

I den græske periode fra Alexander den Stores erobring i 332 f.Kr. til 167 f.Kr. blev Palæstina atter genstand for strid mellem Syrien, hvor seleukiderne herskede efter Alexanders død 323 f.Kr., og Ægypten, der beherskedes af ptolemæerne. Frem til 198 f.Kr. var overvejende Egypten, fra den tid, efter Antiochos IIIs sejr ved Paneas, syrerne Palæstinas herrer. Efter, at Babylon, Ninive og Shushan var gået til grunde, og Alexandria var blevet grundlagt, flyttede tyngdepunktet vest på, og Palæstina fik igen samme betydning som i 15. århundrede f.Kr. Under ptolemæerne regeredes Palæstina af guvernører (hegemon, epitropos), om hvis myndigheds udstrækning kun lidt vides. Skatteopkrævningen var overladt - ved licitation - til skatteforpagtere. I jødernes kreds fik synedriet og ypperstepræsten en vidtgående myndighed. Under seleukiderne stod Palæstina, der kaldtes Fønikien, sammen med Cølesyrien under en militærguvernør, og syrisk militær besatte landet. Skatten indkrævedes af seleukidiske embedsmænd. Fra 165 f.Kr., da Antiochos Epifanes forbød jødisk gudsdyrkelse, blev landet ramt af de makkabæiske kampe, der skulle bane vejen for det hasmonæiske dynasti.

Undersøgelser tyder på, at jøderne i almindelighed stadig ikke kendte til ''torah'', det vil sige jødisk lov, i begyndelsen af hellenistisk tid, og slet ikke at de respekterede og fulgte den.&lt;ref&gt;Adler (2025), s. 34&lt;/ref&gt; Således er der flere eksempler på, at judæere to ågerrenter af deres udlån.&lt;ref&gt;Adler (2025), s. 28&lt;/ref&gt; Der er også bevis på, at nogle judæere selv på denne tid dyrkede andre guder end Jahve.&lt;ref&gt;Adler (2025), s. 27&lt;/ref&gt; Og skønt ordet &quot;''sabbat''&quot; forekommer, lader det sig ikke fastslå, om dette havde samme betydning som senere eller blot henviste til en jødisk helligdag.&lt;ref&gt;Adler (2025), s. 28&lt;/ref&gt; Faktisk forekommer ordet &quot;''sabbat''&quot; ikke een eneste gang i Gamle Testamente. Omvendt er der ingen arkæologiske beviser på, at jøderne tog deres rituelle bade i bassiner, således som foreskrevet i ''torah'', og heller ikke at de iagttog særlige rituelle renselsesregler omkring deres mad.&lt;ref&gt;Adler (2025), s. 26&lt;/ref&gt;

Der har været peget på, at Aristeas i et brev oplyser, at Ptolemæus II Philadelphus (regerede 285-246 f.Kr.) tog 72 jøder fra Jerusalem til Alexandria for at få oversat en jødisk lov til græsk til sit bibliotek.&lt;ref&gt;Adler (2025), s. 31&lt;/ref&gt; ''Torah'' er ikke nævnt ved navn, så der er ingen beviser på, at det er den, som der henvises til, men selv om dette var tilfældet, kan dette ikke tages som udtryk for, at jøderne i almindelighed kendte og fulgte loven.&lt;ref&gt;Adler (2025), s. 32&lt;/ref&gt; Dette til trods for, at jøderne på  denne tid ellers nød udstrakt selvstyre både i Judæa og i andre områder.&lt;ref&gt;Adler (2025), s. 24&lt;/ref&gt; Dette har fået Yonatan Adler til at betegne jødisk kultur på denne tid som &quot;jahveisme&quot; (''Yahwism'') i modsætning til den &quot;judaisme&quot; (''Judaism''), der først fulgte senere og som fulgte ''torah''-en.&lt;ref&gt;Adler (2025), s. 7&lt;/ref&gt; Men uanset benævnelsen betyder det, at traditionel jødisk kultur først stammer fra tiden ''efter'' hellenistisk tid.

=== Det hasmonæiske dynasti ===

Den hasmonæiske eller senhellenistiske periode strakte sig fra 167 f.Kr. til 63 f.Kr.

Betegnelsen &quot;Det hasmonæiske kongerige&quot; dækker over en yderst omtumlet periode i jødisk historie, som strakte sig fra midten af 2. århundrede f.Kr. til midten af 1. århundrede f.Kr. Hasmonæerne var en jødisk præsteslægt, som spillede den førende politisk rolle på denne tid. Betegnelsen er dannet efter Hasmon, der var Mattatija’s bedstefader. I årene 168-161 f.Kr. ledede hasmonæerne kampen for national og religiøs frihed mod seleukiderne, som under Antiochos IV havde underkuet dem. Bevægelsen begyndte under Mattatija, men blev fortsat af hans sønner, først Judas Makkabæer, efter hvem slægten often kaldes makkabæerne; han fik genoprettet den jødiske gudsdyrkelse i 165 f.Kr. og opnåede i 161 f.Kr. religionsfrihed. Dette år overvandt han den syriske feltherre Nikanor og sluttede forbund med Romerne, men døde kort efter. Hasmonæerne optrådte der efter som et dynasti, der kæmpede for deres egen magtstilling. Judas’ broder, Jonatan, som afløste ham som leder, lod sig i 153 f.Kr. udnævne til ypperstepræst, skønt han efter jødisk lov ikke havde ret til denne stilling. Dette betød et brud med de lovtro, som de oprindelige havde kæmpet for. Efter hans mord i 143 f.Kr. lykkedes det broderen Simon (143-135 f.Kr.) at få landets selvstændighed anerkendt og at erobre syrernes borg i Jerusalem. Som følge heraf blev han af befolkningen hyldet som arvelig ypperstepræst og som verdslig hersker i 141 f.Kr. Dermed havde hasmonæerne opnået formel anerkendelse af deres dynasti.

Det betød imidlertid ikke, at der nu herskede fred, tværtimod. Under Simon’s søn, Johannes Hyrkan (134-104 f.Kr.), indtraf et åbent brud mellem hasmonæerne på den ene side og farisæerne på den anden. Under de fortsatte kampe undertvang han den autonome stat Edom og ødelagde Samaria og også den samaritanske helligdom på Garizim. Hans sønner, Aristobul (104-102 f.Kr.) og Alexander Jannæos (102-76 f.Kr.) var brutale herskere og fjernede sig langt fra styrets oprindelige karakter, idet de var udpræget hellenistisk sindede. Alexander udnævnte sin dronning Salma Alexandra til sin efterfølger (78-69 f.Kr.), mens sønnen Hyrkan II blev ypperstepræst. Midt i de hele etablerede armenerne et kortvarigt herredømme (70-63 f.Kr.) idet de erobrede landet og lagde området under deres overherredømme. Men den interne magtkamp fortsatte uafbrudt. Salma sluttede sig til farisæerne, og hun kom derved i modsætning til saddukæerne, som samlede sig om hendes anden søn, som efter hendes død tog magten fra sin broder og herskede som Aristobul II, dog under vedvarende kampe, indtil Pompejus afsatte ham og tog ham med til Rom i 63 f.Kr. Efter ulige forsøg på opstand blev Aristobul og hans søn Alexander myrdet i 48 f.Kr. 

Hyrkan II, der af Pompejus nu blev anerkendt som ypperstepræst med Antipater som verdslig leder, blev af Cæsar forfremmet til ethnarch, mens den faktiske myndighed efterhånden gik over til Herodes efter Antipater’s død. Aristobul’s anden søn, Antigonos, gjorde imidlertid oprør og blev en kort (40-37 f.Kr.) tid konge, mens Hyrkan blev bortført og fik ørene skåret af. I 37 f.Kr. erobrede den af Romerriget anerkendte Herodes så Jerusalem, og Antigonos blev henrettet i Antiochia. Dermed var hasmonæernes herredømme bragt til ende. Herodes levede en tid i venskab med Hyrkan men lod ham så dræbe. Herodes var besvogret med hasmonæerne, idet hans hustru Mariamme var datter af Aristobul II’s søn Alexander. Dette forhindrede dog ikke, at han lod hendes broder Aristobul dræbe. Senere dræbte han ligeledes hende selv og hendes moder. Endelig dræbte han nogle hasmonæere, der opholdt sig hos hans svoger i Idumæa. Således blev det Herodes, som endte slægtens magtdrømme.&lt;ref&gt;Pedersen (1919), s. 943f&lt;/ref&gt; Så meget om den politiske udvikling.

Det vigtigste i denne sammenhæng er, at de var i denne omtumlede tid, at vi for første gang ser tydelige spor af en jødisk kultur og religionsdyrkelse. Årsagen er klar nok: lederen af den nye stat var en ypperstepræst, som nu tillige blev den politiske, kultiske og militære leder af den nye stat. Og det er tydeligvis på denne tid, at denne nye magt manifesterer sig også religiøst. Det er først fra denne tid, at de første synagoger optræder. Det er først fra denne tid, at ''Tanakh'' optræder i sin endelige skikkelse. Det er først fra denne tid, at der optræder beviser på, at jøderne i deres levevis fulgte bibelsk lov, der nu bliver promoveret som &quot;deres forfædres lov&quot; og påvirker et utal af leveregler både i og uden for jødernes &quot;hjemland&quot;.&lt;ref&gt;Adler (2025), s. 67&lt;/ref&gt;

=== Romersk styre ===

Romersk tid strækker sig fra sidste århundrede f.Kr, til første århundrede e.Kr. Det kendetegnes ved at området i denne periode havde en romersk guvernør.

Yonatan Adler har undersøgt de kulturelle traditioner i dette tidsrum og finder, at de følger senere jødiske traditioner: der er renselsesbassiner og husgeråd af kalk som udtryk for jødiske relselsesritualer samt mønter, vægdekorationer i huse og hjemligt udstyr som udtrykkeligt undgår at vise mennesker og dyr i overensstemmelse med påbuddet i Mosebøgerne. Han konstaterer yderligere, at disse træk er særligt markante i de områder, som vides at have haft en overvejende jødisk befolkning, men ikke nødvendigvis i områder hvor andre befolkningsgrupper var dominerende. Han konstaterer endvidere, at disse rituelle træk tydeligt går tilbage til hasmonæisk tid men ikke med sikkerhed lader sig følge længere tilbage, til dels på grund af et svagt og mangelfuldt arkæologisk og skriftligt bevismateriale. Som beviserne nu stiller sig, var det i hasmænæisk tid, at disse rituelle træk slog igennem og efterhånden bredte sig til den samlede befolkning og i romersk tid allerede var blevet normen.&lt;ref&gt;Adler (2022)&lt;/ref&gt;

Det er på denne baggrund, at Jesus må ses: i en tid, hvor mange jøder drømte om og håbede på at genskabe deres egen selvstændige stat, trådte han frem med sit provokerende budskab, at &quot;Guds rige ikke var af denne verden&quot;. Ikke nok med det: han udfordrede farisæerne og de skriftkloge, og oven i alt dette ophævede han jøder som Guds udvalgte folk og erklærede enhver, som følger Guds ord og hans påbud som en del af den udvalgte befolkning. I det givne politisk-religiøse klima gjorde det ham farlig for en national jødisk politik, så han måtte stoppes, og det blev han som bekendt. Men det stoppede ikke hans budskab i at blive yderligere spredt, tværtimod.

Frem til 70 e.Kr. opstod der ulige retninger inden for jødedommen, hvoraf saddukæerne, farisæerne og essæerne synes at have været de væsentligste. Desuden opstod der en række messianske og apokalyptiske bevægelser. 

Saddukæerne var en gruppe der var tilknyttet præstedømmet i templet i Jerusalem. I modsætning til farisæerne, som påberåbte sig myndighed på grund af deres lærdom og fromhed, baserede saddukæerne deres særstilling på afstamning og status. Meget tyder på, at de repræsenterede Hasmonæernes klan, der tidligere havde regeret som præstekonger. De nægtede at acceptere læresætninger som ikke direkte var nævnt i ''Torah'', også selv om læren var nævnt et andet sted i Tanakh. Ja, de &quot;anså det for en dyd at debattere&quot; sådanne sager. Et eksempel på en sådan debat findes i Mattæusevangeliet kapitel 22:23-33, hvor de satte Jesus på prøve med hensyn til opstandelsen. Idet saddukæerne opstillede en tænkt situation hvor en enke havde været gift med syv mænd, spurgte de: &quot;Hvem af de syv skal nu have hende til hustru i opstandelsen?&quot; I denne sammenhæng var det selvfølgelig uvæsentligt om den tænkte enke havde været gift 14 eller 21 gange. Jesus svarer: &quot;I opstandelsen gifter mænd sig ikke og kvinder bortgiftes ikke.&quot;&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 1251&lt;/ref&gt; Saddukæerne accepterede ikke eksistensen af et liv efter døden, og benægtede derfor også den farisæiske doktrin om en genopstandelse, hvilket netop var den forestilling, som Jesus prædikede. I Markusevangeliet kaptel 12:18-27 omtales en anden version af historien: da Jesus vidste, at saddukæerne ikke accepterede andre inspirerede skribenter end Moses, argumenterede han ved at citere fra ''Torah''. Han sagde: &quot;Med hensyn til at de døde oprejses, har I da ikke læst i Moses’ bog, i beretningen om tornebusken, hvordan Gud sagde til ham: ’Jeg er Abrahams Gud og Isaks Gud og Jakobs Gud’? Han er ikke dødes men levendes Gud.&quot;&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 1281&lt;/ref&gt;

Saddukæerne ønskede ikke, at en Messias skulle dukke op og lave om på tingene og da de betragtede Jesus som en trussel mod deres position, sammensvor de sig med farisæerne om at slå Jesus ihjel.&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 1258f, 1352&lt;/ref&gt;

Farisæerne var kendetegnede ved, at de lagde stor vægt på overholdelse af Moseloven, især renhedsforskrifterne og desuden på &quot;fædrenes overleveringer&quot;, som var en betegnelse for hele den mundtlige fortolkning af Moseloven. Bevægelsens etik havde mange detaljerede forskrifter og praktiske anvisninger. 

Essæerne levede i en slags kommunisme, hvor medlemmerne aflagde tavshedsløfte og ingen måtte besidde ejendom, hverken bolig eller slave, jord eller kvæg. Deres indkomster skulle overlades til en forvalter, som forestod indkøb af det nødvendige og sørgede for mad og underhold til gruppen. De forkastede også ægteskab, alle former for standsforskelle samt slaveri. De var soldyrkere og sendte hver morgen bønner op til solen. Når de havde afføring, gjorde de det inden døre for ikke at &quot;besmitte&quot; sollyset.

Af de mange retninger inden for jødedommen overlevede kun den rabbinske jødedom, som byggede på farisæerne og deres lære. Den rabbinske jødedom var kendetegnet ved at hævde, at den skrevne ''Torah'' ikke kan fortolkes korrekt uden henvisning til den &quot;mundtlige&quot; ''Torah'' og den dertil hørende litteratur, der specificerer hvilken adfærd, der er sanktioneret af loven. Med et moderne udtryk var de fundamentalistiske teokrater. Når de andre fraktioner her er nævnt, er det for at vise, at jødedommen langt fra var nogen samlet bevægelse selv op til eller på Jesu tid.

Stednavnet &quot;Israel&quot; første gang optræder på en mønt dateret til 66 e.Kr. møntet i forbindelse med jødernes oprør mod romerne.

Efter oprøret 70 e.Kr. var det for en lang tid slut med jødiske forsøg på at skabe en egen stat. Jesu budskab og det mislykkede oprør førte til, at den jødiske befolkning blev sprængt i tre grupper: den ene gruppe var de traditionelle jøder, som holdt fast ved farisæerne og deres budskab, den anden gruppe var de kristne, som nu satte sig for at udbrede det nye budskab, og den tredie gruppe var judeo-nazaræerne, som fortolkede udviklingen på deres egen måde og mente, at genskabelsen af templet i Jerusalem var en forudsætning for, at Messias ville vende tilbage. De arbejdede i flere hundrede år på dette mål, men da de endelig fik magten i Jerusalem i år 634 og Messias alligevel ikke vendte tilbage, blev bevægelsen omformet til en ny arabisk religiøs bevægelse, som i 749 efter abbasidernes magtovertagelse endte som muhammedismen, komplet med en egen profet, en egen hellig bog og med et nyt religiøst midtpunkt i Mekka.&lt;ref&gt;se ''Muhammedanismen i kildekritisk belysning''&lt;/ref&gt;

=== Sammenfatning ===

Hvordan skal begivenhedsforløbet nu fortolkes? Et foreløbigt svar kunne lydes således: det ser ud til, at jøderne udskilte sig fra kana'anæerne senest omkring 1200 f.Kr. og at de oprindeligt levede i ørkenområderne syd for Kana'an. Dette varede indtil, at de eteblerede et egentligt kongerige, der imidlertid efter kort tid blev delt i to, Israel og Judæa. Den nationale udskillelse var dog åbenbart ikke mere udtalt end, at jøderne jævnligt synes at have giftet sig med kvinder fra andre stammegrupper. 

Så langt, vi tør tro Bibelens fremstilling, var de polyteister, det vil sige dyrkede flere guder. Ganske vist var der perioder, hvor der gjordes forsøg på at indføre monoteisme, men dels var der stadige tilbageslag, dels skete disse forsøg på det statslige niveau, mens den almindelige befolkning synes at have fastholdt polyteismen uden afbrydelser gennem flere hundrede år frem til og med landsforvisningen til Babylon. 

Religionsdyrkelsen synes at have udviklet sig fra spredt i de enkelte husstande, landsbyer og stammer hen imod en statslig centralisering med deraf følgende magt for præsteskab og konger. 

Efter alt at dømme er det først under eksilet i Babylon, at præsteskabet blandt jøderne udvikler en erklæret monoteisme, mens dette ikke synes at være tilfældet for den brede befolkning. Hele jødernes tidligere historie bliver nu omfortolket af præsteskabet i lyset af denne nye religion, og den bliver promoveret og legitimeret af nogle få erklærede profeter.

Efter jødernes tilbagevenden til Kana'an efter eksilet i Babylon bliver den nye religion gjort til et redskab for præsteskabets politiske mål: en selvstændig teokratisk stat. Dette mål bliver opnået, men den nye stat varer kun i henved hundrede år, og igennem hele sin eksistens er den præget af interne magtkampe blandt den ledende religiøse elite. Meget tyder dog på, at det først er på denne tid, at monoteismen slår igennem også i den brede jødiske befolknings livsstil og levemåde og bliver det centrale element i israelitternes selvforståelse. Men dette forudsatte og krævede præsteskabet både som den etnisk-religiøse og den statspolitiske magthaver. Efter alt at dømme er det tidligst fra denne tid, at vi kan tale om jødedom i moderne forstand.

Men denne udvikling forudsatte, som vi har set, en dramatisk omskrivning af den jødiske historie. Meget måtte udelades eller totalt omskrives. På den anden side blev der indført nye elementer, som næppe har meget med den historiske udvikling at gøre men som gav jøderne en forhistorie så lang som nogen.

=== &lt;big&gt;Problemerne med Gamle Testamente&lt;/big&gt; === 

Et passende kildekritisk udgangspunkt ved vurderingen af Gamle Testamentes troværdighed må være de modsætninger, der er mellem dennes fremstilling og de faktuelle kendsgerninger. Der er således ingen beviser for eksistensen af de fem mosebøger før slutningen af 4. århundrede f.Kr. inklusive eksistensen af en person ved navn Moses.&lt;ref&gt;Gad Barnea&lt;/ref&gt;

Problemerne med teksterne lader sig inddele i to delspørgsmål:&lt;/br&gt;
- er der een eller flere forfattere til Tanakh?&lt;/br&gt;
- er dele af teksterne lånt fra andre kulturer?&lt;/br&gt;
Svaret er i begge tilfælde bekræftende. Der kan derfor være grund til at behandle hvert af dem særskilt.

=== Forfattere og deres datering ===

Tekstanalytikere mener, at ''Tanakh'' (Gamle Testamente) er blevet til i tre omgange:&lt;/br&gt;
- en arkæisk fase: 11.-10. århundrede f.Kr.&lt;/br&gt;
- en klassisk fase: 9.-6. århundrede f.Kr.&lt;/br&gt;
- en sen fase: 5. århundrede f.Kr. eller senere.&lt;/br&gt;
Eksempelvis mener man, at den ældste del af Første Mosebog er historien om Jakobs velsignelse (i kapitel 47), som skal stamme fra arkæisk tid, men størstedelen af resten stammer fra klassisk tid.

I en række tilfælde forekommer tilsyneladende dubblerede historier med både ligheder men også klare forskelle. Forskerne mener, at det afspejler sammenskrivning af to eller flere ulige overleveringer.

Kildeforskere mener at kunne udskille fire lag i eller snarere forfattere til Mosebøgerne:

J: ''Jahvisten'', hvor Gud sædvanligvis kaldes ''Jahve''; et litterært lag der i modsætning til Præsteskriftet er præget af lægmandssynspunkter.&lt;/br&gt;
E: ''Elohisten'', hvor gudsbetegnelsen er ''Elohim''.&lt;/br&gt;
D: ''Deuteronomisten'', det vil sige &quot;forfatteren&quot; til Femte Mosebog.&lt;/br&gt;
P: ''Præsteskriftet'', et litterært lag i mosebøgerne, der antages at være blevet til i præstelige kredse, og som udviser særlig interesse for kultiske forhold. 

J- og E-teksterne menes nedskrevet efter, at det oprindelige kongerige var blevet delt i to: Israel i nord og Judæa i syd. J-teksterne menes at stamme fra Judæa, E-teksterne menes at stamme fra Israel.

J-teksterne dateres til tidsrummet mellem 848 f.Kr. og 722 f.Kr., idet disse tekster omtaler Babylon og Calah (Nimrod) som store byer. Desuden nævnes Edom som en autonom stat, hvilket først skete efter 848 f.Kr.

E-teksterne lader sig ikke datere nærmere end til 9. eller 8. århundrede f.Kr.

P-teksterne dateres til 6. århundrede f.Kr. og menes skrevet efter, at templet i Jerusalem var revet ned, og jøderne var blevet tvangsforflyttede til Babylon. Dette kan forklare hvorfor, at der ikke findes en eneste henvisning til templet i Jerusalem.&lt;ref&gt;Dinkgreve (2021), kap. 8&lt;/ref&gt;

Problemet ved en tekstanalyse af ''Tanakh'' er, at teksterne synes at være flettet sammen fra to eller flere oprindelige kilder til een sammenhængende historie. Det formodes, at J- og E-teksterne er blevet sammenskrevne efter 722 f.Kr., da Israel blev erobret af assyrerne, og flygtninge fra Israel i nord kom sydpå til Judæa og bragte deres E-traditoner med sig. Her blev de sammenskrevne til en ny version, JE, der ofte giver et judæisk perspektiv.

Men hvordan kan vi skelne imellem de forskellige tekster? Lad os tage nogle eksempler.

Under ørkenvandringen lader Moses vand springe fra klippen. I det ene tilfælde sker det uden problemer, i det andet pålægges Moses af Gud at tale til klippen, men han slår på den med sin stav i stedet, og som straf for at have ignoreret dette pålæg får han ikke love til at betræde Kana'an men kun at se det udefra. (exodus 18)

J-teksten angiver, at Abraham boede i Hebron, som er en judæisk by, men E-teksten fortæller om Jakobs kamp med Gud i Peni-El, som er en israelsk by.

I beskrivelsen af Jakobs sønner nævner J-teksten Judæa, mens E-teksten nævner stammer der var dele af Israel.

I E-teksten lader Aron skabe guldkalven til jødernes tilbedelse, men denne historie findes ikke i J-teksten.

Præsterne i Judæa hævdes at være efterkommere efter Aron, Moses broder, mens præster i Israel nævner andre levitter.

P-teksterne skiller sig ud ved at lægge vægt på love, lige som den tildeler Aron en større rolle, ligestillet med Moses. I ''JE''-teksten er det Moses' stav, som udfører mirakler (Første Mosebog kapitel 4), i P-teksten er det Arons stav (kapitel 7). I P-teksten er Aron den første, som ofrer, mens i ''JE''-teksten omtales flere tidligere ofringer, blandt andre Kain og Abel, Abraham og Isak samt Jakob, mens ingen af disse tilfælde omtales i P-teksten. Det menes, at dette afspejler P-tekstens mål om at give de aronitiske præster eneret på ofringer til Gud. Under ørkenvandringen optræder to uens oprør: i ''JE''-teksten er det Dathon og Abiram, som udfordrer Moses ved at sige, at det ville være bedre for jøderne at vende tilbage til Egypten, men at de opsluges af jorden i et jordskælv. I P-versionen er det levitterne under ledelse af Korah, som udfordrer Aron, men ligeledes dør.

Ligeledes omtaler P-teksterne ingen tilfælde, hvor folk besøges af engle eller får visioner, således omtales ikke historien om Josef og han 6 drømmesyner, ej heller de to engle i Sodoma og Gomorra eller Jekobs kamp med Gud. Sigende nok nævnes ordet &quot;profet&quot; kun een gang i P-teksten og da med henvisning til Aron.

=== Lånte historier ===

Sammenligninger mellem bibelske beretninger og tilsvarende overleveringer fra sumerisk og mesopotamisk kultur viser, at flere af historierne er blevet overtaget herfra, men at de er blevet omskrevne og tilpassede for at passe ind i den myte om jødernes oprindelse og historie, som man ønskede fremmet. Det gælder således blandt andre historierne om skabelsen, om Kain og Abel, om Noa og vandfloden samt om Sodoma og Gomorra.

Andre beretninger er tilsyneladende ligeledes lånt fra andre kulturer, således udvandringen fra Egypten, der blev gjort af et folk kaldet ''hyksos'', ikke af jøderne. Der kan være grund til at nævne nogle af disse beretninger, som jøderne så at sige adopterede.

==== Skabelsesberetningen ====

Den babylonske skabelsesberetning hedder ''Enuma Elish''. Dene kendes blandt andet fra Nineveh i Mesopotamien. Dens hovedtræk er følgende: i begyndelsen var der kun vand: guden ''Absu''s ferske vand og gudinden ''Tiamat''s salte vand. De blev blandede, og fra denne blanding blev født de første guder. Men disse yngre guder forstyrrede deres forældres søvn, så Tiamat sendte i vrede en hær af monstre for at ødelægge dem. Ud af dette kaos trådte ''Marduk'', stormguden og Babylons skytsguddom, som kæmpede imod ''Tiamat'' i en duel. Han affyrede en pil, som skabte hul i hendes mave og splittede hendes hjerte. Der efter skar han hendes krop op i to halvdele: af den ene skabte han himmelhvælvingen, af den anden halvdel jorden. Han satte stjerner i deres konstellationer, han satte månen til at angive månederne og solen til at lyse om dagen. Endelig skabte han menneskene af blod fra en død guddom blandet med ler for, at de kunne udføre det tunge arbejde for evigt.&lt;ref&gt;Dinkgreve (2021), kap. 3&lt;/ref&gt;

Den jødiske skabelsesberetning er i alle henseender et modstykke til den babylonske beretning: i stedet for flere guder er der kun een gud, i stedet for en skabelseskamp foregår skabelsen i Gamle Testamente med ord, i stedet for at menneskene er slaver for guderne er de i Bibelen skabt i Guds billede. Men der er også ligheder: rækkefølgen med adskillelse af himmelhvælving og den faste jord, fiksering af dag og nat samt tiden og endelig at menneskene skabes sidst i forløbet.

Det kan i en sidebemærkning oplyses, at det hebraiske ord i Første Mosebog 1:2 for urdybet, ''tehom'', filologisk er forbundet med ''Tiamat'', saltvandsgudinden i den babylonske skabelsesberetning.

==== Kain og Abel ====

Også den bibelske fortælling om Kain og Abel synes at have rod i to sumerisk myter. I den ene sumeriske myte omtales en hyrde (''Dumuzid''/Tammuz) og en landmand (''Enkimdu''), der begge konkurrerer om gudinden Inannas opmærksomhed. Den bibelske parallel: Ligesom i den sumeriske historie repræsenterer Kain bonden, mens Abel repræsenterer hyrden. Men i stedet for en uafklaret konkurrence eller forsoning tager den bibelske beretning en mørk drejning til brodermord. 

En anden variant er en sumerisk myte, hvor kvægguden (''Lahor'') og korngudinden (''Ashnan'') skabes af guderne for at sørge for mad og tøj. I disse historier diskuterer de to, hvem der må anses for mest værdifuld for den menneskelige civilisation. Den bibelske parallel er modsætningen mellem den omvandrende hyrde og den bofaste kornavler, men her bruges den til at skabe en søskenderivalisering, der ender i brodermord. Mens sumeriske myter brugte søskende til at fremhæve to byggestene i den menneskelige civilisation og fokuserer på samarbejde eller venskabelig rivalisering, brugte hebraiske forfattere den lånte fortælling til at skildre den syndefulde menneskelige natur, herunder konsekvenserne af misundelse.

Forskere antager, at disse velkendte myter sandsynligvis blev integreret i den hebraiske tradition under deres babylonske eksil i det 6. århundrede f.Kr., hvilket tillod forfattere at omarbejde regionale kulturelle temaer, så de passede til deres monoteistiske verdensbillede.

==== Noa og vandfloden ====

Også historien om Noa og vandfloden er overtaget fra andre kulturer. I 1872 fandt man i British Museums store samling fra Assurbanipals bogsamling et store epos kaldet ''Gilgamesh''. I kapitel 11 af dette epos findes en historie, hvis hovedtræk er følgende: guderne beslutter at udrydde menneskene ved at drukne dem, men vandenes gud, Enki, advarer Utu-nipishtim om faren og tilråder ham at bygge en ark og tage sin familie og sit kvæg med ombord, hvilket skete. I seks dage og nætter varer uvejret og oversvømmelsen, men på den syvende dag rammer arken toppen af et bjerg i Armenien. For at undersøge om oversvømmelsen er overstået sendes først en due og så en svale ud, men de vender begge tilbage. Først, da en ravn sendes ud og ikke vender tilbage, viste det, at vandene nu var sunket, og at Utu-nipishtim kunne forlade arken. Det gør han og foretager et takoffer til guderne. Enki bad så den øverste af guderne, Enlil, om at love, at han aldrig i fremtiden ville straffe hele menneskeheden for nogle fås synder, hvilket denne lover. Han rører Uti-nipishtim og dennes hustru på panden og erklærer: &quot;Hidtil har Utu-nipishtim været dødelig. Nu skal han og hans hustru være som guderne; og de skal bo i det fjerne, ved flodernes munding&quot;.&lt;ref&gt;Bibby (1971), s. 62f&lt;/ref&gt;

Lighederne med Bibelens beretning om syndfloden er indlysende til trods for forskellene: navnene er ændrede, de mange guder er erstattet af een Gud, men ellers er beretningen i sine kernetræk den samme.

Senere, i 1899 og 1900, viste udgravninger i Nippur i Mesopotamien, at den akkadiske beretning selv havde en forgænger. I 1914 blev fra disse udgravninger offentliggjort en tavle fra Nippur med en lignende beretning, der imidlertid stammer fra Sumer og således er betydeligt ældre end den akkadiske beretning. Tavlen er ukomplet, idet kun den nederste trediedel er bevaret, men syndflodsberetningen er atter den samme, selv om hovedpersonen nu hedder Ziusudra i stedet for Utu-nipishtim. I den sumeriske version ender historien således: &quot;Anu og Enlil viste velvilje mod Ziusudra, liv som en gud giver de ham, evig ånde som en gud bringer de ned til ham. Så kongenZiusudra, bevareren af planternes navn og af menneskeslægtens sæd, lod de bo i overfartslandet. Dilmuns land, det sted hvor solen står op&quot;.&lt;ref&gt;Bibby (1971), s. 64&lt;/ref&gt;

Pointen her er, at Bibelens syndflodsberetning er et plagiat, ikke en oprindelig historie, men at den inddrages som et led i den rekonstruerede beretning om jødernes historie.

==== Edens have ====

I den sumeriske beretning optræder også det hellige land Dilmun. Dette land beskrives som et sted, hvor rovdyr, sygdom og alderdom ikke eksisterer:

I Dilmun tier ravnen,&lt;/br&gt;
rovfuglen skriger ikke,&lt;/br&gt;
løven dræber ikke,&lt;/br&gt;
ukendt er den kid-fortærende vildhund,&lt;/br&gt;
ukendt det kornædende vildsvin.&lt;/br&gt;
Malten som enken spreder på taget -&lt;/br&gt;
himlens fugle opæder ikke denne malt.&lt;/br&gt;
Duen hænger ikke med hovedet.&lt;/br&gt;
Den øjensyge siger ikke: &quot;Jeg er øjensyg&quot;,&lt;/br&gt;
den hovedsyge siger ikke: &quot;Jeg er hovedsyg&quot;,&lt;/br&gt;
den gamle kvinde siger ikke: &quot;Jeg er en gammel kvinde&quot;,&lt;/br&gt;
den gamle mand siger ikke: &quot;Jeg er en gammel mand&quot;.&lt;ref&gt;Bibby (1971), s. 66&lt;/ref&gt;

Det har været foreslået, at dette ideelle levested har været forbillede for jødernes opfattelse af Edens have. I dag ved vi, at Dilmun ikke var en myte om Paradis men navnet på en faktisk eksisterende stat med Bahrain som sit midtpunkt, der drev en omfattende handel og søfart fra Indusdalen i øst til Mesopotamien i nordvest. Dette er et sidespring, men hvis det viser sig, at Dilmun er inspirationskilden til Edens Have, vil det være endnu et eksempel på kulturelle traditioner, som jøderne har lånt, adapteret, og inkorporeret i deres egen historiske myte.

==== Babelstårnet ====

Historien om Babelstårnet er velkendt og lyder således: 

&quot;Hele jorden havde samme sprog og samme tungemål. Da de brød op mod øst, stødte de på en dal i landet Sinear, hvor de slog sig ned. De sagde til hinanden: &quot;kom, lad os stryge teglsten og brænde dem hårde!&quot; De brugte tegl som sten og asfalt som mørtel. Så sagde de: &quot;lad os bygge en by med et tårn, som når op til himlen, og skabe os et navn, for at vi ikke skal blive spredt ud over hele jorden.&quot; Herren steg ned for at se byen og tårnet, som menneskene byggede. Så sagde Herren: &quot;se, de er eet folk med samme sprog. Når de begynder at handle sådan, vil intet af det, de planlægger, være umuligt for dem. Lad os stige derned og forvirre deres sprog, så at de ikke forstår hinanden.&quot; Så spredte Herren dem derfra ud over hele jorden, så at de måtte holde op med at bygge byen. Derfor hedder den Babel, for dér forvirrede Herren sproget på hele jorden, og derfra spredte Herren menneskene ud over hele jorden.&quot;&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 17&lt;/ref&gt;

Denne historie synes at være skabt med to formål. Det ene er at forklare hvorfor, at ulige folkeslag taler uens sprog. Men historien har muligvis et andet formål: at nedgøre babylonernes ziggurater (tempeltårne), som antagelig blev lavet som en slags forbindelse mellem himmel og jord. Nebukadnezar II (omkring 605-562 f.Kr.), som erobrede Judah, ødelagde Jerusalem og bragte mange jøder til Babylon, byggede også et ziggurat i syv lag kaldet ''Etemenanki'', hvilket kan oversættes &quot;Himmelens og Jordens Grundvolds Hus&quot;.&lt;ref&gt;Dinkgreve (2021), kap. 3&lt;/ref&gt;

==== Abraham ====

I Første Mosebog kapitel 12 introduceres Abraham som israelitternes mytiske stamfader.&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 17ff&lt;/ref&gt; Følger man kronologien i Gamle Testamente, skal han dateres til omkring 2100 f.Kr. og således blandt andet før jødernes ophold i Egypten. Men i Første Mosebog kapitel 21 vers 34 hedder det: &quot;Abraham boede lang tid som fremmed i filistrenes land&quot;&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 27&lt;/ref&gt;, og vi ved, at filistrene først ankom til Kana'an i 12. århundrede f.Kr. som en del af de såkaldte &quot;havfolk&quot; (engelsk: ''Sea People''). Dette betyder, at ''enten'' er Abraham en fri opfindelse, som intet har med en historisk person at gøre, ''eller'' også hører han hjemme i 12. århundrede og er israelitternes stamfader, men i så fald eksisterede de ikke som folk, da de angiveligt opholdt sig i og udvandrede fra Egypten. Også aramæerne omtales og stammer ligeledes fra 12. århundrede, hvilket tyder på, at den sidst nævnte forklaring er den rette.

Men der er andre problemer med Abraham. Ifølge P-kilden skal han stamme fra den sumeriske by Ur&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 17&lt;/ref&gt; og have draget gennem den frugtbare halvmåne først til Haran (nu Aram, beliggende i Tyrkiet) og senere videre til Kana'an. I de to kilder J og E er Ur ikke nævnt, kun Haran. Det har derfor været antaget, at det er hans oprindelige hjemsted. Det ville kunne forklare hvorfor, at hans forfædre Serug, Nahor og Terah har navne efter landsbyer omkring Haran, som Abrahams broder har navn efter. Det kunne også forklare benævnelsen &quot;hebræer&quot;, der antagelig betyder &quot;hinsides floden&quot;, idet Haran ligger på den modsatte bred af Eufrat.&lt;ref&gt;Dinkgreve (2021), kap. 8&lt;/ref&gt; Samme tradition findes i Josvabogen kapitel 24:2 i omtalen af pagtslutningen i Sikem: &quot;Josva sagde til hele folket: &quot;Dette siger Herren, Israels Gud: I gamle bage boede jeres fædre på den anden side af Eufratfloden, Tera, Abrahams og Nakors far, og de dyrkede andre guder&quot;.&quot;&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 269&lt;/ref&gt;

Imidlertid savnede Abraham en slægtshistorie, så i Første Krønikebog kapitel 1 får han den. Her hører vi at han er søn af Sem, som på sin side er søn af Noa, som atter er efterkommer af Adam.&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 446&lt;/ref&gt; Men som vi netop har set, er han i Josvabogen søn af Tera.&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 269&lt;/ref&gt; Der er således interne modsætninger i de narrativer, som de ulige slægtslister og narrativer i ulige dele af Gamle Testamente giver. Dette viser, at man har forsøgt at sammenskrive ulige narrativer til et men med ringe held.

==== Sodoma og Gomorra ====

Historien om Sodoma og Gomorras ødelæggelse optræder som et sidemotiv i beretningen om Abrahams liv i Første Mosebog kapitel 18:16-33 og kapitel 19:1-28.

Bibelforskere er generelt enige om, at selvom Gamle Testamente ikke direkte &quot;låner&quot; historien om Sodoma og Gomorra fra en specifik sumerisk kilde, deler fortællingen om guddommelig ødelæggelse, guddommelige besøgende og den flammende omstyrtelse af en by slående motiver med tidligere mesopotamisk litteratur og bredere oldtidsmytologi fra Nærøsten. Således &quot;Akkads forbandelse: Ekur hævnet&quot;, et akkadisk/sumerisk litterært værk dateret til mellem 2112 f.Kr. og 2004 f.Kr., som beskriver den pludselige ødelæggelse af byen Akkad. Myten blev skrevet hundreder af år efter Naram-Sins liv og er digterens forsøg på at forklare, hvordan det lykkedes for gutianerne at erobre Sumer. Efter en indledende passage, der beskriver Akkads herlighed før dets ødelæggelse, fortæller digtet om, hvordan Naram-Sin gjorde hovedguden Enlil vred ved at plyndre Ekur, der var Enlils tempel i Nippur. I sin vrede kaldte Enlil gutianerne ned fra bjergene øst for Tigris, hvilket bragte pest, hungersnød og død over hele Mesopotamien. For at begrænse denne ødelæggelse, bestemte otte af guderne (nemlig Inanna, Enki, Sin, Ninurta, Utu, Ishkur, Nusku og Nidaba), at kun byen Akkad skulle ødelægges for at skåne resten af ​​Sumer, og de forbandede den. Historien slutter med, at digteren skriver om Akkads skæbne, idet den velstående by lægges i aske i overensstemmelse med gudernes forbandelse.

Temaet om guddommelig straf for en bys ''hybris'' eller umoral er et udbredt motiv i oldtidens verdensbillede. Det kan ikke vides sikkert, om det er denne historie, der har dannet forbillede for Gamle Testamentes historie om Sodoma og Gomorra, men motivet menneskers umoral og manglende respekt for guddommen er det samme.

Den bibelske version rummer Abrahams forsøg på at undgå ødelæggelsen, hvis der blot fandtes ti retfærdige indbyggere i byen, men selv så få fandtes der åbenbart ikke. Kun Lot, Abrahams slægtning, reddes fra ulykken: &quot;Da solen stod op over landet, og Lot var kommet til Soar, lod Herren svovl og ild regne ned over Sodoma og Gomorra fra Herren i himlen. Han ødelagde disse byer, ja hele Jordandalen, alle, der boede i byerne, og alt, der voksede på markederne.&quot;&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 25&lt;/ref&gt; Naturvidenskabeligt set kunne det være beskrivelsen af en meteorregn eller af nedfald fra et vulkanudbrud.

==== Moses ====

I Anden Mosebog kapitel 2 introduceres den mytiske skikkelse Moses som israelitternes befrier fra trældommen i Egypten. Historien begynder med hans fødsel. Ifølge myten havde farao befalet, at alle drengebørn skulle dræbes ved fødslen, men Moses' moder reddede ham ved at placere ham i en sivkurv, hvor han blev fundet og adopteret af faraos datter.&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 67&lt;/ref&gt; Denne historie er imidlertid utvivlsomt adopteret fra sumerisk tradition, idet en tilsvarende historie fortælles om kong Sargon af Assad.&lt;ref&gt;Dinkgreve (2021), kap. 8&lt;/ref&gt; Der er således ingen grund til at tillægge denne del af traditionen nogen historisk baggrund.

Senere fortæller Anden Mosebog, at Moses blev pålagt af Gud at føre israelitterne ud af Egypten. Det hedder i den forbindelse, at Gud blandt andet siger til Moses: &quot;Jeg er din faders Gud, Abrahams Gud, Isaks Gud og Jakobs Gud&quot;.&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 69&lt;/ref&gt; Her stå vi på ny over for problemet, at henvisningen til Abraham åbenbart er en anakronisme. Det betyder, at der kan rejses tvivl om både den historiske skikkelse Moses og om Mosebøgerne som kilde til israelitternes tidlige historie overhovedet.

Kendsgerningen er, at der findes ingen beviser på eksistensen af de fem mosebøger før slutningen af det 4. århundrede f.Kr., herunder eksistensen af en person kaldet Moses.&lt;ref&gt;Gad Barnea&lt;/ref&gt; Men den farao, som med stor sandsynlighed fordrev semitterne fra Egypten, hed Ahmoses, hvilket på hebraisk betyder &quot;Moses' broder&quot;. Så måske at der er en sammenhæng her.

==== Græske narrativer ====

Men det er ikke kun fra Sumer og Mesopotamien at Gamle Testamenter har lånt narrativer. Nogle kildekritikere tilhørende den såkaldte &quot;Københavnerskole&quot; har peget på, at også græske narrativer har ydet deres bidrag, lad os tage nogle eksempler:

Jan-Wim Wesselius har foretaget undersøgelser, der viser, hvordan Første Mosebog og Anden Mosebog afspejler Herodots skrifter, især sidstnævntes beretning om persiske kongers liv. Han sammenlignede i detaljer lighederne mellem Josef og Kyros, og især mellem Moses og Xerxes. Josef og Kyros har begge drømme, bliver afsløret for at dø, går i eksil, bliver skjult i en periode og bliver konger, når deres identitet afsløres. Moses og Xerxes drager ud for at erobre enten Kana'an eller Grækenland og krydser vand med deres folk. Mange andre detaljer nævnes, såvel som sammenligninger mellem Terah og Phraortes (en medisk konge), Abraham og Kyaxares (en medisk konge), Isak og Astyges (en medisk konge) og Jakob og Mandane (Kyros' mor).&lt;ref&gt;Wesselius (1999), s. 24-77&lt;/ref&gt;&lt;ref&gt;Wesselius (2002), s. 6-47&lt;/ref&gt;

Philippe Guillaume mener, at skrivere i Alexandria i det andet århundrede f.Kr. indsatte Dommere i den Deuteronomistiske Historie, hvilket afspejlede de ideologiske behov hos de hasmoneiske herskere i Palæstina. Dommere var inspireret af Hesiods ''Værker og Dage'', især afsnittet om heltene, som Hesiod indsatte i de fire tidsaldre. Dette svarer til, hvordan Dommere blev indsat i den Deuteronomistiske Historie. Historier om heroiske dommere før David og Salomon underminerer Davids dynastis påstande, hvilket igen hjalp de hasmoneiske dynaster, der ikke havde nogen Davidisk afstamning bag deres påstande om messiansk styre (147-64).

Katherine Stott har påpege, at Davids opstigning, som skildret i Første Samuelsbog kapitel 16-31 og i Anden Samuelsbog kapitel 1-8, muligvis er inspireret af den fortælling, der beskriver Kyros' opstigning til Persiens og Mediens trone i teksten i Herodots Historier. Hun så følgende paralleller:&lt;/br&gt;
- Kyros og David starter begge under ydmyge kår,&lt;/br&gt; 
- begge træder ind i den forrige konges hof,&lt;/br&gt; 
- i begge tilfælde bliver den pågældende konge jaloux på dem,&lt;/br&gt; 
- i begge tilfælde bliver de truet med døden af ​​den pågældende konge,&lt;/br&gt; 
- begge flygter fra hoffet,&lt;/br&gt; 
- begge bliver folkelige ledere,&lt;/br&gt; 
- i begge tilfælde hopper en allieret af,&lt;/br&gt; 
- begge tilraner sig kongerigets herredømme,&lt;/br&gt; 
- begge får succes på grund af deres militære dygtighed,&lt;/br&gt; 
- begge skåner den gamle konges liv i en periode,&lt;/br&gt; 
- der er et tragisk element i den forrige konges fald i begge tilfælde, og&lt;/br&gt; 
- i begge tilfælde er udfaldet dannelsen af ​​en ny politisk enhed.&lt;/br&gt; 
Stott bemærkede, at denne græske tekst kun i den hellenistiske æra ville have været tilgængelig for den bibelske forfatter.&lt;ref&gt;Stott (2002), s. 62-71, 77-78)&lt;/ref&gt;.

Hesiods ''Theogoni'' og Katalog over kvinder var til dels indflydelsesrige kilder til henholdsvis skabelsesberetningen i Første Mosebog 1 og de genealogier, der findes i hele Første Mosebog 1-11 &lt;ref&gt;Gnuse (2017)&lt;/ref&gt;.

Fortællinger i Første Mosebog 1-11 kan også vises at have betydelige paralleller med beretninger nedskrevet hos græske historikere, såsom Hekateus fra Milet (''Periegesis'' og genealogier) og Herodot fra Halicarnassus (Historier), herunder omtaler af menneskelige leveveje (Første Mosebog kapitel 4:20-22), de tre sønner af en syndflodshelt, der er menneskehedens forfædre (Første Mosebog kapitel 9:18-19 og kapitel 10:1-32) samt plantningen af ​​en vingård (Første Mosebog kapitel 9:20-27). &lt;ref&gt;Gnuse (2019)&lt;/ref&gt;

Ældre latinske traditioner, der ligger bag beretningerne i Ovids Fasti 5, 493-544 og Metamorfoser 8, 625-725, kan have inspireret fortællingerne om de budbringere, der fortæller Abraham om hans kommende søn, og de budbringere, der advarer Lot om at forlade Sodoma i Første Mosebog 18:1-15; 19:12-26. &lt;ref&gt;Gnuse (2017)&lt;/ref&gt;.

En fortælling om Democedes af Kroton i Herodots Historier 3, 125-132 kan have givet anledning til fortællingen om Josef, der fortolker faraos drømme i Første Mosebog 41:1-36, hvilket igen inspirerede drømmeberetningerne i Daniels Bog &lt;ref&gt;Gnuse (2010)&lt;/ref&gt;.

Den korte fortælling om den store kriger Achilleus' ædle, talende heste i ''Iliaden'' 19, 395-424 kan være løst overtaget og indpasset i beretningen om Bileams æsel i Fjerde Mosebog kapitel 22:22-35, hvor et simpelt æsel bringer skam over en tåbelig profet. Talende dyr er langt mere almindelige i græsk litteratur end i Bibelen. (Gnuse 2017d)

Ofrelsen af ​​Ifigenia i to skuespil af Euripides omkring 400 f.Kr.: ''Ifigenia blandt Taurierne'' og ''Ifigenia i Aulis'', kan have inspireret beretningen om Jeftas ofring af sin datter i Dommerbogen kapitel 11:30, 34-40, som synes at være indsat i beretningen om Jeftas kamp mod ammonitterne. (Gnuse 2019b)

Arrians beretning om Alexander den Store og det spildte vand i Anabasis af Alexander 6.26.1-3 kan have inspireret en lignende historie om David i Anden Samuels Bog 23:15-17. Davids handling med at hælde det vand ud, som hans modige soldater hentede bag fjendens linjer, gør ikke en fornuftig historie, som Alexanders handling i den gedrosiske ørken, hvor tørst virkelig er et problem, gør (Gnuse 1998).

Fortællingerne om Josef, Bileam og Jefta kan være blevet placeret i den bibelske tekst i den persiske periode kort efter 400 f.Kr., såvel som bibelske tekster i Første Mosebog 1-11 med Hesiod, Hekateus og Herodot som inspirationskilder. Men de andre fire fortællinger synes mere sandsynligt at have en oprindelse fra den hellenistiske æra. I sidste ende kan man argumentere for, at alle disse tekster opstod i den hellenistiske æra. Wajdenbaum diskuterede alle disse samme beretninger, gjorde mange af de samme observationer og antydede hellenistiske oprindelser, men Gnuse gav større detaljer i analysen af ​​passagerne.

I flere tilfælde kan det sandsynliggøres, at der er tale om tillæg til ældre beretninger placeret i slutningen af ​​bibelske bøger, og som ser ud til at have været knyttet til bogen kun med en løs forbindelse til resten af ​​bogen. Dette gælder især i Dommerbogen, hvor fortællingerne i Dommerbogen kapitel 13-16 om Samson ser ud til at have en helt anden stil end resten af ​​Dommerbogen. Et stort antal forskellige græske legender om Herakles synes at have påvirket Samson-fortællingerne i Dommerbogen kapitel 13-16 på et sent tidspunkt, sandsynligvis i den hellenistiske tid. Der er alt for mange græske paralleller inden for disse fire kapitler til, at de kan afvises som blot fortællingshistoristiske sammentræf.&lt;ref&gt;Gnuse (2018)&lt;/ref&gt;

Afsnittene i Dommerbogens kapitel 17-21 om Mika, om Dan-stammens udvandring til Lakash samt om Benjamitternes skændselsdåd fremstår som tilføjede tillæg til resten af ​​bogen, og dér finder vi beretningen om kvinderne, der blev kidnappet fra Silo. &quot;Voldtægten af ​​de sabinske kvinder&quot;, som en gammel fortælling genfortalt af Livius (''Historie'' I, 9,1-16) og Plutarch (Lives: Romulus XIV, 2-8), kan være forbilledet for de bortførte piger i Dommerbogen kapitel 21:1-24. &lt;ref&gt;Gnuse (2007)&lt;/ref&gt;

Anden Samuelsbog kapitel 21-23 synes også at være et appendiks, og heri finder vi David, der hælder det vand, han har modtaget fra sine krigere, ud. Dommerbogen kapitler 13-21 og Anden Samuelsbog 21-23 kunne derfor være blevet føjet til Deuteronomistiske historier på et meget sent tidspunkt. Historierne om Josef i Første Mosebog kaptel 39-50, der skulle forklare jødernes ophold i Egypten, ses ofte som en sen tilføjelse fra omkring 400 f.Kr. eller senere, hvorfor Herodots indflydelse på Josefs drømmetydning er sandsynlig. Andre beretninger ser også ud til at være blevet indsat noget ujævnt i deres fortællende kontekst. Dette er tydeligst i beretningen om Jeftas ofring af sin datter, som synes at være indsat midt i Jeftas slag i Transjordan, og fortællingen om Bileam og hans æsel, som fremstiller Bileam med en helt anden persona end den, der findes i resten af ​​Fjerde Mosebog 22-24. Historien om de tre engle, der besøger Abraham og pludselig kun bliver to i antal, da de besøger Lot, beder os om at se på parallelle romerske beretninger, hvor der er henholdsvis tre og to engle i fortællingerne fra Ovid. Desuden vidner de nuancerede detaljer i dialogen i Første Mosebog 18-19 også om en senere tids skrivestil. Således synes indflydelsen fra klassiske og græske beretninger at være mest sandsynlig i historier, der synes at være senere tilføjelser og indsættelser i hovedhistorierne.

Foruden indholdsmæssige ligheder er der også opbygningsmæssige ligheder. Daniel Hawk bemærkede, at Aischylos' Orestia og Første Samuelsbog kapitel 8 til Anden Kongebog 8 deler lignende struktur og karakterer. Begge har et tredelt skema og bruger metaforer til at afspejle overgangen fra et slægtskabssamfund til et borgersamfund. Agamemnon og Saul afspejler den gamle orden, Orestes og David viser overgangen, og Athena og Salomon indvier den nye orden. Den deuteronomistiske historiker brugte Orestia som model for sine &quot;modtagne traditioner vedrørende det israelitiske monarki&quot;. Hawk mente, at den hellenistiske æra ville have været det tidspunkt, hvor den bibelske forfatter havde adgang til Aischylus' skrifter.

Disse og andre eksempler er blevet fremhævet af nogle forskere, der generelt er enige om, hvordan hellenistisk litteratur formede den oprindelige historie efter 300 f.Kr. eller endda efter 200 f.Kr. i den makkabæiske æra. Larsson konkluderede, at de bibelske beretninger blev skabt i det ptolemæiske Egypten i det andet århundrede f.Kr. og påvirket af betydelige græske historikere fra det tredje århundrede f.Kr., så som Berossos, Manetho og Eratosthenes. På grundlag af sådanne iagttagelser mener Niels Peter Lemche, at Dommerbogen og sikkert også andre dele af Gamle Testamente først er blevet skrevet eller har fundet deres endelige form omkring 272 f.Kr. Etienne Nodet bekræftede, at Pentateuken opstod i begyndelsen af ​​det tredje århundrede f.Kr., men profeterne og nogle af skrifterne blev skabt i det andet århundrede f.Kr. Disse tekster blev genereret i Alexandria under hellenistisk indflydelse. Emanuel Pfoh mente, at selvom den primære historie blev skabt i den hellenistiske æra, kom nogle traditioner fra den assyriske og persiske æra og blev udviklet af skrivere gennem årene. Men i bund og grund blev teksten formet under hellenistisk indflydelse (23, 33-35). Hvordan det nu forholder sig, står det klart, at både den sene tilblivelse og dens mulige motiver undergraver store dele af Gamle Testamente som historisk kilde.

Det er muligt, at der findes en historisk kerne, som over tid er blevet udbygget og pyntet på med narrativer hentet fra græske traditioner, men indtil videre må det konstateres, at næsten alt i Gamle Testamente lader sig betvivle.

Mest afgørende i denne sammenhæng er det imidlertid, at hvis disse kritikere tilhørende &quot;Københavnerskolen&quot; har ret, så betyder det, at ''Tanakh'' eller Gamle Testamente langt fra var færdigskrevet endsige færdigredigeret, da jøderne vente tilbage til Jerusalen efter eksilet i Babylon. Forud ventede endnu en lang redigeringsproces, og det kan også forklare hvorfor, at vi skal helt frem til 2. århundrede f.Kr. (eller tidligst 3. århundrede f.Kr.) før, at jøderne udviser noget kendskab til deres religiøse skrifter. Forklaringen er den enkle, at først da havde skrifterne nået et så fuldendt udseende, at de lod sig anvende i den national-politiske propaganda.

==== Hyksos-problemet ====

Mens arkæologerne med rimelig sikkerhed tør fastslå, at der fandtes en særlig israelitisk befolkning fra omkring 1200 f.Kr., så er der mere usikkerhed om tiden forud. Hovedspørgsmålet kan formuleres således: er jødernes ophold i og udvandring fra Egypten en historisk begivenhed eller ej? Holdningerne spænder fra fuldstændig afvisning af denne historie til ubetinget tilslutning.

For at løse problemet må vil opspalte det i tre delspørgsmål:&lt;/br&gt;
- kan der påvises et ophold af en semitisk befolkning i Egypten?&lt;/br&gt;
- hvis ja: inden for hvilket tidsrum?&lt;/br&gt;
- hvis ja: var det israelitter eller ej?

Det umiddelbare svar på spørgsmålet er, at der faktisk findes oplysninger om en fremmed befolkning i Egypten. Men denne befolkning, kaldes af egypterne selv ''Hiku-khasut'', det vil sige &quot;ørkenfyrsterne&quot; (hvilket på græsk er blevet til ''hyksos''&lt;ref&gt;Bibby (1978), s. 96&lt;/ref&gt;, og denne benævnelse bruges almindeligvis og derfor også her), ikke &quot;hebræerne&quot;, &quot;jøderne&quot; eller &quot;israelitterne&quot;, og ingen af disse betegnelser kendes i samtiden, end ikke fra Kana'an. Forskerne mener at kunne fastslå, at disse ''hyksos'' ankom fra øst til Egypten i 19. århundrede f.Kr., regerede over Egypten i 17. og 16. århundrede f.Kr. men senere forsvandt igen. Der er fundet en grav rejst over en mand ved navn ''Aper-El'', det vil sige &quot;El's tjener&quot;, som tjente hos faraonerne Amenhotep III og Akhenaten i 14. århundrede f.Kr.&lt;ref&gt;Dinkgreve (2021), kap. 8&lt;/ref&gt;

Et passende udgangspunkt for vurdering af udvandringens troværdighed kan være Simcha Jacobovici og hans film &quot;''The Exodus decoded''&quot;. Heri giver han blandt andet en omfattende dokumentation, som nok kan være en nøjere gennemgang værd.

Simcha tager udgangspunkt i bibelkritiske afvisninger af udvandringen, som traditionelt blev dateret til 1270 f.Kr. det vil sige i Ramses II's regeringstid men hvor der ingen beviser for en sådan begivenhed findes. Simcha mener, at denne datering er forkert, og at den korrekte tidsfæstelse er omkring 1500 f.Kr. Som beviser for denne tidsfæstelse anfører han følgende:

Hyksos-folket skulle være kommet til Egypten omtrent 200 år før, at de atter udvandrede, det vil sige 1700 f.Kr. I en grav i Beni Hassan ved Nilen omkring 400 km syd for Cairo findes et vægmaleri, som viser en indvandring til Egypten. Befolkningen er semitter med skæg, flerfarvede dragter og med benævnelsen &quot;''Amo''&quot;. I ''Tanakh'' (Gamle Testamente) anvendes benævnelsen &quot;''Amo Israel''&quot;, det vil sige &quot;Guds folk&quot;. Benævnelsen er den samme og deres ophold passer nøje med traditionen.

Hyksos-folkets hovedstad var Avaris, der ligger i Nilens delta nord for Cairo. Avaris er blevet udgravet af professor Manfred Bietak fra Wien. Han har blandt andet fundet 9 seglstamper med navnet &quot;Jakob&quot;, hvilket nøje svarer til den bibelske tradition om faraos betroede mand, Josef, der netop var søn af Jakob.

Ifølge traditionen ender indvandrerne som slaver. I Serabit El Khadim i Sinai-ørkenen blev udvundet tyrkis-sten i miner ved slaveri. I en af disse minder findes en alfabetisk (ikke-egyptisk) indskrift på væggen: &quot;El, hjælp mig&quot;. ''El'' var navnet på en semitisk guddom.

En stele rejst af farao Ahmoses og dateret til omkring 1500 f.Kr. fortæller om blandt andet storm og mørke i overensstemmelse med den bibelske tradition, og den nævner gud i ental. Ahmoses er kendt for at have udvist hyksos-folket. Navnet Ahmoses betyder på egyptisk &quot;månen er født&quot; men på hebraisk &quot;Moses' broder&quot;. 

Omkring 1500 f.Kr. indtraf et stort vulkanudbrud på øen Santorini i det græske øhav. Simcha mener, at det var denne begivenhed, som udløste udvandringen, og at den også kan forklare Egyptens ti plager. Hans argumentation herfor er følgende:

I Avaris er fundet vulkansk pimpsten dateret til omkring 1500 f.Kr. Dette viser (om ikke andet) at Egypten blev påvirket af netop dette vilkanudbrud.

Vulkanudbruddet og tilhørende jordskælv havde følgende bivirkninger:&lt;/br&gt;
- vandet bliver rødt. Årsagen er, at rust frigøres ved gasudbrud fra bunden og opblandes i vandet. Dette skete blandt andet i 1986 ved Nyos-søen i Cameroon.&lt;/br&gt;
- frøer. Hopper ud af vandet, når det bliver forurenet.&lt;/br&gt;
- lus, fluer og epidemi følger som eftervirkninger af miljøkatastrofen&lt;/br&gt;
- sår og bylder. Disse kendes ligeledes fra Nyos-begivenheden i 1986.&lt;/br&gt;
- hagl. Is og ild = &quot;vulkansk hagl&quot; omtales i den såkaldte Ipuwer-papyros og skyldes, at vulkansk aske blandes med vand i atmosfæren.&lt;/br&gt;
- græshopper. Bringes på vandring på grund af klimaændringen.&lt;/br&gt;
- mørke. Skyldes en askesky, der fra vulkanudbruddet bredte sig til Nilens delta, hvilket er bevist ved korn af asken fundet af Jean-Daniel Stanley fra Smithsonian Institute.&lt;/br&gt;
- førstefødte sønner døde. Skyldes at CO&lt;sub&gt;²&lt;/sub&gt; frigøres fra jordens indre og lægger sig lige ved jordens overflade. Da de ældste priviligerede sønner sov på en lav seng, blev de dræbt af gassen, mens andre børn der sov på de flade tage aldrig blev berørt inden, at gassen opløstes igen. Noget tilsvarende blev observeret i Nyos. Yderligere er der udgravet massegrave i Avaris, som kun omfatter personer af mandkøn og ikke krigere. Og Ahmoses' egen søn døde som 12-årig (hans begravede lig er fundet).&lt;/br&gt;
Ifølge Simcha er alle disse begivenheder således naturlige mulige følger af vulkanudbruddet.
[[Fil:Stele_of_Grave_Circle_A_Mycenae_NAMA_1428.JPG|200px|thumb|Gravstele fra Mykene, der viser Farao, som forfølger Moses. De er omgivet af vand på begge sider.]]
Velkendt er historien om havets deling.&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 82&lt;/ref&gt; Den korrekte formulering i Bibelen er &quot;Yam Suf&quot;, det vil sige Sivhavet. Men siv vokser ikke i saltvand, så der er tale om en stor sø. På Ismailia Regional Museum findes en granitsten med en indskrift i hieroglyffer, ''El Arish''-indskriften, der fortæller om udvandringen set fra faraos side. Her kaldes lederen for &quot;ørkenprinsen&quot;. Mere bemærkelsesværdigt er det, at indskriften også fortæller, at vandene delte sig (markeret som bølger + 2 knive), og at indskriften nævner stedet for denne begivenhed: ''El Balah'', en nu tidligere sø beliggende øst for Avaris nær overgangen til Sinai-ørkenen. Simcha mener, at som følge af de tektoniske forskydninger og deraf følgende jordskred løftede den afrikanske plade sig 1-2 meter og skabte en landkorridor, men kort efter fulgte en tsunami, som druknede faraos hær.

Simcha peger på et vægmaleri på Santorini, som viser en sejlads fra en by omgivet af mure. Simcha mener, at den viste by er Avaris, idet der her også er fundet minoiske vægmalerier, hvilket vidner om handelsforbindelser. En del af udvandrerne skulle således være draget til Grækenland. I Mykene er fundet guldgenstande og sværd i en grav dateret til 1500 f.Kr. De kan stamme fra jødiske udvandrere. Desuden er fundet tre gravsten med billeder visende først en mand på en stridsvogn, der forfølger en gående mand omgivet af bølger, dernæst at den gående mand er nået højere liggende land og har vendt sig imod stridsvognen, og endelig at stridsvognen drukner i bølgerne. Billederne viser, let forenklet, faraos forfølgelse af Moses. Det er i bogstaveligste forstand en tegneserie om begivenheden.

Simcha peger dernæst på, at jordskælv kunne have ført til, at gas og olie blev frigivet og måske blev antændt, og derved gav anledning til røgsøjler om dagen og ildsøjler om natten svarende til beretningen i Anden Mosebog kapitel 13 vers 21-22: &quot;Herren gik foran dem, om dagen i en skysøjle for at føre dem på vejen og om natten i en ildsøjle for at lyse for dem, så at de kunne gå både dag og nat. Skysøjlen fjernede sig ikke fra folket om dagen og ildsøjlen ikke om natten.&quot;&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 81&lt;/ref&gt;

Endelig mener Simcha at kunne påvise, hvor bjerget Sinai lå. Og han mener at have fundet billedlige gengivelser af Pagtens Ark - i Grækenland af alle steder!

Så langt Simcha. Det giver anledning til en række spørgsmål: er begivenheden fejldateret? Det er der faktisk en del, der tyder på. Begivenheden fandt efter alt at dømme sted omkring 1500 f.Kr. Kan et vulkanudbrud være forklaringen på begivenhedsforløbet? Svaret må være, at det er muligt, i hvert fald er der intet, som tyder på, at det ikke kunne være tilfældet. Var dette hyksos-folk ''Amo'' og var det semitter? Ja, det er sandsynligt. Var det også israelitter? Det er muligt, men ikke sikkert.

Vi har tidligere fastslået, at Gamle Testamentes historie om udvandringen fra Egypten tidsmæssigt er uforenelig med historien om Abraham som israelitternes stamfader, idet hans ophold i filistrenes land er flere hundrede år senere end udvandringen. Og det forbliver uforklarligt, at et folk, som kaldte sig selv Israel, ikke optræder under dette navn men af Egypterne kaldtes henholdsvis ''Amo'' og ''Hyksos''.  

Historien om ''exodus'' eller udvandringen fra Egypten kendes ikke fra Elephantine, en jødisk by i Egypten fra 400-tallet f.Kr., hvilket kunne tyde på, at denne tradition i jødisk historieforståelse enten må være yngre end denne tid eller endnu ikke spillede den rolle i jødisk selvforståelse, som den senere fik.

Hvis man vil være besværlig, kan man opstille følgende alternative hypotese: udskibningen fra Egypten til Mykene eksisterer ikke i det bibelske narrativ. Hvis man alligevel forudsætter, at det afspejler en historisk kendsgerning, så kunne disse udvandrere, ''hyksos'', have taget hele traditionen med sig og billedligt gengivet den på deres gravsteler. Da &quot;havfolket&quot; (som beviseligt stammer fra Grækenland foruden andre steder) langt senere, omkring 1178 f.Kr., kom til Palæstina, bragte de traditionen med sig. Det er her fra, at jøderne senere overtog den, omformulerede den til en ørkenvandring med Moselov og hele molevitten og dermed tillige skrev det oprindelige folk ud af beretningen og satte sig selv ind i stedet som led i en selvskabt historisk tradition. Der er selvsagt ingen beviser for en sådan udvikling, men der er heller intet, som modsiger den, og den ville forklare årsagen til, at traditionen åbenbart overlevede i Mykene. Og hvad mere er: det kunne forklare hvorfor, at folk fra Middelhavets nordlige kyster søgte øst- og sydpå (i stedet for vestpå), da deres hjemlige forhold ikke tillod dem at blive boende, hvor de var.

Der imod kan vi udelukke, at det var israelitterne selv, som indvandrede sammen med havfolket, fordi dette skete 1178 f.Kr. mens Israel som omtalt nævnes på en stele allerede fra 1208 f.Kr.

Kildekritisk må det konstateres, at Mosebøgerne ret beset forsøger at forene to temmelig uforenelige historiske traditioner: på den ene side traditionen fra Mesopotamien omfattende Edens Have (Dilmun), Babelstårnet (zigguraterne) og Noas ark, hvor Abraham indgår som det forklarende bindeled hvorfor, at jødernes stamfader udvandrede til Kana'an, på den anden side traditionen om Jakob (Israel)&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 46&lt;/ref&gt;, Josef og hans brødre&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 48f&lt;/ref&gt;, Israels udvandring til Egypten&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 59&lt;/ref&gt; og Moses&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 67&lt;/ref&gt; med udvandring, ørkenvandring, moseloven og løftet om Kana'an.&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 243&lt;/ref&gt;

Der kan næppe være tvivl om, at den jødiske beretning om udvandringen fra Egypten og den egyptiske beretning om fordrivelsen af de fremmede omtaler den samme begivenhed set fra to sider. For så vidt behøver ingen af dem at give det sande billede: hvis årsagen virkelig var et vulkanudbrud, kunne de forringede leveforhold efter dette meget vel være årsag til, at folk udvandrede eller bortvandrede igen. At jøderne eller israelitterne har taget begivenheden til sig er for så vidt ikke anderledes end andre historier, som de har adopteret og adapteret.

Som en sidebemærkning skal det lige nævnes, at den egyptiske konge Amenhotep IV, bedre kendt som Akhenaten, som var gift med Nefertiti og fader til Tutankhaton, og som er gået over i historien som den første monoteistiske konge, regerede fra omkring 1353 til 1336 f.Kr. Det betyder, at han regerede henved 150 år efter, at ''hyksos'' udvandrede, og at der således ingen forbindelse er med Moses.

=== Bearbejdede profetier ===

De mange profetiske tekster i Gamle Testamente udgør et eget problem. Kort sagt er de kildekritiske studier i stigende grad blevet opmærksomme på, at der ikke er tale om originale tekster. I stedet er disse blevet ændret for at tilpasse dem til bestemte formål.

Esajas', Jeremias', Ezekiels og de Tolvs Bog mangler en historie og opretholder ikke en ensartet kronologisk rækkefølge af materiale. De profetiske bøger ses ikke længere som blot kilder, hvorved læserne kan få adgang til fortiden. De læses nu som bevidste kompositioner, der genpræsenterer og fortolker profeternes ord i tekstform.

Allerede i de sidste profeters tekster er der tegn på bevidst bevidsthed om tekstualiseringen af ​​profetier. Historien i Jeremias 36 beskriver for eksempel en proces, hvor forskellige budskaber i forskellige former fra forskellige tider og steder sammensættes i tekstform af profetens skriver. Når denne rulle efterfølgende ødelægges som reaktion på dens læsning, sker der ikke blot en omskrivning af rullen, men også en betydelig tilføjelse af lignende ord (Jeremias 36:32), hvilket vidner om bogens litterære vækst. Profeter som Jeremias er ikke længere tilgængelige, men deres ord er tilgængelige i de bøger, der bærer deres navne (Zakharias 1:5-6). Disse bøger danner et særskilt korpus inden for den bibelske kanon. Når Daniel refererer til Jeremias' profeti om halvfjerds år i Daniel 9:2, taler han om Jeremias' bog blandt en flerhed af profetiske bøger (jf. Ezekiel 38:17). 

De tidligste postbibelske fortolkere af den profetiske litteratur var de skriftkloge, oversættere og kommentatorer, der videregav, gengav og forklarede teksterne. Blandt vidner til den tidligst dokumenterede periode med skriftlig overlevering (ca. 250 f.Kr. indtil 132-135 e.Kr.) er det tydeligt, at skriftkloge ikke så sig selv som blot afskrivere på samme måde som skriftkloge fra en senere periode. De så snarere sig selv som ligestillede med de oprindelige forfattere, og de udvidede ofte den bibelske tekst med fortolkninger, der var beregnet til at hjælpe læserne med at forstå teksten. Disse skriftkloge havde deres eget syn på den bibelske tekst og ønskede at sikre en teologisk korrekt læsning af den.

Blandt de profetiske bøger må de mest fremragende eksempler på fortolkningsmæssig udvidelse være Jeremias og Ezekiel i den masoretiske tekst (MT). I disse tilfælde har udvidelsen nået niveauet for skabelsen af ​​nye udgaver af bøgerne. De hebraiske tekster bag de oldgræske (OG) versioner af disse bøger er betydeligt kortere førsteudgaver. Mange af udvidelserne i andenudgaverne, der findes i MT, er af eksegetisk karakter. For eksempel er Jeremias' berygtede fjende fra nord ikke eksplicit identificeret i OG eller dens hebraiske kilde, hvilket efterlader den åben for den slags eskatologiske fortolkning, der findes i Ezekiel 38:14-17, men MT identificerer denne fjende som Babylon i udvidelsen af ​​Jeremias 25:9, hvilket skaber en interessant konflikt med Jeremias 50:3 og dens profeti om en fjende fra nord, der kommer mod Babylon. Et andet eksempel er versionen af ​​Jeremias' profeti om halvfjerds år i Jeremias 25:11-12. I OG er denne profeti ikke eksplicit begrænset til perioden med babylonsk fangenskab (se: Dan 9:1-2, 24-27), men udvidelserne i MT gør denne begrænsning af profetien eksplicit (jf. Jeremias 29:10). For Ezekiels Bog forekommer en af ​​de mest bemærkelsesværdige udvidelser i MT Ezekiel 36:23c-38, som mangler, et vigtigt vidnesbyrd om OG fra det tredje århundrede e.Kr. Denne ret lange udvidelse er baseret på materiale fundet andre steder både i og uden for Ezekiels Bog. 

Når det forholder sig således med disse tekster, rejser det uundgåeligt spørgesmålet om og i hvilken grad, det samme er tilfældet med andre tekster i Gamle Testamente. Og det svækker betydeligt Gamle Testamentes værdi som kilde til jødernes historie.

=== Sammenfatning ===

Denne gennemgang af Gamle Testamente har kun omfattet en mindre del af den samlede tekst, men selv denne meget begrænsede gennemgang har belyst en række problemer:&lt;/br&gt;
- Gamle Testamente er ''ikke'' en historisk redegørelse for jødernes historie, selv om den giver indtryk af dette,&lt;/br&gt;
- det er i stedet en samling af traditioner, anekdoter og myter skrevet af ulige forfattere til ulige tider&lt;/br&gt;
- der er gjort forsøg på at sammenskrive og harmonisere disse narrativer&lt;/br&gt;
- hvilket ikke kan skjule, at der er kronologiske problemer&lt;/br&gt;
- og at væsentlige traditioner er hentet fra andre kulturer, især Sumer og Mesopotamien men også fra Grækenland.

Vi tør antage, at skildringen af kongetiden og det delte kongerige med navnelister over regenterne er rimelig troværdig, blandt andet fordi deres navne forekommer i andre kilder, men vi har kun ringe mulighed for at vide i hvilken udstrækning, historierne om dem er blevet ændrede for at tilpasse sig et senere monoteistisk narrativ.

Nogle historier, blandt andre Esthers Bog men også Ezras Bog og Nehemias' Bog, er meget sene og menes først at være blevet tilføjet efter afslutningen af det babylonske fangenskab.

=== &lt;big&gt;Semitismen, jødedommens tankesæt&lt;/big&gt; === 

Vi har i det foregående set på Gamle Testamente som et muligt historisk kildeskrift. Man kan imidlertid også anlægge en helt anden synsvinkel, nemlig Gamle Testamente som ideologisk grundlag nærmere betegnet som grundlag for en jødisk national etnicitet samt for en særlig jødisk etik. Det skal på forhånd understreges, at det følgende ikke omfatter alle jøder, idet mange alene identificerer sig som tilhørende denne folkegruppe af genealogiske og traditionsbårne årsager, det vil sige med hensyn til deres familiære oprindelse samt højtider og mindedage. Men der findes også kredse i den jødiske befolkning, der opfatter Gamle Testamente som en anvisning på hvordan, at jøder kan og bør opføre sig.

Alle kender begrebet &quot;anti-semitisme&quot;, men få eller ingen ved, hvad udtrykket &quot;semitisme&quot; egentlig dækker over. Man vil således lede forgæves efter det i en ordbog eller eksempelvis på ''wikipedia''. Her vil begrebet blivet forstået således, at det dækker over den tankegang eller de tankegange, som kan udledes og af nogle er blevet udledt af Gamle Testamente. Det betyder, at der her vil blive set bort fra jødisk mysticisme, kabala, frankisme og lignende ældre og nyere afledede ideologier, hvilke hver for sig er en særskilt undersøgelse værd.

Læser man Gamle Testamente, vil man se, at bestemte tankegange bliver promoveret. Det drejer sig i hovedsagen om følgende:&lt;/br&gt;
- det udvalgte folk&lt;/br&gt;
- racisme&lt;/br&gt;
- retten til Kana'an&lt;/br&gt;
- retten til at myrde hele befolkninger&lt;/br&gt;
- &quot;honningfælder&quot; og pengeafpresning&lt;/br&gt;
I det følgende vil hvert af disse emner blive gennemgået særskilt.

=== Det udvalgte folk ===

Ideen om jøderne som Guds udvalgte folk tager udgangspunkt i Første Mosebog kapitel 12: her møder vi Abram ved Ur i Kaldæa. Videre hedder det: &quot;Herren sagde til Abram: &quot;Forlad dit land og din slægt og din fars hus, og drag til det land, jeg vil vise dig. Jeg vil gøre dig til et stort folk og velsigne dig. Jeg vil gøre dit navn stort, og du skal være en velsignelse.&lt;/br&gt;
Jeg vil velsigne dem, der velsigner dig,&lt;/br&gt;
og den, der forbander dig, vil jeg forbande.&lt;/br&gt;
I dig skal alle jordens slægter velsignes&quot;.&quot;&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 17f&lt;/ref&gt;

Senere gentages denne priviligerede stilling i andre sammenhænge, således over for Jakob i Betel. I Første Mosebog kapitel 35:9-13 hedder det: &quot;Gud viste sig igen for Jakob, efter at han var kommet hjem fra Paddan-Aram. Han velsignede ham og sagde til ham: &quot;Dit navn er Jakob; men nu skal du ikke længere hedde Jakob. Dit navn skal være Israel.&quot; Og han gav ham navnet Israel. Han sagde til ham: &quot;Jeg er Gud den Almægtige. Bliv frugtbar og talrig! Et folk, ja, en mængde folkeslag skal nedstamme fra dig, og konger skal fremstå af dit eget kød og blod. Det land, jeg gav Abraham og Isak, giver jeg dig og dine efterkommere.&quot; Så steg Gud op fraham, dér hvor han havde talt med ham.&quot;&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 46&lt;/ref&gt;

I Anden Mosebog kapitel 3:7-10 findes følgende: &quot;Så sagde Herren: &quot;Jeg har set mit folks lidelse i Egypten, og jeg har hørt deres klageskrig over slavefogederne. Jeg har lagt mig deres lidelser på sinde, og derfor er jeg kommet ned for at redde dem fra egypterne og føre dem op fra dette land til et godt og vidtstrakt land, et land der flyder med mælk og honning, dér hvor kana'anæerne, hittitterne, amoritterne, perizzitterne, hivvitterne og jebusitterne bor. Nu har israelitternes klageskrig nået mig, og jeg har set, hvordan egypterne undertrykker dem. Gå nu! Jeg vil sende dig til Farao. Du skal føre mit folk israelitterne ud af Egypten&quot;.&quot;&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 69&lt;/ref&gt; Dette og tilsvarende formuleringer med &quot;mit folk israelitterne&quot; giver jøderne en identitet som Guds udvalgte folk i den jødiske selvforståelse.

=== Racismen ===

Racismen er en logisk følge af ideen om Guds udvalgte folk. Et folk kan selvsagt ikke være &quot;udvalgt&quot;, hvis andre folk kan indgiftes i det. Følgelig er Gamle Testamente fuldt af forbud mod at gifte sig med ægtefæller fra andre folkeslag og kritik, når de alligevel gjorde det. Lad os tage nogen eksempler.

I Femte Mosebog kapitel 7:1-4 finder vi følgende påbud af Moses: &quot;Når Herren din Gud fører dig til det land, du skal ind og erobre, og han driver store folkeslag væk foran dig, hittitterne, girgashitterne, amoritterne, kana'anæerne, perizzitterne, hivvitterne og jebusitterne, syv folk, der er større og mægtigere end du, og Herren din Gud overgiver dem til dig, og du besejrer dem, da skal du lægge band på dem. Du må ikke slutte pagt med dem og ikke vise dem barmhjertighed. Du må ikke bringe dig i familie me dem; du må ikke give dine døtre til deres sønner, og du må ikke lade dine sønner gifte sig med deres døtre, for det vil få dine sønner til at vige fra mig og dyrke andre guder. Da vil Herrens vrede flamme op imod jer, og han vil hurtigt udrydde dig.&quot;&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 208&lt;/ref&gt;

Dette gælder blandt andre kong Salomo. I Første Kongebog 11:1-4 læses således følgende: &quot;Kong Salomo elskede mange udenlandske kvinder foruden Faraos datter, moabitiske, ammonitiske, edomitiske, sidoniske og hittitiske; om de folk havde Herren sagt til israelitterne: &quot;I må ikke indlade jer med dem, og de må indlade sig med jer, for så vender de jeres hjerte til deres guder.&quot; Dem elskede Salomo, og han holdt fast ved dem. Han havde syv hundrede hustruer med fyrstelig rang og tre hundrede medhustruer, og hans hustruer bragte hans hjerte på afveje.&quot;&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 390&lt;/ref&gt;

I Ezras Bog kapitel 9:10-12 optræder Ezras bodsklage med blandt andet dette: &quot;Vor Gud, hvad skal vi nu sige efter dette? For vi har svigtet de befalinger, du gav gennem dine tjenere, profeterne, da du sagde: Det land, I skal ind og tage i besiddelse, er et urent land på grund af de fremmede folks urenhed med de afskyelige handlinger, som de i deres urenhed har fyldt det med fra ende til anden. Derfor må I ikke give jeres døtre til deres sønner, og I må ikke lade jeres sønner gifte sig med deres døtre.&quot;&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 527&lt;/ref&gt; og i Kapitel 10:10-12 bliver dette gentaget: &quot;Så rejste præsten Ezra sig og sagde til dem: &quot;I har handlet troløst ved at gifte jer med fremmede kvinder; I har øget Israels skyld. Aflæg nu bekendelse for Herren, jeres fædres Gud, og gør hans vilje. Skil jer ud fra landets folk og de fremmede kvinder&quot;.&quot;&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 528&lt;/ref&gt;

I Nehemias' Bog kapitel 10:31 indgår israelitterne blandt andet følgende forpligtelse: &quot;Vi vil ikke give vores døtre til landets folk, og vi vil ikke lade vores sønner gifte sig med deres døtre.&quot;&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 542&lt;/ref&gt;

Således kunne man blive ved.

=== Lebensraum ===

Jødernes ret til Kana'ans land hidrører fra Første Mosebog. I kapitel 12 læser vi: &quot;Dengang boede kana'anæerne i landet. Herren viste sig for Abram og sagde: &quot;Jeg vil give dine efterkommere dette land&quot;.&quot;&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 18&lt;/ref&gt; Senere, i kapitel 15, præciseres udstrækningen af dette jødiske lebensraum: &quot;Den dag sluttede Herren pagt med Abram. Han sagde: &quot;Jeg giver dine efterkommere dette land fra Egyptens flod (det vil sige Nilen) til den store flod, Eufratfloden: kenitterne, kenizzitterne, kadmonitterne, hittitterne, perizzitterne, refaitterne, amoritterne, kana'anæerne, girgashitterne og jebusitterne&quot;.&quot;&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 20f&lt;/ref&gt;

Størrelsen af dette jødiske lebensraum er påfaldende. Sammenlignet med officielle landegrænser i 2026 omfatter dette område: den østlige halvdel af Egypten inklusive hele Sinai, Palæstina inklusive Gaza og Vestbredden, Libanon, Jordan, Saudi Arabien, Yemen, Oman, Forenede Arabiske Emirater, Qatar, Bahrain, Kuwait, Irak samt Syrien. Nogle jødiske imperialister medregner også Kypern til området.

En anden afgrænsning findes i Fjerde Mosebog kapitel 34. Heri læser vi: &quot;Herren talte til Moses og sagde: &quot;Giv israelitterne denne befaling: I kommer nu til Kana'an, det land, der tilfalder jer som arvelod, Kana'ans land i dets fulde udstrækning. Jeres sydgrænse skal gå fra Sins ørken langs med Edom. I syd skal jeres grænse gå fra enden af Salthavet i øst. Så skal grænsen dreje syd om Akrabbim-passet, gå videre til Sin og ende syd for Kadesh-Barnea. Så skal den fortsætte til Hasar-Addar og gå videre til Asmon. Så skal grænsen dreje fra Asmon mod Egyptens bæk og ende ude ved havet.&lt;/br&gt;
Grænsen i vest: Det Store Hav med kyststrækning. Det skal være jeres vestgrænse.&lt;/br&gt;
Dette skal være jeres nordgrænse: Fra Det Store Hav skal I trække en linie til bjerget Hor; fra bjerget Hor skal I trække en linie til Lebo-Hamat, og grænsen skal ende i Sedad. Så skal grænsen gå videre til Zifron, og den skal ende i Hasar-Enan. Det skal være jeres nordgrænse.&lt;/br&gt;
Som grænse i øst skal I trække en linie fra Hasar-Enan til Shefam. Så skal grænsen gå ned fra Shefam til Ribla øst for Ajin, og grænsen skal fortsætte ned og støde til bjergryggen øst for Kinneretsøen. Så skal grænsen gå ned til Jordan og ende ved Salthavet.&lt;/br&gt;
Dette skal være jeres land med dets grænser hele vejen rundt.&quot;&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 196&lt;/ref&gt;

Dette er unægteligt en noget anden afgrænsning end før. Den kritiske læser vi måske spørge om Herren ikke havde forklaret sig godt nok over for Moses eller måske havde ændret holdning, eller om der måske er en helt tredie forklaring?

Den tænkende læser vil måske kigge nærmere på andre dele af samme historie. Vi hører, at Abraham fik børn både med Sara, sin hustru, nemlig jøderne, og med Hagar fra Egypten, hans trælkvinde, nemlig ismaelitterne, det vil sige araberne.&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 21&lt;/ref&gt; Så var det nu jøderne, araberne eller begge grupper som skulle leve i dette område? Desuden tog han sig en ny hustru: Ketura, med hvem han også fik efterkommere.&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 31&lt;/ref&gt; Det er således ret uklart hvem, der skulle overtage dette lebensraum.
 
Således tænker semitisterne ikke. De er imperialister, og de vil have det hele for sig selv. De mener at have ret til at fordrive andre folkeslag og ser Gamle Testamente som kilde til denne ret.

=== Retten til folkemord ===

Jødernes ret til at myrde befolkningerne, som levede i Kana'an, forekommer allerede i Mosebøgerne. I Femte Mosebog kapitel 20:16-17 findes således følgende påbud udtalt af Moses: &quot;i de folks byer, som Herren din Gud vil give dig i eje, må du ikke lade en eneste beholde livet; du skal lægge band på dem, på hittitterne, amoritterne, kana'anæerne, perizzitterne, hivvitterne og jebusitterne, sådan som Herren din Gud har befalet dig.&quot;&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 223&lt;/ref&gt;

I Josvabogen hører vi hvordan, at jøderne hensynsløst myrdede indbyggerne i Kana'an, eksempelvis i kapitel 8:24-29: &quot;Da israelitterne på åben mark havde dræbt alle de indbyggere fra Aj, som havde forfulgt dem ud i ørkenen, og da alle til sidste mand var faldet for sværdet, vendte alle israelitterne tilbage til Aj og huggede indbyggerne ned med sværd. Den dag blev der dræbt i alt tolv tusind mænd og kvinder, alle indbyggerne i Aj. Josva trak ikke sin udstrakte hånd med krumsværdet tilbage, før han havde lagt band på alle indbyggerne i Aj. ..Og Josva brændte Aj ned; han gjorde den til en øde ruinhøj for evigt, og det er den den dag i dag. Ajs konge hængte de på et træ og lod ham hænge til aften. Da solen gik ned, gav Josva sine folk befaling om at tage liget ned fra træet og kaste det hen ved indgangen til byporten. Så kastede de en stor stendynge op over ham, og den ligger der den dag i dag.&quot;&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 251f&lt;/ref&gt;

Tilsvarende i Josvabogen kapitel 10:28-43: &quot;Samme dag indtog Josva Makkeda. Han slog byen og dens konge med sværd og lagde band på byen og alle, der var i den; der var ingen, der overlevede. Han gjorde det samme med kongen i Makkeba, som han havde gjort med kongen i Jeriko.&lt;/br&gt;
Fra Makkeda drog Josva sammen med hele Israel videre til Libna. Han gik til angreb på Libna, og Herren gav også denne by og dens konge i Israels hånd. Josva slog byen og alle, der var i den, med sværd; der var ingen, der overlevede. Han gjorde det samme med kongen dér, som han havde gjort med kongen i Jeriko.&lt;/br&gt;
Fra Libna drog Josva sammen med hele Israel videre til Lakish. Han belejrede byen og gik til angreb på den, og Herren gav Lakish i Israels hånd. Den følgende dag indtog Josva byen; han slog den og alle, der var i den, med sværd, ganske som han havde gjort med Libna. Da drog Gezers konge Horam op for at komme Lakish til undsætning, men Josva slog kongen og hans hær; der var ingen, der overlevede.&lt;/br&gt;
Fra Lakish drog Josva sammen med hele Israel videre til Eglon. De belejrede byen og gik til angreb på den, og samme dag indtog de den og slog den med sværd. Den dag lagde han band på alle, der var i byen, ganske som han havde gjort med Lakish.&lt;/br&gt;
Fra Eglon drog Josva sammen med hele Israel op til Hebron. De gik til angreb på byen og indtog den; de slog byen, dens konge, alle dens byer og alle, der var i den, med sværd; der var ingen, der overlevede. Ganske som han havde gjort med Eglon, lagde han band på byen og på alle, der var i den.&lt;/br&gt;
Så vendte Josva sig sammen med hele Israel mod Debir. Han gik til angreb på byen og indtog den med dens kong og alle dens byer. De slog dem med sværd og lagde band på alle, der var i den; der var ingen, der overlevede. Han gjorde det samme med Debir og dens konge, som han havde gjort med Hebron og med Libna og dens konge.&lt;/br&gt;
Således besejrede Josva hele landet: Bjerglandet, Sydlandet, Lavlandet og Skråningerne og alle kongerne dér. Der var ingen, der overlevede; hver levende sjæl lagde han band på, sådan som Herren, Israels Gud, havde befalet. Josva besejrede dem fra Kadesh-Barnea til Gaza, i hele landet Goshen og helt til Gibeon. Alle disse konger og deres lande undertvang Josva på én gang, for Herren, Israels Gud, førte krig for Israel. Så vendte Josva sammen med hele Israel tilbage til lejren i Gilgal.&quot;&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 255&lt;/ref&gt;

I Josvabogen Kapitel 11 fortsætter folkemordene i det nordlige Kana'an, blandt andet Hasor: &quot;Alle, der var i byen, huggede de ned med sværd og lagde band på dem, så ikke en levende sjæl blev tilbage; og Josva brændte Hasor ned.&quot;&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 256&lt;/ref&gt; Da massemordet var til ende, blev rovet, det vil sige Kana'an, delt mellem israelitternes stammer.&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 257-264&lt;/ref&gt; Det minder om en langt senere begivenhed: under Sovjetunionen i Stalintiden gennemførte terrororganisationen OGPU under ledelse af jøden Genrikh Jagoda&lt;ref&gt;Lina (2003), s.315&lt;/ref&gt; samt NKVD overvejende ledet af jøder&lt;ref&gt;Lina (2003), s.318, 327&lt;/ref&gt; i 1932-33 et massemord på og en massefordrivelse af ukrainske bønder fra deres gårde, en begivenhed der blev kendt som ''holodomor''. Mindre kendt er, at OGPU overvejende bestod af jøder, og at disse efterfølgende som en belønning oprettede deres egne kollektivlandbrug, kibbutz'er, på de myrdede og fordrevne ukraineres jord.&lt;ref&gt;Holocaustmuseet i USA, film&lt;/ref&gt; Jødisk historieforståelse trækker lange spor.

Det var ikke kun ved erobringen af Kana'an, at jøderne begik massemord. I Esters Bog kapitel 9:2-16 hører vi: &quot;I alle kong Ahasverus' provinser samledes jøderne i deres byer for at lægge hånd på dem, der ville dem noget ondt. .. Den trettende dag i måneden adar samledes de øvrige jøder i kongens provinser og forsvarede deres liv; de fik fred for deres fjender, og og de dræbte 75.000 af deres modstandere&quot;.&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 555&lt;/ref&gt;

Flere eksempler end de nævnte kunne være fremhævet, men budskabet og moralen er tydelig nok: i &quot;hellig krig&quot; er massemord på guddommens befalet ikke blot acceptabel men en pligt at gennemføre.

Det er mildest talt absurd at se hvordan den samme ideologi, som hyldede folkemord i Gamle Testamente, har haft travl med at fremstille de selv samme massemordere som et uskyldigt forfulgt folkefærd i det 20. og starten af det 21. århundrede.

=== Honningfælder og pengeafpresning ===

Historier i Gamle Testamente giver jøderne tvivlsomme moralbegreber, eksempelvis at prostituere deres hustruer og døtre i form af &quot;honningfælder&quot;, det vil sige lokkemad for en efterfølgende afpresning. Det begynder med selveste Abraham. I Første Mosebog kapitel 20:2-16 læser vi: &quot;Abraham sagde om sin kone Sara, at hun var hans søster, og Abimelek, kongen i Gerar, sendte bud efter Sara. Om natten kom Gud i en drøm til Abimelek og sagde til ham: &quot;Nu skal du dø, fordi du har taget denne kvinde, for hun er gift&quot;.&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 25&lt;/ref&gt; Senere, da sandheden er blevet klar, hører vi: &quot;Så gav Abimelek Abraham får og køer, trælle og trælkvinder, og han gav ham hans kone Sara tilbage. Og Abimelek sagde: &quot;Mit land ligger åbent for dig. Slå dig ned, hvor du har lyst!&quot; Til Sara sagde han: &quot;Nu giver jeg din bror tusind sekel sølv. Det skal lukke øjnene på alle dem, der hører dig til. Nu har du fået fuld oprejsning&quot;.&quot;&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 26&lt;/ref&gt; Så Abrahams afpresning lykkedes.

Senere gentager historien sig med små variationer. I Esters Bog hører vi, at jøden Mordokaj sender sin datter til kong Ahasverus' harem, hvor &quot;hun vandt hans velvilje&quot;. ..&quot;Ester havde ikke fortalt, hvilket folk og hvilken slægt, hun tilhørte, for Mordokaj havde sagt til hende, at hun ikke måtte fortælle det.&quot; Men senere udnyttes hun til at redde jøderne, og naturligvis belønnes både hun og hendes fader for dette bedrag: &quot;Og Mordokaj fik foretræde for kongen, for Ester havde fortalt, hvordan han var i familie med hende. Kongen tog sin signetring, som han havde frataget Haman, og overdrog den til Mordokaj. Og Ester satte Mordokaj over Hamans hus.&quot;&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 549, 554&lt;/ref&gt;

Således legitimerer Gamle Testamente jødernes brug af honningfælder og pengeafpresning, når denne brug rettes imod folk i magtpositioner.

=== Sammenfatning ===

I 1973 fremkom udtrykket &quot;narrativ teologi&quot;.&lt;ref&gt;Bjerg (1984), s. 11&lt;/ref&gt; Udtrykkets betydning har været noget uklar, men pointen er, at hvis en kristen vil forklare sin tro og identitet, så kan dette ske ved at fortælle om Jesu ord og gerninger. På lignende måde kan jødedommens indhold bedst forstås ved at fortælle historier fra Gamle Testamente.

Som vi har set, er sådanne historier ikke just moralske. Ideen om det udvalgte folk, der ikke må gifte sig med folk fra andre folkeslag men nok har ret til at udnytte dets kvinder i honningfælder til pengeafpresning, og som mener sig i sin gode ret til hensynsløst at udrydde andre folkeslag &quot;i Guds navn&quot;, fremavler en tvivlsom moral. Hvis man vil være lidt uvenlig, kan man med god grund hævde, at denne tvivlsomme moral langt hen af vejen også afspejler sig i jødernes nyere historie.

Vi har i det foregående set hvordan, at denne moral henter sin inspiration i fortællinger fra Gamle Testamente. Og denne moral understreges ved at de samme emner bliver gentaget med blot mindre variationer flere gange som for at understrege, at den ikke er knyttet til en bestemt historisk situation men netop har evig gyldighed. I lighed med sit afkom, muhammedanismen, er denne moral præget af en foragt for dem, som ikke tilhører &quot;in-gruppen&quot;.

Der kan måske være grund til at uddybe dette udtryk nærmere. Alle mennesker udvikler en eller anden form for bevidsthed om at tilhøre et bestemt etnisk fællesskab, herunder skaber de et dertil knyttet begrebsapparat. Man kan skelne mellem det navn, som en etnisk gruppe bruger om sig selv i denne selvidentifikation, og det navn, som andre bruger om den samme gruppe. Nogle gange, men ikke altid, bruger de samme benævnelse, men deres opfattelse af gruppens afgrænsning og indhold behøver ikke at være det samme, men kan tilpasses den aktuelle situation.&lt;ref&gt;Lund (1993), s. 81&lt;/ref&gt; Betegnelsen afspejler en bevidsthed om hvem, man hører sammen med i et fællesskab, og hvem, der ikke hører til dette fællesskab.&lt;ref&gt;Lund (1993), s. 9&lt;/ref&gt; Ofte, men ikke altid, vil de, som ikke tilhører dette fællesskab, blive set ned på, mens man selv ophøjes for sine gode egenskaber.&lt;ref&gt;Lund (1993), s. 13-26&lt;/ref&gt;

Denne vi-bevidsthed skabes i vid udstrækning ved historier, beretninger og myter, om et skæbnefællesskab gennem utallige slægtled. Ofte vil disse historier blive fyldt med navne på legendariske personligheder, hvis liv og gerninger bliver en del af den personlige identitetsfølelse. Og som regel vil en del af denne historie omfatte etnogoni, det vil sige de indfødtes egen mytiske forklaring på deres oprindelse&lt;ref&gt;Lund (1993), s. 49&lt;/ref&gt;, som regel i form af en mytisk stamfader.&lt;ref&gt;Lund (1993), s. 91&lt;/ref&gt; I dansk sammenhæng kan man tænke på Saxo og hans Danmarkshistorie. I germansk sammenhæng er det myten om Tvisto, der er grundlaget for identiteten&lt;ref&gt;Lund (1993), s. 90&lt;/ref&gt;, og for jøderne er det Abraham, der har denne rolle.

Men sådanne historiske beretninger og myter har ikke kun den funktion at begrunde selvidentiteten men tillige at begrunde moralbegreber, hvad der er &quot;god&quot; og &quot;ond&quot; opførsel. For jøderne er det netop historierne i Gamle Testamente, som opfylder denne opgave.

Over tid kan disse funktioner aftage i betydning, fordi behovet for dem ikke længere er så stort. Dette fordi at myter erstattes med faktiske historiske erindringer. Men for visse grupper er dette ikke tilfælde. Her kan udviklingen tvært imod gå i den modsatte retning og udvikle sig til en regulær fanatisme, der kan motivere og begrunde næsten enhver handling. Denne fanatisme kan formuleres og organiseres i en dertil hørende ideologi, en -isme. Semitisme er en sådan ideologi, der i princippet ikke adskiller sig fra andre -ismer bortset fra den etniske gruppe, hvis selvfølelse og handlingsmønster, den skal begrunde.

=== &lt;big&gt;Sammenfatning og konklusion&lt;/big&gt; ===

Vi er nået vejs ende i gennemgangen, og resultatet taler for sig selv. Ikke blot er det officielle narrativ ikke korrekt, for hver del af dette narrativ findes en alternativ forklaring, og tilsammen tegner disse træk et andet men helt entydigt billede.

Først og fremmest: Gamle Testamente er ikke jødisk historieskrivning.&lt;ref&gt;Adler (2022), Preface&lt;/ref&gt; Der kan påvises et utal af indlån fra andre kulturer, eksempelvis historien om Moses i sivkurven og Noas ark, som tydeligt viser, at denne historie er en myte, et narrativ, skabt for at give jødisk identitet en høj alder. I stedet tjener Gamle Testamente som redskab til at give jøder en national identitet igennem deres trosretning, i særdeleshed Jahve. Det er i Jahves navn, at de udvandrer fra Egypten, erobrer Kana'an og i nyere tid trækker sig ind i etniske ghettoer.&lt;ref&gt;Crone og Cook (1977), s. 42&lt;/ref&gt; Hele den jødiske kultur er een lang markering af begivenheder hentet fra myterne i Gamle Testamente.

Dernæst: jøderne var tydeligvis ikke det monoteistiske folkefærd, som de gerne vil give indtryk af, tværtimod. Så langt, at Gamle Testamentes fremstilling overhovedet afspejler en historisk virkelighed, dyrkede jøderne flere guder gennem flere hundrede år. Vi ser en udvikling i flere trin:&lt;/br&gt;
- første trin: to guder, Jahve og El, forenes i en &quot;supergud&quot;&lt;/br&gt;
- andet trin: gudsdyrkelsen centraliseres og kontrolleres af kongen&lt;/br&gt;
- tredie trin: de lavere guder og gudinder forkastes, fordi at de ikke hjalp i en kritisk situation&lt;/br&gt;
- fjerde trin: præsteskabet udvikler et nyt narrativ til at forstærke dets magt og betydning som samlende kraft.&lt;/br&gt;
Det var en udvikling, hvor hvert trin var en logisk følge af det foregående, når behovet for en forandring i det herskende narrativ indtraf. Den nye ideologi var, som de fleste totalitære ideologier, et spørgsmål om at legitimere retten til magtudøvelse. Dette grundlag blev konstrueret ad hoc, det vil sige spontant efter behov. Dets grundlag var aldrig vel funderet, og vi kan nu afvise det fuldstændigt som fusk og forfalskning fra ende til anden.

Samtidig var det en udvikling, hvor hvert trin bidrog med særlige træk til den nye ideologis udvikling: først blev stammeguden anvendt til at legitimere myten om &quot;det udvalgte folk&quot;, herunder en racistisk ultrasemitisk afvisning af ægteskaber med repræsentanter fra andre folkeslag, og hvor regulært folkemord legitimeres som en følge af Jahves beslutning og påbud. Dernæst må den snart svækkede kongemagt i den nye nationale stat styrke sin stilling i befolkningen, hvilket sker ved centralisering af gudsdyrkelsen. Da så statsdannelsen alligevel bryder sammen, bliver det nødvendigt at udpege en skyldig årsag, og her må husguderne holde for. Endelig må det nye narrativ styrkes, hvilket blandt andet sker ved kampen for en ny egen stat.

Da mange profeter har først og fremmest til formål at legitimere den nye nationale ideologi som Jahves vilje.

Endelig er det også fra Gamle Testamente, at jøderne henter deres moralbegreber på godt og ondt.

Det er indlysende, at hvis der kan rejses tvivl om troværdigheden af beretningerne i Gamle Testamente, så er det ikke blot et kildekritisk problem. Det er hele grundlaget for jødedommen, der vælter. Jødedommen er, som muhammedanismen, det, som i kommunistkina kaldes en ''tofu-dreg'' konstruktion: en bygning eller anden konstruktion opført af underlødige bestanddele som gør, at den før eller senere falder sammen af sig selv.

Hidtil har Gamle Testamentes narrativer aldrig være underkastet en kildekritisk analyse, i modsætning til Nye Testamente, som allerede i 1800-tallet og begyndelsen af 1900-tallet blev underkastet en sådan analyse, som den bestod med udmærkelse. Det er først i de seneste år, at et sådant arbejde er igangsat og vel at bemærke er det sket af jødiske arkæologer og historikere. Det gør, at deres resultater ikke blot kan afvises med smædeudtryk som &quot;anti-semitisme&quot;. Det er derfor, at det har været så vigtigt at gøre disse resultater bekendt for et dansk publikum. Og hvis denne bog kan bidrage til fortsatte og uddybende studier af denne problematik, så har den opfyldt sit formål.

Det er for så vidt tilfældigt, at dette sker netop på en tid, hvor staten Israel og dens regering udsættes for en stigende international kritik for sin handlemåde, og så måske alligevel ikke. I alt for lang tid har kritik af jøder og Israel kunnet undertrykkes på grund af myterne om begivenheder under 2. verdenskrig. Men nu ligger disse begivenheder så langt tilbage, 2-4 slægtled, at de ikke længere kan beskytte imod kritik. Og samtidig har både rabiate jøder og den israelske regering i de seneste år udvist en optræden, som let lader sig kritisere. Det er ikke stedet her at uddybe dette emne, det kan fortjene en særskilt behandling og hører hjemme i politisk sammenhæng, ikke i forbindelse med jødedommen som religion og kultur, selv om der kan argumenteres for, at disse områder til dels overlapper hinanden.

Vi har set hvilken afgørende inflydelse, den kildekritiske analyse af Gamle Testamente har på forståelsen af jødedommens historie, men hvorledes forholder det sig med kristendommen? Hvilken indflydelse har kildekritikken på kristendommen? Det enkleste svar er: ingen. Gamle Testamente spiller kun en rolle i kristendommen på to måder:&lt;/br&gt;
- dels at vise at Jesus som messias er forudset allerede af gammeltestamentelige profeter; det er i denne sammenhæng ikke vigtigt, om dette var faktisk var tilfældet, men derimod at jøderne i hans samtid mente, at det forholdt sig således&lt;/br&gt;
- dels at vise de religiøse dogmer, som Jesus gjorde op med. Det viser sig i hans gentagne: &quot;I har hørt at ... men jeg siger jer nu at ...&quot; Jesu lære er i virkeligheden eet stort opgør med jødedommens tankegang og etnisk snæversynethed, han er i den sammenhæng helt på linje med den foreliggende kildekritiske analyse, selv om både hans metode og budskab er et andet.

Især i sidst nævnte sammenhæng er det vigtigt at forstå, at der ikke eksisterer nogen &quot;jødisk-kristne værdier&quot;. Dette moderne udtryk er intet andet end et jødisk forsøg på at tage kristne som gidsler for deres egne ideer. I virkeligheden er det kristendommen, der introducerer næstekærlighed og respekt for medmennesker uanset deres etniske tilhørsforhold, og i forlængelse heraf introducerer både menneskerettigheder og folkestyre. Intet af dette findes i jødedommen, her er det nationalt-etnisk snæversyn, som dominerer hele vejen. Jødedommen er og forbliver en anti-kristen ideologi, fordi den hviler på en selvforståelse baseret på manipulerede kilder i form af Gamle Testamentes skrifter. Og ved at påvise disse manipulationer, myter og omskrivninger, beviser moderne kildekritik, at kristendommen var og er et berettiget opgør med jødedommen.

Endnu for en menneskealder kunne forskere i jødedommen leve i deres vildfarelse om, at selv om der var problemer med Gamle Testamente som kilde til jødedommens historie, så var den i sine hovedtræk alligevel korrekt. Således er det ikke længere. Det kan nu bevises, at der bag den mytiske fortælling gemmer sig en anden historie. Lad så være, at begivenheder i de senere år i Gaza, på Vestbredden, i Libanon, i Egypten, over for Syrien og Iran uden tvivl har bidraget til at fremme denne udvikling. Et træ kendes på dets frugter, og hele verden har nu set de frugter, som jødisk fundamentalisme bringer med sig. Myten om det forfulgte uskyldige folkefærd lader sig ikke længere opretholde.

Og jo mere skingre, hysteriske og fanatiske jødedommens fundamentalister bliver i deres holdninger og opførsel, desto hurtigere vil de miste de sidste rester af en troværdighed, som de i virkeligheden aldrig har haft.

=== &lt;big&gt;Noter&lt;/big&gt; ===
{{Reflist|3}}

=== &lt;big&gt;Litteratur&lt;/big&gt; ===
* Yonatan Adler: ''The Origins of Judaism. An Archaeological-historical Reappraisal''; Yale University 2022; ISBN 978-0-300-25490-7
* Yonatan Adler: &quot;Toward Identifying Proto-Judaic Cultural Features in Ancient Israel and Judea&quot; (i: ''Journal of Ancient Judaism'' (2024), s. 1-28)
* Yonatan Adler: ''Between Yahwism and Judaism. Judean Cult and Culture during the Early Hellenistic Period (332-175 BEC)''; Cambridge University Press 2025; ISBN 978-009-45961-7
* Gad Barnea: &quot;P. Berlin 13464, Yahwism and Achaemenid Zoroastrianism at Elephantine&quot; (2024)
* Geoffrey Bibby: ''I Dilmun tier ravnen''; Wormanium 1971; ISBN 87-85-1600-40
* Geoffrey Bibby: ''Det forsvundne årtusinde''; Wormanium 1978; ISBN 87-8516-053-9
* ''Bibelen''; Det Danske Bibelselskab 1992; 1. udgave 1. oplag; ISBN 87-7325-276-6
* Svend Bjerg: &quot;Den kristne grundfortælling. Studier over fortælling og teologi&quot; (''Teologiske Studier'', bind 8; 2. oplag 1984; Aarhus 1984; ISBN 87-7003-409-5) 
* Patricia Crone og Michael Cook: ''Hagarism. The Making of The Islamic World''; Cambridge 1977; ISBN 0-521-21133-6
* Stephan Peter Dinkgreve: ''In Search of the Sublime: A world history of humanity's relentless pursuit of scientific truth, moral excellence, and enlightenment''; 2021
* Robert Gnuse: &quot;Spilt Water: Tales of David (II Sam 23:13-17) and Alexander the Great (Arrian, Anabasis of Alexander 6.26.1-3).&quot; (i: ''Scandinavian Journal of the Old Testament''; 1998, bind 12, s. 233-248)
* Robert Gnuse: &quot;Abducted Wives: A Hellenistic Narrative in the Book of Judges?&quot; (i: ''Scandinavian Journal of the Old Testament''; 2007; bind 22, s. 272-285)
* Robert Gnuse: &quot;From Prison to Prestige: The Hero who helps a King in Jewish and Greek Literature.&quot; (i: ''Catholic Biblical Quarterly''; 2010 bind 72, s. 31-45)
* Robert Gnuse: &quot;Divine Messengers in Genesis 18-19 and Ovid.&quot; (i: ''Scandinavian Journal of the Old Testament''; 2017; bind 31, s. 66-79)
* Robert Gnuse: &quot;Greek Connections: Genesis 1-11 and the Poetry of Hesiod&quot; (i: ''Biblical Theology Bulletin''; 2017 nr. 47, s. 131-143
* Robert Gnuse: &quot;Heed Your Steeds: Achilles’ Horses and Balaam’s Donkey.&quot; (i: ''International Journal of Research in Humanities and Social Sciences''; 2017; række 4 hæfte 6; s. 1-5)
* Robert Gnuse: &quot;Samson and Heracles Revisited.&quot; (i: ''Scandinavian Journal of the Old Testament''; 2018, bind 32, s. 1-19)
* Robert Gnuse: &quot;Greek Historians and the Primeval History.&quot; (i: ''International Journal of Research in Humanities and Social Sciences''; 2019; række 6 hæfte 1, s. 20-25)
* Robert Gnuse: &quot;Jephthah’s Daughter and Iphigenia in the Plays of Euripides&quot; (i: ''International Journal of the Arts and Humanities''; 2019; række 5 hæfte 1, s. 16-23)
* Robert Gnuse: &quot;Hellenism and the Primary History: The Imprint of Greek Sources in Genesis-2 Kings&quot; ''Copenhagen International Seminar''; Routledge, London 2020 
* Daniel Hawk: &quot;Violent Grace: Tragedy and Transformation in the Orestia and the Deuteronomistic History.&quot; (i: ''Scandinavian Journal of the Old Testament''; 2003, bind 18, s. 73-88)
* Gerhard Larsson: &quot;Possible Hellenistic Influence in the Historical Parts of the Old Testament.&quot; i: ''Scandinavian Journal of the Old Testament''; 2004; bind 18, s. 296-311)
* Niels Peter Lemche: &quot;The Old Testament-A Hellenistic Book&quot; (: ''Scandinavian Journal of the Old Testament''; 1993 bind 7, s. 163-193)
* Niels Peter Lemche: &quot;Is It Still Possible to Write a History of Ancient Israel?&quot; (i: ''Scandinavian Journal of the Old Testament''; 1994, bind 8, s. 163-188)
* Niels Peter Lemche: &quot;Good and Bad in History: The Greek Connection.&quot; (i: Steven McKenzie and Thomas Römer (red.): &quot;Rethinking the Foundations: Historiography in the Ancient World and in the Bible. Essays in Honour of John Van Seters&quot;; ''Beihefte zur Zeitschrift für die altestamentliche Wissenschaft'' nr. 294; Walter de Gruyter, Berlin 2000; s. 127-140) 
* Niels Peter Lemche: &quot;How Does One Date an Expression of Mental History?&quot; (i: Lester Grabbe (red.): &quot;Did Moses Speak Attic? Jewish Historiography and Scripture in the Hellenistic Period&quot; (i: ''Journal for the Study of the Old Testament Supplement Series'' 317/European Seminar on Historical Methodology 3; Sheffield Academic Press, Sheffield 2001; s. 200-224)
* Niels Peter Lemche: &quot;Does the Idea of the Old Testament as a Hellenistic Book Prevent Source Criticism of the Pentateuch?&quot; (i: ''Scandinavian Journal of the Old Testament''; 2011, bind 25, s. 75-92)
* Niels Peter Lemche: &quot;When the End is the Beginning: Creating a National History?&quot; (i: ''Scandinavian Journal of the Old Testament''; 2015, bind 29, s. 22-32)
* Jüri Lina: ''Skorpioni märgi all. Nõukogude võimu tõus ja langus''; Stockholm 2003; ISBN 91-972897-9-5
* Allan A. Lund: ''De etnografiske kilder til Nordens tidlige historie''; Wormanium 1993; ISBN 87-89531-08-6
* Etienee Nodet: &quot;Editing the Bible: Alexandria or Babylon?&quot; (i: Thomas Thompson and Philippe Wajdenbaum (red.): ''The Bible and Hellenism: Greek Influence on Jewish and Early Christian Literature. Copenhagen International Seminar''; Routledge, New York 2014; s. 36-55) 
* Gabrielle Vera Novacek: ''Ancient Israel. Highlights from the Collections of The Oriental Institute University of Chicago''; University of Chicago 2011; ISBN 978-1-88923-65-3
* Johannes Pedersen: &quot;Hasmonæer&quot; (i: ''Salmonsens Konversationsleksikon'', 2. udgave, bind X; 1919; s. 943-944)
* Katherine Stott: &quot;Herodotus and the Old Testament: A Comparative Reading of the Ascendancy Stories of King Cyrus and David.&quot; (i: ''Scandinavian Journal for the Study of the Old Testament''; 2002; bind 16 s. 52-78)
* Jan-Wim Wesselius: &quot;Discontinuity, Congruence and the Making of the Hebrew Bible.&quot; (i: ''Scandinavian Journal for the Study of the Old Testament''; 1999 bind 13 s. 24-77)
* Jan-Wim Wesselius: &quot;The Origin of the History of Israel: Herodotus’ Histories as Blueprint for the First Books of the Bible&quot; (i: ''Journal for the Study of the Old Testament Supplement Series''; Sheffield Academic Press, Sheffield 2002)
* Hans Christian Ørsted: &quot;Overtro og Vantro i deres Forhold til Naturvidenskaben&quot; (''Aanden i Naturen''; 4. udgave; København 1978; ISBN 87-414-8972-1; s. 76-106)

=== &lt;big&gt;Film&lt;/big&gt; ===
* Simca Jacobovici: ''The Exodus Decoded''</text>
      <sha1>jjtu5hitxkk01834at7b0ou8asicp8e</sha1>
    </revision>
    <revision>
      <id>41955</id>
      <parentid>41954</parentid>
      <timestamp>2026-05-27T14:12:24Z</timestamp>
      <contributor>
        <username>Sven Halfdan Nielsen</username>
        <id>3898</id>
      </contributor>
      <comment>småret</comment>
      <origin>41955</origin>
      <model>wikitext</model>
      <format>text/x-wiki</format>
      <text bytes="153167" sha1="i2ascv39jde1d8h9dye41choeq3oech" xml:space="preserve">[[Fil:Philippe de Champaigne - Moses with the Ten Commandments - WGA04717.jpg|thumb|400px|Ifølge nye videnskabelige kildekritiske teorier er det ikke Moses, som har skrevet Mosebøgerne. Maleri af Philippe de Champaigne.]]

=== &lt;big&gt;Fortale&lt;/big&gt; ===

Jødedommens ældste historie har hidtil været indhyllet i mørke. Traditionen hviler på ''Tanakh'' eller Gamle Testamente, men dette synes først at have fundet sin endelige form i det 2. århundrede f.Kr. i det hasmunitiske kongerige. Hvor meget, traditionerne har ændret sig før denne tid, er et åbent spørgsmål.

Foruden Gamle Testamente er de vigtigste kilder til belysning af spørgsmålet især arkæologiske fund, men også her er der store problemer med troværdigheden. Flere kilders oprindelse er omstridte og dermed bliver deres udsagnsværdi også tvivlsom.

Det er først i den seneste menneskealder, at der tegner sig et mere klart billede af den omskiftelige historie, men hidtil har mig bekendt ingen forsøgt at gøre denne viden tilgængelig på dansk. Jeg har derfor efter fattig evne forsøgt at skildre denne på grundlag af tilgængeligt materiale. Jeg har desuden tilføjet notehenvisninger til de skriftlige kilder, som jeg anvendt.

Når man forsøger at skildre kendt historie således som tilfældet er med Gamle Testamente, stilles man over for to problemer: dels må man forsøge at sætte denne fremstilling i forhold til det billede, som andre kilder tegner, dels må man forsøge at forstå den forvandling og forvanskning af oprindelige kilder, som fremstillingen i Gamle Testamente nu afspejler.

Den foreliggende undersøgelse falder i to hoveddele, dels en undersøgelse af jødernes faktiske historie således som den lader sig fastslå baseret på grundlag af arkæologiske og historiske kilder, herunder spørgsmålet om jødernes religion, dels en kildekritisk analyse af ''Tanakh'' eller Gamle Testamente. Afslutningsvis vil der blive foretaget en vurdering af hvilken indflydelse, ''Tanakh'' har haft på jødernes selvforståelse og Gamle Testamente har på kristen selvforståelse.

Der kan være grund til at understrege, at stort set alt i denne undersøgelse alene skyldes yderst kompetente forskeres virke, og jeg har efter evne forsøgt at henvise til denne forskning. Litteraturen herom findes i den afsluttende litteraturliste. Desuden har jeg inddraget andre inspirationskilder, hvor jeg finder dem relevante og troværdige. Derimod er fortolkningen af disse ulige arbejder min egen, og de oprindelige forskere kan og bør derfor ikke drages til ansvar for denne fortolkning.  

På dette sted kan der være grund til at forudskikke enkelte kendsgerninger: selvidentiteten &quot;jøde&quot; synes først at blive skabt i 2. århundrede f.Kr. efter hasmunitternes oprør og etableringen af kongeriget baseret på religiøse regler. Der findes ingen ældre beviser på, at jøderne inden da havde fulgt moseloven, og først på dette tidspunkt optræder ''Tanakh'', de ældste synagoger samt mønter uden billede. Det bør desuden bemærkes, at der ingen omtale findes af sabbaten i Gamle Testamente.

Efter den babylonske magtovertagelse i 586 f.Kr. optræder ''al Yahuda'' som en by i Babylon, stednavnet Israel optræder første gang på en mønt dateret år 66 e.Kr. og i forbindelse med jødernes oprør mod romerne.

Om bogens titel skal jeg blot bemærke, at jeg har valgt ordet &quot;jødedom&quot;, fordi det betegner jødisk religion og kultur på samme tid.

Sven Halfdan Nielsen&lt;/br&gt;
Pärnu, den 5. maj 2026

=== &lt;big&gt;Indledning&lt;/big&gt; ===

Al historisk og litterær forskning må hvile på kildekritiske undersøgelser. Dette betyder, at arkæologiske og sproglige kilder kritisk må vurderes med henblik på deres oprindelsessituation, eventuelle tendens, forholden sig til de omtalte begivenheder og for sproglige kilder tillige deres formål (som udmærket kan være mangesidigt). Kilderne må stilles i forhold til, hvad der ellers vides om tiden, og de må forsøges tolket således, at de er bedst i overensstemmelse med denne viden, og at de ikke modsiger denne viden. Hvis det sidste er tilfældet, må man spørge, om fortolkningen er rigtig, eller om den hidtidige &quot;viden&quot; må revideres.

Lige siden afslutningen af 2. verdenskrig og især i det 21. århundrede har beskyldninger om &quot;anti-semitisme&quot; fået et kraftigt opsving. Der kan derfor være grund til at gøre nogle bemærkninger om min opfattelse af dette begreb og dets anvendelse.

For mig består udtrykket &quot;anti-semitisme&quot; af to dele: &quot;anti&quot; betyder imod, og &quot;semitisme&quot; betegner en politisk, nationalistisk ideologi. Dette indebærer, at jeg skelner mellem jøder som kulturel folkegruppe på den ene side og en semitisk ideologi på den anden.

Jeg har intet imod folk, som identificerer sig selv som jøder i religiøs og kulturel henseende så længe, at dette ikke berører deres forhold til andre folkegrupper. For mig er &quot;jøde&quot; altså en betegnelse, der i princippet ikke adskiller sig fra dansker, tysker, armener, kurder, japaner eller en hvilken som helst anden national folkegruppe.

Anderledes forholder det sig med begrebet &quot;semitisme&quot;. Her er der i mine øjne tale om en totalitær og intolerant national ideologi, som tåler sammenligning med fx. fascismen i Italien og nazismen i Tyskland. Der er med andre ord tale om en ekskluderende ideologi, som på samme tid legitimerer en bestemt handlemåde over for andre befolkningsgrupper. Dette kan der senere være grund til at vende tilbage til, når vi har gjort os selve grundlaget for denne tankegang klart.

Lad mig sige det straks: det er ikke &quot;anti-semitisk&quot; at anlægge en anden betragtningsmåde en den, som såkaldte &quot;semitter&quot; selv anlægger - med mindre at man tilføjer, at sådanne semitter har et snævert syn og en snæver fortolkningsramme båret af egne fordomme. I denne henseende minder semitter og muhammedanere om hinanden. Begge promoverer en bestemt fortolkning, og begge benægter retten til at inddrage andre kilder eller til at anlægge en anden og bedre forståelse.

For mig skræmmer udsigten til at blive tillagt smædeord mig ikke. Afgørende for mig er objektivt at se på alle fastslåede kendsgerninger og så nå frem til den forståelse, som er mest og bedst i overensstemmelse hermed. Hvis andre har problemer hermed, er det deres problem, ikke mit. De ønsker at forsvare en myte, men for mig er det de historiske kendsgerninger bag myten, som er det vigtigste. Myter er overtro og vantro. Men som Hans Christian Ørsted har sagt det, vil videnskaben overvinde overtroen og vantroen&lt;ref&gt;Ørsted (1978), s. 106&lt;/ref&gt;, og således må det være.

Det gælder her som i tilfældet med muhammedanismen&lt;ref&gt;se ''Muhammedanismen i kildekritisk belysning''&lt;/ref&gt;, at modstanden og modviljen imod at blive konfronteret med nye kendsgerninger dybest set blot viser hvor usikre, forsvarere af den herskende ideologi i virkeligheden er. Hvis de var sikre i deres overbevisning, ville de velkomme enhver udfordring, idet de vil kunne tage den op og sagligt imødegå den. Men således forholder det sig ikke, tværtimod. 

Det bør tilføjes, at forskningsfeltet er inde i en rivende udvikling i disse år. Det kan derfor ikke udelukkes, at forskningen om føje år vil give et andet, mere omfattende men måske også revideret billede i forhold til nu, og således må det være. Det er den eneste måde, at vor viden kan forøges og forbedres på. Og skulle denne bog medvirke til at fremme en sådan forskning, har den opfyldt sit formål.

=== &lt;big&gt;Jødedommens ældste historie&lt;/big&gt; ===

Formålet med det følgende er at skildre jødedommens ældste historie. Hovedvægten vil blive lagt på de arkæologiske vidnesbyrd. Bibelen vil imidlertid blive inddraget, hvis og når den kan belyse historiske kendsgerninger. En række emner vil blive underkastet en særskilt behandling.

=== Den kana'næiske oprindelse ===

I det 2. århundrede f.Kr. var Kana'an beboet af stammer med hver deres skytsguddom. Disse guddomme hørte til den kana'anæiske gudeverden og omfattede blandt andre El, Ba'al og Jahve. Over tid begyndte jøderne imidlertid at skille sig ud og hævde, at de ikke stammede fra kana'anæerne, skønt både sproglige og religiøse træk fra tiden 1200-1000 f.Kr. tyder på, at de udviklede sig fra en kana'anæisk fælles kultur i den grad, at det ofte er svært at skelne imellem dem.&lt;ref&gt;Dinkgreve (2021), kap. 8&lt;/ref&gt;

Hvornår, denne udskillelsesproces er fundet sted, vides ikke, men det må være sket omkring 1207 f.Kr., idet kana'anæerne og israelitterne på en stele rejst af farao Merneptah dateret til dette tidspunkt udtrykkeligt er nævnt som to uens folkegrupper:&lt;/br&gt;
- &quot;Kana'en er udplyndret,&lt;/br&gt;
- Israel er lagt øde.&quot;&lt;/br&gt; 
Det er værd at bemærke, at de hieroglyffer, som angiver navnet Kana'an, viser, at der er tale om et land, mens de, som angiver Israel, viser, at der er tale om et folk.&lt;ref&gt;Dinkgreve (2021), kap. 8&lt;/ref&gt;

Den oprindelige gud for Israel synes at have været ''El''. Navnet &quot;Isra-el&quot; betyder &quot;Els styre&quot;.&lt;ref&gt;Dinkgreve (2021), kap. 8&lt;/ref&gt;

Kildekritiske undersøgelser af Mosebøgerne viser at disse er skrevet af flere forskellige forfattere, hvoraf to af forskerne kaldes P og E. Begge disse forfattere kalder Gud for ''El'' indtil, at Gud angiveligt selv kalder sig ''Jahve'' over for Moses: &quot;Jeg er Jahve. Jeg viste mig for Abraham og Isak og Jakob som ''El-Shaddai'', men mit navn er ''Jahve''. Jeg gjorde ikke det bekendt for dem&quot;.&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 72&lt;/ref&gt;

Det bør tilføjes, at i ''Genesis'' forekommer 17 tilfælde af associationer med ''El'' (fx. Bethel) men ikke een eneste med ''Jahve''. Der er desuden eet tilfælde med henvisning til ''Ba'al'', nemlig Ashbel, Benjamins søn

=== Ugarit ===

I 1928 fandt en bonde i Ras Shamra ved Middelhavskysten (nu i Syrien) et omkring 3.000 år gammelt gravkammer. En udgravning det følgende år viste, at det dækkede over dels en større gravplads, dels en forhistorisk by: Ugarit, en vigtig handelsby fra omkring 1450 f.Kr. til 1192 f.Kr., idet byen blev brændt af og blev opgivet antagelig mellem 1190 f.Kr. og 1185 f.Kr. Blandt de mange fund var et stort antal lertavler og mange af dem med religiøse tekster: mytologiske vers, hymner til guder, lister over præsternes ofringer. Den ledende guddom i Ugarit hed ''El''. ''El'' var gudernes fader, skaber af alle levende væsener, den evige konge. Han blev beskrevet som en ældre skægget mand, som sad på en trone med en krone med tyrehorn. Hans hustru hed ''Ashera''&lt;ref&gt;Dinkgreve (2021), kap. 8&lt;/ref&gt;, hun var moder til 70 guder ifølge teksterne. Blandt sønnerne var stormguden ''Baal'', havguden ''Jam'', dødsguden ''Mott'' og krigergudinden ''Anat''. Tilsammen blev de kaldt ''Ilham'', det vil sige børn af ''El''.

I Bibelens skildring af skabelsen optræder ordet ''Elohim'', på hæbraisk et ord for guddom, hvilket er umiddelbart sammenligneligt med ordet i Ugarit, men ordet er flertal, ikke ental. Og flere af beretningerne i Gamle Testamente bruger netop (men ikke alene) dette ord om Gud: ''El Shaddai'' (Gud den Almægtige), ''El Elyon'' (Gud den Højeste)&lt;ref&gt;Novacek (2011), s. 41&lt;/ref&gt;, ''El Olam'' (den evige Gud), ''El Bethel'' (Bethels Gud). Det er det samme navn som den øverste gud i kana'anæernes gudeverden.

Af disse kendsgerninger tør drages to slutninger. Den ene er, at Gud i den hebraiske forståelse ikke i starten var fuldstændig og enerådende men i stedet udviklede sig over tid, langsomt ved en proces, der bedst kan beskrives som konvergens: flere guder smeltede sammen i een guddom.

Den anden slutning, man tør drage, er den, at israelitterne udviklede sig som folk fra kana'anæerne. Deres første gud var kana'anæernes gud ''El''. For de folk, som levede i bjergene i Kana'an omkring 1100 f.Kr. var der ikke nogen markant forskel imellem deres egen religion og de omgivende folkeslags religion: de dyrkede den samme fadergud og modergudinde. Dette har været anerkendt af arkæologer siden omkring 1970 baseret på fundne lertavler, indskrevne navne på lerkar, fund af husguder og af husaltre.

=== Jahve ===

Nu er det velkendt, at jøderne har et andet navn på deres gud: ''Jahve''. Hvor stammer dette navn fra? Hvor og hvornår overtog han de egenskaber, som tidligere blev tillagt El? For at svare på disse spørgsmål, må vi inddrage tre nye kilder.

På en to tusinde år gammel læderklud fundet i en hule findes en tekst med følgende indhold: da den højeste gud gav nationerne deres arv, da han delte menneskeheden, fastlagde han deres indbyrdes grænser i henhold til antallet af gudesønner. Denne tekst fra Femte Mosebog 32:8&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 237&lt;/ref&gt; var identisk med den tekst, som jøderne kopierede i århundrede før Kristi fødsel. Den findes i den græske version af Gamle Testamente fra 3. og 2. århundrede f.Kr. Jøderne ændrede siden teksten fra &quot;gudesønner&quot; til &quot;Israels sønner&quot;.

Tages teksten for pålydende, har den højeste gud inddelt menneskene i nationer og givet hver nation en søn som guddommelig leder. I det følgende vers fortælles hvilken søn, der blev tildelt hvilken nation, og det oplyses, at Jahve fik tildelt Jacobs stamme eller Israel.

Det må her bemærkes, at Jahve her tydeligt er en mindre, en underordnet gud i forhold til den højeste gud. Bibelforskere som Mark Smith og Frank Moore Cross fra Harvard mener, at det er her, at Jahve gøres til guddom for Jacobs stamme. Teksten i Kumran (bedre kendt som Dødehavsrullerne) bevarede den oprindelige tekst, men den blev i middelalderen tilsyneladende tilpasset.

I ''Salmernes Bog'' salme 82 findes følgende:&lt;/br&gt;
&quot;Gud træder frem i gudeforsamlingen,&lt;/br&gt;
blandt guderne holder han dom:&lt;/br&gt;
Hvor længe vil I dømme uretfærdigt&lt;/br&gt;
og tage parti for de ugudelige? Sela&lt;/br&gt;
Skaf de svage og faderløse deres ret,&lt;/br&gt;
frikend de hjælpeløse og arme,&lt;/br&gt;
udfri de svage og fattige,&lt;/br&gt;
red dem fra de ugudeliges magt!

De forstår og fatter intet,&lt;/br&gt;
de vandrer i mørke,&lt;/br&gt;
jordens grundvolde rokkes.&lt;/br&gt;
Jeg har sagt: I er guder,&lt;/br&gt;
I er alle sønner af den Højeste.&lt;/br&gt;
Dog skal I dø som mennesker,&lt;/br&gt;
og I skal falde som en af stormændene.

Rejs dig, Gud, hold dom over jorden,&lt;/br&gt;
for du har alle folkene som ejendom.&quot;&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 693&lt;/ref&gt;

Denne salme indeholder altså mindet om en gudeforsamling, som også afspejles i den langt ældre tekst. Ordet &quot;guderne&quot; i den originale tekst er ''Elohim'', i flertal. Det viser, at der var en tid i jødernes historie, hvor flerguderi øjensynligt var en almen forståelse. Og en af disse gudesønner var åbenbart Jahve.

Et lignende minde findes i Første Mosebog kapitel 6, der begynder således:

&quot;Da menneskene begyndte at blive talrige på jorden og fik døtre, så gudesønnerne, at menneskedøtrene var smukke. Blandt dem tog de sig alle de koner, de havde lyst til. Da sagde Herren: &quot;Min livsånde skal ikke forblive i mennesket for evigt. De er dødelige, deres levetid skal være 120 år&quot;.&lt;/br&gt;
Dengang gudesønnerne gik ind til menneskedøtrene og fik børn med dem - men også siden hen - var der faldne på jorden. Det er heltene, navnkundige mænd fra ældgamle dage.&quot;&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 12. Den danske oversættelse har &quot;kæmper&quot; i stedet for &quot;faldne&quot; men det originale ord er ''nefilim'' med netop denne betydning&lt;/ref&gt; 

Endnu en kilde, som bør nævnes, er et tempel nu beliggende i Sudan på Nilens vestre bred. Det blev opført af farao Aman Hototeep III (bedstefader til Tutankhamon), som regerede Egypten fra ca. 1390 f.Kr. til 1352 f.Kr., og var tilegnet guden Amon Ra. På en af søjlerne i dette tempel, der omtaler underkuede folkeslag, optræder &quot;Tashasu YHWH&quot;. Nationen ''Shassu'' var et semitisk folkeslag, nomader, kvæghyrder, der strejfede om i ørkenen ved den sydlige grænse for Kana'an. Betegnende nok identificeres de ikke ved deres landområde men derimod ved deres guddom, ''Jahve'', omtrent 200 år før at israelitterne ellers optræder i historiske tekster ifølge gængs fortolkning.

Egyptologen Donald Redford slutter heraf, at ''Jahve'' oprindeligt var en edomitisk eller midianistisk gud i de sydlige ørkenområder, som blev dyrket i områder, som den hebraiske bibel selv udpeger som stedet for jødernes oprindelse, som stedet hvor Moses hørte Gud tale fra en brændende busk, og i ''Dommerbogen'' findes blandt andet &quot;Deboras sejrssang&quot;, som dateres til 12. århundrede f.Kr.&lt;ref&gt;Dinkgreve (2021), kap. 8&lt;/ref&gt;, med følgende linjer:

Herre, da du drog ud fra Se'ir,&lt;/br&gt;
da du skred frem fra Edoms land,&lt;/br&gt;
skælvede jorden, himlen dryppede af regn,&lt;/br&gt;
ja, skyerne dryppede af vand.&lt;/br&gt;
Bjergene rystede foran Herren,&lt;/br&gt;
Sinajs Herre,&lt;/br&gt;
foran Herren, Israels Gud.&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 276&lt;/ref&gt;

Edom lå i den nordøstlige del af Sinaj-ørknen, sydøst for Det Døde Hav. Men der er mere. Jahve introduceres af Moses efter, at Jetro, Moses svigerfader, sammen med sine sønner havde sluttet sig til jøderne.&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 87&lt;/ref&gt; Ifølge Anden Mosebog kapitel 3:1 var Jetro præst i Midjan.&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 68&lt;/ref&gt; Det må rejse spørgsmålet, om det er fra ham, at Moses har overtaget sin guddom Jahve. Men ifølge Dommerbogen kapitel 1:16 var Jetro kenit: &quot;Efterkommere af den kenit, der var Moses' svigerfar, drog sammen med judæerne op fra Palmebyen til Judas ørken i Arads sydland og bosatte sig hos befolkningen dér.&quot;&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 271&lt;/ref&gt; Kenitterne var Kains efterkommere. I Første Mosebog kapitel 4:17-22 læser vi: &quot;Kain lå med sin kone, og hun blev gravid og fødte Enok. Så byggede han en by og gav den navn efter sin søn Enok. Enok fik sønnen Irad, Irad fik Mehujael, Mehujael fik Metushael, og Metushael fik Lemek. Lemek tog sig to koner, den ene hed Ada, den anden Silla. Han blev stamfader til dem, der bor i telte og holder kvæg. Også Silla fødte en søn, Tubal-Kain, stamfader til smedene, alle dem, der forarbejder kobber og jern.&quot;&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 11&lt;/ref&gt; 

Vi ved, at i andre kulturer som egyptisk, græsk og romersk er smedekunsten forbundet med vulkaner: i romersk mytologi hed smedeguden ligefrem ''Vulkan''. Læg dertil profetien i Esajas' Bog kapitel 31:9, der nævner &quot;Herren, som har sit bål på Zion og sin ovn i Jerusalem&quot;.&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 874&lt;/ref&gt; Og for at fuldende billede findes i Anden Mosebog kapitel 19:18-19 følgende beskrivelse af bjerget: &quot;Hele Sinajs bjerg var hyllet i røg, fordi Herren var steget ned på det i ild og røgen steg til vejrs som røgen fra en smelteovn. Hele bjerget skælvede af stor rædsel, og hornklangen blev kraftigere og kraftigere.&quot;&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 88&lt;/ref&gt; Det kunne være en beskrivelse af en aktiv vulkan. Disse sammenfald kan næppe være tilfældige. Er der tale om, at Jahve oprindelig var en smedegud forbundet med vulkanisme, og at han er overtaget af Moses (hvis han er en historisk person) fra sin svigerfaders kultur? I så fald viser det, at der findes en jødisk religiøs forhistorie, som man siden har forsøgt at fortrænge.

Af det foregående tør vi antage, at ''Jahve'' ikke begyndte i Israel. Han begyndte som en &quot;skytsguddom&quot; blandt nomadiske stammer uden en konge, uden templer og uden et skriftsprog. På et eller andet tidspunkt, måske som følge af handel eller af en edomitisk udvandring nordpå, kom denne gud til kana'anæerne, og der mødte han en anden guddom: den gamle gud ''El''. Hvad, der siden fulgte, var konvergens: før dannelsen af et kongerige, før opførelsen af det første tempel, blev ''El'' &quot;opslugt&quot; af ''Jahve''. Derved fik den nye fusionerede guddom begge navne i Gamle Testamente.

=== Ashera ===

Men denne gud stod ikke alene, han havde en kvindelig partner, en gudinde: ''Ashera''. Ashera optræder i kana'anæernes hjem som gudindestatuette, hendes navn findes på forrådskar og i gravskrifter. I tekster fra 8. århundrede f.Kr. bliver hun påkaldt ved siden af Jahve som om de hørte sammen og var ligestillede.

Vi ved nu, at hun i århundreder var blevet dyrket af jøderne som gudinde. Hun kunne gå på vandet, hendes tilnavn var ''Kudu'', den hellige. Hun findes gengivet på et egyptisk kunstværk fra samme tid stående på ryggen af en løve og med en slange i hver hånd. Kort sagt var hun en af de store modergudinder i Mellemøsten.

I to bygninger daterede til tiden 801-770 f.Kr. i det nordøstlige Sinai ved bjerget Contilit Azud fandt arkæologer i 1975 store forrådskar med en tekst skrevet på tidlig hebraisk: &quot;Jeg velsigner dig ved Jahve af Samaria og hans Ashera&quot;&lt;ref&gt;Novacek (2011), s. 92&lt;/ref&gt; og &quot;Jeg velsigner dig ved Jahve af Teman og hans Ashera&quot;. Her står israelitternes mandlige guddom sammen med kana'anæernes gudinde. Teman var den egn i ørkenen, hvor ifølge Habakuks Bog kapitel 3:3 Jahve havde sin oprindelse:&lt;/br&gt;
&quot;Gud kommer fra Teman,&lt;/br&gt;
den Hellige fra Parans bjerge&quot;.&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 1187&lt;/ref&gt;

I Hebron blev tilsvarende fundet en gravskrift dateret til midten af 8. århundrede f.Kr.: &quot;Velsignet være Uryyaho ved Jahve for fra hans fjender ved Ashera har han frelst ham&quot;.

Desuden har man fundet over tusind små gudindestatuetter, heraf 400 alene i Jerusalem, der ifølge Raz Kletter utvivlsomt forestiller Ashera skildret med krop som en cylinder med to markerede bryster og hænder, der tilbyder dem, samt et smilende ansigt. De dateres alle til 8. og 7. århundrede f.Kr. og de blev alle fundet i private hjem, ikke i templer. De viser, at dyrkelsen fandt sted under det delte kongerige som noget alment udbredt, ikke som noget særegent for de få.

Som supplement til en forståelse kan man gå til Gamle Testamente, hvor der er bevaret flere passager, hvori Ashera-dyrkelsen omtales. Den følgende oversigt gør ikke krav på fuldstændighed.

I Første Kongebog kapitel 14 læser vi: &quot;Salomos søn Rehabeam blev konge i Juda. .. Rehabeam var enogfyrre år, da han blev konge, og han regerede sytten år i Jerusalem, den by Herren havde udvalgt af alle Israels stammer til at sætte sit navn på. Hans mor hed Na'ama og var fra Ammon.
Judæerne gjorde, hvad der var ondt i Herrens øjne, og med de synder, de begik, gjorde de ham mere vred, end deres fædre havde gjort. Også de byggede offerhøje og lavede stenstøtter og Ashera-pæle på alle høje bakker og under alle grønne træer; der var endog mandlige helligskøger i landet.&quot;&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 396&lt;/ref&gt;

I kapitel 15 læser vi: &quot;I Nebats søn kong Jeroboams attende regeringsår blev Abija konge over Juda. Han regerede tre år i Jerusalem. Hans mor hed Ma'aka og var datter af Absalom. Han fulgte alle de synder, som hans far havde begået før ham..&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 396&lt;/ref&gt;

I Israels konge Jeroboams tyvende regeringsår blev Asa konge over Juda. Han regerede enogfyrre år i Jerusalem. Hans mor hed Ma'aka og var datter af Absalom. Asa gjorde, hvad der var ret i Herrens øjne, lige som sin fader David. Han forviste de mandlige helligskøger fra landet og fjernede alle de møgguder, som hans forfædre havde lavet. Han fjernede også sin mor Ma'aka som kongemoder, fordi hun havde ladet fremstille en rædselsstøtte til Ashera. Asa huggede støtten om og brændte den i Kedrondalen. Offerhøjene forsvandt ikke..&quot;&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 396f&lt;/ref&gt;

I kapitel 16 læser vi: &quot;Omris søn Akab blev konge over Israel i Judas konge Asas otteogtredivte regeringsår, og Omris søn Akab regerede toogtyve år i Samaria over Israel. Omris søn Akab gjorde, hvad der var ondt i Herrens øjne, værre end nogen før ham. Da det ikke var nok for ham at følge Nebats søn Jeroboams synder, giftede han sig med sidoniernes konge Etba'als datter Jezabel, og han gav sig til at dyrke og tilbede Ba'al. Han rejste et alter for Ba'al i Ba'als tempel, som han havde bygget i Samaria. Akab lavede en Ashera-pæl, og Akab gjorde mere endnu, så han krænkede Herren, Israels Gud, mere end nogen af Israels konger, der havde været før ham.&quot;&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 399&lt;/ref&gt;

I Anden Kongebog kapitel 21 omtales kong Manassa. Om hans gerninger hedder det: &quot;Han gjorde, hvad der var ondt i Herrens øjne efter de afskyelige skikke hos de folkeslag, som Herren havde drevet bort foran israelitterne. Han genopbyggede de offehøje, som hans fader Hizkija havde ødelagt; han rejste altre for Ba'al, og han lavede en Ashera-pæl, sådan som Israels konge Akab havde gjort, og han tilbad hele himlens hær og dyrkede den. .. Og i de to forgårde til Herrens tempel byggede han altre for hele himlens hær. .. Og han opstillede Ashera-billedet, han havde lavet, i dette tempel, om hvilket Herren havde sagt til David og til hans søn Salomo: &quot;''På dette tempel og på Jerusalem, som jeg har udvalgt blandt alle Israels stammer, vil jeg sætte mit navn til evig tid; og jeg vil ikke mere jage Israel bort fra det land, som jeg gav deres fædre, når de blot omhyggeligt vil gøre alt det, jeg har befalet dem, og holde hele loven, som min tjener Moses gav dem.''&quot; Men de ville ikke høre, og Manassa forledte dem til at handle værre end de folkeslag, som Herren havde udryddet for israellitterne.&quot;&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 438f&lt;/ref&gt;

I Anden Kongebog kapitel 23 oplyses, at denne afgudsdyrkelse holdt sig til Josija stoppede den: &quot;Så befalede kongen ypperstepræsten Hilkija, andenpræsterne og dørvogterne at fjerne alle de ting, der var lavet til Ba'al og til Ashera og til hele himlens hær, fra Herrens tempel, og han brændte dem uden for Jerusalem .. Helligskøgernes rum i Herrens tempel, hvor kvinderne vævede klæder til Ashera, rev han ned. .. Også alteret i Betel, offerhøjen som Jeroboam, Nebats søn, havde opført, han som forledte Israel til synd, både dette alter og offerhøjen rev Josija ned, og han knuste stenene til støv og brændte Ashera-pælen.&quot;&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 441&lt;/ref&gt; 

Profeten Jeremis beklagede sig i Jeremias' Bog kapitel 7: &quot;Kan du ikke se, hvad de gør i Judas byer og Jerusalems gader? Børnene samler brænde, fædrene tænder ild og kvinderne ælter dej, så de kan lave offerkager til Himmeldronningen og udgyde drikofre for andre guder og krænke mig.&quot;&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 950&lt;/ref&gt; Han taler om ''Ishtar'', Mesopotamiens version af Ashera, mens hun blev adopteret som ''Afrodite'' i Grækenland og blev kaldt ''Astarte'' af kana'anæerne og senere af fønikerne.&lt;ref&gt;Novacek (2011), s. 38&lt;/ref&gt;

Der kan således ikke være tvivl om, at Ashera-dyrkelsen var udbredt blandt jøderne i flere århundreder, snart officielt snart uofficielt. Manassa regerede fra 697 f.Kr. til 642 f.Kr. og Josija skal have stoppet Ashera-dyrkelsen omkring 622 f.Kr. Men uofficielt fortsatte dyrkelsen helt frem til babylonernes erobring af Jerusalem.

Det vigtigste i denne sammenhæng er, at denne afgudsdyrkelse, som det også fremgår af Gamle Testamente, fandt sted længe efter, at jøderne skulle være gået over til monoteisme.

=== Den centraliserede gudsdyrkelse ===

Men hvornår begyndte den monoteistiske gudsdyrkelse blandt jøderne? Meget tyder på, at det var en udvikling i to trin: først skete der en centralisering af gudsdyrkelsen, og langt senere en overgang til monoteisme.

Første kilde til denne udvikling findes i Moseloven. Her hedder det: &quot;Du må ikke lave dig noget gudebillede i form af noget som helst oppe i himlen eller nede på jorden eller i vandet under jorden. Du må ikke tilbede dem og dyrke dem, for jeg, Herren din Gud, er en misundelig Gud.&quot;&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 89. I oversættelsen til dansk bruges ordet &quot;lidenskabelig&quot; i stedet for &quot;misundelig&quot;&lt;/ref&gt; Det siges ikke, at der ikke findes andre guder, kun at jøderne ikke længere måtte dyrke dem.

Næste kilde findes i Anden Kongebog om kong Josija, som regerede 640-609 f.Kr. Her hedder det: &quot;Og statsskriveren Shafan fortalte kongen, at præsten Hilkija havde givet ham en bog, og Shafan læste den op for kongen.&quot;&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 440&lt;/ref&gt; Forskere mener, at den bog, der her er tale om, sandsynligvis var Femte Mosebog.

Femte Mosebog adskiller sig tydeligt fra de foregående fire Mosebøger, så meget at man mener, at den har sin egen forfatter (eller egne forfattere), der af forskerne kaldes D. Denne forfatter D genkendes også i en række andre tekster i Gamle Testamente: Joshua-bogen, Første og Anden Dommerbog, Samuels Bog samt Første og Anden Kongebog. Det menes, at alle disse bøger er forfattede af samme person eller personkreds.&lt;ref&gt;Dinkgreve (2021), kap. 8&lt;/ref&gt;

Anden Kongebog fortæller om kong Josiah, at han centraliserede gudsdyrkelsen og forbød stedlige altre: &quot;Han hentede alle præsterne fra Judas byer, og offerhøjene lige fra Geba til Be'ersheba, hvor de havde tændt offerild, gjorde han urene, og portofferhøjene, som lå ved kommandantensen Josvas port til venstre, når man går ind ad byporten, rev han ned.&quot;&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 441&lt;/ref&gt; Som det siges: &quot;Der havde ikke tidligere været nogen konge, der som han af hele sit hjerte og af hele sin sjæl og af hele sin styrke vendte om til Herren, helt efter Moses' lov og efter ham kom der ingen som han.&quot;&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 442&lt;/ref&gt; Tydeligvis var der tale om at samle al religiøs magt på et sted og under kongens kontrol. Det var med andre ord en religiøs revolution.

For at retfærdiggøre denne revolution måtte man opfinde en spådom, der kunne retfærdiggøre den. Her træder nu to kilder ind. Den ene findes i Første Kongebog. Her omtales en gudsmand, som råber imod et alter: &quot;Alter, alter! Dette siger Herren: I Davids hus skal der fødes en søn ved navn Josija. På dig skal han slagte de offerhøjspræster, som tænder offerild på dig, og han skal brænde menneskeknogler på dig.&quot;&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 393&lt;/ref&gt;

Den anden er Femte Mosebog: allerede i første sætning gives indtrykket af, at denne bog er Moses' sidste ord inden sin død&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 200&lt;/ref&gt;, og her formuleres en &quot;ny moselov&quot; begyndende således:

&quot;Dette er de love og retsregler, som I omhyggeligt skal følge i det land, Herren, dine fædres Gud, har givet dig i eje, så længe i lever på jorden. I skal ødelægge alle de steder, hvor de folk, I fordriver, har dyrket deres guder, på de høje bjerge, på bakkerne og under alle grønne træer. I skal rive deres altre ned og knuse deres stenstøtter, deres Ashera-pæle skal I brænde, og deres gudebilleder skal I hugge om; I skal udslette deres navn fra de steder. For på den måde må I ikke dyrke Herren jeres Gud. Nej, I skal søge til de sted, Herren jeres Gud udvælger blandt alle jeres stammer til at sætte navn på, så det kan bo der. Dér skal du komme, og derhen skal I bringe jeres brændofre og slagtofre, jeres tiender og afgifter, jeres løfteofre og frivilligofre og det førstefødte af jeres køer og får.&quot;&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 214&lt;/ref&gt;

Men trods dette forsøg på at legitimere centraliseringen af gudsdyrkelsen holdt det ikke længe. Snart begyndte folk atter deres decentrale gudsdyrkelse, og som vi tidligere har set, opgav de aldrig deres Ashera-dyrkelse.

=== Jøderne i Kana'an ===

Vi har fulgt jødernes religiøse udvikling, men hvordan forholder det sig med områdets politiske udvikling? Det er en broget historie, hvor Gamle Testamente trods påviselige fejl alligevel kan give nyttige oplysninger.

Meget taler for, at det var ankomsten af &quot;havfolket&quot; (engelsk: ''Sea People'') omkring 1178 f.Kr. som udløste en ny politisk udvikling. Hidtil havde området været under egyptisk kontrol, men nu svækkedes denne kontrol, og det indebar, at der blev mulighed for indbyrdes stammekrige i området. Det betød også, at folk udefra nu kunne blande sig med held i de stedlige stammekrige. Det er muligt, at jødernes erobringer netop hører hjemme i denne sammenhæng. Til trods for, at Gamle Testamente fremstiller disse kampe som religionskrige mellem folkeslag med polyteisme og jøderne med deres påståede monoteisme, er der intet, som tyder på, at dette er korrekt.

Snarere må vi se disse kampe som sket mellem et imperialistisk erobrerfolk og stedlige bofaste stammer. At der også var religiøse forskelle imellem dem, understregede blot krigenes stammemæssige karakter. Mens filistrene bosatte sig ved kysten, flyttede israelitterne ind fra øst og bosatte sig overvejende i højlandet, hvor de over tid tilegnede sig megen af den stedlige kultur, samtidig med at deres frænder, aramæerne, slog sig ned mod nordøst i Syrien. Hebræerne fik i denne besættelse støtte fra beslægtede og ligesindede nomadiske stammer og semitiske folkeslag. Alliancen var mulig, fordi de alle dyrkede Jahve. Denne fælles kult var længe den eneste institution, som bandt folket sammen, og det kunne ikke forhindre, at der jævnligt opstod konflikter mellem dem.

I den første tid efter israelitternes indvandring var tilstandene i Kana'an væsentlig som før. Det var langt fra lykkedes jøderne at udrydde hele den bosatte befolkning, så det endte med, at jøderne bosatte sig i egne bosættelser. De ulige folk og stammer levede i samfund hver for sig med byerne som centrum for de omgivende landsbyer. Hebræerne erobrede og ødelagde de mere civiliserede kana'anitter men overtog deres skriftsystem. De overtog også kana'anitternes byggeskik, men uden at hebræernes byggerier nåede samme høje stade som deres forgængere. Jerusalem var på denne tid et lille sted uden stor betydning og kunne ikke måle sig med andre byer i området.

Tør man tro Josvabogen kapitel 20, blev der oprettet særlige bebyggelser kaldet &quot;tilflugtsbyer&quot; for kriminelle, hvor disse kunne søge politisk asyl og unddrage sig retsforfølgelse for deres kriminelle gerninger: &quot;Herren talte til Josva og sagde: &quot;Sig til israelitterne, at de skal udpege de tilflugtsbyer, som jeg talte til jer om ved Moses, så en drabsmand, der uforsætligt og uforvarende slår nogen ihjel, kan flygte dertil; de skal være tilflugtssteder for jer mod blodhævneren. Når drabsmanden søger tilflugt i en af disse byer og stiller sig ved indgangen til byporten, skal han forelægge sin sag for de ældste i den by. De skal give ham adgang til byen og give ham et sted, hvor han kan bo hos dem. Når blodhævneren forfølger ham, må de ikke udlevere drabsmanden til ham; det var jo uforvarende, han slog sin næste ihjel, han havde ikke tidligere næret fjendskab mod ham. Han kan så blive boende i den by, indtil han stilles for menighedens domstol, eller indtil den ypperstepræst dør, som er der til dentid. Da kan drabsmanden vende tilbage til sin by og sit hus, den by, han er flygtet fra&quot;.&quot;&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 264&lt;/ref&gt; De var en ordning, som kunne beskytte enhver kriminel mod retsforfølgelse.

Og jødernes folkemord fortsatte. I Dommerbogen kapitel 1 læser vi: &quot;Så drog Juda op, og Herren gav kana'anæerne og perizzitterne i deres hånd, og de slog dem i Bezek og dræbte ti tusind mand. ..Judæerne angreb Jerusalem og indtog den. De huggede indbyggerne ned med sværd og stak ild på byen.&quot;&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 271&lt;/ref&gt; I de byer, som det ikke lykkedes jøderne at udrydde befolkningen, blev disse i stedet gjort til hoveriarbejdere.&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 272&lt;/ref&gt; Det kan næppe undre, at denne opførsel gav anledning til yderligere uro, og at nye kampe fulgte. Ved en lejlighed slog jøderne &quot;omkring ti tusind moabitter ihjel. .. Derefter havde landet ro i firs år&quot;.&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 274&lt;/ref&gt;

Efter Josvas erobringer fulgte dommertiden, hvor landet blev styret af de såkaldte dommere. Tør man tro Gamle Testamente førte det til, at filistre og ammonitter for en tid fik overtaget.&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 286&lt;/ref&gt; Også internt var der øjensynlig magtkampe, således forenedes de andre stemmer mod Benjamins stamme.&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 297ff&lt;/ref&gt;

Efterhånden blev lovløsheden for meget, og hebræerne etablerede et kongedømme i Palæstina. Denne institution kom som en nødvendig følge af både de interne lovløse tilstande og behovet for at organisere krigsførelsen mod andre folkegrupper. I vest udgjorde filistrene en stærkere modstand end kana'anitterne, fordi de havde udviklet jernsmedning. Mod nord boede fønikerne i Libanon, der var mest optaget af handel. Da kana'anitterne stadig blev mere undertrykte, skabte det grundlaget for etableringen af det hebræiske kongedømme omkring 1000 f.Kr. 

Først under dommeren Samuel opstår der blandt jøderne krav om etableringen af et kongerige. Landets første konge hed Saul.&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 317&lt;/ref&gt; Han dateres til omkring 1000-tallet f.Kr. Tør vi tro Første Samuelsbog gennemførte han adskillige krige.&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 320&lt;/ref&gt; Kana'an var angiveligt forenet under ham og hans to efterfølgere, David og Salomo. 

Da kong Salomon døde i 922 f.Kr. blev det hebræiske kongedømme delt i to: Kongeriget Israel og Kongeriget Juda. Det var kun Juda og Benjamins stammer, som accepterede Salomons søn Rehabeam som deres konge, og de oprettede dermed det sydlige kongerige Juda med Jerusalem som hovedstad. Mod nord gjorde de øvrige stammer Jeroboam til konge og oprettede kongeriget Israel med Sikem og senere Samaria som hovedstad. Vigtigst i denne sammenhæng er, at der intet stammesammenhold var, end ikke deres religion kunne holde sammen på dem, og som vi allerede har set, skete der jævnligt frafald fra denne, lige som israelitterne indgiftede sig i andre folkegrupper nok så meget som indbyrdes. Der var konstant magtkampe, hvilket afspejler det totale fravær af national solidaritet og enhed. Også udefra skete angreb. Anden Krønikebog er fuld af bereninger om disse krige.

Kongeriget Israel ophørte, da Assyrien erobrer hovedstaden Samaria 722 f.Kr. Herved mistede også de 10 nordlige israelske stammer deres betydning. Nogle af indbyggerne i Kongeriget Israel blev deporteret af assyrierne, men arkæologisk kan der ikke dokumenteres nogen befolkningsudskiftning eller nogen nedgang i befolkningstallet, og genetiske undersøgelser antyder også en kontinuitet i områdets befolkningssammensætning. Hovedparten af befolkningen synes således at være forblevet i området og samaritanerne menes at være de mest direkte efterkommere af befolkningen i Kongeriget Israel, hvilket også er i overenstemmelse med deres egen opfattelse. Nogle beboere fra Kongeriget Israel må antages at være flygtet til kongeriget Juda, hvilket kan forklare hvordan de nordlige stammers myter er blevet inkorporerede i den tekster i Gamle Testamente, som blev samlede i Kongeriget Juda.

=== Eksilet i Babylon ===

Der er næppe tvivl om, at hvis jøderne havde modstået angreb udefra, ville afgudsdyrkelsen have fortsat. Der ville fortsat have været private gudindestatuetter og private altre. Men een begivenhed ændrede jødernes historie og dermed verdenshistorien: babylonernes erobring i 586 f.Kr.

Forud gik en belejring, som varede to og et halvt år. Vilkårene under belejringen var forfærdelige: jøderne sultede, men vi ved fra samtidige beretninger, at de ikke holdt sig tilbage fra at spise deres egne børn. Da Nebukadnezer erobrede Jerusalem, blev Salomons tempel brændt ned til grunden. Kongepaladset blev brændt ned. Huse blev brændt ned. Forsvarsanlæggene omkring byen blev revet ned sten for sten. Kong Zedekiah, som havde forsøgt at flygte, blev fanget og ført frem for Nebukadnezer. Det sidste, han så, var, at han sønner blev slået ihjel. Så blev han gjort blind, og måtte i denne tilstand foretage vandringen til Babylon.

Hele den jødiske befolkning blev tvangsforflyttet til Babylon. Det skete i tre omgange. Da de forlod Jerusalem, måtte de uundgåeligt miste troen på deres guder, som havde svigtet dem.

Hvad, der skete under det babylonske fangenskab, var ekstraordinært: i stedet for at blive integrerede i deres nye omgivelser valgte de skriftkloge jøder den modsatte vej, nemlig at bevare og redigere deres historiske traditioner. Sigende optræder byen Al Yahuda i Babylon på denne tid. Jøderne samlede, hvad de havde bevaret om deres historie, og begyndte at nedskrive det. Undervejs blev traditionen omskrevet og tilpasset deres nye selvforståelse. Bibelforskere mener, at det var antagelig på denne tid, at traditionerne i ''Tanakh'' begyndte at få deres endelige form.

Og det var tilsyneladende også her, at jødernes tro fik den monoteistiske karakter, som siden skulle gøre sig gældende. Det er her, at profeten Ezekiel fortæller, at Gud gør ham opmærksom på den afgudsdyrkelse, som finder sted.&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 1048&lt;/ref&gt; Det er her, at Gud lover at straffe jøderne for denne afgudsdyrkelse.&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 1049&lt;/ref&gt; Det er her, at jødernes bortførelse bliver stillet i udsigt. Det er her, at grunden lægges til den fortolkning, at eksilet gøres nødvendigt for, at jøderne langt om længe kan vende sig mod den sande gudsdyrkelse.

Og det er her, at profeten Esajas formulerer sine propagandistiske og doktrinære anklager. Det er her, at Gud gøres til den, som lover jøderne håb om frihed igen. Og det er her, at Gud bliver enevældig.

To eksempler fra Esajas Bog kan belyse det: i vers 44 linje 6: &quot;Jeg er den første, og jeg er den sidste, der er ingen anden Gud end mig&quot;&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 895&lt;/ref&gt; og i vers 45 linje 5: &quot;Jeg er Herren, der er ingen anden, der er ingen anden Gud end mig&quot;.&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 897&lt;/ref&gt; Selv alt det gode og alt den onde har samme oprindelse:&lt;/br&gt;  
&quot;Jeg danner lys og skaber mørke,&lt;/br&gt; 
jeg frembringer fred og skaber ulykke,&lt;/br&gt; 
jeg, Herren frembringer alt dette.&quot;&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 897&lt;/ref&gt;&lt;/br&gt; 
For første gang optræder jøderne som et folk med kun een erklæret Gud.

Der kan næppe være tvivl om, at dette var følgen af en bestemt strategi: ikke at blive opslugt af imperiet. Over for de mange guddomme i Babylon sætter jøderne en enkelt gud som deres modstykke. Derved, og kun derved, kan de opretholde deres særegne identitet som folk. Hvis Jahve havde været een gud blandt mange andre, havde han tabt og havde ingen fremtid. Kun ved at gøre ham almægtig, ved at hævde at han havde brugt Nebukadnezar som et redskab i en guddommelig plan, kunne de opretholde deres identitet og deres håb om en fremtid. De gamle guder måtte udryddes eller bortforklares som fejltagelser, der kunne forklare jødernes ulykkelige skæbne. Og derfor blev den traditionelle historie omskrevet punkt for punkt for at kunne understøtte det nye narrativ.

Nået så langt tog de skriftkloge det næste skridt: de måtte opfinde og udvikle deres egen skabelsesberetning og deres egen beretning om en altomfattende oversvømmelse. Inspirationen hentede de hos babylonerne selv. De tog de velkendte babylonske beretninger men omskrev dem således, at de udgjorde en polemisk kontrast til den tro og de traditioner, som blev hyldet af deres omgivelser. Der vil være lejlighed til at se nærmere på disse ved en gennemgang af Gamle Testamente.

=== Jødernes tilbagevenden til Jerusalem ===

I 539 f.Kr. indtræder så afslutningen på jødernes tid i eksil. Dette år erobrer perserne Babylon, og Cyrus den Store erklærer straks efter en almen amnesti. Der efter giver han tilladelse til, at fordrevne folkeslag må vende tilbage til deres hjemegn og genoptage deres gudsdyrkelse.

Også jøderne vendte hjem. Ifølge Ezras Bog vendte i alt 42.360 jøder tilbage til Jerusalem foruden deres trælle og trælkvinder, i alt 7.337, samt 200 sangere og sangerinder, det vil sige i runde tal 50.000 personer.&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 510&lt;/ref&gt; Om dette tal er korrekt, vides ikke.

Det vigtige er, at da jøderne vendte tilbage til Jerusalem, var det med en ny, monoteistisk religion. Den var i store træk skabt under deres eksil, omskrevet og suppleret i forhold til tidligere. Den forenede folk og tro i en næsten uadskillelig helhed.

Der kan her være grund til at stille et vigtigt spørgsmål: betyder dette så, at jøderne vendte hjem med en fuldt udviklet fælles trosretning? Nej, intet taler for dette. Snarere må vi regne med, at det kun var en lille gruppe af teologiske skriftlærde, som havde taget del i den redigeringsproces, som var foregået i Babylon, og at det kun var dem, som havde det fulde kendskab til det nye narrativ om jødernes oprindelse, som de havde skabt. Dette indebærer, at det først er efter deres tilbagevenden, at de for alvor kan begynde at promovere og udbrede deres nye narrativ til jøderne og dermed skabe den identitetsforståelse, som de siden udviklede.

=== Persisk tid ===

Under det persiske herredømmes tid (538-332 f.Kr.) sad der persiske statholdere i landets ulige dele. Vi ved, at statholderen i Judæa 408 f.Kr. hed Bagohi, dels fra Josefos, dels fra papyrusfundene i Elefantine. At statholderen i Samaria var en samaritan, Sanballat, tyder på, at perserne ikke har blandet sig i Palæstinas forhold, når oprør ikke foranledigede dem til at gribe ind, som tilfældet var under Artaxerxes III (358-338 f.Kr.). Det var under persisk beskyttelse, at Nehemia og Ezra genoprettede den jødiske menighed i Jerusalem.

Vi ved sandt at sige ikke meget om den jødiske religionsdyrkelse på denne tid. Meget tyder på, at der skete en langsom spredning af den nydannede monoteistiske tro, sikkert som et politisk-nationalt redskab over for det persiske overherredømme. Men intet taler for, at denne endnu formelt var slået igennem.

Elephantine var en jødisk by i Egypten fra 400-tallet f.Kr. Den er interessant, fordi den kan vise træk ved og fravær af jødisk levevis på denne tid. Byen blev antagelig grundlagt i midten af 6. århundrede f.Kr. af folk, der var emigreret fra Syene-området i Palæstina.&lt;ref&gt;Barnea (2024), s. 1&lt;/ref&gt; Vi ved, at der eksisterede et særligt tempel for dyrkelsen af Jahve indtil 410 f.Kr., da det blev ødelagt. En jødisk befolkning nævnes sidste gang i kilderne i 399 f.Kr., hvad, der skete med den jødiske befolkning efter denne tid, er ukendt.&lt;ref&gt;Adler (2025), s. 39&lt;/ref&gt;

Historien om jødernes udvandring fra Egypten kendes ikke i denne by, hvilket tyder på, at denne tradition er yngre end 400-tallet. Ligeledes kendte befolkningen ikke til ''torah'', det vil sige jødisk lov, så også denne må være yngre end 400-tallet.

Endvidere dyrkede jøderne i denne by flere guder (jahvisme) i modsætning til senere tids monoteisme (judaisme). Således har vi flere kilder fra 400-tallet f.Kr., der vidner om zoroastracisme, herunder et ild-alter og et tempel.&lt;ref&gt;Barnea (2024), s. 3-7&lt;/ref&gt; En lignende jødisk polyteisme kendes fra andre byer.&lt;ref&gt;Adler (2025), s. 41-47&lt;/ref&gt; Men dette indebærer også, at jøderne stadig ikke på denne tid var monoteister til trods for de bestræbelser, som præsteskabet havde udført under eksilet i Babylon. I stedet tolkes situationen således, at den jødiske kult udviklede sig gravist over tid blandt andet inspireret af zoroastrisk kult indtil, at de fik den form som kendes fra den hebraiske bibel.&lt;ref&gt;Barnea (2024), s. 29&lt;/ref&gt; Hvis byen blev grundlagt af dem, som ikke endte i Babylon, kan dette forklare deres fastholden ved polyteisme og ukendskab til den monoteisme, som blev udviklet i Babylon.

Dermed adskiller kulten på denne tid blandt jøder sig markant fra den, som ses i hasmonæisk tid.&lt;ref&gt;Adler (2025), s. 48&lt;/ref&gt; Yonatan Adler ved Ariel University har kaldt denne kult og levevis &quot;proto-jødisk&quot; (''proto-Judaic'') og definerer den således: &quot;Et protojødisk kulturelt træk er således et særskilt element af den israelitiske og/eller jødiske livsstil, som med tiden blev lovgivet som en forskrift for regulering i en eller flere af Mosebøgernes tekster, og som i sidste ende blev optaget som en del af jødedommen.&quot;&lt;ref&gt;Adler (2024), s. 5&lt;/ref&gt; Et eksempel herpå er at spise svinekød. I to af Mosebøgerne (Tredie Mosebog kapitel 11:1-8&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 126f&lt;/ref&gt; og Femte Mosebog kapitel 14:3-8&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 216&lt;/ref&gt;) forbydes det jøder at spise svinekød, men arkæologiske fund fra tiden fra sen bronzealder (1300-1130 f.Kr.) frem til jernalder (586 f.Kr.) viser, at svin faktisk blev avlet til fortæring i strid med denne bestemmelse, skønt de er fraværende i nogle bopladser henregnet til kana'anære og fønikere i jernalderen uden, at det derfor med sikkerhed kan siges at være bevidste valg; økonomiske, økologiske og sociale forhold kan have spillet ind.&lt;ref&gt;Adler (2024), s. 13&lt;/ref&gt; Flere jødiske leveregler tilskrives således myter i Mosebøgerne, og det kan ikke afvises, at disse myter ''netop'' er blevet til for at kunne begrunde og legitimere disse leveregler.&lt;ref&gt;Adler (2024), s. 21&lt;/ref&gt; Det gælder blandt andet reglen om at omskære drengebørn.&lt;ref&gt;Adler (2024), s. 20f&lt;/ref&gt;

=== Hellenistisk tid ===

I den græske periode fra Alexander den Stores erobring i 332 f.Kr. til 167 f.Kr. blev Palæstina atter genstand for strid mellem Syrien, hvor seleukiderne herskede efter Alexanders død 323 f.Kr., og Ægypten, der beherskedes af ptolemæerne. Frem til 198 f.Kr. var overvejende Egypten, fra den tid, efter Antiochos IIIs sejr ved Paneas, syrerne Palæstinas herrer. Efter, at Babylon, Ninive og Shushan var gået til grunde, og Alexandria var blevet grundlagt, flyttede tyngdepunktet vest på, og Palæstina fik igen samme betydning som i 15. århundrede f.Kr. Under ptolemæerne regeredes Palæstina af guvernører (hegemon, epitropos), om hvis myndigheds udstrækning kun lidt vides. Skatteopkrævningen var overladt - ved licitation - til skatteforpagtere. I jødernes kreds fik synedriet og ypperstepræsten en vidtgående myndighed. Under seleukiderne stod Palæstina, der kaldtes Fønikien, sammen med Cølesyrien under en militærguvernør, og syrisk militær besatte landet. Skatten indkrævedes af seleukidiske embedsmænd. Fra 165 f.Kr., da Antiochos Epifanes forbød jødisk gudsdyrkelse, blev landet ramt af de makkabæiske kampe, der skulle bane vejen for det hasmonæiske dynasti.

Undersøgelser tyder på, at jøderne i almindelighed stadig ikke kendte til ''torah'', det vil sige jødisk lov, i begyndelsen af hellenistisk tid, og slet ikke at de respekterede og fulgte den.&lt;ref&gt;Adler (2025), s. 34&lt;/ref&gt; Således er der flere eksempler på, at judæere to ågerrenter af deres udlån.&lt;ref&gt;Adler (2025), s. 28&lt;/ref&gt; Der er også bevis på, at nogle judæere selv på denne tid dyrkede andre guder end Jahve.&lt;ref&gt;Adler (2025), s. 27&lt;/ref&gt; Og skønt ordet &quot;''sabbat''&quot; forekommer, lader det sig ikke fastslå, om dette havde samme betydning som senere eller blot henviste til en jødisk helligdag.&lt;ref&gt;Adler (2025), s. 28&lt;/ref&gt; Faktisk forekommer ordet &quot;''sabbat''&quot; ikke een eneste gang i Gamle Testamente. Omvendt er der ingen arkæologiske beviser på, at jøderne tog deres rituelle bade i bassiner, således som foreskrevet i ''torah'', og heller ikke at de iagttog særlige rituelle renselsesregler omkring deres mad.&lt;ref&gt;Adler (2025), s. 26&lt;/ref&gt;

Der har været peget på, at Aristeas i et brev oplyser, at Ptolemæus II Philadelphus (regerede 285-246 f.Kr.) tog 72 jøder fra Jerusalem til Alexandria for at få oversat en jødisk lov til græsk til sit bibliotek.&lt;ref&gt;Adler (2025), s. 31&lt;/ref&gt; ''Torah'' er ikke nævnt ved navn, så der er ingen beviser på, at det er den, som der henvises til, men selv om dette var tilfældet, kan dette ikke tages som udtryk for, at jøderne i almindelighed kendte og fulgte loven.&lt;ref&gt;Adler (2025), s. 32&lt;/ref&gt; Dette til trods for, at jøderne på  denne tid ellers nød udstrakt selvstyre både i Judæa og i andre områder.&lt;ref&gt;Adler (2025), s. 24&lt;/ref&gt; Dette har fået Yonatan Adler til at betegne jødisk kultur på denne tid som &quot;jahveisme&quot; (''Yahwism'') i modsætning til den &quot;judaisme&quot; (''Judaism''), der først fulgte senere og som fulgte ''torah''-en.&lt;ref&gt;Adler (2025), s. 7&lt;/ref&gt; Men uanset benævnelsen betyder det, at traditionel jødisk kultur først stammer fra tiden ''efter'' hellenistisk tid.

=== Det hasmonæiske dynasti ===

Den hasmonæiske eller senhellenistiske periode strakte sig fra 167 f.Kr. til 63 f.Kr.

Betegnelsen &quot;Det hasmonæiske kongerige&quot; dækker over en yderst omtumlet periode i jødisk historie, som strakte sig fra midten af 2. århundrede f.Kr. til midten af 1. århundrede f.Kr. Hasmonæerne var en jødisk præsteslægt, som spillede den førende politisk rolle på denne tid. Betegnelsen er dannet efter Hasmon, der var Mattatija’s bedstefader. I årene 168-161 f.Kr. ledede hasmonæerne kampen for national og religiøs frihed mod seleukiderne, som under Antiochos IV havde underkuet dem. Bevægelsen begyndte under Mattatija, men blev fortsat af hans sønner, først Judas Makkabæer, efter hvem slægten often kaldes makkabæerne; han fik genoprettet den jødiske gudsdyrkelse i 165 f.Kr. og opnåede i 161 f.Kr. religionsfrihed. Dette år overvandt han den syriske feltherre Nikanor og sluttede forbund med Romerne, men døde kort efter. Hasmonæerne optrådte der efter som et dynasti, der kæmpede for deres egen magtstilling. Judas’ broder, Jonatan, som afløste ham som leder, lod sig i 153 f.Kr. udnævne til ypperstepræst, skønt han efter jødisk lov ikke havde ret til denne stilling. Dette betød et brud med de lovtro, som de oprindelige havde kæmpet for. Efter hans mord i 143 f.Kr. lykkedes det broderen Simon (143-135 f.Kr.) at få landets selvstændighed anerkendt og at erobre syrernes borg i Jerusalem. Som følge heraf blev han af befolkningen hyldet som arvelig ypperstepræst og som verdslig hersker i 141 f.Kr. Dermed havde hasmonæerne opnået formel anerkendelse af deres dynasti.

Det betød imidlertid ikke, at der nu herskede fred, tværtimod. Under Simon’s søn, Johannes Hyrkan (134-104 f.Kr.), indtraf et åbent brud mellem hasmonæerne på den ene side og farisæerne på den anden. Under de fortsatte kampe undertvang han den autonome stat Edom og ødelagde Samaria og også den samaritanske helligdom på Garizim. Hans sønner, Aristobul (104-102 f.Kr.) og Alexander Jannæos (102-76 f.Kr.) var brutale herskere og fjernede sig langt fra styrets oprindelige karakter, idet de var udpræget hellenistisk sindede. Alexander udnævnte sin dronning Salma Alexandra til sin efterfølger (78-69 f.Kr.), mens sønnen Hyrkan II blev ypperstepræst. Midt i de hele etablerede armenerne et kortvarigt herredømme (70-63 f.Kr.) idet de erobrede landet og lagde området under deres overherredømme. Men den interne magtkamp fortsatte uafbrudt. Salma sluttede sig til farisæerne, og hun kom derved i modsætning til saddukæerne, som samlede sig om hendes anden søn, som efter hendes død tog magten fra sin broder og herskede som Aristobul II, dog under vedvarende kampe, indtil Pompejus afsatte ham og tog ham med til Rom i 63 f.Kr. Efter ulige forsøg på opstand blev Aristobul og hans søn Alexander myrdet i 48 f.Kr. 

Hyrkan II, der af Pompejus nu blev anerkendt som ypperstepræst med Antipater som verdslig leder, blev af Cæsar forfremmet til ethnarch, mens den faktiske myndighed efterhånden gik over til Herodes efter Antipater’s død. Aristobul’s anden søn, Antigonos, gjorde imidlertid oprør og blev en kort (40-37 f.Kr.) tid konge, mens Hyrkan blev bortført og fik ørene skåret af. I 37 f.Kr. erobrede den af Romerriget anerkendte Herodes så Jerusalem, og Antigonos blev henrettet i Antiochia. Dermed var hasmonæernes herredømme bragt til ende. Herodes levede en tid i venskab med Hyrkan men lod ham så dræbe. Herodes var besvogret med hasmonæerne, idet hans hustru Mariamme var datter af Aristobul II’s søn Alexander. Dette forhindrede dog ikke, at han lod hendes broder Aristobul dræbe. Senere dræbte han ligeledes hende selv og hendes moder. Endelig dræbte han nogle hasmonæere, der opholdt sig hos hans svoger i Idumæa. Således blev det Herodes, som endte slægtens magtdrømme.&lt;ref&gt;Pedersen (1919), s. 943f&lt;/ref&gt; Så meget om den politiske udvikling.

Det vigtigste i denne sammenhæng er, at de var i denne omtumlede tid, at vi for første gang ser tydelige spor af en jødisk kultur og religionsdyrkelse. Årsagen er klar nok: lederen af den nye stat var en ypperstepræst, som nu tillige blev den politiske, kultiske og militære leder af den nye stat. Og det er tydeligvis på denne tid, at denne nye magt manifesterer sig også religiøst. Det er først fra denne tid, at de første synagoger optræder. Det er først fra denne tid, at ''Tanakh'' optræder i sin endelige skikkelse. Det er først fra denne tid, at der optræder beviser på, at jøderne i deres levevis fulgte bibelsk lov, der nu bliver promoveret som &quot;deres forfædres lov&quot; og påvirker et utal af leveregler både i og uden for jødernes &quot;hjemland&quot;.&lt;ref&gt;Adler (2025), s. 67&lt;/ref&gt;

=== Romersk styre ===

Romersk tid strækker sig fra sidste århundrede f.Kr, til første århundrede e.Kr. Det kendetegnes ved at området i denne periode havde en romersk guvernør.

Yonatan Adler har undersøgt de kulturelle traditioner i dette tidsrum og finder, at de følger senere jødiske traditioner: der er renselsesbassiner og husgeråd af kalk som udtryk for jødiske relselsesritualer samt mønter, vægdekorationer i huse og hjemligt udstyr som udtrykkeligt undgår at vise mennesker og dyr i overensstemmelse med påbuddet i Mosebøgerne. Han konstaterer yderligere, at disse træk er særligt markante i de områder, som vides at have haft en overvejende jødisk befolkning, men ikke nødvendigvis i områder hvor andre befolkningsgrupper var dominerende. Han konstaterer endvidere, at disse rituelle træk tydeligt går tilbage til hasmonæisk tid men ikke med sikkerhed lader sig følge længere tilbage, til dels på grund af et svagt og mangelfuldt arkæologisk og skriftligt bevismateriale. Som beviserne nu stiller sig, var det i hasmænæisk tid, at disse rituelle træk slog igennem og efterhånden bredte sig til den samlede befolkning og i romersk tid allerede var blevet normen.&lt;ref&gt;Adler (2022)&lt;/ref&gt;

Det er på denne baggrund, at Jesus må ses: i en tid, hvor mange jøder drømte om og håbede på at genskabe deres egen selvstændige stat, trådte han frem med sit provokerende budskab, at &quot;Guds rige ikke var af denne verden&quot;. Ikke nok med det: han udfordrede farisæerne og de skriftkloge, og oven i alt dette ophævede han jøder som Guds udvalgte folk og erklærede enhver, som følger Guds ord og hans påbud som en del af den udvalgte befolkning. I det givne politisk-religiøse klima gjorde det ham farlig for en national jødisk politik, så han måtte stoppes, og det blev han som bekendt. Men det stoppede ikke hans budskab i at blive yderligere spredt, tværtimod.

Frem til 70 e.Kr. opstod der ulige retninger inden for jødedommen, hvoraf saddukæerne, farisæerne og essæerne synes at have været de væsentligste. Desuden opstod der en række messianske og apokalyptiske bevægelser. 

Saddukæerne var en gruppe der var tilknyttet præstedømmet i templet i Jerusalem. I modsætning til farisæerne, som påberåbte sig myndighed på grund af deres lærdom og fromhed, baserede saddukæerne deres særstilling på afstamning og status. Meget tyder på, at de repræsenterede Hasmonæernes klan, der tidligere havde regeret som præstekonger. De nægtede at acceptere læresætninger som ikke direkte var nævnt i ''Torah'', også selv om læren var nævnt et andet sted i Tanakh. Ja, de &quot;anså det for en dyd at debattere&quot; sådanne sager. Et eksempel på en sådan debat findes i Mattæusevangeliet kapitel 22:23-33, hvor de satte Jesus på prøve med hensyn til opstandelsen. Idet saddukæerne opstillede en tænkt situation hvor en enke havde været gift med syv mænd, spurgte de: &quot;Hvem af de syv skal nu have hende til hustru i opstandelsen?&quot; I denne sammenhæng var det selvfølgelig uvæsentligt om den tænkte enke havde været gift 14 eller 21 gange. Jesus svarer: &quot;I opstandelsen gifter mænd sig ikke og kvinder bortgiftes ikke.&quot;&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 1251&lt;/ref&gt; Saddukæerne accepterede ikke eksistensen af et liv efter døden, og benægtede derfor også den farisæiske doktrin om en genopstandelse, hvilket netop var den forestilling, som Jesus prædikede. I Markusevangeliet kaptel 12:18-27 omtales en anden version af historien: da Jesus vidste, at saddukæerne ikke accepterede andre inspirerede skribenter end Moses, argumenterede han ved at citere fra ''Torah''. Han sagde: &quot;Med hensyn til at de døde oprejses, har I da ikke læst i Moses’ bog, i beretningen om tornebusken, hvordan Gud sagde til ham: ’Jeg er Abrahams Gud og Isaks Gud og Jakobs Gud’? Han er ikke dødes men levendes Gud.&quot;&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 1281&lt;/ref&gt;

Saddukæerne ønskede ikke, at en Messias skulle dukke op og lave om på tingene og da de betragtede Jesus som en trussel mod deres position, sammensvor de sig med farisæerne om at slå Jesus ihjel.&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 1258f, 1352&lt;/ref&gt;

Farisæerne var kendetegnede ved, at de lagde stor vægt på overholdelse af Moseloven, især renhedsforskrifterne og desuden på &quot;fædrenes overleveringer&quot;, som var en betegnelse for hele den mundtlige fortolkning af Moseloven. Bevægelsens etik havde mange detaljerede forskrifter og praktiske anvisninger. 

Essæerne levede i en slags kommunisme, hvor medlemmerne aflagde tavshedsløfte og ingen måtte besidde ejendom, hverken bolig eller slave, jord eller kvæg. Deres indkomster skulle overlades til en forvalter, som forestod indkøb af det nødvendige og sørgede for mad og underhold til gruppen. De forkastede også ægteskab, alle former for standsforskelle samt slaveri. De var soldyrkere og sendte hver morgen bønner op til solen. Når de havde afføring, gjorde de det inden døre for ikke at &quot;besmitte&quot; sollyset.

Af de mange retninger inden for jødedommen overlevede kun den rabbinske jødedom, som byggede på farisæerne og deres lære. Den rabbinske jødedom var kendetegnet ved at hævde, at den skrevne ''Torah'' ikke kan fortolkes korrekt uden henvisning til den &quot;mundtlige&quot; ''Torah'' og den dertil hørende litteratur, der specificerer hvilken adfærd, der er sanktioneret af loven. Med et moderne udtryk var de fundamentalistiske teokrater. Når de andre fraktioner her er nævnt, er det for at vise, at jødedommen langt fra var nogen samlet bevægelse selv op til eller på Jesu tid.

Stednavnet &quot;Israel&quot; første gang optræder på en mønt dateret til 66 e.Kr. møntet i forbindelse med jødernes oprør mod romerne.

Efter oprøret 70 e.Kr. var det for en lang tid slut med jødiske forsøg på at skabe en egen stat. Jesu budskab og det mislykkede oprør førte til, at den jødiske befolkning blev sprængt i tre grupper: den ene gruppe var de traditionelle jøder, som holdt fast ved farisæerne og deres budskab, den anden gruppe var de kristne, som nu satte sig for at udbrede det nye budskab, og den tredie gruppe var judeo-nazaræerne, som fortolkede udviklingen på deres egen måde og mente, at genskabelsen af templet i Jerusalem var en forudsætning for, at Messias ville vende tilbage. De arbejdede i flere hundrede år på dette mål, men da de endelig fik magten i Jerusalem i år 634 og Messias alligevel ikke vendte tilbage, blev bevægelsen omformet til en ny arabisk religiøs bevægelse, som i 749 efter abbasidernes magtovertagelse endte som muhammedismen, komplet med en egen profet, en egen hellig bog og med et nyt religiøst midtpunkt i Mekka.&lt;ref&gt;se ''Muhammedanismen i kildekritisk belysning''&lt;/ref&gt;

=== Sammenfatning ===

Hvordan skal begivenhedsforløbet nu fortolkes? Et foreløbigt svar kunne lydes således: det ser ud til, at jøderne udskilte sig fra kana'anæerne senest omkring 1200 f.Kr. og at de oprindeligt levede i ørkenområderne syd for Kana'an. Dette varede indtil, at de eteblerede et egentligt kongerige, der imidlertid efter kort tid blev delt i to, Israel og Judæa. Den nationale udskillelse var dog åbenbart ikke mere udtalt end, at jøderne jævnligt synes at have giftet sig med kvinder fra andre stammegrupper. 

Så langt, vi tør tro Bibelens fremstilling, var de polyteister, det vil sige dyrkede flere guder. Ganske vist var der perioder, hvor der gjordes forsøg på at indføre monoteisme, men dels var der stadige tilbageslag, dels skete disse forsøg på det statslige niveau, mens den almindelige befolkning synes at have fastholdt polyteismen uden afbrydelser gennem flere hundrede år frem til og med landsforvisningen til Babylon. 

Religionsdyrkelsen synes at have udviklet sig fra spredt i de enkelte husstande, landsbyer og stammer hen imod en statslig centralisering med deraf følgende magt for præsteskab og konger. 

Efter alt at dømme er det først under eksilet i Babylon, at præsteskabet blandt jøderne udvikler en erklæret monoteisme, mens dette ikke synes at være tilfældet for den brede befolkning. Hele jødernes tidligere historie bliver nu omfortolket af præsteskabet i lyset af denne nye religion, og den bliver promoveret og legitimeret af nogle få erklærede profeter.

Efter jødernes tilbagevenden til Kana'an efter eksilet i Babylon bliver den nye religion gjort til et redskab for præsteskabets politiske mål: en selvstændig teokratisk stat. Dette mål bliver opnået, men den nye stat varer kun i henved hundrede år, og igennem hele sin eksistens er den præget af interne magtkampe blandt den ledende religiøse elite. Meget tyder dog på, at det først er på denne tid, at monoteismen slår igennem også i den brede jødiske befolknings livsstil og levemåde og bliver det centrale element i israelitternes selvforståelse. Men dette forudsatte og krævede præsteskabet både som den etnisk-religiøse og den statspolitiske magthaver. Efter alt at dømme er det tidligst fra denne tid, at vi kan tale om jødedom i moderne forstand.

Men denne udvikling forudsatte, som vi har set, en dramatisk omskrivning af den jødiske historie. Meget måtte udelades eller totalt omskrives. På den anden side blev der indført nye elementer, som næppe har meget med den historiske udvikling at gøre men som gav jøderne en forhistorie så lang som nogen.

=== &lt;big&gt;Problemerne med Gamle Testamente&lt;/big&gt; === 

Et passende kildekritisk udgangspunkt ved vurderingen af Gamle Testamentes troværdighed må være de modsætninger, der er mellem dennes fremstilling og de faktuelle kendsgerninger. Der er således ingen beviser for eksistensen af de fem mosebøger før slutningen af 4. århundrede f.Kr. inklusive eksistensen af en person ved navn Moses.&lt;ref&gt;Gad Barnea&lt;/ref&gt;

Problemerne med teksterne lader sig inddele i to delspørgsmål:&lt;/br&gt;
- er der een eller flere forfattere til Tanakh?&lt;/br&gt;
- er dele af teksterne lånt fra andre kulturer?&lt;/br&gt;
Svaret er i begge tilfælde bekræftende. Der kan derfor være grund til at behandle hvert af dem særskilt.

=== Forfattere og deres datering ===

Tekstanalytikere mener, at ''Tanakh'' (Gamle Testamente) er blevet til i tre omgange:&lt;/br&gt;
- en arkæisk fase: 11.-10. århundrede f.Kr.&lt;/br&gt;
- en klassisk fase: 9.-6. århundrede f.Kr.&lt;/br&gt;
- en sen fase: 5. århundrede f.Kr. eller senere.&lt;/br&gt;
Eksempelvis mener man, at den ældste del af Første Mosebog er historien om Jakobs velsignelse (i kapitel 47), som skal stamme fra arkæisk tid, men størstedelen af resten stammer fra klassisk tid.

I en række tilfælde forekommer tilsyneladende dubblerede historier med både ligheder men også klare forskelle. Forskerne mener, at det afspejler sammenskrivning af to eller flere ulige overleveringer.

Kildeforskere mener at kunne udskille fire lag i eller snarere forfattere til Mosebøgerne:

J: ''Jahvisten'', hvor Gud sædvanligvis kaldes ''Jahve''; et litterært lag der i modsætning til Præsteskriftet er præget af lægmandssynspunkter.&lt;/br&gt;
E: ''Elohisten'', hvor gudsbetegnelsen er ''Elohim''.&lt;/br&gt;
D: ''Deuteronomisten'', det vil sige &quot;forfatteren&quot; til Femte Mosebog.&lt;/br&gt;
P: ''Præsteskriftet'', et litterært lag i mosebøgerne, der antages at være blevet til i præstelige kredse, og som udviser særlig interesse for kultiske forhold. 

J- og E-teksterne menes nedskrevet efter, at det oprindelige kongerige var blevet delt i to: Israel i nord og Judæa i syd. J-teksterne menes at stamme fra Judæa, E-teksterne menes at stamme fra Israel.

J-teksterne dateres til tidsrummet mellem 848 f.Kr. og 722 f.Kr., idet disse tekster omtaler Babylon og Calah (Nimrod) som store byer. Desuden nævnes Edom som en autonom stat, hvilket først skete efter 848 f.Kr.

E-teksterne lader sig ikke datere nærmere end til 9. eller 8. århundrede f.Kr.

P-teksterne dateres til 6. århundrede f.Kr. og menes skrevet efter, at templet i Jerusalem var revet ned, og jøderne var blevet tvangsforflyttede til Babylon. Dette kan forklare hvorfor, at der ikke findes en eneste henvisning til templet i Jerusalem.&lt;ref&gt;Dinkgreve (2021), kap. 8&lt;/ref&gt;

Problemet ved en tekstanalyse af ''Tanakh'' er, at teksterne synes at være flettet sammen fra to eller flere oprindelige kilder til een sammenhængende historie. Det formodes, at J- og E-teksterne er blevet sammenskrevne efter 722 f.Kr., da Israel blev erobret af assyrerne, og flygtninge fra Israel i nord kom sydpå til Judæa og bragte deres E-traditoner med sig. Her blev de sammenskrevne til en ny version, JE, der ofte giver et judæisk perspektiv.

Men hvordan kan vi skelne imellem de forskellige tekster? Lad os tage nogle eksempler.

Under ørkenvandringen lader Moses vand springe fra klippen. I det ene tilfælde sker det uden problemer, i det andet pålægges Moses af Gud at tale til klippen, men han slår på den med sin stav i stedet, og som straf for at have ignoreret dette pålæg får han ikke love til at betræde Kana'an men kun at se det udefra. (exodus 18)

J-teksten angiver, at Abraham boede i Hebron, som er en judæisk by, men E-teksten fortæller om Jakobs kamp med Gud i Peni-El, som er en israelsk by.

I beskrivelsen af Jakobs sønner nævner J-teksten Judæa, mens E-teksten nævner stammer der var dele af Israel.

I E-teksten lader Aron skabe guldkalven til jødernes tilbedelse, men denne historie findes ikke i J-teksten.

Præsterne i Judæa hævdes at være efterkommere efter Aron, Moses broder, mens præster i Israel nævner andre levitter.

P-teksterne skiller sig ud ved at lægge vægt på love, lige som den tildeler Aron en større rolle, ligestillet med Moses. I ''JE''-teksten er det Moses' stav, som udfører mirakler (Første Mosebog kapitel 4), i P-teksten er det Arons stav (kapitel 7). I P-teksten er Aron den første, som ofrer, mens i ''JE''-teksten omtales flere tidligere ofringer, blandt andre Kain og Abel, Abraham og Isak samt Jakob, mens ingen af disse tilfælde omtales i P-teksten. Det menes, at dette afspejler P-tekstens mål om at give de aronitiske præster eneret på ofringer til Gud. Under ørkenvandringen optræder to uens oprør: i ''JE''-teksten er det Dathon og Abiram, som udfordrer Moses ved at sige, at det ville være bedre for jøderne at vende tilbage til Egypten, men at de opsluges af jorden i et jordskælv. I P-versionen er det levitterne under ledelse af Korah, som udfordrer Aron, men ligeledes dør.

Ligeledes omtaler P-teksterne ingen tilfælde, hvor folk besøges af engle eller får visioner, således omtales ikke historien om Josef og han 6 drømmesyner, ej heller de to engle i Sodoma og Gomorra eller Jekobs kamp med Gud. Sigende nok nævnes ordet &quot;profet&quot; kun een gang i P-teksten og da med henvisning til Aron.

=== Lånte historier ===

Sammenligninger mellem bibelske beretninger og tilsvarende overleveringer fra sumerisk og mesopotamisk kultur viser, at flere af historierne er blevet overtaget herfra, men at de er blevet omskrevne og tilpassede for at passe ind i den myte om jødernes oprindelse og historie, som man ønskede fremmet. Det gælder således blandt andre historierne om skabelsen, om Kain og Abel, om Noa og vandfloden samt om Sodoma og Gomorra.

Andre beretninger er tilsyneladende ligeledes lånt fra andre kulturer, således udvandringen fra Egypten, der blev gjort af et folk kaldet ''hyksos'', ikke af jøderne. Der kan være grund til at nævne nogle af disse beretninger, som jøderne så at sige adopterede.

==== Skabelsesberetningen ====

Den babylonske skabelsesberetning hedder ''Enuma Elish''. Dene kendes blandt andet fra Nineveh i Mesopotamien. Dens hovedtræk er følgende: i begyndelsen var der kun vand: guden ''Absu''s ferske vand og gudinden ''Tiamat''s salte vand. De blev blandede, og fra denne blanding blev født de første guder. Men disse yngre guder forstyrrede deres forældres søvn, så Tiamat sendte i vrede en hær af monstre for at ødelægge dem. Ud af dette kaos trådte ''Marduk'', stormguden og Babylons skytsguddom, som kæmpede imod ''Tiamat'' i en duel. Han affyrede en pil, som skabte hul i hendes mave og splittede hendes hjerte. Der efter skar han hendes krop op i to halvdele: af den ene skabte han himmelhvælvingen, af den anden halvdel jorden. Han satte stjerner i deres konstellationer, han satte månen til at angive månederne og solen til at lyse om dagen. Endelig skabte han menneskene af blod fra en død guddom blandet med ler for, at de kunne udføre det tunge arbejde for evigt.&lt;ref&gt;Dinkgreve (2021), kap. 3&lt;/ref&gt;

Den jødiske skabelsesberetning er i alle henseender et modstykke til den babylonske beretning: i stedet for flere guder er der kun een gud, i stedet for en skabelseskamp foregår skabelsen i Gamle Testamente med ord, i stedet for at menneskene er slaver for guderne er de i Bibelen skabt i Guds billede. Men der er også ligheder: rækkefølgen med adskillelse af himmelhvælving og den faste jord, fiksering af dag og nat samt tiden og endelig at menneskene skabes sidst i forløbet.

Det kan i en sidebemærkning oplyses, at det hebraiske ord i Første Mosebog 1:2 for urdybet, ''tehom'', filologisk er forbundet med ''Tiamat'', saltvandsgudinden i den babylonske skabelsesberetning.

==== Kain og Abel ====

Også den bibelske fortælling om Kain og Abel synes at have rod i to sumerisk myter. I den ene sumeriske myte omtales en hyrde (''Dumuzid''/Tammuz) og en landmand (''Enkimdu''), der begge konkurrerer om gudinden Inannas opmærksomhed. Den bibelske parallel: Ligesom i den sumeriske historie repræsenterer Kain bonden, mens Abel repræsenterer hyrden. Men i stedet for en uafklaret konkurrence eller forsoning tager den bibelske beretning en mørk drejning til brodermord. 

En anden variant er en sumerisk myte, hvor kvægguden (''Lahor'') og korngudinden (''Ashnan'') skabes af guderne for at sørge for mad og tøj. I disse historier diskuterer de to, hvem der må anses for mest værdifuld for den menneskelige civilisation. Den bibelske parallel er modsætningen mellem den omvandrende hyrde og den bofaste kornavler, men her bruges den til at skabe en søskenderivalisering, der ender i brodermord. Mens sumeriske myter brugte søskende til at fremhæve to byggestene i den menneskelige civilisation og fokuserer på samarbejde eller venskabelig rivalisering, brugte hebraiske forfattere den lånte fortælling til at skildre den syndefulde menneskelige natur, herunder konsekvenserne af misundelse.

Forskere antager, at disse velkendte myter sandsynligvis blev integreret i den hebraiske tradition under deres babylonske eksil i det 6. århundrede f.Kr., hvilket tillod forfattere at omarbejde regionale kulturelle temaer, så de passede til deres monoteistiske verdensbillede.

==== Noa og vandfloden ====

Også historien om Noa og vandfloden er overtaget fra andre kulturer. I 1872 fandt man i British Museums store samling fra Assurbanipals bogsamling et store epos kaldet ''Gilgamesh''. I kapitel 11 af dette epos findes en historie, hvis hovedtræk er følgende: guderne beslutter at udrydde menneskene ved at drukne dem, men vandenes gud, Enki, advarer Utu-nipishtim om faren og tilråder ham at bygge en ark og tage sin familie og sit kvæg med ombord, hvilket skete. I seks dage og nætter varer uvejret og oversvømmelsen, men på den syvende dag rammer arken toppen af et bjerg i Armenien. For at undersøge om oversvømmelsen er overstået sendes først en due og så en svale ud, men de vender begge tilbage. Først, da en ravn sendes ud og ikke vender tilbage, viste det, at vandene nu var sunket, og at Utu-nipishtim kunne forlade arken. Det gør han og foretager et takoffer til guderne. Enki bad så den øverste af guderne, Enlil, om at love, at han aldrig i fremtiden ville straffe hele menneskeheden for nogle fås synder, hvilket denne lover. Han rører Uti-nipishtim og dennes hustru på panden og erklærer: &quot;Hidtil har Utu-nipishtim været dødelig. Nu skal han og hans hustru være som guderne; og de skal bo i det fjerne, ved flodernes munding&quot;.&lt;ref&gt;Bibby (1971), s. 62f&lt;/ref&gt;

Lighederne med Bibelens beretning om syndfloden er indlysende til trods for forskellene: navnene er ændrede, de mange guder er erstattet af een Gud, men ellers er beretningen i sine kernetræk den samme.

Senere, i 1899 og 1900, viste udgravninger i Nippur i Mesopotamien, at den akkadiske beretning selv havde en forgænger. I 1914 blev fra disse udgravninger offentliggjort en tavle fra Nippur med en lignende beretning, der imidlertid stammer fra Sumer og således er betydeligt ældre end den akkadiske beretning. Tavlen er ukomplet, idet kun den nederste trediedel er bevaret, men syndflodsberetningen er atter den samme, selv om hovedpersonen nu hedder Ziusudra i stedet for Utu-nipishtim. I den sumeriske version ender historien således: &quot;Anu og Enlil viste velvilje mod Ziusudra, liv som en gud giver de ham, evig ånde som en gud bringer de ned til ham. Så kongenZiusudra, bevareren af planternes navn og af menneskeslægtens sæd, lod de bo i overfartslandet. Dilmuns land, det sted hvor solen står op&quot;.&lt;ref&gt;Bibby (1971), s. 64&lt;/ref&gt;

Pointen her er, at Bibelens syndflodsberetning er et plagiat, ikke en oprindelig historie, men at den inddrages som et led i den rekonstruerede beretning om jødernes historie.

==== Edens have ====

I den sumeriske beretning optræder også det hellige land Dilmun. Dette land beskrives som et sted, hvor rovdyr, sygdom og alderdom ikke eksisterer:

I Dilmun tier ravnen,&lt;/br&gt;
rovfuglen skriger ikke,&lt;/br&gt;
løven dræber ikke,&lt;/br&gt;
ukendt er den kid-fortærende vildhund,&lt;/br&gt;
ukendt det kornædende vildsvin.&lt;/br&gt;
Malten som enken spreder på taget -&lt;/br&gt;
himlens fugle opæder ikke denne malt.&lt;/br&gt;
Duen hænger ikke med hovedet.&lt;/br&gt;
Den øjensyge siger ikke: &quot;Jeg er øjensyg&quot;,&lt;/br&gt;
den hovedsyge siger ikke: &quot;Jeg er hovedsyg&quot;,&lt;/br&gt;
den gamle kvinde siger ikke: &quot;Jeg er en gammel kvinde&quot;,&lt;/br&gt;
den gamle mand siger ikke: &quot;Jeg er en gammel mand&quot;.&lt;ref&gt;Bibby (1971), s. 66&lt;/ref&gt;

Det har været foreslået, at dette ideelle levested har været forbillede for jødernes opfattelse af Edens have. I dag ved vi, at Dilmun ikke var en myte om Paradis men navnet på en faktisk eksisterende stat med Bahrain som sit midtpunkt, der drev en omfattende handel og søfart fra Indusdalen i øst til Mesopotamien i nordvest. Dette er et sidespring, men hvis det viser sig, at Dilmun er inspirationskilden til Edens Have, vil det være endnu et eksempel på kulturelle traditioner, som jøderne har lånt, adapteret, og inkorporeret i deres egen historiske myte.

==== Babelstårnet ====

Historien om Babelstårnet er velkendt og lyder således: 

&quot;Hele jorden havde samme sprog og samme tungemål. Da de brød op mod øst, stødte de på en dal i landet Sinear, hvor de slog sig ned. De sagde til hinanden: &quot;kom, lad os stryge teglsten og brænde dem hårde!&quot; De brugte tegl som sten og asfalt som mørtel. Så sagde de: &quot;lad os bygge en by med et tårn, som når op til himlen, og skabe os et navn, for at vi ikke skal blive spredt ud over hele jorden.&quot; Herren steg ned for at se byen og tårnet, som menneskene byggede. Så sagde Herren: &quot;se, de er eet folk med samme sprog. Når de begynder at handle sådan, vil intet af det, de planlægger, være umuligt for dem. Lad os stige derned og forvirre deres sprog, så at de ikke forstår hinanden.&quot; Så spredte Herren dem derfra ud over hele jorden, så at de måtte holde op med at bygge byen. Derfor hedder den Babel, for dér forvirrede Herren sproget på hele jorden, og derfra spredte Herren menneskene ud over hele jorden.&quot;&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 17&lt;/ref&gt;

Denne historie synes at være skabt med to formål. Det ene er at forklare hvorfor, at ulige folkeslag taler uens sprog. Men historien har muligvis et andet formål: at nedgøre babylonernes ziggurater (tempeltårne), som antagelig blev lavet som en slags forbindelse mellem himmel og jord. Nebukadnezar II (omkring 605-562 f.Kr.), som erobrede Judah, ødelagde Jerusalem og bragte mange jøder til Babylon, byggede også et ziggurat i syv lag kaldet ''Etemenanki'', hvilket kan oversættes &quot;Himmelens og Jordens Grundvolds Hus&quot;.&lt;ref&gt;Dinkgreve (2021), kap. 3&lt;/ref&gt;

==== Abraham ====

I Første Mosebog kapitel 12 introduceres Abraham som israelitternes mytiske stamfader.&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 17ff&lt;/ref&gt; Følger man kronologien i Gamle Testamente, skal han dateres til omkring 2100 f.Kr. og således blandt andet før jødernes ophold i Egypten. Men i Første Mosebog kapitel 21 vers 34 hedder det: &quot;Abraham boede lang tid som fremmed i filistrenes land&quot;&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 27&lt;/ref&gt;, og vi ved, at filistrene først ankom til Kana'an i 12. århundrede f.Kr. som en del af de såkaldte &quot;havfolk&quot; (engelsk: ''Sea People''). Dette betyder, at ''enten'' er Abraham en fri opfindelse, som intet har med en historisk person at gøre, ''eller'' også hører han hjemme i 12. århundrede og er israelitternes stamfader, men i så fald eksisterede de ikke som folk, da de angiveligt opholdt sig i og udvandrede fra Egypten. Også aramæerne omtales og stammer ligeledes fra 12. århundrede, hvilket tyder på, at den sidst nævnte forklaring er den rette.

Men der er andre problemer med Abraham. Ifølge P-kilden skal han stamme fra den sumeriske by Ur&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 17&lt;/ref&gt; og have draget gennem den frugtbare halvmåne først til Haran (nu Aram, beliggende i Tyrkiet) og senere videre til Kana'an. I de to kilder J og E er Ur ikke nævnt, kun Haran. Det har derfor været antaget, at det er hans oprindelige hjemsted. Det ville kunne forklare hvorfor, at hans forfædre Serug, Nahor og Terah har navne efter landsbyer omkring Haran, som Abrahams broder har navn efter. Det kunne også forklare benævnelsen &quot;hebræer&quot;, der antagelig betyder &quot;hinsides floden&quot;, idet Haran ligger på den modsatte bred af Eufrat.&lt;ref&gt;Dinkgreve (2021), kap. 8&lt;/ref&gt; Samme tradition findes i Josvabogen kapitel 24:2 i omtalen af pagtslutningen i Sikem: &quot;Josva sagde til hele folket: &quot;Dette siger Herren, Israels Gud: I gamle bage boede jeres fædre på den anden side af Eufratfloden, Tera, Abrahams og Nakors far, og de dyrkede andre guder&quot;.&quot;&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 269&lt;/ref&gt;

Imidlertid savnede Abraham en slægtshistorie, så i Første Krønikebog kapitel 1 får han den. Her hører vi at han er søn af Sem, som på sin side er søn af Noa, som atter er efterkommer af Adam.&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 446&lt;/ref&gt; Men som vi netop har set, er han i Josvabogen søn af Tera.&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 269&lt;/ref&gt; Der er således interne modsætninger i de narrativer, som de ulige slægtslister og narrativer i ulige dele af Gamle Testamente giver. Dette viser, at man har forsøgt at sammenskrive ulige narrativer til et men med ringe held.

==== Sodoma og Gomorra ====

Historien om Sodoma og Gomorras ødelæggelse optræder som et sidemotiv i beretningen om Abrahams liv i Første Mosebog kapitel 18:16-33 og kapitel 19:1-28.

Bibelforskere er generelt enige om, at selvom Gamle Testamente ikke direkte &quot;låner&quot; historien om Sodoma og Gomorra fra en specifik sumerisk kilde, deler fortællingen om guddommelig ødelæggelse, guddommelige besøgende og den flammende omstyrtelse af en by slående motiver med tidligere mesopotamisk litteratur og bredere oldtidsmytologi fra Nærøsten. Således &quot;Akkads forbandelse: Ekur hævnet&quot;, et akkadisk/sumerisk litterært værk dateret til mellem 2112 f.Kr. og 2004 f.Kr., som beskriver den pludselige ødelæggelse af byen Akkad. Myten blev skrevet hundreder af år efter Naram-Sins liv og er digterens forsøg på at forklare, hvordan det lykkedes for gutianerne at erobre Sumer. Efter en indledende passage, der beskriver Akkads herlighed før dets ødelæggelse, fortæller digtet om, hvordan Naram-Sin gjorde hovedguden Enlil vred ved at plyndre Ekur, der var Enlils tempel i Nippur. I sin vrede kaldte Enlil gutianerne ned fra bjergene øst for Tigris, hvilket bragte pest, hungersnød og død over hele Mesopotamien. For at begrænse denne ødelæggelse, bestemte otte af guderne (nemlig Inanna, Enki, Sin, Ninurta, Utu, Ishkur, Nusku og Nidaba), at kun byen Akkad skulle ødelægges for at skåne resten af ​​Sumer, og de forbandede den. Historien slutter med, at digteren skriver om Akkads skæbne, idet den velstående by lægges i aske i overensstemmelse med gudernes forbandelse.

Temaet om guddommelig straf for en bys ''hybris'' eller umoral er et udbredt motiv i oldtidens verdensbillede. Det kan ikke vides sikkert, om det er denne historie, der har dannet forbillede for Gamle Testamentes historie om Sodoma og Gomorra, men motivet menneskers umoral og manglende respekt for guddommen er det samme.

Den bibelske version rummer Abrahams forsøg på at undgå ødelæggelsen, hvis der blot fandtes ti retfærdige indbyggere i byen, men selv så få fandtes der åbenbart ikke. Kun Lot, Abrahams slægtning, reddes fra ulykken: &quot;Da solen stod op over landet, og Lot var kommet til Soar, lod Herren svovl og ild regne ned over Sodoma og Gomorra fra Herren i himlen. Han ødelagde disse byer, ja hele Jordandalen, alle, der boede i byerne, og alt, der voksede på markederne.&quot;&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 25&lt;/ref&gt; Naturvidenskabeligt set kunne det være beskrivelsen af en meteorregn eller af nedfald fra et vulkanudbrud.

==== Moses ====

I Anden Mosebog kapitel 2 introduceres den mytiske skikkelse Moses som israelitternes befrier fra trældommen i Egypten. Historien begynder med hans fødsel. Ifølge myten havde farao befalet, at alle drengebørn skulle dræbes ved fødslen, men Moses' moder reddede ham ved at placere ham i en sivkurv, hvor han blev fundet og adopteret af faraos datter.&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 67&lt;/ref&gt; Denne historie er imidlertid utvivlsomt adopteret fra sumerisk tradition, idet en tilsvarende historie fortælles om kong Sargon af Assad.&lt;ref&gt;Dinkgreve (2021), kap. 8&lt;/ref&gt; Der er således ingen grund til at tillægge denne del af traditionen nogen historisk baggrund.

Senere fortæller Anden Mosebog, at Moses blev pålagt af Gud at føre israelitterne ud af Egypten. Det hedder i den forbindelse, at Gud blandt andet siger til Moses: &quot;Jeg er din faders Gud, Abrahams Gud, Isaks Gud og Jakobs Gud&quot;.&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 69&lt;/ref&gt; Her stå vi på ny over for problemet, at henvisningen til Abraham åbenbart er en anakronisme. Det betyder, at der kan rejses tvivl om både den historiske skikkelse Moses og om Mosebøgerne som kilde til israelitternes tidlige historie overhovedet.

Kendsgerningen er, at der findes ingen beviser på eksistensen af de fem mosebøger før slutningen af det 4. århundrede f.Kr., herunder eksistensen af en person kaldet Moses.&lt;ref&gt;Gad Barnea&lt;/ref&gt; Men den farao, som med stor sandsynlighed fordrev semitterne fra Egypten, hed Ahmoses, hvilket på hebraisk betyder &quot;Moses' broder&quot;. Så måske at der er en sammenhæng her.

==== Græske narrativer ====

Men det er ikke kun fra Sumer og Mesopotamien at Gamle Testamenter har lånt narrativer. Nogle kildekritikere tilhørende den såkaldte &quot;Københavnerskole&quot; har peget på, at også græske narrativer har ydet deres bidrag, lad os tage nogle eksempler:

Jan-Wim Wesselius har foretaget undersøgelser, der viser, hvordan Første Mosebog og Anden Mosebog afspejler Herodots skrifter, især sidstnævntes beretning om persiske kongers liv. Han sammenlignede i detaljer lighederne mellem Josef og Kyros, og især mellem Moses og Xerxes. Josef og Kyros har begge drømme, bliver afsløret for at dø, går i eksil, bliver skjult i en periode og bliver konger, når deres identitet afsløres. Moses og Xerxes drager ud for at erobre enten Kana'an eller Grækenland og krydser vand med deres folk. Mange andre detaljer nævnes, såvel som sammenligninger mellem Terah og Phraortes (en medisk konge), Abraham og Kyaxares (en medisk konge), Isak og Astyges (en medisk konge) og Jakob og Mandane (Kyros' mor).&lt;ref&gt;Wesselius (1999), s. 24-77&lt;/ref&gt;&lt;ref&gt;Wesselius (2002), s. 6-47&lt;/ref&gt;

Philippe Guillaume mener, at skrivere i Alexandria i det andet århundrede f.Kr. indsatte Dommere i den Deuteronomistiske Historie, hvilket afspejlede de ideologiske behov hos de hasmoneiske herskere i Palæstina. Dommere var inspireret af Hesiods ''Værker og Dage'', især afsnittet om heltene, som Hesiod indsatte i de fire tidsaldre. Dette svarer til, hvordan Dommere blev indsat i den Deuteronomistiske Historie. Historier om heroiske dommere før David og Salomon underminerer Davids dynastis påstande, hvilket igen hjalp de hasmoneiske dynaster, der ikke havde nogen Davidisk afstamning bag deres påstande om messiansk styre (147-64).

Katherine Stott har påpege, at Davids opstigning, som skildret i Første Samuelsbog kapitel 16-31 og i Anden Samuelsbog kapitel 1-8, muligvis er inspireret af den fortælling, der beskriver Kyros' opstigning til Persiens og Mediens trone i teksten i Herodots Historier. Hun så følgende paralleller:&lt;/br&gt;
- Kyros og David starter begge under ydmyge kår,&lt;/br&gt; 
- begge træder ind i den forrige konges hof,&lt;/br&gt; 
- i begge tilfælde bliver den pågældende konge jaloux på dem,&lt;/br&gt; 
- i begge tilfælde bliver de truet med døden af ​​den pågældende konge,&lt;/br&gt; 
- begge flygter fra hoffet,&lt;/br&gt; 
- begge bliver folkelige ledere,&lt;/br&gt; 
- i begge tilfælde hopper en allieret af,&lt;/br&gt; 
- begge tilraner sig kongerigets herredømme,&lt;/br&gt; 
- begge får succes på grund af deres militære dygtighed,&lt;/br&gt; 
- begge skåner den gamle konges liv i en periode,&lt;/br&gt; 
- der er et tragisk element i den forrige konges fald i begge tilfælde, og&lt;/br&gt; 
- i begge tilfælde er udfaldet dannelsen af ​​en ny politisk enhed.&lt;/br&gt; 
Stott bemærkede, at denne græske tekst kun i den hellenistiske æra ville have været tilgængelig for den bibelske forfatter.&lt;ref&gt;Stott (2002), s. 62-71, 77-78)&lt;/ref&gt;.

Hesiods ''Theogoni'' og Katalog over kvinder var til dels indflydelsesrige kilder til henholdsvis skabelsesberetningen i Første Mosebog 1 og de genealogier, der findes i hele Første Mosebog 1-11 &lt;ref&gt;Gnuse (2017)&lt;/ref&gt;.

Fortællinger i Første Mosebog 1-11 kan også vises at have betydelige paralleller med beretninger nedskrevet hos græske historikere, såsom Hekateus fra Milet (''Periegesis'' og genealogier) og Herodot fra Halicarnassus (Historier), herunder omtaler af menneskelige leveveje (Første Mosebog kapitel 4:20-22), de tre sønner af en syndflodshelt, der er menneskehedens forfædre (Første Mosebog kapitel 9:18-19 og kapitel 10:1-32) samt plantningen af ​​en vingård (Første Mosebog kapitel 9:20-27). &lt;ref&gt;Gnuse (2019)&lt;/ref&gt;

Ældre latinske traditioner, der ligger bag beretningerne i Ovids Fasti 5, 493-544 og Metamorfoser 8, 625-725, kan have inspireret fortællingerne om de budbringere, der fortæller Abraham om hans kommende søn, og de budbringere, der advarer Lot om at forlade Sodoma i Første Mosebog 18:1-15; 19:12-26. &lt;ref&gt;Gnuse (2017)&lt;/ref&gt;.

En fortælling om Democedes af Kroton i Herodots Historier 3, 125-132 kan have givet anledning til fortællingen om Josef, der fortolker faraos drømme i Første Mosebog 41:1-36, hvilket igen inspirerede drømmeberetningerne i Daniels Bog &lt;ref&gt;Gnuse (2010)&lt;/ref&gt;.

Den korte fortælling om den store kriger Achilleus' ædle, talende heste i ''Iliaden'' 19, 395-424 kan være løst overtaget og indpasset i beretningen om Bileams æsel i Fjerde Mosebog kapitel 22:22-35, hvor et simpelt æsel bringer skam over en tåbelig profet. Talende dyr er langt mere almindelige i græsk litteratur end i Bibelen. (Gnuse 2017d)

Ofrelsen af ​​Ifigenia i to skuespil af Euripides omkring 400 f.Kr.: ''Ifigenia blandt Taurierne'' og ''Ifigenia i Aulis'', kan have inspireret beretningen om Jeftas ofring af sin datter i Dommerbogen kapitel 11:30, 34-40, som synes at være indsat i beretningen om Jeftas kamp mod ammonitterne. (Gnuse 2019b)

Arrians beretning om Alexander den Store og det spildte vand i Anabasis af Alexander 6.26.1-3 kan have inspireret en lignende historie om David i Anden Samuels Bog 23:15-17. Davids handling med at hælde det vand ud, som hans modige soldater hentede bag fjendens linjer, gør ikke en fornuftig historie, som Alexanders handling i den gedrosiske ørken, hvor tørst virkelig er et problem, gør (Gnuse 1998).

Fortællingerne om Josef, Bileam og Jefta kan være blevet placeret i den bibelske tekst i den persiske periode kort efter 400 f.Kr., såvel som bibelske tekster i Første Mosebog 1-11 med Hesiod, Hekateus og Herodot som inspirationskilder. Men de andre fire fortællinger synes mere sandsynligt at have en oprindelse fra den hellenistiske æra. I sidste ende kan man argumentere for, at alle disse tekster opstod i den hellenistiske æra. Wajdenbaum diskuterede alle disse samme beretninger, gjorde mange af de samme observationer og antydede hellenistiske oprindelser, men Gnuse gav større detaljer i analysen af ​​passagerne.

I flere tilfælde kan det sandsynliggøres, at der er tale om tillæg til ældre beretninger placeret i slutningen af ​​bibelske bøger, og som ser ud til at have været knyttet til bogen kun med en løs forbindelse til resten af ​​bogen. Dette gælder især i Dommerbogen, hvor fortællingerne i Dommerbogen kapitel 13-16 om Samson ser ud til at have en helt anden stil end resten af ​​Dommerbogen. Et stort antal forskellige græske legender om Herakles synes at have påvirket Samson-fortællingerne i Dommerbogen kapitel 13-16 på et sent tidspunkt, sandsynligvis i den hellenistiske tid. Der er alt for mange græske paralleller inden for disse fire kapitler til, at de kan afvises som blot fortællingshistoristiske sammentræf.&lt;ref&gt;Gnuse (2018)&lt;/ref&gt;

Afsnittene i Dommerbogens kapitel 17-21 om Mika, om Dan-stammens udvandring til Lakash samt om Benjamitternes skændselsdåd fremstår som tilføjede tillæg til resten af ​​bogen, og dér finder vi beretningen om kvinderne, der blev kidnappet fra Silo. &quot;Voldtægten af ​​de sabinske kvinder&quot;, som en gammel fortælling genfortalt af Livius (''Historie'' I, 9,1-16) og Plutarch (Lives: Romulus XIV, 2-8), kan være forbilledet for de bortførte piger i Dommerbogen kapitel 21:1-24. &lt;ref&gt;Gnuse (2007)&lt;/ref&gt;

Anden Samuelsbog kapitel 21-23 synes også at være et appendiks, og heri finder vi David, der hælder det vand, han har modtaget fra sine krigere, ud. Dommerbogen kapitler 13-21 og Anden Samuelsbog 21-23 kunne derfor være blevet føjet til Deuteronomistiske historier på et meget sent tidspunkt. Historierne om Josef i Første Mosebog kaptel 39-50, der skulle forklare jødernes ophold i Egypten, ses ofte som en sen tilføjelse fra omkring 400 f.Kr. eller senere, hvorfor Herodots indflydelse på Josefs drømmetydning er sandsynlig. Andre beretninger ser også ud til at være blevet indsat noget ujævnt i deres fortællende kontekst. Dette er tydeligst i beretningen om Jeftas ofring af sin datter, som synes at være indsat midt i Jeftas slag i Transjordan, og fortællingen om Bileam og hans æsel, som fremstiller Bileam med en helt anden persona end den, der findes i resten af ​​Fjerde Mosebog 22-24. Historien om de tre engle, der besøger Abraham og pludselig kun bliver to i antal, da de besøger Lot, beder os om at se på parallelle romerske beretninger, hvor der er henholdsvis tre og to engle i fortællingerne fra Ovid. Desuden vidner de nuancerede detaljer i dialogen i Første Mosebog 18-19 også om en senere tids skrivestil. Således synes indflydelsen fra klassiske og græske beretninger at være mest sandsynlig i historier, der synes at være senere tilføjelser og indsættelser i hovedhistorierne.

Foruden indholdsmæssige ligheder er der også opbygningsmæssige ligheder. Daniel Hawk bemærkede, at Aischylos' Orestia og Første Samuelsbog kapitel 8 til Anden Kongebog 8 deler lignende struktur og karakterer. Begge har et tredelt skema og bruger metaforer til at afspejle overgangen fra et slægtskabssamfund til et borgersamfund. Agamemnon og Saul afspejler den gamle orden, Orestes og David viser overgangen, og Athena og Salomon indvier den nye orden. Den deuteronomistiske historiker brugte Orestia som model for sine &quot;modtagne traditioner vedrørende det israelitiske monarki&quot;. Hawk mente, at den hellenistiske æra ville have været det tidspunkt, hvor den bibelske forfatter havde adgang til Aischylus' skrifter.

Disse og andre eksempler er blevet fremhævet af nogle forskere, der generelt er enige om, hvordan hellenistisk litteratur formede den oprindelige historie efter 300 f.Kr. eller endda efter 200 f.Kr. i den makkabæiske æra. Larsson konkluderede, at de bibelske beretninger blev skabt i det ptolemæiske Egypten i det andet århundrede f.Kr. og påvirket af betydelige græske historikere fra det tredje århundrede f.Kr., så som Berossos, Manetho og Eratosthenes. På grundlag af sådanne iagttagelser mener Niels Peter Lemche, at Dommerbogen og sikkert også andre dele af Gamle Testamente først er blevet skrevet eller har fundet deres endelige form omkring 272 f.Kr. Etienne Nodet bekræftede, at Pentateuken opstod i begyndelsen af ​​det tredje århundrede f.Kr., men profeterne og nogle af skrifterne blev skabt i det andet århundrede f.Kr. Disse tekster blev genereret i Alexandria under hellenistisk indflydelse. Emanuel Pfoh mente, at selvom den primære historie blev skabt i den hellenistiske æra, kom nogle traditioner fra den assyriske og persiske æra og blev udviklet af skrivere gennem årene. Men i bund og grund blev teksten formet under hellenistisk indflydelse (23, 33-35). Hvordan det nu forholder sig, står det klart, at både den sene tilblivelse og dens mulige motiver undergraver store dele af Gamle Testamente som historisk kilde.

Det er muligt, at der findes en historisk kerne, som over tid er blevet udbygget og pyntet på med narrativer hentet fra græske traditioner, men indtil videre må det konstateres, at næsten alt i Gamle Testamente lader sig betvivle.

Mest afgørende i denne sammenhæng er det imidlertid, at hvis disse kritikere tilhørende &quot;Københavnerskolen&quot; har ret, så betyder det, at ''Tanakh'' eller Gamle Testamente langt fra var færdigskrevet endsige færdigredigeret, da jøderne vente tilbage til Jerusalen efter eksilet i Babylon. Forud ventede endnu en lang redigeringsproces, og det kan også forklare hvorfor, at vi skal helt frem til 2. århundrede f.Kr. (eller tidligst 3. århundrede f.Kr.) før, at jøderne udviser noget kendskab til deres religiøse skrifter. Forklaringen er den enkle, at først da havde skrifterne nået et så fuldendt udseende, at de lod sig anvende i den national-politiske propaganda.

==== Hyksos-problemet ====

Mens arkæologerne med rimelig sikkerhed tør fastslå, at der fandtes en særlig israelitisk befolkning fra omkring 1200 f.Kr., så er der mere usikkerhed om tiden forud. Hovedspørgsmålet kan formuleres således: er jødernes ophold i og udvandring fra Egypten en historisk begivenhed eller ej? Holdningerne spænder fra fuldstændig afvisning af denne historie til ubetinget tilslutning.

For at løse problemet må vil opspalte det i tre delspørgsmål:&lt;/br&gt;
- kan der påvises et ophold af en semitisk befolkning i Egypten?&lt;/br&gt;
- hvis ja: inden for hvilket tidsrum?&lt;/br&gt;
- hvis ja: var det israelitter eller ej?

Det umiddelbare svar på spørgsmålet er, at der faktisk findes oplysninger om en fremmed befolkning i Egypten. Men denne befolkning, kaldes af egypterne selv ''Hiku-khasut'', det vil sige &quot;ørkenfyrsterne&quot; (hvilket på græsk er blevet til ''hyksos''&lt;ref&gt;Bibby (1978), s. 96&lt;/ref&gt;, og denne benævnelse bruges almindeligvis og derfor også her), ikke &quot;hebræerne&quot;, &quot;jøderne&quot; eller &quot;israelitterne&quot;, og ingen af disse betegnelser kendes i samtiden, end ikke fra Kana'an. Forskerne mener at kunne fastslå, at disse ''hyksos'' ankom fra øst til Egypten i 19. århundrede f.Kr., regerede over Egypten i 17. og 16. århundrede f.Kr. men senere forsvandt igen. Der er fundet en grav rejst over en mand ved navn ''Aper-El'', det vil sige &quot;El's tjener&quot;, som tjente hos faraonerne Amenhotep III og Akhenaten i 14. århundrede f.Kr.&lt;ref&gt;Dinkgreve (2021), kap. 8&lt;/ref&gt;

Et passende udgangspunkt for vurdering af udvandringens troværdighed kan være Simcha Jacobovici og hans film &quot;''The Exodus decoded''&quot;. Heri giver han blandt andet en omfattende dokumentation, som nok kan være en nøjere gennemgang værd.

Simcha tager udgangspunkt i bibelkritiske afvisninger af udvandringen, som traditionelt blev dateret til 1270 f.Kr. det vil sige i Ramses II's regeringstid men hvor der ingen beviser for en sådan begivenhed findes. Simcha mener, at denne datering er forkert, og at den korrekte tidsfæstelse er omkring 1500 f.Kr. Som beviser for denne tidsfæstelse anfører han følgende:

Hyksos-folket skulle være kommet til Egypten omtrent 200 år før, at de atter udvandrede, det vil sige 1700 f.Kr. I en grav i Beni Hassan ved Nilen omkring 400 km syd for Cairo findes et vægmaleri, som viser en indvandring til Egypten. Befolkningen er semitter med skæg, flerfarvede dragter og med benævnelsen &quot;''Amo''&quot;. I ''Tanakh'' (Gamle Testamente) anvendes benævnelsen &quot;''Amo Israel''&quot;, det vil sige &quot;Guds folk&quot;. Benævnelsen er den samme og deres ophold passer nøje med traditionen.

Hyksos-folkets hovedstad var Avaris, der ligger i Nilens delta nord for Cairo. Avaris er blevet udgravet af professor Manfred Bietak fra Wien. Han har blandt andet fundet 9 seglstamper med navnet &quot;Jakob&quot;, hvilket nøje svarer til den bibelske tradition om faraos betroede mand, Josef, der netop var søn af Jakob.

Ifølge traditionen ender indvandrerne som slaver. I Serabit El Khadim i Sinai-ørkenen blev udvundet tyrkis-sten i miner ved slaveri. I en af disse minder findes en alfabetisk (ikke-egyptisk) indskrift på væggen: &quot;El, hjælp mig&quot;. ''El'' var navnet på en semitisk guddom.

En stele rejst af farao Ahmoses og dateret til omkring 1500 f.Kr. fortæller om blandt andet storm og mørke i overensstemmelse med den bibelske tradition, og den nævner gud i ental. Ahmoses er kendt for at have udvist hyksos-folket. Navnet Ahmoses betyder på egyptisk &quot;månen er født&quot; men på hebraisk &quot;Moses' broder&quot;. 

Omkring 1500 f.Kr. indtraf et stort vulkanudbrud på øen Santorini i det græske øhav. Simcha mener, at det var denne begivenhed, som udløste udvandringen, og at den også kan forklare Egyptens ti plager. Hans argumentation herfor er følgende:

I Avaris er fundet vulkansk pimpsten dateret til omkring 1500 f.Kr. Dette viser (om ikke andet) at Egypten blev påvirket af netop dette vilkanudbrud.

Vulkanudbruddet og tilhørende jordskælv havde følgende bivirkninger:&lt;/br&gt;
- vandet bliver rødt. Årsagen er, at rust frigøres ved gasudbrud fra bunden og opblandes i vandet. Dette skete blandt andet i 1986 ved Nyos-søen i Cameroon.&lt;/br&gt;
- frøer. Hopper ud af vandet, når det bliver forurenet.&lt;/br&gt;
- lus, fluer og epidemi følger som eftervirkninger af miljøkatastrofen&lt;/br&gt;
- sår og bylder. Disse kendes ligeledes fra Nyos-begivenheden i 1986.&lt;/br&gt;
- hagl. Is og ild = &quot;vulkansk hagl&quot; omtales i den såkaldte Ipuwer-papyros og skyldes, at vulkansk aske blandes med vand i atmosfæren.&lt;/br&gt;
- græshopper. Bringes på vandring på grund af klimaændringen.&lt;/br&gt;
- mørke. Skyldes en askesky, der fra vulkanudbruddet bredte sig til Nilens delta, hvilket er bevist ved korn af asken fundet af Jean-Daniel Stanley fra Smithsonian Institute.&lt;/br&gt;
- førstefødte sønner døde. Skyldes at CO&lt;sub&gt;²&lt;/sub&gt; frigøres fra jordens indre og lægger sig lige ved jordens overflade. Da de ældste priviligerede sønner sov på en lav seng, blev de dræbt af gassen, mens andre børn der sov på de flade tage aldrig blev berørt inden, at gassen opløstes igen. Noget tilsvarende blev observeret i Nyos. Yderligere er der udgravet massegrave i Avaris, som kun omfatter personer af mandkøn og ikke krigere. Og Ahmoses' egen søn døde som 12-årig (hans begravede lig er fundet).&lt;/br&gt;
Ifølge Simcha er alle disse begivenheder således naturlige mulige følger af vulkanudbruddet.
[[Fil:Stele_of_Grave_Circle_A_Mycenae_NAMA_1428.JPG|200px|thumb|Gravstele fra Mykene, der viser Farao, som forfølger Moses. De er omgivet af vand på begge sider.]]
Velkendt er historien om havets deling.&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 82&lt;/ref&gt; Den korrekte formulering i Bibelen er &quot;Yam Suf&quot;, det vil sige Sivhavet. Men siv vokser ikke i saltvand, så der er tale om en stor sø. På Ismailia Regional Museum findes en granitsten med en indskrift i hieroglyffer, ''El Arish''-indskriften, der fortæller om udvandringen set fra faraos side. Her kaldes lederen for &quot;ørkenprinsen&quot;. Mere bemærkelsesværdigt er det, at indskriften også fortæller, at vandene delte sig (markeret som bølger + 2 knive), og at indskriften nævner stedet for denne begivenhed: ''El Balah'', en nu tidligere sø beliggende øst for Avaris nær overgangen til Sinai-ørkenen. Simcha mener, at som følge af de tektoniske forskydninger og deraf følgende jordskred løftede den afrikanske plade sig 1-2 meter og skabte en landkorridor, men kort efter fulgte en tsunami, som druknede faraos hær.

Simcha peger på et vægmaleri på Santorini, som viser en sejlads fra en by omgivet af mure. Simcha mener, at den viste by er Avaris, idet der her også er fundet minoiske vægmalerier, hvilket vidner om handelsforbindelser. En del af udvandrerne skulle således være draget til Grækenland. I Mykene er fundet guldgenstande og sværd i en grav dateret til 1500 f.Kr. De kan stamme fra jødiske udvandrere. Desuden er fundet tre gravsten med billeder visende først en mand på en stridsvogn, der forfølger en gående mand omgivet af bølger, dernæst at den gående mand er nået højere liggende land og har vendt sig imod stridsvognen, og endelig at stridsvognen drukner i bølgerne. Billederne viser, let forenklet, faraos forfølgelse af Moses. Det er i bogstaveligste forstand en tegneserie om begivenheden.

Simcha peger dernæst på, at jordskælv kunne have ført til, at gas og olie blev frigivet og måske blev antændt, og derved gav anledning til røgsøjler om dagen og ildsøjler om natten svarende til beretningen i Anden Mosebog kapitel 13 vers 21-22: &quot;Herren gik foran dem, om dagen i en skysøjle for at føre dem på vejen og om natten i en ildsøjle for at lyse for dem, så at de kunne gå både dag og nat. Skysøjlen fjernede sig ikke fra folket om dagen og ildsøjlen ikke om natten.&quot;&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 81&lt;/ref&gt;

Endelig mener Simcha at kunne påvise, hvor bjerget Sinai lå. Og han mener at have fundet billedlige gengivelser af Pagtens Ark - i Grækenland af alle steder!

Så langt Simcha. Det giver anledning til en række spørgsmål: er begivenheden fejldateret? Det er der faktisk en del, der tyder på. Begivenheden fandt efter alt at dømme sted omkring 1500 f.Kr. Kan et vulkanudbrud være forklaringen på begivenhedsforløbet? Svaret må være, at det er muligt, i hvert fald er der intet, som tyder på, at det ikke kunne være tilfældet. Var dette hyksos-folk ''Amo'' og var det semitter? Ja, det er sandsynligt. Var det også israelitter? Det er muligt, men ikke sikkert.

Vi har tidligere fastslået, at Gamle Testamentes historie om udvandringen fra Egypten tidsmæssigt er uforenelig med historien om Abraham som israelitternes stamfader, idet hans ophold i filistrenes land er flere hundrede år senere end udvandringen. Og det forbliver uforklarligt, at et folk, som kaldte sig selv Israel, ikke optræder under dette navn men af Egypterne kaldtes henholdsvis ''Amo'' og ''Hyksos''.  

Historien om ''exodus'' eller udvandringen fra Egypten kendes ikke fra Elephantine, en jødisk by i Egypten fra 400-tallet f.Kr., hvilket kunne tyde på, at denne tradition i jødisk historieforståelse enten må være yngre end denne tid eller endnu ikke spillede den rolle i jødisk selvforståelse, som den senere fik.

Hvis man vil være besværlig, kan man opstille følgende alternative hypotese: udskibningen fra Egypten til Mykene eksisterer ikke i det bibelske narrativ. Hvis man alligevel forudsætter, at det afspejler en historisk kendsgerning, så kunne disse udvandrere, ''hyksos'', have taget hele traditionen med sig og billedligt gengivet den på deres gravsteler. Da &quot;havfolket&quot; (som beviseligt stammer fra Grækenland foruden andre steder) langt senere, omkring 1178 f.Kr., kom til Palæstina, bragte de traditionen med sig. Det er her fra, at jøderne senere overtog den, omformulerede den til en ørkenvandring med Moselov og hele molevitten og dermed tillige skrev det oprindelige folk ud af beretningen og satte sig selv ind i stedet som led i en selvskabt historisk tradition. 

Der er selvsagt ingen beviser for en sådan udvikling, men der er heller intet, som modsiger den, og den ville forklare årsagen til, at traditionen åbenbart overlevede i Mykene. Og hvad mere er: det kunne forklare hvorfor, at folk fra Middelhavets nordlige kyster søgte øst- og sydpå (i stedet for vestpå), da deres hjemlige forhold ikke tillod dem at blive boende, hvor de var. Et indicium for, at teorien kunne være rigtig, er det forhold, at Mykene var et handelscentrum i tiden 1600-1100 f.Kr. blandt andet med handelsforbindelser til Levanten. Blandt de forhandlede varer var genstande af elfenben fundet i Megiddo, der viser handelsforbindelser til Det Ægæiske Hav, Kypern, Hittitterne samt Egypten.&lt;ref&gt;Novacek (2011), s. 47f&lt;/ref&gt; Det indebærer, at &quot;havfolket&quot; meget vel kan have haft handelsforbindelser med Levanten tidligere og derfor kendte til områdets frugtbarhed inden, at de udvandrede dertil.

Der imod kan vi udelukke, at det var israelitterne selv, som indvandrede sammen med havfolket, fordi dette skete 1178 f.Kr. mens Israel som omtalt nævnes på en stele allerede fra 1208 f.Kr.

Kildekritisk må det konstateres, at Mosebøgerne ret beset forsøger at forene to temmelig uforenelige historiske traditioner: på den ene side traditionen fra Mesopotamien omfattende Edens Have (Dilmun), Babelstårnet (zigguraterne) og Noas ark, hvor Abraham indgår som det forklarende bindeled hvorfor, at jødernes stamfader udvandrede til Kana'an, på den anden side traditionen om Jakob (Israel)&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 46&lt;/ref&gt;, Josef og hans brødre&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 48f&lt;/ref&gt;, Israels udvandring til Egypten&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 59&lt;/ref&gt; og Moses&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 67&lt;/ref&gt; med udvandring, ørkenvandring, moseloven og løftet om Kana'an.&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 243&lt;/ref&gt;

Der kan næppe være tvivl om, at den jødiske beretning om udvandringen fra Egypten og den egyptiske beretning om fordrivelsen af de fremmede omtaler den samme begivenhed set fra to sider. For så vidt behøver ingen af dem at give det sande billede: hvis årsagen virkelig var et vulkanudbrud, kunne de forringede leveforhold efter dette meget vel være årsag til, at folk udvandrede eller bortvandrede igen. At jøderne eller israelitterne har taget begivenheden til sig er for så vidt ikke anderledes end andre historier, som de har adopteret og adapteret.

Som en sidebemærkning skal det lige nævnes, at den egyptiske konge Amenhotep IV, bedre kendt som Akhenaten, som var gift med Nefertiti og fader til Tutankhaton, og som er gået over i historien som den første monoteistiske konge, regerede fra omkring 1353 til 1336 f.Kr. Det betyder, at han regerede henved 150 år efter, at ''hyksos'' udvandrede, og at der således ingen forbindelse er med Moses.

=== Bearbejdede profetier ===

De mange profetiske tekster i Gamle Testamente udgør et eget problem. Kort sagt er de kildekritiske studier i stigende grad blevet opmærksomme på, at der ikke er tale om originale tekster. I stedet er disse blevet ændret for at tilpasse dem til bestemte formål.

Esajas', Jeremias', Ezekiels og de Tolvs Bog mangler en historie og opretholder ikke en ensartet kronologisk rækkefølge af materiale. De profetiske bøger ses ikke længere som blot kilder, hvorved læserne kan få adgang til fortiden. De læses nu som bevidste kompositioner, der genpræsenterer og fortolker profeternes ord i tekstform.

Allerede i de sidste profeters tekster er der tegn på bevidst bevidsthed om tekstualiseringen af ​​profetier. Historien i Jeremias 36 beskriver for eksempel en proces, hvor forskellige budskaber i forskellige former fra forskellige tider og steder sammensættes i tekstform af profetens skriver. Når denne rulle efterfølgende ødelægges som reaktion på dens læsning, sker der ikke blot en omskrivning af rullen, men også en betydelig tilføjelse af lignende ord (Jeremias 36:32), hvilket vidner om bogens litterære vækst. Profeter som Jeremias er ikke længere tilgængelige, men deres ord er tilgængelige i de bøger, der bærer deres navne (Zakharias 1:5-6). Disse bøger danner et særskilt korpus inden for den bibelske kanon. Når Daniel refererer til Jeremias' profeti om halvfjerds år i Daniel 9:2, taler han om Jeremias' bog blandt en flerhed af profetiske bøger (jf. Ezekiel 38:17). 

De tidligste postbibelske fortolkere af den profetiske litteratur var de skriftkloge, oversættere og kommentatorer, der videregav, gengav og forklarede teksterne. Blandt vidner til den tidligst dokumenterede periode med skriftlig overlevering (ca. 250 f.Kr. indtil 132-135 e.Kr.) er det tydeligt, at skriftkloge ikke så sig selv som blot afskrivere på samme måde som skriftkloge fra en senere periode. De så snarere sig selv som ligestillede med de oprindelige forfattere, og de udvidede ofte den bibelske tekst med fortolkninger, der var beregnet til at hjælpe læserne med at forstå teksten. Disse skriftkloge havde deres eget syn på den bibelske tekst og ønskede at sikre en teologisk korrekt læsning af den.

Blandt de profetiske bøger må de mest fremragende eksempler på fortolkningsmæssig udvidelse være Jeremias og Ezekiel i den masoretiske tekst (MT). I disse tilfælde har udvidelsen nået niveauet for skabelsen af ​​nye udgaver af bøgerne. De hebraiske tekster bag de oldgræske (OG) versioner af disse bøger er betydeligt kortere førsteudgaver. Mange af udvidelserne i andenudgaverne, der findes i MT, er af eksegetisk karakter. For eksempel er Jeremias' berygtede fjende fra nord ikke eksplicit identificeret i OG eller dens hebraiske kilde, hvilket efterlader den åben for den slags eskatologiske fortolkning, der findes i Ezekiel 38:14-17, men MT identificerer denne fjende som Babylon i udvidelsen af ​​Jeremias 25:9, hvilket skaber en interessant konflikt med Jeremias 50:3 og dens profeti om en fjende fra nord, der kommer mod Babylon. Et andet eksempel er versionen af ​​Jeremias' profeti om halvfjerds år i Jeremias 25:11-12. I OG er denne profeti ikke eksplicit begrænset til perioden med babylonsk fangenskab (se: Dan 9:1-2, 24-27), men udvidelserne i MT gør denne begrænsning af profetien eksplicit (jf. Jeremias 29:10). For Ezekiels Bog forekommer en af ​​de mest bemærkelsesværdige udvidelser i MT Ezekiel 36:23c-38, som mangler, et vigtigt vidnesbyrd om OG fra det tredje århundrede e.Kr. Denne ret lange udvidelse er baseret på materiale fundet andre steder både i og uden for Ezekiels Bog. 

Når det forholder sig således med disse tekster, rejser det uundgåeligt spørgesmålet om og i hvilken grad, det samme er tilfældet med andre tekster i Gamle Testamente. Og det svækker betydeligt Gamle Testamentes værdi som kilde til jødernes historie.

=== Sammenfatning ===

Denne gennemgang af Gamle Testamente har kun omfattet en mindre del af den samlede tekst, men selv denne meget begrænsede gennemgang har belyst en række problemer:&lt;/br&gt;
- Gamle Testamente er ''ikke'' en historisk redegørelse for jødernes historie, selv om den giver indtryk af dette,&lt;/br&gt;
- det er i stedet en samling af traditioner, anekdoter og myter skrevet af ulige forfattere til ulige tider&lt;/br&gt;
- der er gjort forsøg på at sammenskrive og harmonisere disse narrativer&lt;/br&gt;
- hvilket ikke kan skjule, at der er kronologiske problemer&lt;/br&gt;
- og at væsentlige traditioner er hentet fra andre kulturer, især Sumer og Mesopotamien men også fra Grækenland.

Vi tør antage, at skildringen af kongetiden og det delte kongerige med navnelister over regenterne er rimelig troværdig, blandt andet fordi deres navne forekommer i andre kilder, men vi har kun ringe mulighed for at vide i hvilken udstrækning, historierne om dem er blevet ændrede for at tilpasse sig et senere monoteistisk narrativ.

Nogle historier, blandt andre Esthers Bog men også Ezras Bog og Nehemias' Bog, er meget sene og menes først at være blevet tilføjet efter afslutningen af det babylonske fangenskab.

=== &lt;big&gt;Semitismen, jødedommens tankesæt&lt;/big&gt; === 

Vi har i det foregående set på Gamle Testamente som et muligt historisk kildeskrift. Man kan imidlertid også anlægge en helt anden synsvinkel, nemlig Gamle Testamente som ideologisk grundlag nærmere betegnet som grundlag for en jødisk national etnicitet samt for en særlig jødisk etik. Det skal på forhånd understreges, at det følgende ikke omfatter alle jøder, idet mange alene identificerer sig som tilhørende denne folkegruppe af genealogiske og traditionsbårne årsager, det vil sige med hensyn til deres familiære oprindelse samt højtider og mindedage. Men der findes også kredse i den jødiske befolkning, der opfatter Gamle Testamente som en anvisning på hvordan, at jøder kan og bør opføre sig.

Alle kender begrebet &quot;anti-semitisme&quot;, men få eller ingen ved, hvad udtrykket &quot;semitisme&quot; egentlig dækker over. Man vil således lede forgæves efter det i en ordbog eller eksempelvis på ''wikipedia''. Her vil begrebet blivet forstået således, at det dækker over den tankegang eller de tankegange, som kan udledes og af nogle er blevet udledt af Gamle Testamente. Det betyder, at der her vil blive set bort fra jødisk mysticisme, kabala, frankisme og lignende ældre og nyere afledede ideologier, hvilke hver for sig er en særskilt undersøgelse værd.

Læser man Gamle Testamente, vil man se, at bestemte tankegange bliver promoveret. Det drejer sig i hovedsagen om følgende:&lt;/br&gt;
- det udvalgte folk&lt;/br&gt;
- racisme&lt;/br&gt;
- retten til Kana'an&lt;/br&gt;
- retten til at myrde hele befolkninger&lt;/br&gt;
- &quot;honningfælder&quot; og pengeafpresning&lt;/br&gt;
I det følgende vil hvert af disse emner blive gennemgået særskilt.

=== Det udvalgte folk ===

Ideen om jøderne som Guds udvalgte folk tager udgangspunkt i Første Mosebog kapitel 12: her møder vi Abram ved Ur i Kaldæa. Videre hedder det: &quot;Herren sagde til Abram: &quot;Forlad dit land og din slægt og din fars hus, og drag til det land, jeg vil vise dig. Jeg vil gøre dig til et stort folk og velsigne dig. Jeg vil gøre dit navn stort, og du skal være en velsignelse.&lt;/br&gt;
Jeg vil velsigne dem, der velsigner dig,&lt;/br&gt;
og den, der forbander dig, vil jeg forbande.&lt;/br&gt;
I dig skal alle jordens slægter velsignes&quot;.&quot;&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 17f&lt;/ref&gt;

Senere gentages denne priviligerede stilling i andre sammenhænge, således over for Jakob i Betel. I Første Mosebog kapitel 35:9-13 hedder det: &quot;Gud viste sig igen for Jakob, efter at han var kommet hjem fra Paddan-Aram. Han velsignede ham og sagde til ham: &quot;Dit navn er Jakob; men nu skal du ikke længere hedde Jakob. Dit navn skal være Israel.&quot; Og han gav ham navnet Israel. Han sagde til ham: &quot;Jeg er Gud den Almægtige. Bliv frugtbar og talrig! Et folk, ja, en mængde folkeslag skal nedstamme fra dig, og konger skal fremstå af dit eget kød og blod. Det land, jeg gav Abraham og Isak, giver jeg dig og dine efterkommere.&quot; Så steg Gud op fraham, dér hvor han havde talt med ham.&quot;&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 46&lt;/ref&gt;

I Anden Mosebog kapitel 3:7-10 findes følgende: &quot;Så sagde Herren: &quot;Jeg har set mit folks lidelse i Egypten, og jeg har hørt deres klageskrig over slavefogederne. Jeg har lagt mig deres lidelser på sinde, og derfor er jeg kommet ned for at redde dem fra egypterne og føre dem op fra dette land til et godt og vidtstrakt land, et land der flyder med mælk og honning, dér hvor kana'anæerne, hittitterne, amoritterne, perizzitterne, hivvitterne og jebusitterne bor. Nu har israelitternes klageskrig nået mig, og jeg har set, hvordan egypterne undertrykker dem. Gå nu! Jeg vil sende dig til Farao. Du skal føre mit folk israelitterne ud af Egypten&quot;.&quot;&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 69&lt;/ref&gt; Dette og tilsvarende formuleringer med &quot;mit folk israelitterne&quot; giver jøderne en identitet som Guds udvalgte folk i den jødiske selvforståelse.

=== Racismen ===

Racismen er en logisk følge af ideen om Guds udvalgte folk. Et folk kan selvsagt ikke være &quot;udvalgt&quot;, hvis andre folk kan indgiftes i det. Følgelig er Gamle Testamente fuldt af forbud mod at gifte sig med ægtefæller fra andre folkeslag og kritik, når de alligevel gjorde det. Lad os tage nogen eksempler.

I Femte Mosebog kapitel 7:1-4 finder vi følgende påbud af Moses: &quot;Når Herren din Gud fører dig til det land, du skal ind og erobre, og han driver store folkeslag væk foran dig, hittitterne, girgashitterne, amoritterne, kana'anæerne, perizzitterne, hivvitterne og jebusitterne, syv folk, der er større og mægtigere end du, og Herren din Gud overgiver dem til dig, og du besejrer dem, da skal du lægge band på dem. Du må ikke slutte pagt med dem og ikke vise dem barmhjertighed. Du må ikke bringe dig i familie me dem; du må ikke give dine døtre til deres sønner, og du må ikke lade dine sønner gifte sig med deres døtre, for det vil få dine sønner til at vige fra mig og dyrke andre guder. Da vil Herrens vrede flamme op imod jer, og han vil hurtigt udrydde dig.&quot;&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 208&lt;/ref&gt;

Dette gælder blandt andre kong Salomo. I Første Kongebog 11:1-4 læses således følgende: &quot;Kong Salomo elskede mange udenlandske kvinder foruden Faraos datter, moabitiske, ammonitiske, edomitiske, sidoniske og hittitiske; om de folk havde Herren sagt til israelitterne: &quot;I må ikke indlade jer med dem, og de må indlade sig med jer, for så vender de jeres hjerte til deres guder.&quot; Dem elskede Salomo, og han holdt fast ved dem. Han havde syv hundrede hustruer med fyrstelig rang og tre hundrede medhustruer, og hans hustruer bragte hans hjerte på afveje.&quot;&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 390&lt;/ref&gt;

I Ezras Bog kapitel 9:10-12 optræder Ezras bodsklage med blandt andet dette: &quot;Vor Gud, hvad skal vi nu sige efter dette? For vi har svigtet de befalinger, du gav gennem dine tjenere, profeterne, da du sagde: Det land, I skal ind og tage i besiddelse, er et urent land på grund af de fremmede folks urenhed med de afskyelige handlinger, som de i deres urenhed har fyldt det med fra ende til anden. Derfor må I ikke give jeres døtre til deres sønner, og I må ikke lade jeres sønner gifte sig med deres døtre.&quot;&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 527&lt;/ref&gt; og i Kapitel 10:10-12 bliver dette gentaget: &quot;Så rejste præsten Ezra sig og sagde til dem: &quot;I har handlet troløst ved at gifte jer med fremmede kvinder; I har øget Israels skyld. Aflæg nu bekendelse for Herren, jeres fædres Gud, og gør hans vilje. Skil jer ud fra landets folk og de fremmede kvinder&quot;.&quot;&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 528&lt;/ref&gt;

I Nehemias' Bog kapitel 10:31 indgår israelitterne blandt andet følgende forpligtelse: &quot;Vi vil ikke give vores døtre til landets folk, og vi vil ikke lade vores sønner gifte sig med deres døtre.&quot;&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 542&lt;/ref&gt;

Således kunne man blive ved.

=== Lebensraum ===

Jødernes ret til Kana'ans land hidrører fra Første Mosebog. I kapitel 12 læser vi: &quot;Dengang boede kana'anæerne i landet. Herren viste sig for Abram og sagde: &quot;Jeg vil give dine efterkommere dette land&quot;.&quot;&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 18&lt;/ref&gt; Senere, i kapitel 15, præciseres udstrækningen af dette jødiske lebensraum: &quot;Den dag sluttede Herren pagt med Abram. Han sagde: &quot;Jeg giver dine efterkommere dette land fra Egyptens flod (det vil sige Nilen) til den store flod, Eufratfloden: kenitterne, kenizzitterne, kadmonitterne, hittitterne, perizzitterne, refaitterne, amoritterne, kana'anæerne, girgashitterne og jebusitterne&quot;.&quot;&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 20f&lt;/ref&gt;

Størrelsen af dette jødiske lebensraum er påfaldende. Sammenlignet med officielle landegrænser i 2026 omfatter dette område: den østlige halvdel af Egypten inklusive hele Sinai, Palæstina inklusive Gaza og Vestbredden, Libanon, Jordan, Saudi Arabien, Yemen, Oman, Forenede Arabiske Emirater, Qatar, Bahrain, Kuwait, Irak samt Syrien. Nogle jødiske imperialister medregner også Kypern til området.

En anden afgrænsning findes i Fjerde Mosebog kapitel 34. Heri læser vi: &quot;Herren talte til Moses og sagde: &quot;Giv israelitterne denne befaling: I kommer nu til Kana'an, det land, der tilfalder jer som arvelod, Kana'ans land i dets fulde udstrækning. Jeres sydgrænse skal gå fra Sins ørken langs med Edom. I syd skal jeres grænse gå fra enden af Salthavet i øst. Så skal grænsen dreje syd om Akrabbim-passet, gå videre til Sin og ende syd for Kadesh-Barnea. Så skal den fortsætte til Hasar-Addar og gå videre til Asmon. Så skal grænsen dreje fra Asmon mod Egyptens bæk og ende ude ved havet.&lt;/br&gt;
Grænsen i vest: Det Store Hav med kyststrækning. Det skal være jeres vestgrænse.&lt;/br&gt;
Dette skal være jeres nordgrænse: Fra Det Store Hav skal I trække en linie til bjerget Hor; fra bjerget Hor skal I trække en linie til Lebo-Hamat, og grænsen skal ende i Sedad. Så skal grænsen gå videre til Zifron, og den skal ende i Hasar-Enan. Det skal være jeres nordgrænse.&lt;/br&gt;
Som grænse i øst skal I trække en linie fra Hasar-Enan til Shefam. Så skal grænsen gå ned fra Shefam til Ribla øst for Ajin, og grænsen skal fortsætte ned og støde til bjergryggen øst for Kinneretsøen. Så skal grænsen gå ned til Jordan og ende ved Salthavet.&lt;/br&gt;
Dette skal være jeres land med dets grænser hele vejen rundt.&quot;&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 196&lt;/ref&gt;

Dette er unægteligt en noget anden afgrænsning end før. Den kritiske læser vi måske spørge om Herren ikke havde forklaret sig godt nok over for Moses eller måske havde ændret holdning, eller om der måske er en helt tredie forklaring?

Den tænkende læser vil måske kigge nærmere på andre dele af samme historie. Vi hører, at Abraham fik børn både med Sara, sin hustru, nemlig jøderne, og med Hagar fra Egypten, hans trælkvinde, nemlig ismaelitterne, det vil sige araberne.&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 21&lt;/ref&gt; Så var det nu jøderne, araberne eller begge grupper som skulle leve i dette område? Desuden tog han sig en ny hustru: Ketura, med hvem han også fik efterkommere.&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 31&lt;/ref&gt; Det er således ret uklart hvem, der skulle overtage dette lebensraum.
 
Således tænker semitisterne ikke. De er imperialister, og de vil have det hele for sig selv. De mener at have ret til at fordrive andre folkeslag og ser Gamle Testamente som kilde til denne ret.

=== Retten til folkemord ===

Jødernes ret til at myrde befolkningerne, som levede i Kana'an, forekommer allerede i Mosebøgerne. I Femte Mosebog kapitel 20:16-17 findes således følgende påbud udtalt af Moses: &quot;i de folks byer, som Herren din Gud vil give dig i eje, må du ikke lade en eneste beholde livet; du skal lægge band på dem, på hittitterne, amoritterne, kana'anæerne, perizzitterne, hivvitterne og jebusitterne, sådan som Herren din Gud har befalet dig.&quot;&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 223&lt;/ref&gt;

I Josvabogen hører vi hvordan, at jøderne hensynsløst myrdede indbyggerne i Kana'an, eksempelvis i kapitel 8:24-29: &quot;Da israelitterne på åben mark havde dræbt alle de indbyggere fra Aj, som havde forfulgt dem ud i ørkenen, og da alle til sidste mand var faldet for sværdet, vendte alle israelitterne tilbage til Aj og huggede indbyggerne ned med sværd. Den dag blev der dræbt i alt tolv tusind mænd og kvinder, alle indbyggerne i Aj. Josva trak ikke sin udstrakte hånd med krumsværdet tilbage, før han havde lagt band på alle indbyggerne i Aj. ..Og Josva brændte Aj ned; han gjorde den til en øde ruinhøj for evigt, og det er den den dag i dag. Ajs konge hængte de på et træ og lod ham hænge til aften. Da solen gik ned, gav Josva sine folk befaling om at tage liget ned fra træet og kaste det hen ved indgangen til byporten. Så kastede de en stor stendynge op over ham, og den ligger der den dag i dag.&quot;&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 251f&lt;/ref&gt;

Tilsvarende i Josvabogen kapitel 10:28-43: &quot;Samme dag indtog Josva Makkeda. Han slog byen og dens konge med sværd og lagde band på byen og alle, der var i den; der var ingen, der overlevede. Han gjorde det samme med kongen i Makkeba, som han havde gjort med kongen i Jeriko.&lt;/br&gt;
Fra Makkeda drog Josva sammen med hele Israel videre til Libna. Han gik til angreb på Libna, og Herren gav også denne by og dens konge i Israels hånd. Josva slog byen og alle, der var i den, med sværd; der var ingen, der overlevede. Han gjorde det samme med kongen dér, som han havde gjort med kongen i Jeriko.&lt;/br&gt;
Fra Libna drog Josva sammen med hele Israel videre til Lakish. Han belejrede byen og gik til angreb på den, og Herren gav Lakish i Israels hånd. Den følgende dag indtog Josva byen; han slog den og alle, der var i den, med sværd, ganske som han havde gjort med Libna. Da drog Gezers konge Horam op for at komme Lakish til undsætning, men Josva slog kongen og hans hær; der var ingen, der overlevede.&lt;/br&gt;
Fra Lakish drog Josva sammen med hele Israel videre til Eglon. De belejrede byen og gik til angreb på den, og samme dag indtog de den og slog den med sværd. Den dag lagde han band på alle, der var i byen, ganske som han havde gjort med Lakish.&lt;/br&gt;
Fra Eglon drog Josva sammen med hele Israel op til Hebron. De gik til angreb på byen og indtog den; de slog byen, dens konge, alle dens byer og alle, der var i den, med sværd; der var ingen, der overlevede. Ganske som han havde gjort med Eglon, lagde han band på byen og på alle, der var i den.&lt;/br&gt;
Så vendte Josva sig sammen med hele Israel mod Debir. Han gik til angreb på byen og indtog den med dens kong og alle dens byer. De slog dem med sværd og lagde band på alle, der var i den; der var ingen, der overlevede. Han gjorde det samme med Debir og dens konge, som han havde gjort med Hebron og med Libna og dens konge.&lt;/br&gt;
Således besejrede Josva hele landet: Bjerglandet, Sydlandet, Lavlandet og Skråningerne og alle kongerne dér. Der var ingen, der overlevede; hver levende sjæl lagde han band på, sådan som Herren, Israels Gud, havde befalet. Josva besejrede dem fra Kadesh-Barnea til Gaza, i hele landet Goshen og helt til Gibeon. Alle disse konger og deres lande undertvang Josva på én gang, for Herren, Israels Gud, førte krig for Israel. Så vendte Josva sammen med hele Israel tilbage til lejren i Gilgal.&quot;&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 255&lt;/ref&gt;

I Josvabogen Kapitel 11 fortsætter folkemordene i det nordlige Kana'an, blandt andet Hasor: &quot;Alle, der var i byen, huggede de ned med sværd og lagde band på dem, så ikke en levende sjæl blev tilbage; og Josva brændte Hasor ned.&quot;&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 256&lt;/ref&gt; Da massemordet var til ende, blev rovet, det vil sige Kana'an, delt mellem israelitternes stammer.&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 257-264&lt;/ref&gt; Det minder om en langt senere begivenhed: under Sovjetunionen i Stalintiden gennemførte terrororganisationen OGPU under ledelse af jøden Genrikh Jagoda&lt;ref&gt;Lina (2003), s.315&lt;/ref&gt; samt NKVD overvejende ledet af jøder&lt;ref&gt;Lina (2003), s.318, 327&lt;/ref&gt; i 1932-33 et massemord på og en massefordrivelse af ukrainske bønder fra deres gårde, en begivenhed der blev kendt som ''holodomor''. Mindre kendt er, at OGPU overvejende bestod af jøder, og at disse efterfølgende som en belønning oprettede deres egne kollektivlandbrug, kibbutz'er, på de myrdede og fordrevne ukraineres jord.&lt;ref&gt;Holocaustmuseet i USA, film&lt;/ref&gt; Jødisk historieforståelse trækker lange spor.

Det var ikke kun ved erobringen af Kana'an, at jøderne begik massemord. I Esters Bog kapitel 9:2-16 hører vi: &quot;I alle kong Ahasverus' provinser samledes jøderne i deres byer for at lægge hånd på dem, der ville dem noget ondt. .. Den trettende dag i måneden adar samledes de øvrige jøder i kongens provinser og forsvarede deres liv; de fik fred for deres fjender, og og de dræbte 75.000 af deres modstandere&quot;.&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 555&lt;/ref&gt;

Flere eksempler end de nævnte kunne være fremhævet, men budskabet og moralen er tydelig nok: i &quot;hellig krig&quot; er massemord på guddommens befalet ikke blot acceptabel men en pligt at gennemføre.

Det er mildest talt absurd at se hvordan den samme ideologi, som hyldede folkemord i Gamle Testamente, har haft travl med at fremstille de selv samme massemordere som et uskyldigt forfulgt folkefærd i det 20. og starten af det 21. århundrede.

=== Honningfælder og pengeafpresning ===

Historier i Gamle Testamente giver jøderne tvivlsomme moralbegreber, eksempelvis at prostituere deres hustruer og døtre i form af &quot;honningfælder&quot;, det vil sige lokkemad for en efterfølgende afpresning. Det begynder med selveste Abraham. I Første Mosebog kapitel 20:2-16 læser vi: &quot;Abraham sagde om sin kone Sara, at hun var hans søster, og Abimelek, kongen i Gerar, sendte bud efter Sara. Om natten kom Gud i en drøm til Abimelek og sagde til ham: &quot;Nu skal du dø, fordi du har taget denne kvinde, for hun er gift&quot;.&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 25&lt;/ref&gt; Senere, da sandheden er blevet klar, hører vi: &quot;Så gav Abimelek Abraham får og køer, trælle og trælkvinder, og han gav ham hans kone Sara tilbage. Og Abimelek sagde: &quot;Mit land ligger åbent for dig. Slå dig ned, hvor du har lyst!&quot; Til Sara sagde han: &quot;Nu giver jeg din bror tusind sekel sølv. Det skal lukke øjnene på alle dem, der hører dig til. Nu har du fået fuld oprejsning&quot;.&quot;&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 26&lt;/ref&gt; Så Abrahams afpresning lykkedes.

Senere gentager historien sig med små variationer. I Esters Bog hører vi, at jøden Mordokaj sender sin datter til kong Ahasverus' harem, hvor &quot;hun vandt hans velvilje&quot;. ..&quot;Ester havde ikke fortalt, hvilket folk og hvilken slægt, hun tilhørte, for Mordokaj havde sagt til hende, at hun ikke måtte fortælle det.&quot; Men senere udnyttes hun til at redde jøderne, og naturligvis belønnes både hun og hendes fader for dette bedrag: &quot;Og Mordokaj fik foretræde for kongen, for Ester havde fortalt, hvordan han var i familie med hende. Kongen tog sin signetring, som han havde frataget Haman, og overdrog den til Mordokaj. Og Ester satte Mordokaj over Hamans hus.&quot;&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 549, 554&lt;/ref&gt;

Således legitimerer Gamle Testamente jødernes brug af honningfælder og pengeafpresning, når denne brug rettes imod folk i magtpositioner.

=== Sammenfatning ===

I 1973 fremkom udtrykket &quot;narrativ teologi&quot;.&lt;ref&gt;Bjerg (1984), s. 11&lt;/ref&gt; Udtrykkets betydning har været noget uklar, men pointen er, at hvis en kristen vil forklare sin tro og identitet, så kan dette ske ved at fortælle om Jesu ord og gerninger. På lignende måde kan jødedommens indhold bedst forstås ved at fortælle historier fra Gamle Testamente.

Som vi har set, er sådanne historier ikke just moralske. Ideen om det udvalgte folk, der ikke må gifte sig med folk fra andre folkeslag men nok har ret til at udnytte dets kvinder i honningfælder til pengeafpresning, og som mener sig i sin gode ret til hensynsløst at udrydde andre folkeslag &quot;i Guds navn&quot;, fremavler en tvivlsom moral. Hvis man vil være lidt uvenlig, kan man med god grund hævde, at denne tvivlsomme moral langt hen af vejen også afspejler sig i jødernes nyere historie.

Vi har i det foregående set hvordan, at denne moral henter sin inspiration i fortællinger fra Gamle Testamente. Og denne moral understreges ved at de samme emner bliver gentaget med blot mindre variationer flere gange som for at understrege, at den ikke er knyttet til en bestemt historisk situation men netop har evig gyldighed. I lighed med sit afkom, muhammedanismen, er denne moral præget af en foragt for dem, som ikke tilhører &quot;in-gruppen&quot;.

Der kan måske være grund til at uddybe dette udtryk nærmere. Alle mennesker udvikler en eller anden form for bevidsthed om at tilhøre et bestemt etnisk fællesskab, herunder skaber de et dertil knyttet begrebsapparat. Man kan skelne mellem det navn, som en etnisk gruppe bruger om sig selv i denne selvidentifikation, og det navn, som andre bruger om den samme gruppe. Nogle gange, men ikke altid, bruger de samme benævnelse, men deres opfattelse af gruppens afgrænsning og indhold behøver ikke at være det samme, men kan tilpasses den aktuelle situation.&lt;ref&gt;Lund (1993), s. 81&lt;/ref&gt; Betegnelsen afspejler en bevidsthed om hvem, man hører sammen med i et fællesskab, og hvem, der ikke hører til dette fællesskab.&lt;ref&gt;Lund (1993), s. 9&lt;/ref&gt; Ofte, men ikke altid, vil de, som ikke tilhører dette fællesskab, blive set ned på, mens man selv ophøjes for sine gode egenskaber.&lt;ref&gt;Lund (1993), s. 13-26&lt;/ref&gt;

Denne vi-bevidsthed skabes i vid udstrækning ved historier, beretninger og myter, om et skæbnefællesskab gennem utallige slægtled. Ofte vil disse historier blive fyldt med navne på legendariske personligheder, hvis liv og gerninger bliver en del af den personlige identitetsfølelse. Og som regel vil en del af denne historie omfatte etnogoni, det vil sige de indfødtes egen mytiske forklaring på deres oprindelse&lt;ref&gt;Lund (1993), s. 49&lt;/ref&gt;, som regel i form af en mytisk stamfader.&lt;ref&gt;Lund (1993), s. 91&lt;/ref&gt; I dansk sammenhæng kan man tænke på Saxo og hans Danmarkshistorie. I germansk sammenhæng er det myten om Tvisto, der er grundlaget for identiteten&lt;ref&gt;Lund (1993), s. 90&lt;/ref&gt;, og for jøderne er det Abraham, der har denne rolle.

Men sådanne historiske beretninger og myter har ikke kun den funktion at begrunde selvidentiteten men tillige at begrunde moralbegreber, hvad der er &quot;god&quot; og &quot;ond&quot; opførsel. For jøderne er det netop historierne i Gamle Testamente, som opfylder denne opgave.

Over tid kan disse funktioner aftage i betydning, fordi behovet for dem ikke længere er så stort. Dette fordi at myter erstattes med faktiske historiske erindringer. Men for visse grupper er dette ikke tilfælde. Her kan udviklingen tvært imod gå i den modsatte retning og udvikle sig til en regulær fanatisme, der kan motivere og begrunde næsten enhver handling. Denne fanatisme kan formuleres og organiseres i en dertil hørende ideologi, en -isme. Semitisme er en sådan ideologi, der i princippet ikke adskiller sig fra andre -ismer bortset fra den etniske gruppe, hvis selvfølelse og handlingsmønster, den skal begrunde.

=== &lt;big&gt;Sammenfatning og konklusion&lt;/big&gt; ===

Vi er nået vejs ende i gennemgangen, og resultatet taler for sig selv. Ikke blot er det officielle narrativ ikke korrekt, for hver del af dette narrativ findes en alternativ forklaring, og tilsammen tegner disse træk et andet men helt entydigt billede.

Først og fremmest: Gamle Testamente er ikke jødisk historieskrivning.&lt;ref&gt;Adler (2022), Preface&lt;/ref&gt; Der kan påvises et utal af indlån fra andre kulturer, eksempelvis historien om Moses i sivkurven og Noas ark, som tydeligt viser, at denne historie er en myte, et narrativ, skabt for at give jødisk identitet en høj alder. I stedet tjener Gamle Testamente som redskab til at give jøder en national identitet igennem deres trosretning, i særdeleshed Jahve. Det er i Jahves navn, at de udvandrer fra Egypten, erobrer Kana'an og i nyere tid trækker sig ind i etniske ghettoer.&lt;ref&gt;Crone og Cook (1977), s. 42&lt;/ref&gt; Hele den jødiske kultur er een lang markering af begivenheder hentet fra myterne i Gamle Testamente.

Dernæst: jøderne var tydeligvis ikke det monoteistiske folkefærd, som de gerne vil give indtryk af, tværtimod. Så langt, at Gamle Testamentes fremstilling overhovedet afspejler en historisk virkelighed, dyrkede jøderne flere guder gennem flere hundrede år. Vi ser en udvikling i flere trin:&lt;/br&gt;
- første trin: to guder, Jahve og El, forenes i en &quot;supergud&quot;&lt;/br&gt;
- andet trin: gudsdyrkelsen centraliseres og kontrolleres af kongen&lt;/br&gt;
- tredie trin: de lavere guder og gudinder forkastes, fordi at de ikke hjalp i en kritisk situation&lt;/br&gt;
- fjerde trin: præsteskabet udvikler et nyt narrativ til at forstærke dets magt og betydning som samlende kraft.&lt;/br&gt;
Det var en udvikling, hvor hvert trin var en logisk følge af det foregående, når behovet for en forandring i det herskende narrativ indtraf. Den nye ideologi var, som de fleste totalitære ideologier, et spørgsmål om at legitimere retten til magtudøvelse. Dette grundlag blev konstrueret ad hoc, det vil sige spontant efter behov. Dets grundlag var aldrig vel funderet, og vi kan nu afvise det fuldstændigt som fusk og forfalskning fra ende til anden.

Samtidig var det en udvikling, hvor hvert trin bidrog med særlige træk til den nye ideologis udvikling: først blev stammeguden anvendt til at legitimere myten om &quot;det udvalgte folk&quot;, herunder en racistisk ultrasemitisk afvisning af ægteskaber med repræsentanter fra andre folkeslag, og hvor regulært folkemord legitimeres som en følge af Jahves beslutning og påbud. Dernæst må den snart svækkede kongemagt i den nye nationale stat styrke sin stilling i befolkningen, hvilket sker ved centralisering af gudsdyrkelsen. Da så statsdannelsen alligevel bryder sammen, bliver det nødvendigt at udpege en skyldig årsag, og her må husguderne holde for. Endelig må det nye narrativ styrkes, hvilket blandt andet sker ved kampen for en ny egen stat.

Da mange profeter har først og fremmest til formål at legitimere den nye nationale ideologi som Jahves vilje.

Endelig er det også fra Gamle Testamente, at jøderne henter deres moralbegreber på godt og ondt.

Det er indlysende, at hvis der kan rejses tvivl om troværdigheden af beretningerne i Gamle Testamente, så er det ikke blot et kildekritisk problem. Det er hele grundlaget for jødedommen, der vælter. Jødedommen er, som muhammedanismen, det, som i kommunistkina kaldes en ''tofu-dreg'' konstruktion: en bygning eller anden konstruktion opført af underlødige bestanddele som gør, at den før eller senere falder sammen af sig selv.

Hidtil har Gamle Testamentes narrativer aldrig være underkastet en kildekritisk analyse, i modsætning til Nye Testamente, som allerede i 1800-tallet og begyndelsen af 1900-tallet blev underkastet en sådan analyse, som den bestod med udmærkelse. Det er først i de seneste år, at et sådant arbejde er igangsat og vel at bemærke er det sket af jødiske arkæologer og historikere. Det gør, at deres resultater ikke blot kan afvises med smædeudtryk som &quot;anti-semitisme&quot;. Det er derfor, at det har været så vigtigt at gøre disse resultater bekendt for et dansk publikum. Og hvis denne bog kan bidrage til fortsatte og uddybende studier af denne problematik, så har den opfyldt sit formål.

Det er for så vidt tilfældigt, at dette sker netop på en tid, hvor staten Israel og dens regering udsættes for en stigende international kritik for sin handlemåde, og så måske alligevel ikke. I alt for lang tid har kritik af jøder og Israel kunnet undertrykkes på grund af myterne om begivenheder under 2. verdenskrig. Men nu ligger disse begivenheder så langt tilbage, 2-4 slægtled, at de ikke længere kan beskytte imod kritik. Og samtidig har både rabiate jøder og den israelske regering i de seneste år udvist en optræden, som let lader sig kritisere. Det er ikke stedet her at uddybe dette emne, det kan fortjene en særskilt behandling og hører hjemme i politisk sammenhæng, ikke i forbindelse med jødedommen som religion og kultur, selv om der kan argumenteres for, at disse områder til dels overlapper hinanden.

Vi har set hvilken afgørende inflydelse, den kildekritiske analyse af Gamle Testamente har på forståelsen af jødedommens historie, men hvorledes forholder det sig med kristendommen? Hvilken indflydelse har kildekritikken på kristendommen? Det enkleste svar er: ingen. Gamle Testamente spiller kun en rolle i kristendommen på to måder:&lt;/br&gt;
- dels at vise at Jesus som messias er forudset allerede af gammeltestamentelige profeter; det er i denne sammenhæng ikke vigtigt, om dette var faktisk var tilfældet, men derimod at jøderne i hans samtid mente, at det forholdt sig således&lt;/br&gt;
- dels at vise de religiøse dogmer, som Jesus gjorde op med. Det viser sig i hans gentagne: &quot;I har hørt at ... men jeg siger jer nu at ...&quot; Jesu lære er i virkeligheden eet stort opgør med jødedommens tankegang og etnisk snæversynethed, han er i den sammenhæng helt på linje med den foreliggende kildekritiske analyse, selv om både hans metode og budskab er et andet.

Især i sidst nævnte sammenhæng er det vigtigt at forstå, at der ikke eksisterer nogen &quot;jødisk-kristne værdier&quot;. Dette moderne udtryk er intet andet end et jødisk forsøg på at tage kristne som gidsler for deres egne ideer. I virkeligheden er det kristendommen, der introducerer næstekærlighed og respekt for medmennesker uanset deres etniske tilhørsforhold, og i forlængelse heraf introducerer både menneskerettigheder og folkestyre. Intet af dette findes i jødedommen, her er det nationalt-etnisk snæversyn, som dominerer hele vejen. Jødedommen er og forbliver en anti-kristen ideologi, fordi den hviler på en selvforståelse baseret på manipulerede kilder i form af Gamle Testamentes skrifter. Og ved at påvise disse manipulationer, myter og omskrivninger, beviser moderne kildekritik, at kristendommen var og er et berettiget opgør med jødedommen.

Endnu for en menneskealder kunne forskere i jødedommen leve i deres vildfarelse om, at selv om der var problemer med Gamle Testamente som kilde til jødedommens historie, så var den i sine hovedtræk alligevel korrekt. Således er det ikke længere. Det kan nu bevises, at der bag den mytiske fortælling gemmer sig en anden historie. Lad så være, at begivenheder i de senere år i Gaza, på Vestbredden, i Libanon, i Egypten, over for Syrien og Iran uden tvivl har bidraget til at fremme denne udvikling. Et træ kendes på dets frugter, og hele verden har nu set de frugter, som jødisk fundamentalisme bringer med sig. Myten om det forfulgte uskyldige folkefærd lader sig ikke længere opretholde.

Og jo mere skingre, hysteriske og fanatiske jødedommens fundamentalister bliver i deres holdninger og opførsel, desto hurtigere vil de miste de sidste rester af en troværdighed, som de i virkeligheden aldrig har haft.

=== &lt;big&gt;Noter&lt;/big&gt; ===
{{Reflist|3}}

=== &lt;big&gt;Litteratur&lt;/big&gt; ===
* Yonatan Adler: ''The Origins of Judaism. An Archaeological-historical Reappraisal''; Yale University 2022; ISBN 978-0-300-25490-7
* Yonatan Adler: &quot;Toward Identifying Proto-Judaic Cultural Features in Ancient Israel and Judea&quot; (i: ''Journal of Ancient Judaism'' (2024), s. 1-28)
* Yonatan Adler: ''Between Yahwism and Judaism. Judean Cult and Culture during the Early Hellenistic Period (332-175 BEC)''; Cambridge University Press 2025; ISBN 978-009-45961-7
* Gad Barnea: &quot;P. Berlin 13464, Yahwism and Achaemenid Zoroastrianism at Elephantine&quot; (2024)
* Geoffrey Bibby: ''I Dilmun tier ravnen''; Wormanium 1971; ISBN 87-85-1600-40
* Geoffrey Bibby: ''Det forsvundne årtusinde''; Wormanium 1978; ISBN 87-8516-053-9
* ''Bibelen''; Det Danske Bibelselskab 1992; 1. udgave 1. oplag; ISBN 87-7325-276-6
* Svend Bjerg: &quot;Den kristne grundfortælling. Studier over fortælling og teologi&quot; (''Teologiske Studier'', bind 8; 2. oplag 1984; Aarhus 1984; ISBN 87-7003-409-5) 
* Patricia Crone og Michael Cook: ''Hagarism. The Making of The Islamic World''; Cambridge 1977; ISBN 0-521-21133-6
* Stephan Peter Dinkgreve: ''In Search of the Sublime: A world history of humanity's relentless pursuit of scientific truth, moral excellence, and enlightenment''; 2021
* Robert Gnuse: &quot;Spilt Water: Tales of David (II Sam 23:13-17) and Alexander the Great (Arrian, Anabasis of Alexander 6.26.1-3).&quot; (i: ''Scandinavian Journal of the Old Testament''; 1998, bind 12, s. 233-248)
* Robert Gnuse: &quot;Abducted Wives: A Hellenistic Narrative in the Book of Judges?&quot; (i: ''Scandinavian Journal of the Old Testament''; 2007; bind 22, s. 272-285)
* Robert Gnuse: &quot;From Prison to Prestige: The Hero who helps a King in Jewish and Greek Literature.&quot; (i: ''Catholic Biblical Quarterly''; 2010 bind 72, s. 31-45)
* Robert Gnuse: &quot;Divine Messengers in Genesis 18-19 and Ovid.&quot; (i: ''Scandinavian Journal of the Old Testament''; 2017; bind 31, s. 66-79)
* Robert Gnuse: &quot;Greek Connections: Genesis 1-11 and the Poetry of Hesiod&quot; (i: ''Biblical Theology Bulletin''; 2017 nr. 47, s. 131-143
* Robert Gnuse: &quot;Heed Your Steeds: Achilles’ Horses and Balaam’s Donkey.&quot; (i: ''International Journal of Research in Humanities and Social Sciences''; 2017; række 4 hæfte 6; s. 1-5)
* Robert Gnuse: &quot;Samson and Heracles Revisited.&quot; (i: ''Scandinavian Journal of the Old Testament''; 2018, bind 32, s. 1-19)
* Robert Gnuse: &quot;Greek Historians and the Primeval History.&quot; (i: ''International Journal of Research in Humanities and Social Sciences''; 2019; række 6 hæfte 1, s. 20-25)
* Robert Gnuse: &quot;Jephthah’s Daughter and Iphigenia in the Plays of Euripides&quot; (i: ''International Journal of the Arts and Humanities''; 2019; række 5 hæfte 1, s. 16-23)
* Robert Gnuse: &quot;Hellenism and the Primary History: The Imprint of Greek Sources in Genesis-2 Kings&quot; ''Copenhagen International Seminar''; Routledge, London 2020 
* Daniel Hawk: &quot;Violent Grace: Tragedy and Transformation in the Orestia and the Deuteronomistic History.&quot; (i: ''Scandinavian Journal of the Old Testament''; 2003, bind 18, s. 73-88)
* Gerhard Larsson: &quot;Possible Hellenistic Influence in the Historical Parts of the Old Testament.&quot; i: ''Scandinavian Journal of the Old Testament''; 2004; bind 18, s. 296-311)
* Niels Peter Lemche: &quot;The Old Testament-A Hellenistic Book&quot; (: ''Scandinavian Journal of the Old Testament''; 1993 bind 7, s. 163-193)
* Niels Peter Lemche: &quot;Is It Still Possible to Write a History of Ancient Israel?&quot; (i: ''Scandinavian Journal of the Old Testament''; 1994, bind 8, s. 163-188)
* Niels Peter Lemche: &quot;Good and Bad in History: The Greek Connection.&quot; (i: Steven McKenzie and Thomas Römer (red.): &quot;Rethinking the Foundations: Historiography in the Ancient World and in the Bible. Essays in Honour of John Van Seters&quot;; ''Beihefte zur Zeitschrift für die altestamentliche Wissenschaft'' nr. 294; Walter de Gruyter, Berlin 2000; s. 127-140) 
* Niels Peter Lemche: &quot;How Does One Date an Expression of Mental History?&quot; (i: Lester Grabbe (red.): &quot;Did Moses Speak Attic? Jewish Historiography and Scripture in the Hellenistic Period&quot; (i: ''Journal for the Study of the Old Testament Supplement Series'' 317/European Seminar on Historical Methodology 3; Sheffield Academic Press, Sheffield 2001; s. 200-224)
* Niels Peter Lemche: &quot;Does the Idea of the Old Testament as a Hellenistic Book Prevent Source Criticism of the Pentateuch?&quot; (i: ''Scandinavian Journal of the Old Testament''; 2011, bind 25, s. 75-92)
* Niels Peter Lemche: &quot;When the End is the Beginning: Creating a National History?&quot; (i: ''Scandinavian Journal of the Old Testament''; 2015, bind 29, s. 22-32)
* Jüri Lina: ''Skorpioni märgi all. Nõukogude võimu tõus ja langus''; Stockholm 2003; ISBN 91-972897-9-5
* Allan A. Lund: ''De etnografiske kilder til Nordens tidlige historie''; Wormanium 1993; ISBN 87-89531-08-6
* Etienee Nodet: &quot;Editing the Bible: Alexandria or Babylon?&quot; (i: Thomas Thompson and Philippe Wajdenbaum (red.): ''The Bible and Hellenism: Greek Influence on Jewish and Early Christian Literature. Copenhagen International Seminar''; Routledge, New York 2014; s. 36-55) 
* Gabrielle Vera Novacek: ''Ancient Israel. Highlights from the Collections of The Oriental Institute University of Chicago''; University of Chicago 2011; ISBN 978-1-88923-65-3
* Johannes Pedersen: &quot;Hasmonæer&quot; (i: ''Salmonsens Konversationsleksikon'', 2. udgave, bind X; 1919; s. 943-944)
* Katherine Stott: &quot;Herodotus and the Old Testament: A Comparative Reading of the Ascendancy Stories of King Cyrus and David.&quot; (i: ''Scandinavian Journal for the Study of the Old Testament''; 2002; bind 16 s. 52-78)
* Jan-Wim Wesselius: &quot;Discontinuity, Congruence and the Making of the Hebrew Bible.&quot; (i: ''Scandinavian Journal for the Study of the Old Testament''; 1999 bind 13 s. 24-77)
* Jan-Wim Wesselius: &quot;The Origin of the History of Israel: Herodotus’ Histories as Blueprint for the First Books of the Bible&quot; (i: ''Journal for the Study of the Old Testament Supplement Series''; Sheffield Academic Press, Sheffield 2002)
* Hans Christian Ørsted: &quot;Overtro og Vantro i deres Forhold til Naturvidenskaben&quot; (''Aanden i Naturen''; 4. udgave; København 1978; ISBN 87-414-8972-1; s. 76-106)

=== &lt;big&gt;Film&lt;/big&gt; ===
* Simca Jacobovici: ''The Exodus Decoded''</text>
      <sha1>i2ascv39jde1d8h9dye41choeq3oech</sha1>
    </revision>
    <revision>
      <id>41956</id>
      <parentid>41955</parentid>
      <timestamp>2026-05-27T14:31:17Z</timestamp>
      <contributor>
        <username>Sven Halfdan Nielsen</username>
        <id>3898</id>
      </contributor>
      <comment>småret</comment>
      <origin>41956</origin>
      <model>wikitext</model>
      <format>text/x-wiki</format>
      <text bytes="153302" sha1="hngwnl6eyjlbh5y79g6dke0cnvoznq2" xml:space="preserve">[[Fil:Philippe de Champaigne - Moses with the Ten Commandments - WGA04717.jpg|thumb|400px|Ifølge nye videnskabelige kildekritiske teorier er det ikke Moses, som har skrevet Mosebøgerne. Maleri af Philippe de Champaigne.]]

=== &lt;big&gt;Fortale&lt;/big&gt; ===

Jødedommens ældste historie har hidtil været indhyllet i mørke. Traditionen hviler på ''Tanakh'' eller Gamle Testamente, men dette synes først at have fundet sin endelige form i det 2. århundrede f.Kr. i det hasmunitiske kongerige. Hvor meget, traditionerne har ændret sig før denne tid, er et åbent spørgsmål.

Foruden Gamle Testamente er de vigtigste kilder til belysning af spørgsmålet især arkæologiske fund, men også her er der store problemer med troværdigheden. Flere kilders oprindelse er omstridte og dermed bliver deres udsagnsværdi også tvivlsom.

Det er først i den seneste menneskealder, at der tegner sig et mere klart billede af den omskiftelige historie, men hidtil har mig bekendt ingen forsøgt at gøre denne viden tilgængelig på dansk. Jeg har derfor efter fattig evne forsøgt at skildre denne på grundlag af tilgængeligt materiale. Jeg har desuden tilføjet notehenvisninger til de skriftlige kilder, som jeg anvendt.

Når man forsøger at skildre kendt historie således som tilfældet er med Gamle Testamente, stilles man over for to problemer: dels må man forsøge at sætte denne fremstilling i forhold til det billede, som andre kilder tegner, dels må man forsøge at forstå den forvandling og forvanskning af oprindelige kilder, som fremstillingen i Gamle Testamente nu afspejler.

Den foreliggende undersøgelse falder i to hoveddele, dels en undersøgelse af jødernes faktiske historie således som den lader sig fastslå baseret på grundlag af arkæologiske og historiske kilder, herunder spørgsmålet om jødernes religion, dels en kildekritisk analyse af ''Tanakh'' eller Gamle Testamente. Afslutningsvis vil der blive foretaget en vurdering af hvilken indflydelse, ''Tanakh'' har haft på jødernes selvforståelse og Gamle Testamente har på kristen selvforståelse.

Der kan være grund til at understrege, at stort set alt i denne undersøgelse alene skyldes yderst kompetente forskeres virke, og jeg har efter evne forsøgt at henvise til denne forskning. Litteraturen herom findes i den afsluttende litteraturliste. Desuden har jeg inddraget andre inspirationskilder, hvor jeg finder dem relevante og troværdige. Derimod er fortolkningen af disse ulige arbejder min egen, og de oprindelige forskere kan og bør derfor ikke drages til ansvar for denne fortolkning.  

På dette sted kan der være grund til at forudskikke enkelte kendsgerninger: selvidentiteten &quot;jøde&quot; synes først at blive skabt i 2. århundrede f.Kr. efter hasmunitternes oprør og etableringen af kongeriget baseret på religiøse regler. Der findes ingen ældre beviser på, at jøderne inden da havde fulgt moseloven, og først på dette tidspunkt optræder ''Tanakh'', de ældste synagoger samt mønter uden billede. Det bør desuden bemærkes, at der ingen omtale findes af sabbaten i Gamle Testamente.

Efter den babylonske magtovertagelse i 586 f.Kr. optræder ''al Yahuda'' som en by i Babylon, stednavnet Israel optræder første gang på en mønt dateret år 66 e.Kr. og i forbindelse med jødernes oprør mod romerne.

Om bogens titel skal jeg blot bemærke, at jeg har valgt ordet &quot;jødedom&quot;, fordi det betegner jødisk religion og kultur på samme tid.

Sven Halfdan Nielsen&lt;/br&gt;
Pärnu, den 5. maj 2026

=== &lt;big&gt;Indledning&lt;/big&gt; ===

Al historisk og litterær forskning må hvile på kildekritiske undersøgelser. Dette betyder, at arkæologiske og sproglige kilder kritisk må vurderes med henblik på deres oprindelsessituation, eventuelle tendens, forholden sig til de omtalte begivenheder og for sproglige kilder tillige deres formål (som udmærket kan være mangesidigt). Kilderne må stilles i forhold til, hvad der ellers vides om tiden, og de må forsøges tolket således, at de er bedst i overensstemmelse med denne viden, og at de ikke modsiger denne viden. Hvis det sidste er tilfældet, må man spørge, om fortolkningen er rigtig, eller om den hidtidige &quot;viden&quot; må revideres.

Lige siden afslutningen af 2. verdenskrig og især i det 21. århundrede har beskyldninger om &quot;anti-semitisme&quot; fået et kraftigt opsving. Der kan derfor være grund til at gøre nogle bemærkninger om min opfattelse af dette begreb og dets anvendelse.

For mig består udtrykket &quot;anti-semitisme&quot; af to dele: &quot;anti&quot; betyder imod, og &quot;semitisme&quot; betegner en politisk, nationalistisk ideologi. Dette indebærer, at jeg skelner mellem jøder som kulturel folkegruppe på den ene side og en semitisk ideologi på den anden.

Jeg har intet imod folk, som identificerer sig selv som jøder i religiøs og kulturel henseende så længe, at dette ikke berører deres forhold til andre folkegrupper. For mig er &quot;jøde&quot; altså en betegnelse, der i princippet ikke adskiller sig fra dansker, tysker, armener, kurder, japaner eller en hvilken som helst anden national folkegruppe.

Anderledes forholder det sig med begrebet &quot;semitisme&quot;. Her er der i mine øjne tale om en totalitær og intolerant national ideologi, som tåler sammenligning med fx. fascismen i Italien og nazismen i Tyskland. Der er med andre ord tale om en ekskluderende ideologi, som på samme tid legitimerer en bestemt handlemåde over for andre befolkningsgrupper. Dette kan der senere være grund til at vende tilbage til, når vi har gjort os selve grundlaget for denne tankegang klart.

Lad mig sige det straks: det er ikke &quot;anti-semitisk&quot; at anlægge en anden betragtningsmåde en den, som såkaldte &quot;semitter&quot; selv anlægger - med mindre at man tilføjer, at sådanne semitter har et snævert syn og en snæver fortolkningsramme båret af egne fordomme. I denne henseende minder semitter og muhammedanere om hinanden. Begge promoverer en bestemt fortolkning, og begge benægter retten til at inddrage andre kilder eller til at anlægge en anden og bedre forståelse.

For mig skræmmer udsigten til at blive tillagt smædeord mig ikke. Afgørende for mig er objektivt at se på alle fastslåede kendsgerninger og så nå frem til den forståelse, som er mest og bedst i overensstemmelse hermed. Hvis andre har problemer hermed, er det deres problem, ikke mit. De ønsker at forsvare en myte, men for mig er det de historiske kendsgerninger bag myten, som er det vigtigste. Myter er overtro og vantro. Men som Hans Christian Ørsted har sagt det, vil videnskaben overvinde overtroen og vantroen&lt;ref&gt;Ørsted (1978), s. 106&lt;/ref&gt;, og således må det være.

Det gælder her som i tilfældet med muhammedanismen&lt;ref&gt;se ''Muhammedanismen i kildekritisk belysning''&lt;/ref&gt;, at modstanden og modviljen imod at blive konfronteret med nye kendsgerninger dybest set blot viser hvor usikre, forsvarere af den herskende ideologi i virkeligheden er. Hvis de var sikre i deres overbevisning, ville de velkomme enhver udfordring, idet de vil kunne tage den op og sagligt imødegå den. Men således forholder det sig ikke, tværtimod. 

Det bør tilføjes, at forskningsfeltet er inde i en rivende udvikling i disse år. Det kan derfor ikke udelukkes, at forskningen om føje år vil give et andet, mere omfattende men måske også revideret billede i forhold til nu, og således må det være. Det er den eneste måde, at vor viden kan forøges og forbedres på. Og skulle denne bog medvirke til at fremme en sådan forskning, har den opfyldt sit formål.

=== &lt;big&gt;Jødedommens ældste historie&lt;/big&gt; ===

Formålet med det følgende er at skildre jødedommens ældste historie. Hovedvægten vil blive lagt på de arkæologiske vidnesbyrd. Bibelen vil imidlertid blive inddraget, hvis og når den kan belyse historiske kendsgerninger. En række emner vil blive underkastet en særskilt behandling.

=== Den kana'næiske oprindelse ===

I det 2. århundrede f.Kr. var Kana'an beboet af stammer med hver deres skytsguddom. Disse guddomme hørte til den kana'anæiske gudeverden og omfattede blandt andre El, Ba'al og Jahve. Over tid begyndte jøderne imidlertid at skille sig ud og hævde, at de ikke stammede fra kana'anæerne, skønt både sproglige og religiøse træk fra tiden 1200-1000 f.Kr. tyder på, at de udviklede sig fra en kana'anæisk fælles kultur i den grad, at det ofte er svært at skelne imellem dem.&lt;ref&gt;Dinkgreve (2021), kap. 8&lt;/ref&gt;

Hvornår, denne udskillelsesproces er fundet sted, vides ikke, men det må være sket omkring 1207 f.Kr., idet kana'anæerne og israelitterne på en stele rejst af farao Merneptah dateret til dette tidspunkt udtrykkeligt er nævnt som to uens folkegrupper:&lt;/br&gt;
- &quot;Kana'en er udplyndret,&lt;/br&gt;
- Israel er lagt øde.&quot;&lt;/br&gt; 
Det er værd at bemærke, at de hieroglyffer, som angiver navnet Kana'an, viser, at der er tale om et land, mens de, som angiver Israel, viser, at der er tale om et folk.&lt;ref&gt;Dinkgreve (2021), kap. 8&lt;/ref&gt; Det er også den eneste kilde fraset Gamle Testamente som nævner et folk kaldet Israel på denne tid.&lt;ref&gt;Novacek (2011), s. 66&lt;/ref&gt;

Den oprindelige gud for Israel synes at have været ''El''. Navnet &quot;Isra-el&quot; betyder &quot;Els styre&quot;.&lt;ref&gt;Dinkgreve (2021), kap. 8&lt;/ref&gt;

Kildekritiske undersøgelser af Mosebøgerne viser at disse er skrevet af flere forskellige forfattere, hvoraf to af forskerne kaldes P og E. Begge disse forfattere kalder Gud for ''El'' indtil, at Gud angiveligt selv kalder sig ''Jahve'' over for Moses: &quot;Jeg er Jahve. Jeg viste mig for Abraham og Isak og Jakob som ''El-Shaddai'', men mit navn er ''Jahve''. Jeg gjorde ikke det bekendt for dem&quot;.&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 72&lt;/ref&gt;

Det bør tilføjes, at i ''Genesis'' forekommer 17 tilfælde af associationer med ''El'' (fx. Bethel) men ikke een eneste med ''Jahve''. Der er desuden eet tilfælde med henvisning til ''Ba'al'', nemlig Ashbel, Benjamins søn

=== Ugarit ===

I 1928 fandt en bonde i Ras Shamra ved Middelhavskysten (nu i Syrien) et omkring 3.000 år gammelt gravkammer. En udgravning det følgende år viste, at det dækkede over dels en større gravplads, dels en forhistorisk by: Ugarit, en vigtig handelsby fra omkring 1450 f.Kr. til 1192 f.Kr., idet byen blev brændt af og blev opgivet antagelig mellem 1190 f.Kr. og 1185 f.Kr. Blandt de mange fund var et stort antal lertavler og mange af dem med religiøse tekster: mytologiske vers, hymner til guder, lister over præsternes ofringer. Den ledende guddom i Ugarit hed ''El''. ''El'' var gudernes fader, skaber af alle levende væsener, den evige konge. Han blev beskrevet som en ældre skægget mand, som sad på en trone med en krone med tyrehorn. Hans hustru hed ''Ashera''&lt;ref&gt;Dinkgreve (2021), kap. 8&lt;/ref&gt;, hun var moder til 70 guder ifølge teksterne. Blandt sønnerne var stormguden ''Baal'', havguden ''Jam'', dødsguden ''Mott'' og krigergudinden ''Anat''. Tilsammen blev de kaldt ''Ilham'', det vil sige børn af ''El''.

I Bibelens skildring af skabelsen optræder ordet ''Elohim'', på hæbraisk et ord for guddom, hvilket er umiddelbart sammenligneligt med ordet i Ugarit, men ordet er flertal, ikke ental. Og flere af beretningerne i Gamle Testamente bruger netop (men ikke alene) dette ord om Gud: ''El Shaddai'' (Gud den Almægtige), ''El Elyon'' (Gud den Højeste)&lt;ref&gt;Novacek (2011), s. 41&lt;/ref&gt;, ''El Olam'' (den evige Gud), ''El Bethel'' (Bethels Gud). Det er det samme navn som den øverste gud i kana'anæernes gudeverden.

Af disse kendsgerninger tør drages to slutninger. Den ene er, at Gud i den hebraiske forståelse ikke i starten var fuldstændig og enerådende men i stedet udviklede sig over tid, langsomt ved en proces, der bedst kan beskrives som konvergens: flere guder smeltede sammen i een guddom.

Den anden slutning, man tør drage, er den, at israelitterne udviklede sig som folk fra kana'anæerne. Deres første gud var kana'anæernes gud ''El''. For de folk, som levede i bjergene i Kana'an omkring 1100 f.Kr. var der ikke nogen markant forskel imellem deres egen religion og de omgivende folkeslags religion: de dyrkede den samme fadergud og modergudinde. Dette har været anerkendt af arkæologer siden omkring 1970 baseret på fundne lertavler, indskrevne navne på lerkar, fund af husguder og af husaltre.

=== Jahve ===

Nu er det velkendt, at jøderne har et andet navn på deres gud: ''Jahve''. Hvor stammer dette navn fra? Hvor og hvornår overtog han de egenskaber, som tidligere blev tillagt El? For at svare på disse spørgsmål, må vi inddrage tre nye kilder.

På en to tusinde år gammel læderklud fundet i en hule findes en tekst med følgende indhold: da den højeste gud gav nationerne deres arv, da han delte menneskeheden, fastlagde han deres indbyrdes grænser i henhold til antallet af gudesønner. Denne tekst fra Femte Mosebog 32:8&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 237&lt;/ref&gt; var identisk med den tekst, som jøderne kopierede i århundrede før Kristi fødsel. Den findes i den græske version af Gamle Testamente fra 3. og 2. århundrede f.Kr. Jøderne ændrede siden teksten fra &quot;gudesønner&quot; til &quot;Israels sønner&quot;.

Tages teksten for pålydende, har den højeste gud inddelt menneskene i nationer og givet hver nation en søn som guddommelig leder. I det følgende vers fortælles hvilken søn, der blev tildelt hvilken nation, og det oplyses, at Jahve fik tildelt Jacobs stamme eller Israel.

Det må her bemærkes, at Jahve her tydeligt er en mindre, en underordnet gud i forhold til den højeste gud. Bibelforskere som Mark Smith og Frank Moore Cross fra Harvard mener, at det er her, at Jahve gøres til guddom for Jacobs stamme. Teksten i Kumran (bedre kendt som Dødehavsrullerne) bevarede den oprindelige tekst, men den blev i middelalderen tilsyneladende tilpasset.

I ''Salmernes Bog'' salme 82 findes følgende:&lt;/br&gt;
&quot;Gud træder frem i gudeforsamlingen,&lt;/br&gt;
blandt guderne holder han dom:&lt;/br&gt;
Hvor længe vil I dømme uretfærdigt&lt;/br&gt;
og tage parti for de ugudelige? Sela&lt;/br&gt;
Skaf de svage og faderløse deres ret,&lt;/br&gt;
frikend de hjælpeløse og arme,&lt;/br&gt;
udfri de svage og fattige,&lt;/br&gt;
red dem fra de ugudeliges magt!

De forstår og fatter intet,&lt;/br&gt;
de vandrer i mørke,&lt;/br&gt;
jordens grundvolde rokkes.&lt;/br&gt;
Jeg har sagt: I er guder,&lt;/br&gt;
I er alle sønner af den Højeste.&lt;/br&gt;
Dog skal I dø som mennesker,&lt;/br&gt;
og I skal falde som en af stormændene.

Rejs dig, Gud, hold dom over jorden,&lt;/br&gt;
for du har alle folkene som ejendom.&quot;&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 693&lt;/ref&gt;

Denne salme indeholder altså mindet om en gudeforsamling, som også afspejles i den langt ældre tekst. Ordet &quot;guderne&quot; i den originale tekst er ''Elohim'', i flertal. Det viser, at der var en tid i jødernes historie, hvor flerguderi øjensynligt var en almen forståelse. Og en af disse gudesønner var åbenbart Jahve.

Et lignende minde findes i Første Mosebog kapitel 6, der begynder således:

&quot;Da menneskene begyndte at blive talrige på jorden og fik døtre, så gudesønnerne, at menneskedøtrene var smukke. Blandt dem tog de sig alle de koner, de havde lyst til. Da sagde Herren: &quot;Min livsånde skal ikke forblive i mennesket for evigt. De er dødelige, deres levetid skal være 120 år&quot;.&lt;/br&gt;
Dengang gudesønnerne gik ind til menneskedøtrene og fik børn med dem - men også siden hen - var der faldne på jorden. Det er heltene, navnkundige mænd fra ældgamle dage.&quot;&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 12. Den danske oversættelse har &quot;kæmper&quot; i stedet for &quot;faldne&quot; men det originale ord er ''nefilim'' med netop denne betydning&lt;/ref&gt; 

Endnu en kilde, som bør nævnes, er et tempel nu beliggende i Sudan på Nilens vestre bred. Det blev opført af farao Aman Hototeep III (bedstefader til Tutankhamon), som regerede Egypten fra ca. 1390 f.Kr. til 1352 f.Kr., og var tilegnet guden Amon Ra. På en af søjlerne i dette tempel, der omtaler underkuede folkeslag, optræder &quot;Tashasu YHWH&quot;. Nationen ''Shassu'' var et semitisk folkeslag, nomader, kvæghyrder, der strejfede om i ørkenen ved den sydlige grænse for Kana'an. Betegnende nok identificeres de ikke ved deres landområde men derimod ved deres guddom, ''Jahve'', omtrent 200 år før at israelitterne ellers optræder i historiske tekster ifølge gængs fortolkning.

Egyptologen Donald Redford slutter heraf, at ''Jahve'' oprindeligt var en edomitisk eller midianistisk gud i de sydlige ørkenområder, som blev dyrket i områder, som den hebraiske bibel selv udpeger som stedet for jødernes oprindelse, som stedet hvor Moses hørte Gud tale fra en brændende busk, og i ''Dommerbogen'' findes blandt andet &quot;Deboras sejrssang&quot;, som dateres til 12. århundrede f.Kr.&lt;ref&gt;Dinkgreve (2021), kap. 8&lt;/ref&gt;, med følgende linjer:

Herre, da du drog ud fra Se'ir,&lt;/br&gt;
da du skred frem fra Edoms land,&lt;/br&gt;
skælvede jorden, himlen dryppede af regn,&lt;/br&gt;
ja, skyerne dryppede af vand.&lt;/br&gt;
Bjergene rystede foran Herren,&lt;/br&gt;
Sinajs Herre,&lt;/br&gt;
foran Herren, Israels Gud.&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 276&lt;/ref&gt;

Edom lå i den nordøstlige del af Sinaj-ørknen, sydøst for Det Døde Hav. Men der er mere. Jahve introduceres af Moses efter, at Jetro, Moses svigerfader, sammen med sine sønner havde sluttet sig til jøderne.&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 87&lt;/ref&gt; Ifølge Anden Mosebog kapitel 3:1 var Jetro præst i Midjan.&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 68&lt;/ref&gt; Det må rejse spørgsmålet, om det er fra ham, at Moses har overtaget sin guddom Jahve. Men ifølge Dommerbogen kapitel 1:16 var Jetro kenit: &quot;Efterkommere af den kenit, der var Moses' svigerfar, drog sammen med judæerne op fra Palmebyen til Judas ørken i Arads sydland og bosatte sig hos befolkningen dér.&quot;&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 271&lt;/ref&gt; Kenitterne var Kains efterkommere. I Første Mosebog kapitel 4:17-22 læser vi: &quot;Kain lå med sin kone, og hun blev gravid og fødte Enok. Så byggede han en by og gav den navn efter sin søn Enok. Enok fik sønnen Irad, Irad fik Mehujael, Mehujael fik Metushael, og Metushael fik Lemek. Lemek tog sig to koner, den ene hed Ada, den anden Silla. Han blev stamfader til dem, der bor i telte og holder kvæg. Også Silla fødte en søn, Tubal-Kain, stamfader til smedene, alle dem, der forarbejder kobber og jern.&quot;&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 11&lt;/ref&gt; 

Vi ved, at i andre kulturer som egyptisk, græsk og romersk er smedekunsten forbundet med vulkaner: i romersk mytologi hed smedeguden ligefrem ''Vulkan''. Læg dertil profetien i Esajas' Bog kapitel 31:9, der nævner &quot;Herren, som har sit bål på Zion og sin ovn i Jerusalem&quot;.&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 874&lt;/ref&gt; Og for at fuldende billede findes i Anden Mosebog kapitel 19:18-19 følgende beskrivelse af bjerget: &quot;Hele Sinajs bjerg var hyllet i røg, fordi Herren var steget ned på det i ild og røgen steg til vejrs som røgen fra en smelteovn. Hele bjerget skælvede af stor rædsel, og hornklangen blev kraftigere og kraftigere.&quot;&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 88&lt;/ref&gt; Det kunne være en beskrivelse af en aktiv vulkan. Disse sammenfald kan næppe være tilfældige. Er der tale om, at Jahve oprindelig var en smedegud forbundet med vulkanisme, og at han er overtaget af Moses (hvis han er en historisk person) fra sin svigerfaders kultur? I så fald viser det, at der findes en jødisk religiøs forhistorie, som man siden har forsøgt at fortrænge.

Af det foregående tør vi antage, at ''Jahve'' ikke begyndte i Israel. Han begyndte som en &quot;skytsguddom&quot; blandt nomadiske stammer uden en konge, uden templer og uden et skriftsprog. På et eller andet tidspunkt, måske som følge af handel eller af en edomitisk udvandring nordpå, kom denne gud til kana'anæerne, og der mødte han en anden guddom: den gamle gud ''El''. Hvad, der siden fulgte, var konvergens: før dannelsen af et kongerige, før opførelsen af det første tempel, blev ''El'' &quot;opslugt&quot; af ''Jahve''. Derved fik den nye fusionerede guddom begge navne i Gamle Testamente.

=== Ashera ===

Men denne gud stod ikke alene, han havde en kvindelig partner, en gudinde: ''Ashera''. Ashera optræder i kana'anæernes hjem som gudindestatuette, hendes navn findes på forrådskar og i gravskrifter. I tekster fra 8. århundrede f.Kr. bliver hun påkaldt ved siden af Jahve som om de hørte sammen og var ligestillede.

Vi ved nu, at hun i århundreder var blevet dyrket af jøderne som gudinde. Hun kunne gå på vandet, hendes tilnavn var ''Kudu'', den hellige. Hun findes gengivet på et egyptisk kunstværk fra samme tid stående på ryggen af en løve og med en slange i hver hånd. Kort sagt var hun en af de store modergudinder i Mellemøsten.

I to bygninger daterede til tiden 801-770 f.Kr. i det nordøstlige Sinai ved bjerget Contilit Azud fandt arkæologer i 1975 store forrådskar med en tekst skrevet på tidlig hebraisk: &quot;Jeg velsigner dig ved Jahve af Samaria og hans Ashera&quot;&lt;ref&gt;Novacek (2011), s. 92&lt;/ref&gt; og &quot;Jeg velsigner dig ved Jahve af Teman og hans Ashera&quot;. Her står israelitternes mandlige guddom sammen med kana'anæernes gudinde. Teman var den egn i ørkenen, hvor ifølge Habakuks Bog kapitel 3:3 Jahve havde sin oprindelse:&lt;/br&gt;
&quot;Gud kommer fra Teman,&lt;/br&gt;
den Hellige fra Parans bjerge&quot;.&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 1187&lt;/ref&gt;

I Hebron blev tilsvarende fundet en gravskrift dateret til midten af 8. århundrede f.Kr.: &quot;Velsignet være Uryyaho ved Jahve for fra hans fjender ved Ashera har han frelst ham&quot;.

Desuden har man fundet over tusind små gudindestatuetter, heraf 400 alene i Jerusalem, der ifølge Raz Kletter utvivlsomt forestiller Ashera skildret med krop som en cylinder med to markerede bryster og hænder, der tilbyder dem, samt et smilende ansigt. De dateres alle til 8. og 7. århundrede f.Kr. og de blev alle fundet i private hjem, ikke i templer. De viser, at dyrkelsen fandt sted under det delte kongerige som noget alment udbredt, ikke som noget særegent for de få.

Som supplement til en forståelse kan man gå til Gamle Testamente, hvor der er bevaret flere passager, hvori Ashera-dyrkelsen omtales. Den følgende oversigt gør ikke krav på fuldstændighed.

I Første Kongebog kapitel 14 læser vi: &quot;Salomos søn Rehabeam blev konge i Juda. .. Rehabeam var enogfyrre år, da han blev konge, og han regerede sytten år i Jerusalem, den by Herren havde udvalgt af alle Israels stammer til at sætte sit navn på. Hans mor hed Na'ama og var fra Ammon.
Judæerne gjorde, hvad der var ondt i Herrens øjne, og med de synder, de begik, gjorde de ham mere vred, end deres fædre havde gjort. Også de byggede offerhøje og lavede stenstøtter og Ashera-pæle på alle høje bakker og under alle grønne træer; der var endog mandlige helligskøger i landet.&quot;&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 396&lt;/ref&gt;

I kapitel 15 læser vi: &quot;I Nebats søn kong Jeroboams attende regeringsår blev Abija konge over Juda. Han regerede tre år i Jerusalem. Hans mor hed Ma'aka og var datter af Absalom. Han fulgte alle de synder, som hans far havde begået før ham..&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 396&lt;/ref&gt;

I Israels konge Jeroboams tyvende regeringsår blev Asa konge over Juda. Han regerede enogfyrre år i Jerusalem. Hans mor hed Ma'aka og var datter af Absalom. Asa gjorde, hvad der var ret i Herrens øjne, lige som sin fader David. Han forviste de mandlige helligskøger fra landet og fjernede alle de møgguder, som hans forfædre havde lavet. Han fjernede også sin mor Ma'aka som kongemoder, fordi hun havde ladet fremstille en rædselsstøtte til Ashera. Asa huggede støtten om og brændte den i Kedrondalen. Offerhøjene forsvandt ikke..&quot;&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 396f&lt;/ref&gt;

I kapitel 16 læser vi: &quot;Omris søn Akab blev konge over Israel i Judas konge Asas otteogtredivte regeringsår, og Omris søn Akab regerede toogtyve år i Samaria over Israel. Omris søn Akab gjorde, hvad der var ondt i Herrens øjne, værre end nogen før ham. Da det ikke var nok for ham at følge Nebats søn Jeroboams synder, giftede han sig med sidoniernes konge Etba'als datter Jezabel, og han gav sig til at dyrke og tilbede Ba'al. Han rejste et alter for Ba'al i Ba'als tempel, som han havde bygget i Samaria. Akab lavede en Ashera-pæl, og Akab gjorde mere endnu, så han krænkede Herren, Israels Gud, mere end nogen af Israels konger, der havde været før ham.&quot;&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 399&lt;/ref&gt;

I Anden Kongebog kapitel 21 omtales kong Manassa. Om hans gerninger hedder det: &quot;Han gjorde, hvad der var ondt i Herrens øjne efter de afskyelige skikke hos de folkeslag, som Herren havde drevet bort foran israelitterne. Han genopbyggede de offehøje, som hans fader Hizkija havde ødelagt; han rejste altre for Ba'al, og han lavede en Ashera-pæl, sådan som Israels konge Akab havde gjort, og han tilbad hele himlens hær og dyrkede den. .. Og i de to forgårde til Herrens tempel byggede han altre for hele himlens hær. .. Og han opstillede Ashera-billedet, han havde lavet, i dette tempel, om hvilket Herren havde sagt til David og til hans søn Salomo: &quot;''På dette tempel og på Jerusalem, som jeg har udvalgt blandt alle Israels stammer, vil jeg sætte mit navn til evig tid; og jeg vil ikke mere jage Israel bort fra det land, som jeg gav deres fædre, når de blot omhyggeligt vil gøre alt det, jeg har befalet dem, og holde hele loven, som min tjener Moses gav dem.''&quot; Men de ville ikke høre, og Manassa forledte dem til at handle værre end de folkeslag, som Herren havde udryddet for israellitterne.&quot;&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 438f&lt;/ref&gt;

I Anden Kongebog kapitel 23 oplyses, at denne afgudsdyrkelse holdt sig til Josija stoppede den: &quot;Så befalede kongen ypperstepræsten Hilkija, andenpræsterne og dørvogterne at fjerne alle de ting, der var lavet til Ba'al og til Ashera og til hele himlens hær, fra Herrens tempel, og han brændte dem uden for Jerusalem .. Helligskøgernes rum i Herrens tempel, hvor kvinderne vævede klæder til Ashera, rev han ned. .. Også alteret i Betel, offerhøjen som Jeroboam, Nebats søn, havde opført, han som forledte Israel til synd, både dette alter og offerhøjen rev Josija ned, og han knuste stenene til støv og brændte Ashera-pælen.&quot;&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 441&lt;/ref&gt; 

Profeten Jeremis beklagede sig i Jeremias' Bog kapitel 7: &quot;Kan du ikke se, hvad de gør i Judas byer og Jerusalems gader? Børnene samler brænde, fædrene tænder ild og kvinderne ælter dej, så de kan lave offerkager til Himmeldronningen og udgyde drikofre for andre guder og krænke mig.&quot;&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 950&lt;/ref&gt; Han taler om ''Ishtar'', Mesopotamiens version af Ashera, mens hun blev adopteret som ''Afrodite'' i Grækenland og blev kaldt ''Astarte'' af kana'anæerne og senere af fønikerne.&lt;ref&gt;Novacek (2011), s. 38&lt;/ref&gt;

Der kan således ikke være tvivl om, at Ashera-dyrkelsen var udbredt blandt jøderne i flere århundreder, snart officielt snart uofficielt. Manassa regerede fra 697 f.Kr. til 642 f.Kr. og Josija skal have stoppet Ashera-dyrkelsen omkring 622 f.Kr. Men uofficielt fortsatte dyrkelsen helt frem til babylonernes erobring af Jerusalem.

Det vigtigste i denne sammenhæng er, at denne afgudsdyrkelse, som det også fremgår af Gamle Testamente, fandt sted længe efter, at jøderne skulle være gået over til monoteisme.

=== Den centraliserede gudsdyrkelse ===

Men hvornår begyndte den monoteistiske gudsdyrkelse blandt jøderne? Meget tyder på, at det var en udvikling i to trin: først skete der en centralisering af gudsdyrkelsen, og langt senere en overgang til monoteisme.

Første kilde til denne udvikling findes i Moseloven. Her hedder det: &quot;Du må ikke lave dig noget gudebillede i form af noget som helst oppe i himlen eller nede på jorden eller i vandet under jorden. Du må ikke tilbede dem og dyrke dem, for jeg, Herren din Gud, er en misundelig Gud.&quot;&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 89. I oversættelsen til dansk bruges ordet &quot;lidenskabelig&quot; i stedet for &quot;misundelig&quot;&lt;/ref&gt; Det siges ikke, at der ikke findes andre guder, kun at jøderne ikke længere måtte dyrke dem.

Næste kilde findes i Anden Kongebog om kong Josija, som regerede 640-609 f.Kr. Her hedder det: &quot;Og statsskriveren Shafan fortalte kongen, at præsten Hilkija havde givet ham en bog, og Shafan læste den op for kongen.&quot;&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 440&lt;/ref&gt; Forskere mener, at den bog, der her er tale om, sandsynligvis var Femte Mosebog.

Femte Mosebog adskiller sig tydeligt fra de foregående fire Mosebøger, så meget at man mener, at den har sin egen forfatter (eller egne forfattere), der af forskerne kaldes D. Denne forfatter D genkendes også i en række andre tekster i Gamle Testamente: Joshua-bogen, Første og Anden Dommerbog, Samuels Bog samt Første og Anden Kongebog. Det menes, at alle disse bøger er forfattede af samme person eller personkreds.&lt;ref&gt;Dinkgreve (2021), kap. 8&lt;/ref&gt;

Anden Kongebog fortæller om kong Josiah, at han centraliserede gudsdyrkelsen og forbød stedlige altre: &quot;Han hentede alle præsterne fra Judas byer, og offerhøjene lige fra Geba til Be'ersheba, hvor de havde tændt offerild, gjorde han urene, og portofferhøjene, som lå ved kommandantensen Josvas port til venstre, når man går ind ad byporten, rev han ned.&quot;&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 441&lt;/ref&gt; Som det siges: &quot;Der havde ikke tidligere været nogen konge, der som han af hele sit hjerte og af hele sin sjæl og af hele sin styrke vendte om til Herren, helt efter Moses' lov og efter ham kom der ingen som han.&quot;&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 442&lt;/ref&gt; Tydeligvis var der tale om at samle al religiøs magt på et sted og under kongens kontrol. Det var med andre ord en religiøs revolution.

For at retfærdiggøre denne revolution måtte man opfinde en spådom, der kunne retfærdiggøre den. Her træder nu to kilder ind. Den ene findes i Første Kongebog. Her omtales en gudsmand, som råber imod et alter: &quot;Alter, alter! Dette siger Herren: I Davids hus skal der fødes en søn ved navn Josija. På dig skal han slagte de offerhøjspræster, som tænder offerild på dig, og han skal brænde menneskeknogler på dig.&quot;&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 393&lt;/ref&gt;

Den anden er Femte Mosebog: allerede i første sætning gives indtrykket af, at denne bog er Moses' sidste ord inden sin død&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 200&lt;/ref&gt;, og her formuleres en &quot;ny moselov&quot; begyndende således:

&quot;Dette er de love og retsregler, som I omhyggeligt skal følge i det land, Herren, dine fædres Gud, har givet dig i eje, så længe i lever på jorden. I skal ødelægge alle de steder, hvor de folk, I fordriver, har dyrket deres guder, på de høje bjerge, på bakkerne og under alle grønne træer. I skal rive deres altre ned og knuse deres stenstøtter, deres Ashera-pæle skal I brænde, og deres gudebilleder skal I hugge om; I skal udslette deres navn fra de steder. For på den måde må I ikke dyrke Herren jeres Gud. Nej, I skal søge til de sted, Herren jeres Gud udvælger blandt alle jeres stammer til at sætte navn på, så det kan bo der. Dér skal du komme, og derhen skal I bringe jeres brændofre og slagtofre, jeres tiender og afgifter, jeres løfteofre og frivilligofre og det førstefødte af jeres køer og får.&quot;&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 214&lt;/ref&gt;

Men trods dette forsøg på at legitimere centraliseringen af gudsdyrkelsen holdt det ikke længe. Snart begyndte folk atter deres decentrale gudsdyrkelse, og som vi tidligere har set, opgav de aldrig deres Ashera-dyrkelse.

=== Jøderne i Kana'an ===

Vi har fulgt jødernes religiøse udvikling, men hvordan forholder det sig med områdets politiske udvikling? Det er en broget historie, hvor Gamle Testamente trods påviselige fejl alligevel kan give nyttige oplysninger.

Meget taler for, at det var ankomsten af &quot;havfolket&quot; (engelsk: ''Sea People'') omkring 1178 f.Kr. som udløste en ny politisk udvikling. Hidtil havde området været under egyptisk kontrol, men nu svækkedes denne kontrol, og det indebar, at der blev mulighed for indbyrdes stammekrige i området. Det betød også, at folk udefra nu kunne blande sig med held i de stedlige stammekrige. Det er muligt, at jødernes erobringer netop hører hjemme i denne sammenhæng. Til trods for, at Gamle Testamente fremstiller disse kampe som religionskrige mellem folkeslag med polyteisme og jøderne med deres påståede monoteisme, er der intet, som tyder på, at dette er korrekt.

Snarere må vi se disse kampe som sket mellem et imperialistisk erobrerfolk og stedlige bofaste stammer. At der også var religiøse forskelle imellem dem, understregede blot krigenes stammemæssige karakter. Mens filistrene bosatte sig ved kysten, flyttede israelitterne ind fra øst og bosatte sig overvejende i højlandet, hvor de over tid tilegnede sig megen af den stedlige kultur, samtidig med at deres frænder, aramæerne, slog sig ned mod nordøst i Syrien. Hebræerne fik i denne besættelse støtte fra beslægtede og ligesindede nomadiske stammer og semitiske folkeslag. Alliancen var mulig, fordi de alle dyrkede Jahve. Denne fælles kult var længe den eneste institution, som bandt folket sammen, og det kunne ikke forhindre, at der jævnligt opstod konflikter mellem dem.

I den første tid efter israelitternes indvandring var tilstandene i Kana'an væsentlig som før. Det var langt fra lykkedes jøderne at udrydde hele den bosatte befolkning, så det endte med, at jøderne bosatte sig i egne bosættelser. De ulige folk og stammer levede i samfund hver for sig med byerne som centrum for de omgivende landsbyer. Hebræerne erobrede og ødelagde de mere civiliserede kana'anitter men overtog deres skriftsystem. De overtog også kana'anitternes byggeskik, men uden at hebræernes byggerier nåede samme høje stade som deres forgængere. Jerusalem var på denne tid et lille sted uden stor betydning og kunne ikke måle sig med andre byer i området.

Tør man tro Josvabogen kapitel 20, blev der oprettet særlige bebyggelser kaldet &quot;tilflugtsbyer&quot; for kriminelle, hvor disse kunne søge politisk asyl og unddrage sig retsforfølgelse for deres kriminelle gerninger: &quot;Herren talte til Josva og sagde: &quot;Sig til israelitterne, at de skal udpege de tilflugtsbyer, som jeg talte til jer om ved Moses, så en drabsmand, der uforsætligt og uforvarende slår nogen ihjel, kan flygte dertil; de skal være tilflugtssteder for jer mod blodhævneren. Når drabsmanden søger tilflugt i en af disse byer og stiller sig ved indgangen til byporten, skal han forelægge sin sag for de ældste i den by. De skal give ham adgang til byen og give ham et sted, hvor han kan bo hos dem. Når blodhævneren forfølger ham, må de ikke udlevere drabsmanden til ham; det var jo uforvarende, han slog sin næste ihjel, han havde ikke tidligere næret fjendskab mod ham. Han kan så blive boende i den by, indtil han stilles for menighedens domstol, eller indtil den ypperstepræst dør, som er der til dentid. Da kan drabsmanden vende tilbage til sin by og sit hus, den by, han er flygtet fra&quot;.&quot;&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 264&lt;/ref&gt; De var en ordning, som kunne beskytte enhver kriminel mod retsforfølgelse.

Og jødernes folkemord fortsatte. I Dommerbogen kapitel 1 læser vi: &quot;Så drog Juda op, og Herren gav kana'anæerne og perizzitterne i deres hånd, og de slog dem i Bezek og dræbte ti tusind mand. ..Judæerne angreb Jerusalem og indtog den. De huggede indbyggerne ned med sværd og stak ild på byen.&quot;&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 271&lt;/ref&gt; I de byer, som det ikke lykkedes jøderne at udrydde befolkningen, blev disse i stedet gjort til hoveriarbejdere.&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 272&lt;/ref&gt; Det kan næppe undre, at denne opførsel gav anledning til yderligere uro, og at nye kampe fulgte. Ved en lejlighed slog jøderne &quot;omkring ti tusind moabitter ihjel. .. Derefter havde landet ro i firs år&quot;.&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 274&lt;/ref&gt;

Efter Josvas erobringer fulgte dommertiden, hvor landet blev styret af de såkaldte dommere. Tør man tro Gamle Testamente førte det til, at filistre og ammonitter for en tid fik overtaget.&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 286&lt;/ref&gt; Også internt var der øjensynlig magtkampe, således forenedes de andre stemmer mod Benjamins stamme.&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 297ff&lt;/ref&gt;

Efterhånden blev lovløsheden for meget, og hebræerne etablerede et kongedømme i Palæstina. Denne institution kom som en nødvendig følge af både de interne lovløse tilstande og behovet for at organisere krigsførelsen mod andre folkegrupper. I vest udgjorde filistrene en stærkere modstand end kana'anitterne, fordi de havde udviklet jernsmedning. Mod nord boede fønikerne i Libanon, der var mest optaget af handel. Da kana'anitterne stadig blev mere undertrykte, skabte det grundlaget for etableringen af det hebræiske kongedømme omkring 1000 f.Kr. 

Først under dommeren Samuel opstår der blandt jøderne krav om etableringen af et kongerige. Landets første konge hed Saul.&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 317&lt;/ref&gt; Han dateres til omkring 1000-tallet f.Kr. Tør vi tro Første Samuelsbog gennemførte han adskillige krige.&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 320&lt;/ref&gt; Kana'an var angiveligt forenet under ham og hans to efterfølgere, David og Salomo. 

Da kong Salomon døde i 922 f.Kr. blev det hebræiske kongedømme delt i to: Kongeriget Israel og Kongeriget Juda. Det var kun Juda og Benjamins stammer, som accepterede Salomons søn Rehabeam som deres konge, og de oprettede dermed det sydlige kongerige Juda med Jerusalem som hovedstad. Mod nord gjorde de øvrige stammer Jeroboam til konge og oprettede kongeriget Israel med Sikem og senere Samaria som hovedstad. Vigtigst i denne sammenhæng er, at der intet stammesammenhold var, end ikke deres religion kunne holde sammen på dem, og som vi allerede har set, skete der jævnligt frafald fra denne, lige som israelitterne indgiftede sig i andre folkegrupper nok så meget som indbyrdes. Der var konstant magtkampe, hvilket afspejler det totale fravær af national solidaritet og enhed. Også udefra skete angreb. Anden Krønikebog er fuld af bereninger om disse krige.

Kongeriget Israel ophørte, da Assyrien erobrer hovedstaden Samaria 722 f.Kr. Herved mistede også de 10 nordlige israelske stammer deres betydning. Nogle af indbyggerne i Kongeriget Israel blev deporteret af assyrierne, men arkæologisk kan der ikke dokumenteres nogen befolkningsudskiftning eller nogen nedgang i befolkningstallet, og genetiske undersøgelser antyder også en kontinuitet i områdets befolkningssammensætning. Hovedparten af befolkningen synes således at være forblevet i området og samaritanerne menes at være de mest direkte efterkommere af befolkningen i Kongeriget Israel, hvilket også er i overenstemmelse med deres egen opfattelse. Nogle beboere fra Kongeriget Israel må antages at være flygtet til kongeriget Juda, hvilket kan forklare hvordan de nordlige stammers myter er blevet inkorporerede i den tekster i Gamle Testamente, som blev samlede i Kongeriget Juda.

=== Eksilet i Babylon ===

Der er næppe tvivl om, at hvis jøderne havde modstået angreb udefra, ville afgudsdyrkelsen have fortsat. Der ville fortsat have været private gudindestatuetter og private altre. Men een begivenhed ændrede jødernes historie og dermed verdenshistorien: babylonernes erobring i 586 f.Kr.

Forud gik en belejring, som varede to og et halvt år. Vilkårene under belejringen var forfærdelige: jøderne sultede, men vi ved fra samtidige beretninger, at de ikke holdt sig tilbage fra at spise deres egne børn. Da Nebukadnezer erobrede Jerusalem, blev Salomons tempel brændt ned til grunden. Kongepaladset blev brændt ned. Huse blev brændt ned. Forsvarsanlæggene omkring byen blev revet ned sten for sten. Kong Zedekiah, som havde forsøgt at flygte, blev fanget og ført frem for Nebukadnezer. Det sidste, han så, var, at han sønner blev slået ihjel. Så blev han gjort blind, og måtte i denne tilstand foretage vandringen til Babylon.

Hele den jødiske befolkning blev tvangsforflyttet til Babylon. Det skete i tre omgange. Da de forlod Jerusalem, måtte de uundgåeligt miste troen på deres guder, som havde svigtet dem.

Hvad, der skete under det babylonske fangenskab, var ekstraordinært: i stedet for at blive integrerede i deres nye omgivelser valgte de skriftkloge jøder den modsatte vej, nemlig at bevare og redigere deres historiske traditioner. Sigende optræder byen Al Yahuda i Babylon på denne tid. Jøderne samlede, hvad de havde bevaret om deres historie, og begyndte at nedskrive det. Undervejs blev traditionen omskrevet og tilpasset deres nye selvforståelse. Bibelforskere mener, at det var antagelig på denne tid, at traditionerne i ''Tanakh'' begyndte at få deres endelige form.

Og det var tilsyneladende også her, at jødernes tro fik den monoteistiske karakter, som siden skulle gøre sig gældende. Det er her, at profeten Ezekiel fortæller, at Gud gør ham opmærksom på den afgudsdyrkelse, som finder sted.&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 1048&lt;/ref&gt; Det er her, at Gud lover at straffe jøderne for denne afgudsdyrkelse.&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 1049&lt;/ref&gt; Det er her, at jødernes bortførelse bliver stillet i udsigt. Det er her, at grunden lægges til den fortolkning, at eksilet gøres nødvendigt for, at jøderne langt om længe kan vende sig mod den sande gudsdyrkelse.

Og det er her, at profeten Esajas formulerer sine propagandistiske og doktrinære anklager. Det er her, at Gud gøres til den, som lover jøderne håb om frihed igen. Og det er her, at Gud bliver enevældig.

To eksempler fra Esajas Bog kan belyse det: i vers 44 linje 6: &quot;Jeg er den første, og jeg er den sidste, der er ingen anden Gud end mig&quot;&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 895&lt;/ref&gt; og i vers 45 linje 5: &quot;Jeg er Herren, der er ingen anden, der er ingen anden Gud end mig&quot;.&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 897&lt;/ref&gt; Selv alt det gode og alt den onde har samme oprindelse:&lt;/br&gt;  
&quot;Jeg danner lys og skaber mørke,&lt;/br&gt; 
jeg frembringer fred og skaber ulykke,&lt;/br&gt; 
jeg, Herren frembringer alt dette.&quot;&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 897&lt;/ref&gt;&lt;/br&gt; 
For første gang optræder jøderne som et folk med kun een erklæret Gud.

Der kan næppe være tvivl om, at dette var følgen af en bestemt strategi: ikke at blive opslugt af imperiet. Over for de mange guddomme i Babylon sætter jøderne en enkelt gud som deres modstykke. Derved, og kun derved, kan de opretholde deres særegne identitet som folk. Hvis Jahve havde været een gud blandt mange andre, havde han tabt og havde ingen fremtid. Kun ved at gøre ham almægtig, ved at hævde at han havde brugt Nebukadnezar som et redskab i en guddommelig plan, kunne de opretholde deres identitet og deres håb om en fremtid. De gamle guder måtte udryddes eller bortforklares som fejltagelser, der kunne forklare jødernes ulykkelige skæbne. Og derfor blev den traditionelle historie omskrevet punkt for punkt for at kunne understøtte det nye narrativ.

Nået så langt tog de skriftkloge det næste skridt: de måtte opfinde og udvikle deres egen skabelsesberetning og deres egen beretning om en altomfattende oversvømmelse. Inspirationen hentede de hos babylonerne selv. De tog de velkendte babylonske beretninger men omskrev dem således, at de udgjorde en polemisk kontrast til den tro og de traditioner, som blev hyldet af deres omgivelser. Der vil være lejlighed til at se nærmere på disse ved en gennemgang af Gamle Testamente.

=== Jødernes tilbagevenden til Jerusalem ===

I 539 f.Kr. indtræder så afslutningen på jødernes tid i eksil. Dette år erobrer perserne Babylon, og Cyrus den Store erklærer straks efter en almen amnesti. Der efter giver han tilladelse til, at fordrevne folkeslag må vende tilbage til deres hjemegn og genoptage deres gudsdyrkelse.

Også jøderne vendte hjem. Ifølge Ezras Bog vendte i alt 42.360 jøder tilbage til Jerusalem foruden deres trælle og trælkvinder, i alt 7.337, samt 200 sangere og sangerinder, det vil sige i runde tal 50.000 personer.&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 510&lt;/ref&gt; Om dette tal er korrekt, vides ikke.

Det vigtige er, at da jøderne vendte tilbage til Jerusalem, var det med en ny, monoteistisk religion. Den var i store træk skabt under deres eksil, omskrevet og suppleret i forhold til tidligere. Den forenede folk og tro i en næsten uadskillelig helhed.

Der kan her være grund til at stille et vigtigt spørgsmål: betyder dette så, at jøderne vendte hjem med en fuldt udviklet fælles trosretning? Nej, intet taler for dette. Snarere må vi regne med, at det kun var en lille gruppe af teologiske skriftlærde, som havde taget del i den redigeringsproces, som var foregået i Babylon, og at det kun var dem, som havde det fulde kendskab til det nye narrativ om jødernes oprindelse, som de havde skabt. Dette indebærer, at det først er efter deres tilbagevenden, at de for alvor kan begynde at promovere og udbrede deres nye narrativ til jøderne og dermed skabe den identitetsforståelse, som de siden udviklede.

=== Persisk tid ===

Under det persiske herredømmes tid (538-332 f.Kr.) sad der persiske statholdere i landets ulige dele. Vi ved, at statholderen i Judæa 408 f.Kr. hed Bagohi, dels fra Josefos, dels fra papyrusfundene i Elefantine. At statholderen i Samaria var en samaritan, Sanballat, tyder på, at perserne ikke har blandet sig i Palæstinas forhold, når oprør ikke foranledigede dem til at gribe ind, som tilfældet var under Artaxerxes III (358-338 f.Kr.). Det var under persisk beskyttelse, at Nehemia og Ezra genoprettede den jødiske menighed i Jerusalem.

Vi ved sandt at sige ikke meget om den jødiske religionsdyrkelse på denne tid. Meget tyder på, at der skete en langsom spredning af den nydannede monoteistiske tro, sikkert som et politisk-nationalt redskab over for det persiske overherredømme. Men intet taler for, at denne endnu formelt var slået igennem.

Elephantine var en jødisk by i Egypten fra 400-tallet f.Kr. Den er interessant, fordi den kan vise træk ved og fravær af jødisk levevis på denne tid. Byen blev antagelig grundlagt i midten af 6. århundrede f.Kr. af folk, der var emigreret fra Syene-området i Palæstina.&lt;ref&gt;Barnea (2024), s. 1&lt;/ref&gt; Vi ved, at der eksisterede et særligt tempel for dyrkelsen af Jahve indtil 410 f.Kr., da det blev ødelagt. En jødisk befolkning nævnes sidste gang i kilderne i 399 f.Kr., hvad, der skete med den jødiske befolkning efter denne tid, er ukendt.&lt;ref&gt;Adler (2025), s. 39&lt;/ref&gt;

Historien om jødernes udvandring fra Egypten kendes ikke i denne by, hvilket tyder på, at denne tradition er yngre end 400-tallet. Ligeledes kendte befolkningen ikke til ''torah'', det vil sige jødisk lov, så også denne må være yngre end 400-tallet.

Endvidere dyrkede jøderne i denne by flere guder (jahvisme) i modsætning til senere tids monoteisme (judaisme). Således har vi flere kilder fra 400-tallet f.Kr., der vidner om zoroastracisme, herunder et ild-alter og et tempel.&lt;ref&gt;Barnea (2024), s. 3-7&lt;/ref&gt; En lignende jødisk polyteisme kendes fra andre byer.&lt;ref&gt;Adler (2025), s. 41-47&lt;/ref&gt; Men dette indebærer også, at jøderne stadig ikke på denne tid var monoteister til trods for de bestræbelser, som præsteskabet havde udført under eksilet i Babylon. I stedet tolkes situationen således, at den jødiske kult udviklede sig gravist over tid blandt andet inspireret af zoroastrisk kult indtil, at de fik den form som kendes fra den hebraiske bibel.&lt;ref&gt;Barnea (2024), s. 29&lt;/ref&gt; Hvis byen blev grundlagt af dem, som ikke endte i Babylon, kan dette forklare deres fastholden ved polyteisme og ukendskab til den monoteisme, som blev udviklet i Babylon.

Dermed adskiller kulten på denne tid blandt jøder sig markant fra den, som ses i hasmonæisk tid.&lt;ref&gt;Adler (2025), s. 48&lt;/ref&gt; Yonatan Adler ved Ariel University har kaldt denne kult og levevis &quot;proto-jødisk&quot; (''proto-Judaic'') og definerer den således: &quot;Et protojødisk kulturelt træk er således et særskilt element af den israelitiske og/eller jødiske livsstil, som med tiden blev lovgivet som en forskrift for regulering i en eller flere af Mosebøgernes tekster, og som i sidste ende blev optaget som en del af jødedommen.&quot;&lt;ref&gt;Adler (2024), s. 5&lt;/ref&gt; Et eksempel herpå er at spise svinekød. I to af Mosebøgerne (Tredie Mosebog kapitel 11:1-8&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 126f&lt;/ref&gt; og Femte Mosebog kapitel 14:3-8&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 216&lt;/ref&gt;) forbydes det jøder at spise svinekød, men arkæologiske fund fra tiden fra sen bronzealder (1300-1130 f.Kr.) frem til jernalder (586 f.Kr.) viser, at svin faktisk blev avlet til fortæring i strid med denne bestemmelse, skønt de er fraværende i nogle bopladser henregnet til kana'anære og fønikere i jernalderen uden, at det derfor med sikkerhed kan siges at være bevidste valg; økonomiske, økologiske og sociale forhold kan have spillet ind.&lt;ref&gt;Adler (2024), s. 13&lt;/ref&gt; Flere jødiske leveregler tilskrives således myter i Mosebøgerne, og det kan ikke afvises, at disse myter ''netop'' er blevet til for at kunne begrunde og legitimere disse leveregler.&lt;ref&gt;Adler (2024), s. 21&lt;/ref&gt; Det gælder blandt andet reglen om at omskære drengebørn.&lt;ref&gt;Adler (2024), s. 20f&lt;/ref&gt;

=== Hellenistisk tid ===

I den græske periode fra Alexander den Stores erobring i 332 f.Kr. til 167 f.Kr. blev Palæstina atter genstand for strid mellem Syrien, hvor seleukiderne herskede efter Alexanders død 323 f.Kr., og Ægypten, der beherskedes af ptolemæerne. Frem til 198 f.Kr. var overvejende Egypten, fra den tid, efter Antiochos IIIs sejr ved Paneas, syrerne Palæstinas herrer. Efter, at Babylon, Ninive og Shushan var gået til grunde, og Alexandria var blevet grundlagt, flyttede tyngdepunktet vest på, og Palæstina fik igen samme betydning som i 15. århundrede f.Kr. Under ptolemæerne regeredes Palæstina af guvernører (hegemon, epitropos), om hvis myndigheds udstrækning kun lidt vides. Skatteopkrævningen var overladt - ved licitation - til skatteforpagtere. I jødernes kreds fik synedriet og ypperstepræsten en vidtgående myndighed. Under seleukiderne stod Palæstina, der kaldtes Fønikien, sammen med Cølesyrien under en militærguvernør, og syrisk militær besatte landet. Skatten indkrævedes af seleukidiske embedsmænd. Fra 165 f.Kr., da Antiochos Epifanes forbød jødisk gudsdyrkelse, blev landet ramt af de makkabæiske kampe, der skulle bane vejen for det hasmonæiske dynasti.

Undersøgelser tyder på, at jøderne i almindelighed stadig ikke kendte til ''torah'', det vil sige jødisk lov, i begyndelsen af hellenistisk tid, og slet ikke at de respekterede og fulgte den.&lt;ref&gt;Adler (2025), s. 34&lt;/ref&gt; Således er der flere eksempler på, at judæere to ågerrenter af deres udlån.&lt;ref&gt;Adler (2025), s. 28&lt;/ref&gt; Der er også bevis på, at nogle judæere selv på denne tid dyrkede andre guder end Jahve.&lt;ref&gt;Adler (2025), s. 27&lt;/ref&gt; Og skønt ordet &quot;''sabbat''&quot; forekommer, lader det sig ikke fastslå, om dette havde samme betydning som senere eller blot henviste til en jødisk helligdag.&lt;ref&gt;Adler (2025), s. 28&lt;/ref&gt; Faktisk forekommer ordet &quot;''sabbat''&quot; ikke een eneste gang i Gamle Testamente. Omvendt er der ingen arkæologiske beviser på, at jøderne tog deres rituelle bade i bassiner, således som foreskrevet i ''torah'', og heller ikke at de iagttog særlige rituelle renselsesregler omkring deres mad.&lt;ref&gt;Adler (2025), s. 26&lt;/ref&gt;

Der har været peget på, at Aristeas i et brev oplyser, at Ptolemæus II Philadelphus (regerede 285-246 f.Kr.) tog 72 jøder fra Jerusalem til Alexandria for at få oversat en jødisk lov til græsk til sit bibliotek.&lt;ref&gt;Adler (2025), s. 31&lt;/ref&gt; ''Torah'' er ikke nævnt ved navn, så der er ingen beviser på, at det er den, som der henvises til, men selv om dette var tilfældet, kan dette ikke tages som udtryk for, at jøderne i almindelighed kendte og fulgte loven.&lt;ref&gt;Adler (2025), s. 32&lt;/ref&gt; Dette til trods for, at jøderne på  denne tid ellers nød udstrakt selvstyre både i Judæa og i andre områder.&lt;ref&gt;Adler (2025), s. 24&lt;/ref&gt; Dette har fået Yonatan Adler til at betegne jødisk kultur på denne tid som &quot;jahveisme&quot; (''Yahwism'') i modsætning til den &quot;judaisme&quot; (''Judaism''), der først fulgte senere og som fulgte ''torah''-en.&lt;ref&gt;Adler (2025), s. 7&lt;/ref&gt; Men uanset benævnelsen betyder det, at traditionel jødisk kultur først stammer fra tiden ''efter'' hellenistisk tid.

=== Det hasmonæiske dynasti ===

Den hasmonæiske eller senhellenistiske periode strakte sig fra 167 f.Kr. til 63 f.Kr.

Betegnelsen &quot;Det hasmonæiske kongerige&quot; dækker over en yderst omtumlet periode i jødisk historie, som strakte sig fra midten af 2. århundrede f.Kr. til midten af 1. århundrede f.Kr. Hasmonæerne var en jødisk præsteslægt, som spillede den førende politisk rolle på denne tid. Betegnelsen er dannet efter Hasmon, der var Mattatija’s bedstefader. I årene 168-161 f.Kr. ledede hasmonæerne kampen for national og religiøs frihed mod seleukiderne, som under Antiochos IV havde underkuet dem. Bevægelsen begyndte under Mattatija, men blev fortsat af hans sønner, først Judas Makkabæer, efter hvem slægten often kaldes makkabæerne; han fik genoprettet den jødiske gudsdyrkelse i 165 f.Kr. og opnåede i 161 f.Kr. religionsfrihed. Dette år overvandt han den syriske feltherre Nikanor og sluttede forbund med Romerne, men døde kort efter. Hasmonæerne optrådte der efter som et dynasti, der kæmpede for deres egen magtstilling. Judas’ broder, Jonatan, som afløste ham som leder, lod sig i 153 f.Kr. udnævne til ypperstepræst, skønt han efter jødisk lov ikke havde ret til denne stilling. Dette betød et brud med de lovtro, som de oprindelige havde kæmpet for. Efter hans mord i 143 f.Kr. lykkedes det broderen Simon (143-135 f.Kr.) at få landets selvstændighed anerkendt og at erobre syrernes borg i Jerusalem. Som følge heraf blev han af befolkningen hyldet som arvelig ypperstepræst og som verdslig hersker i 141 f.Kr. Dermed havde hasmonæerne opnået formel anerkendelse af deres dynasti.

Det betød imidlertid ikke, at der nu herskede fred, tværtimod. Under Simon’s søn, Johannes Hyrkan (134-104 f.Kr.), indtraf et åbent brud mellem hasmonæerne på den ene side og farisæerne på den anden. Under de fortsatte kampe undertvang han den autonome stat Edom og ødelagde Samaria og også den samaritanske helligdom på Garizim. Hans sønner, Aristobul (104-102 f.Kr.) og Alexander Jannæos (102-76 f.Kr.) var brutale herskere og fjernede sig langt fra styrets oprindelige karakter, idet de var udpræget hellenistisk sindede. Alexander udnævnte sin dronning Salma Alexandra til sin efterfølger (78-69 f.Kr.), mens sønnen Hyrkan II blev ypperstepræst. Midt i de hele etablerede armenerne et kortvarigt herredømme (70-63 f.Kr.) idet de erobrede landet og lagde området under deres overherredømme. Men den interne magtkamp fortsatte uafbrudt. Salma sluttede sig til farisæerne, og hun kom derved i modsætning til saddukæerne, som samlede sig om hendes anden søn, som efter hendes død tog magten fra sin broder og herskede som Aristobul II, dog under vedvarende kampe, indtil Pompejus afsatte ham og tog ham med til Rom i 63 f.Kr. Efter ulige forsøg på opstand blev Aristobul og hans søn Alexander myrdet i 48 f.Kr. 

Hyrkan II, der af Pompejus nu blev anerkendt som ypperstepræst med Antipater som verdslig leder, blev af Cæsar forfremmet til ethnarch, mens den faktiske myndighed efterhånden gik over til Herodes efter Antipater’s død. Aristobul’s anden søn, Antigonos, gjorde imidlertid oprør og blev en kort (40-37 f.Kr.) tid konge, mens Hyrkan blev bortført og fik ørene skåret af. I 37 f.Kr. erobrede den af Romerriget anerkendte Herodes så Jerusalem, og Antigonos blev henrettet i Antiochia. Dermed var hasmonæernes herredømme bragt til ende. Herodes levede en tid i venskab med Hyrkan men lod ham så dræbe. Herodes var besvogret med hasmonæerne, idet hans hustru Mariamme var datter af Aristobul II’s søn Alexander. Dette forhindrede dog ikke, at han lod hendes broder Aristobul dræbe. Senere dræbte han ligeledes hende selv og hendes moder. Endelig dræbte han nogle hasmonæere, der opholdt sig hos hans svoger i Idumæa. Således blev det Herodes, som endte slægtens magtdrømme.&lt;ref&gt;Pedersen (1919), s. 943f&lt;/ref&gt; Så meget om den politiske udvikling.

Det vigtigste i denne sammenhæng er, at de var i denne omtumlede tid, at vi for første gang ser tydelige spor af en jødisk kultur og religionsdyrkelse. Årsagen er klar nok: lederen af den nye stat var en ypperstepræst, som nu tillige blev den politiske, kultiske og militære leder af den nye stat. Og det er tydeligvis på denne tid, at denne nye magt manifesterer sig også religiøst. Det er først fra denne tid, at de første synagoger optræder. Det er først fra denne tid, at ''Tanakh'' optræder i sin endelige skikkelse. Det er først fra denne tid, at der optræder beviser på, at jøderne i deres levevis fulgte bibelsk lov, der nu bliver promoveret som &quot;deres forfædres lov&quot; og påvirker et utal af leveregler både i og uden for jødernes &quot;hjemland&quot;.&lt;ref&gt;Adler (2025), s. 67&lt;/ref&gt;

=== Romersk styre ===

Romersk tid strækker sig fra sidste århundrede f.Kr, til første århundrede e.Kr. Det kendetegnes ved at området i denne periode havde en romersk guvernør.

Yonatan Adler har undersøgt de kulturelle traditioner i dette tidsrum og finder, at de følger senere jødiske traditioner: der er renselsesbassiner og husgeråd af kalk som udtryk for jødiske relselsesritualer samt mønter, vægdekorationer i huse og hjemligt udstyr som udtrykkeligt undgår at vise mennesker og dyr i overensstemmelse med påbuddet i Mosebøgerne. Han konstaterer yderligere, at disse træk er særligt markante i de områder, som vides at have haft en overvejende jødisk befolkning, men ikke nødvendigvis i områder hvor andre befolkningsgrupper var dominerende. Han konstaterer endvidere, at disse rituelle træk tydeligt går tilbage til hasmonæisk tid men ikke med sikkerhed lader sig følge længere tilbage, til dels på grund af et svagt og mangelfuldt arkæologisk og skriftligt bevismateriale. Som beviserne nu stiller sig, var det i hasmænæisk tid, at disse rituelle træk slog igennem og efterhånden bredte sig til den samlede befolkning og i romersk tid allerede var blevet normen.&lt;ref&gt;Adler (2022)&lt;/ref&gt;

Det er på denne baggrund, at Jesus må ses: i en tid, hvor mange jøder drømte om og håbede på at genskabe deres egen selvstændige stat, trådte han frem med sit provokerende budskab, at &quot;Guds rige ikke var af denne verden&quot;. Ikke nok med det: han udfordrede farisæerne og de skriftkloge, og oven i alt dette ophævede han jøder som Guds udvalgte folk og erklærede enhver, som følger Guds ord og hans påbud som en del af den udvalgte befolkning. I det givne politisk-religiøse klima gjorde det ham farlig for en national jødisk politik, så han måtte stoppes, og det blev han som bekendt. Men det stoppede ikke hans budskab i at blive yderligere spredt, tværtimod.

Frem til 70 e.Kr. opstod der ulige retninger inden for jødedommen, hvoraf saddukæerne, farisæerne og essæerne synes at have været de væsentligste. Desuden opstod der en række messianske og apokalyptiske bevægelser. 

Saddukæerne var en gruppe der var tilknyttet præstedømmet i templet i Jerusalem. I modsætning til farisæerne, som påberåbte sig myndighed på grund af deres lærdom og fromhed, baserede saddukæerne deres særstilling på afstamning og status. Meget tyder på, at de repræsenterede Hasmonæernes klan, der tidligere havde regeret som præstekonger. De nægtede at acceptere læresætninger som ikke direkte var nævnt i ''Torah'', også selv om læren var nævnt et andet sted i Tanakh. Ja, de &quot;anså det for en dyd at debattere&quot; sådanne sager. Et eksempel på en sådan debat findes i Mattæusevangeliet kapitel 22:23-33, hvor de satte Jesus på prøve med hensyn til opstandelsen. Idet saddukæerne opstillede en tænkt situation hvor en enke havde været gift med syv mænd, spurgte de: &quot;Hvem af de syv skal nu have hende til hustru i opstandelsen?&quot; I denne sammenhæng var det selvfølgelig uvæsentligt om den tænkte enke havde været gift 14 eller 21 gange. Jesus svarer: &quot;I opstandelsen gifter mænd sig ikke og kvinder bortgiftes ikke.&quot;&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 1251&lt;/ref&gt; Saddukæerne accepterede ikke eksistensen af et liv efter døden, og benægtede derfor også den farisæiske doktrin om en genopstandelse, hvilket netop var den forestilling, som Jesus prædikede. I Markusevangeliet kaptel 12:18-27 omtales en anden version af historien: da Jesus vidste, at saddukæerne ikke accepterede andre inspirerede skribenter end Moses, argumenterede han ved at citere fra ''Torah''. Han sagde: &quot;Med hensyn til at de døde oprejses, har I da ikke læst i Moses’ bog, i beretningen om tornebusken, hvordan Gud sagde til ham: ’Jeg er Abrahams Gud og Isaks Gud og Jakobs Gud’? Han er ikke dødes men levendes Gud.&quot;&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 1281&lt;/ref&gt;

Saddukæerne ønskede ikke, at en Messias skulle dukke op og lave om på tingene og da de betragtede Jesus som en trussel mod deres position, sammensvor de sig med farisæerne om at slå Jesus ihjel.&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 1258f, 1352&lt;/ref&gt;

Farisæerne var kendetegnede ved, at de lagde stor vægt på overholdelse af Moseloven, især renhedsforskrifterne og desuden på &quot;fædrenes overleveringer&quot;, som var en betegnelse for hele den mundtlige fortolkning af Moseloven. Bevægelsens etik havde mange detaljerede forskrifter og praktiske anvisninger. 

Essæerne levede i en slags kommunisme, hvor medlemmerne aflagde tavshedsløfte og ingen måtte besidde ejendom, hverken bolig eller slave, jord eller kvæg. Deres indkomster skulle overlades til en forvalter, som forestod indkøb af det nødvendige og sørgede for mad og underhold til gruppen. De forkastede også ægteskab, alle former for standsforskelle samt slaveri. De var soldyrkere og sendte hver morgen bønner op til solen. Når de havde afføring, gjorde de det inden døre for ikke at &quot;besmitte&quot; sollyset.

Af de mange retninger inden for jødedommen overlevede kun den rabbinske jødedom, som byggede på farisæerne og deres lære. Den rabbinske jødedom var kendetegnet ved at hævde, at den skrevne ''Torah'' ikke kan fortolkes korrekt uden henvisning til den &quot;mundtlige&quot; ''Torah'' og den dertil hørende litteratur, der specificerer hvilken adfærd, der er sanktioneret af loven. Med et moderne udtryk var de fundamentalistiske teokrater. Når de andre fraktioner her er nævnt, er det for at vise, at jødedommen langt fra var nogen samlet bevægelse selv op til eller på Jesu tid.

Stednavnet &quot;Israel&quot; første gang optræder på en mønt dateret til 66 e.Kr. møntet i forbindelse med jødernes oprør mod romerne.

Efter oprøret 70 e.Kr. var det for en lang tid slut med jødiske forsøg på at skabe en egen stat. Jesu budskab og det mislykkede oprør førte til, at den jødiske befolkning blev sprængt i tre grupper: den ene gruppe var de traditionelle jøder, som holdt fast ved farisæerne og deres budskab, den anden gruppe var de kristne, som nu satte sig for at udbrede det nye budskab, og den tredie gruppe var judeo-nazaræerne, som fortolkede udviklingen på deres egen måde og mente, at genskabelsen af templet i Jerusalem var en forudsætning for, at Messias ville vende tilbage. De arbejdede i flere hundrede år på dette mål, men da de endelig fik magten i Jerusalem i år 634 og Messias alligevel ikke vendte tilbage, blev bevægelsen omformet til en ny arabisk religiøs bevægelse, som i 749 efter abbasidernes magtovertagelse endte som muhammedismen, komplet med en egen profet, en egen hellig bog og med et nyt religiøst midtpunkt i Mekka.&lt;ref&gt;se ''Muhammedanismen i kildekritisk belysning''&lt;/ref&gt;

=== Sammenfatning ===

Hvordan skal begivenhedsforløbet nu fortolkes? Et foreløbigt svar kunne lydes således: det ser ud til, at jøderne udskilte sig fra kana'anæerne senest omkring 1200 f.Kr. og at de oprindeligt levede i ørkenområderne syd for Kana'an. Dette varede indtil, at de eteblerede et egentligt kongerige, der imidlertid efter kort tid blev delt i to, Israel og Judæa. Den nationale udskillelse var dog åbenbart ikke mere udtalt end, at jøderne jævnligt synes at have giftet sig med kvinder fra andre stammegrupper. 

Så langt, vi tør tro Bibelens fremstilling, var de polyteister, det vil sige dyrkede flere guder. Ganske vist var der perioder, hvor der gjordes forsøg på at indføre monoteisme, men dels var der stadige tilbageslag, dels skete disse forsøg på det statslige niveau, mens den almindelige befolkning synes at have fastholdt polyteismen uden afbrydelser gennem flere hundrede år frem til og med landsforvisningen til Babylon. 

Religionsdyrkelsen synes at have udviklet sig fra spredt i de enkelte husstande, landsbyer og stammer hen imod en statslig centralisering med deraf følgende magt for præsteskab og konger. 

Efter alt at dømme er det først under eksilet i Babylon, at præsteskabet blandt jøderne udvikler en erklæret monoteisme, mens dette ikke synes at være tilfældet for den brede befolkning. Hele jødernes tidligere historie bliver nu omfortolket af præsteskabet i lyset af denne nye religion, og den bliver promoveret og legitimeret af nogle få erklærede profeter.

Efter jødernes tilbagevenden til Kana'an efter eksilet i Babylon bliver den nye religion gjort til et redskab for præsteskabets politiske mål: en selvstændig teokratisk stat. Dette mål bliver opnået, men den nye stat varer kun i henved hundrede år, og igennem hele sin eksistens er den præget af interne magtkampe blandt den ledende religiøse elite. Meget tyder dog på, at det først er på denne tid, at monoteismen slår igennem også i den brede jødiske befolknings livsstil og levemåde og bliver det centrale element i israelitternes selvforståelse. Men dette forudsatte og krævede præsteskabet både som den etnisk-religiøse og den statspolitiske magthaver. Efter alt at dømme er det tidligst fra denne tid, at vi kan tale om jødedom i moderne forstand.

Men denne udvikling forudsatte, som vi har set, en dramatisk omskrivning af den jødiske historie. Meget måtte udelades eller totalt omskrives. På den anden side blev der indført nye elementer, som næppe har meget med den historiske udvikling at gøre men som gav jøderne en forhistorie så lang som nogen.

=== &lt;big&gt;Problemerne med Gamle Testamente&lt;/big&gt; === 

Et passende kildekritisk udgangspunkt ved vurderingen af Gamle Testamentes troværdighed må være de modsætninger, der er mellem dennes fremstilling og de faktuelle kendsgerninger. Der er således ingen beviser for eksistensen af de fem mosebøger før slutningen af 4. århundrede f.Kr. inklusive eksistensen af en person ved navn Moses.&lt;ref&gt;Gad Barnea&lt;/ref&gt;

Problemerne med teksterne lader sig inddele i to delspørgsmål:&lt;/br&gt;
- er der een eller flere forfattere til Tanakh?&lt;/br&gt;
- er dele af teksterne lånt fra andre kulturer?&lt;/br&gt;
Svaret er i begge tilfælde bekræftende. Der kan derfor være grund til at behandle hvert af dem særskilt.

=== Forfattere og deres datering ===

Tekstanalytikere mener, at ''Tanakh'' (Gamle Testamente) er blevet til i tre omgange:&lt;/br&gt;
- en arkæisk fase: 11.-10. århundrede f.Kr.&lt;/br&gt;
- en klassisk fase: 9.-6. århundrede f.Kr.&lt;/br&gt;
- en sen fase: 5. århundrede f.Kr. eller senere.&lt;/br&gt;
Eksempelvis mener man, at den ældste del af Første Mosebog er historien om Jakobs velsignelse (i kapitel 47), som skal stamme fra arkæisk tid, men størstedelen af resten stammer fra klassisk tid.

I en række tilfælde forekommer tilsyneladende dubblerede historier med både ligheder men også klare forskelle. Forskerne mener, at det afspejler sammenskrivning af to eller flere ulige overleveringer.

Kildeforskere mener at kunne udskille fire lag i eller snarere forfattere til Mosebøgerne:

J: ''Jahvisten'', hvor Gud sædvanligvis kaldes ''Jahve''; et litterært lag der i modsætning til Præsteskriftet er præget af lægmandssynspunkter.&lt;/br&gt;
E: ''Elohisten'', hvor gudsbetegnelsen er ''Elohim''.&lt;/br&gt;
D: ''Deuteronomisten'', det vil sige &quot;forfatteren&quot; til Femte Mosebog.&lt;/br&gt;
P: ''Præsteskriftet'', et litterært lag i mosebøgerne, der antages at være blevet til i præstelige kredse, og som udviser særlig interesse for kultiske forhold. 

J- og E-teksterne menes nedskrevet efter, at det oprindelige kongerige var blevet delt i to: Israel i nord og Judæa i syd. J-teksterne menes at stamme fra Judæa, E-teksterne menes at stamme fra Israel.

J-teksterne dateres til tidsrummet mellem 848 f.Kr. og 722 f.Kr., idet disse tekster omtaler Babylon og Calah (Nimrod) som store byer. Desuden nævnes Edom som en autonom stat, hvilket først skete efter 848 f.Kr.

E-teksterne lader sig ikke datere nærmere end til 9. eller 8. århundrede f.Kr.

P-teksterne dateres til 6. århundrede f.Kr. og menes skrevet efter, at templet i Jerusalem var revet ned, og jøderne var blevet tvangsforflyttede til Babylon. Dette kan forklare hvorfor, at der ikke findes en eneste henvisning til templet i Jerusalem.&lt;ref&gt;Dinkgreve (2021), kap. 8&lt;/ref&gt;

Problemet ved en tekstanalyse af ''Tanakh'' er, at teksterne synes at være flettet sammen fra to eller flere oprindelige kilder til een sammenhængende historie. Det formodes, at J- og E-teksterne er blevet sammenskrevne efter 722 f.Kr., da Israel blev erobret af assyrerne, og flygtninge fra Israel i nord kom sydpå til Judæa og bragte deres E-traditoner med sig. Her blev de sammenskrevne til en ny version, JE, der ofte giver et judæisk perspektiv.

Men hvordan kan vi skelne imellem de forskellige tekster? Lad os tage nogle eksempler.

Under ørkenvandringen lader Moses vand springe fra klippen. I det ene tilfælde sker det uden problemer, i det andet pålægges Moses af Gud at tale til klippen, men han slår på den med sin stav i stedet, og som straf for at have ignoreret dette pålæg får han ikke love til at betræde Kana'an men kun at se det udefra. (exodus 18)

J-teksten angiver, at Abraham boede i Hebron, som er en judæisk by, men E-teksten fortæller om Jakobs kamp med Gud i Peni-El, som er en israelsk by.

I beskrivelsen af Jakobs sønner nævner J-teksten Judæa, mens E-teksten nævner stammer der var dele af Israel.

I E-teksten lader Aron skabe guldkalven til jødernes tilbedelse, men denne historie findes ikke i J-teksten.

Præsterne i Judæa hævdes at være efterkommere efter Aron, Moses broder, mens præster i Israel nævner andre levitter.

P-teksterne skiller sig ud ved at lægge vægt på love, lige som den tildeler Aron en større rolle, ligestillet med Moses. I ''JE''-teksten er det Moses' stav, som udfører mirakler (Første Mosebog kapitel 4), i P-teksten er det Arons stav (kapitel 7). I P-teksten er Aron den første, som ofrer, mens i ''JE''-teksten omtales flere tidligere ofringer, blandt andre Kain og Abel, Abraham og Isak samt Jakob, mens ingen af disse tilfælde omtales i P-teksten. Det menes, at dette afspejler P-tekstens mål om at give de aronitiske præster eneret på ofringer til Gud. Under ørkenvandringen optræder to uens oprør: i ''JE''-teksten er det Dathon og Abiram, som udfordrer Moses ved at sige, at det ville være bedre for jøderne at vende tilbage til Egypten, men at de opsluges af jorden i et jordskælv. I P-versionen er det levitterne under ledelse af Korah, som udfordrer Aron, men ligeledes dør.

Ligeledes omtaler P-teksterne ingen tilfælde, hvor folk besøges af engle eller får visioner, således omtales ikke historien om Josef og han 6 drømmesyner, ej heller de to engle i Sodoma og Gomorra eller Jekobs kamp med Gud. Sigende nok nævnes ordet &quot;profet&quot; kun een gang i P-teksten og da med henvisning til Aron.

=== Lånte historier ===

Sammenligninger mellem bibelske beretninger og tilsvarende overleveringer fra sumerisk og mesopotamisk kultur viser, at flere af historierne er blevet overtaget herfra, men at de er blevet omskrevne og tilpassede for at passe ind i den myte om jødernes oprindelse og historie, som man ønskede fremmet. Det gælder således blandt andre historierne om skabelsen, om Kain og Abel, om Noa og vandfloden samt om Sodoma og Gomorra.

Andre beretninger er tilsyneladende ligeledes lånt fra andre kulturer, således udvandringen fra Egypten, der blev gjort af et folk kaldet ''hyksos'', ikke af jøderne. Der kan være grund til at nævne nogle af disse beretninger, som jøderne så at sige adopterede.

==== Skabelsesberetningen ====

Den babylonske skabelsesberetning hedder ''Enuma Elish''. Dene kendes blandt andet fra Nineveh i Mesopotamien. Dens hovedtræk er følgende: i begyndelsen var der kun vand: guden ''Absu''s ferske vand og gudinden ''Tiamat''s salte vand. De blev blandede, og fra denne blanding blev født de første guder. Men disse yngre guder forstyrrede deres forældres søvn, så Tiamat sendte i vrede en hær af monstre for at ødelægge dem. Ud af dette kaos trådte ''Marduk'', stormguden og Babylons skytsguddom, som kæmpede imod ''Tiamat'' i en duel. Han affyrede en pil, som skabte hul i hendes mave og splittede hendes hjerte. Der efter skar han hendes krop op i to halvdele: af den ene skabte han himmelhvælvingen, af den anden halvdel jorden. Han satte stjerner i deres konstellationer, han satte månen til at angive månederne og solen til at lyse om dagen. Endelig skabte han menneskene af blod fra en død guddom blandet med ler for, at de kunne udføre det tunge arbejde for evigt.&lt;ref&gt;Dinkgreve (2021), kap. 3&lt;/ref&gt;

Den jødiske skabelsesberetning er i alle henseender et modstykke til den babylonske beretning: i stedet for flere guder er der kun een gud, i stedet for en skabelseskamp foregår skabelsen i Gamle Testamente med ord, i stedet for at menneskene er slaver for guderne er de i Bibelen skabt i Guds billede. Men der er også ligheder: rækkefølgen med adskillelse af himmelhvælving og den faste jord, fiksering af dag og nat samt tiden og endelig at menneskene skabes sidst i forløbet.

Det kan i en sidebemærkning oplyses, at det hebraiske ord i Første Mosebog 1:2 for urdybet, ''tehom'', filologisk er forbundet med ''Tiamat'', saltvandsgudinden i den babylonske skabelsesberetning.

==== Kain og Abel ====

Også den bibelske fortælling om Kain og Abel synes at have rod i to sumerisk myter. I den ene sumeriske myte omtales en hyrde (''Dumuzid''/Tammuz) og en landmand (''Enkimdu''), der begge konkurrerer om gudinden Inannas opmærksomhed. Den bibelske parallel: Ligesom i den sumeriske historie repræsenterer Kain bonden, mens Abel repræsenterer hyrden. Men i stedet for en uafklaret konkurrence eller forsoning tager den bibelske beretning en mørk drejning til brodermord. 

En anden variant er en sumerisk myte, hvor kvægguden (''Lahor'') og korngudinden (''Ashnan'') skabes af guderne for at sørge for mad og tøj. I disse historier diskuterer de to, hvem der må anses for mest værdifuld for den menneskelige civilisation. Den bibelske parallel er modsætningen mellem den omvandrende hyrde og den bofaste kornavler, men her bruges den til at skabe en søskenderivalisering, der ender i brodermord. Mens sumeriske myter brugte søskende til at fremhæve to byggestene i den menneskelige civilisation og fokuserer på samarbejde eller venskabelig rivalisering, brugte hebraiske forfattere den lånte fortælling til at skildre den syndefulde menneskelige natur, herunder konsekvenserne af misundelse.

Forskere antager, at disse velkendte myter sandsynligvis blev integreret i den hebraiske tradition under deres babylonske eksil i det 6. århundrede f.Kr., hvilket tillod forfattere at omarbejde regionale kulturelle temaer, så de passede til deres monoteistiske verdensbillede.

==== Noa og vandfloden ====

Også historien om Noa og vandfloden er overtaget fra andre kulturer. I 1872 fandt man i British Museums store samling fra Assurbanipals bogsamling et store epos kaldet ''Gilgamesh''. I kapitel 11 af dette epos findes en historie, hvis hovedtræk er følgende: guderne beslutter at udrydde menneskene ved at drukne dem, men vandenes gud, Enki, advarer Utu-nipishtim om faren og tilråder ham at bygge en ark og tage sin familie og sit kvæg med ombord, hvilket skete. I seks dage og nætter varer uvejret og oversvømmelsen, men på den syvende dag rammer arken toppen af et bjerg i Armenien. For at undersøge om oversvømmelsen er overstået sendes først en due og så en svale ud, men de vender begge tilbage. Først, da en ravn sendes ud og ikke vender tilbage, viste det, at vandene nu var sunket, og at Utu-nipishtim kunne forlade arken. Det gør han og foretager et takoffer til guderne. Enki bad så den øverste af guderne, Enlil, om at love, at han aldrig i fremtiden ville straffe hele menneskeheden for nogle fås synder, hvilket denne lover. Han rører Uti-nipishtim og dennes hustru på panden og erklærer: &quot;Hidtil har Utu-nipishtim været dødelig. Nu skal han og hans hustru være som guderne; og de skal bo i det fjerne, ved flodernes munding&quot;.&lt;ref&gt;Bibby (1971), s. 62f&lt;/ref&gt;

Lighederne med Bibelens beretning om syndfloden er indlysende til trods for forskellene: navnene er ændrede, de mange guder er erstattet af een Gud, men ellers er beretningen i sine kernetræk den samme.

Senere, i 1899 og 1900, viste udgravninger i Nippur i Mesopotamien, at den akkadiske beretning selv havde en forgænger. I 1914 blev fra disse udgravninger offentliggjort en tavle fra Nippur med en lignende beretning, der imidlertid stammer fra Sumer og således er betydeligt ældre end den akkadiske beretning. Tavlen er ukomplet, idet kun den nederste trediedel er bevaret, men syndflodsberetningen er atter den samme, selv om hovedpersonen nu hedder Ziusudra i stedet for Utu-nipishtim. I den sumeriske version ender historien således: &quot;Anu og Enlil viste velvilje mod Ziusudra, liv som en gud giver de ham, evig ånde som en gud bringer de ned til ham. Så kongenZiusudra, bevareren af planternes navn og af menneskeslægtens sæd, lod de bo i overfartslandet. Dilmuns land, det sted hvor solen står op&quot;.&lt;ref&gt;Bibby (1971), s. 64&lt;/ref&gt;

Pointen her er, at Bibelens syndflodsberetning er et plagiat, ikke en oprindelig historie, men at den inddrages som et led i den rekonstruerede beretning om jødernes historie.

==== Edens have ====

I den sumeriske beretning optræder også det hellige land Dilmun. Dette land beskrives som et sted, hvor rovdyr, sygdom og alderdom ikke eksisterer:

I Dilmun tier ravnen,&lt;/br&gt;
rovfuglen skriger ikke,&lt;/br&gt;
løven dræber ikke,&lt;/br&gt;
ukendt er den kid-fortærende vildhund,&lt;/br&gt;
ukendt det kornædende vildsvin.&lt;/br&gt;
Malten som enken spreder på taget -&lt;/br&gt;
himlens fugle opæder ikke denne malt.&lt;/br&gt;
Duen hænger ikke med hovedet.&lt;/br&gt;
Den øjensyge siger ikke: &quot;Jeg er øjensyg&quot;,&lt;/br&gt;
den hovedsyge siger ikke: &quot;Jeg er hovedsyg&quot;,&lt;/br&gt;
den gamle kvinde siger ikke: &quot;Jeg er en gammel kvinde&quot;,&lt;/br&gt;
den gamle mand siger ikke: &quot;Jeg er en gammel mand&quot;.&lt;ref&gt;Bibby (1971), s. 66&lt;/ref&gt;

Det har været foreslået, at dette ideelle levested har været forbillede for jødernes opfattelse af Edens have. I dag ved vi, at Dilmun ikke var en myte om Paradis men navnet på en faktisk eksisterende stat med Bahrain som sit midtpunkt, der drev en omfattende handel og søfart fra Indusdalen i øst til Mesopotamien i nordvest. Dette er et sidespring, men hvis det viser sig, at Dilmun er inspirationskilden til Edens Have, vil det være endnu et eksempel på kulturelle traditioner, som jøderne har lånt, adapteret, og inkorporeret i deres egen historiske myte.

==== Babelstårnet ====

Historien om Babelstårnet er velkendt og lyder således: 

&quot;Hele jorden havde samme sprog og samme tungemål. Da de brød op mod øst, stødte de på en dal i landet Sinear, hvor de slog sig ned. De sagde til hinanden: &quot;kom, lad os stryge teglsten og brænde dem hårde!&quot; De brugte tegl som sten og asfalt som mørtel. Så sagde de: &quot;lad os bygge en by med et tårn, som når op til himlen, og skabe os et navn, for at vi ikke skal blive spredt ud over hele jorden.&quot; Herren steg ned for at se byen og tårnet, som menneskene byggede. Så sagde Herren: &quot;se, de er eet folk med samme sprog. Når de begynder at handle sådan, vil intet af det, de planlægger, være umuligt for dem. Lad os stige derned og forvirre deres sprog, så at de ikke forstår hinanden.&quot; Så spredte Herren dem derfra ud over hele jorden, så at de måtte holde op med at bygge byen. Derfor hedder den Babel, for dér forvirrede Herren sproget på hele jorden, og derfra spredte Herren menneskene ud over hele jorden.&quot;&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 17&lt;/ref&gt;

Denne historie synes at være skabt med to formål. Det ene er at forklare hvorfor, at ulige folkeslag taler uens sprog. Men historien har muligvis et andet formål: at nedgøre babylonernes ziggurater (tempeltårne), som antagelig blev lavet som en slags forbindelse mellem himmel og jord. Nebukadnezar II (omkring 605-562 f.Kr.), som erobrede Judah, ødelagde Jerusalem og bragte mange jøder til Babylon, byggede også et ziggurat i syv lag kaldet ''Etemenanki'', hvilket kan oversættes &quot;Himmelens og Jordens Grundvolds Hus&quot;.&lt;ref&gt;Dinkgreve (2021), kap. 3&lt;/ref&gt;

==== Abraham ====

I Første Mosebog kapitel 12 introduceres Abraham som israelitternes mytiske stamfader.&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 17ff&lt;/ref&gt; Følger man kronologien i Gamle Testamente, skal han dateres til omkring 2100 f.Kr. og således blandt andet før jødernes ophold i Egypten. Men i Første Mosebog kapitel 21 vers 34 hedder det: &quot;Abraham boede lang tid som fremmed i filistrenes land&quot;&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 27&lt;/ref&gt;, og vi ved, at filistrene først ankom til Kana'an i 12. århundrede f.Kr. som en del af de såkaldte &quot;havfolk&quot; (engelsk: ''Sea People''). Dette betyder, at ''enten'' er Abraham en fri opfindelse, som intet har med en historisk person at gøre, ''eller'' også hører han hjemme i 12. århundrede og er israelitternes stamfader, men i så fald eksisterede de ikke som folk, da de angiveligt opholdt sig i og udvandrede fra Egypten. Også aramæerne omtales og stammer ligeledes fra 12. århundrede, hvilket tyder på, at den sidst nævnte forklaring er den rette.

Men der er andre problemer med Abraham. Ifølge P-kilden skal han stamme fra den sumeriske by Ur&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 17&lt;/ref&gt; og have draget gennem den frugtbare halvmåne først til Haran (nu Aram, beliggende i Tyrkiet) og senere videre til Kana'an. I de to kilder J og E er Ur ikke nævnt, kun Haran. Det har derfor været antaget, at det er hans oprindelige hjemsted. Det ville kunne forklare hvorfor, at hans forfædre Serug, Nahor og Terah har navne efter landsbyer omkring Haran, som Abrahams broder har navn efter. Det kunne også forklare benævnelsen &quot;hebræer&quot;, der antagelig betyder &quot;hinsides floden&quot;, idet Haran ligger på den modsatte bred af Eufrat.&lt;ref&gt;Dinkgreve (2021), kap. 8&lt;/ref&gt; Samme tradition findes i Josvabogen kapitel 24:2 i omtalen af pagtslutningen i Sikem: &quot;Josva sagde til hele folket: &quot;Dette siger Herren, Israels Gud: I gamle bage boede jeres fædre på den anden side af Eufratfloden, Tera, Abrahams og Nakors far, og de dyrkede andre guder&quot;.&quot;&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 269&lt;/ref&gt;

Imidlertid savnede Abraham en slægtshistorie, så i Første Krønikebog kapitel 1 får han den. Her hører vi at han er søn af Sem, som på sin side er søn af Noa, som atter er efterkommer af Adam.&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 446&lt;/ref&gt; Men som vi netop har set, er han i Josvabogen søn af Tera.&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 269&lt;/ref&gt; Der er således interne modsætninger i de narrativer, som de ulige slægtslister og narrativer i ulige dele af Gamle Testamente giver. Dette viser, at man har forsøgt at sammenskrive ulige narrativer til et men med ringe held.

==== Sodoma og Gomorra ====

Historien om Sodoma og Gomorras ødelæggelse optræder som et sidemotiv i beretningen om Abrahams liv i Første Mosebog kapitel 18:16-33 og kapitel 19:1-28.

Bibelforskere er generelt enige om, at selvom Gamle Testamente ikke direkte &quot;låner&quot; historien om Sodoma og Gomorra fra en specifik sumerisk kilde, deler fortællingen om guddommelig ødelæggelse, guddommelige besøgende og den flammende omstyrtelse af en by slående motiver med tidligere mesopotamisk litteratur og bredere oldtidsmytologi fra Nærøsten. Således &quot;Akkads forbandelse: Ekur hævnet&quot;, et akkadisk/sumerisk litterært værk dateret til mellem 2112 f.Kr. og 2004 f.Kr., som beskriver den pludselige ødelæggelse af byen Akkad. Myten blev skrevet hundreder af år efter Naram-Sins liv og er digterens forsøg på at forklare, hvordan det lykkedes for gutianerne at erobre Sumer. Efter en indledende passage, der beskriver Akkads herlighed før dets ødelæggelse, fortæller digtet om, hvordan Naram-Sin gjorde hovedguden Enlil vred ved at plyndre Ekur, der var Enlils tempel i Nippur. I sin vrede kaldte Enlil gutianerne ned fra bjergene øst for Tigris, hvilket bragte pest, hungersnød og død over hele Mesopotamien. For at begrænse denne ødelæggelse, bestemte otte af guderne (nemlig Inanna, Enki, Sin, Ninurta, Utu, Ishkur, Nusku og Nidaba), at kun byen Akkad skulle ødelægges for at skåne resten af ​​Sumer, og de forbandede den. Historien slutter med, at digteren skriver om Akkads skæbne, idet den velstående by lægges i aske i overensstemmelse med gudernes forbandelse.

Temaet om guddommelig straf for en bys ''hybris'' eller umoral er et udbredt motiv i oldtidens verdensbillede. Det kan ikke vides sikkert, om det er denne historie, der har dannet forbillede for Gamle Testamentes historie om Sodoma og Gomorra, men motivet menneskers umoral og manglende respekt for guddommen er det samme.

Den bibelske version rummer Abrahams forsøg på at undgå ødelæggelsen, hvis der blot fandtes ti retfærdige indbyggere i byen, men selv så få fandtes der åbenbart ikke. Kun Lot, Abrahams slægtning, reddes fra ulykken: &quot;Da solen stod op over landet, og Lot var kommet til Soar, lod Herren svovl og ild regne ned over Sodoma og Gomorra fra Herren i himlen. Han ødelagde disse byer, ja hele Jordandalen, alle, der boede i byerne, og alt, der voksede på markederne.&quot;&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 25&lt;/ref&gt; Naturvidenskabeligt set kunne det være beskrivelsen af en meteorregn eller af nedfald fra et vulkanudbrud.

==== Moses ====

I Anden Mosebog kapitel 2 introduceres den mytiske skikkelse Moses som israelitternes befrier fra trældommen i Egypten. Historien begynder med hans fødsel. Ifølge myten havde farao befalet, at alle drengebørn skulle dræbes ved fødslen, men Moses' moder reddede ham ved at placere ham i en sivkurv, hvor han blev fundet og adopteret af faraos datter.&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 67&lt;/ref&gt; Denne historie er imidlertid utvivlsomt adopteret fra sumerisk tradition, idet en tilsvarende historie fortælles om kong Sargon af Assad.&lt;ref&gt;Dinkgreve (2021), kap. 8&lt;/ref&gt; Der er således ingen grund til at tillægge denne del af traditionen nogen historisk baggrund.

Senere fortæller Anden Mosebog, at Moses blev pålagt af Gud at føre israelitterne ud af Egypten. Det hedder i den forbindelse, at Gud blandt andet siger til Moses: &quot;Jeg er din faders Gud, Abrahams Gud, Isaks Gud og Jakobs Gud&quot;.&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 69&lt;/ref&gt; Her stå vi på ny over for problemet, at henvisningen til Abraham åbenbart er en anakronisme. Det betyder, at der kan rejses tvivl om både den historiske skikkelse Moses og om Mosebøgerne som kilde til israelitternes tidlige historie overhovedet.

Kendsgerningen er, at der findes ingen beviser på eksistensen af de fem mosebøger før slutningen af det 4. århundrede f.Kr., herunder eksistensen af en person kaldet Moses.&lt;ref&gt;Gad Barnea&lt;/ref&gt; Men den farao, som med stor sandsynlighed fordrev semitterne fra Egypten, hed Ahmoses, hvilket på hebraisk betyder &quot;Moses' broder&quot;. Så måske at der er en sammenhæng her.

==== Græske narrativer ====

Men det er ikke kun fra Sumer og Mesopotamien at Gamle Testamenter har lånt narrativer. Nogle kildekritikere tilhørende den såkaldte &quot;Københavnerskole&quot; har peget på, at også græske narrativer har ydet deres bidrag, lad os tage nogle eksempler:

Jan-Wim Wesselius har foretaget undersøgelser, der viser, hvordan Første Mosebog og Anden Mosebog afspejler Herodots skrifter, især sidstnævntes beretning om persiske kongers liv. Han sammenlignede i detaljer lighederne mellem Josef og Kyros, og især mellem Moses og Xerxes. Josef og Kyros har begge drømme, bliver afsløret for at dø, går i eksil, bliver skjult i en periode og bliver konger, når deres identitet afsløres. Moses og Xerxes drager ud for at erobre enten Kana'an eller Grækenland og krydser vand med deres folk. Mange andre detaljer nævnes, såvel som sammenligninger mellem Terah og Phraortes (en medisk konge), Abraham og Kyaxares (en medisk konge), Isak og Astyges (en medisk konge) og Jakob og Mandane (Kyros' mor).&lt;ref&gt;Wesselius (1999), s. 24-77&lt;/ref&gt;&lt;ref&gt;Wesselius (2002), s. 6-47&lt;/ref&gt;

Philippe Guillaume mener, at skrivere i Alexandria i det andet århundrede f.Kr. indsatte Dommere i den Deuteronomistiske Historie, hvilket afspejlede de ideologiske behov hos de hasmoneiske herskere i Palæstina. Dommere var inspireret af Hesiods ''Værker og Dage'', især afsnittet om heltene, som Hesiod indsatte i de fire tidsaldre. Dette svarer til, hvordan Dommere blev indsat i den Deuteronomistiske Historie. Historier om heroiske dommere før David og Salomon underminerer Davids dynastis påstande, hvilket igen hjalp de hasmoneiske dynaster, der ikke havde nogen Davidisk afstamning bag deres påstande om messiansk styre (147-64).

Katherine Stott har påpege, at Davids opstigning, som skildret i Første Samuelsbog kapitel 16-31 og i Anden Samuelsbog kapitel 1-8, muligvis er inspireret af den fortælling, der beskriver Kyros' opstigning til Persiens og Mediens trone i teksten i Herodots Historier. Hun så følgende paralleller:&lt;/br&gt;
- Kyros og David starter begge under ydmyge kår,&lt;/br&gt; 
- begge træder ind i den forrige konges hof,&lt;/br&gt; 
- i begge tilfælde bliver den pågældende konge jaloux på dem,&lt;/br&gt; 
- i begge tilfælde bliver de truet med døden af ​​den pågældende konge,&lt;/br&gt; 
- begge flygter fra hoffet,&lt;/br&gt; 
- begge bliver folkelige ledere,&lt;/br&gt; 
- i begge tilfælde hopper en allieret af,&lt;/br&gt; 
- begge tilraner sig kongerigets herredømme,&lt;/br&gt; 
- begge får succes på grund af deres militære dygtighed,&lt;/br&gt; 
- begge skåner den gamle konges liv i en periode,&lt;/br&gt; 
- der er et tragisk element i den forrige konges fald i begge tilfælde, og&lt;/br&gt; 
- i begge tilfælde er udfaldet dannelsen af ​​en ny politisk enhed.&lt;/br&gt; 
Stott bemærkede, at denne græske tekst kun i den hellenistiske æra ville have været tilgængelig for den bibelske forfatter.&lt;ref&gt;Stott (2002), s. 62-71, 77-78)&lt;/ref&gt;.

Hesiods ''Theogoni'' og Katalog over kvinder var til dels indflydelsesrige kilder til henholdsvis skabelsesberetningen i Første Mosebog 1 og de genealogier, der findes i hele Første Mosebog 1-11 &lt;ref&gt;Gnuse (2017)&lt;/ref&gt;.

Fortællinger i Første Mosebog 1-11 kan også vises at have betydelige paralleller med beretninger nedskrevet hos græske historikere, såsom Hekateus fra Milet (''Periegesis'' og genealogier) og Herodot fra Halicarnassus (Historier), herunder omtaler af menneskelige leveveje (Første Mosebog kapitel 4:20-22), de tre sønner af en syndflodshelt, der er menneskehedens forfædre (Første Mosebog kapitel 9:18-19 og kapitel 10:1-32) samt plantningen af ​​en vingård (Første Mosebog kapitel 9:20-27). &lt;ref&gt;Gnuse (2019)&lt;/ref&gt;

Ældre latinske traditioner, der ligger bag beretningerne i Ovids Fasti 5, 493-544 og Metamorfoser 8, 625-725, kan have inspireret fortællingerne om de budbringere, der fortæller Abraham om hans kommende søn, og de budbringere, der advarer Lot om at forlade Sodoma i Første Mosebog 18:1-15; 19:12-26. &lt;ref&gt;Gnuse (2017)&lt;/ref&gt;.

En fortælling om Democedes af Kroton i Herodots Historier 3, 125-132 kan have givet anledning til fortællingen om Josef, der fortolker faraos drømme i Første Mosebog 41:1-36, hvilket igen inspirerede drømmeberetningerne i Daniels Bog &lt;ref&gt;Gnuse (2010)&lt;/ref&gt;.

Den korte fortælling om den store kriger Achilleus' ædle, talende heste i ''Iliaden'' 19, 395-424 kan være løst overtaget og indpasset i beretningen om Bileams æsel i Fjerde Mosebog kapitel 22:22-35, hvor et simpelt æsel bringer skam over en tåbelig profet. Talende dyr er langt mere almindelige i græsk litteratur end i Bibelen. (Gnuse 2017d)

Ofrelsen af ​​Ifigenia i to skuespil af Euripides omkring 400 f.Kr.: ''Ifigenia blandt Taurierne'' og ''Ifigenia i Aulis'', kan have inspireret beretningen om Jeftas ofring af sin datter i Dommerbogen kapitel 11:30, 34-40, som synes at være indsat i beretningen om Jeftas kamp mod ammonitterne. (Gnuse 2019b)

Arrians beretning om Alexander den Store og det spildte vand i Anabasis af Alexander 6.26.1-3 kan have inspireret en lignende historie om David i Anden Samuels Bog 23:15-17. Davids handling med at hælde det vand ud, som hans modige soldater hentede bag fjendens linjer, gør ikke en fornuftig historie, som Alexanders handling i den gedrosiske ørken, hvor tørst virkelig er et problem, gør (Gnuse 1998).

Fortællingerne om Josef, Bileam og Jefta kan være blevet placeret i den bibelske tekst i den persiske periode kort efter 400 f.Kr., såvel som bibelske tekster i Første Mosebog 1-11 med Hesiod, Hekateus og Herodot som inspirationskilder. Men de andre fire fortællinger synes mere sandsynligt at have en oprindelse fra den hellenistiske æra. I sidste ende kan man argumentere for, at alle disse tekster opstod i den hellenistiske æra. Wajdenbaum diskuterede alle disse samme beretninger, gjorde mange af de samme observationer og antydede hellenistiske oprindelser, men Gnuse gav større detaljer i analysen af ​​passagerne.

I flere tilfælde kan det sandsynliggøres, at der er tale om tillæg til ældre beretninger placeret i slutningen af ​​bibelske bøger, og som ser ud til at have været knyttet til bogen kun med en løs forbindelse til resten af ​​bogen. Dette gælder især i Dommerbogen, hvor fortællingerne i Dommerbogen kapitel 13-16 om Samson ser ud til at have en helt anden stil end resten af ​​Dommerbogen. Et stort antal forskellige græske legender om Herakles synes at have påvirket Samson-fortællingerne i Dommerbogen kapitel 13-16 på et sent tidspunkt, sandsynligvis i den hellenistiske tid. Der er alt for mange græske paralleller inden for disse fire kapitler til, at de kan afvises som blot fortællingshistoristiske sammentræf.&lt;ref&gt;Gnuse (2018)&lt;/ref&gt;

Afsnittene i Dommerbogens kapitel 17-21 om Mika, om Dan-stammens udvandring til Lakash samt om Benjamitternes skændselsdåd fremstår som tilføjede tillæg til resten af ​​bogen, og dér finder vi beretningen om kvinderne, der blev kidnappet fra Silo. &quot;Voldtægten af ​​de sabinske kvinder&quot;, som en gammel fortælling genfortalt af Livius (''Historie'' I, 9,1-16) og Plutarch (Lives: Romulus XIV, 2-8), kan være forbilledet for de bortførte piger i Dommerbogen kapitel 21:1-24. &lt;ref&gt;Gnuse (2007)&lt;/ref&gt;

Anden Samuelsbog kapitel 21-23 synes også at være et appendiks, og heri finder vi David, der hælder det vand, han har modtaget fra sine krigere, ud. Dommerbogen kapitler 13-21 og Anden Samuelsbog 21-23 kunne derfor være blevet føjet til Deuteronomistiske historier på et meget sent tidspunkt. Historierne om Josef i Første Mosebog kaptel 39-50, der skulle forklare jødernes ophold i Egypten, ses ofte som en sen tilføjelse fra omkring 400 f.Kr. eller senere, hvorfor Herodots indflydelse på Josefs drømmetydning er sandsynlig. Andre beretninger ser også ud til at være blevet indsat noget ujævnt i deres fortællende kontekst. Dette er tydeligst i beretningen om Jeftas ofring af sin datter, som synes at være indsat midt i Jeftas slag i Transjordan, og fortællingen om Bileam og hans æsel, som fremstiller Bileam med en helt anden persona end den, der findes i resten af ​​Fjerde Mosebog 22-24. Historien om de tre engle, der besøger Abraham og pludselig kun bliver to i antal, da de besøger Lot, beder os om at se på parallelle romerske beretninger, hvor der er henholdsvis tre og to engle i fortællingerne fra Ovid. Desuden vidner de nuancerede detaljer i dialogen i Første Mosebog 18-19 også om en senere tids skrivestil. Således synes indflydelsen fra klassiske og græske beretninger at være mest sandsynlig i historier, der synes at være senere tilføjelser og indsættelser i hovedhistorierne.

Foruden indholdsmæssige ligheder er der også opbygningsmæssige ligheder. Daniel Hawk bemærkede, at Aischylos' Orestia og Første Samuelsbog kapitel 8 til Anden Kongebog 8 deler lignende struktur og karakterer. Begge har et tredelt skema og bruger metaforer til at afspejle overgangen fra et slægtskabssamfund til et borgersamfund. Agamemnon og Saul afspejler den gamle orden, Orestes og David viser overgangen, og Athena og Salomon indvier den nye orden. Den deuteronomistiske historiker brugte Orestia som model for sine &quot;modtagne traditioner vedrørende det israelitiske monarki&quot;. Hawk mente, at den hellenistiske æra ville have været det tidspunkt, hvor den bibelske forfatter havde adgang til Aischylus' skrifter.

Disse og andre eksempler er blevet fremhævet af nogle forskere, der generelt er enige om, hvordan hellenistisk litteratur formede den oprindelige historie efter 300 f.Kr. eller endda efter 200 f.Kr. i den makkabæiske æra. Larsson konkluderede, at de bibelske beretninger blev skabt i det ptolemæiske Egypten i det andet århundrede f.Kr. og påvirket af betydelige græske historikere fra det tredje århundrede f.Kr., så som Berossos, Manetho og Eratosthenes. På grundlag af sådanne iagttagelser mener Niels Peter Lemche, at Dommerbogen og sikkert også andre dele af Gamle Testamente først er blevet skrevet eller har fundet deres endelige form omkring 272 f.Kr. Etienne Nodet bekræftede, at Pentateuken opstod i begyndelsen af ​​det tredje århundrede f.Kr., men profeterne og nogle af skrifterne blev skabt i det andet århundrede f.Kr. Disse tekster blev genereret i Alexandria under hellenistisk indflydelse. Emanuel Pfoh mente, at selvom den primære historie blev skabt i den hellenistiske æra, kom nogle traditioner fra den assyriske og persiske æra og blev udviklet af skrivere gennem årene. Men i bund og grund blev teksten formet under hellenistisk indflydelse (23, 33-35). Hvordan det nu forholder sig, står det klart, at både den sene tilblivelse og dens mulige motiver undergraver store dele af Gamle Testamente som historisk kilde.

Det er muligt, at der findes en historisk kerne, som over tid er blevet udbygget og pyntet på med narrativer hentet fra græske traditioner, men indtil videre må det konstateres, at næsten alt i Gamle Testamente lader sig betvivle.

Mest afgørende i denne sammenhæng er det imidlertid, at hvis disse kritikere tilhørende &quot;Københavnerskolen&quot; har ret, så betyder det, at ''Tanakh'' eller Gamle Testamente langt fra var færdigskrevet endsige færdigredigeret, da jøderne vente tilbage til Jerusalen efter eksilet i Babylon. Forud ventede endnu en lang redigeringsproces, og det kan også forklare hvorfor, at vi skal helt frem til 2. århundrede f.Kr. (eller tidligst 3. århundrede f.Kr.) før, at jøderne udviser noget kendskab til deres religiøse skrifter. Forklaringen er den enkle, at først da havde skrifterne nået et så fuldendt udseende, at de lod sig anvende i den national-politiske propaganda.

==== Hyksos-problemet ====

Mens arkæologerne med rimelig sikkerhed tør fastslå, at der fandtes en særlig israelitisk befolkning fra omkring 1200 f.Kr., så er der mere usikkerhed om tiden forud. Hovedspørgsmålet kan formuleres således: er jødernes ophold i og udvandring fra Egypten en historisk begivenhed eller ej? Holdningerne spænder fra fuldstændig afvisning af denne historie til ubetinget tilslutning.

For at løse problemet må vil opspalte det i tre delspørgsmål:&lt;/br&gt;
- kan der påvises et ophold af en semitisk befolkning i Egypten?&lt;/br&gt;
- hvis ja: inden for hvilket tidsrum?&lt;/br&gt;
- hvis ja: var det israelitter eller ej?

Det umiddelbare svar på spørgsmålet er, at der faktisk findes oplysninger om en fremmed befolkning i Egypten. Men denne befolkning, kaldes af egypterne selv ''Hiku-khasut'', det vil sige &quot;ørkenfyrsterne&quot; (hvilket på græsk er blevet til ''hyksos''&lt;ref&gt;Bibby (1978), s. 96&lt;/ref&gt;, og denne benævnelse bruges almindeligvis og derfor også her), ikke &quot;hebræerne&quot;, &quot;jøderne&quot; eller &quot;israelitterne&quot;, og ingen af disse betegnelser kendes i samtiden, end ikke fra Kana'an. Forskerne mener at kunne fastslå, at disse ''hyksos'' ankom fra øst til Egypten i 19. århundrede f.Kr., regerede over Egypten i 17. og 16. århundrede f.Kr. men senere forsvandt igen. Der er fundet en grav rejst over en mand ved navn ''Aper-El'', det vil sige &quot;El's tjener&quot;, som tjente hos faraonerne Amenhotep III og Akhenaten i 14. århundrede f.Kr.&lt;ref&gt;Dinkgreve (2021), kap. 8&lt;/ref&gt;

Et passende udgangspunkt for vurdering af udvandringens troværdighed kan være Simcha Jacobovici og hans film &quot;''The Exodus decoded''&quot;. Heri giver han blandt andet en omfattende dokumentation, som nok kan være en nøjere gennemgang værd.

Simcha tager udgangspunkt i bibelkritiske afvisninger af udvandringen, som traditionelt blev dateret til 1270 f.Kr. det vil sige i Ramses II's regeringstid men hvor der ingen beviser for en sådan begivenhed findes. Simcha mener, at denne datering er forkert, og at den korrekte tidsfæstelse er omkring 1500 f.Kr. Som beviser for denne tidsfæstelse anfører han følgende:

Hyksos-folket skulle være kommet til Egypten omtrent 200 år før, at de atter udvandrede, det vil sige 1700 f.Kr. I en grav i Beni Hassan ved Nilen omkring 400 km syd for Cairo findes et vægmaleri, som viser en indvandring til Egypten. Befolkningen er semitter med skæg, flerfarvede dragter og med benævnelsen &quot;''Amo''&quot;. I ''Tanakh'' (Gamle Testamente) anvendes benævnelsen &quot;''Amo Israel''&quot;, det vil sige &quot;Guds folk&quot;. Benævnelsen er den samme og deres ophold passer nøje med traditionen.

Hyksos-folkets hovedstad var Avaris, der ligger i Nilens delta nord for Cairo. Avaris er blevet udgravet af professor Manfred Bietak fra Wien. Han har blandt andet fundet 9 seglstamper med navnet &quot;Jakob&quot;, hvilket nøje svarer til den bibelske tradition om faraos betroede mand, Josef, der netop var søn af Jakob.

Ifølge traditionen ender indvandrerne som slaver. I Serabit El Khadim i Sinai-ørkenen blev udvundet tyrkis-sten i miner ved slaveri. I en af disse minder findes en alfabetisk (ikke-egyptisk) indskrift på væggen: &quot;El, hjælp mig&quot;. ''El'' var navnet på en semitisk guddom.

En stele rejst af farao Ahmoses og dateret til omkring 1500 f.Kr. fortæller om blandt andet storm og mørke i overensstemmelse med den bibelske tradition, og den nævner gud i ental. Ahmoses er kendt for at have udvist hyksos-folket. Navnet Ahmoses betyder på egyptisk &quot;månen er født&quot; men på hebraisk &quot;Moses' broder&quot;. 

Omkring 1500 f.Kr. indtraf et stort vulkanudbrud på øen Santorini i det græske øhav. Simcha mener, at det var denne begivenhed, som udløste udvandringen, og at den også kan forklare Egyptens ti plager. Hans argumentation herfor er følgende:

I Avaris er fundet vulkansk pimpsten dateret til omkring 1500 f.Kr. Dette viser (om ikke andet) at Egypten blev påvirket af netop dette vilkanudbrud.

Vulkanudbruddet og tilhørende jordskælv havde følgende bivirkninger:&lt;/br&gt;
- vandet bliver rødt. Årsagen er, at rust frigøres ved gasudbrud fra bunden og opblandes i vandet. Dette skete blandt andet i 1986 ved Nyos-søen i Cameroon.&lt;/br&gt;
- frøer. Hopper ud af vandet, når det bliver forurenet.&lt;/br&gt;
- lus, fluer og epidemi følger som eftervirkninger af miljøkatastrofen&lt;/br&gt;
- sår og bylder. Disse kendes ligeledes fra Nyos-begivenheden i 1986.&lt;/br&gt;
- hagl. Is og ild = &quot;vulkansk hagl&quot; omtales i den såkaldte Ipuwer-papyros og skyldes, at vulkansk aske blandes med vand i atmosfæren.&lt;/br&gt;
- græshopper. Bringes på vandring på grund af klimaændringen.&lt;/br&gt;
- mørke. Skyldes en askesky, der fra vulkanudbruddet bredte sig til Nilens delta, hvilket er bevist ved korn af asken fundet af Jean-Daniel Stanley fra Smithsonian Institute.&lt;/br&gt;
- førstefødte sønner døde. Skyldes at CO&lt;sub&gt;²&lt;/sub&gt; frigøres fra jordens indre og lægger sig lige ved jordens overflade. Da de ældste priviligerede sønner sov på en lav seng, blev de dræbt af gassen, mens andre børn der sov på de flade tage aldrig blev berørt inden, at gassen opløstes igen. Noget tilsvarende blev observeret i Nyos. Yderligere er der udgravet massegrave i Avaris, som kun omfatter personer af mandkøn og ikke krigere. Og Ahmoses' egen søn døde som 12-årig (hans begravede lig er fundet).&lt;/br&gt;
Ifølge Simcha er alle disse begivenheder således naturlige mulige følger af vulkanudbruddet.
[[Fil:Stele_of_Grave_Circle_A_Mycenae_NAMA_1428.JPG|200px|thumb|Gravstele fra Mykene, der viser Farao, som forfølger Moses. De er omgivet af vand på begge sider.]]
Velkendt er historien om havets deling.&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 82&lt;/ref&gt; Den korrekte formulering i Bibelen er &quot;Yam Suf&quot;, det vil sige Sivhavet. Men siv vokser ikke i saltvand, så der er tale om en stor sø. På Ismailia Regional Museum findes en granitsten med en indskrift i hieroglyffer, ''El Arish''-indskriften, der fortæller om udvandringen set fra faraos side. Her kaldes lederen for &quot;ørkenprinsen&quot;. Mere bemærkelsesværdigt er det, at indskriften også fortæller, at vandene delte sig (markeret som bølger + 2 knive), og at indskriften nævner stedet for denne begivenhed: ''El Balah'', en nu tidligere sø beliggende øst for Avaris nær overgangen til Sinai-ørkenen. Simcha mener, at som følge af de tektoniske forskydninger og deraf følgende jordskred løftede den afrikanske plade sig 1-2 meter og skabte en landkorridor, men kort efter fulgte en tsunami, som druknede faraos hær.

Simcha peger på et vægmaleri på Santorini, som viser en sejlads fra en by omgivet af mure. Simcha mener, at den viste by er Avaris, idet der her også er fundet minoiske vægmalerier, hvilket vidner om handelsforbindelser. En del af udvandrerne skulle således være draget til Grækenland. I Mykene er fundet guldgenstande og sværd i en grav dateret til 1500 f.Kr. De kan stamme fra jødiske udvandrere. Desuden er fundet tre gravsten med billeder visende først en mand på en stridsvogn, der forfølger en gående mand omgivet af bølger, dernæst at den gående mand er nået højere liggende land og har vendt sig imod stridsvognen, og endelig at stridsvognen drukner i bølgerne. Billederne viser, let forenklet, faraos forfølgelse af Moses. Det er i bogstaveligste forstand en tegneserie om begivenheden.

Simcha peger dernæst på, at jordskælv kunne have ført til, at gas og olie blev frigivet og måske blev antændt, og derved gav anledning til røgsøjler om dagen og ildsøjler om natten svarende til beretningen i Anden Mosebog kapitel 13 vers 21-22: &quot;Herren gik foran dem, om dagen i en skysøjle for at føre dem på vejen og om natten i en ildsøjle for at lyse for dem, så at de kunne gå både dag og nat. Skysøjlen fjernede sig ikke fra folket om dagen og ildsøjlen ikke om natten.&quot;&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 81&lt;/ref&gt;

Endelig mener Simcha at kunne påvise, hvor bjerget Sinai lå. Og han mener at have fundet billedlige gengivelser af Pagtens Ark - i Grækenland af alle steder!

Så langt Simcha. Det giver anledning til en række spørgsmål: er begivenheden fejldateret? Det er der faktisk en del, der tyder på. Begivenheden fandt efter alt at dømme sted omkring 1500 f.Kr. Kan et vulkanudbrud være forklaringen på begivenhedsforløbet? Svaret må være, at det er muligt, i hvert fald er der intet, som tyder på, at det ikke kunne være tilfældet. Var dette hyksos-folk ''Amo'' og var det semitter? Ja, det er sandsynligt. Var det også israelitter? Det er muligt, men ikke sikkert.

Vi har tidligere fastslået, at Gamle Testamentes historie om udvandringen fra Egypten tidsmæssigt er uforenelig med historien om Abraham som israelitternes stamfader, idet hans ophold i filistrenes land er flere hundrede år senere end udvandringen. Og det forbliver uforklarligt, at et folk, som kaldte sig selv Israel, ikke optræder under dette navn men af Egypterne kaldtes henholdsvis ''Amo'' og ''Hyksos''.  

Historien om ''exodus'' eller udvandringen fra Egypten kendes ikke fra Elephantine, en jødisk by i Egypten fra 400-tallet f.Kr., hvilket kunne tyde på, at denne tradition i jødisk historieforståelse enten må være yngre end denne tid eller endnu ikke spillede den rolle i jødisk selvforståelse, som den senere fik.

Hvis man vil være besværlig, kan man opstille følgende alternative hypotese: udskibningen fra Egypten til Mykene eksisterer ikke i det bibelske narrativ. Hvis man alligevel forudsætter, at det afspejler en historisk kendsgerning, så kunne disse udvandrere, ''hyksos'', have taget hele traditionen med sig og billedligt gengivet den på deres gravsteler. Da &quot;havfolket&quot; (som beviseligt stammer fra Grækenland foruden andre steder) langt senere, omkring 1178 f.Kr., kom til Palæstina, bragte de traditionen med sig. Det er her fra, at jøderne senere overtog den, omformulerede den til en ørkenvandring med Moselov og hele molevitten og dermed tillige skrev det oprindelige folk ud af beretningen og satte sig selv ind i stedet som led i en selvskabt historisk tradition. 

Der er selvsagt ingen beviser for en sådan udvikling, men der er heller intet, som modsiger den, og den ville forklare årsagen til, at traditionen åbenbart overlevede i Mykene. Og hvad mere er: det kunne forklare hvorfor, at folk fra Middelhavets nordlige kyster søgte øst- og sydpå (i stedet for vestpå), da deres hjemlige forhold ikke tillod dem at blive boende, hvor de var. Et indicium for, at teorien kunne være rigtig, er det forhold, at Mykene var et handelscentrum i tiden 1600-1100 f.Kr. blandt andet med handelsforbindelser til Levanten. Blandt de forhandlede varer var genstande af elfenben fundet i Megiddo, der viser handelsforbindelser til Det Ægæiske Hav, Kypern, Hittitterne samt Egypten.&lt;ref&gt;Novacek (2011), s. 47f&lt;/ref&gt; Det indebærer, at &quot;havfolket&quot; meget vel kan have haft handelsforbindelser med Levanten tidligere og derfor kendte til områdets frugtbarhed inden, at de udvandrede dertil.

Der imod kan vi udelukke, at det var israelitterne selv, som indvandrede sammen med havfolket, fordi dette skete 1178 f.Kr. mens Israel som omtalt nævnes på en stele allerede fra 1208 f.Kr.

Kildekritisk må det konstateres, at Mosebøgerne ret beset forsøger at forene to temmelig uforenelige historiske traditioner: på den ene side traditionen fra Mesopotamien omfattende Edens Have (Dilmun), Babelstårnet (zigguraterne) og Noas ark, hvor Abraham indgår som det forklarende bindeled hvorfor, at jødernes stamfader udvandrede til Kana'an, på den anden side traditionen om Jakob (Israel)&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 46&lt;/ref&gt;, Josef og hans brødre&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 48f&lt;/ref&gt;, Israels udvandring til Egypten&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 59&lt;/ref&gt; og Moses&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 67&lt;/ref&gt; med udvandring, ørkenvandring, moseloven og løftet om Kana'an.&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 243&lt;/ref&gt;

Der kan næppe være tvivl om, at den jødiske beretning om udvandringen fra Egypten og den egyptiske beretning om fordrivelsen af de fremmede omtaler den samme begivenhed set fra to sider. For så vidt behøver ingen af dem at give det sande billede: hvis årsagen virkelig var et vulkanudbrud, kunne de forringede leveforhold efter dette meget vel være årsag til, at folk udvandrede eller bortvandrede igen. At jøderne eller israelitterne har taget begivenheden til sig er for så vidt ikke anderledes end andre historier, som de har adopteret og adapteret.

Som en sidebemærkning skal det lige nævnes, at den egyptiske konge Amenhotep IV, bedre kendt som Akhenaten, som var gift med Nefertiti og fader til Tutankhaton, og som er gået over i historien som den første monoteistiske konge, regerede fra omkring 1353 til 1336 f.Kr. Det betyder, at han regerede henved 150 år efter, at ''hyksos'' udvandrede, og at der således ingen forbindelse er med Moses.

=== Bearbejdede profetier ===

De mange profetiske tekster i Gamle Testamente udgør et eget problem. Kort sagt er de kildekritiske studier i stigende grad blevet opmærksomme på, at der ikke er tale om originale tekster. I stedet er disse blevet ændret for at tilpasse dem til bestemte formål.

Esajas', Jeremias', Ezekiels og de Tolvs Bog mangler en historie og opretholder ikke en ensartet kronologisk rækkefølge af materiale. De profetiske bøger ses ikke længere som blot kilder, hvorved læserne kan få adgang til fortiden. De læses nu som bevidste kompositioner, der genpræsenterer og fortolker profeternes ord i tekstform.

Allerede i de sidste profeters tekster er der tegn på bevidst bevidsthed om tekstualiseringen af ​​profetier. Historien i Jeremias 36 beskriver for eksempel en proces, hvor forskellige budskaber i forskellige former fra forskellige tider og steder sammensættes i tekstform af profetens skriver. Når denne rulle efterfølgende ødelægges som reaktion på dens læsning, sker der ikke blot en omskrivning af rullen, men også en betydelig tilføjelse af lignende ord (Jeremias 36:32), hvilket vidner om bogens litterære vækst. Profeter som Jeremias er ikke længere tilgængelige, men deres ord er tilgængelige i de bøger, der bærer deres navne (Zakharias 1:5-6). Disse bøger danner et særskilt korpus inden for den bibelske kanon. Når Daniel refererer til Jeremias' profeti om halvfjerds år i Daniel 9:2, taler han om Jeremias' bog blandt en flerhed af profetiske bøger (jf. Ezekiel 38:17). 

De tidligste postbibelske fortolkere af den profetiske litteratur var de skriftkloge, oversættere og kommentatorer, der videregav, gengav og forklarede teksterne. Blandt vidner til den tidligst dokumenterede periode med skriftlig overlevering (ca. 250 f.Kr. indtil 132-135 e.Kr.) er det tydeligt, at skriftkloge ikke så sig selv som blot afskrivere på samme måde som skriftkloge fra en senere periode. De så snarere sig selv som ligestillede med de oprindelige forfattere, og de udvidede ofte den bibelske tekst med fortolkninger, der var beregnet til at hjælpe læserne med at forstå teksten. Disse skriftkloge havde deres eget syn på den bibelske tekst og ønskede at sikre en teologisk korrekt læsning af den.

Blandt de profetiske bøger må de mest fremragende eksempler på fortolkningsmæssig udvidelse være Jeremias og Ezekiel i den masoretiske tekst (MT). I disse tilfælde har udvidelsen nået niveauet for skabelsen af ​​nye udgaver af bøgerne. De hebraiske tekster bag de oldgræske (OG) versioner af disse bøger er betydeligt kortere førsteudgaver. Mange af udvidelserne i andenudgaverne, der findes i MT, er af eksegetisk karakter. For eksempel er Jeremias' berygtede fjende fra nord ikke eksplicit identificeret i OG eller dens hebraiske kilde, hvilket efterlader den åben for den slags eskatologiske fortolkning, der findes i Ezekiel 38:14-17, men MT identificerer denne fjende som Babylon i udvidelsen af ​​Jeremias 25:9, hvilket skaber en interessant konflikt med Jeremias 50:3 og dens profeti om en fjende fra nord, der kommer mod Babylon. Et andet eksempel er versionen af ​​Jeremias' profeti om halvfjerds år i Jeremias 25:11-12. I OG er denne profeti ikke eksplicit begrænset til perioden med babylonsk fangenskab (se: Dan 9:1-2, 24-27), men udvidelserne i MT gør denne begrænsning af profetien eksplicit (jf. Jeremias 29:10). For Ezekiels Bog forekommer en af ​​de mest bemærkelsesværdige udvidelser i MT Ezekiel 36:23c-38, som mangler, et vigtigt vidnesbyrd om OG fra det tredje århundrede e.Kr. Denne ret lange udvidelse er baseret på materiale fundet andre steder både i og uden for Ezekiels Bog. 

Når det forholder sig således med disse tekster, rejser det uundgåeligt spørgesmålet om og i hvilken grad, det samme er tilfældet med andre tekster i Gamle Testamente. Og det svækker betydeligt Gamle Testamentes værdi som kilde til jødernes historie.

=== Sammenfatning ===

Denne gennemgang af Gamle Testamente har kun omfattet en mindre del af den samlede tekst, men selv denne meget begrænsede gennemgang har belyst en række problemer:&lt;/br&gt;
- Gamle Testamente er ''ikke'' en historisk redegørelse for jødernes historie, selv om den giver indtryk af dette,&lt;/br&gt;
- det er i stedet en samling af traditioner, anekdoter og myter skrevet af ulige forfattere til ulige tider&lt;/br&gt;
- der er gjort forsøg på at sammenskrive og harmonisere disse narrativer&lt;/br&gt;
- hvilket ikke kan skjule, at der er kronologiske problemer&lt;/br&gt;
- og at væsentlige traditioner er hentet fra andre kulturer, især Sumer og Mesopotamien men også fra Grækenland.

Vi tør antage, at skildringen af kongetiden og det delte kongerige med navnelister over regenterne er rimelig troværdig, blandt andet fordi deres navne forekommer i andre kilder, men vi har kun ringe mulighed for at vide i hvilken udstrækning, historierne om dem er blevet ændrede for at tilpasse sig et senere monoteistisk narrativ.

Nogle historier, blandt andre Esthers Bog men også Ezras Bog og Nehemias' Bog, er meget sene og menes først at være blevet tilføjet efter afslutningen af det babylonske fangenskab.

=== &lt;big&gt;Semitismen, jødedommens tankesæt&lt;/big&gt; === 

Vi har i det foregående set på Gamle Testamente som et muligt historisk kildeskrift. Man kan imidlertid også anlægge en helt anden synsvinkel, nemlig Gamle Testamente som ideologisk grundlag nærmere betegnet som grundlag for en jødisk national etnicitet samt for en særlig jødisk etik. Det skal på forhånd understreges, at det følgende ikke omfatter alle jøder, idet mange alene identificerer sig som tilhørende denne folkegruppe af genealogiske og traditionsbårne årsager, det vil sige med hensyn til deres familiære oprindelse samt højtider og mindedage. Men der findes også kredse i den jødiske befolkning, der opfatter Gamle Testamente som en anvisning på hvordan, at jøder kan og bør opføre sig.

Alle kender begrebet &quot;anti-semitisme&quot;, men få eller ingen ved, hvad udtrykket &quot;semitisme&quot; egentlig dækker over. Man vil således lede forgæves efter det i en ordbog eller eksempelvis på ''wikipedia''. Her vil begrebet blivet forstået således, at det dækker over den tankegang eller de tankegange, som kan udledes og af nogle er blevet udledt af Gamle Testamente. Det betyder, at der her vil blive set bort fra jødisk mysticisme, kabala, frankisme og lignende ældre og nyere afledede ideologier, hvilke hver for sig er en særskilt undersøgelse værd.

Læser man Gamle Testamente, vil man se, at bestemte tankegange bliver promoveret. Det drejer sig i hovedsagen om følgende:&lt;/br&gt;
- det udvalgte folk&lt;/br&gt;
- racisme&lt;/br&gt;
- retten til Kana'an&lt;/br&gt;
- retten til at myrde hele befolkninger&lt;/br&gt;
- &quot;honningfælder&quot; og pengeafpresning&lt;/br&gt;
I det følgende vil hvert af disse emner blive gennemgået særskilt.

=== Det udvalgte folk ===

Ideen om jøderne som Guds udvalgte folk tager udgangspunkt i Første Mosebog kapitel 12: her møder vi Abram ved Ur i Kaldæa. Videre hedder det: &quot;Herren sagde til Abram: &quot;Forlad dit land og din slægt og din fars hus, og drag til det land, jeg vil vise dig. Jeg vil gøre dig til et stort folk og velsigne dig. Jeg vil gøre dit navn stort, og du skal være en velsignelse.&lt;/br&gt;
Jeg vil velsigne dem, der velsigner dig,&lt;/br&gt;
og den, der forbander dig, vil jeg forbande.&lt;/br&gt;
I dig skal alle jordens slægter velsignes&quot;.&quot;&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 17f&lt;/ref&gt;

Senere gentages denne priviligerede stilling i andre sammenhænge, således over for Jakob i Betel. I Første Mosebog kapitel 35:9-13 hedder det: &quot;Gud viste sig igen for Jakob, efter at han var kommet hjem fra Paddan-Aram. Han velsignede ham og sagde til ham: &quot;Dit navn er Jakob; men nu skal du ikke længere hedde Jakob. Dit navn skal være Israel.&quot; Og han gav ham navnet Israel. Han sagde til ham: &quot;Jeg er Gud den Almægtige. Bliv frugtbar og talrig! Et folk, ja, en mængde folkeslag skal nedstamme fra dig, og konger skal fremstå af dit eget kød og blod. Det land, jeg gav Abraham og Isak, giver jeg dig og dine efterkommere.&quot; Så steg Gud op fraham, dér hvor han havde talt med ham.&quot;&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 46&lt;/ref&gt;

I Anden Mosebog kapitel 3:7-10 findes følgende: &quot;Så sagde Herren: &quot;Jeg har set mit folks lidelse i Egypten, og jeg har hørt deres klageskrig over slavefogederne. Jeg har lagt mig deres lidelser på sinde, og derfor er jeg kommet ned for at redde dem fra egypterne og føre dem op fra dette land til et godt og vidtstrakt land, et land der flyder med mælk og honning, dér hvor kana'anæerne, hittitterne, amoritterne, perizzitterne, hivvitterne og jebusitterne bor. Nu har israelitternes klageskrig nået mig, og jeg har set, hvordan egypterne undertrykker dem. Gå nu! Jeg vil sende dig til Farao. Du skal føre mit folk israelitterne ud af Egypten&quot;.&quot;&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 69&lt;/ref&gt; Dette og tilsvarende formuleringer med &quot;mit folk israelitterne&quot; giver jøderne en identitet som Guds udvalgte folk i den jødiske selvforståelse.

=== Racismen ===

Racismen er en logisk følge af ideen om Guds udvalgte folk. Et folk kan selvsagt ikke være &quot;udvalgt&quot;, hvis andre folk kan indgiftes i det. Følgelig er Gamle Testamente fuldt af forbud mod at gifte sig med ægtefæller fra andre folkeslag og kritik, når de alligevel gjorde det. Lad os tage nogen eksempler.

I Femte Mosebog kapitel 7:1-4 finder vi følgende påbud af Moses: &quot;Når Herren din Gud fører dig til det land, du skal ind og erobre, og han driver store folkeslag væk foran dig, hittitterne, girgashitterne, amoritterne, kana'anæerne, perizzitterne, hivvitterne og jebusitterne, syv folk, der er større og mægtigere end du, og Herren din Gud overgiver dem til dig, og du besejrer dem, da skal du lægge band på dem. Du må ikke slutte pagt med dem og ikke vise dem barmhjertighed. Du må ikke bringe dig i familie me dem; du må ikke give dine døtre til deres sønner, og du må ikke lade dine sønner gifte sig med deres døtre, for det vil få dine sønner til at vige fra mig og dyrke andre guder. Da vil Herrens vrede flamme op imod jer, og han vil hurtigt udrydde dig.&quot;&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 208&lt;/ref&gt;

Dette gælder blandt andre kong Salomo. I Første Kongebog 11:1-4 læses således følgende: &quot;Kong Salomo elskede mange udenlandske kvinder foruden Faraos datter, moabitiske, ammonitiske, edomitiske, sidoniske og hittitiske; om de folk havde Herren sagt til israelitterne: &quot;I må ikke indlade jer med dem, og de må indlade sig med jer, for så vender de jeres hjerte til deres guder.&quot; Dem elskede Salomo, og han holdt fast ved dem. Han havde syv hundrede hustruer med fyrstelig rang og tre hundrede medhustruer, og hans hustruer bragte hans hjerte på afveje.&quot;&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 390&lt;/ref&gt;

I Ezras Bog kapitel 9:10-12 optræder Ezras bodsklage med blandt andet dette: &quot;Vor Gud, hvad skal vi nu sige efter dette? For vi har svigtet de befalinger, du gav gennem dine tjenere, profeterne, da du sagde: Det land, I skal ind og tage i besiddelse, er et urent land på grund af de fremmede folks urenhed med de afskyelige handlinger, som de i deres urenhed har fyldt det med fra ende til anden. Derfor må I ikke give jeres døtre til deres sønner, og I må ikke lade jeres sønner gifte sig med deres døtre.&quot;&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 527&lt;/ref&gt; og i Kapitel 10:10-12 bliver dette gentaget: &quot;Så rejste præsten Ezra sig og sagde til dem: &quot;I har handlet troløst ved at gifte jer med fremmede kvinder; I har øget Israels skyld. Aflæg nu bekendelse for Herren, jeres fædres Gud, og gør hans vilje. Skil jer ud fra landets folk og de fremmede kvinder&quot;.&quot;&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 528&lt;/ref&gt;

I Nehemias' Bog kapitel 10:31 indgår israelitterne blandt andet følgende forpligtelse: &quot;Vi vil ikke give vores døtre til landets folk, og vi vil ikke lade vores sønner gifte sig med deres døtre.&quot;&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 542&lt;/ref&gt;

Således kunne man blive ved.

=== Lebensraum ===

Jødernes ret til Kana'ans land hidrører fra Første Mosebog. I kapitel 12 læser vi: &quot;Dengang boede kana'anæerne i landet. Herren viste sig for Abram og sagde: &quot;Jeg vil give dine efterkommere dette land&quot;.&quot;&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 18&lt;/ref&gt; Senere, i kapitel 15, præciseres udstrækningen af dette jødiske lebensraum: &quot;Den dag sluttede Herren pagt med Abram. Han sagde: &quot;Jeg giver dine efterkommere dette land fra Egyptens flod (det vil sige Nilen) til den store flod, Eufratfloden: kenitterne, kenizzitterne, kadmonitterne, hittitterne, perizzitterne, refaitterne, amoritterne, kana'anæerne, girgashitterne og jebusitterne&quot;.&quot;&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 20f&lt;/ref&gt;

Størrelsen af dette jødiske lebensraum er påfaldende. Sammenlignet med officielle landegrænser i 2026 omfatter dette område: den østlige halvdel af Egypten inklusive hele Sinai, Palæstina inklusive Gaza og Vestbredden, Libanon, Jordan, Saudi Arabien, Yemen, Oman, Forenede Arabiske Emirater, Qatar, Bahrain, Kuwait, Irak samt Syrien. Nogle jødiske imperialister medregner også Kypern til området.

En anden afgrænsning findes i Fjerde Mosebog kapitel 34. Heri læser vi: &quot;Herren talte til Moses og sagde: &quot;Giv israelitterne denne befaling: I kommer nu til Kana'an, det land, der tilfalder jer som arvelod, Kana'ans land i dets fulde udstrækning. Jeres sydgrænse skal gå fra Sins ørken langs med Edom. I syd skal jeres grænse gå fra enden af Salthavet i øst. Så skal grænsen dreje syd om Akrabbim-passet, gå videre til Sin og ende syd for Kadesh-Barnea. Så skal den fortsætte til Hasar-Addar og gå videre til Asmon. Så skal grænsen dreje fra Asmon mod Egyptens bæk og ende ude ved havet.&lt;/br&gt;
Grænsen i vest: Det Store Hav med kyststrækning. Det skal være jeres vestgrænse.&lt;/br&gt;
Dette skal være jeres nordgrænse: Fra Det Store Hav skal I trække en linie til bjerget Hor; fra bjerget Hor skal I trække en linie til Lebo-Hamat, og grænsen skal ende i Sedad. Så skal grænsen gå videre til Zifron, og den skal ende i Hasar-Enan. Det skal være jeres nordgrænse.&lt;/br&gt;
Som grænse i øst skal I trække en linie fra Hasar-Enan til Shefam. Så skal grænsen gå ned fra Shefam til Ribla øst for Ajin, og grænsen skal fortsætte ned og støde til bjergryggen øst for Kinneretsøen. Så skal grænsen gå ned til Jordan og ende ved Salthavet.&lt;/br&gt;
Dette skal være jeres land med dets grænser hele vejen rundt.&quot;&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 196&lt;/ref&gt;

Dette er unægteligt en noget anden afgrænsning end før. Den kritiske læser vi måske spørge om Herren ikke havde forklaret sig godt nok over for Moses eller måske havde ændret holdning, eller om der måske er en helt tredie forklaring?

Den tænkende læser vil måske kigge nærmere på andre dele af samme historie. Vi hører, at Abraham fik børn både med Sara, sin hustru, nemlig jøderne, og med Hagar fra Egypten, hans trælkvinde, nemlig ismaelitterne, det vil sige araberne.&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 21&lt;/ref&gt; Så var det nu jøderne, araberne eller begge grupper som skulle leve i dette område? Desuden tog han sig en ny hustru: Ketura, med hvem han også fik efterkommere.&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 31&lt;/ref&gt; Det er således ret uklart hvem, der skulle overtage dette lebensraum.
 
Således tænker semitisterne ikke. De er imperialister, og de vil have det hele for sig selv. De mener at have ret til at fordrive andre folkeslag og ser Gamle Testamente som kilde til denne ret.

=== Retten til folkemord ===

Jødernes ret til at myrde befolkningerne, som levede i Kana'an, forekommer allerede i Mosebøgerne. I Femte Mosebog kapitel 20:16-17 findes således følgende påbud udtalt af Moses: &quot;i de folks byer, som Herren din Gud vil give dig i eje, må du ikke lade en eneste beholde livet; du skal lægge band på dem, på hittitterne, amoritterne, kana'anæerne, perizzitterne, hivvitterne og jebusitterne, sådan som Herren din Gud har befalet dig.&quot;&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 223&lt;/ref&gt;

I Josvabogen hører vi hvordan, at jøderne hensynsløst myrdede indbyggerne i Kana'an, eksempelvis i kapitel 8:24-29: &quot;Da israelitterne på åben mark havde dræbt alle de indbyggere fra Aj, som havde forfulgt dem ud i ørkenen, og da alle til sidste mand var faldet for sværdet, vendte alle israelitterne tilbage til Aj og huggede indbyggerne ned med sværd. Den dag blev der dræbt i alt tolv tusind mænd og kvinder, alle indbyggerne i Aj. Josva trak ikke sin udstrakte hånd med krumsværdet tilbage, før han havde lagt band på alle indbyggerne i Aj. ..Og Josva brændte Aj ned; han gjorde den til en øde ruinhøj for evigt, og det er den den dag i dag. Ajs konge hængte de på et træ og lod ham hænge til aften. Da solen gik ned, gav Josva sine folk befaling om at tage liget ned fra træet og kaste det hen ved indgangen til byporten. Så kastede de en stor stendynge op over ham, og den ligger der den dag i dag.&quot;&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 251f&lt;/ref&gt;

Tilsvarende i Josvabogen kapitel 10:28-43: &quot;Samme dag indtog Josva Makkeda. Han slog byen og dens konge med sværd og lagde band på byen og alle, der var i den; der var ingen, der overlevede. Han gjorde det samme med kongen i Makkeba, som han havde gjort med kongen i Jeriko.&lt;/br&gt;
Fra Makkeda drog Josva sammen med hele Israel videre til Libna. Han gik til angreb på Libna, og Herren gav også denne by og dens konge i Israels hånd. Josva slog byen og alle, der var i den, med sværd; der var ingen, der overlevede. Han gjorde det samme med kongen dér, som han havde gjort med kongen i Jeriko.&lt;/br&gt;
Fra Libna drog Josva sammen med hele Israel videre til Lakish. Han belejrede byen og gik til angreb på den, og Herren gav Lakish i Israels hånd. Den følgende dag indtog Josva byen; han slog den og alle, der var i den, med sværd, ganske som han havde gjort med Libna. Da drog Gezers konge Horam op for at komme Lakish til undsætning, men Josva slog kongen og hans hær; der var ingen, der overlevede.&lt;/br&gt;
Fra Lakish drog Josva sammen med hele Israel videre til Eglon. De belejrede byen og gik til angreb på den, og samme dag indtog de den og slog den med sværd. Den dag lagde han band på alle, der var i byen, ganske som han havde gjort med Lakish.&lt;/br&gt;
Fra Eglon drog Josva sammen med hele Israel op til Hebron. De gik til angreb på byen og indtog den; de slog byen, dens konge, alle dens byer og alle, der var i den, med sværd; der var ingen, der overlevede. Ganske som han havde gjort med Eglon, lagde han band på byen og på alle, der var i den.&lt;/br&gt;
Så vendte Josva sig sammen med hele Israel mod Debir. Han gik til angreb på byen og indtog den med dens kong og alle dens byer. De slog dem med sværd og lagde band på alle, der var i den; der var ingen, der overlevede. Han gjorde det samme med Debir og dens konge, som han havde gjort med Hebron og med Libna og dens konge.&lt;/br&gt;
Således besejrede Josva hele landet: Bjerglandet, Sydlandet, Lavlandet og Skråningerne og alle kongerne dér. Der var ingen, der overlevede; hver levende sjæl lagde han band på, sådan som Herren, Israels Gud, havde befalet. Josva besejrede dem fra Kadesh-Barnea til Gaza, i hele landet Goshen og helt til Gibeon. Alle disse konger og deres lande undertvang Josva på én gang, for Herren, Israels Gud, førte krig for Israel. Så vendte Josva sammen med hele Israel tilbage til lejren i Gilgal.&quot;&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 255&lt;/ref&gt;

I Josvabogen Kapitel 11 fortsætter folkemordene i det nordlige Kana'an, blandt andet Hasor: &quot;Alle, der var i byen, huggede de ned med sværd og lagde band på dem, så ikke en levende sjæl blev tilbage; og Josva brændte Hasor ned.&quot;&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 256&lt;/ref&gt; Da massemordet var til ende, blev rovet, det vil sige Kana'an, delt mellem israelitternes stammer.&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 257-264&lt;/ref&gt; Det minder om en langt senere begivenhed: under Sovjetunionen i Stalintiden gennemførte terrororganisationen OGPU under ledelse af jøden Genrikh Jagoda&lt;ref&gt;Lina (2003), s.315&lt;/ref&gt; samt NKVD overvejende ledet af jøder&lt;ref&gt;Lina (2003), s.318, 327&lt;/ref&gt; i 1932-33 et massemord på og en massefordrivelse af ukrainske bønder fra deres gårde, en begivenhed der blev kendt som ''holodomor''. Mindre kendt er, at OGPU overvejende bestod af jøder, og at disse efterfølgende som en belønning oprettede deres egne kollektivlandbrug, kibbutz'er, på de myrdede og fordrevne ukraineres jord.&lt;ref&gt;Holocaustmuseet i USA, film&lt;/ref&gt; Jødisk historieforståelse trækker lange spor.

Det var ikke kun ved erobringen af Kana'an, at jøderne begik massemord. I Esters Bog kapitel 9:2-16 hører vi: &quot;I alle kong Ahasverus' provinser samledes jøderne i deres byer for at lægge hånd på dem, der ville dem noget ondt. .. Den trettende dag i måneden adar samledes de øvrige jøder i kongens provinser og forsvarede deres liv; de fik fred for deres fjender, og og de dræbte 75.000 af deres modstandere&quot;.&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 555&lt;/ref&gt;

Flere eksempler end de nævnte kunne være fremhævet, men budskabet og moralen er tydelig nok: i &quot;hellig krig&quot; er massemord på guddommens befalet ikke blot acceptabel men en pligt at gennemføre.

Det er mildest talt absurd at se hvordan den samme ideologi, som hyldede folkemord i Gamle Testamente, har haft travl med at fremstille de selv samme massemordere som et uskyldigt forfulgt folkefærd i det 20. og starten af det 21. århundrede.

=== Honningfælder og pengeafpresning ===

Historier i Gamle Testamente giver jøderne tvivlsomme moralbegreber, eksempelvis at prostituere deres hustruer og døtre i form af &quot;honningfælder&quot;, det vil sige lokkemad for en efterfølgende afpresning. Det begynder med selveste Abraham. I Første Mosebog kapitel 20:2-16 læser vi: &quot;Abraham sagde om sin kone Sara, at hun var hans søster, og Abimelek, kongen i Gerar, sendte bud efter Sara. Om natten kom Gud i en drøm til Abimelek og sagde til ham: &quot;Nu skal du dø, fordi du har taget denne kvinde, for hun er gift&quot;.&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 25&lt;/ref&gt; Senere, da sandheden er blevet klar, hører vi: &quot;Så gav Abimelek Abraham får og køer, trælle og trælkvinder, og han gav ham hans kone Sara tilbage. Og Abimelek sagde: &quot;Mit land ligger åbent for dig. Slå dig ned, hvor du har lyst!&quot; Til Sara sagde han: &quot;Nu giver jeg din bror tusind sekel sølv. Det skal lukke øjnene på alle dem, der hører dig til. Nu har du fået fuld oprejsning&quot;.&quot;&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 26&lt;/ref&gt; Så Abrahams afpresning lykkedes.

Senere gentager historien sig med små variationer. I Esters Bog hører vi, at jøden Mordokaj sender sin datter til kong Ahasverus' harem, hvor &quot;hun vandt hans velvilje&quot;. ..&quot;Ester havde ikke fortalt, hvilket folk og hvilken slægt, hun tilhørte, for Mordokaj havde sagt til hende, at hun ikke måtte fortælle det.&quot; Men senere udnyttes hun til at redde jøderne, og naturligvis belønnes både hun og hendes fader for dette bedrag: &quot;Og Mordokaj fik foretræde for kongen, for Ester havde fortalt, hvordan han var i familie med hende. Kongen tog sin signetring, som han havde frataget Haman, og overdrog den til Mordokaj. Og Ester satte Mordokaj over Hamans hus.&quot;&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 549, 554&lt;/ref&gt;

Således legitimerer Gamle Testamente jødernes brug af honningfælder og pengeafpresning, når denne brug rettes imod folk i magtpositioner.

=== Sammenfatning ===

I 1973 fremkom udtrykket &quot;narrativ teologi&quot;.&lt;ref&gt;Bjerg (1984), s. 11&lt;/ref&gt; Udtrykkets betydning har været noget uklar, men pointen er, at hvis en kristen vil forklare sin tro og identitet, så kan dette ske ved at fortælle om Jesu ord og gerninger. På lignende måde kan jødedommens indhold bedst forstås ved at fortælle historier fra Gamle Testamente.

Som vi har set, er sådanne historier ikke just moralske. Ideen om det udvalgte folk, der ikke må gifte sig med folk fra andre folkeslag men nok har ret til at udnytte dets kvinder i honningfælder til pengeafpresning, og som mener sig i sin gode ret til hensynsløst at udrydde andre folkeslag &quot;i Guds navn&quot;, fremavler en tvivlsom moral. Hvis man vil være lidt uvenlig, kan man med god grund hævde, at denne tvivlsomme moral langt hen af vejen også afspejler sig i jødernes nyere historie.

Vi har i det foregående set hvordan, at denne moral henter sin inspiration i fortællinger fra Gamle Testamente. Og denne moral understreges ved at de samme emner bliver gentaget med blot mindre variationer flere gange som for at understrege, at den ikke er knyttet til en bestemt historisk situation men netop har evig gyldighed. I lighed med sit afkom, muhammedanismen, er denne moral præget af en foragt for dem, som ikke tilhører &quot;in-gruppen&quot;.

Der kan måske være grund til at uddybe dette udtryk nærmere. Alle mennesker udvikler en eller anden form for bevidsthed om at tilhøre et bestemt etnisk fællesskab, herunder skaber de et dertil knyttet begrebsapparat. Man kan skelne mellem det navn, som en etnisk gruppe bruger om sig selv i denne selvidentifikation, og det navn, som andre bruger om den samme gruppe. Nogle gange, men ikke altid, bruger de samme benævnelse, men deres opfattelse af gruppens afgrænsning og indhold behøver ikke at være det samme, men kan tilpasses den aktuelle situation.&lt;ref&gt;Lund (1993), s. 81&lt;/ref&gt; Betegnelsen afspejler en bevidsthed om hvem, man hører sammen med i et fællesskab, og hvem, der ikke hører til dette fællesskab.&lt;ref&gt;Lund (1993), s. 9&lt;/ref&gt; Ofte, men ikke altid, vil de, som ikke tilhører dette fællesskab, blive set ned på, mens man selv ophøjes for sine gode egenskaber.&lt;ref&gt;Lund (1993), s. 13-26&lt;/ref&gt;

Denne vi-bevidsthed skabes i vid udstrækning ved historier, beretninger og myter, om et skæbnefællesskab gennem utallige slægtled. Ofte vil disse historier blive fyldt med navne på legendariske personligheder, hvis liv og gerninger bliver en del af den personlige identitetsfølelse. Og som regel vil en del af denne historie omfatte etnogoni, det vil sige de indfødtes egen mytiske forklaring på deres oprindelse&lt;ref&gt;Lund (1993), s. 49&lt;/ref&gt;, som regel i form af en mytisk stamfader.&lt;ref&gt;Lund (1993), s. 91&lt;/ref&gt; I dansk sammenhæng kan man tænke på Saxo og hans Danmarkshistorie. I germansk sammenhæng er det myten om Tvisto, der er grundlaget for identiteten&lt;ref&gt;Lund (1993), s. 90&lt;/ref&gt;, og for jøderne er det Abraham, der har denne rolle.

Men sådanne historiske beretninger og myter har ikke kun den funktion at begrunde selvidentiteten men tillige at begrunde moralbegreber, hvad der er &quot;god&quot; og &quot;ond&quot; opførsel. For jøderne er det netop historierne i Gamle Testamente, som opfylder denne opgave.

Over tid kan disse funktioner aftage i betydning, fordi behovet for dem ikke længere er så stort. Dette fordi at myter erstattes med faktiske historiske erindringer. Men for visse grupper er dette ikke tilfælde. Her kan udviklingen tvært imod gå i den modsatte retning og udvikle sig til en regulær fanatisme, der kan motivere og begrunde næsten enhver handling. Denne fanatisme kan formuleres og organiseres i en dertil hørende ideologi, en -isme. Semitisme er en sådan ideologi, der i princippet ikke adskiller sig fra andre -ismer bortset fra den etniske gruppe, hvis selvfølelse og handlingsmønster, den skal begrunde.

=== &lt;big&gt;Sammenfatning og konklusion&lt;/big&gt; ===

Vi er nået vejs ende i gennemgangen, og resultatet taler for sig selv. Ikke blot er det officielle narrativ ikke korrekt, for hver del af dette narrativ findes en alternativ forklaring, og tilsammen tegner disse træk et andet men helt entydigt billede.

Først og fremmest: Gamle Testamente er ikke jødisk historieskrivning.&lt;ref&gt;Adler (2022), Preface&lt;/ref&gt; Der kan påvises et utal af indlån fra andre kulturer, eksempelvis historien om Moses i sivkurven og Noas ark, som tydeligt viser, at denne historie er en myte, et narrativ, skabt for at give jødisk identitet en høj alder. I stedet tjener Gamle Testamente som redskab til at give jøder en national identitet igennem deres trosretning, i særdeleshed Jahve. Det er i Jahves navn, at de udvandrer fra Egypten, erobrer Kana'an og i nyere tid trækker sig ind i etniske ghettoer.&lt;ref&gt;Crone og Cook (1977), s. 42&lt;/ref&gt; Hele den jødiske kultur er een lang markering af begivenheder hentet fra myterne i Gamle Testamente.

Dernæst: jøderne var tydeligvis ikke det monoteistiske folkefærd, som de gerne vil give indtryk af, tværtimod. Så langt, at Gamle Testamentes fremstilling overhovedet afspejler en historisk virkelighed, dyrkede jøderne flere guder gennem flere hundrede år. Vi ser en udvikling i flere trin:&lt;/br&gt;
- første trin: to guder, Jahve og El, forenes i en &quot;supergud&quot;&lt;/br&gt;
- andet trin: gudsdyrkelsen centraliseres og kontrolleres af kongen&lt;/br&gt;
- tredie trin: de lavere guder og gudinder forkastes, fordi at de ikke hjalp i en kritisk situation&lt;/br&gt;
- fjerde trin: præsteskabet udvikler et nyt narrativ til at forstærke dets magt og betydning som samlende kraft.&lt;/br&gt;
Det var en udvikling, hvor hvert trin var en logisk følge af det foregående, når behovet for en forandring i det herskende narrativ indtraf. Den nye ideologi var, som de fleste totalitære ideologier, et spørgsmål om at legitimere retten til magtudøvelse. Dette grundlag blev konstrueret ad hoc, det vil sige spontant efter behov. Dets grundlag var aldrig vel funderet, og vi kan nu afvise det fuldstændigt som fusk og forfalskning fra ende til anden.

Samtidig var det en udvikling, hvor hvert trin bidrog med særlige træk til den nye ideologis udvikling: først blev stammeguden anvendt til at legitimere myten om &quot;det udvalgte folk&quot;, herunder en racistisk ultrasemitisk afvisning af ægteskaber med repræsentanter fra andre folkeslag, og hvor regulært folkemord legitimeres som en følge af Jahves beslutning og påbud. Dernæst må den snart svækkede kongemagt i den nye nationale stat styrke sin stilling i befolkningen, hvilket sker ved centralisering af gudsdyrkelsen. Da så statsdannelsen alligevel bryder sammen, bliver det nødvendigt at udpege en skyldig årsag, og her må husguderne holde for. Endelig må det nye narrativ styrkes, hvilket blandt andet sker ved kampen for en ny egen stat.

Da mange profeter har først og fremmest til formål at legitimere den nye nationale ideologi som Jahves vilje.

Endelig er det også fra Gamle Testamente, at jøderne henter deres moralbegreber på godt og ondt.

Det er indlysende, at hvis der kan rejses tvivl om troværdigheden af beretningerne i Gamle Testamente, så er det ikke blot et kildekritisk problem. Det er hele grundlaget for jødedommen, der vælter. Jødedommen er, som muhammedanismen, det, som i kommunistkina kaldes en ''tofu-dreg'' konstruktion: en bygning eller anden konstruktion opført af underlødige bestanddele som gør, at den før eller senere falder sammen af sig selv.

Hidtil har Gamle Testamentes narrativer aldrig være underkastet en kildekritisk analyse, i modsætning til Nye Testamente, som allerede i 1800-tallet og begyndelsen af 1900-tallet blev underkastet en sådan analyse, som den bestod med udmærkelse. Det er først i de seneste år, at et sådant arbejde er igangsat og vel at bemærke er det sket af jødiske arkæologer og historikere. Det gør, at deres resultater ikke blot kan afvises med smædeudtryk som &quot;anti-semitisme&quot;. Det er derfor, at det har været så vigtigt at gøre disse resultater bekendt for et dansk publikum. Og hvis denne bog kan bidrage til fortsatte og uddybende studier af denne problematik, så har den opfyldt sit formål.

Det er for så vidt tilfældigt, at dette sker netop på en tid, hvor staten Israel og dens regering udsættes for en stigende international kritik for sin handlemåde, og så måske alligevel ikke. I alt for lang tid har kritik af jøder og Israel kunnet undertrykkes på grund af myterne om begivenheder under 2. verdenskrig. Men nu ligger disse begivenheder så langt tilbage, 2-4 slægtled, at de ikke længere kan beskytte imod kritik. Og samtidig har både rabiate jøder og den israelske regering i de seneste år udvist en optræden, som let lader sig kritisere. Det er ikke stedet her at uddybe dette emne, det kan fortjene en særskilt behandling og hører hjemme i politisk sammenhæng, ikke i forbindelse med jødedommen som religion og kultur, selv om der kan argumenteres for, at disse områder til dels overlapper hinanden.

Vi har set hvilken afgørende inflydelse, den kildekritiske analyse af Gamle Testamente har på forståelsen af jødedommens historie, men hvorledes forholder det sig med kristendommen? Hvilken indflydelse har kildekritikken på kristendommen? Det enkleste svar er: ingen. Gamle Testamente spiller kun en rolle i kristendommen på to måder:&lt;/br&gt;
- dels at vise at Jesus som messias er forudset allerede af gammeltestamentelige profeter; det er i denne sammenhæng ikke vigtigt, om dette var faktisk var tilfældet, men derimod at jøderne i hans samtid mente, at det forholdt sig således&lt;/br&gt;
- dels at vise de religiøse dogmer, som Jesus gjorde op med. Det viser sig i hans gentagne: &quot;I har hørt at ... men jeg siger jer nu at ...&quot; Jesu lære er i virkeligheden eet stort opgør med jødedommens tankegang og etnisk snæversynethed, han er i den sammenhæng helt på linje med den foreliggende kildekritiske analyse, selv om både hans metode og budskab er et andet.

Især i sidst nævnte sammenhæng er det vigtigt at forstå, at der ikke eksisterer nogen &quot;jødisk-kristne værdier&quot;. Dette moderne udtryk er intet andet end et jødisk forsøg på at tage kristne som gidsler for deres egne ideer. I virkeligheden er det kristendommen, der introducerer næstekærlighed og respekt for medmennesker uanset deres etniske tilhørsforhold, og i forlængelse heraf introducerer både menneskerettigheder og folkestyre. Intet af dette findes i jødedommen, her er det nationalt-etnisk snæversyn, som dominerer hele vejen. Jødedommen er og forbliver en anti-kristen ideologi, fordi den hviler på en selvforståelse baseret på manipulerede kilder i form af Gamle Testamentes skrifter. Og ved at påvise disse manipulationer, myter og omskrivninger, beviser moderne kildekritik, at kristendommen var og er et berettiget opgør med jødedommen.

Endnu for en menneskealder kunne forskere i jødedommen leve i deres vildfarelse om, at selv om der var problemer med Gamle Testamente som kilde til jødedommens historie, så var den i sine hovedtræk alligevel korrekt. Således er det ikke længere. Det kan nu bevises, at der bag den mytiske fortælling gemmer sig en anden historie. Lad så være, at begivenheder i de senere år i Gaza, på Vestbredden, i Libanon, i Egypten, over for Syrien og Iran uden tvivl har bidraget til at fremme denne udvikling. Et træ kendes på dets frugter, og hele verden har nu set de frugter, som jødisk fundamentalisme bringer med sig. Myten om det forfulgte uskyldige folkefærd lader sig ikke længere opretholde.

Og jo mere skingre, hysteriske og fanatiske jødedommens fundamentalister bliver i deres holdninger og opførsel, desto hurtigere vil de miste de sidste rester af en troværdighed, som de i virkeligheden aldrig har haft.

=== &lt;big&gt;Noter&lt;/big&gt; ===
{{Reflist|3}}

=== &lt;big&gt;Litteratur&lt;/big&gt; ===
* Yonatan Adler: ''The Origins of Judaism. An Archaeological-historical Reappraisal''; Yale University 2022; ISBN 978-0-300-25490-7
* Yonatan Adler: &quot;Toward Identifying Proto-Judaic Cultural Features in Ancient Israel and Judea&quot; (i: ''Journal of Ancient Judaism'' (2024), s. 1-28)
* Yonatan Adler: ''Between Yahwism and Judaism. Judean Cult and Culture during the Early Hellenistic Period (332-175 BEC)''; Cambridge University Press 2025; ISBN 978-009-45961-7
* Gad Barnea: &quot;P. Berlin 13464, Yahwism and Achaemenid Zoroastrianism at Elephantine&quot; (2024)
* Geoffrey Bibby: ''I Dilmun tier ravnen''; Wormanium 1971; ISBN 87-85-1600-40
* Geoffrey Bibby: ''Det forsvundne årtusinde''; Wormanium 1978; ISBN 87-8516-053-9
* ''Bibelen''; Det Danske Bibelselskab 1992; 1. udgave 1. oplag; ISBN 87-7325-276-6
* Svend Bjerg: &quot;Den kristne grundfortælling. Studier over fortælling og teologi&quot; (''Teologiske Studier'', bind 8; 2. oplag 1984; Aarhus 1984; ISBN 87-7003-409-5) 
* Patricia Crone og Michael Cook: ''Hagarism. The Making of The Islamic World''; Cambridge 1977; ISBN 0-521-21133-6
* Stephan Peter Dinkgreve: ''In Search of the Sublime: A world history of humanity's relentless pursuit of scientific truth, moral excellence, and enlightenment''; 2021
* Robert Gnuse: &quot;Spilt Water: Tales of David (II Sam 23:13-17) and Alexander the Great (Arrian, Anabasis of Alexander 6.26.1-3).&quot; (i: ''Scandinavian Journal of the Old Testament''; 1998, bind 12, s. 233-248)
* Robert Gnuse: &quot;Abducted Wives: A Hellenistic Narrative in the Book of Judges?&quot; (i: ''Scandinavian Journal of the Old Testament''; 2007; bind 22, s. 272-285)
* Robert Gnuse: &quot;From Prison to Prestige: The Hero who helps a King in Jewish and Greek Literature.&quot; (i: ''Catholic Biblical Quarterly''; 2010 bind 72, s. 31-45)
* Robert Gnuse: &quot;Divine Messengers in Genesis 18-19 and Ovid.&quot; (i: ''Scandinavian Journal of the Old Testament''; 2017; bind 31, s. 66-79)
* Robert Gnuse: &quot;Greek Connections: Genesis 1-11 and the Poetry of Hesiod&quot; (i: ''Biblical Theology Bulletin''; 2017 nr. 47, s. 131-143
* Robert Gnuse: &quot;Heed Your Steeds: Achilles’ Horses and Balaam’s Donkey.&quot; (i: ''International Journal of Research in Humanities and Social Sciences''; 2017; række 4 hæfte 6; s. 1-5)
* Robert Gnuse: &quot;Samson and Heracles Revisited.&quot; (i: ''Scandinavian Journal of the Old Testament''; 2018, bind 32, s. 1-19)
* Robert Gnuse: &quot;Greek Historians and the Primeval History.&quot; (i: ''International Journal of Research in Humanities and Social Sciences''; 2019; række 6 hæfte 1, s. 20-25)
* Robert Gnuse: &quot;Jephthah’s Daughter and Iphigenia in the Plays of Euripides&quot; (i: ''International Journal of the Arts and Humanities''; 2019; række 5 hæfte 1, s. 16-23)
* Robert Gnuse: &quot;Hellenism and the Primary History: The Imprint of Greek Sources in Genesis-2 Kings&quot; ''Copenhagen International Seminar''; Routledge, London 2020 
* Daniel Hawk: &quot;Violent Grace: Tragedy and Transformation in the Orestia and the Deuteronomistic History.&quot; (i: ''Scandinavian Journal of the Old Testament''; 2003, bind 18, s. 73-88)
* Gerhard Larsson: &quot;Possible Hellenistic Influence in the Historical Parts of the Old Testament.&quot; i: ''Scandinavian Journal of the Old Testament''; 2004; bind 18, s. 296-311)
* Niels Peter Lemche: &quot;The Old Testament-A Hellenistic Book&quot; (: ''Scandinavian Journal of the Old Testament''; 1993 bind 7, s. 163-193)
* Niels Peter Lemche: &quot;Is It Still Possible to Write a History of Ancient Israel?&quot; (i: ''Scandinavian Journal of the Old Testament''; 1994, bind 8, s. 163-188)
* Niels Peter Lemche: &quot;Good and Bad in History: The Greek Connection.&quot; (i: Steven McKenzie and Thomas Römer (red.): &quot;Rethinking the Foundations: Historiography in the Ancient World and in the Bible. Essays in Honour of John Van Seters&quot;; ''Beihefte zur Zeitschrift für die altestamentliche Wissenschaft'' nr. 294; Walter de Gruyter, Berlin 2000; s. 127-140) 
* Niels Peter Lemche: &quot;How Does One Date an Expression of Mental History?&quot; (i: Lester Grabbe (red.): &quot;Did Moses Speak Attic? Jewish Historiography and Scripture in the Hellenistic Period&quot; (i: ''Journal for the Study of the Old Testament Supplement Series'' 317/European Seminar on Historical Methodology 3; Sheffield Academic Press, Sheffield 2001; s. 200-224)
* Niels Peter Lemche: &quot;Does the Idea of the Old Testament as a Hellenistic Book Prevent Source Criticism of the Pentateuch?&quot; (i: ''Scandinavian Journal of the Old Testament''; 2011, bind 25, s. 75-92)
* Niels Peter Lemche: &quot;When the End is the Beginning: Creating a National History?&quot; (i: ''Scandinavian Journal of the Old Testament''; 2015, bind 29, s. 22-32)
* Jüri Lina: ''Skorpioni märgi all. Nõukogude võimu tõus ja langus''; Stockholm 2003; ISBN 91-972897-9-5
* Allan A. Lund: ''De etnografiske kilder til Nordens tidlige historie''; Wormanium 1993; ISBN 87-89531-08-6
* Etienee Nodet: &quot;Editing the Bible: Alexandria or Babylon?&quot; (i: Thomas Thompson and Philippe Wajdenbaum (red.): ''The Bible and Hellenism: Greek Influence on Jewish and Early Christian Literature. Copenhagen International Seminar''; Routledge, New York 2014; s. 36-55) 
* Gabrielle Vera Novacek: ''Ancient Israel. Highlights from the Collections of The Oriental Institute University of Chicago''; University of Chicago 2011; ISBN 978-1-88923-65-3
* Johannes Pedersen: &quot;Hasmonæer&quot; (i: ''Salmonsens Konversationsleksikon'', 2. udgave, bind X; 1919; s. 943-944)
* Katherine Stott: &quot;Herodotus and the Old Testament: A Comparative Reading of the Ascendancy Stories of King Cyrus and David.&quot; (i: ''Scandinavian Journal for the Study of the Old Testament''; 2002; bind 16 s. 52-78)
* Jan-Wim Wesselius: &quot;Discontinuity, Congruence and the Making of the Hebrew Bible.&quot; (i: ''Scandinavian Journal for the Study of the Old Testament''; 1999 bind 13 s. 24-77)
* Jan-Wim Wesselius: &quot;The Origin of the History of Israel: Herodotus’ Histories as Blueprint for the First Books of the Bible&quot; (i: ''Journal for the Study of the Old Testament Supplement Series''; Sheffield Academic Press, Sheffield 2002)
* Hans Christian Ørsted: &quot;Overtro og Vantro i deres Forhold til Naturvidenskaben&quot; (''Aanden i Naturen''; 4. udgave; København 1978; ISBN 87-414-8972-1; s. 76-106)

=== &lt;big&gt;Film&lt;/big&gt; ===
* Simca Jacobovici: ''The Exodus Decoded''</text>
      <sha1>hngwnl6eyjlbh5y79g6dke0cnvoznq2</sha1>
    </revision>
    <revision>
      <id>41957</id>
      <parentid>41956</parentid>
      <timestamp>2026-05-27T14:36:37Z</timestamp>
      <contributor>
        <username>Sven Halfdan Nielsen</username>
        <id>3898</id>
      </contributor>
      <comment>indsat note</comment>
      <origin>41957</origin>
      <model>wikitext</model>
      <format>text/x-wiki</format>
      <text bytes="153334" sha1="lut1qwx64embxebiytvn75wxck1joyo" xml:space="preserve">[[Fil:Philippe de Champaigne - Moses with the Ten Commandments - WGA04717.jpg|thumb|400px|Ifølge nye videnskabelige kildekritiske teorier er det ikke Moses, som har skrevet Mosebøgerne. Maleri af Philippe de Champaigne.]]

=== &lt;big&gt;Fortale&lt;/big&gt; ===

Jødedommens ældste historie har hidtil været indhyllet i mørke. Traditionen hviler på ''Tanakh'' eller Gamle Testamente, men dette synes først at have fundet sin endelige form i det 2. århundrede f.Kr. i det hasmunitiske kongerige. Hvor meget, traditionerne har ændret sig før denne tid, er et åbent spørgsmål.

Foruden Gamle Testamente er de vigtigste kilder til belysning af spørgsmålet især arkæologiske fund, men også her er der store problemer med troværdigheden. Flere kilders oprindelse er omstridte og dermed bliver deres udsagnsværdi også tvivlsom.

Det er først i den seneste menneskealder, at der tegner sig et mere klart billede af den omskiftelige historie, men hidtil har mig bekendt ingen forsøgt at gøre denne viden tilgængelig på dansk. Jeg har derfor efter fattig evne forsøgt at skildre denne på grundlag af tilgængeligt materiale. Jeg har desuden tilføjet notehenvisninger til de skriftlige kilder, som jeg anvendt.

Når man forsøger at skildre kendt historie således som tilfældet er med Gamle Testamente, stilles man over for to problemer: dels må man forsøge at sætte denne fremstilling i forhold til det billede, som andre kilder tegner, dels må man forsøge at forstå den forvandling og forvanskning af oprindelige kilder, som fremstillingen i Gamle Testamente nu afspejler.

Den foreliggende undersøgelse falder i to hoveddele, dels en undersøgelse af jødernes faktiske historie således som den lader sig fastslå baseret på grundlag af arkæologiske og historiske kilder, herunder spørgsmålet om jødernes religion, dels en kildekritisk analyse af ''Tanakh'' eller Gamle Testamente. Afslutningsvis vil der blive foretaget en vurdering af hvilken indflydelse, ''Tanakh'' har haft på jødernes selvforståelse og Gamle Testamente har på kristen selvforståelse.

Der kan være grund til at understrege, at stort set alt i denne undersøgelse alene skyldes yderst kompetente forskeres virke, og jeg har efter evne forsøgt at henvise til denne forskning. Litteraturen herom findes i den afsluttende litteraturliste. Desuden har jeg inddraget andre inspirationskilder, hvor jeg finder dem relevante og troværdige. Derimod er fortolkningen af disse ulige arbejder min egen, og de oprindelige forskere kan og bør derfor ikke drages til ansvar for denne fortolkning.  

På dette sted kan der være grund til at forudskikke enkelte kendsgerninger: selvidentiteten &quot;jøde&quot; synes først at blive skabt i 2. århundrede f.Kr. efter hasmunitternes oprør og etableringen af kongeriget baseret på religiøse regler. Der findes ingen ældre beviser på, at jøderne inden da havde fulgt moseloven, og først på dette tidspunkt optræder ''Tanakh'', de ældste synagoger samt mønter uden billede. Det bør desuden bemærkes, at der ingen omtale findes af sabbaten i Gamle Testamente.

Efter den babylonske magtovertagelse i 586 f.Kr. optræder ''al Yahuda'' som en by i Babylon, stednavnet Israel optræder første gang på en mønt dateret år 66 e.Kr. og i forbindelse med jødernes oprør mod romerne.

Om bogens titel skal jeg blot bemærke, at jeg har valgt ordet &quot;jødedom&quot;, fordi det betegner jødisk religion og kultur på samme tid.

Sven Halfdan Nielsen&lt;/br&gt;
Pärnu, den 5. maj 2026

=== &lt;big&gt;Indledning&lt;/big&gt; ===

Al historisk og litterær forskning må hvile på kildekritiske undersøgelser. Dette betyder, at arkæologiske og sproglige kilder kritisk må vurderes med henblik på deres oprindelsessituation, eventuelle tendens, forholden sig til de omtalte begivenheder og for sproglige kilder tillige deres formål (som udmærket kan være mangesidigt). Kilderne må stilles i forhold til, hvad der ellers vides om tiden, og de må forsøges tolket således, at de er bedst i overensstemmelse med denne viden, og at de ikke modsiger denne viden. Hvis det sidste er tilfældet, må man spørge, om fortolkningen er rigtig, eller om den hidtidige &quot;viden&quot; må revideres.

Lige siden afslutningen af 2. verdenskrig og især i det 21. århundrede har beskyldninger om &quot;anti-semitisme&quot; fået et kraftigt opsving. Der kan derfor være grund til at gøre nogle bemærkninger om min opfattelse af dette begreb og dets anvendelse.

For mig består udtrykket &quot;anti-semitisme&quot; af to dele: &quot;anti&quot; betyder imod, og &quot;semitisme&quot; betegner en politisk, nationalistisk ideologi. Dette indebærer, at jeg skelner mellem jøder som kulturel folkegruppe på den ene side og en semitisk ideologi på den anden.

Jeg har intet imod folk, som identificerer sig selv som jøder i religiøs og kulturel henseende så længe, at dette ikke berører deres forhold til andre folkegrupper. For mig er &quot;jøde&quot; altså en betegnelse, der i princippet ikke adskiller sig fra dansker, tysker, armener, kurder, japaner eller en hvilken som helst anden national folkegruppe.

Anderledes forholder det sig med begrebet &quot;semitisme&quot;. Her er der i mine øjne tale om en totalitær og intolerant national ideologi, som tåler sammenligning med fx. fascismen i Italien og nazismen i Tyskland. Der er med andre ord tale om en ekskluderende ideologi, som på samme tid legitimerer en bestemt handlemåde over for andre befolkningsgrupper. Dette kan der senere være grund til at vende tilbage til, når vi har gjort os selve grundlaget for denne tankegang klart.

Lad mig sige det straks: det er ikke &quot;anti-semitisk&quot; at anlægge en anden betragtningsmåde en den, som såkaldte &quot;semitter&quot; selv anlægger - med mindre at man tilføjer, at sådanne semitter har et snævert syn og en snæver fortolkningsramme båret af egne fordomme. I denne henseende minder semitter og muhammedanere om hinanden. Begge promoverer en bestemt fortolkning, og begge benægter retten til at inddrage andre kilder eller til at anlægge en anden og bedre forståelse.

For mig skræmmer udsigten til at blive tillagt smædeord mig ikke. Afgørende for mig er objektivt at se på alle fastslåede kendsgerninger og så nå frem til den forståelse, som er mest og bedst i overensstemmelse hermed. Hvis andre har problemer hermed, er det deres problem, ikke mit. De ønsker at forsvare en myte, men for mig er det de historiske kendsgerninger bag myten, som er det vigtigste. Myter er overtro og vantro. Men som Hans Christian Ørsted har sagt det, vil videnskaben overvinde overtroen og vantroen&lt;ref&gt;Ørsted (1978), s. 106&lt;/ref&gt;, og således må det være.

Det gælder her som i tilfældet med muhammedanismen&lt;ref&gt;se ''Muhammedanismen i kildekritisk belysning''&lt;/ref&gt;, at modstanden og modviljen imod at blive konfronteret med nye kendsgerninger dybest set blot viser hvor usikre, forsvarere af den herskende ideologi i virkeligheden er. Hvis de var sikre i deres overbevisning, ville de velkomme enhver udfordring, idet de vil kunne tage den op og sagligt imødegå den. Men således forholder det sig ikke, tværtimod. 

Det bør tilføjes, at forskningsfeltet er inde i en rivende udvikling i disse år. Det kan derfor ikke udelukkes, at forskningen om føje år vil give et andet, mere omfattende men måske også revideret billede i forhold til nu, og således må det være. Det er den eneste måde, at vor viden kan forøges og forbedres på. Og skulle denne bog medvirke til at fremme en sådan forskning, har den opfyldt sit formål.

=== &lt;big&gt;Jødedommens ældste historie&lt;/big&gt; ===

Formålet med det følgende er at skildre jødedommens ældste historie. Hovedvægten vil blive lagt på de arkæologiske vidnesbyrd. Bibelen vil imidlertid blive inddraget, hvis og når den kan belyse historiske kendsgerninger. En række emner vil blive underkastet en særskilt behandling.

=== Den kana'næiske oprindelse ===

I det 2. århundrede f.Kr. var Kana'an beboet af stammer med hver deres skytsguddom. Disse guddomme hørte til den kana'anæiske gudeverden og omfattede blandt andre El, Ba'al og Jahve. Over tid begyndte jøderne imidlertid at skille sig ud og hævde, at de ikke stammede fra kana'anæerne, skønt både sproglige og religiøse træk fra tiden 1200-1000 f.Kr. tyder på, at de udviklede sig fra en kana'anæisk fælles kultur i den grad, at det ofte er svært at skelne imellem dem.&lt;ref&gt;Dinkgreve (2021), kap. 8&lt;/ref&gt;

Hvornår, denne udskillelsesproces er fundet sted, vides ikke, men det må være sket omkring 1207 f.Kr., idet kana'anæerne og israelitterne på en stele rejst af farao Merneptah dateret til dette tidspunkt udtrykkeligt er nævnt som to uens folkegrupper:&lt;/br&gt;
- &quot;Kana'en er udplyndret,&lt;/br&gt;
- Israel er lagt øde.&quot;&lt;/br&gt; 
Det er værd at bemærke, at de hieroglyffer, som angiver navnet Kana'an, viser, at der er tale om et land, mens de, som angiver Israel, viser, at der er tale om et folk.&lt;ref&gt;Dinkgreve (2021), kap. 8&lt;/ref&gt; Det er også den eneste kilde fraset Gamle Testamente som nævner et folk kaldet Israel på denne tid.&lt;ref&gt;Novacek (2011), s. 66&lt;/ref&gt;

Den oprindelige gud for Israel synes at have været ''El''. Navnet &quot;Isra-el&quot; betyder &quot;Els styre&quot;.&lt;ref&gt;Dinkgreve (2021), kap. 8&lt;/ref&gt;

Kildekritiske undersøgelser af Mosebøgerne viser at disse er skrevet af flere forskellige forfattere, hvoraf to af forskerne kaldes P og E. Begge disse forfattere kalder Gud for ''El'' indtil, at Gud angiveligt selv kalder sig ''Jahve'' over for Moses: &quot;Jeg er Jahve. Jeg viste mig for Abraham og Isak og Jakob som ''El-Shaddai'', men mit navn er ''Jahve''. Jeg gjorde ikke det bekendt for dem&quot;.&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 72&lt;/ref&gt;

Det bør tilføjes, at i ''Genesis'' forekommer 17 tilfælde af associationer med ''El'' (fx. Bethel) men ikke een eneste med ''Jahve''. Der er desuden eet tilfælde med henvisning til ''Ba'al'', nemlig Ashbel, Benjamins søn

=== Ugarit ===

I 1928 fandt en bonde i Ras Shamra ved Middelhavskysten (nu i Syrien) et omkring 3.000 år gammelt gravkammer. En udgravning det følgende år viste, at det dækkede over dels en større gravplads, dels en forhistorisk by: Ugarit, en vigtig handelsby fra omkring 1450 f.Kr. til 1192 f.Kr., idet byen blev brændt af og blev opgivet antagelig mellem 1190 f.Kr. og 1185 f.Kr. Blandt de mange fund var et stort antal lertavler og mange af dem med religiøse tekster: mytologiske vers, hymner til guder, lister over præsternes ofringer. Den ledende guddom i Ugarit hed ''El''. ''El'' var gudernes fader, skaber af alle levende væsener, den evige konge. Han blev beskrevet som en ældre skægget mand, som sad på en trone med en krone med tyrehorn. Hans hustru hed ''Ashera''&lt;ref&gt;Dinkgreve (2021), kap. 8&lt;/ref&gt;, hun var moder til 70 guder ifølge teksterne. Blandt sønnerne var stormguden ''Baal'', havguden ''Jam'', dødsguden ''Mott'' og krigergudinden ''Anat''. Tilsammen blev de kaldt ''Ilham'', det vil sige børn af ''El''.

I Bibelens skildring af skabelsen optræder ordet ''Elohim'', på hæbraisk et ord for guddom, hvilket er umiddelbart sammenligneligt med ordet i Ugarit, men ordet er flertal, ikke ental. Og flere af beretningerne i Gamle Testamente bruger netop (men ikke alene) dette ord om Gud: ''El Shaddai'' (Gud den Almægtige), ''El Elyon'' (Gud den Højeste)&lt;ref&gt;Novacek (2011), s. 41&lt;/ref&gt;, ''El Olam'' (den evige Gud), ''El Bethel'' (Bethels Gud). Det er det samme navn som den øverste gud i kana'anæernes gudeverden.

Af disse kendsgerninger tør drages to slutninger. Den ene er, at Gud i den hebraiske forståelse ikke i starten var fuldstændig og enerådende men i stedet udviklede sig over tid, langsomt ved en proces, der bedst kan beskrives som konvergens: flere guder smeltede sammen i een guddom.

Den anden slutning, man tør drage, er den, at israelitterne udviklede sig som folk fra kana'anæerne. Deres første gud var kana'anæernes gud ''El''. For de folk, som levede i bjergene i Kana'an omkring 1100 f.Kr. var der ikke nogen markant forskel imellem deres egen religion og de omgivende folkeslags religion: de dyrkede den samme fadergud og modergudinde. Dette har været anerkendt af arkæologer siden omkring 1970 baseret på fundne lertavler, indskrevne navne på lerkar, fund af husguder og af husaltre.

=== Jahve ===

Nu er det velkendt, at jøderne har et andet navn på deres gud: ''Jahve''. Hvor stammer dette navn fra? Hvor og hvornår overtog han de egenskaber, som tidligere blev tillagt El? For at svare på disse spørgsmål, må vi inddrage tre nye kilder.

På en to tusinde år gammel læderklud fundet i en hule findes en tekst med følgende indhold: da den højeste gud gav nationerne deres arv, da han delte menneskeheden, fastlagde han deres indbyrdes grænser i henhold til antallet af gudesønner. Denne tekst fra Femte Mosebog 32:8&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 237&lt;/ref&gt; var identisk med den tekst, som jøderne kopierede i århundrede før Kristi fødsel. Den findes i den græske version af Gamle Testamente fra 3. og 2. århundrede f.Kr. Jøderne ændrede siden teksten fra &quot;gudesønner&quot; til &quot;Israels sønner&quot;.

Tages teksten for pålydende, har den højeste gud inddelt menneskene i nationer og givet hver nation en søn som guddommelig leder. I det følgende vers fortælles hvilken søn, der blev tildelt hvilken nation, og det oplyses, at Jahve fik tildelt Jacobs stamme eller Israel.

Det må her bemærkes, at Jahve her tydeligt er en mindre, en underordnet gud i forhold til den højeste gud. Bibelforskere som Mark Smith og Frank Moore Cross fra Harvard mener, at det er her, at Jahve gøres til guddom for Jacobs stamme. Teksten i Kumran (bedre kendt som Dødehavsrullerne) bevarede den oprindelige tekst, men den blev i middelalderen tilsyneladende tilpasset.

I ''Salmernes Bog'' salme 82 findes følgende:&lt;/br&gt;
&quot;Gud træder frem i gudeforsamlingen,&lt;/br&gt;
blandt guderne holder han dom:&lt;/br&gt;
Hvor længe vil I dømme uretfærdigt&lt;/br&gt;
og tage parti for de ugudelige? Sela&lt;/br&gt;
Skaf de svage og faderløse deres ret,&lt;/br&gt;
frikend de hjælpeløse og arme,&lt;/br&gt;
udfri de svage og fattige,&lt;/br&gt;
red dem fra de ugudeliges magt!

De forstår og fatter intet,&lt;/br&gt;
de vandrer i mørke,&lt;/br&gt;
jordens grundvolde rokkes.&lt;/br&gt;
Jeg har sagt: I er guder,&lt;/br&gt;
I er alle sønner af den Højeste.&lt;/br&gt;
Dog skal I dø som mennesker,&lt;/br&gt;
og I skal falde som en af stormændene.

Rejs dig, Gud, hold dom over jorden,&lt;/br&gt;
for du har alle folkene som ejendom.&quot;&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 693&lt;/ref&gt;

Denne salme indeholder altså mindet om en gudeforsamling, som også afspejles i den langt ældre tekst. Ordet &quot;guderne&quot; i den originale tekst er ''Elohim'', i flertal. Det viser, at der var en tid i jødernes historie, hvor flerguderi øjensynligt var en almen forståelse. Og en af disse gudesønner var åbenbart Jahve.

Et lignende minde findes i Første Mosebog kapitel 6, der begynder således:

&quot;Da menneskene begyndte at blive talrige på jorden og fik døtre, så gudesønnerne, at menneskedøtrene var smukke. Blandt dem tog de sig alle de koner, de havde lyst til. Da sagde Herren: &quot;Min livsånde skal ikke forblive i mennesket for evigt. De er dødelige, deres levetid skal være 120 år&quot;.&lt;/br&gt;
Dengang gudesønnerne gik ind til menneskedøtrene og fik børn med dem - men også siden hen - var der faldne på jorden. Det er heltene, navnkundige mænd fra ældgamle dage.&quot;&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 12. Den danske oversættelse har &quot;kæmper&quot; i stedet for &quot;faldne&quot; men det originale ord er ''nefilim'' med netop denne betydning&lt;/ref&gt; 

Endnu en kilde, som bør nævnes, er et tempel nu beliggende i Sudan på Nilens vestre bred. Det blev opført af farao Aman Hototeep III (bedstefader til Tutankhamon), som regerede Egypten fra ca. 1390 f.Kr. til 1352 f.Kr., og var tilegnet guden Amon Ra. På en af søjlerne i dette tempel, der omtaler underkuede folkeslag, optræder &quot;Tashasu YHWH&quot;. Nationen ''Shassu'' var et semitisk folkeslag, nomader, kvæghyrder, der strejfede om i ørkenen ved den sydlige grænse for Kana'an. Betegnende nok identificeres de ikke ved deres landområde men derimod ved deres guddom, ''Jahve'', omtrent 200 år før at israelitterne ellers optræder i historiske tekster ifølge gængs fortolkning.

Egyptologen Donald Redford slutter heraf, at ''Jahve'' oprindeligt var en edomitisk eller midianistisk gud i de sydlige ørkenområder, som blev dyrket i områder, som den hebraiske bibel selv udpeger som stedet for jødernes oprindelse, som stedet hvor Moses hørte Gud tale fra en brændende busk, og i ''Dommerbogen'' findes blandt andet &quot;Deboras sejrssang&quot;, som dateres til 12. århundrede f.Kr.&lt;ref&gt;Dinkgreve (2021), kap. 8&lt;/ref&gt;, med følgende linjer:

Herre, da du drog ud fra Se'ir,&lt;/br&gt;
da du skred frem fra Edoms land,&lt;/br&gt;
skælvede jorden, himlen dryppede af regn,&lt;/br&gt;
ja, skyerne dryppede af vand.&lt;/br&gt;
Bjergene rystede foran Herren,&lt;/br&gt;
Sinajs Herre,&lt;/br&gt;
foran Herren, Israels Gud.&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 276&lt;/ref&gt;

Edom lå i den nordøstlige del af Sinaj-ørknen, sydøst for Det Døde Hav. Men der er mere. Jahve introduceres af Moses efter, at Jetro, Moses svigerfader, sammen med sine sønner havde sluttet sig til jøderne.&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 87&lt;/ref&gt; Ifølge Anden Mosebog kapitel 3:1 var Jetro præst i Midjan.&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 68&lt;/ref&gt; Det må rejse spørgsmålet, om det er fra ham, at Moses har overtaget sin guddom Jahve. Men ifølge Dommerbogen kapitel 1:16 var Jetro kenit: &quot;Efterkommere af den kenit, der var Moses' svigerfar, drog sammen med judæerne op fra Palmebyen til Judas ørken i Arads sydland og bosatte sig hos befolkningen dér.&quot;&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 271&lt;/ref&gt; Kenitterne var Kains efterkommere. I Første Mosebog kapitel 4:17-22 læser vi: &quot;Kain lå med sin kone, og hun blev gravid og fødte Enok. Så byggede han en by og gav den navn efter sin søn Enok. Enok fik sønnen Irad, Irad fik Mehujael, Mehujael fik Metushael, og Metushael fik Lemek. Lemek tog sig to koner, den ene hed Ada, den anden Silla. Han blev stamfader til dem, der bor i telte og holder kvæg. Også Silla fødte en søn, Tubal-Kain, stamfader til smedene, alle dem, der forarbejder kobber og jern.&quot;&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 11&lt;/ref&gt; 

Vi ved, at i andre kulturer som egyptisk, græsk og romersk er smedekunsten forbundet med vulkaner: i romersk mytologi hed smedeguden ligefrem ''Vulkan''. Læg dertil profetien i Esajas' Bog kapitel 31:9, der nævner &quot;Herren, som har sit bål på Zion og sin ovn i Jerusalem&quot;.&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 874&lt;/ref&gt; Og for at fuldende billede findes i Anden Mosebog kapitel 19:18-19 følgende beskrivelse af bjerget: &quot;Hele Sinajs bjerg var hyllet i røg, fordi Herren var steget ned på det i ild og røgen steg til vejrs som røgen fra en smelteovn. Hele bjerget skælvede af stor rædsel, og hornklangen blev kraftigere og kraftigere.&quot;&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 88&lt;/ref&gt; Det kunne være en beskrivelse af en aktiv vulkan. Disse sammenfald kan næppe være tilfældige. Er der tale om, at Jahve oprindelig var en smedegud forbundet med vulkanisme, og at han er overtaget af Moses (hvis han er en historisk person) fra sin svigerfaders kultur? I så fald viser det, at der findes en jødisk religiøs forhistorie, som man siden har forsøgt at fortrænge.

Af det foregående tør vi antage, at ''Jahve'' ikke begyndte i Israel. Han begyndte som en &quot;skytsguddom&quot; blandt nomadiske stammer uden en konge, uden templer og uden et skriftsprog. På et eller andet tidspunkt, måske som følge af handel eller af en edomitisk udvandring nordpå, kom denne gud til kana'anæerne, og der mødte han en anden guddom: den gamle gud ''El''. Hvad, der siden fulgte, var konvergens: før dannelsen af et kongerige, før opførelsen af det første tempel, blev ''El'' &quot;opslugt&quot; af ''Jahve''. Derved fik den nye fusionerede guddom begge navne i Gamle Testamente.

=== Ashera ===

Men denne gud stod ikke alene, han havde en kvindelig partner, en gudinde: ''Ashera''. Ashera optræder i kana'anæernes hjem som gudindestatuette, hendes navn findes på forrådskar og i gravskrifter. I tekster fra 8. århundrede f.Kr. bliver hun påkaldt ved siden af Jahve som om de hørte sammen og var ligestillede.

Vi ved nu, at hun i århundreder var blevet dyrket af jøderne som gudinde. Hun kunne gå på vandet, hendes tilnavn var ''Kudu'', den hellige. Hun findes gengivet på et egyptisk kunstværk fra samme tid stående på ryggen af en løve og med en slange i hver hånd. Kort sagt var hun en af de store modergudinder i Mellemøsten.

I to bygninger daterede til tiden 801-770 f.Kr. i det nordøstlige Sinai ved bjerget Contilit Azud fandt arkæologer i 1975 store forrådskar med en tekst skrevet på tidlig hebraisk: &quot;Jeg velsigner dig ved Jahve af Samaria og hans Ashera&quot;&lt;ref&gt;Novacek (2011), s. 92&lt;/ref&gt; og &quot;Jeg velsigner dig ved Jahve af Teman og hans Ashera&quot;. Her står israelitternes mandlige guddom sammen med kana'anæernes gudinde. Teman var den egn i ørkenen, hvor ifølge Habakuks Bog kapitel 3:3 Jahve havde sin oprindelse:&lt;/br&gt;
&quot;Gud kommer fra Teman,&lt;/br&gt;
den Hellige fra Parans bjerge&quot;.&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 1187&lt;/ref&gt;

I Hebron blev tilsvarende fundet en gravskrift dateret til midten af 8. århundrede f.Kr.: &quot;Velsignet være Uryyaho ved Jahve for fra hans fjender ved Ashera har han frelst ham&quot;.

Desuden har man fundet over tusind små gudindestatuetter, heraf 400 alene i Jerusalem, der ifølge Raz Kletter utvivlsomt forestiller Ashera skildret med krop som en cylinder med to markerede bryster og hænder, der tilbyder dem, samt et smilende ansigt. De dateres alle til 8. og 7. århundrede f.Kr. og de blev alle fundet i private hjem, ikke i templer. De viser, at dyrkelsen fandt sted under det delte kongerige som noget alment udbredt, ikke som noget særegent for de få.

Som supplement til en forståelse kan man gå til Gamle Testamente, hvor der er bevaret flere passager, hvori Ashera-dyrkelsen omtales. Den følgende oversigt gør ikke krav på fuldstændighed.

I Første Kongebog kapitel 14 læser vi: &quot;Salomos søn Rehabeam blev konge i Juda. .. Rehabeam var enogfyrre år, da han blev konge, og han regerede sytten år i Jerusalem, den by Herren havde udvalgt af alle Israels stammer til at sætte sit navn på. Hans mor hed Na'ama og var fra Ammon.
Judæerne gjorde, hvad der var ondt i Herrens øjne, og med de synder, de begik, gjorde de ham mere vred, end deres fædre havde gjort. Også de byggede offerhøje og lavede stenstøtter og Ashera-pæle på alle høje bakker og under alle grønne træer; der var endog mandlige helligskøger i landet.&quot;&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 396&lt;/ref&gt;

I kapitel 15 læser vi: &quot;I Nebats søn kong Jeroboams attende regeringsår blev Abija konge over Juda. Han regerede tre år i Jerusalem. Hans mor hed Ma'aka og var datter af Absalom. Han fulgte alle de synder, som hans far havde begået før ham..&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 396&lt;/ref&gt;

I Israels konge Jeroboams tyvende regeringsår blev Asa konge over Juda. Han regerede enogfyrre år i Jerusalem. Hans mor hed Ma'aka og var datter af Absalom. Asa gjorde, hvad der var ret i Herrens øjne, lige som sin fader David. Han forviste de mandlige helligskøger fra landet og fjernede alle de møgguder, som hans forfædre havde lavet. Han fjernede også sin mor Ma'aka som kongemoder, fordi hun havde ladet fremstille en rædselsstøtte til Ashera. Asa huggede støtten om og brændte den i Kedrondalen. Offerhøjene forsvandt ikke..&quot;&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 396f&lt;/ref&gt;

I kapitel 16 læser vi: &quot;Omris søn Akab blev konge over Israel i Judas konge Asas otteogtredivte regeringsår, og Omris søn Akab regerede toogtyve år i Samaria over Israel. Omris søn Akab gjorde, hvad der var ondt i Herrens øjne, værre end nogen før ham. Da det ikke var nok for ham at følge Nebats søn Jeroboams synder, giftede han sig med sidoniernes konge Etba'als datter Jezabel, og han gav sig til at dyrke og tilbede Ba'al. Han rejste et alter for Ba'al i Ba'als tempel, som han havde bygget i Samaria. Akab lavede en Ashera-pæl, og Akab gjorde mere endnu, så han krænkede Herren, Israels Gud, mere end nogen af Israels konger, der havde været før ham.&quot;&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 399&lt;/ref&gt;

I Anden Kongebog kapitel 21 omtales kong Manassa. Om hans gerninger hedder det: &quot;Han gjorde, hvad der var ondt i Herrens øjne efter de afskyelige skikke hos de folkeslag, som Herren havde drevet bort foran israelitterne. Han genopbyggede de offehøje, som hans fader Hizkija havde ødelagt; han rejste altre for Ba'al, og han lavede en Ashera-pæl, sådan som Israels konge Akab havde gjort, og han tilbad hele himlens hær og dyrkede den. .. Og i de to forgårde til Herrens tempel byggede han altre for hele himlens hær. .. Og han opstillede Ashera-billedet, han havde lavet, i dette tempel, om hvilket Herren havde sagt til David og til hans søn Salomo: &quot;''På dette tempel og på Jerusalem, som jeg har udvalgt blandt alle Israels stammer, vil jeg sætte mit navn til evig tid; og jeg vil ikke mere jage Israel bort fra det land, som jeg gav deres fædre, når de blot omhyggeligt vil gøre alt det, jeg har befalet dem, og holde hele loven, som min tjener Moses gav dem.''&quot; Men de ville ikke høre, og Manassa forledte dem til at handle værre end de folkeslag, som Herren havde udryddet for israellitterne.&quot;&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 438f&lt;/ref&gt;

I Anden Kongebog kapitel 23 oplyses, at denne afgudsdyrkelse holdt sig til Josija stoppede den: &quot;Så befalede kongen ypperstepræsten Hilkija, andenpræsterne og dørvogterne at fjerne alle de ting, der var lavet til Ba'al og til Ashera og til hele himlens hær, fra Herrens tempel, og han brændte dem uden for Jerusalem .. Helligskøgernes rum i Herrens tempel, hvor kvinderne vævede klæder til Ashera, rev han ned. .. Også alteret i Betel, offerhøjen som Jeroboam, Nebats søn, havde opført, han som forledte Israel til synd, både dette alter og offerhøjen rev Josija ned, og han knuste stenene til støv og brændte Ashera-pælen.&quot;&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 441&lt;/ref&gt; 

Profeten Jeremis beklagede sig i Jeremias' Bog kapitel 7: &quot;Kan du ikke se, hvad de gør i Judas byer og Jerusalems gader? Børnene samler brænde, fædrene tænder ild og kvinderne ælter dej, så de kan lave offerkager til Himmeldronningen og udgyde drikofre for andre guder og krænke mig.&quot;&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 950&lt;/ref&gt; Han taler om ''Ishtar'', Mesopotamiens version af Ashera, mens hun blev adopteret som ''Afrodite'' i Grækenland og blev kaldt ''Astarte'' af kana'anæerne og senere af fønikerne.&lt;ref&gt;Novacek (2011), s. 38&lt;/ref&gt;

Der kan således ikke være tvivl om, at Ashera-dyrkelsen var udbredt blandt jøderne i flere århundreder, snart officielt snart uofficielt. Manassa regerede fra 697 f.Kr. til 642 f.Kr. og Josija skal have stoppet Ashera-dyrkelsen omkring 622 f.Kr. Men uofficielt fortsatte dyrkelsen helt frem til babylonernes erobring af Jerusalem.

Det vigtigste i denne sammenhæng er, at denne afgudsdyrkelse, som det også fremgår af Gamle Testamente, fandt sted længe efter, at jøderne skulle være gået over til monoteisme.

=== Den centraliserede gudsdyrkelse ===

Men hvornår begyndte den monoteistiske gudsdyrkelse blandt jøderne? Meget tyder på, at det var en udvikling i to trin: først skete der en centralisering af gudsdyrkelsen, og langt senere en overgang til monoteisme.

Første kilde til denne udvikling findes i Moseloven. Her hedder det: &quot;Du må ikke lave dig noget gudebillede i form af noget som helst oppe i himlen eller nede på jorden eller i vandet under jorden. Du må ikke tilbede dem og dyrke dem, for jeg, Herren din Gud, er en misundelig Gud.&quot;&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 89. I oversættelsen til dansk bruges ordet &quot;lidenskabelig&quot; i stedet for &quot;misundelig&quot;&lt;/ref&gt; Det siges ikke, at der ikke findes andre guder, kun at jøderne ikke længere måtte dyrke dem.

Næste kilde findes i Anden Kongebog om kong Josija, som regerede 640-609 f.Kr. Her hedder det: &quot;Og statsskriveren Shafan fortalte kongen, at præsten Hilkija havde givet ham en bog, og Shafan læste den op for kongen.&quot;&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 440&lt;/ref&gt; Forskere mener, at den bog, der her er tale om, sandsynligvis var Femte Mosebog.

Femte Mosebog adskiller sig tydeligt fra de foregående fire Mosebøger, så meget at man mener, at den har sin egen forfatter (eller egne forfattere), der af forskerne kaldes D. Denne forfatter D genkendes også i en række andre tekster i Gamle Testamente: Joshua-bogen, Første og Anden Dommerbog, Samuels Bog samt Første og Anden Kongebog. Det menes, at alle disse bøger er forfattede af samme person eller personkreds.&lt;ref&gt;Dinkgreve (2021), kap. 8&lt;/ref&gt;

Anden Kongebog fortæller om kong Josiah, at han centraliserede gudsdyrkelsen og forbød stedlige altre: &quot;Han hentede alle præsterne fra Judas byer, og offerhøjene lige fra Geba til Be'ersheba, hvor de havde tændt offerild, gjorde han urene, og portofferhøjene, som lå ved kommandantensen Josvas port til venstre, når man går ind ad byporten, rev han ned.&quot;&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 441&lt;/ref&gt; Som det siges: &quot;Der havde ikke tidligere været nogen konge, der som han af hele sit hjerte og af hele sin sjæl og af hele sin styrke vendte om til Herren, helt efter Moses' lov og efter ham kom der ingen som han.&quot;&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 442&lt;/ref&gt; Tydeligvis var der tale om at samle al religiøs magt på et sted og under kongens kontrol. Det var med andre ord en religiøs revolution.

For at retfærdiggøre denne revolution måtte man opfinde en spådom, der kunne retfærdiggøre den. Her træder nu to kilder ind. Den ene findes i Første Kongebog. Her omtales en gudsmand, som råber imod et alter: &quot;Alter, alter! Dette siger Herren: I Davids hus skal der fødes en søn ved navn Josija. På dig skal han slagte de offerhøjspræster, som tænder offerild på dig, og han skal brænde menneskeknogler på dig.&quot;&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 393&lt;/ref&gt;

Den anden er Femte Mosebog: allerede i første sætning gives indtrykket af, at denne bog er Moses' sidste ord inden sin død&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 200&lt;/ref&gt;, og her formuleres en &quot;ny moselov&quot; begyndende således:

&quot;Dette er de love og retsregler, som I omhyggeligt skal følge i det land, Herren, dine fædres Gud, har givet dig i eje, så længe i lever på jorden. I skal ødelægge alle de steder, hvor de folk, I fordriver, har dyrket deres guder, på de høje bjerge, på bakkerne og under alle grønne træer. I skal rive deres altre ned og knuse deres stenstøtter, deres Ashera-pæle skal I brænde, og deres gudebilleder skal I hugge om; I skal udslette deres navn fra de steder. For på den måde må I ikke dyrke Herren jeres Gud. Nej, I skal søge til de sted, Herren jeres Gud udvælger blandt alle jeres stammer til at sætte navn på, så det kan bo der. Dér skal du komme, og derhen skal I bringe jeres brændofre og slagtofre, jeres tiender og afgifter, jeres løfteofre og frivilligofre og det førstefødte af jeres køer og får.&quot;&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 214&lt;/ref&gt;

Men trods dette forsøg på at legitimere centraliseringen af gudsdyrkelsen holdt det ikke længe. Snart begyndte folk atter deres decentrale gudsdyrkelse, og som vi tidligere har set, opgav de aldrig deres Ashera-dyrkelse.

=== Jøderne i Kana'an ===

Vi har fulgt jødernes religiøse udvikling, men hvordan forholder det sig med områdets politiske udvikling? Det er en broget historie, hvor Gamle Testamente trods påviselige fejl alligevel kan give nyttige oplysninger.

Meget taler for, at det var ankomsten af &quot;havfolket&quot; (engelsk: ''Sea People'') omkring 1178 f.Kr. som udløste en ny politisk udvikling. Hidtil havde området været under egyptisk kontrol, men nu svækkedes denne kontrol, og det indebar, at der blev mulighed for indbyrdes stammekrige i området. Det betød også, at folk udefra nu kunne blande sig med held i de stedlige stammekrige. Det er muligt, at jødernes erobringer netop hører hjemme i denne sammenhæng. Til trods for, at Gamle Testamente fremstiller disse kampe som religionskrige mellem folkeslag med polyteisme og jøderne med deres påståede monoteisme, er der intet, som tyder på, at dette er korrekt.

Snarere må vi se disse kampe som sket mellem et imperialistisk erobrerfolk og stedlige bofaste stammer. At der også var religiøse forskelle imellem dem, understregede blot krigenes stammemæssige karakter. Mens filistrene bosatte sig ved kysten, flyttede israelitterne ind fra øst og bosatte sig overvejende i højlandet, hvor de over tid tilegnede sig megen af den stedlige kultur, samtidig med at deres frænder, aramæerne, slog sig ned mod nordøst i Syrien. Hebræerne fik i denne besættelse støtte fra beslægtede og ligesindede nomadiske stammer og semitiske folkeslag. Alliancen var mulig, fordi de alle dyrkede Jahve.&lt;ref&gt;Novacek (2011), s. 66&lt;/ref&gt; Denne fælles kult var længe den eneste institution, som bandt folket sammen, og det kunne ikke forhindre, at der jævnligt opstod konflikter mellem dem.

I den første tid efter israelitternes indvandring var tilstandene i Kana'an væsentlig som før. Det var langt fra lykkedes jøderne at udrydde hele den bosatte befolkning, så det endte med, at jøderne bosatte sig i egne bosættelser. De ulige folk og stammer levede i samfund hver for sig med byerne som centrum for de omgivende landsbyer. Hebræerne erobrede og ødelagde de mere civiliserede kana'anitter men overtog deres skriftsystem. De overtog også kana'anitternes byggeskik, men uden at hebræernes byggerier nåede samme høje stade som deres forgængere. Jerusalem var på denne tid et lille sted uden stor betydning og kunne ikke måle sig med andre byer i området.

Tør man tro Josvabogen kapitel 20, blev der oprettet særlige bebyggelser kaldet &quot;tilflugtsbyer&quot; for kriminelle, hvor disse kunne søge politisk asyl og unddrage sig retsforfølgelse for deres kriminelle gerninger: &quot;Herren talte til Josva og sagde: &quot;Sig til israelitterne, at de skal udpege de tilflugtsbyer, som jeg talte til jer om ved Moses, så en drabsmand, der uforsætligt og uforvarende slår nogen ihjel, kan flygte dertil; de skal være tilflugtssteder for jer mod blodhævneren. Når drabsmanden søger tilflugt i en af disse byer og stiller sig ved indgangen til byporten, skal han forelægge sin sag for de ældste i den by. De skal give ham adgang til byen og give ham et sted, hvor han kan bo hos dem. Når blodhævneren forfølger ham, må de ikke udlevere drabsmanden til ham; det var jo uforvarende, han slog sin næste ihjel, han havde ikke tidligere næret fjendskab mod ham. Han kan så blive boende i den by, indtil han stilles for menighedens domstol, eller indtil den ypperstepræst dør, som er der til dentid. Da kan drabsmanden vende tilbage til sin by og sit hus, den by, han er flygtet fra&quot;.&quot;&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 264&lt;/ref&gt; De var en ordning, som kunne beskytte enhver kriminel mod retsforfølgelse.

Og jødernes folkemord fortsatte. I Dommerbogen kapitel 1 læser vi: &quot;Så drog Juda op, og Herren gav kana'anæerne og perizzitterne i deres hånd, og de slog dem i Bezek og dræbte ti tusind mand. ..Judæerne angreb Jerusalem og indtog den. De huggede indbyggerne ned med sværd og stak ild på byen.&quot;&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 271&lt;/ref&gt; I de byer, som det ikke lykkedes jøderne at udrydde befolkningen, blev disse i stedet gjort til hoveriarbejdere.&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 272&lt;/ref&gt; Det kan næppe undre, at denne opførsel gav anledning til yderligere uro, og at nye kampe fulgte. Ved en lejlighed slog jøderne &quot;omkring ti tusind moabitter ihjel. .. Derefter havde landet ro i firs år&quot;.&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 274&lt;/ref&gt;

Efter Josvas erobringer fulgte dommertiden, hvor landet blev styret af de såkaldte dommere. Tør man tro Gamle Testamente førte det til, at filistre og ammonitter for en tid fik overtaget.&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 286&lt;/ref&gt; Også internt var der øjensynlig magtkampe, således forenedes de andre stemmer mod Benjamins stamme.&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 297ff&lt;/ref&gt;

Efterhånden blev lovløsheden for meget, og hebræerne etablerede et kongedømme i Palæstina. Denne institution kom som en nødvendig følge af både de interne lovløse tilstande og behovet for at organisere krigsførelsen mod andre folkegrupper. I vest udgjorde filistrene en stærkere modstand end kana'anitterne, fordi de havde udviklet jernsmedning. Mod nord boede fønikerne i Libanon, der var mest optaget af handel. Da kana'anitterne stadig blev mere undertrykte, skabte det grundlaget for etableringen af det hebræiske kongedømme omkring 1000 f.Kr. 

Først under dommeren Samuel opstår der blandt jøderne krav om etableringen af et kongerige. Landets første konge hed Saul.&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 317&lt;/ref&gt; Han dateres til omkring 1000-tallet f.Kr. Tør vi tro Første Samuelsbog gennemførte han adskillige krige.&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 320&lt;/ref&gt; Kana'an var angiveligt forenet under ham og hans to efterfølgere, David og Salomo. 

Da kong Salomon døde i 922 f.Kr. blev det hebræiske kongedømme delt i to: Kongeriget Israel og Kongeriget Juda. Det var kun Juda og Benjamins stammer, som accepterede Salomons søn Rehabeam som deres konge, og de oprettede dermed det sydlige kongerige Juda med Jerusalem som hovedstad. Mod nord gjorde de øvrige stammer Jeroboam til konge og oprettede kongeriget Israel med Sikem og senere Samaria som hovedstad. Vigtigst i denne sammenhæng er, at der intet stammesammenhold var, end ikke deres religion kunne holde sammen på dem, og som vi allerede har set, skete der jævnligt frafald fra denne, lige som israelitterne indgiftede sig i andre folkegrupper nok så meget som indbyrdes. Der var konstant magtkampe, hvilket afspejler det totale fravær af national solidaritet og enhed. Også udefra skete angreb. Anden Krønikebog er fuld af bereninger om disse krige.

Kongeriget Israel ophørte, da Assyrien erobrer hovedstaden Samaria 722 f.Kr. Herved mistede også de 10 nordlige israelske stammer deres betydning. Nogle af indbyggerne i Kongeriget Israel blev deporteret af assyrierne, men arkæologisk kan der ikke dokumenteres nogen befolkningsudskiftning eller nogen nedgang i befolkningstallet, og genetiske undersøgelser antyder også en kontinuitet i områdets befolkningssammensætning. Hovedparten af befolkningen synes således at være forblevet i området og samaritanerne menes at være de mest direkte efterkommere af befolkningen i Kongeriget Israel, hvilket også er i overenstemmelse med deres egen opfattelse. Nogle beboere fra Kongeriget Israel må antages at være flygtet til kongeriget Juda, hvilket kan forklare hvordan de nordlige stammers myter er blevet inkorporerede i den tekster i Gamle Testamente, som blev samlede i Kongeriget Juda.

=== Eksilet i Babylon ===

Der er næppe tvivl om, at hvis jøderne havde modstået angreb udefra, ville afgudsdyrkelsen have fortsat. Der ville fortsat have været private gudindestatuetter og private altre. Men een begivenhed ændrede jødernes historie og dermed verdenshistorien: babylonernes erobring i 586 f.Kr.

Forud gik en belejring, som varede to og et halvt år. Vilkårene under belejringen var forfærdelige: jøderne sultede, men vi ved fra samtidige beretninger, at de ikke holdt sig tilbage fra at spise deres egne børn. Da Nebukadnezer erobrede Jerusalem, blev Salomons tempel brændt ned til grunden. Kongepaladset blev brændt ned. Huse blev brændt ned. Forsvarsanlæggene omkring byen blev revet ned sten for sten. Kong Zedekiah, som havde forsøgt at flygte, blev fanget og ført frem for Nebukadnezer. Det sidste, han så, var, at han sønner blev slået ihjel. Så blev han gjort blind, og måtte i denne tilstand foretage vandringen til Babylon.

Hele den jødiske befolkning blev tvangsforflyttet til Babylon. Det skete i tre omgange. Da de forlod Jerusalem, måtte de uundgåeligt miste troen på deres guder, som havde svigtet dem.

Hvad, der skete under det babylonske fangenskab, var ekstraordinært: i stedet for at blive integrerede i deres nye omgivelser valgte de skriftkloge jøder den modsatte vej, nemlig at bevare og redigere deres historiske traditioner. Sigende optræder byen Al Yahuda i Babylon på denne tid. Jøderne samlede, hvad de havde bevaret om deres historie, og begyndte at nedskrive det. Undervejs blev traditionen omskrevet og tilpasset deres nye selvforståelse. Bibelforskere mener, at det var antagelig på denne tid, at traditionerne i ''Tanakh'' begyndte at få deres endelige form.

Og det var tilsyneladende også her, at jødernes tro fik den monoteistiske karakter, som siden skulle gøre sig gældende. Det er her, at profeten Ezekiel fortæller, at Gud gør ham opmærksom på den afgudsdyrkelse, som finder sted.&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 1048&lt;/ref&gt; Det er her, at Gud lover at straffe jøderne for denne afgudsdyrkelse.&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 1049&lt;/ref&gt; Det er her, at jødernes bortførelse bliver stillet i udsigt. Det er her, at grunden lægges til den fortolkning, at eksilet gøres nødvendigt for, at jøderne langt om længe kan vende sig mod den sande gudsdyrkelse.

Og det er her, at profeten Esajas formulerer sine propagandistiske og doktrinære anklager. Det er her, at Gud gøres til den, som lover jøderne håb om frihed igen. Og det er her, at Gud bliver enevældig.

To eksempler fra Esajas Bog kan belyse det: i vers 44 linje 6: &quot;Jeg er den første, og jeg er den sidste, der er ingen anden Gud end mig&quot;&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 895&lt;/ref&gt; og i vers 45 linje 5: &quot;Jeg er Herren, der er ingen anden, der er ingen anden Gud end mig&quot;.&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 897&lt;/ref&gt; Selv alt det gode og alt den onde har samme oprindelse:&lt;/br&gt;  
&quot;Jeg danner lys og skaber mørke,&lt;/br&gt; 
jeg frembringer fred og skaber ulykke,&lt;/br&gt; 
jeg, Herren frembringer alt dette.&quot;&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 897&lt;/ref&gt;&lt;/br&gt; 
For første gang optræder jøderne som et folk med kun een erklæret Gud.

Der kan næppe være tvivl om, at dette var følgen af en bestemt strategi: ikke at blive opslugt af imperiet. Over for de mange guddomme i Babylon sætter jøderne en enkelt gud som deres modstykke. Derved, og kun derved, kan de opretholde deres særegne identitet som folk. Hvis Jahve havde været een gud blandt mange andre, havde han tabt og havde ingen fremtid. Kun ved at gøre ham almægtig, ved at hævde at han havde brugt Nebukadnezar som et redskab i en guddommelig plan, kunne de opretholde deres identitet og deres håb om en fremtid. De gamle guder måtte udryddes eller bortforklares som fejltagelser, der kunne forklare jødernes ulykkelige skæbne. Og derfor blev den traditionelle historie omskrevet punkt for punkt for at kunne understøtte det nye narrativ.

Nået så langt tog de skriftkloge det næste skridt: de måtte opfinde og udvikle deres egen skabelsesberetning og deres egen beretning om en altomfattende oversvømmelse. Inspirationen hentede de hos babylonerne selv. De tog de velkendte babylonske beretninger men omskrev dem således, at de udgjorde en polemisk kontrast til den tro og de traditioner, som blev hyldet af deres omgivelser. Der vil være lejlighed til at se nærmere på disse ved en gennemgang af Gamle Testamente.

=== Jødernes tilbagevenden til Jerusalem ===

I 539 f.Kr. indtræder så afslutningen på jødernes tid i eksil. Dette år erobrer perserne Babylon, og Cyrus den Store erklærer straks efter en almen amnesti. Der efter giver han tilladelse til, at fordrevne folkeslag må vende tilbage til deres hjemegn og genoptage deres gudsdyrkelse.

Også jøderne vendte hjem. Ifølge Ezras Bog vendte i alt 42.360 jøder tilbage til Jerusalem foruden deres trælle og trælkvinder, i alt 7.337, samt 200 sangere og sangerinder, det vil sige i runde tal 50.000 personer.&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 510&lt;/ref&gt; Om dette tal er korrekt, vides ikke.

Det vigtige er, at da jøderne vendte tilbage til Jerusalem, var det med en ny, monoteistisk religion. Den var i store træk skabt under deres eksil, omskrevet og suppleret i forhold til tidligere. Den forenede folk og tro i en næsten uadskillelig helhed.

Der kan her være grund til at stille et vigtigt spørgsmål: betyder dette så, at jøderne vendte hjem med en fuldt udviklet fælles trosretning? Nej, intet taler for dette. Snarere må vi regne med, at det kun var en lille gruppe af teologiske skriftlærde, som havde taget del i den redigeringsproces, som var foregået i Babylon, og at det kun var dem, som havde det fulde kendskab til det nye narrativ om jødernes oprindelse, som de havde skabt. Dette indebærer, at det først er efter deres tilbagevenden, at de for alvor kan begynde at promovere og udbrede deres nye narrativ til jøderne og dermed skabe den identitetsforståelse, som de siden udviklede.

=== Persisk tid ===

Under det persiske herredømmes tid (538-332 f.Kr.) sad der persiske statholdere i landets ulige dele. Vi ved, at statholderen i Judæa 408 f.Kr. hed Bagohi, dels fra Josefos, dels fra papyrusfundene i Elefantine. At statholderen i Samaria var en samaritan, Sanballat, tyder på, at perserne ikke har blandet sig i Palæstinas forhold, når oprør ikke foranledigede dem til at gribe ind, som tilfældet var under Artaxerxes III (358-338 f.Kr.). Det var under persisk beskyttelse, at Nehemia og Ezra genoprettede den jødiske menighed i Jerusalem.

Vi ved sandt at sige ikke meget om den jødiske religionsdyrkelse på denne tid. Meget tyder på, at der skete en langsom spredning af den nydannede monoteistiske tro, sikkert som et politisk-nationalt redskab over for det persiske overherredømme. Men intet taler for, at denne endnu formelt var slået igennem.

Elephantine var en jødisk by i Egypten fra 400-tallet f.Kr. Den er interessant, fordi den kan vise træk ved og fravær af jødisk levevis på denne tid. Byen blev antagelig grundlagt i midten af 6. århundrede f.Kr. af folk, der var emigreret fra Syene-området i Palæstina.&lt;ref&gt;Barnea (2024), s. 1&lt;/ref&gt; Vi ved, at der eksisterede et særligt tempel for dyrkelsen af Jahve indtil 410 f.Kr., da det blev ødelagt. En jødisk befolkning nævnes sidste gang i kilderne i 399 f.Kr., hvad, der skete med den jødiske befolkning efter denne tid, er ukendt.&lt;ref&gt;Adler (2025), s. 39&lt;/ref&gt;

Historien om jødernes udvandring fra Egypten kendes ikke i denne by, hvilket tyder på, at denne tradition er yngre end 400-tallet. Ligeledes kendte befolkningen ikke til ''torah'', det vil sige jødisk lov, så også denne må være yngre end 400-tallet.

Endvidere dyrkede jøderne i denne by flere guder (jahvisme) i modsætning til senere tids monoteisme (judaisme). Således har vi flere kilder fra 400-tallet f.Kr., der vidner om zoroastracisme, herunder et ild-alter og et tempel.&lt;ref&gt;Barnea (2024), s. 3-7&lt;/ref&gt; En lignende jødisk polyteisme kendes fra andre byer.&lt;ref&gt;Adler (2025), s. 41-47&lt;/ref&gt; Men dette indebærer også, at jøderne stadig ikke på denne tid var monoteister til trods for de bestræbelser, som præsteskabet havde udført under eksilet i Babylon. I stedet tolkes situationen således, at den jødiske kult udviklede sig gravist over tid blandt andet inspireret af zoroastrisk kult indtil, at de fik den form som kendes fra den hebraiske bibel.&lt;ref&gt;Barnea (2024), s. 29&lt;/ref&gt; Hvis byen blev grundlagt af dem, som ikke endte i Babylon, kan dette forklare deres fastholden ved polyteisme og ukendskab til den monoteisme, som blev udviklet i Babylon.

Dermed adskiller kulten på denne tid blandt jøder sig markant fra den, som ses i hasmonæisk tid.&lt;ref&gt;Adler (2025), s. 48&lt;/ref&gt; Yonatan Adler ved Ariel University har kaldt denne kult og levevis &quot;proto-jødisk&quot; (''proto-Judaic'') og definerer den således: &quot;Et protojødisk kulturelt træk er således et særskilt element af den israelitiske og/eller jødiske livsstil, som med tiden blev lovgivet som en forskrift for regulering i en eller flere af Mosebøgernes tekster, og som i sidste ende blev optaget som en del af jødedommen.&quot;&lt;ref&gt;Adler (2024), s. 5&lt;/ref&gt; Et eksempel herpå er at spise svinekød. I to af Mosebøgerne (Tredie Mosebog kapitel 11:1-8&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 126f&lt;/ref&gt; og Femte Mosebog kapitel 14:3-8&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 216&lt;/ref&gt;) forbydes det jøder at spise svinekød, men arkæologiske fund fra tiden fra sen bronzealder (1300-1130 f.Kr.) frem til jernalder (586 f.Kr.) viser, at svin faktisk blev avlet til fortæring i strid med denne bestemmelse, skønt de er fraværende i nogle bopladser henregnet til kana'anære og fønikere i jernalderen uden, at det derfor med sikkerhed kan siges at være bevidste valg; økonomiske, økologiske og sociale forhold kan have spillet ind.&lt;ref&gt;Adler (2024), s. 13&lt;/ref&gt; Flere jødiske leveregler tilskrives således myter i Mosebøgerne, og det kan ikke afvises, at disse myter ''netop'' er blevet til for at kunne begrunde og legitimere disse leveregler.&lt;ref&gt;Adler (2024), s. 21&lt;/ref&gt; Det gælder blandt andet reglen om at omskære drengebørn.&lt;ref&gt;Adler (2024), s. 20f&lt;/ref&gt;

=== Hellenistisk tid ===

I den græske periode fra Alexander den Stores erobring i 332 f.Kr. til 167 f.Kr. blev Palæstina atter genstand for strid mellem Syrien, hvor seleukiderne herskede efter Alexanders død 323 f.Kr., og Ægypten, der beherskedes af ptolemæerne. Frem til 198 f.Kr. var overvejende Egypten, fra den tid, efter Antiochos IIIs sejr ved Paneas, syrerne Palæstinas herrer. Efter, at Babylon, Ninive og Shushan var gået til grunde, og Alexandria var blevet grundlagt, flyttede tyngdepunktet vest på, og Palæstina fik igen samme betydning som i 15. århundrede f.Kr. Under ptolemæerne regeredes Palæstina af guvernører (hegemon, epitropos), om hvis myndigheds udstrækning kun lidt vides. Skatteopkrævningen var overladt - ved licitation - til skatteforpagtere. I jødernes kreds fik synedriet og ypperstepræsten en vidtgående myndighed. Under seleukiderne stod Palæstina, der kaldtes Fønikien, sammen med Cølesyrien under en militærguvernør, og syrisk militær besatte landet. Skatten indkrævedes af seleukidiske embedsmænd. Fra 165 f.Kr., da Antiochos Epifanes forbød jødisk gudsdyrkelse, blev landet ramt af de makkabæiske kampe, der skulle bane vejen for det hasmonæiske dynasti.

Undersøgelser tyder på, at jøderne i almindelighed stadig ikke kendte til ''torah'', det vil sige jødisk lov, i begyndelsen af hellenistisk tid, og slet ikke at de respekterede og fulgte den.&lt;ref&gt;Adler (2025), s. 34&lt;/ref&gt; Således er der flere eksempler på, at judæere to ågerrenter af deres udlån.&lt;ref&gt;Adler (2025), s. 28&lt;/ref&gt; Der er også bevis på, at nogle judæere selv på denne tid dyrkede andre guder end Jahve.&lt;ref&gt;Adler (2025), s. 27&lt;/ref&gt; Og skønt ordet &quot;''sabbat''&quot; forekommer, lader det sig ikke fastslå, om dette havde samme betydning som senere eller blot henviste til en jødisk helligdag.&lt;ref&gt;Adler (2025), s. 28&lt;/ref&gt; Faktisk forekommer ordet &quot;''sabbat''&quot; ikke een eneste gang i Gamle Testamente. Omvendt er der ingen arkæologiske beviser på, at jøderne tog deres rituelle bade i bassiner, således som foreskrevet i ''torah'', og heller ikke at de iagttog særlige rituelle renselsesregler omkring deres mad.&lt;ref&gt;Adler (2025), s. 26&lt;/ref&gt;

Der har været peget på, at Aristeas i et brev oplyser, at Ptolemæus II Philadelphus (regerede 285-246 f.Kr.) tog 72 jøder fra Jerusalem til Alexandria for at få oversat en jødisk lov til græsk til sit bibliotek.&lt;ref&gt;Adler (2025), s. 31&lt;/ref&gt; ''Torah'' er ikke nævnt ved navn, så der er ingen beviser på, at det er den, som der henvises til, men selv om dette var tilfældet, kan dette ikke tages som udtryk for, at jøderne i almindelighed kendte og fulgte loven.&lt;ref&gt;Adler (2025), s. 32&lt;/ref&gt; Dette til trods for, at jøderne på  denne tid ellers nød udstrakt selvstyre både i Judæa og i andre områder.&lt;ref&gt;Adler (2025), s. 24&lt;/ref&gt; Dette har fået Yonatan Adler til at betegne jødisk kultur på denne tid som &quot;jahveisme&quot; (''Yahwism'') i modsætning til den &quot;judaisme&quot; (''Judaism''), der først fulgte senere og som fulgte ''torah''-en.&lt;ref&gt;Adler (2025), s. 7&lt;/ref&gt; Men uanset benævnelsen betyder det, at traditionel jødisk kultur først stammer fra tiden ''efter'' hellenistisk tid.

=== Det hasmonæiske dynasti ===

Den hasmonæiske eller senhellenistiske periode strakte sig fra 167 f.Kr. til 63 f.Kr.

Betegnelsen &quot;Det hasmonæiske kongerige&quot; dækker over en yderst omtumlet periode i jødisk historie, som strakte sig fra midten af 2. århundrede f.Kr. til midten af 1. århundrede f.Kr. Hasmonæerne var en jødisk præsteslægt, som spillede den førende politisk rolle på denne tid. Betegnelsen er dannet efter Hasmon, der var Mattatija’s bedstefader. I årene 168-161 f.Kr. ledede hasmonæerne kampen for national og religiøs frihed mod seleukiderne, som under Antiochos IV havde underkuet dem. Bevægelsen begyndte under Mattatija, men blev fortsat af hans sønner, først Judas Makkabæer, efter hvem slægten often kaldes makkabæerne; han fik genoprettet den jødiske gudsdyrkelse i 165 f.Kr. og opnåede i 161 f.Kr. religionsfrihed. Dette år overvandt han den syriske feltherre Nikanor og sluttede forbund med Romerne, men døde kort efter. Hasmonæerne optrådte der efter som et dynasti, der kæmpede for deres egen magtstilling. Judas’ broder, Jonatan, som afløste ham som leder, lod sig i 153 f.Kr. udnævne til ypperstepræst, skønt han efter jødisk lov ikke havde ret til denne stilling. Dette betød et brud med de lovtro, som de oprindelige havde kæmpet for. Efter hans mord i 143 f.Kr. lykkedes det broderen Simon (143-135 f.Kr.) at få landets selvstændighed anerkendt og at erobre syrernes borg i Jerusalem. Som følge heraf blev han af befolkningen hyldet som arvelig ypperstepræst og som verdslig hersker i 141 f.Kr. Dermed havde hasmonæerne opnået formel anerkendelse af deres dynasti.

Det betød imidlertid ikke, at der nu herskede fred, tværtimod. Under Simon’s søn, Johannes Hyrkan (134-104 f.Kr.), indtraf et åbent brud mellem hasmonæerne på den ene side og farisæerne på den anden. Under de fortsatte kampe undertvang han den autonome stat Edom og ødelagde Samaria og også den samaritanske helligdom på Garizim. Hans sønner, Aristobul (104-102 f.Kr.) og Alexander Jannæos (102-76 f.Kr.) var brutale herskere og fjernede sig langt fra styrets oprindelige karakter, idet de var udpræget hellenistisk sindede. Alexander udnævnte sin dronning Salma Alexandra til sin efterfølger (78-69 f.Kr.), mens sønnen Hyrkan II blev ypperstepræst. Midt i de hele etablerede armenerne et kortvarigt herredømme (70-63 f.Kr.) idet de erobrede landet og lagde området under deres overherredømme. Men den interne magtkamp fortsatte uafbrudt. Salma sluttede sig til farisæerne, og hun kom derved i modsætning til saddukæerne, som samlede sig om hendes anden søn, som efter hendes død tog magten fra sin broder og herskede som Aristobul II, dog under vedvarende kampe, indtil Pompejus afsatte ham og tog ham med til Rom i 63 f.Kr. Efter ulige forsøg på opstand blev Aristobul og hans søn Alexander myrdet i 48 f.Kr. 

Hyrkan II, der af Pompejus nu blev anerkendt som ypperstepræst med Antipater som verdslig leder, blev af Cæsar forfremmet til ethnarch, mens den faktiske myndighed efterhånden gik over til Herodes efter Antipater’s død. Aristobul’s anden søn, Antigonos, gjorde imidlertid oprør og blev en kort (40-37 f.Kr.) tid konge, mens Hyrkan blev bortført og fik ørene skåret af. I 37 f.Kr. erobrede den af Romerriget anerkendte Herodes så Jerusalem, og Antigonos blev henrettet i Antiochia. Dermed var hasmonæernes herredømme bragt til ende. Herodes levede en tid i venskab med Hyrkan men lod ham så dræbe. Herodes var besvogret med hasmonæerne, idet hans hustru Mariamme var datter af Aristobul II’s søn Alexander. Dette forhindrede dog ikke, at han lod hendes broder Aristobul dræbe. Senere dræbte han ligeledes hende selv og hendes moder. Endelig dræbte han nogle hasmonæere, der opholdt sig hos hans svoger i Idumæa. Således blev det Herodes, som endte slægtens magtdrømme.&lt;ref&gt;Pedersen (1919), s. 943f&lt;/ref&gt; Så meget om den politiske udvikling.

Det vigtigste i denne sammenhæng er, at de var i denne omtumlede tid, at vi for første gang ser tydelige spor af en jødisk kultur og religionsdyrkelse. Årsagen er klar nok: lederen af den nye stat var en ypperstepræst, som nu tillige blev den politiske, kultiske og militære leder af den nye stat. Og det er tydeligvis på denne tid, at denne nye magt manifesterer sig også religiøst. Det er først fra denne tid, at de første synagoger optræder. Det er først fra denne tid, at ''Tanakh'' optræder i sin endelige skikkelse. Det er først fra denne tid, at der optræder beviser på, at jøderne i deres levevis fulgte bibelsk lov, der nu bliver promoveret som &quot;deres forfædres lov&quot; og påvirker et utal af leveregler både i og uden for jødernes &quot;hjemland&quot;.&lt;ref&gt;Adler (2025), s. 67&lt;/ref&gt;

=== Romersk styre ===

Romersk tid strækker sig fra sidste århundrede f.Kr, til første århundrede e.Kr. Det kendetegnes ved at området i denne periode havde en romersk guvernør.

Yonatan Adler har undersøgt de kulturelle traditioner i dette tidsrum og finder, at de følger senere jødiske traditioner: der er renselsesbassiner og husgeråd af kalk som udtryk for jødiske relselsesritualer samt mønter, vægdekorationer i huse og hjemligt udstyr som udtrykkeligt undgår at vise mennesker og dyr i overensstemmelse med påbuddet i Mosebøgerne. Han konstaterer yderligere, at disse træk er særligt markante i de områder, som vides at have haft en overvejende jødisk befolkning, men ikke nødvendigvis i områder hvor andre befolkningsgrupper var dominerende. Han konstaterer endvidere, at disse rituelle træk tydeligt går tilbage til hasmonæisk tid men ikke med sikkerhed lader sig følge længere tilbage, til dels på grund af et svagt og mangelfuldt arkæologisk og skriftligt bevismateriale. Som beviserne nu stiller sig, var det i hasmænæisk tid, at disse rituelle træk slog igennem og efterhånden bredte sig til den samlede befolkning og i romersk tid allerede var blevet normen.&lt;ref&gt;Adler (2022)&lt;/ref&gt;

Det er på denne baggrund, at Jesus må ses: i en tid, hvor mange jøder drømte om og håbede på at genskabe deres egen selvstændige stat, trådte han frem med sit provokerende budskab, at &quot;Guds rige ikke var af denne verden&quot;. Ikke nok med det: han udfordrede farisæerne og de skriftkloge, og oven i alt dette ophævede han jøder som Guds udvalgte folk og erklærede enhver, som følger Guds ord og hans påbud som en del af den udvalgte befolkning. I det givne politisk-religiøse klima gjorde det ham farlig for en national jødisk politik, så han måtte stoppes, og det blev han som bekendt. Men det stoppede ikke hans budskab i at blive yderligere spredt, tværtimod.

Frem til 70 e.Kr. opstod der ulige retninger inden for jødedommen, hvoraf saddukæerne, farisæerne og essæerne synes at have været de væsentligste. Desuden opstod der en række messianske og apokalyptiske bevægelser. 

Saddukæerne var en gruppe der var tilknyttet præstedømmet i templet i Jerusalem. I modsætning til farisæerne, som påberåbte sig myndighed på grund af deres lærdom og fromhed, baserede saddukæerne deres særstilling på afstamning og status. Meget tyder på, at de repræsenterede Hasmonæernes klan, der tidligere havde regeret som præstekonger. De nægtede at acceptere læresætninger som ikke direkte var nævnt i ''Torah'', også selv om læren var nævnt et andet sted i Tanakh. Ja, de &quot;anså det for en dyd at debattere&quot; sådanne sager. Et eksempel på en sådan debat findes i Mattæusevangeliet kapitel 22:23-33, hvor de satte Jesus på prøve med hensyn til opstandelsen. Idet saddukæerne opstillede en tænkt situation hvor en enke havde været gift med syv mænd, spurgte de: &quot;Hvem af de syv skal nu have hende til hustru i opstandelsen?&quot; I denne sammenhæng var det selvfølgelig uvæsentligt om den tænkte enke havde været gift 14 eller 21 gange. Jesus svarer: &quot;I opstandelsen gifter mænd sig ikke og kvinder bortgiftes ikke.&quot;&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 1251&lt;/ref&gt; Saddukæerne accepterede ikke eksistensen af et liv efter døden, og benægtede derfor også den farisæiske doktrin om en genopstandelse, hvilket netop var den forestilling, som Jesus prædikede. I Markusevangeliet kaptel 12:18-27 omtales en anden version af historien: da Jesus vidste, at saddukæerne ikke accepterede andre inspirerede skribenter end Moses, argumenterede han ved at citere fra ''Torah''. Han sagde: &quot;Med hensyn til at de døde oprejses, har I da ikke læst i Moses’ bog, i beretningen om tornebusken, hvordan Gud sagde til ham: ’Jeg er Abrahams Gud og Isaks Gud og Jakobs Gud’? Han er ikke dødes men levendes Gud.&quot;&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 1281&lt;/ref&gt;

Saddukæerne ønskede ikke, at en Messias skulle dukke op og lave om på tingene og da de betragtede Jesus som en trussel mod deres position, sammensvor de sig med farisæerne om at slå Jesus ihjel.&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 1258f, 1352&lt;/ref&gt;

Farisæerne var kendetegnede ved, at de lagde stor vægt på overholdelse af Moseloven, især renhedsforskrifterne og desuden på &quot;fædrenes overleveringer&quot;, som var en betegnelse for hele den mundtlige fortolkning af Moseloven. Bevægelsens etik havde mange detaljerede forskrifter og praktiske anvisninger. 

Essæerne levede i en slags kommunisme, hvor medlemmerne aflagde tavshedsløfte og ingen måtte besidde ejendom, hverken bolig eller slave, jord eller kvæg. Deres indkomster skulle overlades til en forvalter, som forestod indkøb af det nødvendige og sørgede for mad og underhold til gruppen. De forkastede også ægteskab, alle former for standsforskelle samt slaveri. De var soldyrkere og sendte hver morgen bønner op til solen. Når de havde afføring, gjorde de det inden døre for ikke at &quot;besmitte&quot; sollyset.

Af de mange retninger inden for jødedommen overlevede kun den rabbinske jødedom, som byggede på farisæerne og deres lære. Den rabbinske jødedom var kendetegnet ved at hævde, at den skrevne ''Torah'' ikke kan fortolkes korrekt uden henvisning til den &quot;mundtlige&quot; ''Torah'' og den dertil hørende litteratur, der specificerer hvilken adfærd, der er sanktioneret af loven. Med et moderne udtryk var de fundamentalistiske teokrater. Når de andre fraktioner her er nævnt, er det for at vise, at jødedommen langt fra var nogen samlet bevægelse selv op til eller på Jesu tid.

Stednavnet &quot;Israel&quot; første gang optræder på en mønt dateret til 66 e.Kr. møntet i forbindelse med jødernes oprør mod romerne.

Efter oprøret 70 e.Kr. var det for en lang tid slut med jødiske forsøg på at skabe en egen stat. Jesu budskab og det mislykkede oprør førte til, at den jødiske befolkning blev sprængt i tre grupper: den ene gruppe var de traditionelle jøder, som holdt fast ved farisæerne og deres budskab, den anden gruppe var de kristne, som nu satte sig for at udbrede det nye budskab, og den tredie gruppe var judeo-nazaræerne, som fortolkede udviklingen på deres egen måde og mente, at genskabelsen af templet i Jerusalem var en forudsætning for, at Messias ville vende tilbage. De arbejdede i flere hundrede år på dette mål, men da de endelig fik magten i Jerusalem i år 634 og Messias alligevel ikke vendte tilbage, blev bevægelsen omformet til en ny arabisk religiøs bevægelse, som i 749 efter abbasidernes magtovertagelse endte som muhammedismen, komplet med en egen profet, en egen hellig bog og med et nyt religiøst midtpunkt i Mekka.&lt;ref&gt;se ''Muhammedanismen i kildekritisk belysning''&lt;/ref&gt;

=== Sammenfatning ===

Hvordan skal begivenhedsforløbet nu fortolkes? Et foreløbigt svar kunne lydes således: det ser ud til, at jøderne udskilte sig fra kana'anæerne senest omkring 1200 f.Kr. og at de oprindeligt levede i ørkenområderne syd for Kana'an. Dette varede indtil, at de eteblerede et egentligt kongerige, der imidlertid efter kort tid blev delt i to, Israel og Judæa. Den nationale udskillelse var dog åbenbart ikke mere udtalt end, at jøderne jævnligt synes at have giftet sig med kvinder fra andre stammegrupper. 

Så langt, vi tør tro Bibelens fremstilling, var de polyteister, det vil sige dyrkede flere guder. Ganske vist var der perioder, hvor der gjordes forsøg på at indføre monoteisme, men dels var der stadige tilbageslag, dels skete disse forsøg på det statslige niveau, mens den almindelige befolkning synes at have fastholdt polyteismen uden afbrydelser gennem flere hundrede år frem til og med landsforvisningen til Babylon. 

Religionsdyrkelsen synes at have udviklet sig fra spredt i de enkelte husstande, landsbyer og stammer hen imod en statslig centralisering med deraf følgende magt for præsteskab og konger. 

Efter alt at dømme er det først under eksilet i Babylon, at præsteskabet blandt jøderne udvikler en erklæret monoteisme, mens dette ikke synes at være tilfældet for den brede befolkning. Hele jødernes tidligere historie bliver nu omfortolket af præsteskabet i lyset af denne nye religion, og den bliver promoveret og legitimeret af nogle få erklærede profeter.

Efter jødernes tilbagevenden til Kana'an efter eksilet i Babylon bliver den nye religion gjort til et redskab for præsteskabets politiske mål: en selvstændig teokratisk stat. Dette mål bliver opnået, men den nye stat varer kun i henved hundrede år, og igennem hele sin eksistens er den præget af interne magtkampe blandt den ledende religiøse elite. Meget tyder dog på, at det først er på denne tid, at monoteismen slår igennem også i den brede jødiske befolknings livsstil og levemåde og bliver det centrale element i israelitternes selvforståelse. Men dette forudsatte og krævede præsteskabet både som den etnisk-religiøse og den statspolitiske magthaver. Efter alt at dømme er det tidligst fra denne tid, at vi kan tale om jødedom i moderne forstand.

Men denne udvikling forudsatte, som vi har set, en dramatisk omskrivning af den jødiske historie. Meget måtte udelades eller totalt omskrives. På den anden side blev der indført nye elementer, som næppe har meget med den historiske udvikling at gøre men som gav jøderne en forhistorie så lang som nogen.

=== &lt;big&gt;Problemerne med Gamle Testamente&lt;/big&gt; === 

Et passende kildekritisk udgangspunkt ved vurderingen af Gamle Testamentes troværdighed må være de modsætninger, der er mellem dennes fremstilling og de faktuelle kendsgerninger. Der er således ingen beviser for eksistensen af de fem mosebøger før slutningen af 4. århundrede f.Kr. inklusive eksistensen af en person ved navn Moses.&lt;ref&gt;Gad Barnea&lt;/ref&gt;

Problemerne med teksterne lader sig inddele i to delspørgsmål:&lt;/br&gt;
- er der een eller flere forfattere til Tanakh?&lt;/br&gt;
- er dele af teksterne lånt fra andre kulturer?&lt;/br&gt;
Svaret er i begge tilfælde bekræftende. Der kan derfor være grund til at behandle hvert af dem særskilt.

=== Forfattere og deres datering ===

Tekstanalytikere mener, at ''Tanakh'' (Gamle Testamente) er blevet til i tre omgange:&lt;/br&gt;
- en arkæisk fase: 11.-10. århundrede f.Kr.&lt;/br&gt;
- en klassisk fase: 9.-6. århundrede f.Kr.&lt;/br&gt;
- en sen fase: 5. århundrede f.Kr. eller senere.&lt;/br&gt;
Eksempelvis mener man, at den ældste del af Første Mosebog er historien om Jakobs velsignelse (i kapitel 47), som skal stamme fra arkæisk tid, men størstedelen af resten stammer fra klassisk tid.

I en række tilfælde forekommer tilsyneladende dubblerede historier med både ligheder men også klare forskelle. Forskerne mener, at det afspejler sammenskrivning af to eller flere ulige overleveringer.

Kildeforskere mener at kunne udskille fire lag i eller snarere forfattere til Mosebøgerne:

J: ''Jahvisten'', hvor Gud sædvanligvis kaldes ''Jahve''; et litterært lag der i modsætning til Præsteskriftet er præget af lægmandssynspunkter.&lt;/br&gt;
E: ''Elohisten'', hvor gudsbetegnelsen er ''Elohim''.&lt;/br&gt;
D: ''Deuteronomisten'', det vil sige &quot;forfatteren&quot; til Femte Mosebog.&lt;/br&gt;
P: ''Præsteskriftet'', et litterært lag i mosebøgerne, der antages at være blevet til i præstelige kredse, og som udviser særlig interesse for kultiske forhold. 

J- og E-teksterne menes nedskrevet efter, at det oprindelige kongerige var blevet delt i to: Israel i nord og Judæa i syd. J-teksterne menes at stamme fra Judæa, E-teksterne menes at stamme fra Israel.

J-teksterne dateres til tidsrummet mellem 848 f.Kr. og 722 f.Kr., idet disse tekster omtaler Babylon og Calah (Nimrod) som store byer. Desuden nævnes Edom som en autonom stat, hvilket først skete efter 848 f.Kr.

E-teksterne lader sig ikke datere nærmere end til 9. eller 8. århundrede f.Kr.

P-teksterne dateres til 6. århundrede f.Kr. og menes skrevet efter, at templet i Jerusalem var revet ned, og jøderne var blevet tvangsforflyttede til Babylon. Dette kan forklare hvorfor, at der ikke findes en eneste henvisning til templet i Jerusalem.&lt;ref&gt;Dinkgreve (2021), kap. 8&lt;/ref&gt;

Problemet ved en tekstanalyse af ''Tanakh'' er, at teksterne synes at være flettet sammen fra to eller flere oprindelige kilder til een sammenhængende historie. Det formodes, at J- og E-teksterne er blevet sammenskrevne efter 722 f.Kr., da Israel blev erobret af assyrerne, og flygtninge fra Israel i nord kom sydpå til Judæa og bragte deres E-traditoner med sig. Her blev de sammenskrevne til en ny version, JE, der ofte giver et judæisk perspektiv.

Men hvordan kan vi skelne imellem de forskellige tekster? Lad os tage nogle eksempler.

Under ørkenvandringen lader Moses vand springe fra klippen. I det ene tilfælde sker det uden problemer, i det andet pålægges Moses af Gud at tale til klippen, men han slår på den med sin stav i stedet, og som straf for at have ignoreret dette pålæg får han ikke love til at betræde Kana'an men kun at se det udefra. (exodus 18)

J-teksten angiver, at Abraham boede i Hebron, som er en judæisk by, men E-teksten fortæller om Jakobs kamp med Gud i Peni-El, som er en israelsk by.

I beskrivelsen af Jakobs sønner nævner J-teksten Judæa, mens E-teksten nævner stammer der var dele af Israel.

I E-teksten lader Aron skabe guldkalven til jødernes tilbedelse, men denne historie findes ikke i J-teksten.

Præsterne i Judæa hævdes at være efterkommere efter Aron, Moses broder, mens præster i Israel nævner andre levitter.

P-teksterne skiller sig ud ved at lægge vægt på love, lige som den tildeler Aron en større rolle, ligestillet med Moses. I ''JE''-teksten er det Moses' stav, som udfører mirakler (Første Mosebog kapitel 4), i P-teksten er det Arons stav (kapitel 7). I P-teksten er Aron den første, som ofrer, mens i ''JE''-teksten omtales flere tidligere ofringer, blandt andre Kain og Abel, Abraham og Isak samt Jakob, mens ingen af disse tilfælde omtales i P-teksten. Det menes, at dette afspejler P-tekstens mål om at give de aronitiske præster eneret på ofringer til Gud. Under ørkenvandringen optræder to uens oprør: i ''JE''-teksten er det Dathon og Abiram, som udfordrer Moses ved at sige, at det ville være bedre for jøderne at vende tilbage til Egypten, men at de opsluges af jorden i et jordskælv. I P-versionen er det levitterne under ledelse af Korah, som udfordrer Aron, men ligeledes dør.

Ligeledes omtaler P-teksterne ingen tilfælde, hvor folk besøges af engle eller får visioner, således omtales ikke historien om Josef og han 6 drømmesyner, ej heller de to engle i Sodoma og Gomorra eller Jekobs kamp med Gud. Sigende nok nævnes ordet &quot;profet&quot; kun een gang i P-teksten og da med henvisning til Aron.

=== Lånte historier ===

Sammenligninger mellem bibelske beretninger og tilsvarende overleveringer fra sumerisk og mesopotamisk kultur viser, at flere af historierne er blevet overtaget herfra, men at de er blevet omskrevne og tilpassede for at passe ind i den myte om jødernes oprindelse og historie, som man ønskede fremmet. Det gælder således blandt andre historierne om skabelsen, om Kain og Abel, om Noa og vandfloden samt om Sodoma og Gomorra.

Andre beretninger er tilsyneladende ligeledes lånt fra andre kulturer, således udvandringen fra Egypten, der blev gjort af et folk kaldet ''hyksos'', ikke af jøderne. Der kan være grund til at nævne nogle af disse beretninger, som jøderne så at sige adopterede.

==== Skabelsesberetningen ====

Den babylonske skabelsesberetning hedder ''Enuma Elish''. Dene kendes blandt andet fra Nineveh i Mesopotamien. Dens hovedtræk er følgende: i begyndelsen var der kun vand: guden ''Absu''s ferske vand og gudinden ''Tiamat''s salte vand. De blev blandede, og fra denne blanding blev født de første guder. Men disse yngre guder forstyrrede deres forældres søvn, så Tiamat sendte i vrede en hær af monstre for at ødelægge dem. Ud af dette kaos trådte ''Marduk'', stormguden og Babylons skytsguddom, som kæmpede imod ''Tiamat'' i en duel. Han affyrede en pil, som skabte hul i hendes mave og splittede hendes hjerte. Der efter skar han hendes krop op i to halvdele: af den ene skabte han himmelhvælvingen, af den anden halvdel jorden. Han satte stjerner i deres konstellationer, han satte månen til at angive månederne og solen til at lyse om dagen. Endelig skabte han menneskene af blod fra en død guddom blandet med ler for, at de kunne udføre det tunge arbejde for evigt.&lt;ref&gt;Dinkgreve (2021), kap. 3&lt;/ref&gt;

Den jødiske skabelsesberetning er i alle henseender et modstykke til den babylonske beretning: i stedet for flere guder er der kun een gud, i stedet for en skabelseskamp foregår skabelsen i Gamle Testamente med ord, i stedet for at menneskene er slaver for guderne er de i Bibelen skabt i Guds billede. Men der er også ligheder: rækkefølgen med adskillelse af himmelhvælving og den faste jord, fiksering af dag og nat samt tiden og endelig at menneskene skabes sidst i forløbet.

Det kan i en sidebemærkning oplyses, at det hebraiske ord i Første Mosebog 1:2 for urdybet, ''tehom'', filologisk er forbundet med ''Tiamat'', saltvandsgudinden i den babylonske skabelsesberetning.

==== Kain og Abel ====

Også den bibelske fortælling om Kain og Abel synes at have rod i to sumerisk myter. I den ene sumeriske myte omtales en hyrde (''Dumuzid''/Tammuz) og en landmand (''Enkimdu''), der begge konkurrerer om gudinden Inannas opmærksomhed. Den bibelske parallel: Ligesom i den sumeriske historie repræsenterer Kain bonden, mens Abel repræsenterer hyrden. Men i stedet for en uafklaret konkurrence eller forsoning tager den bibelske beretning en mørk drejning til brodermord. 

En anden variant er en sumerisk myte, hvor kvægguden (''Lahor'') og korngudinden (''Ashnan'') skabes af guderne for at sørge for mad og tøj. I disse historier diskuterer de to, hvem der må anses for mest værdifuld for den menneskelige civilisation. Den bibelske parallel er modsætningen mellem den omvandrende hyrde og den bofaste kornavler, men her bruges den til at skabe en søskenderivalisering, der ender i brodermord. Mens sumeriske myter brugte søskende til at fremhæve to byggestene i den menneskelige civilisation og fokuserer på samarbejde eller venskabelig rivalisering, brugte hebraiske forfattere den lånte fortælling til at skildre den syndefulde menneskelige natur, herunder konsekvenserne af misundelse.

Forskere antager, at disse velkendte myter sandsynligvis blev integreret i den hebraiske tradition under deres babylonske eksil i det 6. århundrede f.Kr., hvilket tillod forfattere at omarbejde regionale kulturelle temaer, så de passede til deres monoteistiske verdensbillede.

==== Noa og vandfloden ====

Også historien om Noa og vandfloden er overtaget fra andre kulturer. I 1872 fandt man i British Museums store samling fra Assurbanipals bogsamling et store epos kaldet ''Gilgamesh''. I kapitel 11 af dette epos findes en historie, hvis hovedtræk er følgende: guderne beslutter at udrydde menneskene ved at drukne dem, men vandenes gud, Enki, advarer Utu-nipishtim om faren og tilråder ham at bygge en ark og tage sin familie og sit kvæg med ombord, hvilket skete. I seks dage og nætter varer uvejret og oversvømmelsen, men på den syvende dag rammer arken toppen af et bjerg i Armenien. For at undersøge om oversvømmelsen er overstået sendes først en due og så en svale ud, men de vender begge tilbage. Først, da en ravn sendes ud og ikke vender tilbage, viste det, at vandene nu var sunket, og at Utu-nipishtim kunne forlade arken. Det gør han og foretager et takoffer til guderne. Enki bad så den øverste af guderne, Enlil, om at love, at han aldrig i fremtiden ville straffe hele menneskeheden for nogle fås synder, hvilket denne lover. Han rører Uti-nipishtim og dennes hustru på panden og erklærer: &quot;Hidtil har Utu-nipishtim været dødelig. Nu skal han og hans hustru være som guderne; og de skal bo i det fjerne, ved flodernes munding&quot;.&lt;ref&gt;Bibby (1971), s. 62f&lt;/ref&gt;

Lighederne med Bibelens beretning om syndfloden er indlysende til trods for forskellene: navnene er ændrede, de mange guder er erstattet af een Gud, men ellers er beretningen i sine kernetræk den samme.

Senere, i 1899 og 1900, viste udgravninger i Nippur i Mesopotamien, at den akkadiske beretning selv havde en forgænger. I 1914 blev fra disse udgravninger offentliggjort en tavle fra Nippur med en lignende beretning, der imidlertid stammer fra Sumer og således er betydeligt ældre end den akkadiske beretning. Tavlen er ukomplet, idet kun den nederste trediedel er bevaret, men syndflodsberetningen er atter den samme, selv om hovedpersonen nu hedder Ziusudra i stedet for Utu-nipishtim. I den sumeriske version ender historien således: &quot;Anu og Enlil viste velvilje mod Ziusudra, liv som en gud giver de ham, evig ånde som en gud bringer de ned til ham. Så kongenZiusudra, bevareren af planternes navn og af menneskeslægtens sæd, lod de bo i overfartslandet. Dilmuns land, det sted hvor solen står op&quot;.&lt;ref&gt;Bibby (1971), s. 64&lt;/ref&gt;

Pointen her er, at Bibelens syndflodsberetning er et plagiat, ikke en oprindelig historie, men at den inddrages som et led i den rekonstruerede beretning om jødernes historie.

==== Edens have ====

I den sumeriske beretning optræder også det hellige land Dilmun. Dette land beskrives som et sted, hvor rovdyr, sygdom og alderdom ikke eksisterer:

I Dilmun tier ravnen,&lt;/br&gt;
rovfuglen skriger ikke,&lt;/br&gt;
løven dræber ikke,&lt;/br&gt;
ukendt er den kid-fortærende vildhund,&lt;/br&gt;
ukendt det kornædende vildsvin.&lt;/br&gt;
Malten som enken spreder på taget -&lt;/br&gt;
himlens fugle opæder ikke denne malt.&lt;/br&gt;
Duen hænger ikke med hovedet.&lt;/br&gt;
Den øjensyge siger ikke: &quot;Jeg er øjensyg&quot;,&lt;/br&gt;
den hovedsyge siger ikke: &quot;Jeg er hovedsyg&quot;,&lt;/br&gt;
den gamle kvinde siger ikke: &quot;Jeg er en gammel kvinde&quot;,&lt;/br&gt;
den gamle mand siger ikke: &quot;Jeg er en gammel mand&quot;.&lt;ref&gt;Bibby (1971), s. 66&lt;/ref&gt;

Det har været foreslået, at dette ideelle levested har været forbillede for jødernes opfattelse af Edens have. I dag ved vi, at Dilmun ikke var en myte om Paradis men navnet på en faktisk eksisterende stat med Bahrain som sit midtpunkt, der drev en omfattende handel og søfart fra Indusdalen i øst til Mesopotamien i nordvest. Dette er et sidespring, men hvis det viser sig, at Dilmun er inspirationskilden til Edens Have, vil det være endnu et eksempel på kulturelle traditioner, som jøderne har lånt, adapteret, og inkorporeret i deres egen historiske myte.

==== Babelstårnet ====

Historien om Babelstårnet er velkendt og lyder således: 

&quot;Hele jorden havde samme sprog og samme tungemål. Da de brød op mod øst, stødte de på en dal i landet Sinear, hvor de slog sig ned. De sagde til hinanden: &quot;kom, lad os stryge teglsten og brænde dem hårde!&quot; De brugte tegl som sten og asfalt som mørtel. Så sagde de: &quot;lad os bygge en by med et tårn, som når op til himlen, og skabe os et navn, for at vi ikke skal blive spredt ud over hele jorden.&quot; Herren steg ned for at se byen og tårnet, som menneskene byggede. Så sagde Herren: &quot;se, de er eet folk med samme sprog. Når de begynder at handle sådan, vil intet af det, de planlægger, være umuligt for dem. Lad os stige derned og forvirre deres sprog, så at de ikke forstår hinanden.&quot; Så spredte Herren dem derfra ud over hele jorden, så at de måtte holde op med at bygge byen. Derfor hedder den Babel, for dér forvirrede Herren sproget på hele jorden, og derfra spredte Herren menneskene ud over hele jorden.&quot;&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 17&lt;/ref&gt;

Denne historie synes at være skabt med to formål. Det ene er at forklare hvorfor, at ulige folkeslag taler uens sprog. Men historien har muligvis et andet formål: at nedgøre babylonernes ziggurater (tempeltårne), som antagelig blev lavet som en slags forbindelse mellem himmel og jord. Nebukadnezar II (omkring 605-562 f.Kr.), som erobrede Judah, ødelagde Jerusalem og bragte mange jøder til Babylon, byggede også et ziggurat i syv lag kaldet ''Etemenanki'', hvilket kan oversættes &quot;Himmelens og Jordens Grundvolds Hus&quot;.&lt;ref&gt;Dinkgreve (2021), kap. 3&lt;/ref&gt;

==== Abraham ====

I Første Mosebog kapitel 12 introduceres Abraham som israelitternes mytiske stamfader.&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 17ff&lt;/ref&gt; Følger man kronologien i Gamle Testamente, skal han dateres til omkring 2100 f.Kr. og således blandt andet før jødernes ophold i Egypten. Men i Første Mosebog kapitel 21 vers 34 hedder det: &quot;Abraham boede lang tid som fremmed i filistrenes land&quot;&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 27&lt;/ref&gt;, og vi ved, at filistrene først ankom til Kana'an i 12. århundrede f.Kr. som en del af de såkaldte &quot;havfolk&quot; (engelsk: ''Sea People''). Dette betyder, at ''enten'' er Abraham en fri opfindelse, som intet har med en historisk person at gøre, ''eller'' også hører han hjemme i 12. århundrede og er israelitternes stamfader, men i så fald eksisterede de ikke som folk, da de angiveligt opholdt sig i og udvandrede fra Egypten. Også aramæerne omtales og stammer ligeledes fra 12. århundrede, hvilket tyder på, at den sidst nævnte forklaring er den rette.

Men der er andre problemer med Abraham. Ifølge P-kilden skal han stamme fra den sumeriske by Ur&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 17&lt;/ref&gt; og have draget gennem den frugtbare halvmåne først til Haran (nu Aram, beliggende i Tyrkiet) og senere videre til Kana'an. I de to kilder J og E er Ur ikke nævnt, kun Haran. Det har derfor været antaget, at det er hans oprindelige hjemsted. Det ville kunne forklare hvorfor, at hans forfædre Serug, Nahor og Terah har navne efter landsbyer omkring Haran, som Abrahams broder har navn efter. Det kunne også forklare benævnelsen &quot;hebræer&quot;, der antagelig betyder &quot;hinsides floden&quot;, idet Haran ligger på den modsatte bred af Eufrat.&lt;ref&gt;Dinkgreve (2021), kap. 8&lt;/ref&gt; Samme tradition findes i Josvabogen kapitel 24:2 i omtalen af pagtslutningen i Sikem: &quot;Josva sagde til hele folket: &quot;Dette siger Herren, Israels Gud: I gamle bage boede jeres fædre på den anden side af Eufratfloden, Tera, Abrahams og Nakors far, og de dyrkede andre guder&quot;.&quot;&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 269&lt;/ref&gt;

Imidlertid savnede Abraham en slægtshistorie, så i Første Krønikebog kapitel 1 får han den. Her hører vi at han er søn af Sem, som på sin side er søn af Noa, som atter er efterkommer af Adam.&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 446&lt;/ref&gt; Men som vi netop har set, er han i Josvabogen søn af Tera.&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 269&lt;/ref&gt; Der er således interne modsætninger i de narrativer, som de ulige slægtslister og narrativer i ulige dele af Gamle Testamente giver. Dette viser, at man har forsøgt at sammenskrive ulige narrativer til et men med ringe held.

==== Sodoma og Gomorra ====

Historien om Sodoma og Gomorras ødelæggelse optræder som et sidemotiv i beretningen om Abrahams liv i Første Mosebog kapitel 18:16-33 og kapitel 19:1-28.

Bibelforskere er generelt enige om, at selvom Gamle Testamente ikke direkte &quot;låner&quot; historien om Sodoma og Gomorra fra en specifik sumerisk kilde, deler fortællingen om guddommelig ødelæggelse, guddommelige besøgende og den flammende omstyrtelse af en by slående motiver med tidligere mesopotamisk litteratur og bredere oldtidsmytologi fra Nærøsten. Således &quot;Akkads forbandelse: Ekur hævnet&quot;, et akkadisk/sumerisk litterært værk dateret til mellem 2112 f.Kr. og 2004 f.Kr., som beskriver den pludselige ødelæggelse af byen Akkad. Myten blev skrevet hundreder af år efter Naram-Sins liv og er digterens forsøg på at forklare, hvordan det lykkedes for gutianerne at erobre Sumer. Efter en indledende passage, der beskriver Akkads herlighed før dets ødelæggelse, fortæller digtet om, hvordan Naram-Sin gjorde hovedguden Enlil vred ved at plyndre Ekur, der var Enlils tempel i Nippur. I sin vrede kaldte Enlil gutianerne ned fra bjergene øst for Tigris, hvilket bragte pest, hungersnød og død over hele Mesopotamien. For at begrænse denne ødelæggelse, bestemte otte af guderne (nemlig Inanna, Enki, Sin, Ninurta, Utu, Ishkur, Nusku og Nidaba), at kun byen Akkad skulle ødelægges for at skåne resten af ​​Sumer, og de forbandede den. Historien slutter med, at digteren skriver om Akkads skæbne, idet den velstående by lægges i aske i overensstemmelse med gudernes forbandelse.

Temaet om guddommelig straf for en bys ''hybris'' eller umoral er et udbredt motiv i oldtidens verdensbillede. Det kan ikke vides sikkert, om det er denne historie, der har dannet forbillede for Gamle Testamentes historie om Sodoma og Gomorra, men motivet menneskers umoral og manglende respekt for guddommen er det samme.

Den bibelske version rummer Abrahams forsøg på at undgå ødelæggelsen, hvis der blot fandtes ti retfærdige indbyggere i byen, men selv så få fandtes der åbenbart ikke. Kun Lot, Abrahams slægtning, reddes fra ulykken: &quot;Da solen stod op over landet, og Lot var kommet til Soar, lod Herren svovl og ild regne ned over Sodoma og Gomorra fra Herren i himlen. Han ødelagde disse byer, ja hele Jordandalen, alle, der boede i byerne, og alt, der voksede på markederne.&quot;&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 25&lt;/ref&gt; Naturvidenskabeligt set kunne det være beskrivelsen af en meteorregn eller af nedfald fra et vulkanudbrud.

==== Moses ====

I Anden Mosebog kapitel 2 introduceres den mytiske skikkelse Moses som israelitternes befrier fra trældommen i Egypten. Historien begynder med hans fødsel. Ifølge myten havde farao befalet, at alle drengebørn skulle dræbes ved fødslen, men Moses' moder reddede ham ved at placere ham i en sivkurv, hvor han blev fundet og adopteret af faraos datter.&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 67&lt;/ref&gt; Denne historie er imidlertid utvivlsomt adopteret fra sumerisk tradition, idet en tilsvarende historie fortælles om kong Sargon af Assad.&lt;ref&gt;Dinkgreve (2021), kap. 8&lt;/ref&gt; Der er således ingen grund til at tillægge denne del af traditionen nogen historisk baggrund.

Senere fortæller Anden Mosebog, at Moses blev pålagt af Gud at føre israelitterne ud af Egypten. Det hedder i den forbindelse, at Gud blandt andet siger til Moses: &quot;Jeg er din faders Gud, Abrahams Gud, Isaks Gud og Jakobs Gud&quot;.&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 69&lt;/ref&gt; Her stå vi på ny over for problemet, at henvisningen til Abraham åbenbart er en anakronisme. Det betyder, at der kan rejses tvivl om både den historiske skikkelse Moses og om Mosebøgerne som kilde til israelitternes tidlige historie overhovedet.

Kendsgerningen er, at der findes ingen beviser på eksistensen af de fem mosebøger før slutningen af det 4. århundrede f.Kr., herunder eksistensen af en person kaldet Moses.&lt;ref&gt;Gad Barnea&lt;/ref&gt; Men den farao, som med stor sandsynlighed fordrev semitterne fra Egypten, hed Ahmoses, hvilket på hebraisk betyder &quot;Moses' broder&quot;. Så måske at der er en sammenhæng her.

==== Græske narrativer ====

Men det er ikke kun fra Sumer og Mesopotamien at Gamle Testamenter har lånt narrativer. Nogle kildekritikere tilhørende den såkaldte &quot;Københavnerskole&quot; har peget på, at også græske narrativer har ydet deres bidrag, lad os tage nogle eksempler:

Jan-Wim Wesselius har foretaget undersøgelser, der viser, hvordan Første Mosebog og Anden Mosebog afspejler Herodots skrifter, især sidstnævntes beretning om persiske kongers liv. Han sammenlignede i detaljer lighederne mellem Josef og Kyros, og især mellem Moses og Xerxes. Josef og Kyros har begge drømme, bliver afsløret for at dø, går i eksil, bliver skjult i en periode og bliver konger, når deres identitet afsløres. Moses og Xerxes drager ud for at erobre enten Kana'an eller Grækenland og krydser vand med deres folk. Mange andre detaljer nævnes, såvel som sammenligninger mellem Terah og Phraortes (en medisk konge), Abraham og Kyaxares (en medisk konge), Isak og Astyges (en medisk konge) og Jakob og Mandane (Kyros' mor).&lt;ref&gt;Wesselius (1999), s. 24-77&lt;/ref&gt;&lt;ref&gt;Wesselius (2002), s. 6-47&lt;/ref&gt;

Philippe Guillaume mener, at skrivere i Alexandria i det andet århundrede f.Kr. indsatte Dommere i den Deuteronomistiske Historie, hvilket afspejlede de ideologiske behov hos de hasmoneiske herskere i Palæstina. Dommere var inspireret af Hesiods ''Værker og Dage'', især afsnittet om heltene, som Hesiod indsatte i de fire tidsaldre. Dette svarer til, hvordan Dommere blev indsat i den Deuteronomistiske Historie. Historier om heroiske dommere før David og Salomon underminerer Davids dynastis påstande, hvilket igen hjalp de hasmoneiske dynaster, der ikke havde nogen Davidisk afstamning bag deres påstande om messiansk styre (147-64).

Katherine Stott har påpege, at Davids opstigning, som skildret i Første Samuelsbog kapitel 16-31 og i Anden Samuelsbog kapitel 1-8, muligvis er inspireret af den fortælling, der beskriver Kyros' opstigning til Persiens og Mediens trone i teksten i Herodots Historier. Hun så følgende paralleller:&lt;/br&gt;
- Kyros og David starter begge under ydmyge kår,&lt;/br&gt; 
- begge træder ind i den forrige konges hof,&lt;/br&gt; 
- i begge tilfælde bliver den pågældende konge jaloux på dem,&lt;/br&gt; 
- i begge tilfælde bliver de truet med døden af ​​den pågældende konge,&lt;/br&gt; 
- begge flygter fra hoffet,&lt;/br&gt; 
- begge bliver folkelige ledere,&lt;/br&gt; 
- i begge tilfælde hopper en allieret af,&lt;/br&gt; 
- begge tilraner sig kongerigets herredømme,&lt;/br&gt; 
- begge får succes på grund af deres militære dygtighed,&lt;/br&gt; 
- begge skåner den gamle konges liv i en periode,&lt;/br&gt; 
- der er et tragisk element i den forrige konges fald i begge tilfælde, og&lt;/br&gt; 
- i begge tilfælde er udfaldet dannelsen af ​​en ny politisk enhed.&lt;/br&gt; 
Stott bemærkede, at denne græske tekst kun i den hellenistiske æra ville have været tilgængelig for den bibelske forfatter.&lt;ref&gt;Stott (2002), s. 62-71, 77-78)&lt;/ref&gt;.

Hesiods ''Theogoni'' og Katalog over kvinder var til dels indflydelsesrige kilder til henholdsvis skabelsesberetningen i Første Mosebog 1 og de genealogier, der findes i hele Første Mosebog 1-11 &lt;ref&gt;Gnuse (2017)&lt;/ref&gt;.

Fortællinger i Første Mosebog 1-11 kan også vises at have betydelige paralleller med beretninger nedskrevet hos græske historikere, såsom Hekateus fra Milet (''Periegesis'' og genealogier) og Herodot fra Halicarnassus (Historier), herunder omtaler af menneskelige leveveje (Første Mosebog kapitel 4:20-22), de tre sønner af en syndflodshelt, der er menneskehedens forfædre (Første Mosebog kapitel 9:18-19 og kapitel 10:1-32) samt plantningen af ​​en vingård (Første Mosebog kapitel 9:20-27). &lt;ref&gt;Gnuse (2019)&lt;/ref&gt;

Ældre latinske traditioner, der ligger bag beretningerne i Ovids Fasti 5, 493-544 og Metamorfoser 8, 625-725, kan have inspireret fortællingerne om de budbringere, der fortæller Abraham om hans kommende søn, og de budbringere, der advarer Lot om at forlade Sodoma i Første Mosebog 18:1-15; 19:12-26. &lt;ref&gt;Gnuse (2017)&lt;/ref&gt;.

En fortælling om Democedes af Kroton i Herodots Historier 3, 125-132 kan have givet anledning til fortællingen om Josef, der fortolker faraos drømme i Første Mosebog 41:1-36, hvilket igen inspirerede drømmeberetningerne i Daniels Bog &lt;ref&gt;Gnuse (2010)&lt;/ref&gt;.

Den korte fortælling om den store kriger Achilleus' ædle, talende heste i ''Iliaden'' 19, 395-424 kan være løst overtaget og indpasset i beretningen om Bileams æsel i Fjerde Mosebog kapitel 22:22-35, hvor et simpelt æsel bringer skam over en tåbelig profet. Talende dyr er langt mere almindelige i græsk litteratur end i Bibelen. (Gnuse 2017d)

Ofrelsen af ​​Ifigenia i to skuespil af Euripides omkring 400 f.Kr.: ''Ifigenia blandt Taurierne'' og ''Ifigenia i Aulis'', kan have inspireret beretningen om Jeftas ofring af sin datter i Dommerbogen kapitel 11:30, 34-40, som synes at være indsat i beretningen om Jeftas kamp mod ammonitterne. (Gnuse 2019b)

Arrians beretning om Alexander den Store og det spildte vand i Anabasis af Alexander 6.26.1-3 kan have inspireret en lignende historie om David i Anden Samuels Bog 23:15-17. Davids handling med at hælde det vand ud, som hans modige soldater hentede bag fjendens linjer, gør ikke en fornuftig historie, som Alexanders handling i den gedrosiske ørken, hvor tørst virkelig er et problem, gør (Gnuse 1998).

Fortællingerne om Josef, Bileam og Jefta kan være blevet placeret i den bibelske tekst i den persiske periode kort efter 400 f.Kr., såvel som bibelske tekster i Første Mosebog 1-11 med Hesiod, Hekateus og Herodot som inspirationskilder. Men de andre fire fortællinger synes mere sandsynligt at have en oprindelse fra den hellenistiske æra. I sidste ende kan man argumentere for, at alle disse tekster opstod i den hellenistiske æra. Wajdenbaum diskuterede alle disse samme beretninger, gjorde mange af de samme observationer og antydede hellenistiske oprindelser, men Gnuse gav større detaljer i analysen af ​​passagerne.

I flere tilfælde kan det sandsynliggøres, at der er tale om tillæg til ældre beretninger placeret i slutningen af ​​bibelske bøger, og som ser ud til at have været knyttet til bogen kun med en løs forbindelse til resten af ​​bogen. Dette gælder især i Dommerbogen, hvor fortællingerne i Dommerbogen kapitel 13-16 om Samson ser ud til at have en helt anden stil end resten af ​​Dommerbogen. Et stort antal forskellige græske legender om Herakles synes at have påvirket Samson-fortællingerne i Dommerbogen kapitel 13-16 på et sent tidspunkt, sandsynligvis i den hellenistiske tid. Der er alt for mange græske paralleller inden for disse fire kapitler til, at de kan afvises som blot fortællingshistoristiske sammentræf.&lt;ref&gt;Gnuse (2018)&lt;/ref&gt;

Afsnittene i Dommerbogens kapitel 17-21 om Mika, om Dan-stammens udvandring til Lakash samt om Benjamitternes skændselsdåd fremstår som tilføjede tillæg til resten af ​​bogen, og dér finder vi beretningen om kvinderne, der blev kidnappet fra Silo. &quot;Voldtægten af ​​de sabinske kvinder&quot;, som en gammel fortælling genfortalt af Livius (''Historie'' I, 9,1-16) og Plutarch (Lives: Romulus XIV, 2-8), kan være forbilledet for de bortførte piger i Dommerbogen kapitel 21:1-24. &lt;ref&gt;Gnuse (2007)&lt;/ref&gt;

Anden Samuelsbog kapitel 21-23 synes også at være et appendiks, og heri finder vi David, der hælder det vand, han har modtaget fra sine krigere, ud. Dommerbogen kapitler 13-21 og Anden Samuelsbog 21-23 kunne derfor være blevet føjet til Deuteronomistiske historier på et meget sent tidspunkt. Historierne om Josef i Første Mosebog kaptel 39-50, der skulle forklare jødernes ophold i Egypten, ses ofte som en sen tilføjelse fra omkring 400 f.Kr. eller senere, hvorfor Herodots indflydelse på Josefs drømmetydning er sandsynlig. Andre beretninger ser også ud til at være blevet indsat noget ujævnt i deres fortællende kontekst. Dette er tydeligst i beretningen om Jeftas ofring af sin datter, som synes at være indsat midt i Jeftas slag i Transjordan, og fortællingen om Bileam og hans æsel, som fremstiller Bileam med en helt anden persona end den, der findes i resten af ​​Fjerde Mosebog 22-24. Historien om de tre engle, der besøger Abraham og pludselig kun bliver to i antal, da de besøger Lot, beder os om at se på parallelle romerske beretninger, hvor der er henholdsvis tre og to engle i fortællingerne fra Ovid. Desuden vidner de nuancerede detaljer i dialogen i Første Mosebog 18-19 også om en senere tids skrivestil. Således synes indflydelsen fra klassiske og græske beretninger at være mest sandsynlig i historier, der synes at være senere tilføjelser og indsættelser i hovedhistorierne.

Foruden indholdsmæssige ligheder er der også opbygningsmæssige ligheder. Daniel Hawk bemærkede, at Aischylos' Orestia og Første Samuelsbog kapitel 8 til Anden Kongebog 8 deler lignende struktur og karakterer. Begge har et tredelt skema og bruger metaforer til at afspejle overgangen fra et slægtskabssamfund til et borgersamfund. Agamemnon og Saul afspejler den gamle orden, Orestes og David viser overgangen, og Athena og Salomon indvier den nye orden. Den deuteronomistiske historiker brugte Orestia som model for sine &quot;modtagne traditioner vedrørende det israelitiske monarki&quot;. Hawk mente, at den hellenistiske æra ville have været det tidspunkt, hvor den bibelske forfatter havde adgang til Aischylus' skrifter.

Disse og andre eksempler er blevet fremhævet af nogle forskere, der generelt er enige om, hvordan hellenistisk litteratur formede den oprindelige historie efter 300 f.Kr. eller endda efter 200 f.Kr. i den makkabæiske æra. Larsson konkluderede, at de bibelske beretninger blev skabt i det ptolemæiske Egypten i det andet århundrede f.Kr. og påvirket af betydelige græske historikere fra det tredje århundrede f.Kr., så som Berossos, Manetho og Eratosthenes. På grundlag af sådanne iagttagelser mener Niels Peter Lemche, at Dommerbogen og sikkert også andre dele af Gamle Testamente først er blevet skrevet eller har fundet deres endelige form omkring 272 f.Kr. Etienne Nodet bekræftede, at Pentateuken opstod i begyndelsen af ​​det tredje århundrede f.Kr., men profeterne og nogle af skrifterne blev skabt i det andet århundrede f.Kr. Disse tekster blev genereret i Alexandria under hellenistisk indflydelse. Emanuel Pfoh mente, at selvom den primære historie blev skabt i den hellenistiske æra, kom nogle traditioner fra den assyriske og persiske æra og blev udviklet af skrivere gennem årene. Men i bund og grund blev teksten formet under hellenistisk indflydelse (23, 33-35). Hvordan det nu forholder sig, står det klart, at både den sene tilblivelse og dens mulige motiver undergraver store dele af Gamle Testamente som historisk kilde.

Det er muligt, at der findes en historisk kerne, som over tid er blevet udbygget og pyntet på med narrativer hentet fra græske traditioner, men indtil videre må det konstateres, at næsten alt i Gamle Testamente lader sig betvivle.

Mest afgørende i denne sammenhæng er det imidlertid, at hvis disse kritikere tilhørende &quot;Københavnerskolen&quot; har ret, så betyder det, at ''Tanakh'' eller Gamle Testamente langt fra var færdigskrevet endsige færdigredigeret, da jøderne vente tilbage til Jerusalen efter eksilet i Babylon. Forud ventede endnu en lang redigeringsproces, og det kan også forklare hvorfor, at vi skal helt frem til 2. århundrede f.Kr. (eller tidligst 3. århundrede f.Kr.) før, at jøderne udviser noget kendskab til deres religiøse skrifter. Forklaringen er den enkle, at først da havde skrifterne nået et så fuldendt udseende, at de lod sig anvende i den national-politiske propaganda.

==== Hyksos-problemet ====

Mens arkæologerne med rimelig sikkerhed tør fastslå, at der fandtes en særlig israelitisk befolkning fra omkring 1200 f.Kr., så er der mere usikkerhed om tiden forud. Hovedspørgsmålet kan formuleres således: er jødernes ophold i og udvandring fra Egypten en historisk begivenhed eller ej? Holdningerne spænder fra fuldstændig afvisning af denne historie til ubetinget tilslutning.

For at løse problemet må vil opspalte det i tre delspørgsmål:&lt;/br&gt;
- kan der påvises et ophold af en semitisk befolkning i Egypten?&lt;/br&gt;
- hvis ja: inden for hvilket tidsrum?&lt;/br&gt;
- hvis ja: var det israelitter eller ej?

Det umiddelbare svar på spørgsmålet er, at der faktisk findes oplysninger om en fremmed befolkning i Egypten. Men denne befolkning, kaldes af egypterne selv ''Hiku-khasut'', det vil sige &quot;ørkenfyrsterne&quot; (hvilket på græsk er blevet til ''hyksos''&lt;ref&gt;Bibby (1978), s. 96&lt;/ref&gt;, og denne benævnelse bruges almindeligvis og derfor også her), ikke &quot;hebræerne&quot;, &quot;jøderne&quot; eller &quot;israelitterne&quot;, og ingen af disse betegnelser kendes i samtiden, end ikke fra Kana'an. Forskerne mener at kunne fastslå, at disse ''hyksos'' ankom fra øst til Egypten i 19. århundrede f.Kr., regerede over Egypten i 17. og 16. århundrede f.Kr. men senere forsvandt igen. Der er fundet en grav rejst over en mand ved navn ''Aper-El'', det vil sige &quot;El's tjener&quot;, som tjente hos faraonerne Amenhotep III og Akhenaten i 14. århundrede f.Kr.&lt;ref&gt;Dinkgreve (2021), kap. 8&lt;/ref&gt;

Et passende udgangspunkt for vurdering af udvandringens troværdighed kan være Simcha Jacobovici og hans film &quot;''The Exodus decoded''&quot;. Heri giver han blandt andet en omfattende dokumentation, som nok kan være en nøjere gennemgang værd.

Simcha tager udgangspunkt i bibelkritiske afvisninger af udvandringen, som traditionelt blev dateret til 1270 f.Kr. det vil sige i Ramses II's regeringstid men hvor der ingen beviser for en sådan begivenhed findes. Simcha mener, at denne datering er forkert, og at den korrekte tidsfæstelse er omkring 1500 f.Kr. Som beviser for denne tidsfæstelse anfører han følgende:

Hyksos-folket skulle være kommet til Egypten omtrent 200 år før, at de atter udvandrede, det vil sige 1700 f.Kr. I en grav i Beni Hassan ved Nilen omkring 400 km syd for Cairo findes et vægmaleri, som viser en indvandring til Egypten. Befolkningen er semitter med skæg, flerfarvede dragter og med benævnelsen &quot;''Amo''&quot;. I ''Tanakh'' (Gamle Testamente) anvendes benævnelsen &quot;''Amo Israel''&quot;, det vil sige &quot;Guds folk&quot;. Benævnelsen er den samme og deres ophold passer nøje med traditionen.

Hyksos-folkets hovedstad var Avaris, der ligger i Nilens delta nord for Cairo. Avaris er blevet udgravet af professor Manfred Bietak fra Wien. Han har blandt andet fundet 9 seglstamper med navnet &quot;Jakob&quot;, hvilket nøje svarer til den bibelske tradition om faraos betroede mand, Josef, der netop var søn af Jakob.

Ifølge traditionen ender indvandrerne som slaver. I Serabit El Khadim i Sinai-ørkenen blev udvundet tyrkis-sten i miner ved slaveri. I en af disse minder findes en alfabetisk (ikke-egyptisk) indskrift på væggen: &quot;El, hjælp mig&quot;. ''El'' var navnet på en semitisk guddom.

En stele rejst af farao Ahmoses og dateret til omkring 1500 f.Kr. fortæller om blandt andet storm og mørke i overensstemmelse med den bibelske tradition, og den nævner gud i ental. Ahmoses er kendt for at have udvist hyksos-folket. Navnet Ahmoses betyder på egyptisk &quot;månen er født&quot; men på hebraisk &quot;Moses' broder&quot;. 

Omkring 1500 f.Kr. indtraf et stort vulkanudbrud på øen Santorini i det græske øhav. Simcha mener, at det var denne begivenhed, som udløste udvandringen, og at den også kan forklare Egyptens ti plager. Hans argumentation herfor er følgende:

I Avaris er fundet vulkansk pimpsten dateret til omkring 1500 f.Kr. Dette viser (om ikke andet) at Egypten blev påvirket af netop dette vilkanudbrud.

Vulkanudbruddet og tilhørende jordskælv havde følgende bivirkninger:&lt;/br&gt;
- vandet bliver rødt. Årsagen er, at rust frigøres ved gasudbrud fra bunden og opblandes i vandet. Dette skete blandt andet i 1986 ved Nyos-søen i Cameroon.&lt;/br&gt;
- frøer. Hopper ud af vandet, når det bliver forurenet.&lt;/br&gt;
- lus, fluer og epidemi følger som eftervirkninger af miljøkatastrofen&lt;/br&gt;
- sår og bylder. Disse kendes ligeledes fra Nyos-begivenheden i 1986.&lt;/br&gt;
- hagl. Is og ild = &quot;vulkansk hagl&quot; omtales i den såkaldte Ipuwer-papyros og skyldes, at vulkansk aske blandes med vand i atmosfæren.&lt;/br&gt;
- græshopper. Bringes på vandring på grund af klimaændringen.&lt;/br&gt;
- mørke. Skyldes en askesky, der fra vulkanudbruddet bredte sig til Nilens delta, hvilket er bevist ved korn af asken fundet af Jean-Daniel Stanley fra Smithsonian Institute.&lt;/br&gt;
- førstefødte sønner døde. Skyldes at CO&lt;sub&gt;²&lt;/sub&gt; frigøres fra jordens indre og lægger sig lige ved jordens overflade. Da de ældste priviligerede sønner sov på en lav seng, blev de dræbt af gassen, mens andre børn der sov på de flade tage aldrig blev berørt inden, at gassen opløstes igen. Noget tilsvarende blev observeret i Nyos. Yderligere er der udgravet massegrave i Avaris, som kun omfatter personer af mandkøn og ikke krigere. Og Ahmoses' egen søn døde som 12-årig (hans begravede lig er fundet).&lt;/br&gt;
Ifølge Simcha er alle disse begivenheder således naturlige mulige følger af vulkanudbruddet.
[[Fil:Stele_of_Grave_Circle_A_Mycenae_NAMA_1428.JPG|200px|thumb|Gravstele fra Mykene, der viser Farao, som forfølger Moses. De er omgivet af vand på begge sider.]]
Velkendt er historien om havets deling.&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 82&lt;/ref&gt; Den korrekte formulering i Bibelen er &quot;Yam Suf&quot;, det vil sige Sivhavet. Men siv vokser ikke i saltvand, så der er tale om en stor sø. På Ismailia Regional Museum findes en granitsten med en indskrift i hieroglyffer, ''El Arish''-indskriften, der fortæller om udvandringen set fra faraos side. Her kaldes lederen for &quot;ørkenprinsen&quot;. Mere bemærkelsesværdigt er det, at indskriften også fortæller, at vandene delte sig (markeret som bølger + 2 knive), og at indskriften nævner stedet for denne begivenhed: ''El Balah'', en nu tidligere sø beliggende øst for Avaris nær overgangen til Sinai-ørkenen. Simcha mener, at som følge af de tektoniske forskydninger og deraf følgende jordskred løftede den afrikanske plade sig 1-2 meter og skabte en landkorridor, men kort efter fulgte en tsunami, som druknede faraos hær.

Simcha peger på et vægmaleri på Santorini, som viser en sejlads fra en by omgivet af mure. Simcha mener, at den viste by er Avaris, idet der her også er fundet minoiske vægmalerier, hvilket vidner om handelsforbindelser. En del af udvandrerne skulle således være draget til Grækenland. I Mykene er fundet guldgenstande og sværd i en grav dateret til 1500 f.Kr. De kan stamme fra jødiske udvandrere. Desuden er fundet tre gravsten med billeder visende først en mand på en stridsvogn, der forfølger en gående mand omgivet af bølger, dernæst at den gående mand er nået højere liggende land og har vendt sig imod stridsvognen, og endelig at stridsvognen drukner i bølgerne. Billederne viser, let forenklet, faraos forfølgelse af Moses. Det er i bogstaveligste forstand en tegneserie om begivenheden.

Simcha peger dernæst på, at jordskælv kunne have ført til, at gas og olie blev frigivet og måske blev antændt, og derved gav anledning til røgsøjler om dagen og ildsøjler om natten svarende til beretningen i Anden Mosebog kapitel 13 vers 21-22: &quot;Herren gik foran dem, om dagen i en skysøjle for at føre dem på vejen og om natten i en ildsøjle for at lyse for dem, så at de kunne gå både dag og nat. Skysøjlen fjernede sig ikke fra folket om dagen og ildsøjlen ikke om natten.&quot;&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 81&lt;/ref&gt;

Endelig mener Simcha at kunne påvise, hvor bjerget Sinai lå. Og han mener at have fundet billedlige gengivelser af Pagtens Ark - i Grækenland af alle steder!

Så langt Simcha. Det giver anledning til en række spørgsmål: er begivenheden fejldateret? Det er der faktisk en del, der tyder på. Begivenheden fandt efter alt at dømme sted omkring 1500 f.Kr. Kan et vulkanudbrud være forklaringen på begivenhedsforløbet? Svaret må være, at det er muligt, i hvert fald er der intet, som tyder på, at det ikke kunne være tilfældet. Var dette hyksos-folk ''Amo'' og var det semitter? Ja, det er sandsynligt. Var det også israelitter? Det er muligt, men ikke sikkert.

Vi har tidligere fastslået, at Gamle Testamentes historie om udvandringen fra Egypten tidsmæssigt er uforenelig med historien om Abraham som israelitternes stamfader, idet hans ophold i filistrenes land er flere hundrede år senere end udvandringen. Og det forbliver uforklarligt, at et folk, som kaldte sig selv Israel, ikke optræder under dette navn men af Egypterne kaldtes henholdsvis ''Amo'' og ''Hyksos''.  

Historien om ''exodus'' eller udvandringen fra Egypten kendes ikke fra Elephantine, en jødisk by i Egypten fra 400-tallet f.Kr., hvilket kunne tyde på, at denne tradition i jødisk historieforståelse enten må være yngre end denne tid eller endnu ikke spillede den rolle i jødisk selvforståelse, som den senere fik.

Hvis man vil være besværlig, kan man opstille følgende alternative hypotese: udskibningen fra Egypten til Mykene eksisterer ikke i det bibelske narrativ. Hvis man alligevel forudsætter, at det afspejler en historisk kendsgerning, så kunne disse udvandrere, ''hyksos'', have taget hele traditionen med sig og billedligt gengivet den på deres gravsteler. Da &quot;havfolket&quot; (som beviseligt stammer fra Grækenland foruden andre steder) langt senere, omkring 1178 f.Kr., kom til Palæstina, bragte de traditionen med sig. Det er her fra, at jøderne senere overtog den, omformulerede den til en ørkenvandring med Moselov og hele molevitten og dermed tillige skrev det oprindelige folk ud af beretningen og satte sig selv ind i stedet som led i en selvskabt historisk tradition. 

Der er selvsagt ingen beviser for en sådan udvikling, men der er heller intet, som modsiger den, og den ville forklare årsagen til, at traditionen åbenbart overlevede i Mykene. Og hvad mere er: det kunne forklare hvorfor, at folk fra Middelhavets nordlige kyster søgte øst- og sydpå (i stedet for vestpå), da deres hjemlige forhold ikke tillod dem at blive boende, hvor de var. Et indicium for, at teorien kunne være rigtig, er det forhold, at Mykene var et handelscentrum i tiden 1600-1100 f.Kr. blandt andet med handelsforbindelser til Levanten. Blandt de forhandlede varer var genstande af elfenben fundet i Megiddo, der viser handelsforbindelser til Det Ægæiske Hav, Kypern, Hittitterne samt Egypten.&lt;ref&gt;Novacek (2011), s. 47f&lt;/ref&gt; Det indebærer, at &quot;havfolket&quot; meget vel kan have haft handelsforbindelser med Levanten tidligere og derfor kendte til områdets frugtbarhed inden, at de udvandrede dertil.

Der imod kan vi udelukke, at det var israelitterne selv, som indvandrede sammen med havfolket, fordi dette skete 1178 f.Kr. mens Israel som omtalt nævnes på en stele allerede fra 1208 f.Kr.

Kildekritisk må det konstateres, at Mosebøgerne ret beset forsøger at forene to temmelig uforenelige historiske traditioner: på den ene side traditionen fra Mesopotamien omfattende Edens Have (Dilmun), Babelstårnet (zigguraterne) og Noas ark, hvor Abraham indgår som det forklarende bindeled hvorfor, at jødernes stamfader udvandrede til Kana'an, på den anden side traditionen om Jakob (Israel)&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 46&lt;/ref&gt;, Josef og hans brødre&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 48f&lt;/ref&gt;, Israels udvandring til Egypten&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 59&lt;/ref&gt; og Moses&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 67&lt;/ref&gt; med udvandring, ørkenvandring, moseloven og løftet om Kana'an.&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 243&lt;/ref&gt;

Der kan næppe være tvivl om, at den jødiske beretning om udvandringen fra Egypten og den egyptiske beretning om fordrivelsen af de fremmede omtaler den samme begivenhed set fra to sider. For så vidt behøver ingen af dem at give det sande billede: hvis årsagen virkelig var et vulkanudbrud, kunne de forringede leveforhold efter dette meget vel være årsag til, at folk udvandrede eller bortvandrede igen. At jøderne eller israelitterne har taget begivenheden til sig er for så vidt ikke anderledes end andre historier, som de har adopteret og adapteret.

Som en sidebemærkning skal det lige nævnes, at den egyptiske konge Amenhotep IV, bedre kendt som Akhenaten, som var gift med Nefertiti og fader til Tutankhaton, og som er gået over i historien som den første monoteistiske konge, regerede fra omkring 1353 til 1336 f.Kr. Det betyder, at han regerede henved 150 år efter, at ''hyksos'' udvandrede, og at der således ingen forbindelse er med Moses.

=== Bearbejdede profetier ===

De mange profetiske tekster i Gamle Testamente udgør et eget problem. Kort sagt er de kildekritiske studier i stigende grad blevet opmærksomme på, at der ikke er tale om originale tekster. I stedet er disse blevet ændret for at tilpasse dem til bestemte formål.

Esajas', Jeremias', Ezekiels og de Tolvs Bog mangler en historie og opretholder ikke en ensartet kronologisk rækkefølge af materiale. De profetiske bøger ses ikke længere som blot kilder, hvorved læserne kan få adgang til fortiden. De læses nu som bevidste kompositioner, der genpræsenterer og fortolker profeternes ord i tekstform.

Allerede i de sidste profeters tekster er der tegn på bevidst bevidsthed om tekstualiseringen af ​​profetier. Historien i Jeremias 36 beskriver for eksempel en proces, hvor forskellige budskaber i forskellige former fra forskellige tider og steder sammensættes i tekstform af profetens skriver. Når denne rulle efterfølgende ødelægges som reaktion på dens læsning, sker der ikke blot en omskrivning af rullen, men også en betydelig tilføjelse af lignende ord (Jeremias 36:32), hvilket vidner om bogens litterære vækst. Profeter som Jeremias er ikke længere tilgængelige, men deres ord er tilgængelige i de bøger, der bærer deres navne (Zakharias 1:5-6). Disse bøger danner et særskilt korpus inden for den bibelske kanon. Når Daniel refererer til Jeremias' profeti om halvfjerds år i Daniel 9:2, taler han om Jeremias' bog blandt en flerhed af profetiske bøger (jf. Ezekiel 38:17). 

De tidligste postbibelske fortolkere af den profetiske litteratur var de skriftkloge, oversættere og kommentatorer, der videregav, gengav og forklarede teksterne. Blandt vidner til den tidligst dokumenterede periode med skriftlig overlevering (ca. 250 f.Kr. indtil 132-135 e.Kr.) er det tydeligt, at skriftkloge ikke så sig selv som blot afskrivere på samme måde som skriftkloge fra en senere periode. De så snarere sig selv som ligestillede med de oprindelige forfattere, og de udvidede ofte den bibelske tekst med fortolkninger, der var beregnet til at hjælpe læserne med at forstå teksten. Disse skriftkloge havde deres eget syn på den bibelske tekst og ønskede at sikre en teologisk korrekt læsning af den.

Blandt de profetiske bøger må de mest fremragende eksempler på fortolkningsmæssig udvidelse være Jeremias og Ezekiel i den masoretiske tekst (MT). I disse tilfælde har udvidelsen nået niveauet for skabelsen af ​​nye udgaver af bøgerne. De hebraiske tekster bag de oldgræske (OG) versioner af disse bøger er betydeligt kortere førsteudgaver. Mange af udvidelserne i andenudgaverne, der findes i MT, er af eksegetisk karakter. For eksempel er Jeremias' berygtede fjende fra nord ikke eksplicit identificeret i OG eller dens hebraiske kilde, hvilket efterlader den åben for den slags eskatologiske fortolkning, der findes i Ezekiel 38:14-17, men MT identificerer denne fjende som Babylon i udvidelsen af ​​Jeremias 25:9, hvilket skaber en interessant konflikt med Jeremias 50:3 og dens profeti om en fjende fra nord, der kommer mod Babylon. Et andet eksempel er versionen af ​​Jeremias' profeti om halvfjerds år i Jeremias 25:11-12. I OG er denne profeti ikke eksplicit begrænset til perioden med babylonsk fangenskab (se: Dan 9:1-2, 24-27), men udvidelserne i MT gør denne begrænsning af profetien eksplicit (jf. Jeremias 29:10). For Ezekiels Bog forekommer en af ​​de mest bemærkelsesværdige udvidelser i MT Ezekiel 36:23c-38, som mangler, et vigtigt vidnesbyrd om OG fra det tredje århundrede e.Kr. Denne ret lange udvidelse er baseret på materiale fundet andre steder både i og uden for Ezekiels Bog. 

Når det forholder sig således med disse tekster, rejser det uundgåeligt spørgesmålet om og i hvilken grad, det samme er tilfældet med andre tekster i Gamle Testamente. Og det svækker betydeligt Gamle Testamentes værdi som kilde til jødernes historie.

=== Sammenfatning ===

Denne gennemgang af Gamle Testamente har kun omfattet en mindre del af den samlede tekst, men selv denne meget begrænsede gennemgang har belyst en række problemer:&lt;/br&gt;
- Gamle Testamente er ''ikke'' en historisk redegørelse for jødernes historie, selv om den giver indtryk af dette,&lt;/br&gt;
- det er i stedet en samling af traditioner, anekdoter og myter skrevet af ulige forfattere til ulige tider&lt;/br&gt;
- der er gjort forsøg på at sammenskrive og harmonisere disse narrativer&lt;/br&gt;
- hvilket ikke kan skjule, at der er kronologiske problemer&lt;/br&gt;
- og at væsentlige traditioner er hentet fra andre kulturer, især Sumer og Mesopotamien men også fra Grækenland.

Vi tør antage, at skildringen af kongetiden og det delte kongerige med navnelister over regenterne er rimelig troværdig, blandt andet fordi deres navne forekommer i andre kilder, men vi har kun ringe mulighed for at vide i hvilken udstrækning, historierne om dem er blevet ændrede for at tilpasse sig et senere monoteistisk narrativ.

Nogle historier, blandt andre Esthers Bog men også Ezras Bog og Nehemias' Bog, er meget sene og menes først at være blevet tilføjet efter afslutningen af det babylonske fangenskab.

=== &lt;big&gt;Semitismen, jødedommens tankesæt&lt;/big&gt; === 

Vi har i det foregående set på Gamle Testamente som et muligt historisk kildeskrift. Man kan imidlertid også anlægge en helt anden synsvinkel, nemlig Gamle Testamente som ideologisk grundlag nærmere betegnet som grundlag for en jødisk national etnicitet samt for en særlig jødisk etik. Det skal på forhånd understreges, at det følgende ikke omfatter alle jøder, idet mange alene identificerer sig som tilhørende denne folkegruppe af genealogiske og traditionsbårne årsager, det vil sige med hensyn til deres familiære oprindelse samt højtider og mindedage. Men der findes også kredse i den jødiske befolkning, der opfatter Gamle Testamente som en anvisning på hvordan, at jøder kan og bør opføre sig.

Alle kender begrebet &quot;anti-semitisme&quot;, men få eller ingen ved, hvad udtrykket &quot;semitisme&quot; egentlig dækker over. Man vil således lede forgæves efter det i en ordbog eller eksempelvis på ''wikipedia''. Her vil begrebet blivet forstået således, at det dækker over den tankegang eller de tankegange, som kan udledes og af nogle er blevet udledt af Gamle Testamente. Det betyder, at der her vil blive set bort fra jødisk mysticisme, kabala, frankisme og lignende ældre og nyere afledede ideologier, hvilke hver for sig er en særskilt undersøgelse værd.

Læser man Gamle Testamente, vil man se, at bestemte tankegange bliver promoveret. Det drejer sig i hovedsagen om følgende:&lt;/br&gt;
- det udvalgte folk&lt;/br&gt;
- racisme&lt;/br&gt;
- retten til Kana'an&lt;/br&gt;
- retten til at myrde hele befolkninger&lt;/br&gt;
- &quot;honningfælder&quot; og pengeafpresning&lt;/br&gt;
I det følgende vil hvert af disse emner blive gennemgået særskilt.

=== Det udvalgte folk ===

Ideen om jøderne som Guds udvalgte folk tager udgangspunkt i Første Mosebog kapitel 12: her møder vi Abram ved Ur i Kaldæa. Videre hedder det: &quot;Herren sagde til Abram: &quot;Forlad dit land og din slægt og din fars hus, og drag til det land, jeg vil vise dig. Jeg vil gøre dig til et stort folk og velsigne dig. Jeg vil gøre dit navn stort, og du skal være en velsignelse.&lt;/br&gt;
Jeg vil velsigne dem, der velsigner dig,&lt;/br&gt;
og den, der forbander dig, vil jeg forbande.&lt;/br&gt;
I dig skal alle jordens slægter velsignes&quot;.&quot;&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 17f&lt;/ref&gt;

Senere gentages denne priviligerede stilling i andre sammenhænge, således over for Jakob i Betel. I Første Mosebog kapitel 35:9-13 hedder det: &quot;Gud viste sig igen for Jakob, efter at han var kommet hjem fra Paddan-Aram. Han velsignede ham og sagde til ham: &quot;Dit navn er Jakob; men nu skal du ikke længere hedde Jakob. Dit navn skal være Israel.&quot; Og han gav ham navnet Israel. Han sagde til ham: &quot;Jeg er Gud den Almægtige. Bliv frugtbar og talrig! Et folk, ja, en mængde folkeslag skal nedstamme fra dig, og konger skal fremstå af dit eget kød og blod. Det land, jeg gav Abraham og Isak, giver jeg dig og dine efterkommere.&quot; Så steg Gud op fraham, dér hvor han havde talt med ham.&quot;&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 46&lt;/ref&gt;

I Anden Mosebog kapitel 3:7-10 findes følgende: &quot;Så sagde Herren: &quot;Jeg har set mit folks lidelse i Egypten, og jeg har hørt deres klageskrig over slavefogederne. Jeg har lagt mig deres lidelser på sinde, og derfor er jeg kommet ned for at redde dem fra egypterne og føre dem op fra dette land til et godt og vidtstrakt land, et land der flyder med mælk og honning, dér hvor kana'anæerne, hittitterne, amoritterne, perizzitterne, hivvitterne og jebusitterne bor. Nu har israelitternes klageskrig nået mig, og jeg har set, hvordan egypterne undertrykker dem. Gå nu! Jeg vil sende dig til Farao. Du skal føre mit folk israelitterne ud af Egypten&quot;.&quot;&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 69&lt;/ref&gt; Dette og tilsvarende formuleringer med &quot;mit folk israelitterne&quot; giver jøderne en identitet som Guds udvalgte folk i den jødiske selvforståelse.

=== Racismen ===

Racismen er en logisk følge af ideen om Guds udvalgte folk. Et folk kan selvsagt ikke være &quot;udvalgt&quot;, hvis andre folk kan indgiftes i det. Følgelig er Gamle Testamente fuldt af forbud mod at gifte sig med ægtefæller fra andre folkeslag og kritik, når de alligevel gjorde det. Lad os tage nogen eksempler.

I Femte Mosebog kapitel 7:1-4 finder vi følgende påbud af Moses: &quot;Når Herren din Gud fører dig til det land, du skal ind og erobre, og han driver store folkeslag væk foran dig, hittitterne, girgashitterne, amoritterne, kana'anæerne, perizzitterne, hivvitterne og jebusitterne, syv folk, der er større og mægtigere end du, og Herren din Gud overgiver dem til dig, og du besejrer dem, da skal du lægge band på dem. Du må ikke slutte pagt med dem og ikke vise dem barmhjertighed. Du må ikke bringe dig i familie me dem; du må ikke give dine døtre til deres sønner, og du må ikke lade dine sønner gifte sig med deres døtre, for det vil få dine sønner til at vige fra mig og dyrke andre guder. Da vil Herrens vrede flamme op imod jer, og han vil hurtigt udrydde dig.&quot;&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 208&lt;/ref&gt;

Dette gælder blandt andre kong Salomo. I Første Kongebog 11:1-4 læses således følgende: &quot;Kong Salomo elskede mange udenlandske kvinder foruden Faraos datter, moabitiske, ammonitiske, edomitiske, sidoniske og hittitiske; om de folk havde Herren sagt til israelitterne: &quot;I må ikke indlade jer med dem, og de må indlade sig med jer, for så vender de jeres hjerte til deres guder.&quot; Dem elskede Salomo, og han holdt fast ved dem. Han havde syv hundrede hustruer med fyrstelig rang og tre hundrede medhustruer, og hans hustruer bragte hans hjerte på afveje.&quot;&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 390&lt;/ref&gt;

I Ezras Bog kapitel 9:10-12 optræder Ezras bodsklage med blandt andet dette: &quot;Vor Gud, hvad skal vi nu sige efter dette? For vi har svigtet de befalinger, du gav gennem dine tjenere, profeterne, da du sagde: Det land, I skal ind og tage i besiddelse, er et urent land på grund af de fremmede folks urenhed med de afskyelige handlinger, som de i deres urenhed har fyldt det med fra ende til anden. Derfor må I ikke give jeres døtre til deres sønner, og I må ikke lade jeres sønner gifte sig med deres døtre.&quot;&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 527&lt;/ref&gt; og i Kapitel 10:10-12 bliver dette gentaget: &quot;Så rejste præsten Ezra sig og sagde til dem: &quot;I har handlet troløst ved at gifte jer med fremmede kvinder; I har øget Israels skyld. Aflæg nu bekendelse for Herren, jeres fædres Gud, og gør hans vilje. Skil jer ud fra landets folk og de fremmede kvinder&quot;.&quot;&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 528&lt;/ref&gt;

I Nehemias' Bog kapitel 10:31 indgår israelitterne blandt andet følgende forpligtelse: &quot;Vi vil ikke give vores døtre til landets folk, og vi vil ikke lade vores sønner gifte sig med deres døtre.&quot;&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 542&lt;/ref&gt;

Således kunne man blive ved.

=== Lebensraum ===

Jødernes ret til Kana'ans land hidrører fra Første Mosebog. I kapitel 12 læser vi: &quot;Dengang boede kana'anæerne i landet. Herren viste sig for Abram og sagde: &quot;Jeg vil give dine efterkommere dette land&quot;.&quot;&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 18&lt;/ref&gt; Senere, i kapitel 15, præciseres udstrækningen af dette jødiske lebensraum: &quot;Den dag sluttede Herren pagt med Abram. Han sagde: &quot;Jeg giver dine efterkommere dette land fra Egyptens flod (det vil sige Nilen) til den store flod, Eufratfloden: kenitterne, kenizzitterne, kadmonitterne, hittitterne, perizzitterne, refaitterne, amoritterne, kana'anæerne, girgashitterne og jebusitterne&quot;.&quot;&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 20f&lt;/ref&gt;

Størrelsen af dette jødiske lebensraum er påfaldende. Sammenlignet med officielle landegrænser i 2026 omfatter dette område: den østlige halvdel af Egypten inklusive hele Sinai, Palæstina inklusive Gaza og Vestbredden, Libanon, Jordan, Saudi Arabien, Yemen, Oman, Forenede Arabiske Emirater, Qatar, Bahrain, Kuwait, Irak samt Syrien. Nogle jødiske imperialister medregner også Kypern til området.

En anden afgrænsning findes i Fjerde Mosebog kapitel 34. Heri læser vi: &quot;Herren talte til Moses og sagde: &quot;Giv israelitterne denne befaling: I kommer nu til Kana'an, det land, der tilfalder jer som arvelod, Kana'ans land i dets fulde udstrækning. Jeres sydgrænse skal gå fra Sins ørken langs med Edom. I syd skal jeres grænse gå fra enden af Salthavet i øst. Så skal grænsen dreje syd om Akrabbim-passet, gå videre til Sin og ende syd for Kadesh-Barnea. Så skal den fortsætte til Hasar-Addar og gå videre til Asmon. Så skal grænsen dreje fra Asmon mod Egyptens bæk og ende ude ved havet.&lt;/br&gt;
Grænsen i vest: Det Store Hav med kyststrækning. Det skal være jeres vestgrænse.&lt;/br&gt;
Dette skal være jeres nordgrænse: Fra Det Store Hav skal I trække en linie til bjerget Hor; fra bjerget Hor skal I trække en linie til Lebo-Hamat, og grænsen skal ende i Sedad. Så skal grænsen gå videre til Zifron, og den skal ende i Hasar-Enan. Det skal være jeres nordgrænse.&lt;/br&gt;
Som grænse i øst skal I trække en linie fra Hasar-Enan til Shefam. Så skal grænsen gå ned fra Shefam til Ribla øst for Ajin, og grænsen skal fortsætte ned og støde til bjergryggen øst for Kinneretsøen. Så skal grænsen gå ned til Jordan og ende ved Salthavet.&lt;/br&gt;
Dette skal være jeres land med dets grænser hele vejen rundt.&quot;&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 196&lt;/ref&gt;

Dette er unægteligt en noget anden afgrænsning end før. Den kritiske læser vi måske spørge om Herren ikke havde forklaret sig godt nok over for Moses eller måske havde ændret holdning, eller om der måske er en helt tredie forklaring?

Den tænkende læser vil måske kigge nærmere på andre dele af samme historie. Vi hører, at Abraham fik børn både med Sara, sin hustru, nemlig jøderne, og med Hagar fra Egypten, hans trælkvinde, nemlig ismaelitterne, det vil sige araberne.&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 21&lt;/ref&gt; Så var det nu jøderne, araberne eller begge grupper som skulle leve i dette område? Desuden tog han sig en ny hustru: Ketura, med hvem han også fik efterkommere.&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 31&lt;/ref&gt; Det er således ret uklart hvem, der skulle overtage dette lebensraum.
 
Således tænker semitisterne ikke. De er imperialister, og de vil have det hele for sig selv. De mener at have ret til at fordrive andre folkeslag og ser Gamle Testamente som kilde til denne ret.

=== Retten til folkemord ===

Jødernes ret til at myrde befolkningerne, som levede i Kana'an, forekommer allerede i Mosebøgerne. I Femte Mosebog kapitel 20:16-17 findes således følgende påbud udtalt af Moses: &quot;i de folks byer, som Herren din Gud vil give dig i eje, må du ikke lade en eneste beholde livet; du skal lægge band på dem, på hittitterne, amoritterne, kana'anæerne, perizzitterne, hivvitterne og jebusitterne, sådan som Herren din Gud har befalet dig.&quot;&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 223&lt;/ref&gt;

I Josvabogen hører vi hvordan, at jøderne hensynsløst myrdede indbyggerne i Kana'an, eksempelvis i kapitel 8:24-29: &quot;Da israelitterne på åben mark havde dræbt alle de indbyggere fra Aj, som havde forfulgt dem ud i ørkenen, og da alle til sidste mand var faldet for sværdet, vendte alle israelitterne tilbage til Aj og huggede indbyggerne ned med sværd. Den dag blev der dræbt i alt tolv tusind mænd og kvinder, alle indbyggerne i Aj. Josva trak ikke sin udstrakte hånd med krumsværdet tilbage, før han havde lagt band på alle indbyggerne i Aj. ..Og Josva brændte Aj ned; han gjorde den til en øde ruinhøj for evigt, og det er den den dag i dag. Ajs konge hængte de på et træ og lod ham hænge til aften. Da solen gik ned, gav Josva sine folk befaling om at tage liget ned fra træet og kaste det hen ved indgangen til byporten. Så kastede de en stor stendynge op over ham, og den ligger der den dag i dag.&quot;&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 251f&lt;/ref&gt;

Tilsvarende i Josvabogen kapitel 10:28-43: &quot;Samme dag indtog Josva Makkeda. Han slog byen og dens konge med sværd og lagde band på byen og alle, der var i den; der var ingen, der overlevede. Han gjorde det samme med kongen i Makkeba, som han havde gjort med kongen i Jeriko.&lt;/br&gt;
Fra Makkeda drog Josva sammen med hele Israel videre til Libna. Han gik til angreb på Libna, og Herren gav også denne by og dens konge i Israels hånd. Josva slog byen og alle, der var i den, med sværd; der var ingen, der overlevede. Han gjorde det samme med kongen dér, som han havde gjort med kongen i Jeriko.&lt;/br&gt;
Fra Libna drog Josva sammen med hele Israel videre til Lakish. Han belejrede byen og gik til angreb på den, og Herren gav Lakish i Israels hånd. Den følgende dag indtog Josva byen; han slog den og alle, der var i den, med sværd, ganske som han havde gjort med Libna. Da drog Gezers konge Horam op for at komme Lakish til undsætning, men Josva slog kongen og hans hær; der var ingen, der overlevede.&lt;/br&gt;
Fra Lakish drog Josva sammen med hele Israel videre til Eglon. De belejrede byen og gik til angreb på den, og samme dag indtog de den og slog den med sværd. Den dag lagde han band på alle, der var i byen, ganske som han havde gjort med Lakish.&lt;/br&gt;
Fra Eglon drog Josva sammen med hele Israel op til Hebron. De gik til angreb på byen og indtog den; de slog byen, dens konge, alle dens byer og alle, der var i den, med sværd; der var ingen, der overlevede. Ganske som han havde gjort med Eglon, lagde han band på byen og på alle, der var i den.&lt;/br&gt;
Så vendte Josva sig sammen med hele Israel mod Debir. Han gik til angreb på byen og indtog den med dens kong og alle dens byer. De slog dem med sværd og lagde band på alle, der var i den; der var ingen, der overlevede. Han gjorde det samme med Debir og dens konge, som han havde gjort med Hebron og med Libna og dens konge.&lt;/br&gt;
Således besejrede Josva hele landet: Bjerglandet, Sydlandet, Lavlandet og Skråningerne og alle kongerne dér. Der var ingen, der overlevede; hver levende sjæl lagde han band på, sådan som Herren, Israels Gud, havde befalet. Josva besejrede dem fra Kadesh-Barnea til Gaza, i hele landet Goshen og helt til Gibeon. Alle disse konger og deres lande undertvang Josva på én gang, for Herren, Israels Gud, førte krig for Israel. Så vendte Josva sammen med hele Israel tilbage til lejren i Gilgal.&quot;&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 255&lt;/ref&gt;

I Josvabogen Kapitel 11 fortsætter folkemordene i det nordlige Kana'an, blandt andet Hasor: &quot;Alle, der var i byen, huggede de ned med sværd og lagde band på dem, så ikke en levende sjæl blev tilbage; og Josva brændte Hasor ned.&quot;&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 256&lt;/ref&gt; Da massemordet var til ende, blev rovet, det vil sige Kana'an, delt mellem israelitternes stammer.&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 257-264&lt;/ref&gt; Det minder om en langt senere begivenhed: under Sovjetunionen i Stalintiden gennemførte terrororganisationen OGPU under ledelse af jøden Genrikh Jagoda&lt;ref&gt;Lina (2003), s.315&lt;/ref&gt; samt NKVD overvejende ledet af jøder&lt;ref&gt;Lina (2003), s.318, 327&lt;/ref&gt; i 1932-33 et massemord på og en massefordrivelse af ukrainske bønder fra deres gårde, en begivenhed der blev kendt som ''holodomor''. Mindre kendt er, at OGPU overvejende bestod af jøder, og at disse efterfølgende som en belønning oprettede deres egne kollektivlandbrug, kibbutz'er, på de myrdede og fordrevne ukraineres jord.&lt;ref&gt;Holocaustmuseet i USA, film&lt;/ref&gt; Jødisk historieforståelse trækker lange spor.

Det var ikke kun ved erobringen af Kana'an, at jøderne begik massemord. I Esters Bog kapitel 9:2-16 hører vi: &quot;I alle kong Ahasverus' provinser samledes jøderne i deres byer for at lægge hånd på dem, der ville dem noget ondt. .. Den trettende dag i måneden adar samledes de øvrige jøder i kongens provinser og forsvarede deres liv; de fik fred for deres fjender, og og de dræbte 75.000 af deres modstandere&quot;.&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 555&lt;/ref&gt;

Flere eksempler end de nævnte kunne være fremhævet, men budskabet og moralen er tydelig nok: i &quot;hellig krig&quot; er massemord på guddommens befalet ikke blot acceptabel men en pligt at gennemføre.

Det er mildest talt absurd at se hvordan den samme ideologi, som hyldede folkemord i Gamle Testamente, har haft travl med at fremstille de selv samme massemordere som et uskyldigt forfulgt folkefærd i det 20. og starten af det 21. århundrede.

=== Honningfælder og pengeafpresning ===

Historier i Gamle Testamente giver jøderne tvivlsomme moralbegreber, eksempelvis at prostituere deres hustruer og døtre i form af &quot;honningfælder&quot;, det vil sige lokkemad for en efterfølgende afpresning. Det begynder med selveste Abraham. I Første Mosebog kapitel 20:2-16 læser vi: &quot;Abraham sagde om sin kone Sara, at hun var hans søster, og Abimelek, kongen i Gerar, sendte bud efter Sara. Om natten kom Gud i en drøm til Abimelek og sagde til ham: &quot;Nu skal du dø, fordi du har taget denne kvinde, for hun er gift&quot;.&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 25&lt;/ref&gt; Senere, da sandheden er blevet klar, hører vi: &quot;Så gav Abimelek Abraham får og køer, trælle og trælkvinder, og han gav ham hans kone Sara tilbage. Og Abimelek sagde: &quot;Mit land ligger åbent for dig. Slå dig ned, hvor du har lyst!&quot; Til Sara sagde han: &quot;Nu giver jeg din bror tusind sekel sølv. Det skal lukke øjnene på alle dem, der hører dig til. Nu har du fået fuld oprejsning&quot;.&quot;&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 26&lt;/ref&gt; Så Abrahams afpresning lykkedes.

Senere gentager historien sig med små variationer. I Esters Bog hører vi, at jøden Mordokaj sender sin datter til kong Ahasverus' harem, hvor &quot;hun vandt hans velvilje&quot;. ..&quot;Ester havde ikke fortalt, hvilket folk og hvilken slægt, hun tilhørte, for Mordokaj havde sagt til hende, at hun ikke måtte fortælle det.&quot; Men senere udnyttes hun til at redde jøderne, og naturligvis belønnes både hun og hendes fader for dette bedrag: &quot;Og Mordokaj fik foretræde for kongen, for Ester havde fortalt, hvordan han var i familie med hende. Kongen tog sin signetring, som han havde frataget Haman, og overdrog den til Mordokaj. Og Ester satte Mordokaj over Hamans hus.&quot;&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 549, 554&lt;/ref&gt;

Således legitimerer Gamle Testamente jødernes brug af honningfælder og pengeafpresning, når denne brug rettes imod folk i magtpositioner.

=== Sammenfatning ===

I 1973 fremkom udtrykket &quot;narrativ teologi&quot;.&lt;ref&gt;Bjerg (1984), s. 11&lt;/ref&gt; Udtrykkets betydning har været noget uklar, men pointen er, at hvis en kristen vil forklare sin tro og identitet, så kan dette ske ved at fortælle om Jesu ord og gerninger. På lignende måde kan jødedommens indhold bedst forstås ved at fortælle historier fra Gamle Testamente.

Som vi har set, er sådanne historier ikke just moralske. Ideen om det udvalgte folk, der ikke må gifte sig med folk fra andre folkeslag men nok har ret til at udnytte dets kvinder i honningfælder til pengeafpresning, og som mener sig i sin gode ret til hensynsløst at udrydde andre folkeslag &quot;i Guds navn&quot;, fremavler en tvivlsom moral. Hvis man vil være lidt uvenlig, kan man med god grund hævde, at denne tvivlsomme moral langt hen af vejen også afspejler sig i jødernes nyere historie.

Vi har i det foregående set hvordan, at denne moral henter sin inspiration i fortællinger fra Gamle Testamente. Og denne moral understreges ved at de samme emner bliver gentaget med blot mindre variationer flere gange som for at understrege, at den ikke er knyttet til en bestemt historisk situation men netop har evig gyldighed. I lighed med sit afkom, muhammedanismen, er denne moral præget af en foragt for dem, som ikke tilhører &quot;in-gruppen&quot;.

Der kan måske være grund til at uddybe dette udtryk nærmere. Alle mennesker udvikler en eller anden form for bevidsthed om at tilhøre et bestemt etnisk fællesskab, herunder skaber de et dertil knyttet begrebsapparat. Man kan skelne mellem det navn, som en etnisk gruppe bruger om sig selv i denne selvidentifikation, og det navn, som andre bruger om den samme gruppe. Nogle gange, men ikke altid, bruger de samme benævnelse, men deres opfattelse af gruppens afgrænsning og indhold behøver ikke at være det samme, men kan tilpasses den aktuelle situation.&lt;ref&gt;Lund (1993), s. 81&lt;/ref&gt; Betegnelsen afspejler en bevidsthed om hvem, man hører sammen med i et fællesskab, og hvem, der ikke hører til dette fællesskab.&lt;ref&gt;Lund (1993), s. 9&lt;/ref&gt; Ofte, men ikke altid, vil de, som ikke tilhører dette fællesskab, blive set ned på, mens man selv ophøjes for sine gode egenskaber.&lt;ref&gt;Lund (1993), s. 13-26&lt;/ref&gt;

Denne vi-bevidsthed skabes i vid udstrækning ved historier, beretninger og myter, om et skæbnefællesskab gennem utallige slægtled. Ofte vil disse historier blive fyldt med navne på legendariske personligheder, hvis liv og gerninger bliver en del af den personlige identitetsfølelse. Og som regel vil en del af denne historie omfatte etnogoni, det vil sige de indfødtes egen mytiske forklaring på deres oprindelse&lt;ref&gt;Lund (1993), s. 49&lt;/ref&gt;, som regel i form af en mytisk stamfader.&lt;ref&gt;Lund (1993), s. 91&lt;/ref&gt; I dansk sammenhæng kan man tænke på Saxo og hans Danmarkshistorie. I germansk sammenhæng er det myten om Tvisto, der er grundlaget for identiteten&lt;ref&gt;Lund (1993), s. 90&lt;/ref&gt;, og for jøderne er det Abraham, der har denne rolle.

Men sådanne historiske beretninger og myter har ikke kun den funktion at begrunde selvidentiteten men tillige at begrunde moralbegreber, hvad der er &quot;god&quot; og &quot;ond&quot; opførsel. For jøderne er det netop historierne i Gamle Testamente, som opfylder denne opgave.

Over tid kan disse funktioner aftage i betydning, fordi behovet for dem ikke længere er så stort. Dette fordi at myter erstattes med faktiske historiske erindringer. Men for visse grupper er dette ikke tilfælde. Her kan udviklingen tvært imod gå i den modsatte retning og udvikle sig til en regulær fanatisme, der kan motivere og begrunde næsten enhver handling. Denne fanatisme kan formuleres og organiseres i en dertil hørende ideologi, en -isme. Semitisme er en sådan ideologi, der i princippet ikke adskiller sig fra andre -ismer bortset fra den etniske gruppe, hvis selvfølelse og handlingsmønster, den skal begrunde.

=== &lt;big&gt;Sammenfatning og konklusion&lt;/big&gt; ===

Vi er nået vejs ende i gennemgangen, og resultatet taler for sig selv. Ikke blot er det officielle narrativ ikke korrekt, for hver del af dette narrativ findes en alternativ forklaring, og tilsammen tegner disse træk et andet men helt entydigt billede.

Først og fremmest: Gamle Testamente er ikke jødisk historieskrivning.&lt;ref&gt;Adler (2022), Preface&lt;/ref&gt; Der kan påvises et utal af indlån fra andre kulturer, eksempelvis historien om Moses i sivkurven og Noas ark, som tydeligt viser, at denne historie er en myte, et narrativ, skabt for at give jødisk identitet en høj alder. I stedet tjener Gamle Testamente som redskab til at give jøder en national identitet igennem deres trosretning, i særdeleshed Jahve. Det er i Jahves navn, at de udvandrer fra Egypten, erobrer Kana'an og i nyere tid trækker sig ind i etniske ghettoer.&lt;ref&gt;Crone og Cook (1977), s. 42&lt;/ref&gt; Hele den jødiske kultur er een lang markering af begivenheder hentet fra myterne i Gamle Testamente.

Dernæst: jøderne var tydeligvis ikke det monoteistiske folkefærd, som de gerne vil give indtryk af, tværtimod. Så langt, at Gamle Testamentes fremstilling overhovedet afspejler en historisk virkelighed, dyrkede jøderne flere guder gennem flere hundrede år. Vi ser en udvikling i flere trin:&lt;/br&gt;
- første trin: to guder, Jahve og El, forenes i en &quot;supergud&quot;&lt;/br&gt;
- andet trin: gudsdyrkelsen centraliseres og kontrolleres af kongen&lt;/br&gt;
- tredie trin: de lavere guder og gudinder forkastes, fordi at de ikke hjalp i en kritisk situation&lt;/br&gt;
- fjerde trin: præsteskabet udvikler et nyt narrativ til at forstærke dets magt og betydning som samlende kraft.&lt;/br&gt;
Det var en udvikling, hvor hvert trin var en logisk følge af det foregående, når behovet for en forandring i det herskende narrativ indtraf. Den nye ideologi var, som de fleste totalitære ideologier, et spørgsmål om at legitimere retten til magtudøvelse. Dette grundlag blev konstrueret ad hoc, det vil sige spontant efter behov. Dets grundlag var aldrig vel funderet, og vi kan nu afvise det fuldstændigt som fusk og forfalskning fra ende til anden.

Samtidig var det en udvikling, hvor hvert trin bidrog med særlige træk til den nye ideologis udvikling: først blev stammeguden anvendt til at legitimere myten om &quot;det udvalgte folk&quot;, herunder en racistisk ultrasemitisk afvisning af ægteskaber med repræsentanter fra andre folkeslag, og hvor regulært folkemord legitimeres som en følge af Jahves beslutning og påbud. Dernæst må den snart svækkede kongemagt i den nye nationale stat styrke sin stilling i befolkningen, hvilket sker ved centralisering af gudsdyrkelsen. Da så statsdannelsen alligevel bryder sammen, bliver det nødvendigt at udpege en skyldig årsag, og her må husguderne holde for. Endelig må det nye narrativ styrkes, hvilket blandt andet sker ved kampen for en ny egen stat.

Da mange profeter har først og fremmest til formål at legitimere den nye nationale ideologi som Jahves vilje.

Endelig er det også fra Gamle Testamente, at jøderne henter deres moralbegreber på godt og ondt.

Det er indlysende, at hvis der kan rejses tvivl om troværdigheden af beretningerne i Gamle Testamente, så er det ikke blot et kildekritisk problem. Det er hele grundlaget for jødedommen, der vælter. Jødedommen er, som muhammedanismen, det, som i kommunistkina kaldes en ''tofu-dreg'' konstruktion: en bygning eller anden konstruktion opført af underlødige bestanddele som gør, at den før eller senere falder sammen af sig selv.

Hidtil har Gamle Testamentes narrativer aldrig være underkastet en kildekritisk analyse, i modsætning til Nye Testamente, som allerede i 1800-tallet og begyndelsen af 1900-tallet blev underkastet en sådan analyse, som den bestod med udmærkelse. Det er først i de seneste år, at et sådant arbejde er igangsat og vel at bemærke er det sket af jødiske arkæologer og historikere. Det gør, at deres resultater ikke blot kan afvises med smædeudtryk som &quot;anti-semitisme&quot;. Det er derfor, at det har været så vigtigt at gøre disse resultater bekendt for et dansk publikum. Og hvis denne bog kan bidrage til fortsatte og uddybende studier af denne problematik, så har den opfyldt sit formål.

Det er for så vidt tilfældigt, at dette sker netop på en tid, hvor staten Israel og dens regering udsættes for en stigende international kritik for sin handlemåde, og så måske alligevel ikke. I alt for lang tid har kritik af jøder og Israel kunnet undertrykkes på grund af myterne om begivenheder under 2. verdenskrig. Men nu ligger disse begivenheder så langt tilbage, 2-4 slægtled, at de ikke længere kan beskytte imod kritik. Og samtidig har både rabiate jøder og den israelske regering i de seneste år udvist en optræden, som let lader sig kritisere. Det er ikke stedet her at uddybe dette emne, det kan fortjene en særskilt behandling og hører hjemme i politisk sammenhæng, ikke i forbindelse med jødedommen som religion og kultur, selv om der kan argumenteres for, at disse områder til dels overlapper hinanden.

Vi har set hvilken afgørende inflydelse, den kildekritiske analyse af Gamle Testamente har på forståelsen af jødedommens historie, men hvorledes forholder det sig med kristendommen? Hvilken indflydelse har kildekritikken på kristendommen? Det enkleste svar er: ingen. Gamle Testamente spiller kun en rolle i kristendommen på to måder:&lt;/br&gt;
- dels at vise at Jesus som messias er forudset allerede af gammeltestamentelige profeter; det er i denne sammenhæng ikke vigtigt, om dette var faktisk var tilfældet, men derimod at jøderne i hans samtid mente, at det forholdt sig således&lt;/br&gt;
- dels at vise de religiøse dogmer, som Jesus gjorde op med. Det viser sig i hans gentagne: &quot;I har hørt at ... men jeg siger jer nu at ...&quot; Jesu lære er i virkeligheden eet stort opgør med jødedommens tankegang og etnisk snæversynethed, han er i den sammenhæng helt på linje med den foreliggende kildekritiske analyse, selv om både hans metode og budskab er et andet.

Især i sidst nævnte sammenhæng er det vigtigt at forstå, at der ikke eksisterer nogen &quot;jødisk-kristne værdier&quot;. Dette moderne udtryk er intet andet end et jødisk forsøg på at tage kristne som gidsler for deres egne ideer. I virkeligheden er det kristendommen, der introducerer næstekærlighed og respekt for medmennesker uanset deres etniske tilhørsforhold, og i forlængelse heraf introducerer både menneskerettigheder og folkestyre. Intet af dette findes i jødedommen, her er det nationalt-etnisk snæversyn, som dominerer hele vejen. Jødedommen er og forbliver en anti-kristen ideologi, fordi den hviler på en selvforståelse baseret på manipulerede kilder i form af Gamle Testamentes skrifter. Og ved at påvise disse manipulationer, myter og omskrivninger, beviser moderne kildekritik, at kristendommen var og er et berettiget opgør med jødedommen.

Endnu for en menneskealder kunne forskere i jødedommen leve i deres vildfarelse om, at selv om der var problemer med Gamle Testamente som kilde til jødedommens historie, så var den i sine hovedtræk alligevel korrekt. Således er det ikke længere. Det kan nu bevises, at der bag den mytiske fortælling gemmer sig en anden historie. Lad så være, at begivenheder i de senere år i Gaza, på Vestbredden, i Libanon, i Egypten, over for Syrien og Iran uden tvivl har bidraget til at fremme denne udvikling. Et træ kendes på dets frugter, og hele verden har nu set de frugter, som jødisk fundamentalisme bringer med sig. Myten om det forfulgte uskyldige folkefærd lader sig ikke længere opretholde.

Og jo mere skingre, hysteriske og fanatiske jødedommens fundamentalister bliver i deres holdninger og opførsel, desto hurtigere vil de miste de sidste rester af en troværdighed, som de i virkeligheden aldrig har haft.

=== &lt;big&gt;Noter&lt;/big&gt; ===
{{Reflist|3}}

=== &lt;big&gt;Litteratur&lt;/big&gt; ===
* Yonatan Adler: ''The Origins of Judaism. An Archaeological-historical Reappraisal''; Yale University 2022; ISBN 978-0-300-25490-7
* Yonatan Adler: &quot;Toward Identifying Proto-Judaic Cultural Features in Ancient Israel and Judea&quot; (i: ''Journal of Ancient Judaism'' (2024), s. 1-28)
* Yonatan Adler: ''Between Yahwism and Judaism. Judean Cult and Culture during the Early Hellenistic Period (332-175 BEC)''; Cambridge University Press 2025; ISBN 978-009-45961-7
* Gad Barnea: &quot;P. Berlin 13464, Yahwism and Achaemenid Zoroastrianism at Elephantine&quot; (2024)
* Geoffrey Bibby: ''I Dilmun tier ravnen''; Wormanium 1971; ISBN 87-85-1600-40
* Geoffrey Bibby: ''Det forsvundne årtusinde''; Wormanium 1978; ISBN 87-8516-053-9
* ''Bibelen''; Det Danske Bibelselskab 1992; 1. udgave 1. oplag; ISBN 87-7325-276-6
* Svend Bjerg: &quot;Den kristne grundfortælling. Studier over fortælling og teologi&quot; (''Teologiske Studier'', bind 8; 2. oplag 1984; Aarhus 1984; ISBN 87-7003-409-5) 
* Patricia Crone og Michael Cook: ''Hagarism. The Making of The Islamic World''; Cambridge 1977; ISBN 0-521-21133-6
* Stephan Peter Dinkgreve: ''In Search of the Sublime: A world history of humanity's relentless pursuit of scientific truth, moral excellence, and enlightenment''; 2021
* Robert Gnuse: &quot;Spilt Water: Tales of David (II Sam 23:13-17) and Alexander the Great (Arrian, Anabasis of Alexander 6.26.1-3).&quot; (i: ''Scandinavian Journal of the Old Testament''; 1998, bind 12, s. 233-248)
* Robert Gnuse: &quot;Abducted Wives: A Hellenistic Narrative in the Book of Judges?&quot; (i: ''Scandinavian Journal of the Old Testament''; 2007; bind 22, s. 272-285)
* Robert Gnuse: &quot;From Prison to Prestige: The Hero who helps a King in Jewish and Greek Literature.&quot; (i: ''Catholic Biblical Quarterly''; 2010 bind 72, s. 31-45)
* Robert Gnuse: &quot;Divine Messengers in Genesis 18-19 and Ovid.&quot; (i: ''Scandinavian Journal of the Old Testament''; 2017; bind 31, s. 66-79)
* Robert Gnuse: &quot;Greek Connections: Genesis 1-11 and the Poetry of Hesiod&quot; (i: ''Biblical Theology Bulletin''; 2017 nr. 47, s. 131-143
* Robert Gnuse: &quot;Heed Your Steeds: Achilles’ Horses and Balaam’s Donkey.&quot; (i: ''International Journal of Research in Humanities and Social Sciences''; 2017; række 4 hæfte 6; s. 1-5)
* Robert Gnuse: &quot;Samson and Heracles Revisited.&quot; (i: ''Scandinavian Journal of the Old Testament''; 2018, bind 32, s. 1-19)
* Robert Gnuse: &quot;Greek Historians and the Primeval History.&quot; (i: ''International Journal of Research in Humanities and Social Sciences''; 2019; række 6 hæfte 1, s. 20-25)
* Robert Gnuse: &quot;Jephthah’s Daughter and Iphigenia in the Plays of Euripides&quot; (i: ''International Journal of the Arts and Humanities''; 2019; række 5 hæfte 1, s. 16-23)
* Robert Gnuse: &quot;Hellenism and the Primary History: The Imprint of Greek Sources in Genesis-2 Kings&quot; ''Copenhagen International Seminar''; Routledge, London 2020 
* Daniel Hawk: &quot;Violent Grace: Tragedy and Transformation in the Orestia and the Deuteronomistic History.&quot; (i: ''Scandinavian Journal of the Old Testament''; 2003, bind 18, s. 73-88)
* Gerhard Larsson: &quot;Possible Hellenistic Influence in the Historical Parts of the Old Testament.&quot; i: ''Scandinavian Journal of the Old Testament''; 2004; bind 18, s. 296-311)
* Niels Peter Lemche: &quot;The Old Testament-A Hellenistic Book&quot; (: ''Scandinavian Journal of the Old Testament''; 1993 bind 7, s. 163-193)
* Niels Peter Lemche: &quot;Is It Still Possible to Write a History of Ancient Israel?&quot; (i: ''Scandinavian Journal of the Old Testament''; 1994, bind 8, s. 163-188)
* Niels Peter Lemche: &quot;Good and Bad in History: The Greek Connection.&quot; (i: Steven McKenzie and Thomas Römer (red.): &quot;Rethinking the Foundations: Historiography in the Ancient World and in the Bible. Essays in Honour of John Van Seters&quot;; ''Beihefte zur Zeitschrift für die altestamentliche Wissenschaft'' nr. 294; Walter de Gruyter, Berlin 2000; s. 127-140) 
* Niels Peter Lemche: &quot;How Does One Date an Expression of Mental History?&quot; (i: Lester Grabbe (red.): &quot;Did Moses Speak Attic? Jewish Historiography and Scripture in the Hellenistic Period&quot; (i: ''Journal for the Study of the Old Testament Supplement Series'' 317/European Seminar on Historical Methodology 3; Sheffield Academic Press, Sheffield 2001; s. 200-224)
* Niels Peter Lemche: &quot;Does the Idea of the Old Testament as a Hellenistic Book Prevent Source Criticism of the Pentateuch?&quot; (i: ''Scandinavian Journal of the Old Testament''; 2011, bind 25, s. 75-92)
* Niels Peter Lemche: &quot;When the End is the Beginning: Creating a National History?&quot; (i: ''Scandinavian Journal of the Old Testament''; 2015, bind 29, s. 22-32)
* Jüri Lina: ''Skorpioni märgi all. Nõukogude võimu tõus ja langus''; Stockholm 2003; ISBN 91-972897-9-5
* Allan A. Lund: ''De etnografiske kilder til Nordens tidlige historie''; Wormanium 1993; ISBN 87-89531-08-6
* Etienee Nodet: &quot;Editing the Bible: Alexandria or Babylon?&quot; (i: Thomas Thompson and Philippe Wajdenbaum (red.): ''The Bible and Hellenism: Greek Influence on Jewish and Early Christian Literature. Copenhagen International Seminar''; Routledge, New York 2014; s. 36-55) 
* Gabrielle Vera Novacek: ''Ancient Israel. Highlights from the Collections of The Oriental Institute University of Chicago''; University of Chicago 2011; ISBN 978-1-88923-65-3
* Johannes Pedersen: &quot;Hasmonæer&quot; (i: ''Salmonsens Konversationsleksikon'', 2. udgave, bind X; 1919; s. 943-944)
* Katherine Stott: &quot;Herodotus and the Old Testament: A Comparative Reading of the Ascendancy Stories of King Cyrus and David.&quot; (i: ''Scandinavian Journal for the Study of the Old Testament''; 2002; bind 16 s. 52-78)
* Jan-Wim Wesselius: &quot;Discontinuity, Congruence and the Making of the Hebrew Bible.&quot; (i: ''Scandinavian Journal for the Study of the Old Testament''; 1999 bind 13 s. 24-77)
* Jan-Wim Wesselius: &quot;The Origin of the History of Israel: Herodotus’ Histories as Blueprint for the First Books of the Bible&quot; (i: ''Journal for the Study of the Old Testament Supplement Series''; Sheffield Academic Press, Sheffield 2002)
* Hans Christian Ørsted: &quot;Overtro og Vantro i deres Forhold til Naturvidenskaben&quot; (''Aanden i Naturen''; 4. udgave; København 1978; ISBN 87-414-8972-1; s. 76-106)

=== &lt;big&gt;Film&lt;/big&gt; ===
* Simca Jacobovici: ''The Exodus Decoded''</text>
      <sha1>lut1qwx64embxebiytvn75wxck1joyo</sha1>
    </revision>
    <revision>
      <id>41958</id>
      <parentid>41957</parentid>
      <timestamp>2026-05-27T14:56:06Z</timestamp>
      <contributor>
        <username>Sven Halfdan Nielsen</username>
        <id>3898</id>
      </contributor>
      <comment>småret</comment>
      <origin>41958</origin>
      <model>wikitext</model>
      <format>text/x-wiki</format>
      <text bytes="154133" sha1="rptt0fev6cm1dvzu9ub9hrzdc4sgb72" xml:space="preserve">[[Fil:Philippe de Champaigne - Moses with the Ten Commandments - WGA04717.jpg|thumb|400px|Ifølge nye videnskabelige kildekritiske teorier er det ikke Moses, som har skrevet Mosebøgerne. Maleri af Philippe de Champaigne.]]

=== &lt;big&gt;Fortale&lt;/big&gt; ===

Jødedommens ældste historie har hidtil været indhyllet i mørke. Traditionen hviler på ''Tanakh'' eller Gamle Testamente, men dette synes først at have fundet sin endelige form i det 2. århundrede f.Kr. i det hasmunitiske kongerige. Hvor meget, traditionerne har ændret sig før denne tid, er et åbent spørgsmål.

Foruden Gamle Testamente er de vigtigste kilder til belysning af spørgsmålet især arkæologiske fund, men også her er der store problemer med troværdigheden. Flere kilders oprindelse er omstridte og dermed bliver deres udsagnsværdi også tvivlsom.

Det er først i den seneste menneskealder, at der tegner sig et mere klart billede af den omskiftelige historie, men hidtil har mig bekendt ingen forsøgt at gøre denne viden tilgængelig på dansk. Jeg har derfor efter fattig evne forsøgt at skildre denne på grundlag af tilgængeligt materiale. Jeg har desuden tilføjet notehenvisninger til de skriftlige kilder, som jeg anvendt.

Når man forsøger at skildre kendt historie således som tilfældet er med Gamle Testamente, stilles man over for to problemer: dels må man forsøge at sætte denne fremstilling i forhold til det billede, som andre kilder tegner, dels må man forsøge at forstå den forvandling og forvanskning af oprindelige kilder, som fremstillingen i Gamle Testamente nu afspejler.

Den foreliggende undersøgelse falder i to hoveddele, dels en undersøgelse af jødernes faktiske historie således som den lader sig fastslå baseret på grundlag af arkæologiske og historiske kilder, herunder spørgsmålet om jødernes religion, dels en kildekritisk analyse af ''Tanakh'' eller Gamle Testamente. Afslutningsvis vil der blive foretaget en vurdering af hvilken indflydelse, ''Tanakh'' har haft på jødernes selvforståelse og Gamle Testamente har på kristen selvforståelse.

Der kan være grund til at understrege, at stort set alt i denne undersøgelse alene skyldes yderst kompetente forskeres virke, og jeg har efter evne forsøgt at henvise til denne forskning. Litteraturen herom findes i den afsluttende litteraturliste. Desuden har jeg inddraget andre inspirationskilder, hvor jeg finder dem relevante og troværdige. Derimod er fortolkningen af disse ulige arbejder min egen, og de oprindelige forskere kan og bør derfor ikke drages til ansvar for denne fortolkning.  

På dette sted kan der være grund til at forudskikke enkelte kendsgerninger: selvidentiteten &quot;jøde&quot; synes først at blive skabt i 2. århundrede f.Kr. efter hasmunitternes oprør og etableringen af kongeriget baseret på religiøse regler. Der findes ingen ældre beviser på, at jøderne inden da havde fulgt moseloven, og først på dette tidspunkt optræder ''Tanakh'', de ældste synagoger samt mønter uden billede. Det bør desuden bemærkes, at der ingen omtale findes af sabbaten i Gamle Testamente.

Efter den babylonske magtovertagelse i 586 f.Kr. optræder ''al Yahuda'' som en by i Babylon, stednavnet Israel optræder første gang på en mønt dateret år 66 e.Kr. og i forbindelse med jødernes oprør mod romerne.

Om bogens titel skal jeg blot bemærke, at jeg har valgt ordet &quot;jødedom&quot;, fordi det betegner jødisk religion og kultur på samme tid.

Sven Halfdan Nielsen&lt;/br&gt;
Pärnu, den 5. maj 2026

=== &lt;big&gt;Indledning&lt;/big&gt; ===

Al historisk og litterær forskning må hvile på kildekritiske undersøgelser. Dette betyder, at arkæologiske og sproglige kilder kritisk må vurderes med henblik på deres oprindelsessituation, eventuelle tendens, forholden sig til de omtalte begivenheder og for sproglige kilder tillige deres formål (som udmærket kan være mangesidigt). Kilderne må stilles i forhold til, hvad der ellers vides om tiden, og de må forsøges tolket således, at de er bedst i overensstemmelse med denne viden, og at de ikke modsiger denne viden. Hvis det sidste er tilfældet, må man spørge, om fortolkningen er rigtig, eller om den hidtidige &quot;viden&quot; må revideres.

Lige siden afslutningen af 2. verdenskrig og især i det 21. århundrede har beskyldninger om &quot;anti-semitisme&quot; fået et kraftigt opsving. Der kan derfor være grund til at gøre nogle bemærkninger om min opfattelse af dette begreb og dets anvendelse.

For mig består udtrykket &quot;anti-semitisme&quot; af to dele: &quot;anti&quot; betyder imod, og &quot;semitisme&quot; betegner en politisk, nationalistisk ideologi. Dette indebærer, at jeg skelner mellem jøder som kulturel folkegruppe på den ene side og en semitisk ideologi på den anden.

Jeg har intet imod folk, som identificerer sig selv som jøder i religiøs og kulturel henseende så længe, at dette ikke berører deres forhold til andre folkegrupper. For mig er &quot;jøde&quot; altså en betegnelse, der i princippet ikke adskiller sig fra dansker, tysker, armener, kurder, japaner eller en hvilken som helst anden national folkegruppe.

Anderledes forholder det sig med begrebet &quot;semitisme&quot;. Her er der i mine øjne tale om en totalitær og intolerant national ideologi, som tåler sammenligning med fx. fascismen i Italien og nazismen i Tyskland. Der er med andre ord tale om en ekskluderende ideologi, som på samme tid legitimerer en bestemt handlemåde over for andre befolkningsgrupper. Dette kan der senere være grund til at vende tilbage til, når vi har gjort os selve grundlaget for denne tankegang klart.

Lad mig sige det straks: det er ikke &quot;anti-semitisk&quot; at anlægge en anden betragtningsmåde en den, som såkaldte &quot;semitter&quot; selv anlægger - med mindre at man tilføjer, at sådanne semitter har et snævert syn og en snæver fortolkningsramme båret af egne fordomme. I denne henseende minder semitter og muhammedanere om hinanden. Begge promoverer en bestemt fortolkning, og begge benægter retten til at inddrage andre kilder eller til at anlægge en anden og bedre forståelse.

For mig skræmmer udsigten til at blive tillagt smædeord mig ikke. Afgørende for mig er objektivt at se på alle fastslåede kendsgerninger og så nå frem til den forståelse, som er mest og bedst i overensstemmelse hermed. Hvis andre har problemer hermed, er det deres problem, ikke mit. De ønsker at forsvare en myte, men for mig er det de historiske kendsgerninger bag myten, som er det vigtigste. Myter er overtro og vantro. Men som Hans Christian Ørsted har sagt det, vil videnskaben overvinde overtroen og vantroen&lt;ref&gt;Ørsted (1978), s. 106&lt;/ref&gt;, og således må det være.

Det gælder her som i tilfældet med muhammedanismen&lt;ref&gt;se ''Muhammedanismen i kildekritisk belysning''&lt;/ref&gt;, at modstanden og modviljen imod at blive konfronteret med nye kendsgerninger dybest set blot viser hvor usikre, forsvarere af den herskende ideologi i virkeligheden er. Hvis de var sikre i deres overbevisning, ville de velkomme enhver udfordring, idet de vil kunne tage den op og sagligt imødegå den. Men således forholder det sig ikke, tværtimod. 

Det bør tilføjes, at forskningsfeltet er inde i en rivende udvikling i disse år. Det kan derfor ikke udelukkes, at forskningen om føje år vil give et andet, mere omfattende men måske også revideret billede i forhold til nu, og således må det være. Det er den eneste måde, at vor viden kan forøges og forbedres på. Og skulle denne bog medvirke til at fremme en sådan forskning, har den opfyldt sit formål.

=== &lt;big&gt;Jødedommens ældste historie&lt;/big&gt; ===

Formålet med det følgende er at skildre jødedommens ældste historie. Hovedvægten vil blive lagt på de arkæologiske vidnesbyrd. Bibelen vil imidlertid blive inddraget, hvis og når den kan belyse historiske kendsgerninger. En række emner vil blive underkastet en særskilt behandling.

=== Den kana'næiske oprindelse ===

I det 2. århundrede f.Kr. var Kana'an beboet af stammer med hver deres skytsguddom. Disse guddomme hørte til den kana'anæiske gudeverden og omfattede blandt andre El, Ba'al og Jahve. Over tid begyndte jøderne imidlertid at skille sig ud og hævde, at de ikke stammede fra kana'anæerne, skønt både sproglige og religiøse træk fra tiden 1200-1000 f.Kr. tyder på, at de udviklede sig fra en kana'anæisk fælles kultur i den grad, at det ofte er svært at skelne imellem dem.&lt;ref&gt;Dinkgreve (2021), kap. 8&lt;/ref&gt;

Hvornår, denne udskillelsesproces er fundet sted, vides ikke, men det må være sket omkring 1207 f.Kr., idet kana'anæerne og israelitterne på en stele rejst af farao Merneptah dateret til dette tidspunkt udtrykkeligt er nævnt som to uens folkegrupper:&lt;/br&gt;
- &quot;Kana'en er udplyndret,&lt;/br&gt;
- Israel er lagt øde.&quot;&lt;/br&gt; 
Det er værd at bemærke, at de hieroglyffer, som angiver navnet Kana'an, viser, at der er tale om et land, mens de, som angiver Israel, viser, at der er tale om et folk.&lt;ref&gt;Dinkgreve (2021), kap. 8&lt;/ref&gt; Det er også den eneste kilde fraset Gamle Testamente som nævner et folk kaldet Israel på denne tid.&lt;ref&gt;Novacek (2011), s. 66&lt;/ref&gt;

Den oprindelige gud for Israel synes at have været ''El''. Navnet &quot;Isra-el&quot; betyder &quot;Els styre&quot;.&lt;ref&gt;Dinkgreve (2021), kap. 8&lt;/ref&gt;

Kildekritiske undersøgelser af Mosebøgerne viser at disse er skrevet af flere forskellige forfattere, hvoraf to af forskerne kaldes P og E. Begge disse forfattere kalder Gud for ''El'' indtil, at Gud angiveligt selv kalder sig ''Jahve'' over for Moses: &quot;Jeg er Jahve. Jeg viste mig for Abraham og Isak og Jakob som ''El-Shaddai'', men mit navn er ''Jahve''. Jeg gjorde ikke det bekendt for dem&quot;.&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 72&lt;/ref&gt;

Det bør tilføjes, at i ''Genesis'' forekommer 17 tilfælde af associationer med ''El'' (fx. Bethel) men ikke een eneste med ''Jahve''. Der er desuden eet tilfælde med henvisning til ''Ba'al'', nemlig Ashbel, Benjamins søn

=== Ugarit ===

I 1928 fandt en bonde i Ras Shamra ved Middelhavskysten (nu i Syrien) et omkring 3.000 år gammelt gravkammer. En udgravning det følgende år viste, at det dækkede over dels en større gravplads, dels en forhistorisk by: Ugarit, en vigtig handelsby fra omkring 1450 f.Kr. til 1192 f.Kr., idet byen blev brændt af og blev opgivet antagelig mellem 1190 f.Kr. og 1185 f.Kr. Blandt de mange fund var et stort antal lertavler og mange af dem med religiøse tekster: mytologiske vers, hymner til guder, lister over præsternes ofringer. Den ledende guddom i Ugarit hed ''El''. ''El'' var gudernes fader, skaber af alle levende væsener, den evige konge. Han blev beskrevet som en ældre skægget mand, som sad på en trone med en krone med tyrehorn. Hans hustru hed ''Ashera''&lt;ref&gt;Dinkgreve (2021), kap. 8&lt;/ref&gt;, hun var moder til 70 guder ifølge teksterne. Blandt sønnerne var stormguden ''Baal'', havguden ''Jam'', dødsguden ''Mott'' og krigergudinden ''Anat''. Tilsammen blev de kaldt ''Ilham'', det vil sige børn af ''El''.

I Bibelens skildring af skabelsen optræder ordet ''Elohim'', på hæbraisk et ord for guddom, hvilket er umiddelbart sammenligneligt med ordet i Ugarit, men ordet er flertal, ikke ental. Og flere af beretningerne i Gamle Testamente bruger netop (men ikke alene) dette ord om Gud: ''El Shaddai'' (Gud den Almægtige), ''El Elyon'' (Gud den Højeste)&lt;ref&gt;Novacek (2011), s. 41&lt;/ref&gt;, ''El Olam'' (den evige Gud), ''El Bethel'' (Bethels Gud). Det er det samme navn som den øverste gud i kana'anæernes gudeverden.

Af disse kendsgerninger tør drages to slutninger. Den ene er, at Gud i den hebraiske forståelse ikke i starten var fuldstændig og enerådende men i stedet udviklede sig over tid, langsomt ved en proces, der bedst kan beskrives som konvergens: flere guder smeltede sammen i een guddom.

Den anden slutning, man tør drage, er den, at israelitterne udviklede sig som folk fra kana'anæerne. Deres første gud var kana'anæernes gud ''El''. For de folk, som levede i bjergene i Kana'an omkring 1100 f.Kr. var der ikke nogen markant forskel imellem deres egen religion og de omgivende folkeslags religion: de dyrkede den samme fadergud og modergudinde. Dette har været anerkendt af arkæologer siden omkring 1970 baseret på fundne lertavler, indskrevne navne på lerkar, fund af husguder og af husaltre.

=== Jahve ===

Nu er det velkendt, at jøderne har et andet navn på deres gud: ''Jahve''. Hvor stammer dette navn fra? Hvor og hvornår overtog han de egenskaber, som tidligere blev tillagt El? For at svare på disse spørgsmål, må vi inddrage tre nye kilder.

På en to tusinde år gammel læderklud fundet i en hule findes en tekst med følgende indhold: da den højeste gud gav nationerne deres arv, da han delte menneskeheden, fastlagde han deres indbyrdes grænser i henhold til antallet af gudesønner. Denne tekst fra Femte Mosebog 32:8&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 237&lt;/ref&gt; var identisk med den tekst, som jøderne kopierede i århundrede før Kristi fødsel. Den findes i den græske version af Gamle Testamente fra 3. og 2. århundrede f.Kr. Jøderne ændrede siden teksten fra &quot;gudesønner&quot; til &quot;Israels sønner&quot;.

Tages teksten for pålydende, har den højeste gud inddelt menneskene i nationer og givet hver nation en søn som guddommelig leder. I det følgende vers fortælles hvilken søn, der blev tildelt hvilken nation, og det oplyses, at Jahve fik tildelt Jacobs stamme eller Israel.

Det må her bemærkes, at Jahve her tydeligt er en mindre, en underordnet gud i forhold til den højeste gud. Bibelforskere som Mark Smith og Frank Moore Cross fra Harvard mener, at det er her, at Jahve gøres til guddom for Jacobs stamme. Teksten i Kumran (bedre kendt som Dødehavsrullerne) bevarede den oprindelige tekst, men den blev i middelalderen tilsyneladende tilpasset.

I ''Salmernes Bog'' salme 82 findes følgende:&lt;/br&gt;
&quot;Gud træder frem i gudeforsamlingen,&lt;/br&gt;
blandt guderne holder han dom:&lt;/br&gt;
Hvor længe vil I dømme uretfærdigt&lt;/br&gt;
og tage parti for de ugudelige? Sela&lt;/br&gt;
Skaf de svage og faderløse deres ret,&lt;/br&gt;
frikend de hjælpeløse og arme,&lt;/br&gt;
udfri de svage og fattige,&lt;/br&gt;
red dem fra de ugudeliges magt!

De forstår og fatter intet,&lt;/br&gt;
de vandrer i mørke,&lt;/br&gt;
jordens grundvolde rokkes.&lt;/br&gt;
Jeg har sagt: I er guder,&lt;/br&gt;
I er alle sønner af den Højeste.&lt;/br&gt;
Dog skal I dø som mennesker,&lt;/br&gt;
og I skal falde som en af stormændene.

Rejs dig, Gud, hold dom over jorden,&lt;/br&gt;
for du har alle folkene som ejendom.&quot;&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 693&lt;/ref&gt;

Denne salme indeholder altså mindet om en gudeforsamling, som også afspejles i den langt ældre tekst. Ordet &quot;guderne&quot; i den originale tekst er ''Elohim'', i flertal. Det viser, at der var en tid i jødernes historie, hvor flerguderi øjensynligt var en almen forståelse. Og en af disse gudesønner var åbenbart Jahve.

Et lignende minde findes i Første Mosebog kapitel 6, der begynder således:

&quot;Da menneskene begyndte at blive talrige på jorden og fik døtre, så gudesønnerne, at menneskedøtrene var smukke. Blandt dem tog de sig alle de koner, de havde lyst til. Da sagde Herren: &quot;Min livsånde skal ikke forblive i mennesket for evigt. De er dødelige, deres levetid skal være 120 år&quot;.&lt;/br&gt;
Dengang gudesønnerne gik ind til menneskedøtrene og fik børn med dem - men også siden hen - var der faldne på jorden. Det er heltene, navnkundige mænd fra ældgamle dage.&quot;&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 12. Den danske oversættelse har &quot;kæmper&quot; i stedet for &quot;faldne&quot; men det originale ord er ''nefilim'' med netop denne betydning&lt;/ref&gt; 

Endnu en kilde, som bør nævnes, er et tempel nu beliggende i Sudan på Nilens vestre bred. Det blev opført af farao Aman Hototeep III (bedstefader til Tutankhamon), som regerede Egypten fra ca. 1390 f.Kr. til 1352 f.Kr., og var tilegnet guden Amon Ra. På en af søjlerne i dette tempel, der omtaler underkuede folkeslag, optræder &quot;Tashasu YHWH&quot;. Nationen ''Shassu'' var et semitisk folkeslag, nomader, kvæghyrder, der strejfede om i ørkenen ved den sydlige grænse for Kana'an. Betegnende nok identificeres de ikke ved deres landområde men derimod ved deres guddom, ''Jahve'', omtrent 200 år før at israelitterne ellers optræder i historiske tekster ifølge gængs fortolkning.

Egyptologen Donald Redford slutter heraf, at ''Jahve'' oprindeligt var en edomitisk eller midianistisk gud i de sydlige ørkenområder, som blev dyrket i områder, som den hebraiske bibel selv udpeger som stedet for jødernes oprindelse, som stedet hvor Moses hørte Gud tale fra en brændende busk, og i ''Dommerbogen'' findes blandt andet &quot;Deboras sejrssang&quot;, som dateres til 12. århundrede f.Kr.&lt;ref&gt;Dinkgreve (2021), kap. 8&lt;/ref&gt;, med følgende linjer:

Herre, da du drog ud fra Se'ir,&lt;/br&gt;
da du skred frem fra Edoms land,&lt;/br&gt;
skælvede jorden, himlen dryppede af regn,&lt;/br&gt;
ja, skyerne dryppede af vand.&lt;/br&gt;
Bjergene rystede foran Herren,&lt;/br&gt;
Sinajs Herre,&lt;/br&gt;
foran Herren, Israels Gud.&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 276&lt;/ref&gt;

Edom lå i den nordøstlige del af Sinaj-ørknen, sydøst for Det Døde Hav. Men der er mere. Jahve introduceres af Moses efter, at Jetro, Moses svigerfader, sammen med sine sønner havde sluttet sig til jøderne.&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 87&lt;/ref&gt; Ifølge Anden Mosebog kapitel 3:1 var Jetro præst i Midjan.&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 68&lt;/ref&gt; Det må rejse spørgsmålet, om det er fra ham, at Moses har overtaget sin guddom Jahve. Men ifølge Dommerbogen kapitel 1:16 var Jetro kenit: &quot;Efterkommere af den kenit, der var Moses' svigerfar, drog sammen med judæerne op fra Palmebyen til Judas ørken i Arads sydland og bosatte sig hos befolkningen dér.&quot;&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 271&lt;/ref&gt; Kenitterne var Kains efterkommere. I Første Mosebog kapitel 4:17-22 læser vi: &quot;Kain lå med sin kone, og hun blev gravid og fødte Enok. Så byggede han en by og gav den navn efter sin søn Enok. Enok fik sønnen Irad, Irad fik Mehujael, Mehujael fik Metushael, og Metushael fik Lemek. Lemek tog sig to koner, den ene hed Ada, den anden Silla. Han blev stamfader til dem, der bor i telte og holder kvæg. Også Silla fødte en søn, Tubal-Kain, stamfader til smedene, alle dem, der forarbejder kobber og jern.&quot;&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 11&lt;/ref&gt; 

Vi ved, at i andre kulturer som egyptisk, græsk og romersk er smedekunsten forbundet med vulkaner: i romersk mytologi hed smedeguden ligefrem ''Vulkan''. Læg dertil profetien i Esajas' Bog kapitel 31:9, der nævner &quot;Herren, som har sit bål på Zion og sin ovn i Jerusalem&quot;.&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 874&lt;/ref&gt; Og for at fuldende billede findes i Anden Mosebog kapitel 19:18-19 følgende beskrivelse af bjerget: &quot;Hele Sinajs bjerg var hyllet i røg, fordi Herren var steget ned på det i ild og røgen steg til vejrs som røgen fra en smelteovn. Hele bjerget skælvede af stor rædsel, og hornklangen blev kraftigere og kraftigere.&quot;&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 88&lt;/ref&gt; Det kunne være en beskrivelse af en aktiv vulkan. Disse sammenfald kan næppe være tilfældige. Er der tale om, at Jahve oprindelig var en smedegud forbundet med vulkanisme, og at han er overtaget af Moses (hvis han er en historisk person) fra sin svigerfaders kultur? I så fald viser det, at der findes en jødisk religiøs forhistorie, som man siden har forsøgt at fortrænge.

Af det foregående tør vi antage, at ''Jahve'' ikke begyndte i Israel. Han begyndte som en &quot;skytsguddom&quot; blandt nomadiske stammer uden en konge, uden templer og uden et skriftsprog. På et eller andet tidspunkt, måske som følge af handel eller af en edomitisk udvandring nordpå, kom denne gud til kana'anæerne, og der mødte han en anden guddom: den gamle gud ''El''. Hvad, der siden fulgte, var konvergens: før dannelsen af et kongerige, før opførelsen af det første tempel, blev ''El'' &quot;opslugt&quot; af ''Jahve''. Derved fik den nye fusionerede guddom begge navne i Gamle Testamente.

=== Ashera ===

Men denne gud stod ikke alene, han havde en kvindelig partner, en gudinde: ''Ashera''. Ashera optræder i kana'anæernes hjem som gudindestatuette, hendes navn findes på forrådskar og i gravskrifter. I tekster fra 8. århundrede f.Kr. bliver hun påkaldt ved siden af Jahve som om de hørte sammen og var ligestillede.

Vi ved nu, at hun i århundreder var blevet dyrket af jøderne som gudinde. Hun kunne gå på vandet, hendes tilnavn var ''Kudu'', den hellige. Hun findes gengivet på et egyptisk kunstværk fra samme tid stående på ryggen af en løve og med en slange i hver hånd. Kort sagt var hun en af de store modergudinder i Mellemøsten.

I to bygninger daterede til tiden 801-770 f.Kr. i det nordøstlige Sinai ved bjerget Contilit Azud fandt arkæologer i 1975 store forrådskar med en tekst skrevet på tidlig hebraisk: &quot;Jeg velsigner dig ved Jahve af Samaria og hans Ashera&quot;&lt;ref&gt;Novacek (2011), s. 92&lt;/ref&gt; og &quot;Jeg velsigner dig ved Jahve af Teman og hans Ashera&quot;. Her står israelitternes mandlige guddom sammen med kana'anæernes gudinde. Teman var den egn i ørkenen, hvor ifølge Habakuks Bog kapitel 3:3 Jahve havde sin oprindelse:&lt;/br&gt;
&quot;Gud kommer fra Teman,&lt;/br&gt;
den Hellige fra Parans bjerge&quot;.&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 1187&lt;/ref&gt;

I Hebron blev tilsvarende fundet en gravskrift dateret til midten af 8. århundrede f.Kr.: &quot;Velsignet være Uryyaho ved Jahve for fra hans fjender ved Ashera har han frelst ham&quot;.

Desuden har man fundet over tusind små gudindestatuetter, heraf 400 alene i Jerusalem, der ifølge Raz Kletter utvivlsomt forestiller Ashera skildret med krop som en cylinder med to markerede bryster og hænder, der tilbyder dem, samt et smilende ansigt. De dateres alle til 8. og 7. århundrede f.Kr. og de blev alle fundet i private hjem, ikke i templer. De viser, at dyrkelsen fandt sted under det delte kongerige som noget alment udbredt, ikke som noget særegent for de få.

Som supplement til en forståelse kan man gå til Gamle Testamente, hvor der er bevaret flere passager, hvori Ashera-dyrkelsen omtales. Den følgende oversigt gør ikke krav på fuldstændighed.

I Første Kongebog kapitel 14 læser vi: &quot;Salomos søn Rehabeam blev konge i Juda. .. Rehabeam var enogfyrre år, da han blev konge, og han regerede sytten år i Jerusalem, den by Herren havde udvalgt af alle Israels stammer til at sætte sit navn på. Hans mor hed Na'ama og var fra Ammon.
Judæerne gjorde, hvad der var ondt i Herrens øjne, og med de synder, de begik, gjorde de ham mere vred, end deres fædre havde gjort. Også de byggede offerhøje og lavede stenstøtter og Ashera-pæle på alle høje bakker og under alle grønne træer; der var endog mandlige helligskøger i landet.&quot;&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 396&lt;/ref&gt;

I kapitel 15 læser vi: &quot;I Nebats søn kong Jeroboams attende regeringsår blev Abija konge over Juda. Han regerede tre år i Jerusalem. Hans mor hed Ma'aka og var datter af Absalom. Han fulgte alle de synder, som hans far havde begået før ham..&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 396&lt;/ref&gt;

I Israels konge Jeroboams tyvende regeringsår blev Asa konge over Juda. Han regerede enogfyrre år i Jerusalem. Hans mor hed Ma'aka og var datter af Absalom. Asa gjorde, hvad der var ret i Herrens øjne, lige som sin fader David. Han forviste de mandlige helligskøger fra landet og fjernede alle de møgguder, som hans forfædre havde lavet. Han fjernede også sin mor Ma'aka som kongemoder, fordi hun havde ladet fremstille en rædselsstøtte til Ashera. Asa huggede støtten om og brændte den i Kedrondalen. Offerhøjene forsvandt ikke..&quot;&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 396f&lt;/ref&gt;

I kapitel 16 læser vi: &quot;Omris søn Akab blev konge over Israel i Judas konge Asas otteogtredivte regeringsår, og Omris søn Akab regerede toogtyve år i Samaria over Israel. Omris søn Akab gjorde, hvad der var ondt i Herrens øjne, værre end nogen før ham. Da det ikke var nok for ham at følge Nebats søn Jeroboams synder, giftede han sig med sidoniernes konge Etba'als datter Jezabel, og han gav sig til at dyrke og tilbede Ba'al. Han rejste et alter for Ba'al i Ba'als tempel, som han havde bygget i Samaria. Akab lavede en Ashera-pæl, og Akab gjorde mere endnu, så han krænkede Herren, Israels Gud, mere end nogen af Israels konger, der havde været før ham.&quot;&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 399&lt;/ref&gt;

I Anden Kongebog kapitel 21 omtales kong Manassa. Om hans gerninger hedder det: &quot;Han gjorde, hvad der var ondt i Herrens øjne efter de afskyelige skikke hos de folkeslag, som Herren havde drevet bort foran israelitterne. Han genopbyggede de offehøje, som hans fader Hizkija havde ødelagt; han rejste altre for Ba'al, og han lavede en Ashera-pæl, sådan som Israels konge Akab havde gjort, og han tilbad hele himlens hær og dyrkede den. .. Og i de to forgårde til Herrens tempel byggede han altre for hele himlens hær. .. Og han opstillede Ashera-billedet, han havde lavet, i dette tempel, om hvilket Herren havde sagt til David og til hans søn Salomo: &quot;''På dette tempel og på Jerusalem, som jeg har udvalgt blandt alle Israels stammer, vil jeg sætte mit navn til evig tid; og jeg vil ikke mere jage Israel bort fra det land, som jeg gav deres fædre, når de blot omhyggeligt vil gøre alt det, jeg har befalet dem, og holde hele loven, som min tjener Moses gav dem.''&quot; Men de ville ikke høre, og Manassa forledte dem til at handle værre end de folkeslag, som Herren havde udryddet for israellitterne.&quot;&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 438f&lt;/ref&gt;

I Anden Kongebog kapitel 23 oplyses, at denne afgudsdyrkelse holdt sig til Josija stoppede den: &quot;Så befalede kongen ypperstepræsten Hilkija, andenpræsterne og dørvogterne at fjerne alle de ting, der var lavet til Ba'al og til Ashera og til hele himlens hær, fra Herrens tempel, og han brændte dem uden for Jerusalem .. Helligskøgernes rum i Herrens tempel, hvor kvinderne vævede klæder til Ashera, rev han ned. .. Også alteret i Betel, offerhøjen som Jeroboam, Nebats søn, havde opført, han som forledte Israel til synd, både dette alter og offerhøjen rev Josija ned, og han knuste stenene til støv og brændte Ashera-pælen.&quot;&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 441&lt;/ref&gt; 

Profeten Jeremis beklagede sig i Jeremias' Bog kapitel 7: &quot;Kan du ikke se, hvad de gør i Judas byer og Jerusalems gader? Børnene samler brænde, fædrene tænder ild og kvinderne ælter dej, så de kan lave offerkager til Himmeldronningen og udgyde drikofre for andre guder og krænke mig.&quot;&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 950&lt;/ref&gt; Han taler om ''Ishtar'', Mesopotamiens version af Ashera, mens hun blev adopteret som ''Afrodite'' i Grækenland og blev kaldt ''Astarte'' af kana'anæerne og senere af fønikerne.&lt;ref&gt;Novacek (2011), s. 38&lt;/ref&gt;

Der kan således ikke være tvivl om, at Ashera-dyrkelsen var udbredt blandt jøderne i flere århundreder, snart officielt snart uofficielt. Manassa regerede fra 697 f.Kr. til 642 f.Kr. og Josija skal have stoppet Ashera-dyrkelsen omkring 622 f.Kr. Men uofficielt fortsatte dyrkelsen helt frem til babylonernes erobring af Jerusalem.

Det vigtigste i denne sammenhæng er, at denne afgudsdyrkelse, som det også fremgår af Gamle Testamente, fandt sted længe efter, at jøderne skulle være gået over til monoteisme.

=== Den centraliserede gudsdyrkelse ===

Men hvornår begyndte den monoteistiske gudsdyrkelse blandt jøderne? Meget tyder på, at det var en udvikling i to trin: først skete der en centralisering af gudsdyrkelsen, og langt senere en overgang til monoteisme.

Første kilde til denne udvikling findes i Moseloven. Her hedder det: &quot;Du må ikke lave dig noget gudebillede i form af noget som helst oppe i himlen eller nede på jorden eller i vandet under jorden. Du må ikke tilbede dem og dyrke dem, for jeg, Herren din Gud, er en misundelig Gud.&quot;&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 89. I oversættelsen til dansk bruges ordet &quot;lidenskabelig&quot; i stedet for &quot;misundelig&quot;&lt;/ref&gt; Det siges ikke, at der ikke findes andre guder, kun at jøderne ikke længere måtte dyrke dem.

Næste kilde findes i Anden Kongebog om kong Josija, som regerede 640-609 f.Kr. Her hedder det: &quot;Og statsskriveren Shafan fortalte kongen, at præsten Hilkija havde givet ham en bog, og Shafan læste den op for kongen.&quot;&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 440&lt;/ref&gt; Forskere mener, at den bog, der her er tale om, sandsynligvis var Femte Mosebog.

Femte Mosebog adskiller sig tydeligt fra de foregående fire Mosebøger, så meget at man mener, at den har sin egen forfatter (eller egne forfattere), der af forskerne kaldes D. Denne forfatter D genkendes også i en række andre tekster i Gamle Testamente: Joshua-bogen, Første og Anden Dommerbog, Samuels Bog samt Første og Anden Kongebog. Det menes, at alle disse bøger er forfattede af samme person eller personkreds.&lt;ref&gt;Dinkgreve (2021), kap. 8&lt;/ref&gt;

Anden Kongebog fortæller om kong Josiah, at han centraliserede gudsdyrkelsen og forbød stedlige altre: &quot;Han hentede alle præsterne fra Judas byer, og offerhøjene lige fra Geba til Be'ersheba, hvor de havde tændt offerild, gjorde han urene, og portofferhøjene, som lå ved kommandantensen Josvas port til venstre, når man går ind ad byporten, rev han ned.&quot;&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 441&lt;/ref&gt; Som det siges: &quot;Der havde ikke tidligere været nogen konge, der som han af hele sit hjerte og af hele sin sjæl og af hele sin styrke vendte om til Herren, helt efter Moses' lov og efter ham kom der ingen som han.&quot;&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 442&lt;/ref&gt; Tydeligvis var der tale om at samle al religiøs magt på et sted og under kongens kontrol. Det var med andre ord en religiøs revolution.

For at retfærdiggøre denne revolution måtte man opfinde en spådom, der kunne retfærdiggøre den. Her træder nu to kilder ind. Den ene findes i Første Kongebog. Her omtales en gudsmand, som råber imod et alter: &quot;Alter, alter! Dette siger Herren: I Davids hus skal der fødes en søn ved navn Josija. På dig skal han slagte de offerhøjspræster, som tænder offerild på dig, og han skal brænde menneskeknogler på dig.&quot;&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 393&lt;/ref&gt;

Den anden er Femte Mosebog: allerede i første sætning gives indtrykket af, at denne bog er Moses' sidste ord inden sin død&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 200&lt;/ref&gt;, og her formuleres en &quot;ny moselov&quot; begyndende således:

&quot;Dette er de love og retsregler, som I omhyggeligt skal følge i det land, Herren, dine fædres Gud, har givet dig i eje, så længe i lever på jorden. I skal ødelægge alle de steder, hvor de folk, I fordriver, har dyrket deres guder, på de høje bjerge, på bakkerne og under alle grønne træer. I skal rive deres altre ned og knuse deres stenstøtter, deres Ashera-pæle skal I brænde, og deres gudebilleder skal I hugge om; I skal udslette deres navn fra de steder. For på den måde må I ikke dyrke Herren jeres Gud. Nej, I skal søge til de sted, Herren jeres Gud udvælger blandt alle jeres stammer til at sætte navn på, så det kan bo der. Dér skal du komme, og derhen skal I bringe jeres brændofre og slagtofre, jeres tiender og afgifter, jeres løfteofre og frivilligofre og det førstefødte af jeres køer og får.&quot;&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 214&lt;/ref&gt;

Men trods dette forsøg på at legitimere centraliseringen af gudsdyrkelsen holdt det ikke længe. Snart begyndte folk atter deres decentrale gudsdyrkelse, og som vi tidligere har set, opgav de aldrig deres Ashera-dyrkelse.

=== Jøderne i Kana'an ===

Vi har fulgt jødernes religiøse udvikling, men hvordan forholder det sig med områdets politiske udvikling? Det er en broget historie, hvor Gamle Testamente trods påviselige fejl alligevel kan give nyttige oplysninger.

Meget taler for, at det var ankomsten af &quot;havfolket&quot; (engelsk: ''Sea People'') omkring 1178 f.Kr. som udløste en ny politisk udvikling. Hidtil havde området været under egyptisk kontrol, men nu svækkedes denne kontrol, og det indebar, at der blev mulighed for indbyrdes stammekrige i området. Det betød også, at folk udefra nu kunne blande sig med held i de stedlige stammekrige. Det er muligt, at jødernes erobringer netop hører hjemme i denne sammenhæng. Til trods for, at Gamle Testamente fremstiller disse kampe som religionskrige mellem folkeslag med polyteisme og jøderne med deres påståede monoteisme, er der intet, som tyder på, at dette er korrekt.

Snarere må vi se disse kampe som sket mellem et imperialistisk erobrerfolk og stedlige bofaste stammer. At der også var religiøse forskelle imellem dem, understregede blot krigenes stammemæssige karakter. Mens filistrene bosatte sig ved kysten, flyttede israelitterne ind fra øst og bosatte sig overvejende i højlandet, hvor de over tid tilegnede sig megen af den stedlige kultur, samtidig med at deres frænder, aramæerne, slog sig ned mod nordøst i Syrien. Hebræerne fik i denne besættelse støtte fra beslægtede og ligesindede nomadiske stammer og semitiske folkeslag. Alliancen var mulig, fordi de alle dyrkede Jahve.&lt;ref&gt;Novacek (2011), s. 66&lt;/ref&gt; Denne fælles kult var længe den eneste institution, som bandt folket sammen, og det kunne ikke forhindre, at der jævnligt opstod konflikter mellem dem.

Der kan på dette sted være grund til at gøre op med myten om Jerikos erobring. Ifølge den bibelske tradition skete det ved, at de omgivende bymure styrtede sammen.&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 248f&lt;/ref&gt; Problemet er, at det arkæologisk kan påvises, at der ingen bymure var!&lt;ref&gt;Novacek (2011), s. 66&lt;/ref&gt; Forklaringen er, at Kana'an indtil da havde været underlagt Egypten, hvis overherredømme var blevet afgjort efter slaget ved Megiddo i 1479 f.Kr. Efter erobringen beholdt eliten i de kana'anæiske familier deres styrende rolle, når blot de var loyale i forhold til den egyptiske farao, men de måtte acceptere, at de ikke måtte befæste deres byer, hvilket gav dem problemer blandt andet, da Megiddo blev angrebet af Lab'ayu fra det nærliggende Shechem.&lt;ref&gt;Novacek (2011), s. 25&lt;/ref&gt;

I den første tid efter israelitternes indvandring var tilstandene i Kana'an væsentlig som før. Det var langt fra lykkedes jøderne at udrydde hele den bosatte befolkning, så det endte med, at jøderne bosatte sig i egne bosættelser. De ulige folk og stammer levede i samfund hver for sig med byerne som centrum for de omgivende landsbyer. Hebræerne erobrede og ødelagde de mere civiliserede kana'anitter men overtog deres skriftsystem. De overtog også kana'anitternes byggeskik, men uden at hebræernes byggerier nåede samme høje stade som deres forgængere. Jerusalem var på denne tid et lille sted uden stor betydning og kunne ikke måle sig med andre byer i området.

Tør man tro Josvabogen kapitel 20, blev der oprettet særlige bebyggelser kaldet &quot;tilflugtsbyer&quot; for kriminelle, hvor disse kunne søge politisk asyl og unddrage sig retsforfølgelse for deres kriminelle gerninger: &quot;Herren talte til Josva og sagde: &quot;Sig til israelitterne, at de skal udpege de tilflugtsbyer, som jeg talte til jer om ved Moses, så en drabsmand, der uforsætligt og uforvarende slår nogen ihjel, kan flygte dertil; de skal være tilflugtssteder for jer mod blodhævneren. Når drabsmanden søger tilflugt i en af disse byer og stiller sig ved indgangen til byporten, skal han forelægge sin sag for de ældste i den by. De skal give ham adgang til byen og give ham et sted, hvor han kan bo hos dem. Når blodhævneren forfølger ham, må de ikke udlevere drabsmanden til ham; det var jo uforvarende, han slog sin næste ihjel, han havde ikke tidligere næret fjendskab mod ham. Han kan så blive boende i den by, indtil han stilles for menighedens domstol, eller indtil den ypperstepræst dør, som er der til dentid. Da kan drabsmanden vende tilbage til sin by og sit hus, den by, han er flygtet fra&quot;.&quot;&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 264&lt;/ref&gt; De var en ordning, som kunne beskytte enhver kriminel mod retsforfølgelse.

Og jødernes folkemord fortsatte. I Dommerbogen kapitel 1 læser vi: &quot;Så drog Juda op, og Herren gav kana'anæerne og perizzitterne i deres hånd, og de slog dem i Bezek og dræbte ti tusind mand. ..Judæerne angreb Jerusalem og indtog den. De huggede indbyggerne ned med sværd og stak ild på byen.&quot;&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 271&lt;/ref&gt; I de byer, som det ikke lykkedes jøderne at udrydde befolkningen, blev disse i stedet gjort til hoveriarbejdere.&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 272&lt;/ref&gt; Det kan næppe undre, at denne opførsel gav anledning til yderligere uro, og at nye kampe fulgte. Ved en lejlighed slog jøderne &quot;omkring ti tusind moabitter ihjel. .. Derefter havde landet ro i firs år&quot;.&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 274&lt;/ref&gt;

Efter Josvas erobringer fulgte dommertiden, hvor landet blev styret af de såkaldte dommere. Tør man tro Gamle Testamente førte det til, at filistre og ammonitter for en tid fik overtaget.&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 286&lt;/ref&gt; Også internt var der øjensynlig magtkampe, således forenedes de andre stemmer mod Benjamins stamme.&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 297ff&lt;/ref&gt;

Efterhånden blev lovløsheden for meget, og hebræerne etablerede et kongedømme i Palæstina. Denne institution kom som en nødvendig følge af både de interne lovløse tilstande og behovet for at organisere krigsførelsen mod andre folkegrupper. I vest udgjorde filistrene en stærkere modstand end kana'anitterne, fordi de havde udviklet jernsmedning. Mod nord boede fønikerne i Libanon, der var mest optaget af handel. Da kana'anitterne stadig blev mere undertrykte, skabte det grundlaget for etableringen af det hebræiske kongedømme omkring 1000 f.Kr. 

Først under dommeren Samuel opstår der blandt jøderne krav om etableringen af et kongerige. Landets første konge hed Saul.&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 317&lt;/ref&gt; Han dateres til omkring 1000-tallet f.Kr. Tør vi tro Første Samuelsbog gennemførte han adskillige krige.&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 320&lt;/ref&gt; Kana'an var angiveligt forenet under ham og hans to efterfølgere, David og Salomo. 

Da kong Salomon døde i 922 f.Kr. blev det hebræiske kongedømme delt i to: Kongeriget Israel og Kongeriget Juda. Det var kun Juda og Benjamins stammer, som accepterede Salomons søn Rehabeam som deres konge, og de oprettede dermed det sydlige kongerige Juda med Jerusalem som hovedstad. Mod nord gjorde de øvrige stammer Jeroboam til konge og oprettede kongeriget Israel med Sikem og senere Samaria som hovedstad. Vigtigst i denne sammenhæng er, at der intet stammesammenhold var, end ikke deres religion kunne holde sammen på dem, og som vi allerede har set, skete der jævnligt frafald fra denne, lige som israelitterne indgiftede sig i andre folkegrupper nok så meget som indbyrdes. Der var konstant magtkampe, hvilket afspejler det totale fravær af national solidaritet og enhed. Også udefra skete angreb. Anden Krønikebog er fuld af bereninger om disse krige.

Kongeriget Israel ophørte, da Assyrien erobrer hovedstaden Samaria 722 f.Kr. Herved mistede også de 10 nordlige israelske stammer deres betydning. Nogle af indbyggerne i Kongeriget Israel blev deporteret af assyrierne, men arkæologisk kan der ikke dokumenteres nogen befolkningsudskiftning eller nogen nedgang i befolkningstallet, og genetiske undersøgelser antyder også en kontinuitet i områdets befolkningssammensætning. Hovedparten af befolkningen synes således at være forblevet i området og samaritanerne menes at være de mest direkte efterkommere af befolkningen i Kongeriget Israel, hvilket også er i overenstemmelse med deres egen opfattelse. Nogle beboere fra Kongeriget Israel må antages at være flygtet til kongeriget Juda, hvilket kan forklare hvordan de nordlige stammers myter er blevet inkorporerede i den tekster i Gamle Testamente, som blev samlede i Kongeriget Juda.

=== Eksilet i Babylon ===

Der er næppe tvivl om, at hvis jøderne havde modstået angreb udefra, ville afgudsdyrkelsen have fortsat. Der ville fortsat have været private gudindestatuetter og private altre. Men een begivenhed ændrede jødernes historie og dermed verdenshistorien: babylonernes erobring i 586 f.Kr.

Forud gik en belejring, som varede to og et halvt år. Vilkårene under belejringen var forfærdelige: jøderne sultede, men vi ved fra samtidige beretninger, at de ikke holdt sig tilbage fra at spise deres egne børn. Da Nebukadnezer erobrede Jerusalem, blev Salomons tempel brændt ned til grunden. Kongepaladset blev brændt ned. Huse blev brændt ned. Forsvarsanlæggene omkring byen blev revet ned sten for sten. Kong Zedekiah, som havde forsøgt at flygte, blev fanget og ført frem for Nebukadnezer. Det sidste, han så, var, at han sønner blev slået ihjel. Så blev han gjort blind, og måtte i denne tilstand foretage vandringen til Babylon.

Hele den jødiske befolkning blev tvangsforflyttet til Babylon. Det skete i tre omgange. Da de forlod Jerusalem, måtte de uundgåeligt miste troen på deres guder, som havde svigtet dem.

Hvad, der skete under det babylonske fangenskab, var ekstraordinært: i stedet for at blive integrerede i deres nye omgivelser valgte de skriftkloge jøder den modsatte vej, nemlig at bevare og redigere deres historiske traditioner. Sigende optræder byen Al Yahuda i Babylon på denne tid. Jøderne samlede, hvad de havde bevaret om deres historie, og begyndte at nedskrive det. Undervejs blev traditionen omskrevet og tilpasset deres nye selvforståelse. Bibelforskere mener, at det var antagelig på denne tid, at traditionerne i ''Tanakh'' begyndte at få deres endelige form.

Og det var tilsyneladende også her, at jødernes tro fik den monoteistiske karakter, som siden skulle gøre sig gældende. Det er her, at profeten Ezekiel fortæller, at Gud gør ham opmærksom på den afgudsdyrkelse, som finder sted.&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 1048&lt;/ref&gt; Det er her, at Gud lover at straffe jøderne for denne afgudsdyrkelse.&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 1049&lt;/ref&gt; Det er her, at jødernes bortførelse bliver stillet i udsigt. Det er her, at grunden lægges til den fortolkning, at eksilet gøres nødvendigt for, at jøderne langt om længe kan vende sig mod den sande gudsdyrkelse.

Og det er her, at profeten Esajas formulerer sine propagandistiske og doktrinære anklager. Det er her, at Gud gøres til den, som lover jøderne håb om frihed igen. Og det er her, at Gud bliver enevældig.

To eksempler fra Esajas Bog kan belyse det: i vers 44 linje 6: &quot;Jeg er den første, og jeg er den sidste, der er ingen anden Gud end mig&quot;&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 895&lt;/ref&gt; og i vers 45 linje 5: &quot;Jeg er Herren, der er ingen anden, der er ingen anden Gud end mig&quot;.&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 897&lt;/ref&gt; Selv alt det gode og alt den onde har samme oprindelse:&lt;/br&gt;  
&quot;Jeg danner lys og skaber mørke,&lt;/br&gt; 
jeg frembringer fred og skaber ulykke,&lt;/br&gt; 
jeg, Herren frembringer alt dette.&quot;&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 897&lt;/ref&gt;&lt;/br&gt; 
For første gang optræder jøderne som et folk med kun een erklæret Gud.

Der kan næppe være tvivl om, at dette var følgen af en bestemt strategi: ikke at blive opslugt af imperiet. Over for de mange guddomme i Babylon sætter jøderne en enkelt gud som deres modstykke. Derved, og kun derved, kan de opretholde deres særegne identitet som folk. Hvis Jahve havde været een gud blandt mange andre, havde han tabt og havde ingen fremtid. Kun ved at gøre ham almægtig, ved at hævde at han havde brugt Nebukadnezar som et redskab i en guddommelig plan, kunne de opretholde deres identitet og deres håb om en fremtid. De gamle guder måtte udryddes eller bortforklares som fejltagelser, der kunne forklare jødernes ulykkelige skæbne. Og derfor blev den traditionelle historie omskrevet punkt for punkt for at kunne understøtte det nye narrativ.

Nået så langt tog de skriftkloge det næste skridt: de måtte opfinde og udvikle deres egen skabelsesberetning og deres egen beretning om en altomfattende oversvømmelse. Inspirationen hentede de hos babylonerne selv. De tog de velkendte babylonske beretninger men omskrev dem således, at de udgjorde en polemisk kontrast til den tro og de traditioner, som blev hyldet af deres omgivelser. Der vil være lejlighed til at se nærmere på disse ved en gennemgang af Gamle Testamente.

=== Jødernes tilbagevenden til Jerusalem ===

I 539 f.Kr. indtræder så afslutningen på jødernes tid i eksil. Dette år erobrer perserne Babylon, og Cyrus den Store erklærer straks efter en almen amnesti. Der efter giver han tilladelse til, at fordrevne folkeslag må vende tilbage til deres hjemegn og genoptage deres gudsdyrkelse.

Også jøderne vendte hjem. Ifølge Ezras Bog vendte i alt 42.360 jøder tilbage til Jerusalem foruden deres trælle og trælkvinder, i alt 7.337, samt 200 sangere og sangerinder, det vil sige i runde tal 50.000 personer.&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 510&lt;/ref&gt; Om dette tal er korrekt, vides ikke.

Det vigtige er, at da jøderne vendte tilbage til Jerusalem, var det med en ny, monoteistisk religion. Den var i store træk skabt under deres eksil, omskrevet og suppleret i forhold til tidligere. Den forenede folk og tro i en næsten uadskillelig helhed.

Der kan her være grund til at stille et vigtigt spørgsmål: betyder dette så, at jøderne vendte hjem med en fuldt udviklet fælles trosretning? Nej, intet taler for dette. Snarere må vi regne med, at det kun var en lille gruppe af teologiske skriftlærde, som havde taget del i den redigeringsproces, som var foregået i Babylon, og at det kun var dem, som havde det fulde kendskab til det nye narrativ om jødernes oprindelse, som de havde skabt. Dette indebærer, at det først er efter deres tilbagevenden, at de for alvor kan begynde at promovere og udbrede deres nye narrativ til jøderne og dermed skabe den identitetsforståelse, som de siden udviklede.

=== Persisk tid ===

Under det persiske herredømmes tid (538-332 f.Kr.) sad der persiske statholdere i landets ulige dele. Vi ved, at statholderen i Judæa 408 f.Kr. hed Bagohi, dels fra Josefos, dels fra papyrusfundene i Elefantine. At statholderen i Samaria var en samaritan, Sanballat, tyder på, at perserne ikke har blandet sig i Palæstinas forhold, når oprør ikke foranledigede dem til at gribe ind, som tilfældet var under Artaxerxes III (358-338 f.Kr.). Det var under persisk beskyttelse, at Nehemia og Ezra genoprettede den jødiske menighed i Jerusalem.

Vi ved sandt at sige ikke meget om den jødiske religionsdyrkelse på denne tid. Meget tyder på, at der skete en langsom spredning af den nydannede monoteistiske tro, sikkert som et politisk-nationalt redskab over for det persiske overherredømme. Men intet taler for, at denne endnu formelt var slået igennem.

Elephantine var en jødisk by i Egypten fra 400-tallet f.Kr. Den er interessant, fordi den kan vise træk ved og fravær af jødisk levevis på denne tid. Byen blev antagelig grundlagt i midten af 6. århundrede f.Kr. af folk, der var emigreret fra Syene-området i Palæstina.&lt;ref&gt;Barnea (2024), s. 1&lt;/ref&gt; Vi ved, at der eksisterede et særligt tempel for dyrkelsen af Jahve indtil 410 f.Kr., da det blev ødelagt. En jødisk befolkning nævnes sidste gang i kilderne i 399 f.Kr., hvad, der skete med den jødiske befolkning efter denne tid, er ukendt.&lt;ref&gt;Adler (2025), s. 39&lt;/ref&gt;

Historien om jødernes udvandring fra Egypten kendes ikke i denne by, hvilket tyder på, at denne tradition er yngre end 400-tallet. Ligeledes kendte befolkningen ikke til ''torah'', det vil sige jødisk lov, så også denne må være yngre end 400-tallet.

Endvidere dyrkede jøderne i denne by flere guder (jahvisme) i modsætning til senere tids monoteisme (judaisme). Således har vi flere kilder fra 400-tallet f.Kr., der vidner om zoroastracisme, herunder et ild-alter og et tempel.&lt;ref&gt;Barnea (2024), s. 3-7&lt;/ref&gt; En lignende jødisk polyteisme kendes fra andre byer.&lt;ref&gt;Adler (2025), s. 41-47&lt;/ref&gt; Men dette indebærer også, at jøderne stadig ikke på denne tid var monoteister til trods for de bestræbelser, som præsteskabet havde udført under eksilet i Babylon. I stedet tolkes situationen således, at den jødiske kult udviklede sig gravist over tid blandt andet inspireret af zoroastrisk kult indtil, at de fik den form som kendes fra den hebraiske bibel.&lt;ref&gt;Barnea (2024), s. 29&lt;/ref&gt; Hvis byen blev grundlagt af dem, som ikke endte i Babylon, kan dette forklare deres fastholden ved polyteisme og ukendskab til den monoteisme, som blev udviklet i Babylon.

Dermed adskiller kulten på denne tid blandt jøder sig markant fra den, som ses i hasmonæisk tid.&lt;ref&gt;Adler (2025), s. 48&lt;/ref&gt; Yonatan Adler ved Ariel University har kaldt denne kult og levevis &quot;proto-jødisk&quot; (''proto-Judaic'') og definerer den således: &quot;Et protojødisk kulturelt træk er således et særskilt element af den israelitiske og/eller jødiske livsstil, som med tiden blev lovgivet som en forskrift for regulering i en eller flere af Mosebøgernes tekster, og som i sidste ende blev optaget som en del af jødedommen.&quot;&lt;ref&gt;Adler (2024), s. 5&lt;/ref&gt; Et eksempel herpå er at spise svinekød. I to af Mosebøgerne (Tredie Mosebog kapitel 11:1-8&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 126f&lt;/ref&gt; og Femte Mosebog kapitel 14:3-8&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 216&lt;/ref&gt;) forbydes det jøder at spise svinekød, men arkæologiske fund fra tiden fra sen bronzealder (1300-1130 f.Kr.) frem til jernalder (586 f.Kr.) viser, at svin faktisk blev avlet til fortæring i strid med denne bestemmelse, skønt de er fraværende i nogle bopladser henregnet til kana'anære og fønikere i jernalderen uden, at det derfor med sikkerhed kan siges at være bevidste valg; økonomiske, økologiske og sociale forhold kan have spillet ind.&lt;ref&gt;Adler (2024), s. 13&lt;/ref&gt; Flere jødiske leveregler tilskrives således myter i Mosebøgerne, og det kan ikke afvises, at disse myter ''netop'' er blevet til for at kunne begrunde og legitimere disse leveregler.&lt;ref&gt;Adler (2024), s. 21&lt;/ref&gt; Det gælder blandt andet reglen om at omskære drengebørn.&lt;ref&gt;Adler (2024), s. 20f&lt;/ref&gt;

=== Hellenistisk tid ===

I den græske periode fra Alexander den Stores erobring i 332 f.Kr. til 167 f.Kr. blev Palæstina atter genstand for strid mellem Syrien, hvor seleukiderne herskede efter Alexanders død 323 f.Kr., og Ægypten, der beherskedes af ptolemæerne. Frem til 198 f.Kr. var overvejende Egypten, fra den tid, efter Antiochos IIIs sejr ved Paneas, syrerne Palæstinas herrer. Efter, at Babylon, Ninive og Shushan var gået til grunde, og Alexandria var blevet grundlagt, flyttede tyngdepunktet vest på, og Palæstina fik igen samme betydning som i 15. århundrede f.Kr. Under ptolemæerne regeredes Palæstina af guvernører (hegemon, epitropos), om hvis myndigheds udstrækning kun lidt vides. Skatteopkrævningen var overladt - ved licitation - til skatteforpagtere. I jødernes kreds fik synedriet og ypperstepræsten en vidtgående myndighed. Under seleukiderne stod Palæstina, der kaldtes Fønikien, sammen med Cølesyrien under en militærguvernør, og syrisk militær besatte landet. Skatten indkrævedes af seleukidiske embedsmænd. Fra 165 f.Kr., da Antiochos Epifanes forbød jødisk gudsdyrkelse, blev landet ramt af de makkabæiske kampe, der skulle bane vejen for det hasmonæiske dynasti.

Undersøgelser tyder på, at jøderne i almindelighed stadig ikke kendte til ''torah'', det vil sige jødisk lov, i begyndelsen af hellenistisk tid, og slet ikke at de respekterede og fulgte den.&lt;ref&gt;Adler (2025), s. 34&lt;/ref&gt; Således er der flere eksempler på, at judæere to ågerrenter af deres udlån.&lt;ref&gt;Adler (2025), s. 28&lt;/ref&gt; Der er også bevis på, at nogle judæere selv på denne tid dyrkede andre guder end Jahve.&lt;ref&gt;Adler (2025), s. 27&lt;/ref&gt; Og skønt ordet &quot;''sabbat''&quot; forekommer, lader det sig ikke fastslå, om dette havde samme betydning som senere eller blot henviste til en jødisk helligdag.&lt;ref&gt;Adler (2025), s. 28&lt;/ref&gt; Faktisk forekommer ordet &quot;''sabbat''&quot; ikke een eneste gang i Gamle Testamente. Omvendt er der ingen arkæologiske beviser på, at jøderne tog deres rituelle bade i bassiner, således som foreskrevet i ''torah'', og heller ikke at de iagttog særlige rituelle renselsesregler omkring deres mad.&lt;ref&gt;Adler (2025), s. 26&lt;/ref&gt;

Der har været peget på, at Aristeas i et brev oplyser, at Ptolemæus II Philadelphus (regerede 285-246 f.Kr.) tog 72 jøder fra Jerusalem til Alexandria for at få oversat en jødisk lov til græsk til sit bibliotek.&lt;ref&gt;Adler (2025), s. 31&lt;/ref&gt; ''Torah'' er ikke nævnt ved navn, så der er ingen beviser på, at det er den, som der henvises til, men selv om dette var tilfældet, kan dette ikke tages som udtryk for, at jøderne i almindelighed kendte og fulgte loven.&lt;ref&gt;Adler (2025), s. 32&lt;/ref&gt; Dette til trods for, at jøderne på  denne tid ellers nød udstrakt selvstyre både i Judæa og i andre områder.&lt;ref&gt;Adler (2025), s. 24&lt;/ref&gt; Dette har fået Yonatan Adler til at betegne jødisk kultur på denne tid som &quot;jahveisme&quot; (''Yahwism'') i modsætning til den &quot;judaisme&quot; (''Judaism''), der først fulgte senere og som fulgte ''torah''-en.&lt;ref&gt;Adler (2025), s. 7&lt;/ref&gt; Men uanset benævnelsen betyder det, at traditionel jødisk kultur først stammer fra tiden ''efter'' hellenistisk tid.

=== Det hasmonæiske dynasti ===

Den hasmonæiske eller senhellenistiske periode strakte sig fra 167 f.Kr. til 63 f.Kr.

Betegnelsen &quot;Det hasmonæiske kongerige&quot; dækker over en yderst omtumlet periode i jødisk historie, som strakte sig fra midten af 2. århundrede f.Kr. til midten af 1. århundrede f.Kr. Hasmonæerne var en jødisk præsteslægt, som spillede den førende politisk rolle på denne tid. Betegnelsen er dannet efter Hasmon, der var Mattatija’s bedstefader. I årene 168-161 f.Kr. ledede hasmonæerne kampen for national og religiøs frihed mod seleukiderne, som under Antiochos IV havde underkuet dem. Bevægelsen begyndte under Mattatija, men blev fortsat af hans sønner, først Judas Makkabæer, efter hvem slægten often kaldes makkabæerne; han fik genoprettet den jødiske gudsdyrkelse i 165 f.Kr. og opnåede i 161 f.Kr. religionsfrihed. Dette år overvandt han den syriske feltherre Nikanor og sluttede forbund med Romerne, men døde kort efter. Hasmonæerne optrådte der efter som et dynasti, der kæmpede for deres egen magtstilling. Judas’ broder, Jonatan, som afløste ham som leder, lod sig i 153 f.Kr. udnævne til ypperstepræst, skønt han efter jødisk lov ikke havde ret til denne stilling. Dette betød et brud med de lovtro, som de oprindelige havde kæmpet for. Efter hans mord i 143 f.Kr. lykkedes det broderen Simon (143-135 f.Kr.) at få landets selvstændighed anerkendt og at erobre syrernes borg i Jerusalem. Som følge heraf blev han af befolkningen hyldet som arvelig ypperstepræst og som verdslig hersker i 141 f.Kr. Dermed havde hasmonæerne opnået formel anerkendelse af deres dynasti.

Det betød imidlertid ikke, at der nu herskede fred, tværtimod. Under Simon’s søn, Johannes Hyrkan (134-104 f.Kr.), indtraf et åbent brud mellem hasmonæerne på den ene side og farisæerne på den anden. Under de fortsatte kampe undertvang han den autonome stat Edom og ødelagde Samaria og også den samaritanske helligdom på Garizim. Hans sønner, Aristobul (104-102 f.Kr.) og Alexander Jannæos (102-76 f.Kr.) var brutale herskere og fjernede sig langt fra styrets oprindelige karakter, idet de var udpræget hellenistisk sindede. Alexander udnævnte sin dronning Salma Alexandra til sin efterfølger (78-69 f.Kr.), mens sønnen Hyrkan II blev ypperstepræst. Midt i de hele etablerede armenerne et kortvarigt herredømme (70-63 f.Kr.) idet de erobrede landet og lagde området under deres overherredømme. Men den interne magtkamp fortsatte uafbrudt. Salma sluttede sig til farisæerne, og hun kom derved i modsætning til saddukæerne, som samlede sig om hendes anden søn, som efter hendes død tog magten fra sin broder og herskede som Aristobul II, dog under vedvarende kampe, indtil Pompejus afsatte ham og tog ham med til Rom i 63 f.Kr. Efter ulige forsøg på opstand blev Aristobul og hans søn Alexander myrdet i 48 f.Kr. 

Hyrkan II, der af Pompejus nu blev anerkendt som ypperstepræst med Antipater som verdslig leder, blev af Cæsar forfremmet til ethnarch, mens den faktiske myndighed efterhånden gik over til Herodes efter Antipater’s død. Aristobul’s anden søn, Antigonos, gjorde imidlertid oprør og blev en kort (40-37 f.Kr.) tid konge, mens Hyrkan blev bortført og fik ørene skåret af. I 37 f.Kr. erobrede den af Romerriget anerkendte Herodes så Jerusalem, og Antigonos blev henrettet i Antiochia. Dermed var hasmonæernes herredømme bragt til ende. Herodes levede en tid i venskab med Hyrkan men lod ham så dræbe. Herodes var besvogret med hasmonæerne, idet hans hustru Mariamme var datter af Aristobul II’s søn Alexander. Dette forhindrede dog ikke, at han lod hendes broder Aristobul dræbe. Senere dræbte han ligeledes hende selv og hendes moder. Endelig dræbte han nogle hasmonæere, der opholdt sig hos hans svoger i Idumæa. Således blev det Herodes, som endte slægtens magtdrømme.&lt;ref&gt;Pedersen (1919), s. 943f&lt;/ref&gt; Så meget om den politiske udvikling.

Det vigtigste i denne sammenhæng er, at de var i denne omtumlede tid, at vi for første gang ser tydelige spor af en jødisk kultur og religionsdyrkelse. Årsagen er klar nok: lederen af den nye stat var en ypperstepræst, som nu tillige blev den politiske, kultiske og militære leder af den nye stat. Og det er tydeligvis på denne tid, at denne nye magt manifesterer sig også religiøst. Det er først fra denne tid, at de første synagoger optræder. Det er først fra denne tid, at ''Tanakh'' optræder i sin endelige skikkelse. Det er først fra denne tid, at der optræder beviser på, at jøderne i deres levevis fulgte bibelsk lov, der nu bliver promoveret som &quot;deres forfædres lov&quot; og påvirker et utal af leveregler både i og uden for jødernes &quot;hjemland&quot;.&lt;ref&gt;Adler (2025), s. 67&lt;/ref&gt;

=== Romersk styre ===

Romersk tid strækker sig fra sidste århundrede f.Kr, til første århundrede e.Kr. Det kendetegnes ved at området i denne periode havde en romersk guvernør.

Yonatan Adler har undersøgt de kulturelle traditioner i dette tidsrum og finder, at de følger senere jødiske traditioner: der er renselsesbassiner og husgeråd af kalk som udtryk for jødiske relselsesritualer samt mønter, vægdekorationer i huse og hjemligt udstyr som udtrykkeligt undgår at vise mennesker og dyr i overensstemmelse med påbuddet i Mosebøgerne. Han konstaterer yderligere, at disse træk er særligt markante i de områder, som vides at have haft en overvejende jødisk befolkning, men ikke nødvendigvis i områder hvor andre befolkningsgrupper var dominerende. Han konstaterer endvidere, at disse rituelle træk tydeligt går tilbage til hasmonæisk tid men ikke med sikkerhed lader sig følge længere tilbage, til dels på grund af et svagt og mangelfuldt arkæologisk og skriftligt bevismateriale. Som beviserne nu stiller sig, var det i hasmænæisk tid, at disse rituelle træk slog igennem og efterhånden bredte sig til den samlede befolkning og i romersk tid allerede var blevet normen.&lt;ref&gt;Adler (2022)&lt;/ref&gt;

Det er på denne baggrund, at Jesus må ses: i en tid, hvor mange jøder drømte om og håbede på at genskabe deres egen selvstændige stat, trådte han frem med sit provokerende budskab, at &quot;Guds rige ikke var af denne verden&quot;. Ikke nok med det: han udfordrede farisæerne og de skriftkloge, og oven i alt dette ophævede han jøder som Guds udvalgte folk og erklærede enhver, som følger Guds ord og hans påbud som en del af den udvalgte befolkning. I det givne politisk-religiøse klima gjorde det ham farlig for en national jødisk politik, så han måtte stoppes, og det blev han som bekendt. Men det stoppede ikke hans budskab i at blive yderligere spredt, tværtimod.

Frem til 70 e.Kr. opstod der ulige retninger inden for jødedommen, hvoraf saddukæerne, farisæerne og essæerne synes at have været de væsentligste. Desuden opstod der en række messianske og apokalyptiske bevægelser. 

Saddukæerne var en gruppe der var tilknyttet præstedømmet i templet i Jerusalem. I modsætning til farisæerne, som påberåbte sig myndighed på grund af deres lærdom og fromhed, baserede saddukæerne deres særstilling på afstamning og status. Meget tyder på, at de repræsenterede Hasmonæernes klan, der tidligere havde regeret som præstekonger. De nægtede at acceptere læresætninger som ikke direkte var nævnt i ''Torah'', også selv om læren var nævnt et andet sted i Tanakh. Ja, de &quot;anså det for en dyd at debattere&quot; sådanne sager. Et eksempel på en sådan debat findes i Mattæusevangeliet kapitel 22:23-33, hvor de satte Jesus på prøve med hensyn til opstandelsen. Idet saddukæerne opstillede en tænkt situation hvor en enke havde været gift med syv mænd, spurgte de: &quot;Hvem af de syv skal nu have hende til hustru i opstandelsen?&quot; I denne sammenhæng var det selvfølgelig uvæsentligt om den tænkte enke havde været gift 14 eller 21 gange. Jesus svarer: &quot;I opstandelsen gifter mænd sig ikke og kvinder bortgiftes ikke.&quot;&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 1251&lt;/ref&gt; Saddukæerne accepterede ikke eksistensen af et liv efter døden, og benægtede derfor også den farisæiske doktrin om en genopstandelse, hvilket netop var den forestilling, som Jesus prædikede. I Markusevangeliet kaptel 12:18-27 omtales en anden version af historien: da Jesus vidste, at saddukæerne ikke accepterede andre inspirerede skribenter end Moses, argumenterede han ved at citere fra ''Torah''. Han sagde: &quot;Med hensyn til at de døde oprejses, har I da ikke læst i Moses’ bog, i beretningen om tornebusken, hvordan Gud sagde til ham: ’Jeg er Abrahams Gud og Isaks Gud og Jakobs Gud’? Han er ikke dødes men levendes Gud.&quot;&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 1281&lt;/ref&gt;

Saddukæerne ønskede ikke, at en Messias skulle dukke op og lave om på tingene og da de betragtede Jesus som en trussel mod deres position, sammensvor de sig med farisæerne om at slå Jesus ihjel.&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 1258f, 1352&lt;/ref&gt;

Farisæerne var kendetegnede ved, at de lagde stor vægt på overholdelse af Moseloven, især renhedsforskrifterne og desuden på &quot;fædrenes overleveringer&quot;, som var en betegnelse for hele den mundtlige fortolkning af Moseloven. Bevægelsens etik havde mange detaljerede forskrifter og praktiske anvisninger. 

Essæerne levede i en slags kommunisme, hvor medlemmerne aflagde tavshedsløfte og ingen måtte besidde ejendom, hverken bolig eller slave, jord eller kvæg. Deres indkomster skulle overlades til en forvalter, som forestod indkøb af det nødvendige og sørgede for mad og underhold til gruppen. De forkastede også ægteskab, alle former for standsforskelle samt slaveri. De var soldyrkere og sendte hver morgen bønner op til solen. Når de havde afføring, gjorde de det inden døre for ikke at &quot;besmitte&quot; sollyset.

Af de mange retninger inden for jødedommen overlevede kun den rabbinske jødedom, som byggede på farisæerne og deres lære. Den rabbinske jødedom var kendetegnet ved at hævde, at den skrevne ''Torah'' ikke kan fortolkes korrekt uden henvisning til den &quot;mundtlige&quot; ''Torah'' og den dertil hørende litteratur, der specificerer hvilken adfærd, der er sanktioneret af loven. Med et moderne udtryk var de fundamentalistiske teokrater. Når de andre fraktioner her er nævnt, er det for at vise, at jødedommen langt fra var nogen samlet bevægelse selv op til eller på Jesu tid.

Stednavnet &quot;Israel&quot; første gang optræder på en mønt dateret til 66 e.Kr. møntet i forbindelse med jødernes oprør mod romerne.

Efter oprøret 70 e.Kr. var det for en lang tid slut med jødiske forsøg på at skabe en egen stat. Jesu budskab og det mislykkede oprør førte til, at den jødiske befolkning blev sprængt i tre grupper: den ene gruppe var de traditionelle jøder, som holdt fast ved farisæerne og deres budskab, den anden gruppe var de kristne, som nu satte sig for at udbrede det nye budskab, og den tredie gruppe var judeo-nazaræerne, som fortolkede udviklingen på deres egen måde og mente, at genskabelsen af templet i Jerusalem var en forudsætning for, at Messias ville vende tilbage. De arbejdede i flere hundrede år på dette mål, men da de endelig fik magten i Jerusalem i år 634 og Messias alligevel ikke vendte tilbage, blev bevægelsen omformet til en ny arabisk religiøs bevægelse, som i 749 efter abbasidernes magtovertagelse endte som muhammedismen, komplet med en egen profet, en egen hellig bog og med et nyt religiøst midtpunkt i Mekka.&lt;ref&gt;se ''Muhammedanismen i kildekritisk belysning''&lt;/ref&gt;

=== Sammenfatning ===

Hvordan skal begivenhedsforløbet nu fortolkes? Et foreløbigt svar kunne lydes således: det ser ud til, at jøderne udskilte sig fra kana'anæerne senest omkring 1200 f.Kr. og at de oprindeligt levede i ørkenområderne syd for Kana'an. Dette varede indtil, at de eteblerede et egentligt kongerige, der imidlertid efter kort tid blev delt i to, Israel og Judæa. Den nationale udskillelse var dog åbenbart ikke mere udtalt end, at jøderne jævnligt synes at have giftet sig med kvinder fra andre stammegrupper. 

Så langt, vi tør tro Bibelens fremstilling, var de polyteister, det vil sige dyrkede flere guder. Ganske vist var der perioder, hvor der gjordes forsøg på at indføre monoteisme, men dels var der stadige tilbageslag, dels skete disse forsøg på det statslige niveau, mens den almindelige befolkning synes at have fastholdt polyteismen uden afbrydelser gennem flere hundrede år frem til og med landsforvisningen til Babylon. 

Religionsdyrkelsen synes at have udviklet sig fra spredt i de enkelte husstande, landsbyer og stammer hen imod en statslig centralisering med deraf følgende magt for præsteskab og konger. 

Efter alt at dømme er det først under eksilet i Babylon, at præsteskabet blandt jøderne udvikler en erklæret monoteisme, mens dette ikke synes at være tilfældet for den brede befolkning. Hele jødernes tidligere historie bliver nu omfortolket af præsteskabet i lyset af denne nye religion, og den bliver promoveret og legitimeret af nogle få erklærede profeter.

Efter jødernes tilbagevenden til Kana'an efter eksilet i Babylon bliver den nye religion gjort til et redskab for præsteskabets politiske mål: en selvstændig teokratisk stat. Dette mål bliver opnået, men den nye stat varer kun i henved hundrede år, og igennem hele sin eksistens er den præget af interne magtkampe blandt den ledende religiøse elite. Meget tyder dog på, at det først er på denne tid, at monoteismen slår igennem også i den brede jødiske befolknings livsstil og levemåde og bliver det centrale element i israelitternes selvforståelse. Men dette forudsatte og krævede præsteskabet både som den etnisk-religiøse og den statspolitiske magthaver. Efter alt at dømme er det tidligst fra denne tid, at vi kan tale om jødedom i moderne forstand.

Men denne udvikling forudsatte, som vi har set, en dramatisk omskrivning af den jødiske historie. Meget måtte udelades eller totalt omskrives. På den anden side blev der indført nye elementer, som næppe har meget med den historiske udvikling at gøre men som gav jøderne en forhistorie så lang som nogen.

=== &lt;big&gt;Problemerne med Gamle Testamente&lt;/big&gt; === 

Et passende kildekritisk udgangspunkt ved vurderingen af Gamle Testamentes troværdighed må være de modsætninger, der er mellem dennes fremstilling og de faktuelle kendsgerninger. Der er således ingen beviser for eksistensen af de fem mosebøger før slutningen af 4. århundrede f.Kr. inklusive eksistensen af en person ved navn Moses.&lt;ref&gt;Gad Barnea&lt;/ref&gt;

Problemerne med teksterne lader sig inddele i to delspørgsmål:&lt;/br&gt;
- er der een eller flere forfattere til Tanakh?&lt;/br&gt;
- er dele af teksterne lånt fra andre kulturer?&lt;/br&gt;
Svaret er i begge tilfælde bekræftende. Der kan derfor være grund til at behandle hvert af dem særskilt.

=== Forfattere og deres datering ===

Tekstanalytikere mener, at ''Tanakh'' (Gamle Testamente) er blevet til i tre omgange:&lt;/br&gt;
- en arkæisk fase: 11.-10. århundrede f.Kr.&lt;/br&gt;
- en klassisk fase: 9.-6. århundrede f.Kr.&lt;/br&gt;
- en sen fase: 5. århundrede f.Kr. eller senere.&lt;/br&gt;
Eksempelvis mener man, at den ældste del af Første Mosebog er historien om Jakobs velsignelse (i kapitel 47), som skal stamme fra arkæisk tid, men størstedelen af resten stammer fra klassisk tid.

I en række tilfælde forekommer tilsyneladende dubblerede historier med både ligheder men også klare forskelle. Forskerne mener, at det afspejler sammenskrivning af to eller flere ulige overleveringer.

Kildeforskere mener at kunne udskille fire lag i eller snarere forfattere til Mosebøgerne:

J: ''Jahvisten'', hvor Gud sædvanligvis kaldes ''Jahve''; et litterært lag der i modsætning til Præsteskriftet er præget af lægmandssynspunkter.&lt;/br&gt;
E: ''Elohisten'', hvor gudsbetegnelsen er ''Elohim''.&lt;/br&gt;
D: ''Deuteronomisten'', det vil sige &quot;forfatteren&quot; til Femte Mosebog.&lt;/br&gt;
P: ''Præsteskriftet'', et litterært lag i mosebøgerne, der antages at være blevet til i præstelige kredse, og som udviser særlig interesse for kultiske forhold. 

J- og E-teksterne menes nedskrevet efter, at det oprindelige kongerige var blevet delt i to: Israel i nord og Judæa i syd. J-teksterne menes at stamme fra Judæa, E-teksterne menes at stamme fra Israel.

J-teksterne dateres til tidsrummet mellem 848 f.Kr. og 722 f.Kr., idet disse tekster omtaler Babylon og Calah (Nimrod) som store byer. Desuden nævnes Edom som en autonom stat, hvilket først skete efter 848 f.Kr.

E-teksterne lader sig ikke datere nærmere end til 9. eller 8. århundrede f.Kr.

P-teksterne dateres til 6. århundrede f.Kr. og menes skrevet efter, at templet i Jerusalem var revet ned, og jøderne var blevet tvangsforflyttede til Babylon. Dette kan forklare hvorfor, at der ikke findes en eneste henvisning til templet i Jerusalem.&lt;ref&gt;Dinkgreve (2021), kap. 8&lt;/ref&gt;

Problemet ved en tekstanalyse af ''Tanakh'' er, at teksterne synes at være flettet sammen fra to eller flere oprindelige kilder til een sammenhængende historie. Det formodes, at J- og E-teksterne er blevet sammenskrevne efter 722 f.Kr., da Israel blev erobret af assyrerne, og flygtninge fra Israel i nord kom sydpå til Judæa og bragte deres E-traditoner med sig. Her blev de sammenskrevne til en ny version, JE, der ofte giver et judæisk perspektiv.

Men hvordan kan vi skelne imellem de forskellige tekster? Lad os tage nogle eksempler.

Under ørkenvandringen lader Moses vand springe fra klippen. I det ene tilfælde sker det uden problemer, i det andet pålægges Moses af Gud at tale til klippen, men han slår på den med sin stav i stedet, og som straf for at have ignoreret dette pålæg får han ikke love til at betræde Kana'an men kun at se det udefra. (exodus 18)

J-teksten angiver, at Abraham boede i Hebron, som er en judæisk by, men E-teksten fortæller om Jakobs kamp med Gud i Peni-El, som er en israelsk by.

I beskrivelsen af Jakobs sønner nævner J-teksten Judæa, mens E-teksten nævner stammer der var dele af Israel.

I E-teksten lader Aron skabe guldkalven til jødernes tilbedelse, men denne historie findes ikke i J-teksten.

Præsterne i Judæa hævdes at være efterkommere efter Aron, Moses broder, mens præster i Israel nævner andre levitter.

P-teksterne skiller sig ud ved at lægge vægt på love, lige som den tildeler Aron en større rolle, ligestillet med Moses. I ''JE''-teksten er det Moses' stav, som udfører mirakler (Første Mosebog kapitel 4), i P-teksten er det Arons stav (kapitel 7). I P-teksten er Aron den første, som ofrer, mens i ''JE''-teksten omtales flere tidligere ofringer, blandt andre Kain og Abel, Abraham og Isak samt Jakob, mens ingen af disse tilfælde omtales i P-teksten. Det menes, at dette afspejler P-tekstens mål om at give de aronitiske præster eneret på ofringer til Gud. Under ørkenvandringen optræder to uens oprør: i ''JE''-teksten er det Dathon og Abiram, som udfordrer Moses ved at sige, at det ville være bedre for jøderne at vende tilbage til Egypten, men at de opsluges af jorden i et jordskælv. I P-versionen er det levitterne under ledelse af Korah, som udfordrer Aron, men ligeledes dør.

Ligeledes omtaler P-teksterne ingen tilfælde, hvor folk besøges af engle eller får visioner, således omtales ikke historien om Josef og han 6 drømmesyner, ej heller de to engle i Sodoma og Gomorra eller Jekobs kamp med Gud. Sigende nok nævnes ordet &quot;profet&quot; kun een gang i P-teksten og da med henvisning til Aron.

=== Lånte historier ===

Sammenligninger mellem bibelske beretninger og tilsvarende overleveringer fra sumerisk og mesopotamisk kultur viser, at flere af historierne er blevet overtaget herfra, men at de er blevet omskrevne og tilpassede for at passe ind i den myte om jødernes oprindelse og historie, som man ønskede fremmet. Det gælder således blandt andre historierne om skabelsen, om Kain og Abel, om Noa og vandfloden samt om Sodoma og Gomorra.

Andre beretninger er tilsyneladende ligeledes lånt fra andre kulturer, således udvandringen fra Egypten, der blev gjort af et folk kaldet ''hyksos'', ikke af jøderne. Der kan være grund til at nævne nogle af disse beretninger, som jøderne så at sige adopterede.

==== Skabelsesberetningen ====

Den babylonske skabelsesberetning hedder ''Enuma Elish''. Dene kendes blandt andet fra Nineveh i Mesopotamien. Dens hovedtræk er følgende: i begyndelsen var der kun vand: guden ''Absu''s ferske vand og gudinden ''Tiamat''s salte vand. De blev blandede, og fra denne blanding blev født de første guder. Men disse yngre guder forstyrrede deres forældres søvn, så Tiamat sendte i vrede en hær af monstre for at ødelægge dem. Ud af dette kaos trådte ''Marduk'', stormguden og Babylons skytsguddom, som kæmpede imod ''Tiamat'' i en duel. Han affyrede en pil, som skabte hul i hendes mave og splittede hendes hjerte. Der efter skar han hendes krop op i to halvdele: af den ene skabte han himmelhvælvingen, af den anden halvdel jorden. Han satte stjerner i deres konstellationer, han satte månen til at angive månederne og solen til at lyse om dagen. Endelig skabte han menneskene af blod fra en død guddom blandet med ler for, at de kunne udføre det tunge arbejde for evigt.&lt;ref&gt;Dinkgreve (2021), kap. 3&lt;/ref&gt;

Den jødiske skabelsesberetning er i alle henseender et modstykke til den babylonske beretning: i stedet for flere guder er der kun een gud, i stedet for en skabelseskamp foregår skabelsen i Gamle Testamente med ord, i stedet for at menneskene er slaver for guderne er de i Bibelen skabt i Guds billede. Men der er også ligheder: rækkefølgen med adskillelse af himmelhvælving og den faste jord, fiksering af dag og nat samt tiden og endelig at menneskene skabes sidst i forløbet.

Det kan i en sidebemærkning oplyses, at det hebraiske ord i Første Mosebog 1:2 for urdybet, ''tehom'', filologisk er forbundet med ''Tiamat'', saltvandsgudinden i den babylonske skabelsesberetning.

==== Kain og Abel ====

Også den bibelske fortælling om Kain og Abel synes at have rod i to sumerisk myter. I den ene sumeriske myte omtales en hyrde (''Dumuzid''/Tammuz) og en landmand (''Enkimdu''), der begge konkurrerer om gudinden Inannas opmærksomhed. Den bibelske parallel: Ligesom i den sumeriske historie repræsenterer Kain bonden, mens Abel repræsenterer hyrden. Men i stedet for en uafklaret konkurrence eller forsoning tager den bibelske beretning en mørk drejning til brodermord. 

En anden variant er en sumerisk myte, hvor kvægguden (''Lahor'') og korngudinden (''Ashnan'') skabes af guderne for at sørge for mad og tøj. I disse historier diskuterer de to, hvem der må anses for mest værdifuld for den menneskelige civilisation. Den bibelske parallel er modsætningen mellem den omvandrende hyrde og den bofaste kornavler, men her bruges den til at skabe en søskenderivalisering, der ender i brodermord. Mens sumeriske myter brugte søskende til at fremhæve to byggestene i den menneskelige civilisation og fokuserer på samarbejde eller venskabelig rivalisering, brugte hebraiske forfattere den lånte fortælling til at skildre den syndefulde menneskelige natur, herunder konsekvenserne af misundelse.

Forskere antager, at disse velkendte myter sandsynligvis blev integreret i den hebraiske tradition under deres babylonske eksil i det 6. århundrede f.Kr., hvilket tillod forfattere at omarbejde regionale kulturelle temaer, så de passede til deres monoteistiske verdensbillede.

==== Noa og vandfloden ====

Også historien om Noa og vandfloden er overtaget fra andre kulturer. I 1872 fandt man i British Museums store samling fra Assurbanipals bogsamling et store epos kaldet ''Gilgamesh''. I kapitel 11 af dette epos findes en historie, hvis hovedtræk er følgende: guderne beslutter at udrydde menneskene ved at drukne dem, men vandenes gud, Enki, advarer Utu-nipishtim om faren og tilråder ham at bygge en ark og tage sin familie og sit kvæg med ombord, hvilket skete. I seks dage og nætter varer uvejret og oversvømmelsen, men på den syvende dag rammer arken toppen af et bjerg i Armenien. For at undersøge om oversvømmelsen er overstået sendes først en due og så en svale ud, men de vender begge tilbage. Først, da en ravn sendes ud og ikke vender tilbage, viste det, at vandene nu var sunket, og at Utu-nipishtim kunne forlade arken. Det gør han og foretager et takoffer til guderne. Enki bad så den øverste af guderne, Enlil, om at love, at han aldrig i fremtiden ville straffe hele menneskeheden for nogle fås synder, hvilket denne lover. Han rører Uti-nipishtim og dennes hustru på panden og erklærer: &quot;Hidtil har Utu-nipishtim været dødelig. Nu skal han og hans hustru være som guderne; og de skal bo i det fjerne, ved flodernes munding&quot;.&lt;ref&gt;Bibby (1971), s. 62f&lt;/ref&gt;

Lighederne med Bibelens beretning om syndfloden er indlysende til trods for forskellene: navnene er ændrede, de mange guder er erstattet af een Gud, men ellers er beretningen i sine kernetræk den samme.

Senere, i 1899 og 1900, viste udgravninger i Nippur i Mesopotamien, at den akkadiske beretning selv havde en forgænger. I 1914 blev fra disse udgravninger offentliggjort en tavle fra Nippur med en lignende beretning, der imidlertid stammer fra Sumer og således er betydeligt ældre end den akkadiske beretning. Tavlen er ukomplet, idet kun den nederste trediedel er bevaret, men syndflodsberetningen er atter den samme, selv om hovedpersonen nu hedder Ziusudra i stedet for Utu-nipishtim. I den sumeriske version ender historien således: &quot;Anu og Enlil viste velvilje mod Ziusudra, liv som en gud giver de ham, evig ånde som en gud bringer de ned til ham. Så kongenZiusudra, bevareren af planternes navn og af menneskeslægtens sæd, lod de bo i overfartslandet. Dilmuns land, det sted hvor solen står op&quot;.&lt;ref&gt;Bibby (1971), s. 64&lt;/ref&gt;

Pointen her er, at Bibelens syndflodsberetning er et plagiat, ikke en oprindelig historie, men at den inddrages som et led i den rekonstruerede beretning om jødernes historie.

==== Edens have ====

I den sumeriske beretning optræder også det hellige land Dilmun. Dette land beskrives som et sted, hvor rovdyr, sygdom og alderdom ikke eksisterer:

I Dilmun tier ravnen,&lt;/br&gt;
rovfuglen skriger ikke,&lt;/br&gt;
løven dræber ikke,&lt;/br&gt;
ukendt er den kid-fortærende vildhund,&lt;/br&gt;
ukendt det kornædende vildsvin.&lt;/br&gt;
Malten som enken spreder på taget -&lt;/br&gt;
himlens fugle opæder ikke denne malt.&lt;/br&gt;
Duen hænger ikke med hovedet.&lt;/br&gt;
Den øjensyge siger ikke: &quot;Jeg er øjensyg&quot;,&lt;/br&gt;
den hovedsyge siger ikke: &quot;Jeg er hovedsyg&quot;,&lt;/br&gt;
den gamle kvinde siger ikke: &quot;Jeg er en gammel kvinde&quot;,&lt;/br&gt;
den gamle mand siger ikke: &quot;Jeg er en gammel mand&quot;.&lt;ref&gt;Bibby (1971), s. 66&lt;/ref&gt;

Det har været foreslået, at dette ideelle levested har været forbillede for jødernes opfattelse af Edens have. I dag ved vi, at Dilmun ikke var en myte om Paradis men navnet på en faktisk eksisterende stat med Bahrain som sit midtpunkt, der drev en omfattende handel og søfart fra Indusdalen i øst til Mesopotamien i nordvest. Dette er et sidespring, men hvis det viser sig, at Dilmun er inspirationskilden til Edens Have, vil det være endnu et eksempel på kulturelle traditioner, som jøderne har lånt, adapteret, og inkorporeret i deres egen historiske myte.

==== Babelstårnet ====

Historien om Babelstårnet er velkendt og lyder således: 

&quot;Hele jorden havde samme sprog og samme tungemål. Da de brød op mod øst, stødte de på en dal i landet Sinear, hvor de slog sig ned. De sagde til hinanden: &quot;kom, lad os stryge teglsten og brænde dem hårde!&quot; De brugte tegl som sten og asfalt som mørtel. Så sagde de: &quot;lad os bygge en by med et tårn, som når op til himlen, og skabe os et navn, for at vi ikke skal blive spredt ud over hele jorden.&quot; Herren steg ned for at se byen og tårnet, som menneskene byggede. Så sagde Herren: &quot;se, de er eet folk med samme sprog. Når de begynder at handle sådan, vil intet af det, de planlægger, være umuligt for dem. Lad os stige derned og forvirre deres sprog, så at de ikke forstår hinanden.&quot; Så spredte Herren dem derfra ud over hele jorden, så at de måtte holde op med at bygge byen. Derfor hedder den Babel, for dér forvirrede Herren sproget på hele jorden, og derfra spredte Herren menneskene ud over hele jorden.&quot;&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 17&lt;/ref&gt;

Denne historie synes at være skabt med to formål. Det ene er at forklare hvorfor, at ulige folkeslag taler uens sprog. Men historien har muligvis et andet formål: at nedgøre babylonernes ziggurater (tempeltårne), som antagelig blev lavet som en slags forbindelse mellem himmel og jord. Nebukadnezar II (omkring 605-562 f.Kr.), som erobrede Judah, ødelagde Jerusalem og bragte mange jøder til Babylon, byggede også et ziggurat i syv lag kaldet ''Etemenanki'', hvilket kan oversættes &quot;Himmelens og Jordens Grundvolds Hus&quot;.&lt;ref&gt;Dinkgreve (2021), kap. 3&lt;/ref&gt;

==== Abraham ====

I Første Mosebog kapitel 12 introduceres Abraham som israelitternes mytiske stamfader.&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 17ff&lt;/ref&gt; Følger man kronologien i Gamle Testamente, skal han dateres til omkring 2100 f.Kr. og således blandt andet før jødernes ophold i Egypten. Men i Første Mosebog kapitel 21 vers 34 hedder det: &quot;Abraham boede lang tid som fremmed i filistrenes land&quot;&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 27&lt;/ref&gt;, og vi ved, at filistrene først ankom til Kana'an i 12. århundrede f.Kr. som en del af de såkaldte &quot;havfolk&quot; (engelsk: ''Sea People''). Dette betyder, at ''enten'' er Abraham en fri opfindelse, som intet har med en historisk person at gøre, ''eller'' også hører han hjemme i 12. århundrede og er israelitternes stamfader, men i så fald eksisterede de ikke som folk, da de angiveligt opholdt sig i og udvandrede fra Egypten. Også aramæerne omtales og stammer ligeledes fra 12. århundrede, hvilket tyder på, at den sidst nævnte forklaring er den rette.

Men der er andre problemer med Abraham. Ifølge P-kilden skal han stamme fra den sumeriske by Ur&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 17&lt;/ref&gt; og have draget gennem den frugtbare halvmåne først til Haran (nu Aram, beliggende i Tyrkiet) og senere videre til Kana'an. I de to kilder J og E er Ur ikke nævnt, kun Haran. Det har derfor været antaget, at det er hans oprindelige hjemsted. Det ville kunne forklare hvorfor, at hans forfædre Serug, Nahor og Terah har navne efter landsbyer omkring Haran, som Abrahams broder har navn efter. Det kunne også forklare benævnelsen &quot;hebræer&quot;, der antagelig betyder &quot;hinsides floden&quot;, idet Haran ligger på den modsatte bred af Eufrat.&lt;ref&gt;Dinkgreve (2021), kap. 8&lt;/ref&gt; Samme tradition findes i Josvabogen kapitel 24:2 i omtalen af pagtslutningen i Sikem: &quot;Josva sagde til hele folket: &quot;Dette siger Herren, Israels Gud: I gamle bage boede jeres fædre på den anden side af Eufratfloden, Tera, Abrahams og Nakors far, og de dyrkede andre guder&quot;.&quot;&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 269&lt;/ref&gt;

Imidlertid savnede Abraham en slægtshistorie, så i Første Krønikebog kapitel 1 får han den. Her hører vi at han er søn af Sem, som på sin side er søn af Noa, som atter er efterkommer af Adam.&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 446&lt;/ref&gt; Men som vi netop har set, er han i Josvabogen søn af Tera.&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 269&lt;/ref&gt; Der er således interne modsætninger i de narrativer, som de ulige slægtslister og narrativer i ulige dele af Gamle Testamente giver. Dette viser, at man har forsøgt at sammenskrive ulige narrativer til et men med ringe held.

==== Sodoma og Gomorra ====

Historien om Sodoma og Gomorras ødelæggelse optræder som et sidemotiv i beretningen om Abrahams liv i Første Mosebog kapitel 18:16-33 og kapitel 19:1-28.

Bibelforskere er generelt enige om, at selvom Gamle Testamente ikke direkte &quot;låner&quot; historien om Sodoma og Gomorra fra en specifik sumerisk kilde, deler fortællingen om guddommelig ødelæggelse, guddommelige besøgende og den flammende omstyrtelse af en by slående motiver med tidligere mesopotamisk litteratur og bredere oldtidsmytologi fra Nærøsten. Således &quot;Akkads forbandelse: Ekur hævnet&quot;, et akkadisk/sumerisk litterært værk dateret til mellem 2112 f.Kr. og 2004 f.Kr., som beskriver den pludselige ødelæggelse af byen Akkad. Myten blev skrevet hundreder af år efter Naram-Sins liv og er digterens forsøg på at forklare, hvordan det lykkedes for gutianerne at erobre Sumer. Efter en indledende passage, der beskriver Akkads herlighed før dets ødelæggelse, fortæller digtet om, hvordan Naram-Sin gjorde hovedguden Enlil vred ved at plyndre Ekur, der var Enlils tempel i Nippur. I sin vrede kaldte Enlil gutianerne ned fra bjergene øst for Tigris, hvilket bragte pest, hungersnød og død over hele Mesopotamien. For at begrænse denne ødelæggelse, bestemte otte af guderne (nemlig Inanna, Enki, Sin, Ninurta, Utu, Ishkur, Nusku og Nidaba), at kun byen Akkad skulle ødelægges for at skåne resten af ​​Sumer, og de forbandede den. Historien slutter med, at digteren skriver om Akkads skæbne, idet den velstående by lægges i aske i overensstemmelse med gudernes forbandelse.

Temaet om guddommelig straf for en bys ''hybris'' eller umoral er et udbredt motiv i oldtidens verdensbillede. Det kan ikke vides sikkert, om det er denne historie, der har dannet forbillede for Gamle Testamentes historie om Sodoma og Gomorra, men motivet menneskers umoral og manglende respekt for guddommen er det samme.

Den bibelske version rummer Abrahams forsøg på at undgå ødelæggelsen, hvis der blot fandtes ti retfærdige indbyggere i byen, men selv så få fandtes der åbenbart ikke. Kun Lot, Abrahams slægtning, reddes fra ulykken: &quot;Da solen stod op over landet, og Lot var kommet til Soar, lod Herren svovl og ild regne ned over Sodoma og Gomorra fra Herren i himlen. Han ødelagde disse byer, ja hele Jordandalen, alle, der boede i byerne, og alt, der voksede på markederne.&quot;&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 25&lt;/ref&gt; Naturvidenskabeligt set kunne det være beskrivelsen af en meteorregn eller af nedfald fra et vulkanudbrud.

==== Moses ====

I Anden Mosebog kapitel 2 introduceres den mytiske skikkelse Moses som israelitternes befrier fra trældommen i Egypten. Historien begynder med hans fødsel. Ifølge myten havde farao befalet, at alle drengebørn skulle dræbes ved fødslen, men Moses' moder reddede ham ved at placere ham i en sivkurv, hvor han blev fundet og adopteret af faraos datter.&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 67&lt;/ref&gt; Denne historie er imidlertid utvivlsomt adopteret fra sumerisk tradition, idet en tilsvarende historie fortælles om kong Sargon af Assad.&lt;ref&gt;Dinkgreve (2021), kap. 8&lt;/ref&gt; Der er således ingen grund til at tillægge denne del af traditionen nogen historisk baggrund.

Senere fortæller Anden Mosebog, at Moses blev pålagt af Gud at føre israelitterne ud af Egypten. Det hedder i den forbindelse, at Gud blandt andet siger til Moses: &quot;Jeg er din faders Gud, Abrahams Gud, Isaks Gud og Jakobs Gud&quot;.&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 69&lt;/ref&gt; Her stå vi på ny over for problemet, at henvisningen til Abraham åbenbart er en anakronisme. Det betyder, at der kan rejses tvivl om både den historiske skikkelse Moses og om Mosebøgerne som kilde til israelitternes tidlige historie overhovedet.

Kendsgerningen er, at der findes ingen beviser på eksistensen af de fem mosebøger før slutningen af det 4. århundrede f.Kr., herunder eksistensen af en person kaldet Moses.&lt;ref&gt;Gad Barnea&lt;/ref&gt; Men den farao, som med stor sandsynlighed fordrev semitterne fra Egypten, hed Ahmoses, hvilket på hebraisk betyder &quot;Moses' broder&quot;. Så måske at der er en sammenhæng her.

==== Græske narrativer ====

Men det er ikke kun fra Sumer og Mesopotamien at Gamle Testamenter har lånt narrativer. Nogle kildekritikere tilhørende den såkaldte &quot;Københavnerskole&quot; har peget på, at også græske narrativer har ydet deres bidrag, lad os tage nogle eksempler:

Jan-Wim Wesselius har foretaget undersøgelser, der viser, hvordan Første Mosebog og Anden Mosebog afspejler Herodots skrifter, især sidstnævntes beretning om persiske kongers liv. Han sammenlignede i detaljer lighederne mellem Josef og Kyros, og især mellem Moses og Xerxes. Josef og Kyros har begge drømme, bliver afsløret for at dø, går i eksil, bliver skjult i en periode og bliver konger, når deres identitet afsløres. Moses og Xerxes drager ud for at erobre enten Kana'an eller Grækenland og krydser vand med deres folk. Mange andre detaljer nævnes, såvel som sammenligninger mellem Terah og Phraortes (en medisk konge), Abraham og Kyaxares (en medisk konge), Isak og Astyges (en medisk konge) og Jakob og Mandane (Kyros' mor).&lt;ref&gt;Wesselius (1999), s. 24-77&lt;/ref&gt;&lt;ref&gt;Wesselius (2002), s. 6-47&lt;/ref&gt;

Philippe Guillaume mener, at skrivere i Alexandria i det andet århundrede f.Kr. indsatte Dommere i den Deuteronomistiske Historie, hvilket afspejlede de ideologiske behov hos de hasmoneiske herskere i Palæstina. Dommere var inspireret af Hesiods ''Værker og Dage'', især afsnittet om heltene, som Hesiod indsatte i de fire tidsaldre. Dette svarer til, hvordan Dommere blev indsat i den Deuteronomistiske Historie. Historier om heroiske dommere før David og Salomon underminerer Davids dynastis påstande, hvilket igen hjalp de hasmoneiske dynaster, der ikke havde nogen Davidisk afstamning bag deres påstande om messiansk styre (147-64).

Katherine Stott har påpege, at Davids opstigning, som skildret i Første Samuelsbog kapitel 16-31 og i Anden Samuelsbog kapitel 1-8, muligvis er inspireret af den fortælling, der beskriver Kyros' opstigning til Persiens og Mediens trone i teksten i Herodots Historier. Hun så følgende paralleller:&lt;/br&gt;
- Kyros og David starter begge under ydmyge kår,&lt;/br&gt; 
- begge træder ind i den forrige konges hof,&lt;/br&gt; 
- i begge tilfælde bliver den pågældende konge jaloux på dem,&lt;/br&gt; 
- i begge tilfælde bliver de truet med døden af ​​den pågældende konge,&lt;/br&gt; 
- begge flygter fra hoffet,&lt;/br&gt; 
- begge bliver folkelige ledere,&lt;/br&gt; 
- i begge tilfælde hopper en allieret af,&lt;/br&gt; 
- begge tilraner sig kongerigets herredømme,&lt;/br&gt; 
- begge får succes på grund af deres militære dygtighed,&lt;/br&gt; 
- begge skåner den gamle konges liv i en periode,&lt;/br&gt; 
- der er et tragisk element i den forrige konges fald i begge tilfælde, og&lt;/br&gt; 
- i begge tilfælde er udfaldet dannelsen af ​​en ny politisk enhed.&lt;/br&gt; 
Stott bemærkede, at denne græske tekst kun i den hellenistiske æra ville have været tilgængelig for den bibelske forfatter.&lt;ref&gt;Stott (2002), s. 62-71, 77-78)&lt;/ref&gt;.

Hesiods ''Theogoni'' og Katalog over kvinder var til dels indflydelsesrige kilder til henholdsvis skabelsesberetningen i Første Mosebog 1 og de genealogier, der findes i hele Første Mosebog 1-11 &lt;ref&gt;Gnuse (2017)&lt;/ref&gt;.

Fortællinger i Første Mosebog 1-11 kan også vises at have betydelige paralleller med beretninger nedskrevet hos græske historikere, såsom Hekateus fra Milet (''Periegesis'' og genealogier) og Herodot fra Halicarnassus (Historier), herunder omtaler af menneskelige leveveje (Første Mosebog kapitel 4:20-22), de tre sønner af en syndflodshelt, der er menneskehedens forfædre (Første Mosebog kapitel 9:18-19 og kapitel 10:1-32) samt plantningen af ​​en vingård (Første Mosebog kapitel 9:20-27). &lt;ref&gt;Gnuse (2019)&lt;/ref&gt;

Ældre latinske traditioner, der ligger bag beretningerne i Ovids Fasti 5, 493-544 og Metamorfoser 8, 625-725, kan have inspireret fortællingerne om de budbringere, der fortæller Abraham om hans kommende søn, og de budbringere, der advarer Lot om at forlade Sodoma i Første Mosebog 18:1-15; 19:12-26. &lt;ref&gt;Gnuse (2017)&lt;/ref&gt;.

En fortælling om Democedes af Kroton i Herodots Historier 3, 125-132 kan have givet anledning til fortællingen om Josef, der fortolker faraos drømme i Første Mosebog 41:1-36, hvilket igen inspirerede drømmeberetningerne i Daniels Bog &lt;ref&gt;Gnuse (2010)&lt;/ref&gt;.

Den korte fortælling om den store kriger Achilleus' ædle, talende heste i ''Iliaden'' 19, 395-424 kan være løst overtaget og indpasset i beretningen om Bileams æsel i Fjerde Mosebog kapitel 22:22-35, hvor et simpelt æsel bringer skam over en tåbelig profet. Talende dyr er langt mere almindelige i græsk litteratur end i Bibelen. (Gnuse 2017d)

Ofrelsen af ​​Ifigenia i to skuespil af Euripides omkring 400 f.Kr.: ''Ifigenia blandt Taurierne'' og ''Ifigenia i Aulis'', kan have inspireret beretningen om Jeftas ofring af sin datter i Dommerbogen kapitel 11:30, 34-40, som synes at være indsat i beretningen om Jeftas kamp mod ammonitterne. (Gnuse 2019b)

Arrians beretning om Alexander den Store og det spildte vand i Anabasis af Alexander 6.26.1-3 kan have inspireret en lignende historie om David i Anden Samuels Bog 23:15-17. Davids handling med at hælde det vand ud, som hans modige soldater hentede bag fjendens linjer, gør ikke en fornuftig historie, som Alexanders handling i den gedrosiske ørken, hvor tørst virkelig er et problem, gør (Gnuse 1998).

Fortællingerne om Josef, Bileam og Jefta kan være blevet placeret i den bibelske tekst i den persiske periode kort efter 400 f.Kr., såvel som bibelske tekster i Første Mosebog 1-11 med Hesiod, Hekateus og Herodot som inspirationskilder. Men de andre fire fortællinger synes mere sandsynligt at have en oprindelse fra den hellenistiske æra. I sidste ende kan man argumentere for, at alle disse tekster opstod i den hellenistiske æra. Wajdenbaum diskuterede alle disse samme beretninger, gjorde mange af de samme observationer og antydede hellenistiske oprindelser, men Gnuse gav større detaljer i analysen af ​​passagerne.

I flere tilfælde kan det sandsynliggøres, at der er tale om tillæg til ældre beretninger placeret i slutningen af ​​bibelske bøger, og som ser ud til at have været knyttet til bogen kun med en løs forbindelse til resten af ​​bogen. Dette gælder især i Dommerbogen, hvor fortællingerne i Dommerbogen kapitel 13-16 om Samson ser ud til at have en helt anden stil end resten af ​​Dommerbogen. Et stort antal forskellige græske legender om Herakles synes at have påvirket Samson-fortællingerne i Dommerbogen kapitel 13-16 på et sent tidspunkt, sandsynligvis i den hellenistiske tid. Der er alt for mange græske paralleller inden for disse fire kapitler til, at de kan afvises som blot fortællingshistoristiske sammentræf.&lt;ref&gt;Gnuse (2018)&lt;/ref&gt;

Afsnittene i Dommerbogens kapitel 17-21 om Mika, om Dan-stammens udvandring til Lakash samt om Benjamitternes skændselsdåd fremstår som tilføjede tillæg til resten af ​​bogen, og dér finder vi beretningen om kvinderne, der blev kidnappet fra Silo. &quot;Voldtægten af ​​de sabinske kvinder&quot;, som en gammel fortælling genfortalt af Livius (''Historie'' I, 9,1-16) og Plutarch (Lives: Romulus XIV, 2-8), kan være forbilledet for de bortførte piger i Dommerbogen kapitel 21:1-24. &lt;ref&gt;Gnuse (2007)&lt;/ref&gt;

Anden Samuelsbog kapitel 21-23 synes også at være et appendiks, og heri finder vi David, der hælder det vand, han har modtaget fra sine krigere, ud. Dommerbogen kapitler 13-21 og Anden Samuelsbog 21-23 kunne derfor være blevet føjet til Deuteronomistiske historier på et meget sent tidspunkt. Historierne om Josef i Første Mosebog kaptel 39-50, der skulle forklare jødernes ophold i Egypten, ses ofte som en sen tilføjelse fra omkring 400 f.Kr. eller senere, hvorfor Herodots indflydelse på Josefs drømmetydning er sandsynlig. Andre beretninger ser også ud til at være blevet indsat noget ujævnt i deres fortællende kontekst. Dette er tydeligst i beretningen om Jeftas ofring af sin datter, som synes at være indsat midt i Jeftas slag i Transjordan, og fortællingen om Bileam og hans æsel, som fremstiller Bileam med en helt anden persona end den, der findes i resten af ​​Fjerde Mosebog 22-24. Historien om de tre engle, der besøger Abraham og pludselig kun bliver to i antal, da de besøger Lot, beder os om at se på parallelle romerske beretninger, hvor der er henholdsvis tre og to engle i fortællingerne fra Ovid. Desuden vidner de nuancerede detaljer i dialogen i Første Mosebog 18-19 også om en senere tids skrivestil. Således synes indflydelsen fra klassiske og græske beretninger at være mest sandsynlig i historier, der synes at være senere tilføjelser og indsættelser i hovedhistorierne.

Foruden indholdsmæssige ligheder er der også opbygningsmæssige ligheder. Daniel Hawk bemærkede, at Aischylos' Orestia og Første Samuelsbog kapitel 8 til Anden Kongebog 8 deler lignende struktur og karakterer. Begge har et tredelt skema og bruger metaforer til at afspejle overgangen fra et slægtskabssamfund til et borgersamfund. Agamemnon og Saul afspejler den gamle orden, Orestes og David viser overgangen, og Athena og Salomon indvier den nye orden. Den deuteronomistiske historiker brugte Orestia som model for sine &quot;modtagne traditioner vedrørende det israelitiske monarki&quot;. Hawk mente, at den hellenistiske æra ville have været det tidspunkt, hvor den bibelske forfatter havde adgang til Aischylus' skrifter.

Disse og andre eksempler er blevet fremhævet af nogle forskere, der generelt er enige om, hvordan hellenistisk litteratur formede den oprindelige historie efter 300 f.Kr. eller endda efter 200 f.Kr. i den makkabæiske æra. Larsson konkluderede, at de bibelske beretninger blev skabt i det ptolemæiske Egypten i det andet århundrede f.Kr. og påvirket af betydelige græske historikere fra det tredje århundrede f.Kr., så som Berossos, Manetho og Eratosthenes. På grundlag af sådanne iagttagelser mener Niels Peter Lemche, at Dommerbogen og sikkert også andre dele af Gamle Testamente først er blevet skrevet eller har fundet deres endelige form omkring 272 f.Kr. Etienne Nodet bekræftede, at Pentateuken opstod i begyndelsen af ​​det tredje århundrede f.Kr., men profeterne og nogle af skrifterne blev skabt i det andet århundrede f.Kr. Disse tekster blev genereret i Alexandria under hellenistisk indflydelse. Emanuel Pfoh mente, at selvom den primære historie blev skabt i den hellenistiske æra, kom nogle traditioner fra den assyriske og persiske æra og blev udviklet af skrivere gennem årene. Men i bund og grund blev teksten formet under hellenistisk indflydelse (23, 33-35). Hvordan det nu forholder sig, står det klart, at både den sene tilblivelse og dens mulige motiver undergraver store dele af Gamle Testamente som historisk kilde.

Det er muligt, at der findes en historisk kerne, som over tid er blevet udbygget og pyntet på med narrativer hentet fra græske traditioner, men indtil videre må det konstateres, at næsten alt i Gamle Testamente lader sig betvivle.

Mest afgørende i denne sammenhæng er det imidlertid, at hvis disse kritikere tilhørende &quot;Københavnerskolen&quot; har ret, så betyder det, at ''Tanakh'' eller Gamle Testamente langt fra var færdigskrevet endsige færdigredigeret, da jøderne vente tilbage til Jerusalen efter eksilet i Babylon. Forud ventede endnu en lang redigeringsproces, og det kan også forklare hvorfor, at vi skal helt frem til 2. århundrede f.Kr. (eller tidligst 3. århundrede f.Kr.) før, at jøderne udviser noget kendskab til deres religiøse skrifter. Forklaringen er den enkle, at først da havde skrifterne nået et så fuldendt udseende, at de lod sig anvende i den national-politiske propaganda.

==== Hyksos-problemet ====

Mens arkæologerne med rimelig sikkerhed tør fastslå, at der fandtes en særlig israelitisk befolkning fra omkring 1200 f.Kr., så er der mere usikkerhed om tiden forud. Hovedspørgsmålet kan formuleres således: er jødernes ophold i og udvandring fra Egypten en historisk begivenhed eller ej? Holdningerne spænder fra fuldstændig afvisning af denne historie til ubetinget tilslutning.

For at løse problemet må vil opspalte det i tre delspørgsmål:&lt;/br&gt;
- kan der påvises et ophold af en semitisk befolkning i Egypten?&lt;/br&gt;
- hvis ja: inden for hvilket tidsrum?&lt;/br&gt;
- hvis ja: var det israelitter eller ej?

Det umiddelbare svar på spørgsmålet er, at der faktisk findes oplysninger om en fremmed befolkning i Egypten. Men denne befolkning, kaldes af egypterne selv ''Hiku-khasut'', det vil sige &quot;ørkenfyrsterne&quot; (hvilket på græsk er blevet til ''hyksos''&lt;ref&gt;Bibby (1978), s. 96&lt;/ref&gt;, og denne benævnelse bruges almindeligvis og derfor også her), ikke &quot;hebræerne&quot;, &quot;jøderne&quot; eller &quot;israelitterne&quot;, og ingen af disse betegnelser kendes i samtiden, end ikke fra Kana'an. Forskerne mener at kunne fastslå, at disse ''hyksos'' ankom fra øst til Egypten i 19. århundrede f.Kr., regerede over Egypten i 17. og 16. århundrede f.Kr. men senere forsvandt igen. Der er fundet en grav rejst over en mand ved navn ''Aper-El'', det vil sige &quot;El's tjener&quot;, som tjente hos faraonerne Amenhotep III og Akhenaten i 14. århundrede f.Kr.&lt;ref&gt;Dinkgreve (2021), kap. 8&lt;/ref&gt;

Et passende udgangspunkt for vurdering af udvandringens troværdighed kan være Simcha Jacobovici og hans film &quot;''The Exodus decoded''&quot;. Heri giver han blandt andet en omfattende dokumentation, som nok kan være en nøjere gennemgang værd.

Simcha tager udgangspunkt i bibelkritiske afvisninger af udvandringen, som traditionelt blev dateret til 1270 f.Kr. det vil sige i Ramses II's regeringstid men hvor der ingen beviser for en sådan begivenhed findes. Simcha mener, at denne datering er forkert, og at den korrekte tidsfæstelse er omkring 1500 f.Kr. Som beviser for denne tidsfæstelse anfører han følgende:

Hyksos-folket skulle være kommet til Egypten omtrent 200 år før, at de atter udvandrede, det vil sige 1700 f.Kr. I en grav i Beni Hassan ved Nilen omkring 400 km syd for Cairo findes et vægmaleri, som viser en indvandring til Egypten. Befolkningen er semitter med skæg, flerfarvede dragter og med benævnelsen &quot;''Amo''&quot;. I ''Tanakh'' (Gamle Testamente) anvendes benævnelsen &quot;''Amo Israel''&quot;, det vil sige &quot;Guds folk&quot;. Benævnelsen er den samme og deres ophold passer nøje med traditionen.

Hyksos-folkets hovedstad var Avaris, der ligger i Nilens delta nord for Cairo. Avaris er blevet udgravet af professor Manfred Bietak fra Wien. Han har blandt andet fundet 9 seglstamper med navnet &quot;Jakob&quot;, hvilket nøje svarer til den bibelske tradition om faraos betroede mand, Josef, der netop var søn af Jakob.

Ifølge traditionen ender indvandrerne som slaver. I Serabit El Khadim i Sinai-ørkenen blev udvundet tyrkis-sten i miner ved slaveri. I en af disse minder findes en alfabetisk (ikke-egyptisk) indskrift på væggen: &quot;El, hjælp mig&quot;. ''El'' var navnet på en semitisk guddom.

En stele rejst af farao Ahmoses og dateret til omkring 1500 f.Kr. fortæller om blandt andet storm og mørke i overensstemmelse med den bibelske tradition, og den nævner gud i ental. Ahmoses er kendt for at have udvist hyksos-folket. Navnet Ahmoses betyder på egyptisk &quot;månen er født&quot; men på hebraisk &quot;Moses' broder&quot;. 

Omkring 1500 f.Kr. indtraf et stort vulkanudbrud på øen Santorini i det græske øhav. Simcha mener, at det var denne begivenhed, som udløste udvandringen, og at den også kan forklare Egyptens ti plager. Hans argumentation herfor er følgende:

I Avaris er fundet vulkansk pimpsten dateret til omkring 1500 f.Kr. Dette viser (om ikke andet) at Egypten blev påvirket af netop dette vilkanudbrud.

Vulkanudbruddet og tilhørende jordskælv havde følgende bivirkninger:&lt;/br&gt;
- vandet bliver rødt. Årsagen er, at rust frigøres ved gasudbrud fra bunden og opblandes i vandet. Dette skete blandt andet i 1986 ved Nyos-søen i Cameroon.&lt;/br&gt;
- frøer. Hopper ud af vandet, når det bliver forurenet.&lt;/br&gt;
- lus, fluer og epidemi følger som eftervirkninger af miljøkatastrofen&lt;/br&gt;
- sår og bylder. Disse kendes ligeledes fra Nyos-begivenheden i 1986.&lt;/br&gt;
- hagl. Is og ild = &quot;vulkansk hagl&quot; omtales i den såkaldte Ipuwer-papyros og skyldes, at vulkansk aske blandes med vand i atmosfæren.&lt;/br&gt;
- græshopper. Bringes på vandring på grund af klimaændringen.&lt;/br&gt;
- mørke. Skyldes en askesky, der fra vulkanudbruddet bredte sig til Nilens delta, hvilket er bevist ved korn af asken fundet af Jean-Daniel Stanley fra Smithsonian Institute.&lt;/br&gt;
- førstefødte sønner døde. Skyldes at CO&lt;sub&gt;²&lt;/sub&gt; frigøres fra jordens indre og lægger sig lige ved jordens overflade. Da de ældste priviligerede sønner sov på en lav seng, blev de dræbt af gassen, mens andre børn der sov på de flade tage aldrig blev berørt inden, at gassen opløstes igen. Noget tilsvarende blev observeret i Nyos. Yderligere er der udgravet massegrave i Avaris, som kun omfatter personer af mandkøn og ikke krigere. Og Ahmoses' egen søn døde som 12-årig (hans begravede lig er fundet).&lt;/br&gt;
Ifølge Simcha er alle disse begivenheder således naturlige mulige følger af vulkanudbruddet.
[[Fil:Stele_of_Grave_Circle_A_Mycenae_NAMA_1428.JPG|200px|thumb|Gravstele fra Mykene, der viser Farao, som forfølger Moses. De er omgivet af vand på begge sider.]]
Velkendt er historien om havets deling.&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 82&lt;/ref&gt; Den korrekte formulering i Bibelen er &quot;Yam Suf&quot;, det vil sige Sivhavet. Men siv vokser ikke i saltvand, så der er tale om en stor sø. På Ismailia Regional Museum findes en granitsten med en indskrift i hieroglyffer, ''El Arish''-indskriften, der fortæller om udvandringen set fra faraos side. Her kaldes lederen for &quot;ørkenprinsen&quot;. Mere bemærkelsesværdigt er det, at indskriften også fortæller, at vandene delte sig (markeret som bølger + 2 knive), og at indskriften nævner stedet for denne begivenhed: ''El Balah'', en nu tidligere sø beliggende øst for Avaris nær overgangen til Sinai-ørkenen. Simcha mener, at som følge af de tektoniske forskydninger og deraf følgende jordskred løftede den afrikanske plade sig 1-2 meter og skabte en landkorridor, men kort efter fulgte en tsunami, som druknede faraos hær.

Simcha peger på et vægmaleri på Santorini, som viser en sejlads fra en by omgivet af mure. Simcha mener, at den viste by er Avaris, idet der her også er fundet minoiske vægmalerier, hvilket vidner om handelsforbindelser. En del af udvandrerne skulle således være draget til Grækenland. I Mykene er fundet guldgenstande og sværd i en grav dateret til 1500 f.Kr. De kan stamme fra jødiske udvandrere. Desuden er fundet tre gravsten med billeder visende først en mand på en stridsvogn, der forfølger en gående mand omgivet af bølger, dernæst at den gående mand er nået højere liggende land og har vendt sig imod stridsvognen, og endelig at stridsvognen drukner i bølgerne. Billederne viser, let forenklet, faraos forfølgelse af Moses. Det er i bogstaveligste forstand en tegneserie om begivenheden.

Simcha peger dernæst på, at jordskælv kunne have ført til, at gas og olie blev frigivet og måske blev antændt, og derved gav anledning til røgsøjler om dagen og ildsøjler om natten svarende til beretningen i Anden Mosebog kapitel 13 vers 21-22: &quot;Herren gik foran dem, om dagen i en skysøjle for at føre dem på vejen og om natten i en ildsøjle for at lyse for dem, så at de kunne gå både dag og nat. Skysøjlen fjernede sig ikke fra folket om dagen og ildsøjlen ikke om natten.&quot;&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 81&lt;/ref&gt;

Endelig mener Simcha at kunne påvise, hvor bjerget Sinai lå. Og han mener at have fundet billedlige gengivelser af Pagtens Ark - i Grækenland af alle steder!

Så langt Simcha. Det giver anledning til en række spørgsmål: er begivenheden fejldateret? Det er der faktisk en del, der tyder på. Begivenheden fandt efter alt at dømme sted omkring 1500 f.Kr. Kan et vulkanudbrud være forklaringen på begivenhedsforløbet? Svaret må være, at det er muligt, i hvert fald er der intet, som tyder på, at det ikke kunne være tilfældet. Var dette hyksos-folk ''Amo'' og var det semitter? Ja, det er sandsynligt. Var det også israelitter? Det er muligt, men ikke sikkert.

Vi har tidligere fastslået, at Gamle Testamentes historie om udvandringen fra Egypten tidsmæssigt er uforenelig med historien om Abraham som israelitternes stamfader, idet hans ophold i filistrenes land er flere hundrede år senere end udvandringen. Og det forbliver uforklarligt, at et folk, som kaldte sig selv Israel, ikke optræder under dette navn men af Egypterne kaldtes henholdsvis ''Amo'' og ''Hyksos''.  

Historien om ''exodus'' eller udvandringen fra Egypten kendes ikke fra Elephantine, en jødisk by i Egypten fra 400-tallet f.Kr., hvilket kunne tyde på, at denne tradition i jødisk historieforståelse enten må være yngre end denne tid eller endnu ikke spillede den rolle i jødisk selvforståelse, som den senere fik.

Hvis man vil være besværlig, kan man opstille følgende alternative hypotese: udskibningen fra Egypten til Mykene eksisterer ikke i det bibelske narrativ. Hvis man alligevel forudsætter, at det afspejler en historisk kendsgerning, så kunne disse udvandrere, ''hyksos'', have taget hele traditionen med sig og billedligt gengivet den på deres gravsteler. Da &quot;havfolket&quot; (som beviseligt stammer fra Grækenland foruden andre steder) langt senere, omkring 1178 f.Kr., kom til Palæstina, bragte de traditionen med sig. Det er her fra, at jøderne senere overtog den, omformulerede den til en ørkenvandring med Moselov og hele molevitten og dermed tillige skrev det oprindelige folk ud af beretningen og satte sig selv ind i stedet som led i en selvskabt historisk tradition. 

Der er selvsagt ingen beviser for en sådan udvikling, men der er heller intet, som modsiger den, og den ville forklare årsagen til, at traditionen åbenbart overlevede i Mykene. Og hvad mere er: det kunne forklare hvorfor, at folk fra Middelhavets nordlige kyster søgte øst- og sydpå (i stedet for vestpå), da deres hjemlige forhold ikke tillod dem at blive boende, hvor de var. Et indicium for, at teorien kunne være rigtig, er det forhold, at Mykene var et handelscentrum i tiden 1600-1100 f.Kr. blandt andet med handelsforbindelser til Levanten. Blandt de forhandlede varer var genstande af elfenben fundet i Megiddo, der viser handelsforbindelser til Det Ægæiske Hav, Kypern, Hittitterne samt Egypten.&lt;ref&gt;Novacek (2011), s. 47f&lt;/ref&gt; Det indebærer, at &quot;havfolket&quot; meget vel kan have haft handelsforbindelser med Levanten tidligere og derfor kendte til områdets frugtbarhed inden, at de udvandrede dertil.

Der imod kan vi udelukke, at det var israelitterne selv, som indvandrede sammen med havfolket, fordi dette skete 1178 f.Kr. mens Israel som omtalt nævnes på en stele allerede fra 1208 f.Kr.

Kildekritisk må det konstateres, at Mosebøgerne ret beset forsøger at forene to temmelig uforenelige historiske traditioner: på den ene side traditionen fra Mesopotamien omfattende Edens Have (Dilmun), Babelstårnet (zigguraterne) og Noas ark, hvor Abraham indgår som det forklarende bindeled hvorfor, at jødernes stamfader udvandrede til Kana'an, på den anden side traditionen om Jakob (Israel)&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 46&lt;/ref&gt;, Josef og hans brødre&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 48f&lt;/ref&gt;, Israels udvandring til Egypten&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 59&lt;/ref&gt; og Moses&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 67&lt;/ref&gt; med udvandring, ørkenvandring, moseloven og løftet om Kana'an.&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 243&lt;/ref&gt;

Der kan næppe være tvivl om, at den jødiske beretning om udvandringen fra Egypten og den egyptiske beretning om fordrivelsen af de fremmede omtaler den samme begivenhed set fra to sider. For så vidt behøver ingen af dem at give det sande billede: hvis årsagen virkelig var et vulkanudbrud, kunne de forringede leveforhold efter dette meget vel være årsag til, at folk udvandrede eller bortvandrede igen. At jøderne eller israelitterne har taget begivenheden til sig er for så vidt ikke anderledes end andre historier, som de har adopteret og adapteret.

Som en sidebemærkning skal det lige nævnes, at den egyptiske konge Amenhotep IV, bedre kendt som Akhenaten, som var gift med Nefertiti og fader til Tutankhaton, og som er gået over i historien som den første monoteistiske konge, regerede fra omkring 1353 til 1336 f.Kr. Det betyder, at han regerede henved 150 år efter, at ''hyksos'' udvandrede, og at der således ingen forbindelse er med Moses.

=== Bearbejdede profetier ===

De mange profetiske tekster i Gamle Testamente udgør et eget problem. Kort sagt er de kildekritiske studier i stigende grad blevet opmærksomme på, at der ikke er tale om originale tekster. I stedet er disse blevet ændret for at tilpasse dem til bestemte formål.

Esajas', Jeremias', Ezekiels og de Tolvs Bog mangler en historie og opretholder ikke en ensartet kronologisk rækkefølge af materiale. De profetiske bøger ses ikke længere som blot kilder, hvorved læserne kan få adgang til fortiden. De læses nu som bevidste kompositioner, der genpræsenterer og fortolker profeternes ord i tekstform.

Allerede i de sidste profeters tekster er der tegn på bevidst bevidsthed om tekstualiseringen af ​​profetier. Historien i Jeremias 36 beskriver for eksempel en proces, hvor forskellige budskaber i forskellige former fra forskellige tider og steder sammensættes i tekstform af profetens skriver. Når denne rulle efterfølgende ødelægges som reaktion på dens læsning, sker der ikke blot en omskrivning af rullen, men også en betydelig tilføjelse af lignende ord (Jeremias 36:32), hvilket vidner om bogens litterære vækst. Profeter som Jeremias er ikke længere tilgængelige, men deres ord er tilgængelige i de bøger, der bærer deres navne (Zakharias 1:5-6). Disse bøger danner et særskilt korpus inden for den bibelske kanon. Når Daniel refererer til Jeremias' profeti om halvfjerds år i Daniel 9:2, taler han om Jeremias' bog blandt en flerhed af profetiske bøger (jf. Ezekiel 38:17). 

De tidligste postbibelske fortolkere af den profetiske litteratur var de skriftkloge, oversættere og kommentatorer, der videregav, gengav og forklarede teksterne. Blandt vidner til den tidligst dokumenterede periode med skriftlig overlevering (ca. 250 f.Kr. indtil 132-135 e.Kr.) er det tydeligt, at skriftkloge ikke så sig selv som blot afskrivere på samme måde som skriftkloge fra en senere periode. De så snarere sig selv som ligestillede med de oprindelige forfattere, og de udvidede ofte den bibelske tekst med fortolkninger, der var beregnet til at hjælpe læserne med at forstå teksten. Disse skriftkloge havde deres eget syn på den bibelske tekst og ønskede at sikre en teologisk korrekt læsning af den.

Blandt de profetiske bøger må de mest fremragende eksempler på fortolkningsmæssig udvidelse være Jeremias og Ezekiel i den masoretiske tekst (MT). I disse tilfælde har udvidelsen nået niveauet for skabelsen af ​​nye udgaver af bøgerne. De hebraiske tekster bag de oldgræske (OG) versioner af disse bøger er betydeligt kortere førsteudgaver. Mange af udvidelserne i andenudgaverne, der findes i MT, er af eksegetisk karakter. For eksempel er Jeremias' berygtede fjende fra nord ikke eksplicit identificeret i OG eller dens hebraiske kilde, hvilket efterlader den åben for den slags eskatologiske fortolkning, der findes i Ezekiel 38:14-17, men MT identificerer denne fjende som Babylon i udvidelsen af ​​Jeremias 25:9, hvilket skaber en interessant konflikt med Jeremias 50:3 og dens profeti om en fjende fra nord, der kommer mod Babylon. Et andet eksempel er versionen af ​​Jeremias' profeti om halvfjerds år i Jeremias 25:11-12. I OG er denne profeti ikke eksplicit begrænset til perioden med babylonsk fangenskab (se: Dan 9:1-2, 24-27), men udvidelserne i MT gør denne begrænsning af profetien eksplicit (jf. Jeremias 29:10). For Ezekiels Bog forekommer en af ​​de mest bemærkelsesværdige udvidelser i MT Ezekiel 36:23c-38, som mangler, et vigtigt vidnesbyrd om OG fra det tredje århundrede e.Kr. Denne ret lange udvidelse er baseret på materiale fundet andre steder både i og uden for Ezekiels Bog. 

Når det forholder sig således med disse tekster, rejser det uundgåeligt spørgesmålet om og i hvilken grad, det samme er tilfældet med andre tekster i Gamle Testamente. Og det svækker betydeligt Gamle Testamentes værdi som kilde til jødernes historie.

=== Sammenfatning ===

Denne gennemgang af Gamle Testamente har kun omfattet en mindre del af den samlede tekst, men selv denne meget begrænsede gennemgang har belyst en række problemer:&lt;/br&gt;
- Gamle Testamente er ''ikke'' en historisk redegørelse for jødernes historie, selv om den giver indtryk af dette,&lt;/br&gt;
- det er i stedet en samling af traditioner, anekdoter og myter skrevet af ulige forfattere til ulige tider&lt;/br&gt;
- der er gjort forsøg på at sammenskrive og harmonisere disse narrativer&lt;/br&gt;
- hvilket ikke kan skjule, at der er kronologiske problemer&lt;/br&gt;
- og at væsentlige traditioner er hentet fra andre kulturer, især Sumer og Mesopotamien men også fra Grækenland.

Vi tør antage, at skildringen af kongetiden og det delte kongerige med navnelister over regenterne er rimelig troværdig, blandt andet fordi deres navne forekommer i andre kilder, men vi har kun ringe mulighed for at vide i hvilken udstrækning, historierne om dem er blevet ændrede for at tilpasse sig et senere monoteistisk narrativ.

Nogle historier, blandt andre Esthers Bog men også Ezras Bog og Nehemias' Bog, er meget sene og menes først at være blevet tilføjet efter afslutningen af det babylonske fangenskab.

=== &lt;big&gt;Semitismen, jødedommens tankesæt&lt;/big&gt; === 

Vi har i det foregående set på Gamle Testamente som et muligt historisk kildeskrift. Man kan imidlertid også anlægge en helt anden synsvinkel, nemlig Gamle Testamente som ideologisk grundlag nærmere betegnet som grundlag for en jødisk national etnicitet samt for en særlig jødisk etik. Det skal på forhånd understreges, at det følgende ikke omfatter alle jøder, idet mange alene identificerer sig som tilhørende denne folkegruppe af genealogiske og traditionsbårne årsager, det vil sige med hensyn til deres familiære oprindelse samt højtider og mindedage. Men der findes også kredse i den jødiske befolkning, der opfatter Gamle Testamente som en anvisning på hvordan, at jøder kan og bør opføre sig.

Alle kender begrebet &quot;anti-semitisme&quot;, men få eller ingen ved, hvad udtrykket &quot;semitisme&quot; egentlig dækker over. Man vil således lede forgæves efter det i en ordbog eller eksempelvis på ''wikipedia''. Her vil begrebet blivet forstået således, at det dækker over den tankegang eller de tankegange, som kan udledes og af nogle er blevet udledt af Gamle Testamente. Det betyder, at der her vil blive set bort fra jødisk mysticisme, kabala, frankisme og lignende ældre og nyere afledede ideologier, hvilke hver for sig er en særskilt undersøgelse værd.

Læser man Gamle Testamente, vil man se, at bestemte tankegange bliver promoveret. Det drejer sig i hovedsagen om følgende:&lt;/br&gt;
- det udvalgte folk&lt;/br&gt;
- racisme&lt;/br&gt;
- retten til Kana'an&lt;/br&gt;
- retten til at myrde hele befolkninger&lt;/br&gt;
- &quot;honningfælder&quot; og pengeafpresning&lt;/br&gt;
I det følgende vil hvert af disse emner blive gennemgået særskilt.

=== Det udvalgte folk ===

Ideen om jøderne som Guds udvalgte folk tager udgangspunkt i Første Mosebog kapitel 12: her møder vi Abram ved Ur i Kaldæa. Videre hedder det: &quot;Herren sagde til Abram: &quot;Forlad dit land og din slægt og din fars hus, og drag til det land, jeg vil vise dig. Jeg vil gøre dig til et stort folk og velsigne dig. Jeg vil gøre dit navn stort, og du skal være en velsignelse.&lt;/br&gt;
Jeg vil velsigne dem, der velsigner dig,&lt;/br&gt;
og den, der forbander dig, vil jeg forbande.&lt;/br&gt;
I dig skal alle jordens slægter velsignes&quot;.&quot;&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 17f&lt;/ref&gt;

Senere gentages denne priviligerede stilling i andre sammenhænge, således over for Jakob i Betel. I Første Mosebog kapitel 35:9-13 hedder det: &quot;Gud viste sig igen for Jakob, efter at han var kommet hjem fra Paddan-Aram. Han velsignede ham og sagde til ham: &quot;Dit navn er Jakob; men nu skal du ikke længere hedde Jakob. Dit navn skal være Israel.&quot; Og han gav ham navnet Israel. Han sagde til ham: &quot;Jeg er Gud den Almægtige. Bliv frugtbar og talrig! Et folk, ja, en mængde folkeslag skal nedstamme fra dig, og konger skal fremstå af dit eget kød og blod. Det land, jeg gav Abraham og Isak, giver jeg dig og dine efterkommere.&quot; Så steg Gud op fraham, dér hvor han havde talt med ham.&quot;&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 46&lt;/ref&gt;

I Anden Mosebog kapitel 3:7-10 findes følgende: &quot;Så sagde Herren: &quot;Jeg har set mit folks lidelse i Egypten, og jeg har hørt deres klageskrig over slavefogederne. Jeg har lagt mig deres lidelser på sinde, og derfor er jeg kommet ned for at redde dem fra egypterne og føre dem op fra dette land til et godt og vidtstrakt land, et land der flyder med mælk og honning, dér hvor kana'anæerne, hittitterne, amoritterne, perizzitterne, hivvitterne og jebusitterne bor. Nu har israelitternes klageskrig nået mig, og jeg har set, hvordan egypterne undertrykker dem. Gå nu! Jeg vil sende dig til Farao. Du skal føre mit folk israelitterne ud af Egypten&quot;.&quot;&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 69&lt;/ref&gt; Dette og tilsvarende formuleringer med &quot;mit folk israelitterne&quot; giver jøderne en identitet som Guds udvalgte folk i den jødiske selvforståelse.

=== Racismen ===

Racismen er en logisk følge af ideen om Guds udvalgte folk. Et folk kan selvsagt ikke være &quot;udvalgt&quot;, hvis andre folk kan indgiftes i det. Følgelig er Gamle Testamente fuldt af forbud mod at gifte sig med ægtefæller fra andre folkeslag og kritik, når de alligevel gjorde det. Lad os tage nogen eksempler.

I Femte Mosebog kapitel 7:1-4 finder vi følgende påbud af Moses: &quot;Når Herren din Gud fører dig til det land, du skal ind og erobre, og han driver store folkeslag væk foran dig, hittitterne, girgashitterne, amoritterne, kana'anæerne, perizzitterne, hivvitterne og jebusitterne, syv folk, der er større og mægtigere end du, og Herren din Gud overgiver dem til dig, og du besejrer dem, da skal du lægge band på dem. Du må ikke slutte pagt med dem og ikke vise dem barmhjertighed. Du må ikke bringe dig i familie me dem; du må ikke give dine døtre til deres sønner, og du må ikke lade dine sønner gifte sig med deres døtre, for det vil få dine sønner til at vige fra mig og dyrke andre guder. Da vil Herrens vrede flamme op imod jer, og han vil hurtigt udrydde dig.&quot;&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 208&lt;/ref&gt;

Dette gælder blandt andre kong Salomo. I Første Kongebog 11:1-4 læses således følgende: &quot;Kong Salomo elskede mange udenlandske kvinder foruden Faraos datter, moabitiske, ammonitiske, edomitiske, sidoniske og hittitiske; om de folk havde Herren sagt til israelitterne: &quot;I må ikke indlade jer med dem, og de må indlade sig med jer, for så vender de jeres hjerte til deres guder.&quot; Dem elskede Salomo, og han holdt fast ved dem. Han havde syv hundrede hustruer med fyrstelig rang og tre hundrede medhustruer, og hans hustruer bragte hans hjerte på afveje.&quot;&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 390&lt;/ref&gt;

I Ezras Bog kapitel 9:10-12 optræder Ezras bodsklage med blandt andet dette: &quot;Vor Gud, hvad skal vi nu sige efter dette? For vi har svigtet de befalinger, du gav gennem dine tjenere, profeterne, da du sagde: Det land, I skal ind og tage i besiddelse, er et urent land på grund af de fremmede folks urenhed med de afskyelige handlinger, som de i deres urenhed har fyldt det med fra ende til anden. Derfor må I ikke give jeres døtre til deres sønner, og I må ikke lade jeres sønner gifte sig med deres døtre.&quot;&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 527&lt;/ref&gt; og i Kapitel 10:10-12 bliver dette gentaget: &quot;Så rejste præsten Ezra sig og sagde til dem: &quot;I har handlet troløst ved at gifte jer med fremmede kvinder; I har øget Israels skyld. Aflæg nu bekendelse for Herren, jeres fædres Gud, og gør hans vilje. Skil jer ud fra landets folk og de fremmede kvinder&quot;.&quot;&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 528&lt;/ref&gt;

I Nehemias' Bog kapitel 10:31 indgår israelitterne blandt andet følgende forpligtelse: &quot;Vi vil ikke give vores døtre til landets folk, og vi vil ikke lade vores sønner gifte sig med deres døtre.&quot;&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 542&lt;/ref&gt;

Således kunne man blive ved.

=== Lebensraum ===

Jødernes ret til Kana'ans land hidrører fra Første Mosebog. I kapitel 12 læser vi: &quot;Dengang boede kana'anæerne i landet. Herren viste sig for Abram og sagde: &quot;Jeg vil give dine efterkommere dette land&quot;.&quot;&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 18&lt;/ref&gt; Senere, i kapitel 15, præciseres udstrækningen af dette jødiske lebensraum: &quot;Den dag sluttede Herren pagt med Abram. Han sagde: &quot;Jeg giver dine efterkommere dette land fra Egyptens flod (det vil sige Nilen) til den store flod, Eufratfloden: kenitterne, kenizzitterne, kadmonitterne, hittitterne, perizzitterne, refaitterne, amoritterne, kana'anæerne, girgashitterne og jebusitterne&quot;.&quot;&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 20f&lt;/ref&gt;

Størrelsen af dette jødiske lebensraum er påfaldende. Sammenlignet med officielle landegrænser i 2026 omfatter dette område: den østlige halvdel af Egypten inklusive hele Sinai, Palæstina inklusive Gaza og Vestbredden, Libanon, Jordan, Saudi Arabien, Yemen, Oman, Forenede Arabiske Emirater, Qatar, Bahrain, Kuwait, Irak samt Syrien. Nogle jødiske imperialister medregner også Kypern til området.

En anden afgrænsning findes i Fjerde Mosebog kapitel 34. Heri læser vi: &quot;Herren talte til Moses og sagde: &quot;Giv israelitterne denne befaling: I kommer nu til Kana'an, det land, der tilfalder jer som arvelod, Kana'ans land i dets fulde udstrækning. Jeres sydgrænse skal gå fra Sins ørken langs med Edom. I syd skal jeres grænse gå fra enden af Salthavet i øst. Så skal grænsen dreje syd om Akrabbim-passet, gå videre til Sin og ende syd for Kadesh-Barnea. Så skal den fortsætte til Hasar-Addar og gå videre til Asmon. Så skal grænsen dreje fra Asmon mod Egyptens bæk og ende ude ved havet.&lt;/br&gt;
Grænsen i vest: Det Store Hav med kyststrækning. Det skal være jeres vestgrænse.&lt;/br&gt;
Dette skal være jeres nordgrænse: Fra Det Store Hav skal I trække en linie til bjerget Hor; fra bjerget Hor skal I trække en linie til Lebo-Hamat, og grænsen skal ende i Sedad. Så skal grænsen gå videre til Zifron, og den skal ende i Hasar-Enan. Det skal være jeres nordgrænse.&lt;/br&gt;
Som grænse i øst skal I trække en linie fra Hasar-Enan til Shefam. Så skal grænsen gå ned fra Shefam til Ribla øst for Ajin, og grænsen skal fortsætte ned og støde til bjergryggen øst for Kinneretsøen. Så skal grænsen gå ned til Jordan og ende ved Salthavet.&lt;/br&gt;
Dette skal være jeres land med dets grænser hele vejen rundt.&quot;&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 196&lt;/ref&gt;

Dette er unægteligt en noget anden afgrænsning end før. Den kritiske læser vi måske spørge om Herren ikke havde forklaret sig godt nok over for Moses eller måske havde ændret holdning, eller om der måske er en helt tredie forklaring?

Den tænkende læser vil måske kigge nærmere på andre dele af samme historie. Vi hører, at Abraham fik børn både med Sara, sin hustru, nemlig jøderne, og med Hagar fra Egypten, hans trælkvinde, nemlig ismaelitterne, det vil sige araberne.&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 21&lt;/ref&gt; Så var det nu jøderne, araberne eller begge grupper som skulle leve i dette område? Desuden tog han sig en ny hustru: Ketura, med hvem han også fik efterkommere.&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 31&lt;/ref&gt; Det er således ret uklart hvem, der skulle overtage dette lebensraum.
 
Således tænker semitisterne ikke. De er imperialister, og de vil have det hele for sig selv. De mener at have ret til at fordrive andre folkeslag og ser Gamle Testamente som kilde til denne ret.

=== Retten til folkemord ===

Jødernes ret til at myrde befolkningerne, som levede i Kana'an, forekommer allerede i Mosebøgerne. I Femte Mosebog kapitel 20:16-17 findes således følgende påbud udtalt af Moses: &quot;i de folks byer, som Herren din Gud vil give dig i eje, må du ikke lade en eneste beholde livet; du skal lægge band på dem, på hittitterne, amoritterne, kana'anæerne, perizzitterne, hivvitterne og jebusitterne, sådan som Herren din Gud har befalet dig.&quot;&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 223&lt;/ref&gt;

I Josvabogen hører vi hvordan, at jøderne hensynsløst myrdede indbyggerne i Kana'an, eksempelvis i kapitel 8:24-29: &quot;Da israelitterne på åben mark havde dræbt alle de indbyggere fra Aj, som havde forfulgt dem ud i ørkenen, og da alle til sidste mand var faldet for sværdet, vendte alle israelitterne tilbage til Aj og huggede indbyggerne ned med sværd. Den dag blev der dræbt i alt tolv tusind mænd og kvinder, alle indbyggerne i Aj. Josva trak ikke sin udstrakte hånd med krumsværdet tilbage, før han havde lagt band på alle indbyggerne i Aj. ..Og Josva brændte Aj ned; han gjorde den til en øde ruinhøj for evigt, og det er den den dag i dag. Ajs konge hængte de på et træ og lod ham hænge til aften. Da solen gik ned, gav Josva sine folk befaling om at tage liget ned fra træet og kaste det hen ved indgangen til byporten. Så kastede de en stor stendynge op over ham, og den ligger der den dag i dag.&quot;&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 251f&lt;/ref&gt;

Tilsvarende i Josvabogen kapitel 10:28-43: &quot;Samme dag indtog Josva Makkeda. Han slog byen og dens konge med sværd og lagde band på byen og alle, der var i den; der var ingen, der overlevede. Han gjorde det samme med kongen i Makkeba, som han havde gjort med kongen i Jeriko.&lt;/br&gt;
Fra Makkeda drog Josva sammen med hele Israel videre til Libna. Han gik til angreb på Libna, og Herren gav også denne by og dens konge i Israels hånd. Josva slog byen og alle, der var i den, med sværd; der var ingen, der overlevede. Han gjorde det samme med kongen dér, som han havde gjort med kongen i Jeriko.&lt;/br&gt;
Fra Libna drog Josva sammen med hele Israel videre til Lakish. Han belejrede byen og gik til angreb på den, og Herren gav Lakish i Israels hånd. Den følgende dag indtog Josva byen; han slog den og alle, der var i den, med sværd, ganske som han havde gjort med Libna. Da drog Gezers konge Horam op for at komme Lakish til undsætning, men Josva slog kongen og hans hær; der var ingen, der overlevede.&lt;/br&gt;
Fra Lakish drog Josva sammen med hele Israel videre til Eglon. De belejrede byen og gik til angreb på den, og samme dag indtog de den og slog den med sværd. Den dag lagde han band på alle, der var i byen, ganske som han havde gjort med Lakish.&lt;/br&gt;
Fra Eglon drog Josva sammen med hele Israel op til Hebron. De gik til angreb på byen og indtog den; de slog byen, dens konge, alle dens byer og alle, der var i den, med sværd; der var ingen, der overlevede. Ganske som han havde gjort med Eglon, lagde han band på byen og på alle, der var i den.&lt;/br&gt;
Så vendte Josva sig sammen med hele Israel mod Debir. Han gik til angreb på byen og indtog den med dens kong og alle dens byer. De slog dem med sværd og lagde band på alle, der var i den; der var ingen, der overlevede. Han gjorde det samme med Debir og dens konge, som han havde gjort med Hebron og med Libna og dens konge.&lt;/br&gt;
Således besejrede Josva hele landet: Bjerglandet, Sydlandet, Lavlandet og Skråningerne og alle kongerne dér. Der var ingen, der overlevede; hver levende sjæl lagde han band på, sådan som Herren, Israels Gud, havde befalet. Josva besejrede dem fra Kadesh-Barnea til Gaza, i hele landet Goshen og helt til Gibeon. Alle disse konger og deres lande undertvang Josva på én gang, for Herren, Israels Gud, førte krig for Israel. Så vendte Josva sammen med hele Israel tilbage til lejren i Gilgal.&quot;&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 255&lt;/ref&gt;

I Josvabogen Kapitel 11 fortsætter folkemordene i det nordlige Kana'an, blandt andet Hasor: &quot;Alle, der var i byen, huggede de ned med sværd og lagde band på dem, så ikke en levende sjæl blev tilbage; og Josva brændte Hasor ned.&quot;&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 256&lt;/ref&gt; Da massemordet var til ende, blev rovet, det vil sige Kana'an, delt mellem israelitternes stammer.&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 257-264&lt;/ref&gt; Det minder om en langt senere begivenhed: under Sovjetunionen i Stalintiden gennemførte terrororganisationen OGPU under ledelse af jøden Genrikh Jagoda&lt;ref&gt;Lina (2003), s.315&lt;/ref&gt; samt NKVD overvejende ledet af jøder&lt;ref&gt;Lina (2003), s.318, 327&lt;/ref&gt; i 1932-33 et massemord på og en massefordrivelse af ukrainske bønder fra deres gårde, en begivenhed der blev kendt som ''holodomor''. Mindre kendt er, at OGPU overvejende bestod af jøder, og at disse efterfølgende som en belønning oprettede deres egne kollektivlandbrug, kibbutz'er, på de myrdede og fordrevne ukraineres jord.&lt;ref&gt;Holocaustmuseet i USA, film&lt;/ref&gt; Jødisk historieforståelse trækker lange spor.

Det var ikke kun ved erobringen af Kana'an, at jøderne begik massemord. I Esters Bog kapitel 9:2-16 hører vi: &quot;I alle kong Ahasverus' provinser samledes jøderne i deres byer for at lægge hånd på dem, der ville dem noget ondt. .. Den trettende dag i måneden adar samledes de øvrige jøder i kongens provinser og forsvarede deres liv; de fik fred for deres fjender, og og de dræbte 75.000 af deres modstandere&quot;.&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 555&lt;/ref&gt;

Flere eksempler end de nævnte kunne være fremhævet, men budskabet og moralen er tydelig nok: i &quot;hellig krig&quot; er massemord på guddommens befalet ikke blot acceptabel men en pligt at gennemføre.

Det er mildest talt absurd at se hvordan den samme ideologi, som hyldede folkemord i Gamle Testamente, har haft travl med at fremstille de selv samme massemordere som et uskyldigt forfulgt folkefærd i det 20. og starten af det 21. århundrede.

=== Honningfælder og pengeafpresning ===

Historier i Gamle Testamente giver jøderne tvivlsomme moralbegreber, eksempelvis at prostituere deres hustruer og døtre i form af &quot;honningfælder&quot;, det vil sige lokkemad for en efterfølgende afpresning. Det begynder med selveste Abraham. I Første Mosebog kapitel 20:2-16 læser vi: &quot;Abraham sagde om sin kone Sara, at hun var hans søster, og Abimelek, kongen i Gerar, sendte bud efter Sara. Om natten kom Gud i en drøm til Abimelek og sagde til ham: &quot;Nu skal du dø, fordi du har taget denne kvinde, for hun er gift&quot;.&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 25&lt;/ref&gt; Senere, da sandheden er blevet klar, hører vi: &quot;Så gav Abimelek Abraham får og køer, trælle og trælkvinder, og han gav ham hans kone Sara tilbage. Og Abimelek sagde: &quot;Mit land ligger åbent for dig. Slå dig ned, hvor du har lyst!&quot; Til Sara sagde han: &quot;Nu giver jeg din bror tusind sekel sølv. Det skal lukke øjnene på alle dem, der hører dig til. Nu har du fået fuld oprejsning&quot;.&quot;&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 26&lt;/ref&gt; Så Abrahams afpresning lykkedes.

Senere gentager historien sig med små variationer. I Esters Bog hører vi, at jøden Mordokaj sender sin datter til kong Ahasverus' harem, hvor &quot;hun vandt hans velvilje&quot;. ..&quot;Ester havde ikke fortalt, hvilket folk og hvilken slægt, hun tilhørte, for Mordokaj havde sagt til hende, at hun ikke måtte fortælle det.&quot; Men senere udnyttes hun til at redde jøderne, og naturligvis belønnes både hun og hendes fader for dette bedrag: &quot;Og Mordokaj fik foretræde for kongen, for Ester havde fortalt, hvordan han var i familie med hende. Kongen tog sin signetring, som han havde frataget Haman, og overdrog den til Mordokaj. Og Ester satte Mordokaj over Hamans hus.&quot;&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 549, 554&lt;/ref&gt;

Således legitimerer Gamle Testamente jødernes brug af honningfælder og pengeafpresning, når denne brug rettes imod folk i magtpositioner.

=== Sammenfatning ===

I 1973 fremkom udtrykket &quot;narrativ teologi&quot;.&lt;ref&gt;Bjerg (1984), s. 11&lt;/ref&gt; Udtrykkets betydning har været noget uklar, men pointen er, at hvis en kristen vil forklare sin tro og identitet, så kan dette ske ved at fortælle om Jesu ord og gerninger. På lignende måde kan jødedommens indhold bedst forstås ved at fortælle historier fra Gamle Testamente.

Som vi har set, er sådanne historier ikke just moralske. Ideen om det udvalgte folk, der ikke må gifte sig med folk fra andre folkeslag men nok har ret til at udnytte dets kvinder i honningfælder til pengeafpresning, og som mener sig i sin gode ret til hensynsløst at udrydde andre folkeslag &quot;i Guds navn&quot;, fremavler en tvivlsom moral. Hvis man vil være lidt uvenlig, kan man med god grund hævde, at denne tvivlsomme moral langt hen af vejen også afspejler sig i jødernes nyere historie.

Vi har i det foregående set hvordan, at denne moral henter sin inspiration i fortællinger fra Gamle Testamente. Og denne moral understreges ved at de samme emner bliver gentaget med blot mindre variationer flere gange som for at understrege, at den ikke er knyttet til en bestemt historisk situation men netop har evig gyldighed. I lighed med sit afkom, muhammedanismen, er denne moral præget af en foragt for dem, som ikke tilhører &quot;in-gruppen&quot;.

Der kan måske være grund til at uddybe dette udtryk nærmere. Alle mennesker udvikler en eller anden form for bevidsthed om at tilhøre et bestemt etnisk fællesskab, herunder skaber de et dertil knyttet begrebsapparat. Man kan skelne mellem det navn, som en etnisk gruppe bruger om sig selv i denne selvidentifikation, og det navn, som andre bruger om den samme gruppe. Nogle gange, men ikke altid, bruger de samme benævnelse, men deres opfattelse af gruppens afgrænsning og indhold behøver ikke at være det samme, men kan tilpasses den aktuelle situation.&lt;ref&gt;Lund (1993), s. 81&lt;/ref&gt; Betegnelsen afspejler en bevidsthed om hvem, man hører sammen med i et fællesskab, og hvem, der ikke hører til dette fællesskab.&lt;ref&gt;Lund (1993), s. 9&lt;/ref&gt; Ofte, men ikke altid, vil de, som ikke tilhører dette fællesskab, blive set ned på, mens man selv ophøjes for sine gode egenskaber.&lt;ref&gt;Lund (1993), s. 13-26&lt;/ref&gt;

Denne vi-bevidsthed skabes i vid udstrækning ved historier, beretninger og myter, om et skæbnefællesskab gennem utallige slægtled. Ofte vil disse historier blive fyldt med navne på legendariske personligheder, hvis liv og gerninger bliver en del af den personlige identitetsfølelse. Og som regel vil en del af denne historie omfatte etnogoni, det vil sige de indfødtes egen mytiske forklaring på deres oprindelse&lt;ref&gt;Lund (1993), s. 49&lt;/ref&gt;, som regel i form af en mytisk stamfader.&lt;ref&gt;Lund (1993), s. 91&lt;/ref&gt; I dansk sammenhæng kan man tænke på Saxo og hans Danmarkshistorie. I germansk sammenhæng er det myten om Tvisto, der er grundlaget for identiteten&lt;ref&gt;Lund (1993), s. 90&lt;/ref&gt;, og for jøderne er det Abraham, der har denne rolle.

Men sådanne historiske beretninger og myter har ikke kun den funktion at begrunde selvidentiteten men tillige at begrunde moralbegreber, hvad der er &quot;god&quot; og &quot;ond&quot; opførsel. For jøderne er det netop historierne i Gamle Testamente, som opfylder denne opgave.

Over tid kan disse funktioner aftage i betydning, fordi behovet for dem ikke længere er så stort. Dette fordi at myter erstattes med faktiske historiske erindringer. Men for visse grupper er dette ikke tilfælde. Her kan udviklingen tvært imod gå i den modsatte retning og udvikle sig til en regulær fanatisme, der kan motivere og begrunde næsten enhver handling. Denne fanatisme kan formuleres og organiseres i en dertil hørende ideologi, en -isme. Semitisme er en sådan ideologi, der i princippet ikke adskiller sig fra andre -ismer bortset fra den etniske gruppe, hvis selvfølelse og handlingsmønster, den skal begrunde.

=== &lt;big&gt;Sammenfatning og konklusion&lt;/big&gt; ===

Vi er nået vejs ende i gennemgangen, og resultatet taler for sig selv. Ikke blot er det officielle narrativ ikke korrekt, for hver del af dette narrativ findes en alternativ forklaring, og tilsammen tegner disse træk et andet men helt entydigt billede.

Først og fremmest: Gamle Testamente er ikke jødisk historieskrivning.&lt;ref&gt;Adler (2022), Preface&lt;/ref&gt; Der kan påvises et utal af indlån fra andre kulturer, eksempelvis historien om Moses i sivkurven og Noas ark, som tydeligt viser, at denne historie er en myte, et narrativ, skabt for at give jødisk identitet en høj alder. I stedet tjener Gamle Testamente som redskab til at give jøder en national identitet igennem deres trosretning, i særdeleshed Jahve. Det er i Jahves navn, at de udvandrer fra Egypten, erobrer Kana'an og i nyere tid trækker sig ind i etniske ghettoer.&lt;ref&gt;Crone og Cook (1977), s. 42&lt;/ref&gt; Hele den jødiske kultur er een lang markering af begivenheder hentet fra myterne i Gamle Testamente.

Dernæst: jøderne var tydeligvis ikke det monoteistiske folkefærd, som de gerne vil give indtryk af, tværtimod. Så langt, at Gamle Testamentes fremstilling overhovedet afspejler en historisk virkelighed, dyrkede jøderne flere guder gennem flere hundrede år. Vi ser en udvikling i flere trin:&lt;/br&gt;
- første trin: to guder, Jahve og El, forenes i en &quot;supergud&quot;&lt;/br&gt;
- andet trin: gudsdyrkelsen centraliseres og kontrolleres af kongen&lt;/br&gt;
- tredie trin: de lavere guder og gudinder forkastes, fordi at de ikke hjalp i en kritisk situation&lt;/br&gt;
- fjerde trin: præsteskabet udvikler et nyt narrativ til at forstærke dets magt og betydning som samlende kraft.&lt;/br&gt;
Det var en udvikling, hvor hvert trin var en logisk følge af det foregående, når behovet for en forandring i det herskende narrativ indtraf. Den nye ideologi var, som de fleste totalitære ideologier, et spørgsmål om at legitimere retten til magtudøvelse. Dette grundlag blev konstrueret ad hoc, det vil sige spontant efter behov. Dets grundlag var aldrig vel funderet, og vi kan nu afvise det fuldstændigt som fusk og forfalskning fra ende til anden.

Samtidig var det en udvikling, hvor hvert trin bidrog med særlige træk til den nye ideologis udvikling: først blev stammeguden anvendt til at legitimere myten om &quot;det udvalgte folk&quot;, herunder en racistisk ultrasemitisk afvisning af ægteskaber med repræsentanter fra andre folkeslag, og hvor regulært folkemord legitimeres som en følge af Jahves beslutning og påbud. Dernæst må den snart svækkede kongemagt i den nye nationale stat styrke sin stilling i befolkningen, hvilket sker ved centralisering af gudsdyrkelsen. Da så statsdannelsen alligevel bryder sammen, bliver det nødvendigt at udpege en skyldig årsag, og her må husguderne holde for. Endelig må det nye narrativ styrkes, hvilket blandt andet sker ved kampen for en ny egen stat.

Da mange profeter har først og fremmest til formål at legitimere den nye nationale ideologi som Jahves vilje.

Endelig er det også fra Gamle Testamente, at jøderne henter deres moralbegreber på godt og ondt.

Det er indlysende, at hvis der kan rejses tvivl om troværdigheden af beretningerne i Gamle Testamente, så er det ikke blot et kildekritisk problem. Det er hele grundlaget for jødedommen, der vælter. Jødedommen er, som muhammedanismen, det, som i kommunistkina kaldes en ''tofu-dreg'' konstruktion: en bygning eller anden konstruktion opført af underlødige bestanddele som gør, at den før eller senere falder sammen af sig selv.

Hidtil har Gamle Testamentes narrativer aldrig være underkastet en kildekritisk analyse, i modsætning til Nye Testamente, som allerede i 1800-tallet og begyndelsen af 1900-tallet blev underkastet en sådan analyse, som den bestod med udmærkelse. Det er først i de seneste år, at et sådant arbejde er igangsat og vel at bemærke er det sket af jødiske arkæologer og historikere. Det gør, at deres resultater ikke blot kan afvises med smædeudtryk som &quot;anti-semitisme&quot;. Det er derfor, at det har været så vigtigt at gøre disse resultater bekendt for et dansk publikum. Og hvis denne bog kan bidrage til fortsatte og uddybende studier af denne problematik, så har den opfyldt sit formål.

Det er for så vidt tilfældigt, at dette sker netop på en tid, hvor staten Israel og dens regering udsættes for en stigende international kritik for sin handlemåde, og så måske alligevel ikke. I alt for lang tid har kritik af jøder og Israel kunnet undertrykkes på grund af myterne om begivenheder under 2. verdenskrig. Men nu ligger disse begivenheder så langt tilbage, 2-4 slægtled, at de ikke længere kan beskytte imod kritik. Og samtidig har både rabiate jøder og den israelske regering i de seneste år udvist en optræden, som let lader sig kritisere. Det er ikke stedet her at uddybe dette emne, det kan fortjene en særskilt behandling og hører hjemme i politisk sammenhæng, ikke i forbindelse med jødedommen som religion og kultur, selv om der kan argumenteres for, at disse områder til dels overlapper hinanden.

Vi har set hvilken afgørende inflydelse, den kildekritiske analyse af Gamle Testamente har på forståelsen af jødedommens historie, men hvorledes forholder det sig med kristendommen? Hvilken indflydelse har kildekritikken på kristendommen? Det enkleste svar er: ingen. Gamle Testamente spiller kun en rolle i kristendommen på to måder:&lt;/br&gt;
- dels at vise at Jesus som messias er forudset allerede af gammeltestamentelige profeter; det er i denne sammenhæng ikke vigtigt, om dette var faktisk var tilfældet, men derimod at jøderne i hans samtid mente, at det forholdt sig således&lt;/br&gt;
- dels at vise de religiøse dogmer, som Jesus gjorde op med. Det viser sig i hans gentagne: &quot;I har hørt at ... men jeg siger jer nu at ...&quot; Jesu lære er i virkeligheden eet stort opgør med jødedommens tankegang og etnisk snæversynethed, han er i den sammenhæng helt på linje med den foreliggende kildekritiske analyse, selv om både hans metode og budskab er et andet.

Især i sidst nævnte sammenhæng er det vigtigt at forstå, at der ikke eksisterer nogen &quot;jødisk-kristne værdier&quot;. Dette moderne udtryk er intet andet end et jødisk forsøg på at tage kristne som gidsler for deres egne ideer. I virkeligheden er det kristendommen, der introducerer næstekærlighed og respekt for medmennesker uanset deres etniske tilhørsforhold, og i forlængelse heraf introducerer både menneskerettigheder og folkestyre. Intet af dette findes i jødedommen, her er det nationalt-etnisk snæversyn, som dominerer hele vejen. Jødedommen er og forbliver en anti-kristen ideologi, fordi den hviler på en selvforståelse baseret på manipulerede kilder i form af Gamle Testamentes skrifter. Og ved at påvise disse manipulationer, myter og omskrivninger, beviser moderne kildekritik, at kristendommen var og er et berettiget opgør med jødedommen.

Endnu for en menneskealder kunne forskere i jødedommen leve i deres vildfarelse om, at selv om der var problemer med Gamle Testamente som kilde til jødedommens historie, så var den i sine hovedtræk alligevel korrekt. Således er det ikke længere. Det kan nu bevises, at der bag den mytiske fortælling gemmer sig en anden historie. Lad så være, at begivenheder i de senere år i Gaza, på Vestbredden, i Libanon, i Egypten, over for Syrien og Iran uden tvivl har bidraget til at fremme denne udvikling. Et træ kendes på dets frugter, og hele verden har nu set de frugter, som jødisk fundamentalisme bringer med sig. Myten om det forfulgte uskyldige folkefærd lader sig ikke længere opretholde.

Og jo mere skingre, hysteriske og fanatiske jødedommens fundamentalister bliver i deres holdninger og opførsel, desto hurtigere vil de miste de sidste rester af en troværdighed, som de i virkeligheden aldrig har haft.

=== &lt;big&gt;Noter&lt;/big&gt; ===
{{Reflist|3}}

=== &lt;big&gt;Litteratur&lt;/big&gt; ===
* Yonatan Adler: ''The Origins of Judaism. An Archaeological-historical Reappraisal''; Yale University 2022; ISBN 978-0-300-25490-7
* Yonatan Adler: &quot;Toward Identifying Proto-Judaic Cultural Features in Ancient Israel and Judea&quot; (i: ''Journal of Ancient Judaism'' (2024), s. 1-28)
* Yonatan Adler: ''Between Yahwism and Judaism. Judean Cult and Culture during the Early Hellenistic Period (332-175 BEC)''; Cambridge University Press 2025; ISBN 978-009-45961-7
* Gad Barnea: &quot;P. Berlin 13464, Yahwism and Achaemenid Zoroastrianism at Elephantine&quot; (2024)
* Geoffrey Bibby: ''I Dilmun tier ravnen''; Wormanium 1971; ISBN 87-85-1600-40
* Geoffrey Bibby: ''Det forsvundne årtusinde''; Wormanium 1978; ISBN 87-8516-053-9
* ''Bibelen''; Det Danske Bibelselskab 1992; 1. udgave 1. oplag; ISBN 87-7325-276-6
* Svend Bjerg: &quot;Den kristne grundfortælling. Studier over fortælling og teologi&quot; (''Teologiske Studier'', bind 8; 2. oplag 1984; Aarhus 1984; ISBN 87-7003-409-5) 
* Patricia Crone og Michael Cook: ''Hagarism. The Making of The Islamic World''; Cambridge 1977; ISBN 0-521-21133-6
* Stephan Peter Dinkgreve: ''In Search of the Sublime: A world history of humanity's relentless pursuit of scientific truth, moral excellence, and enlightenment''; 2021
* Robert Gnuse: &quot;Spilt Water: Tales of David (II Sam 23:13-17) and Alexander the Great (Arrian, Anabasis of Alexander 6.26.1-3).&quot; (i: ''Scandinavian Journal of the Old Testament''; 1998, bind 12, s. 233-248)
* Robert Gnuse: &quot;Abducted Wives: A Hellenistic Narrative in the Book of Judges?&quot; (i: ''Scandinavian Journal of the Old Testament''; 2007; bind 22, s. 272-285)
* Robert Gnuse: &quot;From Prison to Prestige: The Hero who helps a King in Jewish and Greek Literature.&quot; (i: ''Catholic Biblical Quarterly''; 2010 bind 72, s. 31-45)
* Robert Gnuse: &quot;Divine Messengers in Genesis 18-19 and Ovid.&quot; (i: ''Scandinavian Journal of the Old Testament''; 2017; bind 31, s. 66-79)
* Robert Gnuse: &quot;Greek Connections: Genesis 1-11 and the Poetry of Hesiod&quot; (i: ''Biblical Theology Bulletin''; 2017 nr. 47, s. 131-143
* Robert Gnuse: &quot;Heed Your Steeds: Achilles’ Horses and Balaam’s Donkey.&quot; (i: ''International Journal of Research in Humanities and Social Sciences''; 2017; række 4 hæfte 6; s. 1-5)
* Robert Gnuse: &quot;Samson and Heracles Revisited.&quot; (i: ''Scandinavian Journal of the Old Testament''; 2018, bind 32, s. 1-19)
* Robert Gnuse: &quot;Greek Historians and the Primeval History.&quot; (i: ''International Journal of Research in Humanities and Social Sciences''; 2019; række 6 hæfte 1, s. 20-25)
* Robert Gnuse: &quot;Jephthah’s Daughter and Iphigenia in the Plays of Euripides&quot; (i: ''International Journal of the Arts and Humanities''; 2019; række 5 hæfte 1, s. 16-23)
* Robert Gnuse: &quot;Hellenism and the Primary History: The Imprint of Greek Sources in Genesis-2 Kings&quot; ''Copenhagen International Seminar''; Routledge, London 2020 
* Daniel Hawk: &quot;Violent Grace: Tragedy and Transformation in the Orestia and the Deuteronomistic History.&quot; (i: ''Scandinavian Journal of the Old Testament''; 2003, bind 18, s. 73-88)
* Gerhard Larsson: &quot;Possible Hellenistic Influence in the Historical Parts of the Old Testament.&quot; i: ''Scandinavian Journal of the Old Testament''; 2004; bind 18, s. 296-311)
* Niels Peter Lemche: &quot;The Old Testament-A Hellenistic Book&quot; (: ''Scandinavian Journal of the Old Testament''; 1993 bind 7, s. 163-193)
* Niels Peter Lemche: &quot;Is It Still Possible to Write a History of Ancient Israel?&quot; (i: ''Scandinavian Journal of the Old Testament''; 1994, bind 8, s. 163-188)
* Niels Peter Lemche: &quot;Good and Bad in History: The Greek Connection.&quot; (i: Steven McKenzie and Thomas Römer (red.): &quot;Rethinking the Foundations: Historiography in the Ancient World and in the Bible. Essays in Honour of John Van Seters&quot;; ''Beihefte zur Zeitschrift für die altestamentliche Wissenschaft'' nr. 294; Walter de Gruyter, Berlin 2000; s. 127-140) 
* Niels Peter Lemche: &quot;How Does One Date an Expression of Mental History?&quot; (i: Lester Grabbe (red.): &quot;Did Moses Speak Attic? Jewish Historiography and Scripture in the Hellenistic Period&quot; (i: ''Journal for the Study of the Old Testament Supplement Series'' 317/European Seminar on Historical Methodology 3; Sheffield Academic Press, Sheffield 2001; s. 200-224)
* Niels Peter Lemche: &quot;Does the Idea of the Old Testament as a Hellenistic Book Prevent Source Criticism of the Pentateuch?&quot; (i: ''Scandinavian Journal of the Old Testament''; 2011, bind 25, s. 75-92)
* Niels Peter Lemche: &quot;When the End is the Beginning: Creating a National History?&quot; (i: ''Scandinavian Journal of the Old Testament''; 2015, bind 29, s. 22-32)
* Jüri Lina: ''Skorpioni märgi all. Nõukogude võimu tõus ja langus''; Stockholm 2003; ISBN 91-972897-9-5
* Allan A. Lund: ''De etnografiske kilder til Nordens tidlige historie''; Wormanium 1993; ISBN 87-89531-08-6
* Etienee Nodet: &quot;Editing the Bible: Alexandria or Babylon?&quot; (i: Thomas Thompson and Philippe Wajdenbaum (red.): ''The Bible and Hellenism: Greek Influence on Jewish and Early Christian Literature. Copenhagen International Seminar''; Routledge, New York 2014; s. 36-55) 
* Gabrielle Vera Novacek: ''Ancient Israel. Highlights from the Collections of The Oriental Institute University of Chicago''; University of Chicago 2011; ISBN 978-1-88923-65-3
* Johannes Pedersen: &quot;Hasmonæer&quot; (i: ''Salmonsens Konversationsleksikon'', 2. udgave, bind X; 1919; s. 943-944)
* Katherine Stott: &quot;Herodotus and the Old Testament: A Comparative Reading of the Ascendancy Stories of King Cyrus and David.&quot; (i: ''Scandinavian Journal for the Study of the Old Testament''; 2002; bind 16 s. 52-78)
* Jan-Wim Wesselius: &quot;Discontinuity, Congruence and the Making of the Hebrew Bible.&quot; (i: ''Scandinavian Journal for the Study of the Old Testament''; 1999 bind 13 s. 24-77)
* Jan-Wim Wesselius: &quot;The Origin of the History of Israel: Herodotus’ Histories as Blueprint for the First Books of the Bible&quot; (i: ''Journal for the Study of the Old Testament Supplement Series''; Sheffield Academic Press, Sheffield 2002)
* Hans Christian Ørsted: &quot;Overtro og Vantro i deres Forhold til Naturvidenskaben&quot; (''Aanden i Naturen''; 4. udgave; København 1978; ISBN 87-414-8972-1; s. 76-106)

=== &lt;big&gt;Film&lt;/big&gt; ===
* Simca Jacobovici: ''The Exodus Decoded''</text>
      <sha1>rptt0fev6cm1dvzu9ub9hrzdc4sgb72</sha1>
    </revision>
    <revision>
      <id>41959</id>
      <parentid>41958</parentid>
      <timestamp>2026-05-27T14:56:57Z</timestamp>
      <contributor>
        <username>Sven Halfdan Nielsen</username>
        <id>3898</id>
      </contributor>
      <comment>småret</comment>
      <origin>41959</origin>
      <model>wikitext</model>
      <format>text/x-wiki</format>
      <text bytes="154140" sha1="f8t7546e3dmqjaskarn7ch1frnle1ym" xml:space="preserve">[[Fil:Philippe de Champaigne - Moses with the Ten Commandments - WGA04717.jpg|thumb|400px|Ifølge nye videnskabelige kildekritiske teorier er det ikke Moses, som har skrevet Mosebøgerne. Maleri af Philippe de Champaigne.]]

=== &lt;big&gt;Fortale&lt;/big&gt; ===

Jødedommens ældste historie har hidtil været indhyllet i mørke. Traditionen hviler på ''Tanakh'' eller Gamle Testamente, men dette synes først at have fundet sin endelige form i det 2. århundrede f.Kr. i det hasmunitiske kongerige. Hvor meget, traditionerne har ændret sig før denne tid, er et åbent spørgsmål.

Foruden Gamle Testamente er de vigtigste kilder til belysning af spørgsmålet især arkæologiske fund, men også her er der store problemer med troværdigheden. Flere kilders oprindelse er omstridte og dermed bliver deres udsagnsværdi også tvivlsom.

Det er først i den seneste menneskealder, at der tegner sig et mere klart billede af den omskiftelige historie, men hidtil har mig bekendt ingen forsøgt at gøre denne viden tilgængelig på dansk. Jeg har derfor efter fattig evne forsøgt at skildre denne på grundlag af tilgængeligt materiale. Jeg har desuden tilføjet notehenvisninger til de skriftlige kilder, som jeg anvendt.

Når man forsøger at skildre kendt historie således som tilfældet er med Gamle Testamente, stilles man over for to problemer: dels må man forsøge at sætte denne fremstilling i forhold til det billede, som andre kilder tegner, dels må man forsøge at forstå den forvandling og forvanskning af oprindelige kilder, som fremstillingen i Gamle Testamente nu afspejler.

Den foreliggende undersøgelse falder i to hoveddele, dels en undersøgelse af jødernes faktiske historie således som den lader sig fastslå baseret på grundlag af arkæologiske og historiske kilder, herunder spørgsmålet om jødernes religion, dels en kildekritisk analyse af ''Tanakh'' eller Gamle Testamente. Afslutningsvis vil der blive foretaget en vurdering af hvilken indflydelse, ''Tanakh'' har haft på jødernes selvforståelse og Gamle Testamente har på kristen selvforståelse.

Der kan være grund til at understrege, at stort set alt i denne undersøgelse alene skyldes yderst kompetente forskeres virke, og jeg har efter evne forsøgt at henvise til denne forskning. Litteraturen herom findes i den afsluttende litteraturliste. Desuden har jeg inddraget andre inspirationskilder, hvor jeg finder dem relevante og troværdige. Derimod er fortolkningen af disse ulige arbejder min egen, og de oprindelige forskere kan og bør derfor ikke drages til ansvar for denne fortolkning.  

På dette sted kan der være grund til at forudskikke enkelte kendsgerninger: selvidentiteten &quot;jøde&quot; synes først at blive skabt i 2. århundrede f.Kr. efter hasmunitternes oprør og etableringen af kongeriget baseret på religiøse regler. Der findes ingen ældre beviser på, at jøderne inden da havde fulgt moseloven, og først på dette tidspunkt optræder ''Tanakh'', de ældste synagoger samt mønter uden billede. Det bør desuden bemærkes, at der ingen omtale findes af sabbaten i Gamle Testamente.

Efter den babylonske magtovertagelse i 586 f.Kr. optræder ''al Yahuda'' som en by i Babylon, stednavnet Israel optræder første gang på en mønt dateret år 66 e.Kr. og i forbindelse med jødernes oprør mod romerne.

Om bogens titel skal jeg blot bemærke, at jeg har valgt ordet &quot;jødedom&quot;, fordi det betegner jødisk religion og kultur på samme tid.

Sven Halfdan Nielsen&lt;/br&gt;
Pärnu, den 5. maj 2026

=== &lt;big&gt;Indledning&lt;/big&gt; ===

Al historisk og litterær forskning må hvile på kildekritiske undersøgelser. Dette betyder, at arkæologiske og sproglige kilder kritisk må vurderes med henblik på deres oprindelsessituation, eventuelle tendens, forholden sig til de omtalte begivenheder og for sproglige kilder tillige deres formål (som udmærket kan være mangesidigt). Kilderne må stilles i forhold til, hvad der ellers vides om tiden, og de må forsøges tolket således, at de er bedst i overensstemmelse med denne viden, og at de ikke modsiger denne viden. Hvis det sidste er tilfældet, må man spørge, om fortolkningen er rigtig, eller om den hidtidige &quot;viden&quot; må revideres.

Lige siden afslutningen af 2. verdenskrig og især i det 21. århundrede har beskyldninger om &quot;anti-semitisme&quot; fået et kraftigt opsving. Der kan derfor være grund til at gøre nogle bemærkninger om min opfattelse af dette begreb og dets anvendelse.

For mig består udtrykket &quot;anti-semitisme&quot; af to dele: &quot;anti&quot; betyder imod, og &quot;semitisme&quot; betegner en politisk, nationalistisk ideologi. Dette indebærer, at jeg skelner mellem jøder som kulturel folkegruppe på den ene side og en semitisk ideologi på den anden.

Jeg har intet imod folk, som identificerer sig selv som jøder i religiøs og kulturel henseende så længe, at dette ikke berører deres forhold til andre folkegrupper. For mig er &quot;jøde&quot; altså en betegnelse, der i princippet ikke adskiller sig fra dansker, tysker, armener, kurder, japaner eller en hvilken som helst anden national folkegruppe.

Anderledes forholder det sig med begrebet &quot;semitisme&quot;. Her er der i mine øjne tale om en totalitær og intolerant national ideologi, som tåler sammenligning med fx. fascismen i Italien og nazismen i Tyskland. Der er med andre ord tale om en ekskluderende ideologi, som på samme tid legitimerer en bestemt handlemåde over for andre befolkningsgrupper. Dette kan der senere være grund til at vende tilbage til, når vi har gjort os selve grundlaget for denne tankegang klart.

Lad mig sige det straks: det er ikke &quot;anti-semitisk&quot; at anlægge en anden betragtningsmåde en den, som såkaldte &quot;semitter&quot; selv anlægger - med mindre at man tilføjer, at sådanne semitter har et snævert syn og en snæver fortolkningsramme båret af egne fordomme. I denne henseende minder semitter og muhammedanere om hinanden. Begge promoverer en bestemt fortolkning, og begge benægter retten til at inddrage andre kilder eller til at anlægge en anden og bedre forståelse.

For mig skræmmer udsigten til at blive tillagt smædeord mig ikke. Afgørende for mig er objektivt at se på alle fastslåede kendsgerninger og så nå frem til den forståelse, som er mest og bedst i overensstemmelse hermed. Hvis andre har problemer hermed, er det deres problem, ikke mit. De ønsker at forsvare en myte, men for mig er det de historiske kendsgerninger bag myten, som er det vigtigste. Myter er overtro og vantro. Men som Hans Christian Ørsted har sagt det, vil videnskaben overvinde overtroen og vantroen&lt;ref&gt;Ørsted (1978), s. 106&lt;/ref&gt;, og således må det være.

Det gælder her som i tilfældet med muhammedanismen&lt;ref&gt;se ''Muhammedanismen i kildekritisk belysning''&lt;/ref&gt;, at modstanden og modviljen imod at blive konfronteret med nye kendsgerninger dybest set blot viser hvor usikre, forsvarere af den herskende ideologi i virkeligheden er. Hvis de var sikre i deres overbevisning, ville de velkomme enhver udfordring, idet de vil kunne tage den op og sagligt imødegå den. Men således forholder det sig ikke, tværtimod. 

Det bør tilføjes, at forskningsfeltet er inde i en rivende udvikling i disse år. Det kan derfor ikke udelukkes, at forskningen om føje år vil give et andet, mere omfattende men måske også revideret billede i forhold til nu, og således må det være. Det er den eneste måde, at vor viden kan forøges og forbedres på. Og skulle denne bog medvirke til at fremme en sådan forskning, har den opfyldt sit formål.

=== &lt;big&gt;Jødedommens ældste historie&lt;/big&gt; ===

Formålet med det følgende er at skildre jødedommens ældste historie. Hovedvægten vil blive lagt på de arkæologiske vidnesbyrd. Bibelen vil imidlertid blive inddraget, hvis og når den kan belyse historiske kendsgerninger. En række emner vil blive underkastet en særskilt behandling.

=== Den kana'næiske oprindelse ===

I det 2. århundrede f.Kr. var Kana'an beboet af stammer med hver deres skytsguddom. Disse guddomme hørte til den kana'anæiske gudeverden og omfattede blandt andre El, Ba'al og Jahve. Over tid begyndte jøderne imidlertid at skille sig ud og hævde, at de ikke stammede fra kana'anæerne, skønt både sproglige og religiøse træk fra tiden 1200-1000 f.Kr. tyder på, at de udviklede sig fra en kana'anæisk fælles kultur i den grad, at det ofte er svært at skelne imellem dem.&lt;ref&gt;Dinkgreve (2021), kap. 8&lt;/ref&gt;

Hvornår, denne udskillelsesproces er fundet sted, vides ikke, men det må være sket omkring 1207 f.Kr., idet kana'anæerne og israelitterne på en stele rejst af farao Merneptah dateret til dette tidspunkt udtrykkeligt er nævnt som to uens folkegrupper:&lt;/br&gt;
- &quot;Kana'en er udplyndret,&lt;/br&gt;
- Israel er lagt øde.&quot;&lt;/br&gt; 
Det er værd at bemærke, at de hieroglyffer, som angiver navnet Kana'an, viser, at der er tale om et land, mens de, som angiver Israel, viser, at der er tale om et folk.&lt;ref&gt;Dinkgreve (2021), kap. 8&lt;/ref&gt; Det er også den eneste kilde fraset Gamle Testamente som nævner et folk kaldet Israel på denne tid.&lt;ref&gt;Novacek (2011), s. 66&lt;/ref&gt;

Den oprindelige gud for Israel synes at have været ''El''. Navnet &quot;Isra-el&quot; betyder &quot;Els styre&quot;.&lt;ref&gt;Dinkgreve (2021), kap. 8&lt;/ref&gt;

Kildekritiske undersøgelser af Mosebøgerne viser at disse er skrevet af flere forskellige forfattere, hvoraf to af forskerne kaldes P og E. Begge disse forfattere kalder Gud for ''El'' indtil, at Gud angiveligt selv kalder sig ''Jahve'' over for Moses: &quot;Jeg er Jahve. Jeg viste mig for Abraham og Isak og Jakob som ''El-Shaddai'', men mit navn er ''Jahve''. Jeg gjorde ikke det bekendt for dem&quot;.&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 72&lt;/ref&gt;

Det bør tilføjes, at i ''Genesis'' forekommer 17 tilfælde af associationer med ''El'' (fx. Bethel) men ikke een eneste med ''Jahve''. Der er desuden eet tilfælde med henvisning til ''Ba'al'', nemlig Ashbel, Benjamins søn

=== Ugarit ===

I 1928 fandt en bonde i Ras Shamra ved Middelhavskysten (nu i Syrien) et omkring 3.000 år gammelt gravkammer. En udgravning det følgende år viste, at det dækkede over dels en større gravplads, dels en forhistorisk by: Ugarit, en vigtig handelsby fra omkring 1450 f.Kr. til 1192 f.Kr., idet byen blev brændt af og blev opgivet antagelig mellem 1190 f.Kr. og 1185 f.Kr. Blandt de mange fund var et stort antal lertavler og mange af dem med religiøse tekster: mytologiske vers, hymner til guder, lister over præsternes ofringer. Den ledende guddom i Ugarit hed ''El''. ''El'' var gudernes fader, skaber af alle levende væsener, den evige konge. Han blev beskrevet som en ældre skægget mand, som sad på en trone med en krone med tyrehorn. Hans hustru hed ''Ashera''&lt;ref&gt;Dinkgreve (2021), kap. 8&lt;/ref&gt;, hun var moder til 70 guder ifølge teksterne. Blandt sønnerne var stormguden ''Baal'', havguden ''Jam'', dødsguden ''Mott'' og krigergudinden ''Anat''. Tilsammen blev de kaldt ''Ilham'', det vil sige børn af ''El''.

I Bibelens skildring af skabelsen optræder ordet ''Elohim'', på hæbraisk et ord for guddom, hvilket er umiddelbart sammenligneligt med ordet i Ugarit, men ordet er flertal, ikke ental. Og flere af beretningerne i Gamle Testamente bruger netop (men ikke alene) dette ord om Gud: ''El Shaddai'' (Gud den Almægtige), ''El Elyon'' (Gud den Højeste)&lt;ref&gt;Novacek (2011), s. 41&lt;/ref&gt;, ''El Olam'' (den evige Gud), ''El Bethel'' (Bethels Gud). Det er det samme navn som den øverste gud i kana'anæernes gudeverden.

Af disse kendsgerninger tør drages to slutninger. Den ene er, at Gud i den hebraiske forståelse ikke i starten var fuldstændig og enerådende men i stedet udviklede sig over tid, langsomt ved en proces, der bedst kan beskrives som konvergens: flere guder smeltede sammen i een guddom.

Den anden slutning, man tør drage, er den, at israelitterne udviklede sig som folk fra kana'anæerne. Deres første gud var kana'anæernes gud ''El''. For de folk, som levede i bjergene i Kana'an omkring 1100 f.Kr. var der ikke nogen markant forskel imellem deres egen religion og de omgivende folkeslags religion: de dyrkede den samme fadergud og modergudinde. Dette har været anerkendt af arkæologer siden omkring 1970 baseret på fundne lertavler, indskrevne navne på lerkar, fund af husguder og af husaltre.

=== Jahve ===

Nu er det velkendt, at jøderne har et andet navn på deres gud: ''Jahve''. Hvor stammer dette navn fra? Hvor og hvornår overtog han de egenskaber, som tidligere blev tillagt El? For at svare på disse spørgsmål, må vi inddrage tre nye kilder.

På en to tusinde år gammel læderklud fundet i en hule findes en tekst med følgende indhold: da den højeste gud gav nationerne deres arv, da han delte menneskeheden, fastlagde han deres indbyrdes grænser i henhold til antallet af gudesønner. Denne tekst fra Femte Mosebog 32:8&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 237&lt;/ref&gt; var identisk med den tekst, som jøderne kopierede i århundrede før Kristi fødsel. Den findes i den græske version af Gamle Testamente fra 3. og 2. århundrede f.Kr. Jøderne ændrede siden teksten fra &quot;gudesønner&quot; til &quot;Israels sønner&quot;.

Tages teksten for pålydende, har den højeste gud inddelt menneskene i nationer og givet hver nation en søn som guddommelig leder. I det følgende vers fortælles hvilken søn, der blev tildelt hvilken nation, og det oplyses, at Jahve fik tildelt Jacobs stamme eller Israel.

Det må her bemærkes, at Jahve her tydeligt er en mindre, en underordnet gud i forhold til den højeste gud. Bibelforskere som Mark Smith og Frank Moore Cross fra Harvard mener, at det er her, at Jahve gøres til guddom for Jacobs stamme. Teksten i Kumran (bedre kendt som Dødehavsrullerne) bevarede den oprindelige tekst, men den blev i middelalderen tilsyneladende tilpasset.

I ''Salmernes Bog'' salme 82 findes følgende:&lt;/br&gt;
&quot;Gud træder frem i gudeforsamlingen,&lt;/br&gt;
blandt guderne holder han dom:&lt;/br&gt;
Hvor længe vil I dømme uretfærdigt&lt;/br&gt;
og tage parti for de ugudelige? Sela&lt;/br&gt;
Skaf de svage og faderløse deres ret,&lt;/br&gt;
frikend de hjælpeløse og arme,&lt;/br&gt;
udfri de svage og fattige,&lt;/br&gt;
red dem fra de ugudeliges magt!

De forstår og fatter intet,&lt;/br&gt;
de vandrer i mørke,&lt;/br&gt;
jordens grundvolde rokkes.&lt;/br&gt;
Jeg har sagt: I er guder,&lt;/br&gt;
I er alle sønner af den Højeste.&lt;/br&gt;
Dog skal I dø som mennesker,&lt;/br&gt;
og I skal falde som en af stormændene.

Rejs dig, Gud, hold dom over jorden,&lt;/br&gt;
for du har alle folkene som ejendom.&quot;&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 693&lt;/ref&gt;

Denne salme indeholder altså mindet om en gudeforsamling, som også afspejles i den langt ældre tekst. Ordet &quot;guderne&quot; i den originale tekst er ''Elohim'', i flertal. Det viser, at der var en tid i jødernes historie, hvor flerguderi øjensynligt var en almen forståelse. Og en af disse gudesønner var åbenbart Jahve.

Et lignende minde findes i Første Mosebog kapitel 6, der begynder således:

&quot;Da menneskene begyndte at blive talrige på jorden og fik døtre, så gudesønnerne, at menneskedøtrene var smukke. Blandt dem tog de sig alle de koner, de havde lyst til. Da sagde Herren: &quot;Min livsånde skal ikke forblive i mennesket for evigt. De er dødelige, deres levetid skal være 120 år&quot;.&lt;/br&gt;
Dengang gudesønnerne gik ind til menneskedøtrene og fik børn med dem - men også siden hen - var der faldne på jorden. Det er heltene, navnkundige mænd fra ældgamle dage.&quot;&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 12. Den danske oversættelse har &quot;kæmper&quot; i stedet for &quot;faldne&quot; men det originale ord er ''nefilim'' med netop denne betydning&lt;/ref&gt; 

Endnu en kilde, som bør nævnes, er et tempel nu beliggende i Sudan på Nilens vestre bred. Det blev opført af farao Aman Hototeep III (bedstefader til Tutankhamon), som regerede Egypten fra ca. 1390 f.Kr. til 1352 f.Kr., og var tilegnet guden Amon Ra. På en af søjlerne i dette tempel, der omtaler underkuede folkeslag, optræder &quot;Tashasu YHWH&quot;. Nationen ''Shassu'' var et semitisk folkeslag, nomader, kvæghyrder, der strejfede om i ørkenen ved den sydlige grænse for Kana'an. Betegnende nok identificeres de ikke ved deres landområde men derimod ved deres guddom, ''Jahve'', omtrent 200 år før at israelitterne ellers optræder i historiske tekster ifølge gængs fortolkning.

Egyptologen Donald Redford slutter heraf, at ''Jahve'' oprindeligt var en edomitisk eller midianistisk gud i de sydlige ørkenområder, som blev dyrket i områder, som den hebraiske bibel selv udpeger som stedet for jødernes oprindelse, som stedet hvor Moses hørte Gud tale fra en brændende busk, og i ''Dommerbogen'' findes blandt andet &quot;Deboras sejrssang&quot;, som dateres til 12. århundrede f.Kr.&lt;ref&gt;Dinkgreve (2021), kap. 8&lt;/ref&gt;, med følgende linjer:

Herre, da du drog ud fra Se'ir,&lt;/br&gt;
da du skred frem fra Edoms land,&lt;/br&gt;
skælvede jorden, himlen dryppede af regn,&lt;/br&gt;
ja, skyerne dryppede af vand.&lt;/br&gt;
Bjergene rystede foran Herren,&lt;/br&gt;
Sinajs Herre,&lt;/br&gt;
foran Herren, Israels Gud.&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 276&lt;/ref&gt;

Edom lå i den nordøstlige del af Sinaj-ørknen, sydøst for Det Døde Hav. Men der er mere. Jahve introduceres af Moses efter, at Jetro, Moses svigerfader, sammen med sine sønner havde sluttet sig til jøderne.&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 87&lt;/ref&gt; Ifølge Anden Mosebog kapitel 3:1 var Jetro præst i Midjan.&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 68&lt;/ref&gt; Det må rejse spørgsmålet, om det er fra ham, at Moses har overtaget sin guddom Jahve. Men ifølge Dommerbogen kapitel 1:16 var Jetro kenit: &quot;Efterkommere af den kenit, der var Moses' svigerfar, drog sammen med judæerne op fra Palmebyen til Judas ørken i Arads sydland og bosatte sig hos befolkningen dér.&quot;&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 271&lt;/ref&gt; Kenitterne var Kains efterkommere. I Første Mosebog kapitel 4:17-22 læser vi: &quot;Kain lå med sin kone, og hun blev gravid og fødte Enok. Så byggede han en by og gav den navn efter sin søn Enok. Enok fik sønnen Irad, Irad fik Mehujael, Mehujael fik Metushael, og Metushael fik Lemek. Lemek tog sig to koner, den ene hed Ada, den anden Silla. Han blev stamfader til dem, der bor i telte og holder kvæg. Også Silla fødte en søn, Tubal-Kain, stamfader til smedene, alle dem, der forarbejder kobber og jern.&quot;&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 11&lt;/ref&gt; 

Vi ved, at i andre kulturer som egyptisk, græsk og romersk er smedekunsten forbundet med vulkaner: i romersk mytologi hed smedeguden ligefrem ''Vulkan''. Læg dertil profetien i Esajas' Bog kapitel 31:9, der nævner &quot;Herren, som har sit bål på Zion og sin ovn i Jerusalem&quot;.&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 874&lt;/ref&gt; Og for at fuldende billede findes i Anden Mosebog kapitel 19:18-19 følgende beskrivelse af bjerget: &quot;Hele Sinajs bjerg var hyllet i røg, fordi Herren var steget ned på det i ild og røgen steg til vejrs som røgen fra en smelteovn. Hele bjerget skælvede af stor rædsel, og hornklangen blev kraftigere og kraftigere.&quot;&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 88&lt;/ref&gt; Det kunne være en beskrivelse af en aktiv vulkan. Disse sammenfald kan næppe være tilfældige. Er der tale om, at Jahve oprindelig var en smedegud forbundet med vulkanisme, og at han er overtaget af Moses (hvis han er en historisk person) fra sin svigerfaders kultur? I så fald viser det, at der findes en jødisk religiøs forhistorie, som man siden har forsøgt at fortrænge.

Af det foregående tør vi antage, at ''Jahve'' ikke begyndte i Israel. Han begyndte som en &quot;skytsguddom&quot; blandt nomadiske stammer uden en konge, uden templer og uden et skriftsprog. På et eller andet tidspunkt, måske som følge af handel eller af en edomitisk udvandring nordpå, kom denne gud til kana'anæerne, og der mødte han en anden guddom: den gamle gud ''El''. Hvad, der siden fulgte, var konvergens: før dannelsen af et kongerige, før opførelsen af det første tempel, blev ''El'' &quot;opslugt&quot; af ''Jahve''. Derved fik den nye fusionerede guddom begge navne i Gamle Testamente.

=== Ashera ===

Men denne gud stod ikke alene, han havde en kvindelig partner, en gudinde: ''Ashera''. Ashera optræder i kana'anæernes hjem som gudindestatuette, hendes navn findes på forrådskar og i gravskrifter. I tekster fra 8. århundrede f.Kr. bliver hun påkaldt ved siden af Jahve som om de hørte sammen og var ligestillede.

Vi ved nu, at hun i århundreder var blevet dyrket af jøderne som gudinde. Hun kunne gå på vandet, hendes tilnavn var ''Kudu'', den hellige. Hun findes gengivet på et egyptisk kunstværk fra samme tid stående på ryggen af en løve og med en slange i hver hånd. Kort sagt var hun en af de store modergudinder i Mellemøsten.

I to bygninger daterede til tiden 801-770 f.Kr. i det nordøstlige Sinai ved bjerget Contilit Azud fandt arkæologer i 1975 store forrådskar med en tekst skrevet på tidlig hebraisk: &quot;Jeg velsigner dig ved Jahve af Samaria og hans Ashera&quot;&lt;ref&gt;Novacek (2011), s. 92&lt;/ref&gt; og &quot;Jeg velsigner dig ved Jahve af Teman og hans Ashera&quot;. Her står israelitternes mandlige guddom sammen med kana'anæernes gudinde. Teman var den egn i ørkenen, hvor ifølge Habakuks Bog kapitel 3:3 Jahve havde sin oprindelse:&lt;/br&gt;
&quot;Gud kommer fra Teman,&lt;/br&gt;
den Hellige fra Parans bjerge&quot;.&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 1187&lt;/ref&gt;

I Hebron blev tilsvarende fundet en gravskrift dateret til midten af 8. århundrede f.Kr.: &quot;Velsignet være Uryyaho ved Jahve for fra hans fjender ved Ashera har han frelst ham&quot;.

Desuden har man fundet over tusind små gudindestatuetter, heraf 400 alene i Jerusalem, der ifølge Raz Kletter utvivlsomt forestiller Ashera skildret med krop som en cylinder med to markerede bryster og hænder, der tilbyder dem, samt et smilende ansigt. De dateres alle til 8. og 7. århundrede f.Kr. og de blev alle fundet i private hjem, ikke i templer. De viser, at dyrkelsen fandt sted under det delte kongerige som noget alment udbredt, ikke som noget særegent for de få.

Som supplement til en forståelse kan man gå til Gamle Testamente, hvor der er bevaret flere passager, hvori Ashera-dyrkelsen omtales. Den følgende oversigt gør ikke krav på fuldstændighed.

I Første Kongebog kapitel 14 læser vi: &quot;Salomos søn Rehabeam blev konge i Juda. .. Rehabeam var enogfyrre år, da han blev konge, og han regerede sytten år i Jerusalem, den by Herren havde udvalgt af alle Israels stammer til at sætte sit navn på. Hans mor hed Na'ama og var fra Ammon.
Judæerne gjorde, hvad der var ondt i Herrens øjne, og med de synder, de begik, gjorde de ham mere vred, end deres fædre havde gjort. Også de byggede offerhøje og lavede stenstøtter og Ashera-pæle på alle høje bakker og under alle grønne træer; der var endog mandlige helligskøger i landet.&quot;&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 396&lt;/ref&gt;

I kapitel 15 læser vi: &quot;I Nebats søn kong Jeroboams attende regeringsår blev Abija konge over Juda. Han regerede tre år i Jerusalem. Hans mor hed Ma'aka og var datter af Absalom. Han fulgte alle de synder, som hans far havde begået før ham..&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 396&lt;/ref&gt;

I Israels konge Jeroboams tyvende regeringsår blev Asa konge over Juda. Han regerede enogfyrre år i Jerusalem. Hans mor hed Ma'aka og var datter af Absalom. Asa gjorde, hvad der var ret i Herrens øjne, lige som sin fader David. Han forviste de mandlige helligskøger fra landet og fjernede alle de møgguder, som hans forfædre havde lavet. Han fjernede også sin mor Ma'aka som kongemoder, fordi hun havde ladet fremstille en rædselsstøtte til Ashera. Asa huggede støtten om og brændte den i Kedrondalen. Offerhøjene forsvandt ikke..&quot;&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 396f&lt;/ref&gt;

I kapitel 16 læser vi: &quot;Omris søn Akab blev konge over Israel i Judas konge Asas otteogtredivte regeringsår, og Omris søn Akab regerede toogtyve år i Samaria over Israel. Omris søn Akab gjorde, hvad der var ondt i Herrens øjne, værre end nogen før ham. Da det ikke var nok for ham at følge Nebats søn Jeroboams synder, giftede han sig med sidoniernes konge Etba'als datter Jezabel, og han gav sig til at dyrke og tilbede Ba'al. Han rejste et alter for Ba'al i Ba'als tempel, som han havde bygget i Samaria. Akab lavede en Ashera-pæl, og Akab gjorde mere endnu, så han krænkede Herren, Israels Gud, mere end nogen af Israels konger, der havde været før ham.&quot;&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 399&lt;/ref&gt;

I Anden Kongebog kapitel 21 omtales kong Manassa. Om hans gerninger hedder det: &quot;Han gjorde, hvad der var ondt i Herrens øjne efter de afskyelige skikke hos de folkeslag, som Herren havde drevet bort foran israelitterne. Han genopbyggede de offehøje, som hans fader Hizkija havde ødelagt; han rejste altre for Ba'al, og han lavede en Ashera-pæl, sådan som Israels konge Akab havde gjort, og han tilbad hele himlens hær og dyrkede den. .. Og i de to forgårde til Herrens tempel byggede han altre for hele himlens hær. .. Og han opstillede Ashera-billedet, han havde lavet, i dette tempel, om hvilket Herren havde sagt til David og til hans søn Salomo: &quot;''På dette tempel og på Jerusalem, som jeg har udvalgt blandt alle Israels stammer, vil jeg sætte mit navn til evig tid; og jeg vil ikke mere jage Israel bort fra det land, som jeg gav deres fædre, når de blot omhyggeligt vil gøre alt det, jeg har befalet dem, og holde hele loven, som min tjener Moses gav dem.''&quot; Men de ville ikke høre, og Manassa forledte dem til at handle værre end de folkeslag, som Herren havde udryddet for israellitterne.&quot;&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 438f&lt;/ref&gt;

I Anden Kongebog kapitel 23 oplyses, at denne afgudsdyrkelse holdt sig til Josija stoppede den: &quot;Så befalede kongen ypperstepræsten Hilkija, andenpræsterne og dørvogterne at fjerne alle de ting, der var lavet til Ba'al og til Ashera og til hele himlens hær, fra Herrens tempel, og han brændte dem uden for Jerusalem .. Helligskøgernes rum i Herrens tempel, hvor kvinderne vævede klæder til Ashera, rev han ned. .. Også alteret i Betel, offerhøjen som Jeroboam, Nebats søn, havde opført, han som forledte Israel til synd, både dette alter og offerhøjen rev Josija ned, og han knuste stenene til støv og brændte Ashera-pælen.&quot;&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 441&lt;/ref&gt; 

Profeten Jeremis beklagede sig i Jeremias' Bog kapitel 7: &quot;Kan du ikke se, hvad de gør i Judas byer og Jerusalems gader? Børnene samler brænde, fædrene tænder ild og kvinderne ælter dej, så de kan lave offerkager til Himmeldronningen og udgyde drikofre for andre guder og krænke mig.&quot;&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 950&lt;/ref&gt; Han taler om ''Ishtar'', Mesopotamiens version af Ashera, mens hun blev adopteret som ''Afrodite'' i Grækenland og blev kaldt ''Astarte'' af kana'anæerne og senere af fønikerne.&lt;ref&gt;Novacek (2011), s. 38&lt;/ref&gt;

Der kan således ikke være tvivl om, at Ashera-dyrkelsen var udbredt blandt jøderne i flere århundreder, snart officielt snart uofficielt. Manassa regerede fra 697 f.Kr. til 642 f.Kr. og Josija skal have stoppet Ashera-dyrkelsen omkring 622 f.Kr. Men uofficielt fortsatte dyrkelsen helt frem til babylonernes erobring af Jerusalem.

Det vigtigste i denne sammenhæng er, at denne afgudsdyrkelse, som det også fremgår af Gamle Testamente, fandt sted længe efter, at jøderne skulle være gået over til monoteisme.

=== Den centraliserede gudsdyrkelse ===

Men hvornår begyndte den monoteistiske gudsdyrkelse blandt jøderne? Meget tyder på, at det var en udvikling i to trin: først skete der en centralisering af gudsdyrkelsen, og langt senere en overgang til monoteisme.

Første kilde til denne udvikling findes i Moseloven. Her hedder det: &quot;Du må ikke lave dig noget gudebillede i form af noget som helst oppe i himlen eller nede på jorden eller i vandet under jorden. Du må ikke tilbede dem og dyrke dem, for jeg, Herren din Gud, er en misundelig Gud.&quot;&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 89. I oversættelsen til dansk bruges ordet &quot;lidenskabelig&quot; i stedet for &quot;misundelig&quot;&lt;/ref&gt; Det siges ikke, at der ikke findes andre guder, kun at jøderne ikke længere måtte dyrke dem.

Næste kilde findes i Anden Kongebog om kong Josija, som regerede 640-609 f.Kr. Her hedder det: &quot;Og statsskriveren Shafan fortalte kongen, at præsten Hilkija havde givet ham en bog, og Shafan læste den op for kongen.&quot;&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 440&lt;/ref&gt; Forskere mener, at den bog, der her er tale om, sandsynligvis var Femte Mosebog.

Femte Mosebog adskiller sig tydeligt fra de foregående fire Mosebøger, så meget at man mener, at den har sin egen forfatter (eller egne forfattere), der af forskerne kaldes D. Denne forfatter D genkendes også i en række andre tekster i Gamle Testamente: Joshua-bogen, Første og Anden Dommerbog, Samuels Bog samt Første og Anden Kongebog. Det menes, at alle disse bøger er forfattede af samme person eller personkreds.&lt;ref&gt;Dinkgreve (2021), kap. 8&lt;/ref&gt;

Anden Kongebog fortæller om kong Josiah, at han centraliserede gudsdyrkelsen og forbød stedlige altre: &quot;Han hentede alle præsterne fra Judas byer, og offerhøjene lige fra Geba til Be'ersheba, hvor de havde tændt offerild, gjorde han urene, og portofferhøjene, som lå ved kommandantensen Josvas port til venstre, når man går ind ad byporten, rev han ned.&quot;&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 441&lt;/ref&gt; Som det siges: &quot;Der havde ikke tidligere været nogen konge, der som han af hele sit hjerte og af hele sin sjæl og af hele sin styrke vendte om til Herren, helt efter Moses' lov og efter ham kom der ingen som han.&quot;&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 442&lt;/ref&gt; Tydeligvis var der tale om at samle al religiøs magt på et sted og under kongens kontrol. Det var med andre ord en religiøs revolution.

For at retfærdiggøre denne revolution måtte man opfinde en spådom, der kunne retfærdiggøre den. Her træder nu to kilder ind. Den ene findes i Første Kongebog. Her omtales en gudsmand, som råber imod et alter: &quot;Alter, alter! Dette siger Herren: I Davids hus skal der fødes en søn ved navn Josija. På dig skal han slagte de offerhøjspræster, som tænder offerild på dig, og han skal brænde menneskeknogler på dig.&quot;&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 393&lt;/ref&gt;

Den anden er Femte Mosebog: allerede i første sætning gives indtrykket af, at denne bog er Moses' sidste ord inden sin død&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 200&lt;/ref&gt;, og her formuleres en &quot;ny moselov&quot; begyndende således:

&quot;Dette er de love og retsregler, som I omhyggeligt skal følge i det land, Herren, dine fædres Gud, har givet dig i eje, så længe i lever på jorden. I skal ødelægge alle de steder, hvor de folk, I fordriver, har dyrket deres guder, på de høje bjerge, på bakkerne og under alle grønne træer. I skal rive deres altre ned og knuse deres stenstøtter, deres Ashera-pæle skal I brænde, og deres gudebilleder skal I hugge om; I skal udslette deres navn fra de steder. For på den måde må I ikke dyrke Herren jeres Gud. Nej, I skal søge til de sted, Herren jeres Gud udvælger blandt alle jeres stammer til at sætte navn på, så det kan bo der. Dér skal du komme, og derhen skal I bringe jeres brændofre og slagtofre, jeres tiender og afgifter, jeres løfteofre og frivilligofre og det førstefødte af jeres køer og får.&quot;&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 214&lt;/ref&gt;

Men trods dette forsøg på at legitimere centraliseringen af gudsdyrkelsen holdt det ikke længe. Snart begyndte folk atter deres decentrale gudsdyrkelse, og som vi tidligere har set, opgav de aldrig deres Ashera-dyrkelse.

=== Jøderne i Kana'an ===

Vi har fulgt jødernes religiøse udvikling, men hvordan forholder det sig med områdets politiske udvikling? Det er en broget historie, hvor Gamle Testamente trods påviselige fejl alligevel kan give nyttige oplysninger.

Meget taler for, at det var ankomsten af &quot;havfolket&quot; (engelsk: ''Sea People'') omkring 1178 f.Kr. som udløste en ny politisk udvikling. Hidtil havde området været under egyptisk kontrol, men nu svækkedes denne kontrol, og det indebar, at der blev mulighed for indbyrdes stammekrige i området. Det betød også, at folk udefra nu kunne blande sig med held i de stedlige stammekrige. Det er muligt, at jødernes erobringer netop hører hjemme i denne sammenhæng. Til trods for, at Gamle Testamente fremstiller disse kampe som religionskrige mellem folkeslag med polyteisme og jøderne med deres påståede monoteisme, er der intet, som tyder på, at dette er korrekt.

Snarere må vi se disse kampe som sket mellem et imperialistisk erobrerfolk og stedlige bofaste stammer. At der også var religiøse forskelle imellem dem, understregede blot krigenes stammemæssige karakter. Mens filistrene bosatte sig ved kysten, flyttede israelitterne ind fra øst og bosatte sig overvejende i højlandet, hvor de over tid tilegnede sig megen af den stedlige kultur, samtidig med at deres frænder, aramæerne, slog sig ned mod nordøst i Syrien. Hebræerne fik i denne besættelse støtte fra beslægtede og ligesindede nomadiske stammer og semitiske folkeslag. Alliancen var mulig, fordi de alle dyrkede Jahve.&lt;ref&gt;Novacek (2011), s. 66&lt;/ref&gt; Denne fælles kult var længe den eneste institution, som bandt folket sammen, og det kunne ikke forhindre, at der jævnligt opstod konflikter mellem dem.

Der kan på dette sted være grund til at gøre op med myten om Jerikos erobring. Ifølge den bibelske tradition skete erobringen ved, at de omgivende bymure styrtede sammen.&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 248f&lt;/ref&gt; Problemet er, at det arkæologisk kan påvises, at der ingen bymure var!&lt;ref&gt;Novacek (2011), s. 66&lt;/ref&gt; Forklaringen er, at Kana'an indtil da havde været underlagt Egypten, hvis overherredømme var blevet afgjort efter slaget ved Megiddo i 1479 f.Kr. Efter erobringen beholdt eliten i de kana'anæiske familier deres styrende rolle, når blot de var loyale i forhold til den egyptiske farao, men de måtte acceptere, at de ikke måtte befæste deres byer, hvilket gav dem problemer blandt andet, da Megiddo blev angrebet af Lab'ayu fra det nærliggende Shechem.&lt;ref&gt;Novacek (2011), s. 25&lt;/ref&gt;

I den første tid efter israelitternes indvandring var tilstandene i Kana'an væsentlig som før. Det var langt fra lykkedes jøderne at udrydde hele den bosatte befolkning, så det endte med, at jøderne bosatte sig i egne bosættelser. De ulige folk og stammer levede i samfund hver for sig med byerne som centrum for de omgivende landsbyer. Hebræerne erobrede og ødelagde de mere civiliserede kana'anitter men overtog deres skriftsystem. De overtog også kana'anitternes byggeskik, men uden at hebræernes byggerier nåede samme høje stade som deres forgængere. Jerusalem var på denne tid et lille sted uden stor betydning og kunne ikke måle sig med andre byer i området.

Tør man tro Josvabogen kapitel 20, blev der oprettet særlige bebyggelser kaldet &quot;tilflugtsbyer&quot; for kriminelle, hvor disse kunne søge politisk asyl og unddrage sig retsforfølgelse for deres kriminelle gerninger: &quot;Herren talte til Josva og sagde: &quot;Sig til israelitterne, at de skal udpege de tilflugtsbyer, som jeg talte til jer om ved Moses, så en drabsmand, der uforsætligt og uforvarende slår nogen ihjel, kan flygte dertil; de skal være tilflugtssteder for jer mod blodhævneren. Når drabsmanden søger tilflugt i en af disse byer og stiller sig ved indgangen til byporten, skal han forelægge sin sag for de ældste i den by. De skal give ham adgang til byen og give ham et sted, hvor han kan bo hos dem. Når blodhævneren forfølger ham, må de ikke udlevere drabsmanden til ham; det var jo uforvarende, han slog sin næste ihjel, han havde ikke tidligere næret fjendskab mod ham. Han kan så blive boende i den by, indtil han stilles for menighedens domstol, eller indtil den ypperstepræst dør, som er der til dentid. Da kan drabsmanden vende tilbage til sin by og sit hus, den by, han er flygtet fra&quot;.&quot;&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 264&lt;/ref&gt; De var en ordning, som kunne beskytte enhver kriminel mod retsforfølgelse.

Og jødernes folkemord fortsatte. I Dommerbogen kapitel 1 læser vi: &quot;Så drog Juda op, og Herren gav kana'anæerne og perizzitterne i deres hånd, og de slog dem i Bezek og dræbte ti tusind mand. ..Judæerne angreb Jerusalem og indtog den. De huggede indbyggerne ned med sværd og stak ild på byen.&quot;&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 271&lt;/ref&gt; I de byer, som det ikke lykkedes jøderne at udrydde befolkningen, blev disse i stedet gjort til hoveriarbejdere.&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 272&lt;/ref&gt; Det kan næppe undre, at denne opførsel gav anledning til yderligere uro, og at nye kampe fulgte. Ved en lejlighed slog jøderne &quot;omkring ti tusind moabitter ihjel. .. Derefter havde landet ro i firs år&quot;.&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 274&lt;/ref&gt;

Efter Josvas erobringer fulgte dommertiden, hvor landet blev styret af de såkaldte dommere. Tør man tro Gamle Testamente førte det til, at filistre og ammonitter for en tid fik overtaget.&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 286&lt;/ref&gt; Også internt var der øjensynlig magtkampe, således forenedes de andre stemmer mod Benjamins stamme.&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 297ff&lt;/ref&gt;

Efterhånden blev lovløsheden for meget, og hebræerne etablerede et kongedømme i Palæstina. Denne institution kom som en nødvendig følge af både de interne lovløse tilstande og behovet for at organisere krigsførelsen mod andre folkegrupper. I vest udgjorde filistrene en stærkere modstand end kana'anitterne, fordi de havde udviklet jernsmedning. Mod nord boede fønikerne i Libanon, der var mest optaget af handel. Da kana'anitterne stadig blev mere undertrykte, skabte det grundlaget for etableringen af det hebræiske kongedømme omkring 1000 f.Kr. 

Først under dommeren Samuel opstår der blandt jøderne krav om etableringen af et kongerige. Landets første konge hed Saul.&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 317&lt;/ref&gt; Han dateres til omkring 1000-tallet f.Kr. Tør vi tro Første Samuelsbog gennemførte han adskillige krige.&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 320&lt;/ref&gt; Kana'an var angiveligt forenet under ham og hans to efterfølgere, David og Salomo. 

Da kong Salomon døde i 922 f.Kr. blev det hebræiske kongedømme delt i to: Kongeriget Israel og Kongeriget Juda. Det var kun Juda og Benjamins stammer, som accepterede Salomons søn Rehabeam som deres konge, og de oprettede dermed det sydlige kongerige Juda med Jerusalem som hovedstad. Mod nord gjorde de øvrige stammer Jeroboam til konge og oprettede kongeriget Israel med Sikem og senere Samaria som hovedstad. Vigtigst i denne sammenhæng er, at der intet stammesammenhold var, end ikke deres religion kunne holde sammen på dem, og som vi allerede har set, skete der jævnligt frafald fra denne, lige som israelitterne indgiftede sig i andre folkegrupper nok så meget som indbyrdes. Der var konstant magtkampe, hvilket afspejler det totale fravær af national solidaritet og enhed. Også udefra skete angreb. Anden Krønikebog er fuld af bereninger om disse krige.

Kongeriget Israel ophørte, da Assyrien erobrer hovedstaden Samaria 722 f.Kr. Herved mistede også de 10 nordlige israelske stammer deres betydning. Nogle af indbyggerne i Kongeriget Israel blev deporteret af assyrierne, men arkæologisk kan der ikke dokumenteres nogen befolkningsudskiftning eller nogen nedgang i befolkningstallet, og genetiske undersøgelser antyder også en kontinuitet i områdets befolkningssammensætning. Hovedparten af befolkningen synes således at være forblevet i området og samaritanerne menes at være de mest direkte efterkommere af befolkningen i Kongeriget Israel, hvilket også er i overenstemmelse med deres egen opfattelse. Nogle beboere fra Kongeriget Israel må antages at være flygtet til kongeriget Juda, hvilket kan forklare hvordan de nordlige stammers myter er blevet inkorporerede i den tekster i Gamle Testamente, som blev samlede i Kongeriget Juda.

=== Eksilet i Babylon ===

Der er næppe tvivl om, at hvis jøderne havde modstået angreb udefra, ville afgudsdyrkelsen have fortsat. Der ville fortsat have været private gudindestatuetter og private altre. Men een begivenhed ændrede jødernes historie og dermed verdenshistorien: babylonernes erobring i 586 f.Kr.

Forud gik en belejring, som varede to og et halvt år. Vilkårene under belejringen var forfærdelige: jøderne sultede, men vi ved fra samtidige beretninger, at de ikke holdt sig tilbage fra at spise deres egne børn. Da Nebukadnezer erobrede Jerusalem, blev Salomons tempel brændt ned til grunden. Kongepaladset blev brændt ned. Huse blev brændt ned. Forsvarsanlæggene omkring byen blev revet ned sten for sten. Kong Zedekiah, som havde forsøgt at flygte, blev fanget og ført frem for Nebukadnezer. Det sidste, han så, var, at han sønner blev slået ihjel. Så blev han gjort blind, og måtte i denne tilstand foretage vandringen til Babylon.

Hele den jødiske befolkning blev tvangsforflyttet til Babylon. Det skete i tre omgange. Da de forlod Jerusalem, måtte de uundgåeligt miste troen på deres guder, som havde svigtet dem.

Hvad, der skete under det babylonske fangenskab, var ekstraordinært: i stedet for at blive integrerede i deres nye omgivelser valgte de skriftkloge jøder den modsatte vej, nemlig at bevare og redigere deres historiske traditioner. Sigende optræder byen Al Yahuda i Babylon på denne tid. Jøderne samlede, hvad de havde bevaret om deres historie, og begyndte at nedskrive det. Undervejs blev traditionen omskrevet og tilpasset deres nye selvforståelse. Bibelforskere mener, at det var antagelig på denne tid, at traditionerne i ''Tanakh'' begyndte at få deres endelige form.

Og det var tilsyneladende også her, at jødernes tro fik den monoteistiske karakter, som siden skulle gøre sig gældende. Det er her, at profeten Ezekiel fortæller, at Gud gør ham opmærksom på den afgudsdyrkelse, som finder sted.&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 1048&lt;/ref&gt; Det er her, at Gud lover at straffe jøderne for denne afgudsdyrkelse.&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 1049&lt;/ref&gt; Det er her, at jødernes bortførelse bliver stillet i udsigt. Det er her, at grunden lægges til den fortolkning, at eksilet gøres nødvendigt for, at jøderne langt om længe kan vende sig mod den sande gudsdyrkelse.

Og det er her, at profeten Esajas formulerer sine propagandistiske og doktrinære anklager. Det er her, at Gud gøres til den, som lover jøderne håb om frihed igen. Og det er her, at Gud bliver enevældig.

To eksempler fra Esajas Bog kan belyse det: i vers 44 linje 6: &quot;Jeg er den første, og jeg er den sidste, der er ingen anden Gud end mig&quot;&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 895&lt;/ref&gt; og i vers 45 linje 5: &quot;Jeg er Herren, der er ingen anden, der er ingen anden Gud end mig&quot;.&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 897&lt;/ref&gt; Selv alt det gode og alt den onde har samme oprindelse:&lt;/br&gt;  
&quot;Jeg danner lys og skaber mørke,&lt;/br&gt; 
jeg frembringer fred og skaber ulykke,&lt;/br&gt; 
jeg, Herren frembringer alt dette.&quot;&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 897&lt;/ref&gt;&lt;/br&gt; 
For første gang optræder jøderne som et folk med kun een erklæret Gud.

Der kan næppe være tvivl om, at dette var følgen af en bestemt strategi: ikke at blive opslugt af imperiet. Over for de mange guddomme i Babylon sætter jøderne en enkelt gud som deres modstykke. Derved, og kun derved, kan de opretholde deres særegne identitet som folk. Hvis Jahve havde været een gud blandt mange andre, havde han tabt og havde ingen fremtid. Kun ved at gøre ham almægtig, ved at hævde at han havde brugt Nebukadnezar som et redskab i en guddommelig plan, kunne de opretholde deres identitet og deres håb om en fremtid. De gamle guder måtte udryddes eller bortforklares som fejltagelser, der kunne forklare jødernes ulykkelige skæbne. Og derfor blev den traditionelle historie omskrevet punkt for punkt for at kunne understøtte det nye narrativ.

Nået så langt tog de skriftkloge det næste skridt: de måtte opfinde og udvikle deres egen skabelsesberetning og deres egen beretning om en altomfattende oversvømmelse. Inspirationen hentede de hos babylonerne selv. De tog de velkendte babylonske beretninger men omskrev dem således, at de udgjorde en polemisk kontrast til den tro og de traditioner, som blev hyldet af deres omgivelser. Der vil være lejlighed til at se nærmere på disse ved en gennemgang af Gamle Testamente.

=== Jødernes tilbagevenden til Jerusalem ===

I 539 f.Kr. indtræder så afslutningen på jødernes tid i eksil. Dette år erobrer perserne Babylon, og Cyrus den Store erklærer straks efter en almen amnesti. Der efter giver han tilladelse til, at fordrevne folkeslag må vende tilbage til deres hjemegn og genoptage deres gudsdyrkelse.

Også jøderne vendte hjem. Ifølge Ezras Bog vendte i alt 42.360 jøder tilbage til Jerusalem foruden deres trælle og trælkvinder, i alt 7.337, samt 200 sangere og sangerinder, det vil sige i runde tal 50.000 personer.&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 510&lt;/ref&gt; Om dette tal er korrekt, vides ikke.

Det vigtige er, at da jøderne vendte tilbage til Jerusalem, var det med en ny, monoteistisk religion. Den var i store træk skabt under deres eksil, omskrevet og suppleret i forhold til tidligere. Den forenede folk og tro i en næsten uadskillelig helhed.

Der kan her være grund til at stille et vigtigt spørgsmål: betyder dette så, at jøderne vendte hjem med en fuldt udviklet fælles trosretning? Nej, intet taler for dette. Snarere må vi regne med, at det kun var en lille gruppe af teologiske skriftlærde, som havde taget del i den redigeringsproces, som var foregået i Babylon, og at det kun var dem, som havde det fulde kendskab til det nye narrativ om jødernes oprindelse, som de havde skabt. Dette indebærer, at det først er efter deres tilbagevenden, at de for alvor kan begynde at promovere og udbrede deres nye narrativ til jøderne og dermed skabe den identitetsforståelse, som de siden udviklede.

=== Persisk tid ===

Under det persiske herredømmes tid (538-332 f.Kr.) sad der persiske statholdere i landets ulige dele. Vi ved, at statholderen i Judæa 408 f.Kr. hed Bagohi, dels fra Josefos, dels fra papyrusfundene i Elefantine. At statholderen i Samaria var en samaritan, Sanballat, tyder på, at perserne ikke har blandet sig i Palæstinas forhold, når oprør ikke foranledigede dem til at gribe ind, som tilfældet var under Artaxerxes III (358-338 f.Kr.). Det var under persisk beskyttelse, at Nehemia og Ezra genoprettede den jødiske menighed i Jerusalem.

Vi ved sandt at sige ikke meget om den jødiske religionsdyrkelse på denne tid. Meget tyder på, at der skete en langsom spredning af den nydannede monoteistiske tro, sikkert som et politisk-nationalt redskab over for det persiske overherredømme. Men intet taler for, at denne endnu formelt var slået igennem.

Elephantine var en jødisk by i Egypten fra 400-tallet f.Kr. Den er interessant, fordi den kan vise træk ved og fravær af jødisk levevis på denne tid. Byen blev antagelig grundlagt i midten af 6. århundrede f.Kr. af folk, der var emigreret fra Syene-området i Palæstina.&lt;ref&gt;Barnea (2024), s. 1&lt;/ref&gt; Vi ved, at der eksisterede et særligt tempel for dyrkelsen af Jahve indtil 410 f.Kr., da det blev ødelagt. En jødisk befolkning nævnes sidste gang i kilderne i 399 f.Kr., hvad, der skete med den jødiske befolkning efter denne tid, er ukendt.&lt;ref&gt;Adler (2025), s. 39&lt;/ref&gt;

Historien om jødernes udvandring fra Egypten kendes ikke i denne by, hvilket tyder på, at denne tradition er yngre end 400-tallet. Ligeledes kendte befolkningen ikke til ''torah'', det vil sige jødisk lov, så også denne må være yngre end 400-tallet.

Endvidere dyrkede jøderne i denne by flere guder (jahvisme) i modsætning til senere tids monoteisme (judaisme). Således har vi flere kilder fra 400-tallet f.Kr., der vidner om zoroastracisme, herunder et ild-alter og et tempel.&lt;ref&gt;Barnea (2024), s. 3-7&lt;/ref&gt; En lignende jødisk polyteisme kendes fra andre byer.&lt;ref&gt;Adler (2025), s. 41-47&lt;/ref&gt; Men dette indebærer også, at jøderne stadig ikke på denne tid var monoteister til trods for de bestræbelser, som præsteskabet havde udført under eksilet i Babylon. I stedet tolkes situationen således, at den jødiske kult udviklede sig gravist over tid blandt andet inspireret af zoroastrisk kult indtil, at de fik den form som kendes fra den hebraiske bibel.&lt;ref&gt;Barnea (2024), s. 29&lt;/ref&gt; Hvis byen blev grundlagt af dem, som ikke endte i Babylon, kan dette forklare deres fastholden ved polyteisme og ukendskab til den monoteisme, som blev udviklet i Babylon.

Dermed adskiller kulten på denne tid blandt jøder sig markant fra den, som ses i hasmonæisk tid.&lt;ref&gt;Adler (2025), s. 48&lt;/ref&gt; Yonatan Adler ved Ariel University har kaldt denne kult og levevis &quot;proto-jødisk&quot; (''proto-Judaic'') og definerer den således: &quot;Et protojødisk kulturelt træk er således et særskilt element af den israelitiske og/eller jødiske livsstil, som med tiden blev lovgivet som en forskrift for regulering i en eller flere af Mosebøgernes tekster, og som i sidste ende blev optaget som en del af jødedommen.&quot;&lt;ref&gt;Adler (2024), s. 5&lt;/ref&gt; Et eksempel herpå er at spise svinekød. I to af Mosebøgerne (Tredie Mosebog kapitel 11:1-8&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 126f&lt;/ref&gt; og Femte Mosebog kapitel 14:3-8&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 216&lt;/ref&gt;) forbydes det jøder at spise svinekød, men arkæologiske fund fra tiden fra sen bronzealder (1300-1130 f.Kr.) frem til jernalder (586 f.Kr.) viser, at svin faktisk blev avlet til fortæring i strid med denne bestemmelse, skønt de er fraværende i nogle bopladser henregnet til kana'anære og fønikere i jernalderen uden, at det derfor med sikkerhed kan siges at være bevidste valg; økonomiske, økologiske og sociale forhold kan have spillet ind.&lt;ref&gt;Adler (2024), s. 13&lt;/ref&gt; Flere jødiske leveregler tilskrives således myter i Mosebøgerne, og det kan ikke afvises, at disse myter ''netop'' er blevet til for at kunne begrunde og legitimere disse leveregler.&lt;ref&gt;Adler (2024), s. 21&lt;/ref&gt; Det gælder blandt andet reglen om at omskære drengebørn.&lt;ref&gt;Adler (2024), s. 20f&lt;/ref&gt;

=== Hellenistisk tid ===

I den græske periode fra Alexander den Stores erobring i 332 f.Kr. til 167 f.Kr. blev Palæstina atter genstand for strid mellem Syrien, hvor seleukiderne herskede efter Alexanders død 323 f.Kr., og Ægypten, der beherskedes af ptolemæerne. Frem til 198 f.Kr. var overvejende Egypten, fra den tid, efter Antiochos IIIs sejr ved Paneas, syrerne Palæstinas herrer. Efter, at Babylon, Ninive og Shushan var gået til grunde, og Alexandria var blevet grundlagt, flyttede tyngdepunktet vest på, og Palæstina fik igen samme betydning som i 15. århundrede f.Kr. Under ptolemæerne regeredes Palæstina af guvernører (hegemon, epitropos), om hvis myndigheds udstrækning kun lidt vides. Skatteopkrævningen var overladt - ved licitation - til skatteforpagtere. I jødernes kreds fik synedriet og ypperstepræsten en vidtgående myndighed. Under seleukiderne stod Palæstina, der kaldtes Fønikien, sammen med Cølesyrien under en militærguvernør, og syrisk militær besatte landet. Skatten indkrævedes af seleukidiske embedsmænd. Fra 165 f.Kr., da Antiochos Epifanes forbød jødisk gudsdyrkelse, blev landet ramt af de makkabæiske kampe, der skulle bane vejen for det hasmonæiske dynasti.

Undersøgelser tyder på, at jøderne i almindelighed stadig ikke kendte til ''torah'', det vil sige jødisk lov, i begyndelsen af hellenistisk tid, og slet ikke at de respekterede og fulgte den.&lt;ref&gt;Adler (2025), s. 34&lt;/ref&gt; Således er der flere eksempler på, at judæere to ågerrenter af deres udlån.&lt;ref&gt;Adler (2025), s. 28&lt;/ref&gt; Der er også bevis på, at nogle judæere selv på denne tid dyrkede andre guder end Jahve.&lt;ref&gt;Adler (2025), s. 27&lt;/ref&gt; Og skønt ordet &quot;''sabbat''&quot; forekommer, lader det sig ikke fastslå, om dette havde samme betydning som senere eller blot henviste til en jødisk helligdag.&lt;ref&gt;Adler (2025), s. 28&lt;/ref&gt; Faktisk forekommer ordet &quot;''sabbat''&quot; ikke een eneste gang i Gamle Testamente. Omvendt er der ingen arkæologiske beviser på, at jøderne tog deres rituelle bade i bassiner, således som foreskrevet i ''torah'', og heller ikke at de iagttog særlige rituelle renselsesregler omkring deres mad.&lt;ref&gt;Adler (2025), s. 26&lt;/ref&gt;

Der har været peget på, at Aristeas i et brev oplyser, at Ptolemæus II Philadelphus (regerede 285-246 f.Kr.) tog 72 jøder fra Jerusalem til Alexandria for at få oversat en jødisk lov til græsk til sit bibliotek.&lt;ref&gt;Adler (2025), s. 31&lt;/ref&gt; ''Torah'' er ikke nævnt ved navn, så der er ingen beviser på, at det er den, som der henvises til, men selv om dette var tilfældet, kan dette ikke tages som udtryk for, at jøderne i almindelighed kendte og fulgte loven.&lt;ref&gt;Adler (2025), s. 32&lt;/ref&gt; Dette til trods for, at jøderne på  denne tid ellers nød udstrakt selvstyre både i Judæa og i andre områder.&lt;ref&gt;Adler (2025), s. 24&lt;/ref&gt; Dette har fået Yonatan Adler til at betegne jødisk kultur på denne tid som &quot;jahveisme&quot; (''Yahwism'') i modsætning til den &quot;judaisme&quot; (''Judaism''), der først fulgte senere og som fulgte ''torah''-en.&lt;ref&gt;Adler (2025), s. 7&lt;/ref&gt; Men uanset benævnelsen betyder det, at traditionel jødisk kultur først stammer fra tiden ''efter'' hellenistisk tid.

=== Det hasmonæiske dynasti ===

Den hasmonæiske eller senhellenistiske periode strakte sig fra 167 f.Kr. til 63 f.Kr.

Betegnelsen &quot;Det hasmonæiske kongerige&quot; dækker over en yderst omtumlet periode i jødisk historie, som strakte sig fra midten af 2. århundrede f.Kr. til midten af 1. århundrede f.Kr. Hasmonæerne var en jødisk præsteslægt, som spillede den førende politisk rolle på denne tid. Betegnelsen er dannet efter Hasmon, der var Mattatija’s bedstefader. I årene 168-161 f.Kr. ledede hasmonæerne kampen for national og religiøs frihed mod seleukiderne, som under Antiochos IV havde underkuet dem. Bevægelsen begyndte under Mattatija, men blev fortsat af hans sønner, først Judas Makkabæer, efter hvem slægten often kaldes makkabæerne; han fik genoprettet den jødiske gudsdyrkelse i 165 f.Kr. og opnåede i 161 f.Kr. religionsfrihed. Dette år overvandt han den syriske feltherre Nikanor og sluttede forbund med Romerne, men døde kort efter. Hasmonæerne optrådte der efter som et dynasti, der kæmpede for deres egen magtstilling. Judas’ broder, Jonatan, som afløste ham som leder, lod sig i 153 f.Kr. udnævne til ypperstepræst, skønt han efter jødisk lov ikke havde ret til denne stilling. Dette betød et brud med de lovtro, som de oprindelige havde kæmpet for. Efter hans mord i 143 f.Kr. lykkedes det broderen Simon (143-135 f.Kr.) at få landets selvstændighed anerkendt og at erobre syrernes borg i Jerusalem. Som følge heraf blev han af befolkningen hyldet som arvelig ypperstepræst og som verdslig hersker i 141 f.Kr. Dermed havde hasmonæerne opnået formel anerkendelse af deres dynasti.

Det betød imidlertid ikke, at der nu herskede fred, tværtimod. Under Simon’s søn, Johannes Hyrkan (134-104 f.Kr.), indtraf et åbent brud mellem hasmonæerne på den ene side og farisæerne på den anden. Under de fortsatte kampe undertvang han den autonome stat Edom og ødelagde Samaria og også den samaritanske helligdom på Garizim. Hans sønner, Aristobul (104-102 f.Kr.) og Alexander Jannæos (102-76 f.Kr.) var brutale herskere og fjernede sig langt fra styrets oprindelige karakter, idet de var udpræget hellenistisk sindede. Alexander udnævnte sin dronning Salma Alexandra til sin efterfølger (78-69 f.Kr.), mens sønnen Hyrkan II blev ypperstepræst. Midt i de hele etablerede armenerne et kortvarigt herredømme (70-63 f.Kr.) idet de erobrede landet og lagde området under deres overherredømme. Men den interne magtkamp fortsatte uafbrudt. Salma sluttede sig til farisæerne, og hun kom derved i modsætning til saddukæerne, som samlede sig om hendes anden søn, som efter hendes død tog magten fra sin broder og herskede som Aristobul II, dog under vedvarende kampe, indtil Pompejus afsatte ham og tog ham med til Rom i 63 f.Kr. Efter ulige forsøg på opstand blev Aristobul og hans søn Alexander myrdet i 48 f.Kr. 

Hyrkan II, der af Pompejus nu blev anerkendt som ypperstepræst med Antipater som verdslig leder, blev af Cæsar forfremmet til ethnarch, mens den faktiske myndighed efterhånden gik over til Herodes efter Antipater’s død. Aristobul’s anden søn, Antigonos, gjorde imidlertid oprør og blev en kort (40-37 f.Kr.) tid konge, mens Hyrkan blev bortført og fik ørene skåret af. I 37 f.Kr. erobrede den af Romerriget anerkendte Herodes så Jerusalem, og Antigonos blev henrettet i Antiochia. Dermed var hasmonæernes herredømme bragt til ende. Herodes levede en tid i venskab med Hyrkan men lod ham så dræbe. Herodes var besvogret med hasmonæerne, idet hans hustru Mariamme var datter af Aristobul II’s søn Alexander. Dette forhindrede dog ikke, at han lod hendes broder Aristobul dræbe. Senere dræbte han ligeledes hende selv og hendes moder. Endelig dræbte han nogle hasmonæere, der opholdt sig hos hans svoger i Idumæa. Således blev det Herodes, som endte slægtens magtdrømme.&lt;ref&gt;Pedersen (1919), s. 943f&lt;/ref&gt; Så meget om den politiske udvikling.

Det vigtigste i denne sammenhæng er, at de var i denne omtumlede tid, at vi for første gang ser tydelige spor af en jødisk kultur og religionsdyrkelse. Årsagen er klar nok: lederen af den nye stat var en ypperstepræst, som nu tillige blev den politiske, kultiske og militære leder af den nye stat. Og det er tydeligvis på denne tid, at denne nye magt manifesterer sig også religiøst. Det er først fra denne tid, at de første synagoger optræder. Det er først fra denne tid, at ''Tanakh'' optræder i sin endelige skikkelse. Det er først fra denne tid, at der optræder beviser på, at jøderne i deres levevis fulgte bibelsk lov, der nu bliver promoveret som &quot;deres forfædres lov&quot; og påvirker et utal af leveregler både i og uden for jødernes &quot;hjemland&quot;.&lt;ref&gt;Adler (2025), s. 67&lt;/ref&gt;

=== Romersk styre ===

Romersk tid strækker sig fra sidste århundrede f.Kr, til første århundrede e.Kr. Det kendetegnes ved at området i denne periode havde en romersk guvernør.

Yonatan Adler har undersøgt de kulturelle traditioner i dette tidsrum og finder, at de følger senere jødiske traditioner: der er renselsesbassiner og husgeråd af kalk som udtryk for jødiske relselsesritualer samt mønter, vægdekorationer i huse og hjemligt udstyr som udtrykkeligt undgår at vise mennesker og dyr i overensstemmelse med påbuddet i Mosebøgerne. Han konstaterer yderligere, at disse træk er særligt markante i de områder, som vides at have haft en overvejende jødisk befolkning, men ikke nødvendigvis i områder hvor andre befolkningsgrupper var dominerende. Han konstaterer endvidere, at disse rituelle træk tydeligt går tilbage til hasmonæisk tid men ikke med sikkerhed lader sig følge længere tilbage, til dels på grund af et svagt og mangelfuldt arkæologisk og skriftligt bevismateriale. Som beviserne nu stiller sig, var det i hasmænæisk tid, at disse rituelle træk slog igennem og efterhånden bredte sig til den samlede befolkning og i romersk tid allerede var blevet normen.&lt;ref&gt;Adler (2022)&lt;/ref&gt;

Det er på denne baggrund, at Jesus må ses: i en tid, hvor mange jøder drømte om og håbede på at genskabe deres egen selvstændige stat, trådte han frem med sit provokerende budskab, at &quot;Guds rige ikke var af denne verden&quot;. Ikke nok med det: han udfordrede farisæerne og de skriftkloge, og oven i alt dette ophævede han jøder som Guds udvalgte folk og erklærede enhver, som følger Guds ord og hans påbud som en del af den udvalgte befolkning. I det givne politisk-religiøse klima gjorde det ham farlig for en national jødisk politik, så han måtte stoppes, og det blev han som bekendt. Men det stoppede ikke hans budskab i at blive yderligere spredt, tværtimod.

Frem til 70 e.Kr. opstod der ulige retninger inden for jødedommen, hvoraf saddukæerne, farisæerne og essæerne synes at have været de væsentligste. Desuden opstod der en række messianske og apokalyptiske bevægelser. 

Saddukæerne var en gruppe der var tilknyttet præstedømmet i templet i Jerusalem. I modsætning til farisæerne, som påberåbte sig myndighed på grund af deres lærdom og fromhed, baserede saddukæerne deres særstilling på afstamning og status. Meget tyder på, at de repræsenterede Hasmonæernes klan, der tidligere havde regeret som præstekonger. De nægtede at acceptere læresætninger som ikke direkte var nævnt i ''Torah'', også selv om læren var nævnt et andet sted i Tanakh. Ja, de &quot;anså det for en dyd at debattere&quot; sådanne sager. Et eksempel på en sådan debat findes i Mattæusevangeliet kapitel 22:23-33, hvor de satte Jesus på prøve med hensyn til opstandelsen. Idet saddukæerne opstillede en tænkt situation hvor en enke havde været gift med syv mænd, spurgte de: &quot;Hvem af de syv skal nu have hende til hustru i opstandelsen?&quot; I denne sammenhæng var det selvfølgelig uvæsentligt om den tænkte enke havde været gift 14 eller 21 gange. Jesus svarer: &quot;I opstandelsen gifter mænd sig ikke og kvinder bortgiftes ikke.&quot;&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 1251&lt;/ref&gt; Saddukæerne accepterede ikke eksistensen af et liv efter døden, og benægtede derfor også den farisæiske doktrin om en genopstandelse, hvilket netop var den forestilling, som Jesus prædikede. I Markusevangeliet kaptel 12:18-27 omtales en anden version af historien: da Jesus vidste, at saddukæerne ikke accepterede andre inspirerede skribenter end Moses, argumenterede han ved at citere fra ''Torah''. Han sagde: &quot;Med hensyn til at de døde oprejses, har I da ikke læst i Moses’ bog, i beretningen om tornebusken, hvordan Gud sagde til ham: ’Jeg er Abrahams Gud og Isaks Gud og Jakobs Gud’? Han er ikke dødes men levendes Gud.&quot;&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 1281&lt;/ref&gt;

Saddukæerne ønskede ikke, at en Messias skulle dukke op og lave om på tingene og da de betragtede Jesus som en trussel mod deres position, sammensvor de sig med farisæerne om at slå Jesus ihjel.&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 1258f, 1352&lt;/ref&gt;

Farisæerne var kendetegnede ved, at de lagde stor vægt på overholdelse af Moseloven, især renhedsforskrifterne og desuden på &quot;fædrenes overleveringer&quot;, som var en betegnelse for hele den mundtlige fortolkning af Moseloven. Bevægelsens etik havde mange detaljerede forskrifter og praktiske anvisninger. 

Essæerne levede i en slags kommunisme, hvor medlemmerne aflagde tavshedsløfte og ingen måtte besidde ejendom, hverken bolig eller slave, jord eller kvæg. Deres indkomster skulle overlades til en forvalter, som forestod indkøb af det nødvendige og sørgede for mad og underhold til gruppen. De forkastede også ægteskab, alle former for standsforskelle samt slaveri. De var soldyrkere og sendte hver morgen bønner op til solen. Når de havde afføring, gjorde de det inden døre for ikke at &quot;besmitte&quot; sollyset.

Af de mange retninger inden for jødedommen overlevede kun den rabbinske jødedom, som byggede på farisæerne og deres lære. Den rabbinske jødedom var kendetegnet ved at hævde, at den skrevne ''Torah'' ikke kan fortolkes korrekt uden henvisning til den &quot;mundtlige&quot; ''Torah'' og den dertil hørende litteratur, der specificerer hvilken adfærd, der er sanktioneret af loven. Med et moderne udtryk var de fundamentalistiske teokrater. Når de andre fraktioner her er nævnt, er det for at vise, at jødedommen langt fra var nogen samlet bevægelse selv op til eller på Jesu tid.

Stednavnet &quot;Israel&quot; første gang optræder på en mønt dateret til 66 e.Kr. møntet i forbindelse med jødernes oprør mod romerne.

Efter oprøret 70 e.Kr. var det for en lang tid slut med jødiske forsøg på at skabe en egen stat. Jesu budskab og det mislykkede oprør førte til, at den jødiske befolkning blev sprængt i tre grupper: den ene gruppe var de traditionelle jøder, som holdt fast ved farisæerne og deres budskab, den anden gruppe var de kristne, som nu satte sig for at udbrede det nye budskab, og den tredie gruppe var judeo-nazaræerne, som fortolkede udviklingen på deres egen måde og mente, at genskabelsen af templet i Jerusalem var en forudsætning for, at Messias ville vende tilbage. De arbejdede i flere hundrede år på dette mål, men da de endelig fik magten i Jerusalem i år 634 og Messias alligevel ikke vendte tilbage, blev bevægelsen omformet til en ny arabisk religiøs bevægelse, som i 749 efter abbasidernes magtovertagelse endte som muhammedismen, komplet med en egen profet, en egen hellig bog og med et nyt religiøst midtpunkt i Mekka.&lt;ref&gt;se ''Muhammedanismen i kildekritisk belysning''&lt;/ref&gt;

=== Sammenfatning ===

Hvordan skal begivenhedsforløbet nu fortolkes? Et foreløbigt svar kunne lydes således: det ser ud til, at jøderne udskilte sig fra kana'anæerne senest omkring 1200 f.Kr. og at de oprindeligt levede i ørkenområderne syd for Kana'an. Dette varede indtil, at de eteblerede et egentligt kongerige, der imidlertid efter kort tid blev delt i to, Israel og Judæa. Den nationale udskillelse var dog åbenbart ikke mere udtalt end, at jøderne jævnligt synes at have giftet sig med kvinder fra andre stammegrupper. 

Så langt, vi tør tro Bibelens fremstilling, var de polyteister, det vil sige dyrkede flere guder. Ganske vist var der perioder, hvor der gjordes forsøg på at indføre monoteisme, men dels var der stadige tilbageslag, dels skete disse forsøg på det statslige niveau, mens den almindelige befolkning synes at have fastholdt polyteismen uden afbrydelser gennem flere hundrede år frem til og med landsforvisningen til Babylon. 

Religionsdyrkelsen synes at have udviklet sig fra spredt i de enkelte husstande, landsbyer og stammer hen imod en statslig centralisering med deraf følgende magt for præsteskab og konger. 

Efter alt at dømme er det først under eksilet i Babylon, at præsteskabet blandt jøderne udvikler en erklæret monoteisme, mens dette ikke synes at være tilfældet for den brede befolkning. Hele jødernes tidligere historie bliver nu omfortolket af præsteskabet i lyset af denne nye religion, og den bliver promoveret og legitimeret af nogle få erklærede profeter.

Efter jødernes tilbagevenden til Kana'an efter eksilet i Babylon bliver den nye religion gjort til et redskab for præsteskabets politiske mål: en selvstændig teokratisk stat. Dette mål bliver opnået, men den nye stat varer kun i henved hundrede år, og igennem hele sin eksistens er den præget af interne magtkampe blandt den ledende religiøse elite. Meget tyder dog på, at det først er på denne tid, at monoteismen slår igennem også i den brede jødiske befolknings livsstil og levemåde og bliver det centrale element i israelitternes selvforståelse. Men dette forudsatte og krævede præsteskabet både som den etnisk-religiøse og den statspolitiske magthaver. Efter alt at dømme er det tidligst fra denne tid, at vi kan tale om jødedom i moderne forstand.

Men denne udvikling forudsatte, som vi har set, en dramatisk omskrivning af den jødiske historie. Meget måtte udelades eller totalt omskrives. På den anden side blev der indført nye elementer, som næppe har meget med den historiske udvikling at gøre men som gav jøderne en forhistorie så lang som nogen.

=== &lt;big&gt;Problemerne med Gamle Testamente&lt;/big&gt; === 

Et passende kildekritisk udgangspunkt ved vurderingen af Gamle Testamentes troværdighed må være de modsætninger, der er mellem dennes fremstilling og de faktuelle kendsgerninger. Der er således ingen beviser for eksistensen af de fem mosebøger før slutningen af 4. århundrede f.Kr. inklusive eksistensen af en person ved navn Moses.&lt;ref&gt;Gad Barnea&lt;/ref&gt;

Problemerne med teksterne lader sig inddele i to delspørgsmål:&lt;/br&gt;
- er der een eller flere forfattere til Tanakh?&lt;/br&gt;
- er dele af teksterne lånt fra andre kulturer?&lt;/br&gt;
Svaret er i begge tilfælde bekræftende. Der kan derfor være grund til at behandle hvert af dem særskilt.

=== Forfattere og deres datering ===

Tekstanalytikere mener, at ''Tanakh'' (Gamle Testamente) er blevet til i tre omgange:&lt;/br&gt;
- en arkæisk fase: 11.-10. århundrede f.Kr.&lt;/br&gt;
- en klassisk fase: 9.-6. århundrede f.Kr.&lt;/br&gt;
- en sen fase: 5. århundrede f.Kr. eller senere.&lt;/br&gt;
Eksempelvis mener man, at den ældste del af Første Mosebog er historien om Jakobs velsignelse (i kapitel 47), som skal stamme fra arkæisk tid, men størstedelen af resten stammer fra klassisk tid.

I en række tilfælde forekommer tilsyneladende dubblerede historier med både ligheder men også klare forskelle. Forskerne mener, at det afspejler sammenskrivning af to eller flere ulige overleveringer.

Kildeforskere mener at kunne udskille fire lag i eller snarere forfattere til Mosebøgerne:

J: ''Jahvisten'', hvor Gud sædvanligvis kaldes ''Jahve''; et litterært lag der i modsætning til Præsteskriftet er præget af lægmandssynspunkter.&lt;/br&gt;
E: ''Elohisten'', hvor gudsbetegnelsen er ''Elohim''.&lt;/br&gt;
D: ''Deuteronomisten'', det vil sige &quot;forfatteren&quot; til Femte Mosebog.&lt;/br&gt;
P: ''Præsteskriftet'', et litterært lag i mosebøgerne, der antages at være blevet til i præstelige kredse, og som udviser særlig interesse for kultiske forhold. 

J- og E-teksterne menes nedskrevet efter, at det oprindelige kongerige var blevet delt i to: Israel i nord og Judæa i syd. J-teksterne menes at stamme fra Judæa, E-teksterne menes at stamme fra Israel.

J-teksterne dateres til tidsrummet mellem 848 f.Kr. og 722 f.Kr., idet disse tekster omtaler Babylon og Calah (Nimrod) som store byer. Desuden nævnes Edom som en autonom stat, hvilket først skete efter 848 f.Kr.

E-teksterne lader sig ikke datere nærmere end til 9. eller 8. århundrede f.Kr.

P-teksterne dateres til 6. århundrede f.Kr. og menes skrevet efter, at templet i Jerusalem var revet ned, og jøderne var blevet tvangsforflyttede til Babylon. Dette kan forklare hvorfor, at der ikke findes en eneste henvisning til templet i Jerusalem.&lt;ref&gt;Dinkgreve (2021), kap. 8&lt;/ref&gt;

Problemet ved en tekstanalyse af ''Tanakh'' er, at teksterne synes at være flettet sammen fra to eller flere oprindelige kilder til een sammenhængende historie. Det formodes, at J- og E-teksterne er blevet sammenskrevne efter 722 f.Kr., da Israel blev erobret af assyrerne, og flygtninge fra Israel i nord kom sydpå til Judæa og bragte deres E-traditoner med sig. Her blev de sammenskrevne til en ny version, JE, der ofte giver et judæisk perspektiv.

Men hvordan kan vi skelne imellem de forskellige tekster? Lad os tage nogle eksempler.

Under ørkenvandringen lader Moses vand springe fra klippen. I det ene tilfælde sker det uden problemer, i det andet pålægges Moses af Gud at tale til klippen, men han slår på den med sin stav i stedet, og som straf for at have ignoreret dette pålæg får han ikke love til at betræde Kana'an men kun at se det udefra. (exodus 18)

J-teksten angiver, at Abraham boede i Hebron, som er en judæisk by, men E-teksten fortæller om Jakobs kamp med Gud i Peni-El, som er en israelsk by.

I beskrivelsen af Jakobs sønner nævner J-teksten Judæa, mens E-teksten nævner stammer der var dele af Israel.

I E-teksten lader Aron skabe guldkalven til jødernes tilbedelse, men denne historie findes ikke i J-teksten.

Præsterne i Judæa hævdes at være efterkommere efter Aron, Moses broder, mens præster i Israel nævner andre levitter.

P-teksterne skiller sig ud ved at lægge vægt på love, lige som den tildeler Aron en større rolle, ligestillet med Moses. I ''JE''-teksten er det Moses' stav, som udfører mirakler (Første Mosebog kapitel 4), i P-teksten er det Arons stav (kapitel 7). I P-teksten er Aron den første, som ofrer, mens i ''JE''-teksten omtales flere tidligere ofringer, blandt andre Kain og Abel, Abraham og Isak samt Jakob, mens ingen af disse tilfælde omtales i P-teksten. Det menes, at dette afspejler P-tekstens mål om at give de aronitiske præster eneret på ofringer til Gud. Under ørkenvandringen optræder to uens oprør: i ''JE''-teksten er det Dathon og Abiram, som udfordrer Moses ved at sige, at det ville være bedre for jøderne at vende tilbage til Egypten, men at de opsluges af jorden i et jordskælv. I P-versionen er det levitterne under ledelse af Korah, som udfordrer Aron, men ligeledes dør.

Ligeledes omtaler P-teksterne ingen tilfælde, hvor folk besøges af engle eller får visioner, således omtales ikke historien om Josef og han 6 drømmesyner, ej heller de to engle i Sodoma og Gomorra eller Jekobs kamp med Gud. Sigende nok nævnes ordet &quot;profet&quot; kun een gang i P-teksten og da med henvisning til Aron.

=== Lånte historier ===

Sammenligninger mellem bibelske beretninger og tilsvarende overleveringer fra sumerisk og mesopotamisk kultur viser, at flere af historierne er blevet overtaget herfra, men at de er blevet omskrevne og tilpassede for at passe ind i den myte om jødernes oprindelse og historie, som man ønskede fremmet. Det gælder således blandt andre historierne om skabelsen, om Kain og Abel, om Noa og vandfloden samt om Sodoma og Gomorra.

Andre beretninger er tilsyneladende ligeledes lånt fra andre kulturer, således udvandringen fra Egypten, der blev gjort af et folk kaldet ''hyksos'', ikke af jøderne. Der kan være grund til at nævne nogle af disse beretninger, som jøderne så at sige adopterede.

==== Skabelsesberetningen ====

Den babylonske skabelsesberetning hedder ''Enuma Elish''. Dene kendes blandt andet fra Nineveh i Mesopotamien. Dens hovedtræk er følgende: i begyndelsen var der kun vand: guden ''Absu''s ferske vand og gudinden ''Tiamat''s salte vand. De blev blandede, og fra denne blanding blev født de første guder. Men disse yngre guder forstyrrede deres forældres søvn, så Tiamat sendte i vrede en hær af monstre for at ødelægge dem. Ud af dette kaos trådte ''Marduk'', stormguden og Babylons skytsguddom, som kæmpede imod ''Tiamat'' i en duel. Han affyrede en pil, som skabte hul i hendes mave og splittede hendes hjerte. Der efter skar han hendes krop op i to halvdele: af den ene skabte han himmelhvælvingen, af den anden halvdel jorden. Han satte stjerner i deres konstellationer, han satte månen til at angive månederne og solen til at lyse om dagen. Endelig skabte han menneskene af blod fra en død guddom blandet med ler for, at de kunne udføre det tunge arbejde for evigt.&lt;ref&gt;Dinkgreve (2021), kap. 3&lt;/ref&gt;

Den jødiske skabelsesberetning er i alle henseender et modstykke til den babylonske beretning: i stedet for flere guder er der kun een gud, i stedet for en skabelseskamp foregår skabelsen i Gamle Testamente med ord, i stedet for at menneskene er slaver for guderne er de i Bibelen skabt i Guds billede. Men der er også ligheder: rækkefølgen med adskillelse af himmelhvælving og den faste jord, fiksering af dag og nat samt tiden og endelig at menneskene skabes sidst i forløbet.

Det kan i en sidebemærkning oplyses, at det hebraiske ord i Første Mosebog 1:2 for urdybet, ''tehom'', filologisk er forbundet med ''Tiamat'', saltvandsgudinden i den babylonske skabelsesberetning.

==== Kain og Abel ====

Også den bibelske fortælling om Kain og Abel synes at have rod i to sumerisk myter. I den ene sumeriske myte omtales en hyrde (''Dumuzid''/Tammuz) og en landmand (''Enkimdu''), der begge konkurrerer om gudinden Inannas opmærksomhed. Den bibelske parallel: Ligesom i den sumeriske historie repræsenterer Kain bonden, mens Abel repræsenterer hyrden. Men i stedet for en uafklaret konkurrence eller forsoning tager den bibelske beretning en mørk drejning til brodermord. 

En anden variant er en sumerisk myte, hvor kvægguden (''Lahor'') og korngudinden (''Ashnan'') skabes af guderne for at sørge for mad og tøj. I disse historier diskuterer de to, hvem der må anses for mest værdifuld for den menneskelige civilisation. Den bibelske parallel er modsætningen mellem den omvandrende hyrde og den bofaste kornavler, men her bruges den til at skabe en søskenderivalisering, der ender i brodermord. Mens sumeriske myter brugte søskende til at fremhæve to byggestene i den menneskelige civilisation og fokuserer på samarbejde eller venskabelig rivalisering, brugte hebraiske forfattere den lånte fortælling til at skildre den syndefulde menneskelige natur, herunder konsekvenserne af misundelse.

Forskere antager, at disse velkendte myter sandsynligvis blev integreret i den hebraiske tradition under deres babylonske eksil i det 6. århundrede f.Kr., hvilket tillod forfattere at omarbejde regionale kulturelle temaer, så de passede til deres monoteistiske verdensbillede.

==== Noa og vandfloden ====

Også historien om Noa og vandfloden er overtaget fra andre kulturer. I 1872 fandt man i British Museums store samling fra Assurbanipals bogsamling et store epos kaldet ''Gilgamesh''. I kapitel 11 af dette epos findes en historie, hvis hovedtræk er følgende: guderne beslutter at udrydde menneskene ved at drukne dem, men vandenes gud, Enki, advarer Utu-nipishtim om faren og tilråder ham at bygge en ark og tage sin familie og sit kvæg med ombord, hvilket skete. I seks dage og nætter varer uvejret og oversvømmelsen, men på den syvende dag rammer arken toppen af et bjerg i Armenien. For at undersøge om oversvømmelsen er overstået sendes først en due og så en svale ud, men de vender begge tilbage. Først, da en ravn sendes ud og ikke vender tilbage, viste det, at vandene nu var sunket, og at Utu-nipishtim kunne forlade arken. Det gør han og foretager et takoffer til guderne. Enki bad så den øverste af guderne, Enlil, om at love, at han aldrig i fremtiden ville straffe hele menneskeheden for nogle fås synder, hvilket denne lover. Han rører Uti-nipishtim og dennes hustru på panden og erklærer: &quot;Hidtil har Utu-nipishtim været dødelig. Nu skal han og hans hustru være som guderne; og de skal bo i det fjerne, ved flodernes munding&quot;.&lt;ref&gt;Bibby (1971), s. 62f&lt;/ref&gt;

Lighederne med Bibelens beretning om syndfloden er indlysende til trods for forskellene: navnene er ændrede, de mange guder er erstattet af een Gud, men ellers er beretningen i sine kernetræk den samme.

Senere, i 1899 og 1900, viste udgravninger i Nippur i Mesopotamien, at den akkadiske beretning selv havde en forgænger. I 1914 blev fra disse udgravninger offentliggjort en tavle fra Nippur med en lignende beretning, der imidlertid stammer fra Sumer og således er betydeligt ældre end den akkadiske beretning. Tavlen er ukomplet, idet kun den nederste trediedel er bevaret, men syndflodsberetningen er atter den samme, selv om hovedpersonen nu hedder Ziusudra i stedet for Utu-nipishtim. I den sumeriske version ender historien således: &quot;Anu og Enlil viste velvilje mod Ziusudra, liv som en gud giver de ham, evig ånde som en gud bringer de ned til ham. Så kongenZiusudra, bevareren af planternes navn og af menneskeslægtens sæd, lod de bo i overfartslandet. Dilmuns land, det sted hvor solen står op&quot;.&lt;ref&gt;Bibby (1971), s. 64&lt;/ref&gt;

Pointen her er, at Bibelens syndflodsberetning er et plagiat, ikke en oprindelig historie, men at den inddrages som et led i den rekonstruerede beretning om jødernes historie.

==== Edens have ====

I den sumeriske beretning optræder også det hellige land Dilmun. Dette land beskrives som et sted, hvor rovdyr, sygdom og alderdom ikke eksisterer:

I Dilmun tier ravnen,&lt;/br&gt;
rovfuglen skriger ikke,&lt;/br&gt;
løven dræber ikke,&lt;/br&gt;
ukendt er den kid-fortærende vildhund,&lt;/br&gt;
ukendt det kornædende vildsvin.&lt;/br&gt;
Malten som enken spreder på taget -&lt;/br&gt;
himlens fugle opæder ikke denne malt.&lt;/br&gt;
Duen hænger ikke med hovedet.&lt;/br&gt;
Den øjensyge siger ikke: &quot;Jeg er øjensyg&quot;,&lt;/br&gt;
den hovedsyge siger ikke: &quot;Jeg er hovedsyg&quot;,&lt;/br&gt;
den gamle kvinde siger ikke: &quot;Jeg er en gammel kvinde&quot;,&lt;/br&gt;
den gamle mand siger ikke: &quot;Jeg er en gammel mand&quot;.&lt;ref&gt;Bibby (1971), s. 66&lt;/ref&gt;

Det har været foreslået, at dette ideelle levested har været forbillede for jødernes opfattelse af Edens have. I dag ved vi, at Dilmun ikke var en myte om Paradis men navnet på en faktisk eksisterende stat med Bahrain som sit midtpunkt, der drev en omfattende handel og søfart fra Indusdalen i øst til Mesopotamien i nordvest. Dette er et sidespring, men hvis det viser sig, at Dilmun er inspirationskilden til Edens Have, vil det være endnu et eksempel på kulturelle traditioner, som jøderne har lånt, adapteret, og inkorporeret i deres egen historiske myte.

==== Babelstårnet ====

Historien om Babelstårnet er velkendt og lyder således: 

&quot;Hele jorden havde samme sprog og samme tungemål. Da de brød op mod øst, stødte de på en dal i landet Sinear, hvor de slog sig ned. De sagde til hinanden: &quot;kom, lad os stryge teglsten og brænde dem hårde!&quot; De brugte tegl som sten og asfalt som mørtel. Så sagde de: &quot;lad os bygge en by med et tårn, som når op til himlen, og skabe os et navn, for at vi ikke skal blive spredt ud over hele jorden.&quot; Herren steg ned for at se byen og tårnet, som menneskene byggede. Så sagde Herren: &quot;se, de er eet folk med samme sprog. Når de begynder at handle sådan, vil intet af det, de planlægger, være umuligt for dem. Lad os stige derned og forvirre deres sprog, så at de ikke forstår hinanden.&quot; Så spredte Herren dem derfra ud over hele jorden, så at de måtte holde op med at bygge byen. Derfor hedder den Babel, for dér forvirrede Herren sproget på hele jorden, og derfra spredte Herren menneskene ud over hele jorden.&quot;&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 17&lt;/ref&gt;

Denne historie synes at være skabt med to formål. Det ene er at forklare hvorfor, at ulige folkeslag taler uens sprog. Men historien har muligvis et andet formål: at nedgøre babylonernes ziggurater (tempeltårne), som antagelig blev lavet som en slags forbindelse mellem himmel og jord. Nebukadnezar II (omkring 605-562 f.Kr.), som erobrede Judah, ødelagde Jerusalem og bragte mange jøder til Babylon, byggede også et ziggurat i syv lag kaldet ''Etemenanki'', hvilket kan oversættes &quot;Himmelens og Jordens Grundvolds Hus&quot;.&lt;ref&gt;Dinkgreve (2021), kap. 3&lt;/ref&gt;

==== Abraham ====

I Første Mosebog kapitel 12 introduceres Abraham som israelitternes mytiske stamfader.&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 17ff&lt;/ref&gt; Følger man kronologien i Gamle Testamente, skal han dateres til omkring 2100 f.Kr. og således blandt andet før jødernes ophold i Egypten. Men i Første Mosebog kapitel 21 vers 34 hedder det: &quot;Abraham boede lang tid som fremmed i filistrenes land&quot;&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 27&lt;/ref&gt;, og vi ved, at filistrene først ankom til Kana'an i 12. århundrede f.Kr. som en del af de såkaldte &quot;havfolk&quot; (engelsk: ''Sea People''). Dette betyder, at ''enten'' er Abraham en fri opfindelse, som intet har med en historisk person at gøre, ''eller'' også hører han hjemme i 12. århundrede og er israelitternes stamfader, men i så fald eksisterede de ikke som folk, da de angiveligt opholdt sig i og udvandrede fra Egypten. Også aramæerne omtales og stammer ligeledes fra 12. århundrede, hvilket tyder på, at den sidst nævnte forklaring er den rette.

Men der er andre problemer med Abraham. Ifølge P-kilden skal han stamme fra den sumeriske by Ur&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 17&lt;/ref&gt; og have draget gennem den frugtbare halvmåne først til Haran (nu Aram, beliggende i Tyrkiet) og senere videre til Kana'an. I de to kilder J og E er Ur ikke nævnt, kun Haran. Det har derfor været antaget, at det er hans oprindelige hjemsted. Det ville kunne forklare hvorfor, at hans forfædre Serug, Nahor og Terah har navne efter landsbyer omkring Haran, som Abrahams broder har navn efter. Det kunne også forklare benævnelsen &quot;hebræer&quot;, der antagelig betyder &quot;hinsides floden&quot;, idet Haran ligger på den modsatte bred af Eufrat.&lt;ref&gt;Dinkgreve (2021), kap. 8&lt;/ref&gt; Samme tradition findes i Josvabogen kapitel 24:2 i omtalen af pagtslutningen i Sikem: &quot;Josva sagde til hele folket: &quot;Dette siger Herren, Israels Gud: I gamle bage boede jeres fædre på den anden side af Eufratfloden, Tera, Abrahams og Nakors far, og de dyrkede andre guder&quot;.&quot;&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 269&lt;/ref&gt;

Imidlertid savnede Abraham en slægtshistorie, så i Første Krønikebog kapitel 1 får han den. Her hører vi at han er søn af Sem, som på sin side er søn af Noa, som atter er efterkommer af Adam.&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 446&lt;/ref&gt; Men som vi netop har set, er han i Josvabogen søn af Tera.&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 269&lt;/ref&gt; Der er således interne modsætninger i de narrativer, som de ulige slægtslister og narrativer i ulige dele af Gamle Testamente giver. Dette viser, at man har forsøgt at sammenskrive ulige narrativer til et men med ringe held.

==== Sodoma og Gomorra ====

Historien om Sodoma og Gomorras ødelæggelse optræder som et sidemotiv i beretningen om Abrahams liv i Første Mosebog kapitel 18:16-33 og kapitel 19:1-28.

Bibelforskere er generelt enige om, at selvom Gamle Testamente ikke direkte &quot;låner&quot; historien om Sodoma og Gomorra fra en specifik sumerisk kilde, deler fortællingen om guddommelig ødelæggelse, guddommelige besøgende og den flammende omstyrtelse af en by slående motiver med tidligere mesopotamisk litteratur og bredere oldtidsmytologi fra Nærøsten. Således &quot;Akkads forbandelse: Ekur hævnet&quot;, et akkadisk/sumerisk litterært værk dateret til mellem 2112 f.Kr. og 2004 f.Kr., som beskriver den pludselige ødelæggelse af byen Akkad. Myten blev skrevet hundreder af år efter Naram-Sins liv og er digterens forsøg på at forklare, hvordan det lykkedes for gutianerne at erobre Sumer. Efter en indledende passage, der beskriver Akkads herlighed før dets ødelæggelse, fortæller digtet om, hvordan Naram-Sin gjorde hovedguden Enlil vred ved at plyndre Ekur, der var Enlils tempel i Nippur. I sin vrede kaldte Enlil gutianerne ned fra bjergene øst for Tigris, hvilket bragte pest, hungersnød og død over hele Mesopotamien. For at begrænse denne ødelæggelse, bestemte otte af guderne (nemlig Inanna, Enki, Sin, Ninurta, Utu, Ishkur, Nusku og Nidaba), at kun byen Akkad skulle ødelægges for at skåne resten af ​​Sumer, og de forbandede den. Historien slutter med, at digteren skriver om Akkads skæbne, idet den velstående by lægges i aske i overensstemmelse med gudernes forbandelse.

Temaet om guddommelig straf for en bys ''hybris'' eller umoral er et udbredt motiv i oldtidens verdensbillede. Det kan ikke vides sikkert, om det er denne historie, der har dannet forbillede for Gamle Testamentes historie om Sodoma og Gomorra, men motivet menneskers umoral og manglende respekt for guddommen er det samme.

Den bibelske version rummer Abrahams forsøg på at undgå ødelæggelsen, hvis der blot fandtes ti retfærdige indbyggere i byen, men selv så få fandtes der åbenbart ikke. Kun Lot, Abrahams slægtning, reddes fra ulykken: &quot;Da solen stod op over landet, og Lot var kommet til Soar, lod Herren svovl og ild regne ned over Sodoma og Gomorra fra Herren i himlen. Han ødelagde disse byer, ja hele Jordandalen, alle, der boede i byerne, og alt, der voksede på markederne.&quot;&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 25&lt;/ref&gt; Naturvidenskabeligt set kunne det være beskrivelsen af en meteorregn eller af nedfald fra et vulkanudbrud.

==== Moses ====

I Anden Mosebog kapitel 2 introduceres den mytiske skikkelse Moses som israelitternes befrier fra trældommen i Egypten. Historien begynder med hans fødsel. Ifølge myten havde farao befalet, at alle drengebørn skulle dræbes ved fødslen, men Moses' moder reddede ham ved at placere ham i en sivkurv, hvor han blev fundet og adopteret af faraos datter.&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 67&lt;/ref&gt; Denne historie er imidlertid utvivlsomt adopteret fra sumerisk tradition, idet en tilsvarende historie fortælles om kong Sargon af Assad.&lt;ref&gt;Dinkgreve (2021), kap. 8&lt;/ref&gt; Der er således ingen grund til at tillægge denne del af traditionen nogen historisk baggrund.

Senere fortæller Anden Mosebog, at Moses blev pålagt af Gud at føre israelitterne ud af Egypten. Det hedder i den forbindelse, at Gud blandt andet siger til Moses: &quot;Jeg er din faders Gud, Abrahams Gud, Isaks Gud og Jakobs Gud&quot;.&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 69&lt;/ref&gt; Her stå vi på ny over for problemet, at henvisningen til Abraham åbenbart er en anakronisme. Det betyder, at der kan rejses tvivl om både den historiske skikkelse Moses og om Mosebøgerne som kilde til israelitternes tidlige historie overhovedet.

Kendsgerningen er, at der findes ingen beviser på eksistensen af de fem mosebøger før slutningen af det 4. århundrede f.Kr., herunder eksistensen af en person kaldet Moses.&lt;ref&gt;Gad Barnea&lt;/ref&gt; Men den farao, som med stor sandsynlighed fordrev semitterne fra Egypten, hed Ahmoses, hvilket på hebraisk betyder &quot;Moses' broder&quot;. Så måske at der er en sammenhæng her.

==== Græske narrativer ====

Men det er ikke kun fra Sumer og Mesopotamien at Gamle Testamenter har lånt narrativer. Nogle kildekritikere tilhørende den såkaldte &quot;Københavnerskole&quot; har peget på, at også græske narrativer har ydet deres bidrag, lad os tage nogle eksempler:

Jan-Wim Wesselius har foretaget undersøgelser, der viser, hvordan Første Mosebog og Anden Mosebog afspejler Herodots skrifter, især sidstnævntes beretning om persiske kongers liv. Han sammenlignede i detaljer lighederne mellem Josef og Kyros, og især mellem Moses og Xerxes. Josef og Kyros har begge drømme, bliver afsløret for at dø, går i eksil, bliver skjult i en periode og bliver konger, når deres identitet afsløres. Moses og Xerxes drager ud for at erobre enten Kana'an eller Grækenland og krydser vand med deres folk. Mange andre detaljer nævnes, såvel som sammenligninger mellem Terah og Phraortes (en medisk konge), Abraham og Kyaxares (en medisk konge), Isak og Astyges (en medisk konge) og Jakob og Mandane (Kyros' mor).&lt;ref&gt;Wesselius (1999), s. 24-77&lt;/ref&gt;&lt;ref&gt;Wesselius (2002), s. 6-47&lt;/ref&gt;

Philippe Guillaume mener, at skrivere i Alexandria i det andet århundrede f.Kr. indsatte Dommere i den Deuteronomistiske Historie, hvilket afspejlede de ideologiske behov hos de hasmoneiske herskere i Palæstina. Dommere var inspireret af Hesiods ''Værker og Dage'', især afsnittet om heltene, som Hesiod indsatte i de fire tidsaldre. Dette svarer til, hvordan Dommere blev indsat i den Deuteronomistiske Historie. Historier om heroiske dommere før David og Salomon underminerer Davids dynastis påstande, hvilket igen hjalp de hasmoneiske dynaster, der ikke havde nogen Davidisk afstamning bag deres påstande om messiansk styre (147-64).

Katherine Stott har påpege, at Davids opstigning, som skildret i Første Samuelsbog kapitel 16-31 og i Anden Samuelsbog kapitel 1-8, muligvis er inspireret af den fortælling, der beskriver Kyros' opstigning til Persiens og Mediens trone i teksten i Herodots Historier. Hun så følgende paralleller:&lt;/br&gt;
- Kyros og David starter begge under ydmyge kår,&lt;/br&gt; 
- begge træder ind i den forrige konges hof,&lt;/br&gt; 
- i begge tilfælde bliver den pågældende konge jaloux på dem,&lt;/br&gt; 
- i begge tilfælde bliver de truet med døden af ​​den pågældende konge,&lt;/br&gt; 
- begge flygter fra hoffet,&lt;/br&gt; 
- begge bliver folkelige ledere,&lt;/br&gt; 
- i begge tilfælde hopper en allieret af,&lt;/br&gt; 
- begge tilraner sig kongerigets herredømme,&lt;/br&gt; 
- begge får succes på grund af deres militære dygtighed,&lt;/br&gt; 
- begge skåner den gamle konges liv i en periode,&lt;/br&gt; 
- der er et tragisk element i den forrige konges fald i begge tilfælde, og&lt;/br&gt; 
- i begge tilfælde er udfaldet dannelsen af ​​en ny politisk enhed.&lt;/br&gt; 
Stott bemærkede, at denne græske tekst kun i den hellenistiske æra ville have været tilgængelig for den bibelske forfatter.&lt;ref&gt;Stott (2002), s. 62-71, 77-78)&lt;/ref&gt;.

Hesiods ''Theogoni'' og Katalog over kvinder var til dels indflydelsesrige kilder til henholdsvis skabelsesberetningen i Første Mosebog 1 og de genealogier, der findes i hele Første Mosebog 1-11 &lt;ref&gt;Gnuse (2017)&lt;/ref&gt;.

Fortællinger i Første Mosebog 1-11 kan også vises at have betydelige paralleller med beretninger nedskrevet hos græske historikere, såsom Hekateus fra Milet (''Periegesis'' og genealogier) og Herodot fra Halicarnassus (Historier), herunder omtaler af menneskelige leveveje (Første Mosebog kapitel 4:20-22), de tre sønner af en syndflodshelt, der er menneskehedens forfædre (Første Mosebog kapitel 9:18-19 og kapitel 10:1-32) samt plantningen af ​​en vingård (Første Mosebog kapitel 9:20-27). &lt;ref&gt;Gnuse (2019)&lt;/ref&gt;

Ældre latinske traditioner, der ligger bag beretningerne i Ovids Fasti 5, 493-544 og Metamorfoser 8, 625-725, kan have inspireret fortællingerne om de budbringere, der fortæller Abraham om hans kommende søn, og de budbringere, der advarer Lot om at forlade Sodoma i Første Mosebog 18:1-15; 19:12-26. &lt;ref&gt;Gnuse (2017)&lt;/ref&gt;.

En fortælling om Democedes af Kroton i Herodots Historier 3, 125-132 kan have givet anledning til fortællingen om Josef, der fortolker faraos drømme i Første Mosebog 41:1-36, hvilket igen inspirerede drømmeberetningerne i Daniels Bog &lt;ref&gt;Gnuse (2010)&lt;/ref&gt;.

Den korte fortælling om den store kriger Achilleus' ædle, talende heste i ''Iliaden'' 19, 395-424 kan være løst overtaget og indpasset i beretningen om Bileams æsel i Fjerde Mosebog kapitel 22:22-35, hvor et simpelt æsel bringer skam over en tåbelig profet. Talende dyr er langt mere almindelige i græsk litteratur end i Bibelen. (Gnuse 2017d)

Ofrelsen af ​​Ifigenia i to skuespil af Euripides omkring 400 f.Kr.: ''Ifigenia blandt Taurierne'' og ''Ifigenia i Aulis'', kan have inspireret beretningen om Jeftas ofring af sin datter i Dommerbogen kapitel 11:30, 34-40, som synes at være indsat i beretningen om Jeftas kamp mod ammonitterne. (Gnuse 2019b)

Arrians beretning om Alexander den Store og det spildte vand i Anabasis af Alexander 6.26.1-3 kan have inspireret en lignende historie om David i Anden Samuels Bog 23:15-17. Davids handling med at hælde det vand ud, som hans modige soldater hentede bag fjendens linjer, gør ikke en fornuftig historie, som Alexanders handling i den gedrosiske ørken, hvor tørst virkelig er et problem, gør (Gnuse 1998).

Fortællingerne om Josef, Bileam og Jefta kan være blevet placeret i den bibelske tekst i den persiske periode kort efter 400 f.Kr., såvel som bibelske tekster i Første Mosebog 1-11 med Hesiod, Hekateus og Herodot som inspirationskilder. Men de andre fire fortællinger synes mere sandsynligt at have en oprindelse fra den hellenistiske æra. I sidste ende kan man argumentere for, at alle disse tekster opstod i den hellenistiske æra. Wajdenbaum diskuterede alle disse samme beretninger, gjorde mange af de samme observationer og antydede hellenistiske oprindelser, men Gnuse gav større detaljer i analysen af ​​passagerne.

I flere tilfælde kan det sandsynliggøres, at der er tale om tillæg til ældre beretninger placeret i slutningen af ​​bibelske bøger, og som ser ud til at have været knyttet til bogen kun med en løs forbindelse til resten af ​​bogen. Dette gælder især i Dommerbogen, hvor fortællingerne i Dommerbogen kapitel 13-16 om Samson ser ud til at have en helt anden stil end resten af ​​Dommerbogen. Et stort antal forskellige græske legender om Herakles synes at have påvirket Samson-fortællingerne i Dommerbogen kapitel 13-16 på et sent tidspunkt, sandsynligvis i den hellenistiske tid. Der er alt for mange græske paralleller inden for disse fire kapitler til, at de kan afvises som blot fortællingshistoristiske sammentræf.&lt;ref&gt;Gnuse (2018)&lt;/ref&gt;

Afsnittene i Dommerbogens kapitel 17-21 om Mika, om Dan-stammens udvandring til Lakash samt om Benjamitternes skændselsdåd fremstår som tilføjede tillæg til resten af ​​bogen, og dér finder vi beretningen om kvinderne, der blev kidnappet fra Silo. &quot;Voldtægten af ​​de sabinske kvinder&quot;, som en gammel fortælling genfortalt af Livius (''Historie'' I, 9,1-16) og Plutarch (Lives: Romulus XIV, 2-8), kan være forbilledet for de bortførte piger i Dommerbogen kapitel 21:1-24. &lt;ref&gt;Gnuse (2007)&lt;/ref&gt;

Anden Samuelsbog kapitel 21-23 synes også at være et appendiks, og heri finder vi David, der hælder det vand, han har modtaget fra sine krigere, ud. Dommerbogen kapitler 13-21 og Anden Samuelsbog 21-23 kunne derfor være blevet føjet til Deuteronomistiske historier på et meget sent tidspunkt. Historierne om Josef i Første Mosebog kaptel 39-50, der skulle forklare jødernes ophold i Egypten, ses ofte som en sen tilføjelse fra omkring 400 f.Kr. eller senere, hvorfor Herodots indflydelse på Josefs drømmetydning er sandsynlig. Andre beretninger ser også ud til at være blevet indsat noget ujævnt i deres fortællende kontekst. Dette er tydeligst i beretningen om Jeftas ofring af sin datter, som synes at være indsat midt i Jeftas slag i Transjordan, og fortællingen om Bileam og hans æsel, som fremstiller Bileam med en helt anden persona end den, der findes i resten af ​​Fjerde Mosebog 22-24. Historien om de tre engle, der besøger Abraham og pludselig kun bliver to i antal, da de besøger Lot, beder os om at se på parallelle romerske beretninger, hvor der er henholdsvis tre og to engle i fortællingerne fra Ovid. Desuden vidner de nuancerede detaljer i dialogen i Første Mosebog 18-19 også om en senere tids skrivestil. Således synes indflydelsen fra klassiske og græske beretninger at være mest sandsynlig i historier, der synes at være senere tilføjelser og indsættelser i hovedhistorierne.

Foruden indholdsmæssige ligheder er der også opbygningsmæssige ligheder. Daniel Hawk bemærkede, at Aischylos' Orestia og Første Samuelsbog kapitel 8 til Anden Kongebog 8 deler lignende struktur og karakterer. Begge har et tredelt skema og bruger metaforer til at afspejle overgangen fra et slægtskabssamfund til et borgersamfund. Agamemnon og Saul afspejler den gamle orden, Orestes og David viser overgangen, og Athena og Salomon indvier den nye orden. Den deuteronomistiske historiker brugte Orestia som model for sine &quot;modtagne traditioner vedrørende det israelitiske monarki&quot;. Hawk mente, at den hellenistiske æra ville have været det tidspunkt, hvor den bibelske forfatter havde adgang til Aischylus' skrifter.

Disse og andre eksempler er blevet fremhævet af nogle forskere, der generelt er enige om, hvordan hellenistisk litteratur formede den oprindelige historie efter 300 f.Kr. eller endda efter 200 f.Kr. i den makkabæiske æra. Larsson konkluderede, at de bibelske beretninger blev skabt i det ptolemæiske Egypten i det andet århundrede f.Kr. og påvirket af betydelige græske historikere fra det tredje århundrede f.Kr., så som Berossos, Manetho og Eratosthenes. På grundlag af sådanne iagttagelser mener Niels Peter Lemche, at Dommerbogen og sikkert også andre dele af Gamle Testamente først er blevet skrevet eller har fundet deres endelige form omkring 272 f.Kr. Etienne Nodet bekræftede, at Pentateuken opstod i begyndelsen af ​​det tredje århundrede f.Kr., men profeterne og nogle af skrifterne blev skabt i det andet århundrede f.Kr. Disse tekster blev genereret i Alexandria under hellenistisk indflydelse. Emanuel Pfoh mente, at selvom den primære historie blev skabt i den hellenistiske æra, kom nogle traditioner fra den assyriske og persiske æra og blev udviklet af skrivere gennem årene. Men i bund og grund blev teksten formet under hellenistisk indflydelse (23, 33-35). Hvordan det nu forholder sig, står det klart, at både den sene tilblivelse og dens mulige motiver undergraver store dele af Gamle Testamente som historisk kilde.

Det er muligt, at der findes en historisk kerne, som over tid er blevet udbygget og pyntet på med narrativer hentet fra græske traditioner, men indtil videre må det konstateres, at næsten alt i Gamle Testamente lader sig betvivle.

Mest afgørende i denne sammenhæng er det imidlertid, at hvis disse kritikere tilhørende &quot;Københavnerskolen&quot; har ret, så betyder det, at ''Tanakh'' eller Gamle Testamente langt fra var færdigskrevet endsige færdigredigeret, da jøderne vente tilbage til Jerusalen efter eksilet i Babylon. Forud ventede endnu en lang redigeringsproces, og det kan også forklare hvorfor, at vi skal helt frem til 2. århundrede f.Kr. (eller tidligst 3. århundrede f.Kr.) før, at jøderne udviser noget kendskab til deres religiøse skrifter. Forklaringen er den enkle, at først da havde skrifterne nået et så fuldendt udseende, at de lod sig anvende i den national-politiske propaganda.

==== Hyksos-problemet ====

Mens arkæologerne med rimelig sikkerhed tør fastslå, at der fandtes en særlig israelitisk befolkning fra omkring 1200 f.Kr., så er der mere usikkerhed om tiden forud. Hovedspørgsmålet kan formuleres således: er jødernes ophold i og udvandring fra Egypten en historisk begivenhed eller ej? Holdningerne spænder fra fuldstændig afvisning af denne historie til ubetinget tilslutning.

For at løse problemet må vil opspalte det i tre delspørgsmål:&lt;/br&gt;
- kan der påvises et ophold af en semitisk befolkning i Egypten?&lt;/br&gt;
- hvis ja: inden for hvilket tidsrum?&lt;/br&gt;
- hvis ja: var det israelitter eller ej?

Det umiddelbare svar på spørgsmålet er, at der faktisk findes oplysninger om en fremmed befolkning i Egypten. Men denne befolkning, kaldes af egypterne selv ''Hiku-khasut'', det vil sige &quot;ørkenfyrsterne&quot; (hvilket på græsk er blevet til ''hyksos''&lt;ref&gt;Bibby (1978), s. 96&lt;/ref&gt;, og denne benævnelse bruges almindeligvis og derfor også her), ikke &quot;hebræerne&quot;, &quot;jøderne&quot; eller &quot;israelitterne&quot;, og ingen af disse betegnelser kendes i samtiden, end ikke fra Kana'an. Forskerne mener at kunne fastslå, at disse ''hyksos'' ankom fra øst til Egypten i 19. århundrede f.Kr., regerede over Egypten i 17. og 16. århundrede f.Kr. men senere forsvandt igen. Der er fundet en grav rejst over en mand ved navn ''Aper-El'', det vil sige &quot;El's tjener&quot;, som tjente hos faraonerne Amenhotep III og Akhenaten i 14. århundrede f.Kr.&lt;ref&gt;Dinkgreve (2021), kap. 8&lt;/ref&gt;

Et passende udgangspunkt for vurdering af udvandringens troværdighed kan være Simcha Jacobovici og hans film &quot;''The Exodus decoded''&quot;. Heri giver han blandt andet en omfattende dokumentation, som nok kan være en nøjere gennemgang værd.

Simcha tager udgangspunkt i bibelkritiske afvisninger af udvandringen, som traditionelt blev dateret til 1270 f.Kr. det vil sige i Ramses II's regeringstid men hvor der ingen beviser for en sådan begivenhed findes. Simcha mener, at denne datering er forkert, og at den korrekte tidsfæstelse er omkring 1500 f.Kr. Som beviser for denne tidsfæstelse anfører han følgende:

Hyksos-folket skulle være kommet til Egypten omtrent 200 år før, at de atter udvandrede, det vil sige 1700 f.Kr. I en grav i Beni Hassan ved Nilen omkring 400 km syd for Cairo findes et vægmaleri, som viser en indvandring til Egypten. Befolkningen er semitter med skæg, flerfarvede dragter og med benævnelsen &quot;''Amo''&quot;. I ''Tanakh'' (Gamle Testamente) anvendes benævnelsen &quot;''Amo Israel''&quot;, det vil sige &quot;Guds folk&quot;. Benævnelsen er den samme og deres ophold passer nøje med traditionen.

Hyksos-folkets hovedstad var Avaris, der ligger i Nilens delta nord for Cairo. Avaris er blevet udgravet af professor Manfred Bietak fra Wien. Han har blandt andet fundet 9 seglstamper med navnet &quot;Jakob&quot;, hvilket nøje svarer til den bibelske tradition om faraos betroede mand, Josef, der netop var søn af Jakob.

Ifølge traditionen ender indvandrerne som slaver. I Serabit El Khadim i Sinai-ørkenen blev udvundet tyrkis-sten i miner ved slaveri. I en af disse minder findes en alfabetisk (ikke-egyptisk) indskrift på væggen: &quot;El, hjælp mig&quot;. ''El'' var navnet på en semitisk guddom.

En stele rejst af farao Ahmoses og dateret til omkring 1500 f.Kr. fortæller om blandt andet storm og mørke i overensstemmelse med den bibelske tradition, og den nævner gud i ental. Ahmoses er kendt for at have udvist hyksos-folket. Navnet Ahmoses betyder på egyptisk &quot;månen er født&quot; men på hebraisk &quot;Moses' broder&quot;. 

Omkring 1500 f.Kr. indtraf et stort vulkanudbrud på øen Santorini i det græske øhav. Simcha mener, at det var denne begivenhed, som udløste udvandringen, og at den også kan forklare Egyptens ti plager. Hans argumentation herfor er følgende:

I Avaris er fundet vulkansk pimpsten dateret til omkring 1500 f.Kr. Dette viser (om ikke andet) at Egypten blev påvirket af netop dette vilkanudbrud.

Vulkanudbruddet og tilhørende jordskælv havde følgende bivirkninger:&lt;/br&gt;
- vandet bliver rødt. Årsagen er, at rust frigøres ved gasudbrud fra bunden og opblandes i vandet. Dette skete blandt andet i 1986 ved Nyos-søen i Cameroon.&lt;/br&gt;
- frøer. Hopper ud af vandet, når det bliver forurenet.&lt;/br&gt;
- lus, fluer og epidemi følger som eftervirkninger af miljøkatastrofen&lt;/br&gt;
- sår og bylder. Disse kendes ligeledes fra Nyos-begivenheden i 1986.&lt;/br&gt;
- hagl. Is og ild = &quot;vulkansk hagl&quot; omtales i den såkaldte Ipuwer-papyros og skyldes, at vulkansk aske blandes med vand i atmosfæren.&lt;/br&gt;
- græshopper. Bringes på vandring på grund af klimaændringen.&lt;/br&gt;
- mørke. Skyldes en askesky, der fra vulkanudbruddet bredte sig til Nilens delta, hvilket er bevist ved korn af asken fundet af Jean-Daniel Stanley fra Smithsonian Institute.&lt;/br&gt;
- førstefødte sønner døde. Skyldes at CO&lt;sub&gt;²&lt;/sub&gt; frigøres fra jordens indre og lægger sig lige ved jordens overflade. Da de ældste priviligerede sønner sov på en lav seng, blev de dræbt af gassen, mens andre børn der sov på de flade tage aldrig blev berørt inden, at gassen opløstes igen. Noget tilsvarende blev observeret i Nyos. Yderligere er der udgravet massegrave i Avaris, som kun omfatter personer af mandkøn og ikke krigere. Og Ahmoses' egen søn døde som 12-årig (hans begravede lig er fundet).&lt;/br&gt;
Ifølge Simcha er alle disse begivenheder således naturlige mulige følger af vulkanudbruddet.
[[Fil:Stele_of_Grave_Circle_A_Mycenae_NAMA_1428.JPG|200px|thumb|Gravstele fra Mykene, der viser Farao, som forfølger Moses. De er omgivet af vand på begge sider.]]
Velkendt er historien om havets deling.&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 82&lt;/ref&gt; Den korrekte formulering i Bibelen er &quot;Yam Suf&quot;, det vil sige Sivhavet. Men siv vokser ikke i saltvand, så der er tale om en stor sø. På Ismailia Regional Museum findes en granitsten med en indskrift i hieroglyffer, ''El Arish''-indskriften, der fortæller om udvandringen set fra faraos side. Her kaldes lederen for &quot;ørkenprinsen&quot;. Mere bemærkelsesværdigt er det, at indskriften også fortæller, at vandene delte sig (markeret som bølger + 2 knive), og at indskriften nævner stedet for denne begivenhed: ''El Balah'', en nu tidligere sø beliggende øst for Avaris nær overgangen til Sinai-ørkenen. Simcha mener, at som følge af de tektoniske forskydninger og deraf følgende jordskred løftede den afrikanske plade sig 1-2 meter og skabte en landkorridor, men kort efter fulgte en tsunami, som druknede faraos hær.

Simcha peger på et vægmaleri på Santorini, som viser en sejlads fra en by omgivet af mure. Simcha mener, at den viste by er Avaris, idet der her også er fundet minoiske vægmalerier, hvilket vidner om handelsforbindelser. En del af udvandrerne skulle således være draget til Grækenland. I Mykene er fundet guldgenstande og sværd i en grav dateret til 1500 f.Kr. De kan stamme fra jødiske udvandrere. Desuden er fundet tre gravsten med billeder visende først en mand på en stridsvogn, der forfølger en gående mand omgivet af bølger, dernæst at den gående mand er nået højere liggende land og har vendt sig imod stridsvognen, og endelig at stridsvognen drukner i bølgerne. Billederne viser, let forenklet, faraos forfølgelse af Moses. Det er i bogstaveligste forstand en tegneserie om begivenheden.

Simcha peger dernæst på, at jordskælv kunne have ført til, at gas og olie blev frigivet og måske blev antændt, og derved gav anledning til røgsøjler om dagen og ildsøjler om natten svarende til beretningen i Anden Mosebog kapitel 13 vers 21-22: &quot;Herren gik foran dem, om dagen i en skysøjle for at føre dem på vejen og om natten i en ildsøjle for at lyse for dem, så at de kunne gå både dag og nat. Skysøjlen fjernede sig ikke fra folket om dagen og ildsøjlen ikke om natten.&quot;&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 81&lt;/ref&gt;

Endelig mener Simcha at kunne påvise, hvor bjerget Sinai lå. Og han mener at have fundet billedlige gengivelser af Pagtens Ark - i Grækenland af alle steder!

Så langt Simcha. Det giver anledning til en række spørgsmål: er begivenheden fejldateret? Det er der faktisk en del, der tyder på. Begivenheden fandt efter alt at dømme sted omkring 1500 f.Kr. Kan et vulkanudbrud være forklaringen på begivenhedsforløbet? Svaret må være, at det er muligt, i hvert fald er der intet, som tyder på, at det ikke kunne være tilfældet. Var dette hyksos-folk ''Amo'' og var det semitter? Ja, det er sandsynligt. Var det også israelitter? Det er muligt, men ikke sikkert.

Vi har tidligere fastslået, at Gamle Testamentes historie om udvandringen fra Egypten tidsmæssigt er uforenelig med historien om Abraham som israelitternes stamfader, idet hans ophold i filistrenes land er flere hundrede år senere end udvandringen. Og det forbliver uforklarligt, at et folk, som kaldte sig selv Israel, ikke optræder under dette navn men af Egypterne kaldtes henholdsvis ''Amo'' og ''Hyksos''.  

Historien om ''exodus'' eller udvandringen fra Egypten kendes ikke fra Elephantine, en jødisk by i Egypten fra 400-tallet f.Kr., hvilket kunne tyde på, at denne tradition i jødisk historieforståelse enten må være yngre end denne tid eller endnu ikke spillede den rolle i jødisk selvforståelse, som den senere fik.

Hvis man vil være besværlig, kan man opstille følgende alternative hypotese: udskibningen fra Egypten til Mykene eksisterer ikke i det bibelske narrativ. Hvis man alligevel forudsætter, at det afspejler en historisk kendsgerning, så kunne disse udvandrere, ''hyksos'', have taget hele traditionen med sig og billedligt gengivet den på deres gravsteler. Da &quot;havfolket&quot; (som beviseligt stammer fra Grækenland foruden andre steder) langt senere, omkring 1178 f.Kr., kom til Palæstina, bragte de traditionen med sig. Det er her fra, at jøderne senere overtog den, omformulerede den til en ørkenvandring med Moselov og hele molevitten og dermed tillige skrev det oprindelige folk ud af beretningen og satte sig selv ind i stedet som led i en selvskabt historisk tradition. 

Der er selvsagt ingen beviser for en sådan udvikling, men der er heller intet, som modsiger den, og den ville forklare årsagen til, at traditionen åbenbart overlevede i Mykene. Og hvad mere er: det kunne forklare hvorfor, at folk fra Middelhavets nordlige kyster søgte øst- og sydpå (i stedet for vestpå), da deres hjemlige forhold ikke tillod dem at blive boende, hvor de var. Et indicium for, at teorien kunne være rigtig, er det forhold, at Mykene var et handelscentrum i tiden 1600-1100 f.Kr. blandt andet med handelsforbindelser til Levanten. Blandt de forhandlede varer var genstande af elfenben fundet i Megiddo, der viser handelsforbindelser til Det Ægæiske Hav, Kypern, Hittitterne samt Egypten.&lt;ref&gt;Novacek (2011), s. 47f&lt;/ref&gt; Det indebærer, at &quot;havfolket&quot; meget vel kan have haft handelsforbindelser med Levanten tidligere og derfor kendte til områdets frugtbarhed inden, at de udvandrede dertil.

Der imod kan vi udelukke, at det var israelitterne selv, som indvandrede sammen med havfolket, fordi dette skete 1178 f.Kr. mens Israel som omtalt nævnes på en stele allerede fra 1208 f.Kr.

Kildekritisk må det konstateres, at Mosebøgerne ret beset forsøger at forene to temmelig uforenelige historiske traditioner: på den ene side traditionen fra Mesopotamien omfattende Edens Have (Dilmun), Babelstårnet (zigguraterne) og Noas ark, hvor Abraham indgår som det forklarende bindeled hvorfor, at jødernes stamfader udvandrede til Kana'an, på den anden side traditionen om Jakob (Israel)&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 46&lt;/ref&gt;, Josef og hans brødre&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 48f&lt;/ref&gt;, Israels udvandring til Egypten&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 59&lt;/ref&gt; og Moses&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 67&lt;/ref&gt; med udvandring, ørkenvandring, moseloven og løftet om Kana'an.&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 243&lt;/ref&gt;

Der kan næppe være tvivl om, at den jødiske beretning om udvandringen fra Egypten og den egyptiske beretning om fordrivelsen af de fremmede omtaler den samme begivenhed set fra to sider. For så vidt behøver ingen af dem at give det sande billede: hvis årsagen virkelig var et vulkanudbrud, kunne de forringede leveforhold efter dette meget vel være årsag til, at folk udvandrede eller bortvandrede igen. At jøderne eller israelitterne har taget begivenheden til sig er for så vidt ikke anderledes end andre historier, som de har adopteret og adapteret.

Som en sidebemærkning skal det lige nævnes, at den egyptiske konge Amenhotep IV, bedre kendt som Akhenaten, som var gift med Nefertiti og fader til Tutankhaton, og som er gået over i historien som den første monoteistiske konge, regerede fra omkring 1353 til 1336 f.Kr. Det betyder, at han regerede henved 150 år efter, at ''hyksos'' udvandrede, og at der således ingen forbindelse er med Moses.

=== Bearbejdede profetier ===

De mange profetiske tekster i Gamle Testamente udgør et eget problem. Kort sagt er de kildekritiske studier i stigende grad blevet opmærksomme på, at der ikke er tale om originale tekster. I stedet er disse blevet ændret for at tilpasse dem til bestemte formål.

Esajas', Jeremias', Ezekiels og de Tolvs Bog mangler en historie og opretholder ikke en ensartet kronologisk rækkefølge af materiale. De profetiske bøger ses ikke længere som blot kilder, hvorved læserne kan få adgang til fortiden. De læses nu som bevidste kompositioner, der genpræsenterer og fortolker profeternes ord i tekstform.

Allerede i de sidste profeters tekster er der tegn på bevidst bevidsthed om tekstualiseringen af ​​profetier. Historien i Jeremias 36 beskriver for eksempel en proces, hvor forskellige budskaber i forskellige former fra forskellige tider og steder sammensættes i tekstform af profetens skriver. Når denne rulle efterfølgende ødelægges som reaktion på dens læsning, sker der ikke blot en omskrivning af rullen, men også en betydelig tilføjelse af lignende ord (Jeremias 36:32), hvilket vidner om bogens litterære vækst. Profeter som Jeremias er ikke længere tilgængelige, men deres ord er tilgængelige i de bøger, der bærer deres navne (Zakharias 1:5-6). Disse bøger danner et særskilt korpus inden for den bibelske kanon. Når Daniel refererer til Jeremias' profeti om halvfjerds år i Daniel 9:2, taler han om Jeremias' bog blandt en flerhed af profetiske bøger (jf. Ezekiel 38:17). 

De tidligste postbibelske fortolkere af den profetiske litteratur var de skriftkloge, oversættere og kommentatorer, der videregav, gengav og forklarede teksterne. Blandt vidner til den tidligst dokumenterede periode med skriftlig overlevering (ca. 250 f.Kr. indtil 132-135 e.Kr.) er det tydeligt, at skriftkloge ikke så sig selv som blot afskrivere på samme måde som skriftkloge fra en senere periode. De så snarere sig selv som ligestillede med de oprindelige forfattere, og de udvidede ofte den bibelske tekst med fortolkninger, der var beregnet til at hjælpe læserne med at forstå teksten. Disse skriftkloge havde deres eget syn på den bibelske tekst og ønskede at sikre en teologisk korrekt læsning af den.

Blandt de profetiske bøger må de mest fremragende eksempler på fortolkningsmæssig udvidelse være Jeremias og Ezekiel i den masoretiske tekst (MT). I disse tilfælde har udvidelsen nået niveauet for skabelsen af ​​nye udgaver af bøgerne. De hebraiske tekster bag de oldgræske (OG) versioner af disse bøger er betydeligt kortere førsteudgaver. Mange af udvidelserne i andenudgaverne, der findes i MT, er af eksegetisk karakter. For eksempel er Jeremias' berygtede fjende fra nord ikke eksplicit identificeret i OG eller dens hebraiske kilde, hvilket efterlader den åben for den slags eskatologiske fortolkning, der findes i Ezekiel 38:14-17, men MT identificerer denne fjende som Babylon i udvidelsen af ​​Jeremias 25:9, hvilket skaber en interessant konflikt med Jeremias 50:3 og dens profeti om en fjende fra nord, der kommer mod Babylon. Et andet eksempel er versionen af ​​Jeremias' profeti om halvfjerds år i Jeremias 25:11-12. I OG er denne profeti ikke eksplicit begrænset til perioden med babylonsk fangenskab (se: Dan 9:1-2, 24-27), men udvidelserne i MT gør denne begrænsning af profetien eksplicit (jf. Jeremias 29:10). For Ezekiels Bog forekommer en af ​​de mest bemærkelsesværdige udvidelser i MT Ezekiel 36:23c-38, som mangler, et vigtigt vidnesbyrd om OG fra det tredje århundrede e.Kr. Denne ret lange udvidelse er baseret på materiale fundet andre steder både i og uden for Ezekiels Bog. 

Når det forholder sig således med disse tekster, rejser det uundgåeligt spørgesmålet om og i hvilken grad, det samme er tilfældet med andre tekster i Gamle Testamente. Og det svækker betydeligt Gamle Testamentes værdi som kilde til jødernes historie.

=== Sammenfatning ===

Denne gennemgang af Gamle Testamente har kun omfattet en mindre del af den samlede tekst, men selv denne meget begrænsede gennemgang har belyst en række problemer:&lt;/br&gt;
- Gamle Testamente er ''ikke'' en historisk redegørelse for jødernes historie, selv om den giver indtryk af dette,&lt;/br&gt;
- det er i stedet en samling af traditioner, anekdoter og myter skrevet af ulige forfattere til ulige tider&lt;/br&gt;
- der er gjort forsøg på at sammenskrive og harmonisere disse narrativer&lt;/br&gt;
- hvilket ikke kan skjule, at der er kronologiske problemer&lt;/br&gt;
- og at væsentlige traditioner er hentet fra andre kulturer, især Sumer og Mesopotamien men også fra Grækenland.

Vi tør antage, at skildringen af kongetiden og det delte kongerige med navnelister over regenterne er rimelig troværdig, blandt andet fordi deres navne forekommer i andre kilder, men vi har kun ringe mulighed for at vide i hvilken udstrækning, historierne om dem er blevet ændrede for at tilpasse sig et senere monoteistisk narrativ.

Nogle historier, blandt andre Esthers Bog men også Ezras Bog og Nehemias' Bog, er meget sene og menes først at være blevet tilføjet efter afslutningen af det babylonske fangenskab.

=== &lt;big&gt;Semitismen, jødedommens tankesæt&lt;/big&gt; === 

Vi har i det foregående set på Gamle Testamente som et muligt historisk kildeskrift. Man kan imidlertid også anlægge en helt anden synsvinkel, nemlig Gamle Testamente som ideologisk grundlag nærmere betegnet som grundlag for en jødisk national etnicitet samt for en særlig jødisk etik. Det skal på forhånd understreges, at det følgende ikke omfatter alle jøder, idet mange alene identificerer sig som tilhørende denne folkegruppe af genealogiske og traditionsbårne årsager, det vil sige med hensyn til deres familiære oprindelse samt højtider og mindedage. Men der findes også kredse i den jødiske befolkning, der opfatter Gamle Testamente som en anvisning på hvordan, at jøder kan og bør opføre sig.

Alle kender begrebet &quot;anti-semitisme&quot;, men få eller ingen ved, hvad udtrykket &quot;semitisme&quot; egentlig dækker over. Man vil således lede forgæves efter det i en ordbog eller eksempelvis på ''wikipedia''. Her vil begrebet blivet forstået således, at det dækker over den tankegang eller de tankegange, som kan udledes og af nogle er blevet udledt af Gamle Testamente. Det betyder, at der her vil blive set bort fra jødisk mysticisme, kabala, frankisme og lignende ældre og nyere afledede ideologier, hvilke hver for sig er en særskilt undersøgelse værd.

Læser man Gamle Testamente, vil man se, at bestemte tankegange bliver promoveret. Det drejer sig i hovedsagen om følgende:&lt;/br&gt;
- det udvalgte folk&lt;/br&gt;
- racisme&lt;/br&gt;
- retten til Kana'an&lt;/br&gt;
- retten til at myrde hele befolkninger&lt;/br&gt;
- &quot;honningfælder&quot; og pengeafpresning&lt;/br&gt;
I det følgende vil hvert af disse emner blive gennemgået særskilt.

=== Det udvalgte folk ===

Ideen om jøderne som Guds udvalgte folk tager udgangspunkt i Første Mosebog kapitel 12: her møder vi Abram ved Ur i Kaldæa. Videre hedder det: &quot;Herren sagde til Abram: &quot;Forlad dit land og din slægt og din fars hus, og drag til det land, jeg vil vise dig. Jeg vil gøre dig til et stort folk og velsigne dig. Jeg vil gøre dit navn stort, og du skal være en velsignelse.&lt;/br&gt;
Jeg vil velsigne dem, der velsigner dig,&lt;/br&gt;
og den, der forbander dig, vil jeg forbande.&lt;/br&gt;
I dig skal alle jordens slægter velsignes&quot;.&quot;&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 17f&lt;/ref&gt;

Senere gentages denne priviligerede stilling i andre sammenhænge, således over for Jakob i Betel. I Første Mosebog kapitel 35:9-13 hedder det: &quot;Gud viste sig igen for Jakob, efter at han var kommet hjem fra Paddan-Aram. Han velsignede ham og sagde til ham: &quot;Dit navn er Jakob; men nu skal du ikke længere hedde Jakob. Dit navn skal være Israel.&quot; Og han gav ham navnet Israel. Han sagde til ham: &quot;Jeg er Gud den Almægtige. Bliv frugtbar og talrig! Et folk, ja, en mængde folkeslag skal nedstamme fra dig, og konger skal fremstå af dit eget kød og blod. Det land, jeg gav Abraham og Isak, giver jeg dig og dine efterkommere.&quot; Så steg Gud op fraham, dér hvor han havde talt med ham.&quot;&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 46&lt;/ref&gt;

I Anden Mosebog kapitel 3:7-10 findes følgende: &quot;Så sagde Herren: &quot;Jeg har set mit folks lidelse i Egypten, og jeg har hørt deres klageskrig over slavefogederne. Jeg har lagt mig deres lidelser på sinde, og derfor er jeg kommet ned for at redde dem fra egypterne og føre dem op fra dette land til et godt og vidtstrakt land, et land der flyder med mælk og honning, dér hvor kana'anæerne, hittitterne, amoritterne, perizzitterne, hivvitterne og jebusitterne bor. Nu har israelitternes klageskrig nået mig, og jeg har set, hvordan egypterne undertrykker dem. Gå nu! Jeg vil sende dig til Farao. Du skal føre mit folk israelitterne ud af Egypten&quot;.&quot;&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 69&lt;/ref&gt; Dette og tilsvarende formuleringer med &quot;mit folk israelitterne&quot; giver jøderne en identitet som Guds udvalgte folk i den jødiske selvforståelse.

=== Racismen ===

Racismen er en logisk følge af ideen om Guds udvalgte folk. Et folk kan selvsagt ikke være &quot;udvalgt&quot;, hvis andre folk kan indgiftes i det. Følgelig er Gamle Testamente fuldt af forbud mod at gifte sig med ægtefæller fra andre folkeslag og kritik, når de alligevel gjorde det. Lad os tage nogen eksempler.

I Femte Mosebog kapitel 7:1-4 finder vi følgende påbud af Moses: &quot;Når Herren din Gud fører dig til det land, du skal ind og erobre, og han driver store folkeslag væk foran dig, hittitterne, girgashitterne, amoritterne, kana'anæerne, perizzitterne, hivvitterne og jebusitterne, syv folk, der er større og mægtigere end du, og Herren din Gud overgiver dem til dig, og du besejrer dem, da skal du lægge band på dem. Du må ikke slutte pagt med dem og ikke vise dem barmhjertighed. Du må ikke bringe dig i familie me dem; du må ikke give dine døtre til deres sønner, og du må ikke lade dine sønner gifte sig med deres døtre, for det vil få dine sønner til at vige fra mig og dyrke andre guder. Da vil Herrens vrede flamme op imod jer, og han vil hurtigt udrydde dig.&quot;&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 208&lt;/ref&gt;

Dette gælder blandt andre kong Salomo. I Første Kongebog 11:1-4 læses således følgende: &quot;Kong Salomo elskede mange udenlandske kvinder foruden Faraos datter, moabitiske, ammonitiske, edomitiske, sidoniske og hittitiske; om de folk havde Herren sagt til israelitterne: &quot;I må ikke indlade jer med dem, og de må indlade sig med jer, for så vender de jeres hjerte til deres guder.&quot; Dem elskede Salomo, og han holdt fast ved dem. Han havde syv hundrede hustruer med fyrstelig rang og tre hundrede medhustruer, og hans hustruer bragte hans hjerte på afveje.&quot;&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 390&lt;/ref&gt;

I Ezras Bog kapitel 9:10-12 optræder Ezras bodsklage med blandt andet dette: &quot;Vor Gud, hvad skal vi nu sige efter dette? For vi har svigtet de befalinger, du gav gennem dine tjenere, profeterne, da du sagde: Det land, I skal ind og tage i besiddelse, er et urent land på grund af de fremmede folks urenhed med de afskyelige handlinger, som de i deres urenhed har fyldt det med fra ende til anden. Derfor må I ikke give jeres døtre til deres sønner, og I må ikke lade jeres sønner gifte sig med deres døtre.&quot;&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 527&lt;/ref&gt; og i Kapitel 10:10-12 bliver dette gentaget: &quot;Så rejste præsten Ezra sig og sagde til dem: &quot;I har handlet troløst ved at gifte jer med fremmede kvinder; I har øget Israels skyld. Aflæg nu bekendelse for Herren, jeres fædres Gud, og gør hans vilje. Skil jer ud fra landets folk og de fremmede kvinder&quot;.&quot;&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 528&lt;/ref&gt;

I Nehemias' Bog kapitel 10:31 indgår israelitterne blandt andet følgende forpligtelse: &quot;Vi vil ikke give vores døtre til landets folk, og vi vil ikke lade vores sønner gifte sig med deres døtre.&quot;&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 542&lt;/ref&gt;

Således kunne man blive ved.

=== Lebensraum ===

Jødernes ret til Kana'ans land hidrører fra Første Mosebog. I kapitel 12 læser vi: &quot;Dengang boede kana'anæerne i landet. Herren viste sig for Abram og sagde: &quot;Jeg vil give dine efterkommere dette land&quot;.&quot;&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 18&lt;/ref&gt; Senere, i kapitel 15, præciseres udstrækningen af dette jødiske lebensraum: &quot;Den dag sluttede Herren pagt med Abram. Han sagde: &quot;Jeg giver dine efterkommere dette land fra Egyptens flod (det vil sige Nilen) til den store flod, Eufratfloden: kenitterne, kenizzitterne, kadmonitterne, hittitterne, perizzitterne, refaitterne, amoritterne, kana'anæerne, girgashitterne og jebusitterne&quot;.&quot;&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 20f&lt;/ref&gt;

Størrelsen af dette jødiske lebensraum er påfaldende. Sammenlignet med officielle landegrænser i 2026 omfatter dette område: den østlige halvdel af Egypten inklusive hele Sinai, Palæstina inklusive Gaza og Vestbredden, Libanon, Jordan, Saudi Arabien, Yemen, Oman, Forenede Arabiske Emirater, Qatar, Bahrain, Kuwait, Irak samt Syrien. Nogle jødiske imperialister medregner også Kypern til området.

En anden afgrænsning findes i Fjerde Mosebog kapitel 34. Heri læser vi: &quot;Herren talte til Moses og sagde: &quot;Giv israelitterne denne befaling: I kommer nu til Kana'an, det land, der tilfalder jer som arvelod, Kana'ans land i dets fulde udstrækning. Jeres sydgrænse skal gå fra Sins ørken langs med Edom. I syd skal jeres grænse gå fra enden af Salthavet i øst. Så skal grænsen dreje syd om Akrabbim-passet, gå videre til Sin og ende syd for Kadesh-Barnea. Så skal den fortsætte til Hasar-Addar og gå videre til Asmon. Så skal grænsen dreje fra Asmon mod Egyptens bæk og ende ude ved havet.&lt;/br&gt;
Grænsen i vest: Det Store Hav med kyststrækning. Det skal være jeres vestgrænse.&lt;/br&gt;
Dette skal være jeres nordgrænse: Fra Det Store Hav skal I trække en linie til bjerget Hor; fra bjerget Hor skal I trække en linie til Lebo-Hamat, og grænsen skal ende i Sedad. Så skal grænsen gå videre til Zifron, og den skal ende i Hasar-Enan. Det skal være jeres nordgrænse.&lt;/br&gt;
Som grænse i øst skal I trække en linie fra Hasar-Enan til Shefam. Så skal grænsen gå ned fra Shefam til Ribla øst for Ajin, og grænsen skal fortsætte ned og støde til bjergryggen øst for Kinneretsøen. Så skal grænsen gå ned til Jordan og ende ved Salthavet.&lt;/br&gt;
Dette skal være jeres land med dets grænser hele vejen rundt.&quot;&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 196&lt;/ref&gt;

Dette er unægteligt en noget anden afgrænsning end før. Den kritiske læser vi måske spørge om Herren ikke havde forklaret sig godt nok over for Moses eller måske havde ændret holdning, eller om der måske er en helt tredie forklaring?

Den tænkende læser vil måske kigge nærmere på andre dele af samme historie. Vi hører, at Abraham fik børn både med Sara, sin hustru, nemlig jøderne, og med Hagar fra Egypten, hans trælkvinde, nemlig ismaelitterne, det vil sige araberne.&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 21&lt;/ref&gt; Så var det nu jøderne, araberne eller begge grupper som skulle leve i dette område? Desuden tog han sig en ny hustru: Ketura, med hvem han også fik efterkommere.&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 31&lt;/ref&gt; Det er således ret uklart hvem, der skulle overtage dette lebensraum.
 
Således tænker semitisterne ikke. De er imperialister, og de vil have det hele for sig selv. De mener at have ret til at fordrive andre folkeslag og ser Gamle Testamente som kilde til denne ret.

=== Retten til folkemord ===

Jødernes ret til at myrde befolkningerne, som levede i Kana'an, forekommer allerede i Mosebøgerne. I Femte Mosebog kapitel 20:16-17 findes således følgende påbud udtalt af Moses: &quot;i de folks byer, som Herren din Gud vil give dig i eje, må du ikke lade en eneste beholde livet; du skal lægge band på dem, på hittitterne, amoritterne, kana'anæerne, perizzitterne, hivvitterne og jebusitterne, sådan som Herren din Gud har befalet dig.&quot;&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 223&lt;/ref&gt;

I Josvabogen hører vi hvordan, at jøderne hensynsløst myrdede indbyggerne i Kana'an, eksempelvis i kapitel 8:24-29: &quot;Da israelitterne på åben mark havde dræbt alle de indbyggere fra Aj, som havde forfulgt dem ud i ørkenen, og da alle til sidste mand var faldet for sværdet, vendte alle israelitterne tilbage til Aj og huggede indbyggerne ned med sværd. Den dag blev der dræbt i alt tolv tusind mænd og kvinder, alle indbyggerne i Aj. Josva trak ikke sin udstrakte hånd med krumsværdet tilbage, før han havde lagt band på alle indbyggerne i Aj. ..Og Josva brændte Aj ned; han gjorde den til en øde ruinhøj for evigt, og det er den den dag i dag. Ajs konge hængte de på et træ og lod ham hænge til aften. Da solen gik ned, gav Josva sine folk befaling om at tage liget ned fra træet og kaste det hen ved indgangen til byporten. Så kastede de en stor stendynge op over ham, og den ligger der den dag i dag.&quot;&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 251f&lt;/ref&gt;

Tilsvarende i Josvabogen kapitel 10:28-43: &quot;Samme dag indtog Josva Makkeda. Han slog byen og dens konge med sværd og lagde band på byen og alle, der var i den; der var ingen, der overlevede. Han gjorde det samme med kongen i Makkeba, som han havde gjort med kongen i Jeriko.&lt;/br&gt;
Fra Makkeda drog Josva sammen med hele Israel videre til Libna. Han gik til angreb på Libna, og Herren gav også denne by og dens konge i Israels hånd. Josva slog byen og alle, der var i den, med sværd; der var ingen, der overlevede. Han gjorde det samme med kongen dér, som han havde gjort med kongen i Jeriko.&lt;/br&gt;
Fra Libna drog Josva sammen med hele Israel videre til Lakish. Han belejrede byen og gik til angreb på den, og Herren gav Lakish i Israels hånd. Den følgende dag indtog Josva byen; han slog den og alle, der var i den, med sværd, ganske som han havde gjort med Libna. Da drog Gezers konge Horam op for at komme Lakish til undsætning, men Josva slog kongen og hans hær; der var ingen, der overlevede.&lt;/br&gt;
Fra Lakish drog Josva sammen med hele Israel videre til Eglon. De belejrede byen og gik til angreb på den, og samme dag indtog de den og slog den med sværd. Den dag lagde han band på alle, der var i byen, ganske som han havde gjort med Lakish.&lt;/br&gt;
Fra Eglon drog Josva sammen med hele Israel op til Hebron. De gik til angreb på byen og indtog den; de slog byen, dens konge, alle dens byer og alle, der var i den, med sværd; der var ingen, der overlevede. Ganske som han havde gjort med Eglon, lagde han band på byen og på alle, der var i den.&lt;/br&gt;
Så vendte Josva sig sammen med hele Israel mod Debir. Han gik til angreb på byen og indtog den med dens kong og alle dens byer. De slog dem med sværd og lagde band på alle, der var i den; der var ingen, der overlevede. Han gjorde det samme med Debir og dens konge, som han havde gjort med Hebron og med Libna og dens konge.&lt;/br&gt;
Således besejrede Josva hele landet: Bjerglandet, Sydlandet, Lavlandet og Skråningerne og alle kongerne dér. Der var ingen, der overlevede; hver levende sjæl lagde han band på, sådan som Herren, Israels Gud, havde befalet. Josva besejrede dem fra Kadesh-Barnea til Gaza, i hele landet Goshen og helt til Gibeon. Alle disse konger og deres lande undertvang Josva på én gang, for Herren, Israels Gud, førte krig for Israel. Så vendte Josva sammen med hele Israel tilbage til lejren i Gilgal.&quot;&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 255&lt;/ref&gt;

I Josvabogen Kapitel 11 fortsætter folkemordene i det nordlige Kana'an, blandt andet Hasor: &quot;Alle, der var i byen, huggede de ned med sværd og lagde band på dem, så ikke en levende sjæl blev tilbage; og Josva brændte Hasor ned.&quot;&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 256&lt;/ref&gt; Da massemordet var til ende, blev rovet, det vil sige Kana'an, delt mellem israelitternes stammer.&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 257-264&lt;/ref&gt; Det minder om en langt senere begivenhed: under Sovjetunionen i Stalintiden gennemførte terrororganisationen OGPU under ledelse af jøden Genrikh Jagoda&lt;ref&gt;Lina (2003), s.315&lt;/ref&gt; samt NKVD overvejende ledet af jøder&lt;ref&gt;Lina (2003), s.318, 327&lt;/ref&gt; i 1932-33 et massemord på og en massefordrivelse af ukrainske bønder fra deres gårde, en begivenhed der blev kendt som ''holodomor''. Mindre kendt er, at OGPU overvejende bestod af jøder, og at disse efterfølgende som en belønning oprettede deres egne kollektivlandbrug, kibbutz'er, på de myrdede og fordrevne ukraineres jord.&lt;ref&gt;Holocaustmuseet i USA, film&lt;/ref&gt; Jødisk historieforståelse trækker lange spor.

Det var ikke kun ved erobringen af Kana'an, at jøderne begik massemord. I Esters Bog kapitel 9:2-16 hører vi: &quot;I alle kong Ahasverus' provinser samledes jøderne i deres byer for at lægge hånd på dem, der ville dem noget ondt. .. Den trettende dag i måneden adar samledes de øvrige jøder i kongens provinser og forsvarede deres liv; de fik fred for deres fjender, og og de dræbte 75.000 af deres modstandere&quot;.&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 555&lt;/ref&gt;

Flere eksempler end de nævnte kunne være fremhævet, men budskabet og moralen er tydelig nok: i &quot;hellig krig&quot; er massemord på guddommens befalet ikke blot acceptabel men en pligt at gennemføre.

Det er mildest talt absurd at se hvordan den samme ideologi, som hyldede folkemord i Gamle Testamente, har haft travl med at fremstille de selv samme massemordere som et uskyldigt forfulgt folkefærd i det 20. og starten af det 21. århundrede.

=== Honningfælder og pengeafpresning ===

Historier i Gamle Testamente giver jøderne tvivlsomme moralbegreber, eksempelvis at prostituere deres hustruer og døtre i form af &quot;honningfælder&quot;, det vil sige lokkemad for en efterfølgende afpresning. Det begynder med selveste Abraham. I Første Mosebog kapitel 20:2-16 læser vi: &quot;Abraham sagde om sin kone Sara, at hun var hans søster, og Abimelek, kongen i Gerar, sendte bud efter Sara. Om natten kom Gud i en drøm til Abimelek og sagde til ham: &quot;Nu skal du dø, fordi du har taget denne kvinde, for hun er gift&quot;.&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 25&lt;/ref&gt; Senere, da sandheden er blevet klar, hører vi: &quot;Så gav Abimelek Abraham får og køer, trælle og trælkvinder, og han gav ham hans kone Sara tilbage. Og Abimelek sagde: &quot;Mit land ligger åbent for dig. Slå dig ned, hvor du har lyst!&quot; Til Sara sagde han: &quot;Nu giver jeg din bror tusind sekel sølv. Det skal lukke øjnene på alle dem, der hører dig til. Nu har du fået fuld oprejsning&quot;.&quot;&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 26&lt;/ref&gt; Så Abrahams afpresning lykkedes.

Senere gentager historien sig med små variationer. I Esters Bog hører vi, at jøden Mordokaj sender sin datter til kong Ahasverus' harem, hvor &quot;hun vandt hans velvilje&quot;. ..&quot;Ester havde ikke fortalt, hvilket folk og hvilken slægt, hun tilhørte, for Mordokaj havde sagt til hende, at hun ikke måtte fortælle det.&quot; Men senere udnyttes hun til at redde jøderne, og naturligvis belønnes både hun og hendes fader for dette bedrag: &quot;Og Mordokaj fik foretræde for kongen, for Ester havde fortalt, hvordan han var i familie med hende. Kongen tog sin signetring, som han havde frataget Haman, og overdrog den til Mordokaj. Og Ester satte Mordokaj over Hamans hus.&quot;&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 549, 554&lt;/ref&gt;

Således legitimerer Gamle Testamente jødernes brug af honningfælder og pengeafpresning, når denne brug rettes imod folk i magtpositioner.

=== Sammenfatning ===

I 1973 fremkom udtrykket &quot;narrativ teologi&quot;.&lt;ref&gt;Bjerg (1984), s. 11&lt;/ref&gt; Udtrykkets betydning har været noget uklar, men pointen er, at hvis en kristen vil forklare sin tro og identitet, så kan dette ske ved at fortælle om Jesu ord og gerninger. På lignende måde kan jødedommens indhold bedst forstås ved at fortælle historier fra Gamle Testamente.

Som vi har set, er sådanne historier ikke just moralske. Ideen om det udvalgte folk, der ikke må gifte sig med folk fra andre folkeslag men nok har ret til at udnytte dets kvinder i honningfælder til pengeafpresning, og som mener sig i sin gode ret til hensynsløst at udrydde andre folkeslag &quot;i Guds navn&quot;, fremavler en tvivlsom moral. Hvis man vil være lidt uvenlig, kan man med god grund hævde, at denne tvivlsomme moral langt hen af vejen også afspejler sig i jødernes nyere historie.

Vi har i det foregående set hvordan, at denne moral henter sin inspiration i fortællinger fra Gamle Testamente. Og denne moral understreges ved at de samme emner bliver gentaget med blot mindre variationer flere gange som for at understrege, at den ikke er knyttet til en bestemt historisk situation men netop har evig gyldighed. I lighed med sit afkom, muhammedanismen, er denne moral præget af en foragt for dem, som ikke tilhører &quot;in-gruppen&quot;.

Der kan måske være grund til at uddybe dette udtryk nærmere. Alle mennesker udvikler en eller anden form for bevidsthed om at tilhøre et bestemt etnisk fællesskab, herunder skaber de et dertil knyttet begrebsapparat. Man kan skelne mellem det navn, som en etnisk gruppe bruger om sig selv i denne selvidentifikation, og det navn, som andre bruger om den samme gruppe. Nogle gange, men ikke altid, bruger de samme benævnelse, men deres opfattelse af gruppens afgrænsning og indhold behøver ikke at være det samme, men kan tilpasses den aktuelle situation.&lt;ref&gt;Lund (1993), s. 81&lt;/ref&gt; Betegnelsen afspejler en bevidsthed om hvem, man hører sammen med i et fællesskab, og hvem, der ikke hører til dette fællesskab.&lt;ref&gt;Lund (1993), s. 9&lt;/ref&gt; Ofte, men ikke altid, vil de, som ikke tilhører dette fællesskab, blive set ned på, mens man selv ophøjes for sine gode egenskaber.&lt;ref&gt;Lund (1993), s. 13-26&lt;/ref&gt;

Denne vi-bevidsthed skabes i vid udstrækning ved historier, beretninger og myter, om et skæbnefællesskab gennem utallige slægtled. Ofte vil disse historier blive fyldt med navne på legendariske personligheder, hvis liv og gerninger bliver en del af den personlige identitetsfølelse. Og som regel vil en del af denne historie omfatte etnogoni, det vil sige de indfødtes egen mytiske forklaring på deres oprindelse&lt;ref&gt;Lund (1993), s. 49&lt;/ref&gt;, som regel i form af en mytisk stamfader.&lt;ref&gt;Lund (1993), s. 91&lt;/ref&gt; I dansk sammenhæng kan man tænke på Saxo og hans Danmarkshistorie. I germansk sammenhæng er det myten om Tvisto, der er grundlaget for identiteten&lt;ref&gt;Lund (1993), s. 90&lt;/ref&gt;, og for jøderne er det Abraham, der har denne rolle.

Men sådanne historiske beretninger og myter har ikke kun den funktion at begrunde selvidentiteten men tillige at begrunde moralbegreber, hvad der er &quot;god&quot; og &quot;ond&quot; opførsel. For jøderne er det netop historierne i Gamle Testamente, som opfylder denne opgave.

Over tid kan disse funktioner aftage i betydning, fordi behovet for dem ikke længere er så stort. Dette fordi at myter erstattes med faktiske historiske erindringer. Men for visse grupper er dette ikke tilfælde. Her kan udviklingen tvært imod gå i den modsatte retning og udvikle sig til en regulær fanatisme, der kan motivere og begrunde næsten enhver handling. Denne fanatisme kan formuleres og organiseres i en dertil hørende ideologi, en -isme. Semitisme er en sådan ideologi, der i princippet ikke adskiller sig fra andre -ismer bortset fra den etniske gruppe, hvis selvfølelse og handlingsmønster, den skal begrunde.

=== &lt;big&gt;Sammenfatning og konklusion&lt;/big&gt; ===

Vi er nået vejs ende i gennemgangen, og resultatet taler for sig selv. Ikke blot er det officielle narrativ ikke korrekt, for hver del af dette narrativ findes en alternativ forklaring, og tilsammen tegner disse træk et andet men helt entydigt billede.

Først og fremmest: Gamle Testamente er ikke jødisk historieskrivning.&lt;ref&gt;Adler (2022), Preface&lt;/ref&gt; Der kan påvises et utal af indlån fra andre kulturer, eksempelvis historien om Moses i sivkurven og Noas ark, som tydeligt viser, at denne historie er en myte, et narrativ, skabt for at give jødisk identitet en høj alder. I stedet tjener Gamle Testamente som redskab til at give jøder en national identitet igennem deres trosretning, i særdeleshed Jahve. Det er i Jahves navn, at de udvandrer fra Egypten, erobrer Kana'an og i nyere tid trækker sig ind i etniske ghettoer.&lt;ref&gt;Crone og Cook (1977), s. 42&lt;/ref&gt; Hele den jødiske kultur er een lang markering af begivenheder hentet fra myterne i Gamle Testamente.

Dernæst: jøderne var tydeligvis ikke det monoteistiske folkefærd, som de gerne vil give indtryk af, tværtimod. Så langt, at Gamle Testamentes fremstilling overhovedet afspejler en historisk virkelighed, dyrkede jøderne flere guder gennem flere hundrede år. Vi ser en udvikling i flere trin:&lt;/br&gt;
- første trin: to guder, Jahve og El, forenes i en &quot;supergud&quot;&lt;/br&gt;
- andet trin: gudsdyrkelsen centraliseres og kontrolleres af kongen&lt;/br&gt;
- tredie trin: de lavere guder og gudinder forkastes, fordi at de ikke hjalp i en kritisk situation&lt;/br&gt;
- fjerde trin: præsteskabet udvikler et nyt narrativ til at forstærke dets magt og betydning som samlende kraft.&lt;/br&gt;
Det var en udvikling, hvor hvert trin var en logisk følge af det foregående, når behovet for en forandring i det herskende narrativ indtraf. Den nye ideologi var, som de fleste totalitære ideologier, et spørgsmål om at legitimere retten til magtudøvelse. Dette grundlag blev konstrueret ad hoc, det vil sige spontant efter behov. Dets grundlag var aldrig vel funderet, og vi kan nu afvise det fuldstændigt som fusk og forfalskning fra ende til anden.

Samtidig var det en udvikling, hvor hvert trin bidrog med særlige træk til den nye ideologis udvikling: først blev stammeguden anvendt til at legitimere myten om &quot;det udvalgte folk&quot;, herunder en racistisk ultrasemitisk afvisning af ægteskaber med repræsentanter fra andre folkeslag, og hvor regulært folkemord legitimeres som en følge af Jahves beslutning og påbud. Dernæst må den snart svækkede kongemagt i den nye nationale stat styrke sin stilling i befolkningen, hvilket sker ved centralisering af gudsdyrkelsen. Da så statsdannelsen alligevel bryder sammen, bliver det nødvendigt at udpege en skyldig årsag, og her må husguderne holde for. Endelig må det nye narrativ styrkes, hvilket blandt andet sker ved kampen for en ny egen stat.

Da mange profeter har først og fremmest til formål at legitimere den nye nationale ideologi som Jahves vilje.

Endelig er det også fra Gamle Testamente, at jøderne henter deres moralbegreber på godt og ondt.

Det er indlysende, at hvis der kan rejses tvivl om troværdigheden af beretningerne i Gamle Testamente, så er det ikke blot et kildekritisk problem. Det er hele grundlaget for jødedommen, der vælter. Jødedommen er, som muhammedanismen, det, som i kommunistkina kaldes en ''tofu-dreg'' konstruktion: en bygning eller anden konstruktion opført af underlødige bestanddele som gør, at den før eller senere falder sammen af sig selv.

Hidtil har Gamle Testamentes narrativer aldrig være underkastet en kildekritisk analyse, i modsætning til Nye Testamente, som allerede i 1800-tallet og begyndelsen af 1900-tallet blev underkastet en sådan analyse, som den bestod med udmærkelse. Det er først i de seneste år, at et sådant arbejde er igangsat og vel at bemærke er det sket af jødiske arkæologer og historikere. Det gør, at deres resultater ikke blot kan afvises med smædeudtryk som &quot;anti-semitisme&quot;. Det er derfor, at det har været så vigtigt at gøre disse resultater bekendt for et dansk publikum. Og hvis denne bog kan bidrage til fortsatte og uddybende studier af denne problematik, så har den opfyldt sit formål.

Det er for så vidt tilfældigt, at dette sker netop på en tid, hvor staten Israel og dens regering udsættes for en stigende international kritik for sin handlemåde, og så måske alligevel ikke. I alt for lang tid har kritik af jøder og Israel kunnet undertrykkes på grund af myterne om begivenheder under 2. verdenskrig. Men nu ligger disse begivenheder så langt tilbage, 2-4 slægtled, at de ikke længere kan beskytte imod kritik. Og samtidig har både rabiate jøder og den israelske regering i de seneste år udvist en optræden, som let lader sig kritisere. Det er ikke stedet her at uddybe dette emne, det kan fortjene en særskilt behandling og hører hjemme i politisk sammenhæng, ikke i forbindelse med jødedommen som religion og kultur, selv om der kan argumenteres for, at disse områder til dels overlapper hinanden.

Vi har set hvilken afgørende inflydelse, den kildekritiske analyse af Gamle Testamente har på forståelsen af jødedommens historie, men hvorledes forholder det sig med kristendommen? Hvilken indflydelse har kildekritikken på kristendommen? Det enkleste svar er: ingen. Gamle Testamente spiller kun en rolle i kristendommen på to måder:&lt;/br&gt;
- dels at vise at Jesus som messias er forudset allerede af gammeltestamentelige profeter; det er i denne sammenhæng ikke vigtigt, om dette var faktisk var tilfældet, men derimod at jøderne i hans samtid mente, at det forholdt sig således&lt;/br&gt;
- dels at vise de religiøse dogmer, som Jesus gjorde op med. Det viser sig i hans gentagne: &quot;I har hørt at ... men jeg siger jer nu at ...&quot; Jesu lære er i virkeligheden eet stort opgør med jødedommens tankegang og etnisk snæversynethed, han er i den sammenhæng helt på linje med den foreliggende kildekritiske analyse, selv om både hans metode og budskab er et andet.

Især i sidst nævnte sammenhæng er det vigtigt at forstå, at der ikke eksisterer nogen &quot;jødisk-kristne værdier&quot;. Dette moderne udtryk er intet andet end et jødisk forsøg på at tage kristne som gidsler for deres egne ideer. I virkeligheden er det kristendommen, der introducerer næstekærlighed og respekt for medmennesker uanset deres etniske tilhørsforhold, og i forlængelse heraf introducerer både menneskerettigheder og folkestyre. Intet af dette findes i jødedommen, her er det nationalt-etnisk snæversyn, som dominerer hele vejen. Jødedommen er og forbliver en anti-kristen ideologi, fordi den hviler på en selvforståelse baseret på manipulerede kilder i form af Gamle Testamentes skrifter. Og ved at påvise disse manipulationer, myter og omskrivninger, beviser moderne kildekritik, at kristendommen var og er et berettiget opgør med jødedommen.

Endnu for en menneskealder kunne forskere i jødedommen leve i deres vildfarelse om, at selv om der var problemer med Gamle Testamente som kilde til jødedommens historie, så var den i sine hovedtræk alligevel korrekt. Således er det ikke længere. Det kan nu bevises, at der bag den mytiske fortælling gemmer sig en anden historie. Lad så være, at begivenheder i de senere år i Gaza, på Vestbredden, i Libanon, i Egypten, over for Syrien og Iran uden tvivl har bidraget til at fremme denne udvikling. Et træ kendes på dets frugter, og hele verden har nu set de frugter, som jødisk fundamentalisme bringer med sig. Myten om det forfulgte uskyldige folkefærd lader sig ikke længere opretholde.

Og jo mere skingre, hysteriske og fanatiske jødedommens fundamentalister bliver i deres holdninger og opførsel, desto hurtigere vil de miste de sidste rester af en troværdighed, som de i virkeligheden aldrig har haft.

=== &lt;big&gt;Noter&lt;/big&gt; ===
{{Reflist|3}}

=== &lt;big&gt;Litteratur&lt;/big&gt; ===
* Yonatan Adler: ''The Origins of Judaism. An Archaeological-historical Reappraisal''; Yale University 2022; ISBN 978-0-300-25490-7
* Yonatan Adler: &quot;Toward Identifying Proto-Judaic Cultural Features in Ancient Israel and Judea&quot; (i: ''Journal of Ancient Judaism'' (2024), s. 1-28)
* Yonatan Adler: ''Between Yahwism and Judaism. Judean Cult and Culture during the Early Hellenistic Period (332-175 BEC)''; Cambridge University Press 2025; ISBN 978-009-45961-7
* Gad Barnea: &quot;P. Berlin 13464, Yahwism and Achaemenid Zoroastrianism at Elephantine&quot; (2024)
* Geoffrey Bibby: ''I Dilmun tier ravnen''; Wormanium 1971; ISBN 87-85-1600-40
* Geoffrey Bibby: ''Det forsvundne årtusinde''; Wormanium 1978; ISBN 87-8516-053-9
* ''Bibelen''; Det Danske Bibelselskab 1992; 1. udgave 1. oplag; ISBN 87-7325-276-6
* Svend Bjerg: &quot;Den kristne grundfortælling. Studier over fortælling og teologi&quot; (''Teologiske Studier'', bind 8; 2. oplag 1984; Aarhus 1984; ISBN 87-7003-409-5) 
* Patricia Crone og Michael Cook: ''Hagarism. The Making of The Islamic World''; Cambridge 1977; ISBN 0-521-21133-6
* Stephan Peter Dinkgreve: ''In Search of the Sublime: A world history of humanity's relentless pursuit of scientific truth, moral excellence, and enlightenment''; 2021
* Robert Gnuse: &quot;Spilt Water: Tales of David (II Sam 23:13-17) and Alexander the Great (Arrian, Anabasis of Alexander 6.26.1-3).&quot; (i: ''Scandinavian Journal of the Old Testament''; 1998, bind 12, s. 233-248)
* Robert Gnuse: &quot;Abducted Wives: A Hellenistic Narrative in the Book of Judges?&quot; (i: ''Scandinavian Journal of the Old Testament''; 2007; bind 22, s. 272-285)
* Robert Gnuse: &quot;From Prison to Prestige: The Hero who helps a King in Jewish and Greek Literature.&quot; (i: ''Catholic Biblical Quarterly''; 2010 bind 72, s. 31-45)
* Robert Gnuse: &quot;Divine Messengers in Genesis 18-19 and Ovid.&quot; (i: ''Scandinavian Journal of the Old Testament''; 2017; bind 31, s. 66-79)
* Robert Gnuse: &quot;Greek Connections: Genesis 1-11 and the Poetry of Hesiod&quot; (i: ''Biblical Theology Bulletin''; 2017 nr. 47, s. 131-143
* Robert Gnuse: &quot;Heed Your Steeds: Achilles’ Horses and Balaam’s Donkey.&quot; (i: ''International Journal of Research in Humanities and Social Sciences''; 2017; række 4 hæfte 6; s. 1-5)
* Robert Gnuse: &quot;Samson and Heracles Revisited.&quot; (i: ''Scandinavian Journal of the Old Testament''; 2018, bind 32, s. 1-19)
* Robert Gnuse: &quot;Greek Historians and the Primeval History.&quot; (i: ''International Journal of Research in Humanities and Social Sciences''; 2019; række 6 hæfte 1, s. 20-25)
* Robert Gnuse: &quot;Jephthah’s Daughter and Iphigenia in the Plays of Euripides&quot; (i: ''International Journal of the Arts and Humanities''; 2019; række 5 hæfte 1, s. 16-23)
* Robert Gnuse: &quot;Hellenism and the Primary History: The Imprint of Greek Sources in Genesis-2 Kings&quot; ''Copenhagen International Seminar''; Routledge, London 2020 
* Daniel Hawk: &quot;Violent Grace: Tragedy and Transformation in the Orestia and the Deuteronomistic History.&quot; (i: ''Scandinavian Journal of the Old Testament''; 2003, bind 18, s. 73-88)
* Gerhard Larsson: &quot;Possible Hellenistic Influence in the Historical Parts of the Old Testament.&quot; i: ''Scandinavian Journal of the Old Testament''; 2004; bind 18, s. 296-311)
* Niels Peter Lemche: &quot;The Old Testament-A Hellenistic Book&quot; (: ''Scandinavian Journal of the Old Testament''; 1993 bind 7, s. 163-193)
* Niels Peter Lemche: &quot;Is It Still Possible to Write a History of Ancient Israel?&quot; (i: ''Scandinavian Journal of the Old Testament''; 1994, bind 8, s. 163-188)
* Niels Peter Lemche: &quot;Good and Bad in History: The Greek Connection.&quot; (i: Steven McKenzie and Thomas Römer (red.): &quot;Rethinking the Foundations: Historiography in the Ancient World and in the Bible. Essays in Honour of John Van Seters&quot;; ''Beihefte zur Zeitschrift für die altestamentliche Wissenschaft'' nr. 294; Walter de Gruyter, Berlin 2000; s. 127-140) 
* Niels Peter Lemche: &quot;How Does One Date an Expression of Mental History?&quot; (i: Lester Grabbe (red.): &quot;Did Moses Speak Attic? Jewish Historiography and Scripture in the Hellenistic Period&quot; (i: ''Journal for the Study of the Old Testament Supplement Series'' 317/European Seminar on Historical Methodology 3; Sheffield Academic Press, Sheffield 2001; s. 200-224)
* Niels Peter Lemche: &quot;Does the Idea of the Old Testament as a Hellenistic Book Prevent Source Criticism of the Pentateuch?&quot; (i: ''Scandinavian Journal of the Old Testament''; 2011, bind 25, s. 75-92)
* Niels Peter Lemche: &quot;When the End is the Beginning: Creating a National History?&quot; (i: ''Scandinavian Journal of the Old Testament''; 2015, bind 29, s. 22-32)
* Jüri Lina: ''Skorpioni märgi all. Nõukogude võimu tõus ja langus''; Stockholm 2003; ISBN 91-972897-9-5
* Allan A. Lund: ''De etnografiske kilder til Nordens tidlige historie''; Wormanium 1993; ISBN 87-89531-08-6
* Etienee Nodet: &quot;Editing the Bible: Alexandria or Babylon?&quot; (i: Thomas Thompson and Philippe Wajdenbaum (red.): ''The Bible and Hellenism: Greek Influence on Jewish and Early Christian Literature. Copenhagen International Seminar''; Routledge, New York 2014; s. 36-55) 
* Gabrielle Vera Novacek: ''Ancient Israel. Highlights from the Collections of The Oriental Institute University of Chicago''; University of Chicago 2011; ISBN 978-1-88923-65-3
* Johannes Pedersen: &quot;Hasmonæer&quot; (i: ''Salmonsens Konversationsleksikon'', 2. udgave, bind X; 1919; s. 943-944)
* Katherine Stott: &quot;Herodotus and the Old Testament: A Comparative Reading of the Ascendancy Stories of King Cyrus and David.&quot; (i: ''Scandinavian Journal for the Study of the Old Testament''; 2002; bind 16 s. 52-78)
* Jan-Wim Wesselius: &quot;Discontinuity, Congruence and the Making of the Hebrew Bible.&quot; (i: ''Scandinavian Journal for the Study of the Old Testament''; 1999 bind 13 s. 24-77)
* Jan-Wim Wesselius: &quot;The Origin of the History of Israel: Herodotus’ Histories as Blueprint for the First Books of the Bible&quot; (i: ''Journal for the Study of the Old Testament Supplement Series''; Sheffield Academic Press, Sheffield 2002)
* Hans Christian Ørsted: &quot;Overtro og Vantro i deres Forhold til Naturvidenskaben&quot; (''Aanden i Naturen''; 4. udgave; København 1978; ISBN 87-414-8972-1; s. 76-106)

=== &lt;big&gt;Film&lt;/big&gt; ===
* Simca Jacobovici: ''The Exodus Decoded''</text>
      <sha1>f8t7546e3dmqjaskarn7ch1frnle1ym</sha1>
    </revision>
    <revision>
      <id>41960</id>
      <parentid>41959</parentid>
      <timestamp>2026-05-27T15:27:43Z</timestamp>
      <contributor>
        <username>Sven Halfdan Nielsen</username>
        <id>3898</id>
      </contributor>
      <comment>småret</comment>
      <origin>41960</origin>
      <model>wikitext</model>
      <format>text/x-wiki</format>
      <text bytes="154305" sha1="2fynkobcg2pf2waq8yq4frciw7gxedp" xml:space="preserve">[[Fil:Philippe de Champaigne - Moses with the Ten Commandments - WGA04717.jpg|thumb|400px|Ifølge nye videnskabelige kildekritiske teorier er det ikke Moses, som har skrevet Mosebøgerne. Maleri af Philippe de Champaigne.]]

=== &lt;big&gt;Fortale&lt;/big&gt; ===

Jødedommens ældste historie har hidtil været indhyllet i mørke. Traditionen hviler på ''Tanakh'' eller Gamle Testamente, men dette synes først at have fundet sin endelige form i det 2. århundrede f.Kr. i det hasmunitiske kongerige. Hvor meget, traditionerne har ændret sig før denne tid, er et åbent spørgsmål.

Foruden Gamle Testamente er de vigtigste kilder til belysning af spørgsmålet især arkæologiske fund, men også her er der store problemer med troværdigheden. Flere kilders oprindelse er omstridte og dermed bliver deres udsagnsværdi også tvivlsom.

Det er først i den seneste menneskealder, at der tegner sig et mere klart billede af den omskiftelige historie, men hidtil har mig bekendt ingen forsøgt at gøre denne viden tilgængelig på dansk. Jeg har derfor efter fattig evne forsøgt at skildre denne på grundlag af tilgængeligt materiale. Jeg har desuden tilføjet notehenvisninger til de skriftlige kilder, som jeg anvendt.

Når man forsøger at skildre kendt historie således som tilfældet er med Gamle Testamente, stilles man over for to problemer: dels må man forsøge at sætte denne fremstilling i forhold til det billede, som andre kilder tegner, dels må man forsøge at forstå den forvandling og forvanskning af oprindelige kilder, som fremstillingen i Gamle Testamente nu afspejler.

Den foreliggende undersøgelse falder i to hoveddele, dels en undersøgelse af jødernes faktiske historie således som den lader sig fastslå baseret på grundlag af arkæologiske og historiske kilder, herunder spørgsmålet om jødernes religion, dels en kildekritisk analyse af ''Tanakh'' eller Gamle Testamente. Afslutningsvis vil der blive foretaget en vurdering af hvilken indflydelse, ''Tanakh'' har haft på jødernes selvforståelse og Gamle Testamente har på kristen selvforståelse.

Der kan være grund til at understrege, at stort set alt i denne undersøgelse alene skyldes yderst kompetente forskeres virke, og jeg har efter evne forsøgt at henvise til denne forskning. Litteraturen herom findes i den afsluttende litteraturliste. Desuden har jeg inddraget andre inspirationskilder, hvor jeg finder dem relevante og troværdige. Derimod er fortolkningen af disse ulige arbejder min egen, og de oprindelige forskere kan og bør derfor ikke drages til ansvar for denne fortolkning.  

På dette sted kan der være grund til at forudskikke enkelte kendsgerninger: selvidentiteten &quot;jøde&quot; synes først at blive skabt i 2. århundrede f.Kr. efter hasmunitternes oprør og etableringen af kongeriget baseret på religiøse regler. Der findes ingen ældre beviser på, at jøderne inden da havde fulgt moseloven, og først på dette tidspunkt optræder ''Tanakh'', de ældste synagoger samt mønter uden billede. Det bør desuden bemærkes, at der ingen omtale findes af sabbaten i Gamle Testamente.

Efter den babylonske magtovertagelse i 586 f.Kr. optræder ''al Yahuda'' som en by i Babylon, stednavnet Israel optræder første gang på en mønt dateret år 66 e.Kr. og i forbindelse med jødernes oprør mod romerne.

Om bogens titel skal jeg blot bemærke, at jeg har valgt ordet &quot;jødedom&quot;, fordi det betegner jødisk religion og kultur på samme tid.

Sven Halfdan Nielsen&lt;/br&gt;
Pärnu, den 5. maj 2026

=== &lt;big&gt;Indledning&lt;/big&gt; ===

Al historisk og litterær forskning må hvile på kildekritiske undersøgelser. Dette betyder, at arkæologiske og sproglige kilder kritisk må vurderes med henblik på deres oprindelsessituation, eventuelle tendens, forholden sig til de omtalte begivenheder og for sproglige kilder tillige deres formål (som udmærket kan være mangesidigt). Kilderne må stilles i forhold til, hvad der ellers vides om tiden, og de må forsøges tolket således, at de er bedst i overensstemmelse med denne viden, og at de ikke modsiger denne viden. Hvis det sidste er tilfældet, må man spørge, om fortolkningen er rigtig, eller om den hidtidige &quot;viden&quot; må revideres.

Lige siden afslutningen af 2. verdenskrig og især i det 21. århundrede har beskyldninger om &quot;anti-semitisme&quot; fået et kraftigt opsving. Der kan derfor være grund til at gøre nogle bemærkninger om min opfattelse af dette begreb og dets anvendelse.

For mig består udtrykket &quot;anti-semitisme&quot; af to dele: &quot;anti&quot; betyder imod, og &quot;semitisme&quot; betegner en politisk, nationalistisk ideologi. Dette indebærer, at jeg skelner mellem jøder som kulturel folkegruppe på den ene side og en semitisk ideologi på den anden.

Jeg har intet imod folk, som identificerer sig selv som jøder i religiøs og kulturel henseende så længe, at dette ikke berører deres forhold til andre folkegrupper. For mig er &quot;jøde&quot; altså en betegnelse, der i princippet ikke adskiller sig fra dansker, tysker, armener, kurder, japaner eller en hvilken som helst anden national folkegruppe.

Anderledes forholder det sig med begrebet &quot;semitisme&quot;. Her er der i mine øjne tale om en totalitær og intolerant national ideologi, som tåler sammenligning med fx. fascismen i Italien og nazismen i Tyskland. Der er med andre ord tale om en ekskluderende ideologi, som på samme tid legitimerer en bestemt handlemåde over for andre befolkningsgrupper. Dette kan der senere være grund til at vende tilbage til, når vi har gjort os selve grundlaget for denne tankegang klart.

Lad mig sige det straks: det er ikke &quot;anti-semitisk&quot; at anlægge en anden betragtningsmåde en den, som såkaldte &quot;semitter&quot; selv anlægger - med mindre at man tilføjer, at sådanne semitter har et snævert syn og en snæver fortolkningsramme båret af egne fordomme. I denne henseende minder semitter og muhammedanere om hinanden. Begge promoverer en bestemt fortolkning, og begge benægter retten til at inddrage andre kilder eller til at anlægge en anden og bedre forståelse.

For mig skræmmer udsigten til at blive tillagt smædeord mig ikke. Afgørende for mig er objektivt at se på alle fastslåede kendsgerninger og så nå frem til den forståelse, som er mest og bedst i overensstemmelse hermed. Hvis andre har problemer hermed, er det deres problem, ikke mit. De ønsker at forsvare en myte, men for mig er det de historiske kendsgerninger bag myten, som er det vigtigste. Myter er overtro og vantro. Men som Hans Christian Ørsted har sagt det, vil videnskaben overvinde overtroen og vantroen&lt;ref&gt;Ørsted (1978), s. 106&lt;/ref&gt;, og således må det være.

Det gælder her som i tilfældet med muhammedanismen&lt;ref&gt;se ''Muhammedanismen i kildekritisk belysning''&lt;/ref&gt;, at modstanden og modviljen imod at blive konfronteret med nye kendsgerninger dybest set blot viser hvor usikre, forsvarere af den herskende ideologi i virkeligheden er. Hvis de var sikre i deres overbevisning, ville de velkomme enhver udfordring, idet de vil kunne tage den op og sagligt imødegå den. Men således forholder det sig ikke, tværtimod. 

Det bør tilføjes, at forskningsfeltet er inde i en rivende udvikling i disse år. Det kan derfor ikke udelukkes, at forskningen om føje år vil give et andet, mere omfattende men måske også revideret billede i forhold til nu, og således må det være. Det er den eneste måde, at vor viden kan forøges og forbedres på. Og skulle denne bog medvirke til at fremme en sådan forskning, har den opfyldt sit formål.

=== &lt;big&gt;Jødedommens ældste historie&lt;/big&gt; ===

Formålet med det følgende er at skildre jødedommens ældste historie. Hovedvægten vil blive lagt på de arkæologiske vidnesbyrd. Bibelen vil imidlertid blive inddraget, hvis og når den kan belyse historiske kendsgerninger. En række emner vil blive underkastet en særskilt behandling.

=== Den kana'næiske oprindelse ===

I det 2. århundrede f.Kr. var Kana'an beboet af stammer med hver deres skytsguddom. Disse guddomme hørte til den kana'anæiske gudeverden og omfattede blandt andre El, Ba'al og Jahve. Over tid begyndte jøderne imidlertid at skille sig ud og hævde, at de ikke stammede fra kana'anæerne, skønt både sproglige og religiøse træk fra tiden 1200-1000 f.Kr. tyder på, at de udviklede sig fra en kana'anæisk fælles kultur i den grad, at det ofte er svært at skelne imellem dem.&lt;ref&gt;Dinkgreve (2021), kap. 8&lt;/ref&gt;

Hvornår, denne udskillelsesproces er fundet sted, vides ikke, men det må være sket omkring 1207 f.Kr., idet kana'anæerne og israelitterne på en stele rejst af farao Merneptah dateret til dette tidspunkt udtrykkeligt er nævnt som to uens folkegrupper:&lt;/br&gt;
- &quot;Kana'en er udplyndret,&lt;/br&gt;
- Israel er lagt øde.&quot;&lt;/br&gt; 
Det er værd at bemærke, at de hieroglyffer, som angiver navnet Kana'an, viser, at der er tale om et land, mens de, som angiver Israel, viser, at der er tale om et folk.&lt;ref&gt;Dinkgreve (2021), kap. 8&lt;/ref&gt; Det er også den eneste kilde fraset Gamle Testamente som nævner et folk kaldet Israel på denne tid.&lt;ref&gt;Novacek (2011), s. 66&lt;/ref&gt;

Den oprindelige gud for Israel synes at have været ''El''. Navnet &quot;Isra-el&quot; betyder &quot;Els styre&quot;.&lt;ref&gt;Dinkgreve (2021), kap. 8&lt;/ref&gt;

Kildekritiske undersøgelser af Mosebøgerne viser at disse er skrevet af flere forskellige forfattere, hvoraf to af forskerne kaldes P og E. Begge disse forfattere kalder Gud for ''El'' indtil, at Gud angiveligt selv kalder sig ''Jahve'' over for Moses: &quot;Jeg er Jahve. Jeg viste mig for Abraham og Isak og Jakob som ''El-Shaddai'', men mit navn er ''Jahve''. Jeg gjorde ikke det bekendt for dem&quot;.&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 72&lt;/ref&gt;

Det bør tilføjes, at i ''Genesis'' forekommer 17 tilfælde af associationer med ''El'' (fx. Bethel) men ikke een eneste med ''Jahve''. Der er desuden eet tilfælde med henvisning til ''Ba'al'', nemlig Ashbel, Benjamins søn

=== Ugarit ===

I 1928 fandt en bonde i Ras Shamra ved Middelhavskysten (nu i Syrien) et omkring 3.000 år gammelt gravkammer. En udgravning det følgende år viste, at det dækkede over dels en større gravplads, dels en forhistorisk by: Ugarit, en vigtig handelsby fra omkring 1450 f.Kr. til 1192 f.Kr., idet byen blev brændt af og blev opgivet antagelig mellem 1190 f.Kr. og 1185 f.Kr. Blandt de mange fund var et stort antal lertavler og mange af dem med religiøse tekster: mytologiske vers, hymner til guder, lister over præsternes ofringer. Den ledende guddom i Ugarit hed ''El''. ''El'' var gudernes fader, skaber af alle levende væsener, den evige konge. Han blev beskrevet som en ældre skægget mand, som sad på en trone med en krone med tyrehorn. Hans hustru hed ''Ashera''&lt;ref&gt;Dinkgreve (2021), kap. 8&lt;/ref&gt;, hun var moder til 70 guder ifølge teksterne. Blandt sønnerne var stormguden ''Baal'', havguden ''Jam'', dødsguden ''Mott'' og krigergudinden ''Anat''. Tilsammen blev de kaldt ''Ilham'', det vil sige børn af ''El''.

I Bibelens skildring af skabelsen optræder ordet ''Elohim'', på hæbraisk et ord for guddom, hvilket er umiddelbart sammenligneligt med ordet i Ugarit, men ordet er flertal, ikke ental. Og flere af beretningerne i Gamle Testamente bruger netop (men ikke alene) dette ord om Gud: ''El Shaddai'' (Gud den Almægtige), ''El Elyon'' (Gud den Højeste)&lt;ref&gt;Novacek (2011), s. 41&lt;/ref&gt;, ''El Olam'' (den evige Gud), ''El Bethel'' (Bethels Gud). Det er det samme navn som den øverste gud i kana'anæernes gudeverden.

Af disse kendsgerninger tør drages to slutninger. Den ene er, at Gud i den hebraiske forståelse ikke i starten var fuldstændig og enerådende men i stedet udviklede sig over tid, langsomt ved en proces, der bedst kan beskrives som konvergens: flere guder smeltede sammen i een guddom.

Den anden slutning, man tør drage, er den, at israelitterne udviklede sig som folk fra kana'anæerne. Deres første gud var kana'anæernes gud ''El''. For de folk, som levede i bjergene i Kana'an omkring 1100 f.Kr. var der ikke nogen markant forskel imellem deres egen religion og de omgivende folkeslags religion: de dyrkede den samme fadergud og modergudinde. Dette har været anerkendt af arkæologer siden omkring 1970 baseret på fundne lertavler, indskrevne navne på lerkar, fund af husguder og af husaltre.

=== Jahve ===

Nu er det velkendt, at jøderne har et andet navn på deres gud: ''Jahve''. Hvor stammer dette navn fra? Hvor og hvornår overtog han de egenskaber, som tidligere blev tillagt El? For at svare på disse spørgsmål, må vi inddrage tre nye kilder.

På en to tusinde år gammel læderklud fundet i en hule findes en tekst med følgende indhold: da den højeste gud gav nationerne deres arv, da han delte menneskeheden, fastlagde han deres indbyrdes grænser i henhold til antallet af gudesønner. Denne tekst fra Femte Mosebog 32:8&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 237&lt;/ref&gt; var identisk med den tekst, som jøderne kopierede i århundrede før Kristi fødsel. Den findes i den græske version af Gamle Testamente fra 3. og 2. århundrede f.Kr. Jøderne ændrede siden teksten fra &quot;gudesønner&quot; til &quot;Israels sønner&quot;.

Tages teksten for pålydende, har den højeste gud inddelt menneskene i nationer og givet hver nation en søn som guddommelig leder. I det følgende vers fortælles hvilken søn, der blev tildelt hvilken nation, og det oplyses, at Jahve fik tildelt Jacobs stamme eller Israel.

Det må her bemærkes, at Jahve her tydeligt er en mindre, en underordnet gud i forhold til den højeste gud. Bibelforskere som Mark Smith og Frank Moore Cross fra Harvard mener, at det er her, at Jahve gøres til guddom for Jacobs stamme. Teksten i Kumran (bedre kendt som Dødehavsrullerne) bevarede den oprindelige tekst, men den blev i middelalderen tilsyneladende tilpasset.

I ''Salmernes Bog'' salme 82 findes følgende:&lt;/br&gt;
&quot;Gud træder frem i gudeforsamlingen,&lt;/br&gt;
blandt guderne holder han dom:&lt;/br&gt;
Hvor længe vil I dømme uretfærdigt&lt;/br&gt;
og tage parti for de ugudelige? Sela&lt;/br&gt;
Skaf de svage og faderløse deres ret,&lt;/br&gt;
frikend de hjælpeløse og arme,&lt;/br&gt;
udfri de svage og fattige,&lt;/br&gt;
red dem fra de ugudeliges magt!

De forstår og fatter intet,&lt;/br&gt;
de vandrer i mørke,&lt;/br&gt;
jordens grundvolde rokkes.&lt;/br&gt;
Jeg har sagt: I er guder,&lt;/br&gt;
I er alle sønner af den Højeste.&lt;/br&gt;
Dog skal I dø som mennesker,&lt;/br&gt;
og I skal falde som en af stormændene.

Rejs dig, Gud, hold dom over jorden,&lt;/br&gt;
for du har alle folkene som ejendom.&quot;&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 693&lt;/ref&gt;

Denne salme indeholder altså mindet om en gudeforsamling, som også afspejles i den langt ældre tekst. Ordet &quot;guderne&quot; i den originale tekst er ''Elohim'', i flertal. Det viser, at der var en tid i jødernes historie, hvor flerguderi øjensynligt var en almen forståelse. Og en af disse gudesønner var åbenbart Jahve.

Et lignende minde findes i Første Mosebog kapitel 6, der begynder således:

&quot;Da menneskene begyndte at blive talrige på jorden og fik døtre, så gudesønnerne, at menneskedøtrene var smukke. Blandt dem tog de sig alle de koner, de havde lyst til. Da sagde Herren: &quot;Min livsånde skal ikke forblive i mennesket for evigt. De er dødelige, deres levetid skal være 120 år&quot;.&lt;/br&gt;
Dengang gudesønnerne gik ind til menneskedøtrene og fik børn med dem - men også siden hen - var der faldne på jorden. Det er heltene, navnkundige mænd fra ældgamle dage.&quot;&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 12. Den danske oversættelse har &quot;kæmper&quot; i stedet for &quot;faldne&quot; men det originale ord er ''nefilim'' med netop denne betydning&lt;/ref&gt; 

Endnu en kilde, som bør nævnes, er et tempel nu beliggende i Sudan på Nilens vestre bred. Det blev opført af farao Aman Hototeep III (bedstefader til Tutankhamon), som regerede Egypten fra ca. 1390 f.Kr. til 1352 f.Kr., og var tilegnet guden Amon Ra. På en af søjlerne i dette tempel, der omtaler underkuede folkeslag, optræder &quot;Tashasu YHWH&quot;. Nationen ''Shassu'' var et semitisk folkeslag, nomader, kvæghyrder, der strejfede om i ørkenen ved den sydlige grænse for Kana'an. Betegnende nok identificeres de ikke ved deres landområde men derimod ved deres guddom, ''Jahve'', omtrent 200 år før at israelitterne ellers optræder i historiske tekster ifølge gængs fortolkning.

Egyptologen Donald Redford slutter heraf, at ''Jahve'' oprindeligt var en edomitisk eller midianistisk gud i de sydlige ørkenområder, som blev dyrket i områder, som den hebraiske bibel selv udpeger som stedet for jødernes oprindelse, som stedet hvor Moses hørte Gud tale fra en brændende busk, og i ''Dommerbogen'' findes blandt andet &quot;Deboras sejrssang&quot;, som dateres til 12. århundrede f.Kr.&lt;ref&gt;Dinkgreve (2021), kap. 8&lt;/ref&gt;, med følgende linjer:

Herre, da du drog ud fra Se'ir,&lt;/br&gt;
da du skred frem fra Edoms land,&lt;/br&gt;
skælvede jorden, himlen dryppede af regn,&lt;/br&gt;
ja, skyerne dryppede af vand.&lt;/br&gt;
Bjergene rystede foran Herren,&lt;/br&gt;
Sinajs Herre,&lt;/br&gt;
foran Herren, Israels Gud.&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 276&lt;/ref&gt;

Edom lå i den nordøstlige del af Sinaj-ørknen, sydøst for Det Døde Hav. Men der er mere. Jahve introduceres af Moses efter, at Jetro, Moses svigerfader, sammen med sine sønner havde sluttet sig til jøderne.&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 87&lt;/ref&gt; Ifølge Anden Mosebog kapitel 3:1 var Jetro præst i Midjan.&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 68&lt;/ref&gt; Det må rejse spørgsmålet, om det er fra ham, at Moses har overtaget sin guddom Jahve. Men ifølge Dommerbogen kapitel 1:16 var Jetro kenit: &quot;Efterkommere af den kenit, der var Moses' svigerfar, drog sammen med judæerne op fra Palmebyen til Judas ørken i Arads sydland og bosatte sig hos befolkningen dér.&quot;&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 271&lt;/ref&gt; Kenitterne var Kains efterkommere. I Første Mosebog kapitel 4:17-22 læser vi: &quot;Kain lå med sin kone, og hun blev gravid og fødte Enok. Så byggede han en by og gav den navn efter sin søn Enok. Enok fik sønnen Irad, Irad fik Mehujael, Mehujael fik Metushael, og Metushael fik Lemek. Lemek tog sig to koner, den ene hed Ada, den anden Silla. Han blev stamfader til dem, der bor i telte og holder kvæg. Også Silla fødte en søn, Tubal-Kain, stamfader til smedene, alle dem, der forarbejder kobber og jern.&quot;&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 11&lt;/ref&gt; 

Vi ved, at i andre kulturer som egyptisk, græsk og romersk er smedekunsten forbundet med vulkaner: i romersk mytologi hed smedeguden ligefrem ''Vulkan''. Læg dertil profetien i Esajas' Bog kapitel 31:9, der nævner &quot;Herren, som har sit bål på Zion og sin ovn i Jerusalem&quot;.&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 874&lt;/ref&gt; Og for at fuldende billede findes i Anden Mosebog kapitel 19:18-19 følgende beskrivelse af bjerget: &quot;Hele Sinajs bjerg var hyllet i røg, fordi Herren var steget ned på det i ild og røgen steg til vejrs som røgen fra en smelteovn. Hele bjerget skælvede af stor rædsel, og hornklangen blev kraftigere og kraftigere.&quot;&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 88&lt;/ref&gt; Det kunne være en beskrivelse af en aktiv vulkan. Disse sammenfald kan næppe være tilfældige. Er der tale om, at Jahve oprindelig var en smedegud forbundet med vulkanisme, og at han er overtaget af Moses (hvis han er en historisk person) fra sin svigerfaders kultur? I så fald viser det, at der findes en jødisk religiøs forhistorie, som man siden har forsøgt at fortrænge.

Af det foregående tør vi antage, at ''Jahve'' ikke begyndte i Israel. Han begyndte som en &quot;skytsguddom&quot; blandt nomadiske stammer uden en konge, uden templer og uden et skriftsprog. På et eller andet tidspunkt, måske som følge af handel eller af en edomitisk udvandring nordpå, kom denne gud til kana'anæerne, og der mødte han en anden guddom: den gamle gud ''El''. Hvad, der siden fulgte, var konvergens: før dannelsen af et kongerige, før opførelsen af det første tempel, blev ''El'' &quot;opslugt&quot; af ''Jahve''. Derved fik den nye fusionerede guddom begge navne i Gamle Testamente.

=== Ashera ===

Men denne gud stod ikke alene, han havde en kvindelig partner, en gudinde: ''Ashera''. Ashera optræder i kana'anæernes hjem som gudindestatuette, hendes navn findes på forrådskar og i gravskrifter. I tekster fra 8. århundrede f.Kr. bliver hun påkaldt ved siden af Jahve som om de hørte sammen og var ligestillede.

Vi ved nu, at hun i århundreder var blevet dyrket af jøderne som gudinde. Hun kunne gå på vandet, hendes tilnavn var ''Kudu'', den hellige. Hun findes gengivet på et egyptisk kunstværk fra samme tid stående på ryggen af en løve og med en slange i hver hånd. Kort sagt var hun en af de store modergudinder i Mellemøsten.

I to bygninger daterede til tiden 801-770 f.Kr. i det nordøstlige Sinai ved bjerget Contilit Azud fandt arkæologer i 1975 store forrådskar med en tekst skrevet på tidlig hebraisk: &quot;Jeg velsigner dig ved Jahve af Samaria og hans Ashera&quot;&lt;ref&gt;Novacek (2011), s. 92&lt;/ref&gt; og &quot;Jeg velsigner dig ved Jahve af Teman og hans Ashera&quot;. Her står israelitternes mandlige guddom sammen med kana'anæernes gudinde. Teman var den egn i ørkenen, hvor ifølge Habakuks Bog kapitel 3:3 Jahve havde sin oprindelse:&lt;/br&gt;
&quot;Gud kommer fra Teman,&lt;/br&gt;
den Hellige fra Parans bjerge&quot;.&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 1187&lt;/ref&gt;

I Hebron blev tilsvarende fundet en gravskrift dateret til midten af 8. århundrede f.Kr.: &quot;Velsignet være Uryyaho ved Jahve for fra hans fjender ved Ashera har han frelst ham&quot;.

Desuden har man fundet over tusind små gudindestatuetter, heraf 400 alene i Jerusalem, der ifølge Raz Kletter utvivlsomt forestiller Ashera skildret med krop som en cylinder med to markerede bryster og hænder, der tilbyder dem, samt et smilende ansigt. De dateres alle til 8. og 7. århundrede f.Kr. og de blev alle fundet i private hjem, ikke i templer. De viser, at dyrkelsen fandt sted under det delte kongerige som noget alment udbredt, ikke som noget særegent for de få.

Som supplement til en forståelse kan man gå til Gamle Testamente, hvor der er bevaret flere passager, hvori Ashera-dyrkelsen omtales. Den følgende oversigt gør ikke krav på fuldstændighed.

I Første Kongebog kapitel 14 læser vi: &quot;Salomos søn Rehabeam blev konge i Juda. .. Rehabeam var enogfyrre år, da han blev konge, og han regerede sytten år i Jerusalem, den by Herren havde udvalgt af alle Israels stammer til at sætte sit navn på. Hans mor hed Na'ama og var fra Ammon.
Judæerne gjorde, hvad der var ondt i Herrens øjne, og med de synder, de begik, gjorde de ham mere vred, end deres fædre havde gjort. Også de byggede offerhøje og lavede stenstøtter og Ashera-pæle på alle høje bakker og under alle grønne træer; der var endog mandlige helligskøger i landet.&quot;&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 396&lt;/ref&gt;

I kapitel 15 læser vi: &quot;I Nebats søn kong Jeroboams attende regeringsår blev Abija konge over Juda. Han regerede tre år i Jerusalem. Hans mor hed Ma'aka og var datter af Absalom. Han fulgte alle de synder, som hans far havde begået før ham..&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 396&lt;/ref&gt;

I Israels konge Jeroboams tyvende regeringsår blev Asa konge over Juda. Han regerede enogfyrre år i Jerusalem. Hans mor hed Ma'aka og var datter af Absalom. Asa gjorde, hvad der var ret i Herrens øjne, lige som sin fader David. Han forviste de mandlige helligskøger fra landet og fjernede alle de møgguder, som hans forfædre havde lavet. Han fjernede også sin mor Ma'aka som kongemoder, fordi hun havde ladet fremstille en rædselsstøtte til Ashera. Asa huggede støtten om og brændte den i Kedrondalen. Offerhøjene forsvandt ikke..&quot;&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 396f&lt;/ref&gt;

I kapitel 16 læser vi: &quot;Omris søn Akab blev konge over Israel i Judas konge Asas otteogtredivte regeringsår, og Omris søn Akab regerede toogtyve år i Samaria over Israel. Omris søn Akab gjorde, hvad der var ondt i Herrens øjne, værre end nogen før ham. Da det ikke var nok for ham at følge Nebats søn Jeroboams synder, giftede han sig med sidoniernes konge Etba'als datter Jezabel, og han gav sig til at dyrke og tilbede Ba'al. Han rejste et alter for Ba'al i Ba'als tempel, som han havde bygget i Samaria. Akab lavede en Ashera-pæl, og Akab gjorde mere endnu, så han krænkede Herren, Israels Gud, mere end nogen af Israels konger, der havde været før ham.&quot;&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 399&lt;/ref&gt;

I Anden Kongebog kapitel 21 omtales kong Manassa. Om hans gerninger hedder det: &quot;Han gjorde, hvad der var ondt i Herrens øjne efter de afskyelige skikke hos de folkeslag, som Herren havde drevet bort foran israelitterne. Han genopbyggede de offehøje, som hans fader Hizkija havde ødelagt; han rejste altre for Ba'al, og han lavede en Ashera-pæl, sådan som Israels konge Akab havde gjort, og han tilbad hele himlens hær og dyrkede den. .. Og i de to forgårde til Herrens tempel byggede han altre for hele himlens hær. .. Og han opstillede Ashera-billedet, han havde lavet, i dette tempel, om hvilket Herren havde sagt til David og til hans søn Salomo: &quot;''På dette tempel og på Jerusalem, som jeg har udvalgt blandt alle Israels stammer, vil jeg sætte mit navn til evig tid; og jeg vil ikke mere jage Israel bort fra det land, som jeg gav deres fædre, når de blot omhyggeligt vil gøre alt det, jeg har befalet dem, og holde hele loven, som min tjener Moses gav dem.''&quot; Men de ville ikke høre, og Manassa forledte dem til at handle værre end de folkeslag, som Herren havde udryddet for israellitterne.&quot;&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 438f&lt;/ref&gt;

I Anden Kongebog kapitel 23 oplyses, at denne afgudsdyrkelse holdt sig til Josija stoppede den: &quot;Så befalede kongen ypperstepræsten Hilkija, andenpræsterne og dørvogterne at fjerne alle de ting, der var lavet til Ba'al og til Ashera og til hele himlens hær, fra Herrens tempel, og han brændte dem uden for Jerusalem .. Helligskøgernes rum i Herrens tempel, hvor kvinderne vævede klæder til Ashera, rev han ned. .. Også alteret i Betel, offerhøjen som Jeroboam, Nebats søn, havde opført, han som forledte Israel til synd, både dette alter og offerhøjen rev Josija ned, og han knuste stenene til støv og brændte Ashera-pælen.&quot;&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 441&lt;/ref&gt; 

Profeten Jeremis beklagede sig i Jeremias' Bog kapitel 7: &quot;Kan du ikke se, hvad de gør i Judas byer og Jerusalems gader? Børnene samler brænde, fædrene tænder ild og kvinderne ælter dej, så de kan lave offerkager til Himmeldronningen og udgyde drikofre for andre guder og krænke mig.&quot;&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 950&lt;/ref&gt; Han taler om ''Ishtar'', Mesopotamiens version af Ashera, mens hun blev adopteret som ''Afrodite'' i Grækenland og blev kaldt ''Astarte'' af kana'anæerne og senere af fønikerne.&lt;ref&gt;Novacek (2011), s. 38&lt;/ref&gt;

Der kan således ikke være tvivl om, at Ashera-dyrkelsen var udbredt blandt jøderne i flere århundreder, snart officielt snart uofficielt. Manassa regerede fra 697 f.Kr. til 642 f.Kr. og Josija skal have stoppet Ashera-dyrkelsen omkring 622 f.Kr. Men uofficielt fortsatte dyrkelsen helt frem til babylonernes erobring af Jerusalem.

Det vigtigste i denne sammenhæng er, at denne afgudsdyrkelse, som det også fremgår af Gamle Testamente, fandt sted længe efter, at jøderne skulle være gået over til monoteisme.

=== Den centraliserede gudsdyrkelse ===

Men hvornår begyndte den monoteistiske gudsdyrkelse blandt jøderne? Meget tyder på, at det var en udvikling i to trin: først skete der en centralisering af gudsdyrkelsen, og langt senere en overgang til monoteisme.

Første kilde til denne udvikling findes i Moseloven. Her hedder det: &quot;Du må ikke lave dig noget gudebillede i form af noget som helst oppe i himlen eller nede på jorden eller i vandet under jorden. Du må ikke tilbede dem og dyrke dem, for jeg, Herren din Gud, er en misundelig Gud.&quot;&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 89. I oversættelsen til dansk bruges ordet &quot;lidenskabelig&quot; i stedet for &quot;misundelig&quot;&lt;/ref&gt; Det siges ikke, at der ikke findes andre guder, kun at jøderne ikke længere måtte dyrke dem.

Næste kilde findes i Anden Kongebog om kong Josija, som regerede 640-609 f.Kr. Her hedder det: &quot;Og statsskriveren Shafan fortalte kongen, at præsten Hilkija havde givet ham en bog, og Shafan læste den op for kongen.&quot;&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 440&lt;/ref&gt; Forskere mener, at den bog, der her er tale om, sandsynligvis var Femte Mosebog.

Femte Mosebog adskiller sig tydeligt fra de foregående fire Mosebøger, så meget at man mener, at den har sin egen forfatter (eller egne forfattere), der af forskerne kaldes D. Denne forfatter D genkendes også i en række andre tekster i Gamle Testamente: Joshua-bogen, Første og Anden Dommerbog, Samuels Bog samt Første og Anden Kongebog. Det menes, at alle disse bøger er forfattede af samme person eller personkreds.&lt;ref&gt;Dinkgreve (2021), kap. 8&lt;/ref&gt;

Anden Kongebog fortæller om kong Josiah, at han centraliserede gudsdyrkelsen og forbød stedlige altre: &quot;Han hentede alle præsterne fra Judas byer, og offerhøjene lige fra Geba til Be'ersheba, hvor de havde tændt offerild, gjorde han urene, og portofferhøjene, som lå ved kommandantensen Josvas port til venstre, når man går ind ad byporten, rev han ned.&quot;&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 441&lt;/ref&gt; Som det siges: &quot;Der havde ikke tidligere været nogen konge, der som han af hele sit hjerte og af hele sin sjæl og af hele sin styrke vendte om til Herren, helt efter Moses' lov og efter ham kom der ingen som han.&quot;&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 442&lt;/ref&gt; Tydeligvis var der tale om at samle al religiøs magt på et sted og under kongens kontrol. Det var med andre ord en religiøs revolution.

For at retfærdiggøre denne revolution måtte man opfinde en spådom, der kunne retfærdiggøre den. Her træder nu to kilder ind. Den ene findes i Første Kongebog. Her omtales en gudsmand, som råber imod et alter: &quot;Alter, alter! Dette siger Herren: I Davids hus skal der fødes en søn ved navn Josija. På dig skal han slagte de offerhøjspræster, som tænder offerild på dig, og han skal brænde menneskeknogler på dig.&quot;&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 393&lt;/ref&gt;

Den anden er Femte Mosebog: allerede i første sætning gives indtrykket af, at denne bog er Moses' sidste ord inden sin død&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 200&lt;/ref&gt;, og her formuleres en &quot;ny moselov&quot; begyndende således:

&quot;Dette er de love og retsregler, som I omhyggeligt skal følge i det land, Herren, dine fædres Gud, har givet dig i eje, så længe i lever på jorden. I skal ødelægge alle de steder, hvor de folk, I fordriver, har dyrket deres guder, på de høje bjerge, på bakkerne og under alle grønne træer. I skal rive deres altre ned og knuse deres stenstøtter, deres Ashera-pæle skal I brænde, og deres gudebilleder skal I hugge om; I skal udslette deres navn fra de steder. For på den måde må I ikke dyrke Herren jeres Gud. Nej, I skal søge til de sted, Herren jeres Gud udvælger blandt alle jeres stammer til at sætte navn på, så det kan bo der. Dér skal du komme, og derhen skal I bringe jeres brændofre og slagtofre, jeres tiender og afgifter, jeres løfteofre og frivilligofre og det førstefødte af jeres køer og får.&quot;&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 214&lt;/ref&gt;

Men trods dette forsøg på at legitimere centraliseringen af gudsdyrkelsen holdt det ikke længe. Snart begyndte folk atter deres decentrale gudsdyrkelse, og som vi tidligere har set, opgav de aldrig deres Ashera-dyrkelse.

=== Jøderne i Kana'an ===

Vi har fulgt jødernes religiøse udvikling, men hvordan forholder det sig med områdets politiske udvikling? Det er en broget historie, hvor Gamle Testamente trods påviselige fejl alligevel kan give nyttige oplysninger.

Meget taler for, at det var ankomsten af &quot;havfolket&quot; (engelsk: ''Sea People'') omkring 1178 f.Kr. som udløste en ny politisk udvikling. Hidtil havde området været under egyptisk kontrol, men nu svækkedes denne kontrol, og det indebar, at der blev mulighed for indbyrdes stammekrige i området. Det betød også, at folk udefra nu kunne blande sig med held i de stedlige stammekrige. Det er muligt, at jødernes erobringer netop hører hjemme i denne sammenhæng. Til trods for, at Gamle Testamente fremstiller disse kampe som religionskrige mellem folkeslag med polyteisme og jøderne med deres påståede monoteisme, er der intet, som tyder på, at dette er korrekt.

Snarere må vi se disse kampe som sket mellem et imperialistisk erobrerfolk og stedlige bofaste stammer. At der også var religiøse forskelle imellem dem, understregede blot krigenes stammemæssige karakter. Mens filistrene bosatte sig ved kysten, flyttede israelitterne ind fra øst og bosatte sig overvejende i højlandet, hvor de over tid tilegnede sig megen af den stedlige kultur, samtidig med at deres frænder, aramæerne, slog sig ned mod nordøst i Syrien. Hebræerne fik i denne besættelse støtte fra beslægtede og ligesindede nomadiske stammer og semitiske folkeslag. Alliancen var mulig, fordi de alle dyrkede Jahve.&lt;ref&gt;Novacek (2011), s. 66&lt;/ref&gt; Denne fælles kult var længe den eneste institution, som bandt folket sammen, og det kunne ikke forhindre, at der jævnligt opstod konflikter mellem dem.

Der kan på dette sted være grund til at gøre op med myten om Jerikos erobring. Ifølge den bibelske tradition skete erobringen ved, at de omgivende bymure styrtede sammen.&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 248f&lt;/ref&gt; Problemet er, at det arkæologisk kan påvises, at der ingen bymure var!&lt;ref&gt;Novacek (2011), s. 66&lt;/ref&gt; Forklaringen er, at Kana'an indtil da havde været underlagt Egypten, hvis overherredømme var blevet afgjort efter slaget ved Megiddo i 1479 f.Kr. Efter erobringen beholdt eliten i de kana'anæiske familier deres styrende rolle, når blot de var loyale i forhold til den egyptiske farao, men de måtte acceptere, at de ikke måtte befæste deres byer, (hvilket gav dem problemer blandt andet, da Megiddo blev angrebet af Lab'ayu fra det nærliggende Shechem).&lt;ref&gt;Novacek (2011), s. 25&lt;/ref&gt; Det må rejse spørgsmålet, om israelitterne overhovedet nogen sinde har erobret Kana'an, eller om de så at sige overtog havfolkets faktisk påviste erobringer?

I den første tid efter israelitternes indvandring var tilstandene i Kana'an væsentlig som før. Det var langt fra lykkedes jøderne at udrydde hele den bosatte befolkning, så det endte med, at jøderne bosatte sig i egne bosættelser. De ulige folk og stammer levede i samfund hver for sig med byerne som centrum for de omgivende landsbyer. Hebræerne erobrede og ødelagde de mere civiliserede kana'anitter men overtog deres skriftsystem. De overtog også kana'anitternes byggeskik, men uden at hebræernes byggerier nåede samme høje stade som deres forgængere. Jerusalem var på denne tid et lille sted uden stor betydning og kunne ikke måle sig med andre byer i området.

Tør man tro Josvabogen kapitel 20, blev der oprettet særlige bebyggelser kaldet &quot;tilflugtsbyer&quot; for kriminelle, hvor disse kunne søge politisk asyl og unddrage sig retsforfølgelse for deres kriminelle gerninger: &quot;Herren talte til Josva og sagde: &quot;Sig til israelitterne, at de skal udpege de tilflugtsbyer, som jeg talte til jer om ved Moses, så en drabsmand, der uforsætligt og uforvarende slår nogen ihjel, kan flygte dertil; de skal være tilflugtssteder for jer mod blodhævneren. Når drabsmanden søger tilflugt i en af disse byer og stiller sig ved indgangen til byporten, skal han forelægge sin sag for de ældste i den by. De skal give ham adgang til byen og give ham et sted, hvor han kan bo hos dem. Når blodhævneren forfølger ham, må de ikke udlevere drabsmanden til ham; det var jo uforvarende, han slog sin næste ihjel, han havde ikke tidligere næret fjendskab mod ham. Han kan så blive boende i den by, indtil han stilles for menighedens domstol, eller indtil den ypperstepræst dør, som er der til dentid. Da kan drabsmanden vende tilbage til sin by og sit hus, den by, han er flygtet fra&quot;.&quot;&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 264&lt;/ref&gt; De var en ordning, som kunne beskytte enhver kriminel mod retsforfølgelse.

Og jødernes folkemord fortsatte. I Dommerbogen kapitel 1 læser vi: &quot;Så drog Juda op, og Herren gav kana'anæerne og perizzitterne i deres hånd, og de slog dem i Bezek og dræbte ti tusind mand. ..Judæerne angreb Jerusalem og indtog den. De huggede indbyggerne ned med sværd og stak ild på byen.&quot;&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 271&lt;/ref&gt; I de byer, som det ikke lykkedes jøderne at udrydde befolkningen, blev disse i stedet gjort til hoveriarbejdere.&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 272&lt;/ref&gt; Det kan næppe undre, at denne opførsel gav anledning til yderligere uro, og at nye kampe fulgte. Ved en lejlighed slog jøderne &quot;omkring ti tusind moabitter ihjel. .. Derefter havde landet ro i firs år&quot;.&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 274&lt;/ref&gt;

Efter Josvas erobringer fulgte dommertiden, hvor landet blev styret af de såkaldte dommere. Tør man tro Gamle Testamente førte det til, at filistre og ammonitter for en tid fik overtaget.&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 286&lt;/ref&gt; Også internt var der øjensynlig magtkampe, således forenedes de andre stemmer mod Benjamins stamme.&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 297ff&lt;/ref&gt;

Efterhånden blev lovløsheden for meget, og hebræerne etablerede et kongedømme i Palæstina. Denne institution kom som en nødvendig følge af både de interne lovløse tilstande og behovet for at organisere krigsførelsen mod andre folkegrupper. I vest udgjorde filistrene en stærkere modstand end kana'anitterne, fordi de havde udviklet jernsmedning. Mod nord boede fønikerne i Libanon, der var mest optaget af handel. Da kana'anitterne stadig blev mere undertrykte, skabte det grundlaget for etableringen af det hebræiske kongedømme omkring 1000 f.Kr. 

Først under dommeren Samuel opstår der blandt jøderne krav om etableringen af et kongerige. Landets første konge hed Saul.&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 317&lt;/ref&gt; Han dateres til omkring 1000-tallet f.Kr. Tør vi tro Første Samuelsbog gennemførte han adskillige krige.&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 320&lt;/ref&gt; Kana'an var angiveligt forenet under ham og hans to efterfølgere, David og Salomo. 

Da kong Salomon døde i 922 f.Kr. blev det hebræiske kongedømme delt i to: Kongeriget Israel og Kongeriget Juda. Det var kun Juda og Benjamins stammer, som accepterede Salomons søn Rehabeam som deres konge, og de oprettede dermed det sydlige kongerige Juda med Jerusalem som hovedstad. Mod nord gjorde de øvrige stammer Jeroboam til konge og oprettede kongeriget Israel med Sikem og senere Samaria som hovedstad. Vigtigst i denne sammenhæng er, at der intet stammesammenhold var, end ikke deres religion kunne holde sammen på dem, og som vi allerede har set, skete der jævnligt frafald fra denne, lige som israelitterne indgiftede sig i andre folkegrupper nok så meget som indbyrdes. Der var konstant magtkampe, hvilket afspejler det totale fravær af national solidaritet og enhed. Også udefra skete angreb. Anden Krønikebog er fuld af bereninger om disse krige.

Kongeriget Israel ophørte, da Assyrien erobrer hovedstaden Samaria 722 f.Kr. Herved mistede også de 10 nordlige israelske stammer deres betydning. Nogle af indbyggerne i Kongeriget Israel blev deporteret af assyrierne, men arkæologisk kan der ikke dokumenteres nogen befolkningsudskiftning eller nogen nedgang i befolkningstallet, og genetiske undersøgelser antyder også en kontinuitet i områdets befolkningssammensætning. Hovedparten af befolkningen synes således at være forblevet i området og samaritanerne menes at være de mest direkte efterkommere af befolkningen i Kongeriget Israel, hvilket også er i overenstemmelse med deres egen opfattelse. Nogle beboere fra Kongeriget Israel må antages at være flygtet til kongeriget Juda, hvilket kan forklare hvordan de nordlige stammers myter er blevet inkorporerede i den tekster i Gamle Testamente, som blev samlede i Kongeriget Juda.

=== Eksilet i Babylon ===

Der er næppe tvivl om, at hvis jøderne havde modstået angreb udefra, ville afgudsdyrkelsen have fortsat. Der ville fortsat have været private gudindestatuetter og private altre. Men een begivenhed ændrede jødernes historie og dermed verdenshistorien: babylonernes erobring i 586 f.Kr.

Forud gik en belejring, som varede to og et halvt år. Vilkårene under belejringen var forfærdelige: jøderne sultede, men vi ved fra samtidige beretninger, at de ikke holdt sig tilbage fra at spise deres egne børn. Da Nebukadnezer erobrede Jerusalem, blev Salomons tempel brændt ned til grunden. Kongepaladset blev brændt ned. Huse blev brændt ned. Forsvarsanlæggene omkring byen blev revet ned sten for sten. Kong Zedekiah, som havde forsøgt at flygte, blev fanget og ført frem for Nebukadnezer. Det sidste, han så, var, at han sønner blev slået ihjel. Så blev han gjort blind, og måtte i denne tilstand foretage vandringen til Babylon.

Hele den jødiske befolkning blev tvangsforflyttet til Babylon. Det skete i tre omgange. Da de forlod Jerusalem, måtte de uundgåeligt miste troen på deres guder, som havde svigtet dem.

Hvad, der skete under det babylonske fangenskab, var ekstraordinært: i stedet for at blive integrerede i deres nye omgivelser valgte de skriftkloge jøder den modsatte vej, nemlig at bevare og redigere deres historiske traditioner. Sigende optræder byen Al Yahuda i Babylon på denne tid. Jøderne samlede, hvad de havde bevaret om deres historie, og begyndte at nedskrive det. Undervejs blev traditionen omskrevet og tilpasset deres nye selvforståelse. Bibelforskere mener, at det var antagelig på denne tid, at traditionerne i ''Tanakh'' begyndte at få deres endelige form.

Og det var tilsyneladende også her, at jødernes tro fik den monoteistiske karakter, som siden skulle gøre sig gældende. Det er her, at profeten Ezekiel fortæller, at Gud gør ham opmærksom på den afgudsdyrkelse, som finder sted.&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 1048&lt;/ref&gt; Det er her, at Gud lover at straffe jøderne for denne afgudsdyrkelse.&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 1049&lt;/ref&gt; Det er her, at jødernes bortførelse bliver stillet i udsigt. Det er her, at grunden lægges til den fortolkning, at eksilet gøres nødvendigt for, at jøderne langt om længe kan vende sig mod den sande gudsdyrkelse.

Og det er her, at profeten Esajas formulerer sine propagandistiske og doktrinære anklager. Det er her, at Gud gøres til den, som lover jøderne håb om frihed igen. Og det er her, at Gud bliver enevældig.

To eksempler fra Esajas Bog kan belyse det: i vers 44 linje 6: &quot;Jeg er den første, og jeg er den sidste, der er ingen anden Gud end mig&quot;&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 895&lt;/ref&gt; og i vers 45 linje 5: &quot;Jeg er Herren, der er ingen anden, der er ingen anden Gud end mig&quot;.&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 897&lt;/ref&gt; Selv alt det gode og alt den onde har samme oprindelse:&lt;/br&gt;  
&quot;Jeg danner lys og skaber mørke,&lt;/br&gt; 
jeg frembringer fred og skaber ulykke,&lt;/br&gt; 
jeg, Herren frembringer alt dette.&quot;&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 897&lt;/ref&gt;&lt;/br&gt; 
For første gang optræder jøderne som et folk med kun een erklæret Gud.

Der kan næppe være tvivl om, at dette var følgen af en bestemt strategi: ikke at blive opslugt af imperiet. Over for de mange guddomme i Babylon sætter jøderne en enkelt gud som deres modstykke. Derved, og kun derved, kan de opretholde deres særegne identitet som folk. Hvis Jahve havde været een gud blandt mange andre, havde han tabt og havde ingen fremtid. Kun ved at gøre ham almægtig, ved at hævde at han havde brugt Nebukadnezar som et redskab i en guddommelig plan, kunne de opretholde deres identitet og deres håb om en fremtid. De gamle guder måtte udryddes eller bortforklares som fejltagelser, der kunne forklare jødernes ulykkelige skæbne. Og derfor blev den traditionelle historie omskrevet punkt for punkt for at kunne understøtte det nye narrativ.

Nået så langt tog de skriftkloge det næste skridt: de måtte opfinde og udvikle deres egen skabelsesberetning og deres egen beretning om en altomfattende oversvømmelse. Inspirationen hentede de hos babylonerne selv. De tog de velkendte babylonske beretninger men omskrev dem således, at de udgjorde en polemisk kontrast til den tro og de traditioner, som blev hyldet af deres omgivelser. Der vil være lejlighed til at se nærmere på disse ved en gennemgang af Gamle Testamente.

=== Jødernes tilbagevenden til Jerusalem ===

I 539 f.Kr. indtræder så afslutningen på jødernes tid i eksil. Dette år erobrer perserne Babylon, og Cyrus den Store erklærer straks efter en almen amnesti. Der efter giver han tilladelse til, at fordrevne folkeslag må vende tilbage til deres hjemegn og genoptage deres gudsdyrkelse.

Også jøderne vendte hjem. Ifølge Ezras Bog vendte i alt 42.360 jøder tilbage til Jerusalem foruden deres trælle og trælkvinder, i alt 7.337, samt 200 sangere og sangerinder, det vil sige i runde tal 50.000 personer.&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 510&lt;/ref&gt; Om dette tal er korrekt, vides ikke.

Det vigtige er, at da jøderne vendte tilbage til Jerusalem, var det med en ny, monoteistisk religion. Den var i store træk skabt under deres eksil, omskrevet og suppleret i forhold til tidligere. Den forenede folk og tro i en næsten uadskillelig helhed.

Der kan her være grund til at stille et vigtigt spørgsmål: betyder dette så, at jøderne vendte hjem med en fuldt udviklet fælles trosretning? Nej, intet taler for dette. Snarere må vi regne med, at det kun var en lille gruppe af teologiske skriftlærde, som havde taget del i den redigeringsproces, som var foregået i Babylon, og at det kun var dem, som havde det fulde kendskab til det nye narrativ om jødernes oprindelse, som de havde skabt. Dette indebærer, at det først er efter deres tilbagevenden, at de for alvor kan begynde at promovere og udbrede deres nye narrativ til jøderne og dermed skabe den identitetsforståelse, som de siden udviklede.

=== Persisk tid ===

Under det persiske herredømmes tid (538-332 f.Kr.) sad der persiske statholdere i landets ulige dele. Vi ved, at statholderen i Judæa 408 f.Kr. hed Bagohi, dels fra Josefos, dels fra papyrusfundene i Elefantine. At statholderen i Samaria var en samaritan, Sanballat, tyder på, at perserne ikke har blandet sig i Palæstinas forhold, når oprør ikke foranledigede dem til at gribe ind, som tilfældet var under Artaxerxes III (358-338 f.Kr.). Det var under persisk beskyttelse, at Nehemia og Ezra genoprettede den jødiske menighed i Jerusalem.

Vi ved sandt at sige ikke meget om den jødiske religionsdyrkelse på denne tid. Meget tyder på, at der skete en langsom spredning af den nydannede monoteistiske tro, sikkert som et politisk-nationalt redskab over for det persiske overherredømme. Men intet taler for, at denne endnu formelt var slået igennem.

Elephantine var en jødisk by i Egypten fra 400-tallet f.Kr. Den er interessant, fordi den kan vise træk ved og fravær af jødisk levevis på denne tid. Byen blev antagelig grundlagt i midten af 6. århundrede f.Kr. af folk, der var emigreret fra Syene-området i Palæstina.&lt;ref&gt;Barnea (2024), s. 1&lt;/ref&gt; Vi ved, at der eksisterede et særligt tempel for dyrkelsen af Jahve indtil 410 f.Kr., da det blev ødelagt. En jødisk befolkning nævnes sidste gang i kilderne i 399 f.Kr., hvad, der skete med den jødiske befolkning efter denne tid, er ukendt.&lt;ref&gt;Adler (2025), s. 39&lt;/ref&gt;

Historien om jødernes udvandring fra Egypten kendes ikke i denne by, hvilket tyder på, at denne tradition er yngre end 400-tallet. Ligeledes kendte befolkningen ikke til ''torah'', det vil sige jødisk lov, så også denne må være yngre end 400-tallet.

Endvidere dyrkede jøderne i denne by flere guder (jahvisme) i modsætning til senere tids monoteisme (judaisme). Således har vi flere kilder fra 400-tallet f.Kr., der vidner om zoroastracisme, herunder et ild-alter og et tempel.&lt;ref&gt;Barnea (2024), s. 3-7&lt;/ref&gt; En lignende jødisk polyteisme kendes fra andre byer.&lt;ref&gt;Adler (2025), s. 41-47&lt;/ref&gt; Men dette indebærer også, at jøderne stadig ikke på denne tid var monoteister til trods for de bestræbelser, som præsteskabet havde udført under eksilet i Babylon. I stedet tolkes situationen således, at den jødiske kult udviklede sig gravist over tid blandt andet inspireret af zoroastrisk kult indtil, at de fik den form som kendes fra den hebraiske bibel.&lt;ref&gt;Barnea (2024), s. 29&lt;/ref&gt; Hvis byen blev grundlagt af dem, som ikke endte i Babylon, kan dette forklare deres fastholden ved polyteisme og ukendskab til den monoteisme, som blev udviklet i Babylon.

Dermed adskiller kulten på denne tid blandt jøder sig markant fra den, som ses i hasmonæisk tid.&lt;ref&gt;Adler (2025), s. 48&lt;/ref&gt; Yonatan Adler ved Ariel University har kaldt denne kult og levevis &quot;proto-jødisk&quot; (''proto-Judaic'') og definerer den således: &quot;Et protojødisk kulturelt træk er således et særskilt element af den israelitiske og/eller jødiske livsstil, som med tiden blev lovgivet som en forskrift for regulering i en eller flere af Mosebøgernes tekster, og som i sidste ende blev optaget som en del af jødedommen.&quot;&lt;ref&gt;Adler (2024), s. 5&lt;/ref&gt; Et eksempel herpå er at spise svinekød. I to af Mosebøgerne (Tredie Mosebog kapitel 11:1-8&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 126f&lt;/ref&gt; og Femte Mosebog kapitel 14:3-8&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 216&lt;/ref&gt;) forbydes det jøder at spise svinekød, men arkæologiske fund fra tiden fra sen bronzealder (1300-1130 f.Kr.) frem til jernalder (586 f.Kr.) viser, at svin faktisk blev avlet til fortæring i strid med denne bestemmelse, skønt de er fraværende i nogle bopladser henregnet til kana'anære og fønikere i jernalderen uden, at det derfor med sikkerhed kan siges at være bevidste valg; økonomiske, økologiske og sociale forhold kan have spillet ind.&lt;ref&gt;Adler (2024), s. 13&lt;/ref&gt; Flere jødiske leveregler tilskrives således myter i Mosebøgerne, og det kan ikke afvises, at disse myter ''netop'' er blevet til for at kunne begrunde og legitimere disse leveregler.&lt;ref&gt;Adler (2024), s. 21&lt;/ref&gt; Det gælder blandt andet reglen om at omskære drengebørn.&lt;ref&gt;Adler (2024), s. 20f&lt;/ref&gt;

=== Hellenistisk tid ===

I den græske periode fra Alexander den Stores erobring i 332 f.Kr. til 167 f.Kr. blev Palæstina atter genstand for strid mellem Syrien, hvor seleukiderne herskede efter Alexanders død 323 f.Kr., og Ægypten, der beherskedes af ptolemæerne. Frem til 198 f.Kr. var overvejende Egypten, fra den tid, efter Antiochos IIIs sejr ved Paneas, syrerne Palæstinas herrer. Efter, at Babylon, Ninive og Shushan var gået til grunde, og Alexandria var blevet grundlagt, flyttede tyngdepunktet vest på, og Palæstina fik igen samme betydning som i 15. århundrede f.Kr. Under ptolemæerne regeredes Palæstina af guvernører (hegemon, epitropos), om hvis myndigheds udstrækning kun lidt vides. Skatteopkrævningen var overladt - ved licitation - til skatteforpagtere. I jødernes kreds fik synedriet og ypperstepræsten en vidtgående myndighed. Under seleukiderne stod Palæstina, der kaldtes Fønikien, sammen med Cølesyrien under en militærguvernør, og syrisk militær besatte landet. Skatten indkrævedes af seleukidiske embedsmænd. Fra 165 f.Kr., da Antiochos Epifanes forbød jødisk gudsdyrkelse, blev landet ramt af de makkabæiske kampe, der skulle bane vejen for det hasmonæiske dynasti.

Undersøgelser tyder på, at jøderne i almindelighed stadig ikke kendte til ''torah'', det vil sige jødisk lov, i begyndelsen af hellenistisk tid, og slet ikke at de respekterede og fulgte den.&lt;ref&gt;Adler (2025), s. 34&lt;/ref&gt; Således er der flere eksempler på, at judæere to ågerrenter af deres udlån.&lt;ref&gt;Adler (2025), s. 28&lt;/ref&gt; Der er også bevis på, at nogle judæere selv på denne tid dyrkede andre guder end Jahve.&lt;ref&gt;Adler (2025), s. 27&lt;/ref&gt; Og skønt ordet &quot;''sabbat''&quot; forekommer, lader det sig ikke fastslå, om dette havde samme betydning som senere eller blot henviste til en jødisk helligdag.&lt;ref&gt;Adler (2025), s. 28&lt;/ref&gt; Faktisk forekommer ordet &quot;''sabbat''&quot; ikke een eneste gang i Gamle Testamente. Omvendt er der ingen arkæologiske beviser på, at jøderne tog deres rituelle bade i bassiner, således som foreskrevet i ''torah'', og heller ikke at de iagttog særlige rituelle renselsesregler omkring deres mad.&lt;ref&gt;Adler (2025), s. 26&lt;/ref&gt;

Der har været peget på, at Aristeas i et brev oplyser, at Ptolemæus II Philadelphus (regerede 285-246 f.Kr.) tog 72 jøder fra Jerusalem til Alexandria for at få oversat en jødisk lov til græsk til sit bibliotek.&lt;ref&gt;Adler (2025), s. 31&lt;/ref&gt; ''Torah'' er ikke nævnt ved navn, så der er ingen beviser på, at det er den, som der henvises til, men selv om dette var tilfældet, kan dette ikke tages som udtryk for, at jøderne i almindelighed kendte og fulgte loven.&lt;ref&gt;Adler (2025), s. 32&lt;/ref&gt; Dette til trods for, at jøderne på  denne tid ellers nød udstrakt selvstyre både i Judæa og i andre områder.&lt;ref&gt;Adler (2025), s. 24&lt;/ref&gt; Dette har fået Yonatan Adler til at betegne jødisk kultur på denne tid som &quot;jahveisme&quot; (''Yahwism'') i modsætning til den &quot;judaisme&quot; (''Judaism''), der først fulgte senere og som fulgte ''torah''-en.&lt;ref&gt;Adler (2025), s. 7&lt;/ref&gt; Men uanset benævnelsen betyder det, at traditionel jødisk kultur først stammer fra tiden ''efter'' hellenistisk tid.

=== Det hasmonæiske dynasti ===

Den hasmonæiske eller senhellenistiske periode strakte sig fra 167 f.Kr. til 63 f.Kr.

Betegnelsen &quot;Det hasmonæiske kongerige&quot; dækker over en yderst omtumlet periode i jødisk historie, som strakte sig fra midten af 2. århundrede f.Kr. til midten af 1. århundrede f.Kr. Hasmonæerne var en jødisk præsteslægt, som spillede den førende politisk rolle på denne tid. Betegnelsen er dannet efter Hasmon, der var Mattatija’s bedstefader. I årene 168-161 f.Kr. ledede hasmonæerne kampen for national og religiøs frihed mod seleukiderne, som under Antiochos IV havde underkuet dem. Bevægelsen begyndte under Mattatija, men blev fortsat af hans sønner, først Judas Makkabæer, efter hvem slægten often kaldes makkabæerne; han fik genoprettet den jødiske gudsdyrkelse i 165 f.Kr. og opnåede i 161 f.Kr. religionsfrihed. Dette år overvandt han den syriske feltherre Nikanor og sluttede forbund med Romerne, men døde kort efter. Hasmonæerne optrådte der efter som et dynasti, der kæmpede for deres egen magtstilling. Judas’ broder, Jonatan, som afløste ham som leder, lod sig i 153 f.Kr. udnævne til ypperstepræst, skønt han efter jødisk lov ikke havde ret til denne stilling. Dette betød et brud med de lovtro, som de oprindelige havde kæmpet for. Efter hans mord i 143 f.Kr. lykkedes det broderen Simon (143-135 f.Kr.) at få landets selvstændighed anerkendt og at erobre syrernes borg i Jerusalem. Som følge heraf blev han af befolkningen hyldet som arvelig ypperstepræst og som verdslig hersker i 141 f.Kr. Dermed havde hasmonæerne opnået formel anerkendelse af deres dynasti.

Det betød imidlertid ikke, at der nu herskede fred, tværtimod. Under Simon’s søn, Johannes Hyrkan (134-104 f.Kr.), indtraf et åbent brud mellem hasmonæerne på den ene side og farisæerne på den anden. Under de fortsatte kampe undertvang han den autonome stat Edom og ødelagde Samaria og også den samaritanske helligdom på Garizim. Hans sønner, Aristobul (104-102 f.Kr.) og Alexander Jannæos (102-76 f.Kr.) var brutale herskere og fjernede sig langt fra styrets oprindelige karakter, idet de var udpræget hellenistisk sindede. Alexander udnævnte sin dronning Salma Alexandra til sin efterfølger (78-69 f.Kr.), mens sønnen Hyrkan II blev ypperstepræst. Midt i de hele etablerede armenerne et kortvarigt herredømme (70-63 f.Kr.) idet de erobrede landet og lagde området under deres overherredømme. Men den interne magtkamp fortsatte uafbrudt. Salma sluttede sig til farisæerne, og hun kom derved i modsætning til saddukæerne, som samlede sig om hendes anden søn, som efter hendes død tog magten fra sin broder og herskede som Aristobul II, dog under vedvarende kampe, indtil Pompejus afsatte ham og tog ham med til Rom i 63 f.Kr. Efter ulige forsøg på opstand blev Aristobul og hans søn Alexander myrdet i 48 f.Kr. 

Hyrkan II, der af Pompejus nu blev anerkendt som ypperstepræst med Antipater som verdslig leder, blev af Cæsar forfremmet til ethnarch, mens den faktiske myndighed efterhånden gik over til Herodes efter Antipater’s død. Aristobul’s anden søn, Antigonos, gjorde imidlertid oprør og blev en kort (40-37 f.Kr.) tid konge, mens Hyrkan blev bortført og fik ørene skåret af. I 37 f.Kr. erobrede den af Romerriget anerkendte Herodes så Jerusalem, og Antigonos blev henrettet i Antiochia. Dermed var hasmonæernes herredømme bragt til ende. Herodes levede en tid i venskab med Hyrkan men lod ham så dræbe. Herodes var besvogret med hasmonæerne, idet hans hustru Mariamme var datter af Aristobul II’s søn Alexander. Dette forhindrede dog ikke, at han lod hendes broder Aristobul dræbe. Senere dræbte han ligeledes hende selv og hendes moder. Endelig dræbte han nogle hasmonæere, der opholdt sig hos hans svoger i Idumæa. Således blev det Herodes, som endte slægtens magtdrømme.&lt;ref&gt;Pedersen (1919), s. 943f&lt;/ref&gt; Så meget om den politiske udvikling.

Det vigtigste i denne sammenhæng er, at de var i denne omtumlede tid, at vi for første gang ser tydelige spor af en jødisk kultur og religionsdyrkelse. Årsagen er klar nok: lederen af den nye stat var en ypperstepræst, som nu tillige blev den politiske, kultiske og militære leder af den nye stat. Og det er tydeligvis på denne tid, at denne nye magt manifesterer sig også religiøst. Det er først fra denne tid, at de første synagoger optræder. Det er først fra denne tid, at ''Tanakh'' optræder i sin endelige skikkelse. Det er først fra denne tid, at der optræder beviser på, at jøderne i deres levevis fulgte bibelsk lov, der nu bliver promoveret som &quot;deres forfædres lov&quot; og påvirker et utal af leveregler både i og uden for jødernes &quot;hjemland&quot;.&lt;ref&gt;Adler (2025), s. 67&lt;/ref&gt;

=== Romersk styre ===

Romersk tid strækker sig fra sidste århundrede f.Kr, til første århundrede e.Kr. Det kendetegnes ved at området i denne periode havde en romersk guvernør.

Yonatan Adler har undersøgt de kulturelle traditioner i dette tidsrum og finder, at de følger senere jødiske traditioner: der er renselsesbassiner og husgeråd af kalk som udtryk for jødiske relselsesritualer samt mønter, vægdekorationer i huse og hjemligt udstyr som udtrykkeligt undgår at vise mennesker og dyr i overensstemmelse med påbuddet i Mosebøgerne. Han konstaterer yderligere, at disse træk er særligt markante i de områder, som vides at have haft en overvejende jødisk befolkning, men ikke nødvendigvis i områder hvor andre befolkningsgrupper var dominerende. Han konstaterer endvidere, at disse rituelle træk tydeligt går tilbage til hasmonæisk tid men ikke med sikkerhed lader sig følge længere tilbage, til dels på grund af et svagt og mangelfuldt arkæologisk og skriftligt bevismateriale. Som beviserne nu stiller sig, var det i hasmænæisk tid, at disse rituelle træk slog igennem og efterhånden bredte sig til den samlede befolkning og i romersk tid allerede var blevet normen.&lt;ref&gt;Adler (2022)&lt;/ref&gt;

Det er på denne baggrund, at Jesus må ses: i en tid, hvor mange jøder drømte om og håbede på at genskabe deres egen selvstændige stat, trådte han frem med sit provokerende budskab, at &quot;Guds rige ikke var af denne verden&quot;. Ikke nok med det: han udfordrede farisæerne og de skriftkloge, og oven i alt dette ophævede han jøder som Guds udvalgte folk og erklærede enhver, som følger Guds ord og hans påbud som en del af den udvalgte befolkning. I det givne politisk-religiøse klima gjorde det ham farlig for en national jødisk politik, så han måtte stoppes, og det blev han som bekendt. Men det stoppede ikke hans budskab i at blive yderligere spredt, tværtimod.

Frem til 70 e.Kr. opstod der ulige retninger inden for jødedommen, hvoraf saddukæerne, farisæerne og essæerne synes at have været de væsentligste. Desuden opstod der en række messianske og apokalyptiske bevægelser. 

Saddukæerne var en gruppe der var tilknyttet præstedømmet i templet i Jerusalem. I modsætning til farisæerne, som påberåbte sig myndighed på grund af deres lærdom og fromhed, baserede saddukæerne deres særstilling på afstamning og status. Meget tyder på, at de repræsenterede Hasmonæernes klan, der tidligere havde regeret som præstekonger. De nægtede at acceptere læresætninger som ikke direkte var nævnt i ''Torah'', også selv om læren var nævnt et andet sted i Tanakh. Ja, de &quot;anså det for en dyd at debattere&quot; sådanne sager. Et eksempel på en sådan debat findes i Mattæusevangeliet kapitel 22:23-33, hvor de satte Jesus på prøve med hensyn til opstandelsen. Idet saddukæerne opstillede en tænkt situation hvor en enke havde været gift med syv mænd, spurgte de: &quot;Hvem af de syv skal nu have hende til hustru i opstandelsen?&quot; I denne sammenhæng var det selvfølgelig uvæsentligt om den tænkte enke havde været gift 14 eller 21 gange. Jesus svarer: &quot;I opstandelsen gifter mænd sig ikke og kvinder bortgiftes ikke.&quot;&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 1251&lt;/ref&gt; Saddukæerne accepterede ikke eksistensen af et liv efter døden, og benægtede derfor også den farisæiske doktrin om en genopstandelse, hvilket netop var den forestilling, som Jesus prædikede. I Markusevangeliet kaptel 12:18-27 omtales en anden version af historien: da Jesus vidste, at saddukæerne ikke accepterede andre inspirerede skribenter end Moses, argumenterede han ved at citere fra ''Torah''. Han sagde: &quot;Med hensyn til at de døde oprejses, har I da ikke læst i Moses’ bog, i beretningen om tornebusken, hvordan Gud sagde til ham: ’Jeg er Abrahams Gud og Isaks Gud og Jakobs Gud’? Han er ikke dødes men levendes Gud.&quot;&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 1281&lt;/ref&gt;

Saddukæerne ønskede ikke, at en Messias skulle dukke op og lave om på tingene og da de betragtede Jesus som en trussel mod deres position, sammensvor de sig med farisæerne om at slå Jesus ihjel.&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 1258f, 1352&lt;/ref&gt;

Farisæerne var kendetegnede ved, at de lagde stor vægt på overholdelse af Moseloven, især renhedsforskrifterne og desuden på &quot;fædrenes overleveringer&quot;, som var en betegnelse for hele den mundtlige fortolkning af Moseloven. Bevægelsens etik havde mange detaljerede forskrifter og praktiske anvisninger. 

Essæerne levede i en slags kommunisme, hvor medlemmerne aflagde tavshedsløfte og ingen måtte besidde ejendom, hverken bolig eller slave, jord eller kvæg. Deres indkomster skulle overlades til en forvalter, som forestod indkøb af det nødvendige og sørgede for mad og underhold til gruppen. De forkastede også ægteskab, alle former for standsforskelle samt slaveri. De var soldyrkere og sendte hver morgen bønner op til solen. Når de havde afføring, gjorde de det inden døre for ikke at &quot;besmitte&quot; sollyset.

Af de mange retninger inden for jødedommen overlevede kun den rabbinske jødedom, som byggede på farisæerne og deres lære. Den rabbinske jødedom var kendetegnet ved at hævde, at den skrevne ''Torah'' ikke kan fortolkes korrekt uden henvisning til den &quot;mundtlige&quot; ''Torah'' og den dertil hørende litteratur, der specificerer hvilken adfærd, der er sanktioneret af loven. Med et moderne udtryk var de fundamentalistiske teokrater. Når de andre fraktioner her er nævnt, er det for at vise, at jødedommen langt fra var nogen samlet bevægelse selv op til eller på Jesu tid.

Stednavnet &quot;Israel&quot; første gang optræder på en mønt dateret til 66 e.Kr. møntet i forbindelse med jødernes oprør mod romerne.

Efter oprøret 70 e.Kr. var det for en lang tid slut med jødiske forsøg på at skabe en egen stat. Jesu budskab og det mislykkede oprør førte til, at den jødiske befolkning blev sprængt i tre grupper: den ene gruppe var de traditionelle jøder, som holdt fast ved farisæerne og deres budskab, den anden gruppe var de kristne, som nu satte sig for at udbrede det nye budskab, og den tredie gruppe var judeo-nazaræerne, som fortolkede udviklingen på deres egen måde og mente, at genskabelsen af templet i Jerusalem var en forudsætning for, at Messias ville vende tilbage. De arbejdede i flere hundrede år på dette mål, men da de endelig fik magten i Jerusalem i år 634 og Messias alligevel ikke vendte tilbage, blev bevægelsen omformet til en ny arabisk religiøs bevægelse, som i 749 efter abbasidernes magtovertagelse endte som muhammedismen, komplet med en egen profet, en egen hellig bog og med et nyt religiøst midtpunkt i Mekka.&lt;ref&gt;se ''Muhammedanismen i kildekritisk belysning''&lt;/ref&gt;

=== Sammenfatning ===

Hvordan skal begivenhedsforløbet nu fortolkes? Et foreløbigt svar kunne lydes således: det ser ud til, at jøderne udskilte sig fra kana'anæerne senest omkring 1200 f.Kr. og at de oprindeligt levede i ørkenområderne syd for Kana'an. Dette varede indtil, at de eteblerede et egentligt kongerige, der imidlertid efter kort tid blev delt i to, Israel og Judæa. Den nationale udskillelse var dog åbenbart ikke mere udtalt end, at jøderne jævnligt synes at have giftet sig med kvinder fra andre stammegrupper. 

Så langt, vi tør tro Bibelens fremstilling, var de polyteister, det vil sige dyrkede flere guder. Ganske vist var der perioder, hvor der gjordes forsøg på at indføre monoteisme, men dels var der stadige tilbageslag, dels skete disse forsøg på det statslige niveau, mens den almindelige befolkning synes at have fastholdt polyteismen uden afbrydelser gennem flere hundrede år frem til og med landsforvisningen til Babylon. 

Religionsdyrkelsen synes at have udviklet sig fra spredt i de enkelte husstande, landsbyer og stammer hen imod en statslig centralisering med deraf følgende magt for præsteskab og konger. 

Efter alt at dømme er det først under eksilet i Babylon, at præsteskabet blandt jøderne udvikler en erklæret monoteisme, mens dette ikke synes at være tilfældet for den brede befolkning. Hele jødernes tidligere historie bliver nu omfortolket af præsteskabet i lyset af denne nye religion, og den bliver promoveret og legitimeret af nogle få erklærede profeter.

Efter jødernes tilbagevenden til Kana'an efter eksilet i Babylon bliver den nye religion gjort til et redskab for præsteskabets politiske mål: en selvstændig teokratisk stat. Dette mål bliver opnået, men den nye stat varer kun i henved hundrede år, og igennem hele sin eksistens er den præget af interne magtkampe blandt den ledende religiøse elite. Meget tyder dog på, at det først er på denne tid, at monoteismen slår igennem også i den brede jødiske befolknings livsstil og levemåde og bliver det centrale element i israelitternes selvforståelse. Men dette forudsatte og krævede præsteskabet både som den etnisk-religiøse og den statspolitiske magthaver. Efter alt at dømme er det tidligst fra denne tid, at vi kan tale om jødedom i moderne forstand.

Men denne udvikling forudsatte, som vi har set, en dramatisk omskrivning af den jødiske historie. Meget måtte udelades eller totalt omskrives. På den anden side blev der indført nye elementer, som næppe har meget med den historiske udvikling at gøre men som gav jøderne en forhistorie så lang som nogen.

=== &lt;big&gt;Problemerne med Gamle Testamente&lt;/big&gt; === 

Et passende kildekritisk udgangspunkt ved vurderingen af Gamle Testamentes troværdighed må være de modsætninger, der er mellem dennes fremstilling og de faktuelle kendsgerninger. Der er således ingen beviser for eksistensen af de fem mosebøger før slutningen af 4. århundrede f.Kr. inklusive eksistensen af en person ved navn Moses.&lt;ref&gt;Gad Barnea&lt;/ref&gt;

Problemerne med teksterne lader sig inddele i to delspørgsmål:&lt;/br&gt;
- er der een eller flere forfattere til Tanakh?&lt;/br&gt;
- er dele af teksterne lånt fra andre kulturer?&lt;/br&gt;
Svaret er i begge tilfælde bekræftende. Der kan derfor være grund til at behandle hvert af dem særskilt.

=== Forfattere og deres datering ===

Tekstanalytikere mener, at ''Tanakh'' (Gamle Testamente) er blevet til i tre omgange:&lt;/br&gt;
- en arkæisk fase: 11.-10. århundrede f.Kr.&lt;/br&gt;
- en klassisk fase: 9.-6. århundrede f.Kr.&lt;/br&gt;
- en sen fase: 5. århundrede f.Kr. eller senere.&lt;/br&gt;
Eksempelvis mener man, at den ældste del af Første Mosebog er historien om Jakobs velsignelse (i kapitel 47), som skal stamme fra arkæisk tid, men størstedelen af resten stammer fra klassisk tid.

I en række tilfælde forekommer tilsyneladende dubblerede historier med både ligheder men også klare forskelle. Forskerne mener, at det afspejler sammenskrivning af to eller flere ulige overleveringer.

Kildeforskere mener at kunne udskille fire lag i eller snarere forfattere til Mosebøgerne:

J: ''Jahvisten'', hvor Gud sædvanligvis kaldes ''Jahve''; et litterært lag der i modsætning til Præsteskriftet er præget af lægmandssynspunkter.&lt;/br&gt;
E: ''Elohisten'', hvor gudsbetegnelsen er ''Elohim''.&lt;/br&gt;
D: ''Deuteronomisten'', det vil sige &quot;forfatteren&quot; til Femte Mosebog.&lt;/br&gt;
P: ''Præsteskriftet'', et litterært lag i mosebøgerne, der antages at være blevet til i præstelige kredse, og som udviser særlig interesse for kultiske forhold. 

J- og E-teksterne menes nedskrevet efter, at det oprindelige kongerige var blevet delt i to: Israel i nord og Judæa i syd. J-teksterne menes at stamme fra Judæa, E-teksterne menes at stamme fra Israel.

J-teksterne dateres til tidsrummet mellem 848 f.Kr. og 722 f.Kr., idet disse tekster omtaler Babylon og Calah (Nimrod) som store byer. Desuden nævnes Edom som en autonom stat, hvilket først skete efter 848 f.Kr.

E-teksterne lader sig ikke datere nærmere end til 9. eller 8. århundrede f.Kr.

P-teksterne dateres til 6. århundrede f.Kr. og menes skrevet efter, at templet i Jerusalem var revet ned, og jøderne var blevet tvangsforflyttede til Babylon. Dette kan forklare hvorfor, at der ikke findes en eneste henvisning til templet i Jerusalem.&lt;ref&gt;Dinkgreve (2021), kap. 8&lt;/ref&gt;

Problemet ved en tekstanalyse af ''Tanakh'' er, at teksterne synes at være flettet sammen fra to eller flere oprindelige kilder til een sammenhængende historie. Det formodes, at J- og E-teksterne er blevet sammenskrevne efter 722 f.Kr., da Israel blev erobret af assyrerne, og flygtninge fra Israel i nord kom sydpå til Judæa og bragte deres E-traditoner med sig. Her blev de sammenskrevne til en ny version, JE, der ofte giver et judæisk perspektiv.

Men hvordan kan vi skelne imellem de forskellige tekster? Lad os tage nogle eksempler.

Under ørkenvandringen lader Moses vand springe fra klippen. I det ene tilfælde sker det uden problemer, i det andet pålægges Moses af Gud at tale til klippen, men han slår på den med sin stav i stedet, og som straf for at have ignoreret dette pålæg får han ikke love til at betræde Kana'an men kun at se det udefra. (exodus 18)

J-teksten angiver, at Abraham boede i Hebron, som er en judæisk by, men E-teksten fortæller om Jakobs kamp med Gud i Peni-El, som er en israelsk by.

I beskrivelsen af Jakobs sønner nævner J-teksten Judæa, mens E-teksten nævner stammer der var dele af Israel.

I E-teksten lader Aron skabe guldkalven til jødernes tilbedelse, men denne historie findes ikke i J-teksten.

Præsterne i Judæa hævdes at være efterkommere efter Aron, Moses broder, mens præster i Israel nævner andre levitter.

P-teksterne skiller sig ud ved at lægge vægt på love, lige som den tildeler Aron en større rolle, ligestillet med Moses. I ''JE''-teksten er det Moses' stav, som udfører mirakler (Første Mosebog kapitel 4), i P-teksten er det Arons stav (kapitel 7). I P-teksten er Aron den første, som ofrer, mens i ''JE''-teksten omtales flere tidligere ofringer, blandt andre Kain og Abel, Abraham og Isak samt Jakob, mens ingen af disse tilfælde omtales i P-teksten. Det menes, at dette afspejler P-tekstens mål om at give de aronitiske præster eneret på ofringer til Gud. Under ørkenvandringen optræder to uens oprør: i ''JE''-teksten er det Dathon og Abiram, som udfordrer Moses ved at sige, at det ville være bedre for jøderne at vende tilbage til Egypten, men at de opsluges af jorden i et jordskælv. I P-versionen er det levitterne under ledelse af Korah, som udfordrer Aron, men ligeledes dør.

Ligeledes omtaler P-teksterne ingen tilfælde, hvor folk besøges af engle eller får visioner, således omtales ikke historien om Josef og han 6 drømmesyner, ej heller de to engle i Sodoma og Gomorra eller Jekobs kamp med Gud. Sigende nok nævnes ordet &quot;profet&quot; kun een gang i P-teksten og da med henvisning til Aron.

=== Lånte historier ===

Sammenligninger mellem bibelske beretninger og tilsvarende overleveringer fra sumerisk og mesopotamisk kultur viser, at flere af historierne er blevet overtaget herfra, men at de er blevet omskrevne og tilpassede for at passe ind i den myte om jødernes oprindelse og historie, som man ønskede fremmet. Det gælder således blandt andre historierne om skabelsen, om Kain og Abel, om Noa og vandfloden samt om Sodoma og Gomorra.

Andre beretninger er tilsyneladende ligeledes lånt fra andre kulturer, således udvandringen fra Egypten, der blev gjort af et folk kaldet ''hyksos'', ikke af jøderne. Der kan være grund til at nævne nogle af disse beretninger, som jøderne så at sige adopterede.

==== Skabelsesberetningen ====

Den babylonske skabelsesberetning hedder ''Enuma Elish''. Dene kendes blandt andet fra Nineveh i Mesopotamien. Dens hovedtræk er følgende: i begyndelsen var der kun vand: guden ''Absu''s ferske vand og gudinden ''Tiamat''s salte vand. De blev blandede, og fra denne blanding blev født de første guder. Men disse yngre guder forstyrrede deres forældres søvn, så Tiamat sendte i vrede en hær af monstre for at ødelægge dem. Ud af dette kaos trådte ''Marduk'', stormguden og Babylons skytsguddom, som kæmpede imod ''Tiamat'' i en duel. Han affyrede en pil, som skabte hul i hendes mave og splittede hendes hjerte. Der efter skar han hendes krop op i to halvdele: af den ene skabte han himmelhvælvingen, af den anden halvdel jorden. Han satte stjerner i deres konstellationer, han satte månen til at angive månederne og solen til at lyse om dagen. Endelig skabte han menneskene af blod fra en død guddom blandet med ler for, at de kunne udføre det tunge arbejde for evigt.&lt;ref&gt;Dinkgreve (2021), kap. 3&lt;/ref&gt;

Den jødiske skabelsesberetning er i alle henseender et modstykke til den babylonske beretning: i stedet for flere guder er der kun een gud, i stedet for en skabelseskamp foregår skabelsen i Gamle Testamente med ord, i stedet for at menneskene er slaver for guderne er de i Bibelen skabt i Guds billede. Men der er også ligheder: rækkefølgen med adskillelse af himmelhvælving og den faste jord, fiksering af dag og nat samt tiden og endelig at menneskene skabes sidst i forløbet.

Det kan i en sidebemærkning oplyses, at det hebraiske ord i Første Mosebog 1:2 for urdybet, ''tehom'', filologisk er forbundet med ''Tiamat'', saltvandsgudinden i den babylonske skabelsesberetning.

==== Kain og Abel ====

Også den bibelske fortælling om Kain og Abel synes at have rod i to sumerisk myter. I den ene sumeriske myte omtales en hyrde (''Dumuzid''/Tammuz) og en landmand (''Enkimdu''), der begge konkurrerer om gudinden Inannas opmærksomhed. Den bibelske parallel: Ligesom i den sumeriske historie repræsenterer Kain bonden, mens Abel repræsenterer hyrden. Men i stedet for en uafklaret konkurrence eller forsoning tager den bibelske beretning en mørk drejning til brodermord. 

En anden variant er en sumerisk myte, hvor kvægguden (''Lahor'') og korngudinden (''Ashnan'') skabes af guderne for at sørge for mad og tøj. I disse historier diskuterer de to, hvem der må anses for mest værdifuld for den menneskelige civilisation. Den bibelske parallel er modsætningen mellem den omvandrende hyrde og den bofaste kornavler, men her bruges den til at skabe en søskenderivalisering, der ender i brodermord. Mens sumeriske myter brugte søskende til at fremhæve to byggestene i den menneskelige civilisation og fokuserer på samarbejde eller venskabelig rivalisering, brugte hebraiske forfattere den lånte fortælling til at skildre den syndefulde menneskelige natur, herunder konsekvenserne af misundelse.

Forskere antager, at disse velkendte myter sandsynligvis blev integreret i den hebraiske tradition under deres babylonske eksil i det 6. århundrede f.Kr., hvilket tillod forfattere at omarbejde regionale kulturelle temaer, så de passede til deres monoteistiske verdensbillede.

==== Noa og vandfloden ====

Også historien om Noa og vandfloden er overtaget fra andre kulturer. I 1872 fandt man i British Museums store samling fra Assurbanipals bogsamling et store epos kaldet ''Gilgamesh''. I kapitel 11 af dette epos findes en historie, hvis hovedtræk er følgende: guderne beslutter at udrydde menneskene ved at drukne dem, men vandenes gud, Enki, advarer Utu-nipishtim om faren og tilråder ham at bygge en ark og tage sin familie og sit kvæg med ombord, hvilket skete. I seks dage og nætter varer uvejret og oversvømmelsen, men på den syvende dag rammer arken toppen af et bjerg i Armenien. For at undersøge om oversvømmelsen er overstået sendes først en due og så en svale ud, men de vender begge tilbage. Først, da en ravn sendes ud og ikke vender tilbage, viste det, at vandene nu var sunket, og at Utu-nipishtim kunne forlade arken. Det gør han og foretager et takoffer til guderne. Enki bad så den øverste af guderne, Enlil, om at love, at han aldrig i fremtiden ville straffe hele menneskeheden for nogle fås synder, hvilket denne lover. Han rører Uti-nipishtim og dennes hustru på panden og erklærer: &quot;Hidtil har Utu-nipishtim været dødelig. Nu skal han og hans hustru være som guderne; og de skal bo i det fjerne, ved flodernes munding&quot;.&lt;ref&gt;Bibby (1971), s. 62f&lt;/ref&gt;

Lighederne med Bibelens beretning om syndfloden er indlysende til trods for forskellene: navnene er ændrede, de mange guder er erstattet af een Gud, men ellers er beretningen i sine kernetræk den samme.

Senere, i 1899 og 1900, viste udgravninger i Nippur i Mesopotamien, at den akkadiske beretning selv havde en forgænger. I 1914 blev fra disse udgravninger offentliggjort en tavle fra Nippur med en lignende beretning, der imidlertid stammer fra Sumer og således er betydeligt ældre end den akkadiske beretning. Tavlen er ukomplet, idet kun den nederste trediedel er bevaret, men syndflodsberetningen er atter den samme, selv om hovedpersonen nu hedder Ziusudra i stedet for Utu-nipishtim. I den sumeriske version ender historien således: &quot;Anu og Enlil viste velvilje mod Ziusudra, liv som en gud giver de ham, evig ånde som en gud bringer de ned til ham. Så kongenZiusudra, bevareren af planternes navn og af menneskeslægtens sæd, lod de bo i overfartslandet. Dilmuns land, det sted hvor solen står op&quot;.&lt;ref&gt;Bibby (1971), s. 64&lt;/ref&gt;

Pointen her er, at Bibelens syndflodsberetning er et plagiat, ikke en oprindelig historie, men at den inddrages som et led i den rekonstruerede beretning om jødernes historie.

==== Edens have ====

I den sumeriske beretning optræder også det hellige land Dilmun. Dette land beskrives som et sted, hvor rovdyr, sygdom og alderdom ikke eksisterer:

I Dilmun tier ravnen,&lt;/br&gt;
rovfuglen skriger ikke,&lt;/br&gt;
løven dræber ikke,&lt;/br&gt;
ukendt er den kid-fortærende vildhund,&lt;/br&gt;
ukendt det kornædende vildsvin.&lt;/br&gt;
Malten som enken spreder på taget -&lt;/br&gt;
himlens fugle opæder ikke denne malt.&lt;/br&gt;
Duen hænger ikke med hovedet.&lt;/br&gt;
Den øjensyge siger ikke: &quot;Jeg er øjensyg&quot;,&lt;/br&gt;
den hovedsyge siger ikke: &quot;Jeg er hovedsyg&quot;,&lt;/br&gt;
den gamle kvinde siger ikke: &quot;Jeg er en gammel kvinde&quot;,&lt;/br&gt;
den gamle mand siger ikke: &quot;Jeg er en gammel mand&quot;.&lt;ref&gt;Bibby (1971), s. 66&lt;/ref&gt;

Det har været foreslået, at dette ideelle levested har været forbillede for jødernes opfattelse af Edens have. I dag ved vi, at Dilmun ikke var en myte om Paradis men navnet på en faktisk eksisterende stat med Bahrain som sit midtpunkt, der drev en omfattende handel og søfart fra Indusdalen i øst til Mesopotamien i nordvest. Dette er et sidespring, men hvis det viser sig, at Dilmun er inspirationskilden til Edens Have, vil det være endnu et eksempel på kulturelle traditioner, som jøderne har lånt, adapteret, og inkorporeret i deres egen historiske myte.

==== Babelstårnet ====

Historien om Babelstårnet er velkendt og lyder således: 

&quot;Hele jorden havde samme sprog og samme tungemål. Da de brød op mod øst, stødte de på en dal i landet Sinear, hvor de slog sig ned. De sagde til hinanden: &quot;kom, lad os stryge teglsten og brænde dem hårde!&quot; De brugte tegl som sten og asfalt som mørtel. Så sagde de: &quot;lad os bygge en by med et tårn, som når op til himlen, og skabe os et navn, for at vi ikke skal blive spredt ud over hele jorden.&quot; Herren steg ned for at se byen og tårnet, som menneskene byggede. Så sagde Herren: &quot;se, de er eet folk med samme sprog. Når de begynder at handle sådan, vil intet af det, de planlægger, være umuligt for dem. Lad os stige derned og forvirre deres sprog, så at de ikke forstår hinanden.&quot; Så spredte Herren dem derfra ud over hele jorden, så at de måtte holde op med at bygge byen. Derfor hedder den Babel, for dér forvirrede Herren sproget på hele jorden, og derfra spredte Herren menneskene ud over hele jorden.&quot;&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 17&lt;/ref&gt;

Denne historie synes at være skabt med to formål. Det ene er at forklare hvorfor, at ulige folkeslag taler uens sprog. Men historien har muligvis et andet formål: at nedgøre babylonernes ziggurater (tempeltårne), som antagelig blev lavet som en slags forbindelse mellem himmel og jord. Nebukadnezar II (omkring 605-562 f.Kr.), som erobrede Judah, ødelagde Jerusalem og bragte mange jøder til Babylon, byggede også et ziggurat i syv lag kaldet ''Etemenanki'', hvilket kan oversættes &quot;Himmelens og Jordens Grundvolds Hus&quot;.&lt;ref&gt;Dinkgreve (2021), kap. 3&lt;/ref&gt;

==== Abraham ====

I Første Mosebog kapitel 12 introduceres Abraham som israelitternes mytiske stamfader.&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 17ff&lt;/ref&gt; Følger man kronologien i Gamle Testamente, skal han dateres til omkring 2100 f.Kr. og således blandt andet før jødernes ophold i Egypten. Men i Første Mosebog kapitel 21 vers 34 hedder det: &quot;Abraham boede lang tid som fremmed i filistrenes land&quot;&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 27&lt;/ref&gt;, og vi ved, at filistrene først ankom til Kana'an i 12. århundrede f.Kr. som en del af de såkaldte &quot;havfolk&quot; (engelsk: ''Sea People''). Dette betyder, at ''enten'' er Abraham en fri opfindelse, som intet har med en historisk person at gøre, ''eller'' også hører han hjemme i 12. århundrede og er israelitternes stamfader, men i så fald eksisterede de ikke som folk, da de angiveligt opholdt sig i og udvandrede fra Egypten. Også aramæerne omtales og stammer ligeledes fra 12. århundrede, hvilket tyder på, at den sidst nævnte forklaring er den rette.

Men der er andre problemer med Abraham. Ifølge P-kilden skal han stamme fra den sumeriske by Ur&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 17&lt;/ref&gt; og have draget gennem den frugtbare halvmåne først til Haran (nu Aram, beliggende i Tyrkiet) og senere videre til Kana'an. I de to kilder J og E er Ur ikke nævnt, kun Haran. Det har derfor været antaget, at det er hans oprindelige hjemsted. Det ville kunne forklare hvorfor, at hans forfædre Serug, Nahor og Terah har navne efter landsbyer omkring Haran, som Abrahams broder har navn efter. Det kunne også forklare benævnelsen &quot;hebræer&quot;, der antagelig betyder &quot;hinsides floden&quot;, idet Haran ligger på den modsatte bred af Eufrat.&lt;ref&gt;Dinkgreve (2021), kap. 8&lt;/ref&gt; Samme tradition findes i Josvabogen kapitel 24:2 i omtalen af pagtslutningen i Sikem: &quot;Josva sagde til hele folket: &quot;Dette siger Herren, Israels Gud: I gamle bage boede jeres fædre på den anden side af Eufratfloden, Tera, Abrahams og Nakors far, og de dyrkede andre guder&quot;.&quot;&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 269&lt;/ref&gt;

Imidlertid savnede Abraham en slægtshistorie, så i Første Krønikebog kapitel 1 får han den. Her hører vi at han er søn af Sem, som på sin side er søn af Noa, som atter er efterkommer af Adam.&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 446&lt;/ref&gt; Men som vi netop har set, er han i Josvabogen søn af Tera.&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 269&lt;/ref&gt; Der er således interne modsætninger i de narrativer, som de ulige slægtslister og narrativer i ulige dele af Gamle Testamente giver. Dette viser, at man har forsøgt at sammenskrive ulige narrativer til et men med ringe held.

==== Sodoma og Gomorra ====

Historien om Sodoma og Gomorras ødelæggelse optræder som et sidemotiv i beretningen om Abrahams liv i Første Mosebog kapitel 18:16-33 og kapitel 19:1-28.

Bibelforskere er generelt enige om, at selvom Gamle Testamente ikke direkte &quot;låner&quot; historien om Sodoma og Gomorra fra en specifik sumerisk kilde, deler fortællingen om guddommelig ødelæggelse, guddommelige besøgende og den flammende omstyrtelse af en by slående motiver med tidligere mesopotamisk litteratur og bredere oldtidsmytologi fra Nærøsten. Således &quot;Akkads forbandelse: Ekur hævnet&quot;, et akkadisk/sumerisk litterært værk dateret til mellem 2112 f.Kr. og 2004 f.Kr., som beskriver den pludselige ødelæggelse af byen Akkad. Myten blev skrevet hundreder af år efter Naram-Sins liv og er digterens forsøg på at forklare, hvordan det lykkedes for gutianerne at erobre Sumer. Efter en indledende passage, der beskriver Akkads herlighed før dets ødelæggelse, fortæller digtet om, hvordan Naram-Sin gjorde hovedguden Enlil vred ved at plyndre Ekur, der var Enlils tempel i Nippur. I sin vrede kaldte Enlil gutianerne ned fra bjergene øst for Tigris, hvilket bragte pest, hungersnød og død over hele Mesopotamien. For at begrænse denne ødelæggelse, bestemte otte af guderne (nemlig Inanna, Enki, Sin, Ninurta, Utu, Ishkur, Nusku og Nidaba), at kun byen Akkad skulle ødelægges for at skåne resten af ​​Sumer, og de forbandede den. Historien slutter med, at digteren skriver om Akkads skæbne, idet den velstående by lægges i aske i overensstemmelse med gudernes forbandelse.

Temaet om guddommelig straf for en bys ''hybris'' eller umoral er et udbredt motiv i oldtidens verdensbillede. Det kan ikke vides sikkert, om det er denne historie, der har dannet forbillede for Gamle Testamentes historie om Sodoma og Gomorra, men motivet menneskers umoral og manglende respekt for guddommen er det samme.

Den bibelske version rummer Abrahams forsøg på at undgå ødelæggelsen, hvis der blot fandtes ti retfærdige indbyggere i byen, men selv så få fandtes der åbenbart ikke. Kun Lot, Abrahams slægtning, reddes fra ulykken: &quot;Da solen stod op over landet, og Lot var kommet til Soar, lod Herren svovl og ild regne ned over Sodoma og Gomorra fra Herren i himlen. Han ødelagde disse byer, ja hele Jordandalen, alle, der boede i byerne, og alt, der voksede på markederne.&quot;&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 25&lt;/ref&gt; Naturvidenskabeligt set kunne det være beskrivelsen af en meteorregn eller af nedfald fra et vulkanudbrud.

==== Moses ====

I Anden Mosebog kapitel 2 introduceres den mytiske skikkelse Moses som israelitternes befrier fra trældommen i Egypten. Historien begynder med hans fødsel. Ifølge myten havde farao befalet, at alle drengebørn skulle dræbes ved fødslen, men Moses' moder reddede ham ved at placere ham i en sivkurv, hvor han blev fundet og adopteret af faraos datter.&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 67&lt;/ref&gt; Denne historie er imidlertid utvivlsomt adopteret fra sumerisk tradition, idet en tilsvarende historie fortælles om kong Sargon af Assad.&lt;ref&gt;Dinkgreve (2021), kap. 8&lt;/ref&gt; Der er således ingen grund til at tillægge denne del af traditionen nogen historisk baggrund.

Senere fortæller Anden Mosebog, at Moses blev pålagt af Gud at føre israelitterne ud af Egypten. Det hedder i den forbindelse, at Gud blandt andet siger til Moses: &quot;Jeg er din faders Gud, Abrahams Gud, Isaks Gud og Jakobs Gud&quot;.&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 69&lt;/ref&gt; Her stå vi på ny over for problemet, at henvisningen til Abraham åbenbart er en anakronisme. Det betyder, at der kan rejses tvivl om både den historiske skikkelse Moses og om Mosebøgerne som kilde til israelitternes tidlige historie overhovedet.

Kendsgerningen er, at der findes ingen beviser på eksistensen af de fem mosebøger før slutningen af det 4. århundrede f.Kr., herunder eksistensen af en person kaldet Moses.&lt;ref&gt;Gad Barnea&lt;/ref&gt; Men den farao, som med stor sandsynlighed fordrev semitterne fra Egypten, hed Ahmoses, hvilket på hebraisk betyder &quot;Moses' broder&quot;. Så måske at der er en sammenhæng her.

==== Græske narrativer ====

Men det er ikke kun fra Sumer og Mesopotamien at Gamle Testamenter har lånt narrativer. Nogle kildekritikere tilhørende den såkaldte &quot;Københavnerskole&quot; har peget på, at også græske narrativer har ydet deres bidrag, lad os tage nogle eksempler:

Jan-Wim Wesselius har foretaget undersøgelser, der viser, hvordan Første Mosebog og Anden Mosebog afspejler Herodots skrifter, især sidstnævntes beretning om persiske kongers liv. Han sammenlignede i detaljer lighederne mellem Josef og Kyros, og især mellem Moses og Xerxes. Josef og Kyros har begge drømme, bliver afsløret for at dø, går i eksil, bliver skjult i en periode og bliver konger, når deres identitet afsløres. Moses og Xerxes drager ud for at erobre enten Kana'an eller Grækenland og krydser vand med deres folk. Mange andre detaljer nævnes, såvel som sammenligninger mellem Terah og Phraortes (en medisk konge), Abraham og Kyaxares (en medisk konge), Isak og Astyges (en medisk konge) og Jakob og Mandane (Kyros' mor).&lt;ref&gt;Wesselius (1999), s. 24-77&lt;/ref&gt;&lt;ref&gt;Wesselius (2002), s. 6-47&lt;/ref&gt;

Philippe Guillaume mener, at skrivere i Alexandria i det andet århundrede f.Kr. indsatte Dommere i den Deuteronomistiske Historie, hvilket afspejlede de ideologiske behov hos de hasmoneiske herskere i Palæstina. Dommere var inspireret af Hesiods ''Værker og Dage'', især afsnittet om heltene, som Hesiod indsatte i de fire tidsaldre. Dette svarer til, hvordan Dommere blev indsat i den Deuteronomistiske Historie. Historier om heroiske dommere før David og Salomon underminerer Davids dynastis påstande, hvilket igen hjalp de hasmoneiske dynaster, der ikke havde nogen Davidisk afstamning bag deres påstande om messiansk styre (147-64).

Katherine Stott har påpege, at Davids opstigning, som skildret i Første Samuelsbog kapitel 16-31 og i Anden Samuelsbog kapitel 1-8, muligvis er inspireret af den fortælling, der beskriver Kyros' opstigning til Persiens og Mediens trone i teksten i Herodots Historier. Hun så følgende paralleller:&lt;/br&gt;
- Kyros og David starter begge under ydmyge kår,&lt;/br&gt; 
- begge træder ind i den forrige konges hof,&lt;/br&gt; 
- i begge tilfælde bliver den pågældende konge jaloux på dem,&lt;/br&gt; 
- i begge tilfælde bliver de truet med døden af ​​den pågældende konge,&lt;/br&gt; 
- begge flygter fra hoffet,&lt;/br&gt; 
- begge bliver folkelige ledere,&lt;/br&gt; 
- i begge tilfælde hopper en allieret af,&lt;/br&gt; 
- begge tilraner sig kongerigets herredømme,&lt;/br&gt; 
- begge får succes på grund af deres militære dygtighed,&lt;/br&gt; 
- begge skåner den gamle konges liv i en periode,&lt;/br&gt; 
- der er et tragisk element i den forrige konges fald i begge tilfælde, og&lt;/br&gt; 
- i begge tilfælde er udfaldet dannelsen af ​​en ny politisk enhed.&lt;/br&gt; 
Stott bemærkede, at denne græske tekst kun i den hellenistiske æra ville have været tilgængelig for den bibelske forfatter.&lt;ref&gt;Stott (2002), s. 62-71, 77-78)&lt;/ref&gt;.

Hesiods ''Theogoni'' og Katalog over kvinder var til dels indflydelsesrige kilder til henholdsvis skabelsesberetningen i Første Mosebog 1 og de genealogier, der findes i hele Første Mosebog 1-11 &lt;ref&gt;Gnuse (2017)&lt;/ref&gt;.

Fortællinger i Første Mosebog 1-11 kan også vises at have betydelige paralleller med beretninger nedskrevet hos græske historikere, såsom Hekateus fra Milet (''Periegesis'' og genealogier) og Herodot fra Halicarnassus (Historier), herunder omtaler af menneskelige leveveje (Første Mosebog kapitel 4:20-22), de tre sønner af en syndflodshelt, der er menneskehedens forfædre (Første Mosebog kapitel 9:18-19 og kapitel 10:1-32) samt plantningen af ​​en vingård (Første Mosebog kapitel 9:20-27). &lt;ref&gt;Gnuse (2019)&lt;/ref&gt;

Ældre latinske traditioner, der ligger bag beretningerne i Ovids Fasti 5, 493-544 og Metamorfoser 8, 625-725, kan have inspireret fortællingerne om de budbringere, der fortæller Abraham om hans kommende søn, og de budbringere, der advarer Lot om at forlade Sodoma i Første Mosebog 18:1-15; 19:12-26. &lt;ref&gt;Gnuse (2017)&lt;/ref&gt;.

En fortælling om Democedes af Kroton i Herodots Historier 3, 125-132 kan have givet anledning til fortællingen om Josef, der fortolker faraos drømme i Første Mosebog 41:1-36, hvilket igen inspirerede drømmeberetningerne i Daniels Bog &lt;ref&gt;Gnuse (2010)&lt;/ref&gt;.

Den korte fortælling om den store kriger Achilleus' ædle, talende heste i ''Iliaden'' 19, 395-424 kan være løst overtaget og indpasset i beretningen om Bileams æsel i Fjerde Mosebog kapitel 22:22-35, hvor et simpelt æsel bringer skam over en tåbelig profet. Talende dyr er langt mere almindelige i græsk litteratur end i Bibelen. (Gnuse 2017d)

Ofrelsen af ​​Ifigenia i to skuespil af Euripides omkring 400 f.Kr.: ''Ifigenia blandt Taurierne'' og ''Ifigenia i Aulis'', kan have inspireret beretningen om Jeftas ofring af sin datter i Dommerbogen kapitel 11:30, 34-40, som synes at være indsat i beretningen om Jeftas kamp mod ammonitterne. (Gnuse 2019b)

Arrians beretning om Alexander den Store og det spildte vand i Anabasis af Alexander 6.26.1-3 kan have inspireret en lignende historie om David i Anden Samuels Bog 23:15-17. Davids handling med at hælde det vand ud, som hans modige soldater hentede bag fjendens linjer, gør ikke en fornuftig historie, som Alexanders handling i den gedrosiske ørken, hvor tørst virkelig er et problem, gør (Gnuse 1998).

Fortællingerne om Josef, Bileam og Jefta kan være blevet placeret i den bibelske tekst i den persiske periode kort efter 400 f.Kr., såvel som bibelske tekster i Første Mosebog 1-11 med Hesiod, Hekateus og Herodot som inspirationskilder. Men de andre fire fortællinger synes mere sandsynligt at have en oprindelse fra den hellenistiske æra. I sidste ende kan man argumentere for, at alle disse tekster opstod i den hellenistiske æra. Wajdenbaum diskuterede alle disse samme beretninger, gjorde mange af de samme observationer og antydede hellenistiske oprindelser, men Gnuse gav større detaljer i analysen af ​​passagerne.

I flere tilfælde kan det sandsynliggøres, at der er tale om tillæg til ældre beretninger placeret i slutningen af ​​bibelske bøger, og som ser ud til at have været knyttet til bogen kun med en løs forbindelse til resten af ​​bogen. Dette gælder især i Dommerbogen, hvor fortællingerne i Dommerbogen kapitel 13-16 om Samson ser ud til at have en helt anden stil end resten af ​​Dommerbogen. Et stort antal forskellige græske legender om Herakles synes at have påvirket Samson-fortællingerne i Dommerbogen kapitel 13-16 på et sent tidspunkt, sandsynligvis i den hellenistiske tid. Der er alt for mange græske paralleller inden for disse fire kapitler til, at de kan afvises som blot fortællingshistoristiske sammentræf.&lt;ref&gt;Gnuse (2018)&lt;/ref&gt;

Afsnittene i Dommerbogens kapitel 17-21 om Mika, om Dan-stammens udvandring til Lakash samt om Benjamitternes skændselsdåd fremstår som tilføjede tillæg til resten af ​​bogen, og dér finder vi beretningen om kvinderne, der blev kidnappet fra Silo. &quot;Voldtægten af ​​de sabinske kvinder&quot;, som en gammel fortælling genfortalt af Livius (''Historie'' I, 9,1-16) og Plutarch (Lives: Romulus XIV, 2-8), kan være forbilledet for de bortførte piger i Dommerbogen kapitel 21:1-24. &lt;ref&gt;Gnuse (2007)&lt;/ref&gt;

Anden Samuelsbog kapitel 21-23 synes også at være et appendiks, og heri finder vi David, der hælder det vand, han har modtaget fra sine krigere, ud. Dommerbogen kapitler 13-21 og Anden Samuelsbog 21-23 kunne derfor være blevet føjet til Deuteronomistiske historier på et meget sent tidspunkt. Historierne om Josef i Første Mosebog kaptel 39-50, der skulle forklare jødernes ophold i Egypten, ses ofte som en sen tilføjelse fra omkring 400 f.Kr. eller senere, hvorfor Herodots indflydelse på Josefs drømmetydning er sandsynlig. Andre beretninger ser også ud til at være blevet indsat noget ujævnt i deres fortællende kontekst. Dette er tydeligst i beretningen om Jeftas ofring af sin datter, som synes at være indsat midt i Jeftas slag i Transjordan, og fortællingen om Bileam og hans æsel, som fremstiller Bileam med en helt anden persona end den, der findes i resten af ​​Fjerde Mosebog 22-24. Historien om de tre engle, der besøger Abraham og pludselig kun bliver to i antal, da de besøger Lot, beder os om at se på parallelle romerske beretninger, hvor der er henholdsvis tre og to engle i fortællingerne fra Ovid. Desuden vidner de nuancerede detaljer i dialogen i Første Mosebog 18-19 også om en senere tids skrivestil. Således synes indflydelsen fra klassiske og græske beretninger at være mest sandsynlig i historier, der synes at være senere tilføjelser og indsættelser i hovedhistorierne.

Foruden indholdsmæssige ligheder er der også opbygningsmæssige ligheder. Daniel Hawk bemærkede, at Aischylos' Orestia og Første Samuelsbog kapitel 8 til Anden Kongebog 8 deler lignende struktur og karakterer. Begge har et tredelt skema og bruger metaforer til at afspejle overgangen fra et slægtskabssamfund til et borgersamfund. Agamemnon og Saul afspejler den gamle orden, Orestes og David viser overgangen, og Athena og Salomon indvier den nye orden. Den deuteronomistiske historiker brugte Orestia som model for sine &quot;modtagne traditioner vedrørende det israelitiske monarki&quot;. Hawk mente, at den hellenistiske æra ville have været det tidspunkt, hvor den bibelske forfatter havde adgang til Aischylus' skrifter.

Disse og andre eksempler er blevet fremhævet af nogle forskere, der generelt er enige om, hvordan hellenistisk litteratur formede den oprindelige historie efter 300 f.Kr. eller endda efter 200 f.Kr. i den makkabæiske æra. Larsson konkluderede, at de bibelske beretninger blev skabt i det ptolemæiske Egypten i det andet århundrede f.Kr. og påvirket af betydelige græske historikere fra det tredje århundrede f.Kr., så som Berossos, Manetho og Eratosthenes. På grundlag af sådanne iagttagelser mener Niels Peter Lemche, at Dommerbogen og sikkert også andre dele af Gamle Testamente først er blevet skrevet eller har fundet deres endelige form omkring 272 f.Kr. Etienne Nodet bekræftede, at Pentateuken opstod i begyndelsen af ​​det tredje århundrede f.Kr., men profeterne og nogle af skrifterne blev skabt i det andet århundrede f.Kr. Disse tekster blev genereret i Alexandria under hellenistisk indflydelse. Emanuel Pfoh mente, at selvom den primære historie blev skabt i den hellenistiske æra, kom nogle traditioner fra den assyriske og persiske æra og blev udviklet af skrivere gennem årene. Men i bund og grund blev teksten formet under hellenistisk indflydelse (23, 33-35). Hvordan det nu forholder sig, står det klart, at både den sene tilblivelse og dens mulige motiver undergraver store dele af Gamle Testamente som historisk kilde.

Det er muligt, at der findes en historisk kerne, som over tid er blevet udbygget og pyntet på med narrativer hentet fra græske traditioner, men indtil videre må det konstateres, at næsten alt i Gamle Testamente lader sig betvivle.

Mest afgørende i denne sammenhæng er det imidlertid, at hvis disse kritikere tilhørende &quot;Københavnerskolen&quot; har ret, så betyder det, at ''Tanakh'' eller Gamle Testamente langt fra var færdigskrevet endsige færdigredigeret, da jøderne vente tilbage til Jerusalen efter eksilet i Babylon. Forud ventede endnu en lang redigeringsproces, og det kan også forklare hvorfor, at vi skal helt frem til 2. århundrede f.Kr. (eller tidligst 3. århundrede f.Kr.) før, at jøderne udviser noget kendskab til deres religiøse skrifter. Forklaringen er den enkle, at først da havde skrifterne nået et så fuldendt udseende, at de lod sig anvende i den national-politiske propaganda.

==== Hyksos-problemet ====

Mens arkæologerne med rimelig sikkerhed tør fastslå, at der fandtes en særlig israelitisk befolkning fra omkring 1200 f.Kr., så er der mere usikkerhed om tiden forud. Hovedspørgsmålet kan formuleres således: er jødernes ophold i og udvandring fra Egypten en historisk begivenhed eller ej? Holdningerne spænder fra fuldstændig afvisning af denne historie til ubetinget tilslutning.

For at løse problemet må vil opspalte det i tre delspørgsmål:&lt;/br&gt;
- kan der påvises et ophold af en semitisk befolkning i Egypten?&lt;/br&gt;
- hvis ja: inden for hvilket tidsrum?&lt;/br&gt;
- hvis ja: var det israelitter eller ej?

Det umiddelbare svar på spørgsmålet er, at der faktisk findes oplysninger om en fremmed befolkning i Egypten. Men denne befolkning, kaldes af egypterne selv ''Hiku-khasut'', det vil sige &quot;ørkenfyrsterne&quot; (hvilket på græsk er blevet til ''hyksos''&lt;ref&gt;Bibby (1978), s. 96&lt;/ref&gt;, og denne benævnelse bruges almindeligvis og derfor også her), ikke &quot;hebræerne&quot;, &quot;jøderne&quot; eller &quot;israelitterne&quot;, og ingen af disse betegnelser kendes i samtiden, end ikke fra Kana'an. Forskerne mener at kunne fastslå, at disse ''hyksos'' ankom fra øst til Egypten i 19. århundrede f.Kr., regerede over Egypten i 17. og 16. århundrede f.Kr. men senere forsvandt igen. Der er fundet en grav rejst over en mand ved navn ''Aper-El'', det vil sige &quot;El's tjener&quot;, som tjente hos faraonerne Amenhotep III og Akhenaten i 14. århundrede f.Kr.&lt;ref&gt;Dinkgreve (2021), kap. 8&lt;/ref&gt;

Et passende udgangspunkt for vurdering af udvandringens troværdighed kan være Simcha Jacobovici og hans film &quot;''The Exodus decoded''&quot;. Heri giver han blandt andet en omfattende dokumentation, som nok kan være en nøjere gennemgang værd.

Simcha tager udgangspunkt i bibelkritiske afvisninger af udvandringen, som traditionelt blev dateret til 1270 f.Kr. det vil sige i Ramses II's regeringstid men hvor der ingen beviser for en sådan begivenhed findes. Simcha mener, at denne datering er forkert, og at den korrekte tidsfæstelse er omkring 1500 f.Kr. Som beviser for denne tidsfæstelse anfører han følgende:

Hyksos-folket skulle være kommet til Egypten omtrent 200 år før, at de atter udvandrede, det vil sige 1700 f.Kr. I en grav i Beni Hassan ved Nilen omkring 400 km syd for Cairo findes et vægmaleri, som viser en indvandring til Egypten. Befolkningen er semitter med skæg, flerfarvede dragter og med benævnelsen &quot;''Amo''&quot;. I ''Tanakh'' (Gamle Testamente) anvendes benævnelsen &quot;''Amo Israel''&quot;, det vil sige &quot;Guds folk&quot;. Benævnelsen er den samme og deres ophold passer nøje med traditionen.

Hyksos-folkets hovedstad var Avaris, der ligger i Nilens delta nord for Cairo. Avaris er blevet udgravet af professor Manfred Bietak fra Wien. Han har blandt andet fundet 9 seglstamper med navnet &quot;Jakob&quot;, hvilket nøje svarer til den bibelske tradition om faraos betroede mand, Josef, der netop var søn af Jakob.

Ifølge traditionen ender indvandrerne som slaver. I Serabit El Khadim i Sinai-ørkenen blev udvundet tyrkis-sten i miner ved slaveri. I en af disse minder findes en alfabetisk (ikke-egyptisk) indskrift på væggen: &quot;El, hjælp mig&quot;. ''El'' var navnet på en semitisk guddom.

En stele rejst af farao Ahmoses og dateret til omkring 1500 f.Kr. fortæller om blandt andet storm og mørke i overensstemmelse med den bibelske tradition, og den nævner gud i ental. Ahmoses er kendt for at have udvist hyksos-folket. Navnet Ahmoses betyder på egyptisk &quot;månen er født&quot; men på hebraisk &quot;Moses' broder&quot;. 

Omkring 1500 f.Kr. indtraf et stort vulkanudbrud på øen Santorini i det græske øhav. Simcha mener, at det var denne begivenhed, som udløste udvandringen, og at den også kan forklare Egyptens ti plager. Hans argumentation herfor er følgende:

I Avaris er fundet vulkansk pimpsten dateret til omkring 1500 f.Kr. Dette viser (om ikke andet) at Egypten blev påvirket af netop dette vilkanudbrud.

Vulkanudbruddet og tilhørende jordskælv havde følgende bivirkninger:&lt;/br&gt;
- vandet bliver rødt. Årsagen er, at rust frigøres ved gasudbrud fra bunden og opblandes i vandet. Dette skete blandt andet i 1986 ved Nyos-søen i Cameroon.&lt;/br&gt;
- frøer. Hopper ud af vandet, når det bliver forurenet.&lt;/br&gt;
- lus, fluer og epidemi følger som eftervirkninger af miljøkatastrofen&lt;/br&gt;
- sår og bylder. Disse kendes ligeledes fra Nyos-begivenheden i 1986.&lt;/br&gt;
- hagl. Is og ild = &quot;vulkansk hagl&quot; omtales i den såkaldte Ipuwer-papyros og skyldes, at vulkansk aske blandes med vand i atmosfæren.&lt;/br&gt;
- græshopper. Bringes på vandring på grund af klimaændringen.&lt;/br&gt;
- mørke. Skyldes en askesky, der fra vulkanudbruddet bredte sig til Nilens delta, hvilket er bevist ved korn af asken fundet af Jean-Daniel Stanley fra Smithsonian Institute.&lt;/br&gt;
- førstefødte sønner døde. Skyldes at CO&lt;sub&gt;²&lt;/sub&gt; frigøres fra jordens indre og lægger sig lige ved jordens overflade. Da de ældste priviligerede sønner sov på en lav seng, blev de dræbt af gassen, mens andre børn der sov på de flade tage aldrig blev berørt inden, at gassen opløstes igen. Noget tilsvarende blev observeret i Nyos. Yderligere er der udgravet massegrave i Avaris, som kun omfatter personer af mandkøn og ikke krigere. Og Ahmoses' egen søn døde som 12-årig (hans begravede lig er fundet).&lt;/br&gt;
Ifølge Simcha er alle disse begivenheder således naturlige mulige følger af vulkanudbruddet.
[[Fil:Stele_of_Grave_Circle_A_Mycenae_NAMA_1428.JPG|200px|thumb|Gravstele fra Mykene, der viser Farao, som forfølger Moses. De er omgivet af vand på begge sider.]]
Velkendt er historien om havets deling.&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 82&lt;/ref&gt; Den korrekte formulering i Bibelen er &quot;Yam Suf&quot;, det vil sige Sivhavet. Men siv vokser ikke i saltvand, så der er tale om en stor sø. På Ismailia Regional Museum findes en granitsten med en indskrift i hieroglyffer, ''El Arish''-indskriften, der fortæller om udvandringen set fra faraos side. Her kaldes lederen for &quot;ørkenprinsen&quot;. Mere bemærkelsesværdigt er det, at indskriften også fortæller, at vandene delte sig (markeret som bølger + 2 knive), og at indskriften nævner stedet for denne begivenhed: ''El Balah'', en nu tidligere sø beliggende øst for Avaris nær overgangen til Sinai-ørkenen. Simcha mener, at som følge af de tektoniske forskydninger og deraf følgende jordskred løftede den afrikanske plade sig 1-2 meter og skabte en landkorridor, men kort efter fulgte en tsunami, som druknede faraos hær.

Simcha peger på et vægmaleri på Santorini, som viser en sejlads fra en by omgivet af mure. Simcha mener, at den viste by er Avaris, idet der her også er fundet minoiske vægmalerier, hvilket vidner om handelsforbindelser. En del af udvandrerne skulle således være draget til Grækenland. I Mykene er fundet guldgenstande og sværd i en grav dateret til 1500 f.Kr. De kan stamme fra jødiske udvandrere. Desuden er fundet tre gravsten med billeder visende først en mand på en stridsvogn, der forfølger en gående mand omgivet af bølger, dernæst at den gående mand er nået højere liggende land og har vendt sig imod stridsvognen, og endelig at stridsvognen drukner i bølgerne. Billederne viser, let forenklet, faraos forfølgelse af Moses. Det er i bogstaveligste forstand en tegneserie om begivenheden.

Simcha peger dernæst på, at jordskælv kunne have ført til, at gas og olie blev frigivet og måske blev antændt, og derved gav anledning til røgsøjler om dagen og ildsøjler om natten svarende til beretningen i Anden Mosebog kapitel 13 vers 21-22: &quot;Herren gik foran dem, om dagen i en skysøjle for at føre dem på vejen og om natten i en ildsøjle for at lyse for dem, så at de kunne gå både dag og nat. Skysøjlen fjernede sig ikke fra folket om dagen og ildsøjlen ikke om natten.&quot;&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 81&lt;/ref&gt;

Endelig mener Simcha at kunne påvise, hvor bjerget Sinai lå. Og han mener at have fundet billedlige gengivelser af Pagtens Ark - i Grækenland af alle steder!

Så langt Simcha. Det giver anledning til en række spørgsmål: er begivenheden fejldateret? Det er der faktisk en del, der tyder på. Begivenheden fandt efter alt at dømme sted omkring 1500 f.Kr. Kan et vulkanudbrud være forklaringen på begivenhedsforløbet? Svaret må være, at det er muligt, i hvert fald er der intet, som tyder på, at det ikke kunne være tilfældet. Var dette hyksos-folk ''Amo'' og var det semitter? Ja, det er sandsynligt. Var det også israelitter? Det er muligt, men ikke sikkert.

Vi har tidligere fastslået, at Gamle Testamentes historie om udvandringen fra Egypten tidsmæssigt er uforenelig med historien om Abraham som israelitternes stamfader, idet hans ophold i filistrenes land er flere hundrede år senere end udvandringen. Og det forbliver uforklarligt, at et folk, som kaldte sig selv Israel, ikke optræder under dette navn men af Egypterne kaldtes henholdsvis ''Amo'' og ''Hyksos''.  

Historien om ''exodus'' eller udvandringen fra Egypten kendes ikke fra Elephantine, en jødisk by i Egypten fra 400-tallet f.Kr., hvilket kunne tyde på, at denne tradition i jødisk historieforståelse enten må være yngre end denne tid eller endnu ikke spillede den rolle i jødisk selvforståelse, som den senere fik.

Hvis man vil være besværlig, kan man opstille følgende alternative hypotese: udskibningen fra Egypten til Mykene eksisterer ikke i det bibelske narrativ. Hvis man alligevel forudsætter, at det afspejler en historisk kendsgerning, så kunne disse udvandrere, ''hyksos'', have taget hele traditionen med sig og billedligt gengivet den på deres gravsteler. Da &quot;havfolket&quot; (som beviseligt stammer fra Grækenland foruden andre steder) langt senere, omkring 1178 f.Kr., kom til Palæstina, bragte de traditionen med sig. Det er her fra, at jøderne senere overtog den, omformulerede den til en ørkenvandring med Moselov og hele molevitten og dermed tillige skrev det oprindelige folk ud af beretningen og satte sig selv ind i stedet som led i en selvskabt historisk tradition. 

Der er selvsagt ingen beviser for en sådan udvikling, men der er heller intet, som modsiger den, og den ville forklare årsagen til, at traditionen åbenbart overlevede i Mykene. Og hvad mere er: det kunne forklare hvorfor, at folk fra Middelhavets nordlige kyster søgte øst- og sydpå (i stedet for vestpå), da deres hjemlige forhold ikke tillod dem at blive boende, hvor de var. Et indicium for, at teorien kunne være rigtig, er det forhold, at Mykene var et handelscentrum i tiden 1600-1100 f.Kr. blandt andet med handelsforbindelser til Levanten. Blandt de forhandlede varer var genstande af elfenben fundet i Megiddo, der viser handelsforbindelser til Det Ægæiske Hav, Kypern, Hittitterne samt Egypten.&lt;ref&gt;Novacek (2011), s. 47f&lt;/ref&gt; Det indebærer, at &quot;havfolket&quot; meget vel kan have haft handelsforbindelser med Levanten tidligere og derfor kendte til områdets frugtbarhed inden, at de udvandrede dertil.

Der imod kan vi udelukke, at det var israelitterne selv, som indvandrede sammen med havfolket, fordi dette skete 1178 f.Kr. mens Israel som omtalt nævnes på en stele allerede fra 1208 f.Kr.

Kildekritisk må det konstateres, at Mosebøgerne ret beset forsøger at forene to temmelig uforenelige historiske traditioner: på den ene side traditionen fra Mesopotamien omfattende Edens Have (Dilmun), Babelstårnet (zigguraterne) og Noas ark, hvor Abraham indgår som det forklarende bindeled hvorfor, at jødernes stamfader udvandrede til Kana'an, på den anden side traditionen om Jakob (Israel)&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 46&lt;/ref&gt;, Josef og hans brødre&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 48f&lt;/ref&gt;, Israels udvandring til Egypten&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 59&lt;/ref&gt; og Moses&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 67&lt;/ref&gt; med udvandring, ørkenvandring, moseloven og løftet om Kana'an.&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 243&lt;/ref&gt;

Der kan næppe være tvivl om, at den jødiske beretning om udvandringen fra Egypten og den egyptiske beretning om fordrivelsen af de fremmede omtaler den samme begivenhed set fra to sider. For så vidt behøver ingen af dem at give det sande billede: hvis årsagen virkelig var et vulkanudbrud, kunne de forringede leveforhold efter dette meget vel være årsag til, at folk udvandrede eller bortvandrede igen. At jøderne eller israelitterne har taget begivenheden til sig er for så vidt ikke anderledes end andre historier, som de har adopteret og adapteret.

Som en sidebemærkning skal det lige nævnes, at den egyptiske konge Amenhotep IV, bedre kendt som Akhenaten, som var gift med Nefertiti og fader til Tutankhaton, og som er gået over i historien som den første monoteistiske konge, regerede fra omkring 1353 til 1336 f.Kr. Det betyder, at han regerede henved 150 år efter, at ''hyksos'' udvandrede, og at der således ingen forbindelse er med Moses.

=== Bearbejdede profetier ===

De mange profetiske tekster i Gamle Testamente udgør et eget problem. Kort sagt er de kildekritiske studier i stigende grad blevet opmærksomme på, at der ikke er tale om originale tekster. I stedet er disse blevet ændret for at tilpasse dem til bestemte formål.

Esajas', Jeremias', Ezekiels og de Tolvs Bog mangler en historie og opretholder ikke en ensartet kronologisk rækkefølge af materiale. De profetiske bøger ses ikke længere som blot kilder, hvorved læserne kan få adgang til fortiden. De læses nu som bevidste kompositioner, der genpræsenterer og fortolker profeternes ord i tekstform.

Allerede i de sidste profeters tekster er der tegn på bevidst bevidsthed om tekstualiseringen af ​​profetier. Historien i Jeremias 36 beskriver for eksempel en proces, hvor forskellige budskaber i forskellige former fra forskellige tider og steder sammensættes i tekstform af profetens skriver. Når denne rulle efterfølgende ødelægges som reaktion på dens læsning, sker der ikke blot en omskrivning af rullen, men også en betydelig tilføjelse af lignende ord (Jeremias 36:32), hvilket vidner om bogens litterære vækst. Profeter som Jeremias er ikke længere tilgængelige, men deres ord er tilgængelige i de bøger, der bærer deres navne (Zakharias 1:5-6). Disse bøger danner et særskilt korpus inden for den bibelske kanon. Når Daniel refererer til Jeremias' profeti om halvfjerds år i Daniel 9:2, taler han om Jeremias' bog blandt en flerhed af profetiske bøger (jf. Ezekiel 38:17). 

De tidligste postbibelske fortolkere af den profetiske litteratur var de skriftkloge, oversættere og kommentatorer, der videregav, gengav og forklarede teksterne. Blandt vidner til den tidligst dokumenterede periode med skriftlig overlevering (ca. 250 f.Kr. indtil 132-135 e.Kr.) er det tydeligt, at skriftkloge ikke så sig selv som blot afskrivere på samme måde som skriftkloge fra en senere periode. De så snarere sig selv som ligestillede med de oprindelige forfattere, og de udvidede ofte den bibelske tekst med fortolkninger, der var beregnet til at hjælpe læserne med at forstå teksten. Disse skriftkloge havde deres eget syn på den bibelske tekst og ønskede at sikre en teologisk korrekt læsning af den.

Blandt de profetiske bøger må de mest fremragende eksempler på fortolkningsmæssig udvidelse være Jeremias og Ezekiel i den masoretiske tekst (MT). I disse tilfælde har udvidelsen nået niveauet for skabelsen af ​​nye udgaver af bøgerne. De hebraiske tekster bag de oldgræske (OG) versioner af disse bøger er betydeligt kortere førsteudgaver. Mange af udvidelserne i andenudgaverne, der findes i MT, er af eksegetisk karakter. For eksempel er Jeremias' berygtede fjende fra nord ikke eksplicit identificeret i OG eller dens hebraiske kilde, hvilket efterlader den åben for den slags eskatologiske fortolkning, der findes i Ezekiel 38:14-17, men MT identificerer denne fjende som Babylon i udvidelsen af ​​Jeremias 25:9, hvilket skaber en interessant konflikt med Jeremias 50:3 og dens profeti om en fjende fra nord, der kommer mod Babylon. Et andet eksempel er versionen af ​​Jeremias' profeti om halvfjerds år i Jeremias 25:11-12. I OG er denne profeti ikke eksplicit begrænset til perioden med babylonsk fangenskab (se: Dan 9:1-2, 24-27), men udvidelserne i MT gør denne begrænsning af profetien eksplicit (jf. Jeremias 29:10). For Ezekiels Bog forekommer en af ​​de mest bemærkelsesværdige udvidelser i MT Ezekiel 36:23c-38, som mangler, et vigtigt vidnesbyrd om OG fra det tredje århundrede e.Kr. Denne ret lange udvidelse er baseret på materiale fundet andre steder både i og uden for Ezekiels Bog. 

Når det forholder sig således med disse tekster, rejser det uundgåeligt spørgesmålet om og i hvilken grad, det samme er tilfældet med andre tekster i Gamle Testamente. Og det svækker betydeligt Gamle Testamentes værdi som kilde til jødernes historie.

=== Sammenfatning ===

Denne gennemgang af Gamle Testamente har kun omfattet en mindre del af den samlede tekst, men selv denne meget begrænsede gennemgang har belyst en række problemer:&lt;/br&gt;
- Gamle Testamente er ''ikke'' en historisk redegørelse for jødernes historie, selv om den giver indtryk af dette,&lt;/br&gt;
- det er i stedet en samling af traditioner, anekdoter og myter skrevet af ulige forfattere til ulige tider&lt;/br&gt;
- der er gjort forsøg på at sammenskrive og harmonisere disse narrativer&lt;/br&gt;
- hvilket ikke kan skjule, at der er kronologiske problemer&lt;/br&gt;
- og at væsentlige traditioner er hentet fra andre kulturer, især Sumer og Mesopotamien men også fra Grækenland.

Vi tør antage, at skildringen af kongetiden og det delte kongerige med navnelister over regenterne er rimelig troværdig, blandt andet fordi deres navne forekommer i andre kilder, men vi har kun ringe mulighed for at vide i hvilken udstrækning, historierne om dem er blevet ændrede for at tilpasse sig et senere monoteistisk narrativ.

Nogle historier, blandt andre Esthers Bog men også Ezras Bog og Nehemias' Bog, er meget sene og menes først at være blevet tilføjet efter afslutningen af det babylonske fangenskab.

=== &lt;big&gt;Semitismen, jødedommens tankesæt&lt;/big&gt; === 

Vi har i det foregående set på Gamle Testamente som et muligt historisk kildeskrift. Man kan imidlertid også anlægge en helt anden synsvinkel, nemlig Gamle Testamente som ideologisk grundlag nærmere betegnet som grundlag for en jødisk national etnicitet samt for en særlig jødisk etik. Det skal på forhånd understreges, at det følgende ikke omfatter alle jøder, idet mange alene identificerer sig som tilhørende denne folkegruppe af genealogiske og traditionsbårne årsager, det vil sige med hensyn til deres familiære oprindelse samt højtider og mindedage. Men der findes også kredse i den jødiske befolkning, der opfatter Gamle Testamente som en anvisning på hvordan, at jøder kan og bør opføre sig.

Alle kender begrebet &quot;anti-semitisme&quot;, men få eller ingen ved, hvad udtrykket &quot;semitisme&quot; egentlig dækker over. Man vil således lede forgæves efter det i en ordbog eller eksempelvis på ''wikipedia''. Her vil begrebet blivet forstået således, at det dækker over den tankegang eller de tankegange, som kan udledes og af nogle er blevet udledt af Gamle Testamente. Det betyder, at der her vil blive set bort fra jødisk mysticisme, kabala, frankisme og lignende ældre og nyere afledede ideologier, hvilke hver for sig er en særskilt undersøgelse værd.

Læser man Gamle Testamente, vil man se, at bestemte tankegange bliver promoveret. Det drejer sig i hovedsagen om følgende:&lt;/br&gt;
- det udvalgte folk&lt;/br&gt;
- racisme&lt;/br&gt;
- retten til Kana'an&lt;/br&gt;
- retten til at myrde hele befolkninger&lt;/br&gt;
- &quot;honningfælder&quot; og pengeafpresning&lt;/br&gt;
I det følgende vil hvert af disse emner blive gennemgået særskilt.

=== Det udvalgte folk ===

Ideen om jøderne som Guds udvalgte folk tager udgangspunkt i Første Mosebog kapitel 12: her møder vi Abram ved Ur i Kaldæa. Videre hedder det: &quot;Herren sagde til Abram: &quot;Forlad dit land og din slægt og din fars hus, og drag til det land, jeg vil vise dig. Jeg vil gøre dig til et stort folk og velsigne dig. Jeg vil gøre dit navn stort, og du skal være en velsignelse.&lt;/br&gt;
Jeg vil velsigne dem, der velsigner dig,&lt;/br&gt;
og den, der forbander dig, vil jeg forbande.&lt;/br&gt;
I dig skal alle jordens slægter velsignes&quot;.&quot;&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 17f&lt;/ref&gt;

Senere gentages denne priviligerede stilling i andre sammenhænge, således over for Jakob i Betel. I Første Mosebog kapitel 35:9-13 hedder det: &quot;Gud viste sig igen for Jakob, efter at han var kommet hjem fra Paddan-Aram. Han velsignede ham og sagde til ham: &quot;Dit navn er Jakob; men nu skal du ikke længere hedde Jakob. Dit navn skal være Israel.&quot; Og han gav ham navnet Israel. Han sagde til ham: &quot;Jeg er Gud den Almægtige. Bliv frugtbar og talrig! Et folk, ja, en mængde folkeslag skal nedstamme fra dig, og konger skal fremstå af dit eget kød og blod. Det land, jeg gav Abraham og Isak, giver jeg dig og dine efterkommere.&quot; Så steg Gud op fraham, dér hvor han havde talt med ham.&quot;&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 46&lt;/ref&gt;

I Anden Mosebog kapitel 3:7-10 findes følgende: &quot;Så sagde Herren: &quot;Jeg har set mit folks lidelse i Egypten, og jeg har hørt deres klageskrig over slavefogederne. Jeg har lagt mig deres lidelser på sinde, og derfor er jeg kommet ned for at redde dem fra egypterne og føre dem op fra dette land til et godt og vidtstrakt land, et land der flyder med mælk og honning, dér hvor kana'anæerne, hittitterne, amoritterne, perizzitterne, hivvitterne og jebusitterne bor. Nu har israelitternes klageskrig nået mig, og jeg har set, hvordan egypterne undertrykker dem. Gå nu! Jeg vil sende dig til Farao. Du skal føre mit folk israelitterne ud af Egypten&quot;.&quot;&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 69&lt;/ref&gt; Dette og tilsvarende formuleringer med &quot;mit folk israelitterne&quot; giver jøderne en identitet som Guds udvalgte folk i den jødiske selvforståelse.

=== Racismen ===

Racismen er en logisk følge af ideen om Guds udvalgte folk. Et folk kan selvsagt ikke være &quot;udvalgt&quot;, hvis andre folk kan indgiftes i det. Følgelig er Gamle Testamente fuldt af forbud mod at gifte sig med ægtefæller fra andre folkeslag og kritik, når de alligevel gjorde det. Lad os tage nogen eksempler.

I Femte Mosebog kapitel 7:1-4 finder vi følgende påbud af Moses: &quot;Når Herren din Gud fører dig til det land, du skal ind og erobre, og han driver store folkeslag væk foran dig, hittitterne, girgashitterne, amoritterne, kana'anæerne, perizzitterne, hivvitterne og jebusitterne, syv folk, der er større og mægtigere end du, og Herren din Gud overgiver dem til dig, og du besejrer dem, da skal du lægge band på dem. Du må ikke slutte pagt med dem og ikke vise dem barmhjertighed. Du må ikke bringe dig i familie me dem; du må ikke give dine døtre til deres sønner, og du må ikke lade dine sønner gifte sig med deres døtre, for det vil få dine sønner til at vige fra mig og dyrke andre guder. Da vil Herrens vrede flamme op imod jer, og han vil hurtigt udrydde dig.&quot;&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 208&lt;/ref&gt;

Dette gælder blandt andre kong Salomo. I Første Kongebog 11:1-4 læses således følgende: &quot;Kong Salomo elskede mange udenlandske kvinder foruden Faraos datter, moabitiske, ammonitiske, edomitiske, sidoniske og hittitiske; om de folk havde Herren sagt til israelitterne: &quot;I må ikke indlade jer med dem, og de må indlade sig med jer, for så vender de jeres hjerte til deres guder.&quot; Dem elskede Salomo, og han holdt fast ved dem. Han havde syv hundrede hustruer med fyrstelig rang og tre hundrede medhustruer, og hans hustruer bragte hans hjerte på afveje.&quot;&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 390&lt;/ref&gt;

I Ezras Bog kapitel 9:10-12 optræder Ezras bodsklage med blandt andet dette: &quot;Vor Gud, hvad skal vi nu sige efter dette? For vi har svigtet de befalinger, du gav gennem dine tjenere, profeterne, da du sagde: Det land, I skal ind og tage i besiddelse, er et urent land på grund af de fremmede folks urenhed med de afskyelige handlinger, som de i deres urenhed har fyldt det med fra ende til anden. Derfor må I ikke give jeres døtre til deres sønner, og I må ikke lade jeres sønner gifte sig med deres døtre.&quot;&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 527&lt;/ref&gt; og i Kapitel 10:10-12 bliver dette gentaget: &quot;Så rejste præsten Ezra sig og sagde til dem: &quot;I har handlet troløst ved at gifte jer med fremmede kvinder; I har øget Israels skyld. Aflæg nu bekendelse for Herren, jeres fædres Gud, og gør hans vilje. Skil jer ud fra landets folk og de fremmede kvinder&quot;.&quot;&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 528&lt;/ref&gt;

I Nehemias' Bog kapitel 10:31 indgår israelitterne blandt andet følgende forpligtelse: &quot;Vi vil ikke give vores døtre til landets folk, og vi vil ikke lade vores sønner gifte sig med deres døtre.&quot;&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 542&lt;/ref&gt;

Således kunne man blive ved.

=== Lebensraum ===

Jødernes ret til Kana'ans land hidrører fra Første Mosebog. I kapitel 12 læser vi: &quot;Dengang boede kana'anæerne i landet. Herren viste sig for Abram og sagde: &quot;Jeg vil give dine efterkommere dette land&quot;.&quot;&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 18&lt;/ref&gt; Senere, i kapitel 15, præciseres udstrækningen af dette jødiske lebensraum: &quot;Den dag sluttede Herren pagt med Abram. Han sagde: &quot;Jeg giver dine efterkommere dette land fra Egyptens flod (det vil sige Nilen) til den store flod, Eufratfloden: kenitterne, kenizzitterne, kadmonitterne, hittitterne, perizzitterne, refaitterne, amoritterne, kana'anæerne, girgashitterne og jebusitterne&quot;.&quot;&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 20f&lt;/ref&gt;

Størrelsen af dette jødiske lebensraum er påfaldende. Sammenlignet med officielle landegrænser i 2026 omfatter dette område: den østlige halvdel af Egypten inklusive hele Sinai, Palæstina inklusive Gaza og Vestbredden, Libanon, Jordan, Saudi Arabien, Yemen, Oman, Forenede Arabiske Emirater, Qatar, Bahrain, Kuwait, Irak samt Syrien. Nogle jødiske imperialister medregner også Kypern til området.

En anden afgrænsning findes i Fjerde Mosebog kapitel 34. Heri læser vi: &quot;Herren talte til Moses og sagde: &quot;Giv israelitterne denne befaling: I kommer nu til Kana'an, det land, der tilfalder jer som arvelod, Kana'ans land i dets fulde udstrækning. Jeres sydgrænse skal gå fra Sins ørken langs med Edom. I syd skal jeres grænse gå fra enden af Salthavet i øst. Så skal grænsen dreje syd om Akrabbim-passet, gå videre til Sin og ende syd for Kadesh-Barnea. Så skal den fortsætte til Hasar-Addar og gå videre til Asmon. Så skal grænsen dreje fra Asmon mod Egyptens bæk og ende ude ved havet.&lt;/br&gt;
Grænsen i vest: Det Store Hav med kyststrækning. Det skal være jeres vestgrænse.&lt;/br&gt;
Dette skal være jeres nordgrænse: Fra Det Store Hav skal I trække en linie til bjerget Hor; fra bjerget Hor skal I trække en linie til Lebo-Hamat, og grænsen skal ende i Sedad. Så skal grænsen gå videre til Zifron, og den skal ende i Hasar-Enan. Det skal være jeres nordgrænse.&lt;/br&gt;
Som grænse i øst skal I trække en linie fra Hasar-Enan til Shefam. Så skal grænsen gå ned fra Shefam til Ribla øst for Ajin, og grænsen skal fortsætte ned og støde til bjergryggen øst for Kinneretsøen. Så skal grænsen gå ned til Jordan og ende ved Salthavet.&lt;/br&gt;
Dette skal være jeres land med dets grænser hele vejen rundt.&quot;&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 196&lt;/ref&gt;

Dette er unægteligt en noget anden afgrænsning end før. Den kritiske læser vi måske spørge om Herren ikke havde forklaret sig godt nok over for Moses eller måske havde ændret holdning, eller om der måske er en helt tredie forklaring?

Den tænkende læser vil måske kigge nærmere på andre dele af samme historie. Vi hører, at Abraham fik børn både med Sara, sin hustru, nemlig jøderne, og med Hagar fra Egypten, hans trælkvinde, nemlig ismaelitterne, det vil sige araberne.&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 21&lt;/ref&gt; Så var det nu jøderne, araberne eller begge grupper som skulle leve i dette område? Desuden tog han sig en ny hustru: Ketura, med hvem han også fik efterkommere.&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 31&lt;/ref&gt; Det er således ret uklart hvem, der skulle overtage dette lebensraum.
 
Således tænker semitisterne ikke. De er imperialister, og de vil have det hele for sig selv. De mener at have ret til at fordrive andre folkeslag og ser Gamle Testamente som kilde til denne ret.

=== Retten til folkemord ===

Jødernes ret til at myrde befolkningerne, som levede i Kana'an, forekommer allerede i Mosebøgerne. I Femte Mosebog kapitel 20:16-17 findes således følgende påbud udtalt af Moses: &quot;i de folks byer, som Herren din Gud vil give dig i eje, må du ikke lade en eneste beholde livet; du skal lægge band på dem, på hittitterne, amoritterne, kana'anæerne, perizzitterne, hivvitterne og jebusitterne, sådan som Herren din Gud har befalet dig.&quot;&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 223&lt;/ref&gt;

I Josvabogen hører vi hvordan, at jøderne hensynsløst myrdede indbyggerne i Kana'an, eksempelvis i kapitel 8:24-29: &quot;Da israelitterne på åben mark havde dræbt alle de indbyggere fra Aj, som havde forfulgt dem ud i ørkenen, og da alle til sidste mand var faldet for sværdet, vendte alle israelitterne tilbage til Aj og huggede indbyggerne ned med sværd. Den dag blev der dræbt i alt tolv tusind mænd og kvinder, alle indbyggerne i Aj. Josva trak ikke sin udstrakte hånd med krumsværdet tilbage, før han havde lagt band på alle indbyggerne i Aj. ..Og Josva brændte Aj ned; han gjorde den til en øde ruinhøj for evigt, og det er den den dag i dag. Ajs konge hængte de på et træ og lod ham hænge til aften. Da solen gik ned, gav Josva sine folk befaling om at tage liget ned fra træet og kaste det hen ved indgangen til byporten. Så kastede de en stor stendynge op over ham, og den ligger der den dag i dag.&quot;&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 251f&lt;/ref&gt;

Tilsvarende i Josvabogen kapitel 10:28-43: &quot;Samme dag indtog Josva Makkeda. Han slog byen og dens konge med sværd og lagde band på byen og alle, der var i den; der var ingen, der overlevede. Han gjorde det samme med kongen i Makkeba, som han havde gjort med kongen i Jeriko.&lt;/br&gt;
Fra Makkeda drog Josva sammen med hele Israel videre til Libna. Han gik til angreb på Libna, og Herren gav også denne by og dens konge i Israels hånd. Josva slog byen og alle, der var i den, med sværd; der var ingen, der overlevede. Han gjorde det samme med kongen dér, som han havde gjort med kongen i Jeriko.&lt;/br&gt;
Fra Libna drog Josva sammen med hele Israel videre til Lakish. Han belejrede byen og gik til angreb på den, og Herren gav Lakish i Israels hånd. Den følgende dag indtog Josva byen; han slog den og alle, der var i den, med sværd, ganske som han havde gjort med Libna. Da drog Gezers konge Horam op for at komme Lakish til undsætning, men Josva slog kongen og hans hær; der var ingen, der overlevede.&lt;/br&gt;
Fra Lakish drog Josva sammen med hele Israel videre til Eglon. De belejrede byen og gik til angreb på den, og samme dag indtog de den og slog den med sværd. Den dag lagde han band på alle, der var i byen, ganske som han havde gjort med Lakish.&lt;/br&gt;
Fra Eglon drog Josva sammen med hele Israel op til Hebron. De gik til angreb på byen og indtog den; de slog byen, dens konge, alle dens byer og alle, der var i den, med sværd; der var ingen, der overlevede. Ganske som han havde gjort med Eglon, lagde han band på byen og på alle, der var i den.&lt;/br&gt;
Så vendte Josva sig sammen med hele Israel mod Debir. Han gik til angreb på byen og indtog den med dens kong og alle dens byer. De slog dem med sværd og lagde band på alle, der var i den; der var ingen, der overlevede. Han gjorde det samme med Debir og dens konge, som han havde gjort med Hebron og med Libna og dens konge.&lt;/br&gt;
Således besejrede Josva hele landet: Bjerglandet, Sydlandet, Lavlandet og Skråningerne og alle kongerne dér. Der var ingen, der overlevede; hver levende sjæl lagde han band på, sådan som Herren, Israels Gud, havde befalet. Josva besejrede dem fra Kadesh-Barnea til Gaza, i hele landet Goshen og helt til Gibeon. Alle disse konger og deres lande undertvang Josva på én gang, for Herren, Israels Gud, førte krig for Israel. Så vendte Josva sammen med hele Israel tilbage til lejren i Gilgal.&quot;&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 255&lt;/ref&gt;

I Josvabogen Kapitel 11 fortsætter folkemordene i det nordlige Kana'an, blandt andet Hasor: &quot;Alle, der var i byen, huggede de ned med sværd og lagde band på dem, så ikke en levende sjæl blev tilbage; og Josva brændte Hasor ned.&quot;&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 256&lt;/ref&gt; Da massemordet var til ende, blev rovet, det vil sige Kana'an, delt mellem israelitternes stammer.&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 257-264&lt;/ref&gt; Det minder om en langt senere begivenhed: under Sovjetunionen i Stalintiden gennemførte terrororganisationen OGPU under ledelse af jøden Genrikh Jagoda&lt;ref&gt;Lina (2003), s.315&lt;/ref&gt; samt NKVD overvejende ledet af jøder&lt;ref&gt;Lina (2003), s.318, 327&lt;/ref&gt; i 1932-33 et massemord på og en massefordrivelse af ukrainske bønder fra deres gårde, en begivenhed der blev kendt som ''holodomor''. Mindre kendt er, at OGPU overvejende bestod af jøder, og at disse efterfølgende som en belønning oprettede deres egne kollektivlandbrug, kibbutz'er, på de myrdede og fordrevne ukraineres jord.&lt;ref&gt;Holocaustmuseet i USA, film&lt;/ref&gt; Jødisk historieforståelse trækker lange spor.

Det var ikke kun ved erobringen af Kana'an, at jøderne begik massemord. I Esters Bog kapitel 9:2-16 hører vi: &quot;I alle kong Ahasverus' provinser samledes jøderne i deres byer for at lægge hånd på dem, der ville dem noget ondt. .. Den trettende dag i måneden adar samledes de øvrige jøder i kongens provinser og forsvarede deres liv; de fik fred for deres fjender, og og de dræbte 75.000 af deres modstandere&quot;.&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 555&lt;/ref&gt;

Flere eksempler end de nævnte kunne være fremhævet, men budskabet og moralen er tydelig nok: i &quot;hellig krig&quot; er massemord på guddommens befalet ikke blot acceptabel men en pligt at gennemføre.

Det er mildest talt absurd at se hvordan den samme ideologi, som hyldede folkemord i Gamle Testamente, har haft travl med at fremstille de selv samme massemordere som et uskyldigt forfulgt folkefærd i det 20. og starten af det 21. århundrede.

=== Honningfælder og pengeafpresning ===

Historier i Gamle Testamente giver jøderne tvivlsomme moralbegreber, eksempelvis at prostituere deres hustruer og døtre i form af &quot;honningfælder&quot;, det vil sige lokkemad for en efterfølgende afpresning. Det begynder med selveste Abraham. I Første Mosebog kapitel 20:2-16 læser vi: &quot;Abraham sagde om sin kone Sara, at hun var hans søster, og Abimelek, kongen i Gerar, sendte bud efter Sara. Om natten kom Gud i en drøm til Abimelek og sagde til ham: &quot;Nu skal du dø, fordi du har taget denne kvinde, for hun er gift&quot;.&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 25&lt;/ref&gt; Senere, da sandheden er blevet klar, hører vi: &quot;Så gav Abimelek Abraham får og køer, trælle og trælkvinder, og han gav ham hans kone Sara tilbage. Og Abimelek sagde: &quot;Mit land ligger åbent for dig. Slå dig ned, hvor du har lyst!&quot; Til Sara sagde han: &quot;Nu giver jeg din bror tusind sekel sølv. Det skal lukke øjnene på alle dem, der hører dig til. Nu har du fået fuld oprejsning&quot;.&quot;&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 26&lt;/ref&gt; Så Abrahams afpresning lykkedes.

Senere gentager historien sig med små variationer. I Esters Bog hører vi, at jøden Mordokaj sender sin datter til kong Ahasverus' harem, hvor &quot;hun vandt hans velvilje&quot;. ..&quot;Ester havde ikke fortalt, hvilket folk og hvilken slægt, hun tilhørte, for Mordokaj havde sagt til hende, at hun ikke måtte fortælle det.&quot; Men senere udnyttes hun til at redde jøderne, og naturligvis belønnes både hun og hendes fader for dette bedrag: &quot;Og Mordokaj fik foretræde for kongen, for Ester havde fortalt, hvordan han var i familie med hende. Kongen tog sin signetring, som han havde frataget Haman, og overdrog den til Mordokaj. Og Ester satte Mordokaj over Hamans hus.&quot;&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 549, 554&lt;/ref&gt;

Således legitimerer Gamle Testamente jødernes brug af honningfælder og pengeafpresning, når denne brug rettes imod folk i magtpositioner.

=== Sammenfatning ===

I 1973 fremkom udtrykket &quot;narrativ teologi&quot;.&lt;ref&gt;Bjerg (1984), s. 11&lt;/ref&gt; Udtrykkets betydning har været noget uklar, men pointen er, at hvis en kristen vil forklare sin tro og identitet, så kan dette ske ved at fortælle om Jesu ord og gerninger. På lignende måde kan jødedommens indhold bedst forstås ved at fortælle historier fra Gamle Testamente.

Som vi har set, er sådanne historier ikke just moralske. Ideen om det udvalgte folk, der ikke må gifte sig med folk fra andre folkeslag men nok har ret til at udnytte dets kvinder i honningfælder til pengeafpresning, og som mener sig i sin gode ret til hensynsløst at udrydde andre folkeslag &quot;i Guds navn&quot;, fremavler en tvivlsom moral. Hvis man vil være lidt uvenlig, kan man med god grund hævde, at denne tvivlsomme moral langt hen af vejen også afspejler sig i jødernes nyere historie.

Vi har i det foregående set hvordan, at denne moral henter sin inspiration i fortællinger fra Gamle Testamente. Og denne moral understreges ved at de samme emner bliver gentaget med blot mindre variationer flere gange som for at understrege, at den ikke er knyttet til en bestemt historisk situation men netop har evig gyldighed. I lighed med sit afkom, muhammedanismen, er denne moral præget af en foragt for dem, som ikke tilhører &quot;in-gruppen&quot;.

Der kan måske være grund til at uddybe dette udtryk nærmere. Alle mennesker udvikler en eller anden form for bevidsthed om at tilhøre et bestemt etnisk fællesskab, herunder skaber de et dertil knyttet begrebsapparat. Man kan skelne mellem det navn, som en etnisk gruppe bruger om sig selv i denne selvidentifikation, og det navn, som andre bruger om den samme gruppe. Nogle gange, men ikke altid, bruger de samme benævnelse, men deres opfattelse af gruppens afgrænsning og indhold behøver ikke at være det samme, men kan tilpasses den aktuelle situation.&lt;ref&gt;Lund (1993), s. 81&lt;/ref&gt; Betegnelsen afspejler en bevidsthed om hvem, man hører sammen med i et fællesskab, og hvem, der ikke hører til dette fællesskab.&lt;ref&gt;Lund (1993), s. 9&lt;/ref&gt; Ofte, men ikke altid, vil de, som ikke tilhører dette fællesskab, blive set ned på, mens man selv ophøjes for sine gode egenskaber.&lt;ref&gt;Lund (1993), s. 13-26&lt;/ref&gt;

Denne vi-bevidsthed skabes i vid udstrækning ved historier, beretninger og myter, om et skæbnefællesskab gennem utallige slægtled. Ofte vil disse historier blive fyldt med navne på legendariske personligheder, hvis liv og gerninger bliver en del af den personlige identitetsfølelse. Og som regel vil en del af denne historie omfatte etnogoni, det vil sige de indfødtes egen mytiske forklaring på deres oprindelse&lt;ref&gt;Lund (1993), s. 49&lt;/ref&gt;, som regel i form af en mytisk stamfader.&lt;ref&gt;Lund (1993), s. 91&lt;/ref&gt; I dansk sammenhæng kan man tænke på Saxo og hans Danmarkshistorie. I germansk sammenhæng er det myten om Tvisto, der er grundlaget for identiteten&lt;ref&gt;Lund (1993), s. 90&lt;/ref&gt;, og for jøderne er det Abraham, der har denne rolle.

Men sådanne historiske beretninger og myter har ikke kun den funktion at begrunde selvidentiteten men tillige at begrunde moralbegreber, hvad der er &quot;god&quot; og &quot;ond&quot; opførsel. For jøderne er det netop historierne i Gamle Testamente, som opfylder denne opgave.

Over tid kan disse funktioner aftage i betydning, fordi behovet for dem ikke længere er så stort. Dette fordi at myter erstattes med faktiske historiske erindringer. Men for visse grupper er dette ikke tilfælde. Her kan udviklingen tvært imod gå i den modsatte retning og udvikle sig til en regulær fanatisme, der kan motivere og begrunde næsten enhver handling. Denne fanatisme kan formuleres og organiseres i en dertil hørende ideologi, en -isme. Semitisme er en sådan ideologi, der i princippet ikke adskiller sig fra andre -ismer bortset fra den etniske gruppe, hvis selvfølelse og handlingsmønster, den skal begrunde.

=== &lt;big&gt;Sammenfatning og konklusion&lt;/big&gt; ===

Vi er nået vejs ende i gennemgangen, og resultatet taler for sig selv. Ikke blot er det officielle narrativ ikke korrekt, for hver del af dette narrativ findes en alternativ forklaring, og tilsammen tegner disse træk et andet men helt entydigt billede.

Først og fremmest: Gamle Testamente er ikke jødisk historieskrivning.&lt;ref&gt;Adler (2022), Preface&lt;/ref&gt; Der kan påvises et utal af indlån fra andre kulturer, eksempelvis historien om Moses i sivkurven og Noas ark, som tydeligt viser, at denne historie er en myte, et narrativ, skabt for at give jødisk identitet en høj alder. I stedet tjener Gamle Testamente som redskab til at give jøder en national identitet igennem deres trosretning, i særdeleshed Jahve. Det er i Jahves navn, at de udvandrer fra Egypten, erobrer Kana'an og i nyere tid trækker sig ind i etniske ghettoer.&lt;ref&gt;Crone og Cook (1977), s. 42&lt;/ref&gt; Hele den jødiske kultur er een lang markering af begivenheder hentet fra myterne i Gamle Testamente.

Dernæst: jøderne var tydeligvis ikke det monoteistiske folkefærd, som de gerne vil give indtryk af, tværtimod. Så langt, at Gamle Testamentes fremstilling overhovedet afspejler en historisk virkelighed, dyrkede jøderne flere guder gennem flere hundrede år. Vi ser en udvikling i flere trin:&lt;/br&gt;
- første trin: to guder, Jahve og El, forenes i en &quot;supergud&quot;&lt;/br&gt;
- andet trin: gudsdyrkelsen centraliseres og kontrolleres af kongen&lt;/br&gt;
- tredie trin: de lavere guder og gudinder forkastes, fordi at de ikke hjalp i en kritisk situation&lt;/br&gt;
- fjerde trin: præsteskabet udvikler et nyt narrativ til at forstærke dets magt og betydning som samlende kraft.&lt;/br&gt;
Det var en udvikling, hvor hvert trin var en logisk følge af det foregående, når behovet for en forandring i det herskende narrativ indtraf. Den nye ideologi var, som de fleste totalitære ideologier, et spørgsmål om at legitimere retten til magtudøvelse. Dette grundlag blev konstrueret ad hoc, det vil sige spontant efter behov. Dets grundlag var aldrig vel funderet, og vi kan nu afvise det fuldstændigt som fusk og forfalskning fra ende til anden.

Samtidig var det en udvikling, hvor hvert trin bidrog med særlige træk til den nye ideologis udvikling: først blev stammeguden anvendt til at legitimere myten om &quot;det udvalgte folk&quot;, herunder en racistisk ultrasemitisk afvisning af ægteskaber med repræsentanter fra andre folkeslag, og hvor regulært folkemord legitimeres som en følge af Jahves beslutning og påbud. Dernæst må den snart svækkede kongemagt i den nye nationale stat styrke sin stilling i befolkningen, hvilket sker ved centralisering af gudsdyrkelsen. Da så statsdannelsen alligevel bryder sammen, bliver det nødvendigt at udpege en skyldig årsag, og her må husguderne holde for. Endelig må det nye narrativ styrkes, hvilket blandt andet sker ved kampen for en ny egen stat.

Da mange profeter har først og fremmest til formål at legitimere den nye nationale ideologi som Jahves vilje.

Endelig er det også fra Gamle Testamente, at jøderne henter deres moralbegreber på godt og ondt.

Det er indlysende, at hvis der kan rejses tvivl om troværdigheden af beretningerne i Gamle Testamente, så er det ikke blot et kildekritisk problem. Det er hele grundlaget for jødedommen, der vælter. Jødedommen er, som muhammedanismen, det, som i kommunistkina kaldes en ''tofu-dreg'' konstruktion: en bygning eller anden konstruktion opført af underlødige bestanddele som gør, at den før eller senere falder sammen af sig selv.

Hidtil har Gamle Testamentes narrativer aldrig være underkastet en kildekritisk analyse, i modsætning til Nye Testamente, som allerede i 1800-tallet og begyndelsen af 1900-tallet blev underkastet en sådan analyse, som den bestod med udmærkelse. Det er først i de seneste år, at et sådant arbejde er igangsat og vel at bemærke er det sket af jødiske arkæologer og historikere. Det gør, at deres resultater ikke blot kan afvises med smædeudtryk som &quot;anti-semitisme&quot;. Det er derfor, at det har været så vigtigt at gøre disse resultater bekendt for et dansk publikum. Og hvis denne bog kan bidrage til fortsatte og uddybende studier af denne problematik, så har den opfyldt sit formål.

Det er for så vidt tilfældigt, at dette sker netop på en tid, hvor staten Israel og dens regering udsættes for en stigende international kritik for sin handlemåde, og så måske alligevel ikke. I alt for lang tid har kritik af jøder og Israel kunnet undertrykkes på grund af myterne om begivenheder under 2. verdenskrig. Men nu ligger disse begivenheder så langt tilbage, 2-4 slægtled, at de ikke længere kan beskytte imod kritik. Og samtidig har både rabiate jøder og den israelske regering i de seneste år udvist en optræden, som let lader sig kritisere. Det er ikke stedet her at uddybe dette emne, det kan fortjene en særskilt behandling og hører hjemme i politisk sammenhæng, ikke i forbindelse med jødedommen som religion og kultur, selv om der kan argumenteres for, at disse områder til dels overlapper hinanden.

Vi har set hvilken afgørende inflydelse, den kildekritiske analyse af Gamle Testamente har på forståelsen af jødedommens historie, men hvorledes forholder det sig med kristendommen? Hvilken indflydelse har kildekritikken på kristendommen? Det enkleste svar er: ingen. Gamle Testamente spiller kun en rolle i kristendommen på to måder:&lt;/br&gt;
- dels at vise at Jesus som messias er forudset allerede af gammeltestamentelige profeter; det er i denne sammenhæng ikke vigtigt, om dette var faktisk var tilfældet, men derimod at jøderne i hans samtid mente, at det forholdt sig således&lt;/br&gt;
- dels at vise de religiøse dogmer, som Jesus gjorde op med. Det viser sig i hans gentagne: &quot;I har hørt at ... men jeg siger jer nu at ...&quot; Jesu lære er i virkeligheden eet stort opgør med jødedommens tankegang og etnisk snæversynethed, han er i den sammenhæng helt på linje med den foreliggende kildekritiske analyse, selv om både hans metode og budskab er et andet.

Især i sidst nævnte sammenhæng er det vigtigt at forstå, at der ikke eksisterer nogen &quot;jødisk-kristne værdier&quot;. Dette moderne udtryk er intet andet end et jødisk forsøg på at tage kristne som gidsler for deres egne ideer. I virkeligheden er det kristendommen, der introducerer næstekærlighed og respekt for medmennesker uanset deres etniske tilhørsforhold, og i forlængelse heraf introducerer både menneskerettigheder og folkestyre. Intet af dette findes i jødedommen, her er det nationalt-etnisk snæversyn, som dominerer hele vejen. Jødedommen er og forbliver en anti-kristen ideologi, fordi den hviler på en selvforståelse baseret på manipulerede kilder i form af Gamle Testamentes skrifter. Og ved at påvise disse manipulationer, myter og omskrivninger, beviser moderne kildekritik, at kristendommen var og er et berettiget opgør med jødedommen.

Endnu for en menneskealder kunne forskere i jødedommen leve i deres vildfarelse om, at selv om der var problemer med Gamle Testamente som kilde til jødedommens historie, så var den i sine hovedtræk alligevel korrekt. Således er det ikke længere. Det kan nu bevises, at der bag den mytiske fortælling gemmer sig en anden historie. Lad så være, at begivenheder i de senere år i Gaza, på Vestbredden, i Libanon, i Egypten, over for Syrien og Iran uden tvivl har bidraget til at fremme denne udvikling. Et træ kendes på dets frugter, og hele verden har nu set de frugter, som jødisk fundamentalisme bringer med sig. Myten om det forfulgte uskyldige folkefærd lader sig ikke længere opretholde.

Og jo mere skingre, hysteriske og fanatiske jødedommens fundamentalister bliver i deres holdninger og opførsel, desto hurtigere vil de miste de sidste rester af en troværdighed, som de i virkeligheden aldrig har haft.

=== &lt;big&gt;Noter&lt;/big&gt; ===
{{Reflist|3}}

=== &lt;big&gt;Litteratur&lt;/big&gt; ===
* Yonatan Adler: ''The Origins of Judaism. An Archaeological-historical Reappraisal''; Yale University 2022; ISBN 978-0-300-25490-7
* Yonatan Adler: &quot;Toward Identifying Proto-Judaic Cultural Features in Ancient Israel and Judea&quot; (i: ''Journal of Ancient Judaism'' (2024), s. 1-28)
* Yonatan Adler: ''Between Yahwism and Judaism. Judean Cult and Culture during the Early Hellenistic Period (332-175 BEC)''; Cambridge University Press 2025; ISBN 978-009-45961-7
* Gad Barnea: &quot;P. Berlin 13464, Yahwism and Achaemenid Zoroastrianism at Elephantine&quot; (2024)
* Geoffrey Bibby: ''I Dilmun tier ravnen''; Wormanium 1971; ISBN 87-85-1600-40
* Geoffrey Bibby: ''Det forsvundne årtusinde''; Wormanium 1978; ISBN 87-8516-053-9
* ''Bibelen''; Det Danske Bibelselskab 1992; 1. udgave 1. oplag; ISBN 87-7325-276-6
* Svend Bjerg: &quot;Den kristne grundfortælling. Studier over fortælling og teologi&quot; (''Teologiske Studier'', bind 8; 2. oplag 1984; Aarhus 1984; ISBN 87-7003-409-5) 
* Patricia Crone og Michael Cook: ''Hagarism. The Making of The Islamic World''; Cambridge 1977; ISBN 0-521-21133-6
* Stephan Peter Dinkgreve: ''In Search of the Sublime: A world history of humanity's relentless pursuit of scientific truth, moral excellence, and enlightenment''; 2021
* Robert Gnuse: &quot;Spilt Water: Tales of David (II Sam 23:13-17) and Alexander the Great (Arrian, Anabasis of Alexander 6.26.1-3).&quot; (i: ''Scandinavian Journal of the Old Testament''; 1998, bind 12, s. 233-248)
* Robert Gnuse: &quot;Abducted Wives: A Hellenistic Narrative in the Book of Judges?&quot; (i: ''Scandinavian Journal of the Old Testament''; 2007; bind 22, s. 272-285)
* Robert Gnuse: &quot;From Prison to Prestige: The Hero who helps a King in Jewish and Greek Literature.&quot; (i: ''Catholic Biblical Quarterly''; 2010 bind 72, s. 31-45)
* Robert Gnuse: &quot;Divine Messengers in Genesis 18-19 and Ovid.&quot; (i: ''Scandinavian Journal of the Old Testament''; 2017; bind 31, s. 66-79)
* Robert Gnuse: &quot;Greek Connections: Genesis 1-11 and the Poetry of Hesiod&quot; (i: ''Biblical Theology Bulletin''; 2017 nr. 47, s. 131-143
* Robert Gnuse: &quot;Heed Your Steeds: Achilles’ Horses and Balaam’s Donkey.&quot; (i: ''International Journal of Research in Humanities and Social Sciences''; 2017; række 4 hæfte 6; s. 1-5)
* Robert Gnuse: &quot;Samson and Heracles Revisited.&quot; (i: ''Scandinavian Journal of the Old Testament''; 2018, bind 32, s. 1-19)
* Robert Gnuse: &quot;Greek Historians and the Primeval History.&quot; (i: ''International Journal of Research in Humanities and Social Sciences''; 2019; række 6 hæfte 1, s. 20-25)
* Robert Gnuse: &quot;Jephthah’s Daughter and Iphigenia in the Plays of Euripides&quot; (i: ''International Journal of the Arts and Humanities''; 2019; række 5 hæfte 1, s. 16-23)
* Robert Gnuse: &quot;Hellenism and the Primary History: The Imprint of Greek Sources in Genesis-2 Kings&quot; ''Copenhagen International Seminar''; Routledge, London 2020 
* Daniel Hawk: &quot;Violent Grace: Tragedy and Transformation in the Orestia and the Deuteronomistic History.&quot; (i: ''Scandinavian Journal of the Old Testament''; 2003, bind 18, s. 73-88)
* Gerhard Larsson: &quot;Possible Hellenistic Influence in the Historical Parts of the Old Testament.&quot; i: ''Scandinavian Journal of the Old Testament''; 2004; bind 18, s. 296-311)
* Niels Peter Lemche: &quot;The Old Testament-A Hellenistic Book&quot; (: ''Scandinavian Journal of the Old Testament''; 1993 bind 7, s. 163-193)
* Niels Peter Lemche: &quot;Is It Still Possible to Write a History of Ancient Israel?&quot; (i: ''Scandinavian Journal of the Old Testament''; 1994, bind 8, s. 163-188)
* Niels Peter Lemche: &quot;Good and Bad in History: The Greek Connection.&quot; (i: Steven McKenzie and Thomas Römer (red.): &quot;Rethinking the Foundations: Historiography in the Ancient World and in the Bible. Essays in Honour of John Van Seters&quot;; ''Beihefte zur Zeitschrift für die altestamentliche Wissenschaft'' nr. 294; Walter de Gruyter, Berlin 2000; s. 127-140) 
* Niels Peter Lemche: &quot;How Does One Date an Expression of Mental History?&quot; (i: Lester Grabbe (red.): &quot;Did Moses Speak Attic? Jewish Historiography and Scripture in the Hellenistic Period&quot; (i: ''Journal for the Study of the Old Testament Supplement Series'' 317/European Seminar on Historical Methodology 3; Sheffield Academic Press, Sheffield 2001; s. 200-224)
* Niels Peter Lemche: &quot;Does the Idea of the Old Testament as a Hellenistic Book Prevent Source Criticism of the Pentateuch?&quot; (i: ''Scandinavian Journal of the Old Testament''; 2011, bind 25, s. 75-92)
* Niels Peter Lemche: &quot;When the End is the Beginning: Creating a National History?&quot; (i: ''Scandinavian Journal of the Old Testament''; 2015, bind 29, s. 22-32)
* Jüri Lina: ''Skorpioni märgi all. Nõukogude võimu tõus ja langus''; Stockholm 2003; ISBN 91-972897-9-5
* Allan A. Lund: ''De etnografiske kilder til Nordens tidlige historie''; Wormanium 1993; ISBN 87-89531-08-6
* Etienee Nodet: &quot;Editing the Bible: Alexandria or Babylon?&quot; (i: Thomas Thompson and Philippe Wajdenbaum (red.): ''The Bible and Hellenism: Greek Influence on Jewish and Early Christian Literature. Copenhagen International Seminar''; Routledge, New York 2014; s. 36-55) 
* Gabrielle Vera Novacek: ''Ancient Israel. Highlights from the Collections of The Oriental Institute University of Chicago''; University of Chicago 2011; ISBN 978-1-88923-65-3
* Johannes Pedersen: &quot;Hasmonæer&quot; (i: ''Salmonsens Konversationsleksikon'', 2. udgave, bind X; 1919; s. 943-944)
* Katherine Stott: &quot;Herodotus and the Old Testament: A Comparative Reading of the Ascendancy Stories of King Cyrus and David.&quot; (i: ''Scandinavian Journal for the Study of the Old Testament''; 2002; bind 16 s. 52-78)
* Jan-Wim Wesselius: &quot;Discontinuity, Congruence and the Making of the Hebrew Bible.&quot; (i: ''Scandinavian Journal for the Study of the Old Testament''; 1999 bind 13 s. 24-77)
* Jan-Wim Wesselius: &quot;The Origin of the History of Israel: Herodotus’ Histories as Blueprint for the First Books of the Bible&quot; (i: ''Journal for the Study of the Old Testament Supplement Series''; Sheffield Academic Press, Sheffield 2002)
* Hans Christian Ørsted: &quot;Overtro og Vantro i deres Forhold til Naturvidenskaben&quot; (''Aanden i Naturen''; 4. udgave; København 1978; ISBN 87-414-8972-1; s. 76-106)

=== &lt;big&gt;Film&lt;/big&gt; ===
* Simca Jacobovici: ''The Exodus Decoded''</text>
      <sha1>2fynkobcg2pf2waq8yq4frciw7gxedp</sha1>
    </revision>
    <revision>
      <id>41961</id>
      <parentid>41960</parentid>
      <timestamp>2026-05-27T15:33:58Z</timestamp>
      <contributor>
        <username>Sven Halfdan Nielsen</username>
        <id>3898</id>
      </contributor>
      <comment>småret</comment>
      <origin>41961</origin>
      <model>wikitext</model>
      <format>text/x-wiki</format>
      <text bytes="154664" sha1="5tel4iixfs4xdsx7qy2nkeyaini2jma" xml:space="preserve">[[Fil:Philippe de Champaigne - Moses with the Ten Commandments - WGA04717.jpg|thumb|400px|Ifølge nye videnskabelige kildekritiske teorier er det ikke Moses, som har skrevet Mosebøgerne. Maleri af Philippe de Champaigne.]]

=== &lt;big&gt;Fortale&lt;/big&gt; ===

Jødedommens ældste historie har hidtil været indhyllet i mørke. Traditionen hviler på ''Tanakh'' eller Gamle Testamente, men dette synes først at have fundet sin endelige form i det 2. århundrede f.Kr. i det hasmunitiske kongerige. Hvor meget, traditionerne har ændret sig før denne tid, er et åbent spørgsmål.

Foruden Gamle Testamente er de vigtigste kilder til belysning af spørgsmålet især arkæologiske fund, men også her er der store problemer med troværdigheden. Flere kilders oprindelse er omstridte og dermed bliver deres udsagnsværdi også tvivlsom.

Det er først i den seneste menneskealder, at der tegner sig et mere klart billede af den omskiftelige historie, men hidtil har mig bekendt ingen forsøgt at gøre denne viden tilgængelig på dansk. Jeg har derfor efter fattig evne forsøgt at skildre denne på grundlag af tilgængeligt materiale. Jeg har desuden tilføjet notehenvisninger til de skriftlige kilder, som jeg anvendt.

Når man forsøger at skildre kendt historie således som tilfældet er med Gamle Testamente, stilles man over for to problemer: dels må man forsøge at sætte denne fremstilling i forhold til det billede, som andre kilder tegner, dels må man forsøge at forstå den forvandling og forvanskning af oprindelige kilder, som fremstillingen i Gamle Testamente nu afspejler.

Den foreliggende undersøgelse falder i to hoveddele, dels en undersøgelse af jødernes faktiske historie således som den lader sig fastslå baseret på grundlag af arkæologiske og historiske kilder, herunder spørgsmålet om jødernes religion, dels en kildekritisk analyse af ''Tanakh'' eller Gamle Testamente. Afslutningsvis vil der blive foretaget en vurdering af hvilken indflydelse, ''Tanakh'' har haft på jødernes selvforståelse og Gamle Testamente har på kristen selvforståelse.

Der kan være grund til at understrege, at stort set alt i denne undersøgelse alene skyldes yderst kompetente forskeres virke, og jeg har efter evne forsøgt at henvise til denne forskning. Litteraturen herom findes i den afsluttende litteraturliste. Desuden har jeg inddraget andre inspirationskilder, hvor jeg finder dem relevante og troværdige. Derimod er fortolkningen af disse ulige arbejder min egen, og de oprindelige forskere kan og bør derfor ikke drages til ansvar for denne fortolkning.  

På dette sted kan der være grund til at forudskikke enkelte kendsgerninger: selvidentiteten &quot;jøde&quot; synes først at blive skabt i 2. århundrede f.Kr. efter hasmunitternes oprør og etableringen af kongeriget baseret på religiøse regler. Der findes ingen ældre beviser på, at jøderne inden da havde fulgt moseloven, og først på dette tidspunkt optræder ''Tanakh'', de ældste synagoger samt mønter uden billede. Det bør desuden bemærkes, at der ingen omtale findes af sabbaten i Gamle Testamente.

Efter den babylonske magtovertagelse i 586 f.Kr. optræder ''al Yahuda'' som en by i Babylon, stednavnet Israel optræder første gang på en mønt dateret år 66 e.Kr. og i forbindelse med jødernes oprør mod romerne.

Om bogens titel skal jeg blot bemærke, at jeg har valgt ordet &quot;jødedom&quot;, fordi det betegner jødisk religion og kultur på samme tid.

Sven Halfdan Nielsen&lt;/br&gt;
Pärnu, den 5. maj 2026

=== &lt;big&gt;Indledning&lt;/big&gt; ===

Al historisk og litterær forskning må hvile på kildekritiske undersøgelser. Dette betyder, at arkæologiske og sproglige kilder kritisk må vurderes med henblik på deres oprindelsessituation, eventuelle tendens, forholden sig til de omtalte begivenheder og for sproglige kilder tillige deres formål (som udmærket kan være mangesidigt). Kilderne må stilles i forhold til, hvad der ellers vides om tiden, og de må forsøges tolket således, at de er bedst i overensstemmelse med denne viden, og at de ikke modsiger denne viden. Hvis det sidste er tilfældet, må man spørge, om fortolkningen er rigtig, eller om den hidtidige &quot;viden&quot; må revideres.

Lige siden afslutningen af 2. verdenskrig og især i det 21. århundrede har beskyldninger om &quot;anti-semitisme&quot; fået et kraftigt opsving. Der kan derfor være grund til at gøre nogle bemærkninger om min opfattelse af dette begreb og dets anvendelse.

For mig består udtrykket &quot;anti-semitisme&quot; af to dele: &quot;anti&quot; betyder imod, og &quot;semitisme&quot; betegner en politisk, nationalistisk ideologi. Dette indebærer, at jeg skelner mellem jøder som kulturel folkegruppe på den ene side og en semitisk ideologi på den anden.

Jeg har intet imod folk, som identificerer sig selv som jøder i religiøs og kulturel henseende så længe, at dette ikke berører deres forhold til andre folkegrupper. For mig er &quot;jøde&quot; altså en betegnelse, der i princippet ikke adskiller sig fra dansker, tysker, armener, kurder, japaner eller en hvilken som helst anden national folkegruppe.

Anderledes forholder det sig med begrebet &quot;semitisme&quot;. Her er der i mine øjne tale om en totalitær og intolerant national ideologi, som tåler sammenligning med fx. fascismen i Italien og nazismen i Tyskland. Der er med andre ord tale om en ekskluderende ideologi, som på samme tid legitimerer en bestemt handlemåde over for andre befolkningsgrupper. Dette kan der senere være grund til at vende tilbage til, når vi har gjort os selve grundlaget for denne tankegang klart.

Lad mig sige det straks: det er ikke &quot;anti-semitisk&quot; at anlægge en anden betragtningsmåde en den, som såkaldte &quot;semitter&quot; selv anlægger - med mindre at man tilføjer, at sådanne semitter har et snævert syn og en snæver fortolkningsramme båret af egne fordomme. I denne henseende minder semitter og muhammedanere om hinanden. Begge promoverer en bestemt fortolkning, og begge benægter retten til at inddrage andre kilder eller til at anlægge en anden og bedre forståelse.

For mig skræmmer udsigten til at blive tillagt smædeord mig ikke. Afgørende for mig er objektivt at se på alle fastslåede kendsgerninger og så nå frem til den forståelse, som er mest og bedst i overensstemmelse hermed. Hvis andre har problemer hermed, er det deres problem, ikke mit. De ønsker at forsvare en myte, men for mig er det de historiske kendsgerninger bag myten, som er det vigtigste. Myter er overtro og vantro. Men som Hans Christian Ørsted har sagt det, vil videnskaben overvinde overtroen og vantroen&lt;ref&gt;Ørsted (1978), s. 106&lt;/ref&gt;, og således må det være.

Det gælder her som i tilfældet med muhammedanismen&lt;ref&gt;se ''Muhammedanismen i kildekritisk belysning''&lt;/ref&gt;, at modstanden og modviljen imod at blive konfronteret med nye kendsgerninger dybest set blot viser hvor usikre, forsvarere af den herskende ideologi i virkeligheden er. Hvis de var sikre i deres overbevisning, ville de velkomme enhver udfordring, idet de vil kunne tage den op og sagligt imødegå den. Men således forholder det sig ikke, tværtimod. 

Det bør tilføjes, at forskningsfeltet er inde i en rivende udvikling i disse år. Det kan derfor ikke udelukkes, at forskningen om føje år vil give et andet, mere omfattende men måske også revideret billede i forhold til nu, og således må det være. Det er den eneste måde, at vor viden kan forøges og forbedres på. Og skulle denne bog medvirke til at fremme en sådan forskning, har den opfyldt sit formål.

=== &lt;big&gt;Jødedommens ældste historie&lt;/big&gt; ===

Formålet med det følgende er at skildre jødedommens ældste historie. Hovedvægten vil blive lagt på de arkæologiske vidnesbyrd. Bibelen vil imidlertid blive inddraget, hvis og når den kan belyse historiske kendsgerninger. En række emner vil blive underkastet en særskilt behandling.

=== Den kana'næiske oprindelse ===

I det 2. århundrede f.Kr. var Kana'an beboet af stammer med hver deres skytsguddom. Disse guddomme hørte til den kana'anæiske gudeverden og omfattede blandt andre El, Ba'al og Jahve. Over tid begyndte jøderne imidlertid at skille sig ud og hævde, at de ikke stammede fra kana'anæerne, skønt både sproglige og religiøse træk fra tiden 1200-1000 f.Kr. tyder på, at de udviklede sig fra en kana'anæisk fælles kultur i den grad, at det ofte er svært at skelne imellem dem.&lt;ref&gt;Dinkgreve (2021), kap. 8&lt;/ref&gt;

Hvornår, denne udskillelsesproces er fundet sted, vides ikke, men det må være sket omkring 1207 f.Kr., idet kana'anæerne og israelitterne på en stele rejst af farao Merneptah dateret til dette tidspunkt udtrykkeligt er nævnt som to uens folkegrupper:&lt;/br&gt;
- &quot;Kana'en er udplyndret,&lt;/br&gt;
- Israel er lagt øde.&quot;&lt;/br&gt; 
Det er værd at bemærke, at de hieroglyffer, som angiver navnet Kana'an, viser, at der er tale om et land, mens de, som angiver Israel, viser, at der er tale om et folk.&lt;ref&gt;Dinkgreve (2021), kap. 8&lt;/ref&gt; Det er også den eneste kilde fraset Gamle Testamente som nævner et folk kaldet Israel på denne tid.&lt;ref&gt;Novacek (2011), s. 66&lt;/ref&gt;

Den oprindelige gud for Israel synes at have været ''El''. Navnet &quot;Isra-el&quot; betyder &quot;Els styre&quot;.&lt;ref&gt;Dinkgreve (2021), kap. 8&lt;/ref&gt;

Kildekritiske undersøgelser af Mosebøgerne viser at disse er skrevet af flere forskellige forfattere, hvoraf to af forskerne kaldes P og E. Begge disse forfattere kalder Gud for ''El'' indtil, at Gud angiveligt selv kalder sig ''Jahve'' over for Moses: &quot;Jeg er Jahve. Jeg viste mig for Abraham og Isak og Jakob som ''El-Shaddai'', men mit navn er ''Jahve''. Jeg gjorde ikke det bekendt for dem&quot;.&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 72&lt;/ref&gt;

Det bør tilføjes, at i ''Genesis'' forekommer 17 tilfælde af associationer med ''El'' (fx. Bethel) men ikke een eneste med ''Jahve''. Der er desuden eet tilfælde med henvisning til ''Ba'al'', nemlig Ashbel, Benjamins søn

=== Ugarit ===

I 1928 fandt en bonde i Ras Shamra ved Middelhavskysten (nu i Syrien) et omkring 3.000 år gammelt gravkammer. En udgravning det følgende år viste, at det dækkede over dels en større gravplads, dels en forhistorisk by: Ugarit, en vigtig handelsby fra omkring 1450 f.Kr. til 1192 f.Kr., idet byen blev brændt af og blev opgivet antagelig mellem 1190 f.Kr. og 1185 f.Kr. Blandt de mange fund var et stort antal lertavler og mange af dem med religiøse tekster: mytologiske vers, hymner til guder, lister over præsternes ofringer. Den ledende guddom i Ugarit hed ''El''. ''El'' var gudernes fader, skaber af alle levende væsener, den evige konge. Han blev beskrevet som en ældre skægget mand, som sad på en trone med en krone med tyrehorn. Hans hustru hed ''Ashera''&lt;ref&gt;Dinkgreve (2021), kap. 8&lt;/ref&gt;, hun var moder til 70 guder ifølge teksterne. Blandt sønnerne var stormguden ''Baal'', havguden ''Jam'', dødsguden ''Mott'' og krigergudinden ''Anat''. Tilsammen blev de kaldt ''Ilham'', det vil sige børn af ''El''.

I Bibelens skildring af skabelsen optræder ordet ''Elohim'', på hæbraisk et ord for guddom, hvilket er umiddelbart sammenligneligt med ordet i Ugarit, men ordet er flertal, ikke ental. Og flere af beretningerne i Gamle Testamente bruger netop (men ikke alene) dette ord om Gud: ''El Shaddai'' (Gud den Almægtige), ''El Elyon'' (Gud den Højeste)&lt;ref&gt;Novacek (2011), s. 41&lt;/ref&gt;, ''El Olam'' (den evige Gud), ''El Bethel'' (Bethels Gud). Det er det samme navn som den øverste gud i kana'anæernes gudeverden.

Af disse kendsgerninger tør drages to slutninger. Den ene er, at Gud i den hebraiske forståelse ikke i starten var fuldstændig og enerådende men i stedet udviklede sig over tid, langsomt ved en proces, der bedst kan beskrives som konvergens: flere guder smeltede sammen i een guddom.

Den anden slutning, man tør drage, er den, at israelitterne udviklede sig som folk fra kana'anæerne. Deres første gud var kana'anæernes gud ''El''. For de folk, som levede i bjergene i Kana'an omkring 1100 f.Kr. var der ikke nogen markant forskel imellem deres egen religion og de omgivende folkeslags religion: de dyrkede den samme fadergud og modergudinde. Dette har været anerkendt af arkæologer siden omkring 1970 baseret på fundne lertavler, indskrevne navne på lerkar, fund af husguder og af husaltre.

=== Jahve ===

Nu er det velkendt, at jøderne har et andet navn på deres gud: ''Jahve''. Hvor stammer dette navn fra? Hvor og hvornår overtog han de egenskaber, som tidligere blev tillagt El? For at svare på disse spørgsmål, må vi inddrage tre nye kilder.

På en to tusinde år gammel læderklud fundet i en hule findes en tekst med følgende indhold: da den højeste gud gav nationerne deres arv, da han delte menneskeheden, fastlagde han deres indbyrdes grænser i henhold til antallet af gudesønner. Denne tekst fra Femte Mosebog 32:8&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 237&lt;/ref&gt; var identisk med den tekst, som jøderne kopierede i århundrede før Kristi fødsel. Den findes i den græske version af Gamle Testamente fra 3. og 2. århundrede f.Kr. Jøderne ændrede siden teksten fra &quot;gudesønner&quot; til &quot;Israels sønner&quot;.

Tages teksten for pålydende, har den højeste gud inddelt menneskene i nationer og givet hver nation en søn som guddommelig leder. I det følgende vers fortælles hvilken søn, der blev tildelt hvilken nation, og det oplyses, at Jahve fik tildelt Jacobs stamme eller Israel.

Det må her bemærkes, at Jahve her tydeligt er en mindre, en underordnet gud i forhold til den højeste gud. Bibelforskere som Mark Smith og Frank Moore Cross fra Harvard mener, at det er her, at Jahve gøres til guddom for Jacobs stamme. Teksten i Kumran (bedre kendt som Dødehavsrullerne) bevarede den oprindelige tekst, men den blev i middelalderen tilsyneladende tilpasset.

I ''Salmernes Bog'' salme 82 findes følgende:&lt;/br&gt;
&quot;Gud træder frem i gudeforsamlingen,&lt;/br&gt;
blandt guderne holder han dom:&lt;/br&gt;
Hvor længe vil I dømme uretfærdigt&lt;/br&gt;
og tage parti for de ugudelige? Sela&lt;/br&gt;
Skaf de svage og faderløse deres ret,&lt;/br&gt;
frikend de hjælpeløse og arme,&lt;/br&gt;
udfri de svage og fattige,&lt;/br&gt;
red dem fra de ugudeliges magt!

De forstår og fatter intet,&lt;/br&gt;
de vandrer i mørke,&lt;/br&gt;
jordens grundvolde rokkes.&lt;/br&gt;
Jeg har sagt: I er guder,&lt;/br&gt;
I er alle sønner af den Højeste.&lt;/br&gt;
Dog skal I dø som mennesker,&lt;/br&gt;
og I skal falde som en af stormændene.

Rejs dig, Gud, hold dom over jorden,&lt;/br&gt;
for du har alle folkene som ejendom.&quot;&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 693&lt;/ref&gt;

Denne salme indeholder altså mindet om en gudeforsamling, som også afspejles i den langt ældre tekst. Ordet &quot;guderne&quot; i den originale tekst er ''Elohim'', i flertal. Det viser, at der var en tid i jødernes historie, hvor flerguderi øjensynligt var en almen forståelse. Og en af disse gudesønner var åbenbart Jahve.

Et lignende minde findes i Første Mosebog kapitel 6, der begynder således:

&quot;Da menneskene begyndte at blive talrige på jorden og fik døtre, så gudesønnerne, at menneskedøtrene var smukke. Blandt dem tog de sig alle de koner, de havde lyst til. Da sagde Herren: &quot;Min livsånde skal ikke forblive i mennesket for evigt. De er dødelige, deres levetid skal være 120 år&quot;.&lt;/br&gt;
Dengang gudesønnerne gik ind til menneskedøtrene og fik børn med dem - men også siden hen - var der faldne på jorden. Det er heltene, navnkundige mænd fra ældgamle dage.&quot;&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 12. Den danske oversættelse har &quot;kæmper&quot; i stedet for &quot;faldne&quot; men det originale ord er ''nefilim'' med netop denne betydning&lt;/ref&gt; 

Endnu en kilde, som bør nævnes, er et tempel nu beliggende i Sudan på Nilens vestre bred. Det blev opført af farao Aman Hototeep III (bedstefader til Tutankhamon), som regerede Egypten fra ca. 1390 f.Kr. til 1352 f.Kr., og var tilegnet guden Amon Ra. På en af søjlerne i dette tempel, der omtaler underkuede folkeslag, optræder &quot;Tashasu YHWH&quot;. Nationen ''Shassu'' var et semitisk folkeslag, nomader, kvæghyrder, der strejfede om i ørkenen ved den sydlige grænse for Kana'an. Betegnende nok identificeres de ikke ved deres landområde men derimod ved deres guddom, ''Jahve'', omtrent 200 år før at israelitterne ellers optræder i historiske tekster ifølge gængs fortolkning.

Egyptologen Donald Redford slutter heraf, at ''Jahve'' oprindeligt var en edomitisk eller midianistisk gud i de sydlige ørkenområder, som blev dyrket i områder, som den hebraiske bibel selv udpeger som stedet for jødernes oprindelse, som stedet hvor Moses hørte Gud tale fra en brændende busk, og i ''Dommerbogen'' findes blandt andet &quot;Deboras sejrssang&quot;, som dateres til 12. århundrede f.Kr.&lt;ref&gt;Dinkgreve (2021), kap. 8&lt;/ref&gt;, med følgende linjer:

Herre, da du drog ud fra Se'ir,&lt;/br&gt;
da du skred frem fra Edoms land,&lt;/br&gt;
skælvede jorden, himlen dryppede af regn,&lt;/br&gt;
ja, skyerne dryppede af vand.&lt;/br&gt;
Bjergene rystede foran Herren,&lt;/br&gt;
Sinajs Herre,&lt;/br&gt;
foran Herren, Israels Gud.&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 276&lt;/ref&gt;

Edom lå i den nordøstlige del af Sinaj-ørknen, sydøst for Det Døde Hav. Men der er mere. Jahve introduceres af Moses efter, at Jetro, Moses svigerfader, sammen med sine sønner havde sluttet sig til jøderne.&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 87&lt;/ref&gt; Ifølge Anden Mosebog kapitel 3:1 var Jetro præst i Midjan.&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 68&lt;/ref&gt; Det må rejse spørgsmålet, om det er fra ham, at Moses har overtaget sin guddom Jahve. Men ifølge Dommerbogen kapitel 1:16 var Jetro kenit: &quot;Efterkommere af den kenit, der var Moses' svigerfar, drog sammen med judæerne op fra Palmebyen til Judas ørken i Arads sydland og bosatte sig hos befolkningen dér.&quot;&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 271&lt;/ref&gt; Kenitterne var Kains efterkommere. I Første Mosebog kapitel 4:17-22 læser vi: &quot;Kain lå med sin kone, og hun blev gravid og fødte Enok. Så byggede han en by og gav den navn efter sin søn Enok. Enok fik sønnen Irad, Irad fik Mehujael, Mehujael fik Metushael, og Metushael fik Lemek. Lemek tog sig to koner, den ene hed Ada, den anden Silla. Han blev stamfader til dem, der bor i telte og holder kvæg. Også Silla fødte en søn, Tubal-Kain, stamfader til smedene, alle dem, der forarbejder kobber og jern.&quot;&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 11&lt;/ref&gt; 

Vi ved, at i andre kulturer som egyptisk, græsk og romersk er smedekunsten forbundet med vulkaner: i romersk mytologi hed smedeguden ligefrem ''Vulkan''. Læg dertil profetien i Esajas' Bog kapitel 31:9, der nævner &quot;Herren, som har sit bål på Zion og sin ovn i Jerusalem&quot;.&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 874&lt;/ref&gt; Og for at fuldende billede findes i Anden Mosebog kapitel 19:18-19 følgende beskrivelse af bjerget: &quot;Hele Sinajs bjerg var hyllet i røg, fordi Herren var steget ned på det i ild og røgen steg til vejrs som røgen fra en smelteovn. Hele bjerget skælvede af stor rædsel, og hornklangen blev kraftigere og kraftigere.&quot;&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 88&lt;/ref&gt; Det kunne være en beskrivelse af en aktiv vulkan. Disse sammenfald kan næppe være tilfældige. Er der tale om, at Jahve oprindelig var en smedegud forbundet med vulkanisme, og at han er overtaget af Moses (hvis han er en historisk person) fra sin svigerfaders kultur? I så fald viser det, at der findes en jødisk religiøs forhistorie, som man siden har forsøgt at fortrænge.

Af det foregående tør vi antage, at ''Jahve'' ikke begyndte i Israel. Han begyndte som en &quot;skytsguddom&quot; blandt nomadiske stammer uden en konge, uden templer og uden et skriftsprog. På et eller andet tidspunkt, måske som følge af handel eller af en edomitisk udvandring nordpå, kom denne gud til kana'anæerne, og der mødte han en anden guddom: den gamle gud ''El''. Hvad, der siden fulgte, var konvergens: før dannelsen af et kongerige, før opførelsen af det første tempel, blev ''El'' &quot;opslugt&quot; af ''Jahve''. Derved fik den nye fusionerede guddom begge navne i Gamle Testamente.

=== Ashera ===

Men denne gud stod ikke alene, han havde en kvindelig partner, en gudinde: ''Ashera''. Ashera optræder i kana'anæernes hjem som gudindestatuette, hendes navn findes på forrådskar og i gravskrifter. I tekster fra 8. århundrede f.Kr. bliver hun påkaldt ved siden af Jahve som om de hørte sammen og var ligestillede.

Vi ved nu, at hun i århundreder var blevet dyrket af jøderne som gudinde. Hun kunne gå på vandet, hendes tilnavn var ''Kudu'', den hellige. Hun findes gengivet på et egyptisk kunstværk fra samme tid stående på ryggen af en løve og med en slange i hver hånd. Kort sagt var hun en af de store modergudinder i Mellemøsten.

I to bygninger daterede til tiden 801-770 f.Kr. i det nordøstlige Sinai ved bjerget Contilit Azud fandt arkæologer i 1975 store forrådskar med en tekst skrevet på tidlig hebraisk: &quot;Jeg velsigner dig ved Jahve af Samaria og hans Ashera&quot;&lt;ref&gt;Novacek (2011), s. 92&lt;/ref&gt; og &quot;Jeg velsigner dig ved Jahve af Teman og hans Ashera&quot;. Her står israelitternes mandlige guddom sammen med kana'anæernes gudinde. Teman var den egn i ørkenen, hvor ifølge Habakuks Bog kapitel 3:3 Jahve havde sin oprindelse:&lt;/br&gt;
&quot;Gud kommer fra Teman,&lt;/br&gt;
den Hellige fra Parans bjerge&quot;.&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 1187&lt;/ref&gt;

I Hebron blev tilsvarende fundet en gravskrift dateret til midten af 8. århundrede f.Kr.: &quot;Velsignet være Uryyaho ved Jahve for fra hans fjender ved Ashera har han frelst ham&quot;.

Desuden har man fundet over tusind små gudindestatuetter, heraf 400 alene i Jerusalem, der ifølge Raz Kletter utvivlsomt forestiller Ashera skildret med krop som en cylinder med to markerede bryster og hænder, der tilbyder dem, samt et smilende ansigt. De dateres alle til 8. og 7. århundrede f.Kr. og de blev alle fundet i private hjem, ikke i templer. De viser, at dyrkelsen fandt sted under det delte kongerige som noget alment udbredt, ikke som noget særegent for de få.

Som supplement til en forståelse kan man gå til Gamle Testamente, hvor der er bevaret flere passager, hvori Ashera-dyrkelsen omtales. Den følgende oversigt gør ikke krav på fuldstændighed.

I Første Kongebog kapitel 14 læser vi: &quot;Salomos søn Rehabeam blev konge i Juda. .. Rehabeam var enogfyrre år, da han blev konge, og han regerede sytten år i Jerusalem, den by Herren havde udvalgt af alle Israels stammer til at sætte sit navn på. Hans mor hed Na'ama og var fra Ammon.
Judæerne gjorde, hvad der var ondt i Herrens øjne, og med de synder, de begik, gjorde de ham mere vred, end deres fædre havde gjort. Også de byggede offerhøje og lavede stenstøtter og Ashera-pæle på alle høje bakker og under alle grønne træer; der var endog mandlige helligskøger i landet.&quot;&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 396&lt;/ref&gt;

I kapitel 15 læser vi: &quot;I Nebats søn kong Jeroboams attende regeringsår blev Abija konge over Juda. Han regerede tre år i Jerusalem. Hans mor hed Ma'aka og var datter af Absalom. Han fulgte alle de synder, som hans far havde begået før ham..&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 396&lt;/ref&gt;

I Israels konge Jeroboams tyvende regeringsår blev Asa konge over Juda. Han regerede enogfyrre år i Jerusalem. Hans mor hed Ma'aka og var datter af Absalom. Asa gjorde, hvad der var ret i Herrens øjne, lige som sin fader David. Han forviste de mandlige helligskøger fra landet og fjernede alle de møgguder, som hans forfædre havde lavet. Han fjernede også sin mor Ma'aka som kongemoder, fordi hun havde ladet fremstille en rædselsstøtte til Ashera. Asa huggede støtten om og brændte den i Kedrondalen. Offerhøjene forsvandt ikke..&quot;&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 396f&lt;/ref&gt;

I kapitel 16 læser vi: &quot;Omris søn Akab blev konge over Israel i Judas konge Asas otteogtredivte regeringsår, og Omris søn Akab regerede toogtyve år i Samaria over Israel. Omris søn Akab gjorde, hvad der var ondt i Herrens øjne, værre end nogen før ham. Da det ikke var nok for ham at følge Nebats søn Jeroboams synder, giftede han sig med sidoniernes konge Etba'als datter Jezabel, og han gav sig til at dyrke og tilbede Ba'al. Han rejste et alter for Ba'al i Ba'als tempel, som han havde bygget i Samaria. Akab lavede en Ashera-pæl, og Akab gjorde mere endnu, så han krænkede Herren, Israels Gud, mere end nogen af Israels konger, der havde været før ham.&quot;&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 399&lt;/ref&gt;

I Anden Kongebog kapitel 21 omtales kong Manassa. Om hans gerninger hedder det: &quot;Han gjorde, hvad der var ondt i Herrens øjne efter de afskyelige skikke hos de folkeslag, som Herren havde drevet bort foran israelitterne. Han genopbyggede de offehøje, som hans fader Hizkija havde ødelagt; han rejste altre for Ba'al, og han lavede en Ashera-pæl, sådan som Israels konge Akab havde gjort, og han tilbad hele himlens hær og dyrkede den. .. Og i de to forgårde til Herrens tempel byggede han altre for hele himlens hær. .. Og han opstillede Ashera-billedet, han havde lavet, i dette tempel, om hvilket Herren havde sagt til David og til hans søn Salomo: &quot;''På dette tempel og på Jerusalem, som jeg har udvalgt blandt alle Israels stammer, vil jeg sætte mit navn til evig tid; og jeg vil ikke mere jage Israel bort fra det land, som jeg gav deres fædre, når de blot omhyggeligt vil gøre alt det, jeg har befalet dem, og holde hele loven, som min tjener Moses gav dem.''&quot; Men de ville ikke høre, og Manassa forledte dem til at handle værre end de folkeslag, som Herren havde udryddet for israellitterne.&quot;&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 438f&lt;/ref&gt;

I Anden Kongebog kapitel 23 oplyses, at denne afgudsdyrkelse holdt sig til Josija stoppede den: &quot;Så befalede kongen ypperstepræsten Hilkija, andenpræsterne og dørvogterne at fjerne alle de ting, der var lavet til Ba'al og til Ashera og til hele himlens hær, fra Herrens tempel, og han brændte dem uden for Jerusalem .. Helligskøgernes rum i Herrens tempel, hvor kvinderne vævede klæder til Ashera, rev han ned. .. Også alteret i Betel, offerhøjen som Jeroboam, Nebats søn, havde opført, han som forledte Israel til synd, både dette alter og offerhøjen rev Josija ned, og han knuste stenene til støv og brændte Ashera-pælen.&quot;&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 441&lt;/ref&gt; 

Profeten Jeremis beklagede sig i Jeremias' Bog kapitel 7: &quot;Kan du ikke se, hvad de gør i Judas byer og Jerusalems gader? Børnene samler brænde, fædrene tænder ild og kvinderne ælter dej, så de kan lave offerkager til Himmeldronningen og udgyde drikofre for andre guder og krænke mig.&quot;&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 950&lt;/ref&gt; Han taler om ''Ishtar'', Mesopotamiens version af Ashera, mens hun blev adopteret som ''Afrodite'' i Grækenland og blev kaldt ''Astarte'' af kana'anæerne og senere af fønikerne.&lt;ref&gt;Novacek (2011), s. 38&lt;/ref&gt;

Der kan således ikke være tvivl om, at Ashera-dyrkelsen var udbredt blandt jøderne i flere århundreder, snart officielt snart uofficielt. Manassa regerede fra 697 f.Kr. til 642 f.Kr. og Josija skal have stoppet Ashera-dyrkelsen omkring 622 f.Kr. Men uofficielt fortsatte dyrkelsen helt frem til babylonernes erobring af Jerusalem.

Det vigtigste i denne sammenhæng er, at denne afgudsdyrkelse, som det også fremgår af Gamle Testamente, fandt sted længe efter, at jøderne skulle være gået over til monoteisme.

=== Den centraliserede gudsdyrkelse ===

Men hvornår begyndte den monoteistiske gudsdyrkelse blandt jøderne? Meget tyder på, at det var en udvikling i to trin: først skete der en centralisering af gudsdyrkelsen, og langt senere en overgang til monoteisme.

Første kilde til denne udvikling findes i Moseloven. Her hedder det: &quot;Du må ikke lave dig noget gudebillede i form af noget som helst oppe i himlen eller nede på jorden eller i vandet under jorden. Du må ikke tilbede dem og dyrke dem, for jeg, Herren din Gud, er en misundelig Gud.&quot;&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 89. I oversættelsen til dansk bruges ordet &quot;lidenskabelig&quot; i stedet for &quot;misundelig&quot;&lt;/ref&gt; Det siges ikke, at der ikke findes andre guder, kun at jøderne ikke længere måtte dyrke dem.

Næste kilde findes i Anden Kongebog om kong Josija, som regerede 640-609 f.Kr. Her hedder det: &quot;Og statsskriveren Shafan fortalte kongen, at præsten Hilkija havde givet ham en bog, og Shafan læste den op for kongen.&quot;&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 440&lt;/ref&gt; Forskere mener, at den bog, der her er tale om, sandsynligvis var Femte Mosebog.

Femte Mosebog adskiller sig tydeligt fra de foregående fire Mosebøger, så meget at man mener, at den har sin egen forfatter (eller egne forfattere), der af forskerne kaldes D. Denne forfatter D genkendes også i en række andre tekster i Gamle Testamente: Joshua-bogen, Første og Anden Dommerbog, Samuels Bog samt Første og Anden Kongebog. Det menes, at alle disse bøger er forfattede af samme person eller personkreds.&lt;ref&gt;Dinkgreve (2021), kap. 8&lt;/ref&gt;

Anden Kongebog fortæller om kong Josiah, at han centraliserede gudsdyrkelsen og forbød stedlige altre: &quot;Han hentede alle præsterne fra Judas byer, og offerhøjene lige fra Geba til Be'ersheba, hvor de havde tændt offerild, gjorde han urene, og portofferhøjene, som lå ved kommandantensen Josvas port til venstre, når man går ind ad byporten, rev han ned.&quot;&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 441&lt;/ref&gt; Som det siges: &quot;Der havde ikke tidligere været nogen konge, der som han af hele sit hjerte og af hele sin sjæl og af hele sin styrke vendte om til Herren, helt efter Moses' lov og efter ham kom der ingen som han.&quot;&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 442&lt;/ref&gt; Tydeligvis var der tale om at samle al religiøs magt på et sted og under kongens kontrol. Det var med andre ord en religiøs revolution.

For at retfærdiggøre denne revolution måtte man opfinde en spådom, der kunne retfærdiggøre den. Her træder nu to kilder ind. Den ene findes i Første Kongebog. Her omtales en gudsmand, som råber imod et alter: &quot;Alter, alter! Dette siger Herren: I Davids hus skal der fødes en søn ved navn Josija. På dig skal han slagte de offerhøjspræster, som tænder offerild på dig, og han skal brænde menneskeknogler på dig.&quot;&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 393&lt;/ref&gt;

Den anden er Femte Mosebog: allerede i første sætning gives indtrykket af, at denne bog er Moses' sidste ord inden sin død&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 200&lt;/ref&gt;, og her formuleres en &quot;ny moselov&quot; begyndende således:

&quot;Dette er de love og retsregler, som I omhyggeligt skal følge i det land, Herren, dine fædres Gud, har givet dig i eje, så længe i lever på jorden. I skal ødelægge alle de steder, hvor de folk, I fordriver, har dyrket deres guder, på de høje bjerge, på bakkerne og under alle grønne træer. I skal rive deres altre ned og knuse deres stenstøtter, deres Ashera-pæle skal I brænde, og deres gudebilleder skal I hugge om; I skal udslette deres navn fra de steder. For på den måde må I ikke dyrke Herren jeres Gud. Nej, I skal søge til de sted, Herren jeres Gud udvælger blandt alle jeres stammer til at sætte navn på, så det kan bo der. Dér skal du komme, og derhen skal I bringe jeres brændofre og slagtofre, jeres tiender og afgifter, jeres løfteofre og frivilligofre og det førstefødte af jeres køer og får.&quot;&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 214&lt;/ref&gt;

Men trods dette forsøg på at legitimere centraliseringen af gudsdyrkelsen holdt det ikke længe. Snart begyndte folk atter deres decentrale gudsdyrkelse, og som vi tidligere har set, opgav de aldrig deres Ashera-dyrkelse.

=== Jøderne i Kana'an ===

Vi har fulgt jødernes religiøse udvikling, men hvordan forholder det sig med områdets politiske udvikling? Det er en broget historie, hvor Gamle Testamente trods påviselige fejl alligevel kan give nyttige oplysninger.

Meget taler for, at det var ankomsten af &quot;havfolket&quot; (engelsk: ''Sea People'') omkring 1178 f.Kr. som udløste en ny politisk udvikling. Hidtil havde området været under egyptisk kontrol, men nu svækkedes denne kontrol, og det indebar, at der blev mulighed for indbyrdes stammekrige i området. Det betød også, at folk udefra nu kunne blande sig med held i de stedlige stammekrige. Det er muligt, at jødernes erobringer netop hører hjemme i denne sammenhæng. Til trods for, at Gamle Testamente fremstiller disse kampe som religionskrige mellem folkeslag med polyteisme og jøderne med deres påståede monoteisme, er der intet, som tyder på, at dette er korrekt.

Snarere må vi se disse kampe som sket mellem et imperialistisk erobrerfolk og stedlige bofaste stammer. At der også var religiøse forskelle imellem dem, understregede blot krigenes stammemæssige karakter. Mens filistrene bosatte sig ved kysten, flyttede israelitterne ind fra øst og bosatte sig overvejende i højlandet, hvor de over tid tilegnede sig megen af den stedlige kultur, samtidig med at deres frænder, aramæerne, slog sig ned mod nordøst i Syrien. Hebræerne fik i denne besættelse støtte fra beslægtede og ligesindede nomadiske stammer og semitiske folkeslag. Alliancen var mulig, fordi de alle dyrkede Jahve.&lt;ref&gt;Novacek (2011), s. 66&lt;/ref&gt; Denne fælles kult var længe den eneste institution, som bandt folket sammen, og det kunne ikke forhindre, at der jævnligt opstod konflikter mellem dem.

Der kan på dette sted være grund til at gøre op med myten om Jerikos erobring. Ifølge den bibelske tradition skete erobringen ved, at de omgivende bymure styrtede sammen.&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 248f&lt;/ref&gt; Problemet er, at det arkæologisk kan påvises, at der ingen bymure var!&lt;ref&gt;Novacek (2011), s. 66&lt;/ref&gt; Forklaringen er, at Kana'an indtil da havde været underlagt Egypten, hvis overherredømme var blevet afgjort efter slaget ved Megiddo i 1479 f.Kr. Efter erobringen beholdt eliten i de kana'anæiske familier deres styrende rolle, når blot de var loyale i forhold til den egyptiske farao, men de måtte acceptere, at de ikke måtte befæste deres byer, (hvilket gav dem problemer blandt andet, da Megiddo blev angrebet af Lab'ayu fra det nærliggende Shechem).&lt;ref&gt;Novacek (2011), s. 25&lt;/ref&gt; Det må rejse spørgsmålet, om israelitterne overhovedet nogen sinde har erobret Kana'an, eller om de så at sige overtog havfolkets faktisk påviste erobringer?

I den første tid efter israelitternes indvandring var tilstandene i Kana'an væsentlig som før. Det var langt fra lykkedes jøderne at udrydde hele den bosatte befolkning, så det endte med, at jøderne bosatte sig i egne bosættelser. De ulige folk og stammer levede i samfund hver for sig med byerne som centrum for de omgivende landsbyer. Hebræerne erobrede og ødelagde de mere civiliserede kana'anitter men overtog deres skriftsystem. De overtog også kana'anitternes byggeskik, men uden at hebræernes byggerier nåede samme høje stade som deres forgængere. Jerusalem var på denne tid et lille sted uden stor betydning og kunne ikke måle sig med andre byer i området.

Tør man tro Josvabogen kapitel 20, blev der oprettet særlige bebyggelser kaldet &quot;tilflugtsbyer&quot; for kriminelle, hvor disse kunne søge politisk asyl og unddrage sig retsforfølgelse for deres kriminelle gerninger: &quot;Herren talte til Josva og sagde: &quot;Sig til israelitterne, at de skal udpege de tilflugtsbyer, som jeg talte til jer om ved Moses, så en drabsmand, der uforsætligt og uforvarende slår nogen ihjel, kan flygte dertil; de skal være tilflugtssteder for jer mod blodhævneren. Når drabsmanden søger tilflugt i en af disse byer og stiller sig ved indgangen til byporten, skal han forelægge sin sag for de ældste i den by. De skal give ham adgang til byen og give ham et sted, hvor han kan bo hos dem. Når blodhævneren forfølger ham, må de ikke udlevere drabsmanden til ham; det var jo uforvarende, han slog sin næste ihjel, han havde ikke tidligere næret fjendskab mod ham. Han kan så blive boende i den by, indtil han stilles for menighedens domstol, eller indtil den ypperstepræst dør, som er der til dentid. Da kan drabsmanden vende tilbage til sin by og sit hus, den by, han er flygtet fra&quot;.&quot;&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 264&lt;/ref&gt; De var en ordning, som kunne beskytte enhver kriminel mod retsforfølgelse.

Og jødernes folkemord fortsatte. I Dommerbogen kapitel 1 læser vi: &quot;Så drog Juda op, og Herren gav kana'anæerne og perizzitterne i deres hånd, og de slog dem i Bezek og dræbte ti tusind mand. ..Judæerne angreb Jerusalem og indtog den. De huggede indbyggerne ned med sværd og stak ild på byen.&quot;&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 271&lt;/ref&gt; I de byer, som det ikke lykkedes jøderne at udrydde befolkningen, blev disse i stedet gjort til hoveriarbejdere.&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 272&lt;/ref&gt; Det kan næppe undre, at denne opførsel gav anledning til yderligere uro, og at nye kampe fulgte. Ved en lejlighed slog jøderne &quot;omkring ti tusind moabitter ihjel. .. Derefter havde landet ro i firs år&quot;.&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 274&lt;/ref&gt;

Efter Josvas erobringer fulgte dommertiden, hvor landet blev styret af de såkaldte dommere. Tør man tro Gamle Testamente førte det til, at filistre og ammonitter for en tid fik overtaget.&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 286&lt;/ref&gt; Også internt var der øjensynlig magtkampe, således forenedes de andre stemmer mod Benjamins stamme.&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 297ff&lt;/ref&gt;

Efterhånden blev lovløsheden for meget, og hebræerne etablerede et kongedømme i Palæstina. Denne institution kom som en nødvendig følge af både de interne lovløse tilstande og behovet for at organisere krigsførelsen mod andre folkegrupper. I vest udgjorde filistrene en stærkere modstand end kana'anitterne, fordi de havde udviklet jernsmedning. Mod nord boede fønikerne i Libanon, der var mest optaget af handel. Da kana'anitterne stadig blev mere undertrykte, skabte det grundlaget for etableringen af det hebræiske kongedømme omkring 1000 f.Kr. 

Først under dommeren Samuel opstår der blandt jøderne krav om etableringen af et kongerige. Landets første konge hed Saul.&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 317&lt;/ref&gt; Han dateres til omkring 1000-tallet f.Kr. Tør vi tro Første Samuelsbog gennemførte han adskillige krige.&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 320&lt;/ref&gt; Kana'an var angiveligt forenet under ham og hans to efterfølgere, David og Salomo. Salomo beskrives i Gamle Testamente som en mægtig konge, der blandt andet opførte et gudstempel i Jerusalem, men arkæologiske undersøgelser har ikke kunnet bekræfte dette, og Salomo er påfaldende totalt fraværende i ikke-bibelske kilder. Det har fået mange historikere til at mene, at Salomo må have været en småkonge.&lt;ref&gt;Novacek (2011), s. 83&lt;/ref&gt;

Da kong Salomo døde i 922 f.Kr. blev det hebræiske kongedømme delt i to: Kongeriget Israel og Kongeriget Juda. Det var kun Juda og Benjamins stammer, som accepterede Salomos søn Rehabeam som deres konge, og de oprettede dermed det sydlige kongerige Juda med Jerusalem som hovedstad. Mod nord gjorde de øvrige stammer Jeroboam til konge og oprettede kongeriget Israel med Sikem og senere Samaria som hovedstad. Vigtigst i denne sammenhæng er, at der intet stammesammenhold var, end ikke deres religion kunne holde sammen på dem, og som vi allerede har set, skete der jævnligt frafald fra denne, lige som israelitterne indgiftede sig i andre folkegrupper nok så meget som indbyrdes. Der var konstant magtkampe, hvilket afspejler det totale fravær af national solidaritet og enhed. Også udefra skete angreb. Anden Krønikebog er fuld af bereninger om disse krige.

Kongeriget Israel ophørte, da Assyrien erobrer hovedstaden Samaria 722 f.Kr. Herved mistede også de 10 nordlige israelske stammer deres betydning. Nogle af indbyggerne i Kongeriget Israel blev deporteret af assyrierne, men arkæologisk kan der ikke dokumenteres nogen befolkningsudskiftning eller nogen nedgang i befolkningstallet, og genetiske undersøgelser antyder også en kontinuitet i områdets befolkningssammensætning. Hovedparten af befolkningen synes således at være forblevet i området og samaritanerne menes at være de mest direkte efterkommere af befolkningen i Kongeriget Israel, hvilket også er i overenstemmelse med deres egen opfattelse. Nogle beboere fra Kongeriget Israel må antages at være flygtet til kongeriget Juda, hvilket kan forklare hvordan de nordlige stammers myter er blevet inkorporerede i den tekster i Gamle Testamente, som blev samlede i Kongeriget Juda.

=== Eksilet i Babylon ===

Der er næppe tvivl om, at hvis jøderne havde modstået angreb udefra, ville afgudsdyrkelsen have fortsat. Der ville fortsat have været private gudindestatuetter og private altre. Men een begivenhed ændrede jødernes historie og dermed verdenshistorien: babylonernes erobring i 586 f.Kr.

Forud gik en belejring, som varede to og et halvt år. Vilkårene under belejringen var forfærdelige: jøderne sultede, men vi ved fra samtidige beretninger, at de ikke holdt sig tilbage fra at spise deres egne børn. Da Nebukadnezer erobrede Jerusalem, blev Salomons tempel brændt ned til grunden. Kongepaladset blev brændt ned. Huse blev brændt ned. Forsvarsanlæggene omkring byen blev revet ned sten for sten. Kong Zedekiah, som havde forsøgt at flygte, blev fanget og ført frem for Nebukadnezer. Det sidste, han så, var, at han sønner blev slået ihjel. Så blev han gjort blind, og måtte i denne tilstand foretage vandringen til Babylon.

Hele den jødiske befolkning blev tvangsforflyttet til Babylon. Det skete i tre omgange. Da de forlod Jerusalem, måtte de uundgåeligt miste troen på deres guder, som havde svigtet dem.

Hvad, der skete under det babylonske fangenskab, var ekstraordinært: i stedet for at blive integrerede i deres nye omgivelser valgte de skriftkloge jøder den modsatte vej, nemlig at bevare og redigere deres historiske traditioner. Sigende optræder byen Al Yahuda i Babylon på denne tid. Jøderne samlede, hvad de havde bevaret om deres historie, og begyndte at nedskrive det. Undervejs blev traditionen omskrevet og tilpasset deres nye selvforståelse. Bibelforskere mener, at det var antagelig på denne tid, at traditionerne i ''Tanakh'' begyndte at få deres endelige form.

Og det var tilsyneladende også her, at jødernes tro fik den monoteistiske karakter, som siden skulle gøre sig gældende. Det er her, at profeten Ezekiel fortæller, at Gud gør ham opmærksom på den afgudsdyrkelse, som finder sted.&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 1048&lt;/ref&gt; Det er her, at Gud lover at straffe jøderne for denne afgudsdyrkelse.&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 1049&lt;/ref&gt; Det er her, at jødernes bortførelse bliver stillet i udsigt. Det er her, at grunden lægges til den fortolkning, at eksilet gøres nødvendigt for, at jøderne langt om længe kan vende sig mod den sande gudsdyrkelse.

Og det er her, at profeten Esajas formulerer sine propagandistiske og doktrinære anklager. Det er her, at Gud gøres til den, som lover jøderne håb om frihed igen. Og det er her, at Gud bliver enevældig.

To eksempler fra Esajas Bog kan belyse det: i vers 44 linje 6: &quot;Jeg er den første, og jeg er den sidste, der er ingen anden Gud end mig&quot;&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 895&lt;/ref&gt; og i vers 45 linje 5: &quot;Jeg er Herren, der er ingen anden, der er ingen anden Gud end mig&quot;.&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 897&lt;/ref&gt; Selv alt det gode og alt den onde har samme oprindelse:&lt;/br&gt;  
&quot;Jeg danner lys og skaber mørke,&lt;/br&gt; 
jeg frembringer fred og skaber ulykke,&lt;/br&gt; 
jeg, Herren frembringer alt dette.&quot;&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 897&lt;/ref&gt;&lt;/br&gt; 
For første gang optræder jøderne som et folk med kun een erklæret Gud.

Der kan næppe være tvivl om, at dette var følgen af en bestemt strategi: ikke at blive opslugt af imperiet. Over for de mange guddomme i Babylon sætter jøderne en enkelt gud som deres modstykke. Derved, og kun derved, kan de opretholde deres særegne identitet som folk. Hvis Jahve havde været een gud blandt mange andre, havde han tabt og havde ingen fremtid. Kun ved at gøre ham almægtig, ved at hævde at han havde brugt Nebukadnezar som et redskab i en guddommelig plan, kunne de opretholde deres identitet og deres håb om en fremtid. De gamle guder måtte udryddes eller bortforklares som fejltagelser, der kunne forklare jødernes ulykkelige skæbne. Og derfor blev den traditionelle historie omskrevet punkt for punkt for at kunne understøtte det nye narrativ.

Nået så langt tog de skriftkloge det næste skridt: de måtte opfinde og udvikle deres egen skabelsesberetning og deres egen beretning om en altomfattende oversvømmelse. Inspirationen hentede de hos babylonerne selv. De tog de velkendte babylonske beretninger men omskrev dem således, at de udgjorde en polemisk kontrast til den tro og de traditioner, som blev hyldet af deres omgivelser. Der vil være lejlighed til at se nærmere på disse ved en gennemgang af Gamle Testamente.

=== Jødernes tilbagevenden til Jerusalem ===

I 539 f.Kr. indtræder så afslutningen på jødernes tid i eksil. Dette år erobrer perserne Babylon, og Cyrus den Store erklærer straks efter en almen amnesti. Der efter giver han tilladelse til, at fordrevne folkeslag må vende tilbage til deres hjemegn og genoptage deres gudsdyrkelse.

Også jøderne vendte hjem. Ifølge Ezras Bog vendte i alt 42.360 jøder tilbage til Jerusalem foruden deres trælle og trælkvinder, i alt 7.337, samt 200 sangere og sangerinder, det vil sige i runde tal 50.000 personer.&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 510&lt;/ref&gt; Om dette tal er korrekt, vides ikke.

Det vigtige er, at da jøderne vendte tilbage til Jerusalem, var det med en ny, monoteistisk religion. Den var i store træk skabt under deres eksil, omskrevet og suppleret i forhold til tidligere. Den forenede folk og tro i en næsten uadskillelig helhed.

Der kan her være grund til at stille et vigtigt spørgsmål: betyder dette så, at jøderne vendte hjem med en fuldt udviklet fælles trosretning? Nej, intet taler for dette. Snarere må vi regne med, at det kun var en lille gruppe af teologiske skriftlærde, som havde taget del i den redigeringsproces, som var foregået i Babylon, og at det kun var dem, som havde det fulde kendskab til det nye narrativ om jødernes oprindelse, som de havde skabt. Dette indebærer, at det først er efter deres tilbagevenden, at de for alvor kan begynde at promovere og udbrede deres nye narrativ til jøderne og dermed skabe den identitetsforståelse, som de siden udviklede.

=== Persisk tid ===

Under det persiske herredømmes tid (538-332 f.Kr.) sad der persiske statholdere i landets ulige dele. Vi ved, at statholderen i Judæa 408 f.Kr. hed Bagohi, dels fra Josefos, dels fra papyrusfundene i Elefantine. At statholderen i Samaria var en samaritan, Sanballat, tyder på, at perserne ikke har blandet sig i Palæstinas forhold, når oprør ikke foranledigede dem til at gribe ind, som tilfældet var under Artaxerxes III (358-338 f.Kr.). Det var under persisk beskyttelse, at Nehemia og Ezra genoprettede den jødiske menighed i Jerusalem.

Vi ved sandt at sige ikke meget om den jødiske religionsdyrkelse på denne tid. Meget tyder på, at der skete en langsom spredning af den nydannede monoteistiske tro, sikkert som et politisk-nationalt redskab over for det persiske overherredømme. Men intet taler for, at denne endnu formelt var slået igennem.

Elephantine var en jødisk by i Egypten fra 400-tallet f.Kr. Den er interessant, fordi den kan vise træk ved og fravær af jødisk levevis på denne tid. Byen blev antagelig grundlagt i midten af 6. århundrede f.Kr. af folk, der var emigreret fra Syene-området i Palæstina.&lt;ref&gt;Barnea (2024), s. 1&lt;/ref&gt; Vi ved, at der eksisterede et særligt tempel for dyrkelsen af Jahve indtil 410 f.Kr., da det blev ødelagt. En jødisk befolkning nævnes sidste gang i kilderne i 399 f.Kr., hvad, der skete med den jødiske befolkning efter denne tid, er ukendt.&lt;ref&gt;Adler (2025), s. 39&lt;/ref&gt;

Historien om jødernes udvandring fra Egypten kendes ikke i denne by, hvilket tyder på, at denne tradition er yngre end 400-tallet. Ligeledes kendte befolkningen ikke til ''torah'', det vil sige jødisk lov, så også denne må være yngre end 400-tallet.

Endvidere dyrkede jøderne i denne by flere guder (jahvisme) i modsætning til senere tids monoteisme (judaisme). Således har vi flere kilder fra 400-tallet f.Kr., der vidner om zoroastracisme, herunder et ild-alter og et tempel.&lt;ref&gt;Barnea (2024), s. 3-7&lt;/ref&gt; En lignende jødisk polyteisme kendes fra andre byer.&lt;ref&gt;Adler (2025), s. 41-47&lt;/ref&gt; Men dette indebærer også, at jøderne stadig ikke på denne tid var monoteister til trods for de bestræbelser, som præsteskabet havde udført under eksilet i Babylon. I stedet tolkes situationen således, at den jødiske kult udviklede sig gravist over tid blandt andet inspireret af zoroastrisk kult indtil, at de fik den form som kendes fra den hebraiske bibel.&lt;ref&gt;Barnea (2024), s. 29&lt;/ref&gt; Hvis byen blev grundlagt af dem, som ikke endte i Babylon, kan dette forklare deres fastholden ved polyteisme og ukendskab til den monoteisme, som blev udviklet i Babylon.

Dermed adskiller kulten på denne tid blandt jøder sig markant fra den, som ses i hasmonæisk tid.&lt;ref&gt;Adler (2025), s. 48&lt;/ref&gt; Yonatan Adler ved Ariel University har kaldt denne kult og levevis &quot;proto-jødisk&quot; (''proto-Judaic'') og definerer den således: &quot;Et protojødisk kulturelt træk er således et særskilt element af den israelitiske og/eller jødiske livsstil, som med tiden blev lovgivet som en forskrift for regulering i en eller flere af Mosebøgernes tekster, og som i sidste ende blev optaget som en del af jødedommen.&quot;&lt;ref&gt;Adler (2024), s. 5&lt;/ref&gt; Et eksempel herpå er at spise svinekød. I to af Mosebøgerne (Tredie Mosebog kapitel 11:1-8&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 126f&lt;/ref&gt; og Femte Mosebog kapitel 14:3-8&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 216&lt;/ref&gt;) forbydes det jøder at spise svinekød, men arkæologiske fund fra tiden fra sen bronzealder (1300-1130 f.Kr.) frem til jernalder (586 f.Kr.) viser, at svin faktisk blev avlet til fortæring i strid med denne bestemmelse, skønt de er fraværende i nogle bopladser henregnet til kana'anære og fønikere i jernalderen uden, at det derfor med sikkerhed kan siges at være bevidste valg; økonomiske, økologiske og sociale forhold kan have spillet ind.&lt;ref&gt;Adler (2024), s. 13&lt;/ref&gt; Flere jødiske leveregler tilskrives således myter i Mosebøgerne, og det kan ikke afvises, at disse myter ''netop'' er blevet til for at kunne begrunde og legitimere disse leveregler.&lt;ref&gt;Adler (2024), s. 21&lt;/ref&gt; Det gælder blandt andet reglen om at omskære drengebørn.&lt;ref&gt;Adler (2024), s. 20f&lt;/ref&gt;

=== Hellenistisk tid ===

I den græske periode fra Alexander den Stores erobring i 332 f.Kr. til 167 f.Kr. blev Palæstina atter genstand for strid mellem Syrien, hvor seleukiderne herskede efter Alexanders død 323 f.Kr., og Ægypten, der beherskedes af ptolemæerne. Frem til 198 f.Kr. var overvejende Egypten, fra den tid, efter Antiochos IIIs sejr ved Paneas, syrerne Palæstinas herrer. Efter, at Babylon, Ninive og Shushan var gået til grunde, og Alexandria var blevet grundlagt, flyttede tyngdepunktet vest på, og Palæstina fik igen samme betydning som i 15. århundrede f.Kr. Under ptolemæerne regeredes Palæstina af guvernører (hegemon, epitropos), om hvis myndigheds udstrækning kun lidt vides. Skatteopkrævningen var overladt - ved licitation - til skatteforpagtere. I jødernes kreds fik synedriet og ypperstepræsten en vidtgående myndighed. Under seleukiderne stod Palæstina, der kaldtes Fønikien, sammen med Cølesyrien under en militærguvernør, og syrisk militær besatte landet. Skatten indkrævedes af seleukidiske embedsmænd. Fra 165 f.Kr., da Antiochos Epifanes forbød jødisk gudsdyrkelse, blev landet ramt af de makkabæiske kampe, der skulle bane vejen for det hasmonæiske dynasti.

Undersøgelser tyder på, at jøderne i almindelighed stadig ikke kendte til ''torah'', det vil sige jødisk lov, i begyndelsen af hellenistisk tid, og slet ikke at de respekterede og fulgte den.&lt;ref&gt;Adler (2025), s. 34&lt;/ref&gt; Således er der flere eksempler på, at judæere to ågerrenter af deres udlån.&lt;ref&gt;Adler (2025), s. 28&lt;/ref&gt; Der er også bevis på, at nogle judæere selv på denne tid dyrkede andre guder end Jahve.&lt;ref&gt;Adler (2025), s. 27&lt;/ref&gt; Og skønt ordet &quot;''sabbat''&quot; forekommer, lader det sig ikke fastslå, om dette havde samme betydning som senere eller blot henviste til en jødisk helligdag.&lt;ref&gt;Adler (2025), s. 28&lt;/ref&gt; Faktisk forekommer ordet &quot;''sabbat''&quot; ikke een eneste gang i Gamle Testamente. Omvendt er der ingen arkæologiske beviser på, at jøderne tog deres rituelle bade i bassiner, således som foreskrevet i ''torah'', og heller ikke at de iagttog særlige rituelle renselsesregler omkring deres mad.&lt;ref&gt;Adler (2025), s. 26&lt;/ref&gt;

Der har været peget på, at Aristeas i et brev oplyser, at Ptolemæus II Philadelphus (regerede 285-246 f.Kr.) tog 72 jøder fra Jerusalem til Alexandria for at få oversat en jødisk lov til græsk til sit bibliotek.&lt;ref&gt;Adler (2025), s. 31&lt;/ref&gt; ''Torah'' er ikke nævnt ved navn, så der er ingen beviser på, at det er den, som der henvises til, men selv om dette var tilfældet, kan dette ikke tages som udtryk for, at jøderne i almindelighed kendte og fulgte loven.&lt;ref&gt;Adler (2025), s. 32&lt;/ref&gt; Dette til trods for, at jøderne på  denne tid ellers nød udstrakt selvstyre både i Judæa og i andre områder.&lt;ref&gt;Adler (2025), s. 24&lt;/ref&gt; Dette har fået Yonatan Adler til at betegne jødisk kultur på denne tid som &quot;jahveisme&quot; (''Yahwism'') i modsætning til den &quot;judaisme&quot; (''Judaism''), der først fulgte senere og som fulgte ''torah''-en.&lt;ref&gt;Adler (2025), s. 7&lt;/ref&gt; Men uanset benævnelsen betyder det, at traditionel jødisk kultur først stammer fra tiden ''efter'' hellenistisk tid.

=== Det hasmonæiske dynasti ===

Den hasmonæiske eller senhellenistiske periode strakte sig fra 167 f.Kr. til 63 f.Kr.

Betegnelsen &quot;Det hasmonæiske kongerige&quot; dækker over en yderst omtumlet periode i jødisk historie, som strakte sig fra midten af 2. århundrede f.Kr. til midten af 1. århundrede f.Kr. Hasmonæerne var en jødisk præsteslægt, som spillede den førende politisk rolle på denne tid. Betegnelsen er dannet efter Hasmon, der var Mattatija’s bedstefader. I årene 168-161 f.Kr. ledede hasmonæerne kampen for national og religiøs frihed mod seleukiderne, som under Antiochos IV havde underkuet dem. Bevægelsen begyndte under Mattatija, men blev fortsat af hans sønner, først Judas Makkabæer, efter hvem slægten often kaldes makkabæerne; han fik genoprettet den jødiske gudsdyrkelse i 165 f.Kr. og opnåede i 161 f.Kr. religionsfrihed. Dette år overvandt han den syriske feltherre Nikanor og sluttede forbund med Romerne, men døde kort efter. Hasmonæerne optrådte der efter som et dynasti, der kæmpede for deres egen magtstilling. Judas’ broder, Jonatan, som afløste ham som leder, lod sig i 153 f.Kr. udnævne til ypperstepræst, skønt han efter jødisk lov ikke havde ret til denne stilling. Dette betød et brud med de lovtro, som de oprindelige havde kæmpet for. Efter hans mord i 143 f.Kr. lykkedes det broderen Simon (143-135 f.Kr.) at få landets selvstændighed anerkendt og at erobre syrernes borg i Jerusalem. Som følge heraf blev han af befolkningen hyldet som arvelig ypperstepræst og som verdslig hersker i 141 f.Kr. Dermed havde hasmonæerne opnået formel anerkendelse af deres dynasti.

Det betød imidlertid ikke, at der nu herskede fred, tværtimod. Under Simon’s søn, Johannes Hyrkan (134-104 f.Kr.), indtraf et åbent brud mellem hasmonæerne på den ene side og farisæerne på den anden. Under de fortsatte kampe undertvang han den autonome stat Edom og ødelagde Samaria og også den samaritanske helligdom på Garizim. Hans sønner, Aristobul (104-102 f.Kr.) og Alexander Jannæos (102-76 f.Kr.) var brutale herskere og fjernede sig langt fra styrets oprindelige karakter, idet de var udpræget hellenistisk sindede. Alexander udnævnte sin dronning Salma Alexandra til sin efterfølger (78-69 f.Kr.), mens sønnen Hyrkan II blev ypperstepræst. Midt i de hele etablerede armenerne et kortvarigt herredømme (70-63 f.Kr.) idet de erobrede landet og lagde området under deres overherredømme. Men den interne magtkamp fortsatte uafbrudt. Salma sluttede sig til farisæerne, og hun kom derved i modsætning til saddukæerne, som samlede sig om hendes anden søn, som efter hendes død tog magten fra sin broder og herskede som Aristobul II, dog under vedvarende kampe, indtil Pompejus afsatte ham og tog ham med til Rom i 63 f.Kr. Efter ulige forsøg på opstand blev Aristobul og hans søn Alexander myrdet i 48 f.Kr. 

Hyrkan II, der af Pompejus nu blev anerkendt som ypperstepræst med Antipater som verdslig leder, blev af Cæsar forfremmet til ethnarch, mens den faktiske myndighed efterhånden gik over til Herodes efter Antipater’s død. Aristobul’s anden søn, Antigonos, gjorde imidlertid oprør og blev en kort (40-37 f.Kr.) tid konge, mens Hyrkan blev bortført og fik ørene skåret af. I 37 f.Kr. erobrede den af Romerriget anerkendte Herodes så Jerusalem, og Antigonos blev henrettet i Antiochia. Dermed var hasmonæernes herredømme bragt til ende. Herodes levede en tid i venskab med Hyrkan men lod ham så dræbe. Herodes var besvogret med hasmonæerne, idet hans hustru Mariamme var datter af Aristobul II’s søn Alexander. Dette forhindrede dog ikke, at han lod hendes broder Aristobul dræbe. Senere dræbte han ligeledes hende selv og hendes moder. Endelig dræbte han nogle hasmonæere, der opholdt sig hos hans svoger i Idumæa. Således blev det Herodes, som endte slægtens magtdrømme.&lt;ref&gt;Pedersen (1919), s. 943f&lt;/ref&gt; Så meget om den politiske udvikling.

Det vigtigste i denne sammenhæng er, at de var i denne omtumlede tid, at vi for første gang ser tydelige spor af en jødisk kultur og religionsdyrkelse. Årsagen er klar nok: lederen af den nye stat var en ypperstepræst, som nu tillige blev den politiske, kultiske og militære leder af den nye stat. Og det er tydeligvis på denne tid, at denne nye magt manifesterer sig også religiøst. Det er først fra denne tid, at de første synagoger optræder. Det er først fra denne tid, at ''Tanakh'' optræder i sin endelige skikkelse. Det er først fra denne tid, at der optræder beviser på, at jøderne i deres levevis fulgte bibelsk lov, der nu bliver promoveret som &quot;deres forfædres lov&quot; og påvirker et utal af leveregler både i og uden for jødernes &quot;hjemland&quot;.&lt;ref&gt;Adler (2025), s. 67&lt;/ref&gt;

=== Romersk styre ===

Romersk tid strækker sig fra sidste århundrede f.Kr, til første århundrede e.Kr. Det kendetegnes ved at området i denne periode havde en romersk guvernør.

Yonatan Adler har undersøgt de kulturelle traditioner i dette tidsrum og finder, at de følger senere jødiske traditioner: der er renselsesbassiner og husgeråd af kalk som udtryk for jødiske relselsesritualer samt mønter, vægdekorationer i huse og hjemligt udstyr som udtrykkeligt undgår at vise mennesker og dyr i overensstemmelse med påbuddet i Mosebøgerne. Han konstaterer yderligere, at disse træk er særligt markante i de områder, som vides at have haft en overvejende jødisk befolkning, men ikke nødvendigvis i områder hvor andre befolkningsgrupper var dominerende. Han konstaterer endvidere, at disse rituelle træk tydeligt går tilbage til hasmonæisk tid men ikke med sikkerhed lader sig følge længere tilbage, til dels på grund af et svagt og mangelfuldt arkæologisk og skriftligt bevismateriale. Som beviserne nu stiller sig, var det i hasmænæisk tid, at disse rituelle træk slog igennem og efterhånden bredte sig til den samlede befolkning og i romersk tid allerede var blevet normen.&lt;ref&gt;Adler (2022)&lt;/ref&gt;

Det er på denne baggrund, at Jesus må ses: i en tid, hvor mange jøder drømte om og håbede på at genskabe deres egen selvstændige stat, trådte han frem med sit provokerende budskab, at &quot;Guds rige ikke var af denne verden&quot;. Ikke nok med det: han udfordrede farisæerne og de skriftkloge, og oven i alt dette ophævede han jøder som Guds udvalgte folk og erklærede enhver, som følger Guds ord og hans påbud som en del af den udvalgte befolkning. I det givne politisk-religiøse klima gjorde det ham farlig for en national jødisk politik, så han måtte stoppes, og det blev han som bekendt. Men det stoppede ikke hans budskab i at blive yderligere spredt, tværtimod.

Frem til 70 e.Kr. opstod der ulige retninger inden for jødedommen, hvoraf saddukæerne, farisæerne og essæerne synes at have været de væsentligste. Desuden opstod der en række messianske og apokalyptiske bevægelser. 

Saddukæerne var en gruppe der var tilknyttet præstedømmet i templet i Jerusalem. I modsætning til farisæerne, som påberåbte sig myndighed på grund af deres lærdom og fromhed, baserede saddukæerne deres særstilling på afstamning og status. Meget tyder på, at de repræsenterede Hasmonæernes klan, der tidligere havde regeret som præstekonger. De nægtede at acceptere læresætninger som ikke direkte var nævnt i ''Torah'', også selv om læren var nævnt et andet sted i Tanakh. Ja, de &quot;anså det for en dyd at debattere&quot; sådanne sager. Et eksempel på en sådan debat findes i Mattæusevangeliet kapitel 22:23-33, hvor de satte Jesus på prøve med hensyn til opstandelsen. Idet saddukæerne opstillede en tænkt situation hvor en enke havde været gift med syv mænd, spurgte de: &quot;Hvem af de syv skal nu have hende til hustru i opstandelsen?&quot; I denne sammenhæng var det selvfølgelig uvæsentligt om den tænkte enke havde været gift 14 eller 21 gange. Jesus svarer: &quot;I opstandelsen gifter mænd sig ikke og kvinder bortgiftes ikke.&quot;&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 1251&lt;/ref&gt; Saddukæerne accepterede ikke eksistensen af et liv efter døden, og benægtede derfor også den farisæiske doktrin om en genopstandelse, hvilket netop var den forestilling, som Jesus prædikede. I Markusevangeliet kaptel 12:18-27 omtales en anden version af historien: da Jesus vidste, at saddukæerne ikke accepterede andre inspirerede skribenter end Moses, argumenterede han ved at citere fra ''Torah''. Han sagde: &quot;Med hensyn til at de døde oprejses, har I da ikke læst i Moses’ bog, i beretningen om tornebusken, hvordan Gud sagde til ham: ’Jeg er Abrahams Gud og Isaks Gud og Jakobs Gud’? Han er ikke dødes men levendes Gud.&quot;&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 1281&lt;/ref&gt;

Saddukæerne ønskede ikke, at en Messias skulle dukke op og lave om på tingene og da de betragtede Jesus som en trussel mod deres position, sammensvor de sig med farisæerne om at slå Jesus ihjel.&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 1258f, 1352&lt;/ref&gt;

Farisæerne var kendetegnede ved, at de lagde stor vægt på overholdelse af Moseloven, især renhedsforskrifterne og desuden på &quot;fædrenes overleveringer&quot;, som var en betegnelse for hele den mundtlige fortolkning af Moseloven. Bevægelsens etik havde mange detaljerede forskrifter og praktiske anvisninger. 

Essæerne levede i en slags kommunisme, hvor medlemmerne aflagde tavshedsløfte og ingen måtte besidde ejendom, hverken bolig eller slave, jord eller kvæg. Deres indkomster skulle overlades til en forvalter, som forestod indkøb af det nødvendige og sørgede for mad og underhold til gruppen. De forkastede også ægteskab, alle former for standsforskelle samt slaveri. De var soldyrkere og sendte hver morgen bønner op til solen. Når de havde afføring, gjorde de det inden døre for ikke at &quot;besmitte&quot; sollyset.

Af de mange retninger inden for jødedommen overlevede kun den rabbinske jødedom, som byggede på farisæerne og deres lære. Den rabbinske jødedom var kendetegnet ved at hævde, at den skrevne ''Torah'' ikke kan fortolkes korrekt uden henvisning til den &quot;mundtlige&quot; ''Torah'' og den dertil hørende litteratur, der specificerer hvilken adfærd, der er sanktioneret af loven. Med et moderne udtryk var de fundamentalistiske teokrater. Når de andre fraktioner her er nævnt, er det for at vise, at jødedommen langt fra var nogen samlet bevægelse selv op til eller på Jesu tid.

Stednavnet &quot;Israel&quot; første gang optræder på en mønt dateret til 66 e.Kr. møntet i forbindelse med jødernes oprør mod romerne.

Efter oprøret 70 e.Kr. var det for en lang tid slut med jødiske forsøg på at skabe en egen stat. Jesu budskab og det mislykkede oprør førte til, at den jødiske befolkning blev sprængt i tre grupper: den ene gruppe var de traditionelle jøder, som holdt fast ved farisæerne og deres budskab, den anden gruppe var de kristne, som nu satte sig for at udbrede det nye budskab, og den tredie gruppe var judeo-nazaræerne, som fortolkede udviklingen på deres egen måde og mente, at genskabelsen af templet i Jerusalem var en forudsætning for, at Messias ville vende tilbage. De arbejdede i flere hundrede år på dette mål, men da de endelig fik magten i Jerusalem i år 634 og Messias alligevel ikke vendte tilbage, blev bevægelsen omformet til en ny arabisk religiøs bevægelse, som i 749 efter abbasidernes magtovertagelse endte som muhammedismen, komplet med en egen profet, en egen hellig bog og med et nyt religiøst midtpunkt i Mekka.&lt;ref&gt;se ''Muhammedanismen i kildekritisk belysning''&lt;/ref&gt;

=== Sammenfatning ===

Hvordan skal begivenhedsforløbet nu fortolkes? Et foreløbigt svar kunne lydes således: det ser ud til, at jøderne udskilte sig fra kana'anæerne senest omkring 1200 f.Kr. og at de oprindeligt levede i ørkenområderne syd for Kana'an. Dette varede indtil, at de eteblerede et egentligt kongerige, der imidlertid efter kort tid blev delt i to, Israel og Judæa. Den nationale udskillelse var dog åbenbart ikke mere udtalt end, at jøderne jævnligt synes at have giftet sig med kvinder fra andre stammegrupper. 

Så langt, vi tør tro Bibelens fremstilling, var de polyteister, det vil sige dyrkede flere guder. Ganske vist var der perioder, hvor der gjordes forsøg på at indføre monoteisme, men dels var der stadige tilbageslag, dels skete disse forsøg på det statslige niveau, mens den almindelige befolkning synes at have fastholdt polyteismen uden afbrydelser gennem flere hundrede år frem til og med landsforvisningen til Babylon. 

Religionsdyrkelsen synes at have udviklet sig fra spredt i de enkelte husstande, landsbyer og stammer hen imod en statslig centralisering med deraf følgende magt for præsteskab og konger. 

Efter alt at dømme er det først under eksilet i Babylon, at præsteskabet blandt jøderne udvikler en erklæret monoteisme, mens dette ikke synes at være tilfældet for den brede befolkning. Hele jødernes tidligere historie bliver nu omfortolket af præsteskabet i lyset af denne nye religion, og den bliver promoveret og legitimeret af nogle få erklærede profeter.

Efter jødernes tilbagevenden til Kana'an efter eksilet i Babylon bliver den nye religion gjort til et redskab for præsteskabets politiske mål: en selvstændig teokratisk stat. Dette mål bliver opnået, men den nye stat varer kun i henved hundrede år, og igennem hele sin eksistens er den præget af interne magtkampe blandt den ledende religiøse elite. Meget tyder dog på, at det først er på denne tid, at monoteismen slår igennem også i den brede jødiske befolknings livsstil og levemåde og bliver det centrale element i israelitternes selvforståelse. Men dette forudsatte og krævede præsteskabet både som den etnisk-religiøse og den statspolitiske magthaver. Efter alt at dømme er det tidligst fra denne tid, at vi kan tale om jødedom i moderne forstand.

Men denne udvikling forudsatte, som vi har set, en dramatisk omskrivning af den jødiske historie. Meget måtte udelades eller totalt omskrives. På den anden side blev der indført nye elementer, som næppe har meget med den historiske udvikling at gøre men som gav jøderne en forhistorie så lang som nogen.

=== &lt;big&gt;Problemerne med Gamle Testamente&lt;/big&gt; === 

Et passende kildekritisk udgangspunkt ved vurderingen af Gamle Testamentes troværdighed må være de modsætninger, der er mellem dennes fremstilling og de faktuelle kendsgerninger. Der er således ingen beviser for eksistensen af de fem mosebøger før slutningen af 4. århundrede f.Kr. inklusive eksistensen af en person ved navn Moses.&lt;ref&gt;Gad Barnea&lt;/ref&gt;

Problemerne med teksterne lader sig inddele i to delspørgsmål:&lt;/br&gt;
- er der een eller flere forfattere til Tanakh?&lt;/br&gt;
- er dele af teksterne lånt fra andre kulturer?&lt;/br&gt;
Svaret er i begge tilfælde bekræftende. Der kan derfor være grund til at behandle hvert af dem særskilt.

=== Forfattere og deres datering ===

Tekstanalytikere mener, at ''Tanakh'' (Gamle Testamente) er blevet til i tre omgange:&lt;/br&gt;
- en arkæisk fase: 11.-10. århundrede f.Kr.&lt;/br&gt;
- en klassisk fase: 9.-6. århundrede f.Kr.&lt;/br&gt;
- en sen fase: 5. århundrede f.Kr. eller senere.&lt;/br&gt;
Eksempelvis mener man, at den ældste del af Første Mosebog er historien om Jakobs velsignelse (i kapitel 47), som skal stamme fra arkæisk tid, men størstedelen af resten stammer fra klassisk tid.

I en række tilfælde forekommer tilsyneladende dubblerede historier med både ligheder men også klare forskelle. Forskerne mener, at det afspejler sammenskrivning af to eller flere ulige overleveringer.

Kildeforskere mener at kunne udskille fire lag i eller snarere forfattere til Mosebøgerne:

J: ''Jahvisten'', hvor Gud sædvanligvis kaldes ''Jahve''; et litterært lag der i modsætning til Præsteskriftet er præget af lægmandssynspunkter.&lt;/br&gt;
E: ''Elohisten'', hvor gudsbetegnelsen er ''Elohim''.&lt;/br&gt;
D: ''Deuteronomisten'', det vil sige &quot;forfatteren&quot; til Femte Mosebog.&lt;/br&gt;
P: ''Præsteskriftet'', et litterært lag i mosebøgerne, der antages at være blevet til i præstelige kredse, og som udviser særlig interesse for kultiske forhold. 

J- og E-teksterne menes nedskrevet efter, at det oprindelige kongerige var blevet delt i to: Israel i nord og Judæa i syd. J-teksterne menes at stamme fra Judæa, E-teksterne menes at stamme fra Israel.

J-teksterne dateres til tidsrummet mellem 848 f.Kr. og 722 f.Kr., idet disse tekster omtaler Babylon og Calah (Nimrod) som store byer. Desuden nævnes Edom som en autonom stat, hvilket først skete efter 848 f.Kr.

E-teksterne lader sig ikke datere nærmere end til 9. eller 8. århundrede f.Kr.

P-teksterne dateres til 6. århundrede f.Kr. og menes skrevet efter, at templet i Jerusalem var revet ned, og jøderne var blevet tvangsforflyttede til Babylon. Dette kan forklare hvorfor, at der ikke findes en eneste henvisning til templet i Jerusalem.&lt;ref&gt;Dinkgreve (2021), kap. 8&lt;/ref&gt;

Problemet ved en tekstanalyse af ''Tanakh'' er, at teksterne synes at være flettet sammen fra to eller flere oprindelige kilder til een sammenhængende historie. Det formodes, at J- og E-teksterne er blevet sammenskrevne efter 722 f.Kr., da Israel blev erobret af assyrerne, og flygtninge fra Israel i nord kom sydpå til Judæa og bragte deres E-traditoner med sig. Her blev de sammenskrevne til en ny version, JE, der ofte giver et judæisk perspektiv.

Men hvordan kan vi skelne imellem de forskellige tekster? Lad os tage nogle eksempler.

Under ørkenvandringen lader Moses vand springe fra klippen. I det ene tilfælde sker det uden problemer, i det andet pålægges Moses af Gud at tale til klippen, men han slår på den med sin stav i stedet, og som straf for at have ignoreret dette pålæg får han ikke love til at betræde Kana'an men kun at se det udefra. (exodus 18)

J-teksten angiver, at Abraham boede i Hebron, som er en judæisk by, men E-teksten fortæller om Jakobs kamp med Gud i Peni-El, som er en israelsk by.

I beskrivelsen af Jakobs sønner nævner J-teksten Judæa, mens E-teksten nævner stammer der var dele af Israel.

I E-teksten lader Aron skabe guldkalven til jødernes tilbedelse, men denne historie findes ikke i J-teksten.

Præsterne i Judæa hævdes at være efterkommere efter Aron, Moses broder, mens præster i Israel nævner andre levitter.

P-teksterne skiller sig ud ved at lægge vægt på love, lige som den tildeler Aron en større rolle, ligestillet med Moses. I ''JE''-teksten er det Moses' stav, som udfører mirakler (Første Mosebog kapitel 4), i P-teksten er det Arons stav (kapitel 7). I P-teksten er Aron den første, som ofrer, mens i ''JE''-teksten omtales flere tidligere ofringer, blandt andre Kain og Abel, Abraham og Isak samt Jakob, mens ingen af disse tilfælde omtales i P-teksten. Det menes, at dette afspejler P-tekstens mål om at give de aronitiske præster eneret på ofringer til Gud. Under ørkenvandringen optræder to uens oprør: i ''JE''-teksten er det Dathon og Abiram, som udfordrer Moses ved at sige, at det ville være bedre for jøderne at vende tilbage til Egypten, men at de opsluges af jorden i et jordskælv. I P-versionen er det levitterne under ledelse af Korah, som udfordrer Aron, men ligeledes dør.

Ligeledes omtaler P-teksterne ingen tilfælde, hvor folk besøges af engle eller får visioner, således omtales ikke historien om Josef og han 6 drømmesyner, ej heller de to engle i Sodoma og Gomorra eller Jekobs kamp med Gud. Sigende nok nævnes ordet &quot;profet&quot; kun een gang i P-teksten og da med henvisning til Aron.

=== Lånte historier ===

Sammenligninger mellem bibelske beretninger og tilsvarende overleveringer fra sumerisk og mesopotamisk kultur viser, at flere af historierne er blevet overtaget herfra, men at de er blevet omskrevne og tilpassede for at passe ind i den myte om jødernes oprindelse og historie, som man ønskede fremmet. Det gælder således blandt andre historierne om skabelsen, om Kain og Abel, om Noa og vandfloden samt om Sodoma og Gomorra.

Andre beretninger er tilsyneladende ligeledes lånt fra andre kulturer, således udvandringen fra Egypten, der blev gjort af et folk kaldet ''hyksos'', ikke af jøderne. Der kan være grund til at nævne nogle af disse beretninger, som jøderne så at sige adopterede.

==== Skabelsesberetningen ====

Den babylonske skabelsesberetning hedder ''Enuma Elish''. Dene kendes blandt andet fra Nineveh i Mesopotamien. Dens hovedtræk er følgende: i begyndelsen var der kun vand: guden ''Absu''s ferske vand og gudinden ''Tiamat''s salte vand. De blev blandede, og fra denne blanding blev født de første guder. Men disse yngre guder forstyrrede deres forældres søvn, så Tiamat sendte i vrede en hær af monstre for at ødelægge dem. Ud af dette kaos trådte ''Marduk'', stormguden og Babylons skytsguddom, som kæmpede imod ''Tiamat'' i en duel. Han affyrede en pil, som skabte hul i hendes mave og splittede hendes hjerte. Der efter skar han hendes krop op i to halvdele: af den ene skabte han himmelhvælvingen, af den anden halvdel jorden. Han satte stjerner i deres konstellationer, han satte månen til at angive månederne og solen til at lyse om dagen. Endelig skabte han menneskene af blod fra en død guddom blandet med ler for, at de kunne udføre det tunge arbejde for evigt.&lt;ref&gt;Dinkgreve (2021), kap. 3&lt;/ref&gt;

Den jødiske skabelsesberetning er i alle henseender et modstykke til den babylonske beretning: i stedet for flere guder er der kun een gud, i stedet for en skabelseskamp foregår skabelsen i Gamle Testamente med ord, i stedet for at menneskene er slaver for guderne er de i Bibelen skabt i Guds billede. Men der er også ligheder: rækkefølgen med adskillelse af himmelhvælving og den faste jord, fiksering af dag og nat samt tiden og endelig at menneskene skabes sidst i forløbet.

Det kan i en sidebemærkning oplyses, at det hebraiske ord i Første Mosebog 1:2 for urdybet, ''tehom'', filologisk er forbundet med ''Tiamat'', saltvandsgudinden i den babylonske skabelsesberetning.

==== Kain og Abel ====

Også den bibelske fortælling om Kain og Abel synes at have rod i to sumerisk myter. I den ene sumeriske myte omtales en hyrde (''Dumuzid''/Tammuz) og en landmand (''Enkimdu''), der begge konkurrerer om gudinden Inannas opmærksomhed. Den bibelske parallel: Ligesom i den sumeriske historie repræsenterer Kain bonden, mens Abel repræsenterer hyrden. Men i stedet for en uafklaret konkurrence eller forsoning tager den bibelske beretning en mørk drejning til brodermord. 

En anden variant er en sumerisk myte, hvor kvægguden (''Lahor'') og korngudinden (''Ashnan'') skabes af guderne for at sørge for mad og tøj. I disse historier diskuterer de to, hvem der må anses for mest værdifuld for den menneskelige civilisation. Den bibelske parallel er modsætningen mellem den omvandrende hyrde og den bofaste kornavler, men her bruges den til at skabe en søskenderivalisering, der ender i brodermord. Mens sumeriske myter brugte søskende til at fremhæve to byggestene i den menneskelige civilisation og fokuserer på samarbejde eller venskabelig rivalisering, brugte hebraiske forfattere den lånte fortælling til at skildre den syndefulde menneskelige natur, herunder konsekvenserne af misundelse.

Forskere antager, at disse velkendte myter sandsynligvis blev integreret i den hebraiske tradition under deres babylonske eksil i det 6. århundrede f.Kr., hvilket tillod forfattere at omarbejde regionale kulturelle temaer, så de passede til deres monoteistiske verdensbillede.

==== Noa og vandfloden ====

Også historien om Noa og vandfloden er overtaget fra andre kulturer. I 1872 fandt man i British Museums store samling fra Assurbanipals bogsamling et store epos kaldet ''Gilgamesh''. I kapitel 11 af dette epos findes en historie, hvis hovedtræk er følgende: guderne beslutter at udrydde menneskene ved at drukne dem, men vandenes gud, Enki, advarer Utu-nipishtim om faren og tilråder ham at bygge en ark og tage sin familie og sit kvæg med ombord, hvilket skete. I seks dage og nætter varer uvejret og oversvømmelsen, men på den syvende dag rammer arken toppen af et bjerg i Armenien. For at undersøge om oversvømmelsen er overstået sendes først en due og så en svale ud, men de vender begge tilbage. Først, da en ravn sendes ud og ikke vender tilbage, viste det, at vandene nu var sunket, og at Utu-nipishtim kunne forlade arken. Det gør han og foretager et takoffer til guderne. Enki bad så den øverste af guderne, Enlil, om at love, at han aldrig i fremtiden ville straffe hele menneskeheden for nogle fås synder, hvilket denne lover. Han rører Uti-nipishtim og dennes hustru på panden og erklærer: &quot;Hidtil har Utu-nipishtim været dødelig. Nu skal han og hans hustru være som guderne; og de skal bo i det fjerne, ved flodernes munding&quot;.&lt;ref&gt;Bibby (1971), s. 62f&lt;/ref&gt;

Lighederne med Bibelens beretning om syndfloden er indlysende til trods for forskellene: navnene er ændrede, de mange guder er erstattet af een Gud, men ellers er beretningen i sine kernetræk den samme.

Senere, i 1899 og 1900, viste udgravninger i Nippur i Mesopotamien, at den akkadiske beretning selv havde en forgænger. I 1914 blev fra disse udgravninger offentliggjort en tavle fra Nippur med en lignende beretning, der imidlertid stammer fra Sumer og således er betydeligt ældre end den akkadiske beretning. Tavlen er ukomplet, idet kun den nederste trediedel er bevaret, men syndflodsberetningen er atter den samme, selv om hovedpersonen nu hedder Ziusudra i stedet for Utu-nipishtim. I den sumeriske version ender historien således: &quot;Anu og Enlil viste velvilje mod Ziusudra, liv som en gud giver de ham, evig ånde som en gud bringer de ned til ham. Så kongenZiusudra, bevareren af planternes navn og af menneskeslægtens sæd, lod de bo i overfartslandet. Dilmuns land, det sted hvor solen står op&quot;.&lt;ref&gt;Bibby (1971), s. 64&lt;/ref&gt;

Pointen her er, at Bibelens syndflodsberetning er et plagiat, ikke en oprindelig historie, men at den inddrages som et led i den rekonstruerede beretning om jødernes historie.

==== Edens have ====

I den sumeriske beretning optræder også det hellige land Dilmun. Dette land beskrives som et sted, hvor rovdyr, sygdom og alderdom ikke eksisterer:

I Dilmun tier ravnen,&lt;/br&gt;
rovfuglen skriger ikke,&lt;/br&gt;
løven dræber ikke,&lt;/br&gt;
ukendt er den kid-fortærende vildhund,&lt;/br&gt;
ukendt det kornædende vildsvin.&lt;/br&gt;
Malten som enken spreder på taget -&lt;/br&gt;
himlens fugle opæder ikke denne malt.&lt;/br&gt;
Duen hænger ikke med hovedet.&lt;/br&gt;
Den øjensyge siger ikke: &quot;Jeg er øjensyg&quot;,&lt;/br&gt;
den hovedsyge siger ikke: &quot;Jeg er hovedsyg&quot;,&lt;/br&gt;
den gamle kvinde siger ikke: &quot;Jeg er en gammel kvinde&quot;,&lt;/br&gt;
den gamle mand siger ikke: &quot;Jeg er en gammel mand&quot;.&lt;ref&gt;Bibby (1971), s. 66&lt;/ref&gt;

Det har været foreslået, at dette ideelle levested har været forbillede for jødernes opfattelse af Edens have. I dag ved vi, at Dilmun ikke var en myte om Paradis men navnet på en faktisk eksisterende stat med Bahrain som sit midtpunkt, der drev en omfattende handel og søfart fra Indusdalen i øst til Mesopotamien i nordvest. Dette er et sidespring, men hvis det viser sig, at Dilmun er inspirationskilden til Edens Have, vil det være endnu et eksempel på kulturelle traditioner, som jøderne har lånt, adapteret, og inkorporeret i deres egen historiske myte.

==== Babelstårnet ====

Historien om Babelstårnet er velkendt og lyder således: 

&quot;Hele jorden havde samme sprog og samme tungemål. Da de brød op mod øst, stødte de på en dal i landet Sinear, hvor de slog sig ned. De sagde til hinanden: &quot;kom, lad os stryge teglsten og brænde dem hårde!&quot; De brugte tegl som sten og asfalt som mørtel. Så sagde de: &quot;lad os bygge en by med et tårn, som når op til himlen, og skabe os et navn, for at vi ikke skal blive spredt ud over hele jorden.&quot; Herren steg ned for at se byen og tårnet, som menneskene byggede. Så sagde Herren: &quot;se, de er eet folk med samme sprog. Når de begynder at handle sådan, vil intet af det, de planlægger, være umuligt for dem. Lad os stige derned og forvirre deres sprog, så at de ikke forstår hinanden.&quot; Så spredte Herren dem derfra ud over hele jorden, så at de måtte holde op med at bygge byen. Derfor hedder den Babel, for dér forvirrede Herren sproget på hele jorden, og derfra spredte Herren menneskene ud over hele jorden.&quot;&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 17&lt;/ref&gt;

Denne historie synes at være skabt med to formål. Det ene er at forklare hvorfor, at ulige folkeslag taler uens sprog. Men historien har muligvis et andet formål: at nedgøre babylonernes ziggurater (tempeltårne), som antagelig blev lavet som en slags forbindelse mellem himmel og jord. Nebukadnezar II (omkring 605-562 f.Kr.), som erobrede Judah, ødelagde Jerusalem og bragte mange jøder til Babylon, byggede også et ziggurat i syv lag kaldet ''Etemenanki'', hvilket kan oversættes &quot;Himmelens og Jordens Grundvolds Hus&quot;.&lt;ref&gt;Dinkgreve (2021), kap. 3&lt;/ref&gt;

==== Abraham ====

I Første Mosebog kapitel 12 introduceres Abraham som israelitternes mytiske stamfader.&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 17ff&lt;/ref&gt; Følger man kronologien i Gamle Testamente, skal han dateres til omkring 2100 f.Kr. og således blandt andet før jødernes ophold i Egypten. Men i Første Mosebog kapitel 21 vers 34 hedder det: &quot;Abraham boede lang tid som fremmed i filistrenes land&quot;&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 27&lt;/ref&gt;, og vi ved, at filistrene først ankom til Kana'an i 12. århundrede f.Kr. som en del af de såkaldte &quot;havfolk&quot; (engelsk: ''Sea People''). Dette betyder, at ''enten'' er Abraham en fri opfindelse, som intet har med en historisk person at gøre, ''eller'' også hører han hjemme i 12. århundrede og er israelitternes stamfader, men i så fald eksisterede de ikke som folk, da de angiveligt opholdt sig i og udvandrede fra Egypten. Også aramæerne omtales og stammer ligeledes fra 12. århundrede, hvilket tyder på, at den sidst nævnte forklaring er den rette.

Men der er andre problemer med Abraham. Ifølge P-kilden skal han stamme fra den sumeriske by Ur&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 17&lt;/ref&gt; og have draget gennem den frugtbare halvmåne først til Haran (nu Aram, beliggende i Tyrkiet) og senere videre til Kana'an. I de to kilder J og E er Ur ikke nævnt, kun Haran. Det har derfor været antaget, at det er hans oprindelige hjemsted. Det ville kunne forklare hvorfor, at hans forfædre Serug, Nahor og Terah har navne efter landsbyer omkring Haran, som Abrahams broder har navn efter. Det kunne også forklare benævnelsen &quot;hebræer&quot;, der antagelig betyder &quot;hinsides floden&quot;, idet Haran ligger på den modsatte bred af Eufrat.&lt;ref&gt;Dinkgreve (2021), kap. 8&lt;/ref&gt; Samme tradition findes i Josvabogen kapitel 24:2 i omtalen af pagtslutningen i Sikem: &quot;Josva sagde til hele folket: &quot;Dette siger Herren, Israels Gud: I gamle bage boede jeres fædre på den anden side af Eufratfloden, Tera, Abrahams og Nakors far, og de dyrkede andre guder&quot;.&quot;&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 269&lt;/ref&gt;

Imidlertid savnede Abraham en slægtshistorie, så i Første Krønikebog kapitel 1 får han den. Her hører vi at han er søn af Sem, som på sin side er søn af Noa, som atter er efterkommer af Adam.&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 446&lt;/ref&gt; Men som vi netop har set, er han i Josvabogen søn af Tera.&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 269&lt;/ref&gt; Der er således interne modsætninger i de narrativer, som de ulige slægtslister og narrativer i ulige dele af Gamle Testamente giver. Dette viser, at man har forsøgt at sammenskrive ulige narrativer til et men med ringe held.

==== Sodoma og Gomorra ====

Historien om Sodoma og Gomorras ødelæggelse optræder som et sidemotiv i beretningen om Abrahams liv i Første Mosebog kapitel 18:16-33 og kapitel 19:1-28.

Bibelforskere er generelt enige om, at selvom Gamle Testamente ikke direkte &quot;låner&quot; historien om Sodoma og Gomorra fra en specifik sumerisk kilde, deler fortællingen om guddommelig ødelæggelse, guddommelige besøgende og den flammende omstyrtelse af en by slående motiver med tidligere mesopotamisk litteratur og bredere oldtidsmytologi fra Nærøsten. Således &quot;Akkads forbandelse: Ekur hævnet&quot;, et akkadisk/sumerisk litterært værk dateret til mellem 2112 f.Kr. og 2004 f.Kr., som beskriver den pludselige ødelæggelse af byen Akkad. Myten blev skrevet hundreder af år efter Naram-Sins liv og er digterens forsøg på at forklare, hvordan det lykkedes for gutianerne at erobre Sumer. Efter en indledende passage, der beskriver Akkads herlighed før dets ødelæggelse, fortæller digtet om, hvordan Naram-Sin gjorde hovedguden Enlil vred ved at plyndre Ekur, der var Enlils tempel i Nippur. I sin vrede kaldte Enlil gutianerne ned fra bjergene øst for Tigris, hvilket bragte pest, hungersnød og død over hele Mesopotamien. For at begrænse denne ødelæggelse, bestemte otte af guderne (nemlig Inanna, Enki, Sin, Ninurta, Utu, Ishkur, Nusku og Nidaba), at kun byen Akkad skulle ødelægges for at skåne resten af ​​Sumer, og de forbandede den. Historien slutter med, at digteren skriver om Akkads skæbne, idet den velstående by lægges i aske i overensstemmelse med gudernes forbandelse.

Temaet om guddommelig straf for en bys ''hybris'' eller umoral er et udbredt motiv i oldtidens verdensbillede. Det kan ikke vides sikkert, om det er denne historie, der har dannet forbillede for Gamle Testamentes historie om Sodoma og Gomorra, men motivet menneskers umoral og manglende respekt for guddommen er det samme.

Den bibelske version rummer Abrahams forsøg på at undgå ødelæggelsen, hvis der blot fandtes ti retfærdige indbyggere i byen, men selv så få fandtes der åbenbart ikke. Kun Lot, Abrahams slægtning, reddes fra ulykken: &quot;Da solen stod op over landet, og Lot var kommet til Soar, lod Herren svovl og ild regne ned over Sodoma og Gomorra fra Herren i himlen. Han ødelagde disse byer, ja hele Jordandalen, alle, der boede i byerne, og alt, der voksede på markederne.&quot;&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 25&lt;/ref&gt; Naturvidenskabeligt set kunne det være beskrivelsen af en meteorregn eller af nedfald fra et vulkanudbrud.

==== Moses ====

I Anden Mosebog kapitel 2 introduceres den mytiske skikkelse Moses som israelitternes befrier fra trældommen i Egypten. Historien begynder med hans fødsel. Ifølge myten havde farao befalet, at alle drengebørn skulle dræbes ved fødslen, men Moses' moder reddede ham ved at placere ham i en sivkurv, hvor han blev fundet og adopteret af faraos datter.&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 67&lt;/ref&gt; Denne historie er imidlertid utvivlsomt adopteret fra sumerisk tradition, idet en tilsvarende historie fortælles om kong Sargon af Assad.&lt;ref&gt;Dinkgreve (2021), kap. 8&lt;/ref&gt; Der er således ingen grund til at tillægge denne del af traditionen nogen historisk baggrund.

Senere fortæller Anden Mosebog, at Moses blev pålagt af Gud at føre israelitterne ud af Egypten. Det hedder i den forbindelse, at Gud blandt andet siger til Moses: &quot;Jeg er din faders Gud, Abrahams Gud, Isaks Gud og Jakobs Gud&quot;.&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 69&lt;/ref&gt; Her stå vi på ny over for problemet, at henvisningen til Abraham åbenbart er en anakronisme. Det betyder, at der kan rejses tvivl om både den historiske skikkelse Moses og om Mosebøgerne som kilde til israelitternes tidlige historie overhovedet.

Kendsgerningen er, at der findes ingen beviser på eksistensen af de fem mosebøger før slutningen af det 4. århundrede f.Kr., herunder eksistensen af en person kaldet Moses.&lt;ref&gt;Gad Barnea&lt;/ref&gt; Men den farao, som med stor sandsynlighed fordrev semitterne fra Egypten, hed Ahmoses, hvilket på hebraisk betyder &quot;Moses' broder&quot;. Så måske at der er en sammenhæng her.

==== Græske narrativer ====

Men det er ikke kun fra Sumer og Mesopotamien at Gamle Testamenter har lånt narrativer. Nogle kildekritikere tilhørende den såkaldte &quot;Københavnerskole&quot; har peget på, at også græske narrativer har ydet deres bidrag, lad os tage nogle eksempler:

Jan-Wim Wesselius har foretaget undersøgelser, der viser, hvordan Første Mosebog og Anden Mosebog afspejler Herodots skrifter, især sidstnævntes beretning om persiske kongers liv. Han sammenlignede i detaljer lighederne mellem Josef og Kyros, og især mellem Moses og Xerxes. Josef og Kyros har begge drømme, bliver afsløret for at dø, går i eksil, bliver skjult i en periode og bliver konger, når deres identitet afsløres. Moses og Xerxes drager ud for at erobre enten Kana'an eller Grækenland og krydser vand med deres folk. Mange andre detaljer nævnes, såvel som sammenligninger mellem Terah og Phraortes (en medisk konge), Abraham og Kyaxares (en medisk konge), Isak og Astyges (en medisk konge) og Jakob og Mandane (Kyros' mor).&lt;ref&gt;Wesselius (1999), s. 24-77&lt;/ref&gt;&lt;ref&gt;Wesselius (2002), s. 6-47&lt;/ref&gt;

Philippe Guillaume mener, at skrivere i Alexandria i det andet århundrede f.Kr. indsatte Dommere i den Deuteronomistiske Historie, hvilket afspejlede de ideologiske behov hos de hasmoneiske herskere i Palæstina. Dommere var inspireret af Hesiods ''Værker og Dage'', især afsnittet om heltene, som Hesiod indsatte i de fire tidsaldre. Dette svarer til, hvordan Dommere blev indsat i den Deuteronomistiske Historie. Historier om heroiske dommere før David og Salomon underminerer Davids dynastis påstande, hvilket igen hjalp de hasmoneiske dynaster, der ikke havde nogen Davidisk afstamning bag deres påstande om messiansk styre (147-64).

Katherine Stott har påpege, at Davids opstigning, som skildret i Første Samuelsbog kapitel 16-31 og i Anden Samuelsbog kapitel 1-8, muligvis er inspireret af den fortælling, der beskriver Kyros' opstigning til Persiens og Mediens trone i teksten i Herodots Historier. Hun så følgende paralleller:&lt;/br&gt;
- Kyros og David starter begge under ydmyge kår,&lt;/br&gt; 
- begge træder ind i den forrige konges hof,&lt;/br&gt; 
- i begge tilfælde bliver den pågældende konge jaloux på dem,&lt;/br&gt; 
- i begge tilfælde bliver de truet med døden af ​​den pågældende konge,&lt;/br&gt; 
- begge flygter fra hoffet,&lt;/br&gt; 
- begge bliver folkelige ledere,&lt;/br&gt; 
- i begge tilfælde hopper en allieret af,&lt;/br&gt; 
- begge tilraner sig kongerigets herredømme,&lt;/br&gt; 
- begge får succes på grund af deres militære dygtighed,&lt;/br&gt; 
- begge skåner den gamle konges liv i en periode,&lt;/br&gt; 
- der er et tragisk element i den forrige konges fald i begge tilfælde, og&lt;/br&gt; 
- i begge tilfælde er udfaldet dannelsen af ​​en ny politisk enhed.&lt;/br&gt; 
Stott bemærkede, at denne græske tekst kun i den hellenistiske æra ville have været tilgængelig for den bibelske forfatter.&lt;ref&gt;Stott (2002), s. 62-71, 77-78)&lt;/ref&gt;.

Hesiods ''Theogoni'' og Katalog over kvinder var til dels indflydelsesrige kilder til henholdsvis skabelsesberetningen i Første Mosebog 1 og de genealogier, der findes i hele Første Mosebog 1-11 &lt;ref&gt;Gnuse (2017)&lt;/ref&gt;.

Fortællinger i Første Mosebog 1-11 kan også vises at have betydelige paralleller med beretninger nedskrevet hos græske historikere, såsom Hekateus fra Milet (''Periegesis'' og genealogier) og Herodot fra Halicarnassus (Historier), herunder omtaler af menneskelige leveveje (Første Mosebog kapitel 4:20-22), de tre sønner af en syndflodshelt, der er menneskehedens forfædre (Første Mosebog kapitel 9:18-19 og kapitel 10:1-32) samt plantningen af ​​en vingård (Første Mosebog kapitel 9:20-27). &lt;ref&gt;Gnuse (2019)&lt;/ref&gt;

Ældre latinske traditioner, der ligger bag beretningerne i Ovids Fasti 5, 493-544 og Metamorfoser 8, 625-725, kan have inspireret fortællingerne om de budbringere, der fortæller Abraham om hans kommende søn, og de budbringere, der advarer Lot om at forlade Sodoma i Første Mosebog 18:1-15; 19:12-26. &lt;ref&gt;Gnuse (2017)&lt;/ref&gt;.

En fortælling om Democedes af Kroton i Herodots Historier 3, 125-132 kan have givet anledning til fortællingen om Josef, der fortolker faraos drømme i Første Mosebog 41:1-36, hvilket igen inspirerede drømmeberetningerne i Daniels Bog &lt;ref&gt;Gnuse (2010)&lt;/ref&gt;.

Den korte fortælling om den store kriger Achilleus' ædle, talende heste i ''Iliaden'' 19, 395-424 kan være løst overtaget og indpasset i beretningen om Bileams æsel i Fjerde Mosebog kapitel 22:22-35, hvor et simpelt æsel bringer skam over en tåbelig profet. Talende dyr er langt mere almindelige i græsk litteratur end i Bibelen. (Gnuse 2017d)

Ofrelsen af ​​Ifigenia i to skuespil af Euripides omkring 400 f.Kr.: ''Ifigenia blandt Taurierne'' og ''Ifigenia i Aulis'', kan have inspireret beretningen om Jeftas ofring af sin datter i Dommerbogen kapitel 11:30, 34-40, som synes at være indsat i beretningen om Jeftas kamp mod ammonitterne. (Gnuse 2019b)

Arrians beretning om Alexander den Store og det spildte vand i Anabasis af Alexander 6.26.1-3 kan have inspireret en lignende historie om David i Anden Samuels Bog 23:15-17. Davids handling med at hælde det vand ud, som hans modige soldater hentede bag fjendens linjer, gør ikke en fornuftig historie, som Alexanders handling i den gedrosiske ørken, hvor tørst virkelig er et problem, gør (Gnuse 1998).

Fortællingerne om Josef, Bileam og Jefta kan være blevet placeret i den bibelske tekst i den persiske periode kort efter 400 f.Kr., såvel som bibelske tekster i Første Mosebog 1-11 med Hesiod, Hekateus og Herodot som inspirationskilder. Men de andre fire fortællinger synes mere sandsynligt at have en oprindelse fra den hellenistiske æra. I sidste ende kan man argumentere for, at alle disse tekster opstod i den hellenistiske æra. Wajdenbaum diskuterede alle disse samme beretninger, gjorde mange af de samme observationer og antydede hellenistiske oprindelser, men Gnuse gav større detaljer i analysen af ​​passagerne.

I flere tilfælde kan det sandsynliggøres, at der er tale om tillæg til ældre beretninger placeret i slutningen af ​​bibelske bøger, og som ser ud til at have været knyttet til bogen kun med en løs forbindelse til resten af ​​bogen. Dette gælder især i Dommerbogen, hvor fortællingerne i Dommerbogen kapitel 13-16 om Samson ser ud til at have en helt anden stil end resten af ​​Dommerbogen. Et stort antal forskellige græske legender om Herakles synes at have påvirket Samson-fortællingerne i Dommerbogen kapitel 13-16 på et sent tidspunkt, sandsynligvis i den hellenistiske tid. Der er alt for mange græske paralleller inden for disse fire kapitler til, at de kan afvises som blot fortællingshistoristiske sammentræf.&lt;ref&gt;Gnuse (2018)&lt;/ref&gt;

Afsnittene i Dommerbogens kapitel 17-21 om Mika, om Dan-stammens udvandring til Lakash samt om Benjamitternes skændselsdåd fremstår som tilføjede tillæg til resten af ​​bogen, og dér finder vi beretningen om kvinderne, der blev kidnappet fra Silo. &quot;Voldtægten af ​​de sabinske kvinder&quot;, som en gammel fortælling genfortalt af Livius (''Historie'' I, 9,1-16) og Plutarch (Lives: Romulus XIV, 2-8), kan være forbilledet for de bortførte piger i Dommerbogen kapitel 21:1-24. &lt;ref&gt;Gnuse (2007)&lt;/ref&gt;

Anden Samuelsbog kapitel 21-23 synes også at være et appendiks, og heri finder vi David, der hælder det vand, han har modtaget fra sine krigere, ud. Dommerbogen kapitler 13-21 og Anden Samuelsbog 21-23 kunne derfor være blevet føjet til Deuteronomistiske historier på et meget sent tidspunkt. Historierne om Josef i Første Mosebog kaptel 39-50, der skulle forklare jødernes ophold i Egypten, ses ofte som en sen tilføjelse fra omkring 400 f.Kr. eller senere, hvorfor Herodots indflydelse på Josefs drømmetydning er sandsynlig. Andre beretninger ser også ud til at være blevet indsat noget ujævnt i deres fortællende kontekst. Dette er tydeligst i beretningen om Jeftas ofring af sin datter, som synes at være indsat midt i Jeftas slag i Transjordan, og fortællingen om Bileam og hans æsel, som fremstiller Bileam med en helt anden persona end den, der findes i resten af ​​Fjerde Mosebog 22-24. Historien om de tre engle, der besøger Abraham og pludselig kun bliver to i antal, da de besøger Lot, beder os om at se på parallelle romerske beretninger, hvor der er henholdsvis tre og to engle i fortællingerne fra Ovid. Desuden vidner de nuancerede detaljer i dialogen i Første Mosebog 18-19 også om en senere tids skrivestil. Således synes indflydelsen fra klassiske og græske beretninger at være mest sandsynlig i historier, der synes at være senere tilføjelser og indsættelser i hovedhistorierne.

Foruden indholdsmæssige ligheder er der også opbygningsmæssige ligheder. Daniel Hawk bemærkede, at Aischylos' Orestia og Første Samuelsbog kapitel 8 til Anden Kongebog 8 deler lignende struktur og karakterer. Begge har et tredelt skema og bruger metaforer til at afspejle overgangen fra et slægtskabssamfund til et borgersamfund. Agamemnon og Saul afspejler den gamle orden, Orestes og David viser overgangen, og Athena og Salomon indvier den nye orden. Den deuteronomistiske historiker brugte Orestia som model for sine &quot;modtagne traditioner vedrørende det israelitiske monarki&quot;. Hawk mente, at den hellenistiske æra ville have været det tidspunkt, hvor den bibelske forfatter havde adgang til Aischylus' skrifter.

Disse og andre eksempler er blevet fremhævet af nogle forskere, der generelt er enige om, hvordan hellenistisk litteratur formede den oprindelige historie efter 300 f.Kr. eller endda efter 200 f.Kr. i den makkabæiske æra. Larsson konkluderede, at de bibelske beretninger blev skabt i det ptolemæiske Egypten i det andet århundrede f.Kr. og påvirket af betydelige græske historikere fra det tredje århundrede f.Kr., så som Berossos, Manetho og Eratosthenes. På grundlag af sådanne iagttagelser mener Niels Peter Lemche, at Dommerbogen og sikkert også andre dele af Gamle Testamente først er blevet skrevet eller har fundet deres endelige form omkring 272 f.Kr. Etienne Nodet bekræftede, at Pentateuken opstod i begyndelsen af ​​det tredje århundrede f.Kr., men profeterne og nogle af skrifterne blev skabt i det andet århundrede f.Kr. Disse tekster blev genereret i Alexandria under hellenistisk indflydelse. Emanuel Pfoh mente, at selvom den primære historie blev skabt i den hellenistiske æra, kom nogle traditioner fra den assyriske og persiske æra og blev udviklet af skrivere gennem årene. Men i bund og grund blev teksten formet under hellenistisk indflydelse (23, 33-35). Hvordan det nu forholder sig, står det klart, at både den sene tilblivelse og dens mulige motiver undergraver store dele af Gamle Testamente som historisk kilde.

Det er muligt, at der findes en historisk kerne, som over tid er blevet udbygget og pyntet på med narrativer hentet fra græske traditioner, men indtil videre må det konstateres, at næsten alt i Gamle Testamente lader sig betvivle.

Mest afgørende i denne sammenhæng er det imidlertid, at hvis disse kritikere tilhørende &quot;Københavnerskolen&quot; har ret, så betyder det, at ''Tanakh'' eller Gamle Testamente langt fra var færdigskrevet endsige færdigredigeret, da jøderne vente tilbage til Jerusalen efter eksilet i Babylon. Forud ventede endnu en lang redigeringsproces, og det kan også forklare hvorfor, at vi skal helt frem til 2. århundrede f.Kr. (eller tidligst 3. århundrede f.Kr.) før, at jøderne udviser noget kendskab til deres religiøse skrifter. Forklaringen er den enkle, at først da havde skrifterne nået et så fuldendt udseende, at de lod sig anvende i den national-politiske propaganda.

==== Hyksos-problemet ====

Mens arkæologerne med rimelig sikkerhed tør fastslå, at der fandtes en særlig israelitisk befolkning fra omkring 1200 f.Kr., så er der mere usikkerhed om tiden forud. Hovedspørgsmålet kan formuleres således: er jødernes ophold i og udvandring fra Egypten en historisk begivenhed eller ej? Holdningerne spænder fra fuldstændig afvisning af denne historie til ubetinget tilslutning.

For at løse problemet må vil opspalte det i tre delspørgsmål:&lt;/br&gt;
- kan der påvises et ophold af en semitisk befolkning i Egypten?&lt;/br&gt;
- hvis ja: inden for hvilket tidsrum?&lt;/br&gt;
- hvis ja: var det israelitter eller ej?

Det umiddelbare svar på spørgsmålet er, at der faktisk findes oplysninger om en fremmed befolkning i Egypten. Men denne befolkning, kaldes af egypterne selv ''Hiku-khasut'', det vil sige &quot;ørkenfyrsterne&quot; (hvilket på græsk er blevet til ''hyksos''&lt;ref&gt;Bibby (1978), s. 96&lt;/ref&gt;, og denne benævnelse bruges almindeligvis og derfor også her), ikke &quot;hebræerne&quot;, &quot;jøderne&quot; eller &quot;israelitterne&quot;, og ingen af disse betegnelser kendes i samtiden, end ikke fra Kana'an. Forskerne mener at kunne fastslå, at disse ''hyksos'' ankom fra øst til Egypten i 19. århundrede f.Kr., regerede over Egypten i 17. og 16. århundrede f.Kr. men senere forsvandt igen. Der er fundet en grav rejst over en mand ved navn ''Aper-El'', det vil sige &quot;El's tjener&quot;, som tjente hos faraonerne Amenhotep III og Akhenaten i 14. århundrede f.Kr.&lt;ref&gt;Dinkgreve (2021), kap. 8&lt;/ref&gt;

Et passende udgangspunkt for vurdering af udvandringens troværdighed kan være Simcha Jacobovici og hans film &quot;''The Exodus decoded''&quot;. Heri giver han blandt andet en omfattende dokumentation, som nok kan være en nøjere gennemgang værd.

Simcha tager udgangspunkt i bibelkritiske afvisninger af udvandringen, som traditionelt blev dateret til 1270 f.Kr. det vil sige i Ramses II's regeringstid men hvor der ingen beviser for en sådan begivenhed findes. Simcha mener, at denne datering er forkert, og at den korrekte tidsfæstelse er omkring 1500 f.Kr. Som beviser for denne tidsfæstelse anfører han følgende:

Hyksos-folket skulle være kommet til Egypten omtrent 200 år før, at de atter udvandrede, det vil sige 1700 f.Kr. I en grav i Beni Hassan ved Nilen omkring 400 km syd for Cairo findes et vægmaleri, som viser en indvandring til Egypten. Befolkningen er semitter med skæg, flerfarvede dragter og med benævnelsen &quot;''Amo''&quot;. I ''Tanakh'' (Gamle Testamente) anvendes benævnelsen &quot;''Amo Israel''&quot;, det vil sige &quot;Guds folk&quot;. Benævnelsen er den samme og deres ophold passer nøje med traditionen.

Hyksos-folkets hovedstad var Avaris, der ligger i Nilens delta nord for Cairo. Avaris er blevet udgravet af professor Manfred Bietak fra Wien. Han har blandt andet fundet 9 seglstamper med navnet &quot;Jakob&quot;, hvilket nøje svarer til den bibelske tradition om faraos betroede mand, Josef, der netop var søn af Jakob.

Ifølge traditionen ender indvandrerne som slaver. I Serabit El Khadim i Sinai-ørkenen blev udvundet tyrkis-sten i miner ved slaveri. I en af disse minder findes en alfabetisk (ikke-egyptisk) indskrift på væggen: &quot;El, hjælp mig&quot;. ''El'' var navnet på en semitisk guddom.

En stele rejst af farao Ahmoses og dateret til omkring 1500 f.Kr. fortæller om blandt andet storm og mørke i overensstemmelse med den bibelske tradition, og den nævner gud i ental. Ahmoses er kendt for at have udvist hyksos-folket. Navnet Ahmoses betyder på egyptisk &quot;månen er født&quot; men på hebraisk &quot;Moses' broder&quot;. 

Omkring 1500 f.Kr. indtraf et stort vulkanudbrud på øen Santorini i det græske øhav. Simcha mener, at det var denne begivenhed, som udløste udvandringen, og at den også kan forklare Egyptens ti plager. Hans argumentation herfor er følgende:

I Avaris er fundet vulkansk pimpsten dateret til omkring 1500 f.Kr. Dette viser (om ikke andet) at Egypten blev påvirket af netop dette vilkanudbrud.

Vulkanudbruddet og tilhørende jordskælv havde følgende bivirkninger:&lt;/br&gt;
- vandet bliver rødt. Årsagen er, at rust frigøres ved gasudbrud fra bunden og opblandes i vandet. Dette skete blandt andet i 1986 ved Nyos-søen i Cameroon.&lt;/br&gt;
- frøer. Hopper ud af vandet, når det bliver forurenet.&lt;/br&gt;
- lus, fluer og epidemi følger som eftervirkninger af miljøkatastrofen&lt;/br&gt;
- sår og bylder. Disse kendes ligeledes fra Nyos-begivenheden i 1986.&lt;/br&gt;
- hagl. Is og ild = &quot;vulkansk hagl&quot; omtales i den såkaldte Ipuwer-papyros og skyldes, at vulkansk aske blandes med vand i atmosfæren.&lt;/br&gt;
- græshopper. Bringes på vandring på grund af klimaændringen.&lt;/br&gt;
- mørke. Skyldes en askesky, der fra vulkanudbruddet bredte sig til Nilens delta, hvilket er bevist ved korn af asken fundet af Jean-Daniel Stanley fra Smithsonian Institute.&lt;/br&gt;
- førstefødte sønner døde. Skyldes at CO&lt;sub&gt;²&lt;/sub&gt; frigøres fra jordens indre og lægger sig lige ved jordens overflade. Da de ældste priviligerede sønner sov på en lav seng, blev de dræbt af gassen, mens andre børn der sov på de flade tage aldrig blev berørt inden, at gassen opløstes igen. Noget tilsvarende blev observeret i Nyos. Yderligere er der udgravet massegrave i Avaris, som kun omfatter personer af mandkøn og ikke krigere. Og Ahmoses' egen søn døde som 12-årig (hans begravede lig er fundet).&lt;/br&gt;
Ifølge Simcha er alle disse begivenheder således naturlige mulige følger af vulkanudbruddet.
[[Fil:Stele_of_Grave_Circle_A_Mycenae_NAMA_1428.JPG|200px|thumb|Gravstele fra Mykene, der viser Farao, som forfølger Moses. De er omgivet af vand på begge sider.]]
Velkendt er historien om havets deling.&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 82&lt;/ref&gt; Den korrekte formulering i Bibelen er &quot;Yam Suf&quot;, det vil sige Sivhavet. Men siv vokser ikke i saltvand, så der er tale om en stor sø. På Ismailia Regional Museum findes en granitsten med en indskrift i hieroglyffer, ''El Arish''-indskriften, der fortæller om udvandringen set fra faraos side. Her kaldes lederen for &quot;ørkenprinsen&quot;. Mere bemærkelsesværdigt er det, at indskriften også fortæller, at vandene delte sig (markeret som bølger + 2 knive), og at indskriften nævner stedet for denne begivenhed: ''El Balah'', en nu tidligere sø beliggende øst for Avaris nær overgangen til Sinai-ørkenen. Simcha mener, at som følge af de tektoniske forskydninger og deraf følgende jordskred løftede den afrikanske plade sig 1-2 meter og skabte en landkorridor, men kort efter fulgte en tsunami, som druknede faraos hær.

Simcha peger på et vægmaleri på Santorini, som viser en sejlads fra en by omgivet af mure. Simcha mener, at den viste by er Avaris, idet der her også er fundet minoiske vægmalerier, hvilket vidner om handelsforbindelser. En del af udvandrerne skulle således være draget til Grækenland. I Mykene er fundet guldgenstande og sværd i en grav dateret til 1500 f.Kr. De kan stamme fra jødiske udvandrere. Desuden er fundet tre gravsten med billeder visende først en mand på en stridsvogn, der forfølger en gående mand omgivet af bølger, dernæst at den gående mand er nået højere liggende land og har vendt sig imod stridsvognen, og endelig at stridsvognen drukner i bølgerne. Billederne viser, let forenklet, faraos forfølgelse af Moses. Det er i bogstaveligste forstand en tegneserie om begivenheden.

Simcha peger dernæst på, at jordskælv kunne have ført til, at gas og olie blev frigivet og måske blev antændt, og derved gav anledning til røgsøjler om dagen og ildsøjler om natten svarende til beretningen i Anden Mosebog kapitel 13 vers 21-22: &quot;Herren gik foran dem, om dagen i en skysøjle for at føre dem på vejen og om natten i en ildsøjle for at lyse for dem, så at de kunne gå både dag og nat. Skysøjlen fjernede sig ikke fra folket om dagen og ildsøjlen ikke om natten.&quot;&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 81&lt;/ref&gt;

Endelig mener Simcha at kunne påvise, hvor bjerget Sinai lå. Og han mener at have fundet billedlige gengivelser af Pagtens Ark - i Grækenland af alle steder!

Så langt Simcha. Det giver anledning til en række spørgsmål: er begivenheden fejldateret? Det er der faktisk en del, der tyder på. Begivenheden fandt efter alt at dømme sted omkring 1500 f.Kr. Kan et vulkanudbrud være forklaringen på begivenhedsforløbet? Svaret må være, at det er muligt, i hvert fald er der intet, som tyder på, at det ikke kunne være tilfældet. Var dette hyksos-folk ''Amo'' og var det semitter? Ja, det er sandsynligt. Var det også israelitter? Det er muligt, men ikke sikkert.

Vi har tidligere fastslået, at Gamle Testamentes historie om udvandringen fra Egypten tidsmæssigt er uforenelig med historien om Abraham som israelitternes stamfader, idet hans ophold i filistrenes land er flere hundrede år senere end udvandringen. Og det forbliver uforklarligt, at et folk, som kaldte sig selv Israel, ikke optræder under dette navn men af Egypterne kaldtes henholdsvis ''Amo'' og ''Hyksos''.  

Historien om ''exodus'' eller udvandringen fra Egypten kendes ikke fra Elephantine, en jødisk by i Egypten fra 400-tallet f.Kr., hvilket kunne tyde på, at denne tradition i jødisk historieforståelse enten må være yngre end denne tid eller endnu ikke spillede den rolle i jødisk selvforståelse, som den senere fik.

Hvis man vil være besværlig, kan man opstille følgende alternative hypotese: udskibningen fra Egypten til Mykene eksisterer ikke i det bibelske narrativ. Hvis man alligevel forudsætter, at det afspejler en historisk kendsgerning, så kunne disse udvandrere, ''hyksos'', have taget hele traditionen med sig og billedligt gengivet den på deres gravsteler. Da &quot;havfolket&quot; (som beviseligt stammer fra Grækenland foruden andre steder) langt senere, omkring 1178 f.Kr., kom til Palæstina, bragte de traditionen med sig. Det er her fra, at jøderne senere overtog den, omformulerede den til en ørkenvandring med Moselov og hele molevitten og dermed tillige skrev det oprindelige folk ud af beretningen og satte sig selv ind i stedet som led i en selvskabt historisk tradition. 

Der er selvsagt ingen beviser for en sådan udvikling, men der er heller intet, som modsiger den, og den ville forklare årsagen til, at traditionen åbenbart overlevede i Mykene. Og hvad mere er: det kunne forklare hvorfor, at folk fra Middelhavets nordlige kyster søgte øst- og sydpå (i stedet for vestpå), da deres hjemlige forhold ikke tillod dem at blive boende, hvor de var. Et indicium for, at teorien kunne være rigtig, er det forhold, at Mykene var et handelscentrum i tiden 1600-1100 f.Kr. blandt andet med handelsforbindelser til Levanten. Blandt de forhandlede varer var genstande af elfenben fundet i Megiddo, der viser handelsforbindelser til Det Ægæiske Hav, Kypern, Hittitterne samt Egypten.&lt;ref&gt;Novacek (2011), s. 47f&lt;/ref&gt; Det indebærer, at &quot;havfolket&quot; meget vel kan have haft handelsforbindelser med Levanten tidligere og derfor kendte til områdets frugtbarhed inden, at de udvandrede dertil.

Der imod kan vi udelukke, at det var israelitterne selv, som indvandrede sammen med havfolket, fordi dette skete 1178 f.Kr. mens Israel som omtalt nævnes på en stele allerede fra 1208 f.Kr.

Kildekritisk må det konstateres, at Mosebøgerne ret beset forsøger at forene to temmelig uforenelige historiske traditioner: på den ene side traditionen fra Mesopotamien omfattende Edens Have (Dilmun), Babelstårnet (zigguraterne) og Noas ark, hvor Abraham indgår som det forklarende bindeled hvorfor, at jødernes stamfader udvandrede til Kana'an, på den anden side traditionen om Jakob (Israel)&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 46&lt;/ref&gt;, Josef og hans brødre&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 48f&lt;/ref&gt;, Israels udvandring til Egypten&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 59&lt;/ref&gt; og Moses&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 67&lt;/ref&gt; med udvandring, ørkenvandring, moseloven og løftet om Kana'an.&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 243&lt;/ref&gt;

Der kan næppe være tvivl om, at den jødiske beretning om udvandringen fra Egypten og den egyptiske beretning om fordrivelsen af de fremmede omtaler den samme begivenhed set fra to sider. For så vidt behøver ingen af dem at give det sande billede: hvis årsagen virkelig var et vulkanudbrud, kunne de forringede leveforhold efter dette meget vel være årsag til, at folk udvandrede eller bortvandrede igen. At jøderne eller israelitterne har taget begivenheden til sig er for så vidt ikke anderledes end andre historier, som de har adopteret og adapteret.

Som en sidebemærkning skal det lige nævnes, at den egyptiske konge Amenhotep IV, bedre kendt som Akhenaten, som var gift med Nefertiti og fader til Tutankhaton, og som er gået over i historien som den første monoteistiske konge, regerede fra omkring 1353 til 1336 f.Kr. Det betyder, at han regerede henved 150 år efter, at ''hyksos'' udvandrede, og at der således ingen forbindelse er med Moses.

=== Bearbejdede profetier ===

De mange profetiske tekster i Gamle Testamente udgør et eget problem. Kort sagt er de kildekritiske studier i stigende grad blevet opmærksomme på, at der ikke er tale om originale tekster. I stedet er disse blevet ændret for at tilpasse dem til bestemte formål.

Esajas', Jeremias', Ezekiels og de Tolvs Bog mangler en historie og opretholder ikke en ensartet kronologisk rækkefølge af materiale. De profetiske bøger ses ikke længere som blot kilder, hvorved læserne kan få adgang til fortiden. De læses nu som bevidste kompositioner, der genpræsenterer og fortolker profeternes ord i tekstform.

Allerede i de sidste profeters tekster er der tegn på bevidst bevidsthed om tekstualiseringen af ​​profetier. Historien i Jeremias 36 beskriver for eksempel en proces, hvor forskellige budskaber i forskellige former fra forskellige tider og steder sammensættes i tekstform af profetens skriver. Når denne rulle efterfølgende ødelægges som reaktion på dens læsning, sker der ikke blot en omskrivning af rullen, men også en betydelig tilføjelse af lignende ord (Jeremias 36:32), hvilket vidner om bogens litterære vækst. Profeter som Jeremias er ikke længere tilgængelige, men deres ord er tilgængelige i de bøger, der bærer deres navne (Zakharias 1:5-6). Disse bøger danner et særskilt korpus inden for den bibelske kanon. Når Daniel refererer til Jeremias' profeti om halvfjerds år i Daniel 9:2, taler han om Jeremias' bog blandt en flerhed af profetiske bøger (jf. Ezekiel 38:17). 

De tidligste postbibelske fortolkere af den profetiske litteratur var de skriftkloge, oversættere og kommentatorer, der videregav, gengav og forklarede teksterne. Blandt vidner til den tidligst dokumenterede periode med skriftlig overlevering (ca. 250 f.Kr. indtil 132-135 e.Kr.) er det tydeligt, at skriftkloge ikke så sig selv som blot afskrivere på samme måde som skriftkloge fra en senere periode. De så snarere sig selv som ligestillede med de oprindelige forfattere, og de udvidede ofte den bibelske tekst med fortolkninger, der var beregnet til at hjælpe læserne med at forstå teksten. Disse skriftkloge havde deres eget syn på den bibelske tekst og ønskede at sikre en teologisk korrekt læsning af den.

Blandt de profetiske bøger må de mest fremragende eksempler på fortolkningsmæssig udvidelse være Jeremias og Ezekiel i den masoretiske tekst (MT). I disse tilfælde har udvidelsen nået niveauet for skabelsen af ​​nye udgaver af bøgerne. De hebraiske tekster bag de oldgræske (OG) versioner af disse bøger er betydeligt kortere førsteudgaver. Mange af udvidelserne i andenudgaverne, der findes i MT, er af eksegetisk karakter. For eksempel er Jeremias' berygtede fjende fra nord ikke eksplicit identificeret i OG eller dens hebraiske kilde, hvilket efterlader den åben for den slags eskatologiske fortolkning, der findes i Ezekiel 38:14-17, men MT identificerer denne fjende som Babylon i udvidelsen af ​​Jeremias 25:9, hvilket skaber en interessant konflikt med Jeremias 50:3 og dens profeti om en fjende fra nord, der kommer mod Babylon. Et andet eksempel er versionen af ​​Jeremias' profeti om halvfjerds år i Jeremias 25:11-12. I OG er denne profeti ikke eksplicit begrænset til perioden med babylonsk fangenskab (se: Dan 9:1-2, 24-27), men udvidelserne i MT gør denne begrænsning af profetien eksplicit (jf. Jeremias 29:10). For Ezekiels Bog forekommer en af ​​de mest bemærkelsesværdige udvidelser i MT Ezekiel 36:23c-38, som mangler, et vigtigt vidnesbyrd om OG fra det tredje århundrede e.Kr. Denne ret lange udvidelse er baseret på materiale fundet andre steder både i og uden for Ezekiels Bog. 

Når det forholder sig således med disse tekster, rejser det uundgåeligt spørgesmålet om og i hvilken grad, det samme er tilfældet med andre tekster i Gamle Testamente. Og det svækker betydeligt Gamle Testamentes værdi som kilde til jødernes historie.

=== Sammenfatning ===

Denne gennemgang af Gamle Testamente har kun omfattet en mindre del af den samlede tekst, men selv denne meget begrænsede gennemgang har belyst en række problemer:&lt;/br&gt;
- Gamle Testamente er ''ikke'' en historisk redegørelse for jødernes historie, selv om den giver indtryk af dette,&lt;/br&gt;
- det er i stedet en samling af traditioner, anekdoter og myter skrevet af ulige forfattere til ulige tider&lt;/br&gt;
- der er gjort forsøg på at sammenskrive og harmonisere disse narrativer&lt;/br&gt;
- hvilket ikke kan skjule, at der er kronologiske problemer&lt;/br&gt;
- og at væsentlige traditioner er hentet fra andre kulturer, især Sumer og Mesopotamien men også fra Grækenland.

Vi tør antage, at skildringen af kongetiden og det delte kongerige med navnelister over regenterne er rimelig troværdig, blandt andet fordi deres navne forekommer i andre kilder, men vi har kun ringe mulighed for at vide i hvilken udstrækning, historierne om dem er blevet ændrede for at tilpasse sig et senere monoteistisk narrativ.

Nogle historier, blandt andre Esthers Bog men også Ezras Bog og Nehemias' Bog, er meget sene og menes først at være blevet tilføjet efter afslutningen af det babylonske fangenskab.

=== &lt;big&gt;Semitismen, jødedommens tankesæt&lt;/big&gt; === 

Vi har i det foregående set på Gamle Testamente som et muligt historisk kildeskrift. Man kan imidlertid også anlægge en helt anden synsvinkel, nemlig Gamle Testamente som ideologisk grundlag nærmere betegnet som grundlag for en jødisk national etnicitet samt for en særlig jødisk etik. Det skal på forhånd understreges, at det følgende ikke omfatter alle jøder, idet mange alene identificerer sig som tilhørende denne folkegruppe af genealogiske og traditionsbårne årsager, det vil sige med hensyn til deres familiære oprindelse samt højtider og mindedage. Men der findes også kredse i den jødiske befolkning, der opfatter Gamle Testamente som en anvisning på hvordan, at jøder kan og bør opføre sig.

Alle kender begrebet &quot;anti-semitisme&quot;, men få eller ingen ved, hvad udtrykket &quot;semitisme&quot; egentlig dækker over. Man vil således lede forgæves efter det i en ordbog eller eksempelvis på ''wikipedia''. Her vil begrebet blivet forstået således, at det dækker over den tankegang eller de tankegange, som kan udledes og af nogle er blevet udledt af Gamle Testamente. Det betyder, at der her vil blive set bort fra jødisk mysticisme, kabala, frankisme og lignende ældre og nyere afledede ideologier, hvilke hver for sig er en særskilt undersøgelse værd.

Læser man Gamle Testamente, vil man se, at bestemte tankegange bliver promoveret. Det drejer sig i hovedsagen om følgende:&lt;/br&gt;
- det udvalgte folk&lt;/br&gt;
- racisme&lt;/br&gt;
- retten til Kana'an&lt;/br&gt;
- retten til at myrde hele befolkninger&lt;/br&gt;
- &quot;honningfælder&quot; og pengeafpresning&lt;/br&gt;
I det følgende vil hvert af disse emner blive gennemgået særskilt.

=== Det udvalgte folk ===

Ideen om jøderne som Guds udvalgte folk tager udgangspunkt i Første Mosebog kapitel 12: her møder vi Abram ved Ur i Kaldæa. Videre hedder det: &quot;Herren sagde til Abram: &quot;Forlad dit land og din slægt og din fars hus, og drag til det land, jeg vil vise dig. Jeg vil gøre dig til et stort folk og velsigne dig. Jeg vil gøre dit navn stort, og du skal være en velsignelse.&lt;/br&gt;
Jeg vil velsigne dem, der velsigner dig,&lt;/br&gt;
og den, der forbander dig, vil jeg forbande.&lt;/br&gt;
I dig skal alle jordens slægter velsignes&quot;.&quot;&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 17f&lt;/ref&gt;

Senere gentages denne priviligerede stilling i andre sammenhænge, således over for Jakob i Betel. I Første Mosebog kapitel 35:9-13 hedder det: &quot;Gud viste sig igen for Jakob, efter at han var kommet hjem fra Paddan-Aram. Han velsignede ham og sagde til ham: &quot;Dit navn er Jakob; men nu skal du ikke længere hedde Jakob. Dit navn skal være Israel.&quot; Og han gav ham navnet Israel. Han sagde til ham: &quot;Jeg er Gud den Almægtige. Bliv frugtbar og talrig! Et folk, ja, en mængde folkeslag skal nedstamme fra dig, og konger skal fremstå af dit eget kød og blod. Det land, jeg gav Abraham og Isak, giver jeg dig og dine efterkommere.&quot; Så steg Gud op fraham, dér hvor han havde talt med ham.&quot;&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 46&lt;/ref&gt;

I Anden Mosebog kapitel 3:7-10 findes følgende: &quot;Så sagde Herren: &quot;Jeg har set mit folks lidelse i Egypten, og jeg har hørt deres klageskrig over slavefogederne. Jeg har lagt mig deres lidelser på sinde, og derfor er jeg kommet ned for at redde dem fra egypterne og føre dem op fra dette land til et godt og vidtstrakt land, et land der flyder med mælk og honning, dér hvor kana'anæerne, hittitterne, amoritterne, perizzitterne, hivvitterne og jebusitterne bor. Nu har israelitternes klageskrig nået mig, og jeg har set, hvordan egypterne undertrykker dem. Gå nu! Jeg vil sende dig til Farao. Du skal føre mit folk israelitterne ud af Egypten&quot;.&quot;&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 69&lt;/ref&gt; Dette og tilsvarende formuleringer med &quot;mit folk israelitterne&quot; giver jøderne en identitet som Guds udvalgte folk i den jødiske selvforståelse.

=== Racismen ===

Racismen er en logisk følge af ideen om Guds udvalgte folk. Et folk kan selvsagt ikke være &quot;udvalgt&quot;, hvis andre folk kan indgiftes i det. Følgelig er Gamle Testamente fuldt af forbud mod at gifte sig med ægtefæller fra andre folkeslag og kritik, når de alligevel gjorde det. Lad os tage nogen eksempler.

I Femte Mosebog kapitel 7:1-4 finder vi følgende påbud af Moses: &quot;Når Herren din Gud fører dig til det land, du skal ind og erobre, og han driver store folkeslag væk foran dig, hittitterne, girgashitterne, amoritterne, kana'anæerne, perizzitterne, hivvitterne og jebusitterne, syv folk, der er større og mægtigere end du, og Herren din Gud overgiver dem til dig, og du besejrer dem, da skal du lægge band på dem. Du må ikke slutte pagt med dem og ikke vise dem barmhjertighed. Du må ikke bringe dig i familie me dem; du må ikke give dine døtre til deres sønner, og du må ikke lade dine sønner gifte sig med deres døtre, for det vil få dine sønner til at vige fra mig og dyrke andre guder. Da vil Herrens vrede flamme op imod jer, og han vil hurtigt udrydde dig.&quot;&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 208&lt;/ref&gt;

Dette gælder blandt andre kong Salomo. I Første Kongebog 11:1-4 læses således følgende: &quot;Kong Salomo elskede mange udenlandske kvinder foruden Faraos datter, moabitiske, ammonitiske, edomitiske, sidoniske og hittitiske; om de folk havde Herren sagt til israelitterne: &quot;I må ikke indlade jer med dem, og de må indlade sig med jer, for så vender de jeres hjerte til deres guder.&quot; Dem elskede Salomo, og han holdt fast ved dem. Han havde syv hundrede hustruer med fyrstelig rang og tre hundrede medhustruer, og hans hustruer bragte hans hjerte på afveje.&quot;&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 390&lt;/ref&gt;

I Ezras Bog kapitel 9:10-12 optræder Ezras bodsklage med blandt andet dette: &quot;Vor Gud, hvad skal vi nu sige efter dette? For vi har svigtet de befalinger, du gav gennem dine tjenere, profeterne, da du sagde: Det land, I skal ind og tage i besiddelse, er et urent land på grund af de fremmede folks urenhed med de afskyelige handlinger, som de i deres urenhed har fyldt det med fra ende til anden. Derfor må I ikke give jeres døtre til deres sønner, og I må ikke lade jeres sønner gifte sig med deres døtre.&quot;&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 527&lt;/ref&gt; og i Kapitel 10:10-12 bliver dette gentaget: &quot;Så rejste præsten Ezra sig og sagde til dem: &quot;I har handlet troløst ved at gifte jer med fremmede kvinder; I har øget Israels skyld. Aflæg nu bekendelse for Herren, jeres fædres Gud, og gør hans vilje. Skil jer ud fra landets folk og de fremmede kvinder&quot;.&quot;&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 528&lt;/ref&gt;

I Nehemias' Bog kapitel 10:31 indgår israelitterne blandt andet følgende forpligtelse: &quot;Vi vil ikke give vores døtre til landets folk, og vi vil ikke lade vores sønner gifte sig med deres døtre.&quot;&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 542&lt;/ref&gt;

Således kunne man blive ved.

=== Lebensraum ===

Jødernes ret til Kana'ans land hidrører fra Første Mosebog. I kapitel 12 læser vi: &quot;Dengang boede kana'anæerne i landet. Herren viste sig for Abram og sagde: &quot;Jeg vil give dine efterkommere dette land&quot;.&quot;&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 18&lt;/ref&gt; Senere, i kapitel 15, præciseres udstrækningen af dette jødiske lebensraum: &quot;Den dag sluttede Herren pagt med Abram. Han sagde: &quot;Jeg giver dine efterkommere dette land fra Egyptens flod (det vil sige Nilen) til den store flod, Eufratfloden: kenitterne, kenizzitterne, kadmonitterne, hittitterne, perizzitterne, refaitterne, amoritterne, kana'anæerne, girgashitterne og jebusitterne&quot;.&quot;&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 20f&lt;/ref&gt;

Størrelsen af dette jødiske lebensraum er påfaldende. Sammenlignet med officielle landegrænser i 2026 omfatter dette område: den østlige halvdel af Egypten inklusive hele Sinai, Palæstina inklusive Gaza og Vestbredden, Libanon, Jordan, Saudi Arabien, Yemen, Oman, Forenede Arabiske Emirater, Qatar, Bahrain, Kuwait, Irak samt Syrien. Nogle jødiske imperialister medregner også Kypern til området.

En anden afgrænsning findes i Fjerde Mosebog kapitel 34. Heri læser vi: &quot;Herren talte til Moses og sagde: &quot;Giv israelitterne denne befaling: I kommer nu til Kana'an, det land, der tilfalder jer som arvelod, Kana'ans land i dets fulde udstrækning. Jeres sydgrænse skal gå fra Sins ørken langs med Edom. I syd skal jeres grænse gå fra enden af Salthavet i øst. Så skal grænsen dreje syd om Akrabbim-passet, gå videre til Sin og ende syd for Kadesh-Barnea. Så skal den fortsætte til Hasar-Addar og gå videre til Asmon. Så skal grænsen dreje fra Asmon mod Egyptens bæk og ende ude ved havet.&lt;/br&gt;
Grænsen i vest: Det Store Hav med kyststrækning. Det skal være jeres vestgrænse.&lt;/br&gt;
Dette skal være jeres nordgrænse: Fra Det Store Hav skal I trække en linie til bjerget Hor; fra bjerget Hor skal I trække en linie til Lebo-Hamat, og grænsen skal ende i Sedad. Så skal grænsen gå videre til Zifron, og den skal ende i Hasar-Enan. Det skal være jeres nordgrænse.&lt;/br&gt;
Som grænse i øst skal I trække en linie fra Hasar-Enan til Shefam. Så skal grænsen gå ned fra Shefam til Ribla øst for Ajin, og grænsen skal fortsætte ned og støde til bjergryggen øst for Kinneretsøen. Så skal grænsen gå ned til Jordan og ende ved Salthavet.&lt;/br&gt;
Dette skal være jeres land med dets grænser hele vejen rundt.&quot;&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 196&lt;/ref&gt;

Dette er unægteligt en noget anden afgrænsning end før. Den kritiske læser vi måske spørge om Herren ikke havde forklaret sig godt nok over for Moses eller måske havde ændret holdning, eller om der måske er en helt tredie forklaring?

Den tænkende læser vil måske kigge nærmere på andre dele af samme historie. Vi hører, at Abraham fik børn både med Sara, sin hustru, nemlig jøderne, og med Hagar fra Egypten, hans trælkvinde, nemlig ismaelitterne, det vil sige araberne.&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 21&lt;/ref&gt; Så var det nu jøderne, araberne eller begge grupper som skulle leve i dette område? Desuden tog han sig en ny hustru: Ketura, med hvem han også fik efterkommere.&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 31&lt;/ref&gt; Det er således ret uklart hvem, der skulle overtage dette lebensraum.
 
Således tænker semitisterne ikke. De er imperialister, og de vil have det hele for sig selv. De mener at have ret til at fordrive andre folkeslag og ser Gamle Testamente som kilde til denne ret.

=== Retten til folkemord ===

Jødernes ret til at myrde befolkningerne, som levede i Kana'an, forekommer allerede i Mosebøgerne. I Femte Mosebog kapitel 20:16-17 findes således følgende påbud udtalt af Moses: &quot;i de folks byer, som Herren din Gud vil give dig i eje, må du ikke lade en eneste beholde livet; du skal lægge band på dem, på hittitterne, amoritterne, kana'anæerne, perizzitterne, hivvitterne og jebusitterne, sådan som Herren din Gud har befalet dig.&quot;&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 223&lt;/ref&gt;

I Josvabogen hører vi hvordan, at jøderne hensynsløst myrdede indbyggerne i Kana'an, eksempelvis i kapitel 8:24-29: &quot;Da israelitterne på åben mark havde dræbt alle de indbyggere fra Aj, som havde forfulgt dem ud i ørkenen, og da alle til sidste mand var faldet for sværdet, vendte alle israelitterne tilbage til Aj og huggede indbyggerne ned med sværd. Den dag blev der dræbt i alt tolv tusind mænd og kvinder, alle indbyggerne i Aj. Josva trak ikke sin udstrakte hånd med krumsværdet tilbage, før han havde lagt band på alle indbyggerne i Aj. ..Og Josva brændte Aj ned; han gjorde den til en øde ruinhøj for evigt, og det er den den dag i dag. Ajs konge hængte de på et træ og lod ham hænge til aften. Da solen gik ned, gav Josva sine folk befaling om at tage liget ned fra træet og kaste det hen ved indgangen til byporten. Så kastede de en stor stendynge op over ham, og den ligger der den dag i dag.&quot;&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 251f&lt;/ref&gt;

Tilsvarende i Josvabogen kapitel 10:28-43: &quot;Samme dag indtog Josva Makkeda. Han slog byen og dens konge med sværd og lagde band på byen og alle, der var i den; der var ingen, der overlevede. Han gjorde det samme med kongen i Makkeba, som han havde gjort med kongen i Jeriko.&lt;/br&gt;
Fra Makkeda drog Josva sammen med hele Israel videre til Libna. Han gik til angreb på Libna, og Herren gav også denne by og dens konge i Israels hånd. Josva slog byen og alle, der var i den, med sværd; der var ingen, der overlevede. Han gjorde det samme med kongen dér, som han havde gjort med kongen i Jeriko.&lt;/br&gt;
Fra Libna drog Josva sammen med hele Israel videre til Lakish. Han belejrede byen og gik til angreb på den, og Herren gav Lakish i Israels hånd. Den følgende dag indtog Josva byen; han slog den og alle, der var i den, med sværd, ganske som han havde gjort med Libna. Da drog Gezers konge Horam op for at komme Lakish til undsætning, men Josva slog kongen og hans hær; der var ingen, der overlevede.&lt;/br&gt;
Fra Lakish drog Josva sammen med hele Israel videre til Eglon. De belejrede byen og gik til angreb på den, og samme dag indtog de den og slog den med sværd. Den dag lagde han band på alle, der var i byen, ganske som han havde gjort med Lakish.&lt;/br&gt;
Fra Eglon drog Josva sammen med hele Israel op til Hebron. De gik til angreb på byen og indtog den; de slog byen, dens konge, alle dens byer og alle, der var i den, med sværd; der var ingen, der overlevede. Ganske som han havde gjort med Eglon, lagde han band på byen og på alle, der var i den.&lt;/br&gt;
Så vendte Josva sig sammen med hele Israel mod Debir. Han gik til angreb på byen og indtog den med dens kong og alle dens byer. De slog dem med sværd og lagde band på alle, der var i den; der var ingen, der overlevede. Han gjorde det samme med Debir og dens konge, som han havde gjort med Hebron og med Libna og dens konge.&lt;/br&gt;
Således besejrede Josva hele landet: Bjerglandet, Sydlandet, Lavlandet og Skråningerne og alle kongerne dér. Der var ingen, der overlevede; hver levende sjæl lagde han band på, sådan som Herren, Israels Gud, havde befalet. Josva besejrede dem fra Kadesh-Barnea til Gaza, i hele landet Goshen og helt til Gibeon. Alle disse konger og deres lande undertvang Josva på én gang, for Herren, Israels Gud, førte krig for Israel. Så vendte Josva sammen med hele Israel tilbage til lejren i Gilgal.&quot;&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 255&lt;/ref&gt;

I Josvabogen Kapitel 11 fortsætter folkemordene i det nordlige Kana'an, blandt andet Hasor: &quot;Alle, der var i byen, huggede de ned med sværd og lagde band på dem, så ikke en levende sjæl blev tilbage; og Josva brændte Hasor ned.&quot;&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 256&lt;/ref&gt; Da massemordet var til ende, blev rovet, det vil sige Kana'an, delt mellem israelitternes stammer.&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 257-264&lt;/ref&gt; Det minder om en langt senere begivenhed: under Sovjetunionen i Stalintiden gennemførte terrororganisationen OGPU under ledelse af jøden Genrikh Jagoda&lt;ref&gt;Lina (2003), s.315&lt;/ref&gt; samt NKVD overvejende ledet af jøder&lt;ref&gt;Lina (2003), s.318, 327&lt;/ref&gt; i 1932-33 et massemord på og en massefordrivelse af ukrainske bønder fra deres gårde, en begivenhed der blev kendt som ''holodomor''. Mindre kendt er, at OGPU overvejende bestod af jøder, og at disse efterfølgende som en belønning oprettede deres egne kollektivlandbrug, kibbutz'er, på de myrdede og fordrevne ukraineres jord.&lt;ref&gt;Holocaustmuseet i USA, film&lt;/ref&gt; Jødisk historieforståelse trækker lange spor.

Det var ikke kun ved erobringen af Kana'an, at jøderne begik massemord. I Esters Bog kapitel 9:2-16 hører vi: &quot;I alle kong Ahasverus' provinser samledes jøderne i deres byer for at lægge hånd på dem, der ville dem noget ondt. .. Den trettende dag i måneden adar samledes de øvrige jøder i kongens provinser og forsvarede deres liv; de fik fred for deres fjender, og og de dræbte 75.000 af deres modstandere&quot;.&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 555&lt;/ref&gt;

Flere eksempler end de nævnte kunne være fremhævet, men budskabet og moralen er tydelig nok: i &quot;hellig krig&quot; er massemord på guddommens befalet ikke blot acceptabel men en pligt at gennemføre.

Det er mildest talt absurd at se hvordan den samme ideologi, som hyldede folkemord i Gamle Testamente, har haft travl med at fremstille de selv samme massemordere som et uskyldigt forfulgt folkefærd i det 20. og starten af det 21. århundrede.

=== Honningfælder og pengeafpresning ===

Historier i Gamle Testamente giver jøderne tvivlsomme moralbegreber, eksempelvis at prostituere deres hustruer og døtre i form af &quot;honningfælder&quot;, det vil sige lokkemad for en efterfølgende afpresning. Det begynder med selveste Abraham. I Første Mosebog kapitel 20:2-16 læser vi: &quot;Abraham sagde om sin kone Sara, at hun var hans søster, og Abimelek, kongen i Gerar, sendte bud efter Sara. Om natten kom Gud i en drøm til Abimelek og sagde til ham: &quot;Nu skal du dø, fordi du har taget denne kvinde, for hun er gift&quot;.&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 25&lt;/ref&gt; Senere, da sandheden er blevet klar, hører vi: &quot;Så gav Abimelek Abraham får og køer, trælle og trælkvinder, og han gav ham hans kone Sara tilbage. Og Abimelek sagde: &quot;Mit land ligger åbent for dig. Slå dig ned, hvor du har lyst!&quot; Til Sara sagde han: &quot;Nu giver jeg din bror tusind sekel sølv. Det skal lukke øjnene på alle dem, der hører dig til. Nu har du fået fuld oprejsning&quot;.&quot;&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 26&lt;/ref&gt; Så Abrahams afpresning lykkedes.

Senere gentager historien sig med små variationer. I Esters Bog hører vi, at jøden Mordokaj sender sin datter til kong Ahasverus' harem, hvor &quot;hun vandt hans velvilje&quot;. ..&quot;Ester havde ikke fortalt, hvilket folk og hvilken slægt, hun tilhørte, for Mordokaj havde sagt til hende, at hun ikke måtte fortælle det.&quot; Men senere udnyttes hun til at redde jøderne, og naturligvis belønnes både hun og hendes fader for dette bedrag: &quot;Og Mordokaj fik foretræde for kongen, for Ester havde fortalt, hvordan han var i familie med hende. Kongen tog sin signetring, som han havde frataget Haman, og overdrog den til Mordokaj. Og Ester satte Mordokaj over Hamans hus.&quot;&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 549, 554&lt;/ref&gt;

Således legitimerer Gamle Testamente jødernes brug af honningfælder og pengeafpresning, når denne brug rettes imod folk i magtpositioner.

=== Sammenfatning ===

I 1973 fremkom udtrykket &quot;narrativ teologi&quot;.&lt;ref&gt;Bjerg (1984), s. 11&lt;/ref&gt; Udtrykkets betydning har været noget uklar, men pointen er, at hvis en kristen vil forklare sin tro og identitet, så kan dette ske ved at fortælle om Jesu ord og gerninger. På lignende måde kan jødedommens indhold bedst forstås ved at fortælle historier fra Gamle Testamente.

Som vi har set, er sådanne historier ikke just moralske. Ideen om det udvalgte folk, der ikke må gifte sig med folk fra andre folkeslag men nok har ret til at udnytte dets kvinder i honningfælder til pengeafpresning, og som mener sig i sin gode ret til hensynsløst at udrydde andre folkeslag &quot;i Guds navn&quot;, fremavler en tvivlsom moral. Hvis man vil være lidt uvenlig, kan man med god grund hævde, at denne tvivlsomme moral langt hen af vejen også afspejler sig i jødernes nyere historie.

Vi har i det foregående set hvordan, at denne moral henter sin inspiration i fortællinger fra Gamle Testamente. Og denne moral understreges ved at de samme emner bliver gentaget med blot mindre variationer flere gange som for at understrege, at den ikke er knyttet til en bestemt historisk situation men netop har evig gyldighed. I lighed med sit afkom, muhammedanismen, er denne moral præget af en foragt for dem, som ikke tilhører &quot;in-gruppen&quot;.

Der kan måske være grund til at uddybe dette udtryk nærmere. Alle mennesker udvikler en eller anden form for bevidsthed om at tilhøre et bestemt etnisk fællesskab, herunder skaber de et dertil knyttet begrebsapparat. Man kan skelne mellem det navn, som en etnisk gruppe bruger om sig selv i denne selvidentifikation, og det navn, som andre bruger om den samme gruppe. Nogle gange, men ikke altid, bruger de samme benævnelse, men deres opfattelse af gruppens afgrænsning og indhold behøver ikke at være det samme, men kan tilpasses den aktuelle situation.&lt;ref&gt;Lund (1993), s. 81&lt;/ref&gt; Betegnelsen afspejler en bevidsthed om hvem, man hører sammen med i et fællesskab, og hvem, der ikke hører til dette fællesskab.&lt;ref&gt;Lund (1993), s. 9&lt;/ref&gt; Ofte, men ikke altid, vil de, som ikke tilhører dette fællesskab, blive set ned på, mens man selv ophøjes for sine gode egenskaber.&lt;ref&gt;Lund (1993), s. 13-26&lt;/ref&gt;

Denne vi-bevidsthed skabes i vid udstrækning ved historier, beretninger og myter, om et skæbnefællesskab gennem utallige slægtled. Ofte vil disse historier blive fyldt med navne på legendariske personligheder, hvis liv og gerninger bliver en del af den personlige identitetsfølelse. Og som regel vil en del af denne historie omfatte etnogoni, det vil sige de indfødtes egen mytiske forklaring på deres oprindelse&lt;ref&gt;Lund (1993), s. 49&lt;/ref&gt;, som regel i form af en mytisk stamfader.&lt;ref&gt;Lund (1993), s. 91&lt;/ref&gt; I dansk sammenhæng kan man tænke på Saxo og hans Danmarkshistorie. I germansk sammenhæng er det myten om Tvisto, der er grundlaget for identiteten&lt;ref&gt;Lund (1993), s. 90&lt;/ref&gt;, og for jøderne er det Abraham, der har denne rolle.

Men sådanne historiske beretninger og myter har ikke kun den funktion at begrunde selvidentiteten men tillige at begrunde moralbegreber, hvad der er &quot;god&quot; og &quot;ond&quot; opførsel. For jøderne er det netop historierne i Gamle Testamente, som opfylder denne opgave.

Over tid kan disse funktioner aftage i betydning, fordi behovet for dem ikke længere er så stort. Dette fordi at myter erstattes med faktiske historiske erindringer. Men for visse grupper er dette ikke tilfælde. Her kan udviklingen tvært imod gå i den modsatte retning og udvikle sig til en regulær fanatisme, der kan motivere og begrunde næsten enhver handling. Denne fanatisme kan formuleres og organiseres i en dertil hørende ideologi, en -isme. Semitisme er en sådan ideologi, der i princippet ikke adskiller sig fra andre -ismer bortset fra den etniske gruppe, hvis selvfølelse og handlingsmønster, den skal begrunde.

=== &lt;big&gt;Sammenfatning og konklusion&lt;/big&gt; ===

Vi er nået vejs ende i gennemgangen, og resultatet taler for sig selv. Ikke blot er det officielle narrativ ikke korrekt, for hver del af dette narrativ findes en alternativ forklaring, og tilsammen tegner disse træk et andet men helt entydigt billede.

Først og fremmest: Gamle Testamente er ikke jødisk historieskrivning.&lt;ref&gt;Adler (2022), Preface&lt;/ref&gt; Der kan påvises et utal af indlån fra andre kulturer, eksempelvis historien om Moses i sivkurven og Noas ark, som tydeligt viser, at denne historie er en myte, et narrativ, skabt for at give jødisk identitet en høj alder. I stedet tjener Gamle Testamente som redskab til at give jøder en national identitet igennem deres trosretning, i særdeleshed Jahve. Det er i Jahves navn, at de udvandrer fra Egypten, erobrer Kana'an og i nyere tid trækker sig ind i etniske ghettoer.&lt;ref&gt;Crone og Cook (1977), s. 42&lt;/ref&gt; Hele den jødiske kultur er een lang markering af begivenheder hentet fra myterne i Gamle Testamente.

Dernæst: jøderne var tydeligvis ikke det monoteistiske folkefærd, som de gerne vil give indtryk af, tværtimod. Så langt, at Gamle Testamentes fremstilling overhovedet afspejler en historisk virkelighed, dyrkede jøderne flere guder gennem flere hundrede år. Vi ser en udvikling i flere trin:&lt;/br&gt;
- første trin: to guder, Jahve og El, forenes i en &quot;supergud&quot;&lt;/br&gt;
- andet trin: gudsdyrkelsen centraliseres og kontrolleres af kongen&lt;/br&gt;
- tredie trin: de lavere guder og gudinder forkastes, fordi at de ikke hjalp i en kritisk situation&lt;/br&gt;
- fjerde trin: præsteskabet udvikler et nyt narrativ til at forstærke dets magt og betydning som samlende kraft.&lt;/br&gt;
Det var en udvikling, hvor hvert trin var en logisk følge af det foregående, når behovet for en forandring i det herskende narrativ indtraf. Den nye ideologi var, som de fleste totalitære ideologier, et spørgsmål om at legitimere retten til magtudøvelse. Dette grundlag blev konstrueret ad hoc, det vil sige spontant efter behov. Dets grundlag var aldrig vel funderet, og vi kan nu afvise det fuldstændigt som fusk og forfalskning fra ende til anden.

Samtidig var det en udvikling, hvor hvert trin bidrog med særlige træk til den nye ideologis udvikling: først blev stammeguden anvendt til at legitimere myten om &quot;det udvalgte folk&quot;, herunder en racistisk ultrasemitisk afvisning af ægteskaber med repræsentanter fra andre folkeslag, og hvor regulært folkemord legitimeres som en følge af Jahves beslutning og påbud. Dernæst må den snart svækkede kongemagt i den nye nationale stat styrke sin stilling i befolkningen, hvilket sker ved centralisering af gudsdyrkelsen. Da så statsdannelsen alligevel bryder sammen, bliver det nødvendigt at udpege en skyldig årsag, og her må husguderne holde for. Endelig må det nye narrativ styrkes, hvilket blandt andet sker ved kampen for en ny egen stat.

Da mange profeter har først og fremmest til formål at legitimere den nye nationale ideologi som Jahves vilje.

Endelig er det også fra Gamle Testamente, at jøderne henter deres moralbegreber på godt og ondt.

Det er indlysende, at hvis der kan rejses tvivl om troværdigheden af beretningerne i Gamle Testamente, så er det ikke blot et kildekritisk problem. Det er hele grundlaget for jødedommen, der vælter. Jødedommen er, som muhammedanismen, det, som i kommunistkina kaldes en ''tofu-dreg'' konstruktion: en bygning eller anden konstruktion opført af underlødige bestanddele som gør, at den før eller senere falder sammen af sig selv.

Hidtil har Gamle Testamentes narrativer aldrig være underkastet en kildekritisk analyse, i modsætning til Nye Testamente, som allerede i 1800-tallet og begyndelsen af 1900-tallet blev underkastet en sådan analyse, som den bestod med udmærkelse. Det er først i de seneste år, at et sådant arbejde er igangsat og vel at bemærke er det sket af jødiske arkæologer og historikere. Det gør, at deres resultater ikke blot kan afvises med smædeudtryk som &quot;anti-semitisme&quot;. Det er derfor, at det har været så vigtigt at gøre disse resultater bekendt for et dansk publikum. Og hvis denne bog kan bidrage til fortsatte og uddybende studier af denne problematik, så har den opfyldt sit formål.

Det er for så vidt tilfældigt, at dette sker netop på en tid, hvor staten Israel og dens regering udsættes for en stigende international kritik for sin handlemåde, og så måske alligevel ikke. I alt for lang tid har kritik af jøder og Israel kunnet undertrykkes på grund af myterne om begivenheder under 2. verdenskrig. Men nu ligger disse begivenheder så langt tilbage, 2-4 slægtled, at de ikke længere kan beskytte imod kritik. Og samtidig har både rabiate jøder og den israelske regering i de seneste år udvist en optræden, som let lader sig kritisere. Det er ikke stedet her at uddybe dette emne, det kan fortjene en særskilt behandling og hører hjemme i politisk sammenhæng, ikke i forbindelse med jødedommen som religion og kultur, selv om der kan argumenteres for, at disse områder til dels overlapper hinanden.

Vi har set hvilken afgørende inflydelse, den kildekritiske analyse af Gamle Testamente har på forståelsen af jødedommens historie, men hvorledes forholder det sig med kristendommen? Hvilken indflydelse har kildekritikken på kristendommen? Det enkleste svar er: ingen. Gamle Testamente spiller kun en rolle i kristendommen på to måder:&lt;/br&gt;
- dels at vise at Jesus som messias er forudset allerede af gammeltestamentelige profeter; det er i denne sammenhæng ikke vigtigt, om dette var faktisk var tilfældet, men derimod at jøderne i hans samtid mente, at det forholdt sig således&lt;/br&gt;
- dels at vise de religiøse dogmer, som Jesus gjorde op med. Det viser sig i hans gentagne: &quot;I har hørt at ... men jeg siger jer nu at ...&quot; Jesu lære er i virkeligheden eet stort opgør med jødedommens tankegang og etnisk snæversynethed, han er i den sammenhæng helt på linje med den foreliggende kildekritiske analyse, selv om både hans metode og budskab er et andet.

Især i sidst nævnte sammenhæng er det vigtigt at forstå, at der ikke eksisterer nogen &quot;jødisk-kristne værdier&quot;. Dette moderne udtryk er intet andet end et jødisk forsøg på at tage kristne som gidsler for deres egne ideer. I virkeligheden er det kristendommen, der introducerer næstekærlighed og respekt for medmennesker uanset deres etniske tilhørsforhold, og i forlængelse heraf introducerer både menneskerettigheder og folkestyre. Intet af dette findes i jødedommen, her er det nationalt-etnisk snæversyn, som dominerer hele vejen. Jødedommen er og forbliver en anti-kristen ideologi, fordi den hviler på en selvforståelse baseret på manipulerede kilder i form af Gamle Testamentes skrifter. Og ved at påvise disse manipulationer, myter og omskrivninger, beviser moderne kildekritik, at kristendommen var og er et berettiget opgør med jødedommen.

Endnu for en menneskealder kunne forskere i jødedommen leve i deres vildfarelse om, at selv om der var problemer med Gamle Testamente som kilde til jødedommens historie, så var den i sine hovedtræk alligevel korrekt. Således er det ikke længere. Det kan nu bevises, at der bag den mytiske fortælling gemmer sig en anden historie. Lad så være, at begivenheder i de senere år i Gaza, på Vestbredden, i Libanon, i Egypten, over for Syrien og Iran uden tvivl har bidraget til at fremme denne udvikling. Et træ kendes på dets frugter, og hele verden har nu set de frugter, som jødisk fundamentalisme bringer med sig. Myten om det forfulgte uskyldige folkefærd lader sig ikke længere opretholde.

Og jo mere skingre, hysteriske og fanatiske jødedommens fundamentalister bliver i deres holdninger og opførsel, desto hurtigere vil de miste de sidste rester af en troværdighed, som de i virkeligheden aldrig har haft.

=== &lt;big&gt;Noter&lt;/big&gt; ===
{{Reflist|3}}

=== &lt;big&gt;Litteratur&lt;/big&gt; ===
* Yonatan Adler: ''The Origins of Judaism. An Archaeological-historical Reappraisal''; Yale University 2022; ISBN 978-0-300-25490-7
* Yonatan Adler: &quot;Toward Identifying Proto-Judaic Cultural Features in Ancient Israel and Judea&quot; (i: ''Journal of Ancient Judaism'' (2024), s. 1-28)
* Yonatan Adler: ''Between Yahwism and Judaism. Judean Cult and Culture during the Early Hellenistic Period (332-175 BEC)''; Cambridge University Press 2025; ISBN 978-009-45961-7
* Gad Barnea: &quot;P. Berlin 13464, Yahwism and Achaemenid Zoroastrianism at Elephantine&quot; (2024)
* Geoffrey Bibby: ''I Dilmun tier ravnen''; Wormanium 1971; ISBN 87-85-1600-40
* Geoffrey Bibby: ''Det forsvundne årtusinde''; Wormanium 1978; ISBN 87-8516-053-9
* ''Bibelen''; Det Danske Bibelselskab 1992; 1. udgave 1. oplag; ISBN 87-7325-276-6
* Svend Bjerg: &quot;Den kristne grundfortælling. Studier over fortælling og teologi&quot; (''Teologiske Studier'', bind 8; 2. oplag 1984; Aarhus 1984; ISBN 87-7003-409-5) 
* Patricia Crone og Michael Cook: ''Hagarism. The Making of The Islamic World''; Cambridge 1977; ISBN 0-521-21133-6
* Stephan Peter Dinkgreve: ''In Search of the Sublime: A world history of humanity's relentless pursuit of scientific truth, moral excellence, and enlightenment''; 2021
* Robert Gnuse: &quot;Spilt Water: Tales of David (II Sam 23:13-17) and Alexander the Great (Arrian, Anabasis of Alexander 6.26.1-3).&quot; (i: ''Scandinavian Journal of the Old Testament''; 1998, bind 12, s. 233-248)
* Robert Gnuse: &quot;Abducted Wives: A Hellenistic Narrative in the Book of Judges?&quot; (i: ''Scandinavian Journal of the Old Testament''; 2007; bind 22, s. 272-285)
* Robert Gnuse: &quot;From Prison to Prestige: The Hero who helps a King in Jewish and Greek Literature.&quot; (i: ''Catholic Biblical Quarterly''; 2010 bind 72, s. 31-45)
* Robert Gnuse: &quot;Divine Messengers in Genesis 18-19 and Ovid.&quot; (i: ''Scandinavian Journal of the Old Testament''; 2017; bind 31, s. 66-79)
* Robert Gnuse: &quot;Greek Connections: Genesis 1-11 and the Poetry of Hesiod&quot; (i: ''Biblical Theology Bulletin''; 2017 nr. 47, s. 131-143
* Robert Gnuse: &quot;Heed Your Steeds: Achilles’ Horses and Balaam’s Donkey.&quot; (i: ''International Journal of Research in Humanities and Social Sciences''; 2017; række 4 hæfte 6; s. 1-5)
* Robert Gnuse: &quot;Samson and Heracles Revisited.&quot; (i: ''Scandinavian Journal of the Old Testament''; 2018, bind 32, s. 1-19)
* Robert Gnuse: &quot;Greek Historians and the Primeval History.&quot; (i: ''International Journal of Research in Humanities and Social Sciences''; 2019; række 6 hæfte 1, s. 20-25)
* Robert Gnuse: &quot;Jephthah’s Daughter and Iphigenia in the Plays of Euripides&quot; (i: ''International Journal of the Arts and Humanities''; 2019; række 5 hæfte 1, s. 16-23)
* Robert Gnuse: &quot;Hellenism and the Primary History: The Imprint of Greek Sources in Genesis-2 Kings&quot; ''Copenhagen International Seminar''; Routledge, London 2020 
* Daniel Hawk: &quot;Violent Grace: Tragedy and Transformation in the Orestia and the Deuteronomistic History.&quot; (i: ''Scandinavian Journal of the Old Testament''; 2003, bind 18, s. 73-88)
* Gerhard Larsson: &quot;Possible Hellenistic Influence in the Historical Parts of the Old Testament.&quot; i: ''Scandinavian Journal of the Old Testament''; 2004; bind 18, s. 296-311)
* Niels Peter Lemche: &quot;The Old Testament-A Hellenistic Book&quot; (: ''Scandinavian Journal of the Old Testament''; 1993 bind 7, s. 163-193)
* Niels Peter Lemche: &quot;Is It Still Possible to Write a History of Ancient Israel?&quot; (i: ''Scandinavian Journal of the Old Testament''; 1994, bind 8, s. 163-188)
* Niels Peter Lemche: &quot;Good and Bad in History: The Greek Connection.&quot; (i: Steven McKenzie and Thomas Römer (red.): &quot;Rethinking the Foundations: Historiography in the Ancient World and in the Bible. Essays in Honour of John Van Seters&quot;; ''Beihefte zur Zeitschrift für die altestamentliche Wissenschaft'' nr. 294; Walter de Gruyter, Berlin 2000; s. 127-140) 
* Niels Peter Lemche: &quot;How Does One Date an Expression of Mental History?&quot; (i: Lester Grabbe (red.): &quot;Did Moses Speak Attic? Jewish Historiography and Scripture in the Hellenistic Period&quot; (i: ''Journal for the Study of the Old Testament Supplement Series'' 317/European Seminar on Historical Methodology 3; Sheffield Academic Press, Sheffield 2001; s. 200-224)
* Niels Peter Lemche: &quot;Does the Idea of the Old Testament as a Hellenistic Book Prevent Source Criticism of the Pentateuch?&quot; (i: ''Scandinavian Journal of the Old Testament''; 2011, bind 25, s. 75-92)
* Niels Peter Lemche: &quot;When the End is the Beginning: Creating a National History?&quot; (i: ''Scandinavian Journal of the Old Testament''; 2015, bind 29, s. 22-32)
* Jüri Lina: ''Skorpioni märgi all. Nõukogude võimu tõus ja langus''; Stockholm 2003; ISBN 91-972897-9-5
* Allan A. Lund: ''De etnografiske kilder til Nordens tidlige historie''; Wormanium 1993; ISBN 87-89531-08-6
* Etienee Nodet: &quot;Editing the Bible: Alexandria or Babylon?&quot; (i: Thomas Thompson and Philippe Wajdenbaum (red.): ''The Bible and Hellenism: Greek Influence on Jewish and Early Christian Literature. Copenhagen International Seminar''; Routledge, New York 2014; s. 36-55) 
* Gabrielle Vera Novacek: ''Ancient Israel. Highlights from the Collections of The Oriental Institute University of Chicago''; University of Chicago 2011; ISBN 978-1-88923-65-3
* Johannes Pedersen: &quot;Hasmonæer&quot; (i: ''Salmonsens Konversationsleksikon'', 2. udgave, bind X; 1919; s. 943-944)
* Katherine Stott: &quot;Herodotus and the Old Testament: A Comparative Reading of the Ascendancy Stories of King Cyrus and David.&quot; (i: ''Scandinavian Journal for the Study of the Old Testament''; 2002; bind 16 s. 52-78)
* Jan-Wim Wesselius: &quot;Discontinuity, Congruence and the Making of the Hebrew Bible.&quot; (i: ''Scandinavian Journal for the Study of the Old Testament''; 1999 bind 13 s. 24-77)
* Jan-Wim Wesselius: &quot;The Origin of the History of Israel: Herodotus’ Histories as Blueprint for the First Books of the Bible&quot; (i: ''Journal for the Study of the Old Testament Supplement Series''; Sheffield Academic Press, Sheffield 2002)
* Hans Christian Ørsted: &quot;Overtro og Vantro i deres Forhold til Naturvidenskaben&quot; (''Aanden i Naturen''; 4. udgave; København 1978; ISBN 87-414-8972-1; s. 76-106)

=== &lt;big&gt;Film&lt;/big&gt; ===
* Simca Jacobovici: ''The Exodus Decoded''</text>
      <sha1>5tel4iixfs4xdsx7qy2nkeyaini2jma</sha1>
    </revision>
    <revision>
      <id>41962</id>
      <parentid>41961</parentid>
      <timestamp>2026-05-27T15:41:14Z</timestamp>
      <contributor>
        <username>Sven Halfdan Nielsen</username>
        <id>3898</id>
      </contributor>
      <comment>småret</comment>
      <origin>41962</origin>
      <model>wikitext</model>
      <format>text/x-wiki</format>
      <text bytes="154861" sha1="npm3xzhf670pb0ejatnvkb0iwtba7kg" xml:space="preserve">[[Fil:Philippe de Champaigne - Moses with the Ten Commandments - WGA04717.jpg|thumb|400px|Ifølge nye videnskabelige kildekritiske teorier er det ikke Moses, som har skrevet Mosebøgerne. Maleri af Philippe de Champaigne.]]

=== &lt;big&gt;Fortale&lt;/big&gt; ===

Jødedommens ældste historie har hidtil været indhyllet i mørke. Traditionen hviler på ''Tanakh'' eller Gamle Testamente, men dette synes først at have fundet sin endelige form i det 2. århundrede f.Kr. i det hasmunitiske kongerige. Hvor meget, traditionerne har ændret sig før denne tid, er et åbent spørgsmål.

Foruden Gamle Testamente er de vigtigste kilder til belysning af spørgsmålet især arkæologiske fund, men også her er der store problemer med troværdigheden. Flere kilders oprindelse er omstridte og dermed bliver deres udsagnsværdi også tvivlsom.

Det er først i den seneste menneskealder, at der tegner sig et mere klart billede af den omskiftelige historie, men hidtil har mig bekendt ingen forsøgt at gøre denne viden tilgængelig på dansk. Jeg har derfor efter fattig evne forsøgt at skildre denne på grundlag af tilgængeligt materiale. Jeg har desuden tilføjet notehenvisninger til de skriftlige kilder, som jeg anvendt.

Når man forsøger at skildre kendt historie således som tilfældet er med Gamle Testamente, stilles man over for to problemer: dels må man forsøge at sætte denne fremstilling i forhold til det billede, som andre kilder tegner, dels må man forsøge at forstå den forvandling og forvanskning af oprindelige kilder, som fremstillingen i Gamle Testamente nu afspejler.

Den foreliggende undersøgelse falder i to hoveddele, dels en undersøgelse af jødernes faktiske historie således som den lader sig fastslå baseret på grundlag af arkæologiske og historiske kilder, herunder spørgsmålet om jødernes religion, dels en kildekritisk analyse af ''Tanakh'' eller Gamle Testamente. Afslutningsvis vil der blive foretaget en vurdering af hvilken indflydelse, ''Tanakh'' har haft på jødernes selvforståelse og Gamle Testamente har på kristen selvforståelse.

Der kan være grund til at understrege, at stort set alt i denne undersøgelse alene skyldes yderst kompetente forskeres virke, og jeg har efter evne forsøgt at henvise til denne forskning. Litteraturen herom findes i den afsluttende litteraturliste. Desuden har jeg inddraget andre inspirationskilder, hvor jeg finder dem relevante og troværdige. Derimod er fortolkningen af disse ulige arbejder min egen, og de oprindelige forskere kan og bør derfor ikke drages til ansvar for denne fortolkning.  

På dette sted kan der være grund til at forudskikke enkelte kendsgerninger: selvidentiteten &quot;jøde&quot; synes først at blive skabt i 2. århundrede f.Kr. efter hasmunitternes oprør og etableringen af kongeriget baseret på religiøse regler. Der findes ingen ældre beviser på, at jøderne inden da havde fulgt moseloven, og først på dette tidspunkt optræder ''Tanakh'', de ældste synagoger samt mønter uden billede. Det bør desuden bemærkes, at der ingen omtale findes af sabbaten i Gamle Testamente.

Efter den babylonske magtovertagelse i 586 f.Kr. optræder ''al Yahuda'' som en by i Babylon, stednavnet Israel optræder første gang på en mønt dateret år 66 e.Kr. og i forbindelse med jødernes oprør mod romerne.

Om bogens titel skal jeg blot bemærke, at jeg har valgt ordet &quot;jødedom&quot;, fordi det betegner jødisk religion og kultur på samme tid.

Sven Halfdan Nielsen&lt;/br&gt;
Pärnu, den 5. maj 2026

=== &lt;big&gt;Indledning&lt;/big&gt; ===

Al historisk og litterær forskning må hvile på kildekritiske undersøgelser. Dette betyder, at arkæologiske og sproglige kilder kritisk må vurderes med henblik på deres oprindelsessituation, eventuelle tendens, forholden sig til de omtalte begivenheder og for sproglige kilder tillige deres formål (som udmærket kan være mangesidigt). Kilderne må stilles i forhold til, hvad der ellers vides om tiden, og de må forsøges tolket således, at de er bedst i overensstemmelse med denne viden, og at de ikke modsiger denne viden. Hvis det sidste er tilfældet, må man spørge, om fortolkningen er rigtig, eller om den hidtidige &quot;viden&quot; må revideres.

Lige siden afslutningen af 2. verdenskrig og især i det 21. århundrede har beskyldninger om &quot;anti-semitisme&quot; fået et kraftigt opsving. Der kan derfor være grund til at gøre nogle bemærkninger om min opfattelse af dette begreb og dets anvendelse.

For mig består udtrykket &quot;anti-semitisme&quot; af to dele: &quot;anti&quot; betyder imod, og &quot;semitisme&quot; betegner en politisk, nationalistisk ideologi. Dette indebærer, at jeg skelner mellem jøder som kulturel folkegruppe på den ene side og en semitisk ideologi på den anden.

Jeg har intet imod folk, som identificerer sig selv som jøder i religiøs og kulturel henseende så længe, at dette ikke berører deres forhold til andre folkegrupper. For mig er &quot;jøde&quot; altså en betegnelse, der i princippet ikke adskiller sig fra dansker, tysker, armener, kurder, japaner eller en hvilken som helst anden national folkegruppe.

Anderledes forholder det sig med begrebet &quot;semitisme&quot;. Her er der i mine øjne tale om en totalitær og intolerant national ideologi, som tåler sammenligning med fx. fascismen i Italien og nazismen i Tyskland. Der er med andre ord tale om en ekskluderende ideologi, som på samme tid legitimerer en bestemt handlemåde over for andre befolkningsgrupper. Dette kan der senere være grund til at vende tilbage til, når vi har gjort os selve grundlaget for denne tankegang klart.

Lad mig sige det straks: det er ikke &quot;anti-semitisk&quot; at anlægge en anden betragtningsmåde en den, som såkaldte &quot;semitter&quot; selv anlægger - med mindre at man tilføjer, at sådanne semitter har et snævert syn og en snæver fortolkningsramme båret af egne fordomme. I denne henseende minder semitter og muhammedanere om hinanden. Begge promoverer en bestemt fortolkning, og begge benægter retten til at inddrage andre kilder eller til at anlægge en anden og bedre forståelse.

For mig skræmmer udsigten til at blive tillagt smædeord mig ikke. Afgørende for mig er objektivt at se på alle fastslåede kendsgerninger og så nå frem til den forståelse, som er mest og bedst i overensstemmelse hermed. Hvis andre har problemer hermed, er det deres problem, ikke mit. De ønsker at forsvare en myte, men for mig er det de historiske kendsgerninger bag myten, som er det vigtigste. Myter er overtro og vantro. Men som Hans Christian Ørsted har sagt det, vil videnskaben overvinde overtroen og vantroen&lt;ref&gt;Ørsted (1978), s. 106&lt;/ref&gt;, og således må det være.

Det gælder her som i tilfældet med muhammedanismen&lt;ref&gt;se ''Muhammedanismen i kildekritisk belysning''&lt;/ref&gt;, at modstanden og modviljen imod at blive konfronteret med nye kendsgerninger dybest set blot viser hvor usikre, forsvarere af den herskende ideologi i virkeligheden er. Hvis de var sikre i deres overbevisning, ville de velkomme enhver udfordring, idet de vil kunne tage den op og sagligt imødegå den. Men således forholder det sig ikke, tværtimod. 

Det bør tilføjes, at forskningsfeltet er inde i en rivende udvikling i disse år. Det kan derfor ikke udelukkes, at forskningen om føje år vil give et andet, mere omfattende men måske også revideret billede i forhold til nu, og således må det være. Det er den eneste måde, at vor viden kan forøges og forbedres på. Og skulle denne bog medvirke til at fremme en sådan forskning, har den opfyldt sit formål.

=== &lt;big&gt;Jødedommens ældste historie&lt;/big&gt; ===

Formålet med det følgende er at skildre jødedommens ældste historie. Hovedvægten vil blive lagt på de arkæologiske vidnesbyrd. Bibelen vil imidlertid blive inddraget, hvis og når den kan belyse historiske kendsgerninger. En række emner vil blive underkastet en særskilt behandling.

=== Den kana'næiske oprindelse ===

I det 2. århundrede f.Kr. var Kana'an beboet af stammer med hver deres skytsguddom. Disse guddomme hørte til den kana'anæiske gudeverden og omfattede blandt andre El, Ba'al og Jahve. Over tid begyndte jøderne imidlertid at skille sig ud og hævde, at de ikke stammede fra kana'anæerne, skønt både sproglige og religiøse træk fra tiden 1200-1000 f.Kr. tyder på, at de udviklede sig fra en kana'anæisk fælles kultur i den grad, at det ofte er svært at skelne imellem dem.&lt;ref&gt;Dinkgreve (2021), kap. 8&lt;/ref&gt;

Hvornår, denne udskillelsesproces er fundet sted, vides ikke, men det må være sket omkring 1207 f.Kr., idet kana'anæerne og israelitterne på en stele rejst af farao Merneptah dateret til dette tidspunkt udtrykkeligt er nævnt som to uens folkegrupper:&lt;/br&gt;
- &quot;Kana'en er udplyndret,&lt;/br&gt;
- Israel er lagt øde.&quot;&lt;/br&gt; 
Det er værd at bemærke, at de hieroglyffer, som angiver navnet Kana'an, viser, at der er tale om et land, mens de, som angiver Israel, viser, at der er tale om et folk.&lt;ref&gt;Dinkgreve (2021), kap. 8&lt;/ref&gt; Det er også den eneste kilde fraset Gamle Testamente som nævner et folk kaldet Israel på denne tid.&lt;ref&gt;Novacek (2011), s. 66&lt;/ref&gt;

Den oprindelige gud for Israel synes at have været ''El''. Navnet &quot;Isra-el&quot; betyder &quot;Els styre&quot;.&lt;ref&gt;Dinkgreve (2021), kap. 8&lt;/ref&gt;

Kildekritiske undersøgelser af Mosebøgerne viser at disse er skrevet af flere forskellige forfattere, hvoraf to af forskerne kaldes P og E. Begge disse forfattere kalder Gud for ''El'' indtil, at Gud angiveligt selv kalder sig ''Jahve'' over for Moses: &quot;Jeg er Jahve. Jeg viste mig for Abraham og Isak og Jakob som ''El-Shaddai'', men mit navn er ''Jahve''. Jeg gjorde ikke det bekendt for dem&quot;.&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 72&lt;/ref&gt;

Det bør tilføjes, at i ''Genesis'' forekommer 17 tilfælde af associationer med ''El'' (fx. Bethel) men ikke een eneste med ''Jahve''. Der er desuden eet tilfælde med henvisning til ''Ba'al'', nemlig Ashbel, Benjamins søn

=== Ugarit ===

I 1928 fandt en bonde i Ras Shamra ved Middelhavskysten (nu i Syrien) et omkring 3.000 år gammelt gravkammer. En udgravning det følgende år viste, at det dækkede over dels en større gravplads, dels en forhistorisk by: Ugarit, en vigtig handelsby fra omkring 1450 f.Kr. til 1192 f.Kr., idet byen blev brændt af og blev opgivet antagelig mellem 1190 f.Kr. og 1185 f.Kr. Blandt de mange fund var et stort antal lertavler og mange af dem med religiøse tekster: mytologiske vers, hymner til guder, lister over præsternes ofringer. Den ledende guddom i Ugarit hed ''El''. ''El'' var gudernes fader, skaber af alle levende væsener, den evige konge. Han blev beskrevet som en ældre skægget mand, som sad på en trone med en krone med tyrehorn. Hans hustru hed ''Ashera''&lt;ref&gt;Dinkgreve (2021), kap. 8&lt;/ref&gt;, hun var moder til 70 guder ifølge teksterne. Blandt sønnerne var stormguden ''Baal'', havguden ''Jam'', dødsguden ''Mott'' og krigergudinden ''Anat''. Tilsammen blev de kaldt ''Ilham'', det vil sige børn af ''El''.

I Bibelens skildring af skabelsen optræder ordet ''Elohim'', på hæbraisk et ord for guddom, hvilket er umiddelbart sammenligneligt med ordet i Ugarit, men ordet er flertal, ikke ental. Og flere af beretningerne i Gamle Testamente bruger netop (men ikke alene) dette ord om Gud: ''El Shaddai'' (Gud den Almægtige), ''El Elyon'' (Gud den Højeste)&lt;ref&gt;Novacek (2011), s. 41&lt;/ref&gt;, ''El Olam'' (den evige Gud), ''El Bethel'' (Bethels Gud). Det er det samme navn som den øverste gud i kana'anæernes gudeverden.

Af disse kendsgerninger tør drages to slutninger. Den ene er, at Gud i den hebraiske forståelse ikke i starten var fuldstændig og enerådende men i stedet udviklede sig over tid, langsomt ved en proces, der bedst kan beskrives som konvergens: flere guder smeltede sammen i een guddom.

Den anden slutning, man tør drage, er den, at israelitterne udviklede sig som folk fra kana'anæerne. Deres første gud var kana'anæernes gud ''El''. For de folk, som levede i bjergene i Kana'an omkring 1100 f.Kr. var der ikke nogen markant forskel imellem deres egen religion og de omgivende folkeslags religion: de dyrkede den samme fadergud og modergudinde. Dette har været anerkendt af arkæologer siden omkring 1970 baseret på fundne lertavler, indskrevne navne på lerkar, fund af husguder og af husaltre.

=== Jahve ===

Nu er det velkendt, at jøderne har et andet navn på deres gud: ''Jahve''. Hvor stammer dette navn fra? Hvor og hvornår overtog han de egenskaber, som tidligere blev tillagt El? For at svare på disse spørgsmål, må vi inddrage tre nye kilder.

På en to tusinde år gammel læderklud fundet i en hule findes en tekst med følgende indhold: da den højeste gud gav nationerne deres arv, da han delte menneskeheden, fastlagde han deres indbyrdes grænser i henhold til antallet af gudesønner. Denne tekst fra Femte Mosebog 32:8&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 237&lt;/ref&gt; var identisk med den tekst, som jøderne kopierede i århundrede før Kristi fødsel. Den findes i den græske version af Gamle Testamente fra 3. og 2. århundrede f.Kr. Jøderne ændrede siden teksten fra &quot;gudesønner&quot; til &quot;Israels sønner&quot;.

Tages teksten for pålydende, har den højeste gud inddelt menneskene i nationer og givet hver nation en søn som guddommelig leder. I det følgende vers fortælles hvilken søn, der blev tildelt hvilken nation, og det oplyses, at Jahve fik tildelt Jacobs stamme eller Israel.

Det må her bemærkes, at Jahve her tydeligt er en mindre, en underordnet gud i forhold til den højeste gud. Bibelforskere som Mark Smith og Frank Moore Cross fra Harvard mener, at det er her, at Jahve gøres til guddom for Jacobs stamme. Teksten i Kumran (bedre kendt som Dødehavsrullerne) bevarede den oprindelige tekst, men den blev i middelalderen tilsyneladende tilpasset.

I ''Salmernes Bog'' salme 82 findes følgende:&lt;/br&gt;
&quot;Gud træder frem i gudeforsamlingen,&lt;/br&gt;
blandt guderne holder han dom:&lt;/br&gt;
Hvor længe vil I dømme uretfærdigt&lt;/br&gt;
og tage parti for de ugudelige? Sela&lt;/br&gt;
Skaf de svage og faderløse deres ret,&lt;/br&gt;
frikend de hjælpeløse og arme,&lt;/br&gt;
udfri de svage og fattige,&lt;/br&gt;
red dem fra de ugudeliges magt!

De forstår og fatter intet,&lt;/br&gt;
de vandrer i mørke,&lt;/br&gt;
jordens grundvolde rokkes.&lt;/br&gt;
Jeg har sagt: I er guder,&lt;/br&gt;
I er alle sønner af den Højeste.&lt;/br&gt;
Dog skal I dø som mennesker,&lt;/br&gt;
og I skal falde som en af stormændene.

Rejs dig, Gud, hold dom over jorden,&lt;/br&gt;
for du har alle folkene som ejendom.&quot;&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 693&lt;/ref&gt;

Denne salme indeholder altså mindet om en gudeforsamling, som også afspejles i den langt ældre tekst. Ordet &quot;guderne&quot; i den originale tekst er ''Elohim'', i flertal. Det viser, at der var en tid i jødernes historie, hvor flerguderi øjensynligt var en almen forståelse. Og en af disse gudesønner var åbenbart Jahve.

Et lignende minde findes i Første Mosebog kapitel 6, der begynder således:

&quot;Da menneskene begyndte at blive talrige på jorden og fik døtre, så gudesønnerne, at menneskedøtrene var smukke. Blandt dem tog de sig alle de koner, de havde lyst til. Da sagde Herren: &quot;Min livsånde skal ikke forblive i mennesket for evigt. De er dødelige, deres levetid skal være 120 år&quot;.&lt;/br&gt;
Dengang gudesønnerne gik ind til menneskedøtrene og fik børn med dem - men også siden hen - var der faldne på jorden. Det er heltene, navnkundige mænd fra ældgamle dage.&quot;&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 12. Den danske oversættelse har &quot;kæmper&quot; i stedet for &quot;faldne&quot; men det originale ord er ''nefilim'' med netop denne betydning&lt;/ref&gt; 

Endnu en kilde, som bør nævnes, er et tempel nu beliggende i Sudan på Nilens vestre bred. Det blev opført af farao Aman Hototeep III (bedstefader til Tutankhamon), som regerede Egypten fra ca. 1390 f.Kr. til 1352 f.Kr., og var tilegnet guden Amon Ra. På en af søjlerne i dette tempel, der omtaler underkuede folkeslag, optræder &quot;Tashasu YHWH&quot;. Nationen ''Shassu'' var et semitisk folkeslag, nomader, kvæghyrder, der strejfede om i ørkenen ved den sydlige grænse for Kana'an. Betegnende nok identificeres de ikke ved deres landområde men derimod ved deres guddom, ''Jahve'', omtrent 200 år før at israelitterne ellers optræder i historiske tekster ifølge gængs fortolkning.

Egyptologen Donald Redford slutter heraf, at ''Jahve'' oprindeligt var en edomitisk eller midianistisk gud i de sydlige ørkenområder, som blev dyrket i områder, som den hebraiske bibel selv udpeger som stedet for jødernes oprindelse, som stedet hvor Moses hørte Gud tale fra en brændende busk, og i ''Dommerbogen'' findes blandt andet &quot;Deboras sejrssang&quot;, som dateres til 12. århundrede f.Kr.&lt;ref&gt;Dinkgreve (2021), kap. 8&lt;/ref&gt;, med følgende linjer:

Herre, da du drog ud fra Se'ir,&lt;/br&gt;
da du skred frem fra Edoms land,&lt;/br&gt;
skælvede jorden, himlen dryppede af regn,&lt;/br&gt;
ja, skyerne dryppede af vand.&lt;/br&gt;
Bjergene rystede foran Herren,&lt;/br&gt;
Sinajs Herre,&lt;/br&gt;
foran Herren, Israels Gud.&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 276&lt;/ref&gt;

Edom lå i den nordøstlige del af Sinaj-ørknen, sydøst for Det Døde Hav. Men der er mere. Jahve introduceres af Moses efter, at Jetro, Moses svigerfader, sammen med sine sønner havde sluttet sig til jøderne.&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 87&lt;/ref&gt; Ifølge Anden Mosebog kapitel 3:1 var Jetro præst i Midjan.&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 68&lt;/ref&gt; Det må rejse spørgsmålet, om det er fra ham, at Moses har overtaget sin guddom Jahve. Men ifølge Dommerbogen kapitel 1:16 var Jetro kenit: &quot;Efterkommere af den kenit, der var Moses' svigerfar, drog sammen med judæerne op fra Palmebyen til Judas ørken i Arads sydland og bosatte sig hos befolkningen dér.&quot;&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 271&lt;/ref&gt; Kenitterne var Kains efterkommere. I Første Mosebog kapitel 4:17-22 læser vi: &quot;Kain lå med sin kone, og hun blev gravid og fødte Enok. Så byggede han en by og gav den navn efter sin søn Enok. Enok fik sønnen Irad, Irad fik Mehujael, Mehujael fik Metushael, og Metushael fik Lemek. Lemek tog sig to koner, den ene hed Ada, den anden Silla. Han blev stamfader til dem, der bor i telte og holder kvæg. Også Silla fødte en søn, Tubal-Kain, stamfader til smedene, alle dem, der forarbejder kobber og jern.&quot;&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 11&lt;/ref&gt; 

Vi ved, at i andre kulturer som egyptisk, græsk og romersk er smedekunsten forbundet med vulkaner: i romersk mytologi hed smedeguden ligefrem ''Vulkan''. Læg dertil profetien i Esajas' Bog kapitel 31:9, der nævner &quot;Herren, som har sit bål på Zion og sin ovn i Jerusalem&quot;.&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 874&lt;/ref&gt; Og for at fuldende billede findes i Anden Mosebog kapitel 19:18-19 følgende beskrivelse af bjerget: &quot;Hele Sinajs bjerg var hyllet i røg, fordi Herren var steget ned på det i ild og røgen steg til vejrs som røgen fra en smelteovn. Hele bjerget skælvede af stor rædsel, og hornklangen blev kraftigere og kraftigere.&quot;&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 88&lt;/ref&gt; Det kunne være en beskrivelse af en aktiv vulkan. Disse sammenfald kan næppe være tilfældige. Er der tale om, at Jahve oprindelig var en smedegud forbundet med vulkanisme, og at han er overtaget af Moses (hvis han er en historisk person) fra sin svigerfaders kultur? I så fald viser det, at der findes en jødisk religiøs forhistorie, som man siden har forsøgt at fortrænge.

Af det foregående tør vi antage, at ''Jahve'' ikke begyndte i Israel. Han begyndte som en &quot;skytsguddom&quot; blandt nomadiske stammer uden en konge, uden templer og uden et skriftsprog. På et eller andet tidspunkt, måske som følge af handel eller af en edomitisk udvandring nordpå, kom denne gud til kana'anæerne, og der mødte han en anden guddom: den gamle gud ''El''. Hvad, der siden fulgte, var konvergens: før dannelsen af et kongerige, før opførelsen af det første tempel, blev ''El'' &quot;opslugt&quot; af ''Jahve''. Derved fik den nye fusionerede guddom begge navne i Gamle Testamente.

=== Ashera ===

Men denne gud stod ikke alene, han havde en kvindelig partner, en gudinde: ''Ashera''. Ashera optræder i kana'anæernes hjem som gudindestatuette, hendes navn findes på forrådskar og i gravskrifter. I tekster fra 8. århundrede f.Kr. bliver hun påkaldt ved siden af Jahve som om de hørte sammen og var ligestillede.

Vi ved nu, at hun i århundreder var blevet dyrket af jøderne som gudinde. Hun kunne gå på vandet, hendes tilnavn var ''Kudu'', den hellige. Hun findes gengivet på et egyptisk kunstværk fra samme tid stående på ryggen af en løve og med en slange i hver hånd. Kort sagt var hun en af de store modergudinder i Mellemøsten.

I to bygninger daterede til tiden 801-770 f.Kr. i det nordøstlige Sinai ved bjerget Contilit Azud fandt arkæologer i 1975 store forrådskar med en tekst skrevet på tidlig hebraisk: &quot;Jeg velsigner dig ved Jahve af Samaria og hans Ashera&quot;&lt;ref&gt;Novacek (2011), s. 92&lt;/ref&gt; og &quot;Jeg velsigner dig ved Jahve af Teman og hans Ashera&quot;. Her står israelitternes mandlige guddom sammen med kana'anæernes gudinde. Teman var den egn i ørkenen, hvor ifølge Habakuks Bog kapitel 3:3 Jahve havde sin oprindelse:&lt;/br&gt;
&quot;Gud kommer fra Teman,&lt;/br&gt;
den Hellige fra Parans bjerge&quot;.&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 1187&lt;/ref&gt;

I Hebron blev tilsvarende fundet en gravskrift dateret til midten af 8. århundrede f.Kr.: &quot;Velsignet være Uryyaho ved Jahve for fra hans fjender ved Ashera har han frelst ham&quot;.

Desuden har man fundet over tusind små gudindestatuetter, heraf 400 alene i Jerusalem, der ifølge Raz Kletter utvivlsomt forestiller Ashera skildret med krop som en cylinder med to markerede bryster og hænder, der tilbyder dem, samt et smilende ansigt. De dateres alle til 8. og 7. århundrede f.Kr. og de blev alle fundet i private hjem, ikke i templer. De viser, at dyrkelsen fandt sted under det delte kongerige som noget alment udbredt, ikke som noget særegent for de få.

Som supplement til en forståelse kan man gå til Gamle Testamente, hvor der er bevaret flere passager, hvori Ashera-dyrkelsen omtales. Den følgende oversigt gør ikke krav på fuldstændighed.

I Første Kongebog kapitel 14 læser vi: &quot;Salomos søn Rehabeam blev konge i Juda. .. Rehabeam var enogfyrre år, da han blev konge, og han regerede sytten år i Jerusalem, den by Herren havde udvalgt af alle Israels stammer til at sætte sit navn på. Hans mor hed Na'ama og var fra Ammon.
Judæerne gjorde, hvad der var ondt i Herrens øjne, og med de synder, de begik, gjorde de ham mere vred, end deres fædre havde gjort. Også de byggede offerhøje og lavede stenstøtter og Ashera-pæle på alle høje bakker og under alle grønne træer; der var endog mandlige helligskøger i landet.&quot;&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 396&lt;/ref&gt;

I kapitel 15 læser vi: &quot;I Nebats søn kong Jeroboams attende regeringsår blev Abija konge over Juda. Han regerede tre år i Jerusalem. Hans mor hed Ma'aka og var datter af Absalom. Han fulgte alle de synder, som hans far havde begået før ham..&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 396&lt;/ref&gt;

I Israels konge Jeroboams tyvende regeringsår blev Asa konge over Juda. Han regerede enogfyrre år i Jerusalem. Hans mor hed Ma'aka og var datter af Absalom. Asa gjorde, hvad der var ret i Herrens øjne, lige som sin fader David. Han forviste de mandlige helligskøger fra landet og fjernede alle de møgguder, som hans forfædre havde lavet. Han fjernede også sin mor Ma'aka som kongemoder, fordi hun havde ladet fremstille en rædselsstøtte til Ashera. Asa huggede støtten om og brændte den i Kedrondalen. Offerhøjene forsvandt ikke..&quot;&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 396f&lt;/ref&gt;

I kapitel 16 læser vi: &quot;Omris søn Akab blev konge over Israel i Judas konge Asas otteogtredivte regeringsår, og Omris søn Akab regerede toogtyve år i Samaria over Israel. Omris søn Akab gjorde, hvad der var ondt i Herrens øjne, værre end nogen før ham. Da det ikke var nok for ham at følge Nebats søn Jeroboams synder, giftede han sig med sidoniernes konge Etba'als datter Jezabel, og han gav sig til at dyrke og tilbede Ba'al. Han rejste et alter for Ba'al i Ba'als tempel, som han havde bygget i Samaria. Akab lavede en Ashera-pæl, og Akab gjorde mere endnu, så han krænkede Herren, Israels Gud, mere end nogen af Israels konger, der havde været før ham.&quot;&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 399&lt;/ref&gt;

I Anden Kongebog kapitel 21 omtales kong Manassa. Om hans gerninger hedder det: &quot;Han gjorde, hvad der var ondt i Herrens øjne efter de afskyelige skikke hos de folkeslag, som Herren havde drevet bort foran israelitterne. Han genopbyggede de offehøje, som hans fader Hizkija havde ødelagt; han rejste altre for Ba'al, og han lavede en Ashera-pæl, sådan som Israels konge Akab havde gjort, og han tilbad hele himlens hær og dyrkede den. .. Og i de to forgårde til Herrens tempel byggede han altre for hele himlens hær. .. Og han opstillede Ashera-billedet, han havde lavet, i dette tempel, om hvilket Herren havde sagt til David og til hans søn Salomo: &quot;''På dette tempel og på Jerusalem, som jeg har udvalgt blandt alle Israels stammer, vil jeg sætte mit navn til evig tid; og jeg vil ikke mere jage Israel bort fra det land, som jeg gav deres fædre, når de blot omhyggeligt vil gøre alt det, jeg har befalet dem, og holde hele loven, som min tjener Moses gav dem.''&quot; Men de ville ikke høre, og Manassa forledte dem til at handle værre end de folkeslag, som Herren havde udryddet for israellitterne.&quot;&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 438f&lt;/ref&gt;

I Anden Kongebog kapitel 23 oplyses, at denne afgudsdyrkelse holdt sig til Josija stoppede den: &quot;Så befalede kongen ypperstepræsten Hilkija, andenpræsterne og dørvogterne at fjerne alle de ting, der var lavet til Ba'al og til Ashera og til hele himlens hær, fra Herrens tempel, og han brændte dem uden for Jerusalem .. Helligskøgernes rum i Herrens tempel, hvor kvinderne vævede klæder til Ashera, rev han ned. .. Også alteret i Betel, offerhøjen som Jeroboam, Nebats søn, havde opført, han som forledte Israel til synd, både dette alter og offerhøjen rev Josija ned, og han knuste stenene til støv og brændte Ashera-pælen.&quot;&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 441&lt;/ref&gt; 

Profeten Jeremis beklagede sig i Jeremias' Bog kapitel 7: &quot;Kan du ikke se, hvad de gør i Judas byer og Jerusalems gader? Børnene samler brænde, fædrene tænder ild og kvinderne ælter dej, så de kan lave offerkager til Himmeldronningen og udgyde drikofre for andre guder og krænke mig.&quot;&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 950&lt;/ref&gt; Han taler om ''Ishtar'', Mesopotamiens version af Ashera, mens hun blev adopteret som ''Afrodite'' i Grækenland og blev kaldt ''Astarte'' af kana'anæerne og senere af fønikerne.&lt;ref&gt;Novacek (2011), s. 38&lt;/ref&gt;

Der kan således ikke være tvivl om, at Ashera-dyrkelsen var udbredt blandt jøderne i flere århundreder, snart officielt snart uofficielt. Manassa regerede fra 697 f.Kr. til 642 f.Kr. og Josija skal have stoppet Ashera-dyrkelsen omkring 622 f.Kr. Men uofficielt fortsatte dyrkelsen helt frem til babylonernes erobring af Jerusalem.

Det vigtigste i denne sammenhæng er, at denne afgudsdyrkelse, som det også fremgår af Gamle Testamente, fandt sted længe efter, at jøderne skulle være gået over til monoteisme.

=== Den centraliserede gudsdyrkelse ===

Men hvornår begyndte den monoteistiske gudsdyrkelse blandt jøderne? Meget tyder på, at det var en udvikling i to trin: først skete der en centralisering af gudsdyrkelsen, og langt senere en overgang til monoteisme.

Første kilde til denne udvikling findes i Moseloven. Her hedder det: &quot;Du må ikke lave dig noget gudebillede i form af noget som helst oppe i himlen eller nede på jorden eller i vandet under jorden. Du må ikke tilbede dem og dyrke dem, for jeg, Herren din Gud, er en misundelig Gud.&quot;&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 89. I oversættelsen til dansk bruges ordet &quot;lidenskabelig&quot; i stedet for &quot;misundelig&quot;&lt;/ref&gt; Det siges ikke, at der ikke findes andre guder, kun at jøderne ikke længere måtte dyrke dem.

Næste kilde findes i Anden Kongebog om kong Josija, som regerede 640-609 f.Kr. Her hedder det: &quot;Og statsskriveren Shafan fortalte kongen, at præsten Hilkija havde givet ham en bog, og Shafan læste den op for kongen.&quot;&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 440&lt;/ref&gt; Forskere mener, at den bog, der her er tale om, sandsynligvis var Femte Mosebog.

Femte Mosebog adskiller sig tydeligt fra de foregående fire Mosebøger, så meget at man mener, at den har sin egen forfatter (eller egne forfattere), der af forskerne kaldes D. Denne forfatter D genkendes også i en række andre tekster i Gamle Testamente: Joshua-bogen, Første og Anden Dommerbog, Samuels Bog samt Første og Anden Kongebog. Det menes, at alle disse bøger er forfattede af samme person eller personkreds.&lt;ref&gt;Dinkgreve (2021), kap. 8&lt;/ref&gt;

Anden Kongebog fortæller om kong Josiah, at han centraliserede gudsdyrkelsen og forbød stedlige altre: &quot;Han hentede alle præsterne fra Judas byer, og offerhøjene lige fra Geba til Be'ersheba, hvor de havde tændt offerild, gjorde han urene, og portofferhøjene, som lå ved kommandantensen Josvas port til venstre, når man går ind ad byporten, rev han ned.&quot;&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 441&lt;/ref&gt; Som det siges: &quot;Der havde ikke tidligere været nogen konge, der som han af hele sit hjerte og af hele sin sjæl og af hele sin styrke vendte om til Herren, helt efter Moses' lov og efter ham kom der ingen som han.&quot;&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 442&lt;/ref&gt; Tydeligvis var der tale om at samle al religiøs magt på et sted og under kongens kontrol. Det var med andre ord en religiøs revolution.

For at retfærdiggøre denne revolution måtte man opfinde en spådom, der kunne retfærdiggøre den. Her træder nu to kilder ind. Den ene findes i Første Kongebog. Her omtales en gudsmand, som råber imod et alter: &quot;Alter, alter! Dette siger Herren: I Davids hus skal der fødes en søn ved navn Josija. På dig skal han slagte de offerhøjspræster, som tænder offerild på dig, og han skal brænde menneskeknogler på dig.&quot;&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 393&lt;/ref&gt;

Den anden er Femte Mosebog: allerede i første sætning gives indtrykket af, at denne bog er Moses' sidste ord inden sin død&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 200&lt;/ref&gt;, og her formuleres en &quot;ny moselov&quot; begyndende således:

&quot;Dette er de love og retsregler, som I omhyggeligt skal følge i det land, Herren, dine fædres Gud, har givet dig i eje, så længe i lever på jorden. I skal ødelægge alle de steder, hvor de folk, I fordriver, har dyrket deres guder, på de høje bjerge, på bakkerne og under alle grønne træer. I skal rive deres altre ned og knuse deres stenstøtter, deres Ashera-pæle skal I brænde, og deres gudebilleder skal I hugge om; I skal udslette deres navn fra de steder. For på den måde må I ikke dyrke Herren jeres Gud. Nej, I skal søge til de sted, Herren jeres Gud udvælger blandt alle jeres stammer til at sætte navn på, så det kan bo der. Dér skal du komme, og derhen skal I bringe jeres brændofre og slagtofre, jeres tiender og afgifter, jeres løfteofre og frivilligofre og det førstefødte af jeres køer og får.&quot;&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 214&lt;/ref&gt;

Men trods dette forsøg på at legitimere centraliseringen af gudsdyrkelsen holdt det ikke længe. Snart begyndte folk atter deres decentrale gudsdyrkelse, og som vi tidligere har set, opgav de aldrig deres Ashera-dyrkelse.

=== Jøderne i Kana'an ===

Vi har fulgt jødernes religiøse udvikling, men hvordan forholder det sig med områdets politiske udvikling? Det er en broget historie, hvor Gamle Testamente trods påviselige fejl alligevel kan give nyttige oplysninger.

Meget taler for, at det var ankomsten af &quot;havfolket&quot; (engelsk: ''Sea People'') omkring 1178 f.Kr. som udløste en ny politisk udvikling. Hidtil havde området været under egyptisk kontrol, men nu svækkedes denne kontrol, og det indebar, at der blev mulighed for indbyrdes stammekrige i området. Det betød også, at folk udefra nu kunne blande sig med held i de stedlige stammekrige. Det er muligt, at jødernes erobringer netop hører hjemme i denne sammenhæng. Til trods for, at Gamle Testamente fremstiller disse kampe som religionskrige mellem folkeslag med polyteisme og jøderne med deres påståede monoteisme, er der intet, som tyder på, at dette er korrekt.

Snarere må vi se disse kampe som sket mellem et imperialistisk erobrerfolk og stedlige bofaste stammer. At der også var religiøse forskelle imellem dem, understregede blot krigenes stammemæssige karakter. Mens filistrene bosatte sig ved kysten, flyttede israelitterne ind fra øst og bosatte sig overvejende i højlandet, hvor de over tid tilegnede sig megen af den stedlige kultur, samtidig med at deres frænder, aramæerne, slog sig ned mod nordøst i Syrien. Hebræerne fik i denne besættelse støtte fra beslægtede og ligesindede nomadiske stammer og semitiske folkeslag. Alliancen var mulig, fordi de alle dyrkede Jahve.&lt;ref&gt;Novacek (2011), s. 66&lt;/ref&gt; Denne fælles kult var længe den eneste institution, som bandt folket sammen, og det kunne ikke forhindre, at der jævnligt opstod konflikter mellem dem.

Der kan på dette sted være grund til at gøre op med myten om Jerikos erobring. Ifølge den bibelske tradition skete erobringen ved, at de omgivende bymure styrtede sammen.&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 248f&lt;/ref&gt; Problemet er, at det arkæologisk kan påvises, at der ingen bymure var!&lt;ref&gt;Novacek (2011), s. 66&lt;/ref&gt; Forklaringen er, at Kana'an indtil da havde været underlagt Egypten, hvis overherredømme var blevet afgjort efter slaget ved Megiddo i 1479 f.Kr. Efter erobringen beholdt eliten i de kana'anæiske familier deres styrende rolle, når blot de var loyale i forhold til den egyptiske farao, men de måtte acceptere, at de ikke måtte befæste deres byer, (hvilket gav dem problemer blandt andet, da Megiddo blev angrebet af Lab'ayu fra det nærliggende Shechem).&lt;ref&gt;Novacek (2011), s. 25&lt;/ref&gt; Det må rejse spørgsmålet, om israelitterne overhovedet nogen sinde har erobret Kana'an, eller om de så at sige overtog havfolkets faktisk påviste erobringer?

I den første tid efter israelitternes indvandring var tilstandene i Kana'an væsentlig som før. Det var langt fra lykkedes jøderne at udrydde hele den bosatte befolkning, så det endte med, at jøderne bosatte sig i egne bosættelser. De ulige folk og stammer levede i samfund hver for sig med byerne som centrum for de omgivende landsbyer. Hebræerne erobrede og ødelagde de mere civiliserede kana'anitter men overtog deres skriftsystem. De overtog også kana'anitternes byggeskik, men uden at hebræernes byggerier nåede samme høje stade som deres forgængere. Jerusalem var på denne tid et lille sted uden stor betydning og kunne ikke måle sig med andre byer i området.

Tør man tro Josvabogen kapitel 20, blev der oprettet særlige bebyggelser kaldet &quot;tilflugtsbyer&quot; for kriminelle, hvor disse kunne søge politisk asyl og unddrage sig retsforfølgelse for deres kriminelle gerninger: &quot;Herren talte til Josva og sagde: &quot;Sig til israelitterne, at de skal udpege de tilflugtsbyer, som jeg talte til jer om ved Moses, så en drabsmand, der uforsætligt og uforvarende slår nogen ihjel, kan flygte dertil; de skal være tilflugtssteder for jer mod blodhævneren. Når drabsmanden søger tilflugt i en af disse byer og stiller sig ved indgangen til byporten, skal han forelægge sin sag for de ældste i den by. De skal give ham adgang til byen og give ham et sted, hvor han kan bo hos dem. Når blodhævneren forfølger ham, må de ikke udlevere drabsmanden til ham; det var jo uforvarende, han slog sin næste ihjel, han havde ikke tidligere næret fjendskab mod ham. Han kan så blive boende i den by, indtil han stilles for menighedens domstol, eller indtil den ypperstepræst dør, som er der til dentid. Da kan drabsmanden vende tilbage til sin by og sit hus, den by, han er flygtet fra&quot;.&quot;&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 264&lt;/ref&gt; De var en ordning, som kunne beskytte enhver kriminel mod retsforfølgelse.

Og jødernes folkemord fortsatte. I Dommerbogen kapitel 1 læser vi: &quot;Så drog Juda op, og Herren gav kana'anæerne og perizzitterne i deres hånd, og de slog dem i Bezek og dræbte ti tusind mand. ..Judæerne angreb Jerusalem og indtog den. De huggede indbyggerne ned med sværd og stak ild på byen.&quot;&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 271&lt;/ref&gt; I de byer, som det ikke lykkedes jøderne at udrydde befolkningen, blev disse i stedet gjort til hoveriarbejdere.&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 272&lt;/ref&gt; Det kan næppe undre, at denne opførsel gav anledning til yderligere uro, og at nye kampe fulgte. Ved en lejlighed slog jøderne &quot;omkring ti tusind moabitter ihjel. .. Derefter havde landet ro i firs år&quot;.&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 274&lt;/ref&gt;

Efter Josvas erobringer fulgte dommertiden, hvor landet blev styret af de såkaldte dommere. Tør man tro Gamle Testamente førte det til, at filistre og ammonitter for en tid fik overtaget.&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 286&lt;/ref&gt; Også internt var der øjensynlig magtkampe, således forenedes de andre stemmer mod Benjamins stamme.&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 297ff&lt;/ref&gt;

Efterhånden blev lovløsheden for meget, og hebræerne etablerede et kongedømme i Palæstina. Denne institution kom som en nødvendig følge af både de interne lovløse tilstande og behovet for at organisere krigsførelsen mod andre folkegrupper. I vest udgjorde filistrene en stærkere modstand end kana'anitterne, fordi de havde udviklet jernsmedning. Mod nord boede fønikerne i Libanon, der var mest optaget af handel. Da kana'anitterne stadig blev mere undertrykte, skabte det grundlaget for etableringen af det hebræiske kongedømme omkring 1000 f.Kr. 

Først under dommeren Samuel opstår der blandt jøderne krav om etableringen af et kongerige. Landets første konge hed Saul.&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 317&lt;/ref&gt; Han dateres til omkring 1000-tallet f.Kr. Tør vi tro Første Samuelsbog gennemførte han adskillige krige.&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 320&lt;/ref&gt; Kana'an var angiveligt forenet under ham og hans to efterfølgere, David og Salomo. Salomo beskrives i Gamle Testamente som en mægtig konge, der blandt andet opførte et gudstempel i Jerusalem, men arkæologiske undersøgelser har ikke kunnet bekræfte dette, og Salomo er påfaldende totalt fraværende i ikke-bibelske kilder. Det har fået mange historikere til at mene, at Salomo må have været en småkonge.&lt;ref&gt;Novacek (2011), s. 83&lt;/ref&gt; Også israelerne synes fraværende i arkæologiske fund fra denne tid, i stedet dominerer kypriotisk og fønikisk lertøj samt stedlige efterligninger af dette.&lt;ref&gt;Novacek (2011), s. 89, 93&lt;/ref&gt;

Da kong Salomo døde i 922 f.Kr. blev det hebræiske kongedømme delt i to: Kongeriget Israel og Kongeriget Juda. Det var kun Juda og Benjamins stammer, som accepterede Salomos søn Rehabeam som deres konge, og de oprettede dermed det sydlige kongerige Juda med Jerusalem som hovedstad. Mod nord gjorde de øvrige stammer Jeroboam til konge og oprettede kongeriget Israel med Sikem og senere Samaria som hovedstad. Vigtigst i denne sammenhæng er, at der intet stammesammenhold var, end ikke deres religion kunne holde sammen på dem, og som vi allerede har set, skete der jævnligt frafald fra denne, lige som israelitterne indgiftede sig i andre folkegrupper nok så meget som indbyrdes. Der var konstant magtkampe, hvilket afspejler det totale fravær af national solidaritet og enhed. Også udefra skete angreb. Anden Krønikebog er fuld af bereninger om disse krige.

Kongeriget Israel ophørte, da Assyrien erobrer hovedstaden Samaria 722 f.Kr. Herved mistede også de 10 nordlige israelske stammer deres betydning. Nogle af indbyggerne i Kongeriget Israel blev deporteret af assyrierne, men arkæologisk kan der ikke dokumenteres nogen befolkningsudskiftning eller nogen nedgang i befolkningstallet, og genetiske undersøgelser antyder også en kontinuitet i områdets befolkningssammensætning. Hovedparten af befolkningen synes således at være forblevet i området og samaritanerne menes at være de mest direkte efterkommere af befolkningen i Kongeriget Israel, hvilket også er i overenstemmelse med deres egen opfattelse. Nogle beboere fra Kongeriget Israel må antages at være flygtet til kongeriget Juda, hvilket kan forklare hvordan de nordlige stammers myter er blevet inkorporerede i den tekster i Gamle Testamente, som blev samlede i Kongeriget Juda.

=== Eksilet i Babylon ===

Der er næppe tvivl om, at hvis jøderne havde modstået angreb udefra, ville afgudsdyrkelsen have fortsat. Der ville fortsat have været private gudindestatuetter og private altre. Men een begivenhed ændrede jødernes historie og dermed verdenshistorien: babylonernes erobring i 586 f.Kr.

Forud gik en belejring, som varede to og et halvt år. Vilkårene under belejringen var forfærdelige: jøderne sultede, men vi ved fra samtidige beretninger, at de ikke holdt sig tilbage fra at spise deres egne børn. Da Nebukadnezer erobrede Jerusalem, blev Salomons tempel brændt ned til grunden. Kongepaladset blev brændt ned. Huse blev brændt ned. Forsvarsanlæggene omkring byen blev revet ned sten for sten. Kong Zedekiah, som havde forsøgt at flygte, blev fanget og ført frem for Nebukadnezer. Det sidste, han så, var, at han sønner blev slået ihjel. Så blev han gjort blind, og måtte i denne tilstand foretage vandringen til Babylon.

Hele den jødiske befolkning blev tvangsforflyttet til Babylon. Det skete i tre omgange. Da de forlod Jerusalem, måtte de uundgåeligt miste troen på deres guder, som havde svigtet dem.

Hvad, der skete under det babylonske fangenskab, var ekstraordinært: i stedet for at blive integrerede i deres nye omgivelser valgte de skriftkloge jøder den modsatte vej, nemlig at bevare og redigere deres historiske traditioner. Sigende optræder byen Al Yahuda i Babylon på denne tid. Jøderne samlede, hvad de havde bevaret om deres historie, og begyndte at nedskrive det. Undervejs blev traditionen omskrevet og tilpasset deres nye selvforståelse. Bibelforskere mener, at det var antagelig på denne tid, at traditionerne i ''Tanakh'' begyndte at få deres endelige form.

Og det var tilsyneladende også her, at jødernes tro fik den monoteistiske karakter, som siden skulle gøre sig gældende. Det er her, at profeten Ezekiel fortæller, at Gud gør ham opmærksom på den afgudsdyrkelse, som finder sted.&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 1048&lt;/ref&gt; Det er her, at Gud lover at straffe jøderne for denne afgudsdyrkelse.&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 1049&lt;/ref&gt; Det er her, at jødernes bortførelse bliver stillet i udsigt. Det er her, at grunden lægges til den fortolkning, at eksilet gøres nødvendigt for, at jøderne langt om længe kan vende sig mod den sande gudsdyrkelse.

Og det er her, at profeten Esajas formulerer sine propagandistiske og doktrinære anklager. Det er her, at Gud gøres til den, som lover jøderne håb om frihed igen. Og det er her, at Gud bliver enevældig.

To eksempler fra Esajas Bog kan belyse det: i vers 44 linje 6: &quot;Jeg er den første, og jeg er den sidste, der er ingen anden Gud end mig&quot;&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 895&lt;/ref&gt; og i vers 45 linje 5: &quot;Jeg er Herren, der er ingen anden, der er ingen anden Gud end mig&quot;.&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 897&lt;/ref&gt; Selv alt det gode og alt den onde har samme oprindelse:&lt;/br&gt;  
&quot;Jeg danner lys og skaber mørke,&lt;/br&gt; 
jeg frembringer fred og skaber ulykke,&lt;/br&gt; 
jeg, Herren frembringer alt dette.&quot;&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 897&lt;/ref&gt;&lt;/br&gt; 
For første gang optræder jøderne som et folk med kun een erklæret Gud.

Der kan næppe være tvivl om, at dette var følgen af en bestemt strategi: ikke at blive opslugt af imperiet. Over for de mange guddomme i Babylon sætter jøderne en enkelt gud som deres modstykke. Derved, og kun derved, kan de opretholde deres særegne identitet som folk. Hvis Jahve havde været een gud blandt mange andre, havde han tabt og havde ingen fremtid. Kun ved at gøre ham almægtig, ved at hævde at han havde brugt Nebukadnezar som et redskab i en guddommelig plan, kunne de opretholde deres identitet og deres håb om en fremtid. De gamle guder måtte udryddes eller bortforklares som fejltagelser, der kunne forklare jødernes ulykkelige skæbne. Og derfor blev den traditionelle historie omskrevet punkt for punkt for at kunne understøtte det nye narrativ.

Nået så langt tog de skriftkloge det næste skridt: de måtte opfinde og udvikle deres egen skabelsesberetning og deres egen beretning om en altomfattende oversvømmelse. Inspirationen hentede de hos babylonerne selv. De tog de velkendte babylonske beretninger men omskrev dem således, at de udgjorde en polemisk kontrast til den tro og de traditioner, som blev hyldet af deres omgivelser. Der vil være lejlighed til at se nærmere på disse ved en gennemgang af Gamle Testamente.

=== Jødernes tilbagevenden til Jerusalem ===

I 539 f.Kr. indtræder så afslutningen på jødernes tid i eksil. Dette år erobrer perserne Babylon, og Cyrus den Store erklærer straks efter en almen amnesti. Der efter giver han tilladelse til, at fordrevne folkeslag må vende tilbage til deres hjemegn og genoptage deres gudsdyrkelse.

Også jøderne vendte hjem. Ifølge Ezras Bog vendte i alt 42.360 jøder tilbage til Jerusalem foruden deres trælle og trælkvinder, i alt 7.337, samt 200 sangere og sangerinder, det vil sige i runde tal 50.000 personer.&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 510&lt;/ref&gt; Om dette tal er korrekt, vides ikke.

Det vigtige er, at da jøderne vendte tilbage til Jerusalem, var det med en ny, monoteistisk religion. Den var i store træk skabt under deres eksil, omskrevet og suppleret i forhold til tidligere. Den forenede folk og tro i en næsten uadskillelig helhed.

Der kan her være grund til at stille et vigtigt spørgsmål: betyder dette så, at jøderne vendte hjem med en fuldt udviklet fælles trosretning? Nej, intet taler for dette. Snarere må vi regne med, at det kun var en lille gruppe af teologiske skriftlærde, som havde taget del i den redigeringsproces, som var foregået i Babylon, og at det kun var dem, som havde det fulde kendskab til det nye narrativ om jødernes oprindelse, som de havde skabt. Dette indebærer, at det først er efter deres tilbagevenden, at de for alvor kan begynde at promovere og udbrede deres nye narrativ til jøderne og dermed skabe den identitetsforståelse, som de siden udviklede.

=== Persisk tid ===

Under det persiske herredømmes tid (538-332 f.Kr.) sad der persiske statholdere i landets ulige dele. Vi ved, at statholderen i Judæa 408 f.Kr. hed Bagohi, dels fra Josefos, dels fra papyrusfundene i Elefantine. At statholderen i Samaria var en samaritan, Sanballat, tyder på, at perserne ikke har blandet sig i Palæstinas forhold, når oprør ikke foranledigede dem til at gribe ind, som tilfældet var under Artaxerxes III (358-338 f.Kr.). Det var under persisk beskyttelse, at Nehemia og Ezra genoprettede den jødiske menighed i Jerusalem.

Vi ved sandt at sige ikke meget om den jødiske religionsdyrkelse på denne tid. Meget tyder på, at der skete en langsom spredning af den nydannede monoteistiske tro, sikkert som et politisk-nationalt redskab over for det persiske overherredømme. Men intet taler for, at denne endnu formelt var slået igennem.

Elephantine var en jødisk by i Egypten fra 400-tallet f.Kr. Den er interessant, fordi den kan vise træk ved og fravær af jødisk levevis på denne tid. Byen blev antagelig grundlagt i midten af 6. århundrede f.Kr. af folk, der var emigreret fra Syene-området i Palæstina.&lt;ref&gt;Barnea (2024), s. 1&lt;/ref&gt; Vi ved, at der eksisterede et særligt tempel for dyrkelsen af Jahve indtil 410 f.Kr., da det blev ødelagt. En jødisk befolkning nævnes sidste gang i kilderne i 399 f.Kr., hvad, der skete med den jødiske befolkning efter denne tid, er ukendt.&lt;ref&gt;Adler (2025), s. 39&lt;/ref&gt;

Historien om jødernes udvandring fra Egypten kendes ikke i denne by, hvilket tyder på, at denne tradition er yngre end 400-tallet. Ligeledes kendte befolkningen ikke til ''torah'', det vil sige jødisk lov, så også denne må være yngre end 400-tallet.

Endvidere dyrkede jøderne i denne by flere guder (jahvisme) i modsætning til senere tids monoteisme (judaisme). Således har vi flere kilder fra 400-tallet f.Kr., der vidner om zoroastracisme, herunder et ild-alter og et tempel.&lt;ref&gt;Barnea (2024), s. 3-7&lt;/ref&gt; En lignende jødisk polyteisme kendes fra andre byer.&lt;ref&gt;Adler (2025), s. 41-47&lt;/ref&gt; Men dette indebærer også, at jøderne stadig ikke på denne tid var monoteister til trods for de bestræbelser, som præsteskabet havde udført under eksilet i Babylon. I stedet tolkes situationen således, at den jødiske kult udviklede sig gravist over tid blandt andet inspireret af zoroastrisk kult indtil, at de fik den form som kendes fra den hebraiske bibel.&lt;ref&gt;Barnea (2024), s. 29&lt;/ref&gt; Hvis byen blev grundlagt af dem, som ikke endte i Babylon, kan dette forklare deres fastholden ved polyteisme og ukendskab til den monoteisme, som blev udviklet i Babylon.

Dermed adskiller kulten på denne tid blandt jøder sig markant fra den, som ses i hasmonæisk tid.&lt;ref&gt;Adler (2025), s. 48&lt;/ref&gt; Yonatan Adler ved Ariel University har kaldt denne kult og levevis &quot;proto-jødisk&quot; (''proto-Judaic'') og definerer den således: &quot;Et protojødisk kulturelt træk er således et særskilt element af den israelitiske og/eller jødiske livsstil, som med tiden blev lovgivet som en forskrift for regulering i en eller flere af Mosebøgernes tekster, og som i sidste ende blev optaget som en del af jødedommen.&quot;&lt;ref&gt;Adler (2024), s. 5&lt;/ref&gt; Et eksempel herpå er at spise svinekød. I to af Mosebøgerne (Tredie Mosebog kapitel 11:1-8&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 126f&lt;/ref&gt; og Femte Mosebog kapitel 14:3-8&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 216&lt;/ref&gt;) forbydes det jøder at spise svinekød, men arkæologiske fund fra tiden fra sen bronzealder (1300-1130 f.Kr.) frem til jernalder (586 f.Kr.) viser, at svin faktisk blev avlet til fortæring i strid med denne bestemmelse, skønt de er fraværende i nogle bopladser henregnet til kana'anære og fønikere i jernalderen uden, at det derfor med sikkerhed kan siges at være bevidste valg; økonomiske, økologiske og sociale forhold kan have spillet ind.&lt;ref&gt;Adler (2024), s. 13&lt;/ref&gt; Flere jødiske leveregler tilskrives således myter i Mosebøgerne, og det kan ikke afvises, at disse myter ''netop'' er blevet til for at kunne begrunde og legitimere disse leveregler.&lt;ref&gt;Adler (2024), s. 21&lt;/ref&gt; Det gælder blandt andet reglen om at omskære drengebørn.&lt;ref&gt;Adler (2024), s. 20f&lt;/ref&gt;

=== Hellenistisk tid ===

I den græske periode fra Alexander den Stores erobring i 332 f.Kr. til 167 f.Kr. blev Palæstina atter genstand for strid mellem Syrien, hvor seleukiderne herskede efter Alexanders død 323 f.Kr., og Ægypten, der beherskedes af ptolemæerne. Frem til 198 f.Kr. var overvejende Egypten, fra den tid, efter Antiochos IIIs sejr ved Paneas, syrerne Palæstinas herrer. Efter, at Babylon, Ninive og Shushan var gået til grunde, og Alexandria var blevet grundlagt, flyttede tyngdepunktet vest på, og Palæstina fik igen samme betydning som i 15. århundrede f.Kr. Under ptolemæerne regeredes Palæstina af guvernører (hegemon, epitropos), om hvis myndigheds udstrækning kun lidt vides. Skatteopkrævningen var overladt - ved licitation - til skatteforpagtere. I jødernes kreds fik synedriet og ypperstepræsten en vidtgående myndighed. Under seleukiderne stod Palæstina, der kaldtes Fønikien, sammen med Cølesyrien under en militærguvernør, og syrisk militær besatte landet. Skatten indkrævedes af seleukidiske embedsmænd. Fra 165 f.Kr., da Antiochos Epifanes forbød jødisk gudsdyrkelse, blev landet ramt af de makkabæiske kampe, der skulle bane vejen for det hasmonæiske dynasti.

Undersøgelser tyder på, at jøderne i almindelighed stadig ikke kendte til ''torah'', det vil sige jødisk lov, i begyndelsen af hellenistisk tid, og slet ikke at de respekterede og fulgte den.&lt;ref&gt;Adler (2025), s. 34&lt;/ref&gt; Således er der flere eksempler på, at judæere to ågerrenter af deres udlån.&lt;ref&gt;Adler (2025), s. 28&lt;/ref&gt; Der er også bevis på, at nogle judæere selv på denne tid dyrkede andre guder end Jahve.&lt;ref&gt;Adler (2025), s. 27&lt;/ref&gt; Og skønt ordet &quot;''sabbat''&quot; forekommer, lader det sig ikke fastslå, om dette havde samme betydning som senere eller blot henviste til en jødisk helligdag.&lt;ref&gt;Adler (2025), s. 28&lt;/ref&gt; Faktisk forekommer ordet &quot;''sabbat''&quot; ikke een eneste gang i Gamle Testamente. Omvendt er der ingen arkæologiske beviser på, at jøderne tog deres rituelle bade i bassiner, således som foreskrevet i ''torah'', og heller ikke at de iagttog særlige rituelle renselsesregler omkring deres mad.&lt;ref&gt;Adler (2025), s. 26&lt;/ref&gt;

Der har været peget på, at Aristeas i et brev oplyser, at Ptolemæus II Philadelphus (regerede 285-246 f.Kr.) tog 72 jøder fra Jerusalem til Alexandria for at få oversat en jødisk lov til græsk til sit bibliotek.&lt;ref&gt;Adler (2025), s. 31&lt;/ref&gt; ''Torah'' er ikke nævnt ved navn, så der er ingen beviser på, at det er den, som der henvises til, men selv om dette var tilfældet, kan dette ikke tages som udtryk for, at jøderne i almindelighed kendte og fulgte loven.&lt;ref&gt;Adler (2025), s. 32&lt;/ref&gt; Dette til trods for, at jøderne på  denne tid ellers nød udstrakt selvstyre både i Judæa og i andre områder.&lt;ref&gt;Adler (2025), s. 24&lt;/ref&gt; Dette har fået Yonatan Adler til at betegne jødisk kultur på denne tid som &quot;jahveisme&quot; (''Yahwism'') i modsætning til den &quot;judaisme&quot; (''Judaism''), der først fulgte senere og som fulgte ''torah''-en.&lt;ref&gt;Adler (2025), s. 7&lt;/ref&gt; Men uanset benævnelsen betyder det, at traditionel jødisk kultur først stammer fra tiden ''efter'' hellenistisk tid.

=== Det hasmonæiske dynasti ===

Den hasmonæiske eller senhellenistiske periode strakte sig fra 167 f.Kr. til 63 f.Kr.

Betegnelsen &quot;Det hasmonæiske kongerige&quot; dækker over en yderst omtumlet periode i jødisk historie, som strakte sig fra midten af 2. århundrede f.Kr. til midten af 1. århundrede f.Kr. Hasmonæerne var en jødisk præsteslægt, som spillede den førende politisk rolle på denne tid. Betegnelsen er dannet efter Hasmon, der var Mattatija’s bedstefader. I årene 168-161 f.Kr. ledede hasmonæerne kampen for national og religiøs frihed mod seleukiderne, som under Antiochos IV havde underkuet dem. Bevægelsen begyndte under Mattatija, men blev fortsat af hans sønner, først Judas Makkabæer, efter hvem slægten often kaldes makkabæerne; han fik genoprettet den jødiske gudsdyrkelse i 165 f.Kr. og opnåede i 161 f.Kr. religionsfrihed. Dette år overvandt han den syriske feltherre Nikanor og sluttede forbund med Romerne, men døde kort efter. Hasmonæerne optrådte der efter som et dynasti, der kæmpede for deres egen magtstilling. Judas’ broder, Jonatan, som afløste ham som leder, lod sig i 153 f.Kr. udnævne til ypperstepræst, skønt han efter jødisk lov ikke havde ret til denne stilling. Dette betød et brud med de lovtro, som de oprindelige havde kæmpet for. Efter hans mord i 143 f.Kr. lykkedes det broderen Simon (143-135 f.Kr.) at få landets selvstændighed anerkendt og at erobre syrernes borg i Jerusalem. Som følge heraf blev han af befolkningen hyldet som arvelig ypperstepræst og som verdslig hersker i 141 f.Kr. Dermed havde hasmonæerne opnået formel anerkendelse af deres dynasti.

Det betød imidlertid ikke, at der nu herskede fred, tværtimod. Under Simon’s søn, Johannes Hyrkan (134-104 f.Kr.), indtraf et åbent brud mellem hasmonæerne på den ene side og farisæerne på den anden. Under de fortsatte kampe undertvang han den autonome stat Edom og ødelagde Samaria og også den samaritanske helligdom på Garizim. Hans sønner, Aristobul (104-102 f.Kr.) og Alexander Jannæos (102-76 f.Kr.) var brutale herskere og fjernede sig langt fra styrets oprindelige karakter, idet de var udpræget hellenistisk sindede. Alexander udnævnte sin dronning Salma Alexandra til sin efterfølger (78-69 f.Kr.), mens sønnen Hyrkan II blev ypperstepræst. Midt i de hele etablerede armenerne et kortvarigt herredømme (70-63 f.Kr.) idet de erobrede landet og lagde området under deres overherredømme. Men den interne magtkamp fortsatte uafbrudt. Salma sluttede sig til farisæerne, og hun kom derved i modsætning til saddukæerne, som samlede sig om hendes anden søn, som efter hendes død tog magten fra sin broder og herskede som Aristobul II, dog under vedvarende kampe, indtil Pompejus afsatte ham og tog ham med til Rom i 63 f.Kr. Efter ulige forsøg på opstand blev Aristobul og hans søn Alexander myrdet i 48 f.Kr. 

Hyrkan II, der af Pompejus nu blev anerkendt som ypperstepræst med Antipater som verdslig leder, blev af Cæsar forfremmet til ethnarch, mens den faktiske myndighed efterhånden gik over til Herodes efter Antipater’s død. Aristobul’s anden søn, Antigonos, gjorde imidlertid oprør og blev en kort (40-37 f.Kr.) tid konge, mens Hyrkan blev bortført og fik ørene skåret af. I 37 f.Kr. erobrede den af Romerriget anerkendte Herodes så Jerusalem, og Antigonos blev henrettet i Antiochia. Dermed var hasmonæernes herredømme bragt til ende. Herodes levede en tid i venskab med Hyrkan men lod ham så dræbe. Herodes var besvogret med hasmonæerne, idet hans hustru Mariamme var datter af Aristobul II’s søn Alexander. Dette forhindrede dog ikke, at han lod hendes broder Aristobul dræbe. Senere dræbte han ligeledes hende selv og hendes moder. Endelig dræbte han nogle hasmonæere, der opholdt sig hos hans svoger i Idumæa. Således blev det Herodes, som endte slægtens magtdrømme.&lt;ref&gt;Pedersen (1919), s. 943f&lt;/ref&gt; Så meget om den politiske udvikling.

Det vigtigste i denne sammenhæng er, at de var i denne omtumlede tid, at vi for første gang ser tydelige spor af en jødisk kultur og religionsdyrkelse. Årsagen er klar nok: lederen af den nye stat var en ypperstepræst, som nu tillige blev den politiske, kultiske og militære leder af den nye stat. Og det er tydeligvis på denne tid, at denne nye magt manifesterer sig også religiøst. Det er først fra denne tid, at de første synagoger optræder. Det er først fra denne tid, at ''Tanakh'' optræder i sin endelige skikkelse. Det er først fra denne tid, at der optræder beviser på, at jøderne i deres levevis fulgte bibelsk lov, der nu bliver promoveret som &quot;deres forfædres lov&quot; og påvirker et utal af leveregler både i og uden for jødernes &quot;hjemland&quot;.&lt;ref&gt;Adler (2025), s. 67&lt;/ref&gt;

=== Romersk styre ===

Romersk tid strækker sig fra sidste århundrede f.Kr, til første århundrede e.Kr. Det kendetegnes ved at området i denne periode havde en romersk guvernør.

Yonatan Adler har undersøgt de kulturelle traditioner i dette tidsrum og finder, at de følger senere jødiske traditioner: der er renselsesbassiner og husgeråd af kalk som udtryk for jødiske relselsesritualer samt mønter, vægdekorationer i huse og hjemligt udstyr som udtrykkeligt undgår at vise mennesker og dyr i overensstemmelse med påbuddet i Mosebøgerne. Han konstaterer yderligere, at disse træk er særligt markante i de områder, som vides at have haft en overvejende jødisk befolkning, men ikke nødvendigvis i områder hvor andre befolkningsgrupper var dominerende. Han konstaterer endvidere, at disse rituelle træk tydeligt går tilbage til hasmonæisk tid men ikke med sikkerhed lader sig følge længere tilbage, til dels på grund af et svagt og mangelfuldt arkæologisk og skriftligt bevismateriale. Som beviserne nu stiller sig, var det i hasmænæisk tid, at disse rituelle træk slog igennem og efterhånden bredte sig til den samlede befolkning og i romersk tid allerede var blevet normen.&lt;ref&gt;Adler (2022)&lt;/ref&gt;

Det er på denne baggrund, at Jesus må ses: i en tid, hvor mange jøder drømte om og håbede på at genskabe deres egen selvstændige stat, trådte han frem med sit provokerende budskab, at &quot;Guds rige ikke var af denne verden&quot;. Ikke nok med det: han udfordrede farisæerne og de skriftkloge, og oven i alt dette ophævede han jøder som Guds udvalgte folk og erklærede enhver, som følger Guds ord og hans påbud som en del af den udvalgte befolkning. I det givne politisk-religiøse klima gjorde det ham farlig for en national jødisk politik, så han måtte stoppes, og det blev han som bekendt. Men det stoppede ikke hans budskab i at blive yderligere spredt, tværtimod.

Frem til 70 e.Kr. opstod der ulige retninger inden for jødedommen, hvoraf saddukæerne, farisæerne og essæerne synes at have været de væsentligste. Desuden opstod der en række messianske og apokalyptiske bevægelser. 

Saddukæerne var en gruppe der var tilknyttet præstedømmet i templet i Jerusalem. I modsætning til farisæerne, som påberåbte sig myndighed på grund af deres lærdom og fromhed, baserede saddukæerne deres særstilling på afstamning og status. Meget tyder på, at de repræsenterede Hasmonæernes klan, der tidligere havde regeret som præstekonger. De nægtede at acceptere læresætninger som ikke direkte var nævnt i ''Torah'', også selv om læren var nævnt et andet sted i Tanakh. Ja, de &quot;anså det for en dyd at debattere&quot; sådanne sager. Et eksempel på en sådan debat findes i Mattæusevangeliet kapitel 22:23-33, hvor de satte Jesus på prøve med hensyn til opstandelsen. Idet saddukæerne opstillede en tænkt situation hvor en enke havde været gift med syv mænd, spurgte de: &quot;Hvem af de syv skal nu have hende til hustru i opstandelsen?&quot; I denne sammenhæng var det selvfølgelig uvæsentligt om den tænkte enke havde været gift 14 eller 21 gange. Jesus svarer: &quot;I opstandelsen gifter mænd sig ikke og kvinder bortgiftes ikke.&quot;&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 1251&lt;/ref&gt; Saddukæerne accepterede ikke eksistensen af et liv efter døden, og benægtede derfor også den farisæiske doktrin om en genopstandelse, hvilket netop var den forestilling, som Jesus prædikede. I Markusevangeliet kaptel 12:18-27 omtales en anden version af historien: da Jesus vidste, at saddukæerne ikke accepterede andre inspirerede skribenter end Moses, argumenterede han ved at citere fra ''Torah''. Han sagde: &quot;Med hensyn til at de døde oprejses, har I da ikke læst i Moses’ bog, i beretningen om tornebusken, hvordan Gud sagde til ham: ’Jeg er Abrahams Gud og Isaks Gud og Jakobs Gud’? Han er ikke dødes men levendes Gud.&quot;&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 1281&lt;/ref&gt;

Saddukæerne ønskede ikke, at en Messias skulle dukke op og lave om på tingene og da de betragtede Jesus som en trussel mod deres position, sammensvor de sig med farisæerne om at slå Jesus ihjel.&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 1258f, 1352&lt;/ref&gt;

Farisæerne var kendetegnede ved, at de lagde stor vægt på overholdelse af Moseloven, især renhedsforskrifterne og desuden på &quot;fædrenes overleveringer&quot;, som var en betegnelse for hele den mundtlige fortolkning af Moseloven. Bevægelsens etik havde mange detaljerede forskrifter og praktiske anvisninger. 

Essæerne levede i en slags kommunisme, hvor medlemmerne aflagde tavshedsløfte og ingen måtte besidde ejendom, hverken bolig eller slave, jord eller kvæg. Deres indkomster skulle overlades til en forvalter, som forestod indkøb af det nødvendige og sørgede for mad og underhold til gruppen. De forkastede også ægteskab, alle former for standsforskelle samt slaveri. De var soldyrkere og sendte hver morgen bønner op til solen. Når de havde afføring, gjorde de det inden døre for ikke at &quot;besmitte&quot; sollyset.

Af de mange retninger inden for jødedommen overlevede kun den rabbinske jødedom, som byggede på farisæerne og deres lære. Den rabbinske jødedom var kendetegnet ved at hævde, at den skrevne ''Torah'' ikke kan fortolkes korrekt uden henvisning til den &quot;mundtlige&quot; ''Torah'' og den dertil hørende litteratur, der specificerer hvilken adfærd, der er sanktioneret af loven. Med et moderne udtryk var de fundamentalistiske teokrater. Når de andre fraktioner her er nævnt, er det for at vise, at jødedommen langt fra var nogen samlet bevægelse selv op til eller på Jesu tid.

Stednavnet &quot;Israel&quot; første gang optræder på en mønt dateret til 66 e.Kr. møntet i forbindelse med jødernes oprør mod romerne.

Efter oprøret 70 e.Kr. var det for en lang tid slut med jødiske forsøg på at skabe en egen stat. Jesu budskab og det mislykkede oprør førte til, at den jødiske befolkning blev sprængt i tre grupper: den ene gruppe var de traditionelle jøder, som holdt fast ved farisæerne og deres budskab, den anden gruppe var de kristne, som nu satte sig for at udbrede det nye budskab, og den tredie gruppe var judeo-nazaræerne, som fortolkede udviklingen på deres egen måde og mente, at genskabelsen af templet i Jerusalem var en forudsætning for, at Messias ville vende tilbage. De arbejdede i flere hundrede år på dette mål, men da de endelig fik magten i Jerusalem i år 634 og Messias alligevel ikke vendte tilbage, blev bevægelsen omformet til en ny arabisk religiøs bevægelse, som i 749 efter abbasidernes magtovertagelse endte som muhammedismen, komplet med en egen profet, en egen hellig bog og med et nyt religiøst midtpunkt i Mekka.&lt;ref&gt;se ''Muhammedanismen i kildekritisk belysning''&lt;/ref&gt;

=== Sammenfatning ===

Hvordan skal begivenhedsforløbet nu fortolkes? Et foreløbigt svar kunne lydes således: det ser ud til, at jøderne udskilte sig fra kana'anæerne senest omkring 1200 f.Kr. og at de oprindeligt levede i ørkenområderne syd for Kana'an. Dette varede indtil, at de eteblerede et egentligt kongerige, der imidlertid efter kort tid blev delt i to, Israel og Judæa. Den nationale udskillelse var dog åbenbart ikke mere udtalt end, at jøderne jævnligt synes at have giftet sig med kvinder fra andre stammegrupper. 

Så langt, vi tør tro Bibelens fremstilling, var de polyteister, det vil sige dyrkede flere guder. Ganske vist var der perioder, hvor der gjordes forsøg på at indføre monoteisme, men dels var der stadige tilbageslag, dels skete disse forsøg på det statslige niveau, mens den almindelige befolkning synes at have fastholdt polyteismen uden afbrydelser gennem flere hundrede år frem til og med landsforvisningen til Babylon. 

Religionsdyrkelsen synes at have udviklet sig fra spredt i de enkelte husstande, landsbyer og stammer hen imod en statslig centralisering med deraf følgende magt for præsteskab og konger. 

Efter alt at dømme er det først under eksilet i Babylon, at præsteskabet blandt jøderne udvikler en erklæret monoteisme, mens dette ikke synes at være tilfældet for den brede befolkning. Hele jødernes tidligere historie bliver nu omfortolket af præsteskabet i lyset af denne nye religion, og den bliver promoveret og legitimeret af nogle få erklærede profeter.

Efter jødernes tilbagevenden til Kana'an efter eksilet i Babylon bliver den nye religion gjort til et redskab for præsteskabets politiske mål: en selvstændig teokratisk stat. Dette mål bliver opnået, men den nye stat varer kun i henved hundrede år, og igennem hele sin eksistens er den præget af interne magtkampe blandt den ledende religiøse elite. Meget tyder dog på, at det først er på denne tid, at monoteismen slår igennem også i den brede jødiske befolknings livsstil og levemåde og bliver det centrale element i israelitternes selvforståelse. Men dette forudsatte og krævede præsteskabet både som den etnisk-religiøse og den statspolitiske magthaver. Efter alt at dømme er det tidligst fra denne tid, at vi kan tale om jødedom i moderne forstand.

Men denne udvikling forudsatte, som vi har set, en dramatisk omskrivning af den jødiske historie. Meget måtte udelades eller totalt omskrives. På den anden side blev der indført nye elementer, som næppe har meget med den historiske udvikling at gøre men som gav jøderne en forhistorie så lang som nogen.

=== &lt;big&gt;Problemerne med Gamle Testamente&lt;/big&gt; === 

Et passende kildekritisk udgangspunkt ved vurderingen af Gamle Testamentes troværdighed må være de modsætninger, der er mellem dennes fremstilling og de faktuelle kendsgerninger. Der er således ingen beviser for eksistensen af de fem mosebøger før slutningen af 4. århundrede f.Kr. inklusive eksistensen af en person ved navn Moses.&lt;ref&gt;Gad Barnea&lt;/ref&gt;

Problemerne med teksterne lader sig inddele i to delspørgsmål:&lt;/br&gt;
- er der een eller flere forfattere til Tanakh?&lt;/br&gt;
- er dele af teksterne lånt fra andre kulturer?&lt;/br&gt;
Svaret er i begge tilfælde bekræftende. Der kan derfor være grund til at behandle hvert af dem særskilt.

=== Forfattere og deres datering ===

Tekstanalytikere mener, at ''Tanakh'' (Gamle Testamente) er blevet til i tre omgange:&lt;/br&gt;
- en arkæisk fase: 11.-10. århundrede f.Kr.&lt;/br&gt;
- en klassisk fase: 9.-6. århundrede f.Kr.&lt;/br&gt;
- en sen fase: 5. århundrede f.Kr. eller senere.&lt;/br&gt;
Eksempelvis mener man, at den ældste del af Første Mosebog er historien om Jakobs velsignelse (i kapitel 47), som skal stamme fra arkæisk tid, men størstedelen af resten stammer fra klassisk tid.

I en række tilfælde forekommer tilsyneladende dubblerede historier med både ligheder men også klare forskelle. Forskerne mener, at det afspejler sammenskrivning af to eller flere ulige overleveringer.

Kildeforskere mener at kunne udskille fire lag i eller snarere forfattere til Mosebøgerne:

J: ''Jahvisten'', hvor Gud sædvanligvis kaldes ''Jahve''; et litterært lag der i modsætning til Præsteskriftet er præget af lægmandssynspunkter.&lt;/br&gt;
E: ''Elohisten'', hvor gudsbetegnelsen er ''Elohim''.&lt;/br&gt;
D: ''Deuteronomisten'', det vil sige &quot;forfatteren&quot; til Femte Mosebog.&lt;/br&gt;
P: ''Præsteskriftet'', et litterært lag i mosebøgerne, der antages at være blevet til i præstelige kredse, og som udviser særlig interesse for kultiske forhold. 

J- og E-teksterne menes nedskrevet efter, at det oprindelige kongerige var blevet delt i to: Israel i nord og Judæa i syd. J-teksterne menes at stamme fra Judæa, E-teksterne menes at stamme fra Israel.

J-teksterne dateres til tidsrummet mellem 848 f.Kr. og 722 f.Kr., idet disse tekster omtaler Babylon og Calah (Nimrod) som store byer. Desuden nævnes Edom som en autonom stat, hvilket først skete efter 848 f.Kr.

E-teksterne lader sig ikke datere nærmere end til 9. eller 8. århundrede f.Kr.

P-teksterne dateres til 6. århundrede f.Kr. og menes skrevet efter, at templet i Jerusalem var revet ned, og jøderne var blevet tvangsforflyttede til Babylon. Dette kan forklare hvorfor, at der ikke findes en eneste henvisning til templet i Jerusalem.&lt;ref&gt;Dinkgreve (2021), kap. 8&lt;/ref&gt;

Problemet ved en tekstanalyse af ''Tanakh'' er, at teksterne synes at være flettet sammen fra to eller flere oprindelige kilder til een sammenhængende historie. Det formodes, at J- og E-teksterne er blevet sammenskrevne efter 722 f.Kr., da Israel blev erobret af assyrerne, og flygtninge fra Israel i nord kom sydpå til Judæa og bragte deres E-traditoner med sig. Her blev de sammenskrevne til en ny version, JE, der ofte giver et judæisk perspektiv.

Men hvordan kan vi skelne imellem de forskellige tekster? Lad os tage nogle eksempler.

Under ørkenvandringen lader Moses vand springe fra klippen. I det ene tilfælde sker det uden problemer, i det andet pålægges Moses af Gud at tale til klippen, men han slår på den med sin stav i stedet, og som straf for at have ignoreret dette pålæg får han ikke love til at betræde Kana'an men kun at se det udefra. (exodus 18)

J-teksten angiver, at Abraham boede i Hebron, som er en judæisk by, men E-teksten fortæller om Jakobs kamp med Gud i Peni-El, som er en israelsk by.

I beskrivelsen af Jakobs sønner nævner J-teksten Judæa, mens E-teksten nævner stammer der var dele af Israel.

I E-teksten lader Aron skabe guldkalven til jødernes tilbedelse, men denne historie findes ikke i J-teksten.

Præsterne i Judæa hævdes at være efterkommere efter Aron, Moses broder, mens præster i Israel nævner andre levitter.

P-teksterne skiller sig ud ved at lægge vægt på love, lige som den tildeler Aron en større rolle, ligestillet med Moses. I ''JE''-teksten er det Moses' stav, som udfører mirakler (Første Mosebog kapitel 4), i P-teksten er det Arons stav (kapitel 7). I P-teksten er Aron den første, som ofrer, mens i ''JE''-teksten omtales flere tidligere ofringer, blandt andre Kain og Abel, Abraham og Isak samt Jakob, mens ingen af disse tilfælde omtales i P-teksten. Det menes, at dette afspejler P-tekstens mål om at give de aronitiske præster eneret på ofringer til Gud. Under ørkenvandringen optræder to uens oprør: i ''JE''-teksten er det Dathon og Abiram, som udfordrer Moses ved at sige, at det ville være bedre for jøderne at vende tilbage til Egypten, men at de opsluges af jorden i et jordskælv. I P-versionen er det levitterne under ledelse af Korah, som udfordrer Aron, men ligeledes dør.

Ligeledes omtaler P-teksterne ingen tilfælde, hvor folk besøges af engle eller får visioner, således omtales ikke historien om Josef og han 6 drømmesyner, ej heller de to engle i Sodoma og Gomorra eller Jekobs kamp med Gud. Sigende nok nævnes ordet &quot;profet&quot; kun een gang i P-teksten og da med henvisning til Aron.

=== Lånte historier ===

Sammenligninger mellem bibelske beretninger og tilsvarende overleveringer fra sumerisk og mesopotamisk kultur viser, at flere af historierne er blevet overtaget herfra, men at de er blevet omskrevne og tilpassede for at passe ind i den myte om jødernes oprindelse og historie, som man ønskede fremmet. Det gælder således blandt andre historierne om skabelsen, om Kain og Abel, om Noa og vandfloden samt om Sodoma og Gomorra.

Andre beretninger er tilsyneladende ligeledes lånt fra andre kulturer, således udvandringen fra Egypten, der blev gjort af et folk kaldet ''hyksos'', ikke af jøderne. Der kan være grund til at nævne nogle af disse beretninger, som jøderne så at sige adopterede.

==== Skabelsesberetningen ====

Den babylonske skabelsesberetning hedder ''Enuma Elish''. Dene kendes blandt andet fra Nineveh i Mesopotamien. Dens hovedtræk er følgende: i begyndelsen var der kun vand: guden ''Absu''s ferske vand og gudinden ''Tiamat''s salte vand. De blev blandede, og fra denne blanding blev født de første guder. Men disse yngre guder forstyrrede deres forældres søvn, så Tiamat sendte i vrede en hær af monstre for at ødelægge dem. Ud af dette kaos trådte ''Marduk'', stormguden og Babylons skytsguddom, som kæmpede imod ''Tiamat'' i en duel. Han affyrede en pil, som skabte hul i hendes mave og splittede hendes hjerte. Der efter skar han hendes krop op i to halvdele: af den ene skabte han himmelhvælvingen, af den anden halvdel jorden. Han satte stjerner i deres konstellationer, han satte månen til at angive månederne og solen til at lyse om dagen. Endelig skabte han menneskene af blod fra en død guddom blandet med ler for, at de kunne udføre det tunge arbejde for evigt.&lt;ref&gt;Dinkgreve (2021), kap. 3&lt;/ref&gt;

Den jødiske skabelsesberetning er i alle henseender et modstykke til den babylonske beretning: i stedet for flere guder er der kun een gud, i stedet for en skabelseskamp foregår skabelsen i Gamle Testamente med ord, i stedet for at menneskene er slaver for guderne er de i Bibelen skabt i Guds billede. Men der er også ligheder: rækkefølgen med adskillelse af himmelhvælving og den faste jord, fiksering af dag og nat samt tiden og endelig at menneskene skabes sidst i forløbet.

Det kan i en sidebemærkning oplyses, at det hebraiske ord i Første Mosebog 1:2 for urdybet, ''tehom'', filologisk er forbundet med ''Tiamat'', saltvandsgudinden i den babylonske skabelsesberetning.

==== Kain og Abel ====

Også den bibelske fortælling om Kain og Abel synes at have rod i to sumerisk myter. I den ene sumeriske myte omtales en hyrde (''Dumuzid''/Tammuz) og en landmand (''Enkimdu''), der begge konkurrerer om gudinden Inannas opmærksomhed. Den bibelske parallel: Ligesom i den sumeriske historie repræsenterer Kain bonden, mens Abel repræsenterer hyrden. Men i stedet for en uafklaret konkurrence eller forsoning tager den bibelske beretning en mørk drejning til brodermord. 

En anden variant er en sumerisk myte, hvor kvægguden (''Lahor'') og korngudinden (''Ashnan'') skabes af guderne for at sørge for mad og tøj. I disse historier diskuterer de to, hvem der må anses for mest værdifuld for den menneskelige civilisation. Den bibelske parallel er modsætningen mellem den omvandrende hyrde og den bofaste kornavler, men her bruges den til at skabe en søskenderivalisering, der ender i brodermord. Mens sumeriske myter brugte søskende til at fremhæve to byggestene i den menneskelige civilisation og fokuserer på samarbejde eller venskabelig rivalisering, brugte hebraiske forfattere den lånte fortælling til at skildre den syndefulde menneskelige natur, herunder konsekvenserne af misundelse.

Forskere antager, at disse velkendte myter sandsynligvis blev integreret i den hebraiske tradition under deres babylonske eksil i det 6. århundrede f.Kr., hvilket tillod forfattere at omarbejde regionale kulturelle temaer, så de passede til deres monoteistiske verdensbillede.

==== Noa og vandfloden ====

Også historien om Noa og vandfloden er overtaget fra andre kulturer. I 1872 fandt man i British Museums store samling fra Assurbanipals bogsamling et store epos kaldet ''Gilgamesh''. I kapitel 11 af dette epos findes en historie, hvis hovedtræk er følgende: guderne beslutter at udrydde menneskene ved at drukne dem, men vandenes gud, Enki, advarer Utu-nipishtim om faren og tilråder ham at bygge en ark og tage sin familie og sit kvæg med ombord, hvilket skete. I seks dage og nætter varer uvejret og oversvømmelsen, men på den syvende dag rammer arken toppen af et bjerg i Armenien. For at undersøge om oversvømmelsen er overstået sendes først en due og så en svale ud, men de vender begge tilbage. Først, da en ravn sendes ud og ikke vender tilbage, viste det, at vandene nu var sunket, og at Utu-nipishtim kunne forlade arken. Det gør han og foretager et takoffer til guderne. Enki bad så den øverste af guderne, Enlil, om at love, at han aldrig i fremtiden ville straffe hele menneskeheden for nogle fås synder, hvilket denne lover. Han rører Uti-nipishtim og dennes hustru på panden og erklærer: &quot;Hidtil har Utu-nipishtim været dødelig. Nu skal han og hans hustru være som guderne; og de skal bo i det fjerne, ved flodernes munding&quot;.&lt;ref&gt;Bibby (1971), s. 62f&lt;/ref&gt;

Lighederne med Bibelens beretning om syndfloden er indlysende til trods for forskellene: navnene er ændrede, de mange guder er erstattet af een Gud, men ellers er beretningen i sine kernetræk den samme.

Senere, i 1899 og 1900, viste udgravninger i Nippur i Mesopotamien, at den akkadiske beretning selv havde en forgænger. I 1914 blev fra disse udgravninger offentliggjort en tavle fra Nippur med en lignende beretning, der imidlertid stammer fra Sumer og således er betydeligt ældre end den akkadiske beretning. Tavlen er ukomplet, idet kun den nederste trediedel er bevaret, men syndflodsberetningen er atter den samme, selv om hovedpersonen nu hedder Ziusudra i stedet for Utu-nipishtim. I den sumeriske version ender historien således: &quot;Anu og Enlil viste velvilje mod Ziusudra, liv som en gud giver de ham, evig ånde som en gud bringer de ned til ham. Så kongenZiusudra, bevareren af planternes navn og af menneskeslægtens sæd, lod de bo i overfartslandet. Dilmuns land, det sted hvor solen står op&quot;.&lt;ref&gt;Bibby (1971), s. 64&lt;/ref&gt;

Pointen her er, at Bibelens syndflodsberetning er et plagiat, ikke en oprindelig historie, men at den inddrages som et led i den rekonstruerede beretning om jødernes historie.

==== Edens have ====

I den sumeriske beretning optræder også det hellige land Dilmun. Dette land beskrives som et sted, hvor rovdyr, sygdom og alderdom ikke eksisterer:

I Dilmun tier ravnen,&lt;/br&gt;
rovfuglen skriger ikke,&lt;/br&gt;
løven dræber ikke,&lt;/br&gt;
ukendt er den kid-fortærende vildhund,&lt;/br&gt;
ukendt det kornædende vildsvin.&lt;/br&gt;
Malten som enken spreder på taget -&lt;/br&gt;
himlens fugle opæder ikke denne malt.&lt;/br&gt;
Duen hænger ikke med hovedet.&lt;/br&gt;
Den øjensyge siger ikke: &quot;Jeg er øjensyg&quot;,&lt;/br&gt;
den hovedsyge siger ikke: &quot;Jeg er hovedsyg&quot;,&lt;/br&gt;
den gamle kvinde siger ikke: &quot;Jeg er en gammel kvinde&quot;,&lt;/br&gt;
den gamle mand siger ikke: &quot;Jeg er en gammel mand&quot;.&lt;ref&gt;Bibby (1971), s. 66&lt;/ref&gt;

Det har været foreslået, at dette ideelle levested har været forbillede for jødernes opfattelse af Edens have. I dag ved vi, at Dilmun ikke var en myte om Paradis men navnet på en faktisk eksisterende stat med Bahrain som sit midtpunkt, der drev en omfattende handel og søfart fra Indusdalen i øst til Mesopotamien i nordvest. Dette er et sidespring, men hvis det viser sig, at Dilmun er inspirationskilden til Edens Have, vil det være endnu et eksempel på kulturelle traditioner, som jøderne har lånt, adapteret, og inkorporeret i deres egen historiske myte.

==== Babelstårnet ====

Historien om Babelstårnet er velkendt og lyder således: 

&quot;Hele jorden havde samme sprog og samme tungemål. Da de brød op mod øst, stødte de på en dal i landet Sinear, hvor de slog sig ned. De sagde til hinanden: &quot;kom, lad os stryge teglsten og brænde dem hårde!&quot; De brugte tegl som sten og asfalt som mørtel. Så sagde de: &quot;lad os bygge en by med et tårn, som når op til himlen, og skabe os et navn, for at vi ikke skal blive spredt ud over hele jorden.&quot; Herren steg ned for at se byen og tårnet, som menneskene byggede. Så sagde Herren: &quot;se, de er eet folk med samme sprog. Når de begynder at handle sådan, vil intet af det, de planlægger, være umuligt for dem. Lad os stige derned og forvirre deres sprog, så at de ikke forstår hinanden.&quot; Så spredte Herren dem derfra ud over hele jorden, så at de måtte holde op med at bygge byen. Derfor hedder den Babel, for dér forvirrede Herren sproget på hele jorden, og derfra spredte Herren menneskene ud over hele jorden.&quot;&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 17&lt;/ref&gt;

Denne historie synes at være skabt med to formål. Det ene er at forklare hvorfor, at ulige folkeslag taler uens sprog. Men historien har muligvis et andet formål: at nedgøre babylonernes ziggurater (tempeltårne), som antagelig blev lavet som en slags forbindelse mellem himmel og jord. Nebukadnezar II (omkring 605-562 f.Kr.), som erobrede Judah, ødelagde Jerusalem og bragte mange jøder til Babylon, byggede også et ziggurat i syv lag kaldet ''Etemenanki'', hvilket kan oversættes &quot;Himmelens og Jordens Grundvolds Hus&quot;.&lt;ref&gt;Dinkgreve (2021), kap. 3&lt;/ref&gt;

==== Abraham ====

I Første Mosebog kapitel 12 introduceres Abraham som israelitternes mytiske stamfader.&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 17ff&lt;/ref&gt; Følger man kronologien i Gamle Testamente, skal han dateres til omkring 2100 f.Kr. og således blandt andet før jødernes ophold i Egypten. Men i Første Mosebog kapitel 21 vers 34 hedder det: &quot;Abraham boede lang tid som fremmed i filistrenes land&quot;&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 27&lt;/ref&gt;, og vi ved, at filistrene først ankom til Kana'an i 12. århundrede f.Kr. som en del af de såkaldte &quot;havfolk&quot; (engelsk: ''Sea People''). Dette betyder, at ''enten'' er Abraham en fri opfindelse, som intet har med en historisk person at gøre, ''eller'' også hører han hjemme i 12. århundrede og er israelitternes stamfader, men i så fald eksisterede de ikke som folk, da de angiveligt opholdt sig i og udvandrede fra Egypten. Også aramæerne omtales og stammer ligeledes fra 12. århundrede, hvilket tyder på, at den sidst nævnte forklaring er den rette.

Men der er andre problemer med Abraham. Ifølge P-kilden skal han stamme fra den sumeriske by Ur&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 17&lt;/ref&gt; og have draget gennem den frugtbare halvmåne først til Haran (nu Aram, beliggende i Tyrkiet) og senere videre til Kana'an. I de to kilder J og E er Ur ikke nævnt, kun Haran. Det har derfor været antaget, at det er hans oprindelige hjemsted. Det ville kunne forklare hvorfor, at hans forfædre Serug, Nahor og Terah har navne efter landsbyer omkring Haran, som Abrahams broder har navn efter. Det kunne også forklare benævnelsen &quot;hebræer&quot;, der antagelig betyder &quot;hinsides floden&quot;, idet Haran ligger på den modsatte bred af Eufrat.&lt;ref&gt;Dinkgreve (2021), kap. 8&lt;/ref&gt; Samme tradition findes i Josvabogen kapitel 24:2 i omtalen af pagtslutningen i Sikem: &quot;Josva sagde til hele folket: &quot;Dette siger Herren, Israels Gud: I gamle bage boede jeres fædre på den anden side af Eufratfloden, Tera, Abrahams og Nakors far, og de dyrkede andre guder&quot;.&quot;&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 269&lt;/ref&gt;

Imidlertid savnede Abraham en slægtshistorie, så i Første Krønikebog kapitel 1 får han den. Her hører vi at han er søn af Sem, som på sin side er søn af Noa, som atter er efterkommer af Adam.&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 446&lt;/ref&gt; Men som vi netop har set, er han i Josvabogen søn af Tera.&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 269&lt;/ref&gt; Der er således interne modsætninger i de narrativer, som de ulige slægtslister og narrativer i ulige dele af Gamle Testamente giver. Dette viser, at man har forsøgt at sammenskrive ulige narrativer til et men med ringe held.

==== Sodoma og Gomorra ====

Historien om Sodoma og Gomorras ødelæggelse optræder som et sidemotiv i beretningen om Abrahams liv i Første Mosebog kapitel 18:16-33 og kapitel 19:1-28.

Bibelforskere er generelt enige om, at selvom Gamle Testamente ikke direkte &quot;låner&quot; historien om Sodoma og Gomorra fra en specifik sumerisk kilde, deler fortællingen om guddommelig ødelæggelse, guddommelige besøgende og den flammende omstyrtelse af en by slående motiver med tidligere mesopotamisk litteratur og bredere oldtidsmytologi fra Nærøsten. Således &quot;Akkads forbandelse: Ekur hævnet&quot;, et akkadisk/sumerisk litterært værk dateret til mellem 2112 f.Kr. og 2004 f.Kr., som beskriver den pludselige ødelæggelse af byen Akkad. Myten blev skrevet hundreder af år efter Naram-Sins liv og er digterens forsøg på at forklare, hvordan det lykkedes for gutianerne at erobre Sumer. Efter en indledende passage, der beskriver Akkads herlighed før dets ødelæggelse, fortæller digtet om, hvordan Naram-Sin gjorde hovedguden Enlil vred ved at plyndre Ekur, der var Enlils tempel i Nippur. I sin vrede kaldte Enlil gutianerne ned fra bjergene øst for Tigris, hvilket bragte pest, hungersnød og død over hele Mesopotamien. For at begrænse denne ødelæggelse, bestemte otte af guderne (nemlig Inanna, Enki, Sin, Ninurta, Utu, Ishkur, Nusku og Nidaba), at kun byen Akkad skulle ødelægges for at skåne resten af ​​Sumer, og de forbandede den. Historien slutter med, at digteren skriver om Akkads skæbne, idet den velstående by lægges i aske i overensstemmelse med gudernes forbandelse.

Temaet om guddommelig straf for en bys ''hybris'' eller umoral er et udbredt motiv i oldtidens verdensbillede. Det kan ikke vides sikkert, om det er denne historie, der har dannet forbillede for Gamle Testamentes historie om Sodoma og Gomorra, men motivet menneskers umoral og manglende respekt for guddommen er det samme.

Den bibelske version rummer Abrahams forsøg på at undgå ødelæggelsen, hvis der blot fandtes ti retfærdige indbyggere i byen, men selv så få fandtes der åbenbart ikke. Kun Lot, Abrahams slægtning, reddes fra ulykken: &quot;Da solen stod op over landet, og Lot var kommet til Soar, lod Herren svovl og ild regne ned over Sodoma og Gomorra fra Herren i himlen. Han ødelagde disse byer, ja hele Jordandalen, alle, der boede i byerne, og alt, der voksede på markederne.&quot;&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 25&lt;/ref&gt; Naturvidenskabeligt set kunne det være beskrivelsen af en meteorregn eller af nedfald fra et vulkanudbrud.

==== Moses ====

I Anden Mosebog kapitel 2 introduceres den mytiske skikkelse Moses som israelitternes befrier fra trældommen i Egypten. Historien begynder med hans fødsel. Ifølge myten havde farao befalet, at alle drengebørn skulle dræbes ved fødslen, men Moses' moder reddede ham ved at placere ham i en sivkurv, hvor han blev fundet og adopteret af faraos datter.&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 67&lt;/ref&gt; Denne historie er imidlertid utvivlsomt adopteret fra sumerisk tradition, idet en tilsvarende historie fortælles om kong Sargon af Assad.&lt;ref&gt;Dinkgreve (2021), kap. 8&lt;/ref&gt; Der er således ingen grund til at tillægge denne del af traditionen nogen historisk baggrund.

Senere fortæller Anden Mosebog, at Moses blev pålagt af Gud at føre israelitterne ud af Egypten. Det hedder i den forbindelse, at Gud blandt andet siger til Moses: &quot;Jeg er din faders Gud, Abrahams Gud, Isaks Gud og Jakobs Gud&quot;.&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 69&lt;/ref&gt; Her stå vi på ny over for problemet, at henvisningen til Abraham åbenbart er en anakronisme. Det betyder, at der kan rejses tvivl om både den historiske skikkelse Moses og om Mosebøgerne som kilde til israelitternes tidlige historie overhovedet.

Kendsgerningen er, at der findes ingen beviser på eksistensen af de fem mosebøger før slutningen af det 4. århundrede f.Kr., herunder eksistensen af en person kaldet Moses.&lt;ref&gt;Gad Barnea&lt;/ref&gt; Men den farao, som med stor sandsynlighed fordrev semitterne fra Egypten, hed Ahmoses, hvilket på hebraisk betyder &quot;Moses' broder&quot;. Så måske at der er en sammenhæng her.

==== Græske narrativer ====

Men det er ikke kun fra Sumer og Mesopotamien at Gamle Testamenter har lånt narrativer. Nogle kildekritikere tilhørende den såkaldte &quot;Københavnerskole&quot; har peget på, at også græske narrativer har ydet deres bidrag, lad os tage nogle eksempler:

Jan-Wim Wesselius har foretaget undersøgelser, der viser, hvordan Første Mosebog og Anden Mosebog afspejler Herodots skrifter, især sidstnævntes beretning om persiske kongers liv. Han sammenlignede i detaljer lighederne mellem Josef og Kyros, og især mellem Moses og Xerxes. Josef og Kyros har begge drømme, bliver afsløret for at dø, går i eksil, bliver skjult i en periode og bliver konger, når deres identitet afsløres. Moses og Xerxes drager ud for at erobre enten Kana'an eller Grækenland og krydser vand med deres folk. Mange andre detaljer nævnes, såvel som sammenligninger mellem Terah og Phraortes (en medisk konge), Abraham og Kyaxares (en medisk konge), Isak og Astyges (en medisk konge) og Jakob og Mandane (Kyros' mor).&lt;ref&gt;Wesselius (1999), s. 24-77&lt;/ref&gt;&lt;ref&gt;Wesselius (2002), s. 6-47&lt;/ref&gt;

Philippe Guillaume mener, at skrivere i Alexandria i det andet århundrede f.Kr. indsatte Dommere i den Deuteronomistiske Historie, hvilket afspejlede de ideologiske behov hos de hasmoneiske herskere i Palæstina. Dommere var inspireret af Hesiods ''Værker og Dage'', især afsnittet om heltene, som Hesiod indsatte i de fire tidsaldre. Dette svarer til, hvordan Dommere blev indsat i den Deuteronomistiske Historie. Historier om heroiske dommere før David og Salomon underminerer Davids dynastis påstande, hvilket igen hjalp de hasmoneiske dynaster, der ikke havde nogen Davidisk afstamning bag deres påstande om messiansk styre (147-64).

Katherine Stott har påpege, at Davids opstigning, som skildret i Første Samuelsbog kapitel 16-31 og i Anden Samuelsbog kapitel 1-8, muligvis er inspireret af den fortælling, der beskriver Kyros' opstigning til Persiens og Mediens trone i teksten i Herodots Historier. Hun så følgende paralleller:&lt;/br&gt;
- Kyros og David starter begge under ydmyge kår,&lt;/br&gt; 
- begge træder ind i den forrige konges hof,&lt;/br&gt; 
- i begge tilfælde bliver den pågældende konge jaloux på dem,&lt;/br&gt; 
- i begge tilfælde bliver de truet med døden af ​​den pågældende konge,&lt;/br&gt; 
- begge flygter fra hoffet,&lt;/br&gt; 
- begge bliver folkelige ledere,&lt;/br&gt; 
- i begge tilfælde hopper en allieret af,&lt;/br&gt; 
- begge tilraner sig kongerigets herredømme,&lt;/br&gt; 
- begge får succes på grund af deres militære dygtighed,&lt;/br&gt; 
- begge skåner den gamle konges liv i en periode,&lt;/br&gt; 
- der er et tragisk element i den forrige konges fald i begge tilfælde, og&lt;/br&gt; 
- i begge tilfælde er udfaldet dannelsen af ​​en ny politisk enhed.&lt;/br&gt; 
Stott bemærkede, at denne græske tekst kun i den hellenistiske æra ville have været tilgængelig for den bibelske forfatter.&lt;ref&gt;Stott (2002), s. 62-71, 77-78)&lt;/ref&gt;.

Hesiods ''Theogoni'' og Katalog over kvinder var til dels indflydelsesrige kilder til henholdsvis skabelsesberetningen i Første Mosebog 1 og de genealogier, der findes i hele Første Mosebog 1-11 &lt;ref&gt;Gnuse (2017)&lt;/ref&gt;.

Fortællinger i Første Mosebog 1-11 kan også vises at have betydelige paralleller med beretninger nedskrevet hos græske historikere, såsom Hekateus fra Milet (''Periegesis'' og genealogier) og Herodot fra Halicarnassus (Historier), herunder omtaler af menneskelige leveveje (Første Mosebog kapitel 4:20-22), de tre sønner af en syndflodshelt, der er menneskehedens forfædre (Første Mosebog kapitel 9:18-19 og kapitel 10:1-32) samt plantningen af ​​en vingård (Første Mosebog kapitel 9:20-27). &lt;ref&gt;Gnuse (2019)&lt;/ref&gt;

Ældre latinske traditioner, der ligger bag beretningerne i Ovids Fasti 5, 493-544 og Metamorfoser 8, 625-725, kan have inspireret fortællingerne om de budbringere, der fortæller Abraham om hans kommende søn, og de budbringere, der advarer Lot om at forlade Sodoma i Første Mosebog 18:1-15; 19:12-26. &lt;ref&gt;Gnuse (2017)&lt;/ref&gt;.

En fortælling om Democedes af Kroton i Herodots Historier 3, 125-132 kan have givet anledning til fortællingen om Josef, der fortolker faraos drømme i Første Mosebog 41:1-36, hvilket igen inspirerede drømmeberetningerne i Daniels Bog &lt;ref&gt;Gnuse (2010)&lt;/ref&gt;.

Den korte fortælling om den store kriger Achilleus' ædle, talende heste i ''Iliaden'' 19, 395-424 kan være løst overtaget og indpasset i beretningen om Bileams æsel i Fjerde Mosebog kapitel 22:22-35, hvor et simpelt æsel bringer skam over en tåbelig profet. Talende dyr er langt mere almindelige i græsk litteratur end i Bibelen. (Gnuse 2017d)

Ofrelsen af ​​Ifigenia i to skuespil af Euripides omkring 400 f.Kr.: ''Ifigenia blandt Taurierne'' og ''Ifigenia i Aulis'', kan have inspireret beretningen om Jeftas ofring af sin datter i Dommerbogen kapitel 11:30, 34-40, som synes at være indsat i beretningen om Jeftas kamp mod ammonitterne. (Gnuse 2019b)

Arrians beretning om Alexander den Store og det spildte vand i Anabasis af Alexander 6.26.1-3 kan have inspireret en lignende historie om David i Anden Samuels Bog 23:15-17. Davids handling med at hælde det vand ud, som hans modige soldater hentede bag fjendens linjer, gør ikke en fornuftig historie, som Alexanders handling i den gedrosiske ørken, hvor tørst virkelig er et problem, gør (Gnuse 1998).

Fortællingerne om Josef, Bileam og Jefta kan være blevet placeret i den bibelske tekst i den persiske periode kort efter 400 f.Kr., såvel som bibelske tekster i Første Mosebog 1-11 med Hesiod, Hekateus og Herodot som inspirationskilder. Men de andre fire fortællinger synes mere sandsynligt at have en oprindelse fra den hellenistiske æra. I sidste ende kan man argumentere for, at alle disse tekster opstod i den hellenistiske æra. Wajdenbaum diskuterede alle disse samme beretninger, gjorde mange af de samme observationer og antydede hellenistiske oprindelser, men Gnuse gav større detaljer i analysen af ​​passagerne.

I flere tilfælde kan det sandsynliggøres, at der er tale om tillæg til ældre beretninger placeret i slutningen af ​​bibelske bøger, og som ser ud til at have været knyttet til bogen kun med en løs forbindelse til resten af ​​bogen. Dette gælder især i Dommerbogen, hvor fortællingerne i Dommerbogen kapitel 13-16 om Samson ser ud til at have en helt anden stil end resten af ​​Dommerbogen. Et stort antal forskellige græske legender om Herakles synes at have påvirket Samson-fortællingerne i Dommerbogen kapitel 13-16 på et sent tidspunkt, sandsynligvis i den hellenistiske tid. Der er alt for mange græske paralleller inden for disse fire kapitler til, at de kan afvises som blot fortællingshistoristiske sammentræf.&lt;ref&gt;Gnuse (2018)&lt;/ref&gt;

Afsnittene i Dommerbogens kapitel 17-21 om Mika, om Dan-stammens udvandring til Lakash samt om Benjamitternes skændselsdåd fremstår som tilføjede tillæg til resten af ​​bogen, og dér finder vi beretningen om kvinderne, der blev kidnappet fra Silo. &quot;Voldtægten af ​​de sabinske kvinder&quot;, som en gammel fortælling genfortalt af Livius (''Historie'' I, 9,1-16) og Plutarch (Lives: Romulus XIV, 2-8), kan være forbilledet for de bortførte piger i Dommerbogen kapitel 21:1-24. &lt;ref&gt;Gnuse (2007)&lt;/ref&gt;

Anden Samuelsbog kapitel 21-23 synes også at være et appendiks, og heri finder vi David, der hælder det vand, han har modtaget fra sine krigere, ud. Dommerbogen kapitler 13-21 og Anden Samuelsbog 21-23 kunne derfor være blevet føjet til Deuteronomistiske historier på et meget sent tidspunkt. Historierne om Josef i Første Mosebog kaptel 39-50, der skulle forklare jødernes ophold i Egypten, ses ofte som en sen tilføjelse fra omkring 400 f.Kr. eller senere, hvorfor Herodots indflydelse på Josefs drømmetydning er sandsynlig. Andre beretninger ser også ud til at være blevet indsat noget ujævnt i deres fortællende kontekst. Dette er tydeligst i beretningen om Jeftas ofring af sin datter, som synes at være indsat midt i Jeftas slag i Transjordan, og fortællingen om Bileam og hans æsel, som fremstiller Bileam med en helt anden persona end den, der findes i resten af ​​Fjerde Mosebog 22-24. Historien om de tre engle, der besøger Abraham og pludselig kun bliver to i antal, da de besøger Lot, beder os om at se på parallelle romerske beretninger, hvor der er henholdsvis tre og to engle i fortællingerne fra Ovid. Desuden vidner de nuancerede detaljer i dialogen i Første Mosebog 18-19 også om en senere tids skrivestil. Således synes indflydelsen fra klassiske og græske beretninger at være mest sandsynlig i historier, der synes at være senere tilføjelser og indsættelser i hovedhistorierne.

Foruden indholdsmæssige ligheder er der også opbygningsmæssige ligheder. Daniel Hawk bemærkede, at Aischylos' Orestia og Første Samuelsbog kapitel 8 til Anden Kongebog 8 deler lignende struktur og karakterer. Begge har et tredelt skema og bruger metaforer til at afspejle overgangen fra et slægtskabssamfund til et borgersamfund. Agamemnon og Saul afspejler den gamle orden, Orestes og David viser overgangen, og Athena og Salomon indvier den nye orden. Den deuteronomistiske historiker brugte Orestia som model for sine &quot;modtagne traditioner vedrørende det israelitiske monarki&quot;. Hawk mente, at den hellenistiske æra ville have været det tidspunkt, hvor den bibelske forfatter havde adgang til Aischylus' skrifter.

Disse og andre eksempler er blevet fremhævet af nogle forskere, der generelt er enige om, hvordan hellenistisk litteratur formede den oprindelige historie efter 300 f.Kr. eller endda efter 200 f.Kr. i den makkabæiske æra. Larsson konkluderede, at de bibelske beretninger blev skabt i det ptolemæiske Egypten i det andet århundrede f.Kr. og påvirket af betydelige græske historikere fra det tredje århundrede f.Kr., så som Berossos, Manetho og Eratosthenes. På grundlag af sådanne iagttagelser mener Niels Peter Lemche, at Dommerbogen og sikkert også andre dele af Gamle Testamente først er blevet skrevet eller har fundet deres endelige form omkring 272 f.Kr. Etienne Nodet bekræftede, at Pentateuken opstod i begyndelsen af ​​det tredje århundrede f.Kr., men profeterne og nogle af skrifterne blev skabt i det andet århundrede f.Kr. Disse tekster blev genereret i Alexandria under hellenistisk indflydelse. Emanuel Pfoh mente, at selvom den primære historie blev skabt i den hellenistiske æra, kom nogle traditioner fra den assyriske og persiske æra og blev udviklet af skrivere gennem årene. Men i bund og grund blev teksten formet under hellenistisk indflydelse (23, 33-35). Hvordan det nu forholder sig, står det klart, at både den sene tilblivelse og dens mulige motiver undergraver store dele af Gamle Testamente som historisk kilde.

Det er muligt, at der findes en historisk kerne, som over tid er blevet udbygget og pyntet på med narrativer hentet fra græske traditioner, men indtil videre må det konstateres, at næsten alt i Gamle Testamente lader sig betvivle.

Mest afgørende i denne sammenhæng er det imidlertid, at hvis disse kritikere tilhørende &quot;Københavnerskolen&quot; har ret, så betyder det, at ''Tanakh'' eller Gamle Testamente langt fra var færdigskrevet endsige færdigredigeret, da jøderne vente tilbage til Jerusalen efter eksilet i Babylon. Forud ventede endnu en lang redigeringsproces, og det kan også forklare hvorfor, at vi skal helt frem til 2. århundrede f.Kr. (eller tidligst 3. århundrede f.Kr.) før, at jøderne udviser noget kendskab til deres religiøse skrifter. Forklaringen er den enkle, at først da havde skrifterne nået et så fuldendt udseende, at de lod sig anvende i den national-politiske propaganda.

==== Hyksos-problemet ====

Mens arkæologerne med rimelig sikkerhed tør fastslå, at der fandtes en særlig israelitisk befolkning fra omkring 1200 f.Kr., så er der mere usikkerhed om tiden forud. Hovedspørgsmålet kan formuleres således: er jødernes ophold i og udvandring fra Egypten en historisk begivenhed eller ej? Holdningerne spænder fra fuldstændig afvisning af denne historie til ubetinget tilslutning.

For at løse problemet må vil opspalte det i tre delspørgsmål:&lt;/br&gt;
- kan der påvises et ophold af en semitisk befolkning i Egypten?&lt;/br&gt;
- hvis ja: inden for hvilket tidsrum?&lt;/br&gt;
- hvis ja: var det israelitter eller ej?

Det umiddelbare svar på spørgsmålet er, at der faktisk findes oplysninger om en fremmed befolkning i Egypten. Men denne befolkning, kaldes af egypterne selv ''Hiku-khasut'', det vil sige &quot;ørkenfyrsterne&quot; (hvilket på græsk er blevet til ''hyksos''&lt;ref&gt;Bibby (1978), s. 96&lt;/ref&gt;, og denne benævnelse bruges almindeligvis og derfor også her), ikke &quot;hebræerne&quot;, &quot;jøderne&quot; eller &quot;israelitterne&quot;, og ingen af disse betegnelser kendes i samtiden, end ikke fra Kana'an. Forskerne mener at kunne fastslå, at disse ''hyksos'' ankom fra øst til Egypten i 19. århundrede f.Kr., regerede over Egypten i 17. og 16. århundrede f.Kr. men senere forsvandt igen. Der er fundet en grav rejst over en mand ved navn ''Aper-El'', det vil sige &quot;El's tjener&quot;, som tjente hos faraonerne Amenhotep III og Akhenaten i 14. århundrede f.Kr.&lt;ref&gt;Dinkgreve (2021), kap. 8&lt;/ref&gt;

Et passende udgangspunkt for vurdering af udvandringens troværdighed kan være Simcha Jacobovici og hans film &quot;''The Exodus decoded''&quot;. Heri giver han blandt andet en omfattende dokumentation, som nok kan være en nøjere gennemgang værd.

Simcha tager udgangspunkt i bibelkritiske afvisninger af udvandringen, som traditionelt blev dateret til 1270 f.Kr. det vil sige i Ramses II's regeringstid men hvor der ingen beviser for en sådan begivenhed findes. Simcha mener, at denne datering er forkert, og at den korrekte tidsfæstelse er omkring 1500 f.Kr. Som beviser for denne tidsfæstelse anfører han følgende:

Hyksos-folket skulle være kommet til Egypten omtrent 200 år før, at de atter udvandrede, det vil sige 1700 f.Kr. I en grav i Beni Hassan ved Nilen omkring 400 km syd for Cairo findes et vægmaleri, som viser en indvandring til Egypten. Befolkningen er semitter med skæg, flerfarvede dragter og med benævnelsen &quot;''Amo''&quot;. I ''Tanakh'' (Gamle Testamente) anvendes benævnelsen &quot;''Amo Israel''&quot;, det vil sige &quot;Guds folk&quot;. Benævnelsen er den samme og deres ophold passer nøje med traditionen.

Hyksos-folkets hovedstad var Avaris, der ligger i Nilens delta nord for Cairo. Avaris er blevet udgravet af professor Manfred Bietak fra Wien. Han har blandt andet fundet 9 seglstamper med navnet &quot;Jakob&quot;, hvilket nøje svarer til den bibelske tradition om faraos betroede mand, Josef, der netop var søn af Jakob.

Ifølge traditionen ender indvandrerne som slaver. I Serabit El Khadim i Sinai-ørkenen blev udvundet tyrkis-sten i miner ved slaveri. I en af disse minder findes en alfabetisk (ikke-egyptisk) indskrift på væggen: &quot;El, hjælp mig&quot;. ''El'' var navnet på en semitisk guddom.

En stele rejst af farao Ahmoses og dateret til omkring 1500 f.Kr. fortæller om blandt andet storm og mørke i overensstemmelse med den bibelske tradition, og den nævner gud i ental. Ahmoses er kendt for at have udvist hyksos-folket. Navnet Ahmoses betyder på egyptisk &quot;månen er født&quot; men på hebraisk &quot;Moses' broder&quot;. 

Omkring 1500 f.Kr. indtraf et stort vulkanudbrud på øen Santorini i det græske øhav. Simcha mener, at det var denne begivenhed, som udløste udvandringen, og at den også kan forklare Egyptens ti plager. Hans argumentation herfor er følgende:

I Avaris er fundet vulkansk pimpsten dateret til omkring 1500 f.Kr. Dette viser (om ikke andet) at Egypten blev påvirket af netop dette vilkanudbrud.

Vulkanudbruddet og tilhørende jordskælv havde følgende bivirkninger:&lt;/br&gt;
- vandet bliver rødt. Årsagen er, at rust frigøres ved gasudbrud fra bunden og opblandes i vandet. Dette skete blandt andet i 1986 ved Nyos-søen i Cameroon.&lt;/br&gt;
- frøer. Hopper ud af vandet, når det bliver forurenet.&lt;/br&gt;
- lus, fluer og epidemi følger som eftervirkninger af miljøkatastrofen&lt;/br&gt;
- sår og bylder. Disse kendes ligeledes fra Nyos-begivenheden i 1986.&lt;/br&gt;
- hagl. Is og ild = &quot;vulkansk hagl&quot; omtales i den såkaldte Ipuwer-papyros og skyldes, at vulkansk aske blandes med vand i atmosfæren.&lt;/br&gt;
- græshopper. Bringes på vandring på grund af klimaændringen.&lt;/br&gt;
- mørke. Skyldes en askesky, der fra vulkanudbruddet bredte sig til Nilens delta, hvilket er bevist ved korn af asken fundet af Jean-Daniel Stanley fra Smithsonian Institute.&lt;/br&gt;
- førstefødte sønner døde. Skyldes at CO&lt;sub&gt;²&lt;/sub&gt; frigøres fra jordens indre og lægger sig lige ved jordens overflade. Da de ældste priviligerede sønner sov på en lav seng, blev de dræbt af gassen, mens andre børn der sov på de flade tage aldrig blev berørt inden, at gassen opløstes igen. Noget tilsvarende blev observeret i Nyos. Yderligere er der udgravet massegrave i Avaris, som kun omfatter personer af mandkøn og ikke krigere. Og Ahmoses' egen søn døde som 12-årig (hans begravede lig er fundet).&lt;/br&gt;
Ifølge Simcha er alle disse begivenheder således naturlige mulige følger af vulkanudbruddet.
[[Fil:Stele_of_Grave_Circle_A_Mycenae_NAMA_1428.JPG|200px|thumb|Gravstele fra Mykene, der viser Farao, som forfølger Moses. De er omgivet af vand på begge sider.]]
Velkendt er historien om havets deling.&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 82&lt;/ref&gt; Den korrekte formulering i Bibelen er &quot;Yam Suf&quot;, det vil sige Sivhavet. Men siv vokser ikke i saltvand, så der er tale om en stor sø. På Ismailia Regional Museum findes en granitsten med en indskrift i hieroglyffer, ''El Arish''-indskriften, der fortæller om udvandringen set fra faraos side. Her kaldes lederen for &quot;ørkenprinsen&quot;. Mere bemærkelsesværdigt er det, at indskriften også fortæller, at vandene delte sig (markeret som bølger + 2 knive), og at indskriften nævner stedet for denne begivenhed: ''El Balah'', en nu tidligere sø beliggende øst for Avaris nær overgangen til Sinai-ørkenen. Simcha mener, at som følge af de tektoniske forskydninger og deraf følgende jordskred løftede den afrikanske plade sig 1-2 meter og skabte en landkorridor, men kort efter fulgte en tsunami, som druknede faraos hær.

Simcha peger på et vægmaleri på Santorini, som viser en sejlads fra en by omgivet af mure. Simcha mener, at den viste by er Avaris, idet der her også er fundet minoiske vægmalerier, hvilket vidner om handelsforbindelser. En del af udvandrerne skulle således være draget til Grækenland. I Mykene er fundet guldgenstande og sværd i en grav dateret til 1500 f.Kr. De kan stamme fra jødiske udvandrere. Desuden er fundet tre gravsten med billeder visende først en mand på en stridsvogn, der forfølger en gående mand omgivet af bølger, dernæst at den gående mand er nået højere liggende land og har vendt sig imod stridsvognen, og endelig at stridsvognen drukner i bølgerne. Billederne viser, let forenklet, faraos forfølgelse af Moses. Det er i bogstaveligste forstand en tegneserie om begivenheden.

Simcha peger dernæst på, at jordskælv kunne have ført til, at gas og olie blev frigivet og måske blev antændt, og derved gav anledning til røgsøjler om dagen og ildsøjler om natten svarende til beretningen i Anden Mosebog kapitel 13 vers 21-22: &quot;Herren gik foran dem, om dagen i en skysøjle for at føre dem på vejen og om natten i en ildsøjle for at lyse for dem, så at de kunne gå både dag og nat. Skysøjlen fjernede sig ikke fra folket om dagen og ildsøjlen ikke om natten.&quot;&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 81&lt;/ref&gt;

Endelig mener Simcha at kunne påvise, hvor bjerget Sinai lå. Og han mener at have fundet billedlige gengivelser af Pagtens Ark - i Grækenland af alle steder!

Så langt Simcha. Det giver anledning til en række spørgsmål: er begivenheden fejldateret? Det er der faktisk en del, der tyder på. Begivenheden fandt efter alt at dømme sted omkring 1500 f.Kr. Kan et vulkanudbrud være forklaringen på begivenhedsforløbet? Svaret må være, at det er muligt, i hvert fald er der intet, som tyder på, at det ikke kunne være tilfældet. Var dette hyksos-folk ''Amo'' og var det semitter? Ja, det er sandsynligt. Var det også israelitter? Det er muligt, men ikke sikkert.

Vi har tidligere fastslået, at Gamle Testamentes historie om udvandringen fra Egypten tidsmæssigt er uforenelig med historien om Abraham som israelitternes stamfader, idet hans ophold i filistrenes land er flere hundrede år senere end udvandringen. Og det forbliver uforklarligt, at et folk, som kaldte sig selv Israel, ikke optræder under dette navn men af Egypterne kaldtes henholdsvis ''Amo'' og ''Hyksos''.  

Historien om ''exodus'' eller udvandringen fra Egypten kendes ikke fra Elephantine, en jødisk by i Egypten fra 400-tallet f.Kr., hvilket kunne tyde på, at denne tradition i jødisk historieforståelse enten må være yngre end denne tid eller endnu ikke spillede den rolle i jødisk selvforståelse, som den senere fik.

Hvis man vil være besværlig, kan man opstille følgende alternative hypotese: udskibningen fra Egypten til Mykene eksisterer ikke i det bibelske narrativ. Hvis man alligevel forudsætter, at det afspejler en historisk kendsgerning, så kunne disse udvandrere, ''hyksos'', have taget hele traditionen med sig og billedligt gengivet den på deres gravsteler. Da &quot;havfolket&quot; (som beviseligt stammer fra Grækenland foruden andre steder) langt senere, omkring 1178 f.Kr., kom til Palæstina, bragte de traditionen med sig. Det er her fra, at jøderne senere overtog den, omformulerede den til en ørkenvandring med Moselov og hele molevitten og dermed tillige skrev det oprindelige folk ud af beretningen og satte sig selv ind i stedet som led i en selvskabt historisk tradition. 

Der er selvsagt ingen beviser for en sådan udvikling, men der er heller intet, som modsiger den, og den ville forklare årsagen til, at traditionen åbenbart overlevede i Mykene. Og hvad mere er: det kunne forklare hvorfor, at folk fra Middelhavets nordlige kyster søgte øst- og sydpå (i stedet for vestpå), da deres hjemlige forhold ikke tillod dem at blive boende, hvor de var. Et indicium for, at teorien kunne være rigtig, er det forhold, at Mykene var et handelscentrum i tiden 1600-1100 f.Kr. blandt andet med handelsforbindelser til Levanten. Blandt de forhandlede varer var genstande af elfenben fundet i Megiddo, der viser handelsforbindelser til Det Ægæiske Hav, Kypern, Hittitterne samt Egypten.&lt;ref&gt;Novacek (2011), s. 47f&lt;/ref&gt; Det indebærer, at &quot;havfolket&quot; meget vel kan have haft handelsforbindelser med Levanten tidligere og derfor kendte til områdets frugtbarhed inden, at de udvandrede dertil.

Der imod kan vi udelukke, at det var israelitterne selv, som indvandrede sammen med havfolket, fordi dette skete 1178 f.Kr. mens Israel som omtalt nævnes på en stele allerede fra 1208 f.Kr.

Kildekritisk må det konstateres, at Mosebøgerne ret beset forsøger at forene to temmelig uforenelige historiske traditioner: på den ene side traditionen fra Mesopotamien omfattende Edens Have (Dilmun), Babelstårnet (zigguraterne) og Noas ark, hvor Abraham indgår som det forklarende bindeled hvorfor, at jødernes stamfader udvandrede til Kana'an, på den anden side traditionen om Jakob (Israel)&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 46&lt;/ref&gt;, Josef og hans brødre&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 48f&lt;/ref&gt;, Israels udvandring til Egypten&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 59&lt;/ref&gt; og Moses&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 67&lt;/ref&gt; med udvandring, ørkenvandring, moseloven og løftet om Kana'an.&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 243&lt;/ref&gt;

Der kan næppe være tvivl om, at den jødiske beretning om udvandringen fra Egypten og den egyptiske beretning om fordrivelsen af de fremmede omtaler den samme begivenhed set fra to sider. For så vidt behøver ingen af dem at give det sande billede: hvis årsagen virkelig var et vulkanudbrud, kunne de forringede leveforhold efter dette meget vel være årsag til, at folk udvandrede eller bortvandrede igen. At jøderne eller israelitterne har taget begivenheden til sig er for så vidt ikke anderledes end andre historier, som de har adopteret og adapteret.

Som en sidebemærkning skal det lige nævnes, at den egyptiske konge Amenhotep IV, bedre kendt som Akhenaten, som var gift med Nefertiti og fader til Tutankhaton, og som er gået over i historien som den første monoteistiske konge, regerede fra omkring 1353 til 1336 f.Kr. Det betyder, at han regerede henved 150 år efter, at ''hyksos'' udvandrede, og at der således ingen forbindelse er med Moses.

=== Bearbejdede profetier ===

De mange profetiske tekster i Gamle Testamente udgør et eget problem. Kort sagt er de kildekritiske studier i stigende grad blevet opmærksomme på, at der ikke er tale om originale tekster. I stedet er disse blevet ændret for at tilpasse dem til bestemte formål.

Esajas', Jeremias', Ezekiels og de Tolvs Bog mangler en historie og opretholder ikke en ensartet kronologisk rækkefølge af materiale. De profetiske bøger ses ikke længere som blot kilder, hvorved læserne kan få adgang til fortiden. De læses nu som bevidste kompositioner, der genpræsenterer og fortolker profeternes ord i tekstform.

Allerede i de sidste profeters tekster er der tegn på bevidst bevidsthed om tekstualiseringen af ​​profetier. Historien i Jeremias 36 beskriver for eksempel en proces, hvor forskellige budskaber i forskellige former fra forskellige tider og steder sammensættes i tekstform af profetens skriver. Når denne rulle efterfølgende ødelægges som reaktion på dens læsning, sker der ikke blot en omskrivning af rullen, men også en betydelig tilføjelse af lignende ord (Jeremias 36:32), hvilket vidner om bogens litterære vækst. Profeter som Jeremias er ikke længere tilgængelige, men deres ord er tilgængelige i de bøger, der bærer deres navne (Zakharias 1:5-6). Disse bøger danner et særskilt korpus inden for den bibelske kanon. Når Daniel refererer til Jeremias' profeti om halvfjerds år i Daniel 9:2, taler han om Jeremias' bog blandt en flerhed af profetiske bøger (jf. Ezekiel 38:17). 

De tidligste postbibelske fortolkere af den profetiske litteratur var de skriftkloge, oversættere og kommentatorer, der videregav, gengav og forklarede teksterne. Blandt vidner til den tidligst dokumenterede periode med skriftlig overlevering (ca. 250 f.Kr. indtil 132-135 e.Kr.) er det tydeligt, at skriftkloge ikke så sig selv som blot afskrivere på samme måde som skriftkloge fra en senere periode. De så snarere sig selv som ligestillede med de oprindelige forfattere, og de udvidede ofte den bibelske tekst med fortolkninger, der var beregnet til at hjælpe læserne med at forstå teksten. Disse skriftkloge havde deres eget syn på den bibelske tekst og ønskede at sikre en teologisk korrekt læsning af den.

Blandt de profetiske bøger må de mest fremragende eksempler på fortolkningsmæssig udvidelse være Jeremias og Ezekiel i den masoretiske tekst (MT). I disse tilfælde har udvidelsen nået niveauet for skabelsen af ​​nye udgaver af bøgerne. De hebraiske tekster bag de oldgræske (OG) versioner af disse bøger er betydeligt kortere førsteudgaver. Mange af udvidelserne i andenudgaverne, der findes i MT, er af eksegetisk karakter. For eksempel er Jeremias' berygtede fjende fra nord ikke eksplicit identificeret i OG eller dens hebraiske kilde, hvilket efterlader den åben for den slags eskatologiske fortolkning, der findes i Ezekiel 38:14-17, men MT identificerer denne fjende som Babylon i udvidelsen af ​​Jeremias 25:9, hvilket skaber en interessant konflikt med Jeremias 50:3 og dens profeti om en fjende fra nord, der kommer mod Babylon. Et andet eksempel er versionen af ​​Jeremias' profeti om halvfjerds år i Jeremias 25:11-12. I OG er denne profeti ikke eksplicit begrænset til perioden med babylonsk fangenskab (se: Dan 9:1-2, 24-27), men udvidelserne i MT gør denne begrænsning af profetien eksplicit (jf. Jeremias 29:10). For Ezekiels Bog forekommer en af ​​de mest bemærkelsesværdige udvidelser i MT Ezekiel 36:23c-38, som mangler, et vigtigt vidnesbyrd om OG fra det tredje århundrede e.Kr. Denne ret lange udvidelse er baseret på materiale fundet andre steder både i og uden for Ezekiels Bog. 

Når det forholder sig således med disse tekster, rejser det uundgåeligt spørgesmålet om og i hvilken grad, det samme er tilfældet med andre tekster i Gamle Testamente. Og det svækker betydeligt Gamle Testamentes værdi som kilde til jødernes historie.

=== Sammenfatning ===

Denne gennemgang af Gamle Testamente har kun omfattet en mindre del af den samlede tekst, men selv denne meget begrænsede gennemgang har belyst en række problemer:&lt;/br&gt;
- Gamle Testamente er ''ikke'' en historisk redegørelse for jødernes historie, selv om den giver indtryk af dette,&lt;/br&gt;
- det er i stedet en samling af traditioner, anekdoter og myter skrevet af ulige forfattere til ulige tider&lt;/br&gt;
- der er gjort forsøg på at sammenskrive og harmonisere disse narrativer&lt;/br&gt;
- hvilket ikke kan skjule, at der er kronologiske problemer&lt;/br&gt;
- og at væsentlige traditioner er hentet fra andre kulturer, især Sumer og Mesopotamien men også fra Grækenland.

Vi tør antage, at skildringen af kongetiden og det delte kongerige med navnelister over regenterne er rimelig troværdig, blandt andet fordi deres navne forekommer i andre kilder, men vi har kun ringe mulighed for at vide i hvilken udstrækning, historierne om dem er blevet ændrede for at tilpasse sig et senere monoteistisk narrativ.

Nogle historier, blandt andre Esthers Bog men også Ezras Bog og Nehemias' Bog, er meget sene og menes først at være blevet tilføjet efter afslutningen af det babylonske fangenskab.

=== &lt;big&gt;Semitismen, jødedommens tankesæt&lt;/big&gt; === 

Vi har i det foregående set på Gamle Testamente som et muligt historisk kildeskrift. Man kan imidlertid også anlægge en helt anden synsvinkel, nemlig Gamle Testamente som ideologisk grundlag nærmere betegnet som grundlag for en jødisk national etnicitet samt for en særlig jødisk etik. Det skal på forhånd understreges, at det følgende ikke omfatter alle jøder, idet mange alene identificerer sig som tilhørende denne folkegruppe af genealogiske og traditionsbårne årsager, det vil sige med hensyn til deres familiære oprindelse samt højtider og mindedage. Men der findes også kredse i den jødiske befolkning, der opfatter Gamle Testamente som en anvisning på hvordan, at jøder kan og bør opføre sig.

Alle kender begrebet &quot;anti-semitisme&quot;, men få eller ingen ved, hvad udtrykket &quot;semitisme&quot; egentlig dækker over. Man vil således lede forgæves efter det i en ordbog eller eksempelvis på ''wikipedia''. Her vil begrebet blivet forstået således, at det dækker over den tankegang eller de tankegange, som kan udledes og af nogle er blevet udledt af Gamle Testamente. Det betyder, at der her vil blive set bort fra jødisk mysticisme, kabala, frankisme og lignende ældre og nyere afledede ideologier, hvilke hver for sig er en særskilt undersøgelse værd.

Læser man Gamle Testamente, vil man se, at bestemte tankegange bliver promoveret. Det drejer sig i hovedsagen om følgende:&lt;/br&gt;
- det udvalgte folk&lt;/br&gt;
- racisme&lt;/br&gt;
- retten til Kana'an&lt;/br&gt;
- retten til at myrde hele befolkninger&lt;/br&gt;
- &quot;honningfælder&quot; og pengeafpresning&lt;/br&gt;
I det følgende vil hvert af disse emner blive gennemgået særskilt.

=== Det udvalgte folk ===

Ideen om jøderne som Guds udvalgte folk tager udgangspunkt i Første Mosebog kapitel 12: her møder vi Abram ved Ur i Kaldæa. Videre hedder det: &quot;Herren sagde til Abram: &quot;Forlad dit land og din slægt og din fars hus, og drag til det land, jeg vil vise dig. Jeg vil gøre dig til et stort folk og velsigne dig. Jeg vil gøre dit navn stort, og du skal være en velsignelse.&lt;/br&gt;
Jeg vil velsigne dem, der velsigner dig,&lt;/br&gt;
og den, der forbander dig, vil jeg forbande.&lt;/br&gt;
I dig skal alle jordens slægter velsignes&quot;.&quot;&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 17f&lt;/ref&gt;

Senere gentages denne priviligerede stilling i andre sammenhænge, således over for Jakob i Betel. I Første Mosebog kapitel 35:9-13 hedder det: &quot;Gud viste sig igen for Jakob, efter at han var kommet hjem fra Paddan-Aram. Han velsignede ham og sagde til ham: &quot;Dit navn er Jakob; men nu skal du ikke længere hedde Jakob. Dit navn skal være Israel.&quot; Og han gav ham navnet Israel. Han sagde til ham: &quot;Jeg er Gud den Almægtige. Bliv frugtbar og talrig! Et folk, ja, en mængde folkeslag skal nedstamme fra dig, og konger skal fremstå af dit eget kød og blod. Det land, jeg gav Abraham og Isak, giver jeg dig og dine efterkommere.&quot; Så steg Gud op fraham, dér hvor han havde talt med ham.&quot;&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 46&lt;/ref&gt;

I Anden Mosebog kapitel 3:7-10 findes følgende: &quot;Så sagde Herren: &quot;Jeg har set mit folks lidelse i Egypten, og jeg har hørt deres klageskrig over slavefogederne. Jeg har lagt mig deres lidelser på sinde, og derfor er jeg kommet ned for at redde dem fra egypterne og føre dem op fra dette land til et godt og vidtstrakt land, et land der flyder med mælk og honning, dér hvor kana'anæerne, hittitterne, amoritterne, perizzitterne, hivvitterne og jebusitterne bor. Nu har israelitternes klageskrig nået mig, og jeg har set, hvordan egypterne undertrykker dem. Gå nu! Jeg vil sende dig til Farao. Du skal føre mit folk israelitterne ud af Egypten&quot;.&quot;&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 69&lt;/ref&gt; Dette og tilsvarende formuleringer med &quot;mit folk israelitterne&quot; giver jøderne en identitet som Guds udvalgte folk i den jødiske selvforståelse.

=== Racismen ===

Racismen er en logisk følge af ideen om Guds udvalgte folk. Et folk kan selvsagt ikke være &quot;udvalgt&quot;, hvis andre folk kan indgiftes i det. Følgelig er Gamle Testamente fuldt af forbud mod at gifte sig med ægtefæller fra andre folkeslag og kritik, når de alligevel gjorde det. Lad os tage nogen eksempler.

I Femte Mosebog kapitel 7:1-4 finder vi følgende påbud af Moses: &quot;Når Herren din Gud fører dig til det land, du skal ind og erobre, og han driver store folkeslag væk foran dig, hittitterne, girgashitterne, amoritterne, kana'anæerne, perizzitterne, hivvitterne og jebusitterne, syv folk, der er større og mægtigere end du, og Herren din Gud overgiver dem til dig, og du besejrer dem, da skal du lægge band på dem. Du må ikke slutte pagt med dem og ikke vise dem barmhjertighed. Du må ikke bringe dig i familie me dem; du må ikke give dine døtre til deres sønner, og du må ikke lade dine sønner gifte sig med deres døtre, for det vil få dine sønner til at vige fra mig og dyrke andre guder. Da vil Herrens vrede flamme op imod jer, og han vil hurtigt udrydde dig.&quot;&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 208&lt;/ref&gt;

Dette gælder blandt andre kong Salomo. I Første Kongebog 11:1-4 læses således følgende: &quot;Kong Salomo elskede mange udenlandske kvinder foruden Faraos datter, moabitiske, ammonitiske, edomitiske, sidoniske og hittitiske; om de folk havde Herren sagt til israelitterne: &quot;I må ikke indlade jer med dem, og de må indlade sig med jer, for så vender de jeres hjerte til deres guder.&quot; Dem elskede Salomo, og han holdt fast ved dem. Han havde syv hundrede hustruer med fyrstelig rang og tre hundrede medhustruer, og hans hustruer bragte hans hjerte på afveje.&quot;&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 390&lt;/ref&gt;

I Ezras Bog kapitel 9:10-12 optræder Ezras bodsklage med blandt andet dette: &quot;Vor Gud, hvad skal vi nu sige efter dette? For vi har svigtet de befalinger, du gav gennem dine tjenere, profeterne, da du sagde: Det land, I skal ind og tage i besiddelse, er et urent land på grund af de fremmede folks urenhed med de afskyelige handlinger, som de i deres urenhed har fyldt det med fra ende til anden. Derfor må I ikke give jeres døtre til deres sønner, og I må ikke lade jeres sønner gifte sig med deres døtre.&quot;&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 527&lt;/ref&gt; og i Kapitel 10:10-12 bliver dette gentaget: &quot;Så rejste præsten Ezra sig og sagde til dem: &quot;I har handlet troløst ved at gifte jer med fremmede kvinder; I har øget Israels skyld. Aflæg nu bekendelse for Herren, jeres fædres Gud, og gør hans vilje. Skil jer ud fra landets folk og de fremmede kvinder&quot;.&quot;&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 528&lt;/ref&gt;

I Nehemias' Bog kapitel 10:31 indgår israelitterne blandt andet følgende forpligtelse: &quot;Vi vil ikke give vores døtre til landets folk, og vi vil ikke lade vores sønner gifte sig med deres døtre.&quot;&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 542&lt;/ref&gt;

Således kunne man blive ved.

=== Lebensraum ===

Jødernes ret til Kana'ans land hidrører fra Første Mosebog. I kapitel 12 læser vi: &quot;Dengang boede kana'anæerne i landet. Herren viste sig for Abram og sagde: &quot;Jeg vil give dine efterkommere dette land&quot;.&quot;&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 18&lt;/ref&gt; Senere, i kapitel 15, præciseres udstrækningen af dette jødiske lebensraum: &quot;Den dag sluttede Herren pagt med Abram. Han sagde: &quot;Jeg giver dine efterkommere dette land fra Egyptens flod (det vil sige Nilen) til den store flod, Eufratfloden: kenitterne, kenizzitterne, kadmonitterne, hittitterne, perizzitterne, refaitterne, amoritterne, kana'anæerne, girgashitterne og jebusitterne&quot;.&quot;&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 20f&lt;/ref&gt;

Størrelsen af dette jødiske lebensraum er påfaldende. Sammenlignet med officielle landegrænser i 2026 omfatter dette område: den østlige halvdel af Egypten inklusive hele Sinai, Palæstina inklusive Gaza og Vestbredden, Libanon, Jordan, Saudi Arabien, Yemen, Oman, Forenede Arabiske Emirater, Qatar, Bahrain, Kuwait, Irak samt Syrien. Nogle jødiske imperialister medregner også Kypern til området.

En anden afgrænsning findes i Fjerde Mosebog kapitel 34. Heri læser vi: &quot;Herren talte til Moses og sagde: &quot;Giv israelitterne denne befaling: I kommer nu til Kana'an, det land, der tilfalder jer som arvelod, Kana'ans land i dets fulde udstrækning. Jeres sydgrænse skal gå fra Sins ørken langs med Edom. I syd skal jeres grænse gå fra enden af Salthavet i øst. Så skal grænsen dreje syd om Akrabbim-passet, gå videre til Sin og ende syd for Kadesh-Barnea. Så skal den fortsætte til Hasar-Addar og gå videre til Asmon. Så skal grænsen dreje fra Asmon mod Egyptens bæk og ende ude ved havet.&lt;/br&gt;
Grænsen i vest: Det Store Hav med kyststrækning. Det skal være jeres vestgrænse.&lt;/br&gt;
Dette skal være jeres nordgrænse: Fra Det Store Hav skal I trække en linie til bjerget Hor; fra bjerget Hor skal I trække en linie til Lebo-Hamat, og grænsen skal ende i Sedad. Så skal grænsen gå videre til Zifron, og den skal ende i Hasar-Enan. Det skal være jeres nordgrænse.&lt;/br&gt;
Som grænse i øst skal I trække en linie fra Hasar-Enan til Shefam. Så skal grænsen gå ned fra Shefam til Ribla øst for Ajin, og grænsen skal fortsætte ned og støde til bjergryggen øst for Kinneretsøen. Så skal grænsen gå ned til Jordan og ende ved Salthavet.&lt;/br&gt;
Dette skal være jeres land med dets grænser hele vejen rundt.&quot;&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 196&lt;/ref&gt;

Dette er unægteligt en noget anden afgrænsning end før. Den kritiske læser vi måske spørge om Herren ikke havde forklaret sig godt nok over for Moses eller måske havde ændret holdning, eller om der måske er en helt tredie forklaring?

Den tænkende læser vil måske kigge nærmere på andre dele af samme historie. Vi hører, at Abraham fik børn både med Sara, sin hustru, nemlig jøderne, og med Hagar fra Egypten, hans trælkvinde, nemlig ismaelitterne, det vil sige araberne.&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 21&lt;/ref&gt; Så var det nu jøderne, araberne eller begge grupper som skulle leve i dette område? Desuden tog han sig en ny hustru: Ketura, med hvem han også fik efterkommere.&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 31&lt;/ref&gt; Det er således ret uklart hvem, der skulle overtage dette lebensraum.
 
Således tænker semitisterne ikke. De er imperialister, og de vil have det hele for sig selv. De mener at have ret til at fordrive andre folkeslag og ser Gamle Testamente som kilde til denne ret.

=== Retten til folkemord ===

Jødernes ret til at myrde befolkningerne, som levede i Kana'an, forekommer allerede i Mosebøgerne. I Femte Mosebog kapitel 20:16-17 findes således følgende påbud udtalt af Moses: &quot;i de folks byer, som Herren din Gud vil give dig i eje, må du ikke lade en eneste beholde livet; du skal lægge band på dem, på hittitterne, amoritterne, kana'anæerne, perizzitterne, hivvitterne og jebusitterne, sådan som Herren din Gud har befalet dig.&quot;&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 223&lt;/ref&gt;

I Josvabogen hører vi hvordan, at jøderne hensynsløst myrdede indbyggerne i Kana'an, eksempelvis i kapitel 8:24-29: &quot;Da israelitterne på åben mark havde dræbt alle de indbyggere fra Aj, som havde forfulgt dem ud i ørkenen, og da alle til sidste mand var faldet for sværdet, vendte alle israelitterne tilbage til Aj og huggede indbyggerne ned med sværd. Den dag blev der dræbt i alt tolv tusind mænd og kvinder, alle indbyggerne i Aj. Josva trak ikke sin udstrakte hånd med krumsværdet tilbage, før han havde lagt band på alle indbyggerne i Aj. ..Og Josva brændte Aj ned; han gjorde den til en øde ruinhøj for evigt, og det er den den dag i dag. Ajs konge hængte de på et træ og lod ham hænge til aften. Da solen gik ned, gav Josva sine folk befaling om at tage liget ned fra træet og kaste det hen ved indgangen til byporten. Så kastede de en stor stendynge op over ham, og den ligger der den dag i dag.&quot;&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 251f&lt;/ref&gt;

Tilsvarende i Josvabogen kapitel 10:28-43: &quot;Samme dag indtog Josva Makkeda. Han slog byen og dens konge med sværd og lagde band på byen og alle, der var i den; der var ingen, der overlevede. Han gjorde det samme med kongen i Makkeba, som han havde gjort med kongen i Jeriko.&lt;/br&gt;
Fra Makkeda drog Josva sammen med hele Israel videre til Libna. Han gik til angreb på Libna, og Herren gav også denne by og dens konge i Israels hånd. Josva slog byen og alle, der var i den, med sværd; der var ingen, der overlevede. Han gjorde det samme med kongen dér, som han havde gjort med kongen i Jeriko.&lt;/br&gt;
Fra Libna drog Josva sammen med hele Israel videre til Lakish. Han belejrede byen og gik til angreb på den, og Herren gav Lakish i Israels hånd. Den følgende dag indtog Josva byen; han slog den og alle, der var i den, med sværd, ganske som han havde gjort med Libna. Da drog Gezers konge Horam op for at komme Lakish til undsætning, men Josva slog kongen og hans hær; der var ingen, der overlevede.&lt;/br&gt;
Fra Lakish drog Josva sammen med hele Israel videre til Eglon. De belejrede byen og gik til angreb på den, og samme dag indtog de den og slog den med sværd. Den dag lagde han band på alle, der var i byen, ganske som han havde gjort med Lakish.&lt;/br&gt;
Fra Eglon drog Josva sammen med hele Israel op til Hebron. De gik til angreb på byen og indtog den; de slog byen, dens konge, alle dens byer og alle, der var i den, med sværd; der var ingen, der overlevede. Ganske som han havde gjort med Eglon, lagde han band på byen og på alle, der var i den.&lt;/br&gt;
Så vendte Josva sig sammen med hele Israel mod Debir. Han gik til angreb på byen og indtog den med dens kong og alle dens byer. De slog dem med sværd og lagde band på alle, der var i den; der var ingen, der overlevede. Han gjorde det samme med Debir og dens konge, som han havde gjort med Hebron og med Libna og dens konge.&lt;/br&gt;
Således besejrede Josva hele landet: Bjerglandet, Sydlandet, Lavlandet og Skråningerne og alle kongerne dér. Der var ingen, der overlevede; hver levende sjæl lagde han band på, sådan som Herren, Israels Gud, havde befalet. Josva besejrede dem fra Kadesh-Barnea til Gaza, i hele landet Goshen og helt til Gibeon. Alle disse konger og deres lande undertvang Josva på én gang, for Herren, Israels Gud, førte krig for Israel. Så vendte Josva sammen med hele Israel tilbage til lejren i Gilgal.&quot;&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 255&lt;/ref&gt;

I Josvabogen Kapitel 11 fortsætter folkemordene i det nordlige Kana'an, blandt andet Hasor: &quot;Alle, der var i byen, huggede de ned med sværd og lagde band på dem, så ikke en levende sjæl blev tilbage; og Josva brændte Hasor ned.&quot;&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 256&lt;/ref&gt; Da massemordet var til ende, blev rovet, det vil sige Kana'an, delt mellem israelitternes stammer.&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 257-264&lt;/ref&gt; Det minder om en langt senere begivenhed: under Sovjetunionen i Stalintiden gennemførte terrororganisationen OGPU under ledelse af jøden Genrikh Jagoda&lt;ref&gt;Lina (2003), s.315&lt;/ref&gt; samt NKVD overvejende ledet af jøder&lt;ref&gt;Lina (2003), s.318, 327&lt;/ref&gt; i 1932-33 et massemord på og en massefordrivelse af ukrainske bønder fra deres gårde, en begivenhed der blev kendt som ''holodomor''. Mindre kendt er, at OGPU overvejende bestod af jøder, og at disse efterfølgende som en belønning oprettede deres egne kollektivlandbrug, kibbutz'er, på de myrdede og fordrevne ukraineres jord.&lt;ref&gt;Holocaustmuseet i USA, film&lt;/ref&gt; Jødisk historieforståelse trækker lange spor.

Det var ikke kun ved erobringen af Kana'an, at jøderne begik massemord. I Esters Bog kapitel 9:2-16 hører vi: &quot;I alle kong Ahasverus' provinser samledes jøderne i deres byer for at lægge hånd på dem, der ville dem noget ondt. .. Den trettende dag i måneden adar samledes de øvrige jøder i kongens provinser og forsvarede deres liv; de fik fred for deres fjender, og og de dræbte 75.000 af deres modstandere&quot;.&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 555&lt;/ref&gt;

Flere eksempler end de nævnte kunne være fremhævet, men budskabet og moralen er tydelig nok: i &quot;hellig krig&quot; er massemord på guddommens befalet ikke blot acceptabel men en pligt at gennemføre.

Det er mildest talt absurd at se hvordan den samme ideologi, som hyldede folkemord i Gamle Testamente, har haft travl med at fremstille de selv samme massemordere som et uskyldigt forfulgt folkefærd i det 20. og starten af det 21. århundrede.

=== Honningfælder og pengeafpresning ===

Historier i Gamle Testamente giver jøderne tvivlsomme moralbegreber, eksempelvis at prostituere deres hustruer og døtre i form af &quot;honningfælder&quot;, det vil sige lokkemad for en efterfølgende afpresning. Det begynder med selveste Abraham. I Første Mosebog kapitel 20:2-16 læser vi: &quot;Abraham sagde om sin kone Sara, at hun var hans søster, og Abimelek, kongen i Gerar, sendte bud efter Sara. Om natten kom Gud i en drøm til Abimelek og sagde til ham: &quot;Nu skal du dø, fordi du har taget denne kvinde, for hun er gift&quot;.&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 25&lt;/ref&gt; Senere, da sandheden er blevet klar, hører vi: &quot;Så gav Abimelek Abraham får og køer, trælle og trælkvinder, og han gav ham hans kone Sara tilbage. Og Abimelek sagde: &quot;Mit land ligger åbent for dig. Slå dig ned, hvor du har lyst!&quot; Til Sara sagde han: &quot;Nu giver jeg din bror tusind sekel sølv. Det skal lukke øjnene på alle dem, der hører dig til. Nu har du fået fuld oprejsning&quot;.&quot;&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 26&lt;/ref&gt; Så Abrahams afpresning lykkedes.

Senere gentager historien sig med små variationer. I Esters Bog hører vi, at jøden Mordokaj sender sin datter til kong Ahasverus' harem, hvor &quot;hun vandt hans velvilje&quot;. ..&quot;Ester havde ikke fortalt, hvilket folk og hvilken slægt, hun tilhørte, for Mordokaj havde sagt til hende, at hun ikke måtte fortælle det.&quot; Men senere udnyttes hun til at redde jøderne, og naturligvis belønnes både hun og hendes fader for dette bedrag: &quot;Og Mordokaj fik foretræde for kongen, for Ester havde fortalt, hvordan han var i familie med hende. Kongen tog sin signetring, som han havde frataget Haman, og overdrog den til Mordokaj. Og Ester satte Mordokaj over Hamans hus.&quot;&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 549, 554&lt;/ref&gt;

Således legitimerer Gamle Testamente jødernes brug af honningfælder og pengeafpresning, når denne brug rettes imod folk i magtpositioner.

=== Sammenfatning ===

I 1973 fremkom udtrykket &quot;narrativ teologi&quot;.&lt;ref&gt;Bjerg (1984), s. 11&lt;/ref&gt; Udtrykkets betydning har været noget uklar, men pointen er, at hvis en kristen vil forklare sin tro og identitet, så kan dette ske ved at fortælle om Jesu ord og gerninger. På lignende måde kan jødedommens indhold bedst forstås ved at fortælle historier fra Gamle Testamente.

Som vi har set, er sådanne historier ikke just moralske. Ideen om det udvalgte folk, der ikke må gifte sig med folk fra andre folkeslag men nok har ret til at udnytte dets kvinder i honningfælder til pengeafpresning, og som mener sig i sin gode ret til hensynsløst at udrydde andre folkeslag &quot;i Guds navn&quot;, fremavler en tvivlsom moral. Hvis man vil være lidt uvenlig, kan man med god grund hævde, at denne tvivlsomme moral langt hen af vejen også afspejler sig i jødernes nyere historie.

Vi har i det foregående set hvordan, at denne moral henter sin inspiration i fortællinger fra Gamle Testamente. Og denne moral understreges ved at de samme emner bliver gentaget med blot mindre variationer flere gange som for at understrege, at den ikke er knyttet til en bestemt historisk situation men netop har evig gyldighed. I lighed med sit afkom, muhammedanismen, er denne moral præget af en foragt for dem, som ikke tilhører &quot;in-gruppen&quot;.

Der kan måske være grund til at uddybe dette udtryk nærmere. Alle mennesker udvikler en eller anden form for bevidsthed om at tilhøre et bestemt etnisk fællesskab, herunder skaber de et dertil knyttet begrebsapparat. Man kan skelne mellem det navn, som en etnisk gruppe bruger om sig selv i denne selvidentifikation, og det navn, som andre bruger om den samme gruppe. Nogle gange, men ikke altid, bruger de samme benævnelse, men deres opfattelse af gruppens afgrænsning og indhold behøver ikke at være det samme, men kan tilpasses den aktuelle situation.&lt;ref&gt;Lund (1993), s. 81&lt;/ref&gt; Betegnelsen afspejler en bevidsthed om hvem, man hører sammen med i et fællesskab, og hvem, der ikke hører til dette fællesskab.&lt;ref&gt;Lund (1993), s. 9&lt;/ref&gt; Ofte, men ikke altid, vil de, som ikke tilhører dette fællesskab, blive set ned på, mens man selv ophøjes for sine gode egenskaber.&lt;ref&gt;Lund (1993), s. 13-26&lt;/ref&gt;

Denne vi-bevidsthed skabes i vid udstrækning ved historier, beretninger og myter, om et skæbnefællesskab gennem utallige slægtled. Ofte vil disse historier blive fyldt med navne på legendariske personligheder, hvis liv og gerninger bliver en del af den personlige identitetsfølelse. Og som regel vil en del af denne historie omfatte etnogoni, det vil sige de indfødtes egen mytiske forklaring på deres oprindelse&lt;ref&gt;Lund (1993), s. 49&lt;/ref&gt;, som regel i form af en mytisk stamfader.&lt;ref&gt;Lund (1993), s. 91&lt;/ref&gt; I dansk sammenhæng kan man tænke på Saxo og hans Danmarkshistorie. I germansk sammenhæng er det myten om Tvisto, der er grundlaget for identiteten&lt;ref&gt;Lund (1993), s. 90&lt;/ref&gt;, og for jøderne er det Abraham, der har denne rolle.

Men sådanne historiske beretninger og myter har ikke kun den funktion at begrunde selvidentiteten men tillige at begrunde moralbegreber, hvad der er &quot;god&quot; og &quot;ond&quot; opførsel. For jøderne er det netop historierne i Gamle Testamente, som opfylder denne opgave.

Over tid kan disse funktioner aftage i betydning, fordi behovet for dem ikke længere er så stort. Dette fordi at myter erstattes med faktiske historiske erindringer. Men for visse grupper er dette ikke tilfælde. Her kan udviklingen tvært imod gå i den modsatte retning og udvikle sig til en regulær fanatisme, der kan motivere og begrunde næsten enhver handling. Denne fanatisme kan formuleres og organiseres i en dertil hørende ideologi, en -isme. Semitisme er en sådan ideologi, der i princippet ikke adskiller sig fra andre -ismer bortset fra den etniske gruppe, hvis selvfølelse og handlingsmønster, den skal begrunde.

=== &lt;big&gt;Sammenfatning og konklusion&lt;/big&gt; ===

Vi er nået vejs ende i gennemgangen, og resultatet taler for sig selv. Ikke blot er det officielle narrativ ikke korrekt, for hver del af dette narrativ findes en alternativ forklaring, og tilsammen tegner disse træk et andet men helt entydigt billede.

Først og fremmest: Gamle Testamente er ikke jødisk historieskrivning.&lt;ref&gt;Adler (2022), Preface&lt;/ref&gt; Der kan påvises et utal af indlån fra andre kulturer, eksempelvis historien om Moses i sivkurven og Noas ark, som tydeligt viser, at denne historie er en myte, et narrativ, skabt for at give jødisk identitet en høj alder. I stedet tjener Gamle Testamente som redskab til at give jøder en national identitet igennem deres trosretning, i særdeleshed Jahve. Det er i Jahves navn, at de udvandrer fra Egypten, erobrer Kana'an og i nyere tid trækker sig ind i etniske ghettoer.&lt;ref&gt;Crone og Cook (1977), s. 42&lt;/ref&gt; Hele den jødiske kultur er een lang markering af begivenheder hentet fra myterne i Gamle Testamente.

Dernæst: jøderne var tydeligvis ikke det monoteistiske folkefærd, som de gerne vil give indtryk af, tværtimod. Så langt, at Gamle Testamentes fremstilling overhovedet afspejler en historisk virkelighed, dyrkede jøderne flere guder gennem flere hundrede år. Vi ser en udvikling i flere trin:&lt;/br&gt;
- første trin: to guder, Jahve og El, forenes i en &quot;supergud&quot;&lt;/br&gt;
- andet trin: gudsdyrkelsen centraliseres og kontrolleres af kongen&lt;/br&gt;
- tredie trin: de lavere guder og gudinder forkastes, fordi at de ikke hjalp i en kritisk situation&lt;/br&gt;
- fjerde trin: præsteskabet udvikler et nyt narrativ til at forstærke dets magt og betydning som samlende kraft.&lt;/br&gt;
Det var en udvikling, hvor hvert trin var en logisk følge af det foregående, når behovet for en forandring i det herskende narrativ indtraf. Den nye ideologi var, som de fleste totalitære ideologier, et spørgsmål om at legitimere retten til magtudøvelse. Dette grundlag blev konstrueret ad hoc, det vil sige spontant efter behov. Dets grundlag var aldrig vel funderet, og vi kan nu afvise det fuldstændigt som fusk og forfalskning fra ende til anden.

Samtidig var det en udvikling, hvor hvert trin bidrog med særlige træk til den nye ideologis udvikling: først blev stammeguden anvendt til at legitimere myten om &quot;det udvalgte folk&quot;, herunder en racistisk ultrasemitisk afvisning af ægteskaber med repræsentanter fra andre folkeslag, og hvor regulært folkemord legitimeres som en følge af Jahves beslutning og påbud. Dernæst må den snart svækkede kongemagt i den nye nationale stat styrke sin stilling i befolkningen, hvilket sker ved centralisering af gudsdyrkelsen. Da så statsdannelsen alligevel bryder sammen, bliver det nødvendigt at udpege en skyldig årsag, og her må husguderne holde for. Endelig må det nye narrativ styrkes, hvilket blandt andet sker ved kampen for en ny egen stat.

Da mange profeter har først og fremmest til formål at legitimere den nye nationale ideologi som Jahves vilje.

Endelig er det også fra Gamle Testamente, at jøderne henter deres moralbegreber på godt og ondt.

Det er indlysende, at hvis der kan rejses tvivl om troværdigheden af beretningerne i Gamle Testamente, så er det ikke blot et kildekritisk problem. Det er hele grundlaget for jødedommen, der vælter. Jødedommen er, som muhammedanismen, det, som i kommunistkina kaldes en ''tofu-dreg'' konstruktion: en bygning eller anden konstruktion opført af underlødige bestanddele som gør, at den før eller senere falder sammen af sig selv.

Hidtil har Gamle Testamentes narrativer aldrig være underkastet en kildekritisk analyse, i modsætning til Nye Testamente, som allerede i 1800-tallet og begyndelsen af 1900-tallet blev underkastet en sådan analyse, som den bestod med udmærkelse. Det er først i de seneste år, at et sådant arbejde er igangsat og vel at bemærke er det sket af jødiske arkæologer og historikere. Det gør, at deres resultater ikke blot kan afvises med smædeudtryk som &quot;anti-semitisme&quot;. Det er derfor, at det har været så vigtigt at gøre disse resultater bekendt for et dansk publikum. Og hvis denne bog kan bidrage til fortsatte og uddybende studier af denne problematik, så har den opfyldt sit formål.

Det er for så vidt tilfældigt, at dette sker netop på en tid, hvor staten Israel og dens regering udsættes for en stigende international kritik for sin handlemåde, og så måske alligevel ikke. I alt for lang tid har kritik af jøder og Israel kunnet undertrykkes på grund af myterne om begivenheder under 2. verdenskrig. Men nu ligger disse begivenheder så langt tilbage, 2-4 slægtled, at de ikke længere kan beskytte imod kritik. Og samtidig har både rabiate jøder og den israelske regering i de seneste år udvist en optræden, som let lader sig kritisere. Det er ikke stedet her at uddybe dette emne, det kan fortjene en særskilt behandling og hører hjemme i politisk sammenhæng, ikke i forbindelse med jødedommen som religion og kultur, selv om der kan argumenteres for, at disse områder til dels overlapper hinanden.

Vi har set hvilken afgørende inflydelse, den kildekritiske analyse af Gamle Testamente har på forståelsen af jødedommens historie, men hvorledes forholder det sig med kristendommen? Hvilken indflydelse har kildekritikken på kristendommen? Det enkleste svar er: ingen. Gamle Testamente spiller kun en rolle i kristendommen på to måder:&lt;/br&gt;
- dels at vise at Jesus som messias er forudset allerede af gammeltestamentelige profeter; det er i denne sammenhæng ikke vigtigt, om dette var faktisk var tilfældet, men derimod at jøderne i hans samtid mente, at det forholdt sig således&lt;/br&gt;
- dels at vise de religiøse dogmer, som Jesus gjorde op med. Det viser sig i hans gentagne: &quot;I har hørt at ... men jeg siger jer nu at ...&quot; Jesu lære er i virkeligheden eet stort opgør med jødedommens tankegang og etnisk snæversynethed, han er i den sammenhæng helt på linje med den foreliggende kildekritiske analyse, selv om både hans metode og budskab er et andet.

Især i sidst nævnte sammenhæng er det vigtigt at forstå, at der ikke eksisterer nogen &quot;jødisk-kristne værdier&quot;. Dette moderne udtryk er intet andet end et jødisk forsøg på at tage kristne som gidsler for deres egne ideer. I virkeligheden er det kristendommen, der introducerer næstekærlighed og respekt for medmennesker uanset deres etniske tilhørsforhold, og i forlængelse heraf introducerer både menneskerettigheder og folkestyre. Intet af dette findes i jødedommen, her er det nationalt-etnisk snæversyn, som dominerer hele vejen. Jødedommen er og forbliver en anti-kristen ideologi, fordi den hviler på en selvforståelse baseret på manipulerede kilder i form af Gamle Testamentes skrifter. Og ved at påvise disse manipulationer, myter og omskrivninger, beviser moderne kildekritik, at kristendommen var og er et berettiget opgør med jødedommen.

Endnu for en menneskealder kunne forskere i jødedommen leve i deres vildfarelse om, at selv om der var problemer med Gamle Testamente som kilde til jødedommens historie, så var den i sine hovedtræk alligevel korrekt. Således er det ikke længere. Det kan nu bevises, at der bag den mytiske fortælling gemmer sig en anden historie. Lad så være, at begivenheder i de senere år i Gaza, på Vestbredden, i Libanon, i Egypten, over for Syrien og Iran uden tvivl har bidraget til at fremme denne udvikling. Et træ kendes på dets frugter, og hele verden har nu set de frugter, som jødisk fundamentalisme bringer med sig. Myten om det forfulgte uskyldige folkefærd lader sig ikke længere opretholde.

Og jo mere skingre, hysteriske og fanatiske jødedommens fundamentalister bliver i deres holdninger og opførsel, desto hurtigere vil de miste de sidste rester af en troværdighed, som de i virkeligheden aldrig har haft.

=== &lt;big&gt;Noter&lt;/big&gt; ===
{{Reflist|3}}

=== &lt;big&gt;Litteratur&lt;/big&gt; ===
* Yonatan Adler: ''The Origins of Judaism. An Archaeological-historical Reappraisal''; Yale University 2022; ISBN 978-0-300-25490-7
* Yonatan Adler: &quot;Toward Identifying Proto-Judaic Cultural Features in Ancient Israel and Judea&quot; (i: ''Journal of Ancient Judaism'' (2024), s. 1-28)
* Yonatan Adler: ''Between Yahwism and Judaism. Judean Cult and Culture during the Early Hellenistic Period (332-175 BEC)''; Cambridge University Press 2025; ISBN 978-009-45961-7
* Gad Barnea: &quot;P. Berlin 13464, Yahwism and Achaemenid Zoroastrianism at Elephantine&quot; (2024)
* Geoffrey Bibby: ''I Dilmun tier ravnen''; Wormanium 1971; ISBN 87-85-1600-40
* Geoffrey Bibby: ''Det forsvundne årtusinde''; Wormanium 1978; ISBN 87-8516-053-9
* ''Bibelen''; Det Danske Bibelselskab 1992; 1. udgave 1. oplag; ISBN 87-7325-276-6
* Svend Bjerg: &quot;Den kristne grundfortælling. Studier over fortælling og teologi&quot; (''Teologiske Studier'', bind 8; 2. oplag 1984; Aarhus 1984; ISBN 87-7003-409-5) 
* Patricia Crone og Michael Cook: ''Hagarism. The Making of The Islamic World''; Cambridge 1977; ISBN 0-521-21133-6
* Stephan Peter Dinkgreve: ''In Search of the Sublime: A world history of humanity's relentless pursuit of scientific truth, moral excellence, and enlightenment''; 2021
* Robert Gnuse: &quot;Spilt Water: Tales of David (II Sam 23:13-17) and Alexander the Great (Arrian, Anabasis of Alexander 6.26.1-3).&quot; (i: ''Scandinavian Journal of the Old Testament''; 1998, bind 12, s. 233-248)
* Robert Gnuse: &quot;Abducted Wives: A Hellenistic Narrative in the Book of Judges?&quot; (i: ''Scandinavian Journal of the Old Testament''; 2007; bind 22, s. 272-285)
* Robert Gnuse: &quot;From Prison to Prestige: The Hero who helps a King in Jewish and Greek Literature.&quot; (i: ''Catholic Biblical Quarterly''; 2010 bind 72, s. 31-45)
* Robert Gnuse: &quot;Divine Messengers in Genesis 18-19 and Ovid.&quot; (i: ''Scandinavian Journal of the Old Testament''; 2017; bind 31, s. 66-79)
* Robert Gnuse: &quot;Greek Connections: Genesis 1-11 and the Poetry of Hesiod&quot; (i: ''Biblical Theology Bulletin''; 2017 nr. 47, s. 131-143
* Robert Gnuse: &quot;Heed Your Steeds: Achilles’ Horses and Balaam’s Donkey.&quot; (i: ''International Journal of Research in Humanities and Social Sciences''; 2017; række 4 hæfte 6; s. 1-5)
* Robert Gnuse: &quot;Samson and Heracles Revisited.&quot; (i: ''Scandinavian Journal of the Old Testament''; 2018, bind 32, s. 1-19)
* Robert Gnuse: &quot;Greek Historians and the Primeval History.&quot; (i: ''International Journal of Research in Humanities and Social Sciences''; 2019; række 6 hæfte 1, s. 20-25)
* Robert Gnuse: &quot;Jephthah’s Daughter and Iphigenia in the Plays of Euripides&quot; (i: ''International Journal of the Arts and Humanities''; 2019; række 5 hæfte 1, s. 16-23)
* Robert Gnuse: &quot;Hellenism and the Primary History: The Imprint of Greek Sources in Genesis-2 Kings&quot; ''Copenhagen International Seminar''; Routledge, London 2020 
* Daniel Hawk: &quot;Violent Grace: Tragedy and Transformation in the Orestia and the Deuteronomistic History.&quot; (i: ''Scandinavian Journal of the Old Testament''; 2003, bind 18, s. 73-88)
* Gerhard Larsson: &quot;Possible Hellenistic Influence in the Historical Parts of the Old Testament.&quot; i: ''Scandinavian Journal of the Old Testament''; 2004; bind 18, s. 296-311)
* Niels Peter Lemche: &quot;The Old Testament-A Hellenistic Book&quot; (: ''Scandinavian Journal of the Old Testament''; 1993 bind 7, s. 163-193)
* Niels Peter Lemche: &quot;Is It Still Possible to Write a History of Ancient Israel?&quot; (i: ''Scandinavian Journal of the Old Testament''; 1994, bind 8, s. 163-188)
* Niels Peter Lemche: &quot;Good and Bad in History: The Greek Connection.&quot; (i: Steven McKenzie and Thomas Römer (red.): &quot;Rethinking the Foundations: Historiography in the Ancient World and in the Bible. Essays in Honour of John Van Seters&quot;; ''Beihefte zur Zeitschrift für die altestamentliche Wissenschaft'' nr. 294; Walter de Gruyter, Berlin 2000; s. 127-140) 
* Niels Peter Lemche: &quot;How Does One Date an Expression of Mental History?&quot; (i: Lester Grabbe (red.): &quot;Did Moses Speak Attic? Jewish Historiography and Scripture in the Hellenistic Period&quot; (i: ''Journal for the Study of the Old Testament Supplement Series'' 317/European Seminar on Historical Methodology 3; Sheffield Academic Press, Sheffield 2001; s. 200-224)
* Niels Peter Lemche: &quot;Does the Idea of the Old Testament as a Hellenistic Book Prevent Source Criticism of the Pentateuch?&quot; (i: ''Scandinavian Journal of the Old Testament''; 2011, bind 25, s. 75-92)
* Niels Peter Lemche: &quot;When the End is the Beginning: Creating a National History?&quot; (i: ''Scandinavian Journal of the Old Testament''; 2015, bind 29, s. 22-32)
* Jüri Lina: ''Skorpioni märgi all. Nõukogude võimu tõus ja langus''; Stockholm 2003; ISBN 91-972897-9-5
* Allan A. Lund: ''De etnografiske kilder til Nordens tidlige historie''; Wormanium 1993; ISBN 87-89531-08-6
* Etienee Nodet: &quot;Editing the Bible: Alexandria or Babylon?&quot; (i: Thomas Thompson and Philippe Wajdenbaum (red.): ''The Bible and Hellenism: Greek Influence on Jewish and Early Christian Literature. Copenhagen International Seminar''; Routledge, New York 2014; s. 36-55) 
* Gabrielle Vera Novacek: ''Ancient Israel. Highlights from the Collections of The Oriental Institute University of Chicago''; University of Chicago 2011; ISBN 978-1-88923-65-3
* Johannes Pedersen: &quot;Hasmonæer&quot; (i: ''Salmonsens Konversationsleksikon'', 2. udgave, bind X; 1919; s. 943-944)
* Katherine Stott: &quot;Herodotus and the Old Testament: A Comparative Reading of the Ascendancy Stories of King Cyrus and David.&quot; (i: ''Scandinavian Journal for the Study of the Old Testament''; 2002; bind 16 s. 52-78)
* Jan-Wim Wesselius: &quot;Discontinuity, Congruence and the Making of the Hebrew Bible.&quot; (i: ''Scandinavian Journal for the Study of the Old Testament''; 1999 bind 13 s. 24-77)
* Jan-Wim Wesselius: &quot;The Origin of the History of Israel: Herodotus’ Histories as Blueprint for the First Books of the Bible&quot; (i: ''Journal for the Study of the Old Testament Supplement Series''; Sheffield Academic Press, Sheffield 2002)
* Hans Christian Ørsted: &quot;Overtro og Vantro i deres Forhold til Naturvidenskaben&quot; (''Aanden i Naturen''; 4. udgave; København 1978; ISBN 87-414-8972-1; s. 76-106)

=== &lt;big&gt;Film&lt;/big&gt; ===
* Simca Jacobovici: ''The Exodus Decoded''</text>
      <sha1>npm3xzhf670pb0ejatnvkb0iwtba7kg</sha1>
    </revision>
    <revision>
      <id>41964</id>
      <parentid>41962</parentid>
      <timestamp>2026-05-28T05:20:17Z</timestamp>
      <contributor>
        <username>Sven Halfdan Nielsen</username>
        <id>3898</id>
      </contributor>
      <comment>/* Litteratur */ +1</comment>
      <origin>41964</origin>
      <model>wikitext</model>
      <format>text/x-wiki</format>
      <text bytes="155053" sha1="ae84sh9k3uvfi3gyupulscwe7u2cr82" xml:space="preserve">[[Fil:Philippe de Champaigne - Moses with the Ten Commandments - WGA04717.jpg|thumb|400px|Ifølge nye videnskabelige kildekritiske teorier er det ikke Moses, som har skrevet Mosebøgerne. Maleri af Philippe de Champaigne.]]

=== &lt;big&gt;Fortale&lt;/big&gt; ===

Jødedommens ældste historie har hidtil været indhyllet i mørke. Traditionen hviler på ''Tanakh'' eller Gamle Testamente, men dette synes først at have fundet sin endelige form i det 2. århundrede f.Kr. i det hasmunitiske kongerige. Hvor meget, traditionerne har ændret sig før denne tid, er et åbent spørgsmål.

Foruden Gamle Testamente er de vigtigste kilder til belysning af spørgsmålet især arkæologiske fund, men også her er der store problemer med troværdigheden. Flere kilders oprindelse er omstridte og dermed bliver deres udsagnsværdi også tvivlsom.

Det er først i den seneste menneskealder, at der tegner sig et mere klart billede af den omskiftelige historie, men hidtil har mig bekendt ingen forsøgt at gøre denne viden tilgængelig på dansk. Jeg har derfor efter fattig evne forsøgt at skildre denne på grundlag af tilgængeligt materiale. Jeg har desuden tilføjet notehenvisninger til de skriftlige kilder, som jeg anvendt.

Når man forsøger at skildre kendt historie således som tilfældet er med Gamle Testamente, stilles man over for to problemer: dels må man forsøge at sætte denne fremstilling i forhold til det billede, som andre kilder tegner, dels må man forsøge at forstå den forvandling og forvanskning af oprindelige kilder, som fremstillingen i Gamle Testamente nu afspejler.

Den foreliggende undersøgelse falder i to hoveddele, dels en undersøgelse af jødernes faktiske historie således som den lader sig fastslå baseret på grundlag af arkæologiske og historiske kilder, herunder spørgsmålet om jødernes religion, dels en kildekritisk analyse af ''Tanakh'' eller Gamle Testamente. Afslutningsvis vil der blive foretaget en vurdering af hvilken indflydelse, ''Tanakh'' har haft på jødernes selvforståelse og Gamle Testamente har på kristen selvforståelse.

Der kan være grund til at understrege, at stort set alt i denne undersøgelse alene skyldes yderst kompetente forskeres virke, og jeg har efter evne forsøgt at henvise til denne forskning. Litteraturen herom findes i den afsluttende litteraturliste. Desuden har jeg inddraget andre inspirationskilder, hvor jeg finder dem relevante og troværdige. Derimod er fortolkningen af disse ulige arbejder min egen, og de oprindelige forskere kan og bør derfor ikke drages til ansvar for denne fortolkning.  

På dette sted kan der være grund til at forudskikke enkelte kendsgerninger: selvidentiteten &quot;jøde&quot; synes først at blive skabt i 2. århundrede f.Kr. efter hasmunitternes oprør og etableringen af kongeriget baseret på religiøse regler. Der findes ingen ældre beviser på, at jøderne inden da havde fulgt moseloven, og først på dette tidspunkt optræder ''Tanakh'', de ældste synagoger samt mønter uden billede. Det bør desuden bemærkes, at der ingen omtale findes af sabbaten i Gamle Testamente.

Efter den babylonske magtovertagelse i 586 f.Kr. optræder ''al Yahuda'' som en by i Babylon, stednavnet Israel optræder første gang på en mønt dateret år 66 e.Kr. og i forbindelse med jødernes oprør mod romerne.

Om bogens titel skal jeg blot bemærke, at jeg har valgt ordet &quot;jødedom&quot;, fordi det betegner jødisk religion og kultur på samme tid.

Sven Halfdan Nielsen&lt;/br&gt;
Pärnu, den 5. maj 2026

=== &lt;big&gt;Indledning&lt;/big&gt; ===

Al historisk og litterær forskning må hvile på kildekritiske undersøgelser. Dette betyder, at arkæologiske og sproglige kilder kritisk må vurderes med henblik på deres oprindelsessituation, eventuelle tendens, forholden sig til de omtalte begivenheder og for sproglige kilder tillige deres formål (som udmærket kan være mangesidigt). Kilderne må stilles i forhold til, hvad der ellers vides om tiden, og de må forsøges tolket således, at de er bedst i overensstemmelse med denne viden, og at de ikke modsiger denne viden. Hvis det sidste er tilfældet, må man spørge, om fortolkningen er rigtig, eller om den hidtidige &quot;viden&quot; må revideres.

Lige siden afslutningen af 2. verdenskrig og især i det 21. århundrede har beskyldninger om &quot;anti-semitisme&quot; fået et kraftigt opsving. Der kan derfor være grund til at gøre nogle bemærkninger om min opfattelse af dette begreb og dets anvendelse.

For mig består udtrykket &quot;anti-semitisme&quot; af to dele: &quot;anti&quot; betyder imod, og &quot;semitisme&quot; betegner en politisk, nationalistisk ideologi. Dette indebærer, at jeg skelner mellem jøder som kulturel folkegruppe på den ene side og en semitisk ideologi på den anden.

Jeg har intet imod folk, som identificerer sig selv som jøder i religiøs og kulturel henseende så længe, at dette ikke berører deres forhold til andre folkegrupper. For mig er &quot;jøde&quot; altså en betegnelse, der i princippet ikke adskiller sig fra dansker, tysker, armener, kurder, japaner eller en hvilken som helst anden national folkegruppe.

Anderledes forholder det sig med begrebet &quot;semitisme&quot;. Her er der i mine øjne tale om en totalitær og intolerant national ideologi, som tåler sammenligning med fx. fascismen i Italien og nazismen i Tyskland. Der er med andre ord tale om en ekskluderende ideologi, som på samme tid legitimerer en bestemt handlemåde over for andre befolkningsgrupper. Dette kan der senere være grund til at vende tilbage til, når vi har gjort os selve grundlaget for denne tankegang klart.

Lad mig sige det straks: det er ikke &quot;anti-semitisk&quot; at anlægge en anden betragtningsmåde en den, som såkaldte &quot;semitter&quot; selv anlægger - med mindre at man tilføjer, at sådanne semitter har et snævert syn og en snæver fortolkningsramme båret af egne fordomme. I denne henseende minder semitter og muhammedanere om hinanden. Begge promoverer en bestemt fortolkning, og begge benægter retten til at inddrage andre kilder eller til at anlægge en anden og bedre forståelse.

For mig skræmmer udsigten til at blive tillagt smædeord mig ikke. Afgørende for mig er objektivt at se på alle fastslåede kendsgerninger og så nå frem til den forståelse, som er mest og bedst i overensstemmelse hermed. Hvis andre har problemer hermed, er det deres problem, ikke mit. De ønsker at forsvare en myte, men for mig er det de historiske kendsgerninger bag myten, som er det vigtigste. Myter er overtro og vantro. Men som Hans Christian Ørsted har sagt det, vil videnskaben overvinde overtroen og vantroen&lt;ref&gt;Ørsted (1978), s. 106&lt;/ref&gt;, og således må det være.

Det gælder her som i tilfældet med muhammedanismen&lt;ref&gt;se ''Muhammedanismen i kildekritisk belysning''&lt;/ref&gt;, at modstanden og modviljen imod at blive konfronteret med nye kendsgerninger dybest set blot viser hvor usikre, forsvarere af den herskende ideologi i virkeligheden er. Hvis de var sikre i deres overbevisning, ville de velkomme enhver udfordring, idet de vil kunne tage den op og sagligt imødegå den. Men således forholder det sig ikke, tværtimod. 

Det bør tilføjes, at forskningsfeltet er inde i en rivende udvikling i disse år. Det kan derfor ikke udelukkes, at forskningen om føje år vil give et andet, mere omfattende men måske også revideret billede i forhold til nu, og således må det være. Det er den eneste måde, at vor viden kan forøges og forbedres på. Og skulle denne bog medvirke til at fremme en sådan forskning, har den opfyldt sit formål.

=== &lt;big&gt;Jødedommens ældste historie&lt;/big&gt; ===

Formålet med det følgende er at skildre jødedommens ældste historie. Hovedvægten vil blive lagt på de arkæologiske vidnesbyrd. Bibelen vil imidlertid blive inddraget, hvis og når den kan belyse historiske kendsgerninger. En række emner vil blive underkastet en særskilt behandling.

=== Den kana'næiske oprindelse ===

I det 2. århundrede f.Kr. var Kana'an beboet af stammer med hver deres skytsguddom. Disse guddomme hørte til den kana'anæiske gudeverden og omfattede blandt andre El, Ba'al og Jahve. Over tid begyndte jøderne imidlertid at skille sig ud og hævde, at de ikke stammede fra kana'anæerne, skønt både sproglige og religiøse træk fra tiden 1200-1000 f.Kr. tyder på, at de udviklede sig fra en kana'anæisk fælles kultur i den grad, at det ofte er svært at skelne imellem dem.&lt;ref&gt;Dinkgreve (2021), kap. 8&lt;/ref&gt;

Hvornår, denne udskillelsesproces er fundet sted, vides ikke, men det må være sket omkring 1207 f.Kr., idet kana'anæerne og israelitterne på en stele rejst af farao Merneptah dateret til dette tidspunkt udtrykkeligt er nævnt som to uens folkegrupper:&lt;/br&gt;
- &quot;Kana'en er udplyndret,&lt;/br&gt;
- Israel er lagt øde.&quot;&lt;/br&gt; 
Det er værd at bemærke, at de hieroglyffer, som angiver navnet Kana'an, viser, at der er tale om et land, mens de, som angiver Israel, viser, at der er tale om et folk.&lt;ref&gt;Dinkgreve (2021), kap. 8&lt;/ref&gt; Det er også den eneste kilde fraset Gamle Testamente som nævner et folk kaldet Israel på denne tid.&lt;ref&gt;Novacek (2011), s. 66&lt;/ref&gt;

Den oprindelige gud for Israel synes at have været ''El''. Navnet &quot;Isra-el&quot; betyder &quot;Els styre&quot;.&lt;ref&gt;Dinkgreve (2021), kap. 8&lt;/ref&gt;

Kildekritiske undersøgelser af Mosebøgerne viser at disse er skrevet af flere forskellige forfattere, hvoraf to af forskerne kaldes P og E. Begge disse forfattere kalder Gud for ''El'' indtil, at Gud angiveligt selv kalder sig ''Jahve'' over for Moses: &quot;Jeg er Jahve. Jeg viste mig for Abraham og Isak og Jakob som ''El-Shaddai'', men mit navn er ''Jahve''. Jeg gjorde ikke det bekendt for dem&quot;.&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 72&lt;/ref&gt;

Det bør tilføjes, at i ''Genesis'' forekommer 17 tilfælde af associationer med ''El'' (fx. Bethel) men ikke een eneste med ''Jahve''. Der er desuden eet tilfælde med henvisning til ''Ba'al'', nemlig Ashbel, Benjamins søn

=== Ugarit ===

I 1928 fandt en bonde i Ras Shamra ved Middelhavskysten (nu i Syrien) et omkring 3.000 år gammelt gravkammer. En udgravning det følgende år viste, at det dækkede over dels en større gravplads, dels en forhistorisk by: Ugarit, en vigtig handelsby fra omkring 1450 f.Kr. til 1192 f.Kr., idet byen blev brændt af og blev opgivet antagelig mellem 1190 f.Kr. og 1185 f.Kr. Blandt de mange fund var et stort antal lertavler og mange af dem med religiøse tekster: mytologiske vers, hymner til guder, lister over præsternes ofringer. Den ledende guddom i Ugarit hed ''El''. ''El'' var gudernes fader, skaber af alle levende væsener, den evige konge. Han blev beskrevet som en ældre skægget mand, som sad på en trone med en krone med tyrehorn. Hans hustru hed ''Ashera''&lt;ref&gt;Dinkgreve (2021), kap. 8&lt;/ref&gt;, hun var moder til 70 guder ifølge teksterne. Blandt sønnerne var stormguden ''Baal'', havguden ''Jam'', dødsguden ''Mott'' og krigergudinden ''Anat''. Tilsammen blev de kaldt ''Ilham'', det vil sige børn af ''El''.

I Bibelens skildring af skabelsen optræder ordet ''Elohim'', på hæbraisk et ord for guddom, hvilket er umiddelbart sammenligneligt med ordet i Ugarit, men ordet er flertal, ikke ental. Og flere af beretningerne i Gamle Testamente bruger netop (men ikke alene) dette ord om Gud: ''El Shaddai'' (Gud den Almægtige), ''El Elyon'' (Gud den Højeste)&lt;ref&gt;Novacek (2011), s. 41&lt;/ref&gt;, ''El Olam'' (den evige Gud), ''El Bethel'' (Bethels Gud). Det er det samme navn som den øverste gud i kana'anæernes gudeverden.

Af disse kendsgerninger tør drages to slutninger. Den ene er, at Gud i den hebraiske forståelse ikke i starten var fuldstændig og enerådende men i stedet udviklede sig over tid, langsomt ved en proces, der bedst kan beskrives som konvergens: flere guder smeltede sammen i een guddom.

Den anden slutning, man tør drage, er den, at israelitterne udviklede sig som folk fra kana'anæerne. Deres første gud var kana'anæernes gud ''El''. For de folk, som levede i bjergene i Kana'an omkring 1100 f.Kr. var der ikke nogen markant forskel imellem deres egen religion og de omgivende folkeslags religion: de dyrkede den samme fadergud og modergudinde. Dette har været anerkendt af arkæologer siden omkring 1970 baseret på fundne lertavler, indskrevne navne på lerkar, fund af husguder og af husaltre.

=== Jahve ===

Nu er det velkendt, at jøderne har et andet navn på deres gud: ''Jahve''. Hvor stammer dette navn fra? Hvor og hvornår overtog han de egenskaber, som tidligere blev tillagt El? For at svare på disse spørgsmål, må vi inddrage tre nye kilder.

På en to tusinde år gammel læderklud fundet i en hule findes en tekst med følgende indhold: da den højeste gud gav nationerne deres arv, da han delte menneskeheden, fastlagde han deres indbyrdes grænser i henhold til antallet af gudesønner. Denne tekst fra Femte Mosebog 32:8&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 237&lt;/ref&gt; var identisk med den tekst, som jøderne kopierede i århundrede før Kristi fødsel. Den findes i den græske version af Gamle Testamente fra 3. og 2. århundrede f.Kr. Jøderne ændrede siden teksten fra &quot;gudesønner&quot; til &quot;Israels sønner&quot;.

Tages teksten for pålydende, har den højeste gud inddelt menneskene i nationer og givet hver nation en søn som guddommelig leder. I det følgende vers fortælles hvilken søn, der blev tildelt hvilken nation, og det oplyses, at Jahve fik tildelt Jacobs stamme eller Israel.

Det må her bemærkes, at Jahve her tydeligt er en mindre, en underordnet gud i forhold til den højeste gud. Bibelforskere som Mark Smith og Frank Moore Cross fra Harvard mener, at det er her, at Jahve gøres til guddom for Jacobs stamme. Teksten i Kumran (bedre kendt som Dødehavsrullerne) bevarede den oprindelige tekst, men den blev i middelalderen tilsyneladende tilpasset.

I ''Salmernes Bog'' salme 82 findes følgende:&lt;/br&gt;
&quot;Gud træder frem i gudeforsamlingen,&lt;/br&gt;
blandt guderne holder han dom:&lt;/br&gt;
Hvor længe vil I dømme uretfærdigt&lt;/br&gt;
og tage parti for de ugudelige? Sela&lt;/br&gt;
Skaf de svage og faderløse deres ret,&lt;/br&gt;
frikend de hjælpeløse og arme,&lt;/br&gt;
udfri de svage og fattige,&lt;/br&gt;
red dem fra de ugudeliges magt!

De forstår og fatter intet,&lt;/br&gt;
de vandrer i mørke,&lt;/br&gt;
jordens grundvolde rokkes.&lt;/br&gt;
Jeg har sagt: I er guder,&lt;/br&gt;
I er alle sønner af den Højeste.&lt;/br&gt;
Dog skal I dø som mennesker,&lt;/br&gt;
og I skal falde som en af stormændene.

Rejs dig, Gud, hold dom over jorden,&lt;/br&gt;
for du har alle folkene som ejendom.&quot;&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 693&lt;/ref&gt;

Denne salme indeholder altså mindet om en gudeforsamling, som også afspejles i den langt ældre tekst. Ordet &quot;guderne&quot; i den originale tekst er ''Elohim'', i flertal. Det viser, at der var en tid i jødernes historie, hvor flerguderi øjensynligt var en almen forståelse. Og en af disse gudesønner var åbenbart Jahve.

Et lignende minde findes i Første Mosebog kapitel 6, der begynder således:

&quot;Da menneskene begyndte at blive talrige på jorden og fik døtre, så gudesønnerne, at menneskedøtrene var smukke. Blandt dem tog de sig alle de koner, de havde lyst til. Da sagde Herren: &quot;Min livsånde skal ikke forblive i mennesket for evigt. De er dødelige, deres levetid skal være 120 år&quot;.&lt;/br&gt;
Dengang gudesønnerne gik ind til menneskedøtrene og fik børn med dem - men også siden hen - var der faldne på jorden. Det er heltene, navnkundige mænd fra ældgamle dage.&quot;&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 12. Den danske oversættelse har &quot;kæmper&quot; i stedet for &quot;faldne&quot; men det originale ord er ''nefilim'' med netop denne betydning&lt;/ref&gt; 

Endnu en kilde, som bør nævnes, er et tempel nu beliggende i Sudan på Nilens vestre bred. Det blev opført af farao Aman Hototeep III (bedstefader til Tutankhamon), som regerede Egypten fra ca. 1390 f.Kr. til 1352 f.Kr., og var tilegnet guden Amon Ra. På en af søjlerne i dette tempel, der omtaler underkuede folkeslag, optræder &quot;Tashasu YHWH&quot;. Nationen ''Shassu'' var et semitisk folkeslag, nomader, kvæghyrder, der strejfede om i ørkenen ved den sydlige grænse for Kana'an. Betegnende nok identificeres de ikke ved deres landområde men derimod ved deres guddom, ''Jahve'', omtrent 200 år før at israelitterne ellers optræder i historiske tekster ifølge gængs fortolkning.

Egyptologen Donald Redford slutter heraf, at ''Jahve'' oprindeligt var en edomitisk eller midianistisk gud i de sydlige ørkenområder, som blev dyrket i områder, som den hebraiske bibel selv udpeger som stedet for jødernes oprindelse, som stedet hvor Moses hørte Gud tale fra en brændende busk, og i ''Dommerbogen'' findes blandt andet &quot;Deboras sejrssang&quot;, som dateres til 12. århundrede f.Kr.&lt;ref&gt;Dinkgreve (2021), kap. 8&lt;/ref&gt;, med følgende linjer:

Herre, da du drog ud fra Se'ir,&lt;/br&gt;
da du skred frem fra Edoms land,&lt;/br&gt;
skælvede jorden, himlen dryppede af regn,&lt;/br&gt;
ja, skyerne dryppede af vand.&lt;/br&gt;
Bjergene rystede foran Herren,&lt;/br&gt;
Sinajs Herre,&lt;/br&gt;
foran Herren, Israels Gud.&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 276&lt;/ref&gt;

Edom lå i den nordøstlige del af Sinaj-ørknen, sydøst for Det Døde Hav. Men der er mere. Jahve introduceres af Moses efter, at Jetro, Moses svigerfader, sammen med sine sønner havde sluttet sig til jøderne.&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 87&lt;/ref&gt; Ifølge Anden Mosebog kapitel 3:1 var Jetro præst i Midjan.&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 68&lt;/ref&gt; Det må rejse spørgsmålet, om det er fra ham, at Moses har overtaget sin guddom Jahve. Men ifølge Dommerbogen kapitel 1:16 var Jetro kenit: &quot;Efterkommere af den kenit, der var Moses' svigerfar, drog sammen med judæerne op fra Palmebyen til Judas ørken i Arads sydland og bosatte sig hos befolkningen dér.&quot;&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 271&lt;/ref&gt; Kenitterne var Kains efterkommere. I Første Mosebog kapitel 4:17-22 læser vi: &quot;Kain lå med sin kone, og hun blev gravid og fødte Enok. Så byggede han en by og gav den navn efter sin søn Enok. Enok fik sønnen Irad, Irad fik Mehujael, Mehujael fik Metushael, og Metushael fik Lemek. Lemek tog sig to koner, den ene hed Ada, den anden Silla. Han blev stamfader til dem, der bor i telte og holder kvæg. Også Silla fødte en søn, Tubal-Kain, stamfader til smedene, alle dem, der forarbejder kobber og jern.&quot;&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 11&lt;/ref&gt; 

Vi ved, at i andre kulturer som egyptisk, græsk og romersk er smedekunsten forbundet med vulkaner: i romersk mytologi hed smedeguden ligefrem ''Vulkan''. Læg dertil profetien i Esajas' Bog kapitel 31:9, der nævner &quot;Herren, som har sit bål på Zion og sin ovn i Jerusalem&quot;.&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 874&lt;/ref&gt; Og for at fuldende billede findes i Anden Mosebog kapitel 19:18-19 følgende beskrivelse af bjerget: &quot;Hele Sinajs bjerg var hyllet i røg, fordi Herren var steget ned på det i ild og røgen steg til vejrs som røgen fra en smelteovn. Hele bjerget skælvede af stor rædsel, og hornklangen blev kraftigere og kraftigere.&quot;&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 88&lt;/ref&gt; Det kunne være en beskrivelse af en aktiv vulkan. Disse sammenfald kan næppe være tilfældige. Er der tale om, at Jahve oprindelig var en smedegud forbundet med vulkanisme, og at han er overtaget af Moses (hvis han er en historisk person) fra sin svigerfaders kultur? I så fald viser det, at der findes en jødisk religiøs forhistorie, som man siden har forsøgt at fortrænge.

Af det foregående tør vi antage, at ''Jahve'' ikke begyndte i Israel. Han begyndte som en &quot;skytsguddom&quot; blandt nomadiske stammer uden en konge, uden templer og uden et skriftsprog. På et eller andet tidspunkt, måske som følge af handel eller af en edomitisk udvandring nordpå, kom denne gud til kana'anæerne, og der mødte han en anden guddom: den gamle gud ''El''. Hvad, der siden fulgte, var konvergens: før dannelsen af et kongerige, før opførelsen af det første tempel, blev ''El'' &quot;opslugt&quot; af ''Jahve''. Derved fik den nye fusionerede guddom begge navne i Gamle Testamente.

=== Ashera ===

Men denne gud stod ikke alene, han havde en kvindelig partner, en gudinde: ''Ashera''. Ashera optræder i kana'anæernes hjem som gudindestatuette, hendes navn findes på forrådskar og i gravskrifter. I tekster fra 8. århundrede f.Kr. bliver hun påkaldt ved siden af Jahve som om de hørte sammen og var ligestillede.

Vi ved nu, at hun i århundreder var blevet dyrket af jøderne som gudinde. Hun kunne gå på vandet, hendes tilnavn var ''Kudu'', den hellige. Hun findes gengivet på et egyptisk kunstværk fra samme tid stående på ryggen af en løve og med en slange i hver hånd. Kort sagt var hun en af de store modergudinder i Mellemøsten.

I to bygninger daterede til tiden 801-770 f.Kr. i det nordøstlige Sinai ved bjerget Contilit Azud fandt arkæologer i 1975 store forrådskar med en tekst skrevet på tidlig hebraisk: &quot;Jeg velsigner dig ved Jahve af Samaria og hans Ashera&quot;&lt;ref&gt;Novacek (2011), s. 92&lt;/ref&gt; og &quot;Jeg velsigner dig ved Jahve af Teman og hans Ashera&quot;. Her står israelitternes mandlige guddom sammen med kana'anæernes gudinde. Teman var den egn i ørkenen, hvor ifølge Habakuks Bog kapitel 3:3 Jahve havde sin oprindelse:&lt;/br&gt;
&quot;Gud kommer fra Teman,&lt;/br&gt;
den Hellige fra Parans bjerge&quot;.&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 1187&lt;/ref&gt;

I Hebron blev tilsvarende fundet en gravskrift dateret til midten af 8. århundrede f.Kr.: &quot;Velsignet være Uryyaho ved Jahve for fra hans fjender ved Ashera har han frelst ham&quot;.

Desuden har man fundet over tusind små gudindestatuetter, heraf 400 alene i Jerusalem, der ifølge Raz Kletter utvivlsomt forestiller Ashera skildret med krop som en cylinder med to markerede bryster og hænder, der tilbyder dem, samt et smilende ansigt. De dateres alle til 8. og 7. århundrede f.Kr. og de blev alle fundet i private hjem, ikke i templer. De viser, at dyrkelsen fandt sted under det delte kongerige som noget alment udbredt, ikke som noget særegent for de få.

Som supplement til en forståelse kan man gå til Gamle Testamente, hvor der er bevaret flere passager, hvori Ashera-dyrkelsen omtales. Den følgende oversigt gør ikke krav på fuldstændighed.

I Første Kongebog kapitel 14 læser vi: &quot;Salomos søn Rehabeam blev konge i Juda. .. Rehabeam var enogfyrre år, da han blev konge, og han regerede sytten år i Jerusalem, den by Herren havde udvalgt af alle Israels stammer til at sætte sit navn på. Hans mor hed Na'ama og var fra Ammon.
Judæerne gjorde, hvad der var ondt i Herrens øjne, og med de synder, de begik, gjorde de ham mere vred, end deres fædre havde gjort. Også de byggede offerhøje og lavede stenstøtter og Ashera-pæle på alle høje bakker og under alle grønne træer; der var endog mandlige helligskøger i landet.&quot;&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 396&lt;/ref&gt;

I kapitel 15 læser vi: &quot;I Nebats søn kong Jeroboams attende regeringsår blev Abija konge over Juda. Han regerede tre år i Jerusalem. Hans mor hed Ma'aka og var datter af Absalom. Han fulgte alle de synder, som hans far havde begået før ham..&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 396&lt;/ref&gt;

I Israels konge Jeroboams tyvende regeringsår blev Asa konge over Juda. Han regerede enogfyrre år i Jerusalem. Hans mor hed Ma'aka og var datter af Absalom. Asa gjorde, hvad der var ret i Herrens øjne, lige som sin fader David. Han forviste de mandlige helligskøger fra landet og fjernede alle de møgguder, som hans forfædre havde lavet. Han fjernede også sin mor Ma'aka som kongemoder, fordi hun havde ladet fremstille en rædselsstøtte til Ashera. Asa huggede støtten om og brændte den i Kedrondalen. Offerhøjene forsvandt ikke..&quot;&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 396f&lt;/ref&gt;

I kapitel 16 læser vi: &quot;Omris søn Akab blev konge over Israel i Judas konge Asas otteogtredivte regeringsår, og Omris søn Akab regerede toogtyve år i Samaria over Israel. Omris søn Akab gjorde, hvad der var ondt i Herrens øjne, værre end nogen før ham. Da det ikke var nok for ham at følge Nebats søn Jeroboams synder, giftede han sig med sidoniernes konge Etba'als datter Jezabel, og han gav sig til at dyrke og tilbede Ba'al. Han rejste et alter for Ba'al i Ba'als tempel, som han havde bygget i Samaria. Akab lavede en Ashera-pæl, og Akab gjorde mere endnu, så han krænkede Herren, Israels Gud, mere end nogen af Israels konger, der havde været før ham.&quot;&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 399&lt;/ref&gt;

I Anden Kongebog kapitel 21 omtales kong Manassa. Om hans gerninger hedder det: &quot;Han gjorde, hvad der var ondt i Herrens øjne efter de afskyelige skikke hos de folkeslag, som Herren havde drevet bort foran israelitterne. Han genopbyggede de offehøje, som hans fader Hizkija havde ødelagt; han rejste altre for Ba'al, og han lavede en Ashera-pæl, sådan som Israels konge Akab havde gjort, og han tilbad hele himlens hær og dyrkede den. .. Og i de to forgårde til Herrens tempel byggede han altre for hele himlens hær. .. Og han opstillede Ashera-billedet, han havde lavet, i dette tempel, om hvilket Herren havde sagt til David og til hans søn Salomo: &quot;''På dette tempel og på Jerusalem, som jeg har udvalgt blandt alle Israels stammer, vil jeg sætte mit navn til evig tid; og jeg vil ikke mere jage Israel bort fra det land, som jeg gav deres fædre, når de blot omhyggeligt vil gøre alt det, jeg har befalet dem, og holde hele loven, som min tjener Moses gav dem.''&quot; Men de ville ikke høre, og Manassa forledte dem til at handle værre end de folkeslag, som Herren havde udryddet for israellitterne.&quot;&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 438f&lt;/ref&gt;

I Anden Kongebog kapitel 23 oplyses, at denne afgudsdyrkelse holdt sig til Josija stoppede den: &quot;Så befalede kongen ypperstepræsten Hilkija, andenpræsterne og dørvogterne at fjerne alle de ting, der var lavet til Ba'al og til Ashera og til hele himlens hær, fra Herrens tempel, og han brændte dem uden for Jerusalem .. Helligskøgernes rum i Herrens tempel, hvor kvinderne vævede klæder til Ashera, rev han ned. .. Også alteret i Betel, offerhøjen som Jeroboam, Nebats søn, havde opført, han som forledte Israel til synd, både dette alter og offerhøjen rev Josija ned, og han knuste stenene til støv og brændte Ashera-pælen.&quot;&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 441&lt;/ref&gt; 

Profeten Jeremis beklagede sig i Jeremias' Bog kapitel 7: &quot;Kan du ikke se, hvad de gør i Judas byer og Jerusalems gader? Børnene samler brænde, fædrene tænder ild og kvinderne ælter dej, så de kan lave offerkager til Himmeldronningen og udgyde drikofre for andre guder og krænke mig.&quot;&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 950&lt;/ref&gt; Han taler om ''Ishtar'', Mesopotamiens version af Ashera, mens hun blev adopteret som ''Afrodite'' i Grækenland og blev kaldt ''Astarte'' af kana'anæerne og senere af fønikerne.&lt;ref&gt;Novacek (2011), s. 38&lt;/ref&gt;

Der kan således ikke være tvivl om, at Ashera-dyrkelsen var udbredt blandt jøderne i flere århundreder, snart officielt snart uofficielt. Manassa regerede fra 697 f.Kr. til 642 f.Kr. og Josija skal have stoppet Ashera-dyrkelsen omkring 622 f.Kr. Men uofficielt fortsatte dyrkelsen helt frem til babylonernes erobring af Jerusalem.

Det vigtigste i denne sammenhæng er, at denne afgudsdyrkelse, som det også fremgår af Gamle Testamente, fandt sted længe efter, at jøderne skulle være gået over til monoteisme.

=== Den centraliserede gudsdyrkelse ===

Men hvornår begyndte den monoteistiske gudsdyrkelse blandt jøderne? Meget tyder på, at det var en udvikling i to trin: først skete der en centralisering af gudsdyrkelsen, og langt senere en overgang til monoteisme.

Første kilde til denne udvikling findes i Moseloven. Her hedder det: &quot;Du må ikke lave dig noget gudebillede i form af noget som helst oppe i himlen eller nede på jorden eller i vandet under jorden. Du må ikke tilbede dem og dyrke dem, for jeg, Herren din Gud, er en misundelig Gud.&quot;&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 89. I oversættelsen til dansk bruges ordet &quot;lidenskabelig&quot; i stedet for &quot;misundelig&quot;&lt;/ref&gt; Det siges ikke, at der ikke findes andre guder, kun at jøderne ikke længere måtte dyrke dem.

Næste kilde findes i Anden Kongebog om kong Josija, som regerede 640-609 f.Kr. Her hedder det: &quot;Og statsskriveren Shafan fortalte kongen, at præsten Hilkija havde givet ham en bog, og Shafan læste den op for kongen.&quot;&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 440&lt;/ref&gt; Forskere mener, at den bog, der her er tale om, sandsynligvis var Femte Mosebog.

Femte Mosebog adskiller sig tydeligt fra de foregående fire Mosebøger, så meget at man mener, at den har sin egen forfatter (eller egne forfattere), der af forskerne kaldes D. Denne forfatter D genkendes også i en række andre tekster i Gamle Testamente: Joshua-bogen, Første og Anden Dommerbog, Samuels Bog samt Første og Anden Kongebog. Det menes, at alle disse bøger er forfattede af samme person eller personkreds.&lt;ref&gt;Dinkgreve (2021), kap. 8&lt;/ref&gt;

Anden Kongebog fortæller om kong Josiah, at han centraliserede gudsdyrkelsen og forbød stedlige altre: &quot;Han hentede alle præsterne fra Judas byer, og offerhøjene lige fra Geba til Be'ersheba, hvor de havde tændt offerild, gjorde han urene, og portofferhøjene, som lå ved kommandantensen Josvas port til venstre, når man går ind ad byporten, rev han ned.&quot;&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 441&lt;/ref&gt; Som det siges: &quot;Der havde ikke tidligere været nogen konge, der som han af hele sit hjerte og af hele sin sjæl og af hele sin styrke vendte om til Herren, helt efter Moses' lov og efter ham kom der ingen som han.&quot;&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 442&lt;/ref&gt; Tydeligvis var der tale om at samle al religiøs magt på et sted og under kongens kontrol. Det var med andre ord en religiøs revolution.

For at retfærdiggøre denne revolution måtte man opfinde en spådom, der kunne retfærdiggøre den. Her træder nu to kilder ind. Den ene findes i Første Kongebog. Her omtales en gudsmand, som råber imod et alter: &quot;Alter, alter! Dette siger Herren: I Davids hus skal der fødes en søn ved navn Josija. På dig skal han slagte de offerhøjspræster, som tænder offerild på dig, og han skal brænde menneskeknogler på dig.&quot;&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 393&lt;/ref&gt;

Den anden er Femte Mosebog: allerede i første sætning gives indtrykket af, at denne bog er Moses' sidste ord inden sin død&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 200&lt;/ref&gt;, og her formuleres en &quot;ny moselov&quot; begyndende således:

&quot;Dette er de love og retsregler, som I omhyggeligt skal følge i det land, Herren, dine fædres Gud, har givet dig i eje, så længe i lever på jorden. I skal ødelægge alle de steder, hvor de folk, I fordriver, har dyrket deres guder, på de høje bjerge, på bakkerne og under alle grønne træer. I skal rive deres altre ned og knuse deres stenstøtter, deres Ashera-pæle skal I brænde, og deres gudebilleder skal I hugge om; I skal udslette deres navn fra de steder. For på den måde må I ikke dyrke Herren jeres Gud. Nej, I skal søge til de sted, Herren jeres Gud udvælger blandt alle jeres stammer til at sætte navn på, så det kan bo der. Dér skal du komme, og derhen skal I bringe jeres brændofre og slagtofre, jeres tiender og afgifter, jeres løfteofre og frivilligofre og det førstefødte af jeres køer og får.&quot;&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 214&lt;/ref&gt;

Men trods dette forsøg på at legitimere centraliseringen af gudsdyrkelsen holdt det ikke længe. Snart begyndte folk atter deres decentrale gudsdyrkelse, og som vi tidligere har set, opgav de aldrig deres Ashera-dyrkelse.

=== Jøderne i Kana'an ===

Vi har fulgt jødernes religiøse udvikling, men hvordan forholder det sig med områdets politiske udvikling? Det er en broget historie, hvor Gamle Testamente trods påviselige fejl alligevel kan give nyttige oplysninger.

Meget taler for, at det var ankomsten af &quot;havfolket&quot; (engelsk: ''Sea People'') omkring 1178 f.Kr. som udløste en ny politisk udvikling. Hidtil havde området været under egyptisk kontrol, men nu svækkedes denne kontrol, og det indebar, at der blev mulighed for indbyrdes stammekrige i området. Det betød også, at folk udefra nu kunne blande sig med held i de stedlige stammekrige. Det er muligt, at jødernes erobringer netop hører hjemme i denne sammenhæng. Til trods for, at Gamle Testamente fremstiller disse kampe som religionskrige mellem folkeslag med polyteisme og jøderne med deres påståede monoteisme, er der intet, som tyder på, at dette er korrekt.

Snarere må vi se disse kampe som sket mellem et imperialistisk erobrerfolk og stedlige bofaste stammer. At der også var religiøse forskelle imellem dem, understregede blot krigenes stammemæssige karakter. Mens filistrene bosatte sig ved kysten, flyttede israelitterne ind fra øst og bosatte sig overvejende i højlandet, hvor de over tid tilegnede sig megen af den stedlige kultur, samtidig med at deres frænder, aramæerne, slog sig ned mod nordøst i Syrien. Hebræerne fik i denne besættelse støtte fra beslægtede og ligesindede nomadiske stammer og semitiske folkeslag. Alliancen var mulig, fordi de alle dyrkede Jahve.&lt;ref&gt;Novacek (2011), s. 66&lt;/ref&gt; Denne fælles kult var længe den eneste institution, som bandt folket sammen, og det kunne ikke forhindre, at der jævnligt opstod konflikter mellem dem.

Der kan på dette sted være grund til at gøre op med myten om Jerikos erobring. Ifølge den bibelske tradition skete erobringen ved, at de omgivende bymure styrtede sammen.&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 248f&lt;/ref&gt; Problemet er, at det arkæologisk kan påvises, at der ingen bymure var!&lt;ref&gt;Novacek (2011), s. 66&lt;/ref&gt; Forklaringen er, at Kana'an indtil da havde været underlagt Egypten, hvis overherredømme var blevet afgjort efter slaget ved Megiddo i 1479 f.Kr. Efter erobringen beholdt eliten i de kana'anæiske familier deres styrende rolle, når blot de var loyale i forhold til den egyptiske farao, men de måtte acceptere, at de ikke måtte befæste deres byer, (hvilket gav dem problemer blandt andet, da Megiddo blev angrebet af Lab'ayu fra det nærliggende Shechem).&lt;ref&gt;Novacek (2011), s. 25&lt;/ref&gt; Det må rejse spørgsmålet, om israelitterne overhovedet nogen sinde har erobret Kana'an, eller om de så at sige overtog havfolkets faktisk påviste erobringer?

I den første tid efter israelitternes indvandring var tilstandene i Kana'an væsentlig som før. Det var langt fra lykkedes jøderne at udrydde hele den bosatte befolkning, så det endte med, at jøderne bosatte sig i egne bosættelser. De ulige folk og stammer levede i samfund hver for sig med byerne som centrum for de omgivende landsbyer. Hebræerne erobrede og ødelagde de mere civiliserede kana'anitter men overtog deres skriftsystem. De overtog også kana'anitternes byggeskik, men uden at hebræernes byggerier nåede samme høje stade som deres forgængere. Jerusalem var på denne tid et lille sted uden stor betydning og kunne ikke måle sig med andre byer i området.

Tør man tro Josvabogen kapitel 20, blev der oprettet særlige bebyggelser kaldet &quot;tilflugtsbyer&quot; for kriminelle, hvor disse kunne søge politisk asyl og unddrage sig retsforfølgelse for deres kriminelle gerninger: &quot;Herren talte til Josva og sagde: &quot;Sig til israelitterne, at de skal udpege de tilflugtsbyer, som jeg talte til jer om ved Moses, så en drabsmand, der uforsætligt og uforvarende slår nogen ihjel, kan flygte dertil; de skal være tilflugtssteder for jer mod blodhævneren. Når drabsmanden søger tilflugt i en af disse byer og stiller sig ved indgangen til byporten, skal han forelægge sin sag for de ældste i den by. De skal give ham adgang til byen og give ham et sted, hvor han kan bo hos dem. Når blodhævneren forfølger ham, må de ikke udlevere drabsmanden til ham; det var jo uforvarende, han slog sin næste ihjel, han havde ikke tidligere næret fjendskab mod ham. Han kan så blive boende i den by, indtil han stilles for menighedens domstol, eller indtil den ypperstepræst dør, som er der til dentid. Da kan drabsmanden vende tilbage til sin by og sit hus, den by, han er flygtet fra&quot;.&quot;&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 264&lt;/ref&gt; De var en ordning, som kunne beskytte enhver kriminel mod retsforfølgelse.

Og jødernes folkemord fortsatte. I Dommerbogen kapitel 1 læser vi: &quot;Så drog Juda op, og Herren gav kana'anæerne og perizzitterne i deres hånd, og de slog dem i Bezek og dræbte ti tusind mand. ..Judæerne angreb Jerusalem og indtog den. De huggede indbyggerne ned med sværd og stak ild på byen.&quot;&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 271&lt;/ref&gt; I de byer, som det ikke lykkedes jøderne at udrydde befolkningen, blev disse i stedet gjort til hoveriarbejdere.&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 272&lt;/ref&gt; Det kan næppe undre, at denne opførsel gav anledning til yderligere uro, og at nye kampe fulgte. Ved en lejlighed slog jøderne &quot;omkring ti tusind moabitter ihjel. .. Derefter havde landet ro i firs år&quot;.&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 274&lt;/ref&gt;

Efter Josvas erobringer fulgte dommertiden, hvor landet blev styret af de såkaldte dommere. Tør man tro Gamle Testamente førte det til, at filistre og ammonitter for en tid fik overtaget.&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 286&lt;/ref&gt; Også internt var der øjensynlig magtkampe, således forenedes de andre stemmer mod Benjamins stamme.&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 297ff&lt;/ref&gt;

Efterhånden blev lovløsheden for meget, og hebræerne etablerede et kongedømme i Palæstina. Denne institution kom som en nødvendig følge af både de interne lovløse tilstande og behovet for at organisere krigsførelsen mod andre folkegrupper. I vest udgjorde filistrene en stærkere modstand end kana'anitterne, fordi de havde udviklet jernsmedning. Mod nord boede fønikerne i Libanon, der var mest optaget af handel. Da kana'anitterne stadig blev mere undertrykte, skabte det grundlaget for etableringen af det hebræiske kongedømme omkring 1000 f.Kr. 

Først under dommeren Samuel opstår der blandt jøderne krav om etableringen af et kongerige. Landets første konge hed Saul.&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 317&lt;/ref&gt; Han dateres til omkring 1000-tallet f.Kr. Tør vi tro Første Samuelsbog gennemførte han adskillige krige.&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 320&lt;/ref&gt; Kana'an var angiveligt forenet under ham og hans to efterfølgere, David og Salomo. Salomo beskrives i Gamle Testamente som en mægtig konge, der blandt andet opførte et gudstempel i Jerusalem, men arkæologiske undersøgelser har ikke kunnet bekræfte dette, og Salomo er påfaldende totalt fraværende i ikke-bibelske kilder. Det har fået mange historikere til at mene, at Salomo må have været en småkonge.&lt;ref&gt;Novacek (2011), s. 83&lt;/ref&gt; Også israelerne synes fraværende i arkæologiske fund fra denne tid, i stedet dominerer kypriotisk og fønikisk lertøj samt stedlige efterligninger af dette.&lt;ref&gt;Novacek (2011), s. 89, 93&lt;/ref&gt;

Da kong Salomo døde i 922 f.Kr. blev det hebræiske kongedømme delt i to: Kongeriget Israel og Kongeriget Juda. Det var kun Juda og Benjamins stammer, som accepterede Salomos søn Rehabeam som deres konge, og de oprettede dermed det sydlige kongerige Juda med Jerusalem som hovedstad. Mod nord gjorde de øvrige stammer Jeroboam til konge og oprettede kongeriget Israel med Sikem og senere Samaria som hovedstad. Vigtigst i denne sammenhæng er, at der intet stammesammenhold var, end ikke deres religion kunne holde sammen på dem, og som vi allerede har set, skete der jævnligt frafald fra denne, lige som israelitterne indgiftede sig i andre folkegrupper nok så meget som indbyrdes. Der var konstant magtkampe, hvilket afspejler det totale fravær af national solidaritet og enhed. Også udefra skete angreb. Anden Krønikebog er fuld af bereninger om disse krige.

Kongeriget Israel ophørte, da Assyrien erobrer hovedstaden Samaria 722 f.Kr. Herved mistede også de 10 nordlige israelske stammer deres betydning. Nogle af indbyggerne i Kongeriget Israel blev deporteret af assyrierne, men arkæologisk kan der ikke dokumenteres nogen befolkningsudskiftning eller nogen nedgang i befolkningstallet, og genetiske undersøgelser antyder også en kontinuitet i områdets befolkningssammensætning. Hovedparten af befolkningen synes således at være forblevet i området og samaritanerne menes at være de mest direkte efterkommere af befolkningen i Kongeriget Israel, hvilket også er i overenstemmelse med deres egen opfattelse. Nogle beboere fra Kongeriget Israel må antages at være flygtet til kongeriget Juda, hvilket kan forklare hvordan de nordlige stammers myter er blevet inkorporerede i den tekster i Gamle Testamente, som blev samlede i Kongeriget Juda.

=== Eksilet i Babylon ===

Der er næppe tvivl om, at hvis jøderne havde modstået angreb udefra, ville afgudsdyrkelsen have fortsat. Der ville fortsat have været private gudindestatuetter og private altre. Men een begivenhed ændrede jødernes historie og dermed verdenshistorien: babylonernes erobring i 586 f.Kr.

Forud gik en belejring, som varede to og et halvt år. Vilkårene under belejringen var forfærdelige: jøderne sultede, men vi ved fra samtidige beretninger, at de ikke holdt sig tilbage fra at spise deres egne børn. Da Nebukadnezer erobrede Jerusalem, blev Salomons tempel brændt ned til grunden. Kongepaladset blev brændt ned. Huse blev brændt ned. Forsvarsanlæggene omkring byen blev revet ned sten for sten. Kong Zedekiah, som havde forsøgt at flygte, blev fanget og ført frem for Nebukadnezer. Det sidste, han så, var, at han sønner blev slået ihjel. Så blev han gjort blind, og måtte i denne tilstand foretage vandringen til Babylon.

Hele den jødiske befolkning blev tvangsforflyttet til Babylon. Det skete i tre omgange. Da de forlod Jerusalem, måtte de uundgåeligt miste troen på deres guder, som havde svigtet dem.

Hvad, der skete under det babylonske fangenskab, var ekstraordinært: i stedet for at blive integrerede i deres nye omgivelser valgte de skriftkloge jøder den modsatte vej, nemlig at bevare og redigere deres historiske traditioner. Sigende optræder byen Al Yahuda i Babylon på denne tid. Jøderne samlede, hvad de havde bevaret om deres historie, og begyndte at nedskrive det. Undervejs blev traditionen omskrevet og tilpasset deres nye selvforståelse. Bibelforskere mener, at det var antagelig på denne tid, at traditionerne i ''Tanakh'' begyndte at få deres endelige form.

Og det var tilsyneladende også her, at jødernes tro fik den monoteistiske karakter, som siden skulle gøre sig gældende. Det er her, at profeten Ezekiel fortæller, at Gud gør ham opmærksom på den afgudsdyrkelse, som finder sted.&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 1048&lt;/ref&gt; Det er her, at Gud lover at straffe jøderne for denne afgudsdyrkelse.&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 1049&lt;/ref&gt; Det er her, at jødernes bortførelse bliver stillet i udsigt. Det er her, at grunden lægges til den fortolkning, at eksilet gøres nødvendigt for, at jøderne langt om længe kan vende sig mod den sande gudsdyrkelse.

Og det er her, at profeten Esajas formulerer sine propagandistiske og doktrinære anklager. Det er her, at Gud gøres til den, som lover jøderne håb om frihed igen. Og det er her, at Gud bliver enevældig.

To eksempler fra Esajas Bog kan belyse det: i vers 44 linje 6: &quot;Jeg er den første, og jeg er den sidste, der er ingen anden Gud end mig&quot;&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 895&lt;/ref&gt; og i vers 45 linje 5: &quot;Jeg er Herren, der er ingen anden, der er ingen anden Gud end mig&quot;.&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 897&lt;/ref&gt; Selv alt det gode og alt den onde har samme oprindelse:&lt;/br&gt;  
&quot;Jeg danner lys og skaber mørke,&lt;/br&gt; 
jeg frembringer fred og skaber ulykke,&lt;/br&gt; 
jeg, Herren frembringer alt dette.&quot;&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 897&lt;/ref&gt;&lt;/br&gt; 
For første gang optræder jøderne som et folk med kun een erklæret Gud.

Der kan næppe være tvivl om, at dette var følgen af en bestemt strategi: ikke at blive opslugt af imperiet. Over for de mange guddomme i Babylon sætter jøderne en enkelt gud som deres modstykke. Derved, og kun derved, kan de opretholde deres særegne identitet som folk. Hvis Jahve havde været een gud blandt mange andre, havde han tabt og havde ingen fremtid. Kun ved at gøre ham almægtig, ved at hævde at han havde brugt Nebukadnezar som et redskab i en guddommelig plan, kunne de opretholde deres identitet og deres håb om en fremtid. De gamle guder måtte udryddes eller bortforklares som fejltagelser, der kunne forklare jødernes ulykkelige skæbne. Og derfor blev den traditionelle historie omskrevet punkt for punkt for at kunne understøtte det nye narrativ.

Nået så langt tog de skriftkloge det næste skridt: de måtte opfinde og udvikle deres egen skabelsesberetning og deres egen beretning om en altomfattende oversvømmelse. Inspirationen hentede de hos babylonerne selv. De tog de velkendte babylonske beretninger men omskrev dem således, at de udgjorde en polemisk kontrast til den tro og de traditioner, som blev hyldet af deres omgivelser. Der vil være lejlighed til at se nærmere på disse ved en gennemgang af Gamle Testamente.

=== Jødernes tilbagevenden til Jerusalem ===

I 539 f.Kr. indtræder så afslutningen på jødernes tid i eksil. Dette år erobrer perserne Babylon, og Cyrus den Store erklærer straks efter en almen amnesti. Der efter giver han tilladelse til, at fordrevne folkeslag må vende tilbage til deres hjemegn og genoptage deres gudsdyrkelse.

Også jøderne vendte hjem. Ifølge Ezras Bog vendte i alt 42.360 jøder tilbage til Jerusalem foruden deres trælle og trælkvinder, i alt 7.337, samt 200 sangere og sangerinder, det vil sige i runde tal 50.000 personer.&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 510&lt;/ref&gt; Om dette tal er korrekt, vides ikke.

Det vigtige er, at da jøderne vendte tilbage til Jerusalem, var det med en ny, monoteistisk religion. Den var i store træk skabt under deres eksil, omskrevet og suppleret i forhold til tidligere. Den forenede folk og tro i en næsten uadskillelig helhed.

Der kan her være grund til at stille et vigtigt spørgsmål: betyder dette så, at jøderne vendte hjem med en fuldt udviklet fælles trosretning? Nej, intet taler for dette. Snarere må vi regne med, at det kun var en lille gruppe af teologiske skriftlærde, som havde taget del i den redigeringsproces, som var foregået i Babylon, og at det kun var dem, som havde det fulde kendskab til det nye narrativ om jødernes oprindelse, som de havde skabt. Dette indebærer, at det først er efter deres tilbagevenden, at de for alvor kan begynde at promovere og udbrede deres nye narrativ til jøderne og dermed skabe den identitetsforståelse, som de siden udviklede.

=== Persisk tid ===

Under det persiske herredømmes tid (538-332 f.Kr.) sad der persiske statholdere i landets ulige dele. Vi ved, at statholderen i Judæa 408 f.Kr. hed Bagohi, dels fra Josefos, dels fra papyrusfundene i Elefantine. At statholderen i Samaria var en samaritan, Sanballat, tyder på, at perserne ikke har blandet sig i Palæstinas forhold, når oprør ikke foranledigede dem til at gribe ind, som tilfældet var under Artaxerxes III (358-338 f.Kr.). Det var under persisk beskyttelse, at Nehemia og Ezra genoprettede den jødiske menighed i Jerusalem.

Vi ved sandt at sige ikke meget om den jødiske religionsdyrkelse på denne tid. Meget tyder på, at der skete en langsom spredning af den nydannede monoteistiske tro, sikkert som et politisk-nationalt redskab over for det persiske overherredømme. Men intet taler for, at denne endnu formelt var slået igennem.

Elephantine var en jødisk by i Egypten fra 400-tallet f.Kr. Den er interessant, fordi den kan vise træk ved og fravær af jødisk levevis på denne tid. Byen blev antagelig grundlagt i midten af 6. århundrede f.Kr. af folk, der var emigreret fra Syene-området i Palæstina.&lt;ref&gt;Barnea (2024), s. 1&lt;/ref&gt; Vi ved, at der eksisterede et særligt tempel for dyrkelsen af Jahve indtil 410 f.Kr., da det blev ødelagt. En jødisk befolkning nævnes sidste gang i kilderne i 399 f.Kr., hvad, der skete med den jødiske befolkning efter denne tid, er ukendt.&lt;ref&gt;Adler (2025), s. 39&lt;/ref&gt;

Historien om jødernes udvandring fra Egypten kendes ikke i denne by, hvilket tyder på, at denne tradition er yngre end 400-tallet. Ligeledes kendte befolkningen ikke til ''torah'', det vil sige jødisk lov, så også denne må være yngre end 400-tallet.

Endvidere dyrkede jøderne i denne by flere guder (jahvisme) i modsætning til senere tids monoteisme (judaisme). Således har vi flere kilder fra 400-tallet f.Kr., der vidner om zoroastracisme, herunder et ild-alter og et tempel.&lt;ref&gt;Barnea (2024), s. 3-7&lt;/ref&gt; En lignende jødisk polyteisme kendes fra andre byer.&lt;ref&gt;Adler (2025), s. 41-47&lt;/ref&gt; Men dette indebærer også, at jøderne stadig ikke på denne tid var monoteister til trods for de bestræbelser, som præsteskabet havde udført under eksilet i Babylon. I stedet tolkes situationen således, at den jødiske kult udviklede sig gravist over tid blandt andet inspireret af zoroastrisk kult indtil, at de fik den form som kendes fra den hebraiske bibel.&lt;ref&gt;Barnea (2024), s. 29&lt;/ref&gt; Hvis byen blev grundlagt af dem, som ikke endte i Babylon, kan dette forklare deres fastholden ved polyteisme og ukendskab til den monoteisme, som blev udviklet i Babylon.

Dermed adskiller kulten på denne tid blandt jøder sig markant fra den, som ses i hasmonæisk tid.&lt;ref&gt;Adler (2025), s. 48&lt;/ref&gt; Yonatan Adler ved Ariel University har kaldt denne kult og levevis &quot;proto-jødisk&quot; (''proto-Judaic'') og definerer den således: &quot;Et protojødisk kulturelt træk er således et særskilt element af den israelitiske og/eller jødiske livsstil, som med tiden blev lovgivet som en forskrift for regulering i en eller flere af Mosebøgernes tekster, og som i sidste ende blev optaget som en del af jødedommen.&quot;&lt;ref&gt;Adler (2024), s. 5&lt;/ref&gt; Et eksempel herpå er at spise svinekød. I to af Mosebøgerne (Tredie Mosebog kapitel 11:1-8&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 126f&lt;/ref&gt; og Femte Mosebog kapitel 14:3-8&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 216&lt;/ref&gt;) forbydes det jøder at spise svinekød, men arkæologiske fund fra tiden fra sen bronzealder (1300-1130 f.Kr.) frem til jernalder (586 f.Kr.) viser, at svin faktisk blev avlet til fortæring i strid med denne bestemmelse, skønt de er fraværende i nogle bopladser henregnet til kana'anære og fønikere i jernalderen uden, at det derfor med sikkerhed kan siges at være bevidste valg; økonomiske, økologiske og sociale forhold kan have spillet ind.&lt;ref&gt;Adler (2024), s. 13&lt;/ref&gt; Flere jødiske leveregler tilskrives således myter i Mosebøgerne, og det kan ikke afvises, at disse myter ''netop'' er blevet til for at kunne begrunde og legitimere disse leveregler.&lt;ref&gt;Adler (2024), s. 21&lt;/ref&gt; Det gælder blandt andet reglen om at omskære drengebørn.&lt;ref&gt;Adler (2024), s. 20f&lt;/ref&gt;

=== Hellenistisk tid ===

I den græske periode fra Alexander den Stores erobring i 332 f.Kr. til 167 f.Kr. blev Palæstina atter genstand for strid mellem Syrien, hvor seleukiderne herskede efter Alexanders død 323 f.Kr., og Ægypten, der beherskedes af ptolemæerne. Frem til 198 f.Kr. var overvejende Egypten, fra den tid, efter Antiochos IIIs sejr ved Paneas, syrerne Palæstinas herrer. Efter, at Babylon, Ninive og Shushan var gået til grunde, og Alexandria var blevet grundlagt, flyttede tyngdepunktet vest på, og Palæstina fik igen samme betydning som i 15. århundrede f.Kr. Under ptolemæerne regeredes Palæstina af guvernører (hegemon, epitropos), om hvis myndigheds udstrækning kun lidt vides. Skatteopkrævningen var overladt - ved licitation - til skatteforpagtere. I jødernes kreds fik synedriet og ypperstepræsten en vidtgående myndighed. Under seleukiderne stod Palæstina, der kaldtes Fønikien, sammen med Cølesyrien under en militærguvernør, og syrisk militær besatte landet. Skatten indkrævedes af seleukidiske embedsmænd. Fra 165 f.Kr., da Antiochos Epifanes forbød jødisk gudsdyrkelse, blev landet ramt af de makkabæiske kampe, der skulle bane vejen for det hasmonæiske dynasti.

Undersøgelser tyder på, at jøderne i almindelighed stadig ikke kendte til ''torah'', det vil sige jødisk lov, i begyndelsen af hellenistisk tid, og slet ikke at de respekterede og fulgte den.&lt;ref&gt;Adler (2025), s. 34&lt;/ref&gt; Således er der flere eksempler på, at judæere to ågerrenter af deres udlån.&lt;ref&gt;Adler (2025), s. 28&lt;/ref&gt; Der er også bevis på, at nogle judæere selv på denne tid dyrkede andre guder end Jahve.&lt;ref&gt;Adler (2025), s. 27&lt;/ref&gt; Og skønt ordet &quot;''sabbat''&quot; forekommer, lader det sig ikke fastslå, om dette havde samme betydning som senere eller blot henviste til en jødisk helligdag.&lt;ref&gt;Adler (2025), s. 28&lt;/ref&gt; Faktisk forekommer ordet &quot;''sabbat''&quot; ikke een eneste gang i Gamle Testamente. Omvendt er der ingen arkæologiske beviser på, at jøderne tog deres rituelle bade i bassiner, således som foreskrevet i ''torah'', og heller ikke at de iagttog særlige rituelle renselsesregler omkring deres mad.&lt;ref&gt;Adler (2025), s. 26&lt;/ref&gt;

Der har været peget på, at Aristeas i et brev oplyser, at Ptolemæus II Philadelphus (regerede 285-246 f.Kr.) tog 72 jøder fra Jerusalem til Alexandria for at få oversat en jødisk lov til græsk til sit bibliotek.&lt;ref&gt;Adler (2025), s. 31&lt;/ref&gt; ''Torah'' er ikke nævnt ved navn, så der er ingen beviser på, at det er den, som der henvises til, men selv om dette var tilfældet, kan dette ikke tages som udtryk for, at jøderne i almindelighed kendte og fulgte loven.&lt;ref&gt;Adler (2025), s. 32&lt;/ref&gt; Dette til trods for, at jøderne på  denne tid ellers nød udstrakt selvstyre både i Judæa og i andre områder.&lt;ref&gt;Adler (2025), s. 24&lt;/ref&gt; Dette har fået Yonatan Adler til at betegne jødisk kultur på denne tid som &quot;jahveisme&quot; (''Yahwism'') i modsætning til den &quot;judaisme&quot; (''Judaism''), der først fulgte senere og som fulgte ''torah''-en.&lt;ref&gt;Adler (2025), s. 7&lt;/ref&gt; Men uanset benævnelsen betyder det, at traditionel jødisk kultur først stammer fra tiden ''efter'' hellenistisk tid.

=== Det hasmonæiske dynasti ===

Den hasmonæiske eller senhellenistiske periode strakte sig fra 167 f.Kr. til 63 f.Kr.

Betegnelsen &quot;Det hasmonæiske kongerige&quot; dækker over en yderst omtumlet periode i jødisk historie, som strakte sig fra midten af 2. århundrede f.Kr. til midten af 1. århundrede f.Kr. Hasmonæerne var en jødisk præsteslægt, som spillede den førende politisk rolle på denne tid. Betegnelsen er dannet efter Hasmon, der var Mattatija’s bedstefader. I årene 168-161 f.Kr. ledede hasmonæerne kampen for national og religiøs frihed mod seleukiderne, som under Antiochos IV havde underkuet dem. Bevægelsen begyndte under Mattatija, men blev fortsat af hans sønner, først Judas Makkabæer, efter hvem slægten often kaldes makkabæerne; han fik genoprettet den jødiske gudsdyrkelse i 165 f.Kr. og opnåede i 161 f.Kr. religionsfrihed. Dette år overvandt han den syriske feltherre Nikanor og sluttede forbund med Romerne, men døde kort efter. Hasmonæerne optrådte der efter som et dynasti, der kæmpede for deres egen magtstilling. Judas’ broder, Jonatan, som afløste ham som leder, lod sig i 153 f.Kr. udnævne til ypperstepræst, skønt han efter jødisk lov ikke havde ret til denne stilling. Dette betød et brud med de lovtro, som de oprindelige havde kæmpet for. Efter hans mord i 143 f.Kr. lykkedes det broderen Simon (143-135 f.Kr.) at få landets selvstændighed anerkendt og at erobre syrernes borg i Jerusalem. Som følge heraf blev han af befolkningen hyldet som arvelig ypperstepræst og som verdslig hersker i 141 f.Kr. Dermed havde hasmonæerne opnået formel anerkendelse af deres dynasti.

Det betød imidlertid ikke, at der nu herskede fred, tværtimod. Under Simon’s søn, Johannes Hyrkan (134-104 f.Kr.), indtraf et åbent brud mellem hasmonæerne på den ene side og farisæerne på den anden. Under de fortsatte kampe undertvang han den autonome stat Edom og ødelagde Samaria og også den samaritanske helligdom på Garizim. Hans sønner, Aristobul (104-102 f.Kr.) og Alexander Jannæos (102-76 f.Kr.) var brutale herskere og fjernede sig langt fra styrets oprindelige karakter, idet de var udpræget hellenistisk sindede. Alexander udnævnte sin dronning Salma Alexandra til sin efterfølger (78-69 f.Kr.), mens sønnen Hyrkan II blev ypperstepræst. Midt i de hele etablerede armenerne et kortvarigt herredømme (70-63 f.Kr.) idet de erobrede landet og lagde området under deres overherredømme. Men den interne magtkamp fortsatte uafbrudt. Salma sluttede sig til farisæerne, og hun kom derved i modsætning til saddukæerne, som samlede sig om hendes anden søn, som efter hendes død tog magten fra sin broder og herskede som Aristobul II, dog under vedvarende kampe, indtil Pompejus afsatte ham og tog ham med til Rom i 63 f.Kr. Efter ulige forsøg på opstand blev Aristobul og hans søn Alexander myrdet i 48 f.Kr. 

Hyrkan II, der af Pompejus nu blev anerkendt som ypperstepræst med Antipater som verdslig leder, blev af Cæsar forfremmet til ethnarch, mens den faktiske myndighed efterhånden gik over til Herodes efter Antipater’s død. Aristobul’s anden søn, Antigonos, gjorde imidlertid oprør og blev en kort (40-37 f.Kr.) tid konge, mens Hyrkan blev bortført og fik ørene skåret af. I 37 f.Kr. erobrede den af Romerriget anerkendte Herodes så Jerusalem, og Antigonos blev henrettet i Antiochia. Dermed var hasmonæernes herredømme bragt til ende. Herodes levede en tid i venskab med Hyrkan men lod ham så dræbe. Herodes var besvogret med hasmonæerne, idet hans hustru Mariamme var datter af Aristobul II’s søn Alexander. Dette forhindrede dog ikke, at han lod hendes broder Aristobul dræbe. Senere dræbte han ligeledes hende selv og hendes moder. Endelig dræbte han nogle hasmonæere, der opholdt sig hos hans svoger i Idumæa. Således blev det Herodes, som endte slægtens magtdrømme.&lt;ref&gt;Pedersen (1919), s. 943f&lt;/ref&gt; Så meget om den politiske udvikling.

Det vigtigste i denne sammenhæng er, at de var i denne omtumlede tid, at vi for første gang ser tydelige spor af en jødisk kultur og religionsdyrkelse. Årsagen er klar nok: lederen af den nye stat var en ypperstepræst, som nu tillige blev den politiske, kultiske og militære leder af den nye stat. Og det er tydeligvis på denne tid, at denne nye magt manifesterer sig også religiøst. Det er først fra denne tid, at de første synagoger optræder. Det er først fra denne tid, at ''Tanakh'' optræder i sin endelige skikkelse. Det er først fra denne tid, at der optræder beviser på, at jøderne i deres levevis fulgte bibelsk lov, der nu bliver promoveret som &quot;deres forfædres lov&quot; og påvirker et utal af leveregler både i og uden for jødernes &quot;hjemland&quot;.&lt;ref&gt;Adler (2025), s. 67&lt;/ref&gt;

=== Romersk styre ===

Romersk tid strækker sig fra sidste århundrede f.Kr, til første århundrede e.Kr. Det kendetegnes ved at området i denne periode havde en romersk guvernør.

Yonatan Adler har undersøgt de kulturelle traditioner i dette tidsrum og finder, at de følger senere jødiske traditioner: der er renselsesbassiner og husgeråd af kalk som udtryk for jødiske relselsesritualer samt mønter, vægdekorationer i huse og hjemligt udstyr som udtrykkeligt undgår at vise mennesker og dyr i overensstemmelse med påbuddet i Mosebøgerne. Han konstaterer yderligere, at disse træk er særligt markante i de områder, som vides at have haft en overvejende jødisk befolkning, men ikke nødvendigvis i områder hvor andre befolkningsgrupper var dominerende. Han konstaterer endvidere, at disse rituelle træk tydeligt går tilbage til hasmonæisk tid men ikke med sikkerhed lader sig følge længere tilbage, til dels på grund af et svagt og mangelfuldt arkæologisk og skriftligt bevismateriale. Som beviserne nu stiller sig, var det i hasmænæisk tid, at disse rituelle træk slog igennem og efterhånden bredte sig til den samlede befolkning og i romersk tid allerede var blevet normen.&lt;ref&gt;Adler (2022)&lt;/ref&gt;

Det er på denne baggrund, at Jesus må ses: i en tid, hvor mange jøder drømte om og håbede på at genskabe deres egen selvstændige stat, trådte han frem med sit provokerende budskab, at &quot;Guds rige ikke var af denne verden&quot;. Ikke nok med det: han udfordrede farisæerne og de skriftkloge, og oven i alt dette ophævede han jøder som Guds udvalgte folk og erklærede enhver, som følger Guds ord og hans påbud som en del af den udvalgte befolkning. I det givne politisk-religiøse klima gjorde det ham farlig for en national jødisk politik, så han måtte stoppes, og det blev han som bekendt. Men det stoppede ikke hans budskab i at blive yderligere spredt, tværtimod.

Frem til 70 e.Kr. opstod der ulige retninger inden for jødedommen, hvoraf saddukæerne, farisæerne og essæerne synes at have været de væsentligste. Desuden opstod der en række messianske og apokalyptiske bevægelser. 

Saddukæerne var en gruppe der var tilknyttet præstedømmet i templet i Jerusalem. I modsætning til farisæerne, som påberåbte sig myndighed på grund af deres lærdom og fromhed, baserede saddukæerne deres særstilling på afstamning og status. Meget tyder på, at de repræsenterede Hasmonæernes klan, der tidligere havde regeret som præstekonger. De nægtede at acceptere læresætninger som ikke direkte var nævnt i ''Torah'', også selv om læren var nævnt et andet sted i Tanakh. Ja, de &quot;anså det for en dyd at debattere&quot; sådanne sager. Et eksempel på en sådan debat findes i Mattæusevangeliet kapitel 22:23-33, hvor de satte Jesus på prøve med hensyn til opstandelsen. Idet saddukæerne opstillede en tænkt situation hvor en enke havde været gift med syv mænd, spurgte de: &quot;Hvem af de syv skal nu have hende til hustru i opstandelsen?&quot; I denne sammenhæng var det selvfølgelig uvæsentligt om den tænkte enke havde været gift 14 eller 21 gange. Jesus svarer: &quot;I opstandelsen gifter mænd sig ikke og kvinder bortgiftes ikke.&quot;&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 1251&lt;/ref&gt; Saddukæerne accepterede ikke eksistensen af et liv efter døden, og benægtede derfor også den farisæiske doktrin om en genopstandelse, hvilket netop var den forestilling, som Jesus prædikede. I Markusevangeliet kaptel 12:18-27 omtales en anden version af historien: da Jesus vidste, at saddukæerne ikke accepterede andre inspirerede skribenter end Moses, argumenterede han ved at citere fra ''Torah''. Han sagde: &quot;Med hensyn til at de døde oprejses, har I da ikke læst i Moses’ bog, i beretningen om tornebusken, hvordan Gud sagde til ham: ’Jeg er Abrahams Gud og Isaks Gud og Jakobs Gud’? Han er ikke dødes men levendes Gud.&quot;&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 1281&lt;/ref&gt;

Saddukæerne ønskede ikke, at en Messias skulle dukke op og lave om på tingene og da de betragtede Jesus som en trussel mod deres position, sammensvor de sig med farisæerne om at slå Jesus ihjel.&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 1258f, 1352&lt;/ref&gt;

Farisæerne var kendetegnede ved, at de lagde stor vægt på overholdelse af Moseloven, især renhedsforskrifterne og desuden på &quot;fædrenes overleveringer&quot;, som var en betegnelse for hele den mundtlige fortolkning af Moseloven. Bevægelsens etik havde mange detaljerede forskrifter og praktiske anvisninger. 

Essæerne levede i en slags kommunisme, hvor medlemmerne aflagde tavshedsløfte og ingen måtte besidde ejendom, hverken bolig eller slave, jord eller kvæg. Deres indkomster skulle overlades til en forvalter, som forestod indkøb af det nødvendige og sørgede for mad og underhold til gruppen. De forkastede også ægteskab, alle former for standsforskelle samt slaveri. De var soldyrkere og sendte hver morgen bønner op til solen. Når de havde afføring, gjorde de det inden døre for ikke at &quot;besmitte&quot; sollyset.

Af de mange retninger inden for jødedommen overlevede kun den rabbinske jødedom, som byggede på farisæerne og deres lære. Den rabbinske jødedom var kendetegnet ved at hævde, at den skrevne ''Torah'' ikke kan fortolkes korrekt uden henvisning til den &quot;mundtlige&quot; ''Torah'' og den dertil hørende litteratur, der specificerer hvilken adfærd, der er sanktioneret af loven. Med et moderne udtryk var de fundamentalistiske teokrater. Når de andre fraktioner her er nævnt, er det for at vise, at jødedommen langt fra var nogen samlet bevægelse selv op til eller på Jesu tid.

Stednavnet &quot;Israel&quot; første gang optræder på en mønt dateret til 66 e.Kr. møntet i forbindelse med jødernes oprør mod romerne.

Efter oprøret 70 e.Kr. var det for en lang tid slut med jødiske forsøg på at skabe en egen stat. Jesu budskab og det mislykkede oprør førte til, at den jødiske befolkning blev sprængt i tre grupper: den ene gruppe var de traditionelle jøder, som holdt fast ved farisæerne og deres budskab, den anden gruppe var de kristne, som nu satte sig for at udbrede det nye budskab, og den tredie gruppe var judeo-nazaræerne, som fortolkede udviklingen på deres egen måde og mente, at genskabelsen af templet i Jerusalem var en forudsætning for, at Messias ville vende tilbage. De arbejdede i flere hundrede år på dette mål, men da de endelig fik magten i Jerusalem i år 634 og Messias alligevel ikke vendte tilbage, blev bevægelsen omformet til en ny arabisk religiøs bevægelse, som i 749 efter abbasidernes magtovertagelse endte som muhammedismen, komplet med en egen profet, en egen hellig bog og med et nyt religiøst midtpunkt i Mekka.&lt;ref&gt;se ''Muhammedanismen i kildekritisk belysning''&lt;/ref&gt;

=== Sammenfatning ===

Hvordan skal begivenhedsforløbet nu fortolkes? Et foreløbigt svar kunne lydes således: det ser ud til, at jøderne udskilte sig fra kana'anæerne senest omkring 1200 f.Kr. og at de oprindeligt levede i ørkenområderne syd for Kana'an. Dette varede indtil, at de eteblerede et egentligt kongerige, der imidlertid efter kort tid blev delt i to, Israel og Judæa. Den nationale udskillelse var dog åbenbart ikke mere udtalt end, at jøderne jævnligt synes at have giftet sig med kvinder fra andre stammegrupper. 

Så langt, vi tør tro Bibelens fremstilling, var de polyteister, det vil sige dyrkede flere guder. Ganske vist var der perioder, hvor der gjordes forsøg på at indføre monoteisme, men dels var der stadige tilbageslag, dels skete disse forsøg på det statslige niveau, mens den almindelige befolkning synes at have fastholdt polyteismen uden afbrydelser gennem flere hundrede år frem til og med landsforvisningen til Babylon. 

Religionsdyrkelsen synes at have udviklet sig fra spredt i de enkelte husstande, landsbyer og stammer hen imod en statslig centralisering med deraf følgende magt for præsteskab og konger. 

Efter alt at dømme er det først under eksilet i Babylon, at præsteskabet blandt jøderne udvikler en erklæret monoteisme, mens dette ikke synes at være tilfældet for den brede befolkning. Hele jødernes tidligere historie bliver nu omfortolket af præsteskabet i lyset af denne nye religion, og den bliver promoveret og legitimeret af nogle få erklærede profeter.

Efter jødernes tilbagevenden til Kana'an efter eksilet i Babylon bliver den nye religion gjort til et redskab for præsteskabets politiske mål: en selvstændig teokratisk stat. Dette mål bliver opnået, men den nye stat varer kun i henved hundrede år, og igennem hele sin eksistens er den præget af interne magtkampe blandt den ledende religiøse elite. Meget tyder dog på, at det først er på denne tid, at monoteismen slår igennem også i den brede jødiske befolknings livsstil og levemåde og bliver det centrale element i israelitternes selvforståelse. Men dette forudsatte og krævede præsteskabet både som den etnisk-religiøse og den statspolitiske magthaver. Efter alt at dømme er det tidligst fra denne tid, at vi kan tale om jødedom i moderne forstand.

Men denne udvikling forudsatte, som vi har set, en dramatisk omskrivning af den jødiske historie. Meget måtte udelades eller totalt omskrives. På den anden side blev der indført nye elementer, som næppe har meget med den historiske udvikling at gøre men som gav jøderne en forhistorie så lang som nogen.

=== &lt;big&gt;Problemerne med Gamle Testamente&lt;/big&gt; === 

Et passende kildekritisk udgangspunkt ved vurderingen af Gamle Testamentes troværdighed må være de modsætninger, der er mellem dennes fremstilling og de faktuelle kendsgerninger. Der er således ingen beviser for eksistensen af de fem mosebøger før slutningen af 4. århundrede f.Kr. inklusive eksistensen af en person ved navn Moses.&lt;ref&gt;Gad Barnea&lt;/ref&gt;

Problemerne med teksterne lader sig inddele i to delspørgsmål:&lt;/br&gt;
- er der een eller flere forfattere til Tanakh?&lt;/br&gt;
- er dele af teksterne lånt fra andre kulturer?&lt;/br&gt;
Svaret er i begge tilfælde bekræftende. Der kan derfor være grund til at behandle hvert af dem særskilt.

=== Forfattere og deres datering ===

Tekstanalytikere mener, at ''Tanakh'' (Gamle Testamente) er blevet til i tre omgange:&lt;/br&gt;
- en arkæisk fase: 11.-10. århundrede f.Kr.&lt;/br&gt;
- en klassisk fase: 9.-6. århundrede f.Kr.&lt;/br&gt;
- en sen fase: 5. århundrede f.Kr. eller senere.&lt;/br&gt;
Eksempelvis mener man, at den ældste del af Første Mosebog er historien om Jakobs velsignelse (i kapitel 47), som skal stamme fra arkæisk tid, men størstedelen af resten stammer fra klassisk tid.

I en række tilfælde forekommer tilsyneladende dubblerede historier med både ligheder men også klare forskelle. Forskerne mener, at det afspejler sammenskrivning af to eller flere ulige overleveringer.

Kildeforskere mener at kunne udskille fire lag i eller snarere forfattere til Mosebøgerne:

J: ''Jahvisten'', hvor Gud sædvanligvis kaldes ''Jahve''; et litterært lag der i modsætning til Præsteskriftet er præget af lægmandssynspunkter.&lt;/br&gt;
E: ''Elohisten'', hvor gudsbetegnelsen er ''Elohim''.&lt;/br&gt;
D: ''Deuteronomisten'', det vil sige &quot;forfatteren&quot; til Femte Mosebog.&lt;/br&gt;
P: ''Præsteskriftet'', et litterært lag i mosebøgerne, der antages at være blevet til i præstelige kredse, og som udviser særlig interesse for kultiske forhold. 

J- og E-teksterne menes nedskrevet efter, at det oprindelige kongerige var blevet delt i to: Israel i nord og Judæa i syd. J-teksterne menes at stamme fra Judæa, E-teksterne menes at stamme fra Israel.

J-teksterne dateres til tidsrummet mellem 848 f.Kr. og 722 f.Kr., idet disse tekster omtaler Babylon og Calah (Nimrod) som store byer. Desuden nævnes Edom som en autonom stat, hvilket først skete efter 848 f.Kr.

E-teksterne lader sig ikke datere nærmere end til 9. eller 8. århundrede f.Kr.

P-teksterne dateres til 6. århundrede f.Kr. og menes skrevet efter, at templet i Jerusalem var revet ned, og jøderne var blevet tvangsforflyttede til Babylon. Dette kan forklare hvorfor, at der ikke findes en eneste henvisning til templet i Jerusalem.&lt;ref&gt;Dinkgreve (2021), kap. 8&lt;/ref&gt;

Problemet ved en tekstanalyse af ''Tanakh'' er, at teksterne synes at være flettet sammen fra to eller flere oprindelige kilder til een sammenhængende historie. Det formodes, at J- og E-teksterne er blevet sammenskrevne efter 722 f.Kr., da Israel blev erobret af assyrerne, og flygtninge fra Israel i nord kom sydpå til Judæa og bragte deres E-traditoner med sig. Her blev de sammenskrevne til en ny version, JE, der ofte giver et judæisk perspektiv.

Men hvordan kan vi skelne imellem de forskellige tekster? Lad os tage nogle eksempler.

Under ørkenvandringen lader Moses vand springe fra klippen. I det ene tilfælde sker det uden problemer, i det andet pålægges Moses af Gud at tale til klippen, men han slår på den med sin stav i stedet, og som straf for at have ignoreret dette pålæg får han ikke love til at betræde Kana'an men kun at se det udefra. (exodus 18)

J-teksten angiver, at Abraham boede i Hebron, som er en judæisk by, men E-teksten fortæller om Jakobs kamp med Gud i Peni-El, som er en israelsk by.

I beskrivelsen af Jakobs sønner nævner J-teksten Judæa, mens E-teksten nævner stammer der var dele af Israel.

I E-teksten lader Aron skabe guldkalven til jødernes tilbedelse, men denne historie findes ikke i J-teksten.

Præsterne i Judæa hævdes at være efterkommere efter Aron, Moses broder, mens præster i Israel nævner andre levitter.

P-teksterne skiller sig ud ved at lægge vægt på love, lige som den tildeler Aron en større rolle, ligestillet med Moses. I ''JE''-teksten er det Moses' stav, som udfører mirakler (Første Mosebog kapitel 4), i P-teksten er det Arons stav (kapitel 7). I P-teksten er Aron den første, som ofrer, mens i ''JE''-teksten omtales flere tidligere ofringer, blandt andre Kain og Abel, Abraham og Isak samt Jakob, mens ingen af disse tilfælde omtales i P-teksten. Det menes, at dette afspejler P-tekstens mål om at give de aronitiske præster eneret på ofringer til Gud. Under ørkenvandringen optræder to uens oprør: i ''JE''-teksten er det Dathon og Abiram, som udfordrer Moses ved at sige, at det ville være bedre for jøderne at vende tilbage til Egypten, men at de opsluges af jorden i et jordskælv. I P-versionen er det levitterne under ledelse af Korah, som udfordrer Aron, men ligeledes dør.

Ligeledes omtaler P-teksterne ingen tilfælde, hvor folk besøges af engle eller får visioner, således omtales ikke historien om Josef og han 6 drømmesyner, ej heller de to engle i Sodoma og Gomorra eller Jekobs kamp med Gud. Sigende nok nævnes ordet &quot;profet&quot; kun een gang i P-teksten og da med henvisning til Aron.

=== Lånte historier ===

Sammenligninger mellem bibelske beretninger og tilsvarende overleveringer fra sumerisk og mesopotamisk kultur viser, at flere af historierne er blevet overtaget herfra, men at de er blevet omskrevne og tilpassede for at passe ind i den myte om jødernes oprindelse og historie, som man ønskede fremmet. Det gælder således blandt andre historierne om skabelsen, om Kain og Abel, om Noa og vandfloden samt om Sodoma og Gomorra.

Andre beretninger er tilsyneladende ligeledes lånt fra andre kulturer, således udvandringen fra Egypten, der blev gjort af et folk kaldet ''hyksos'', ikke af jøderne. Der kan være grund til at nævne nogle af disse beretninger, som jøderne så at sige adopterede.

==== Skabelsesberetningen ====

Den babylonske skabelsesberetning hedder ''Enuma Elish''. Dene kendes blandt andet fra Nineveh i Mesopotamien. Dens hovedtræk er følgende: i begyndelsen var der kun vand: guden ''Absu''s ferske vand og gudinden ''Tiamat''s salte vand. De blev blandede, og fra denne blanding blev født de første guder. Men disse yngre guder forstyrrede deres forældres søvn, så Tiamat sendte i vrede en hær af monstre for at ødelægge dem. Ud af dette kaos trådte ''Marduk'', stormguden og Babylons skytsguddom, som kæmpede imod ''Tiamat'' i en duel. Han affyrede en pil, som skabte hul i hendes mave og splittede hendes hjerte. Der efter skar han hendes krop op i to halvdele: af den ene skabte han himmelhvælvingen, af den anden halvdel jorden. Han satte stjerner i deres konstellationer, han satte månen til at angive månederne og solen til at lyse om dagen. Endelig skabte han menneskene af blod fra en død guddom blandet med ler for, at de kunne udføre det tunge arbejde for evigt.&lt;ref&gt;Dinkgreve (2021), kap. 3&lt;/ref&gt;

Den jødiske skabelsesberetning er i alle henseender et modstykke til den babylonske beretning: i stedet for flere guder er der kun een gud, i stedet for en skabelseskamp foregår skabelsen i Gamle Testamente med ord, i stedet for at menneskene er slaver for guderne er de i Bibelen skabt i Guds billede. Men der er også ligheder: rækkefølgen med adskillelse af himmelhvælving og den faste jord, fiksering af dag og nat samt tiden og endelig at menneskene skabes sidst i forløbet.

Det kan i en sidebemærkning oplyses, at det hebraiske ord i Første Mosebog 1:2 for urdybet, ''tehom'', filologisk er forbundet med ''Tiamat'', saltvandsgudinden i den babylonske skabelsesberetning.

==== Kain og Abel ====

Også den bibelske fortælling om Kain og Abel synes at have rod i to sumerisk myter. I den ene sumeriske myte omtales en hyrde (''Dumuzid''/Tammuz) og en landmand (''Enkimdu''), der begge konkurrerer om gudinden Inannas opmærksomhed. Den bibelske parallel: Ligesom i den sumeriske historie repræsenterer Kain bonden, mens Abel repræsenterer hyrden. Men i stedet for en uafklaret konkurrence eller forsoning tager den bibelske beretning en mørk drejning til brodermord. 

En anden variant er en sumerisk myte, hvor kvægguden (''Lahor'') og korngudinden (''Ashnan'') skabes af guderne for at sørge for mad og tøj. I disse historier diskuterer de to, hvem der må anses for mest værdifuld for den menneskelige civilisation. Den bibelske parallel er modsætningen mellem den omvandrende hyrde og den bofaste kornavler, men her bruges den til at skabe en søskenderivalisering, der ender i brodermord. Mens sumeriske myter brugte søskende til at fremhæve to byggestene i den menneskelige civilisation og fokuserer på samarbejde eller venskabelig rivalisering, brugte hebraiske forfattere den lånte fortælling til at skildre den syndefulde menneskelige natur, herunder konsekvenserne af misundelse.

Forskere antager, at disse velkendte myter sandsynligvis blev integreret i den hebraiske tradition under deres babylonske eksil i det 6. århundrede f.Kr., hvilket tillod forfattere at omarbejde regionale kulturelle temaer, så de passede til deres monoteistiske verdensbillede.

==== Noa og vandfloden ====

Også historien om Noa og vandfloden er overtaget fra andre kulturer. I 1872 fandt man i British Museums store samling fra Assurbanipals bogsamling et store epos kaldet ''Gilgamesh''. I kapitel 11 af dette epos findes en historie, hvis hovedtræk er følgende: guderne beslutter at udrydde menneskene ved at drukne dem, men vandenes gud, Enki, advarer Utu-nipishtim om faren og tilråder ham at bygge en ark og tage sin familie og sit kvæg med ombord, hvilket skete. I seks dage og nætter varer uvejret og oversvømmelsen, men på den syvende dag rammer arken toppen af et bjerg i Armenien. For at undersøge om oversvømmelsen er overstået sendes først en due og så en svale ud, men de vender begge tilbage. Først, da en ravn sendes ud og ikke vender tilbage, viste det, at vandene nu var sunket, og at Utu-nipishtim kunne forlade arken. Det gør han og foretager et takoffer til guderne. Enki bad så den øverste af guderne, Enlil, om at love, at han aldrig i fremtiden ville straffe hele menneskeheden for nogle fås synder, hvilket denne lover. Han rører Uti-nipishtim og dennes hustru på panden og erklærer: &quot;Hidtil har Utu-nipishtim været dødelig. Nu skal han og hans hustru være som guderne; og de skal bo i det fjerne, ved flodernes munding&quot;.&lt;ref&gt;Bibby (1971), s. 62f&lt;/ref&gt;

Lighederne med Bibelens beretning om syndfloden er indlysende til trods for forskellene: navnene er ændrede, de mange guder er erstattet af een Gud, men ellers er beretningen i sine kernetræk den samme.

Senere, i 1899 og 1900, viste udgravninger i Nippur i Mesopotamien, at den akkadiske beretning selv havde en forgænger. I 1914 blev fra disse udgravninger offentliggjort en tavle fra Nippur med en lignende beretning, der imidlertid stammer fra Sumer og således er betydeligt ældre end den akkadiske beretning. Tavlen er ukomplet, idet kun den nederste trediedel er bevaret, men syndflodsberetningen er atter den samme, selv om hovedpersonen nu hedder Ziusudra i stedet for Utu-nipishtim. I den sumeriske version ender historien således: &quot;Anu og Enlil viste velvilje mod Ziusudra, liv som en gud giver de ham, evig ånde som en gud bringer de ned til ham. Så kongenZiusudra, bevareren af planternes navn og af menneskeslægtens sæd, lod de bo i overfartslandet. Dilmuns land, det sted hvor solen står op&quot;.&lt;ref&gt;Bibby (1971), s. 64&lt;/ref&gt;

Pointen her er, at Bibelens syndflodsberetning er et plagiat, ikke en oprindelig historie, men at den inddrages som et led i den rekonstruerede beretning om jødernes historie.

==== Edens have ====

I den sumeriske beretning optræder også det hellige land Dilmun. Dette land beskrives som et sted, hvor rovdyr, sygdom og alderdom ikke eksisterer:

I Dilmun tier ravnen,&lt;/br&gt;
rovfuglen skriger ikke,&lt;/br&gt;
løven dræber ikke,&lt;/br&gt;
ukendt er den kid-fortærende vildhund,&lt;/br&gt;
ukendt det kornædende vildsvin.&lt;/br&gt;
Malten som enken spreder på taget -&lt;/br&gt;
himlens fugle opæder ikke denne malt.&lt;/br&gt;
Duen hænger ikke med hovedet.&lt;/br&gt;
Den øjensyge siger ikke: &quot;Jeg er øjensyg&quot;,&lt;/br&gt;
den hovedsyge siger ikke: &quot;Jeg er hovedsyg&quot;,&lt;/br&gt;
den gamle kvinde siger ikke: &quot;Jeg er en gammel kvinde&quot;,&lt;/br&gt;
den gamle mand siger ikke: &quot;Jeg er en gammel mand&quot;.&lt;ref&gt;Bibby (1971), s. 66&lt;/ref&gt;

Det har været foreslået, at dette ideelle levested har været forbillede for jødernes opfattelse af Edens have. I dag ved vi, at Dilmun ikke var en myte om Paradis men navnet på en faktisk eksisterende stat med Bahrain som sit midtpunkt, der drev en omfattende handel og søfart fra Indusdalen i øst til Mesopotamien i nordvest. Dette er et sidespring, men hvis det viser sig, at Dilmun er inspirationskilden til Edens Have, vil det være endnu et eksempel på kulturelle traditioner, som jøderne har lånt, adapteret, og inkorporeret i deres egen historiske myte.

==== Babelstårnet ====

Historien om Babelstårnet er velkendt og lyder således: 

&quot;Hele jorden havde samme sprog og samme tungemål. Da de brød op mod øst, stødte de på en dal i landet Sinear, hvor de slog sig ned. De sagde til hinanden: &quot;kom, lad os stryge teglsten og brænde dem hårde!&quot; De brugte tegl som sten og asfalt som mørtel. Så sagde de: &quot;lad os bygge en by med et tårn, som når op til himlen, og skabe os et navn, for at vi ikke skal blive spredt ud over hele jorden.&quot; Herren steg ned for at se byen og tårnet, som menneskene byggede. Så sagde Herren: &quot;se, de er eet folk med samme sprog. Når de begynder at handle sådan, vil intet af det, de planlægger, være umuligt for dem. Lad os stige derned og forvirre deres sprog, så at de ikke forstår hinanden.&quot; Så spredte Herren dem derfra ud over hele jorden, så at de måtte holde op med at bygge byen. Derfor hedder den Babel, for dér forvirrede Herren sproget på hele jorden, og derfra spredte Herren menneskene ud over hele jorden.&quot;&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 17&lt;/ref&gt;

Denne historie synes at være skabt med to formål. Det ene er at forklare hvorfor, at ulige folkeslag taler uens sprog. Men historien har muligvis et andet formål: at nedgøre babylonernes ziggurater (tempeltårne), som antagelig blev lavet som en slags forbindelse mellem himmel og jord. Nebukadnezar II (omkring 605-562 f.Kr.), som erobrede Judah, ødelagde Jerusalem og bragte mange jøder til Babylon, byggede også et ziggurat i syv lag kaldet ''Etemenanki'', hvilket kan oversættes &quot;Himmelens og Jordens Grundvolds Hus&quot;.&lt;ref&gt;Dinkgreve (2021), kap. 3&lt;/ref&gt;

==== Abraham ====

I Første Mosebog kapitel 12 introduceres Abraham som israelitternes mytiske stamfader.&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 17ff&lt;/ref&gt; Følger man kronologien i Gamle Testamente, skal han dateres til omkring 2100 f.Kr. og således blandt andet før jødernes ophold i Egypten. Men i Første Mosebog kapitel 21 vers 34 hedder det: &quot;Abraham boede lang tid som fremmed i filistrenes land&quot;&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 27&lt;/ref&gt;, og vi ved, at filistrene først ankom til Kana'an i 12. århundrede f.Kr. som en del af de såkaldte &quot;havfolk&quot; (engelsk: ''Sea People''). Dette betyder, at ''enten'' er Abraham en fri opfindelse, som intet har med en historisk person at gøre, ''eller'' også hører han hjemme i 12. århundrede og er israelitternes stamfader, men i så fald eksisterede de ikke som folk, da de angiveligt opholdt sig i og udvandrede fra Egypten. Også aramæerne omtales og stammer ligeledes fra 12. århundrede, hvilket tyder på, at den sidst nævnte forklaring er den rette.

Men der er andre problemer med Abraham. Ifølge P-kilden skal han stamme fra den sumeriske by Ur&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 17&lt;/ref&gt; og have draget gennem den frugtbare halvmåne først til Haran (nu Aram, beliggende i Tyrkiet) og senere videre til Kana'an. I de to kilder J og E er Ur ikke nævnt, kun Haran. Det har derfor været antaget, at det er hans oprindelige hjemsted. Det ville kunne forklare hvorfor, at hans forfædre Serug, Nahor og Terah har navne efter landsbyer omkring Haran, som Abrahams broder har navn efter. Det kunne også forklare benævnelsen &quot;hebræer&quot;, der antagelig betyder &quot;hinsides floden&quot;, idet Haran ligger på den modsatte bred af Eufrat.&lt;ref&gt;Dinkgreve (2021), kap. 8&lt;/ref&gt; Samme tradition findes i Josvabogen kapitel 24:2 i omtalen af pagtslutningen i Sikem: &quot;Josva sagde til hele folket: &quot;Dette siger Herren, Israels Gud: I gamle bage boede jeres fædre på den anden side af Eufratfloden, Tera, Abrahams og Nakors far, og de dyrkede andre guder&quot;.&quot;&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 269&lt;/ref&gt;

Imidlertid savnede Abraham en slægtshistorie, så i Første Krønikebog kapitel 1 får han den. Her hører vi at han er søn af Sem, som på sin side er søn af Noa, som atter er efterkommer af Adam.&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 446&lt;/ref&gt; Men som vi netop har set, er han i Josvabogen søn af Tera.&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 269&lt;/ref&gt; Der er således interne modsætninger i de narrativer, som de ulige slægtslister og narrativer i ulige dele af Gamle Testamente giver. Dette viser, at man har forsøgt at sammenskrive ulige narrativer til et men med ringe held.

==== Sodoma og Gomorra ====

Historien om Sodoma og Gomorras ødelæggelse optræder som et sidemotiv i beretningen om Abrahams liv i Første Mosebog kapitel 18:16-33 og kapitel 19:1-28.

Bibelforskere er generelt enige om, at selvom Gamle Testamente ikke direkte &quot;låner&quot; historien om Sodoma og Gomorra fra en specifik sumerisk kilde, deler fortællingen om guddommelig ødelæggelse, guddommelige besøgende og den flammende omstyrtelse af en by slående motiver med tidligere mesopotamisk litteratur og bredere oldtidsmytologi fra Nærøsten. Således &quot;Akkads forbandelse: Ekur hævnet&quot;, et akkadisk/sumerisk litterært værk dateret til mellem 2112 f.Kr. og 2004 f.Kr., som beskriver den pludselige ødelæggelse af byen Akkad. Myten blev skrevet hundreder af år efter Naram-Sins liv og er digterens forsøg på at forklare, hvordan det lykkedes for gutianerne at erobre Sumer. Efter en indledende passage, der beskriver Akkads herlighed før dets ødelæggelse, fortæller digtet om, hvordan Naram-Sin gjorde hovedguden Enlil vred ved at plyndre Ekur, der var Enlils tempel i Nippur. I sin vrede kaldte Enlil gutianerne ned fra bjergene øst for Tigris, hvilket bragte pest, hungersnød og død over hele Mesopotamien. For at begrænse denne ødelæggelse, bestemte otte af guderne (nemlig Inanna, Enki, Sin, Ninurta, Utu, Ishkur, Nusku og Nidaba), at kun byen Akkad skulle ødelægges for at skåne resten af ​​Sumer, og de forbandede den. Historien slutter med, at digteren skriver om Akkads skæbne, idet den velstående by lægges i aske i overensstemmelse med gudernes forbandelse.

Temaet om guddommelig straf for en bys ''hybris'' eller umoral er et udbredt motiv i oldtidens verdensbillede. Det kan ikke vides sikkert, om det er denne historie, der har dannet forbillede for Gamle Testamentes historie om Sodoma og Gomorra, men motivet menneskers umoral og manglende respekt for guddommen er det samme.

Den bibelske version rummer Abrahams forsøg på at undgå ødelæggelsen, hvis der blot fandtes ti retfærdige indbyggere i byen, men selv så få fandtes der åbenbart ikke. Kun Lot, Abrahams slægtning, reddes fra ulykken: &quot;Da solen stod op over landet, og Lot var kommet til Soar, lod Herren svovl og ild regne ned over Sodoma og Gomorra fra Herren i himlen. Han ødelagde disse byer, ja hele Jordandalen, alle, der boede i byerne, og alt, der voksede på markederne.&quot;&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 25&lt;/ref&gt; Naturvidenskabeligt set kunne det være beskrivelsen af en meteorregn eller af nedfald fra et vulkanudbrud.

==== Moses ====

I Anden Mosebog kapitel 2 introduceres den mytiske skikkelse Moses som israelitternes befrier fra trældommen i Egypten. Historien begynder med hans fødsel. Ifølge myten havde farao befalet, at alle drengebørn skulle dræbes ved fødslen, men Moses' moder reddede ham ved at placere ham i en sivkurv, hvor han blev fundet og adopteret af faraos datter.&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 67&lt;/ref&gt; Denne historie er imidlertid utvivlsomt adopteret fra sumerisk tradition, idet en tilsvarende historie fortælles om kong Sargon af Assad.&lt;ref&gt;Dinkgreve (2021), kap. 8&lt;/ref&gt; Der er således ingen grund til at tillægge denne del af traditionen nogen historisk baggrund.

Senere fortæller Anden Mosebog, at Moses blev pålagt af Gud at føre israelitterne ud af Egypten. Det hedder i den forbindelse, at Gud blandt andet siger til Moses: &quot;Jeg er din faders Gud, Abrahams Gud, Isaks Gud og Jakobs Gud&quot;.&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 69&lt;/ref&gt; Her stå vi på ny over for problemet, at henvisningen til Abraham åbenbart er en anakronisme. Det betyder, at der kan rejses tvivl om både den historiske skikkelse Moses og om Mosebøgerne som kilde til israelitternes tidlige historie overhovedet.

Kendsgerningen er, at der findes ingen beviser på eksistensen af de fem mosebøger før slutningen af det 4. århundrede f.Kr., herunder eksistensen af en person kaldet Moses.&lt;ref&gt;Gad Barnea&lt;/ref&gt; Men den farao, som med stor sandsynlighed fordrev semitterne fra Egypten, hed Ahmoses, hvilket på hebraisk betyder &quot;Moses' broder&quot;. Så måske at der er en sammenhæng her.

==== Græske narrativer ====

Men det er ikke kun fra Sumer og Mesopotamien at Gamle Testamenter har lånt narrativer. Nogle kildekritikere tilhørende den såkaldte &quot;Københavnerskole&quot; har peget på, at også græske narrativer har ydet deres bidrag, lad os tage nogle eksempler:

Jan-Wim Wesselius har foretaget undersøgelser, der viser, hvordan Første Mosebog og Anden Mosebog afspejler Herodots skrifter, især sidstnævntes beretning om persiske kongers liv. Han sammenlignede i detaljer lighederne mellem Josef og Kyros, og især mellem Moses og Xerxes. Josef og Kyros har begge drømme, bliver afsløret for at dø, går i eksil, bliver skjult i en periode og bliver konger, når deres identitet afsløres. Moses og Xerxes drager ud for at erobre enten Kana'an eller Grækenland og krydser vand med deres folk. Mange andre detaljer nævnes, såvel som sammenligninger mellem Terah og Phraortes (en medisk konge), Abraham og Kyaxares (en medisk konge), Isak og Astyges (en medisk konge) og Jakob og Mandane (Kyros' mor).&lt;ref&gt;Wesselius (1999), s. 24-77&lt;/ref&gt;&lt;ref&gt;Wesselius (2002), s. 6-47&lt;/ref&gt;

Philippe Guillaume mener, at skrivere i Alexandria i det andet århundrede f.Kr. indsatte Dommere i den Deuteronomistiske Historie, hvilket afspejlede de ideologiske behov hos de hasmoneiske herskere i Palæstina. Dommere var inspireret af Hesiods ''Værker og Dage'', især afsnittet om heltene, som Hesiod indsatte i de fire tidsaldre. Dette svarer til, hvordan Dommere blev indsat i den Deuteronomistiske Historie. Historier om heroiske dommere før David og Salomon underminerer Davids dynastis påstande, hvilket igen hjalp de hasmoneiske dynaster, der ikke havde nogen Davidisk afstamning bag deres påstande om messiansk styre (147-64).

Katherine Stott har påpege, at Davids opstigning, som skildret i Første Samuelsbog kapitel 16-31 og i Anden Samuelsbog kapitel 1-8, muligvis er inspireret af den fortælling, der beskriver Kyros' opstigning til Persiens og Mediens trone i teksten i Herodots Historier. Hun så følgende paralleller:&lt;/br&gt;
- Kyros og David starter begge under ydmyge kår,&lt;/br&gt; 
- begge træder ind i den forrige konges hof,&lt;/br&gt; 
- i begge tilfælde bliver den pågældende konge jaloux på dem,&lt;/br&gt; 
- i begge tilfælde bliver de truet med døden af ​​den pågældende konge,&lt;/br&gt; 
- begge flygter fra hoffet,&lt;/br&gt; 
- begge bliver folkelige ledere,&lt;/br&gt; 
- i begge tilfælde hopper en allieret af,&lt;/br&gt; 
- begge tilraner sig kongerigets herredømme,&lt;/br&gt; 
- begge får succes på grund af deres militære dygtighed,&lt;/br&gt; 
- begge skåner den gamle konges liv i en periode,&lt;/br&gt; 
- der er et tragisk element i den forrige konges fald i begge tilfælde, og&lt;/br&gt; 
- i begge tilfælde er udfaldet dannelsen af ​​en ny politisk enhed.&lt;/br&gt; 
Stott bemærkede, at denne græske tekst kun i den hellenistiske æra ville have været tilgængelig for den bibelske forfatter.&lt;ref&gt;Stott (2002), s. 62-71, 77-78)&lt;/ref&gt;.

Hesiods ''Theogoni'' og Katalog over kvinder var til dels indflydelsesrige kilder til henholdsvis skabelsesberetningen i Første Mosebog 1 og de genealogier, der findes i hele Første Mosebog 1-11 &lt;ref&gt;Gnuse (2017)&lt;/ref&gt;.

Fortællinger i Første Mosebog 1-11 kan også vises at have betydelige paralleller med beretninger nedskrevet hos græske historikere, såsom Hekateus fra Milet (''Periegesis'' og genealogier) og Herodot fra Halicarnassus (Historier), herunder omtaler af menneskelige leveveje (Første Mosebog kapitel 4:20-22), de tre sønner af en syndflodshelt, der er menneskehedens forfædre (Første Mosebog kapitel 9:18-19 og kapitel 10:1-32) samt plantningen af ​​en vingård (Første Mosebog kapitel 9:20-27). &lt;ref&gt;Gnuse (2019)&lt;/ref&gt;

Ældre latinske traditioner, der ligger bag beretningerne i Ovids Fasti 5, 493-544 og Metamorfoser 8, 625-725, kan have inspireret fortællingerne om de budbringere, der fortæller Abraham om hans kommende søn, og de budbringere, der advarer Lot om at forlade Sodoma i Første Mosebog 18:1-15; 19:12-26. &lt;ref&gt;Gnuse (2017)&lt;/ref&gt;.

En fortælling om Democedes af Kroton i Herodots Historier 3, 125-132 kan have givet anledning til fortællingen om Josef, der fortolker faraos drømme i Første Mosebog 41:1-36, hvilket igen inspirerede drømmeberetningerne i Daniels Bog &lt;ref&gt;Gnuse (2010)&lt;/ref&gt;.

Den korte fortælling om den store kriger Achilleus' ædle, talende heste i ''Iliaden'' 19, 395-424 kan være løst overtaget og indpasset i beretningen om Bileams æsel i Fjerde Mosebog kapitel 22:22-35, hvor et simpelt æsel bringer skam over en tåbelig profet. Talende dyr er langt mere almindelige i græsk litteratur end i Bibelen. (Gnuse 2017d)

Ofrelsen af ​​Ifigenia i to skuespil af Euripides omkring 400 f.Kr.: ''Ifigenia blandt Taurierne'' og ''Ifigenia i Aulis'', kan have inspireret beretningen om Jeftas ofring af sin datter i Dommerbogen kapitel 11:30, 34-40, som synes at være indsat i beretningen om Jeftas kamp mod ammonitterne. (Gnuse 2019b)

Arrians beretning om Alexander den Store og det spildte vand i Anabasis af Alexander 6.26.1-3 kan have inspireret en lignende historie om David i Anden Samuels Bog 23:15-17. Davids handling med at hælde det vand ud, som hans modige soldater hentede bag fjendens linjer, gør ikke en fornuftig historie, som Alexanders handling i den gedrosiske ørken, hvor tørst virkelig er et problem, gør (Gnuse 1998).

Fortællingerne om Josef, Bileam og Jefta kan være blevet placeret i den bibelske tekst i den persiske periode kort efter 400 f.Kr., såvel som bibelske tekster i Første Mosebog 1-11 med Hesiod, Hekateus og Herodot som inspirationskilder. Men de andre fire fortællinger synes mere sandsynligt at have en oprindelse fra den hellenistiske æra. I sidste ende kan man argumentere for, at alle disse tekster opstod i den hellenistiske æra. Wajdenbaum diskuterede alle disse samme beretninger, gjorde mange af de samme observationer og antydede hellenistiske oprindelser, men Gnuse gav større detaljer i analysen af ​​passagerne.

I flere tilfælde kan det sandsynliggøres, at der er tale om tillæg til ældre beretninger placeret i slutningen af ​​bibelske bøger, og som ser ud til at have været knyttet til bogen kun med en løs forbindelse til resten af ​​bogen. Dette gælder især i Dommerbogen, hvor fortællingerne i Dommerbogen kapitel 13-16 om Samson ser ud til at have en helt anden stil end resten af ​​Dommerbogen. Et stort antal forskellige græske legender om Herakles synes at have påvirket Samson-fortællingerne i Dommerbogen kapitel 13-16 på et sent tidspunkt, sandsynligvis i den hellenistiske tid. Der er alt for mange græske paralleller inden for disse fire kapitler til, at de kan afvises som blot fortællingshistoristiske sammentræf.&lt;ref&gt;Gnuse (2018)&lt;/ref&gt;

Afsnittene i Dommerbogens kapitel 17-21 om Mika, om Dan-stammens udvandring til Lakash samt om Benjamitternes skændselsdåd fremstår som tilføjede tillæg til resten af ​​bogen, og dér finder vi beretningen om kvinderne, der blev kidnappet fra Silo. &quot;Voldtægten af ​​de sabinske kvinder&quot;, som en gammel fortælling genfortalt af Livius (''Historie'' I, 9,1-16) og Plutarch (Lives: Romulus XIV, 2-8), kan være forbilledet for de bortførte piger i Dommerbogen kapitel 21:1-24. &lt;ref&gt;Gnuse (2007)&lt;/ref&gt;

Anden Samuelsbog kapitel 21-23 synes også at være et appendiks, og heri finder vi David, der hælder det vand, han har modtaget fra sine krigere, ud. Dommerbogen kapitler 13-21 og Anden Samuelsbog 21-23 kunne derfor være blevet føjet til Deuteronomistiske historier på et meget sent tidspunkt. Historierne om Josef i Første Mosebog kaptel 39-50, der skulle forklare jødernes ophold i Egypten, ses ofte som en sen tilføjelse fra omkring 400 f.Kr. eller senere, hvorfor Herodots indflydelse på Josefs drømmetydning er sandsynlig. Andre beretninger ser også ud til at være blevet indsat noget ujævnt i deres fortællende kontekst. Dette er tydeligst i beretningen om Jeftas ofring af sin datter, som synes at være indsat midt i Jeftas slag i Transjordan, og fortællingen om Bileam og hans æsel, som fremstiller Bileam med en helt anden persona end den, der findes i resten af ​​Fjerde Mosebog 22-24. Historien om de tre engle, der besøger Abraham og pludselig kun bliver to i antal, da de besøger Lot, beder os om at se på parallelle romerske beretninger, hvor der er henholdsvis tre og to engle i fortællingerne fra Ovid. Desuden vidner de nuancerede detaljer i dialogen i Første Mosebog 18-19 også om en senere tids skrivestil. Således synes indflydelsen fra klassiske og græske beretninger at være mest sandsynlig i historier, der synes at være senere tilføjelser og indsættelser i hovedhistorierne.

Foruden indholdsmæssige ligheder er der også opbygningsmæssige ligheder. Daniel Hawk bemærkede, at Aischylos' Orestia og Første Samuelsbog kapitel 8 til Anden Kongebog 8 deler lignende struktur og karakterer. Begge har et tredelt skema og bruger metaforer til at afspejle overgangen fra et slægtskabssamfund til et borgersamfund. Agamemnon og Saul afspejler den gamle orden, Orestes og David viser overgangen, og Athena og Salomon indvier den nye orden. Den deuteronomistiske historiker brugte Orestia som model for sine &quot;modtagne traditioner vedrørende det israelitiske monarki&quot;. Hawk mente, at den hellenistiske æra ville have været det tidspunkt, hvor den bibelske forfatter havde adgang til Aischylus' skrifter.

Disse og andre eksempler er blevet fremhævet af nogle forskere, der generelt er enige om, hvordan hellenistisk litteratur formede den oprindelige historie efter 300 f.Kr. eller endda efter 200 f.Kr. i den makkabæiske æra. Larsson konkluderede, at de bibelske beretninger blev skabt i det ptolemæiske Egypten i det andet århundrede f.Kr. og påvirket af betydelige græske historikere fra det tredje århundrede f.Kr., så som Berossos, Manetho og Eratosthenes. På grundlag af sådanne iagttagelser mener Niels Peter Lemche, at Dommerbogen og sikkert også andre dele af Gamle Testamente først er blevet skrevet eller har fundet deres endelige form omkring 272 f.Kr. Etienne Nodet bekræftede, at Pentateuken opstod i begyndelsen af ​​det tredje århundrede f.Kr., men profeterne og nogle af skrifterne blev skabt i det andet århundrede f.Kr. Disse tekster blev genereret i Alexandria under hellenistisk indflydelse. Emanuel Pfoh mente, at selvom den primære historie blev skabt i den hellenistiske æra, kom nogle traditioner fra den assyriske og persiske æra og blev udviklet af skrivere gennem årene. Men i bund og grund blev teksten formet under hellenistisk indflydelse (23, 33-35). Hvordan det nu forholder sig, står det klart, at både den sene tilblivelse og dens mulige motiver undergraver store dele af Gamle Testamente som historisk kilde.

Det er muligt, at der findes en historisk kerne, som over tid er blevet udbygget og pyntet på med narrativer hentet fra græske traditioner, men indtil videre må det konstateres, at næsten alt i Gamle Testamente lader sig betvivle.

Mest afgørende i denne sammenhæng er det imidlertid, at hvis disse kritikere tilhørende &quot;Københavnerskolen&quot; har ret, så betyder det, at ''Tanakh'' eller Gamle Testamente langt fra var færdigskrevet endsige færdigredigeret, da jøderne vente tilbage til Jerusalen efter eksilet i Babylon. Forud ventede endnu en lang redigeringsproces, og det kan også forklare hvorfor, at vi skal helt frem til 2. århundrede f.Kr. (eller tidligst 3. århundrede f.Kr.) før, at jøderne udviser noget kendskab til deres religiøse skrifter. Forklaringen er den enkle, at først da havde skrifterne nået et så fuldendt udseende, at de lod sig anvende i den national-politiske propaganda.

==== Hyksos-problemet ====

Mens arkæologerne med rimelig sikkerhed tør fastslå, at der fandtes en særlig israelitisk befolkning fra omkring 1200 f.Kr., så er der mere usikkerhed om tiden forud. Hovedspørgsmålet kan formuleres således: er jødernes ophold i og udvandring fra Egypten en historisk begivenhed eller ej? Holdningerne spænder fra fuldstændig afvisning af denne historie til ubetinget tilslutning.

For at løse problemet må vil opspalte det i tre delspørgsmål:&lt;/br&gt;
- kan der påvises et ophold af en semitisk befolkning i Egypten?&lt;/br&gt;
- hvis ja: inden for hvilket tidsrum?&lt;/br&gt;
- hvis ja: var det israelitter eller ej?

Det umiddelbare svar på spørgsmålet er, at der faktisk findes oplysninger om en fremmed befolkning i Egypten. Men denne befolkning, kaldes af egypterne selv ''Hiku-khasut'', det vil sige &quot;ørkenfyrsterne&quot; (hvilket på græsk er blevet til ''hyksos''&lt;ref&gt;Bibby (1978), s. 96&lt;/ref&gt;, og denne benævnelse bruges almindeligvis og derfor også her), ikke &quot;hebræerne&quot;, &quot;jøderne&quot; eller &quot;israelitterne&quot;, og ingen af disse betegnelser kendes i samtiden, end ikke fra Kana'an. Forskerne mener at kunne fastslå, at disse ''hyksos'' ankom fra øst til Egypten i 19. århundrede f.Kr., regerede over Egypten i 17. og 16. århundrede f.Kr. men senere forsvandt igen. Der er fundet en grav rejst over en mand ved navn ''Aper-El'', det vil sige &quot;El's tjener&quot;, som tjente hos faraonerne Amenhotep III og Akhenaten i 14. århundrede f.Kr.&lt;ref&gt;Dinkgreve (2021), kap. 8&lt;/ref&gt;

Et passende udgangspunkt for vurdering af udvandringens troværdighed kan være Simcha Jacobovici og hans film &quot;''The Exodus decoded''&quot;. Heri giver han blandt andet en omfattende dokumentation, som nok kan være en nøjere gennemgang værd.

Simcha tager udgangspunkt i bibelkritiske afvisninger af udvandringen, som traditionelt blev dateret til 1270 f.Kr. det vil sige i Ramses II's regeringstid men hvor der ingen beviser for en sådan begivenhed findes. Simcha mener, at denne datering er forkert, og at den korrekte tidsfæstelse er omkring 1500 f.Kr. Som beviser for denne tidsfæstelse anfører han følgende:

Hyksos-folket skulle være kommet til Egypten omtrent 200 år før, at de atter udvandrede, det vil sige 1700 f.Kr. I en grav i Beni Hassan ved Nilen omkring 400 km syd for Cairo findes et vægmaleri, som viser en indvandring til Egypten. Befolkningen er semitter med skæg, flerfarvede dragter og med benævnelsen &quot;''Amo''&quot;. I ''Tanakh'' (Gamle Testamente) anvendes benævnelsen &quot;''Amo Israel''&quot;, det vil sige &quot;Guds folk&quot;. Benævnelsen er den samme og deres ophold passer nøje med traditionen.

Hyksos-folkets hovedstad var Avaris, der ligger i Nilens delta nord for Cairo. Avaris er blevet udgravet af professor Manfred Bietak fra Wien. Han har blandt andet fundet 9 seglstamper med navnet &quot;Jakob&quot;, hvilket nøje svarer til den bibelske tradition om faraos betroede mand, Josef, der netop var søn af Jakob.

Ifølge traditionen ender indvandrerne som slaver. I Serabit El Khadim i Sinai-ørkenen blev udvundet tyrkis-sten i miner ved slaveri. I en af disse minder findes en alfabetisk (ikke-egyptisk) indskrift på væggen: &quot;El, hjælp mig&quot;. ''El'' var navnet på en semitisk guddom.

En stele rejst af farao Ahmoses og dateret til omkring 1500 f.Kr. fortæller om blandt andet storm og mørke i overensstemmelse med den bibelske tradition, og den nævner gud i ental. Ahmoses er kendt for at have udvist hyksos-folket. Navnet Ahmoses betyder på egyptisk &quot;månen er født&quot; men på hebraisk &quot;Moses' broder&quot;. 

Omkring 1500 f.Kr. indtraf et stort vulkanudbrud på øen Santorini i det græske øhav. Simcha mener, at det var denne begivenhed, som udløste udvandringen, og at den også kan forklare Egyptens ti plager. Hans argumentation herfor er følgende:

I Avaris er fundet vulkansk pimpsten dateret til omkring 1500 f.Kr. Dette viser (om ikke andet) at Egypten blev påvirket af netop dette vilkanudbrud.

Vulkanudbruddet og tilhørende jordskælv havde følgende bivirkninger:&lt;/br&gt;
- vandet bliver rødt. Årsagen er, at rust frigøres ved gasudbrud fra bunden og opblandes i vandet. Dette skete blandt andet i 1986 ved Nyos-søen i Cameroon.&lt;/br&gt;
- frøer. Hopper ud af vandet, når det bliver forurenet.&lt;/br&gt;
- lus, fluer og epidemi følger som eftervirkninger af miljøkatastrofen&lt;/br&gt;
- sår og bylder. Disse kendes ligeledes fra Nyos-begivenheden i 1986.&lt;/br&gt;
- hagl. Is og ild = &quot;vulkansk hagl&quot; omtales i den såkaldte Ipuwer-papyros og skyldes, at vulkansk aske blandes med vand i atmosfæren.&lt;/br&gt;
- græshopper. Bringes på vandring på grund af klimaændringen.&lt;/br&gt;
- mørke. Skyldes en askesky, der fra vulkanudbruddet bredte sig til Nilens delta, hvilket er bevist ved korn af asken fundet af Jean-Daniel Stanley fra Smithsonian Institute.&lt;/br&gt;
- førstefødte sønner døde. Skyldes at CO&lt;sub&gt;²&lt;/sub&gt; frigøres fra jordens indre og lægger sig lige ved jordens overflade. Da de ældste priviligerede sønner sov på en lav seng, blev de dræbt af gassen, mens andre børn der sov på de flade tage aldrig blev berørt inden, at gassen opløstes igen. Noget tilsvarende blev observeret i Nyos. Yderligere er der udgravet massegrave i Avaris, som kun omfatter personer af mandkøn og ikke krigere. Og Ahmoses' egen søn døde som 12-årig (hans begravede lig er fundet).&lt;/br&gt;
Ifølge Simcha er alle disse begivenheder således naturlige mulige følger af vulkanudbruddet.
[[Fil:Stele_of_Grave_Circle_A_Mycenae_NAMA_1428.JPG|200px|thumb|Gravstele fra Mykene, der viser Farao, som forfølger Moses. De er omgivet af vand på begge sider.]]
Velkendt er historien om havets deling.&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 82&lt;/ref&gt; Den korrekte formulering i Bibelen er &quot;Yam Suf&quot;, det vil sige Sivhavet. Men siv vokser ikke i saltvand, så der er tale om en stor sø. På Ismailia Regional Museum findes en granitsten med en indskrift i hieroglyffer, ''El Arish''-indskriften, der fortæller om udvandringen set fra faraos side. Her kaldes lederen for &quot;ørkenprinsen&quot;. Mere bemærkelsesværdigt er det, at indskriften også fortæller, at vandene delte sig (markeret som bølger + 2 knive), og at indskriften nævner stedet for denne begivenhed: ''El Balah'', en nu tidligere sø beliggende øst for Avaris nær overgangen til Sinai-ørkenen. Simcha mener, at som følge af de tektoniske forskydninger og deraf følgende jordskred løftede den afrikanske plade sig 1-2 meter og skabte en landkorridor, men kort efter fulgte en tsunami, som druknede faraos hær.

Simcha peger på et vægmaleri på Santorini, som viser en sejlads fra en by omgivet af mure. Simcha mener, at den viste by er Avaris, idet der her også er fundet minoiske vægmalerier, hvilket vidner om handelsforbindelser. En del af udvandrerne skulle således være draget til Grækenland. I Mykene er fundet guldgenstande og sværd i en grav dateret til 1500 f.Kr. De kan stamme fra jødiske udvandrere. Desuden er fundet tre gravsten med billeder visende først en mand på en stridsvogn, der forfølger en gående mand omgivet af bølger, dernæst at den gående mand er nået højere liggende land og har vendt sig imod stridsvognen, og endelig at stridsvognen drukner i bølgerne. Billederne viser, let forenklet, faraos forfølgelse af Moses. Det er i bogstaveligste forstand en tegneserie om begivenheden.

Simcha peger dernæst på, at jordskælv kunne have ført til, at gas og olie blev frigivet og måske blev antændt, og derved gav anledning til røgsøjler om dagen og ildsøjler om natten svarende til beretningen i Anden Mosebog kapitel 13 vers 21-22: &quot;Herren gik foran dem, om dagen i en skysøjle for at føre dem på vejen og om natten i en ildsøjle for at lyse for dem, så at de kunne gå både dag og nat. Skysøjlen fjernede sig ikke fra folket om dagen og ildsøjlen ikke om natten.&quot;&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 81&lt;/ref&gt;

Endelig mener Simcha at kunne påvise, hvor bjerget Sinai lå. Og han mener at have fundet billedlige gengivelser af Pagtens Ark - i Grækenland af alle steder!

Så langt Simcha. Det giver anledning til en række spørgsmål: er begivenheden fejldateret? Det er der faktisk en del, der tyder på. Begivenheden fandt efter alt at dømme sted omkring 1500 f.Kr. Kan et vulkanudbrud være forklaringen på begivenhedsforløbet? Svaret må være, at det er muligt, i hvert fald er der intet, som tyder på, at det ikke kunne være tilfældet. Var dette hyksos-folk ''Amo'' og var det semitter? Ja, det er sandsynligt. Var det også israelitter? Det er muligt, men ikke sikkert.

Vi har tidligere fastslået, at Gamle Testamentes historie om udvandringen fra Egypten tidsmæssigt er uforenelig med historien om Abraham som israelitternes stamfader, idet hans ophold i filistrenes land er flere hundrede år senere end udvandringen. Og det forbliver uforklarligt, at et folk, som kaldte sig selv Israel, ikke optræder under dette navn men af Egypterne kaldtes henholdsvis ''Amo'' og ''Hyksos''.  

Historien om ''exodus'' eller udvandringen fra Egypten kendes ikke fra Elephantine, en jødisk by i Egypten fra 400-tallet f.Kr., hvilket kunne tyde på, at denne tradition i jødisk historieforståelse enten må være yngre end denne tid eller endnu ikke spillede den rolle i jødisk selvforståelse, som den senere fik.

Hvis man vil være besværlig, kan man opstille følgende alternative hypotese: udskibningen fra Egypten til Mykene eksisterer ikke i det bibelske narrativ. Hvis man alligevel forudsætter, at det afspejler en historisk kendsgerning, så kunne disse udvandrere, ''hyksos'', have taget hele traditionen med sig og billedligt gengivet den på deres gravsteler. Da &quot;havfolket&quot; (som beviseligt stammer fra Grækenland foruden andre steder) langt senere, omkring 1178 f.Kr., kom til Palæstina, bragte de traditionen med sig. Det er her fra, at jøderne senere overtog den, omformulerede den til en ørkenvandring med Moselov og hele molevitten og dermed tillige skrev det oprindelige folk ud af beretningen og satte sig selv ind i stedet som led i en selvskabt historisk tradition. 

Der er selvsagt ingen beviser for en sådan udvikling, men der er heller intet, som modsiger den, og den ville forklare årsagen til, at traditionen åbenbart overlevede i Mykene. Og hvad mere er: det kunne forklare hvorfor, at folk fra Middelhavets nordlige kyster søgte øst- og sydpå (i stedet for vestpå), da deres hjemlige forhold ikke tillod dem at blive boende, hvor de var. Et indicium for, at teorien kunne være rigtig, er det forhold, at Mykene var et handelscentrum i tiden 1600-1100 f.Kr. blandt andet med handelsforbindelser til Levanten. Blandt de forhandlede varer var genstande af elfenben fundet i Megiddo, der viser handelsforbindelser til Det Ægæiske Hav, Kypern, Hittitterne samt Egypten.&lt;ref&gt;Novacek (2011), s. 47f&lt;/ref&gt; Det indebærer, at &quot;havfolket&quot; meget vel kan have haft handelsforbindelser med Levanten tidligere og derfor kendte til områdets frugtbarhed inden, at de udvandrede dertil.

Der imod kan vi udelukke, at det var israelitterne selv, som indvandrede sammen med havfolket, fordi dette skete 1178 f.Kr. mens Israel som omtalt nævnes på en stele allerede fra 1208 f.Kr.

Kildekritisk må det konstateres, at Mosebøgerne ret beset forsøger at forene to temmelig uforenelige historiske traditioner: på den ene side traditionen fra Mesopotamien omfattende Edens Have (Dilmun), Babelstårnet (zigguraterne) og Noas ark, hvor Abraham indgår som det forklarende bindeled hvorfor, at jødernes stamfader udvandrede til Kana'an, på den anden side traditionen om Jakob (Israel)&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 46&lt;/ref&gt;, Josef og hans brødre&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 48f&lt;/ref&gt;, Israels udvandring til Egypten&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 59&lt;/ref&gt; og Moses&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 67&lt;/ref&gt; med udvandring, ørkenvandring, moseloven og løftet om Kana'an.&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 243&lt;/ref&gt;

Der kan næppe være tvivl om, at den jødiske beretning om udvandringen fra Egypten og den egyptiske beretning om fordrivelsen af de fremmede omtaler den samme begivenhed set fra to sider. For så vidt behøver ingen af dem at give det sande billede: hvis årsagen virkelig var et vulkanudbrud, kunne de forringede leveforhold efter dette meget vel være årsag til, at folk udvandrede eller bortvandrede igen. At jøderne eller israelitterne har taget begivenheden til sig er for så vidt ikke anderledes end andre historier, som de har adopteret og adapteret.

Som en sidebemærkning skal det lige nævnes, at den egyptiske konge Amenhotep IV, bedre kendt som Akhenaten, som var gift med Nefertiti og fader til Tutankhaton, og som er gået over i historien som den første monoteistiske konge, regerede fra omkring 1353 til 1336 f.Kr. Det betyder, at han regerede henved 150 år efter, at ''hyksos'' udvandrede, og at der således ingen forbindelse er med Moses.

=== Bearbejdede profetier ===

De mange profetiske tekster i Gamle Testamente udgør et eget problem. Kort sagt er de kildekritiske studier i stigende grad blevet opmærksomme på, at der ikke er tale om originale tekster. I stedet er disse blevet ændret for at tilpasse dem til bestemte formål.

Esajas', Jeremias', Ezekiels og de Tolvs Bog mangler en historie og opretholder ikke en ensartet kronologisk rækkefølge af materiale. De profetiske bøger ses ikke længere som blot kilder, hvorved læserne kan få adgang til fortiden. De læses nu som bevidste kompositioner, der genpræsenterer og fortolker profeternes ord i tekstform.

Allerede i de sidste profeters tekster er der tegn på bevidst bevidsthed om tekstualiseringen af ​​profetier. Historien i Jeremias 36 beskriver for eksempel en proces, hvor forskellige budskaber i forskellige former fra forskellige tider og steder sammensættes i tekstform af profetens skriver. Når denne rulle efterfølgende ødelægges som reaktion på dens læsning, sker der ikke blot en omskrivning af rullen, men også en betydelig tilføjelse af lignende ord (Jeremias 36:32), hvilket vidner om bogens litterære vækst. Profeter som Jeremias er ikke længere tilgængelige, men deres ord er tilgængelige i de bøger, der bærer deres navne (Zakharias 1:5-6). Disse bøger danner et særskilt korpus inden for den bibelske kanon. Når Daniel refererer til Jeremias' profeti om halvfjerds år i Daniel 9:2, taler han om Jeremias' bog blandt en flerhed af profetiske bøger (jf. Ezekiel 38:17). 

De tidligste postbibelske fortolkere af den profetiske litteratur var de skriftkloge, oversættere og kommentatorer, der videregav, gengav og forklarede teksterne. Blandt vidner til den tidligst dokumenterede periode med skriftlig overlevering (ca. 250 f.Kr. indtil 132-135 e.Kr.) er det tydeligt, at skriftkloge ikke så sig selv som blot afskrivere på samme måde som skriftkloge fra en senere periode. De så snarere sig selv som ligestillede med de oprindelige forfattere, og de udvidede ofte den bibelske tekst med fortolkninger, der var beregnet til at hjælpe læserne med at forstå teksten. Disse skriftkloge havde deres eget syn på den bibelske tekst og ønskede at sikre en teologisk korrekt læsning af den.

Blandt de profetiske bøger må de mest fremragende eksempler på fortolkningsmæssig udvidelse være Jeremias og Ezekiel i den masoretiske tekst (MT). I disse tilfælde har udvidelsen nået niveauet for skabelsen af ​​nye udgaver af bøgerne. De hebraiske tekster bag de oldgræske (OG) versioner af disse bøger er betydeligt kortere førsteudgaver. Mange af udvidelserne i andenudgaverne, der findes i MT, er af eksegetisk karakter. For eksempel er Jeremias' berygtede fjende fra nord ikke eksplicit identificeret i OG eller dens hebraiske kilde, hvilket efterlader den åben for den slags eskatologiske fortolkning, der findes i Ezekiel 38:14-17, men MT identificerer denne fjende som Babylon i udvidelsen af ​​Jeremias 25:9, hvilket skaber en interessant konflikt med Jeremias 50:3 og dens profeti om en fjende fra nord, der kommer mod Babylon. Et andet eksempel er versionen af ​​Jeremias' profeti om halvfjerds år i Jeremias 25:11-12. I OG er denne profeti ikke eksplicit begrænset til perioden med babylonsk fangenskab (se: Dan 9:1-2, 24-27), men udvidelserne i MT gør denne begrænsning af profetien eksplicit (jf. Jeremias 29:10). For Ezekiels Bog forekommer en af ​​de mest bemærkelsesværdige udvidelser i MT Ezekiel 36:23c-38, som mangler, et vigtigt vidnesbyrd om OG fra det tredje århundrede e.Kr. Denne ret lange udvidelse er baseret på materiale fundet andre steder både i og uden for Ezekiels Bog. 

Når det forholder sig således med disse tekster, rejser det uundgåeligt spørgesmålet om og i hvilken grad, det samme er tilfældet med andre tekster i Gamle Testamente. Og det svækker betydeligt Gamle Testamentes værdi som kilde til jødernes historie.

=== Sammenfatning ===

Denne gennemgang af Gamle Testamente har kun omfattet en mindre del af den samlede tekst, men selv denne meget begrænsede gennemgang har belyst en række problemer:&lt;/br&gt;
- Gamle Testamente er ''ikke'' en historisk redegørelse for jødernes historie, selv om den giver indtryk af dette,&lt;/br&gt;
- det er i stedet en samling af traditioner, anekdoter og myter skrevet af ulige forfattere til ulige tider&lt;/br&gt;
- der er gjort forsøg på at sammenskrive og harmonisere disse narrativer&lt;/br&gt;
- hvilket ikke kan skjule, at der er kronologiske problemer&lt;/br&gt;
- og at væsentlige traditioner er hentet fra andre kulturer, især Sumer og Mesopotamien men også fra Grækenland.

Vi tør antage, at skildringen af kongetiden og det delte kongerige med navnelister over regenterne er rimelig troværdig, blandt andet fordi deres navne forekommer i andre kilder, men vi har kun ringe mulighed for at vide i hvilken udstrækning, historierne om dem er blevet ændrede for at tilpasse sig et senere monoteistisk narrativ.

Nogle historier, blandt andre Esthers Bog men også Ezras Bog og Nehemias' Bog, er meget sene og menes først at være blevet tilføjet efter afslutningen af det babylonske fangenskab.

=== &lt;big&gt;Semitismen, jødedommens tankesæt&lt;/big&gt; === 

Vi har i det foregående set på Gamle Testamente som et muligt historisk kildeskrift. Man kan imidlertid også anlægge en helt anden synsvinkel, nemlig Gamle Testamente som ideologisk grundlag nærmere betegnet som grundlag for en jødisk national etnicitet samt for en særlig jødisk etik. Det skal på forhånd understreges, at det følgende ikke omfatter alle jøder, idet mange alene identificerer sig som tilhørende denne folkegruppe af genealogiske og traditionsbårne årsager, det vil sige med hensyn til deres familiære oprindelse samt højtider og mindedage. Men der findes også kredse i den jødiske befolkning, der opfatter Gamle Testamente som en anvisning på hvordan, at jøder kan og bør opføre sig.

Alle kender begrebet &quot;anti-semitisme&quot;, men få eller ingen ved, hvad udtrykket &quot;semitisme&quot; egentlig dækker over. Man vil således lede forgæves efter det i en ordbog eller eksempelvis på ''wikipedia''. Her vil begrebet blivet forstået således, at det dækker over den tankegang eller de tankegange, som kan udledes og af nogle er blevet udledt af Gamle Testamente. Det betyder, at der her vil blive set bort fra jødisk mysticisme, kabala, frankisme og lignende ældre og nyere afledede ideologier, hvilke hver for sig er en særskilt undersøgelse værd.

Læser man Gamle Testamente, vil man se, at bestemte tankegange bliver promoveret. Det drejer sig i hovedsagen om følgende:&lt;/br&gt;
- det udvalgte folk&lt;/br&gt;
- racisme&lt;/br&gt;
- retten til Kana'an&lt;/br&gt;
- retten til at myrde hele befolkninger&lt;/br&gt;
- &quot;honningfælder&quot; og pengeafpresning&lt;/br&gt;
I det følgende vil hvert af disse emner blive gennemgået særskilt.

=== Det udvalgte folk ===

Ideen om jøderne som Guds udvalgte folk tager udgangspunkt i Første Mosebog kapitel 12: her møder vi Abram ved Ur i Kaldæa. Videre hedder det: &quot;Herren sagde til Abram: &quot;Forlad dit land og din slægt og din fars hus, og drag til det land, jeg vil vise dig. Jeg vil gøre dig til et stort folk og velsigne dig. Jeg vil gøre dit navn stort, og du skal være en velsignelse.&lt;/br&gt;
Jeg vil velsigne dem, der velsigner dig,&lt;/br&gt;
og den, der forbander dig, vil jeg forbande.&lt;/br&gt;
I dig skal alle jordens slægter velsignes&quot;.&quot;&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 17f&lt;/ref&gt;

Senere gentages denne priviligerede stilling i andre sammenhænge, således over for Jakob i Betel. I Første Mosebog kapitel 35:9-13 hedder det: &quot;Gud viste sig igen for Jakob, efter at han var kommet hjem fra Paddan-Aram. Han velsignede ham og sagde til ham: &quot;Dit navn er Jakob; men nu skal du ikke længere hedde Jakob. Dit navn skal være Israel.&quot; Og han gav ham navnet Israel. Han sagde til ham: &quot;Jeg er Gud den Almægtige. Bliv frugtbar og talrig! Et folk, ja, en mængde folkeslag skal nedstamme fra dig, og konger skal fremstå af dit eget kød og blod. Det land, jeg gav Abraham og Isak, giver jeg dig og dine efterkommere.&quot; Så steg Gud op fraham, dér hvor han havde talt med ham.&quot;&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 46&lt;/ref&gt;

I Anden Mosebog kapitel 3:7-10 findes følgende: &quot;Så sagde Herren: &quot;Jeg har set mit folks lidelse i Egypten, og jeg har hørt deres klageskrig over slavefogederne. Jeg har lagt mig deres lidelser på sinde, og derfor er jeg kommet ned for at redde dem fra egypterne og føre dem op fra dette land til et godt og vidtstrakt land, et land der flyder med mælk og honning, dér hvor kana'anæerne, hittitterne, amoritterne, perizzitterne, hivvitterne og jebusitterne bor. Nu har israelitternes klageskrig nået mig, og jeg har set, hvordan egypterne undertrykker dem. Gå nu! Jeg vil sende dig til Farao. Du skal føre mit folk israelitterne ud af Egypten&quot;.&quot;&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 69&lt;/ref&gt; Dette og tilsvarende formuleringer med &quot;mit folk israelitterne&quot; giver jøderne en identitet som Guds udvalgte folk i den jødiske selvforståelse.

=== Racismen ===

Racismen er en logisk følge af ideen om Guds udvalgte folk. Et folk kan selvsagt ikke være &quot;udvalgt&quot;, hvis andre folk kan indgiftes i det. Følgelig er Gamle Testamente fuldt af forbud mod at gifte sig med ægtefæller fra andre folkeslag og kritik, når de alligevel gjorde det. Lad os tage nogen eksempler.

I Femte Mosebog kapitel 7:1-4 finder vi følgende påbud af Moses: &quot;Når Herren din Gud fører dig til det land, du skal ind og erobre, og han driver store folkeslag væk foran dig, hittitterne, girgashitterne, amoritterne, kana'anæerne, perizzitterne, hivvitterne og jebusitterne, syv folk, der er større og mægtigere end du, og Herren din Gud overgiver dem til dig, og du besejrer dem, da skal du lægge band på dem. Du må ikke slutte pagt med dem og ikke vise dem barmhjertighed. Du må ikke bringe dig i familie me dem; du må ikke give dine døtre til deres sønner, og du må ikke lade dine sønner gifte sig med deres døtre, for det vil få dine sønner til at vige fra mig og dyrke andre guder. Da vil Herrens vrede flamme op imod jer, og han vil hurtigt udrydde dig.&quot;&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 208&lt;/ref&gt;

Dette gælder blandt andre kong Salomo. I Første Kongebog 11:1-4 læses således følgende: &quot;Kong Salomo elskede mange udenlandske kvinder foruden Faraos datter, moabitiske, ammonitiske, edomitiske, sidoniske og hittitiske; om de folk havde Herren sagt til israelitterne: &quot;I må ikke indlade jer med dem, og de må indlade sig med jer, for så vender de jeres hjerte til deres guder.&quot; Dem elskede Salomo, og han holdt fast ved dem. Han havde syv hundrede hustruer med fyrstelig rang og tre hundrede medhustruer, og hans hustruer bragte hans hjerte på afveje.&quot;&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 390&lt;/ref&gt;

I Ezras Bog kapitel 9:10-12 optræder Ezras bodsklage med blandt andet dette: &quot;Vor Gud, hvad skal vi nu sige efter dette? For vi har svigtet de befalinger, du gav gennem dine tjenere, profeterne, da du sagde: Det land, I skal ind og tage i besiddelse, er et urent land på grund af de fremmede folks urenhed med de afskyelige handlinger, som de i deres urenhed har fyldt det med fra ende til anden. Derfor må I ikke give jeres døtre til deres sønner, og I må ikke lade jeres sønner gifte sig med deres døtre.&quot;&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 527&lt;/ref&gt; og i Kapitel 10:10-12 bliver dette gentaget: &quot;Så rejste præsten Ezra sig og sagde til dem: &quot;I har handlet troløst ved at gifte jer med fremmede kvinder; I har øget Israels skyld. Aflæg nu bekendelse for Herren, jeres fædres Gud, og gør hans vilje. Skil jer ud fra landets folk og de fremmede kvinder&quot;.&quot;&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 528&lt;/ref&gt;

I Nehemias' Bog kapitel 10:31 indgår israelitterne blandt andet følgende forpligtelse: &quot;Vi vil ikke give vores døtre til landets folk, og vi vil ikke lade vores sønner gifte sig med deres døtre.&quot;&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 542&lt;/ref&gt;

Således kunne man blive ved.

=== Lebensraum ===

Jødernes ret til Kana'ans land hidrører fra Første Mosebog. I kapitel 12 læser vi: &quot;Dengang boede kana'anæerne i landet. Herren viste sig for Abram og sagde: &quot;Jeg vil give dine efterkommere dette land&quot;.&quot;&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 18&lt;/ref&gt; Senere, i kapitel 15, præciseres udstrækningen af dette jødiske lebensraum: &quot;Den dag sluttede Herren pagt med Abram. Han sagde: &quot;Jeg giver dine efterkommere dette land fra Egyptens flod (det vil sige Nilen) til den store flod, Eufratfloden: kenitterne, kenizzitterne, kadmonitterne, hittitterne, perizzitterne, refaitterne, amoritterne, kana'anæerne, girgashitterne og jebusitterne&quot;.&quot;&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 20f&lt;/ref&gt;

Størrelsen af dette jødiske lebensraum er påfaldende. Sammenlignet med officielle landegrænser i 2026 omfatter dette område: den østlige halvdel af Egypten inklusive hele Sinai, Palæstina inklusive Gaza og Vestbredden, Libanon, Jordan, Saudi Arabien, Yemen, Oman, Forenede Arabiske Emirater, Qatar, Bahrain, Kuwait, Irak samt Syrien. Nogle jødiske imperialister medregner også Kypern til området.

En anden afgrænsning findes i Fjerde Mosebog kapitel 34. Heri læser vi: &quot;Herren talte til Moses og sagde: &quot;Giv israelitterne denne befaling: I kommer nu til Kana'an, det land, der tilfalder jer som arvelod, Kana'ans land i dets fulde udstrækning. Jeres sydgrænse skal gå fra Sins ørken langs med Edom. I syd skal jeres grænse gå fra enden af Salthavet i øst. Så skal grænsen dreje syd om Akrabbim-passet, gå videre til Sin og ende syd for Kadesh-Barnea. Så skal den fortsætte til Hasar-Addar og gå videre til Asmon. Så skal grænsen dreje fra Asmon mod Egyptens bæk og ende ude ved havet.&lt;/br&gt;
Grænsen i vest: Det Store Hav med kyststrækning. Det skal være jeres vestgrænse.&lt;/br&gt;
Dette skal være jeres nordgrænse: Fra Det Store Hav skal I trække en linie til bjerget Hor; fra bjerget Hor skal I trække en linie til Lebo-Hamat, og grænsen skal ende i Sedad. Så skal grænsen gå videre til Zifron, og den skal ende i Hasar-Enan. Det skal være jeres nordgrænse.&lt;/br&gt;
Som grænse i øst skal I trække en linie fra Hasar-Enan til Shefam. Så skal grænsen gå ned fra Shefam til Ribla øst for Ajin, og grænsen skal fortsætte ned og støde til bjergryggen øst for Kinneretsøen. Så skal grænsen gå ned til Jordan og ende ved Salthavet.&lt;/br&gt;
Dette skal være jeres land med dets grænser hele vejen rundt.&quot;&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 196&lt;/ref&gt;

Dette er unægteligt en noget anden afgrænsning end før. Den kritiske læser vi måske spørge om Herren ikke havde forklaret sig godt nok over for Moses eller måske havde ændret holdning, eller om der måske er en helt tredie forklaring?

Den tænkende læser vil måske kigge nærmere på andre dele af samme historie. Vi hører, at Abraham fik børn både med Sara, sin hustru, nemlig jøderne, og med Hagar fra Egypten, hans trælkvinde, nemlig ismaelitterne, det vil sige araberne.&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 21&lt;/ref&gt; Så var det nu jøderne, araberne eller begge grupper som skulle leve i dette område? Desuden tog han sig en ny hustru: Ketura, med hvem han også fik efterkommere.&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 31&lt;/ref&gt; Det er således ret uklart hvem, der skulle overtage dette lebensraum.
 
Således tænker semitisterne ikke. De er imperialister, og de vil have det hele for sig selv. De mener at have ret til at fordrive andre folkeslag og ser Gamle Testamente som kilde til denne ret.

=== Retten til folkemord ===

Jødernes ret til at myrde befolkningerne, som levede i Kana'an, forekommer allerede i Mosebøgerne. I Femte Mosebog kapitel 20:16-17 findes således følgende påbud udtalt af Moses: &quot;i de folks byer, som Herren din Gud vil give dig i eje, må du ikke lade en eneste beholde livet; du skal lægge band på dem, på hittitterne, amoritterne, kana'anæerne, perizzitterne, hivvitterne og jebusitterne, sådan som Herren din Gud har befalet dig.&quot;&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 223&lt;/ref&gt;

I Josvabogen hører vi hvordan, at jøderne hensynsløst myrdede indbyggerne i Kana'an, eksempelvis i kapitel 8:24-29: &quot;Da israelitterne på åben mark havde dræbt alle de indbyggere fra Aj, som havde forfulgt dem ud i ørkenen, og da alle til sidste mand var faldet for sværdet, vendte alle israelitterne tilbage til Aj og huggede indbyggerne ned med sværd. Den dag blev der dræbt i alt tolv tusind mænd og kvinder, alle indbyggerne i Aj. Josva trak ikke sin udstrakte hånd med krumsværdet tilbage, før han havde lagt band på alle indbyggerne i Aj. ..Og Josva brændte Aj ned; han gjorde den til en øde ruinhøj for evigt, og det er den den dag i dag. Ajs konge hængte de på et træ og lod ham hænge til aften. Da solen gik ned, gav Josva sine folk befaling om at tage liget ned fra træet og kaste det hen ved indgangen til byporten. Så kastede de en stor stendynge op over ham, og den ligger der den dag i dag.&quot;&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 251f&lt;/ref&gt;

Tilsvarende i Josvabogen kapitel 10:28-43: &quot;Samme dag indtog Josva Makkeda. Han slog byen og dens konge med sværd og lagde band på byen og alle, der var i den; der var ingen, der overlevede. Han gjorde det samme med kongen i Makkeba, som han havde gjort med kongen i Jeriko.&lt;/br&gt;
Fra Makkeda drog Josva sammen med hele Israel videre til Libna. Han gik til angreb på Libna, og Herren gav også denne by og dens konge i Israels hånd. Josva slog byen og alle, der var i den, med sværd; der var ingen, der overlevede. Han gjorde det samme med kongen dér, som han havde gjort med kongen i Jeriko.&lt;/br&gt;
Fra Libna drog Josva sammen med hele Israel videre til Lakish. Han belejrede byen og gik til angreb på den, og Herren gav Lakish i Israels hånd. Den følgende dag indtog Josva byen; han slog den og alle, der var i den, med sværd, ganske som han havde gjort med Libna. Da drog Gezers konge Horam op for at komme Lakish til undsætning, men Josva slog kongen og hans hær; der var ingen, der overlevede.&lt;/br&gt;
Fra Lakish drog Josva sammen med hele Israel videre til Eglon. De belejrede byen og gik til angreb på den, og samme dag indtog de den og slog den med sværd. Den dag lagde han band på alle, der var i byen, ganske som han havde gjort med Lakish.&lt;/br&gt;
Fra Eglon drog Josva sammen med hele Israel op til Hebron. De gik til angreb på byen og indtog den; de slog byen, dens konge, alle dens byer og alle, der var i den, med sværd; der var ingen, der overlevede. Ganske som han havde gjort med Eglon, lagde han band på byen og på alle, der var i den.&lt;/br&gt;
Så vendte Josva sig sammen med hele Israel mod Debir. Han gik til angreb på byen og indtog den med dens kong og alle dens byer. De slog dem med sværd og lagde band på alle, der var i den; der var ingen, der overlevede. Han gjorde det samme med Debir og dens konge, som han havde gjort med Hebron og med Libna og dens konge.&lt;/br&gt;
Således besejrede Josva hele landet: Bjerglandet, Sydlandet, Lavlandet og Skråningerne og alle kongerne dér. Der var ingen, der overlevede; hver levende sjæl lagde han band på, sådan som Herren, Israels Gud, havde befalet. Josva besejrede dem fra Kadesh-Barnea til Gaza, i hele landet Goshen og helt til Gibeon. Alle disse konger og deres lande undertvang Josva på én gang, for Herren, Israels Gud, førte krig for Israel. Så vendte Josva sammen med hele Israel tilbage til lejren i Gilgal.&quot;&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 255&lt;/ref&gt;

I Josvabogen Kapitel 11 fortsætter folkemordene i det nordlige Kana'an, blandt andet Hasor: &quot;Alle, der var i byen, huggede de ned med sværd og lagde band på dem, så ikke en levende sjæl blev tilbage; og Josva brændte Hasor ned.&quot;&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 256&lt;/ref&gt; Da massemordet var til ende, blev rovet, det vil sige Kana'an, delt mellem israelitternes stammer.&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 257-264&lt;/ref&gt; Det minder om en langt senere begivenhed: under Sovjetunionen i Stalintiden gennemførte terrororganisationen OGPU under ledelse af jøden Genrikh Jagoda&lt;ref&gt;Lina (2003), s.315&lt;/ref&gt; samt NKVD overvejende ledet af jøder&lt;ref&gt;Lina (2003), s.318, 327&lt;/ref&gt; i 1932-33 et massemord på og en massefordrivelse af ukrainske bønder fra deres gårde, en begivenhed der blev kendt som ''holodomor''. Mindre kendt er, at OGPU overvejende bestod af jøder, og at disse efterfølgende som en belønning oprettede deres egne kollektivlandbrug, kibbutz'er, på de myrdede og fordrevne ukraineres jord.&lt;ref&gt;Holocaustmuseet i USA, film&lt;/ref&gt; Jødisk historieforståelse trækker lange spor.

Det var ikke kun ved erobringen af Kana'an, at jøderne begik massemord. I Esters Bog kapitel 9:2-16 hører vi: &quot;I alle kong Ahasverus' provinser samledes jøderne i deres byer for at lægge hånd på dem, der ville dem noget ondt. .. Den trettende dag i måneden adar samledes de øvrige jøder i kongens provinser og forsvarede deres liv; de fik fred for deres fjender, og og de dræbte 75.000 af deres modstandere&quot;.&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 555&lt;/ref&gt;

Flere eksempler end de nævnte kunne være fremhævet, men budskabet og moralen er tydelig nok: i &quot;hellig krig&quot; er massemord på guddommens befalet ikke blot acceptabel men en pligt at gennemføre.

Det er mildest talt absurd at se hvordan den samme ideologi, som hyldede folkemord i Gamle Testamente, har haft travl med at fremstille de selv samme massemordere som et uskyldigt forfulgt folkefærd i det 20. og starten af det 21. århundrede.

=== Honningfælder og pengeafpresning ===

Historier i Gamle Testamente giver jøderne tvivlsomme moralbegreber, eksempelvis at prostituere deres hustruer og døtre i form af &quot;honningfælder&quot;, det vil sige lokkemad for en efterfølgende afpresning. Det begynder med selveste Abraham. I Første Mosebog kapitel 20:2-16 læser vi: &quot;Abraham sagde om sin kone Sara, at hun var hans søster, og Abimelek, kongen i Gerar, sendte bud efter Sara. Om natten kom Gud i en drøm til Abimelek og sagde til ham: &quot;Nu skal du dø, fordi du har taget denne kvinde, for hun er gift&quot;.&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 25&lt;/ref&gt; Senere, da sandheden er blevet klar, hører vi: &quot;Så gav Abimelek Abraham får og køer, trælle og trælkvinder, og han gav ham hans kone Sara tilbage. Og Abimelek sagde: &quot;Mit land ligger åbent for dig. Slå dig ned, hvor du har lyst!&quot; Til Sara sagde han: &quot;Nu giver jeg din bror tusind sekel sølv. Det skal lukke øjnene på alle dem, der hører dig til. Nu har du fået fuld oprejsning&quot;.&quot;&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 26&lt;/ref&gt; Så Abrahams afpresning lykkedes.

Senere gentager historien sig med små variationer. I Esters Bog hører vi, at jøden Mordokaj sender sin datter til kong Ahasverus' harem, hvor &quot;hun vandt hans velvilje&quot;. ..&quot;Ester havde ikke fortalt, hvilket folk og hvilken slægt, hun tilhørte, for Mordokaj havde sagt til hende, at hun ikke måtte fortælle det.&quot; Men senere udnyttes hun til at redde jøderne, og naturligvis belønnes både hun og hendes fader for dette bedrag: &quot;Og Mordokaj fik foretræde for kongen, for Ester havde fortalt, hvordan han var i familie med hende. Kongen tog sin signetring, som han havde frataget Haman, og overdrog den til Mordokaj. Og Ester satte Mordokaj over Hamans hus.&quot;&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 549, 554&lt;/ref&gt;

Således legitimerer Gamle Testamente jødernes brug af honningfælder og pengeafpresning, når denne brug rettes imod folk i magtpositioner.

=== Sammenfatning ===

I 1973 fremkom udtrykket &quot;narrativ teologi&quot;.&lt;ref&gt;Bjerg (1984), s. 11&lt;/ref&gt; Udtrykkets betydning har været noget uklar, men pointen er, at hvis en kristen vil forklare sin tro og identitet, så kan dette ske ved at fortælle om Jesu ord og gerninger. På lignende måde kan jødedommens indhold bedst forstås ved at fortælle historier fra Gamle Testamente.

Som vi har set, er sådanne historier ikke just moralske. Ideen om det udvalgte folk, der ikke må gifte sig med folk fra andre folkeslag men nok har ret til at udnytte dets kvinder i honningfælder til pengeafpresning, og som mener sig i sin gode ret til hensynsløst at udrydde andre folkeslag &quot;i Guds navn&quot;, fremavler en tvivlsom moral. Hvis man vil være lidt uvenlig, kan man med god grund hævde, at denne tvivlsomme moral langt hen af vejen også afspejler sig i jødernes nyere historie.

Vi har i det foregående set hvordan, at denne moral henter sin inspiration i fortællinger fra Gamle Testamente. Og denne moral understreges ved at de samme emner bliver gentaget med blot mindre variationer flere gange som for at understrege, at den ikke er knyttet til en bestemt historisk situation men netop har evig gyldighed. I lighed med sit afkom, muhammedanismen, er denne moral præget af en foragt for dem, som ikke tilhører &quot;in-gruppen&quot;.

Der kan måske være grund til at uddybe dette udtryk nærmere. Alle mennesker udvikler en eller anden form for bevidsthed om at tilhøre et bestemt etnisk fællesskab, herunder skaber de et dertil knyttet begrebsapparat. Man kan skelne mellem det navn, som en etnisk gruppe bruger om sig selv i denne selvidentifikation, og det navn, som andre bruger om den samme gruppe. Nogle gange, men ikke altid, bruger de samme benævnelse, men deres opfattelse af gruppens afgrænsning og indhold behøver ikke at være det samme, men kan tilpasses den aktuelle situation.&lt;ref&gt;Lund (1993), s. 81&lt;/ref&gt; Betegnelsen afspejler en bevidsthed om hvem, man hører sammen med i et fællesskab, og hvem, der ikke hører til dette fællesskab.&lt;ref&gt;Lund (1993), s. 9&lt;/ref&gt; Ofte, men ikke altid, vil de, som ikke tilhører dette fællesskab, blive set ned på, mens man selv ophøjes for sine gode egenskaber.&lt;ref&gt;Lund (1993), s. 13-26&lt;/ref&gt;

Denne vi-bevidsthed skabes i vid udstrækning ved historier, beretninger og myter, om et skæbnefællesskab gennem utallige slægtled. Ofte vil disse historier blive fyldt med navne på legendariske personligheder, hvis liv og gerninger bliver en del af den personlige identitetsfølelse. Og som regel vil en del af denne historie omfatte etnogoni, det vil sige de indfødtes egen mytiske forklaring på deres oprindelse&lt;ref&gt;Lund (1993), s. 49&lt;/ref&gt;, som regel i form af en mytisk stamfader.&lt;ref&gt;Lund (1993), s. 91&lt;/ref&gt; I dansk sammenhæng kan man tænke på Saxo og hans Danmarkshistorie. I germansk sammenhæng er det myten om Tvisto, der er grundlaget for identiteten&lt;ref&gt;Lund (1993), s. 90&lt;/ref&gt;, og for jøderne er det Abraham, der har denne rolle.

Men sådanne historiske beretninger og myter har ikke kun den funktion at begrunde selvidentiteten men tillige at begrunde moralbegreber, hvad der er &quot;god&quot; og &quot;ond&quot; opførsel. For jøderne er det netop historierne i Gamle Testamente, som opfylder denne opgave.

Over tid kan disse funktioner aftage i betydning, fordi behovet for dem ikke længere er så stort. Dette fordi at myter erstattes med faktiske historiske erindringer. Men for visse grupper er dette ikke tilfælde. Her kan udviklingen tvært imod gå i den modsatte retning og udvikle sig til en regulær fanatisme, der kan motivere og begrunde næsten enhver handling. Denne fanatisme kan formuleres og organiseres i en dertil hørende ideologi, en -isme. Semitisme er en sådan ideologi, der i princippet ikke adskiller sig fra andre -ismer bortset fra den etniske gruppe, hvis selvfølelse og handlingsmønster, den skal begrunde.

=== &lt;big&gt;Sammenfatning og konklusion&lt;/big&gt; ===

Vi er nået vejs ende i gennemgangen, og resultatet taler for sig selv. Ikke blot er det officielle narrativ ikke korrekt, for hver del af dette narrativ findes en alternativ forklaring, og tilsammen tegner disse træk et andet men helt entydigt billede.

Først og fremmest: Gamle Testamente er ikke jødisk historieskrivning.&lt;ref&gt;Adler (2022), Preface&lt;/ref&gt; Der kan påvises et utal af indlån fra andre kulturer, eksempelvis historien om Moses i sivkurven og Noas ark, som tydeligt viser, at denne historie er en myte, et narrativ, skabt for at give jødisk identitet en høj alder. I stedet tjener Gamle Testamente som redskab til at give jøder en national identitet igennem deres trosretning, i særdeleshed Jahve. Det er i Jahves navn, at de udvandrer fra Egypten, erobrer Kana'an og i nyere tid trækker sig ind i etniske ghettoer.&lt;ref&gt;Crone og Cook (1977), s. 42&lt;/ref&gt; Hele den jødiske kultur er een lang markering af begivenheder hentet fra myterne i Gamle Testamente.

Dernæst: jøderne var tydeligvis ikke det monoteistiske folkefærd, som de gerne vil give indtryk af, tværtimod. Så langt, at Gamle Testamentes fremstilling overhovedet afspejler en historisk virkelighed, dyrkede jøderne flere guder gennem flere hundrede år. Vi ser en udvikling i flere trin:&lt;/br&gt;
- første trin: to guder, Jahve og El, forenes i en &quot;supergud&quot;&lt;/br&gt;
- andet trin: gudsdyrkelsen centraliseres og kontrolleres af kongen&lt;/br&gt;
- tredie trin: de lavere guder og gudinder forkastes, fordi at de ikke hjalp i en kritisk situation&lt;/br&gt;
- fjerde trin: præsteskabet udvikler et nyt narrativ til at forstærke dets magt og betydning som samlende kraft.&lt;/br&gt;
Det var en udvikling, hvor hvert trin var en logisk følge af det foregående, når behovet for en forandring i det herskende narrativ indtraf. Den nye ideologi var, som de fleste totalitære ideologier, et spørgsmål om at legitimere retten til magtudøvelse. Dette grundlag blev konstrueret ad hoc, det vil sige spontant efter behov. Dets grundlag var aldrig vel funderet, og vi kan nu afvise det fuldstændigt som fusk og forfalskning fra ende til anden.

Samtidig var det en udvikling, hvor hvert trin bidrog med særlige træk til den nye ideologis udvikling: først blev stammeguden anvendt til at legitimere myten om &quot;det udvalgte folk&quot;, herunder en racistisk ultrasemitisk afvisning af ægteskaber med repræsentanter fra andre folkeslag, og hvor regulært folkemord legitimeres som en følge af Jahves beslutning og påbud. Dernæst må den snart svækkede kongemagt i den nye nationale stat styrke sin stilling i befolkningen, hvilket sker ved centralisering af gudsdyrkelsen. Da så statsdannelsen alligevel bryder sammen, bliver det nødvendigt at udpege en skyldig årsag, og her må husguderne holde for. Endelig må det nye narrativ styrkes, hvilket blandt andet sker ved kampen for en ny egen stat.

Da mange profeter har først og fremmest til formål at legitimere den nye nationale ideologi som Jahves vilje.

Endelig er det også fra Gamle Testamente, at jøderne henter deres moralbegreber på godt og ondt.

Det er indlysende, at hvis der kan rejses tvivl om troværdigheden af beretningerne i Gamle Testamente, så er det ikke blot et kildekritisk problem. Det er hele grundlaget for jødedommen, der vælter. Jødedommen er, som muhammedanismen, det, som i kommunistkina kaldes en ''tofu-dreg'' konstruktion: en bygning eller anden konstruktion opført af underlødige bestanddele som gør, at den før eller senere falder sammen af sig selv.

Hidtil har Gamle Testamentes narrativer aldrig være underkastet en kildekritisk analyse, i modsætning til Nye Testamente, som allerede i 1800-tallet og begyndelsen af 1900-tallet blev underkastet en sådan analyse, som den bestod med udmærkelse. Det er først i de seneste år, at et sådant arbejde er igangsat og vel at bemærke er det sket af jødiske arkæologer og historikere. Det gør, at deres resultater ikke blot kan afvises med smædeudtryk som &quot;anti-semitisme&quot;. Det er derfor, at det har været så vigtigt at gøre disse resultater bekendt for et dansk publikum. Og hvis denne bog kan bidrage til fortsatte og uddybende studier af denne problematik, så har den opfyldt sit formål.

Det er for så vidt tilfældigt, at dette sker netop på en tid, hvor staten Israel og dens regering udsættes for en stigende international kritik for sin handlemåde, og så måske alligevel ikke. I alt for lang tid har kritik af jøder og Israel kunnet undertrykkes på grund af myterne om begivenheder under 2. verdenskrig. Men nu ligger disse begivenheder så langt tilbage, 2-4 slægtled, at de ikke længere kan beskytte imod kritik. Og samtidig har både rabiate jøder og den israelske regering i de seneste år udvist en optræden, som let lader sig kritisere. Det er ikke stedet her at uddybe dette emne, det kan fortjene en særskilt behandling og hører hjemme i politisk sammenhæng, ikke i forbindelse med jødedommen som religion og kultur, selv om der kan argumenteres for, at disse områder til dels overlapper hinanden.

Vi har set hvilken afgørende inflydelse, den kildekritiske analyse af Gamle Testamente har på forståelsen af jødedommens historie, men hvorledes forholder det sig med kristendommen? Hvilken indflydelse har kildekritikken på kristendommen? Det enkleste svar er: ingen. Gamle Testamente spiller kun en rolle i kristendommen på to måder:&lt;/br&gt;
- dels at vise at Jesus som messias er forudset allerede af gammeltestamentelige profeter; det er i denne sammenhæng ikke vigtigt, om dette var faktisk var tilfældet, men derimod at jøderne i hans samtid mente, at det forholdt sig således&lt;/br&gt;
- dels at vise de religiøse dogmer, som Jesus gjorde op med. Det viser sig i hans gentagne: &quot;I har hørt at ... men jeg siger jer nu at ...&quot; Jesu lære er i virkeligheden eet stort opgør med jødedommens tankegang og etnisk snæversynethed, han er i den sammenhæng helt på linje med den foreliggende kildekritiske analyse, selv om både hans metode og budskab er et andet.

Især i sidst nævnte sammenhæng er det vigtigt at forstå, at der ikke eksisterer nogen &quot;jødisk-kristne værdier&quot;. Dette moderne udtryk er intet andet end et jødisk forsøg på at tage kristne som gidsler for deres egne ideer. I virkeligheden er det kristendommen, der introducerer næstekærlighed og respekt for medmennesker uanset deres etniske tilhørsforhold, og i forlængelse heraf introducerer både menneskerettigheder og folkestyre. Intet af dette findes i jødedommen, her er det nationalt-etnisk snæversyn, som dominerer hele vejen. Jødedommen er og forbliver en anti-kristen ideologi, fordi den hviler på en selvforståelse baseret på manipulerede kilder i form af Gamle Testamentes skrifter. Og ved at påvise disse manipulationer, myter og omskrivninger, beviser moderne kildekritik, at kristendommen var og er et berettiget opgør med jødedommen.

Endnu for en menneskealder kunne forskere i jødedommen leve i deres vildfarelse om, at selv om der var problemer med Gamle Testamente som kilde til jødedommens historie, så var den i sine hovedtræk alligevel korrekt. Således er det ikke længere. Det kan nu bevises, at der bag den mytiske fortælling gemmer sig en anden historie. Lad så være, at begivenheder i de senere år i Gaza, på Vestbredden, i Libanon, i Egypten, over for Syrien og Iran uden tvivl har bidraget til at fremme denne udvikling. Et træ kendes på dets frugter, og hele verden har nu set de frugter, som jødisk fundamentalisme bringer med sig. Myten om det forfulgte uskyldige folkefærd lader sig ikke længere opretholde.

Og jo mere skingre, hysteriske og fanatiske jødedommens fundamentalister bliver i deres holdninger og opførsel, desto hurtigere vil de miste de sidste rester af en troværdighed, som de i virkeligheden aldrig har haft.

=== &lt;big&gt;Noter&lt;/big&gt; ===
{{Reflist|3}}

=== &lt;big&gt;Litteratur&lt;/big&gt; ===
* Yonatan Adler: ''The Origins of Judaism. An Archaeological-historical Reappraisal''; Yale University 2022; ISBN 978-0-300-25490-7
* Yonatan Adler: &quot;Toward Identifying Proto-Judaic Cultural Features in Ancient Israel and Judea&quot; (i: ''Journal of Ancient Judaism'' (2024), s. 1-28)
* Yonatan Adler: ''Between Yahwism and Judaism. Judean Cult and Culture during the Early Hellenistic Period (332-175 BEC)''; Cambridge University Press 2025; ISBN 978-009-45961-7
* Gad Barnea: &quot;P. Berlin 13464, Yahwism and Achaemenid Zoroastrianism at Elephantine&quot; (2024)
* Geoffrey Bibby: ''I Dilmun tier ravnen''; Wormanium 1971; ISBN 87-85-1600-40
* Geoffrey Bibby: ''Det forsvundne årtusinde''; Wormanium 1978; ISBN 87-8516-053-9
* ''Bibelen''; Det Danske Bibelselskab 1992; 1. udgave 1. oplag; ISBN 87-7325-276-6
* Svend Bjerg: &quot;Den kristne grundfortælling. Studier over fortælling og teologi&quot; (''Teologiske Studier'', bind 8; 2. oplag 1984; Aarhus 1984; ISBN 87-7003-409-5) 
* Patricia Crone og Michael Cook: ''Hagarism. The Making of The Islamic World''; Cambridge 1977; ISBN 0-521-21133-6
* Stephan Peter Dinkgreve: ''In Search of the Sublime: A world history of humanity's relentless pursuit of scientific truth, moral excellence, and enlightenment''; 2021
* Robert Gnuse: &quot;Spilt Water: Tales of David (II Sam 23:13-17) and Alexander the Great (Arrian, Anabasis of Alexander 6.26.1-3).&quot; (i: ''Scandinavian Journal of the Old Testament''; 1998, bind 12, s. 233-248)
* Robert Gnuse: &quot;Abducted Wives: A Hellenistic Narrative in the Book of Judges?&quot; (i: ''Scandinavian Journal of the Old Testament''; 2007; bind 22, s. 272-285)
* Robert Gnuse: &quot;From Prison to Prestige: The Hero who helps a King in Jewish and Greek Literature.&quot; (i: ''Catholic Biblical Quarterly''; 2010 bind 72, s. 31-45)
* Robert Gnuse: &quot;Divine Messengers in Genesis 18-19 and Ovid.&quot; (i: ''Scandinavian Journal of the Old Testament''; 2017; bind 31, s. 66-79)
* Robert Gnuse: &quot;Greek Connections: Genesis 1-11 and the Poetry of Hesiod&quot; (i: ''Biblical Theology Bulletin''; 2017 nr. 47, s. 131-143
* Robert Gnuse: &quot;Heed Your Steeds: Achilles’ Horses and Balaam’s Donkey.&quot; (i: ''International Journal of Research in Humanities and Social Sciences''; 2017; række 4 hæfte 6; s. 1-5)
* Robert Gnuse: &quot;Samson and Heracles Revisited.&quot; (i: ''Scandinavian Journal of the Old Testament''; 2018, bind 32, s. 1-19)
* Robert Gnuse: &quot;Greek Historians and the Primeval History.&quot; (i: ''International Journal of Research in Humanities and Social Sciences''; 2019; række 6 hæfte 1, s. 20-25)
* Robert Gnuse: &quot;Jephthah’s Daughter and Iphigenia in the Plays of Euripides&quot; (i: ''International Journal of the Arts and Humanities''; 2019; række 5 hæfte 1, s. 16-23)
* Robert Gnuse: &quot;Hellenism and the Primary History: The Imprint of Greek Sources in Genesis-2 Kings&quot; ''Copenhagen International Seminar''; Routledge, London 2020 
* Daniel Hawk: &quot;Violent Grace: Tragedy and Transformation in the Orestia and the Deuteronomistic History.&quot; (i: ''Scandinavian Journal of the Old Testament''; 2003, bind 18, s. 73-88)
* Gerhard Larsson: &quot;Possible Hellenistic Influence in the Historical Parts of the Old Testament.&quot; i: ''Scandinavian Journal of the Old Testament''; 2004; bind 18, s. 296-311)
* Niels Peter Lemche: &quot;The Old Testament-A Hellenistic Book&quot; (: ''Scandinavian Journal of the Old Testament''; 1993 bind 7, s. 163-193)
* Niels Peter Lemche: &quot;Is It Still Possible to Write a History of Ancient Israel?&quot; (i: ''Scandinavian Journal of the Old Testament''; 1994, bind 8, s. 163-188)
* Niels Peter Lemche: &quot;Good and Bad in History: The Greek Connection.&quot; (i: Steven McKenzie and Thomas Römer (red.): &quot;Rethinking the Foundations: Historiography in the Ancient World and in the Bible. Essays in Honour of John Van Seters&quot;; ''Beihefte zur Zeitschrift für die altestamentliche Wissenschaft'' nr. 294; Walter de Gruyter, Berlin 2000; s. 127-140) 
* Niels Peter Lemche: &quot;How Does One Date an Expression of Mental History?&quot; (i: Lester Grabbe (red.): &quot;Did Moses Speak Attic? Jewish Historiography and Scripture in the Hellenistic Period&quot; (i: ''Journal for the Study of the Old Testament Supplement Series'' 317/European Seminar on Historical Methodology 3; Sheffield Academic Press, Sheffield 2001; s. 200-224)
* Niels Peter Lemche: &quot;Does the Idea of the Old Testament as a Hellenistic Book Prevent Source Criticism of the Pentateuch?&quot; (i: ''Scandinavian Journal of the Old Testament''; 2011, bind 25, s. 75-92)
* Niels Peter Lemche: &quot;When the End is the Beginning: Creating a National History?&quot; (i: ''Scandinavian Journal of the Old Testament''; 2015, bind 29, s. 22-32)
* Jüri Lina: ''Skorpioni märgi all. Nõukogude võimu tõus ja langus''; Stockholm 2003; ISBN 91-972897-9-5
* Allan A. Lund: ''De etnografiske kilder til Nordens tidlige historie''; Wormanium 1993; ISBN 87-89531-08-6
* Etienee Nodet: &quot;Editing the Bible: Alexandria or Babylon?&quot; (i: Thomas Thompson and Philippe Wajdenbaum (red.): ''The Bible and Hellenism: Greek Influence on Jewish and Early Christian Literature. Copenhagen International Seminar''; Routledge, New York 2014; s. 36-55) 
* Gabrielle Vera Novacek: ''Ancient Israel. Highlights from the Collections of The Oriental Institute University of Chicago''; University of Chicago 2011; ISBN 978-1-88923-65-3
* Johannes Pedersen: &quot;Hasmonæer&quot; (i: ''Salmonsens Konversationsleksikon'', 2. udgave, bind X; 1919; s. 943-944)
* Benjamin W. Porter: &quot;Assembling the Iron Age Levant: The Archaeology of Communities, Polities and Imperial Peripheries&quot; (i: ''Journal of Archaeological Research'' vol. 24; 2016; s. 373-420)
* Katherine Stott: &quot;Herodotus and the Old Testament: A Comparative Reading of the Ascendancy Stories of King Cyrus and David.&quot; (i: ''Scandinavian Journal for the Study of the Old Testament''; 2002; bind 16 s. 52-78)
* Jan-Wim Wesselius: &quot;Discontinuity, Congruence and the Making of the Hebrew Bible.&quot; (i: ''Scandinavian Journal for the Study of the Old Testament''; 1999 bind 13 s. 24-77)
* Jan-Wim Wesselius: &quot;The Origin of the History of Israel: Herodotus’ Histories as Blueprint for the First Books of the Bible&quot; (i: ''Journal for the Study of the Old Testament Supplement Series''; Sheffield Academic Press, Sheffield 2002)
* Hans Christian Ørsted: &quot;Overtro og Vantro i deres Forhold til Naturvidenskaben&quot; (''Aanden i Naturen''; 4. udgave; København 1978; ISBN 87-414-8972-1; s. 76-106)

=== &lt;big&gt;Film&lt;/big&gt; ===
* Simca Jacobovici: ''The Exodus Decoded''</text>
      <sha1>ae84sh9k3uvfi3gyupulscwe7u2cr82</sha1>
    </revision>
    <revision>
      <id>41965</id>
      <parentid>41964</parentid>
      <timestamp>2026-05-28T05:51:48Z</timestamp>
      <contributor>
        <username>Sven Halfdan Nielsen</username>
        <id>3898</id>
      </contributor>
      <comment>udvidet en smule</comment>
      <origin>41965</origin>
      <model>wikitext</model>
      <format>text/x-wiki</format>
      <text bytes="156573" sha1="io24ggnnfvnawxzn15vkrjlo7nuwg6n" xml:space="preserve">[[Fil:Philippe de Champaigne - Moses with the Ten Commandments - WGA04717.jpg|thumb|400px|Ifølge nye videnskabelige kildekritiske teorier er det ikke Moses, som har skrevet Mosebøgerne. Maleri af Philippe de Champaigne.]]

=== &lt;big&gt;Fortale&lt;/big&gt; ===

Jødedommens ældste historie har hidtil været indhyllet i mørke. Traditionen hviler på ''Tanakh'' eller Gamle Testamente, men dette synes først at have fundet sin endelige form i det 2. århundrede f.Kr. i det hasmunitiske kongerige. Hvor meget, traditionerne har ændret sig før denne tid, er et åbent spørgsmål.

Foruden Gamle Testamente er de vigtigste kilder til belysning af spørgsmålet især arkæologiske fund, men også her er der store problemer med troværdigheden. Flere kilders oprindelse er omstridte og dermed bliver deres udsagnsværdi også tvivlsom.

Det er først i den seneste menneskealder, at der tegner sig et mere klart billede af den omskiftelige historie, men hidtil har mig bekendt ingen forsøgt at gøre denne viden tilgængelig på dansk. Jeg har derfor efter fattig evne forsøgt at skildre denne på grundlag af tilgængeligt materiale. Jeg har desuden tilføjet notehenvisninger til de skriftlige kilder, som jeg anvendt.

Når man forsøger at skildre kendt historie således som tilfældet er med Gamle Testamente, stilles man over for to problemer: dels må man forsøge at sætte denne fremstilling i forhold til det billede, som andre kilder tegner, dels må man forsøge at forstå den forvandling og forvanskning af oprindelige kilder, som fremstillingen i Gamle Testamente nu afspejler.

Den foreliggende undersøgelse falder i to hoveddele, dels en undersøgelse af jødernes faktiske historie således som den lader sig fastslå baseret på grundlag af arkæologiske og historiske kilder, herunder spørgsmålet om jødernes religion, dels en kildekritisk analyse af ''Tanakh'' eller Gamle Testamente. Afslutningsvis vil der blive foretaget en vurdering af hvilken indflydelse, ''Tanakh'' har haft på jødernes selvforståelse og Gamle Testamente har på kristen selvforståelse.

Der kan være grund til at understrege, at stort set alt i denne undersøgelse alene skyldes yderst kompetente forskeres virke, og jeg har efter evne forsøgt at henvise til denne forskning. Litteraturen herom findes i den afsluttende litteraturliste. Desuden har jeg inddraget andre inspirationskilder, hvor jeg finder dem relevante og troværdige. Derimod er fortolkningen af disse ulige arbejder min egen, og de oprindelige forskere kan og bør derfor ikke drages til ansvar for denne fortolkning.  

På dette sted kan der være grund til at forudskikke enkelte kendsgerninger: selvidentiteten &quot;jøde&quot; synes først at blive skabt i 2. århundrede f.Kr. efter hasmunitternes oprør og etableringen af kongeriget baseret på religiøse regler. Der findes ingen ældre beviser på, at jøderne inden da havde fulgt moseloven, og først på dette tidspunkt optræder ''Tanakh'', de ældste synagoger samt mønter uden billede. Det bør desuden bemærkes, at der ingen omtale findes af sabbaten i Gamle Testamente.

Efter den babylonske magtovertagelse i 586 f.Kr. optræder ''al Yahuda'' som en by i Babylon, stednavnet Israel optræder første gang på en mønt dateret år 66 e.Kr. og i forbindelse med jødernes oprør mod romerne.

Om bogens titel skal jeg blot bemærke, at jeg har valgt ordet &quot;jødedom&quot;, fordi det betegner jødisk religion og kultur på samme tid.

Sven Halfdan Nielsen&lt;/br&gt;
Pärnu, den 5. maj 2026

=== &lt;big&gt;Indledning&lt;/big&gt; ===

Al historisk og litterær forskning må hvile på kildekritiske undersøgelser. Dette betyder, at arkæologiske og sproglige kilder kritisk må vurderes med henblik på deres oprindelsessituation, eventuelle tendens, forholden sig til de omtalte begivenheder og for sproglige kilder tillige deres formål (som udmærket kan være mangesidigt). Kilderne må stilles i forhold til, hvad der ellers vides om tiden, og de må forsøges tolket således, at de er bedst i overensstemmelse med denne viden, og at de ikke modsiger denne viden. Hvis det sidste er tilfældet, må man spørge, om fortolkningen er rigtig, eller om den hidtidige &quot;viden&quot; må revideres.

Lige siden afslutningen af 2. verdenskrig og især i det 21. århundrede har beskyldninger om &quot;anti-semitisme&quot; fået et kraftigt opsving. Der kan derfor være grund til at gøre nogle bemærkninger om min opfattelse af dette begreb og dets anvendelse.

For mig består udtrykket &quot;anti-semitisme&quot; af to dele: &quot;anti&quot; betyder imod, og &quot;semitisme&quot; betegner en politisk, nationalistisk ideologi. Dette indebærer, at jeg skelner mellem jøder som kulturel folkegruppe på den ene side og en semitisk ideologi på den anden.

Jeg har intet imod folk, som identificerer sig selv som jøder i religiøs og kulturel henseende så længe, at dette ikke berører deres forhold til andre folkegrupper. For mig er &quot;jøde&quot; altså en betegnelse, der i princippet ikke adskiller sig fra dansker, tysker, armener, kurder, japaner eller en hvilken som helst anden national folkegruppe.

Anderledes forholder det sig med begrebet &quot;semitisme&quot;. Her er der i mine øjne tale om en totalitær og intolerant national ideologi, som tåler sammenligning med fx. fascismen i Italien og nazismen i Tyskland. Der er med andre ord tale om en ekskluderende ideologi, som på samme tid legitimerer en bestemt handlemåde over for andre befolkningsgrupper. Dette kan der senere være grund til at vende tilbage til, når vi har gjort os selve grundlaget for denne tankegang klart.

Lad mig sige det straks: det er ikke &quot;anti-semitisk&quot; at anlægge en anden betragtningsmåde en den, som såkaldte &quot;semitter&quot; selv anlægger - med mindre at man tilføjer, at sådanne semitter har et snævert syn og en snæver fortolkningsramme båret af egne fordomme. I denne henseende minder semitter og muhammedanere om hinanden. Begge promoverer en bestemt fortolkning, og begge benægter retten til at inddrage andre kilder eller til at anlægge en anden og bedre forståelse.

For mig skræmmer udsigten til at blive tillagt smædeord mig ikke. Afgørende for mig er objektivt at se på alle fastslåede kendsgerninger og så nå frem til den forståelse, som er mest og bedst i overensstemmelse hermed. Hvis andre har problemer hermed, er det deres problem, ikke mit. De ønsker at forsvare en myte, men for mig er det de historiske kendsgerninger bag myten, som er det vigtigste. Myter er overtro og vantro. Men som Hans Christian Ørsted har sagt det, vil videnskaben overvinde overtroen og vantroen&lt;ref&gt;Ørsted (1978), s. 106&lt;/ref&gt;, og således må det være.

Det gælder her som i tilfældet med muhammedanismen&lt;ref&gt;se ''Muhammedanismen i kildekritisk belysning''&lt;/ref&gt;, at modstanden og modviljen imod at blive konfronteret med nye kendsgerninger dybest set blot viser hvor usikre, forsvarere af den herskende ideologi i virkeligheden er. Hvis de var sikre i deres overbevisning, ville de velkomme enhver udfordring, idet de vil kunne tage den op og sagligt imødegå den. Men således forholder det sig ikke, tværtimod. 

Det bør tilføjes, at forskningsfeltet er inde i en rivende udvikling i disse år. Det kan derfor ikke udelukkes, at forskningen om føje år vil give et andet, mere omfattende men måske også revideret billede i forhold til nu, og således må det være. Det er den eneste måde, at vor viden kan forøges og forbedres på. Og skulle denne bog medvirke til at fremme en sådan forskning, har den opfyldt sit formål.

=== &lt;big&gt;Jødedommens ældste historie&lt;/big&gt; ===

Formålet med det følgende er at skildre jødedommens ældste historie. Hovedvægten vil blive lagt på de arkæologiske vidnesbyrd. Bibelen vil imidlertid blive inddraget, hvis og når den kan belyse historiske kendsgerninger. En række emner vil blive underkastet en særskilt behandling.

=== Den kana'næiske oprindelse ===

I det 2. århundrede f.Kr. var Kana'an beboet af stammer med hver deres skytsguddom. Disse guddomme hørte til den kana'anæiske gudeverden og omfattede blandt andre El, Ba'al og Jahve. Over tid begyndte jøderne imidlertid at skille sig ud og hævde, at de ikke stammede fra kana'anæerne, skønt både sproglige og religiøse træk fra tiden 1200-1000 f.Kr. tyder på, at de udviklede sig fra en kana'anæisk fælles kultur i den grad, at det ofte er svært at skelne imellem dem.&lt;ref&gt;Dinkgreve (2021), kap. 8&lt;/ref&gt;

Hvornår, denne udskillelsesproces er fundet sted, vides ikke, men det må være sket omkring 1207 f.Kr., idet kana'anæerne og israelitterne på en stele rejst af farao Merneptah dateret til dette tidspunkt udtrykkeligt er nævnt som to uens folkegrupper:&lt;/br&gt;
- &quot;Kana'en er udplyndret,&lt;/br&gt;
- Israel er lagt øde.&quot;&lt;/br&gt; 
Det er værd at bemærke, at de hieroglyffer, som angiver navnet Kana'an, viser, at der er tale om et land, mens de, som angiver Israel, viser, at der er tale om et folk.&lt;ref&gt;Dinkgreve (2021), kap. 8&lt;/ref&gt; Det er også den eneste kilde fraset Gamle Testamente som nævner et folk kaldet Israel på denne tid.&lt;ref&gt;Novacek (2011), s. 66&lt;/ref&gt;

Den oprindelige gud for Israel synes at have været ''El''. Navnet &quot;Isra-el&quot; betyder &quot;Els styre&quot;.&lt;ref&gt;Dinkgreve (2021), kap. 8&lt;/ref&gt;

Kildekritiske undersøgelser af Mosebøgerne viser at disse er skrevet af flere forskellige forfattere, hvoraf to af forskerne kaldes P og E. Begge disse forfattere kalder Gud for ''El'' indtil, at Gud angiveligt selv kalder sig ''Jahve'' over for Moses: &quot;Jeg er Jahve. Jeg viste mig for Abraham og Isak og Jakob som ''El-Shaddai'', men mit navn er ''Jahve''. Jeg gjorde ikke det bekendt for dem&quot;.&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 72&lt;/ref&gt;

Det bør tilføjes, at i ''Genesis'' forekommer 17 tilfælde af associationer med ''El'' (fx. Bethel) men ikke een eneste med ''Jahve''. Der er desuden eet tilfælde med henvisning til ''Ba'al'', nemlig Ashbel, Benjamins søn

=== Ugarit ===

I 1928 fandt en bonde i Ras Shamra ved Middelhavskysten (nu i Syrien) et omkring 3.000 år gammelt gravkammer. En udgravning det følgende år viste, at det dækkede over dels en større gravplads, dels en forhistorisk by: Ugarit, en vigtig handelsby fra omkring 1450 f.Kr. til 1192 f.Kr., idet byen blev brændt af og blev opgivet antagelig mellem 1190 f.Kr. og 1185 f.Kr. Blandt de mange fund var et stort antal lertavler og mange af dem med religiøse tekster: mytologiske vers, hymner til guder, lister over præsternes ofringer. Den ledende guddom i Ugarit hed ''El''. ''El'' var gudernes fader, skaber af alle levende væsener, den evige konge. Han blev beskrevet som en ældre skægget mand, som sad på en trone med en krone med tyrehorn. Hans hustru hed ''Ashera''&lt;ref&gt;Dinkgreve (2021), kap. 8&lt;/ref&gt;, hun var moder til 70 guder ifølge teksterne. Blandt sønnerne var stormguden ''Baal'', havguden ''Jam'', dødsguden ''Mott'' og krigergudinden ''Anat''. Tilsammen blev de kaldt ''Ilham'', det vil sige børn af ''El''.

I Bibelens skildring af skabelsen optræder ordet ''Elohim'', på hæbraisk et ord for guddom, hvilket er umiddelbart sammenligneligt med ordet i Ugarit, men ordet er flertal, ikke ental. Og flere af beretningerne i Gamle Testamente bruger netop (men ikke alene) dette ord om Gud: ''El Shaddai'' (Gud den Almægtige), ''El Elyon'' (Gud den Højeste)&lt;ref&gt;Novacek (2011), s. 41&lt;/ref&gt;, ''El Olam'' (den evige Gud), ''El Bethel'' (Bethels Gud). Det er det samme navn som den øverste gud i kana'anæernes gudeverden.

Af disse kendsgerninger tør drages to slutninger. Den ene er, at Gud i den hebraiske forståelse ikke i starten var fuldstændig og enerådende men i stedet udviklede sig over tid, langsomt ved en proces, der bedst kan beskrives som konvergens: flere guder smeltede sammen i een guddom.

Den anden slutning, man tør drage, er den, at israelitterne udviklede sig som folk fra kana'anæerne. Deres første gud var kana'anæernes gud ''El''. For de folk, som levede i bjergene i Kana'an omkring 1100 f.Kr. var der ikke nogen markant forskel imellem deres egen religion og de omgivende folkeslags religion: de dyrkede den samme fadergud og modergudinde. Dette har været anerkendt af arkæologer siden omkring 1970 baseret på fundne lertavler, indskrevne navne på lerkar, fund af husguder og af husaltre.

=== Jahve ===

Nu er det velkendt, at jøderne har et andet navn på deres gud: ''Jahve''. Hvor stammer dette navn fra? Hvor og hvornår overtog han de egenskaber, som tidligere blev tillagt El? For at svare på disse spørgsmål, må vi inddrage tre nye kilder.

På en to tusinde år gammel læderklud fundet i en hule findes en tekst med følgende indhold: da den højeste gud gav nationerne deres arv, da han delte menneskeheden, fastlagde han deres indbyrdes grænser i henhold til antallet af gudesønner. Denne tekst fra Femte Mosebog 32:8&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 237&lt;/ref&gt; var identisk med den tekst, som jøderne kopierede i århundrede før Kristi fødsel. Den findes i den græske version af Gamle Testamente fra 3. og 2. århundrede f.Kr. Jøderne ændrede siden teksten fra &quot;gudesønner&quot; til &quot;Israels sønner&quot;.

Tages teksten for pålydende, har den højeste gud inddelt menneskene i nationer og givet hver nation en søn som guddommelig leder. I det følgende vers fortælles hvilken søn, der blev tildelt hvilken nation, og det oplyses, at Jahve fik tildelt Jacobs stamme eller Israel.

Det må her bemærkes, at Jahve her tydeligt er en mindre, en underordnet gud i forhold til den højeste gud. Bibelforskere som Mark Smith og Frank Moore Cross fra Harvard mener, at det er her, at Jahve gøres til guddom for Jacobs stamme. Teksten i Kumran (bedre kendt som Dødehavsrullerne) bevarede den oprindelige tekst, men den blev i middelalderen tilsyneladende tilpasset.

I ''Salmernes Bog'' salme 82 findes følgende:&lt;/br&gt;
&quot;Gud træder frem i gudeforsamlingen,&lt;/br&gt;
blandt guderne holder han dom:&lt;/br&gt;
Hvor længe vil I dømme uretfærdigt&lt;/br&gt;
og tage parti for de ugudelige? Sela&lt;/br&gt;
Skaf de svage og faderløse deres ret,&lt;/br&gt;
frikend de hjælpeløse og arme,&lt;/br&gt;
udfri de svage og fattige,&lt;/br&gt;
red dem fra de ugudeliges magt!

De forstår og fatter intet,&lt;/br&gt;
de vandrer i mørke,&lt;/br&gt;
jordens grundvolde rokkes.&lt;/br&gt;
Jeg har sagt: I er guder,&lt;/br&gt;
I er alle sønner af den Højeste.&lt;/br&gt;
Dog skal I dø som mennesker,&lt;/br&gt;
og I skal falde som en af stormændene.

Rejs dig, Gud, hold dom over jorden,&lt;/br&gt;
for du har alle folkene som ejendom.&quot;&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 693&lt;/ref&gt;

Denne salme indeholder altså mindet om en gudeforsamling, som også afspejles i den langt ældre tekst. Ordet &quot;guderne&quot; i den originale tekst er ''Elohim'', i flertal. Det viser, at der var en tid i jødernes historie, hvor flerguderi øjensynligt var en almen forståelse. Og en af disse gudesønner var åbenbart Jahve.

Et lignende minde findes i Første Mosebog kapitel 6, der begynder således:

&quot;Da menneskene begyndte at blive talrige på jorden og fik døtre, så gudesønnerne, at menneskedøtrene var smukke. Blandt dem tog de sig alle de koner, de havde lyst til. Da sagde Herren: &quot;Min livsånde skal ikke forblive i mennesket for evigt. De er dødelige, deres levetid skal være 120 år&quot;.&lt;/br&gt;
Dengang gudesønnerne gik ind til menneskedøtrene og fik børn med dem - men også siden hen - var der faldne på jorden. Det er heltene, navnkundige mænd fra ældgamle dage.&quot;&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 12. Den danske oversættelse har &quot;kæmper&quot; i stedet for &quot;faldne&quot; men det originale ord er ''nefilim'' med netop denne betydning&lt;/ref&gt; 

Endnu en kilde, som bør nævnes, er et tempel nu beliggende i Sudan på Nilens vestre bred. Det blev opført af farao Aman Hototeep III (bedstefader til Tutankhamon), som regerede Egypten fra ca. 1390 f.Kr. til 1352 f.Kr., og var tilegnet guden Amon Ra. På en af søjlerne i dette tempel, der omtaler underkuede folkeslag, optræder &quot;Tashasu YHWH&quot;. Nationen ''Shassu'' var et semitisk folkeslag, nomader, kvæghyrder, der strejfede om i ørkenen ved den sydlige grænse for Kana'an. Betegnende nok identificeres de ikke ved deres landområde men derimod ved deres guddom, ''Jahve'', omtrent 200 år før at israelitterne ellers optræder i historiske tekster ifølge gængs fortolkning.

Egyptologen Donald Redford slutter heraf, at ''Jahve'' oprindeligt var en edomitisk eller midianistisk gud i de sydlige ørkenområder, som blev dyrket i områder, som den hebraiske bibel selv udpeger som stedet for jødernes oprindelse, som stedet hvor Moses hørte Gud tale fra en brændende busk, og i ''Dommerbogen'' findes blandt andet &quot;Deboras sejrssang&quot;, som dateres til 12. århundrede f.Kr.&lt;ref&gt;Dinkgreve (2021), kap. 8&lt;/ref&gt;, med følgende linjer:

Herre, da du drog ud fra Se'ir,&lt;/br&gt;
da du skred frem fra Edoms land,&lt;/br&gt;
skælvede jorden, himlen dryppede af regn,&lt;/br&gt;
ja, skyerne dryppede af vand.&lt;/br&gt;
Bjergene rystede foran Herren,&lt;/br&gt;
Sinajs Herre,&lt;/br&gt;
foran Herren, Israels Gud.&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 276&lt;/ref&gt;

Edom lå i den nordøstlige del af Sinaj-ørknen, sydøst for Det Døde Hav. Men der er mere. Jahve introduceres af Moses efter, at Jetro, Moses svigerfader, sammen med sine sønner havde sluttet sig til jøderne.&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 87&lt;/ref&gt; Ifølge Anden Mosebog kapitel 3:1 var Jetro præst i Midjan.&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 68&lt;/ref&gt; Det må rejse spørgsmålet, om det er fra ham, at Moses har overtaget sin guddom Jahve. Men ifølge Dommerbogen kapitel 1:16 var Jetro kenit: &quot;Efterkommere af den kenit, der var Moses' svigerfar, drog sammen med judæerne op fra Palmebyen til Judas ørken i Arads sydland og bosatte sig hos befolkningen dér.&quot;&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 271&lt;/ref&gt; Kenitterne var Kains efterkommere. I Første Mosebog kapitel 4:17-22 læser vi: &quot;Kain lå med sin kone, og hun blev gravid og fødte Enok. Så byggede han en by og gav den navn efter sin søn Enok. Enok fik sønnen Irad, Irad fik Mehujael, Mehujael fik Metushael, og Metushael fik Lemek. Lemek tog sig to koner, den ene hed Ada, den anden Silla. Han blev stamfader til dem, der bor i telte og holder kvæg. Også Silla fødte en søn, Tubal-Kain, stamfader til smedene, alle dem, der forarbejder kobber og jern.&quot;&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 11&lt;/ref&gt; 

Vi ved, at i andre kulturer som egyptisk, græsk og romersk er smedekunsten forbundet med vulkaner: i romersk mytologi hed smedeguden ligefrem ''Vulkan''. Læg dertil profetien i Esajas' Bog kapitel 31:9, der nævner &quot;Herren, som har sit bål på Zion og sin ovn i Jerusalem&quot;.&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 874&lt;/ref&gt; Og for at fuldende billede findes i Anden Mosebog kapitel 19:18-19 følgende beskrivelse af bjerget: &quot;Hele Sinajs bjerg var hyllet i røg, fordi Herren var steget ned på det i ild og røgen steg til vejrs som røgen fra en smelteovn. Hele bjerget skælvede af stor rædsel, og hornklangen blev kraftigere og kraftigere.&quot;&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 88&lt;/ref&gt; Det kunne være en beskrivelse af en aktiv vulkan. Disse sammenfald kan næppe være tilfældige. Er der tale om, at Jahve oprindelig var en smedegud forbundet med vulkanisme, og at han er overtaget af Moses (hvis han er en historisk person) fra sin svigerfaders kultur? I så fald viser det, at der findes en jødisk religiøs forhistorie, som man siden har forsøgt at fortrænge.

Af det foregående tør vi antage, at ''Jahve'' ikke begyndte i Israel. Han begyndte som en &quot;skytsguddom&quot; blandt nomadiske stammer uden en konge, uden templer og uden et skriftsprog. På et eller andet tidspunkt, måske som følge af handel eller af en edomitisk udvandring nordpå, kom denne gud til kana'anæerne, og der mødte han en anden guddom: den gamle gud ''El''. Hvad, der siden fulgte, var konvergens: før dannelsen af et kongerige, før opførelsen af det første tempel, blev ''El'' &quot;opslugt&quot; af ''Jahve''. Derved fik den nye fusionerede guddom begge navne i Gamle Testamente.

=== Ashera ===

Men denne gud stod ikke alene, han havde en kvindelig partner, en gudinde: ''Ashera''. Ashera optræder i kana'anæernes hjem som gudindestatuette, hendes navn findes på forrådskar og i gravskrifter. I tekster fra 8. århundrede f.Kr. bliver hun påkaldt ved siden af Jahve som om de hørte sammen og var ligestillede.

Vi ved nu, at hun i århundreder var blevet dyrket af jøderne som gudinde. Hun kunne gå på vandet, hendes tilnavn var ''Kudu'', den hellige. Hun findes gengivet på et egyptisk kunstværk fra samme tid stående på ryggen af en løve og med en slange i hver hånd. Kort sagt var hun en af de store modergudinder i Mellemøsten.

I to bygninger daterede til tiden 801-770 f.Kr. i det nordøstlige Sinai ved bjerget Contilit Azud fandt arkæologer i 1975 store forrådskar med en tekst skrevet på tidlig hebraisk: &quot;Jeg velsigner dig ved Jahve af Samaria og hans Ashera&quot;&lt;ref&gt;Novacek (2011), s. 92&lt;/ref&gt; og &quot;Jeg velsigner dig ved Jahve af Teman og hans Ashera&quot;. Her står israelitternes mandlige guddom sammen med kana'anæernes gudinde. Teman var den egn i ørkenen, hvor ifølge Habakuks Bog kapitel 3:3 Jahve havde sin oprindelse:&lt;/br&gt;
&quot;Gud kommer fra Teman,&lt;/br&gt;
den Hellige fra Parans bjerge&quot;.&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 1187&lt;/ref&gt;

I Hebron blev tilsvarende fundet en gravskrift dateret til midten af 8. århundrede f.Kr.: &quot;Velsignet være Uryyaho ved Jahve for fra hans fjender ved Ashera har han frelst ham&quot;.

Desuden har man fundet over tusind små gudindestatuetter, heraf 400 alene i Jerusalem, der ifølge Raz Kletter utvivlsomt forestiller Ashera skildret med krop som en cylinder med to markerede bryster og hænder, der tilbyder dem, samt et smilende ansigt. De dateres alle til 8. og 7. århundrede f.Kr. og de blev alle fundet i private hjem, ikke i templer. De viser, at dyrkelsen fandt sted under det delte kongerige som noget alment udbredt, ikke som noget særegent for de få.

Som supplement til en forståelse kan man gå til Gamle Testamente, hvor der er bevaret flere passager, hvori Ashera-dyrkelsen omtales. Den følgende oversigt gør ikke krav på fuldstændighed.

I Første Kongebog kapitel 14 læser vi: &quot;Salomos søn Rehabeam blev konge i Juda. .. Rehabeam var enogfyrre år, da han blev konge, og han regerede sytten år i Jerusalem, den by Herren havde udvalgt af alle Israels stammer til at sætte sit navn på. Hans mor hed Na'ama og var fra Ammon.
Judæerne gjorde, hvad der var ondt i Herrens øjne, og med de synder, de begik, gjorde de ham mere vred, end deres fædre havde gjort. Også de byggede offerhøje og lavede stenstøtter og Ashera-pæle på alle høje bakker og under alle grønne træer; der var endog mandlige helligskøger i landet.&quot;&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 396&lt;/ref&gt;

I kapitel 15 læser vi: &quot;I Nebats søn kong Jeroboams attende regeringsår blev Abija konge over Juda. Han regerede tre år i Jerusalem. Hans mor hed Ma'aka og var datter af Absalom. Han fulgte alle de synder, som hans far havde begået før ham..&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 396&lt;/ref&gt;

I Israels konge Jeroboams tyvende regeringsår blev Asa konge over Juda. Han regerede enogfyrre år i Jerusalem. Hans mor hed Ma'aka og var datter af Absalom. Asa gjorde, hvad der var ret i Herrens øjne, lige som sin fader David. Han forviste de mandlige helligskøger fra landet og fjernede alle de møgguder, som hans forfædre havde lavet. Han fjernede også sin mor Ma'aka som kongemoder, fordi hun havde ladet fremstille en rædselsstøtte til Ashera. Asa huggede støtten om og brændte den i Kedrondalen. Offerhøjene forsvandt ikke..&quot;&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 396f&lt;/ref&gt;

I kapitel 16 læser vi: &quot;Omris søn Akab blev konge over Israel i Judas konge Asas otteogtredivte regeringsår, og Omris søn Akab regerede toogtyve år i Samaria over Israel. Omris søn Akab gjorde, hvad der var ondt i Herrens øjne, værre end nogen før ham. Da det ikke var nok for ham at følge Nebats søn Jeroboams synder, giftede han sig med sidoniernes konge Etba'als datter Jezabel, og han gav sig til at dyrke og tilbede Ba'al. Han rejste et alter for Ba'al i Ba'als tempel, som han havde bygget i Samaria. Akab lavede en Ashera-pæl, og Akab gjorde mere endnu, så han krænkede Herren, Israels Gud, mere end nogen af Israels konger, der havde været før ham.&quot;&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 399&lt;/ref&gt;

I Anden Kongebog kapitel 21 omtales kong Manassa. Om hans gerninger hedder det: &quot;Han gjorde, hvad der var ondt i Herrens øjne efter de afskyelige skikke hos de folkeslag, som Herren havde drevet bort foran israelitterne. Han genopbyggede de offehøje, som hans fader Hizkija havde ødelagt; han rejste altre for Ba'al, og han lavede en Ashera-pæl, sådan som Israels konge Akab havde gjort, og han tilbad hele himlens hær og dyrkede den. .. Og i de to forgårde til Herrens tempel byggede han altre for hele himlens hær. .. Og han opstillede Ashera-billedet, han havde lavet, i dette tempel, om hvilket Herren havde sagt til David og til hans søn Salomo: &quot;''På dette tempel og på Jerusalem, som jeg har udvalgt blandt alle Israels stammer, vil jeg sætte mit navn til evig tid; og jeg vil ikke mere jage Israel bort fra det land, som jeg gav deres fædre, når de blot omhyggeligt vil gøre alt det, jeg har befalet dem, og holde hele loven, som min tjener Moses gav dem.''&quot; Men de ville ikke høre, og Manassa forledte dem til at handle værre end de folkeslag, som Herren havde udryddet for israellitterne.&quot;&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 438f&lt;/ref&gt;

I Anden Kongebog kapitel 23 oplyses, at denne afgudsdyrkelse holdt sig til Josija stoppede den: &quot;Så befalede kongen ypperstepræsten Hilkija, andenpræsterne og dørvogterne at fjerne alle de ting, der var lavet til Ba'al og til Ashera og til hele himlens hær, fra Herrens tempel, og han brændte dem uden for Jerusalem .. Helligskøgernes rum i Herrens tempel, hvor kvinderne vævede klæder til Ashera, rev han ned. .. Også alteret i Betel, offerhøjen som Jeroboam, Nebats søn, havde opført, han som forledte Israel til synd, både dette alter og offerhøjen rev Josija ned, og han knuste stenene til støv og brændte Ashera-pælen.&quot;&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 441&lt;/ref&gt; 

Profeten Jeremis beklagede sig i Jeremias' Bog kapitel 7: &quot;Kan du ikke se, hvad de gør i Judas byer og Jerusalems gader? Børnene samler brænde, fædrene tænder ild og kvinderne ælter dej, så de kan lave offerkager til Himmeldronningen og udgyde drikofre for andre guder og krænke mig.&quot;&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 950&lt;/ref&gt; Han taler om ''Ishtar'', Mesopotamiens version af Ashera, mens hun blev adopteret som ''Afrodite'' i Grækenland og blev kaldt ''Astarte'' af kana'anæerne og senere af fønikerne.&lt;ref&gt;Novacek (2011), s. 38&lt;/ref&gt;

Der kan således ikke være tvivl om, at Ashera-dyrkelsen var udbredt blandt jøderne i flere århundreder, snart officielt snart uofficielt. Manassa regerede fra 697 f.Kr. til 642 f.Kr. og Josija skal have stoppet Ashera-dyrkelsen omkring 622 f.Kr. Men uofficielt fortsatte dyrkelsen helt frem til babylonernes erobring af Jerusalem.

Det vigtigste i denne sammenhæng er, at denne afgudsdyrkelse, som det også fremgår af Gamle Testamente, fandt sted længe efter, at jøderne skulle være gået over til monoteisme.

=== Den centraliserede gudsdyrkelse ===

Men hvornår begyndte den monoteistiske gudsdyrkelse blandt jøderne? Meget tyder på, at det var en udvikling i to trin: først skete der en centralisering af gudsdyrkelsen, og langt senere en overgang til monoteisme.

Første kilde til denne udvikling findes i Moseloven. Her hedder det: &quot;Du må ikke lave dig noget gudebillede i form af noget som helst oppe i himlen eller nede på jorden eller i vandet under jorden. Du må ikke tilbede dem og dyrke dem, for jeg, Herren din Gud, er en misundelig Gud.&quot;&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 89. I oversættelsen til dansk bruges ordet &quot;lidenskabelig&quot; i stedet for &quot;misundelig&quot;&lt;/ref&gt; Det siges ikke, at der ikke findes andre guder, kun at jøderne ikke længere måtte dyrke dem.

Næste kilde findes i Anden Kongebog om kong Josija, som regerede 640-609 f.Kr. Her hedder det: &quot;Og statsskriveren Shafan fortalte kongen, at præsten Hilkija havde givet ham en bog, og Shafan læste den op for kongen.&quot;&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 440&lt;/ref&gt; Forskere mener, at den bog, der her er tale om, sandsynligvis var Femte Mosebog.

Femte Mosebog adskiller sig tydeligt fra de foregående fire Mosebøger, så meget at man mener, at den har sin egen forfatter (eller egne forfattere), der af forskerne kaldes D. Denne forfatter D genkendes også i en række andre tekster i Gamle Testamente: Joshua-bogen, Første og Anden Dommerbog, Samuels Bog samt Første og Anden Kongebog. Det menes, at alle disse bøger er forfattede af samme person eller personkreds.&lt;ref&gt;Dinkgreve (2021), kap. 8&lt;/ref&gt;

Anden Kongebog fortæller om kong Josiah, at han centraliserede gudsdyrkelsen og forbød stedlige altre: &quot;Han hentede alle præsterne fra Judas byer, og offerhøjene lige fra Geba til Be'ersheba, hvor de havde tændt offerild, gjorde han urene, og portofferhøjene, som lå ved kommandantensen Josvas port til venstre, når man går ind ad byporten, rev han ned.&quot;&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 441&lt;/ref&gt; Som det siges: &quot;Der havde ikke tidligere været nogen konge, der som han af hele sit hjerte og af hele sin sjæl og af hele sin styrke vendte om til Herren, helt efter Moses' lov og efter ham kom der ingen som han.&quot;&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 442&lt;/ref&gt; Tydeligvis var der tale om at samle al religiøs magt på et sted og under kongens kontrol. Det var med andre ord en religiøs revolution.

For at retfærdiggøre denne revolution måtte man opfinde en spådom, der kunne retfærdiggøre den. Her træder nu to kilder ind. Den ene findes i Første Kongebog. Her omtales en gudsmand, som råber imod et alter: &quot;Alter, alter! Dette siger Herren: I Davids hus skal der fødes en søn ved navn Josija. På dig skal han slagte de offerhøjspræster, som tænder offerild på dig, og han skal brænde menneskeknogler på dig.&quot;&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 393&lt;/ref&gt;

Den anden er Femte Mosebog: allerede i første sætning gives indtrykket af, at denne bog er Moses' sidste ord inden sin død&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 200&lt;/ref&gt;, og her formuleres en &quot;ny moselov&quot; begyndende således:

&quot;Dette er de love og retsregler, som I omhyggeligt skal følge i det land, Herren, dine fædres Gud, har givet dig i eje, så længe i lever på jorden. I skal ødelægge alle de steder, hvor de folk, I fordriver, har dyrket deres guder, på de høje bjerge, på bakkerne og under alle grønne træer. I skal rive deres altre ned og knuse deres stenstøtter, deres Ashera-pæle skal I brænde, og deres gudebilleder skal I hugge om; I skal udslette deres navn fra de steder. For på den måde må I ikke dyrke Herren jeres Gud. Nej, I skal søge til de sted, Herren jeres Gud udvælger blandt alle jeres stammer til at sætte navn på, så det kan bo der. Dér skal du komme, og derhen skal I bringe jeres brændofre og slagtofre, jeres tiender og afgifter, jeres løfteofre og frivilligofre og det førstefødte af jeres køer og får.&quot;&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 214&lt;/ref&gt;

Men trods dette forsøg på at legitimere centraliseringen af gudsdyrkelsen holdt det ikke længe. Snart begyndte folk atter deres decentrale gudsdyrkelse, og som vi tidligere har set, opgav de aldrig deres Ashera-dyrkelse.

=== Jøderne i Kana'an ===

Vi har fulgt jødernes religiøse udvikling, men hvordan forholder det sig med områdets politiske udvikling? Det er en broget historie, hvor Gamle Testamente trods påviselige fejl alligevel kan give nyttige oplysninger.

Meget taler for, at det var ankomsten af &quot;havfolket&quot; (engelsk: ''Sea People'') omkring 1178 f.Kr. som udløste en ny politisk udvikling. Frem til sammenbruddet havde området været præget af kana'anæiske kongefamilier, som styrede mindre områder fra deres centralt beliggende byer. Hidtil havde områder i nord været under hittitisk overherredømme og området i syd som helhed været under egyptisk kontrol, men nu svækkedes denne kontrol&lt;ref&gt;Porter (2016), s. 384&lt;/ref&gt;, og det indebar, at der blev mulighed for indbyrdes stammekrige i området. Det betød også, at folk udefra nu kunne blande sig med held i de stedlige stammekrige. Det er muligt, at jødernes erobringer netop hører hjemme i denne sammenhæng. Til trods for, at Gamle Testamente fremstiller disse kampe som religionskrige mellem folkeslag med polyteisme og jøderne med deres påståede monoteisme, er der intet, som tyder på, at dette er korrekt.

Snarere må vi se disse kampe som sket mellem et imperialistisk erobrerfolk og stedlige bofaste stammer. At der også var religiøse forskelle imellem dem, understregede blot krigenes stammemæssige karakter. Mens filistrene bosatte sig ved kysten, flyttede israelitterne ind fra øst og bosatte sig overvejende i højlandet, hvor de over tid tilegnede sig megen af den stedlige kultur, samtidig med at deres frænder, aramæerne, slog sig ned mod nordøst i Syrien. Hebræerne fik i denne besættelse støtte fra beslægtede og ligesindede nomadiske stammer og semitiske folkeslag. Alliancen var mulig, fordi de alle dyrkede Jahve.&lt;ref&gt;Novacek (2011), s. 66&lt;/ref&gt; Denne fælles kult var længe den eneste institution, som bandt folket sammen, og det kunne ikke forhindre, at der jævnligt opstod konflikter mellem dem.

Der kan på dette sted være grund til at gøre op med myten om Jerikos erobring. Ifølge den bibelske tradition skete erobringen ved, at de omgivende bymure styrtede sammen.&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 248f&lt;/ref&gt; Problemet er, at det arkæologisk kan påvises, at der ingen bymure var!&lt;ref&gt;Novacek (2011), s. 66&lt;/ref&gt; Forklaringen er, at Kana'an indtil da havde været underlagt Egypten, hvis overherredømme var blevet afgjort efter slaget ved Megiddo i 1479 f.Kr. Efter erobringen beholdt eliten i de kana'anæiske familier deres styrende rolle, når blot de var loyale i forhold til den egyptiske farao, men de måtte acceptere, at de ikke måtte befæste deres byer, (hvilket gav dem problemer blandt andet, da Megiddo blev angrebet af Lab'ayu fra det nærliggende Shechem).&lt;ref&gt;Novacek (2011), s. 25&lt;/ref&gt; Det må rejse spørgsmålet, om israelitterne overhovedet nogen sinde har erobret Kana'an, eller om de så at sige &quot;overtog&quot; havfolkets faktisk påviste erobringer og indskrev det i deres historie?

Overhovedet har det været praktisk talt umuligt at påvise israelitterne bosættelse i Levanten. Forskere har ment, at en række nye bosættelser i marginale områder i bjergegne kunne være deres bosættelser&lt;ref&gt;Porter (2016), s. 386&lt;/ref&gt;, men der kan lige så godt være tale om, at nogle kana'anæere fra lavlandet efter det handelsmæssige sammenbrud valgte at flytte ud og etablere sig med et nyt men mere holdbart selvforsynende landbrug&lt;ref&gt;Porter (2016), s. 388f&lt;/ref&gt;, hvor handel som helhed spillede en mindre rolle end tidligere og især var af regional snarere end international karakter.&lt;ref&gt;Porter (2016), s. 388&lt;/ref&gt; Ulige forsøg på at identificere bestemte former for genstande som værende israelitiske er strandet på, at de selv samme genstande også findes i områder uden israelsk bosættelse ifølge Gamle Testamente, de kan derfor ikke levere det ønskede bevis.&lt;ref&gt;Porter (2016), s. 387&lt;/ref&gt;

I den første tid efter israelitternes indvandring var tilstandene i Kana'an væsentlig som før. Det var langt fra lykkedes jøderne at udrydde hele den bosatte befolkning, så det endte med, at jøderne bosatte sig i egne bosættelser. De ulige folk og stammer levede i samfund hver for sig med byerne som centrum for de omgivende landsbyer. Hebræerne erobrede og ødelagde de mere civiliserede kana'anitter men overtog deres skriftsystem. De overtog også kana'anitternes byggeskik, men uden at hebræernes byggerier nåede samme høje stade som deres forgængere. Jerusalem var på denne tid et lille sted uden stor betydning og kunne ikke måle sig med andre byer i området.

Tør man tro Josvabogen kapitel 20, blev der oprettet særlige bebyggelser kaldet &quot;tilflugtsbyer&quot; for kriminelle, hvor disse kunne søge politisk asyl og unddrage sig retsforfølgelse for deres kriminelle gerninger: &quot;Herren talte til Josva og sagde: &quot;Sig til israelitterne, at de skal udpege de tilflugtsbyer, som jeg talte til jer om ved Moses, så en drabsmand, der uforsætligt og uforvarende slår nogen ihjel, kan flygte dertil; de skal være tilflugtssteder for jer mod blodhævneren. Når drabsmanden søger tilflugt i en af disse byer og stiller sig ved indgangen til byporten, skal han forelægge sin sag for de ældste i den by. De skal give ham adgang til byen og give ham et sted, hvor han kan bo hos dem. Når blodhævneren forfølger ham, må de ikke udlevere drabsmanden til ham; det var jo uforvarende, han slog sin næste ihjel, han havde ikke tidligere næret fjendskab mod ham. Han kan så blive boende i den by, indtil han stilles for menighedens domstol, eller indtil den ypperstepræst dør, som er der til dentid. Da kan drabsmanden vende tilbage til sin by og sit hus, den by, han er flygtet fra&quot;.&quot;&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 264&lt;/ref&gt; De var en ordning, som kunne beskytte enhver kriminel mod retsforfølgelse.

Og jødernes folkemord fortsatte. I Dommerbogen kapitel 1 læser vi: &quot;Så drog Juda op, og Herren gav kana'anæerne og perizzitterne i deres hånd, og de slog dem i Bezek og dræbte ti tusind mand. ..Judæerne angreb Jerusalem og indtog den. De huggede indbyggerne ned med sværd og stak ild på byen.&quot;&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 271&lt;/ref&gt; I de byer, som det ikke lykkedes jøderne at udrydde befolkningen, blev disse i stedet gjort til hoveriarbejdere.&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 272&lt;/ref&gt; Det kan næppe undre, at denne opførsel gav anledning til yderligere uro, og at nye kampe fulgte. Ved en lejlighed slog jøderne &quot;omkring ti tusind moabitter ihjel. .. Derefter havde landet ro i firs år&quot;.&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 274&lt;/ref&gt;

Efter Josvas erobringer fulgte dommertiden, hvor landet blev styret af de såkaldte dommere. Tør man tro Gamle Testamente førte det til, at filistre og ammonitter for en tid fik overtaget.&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 286&lt;/ref&gt; Også internt var der øjensynlig magtkampe, således forenedes de andre stemmer mod Benjamins stamme.&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 297ff&lt;/ref&gt;

Efterhånden blev lovløsheden for meget, og hebræerne etablerede et kongedømme i Palæstina. Denne institution kom som en nødvendig følge af både de interne lovløse tilstande og behovet for at organisere krigsførelsen mod andre folkegrupper. I vest udgjorde filistrene en stærkere modstand end kana'anitterne, fordi de havde udviklet jernsmedning. Mod nord boede fønikerne i Libanon, der var mest optaget af handel. Da kana'anitterne stadig blev mere undertrykte, skabte det grundlaget for etableringen af det hebræiske kongedømme omkring 1000 f.Kr. 

Først under dommeren Samuel opstår der blandt jøderne angiveligt krav om etableringen af et kongerige. Landets første konge hed Saul.&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 317&lt;/ref&gt; Han dateres til omkring 1000-tallet f.Kr. Tør vi tro Første Samuelsbog gennemførte han adskillige krige.&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 320&lt;/ref&gt; Kana'an var angiveligt forenet under ham og hans to efterfølgere, David og Salomo. Salomo beskrives i Gamle Testamente som en mægtig konge, der blandt andet opførte et gudstempel i Jerusalem, men arkæologiske undersøgelser har ikke kunnet bekræfte dette, og Salomo er påfaldende totalt fraværende i ikke-bibelske kilder. Det har fået mange historikere til at mene, at Salomo må have været en småkonge.&lt;ref&gt;Novacek (2011), s. 83&lt;/ref&gt; Også israelerne synes fraværende i arkæologiske fund fra denne tid, i stedet dominerer kypriotisk og fønikisk lertøj samt stedlige efterligninger af dette.&lt;ref&gt;Novacek (2011), s. 89, 93&lt;/ref&gt;

Da kong Salomo døde i 922 f.Kr. blev det hebræiske kongedømme delt i to: Kongeriget Israel og Kongeriget Juda. Det var kun Juda og Benjamins stammer, som accepterede Salomos søn Rehabeam som deres konge, og de oprettede dermed det sydlige kongerige Juda med Jerusalem som hovedstad. Mod nord gjorde de øvrige stammer Jeroboam til konge og oprettede kongeriget Israel med Sikem og senere Samaria som hovedstad. Vigtigst i denne sammenhæng er, at der intet stammesammenhold var, end ikke deres religion kunne holde sammen på dem, og som vi allerede har set, skete der jævnligt frafald fra denne, lige som israelitterne indgiftede sig i andre folkegrupper nok så meget som indbyrdes. Der var konstant magtkampe, hvilket afspejler det totale fravær af national solidaritet og enhed. Også udefra skete angreb. Anden Krønikebog er fuld af bereninger om disse krige.

Det bør for god skyld nævnes, at en basalt stele fra Dhiban omtaler, at kong Mesha fra det moabitiske kongerige overvandt Kongeriget Israel og udvidede sit rige, en begivenhed som menes afspejlet i Anden Kongebog kapitel 3.&lt;ref&gt;Porter (2016), s. 382&lt;/ref&gt;&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 412&lt;/ref&gt; 

Kongeriget Israel ophørte, da Assyrien erobrer hovedstaden Samaria 722 f.Kr. Herved mistede også de 10 nordlige israelske stammer deres betydning. Nogle af indbyggerne i Kongeriget Israel blev deporteret af assyrierne, men arkæologisk kan der ikke dokumenteres nogen befolkningsudskiftning eller nogen nedgang i befolkningstallet, og genetiske undersøgelser antyder også en kontinuitet i områdets befolkningssammensætning. Hovedparten af befolkningen synes således at være forblevet i området og samaritanerne menes at være de mest direkte efterkommere af befolkningen i Kongeriget Israel, hvilket også er i overenstemmelse med deres egen opfattelse. Nogle beboere fra Kongeriget Israel må antages at være flygtet til kongeriget Juda, hvilket kan forklare hvordan de nordlige stammers myter er blevet inkorporerede i den tekster i Gamle Testamente, som blev samlede i Kongeriget Juda.

=== Eksilet i Babylon ===

Der er næppe tvivl om, at hvis jøderne havde modstået angreb udefra, ville afgudsdyrkelsen have fortsat. Der ville fortsat have været private gudindestatuetter og private altre. Men een begivenhed ændrede jødernes historie og dermed verdenshistorien: babylonernes erobring i 586 f.Kr.

Forud gik en belejring, som varede to og et halvt år. Vilkårene under belejringen var forfærdelige: jøderne sultede, men vi ved fra samtidige beretninger, at de ikke holdt sig tilbage fra at spise deres egne børn. Da Nebukadnezer erobrede Jerusalem, blev Salomons tempel brændt ned til grunden. Kongepaladset blev brændt ned. Huse blev brændt ned. Forsvarsanlæggene omkring byen blev revet ned sten for sten. Kong Zedekiah, som havde forsøgt at flygte, blev fanget og ført frem for Nebukadnezer. Det sidste, han så, var, at han sønner blev slået ihjel. Så blev han gjort blind, og måtte i denne tilstand foretage vandringen til Babylon.

Hele den jødiske befolkning blev tvangsforflyttet til Babylon. Det skete i tre omgange. Da de forlod Jerusalem, måtte de uundgåeligt miste troen på deres guder, som havde svigtet dem.

Hvad, der skete under det babylonske fangenskab, var ekstraordinært: i stedet for at blive integrerede i deres nye omgivelser valgte de skriftkloge jøder den modsatte vej, nemlig at bevare og redigere deres historiske traditioner. Sigende optræder byen Al Yahuda i Babylon på denne tid. Jøderne samlede, hvad de havde bevaret om deres historie, og begyndte at nedskrive det. Undervejs blev traditionen omskrevet og tilpasset deres nye selvforståelse. Bibelforskere mener, at det var antagelig på denne tid, at traditionerne i ''Tanakh'' begyndte at få deres endelige form.

Og det var tilsyneladende også her, at jødernes tro fik den monoteistiske karakter, som siden skulle gøre sig gældende. Det er her, at profeten Ezekiel fortæller, at Gud gør ham opmærksom på den afgudsdyrkelse, som finder sted.&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 1048&lt;/ref&gt; Det er her, at Gud lover at straffe jøderne for denne afgudsdyrkelse.&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 1049&lt;/ref&gt; Det er her, at jødernes bortførelse bliver stillet i udsigt. Det er her, at grunden lægges til den fortolkning, at eksilet gøres nødvendigt for, at jøderne langt om længe kan vende sig mod den sande gudsdyrkelse.

Og det er her, at profeten Esajas formulerer sine propagandistiske og doktrinære anklager. Det er her, at Gud gøres til den, som lover jøderne håb om frihed igen. Og det er her, at Gud bliver enevældig.

To eksempler fra Esajas Bog kan belyse det: i vers 44 linje 6: &quot;Jeg er den første, og jeg er den sidste, der er ingen anden Gud end mig&quot;&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 895&lt;/ref&gt; og i vers 45 linje 5: &quot;Jeg er Herren, der er ingen anden, der er ingen anden Gud end mig&quot;.&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 897&lt;/ref&gt; Selv alt det gode og alt den onde har samme oprindelse:&lt;/br&gt;  
&quot;Jeg danner lys og skaber mørke,&lt;/br&gt; 
jeg frembringer fred og skaber ulykke,&lt;/br&gt; 
jeg, Herren frembringer alt dette.&quot;&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 897&lt;/ref&gt;&lt;/br&gt; 
For første gang optræder jøderne som et folk med kun een erklæret Gud.

Der kan næppe være tvivl om, at dette var følgen af en bestemt strategi: ikke at blive opslugt af imperiet. Over for de mange guddomme i Babylon sætter jøderne en enkelt gud som deres modstykke. Derved, og kun derved, kan de opretholde deres særegne identitet som folk. Hvis Jahve havde været een gud blandt mange andre, havde han tabt og havde ingen fremtid. Kun ved at gøre ham almægtig, ved at hævde at han havde brugt Nebukadnezar som et redskab i en guddommelig plan, kunne de opretholde deres identitet og deres håb om en fremtid. De gamle guder måtte udryddes eller bortforklares som fejltagelser, der kunne forklare jødernes ulykkelige skæbne. Og derfor blev den traditionelle historie omskrevet punkt for punkt for at kunne understøtte det nye narrativ.

Nået så langt tog de skriftkloge det næste skridt: de måtte opfinde og udvikle deres egen skabelsesberetning og deres egen beretning om en altomfattende oversvømmelse. Inspirationen hentede de hos babylonerne selv. De tog de velkendte babylonske beretninger men omskrev dem således, at de udgjorde en polemisk kontrast til den tro og de traditioner, som blev hyldet af deres omgivelser. Der vil være lejlighed til at se nærmere på disse ved en gennemgang af Gamle Testamente.

=== Jødernes tilbagevenden til Jerusalem ===

I 539 f.Kr. indtræder så afslutningen på jødernes tid i eksil. Dette år erobrer perserne Babylon, og Cyrus den Store erklærer straks efter en almen amnesti. Der efter giver han tilladelse til, at fordrevne folkeslag må vende tilbage til deres hjemegn og genoptage deres gudsdyrkelse.

Også jøderne vendte hjem. Ifølge Ezras Bog vendte i alt 42.360 jøder tilbage til Jerusalem foruden deres trælle og trælkvinder, i alt 7.337, samt 200 sangere og sangerinder, det vil sige i runde tal 50.000 personer.&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 510&lt;/ref&gt; Om dette tal er korrekt, vides ikke.

Det vigtige er, at da jøderne vendte tilbage til Jerusalem, var det med en ny, monoteistisk religion. Den var i store træk skabt under deres eksil, omskrevet og suppleret i forhold til tidligere. Den forenede folk og tro i en næsten uadskillelig helhed.

Der kan her være grund til at stille et vigtigt spørgsmål: betyder dette så, at jøderne vendte hjem med en fuldt udviklet fælles trosretning? Nej, intet taler for dette. Snarere må vi regne med, at det kun var en lille gruppe af teologiske skriftlærde, som havde taget del i den redigeringsproces, som var foregået i Babylon, og at det kun var dem, som havde det fulde kendskab til det nye narrativ om jødernes oprindelse, som de havde skabt. Dette indebærer, at det først er efter deres tilbagevenden, at de for alvor kan begynde at promovere og udbrede deres nye narrativ til jøderne og dermed skabe den identitetsforståelse, som de siden udviklede.

=== Persisk tid ===

Under det persiske herredømmes tid (538-332 f.Kr.) sad der persiske statholdere i landets ulige dele. Vi ved, at statholderen i Judæa 408 f.Kr. hed Bagohi, dels fra Josefos, dels fra papyrusfundene i Elefantine. At statholderen i Samaria var en samaritan, Sanballat, tyder på, at perserne ikke har blandet sig i Palæstinas forhold, når oprør ikke foranledigede dem til at gribe ind, som tilfældet var under Artaxerxes III (358-338 f.Kr.). Det var under persisk beskyttelse, at Nehemia og Ezra genoprettede den jødiske menighed i Jerusalem.

Vi ved sandt at sige ikke meget om den jødiske religionsdyrkelse på denne tid. Meget tyder på, at der skete en langsom spredning af den nydannede monoteistiske tro, sikkert som et politisk-nationalt redskab over for det persiske overherredømme. Men intet taler for, at denne endnu formelt var slået igennem.

Elephantine var en jødisk by i Egypten fra 400-tallet f.Kr. Den er interessant, fordi den kan vise træk ved og fravær af jødisk levevis på denne tid. Byen blev antagelig grundlagt i midten af 6. århundrede f.Kr. af folk, der var emigreret fra Syene-området i Palæstina.&lt;ref&gt;Barnea (2024), s. 1&lt;/ref&gt; Vi ved, at der eksisterede et særligt tempel for dyrkelsen af Jahve indtil 410 f.Kr., da det blev ødelagt. En jødisk befolkning nævnes sidste gang i kilderne i 399 f.Kr., hvad, der skete med den jødiske befolkning efter denne tid, er ukendt.&lt;ref&gt;Adler (2025), s. 39&lt;/ref&gt;

Historien om jødernes udvandring fra Egypten kendes ikke i denne by, hvilket tyder på, at denne tradition er yngre end 400-tallet. Ligeledes kendte befolkningen ikke til ''torah'', det vil sige jødisk lov, så også denne må være yngre end 400-tallet.

Endvidere dyrkede jøderne i denne by flere guder (jahvisme) i modsætning til senere tids monoteisme (judaisme). Således har vi flere kilder fra 400-tallet f.Kr., der vidner om zoroastracisme, herunder et ild-alter og et tempel.&lt;ref&gt;Barnea (2024), s. 3-7&lt;/ref&gt; En lignende jødisk polyteisme kendes fra andre byer.&lt;ref&gt;Adler (2025), s. 41-47&lt;/ref&gt; Men dette indebærer også, at jøderne stadig ikke på denne tid var monoteister til trods for de bestræbelser, som præsteskabet havde udført under eksilet i Babylon. I stedet tolkes situationen således, at den jødiske kult udviklede sig gravist over tid blandt andet inspireret af zoroastrisk kult indtil, at de fik den form som kendes fra den hebraiske bibel.&lt;ref&gt;Barnea (2024), s. 29&lt;/ref&gt; Hvis byen blev grundlagt af dem, som ikke endte i Babylon, kan dette forklare deres fastholden ved polyteisme og ukendskab til den monoteisme, som blev udviklet i Babylon.

Dermed adskiller kulten på denne tid blandt jøder sig markant fra den, som ses i hasmonæisk tid.&lt;ref&gt;Adler (2025), s. 48&lt;/ref&gt; Yonatan Adler ved Ariel University har kaldt denne kult og levevis &quot;proto-jødisk&quot; (''proto-Judaic'') og definerer den således: &quot;Et protojødisk kulturelt træk er således et særskilt element af den israelitiske og/eller jødiske livsstil, som med tiden blev lovgivet som en forskrift for regulering i en eller flere af Mosebøgernes tekster, og som i sidste ende blev optaget som en del af jødedommen.&quot;&lt;ref&gt;Adler (2024), s. 5&lt;/ref&gt; Et eksempel herpå er at spise svinekød. I to af Mosebøgerne (Tredie Mosebog kapitel 11:1-8&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 126f&lt;/ref&gt; og Femte Mosebog kapitel 14:3-8&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 216&lt;/ref&gt;) forbydes det jøder at spise svinekød, men arkæologiske fund fra tiden fra sen bronzealder (1300-1130 f.Kr.) frem til jernalder (586 f.Kr.) viser, at svin faktisk blev avlet til fortæring i strid med denne bestemmelse, skønt de er fraværende i nogle bopladser henregnet til kana'anære og fønikere i jernalderen uden, at det derfor med sikkerhed kan siges at være bevidste valg; økonomiske, økologiske og sociale forhold kan have spillet ind.&lt;ref&gt;Adler (2024), s. 13&lt;/ref&gt; Flere jødiske leveregler tilskrives således myter i Mosebøgerne, og det kan ikke afvises, at disse myter ''netop'' er blevet til for at kunne begrunde og legitimere disse leveregler.&lt;ref&gt;Adler (2024), s. 21&lt;/ref&gt; Det gælder blandt andet reglen om at omskære drengebørn.&lt;ref&gt;Adler (2024), s. 20f&lt;/ref&gt;

=== Hellenistisk tid ===

I den græske periode fra Alexander den Stores erobring i 332 f.Kr. til 167 f.Kr. blev Palæstina atter genstand for strid mellem Syrien, hvor seleukiderne herskede efter Alexanders død 323 f.Kr., og Ægypten, der beherskedes af ptolemæerne. Frem til 198 f.Kr. var overvejende Egypten, fra den tid, efter Antiochos IIIs sejr ved Paneas, syrerne Palæstinas herrer. Efter, at Babylon, Ninive og Shushan var gået til grunde, og Alexandria var blevet grundlagt, flyttede tyngdepunktet vest på, og Palæstina fik igen samme betydning som i 15. århundrede f.Kr. Under ptolemæerne regeredes Palæstina af guvernører (hegemon, epitropos), om hvis myndigheds udstrækning kun lidt vides. Skatteopkrævningen var overladt - ved licitation - til skatteforpagtere. I jødernes kreds fik synedriet og ypperstepræsten en vidtgående myndighed. Under seleukiderne stod Palæstina, der kaldtes Fønikien, sammen med Cølesyrien under en militærguvernør, og syrisk militær besatte landet. Skatten indkrævedes af seleukidiske embedsmænd. Fra 165 f.Kr., da Antiochos Epifanes forbød jødisk gudsdyrkelse, blev landet ramt af de makkabæiske kampe, der skulle bane vejen for det hasmonæiske dynasti.

Undersøgelser tyder på, at jøderne i almindelighed stadig ikke kendte til ''torah'', det vil sige jødisk lov, i begyndelsen af hellenistisk tid, og slet ikke at de respekterede og fulgte den.&lt;ref&gt;Adler (2025), s. 34&lt;/ref&gt; Således er der flere eksempler på, at judæere to ågerrenter af deres udlån.&lt;ref&gt;Adler (2025), s. 28&lt;/ref&gt; Der er også bevis på, at nogle judæere selv på denne tid dyrkede andre guder end Jahve.&lt;ref&gt;Adler (2025), s. 27&lt;/ref&gt; Og skønt ordet &quot;''sabbat''&quot; forekommer, lader det sig ikke fastslå, om dette havde samme betydning som senere eller blot henviste til en jødisk helligdag.&lt;ref&gt;Adler (2025), s. 28&lt;/ref&gt; Faktisk forekommer ordet &quot;''sabbat''&quot; ikke een eneste gang i Gamle Testamente. Omvendt er der ingen arkæologiske beviser på, at jøderne tog deres rituelle bade i bassiner, således som foreskrevet i ''torah'', og heller ikke at de iagttog særlige rituelle renselsesregler omkring deres mad.&lt;ref&gt;Adler (2025), s. 26&lt;/ref&gt;

Der har været peget på, at Aristeas i et brev oplyser, at Ptolemæus II Philadelphus (regerede 285-246 f.Kr.) tog 72 jøder fra Jerusalem til Alexandria for at få oversat en jødisk lov til græsk til sit bibliotek.&lt;ref&gt;Adler (2025), s. 31&lt;/ref&gt; ''Torah'' er ikke nævnt ved navn, så der er ingen beviser på, at det er den, som der henvises til, men selv om dette var tilfældet, kan dette ikke tages som udtryk for, at jøderne i almindelighed kendte og fulgte loven.&lt;ref&gt;Adler (2025), s. 32&lt;/ref&gt; Dette til trods for, at jøderne på  denne tid ellers nød udstrakt selvstyre både i Judæa og i andre områder.&lt;ref&gt;Adler (2025), s. 24&lt;/ref&gt; Dette har fået Yonatan Adler til at betegne jødisk kultur på denne tid som &quot;jahveisme&quot; (''Yahwism'') i modsætning til den &quot;judaisme&quot; (''Judaism''), der først fulgte senere og som fulgte ''torah''-en.&lt;ref&gt;Adler (2025), s. 7&lt;/ref&gt; Men uanset benævnelsen betyder det, at traditionel jødisk kultur først stammer fra tiden ''efter'' hellenistisk tid.

=== Det hasmonæiske dynasti ===

Den hasmonæiske eller senhellenistiske periode strakte sig fra 167 f.Kr. til 63 f.Kr.

Betegnelsen &quot;Det hasmonæiske kongerige&quot; dækker over en yderst omtumlet periode i jødisk historie, som strakte sig fra midten af 2. århundrede f.Kr. til midten af 1. århundrede f.Kr. Hasmonæerne var en jødisk præsteslægt, som spillede den førende politisk rolle på denne tid. Betegnelsen er dannet efter Hasmon, der var Mattatija’s bedstefader. I årene 168-161 f.Kr. ledede hasmonæerne kampen for national og religiøs frihed mod seleukiderne, som under Antiochos IV havde underkuet dem. Bevægelsen begyndte under Mattatija, men blev fortsat af hans sønner, først Judas Makkabæer, efter hvem slægten often kaldes makkabæerne; han fik genoprettet den jødiske gudsdyrkelse i 165 f.Kr. og opnåede i 161 f.Kr. religionsfrihed. Dette år overvandt han den syriske feltherre Nikanor og sluttede forbund med Romerne, men døde kort efter. Hasmonæerne optrådte der efter som et dynasti, der kæmpede for deres egen magtstilling. Judas’ broder, Jonatan, som afløste ham som leder, lod sig i 153 f.Kr. udnævne til ypperstepræst, skønt han efter jødisk lov ikke havde ret til denne stilling. Dette betød et brud med de lovtro, som de oprindelige havde kæmpet for. Efter hans mord i 143 f.Kr. lykkedes det broderen Simon (143-135 f.Kr.) at få landets selvstændighed anerkendt og at erobre syrernes borg i Jerusalem. Som følge heraf blev han af befolkningen hyldet som arvelig ypperstepræst og som verdslig hersker i 141 f.Kr. Dermed havde hasmonæerne opnået formel anerkendelse af deres dynasti.

Det betød imidlertid ikke, at der nu herskede fred, tværtimod. Under Simon’s søn, Johannes Hyrkan (134-104 f.Kr.), indtraf et åbent brud mellem hasmonæerne på den ene side og farisæerne på den anden. Under de fortsatte kampe undertvang han den autonome stat Edom og ødelagde Samaria og også den samaritanske helligdom på Garizim. Hans sønner, Aristobul (104-102 f.Kr.) og Alexander Jannæos (102-76 f.Kr.) var brutale herskere og fjernede sig langt fra styrets oprindelige karakter, idet de var udpræget hellenistisk sindede. Alexander udnævnte sin dronning Salma Alexandra til sin efterfølger (78-69 f.Kr.), mens sønnen Hyrkan II blev ypperstepræst. Midt i de hele etablerede armenerne et kortvarigt herredømme (70-63 f.Kr.) idet de erobrede landet og lagde området under deres overherredømme. Men den interne magtkamp fortsatte uafbrudt. Salma sluttede sig til farisæerne, og hun kom derved i modsætning til saddukæerne, som samlede sig om hendes anden søn, som efter hendes død tog magten fra sin broder og herskede som Aristobul II, dog under vedvarende kampe, indtil Pompejus afsatte ham og tog ham med til Rom i 63 f.Kr. Efter ulige forsøg på opstand blev Aristobul og hans søn Alexander myrdet i 48 f.Kr. 

Hyrkan II, der af Pompejus nu blev anerkendt som ypperstepræst med Antipater som verdslig leder, blev af Cæsar forfremmet til ethnarch, mens den faktiske myndighed efterhånden gik over til Herodes efter Antipater’s død. Aristobul’s anden søn, Antigonos, gjorde imidlertid oprør og blev en kort (40-37 f.Kr.) tid konge, mens Hyrkan blev bortført og fik ørene skåret af. I 37 f.Kr. erobrede den af Romerriget anerkendte Herodes så Jerusalem, og Antigonos blev henrettet i Antiochia. Dermed var hasmonæernes herredømme bragt til ende. Herodes levede en tid i venskab med Hyrkan men lod ham så dræbe. Herodes var besvogret med hasmonæerne, idet hans hustru Mariamme var datter af Aristobul II’s søn Alexander. Dette forhindrede dog ikke, at han lod hendes broder Aristobul dræbe. Senere dræbte han ligeledes hende selv og hendes moder. Endelig dræbte han nogle hasmonæere, der opholdt sig hos hans svoger i Idumæa. Således blev det Herodes, som endte slægtens magtdrømme.&lt;ref&gt;Pedersen (1919), s. 943f&lt;/ref&gt; Så meget om den politiske udvikling.

Det vigtigste i denne sammenhæng er, at de var i denne omtumlede tid, at vi for første gang ser tydelige spor af en jødisk kultur og religionsdyrkelse. Årsagen er klar nok: lederen af den nye stat var en ypperstepræst, som nu tillige blev den politiske, kultiske og militære leder af den nye stat. Og det er tydeligvis på denne tid, at denne nye magt manifesterer sig også religiøst. Det er først fra denne tid, at de første synagoger optræder. Det er først fra denne tid, at ''Tanakh'' optræder i sin endelige skikkelse. Det er først fra denne tid, at der optræder beviser på, at jøderne i deres levevis fulgte bibelsk lov, der nu bliver promoveret som &quot;deres forfædres lov&quot; og påvirker et utal af leveregler både i og uden for jødernes &quot;hjemland&quot;.&lt;ref&gt;Adler (2025), s. 67&lt;/ref&gt;

=== Romersk styre ===

Romersk tid strækker sig fra sidste århundrede f.Kr, til første århundrede e.Kr. Det kendetegnes ved at området i denne periode havde en romersk guvernør.

Yonatan Adler har undersøgt de kulturelle traditioner i dette tidsrum og finder, at de følger senere jødiske traditioner: der er renselsesbassiner og husgeråd af kalk som udtryk for jødiske relselsesritualer samt mønter, vægdekorationer i huse og hjemligt udstyr som udtrykkeligt undgår at vise mennesker og dyr i overensstemmelse med påbuddet i Mosebøgerne. Han konstaterer yderligere, at disse træk er særligt markante i de områder, som vides at have haft en overvejende jødisk befolkning, men ikke nødvendigvis i områder hvor andre befolkningsgrupper var dominerende. Han konstaterer endvidere, at disse rituelle træk tydeligt går tilbage til hasmonæisk tid men ikke med sikkerhed lader sig følge længere tilbage, til dels på grund af et svagt og mangelfuldt arkæologisk og skriftligt bevismateriale. Som beviserne nu stiller sig, var det i hasmænæisk tid, at disse rituelle træk slog igennem og efterhånden bredte sig til den samlede befolkning og i romersk tid allerede var blevet normen.&lt;ref&gt;Adler (2022)&lt;/ref&gt;

Det er på denne baggrund, at Jesus må ses: i en tid, hvor mange jøder drømte om og håbede på at genskabe deres egen selvstændige stat, trådte han frem med sit provokerende budskab, at &quot;Guds rige ikke var af denne verden&quot;. Ikke nok med det: han udfordrede farisæerne og de skriftkloge, og oven i alt dette ophævede han jøder som Guds udvalgte folk og erklærede enhver, som følger Guds ord og hans påbud som en del af den udvalgte befolkning. I det givne politisk-religiøse klima gjorde det ham farlig for en national jødisk politik, så han måtte stoppes, og det blev han som bekendt. Men det stoppede ikke hans budskab i at blive yderligere spredt, tværtimod.

Frem til 70 e.Kr. opstod der ulige retninger inden for jødedommen, hvoraf saddukæerne, farisæerne og essæerne synes at have været de væsentligste. Desuden opstod der en række messianske og apokalyptiske bevægelser. 

Saddukæerne var en gruppe der var tilknyttet præstedømmet i templet i Jerusalem. I modsætning til farisæerne, som påberåbte sig myndighed på grund af deres lærdom og fromhed, baserede saddukæerne deres særstilling på afstamning og status. Meget tyder på, at de repræsenterede Hasmonæernes klan, der tidligere havde regeret som præstekonger. De nægtede at acceptere læresætninger som ikke direkte var nævnt i ''Torah'', også selv om læren var nævnt et andet sted i Tanakh. Ja, de &quot;anså det for en dyd at debattere&quot; sådanne sager. Et eksempel på en sådan debat findes i Mattæusevangeliet kapitel 22:23-33, hvor de satte Jesus på prøve med hensyn til opstandelsen. Idet saddukæerne opstillede en tænkt situation hvor en enke havde været gift med syv mænd, spurgte de: &quot;Hvem af de syv skal nu have hende til hustru i opstandelsen?&quot; I denne sammenhæng var det selvfølgelig uvæsentligt om den tænkte enke havde været gift 14 eller 21 gange. Jesus svarer: &quot;I opstandelsen gifter mænd sig ikke og kvinder bortgiftes ikke.&quot;&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 1251&lt;/ref&gt; Saddukæerne accepterede ikke eksistensen af et liv efter døden, og benægtede derfor også den farisæiske doktrin om en genopstandelse, hvilket netop var den forestilling, som Jesus prædikede. I Markusevangeliet kaptel 12:18-27 omtales en anden version af historien: da Jesus vidste, at saddukæerne ikke accepterede andre inspirerede skribenter end Moses, argumenterede han ved at citere fra ''Torah''. Han sagde: &quot;Med hensyn til at de døde oprejses, har I da ikke læst i Moses’ bog, i beretningen om tornebusken, hvordan Gud sagde til ham: ’Jeg er Abrahams Gud og Isaks Gud og Jakobs Gud’? Han er ikke dødes men levendes Gud.&quot;&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 1281&lt;/ref&gt;

Saddukæerne ønskede ikke, at en Messias skulle dukke op og lave om på tingene og da de betragtede Jesus som en trussel mod deres position, sammensvor de sig med farisæerne om at slå Jesus ihjel.&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 1258f, 1352&lt;/ref&gt;

Farisæerne var kendetegnede ved, at de lagde stor vægt på overholdelse af Moseloven, især renhedsforskrifterne og desuden på &quot;fædrenes overleveringer&quot;, som var en betegnelse for hele den mundtlige fortolkning af Moseloven. Bevægelsens etik havde mange detaljerede forskrifter og praktiske anvisninger. 

Essæerne levede i en slags kommunisme, hvor medlemmerne aflagde tavshedsløfte og ingen måtte besidde ejendom, hverken bolig eller slave, jord eller kvæg. Deres indkomster skulle overlades til en forvalter, som forestod indkøb af det nødvendige og sørgede for mad og underhold til gruppen. De forkastede også ægteskab, alle former for standsforskelle samt slaveri. De var soldyrkere og sendte hver morgen bønner op til solen. Når de havde afføring, gjorde de det inden døre for ikke at &quot;besmitte&quot; sollyset.

Af de mange retninger inden for jødedommen overlevede kun den rabbinske jødedom, som byggede på farisæerne og deres lære. Den rabbinske jødedom var kendetegnet ved at hævde, at den skrevne ''Torah'' ikke kan fortolkes korrekt uden henvisning til den &quot;mundtlige&quot; ''Torah'' og den dertil hørende litteratur, der specificerer hvilken adfærd, der er sanktioneret af loven. Med et moderne udtryk var de fundamentalistiske teokrater. Når de andre fraktioner her er nævnt, er det for at vise, at jødedommen langt fra var nogen samlet bevægelse selv op til eller på Jesu tid.

Stednavnet &quot;Israel&quot; første gang optræder på en mønt dateret til 66 e.Kr. møntet i forbindelse med jødernes oprør mod romerne.

Efter oprøret 70 e.Kr. var det for en lang tid slut med jødiske forsøg på at skabe en egen stat. Jesu budskab og det mislykkede oprør førte til, at den jødiske befolkning blev sprængt i tre grupper: den ene gruppe var de traditionelle jøder, som holdt fast ved farisæerne og deres budskab, den anden gruppe var de kristne, som nu satte sig for at udbrede det nye budskab, og den tredie gruppe var judeo-nazaræerne, som fortolkede udviklingen på deres egen måde og mente, at genskabelsen af templet i Jerusalem var en forudsætning for, at Messias ville vende tilbage. De arbejdede i flere hundrede år på dette mål, men da de endelig fik magten i Jerusalem i år 634 og Messias alligevel ikke vendte tilbage, blev bevægelsen omformet til en ny arabisk religiøs bevægelse, som i 749 efter abbasidernes magtovertagelse endte som muhammedismen, komplet med en egen profet, en egen hellig bog og med et nyt religiøst midtpunkt i Mekka.&lt;ref&gt;se ''Muhammedanismen i kildekritisk belysning''&lt;/ref&gt;

=== Sammenfatning ===

Hvordan skal begivenhedsforløbet nu fortolkes? Et foreløbigt svar kunne lydes således: det ser ud til, at jøderne udskilte sig fra kana'anæerne senest omkring 1200 f.Kr. og at de oprindeligt levede i ørkenområderne syd for Kana'an. Dette varede indtil, at de eteblerede et egentligt kongerige, der imidlertid efter kort tid blev delt i to, Israel og Judæa. Den nationale udskillelse var dog åbenbart ikke mere udtalt end, at jøderne jævnligt synes at have giftet sig med kvinder fra andre stammegrupper. 

Så langt, vi tør tro Bibelens fremstilling, var de polyteister, det vil sige dyrkede flere guder. Ganske vist var der perioder, hvor der gjordes forsøg på at indføre monoteisme, men dels var der stadige tilbageslag, dels skete disse forsøg på det statslige niveau, mens den almindelige befolkning synes at have fastholdt polyteismen uden afbrydelser gennem flere hundrede år frem til og med landsforvisningen til Babylon. 

Religionsdyrkelsen synes at have udviklet sig fra spredt i de enkelte husstande, landsbyer og stammer hen imod en statslig centralisering med deraf følgende magt for præsteskab og konger. 

Efter alt at dømme er det først under eksilet i Babylon, at præsteskabet blandt jøderne udvikler en erklæret monoteisme, mens dette ikke synes at være tilfældet for den brede befolkning. Hele jødernes tidligere historie bliver nu omfortolket af præsteskabet i lyset af denne nye religion, og den bliver promoveret og legitimeret af nogle få erklærede profeter.

Efter jødernes tilbagevenden til Kana'an efter eksilet i Babylon bliver den nye religion gjort til et redskab for præsteskabets politiske mål: en selvstændig teokratisk stat. Dette mål bliver opnået, men den nye stat varer kun i henved hundrede år, og igennem hele sin eksistens er den præget af interne magtkampe blandt den ledende religiøse elite. Meget tyder dog på, at det først er på denne tid, at monoteismen slår igennem også i den brede jødiske befolknings livsstil og levemåde og bliver det centrale element i israelitternes selvforståelse. Men dette forudsatte og krævede præsteskabet både som den etnisk-religiøse og den statspolitiske magthaver. Efter alt at dømme er det tidligst fra denne tid, at vi kan tale om jødedom i moderne forstand.

Men denne udvikling forudsatte, som vi har set, en dramatisk omskrivning af den jødiske historie. Meget måtte udelades eller totalt omskrives. På den anden side blev der indført nye elementer, som næppe har meget med den historiske udvikling at gøre men som gav jøderne en forhistorie så lang som nogen.

=== &lt;big&gt;Problemerne med Gamle Testamente&lt;/big&gt; === 

Et passende kildekritisk udgangspunkt ved vurderingen af Gamle Testamentes troværdighed må være de modsætninger, der er mellem dennes fremstilling og de faktuelle kendsgerninger. Der er således ingen beviser for eksistensen af de fem mosebøger før slutningen af 4. århundrede f.Kr. inklusive eksistensen af en person ved navn Moses.&lt;ref&gt;Gad Barnea&lt;/ref&gt;

Problemerne med teksterne lader sig inddele i to delspørgsmål:&lt;/br&gt;
- er der een eller flere forfattere til Tanakh?&lt;/br&gt;
- er dele af teksterne lånt fra andre kulturer?&lt;/br&gt;
Svaret er i begge tilfælde bekræftende. Der kan derfor være grund til at behandle hvert af dem særskilt.

=== Forfattere og deres datering ===

Tekstanalytikere mener, at ''Tanakh'' (Gamle Testamente) er blevet til i tre omgange:&lt;/br&gt;
- en arkæisk fase: 11.-10. århundrede f.Kr.&lt;/br&gt;
- en klassisk fase: 9.-6. århundrede f.Kr.&lt;/br&gt;
- en sen fase: 5. århundrede f.Kr. eller senere.&lt;/br&gt;
Eksempelvis mener man, at den ældste del af Første Mosebog er historien om Jakobs velsignelse (i kapitel 47), som skal stamme fra arkæisk tid, men størstedelen af resten stammer fra klassisk tid.

I en række tilfælde forekommer tilsyneladende dubblerede historier med både ligheder men også klare forskelle. Forskerne mener, at det afspejler sammenskrivning af to eller flere ulige overleveringer.

Kildeforskere mener at kunne udskille fire lag i eller snarere forfattere til Mosebøgerne:

J: ''Jahvisten'', hvor Gud sædvanligvis kaldes ''Jahve''; et litterært lag der i modsætning til Præsteskriftet er præget af lægmandssynspunkter.&lt;/br&gt;
E: ''Elohisten'', hvor gudsbetegnelsen er ''Elohim''.&lt;/br&gt;
D: ''Deuteronomisten'', det vil sige &quot;forfatteren&quot; til Femte Mosebog.&lt;/br&gt;
P: ''Præsteskriftet'', et litterært lag i mosebøgerne, der antages at være blevet til i præstelige kredse, og som udviser særlig interesse for kultiske forhold. 

J- og E-teksterne menes nedskrevet efter, at det oprindelige kongerige var blevet delt i to: Israel i nord og Judæa i syd. J-teksterne menes at stamme fra Judæa, E-teksterne menes at stamme fra Israel.

J-teksterne dateres til tidsrummet mellem 848 f.Kr. og 722 f.Kr., idet disse tekster omtaler Babylon og Calah (Nimrod) som store byer. Desuden nævnes Edom som en autonom stat, hvilket først skete efter 848 f.Kr.

E-teksterne lader sig ikke datere nærmere end til 9. eller 8. århundrede f.Kr.

P-teksterne dateres til 6. århundrede f.Kr. og menes skrevet efter, at templet i Jerusalem var revet ned, og jøderne var blevet tvangsforflyttede til Babylon. Dette kan forklare hvorfor, at der ikke findes en eneste henvisning til templet i Jerusalem.&lt;ref&gt;Dinkgreve (2021), kap. 8&lt;/ref&gt;

Problemet ved en tekstanalyse af ''Tanakh'' er, at teksterne synes at være flettet sammen fra to eller flere oprindelige kilder til een sammenhængende historie. Det formodes, at J- og E-teksterne er blevet sammenskrevne efter 722 f.Kr., da Israel blev erobret af assyrerne, og flygtninge fra Israel i nord kom sydpå til Judæa og bragte deres E-traditoner med sig. Her blev de sammenskrevne til en ny version, JE, der ofte giver et judæisk perspektiv.

Men hvordan kan vi skelne imellem de forskellige tekster? Lad os tage nogle eksempler.

Under ørkenvandringen lader Moses vand springe fra klippen. I det ene tilfælde sker det uden problemer, i det andet pålægges Moses af Gud at tale til klippen, men han slår på den med sin stav i stedet, og som straf for at have ignoreret dette pålæg får han ikke love til at betræde Kana'an men kun at se det udefra. (exodus 18)

J-teksten angiver, at Abraham boede i Hebron, som er en judæisk by, men E-teksten fortæller om Jakobs kamp med Gud i Peni-El, som er en israelsk by.

I beskrivelsen af Jakobs sønner nævner J-teksten Judæa, mens E-teksten nævner stammer der var dele af Israel.

I E-teksten lader Aron skabe guldkalven til jødernes tilbedelse, men denne historie findes ikke i J-teksten.

Præsterne i Judæa hævdes at være efterkommere efter Aron, Moses broder, mens præster i Israel nævner andre levitter.

P-teksterne skiller sig ud ved at lægge vægt på love, lige som den tildeler Aron en større rolle, ligestillet med Moses. I ''JE''-teksten er det Moses' stav, som udfører mirakler (Første Mosebog kapitel 4), i P-teksten er det Arons stav (kapitel 7). I P-teksten er Aron den første, som ofrer, mens i ''JE''-teksten omtales flere tidligere ofringer, blandt andre Kain og Abel, Abraham og Isak samt Jakob, mens ingen af disse tilfælde omtales i P-teksten. Det menes, at dette afspejler P-tekstens mål om at give de aronitiske præster eneret på ofringer til Gud. Under ørkenvandringen optræder to uens oprør: i ''JE''-teksten er det Dathon og Abiram, som udfordrer Moses ved at sige, at det ville være bedre for jøderne at vende tilbage til Egypten, men at de opsluges af jorden i et jordskælv. I P-versionen er det levitterne under ledelse af Korah, som udfordrer Aron, men ligeledes dør.

Ligeledes omtaler P-teksterne ingen tilfælde, hvor folk besøges af engle eller får visioner, således omtales ikke historien om Josef og han 6 drømmesyner, ej heller de to engle i Sodoma og Gomorra eller Jekobs kamp med Gud. Sigende nok nævnes ordet &quot;profet&quot; kun een gang i P-teksten og da med henvisning til Aron.

=== Lånte historier ===

Sammenligninger mellem bibelske beretninger og tilsvarende overleveringer fra sumerisk og mesopotamisk kultur viser, at flere af historierne er blevet overtaget herfra, men at de er blevet omskrevne og tilpassede for at passe ind i den myte om jødernes oprindelse og historie, som man ønskede fremmet. Det gælder således blandt andre historierne om skabelsen, om Kain og Abel, om Noa og vandfloden samt om Sodoma og Gomorra.

Andre beretninger er tilsyneladende ligeledes lånt fra andre kulturer, således udvandringen fra Egypten, der blev gjort af et folk kaldet ''hyksos'', ikke af jøderne. Der kan være grund til at nævne nogle af disse beretninger, som jøderne så at sige adopterede.

==== Skabelsesberetningen ====

Den babylonske skabelsesberetning hedder ''Enuma Elish''. Dene kendes blandt andet fra Nineveh i Mesopotamien. Dens hovedtræk er følgende: i begyndelsen var der kun vand: guden ''Absu''s ferske vand og gudinden ''Tiamat''s salte vand. De blev blandede, og fra denne blanding blev født de første guder. Men disse yngre guder forstyrrede deres forældres søvn, så Tiamat sendte i vrede en hær af monstre for at ødelægge dem. Ud af dette kaos trådte ''Marduk'', stormguden og Babylons skytsguddom, som kæmpede imod ''Tiamat'' i en duel. Han affyrede en pil, som skabte hul i hendes mave og splittede hendes hjerte. Der efter skar han hendes krop op i to halvdele: af den ene skabte han himmelhvælvingen, af den anden halvdel jorden. Han satte stjerner i deres konstellationer, han satte månen til at angive månederne og solen til at lyse om dagen. Endelig skabte han menneskene af blod fra en død guddom blandet med ler for, at de kunne udføre det tunge arbejde for evigt.&lt;ref&gt;Dinkgreve (2021), kap. 3&lt;/ref&gt;

Den jødiske skabelsesberetning er i alle henseender et modstykke til den babylonske beretning: i stedet for flere guder er der kun een gud, i stedet for en skabelseskamp foregår skabelsen i Gamle Testamente med ord, i stedet for at menneskene er slaver for guderne er de i Bibelen skabt i Guds billede. Men der er også ligheder: rækkefølgen med adskillelse af himmelhvælving og den faste jord, fiksering af dag og nat samt tiden og endelig at menneskene skabes sidst i forløbet.

Det kan i en sidebemærkning oplyses, at det hebraiske ord i Første Mosebog 1:2 for urdybet, ''tehom'', filologisk er forbundet med ''Tiamat'', saltvandsgudinden i den babylonske skabelsesberetning.

==== Kain og Abel ====

Også den bibelske fortælling om Kain og Abel synes at have rod i to sumerisk myter. I den ene sumeriske myte omtales en hyrde (''Dumuzid''/Tammuz) og en landmand (''Enkimdu''), der begge konkurrerer om gudinden Inannas opmærksomhed. Den bibelske parallel: Ligesom i den sumeriske historie repræsenterer Kain bonden, mens Abel repræsenterer hyrden. Men i stedet for en uafklaret konkurrence eller forsoning tager den bibelske beretning en mørk drejning til brodermord. 

En anden variant er en sumerisk myte, hvor kvægguden (''Lahor'') og korngudinden (''Ashnan'') skabes af guderne for at sørge for mad og tøj. I disse historier diskuterer de to, hvem der må anses for mest værdifuld for den menneskelige civilisation. Den bibelske parallel er modsætningen mellem den omvandrende hyrde og den bofaste kornavler, men her bruges den til at skabe en søskenderivalisering, der ender i brodermord. Mens sumeriske myter brugte søskende til at fremhæve to byggestene i den menneskelige civilisation og fokuserer på samarbejde eller venskabelig rivalisering, brugte hebraiske forfattere den lånte fortælling til at skildre den syndefulde menneskelige natur, herunder konsekvenserne af misundelse.

Forskere antager, at disse velkendte myter sandsynligvis blev integreret i den hebraiske tradition under deres babylonske eksil i det 6. århundrede f.Kr., hvilket tillod forfattere at omarbejde regionale kulturelle temaer, så de passede til deres monoteistiske verdensbillede.

==== Noa og vandfloden ====

Også historien om Noa og vandfloden er overtaget fra andre kulturer. I 1872 fandt man i British Museums store samling fra Assurbanipals bogsamling et store epos kaldet ''Gilgamesh''. I kapitel 11 af dette epos findes en historie, hvis hovedtræk er følgende: guderne beslutter at udrydde menneskene ved at drukne dem, men vandenes gud, Enki, advarer Utu-nipishtim om faren og tilråder ham at bygge en ark og tage sin familie og sit kvæg med ombord, hvilket skete. I seks dage og nætter varer uvejret og oversvømmelsen, men på den syvende dag rammer arken toppen af et bjerg i Armenien. For at undersøge om oversvømmelsen er overstået sendes først en due og så en svale ud, men de vender begge tilbage. Først, da en ravn sendes ud og ikke vender tilbage, viste det, at vandene nu var sunket, og at Utu-nipishtim kunne forlade arken. Det gør han og foretager et takoffer til guderne. Enki bad så den øverste af guderne, Enlil, om at love, at han aldrig i fremtiden ville straffe hele menneskeheden for nogle fås synder, hvilket denne lover. Han rører Uti-nipishtim og dennes hustru på panden og erklærer: &quot;Hidtil har Utu-nipishtim været dødelig. Nu skal han og hans hustru være som guderne; og de skal bo i det fjerne, ved flodernes munding&quot;.&lt;ref&gt;Bibby (1971), s. 62f&lt;/ref&gt;

Lighederne med Bibelens beretning om syndfloden er indlysende til trods for forskellene: navnene er ændrede, de mange guder er erstattet af een Gud, men ellers er beretningen i sine kernetræk den samme.

Senere, i 1899 og 1900, viste udgravninger i Nippur i Mesopotamien, at den akkadiske beretning selv havde en forgænger. I 1914 blev fra disse udgravninger offentliggjort en tavle fra Nippur med en lignende beretning, der imidlertid stammer fra Sumer og således er betydeligt ældre end den akkadiske beretning. Tavlen er ukomplet, idet kun den nederste trediedel er bevaret, men syndflodsberetningen er atter den samme, selv om hovedpersonen nu hedder Ziusudra i stedet for Utu-nipishtim. I den sumeriske version ender historien således: &quot;Anu og Enlil viste velvilje mod Ziusudra, liv som en gud giver de ham, evig ånde som en gud bringer de ned til ham. Så kongenZiusudra, bevareren af planternes navn og af menneskeslægtens sæd, lod de bo i overfartslandet. Dilmuns land, det sted hvor solen står op&quot;.&lt;ref&gt;Bibby (1971), s. 64&lt;/ref&gt;

Pointen her er, at Bibelens syndflodsberetning er et plagiat, ikke en oprindelig historie, men at den inddrages som et led i den rekonstruerede beretning om jødernes historie.

==== Edens have ====

I den sumeriske beretning optræder også det hellige land Dilmun. Dette land beskrives som et sted, hvor rovdyr, sygdom og alderdom ikke eksisterer:

I Dilmun tier ravnen,&lt;/br&gt;
rovfuglen skriger ikke,&lt;/br&gt;
løven dræber ikke,&lt;/br&gt;
ukendt er den kid-fortærende vildhund,&lt;/br&gt;
ukendt det kornædende vildsvin.&lt;/br&gt;
Malten som enken spreder på taget -&lt;/br&gt;
himlens fugle opæder ikke denne malt.&lt;/br&gt;
Duen hænger ikke med hovedet.&lt;/br&gt;
Den øjensyge siger ikke: &quot;Jeg er øjensyg&quot;,&lt;/br&gt;
den hovedsyge siger ikke: &quot;Jeg er hovedsyg&quot;,&lt;/br&gt;
den gamle kvinde siger ikke: &quot;Jeg er en gammel kvinde&quot;,&lt;/br&gt;
den gamle mand siger ikke: &quot;Jeg er en gammel mand&quot;.&lt;ref&gt;Bibby (1971), s. 66&lt;/ref&gt;

Det har været foreslået, at dette ideelle levested har været forbillede for jødernes opfattelse af Edens have. I dag ved vi, at Dilmun ikke var en myte om Paradis men navnet på en faktisk eksisterende stat med Bahrain som sit midtpunkt, der drev en omfattende handel og søfart fra Indusdalen i øst til Mesopotamien i nordvest. Dette er et sidespring, men hvis det viser sig, at Dilmun er inspirationskilden til Edens Have, vil det være endnu et eksempel på kulturelle traditioner, som jøderne har lånt, adapteret, og inkorporeret i deres egen historiske myte.

==== Babelstårnet ====

Historien om Babelstårnet er velkendt og lyder således: 

&quot;Hele jorden havde samme sprog og samme tungemål. Da de brød op mod øst, stødte de på en dal i landet Sinear, hvor de slog sig ned. De sagde til hinanden: &quot;kom, lad os stryge teglsten og brænde dem hårde!&quot; De brugte tegl som sten og asfalt som mørtel. Så sagde de: &quot;lad os bygge en by med et tårn, som når op til himlen, og skabe os et navn, for at vi ikke skal blive spredt ud over hele jorden.&quot; Herren steg ned for at se byen og tårnet, som menneskene byggede. Så sagde Herren: &quot;se, de er eet folk med samme sprog. Når de begynder at handle sådan, vil intet af det, de planlægger, være umuligt for dem. Lad os stige derned og forvirre deres sprog, så at de ikke forstår hinanden.&quot; Så spredte Herren dem derfra ud over hele jorden, så at de måtte holde op med at bygge byen. Derfor hedder den Babel, for dér forvirrede Herren sproget på hele jorden, og derfra spredte Herren menneskene ud over hele jorden.&quot;&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 17&lt;/ref&gt;

Denne historie synes at være skabt med to formål. Det ene er at forklare hvorfor, at ulige folkeslag taler uens sprog. Men historien har muligvis et andet formål: at nedgøre babylonernes ziggurater (tempeltårne), som antagelig blev lavet som en slags forbindelse mellem himmel og jord. Nebukadnezar II (omkring 605-562 f.Kr.), som erobrede Judah, ødelagde Jerusalem og bragte mange jøder til Babylon, byggede også et ziggurat i syv lag kaldet ''Etemenanki'', hvilket kan oversættes &quot;Himmelens og Jordens Grundvolds Hus&quot;.&lt;ref&gt;Dinkgreve (2021), kap. 3&lt;/ref&gt;

==== Abraham ====

I Første Mosebog kapitel 12 introduceres Abraham som israelitternes mytiske stamfader.&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 17ff&lt;/ref&gt; Følger man kronologien i Gamle Testamente, skal han dateres til omkring 2100 f.Kr. og således blandt andet før jødernes ophold i Egypten. Men i Første Mosebog kapitel 21 vers 34 hedder det: &quot;Abraham boede lang tid som fremmed i filistrenes land&quot;&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 27&lt;/ref&gt;, og vi ved, at filistrene først ankom til Kana'an i 12. århundrede f.Kr. som en del af de såkaldte &quot;havfolk&quot; (engelsk: ''Sea People''). Dette betyder, at ''enten'' er Abraham en fri opfindelse, som intet har med en historisk person at gøre, ''eller'' også hører han hjemme i 12. århundrede og er israelitternes stamfader, men i så fald eksisterede de ikke som folk, da de angiveligt opholdt sig i og udvandrede fra Egypten. Også aramæerne omtales og stammer ligeledes fra 12. århundrede, hvilket tyder på, at den sidst nævnte forklaring er den rette.

Men der er andre problemer med Abraham. Ifølge P-kilden skal han stamme fra den sumeriske by Ur&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 17&lt;/ref&gt; og have draget gennem den frugtbare halvmåne først til Haran (nu Aram, beliggende i Tyrkiet) og senere videre til Kana'an. I de to kilder J og E er Ur ikke nævnt, kun Haran. Det har derfor været antaget, at det er hans oprindelige hjemsted. Det ville kunne forklare hvorfor, at hans forfædre Serug, Nahor og Terah har navne efter landsbyer omkring Haran, som Abrahams broder har navn efter. Det kunne også forklare benævnelsen &quot;hebræer&quot;, der antagelig betyder &quot;hinsides floden&quot;, idet Haran ligger på den modsatte bred af Eufrat.&lt;ref&gt;Dinkgreve (2021), kap. 8&lt;/ref&gt; Samme tradition findes i Josvabogen kapitel 24:2 i omtalen af pagtslutningen i Sikem: &quot;Josva sagde til hele folket: &quot;Dette siger Herren, Israels Gud: I gamle bage boede jeres fædre på den anden side af Eufratfloden, Tera, Abrahams og Nakors far, og de dyrkede andre guder&quot;.&quot;&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 269&lt;/ref&gt;

Imidlertid savnede Abraham en slægtshistorie, så i Første Krønikebog kapitel 1 får han den. Her hører vi at han er søn af Sem, som på sin side er søn af Noa, som atter er efterkommer af Adam.&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 446&lt;/ref&gt; Men som vi netop har set, er han i Josvabogen søn af Tera.&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 269&lt;/ref&gt; Der er således interne modsætninger i de narrativer, som de ulige slægtslister og narrativer i ulige dele af Gamle Testamente giver. Dette viser, at man har forsøgt at sammenskrive ulige narrativer til et men med ringe held.

==== Sodoma og Gomorra ====

Historien om Sodoma og Gomorras ødelæggelse optræder som et sidemotiv i beretningen om Abrahams liv i Første Mosebog kapitel 18:16-33 og kapitel 19:1-28.

Bibelforskere er generelt enige om, at selvom Gamle Testamente ikke direkte &quot;låner&quot; historien om Sodoma og Gomorra fra en specifik sumerisk kilde, deler fortællingen om guddommelig ødelæggelse, guddommelige besøgende og den flammende omstyrtelse af en by slående motiver med tidligere mesopotamisk litteratur og bredere oldtidsmytologi fra Nærøsten. Således &quot;Akkads forbandelse: Ekur hævnet&quot;, et akkadisk/sumerisk litterært værk dateret til mellem 2112 f.Kr. og 2004 f.Kr., som beskriver den pludselige ødelæggelse af byen Akkad. Myten blev skrevet hundreder af år efter Naram-Sins liv og er digterens forsøg på at forklare, hvordan det lykkedes for gutianerne at erobre Sumer. Efter en indledende passage, der beskriver Akkads herlighed før dets ødelæggelse, fortæller digtet om, hvordan Naram-Sin gjorde hovedguden Enlil vred ved at plyndre Ekur, der var Enlils tempel i Nippur. I sin vrede kaldte Enlil gutianerne ned fra bjergene øst for Tigris, hvilket bragte pest, hungersnød og død over hele Mesopotamien. For at begrænse denne ødelæggelse, bestemte otte af guderne (nemlig Inanna, Enki, Sin, Ninurta, Utu, Ishkur, Nusku og Nidaba), at kun byen Akkad skulle ødelægges for at skåne resten af ​​Sumer, og de forbandede den. Historien slutter med, at digteren skriver om Akkads skæbne, idet den velstående by lægges i aske i overensstemmelse med gudernes forbandelse.

Temaet om guddommelig straf for en bys ''hybris'' eller umoral er et udbredt motiv i oldtidens verdensbillede. Det kan ikke vides sikkert, om det er denne historie, der har dannet forbillede for Gamle Testamentes historie om Sodoma og Gomorra, men motivet menneskers umoral og manglende respekt for guddommen er det samme.

Den bibelske version rummer Abrahams forsøg på at undgå ødelæggelsen, hvis der blot fandtes ti retfærdige indbyggere i byen, men selv så få fandtes der åbenbart ikke. Kun Lot, Abrahams slægtning, reddes fra ulykken: &quot;Da solen stod op over landet, og Lot var kommet til Soar, lod Herren svovl og ild regne ned over Sodoma og Gomorra fra Herren i himlen. Han ødelagde disse byer, ja hele Jordandalen, alle, der boede i byerne, og alt, der voksede på markederne.&quot;&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 25&lt;/ref&gt; Naturvidenskabeligt set kunne det være beskrivelsen af en meteorregn eller af nedfald fra et vulkanudbrud.

==== Moses ====

I Anden Mosebog kapitel 2 introduceres den mytiske skikkelse Moses som israelitternes befrier fra trældommen i Egypten. Historien begynder med hans fødsel. Ifølge myten havde farao befalet, at alle drengebørn skulle dræbes ved fødslen, men Moses' moder reddede ham ved at placere ham i en sivkurv, hvor han blev fundet og adopteret af faraos datter.&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 67&lt;/ref&gt; Denne historie er imidlertid utvivlsomt adopteret fra sumerisk tradition, idet en tilsvarende historie fortælles om kong Sargon af Assad.&lt;ref&gt;Dinkgreve (2021), kap. 8&lt;/ref&gt; Der er således ingen grund til at tillægge denne del af traditionen nogen historisk baggrund.

Senere fortæller Anden Mosebog, at Moses blev pålagt af Gud at føre israelitterne ud af Egypten. Det hedder i den forbindelse, at Gud blandt andet siger til Moses: &quot;Jeg er din faders Gud, Abrahams Gud, Isaks Gud og Jakobs Gud&quot;.&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 69&lt;/ref&gt; Her stå vi på ny over for problemet, at henvisningen til Abraham åbenbart er en anakronisme. Det betyder, at der kan rejses tvivl om både den historiske skikkelse Moses og om Mosebøgerne som kilde til israelitternes tidlige historie overhovedet.

Kendsgerningen er, at der findes ingen beviser på eksistensen af de fem mosebøger før slutningen af det 4. århundrede f.Kr., herunder eksistensen af en person kaldet Moses.&lt;ref&gt;Gad Barnea&lt;/ref&gt; Men den farao, som med stor sandsynlighed fordrev semitterne fra Egypten, hed Ahmoses, hvilket på hebraisk betyder &quot;Moses' broder&quot;. Så måske at der er en sammenhæng her.

==== Græske narrativer ====

Men det er ikke kun fra Sumer og Mesopotamien at Gamle Testamenter har lånt narrativer. Nogle kildekritikere tilhørende den såkaldte &quot;Københavnerskole&quot; har peget på, at også græske narrativer har ydet deres bidrag, lad os tage nogle eksempler:

Jan-Wim Wesselius har foretaget undersøgelser, der viser, hvordan Første Mosebog og Anden Mosebog afspejler Herodots skrifter, især sidstnævntes beretning om persiske kongers liv. Han sammenlignede i detaljer lighederne mellem Josef og Kyros, og især mellem Moses og Xerxes. Josef og Kyros har begge drømme, bliver afsløret for at dø, går i eksil, bliver skjult i en periode og bliver konger, når deres identitet afsløres. Moses og Xerxes drager ud for at erobre enten Kana'an eller Grækenland og krydser vand med deres folk. Mange andre detaljer nævnes, såvel som sammenligninger mellem Terah og Phraortes (en medisk konge), Abraham og Kyaxares (en medisk konge), Isak og Astyges (en medisk konge) og Jakob og Mandane (Kyros' mor).&lt;ref&gt;Wesselius (1999), s. 24-77&lt;/ref&gt;&lt;ref&gt;Wesselius (2002), s. 6-47&lt;/ref&gt;

Philippe Guillaume mener, at skrivere i Alexandria i det andet århundrede f.Kr. indsatte Dommere i den Deuteronomistiske Historie, hvilket afspejlede de ideologiske behov hos de hasmoneiske herskere i Palæstina. Dommere var inspireret af Hesiods ''Værker og Dage'', især afsnittet om heltene, som Hesiod indsatte i de fire tidsaldre. Dette svarer til, hvordan Dommere blev indsat i den Deuteronomistiske Historie. Historier om heroiske dommere før David og Salomon underminerer Davids dynastis påstande, hvilket igen hjalp de hasmoneiske dynaster, der ikke havde nogen Davidisk afstamning bag deres påstande om messiansk styre (147-64).

Katherine Stott har påpege, at Davids opstigning, som skildret i Første Samuelsbog kapitel 16-31 og i Anden Samuelsbog kapitel 1-8, muligvis er inspireret af den fortælling, der beskriver Kyros' opstigning til Persiens og Mediens trone i teksten i Herodots Historier. Hun så følgende paralleller:&lt;/br&gt;
- Kyros og David starter begge under ydmyge kår,&lt;/br&gt; 
- begge træder ind i den forrige konges hof,&lt;/br&gt; 
- i begge tilfælde bliver den pågældende konge jaloux på dem,&lt;/br&gt; 
- i begge tilfælde bliver de truet med døden af ​​den pågældende konge,&lt;/br&gt; 
- begge flygter fra hoffet,&lt;/br&gt; 
- begge bliver folkelige ledere,&lt;/br&gt; 
- i begge tilfælde hopper en allieret af,&lt;/br&gt; 
- begge tilraner sig kongerigets herredømme,&lt;/br&gt; 
- begge får succes på grund af deres militære dygtighed,&lt;/br&gt; 
- begge skåner den gamle konges liv i en periode,&lt;/br&gt; 
- der er et tragisk element i den forrige konges fald i begge tilfælde, og&lt;/br&gt; 
- i begge tilfælde er udfaldet dannelsen af ​​en ny politisk enhed.&lt;/br&gt; 
Stott bemærkede, at denne græske tekst kun i den hellenistiske æra ville have været tilgængelig for den bibelske forfatter.&lt;ref&gt;Stott (2002), s. 62-71, 77-78)&lt;/ref&gt;.

Hesiods ''Theogoni'' og Katalog over kvinder var til dels indflydelsesrige kilder til henholdsvis skabelsesberetningen i Første Mosebog 1 og de genealogier, der findes i hele Første Mosebog 1-11 &lt;ref&gt;Gnuse (2017)&lt;/ref&gt;.

Fortællinger i Første Mosebog 1-11 kan også vises at have betydelige paralleller med beretninger nedskrevet hos græske historikere, såsom Hekateus fra Milet (''Periegesis'' og genealogier) og Herodot fra Halicarnassus (Historier), herunder omtaler af menneskelige leveveje (Første Mosebog kapitel 4:20-22), de tre sønner af en syndflodshelt, der er menneskehedens forfædre (Første Mosebog kapitel 9:18-19 og kapitel 10:1-32) samt plantningen af ​​en vingård (Første Mosebog kapitel 9:20-27). &lt;ref&gt;Gnuse (2019)&lt;/ref&gt;

Ældre latinske traditioner, der ligger bag beretningerne i Ovids Fasti 5, 493-544 og Metamorfoser 8, 625-725, kan have inspireret fortællingerne om de budbringere, der fortæller Abraham om hans kommende søn, og de budbringere, der advarer Lot om at forlade Sodoma i Første Mosebog 18:1-15; 19:12-26. &lt;ref&gt;Gnuse (2017)&lt;/ref&gt;.

En fortælling om Democedes af Kroton i Herodots Historier 3, 125-132 kan have givet anledning til fortællingen om Josef, der fortolker faraos drømme i Første Mosebog 41:1-36, hvilket igen inspirerede drømmeberetningerne i Daniels Bog &lt;ref&gt;Gnuse (2010)&lt;/ref&gt;.

Den korte fortælling om den store kriger Achilleus' ædle, talende heste i ''Iliaden'' 19, 395-424 kan være løst overtaget og indpasset i beretningen om Bileams æsel i Fjerde Mosebog kapitel 22:22-35, hvor et simpelt æsel bringer skam over en tåbelig profet. Talende dyr er langt mere almindelige i græsk litteratur end i Bibelen. (Gnuse 2017d)

Ofrelsen af ​​Ifigenia i to skuespil af Euripides omkring 400 f.Kr.: ''Ifigenia blandt Taurierne'' og ''Ifigenia i Aulis'', kan have inspireret beretningen om Jeftas ofring af sin datter i Dommerbogen kapitel 11:30, 34-40, som synes at være indsat i beretningen om Jeftas kamp mod ammonitterne. (Gnuse 2019b)

Arrians beretning om Alexander den Store og det spildte vand i Anabasis af Alexander 6.26.1-3 kan have inspireret en lignende historie om David i Anden Samuels Bog 23:15-17. Davids handling med at hælde det vand ud, som hans modige soldater hentede bag fjendens linjer, gør ikke en fornuftig historie, som Alexanders handling i den gedrosiske ørken, hvor tørst virkelig er et problem, gør (Gnuse 1998).

Fortællingerne om Josef, Bileam og Jefta kan være blevet placeret i den bibelske tekst i den persiske periode kort efter 400 f.Kr., såvel som bibelske tekster i Første Mosebog 1-11 med Hesiod, Hekateus og Herodot som inspirationskilder. Men de andre fire fortællinger synes mere sandsynligt at have en oprindelse fra den hellenistiske æra. I sidste ende kan man argumentere for, at alle disse tekster opstod i den hellenistiske æra. Wajdenbaum diskuterede alle disse samme beretninger, gjorde mange af de samme observationer og antydede hellenistiske oprindelser, men Gnuse gav større detaljer i analysen af ​​passagerne.

I flere tilfælde kan det sandsynliggøres, at der er tale om tillæg til ældre beretninger placeret i slutningen af ​​bibelske bøger, og som ser ud til at have været knyttet til bogen kun med en løs forbindelse til resten af ​​bogen. Dette gælder især i Dommerbogen, hvor fortællingerne i Dommerbogen kapitel 13-16 om Samson ser ud til at have en helt anden stil end resten af ​​Dommerbogen. Et stort antal forskellige græske legender om Herakles synes at have påvirket Samson-fortællingerne i Dommerbogen kapitel 13-16 på et sent tidspunkt, sandsynligvis i den hellenistiske tid. Der er alt for mange græske paralleller inden for disse fire kapitler til, at de kan afvises som blot fortællingshistoristiske sammentræf.&lt;ref&gt;Gnuse (2018)&lt;/ref&gt;

Afsnittene i Dommerbogens kapitel 17-21 om Mika, om Dan-stammens udvandring til Lakash samt om Benjamitternes skændselsdåd fremstår som tilføjede tillæg til resten af ​​bogen, og dér finder vi beretningen om kvinderne, der blev kidnappet fra Silo. &quot;Voldtægten af ​​de sabinske kvinder&quot;, som en gammel fortælling genfortalt af Livius (''Historie'' I, 9,1-16) og Plutarch (Lives: Romulus XIV, 2-8), kan være forbilledet for de bortførte piger i Dommerbogen kapitel 21:1-24. &lt;ref&gt;Gnuse (2007)&lt;/ref&gt;

Anden Samuelsbog kapitel 21-23 synes også at være et appendiks, og heri finder vi David, der hælder det vand, han har modtaget fra sine krigere, ud. Dommerbogen kapitler 13-21 og Anden Samuelsbog 21-23 kunne derfor være blevet føjet til Deuteronomistiske historier på et meget sent tidspunkt. Historierne om Josef i Første Mosebog kaptel 39-50, der skulle forklare jødernes ophold i Egypten, ses ofte som en sen tilføjelse fra omkring 400 f.Kr. eller senere, hvorfor Herodots indflydelse på Josefs drømmetydning er sandsynlig. Andre beretninger ser også ud til at være blevet indsat noget ujævnt i deres fortællende kontekst. Dette er tydeligst i beretningen om Jeftas ofring af sin datter, som synes at være indsat midt i Jeftas slag i Transjordan, og fortællingen om Bileam og hans æsel, som fremstiller Bileam med en helt anden persona end den, der findes i resten af ​​Fjerde Mosebog 22-24. Historien om de tre engle, der besøger Abraham og pludselig kun bliver to i antal, da de besøger Lot, beder os om at se på parallelle romerske beretninger, hvor der er henholdsvis tre og to engle i fortællingerne fra Ovid. Desuden vidner de nuancerede detaljer i dialogen i Første Mosebog 18-19 også om en senere tids skrivestil. Således synes indflydelsen fra klassiske og græske beretninger at være mest sandsynlig i historier, der synes at være senere tilføjelser og indsættelser i hovedhistorierne.

Foruden indholdsmæssige ligheder er der også opbygningsmæssige ligheder. Daniel Hawk bemærkede, at Aischylos' Orestia og Første Samuelsbog kapitel 8 til Anden Kongebog 8 deler lignende struktur og karakterer. Begge har et tredelt skema og bruger metaforer til at afspejle overgangen fra et slægtskabssamfund til et borgersamfund. Agamemnon og Saul afspejler den gamle orden, Orestes og David viser overgangen, og Athena og Salomon indvier den nye orden. Den deuteronomistiske historiker brugte Orestia som model for sine &quot;modtagne traditioner vedrørende det israelitiske monarki&quot;. Hawk mente, at den hellenistiske æra ville have været det tidspunkt, hvor den bibelske forfatter havde adgang til Aischylus' skrifter.

Disse og andre eksempler er blevet fremhævet af nogle forskere, der generelt er enige om, hvordan hellenistisk litteratur formede den oprindelige historie efter 300 f.Kr. eller endda efter 200 f.Kr. i den makkabæiske æra. Larsson konkluderede, at de bibelske beretninger blev skabt i det ptolemæiske Egypten i det andet århundrede f.Kr. og påvirket af betydelige græske historikere fra det tredje århundrede f.Kr., så som Berossos, Manetho og Eratosthenes. På grundlag af sådanne iagttagelser mener Niels Peter Lemche, at Dommerbogen og sikkert også andre dele af Gamle Testamente først er blevet skrevet eller har fundet deres endelige form omkring 272 f.Kr. Etienne Nodet bekræftede, at Pentateuken opstod i begyndelsen af ​​det tredje århundrede f.Kr., men profeterne og nogle af skrifterne blev skabt i det andet århundrede f.Kr. Disse tekster blev genereret i Alexandria under hellenistisk indflydelse. Emanuel Pfoh mente, at selvom den primære historie blev skabt i den hellenistiske æra, kom nogle traditioner fra den assyriske og persiske æra og blev udviklet af skrivere gennem årene. Men i bund og grund blev teksten formet under hellenistisk indflydelse (23, 33-35). Hvordan det nu forholder sig, står det klart, at både den sene tilblivelse og dens mulige motiver undergraver store dele af Gamle Testamente som historisk kilde.

Det er muligt, at der findes en historisk kerne, som over tid er blevet udbygget og pyntet på med narrativer hentet fra græske traditioner, men indtil videre må det konstateres, at næsten alt i Gamle Testamente lader sig betvivle.

Mest afgørende i denne sammenhæng er det imidlertid, at hvis disse kritikere tilhørende &quot;Københavnerskolen&quot; har ret, så betyder det, at ''Tanakh'' eller Gamle Testamente langt fra var færdigskrevet endsige færdigredigeret, da jøderne vente tilbage til Jerusalen efter eksilet i Babylon. Forud ventede endnu en lang redigeringsproces, og det kan også forklare hvorfor, at vi skal helt frem til 2. århundrede f.Kr. (eller tidligst 3. århundrede f.Kr.) før, at jøderne udviser noget kendskab til deres religiøse skrifter. Forklaringen er den enkle, at først da havde skrifterne nået et så fuldendt udseende, at de lod sig anvende i den national-politiske propaganda.

==== Hyksos-problemet ====

Mens arkæologerne med rimelig sikkerhed tør fastslå, at der fandtes en særlig israelitisk befolkning fra omkring 1200 f.Kr., så er der mere usikkerhed om tiden forud. Hovedspørgsmålet kan formuleres således: er jødernes ophold i og udvandring fra Egypten en historisk begivenhed eller ej? Holdningerne spænder fra fuldstændig afvisning af denne historie til ubetinget tilslutning.

For at løse problemet må vil opspalte det i tre delspørgsmål:&lt;/br&gt;
- kan der påvises et ophold af en semitisk befolkning i Egypten?&lt;/br&gt;
- hvis ja: inden for hvilket tidsrum?&lt;/br&gt;
- hvis ja: var det israelitter eller ej?

Det umiddelbare svar på spørgsmålet er, at der faktisk findes oplysninger om en fremmed befolkning i Egypten. Men denne befolkning, kaldes af egypterne selv ''Hiku-khasut'', det vil sige &quot;ørkenfyrsterne&quot; (hvilket på græsk er blevet til ''hyksos''&lt;ref&gt;Bibby (1978), s. 96&lt;/ref&gt;, og denne benævnelse bruges almindeligvis og derfor også her), ikke &quot;hebræerne&quot;, &quot;jøderne&quot; eller &quot;israelitterne&quot;, og ingen af disse betegnelser kendes i samtiden, end ikke fra Kana'an. Forskerne mener at kunne fastslå, at disse ''hyksos'' ankom fra øst til Egypten i 19. århundrede f.Kr., regerede over Egypten i 17. og 16. århundrede f.Kr. men senere forsvandt igen. Der er fundet en grav rejst over en mand ved navn ''Aper-El'', det vil sige &quot;El's tjener&quot;, som tjente hos faraonerne Amenhotep III og Akhenaten i 14. århundrede f.Kr.&lt;ref&gt;Dinkgreve (2021), kap. 8&lt;/ref&gt;

Et passende udgangspunkt for vurdering af udvandringens troværdighed kan være Simcha Jacobovici og hans film &quot;''The Exodus decoded''&quot;. Heri giver han blandt andet en omfattende dokumentation, som nok kan være en nøjere gennemgang værd.

Simcha tager udgangspunkt i bibelkritiske afvisninger af udvandringen, som traditionelt blev dateret til 1270 f.Kr. det vil sige i Ramses II's regeringstid men hvor der ingen beviser for en sådan begivenhed findes. Simcha mener, at denne datering er forkert, og at den korrekte tidsfæstelse er omkring 1500 f.Kr. Som beviser for denne tidsfæstelse anfører han følgende:

Hyksos-folket skulle være kommet til Egypten omtrent 200 år før, at de atter udvandrede, det vil sige 1700 f.Kr. I en grav i Beni Hassan ved Nilen omkring 400 km syd for Cairo findes et vægmaleri, som viser en indvandring til Egypten. Befolkningen er semitter med skæg, flerfarvede dragter og med benævnelsen &quot;''Amo''&quot;. I ''Tanakh'' (Gamle Testamente) anvendes benævnelsen &quot;''Amo Israel''&quot;, det vil sige &quot;Guds folk&quot;. Benævnelsen er den samme og deres ophold passer nøje med traditionen.

Hyksos-folkets hovedstad var Avaris, der ligger i Nilens delta nord for Cairo. Avaris er blevet udgravet af professor Manfred Bietak fra Wien. Han har blandt andet fundet 9 seglstamper med navnet &quot;Jakob&quot;, hvilket nøje svarer til den bibelske tradition om faraos betroede mand, Josef, der netop var søn af Jakob.

Ifølge traditionen ender indvandrerne som slaver. I Serabit El Khadim i Sinai-ørkenen blev udvundet tyrkis-sten i miner ved slaveri. I en af disse minder findes en alfabetisk (ikke-egyptisk) indskrift på væggen: &quot;El, hjælp mig&quot;. ''El'' var navnet på en semitisk guddom.

En stele rejst af farao Ahmoses og dateret til omkring 1500 f.Kr. fortæller om blandt andet storm og mørke i overensstemmelse med den bibelske tradition, og den nævner gud i ental. Ahmoses er kendt for at have udvist hyksos-folket. Navnet Ahmoses betyder på egyptisk &quot;månen er født&quot; men på hebraisk &quot;Moses' broder&quot;. 

Omkring 1500 f.Kr. indtraf et stort vulkanudbrud på øen Santorini i det græske øhav. Simcha mener, at det var denne begivenhed, som udløste udvandringen, og at den også kan forklare Egyptens ti plager. Hans argumentation herfor er følgende:

I Avaris er fundet vulkansk pimpsten dateret til omkring 1500 f.Kr. Dette viser (om ikke andet) at Egypten blev påvirket af netop dette vilkanudbrud.

Vulkanudbruddet og tilhørende jordskælv havde følgende bivirkninger:&lt;/br&gt;
- vandet bliver rødt. Årsagen er, at rust frigøres ved gasudbrud fra bunden og opblandes i vandet. Dette skete blandt andet i 1986 ved Nyos-søen i Cameroon.&lt;/br&gt;
- frøer. Hopper ud af vandet, når det bliver forurenet.&lt;/br&gt;
- lus, fluer og epidemi følger som eftervirkninger af miljøkatastrofen&lt;/br&gt;
- sår og bylder. Disse kendes ligeledes fra Nyos-begivenheden i 1986.&lt;/br&gt;
- hagl. Is og ild = &quot;vulkansk hagl&quot; omtales i den såkaldte Ipuwer-papyros og skyldes, at vulkansk aske blandes med vand i atmosfæren.&lt;/br&gt;
- græshopper. Bringes på vandring på grund af klimaændringen.&lt;/br&gt;
- mørke. Skyldes en askesky, der fra vulkanudbruddet bredte sig til Nilens delta, hvilket er bevist ved korn af asken fundet af Jean-Daniel Stanley fra Smithsonian Institute.&lt;/br&gt;
- førstefødte sønner døde. Skyldes at CO&lt;sub&gt;²&lt;/sub&gt; frigøres fra jordens indre og lægger sig lige ved jordens overflade. Da de ældste priviligerede sønner sov på en lav seng, blev de dræbt af gassen, mens andre børn der sov på de flade tage aldrig blev berørt inden, at gassen opløstes igen. Noget tilsvarende blev observeret i Nyos. Yderligere er der udgravet massegrave i Avaris, som kun omfatter personer af mandkøn og ikke krigere. Og Ahmoses' egen søn døde som 12-årig (hans begravede lig er fundet).&lt;/br&gt;
Ifølge Simcha er alle disse begivenheder således naturlige mulige følger af vulkanudbruddet.
[[Fil:Stele_of_Grave_Circle_A_Mycenae_NAMA_1428.JPG|200px|thumb|Gravstele fra Mykene, der viser Farao, som forfølger Moses. De er omgivet af vand på begge sider.]]
Velkendt er historien om havets deling.&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 82&lt;/ref&gt; Den korrekte formulering i Bibelen er &quot;Yam Suf&quot;, det vil sige Sivhavet. Men siv vokser ikke i saltvand, så der er tale om en stor sø. På Ismailia Regional Museum findes en granitsten med en indskrift i hieroglyffer, ''El Arish''-indskriften, der fortæller om udvandringen set fra faraos side. Her kaldes lederen for &quot;ørkenprinsen&quot;. Mere bemærkelsesværdigt er det, at indskriften også fortæller, at vandene delte sig (markeret som bølger + 2 knive), og at indskriften nævner stedet for denne begivenhed: ''El Balah'', en nu tidligere sø beliggende øst for Avaris nær overgangen til Sinai-ørkenen. Simcha mener, at som følge af de tektoniske forskydninger og deraf følgende jordskred løftede den afrikanske plade sig 1-2 meter og skabte en landkorridor, men kort efter fulgte en tsunami, som druknede faraos hær.

Simcha peger på et vægmaleri på Santorini, som viser en sejlads fra en by omgivet af mure. Simcha mener, at den viste by er Avaris, idet der her også er fundet minoiske vægmalerier, hvilket vidner om handelsforbindelser. En del af udvandrerne skulle således være draget til Grækenland. I Mykene er fundet guldgenstande og sværd i en grav dateret til 1500 f.Kr. De kan stamme fra jødiske udvandrere. Desuden er fundet tre gravsten med billeder visende først en mand på en stridsvogn, der forfølger en gående mand omgivet af bølger, dernæst at den gående mand er nået højere liggende land og har vendt sig imod stridsvognen, og endelig at stridsvognen drukner i bølgerne. Billederne viser, let forenklet, faraos forfølgelse af Moses. Det er i bogstaveligste forstand en tegneserie om begivenheden.

Simcha peger dernæst på, at jordskælv kunne have ført til, at gas og olie blev frigivet og måske blev antændt, og derved gav anledning til røgsøjler om dagen og ildsøjler om natten svarende til beretningen i Anden Mosebog kapitel 13 vers 21-22: &quot;Herren gik foran dem, om dagen i en skysøjle for at føre dem på vejen og om natten i en ildsøjle for at lyse for dem, så at de kunne gå både dag og nat. Skysøjlen fjernede sig ikke fra folket om dagen og ildsøjlen ikke om natten.&quot;&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 81&lt;/ref&gt;

Endelig mener Simcha at kunne påvise, hvor bjerget Sinai lå. Og han mener at have fundet billedlige gengivelser af Pagtens Ark - i Grækenland af alle steder!

Så langt Simcha. Det giver anledning til en række spørgsmål: er begivenheden fejldateret? Det er der faktisk en del, der tyder på. Begivenheden fandt efter alt at dømme sted omkring 1500 f.Kr. Kan et vulkanudbrud være forklaringen på begivenhedsforløbet? Svaret må være, at det er muligt, i hvert fald er der intet, som tyder på, at det ikke kunne være tilfældet. Var dette hyksos-folk ''Amo'' og var det semitter? Ja, det er sandsynligt. Var det også israelitter? Det er muligt, men ikke sikkert.

Vi har tidligere fastslået, at Gamle Testamentes historie om udvandringen fra Egypten tidsmæssigt er uforenelig med historien om Abraham som israelitternes stamfader, idet hans ophold i filistrenes land er flere hundrede år senere end udvandringen. Og det forbliver uforklarligt, at et folk, som kaldte sig selv Israel, ikke optræder under dette navn men af Egypterne kaldtes henholdsvis ''Amo'' og ''Hyksos''.  

Historien om ''exodus'' eller udvandringen fra Egypten kendes ikke fra Elephantine, en jødisk by i Egypten fra 400-tallet f.Kr., hvilket kunne tyde på, at denne tradition i jødisk historieforståelse enten må være yngre end denne tid eller endnu ikke spillede den rolle i jødisk selvforståelse, som den senere fik.

Hvis man vil være besværlig, kan man opstille følgende alternative hypotese: udskibningen fra Egypten til Mykene eksisterer ikke i det bibelske narrativ. Hvis man alligevel forudsætter, at det afspejler en historisk kendsgerning, så kunne disse udvandrere, ''hyksos'', have taget hele traditionen med sig og billedligt gengivet den på deres gravsteler. Da &quot;havfolket&quot; (som beviseligt stammer fra Grækenland foruden andre steder) langt senere, omkring 1178 f.Kr., kom til Palæstina, bragte de traditionen med sig. Det er her fra, at jøderne senere overtog den, omformulerede den til en ørkenvandring med Moselov og hele molevitten og dermed tillige skrev det oprindelige folk ud af beretningen og satte sig selv ind i stedet som led i en selvskabt historisk tradition. 

Der er selvsagt ingen beviser for en sådan udvikling, men der er heller intet, som modsiger den, og den ville forklare årsagen til, at traditionen åbenbart overlevede i Mykene. Og hvad mere er: det kunne forklare hvorfor, at folk fra Middelhavets nordlige kyster søgte øst- og sydpå (i stedet for vestpå), da deres hjemlige forhold ikke tillod dem at blive boende, hvor de var. Et indicium for, at teorien kunne være rigtig, er det forhold, at Mykene var et handelscentrum i tiden 1600-1100 f.Kr. blandt andet med handelsforbindelser til Levanten. Blandt de forhandlede varer var genstande af elfenben fundet i Megiddo, der viser handelsforbindelser til Det Ægæiske Hav, Kypern, Hittitterne samt Egypten.&lt;ref&gt;Novacek (2011), s. 47f&lt;/ref&gt; Det indebærer, at &quot;havfolket&quot; meget vel kan have haft handelsforbindelser med Levanten tidligere og derfor kendte til områdets frugtbarhed inden, at de udvandrede dertil.

Der imod kan vi udelukke, at det var israelitterne selv, som indvandrede sammen med havfolket, fordi dette skete 1178 f.Kr. mens Israel som omtalt nævnes på en stele allerede fra 1208 f.Kr.

Kildekritisk må det konstateres, at Mosebøgerne ret beset forsøger at forene to temmelig uforenelige historiske traditioner: på den ene side traditionen fra Mesopotamien omfattende Edens Have (Dilmun), Babelstårnet (zigguraterne) og Noas ark, hvor Abraham indgår som det forklarende bindeled hvorfor, at jødernes stamfader udvandrede til Kana'an, på den anden side traditionen om Jakob (Israel)&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 46&lt;/ref&gt;, Josef og hans brødre&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 48f&lt;/ref&gt;, Israels udvandring til Egypten&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 59&lt;/ref&gt; og Moses&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 67&lt;/ref&gt; med udvandring, ørkenvandring, moseloven og løftet om Kana'an.&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 243&lt;/ref&gt;

Der kan næppe være tvivl om, at den jødiske beretning om udvandringen fra Egypten og den egyptiske beretning om fordrivelsen af de fremmede omtaler den samme begivenhed set fra to sider. For så vidt behøver ingen af dem at give det sande billede: hvis årsagen virkelig var et vulkanudbrud, kunne de forringede leveforhold efter dette meget vel være årsag til, at folk udvandrede eller bortvandrede igen. At jøderne eller israelitterne har taget begivenheden til sig er for så vidt ikke anderledes end andre historier, som de har adopteret og adapteret.

Som en sidebemærkning skal det lige nævnes, at den egyptiske konge Amenhotep IV, bedre kendt som Akhenaten, som var gift med Nefertiti og fader til Tutankhaton, og som er gået over i historien som den første monoteistiske konge, regerede fra omkring 1353 til 1336 f.Kr. Det betyder, at han regerede henved 150 år efter, at ''hyksos'' udvandrede, og at der således ingen forbindelse er med Moses.

=== Bearbejdede profetier ===

De mange profetiske tekster i Gamle Testamente udgør et eget problem. Kort sagt er de kildekritiske studier i stigende grad blevet opmærksomme på, at der ikke er tale om originale tekster. I stedet er disse blevet ændret for at tilpasse dem til bestemte formål.

Esajas', Jeremias', Ezekiels og de Tolvs Bog mangler en historie og opretholder ikke en ensartet kronologisk rækkefølge af materiale. De profetiske bøger ses ikke længere som blot kilder, hvorved læserne kan få adgang til fortiden. De læses nu som bevidste kompositioner, der genpræsenterer og fortolker profeternes ord i tekstform.

Allerede i de sidste profeters tekster er der tegn på bevidst bevidsthed om tekstualiseringen af ​​profetier. Historien i Jeremias 36 beskriver for eksempel en proces, hvor forskellige budskaber i forskellige former fra forskellige tider og steder sammensættes i tekstform af profetens skriver. Når denne rulle efterfølgende ødelægges som reaktion på dens læsning, sker der ikke blot en omskrivning af rullen, men også en betydelig tilføjelse af lignende ord (Jeremias 36:32), hvilket vidner om bogens litterære vækst. Profeter som Jeremias er ikke længere tilgængelige, men deres ord er tilgængelige i de bøger, der bærer deres navne (Zakharias 1:5-6). Disse bøger danner et særskilt korpus inden for den bibelske kanon. Når Daniel refererer til Jeremias' profeti om halvfjerds år i Daniel 9:2, taler han om Jeremias' bog blandt en flerhed af profetiske bøger (jf. Ezekiel 38:17). 

De tidligste postbibelske fortolkere af den profetiske litteratur var de skriftkloge, oversættere og kommentatorer, der videregav, gengav og forklarede teksterne. Blandt vidner til den tidligst dokumenterede periode med skriftlig overlevering (ca. 250 f.Kr. indtil 132-135 e.Kr.) er det tydeligt, at skriftkloge ikke så sig selv som blot afskrivere på samme måde som skriftkloge fra en senere periode. De så snarere sig selv som ligestillede med de oprindelige forfattere, og de udvidede ofte den bibelske tekst med fortolkninger, der var beregnet til at hjælpe læserne med at forstå teksten. Disse skriftkloge havde deres eget syn på den bibelske tekst og ønskede at sikre en teologisk korrekt læsning af den.

Blandt de profetiske bøger må de mest fremragende eksempler på fortolkningsmæssig udvidelse være Jeremias og Ezekiel i den masoretiske tekst (MT). I disse tilfælde har udvidelsen nået niveauet for skabelsen af ​​nye udgaver af bøgerne. De hebraiske tekster bag de oldgræske (OG) versioner af disse bøger er betydeligt kortere førsteudgaver. Mange af udvidelserne i andenudgaverne, der findes i MT, er af eksegetisk karakter. For eksempel er Jeremias' berygtede fjende fra nord ikke eksplicit identificeret i OG eller dens hebraiske kilde, hvilket efterlader den åben for den slags eskatologiske fortolkning, der findes i Ezekiel 38:14-17, men MT identificerer denne fjende som Babylon i udvidelsen af ​​Jeremias 25:9, hvilket skaber en interessant konflikt med Jeremias 50:3 og dens profeti om en fjende fra nord, der kommer mod Babylon. Et andet eksempel er versionen af ​​Jeremias' profeti om halvfjerds år i Jeremias 25:11-12. I OG er denne profeti ikke eksplicit begrænset til perioden med babylonsk fangenskab (se: Dan 9:1-2, 24-27), men udvidelserne i MT gør denne begrænsning af profetien eksplicit (jf. Jeremias 29:10). For Ezekiels Bog forekommer en af ​​de mest bemærkelsesværdige udvidelser i MT Ezekiel 36:23c-38, som mangler, et vigtigt vidnesbyrd om OG fra det tredje århundrede e.Kr. Denne ret lange udvidelse er baseret på materiale fundet andre steder både i og uden for Ezekiels Bog. 

Når det forholder sig således med disse tekster, rejser det uundgåeligt spørgesmålet om og i hvilken grad, det samme er tilfældet med andre tekster i Gamle Testamente. Og det svækker betydeligt Gamle Testamentes værdi som kilde til jødernes historie.

=== Sammenfatning ===

Denne gennemgang af Gamle Testamente har kun omfattet en mindre del af den samlede tekst, men selv denne meget begrænsede gennemgang har belyst en række problemer:&lt;/br&gt;
- Gamle Testamente er ''ikke'' en historisk redegørelse for jødernes historie, selv om den giver indtryk af dette,&lt;/br&gt;
- det er i stedet en samling af traditioner, anekdoter og myter skrevet af ulige forfattere til ulige tider&lt;/br&gt;
- der er gjort forsøg på at sammenskrive og harmonisere disse narrativer&lt;/br&gt;
- hvilket ikke kan skjule, at der er kronologiske problemer&lt;/br&gt;
- og at væsentlige traditioner er hentet fra andre kulturer, især Sumer og Mesopotamien men også fra Grækenland.

Vi tør antage, at skildringen af kongetiden og det delte kongerige med navnelister over regenterne er rimelig troværdig, blandt andet fordi deres navne forekommer i andre kilder, men vi har kun ringe mulighed for at vide i hvilken udstrækning, historierne om dem er blevet ændrede for at tilpasse sig et senere monoteistisk narrativ.

Nogle historier, blandt andre Esthers Bog men også Ezras Bog og Nehemias' Bog, er meget sene og menes først at være blevet tilføjet efter afslutningen af det babylonske fangenskab.

=== &lt;big&gt;Semitismen, jødedommens tankesæt&lt;/big&gt; === 

Vi har i det foregående set på Gamle Testamente som et muligt historisk kildeskrift. Man kan imidlertid også anlægge en helt anden synsvinkel, nemlig Gamle Testamente som ideologisk grundlag nærmere betegnet som grundlag for en jødisk national etnicitet samt for en særlig jødisk etik. Det skal på forhånd understreges, at det følgende ikke omfatter alle jøder, idet mange alene identificerer sig som tilhørende denne folkegruppe af genealogiske og traditionsbårne årsager, det vil sige med hensyn til deres familiære oprindelse samt højtider og mindedage. Men der findes også kredse i den jødiske befolkning, der opfatter Gamle Testamente som en anvisning på hvordan, at jøder kan og bør opføre sig.

Alle kender begrebet &quot;anti-semitisme&quot;, men få eller ingen ved, hvad udtrykket &quot;semitisme&quot; egentlig dækker over. Man vil således lede forgæves efter det i en ordbog eller eksempelvis på ''wikipedia''. Her vil begrebet blivet forstået således, at det dækker over den tankegang eller de tankegange, som kan udledes og af nogle er blevet udledt af Gamle Testamente. Det betyder, at der her vil blive set bort fra jødisk mysticisme, kabala, frankisme og lignende ældre og nyere afledede ideologier, hvilke hver for sig er en særskilt undersøgelse værd.

Læser man Gamle Testamente, vil man se, at bestemte tankegange bliver promoveret. Det drejer sig i hovedsagen om følgende:&lt;/br&gt;
- det udvalgte folk&lt;/br&gt;
- racisme&lt;/br&gt;
- retten til Kana'an&lt;/br&gt;
- retten til at myrde hele befolkninger&lt;/br&gt;
- &quot;honningfælder&quot; og pengeafpresning&lt;/br&gt;
I det følgende vil hvert af disse emner blive gennemgået særskilt.

=== Det udvalgte folk ===

Ideen om jøderne som Guds udvalgte folk tager udgangspunkt i Første Mosebog kapitel 12: her møder vi Abram ved Ur i Kaldæa. Videre hedder det: &quot;Herren sagde til Abram: &quot;Forlad dit land og din slægt og din fars hus, og drag til det land, jeg vil vise dig. Jeg vil gøre dig til et stort folk og velsigne dig. Jeg vil gøre dit navn stort, og du skal være en velsignelse.&lt;/br&gt;
Jeg vil velsigne dem, der velsigner dig,&lt;/br&gt;
og den, der forbander dig, vil jeg forbande.&lt;/br&gt;
I dig skal alle jordens slægter velsignes&quot;.&quot;&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 17f&lt;/ref&gt;

Senere gentages denne priviligerede stilling i andre sammenhænge, således over for Jakob i Betel. I Første Mosebog kapitel 35:9-13 hedder det: &quot;Gud viste sig igen for Jakob, efter at han var kommet hjem fra Paddan-Aram. Han velsignede ham og sagde til ham: &quot;Dit navn er Jakob; men nu skal du ikke længere hedde Jakob. Dit navn skal være Israel.&quot; Og han gav ham navnet Israel. Han sagde til ham: &quot;Jeg er Gud den Almægtige. Bliv frugtbar og talrig! Et folk, ja, en mængde folkeslag skal nedstamme fra dig, og konger skal fremstå af dit eget kød og blod. Det land, jeg gav Abraham og Isak, giver jeg dig og dine efterkommere.&quot; Så steg Gud op fraham, dér hvor han havde talt med ham.&quot;&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 46&lt;/ref&gt;

I Anden Mosebog kapitel 3:7-10 findes følgende: &quot;Så sagde Herren: &quot;Jeg har set mit folks lidelse i Egypten, og jeg har hørt deres klageskrig over slavefogederne. Jeg har lagt mig deres lidelser på sinde, og derfor er jeg kommet ned for at redde dem fra egypterne og føre dem op fra dette land til et godt og vidtstrakt land, et land der flyder med mælk og honning, dér hvor kana'anæerne, hittitterne, amoritterne, perizzitterne, hivvitterne og jebusitterne bor. Nu har israelitternes klageskrig nået mig, og jeg har set, hvordan egypterne undertrykker dem. Gå nu! Jeg vil sende dig til Farao. Du skal føre mit folk israelitterne ud af Egypten&quot;.&quot;&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 69&lt;/ref&gt; Dette og tilsvarende formuleringer med &quot;mit folk israelitterne&quot; giver jøderne en identitet som Guds udvalgte folk i den jødiske selvforståelse.

=== Racismen ===

Racismen er en logisk følge af ideen om Guds udvalgte folk. Et folk kan selvsagt ikke være &quot;udvalgt&quot;, hvis andre folk kan indgiftes i det. Følgelig er Gamle Testamente fuldt af forbud mod at gifte sig med ægtefæller fra andre folkeslag og kritik, når de alligevel gjorde det. Lad os tage nogen eksempler.

I Femte Mosebog kapitel 7:1-4 finder vi følgende påbud af Moses: &quot;Når Herren din Gud fører dig til det land, du skal ind og erobre, og han driver store folkeslag væk foran dig, hittitterne, girgashitterne, amoritterne, kana'anæerne, perizzitterne, hivvitterne og jebusitterne, syv folk, der er større og mægtigere end du, og Herren din Gud overgiver dem til dig, og du besejrer dem, da skal du lægge band på dem. Du må ikke slutte pagt med dem og ikke vise dem barmhjertighed. Du må ikke bringe dig i familie me dem; du må ikke give dine døtre til deres sønner, og du må ikke lade dine sønner gifte sig med deres døtre, for det vil få dine sønner til at vige fra mig og dyrke andre guder. Da vil Herrens vrede flamme op imod jer, og han vil hurtigt udrydde dig.&quot;&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 208&lt;/ref&gt;

Dette gælder blandt andre kong Salomo. I Første Kongebog 11:1-4 læses således følgende: &quot;Kong Salomo elskede mange udenlandske kvinder foruden Faraos datter, moabitiske, ammonitiske, edomitiske, sidoniske og hittitiske; om de folk havde Herren sagt til israelitterne: &quot;I må ikke indlade jer med dem, og de må indlade sig med jer, for så vender de jeres hjerte til deres guder.&quot; Dem elskede Salomo, og han holdt fast ved dem. Han havde syv hundrede hustruer med fyrstelig rang og tre hundrede medhustruer, og hans hustruer bragte hans hjerte på afveje.&quot;&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 390&lt;/ref&gt;

I Ezras Bog kapitel 9:10-12 optræder Ezras bodsklage med blandt andet dette: &quot;Vor Gud, hvad skal vi nu sige efter dette? For vi har svigtet de befalinger, du gav gennem dine tjenere, profeterne, da du sagde: Det land, I skal ind og tage i besiddelse, er et urent land på grund af de fremmede folks urenhed med de afskyelige handlinger, som de i deres urenhed har fyldt det med fra ende til anden. Derfor må I ikke give jeres døtre til deres sønner, og I må ikke lade jeres sønner gifte sig med deres døtre.&quot;&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 527&lt;/ref&gt; og i Kapitel 10:10-12 bliver dette gentaget: &quot;Så rejste præsten Ezra sig og sagde til dem: &quot;I har handlet troløst ved at gifte jer med fremmede kvinder; I har øget Israels skyld. Aflæg nu bekendelse for Herren, jeres fædres Gud, og gør hans vilje. Skil jer ud fra landets folk og de fremmede kvinder&quot;.&quot;&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 528&lt;/ref&gt;

I Nehemias' Bog kapitel 10:31 indgår israelitterne blandt andet følgende forpligtelse: &quot;Vi vil ikke give vores døtre til landets folk, og vi vil ikke lade vores sønner gifte sig med deres døtre.&quot;&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 542&lt;/ref&gt;

Således kunne man blive ved.

=== Lebensraum ===

Jødernes ret til Kana'ans land hidrører fra Første Mosebog. I kapitel 12 læser vi: &quot;Dengang boede kana'anæerne i landet. Herren viste sig for Abram og sagde: &quot;Jeg vil give dine efterkommere dette land&quot;.&quot;&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 18&lt;/ref&gt; Senere, i kapitel 15, præciseres udstrækningen af dette jødiske lebensraum: &quot;Den dag sluttede Herren pagt med Abram. Han sagde: &quot;Jeg giver dine efterkommere dette land fra Egyptens flod (det vil sige Nilen) til den store flod, Eufratfloden: kenitterne, kenizzitterne, kadmonitterne, hittitterne, perizzitterne, refaitterne, amoritterne, kana'anæerne, girgashitterne og jebusitterne&quot;.&quot;&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 20f&lt;/ref&gt;

Størrelsen af dette jødiske lebensraum er påfaldende. Sammenlignet med officielle landegrænser i 2026 omfatter dette område: den østlige halvdel af Egypten inklusive hele Sinai, Palæstina inklusive Gaza og Vestbredden, Libanon, Jordan, Saudi Arabien, Yemen, Oman, Forenede Arabiske Emirater, Qatar, Bahrain, Kuwait, Irak samt Syrien. Nogle jødiske imperialister medregner også Kypern til området.

En anden afgrænsning findes i Fjerde Mosebog kapitel 34. Heri læser vi: &quot;Herren talte til Moses og sagde: &quot;Giv israelitterne denne befaling: I kommer nu til Kana'an, det land, der tilfalder jer som arvelod, Kana'ans land i dets fulde udstrækning. Jeres sydgrænse skal gå fra Sins ørken langs med Edom. I syd skal jeres grænse gå fra enden af Salthavet i øst. Så skal grænsen dreje syd om Akrabbim-passet, gå videre til Sin og ende syd for Kadesh-Barnea. Så skal den fortsætte til Hasar-Addar og gå videre til Asmon. Så skal grænsen dreje fra Asmon mod Egyptens bæk og ende ude ved havet.&lt;/br&gt;
Grænsen i vest: Det Store Hav med kyststrækning. Det skal være jeres vestgrænse.&lt;/br&gt;
Dette skal være jeres nordgrænse: Fra Det Store Hav skal I trække en linie til bjerget Hor; fra bjerget Hor skal I trække en linie til Lebo-Hamat, og grænsen skal ende i Sedad. Så skal grænsen gå videre til Zifron, og den skal ende i Hasar-Enan. Det skal være jeres nordgrænse.&lt;/br&gt;
Som grænse i øst skal I trække en linie fra Hasar-Enan til Shefam. Så skal grænsen gå ned fra Shefam til Ribla øst for Ajin, og grænsen skal fortsætte ned og støde til bjergryggen øst for Kinneretsøen. Så skal grænsen gå ned til Jordan og ende ved Salthavet.&lt;/br&gt;
Dette skal være jeres land med dets grænser hele vejen rundt.&quot;&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 196&lt;/ref&gt;

Dette er unægteligt en noget anden afgrænsning end før. Den kritiske læser vi måske spørge om Herren ikke havde forklaret sig godt nok over for Moses eller måske havde ændret holdning, eller om der måske er en helt tredie forklaring?

Den tænkende læser vil måske kigge nærmere på andre dele af samme historie. Vi hører, at Abraham fik børn både med Sara, sin hustru, nemlig jøderne, og med Hagar fra Egypten, hans trælkvinde, nemlig ismaelitterne, det vil sige araberne.&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 21&lt;/ref&gt; Så var det nu jøderne, araberne eller begge grupper som skulle leve i dette område? Desuden tog han sig en ny hustru: Ketura, med hvem han også fik efterkommere.&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 31&lt;/ref&gt; Det er således ret uklart hvem, der skulle overtage dette lebensraum.
 
Således tænker semitisterne ikke. De er imperialister, og de vil have det hele for sig selv. De mener at have ret til at fordrive andre folkeslag og ser Gamle Testamente som kilde til denne ret.

=== Retten til folkemord ===

Jødernes ret til at myrde befolkningerne, som levede i Kana'an, forekommer allerede i Mosebøgerne. I Femte Mosebog kapitel 20:16-17 findes således følgende påbud udtalt af Moses: &quot;i de folks byer, som Herren din Gud vil give dig i eje, må du ikke lade en eneste beholde livet; du skal lægge band på dem, på hittitterne, amoritterne, kana'anæerne, perizzitterne, hivvitterne og jebusitterne, sådan som Herren din Gud har befalet dig.&quot;&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 223&lt;/ref&gt;

I Josvabogen hører vi hvordan, at jøderne hensynsløst myrdede indbyggerne i Kana'an, eksempelvis i kapitel 8:24-29: &quot;Da israelitterne på åben mark havde dræbt alle de indbyggere fra Aj, som havde forfulgt dem ud i ørkenen, og da alle til sidste mand var faldet for sværdet, vendte alle israelitterne tilbage til Aj og huggede indbyggerne ned med sværd. Den dag blev der dræbt i alt tolv tusind mænd og kvinder, alle indbyggerne i Aj. Josva trak ikke sin udstrakte hånd med krumsværdet tilbage, før han havde lagt band på alle indbyggerne i Aj. ..Og Josva brændte Aj ned; han gjorde den til en øde ruinhøj for evigt, og det er den den dag i dag. Ajs konge hængte de på et træ og lod ham hænge til aften. Da solen gik ned, gav Josva sine folk befaling om at tage liget ned fra træet og kaste det hen ved indgangen til byporten. Så kastede de en stor stendynge op over ham, og den ligger der den dag i dag.&quot;&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 251f&lt;/ref&gt;

Tilsvarende i Josvabogen kapitel 10:28-43: &quot;Samme dag indtog Josva Makkeda. Han slog byen og dens konge med sværd og lagde band på byen og alle, der var i den; der var ingen, der overlevede. Han gjorde det samme med kongen i Makkeba, som han havde gjort med kongen i Jeriko.&lt;/br&gt;
Fra Makkeda drog Josva sammen med hele Israel videre til Libna. Han gik til angreb på Libna, og Herren gav også denne by og dens konge i Israels hånd. Josva slog byen og alle, der var i den, med sværd; der var ingen, der overlevede. Han gjorde det samme med kongen dér, som han havde gjort med kongen i Jeriko.&lt;/br&gt;
Fra Libna drog Josva sammen med hele Israel videre til Lakish. Han belejrede byen og gik til angreb på den, og Herren gav Lakish i Israels hånd. Den følgende dag indtog Josva byen; han slog den og alle, der var i den, med sværd, ganske som han havde gjort med Libna. Da drog Gezers konge Horam op for at komme Lakish til undsætning, men Josva slog kongen og hans hær; der var ingen, der overlevede.&lt;/br&gt;
Fra Lakish drog Josva sammen med hele Israel videre til Eglon. De belejrede byen og gik til angreb på den, og samme dag indtog de den og slog den med sværd. Den dag lagde han band på alle, der var i byen, ganske som han havde gjort med Lakish.&lt;/br&gt;
Fra Eglon drog Josva sammen med hele Israel op til Hebron. De gik til angreb på byen og indtog den; de slog byen, dens konge, alle dens byer og alle, der var i den, med sværd; der var ingen, der overlevede. Ganske som han havde gjort med Eglon, lagde han band på byen og på alle, der var i den.&lt;/br&gt;
Så vendte Josva sig sammen med hele Israel mod Debir. Han gik til angreb på byen og indtog den med dens kong og alle dens byer. De slog dem med sværd og lagde band på alle, der var i den; der var ingen, der overlevede. Han gjorde det samme med Debir og dens konge, som han havde gjort med Hebron og med Libna og dens konge.&lt;/br&gt;
Således besejrede Josva hele landet: Bjerglandet, Sydlandet, Lavlandet og Skråningerne og alle kongerne dér. Der var ingen, der overlevede; hver levende sjæl lagde han band på, sådan som Herren, Israels Gud, havde befalet. Josva besejrede dem fra Kadesh-Barnea til Gaza, i hele landet Goshen og helt til Gibeon. Alle disse konger og deres lande undertvang Josva på én gang, for Herren, Israels Gud, førte krig for Israel. Så vendte Josva sammen med hele Israel tilbage til lejren i Gilgal.&quot;&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 255&lt;/ref&gt;

I Josvabogen Kapitel 11 fortsætter folkemordene i det nordlige Kana'an, blandt andet Hasor: &quot;Alle, der var i byen, huggede de ned med sværd og lagde band på dem, så ikke en levende sjæl blev tilbage; og Josva brændte Hasor ned.&quot;&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 256&lt;/ref&gt; Da massemordet var til ende, blev rovet, det vil sige Kana'an, delt mellem israelitternes stammer.&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 257-264&lt;/ref&gt; Det minder om en langt senere begivenhed: under Sovjetunionen i Stalintiden gennemførte terrororganisationen OGPU under ledelse af jøden Genrikh Jagoda&lt;ref&gt;Lina (2003), s.315&lt;/ref&gt; samt NKVD overvejende ledet af jøder&lt;ref&gt;Lina (2003), s.318, 327&lt;/ref&gt; i 1932-33 et massemord på og en massefordrivelse af ukrainske bønder fra deres gårde, en begivenhed der blev kendt som ''holodomor''. Mindre kendt er, at OGPU overvejende bestod af jøder, og at disse efterfølgende som en belønning oprettede deres egne kollektivlandbrug, kibbutz'er, på de myrdede og fordrevne ukraineres jord.&lt;ref&gt;Holocaustmuseet i USA, film&lt;/ref&gt; Jødisk historieforståelse trækker lange spor.

Det var ikke kun ved erobringen af Kana'an, at jøderne begik massemord. I Esters Bog kapitel 9:2-16 hører vi: &quot;I alle kong Ahasverus' provinser samledes jøderne i deres byer for at lægge hånd på dem, der ville dem noget ondt. .. Den trettende dag i måneden adar samledes de øvrige jøder i kongens provinser og forsvarede deres liv; de fik fred for deres fjender, og og de dræbte 75.000 af deres modstandere&quot;.&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 555&lt;/ref&gt;

Flere eksempler end de nævnte kunne være fremhævet, men budskabet og moralen er tydelig nok: i &quot;hellig krig&quot; er massemord på guddommens befalet ikke blot acceptabel men en pligt at gennemføre.

Det er mildest talt absurd at se hvordan den samme ideologi, som hyldede folkemord i Gamle Testamente, har haft travl med at fremstille de selv samme massemordere som et uskyldigt forfulgt folkefærd i det 20. og starten af det 21. århundrede.

=== Honningfælder og pengeafpresning ===

Historier i Gamle Testamente giver jøderne tvivlsomme moralbegreber, eksempelvis at prostituere deres hustruer og døtre i form af &quot;honningfælder&quot;, det vil sige lokkemad for en efterfølgende afpresning. Det begynder med selveste Abraham. I Første Mosebog kapitel 20:2-16 læser vi: &quot;Abraham sagde om sin kone Sara, at hun var hans søster, og Abimelek, kongen i Gerar, sendte bud efter Sara. Om natten kom Gud i en drøm til Abimelek og sagde til ham: &quot;Nu skal du dø, fordi du har taget denne kvinde, for hun er gift&quot;.&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 25&lt;/ref&gt; Senere, da sandheden er blevet klar, hører vi: &quot;Så gav Abimelek Abraham får og køer, trælle og trælkvinder, og han gav ham hans kone Sara tilbage. Og Abimelek sagde: &quot;Mit land ligger åbent for dig. Slå dig ned, hvor du har lyst!&quot; Til Sara sagde han: &quot;Nu giver jeg din bror tusind sekel sølv. Det skal lukke øjnene på alle dem, der hører dig til. Nu har du fået fuld oprejsning&quot;.&quot;&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 26&lt;/ref&gt; Så Abrahams afpresning lykkedes.

Senere gentager historien sig med små variationer. I Esters Bog hører vi, at jøden Mordokaj sender sin datter til kong Ahasverus' harem, hvor &quot;hun vandt hans velvilje&quot;. ..&quot;Ester havde ikke fortalt, hvilket folk og hvilken slægt, hun tilhørte, for Mordokaj havde sagt til hende, at hun ikke måtte fortælle det.&quot; Men senere udnyttes hun til at redde jøderne, og naturligvis belønnes både hun og hendes fader for dette bedrag: &quot;Og Mordokaj fik foretræde for kongen, for Ester havde fortalt, hvordan han var i familie med hende. Kongen tog sin signetring, som han havde frataget Haman, og overdrog den til Mordokaj. Og Ester satte Mordokaj over Hamans hus.&quot;&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 549, 554&lt;/ref&gt;

Således legitimerer Gamle Testamente jødernes brug af honningfælder og pengeafpresning, når denne brug rettes imod folk i magtpositioner.

=== Sammenfatning ===

I 1973 fremkom udtrykket &quot;narrativ teologi&quot;.&lt;ref&gt;Bjerg (1984), s. 11&lt;/ref&gt; Udtrykkets betydning har været noget uklar, men pointen er, at hvis en kristen vil forklare sin tro og identitet, så kan dette ske ved at fortælle om Jesu ord og gerninger. På lignende måde kan jødedommens indhold bedst forstås ved at fortælle historier fra Gamle Testamente.

Som vi har set, er sådanne historier ikke just moralske. Ideen om det udvalgte folk, der ikke må gifte sig med folk fra andre folkeslag men nok har ret til at udnytte dets kvinder i honningfælder til pengeafpresning, og som mener sig i sin gode ret til hensynsløst at udrydde andre folkeslag &quot;i Guds navn&quot;, fremavler en tvivlsom moral. Hvis man vil være lidt uvenlig, kan man med god grund hævde, at denne tvivlsomme moral langt hen af vejen også afspejler sig i jødernes nyere historie.

Vi har i det foregående set hvordan, at denne moral henter sin inspiration i fortællinger fra Gamle Testamente. Og denne moral understreges ved at de samme emner bliver gentaget med blot mindre variationer flere gange som for at understrege, at den ikke er knyttet til en bestemt historisk situation men netop har evig gyldighed. I lighed med sit afkom, muhammedanismen, er denne moral præget af en foragt for dem, som ikke tilhører &quot;in-gruppen&quot;.

Der kan måske være grund til at uddybe dette udtryk nærmere. Alle mennesker udvikler en eller anden form for bevidsthed om at tilhøre et bestemt etnisk fællesskab, herunder skaber de et dertil knyttet begrebsapparat. Man kan skelne mellem det navn, som en etnisk gruppe bruger om sig selv i denne selvidentifikation, og det navn, som andre bruger om den samme gruppe. Nogle gange, men ikke altid, bruger de samme benævnelse, men deres opfattelse af gruppens afgrænsning og indhold behøver ikke at være det samme, men kan tilpasses den aktuelle situation.&lt;ref&gt;Lund (1993), s. 81&lt;/ref&gt; Betegnelsen afspejler en bevidsthed om hvem, man hører sammen med i et fællesskab, og hvem, der ikke hører til dette fællesskab.&lt;ref&gt;Lund (1993), s. 9&lt;/ref&gt; Ofte, men ikke altid, vil de, som ikke tilhører dette fællesskab, blive set ned på, mens man selv ophøjes for sine gode egenskaber.&lt;ref&gt;Lund (1993), s. 13-26&lt;/ref&gt;

Denne vi-bevidsthed skabes i vid udstrækning ved historier, beretninger og myter, om et skæbnefællesskab gennem utallige slægtled. Ofte vil disse historier blive fyldt med navne på legendariske personligheder, hvis liv og gerninger bliver en del af den personlige identitetsfølelse. Og som regel vil en del af denne historie omfatte etnogoni, det vil sige de indfødtes egen mytiske forklaring på deres oprindelse&lt;ref&gt;Lund (1993), s. 49&lt;/ref&gt;, som regel i form af en mytisk stamfader.&lt;ref&gt;Lund (1993), s. 91&lt;/ref&gt; I dansk sammenhæng kan man tænke på Saxo og hans Danmarkshistorie. I germansk sammenhæng er det myten om Tvisto, der er grundlaget for identiteten&lt;ref&gt;Lund (1993), s. 90&lt;/ref&gt;, og for jøderne er det Abraham, der har denne rolle.

Men sådanne historiske beretninger og myter har ikke kun den funktion at begrunde selvidentiteten men tillige at begrunde moralbegreber, hvad der er &quot;god&quot; og &quot;ond&quot; opførsel. For jøderne er det netop historierne i Gamle Testamente, som opfylder denne opgave.

Over tid kan disse funktioner aftage i betydning, fordi behovet for dem ikke længere er så stort. Dette fordi at myter erstattes med faktiske historiske erindringer. Men for visse grupper er dette ikke tilfælde. Her kan udviklingen tvært imod gå i den modsatte retning og udvikle sig til en regulær fanatisme, der kan motivere og begrunde næsten enhver handling. Denne fanatisme kan formuleres og organiseres i en dertil hørende ideologi, en -isme. Semitisme er en sådan ideologi, der i princippet ikke adskiller sig fra andre -ismer bortset fra den etniske gruppe, hvis selvfølelse og handlingsmønster, den skal begrunde.

=== &lt;big&gt;Sammenfatning og konklusion&lt;/big&gt; ===

Vi er nået vejs ende i gennemgangen, og resultatet taler for sig selv. Ikke blot er det officielle narrativ ikke korrekt, for hver del af dette narrativ findes en alternativ forklaring, og tilsammen tegner disse træk et andet men helt entydigt billede.

Først og fremmest: Gamle Testamente er ikke jødisk historieskrivning.&lt;ref&gt;Adler (2022), Preface&lt;/ref&gt; Der kan påvises et utal af indlån fra andre kulturer, eksempelvis historien om Moses i sivkurven og Noas ark, som tydeligt viser, at denne historie er en myte, et narrativ, skabt for at give jødisk identitet en høj alder. I stedet tjener Gamle Testamente som redskab til at give jøder en national identitet igennem deres trosretning, i særdeleshed Jahve. Det er i Jahves navn, at de udvandrer fra Egypten, erobrer Kana'an og i nyere tid trækker sig ind i etniske ghettoer.&lt;ref&gt;Crone og Cook (1977), s. 42&lt;/ref&gt; Hele den jødiske kultur er een lang markering af begivenheder hentet fra myterne i Gamle Testamente.

Dernæst: jøderne var tydeligvis ikke det monoteistiske folkefærd, som de gerne vil give indtryk af, tværtimod. Så langt, at Gamle Testamentes fremstilling overhovedet afspejler en historisk virkelighed, dyrkede jøderne flere guder gennem flere hundrede år. Vi ser en udvikling i flere trin:&lt;/br&gt;
- første trin: to guder, Jahve og El, forenes i en &quot;supergud&quot;&lt;/br&gt;
- andet trin: gudsdyrkelsen centraliseres og kontrolleres af kongen&lt;/br&gt;
- tredie trin: de lavere guder og gudinder forkastes, fordi at de ikke hjalp i en kritisk situation&lt;/br&gt;
- fjerde trin: præsteskabet udvikler et nyt narrativ til at forstærke dets magt og betydning som samlende kraft.&lt;/br&gt;
Det var en udvikling, hvor hvert trin var en logisk følge af det foregående, når behovet for en forandring i det herskende narrativ indtraf. Den nye ideologi var, som de fleste totalitære ideologier, et spørgsmål om at legitimere retten til magtudøvelse. Dette grundlag blev konstrueret ad hoc, det vil sige spontant efter behov. Dets grundlag var aldrig vel funderet, og vi kan nu afvise det fuldstændigt som fusk og forfalskning fra ende til anden.

Samtidig var det en udvikling, hvor hvert trin bidrog med særlige træk til den nye ideologis udvikling: først blev stammeguden anvendt til at legitimere myten om &quot;det udvalgte folk&quot;, herunder en racistisk ultrasemitisk afvisning af ægteskaber med repræsentanter fra andre folkeslag, og hvor regulært folkemord legitimeres som en følge af Jahves beslutning og påbud. Dernæst må den snart svækkede kongemagt i den nye nationale stat styrke sin stilling i befolkningen, hvilket sker ved centralisering af gudsdyrkelsen. Da så statsdannelsen alligevel bryder sammen, bliver det nødvendigt at udpege en skyldig årsag, og her må husguderne holde for. Endelig må det nye narrativ styrkes, hvilket blandt andet sker ved kampen for en ny egen stat.

Da mange profeter har først og fremmest til formål at legitimere den nye nationale ideologi som Jahves vilje.

Endelig er det også fra Gamle Testamente, at jøderne henter deres moralbegreber på godt og ondt.

Det er indlysende, at hvis der kan rejses tvivl om troværdigheden af beretningerne i Gamle Testamente, så er det ikke blot et kildekritisk problem. Det er hele grundlaget for jødedommen, der vælter. Jødedommen er, som muhammedanismen, det, som i kommunistkina kaldes en ''tofu-dreg'' konstruktion: en bygning eller anden konstruktion opført af underlødige bestanddele som gør, at den før eller senere falder sammen af sig selv.

Hidtil har Gamle Testamentes narrativer aldrig være underkastet en kildekritisk analyse, i modsætning til Nye Testamente, som allerede i 1800-tallet og begyndelsen af 1900-tallet blev underkastet en sådan analyse, som den bestod med udmærkelse. Det er først i de seneste år, at et sådant arbejde er igangsat og vel at bemærke er det sket af jødiske arkæologer og historikere. Det gør, at deres resultater ikke blot kan afvises med smædeudtryk som &quot;anti-semitisme&quot;. Det er derfor, at det har været så vigtigt at gøre disse resultater bekendt for et dansk publikum. Og hvis denne bog kan bidrage til fortsatte og uddybende studier af denne problematik, så har den opfyldt sit formål.

Det er for så vidt tilfældigt, at dette sker netop på en tid, hvor staten Israel og dens regering udsættes for en stigende international kritik for sin handlemåde, og så måske alligevel ikke. I alt for lang tid har kritik af jøder og Israel kunnet undertrykkes på grund af myterne om begivenheder under 2. verdenskrig. Men nu ligger disse begivenheder så langt tilbage, 2-4 slægtled, at de ikke længere kan beskytte imod kritik. Og samtidig har både rabiate jøder og den israelske regering i de seneste år udvist en optræden, som let lader sig kritisere. Det er ikke stedet her at uddybe dette emne, det kan fortjene en særskilt behandling og hører hjemme i politisk sammenhæng, ikke i forbindelse med jødedommen som religion og kultur, selv om der kan argumenteres for, at disse områder til dels overlapper hinanden.

Vi har set hvilken afgørende inflydelse, den kildekritiske analyse af Gamle Testamente har på forståelsen af jødedommens historie, men hvorledes forholder det sig med kristendommen? Hvilken indflydelse har kildekritikken på kristendommen? Det enkleste svar er: ingen. Gamle Testamente spiller kun en rolle i kristendommen på to måder:&lt;/br&gt;
- dels at vise at Jesus som messias er forudset allerede af gammeltestamentelige profeter; det er i denne sammenhæng ikke vigtigt, om dette var faktisk var tilfældet, men derimod at jøderne i hans samtid mente, at det forholdt sig således&lt;/br&gt;
- dels at vise de religiøse dogmer, som Jesus gjorde op med. Det viser sig i hans gentagne: &quot;I har hørt at ... men jeg siger jer nu at ...&quot; Jesu lære er i virkeligheden eet stort opgør med jødedommens tankegang og etnisk snæversynethed, han er i den sammenhæng helt på linje med den foreliggende kildekritiske analyse, selv om både hans metode og budskab er et andet.

Især i sidst nævnte sammenhæng er det vigtigt at forstå, at der ikke eksisterer nogen &quot;jødisk-kristne værdier&quot;. Dette moderne udtryk er intet andet end et jødisk forsøg på at tage kristne som gidsler for deres egne ideer. I virkeligheden er det kristendommen, der introducerer næstekærlighed og respekt for medmennesker uanset deres etniske tilhørsforhold, og i forlængelse heraf introducerer både menneskerettigheder og folkestyre. Intet af dette findes i jødedommen, her er det nationalt-etnisk snæversyn, som dominerer hele vejen. Jødedommen er og forbliver en anti-kristen ideologi, fordi den hviler på en selvforståelse baseret på manipulerede kilder i form af Gamle Testamentes skrifter. Og ved at påvise disse manipulationer, myter og omskrivninger, beviser moderne kildekritik, at kristendommen var og er et berettiget opgør med jødedommen.

Endnu for en menneskealder kunne forskere i jødedommen leve i deres vildfarelse om, at selv om der var problemer med Gamle Testamente som kilde til jødedommens historie, så var den i sine hovedtræk alligevel korrekt. Således er det ikke længere. Det kan nu bevises, at der bag den mytiske fortælling gemmer sig en anden historie. Lad så være, at begivenheder i de senere år i Gaza, på Vestbredden, i Libanon, i Egypten, over for Syrien og Iran uden tvivl har bidraget til at fremme denne udvikling. Et træ kendes på dets frugter, og hele verden har nu set de frugter, som jødisk fundamentalisme bringer med sig. Myten om det forfulgte uskyldige folkefærd lader sig ikke længere opretholde.

Og jo mere skingre, hysteriske og fanatiske jødedommens fundamentalister bliver i deres holdninger og opførsel, desto hurtigere vil de miste de sidste rester af en troværdighed, som de i virkeligheden aldrig har haft.

=== &lt;big&gt;Noter&lt;/big&gt; ===
{{Reflist|3}}

=== &lt;big&gt;Litteratur&lt;/big&gt; ===
* Yonatan Adler: ''The Origins of Judaism. An Archaeological-historical Reappraisal''; Yale University 2022; ISBN 978-0-300-25490-7
* Yonatan Adler: &quot;Toward Identifying Proto-Judaic Cultural Features in Ancient Israel and Judea&quot; (i: ''Journal of Ancient Judaism'' (2024), s. 1-28)
* Yonatan Adler: ''Between Yahwism and Judaism. Judean Cult and Culture during the Early Hellenistic Period (332-175 BEC)''; Cambridge University Press 2025; ISBN 978-009-45961-7
* Gad Barnea: &quot;P. Berlin 13464, Yahwism and Achaemenid Zoroastrianism at Elephantine&quot; (2024)
* Geoffrey Bibby: ''I Dilmun tier ravnen''; Wormanium 1971; ISBN 87-85-1600-40
* Geoffrey Bibby: ''Det forsvundne årtusinde''; Wormanium 1978; ISBN 87-8516-053-9
* ''Bibelen''; Det Danske Bibelselskab 1992; 1. udgave 1. oplag; ISBN 87-7325-276-6
* Svend Bjerg: &quot;Den kristne grundfortælling. Studier over fortælling og teologi&quot; (''Teologiske Studier'', bind 8; 2. oplag 1984; Aarhus 1984; ISBN 87-7003-409-5) 
* Patricia Crone og Michael Cook: ''Hagarism. The Making of The Islamic World''; Cambridge 1977; ISBN 0-521-21133-6
* Stephan Peter Dinkgreve: ''In Search of the Sublime: A world history of humanity's relentless pursuit of scientific truth, moral excellence, and enlightenment''; 2021
* Robert Gnuse: &quot;Spilt Water: Tales of David (II Sam 23:13-17) and Alexander the Great (Arrian, Anabasis of Alexander 6.26.1-3).&quot; (i: ''Scandinavian Journal of the Old Testament''; 1998, bind 12, s. 233-248)
* Robert Gnuse: &quot;Abducted Wives: A Hellenistic Narrative in the Book of Judges?&quot; (i: ''Scandinavian Journal of the Old Testament''; 2007; bind 22, s. 272-285)
* Robert Gnuse: &quot;From Prison to Prestige: The Hero who helps a King in Jewish and Greek Literature.&quot; (i: ''Catholic Biblical Quarterly''; 2010 bind 72, s. 31-45)
* Robert Gnuse: &quot;Divine Messengers in Genesis 18-19 and Ovid.&quot; (i: ''Scandinavian Journal of the Old Testament''; 2017; bind 31, s. 66-79)
* Robert Gnuse: &quot;Greek Connections: Genesis 1-11 and the Poetry of Hesiod&quot; (i: ''Biblical Theology Bulletin''; 2017 nr. 47, s. 131-143
* Robert Gnuse: &quot;Heed Your Steeds: Achilles’ Horses and Balaam’s Donkey.&quot; (i: ''International Journal of Research in Humanities and Social Sciences''; 2017; række 4 hæfte 6; s. 1-5)
* Robert Gnuse: &quot;Samson and Heracles Revisited.&quot; (i: ''Scandinavian Journal of the Old Testament''; 2018, bind 32, s. 1-19)
* Robert Gnuse: &quot;Greek Historians and the Primeval History.&quot; (i: ''International Journal of Research in Humanities and Social Sciences''; 2019; række 6 hæfte 1, s. 20-25)
* Robert Gnuse: &quot;Jephthah’s Daughter and Iphigenia in the Plays of Euripides&quot; (i: ''International Journal of the Arts and Humanities''; 2019; række 5 hæfte 1, s. 16-23)
* Robert Gnuse: &quot;Hellenism and the Primary History: The Imprint of Greek Sources in Genesis-2 Kings&quot; ''Copenhagen International Seminar''; Routledge, London 2020 
* Daniel Hawk: &quot;Violent Grace: Tragedy and Transformation in the Orestia and the Deuteronomistic History.&quot; (i: ''Scandinavian Journal of the Old Testament''; 2003, bind 18, s. 73-88)
* Gerhard Larsson: &quot;Possible Hellenistic Influence in the Historical Parts of the Old Testament.&quot; i: ''Scandinavian Journal of the Old Testament''; 2004; bind 18, s. 296-311)
* Niels Peter Lemche: &quot;The Old Testament-A Hellenistic Book&quot; (: ''Scandinavian Journal of the Old Testament''; 1993 bind 7, s. 163-193)
* Niels Peter Lemche: &quot;Is It Still Possible to Write a History of Ancient Israel?&quot; (i: ''Scandinavian Journal of the Old Testament''; 1994, bind 8, s. 163-188)
* Niels Peter Lemche: &quot;Good and Bad in History: The Greek Connection.&quot; (i: Steven McKenzie and Thomas Römer (red.): &quot;Rethinking the Foundations: Historiography in the Ancient World and in the Bible. Essays in Honour of John Van Seters&quot;; ''Beihefte zur Zeitschrift für die altestamentliche Wissenschaft'' nr. 294; Walter de Gruyter, Berlin 2000; s. 127-140) 
* Niels Peter Lemche: &quot;How Does One Date an Expression of Mental History?&quot; (i: Lester Grabbe (red.): &quot;Did Moses Speak Attic? Jewish Historiography and Scripture in the Hellenistic Period&quot; (i: ''Journal for the Study of the Old Testament Supplement Series'' 317/European Seminar on Historical Methodology 3; Sheffield Academic Press, Sheffield 2001; s. 200-224)
* Niels Peter Lemche: &quot;Does the Idea of the Old Testament as a Hellenistic Book Prevent Source Criticism of the Pentateuch?&quot; (i: ''Scandinavian Journal of the Old Testament''; 2011, bind 25, s. 75-92)
* Niels Peter Lemche: &quot;When the End is the Beginning: Creating a National History?&quot; (i: ''Scandinavian Journal of the Old Testament''; 2015, bind 29, s. 22-32)
* Jüri Lina: ''Skorpioni märgi all. Nõukogude võimu tõus ja langus''; Stockholm 2003; ISBN 91-972897-9-5
* Allan A. Lund: ''De etnografiske kilder til Nordens tidlige historie''; Wormanium 1993; ISBN 87-89531-08-6
* Etienee Nodet: &quot;Editing the Bible: Alexandria or Babylon?&quot; (i: Thomas Thompson and Philippe Wajdenbaum (red.): ''The Bible and Hellenism: Greek Influence on Jewish and Early Christian Literature. Copenhagen International Seminar''; Routledge, New York 2014; s. 36-55) 
* Gabrielle Vera Novacek: ''Ancient Israel. Highlights from the Collections of The Oriental Institute University of Chicago''; University of Chicago 2011; ISBN 978-1-88923-65-3
* Johannes Pedersen: &quot;Hasmonæer&quot; (i: ''Salmonsens Konversationsleksikon'', 2. udgave, bind X; 1919; s. 943-944)
* Benjamin W. Porter: &quot;Assembling the Iron Age Levant: The Archaeology of Communities, Polities and Imperial Peripheries&quot; (i: ''Journal of Archaeological Research'' vol. 24; 2016; s. 373-420)
* Katherine Stott: &quot;Herodotus and the Old Testament: A Comparative Reading of the Ascendancy Stories of King Cyrus and David.&quot; (i: ''Scandinavian Journal for the Study of the Old Testament''; 2002; bind 16 s. 52-78)
* Jan-Wim Wesselius: &quot;Discontinuity, Congruence and the Making of the Hebrew Bible.&quot; (i: ''Scandinavian Journal for the Study of the Old Testament''; 1999 bind 13 s. 24-77)
* Jan-Wim Wesselius: &quot;The Origin of the History of Israel: Herodotus’ Histories as Blueprint for the First Books of the Bible&quot; (i: ''Journal for the Study of the Old Testament Supplement Series''; Sheffield Academic Press, Sheffield 2002)
* Hans Christian Ørsted: &quot;Overtro og Vantro i deres Forhold til Naturvidenskaben&quot; (''Aanden i Naturen''; 4. udgave; København 1978; ISBN 87-414-8972-1; s. 76-106)

=== &lt;big&gt;Film&lt;/big&gt; ===
* Simca Jacobovici: ''The Exodus Decoded''</text>
      <sha1>io24ggnnfvnawxzn15vkrjlo7nuwg6n</sha1>
    </revision>
    <revision>
      <id>41966</id>
      <parentid>41965</parentid>
      <timestamp>2026-05-28T06:01:44Z</timestamp>
      <contributor>
        <username>Sven Halfdan Nielsen</username>
        <id>3898</id>
      </contributor>
      <comment>småret</comment>
      <origin>41966</origin>
      <model>wikitext</model>
      <format>text/x-wiki</format>
      <text bytes="156573" sha1="55wuxatdut6j5f9r1g88ot2nnpxw96u" xml:space="preserve">[[Fil:Philippe de Champaigne - Moses with the Ten Commandments - WGA04717.jpg|thumb|400px|Ifølge nye videnskabelige kildekritiske teorier er det ikke Moses, som har skrevet Mosebøgerne. Maleri af Philippe de Champaigne.]]

=== &lt;big&gt;Fortale&lt;/big&gt; ===

Jødedommens ældste historie har hidtil været indhyllet i mørke. Traditionen hviler på ''Tanakh'' eller Gamle Testamente, men dette synes først at have fundet sin endelige form i det 2. århundrede f.Kr. i det hasmunitiske kongerige. Hvor meget, traditionerne har ændret sig før denne tid, er et åbent spørgsmål.

Foruden Gamle Testamente er de vigtigste kilder til belysning af spørgsmålet især arkæologiske fund, men også her er der store problemer med troværdigheden. Flere kilders oprindelse er omstridte og dermed bliver deres udsagnsværdi også tvivlsom.

Det er først i den seneste menneskealder, at der tegner sig et mere klart billede af den omskiftelige historie, men hidtil har mig bekendt ingen forsøgt at gøre denne viden tilgængelig på dansk. Jeg har derfor efter fattig evne forsøgt at skildre denne på grundlag af tilgængeligt materiale. Jeg har desuden tilføjet notehenvisninger til de skriftlige kilder, som jeg anvendt.

Når man forsøger at skildre kendt historie således som tilfældet er med Gamle Testamente, stilles man over for to problemer: dels må man forsøge at sætte denne fremstilling i forhold til det billede, som andre kilder tegner, dels må man forsøge at forstå den forvandling og forvanskning af oprindelige kilder, som fremstillingen i Gamle Testamente nu afspejler.

Den foreliggende undersøgelse falder i to hoveddele, dels en undersøgelse af jødernes faktiske historie således som den lader sig fastslå baseret på grundlag af arkæologiske og historiske kilder, herunder spørgsmålet om jødernes religion, dels en kildekritisk analyse af ''Tanakh'' eller Gamle Testamente. Afslutningsvis vil der blive foretaget en vurdering af hvilken indflydelse, ''Tanakh'' har haft på jødernes selvforståelse og Gamle Testamente har på kristen selvforståelse.

Der kan være grund til at understrege, at stort set alt i denne undersøgelse alene skyldes yderst kompetente forskeres virke, og jeg har efter evne forsøgt at henvise til denne forskning. Litteraturen herom findes i den afsluttende litteraturliste. Desuden har jeg inddraget andre inspirationskilder, hvor jeg finder dem relevante og troværdige. Derimod er fortolkningen af disse ulige arbejder min egen, og de oprindelige forskere kan og bør derfor ikke drages til ansvar for denne fortolkning.  

På dette sted kan der være grund til at forudskikke enkelte kendsgerninger: selvidentiteten &quot;jøde&quot; synes først at blive skabt i 2. århundrede f.Kr. efter hasmunitternes oprør og etableringen af kongeriget baseret på religiøse regler. Der findes ingen ældre beviser på, at jøderne inden da havde fulgt moseloven, og først på dette tidspunkt optræder ''Tanakh'', de ældste synagoger samt mønter uden billede. Det bør desuden bemærkes, at der ingen omtale findes af sabbaten i Gamle Testamente.

Efter den babylonske magtovertagelse i 586 f.Kr. optræder ''al Yahuda'' som en by i Babylon, stednavnet Israel optræder første gang på en mønt dateret år 66 e.Kr. og i forbindelse med jødernes oprør mod romerne.

Om bogens titel skal jeg blot bemærke, at jeg har valgt ordet &quot;jødedom&quot;, fordi det betegner jødisk religion og kultur på samme tid.

Sven Halfdan Nielsen&lt;/br&gt;
Pärnu, den 5. maj 2026

=== &lt;big&gt;Indledning&lt;/big&gt; ===

Al historisk og litterær forskning må hvile på kildekritiske undersøgelser. Dette betyder, at arkæologiske og sproglige kilder kritisk må vurderes med henblik på deres oprindelsessituation, eventuelle tendens, forholden sig til de omtalte begivenheder og for sproglige kilder tillige deres formål (som udmærket kan være mangesidigt). Kilderne må stilles i forhold til, hvad der ellers vides om tiden, og de må forsøges tolket således, at de er bedst i overensstemmelse med denne viden, og at de ikke modsiger denne viden. Hvis det sidste er tilfældet, må man spørge, om fortolkningen er rigtig, eller om den hidtidige &quot;viden&quot; må revideres.

Lige siden afslutningen af 2. verdenskrig og især i det 21. århundrede har beskyldninger om &quot;anti-semitisme&quot; fået et kraftigt opsving. Der kan derfor være grund til at gøre nogle bemærkninger om min opfattelse af dette begreb og dets anvendelse.

For mig består udtrykket &quot;anti-semitisme&quot; af to dele: &quot;anti&quot; betyder imod, og &quot;semitisme&quot; betegner en politisk, nationalistisk ideologi. Dette indebærer, at jeg skelner mellem jøder som kulturel folkegruppe på den ene side og en semitisk ideologi på den anden.

Jeg har intet imod folk, som identificerer sig selv som jøder i religiøs og kulturel henseende så længe, at dette ikke berører deres forhold til andre folkegrupper. For mig er &quot;jøde&quot; altså en betegnelse, der i princippet ikke adskiller sig fra dansker, tysker, armener, kurder, japaner eller en hvilken som helst anden national folkegruppe.

Anderledes forholder det sig med begrebet &quot;semitisme&quot;. Her er der i mine øjne tale om en totalitær og intolerant national ideologi, som tåler sammenligning med fx. fascismen i Italien og nazismen i Tyskland. Der er med andre ord tale om en ekskluderende ideologi, som på samme tid legitimerer en bestemt handlemåde over for andre befolkningsgrupper. Dette kan der senere være grund til at vende tilbage til, når vi har gjort os selve grundlaget for denne tankegang klart.

Lad mig sige det straks: det er ikke &quot;anti-semitisk&quot; at anlægge en anden betragtningsmåde en den, som såkaldte &quot;semitter&quot; selv anlægger - med mindre at man tilføjer, at sådanne semitter har et snævert syn og en snæver fortolkningsramme båret af egne fordomme. I denne henseende minder semitter og muhammedanere om hinanden. Begge promoverer en bestemt fortolkning, og begge benægter retten til at inddrage andre kilder eller til at anlægge en anden og bedre forståelse.

For mig skræmmer udsigten til at blive tillagt smædeord mig ikke. Afgørende for mig er objektivt at se på alle fastslåede kendsgerninger og så nå frem til den forståelse, som er mest og bedst i overensstemmelse hermed. Hvis andre har problemer hermed, er det deres problem, ikke mit. De ønsker at forsvare en myte, men for mig er det de historiske kendsgerninger bag myten, som er det vigtigste. Myter er overtro og vantro. Men som Hans Christian Ørsted har sagt det, vil videnskaben overvinde overtroen og vantroen&lt;ref&gt;Ørsted (1978), s. 106&lt;/ref&gt;, og således må det være.

Det gælder her som i tilfældet med muhammedanismen&lt;ref&gt;se ''Muhammedanismen i kildekritisk belysning''&lt;/ref&gt;, at modstanden og modviljen imod at blive konfronteret med nye kendsgerninger dybest set blot viser hvor usikre, forsvarere af den herskende ideologi i virkeligheden er. Hvis de var sikre i deres overbevisning, ville de velkomme enhver udfordring, idet de vil kunne tage den op og sagligt imødegå den. Men således forholder det sig ikke, tværtimod. 

Det bør tilføjes, at forskningsfeltet er inde i en rivende udvikling i disse år. Det kan derfor ikke udelukkes, at forskningen om føje år vil give et andet, mere omfattende men måske også revideret billede i forhold til nu, og således må det være. Det er den eneste måde, at vor viden kan forøges og forbedres på. Og skulle denne bog medvirke til at fremme en sådan forskning, har den opfyldt sit formål.

=== &lt;big&gt;Jødedommens ældste historie&lt;/big&gt; ===

Formålet med det følgende er at skildre jødedommens ældste historie. Hovedvægten vil blive lagt på de arkæologiske vidnesbyrd. Bibelen vil imidlertid blive inddraget, hvis og når den kan belyse historiske kendsgerninger. En række emner vil blive underkastet en særskilt behandling.

=== Den kana'næiske oprindelse ===

I det 2. århundrede f.Kr. var Kana'an beboet af stammer med hver deres skytsguddom. Disse guddomme hørte til den kana'anæiske gudeverden og omfattede blandt andre El, Ba'al og Jahve. Over tid begyndte jøderne imidlertid at skille sig ud og hævde, at de ikke stammede fra kana'anæerne, skønt både sproglige og religiøse træk fra tiden 1200-1000 f.Kr. tyder på, at de udviklede sig fra en kana'anæisk fælles kultur i den grad, at det ofte er svært at skelne imellem dem.&lt;ref&gt;Dinkgreve (2021), kap. 8&lt;/ref&gt;

Hvornår, denne udskillelsesproces er fundet sted, vides ikke, men det må være sket omkring 1207 f.Kr., idet kana'anæerne og israelitterne på en stele rejst af farao Merneptah dateret til dette tidspunkt udtrykkeligt er nævnt som to uens folkegrupper:&lt;/br&gt;
- &quot;Kana'en er udplyndret,&lt;/br&gt;
- Israel er lagt øde.&quot;&lt;/br&gt; 
Det er værd at bemærke, at de hieroglyffer, som angiver navnet Kana'an, viser, at der er tale om et land, mens de, som angiver Israel, viser, at der er tale om et folk.&lt;ref&gt;Dinkgreve (2021), kap. 8&lt;/ref&gt; Det er også den eneste kilde fraset Gamle Testamente som nævner et folk kaldet Israel på denne tid.&lt;ref&gt;Novacek (2011), s. 66&lt;/ref&gt;

Den oprindelige gud for Israel synes at have været ''El''. Navnet &quot;Isra-el&quot; betyder &quot;Els styre&quot;.&lt;ref&gt;Dinkgreve (2021), kap. 8&lt;/ref&gt;

Kildekritiske undersøgelser af Mosebøgerne viser at disse er skrevet af flere forskellige forfattere, hvoraf to af forskerne kaldes P og E. Begge disse forfattere kalder Gud for ''El'' indtil, at Gud angiveligt selv kalder sig ''Jahve'' over for Moses: &quot;Jeg er Jahve. Jeg viste mig for Abraham og Isak og Jakob som ''El-Shaddai'', men mit navn er ''Jahve''. Jeg gjorde ikke det bekendt for dem&quot;.&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 72&lt;/ref&gt;

Det bør tilføjes, at i ''Genesis'' forekommer 17 tilfælde af associationer med ''El'' (fx. Bethel) men ikke een eneste med ''Jahve''. Der er desuden eet tilfælde med henvisning til ''Ba'al'', nemlig Ashbel, Benjamins søn

=== Ugarit ===

I 1928 fandt en bonde i Ras Shamra ved Middelhavskysten (nu i Syrien) et omkring 3.000 år gammelt gravkammer. En udgravning det følgende år viste, at det dækkede over dels en større gravplads, dels en forhistorisk by: Ugarit, en vigtig handelsby fra omkring 1450 f.Kr. til 1192 f.Kr., idet byen blev brændt af og blev opgivet antagelig mellem 1190 f.Kr. og 1185 f.Kr. Blandt de mange fund var et stort antal lertavler og mange af dem med religiøse tekster: mytologiske vers, hymner til guder, lister over præsternes ofringer. Den ledende guddom i Ugarit hed ''El''. ''El'' var gudernes fader, skaber af alle levende væsener, den evige konge. Han blev beskrevet som en ældre skægget mand, som sad på en trone med en krone med tyrehorn. Hans hustru hed ''Ashera''&lt;ref&gt;Dinkgreve (2021), kap. 8&lt;/ref&gt;, hun var moder til 70 guder ifølge teksterne. Blandt sønnerne var stormguden ''Baal'', havguden ''Jam'', dødsguden ''Mott'' og krigergudinden ''Anat''. Tilsammen blev de kaldt ''Ilham'', det vil sige børn af ''El''.

I Bibelens skildring af skabelsen optræder ordet ''Elohim'', på hæbraisk et ord for guddom, hvilket er umiddelbart sammenligneligt med ordet i Ugarit, men ordet er flertal, ikke ental. Og flere af beretningerne i Gamle Testamente bruger netop (men ikke alene) dette ord om Gud: ''El Shaddai'' (Gud den Almægtige), ''El Elyon'' (Gud den Højeste)&lt;ref&gt;Novacek (2011), s. 41&lt;/ref&gt;, ''El Olam'' (den evige Gud), ''El Bethel'' (Bethels Gud). Det er det samme navn som den øverste gud i kana'anæernes gudeverden.

Af disse kendsgerninger tør drages to slutninger. Den ene er, at Gud i den hebraiske forståelse ikke i starten var fuldstændig og enerådende men i stedet udviklede sig over tid, langsomt ved en proces, der bedst kan beskrives som konvergens: flere guder smeltede sammen i een guddom.

Den anden slutning, man tør drage, er den, at israelitterne udviklede sig som folk fra kana'anæerne. Deres første gud var kana'anæernes gud ''El''. For de folk, som levede i bjergene i Kana'an omkring 1100 f.Kr. var der ikke nogen markant forskel imellem deres egen religion og de omgivende folkeslags religion: de dyrkede den samme fadergud og modergudinde. Dette har været anerkendt af arkæologer siden omkring 1970 baseret på fundne lertavler, indskrevne navne på lerkar, fund af husguder og af husaltre.

=== Jahve ===

Nu er det velkendt, at jøderne har et andet navn på deres gud: ''Jahve''. Hvor stammer dette navn fra? Hvor og hvornår overtog han de egenskaber, som tidligere blev tillagt El? For at svare på disse spørgsmål, må vi inddrage tre nye kilder.

På en to tusinde år gammel læderklud fundet i en hule findes en tekst med følgende indhold: da den højeste gud gav nationerne deres arv, da han delte menneskeheden, fastlagde han deres indbyrdes grænser i henhold til antallet af gudesønner. Denne tekst fra Femte Mosebog 32:8&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 237&lt;/ref&gt; var identisk med den tekst, som jøderne kopierede i århundrede før Kristi fødsel. Den findes i den græske version af Gamle Testamente fra 3. og 2. århundrede f.Kr. Jøderne ændrede siden teksten fra &quot;gudesønner&quot; til &quot;Israels sønner&quot;.

Tages teksten for pålydende, har den højeste gud inddelt menneskene i nationer og givet hver nation en søn som guddommelig leder. I det følgende vers fortælles hvilken søn, der blev tildelt hvilken nation, og det oplyses, at Jahve fik tildelt Jacobs stamme eller Israel.

Det må her bemærkes, at Jahve her tydeligt er en mindre, en underordnet gud i forhold til den højeste gud. Bibelforskere som Mark Smith og Frank Moore Cross fra Harvard mener, at det er her, at Jahve gøres til guddom for Jacobs stamme. Teksten i Kumran (bedre kendt som Dødehavsrullerne) bevarede den oprindelige tekst, men den blev i middelalderen tilsyneladende tilpasset.

I ''Salmernes Bog'' salme 82 findes følgende:&lt;/br&gt;
&quot;Gud træder frem i gudeforsamlingen,&lt;/br&gt;
blandt guderne holder han dom:&lt;/br&gt;
Hvor længe vil I dømme uretfærdigt&lt;/br&gt;
og tage parti for de ugudelige? Sela&lt;/br&gt;
Skaf de svage og faderløse deres ret,&lt;/br&gt;
frikend de hjælpeløse og arme,&lt;/br&gt;
udfri de svage og fattige,&lt;/br&gt;
red dem fra de ugudeliges magt!

De forstår og fatter intet,&lt;/br&gt;
de vandrer i mørke,&lt;/br&gt;
jordens grundvolde rokkes.&lt;/br&gt;
Jeg har sagt: I er guder,&lt;/br&gt;
I er alle sønner af den Højeste.&lt;/br&gt;
Dog skal I dø som mennesker,&lt;/br&gt;
og I skal falde som en af stormændene.

Rejs dig, Gud, hold dom over jorden,&lt;/br&gt;
for du har alle folkene som ejendom.&quot;&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 693&lt;/ref&gt;

Denne salme indeholder altså mindet om en gudeforsamling, som også afspejles i den langt ældre tekst. Ordet &quot;guderne&quot; i den originale tekst er ''Elohim'', i flertal. Det viser, at der var en tid i jødernes historie, hvor flerguderi øjensynligt var en almen forståelse. Og en af disse gudesønner var åbenbart Jahve.

Et lignende minde findes i Første Mosebog kapitel 6, der begynder således:

&quot;Da menneskene begyndte at blive talrige på jorden og fik døtre, så gudesønnerne, at menneskedøtrene var smukke. Blandt dem tog de sig alle de koner, de havde lyst til. Da sagde Herren: &quot;Min livsånde skal ikke forblive i mennesket for evigt. De er dødelige, deres levetid skal være 120 år&quot;.&lt;/br&gt;
Dengang gudesønnerne gik ind til menneskedøtrene og fik børn med dem - men også siden hen - var der faldne på jorden. Det er heltene, navnkundige mænd fra ældgamle dage.&quot;&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 12. Den danske oversættelse har &quot;kæmper&quot; i stedet for &quot;faldne&quot; men det originale ord er ''nefilim'' med netop denne betydning&lt;/ref&gt; 

Endnu en kilde, som bør nævnes, er et tempel nu beliggende i Sudan på Nilens vestre bred. Det blev opført af farao Aman Hototeep III (bedstefader til Tutankhamon), som regerede Egypten fra ca. 1390 f.Kr. til 1352 f.Kr., og var tilegnet guden Amon Ra. På en af søjlerne i dette tempel, der omtaler underkuede folkeslag, optræder &quot;Tashasu YHWH&quot;. Nationen ''Shassu'' var et semitisk folkeslag, nomader, kvæghyrder, der strejfede om i ørkenen ved den sydlige grænse for Kana'an. Betegnende nok identificeres de ikke ved deres landområde men derimod ved deres guddom, ''Jahve'', omtrent 200 år før at israelitterne ellers optræder i historiske tekster ifølge gængs fortolkning.

Egyptologen Donald Redford slutter heraf, at ''Jahve'' oprindeligt var en edomitisk eller midianistisk gud i de sydlige ørkenområder, som blev dyrket i områder, som den hebraiske bibel selv udpeger som stedet for jødernes oprindelse, som stedet hvor Moses hørte Gud tale fra en brændende busk, og i ''Dommerbogen'' findes blandt andet &quot;Deboras sejrssang&quot;, som dateres til 12. århundrede f.Kr.&lt;ref&gt;Dinkgreve (2021), kap. 8&lt;/ref&gt;, med følgende linjer:

Herre, da du drog ud fra Se'ir,&lt;/br&gt;
da du skred frem fra Edoms land,&lt;/br&gt;
skælvede jorden, himlen dryppede af regn,&lt;/br&gt;
ja, skyerne dryppede af vand.&lt;/br&gt;
Bjergene rystede foran Herren,&lt;/br&gt;
Sinajs Herre,&lt;/br&gt;
foran Herren, Israels Gud.&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 276&lt;/ref&gt;

Edom lå i den nordøstlige del af Sinaj-ørknen, sydøst for Det Døde Hav. Men der er mere. Jahve introduceres af Moses efter, at Jetro, Moses svigerfader, sammen med sine sønner havde sluttet sig til jøderne.&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 87&lt;/ref&gt; Ifølge Anden Mosebog kapitel 3:1 var Jetro præst i Midjan.&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 68&lt;/ref&gt; Det må rejse spørgsmålet, om det er fra ham, at Moses har overtaget sin guddom Jahve. Men ifølge Dommerbogen kapitel 1:16 var Jetro kenit: &quot;Efterkommere af den kenit, der var Moses' svigerfar, drog sammen med judæerne op fra Palmebyen til Judas ørken i Arads sydland og bosatte sig hos befolkningen dér.&quot;&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 271&lt;/ref&gt; Kenitterne var Kains efterkommere. I Første Mosebog kapitel 4:17-22 læser vi: &quot;Kain lå med sin kone, og hun blev gravid og fødte Enok. Så byggede han en by og gav den navn efter sin søn Enok. Enok fik sønnen Irad, Irad fik Mehujael, Mehujael fik Metushael, og Metushael fik Lemek. Lemek tog sig to koner, den ene hed Ada, den anden Silla. Han blev stamfader til dem, der bor i telte og holder kvæg. Også Silla fødte en søn, Tubal-Kain, stamfader til smedene, alle dem, der forarbejder kobber og jern.&quot;&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 11&lt;/ref&gt; 

Vi ved, at i andre kulturer som egyptisk, græsk og romersk er smedekunsten forbundet med vulkaner: i romersk mytologi hed smedeguden ligefrem ''Vulkan''. Læg dertil profetien i Esajas' Bog kapitel 31:9, der nævner &quot;Herren, som har sit bål på Zion og sin ovn i Jerusalem&quot;.&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 874&lt;/ref&gt; Og for at fuldende billede findes i Anden Mosebog kapitel 19:18-19 følgende beskrivelse af bjerget: &quot;Hele Sinajs bjerg var hyllet i røg, fordi Herren var steget ned på det i ild og røgen steg til vejrs som røgen fra en smelteovn. Hele bjerget skælvede af stor rædsel, og hornklangen blev kraftigere og kraftigere.&quot;&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 88&lt;/ref&gt; Det kunne være en beskrivelse af en aktiv vulkan. Disse sammenfald kan næppe være tilfældige. Er der tale om, at Jahve oprindelig var en smedegud forbundet med vulkanisme, og at han er overtaget af Moses (hvis han er en historisk person) fra sin svigerfaders kultur? I så fald viser det, at der findes en jødisk religiøs forhistorie, som man siden har forsøgt at fortrænge.

Af det foregående tør vi antage, at ''Jahve'' ikke begyndte i Israel. Han begyndte som en &quot;skytsguddom&quot; blandt nomadiske stammer uden en konge, uden templer og uden et skriftsprog. På et eller andet tidspunkt, måske som følge af handel eller af en edomitisk udvandring nordpå, kom denne gud til kana'anæerne, og der mødte han en anden guddom: den gamle gud ''El''. Hvad, der siden fulgte, var konvergens: før dannelsen af et kongerige, før opførelsen af det første tempel, blev ''El'' &quot;opslugt&quot; af ''Jahve''. Derved fik den nye fusionerede guddom begge navne i Gamle Testamente.

=== Ashera ===

Men denne gud stod ikke alene, han havde en kvindelig partner, en gudinde: ''Ashera''. Ashera optræder i kana'anæernes hjem som gudindestatuette, hendes navn findes på forrådskar og i gravskrifter. I tekster fra 8. århundrede f.Kr. bliver hun påkaldt ved siden af Jahve som om de hørte sammen og var ligestillede.

Vi ved nu, at hun i århundreder var blevet dyrket af jøderne som gudinde. Hun kunne gå på vandet, hendes tilnavn var ''Kudu'', den hellige. Hun findes gengivet på et egyptisk kunstværk fra samme tid stående på ryggen af en løve og med en slange i hver hånd. Kort sagt var hun en af de store modergudinder i Mellemøsten.

I to bygninger daterede til tiden 801-770 f.Kr. i det nordøstlige Sinai ved bjerget Contilit Azud fandt arkæologer i 1975 store forrådskar med en tekst skrevet på tidlig hebraisk: &quot;Jeg velsigner dig ved Jahve af Samaria og hans Ashera&quot;&lt;ref&gt;Novacek (2011), s. 92&lt;/ref&gt; og &quot;Jeg velsigner dig ved Jahve af Teman og hans Ashera&quot;. Her står israelitternes mandlige guddom sammen med kana'anæernes gudinde. Teman var den egn i ørkenen, hvor ifølge Habakuks Bog kapitel 3:3 Jahve havde sin oprindelse:&lt;/br&gt;
&quot;Gud kommer fra Teman,&lt;/br&gt;
den Hellige fra Parans bjerge&quot;.&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 1187&lt;/ref&gt;

I Hebron blev tilsvarende fundet en gravskrift dateret til midten af 8. århundrede f.Kr.: &quot;Velsignet være Uryyaho ved Jahve for fra hans fjender ved Ashera har han frelst ham&quot;.

Desuden har man fundet over tusind små gudindestatuetter, heraf 400 alene i Jerusalem, der ifølge Raz Kletter utvivlsomt forestiller Ashera skildret med krop som en cylinder med to markerede bryster og hænder, der tilbyder dem, samt et smilende ansigt. De dateres alle til 8. og 7. århundrede f.Kr. og de blev alle fundet i private hjem, ikke i templer. De viser, at dyrkelsen fandt sted under det delte kongerige som noget alment udbredt, ikke som noget særegent for de få.

Som supplement til en forståelse kan man gå til Gamle Testamente, hvor der er bevaret flere passager, hvori Ashera-dyrkelsen omtales. Den følgende oversigt gør ikke krav på fuldstændighed.

I Første Kongebog kapitel 14 læser vi: &quot;Salomos søn Rehabeam blev konge i Juda. .. Rehabeam var enogfyrre år, da han blev konge, og han regerede sytten år i Jerusalem, den by Herren havde udvalgt af alle Israels stammer til at sætte sit navn på. Hans mor hed Na'ama og var fra Ammon.
Judæerne gjorde, hvad der var ondt i Herrens øjne, og med de synder, de begik, gjorde de ham mere vred, end deres fædre havde gjort. Også de byggede offerhøje og lavede stenstøtter og Ashera-pæle på alle høje bakker og under alle grønne træer; der var endog mandlige helligskøger i landet.&quot;&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 396&lt;/ref&gt;

I kapitel 15 læser vi: &quot;I Nebats søn kong Jeroboams attende regeringsår blev Abija konge over Juda. Han regerede tre år i Jerusalem. Hans mor hed Ma'aka og var datter af Absalom. Han fulgte alle de synder, som hans far havde begået før ham..&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 396&lt;/ref&gt;

I Israels konge Jeroboams tyvende regeringsår blev Asa konge over Juda. Han regerede enogfyrre år i Jerusalem. Hans mor hed Ma'aka og var datter af Absalom. Asa gjorde, hvad der var ret i Herrens øjne, lige som sin fader David. Han forviste de mandlige helligskøger fra landet og fjernede alle de møgguder, som hans forfædre havde lavet. Han fjernede også sin mor Ma'aka som kongemoder, fordi hun havde ladet fremstille en rædselsstøtte til Ashera. Asa huggede støtten om og brændte den i Kedrondalen. Offerhøjene forsvandt ikke..&quot;&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 396f&lt;/ref&gt;

I kapitel 16 læser vi: &quot;Omris søn Akab blev konge over Israel i Judas konge Asas otteogtredivte regeringsår, og Omris søn Akab regerede toogtyve år i Samaria over Israel. Omris søn Akab gjorde, hvad der var ondt i Herrens øjne, værre end nogen før ham. Da det ikke var nok for ham at følge Nebats søn Jeroboams synder, giftede han sig med sidoniernes konge Etba'als datter Jezabel, og han gav sig til at dyrke og tilbede Ba'al. Han rejste et alter for Ba'al i Ba'als tempel, som han havde bygget i Samaria. Akab lavede en Ashera-pæl, og Akab gjorde mere endnu, så han krænkede Herren, Israels Gud, mere end nogen af Israels konger, der havde været før ham.&quot;&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 399&lt;/ref&gt;

I Anden Kongebog kapitel 21 omtales kong Manassa. Om hans gerninger hedder det: &quot;Han gjorde, hvad der var ondt i Herrens øjne efter de afskyelige skikke hos de folkeslag, som Herren havde drevet bort foran israelitterne. Han genopbyggede de offehøje, som hans fader Hizkija havde ødelagt; han rejste altre for Ba'al, og han lavede en Ashera-pæl, sådan som Israels konge Akab havde gjort, og han tilbad hele himlens hær og dyrkede den. .. Og i de to forgårde til Herrens tempel byggede han altre for hele himlens hær. .. Og han opstillede Ashera-billedet, han havde lavet, i dette tempel, om hvilket Herren havde sagt til David og til hans søn Salomo: &quot;''På dette tempel og på Jerusalem, som jeg har udvalgt blandt alle Israels stammer, vil jeg sætte mit navn til evig tid; og jeg vil ikke mere jage Israel bort fra det land, som jeg gav deres fædre, når de blot omhyggeligt vil gøre alt det, jeg har befalet dem, og holde hele loven, som min tjener Moses gav dem.''&quot; Men de ville ikke høre, og Manassa forledte dem til at handle værre end de folkeslag, som Herren havde udryddet for israellitterne.&quot;&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 438f&lt;/ref&gt;

I Anden Kongebog kapitel 23 oplyses, at denne afgudsdyrkelse holdt sig til Josija stoppede den: &quot;Så befalede kongen ypperstepræsten Hilkija, andenpræsterne og dørvogterne at fjerne alle de ting, der var lavet til Ba'al og til Ashera og til hele himlens hær, fra Herrens tempel, og han brændte dem uden for Jerusalem .. Helligskøgernes rum i Herrens tempel, hvor kvinderne vævede klæder til Ashera, rev han ned. .. Også alteret i Betel, offerhøjen som Jeroboam, Nebats søn, havde opført, han som forledte Israel til synd, både dette alter og offerhøjen rev Josija ned, og han knuste stenene til støv og brændte Ashera-pælen.&quot;&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 441&lt;/ref&gt; 

Profeten Jeremis beklagede sig i Jeremias' Bog kapitel 7: &quot;Kan du ikke se, hvad de gør i Judas byer og Jerusalems gader? Børnene samler brænde, fædrene tænder ild og kvinderne ælter dej, så de kan lave offerkager til Himmeldronningen og udgyde drikofre for andre guder og krænke mig.&quot;&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 950&lt;/ref&gt; Han taler om ''Ishtar'', Mesopotamiens version af Ashera, mens hun blev adopteret som ''Afrodite'' i Grækenland og blev kaldt ''Astarte'' af kana'anæerne og senere af fønikerne.&lt;ref&gt;Novacek (2011), s. 38&lt;/ref&gt;

Der kan således ikke være tvivl om, at Ashera-dyrkelsen var udbredt blandt jøderne i flere århundreder, snart officielt snart uofficielt. Manassa regerede fra 697 f.Kr. til 642 f.Kr. og Josija skal have stoppet Ashera-dyrkelsen omkring 622 f.Kr. Men uofficielt fortsatte dyrkelsen helt frem til babylonernes erobring af Jerusalem.

Det vigtigste i denne sammenhæng er, at denne afgudsdyrkelse, som det også fremgår af Gamle Testamente, fandt sted længe efter, at jøderne skulle være gået over til monoteisme.

=== Den centraliserede gudsdyrkelse ===

Men hvornår begyndte den monoteistiske gudsdyrkelse blandt jøderne? Meget tyder på, at det var en udvikling i to trin: først skete der en centralisering af gudsdyrkelsen, og langt senere en overgang til monoteisme.

Første kilde til denne udvikling findes i Moseloven. Her hedder det: &quot;Du må ikke lave dig noget gudebillede i form af noget som helst oppe i himlen eller nede på jorden eller i vandet under jorden. Du må ikke tilbede dem og dyrke dem, for jeg, Herren din Gud, er en misundelig Gud.&quot;&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 89. I oversættelsen til dansk bruges ordet &quot;lidenskabelig&quot; i stedet for &quot;misundelig&quot;&lt;/ref&gt; Det siges ikke, at der ikke findes andre guder, kun at jøderne ikke længere måtte dyrke dem.

Næste kilde findes i Anden Kongebog om kong Josija, som regerede 640-609 f.Kr. Her hedder det: &quot;Og statsskriveren Shafan fortalte kongen, at præsten Hilkija havde givet ham en bog, og Shafan læste den op for kongen.&quot;&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 440&lt;/ref&gt; Forskere mener, at den bog, der her er tale om, sandsynligvis var Femte Mosebog.

Femte Mosebog adskiller sig tydeligt fra de foregående fire Mosebøger, så meget at man mener, at den har sin egen forfatter (eller egne forfattere), der af forskerne kaldes D. Denne forfatter D genkendes også i en række andre tekster i Gamle Testamente: Joshua-bogen, Første og Anden Dommerbog, Samuels Bog samt Første og Anden Kongebog. Det menes, at alle disse bøger er forfattede af samme person eller personkreds.&lt;ref&gt;Dinkgreve (2021), kap. 8&lt;/ref&gt;

Anden Kongebog fortæller om kong Josiah, at han centraliserede gudsdyrkelsen og forbød stedlige altre: &quot;Han hentede alle præsterne fra Judas byer, og offerhøjene lige fra Geba til Be'ersheba, hvor de havde tændt offerild, gjorde han urene, og portofferhøjene, som lå ved kommandantensen Josvas port til venstre, når man går ind ad byporten, rev han ned.&quot;&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 441&lt;/ref&gt; Som det siges: &quot;Der havde ikke tidligere været nogen konge, der som han af hele sit hjerte og af hele sin sjæl og af hele sin styrke vendte om til Herren, helt efter Moses' lov og efter ham kom der ingen som han.&quot;&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 442&lt;/ref&gt; Tydeligvis var der tale om at samle al religiøs magt på et sted og under kongens kontrol. Det var med andre ord en religiøs revolution.

For at retfærdiggøre denne revolution måtte man opfinde en spådom, der kunne retfærdiggøre den. Her træder nu to kilder ind. Den ene findes i Første Kongebog. Her omtales en gudsmand, som råber imod et alter: &quot;Alter, alter! Dette siger Herren: I Davids hus skal der fødes en søn ved navn Josija. På dig skal han slagte de offerhøjspræster, som tænder offerild på dig, og han skal brænde menneskeknogler på dig.&quot;&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 393&lt;/ref&gt;

Den anden er Femte Mosebog: allerede i første sætning gives indtrykket af, at denne bog er Moses' sidste ord inden sin død&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 200&lt;/ref&gt;, og her formuleres en &quot;ny moselov&quot; begyndende således:

&quot;Dette er de love og retsregler, som I omhyggeligt skal følge i det land, Herren, dine fædres Gud, har givet dig i eje, så længe i lever på jorden. I skal ødelægge alle de steder, hvor de folk, I fordriver, har dyrket deres guder, på de høje bjerge, på bakkerne og under alle grønne træer. I skal rive deres altre ned og knuse deres stenstøtter, deres Ashera-pæle skal I brænde, og deres gudebilleder skal I hugge om; I skal udslette deres navn fra de steder. For på den måde må I ikke dyrke Herren jeres Gud. Nej, I skal søge til de sted, Herren jeres Gud udvælger blandt alle jeres stammer til at sætte navn på, så det kan bo der. Dér skal du komme, og derhen skal I bringe jeres brændofre og slagtofre, jeres tiender og afgifter, jeres løfteofre og frivilligofre og det førstefødte af jeres køer og får.&quot;&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 214&lt;/ref&gt;

Men trods dette forsøg på at legitimere centraliseringen af gudsdyrkelsen holdt det ikke længe. Snart begyndte folk atter deres decentrale gudsdyrkelse, og som vi tidligere har set, opgav de aldrig deres Ashera-dyrkelse.

=== Jøderne i Kana'an ===

Vi har fulgt jødernes religiøse udvikling, men hvordan forholder det sig med områdets politiske udvikling? Det er en broget historie, hvor Gamle Testamente trods påviselige fejl alligevel kan give nyttige oplysninger.

Meget taler for, at det var ankomsten af &quot;havfolket&quot; (engelsk: ''Sea People'') omkring 1178 f.Kr. som udløste en ny politisk udvikling. Frem til sammenbruddet havde området været præget af kana'anæiske kongefamilier, som styrede mindre områder fra deres centralt beliggende byer. Hidtil havde områder i nord været under hittitisk overherredømme og området i syd som helhed været under egyptisk kontrol, men nu svækkedes denne kontrol&lt;ref&gt;Porter (2016), s. 384&lt;/ref&gt;, og det indebar, at der blev mulighed for indbyrdes stammekrige i området. Det betød også, at folk udefra nu kunne blande sig med held i de stedlige stammekrige. Det er muligt, at jødernes erobringer netop hører hjemme i denne sammenhæng. Til trods for, at Gamle Testamente fremstiller disse kampe som religionskrige mellem folkeslag med polyteisme og jøderne med deres påståede monoteisme, er der intet, som tyder på, at dette er korrekt.

Snarere må vi se disse kampe som sket mellem et imperialistisk erobrerfolk og stedlige bofaste stammer. At der også var religiøse forskelle imellem dem, understregede blot krigenes stammemæssige karakter. Mens filistrene bosatte sig ved kysten, flyttede israelitterne ind fra øst og bosatte sig overvejende i højlandet, hvor de over tid tilegnede sig megen af den stedlige kultur, samtidig med at deres frænder, aramæerne, slog sig ned mod nordøst i Syrien. Hebræerne fik i denne besættelse støtte fra beslægtede og ligesindede nomadiske stammer og semitiske folkeslag. Alliancen var mulig, fordi de alle dyrkede Jahve.&lt;ref&gt;Novacek (2011), s. 66&lt;/ref&gt; Denne fælles kult var længe den eneste institution, som bandt folket sammen, og det kunne ikke forhindre, at der jævnligt opstod konflikter mellem dem.

Der kan på dette sted være grund til at gøre op med myten om Jerikos erobring. Ifølge den bibelske tradition skete erobringen ved, at de omgivende bymure styrtede sammen.&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 248f&lt;/ref&gt; Problemet er, at det arkæologisk kan påvises, at der ingen bymure var!&lt;ref&gt;Novacek (2011), s. 66&lt;/ref&gt; Forklaringen er, at Kana'an indtil da havde været underlagt Egypten, hvis overherredømme var blevet afgjort efter slaget ved Megiddo i 1479 f.Kr. Efter erobringen beholdt eliten i de kana'anæiske familier deres styrende rolle, når blot de var loyale i forhold til den egyptiske farao, men de måtte acceptere, at de ikke måtte befæste deres byer, (hvilket gav dem problemer blandt andet, da Megiddo blev angrebet af Lab'ayu fra det nærliggende Shechem).&lt;ref&gt;Novacek (2011), s. 25&lt;/ref&gt; Det må rejse spørgsmålet, om israelitterne overhovedet nogen sinde har erobret Kana'an, eller om de så at sige &quot;overtog&quot; havfolkets faktisk påviste erobringer og indskrev det i deres historie?

Overhovedet har det været praktisk talt umuligt at påvise israelitterne bosættelse i Levanten. Forskere har ment, at en række nye bosættelser i marginale områder i bjergegne kunne være deres bosættelser&lt;ref&gt;Porter (2016), s. 386&lt;/ref&gt;, men der kan lige så godt være tale om, at nogle kana'anæere fra lavlandet efter det handelsmæssige sammenbrud valgte at flytte ud og etablere sig med et nyt men mere holdbart selvforsynende landbrug&lt;ref&gt;Porter (2016), s. 388f&lt;/ref&gt;, hvor handel som helhed spillede en mindre rolle end tidligere og især var af regional snarere end international karakter.&lt;ref&gt;Porter (2016), s. 388&lt;/ref&gt; Ulige forsøg på at identificere bestemte former for genstande som værende israelitiske er strandet på, at de selv samme genstande også findes i områder uden israelsk bosættelse ifølge Gamle Testamente, de kan derfor ikke levere det ønskede bevis.&lt;ref&gt;Porter (2016), s. 387&lt;/ref&gt;

I den første tid efter israelitternes indvandring var tilstandene i Kana'an væsentlig som før. Det var langt fra lykkedes jøderne at udrydde hele den bosatte befolkning, så det endte med, at jøderne bosatte sig i egne bosættelser. De ulige folk og stammer levede i samfund hver for sig med byerne som centrum for de omgivende landsbyer. Hebræerne erobrede og ødelagde de mere civiliserede kana'anitter men overtog deres skriftsystem. De overtog også kana'anitternes byggeskik, men uden at hebræernes byggerier nåede samme høje stade som deres forgængere. Jerusalem var på denne tid et lille sted uden stor betydning og kunne ikke måle sig med andre byer i området.

Tør man tro Josvabogen kapitel 20, blev der oprettet særlige bebyggelser kaldet &quot;tilflugtsbyer&quot; for kriminelle, hvor disse kunne søge politisk asyl og unddrage sig retsforfølgelse for deres kriminelle gerninger: &quot;Herren talte til Josva og sagde: &quot;Sig til israelitterne, at de skal udpege de tilflugtsbyer, som jeg talte til jer om ved Moses, så en drabsmand, der uforsætligt og uforvarende slår nogen ihjel, kan flygte dertil; de skal være tilflugtssteder for jer mod blodhævneren. Når drabsmanden søger tilflugt i en af disse byer og stiller sig ved indgangen til byporten, skal han forelægge sin sag for de ældste i den by. De skal give ham adgang til byen og give ham et sted, hvor han kan bo hos dem. Når blodhævneren forfølger ham, må de ikke udlevere drabsmanden til ham; det var jo uforvarende, han slog sin næste ihjel, han havde ikke tidligere næret fjendskab mod ham. Han kan så blive boende i den by, indtil han stilles for menighedens domstol, eller indtil den ypperstepræst dør, som er der til dentid. Da kan drabsmanden vende tilbage til sin by og sit hus, den by, han er flygtet fra&quot;.&quot;&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 264&lt;/ref&gt; De var en ordning, som kunne beskytte enhver kriminel mod retsforfølgelse.

Og jødernes folkemord fortsatte. I Dommerbogen kapitel 1 læser vi: &quot;Så drog Juda op, og Herren gav kana'anæerne og perizzitterne i deres hånd, og de slog dem i Bezek og dræbte ti tusind mand. ..Judæerne angreb Jerusalem og indtog den. De huggede indbyggerne ned med sværd og stak ild på byen.&quot;&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 271&lt;/ref&gt; I de byer, som det ikke lykkedes jøderne at udrydde befolkningen, blev disse i stedet gjort til hoveriarbejdere.&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 272&lt;/ref&gt; Det kan næppe undre, at denne opførsel gav anledning til yderligere uro, og at nye kampe fulgte. Ved en lejlighed slog jøderne &quot;omkring ti tusind moabitter ihjel. .. Derefter havde landet ro i firs år&quot;.&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 274&lt;/ref&gt;

Efter Josvas erobringer fulgte dommertiden, hvor landet blev styret af de såkaldte dommere. Tør man tro Gamle Testamente førte det til, at filistre og ammonitter for en tid fik overtaget.&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 286&lt;/ref&gt; Også internt var der øjensynlig magtkampe, således forenedes de andre stemmer mod Benjamins stamme.&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 297ff&lt;/ref&gt;

Efterhånden blev lovløsheden for meget, og hebræerne etablerede et kongedømme i Palæstina. Denne institution kom som en nødvendig følge af både de interne lovløse tilstande og behovet for at organisere krigsførelsen mod andre folkegrupper. I vest udgjorde filistrene en stærkere modstand end kana'anitterne, fordi de havde udviklet jernsmedning. Mod nord boede fønikerne i Libanon, der var mest optaget af handel. Da kana'anitterne stadig blev mere undertrykte, skabte det grundlaget for etableringen af det hebræiske kongedømme omkring 1000 f.Kr. 

Først under dommeren Samuel opstår der blandt jøderne angiveligt krav om etableringen af et kongerige. Landets første konge hed Saul.&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 317&lt;/ref&gt; Han dateres til omkring 1000-tallet f.Kr. Tør vi tro Første Samuelsbog gennemførte han adskillige krige.&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 320&lt;/ref&gt; Kana'an var angiveligt forenet under ham og hans to efterfølgere, David og Salomo. Salomo beskrives i Gamle Testamente som en mægtig konge, der blandt andet opførte et gudstempel i Jerusalem, men arkæologiske undersøgelser har ikke kunnet bekræfte dette, og Salomo er påfaldende totalt fraværende i ikke-bibelske kilder. Det har fået mange historikere til at mene, at Salomo må have været en småkonge.&lt;ref&gt;Novacek (2011), s. 83&lt;/ref&gt; Også israelerne synes fraværende i arkæologiske fund fra denne tid, i stedet dominerer kypriotisk og fønikisk lertøj samt stedlige efterligninger af dette.&lt;ref&gt;Novacek (2011), s. 89, 93&lt;/ref&gt;

Da kong Salomo døde i 922 f.Kr. blev det hebræiske kongedømme delt i to: Kongeriget Israel og Kongeriget Juda. Det var kun Juda og Benjamins stammer, som accepterede Salomos søn Rehabeam som deres konge, og de oprettede dermed det sydlige kongerige Juda med Jerusalem som hovedstad. Mod nord gjorde de øvrige stammer Jeroboam til konge og oprettede kongeriget Israel med Sikem og senere Samaria som hovedstad. Vigtigst i denne sammenhæng er, at der intet stammesammenhold var, end ikke deres religion kunne holde sammen på dem, og som vi allerede har set, skete der jævnligt frafald fra denne, lige som israelitterne indgiftede sig i andre folkegrupper nok så meget som indbyrdes. Der var konstant magtkampe, hvilket afspejler det totale fravær af national solidaritet og enhed. Også udefra skete angreb. Anden Krønikebog er fuld af bereninger om disse krige.

Det bør for god skyld nævnes, at en basalt stele fra Dhiban omtaler, at kong Mesha fra det moabitiske kongerige overvandt Kongeriget Israel og udvidede sit rige, en begivenhed som menes afspejlet i Anden Kongebog kapitel 3.&lt;ref&gt;Porter (2016), s. 382&lt;/ref&gt;&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 412&lt;/ref&gt; 

Kongeriget Israel ophørte, da Assyrien erobrer hovedstaden Samaria 722 f.Kr. Herved mistede også de 10 nordlige israelske stammer deres betydning. Nogle af indbyggerne i Kongeriget Israel blev deporteret af assyrierne, men arkæologisk kan der ikke dokumenteres nogen befolkningsudskiftning eller nogen nedgang i befolkningstallet, og genetiske undersøgelser antyder også en kontinuitet i områdets befolkningssammensætning. Hovedparten af befolkningen synes således at være forblevet i området og samaritanerne menes at være de mest direkte efterkommere af befolkningen i Kongeriget Israel, hvilket også er i overenstemmelse med deres egen opfattelse. Nogle beboere fra Kongeriget Israel må antages at være flygtet til kongeriget Juda, hvilket kan forklare hvordan de nordlige stammers myter er blevet inkorporerede i den tekster i Gamle Testamente, som blev samlede i Kongeriget Juda.

=== Eksilet i Babylon ===

Der er næppe tvivl om, at hvis jøderne havde modstået angreb udefra, ville afgudsdyrkelsen have fortsat. Der ville fortsat have været private gudindestatuetter og private altre. Men een begivenhed ændrede jødernes historie og dermed verdenshistorien: babylonernes erobring i 586 f.Kr.

Forud gik en belejring, som varede to og et halvt år. Vilkårene under belejringen var forfærdelige: jøderne sultede, men vi ved fra samtidige beretninger, at de ikke holdt sig tilbage fra at spise deres egne børn. Da Nebukadnezer erobrede Jerusalem, blev Salomons tempel brændt ned til grunden. Kongepaladset blev brændt ned. Huse blev brændt ned. Forsvarsanlæggene omkring byen blev revet ned sten for sten. Kong Zedekiah, som havde forsøgt at flygte, blev fanget og ført frem for Nebukadnezer. Det sidste, han så, var, at han sønner blev slået ihjel. Så blev han gjort blind, og måtte i denne tilstand foretage vandringen til Babylon.

Hele den jødiske befolkning blev tvangsforflyttet til Babylon. Det skete i tre omgange. Da de forlod Jerusalem, måtte de uundgåeligt miste troen på deres guder, som havde svigtet dem.

Hvad, der skete under det babylonske fangenskab, var ekstraordinært: i stedet for at blive integrerede i deres nye omgivelser valgte de skriftkloge jøder den modsatte vej, nemlig at bevare og redigere deres historiske traditioner. Sigende optræder byen Al Yahuda i Babylon på denne tid. Jøderne samlede, hvad de havde bevaret om deres historie, og begyndte at nedskrive det. Undervejs blev traditionen omskrevet og tilpasset deres nye selvforståelse. Bibelforskere mener, at det var antagelig på denne tid, at traditionerne i ''Tanakh'' begyndte at få deres endelige form.

Og det var tilsyneladende også her, at jødernes tro fik den monoteistiske karakter, som siden skulle gøre sig gældende. Det er her, at profeten Ezekiel fortæller, at Gud gør ham opmærksom på den afgudsdyrkelse, som finder sted.&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 1048&lt;/ref&gt; Det er her, at Gud lover at straffe jøderne for denne afgudsdyrkelse.&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 1049&lt;/ref&gt; Det er her, at jødernes bortførelse bliver stillet i udsigt. Det er her, at grunden lægges til den fortolkning, at eksilet gøres nødvendigt for, at jøderne langt om længe kan vende sig mod den sande gudsdyrkelse.

Og det er her, at profeten Esajas formulerer sine propagandistiske og doktrinære anklager. Det er her, at Gud gøres til den, som lover jøderne håb om frihed igen. Og det er her, at Gud bliver enevældig.

To eksempler fra Esajas Bog kan belyse det: i vers 44 linje 6: &quot;Jeg er den første, og jeg er den sidste, der er ingen anden Gud end mig&quot;&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 895&lt;/ref&gt; og i vers 45 linje 5: &quot;Jeg er Herren, der er ingen anden, der er ingen anden Gud end mig&quot;.&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 897&lt;/ref&gt; Selv alt det gode og alt den onde har samme oprindelse:&lt;/br&gt;  
&quot;Jeg danner lys og skaber mørke,&lt;/br&gt; 
jeg frembringer fred og skaber ulykke,&lt;/br&gt; 
jeg, Herren frembringer alt dette.&quot;&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 897&lt;/ref&gt;&lt;/br&gt; 
For første gang optræder jøderne som et folk med kun een erklæret Gud.

Der kan næppe være tvivl om, at dette var følgen af en bestemt strategi: ikke at blive opslugt af imperiet. Over for de mange guddomme i Babylon sætter jøderne en enkelt gud som deres modstykke. Derved, og kun derved, kan de opretholde deres særegne identitet som folk. Hvis Jahve havde været een gud blandt mange andre, havde han tabt og havde ingen fremtid. Kun ved at gøre ham almægtig, ved at hævde at han havde brugt Nebukadnezar som et redskab i en guddommelig plan, kunne de opretholde deres identitet og deres håb om en fremtid. De gamle guder måtte udryddes eller bortforklares som fejltagelser, der kunne forklare jødernes ulykkelige skæbne. Og derfor blev den traditionelle historie omskrevet punkt for punkt for at kunne understøtte det nye narrativ.

Nået så langt tog de skriftkloge det næste skridt: de måtte opfinde og udvikle deres egen skabelsesberetning og deres egen beretning om en altomfattende oversvømmelse. Inspirationen hentede de hos babylonerne selv. De tog de velkendte babylonske beretninger men omskrev dem således, at de udgjorde en polemisk kontrast til den tro og de traditioner, som blev hyldet af deres omgivelser. Der vil være lejlighed til at se nærmere på disse ved en gennemgang af Gamle Testamente.

=== Jødernes tilbagevenden til Jerusalem ===

I 539 f.Kr. indtræder så afslutningen på jødernes tid i eksil. Dette år erobrer perserne Babylon, og Cyrus den Store erklærer straks efter en almen amnesti. Der efter giver han tilladelse til, at fordrevne folkeslag må vende tilbage til deres hjemegn og genoptage deres gudsdyrkelse.

Også jøderne vendte hjem. Ifølge Ezras Bog vendte i alt 42.360 jøder tilbage til Jerusalem foruden deres trælle og trælkvinder, i alt 7.337, samt 200 sangere og sangerinder, det vil sige i runde tal 50.000 personer.&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 510&lt;/ref&gt; Om dette tal er korrekt, vides ikke.

Det vigtige er, at da jøderne vendte tilbage til Jerusalem, var det med en ny, monoteistisk religion. Den var i store træk skabt under deres eksil, omskrevet og suppleret i forhold til tidligere. Den forenede folk og tro i en næsten uadskillelig helhed.

Der kan her være grund til at stille et vigtigt spørgsmål: betyder dette så, at jøderne vendte hjem med en fuldt udviklet fælles trosretning? Nej, intet taler for dette. Snarere må vi regne med, at det kun var en lille gruppe af teologiske skriftlærde, som havde taget del i den redigeringsproces, som var foregået i Babylon, og at det kun var dem, som havde det fulde kendskab til det nye narrativ om jødernes oprindelse, som de havde skabt. Dette indebærer, at det først er efter deres tilbagevenden, at de for alvor kan begynde at promovere og udbrede deres nye narrativ til jøderne og dermed skabe den identitetsforståelse, som de siden udviklede.

=== Persisk tid ===

Under det persiske herredømmes tid (538-332 f.Kr.) sad der persiske statholdere i landets ulige dele. Vi ved, at statholderen i Judæa 408 f.Kr. hed Bagohi, dels fra Josefos, dels fra papyrusfundene i Elefantine. At statholderen i Samaria var en samaritan, Sanballat, tyder på, at perserne ikke har blandet sig i Palæstinas forhold, når oprør ikke foranledigede dem til at gribe ind, som tilfældet var under Artaxerxes III (358-338 f.Kr.). Det var under persisk beskyttelse, at Nehemia og Ezra genoprettede den jødiske menighed i Jerusalem.

Vi ved sandt at sige ikke meget om den jødiske religionsdyrkelse på denne tid. Meget tyder på, at der skete en langsom spredning af den nydannede monoteistiske tro, sikkert som et politisk-nationalt redskab over for det persiske overherredømme. Men intet taler for, at denne endnu formelt var slået igennem.

Elephantine var en jødisk by i Egypten fra 400-tallet f.Kr. Den er interessant, fordi den kan vise træk ved og fravær af jødisk levevis på denne tid. Byen blev antagelig grundlagt i midten af 6. århundrede f.Kr. af folk, der var emigreret fra Syene-området i Palæstina.&lt;ref&gt;Barnea (2024), s. 1&lt;/ref&gt; Vi ved, at der eksisterede et særligt tempel for dyrkelsen af Jahve indtil 410 f.Kr., da det blev ødelagt. En jødisk befolkning nævnes sidste gang i kilderne i 399 f.Kr., hvad, der skete med den jødiske befolkning efter denne tid, er ukendt.&lt;ref&gt;Adler (2025), s. 39&lt;/ref&gt;

Historien om jødernes udvandring fra Egypten kendes ikke i denne by, hvilket tyder på, at denne tradition er yngre end 400-tallet. Ligeledes kendte befolkningen ikke til ''torah'', det vil sige jødisk lov, så også denne må være yngre end 400-tallet.

Endvidere dyrkede jøderne i denne by flere guder (jahvisme) i modsætning til senere tids monoteisme (judaisme). Således har vi flere kilder fra 400-tallet f.Kr., der vidner om zoroastracisme, herunder et ild-alter og et tempel.&lt;ref&gt;Barnea (2024), s. 3-7&lt;/ref&gt; En lignende jødisk polyteisme kendes fra andre byer.&lt;ref&gt;Adler (2025), s. 41-47&lt;/ref&gt; Men dette indebærer også, at jøderne stadig ikke på denne tid var monoteister til trods for de bestræbelser, som præsteskabet havde udført under eksilet i Babylon. I stedet tolkes situationen således, at den jødiske kult udviklede sig gravist over tid blandt andet inspireret af zoroastrisk kult indtil, at de fik den form som kendes fra den hebraiske bibel.&lt;ref&gt;Barnea (2024), s. 29&lt;/ref&gt; Hvis byen blev grundlagt af dem, som ikke endte i Babylon, kan dette forklare deres fastholden ved polyteisme og ukendskab til den monoteisme, som blev udviklet i Babylon.

Dermed adskiller kulten på denne tid blandt jøder sig markant fra den, som ses i hasmonæisk tid.&lt;ref&gt;Adler (2025), s. 48&lt;/ref&gt; Yonatan Adler ved Ariel University har kaldt denne kult og levevis &quot;proto-jødisk&quot; (''proto-Judaic'') og definerer den således: &quot;Et protojødisk kulturelt træk er således et særskilt element af den israelitiske og/eller jødiske livsstil, som med tiden blev lovgivet som en forskrift for regulering i en eller flere af Mosebøgernes tekster, og som i sidste ende blev optaget som en del af jødedommen.&quot;&lt;ref&gt;Adler (2024), s. 5&lt;/ref&gt; Et eksempel herpå er at spise svinekød. I to af Mosebøgerne (Tredie Mosebog kapitel 11:1-8&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 126f&lt;/ref&gt; og Femte Mosebog kapitel 14:3-8&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 216&lt;/ref&gt;) forbydes det jøder at spise svinekød, men arkæologiske fund fra tiden fra sen bronzealder (1300-1130 f.Kr.) frem til jernalder (586 f.Kr.) viser, at svin faktisk blev avlet til fortæring i strid med denne bestemmelse, skønt de er fraværende i nogle bopladser henregnet til kana'anære og fønikere i jernalderen uden, at det derfor med sikkerhed kan siges at være bevidste valg; økonomiske, økologiske og sociale forhold kan have spillet ind.&lt;ref&gt;Adler (2024), s. 13&lt;/ref&gt; Flere jødiske leveregler tilskrives således myter i Mosebøgerne, og det kan ikke afvises, at disse myter ''netop'' er blevet til for at kunne begrunde og legitimere disse leveregler.&lt;ref&gt;Adler (2024), s. 21&lt;/ref&gt; Det gælder blandt andet reglen om at omskære drengebørn.&lt;ref&gt;Adler (2024), s. 20f&lt;/ref&gt;

=== Hellenistisk tid ===

I den græske periode fra Alexander den Stores erobring i 332 f.Kr. til 167 f.Kr. blev Palæstina atter genstand for strid mellem Syrien, hvor seleukiderne herskede efter Alexanders død 323 f.Kr., og Ægypten, der beherskedes af ptolemæerne. Frem til 198 f.Kr. var overvejende Egypten, fra den tid, efter Antiochos IIIs sejr ved Paneas, syrerne Palæstinas herrer. Efter, at Babylon, Ninive og Shushan var gået til grunde, og Alexandria var blevet grundlagt, flyttede tyngdepunktet vest på, og Palæstina fik igen samme betydning som i 15. århundrede f.Kr. Under ptolemæerne regeredes Palæstina af guvernører (hegemon, epitropos), om hvis myndigheds udstrækning kun lidt vides. Skatteopkrævningen var overladt - ved licitation - til skatteforpagtere. I jødernes kreds fik synedriet og ypperstepræsten en vidtgående myndighed. Under seleukiderne stod Palæstina, der kaldtes Fønikien, sammen med Cølesyrien under en militærguvernør, og syrisk militær besatte landet. Skatten indkrævedes af seleukidiske embedsmænd. Fra 165 f.Kr., da Antiochos Epifanes forbød jødisk gudsdyrkelse, blev landet ramt af de makkabæiske kampe, der skulle bane vejen for det hasmonæiske dynasti.

Undersøgelser tyder på, at jøderne i almindelighed stadig ikke kendte til ''torah'', det vil sige jødisk lov, i begyndelsen af hellenistisk tid, og slet ikke at de respekterede og fulgte den.&lt;ref&gt;Adler (2025), s. 34&lt;/ref&gt; Således er der flere eksempler på, at judæere to ågerrenter af deres udlån.&lt;ref&gt;Adler (2025), s. 28&lt;/ref&gt; Der er også bevis på, at nogle judæere selv på denne tid dyrkede andre guder end Jahve.&lt;ref&gt;Adler (2025), s. 27&lt;/ref&gt; Og skønt ordet &quot;''sabbat''&quot; forekommer, lader det sig ikke fastslå, om dette havde samme betydning som senere eller blot henviste til en jødisk helligdag.&lt;ref&gt;Adler (2025), s. 28&lt;/ref&gt; Faktisk forekommer ordet &quot;''sabbat''&quot; ikke een eneste gang i Gamle Testamente. Omvendt er der ingen arkæologiske beviser på, at jøderne tog deres rituelle bade i bassiner, således som foreskrevet i ''torah'', og heller ikke at de iagttog særlige rituelle renselsesregler omkring deres mad.&lt;ref&gt;Adler (2025), s. 26&lt;/ref&gt;

Der har været peget på, at Aristeas i et brev oplyser, at Ptolemæus II Philadelphus (regerede 285-246 f.Kr.) tog 72 jøder fra Jerusalem til Alexandria for at få oversat en jødisk lov til græsk til sit bibliotek.&lt;ref&gt;Adler (2025), s. 31&lt;/ref&gt; ''Torah'' er ikke nævnt ved navn, så der er ingen beviser på, at det er den, som der henvises til, men selv om dette var tilfældet, kan dette ikke tages som udtryk for, at jøderne i almindelighed kendte og fulgte loven.&lt;ref&gt;Adler (2025), s. 32&lt;/ref&gt; Dette til trods for, at jøderne på  denne tid ellers nød udstrakt selvstyre både i Judæa og i andre områder.&lt;ref&gt;Adler (2025), s. 24&lt;/ref&gt; Dette har fået Yonatan Adler til at betegne jødisk kultur på denne tid som &quot;jahveisme&quot; (''Yahwism'') i modsætning til den &quot;judaisme&quot; (''Judaism''), der først fulgte senere og som fulgte ''torah''-en.&lt;ref&gt;Adler (2025), s. 7&lt;/ref&gt; Men uanset benævnelsen betyder det, at traditionel jødisk kultur først stammer fra tiden ''efter'' hellenistisk tid.

=== Det hasmonæiske dynasti ===

Den hasmonæiske eller senhellenistiske periode strakte sig fra 167 f.Kr. til 63 f.Kr.

Betegnelsen &quot;Det hasmonæiske kongerige&quot; dækker over en yderst omtumlet periode i jødisk historie, som strakte sig fra midten af 2. århundrede f.Kr. til midten af 1. århundrede f.Kr. Hasmonæerne var en jødisk præsteslægt, som spillede den førende politisk rolle på denne tid. Betegnelsen er dannet efter Hasmon, der var Mattatija’s bedstefader. I årene 168-161 f.Kr. ledede hasmonæerne kampen for national og religiøs frihed mod seleukiderne, som under Antiochos IV havde underkuet dem. Bevægelsen begyndte under Mattatija, men blev fortsat af hans sønner, først Judas Makkabæer, efter hvem slægten often kaldes makkabæerne; han fik genoprettet den jødiske gudsdyrkelse i 165 f.Kr. og opnåede i 161 f.Kr. religionsfrihed. Dette år overvandt han den syriske feltherre Nikanor og sluttede forbund med Romerne, men døde kort efter. Hasmonæerne optrådte der efter som et dynasti, der kæmpede for deres egen magtstilling. Judas’ broder, Jonatan, som afløste ham som leder, lod sig i 153 f.Kr. udnævne til ypperstepræst, skønt han efter jødisk lov ikke havde ret til denne stilling. Dette betød et brud med de lovtro, som de oprindelige havde kæmpet for. Efter hans mord i 143 f.Kr. lykkedes det broderen Simon (143-135 f.Kr.) at få landets selvstændighed anerkendt og at erobre syrernes borg i Jerusalem. Som følge heraf blev han af befolkningen hyldet som arvelig ypperstepræst og som verdslig hersker i 141 f.Kr. Dermed havde hasmonæerne opnået formel anerkendelse af deres dynasti.

Det betød imidlertid ikke, at der nu herskede fred, tværtimod. Under Simon’s søn, Johannes Hyrkan (134-104 f.Kr.), indtraf et åbent brud mellem hasmonæerne på den ene side og farisæerne på den anden. Under de fortsatte kampe undertvang han den autonome stat Edom og ødelagde Samaria og også den samaritanske helligdom på Garizim. Hans sønner, Aristobul (104-102 f.Kr.) og Alexander Jannæos (102-76 f.Kr.) var brutale herskere og fjernede sig langt fra styrets oprindelige karakter, idet de var udpræget hellenistisk sindede. Alexander udnævnte sin dronning Salma Alexandra til sin efterfølger (78-69 f.Kr.), mens sønnen Hyrkan II blev ypperstepræst. Midt i de hele etablerede armenerne et kortvarigt herredømme (70-63 f.Kr.) idet de erobrede landet og lagde området under deres overherredømme. Men den interne magtkamp fortsatte uafbrudt. Salma sluttede sig til farisæerne, og hun kom derved i modsætning til saddukæerne, som samlede sig om hendes anden søn, som efter hendes død tog magten fra sin broder og herskede som Aristobul II, dog under vedvarende kampe, indtil Pompejus afsatte ham og tog ham med til Rom i 63 f.Kr. Efter ulige forsøg på opstand blev Aristobul og hans søn Alexander myrdet i 48 f.Kr. 

Hyrkan II, der af Pompejus nu blev anerkendt som ypperstepræst med Antipater som verdslig leder, blev af Cæsar forfremmet til ethnarch, mens den faktiske myndighed efterhånden gik over til Herodes efter Antipater’s død. Aristobul’s anden søn, Antigonos, gjorde imidlertid oprør og blev en kort (40-37 f.Kr.) tid konge, mens Hyrkan blev bortført og fik ørene skåret af. I 37 f.Kr. erobrede den af Romerriget anerkendte Herodes så Jerusalem, og Antigonos blev henrettet i Antiochia. Dermed var hasmonæernes herredømme bragt til ende. Herodes levede en tid i venskab med Hyrkan men lod ham så dræbe. Herodes var besvogret med hasmonæerne, idet hans hustru Mariamme var datter af Aristobul II’s søn Alexander. Dette forhindrede dog ikke, at han lod hendes broder Aristobul dræbe. Senere dræbte han ligeledes hende selv og hendes moder. Endelig dræbte han nogle hasmonæere, der opholdt sig hos hans svoger i Idumæa. Således blev det Herodes, som endte slægtens magtdrømme.&lt;ref&gt;Pedersen (1919), s. 943f&lt;/ref&gt; Så meget om den politiske udvikling.

Det vigtigste i denne sammenhæng er, at de var i denne omtumlede tid, at vi for første gang ser tydelige spor af en jødisk kultur og religionsdyrkelse. Årsagen er klar nok: lederen af den nye stat var en ypperstepræst, som nu tillige blev den politiske, kultiske og militære leder af den nye stat. Og det er tydeligvis på denne tid, at denne nye magt manifesterer sig også religiøst. Det er først fra denne tid, at de første synagoger optræder. Det er først fra denne tid, at ''Tanakh'' optræder i sin endelige skikkelse. Det er først fra denne tid, at der optræder beviser på, at jøderne i deres levevis fulgte bibelsk lov, der nu bliver promoveret som &quot;deres forfædres lov&quot; og påvirker et utal af leveregler både i og uden for jødernes &quot;hjemland&quot;.&lt;ref&gt;Adler (2025), s. 67&lt;/ref&gt;

=== Romersk styre ===

Romersk tid strækker sig fra sidste århundrede f.Kr, til første århundrede e.Kr. Det kendetegnes ved at området i denne periode havde en romersk guvernør.

Yonatan Adler har undersøgt de kulturelle traditioner i dette tidsrum og finder, at de følger senere jødiske traditioner: der er renselsesbassiner og husgeråd af kalk som udtryk for jødiske relselsesritualer samt mønter, vægdekorationer i huse og hjemligt udstyr som udtrykkeligt undgår at vise mennesker og dyr i overensstemmelse med påbuddet i Mosebøgerne. Han konstaterer yderligere, at disse træk er særligt markante i de områder, som vides at have haft en overvejende jødisk befolkning, men ikke nødvendigvis i områder hvor andre befolkningsgrupper var dominerende. Han konstaterer endvidere, at disse rituelle træk tydeligt går tilbage til hasmonæisk tid men ikke med sikkerhed lader sig følge længere tilbage, til dels på grund af et svagt og mangelfuldt arkæologisk og skriftligt bevismateriale. Som beviserne nu stiller sig, var det i hasmænæisk tid, at disse rituelle træk slog igennem og efterhånden bredte sig til den samlede befolkning og i romersk tid allerede var blevet normen.&lt;ref&gt;Adler (2022)&lt;/ref&gt;

Det er på denne baggrund, at Jesus må ses: i en tid, hvor mange jøder drømte om og håbede på at genskabe deres egen selvstændige stat, trådte han frem med sit provokerende budskab, at &quot;Guds rige ikke var af denne verden&quot;. Ikke nok med det: han udfordrede farisæerne og de skriftkloge, og oven i alt dette ophævede han jøder som Guds udvalgte folk og erklærede enhver, som følger Guds ord og hans påbud som en del af den udvalgte befolkning. I det givne politisk-religiøse klima gjorde det ham farlig for en national jødisk politik, så han måtte stoppes, og det blev han som bekendt. Men det stoppede ikke hans budskab i at blive yderligere spredt, tværtimod.

Frem til 70 e.Kr. opstod der ulige retninger inden for jødedommen, hvoraf saddukæerne, farisæerne og essæerne synes at have været de væsentligste. Desuden opstod der en række messianske og apokalyptiske bevægelser. 

Saddukæerne var en gruppe der var tilknyttet præstedømmet i templet i Jerusalem. I modsætning til farisæerne, som påberåbte sig myndighed på grund af deres lærdom og fromhed, baserede saddukæerne deres særstilling på afstamning og status. Meget tyder på, at de repræsenterede Hasmonæernes klan, der tidligere havde regeret som præstekonger. De nægtede at acceptere læresætninger som ikke direkte var nævnt i ''Torah'', også selv om læren var nævnt et andet sted i Tanakh. Ja, de &quot;anså det for en dyd at debattere&quot; sådanne sager. Et eksempel på en sådan debat findes i Mattæusevangeliet kapitel 22:23-33, hvor de satte Jesus på prøve med hensyn til opstandelsen. Idet saddukæerne opstillede en tænkt situation hvor en enke havde været gift med syv mænd, spurgte de: &quot;Hvem af de syv skal nu have hende til hustru i opstandelsen?&quot; I denne sammenhæng var det selvfølgelig uvæsentligt om den tænkte enke havde været gift 14 eller 21 gange. Jesus svarer: &quot;I opstandelsen gifter mænd sig ikke og kvinder bortgiftes ikke.&quot;&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 1251&lt;/ref&gt; Saddukæerne accepterede ikke eksistensen af et liv efter døden, og benægtede derfor også den farisæiske doktrin om en genopstandelse, hvilket netop var den forestilling, som Jesus prædikede. I Markusevangeliet kaptel 12:18-27 omtales en anden version af historien: da Jesus vidste, at saddukæerne ikke accepterede andre inspirerede skribenter end Moses, argumenterede han ved at citere fra ''Torah''. Han sagde: &quot;Med hensyn til at de døde oprejses, har I da ikke læst i Moses’ bog, i beretningen om tornebusken, hvordan Gud sagde til ham: ’Jeg er Abrahams Gud og Isaks Gud og Jakobs Gud’? Han er ikke dødes men levendes Gud.&quot;&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 1281&lt;/ref&gt;

Saddukæerne ønskede ikke, at en Messias skulle dukke op og lave om på tingene og da de betragtede Jesus som en trussel mod deres position, sammensvor de sig med farisæerne om at slå Jesus ihjel.&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 1258f, 1352&lt;/ref&gt;

Farisæerne var kendetegnede ved, at de lagde stor vægt på overholdelse af Moseloven, især renhedsforskrifterne og desuden på &quot;fædrenes overleveringer&quot;, som var en betegnelse for hele den mundtlige fortolkning af Moseloven. Bevægelsens etik havde mange detaljerede forskrifter og praktiske anvisninger. 

Essæerne levede i en slags kommunisme, hvor medlemmerne aflagde tavshedsløfte og ingen måtte besidde ejendom, hverken bolig eller slave, jord eller kvæg. Deres indkomster skulle overlades til en forvalter, som forestod indkøb af det nødvendige og sørgede for mad og underhold til gruppen. De forkastede også ægteskab, alle former for standsforskelle samt slaveri. De var soldyrkere og sendte hver morgen bønner op til solen. Når de havde afføring, gjorde de det inden døre for ikke at &quot;besmitte&quot; sollyset.

Af de mange retninger inden for jødedommen overlevede kun den rabbinske jødedom, som byggede på farisæerne og deres lære. Den rabbinske jødedom var kendetegnet ved at hævde, at den skrevne ''Torah'' ikke kan fortolkes korrekt uden henvisning til den &quot;mundtlige&quot; ''Torah'' og den dertil hørende litteratur, der specificerer hvilken adfærd, der er sanktioneret af loven. Med et moderne udtryk var de fundamentalistiske teokrater. Når de andre fraktioner her er nævnt, er det for at vise, at jødedommen langt fra var nogen samlet bevægelse selv op til eller på Jesu tid.

Stednavnet &quot;Israel&quot; første gang optræder på en mønt dateret til 66 e.Kr. møntet i forbindelse med jødernes oprør mod romerne.

Efter oprøret 70 e.Kr. var det for en lang tid slut med jødiske forsøg på at skabe en egen stat. Jesu budskab og det mislykkede oprør førte til, at den jødiske befolkning blev sprængt i tre grupper: den ene gruppe var de traditionelle jøder, som holdt fast ved farisæerne og deres budskab, den anden gruppe var de kristne, som nu satte sig for at udbrede det nye budskab, og den tredie gruppe var judeo-nazaræerne, som fortolkede udviklingen på deres egen måde og mente, at genskabelsen af templet i Jerusalem var en forudsætning for, at Messias ville vende tilbage. De arbejdede i flere hundrede år på dette mål, men da de endelig fik magten i Jerusalem i år 634 og Messias alligevel ikke vendte tilbage, blev bevægelsen omformet til en ny arabisk religiøs bevægelse, som i 749 efter abbasidernes magtovertagelse endte som muhammedismen, komplet med en egen profet, en egen hellig bog og med et nyt religiøst midtpunkt i Mekka.&lt;ref&gt;se ''Muhammedanismen i kildekritisk belysning''&lt;/ref&gt;

=== Sammenfatning ===

Hvordan skal begivenhedsforløbet nu fortolkes? Et foreløbigt svar kunne lydes således: det ser ud til, at jøderne udskilte sig fra kana'anæerne senest omkring 1200 f.Kr. og at de oprindeligt levede i ørkenområderne syd for Kana'an. Dette varede indtil, at de eteblerede et egentligt kongerige, der imidlertid efter kort tid blev delt i to, Israel og Judæa. Den nationale udskillelse var dog åbenbart ikke mere udtalt end, at jøderne jævnligt synes at have giftet sig med kvinder fra andre stammegrupper. 

Så langt, vi tør tro Bibelens fremstilling, var de polyteister, det vil sige dyrkede flere guder. Ganske vist var der perioder, hvor der gjordes forsøg på at indføre monoteisme, men dels var der stadige tilbageslag, dels skete disse forsøg på det statslige niveau, mens den almindelige befolkning synes at have fastholdt polyteismen uden afbrydelser gennem flere hundrede år frem til og med landsforvisningen til Babylon. 

Religionsdyrkelsen synes at have udviklet sig fra spredt i de enkelte husstande, landsbyer og stammer hen imod en statslig centralisering med deraf følgende magt for præsteskab og konger. 

Efter alt at dømme er det først under eksilet i Babylon, at præsteskabet blandt jøderne udvikler en erklæret monoteisme, mens dette ikke synes at være tilfældet for den brede befolkning. Hele jødernes tidligere historie bliver nu omfortolket af præsteskabet i lyset af denne nye religion, og den bliver promoveret og legitimeret af nogle få erklærede profeter.

Efter jødernes tilbagevenden til Kana'an efter eksilet i Babylon bliver den nye religion gjort til et redskab for præsteskabets politiske mål: en selvstændig teokratisk stat. Dette mål bliver opnået, men den nye stat varer kun i henved hundrede år, og igennem hele sin eksistens er den præget af interne magtkampe blandt den ledende religiøse elite. Meget tyder dog på, at det først er på denne tid, at monoteismen slår igennem også i den brede jødiske befolknings livsstil og levemåde og bliver det centrale element i israelitternes selvforståelse. Men dette forudsatte og krævede præsteskabet både som den etnisk-religiøse og den statspolitiske magthaver. Efter alt at dømme er det tidligst fra denne tid, at vi kan tale om jødedom i moderne forstand.

Men denne udvikling forudsatte, som vi har set, en dramatisk omskrivning af den jødiske historie. Meget måtte udelades eller totalt omskrives. På den anden side blev der indført nye elementer, som næppe har meget med den historiske udvikling at gøre men som gav jøderne en forhistorie så lang som nogen.

=== &lt;big&gt;Problemerne med Gamle Testamente&lt;/big&gt; === 

Et passende kildekritisk udgangspunkt ved vurderingen af Gamle Testamentes troværdighed må være de modsætninger, der er mellem dennes fremstilling og de faktuelle kendsgerninger. Der er således ingen beviser for eksistensen af de fem mosebøger før slutningen af 4. århundrede f.Kr. inklusive eksistensen af en person ved navn Moses.&lt;ref&gt;Gad Barnea&lt;/ref&gt;

Problemerne med teksterne lader sig inddele i to delspørgsmål:&lt;/br&gt;
- er der een eller flere forfattere til Tanakh?&lt;/br&gt;
- er dele af teksterne lånt fra andre kulturer?&lt;/br&gt;
Svaret er i begge tilfælde bekræftende. Der kan derfor være grund til at behandle hvert af dem særskilt.

=== Forfattere og deres datering ===

Tekstanalytikere mener, at ''Tanakh'' (Gamle Testamente) er blevet til i tre omgange:&lt;/br&gt;
- en arkæisk fase: 11.-10. århundrede f.Kr.&lt;/br&gt;
- en klassisk fase: 9.-6. århundrede f.Kr.&lt;/br&gt;
- en sen fase: 5. århundrede f.Kr. eller senere.&lt;/br&gt;
Eksempelvis mener man, at den ældste del af Første Mosebog er historien om Jakobs velsignelse (i kapitel 47), som skal stamme fra arkæisk tid, men størstedelen af resten stammer fra klassisk tid.

I en række tilfælde forekommer tilsyneladende dubblerede historier med både ligheder men også klare forskelle. Forskerne mener, at det afspejler sammenskrivning af to eller flere ulige overleveringer.

Kildeforskere mener at kunne udskille fire lag i eller snarere forfattere til Mosebøgerne:

J: ''Jahvisten'', hvor Gud sædvanligvis kaldes ''Jahve''; et litterært lag der i modsætning til Præsteskriftet er præget af lægmandssynspunkter.&lt;/br&gt;
E: ''Elohisten'', hvor gudsbetegnelsen er ''Elohim''.&lt;/br&gt;
D: ''Deuteronomisten'', det vil sige &quot;forfatteren&quot; til Femte Mosebog.&lt;/br&gt;
P: ''Præsteskriftet'', et litterært lag i mosebøgerne, der antages at være blevet til i præstelige kredse, og som udviser særlig interesse for kultiske forhold. 

J- og E-teksterne menes nedskrevet efter, at det oprindelige kongerige var blevet delt i to: Israel i nord og Judæa i syd. J-teksterne menes at stamme fra Judæa, E-teksterne menes at stamme fra Israel.

J-teksterne dateres til tidsrummet mellem 848 f.Kr. og 722 f.Kr., idet disse tekster omtaler Babylon og Calah (Nimrod) som store byer. Desuden nævnes Edom som en autonom stat, hvilket først skete efter 848 f.Kr.

E-teksterne lader sig ikke datere nærmere end til 9. eller 8. århundrede f.Kr.

P-teksterne dateres til 6. århundrede f.Kr. og menes skrevet efter, at templet i Jerusalem var revet ned, og jøderne var blevet tvangsforflyttede til Babylon. Dette kan forklare hvorfor, at der ikke findes en eneste henvisning til templet i Jerusalem.&lt;ref&gt;Dinkgreve (2021), kap. 8&lt;/ref&gt;

Problemet ved en tekstanalyse af ''Tanakh'' er, at teksterne synes at være flettet sammen fra to eller flere oprindelige kilder til een sammenhængende historie. Det formodes, at J- og E-teksterne er blevet sammenskrevne efter 722 f.Kr., da Israel blev erobret af assyrerne, og flygtninge fra Israel i nord kom sydpå til Judæa og bragte deres E-traditoner med sig. Her blev de sammenskrevne til en ny version, JE, der ofte giver et judæisk perspektiv.

Men hvordan kan vi skelne imellem de forskellige tekster? Lad os tage nogle eksempler.

Under ørkenvandringen lader Moses vand springe fra klippen. I det ene tilfælde sker det uden problemer, i det andet pålægges Moses af Gud at tale til klippen, men han slår på den med sin stav i stedet, og som straf for at have ignoreret dette pålæg får han ikke love til at betræde Kana'an men kun at se det udefra. (exodus 18)

J-teksten angiver, at Abraham boede i Hebron, som er en judæisk by, men E-teksten fortæller om Jakobs kamp med Gud i Peni-El, som er en israelsk by.

I beskrivelsen af Jakobs sønner nævner J-teksten Judæa, mens E-teksten nævner stammer der var dele af Israel.

I E-teksten lader Aron skabe guldkalven til jødernes tilbedelse, men denne historie findes ikke i J-teksten.

Præsterne i Judæa hævdes at være efterkommere efter Aron, Moses broder, mens præster i Israel nævner andre levitter.

P-teksterne skiller sig ud ved at lægge vægt på love, lige som den tildeler Aron en større rolle, ligestillet med Moses. I ''JE''-teksten er det Moses' stav, som udfører mirakler (Første Mosebog kapitel 4), i P-teksten er det Arons stav (kapitel 7). I P-teksten er Aron den første, som ofrer, mens i ''JE''-teksten omtales flere tidligere ofringer, blandt andre Kain og Abel, Abraham og Isak samt Jakob, mens ingen af disse tilfælde omtales i P-teksten. Det menes, at dette afspejler P-tekstens mål om at give de aronitiske præster eneret på ofringer til Gud. Under ørkenvandringen optræder to uens oprør: i ''JE''-teksten er det Dathon og Abiram, som udfordrer Moses ved at sige, at det ville være bedre for jøderne at vende tilbage til Egypten, men at de opsluges af jorden i et jordskælv. I P-versionen er det levitterne under ledelse af Korah, som udfordrer Aron, men ligeledes dør.

Ligeledes omtaler P-teksterne ingen tilfælde, hvor folk besøges af engle eller får visioner, således omtales ikke historien om Josef og han 6 drømmesyner, ej heller de to engle i Sodoma og Gomorra eller Jekobs kamp med Gud. Sigende nok nævnes ordet &quot;profet&quot; kun een gang i P-teksten og da med henvisning til Aron.

=== Lånte historier ===

Sammenligninger mellem bibelske beretninger og tilsvarende overleveringer fra sumerisk og mesopotamisk kultur viser, at flere af historierne er blevet overtaget herfra, men at de er blevet omskrevne og tilpassede for at passe ind i den myte om jødernes oprindelse og historie, som man ønskede fremmet. Det gælder således blandt andre historierne om skabelsen, om Kain og Abel, om Noa og vandfloden samt om Sodoma og Gomorra.

Andre beretninger er tilsyneladende ligeledes lånt fra andre kulturer, således udvandringen fra Egypten, der blev gjort af et folk kaldet ''hyksos'', ikke af jøderne. Der kan være grund til at nævne nogle af disse beretninger, som jøderne så at sige adopterede.

==== Skabelsesberetningen ====

Den babylonske skabelsesberetning hedder ''Enuma Elish''. Dene kendes blandt andet fra Nineveh i Mesopotamien. Dens hovedtræk er følgende: i begyndelsen var der kun vand: guden ''Absu''s ferske vand og gudinden ''Tiamat''s salte vand. De blev blandede, og fra denne blanding blev født de første guder. Men disse yngre guder forstyrrede deres forældres søvn, så Tiamat sendte i vrede en hær af monstre for at ødelægge dem. Ud af dette kaos trådte ''Marduk'', stormguden og Babylons skytsguddom, som kæmpede imod ''Tiamat'' i en duel. Han affyrede en pil, som skabte hul i hendes mave og splittede hendes hjerte. Der efter skar han hendes krop op i to halvdele: af den ene skabte han himmelhvælvingen, af den anden halvdel jorden. Han satte stjerner i deres konstellationer, han satte månen til at angive månederne og solen til at lyse om dagen. Endelig skabte han menneskene af blod fra en død guddom blandet med ler for, at de kunne udføre det tunge arbejde for evigt.&lt;ref&gt;Dinkgreve (2021), kap. 3&lt;/ref&gt;

Den jødiske skabelsesberetning er i alle henseender et modstykke til den babylonske beretning: i stedet for flere guder er der kun een gud, i stedet for en skabelseskamp foregår skabelsen i Gamle Testamente med ord, i stedet for at menneskene er slaver for guderne er de i Bibelen skabt i Guds billede. Men der er også ligheder: rækkefølgen med adskillelse af himmelhvælving og den faste jord, fiksering af dag og nat samt tiden og endelig at menneskene skabes sidst i forløbet.

Det kan i en sidebemærkning oplyses, at det hebraiske ord i Første Mosebog 1:2 for urdybet, ''tehom'', filologisk er forbundet med ''Tiamat'', saltvandsgudinden i den babylonske skabelsesberetning.

==== Kain og Abel ====

Også den bibelske fortælling om Kain og Abel synes at have rod i to sumerisk myter. I den ene sumeriske myte omtales en hyrde (''Dumuzid''/Tammuz) og en landmand (''Enkimdu''), der begge konkurrerer om gudinden Inannas opmærksomhed. Den bibelske parallel: Ligesom i den sumeriske historie repræsenterer Kain bonden, mens Abel repræsenterer hyrden. Men i stedet for en uafklaret konkurrence eller forsoning tager den bibelske beretning en mørk drejning til brodermord. 

En anden variant er en sumerisk myte, hvor kvægguden (''Lahor'') og korngudinden (''Ashnan'') skabes af guderne for at sørge for mad og tøj. I disse historier diskuterer de to, hvem der må anses for mest værdifuld for den menneskelige civilisation. Den bibelske parallel er modsætningen mellem den omvandrende hyrde og den bofaste kornavler, men her bruges den til at skabe en søskenderivalisering, der ender i brodermord. Mens sumeriske myter brugte søskende til at fremhæve to byggestene i den menneskelige civilisation og fokuserer på samarbejde eller venskabelig rivalisering, brugte hebraiske forfattere den lånte fortælling til at skildre den syndefulde menneskelige natur, herunder konsekvenserne af misundelse.

Forskere antager, at disse velkendte myter sandsynligvis blev integreret i den hebraiske tradition under deres babylonske eksil i det 6. århundrede f.Kr., hvilket tillod forfattere at omarbejde regionale kulturelle temaer, så de passede til deres monoteistiske verdensbillede.

==== Noa og vandfloden ====

Også historien om Noa og vandfloden er overtaget fra andre kulturer. I 1872 fandt man i British Museums store samling fra Assurbanipals bogsamling et store epos kaldet ''Gilgamesh''. I kapitel 11 af dette epos findes en historie, hvis hovedtræk er følgende: guderne beslutter at udrydde menneskene ved at drukne dem, men vandenes gud, Enki, advarer Utu-nipishtim om faren og tilråder ham at bygge en ark og tage sin familie og sit kvæg med ombord, hvilket skete. I seks dage og nætter varer uvejret og oversvømmelsen, men på den syvende dag rammer arken toppen af et bjerg i Armenien. For at undersøge om oversvømmelsen er overstået sendes først en due og så en svale ud, men de vender begge tilbage. Først, da en ravn sendes ud og ikke vender tilbage, viste det, at vandene nu var sunket, og at Utu-nipishtim kunne forlade arken. Det gør han og foretager et takoffer til guderne. Enki bad så den øverste af guderne, Enlil, om at love, at han aldrig i fremtiden ville straffe hele menneskeheden for nogle fås synder, hvilket denne lover. Han rører Uti-nipishtim og dennes hustru på panden og erklærer: &quot;Hidtil har Utu-nipishtim været dødelig. Nu skal han og hans hustru være som guderne; og de skal bo i det fjerne, ved flodernes munding&quot;.&lt;ref&gt;Bibby (1971), s. 62f&lt;/ref&gt;

Lighederne med Bibelens beretning om syndfloden er indlysende til trods for forskellene: navnene er ændrede, de mange guder er erstattet af een Gud, men ellers er beretningen i sine kernetræk den samme.

Senere, i 1899 og 1900, viste udgravninger i Nippur i Mesopotamien, at den akkadiske beretning selv havde en forgænger. I 1914 blev fra disse udgravninger offentliggjort en tavle fra Nippur med en lignende beretning, der imidlertid stammer fra Sumer og således er betydeligt ældre end den akkadiske beretning. Tavlen er ukomplet, idet kun den nederste trediedel er bevaret, men syndflodsberetningen er atter den samme, selv om hovedpersonen nu hedder Ziusudra i stedet for Utu-nipishtim. I den sumeriske version ender historien således: &quot;Anu og Enlil viste velvilje mod Ziusudra, liv som en gud giver de ham, evig ånde som en gud bringer de ned til ham. Så kongenZiusudra, bevareren af planternes navn og af menneskeslægtens sæd, lod de bo i overfartslandet. Dilmuns land, det sted hvor solen står op&quot;.&lt;ref&gt;Bibby (1971), s. 64&lt;/ref&gt;

Pointen her er, at Bibelens syndflodsberetning er et plagiat, ikke en oprindelig historie, men at den inddrages som et led i den rekonstruerede beretning om jødernes historie.

==== Edens have ====

I den sumeriske beretning optræder også det hellige land Dilmun. Dette land beskrives som et sted, hvor rovdyr, sygdom og alderdom ikke eksisterer:

I Dilmun tier ravnen,&lt;/br&gt;
rovfuglen skriger ikke,&lt;/br&gt;
løven dræber ikke,&lt;/br&gt;
ukendt er den kid-fortærende vildhund,&lt;/br&gt;
ukendt det kornædende vildsvin.&lt;/br&gt;
Malten som enken spreder på taget -&lt;/br&gt;
himlens fugle opæder ikke denne malt.&lt;/br&gt;
Duen hænger ikke med hovedet.&lt;/br&gt;
Den øjensyge siger ikke: &quot;Jeg er øjensyg&quot;,&lt;/br&gt;
den hovedsyge siger ikke: &quot;Jeg er hovedsyg&quot;,&lt;/br&gt;
den gamle kvinde siger ikke: &quot;Jeg er en gammel kvinde&quot;,&lt;/br&gt;
den gamle mand siger ikke: &quot;Jeg er en gammel mand&quot;.&lt;ref&gt;Bibby (1971), s. 66&lt;/ref&gt;

Det har været foreslået, at dette ideelle levested har været forbillede for jødernes opfattelse af Edens have. I dag ved vi, at Dilmun ikke var en myte om Paradis men navnet på en faktisk eksisterende stat med Bahrain som sit midtpunkt, der drev en omfattende handel og søfart fra Indusdalen i øst til Mesopotamien i nordvest. Dette er et sidespring, men hvis det viser sig, at Dilmun er inspirationskilden til Edens Have, vil det være endnu et eksempel på kulturelle traditioner, som jøderne har lånt, adapteret, og inkorporeret i deres egen historiske myte.

==== Babelstårnet ====

Historien om Babelstårnet er velkendt og lyder således: 

&quot;Hele jorden havde samme sprog og samme tungemål. Da de brød op mod øst, stødte de på en dal i landet Sinear, hvor de slog sig ned. De sagde til hinanden: &quot;kom, lad os stryge teglsten og brænde dem hårde!&quot; De brugte tegl som sten og asfalt som mørtel. Så sagde de: &quot;lad os bygge en by med et tårn, som når op til himlen, og skabe os et navn, for at vi ikke skal blive spredt ud over hele jorden.&quot; Herren steg ned for at se byen og tårnet, som menneskene byggede. Så sagde Herren: &quot;se, de er eet folk med samme sprog. Når de begynder at handle sådan, vil intet af det, de planlægger, være umuligt for dem. Lad os stige derned og forvirre deres sprog, så at de ikke forstår hinanden.&quot; Så spredte Herren dem derfra ud over hele jorden, så at de måtte holde op med at bygge byen. Derfor hedder den Babel, for dér forvirrede Herren sproget på hele jorden, og derfra spredte Herren menneskene ud over hele jorden.&quot;&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 17&lt;/ref&gt;

Denne historie synes at være skabt med to formål. Det ene er at forklare hvorfor, at ulige folkeslag taler uens sprog. Men historien har muligvis et andet formål: at nedgøre babylonernes ziggurater (tempeltårne), som antagelig blev lavet som en slags forbindelse mellem himmel og jord. Nebukadnezar II (omkring 605-562 f.Kr.), som erobrede Judah, ødelagde Jerusalem og bragte mange jøder til Babylon, byggede også et ziggurat i syv lag kaldet ''Etemenanki'', hvilket kan oversættes &quot;Himmelens og Jordens Grundvolds Hus&quot;.&lt;ref&gt;Dinkgreve (2021), kap. 3&lt;/ref&gt;

==== Abraham ====

I Første Mosebog kapitel 12 introduceres Abraham som israelitternes mytiske stamfader.&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 17ff&lt;/ref&gt; Følger man kronologien i Gamle Testamente, skal han dateres til omkring 2100 f.Kr. og således blandt andet før jødernes ophold i Egypten. Men i Første Mosebog kapitel 21 vers 34 hedder det: &quot;Abraham boede lang tid som fremmed i filistrenes land&quot;&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 27&lt;/ref&gt;, og vi ved, at filistrene først ankom til Kana'an i 12. århundrede f.Kr. som en del af de såkaldte &quot;havfolk&quot; (engelsk: ''Sea People''). Dette betyder, at ''enten'' er Abraham en fri opfindelse, som intet har med en historisk person at gøre, ''eller'' også hører han hjemme i 12. århundrede og er israelitternes stamfader, men i så fald eksisterede de ikke som folk, da de angiveligt opholdt sig i og udvandrede fra Egypten. Også aramæerne omtales og stammer ligeledes fra 12. århundrede, hvilket tyder på, at den sidst nævnte forklaring er den rette.

Men der er andre problemer med Abraham. Ifølge P-kilden skal han stamme fra den sumeriske by Ur&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 17&lt;/ref&gt; og have draget gennem den frugtbare halvmåne først til Haran (nu Aram, beliggende i Tyrkiet) og senere videre til Kana'an. I de to kilder J og E er Ur ikke nævnt, kun Haran. Det har derfor været antaget, at det er hans oprindelige hjemsted. Det ville kunne forklare hvorfor, at hans forfædre Serug, Nahor og Terah har navne efter landsbyer omkring Haran, som Abrahams broder har navn efter. Det kunne også forklare benævnelsen &quot;hebræer&quot;, der antagelig betyder &quot;hinsides floden&quot;, idet Haran ligger på den modsatte bred af Eufrat.&lt;ref&gt;Dinkgreve (2021), kap. 8&lt;/ref&gt; Samme tradition findes i Josvabogen kapitel 24:2 i omtalen af pagtslutningen i Sikem: &quot;Josva sagde til hele folket: &quot;Dette siger Herren, Israels Gud: I gamle bage boede jeres fædre på den anden side af Eufratfloden, Tera, Abrahams og Nakors far, og de dyrkede andre guder&quot;.&quot;&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 269&lt;/ref&gt;

Imidlertid savnede Abraham en slægtshistorie, så i Første Krønikebog kapitel 1 får han den. Her hører vi at han er søn af Sem, som på sin side er søn af Noa, som atter er efterkommer af Adam.&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 446&lt;/ref&gt; Men som vi netop har set, er han i Josvabogen søn af Tera.&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 269&lt;/ref&gt; Der er således interne modsætninger i de narrativer, som de ulige slægtslister og narrativer i ulige dele af Gamle Testamente giver. Dette viser, at man har forsøgt at sammenskrive ulige narrativer til et men med ringe held.

==== Sodoma og Gomorra ====

Historien om Sodoma og Gomorras ødelæggelse optræder som et sidemotiv i beretningen om Abrahams liv i Første Mosebog kapitel 18:16-33 og kapitel 19:1-28.

Bibelforskere er generelt enige om, at selvom Gamle Testamente ikke direkte &quot;låner&quot; historien om Sodoma og Gomorra fra en specifik sumerisk kilde, deler fortællingen om guddommelig ødelæggelse, guddommelige besøgende og den flammende omstyrtelse af en by slående motiver med tidligere mesopotamisk litteratur og bredere oldtidsmytologi fra Nærøsten. Således &quot;Akkads forbandelse: Ekur hævnet&quot;, et akkadisk/sumerisk litterært værk dateret til mellem 2112 f.Kr. og 2004 f.Kr., som beskriver den pludselige ødelæggelse af byen Akkad. Myten blev skrevet hundreder af år efter Naram-Sins liv og er digterens forsøg på at forklare, hvordan det lykkedes for gutianerne at erobre Sumer. Efter en indledende passage, der beskriver Akkads herlighed før dets ødelæggelse, fortæller digtet om, hvordan Naram-Sin gjorde hovedguden Enlil vred ved at plyndre Ekur, der var Enlils tempel i Nippur. I sin vrede kaldte Enlil gutianerne ned fra bjergene øst for Tigris, hvilket bragte pest, hungersnød og død over hele Mesopotamien. For at begrænse denne ødelæggelse, bestemte otte af guderne (nemlig Inanna, Enki, Sin, Ninurta, Utu, Ishkur, Nusku og Nidaba), at kun byen Akkad skulle ødelægges for at skåne resten af ​​Sumer, og de forbandede den. Historien slutter med, at digteren skriver om Akkads skæbne, idet den velstående by lægges i aske i overensstemmelse med gudernes forbandelse.

Temaet om guddommelig straf for en bys ''hybris'' eller umoral er et udbredt motiv i oldtidens verdensbillede. Det kan ikke vides sikkert, om det er denne historie, der har dannet forbillede for Gamle Testamentes historie om Sodoma og Gomorra, men motivet menneskers umoral og manglende respekt for guddommen er det samme.

Den bibelske version rummer Abrahams forsøg på at undgå ødelæggelsen, hvis der blot fandtes ti retfærdige indbyggere i byen, men selv så få fandtes der åbenbart ikke. Kun Lot, Abrahams slægtning, reddes fra ulykken: &quot;Da solen stod op over landet, og Lot var kommet til Soar, lod Herren svovl og ild regne ned over Sodoma og Gomorra fra Herren i himlen. Han ødelagde disse byer, ja hele Jordandalen, alle, der boede i byerne, og alt, der voksede på markederne.&quot;&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 25&lt;/ref&gt; Naturvidenskabeligt set kunne det være beskrivelsen af en meteorregn eller af nedfald fra et vulkanudbrud.

==== Moses ====

I Anden Mosebog kapitel 2 introduceres den mytiske skikkelse Moses som israelitternes befrier fra trældommen i Egypten. Historien begynder med hans fødsel. Ifølge myten havde farao befalet, at alle drengebørn skulle dræbes ved fødslen, men Moses' moder reddede ham ved at placere ham i en sivkurv, hvor han blev fundet og adopteret af faraos datter.&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 67&lt;/ref&gt; Denne historie er imidlertid utvivlsomt adopteret fra sumerisk tradition, idet en tilsvarende historie fortælles om kong Sargon af Assad.&lt;ref&gt;Dinkgreve (2021), kap. 8&lt;/ref&gt; Der er således ingen grund til at tillægge denne del af traditionen nogen historisk baggrund.

Senere fortæller Anden Mosebog, at Moses blev pålagt af Gud at føre israelitterne ud af Egypten. Det hedder i den forbindelse, at Gud blandt andet siger til Moses: &quot;Jeg er din faders Gud, Abrahams Gud, Isaks Gud og Jakobs Gud&quot;.&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 69&lt;/ref&gt; Her stå vi på ny over for problemet, at henvisningen til Abraham åbenbart er en anakronisme. Det betyder, at der kan rejses tvivl om både den historiske skikkelse Moses og om Mosebøgerne som kilde til israelitternes tidlige historie overhovedet.

Kendsgerningen er, at der findes ingen beviser på eksistensen af de fem mosebøger før slutningen af det 4. århundrede f.Kr., herunder eksistensen af en person kaldet Moses.&lt;ref&gt;Gad Barnea&lt;/ref&gt; Men den farao, som med stor sandsynlighed fordrev semitterne fra Egypten, hed Ahmoses, hvilket på hebraisk betyder &quot;Moses' broder&quot;. Så måske at der er en sammenhæng her.

==== Græske narrativer ====

Men det er ikke kun fra Sumer og Mesopotamien at Gamle Testamenter har lånt narrativer. Nogle kildekritikere tilhørende den såkaldte &quot;Københavnerskole&quot; har peget på, at også græske narrativer har ydet deres bidrag, lad os tage nogle eksempler:

Jan-Wim Wesselius har foretaget undersøgelser, der viser, hvordan Første Mosebog og Anden Mosebog afspejler Herodots skrifter, især sidstnævntes beretning om persiske kongers liv. Han sammenlignede i detaljer lighederne mellem Josef og Kyros, og især mellem Moses og Xerxes. Josef og Kyros har begge drømme, bliver afsløret for at dø, går i eksil, bliver skjult i en periode og bliver konger, når deres identitet afsløres. Moses og Xerxes drager ud for at erobre enten Kana'an eller Grækenland og krydser vand med deres folk. Mange andre detaljer nævnes, såvel som sammenligninger mellem Terah og Phraortes (en medisk konge), Abraham og Kyaxares (en medisk konge), Isak og Astyges (en medisk konge) og Jakob og Mandane (Kyros' mor).&lt;ref&gt;Wesselius (1999), s. 24-77&lt;/ref&gt;&lt;ref&gt;Wesselius (2002), s. 6-47&lt;/ref&gt;

Philippe Guillaume mener, at skrivere i Alexandria i det andet århundrede f.Kr. indsatte Dommere i den Deuteronomistiske Historie, hvilket afspejlede de ideologiske behov hos de hasmoneiske herskere i Palæstina. Dommere var inspireret af Hesiods ''Værker og Dage'', især afsnittet om heltene, som Hesiod indsatte i de fire tidsaldre. Dette svarer til, hvordan Dommere blev indsat i den Deuteronomistiske Historie. Historier om heroiske dommere før David og Salomon underminerer Davids dynastis påstande, hvilket igen hjalp de hasmoneiske herskere, der ikke havde nogen Davidisk afstamning bag deres påstande om messiansk styre (147-64).

Katherine Stott har påpege, at Davids opstigning, som skildret i Første Samuelsbog kapitel 16-31 og i Anden Samuelsbog kapitel 1-8, muligvis er inspireret af den fortælling, der beskriver Kyros' opstigning til Persiens og Mediens trone i teksten i Herodots Historier. Hun så følgende paralleller:&lt;/br&gt;
- Kyros og David starter begge under ydmyge kår,&lt;/br&gt; 
- begge træder ind i den forrige konges hof,&lt;/br&gt; 
- i begge tilfælde bliver den pågældende konge jaloux på dem,&lt;/br&gt; 
- i begge tilfælde bliver de truet med døden af ​​den pågældende konge,&lt;/br&gt; 
- begge flygter fra hoffet,&lt;/br&gt; 
- begge bliver folkelige ledere,&lt;/br&gt; 
- i begge tilfælde hopper en allieret af,&lt;/br&gt; 
- begge tilraner sig kongerigets herredømme,&lt;/br&gt; 
- begge får succes på grund af deres militære dygtighed,&lt;/br&gt; 
- begge skåner den gamle konges liv i en periode,&lt;/br&gt; 
- der er et tragisk element i den forrige konges fald i begge tilfælde, og&lt;/br&gt; 
- i begge tilfælde er udfaldet dannelsen af ​​en ny politisk enhed.&lt;/br&gt; 
Stott bemærkede, at denne græske tekst kun i den hellenistiske æra ville have været tilgængelig for den bibelske forfatter.&lt;ref&gt;Stott (2002), s. 62-71, 77-78)&lt;/ref&gt;.

Hesiods ''Theogoni'' og Katalog over kvinder var til dels indflydelsesrige kilder til henholdsvis skabelsesberetningen i Første Mosebog 1 og de genealogier, der findes i hele Første Mosebog 1-11 &lt;ref&gt;Gnuse (2017)&lt;/ref&gt;.

Fortællinger i Første Mosebog 1-11 kan også vises at have betydelige paralleller med beretninger nedskrevet hos græske historikere, såsom Hekateus fra Milet (''Periegesis'' og genealogier) og Herodot fra Halicarnassus (Historier), herunder omtaler af menneskelige leveveje (Første Mosebog kapitel 4:20-22), de tre sønner af en syndflodshelt, der er menneskehedens forfædre (Første Mosebog kapitel 9:18-19 og kapitel 10:1-32) samt plantningen af ​​en vingård (Første Mosebog kapitel 9:20-27). &lt;ref&gt;Gnuse (2019)&lt;/ref&gt;

Ældre latinske traditioner, der ligger bag beretningerne i Ovids Fasti 5, 493-544 og Metamorfoser 8, 625-725, kan have inspireret fortællingerne om de budbringere, der fortæller Abraham om hans kommende søn, og de budbringere, der advarer Lot om at forlade Sodoma i Første Mosebog 18:1-15; 19:12-26. &lt;ref&gt;Gnuse (2017)&lt;/ref&gt;.

En fortælling om Democedes af Kroton i Herodots Historier 3, 125-132 kan have givet anledning til fortællingen om Josef, der fortolker faraos drømme i Første Mosebog 41:1-36, hvilket igen inspirerede drømmeberetningerne i Daniels Bog &lt;ref&gt;Gnuse (2010)&lt;/ref&gt;.

Den korte fortælling om den store kriger Achilleus' ædle, talende heste i ''Iliaden'' 19, 395-424 kan være løst overtaget og indpasset i beretningen om Bileams æsel i Fjerde Mosebog kapitel 22:22-35, hvor et simpelt æsel bringer skam over en tåbelig profet. Talende dyr er langt mere almindelige i græsk litteratur end i Bibelen. (Gnuse 2017d)

Ofrelsen af ​​Ifigenia i to skuespil af Euripides omkring 400 f.Kr.: ''Ifigenia blandt Taurierne'' og ''Ifigenia i Aulis'', kan have inspireret beretningen om Jeftas ofring af sin datter i Dommerbogen kapitel 11:30, 34-40, som synes at være indsat i beretningen om Jeftas kamp mod ammonitterne. (Gnuse 2019b)

Arrians beretning om Alexander den Store og det spildte vand i Anabasis af Alexander 6.26.1-3 kan have inspireret en lignende historie om David i Anden Samuels Bog 23:15-17. Davids handling med at hælde det vand ud, som hans modige soldater hentede bag fjendens linjer, gør ikke en fornuftig historie, som Alexanders handling i den gedrosiske ørken, hvor tørst virkelig er et problem, gør (Gnuse 1998).

Fortællingerne om Josef, Bileam og Jefta kan være blevet placeret i den bibelske tekst i den persiske periode kort efter 400 f.Kr., såvel som bibelske tekster i Første Mosebog 1-11 med Hesiod, Hekateus og Herodot som inspirationskilder. Men de andre fire fortællinger synes mere sandsynligt at have en oprindelse fra den hellenistiske æra. I sidste ende kan man argumentere for, at alle disse tekster opstod i den hellenistiske æra. Wajdenbaum diskuterede alle disse samme beretninger, gjorde mange af de samme observationer og antydede hellenistiske oprindelser, men Gnuse gav større detaljer i analysen af ​​passagerne.

I flere tilfælde kan det sandsynliggøres, at der er tale om tillæg til ældre beretninger placeret i slutningen af ​​bibelske bøger, og som ser ud til at have været knyttet til bogen kun med en løs forbindelse til resten af ​​bogen. Dette gælder især i Dommerbogen, hvor fortællingerne i Dommerbogen kapitel 13-16 om Samson ser ud til at have en helt anden stil end resten af ​​Dommerbogen. Et stort antal forskellige græske legender om Herakles synes at have påvirket Samson-fortællingerne i Dommerbogen kapitel 13-16 på et sent tidspunkt, sandsynligvis i den hellenistiske tid. Der er alt for mange græske paralleller inden for disse fire kapitler til, at de kan afvises som blot fortællingshistoristiske sammentræf.&lt;ref&gt;Gnuse (2018)&lt;/ref&gt;

Afsnittene i Dommerbogens kapitel 17-21 om Mika, om Dan-stammens udvandring til Lakash samt om Benjamitternes skændselsdåd fremstår som tilføjede tillæg til resten af ​​bogen, og dér finder vi beretningen om kvinderne, der blev kidnappet fra Silo. &quot;Voldtægten af ​​de sabinske kvinder&quot;, som en gammel fortælling genfortalt af Livius (''Historie'' I, 9,1-16) og Plutarch (Lives: Romulus XIV, 2-8), kan være forbilledet for de bortførte piger i Dommerbogen kapitel 21:1-24. &lt;ref&gt;Gnuse (2007)&lt;/ref&gt;

Anden Samuelsbog kapitel 21-23 synes også at være et appendiks, og heri finder vi David, der hælder det vand, han har modtaget fra sine krigere, ud. Dommerbogen kapitler 13-21 og Anden Samuelsbog 21-23 kunne derfor være blevet føjet til Deuteronomistiske historier på et meget sent tidspunkt. Historierne om Josef i Første Mosebog kaptel 39-50, der skulle forklare jødernes ophold i Egypten, ses ofte som en sen tilføjelse fra omkring 400 f.Kr. eller senere, hvorfor Herodots indflydelse på Josefs drømmetydning er sandsynlig. Andre beretninger ser også ud til at være blevet indsat noget ujævnt i deres fortællende kontekst. Dette er tydeligst i beretningen om Jeftas ofring af sin datter, som synes at være indsat midt i Jeftas slag i Transjordan, og fortællingen om Bileam og hans æsel, som fremstiller Bileam med en helt anden persona end den, der findes i resten af ​​Fjerde Mosebog 22-24. Historien om de tre engle, der besøger Abraham og pludselig kun bliver to i antal, da de besøger Lot, beder os om at se på parallelle romerske beretninger, hvor der er henholdsvis tre og to engle i fortællingerne fra Ovid. Desuden vidner de nuancerede detaljer i dialogen i Første Mosebog 18-19 også om en senere tids skrivestil. Således synes indflydelsen fra klassiske og græske beretninger at være mest sandsynlig i historier, der synes at være senere tilføjelser og indsættelser i hovedhistorierne.

Foruden indholdsmæssige ligheder er der også opbygningsmæssige ligheder. Daniel Hawk bemærkede, at Aischylos' Orestia og Første Samuelsbog kapitel 8 til Anden Kongebog 8 deler lignende struktur og karakterer. Begge har et tredelt skema og bruger metaforer til at afspejle overgangen fra et slægtskabssamfund til et borgersamfund. Agamemnon og Saul afspejler den gamle orden, Orestes og David viser overgangen, og Athena og Salomon indvier den nye orden. Den deuteronomistiske historiker brugte Orestia som model for sine &quot;modtagne traditioner vedrørende det israelitiske monarki&quot;. Hawk mente, at den hellenistiske æra ville have været det tidspunkt, hvor den bibelske forfatter havde adgang til Aischylus' skrifter.

Disse og andre eksempler er blevet fremhævet af nogle forskere, der generelt er enige om, hvordan hellenistisk litteratur formede den oprindelige historie efter 300 f.Kr. eller endda efter 200 f.Kr. i den makkabæiske æra. Larsson konkluderede, at de bibelske beretninger blev skabt i det ptolemæiske Egypten i det andet århundrede f.Kr. og påvirket af betydelige græske historikere fra det tredje århundrede f.Kr., så som Berossos, Manetho og Eratosthenes. På grundlag af sådanne iagttagelser mener Niels Peter Lemche, at Dommerbogen og sikkert også andre dele af Gamle Testamente først er blevet skrevet eller har fundet deres endelige form omkring 272 f.Kr. Etienne Nodet bekræftede, at Pentateuken opstod i begyndelsen af ​​det tredje århundrede f.Kr., men profeterne og nogle af skrifterne blev skabt i det andet århundrede f.Kr. Disse tekster blev genereret i Alexandria under hellenistisk indflydelse. Emanuel Pfoh mente, at selvom den primære historie blev skabt i den hellenistiske æra, kom nogle traditioner fra den assyriske og persiske æra og blev udviklet af skrivere gennem årene. Men i bund og grund blev teksten formet under hellenistisk indflydelse (23, 33-35). Hvordan det nu forholder sig, står det klart, at både den sene tilblivelse og dens mulige motiver undergraver store dele af Gamle Testamente som historisk kilde.

Det er muligt, at der findes en historisk kerne, som over tid er blevet udbygget og pyntet på med narrativer hentet fra græske traditioner, men indtil videre må det konstateres, at næsten alt i Gamle Testamente lader sig betvivle.

Mest afgørende i denne sammenhæng er det imidlertid, at hvis disse kritikere tilhørende &quot;Københavnerskolen&quot; har ret, så betyder det, at ''Tanakh'' eller Gamle Testamente langt fra var færdigskrevet endsige færdigredigeret, da jøderne vente tilbage til Jerusalen efter eksilet i Babylon. Forud ventede endnu en lang redigeringsproces, og det kan også forklare hvorfor, at vi skal helt frem til 2. århundrede f.Kr. (eller tidligst 3. århundrede f.Kr.) før, at jøderne udviser noget kendskab til deres religiøse skrifter. Forklaringen er den enkle, at først da havde skrifterne nået et så fuldendt udseende, at de lod sig anvende i den national-politiske propaganda.

==== Hyksos-problemet ====

Mens arkæologerne med rimelig sikkerhed tør fastslå, at der fandtes en særlig israelitisk befolkning fra omkring 1200 f.Kr., så er der mere usikkerhed om tiden forud. Hovedspørgsmålet kan formuleres således: er jødernes ophold i og udvandring fra Egypten en historisk begivenhed eller ej? Holdningerne spænder fra fuldstændig afvisning af denne historie til ubetinget tilslutning.

For at løse problemet må vil opspalte det i tre delspørgsmål:&lt;/br&gt;
- kan der påvises et ophold af en semitisk befolkning i Egypten?&lt;/br&gt;
- hvis ja: inden for hvilket tidsrum?&lt;/br&gt;
- hvis ja: var det israelitter eller ej?

Det umiddelbare svar på spørgsmålet er, at der faktisk findes oplysninger om en fremmed befolkning i Egypten. Men denne befolkning, kaldes af egypterne selv ''Hiku-khasut'', det vil sige &quot;ørkenfyrsterne&quot; (hvilket på græsk er blevet til ''hyksos''&lt;ref&gt;Bibby (1978), s. 96&lt;/ref&gt;, og denne benævnelse bruges almindeligvis og derfor også her), ikke &quot;hebræerne&quot;, &quot;jøderne&quot; eller &quot;israelitterne&quot;, og ingen af disse betegnelser kendes i samtiden, end ikke fra Kana'an. Forskerne mener at kunne fastslå, at disse ''hyksos'' ankom fra øst til Egypten i 19. århundrede f.Kr., regerede over Egypten i 17. og 16. århundrede f.Kr. men senere forsvandt igen. Der er fundet en grav rejst over en mand ved navn ''Aper-El'', det vil sige &quot;El's tjener&quot;, som tjente hos faraonerne Amenhotep III og Akhenaten i 14. århundrede f.Kr.&lt;ref&gt;Dinkgreve (2021), kap. 8&lt;/ref&gt;

Et passende udgangspunkt for vurdering af udvandringens troværdighed kan være Simcha Jacobovici og hans film &quot;''The Exodus decoded''&quot;. Heri giver han blandt andet en omfattende dokumentation, som nok kan være en nøjere gennemgang værd.

Simcha tager udgangspunkt i bibelkritiske afvisninger af udvandringen, som traditionelt blev dateret til 1270 f.Kr. det vil sige i Ramses II's regeringstid men hvor der ingen beviser for en sådan begivenhed findes. Simcha mener, at denne datering er forkert, og at den korrekte tidsfæstelse er omkring 1500 f.Kr. Som beviser for denne tidsfæstelse anfører han følgende:

Hyksos-folket skulle være kommet til Egypten omtrent 200 år før, at de atter udvandrede, det vil sige 1700 f.Kr. I en grav i Beni Hassan ved Nilen omkring 400 km syd for Cairo findes et vægmaleri, som viser en indvandring til Egypten. Befolkningen er semitter med skæg, flerfarvede dragter og med benævnelsen &quot;''Amo''&quot;. I ''Tanakh'' (Gamle Testamente) anvendes benævnelsen &quot;''Amo Israel''&quot;, det vil sige &quot;Guds folk&quot;. Benævnelsen er den samme og deres ophold passer nøje med traditionen.

Hyksos-folkets hovedstad var Avaris, der ligger i Nilens delta nord for Cairo. Avaris er blevet udgravet af professor Manfred Bietak fra Wien. Han har blandt andet fundet 9 seglstamper med navnet &quot;Jakob&quot;, hvilket nøje svarer til den bibelske tradition om faraos betroede mand, Josef, der netop var søn af Jakob.

Ifølge traditionen ender indvandrerne som slaver. I Serabit El Khadim i Sinai-ørkenen blev udvundet tyrkis-sten i miner ved slaveri. I en af disse minder findes en alfabetisk (ikke-egyptisk) indskrift på væggen: &quot;El, hjælp mig&quot;. ''El'' var navnet på en semitisk guddom.

En stele rejst af farao Ahmoses og dateret til omkring 1500 f.Kr. fortæller om blandt andet storm og mørke i overensstemmelse med den bibelske tradition, og den nævner gud i ental. Ahmoses er kendt for at have udvist hyksos-folket. Navnet Ahmoses betyder på egyptisk &quot;månen er født&quot; men på hebraisk &quot;Moses' broder&quot;. 

Omkring 1500 f.Kr. indtraf et stort vulkanudbrud på øen Santorini i det græske øhav. Simcha mener, at det var denne begivenhed, som udløste udvandringen, og at den også kan forklare Egyptens ti plager. Hans argumentation herfor er følgende:

I Avaris er fundet vulkansk pimpsten dateret til omkring 1500 f.Kr. Dette viser (om ikke andet) at Egypten blev påvirket af netop dette vilkanudbrud.

Vulkanudbruddet og tilhørende jordskælv havde følgende bivirkninger:&lt;/br&gt;
- vandet bliver rødt. Årsagen er, at rust frigøres ved gasudbrud fra bunden og opblandes i vandet. Dette skete blandt andet i 1986 ved Nyos-søen i Cameroon.&lt;/br&gt;
- frøer. Hopper ud af vandet, når det bliver forurenet.&lt;/br&gt;
- lus, fluer og epidemi følger som eftervirkninger af miljøkatastrofen&lt;/br&gt;
- sår og bylder. Disse kendes ligeledes fra Nyos-begivenheden i 1986.&lt;/br&gt;
- hagl. Is og ild = &quot;vulkansk hagl&quot; omtales i den såkaldte Ipuwer-papyros og skyldes, at vulkansk aske blandes med vand i atmosfæren.&lt;/br&gt;
- græshopper. Bringes på vandring på grund af klimaændringen.&lt;/br&gt;
- mørke. Skyldes en askesky, der fra vulkanudbruddet bredte sig til Nilens delta, hvilket er bevist ved korn af asken fundet af Jean-Daniel Stanley fra Smithsonian Institute.&lt;/br&gt;
- førstefødte sønner døde. Skyldes at CO&lt;sub&gt;²&lt;/sub&gt; frigøres fra jordens indre og lægger sig lige ved jordens overflade. Da de ældste priviligerede sønner sov på en lav seng, blev de dræbt af gassen, mens andre børn der sov på de flade tage aldrig blev berørt inden, at gassen opløstes igen. Noget tilsvarende blev observeret i Nyos. Yderligere er der udgravet massegrave i Avaris, som kun omfatter personer af mandkøn og ikke krigere. Og Ahmoses' egen søn døde som 12-årig (hans begravede lig er fundet).&lt;/br&gt;
Ifølge Simcha er alle disse begivenheder således naturlige mulige følger af vulkanudbruddet.
[[Fil:Stele_of_Grave_Circle_A_Mycenae_NAMA_1428.JPG|200px|thumb|Gravstele fra Mykene, der viser Farao, som forfølger Moses. De er omgivet af vand på begge sider.]]
Velkendt er historien om havets deling.&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 82&lt;/ref&gt; Den korrekte formulering i Bibelen er &quot;Yam Suf&quot;, det vil sige Sivhavet. Men siv vokser ikke i saltvand, så der er tale om en stor sø. På Ismailia Regional Museum findes en granitsten med en indskrift i hieroglyffer, ''El Arish''-indskriften, der fortæller om udvandringen set fra faraos side. Her kaldes lederen for &quot;ørkenprinsen&quot;. Mere bemærkelsesværdigt er det, at indskriften også fortæller, at vandene delte sig (markeret som bølger + 2 knive), og at indskriften nævner stedet for denne begivenhed: ''El Balah'', en nu tidligere sø beliggende øst for Avaris nær overgangen til Sinai-ørkenen. Simcha mener, at som følge af de tektoniske forskydninger og deraf følgende jordskred løftede den afrikanske plade sig 1-2 meter og skabte en landkorridor, men kort efter fulgte en tsunami, som druknede faraos hær.

Simcha peger på et vægmaleri på Santorini, som viser en sejlads fra en by omgivet af mure. Simcha mener, at den viste by er Avaris, idet der her også er fundet minoiske vægmalerier, hvilket vidner om handelsforbindelser. En del af udvandrerne skulle således være draget til Grækenland. I Mykene er fundet guldgenstande og sværd i en grav dateret til 1500 f.Kr. De kan stamme fra jødiske udvandrere. Desuden er fundet tre gravsten med billeder visende først en mand på en stridsvogn, der forfølger en gående mand omgivet af bølger, dernæst at den gående mand er nået højere liggende land og har vendt sig imod stridsvognen, og endelig at stridsvognen drukner i bølgerne. Billederne viser, let forenklet, faraos forfølgelse af Moses. Det er i bogstaveligste forstand en tegneserie om begivenheden.

Simcha peger dernæst på, at jordskælv kunne have ført til, at gas og olie blev frigivet og måske blev antændt, og derved gav anledning til røgsøjler om dagen og ildsøjler om natten svarende til beretningen i Anden Mosebog kapitel 13 vers 21-22: &quot;Herren gik foran dem, om dagen i en skysøjle for at føre dem på vejen og om natten i en ildsøjle for at lyse for dem, så at de kunne gå både dag og nat. Skysøjlen fjernede sig ikke fra folket om dagen og ildsøjlen ikke om natten.&quot;&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 81&lt;/ref&gt;

Endelig mener Simcha at kunne påvise, hvor bjerget Sinai lå. Og han mener at have fundet billedlige gengivelser af Pagtens Ark - i Grækenland af alle steder!

Så langt Simcha. Det giver anledning til en række spørgsmål: er begivenheden fejldateret? Det er der faktisk en del, der tyder på. Begivenheden fandt efter alt at dømme sted omkring 1500 f.Kr. Kan et vulkanudbrud være forklaringen på begivenhedsforløbet? Svaret må være, at det er muligt, i hvert fald er der intet, som tyder på, at det ikke kunne være tilfældet. Var dette hyksos-folk ''Amo'' og var det semitter? Ja, det er sandsynligt. Var det også israelitter? Det er muligt, men ikke sikkert.

Vi har tidligere fastslået, at Gamle Testamentes historie om udvandringen fra Egypten tidsmæssigt er uforenelig med historien om Abraham som israelitternes stamfader, idet hans ophold i filistrenes land er flere hundrede år senere end udvandringen. Og det forbliver uforklarligt, at et folk, som kaldte sig selv Israel, ikke optræder under dette navn men af Egypterne kaldtes henholdsvis ''Amo'' og ''Hyksos''.  

Historien om ''exodus'' eller udvandringen fra Egypten kendes ikke fra Elephantine, en jødisk by i Egypten fra 400-tallet f.Kr., hvilket kunne tyde på, at denne tradition i jødisk historieforståelse enten må være yngre end denne tid eller endnu ikke spillede den rolle i jødisk selvforståelse, som den senere fik.

Hvis man vil være besværlig, kan man opstille følgende alternative hypotese: udskibningen fra Egypten til Mykene eksisterer ikke i det bibelske narrativ. Hvis man alligevel forudsætter, at det afspejler en historisk kendsgerning, så kunne disse udvandrere, ''hyksos'', have taget hele traditionen med sig og billedligt gengivet den på deres gravsteler. Da &quot;havfolket&quot; (som beviseligt stammer fra Grækenland foruden andre steder) langt senere, omkring 1178 f.Kr., kom til Palæstina, bragte de traditionen med sig. Det er her fra, at jøderne senere overtog den, omformulerede den til en ørkenvandring med Moselov og hele molevitten og dermed tillige skrev det oprindelige folk ud af beretningen og satte sig selv ind i stedet som led i en selvskabt historisk tradition. 

Der er selvsagt ingen beviser for en sådan udvikling, men der er heller intet, som modsiger den, og den ville forklare årsagen til, at traditionen åbenbart overlevede i Mykene. Og hvad mere er: det kunne forklare hvorfor, at folk fra Middelhavets nordlige kyster søgte øst- og sydpå (i stedet for vestpå), da deres hjemlige forhold ikke tillod dem at blive boende, hvor de var. Et indicium for, at teorien kunne være rigtig, er det forhold, at Mykene var et handelscentrum i tiden 1600-1100 f.Kr. blandt andet med handelsforbindelser til Levanten. Blandt de forhandlede varer var genstande af elfenben fundet i Megiddo, der viser handelsforbindelser til Det Ægæiske Hav, Kypern, Hittitterne samt Egypten.&lt;ref&gt;Novacek (2011), s. 47f&lt;/ref&gt; Det indebærer, at &quot;havfolket&quot; meget vel kan have haft handelsforbindelser med Levanten tidligere og derfor kendte til områdets frugtbarhed inden, at de udvandrede dertil.

Der imod kan vi udelukke, at det var israelitterne selv, som indvandrede sammen med havfolket, fordi dette skete 1178 f.Kr. mens Israel som omtalt nævnes på en stele allerede fra 1208 f.Kr.

Kildekritisk må det konstateres, at Mosebøgerne ret beset forsøger at forene to temmelig uforenelige historiske traditioner: på den ene side traditionen fra Mesopotamien omfattende Edens Have (Dilmun), Babelstårnet (zigguraterne) og Noas ark, hvor Abraham indgår som det forklarende bindeled hvorfor, at jødernes stamfader udvandrede til Kana'an, på den anden side traditionen om Jakob (Israel)&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 46&lt;/ref&gt;, Josef og hans brødre&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 48f&lt;/ref&gt;, Israels udvandring til Egypten&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 59&lt;/ref&gt; og Moses&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 67&lt;/ref&gt; med udvandring, ørkenvandring, moseloven og løftet om Kana'an.&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 243&lt;/ref&gt;

Der kan næppe være tvivl om, at den jødiske beretning om udvandringen fra Egypten og den egyptiske beretning om fordrivelsen af de fremmede omtaler den samme begivenhed set fra to sider. For så vidt behøver ingen af dem at give det sande billede: hvis årsagen virkelig var et vulkanudbrud, kunne de forringede leveforhold efter dette meget vel være årsag til, at folk udvandrede eller bortvandrede igen. At jøderne eller israelitterne har taget begivenheden til sig er for så vidt ikke anderledes end andre historier, som de har adopteret og adapteret.

Som en sidebemærkning skal det lige nævnes, at den egyptiske konge Amenhotep IV, bedre kendt som Akhenaten, som var gift med Nefertiti og fader til Tutankhaton, og som er gået over i historien som den første monoteistiske konge, regerede fra omkring 1353 til 1336 f.Kr. Det betyder, at han regerede henved 150 år efter, at ''hyksos'' udvandrede, og at der således ingen forbindelse er med Moses.

=== Bearbejdede profetier ===

De mange profetiske tekster i Gamle Testamente udgør et eget problem. Kort sagt er de kildekritiske studier i stigende grad blevet opmærksomme på, at der ikke er tale om originale tekster. I stedet er disse blevet ændret for at tilpasse dem til bestemte formål.

Esajas', Jeremias', Ezekiels og de Tolvs Bog mangler en historie og opretholder ikke en ensartet kronologisk rækkefølge af materiale. De profetiske bøger ses ikke længere som blot kilder, hvorved læserne kan få adgang til fortiden. De læses nu som bevidste kompositioner, der genpræsenterer og fortolker profeternes ord i tekstform.

Allerede i de sidste profeters tekster er der tegn på bevidst bevidsthed om tekstualiseringen af ​​profetier. Historien i Jeremias 36 beskriver for eksempel en proces, hvor forskellige budskaber i forskellige former fra forskellige tider og steder sammensættes i tekstform af profetens skriver. Når denne rulle efterfølgende ødelægges som reaktion på dens læsning, sker der ikke blot en omskrivning af rullen, men også en betydelig tilføjelse af lignende ord (Jeremias 36:32), hvilket vidner om bogens litterære vækst. Profeter som Jeremias er ikke længere tilgængelige, men deres ord er tilgængelige i de bøger, der bærer deres navne (Zakharias 1:5-6). Disse bøger danner et særskilt korpus inden for den bibelske kanon. Når Daniel refererer til Jeremias' profeti om halvfjerds år i Daniel 9:2, taler han om Jeremias' bog blandt en flerhed af profetiske bøger (jf. Ezekiel 38:17). 

De tidligste postbibelske fortolkere af den profetiske litteratur var de skriftkloge, oversættere og kommentatorer, der videregav, gengav og forklarede teksterne. Blandt vidner til den tidligst dokumenterede periode med skriftlig overlevering (ca. 250 f.Kr. indtil 132-135 e.Kr.) er det tydeligt, at skriftkloge ikke så sig selv som blot afskrivere på samme måde som skriftkloge fra en senere periode. De så snarere sig selv som ligestillede med de oprindelige forfattere, og de udvidede ofte den bibelske tekst med fortolkninger, der var beregnet til at hjælpe læserne med at forstå teksten. Disse skriftkloge havde deres eget syn på den bibelske tekst og ønskede at sikre en teologisk korrekt læsning af den.

Blandt de profetiske bøger må de mest fremragende eksempler på fortolkningsmæssig udvidelse være Jeremias og Ezekiel i den masoretiske tekst (MT). I disse tilfælde har udvidelsen nået niveauet for skabelsen af ​​nye udgaver af bøgerne. De hebraiske tekster bag de oldgræske (OG) versioner af disse bøger er betydeligt kortere førsteudgaver. Mange af udvidelserne i andenudgaverne, der findes i MT, er af eksegetisk karakter. For eksempel er Jeremias' berygtede fjende fra nord ikke eksplicit identificeret i OG eller dens hebraiske kilde, hvilket efterlader den åben for den slags eskatologiske fortolkning, der findes i Ezekiel 38:14-17, men MT identificerer denne fjende som Babylon i udvidelsen af ​​Jeremias 25:9, hvilket skaber en interessant konflikt med Jeremias 50:3 og dens profeti om en fjende fra nord, der kommer mod Babylon. Et andet eksempel er versionen af ​​Jeremias' profeti om halvfjerds år i Jeremias 25:11-12. I OG er denne profeti ikke eksplicit begrænset til perioden med babylonsk fangenskab (se: Dan 9:1-2, 24-27), men udvidelserne i MT gør denne begrænsning af profetien eksplicit (jf. Jeremias 29:10). For Ezekiels Bog forekommer en af ​​de mest bemærkelsesværdige udvidelser i MT Ezekiel 36:23c-38, som mangler, et vigtigt vidnesbyrd om OG fra det tredje århundrede e.Kr. Denne ret lange udvidelse er baseret på materiale fundet andre steder både i og uden for Ezekiels Bog. 

Når det forholder sig således med disse tekster, rejser det uundgåeligt spørgesmålet om og i hvilken grad, det samme er tilfældet med andre tekster i Gamle Testamente. Og det svækker betydeligt Gamle Testamentes værdi som kilde til jødernes historie.

=== Sammenfatning ===

Denne gennemgang af Gamle Testamente har kun omfattet en mindre del af den samlede tekst, men selv denne meget begrænsede gennemgang har belyst en række problemer:&lt;/br&gt;
- Gamle Testamente er ''ikke'' en historisk redegørelse for jødernes historie, selv om den giver indtryk af dette,&lt;/br&gt;
- det er i stedet en samling af traditioner, anekdoter og myter skrevet af ulige forfattere til ulige tider&lt;/br&gt;
- der er gjort forsøg på at sammenskrive og harmonisere disse narrativer&lt;/br&gt;
- hvilket ikke kan skjule, at der er kronologiske problemer&lt;/br&gt;
- og at væsentlige traditioner er hentet fra andre kulturer, især Sumer og Mesopotamien men også fra Grækenland.

Vi tør antage, at skildringen af kongetiden og det delte kongerige med navnelister over regenterne er rimelig troværdig, blandt andet fordi deres navne forekommer i andre kilder, men vi har kun ringe mulighed for at vide i hvilken udstrækning, historierne om dem er blevet ændrede for at tilpasse sig et senere monoteistisk narrativ.

Nogle historier, blandt andre Esthers Bog men også Ezras Bog og Nehemias' Bog, er meget sene og menes først at være blevet tilføjet efter afslutningen af det babylonske fangenskab.

=== &lt;big&gt;Semitismen, jødedommens tankesæt&lt;/big&gt; === 

Vi har i det foregående set på Gamle Testamente som et muligt historisk kildeskrift. Man kan imidlertid også anlægge en helt anden synsvinkel, nemlig Gamle Testamente som ideologisk grundlag nærmere betegnet som grundlag for en jødisk national etnicitet samt for en særlig jødisk etik. Det skal på forhånd understreges, at det følgende ikke omfatter alle jøder, idet mange alene identificerer sig som tilhørende denne folkegruppe af genealogiske og traditionsbårne årsager, det vil sige med hensyn til deres familiære oprindelse samt højtider og mindedage. Men der findes også kredse i den jødiske befolkning, der opfatter Gamle Testamente som en anvisning på hvordan, at jøder kan og bør opføre sig.

Alle kender begrebet &quot;anti-semitisme&quot;, men få eller ingen ved, hvad udtrykket &quot;semitisme&quot; egentlig dækker over. Man vil således lede forgæves efter det i en ordbog eller eksempelvis på ''wikipedia''. Her vil begrebet blivet forstået således, at det dækker over den tankegang eller de tankegange, som kan udledes og af nogle er blevet udledt af Gamle Testamente. Det betyder, at der her vil blive set bort fra jødisk mysticisme, kabala, frankisme og lignende ældre og nyere afledede ideologier, hvilke hver for sig er en særskilt undersøgelse værd.

Læser man Gamle Testamente, vil man se, at bestemte tankegange bliver promoveret. Det drejer sig i hovedsagen om følgende:&lt;/br&gt;
- det udvalgte folk&lt;/br&gt;
- racisme&lt;/br&gt;
- retten til Kana'an&lt;/br&gt;
- retten til at myrde hele befolkninger&lt;/br&gt;
- &quot;honningfælder&quot; og pengeafpresning&lt;/br&gt;
I det følgende vil hvert af disse emner blive gennemgået særskilt.

=== Det udvalgte folk ===

Ideen om jøderne som Guds udvalgte folk tager udgangspunkt i Første Mosebog kapitel 12: her møder vi Abram ved Ur i Kaldæa. Videre hedder det: &quot;Herren sagde til Abram: &quot;Forlad dit land og din slægt og din fars hus, og drag til det land, jeg vil vise dig. Jeg vil gøre dig til et stort folk og velsigne dig. Jeg vil gøre dit navn stort, og du skal være en velsignelse.&lt;/br&gt;
Jeg vil velsigne dem, der velsigner dig,&lt;/br&gt;
og den, der forbander dig, vil jeg forbande.&lt;/br&gt;
I dig skal alle jordens slægter velsignes&quot;.&quot;&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 17f&lt;/ref&gt;

Senere gentages denne priviligerede stilling i andre sammenhænge, således over for Jakob i Betel. I Første Mosebog kapitel 35:9-13 hedder det: &quot;Gud viste sig igen for Jakob, efter at han var kommet hjem fra Paddan-Aram. Han velsignede ham og sagde til ham: &quot;Dit navn er Jakob; men nu skal du ikke længere hedde Jakob. Dit navn skal være Israel.&quot; Og han gav ham navnet Israel. Han sagde til ham: &quot;Jeg er Gud den Almægtige. Bliv frugtbar og talrig! Et folk, ja, en mængde folkeslag skal nedstamme fra dig, og konger skal fremstå af dit eget kød og blod. Det land, jeg gav Abraham og Isak, giver jeg dig og dine efterkommere.&quot; Så steg Gud op fraham, dér hvor han havde talt med ham.&quot;&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 46&lt;/ref&gt;

I Anden Mosebog kapitel 3:7-10 findes følgende: &quot;Så sagde Herren: &quot;Jeg har set mit folks lidelse i Egypten, og jeg har hørt deres klageskrig over slavefogederne. Jeg har lagt mig deres lidelser på sinde, og derfor er jeg kommet ned for at redde dem fra egypterne og føre dem op fra dette land til et godt og vidtstrakt land, et land der flyder med mælk og honning, dér hvor kana'anæerne, hittitterne, amoritterne, perizzitterne, hivvitterne og jebusitterne bor. Nu har israelitternes klageskrig nået mig, og jeg har set, hvordan egypterne undertrykker dem. Gå nu! Jeg vil sende dig til Farao. Du skal føre mit folk israelitterne ud af Egypten&quot;.&quot;&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 69&lt;/ref&gt; Dette og tilsvarende formuleringer med &quot;mit folk israelitterne&quot; giver jøderne en identitet som Guds udvalgte folk i den jødiske selvforståelse.

=== Racismen ===

Racismen er en logisk følge af ideen om Guds udvalgte folk. Et folk kan selvsagt ikke være &quot;udvalgt&quot;, hvis andre folk kan indgiftes i det. Følgelig er Gamle Testamente fuldt af forbud mod at gifte sig med ægtefæller fra andre folkeslag og kritik, når de alligevel gjorde det. Lad os tage nogen eksempler.

I Femte Mosebog kapitel 7:1-4 finder vi følgende påbud af Moses: &quot;Når Herren din Gud fører dig til det land, du skal ind og erobre, og han driver store folkeslag væk foran dig, hittitterne, girgashitterne, amoritterne, kana'anæerne, perizzitterne, hivvitterne og jebusitterne, syv folk, der er større og mægtigere end du, og Herren din Gud overgiver dem til dig, og du besejrer dem, da skal du lægge band på dem. Du må ikke slutte pagt med dem og ikke vise dem barmhjertighed. Du må ikke bringe dig i familie me dem; du må ikke give dine døtre til deres sønner, og du må ikke lade dine sønner gifte sig med deres døtre, for det vil få dine sønner til at vige fra mig og dyrke andre guder. Da vil Herrens vrede flamme op imod jer, og han vil hurtigt udrydde dig.&quot;&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 208&lt;/ref&gt;

Dette gælder blandt andre kong Salomo. I Første Kongebog 11:1-4 læses således følgende: &quot;Kong Salomo elskede mange udenlandske kvinder foruden Faraos datter, moabitiske, ammonitiske, edomitiske, sidoniske og hittitiske; om de folk havde Herren sagt til israelitterne: &quot;I må ikke indlade jer med dem, og de må indlade sig med jer, for så vender de jeres hjerte til deres guder.&quot; Dem elskede Salomo, og han holdt fast ved dem. Han havde syv hundrede hustruer med fyrstelig rang og tre hundrede medhustruer, og hans hustruer bragte hans hjerte på afveje.&quot;&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 390&lt;/ref&gt;

I Ezras Bog kapitel 9:10-12 optræder Ezras bodsklage med blandt andet dette: &quot;Vor Gud, hvad skal vi nu sige efter dette? For vi har svigtet de befalinger, du gav gennem dine tjenere, profeterne, da du sagde: Det land, I skal ind og tage i besiddelse, er et urent land på grund af de fremmede folks urenhed med de afskyelige handlinger, som de i deres urenhed har fyldt det med fra ende til anden. Derfor må I ikke give jeres døtre til deres sønner, og I må ikke lade jeres sønner gifte sig med deres døtre.&quot;&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 527&lt;/ref&gt; og i Kapitel 10:10-12 bliver dette gentaget: &quot;Så rejste præsten Ezra sig og sagde til dem: &quot;I har handlet troløst ved at gifte jer med fremmede kvinder; I har øget Israels skyld. Aflæg nu bekendelse for Herren, jeres fædres Gud, og gør hans vilje. Skil jer ud fra landets folk og de fremmede kvinder&quot;.&quot;&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 528&lt;/ref&gt;

I Nehemias' Bog kapitel 10:31 indgår israelitterne blandt andet følgende forpligtelse: &quot;Vi vil ikke give vores døtre til landets folk, og vi vil ikke lade vores sønner gifte sig med deres døtre.&quot;&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 542&lt;/ref&gt;

Således kunne man blive ved.

=== Lebensraum ===

Jødernes ret til Kana'ans land hidrører fra Første Mosebog. I kapitel 12 læser vi: &quot;Dengang boede kana'anæerne i landet. Herren viste sig for Abram og sagde: &quot;Jeg vil give dine efterkommere dette land&quot;.&quot;&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 18&lt;/ref&gt; Senere, i kapitel 15, præciseres udstrækningen af dette jødiske lebensraum: &quot;Den dag sluttede Herren pagt med Abram. Han sagde: &quot;Jeg giver dine efterkommere dette land fra Egyptens flod (det vil sige Nilen) til den store flod, Eufratfloden: kenitterne, kenizzitterne, kadmonitterne, hittitterne, perizzitterne, refaitterne, amoritterne, kana'anæerne, girgashitterne og jebusitterne&quot;.&quot;&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 20f&lt;/ref&gt;

Størrelsen af dette jødiske lebensraum er påfaldende. Sammenlignet med officielle landegrænser i 2026 omfatter dette område: den østlige halvdel af Egypten inklusive hele Sinai, Palæstina inklusive Gaza og Vestbredden, Libanon, Jordan, Saudi Arabien, Yemen, Oman, Forenede Arabiske Emirater, Qatar, Bahrain, Kuwait, Irak samt Syrien. Nogle jødiske imperialister medregner også Kypern til området.

En anden afgrænsning findes i Fjerde Mosebog kapitel 34. Heri læser vi: &quot;Herren talte til Moses og sagde: &quot;Giv israelitterne denne befaling: I kommer nu til Kana'an, det land, der tilfalder jer som arvelod, Kana'ans land i dets fulde udstrækning. Jeres sydgrænse skal gå fra Sins ørken langs med Edom. I syd skal jeres grænse gå fra enden af Salthavet i øst. Så skal grænsen dreje syd om Akrabbim-passet, gå videre til Sin og ende syd for Kadesh-Barnea. Så skal den fortsætte til Hasar-Addar og gå videre til Asmon. Så skal grænsen dreje fra Asmon mod Egyptens bæk og ende ude ved havet.&lt;/br&gt;
Grænsen i vest: Det Store Hav med kyststrækning. Det skal være jeres vestgrænse.&lt;/br&gt;
Dette skal være jeres nordgrænse: Fra Det Store Hav skal I trække en linie til bjerget Hor; fra bjerget Hor skal I trække en linie til Lebo-Hamat, og grænsen skal ende i Sedad. Så skal grænsen gå videre til Zifron, og den skal ende i Hasar-Enan. Det skal være jeres nordgrænse.&lt;/br&gt;
Som grænse i øst skal I trække en linie fra Hasar-Enan til Shefam. Så skal grænsen gå ned fra Shefam til Ribla øst for Ajin, og grænsen skal fortsætte ned og støde til bjergryggen øst for Kinneretsøen. Så skal grænsen gå ned til Jordan og ende ved Salthavet.&lt;/br&gt;
Dette skal være jeres land med dets grænser hele vejen rundt.&quot;&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 196&lt;/ref&gt;

Dette er unægteligt en noget anden afgrænsning end før. Den kritiske læser vi måske spørge om Herren ikke havde forklaret sig godt nok over for Moses eller måske havde ændret holdning, eller om der måske er en helt tredie forklaring?

Den tænkende læser vil måske kigge nærmere på andre dele af samme historie. Vi hører, at Abraham fik børn både med Sara, sin hustru, nemlig jøderne, og med Hagar fra Egypten, hans trælkvinde, nemlig ismaelitterne, det vil sige araberne.&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 21&lt;/ref&gt; Så var det nu jøderne, araberne eller begge grupper som skulle leve i dette område? Desuden tog han sig en ny hustru: Ketura, med hvem han også fik efterkommere.&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 31&lt;/ref&gt; Det er således ret uklart hvem, der skulle overtage dette lebensraum.
 
Således tænker semitisterne ikke. De er imperialister, og de vil have det hele for sig selv. De mener at have ret til at fordrive andre folkeslag og ser Gamle Testamente som kilde til denne ret.

=== Retten til folkemord ===

Jødernes ret til at myrde befolkningerne, som levede i Kana'an, forekommer allerede i Mosebøgerne. I Femte Mosebog kapitel 20:16-17 findes således følgende påbud udtalt af Moses: &quot;i de folks byer, som Herren din Gud vil give dig i eje, må du ikke lade en eneste beholde livet; du skal lægge band på dem, på hittitterne, amoritterne, kana'anæerne, perizzitterne, hivvitterne og jebusitterne, sådan som Herren din Gud har befalet dig.&quot;&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 223&lt;/ref&gt;

I Josvabogen hører vi hvordan, at jøderne hensynsløst myrdede indbyggerne i Kana'an, eksempelvis i kapitel 8:24-29: &quot;Da israelitterne på åben mark havde dræbt alle de indbyggere fra Aj, som havde forfulgt dem ud i ørkenen, og da alle til sidste mand var faldet for sværdet, vendte alle israelitterne tilbage til Aj og huggede indbyggerne ned med sværd. Den dag blev der dræbt i alt tolv tusind mænd og kvinder, alle indbyggerne i Aj. Josva trak ikke sin udstrakte hånd med krumsværdet tilbage, før han havde lagt band på alle indbyggerne i Aj. ..Og Josva brændte Aj ned; han gjorde den til en øde ruinhøj for evigt, og det er den den dag i dag. Ajs konge hængte de på et træ og lod ham hænge til aften. Da solen gik ned, gav Josva sine folk befaling om at tage liget ned fra træet og kaste det hen ved indgangen til byporten. Så kastede de en stor stendynge op over ham, og den ligger der den dag i dag.&quot;&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 251f&lt;/ref&gt;

Tilsvarende i Josvabogen kapitel 10:28-43: &quot;Samme dag indtog Josva Makkeda. Han slog byen og dens konge med sværd og lagde band på byen og alle, der var i den; der var ingen, der overlevede. Han gjorde det samme med kongen i Makkeba, som han havde gjort med kongen i Jeriko.&lt;/br&gt;
Fra Makkeda drog Josva sammen med hele Israel videre til Libna. Han gik til angreb på Libna, og Herren gav også denne by og dens konge i Israels hånd. Josva slog byen og alle, der var i den, med sværd; der var ingen, der overlevede. Han gjorde det samme med kongen dér, som han havde gjort med kongen i Jeriko.&lt;/br&gt;
Fra Libna drog Josva sammen med hele Israel videre til Lakish. Han belejrede byen og gik til angreb på den, og Herren gav Lakish i Israels hånd. Den følgende dag indtog Josva byen; han slog den og alle, der var i den, med sværd, ganske som han havde gjort med Libna. Da drog Gezers konge Horam op for at komme Lakish til undsætning, men Josva slog kongen og hans hær; der var ingen, der overlevede.&lt;/br&gt;
Fra Lakish drog Josva sammen med hele Israel videre til Eglon. De belejrede byen og gik til angreb på den, og samme dag indtog de den og slog den med sværd. Den dag lagde han band på alle, der var i byen, ganske som han havde gjort med Lakish.&lt;/br&gt;
Fra Eglon drog Josva sammen med hele Israel op til Hebron. De gik til angreb på byen og indtog den; de slog byen, dens konge, alle dens byer og alle, der var i den, med sværd; der var ingen, der overlevede. Ganske som han havde gjort med Eglon, lagde han band på byen og på alle, der var i den.&lt;/br&gt;
Så vendte Josva sig sammen med hele Israel mod Debir. Han gik til angreb på byen og indtog den med dens kong og alle dens byer. De slog dem med sværd og lagde band på alle, der var i den; der var ingen, der overlevede. Han gjorde det samme med Debir og dens konge, som han havde gjort med Hebron og med Libna og dens konge.&lt;/br&gt;
Således besejrede Josva hele landet: Bjerglandet, Sydlandet, Lavlandet og Skråningerne og alle kongerne dér. Der var ingen, der overlevede; hver levende sjæl lagde han band på, sådan som Herren, Israels Gud, havde befalet. Josva besejrede dem fra Kadesh-Barnea til Gaza, i hele landet Goshen og helt til Gibeon. Alle disse konger og deres lande undertvang Josva på én gang, for Herren, Israels Gud, førte krig for Israel. Så vendte Josva sammen med hele Israel tilbage til lejren i Gilgal.&quot;&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 255&lt;/ref&gt;

I Josvabogen Kapitel 11 fortsætter folkemordene i det nordlige Kana'an, blandt andet Hasor: &quot;Alle, der var i byen, huggede de ned med sværd og lagde band på dem, så ikke en levende sjæl blev tilbage; og Josva brændte Hasor ned.&quot;&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 256&lt;/ref&gt; Da massemordet var til ende, blev rovet, det vil sige Kana'an, delt mellem israelitternes stammer.&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 257-264&lt;/ref&gt; Det minder om en langt senere begivenhed: under Sovjetunionen i Stalintiden gennemførte terrororganisationen OGPU under ledelse af jøden Genrikh Jagoda&lt;ref&gt;Lina (2003), s.315&lt;/ref&gt; samt NKVD overvejende ledet af jøder&lt;ref&gt;Lina (2003), s.318, 327&lt;/ref&gt; i 1932-33 et massemord på og en massefordrivelse af ukrainske bønder fra deres gårde, en begivenhed der blev kendt som ''holodomor''. Mindre kendt er, at OGPU overvejende bestod af jøder, og at disse efterfølgende som en belønning oprettede deres egne kollektivlandbrug, kibbutz'er, på de myrdede og fordrevne ukraineres jord.&lt;ref&gt;Holocaustmuseet i USA, film&lt;/ref&gt; Jødisk historieforståelse trækker lange spor.

Det var ikke kun ved erobringen af Kana'an, at jøderne begik massemord. I Esters Bog kapitel 9:2-16 hører vi: &quot;I alle kong Ahasverus' provinser samledes jøderne i deres byer for at lægge hånd på dem, der ville dem noget ondt. .. Den trettende dag i måneden adar samledes de øvrige jøder i kongens provinser og forsvarede deres liv; de fik fred for deres fjender, og og de dræbte 75.000 af deres modstandere&quot;.&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 555&lt;/ref&gt;

Flere eksempler end de nævnte kunne være fremhævet, men budskabet og moralen er tydelig nok: i &quot;hellig krig&quot; er massemord på guddommens befalet ikke blot acceptabel men en pligt at gennemføre.

Det er mildest talt absurd at se hvordan den samme ideologi, som hyldede folkemord i Gamle Testamente, har haft travl med at fremstille de selv samme massemordere som et uskyldigt forfulgt folkefærd i det 20. og starten af det 21. århundrede.

=== Honningfælder og pengeafpresning ===

Historier i Gamle Testamente giver jøderne tvivlsomme moralbegreber, eksempelvis at prostituere deres hustruer og døtre i form af &quot;honningfælder&quot;, det vil sige lokkemad for en efterfølgende afpresning. Det begynder med selveste Abraham. I Første Mosebog kapitel 20:2-16 læser vi: &quot;Abraham sagde om sin kone Sara, at hun var hans søster, og Abimelek, kongen i Gerar, sendte bud efter Sara. Om natten kom Gud i en drøm til Abimelek og sagde til ham: &quot;Nu skal du dø, fordi du har taget denne kvinde, for hun er gift&quot;.&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 25&lt;/ref&gt; Senere, da sandheden er blevet klar, hører vi: &quot;Så gav Abimelek Abraham får og køer, trælle og trælkvinder, og han gav ham hans kone Sara tilbage. Og Abimelek sagde: &quot;Mit land ligger åbent for dig. Slå dig ned, hvor du har lyst!&quot; Til Sara sagde han: &quot;Nu giver jeg din bror tusind sekel sølv. Det skal lukke øjnene på alle dem, der hører dig til. Nu har du fået fuld oprejsning&quot;.&quot;&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 26&lt;/ref&gt; Så Abrahams afpresning lykkedes.

Senere gentager historien sig med små variationer. I Esters Bog hører vi, at jøden Mordokaj sender sin datter til kong Ahasverus' harem, hvor &quot;hun vandt hans velvilje&quot;. ..&quot;Ester havde ikke fortalt, hvilket folk og hvilken slægt, hun tilhørte, for Mordokaj havde sagt til hende, at hun ikke måtte fortælle det.&quot; Men senere udnyttes hun til at redde jøderne, og naturligvis belønnes både hun og hendes fader for dette bedrag: &quot;Og Mordokaj fik foretræde for kongen, for Ester havde fortalt, hvordan han var i familie med hende. Kongen tog sin signetring, som han havde frataget Haman, og overdrog den til Mordokaj. Og Ester satte Mordokaj over Hamans hus.&quot;&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 549, 554&lt;/ref&gt;

Således legitimerer Gamle Testamente jødernes brug af honningfælder og pengeafpresning, når denne brug rettes imod folk i magtpositioner.

=== Sammenfatning ===

I 1973 fremkom udtrykket &quot;narrativ teologi&quot;.&lt;ref&gt;Bjerg (1984), s. 11&lt;/ref&gt; Udtrykkets betydning har været noget uklar, men pointen er, at hvis en kristen vil forklare sin tro og identitet, så kan dette ske ved at fortælle om Jesu ord og gerninger. På lignende måde kan jødedommens indhold bedst forstås ved at fortælle historier fra Gamle Testamente.

Som vi har set, er sådanne historier ikke just moralske. Ideen om det udvalgte folk, der ikke må gifte sig med folk fra andre folkeslag men nok har ret til at udnytte dets kvinder i honningfælder til pengeafpresning, og som mener sig i sin gode ret til hensynsløst at udrydde andre folkeslag &quot;i Guds navn&quot;, fremavler en tvivlsom moral. Hvis man vil være lidt uvenlig, kan man med god grund hævde, at denne tvivlsomme moral langt hen af vejen også afspejler sig i jødernes nyere historie.

Vi har i det foregående set hvordan, at denne moral henter sin inspiration i fortællinger fra Gamle Testamente. Og denne moral understreges ved at de samme emner bliver gentaget med blot mindre variationer flere gange som for at understrege, at den ikke er knyttet til en bestemt historisk situation men netop har evig gyldighed. I lighed med sit afkom, muhammedanismen, er denne moral præget af en foragt for dem, som ikke tilhører &quot;in-gruppen&quot;.

Der kan måske være grund til at uddybe dette udtryk nærmere. Alle mennesker udvikler en eller anden form for bevidsthed om at tilhøre et bestemt etnisk fællesskab, herunder skaber de et dertil knyttet begrebsapparat. Man kan skelne mellem det navn, som en etnisk gruppe bruger om sig selv i denne selvidentifikation, og det navn, som andre bruger om den samme gruppe. Nogle gange, men ikke altid, bruger de samme benævnelse, men deres opfattelse af gruppens afgrænsning og indhold behøver ikke at være det samme, men kan tilpasses den aktuelle situation.&lt;ref&gt;Lund (1993), s. 81&lt;/ref&gt; Betegnelsen afspejler en bevidsthed om hvem, man hører sammen med i et fællesskab, og hvem, der ikke hører til dette fællesskab.&lt;ref&gt;Lund (1993), s. 9&lt;/ref&gt; Ofte, men ikke altid, vil de, som ikke tilhører dette fællesskab, blive set ned på, mens man selv ophøjes for sine gode egenskaber.&lt;ref&gt;Lund (1993), s. 13-26&lt;/ref&gt;

Denne vi-bevidsthed skabes i vid udstrækning ved historier, beretninger og myter, om et skæbnefællesskab gennem utallige slægtled. Ofte vil disse historier blive fyldt med navne på legendariske personligheder, hvis liv og gerninger bliver en del af den personlige identitetsfølelse. Og som regel vil en del af denne historie omfatte etnogoni, det vil sige de indfødtes egen mytiske forklaring på deres oprindelse&lt;ref&gt;Lund (1993), s. 49&lt;/ref&gt;, som regel i form af en mytisk stamfader.&lt;ref&gt;Lund (1993), s. 91&lt;/ref&gt; I dansk sammenhæng kan man tænke på Saxo og hans Danmarkshistorie. I germansk sammenhæng er det myten om Tvisto, der er grundlaget for identiteten&lt;ref&gt;Lund (1993), s. 90&lt;/ref&gt;, og for jøderne er det Abraham, der har denne rolle.

Men sådanne historiske beretninger og myter har ikke kun den funktion at begrunde selvidentiteten men tillige at begrunde moralbegreber, hvad der er &quot;god&quot; og &quot;ond&quot; opførsel. For jøderne er det netop historierne i Gamle Testamente, som opfylder denne opgave.

Over tid kan disse funktioner aftage i betydning, fordi behovet for dem ikke længere er så stort. Dette fordi at myter erstattes med faktiske historiske erindringer. Men for visse grupper er dette ikke tilfælde. Her kan udviklingen tvært imod gå i den modsatte retning og udvikle sig til en regulær fanatisme, der kan motivere og begrunde næsten enhver handling. Denne fanatisme kan formuleres og organiseres i en dertil hørende ideologi, en -isme. Semitisme er en sådan ideologi, der i princippet ikke adskiller sig fra andre -ismer bortset fra den etniske gruppe, hvis selvfølelse og handlingsmønster, den skal begrunde.

=== &lt;big&gt;Sammenfatning og konklusion&lt;/big&gt; ===

Vi er nået vejs ende i gennemgangen, og resultatet taler for sig selv. Ikke blot er det officielle narrativ ikke korrekt, for hver del af dette narrativ findes en alternativ forklaring, og tilsammen tegner disse træk et andet men helt entydigt billede.

Først og fremmest: Gamle Testamente er ikke jødisk historieskrivning.&lt;ref&gt;Adler (2022), Preface&lt;/ref&gt; Der kan påvises et utal af indlån fra andre kulturer, eksempelvis historien om Moses i sivkurven og Noas ark, som tydeligt viser, at denne historie er en myte, et narrativ, skabt for at give jødisk identitet en høj alder. I stedet tjener Gamle Testamente som redskab til at give jøder en national identitet igennem deres trosretning, i særdeleshed Jahve. Det er i Jahves navn, at de udvandrer fra Egypten, erobrer Kana'an og i nyere tid trækker sig ind i etniske ghettoer.&lt;ref&gt;Crone og Cook (1977), s. 42&lt;/ref&gt; Hele den jødiske kultur er een lang markering af begivenheder hentet fra myterne i Gamle Testamente.

Dernæst: jøderne var tydeligvis ikke det monoteistiske folkefærd, som de gerne vil give indtryk af, tværtimod. Så langt, at Gamle Testamentes fremstilling overhovedet afspejler en historisk virkelighed, dyrkede jøderne flere guder gennem flere hundrede år. Vi ser en udvikling i flere trin:&lt;/br&gt;
- første trin: to guder, Jahve og El, forenes i en &quot;supergud&quot;&lt;/br&gt;
- andet trin: gudsdyrkelsen centraliseres og kontrolleres af kongen&lt;/br&gt;
- tredie trin: de lavere guder og gudinder forkastes, fordi at de ikke hjalp i en kritisk situation&lt;/br&gt;
- fjerde trin: præsteskabet udvikler et nyt narrativ til at forstærke dets magt og betydning som samlende kraft.&lt;/br&gt;
Det var en udvikling, hvor hvert trin var en logisk følge af det foregående, når behovet for en forandring i det herskende narrativ indtraf. Den nye ideologi var, som de fleste totalitære ideologier, et spørgsmål om at legitimere retten til magtudøvelse. Dette grundlag blev konstrueret ad hoc, det vil sige spontant efter behov. Dets grundlag var aldrig vel funderet, og vi kan nu afvise det fuldstændigt som fusk og forfalskning fra ende til anden.

Samtidig var det en udvikling, hvor hvert trin bidrog med særlige træk til den nye ideologis udvikling: først blev stammeguden anvendt til at legitimere myten om &quot;det udvalgte folk&quot;, herunder en racistisk ultrasemitisk afvisning af ægteskaber med repræsentanter fra andre folkeslag, og hvor regulært folkemord legitimeres som en følge af Jahves beslutning og påbud. Dernæst må den snart svækkede kongemagt i den nye nationale stat styrke sin stilling i befolkningen, hvilket sker ved centralisering af gudsdyrkelsen. Da så statsdannelsen alligevel bryder sammen, bliver det nødvendigt at udpege en skyldig årsag, og her må husguderne holde for. Endelig må det nye narrativ styrkes, hvilket blandt andet sker ved kampen for en ny egen stat.

Da mange profeter har først og fremmest til formål at legitimere den nye nationale ideologi som Jahves vilje.

Endelig er det også fra Gamle Testamente, at jøderne henter deres moralbegreber på godt og ondt.

Det er indlysende, at hvis der kan rejses tvivl om troværdigheden af beretningerne i Gamle Testamente, så er det ikke blot et kildekritisk problem. Det er hele grundlaget for jødedommen, der vælter. Jødedommen er, som muhammedanismen, det, som i kommunistkina kaldes en ''tofu-dreg'' konstruktion: en bygning eller anden konstruktion opført af underlødige bestanddele som gør, at den før eller senere falder sammen af sig selv.

Hidtil har Gamle Testamentes narrativer aldrig være underkastet en kildekritisk analyse, i modsætning til Nye Testamente, som allerede i 1800-tallet og begyndelsen af 1900-tallet blev underkastet en sådan analyse, som den bestod med udmærkelse. Det er først i de seneste år, at et sådant arbejde er igangsat og vel at bemærke er det sket af jødiske arkæologer og historikere. Det gør, at deres resultater ikke blot kan afvises med smædeudtryk som &quot;anti-semitisme&quot;. Det er derfor, at det har været så vigtigt at gøre disse resultater bekendt for et dansk publikum. Og hvis denne bog kan bidrage til fortsatte og uddybende studier af denne problematik, så har den opfyldt sit formål.

Det er for så vidt tilfældigt, at dette sker netop på en tid, hvor staten Israel og dens regering udsættes for en stigende international kritik for sin handlemåde, og så måske alligevel ikke. I alt for lang tid har kritik af jøder og Israel kunnet undertrykkes på grund af myterne om begivenheder under 2. verdenskrig. Men nu ligger disse begivenheder så langt tilbage, 2-4 slægtled, at de ikke længere kan beskytte imod kritik. Og samtidig har både rabiate jøder og den israelske regering i de seneste år udvist en optræden, som let lader sig kritisere. Det er ikke stedet her at uddybe dette emne, det kan fortjene en særskilt behandling og hører hjemme i politisk sammenhæng, ikke i forbindelse med jødedommen som religion og kultur, selv om der kan argumenteres for, at disse områder til dels overlapper hinanden.

Vi har set hvilken afgørende inflydelse, den kildekritiske analyse af Gamle Testamente har på forståelsen af jødedommens historie, men hvorledes forholder det sig med kristendommen? Hvilken indflydelse har kildekritikken på kristendommen? Det enkleste svar er: ingen. Gamle Testamente spiller kun en rolle i kristendommen på to måder:&lt;/br&gt;
- dels at vise at Jesus som messias er forudset allerede af gammeltestamentelige profeter; det er i denne sammenhæng ikke vigtigt, om dette var faktisk var tilfældet, men derimod at jøderne i hans samtid mente, at det forholdt sig således&lt;/br&gt;
- dels at vise de religiøse dogmer, som Jesus gjorde op med. Det viser sig i hans gentagne: &quot;I har hørt at ... men jeg siger jer nu at ...&quot; Jesu lære er i virkeligheden eet stort opgør med jødedommens tankegang og etnisk snæversynethed, han er i den sammenhæng helt på linje med den foreliggende kildekritiske analyse, selv om både hans metode og budskab er et andet.

Især i sidst nævnte sammenhæng er det vigtigt at forstå, at der ikke eksisterer nogen &quot;jødisk-kristne værdier&quot;. Dette moderne udtryk er intet andet end et jødisk forsøg på at tage kristne som gidsler for deres egne ideer. I virkeligheden er det kristendommen, der introducerer næstekærlighed og respekt for medmennesker uanset deres etniske tilhørsforhold, og i forlængelse heraf introducerer både menneskerettigheder og folkestyre. Intet af dette findes i jødedommen, her er det nationalt-etnisk snæversyn, som dominerer hele vejen. Jødedommen er og forbliver en anti-kristen ideologi, fordi den hviler på en selvforståelse baseret på manipulerede kilder i form af Gamle Testamentes skrifter. Og ved at påvise disse manipulationer, myter og omskrivninger, beviser moderne kildekritik, at kristendommen var og er et berettiget opgør med jødedommen.

Endnu for en menneskealder kunne forskere i jødedommen leve i deres vildfarelse om, at selv om der var problemer med Gamle Testamente som kilde til jødedommens historie, så var den i sine hovedtræk alligevel korrekt. Således er det ikke længere. Det kan nu bevises, at der bag den mytiske fortælling gemmer sig en anden historie. Lad så være, at begivenheder i de senere år i Gaza, på Vestbredden, i Libanon, i Egypten, over for Syrien og Iran uden tvivl har bidraget til at fremme denne udvikling. Et træ kendes på dets frugter, og hele verden har nu set de frugter, som jødisk fundamentalisme bringer med sig. Myten om det forfulgte uskyldige folkefærd lader sig ikke længere opretholde.

Og jo mere skingre, hysteriske og fanatiske jødedommens fundamentalister bliver i deres holdninger og opførsel, desto hurtigere vil de miste de sidste rester af en troværdighed, som de i virkeligheden aldrig har haft.

=== &lt;big&gt;Noter&lt;/big&gt; ===
{{Reflist|3}}

=== &lt;big&gt;Litteratur&lt;/big&gt; ===
* Yonatan Adler: ''The Origins of Judaism. An Archaeological-historical Reappraisal''; Yale University 2022; ISBN 978-0-300-25490-7
* Yonatan Adler: &quot;Toward Identifying Proto-Judaic Cultural Features in Ancient Israel and Judea&quot; (i: ''Journal of Ancient Judaism'' (2024), s. 1-28)
* Yonatan Adler: ''Between Yahwism and Judaism. Judean Cult and Culture during the Early Hellenistic Period (332-175 BEC)''; Cambridge University Press 2025; ISBN 978-009-45961-7
* Gad Barnea: &quot;P. Berlin 13464, Yahwism and Achaemenid Zoroastrianism at Elephantine&quot; (2024)
* Geoffrey Bibby: ''I Dilmun tier ravnen''; Wormanium 1971; ISBN 87-85-1600-40
* Geoffrey Bibby: ''Det forsvundne årtusinde''; Wormanium 1978; ISBN 87-8516-053-9
* ''Bibelen''; Det Danske Bibelselskab 1992; 1. udgave 1. oplag; ISBN 87-7325-276-6
* Svend Bjerg: &quot;Den kristne grundfortælling. Studier over fortælling og teologi&quot; (''Teologiske Studier'', bind 8; 2. oplag 1984; Aarhus 1984; ISBN 87-7003-409-5) 
* Patricia Crone og Michael Cook: ''Hagarism. The Making of The Islamic World''; Cambridge 1977; ISBN 0-521-21133-6
* Stephan Peter Dinkgreve: ''In Search of the Sublime: A world history of humanity's relentless pursuit of scientific truth, moral excellence, and enlightenment''; 2021
* Robert Gnuse: &quot;Spilt Water: Tales of David (II Sam 23:13-17) and Alexander the Great (Arrian, Anabasis of Alexander 6.26.1-3).&quot; (i: ''Scandinavian Journal of the Old Testament''; 1998, bind 12, s. 233-248)
* Robert Gnuse: &quot;Abducted Wives: A Hellenistic Narrative in the Book of Judges?&quot; (i: ''Scandinavian Journal of the Old Testament''; 2007; bind 22, s. 272-285)
* Robert Gnuse: &quot;From Prison to Prestige: The Hero who helps a King in Jewish and Greek Literature.&quot; (i: ''Catholic Biblical Quarterly''; 2010 bind 72, s. 31-45)
* Robert Gnuse: &quot;Divine Messengers in Genesis 18-19 and Ovid.&quot; (i: ''Scandinavian Journal of the Old Testament''; 2017; bind 31, s. 66-79)
* Robert Gnuse: &quot;Greek Connections: Genesis 1-11 and the Poetry of Hesiod&quot; (i: ''Biblical Theology Bulletin''; 2017 nr. 47, s. 131-143
* Robert Gnuse: &quot;Heed Your Steeds: Achilles’ Horses and Balaam’s Donkey.&quot; (i: ''International Journal of Research in Humanities and Social Sciences''; 2017; række 4 hæfte 6; s. 1-5)
* Robert Gnuse: &quot;Samson and Heracles Revisited.&quot; (i: ''Scandinavian Journal of the Old Testament''; 2018, bind 32, s. 1-19)
* Robert Gnuse: &quot;Greek Historians and the Primeval History.&quot; (i: ''International Journal of Research in Humanities and Social Sciences''; 2019; række 6 hæfte 1, s. 20-25)
* Robert Gnuse: &quot;Jephthah’s Daughter and Iphigenia in the Plays of Euripides&quot; (i: ''International Journal of the Arts and Humanities''; 2019; række 5 hæfte 1, s. 16-23)
* Robert Gnuse: &quot;Hellenism and the Primary History: The Imprint of Greek Sources in Genesis-2 Kings&quot; ''Copenhagen International Seminar''; Routledge, London 2020 
* Daniel Hawk: &quot;Violent Grace: Tragedy and Transformation in the Orestia and the Deuteronomistic History.&quot; (i: ''Scandinavian Journal of the Old Testament''; 2003, bind 18, s. 73-88)
* Gerhard Larsson: &quot;Possible Hellenistic Influence in the Historical Parts of the Old Testament.&quot; i: ''Scandinavian Journal of the Old Testament''; 2004; bind 18, s. 296-311)
* Niels Peter Lemche: &quot;The Old Testament-A Hellenistic Book&quot; (: ''Scandinavian Journal of the Old Testament''; 1993 bind 7, s. 163-193)
* Niels Peter Lemche: &quot;Is It Still Possible to Write a History of Ancient Israel?&quot; (i: ''Scandinavian Journal of the Old Testament''; 1994, bind 8, s. 163-188)
* Niels Peter Lemche: &quot;Good and Bad in History: The Greek Connection.&quot; (i: Steven McKenzie and Thomas Römer (red.): &quot;Rethinking the Foundations: Historiography in the Ancient World and in the Bible. Essays in Honour of John Van Seters&quot;; ''Beihefte zur Zeitschrift für die altestamentliche Wissenschaft'' nr. 294; Walter de Gruyter, Berlin 2000; s. 127-140) 
* Niels Peter Lemche: &quot;How Does One Date an Expression of Mental History?&quot; (i: Lester Grabbe (red.): &quot;Did Moses Speak Attic? Jewish Historiography and Scripture in the Hellenistic Period&quot; (i: ''Journal for the Study of the Old Testament Supplement Series'' 317/European Seminar on Historical Methodology 3; Sheffield Academic Press, Sheffield 2001; s. 200-224)
* Niels Peter Lemche: &quot;Does the Idea of the Old Testament as a Hellenistic Book Prevent Source Criticism of the Pentateuch?&quot; (i: ''Scandinavian Journal of the Old Testament''; 2011, bind 25, s. 75-92)
* Niels Peter Lemche: &quot;When the End is the Beginning: Creating a National History?&quot; (i: ''Scandinavian Journal of the Old Testament''; 2015, bind 29, s. 22-32)
* Jüri Lina: ''Skorpioni märgi all. Nõukogude võimu tõus ja langus''; Stockholm 2003; ISBN 91-972897-9-5
* Allan A. Lund: ''De etnografiske kilder til Nordens tidlige historie''; Wormanium 1993; ISBN 87-89531-08-6
* Etienee Nodet: &quot;Editing the Bible: Alexandria or Babylon?&quot; (i: Thomas Thompson and Philippe Wajdenbaum (red.): ''The Bible and Hellenism: Greek Influence on Jewish and Early Christian Literature. Copenhagen International Seminar''; Routledge, New York 2014; s. 36-55) 
* Gabrielle Vera Novacek: ''Ancient Israel. Highlights from the Collections of The Oriental Institute University of Chicago''; University of Chicago 2011; ISBN 978-1-88923-65-3
* Johannes Pedersen: &quot;Hasmonæer&quot; (i: ''Salmonsens Konversationsleksikon'', 2. udgave, bind X; 1919; s. 943-944)
* Benjamin W. Porter: &quot;Assembling the Iron Age Levant: The Archaeology of Communities, Polities and Imperial Peripheries&quot; (i: ''Journal of Archaeological Research'' vol. 24; 2016; s. 373-420)
* Katherine Stott: &quot;Herodotus and the Old Testament: A Comparative Reading of the Ascendancy Stories of King Cyrus and David.&quot; (i: ''Scandinavian Journal for the Study of the Old Testament''; 2002; bind 16 s. 52-78)
* Jan-Wim Wesselius: &quot;Discontinuity, Congruence and the Making of the Hebrew Bible.&quot; (i: ''Scandinavian Journal for the Study of the Old Testament''; 1999 bind 13 s. 24-77)
* Jan-Wim Wesselius: &quot;The Origin of the History of Israel: Herodotus’ Histories as Blueprint for the First Books of the Bible&quot; (i: ''Journal for the Study of the Old Testament Supplement Series''; Sheffield Academic Press, Sheffield 2002)
* Hans Christian Ørsted: &quot;Overtro og Vantro i deres Forhold til Naturvidenskaben&quot; (''Aanden i Naturen''; 4. udgave; København 1978; ISBN 87-414-8972-1; s. 76-106)

=== &lt;big&gt;Film&lt;/big&gt; ===
* Simca Jacobovici: ''The Exodus Decoded''</text>
      <sha1>55wuxatdut6j5f9r1g88ot2nnpxw96u</sha1>
    </revision>
    <revision>
      <id>41967</id>
      <parentid>41966</parentid>
      <timestamp>2026-05-28T06:05:36Z</timestamp>
      <contributor>
        <username>Sven Halfdan Nielsen</username>
        <id>3898</id>
      </contributor>
      <comment>/* Litteratur */ +1</comment>
      <origin>41967</origin>
      <model>wikitext</model>
      <format>text/x-wiki</format>
      <text bytes="156869" sha1="tmfdkxyo8h3i9rfw165kqk0lcxm0i87" xml:space="preserve">[[Fil:Philippe de Champaigne - Moses with the Ten Commandments - WGA04717.jpg|thumb|400px|Ifølge nye videnskabelige kildekritiske teorier er det ikke Moses, som har skrevet Mosebøgerne. Maleri af Philippe de Champaigne.]]

=== &lt;big&gt;Fortale&lt;/big&gt; ===

Jødedommens ældste historie har hidtil været indhyllet i mørke. Traditionen hviler på ''Tanakh'' eller Gamle Testamente, men dette synes først at have fundet sin endelige form i det 2. århundrede f.Kr. i det hasmunitiske kongerige. Hvor meget, traditionerne har ændret sig før denne tid, er et åbent spørgsmål.

Foruden Gamle Testamente er de vigtigste kilder til belysning af spørgsmålet især arkæologiske fund, men også her er der store problemer med troværdigheden. Flere kilders oprindelse er omstridte og dermed bliver deres udsagnsværdi også tvivlsom.

Det er først i den seneste menneskealder, at der tegner sig et mere klart billede af den omskiftelige historie, men hidtil har mig bekendt ingen forsøgt at gøre denne viden tilgængelig på dansk. Jeg har derfor efter fattig evne forsøgt at skildre denne på grundlag af tilgængeligt materiale. Jeg har desuden tilføjet notehenvisninger til de skriftlige kilder, som jeg anvendt.

Når man forsøger at skildre kendt historie således som tilfældet er med Gamle Testamente, stilles man over for to problemer: dels må man forsøge at sætte denne fremstilling i forhold til det billede, som andre kilder tegner, dels må man forsøge at forstå den forvandling og forvanskning af oprindelige kilder, som fremstillingen i Gamle Testamente nu afspejler.

Den foreliggende undersøgelse falder i to hoveddele, dels en undersøgelse af jødernes faktiske historie således som den lader sig fastslå baseret på grundlag af arkæologiske og historiske kilder, herunder spørgsmålet om jødernes religion, dels en kildekritisk analyse af ''Tanakh'' eller Gamle Testamente. Afslutningsvis vil der blive foretaget en vurdering af hvilken indflydelse, ''Tanakh'' har haft på jødernes selvforståelse og Gamle Testamente har på kristen selvforståelse.

Der kan være grund til at understrege, at stort set alt i denne undersøgelse alene skyldes yderst kompetente forskeres virke, og jeg har efter evne forsøgt at henvise til denne forskning. Litteraturen herom findes i den afsluttende litteraturliste. Desuden har jeg inddraget andre inspirationskilder, hvor jeg finder dem relevante og troværdige. Derimod er fortolkningen af disse ulige arbejder min egen, og de oprindelige forskere kan og bør derfor ikke drages til ansvar for denne fortolkning.  

På dette sted kan der være grund til at forudskikke enkelte kendsgerninger: selvidentiteten &quot;jøde&quot; synes først at blive skabt i 2. århundrede f.Kr. efter hasmunitternes oprør og etableringen af kongeriget baseret på religiøse regler. Der findes ingen ældre beviser på, at jøderne inden da havde fulgt moseloven, og først på dette tidspunkt optræder ''Tanakh'', de ældste synagoger samt mønter uden billede. Det bør desuden bemærkes, at der ingen omtale findes af sabbaten i Gamle Testamente.

Efter den babylonske magtovertagelse i 586 f.Kr. optræder ''al Yahuda'' som en by i Babylon, stednavnet Israel optræder første gang på en mønt dateret år 66 e.Kr. og i forbindelse med jødernes oprør mod romerne.

Om bogens titel skal jeg blot bemærke, at jeg har valgt ordet &quot;jødedom&quot;, fordi det betegner jødisk religion og kultur på samme tid.

Sven Halfdan Nielsen&lt;/br&gt;
Pärnu, den 5. maj 2026

=== &lt;big&gt;Indledning&lt;/big&gt; ===

Al historisk og litterær forskning må hvile på kildekritiske undersøgelser. Dette betyder, at arkæologiske og sproglige kilder kritisk må vurderes med henblik på deres oprindelsessituation, eventuelle tendens, forholden sig til de omtalte begivenheder og for sproglige kilder tillige deres formål (som udmærket kan være mangesidigt). Kilderne må stilles i forhold til, hvad der ellers vides om tiden, og de må forsøges tolket således, at de er bedst i overensstemmelse med denne viden, og at de ikke modsiger denne viden. Hvis det sidste er tilfældet, må man spørge, om fortolkningen er rigtig, eller om den hidtidige &quot;viden&quot; må revideres.

Lige siden afslutningen af 2. verdenskrig og især i det 21. århundrede har beskyldninger om &quot;anti-semitisme&quot; fået et kraftigt opsving. Der kan derfor være grund til at gøre nogle bemærkninger om min opfattelse af dette begreb og dets anvendelse.

For mig består udtrykket &quot;anti-semitisme&quot; af to dele: &quot;anti&quot; betyder imod, og &quot;semitisme&quot; betegner en politisk, nationalistisk ideologi. Dette indebærer, at jeg skelner mellem jøder som kulturel folkegruppe på den ene side og en semitisk ideologi på den anden.

Jeg har intet imod folk, som identificerer sig selv som jøder i religiøs og kulturel henseende så længe, at dette ikke berører deres forhold til andre folkegrupper. For mig er &quot;jøde&quot; altså en betegnelse, der i princippet ikke adskiller sig fra dansker, tysker, armener, kurder, japaner eller en hvilken som helst anden national folkegruppe.

Anderledes forholder det sig med begrebet &quot;semitisme&quot;. Her er der i mine øjne tale om en totalitær og intolerant national ideologi, som tåler sammenligning med fx. fascismen i Italien og nazismen i Tyskland. Der er med andre ord tale om en ekskluderende ideologi, som på samme tid legitimerer en bestemt handlemåde over for andre befolkningsgrupper. Dette kan der senere være grund til at vende tilbage til, når vi har gjort os selve grundlaget for denne tankegang klart.

Lad mig sige det straks: det er ikke &quot;anti-semitisk&quot; at anlægge en anden betragtningsmåde en den, som såkaldte &quot;semitter&quot; selv anlægger - med mindre at man tilføjer, at sådanne semitter har et snævert syn og en snæver fortolkningsramme båret af egne fordomme. I denne henseende minder semitter og muhammedanere om hinanden. Begge promoverer en bestemt fortolkning, og begge benægter retten til at inddrage andre kilder eller til at anlægge en anden og bedre forståelse.

For mig skræmmer udsigten til at blive tillagt smædeord mig ikke. Afgørende for mig er objektivt at se på alle fastslåede kendsgerninger og så nå frem til den forståelse, som er mest og bedst i overensstemmelse hermed. Hvis andre har problemer hermed, er det deres problem, ikke mit. De ønsker at forsvare en myte, men for mig er det de historiske kendsgerninger bag myten, som er det vigtigste. Myter er overtro og vantro. Men som Hans Christian Ørsted har sagt det, vil videnskaben overvinde overtroen og vantroen&lt;ref&gt;Ørsted (1978), s. 106&lt;/ref&gt;, og således må det være.

Det gælder her som i tilfældet med muhammedanismen&lt;ref&gt;se ''Muhammedanismen i kildekritisk belysning''&lt;/ref&gt;, at modstanden og modviljen imod at blive konfronteret med nye kendsgerninger dybest set blot viser hvor usikre, forsvarere af den herskende ideologi i virkeligheden er. Hvis de var sikre i deres overbevisning, ville de velkomme enhver udfordring, idet de vil kunne tage den op og sagligt imødegå den. Men således forholder det sig ikke, tværtimod. 

Det bør tilføjes, at forskningsfeltet er inde i en rivende udvikling i disse år. Det kan derfor ikke udelukkes, at forskningen om føje år vil give et andet, mere omfattende men måske også revideret billede i forhold til nu, og således må det være. Det er den eneste måde, at vor viden kan forøges og forbedres på. Og skulle denne bog medvirke til at fremme en sådan forskning, har den opfyldt sit formål.

=== &lt;big&gt;Jødedommens ældste historie&lt;/big&gt; ===

Formålet med det følgende er at skildre jødedommens ældste historie. Hovedvægten vil blive lagt på de arkæologiske vidnesbyrd. Bibelen vil imidlertid blive inddraget, hvis og når den kan belyse historiske kendsgerninger. En række emner vil blive underkastet en særskilt behandling.

=== Den kana'næiske oprindelse ===

I det 2. århundrede f.Kr. var Kana'an beboet af stammer med hver deres skytsguddom. Disse guddomme hørte til den kana'anæiske gudeverden og omfattede blandt andre El, Ba'al og Jahve. Over tid begyndte jøderne imidlertid at skille sig ud og hævde, at de ikke stammede fra kana'anæerne, skønt både sproglige og religiøse træk fra tiden 1200-1000 f.Kr. tyder på, at de udviklede sig fra en kana'anæisk fælles kultur i den grad, at det ofte er svært at skelne imellem dem.&lt;ref&gt;Dinkgreve (2021), kap. 8&lt;/ref&gt;

Hvornår, denne udskillelsesproces er fundet sted, vides ikke, men det må være sket omkring 1207 f.Kr., idet kana'anæerne og israelitterne på en stele rejst af farao Merneptah dateret til dette tidspunkt udtrykkeligt er nævnt som to uens folkegrupper:&lt;/br&gt;
- &quot;Kana'en er udplyndret,&lt;/br&gt;
- Israel er lagt øde.&quot;&lt;/br&gt; 
Det er værd at bemærke, at de hieroglyffer, som angiver navnet Kana'an, viser, at der er tale om et land, mens de, som angiver Israel, viser, at der er tale om et folk.&lt;ref&gt;Dinkgreve (2021), kap. 8&lt;/ref&gt; Det er også den eneste kilde fraset Gamle Testamente som nævner et folk kaldet Israel på denne tid.&lt;ref&gt;Novacek (2011), s. 66&lt;/ref&gt;

Den oprindelige gud for Israel synes at have været ''El''. Navnet &quot;Isra-el&quot; betyder &quot;Els styre&quot;.&lt;ref&gt;Dinkgreve (2021), kap. 8&lt;/ref&gt;

Kildekritiske undersøgelser af Mosebøgerne viser at disse er skrevet af flere forskellige forfattere, hvoraf to af forskerne kaldes P og E. Begge disse forfattere kalder Gud for ''El'' indtil, at Gud angiveligt selv kalder sig ''Jahve'' over for Moses: &quot;Jeg er Jahve. Jeg viste mig for Abraham og Isak og Jakob som ''El-Shaddai'', men mit navn er ''Jahve''. Jeg gjorde ikke det bekendt for dem&quot;.&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 72&lt;/ref&gt;

Det bør tilføjes, at i ''Genesis'' forekommer 17 tilfælde af associationer med ''El'' (fx. Bethel) men ikke een eneste med ''Jahve''. Der er desuden eet tilfælde med henvisning til ''Ba'al'', nemlig Ashbel, Benjamins søn

=== Ugarit ===

I 1928 fandt en bonde i Ras Shamra ved Middelhavskysten (nu i Syrien) et omkring 3.000 år gammelt gravkammer. En udgravning det følgende år viste, at det dækkede over dels en større gravplads, dels en forhistorisk by: Ugarit, en vigtig handelsby fra omkring 1450 f.Kr. til 1192 f.Kr., idet byen blev brændt af og blev opgivet antagelig mellem 1190 f.Kr. og 1185 f.Kr. Blandt de mange fund var et stort antal lertavler og mange af dem med religiøse tekster: mytologiske vers, hymner til guder, lister over præsternes ofringer. Den ledende guddom i Ugarit hed ''El''. ''El'' var gudernes fader, skaber af alle levende væsener, den evige konge. Han blev beskrevet som en ældre skægget mand, som sad på en trone med en krone med tyrehorn. Hans hustru hed ''Ashera''&lt;ref&gt;Dinkgreve (2021), kap. 8&lt;/ref&gt;, hun var moder til 70 guder ifølge teksterne. Blandt sønnerne var stormguden ''Baal'', havguden ''Jam'', dødsguden ''Mott'' og krigergudinden ''Anat''. Tilsammen blev de kaldt ''Ilham'', det vil sige børn af ''El''.

I Bibelens skildring af skabelsen optræder ordet ''Elohim'', på hæbraisk et ord for guddom, hvilket er umiddelbart sammenligneligt med ordet i Ugarit, men ordet er flertal, ikke ental. Og flere af beretningerne i Gamle Testamente bruger netop (men ikke alene) dette ord om Gud: ''El Shaddai'' (Gud den Almægtige), ''El Elyon'' (Gud den Højeste)&lt;ref&gt;Novacek (2011), s. 41&lt;/ref&gt;, ''El Olam'' (den evige Gud), ''El Bethel'' (Bethels Gud). Det er det samme navn som den øverste gud i kana'anæernes gudeverden.

Af disse kendsgerninger tør drages to slutninger. Den ene er, at Gud i den hebraiske forståelse ikke i starten var fuldstændig og enerådende men i stedet udviklede sig over tid, langsomt ved en proces, der bedst kan beskrives som konvergens: flere guder smeltede sammen i een guddom.

Den anden slutning, man tør drage, er den, at israelitterne udviklede sig som folk fra kana'anæerne. Deres første gud var kana'anæernes gud ''El''. For de folk, som levede i bjergene i Kana'an omkring 1100 f.Kr. var der ikke nogen markant forskel imellem deres egen religion og de omgivende folkeslags religion: de dyrkede den samme fadergud og modergudinde. Dette har været anerkendt af arkæologer siden omkring 1970 baseret på fundne lertavler, indskrevne navne på lerkar, fund af husguder og af husaltre.

=== Jahve ===

Nu er det velkendt, at jøderne har et andet navn på deres gud: ''Jahve''. Hvor stammer dette navn fra? Hvor og hvornår overtog han de egenskaber, som tidligere blev tillagt El? For at svare på disse spørgsmål, må vi inddrage tre nye kilder.

På en to tusinde år gammel læderklud fundet i en hule findes en tekst med følgende indhold: da den højeste gud gav nationerne deres arv, da han delte menneskeheden, fastlagde han deres indbyrdes grænser i henhold til antallet af gudesønner. Denne tekst fra Femte Mosebog 32:8&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 237&lt;/ref&gt; var identisk med den tekst, som jøderne kopierede i århundrede før Kristi fødsel. Den findes i den græske version af Gamle Testamente fra 3. og 2. århundrede f.Kr. Jøderne ændrede siden teksten fra &quot;gudesønner&quot; til &quot;Israels sønner&quot;.

Tages teksten for pålydende, har den højeste gud inddelt menneskene i nationer og givet hver nation en søn som guddommelig leder. I det følgende vers fortælles hvilken søn, der blev tildelt hvilken nation, og det oplyses, at Jahve fik tildelt Jacobs stamme eller Israel.

Det må her bemærkes, at Jahve her tydeligt er en mindre, en underordnet gud i forhold til den højeste gud. Bibelforskere som Mark Smith og Frank Moore Cross fra Harvard mener, at det er her, at Jahve gøres til guddom for Jacobs stamme. Teksten i Kumran (bedre kendt som Dødehavsrullerne) bevarede den oprindelige tekst, men den blev i middelalderen tilsyneladende tilpasset.

I ''Salmernes Bog'' salme 82 findes følgende:&lt;/br&gt;
&quot;Gud træder frem i gudeforsamlingen,&lt;/br&gt;
blandt guderne holder han dom:&lt;/br&gt;
Hvor længe vil I dømme uretfærdigt&lt;/br&gt;
og tage parti for de ugudelige? Sela&lt;/br&gt;
Skaf de svage og faderløse deres ret,&lt;/br&gt;
frikend de hjælpeløse og arme,&lt;/br&gt;
udfri de svage og fattige,&lt;/br&gt;
red dem fra de ugudeliges magt!

De forstår og fatter intet,&lt;/br&gt;
de vandrer i mørke,&lt;/br&gt;
jordens grundvolde rokkes.&lt;/br&gt;
Jeg har sagt: I er guder,&lt;/br&gt;
I er alle sønner af den Højeste.&lt;/br&gt;
Dog skal I dø som mennesker,&lt;/br&gt;
og I skal falde som en af stormændene.

Rejs dig, Gud, hold dom over jorden,&lt;/br&gt;
for du har alle folkene som ejendom.&quot;&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 693&lt;/ref&gt;

Denne salme indeholder altså mindet om en gudeforsamling, som også afspejles i den langt ældre tekst. Ordet &quot;guderne&quot; i den originale tekst er ''Elohim'', i flertal. Det viser, at der var en tid i jødernes historie, hvor flerguderi øjensynligt var en almen forståelse. Og en af disse gudesønner var åbenbart Jahve.

Et lignende minde findes i Første Mosebog kapitel 6, der begynder således:

&quot;Da menneskene begyndte at blive talrige på jorden og fik døtre, så gudesønnerne, at menneskedøtrene var smukke. Blandt dem tog de sig alle de koner, de havde lyst til. Da sagde Herren: &quot;Min livsånde skal ikke forblive i mennesket for evigt. De er dødelige, deres levetid skal være 120 år&quot;.&lt;/br&gt;
Dengang gudesønnerne gik ind til menneskedøtrene og fik børn med dem - men også siden hen - var der faldne på jorden. Det er heltene, navnkundige mænd fra ældgamle dage.&quot;&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 12. Den danske oversættelse har &quot;kæmper&quot; i stedet for &quot;faldne&quot; men det originale ord er ''nefilim'' med netop denne betydning&lt;/ref&gt; 

Endnu en kilde, som bør nævnes, er et tempel nu beliggende i Sudan på Nilens vestre bred. Det blev opført af farao Aman Hototeep III (bedstefader til Tutankhamon), som regerede Egypten fra ca. 1390 f.Kr. til 1352 f.Kr., og var tilegnet guden Amon Ra. På en af søjlerne i dette tempel, der omtaler underkuede folkeslag, optræder &quot;Tashasu YHWH&quot;. Nationen ''Shassu'' var et semitisk folkeslag, nomader, kvæghyrder, der strejfede om i ørkenen ved den sydlige grænse for Kana'an. Betegnende nok identificeres de ikke ved deres landområde men derimod ved deres guddom, ''Jahve'', omtrent 200 år før at israelitterne ellers optræder i historiske tekster ifølge gængs fortolkning.

Egyptologen Donald Redford slutter heraf, at ''Jahve'' oprindeligt var en edomitisk eller midianistisk gud i de sydlige ørkenområder, som blev dyrket i områder, som den hebraiske bibel selv udpeger som stedet for jødernes oprindelse, som stedet hvor Moses hørte Gud tale fra en brændende busk, og i ''Dommerbogen'' findes blandt andet &quot;Deboras sejrssang&quot;, som dateres til 12. århundrede f.Kr.&lt;ref&gt;Dinkgreve (2021), kap. 8&lt;/ref&gt;, med følgende linjer:

Herre, da du drog ud fra Se'ir,&lt;/br&gt;
da du skred frem fra Edoms land,&lt;/br&gt;
skælvede jorden, himlen dryppede af regn,&lt;/br&gt;
ja, skyerne dryppede af vand.&lt;/br&gt;
Bjergene rystede foran Herren,&lt;/br&gt;
Sinajs Herre,&lt;/br&gt;
foran Herren, Israels Gud.&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 276&lt;/ref&gt;

Edom lå i den nordøstlige del af Sinaj-ørknen, sydøst for Det Døde Hav. Men der er mere. Jahve introduceres af Moses efter, at Jetro, Moses svigerfader, sammen med sine sønner havde sluttet sig til jøderne.&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 87&lt;/ref&gt; Ifølge Anden Mosebog kapitel 3:1 var Jetro præst i Midjan.&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 68&lt;/ref&gt; Det må rejse spørgsmålet, om det er fra ham, at Moses har overtaget sin guddom Jahve. Men ifølge Dommerbogen kapitel 1:16 var Jetro kenit: &quot;Efterkommere af den kenit, der var Moses' svigerfar, drog sammen med judæerne op fra Palmebyen til Judas ørken i Arads sydland og bosatte sig hos befolkningen dér.&quot;&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 271&lt;/ref&gt; Kenitterne var Kains efterkommere. I Første Mosebog kapitel 4:17-22 læser vi: &quot;Kain lå med sin kone, og hun blev gravid og fødte Enok. Så byggede han en by og gav den navn efter sin søn Enok. Enok fik sønnen Irad, Irad fik Mehujael, Mehujael fik Metushael, og Metushael fik Lemek. Lemek tog sig to koner, den ene hed Ada, den anden Silla. Han blev stamfader til dem, der bor i telte og holder kvæg. Også Silla fødte en søn, Tubal-Kain, stamfader til smedene, alle dem, der forarbejder kobber og jern.&quot;&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 11&lt;/ref&gt; 

Vi ved, at i andre kulturer som egyptisk, græsk og romersk er smedekunsten forbundet med vulkaner: i romersk mytologi hed smedeguden ligefrem ''Vulkan''. Læg dertil profetien i Esajas' Bog kapitel 31:9, der nævner &quot;Herren, som har sit bål på Zion og sin ovn i Jerusalem&quot;.&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 874&lt;/ref&gt; Og for at fuldende billede findes i Anden Mosebog kapitel 19:18-19 følgende beskrivelse af bjerget: &quot;Hele Sinajs bjerg var hyllet i røg, fordi Herren var steget ned på det i ild og røgen steg til vejrs som røgen fra en smelteovn. Hele bjerget skælvede af stor rædsel, og hornklangen blev kraftigere og kraftigere.&quot;&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 88&lt;/ref&gt; Det kunne være en beskrivelse af en aktiv vulkan. Disse sammenfald kan næppe være tilfældige. Er der tale om, at Jahve oprindelig var en smedegud forbundet med vulkanisme, og at han er overtaget af Moses (hvis han er en historisk person) fra sin svigerfaders kultur? I så fald viser det, at der findes en jødisk religiøs forhistorie, som man siden har forsøgt at fortrænge.

Af det foregående tør vi antage, at ''Jahve'' ikke begyndte i Israel. Han begyndte som en &quot;skytsguddom&quot; blandt nomadiske stammer uden en konge, uden templer og uden et skriftsprog. På et eller andet tidspunkt, måske som følge af handel eller af en edomitisk udvandring nordpå, kom denne gud til kana'anæerne, og der mødte han en anden guddom: den gamle gud ''El''. Hvad, der siden fulgte, var konvergens: før dannelsen af et kongerige, før opførelsen af det første tempel, blev ''El'' &quot;opslugt&quot; af ''Jahve''. Derved fik den nye fusionerede guddom begge navne i Gamle Testamente.

=== Ashera ===

Men denne gud stod ikke alene, han havde en kvindelig partner, en gudinde: ''Ashera''. Ashera optræder i kana'anæernes hjem som gudindestatuette, hendes navn findes på forrådskar og i gravskrifter. I tekster fra 8. århundrede f.Kr. bliver hun påkaldt ved siden af Jahve som om de hørte sammen og var ligestillede.

Vi ved nu, at hun i århundreder var blevet dyrket af jøderne som gudinde. Hun kunne gå på vandet, hendes tilnavn var ''Kudu'', den hellige. Hun findes gengivet på et egyptisk kunstværk fra samme tid stående på ryggen af en løve og med en slange i hver hånd. Kort sagt var hun en af de store modergudinder i Mellemøsten.

I to bygninger daterede til tiden 801-770 f.Kr. i det nordøstlige Sinai ved bjerget Contilit Azud fandt arkæologer i 1975 store forrådskar med en tekst skrevet på tidlig hebraisk: &quot;Jeg velsigner dig ved Jahve af Samaria og hans Ashera&quot;&lt;ref&gt;Novacek (2011), s. 92&lt;/ref&gt; og &quot;Jeg velsigner dig ved Jahve af Teman og hans Ashera&quot;. Her står israelitternes mandlige guddom sammen med kana'anæernes gudinde. Teman var den egn i ørkenen, hvor ifølge Habakuks Bog kapitel 3:3 Jahve havde sin oprindelse:&lt;/br&gt;
&quot;Gud kommer fra Teman,&lt;/br&gt;
den Hellige fra Parans bjerge&quot;.&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 1187&lt;/ref&gt;

I Hebron blev tilsvarende fundet en gravskrift dateret til midten af 8. århundrede f.Kr.: &quot;Velsignet være Uryyaho ved Jahve for fra hans fjender ved Ashera har han frelst ham&quot;.

Desuden har man fundet over tusind små gudindestatuetter, heraf 400 alene i Jerusalem, der ifølge Raz Kletter utvivlsomt forestiller Ashera skildret med krop som en cylinder med to markerede bryster og hænder, der tilbyder dem, samt et smilende ansigt. De dateres alle til 8. og 7. århundrede f.Kr. og de blev alle fundet i private hjem, ikke i templer. De viser, at dyrkelsen fandt sted under det delte kongerige som noget alment udbredt, ikke som noget særegent for de få.

Som supplement til en forståelse kan man gå til Gamle Testamente, hvor der er bevaret flere passager, hvori Ashera-dyrkelsen omtales. Den følgende oversigt gør ikke krav på fuldstændighed.

I Første Kongebog kapitel 14 læser vi: &quot;Salomos søn Rehabeam blev konge i Juda. .. Rehabeam var enogfyrre år, da han blev konge, og han regerede sytten år i Jerusalem, den by Herren havde udvalgt af alle Israels stammer til at sætte sit navn på. Hans mor hed Na'ama og var fra Ammon.
Judæerne gjorde, hvad der var ondt i Herrens øjne, og med de synder, de begik, gjorde de ham mere vred, end deres fædre havde gjort. Også de byggede offerhøje og lavede stenstøtter og Ashera-pæle på alle høje bakker og under alle grønne træer; der var endog mandlige helligskøger i landet.&quot;&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 396&lt;/ref&gt;

I kapitel 15 læser vi: &quot;I Nebats søn kong Jeroboams attende regeringsår blev Abija konge over Juda. Han regerede tre år i Jerusalem. Hans mor hed Ma'aka og var datter af Absalom. Han fulgte alle de synder, som hans far havde begået før ham..&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 396&lt;/ref&gt;

I Israels konge Jeroboams tyvende regeringsår blev Asa konge over Juda. Han regerede enogfyrre år i Jerusalem. Hans mor hed Ma'aka og var datter af Absalom. Asa gjorde, hvad der var ret i Herrens øjne, lige som sin fader David. Han forviste de mandlige helligskøger fra landet og fjernede alle de møgguder, som hans forfædre havde lavet. Han fjernede også sin mor Ma'aka som kongemoder, fordi hun havde ladet fremstille en rædselsstøtte til Ashera. Asa huggede støtten om og brændte den i Kedrondalen. Offerhøjene forsvandt ikke..&quot;&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 396f&lt;/ref&gt;

I kapitel 16 læser vi: &quot;Omris søn Akab blev konge over Israel i Judas konge Asas otteogtredivte regeringsår, og Omris søn Akab regerede toogtyve år i Samaria over Israel. Omris søn Akab gjorde, hvad der var ondt i Herrens øjne, værre end nogen før ham. Da det ikke var nok for ham at følge Nebats søn Jeroboams synder, giftede han sig med sidoniernes konge Etba'als datter Jezabel, og han gav sig til at dyrke og tilbede Ba'al. Han rejste et alter for Ba'al i Ba'als tempel, som han havde bygget i Samaria. Akab lavede en Ashera-pæl, og Akab gjorde mere endnu, så han krænkede Herren, Israels Gud, mere end nogen af Israels konger, der havde været før ham.&quot;&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 399&lt;/ref&gt;

I Anden Kongebog kapitel 21 omtales kong Manassa. Om hans gerninger hedder det: &quot;Han gjorde, hvad der var ondt i Herrens øjne efter de afskyelige skikke hos de folkeslag, som Herren havde drevet bort foran israelitterne. Han genopbyggede de offehøje, som hans fader Hizkija havde ødelagt; han rejste altre for Ba'al, og han lavede en Ashera-pæl, sådan som Israels konge Akab havde gjort, og han tilbad hele himlens hær og dyrkede den. .. Og i de to forgårde til Herrens tempel byggede han altre for hele himlens hær. .. Og han opstillede Ashera-billedet, han havde lavet, i dette tempel, om hvilket Herren havde sagt til David og til hans søn Salomo: &quot;''På dette tempel og på Jerusalem, som jeg har udvalgt blandt alle Israels stammer, vil jeg sætte mit navn til evig tid; og jeg vil ikke mere jage Israel bort fra det land, som jeg gav deres fædre, når de blot omhyggeligt vil gøre alt det, jeg har befalet dem, og holde hele loven, som min tjener Moses gav dem.''&quot; Men de ville ikke høre, og Manassa forledte dem til at handle værre end de folkeslag, som Herren havde udryddet for israellitterne.&quot;&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 438f&lt;/ref&gt;

I Anden Kongebog kapitel 23 oplyses, at denne afgudsdyrkelse holdt sig til Josija stoppede den: &quot;Så befalede kongen ypperstepræsten Hilkija, andenpræsterne og dørvogterne at fjerne alle de ting, der var lavet til Ba'al og til Ashera og til hele himlens hær, fra Herrens tempel, og han brændte dem uden for Jerusalem .. Helligskøgernes rum i Herrens tempel, hvor kvinderne vævede klæder til Ashera, rev han ned. .. Også alteret i Betel, offerhøjen som Jeroboam, Nebats søn, havde opført, han som forledte Israel til synd, både dette alter og offerhøjen rev Josija ned, og han knuste stenene til støv og brændte Ashera-pælen.&quot;&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 441&lt;/ref&gt; 

Profeten Jeremis beklagede sig i Jeremias' Bog kapitel 7: &quot;Kan du ikke se, hvad de gør i Judas byer og Jerusalems gader? Børnene samler brænde, fædrene tænder ild og kvinderne ælter dej, så de kan lave offerkager til Himmeldronningen og udgyde drikofre for andre guder og krænke mig.&quot;&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 950&lt;/ref&gt; Han taler om ''Ishtar'', Mesopotamiens version af Ashera, mens hun blev adopteret som ''Afrodite'' i Grækenland og blev kaldt ''Astarte'' af kana'anæerne og senere af fønikerne.&lt;ref&gt;Novacek (2011), s. 38&lt;/ref&gt;

Der kan således ikke være tvivl om, at Ashera-dyrkelsen var udbredt blandt jøderne i flere århundreder, snart officielt snart uofficielt. Manassa regerede fra 697 f.Kr. til 642 f.Kr. og Josija skal have stoppet Ashera-dyrkelsen omkring 622 f.Kr. Men uofficielt fortsatte dyrkelsen helt frem til babylonernes erobring af Jerusalem.

Det vigtigste i denne sammenhæng er, at denne afgudsdyrkelse, som det også fremgår af Gamle Testamente, fandt sted længe efter, at jøderne skulle være gået over til monoteisme.

=== Den centraliserede gudsdyrkelse ===

Men hvornår begyndte den monoteistiske gudsdyrkelse blandt jøderne? Meget tyder på, at det var en udvikling i to trin: først skete der en centralisering af gudsdyrkelsen, og langt senere en overgang til monoteisme.

Første kilde til denne udvikling findes i Moseloven. Her hedder det: &quot;Du må ikke lave dig noget gudebillede i form af noget som helst oppe i himlen eller nede på jorden eller i vandet under jorden. Du må ikke tilbede dem og dyrke dem, for jeg, Herren din Gud, er en misundelig Gud.&quot;&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 89. I oversættelsen til dansk bruges ordet &quot;lidenskabelig&quot; i stedet for &quot;misundelig&quot;&lt;/ref&gt; Det siges ikke, at der ikke findes andre guder, kun at jøderne ikke længere måtte dyrke dem.

Næste kilde findes i Anden Kongebog om kong Josija, som regerede 640-609 f.Kr. Her hedder det: &quot;Og statsskriveren Shafan fortalte kongen, at præsten Hilkija havde givet ham en bog, og Shafan læste den op for kongen.&quot;&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 440&lt;/ref&gt; Forskere mener, at den bog, der her er tale om, sandsynligvis var Femte Mosebog.

Femte Mosebog adskiller sig tydeligt fra de foregående fire Mosebøger, så meget at man mener, at den har sin egen forfatter (eller egne forfattere), der af forskerne kaldes D. Denne forfatter D genkendes også i en række andre tekster i Gamle Testamente: Joshua-bogen, Første og Anden Dommerbog, Samuels Bog samt Første og Anden Kongebog. Det menes, at alle disse bøger er forfattede af samme person eller personkreds.&lt;ref&gt;Dinkgreve (2021), kap. 8&lt;/ref&gt;

Anden Kongebog fortæller om kong Josiah, at han centraliserede gudsdyrkelsen og forbød stedlige altre: &quot;Han hentede alle præsterne fra Judas byer, og offerhøjene lige fra Geba til Be'ersheba, hvor de havde tændt offerild, gjorde han urene, og portofferhøjene, som lå ved kommandantensen Josvas port til venstre, når man går ind ad byporten, rev han ned.&quot;&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 441&lt;/ref&gt; Som det siges: &quot;Der havde ikke tidligere været nogen konge, der som han af hele sit hjerte og af hele sin sjæl og af hele sin styrke vendte om til Herren, helt efter Moses' lov og efter ham kom der ingen som han.&quot;&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 442&lt;/ref&gt; Tydeligvis var der tale om at samle al religiøs magt på et sted og under kongens kontrol. Det var med andre ord en religiøs revolution.

For at retfærdiggøre denne revolution måtte man opfinde en spådom, der kunne retfærdiggøre den. Her træder nu to kilder ind. Den ene findes i Første Kongebog. Her omtales en gudsmand, som råber imod et alter: &quot;Alter, alter! Dette siger Herren: I Davids hus skal der fødes en søn ved navn Josija. På dig skal han slagte de offerhøjspræster, som tænder offerild på dig, og han skal brænde menneskeknogler på dig.&quot;&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 393&lt;/ref&gt;

Den anden er Femte Mosebog: allerede i første sætning gives indtrykket af, at denne bog er Moses' sidste ord inden sin død&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 200&lt;/ref&gt;, og her formuleres en &quot;ny moselov&quot; begyndende således:

&quot;Dette er de love og retsregler, som I omhyggeligt skal følge i det land, Herren, dine fædres Gud, har givet dig i eje, så længe i lever på jorden. I skal ødelægge alle de steder, hvor de folk, I fordriver, har dyrket deres guder, på de høje bjerge, på bakkerne og under alle grønne træer. I skal rive deres altre ned og knuse deres stenstøtter, deres Ashera-pæle skal I brænde, og deres gudebilleder skal I hugge om; I skal udslette deres navn fra de steder. For på den måde må I ikke dyrke Herren jeres Gud. Nej, I skal søge til de sted, Herren jeres Gud udvælger blandt alle jeres stammer til at sætte navn på, så det kan bo der. Dér skal du komme, og derhen skal I bringe jeres brændofre og slagtofre, jeres tiender og afgifter, jeres løfteofre og frivilligofre og det førstefødte af jeres køer og får.&quot;&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 214&lt;/ref&gt;

Men trods dette forsøg på at legitimere centraliseringen af gudsdyrkelsen holdt det ikke længe. Snart begyndte folk atter deres decentrale gudsdyrkelse, og som vi tidligere har set, opgav de aldrig deres Ashera-dyrkelse.

=== Jøderne i Kana'an ===

Vi har fulgt jødernes religiøse udvikling, men hvordan forholder det sig med områdets politiske udvikling? Det er en broget historie, hvor Gamle Testamente trods påviselige fejl alligevel kan give nyttige oplysninger.

Meget taler for, at det var ankomsten af &quot;havfolket&quot; (engelsk: ''Sea People'') omkring 1178 f.Kr. som udløste en ny politisk udvikling. Frem til sammenbruddet havde området været præget af kana'anæiske kongefamilier, som styrede mindre områder fra deres centralt beliggende byer. Hidtil havde områder i nord været under hittitisk overherredømme og området i syd som helhed været under egyptisk kontrol, men nu svækkedes denne kontrol&lt;ref&gt;Porter (2016), s. 384&lt;/ref&gt;, og det indebar, at der blev mulighed for indbyrdes stammekrige i området. Det betød også, at folk udefra nu kunne blande sig med held i de stedlige stammekrige. Det er muligt, at jødernes erobringer netop hører hjemme i denne sammenhæng. Til trods for, at Gamle Testamente fremstiller disse kampe som religionskrige mellem folkeslag med polyteisme og jøderne med deres påståede monoteisme, er der intet, som tyder på, at dette er korrekt.

Snarere må vi se disse kampe som sket mellem et imperialistisk erobrerfolk og stedlige bofaste stammer. At der også var religiøse forskelle imellem dem, understregede blot krigenes stammemæssige karakter. Mens filistrene bosatte sig ved kysten, flyttede israelitterne ind fra øst og bosatte sig overvejende i højlandet, hvor de over tid tilegnede sig megen af den stedlige kultur, samtidig med at deres frænder, aramæerne, slog sig ned mod nordøst i Syrien. Hebræerne fik i denne besættelse støtte fra beslægtede og ligesindede nomadiske stammer og semitiske folkeslag. Alliancen var mulig, fordi de alle dyrkede Jahve.&lt;ref&gt;Novacek (2011), s. 66&lt;/ref&gt; Denne fælles kult var længe den eneste institution, som bandt folket sammen, og det kunne ikke forhindre, at der jævnligt opstod konflikter mellem dem.

Der kan på dette sted være grund til at gøre op med myten om Jerikos erobring. Ifølge den bibelske tradition skete erobringen ved, at de omgivende bymure styrtede sammen.&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 248f&lt;/ref&gt; Problemet er, at det arkæologisk kan påvises, at der ingen bymure var!&lt;ref&gt;Novacek (2011), s. 66&lt;/ref&gt; Forklaringen er, at Kana'an indtil da havde været underlagt Egypten, hvis overherredømme var blevet afgjort efter slaget ved Megiddo i 1479 f.Kr. Efter erobringen beholdt eliten i de kana'anæiske familier deres styrende rolle, når blot de var loyale i forhold til den egyptiske farao, men de måtte acceptere, at de ikke måtte befæste deres byer, (hvilket gav dem problemer blandt andet, da Megiddo blev angrebet af Lab'ayu fra det nærliggende Shechem).&lt;ref&gt;Novacek (2011), s. 25&lt;/ref&gt; Det må rejse spørgsmålet, om israelitterne overhovedet nogen sinde har erobret Kana'an, eller om de så at sige &quot;overtog&quot; havfolkets faktisk påviste erobringer og indskrev det i deres historie?

Overhovedet har det været praktisk talt umuligt at påvise israelitterne bosættelse i Levanten. Forskere har ment, at en række nye bosættelser i marginale områder i bjergegne kunne være deres bosættelser&lt;ref&gt;Porter (2016), s. 386&lt;/ref&gt;, men der kan lige så godt være tale om, at nogle kana'anæere fra lavlandet efter det handelsmæssige sammenbrud valgte at flytte ud og etablere sig med et nyt men mere holdbart selvforsynende landbrug&lt;ref&gt;Porter (2016), s. 388f&lt;/ref&gt;, hvor handel som helhed spillede en mindre rolle end tidligere og især var af regional snarere end international karakter.&lt;ref&gt;Porter (2016), s. 388&lt;/ref&gt; Ulige forsøg på at identificere bestemte former for genstande som værende israelitiske er strandet på, at de selv samme genstande også findes i områder uden israelsk bosættelse ifølge Gamle Testamente, de kan derfor ikke levere det ønskede bevis.&lt;ref&gt;Porter (2016), s. 387&lt;/ref&gt;

I den første tid efter israelitternes indvandring var tilstandene i Kana'an væsentlig som før. Det var langt fra lykkedes jøderne at udrydde hele den bosatte befolkning, så det endte med, at jøderne bosatte sig i egne bosættelser. De ulige folk og stammer levede i samfund hver for sig med byerne som centrum for de omgivende landsbyer. Hebræerne erobrede og ødelagde de mere civiliserede kana'anitter men overtog deres skriftsystem. De overtog også kana'anitternes byggeskik, men uden at hebræernes byggerier nåede samme høje stade som deres forgængere. Jerusalem var på denne tid et lille sted uden stor betydning og kunne ikke måle sig med andre byer i området.

Tør man tro Josvabogen kapitel 20, blev der oprettet særlige bebyggelser kaldet &quot;tilflugtsbyer&quot; for kriminelle, hvor disse kunne søge politisk asyl og unddrage sig retsforfølgelse for deres kriminelle gerninger: &quot;Herren talte til Josva og sagde: &quot;Sig til israelitterne, at de skal udpege de tilflugtsbyer, som jeg talte til jer om ved Moses, så en drabsmand, der uforsætligt og uforvarende slår nogen ihjel, kan flygte dertil; de skal være tilflugtssteder for jer mod blodhævneren. Når drabsmanden søger tilflugt i en af disse byer og stiller sig ved indgangen til byporten, skal han forelægge sin sag for de ældste i den by. De skal give ham adgang til byen og give ham et sted, hvor han kan bo hos dem. Når blodhævneren forfølger ham, må de ikke udlevere drabsmanden til ham; det var jo uforvarende, han slog sin næste ihjel, han havde ikke tidligere næret fjendskab mod ham. Han kan så blive boende i den by, indtil han stilles for menighedens domstol, eller indtil den ypperstepræst dør, som er der til dentid. Da kan drabsmanden vende tilbage til sin by og sit hus, den by, han er flygtet fra&quot;.&quot;&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 264&lt;/ref&gt; De var en ordning, som kunne beskytte enhver kriminel mod retsforfølgelse.

Og jødernes folkemord fortsatte. I Dommerbogen kapitel 1 læser vi: &quot;Så drog Juda op, og Herren gav kana'anæerne og perizzitterne i deres hånd, og de slog dem i Bezek og dræbte ti tusind mand. ..Judæerne angreb Jerusalem og indtog den. De huggede indbyggerne ned med sværd og stak ild på byen.&quot;&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 271&lt;/ref&gt; I de byer, som det ikke lykkedes jøderne at udrydde befolkningen, blev disse i stedet gjort til hoveriarbejdere.&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 272&lt;/ref&gt; Det kan næppe undre, at denne opførsel gav anledning til yderligere uro, og at nye kampe fulgte. Ved en lejlighed slog jøderne &quot;omkring ti tusind moabitter ihjel. .. Derefter havde landet ro i firs år&quot;.&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 274&lt;/ref&gt;

Efter Josvas erobringer fulgte dommertiden, hvor landet blev styret af de såkaldte dommere. Tør man tro Gamle Testamente førte det til, at filistre og ammonitter for en tid fik overtaget.&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 286&lt;/ref&gt; Også internt var der øjensynlig magtkampe, således forenedes de andre stemmer mod Benjamins stamme.&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 297ff&lt;/ref&gt;

Efterhånden blev lovløsheden for meget, og hebræerne etablerede et kongedømme i Palæstina. Denne institution kom som en nødvendig følge af både de interne lovløse tilstande og behovet for at organisere krigsførelsen mod andre folkegrupper. I vest udgjorde filistrene en stærkere modstand end kana'anitterne, fordi de havde udviklet jernsmedning. Mod nord boede fønikerne i Libanon, der var mest optaget af handel. Da kana'anitterne stadig blev mere undertrykte, skabte det grundlaget for etableringen af det hebræiske kongedømme omkring 1000 f.Kr. 

Først under dommeren Samuel opstår der blandt jøderne angiveligt krav om etableringen af et kongerige. Landets første konge hed Saul.&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 317&lt;/ref&gt; Han dateres til omkring 1000-tallet f.Kr. Tør vi tro Første Samuelsbog gennemførte han adskillige krige.&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 320&lt;/ref&gt; Kana'an var angiveligt forenet under ham og hans to efterfølgere, David og Salomo. Salomo beskrives i Gamle Testamente som en mægtig konge, der blandt andet opførte et gudstempel i Jerusalem, men arkæologiske undersøgelser har ikke kunnet bekræfte dette, og Salomo er påfaldende totalt fraværende i ikke-bibelske kilder. Det har fået mange historikere til at mene, at Salomo må have været en småkonge.&lt;ref&gt;Novacek (2011), s. 83&lt;/ref&gt; Også israelerne synes fraværende i arkæologiske fund fra denne tid, i stedet dominerer kypriotisk og fønikisk lertøj samt stedlige efterligninger af dette.&lt;ref&gt;Novacek (2011), s. 89, 93&lt;/ref&gt;

Da kong Salomo døde i 922 f.Kr. blev det hebræiske kongedømme delt i to: Kongeriget Israel og Kongeriget Juda. Det var kun Juda og Benjamins stammer, som accepterede Salomos søn Rehabeam som deres konge, og de oprettede dermed det sydlige kongerige Juda med Jerusalem som hovedstad. Mod nord gjorde de øvrige stammer Jeroboam til konge og oprettede kongeriget Israel med Sikem og senere Samaria som hovedstad. Vigtigst i denne sammenhæng er, at der intet stammesammenhold var, end ikke deres religion kunne holde sammen på dem, og som vi allerede har set, skete der jævnligt frafald fra denne, lige som israelitterne indgiftede sig i andre folkegrupper nok så meget som indbyrdes. Der var konstant magtkampe, hvilket afspejler det totale fravær af national solidaritet og enhed. Også udefra skete angreb. Anden Krønikebog er fuld af bereninger om disse krige.

Det bør for god skyld nævnes, at en basalt stele fra Dhiban omtaler, at kong Mesha fra det moabitiske kongerige overvandt Kongeriget Israel og udvidede sit rige, en begivenhed som menes afspejlet i Anden Kongebog kapitel 3.&lt;ref&gt;Porter (2016), s. 382&lt;/ref&gt;&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 412&lt;/ref&gt; 

Kongeriget Israel ophørte, da Assyrien erobrer hovedstaden Samaria 722 f.Kr. Herved mistede også de 10 nordlige israelske stammer deres betydning. Nogle af indbyggerne i Kongeriget Israel blev deporteret af assyrierne, men arkæologisk kan der ikke dokumenteres nogen befolkningsudskiftning eller nogen nedgang i befolkningstallet, og genetiske undersøgelser antyder også en kontinuitet i områdets befolkningssammensætning. Hovedparten af befolkningen synes således at være forblevet i området og samaritanerne menes at være de mest direkte efterkommere af befolkningen i Kongeriget Israel, hvilket også er i overenstemmelse med deres egen opfattelse. Nogle beboere fra Kongeriget Israel må antages at være flygtet til kongeriget Juda, hvilket kan forklare hvordan de nordlige stammers myter er blevet inkorporerede i den tekster i Gamle Testamente, som blev samlede i Kongeriget Juda.

=== Eksilet i Babylon ===

Der er næppe tvivl om, at hvis jøderne havde modstået angreb udefra, ville afgudsdyrkelsen have fortsat. Der ville fortsat have været private gudindestatuetter og private altre. Men een begivenhed ændrede jødernes historie og dermed verdenshistorien: babylonernes erobring i 586 f.Kr.

Forud gik en belejring, som varede to og et halvt år. Vilkårene under belejringen var forfærdelige: jøderne sultede, men vi ved fra samtidige beretninger, at de ikke holdt sig tilbage fra at spise deres egne børn. Da Nebukadnezer erobrede Jerusalem, blev Salomons tempel brændt ned til grunden. Kongepaladset blev brændt ned. Huse blev brændt ned. Forsvarsanlæggene omkring byen blev revet ned sten for sten. Kong Zedekiah, som havde forsøgt at flygte, blev fanget og ført frem for Nebukadnezer. Det sidste, han så, var, at han sønner blev slået ihjel. Så blev han gjort blind, og måtte i denne tilstand foretage vandringen til Babylon.

Hele den jødiske befolkning blev tvangsforflyttet til Babylon. Det skete i tre omgange. Da de forlod Jerusalem, måtte de uundgåeligt miste troen på deres guder, som havde svigtet dem.

Hvad, der skete under det babylonske fangenskab, var ekstraordinært: i stedet for at blive integrerede i deres nye omgivelser valgte de skriftkloge jøder den modsatte vej, nemlig at bevare og redigere deres historiske traditioner. Sigende optræder byen Al Yahuda i Babylon på denne tid. Jøderne samlede, hvad de havde bevaret om deres historie, og begyndte at nedskrive det. Undervejs blev traditionen omskrevet og tilpasset deres nye selvforståelse. Bibelforskere mener, at det var antagelig på denne tid, at traditionerne i ''Tanakh'' begyndte at få deres endelige form.

Og det var tilsyneladende også her, at jødernes tro fik den monoteistiske karakter, som siden skulle gøre sig gældende. Det er her, at profeten Ezekiel fortæller, at Gud gør ham opmærksom på den afgudsdyrkelse, som finder sted.&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 1048&lt;/ref&gt; Det er her, at Gud lover at straffe jøderne for denne afgudsdyrkelse.&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 1049&lt;/ref&gt; Det er her, at jødernes bortførelse bliver stillet i udsigt. Det er her, at grunden lægges til den fortolkning, at eksilet gøres nødvendigt for, at jøderne langt om længe kan vende sig mod den sande gudsdyrkelse.

Og det er her, at profeten Esajas formulerer sine propagandistiske og doktrinære anklager. Det er her, at Gud gøres til den, som lover jøderne håb om frihed igen. Og det er her, at Gud bliver enevældig.

To eksempler fra Esajas Bog kan belyse det: i vers 44 linje 6: &quot;Jeg er den første, og jeg er den sidste, der er ingen anden Gud end mig&quot;&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 895&lt;/ref&gt; og i vers 45 linje 5: &quot;Jeg er Herren, der er ingen anden, der er ingen anden Gud end mig&quot;.&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 897&lt;/ref&gt; Selv alt det gode og alt den onde har samme oprindelse:&lt;/br&gt;  
&quot;Jeg danner lys og skaber mørke,&lt;/br&gt; 
jeg frembringer fred og skaber ulykke,&lt;/br&gt; 
jeg, Herren frembringer alt dette.&quot;&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 897&lt;/ref&gt;&lt;/br&gt; 
For første gang optræder jøderne som et folk med kun een erklæret Gud.

Der kan næppe være tvivl om, at dette var følgen af en bestemt strategi: ikke at blive opslugt af imperiet. Over for de mange guddomme i Babylon sætter jøderne en enkelt gud som deres modstykke. Derved, og kun derved, kan de opretholde deres særegne identitet som folk. Hvis Jahve havde været een gud blandt mange andre, havde han tabt og havde ingen fremtid. Kun ved at gøre ham almægtig, ved at hævde at han havde brugt Nebukadnezar som et redskab i en guddommelig plan, kunne de opretholde deres identitet og deres håb om en fremtid. De gamle guder måtte udryddes eller bortforklares som fejltagelser, der kunne forklare jødernes ulykkelige skæbne. Og derfor blev den traditionelle historie omskrevet punkt for punkt for at kunne understøtte det nye narrativ.

Nået så langt tog de skriftkloge det næste skridt: de måtte opfinde og udvikle deres egen skabelsesberetning og deres egen beretning om en altomfattende oversvømmelse. Inspirationen hentede de hos babylonerne selv. De tog de velkendte babylonske beretninger men omskrev dem således, at de udgjorde en polemisk kontrast til den tro og de traditioner, som blev hyldet af deres omgivelser. Der vil være lejlighed til at se nærmere på disse ved en gennemgang af Gamle Testamente.

=== Jødernes tilbagevenden til Jerusalem ===

I 539 f.Kr. indtræder så afslutningen på jødernes tid i eksil. Dette år erobrer perserne Babylon, og Cyrus den Store erklærer straks efter en almen amnesti. Der efter giver han tilladelse til, at fordrevne folkeslag må vende tilbage til deres hjemegn og genoptage deres gudsdyrkelse.

Også jøderne vendte hjem. Ifølge Ezras Bog vendte i alt 42.360 jøder tilbage til Jerusalem foruden deres trælle og trælkvinder, i alt 7.337, samt 200 sangere og sangerinder, det vil sige i runde tal 50.000 personer.&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 510&lt;/ref&gt; Om dette tal er korrekt, vides ikke.

Det vigtige er, at da jøderne vendte tilbage til Jerusalem, var det med en ny, monoteistisk religion. Den var i store træk skabt under deres eksil, omskrevet og suppleret i forhold til tidligere. Den forenede folk og tro i en næsten uadskillelig helhed.

Der kan her være grund til at stille et vigtigt spørgsmål: betyder dette så, at jøderne vendte hjem med en fuldt udviklet fælles trosretning? Nej, intet taler for dette. Snarere må vi regne med, at det kun var en lille gruppe af teologiske skriftlærde, som havde taget del i den redigeringsproces, som var foregået i Babylon, og at det kun var dem, som havde det fulde kendskab til det nye narrativ om jødernes oprindelse, som de havde skabt. Dette indebærer, at det først er efter deres tilbagevenden, at de for alvor kan begynde at promovere og udbrede deres nye narrativ til jøderne og dermed skabe den identitetsforståelse, som de siden udviklede.

=== Persisk tid ===

Under det persiske herredømmes tid (538-332 f.Kr.) sad der persiske statholdere i landets ulige dele. Vi ved, at statholderen i Judæa 408 f.Kr. hed Bagohi, dels fra Josefos, dels fra papyrusfundene i Elefantine. At statholderen i Samaria var en samaritan, Sanballat, tyder på, at perserne ikke har blandet sig i Palæstinas forhold, når oprør ikke foranledigede dem til at gribe ind, som tilfældet var under Artaxerxes III (358-338 f.Kr.). Det var under persisk beskyttelse, at Nehemia og Ezra genoprettede den jødiske menighed i Jerusalem.

Vi ved sandt at sige ikke meget om den jødiske religionsdyrkelse på denne tid. Meget tyder på, at der skete en langsom spredning af den nydannede monoteistiske tro, sikkert som et politisk-nationalt redskab over for det persiske overherredømme. Men intet taler for, at denne endnu formelt var slået igennem.

Elephantine var en jødisk by i Egypten fra 400-tallet f.Kr. Den er interessant, fordi den kan vise træk ved og fravær af jødisk levevis på denne tid. Byen blev antagelig grundlagt i midten af 6. århundrede f.Kr. af folk, der var emigreret fra Syene-området i Palæstina.&lt;ref&gt;Barnea (2024), s. 1&lt;/ref&gt; Vi ved, at der eksisterede et særligt tempel for dyrkelsen af Jahve indtil 410 f.Kr., da det blev ødelagt. En jødisk befolkning nævnes sidste gang i kilderne i 399 f.Kr., hvad, der skete med den jødiske befolkning efter denne tid, er ukendt.&lt;ref&gt;Adler (2025), s. 39&lt;/ref&gt;

Historien om jødernes udvandring fra Egypten kendes ikke i denne by, hvilket tyder på, at denne tradition er yngre end 400-tallet. Ligeledes kendte befolkningen ikke til ''torah'', det vil sige jødisk lov, så også denne må være yngre end 400-tallet.

Endvidere dyrkede jøderne i denne by flere guder (jahvisme) i modsætning til senere tids monoteisme (judaisme). Således har vi flere kilder fra 400-tallet f.Kr., der vidner om zoroastracisme, herunder et ild-alter og et tempel.&lt;ref&gt;Barnea (2024), s. 3-7&lt;/ref&gt; En lignende jødisk polyteisme kendes fra andre byer.&lt;ref&gt;Adler (2025), s. 41-47&lt;/ref&gt; Men dette indebærer også, at jøderne stadig ikke på denne tid var monoteister til trods for de bestræbelser, som præsteskabet havde udført under eksilet i Babylon. I stedet tolkes situationen således, at den jødiske kult udviklede sig gravist over tid blandt andet inspireret af zoroastrisk kult indtil, at de fik den form som kendes fra den hebraiske bibel.&lt;ref&gt;Barnea (2024), s. 29&lt;/ref&gt; Hvis byen blev grundlagt af dem, som ikke endte i Babylon, kan dette forklare deres fastholden ved polyteisme og ukendskab til den monoteisme, som blev udviklet i Babylon.

Dermed adskiller kulten på denne tid blandt jøder sig markant fra den, som ses i hasmonæisk tid.&lt;ref&gt;Adler (2025), s. 48&lt;/ref&gt; Yonatan Adler ved Ariel University har kaldt denne kult og levevis &quot;proto-jødisk&quot; (''proto-Judaic'') og definerer den således: &quot;Et protojødisk kulturelt træk er således et særskilt element af den israelitiske og/eller jødiske livsstil, som med tiden blev lovgivet som en forskrift for regulering i en eller flere af Mosebøgernes tekster, og som i sidste ende blev optaget som en del af jødedommen.&quot;&lt;ref&gt;Adler (2024), s. 5&lt;/ref&gt; Et eksempel herpå er at spise svinekød. I to af Mosebøgerne (Tredie Mosebog kapitel 11:1-8&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 126f&lt;/ref&gt; og Femte Mosebog kapitel 14:3-8&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 216&lt;/ref&gt;) forbydes det jøder at spise svinekød, men arkæologiske fund fra tiden fra sen bronzealder (1300-1130 f.Kr.) frem til jernalder (586 f.Kr.) viser, at svin faktisk blev avlet til fortæring i strid med denne bestemmelse, skønt de er fraværende i nogle bopladser henregnet til kana'anære og fønikere i jernalderen uden, at det derfor med sikkerhed kan siges at være bevidste valg; økonomiske, økologiske og sociale forhold kan have spillet ind.&lt;ref&gt;Adler (2024), s. 13&lt;/ref&gt; Flere jødiske leveregler tilskrives således myter i Mosebøgerne, og det kan ikke afvises, at disse myter ''netop'' er blevet til for at kunne begrunde og legitimere disse leveregler.&lt;ref&gt;Adler (2024), s. 21&lt;/ref&gt; Det gælder blandt andet reglen om at omskære drengebørn.&lt;ref&gt;Adler (2024), s. 20f&lt;/ref&gt;

=== Hellenistisk tid ===

I den græske periode fra Alexander den Stores erobring i 332 f.Kr. til 167 f.Kr. blev Palæstina atter genstand for strid mellem Syrien, hvor seleukiderne herskede efter Alexanders død 323 f.Kr., og Ægypten, der beherskedes af ptolemæerne. Frem til 198 f.Kr. var overvejende Egypten, fra den tid, efter Antiochos IIIs sejr ved Paneas, syrerne Palæstinas herrer. Efter, at Babylon, Ninive og Shushan var gået til grunde, og Alexandria var blevet grundlagt, flyttede tyngdepunktet vest på, og Palæstina fik igen samme betydning som i 15. århundrede f.Kr. Under ptolemæerne regeredes Palæstina af guvernører (hegemon, epitropos), om hvis myndigheds udstrækning kun lidt vides. Skatteopkrævningen var overladt - ved licitation - til skatteforpagtere. I jødernes kreds fik synedriet og ypperstepræsten en vidtgående myndighed. Under seleukiderne stod Palæstina, der kaldtes Fønikien, sammen med Cølesyrien under en militærguvernør, og syrisk militær besatte landet. Skatten indkrævedes af seleukidiske embedsmænd. Fra 165 f.Kr., da Antiochos Epifanes forbød jødisk gudsdyrkelse, blev landet ramt af de makkabæiske kampe, der skulle bane vejen for det hasmonæiske dynasti.

Undersøgelser tyder på, at jøderne i almindelighed stadig ikke kendte til ''torah'', det vil sige jødisk lov, i begyndelsen af hellenistisk tid, og slet ikke at de respekterede og fulgte den.&lt;ref&gt;Adler (2025), s. 34&lt;/ref&gt; Således er der flere eksempler på, at judæere to ågerrenter af deres udlån.&lt;ref&gt;Adler (2025), s. 28&lt;/ref&gt; Der er også bevis på, at nogle judæere selv på denne tid dyrkede andre guder end Jahve.&lt;ref&gt;Adler (2025), s. 27&lt;/ref&gt; Og skønt ordet &quot;''sabbat''&quot; forekommer, lader det sig ikke fastslå, om dette havde samme betydning som senere eller blot henviste til en jødisk helligdag.&lt;ref&gt;Adler (2025), s. 28&lt;/ref&gt; Faktisk forekommer ordet &quot;''sabbat''&quot; ikke een eneste gang i Gamle Testamente. Omvendt er der ingen arkæologiske beviser på, at jøderne tog deres rituelle bade i bassiner, således som foreskrevet i ''torah'', og heller ikke at de iagttog særlige rituelle renselsesregler omkring deres mad.&lt;ref&gt;Adler (2025), s. 26&lt;/ref&gt;

Der har været peget på, at Aristeas i et brev oplyser, at Ptolemæus II Philadelphus (regerede 285-246 f.Kr.) tog 72 jøder fra Jerusalem til Alexandria for at få oversat en jødisk lov til græsk til sit bibliotek.&lt;ref&gt;Adler (2025), s. 31&lt;/ref&gt; ''Torah'' er ikke nævnt ved navn, så der er ingen beviser på, at det er den, som der henvises til, men selv om dette var tilfældet, kan dette ikke tages som udtryk for, at jøderne i almindelighed kendte og fulgte loven.&lt;ref&gt;Adler (2025), s. 32&lt;/ref&gt; Dette til trods for, at jøderne på  denne tid ellers nød udstrakt selvstyre både i Judæa og i andre områder.&lt;ref&gt;Adler (2025), s. 24&lt;/ref&gt; Dette har fået Yonatan Adler til at betegne jødisk kultur på denne tid som &quot;jahveisme&quot; (''Yahwism'') i modsætning til den &quot;judaisme&quot; (''Judaism''), der først fulgte senere og som fulgte ''torah''-en.&lt;ref&gt;Adler (2025), s. 7&lt;/ref&gt; Men uanset benævnelsen betyder det, at traditionel jødisk kultur først stammer fra tiden ''efter'' hellenistisk tid.

=== Det hasmonæiske dynasti ===

Den hasmonæiske eller senhellenistiske periode strakte sig fra 167 f.Kr. til 63 f.Kr.

Betegnelsen &quot;Det hasmonæiske kongerige&quot; dækker over en yderst omtumlet periode i jødisk historie, som strakte sig fra midten af 2. århundrede f.Kr. til midten af 1. århundrede f.Kr. Hasmonæerne var en jødisk præsteslægt, som spillede den førende politisk rolle på denne tid. Betegnelsen er dannet efter Hasmon, der var Mattatija’s bedstefader. I årene 168-161 f.Kr. ledede hasmonæerne kampen for national og religiøs frihed mod seleukiderne, som under Antiochos IV havde underkuet dem. Bevægelsen begyndte under Mattatija, men blev fortsat af hans sønner, først Judas Makkabæer, efter hvem slægten often kaldes makkabæerne; han fik genoprettet den jødiske gudsdyrkelse i 165 f.Kr. og opnåede i 161 f.Kr. religionsfrihed. Dette år overvandt han den syriske feltherre Nikanor og sluttede forbund med Romerne, men døde kort efter. Hasmonæerne optrådte der efter som et dynasti, der kæmpede for deres egen magtstilling. Judas’ broder, Jonatan, som afløste ham som leder, lod sig i 153 f.Kr. udnævne til ypperstepræst, skønt han efter jødisk lov ikke havde ret til denne stilling. Dette betød et brud med de lovtro, som de oprindelige havde kæmpet for. Efter hans mord i 143 f.Kr. lykkedes det broderen Simon (143-135 f.Kr.) at få landets selvstændighed anerkendt og at erobre syrernes borg i Jerusalem. Som følge heraf blev han af befolkningen hyldet som arvelig ypperstepræst og som verdslig hersker i 141 f.Kr. Dermed havde hasmonæerne opnået formel anerkendelse af deres dynasti.

Det betød imidlertid ikke, at der nu herskede fred, tværtimod. Under Simon’s søn, Johannes Hyrkan (134-104 f.Kr.), indtraf et åbent brud mellem hasmonæerne på den ene side og farisæerne på den anden. Under de fortsatte kampe undertvang han den autonome stat Edom og ødelagde Samaria og også den samaritanske helligdom på Garizim. Hans sønner, Aristobul (104-102 f.Kr.) og Alexander Jannæos (102-76 f.Kr.) var brutale herskere og fjernede sig langt fra styrets oprindelige karakter, idet de var udpræget hellenistisk sindede. Alexander udnævnte sin dronning Salma Alexandra til sin efterfølger (78-69 f.Kr.), mens sønnen Hyrkan II blev ypperstepræst. Midt i de hele etablerede armenerne et kortvarigt herredømme (70-63 f.Kr.) idet de erobrede landet og lagde området under deres overherredømme. Men den interne magtkamp fortsatte uafbrudt. Salma sluttede sig til farisæerne, og hun kom derved i modsætning til saddukæerne, som samlede sig om hendes anden søn, som efter hendes død tog magten fra sin broder og herskede som Aristobul II, dog under vedvarende kampe, indtil Pompejus afsatte ham og tog ham med til Rom i 63 f.Kr. Efter ulige forsøg på opstand blev Aristobul og hans søn Alexander myrdet i 48 f.Kr. 

Hyrkan II, der af Pompejus nu blev anerkendt som ypperstepræst med Antipater som verdslig leder, blev af Cæsar forfremmet til ethnarch, mens den faktiske myndighed efterhånden gik over til Herodes efter Antipater’s død. Aristobul’s anden søn, Antigonos, gjorde imidlertid oprør og blev en kort (40-37 f.Kr.) tid konge, mens Hyrkan blev bortført og fik ørene skåret af. I 37 f.Kr. erobrede den af Romerriget anerkendte Herodes så Jerusalem, og Antigonos blev henrettet i Antiochia. Dermed var hasmonæernes herredømme bragt til ende. Herodes levede en tid i venskab med Hyrkan men lod ham så dræbe. Herodes var besvogret med hasmonæerne, idet hans hustru Mariamme var datter af Aristobul II’s søn Alexander. Dette forhindrede dog ikke, at han lod hendes broder Aristobul dræbe. Senere dræbte han ligeledes hende selv og hendes moder. Endelig dræbte han nogle hasmonæere, der opholdt sig hos hans svoger i Idumæa. Således blev det Herodes, som endte slægtens magtdrømme.&lt;ref&gt;Pedersen (1919), s. 943f&lt;/ref&gt; Så meget om den politiske udvikling.

Det vigtigste i denne sammenhæng er, at de var i denne omtumlede tid, at vi for første gang ser tydelige spor af en jødisk kultur og religionsdyrkelse. Årsagen er klar nok: lederen af den nye stat var en ypperstepræst, som nu tillige blev den politiske, kultiske og militære leder af den nye stat. Og det er tydeligvis på denne tid, at denne nye magt manifesterer sig også religiøst. Det er først fra denne tid, at de første synagoger optræder. Det er først fra denne tid, at ''Tanakh'' optræder i sin endelige skikkelse. Det er først fra denne tid, at der optræder beviser på, at jøderne i deres levevis fulgte bibelsk lov, der nu bliver promoveret som &quot;deres forfædres lov&quot; og påvirker et utal af leveregler både i og uden for jødernes &quot;hjemland&quot;.&lt;ref&gt;Adler (2025), s. 67&lt;/ref&gt;

=== Romersk styre ===

Romersk tid strækker sig fra sidste århundrede f.Kr, til første århundrede e.Kr. Det kendetegnes ved at området i denne periode havde en romersk guvernør.

Yonatan Adler har undersøgt de kulturelle traditioner i dette tidsrum og finder, at de følger senere jødiske traditioner: der er renselsesbassiner og husgeråd af kalk som udtryk for jødiske relselsesritualer samt mønter, vægdekorationer i huse og hjemligt udstyr som udtrykkeligt undgår at vise mennesker og dyr i overensstemmelse med påbuddet i Mosebøgerne. Han konstaterer yderligere, at disse træk er særligt markante i de områder, som vides at have haft en overvejende jødisk befolkning, men ikke nødvendigvis i områder hvor andre befolkningsgrupper var dominerende. Han konstaterer endvidere, at disse rituelle træk tydeligt går tilbage til hasmonæisk tid men ikke med sikkerhed lader sig følge længere tilbage, til dels på grund af et svagt og mangelfuldt arkæologisk og skriftligt bevismateriale. Som beviserne nu stiller sig, var det i hasmænæisk tid, at disse rituelle træk slog igennem og efterhånden bredte sig til den samlede befolkning og i romersk tid allerede var blevet normen.&lt;ref&gt;Adler (2022)&lt;/ref&gt;

Det er på denne baggrund, at Jesus må ses: i en tid, hvor mange jøder drømte om og håbede på at genskabe deres egen selvstændige stat, trådte han frem med sit provokerende budskab, at &quot;Guds rige ikke var af denne verden&quot;. Ikke nok med det: han udfordrede farisæerne og de skriftkloge, og oven i alt dette ophævede han jøder som Guds udvalgte folk og erklærede enhver, som følger Guds ord og hans påbud som en del af den udvalgte befolkning. I det givne politisk-religiøse klima gjorde det ham farlig for en national jødisk politik, så han måtte stoppes, og det blev han som bekendt. Men det stoppede ikke hans budskab i at blive yderligere spredt, tværtimod.

Frem til 70 e.Kr. opstod der ulige retninger inden for jødedommen, hvoraf saddukæerne, farisæerne og essæerne synes at have været de væsentligste. Desuden opstod der en række messianske og apokalyptiske bevægelser. 

Saddukæerne var en gruppe der var tilknyttet præstedømmet i templet i Jerusalem. I modsætning til farisæerne, som påberåbte sig myndighed på grund af deres lærdom og fromhed, baserede saddukæerne deres særstilling på afstamning og status. Meget tyder på, at de repræsenterede Hasmonæernes klan, der tidligere havde regeret som præstekonger. De nægtede at acceptere læresætninger som ikke direkte var nævnt i ''Torah'', også selv om læren var nævnt et andet sted i Tanakh. Ja, de &quot;anså det for en dyd at debattere&quot; sådanne sager. Et eksempel på en sådan debat findes i Mattæusevangeliet kapitel 22:23-33, hvor de satte Jesus på prøve med hensyn til opstandelsen. Idet saddukæerne opstillede en tænkt situation hvor en enke havde været gift med syv mænd, spurgte de: &quot;Hvem af de syv skal nu have hende til hustru i opstandelsen?&quot; I denne sammenhæng var det selvfølgelig uvæsentligt om den tænkte enke havde været gift 14 eller 21 gange. Jesus svarer: &quot;I opstandelsen gifter mænd sig ikke og kvinder bortgiftes ikke.&quot;&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 1251&lt;/ref&gt; Saddukæerne accepterede ikke eksistensen af et liv efter døden, og benægtede derfor også den farisæiske doktrin om en genopstandelse, hvilket netop var den forestilling, som Jesus prædikede. I Markusevangeliet kaptel 12:18-27 omtales en anden version af historien: da Jesus vidste, at saddukæerne ikke accepterede andre inspirerede skribenter end Moses, argumenterede han ved at citere fra ''Torah''. Han sagde: &quot;Med hensyn til at de døde oprejses, har I da ikke læst i Moses’ bog, i beretningen om tornebusken, hvordan Gud sagde til ham: ’Jeg er Abrahams Gud og Isaks Gud og Jakobs Gud’? Han er ikke dødes men levendes Gud.&quot;&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 1281&lt;/ref&gt;

Saddukæerne ønskede ikke, at en Messias skulle dukke op og lave om på tingene og da de betragtede Jesus som en trussel mod deres position, sammensvor de sig med farisæerne om at slå Jesus ihjel.&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 1258f, 1352&lt;/ref&gt;

Farisæerne var kendetegnede ved, at de lagde stor vægt på overholdelse af Moseloven, især renhedsforskrifterne og desuden på &quot;fædrenes overleveringer&quot;, som var en betegnelse for hele den mundtlige fortolkning af Moseloven. Bevægelsens etik havde mange detaljerede forskrifter og praktiske anvisninger. 

Essæerne levede i en slags kommunisme, hvor medlemmerne aflagde tavshedsløfte og ingen måtte besidde ejendom, hverken bolig eller slave, jord eller kvæg. Deres indkomster skulle overlades til en forvalter, som forestod indkøb af det nødvendige og sørgede for mad og underhold til gruppen. De forkastede også ægteskab, alle former for standsforskelle samt slaveri. De var soldyrkere og sendte hver morgen bønner op til solen. Når de havde afføring, gjorde de det inden døre for ikke at &quot;besmitte&quot; sollyset.

Af de mange retninger inden for jødedommen overlevede kun den rabbinske jødedom, som byggede på farisæerne og deres lære. Den rabbinske jødedom var kendetegnet ved at hævde, at den skrevne ''Torah'' ikke kan fortolkes korrekt uden henvisning til den &quot;mundtlige&quot; ''Torah'' og den dertil hørende litteratur, der specificerer hvilken adfærd, der er sanktioneret af loven. Med et moderne udtryk var de fundamentalistiske teokrater. Når de andre fraktioner her er nævnt, er det for at vise, at jødedommen langt fra var nogen samlet bevægelse selv op til eller på Jesu tid.

Stednavnet &quot;Israel&quot; første gang optræder på en mønt dateret til 66 e.Kr. møntet i forbindelse med jødernes oprør mod romerne.

Efter oprøret 70 e.Kr. var det for en lang tid slut med jødiske forsøg på at skabe en egen stat. Jesu budskab og det mislykkede oprør førte til, at den jødiske befolkning blev sprængt i tre grupper: den ene gruppe var de traditionelle jøder, som holdt fast ved farisæerne og deres budskab, den anden gruppe var de kristne, som nu satte sig for at udbrede det nye budskab, og den tredie gruppe var judeo-nazaræerne, som fortolkede udviklingen på deres egen måde og mente, at genskabelsen af templet i Jerusalem var en forudsætning for, at Messias ville vende tilbage. De arbejdede i flere hundrede år på dette mål, men da de endelig fik magten i Jerusalem i år 634 og Messias alligevel ikke vendte tilbage, blev bevægelsen omformet til en ny arabisk religiøs bevægelse, som i 749 efter abbasidernes magtovertagelse endte som muhammedismen, komplet med en egen profet, en egen hellig bog og med et nyt religiøst midtpunkt i Mekka.&lt;ref&gt;se ''Muhammedanismen i kildekritisk belysning''&lt;/ref&gt;

=== Sammenfatning ===

Hvordan skal begivenhedsforløbet nu fortolkes? Et foreløbigt svar kunne lydes således: det ser ud til, at jøderne udskilte sig fra kana'anæerne senest omkring 1200 f.Kr. og at de oprindeligt levede i ørkenområderne syd for Kana'an. Dette varede indtil, at de eteblerede et egentligt kongerige, der imidlertid efter kort tid blev delt i to, Israel og Judæa. Den nationale udskillelse var dog åbenbart ikke mere udtalt end, at jøderne jævnligt synes at have giftet sig med kvinder fra andre stammegrupper. 

Så langt, vi tør tro Bibelens fremstilling, var de polyteister, det vil sige dyrkede flere guder. Ganske vist var der perioder, hvor der gjordes forsøg på at indføre monoteisme, men dels var der stadige tilbageslag, dels skete disse forsøg på det statslige niveau, mens den almindelige befolkning synes at have fastholdt polyteismen uden afbrydelser gennem flere hundrede år frem til og med landsforvisningen til Babylon. 

Religionsdyrkelsen synes at have udviklet sig fra spredt i de enkelte husstande, landsbyer og stammer hen imod en statslig centralisering med deraf følgende magt for præsteskab og konger. 

Efter alt at dømme er det først under eksilet i Babylon, at præsteskabet blandt jøderne udvikler en erklæret monoteisme, mens dette ikke synes at være tilfældet for den brede befolkning. Hele jødernes tidligere historie bliver nu omfortolket af præsteskabet i lyset af denne nye religion, og den bliver promoveret og legitimeret af nogle få erklærede profeter.

Efter jødernes tilbagevenden til Kana'an efter eksilet i Babylon bliver den nye religion gjort til et redskab for præsteskabets politiske mål: en selvstændig teokratisk stat. Dette mål bliver opnået, men den nye stat varer kun i henved hundrede år, og igennem hele sin eksistens er den præget af interne magtkampe blandt den ledende religiøse elite. Meget tyder dog på, at det først er på denne tid, at monoteismen slår igennem også i den brede jødiske befolknings livsstil og levemåde og bliver det centrale element i israelitternes selvforståelse. Men dette forudsatte og krævede præsteskabet både som den etnisk-religiøse og den statspolitiske magthaver. Efter alt at dømme er det tidligst fra denne tid, at vi kan tale om jødedom i moderne forstand.

Men denne udvikling forudsatte, som vi har set, en dramatisk omskrivning af den jødiske historie. Meget måtte udelades eller totalt omskrives. På den anden side blev der indført nye elementer, som næppe har meget med den historiske udvikling at gøre men som gav jøderne en forhistorie så lang som nogen.

=== &lt;big&gt;Problemerne med Gamle Testamente&lt;/big&gt; === 

Et passende kildekritisk udgangspunkt ved vurderingen af Gamle Testamentes troværdighed må være de modsætninger, der er mellem dennes fremstilling og de faktuelle kendsgerninger. Der er således ingen beviser for eksistensen af de fem mosebøger før slutningen af 4. århundrede f.Kr. inklusive eksistensen af en person ved navn Moses.&lt;ref&gt;Gad Barnea&lt;/ref&gt;

Problemerne med teksterne lader sig inddele i to delspørgsmål:&lt;/br&gt;
- er der een eller flere forfattere til Tanakh?&lt;/br&gt;
- er dele af teksterne lånt fra andre kulturer?&lt;/br&gt;
Svaret er i begge tilfælde bekræftende. Der kan derfor være grund til at behandle hvert af dem særskilt.

=== Forfattere og deres datering ===

Tekstanalytikere mener, at ''Tanakh'' (Gamle Testamente) er blevet til i tre omgange:&lt;/br&gt;
- en arkæisk fase: 11.-10. århundrede f.Kr.&lt;/br&gt;
- en klassisk fase: 9.-6. århundrede f.Kr.&lt;/br&gt;
- en sen fase: 5. århundrede f.Kr. eller senere.&lt;/br&gt;
Eksempelvis mener man, at den ældste del af Første Mosebog er historien om Jakobs velsignelse (i kapitel 47), som skal stamme fra arkæisk tid, men størstedelen af resten stammer fra klassisk tid.

I en række tilfælde forekommer tilsyneladende dubblerede historier med både ligheder men også klare forskelle. Forskerne mener, at det afspejler sammenskrivning af to eller flere ulige overleveringer.

Kildeforskere mener at kunne udskille fire lag i eller snarere forfattere til Mosebøgerne:

J: ''Jahvisten'', hvor Gud sædvanligvis kaldes ''Jahve''; et litterært lag der i modsætning til Præsteskriftet er præget af lægmandssynspunkter.&lt;/br&gt;
E: ''Elohisten'', hvor gudsbetegnelsen er ''Elohim''.&lt;/br&gt;
D: ''Deuteronomisten'', det vil sige &quot;forfatteren&quot; til Femte Mosebog.&lt;/br&gt;
P: ''Præsteskriftet'', et litterært lag i mosebøgerne, der antages at være blevet til i præstelige kredse, og som udviser særlig interesse for kultiske forhold. 

J- og E-teksterne menes nedskrevet efter, at det oprindelige kongerige var blevet delt i to: Israel i nord og Judæa i syd. J-teksterne menes at stamme fra Judæa, E-teksterne menes at stamme fra Israel.

J-teksterne dateres til tidsrummet mellem 848 f.Kr. og 722 f.Kr., idet disse tekster omtaler Babylon og Calah (Nimrod) som store byer. Desuden nævnes Edom som en autonom stat, hvilket først skete efter 848 f.Kr.

E-teksterne lader sig ikke datere nærmere end til 9. eller 8. århundrede f.Kr.

P-teksterne dateres til 6. århundrede f.Kr. og menes skrevet efter, at templet i Jerusalem var revet ned, og jøderne var blevet tvangsforflyttede til Babylon. Dette kan forklare hvorfor, at der ikke findes en eneste henvisning til templet i Jerusalem.&lt;ref&gt;Dinkgreve (2021), kap. 8&lt;/ref&gt;

Problemet ved en tekstanalyse af ''Tanakh'' er, at teksterne synes at være flettet sammen fra to eller flere oprindelige kilder til een sammenhængende historie. Det formodes, at J- og E-teksterne er blevet sammenskrevne efter 722 f.Kr., da Israel blev erobret af assyrerne, og flygtninge fra Israel i nord kom sydpå til Judæa og bragte deres E-traditoner med sig. Her blev de sammenskrevne til en ny version, JE, der ofte giver et judæisk perspektiv.

Men hvordan kan vi skelne imellem de forskellige tekster? Lad os tage nogle eksempler.

Under ørkenvandringen lader Moses vand springe fra klippen. I det ene tilfælde sker det uden problemer, i det andet pålægges Moses af Gud at tale til klippen, men han slår på den med sin stav i stedet, og som straf for at have ignoreret dette pålæg får han ikke love til at betræde Kana'an men kun at se det udefra. (exodus 18)

J-teksten angiver, at Abraham boede i Hebron, som er en judæisk by, men E-teksten fortæller om Jakobs kamp med Gud i Peni-El, som er en israelsk by.

I beskrivelsen af Jakobs sønner nævner J-teksten Judæa, mens E-teksten nævner stammer der var dele af Israel.

I E-teksten lader Aron skabe guldkalven til jødernes tilbedelse, men denne historie findes ikke i J-teksten.

Præsterne i Judæa hævdes at være efterkommere efter Aron, Moses broder, mens præster i Israel nævner andre levitter.

P-teksterne skiller sig ud ved at lægge vægt på love, lige som den tildeler Aron en større rolle, ligestillet med Moses. I ''JE''-teksten er det Moses' stav, som udfører mirakler (Første Mosebog kapitel 4), i P-teksten er det Arons stav (kapitel 7). I P-teksten er Aron den første, som ofrer, mens i ''JE''-teksten omtales flere tidligere ofringer, blandt andre Kain og Abel, Abraham og Isak samt Jakob, mens ingen af disse tilfælde omtales i P-teksten. Det menes, at dette afspejler P-tekstens mål om at give de aronitiske præster eneret på ofringer til Gud. Under ørkenvandringen optræder to uens oprør: i ''JE''-teksten er det Dathon og Abiram, som udfordrer Moses ved at sige, at det ville være bedre for jøderne at vende tilbage til Egypten, men at de opsluges af jorden i et jordskælv. I P-versionen er det levitterne under ledelse af Korah, som udfordrer Aron, men ligeledes dør.

Ligeledes omtaler P-teksterne ingen tilfælde, hvor folk besøges af engle eller får visioner, således omtales ikke historien om Josef og han 6 drømmesyner, ej heller de to engle i Sodoma og Gomorra eller Jekobs kamp med Gud. Sigende nok nævnes ordet &quot;profet&quot; kun een gang i P-teksten og da med henvisning til Aron.

=== Lånte historier ===

Sammenligninger mellem bibelske beretninger og tilsvarende overleveringer fra sumerisk og mesopotamisk kultur viser, at flere af historierne er blevet overtaget herfra, men at de er blevet omskrevne og tilpassede for at passe ind i den myte om jødernes oprindelse og historie, som man ønskede fremmet. Det gælder således blandt andre historierne om skabelsen, om Kain og Abel, om Noa og vandfloden samt om Sodoma og Gomorra.

Andre beretninger er tilsyneladende ligeledes lånt fra andre kulturer, således udvandringen fra Egypten, der blev gjort af et folk kaldet ''hyksos'', ikke af jøderne. Der kan være grund til at nævne nogle af disse beretninger, som jøderne så at sige adopterede.

==== Skabelsesberetningen ====

Den babylonske skabelsesberetning hedder ''Enuma Elish''. Dene kendes blandt andet fra Nineveh i Mesopotamien. Dens hovedtræk er følgende: i begyndelsen var der kun vand: guden ''Absu''s ferske vand og gudinden ''Tiamat''s salte vand. De blev blandede, og fra denne blanding blev født de første guder. Men disse yngre guder forstyrrede deres forældres søvn, så Tiamat sendte i vrede en hær af monstre for at ødelægge dem. Ud af dette kaos trådte ''Marduk'', stormguden og Babylons skytsguddom, som kæmpede imod ''Tiamat'' i en duel. Han affyrede en pil, som skabte hul i hendes mave og splittede hendes hjerte. Der efter skar han hendes krop op i to halvdele: af den ene skabte han himmelhvælvingen, af den anden halvdel jorden. Han satte stjerner i deres konstellationer, han satte månen til at angive månederne og solen til at lyse om dagen. Endelig skabte han menneskene af blod fra en død guddom blandet med ler for, at de kunne udføre det tunge arbejde for evigt.&lt;ref&gt;Dinkgreve (2021), kap. 3&lt;/ref&gt;

Den jødiske skabelsesberetning er i alle henseender et modstykke til den babylonske beretning: i stedet for flere guder er der kun een gud, i stedet for en skabelseskamp foregår skabelsen i Gamle Testamente med ord, i stedet for at menneskene er slaver for guderne er de i Bibelen skabt i Guds billede. Men der er også ligheder: rækkefølgen med adskillelse af himmelhvælving og den faste jord, fiksering af dag og nat samt tiden og endelig at menneskene skabes sidst i forløbet.

Det kan i en sidebemærkning oplyses, at det hebraiske ord i Første Mosebog 1:2 for urdybet, ''tehom'', filologisk er forbundet med ''Tiamat'', saltvandsgudinden i den babylonske skabelsesberetning.

==== Kain og Abel ====

Også den bibelske fortælling om Kain og Abel synes at have rod i to sumerisk myter. I den ene sumeriske myte omtales en hyrde (''Dumuzid''/Tammuz) og en landmand (''Enkimdu''), der begge konkurrerer om gudinden Inannas opmærksomhed. Den bibelske parallel: Ligesom i den sumeriske historie repræsenterer Kain bonden, mens Abel repræsenterer hyrden. Men i stedet for en uafklaret konkurrence eller forsoning tager den bibelske beretning en mørk drejning til brodermord. 

En anden variant er en sumerisk myte, hvor kvægguden (''Lahor'') og korngudinden (''Ashnan'') skabes af guderne for at sørge for mad og tøj. I disse historier diskuterer de to, hvem der må anses for mest værdifuld for den menneskelige civilisation. Den bibelske parallel er modsætningen mellem den omvandrende hyrde og den bofaste kornavler, men her bruges den til at skabe en søskenderivalisering, der ender i brodermord. Mens sumeriske myter brugte søskende til at fremhæve to byggestene i den menneskelige civilisation og fokuserer på samarbejde eller venskabelig rivalisering, brugte hebraiske forfattere den lånte fortælling til at skildre den syndefulde menneskelige natur, herunder konsekvenserne af misundelse.

Forskere antager, at disse velkendte myter sandsynligvis blev integreret i den hebraiske tradition under deres babylonske eksil i det 6. århundrede f.Kr., hvilket tillod forfattere at omarbejde regionale kulturelle temaer, så de passede til deres monoteistiske verdensbillede.

==== Noa og vandfloden ====

Også historien om Noa og vandfloden er overtaget fra andre kulturer. I 1872 fandt man i British Museums store samling fra Assurbanipals bogsamling et store epos kaldet ''Gilgamesh''. I kapitel 11 af dette epos findes en historie, hvis hovedtræk er følgende: guderne beslutter at udrydde menneskene ved at drukne dem, men vandenes gud, Enki, advarer Utu-nipishtim om faren og tilråder ham at bygge en ark og tage sin familie og sit kvæg med ombord, hvilket skete. I seks dage og nætter varer uvejret og oversvømmelsen, men på den syvende dag rammer arken toppen af et bjerg i Armenien. For at undersøge om oversvømmelsen er overstået sendes først en due og så en svale ud, men de vender begge tilbage. Først, da en ravn sendes ud og ikke vender tilbage, viste det, at vandene nu var sunket, og at Utu-nipishtim kunne forlade arken. Det gør han og foretager et takoffer til guderne. Enki bad så den øverste af guderne, Enlil, om at love, at han aldrig i fremtiden ville straffe hele menneskeheden for nogle fås synder, hvilket denne lover. Han rører Uti-nipishtim og dennes hustru på panden og erklærer: &quot;Hidtil har Utu-nipishtim været dødelig. Nu skal han og hans hustru være som guderne; og de skal bo i det fjerne, ved flodernes munding&quot;.&lt;ref&gt;Bibby (1971), s. 62f&lt;/ref&gt;

Lighederne med Bibelens beretning om syndfloden er indlysende til trods for forskellene: navnene er ændrede, de mange guder er erstattet af een Gud, men ellers er beretningen i sine kernetræk den samme.

Senere, i 1899 og 1900, viste udgravninger i Nippur i Mesopotamien, at den akkadiske beretning selv havde en forgænger. I 1914 blev fra disse udgravninger offentliggjort en tavle fra Nippur med en lignende beretning, der imidlertid stammer fra Sumer og således er betydeligt ældre end den akkadiske beretning. Tavlen er ukomplet, idet kun den nederste trediedel er bevaret, men syndflodsberetningen er atter den samme, selv om hovedpersonen nu hedder Ziusudra i stedet for Utu-nipishtim. I den sumeriske version ender historien således: &quot;Anu og Enlil viste velvilje mod Ziusudra, liv som en gud giver de ham, evig ånde som en gud bringer de ned til ham. Så kongenZiusudra, bevareren af planternes navn og af menneskeslægtens sæd, lod de bo i overfartslandet. Dilmuns land, det sted hvor solen står op&quot;.&lt;ref&gt;Bibby (1971), s. 64&lt;/ref&gt;

Pointen her er, at Bibelens syndflodsberetning er et plagiat, ikke en oprindelig historie, men at den inddrages som et led i den rekonstruerede beretning om jødernes historie.

==== Edens have ====

I den sumeriske beretning optræder også det hellige land Dilmun. Dette land beskrives som et sted, hvor rovdyr, sygdom og alderdom ikke eksisterer:

I Dilmun tier ravnen,&lt;/br&gt;
rovfuglen skriger ikke,&lt;/br&gt;
løven dræber ikke,&lt;/br&gt;
ukendt er den kid-fortærende vildhund,&lt;/br&gt;
ukendt det kornædende vildsvin.&lt;/br&gt;
Malten som enken spreder på taget -&lt;/br&gt;
himlens fugle opæder ikke denne malt.&lt;/br&gt;
Duen hænger ikke med hovedet.&lt;/br&gt;
Den øjensyge siger ikke: &quot;Jeg er øjensyg&quot;,&lt;/br&gt;
den hovedsyge siger ikke: &quot;Jeg er hovedsyg&quot;,&lt;/br&gt;
den gamle kvinde siger ikke: &quot;Jeg er en gammel kvinde&quot;,&lt;/br&gt;
den gamle mand siger ikke: &quot;Jeg er en gammel mand&quot;.&lt;ref&gt;Bibby (1971), s. 66&lt;/ref&gt;

Det har været foreslået, at dette ideelle levested har været forbillede for jødernes opfattelse af Edens have. I dag ved vi, at Dilmun ikke var en myte om Paradis men navnet på en faktisk eksisterende stat med Bahrain som sit midtpunkt, der drev en omfattende handel og søfart fra Indusdalen i øst til Mesopotamien i nordvest. Dette er et sidespring, men hvis det viser sig, at Dilmun er inspirationskilden til Edens Have, vil det være endnu et eksempel på kulturelle traditioner, som jøderne har lånt, adapteret, og inkorporeret i deres egen historiske myte.

==== Babelstårnet ====

Historien om Babelstårnet er velkendt og lyder således: 

&quot;Hele jorden havde samme sprog og samme tungemål. Da de brød op mod øst, stødte de på en dal i landet Sinear, hvor de slog sig ned. De sagde til hinanden: &quot;kom, lad os stryge teglsten og brænde dem hårde!&quot; De brugte tegl som sten og asfalt som mørtel. Så sagde de: &quot;lad os bygge en by med et tårn, som når op til himlen, og skabe os et navn, for at vi ikke skal blive spredt ud over hele jorden.&quot; Herren steg ned for at se byen og tårnet, som menneskene byggede. Så sagde Herren: &quot;se, de er eet folk med samme sprog. Når de begynder at handle sådan, vil intet af det, de planlægger, være umuligt for dem. Lad os stige derned og forvirre deres sprog, så at de ikke forstår hinanden.&quot; Så spredte Herren dem derfra ud over hele jorden, så at de måtte holde op med at bygge byen. Derfor hedder den Babel, for dér forvirrede Herren sproget på hele jorden, og derfra spredte Herren menneskene ud over hele jorden.&quot;&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 17&lt;/ref&gt;

Denne historie synes at være skabt med to formål. Det ene er at forklare hvorfor, at ulige folkeslag taler uens sprog. Men historien har muligvis et andet formål: at nedgøre babylonernes ziggurater (tempeltårne), som antagelig blev lavet som en slags forbindelse mellem himmel og jord. Nebukadnezar II (omkring 605-562 f.Kr.), som erobrede Judah, ødelagde Jerusalem og bragte mange jøder til Babylon, byggede også et ziggurat i syv lag kaldet ''Etemenanki'', hvilket kan oversættes &quot;Himmelens og Jordens Grundvolds Hus&quot;.&lt;ref&gt;Dinkgreve (2021), kap. 3&lt;/ref&gt;

==== Abraham ====

I Første Mosebog kapitel 12 introduceres Abraham som israelitternes mytiske stamfader.&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 17ff&lt;/ref&gt; Følger man kronologien i Gamle Testamente, skal han dateres til omkring 2100 f.Kr. og således blandt andet før jødernes ophold i Egypten. Men i Første Mosebog kapitel 21 vers 34 hedder det: &quot;Abraham boede lang tid som fremmed i filistrenes land&quot;&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 27&lt;/ref&gt;, og vi ved, at filistrene først ankom til Kana'an i 12. århundrede f.Kr. som en del af de såkaldte &quot;havfolk&quot; (engelsk: ''Sea People''). Dette betyder, at ''enten'' er Abraham en fri opfindelse, som intet har med en historisk person at gøre, ''eller'' også hører han hjemme i 12. århundrede og er israelitternes stamfader, men i så fald eksisterede de ikke som folk, da de angiveligt opholdt sig i og udvandrede fra Egypten. Også aramæerne omtales og stammer ligeledes fra 12. århundrede, hvilket tyder på, at den sidst nævnte forklaring er den rette.

Men der er andre problemer med Abraham. Ifølge P-kilden skal han stamme fra den sumeriske by Ur&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 17&lt;/ref&gt; og have draget gennem den frugtbare halvmåne først til Haran (nu Aram, beliggende i Tyrkiet) og senere videre til Kana'an. I de to kilder J og E er Ur ikke nævnt, kun Haran. Det har derfor været antaget, at det er hans oprindelige hjemsted. Det ville kunne forklare hvorfor, at hans forfædre Serug, Nahor og Terah har navne efter landsbyer omkring Haran, som Abrahams broder har navn efter. Det kunne også forklare benævnelsen &quot;hebræer&quot;, der antagelig betyder &quot;hinsides floden&quot;, idet Haran ligger på den modsatte bred af Eufrat.&lt;ref&gt;Dinkgreve (2021), kap. 8&lt;/ref&gt; Samme tradition findes i Josvabogen kapitel 24:2 i omtalen af pagtslutningen i Sikem: &quot;Josva sagde til hele folket: &quot;Dette siger Herren, Israels Gud: I gamle bage boede jeres fædre på den anden side af Eufratfloden, Tera, Abrahams og Nakors far, og de dyrkede andre guder&quot;.&quot;&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 269&lt;/ref&gt;

Imidlertid savnede Abraham en slægtshistorie, så i Første Krønikebog kapitel 1 får han den. Her hører vi at han er søn af Sem, som på sin side er søn af Noa, som atter er efterkommer af Adam.&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 446&lt;/ref&gt; Men som vi netop har set, er han i Josvabogen søn af Tera.&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 269&lt;/ref&gt; Der er således interne modsætninger i de narrativer, som de ulige slægtslister og narrativer i ulige dele af Gamle Testamente giver. Dette viser, at man har forsøgt at sammenskrive ulige narrativer til et men med ringe held.

==== Sodoma og Gomorra ====

Historien om Sodoma og Gomorras ødelæggelse optræder som et sidemotiv i beretningen om Abrahams liv i Første Mosebog kapitel 18:16-33 og kapitel 19:1-28.

Bibelforskere er generelt enige om, at selvom Gamle Testamente ikke direkte &quot;låner&quot; historien om Sodoma og Gomorra fra en specifik sumerisk kilde, deler fortællingen om guddommelig ødelæggelse, guddommelige besøgende og den flammende omstyrtelse af en by slående motiver med tidligere mesopotamisk litteratur og bredere oldtidsmytologi fra Nærøsten. Således &quot;Akkads forbandelse: Ekur hævnet&quot;, et akkadisk/sumerisk litterært værk dateret til mellem 2112 f.Kr. og 2004 f.Kr., som beskriver den pludselige ødelæggelse af byen Akkad. Myten blev skrevet hundreder af år efter Naram-Sins liv og er digterens forsøg på at forklare, hvordan det lykkedes for gutianerne at erobre Sumer. Efter en indledende passage, der beskriver Akkads herlighed før dets ødelæggelse, fortæller digtet om, hvordan Naram-Sin gjorde hovedguden Enlil vred ved at plyndre Ekur, der var Enlils tempel i Nippur. I sin vrede kaldte Enlil gutianerne ned fra bjergene øst for Tigris, hvilket bragte pest, hungersnød og død over hele Mesopotamien. For at begrænse denne ødelæggelse, bestemte otte af guderne (nemlig Inanna, Enki, Sin, Ninurta, Utu, Ishkur, Nusku og Nidaba), at kun byen Akkad skulle ødelægges for at skåne resten af ​​Sumer, og de forbandede den. Historien slutter med, at digteren skriver om Akkads skæbne, idet den velstående by lægges i aske i overensstemmelse med gudernes forbandelse.

Temaet om guddommelig straf for en bys ''hybris'' eller umoral er et udbredt motiv i oldtidens verdensbillede. Det kan ikke vides sikkert, om det er denne historie, der har dannet forbillede for Gamle Testamentes historie om Sodoma og Gomorra, men motivet menneskers umoral og manglende respekt for guddommen er det samme.

Den bibelske version rummer Abrahams forsøg på at undgå ødelæggelsen, hvis der blot fandtes ti retfærdige indbyggere i byen, men selv så få fandtes der åbenbart ikke. Kun Lot, Abrahams slægtning, reddes fra ulykken: &quot;Da solen stod op over landet, og Lot var kommet til Soar, lod Herren svovl og ild regne ned over Sodoma og Gomorra fra Herren i himlen. Han ødelagde disse byer, ja hele Jordandalen, alle, der boede i byerne, og alt, der voksede på markederne.&quot;&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 25&lt;/ref&gt; Naturvidenskabeligt set kunne det være beskrivelsen af en meteorregn eller af nedfald fra et vulkanudbrud.

==== Moses ====

I Anden Mosebog kapitel 2 introduceres den mytiske skikkelse Moses som israelitternes befrier fra trældommen i Egypten. Historien begynder med hans fødsel. Ifølge myten havde farao befalet, at alle drengebørn skulle dræbes ved fødslen, men Moses' moder reddede ham ved at placere ham i en sivkurv, hvor han blev fundet og adopteret af faraos datter.&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 67&lt;/ref&gt; Denne historie er imidlertid utvivlsomt adopteret fra sumerisk tradition, idet en tilsvarende historie fortælles om kong Sargon af Assad.&lt;ref&gt;Dinkgreve (2021), kap. 8&lt;/ref&gt; Der er således ingen grund til at tillægge denne del af traditionen nogen historisk baggrund.

Senere fortæller Anden Mosebog, at Moses blev pålagt af Gud at føre israelitterne ud af Egypten. Det hedder i den forbindelse, at Gud blandt andet siger til Moses: &quot;Jeg er din faders Gud, Abrahams Gud, Isaks Gud og Jakobs Gud&quot;.&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 69&lt;/ref&gt; Her stå vi på ny over for problemet, at henvisningen til Abraham åbenbart er en anakronisme. Det betyder, at der kan rejses tvivl om både den historiske skikkelse Moses og om Mosebøgerne som kilde til israelitternes tidlige historie overhovedet.

Kendsgerningen er, at der findes ingen beviser på eksistensen af de fem mosebøger før slutningen af det 4. århundrede f.Kr., herunder eksistensen af en person kaldet Moses.&lt;ref&gt;Gad Barnea&lt;/ref&gt; Men den farao, som med stor sandsynlighed fordrev semitterne fra Egypten, hed Ahmoses, hvilket på hebraisk betyder &quot;Moses' broder&quot;. Så måske at der er en sammenhæng her.

==== Græske narrativer ====

Men det er ikke kun fra Sumer og Mesopotamien at Gamle Testamenter har lånt narrativer. Nogle kildekritikere tilhørende den såkaldte &quot;Københavnerskole&quot; har peget på, at også græske narrativer har ydet deres bidrag, lad os tage nogle eksempler:

Jan-Wim Wesselius har foretaget undersøgelser, der viser, hvordan Første Mosebog og Anden Mosebog afspejler Herodots skrifter, især sidstnævntes beretning om persiske kongers liv. Han sammenlignede i detaljer lighederne mellem Josef og Kyros, og især mellem Moses og Xerxes. Josef og Kyros har begge drømme, bliver afsløret for at dø, går i eksil, bliver skjult i en periode og bliver konger, når deres identitet afsløres. Moses og Xerxes drager ud for at erobre enten Kana'an eller Grækenland og krydser vand med deres folk. Mange andre detaljer nævnes, såvel som sammenligninger mellem Terah og Phraortes (en medisk konge), Abraham og Kyaxares (en medisk konge), Isak og Astyges (en medisk konge) og Jakob og Mandane (Kyros' mor).&lt;ref&gt;Wesselius (1999), s. 24-77&lt;/ref&gt;&lt;ref&gt;Wesselius (2002), s. 6-47&lt;/ref&gt;

Philippe Guillaume mener, at skrivere i Alexandria i det andet århundrede f.Kr. indsatte Dommere i den Deuteronomistiske Historie, hvilket afspejlede de ideologiske behov hos de hasmoneiske herskere i Palæstina. Dommere var inspireret af Hesiods ''Værker og Dage'', især afsnittet om heltene, som Hesiod indsatte i de fire tidsaldre. Dette svarer til, hvordan Dommere blev indsat i den Deuteronomistiske Historie. Historier om heroiske dommere før David og Salomon underminerer Davids dynastis påstande, hvilket igen hjalp de hasmoneiske herskere, der ikke havde nogen Davidisk afstamning bag deres påstande om messiansk styre (147-64).

Katherine Stott har påpege, at Davids opstigning, som skildret i Første Samuelsbog kapitel 16-31 og i Anden Samuelsbog kapitel 1-8, muligvis er inspireret af den fortælling, der beskriver Kyros' opstigning til Persiens og Mediens trone i teksten i Herodots Historier. Hun så følgende paralleller:&lt;/br&gt;
- Kyros og David starter begge under ydmyge kår,&lt;/br&gt; 
- begge træder ind i den forrige konges hof,&lt;/br&gt; 
- i begge tilfælde bliver den pågældende konge jaloux på dem,&lt;/br&gt; 
- i begge tilfælde bliver de truet med døden af ​​den pågældende konge,&lt;/br&gt; 
- begge flygter fra hoffet,&lt;/br&gt; 
- begge bliver folkelige ledere,&lt;/br&gt; 
- i begge tilfælde hopper en allieret af,&lt;/br&gt; 
- begge tilraner sig kongerigets herredømme,&lt;/br&gt; 
- begge får succes på grund af deres militære dygtighed,&lt;/br&gt; 
- begge skåner den gamle konges liv i en periode,&lt;/br&gt; 
- der er et tragisk element i den forrige konges fald i begge tilfælde, og&lt;/br&gt; 
- i begge tilfælde er udfaldet dannelsen af ​​en ny politisk enhed.&lt;/br&gt; 
Stott bemærkede, at denne græske tekst kun i den hellenistiske æra ville have været tilgængelig for den bibelske forfatter.&lt;ref&gt;Stott (2002), s. 62-71, 77-78)&lt;/ref&gt;.

Hesiods ''Theogoni'' og Katalog over kvinder var til dels indflydelsesrige kilder til henholdsvis skabelsesberetningen i Første Mosebog 1 og de genealogier, der findes i hele Første Mosebog 1-11 &lt;ref&gt;Gnuse (2017)&lt;/ref&gt;.

Fortællinger i Første Mosebog 1-11 kan også vises at have betydelige paralleller med beretninger nedskrevet hos græske historikere, såsom Hekateus fra Milet (''Periegesis'' og genealogier) og Herodot fra Halicarnassus (Historier), herunder omtaler af menneskelige leveveje (Første Mosebog kapitel 4:20-22), de tre sønner af en syndflodshelt, der er menneskehedens forfædre (Første Mosebog kapitel 9:18-19 og kapitel 10:1-32) samt plantningen af ​​en vingård (Første Mosebog kapitel 9:20-27). &lt;ref&gt;Gnuse (2019)&lt;/ref&gt;

Ældre latinske traditioner, der ligger bag beretningerne i Ovids Fasti 5, 493-544 og Metamorfoser 8, 625-725, kan have inspireret fortællingerne om de budbringere, der fortæller Abraham om hans kommende søn, og de budbringere, der advarer Lot om at forlade Sodoma i Første Mosebog 18:1-15; 19:12-26. &lt;ref&gt;Gnuse (2017)&lt;/ref&gt;.

En fortælling om Democedes af Kroton i Herodots Historier 3, 125-132 kan have givet anledning til fortællingen om Josef, der fortolker faraos drømme i Første Mosebog 41:1-36, hvilket igen inspirerede drømmeberetningerne i Daniels Bog &lt;ref&gt;Gnuse (2010)&lt;/ref&gt;.

Den korte fortælling om den store kriger Achilleus' ædle, talende heste i ''Iliaden'' 19, 395-424 kan være løst overtaget og indpasset i beretningen om Bileams æsel i Fjerde Mosebog kapitel 22:22-35, hvor et simpelt æsel bringer skam over en tåbelig profet. Talende dyr er langt mere almindelige i græsk litteratur end i Bibelen. (Gnuse 2017d)

Ofrelsen af ​​Ifigenia i to skuespil af Euripides omkring 400 f.Kr.: ''Ifigenia blandt Taurierne'' og ''Ifigenia i Aulis'', kan have inspireret beretningen om Jeftas ofring af sin datter i Dommerbogen kapitel 11:30, 34-40, som synes at være indsat i beretningen om Jeftas kamp mod ammonitterne. (Gnuse 2019b)

Arrians beretning om Alexander den Store og det spildte vand i Anabasis af Alexander 6.26.1-3 kan have inspireret en lignende historie om David i Anden Samuels Bog 23:15-17. Davids handling med at hælde det vand ud, som hans modige soldater hentede bag fjendens linjer, gør ikke en fornuftig historie, som Alexanders handling i den gedrosiske ørken, hvor tørst virkelig er et problem, gør (Gnuse 1998).

Fortællingerne om Josef, Bileam og Jefta kan være blevet placeret i den bibelske tekst i den persiske periode kort efter 400 f.Kr., såvel som bibelske tekster i Første Mosebog 1-11 med Hesiod, Hekateus og Herodot som inspirationskilder. Men de andre fire fortællinger synes mere sandsynligt at have en oprindelse fra den hellenistiske æra. I sidste ende kan man argumentere for, at alle disse tekster opstod i den hellenistiske æra. Wajdenbaum diskuterede alle disse samme beretninger, gjorde mange af de samme observationer og antydede hellenistiske oprindelser, men Gnuse gav større detaljer i analysen af ​​passagerne.

I flere tilfælde kan det sandsynliggøres, at der er tale om tillæg til ældre beretninger placeret i slutningen af ​​bibelske bøger, og som ser ud til at have været knyttet til bogen kun med en løs forbindelse til resten af ​​bogen. Dette gælder især i Dommerbogen, hvor fortællingerne i Dommerbogen kapitel 13-16 om Samson ser ud til at have en helt anden stil end resten af ​​Dommerbogen. Et stort antal forskellige græske legender om Herakles synes at have påvirket Samson-fortællingerne i Dommerbogen kapitel 13-16 på et sent tidspunkt, sandsynligvis i den hellenistiske tid. Der er alt for mange græske paralleller inden for disse fire kapitler til, at de kan afvises som blot fortællingshistoristiske sammentræf.&lt;ref&gt;Gnuse (2018)&lt;/ref&gt;

Afsnittene i Dommerbogens kapitel 17-21 om Mika, om Dan-stammens udvandring til Lakash samt om Benjamitternes skændselsdåd fremstår som tilføjede tillæg til resten af ​​bogen, og dér finder vi beretningen om kvinderne, der blev kidnappet fra Silo. &quot;Voldtægten af ​​de sabinske kvinder&quot;, som en gammel fortælling genfortalt af Livius (''Historie'' I, 9,1-16) og Plutarch (Lives: Romulus XIV, 2-8), kan være forbilledet for de bortførte piger i Dommerbogen kapitel 21:1-24. &lt;ref&gt;Gnuse (2007)&lt;/ref&gt;

Anden Samuelsbog kapitel 21-23 synes også at være et appendiks, og heri finder vi David, der hælder det vand, han har modtaget fra sine krigere, ud. Dommerbogen kapitler 13-21 og Anden Samuelsbog 21-23 kunne derfor være blevet føjet til Deuteronomistiske historier på et meget sent tidspunkt. Historierne om Josef i Første Mosebog kaptel 39-50, der skulle forklare jødernes ophold i Egypten, ses ofte som en sen tilføjelse fra omkring 400 f.Kr. eller senere, hvorfor Herodots indflydelse på Josefs drømmetydning er sandsynlig. Andre beretninger ser også ud til at være blevet indsat noget ujævnt i deres fortællende kontekst. Dette er tydeligst i beretningen om Jeftas ofring af sin datter, som synes at være indsat midt i Jeftas slag i Transjordan, og fortællingen om Bileam og hans æsel, som fremstiller Bileam med en helt anden persona end den, der findes i resten af ​​Fjerde Mosebog 22-24. Historien om de tre engle, der besøger Abraham og pludselig kun bliver to i antal, da de besøger Lot, beder os om at se på parallelle romerske beretninger, hvor der er henholdsvis tre og to engle i fortællingerne fra Ovid. Desuden vidner de nuancerede detaljer i dialogen i Første Mosebog 18-19 også om en senere tids skrivestil. Således synes indflydelsen fra klassiske og græske beretninger at være mest sandsynlig i historier, der synes at være senere tilføjelser og indsættelser i hovedhistorierne.

Foruden indholdsmæssige ligheder er der også opbygningsmæssige ligheder. Daniel Hawk bemærkede, at Aischylos' Orestia og Første Samuelsbog kapitel 8 til Anden Kongebog 8 deler lignende struktur og karakterer. Begge har et tredelt skema og bruger metaforer til at afspejle overgangen fra et slægtskabssamfund til et borgersamfund. Agamemnon og Saul afspejler den gamle orden, Orestes og David viser overgangen, og Athena og Salomon indvier den nye orden. Den deuteronomistiske historiker brugte Orestia som model for sine &quot;modtagne traditioner vedrørende det israelitiske monarki&quot;. Hawk mente, at den hellenistiske æra ville have været det tidspunkt, hvor den bibelske forfatter havde adgang til Aischylus' skrifter.

Disse og andre eksempler er blevet fremhævet af nogle forskere, der generelt er enige om, hvordan hellenistisk litteratur formede den oprindelige historie efter 300 f.Kr. eller endda efter 200 f.Kr. i den makkabæiske æra. Larsson konkluderede, at de bibelske beretninger blev skabt i det ptolemæiske Egypten i det andet århundrede f.Kr. og påvirket af betydelige græske historikere fra det tredje århundrede f.Kr., så som Berossos, Manetho og Eratosthenes. På grundlag af sådanne iagttagelser mener Niels Peter Lemche, at Dommerbogen og sikkert også andre dele af Gamle Testamente først er blevet skrevet eller har fundet deres endelige form omkring 272 f.Kr. Etienne Nodet bekræftede, at Pentateuken opstod i begyndelsen af ​​det tredje århundrede f.Kr., men profeterne og nogle af skrifterne blev skabt i det andet århundrede f.Kr. Disse tekster blev genereret i Alexandria under hellenistisk indflydelse. Emanuel Pfoh mente, at selvom den primære historie blev skabt i den hellenistiske æra, kom nogle traditioner fra den assyriske og persiske æra og blev udviklet af skrivere gennem årene. Men i bund og grund blev teksten formet under hellenistisk indflydelse (23, 33-35). Hvordan det nu forholder sig, står det klart, at både den sene tilblivelse og dens mulige motiver undergraver store dele af Gamle Testamente som historisk kilde.

Det er muligt, at der findes en historisk kerne, som over tid er blevet udbygget og pyntet på med narrativer hentet fra græske traditioner, men indtil videre må det konstateres, at næsten alt i Gamle Testamente lader sig betvivle.

Mest afgørende i denne sammenhæng er det imidlertid, at hvis disse kritikere tilhørende &quot;Københavnerskolen&quot; har ret, så betyder det, at ''Tanakh'' eller Gamle Testamente langt fra var færdigskrevet endsige færdigredigeret, da jøderne vente tilbage til Jerusalen efter eksilet i Babylon. Forud ventede endnu en lang redigeringsproces, og det kan også forklare hvorfor, at vi skal helt frem til 2. århundrede f.Kr. (eller tidligst 3. århundrede f.Kr.) før, at jøderne udviser noget kendskab til deres religiøse skrifter. Forklaringen er den enkle, at først da havde skrifterne nået et så fuldendt udseende, at de lod sig anvende i den national-politiske propaganda.

==== Hyksos-problemet ====

Mens arkæologerne med rimelig sikkerhed tør fastslå, at der fandtes en særlig israelitisk befolkning fra omkring 1200 f.Kr., så er der mere usikkerhed om tiden forud. Hovedspørgsmålet kan formuleres således: er jødernes ophold i og udvandring fra Egypten en historisk begivenhed eller ej? Holdningerne spænder fra fuldstændig afvisning af denne historie til ubetinget tilslutning.

For at løse problemet må vil opspalte det i tre delspørgsmål:&lt;/br&gt;
- kan der påvises et ophold af en semitisk befolkning i Egypten?&lt;/br&gt;
- hvis ja: inden for hvilket tidsrum?&lt;/br&gt;
- hvis ja: var det israelitter eller ej?

Det umiddelbare svar på spørgsmålet er, at der faktisk findes oplysninger om en fremmed befolkning i Egypten. Men denne befolkning, kaldes af egypterne selv ''Hiku-khasut'', det vil sige &quot;ørkenfyrsterne&quot; (hvilket på græsk er blevet til ''hyksos''&lt;ref&gt;Bibby (1978), s. 96&lt;/ref&gt;, og denne benævnelse bruges almindeligvis og derfor også her), ikke &quot;hebræerne&quot;, &quot;jøderne&quot; eller &quot;israelitterne&quot;, og ingen af disse betegnelser kendes i samtiden, end ikke fra Kana'an. Forskerne mener at kunne fastslå, at disse ''hyksos'' ankom fra øst til Egypten i 19. århundrede f.Kr., regerede over Egypten i 17. og 16. århundrede f.Kr. men senere forsvandt igen. Der er fundet en grav rejst over en mand ved navn ''Aper-El'', det vil sige &quot;El's tjener&quot;, som tjente hos faraonerne Amenhotep III og Akhenaten i 14. århundrede f.Kr.&lt;ref&gt;Dinkgreve (2021), kap. 8&lt;/ref&gt;

Et passende udgangspunkt for vurdering af udvandringens troværdighed kan være Simcha Jacobovici og hans film &quot;''The Exodus decoded''&quot;. Heri giver han blandt andet en omfattende dokumentation, som nok kan være en nøjere gennemgang værd.

Simcha tager udgangspunkt i bibelkritiske afvisninger af udvandringen, som traditionelt blev dateret til 1270 f.Kr. det vil sige i Ramses II's regeringstid men hvor der ingen beviser for en sådan begivenhed findes. Simcha mener, at denne datering er forkert, og at den korrekte tidsfæstelse er omkring 1500 f.Kr. Som beviser for denne tidsfæstelse anfører han følgende:

Hyksos-folket skulle være kommet til Egypten omtrent 200 år før, at de atter udvandrede, det vil sige 1700 f.Kr. I en grav i Beni Hassan ved Nilen omkring 400 km syd for Cairo findes et vægmaleri, som viser en indvandring til Egypten. Befolkningen er semitter med skæg, flerfarvede dragter og med benævnelsen &quot;''Amo''&quot;. I ''Tanakh'' (Gamle Testamente) anvendes benævnelsen &quot;''Amo Israel''&quot;, det vil sige &quot;Guds folk&quot;. Benævnelsen er den samme og deres ophold passer nøje med traditionen.

Hyksos-folkets hovedstad var Avaris, der ligger i Nilens delta nord for Cairo. Avaris er blevet udgravet af professor Manfred Bietak fra Wien. Han har blandt andet fundet 9 seglstamper med navnet &quot;Jakob&quot;, hvilket nøje svarer til den bibelske tradition om faraos betroede mand, Josef, der netop var søn af Jakob.

Ifølge traditionen ender indvandrerne som slaver. I Serabit El Khadim i Sinai-ørkenen blev udvundet tyrkis-sten i miner ved slaveri. I en af disse minder findes en alfabetisk (ikke-egyptisk) indskrift på væggen: &quot;El, hjælp mig&quot;. ''El'' var navnet på en semitisk guddom.

En stele rejst af farao Ahmoses og dateret til omkring 1500 f.Kr. fortæller om blandt andet storm og mørke i overensstemmelse med den bibelske tradition, og den nævner gud i ental. Ahmoses er kendt for at have udvist hyksos-folket. Navnet Ahmoses betyder på egyptisk &quot;månen er født&quot; men på hebraisk &quot;Moses' broder&quot;. 

Omkring 1500 f.Kr. indtraf et stort vulkanudbrud på øen Santorini i det græske øhav. Simcha mener, at det var denne begivenhed, som udløste udvandringen, og at den også kan forklare Egyptens ti plager. Hans argumentation herfor er følgende:

I Avaris er fundet vulkansk pimpsten dateret til omkring 1500 f.Kr. Dette viser (om ikke andet) at Egypten blev påvirket af netop dette vilkanudbrud.

Vulkanudbruddet og tilhørende jordskælv havde følgende bivirkninger:&lt;/br&gt;
- vandet bliver rødt. Årsagen er, at rust frigøres ved gasudbrud fra bunden og opblandes i vandet. Dette skete blandt andet i 1986 ved Nyos-søen i Cameroon.&lt;/br&gt;
- frøer. Hopper ud af vandet, når det bliver forurenet.&lt;/br&gt;
- lus, fluer og epidemi følger som eftervirkninger af miljøkatastrofen&lt;/br&gt;
- sår og bylder. Disse kendes ligeledes fra Nyos-begivenheden i 1986.&lt;/br&gt;
- hagl. Is og ild = &quot;vulkansk hagl&quot; omtales i den såkaldte Ipuwer-papyros og skyldes, at vulkansk aske blandes med vand i atmosfæren.&lt;/br&gt;
- græshopper. Bringes på vandring på grund af klimaændringen.&lt;/br&gt;
- mørke. Skyldes en askesky, der fra vulkanudbruddet bredte sig til Nilens delta, hvilket er bevist ved korn af asken fundet af Jean-Daniel Stanley fra Smithsonian Institute.&lt;/br&gt;
- førstefødte sønner døde. Skyldes at CO&lt;sub&gt;²&lt;/sub&gt; frigøres fra jordens indre og lægger sig lige ved jordens overflade. Da de ældste priviligerede sønner sov på en lav seng, blev de dræbt af gassen, mens andre børn der sov på de flade tage aldrig blev berørt inden, at gassen opløstes igen. Noget tilsvarende blev observeret i Nyos. Yderligere er der udgravet massegrave i Avaris, som kun omfatter personer af mandkøn og ikke krigere. Og Ahmoses' egen søn døde som 12-årig (hans begravede lig er fundet).&lt;/br&gt;
Ifølge Simcha er alle disse begivenheder således naturlige mulige følger af vulkanudbruddet.
[[Fil:Stele_of_Grave_Circle_A_Mycenae_NAMA_1428.JPG|200px|thumb|Gravstele fra Mykene, der viser Farao, som forfølger Moses. De er omgivet af vand på begge sider.]]
Velkendt er historien om havets deling.&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 82&lt;/ref&gt; Den korrekte formulering i Bibelen er &quot;Yam Suf&quot;, det vil sige Sivhavet. Men siv vokser ikke i saltvand, så der er tale om en stor sø. På Ismailia Regional Museum findes en granitsten med en indskrift i hieroglyffer, ''El Arish''-indskriften, der fortæller om udvandringen set fra faraos side. Her kaldes lederen for &quot;ørkenprinsen&quot;. Mere bemærkelsesværdigt er det, at indskriften også fortæller, at vandene delte sig (markeret som bølger + 2 knive), og at indskriften nævner stedet for denne begivenhed: ''El Balah'', en nu tidligere sø beliggende øst for Avaris nær overgangen til Sinai-ørkenen. Simcha mener, at som følge af de tektoniske forskydninger og deraf følgende jordskred løftede den afrikanske plade sig 1-2 meter og skabte en landkorridor, men kort efter fulgte en tsunami, som druknede faraos hær.

Simcha peger på et vægmaleri på Santorini, som viser en sejlads fra en by omgivet af mure. Simcha mener, at den viste by er Avaris, idet der her også er fundet minoiske vægmalerier, hvilket vidner om handelsforbindelser. En del af udvandrerne skulle således være draget til Grækenland. I Mykene er fundet guldgenstande og sværd i en grav dateret til 1500 f.Kr. De kan stamme fra jødiske udvandrere. Desuden er fundet tre gravsten med billeder visende først en mand på en stridsvogn, der forfølger en gående mand omgivet af bølger, dernæst at den gående mand er nået højere liggende land og har vendt sig imod stridsvognen, og endelig at stridsvognen drukner i bølgerne. Billederne viser, let forenklet, faraos forfølgelse af Moses. Det er i bogstaveligste forstand en tegneserie om begivenheden.

Simcha peger dernæst på, at jordskælv kunne have ført til, at gas og olie blev frigivet og måske blev antændt, og derved gav anledning til røgsøjler om dagen og ildsøjler om natten svarende til beretningen i Anden Mosebog kapitel 13 vers 21-22: &quot;Herren gik foran dem, om dagen i en skysøjle for at føre dem på vejen og om natten i en ildsøjle for at lyse for dem, så at de kunne gå både dag og nat. Skysøjlen fjernede sig ikke fra folket om dagen og ildsøjlen ikke om natten.&quot;&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 81&lt;/ref&gt;

Endelig mener Simcha at kunne påvise, hvor bjerget Sinai lå. Og han mener at have fundet billedlige gengivelser af Pagtens Ark - i Grækenland af alle steder!

Så langt Simcha. Det giver anledning til en række spørgsmål: er begivenheden fejldateret? Det er der faktisk en del, der tyder på. Begivenheden fandt efter alt at dømme sted omkring 1500 f.Kr. Kan et vulkanudbrud være forklaringen på begivenhedsforløbet? Svaret må være, at det er muligt, i hvert fald er der intet, som tyder på, at det ikke kunne være tilfældet. Var dette hyksos-folk ''Amo'' og var det semitter? Ja, det er sandsynligt. Var det også israelitter? Det er muligt, men ikke sikkert.

Vi har tidligere fastslået, at Gamle Testamentes historie om udvandringen fra Egypten tidsmæssigt er uforenelig med historien om Abraham som israelitternes stamfader, idet hans ophold i filistrenes land er flere hundrede år senere end udvandringen. Og det forbliver uforklarligt, at et folk, som kaldte sig selv Israel, ikke optræder under dette navn men af Egypterne kaldtes henholdsvis ''Amo'' og ''Hyksos''.  

Historien om ''exodus'' eller udvandringen fra Egypten kendes ikke fra Elephantine, en jødisk by i Egypten fra 400-tallet f.Kr., hvilket kunne tyde på, at denne tradition i jødisk historieforståelse enten må være yngre end denne tid eller endnu ikke spillede den rolle i jødisk selvforståelse, som den senere fik.

Hvis man vil være besværlig, kan man opstille følgende alternative hypotese: udskibningen fra Egypten til Mykene eksisterer ikke i det bibelske narrativ. Hvis man alligevel forudsætter, at det afspejler en historisk kendsgerning, så kunne disse udvandrere, ''hyksos'', have taget hele traditionen med sig og billedligt gengivet den på deres gravsteler. Da &quot;havfolket&quot; (som beviseligt stammer fra Grækenland foruden andre steder) langt senere, omkring 1178 f.Kr., kom til Palæstina, bragte de traditionen med sig. Det er her fra, at jøderne senere overtog den, omformulerede den til en ørkenvandring med Moselov og hele molevitten og dermed tillige skrev det oprindelige folk ud af beretningen og satte sig selv ind i stedet som led i en selvskabt historisk tradition. 

Der er selvsagt ingen beviser for en sådan udvikling, men der er heller intet, som modsiger den, og den ville forklare årsagen til, at traditionen åbenbart overlevede i Mykene. Og hvad mere er: det kunne forklare hvorfor, at folk fra Middelhavets nordlige kyster søgte øst- og sydpå (i stedet for vestpå), da deres hjemlige forhold ikke tillod dem at blive boende, hvor de var. Et indicium for, at teorien kunne være rigtig, er det forhold, at Mykene var et handelscentrum i tiden 1600-1100 f.Kr. blandt andet med handelsforbindelser til Levanten. Blandt de forhandlede varer var genstande af elfenben fundet i Megiddo, der viser handelsforbindelser til Det Ægæiske Hav, Kypern, Hittitterne samt Egypten.&lt;ref&gt;Novacek (2011), s. 47f&lt;/ref&gt; Det indebærer, at &quot;havfolket&quot; meget vel kan have haft handelsforbindelser med Levanten tidligere og derfor kendte til områdets frugtbarhed inden, at de udvandrede dertil.

Der imod kan vi udelukke, at det var israelitterne selv, som indvandrede sammen med havfolket, fordi dette skete 1178 f.Kr. mens Israel som omtalt nævnes på en stele allerede fra 1208 f.Kr.

Kildekritisk må det konstateres, at Mosebøgerne ret beset forsøger at forene to temmelig uforenelige historiske traditioner: på den ene side traditionen fra Mesopotamien omfattende Edens Have (Dilmun), Babelstårnet (zigguraterne) og Noas ark, hvor Abraham indgår som det forklarende bindeled hvorfor, at jødernes stamfader udvandrede til Kana'an, på den anden side traditionen om Jakob (Israel)&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 46&lt;/ref&gt;, Josef og hans brødre&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 48f&lt;/ref&gt;, Israels udvandring til Egypten&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 59&lt;/ref&gt; og Moses&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 67&lt;/ref&gt; med udvandring, ørkenvandring, moseloven og løftet om Kana'an.&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 243&lt;/ref&gt;

Der kan næppe være tvivl om, at den jødiske beretning om udvandringen fra Egypten og den egyptiske beretning om fordrivelsen af de fremmede omtaler den samme begivenhed set fra to sider. For så vidt behøver ingen af dem at give det sande billede: hvis årsagen virkelig var et vulkanudbrud, kunne de forringede leveforhold efter dette meget vel være årsag til, at folk udvandrede eller bortvandrede igen. At jøderne eller israelitterne har taget begivenheden til sig er for så vidt ikke anderledes end andre historier, som de har adopteret og adapteret.

Som en sidebemærkning skal det lige nævnes, at den egyptiske konge Amenhotep IV, bedre kendt som Akhenaten, som var gift med Nefertiti og fader til Tutankhaton, og som er gået over i historien som den første monoteistiske konge, regerede fra omkring 1353 til 1336 f.Kr. Det betyder, at han regerede henved 150 år efter, at ''hyksos'' udvandrede, og at der således ingen forbindelse er med Moses.

=== Bearbejdede profetier ===

De mange profetiske tekster i Gamle Testamente udgør et eget problem. Kort sagt er de kildekritiske studier i stigende grad blevet opmærksomme på, at der ikke er tale om originale tekster. I stedet er disse blevet ændret for at tilpasse dem til bestemte formål.

Esajas', Jeremias', Ezekiels og de Tolvs Bog mangler en historie og opretholder ikke en ensartet kronologisk rækkefølge af materiale. De profetiske bøger ses ikke længere som blot kilder, hvorved læserne kan få adgang til fortiden. De læses nu som bevidste kompositioner, der genpræsenterer og fortolker profeternes ord i tekstform.

Allerede i de sidste profeters tekster er der tegn på bevidst bevidsthed om tekstualiseringen af ​​profetier. Historien i Jeremias 36 beskriver for eksempel en proces, hvor forskellige budskaber i forskellige former fra forskellige tider og steder sammensættes i tekstform af profetens skriver. Når denne rulle efterfølgende ødelægges som reaktion på dens læsning, sker der ikke blot en omskrivning af rullen, men også en betydelig tilføjelse af lignende ord (Jeremias 36:32), hvilket vidner om bogens litterære vækst. Profeter som Jeremias er ikke længere tilgængelige, men deres ord er tilgængelige i de bøger, der bærer deres navne (Zakharias 1:5-6). Disse bøger danner et særskilt korpus inden for den bibelske kanon. Når Daniel refererer til Jeremias' profeti om halvfjerds år i Daniel 9:2, taler han om Jeremias' bog blandt en flerhed af profetiske bøger (jf. Ezekiel 38:17). 

De tidligste postbibelske fortolkere af den profetiske litteratur var de skriftkloge, oversættere og kommentatorer, der videregav, gengav og forklarede teksterne. Blandt vidner til den tidligst dokumenterede periode med skriftlig overlevering (ca. 250 f.Kr. indtil 132-135 e.Kr.) er det tydeligt, at skriftkloge ikke så sig selv som blot afskrivere på samme måde som skriftkloge fra en senere periode. De så snarere sig selv som ligestillede med de oprindelige forfattere, og de udvidede ofte den bibelske tekst med fortolkninger, der var beregnet til at hjælpe læserne med at forstå teksten. Disse skriftkloge havde deres eget syn på den bibelske tekst og ønskede at sikre en teologisk korrekt læsning af den.

Blandt de profetiske bøger må de mest fremragende eksempler på fortolkningsmæssig udvidelse være Jeremias og Ezekiel i den masoretiske tekst (MT). I disse tilfælde har udvidelsen nået niveauet for skabelsen af ​​nye udgaver af bøgerne. De hebraiske tekster bag de oldgræske (OG) versioner af disse bøger er betydeligt kortere førsteudgaver. Mange af udvidelserne i andenudgaverne, der findes i MT, er af eksegetisk karakter. For eksempel er Jeremias' berygtede fjende fra nord ikke eksplicit identificeret i OG eller dens hebraiske kilde, hvilket efterlader den åben for den slags eskatologiske fortolkning, der findes i Ezekiel 38:14-17, men MT identificerer denne fjende som Babylon i udvidelsen af ​​Jeremias 25:9, hvilket skaber en interessant konflikt med Jeremias 50:3 og dens profeti om en fjende fra nord, der kommer mod Babylon. Et andet eksempel er versionen af ​​Jeremias' profeti om halvfjerds år i Jeremias 25:11-12. I OG er denne profeti ikke eksplicit begrænset til perioden med babylonsk fangenskab (se: Dan 9:1-2, 24-27), men udvidelserne i MT gør denne begrænsning af profetien eksplicit (jf. Jeremias 29:10). For Ezekiels Bog forekommer en af ​​de mest bemærkelsesværdige udvidelser i MT Ezekiel 36:23c-38, som mangler, et vigtigt vidnesbyrd om OG fra det tredje århundrede e.Kr. Denne ret lange udvidelse er baseret på materiale fundet andre steder både i og uden for Ezekiels Bog. 

Når det forholder sig således med disse tekster, rejser det uundgåeligt spørgesmålet om og i hvilken grad, det samme er tilfældet med andre tekster i Gamle Testamente. Og det svækker betydeligt Gamle Testamentes værdi som kilde til jødernes historie.

=== Sammenfatning ===

Denne gennemgang af Gamle Testamente har kun omfattet en mindre del af den samlede tekst, men selv denne meget begrænsede gennemgang har belyst en række problemer:&lt;/br&gt;
- Gamle Testamente er ''ikke'' en historisk redegørelse for jødernes historie, selv om den giver indtryk af dette,&lt;/br&gt;
- det er i stedet en samling af traditioner, anekdoter og myter skrevet af ulige forfattere til ulige tider&lt;/br&gt;
- der er gjort forsøg på at sammenskrive og harmonisere disse narrativer&lt;/br&gt;
- hvilket ikke kan skjule, at der er kronologiske problemer&lt;/br&gt;
- og at væsentlige traditioner er hentet fra andre kulturer, især Sumer og Mesopotamien men også fra Grækenland.

Vi tør antage, at skildringen af kongetiden og det delte kongerige med navnelister over regenterne er rimelig troværdig, blandt andet fordi deres navne forekommer i andre kilder, men vi har kun ringe mulighed for at vide i hvilken udstrækning, historierne om dem er blevet ændrede for at tilpasse sig et senere monoteistisk narrativ.

Nogle historier, blandt andre Esthers Bog men også Ezras Bog og Nehemias' Bog, er meget sene og menes først at være blevet tilføjet efter afslutningen af det babylonske fangenskab.

=== &lt;big&gt;Semitismen, jødedommens tankesæt&lt;/big&gt; === 

Vi har i det foregående set på Gamle Testamente som et muligt historisk kildeskrift. Man kan imidlertid også anlægge en helt anden synsvinkel, nemlig Gamle Testamente som ideologisk grundlag nærmere betegnet som grundlag for en jødisk national etnicitet samt for en særlig jødisk etik. Det skal på forhånd understreges, at det følgende ikke omfatter alle jøder, idet mange alene identificerer sig som tilhørende denne folkegruppe af genealogiske og traditionsbårne årsager, det vil sige med hensyn til deres familiære oprindelse samt højtider og mindedage. Men der findes også kredse i den jødiske befolkning, der opfatter Gamle Testamente som en anvisning på hvordan, at jøder kan og bør opføre sig.

Alle kender begrebet &quot;anti-semitisme&quot;, men få eller ingen ved, hvad udtrykket &quot;semitisme&quot; egentlig dækker over. Man vil således lede forgæves efter det i en ordbog eller eksempelvis på ''wikipedia''. Her vil begrebet blivet forstået således, at det dækker over den tankegang eller de tankegange, som kan udledes og af nogle er blevet udledt af Gamle Testamente. Det betyder, at der her vil blive set bort fra jødisk mysticisme, kabala, frankisme og lignende ældre og nyere afledede ideologier, hvilke hver for sig er en særskilt undersøgelse værd.

Læser man Gamle Testamente, vil man se, at bestemte tankegange bliver promoveret. Det drejer sig i hovedsagen om følgende:&lt;/br&gt;
- det udvalgte folk&lt;/br&gt;
- racisme&lt;/br&gt;
- retten til Kana'an&lt;/br&gt;
- retten til at myrde hele befolkninger&lt;/br&gt;
- &quot;honningfælder&quot; og pengeafpresning&lt;/br&gt;
I det følgende vil hvert af disse emner blive gennemgået særskilt.

=== Det udvalgte folk ===

Ideen om jøderne som Guds udvalgte folk tager udgangspunkt i Første Mosebog kapitel 12: her møder vi Abram ved Ur i Kaldæa. Videre hedder det: &quot;Herren sagde til Abram: &quot;Forlad dit land og din slægt og din fars hus, og drag til det land, jeg vil vise dig. Jeg vil gøre dig til et stort folk og velsigne dig. Jeg vil gøre dit navn stort, og du skal være en velsignelse.&lt;/br&gt;
Jeg vil velsigne dem, der velsigner dig,&lt;/br&gt;
og den, der forbander dig, vil jeg forbande.&lt;/br&gt;
I dig skal alle jordens slægter velsignes&quot;.&quot;&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 17f&lt;/ref&gt;

Senere gentages denne priviligerede stilling i andre sammenhænge, således over for Jakob i Betel. I Første Mosebog kapitel 35:9-13 hedder det: &quot;Gud viste sig igen for Jakob, efter at han var kommet hjem fra Paddan-Aram. Han velsignede ham og sagde til ham: &quot;Dit navn er Jakob; men nu skal du ikke længere hedde Jakob. Dit navn skal være Israel.&quot; Og han gav ham navnet Israel. Han sagde til ham: &quot;Jeg er Gud den Almægtige. Bliv frugtbar og talrig! Et folk, ja, en mængde folkeslag skal nedstamme fra dig, og konger skal fremstå af dit eget kød og blod. Det land, jeg gav Abraham og Isak, giver jeg dig og dine efterkommere.&quot; Så steg Gud op fraham, dér hvor han havde talt med ham.&quot;&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 46&lt;/ref&gt;

I Anden Mosebog kapitel 3:7-10 findes følgende: &quot;Så sagde Herren: &quot;Jeg har set mit folks lidelse i Egypten, og jeg har hørt deres klageskrig over slavefogederne. Jeg har lagt mig deres lidelser på sinde, og derfor er jeg kommet ned for at redde dem fra egypterne og føre dem op fra dette land til et godt og vidtstrakt land, et land der flyder med mælk og honning, dér hvor kana'anæerne, hittitterne, amoritterne, perizzitterne, hivvitterne og jebusitterne bor. Nu har israelitternes klageskrig nået mig, og jeg har set, hvordan egypterne undertrykker dem. Gå nu! Jeg vil sende dig til Farao. Du skal føre mit folk israelitterne ud af Egypten&quot;.&quot;&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 69&lt;/ref&gt; Dette og tilsvarende formuleringer med &quot;mit folk israelitterne&quot; giver jøderne en identitet som Guds udvalgte folk i den jødiske selvforståelse.

=== Racismen ===

Racismen er en logisk følge af ideen om Guds udvalgte folk. Et folk kan selvsagt ikke være &quot;udvalgt&quot;, hvis andre folk kan indgiftes i det. Følgelig er Gamle Testamente fuldt af forbud mod at gifte sig med ægtefæller fra andre folkeslag og kritik, når de alligevel gjorde det. Lad os tage nogen eksempler.

I Femte Mosebog kapitel 7:1-4 finder vi følgende påbud af Moses: &quot;Når Herren din Gud fører dig til det land, du skal ind og erobre, og han driver store folkeslag væk foran dig, hittitterne, girgashitterne, amoritterne, kana'anæerne, perizzitterne, hivvitterne og jebusitterne, syv folk, der er større og mægtigere end du, og Herren din Gud overgiver dem til dig, og du besejrer dem, da skal du lægge band på dem. Du må ikke slutte pagt med dem og ikke vise dem barmhjertighed. Du må ikke bringe dig i familie me dem; du må ikke give dine døtre til deres sønner, og du må ikke lade dine sønner gifte sig med deres døtre, for det vil få dine sønner til at vige fra mig og dyrke andre guder. Da vil Herrens vrede flamme op imod jer, og han vil hurtigt udrydde dig.&quot;&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 208&lt;/ref&gt;

Dette gælder blandt andre kong Salomo. I Første Kongebog 11:1-4 læses således følgende: &quot;Kong Salomo elskede mange udenlandske kvinder foruden Faraos datter, moabitiske, ammonitiske, edomitiske, sidoniske og hittitiske; om de folk havde Herren sagt til israelitterne: &quot;I må ikke indlade jer med dem, og de må indlade sig med jer, for så vender de jeres hjerte til deres guder.&quot; Dem elskede Salomo, og han holdt fast ved dem. Han havde syv hundrede hustruer med fyrstelig rang og tre hundrede medhustruer, og hans hustruer bragte hans hjerte på afveje.&quot;&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 390&lt;/ref&gt;

I Ezras Bog kapitel 9:10-12 optræder Ezras bodsklage med blandt andet dette: &quot;Vor Gud, hvad skal vi nu sige efter dette? For vi har svigtet de befalinger, du gav gennem dine tjenere, profeterne, da du sagde: Det land, I skal ind og tage i besiddelse, er et urent land på grund af de fremmede folks urenhed med de afskyelige handlinger, som de i deres urenhed har fyldt det med fra ende til anden. Derfor må I ikke give jeres døtre til deres sønner, og I må ikke lade jeres sønner gifte sig med deres døtre.&quot;&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 527&lt;/ref&gt; og i Kapitel 10:10-12 bliver dette gentaget: &quot;Så rejste præsten Ezra sig og sagde til dem: &quot;I har handlet troløst ved at gifte jer med fremmede kvinder; I har øget Israels skyld. Aflæg nu bekendelse for Herren, jeres fædres Gud, og gør hans vilje. Skil jer ud fra landets folk og de fremmede kvinder&quot;.&quot;&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 528&lt;/ref&gt;

I Nehemias' Bog kapitel 10:31 indgår israelitterne blandt andet følgende forpligtelse: &quot;Vi vil ikke give vores døtre til landets folk, og vi vil ikke lade vores sønner gifte sig med deres døtre.&quot;&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 542&lt;/ref&gt;

Således kunne man blive ved.

=== Lebensraum ===

Jødernes ret til Kana'ans land hidrører fra Første Mosebog. I kapitel 12 læser vi: &quot;Dengang boede kana'anæerne i landet. Herren viste sig for Abram og sagde: &quot;Jeg vil give dine efterkommere dette land&quot;.&quot;&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 18&lt;/ref&gt; Senere, i kapitel 15, præciseres udstrækningen af dette jødiske lebensraum: &quot;Den dag sluttede Herren pagt med Abram. Han sagde: &quot;Jeg giver dine efterkommere dette land fra Egyptens flod (det vil sige Nilen) til den store flod, Eufratfloden: kenitterne, kenizzitterne, kadmonitterne, hittitterne, perizzitterne, refaitterne, amoritterne, kana'anæerne, girgashitterne og jebusitterne&quot;.&quot;&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 20f&lt;/ref&gt;

Størrelsen af dette jødiske lebensraum er påfaldende. Sammenlignet med officielle landegrænser i 2026 omfatter dette område: den østlige halvdel af Egypten inklusive hele Sinai, Palæstina inklusive Gaza og Vestbredden, Libanon, Jordan, Saudi Arabien, Yemen, Oman, Forenede Arabiske Emirater, Qatar, Bahrain, Kuwait, Irak samt Syrien. Nogle jødiske imperialister medregner også Kypern til området.

En anden afgrænsning findes i Fjerde Mosebog kapitel 34. Heri læser vi: &quot;Herren talte til Moses og sagde: &quot;Giv israelitterne denne befaling: I kommer nu til Kana'an, det land, der tilfalder jer som arvelod, Kana'ans land i dets fulde udstrækning. Jeres sydgrænse skal gå fra Sins ørken langs med Edom. I syd skal jeres grænse gå fra enden af Salthavet i øst. Så skal grænsen dreje syd om Akrabbim-passet, gå videre til Sin og ende syd for Kadesh-Barnea. Så skal den fortsætte til Hasar-Addar og gå videre til Asmon. Så skal grænsen dreje fra Asmon mod Egyptens bæk og ende ude ved havet.&lt;/br&gt;
Grænsen i vest: Det Store Hav med kyststrækning. Det skal være jeres vestgrænse.&lt;/br&gt;
Dette skal være jeres nordgrænse: Fra Det Store Hav skal I trække en linie til bjerget Hor; fra bjerget Hor skal I trække en linie til Lebo-Hamat, og grænsen skal ende i Sedad. Så skal grænsen gå videre til Zifron, og den skal ende i Hasar-Enan. Det skal være jeres nordgrænse.&lt;/br&gt;
Som grænse i øst skal I trække en linie fra Hasar-Enan til Shefam. Så skal grænsen gå ned fra Shefam til Ribla øst for Ajin, og grænsen skal fortsætte ned og støde til bjergryggen øst for Kinneretsøen. Så skal grænsen gå ned til Jordan og ende ved Salthavet.&lt;/br&gt;
Dette skal være jeres land med dets grænser hele vejen rundt.&quot;&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 196&lt;/ref&gt;

Dette er unægteligt en noget anden afgrænsning end før. Den kritiske læser vi måske spørge om Herren ikke havde forklaret sig godt nok over for Moses eller måske havde ændret holdning, eller om der måske er en helt tredie forklaring?

Den tænkende læser vil måske kigge nærmere på andre dele af samme historie. Vi hører, at Abraham fik børn både med Sara, sin hustru, nemlig jøderne, og med Hagar fra Egypten, hans trælkvinde, nemlig ismaelitterne, det vil sige araberne.&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 21&lt;/ref&gt; Så var det nu jøderne, araberne eller begge grupper som skulle leve i dette område? Desuden tog han sig en ny hustru: Ketura, med hvem han også fik efterkommere.&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 31&lt;/ref&gt; Det er således ret uklart hvem, der skulle overtage dette lebensraum.
 
Således tænker semitisterne ikke. De er imperialister, og de vil have det hele for sig selv. De mener at have ret til at fordrive andre folkeslag og ser Gamle Testamente som kilde til denne ret.

=== Retten til folkemord ===

Jødernes ret til at myrde befolkningerne, som levede i Kana'an, forekommer allerede i Mosebøgerne. I Femte Mosebog kapitel 20:16-17 findes således følgende påbud udtalt af Moses: &quot;i de folks byer, som Herren din Gud vil give dig i eje, må du ikke lade en eneste beholde livet; du skal lægge band på dem, på hittitterne, amoritterne, kana'anæerne, perizzitterne, hivvitterne og jebusitterne, sådan som Herren din Gud har befalet dig.&quot;&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 223&lt;/ref&gt;

I Josvabogen hører vi hvordan, at jøderne hensynsløst myrdede indbyggerne i Kana'an, eksempelvis i kapitel 8:24-29: &quot;Da israelitterne på åben mark havde dræbt alle de indbyggere fra Aj, som havde forfulgt dem ud i ørkenen, og da alle til sidste mand var faldet for sværdet, vendte alle israelitterne tilbage til Aj og huggede indbyggerne ned med sværd. Den dag blev der dræbt i alt tolv tusind mænd og kvinder, alle indbyggerne i Aj. Josva trak ikke sin udstrakte hånd med krumsværdet tilbage, før han havde lagt band på alle indbyggerne i Aj. ..Og Josva brændte Aj ned; han gjorde den til en øde ruinhøj for evigt, og det er den den dag i dag. Ajs konge hængte de på et træ og lod ham hænge til aften. Da solen gik ned, gav Josva sine folk befaling om at tage liget ned fra træet og kaste det hen ved indgangen til byporten. Så kastede de en stor stendynge op over ham, og den ligger der den dag i dag.&quot;&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 251f&lt;/ref&gt;

Tilsvarende i Josvabogen kapitel 10:28-43: &quot;Samme dag indtog Josva Makkeda. Han slog byen og dens konge med sværd og lagde band på byen og alle, der var i den; der var ingen, der overlevede. Han gjorde det samme med kongen i Makkeba, som han havde gjort med kongen i Jeriko.&lt;/br&gt;
Fra Makkeda drog Josva sammen med hele Israel videre til Libna. Han gik til angreb på Libna, og Herren gav også denne by og dens konge i Israels hånd. Josva slog byen og alle, der var i den, med sværd; der var ingen, der overlevede. Han gjorde det samme med kongen dér, som han havde gjort med kongen i Jeriko.&lt;/br&gt;
Fra Libna drog Josva sammen med hele Israel videre til Lakish. Han belejrede byen og gik til angreb på den, og Herren gav Lakish i Israels hånd. Den følgende dag indtog Josva byen; han slog den og alle, der var i den, med sværd, ganske som han havde gjort med Libna. Da drog Gezers konge Horam op for at komme Lakish til undsætning, men Josva slog kongen og hans hær; der var ingen, der overlevede.&lt;/br&gt;
Fra Lakish drog Josva sammen med hele Israel videre til Eglon. De belejrede byen og gik til angreb på den, og samme dag indtog de den og slog den med sværd. Den dag lagde han band på alle, der var i byen, ganske som han havde gjort med Lakish.&lt;/br&gt;
Fra Eglon drog Josva sammen med hele Israel op til Hebron. De gik til angreb på byen og indtog den; de slog byen, dens konge, alle dens byer og alle, der var i den, med sværd; der var ingen, der overlevede. Ganske som han havde gjort med Eglon, lagde han band på byen og på alle, der var i den.&lt;/br&gt;
Så vendte Josva sig sammen med hele Israel mod Debir. Han gik til angreb på byen og indtog den med dens kong og alle dens byer. De slog dem med sværd og lagde band på alle, der var i den; der var ingen, der overlevede. Han gjorde det samme med Debir og dens konge, som han havde gjort med Hebron og med Libna og dens konge.&lt;/br&gt;
Således besejrede Josva hele landet: Bjerglandet, Sydlandet, Lavlandet og Skråningerne og alle kongerne dér. Der var ingen, der overlevede; hver levende sjæl lagde han band på, sådan som Herren, Israels Gud, havde befalet. Josva besejrede dem fra Kadesh-Barnea til Gaza, i hele landet Goshen og helt til Gibeon. Alle disse konger og deres lande undertvang Josva på én gang, for Herren, Israels Gud, førte krig for Israel. Så vendte Josva sammen med hele Israel tilbage til lejren i Gilgal.&quot;&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 255&lt;/ref&gt;

I Josvabogen Kapitel 11 fortsætter folkemordene i det nordlige Kana'an, blandt andet Hasor: &quot;Alle, der var i byen, huggede de ned med sværd og lagde band på dem, så ikke en levende sjæl blev tilbage; og Josva brændte Hasor ned.&quot;&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 256&lt;/ref&gt; Da massemordet var til ende, blev rovet, det vil sige Kana'an, delt mellem israelitternes stammer.&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 257-264&lt;/ref&gt; Det minder om en langt senere begivenhed: under Sovjetunionen i Stalintiden gennemførte terrororganisationen OGPU under ledelse af jøden Genrikh Jagoda&lt;ref&gt;Lina (2003), s.315&lt;/ref&gt; samt NKVD overvejende ledet af jøder&lt;ref&gt;Lina (2003), s.318, 327&lt;/ref&gt; i 1932-33 et massemord på og en massefordrivelse af ukrainske bønder fra deres gårde, en begivenhed der blev kendt som ''holodomor''. Mindre kendt er, at OGPU overvejende bestod af jøder, og at disse efterfølgende som en belønning oprettede deres egne kollektivlandbrug, kibbutz'er, på de myrdede og fordrevne ukraineres jord.&lt;ref&gt;Holocaustmuseet i USA, film&lt;/ref&gt; Jødisk historieforståelse trækker lange spor.

Det var ikke kun ved erobringen af Kana'an, at jøderne begik massemord. I Esters Bog kapitel 9:2-16 hører vi: &quot;I alle kong Ahasverus' provinser samledes jøderne i deres byer for at lægge hånd på dem, der ville dem noget ondt. .. Den trettende dag i måneden adar samledes de øvrige jøder i kongens provinser og forsvarede deres liv; de fik fred for deres fjender, og og de dræbte 75.000 af deres modstandere&quot;.&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 555&lt;/ref&gt;

Flere eksempler end de nævnte kunne være fremhævet, men budskabet og moralen er tydelig nok: i &quot;hellig krig&quot; er massemord på guddommens befalet ikke blot acceptabel men en pligt at gennemføre.

Det er mildest talt absurd at se hvordan den samme ideologi, som hyldede folkemord i Gamle Testamente, har haft travl med at fremstille de selv samme massemordere som et uskyldigt forfulgt folkefærd i det 20. og starten af det 21. århundrede.

=== Honningfælder og pengeafpresning ===

Historier i Gamle Testamente giver jøderne tvivlsomme moralbegreber, eksempelvis at prostituere deres hustruer og døtre i form af &quot;honningfælder&quot;, det vil sige lokkemad for en efterfølgende afpresning. Det begynder med selveste Abraham. I Første Mosebog kapitel 20:2-16 læser vi: &quot;Abraham sagde om sin kone Sara, at hun var hans søster, og Abimelek, kongen i Gerar, sendte bud efter Sara. Om natten kom Gud i en drøm til Abimelek og sagde til ham: &quot;Nu skal du dø, fordi du har taget denne kvinde, for hun er gift&quot;.&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 25&lt;/ref&gt; Senere, da sandheden er blevet klar, hører vi: &quot;Så gav Abimelek Abraham får og køer, trælle og trælkvinder, og han gav ham hans kone Sara tilbage. Og Abimelek sagde: &quot;Mit land ligger åbent for dig. Slå dig ned, hvor du har lyst!&quot; Til Sara sagde han: &quot;Nu giver jeg din bror tusind sekel sølv. Det skal lukke øjnene på alle dem, der hører dig til. Nu har du fået fuld oprejsning&quot;.&quot;&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 26&lt;/ref&gt; Så Abrahams afpresning lykkedes.

Senere gentager historien sig med små variationer. I Esters Bog hører vi, at jøden Mordokaj sender sin datter til kong Ahasverus' harem, hvor &quot;hun vandt hans velvilje&quot;. ..&quot;Ester havde ikke fortalt, hvilket folk og hvilken slægt, hun tilhørte, for Mordokaj havde sagt til hende, at hun ikke måtte fortælle det.&quot; Men senere udnyttes hun til at redde jøderne, og naturligvis belønnes både hun og hendes fader for dette bedrag: &quot;Og Mordokaj fik foretræde for kongen, for Ester havde fortalt, hvordan han var i familie med hende. Kongen tog sin signetring, som han havde frataget Haman, og overdrog den til Mordokaj. Og Ester satte Mordokaj over Hamans hus.&quot;&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 549, 554&lt;/ref&gt;

Således legitimerer Gamle Testamente jødernes brug af honningfælder og pengeafpresning, når denne brug rettes imod folk i magtpositioner.

=== Sammenfatning ===

I 1973 fremkom udtrykket &quot;narrativ teologi&quot;.&lt;ref&gt;Bjerg (1984), s. 11&lt;/ref&gt; Udtrykkets betydning har været noget uklar, men pointen er, at hvis en kristen vil forklare sin tro og identitet, så kan dette ske ved at fortælle om Jesu ord og gerninger. På lignende måde kan jødedommens indhold bedst forstås ved at fortælle historier fra Gamle Testamente.

Som vi har set, er sådanne historier ikke just moralske. Ideen om det udvalgte folk, der ikke må gifte sig med folk fra andre folkeslag men nok har ret til at udnytte dets kvinder i honningfælder til pengeafpresning, og som mener sig i sin gode ret til hensynsløst at udrydde andre folkeslag &quot;i Guds navn&quot;, fremavler en tvivlsom moral. Hvis man vil være lidt uvenlig, kan man med god grund hævde, at denne tvivlsomme moral langt hen af vejen også afspejler sig i jødernes nyere historie.

Vi har i det foregående set hvordan, at denne moral henter sin inspiration i fortællinger fra Gamle Testamente. Og denne moral understreges ved at de samme emner bliver gentaget med blot mindre variationer flere gange som for at understrege, at den ikke er knyttet til en bestemt historisk situation men netop har evig gyldighed. I lighed med sit afkom, muhammedanismen, er denne moral præget af en foragt for dem, som ikke tilhører &quot;in-gruppen&quot;.

Der kan måske være grund til at uddybe dette udtryk nærmere. Alle mennesker udvikler en eller anden form for bevidsthed om at tilhøre et bestemt etnisk fællesskab, herunder skaber de et dertil knyttet begrebsapparat. Man kan skelne mellem det navn, som en etnisk gruppe bruger om sig selv i denne selvidentifikation, og det navn, som andre bruger om den samme gruppe. Nogle gange, men ikke altid, bruger de samme benævnelse, men deres opfattelse af gruppens afgrænsning og indhold behøver ikke at være det samme, men kan tilpasses den aktuelle situation.&lt;ref&gt;Lund (1993), s. 81&lt;/ref&gt; Betegnelsen afspejler en bevidsthed om hvem, man hører sammen med i et fællesskab, og hvem, der ikke hører til dette fællesskab.&lt;ref&gt;Lund (1993), s. 9&lt;/ref&gt; Ofte, men ikke altid, vil de, som ikke tilhører dette fællesskab, blive set ned på, mens man selv ophøjes for sine gode egenskaber.&lt;ref&gt;Lund (1993), s. 13-26&lt;/ref&gt;

Denne vi-bevidsthed skabes i vid udstrækning ved historier, beretninger og myter, om et skæbnefællesskab gennem utallige slægtled. Ofte vil disse historier blive fyldt med navne på legendariske personligheder, hvis liv og gerninger bliver en del af den personlige identitetsfølelse. Og som regel vil en del af denne historie omfatte etnogoni, det vil sige de indfødtes egen mytiske forklaring på deres oprindelse&lt;ref&gt;Lund (1993), s. 49&lt;/ref&gt;, som regel i form af en mytisk stamfader.&lt;ref&gt;Lund (1993), s. 91&lt;/ref&gt; I dansk sammenhæng kan man tænke på Saxo og hans Danmarkshistorie. I germansk sammenhæng er det myten om Tvisto, der er grundlaget for identiteten&lt;ref&gt;Lund (1993), s. 90&lt;/ref&gt;, og for jøderne er det Abraham, der har denne rolle.

Men sådanne historiske beretninger og myter har ikke kun den funktion at begrunde selvidentiteten men tillige at begrunde moralbegreber, hvad der er &quot;god&quot; og &quot;ond&quot; opførsel. For jøderne er det netop historierne i Gamle Testamente, som opfylder denne opgave.

Over tid kan disse funktioner aftage i betydning, fordi behovet for dem ikke længere er så stort. Dette fordi at myter erstattes med faktiske historiske erindringer. Men for visse grupper er dette ikke tilfælde. Her kan udviklingen tvært imod gå i den modsatte retning og udvikle sig til en regulær fanatisme, der kan motivere og begrunde næsten enhver handling. Denne fanatisme kan formuleres og organiseres i en dertil hørende ideologi, en -isme. Semitisme er en sådan ideologi, der i princippet ikke adskiller sig fra andre -ismer bortset fra den etniske gruppe, hvis selvfølelse og handlingsmønster, den skal begrunde.

=== &lt;big&gt;Sammenfatning og konklusion&lt;/big&gt; ===

Vi er nået vejs ende i gennemgangen, og resultatet taler for sig selv. Ikke blot er det officielle narrativ ikke korrekt, for hver del af dette narrativ findes en alternativ forklaring, og tilsammen tegner disse træk et andet men helt entydigt billede.

Først og fremmest: Gamle Testamente er ikke jødisk historieskrivning.&lt;ref&gt;Adler (2022), Preface&lt;/ref&gt; Der kan påvises et utal af indlån fra andre kulturer, eksempelvis historien om Moses i sivkurven og Noas ark, som tydeligt viser, at denne historie er en myte, et narrativ, skabt for at give jødisk identitet en høj alder. I stedet tjener Gamle Testamente som redskab til at give jøder en national identitet igennem deres trosretning, i særdeleshed Jahve. Det er i Jahves navn, at de udvandrer fra Egypten, erobrer Kana'an og i nyere tid trækker sig ind i etniske ghettoer.&lt;ref&gt;Crone og Cook (1977), s. 42&lt;/ref&gt; Hele den jødiske kultur er een lang markering af begivenheder hentet fra myterne i Gamle Testamente.

Dernæst: jøderne var tydeligvis ikke det monoteistiske folkefærd, som de gerne vil give indtryk af, tværtimod. Så langt, at Gamle Testamentes fremstilling overhovedet afspejler en historisk virkelighed, dyrkede jøderne flere guder gennem flere hundrede år. Vi ser en udvikling i flere trin:&lt;/br&gt;
- første trin: to guder, Jahve og El, forenes i en &quot;supergud&quot;&lt;/br&gt;
- andet trin: gudsdyrkelsen centraliseres og kontrolleres af kongen&lt;/br&gt;
- tredie trin: de lavere guder og gudinder forkastes, fordi at de ikke hjalp i en kritisk situation&lt;/br&gt;
- fjerde trin: præsteskabet udvikler et nyt narrativ til at forstærke dets magt og betydning som samlende kraft.&lt;/br&gt;
Det var en udvikling, hvor hvert trin var en logisk følge af det foregående, når behovet for en forandring i det herskende narrativ indtraf. Den nye ideologi var, som de fleste totalitære ideologier, et spørgsmål om at legitimere retten til magtudøvelse. Dette grundlag blev konstrueret ad hoc, det vil sige spontant efter behov. Dets grundlag var aldrig vel funderet, og vi kan nu afvise det fuldstændigt som fusk og forfalskning fra ende til anden.

Samtidig var det en udvikling, hvor hvert trin bidrog med særlige træk til den nye ideologis udvikling: først blev stammeguden anvendt til at legitimere myten om &quot;det udvalgte folk&quot;, herunder en racistisk ultrasemitisk afvisning af ægteskaber med repræsentanter fra andre folkeslag, og hvor regulært folkemord legitimeres som en følge af Jahves beslutning og påbud. Dernæst må den snart svækkede kongemagt i den nye nationale stat styrke sin stilling i befolkningen, hvilket sker ved centralisering af gudsdyrkelsen. Da så statsdannelsen alligevel bryder sammen, bliver det nødvendigt at udpege en skyldig årsag, og her må husguderne holde for. Endelig må det nye narrativ styrkes, hvilket blandt andet sker ved kampen for en ny egen stat.

Da mange profeter har først og fremmest til formål at legitimere den nye nationale ideologi som Jahves vilje.

Endelig er det også fra Gamle Testamente, at jøderne henter deres moralbegreber på godt og ondt.

Det er indlysende, at hvis der kan rejses tvivl om troværdigheden af beretningerne i Gamle Testamente, så er det ikke blot et kildekritisk problem. Det er hele grundlaget for jødedommen, der vælter. Jødedommen er, som muhammedanismen, det, som i kommunistkina kaldes en ''tofu-dreg'' konstruktion: en bygning eller anden konstruktion opført af underlødige bestanddele som gør, at den før eller senere falder sammen af sig selv.

Hidtil har Gamle Testamentes narrativer aldrig være underkastet en kildekritisk analyse, i modsætning til Nye Testamente, som allerede i 1800-tallet og begyndelsen af 1900-tallet blev underkastet en sådan analyse, som den bestod med udmærkelse. Det er først i de seneste år, at et sådant arbejde er igangsat og vel at bemærke er det sket af jødiske arkæologer og historikere. Det gør, at deres resultater ikke blot kan afvises med smædeudtryk som &quot;anti-semitisme&quot;. Det er derfor, at det har været så vigtigt at gøre disse resultater bekendt for et dansk publikum. Og hvis denne bog kan bidrage til fortsatte og uddybende studier af denne problematik, så har den opfyldt sit formål.

Det er for så vidt tilfældigt, at dette sker netop på en tid, hvor staten Israel og dens regering udsættes for en stigende international kritik for sin handlemåde, og så måske alligevel ikke. I alt for lang tid har kritik af jøder og Israel kunnet undertrykkes på grund af myterne om begivenheder under 2. verdenskrig. Men nu ligger disse begivenheder så langt tilbage, 2-4 slægtled, at de ikke længere kan beskytte imod kritik. Og samtidig har både rabiate jøder og den israelske regering i de seneste år udvist en optræden, som let lader sig kritisere. Det er ikke stedet her at uddybe dette emne, det kan fortjene en særskilt behandling og hører hjemme i politisk sammenhæng, ikke i forbindelse med jødedommen som religion og kultur, selv om der kan argumenteres for, at disse områder til dels overlapper hinanden.

Vi har set hvilken afgørende inflydelse, den kildekritiske analyse af Gamle Testamente har på forståelsen af jødedommens historie, men hvorledes forholder det sig med kristendommen? Hvilken indflydelse har kildekritikken på kristendommen? Det enkleste svar er: ingen. Gamle Testamente spiller kun en rolle i kristendommen på to måder:&lt;/br&gt;
- dels at vise at Jesus som messias er forudset allerede af gammeltestamentelige profeter; det er i denne sammenhæng ikke vigtigt, om dette var faktisk var tilfældet, men derimod at jøderne i hans samtid mente, at det forholdt sig således&lt;/br&gt;
- dels at vise de religiøse dogmer, som Jesus gjorde op med. Det viser sig i hans gentagne: &quot;I har hørt at ... men jeg siger jer nu at ...&quot; Jesu lære er i virkeligheden eet stort opgør med jødedommens tankegang og etnisk snæversynethed, han er i den sammenhæng helt på linje med den foreliggende kildekritiske analyse, selv om både hans metode og budskab er et andet.

Især i sidst nævnte sammenhæng er det vigtigt at forstå, at der ikke eksisterer nogen &quot;jødisk-kristne værdier&quot;. Dette moderne udtryk er intet andet end et jødisk forsøg på at tage kristne som gidsler for deres egne ideer. I virkeligheden er det kristendommen, der introducerer næstekærlighed og respekt for medmennesker uanset deres etniske tilhørsforhold, og i forlængelse heraf introducerer både menneskerettigheder og folkestyre. Intet af dette findes i jødedommen, her er det nationalt-etnisk snæversyn, som dominerer hele vejen. Jødedommen er og forbliver en anti-kristen ideologi, fordi den hviler på en selvforståelse baseret på manipulerede kilder i form af Gamle Testamentes skrifter. Og ved at påvise disse manipulationer, myter og omskrivninger, beviser moderne kildekritik, at kristendommen var og er et berettiget opgør med jødedommen.

Endnu for en menneskealder kunne forskere i jødedommen leve i deres vildfarelse om, at selv om der var problemer med Gamle Testamente som kilde til jødedommens historie, så var den i sine hovedtræk alligevel korrekt. Således er det ikke længere. Det kan nu bevises, at der bag den mytiske fortælling gemmer sig en anden historie. Lad så være, at begivenheder i de senere år i Gaza, på Vestbredden, i Libanon, i Egypten, over for Syrien og Iran uden tvivl har bidraget til at fremme denne udvikling. Et træ kendes på dets frugter, og hele verden har nu set de frugter, som jødisk fundamentalisme bringer med sig. Myten om det forfulgte uskyldige folkefærd lader sig ikke længere opretholde.

Og jo mere skingre, hysteriske og fanatiske jødedommens fundamentalister bliver i deres holdninger og opførsel, desto hurtigere vil de miste de sidste rester af en troværdighed, som de i virkeligheden aldrig har haft.

=== &lt;big&gt;Noter&lt;/big&gt; ===
{{Reflist|3}}

=== &lt;big&gt;Litteratur&lt;/big&gt; ===
* Yonatan Adler: ''The Origins of Judaism. An Archaeological-historical Reappraisal''; Yale University 2022; ISBN 978-0-300-25490-7
* Yonatan Adler: &quot;Toward Identifying Proto-Judaic Cultural Features in Ancient Israel and Judea&quot; (i: ''Journal of Ancient Judaism'' (2024), s. 1-28)
* Yonatan Adler: ''Between Yahwism and Judaism. Judean Cult and Culture during the Early Hellenistic Period (332-175 BEC)''; Cambridge University Press 2025; ISBN 978-009-45961-7
* Gad Barnea: &quot;P. Berlin 13464, Yahwism and Achaemenid Zoroastrianism at Elephantine&quot; (2024)
* Geoffrey Bibby: ''I Dilmun tier ravnen''; Wormanium 1971; ISBN 87-85-1600-40
* Geoffrey Bibby: ''Det forsvundne årtusinde''; Wormanium 1978; ISBN 87-8516-053-9
* ''Bibelen''; Det Danske Bibelselskab 1992; 1. udgave 1. oplag; ISBN 87-7325-276-6
* Svend Bjerg: &quot;Den kristne grundfortælling. Studier over fortælling og teologi&quot; (''Teologiske Studier'', bind 8; 2. oplag 1984; Aarhus 1984; ISBN 87-7003-409-5) 
* Patricia Crone og Michael Cook: ''Hagarism. The Making of The Islamic World''; Cambridge 1977; ISBN 0-521-21133-6
* Stephan Peter Dinkgreve: ''In Search of the Sublime: A world history of humanity's relentless pursuit of scientific truth, moral excellence, and enlightenment''; 2021
* Robert Gnuse: &quot;Spilt Water: Tales of David (II Sam 23:13-17) and Alexander the Great (Arrian, Anabasis of Alexander 6.26.1-3).&quot; (i: ''Scandinavian Journal of the Old Testament''; 1998, bind 12, s. 233-248)
* Robert Gnuse: &quot;Abducted Wives: A Hellenistic Narrative in the Book of Judges?&quot; (i: ''Scandinavian Journal of the Old Testament''; 2007; bind 22, s. 272-285)
* Robert Gnuse: &quot;From Prison to Prestige: The Hero who helps a King in Jewish and Greek Literature.&quot; (i: ''Catholic Biblical Quarterly''; 2010 bind 72, s. 31-45)
* Robert Gnuse: &quot;Divine Messengers in Genesis 18-19 and Ovid.&quot; (i: ''Scandinavian Journal of the Old Testament''; 2017; bind 31, s. 66-79)
* Robert Gnuse: &quot;Greek Connections: Genesis 1-11 and the Poetry of Hesiod&quot; (i: ''Biblical Theology Bulletin''; 2017 nr. 47, s. 131-143
* Robert Gnuse: &quot;Heed Your Steeds: Achilles’ Horses and Balaam’s Donkey.&quot; (i: ''International Journal of Research in Humanities and Social Sciences''; 2017; række 4 hæfte 6; s. 1-5)
* Robert Gnuse: &quot;Samson and Heracles Revisited.&quot; (i: ''Scandinavian Journal of the Old Testament''; 2018, bind 32, s. 1-19)
* Robert Gnuse: &quot;Greek Historians and the Primeval History.&quot; (i: ''International Journal of Research in Humanities and Social Sciences''; 2019; række 6 hæfte 1, s. 20-25)
* Robert Gnuse: &quot;Jephthah’s Daughter and Iphigenia in the Plays of Euripides&quot; (i: ''International Journal of the Arts and Humanities''; 2019; række 5 hæfte 1, s. 16-23)
* Robert Gnuse: &quot;Hellenism and the Primary History: The Imprint of Greek Sources in Genesis-2 Kings&quot; ''Copenhagen International Seminar''; Routledge, London 2020 
* Philippe Guillaume: &quot;Hesiod’s heroic age and the biblical period of the Judges.&quot; (i: Thomas Thompson and Philippe Wajdenbaum (red.): ''The Bible and Hellenism: Greek Influence on Jewish and Early Christian Literature. Copenhagen International Seminar''; Routledge, New York 2014; s. 146-164)
* Daniel Hawk: &quot;Violent Grace: Tragedy and Transformation in the Orestia and the Deuteronomistic History.&quot; (i: ''Scandinavian Journal of the Old Testament''; 2003, bind 18, s. 73-88)
* Gerhard Larsson: &quot;Possible Hellenistic Influence in the Historical Parts of the Old Testament.&quot; i: ''Scandinavian Journal of the Old Testament''; 2004; bind 18, s. 296-311)
* Niels Peter Lemche: &quot;The Old Testament-A Hellenistic Book&quot; (: ''Scandinavian Journal of the Old Testament''; 1993 bind 7, s. 163-193)
* Niels Peter Lemche: &quot;Is It Still Possible to Write a History of Ancient Israel?&quot; (i: ''Scandinavian Journal of the Old Testament''; 1994, bind 8, s. 163-188)
* Niels Peter Lemche: &quot;Good and Bad in History: The Greek Connection.&quot; (i: Steven McKenzie and Thomas Römer (red.): &quot;Rethinking the Foundations: Historiography in the Ancient World and in the Bible. Essays in Honour of John Van Seters&quot;; ''Beihefte zur Zeitschrift für die altestamentliche Wissenschaft'' nr. 294; Walter de Gruyter, Berlin 2000; s. 127-140) 
* Niels Peter Lemche: &quot;How Does One Date an Expression of Mental History?&quot; (i: Lester Grabbe (red.): &quot;Did Moses Speak Attic? Jewish Historiography and Scripture in the Hellenistic Period&quot; (i: ''Journal for the Study of the Old Testament Supplement Series'' 317/European Seminar on Historical Methodology 3; Sheffield Academic Press, Sheffield 2001; s. 200-224)
* Niels Peter Lemche: &quot;Does the Idea of the Old Testament as a Hellenistic Book Prevent Source Criticism of the Pentateuch?&quot; (i: ''Scandinavian Journal of the Old Testament''; 2011, bind 25, s. 75-92)
* Niels Peter Lemche: &quot;When the End is the Beginning: Creating a National History?&quot; (i: ''Scandinavian Journal of the Old Testament''; 2015, bind 29, s. 22-32)
* Jüri Lina: ''Skorpioni märgi all. Nõukogude võimu tõus ja langus''; Stockholm 2003; ISBN 91-972897-9-5
* Allan A. Lund: ''De etnografiske kilder til Nordens tidlige historie''; Wormanium 1993; ISBN 87-89531-08-6
* Etienee Nodet: &quot;Editing the Bible: Alexandria or Babylon?&quot; (i: Thomas Thompson and Philippe Wajdenbaum (red.): ''The Bible and Hellenism: Greek Influence on Jewish and Early Christian Literature. Copenhagen International Seminar''; Routledge, New York 2014; s. 36-55) 
* Gabrielle Vera Novacek: ''Ancient Israel. Highlights from the Collections of The Oriental Institute University of Chicago''; University of Chicago 2011; ISBN 978-1-88923-65-3
* Johannes Pedersen: &quot;Hasmonæer&quot; (i: ''Salmonsens Konversationsleksikon'', 2. udgave, bind X; 1919; s. 943-944)
* Benjamin W. Porter: &quot;Assembling the Iron Age Levant: The Archaeology of Communities, Polities and Imperial Peripheries&quot; (i: ''Journal of Archaeological Research'' vol. 24; 2016; s. 373-420)
* Katherine Stott: &quot;Herodotus and the Old Testament: A Comparative Reading of the Ascendancy Stories of King Cyrus and David.&quot; (i: ''Scandinavian Journal for the Study of the Old Testament''; 2002; bind 16 s. 52-78)
* Jan-Wim Wesselius: &quot;Discontinuity, Congruence and the Making of the Hebrew Bible.&quot; (i: ''Scandinavian Journal for the Study of the Old Testament''; 1999 bind 13 s. 24-77)
* Jan-Wim Wesselius: &quot;The Origin of the History of Israel: Herodotus’ Histories as Blueprint for the First Books of the Bible&quot; (i: ''Journal for the Study of the Old Testament Supplement Series''; Sheffield Academic Press, Sheffield 2002)
* Hans Christian Ørsted: &quot;Overtro og Vantro i deres Forhold til Naturvidenskaben&quot; (''Aanden i Naturen''; 4. udgave; København 1978; ISBN 87-414-8972-1; s. 76-106)

=== &lt;big&gt;Film&lt;/big&gt; ===
* Simca Jacobovici: ''The Exodus Decoded''</text>
      <sha1>tmfdkxyo8h3i9rfw165kqk0lcxm0i87</sha1>
    </revision>
    <revision>
      <id>41968</id>
      <parentid>41967</parentid>
      <timestamp>2026-05-28T06:47:22Z</timestamp>
      <contributor>
        <username>Sven Halfdan Nielsen</username>
        <id>3898</id>
      </contributor>
      <comment>småret</comment>
      <origin>41968</origin>
      <model>wikitext</model>
      <format>text/x-wiki</format>
      <text bytes="156702" sha1="l3e2f4gdyxefhxcs69utfw2qrlzmcax" xml:space="preserve">[[Fil:Philippe de Champaigne - Moses with the Ten Commandments - WGA04717.jpg|thumb|400px|Ifølge nye videnskabelige kildekritiske teorier er det ikke Moses, som har skrevet Mosebøgerne. Maleri af Philippe de Champaigne.]]

=== &lt;big&gt;Fortale&lt;/big&gt; ===

Jødedommens ældste historie har hidtil været indhyllet i mørke. Traditionen hviler på ''Tanakh'' eller Gamle Testamente, men dette synes først at have fundet sin endelige form i det 2. århundrede f.Kr. i det hasmunitiske kongerige. Hvor meget, traditionerne har ændret sig før denne tid, er et åbent spørgsmål.

Foruden Gamle Testamente er de vigtigste kilder til belysning af spørgsmålet især arkæologiske fund, men også her er der store problemer med troværdigheden. Flere kilders oprindelse er omstridte og dermed bliver deres udsagnsværdi også tvivlsom.

Det er først i den seneste menneskealder, at der tegner sig et mere klart billede af den omskiftelige historie, men hidtil har mig bekendt ingen forsøgt at gøre denne viden tilgængelig på dansk. Jeg har derfor efter fattig evne forsøgt at skildre denne på grundlag af tilgængeligt materiale. Jeg har desuden tilføjet notehenvisninger til de skriftlige kilder, som jeg anvendt.

Når man forsøger at skildre kendt historie således som tilfældet er med Gamle Testamente, stilles man over for to problemer: dels må man forsøge at sætte denne fremstilling i forhold til det billede, som andre kilder tegner, dels må man forsøge at forstå den forvandling og forvanskning af oprindelige kilder, som fremstillingen i Gamle Testamente nu afspejler.

Den foreliggende undersøgelse falder i to hoveddele, dels en undersøgelse af jødernes faktiske historie således som den lader sig fastslå baseret på grundlag af arkæologiske og historiske kilder, herunder spørgsmålet om jødernes religion, dels en kildekritisk analyse af ''Tanakh'' eller Gamle Testamente. Afslutningsvis vil der blive foretaget en vurdering af hvilken indflydelse, ''Tanakh'' har haft på jødernes selvforståelse og Gamle Testamente har på kristen selvforståelse.

Der kan være grund til at understrege, at stort set alt i denne undersøgelse alene skyldes yderst kompetente forskeres virke, og jeg har efter evne forsøgt at henvise til denne forskning. Litteraturen herom findes i den afsluttende litteraturliste. Desuden har jeg inddraget andre inspirationskilder, hvor jeg finder dem relevante og troværdige. Derimod er fortolkningen af disse ulige arbejder min egen, og de oprindelige forskere kan og bør derfor ikke drages til ansvar for denne fortolkning.  

På dette sted kan der være grund til at forudskikke enkelte kendsgerninger: selvidentiteten &quot;jøde&quot; synes først at blive skabt i 2. århundrede f.Kr. efter hasmunitternes oprør og etableringen af kongeriget baseret på religiøse regler. Der findes ingen ældre beviser på, at jøderne inden da havde fulgt moseloven, og først på dette tidspunkt optræder ''Tanakh'', de ældste synagoger samt mønter uden billede. Det bør desuden bemærkes, at der ingen omtale findes af sabbaten i Gamle Testamente.

Efter den babylonske magtovertagelse i 586 f.Kr. optræder ''al Yahuda'' som en by i Babylon, stednavnet Israel optræder første gang på en mønt dateret år 66 e.Kr. og i forbindelse med jødernes oprør mod romerne.

Om bogens titel skal jeg blot bemærke, at jeg har valgt ordet &quot;jødedom&quot;, fordi det betegner jødisk religion og kultur på samme tid.

Sven Halfdan Nielsen&lt;/br&gt;
Pärnu, den 5. maj 2026

=== &lt;big&gt;Indledning&lt;/big&gt; ===

Al historisk og litterær forskning må hvile på kildekritiske undersøgelser. Dette betyder, at arkæologiske og sproglige kilder kritisk må vurderes med henblik på deres oprindelsessituation, eventuelle tendens, forholden sig til de omtalte begivenheder og for sproglige kilder tillige deres formål (som udmærket kan være mangesidigt). Kilderne må stilles i forhold til, hvad der ellers vides om tiden, og de må forsøges tolket således, at de er bedst i overensstemmelse med denne viden, og at de ikke modsiger denne viden. Hvis det sidste er tilfældet, må man spørge, om fortolkningen er rigtig, eller om den hidtidige &quot;viden&quot; må revideres.

Lige siden afslutningen af 2. verdenskrig og især i det 21. århundrede har beskyldninger om &quot;anti-semitisme&quot; fået et kraftigt opsving. Der kan derfor være grund til at gøre nogle bemærkninger om min opfattelse af dette begreb og dets anvendelse.

For mig består udtrykket &quot;anti-semitisme&quot; af to dele: &quot;anti&quot; betyder imod, og &quot;semitisme&quot; betegner en politisk, nationalistisk ideologi. Dette indebærer, at jeg skelner mellem jøder som kulturel folkegruppe på den ene side og en semitisk ideologi på den anden.

Jeg har intet imod folk, som identificerer sig selv som jøder i religiøs og kulturel henseende så længe, at dette ikke berører deres forhold til andre folkegrupper. For mig er &quot;jøde&quot; altså en betegnelse, der i princippet ikke adskiller sig fra dansker, tysker, armener, kurder, japaner eller en hvilken som helst anden national folkegruppe.

Anderledes forholder det sig med begrebet &quot;semitisme&quot;. Her er der i mine øjne tale om en totalitær og intolerant national ideologi, som tåler sammenligning med fx. fascismen i Italien og nazismen i Tyskland. Der er med andre ord tale om en ekskluderende ideologi, som på samme tid legitimerer en bestemt handlemåde over for andre befolkningsgrupper. Dette kan der senere være grund til at vende tilbage til, når vi har gjort os selve grundlaget for denne tankegang klart.

Lad mig sige det straks: det er ikke &quot;anti-semitisk&quot; at anlægge en anden betragtningsmåde en den, som såkaldte &quot;semitter&quot; selv anlægger - med mindre at man tilføjer, at sådanne semitter har et snævert syn og en snæver fortolkningsramme båret af egne fordomme. I denne henseende minder semitter og muhammedanere om hinanden. Begge promoverer en bestemt fortolkning, og begge benægter retten til at inddrage andre kilder eller til at anlægge en anden og bedre forståelse.

For mig skræmmer udsigten til at blive tillagt smædeord mig ikke. Afgørende for mig er objektivt at se på alle fastslåede kendsgerninger og så nå frem til den forståelse, som er mest og bedst i overensstemmelse hermed. Hvis andre har problemer hermed, er det deres problem, ikke mit. De ønsker at forsvare en myte, men for mig er det de historiske kendsgerninger bag myten, som er det vigtigste. Myter er overtro og vantro. Men som Hans Christian Ørsted har sagt det, vil videnskaben overvinde overtroen og vantroen&lt;ref&gt;Ørsted (1978), s. 106&lt;/ref&gt;, og således må det være.

Det gælder her som i tilfældet med muhammedanismen&lt;ref&gt;se ''Muhammedanismen i kildekritisk belysning''&lt;/ref&gt;, at modstanden og modviljen imod at blive konfronteret med nye kendsgerninger dybest set blot viser hvor usikre, forsvarere af den herskende ideologi i virkeligheden er. Hvis de var sikre i deres overbevisning, ville de velkomme enhver udfordring, idet de vil kunne tage den op og sagligt imødegå den. Men således forholder det sig ikke, tværtimod. 

Det bør tilføjes, at forskningsfeltet er inde i en rivende udvikling i disse år. Det kan derfor ikke udelukkes, at forskningen om føje år vil give et andet, mere omfattende men måske også revideret billede i forhold til nu, og således må det være. Det er den eneste måde, at vor viden kan forøges og forbedres på. Og skulle denne bog medvirke til at fremme en sådan forskning, har den opfyldt sit formål.

=== &lt;big&gt;Jødedommens ældste historie&lt;/big&gt; ===

Formålet med det følgende er at skildre jødedommens ældste historie. Hovedvægten vil blive lagt på de arkæologiske vidnesbyrd. Bibelen vil imidlertid blive inddraget, hvis og når den kan belyse historiske kendsgerninger. En række emner vil blive underkastet en særskilt behandling.

=== Den kana'næiske oprindelse ===

I det 2. århundrede f.Kr. var Kana'an beboet af stammer med hver deres skytsguddom. Disse guddomme hørte til den kana'anæiske gudeverden og omfattede blandt andre El, Ba'al og Jahve. Over tid begyndte jøderne imidlertid at skille sig ud og hævde, at de ikke stammede fra kana'anæerne, skønt både sproglige og religiøse træk fra tiden 1200-1000 f.Kr. tyder på, at de udviklede sig fra en kana'anæisk fælles kultur i den grad, at det ofte er svært at skelne imellem dem.&lt;ref&gt;Dinkgreve (2021), kap. 8&lt;/ref&gt;

Hvornår, denne udskillelsesproces er fundet sted, vides ikke, men det må være sket omkring 1207 f.Kr., idet kana'anæerne og israelitterne på en stele rejst af farao Merneptah dateret til dette tidspunkt udtrykkeligt er nævnt som to uens folkegrupper:&lt;/br&gt;
- &quot;Kana'en er udplyndret,&lt;/br&gt;
- Israel er lagt øde.&quot;&lt;/br&gt; 
Det er værd at bemærke, at de hieroglyffer, som angiver navnet Kana'an, viser, at der er tale om et land, mens de, som angiver Israel, viser, at der er tale om et folk.&lt;ref&gt;Dinkgreve (2021), kap. 8&lt;/ref&gt; Det er også den eneste kilde fraset Gamle Testamente som nævner et folk kaldet Israel på denne tid.&lt;ref&gt;Novacek (2011), s. 66&lt;/ref&gt;

Den oprindelige gud for Israel synes at have været ''El''. Navnet &quot;Isra-el&quot; betyder &quot;Els styre&quot;.&lt;ref&gt;Dinkgreve (2021), kap. 8&lt;/ref&gt;

Kildekritiske undersøgelser af Mosebøgerne viser at disse er skrevet af flere forskellige forfattere, hvoraf to af forskerne kaldes P og E. Begge disse forfattere kalder Gud for ''El'' indtil, at Gud angiveligt selv kalder sig ''Jahve'' over for Moses: &quot;Jeg er Jahve. Jeg viste mig for Abraham og Isak og Jakob som ''El-Shaddai'', men mit navn er ''Jahve''. Jeg gjorde ikke det bekendt for dem&quot;.&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 72&lt;/ref&gt;

Det bør tilføjes, at i ''Genesis'' forekommer 17 tilfælde af associationer med ''El'' (fx. Bethel) men ikke een eneste med ''Jahve''. Der er desuden eet tilfælde med henvisning til ''Ba'al'', nemlig Ashbel, Benjamins søn

=== Ugarit ===

I 1928 fandt en bonde i Ras Shamra ved Middelhavskysten (nu i Syrien) et omkring 3.000 år gammelt gravkammer. En udgravning det følgende år viste, at det dækkede over dels en større gravplads, dels en forhistorisk by: Ugarit, en vigtig handelsby fra omkring 1450 f.Kr. til 1192 f.Kr., idet byen blev brændt af og blev opgivet antagelig mellem 1190 f.Kr. og 1185 f.Kr. Blandt de mange fund var et stort antal lertavler og mange af dem med religiøse tekster: mytologiske vers, hymner til guder, lister over præsternes ofringer. Den ledende guddom i Ugarit hed ''El''. ''El'' var gudernes fader, skaber af alle levende væsener, den evige konge. Han blev beskrevet som en ældre skægget mand, som sad på en trone med en krone med tyrehorn. Hans hustru hed ''Ashera''&lt;ref&gt;Dinkgreve (2021), kap. 8&lt;/ref&gt;, hun var moder til 70 guder ifølge teksterne. Blandt sønnerne var stormguden ''Baal'', havguden ''Jam'', dødsguden ''Mott'' og krigergudinden ''Anat''. Tilsammen blev de kaldt ''Ilham'', det vil sige børn af ''El''.

I Bibelens skildring af skabelsen optræder ordet ''Elohim'', på hæbraisk et ord for guddom, hvilket er umiddelbart sammenligneligt med ordet i Ugarit, men ordet er flertal, ikke ental. Og flere af beretningerne i Gamle Testamente bruger netop (men ikke alene) dette ord om Gud: ''El Shaddai'' (Gud den Almægtige), ''El Elyon'' (Gud den Højeste)&lt;ref&gt;Novacek (2011), s. 41&lt;/ref&gt;, ''El Olam'' (den evige Gud), ''El Bethel'' (Bethels Gud). Det er det samme navn som den øverste gud i kana'anæernes gudeverden.

Af disse kendsgerninger tør drages to slutninger. Den ene er, at Gud i den hebraiske forståelse ikke i starten var fuldstændig og enerådende men i stedet udviklede sig over tid, langsomt ved en proces, der bedst kan beskrives som konvergens: flere guder smeltede sammen i een guddom.

Den anden slutning, man tør drage, er den, at israelitterne udviklede sig som folk fra kana'anæerne. Deres første gud var kana'anæernes gud ''El''. For de folk, som levede i bjergene i Kana'an omkring 1100 f.Kr. var der ikke nogen markant forskel imellem deres egen religion og de omgivende folkeslags religion: de dyrkede den samme fadergud og modergudinde. Dette har været anerkendt af arkæologer siden omkring 1970 baseret på fundne lertavler, indskrevne navne på lerkar, fund af husguder og af husaltre.

=== Jahve ===

Nu er det velkendt, at jøderne har et andet navn på deres gud: ''Jahve''. Hvor stammer dette navn fra? Hvor og hvornår overtog han de egenskaber, som tidligere blev tillagt El? For at svare på disse spørgsmål, må vi inddrage tre nye kilder.

På en to tusinde år gammel læderklud fundet i en hule findes en tekst med følgende indhold: da den højeste gud gav nationerne deres arv, da han delte menneskeheden, fastlagde han deres indbyrdes grænser i henhold til antallet af gudesønner. Denne tekst fra Femte Mosebog 32:8&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 237&lt;/ref&gt; var identisk med den tekst, som jøderne kopierede i århundrede før Kristi fødsel. Den findes i den græske version af Gamle Testamente fra 3. og 2. århundrede f.Kr. Jøderne ændrede siden teksten fra &quot;gudesønner&quot; til &quot;Israels sønner&quot;.

Tages teksten for pålydende, har den højeste gud inddelt menneskene i nationer og givet hver nation en søn som guddommelig leder. I det følgende vers fortælles hvilken søn, der blev tildelt hvilken nation, og det oplyses, at Jahve fik tildelt Jacobs stamme eller Israel.

Det må her bemærkes, at Jahve her tydeligt er en mindre, en underordnet gud i forhold til den højeste gud. Bibelforskere som Mark Smith og Frank Moore Cross fra Harvard mener, at det er her, at Jahve gøres til guddom for Jacobs stamme. Teksten i Kumran (bedre kendt som Dødehavsrullerne) bevarede den oprindelige tekst, men den blev i middelalderen tilsyneladende tilpasset.

I ''Salmernes Bog'' salme 82 findes følgende:&lt;/br&gt;
&quot;Gud træder frem i gudeforsamlingen,&lt;/br&gt;
blandt guderne holder han dom:&lt;/br&gt;
Hvor længe vil I dømme uretfærdigt&lt;/br&gt;
og tage parti for de ugudelige? Sela&lt;/br&gt;
Skaf de svage og faderløse deres ret,&lt;/br&gt;
frikend de hjælpeløse og arme,&lt;/br&gt;
udfri de svage og fattige,&lt;/br&gt;
red dem fra de ugudeliges magt!

De forstår og fatter intet,&lt;/br&gt;
de vandrer i mørke,&lt;/br&gt;
jordens grundvolde rokkes.&lt;/br&gt;
Jeg har sagt: I er guder,&lt;/br&gt;
I er alle sønner af den Højeste.&lt;/br&gt;
Dog skal I dø som mennesker,&lt;/br&gt;
og I skal falde som en af stormændene.

Rejs dig, Gud, hold dom over jorden,&lt;/br&gt;
for du har alle folkene som ejendom.&quot;&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 693&lt;/ref&gt;

Denne salme indeholder altså mindet om en gudeforsamling, som også afspejles i den langt ældre tekst. Ordet &quot;guderne&quot; i den originale tekst er ''Elohim'', i flertal. Det viser, at der var en tid i jødernes historie, hvor flerguderi øjensynligt var en almen forståelse. Og en af disse gudesønner var åbenbart Jahve.

Et lignende minde findes i Første Mosebog kapitel 6, der begynder således:

&quot;Da menneskene begyndte at blive talrige på jorden og fik døtre, så gudesønnerne, at menneskedøtrene var smukke. Blandt dem tog de sig alle de koner, de havde lyst til. Da sagde Herren: &quot;Min livsånde skal ikke forblive i mennesket for evigt. De er dødelige, deres levetid skal være 120 år&quot;.&lt;/br&gt;
Dengang gudesønnerne gik ind til menneskedøtrene og fik børn med dem - men også siden hen - var der faldne på jorden. Det er heltene, navnkundige mænd fra ældgamle dage.&quot;&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 12. Den danske oversættelse har &quot;kæmper&quot; i stedet for &quot;faldne&quot; men det originale ord er ''nefilim'' med netop denne betydning&lt;/ref&gt; 

Endnu en kilde, som bør nævnes, er et tempel nu beliggende i Sudan på Nilens vestre bred. Det blev opført af farao Aman Hototeep III (bedstefader til Tutankhamon), som regerede Egypten fra ca. 1390 f.Kr. til 1352 f.Kr., og var tilegnet guden Amon Ra. På en af søjlerne i dette tempel, der omtaler underkuede folkeslag, optræder &quot;Tashasu YHWH&quot;. Nationen ''Shassu'' var et semitisk folkeslag, nomader, kvæghyrder, der strejfede om i ørkenen ved den sydlige grænse for Kana'an. Betegnende nok identificeres de ikke ved deres landområde men derimod ved deres guddom, ''Jahve'', omtrent 200 år før at israelitterne ellers optræder i historiske tekster ifølge gængs fortolkning.

Egyptologen Donald Redford slutter heraf, at ''Jahve'' oprindeligt var en edomitisk eller midianistisk gud i de sydlige ørkenområder, som blev dyrket i områder, som den hebraiske bibel selv udpeger som stedet for jødernes oprindelse, som stedet hvor Moses hørte Gud tale fra en brændende busk, og i ''Dommerbogen'' findes blandt andet &quot;Deboras sejrssang&quot;, som dateres til 12. århundrede f.Kr.&lt;ref&gt;Dinkgreve (2021), kap. 8&lt;/ref&gt;, med følgende linjer:

Herre, da du drog ud fra Se'ir,&lt;/br&gt;
da du skred frem fra Edoms land,&lt;/br&gt;
skælvede jorden, himlen dryppede af regn,&lt;/br&gt;
ja, skyerne dryppede af vand.&lt;/br&gt;
Bjergene rystede foran Herren,&lt;/br&gt;
Sinajs Herre,&lt;/br&gt;
foran Herren, Israels Gud.&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 276&lt;/ref&gt;

Edom lå i den nordøstlige del af Sinaj-ørknen, sydøst for Det Døde Hav. Men der er mere. Jahve introduceres af Moses efter, at Jetro, Moses svigerfader, sammen med sine sønner havde sluttet sig til jøderne.&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 87&lt;/ref&gt; Ifølge Anden Mosebog kapitel 3:1 var Jetro præst i Midjan.&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 68&lt;/ref&gt; Det må rejse spørgsmålet, om det er fra ham, at Moses har overtaget sin guddom Jahve. Men ifølge Dommerbogen kapitel 1:16 var Jetro kenit: &quot;Efterkommere af den kenit, der var Moses' svigerfar, drog sammen med judæerne op fra Palmebyen til Judas ørken i Arads sydland og bosatte sig hos befolkningen dér.&quot;&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 271&lt;/ref&gt; Kenitterne var Kains efterkommere. I Første Mosebog kapitel 4:17-22 læser vi: &quot;Kain lå med sin kone, og hun blev gravid og fødte Enok. Så byggede han en by og gav den navn efter sin søn Enok. Enok fik sønnen Irad, Irad fik Mehujael, Mehujael fik Metushael, og Metushael fik Lemek. Lemek tog sig to koner, den ene hed Ada, den anden Silla. Han blev stamfader til dem, der bor i telte og holder kvæg. Også Silla fødte en søn, Tubal-Kain, stamfader til smedene, alle dem, der forarbejder kobber og jern.&quot;&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 11&lt;/ref&gt; 

Vi ved, at i andre kulturer som egyptisk, græsk og romersk er smedekunsten forbundet med vulkaner: i romersk mytologi hed smedeguden ligefrem ''Vulkan''. Læg dertil profetien i Esajas' Bog kapitel 31:9, der nævner &quot;Herren, som har sit bål på Zion og sin ovn i Jerusalem&quot;.&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 874&lt;/ref&gt; Og for at fuldende billede findes i Anden Mosebog kapitel 19:18-19 følgende beskrivelse af bjerget: &quot;Hele Sinajs bjerg var hyllet i røg, fordi Herren var steget ned på det i ild og røgen steg til vejrs som røgen fra en smelteovn. Hele bjerget skælvede af stor rædsel, og hornklangen blev kraftigere og kraftigere.&quot;&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 88&lt;/ref&gt; Det kunne være en beskrivelse af en aktiv vulkan. Disse sammenfald kan næppe være tilfældige. Er der tale om, at Jahve oprindelig var en smedegud forbundet med vulkanisme, og at han er overtaget af Moses (hvis han er en historisk person) fra sin svigerfaders kultur? I så fald viser det, at der findes en jødisk religiøs forhistorie, som man siden har forsøgt at fortrænge.

Af det foregående tør vi antage, at ''Jahve'' ikke begyndte i Israel. Han begyndte som en &quot;skytsguddom&quot; blandt nomadiske stammer uden en konge, uden templer og uden et skriftsprog. På et eller andet tidspunkt, måske som følge af handel eller af en edomitisk udvandring nordpå, kom denne gud til kana'anæerne, og der mødte han en anden guddom: den gamle gud ''El''. Hvad, der siden fulgte, var konvergens: før dannelsen af et kongerige, før opførelsen af det første tempel, blev ''El'' &quot;opslugt&quot; af ''Jahve''. Derved fik den nye fusionerede guddom begge navne i Gamle Testamente.

=== Ashera ===

Men denne gud stod ikke alene, han havde en kvindelig partner, en gudinde: ''Ashera''. Ashera optræder i kana'anæernes hjem som gudindestatuette, hendes navn findes på forrådskar og i gravskrifter. I tekster fra 8. århundrede f.Kr. bliver hun påkaldt ved siden af Jahve som om de hørte sammen og var ligestillede.

Vi ved nu, at hun i århundreder var blevet dyrket af jøderne som gudinde. Hun kunne gå på vandet, hendes tilnavn var ''Kudu'', den hellige. Hun findes gengivet på et egyptisk kunstværk fra samme tid stående på ryggen af en løve og med en slange i hver hånd. Kort sagt var hun en af de store modergudinder i Mellemøsten.

I to bygninger daterede til tiden 801-770 f.Kr. i det nordøstlige Sinai ved bjerget Contilit Azud fandt arkæologer i 1975 store forrådskar med en tekst skrevet på tidlig hebraisk: &quot;Jeg velsigner dig ved Jahve af Samaria og hans Ashera&quot;&lt;ref&gt;Novacek (2011), s. 92&lt;/ref&gt; og &quot;Jeg velsigner dig ved Jahve af Teman og hans Ashera&quot;. Her står israelitternes mandlige guddom sammen med kana'anæernes gudinde. Teman var den egn i ørkenen, hvor ifølge Habakuks Bog kapitel 3:3 Jahve havde sin oprindelse:&lt;/br&gt;
&quot;Gud kommer fra Teman,&lt;/br&gt;
den Hellige fra Parans bjerge&quot;.&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 1187&lt;/ref&gt;

I Hebron blev tilsvarende fundet en gravskrift dateret til midten af 8. århundrede f.Kr.: &quot;Velsignet være Uryyaho ved Jahve for fra hans fjender ved Ashera har han frelst ham&quot;.

Desuden har man fundet over tusind små gudindestatuetter, heraf 400 alene i Jerusalem, der ifølge Raz Kletter utvivlsomt forestiller Ashera skildret med krop som en cylinder med to markerede bryster og hænder, der tilbyder dem, samt et smilende ansigt. De dateres alle til 8. og 7. århundrede f.Kr. og de blev alle fundet i private hjem, ikke i templer. De viser, at dyrkelsen fandt sted under det delte kongerige som noget alment udbredt, ikke som noget særegent for de få.

Som supplement til en forståelse kan man gå til Gamle Testamente, hvor der er bevaret flere passager, hvori Ashera-dyrkelsen omtales. Den følgende oversigt gør ikke krav på fuldstændighed.

I Første Kongebog kapitel 14 læser vi: &quot;Salomos søn Rehabeam blev konge i Juda. .. Rehabeam var enogfyrre år, da han blev konge, og han regerede sytten år i Jerusalem, den by Herren havde udvalgt af alle Israels stammer til at sætte sit navn på. Hans mor hed Na'ama og var fra Ammon.
Judæerne gjorde, hvad der var ondt i Herrens øjne, og med de synder, de begik, gjorde de ham mere vred, end deres fædre havde gjort. Også de byggede offerhøje og lavede stenstøtter og Ashera-pæle på alle høje bakker og under alle grønne træer; der var endog mandlige helligskøger i landet.&quot;&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 396&lt;/ref&gt;

I kapitel 15 læser vi: &quot;I Nebats søn kong Jeroboams attende regeringsår blev Abija konge over Juda. Han regerede tre år i Jerusalem. Hans mor hed Ma'aka og var datter af Absalom. Han fulgte alle de synder, som hans far havde begået før ham..&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 396&lt;/ref&gt;

I Israels konge Jeroboams tyvende regeringsår blev Asa konge over Juda. Han regerede enogfyrre år i Jerusalem. Hans mor hed Ma'aka og var datter af Absalom. Asa gjorde, hvad der var ret i Herrens øjne, lige som sin fader David. Han forviste de mandlige helligskøger fra landet og fjernede alle de møgguder, som hans forfædre havde lavet. Han fjernede også sin mor Ma'aka som kongemoder, fordi hun havde ladet fremstille en rædselsstøtte til Ashera. Asa huggede støtten om og brændte den i Kedrondalen. Offerhøjene forsvandt ikke..&quot;&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 396f&lt;/ref&gt;

I kapitel 16 læser vi: &quot;Omris søn Akab blev konge over Israel i Judas konge Asas otteogtredivte regeringsår, og Omris søn Akab regerede toogtyve år i Samaria over Israel. Omris søn Akab gjorde, hvad der var ondt i Herrens øjne, værre end nogen før ham. Da det ikke var nok for ham at følge Nebats søn Jeroboams synder, giftede han sig med sidoniernes konge Etba'als datter Jezabel, og han gav sig til at dyrke og tilbede Ba'al. Han rejste et alter for Ba'al i Ba'als tempel, som han havde bygget i Samaria. Akab lavede en Ashera-pæl, og Akab gjorde mere endnu, så han krænkede Herren, Israels Gud, mere end nogen af Israels konger, der havde været før ham.&quot;&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 399&lt;/ref&gt;

I Anden Kongebog kapitel 21 omtales kong Manassa. Om hans gerninger hedder det: &quot;Han gjorde, hvad der var ondt i Herrens øjne efter de afskyelige skikke hos de folkeslag, som Herren havde drevet bort foran israelitterne. Han genopbyggede de offehøje, som hans fader Hizkija havde ødelagt; han rejste altre for Ba'al, og han lavede en Ashera-pæl, sådan som Israels konge Akab havde gjort, og han tilbad hele himlens hær og dyrkede den. .. Og i de to forgårde til Herrens tempel byggede han altre for hele himlens hær. .. Og han opstillede Ashera-billedet, han havde lavet, i dette tempel, om hvilket Herren havde sagt til David og til hans søn Salomo: &quot;''På dette tempel og på Jerusalem, som jeg har udvalgt blandt alle Israels stammer, vil jeg sætte mit navn til evig tid; og jeg vil ikke mere jage Israel bort fra det land, som jeg gav deres fædre, når de blot omhyggeligt vil gøre alt det, jeg har befalet dem, og holde hele loven, som min tjener Moses gav dem.''&quot; Men de ville ikke høre, og Manassa forledte dem til at handle værre end de folkeslag, som Herren havde udryddet for israellitterne.&quot;&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 438f&lt;/ref&gt;

I Anden Kongebog kapitel 23 oplyses, at denne afgudsdyrkelse holdt sig til Josija stoppede den: &quot;Så befalede kongen ypperstepræsten Hilkija, andenpræsterne og dørvogterne at fjerne alle de ting, der var lavet til Ba'al og til Ashera og til hele himlens hær, fra Herrens tempel, og han brændte dem uden for Jerusalem .. Helligskøgernes rum i Herrens tempel, hvor kvinderne vævede klæder til Ashera, rev han ned. .. Også alteret i Betel, offerhøjen som Jeroboam, Nebats søn, havde opført, han som forledte Israel til synd, både dette alter og offerhøjen rev Josija ned, og han knuste stenene til støv og brændte Ashera-pælen.&quot;&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 441&lt;/ref&gt; 

Profeten Jeremis beklagede sig i Jeremias' Bog kapitel 7: &quot;Kan du ikke se, hvad de gør i Judas byer og Jerusalems gader? Børnene samler brænde, fædrene tænder ild og kvinderne ælter dej, så de kan lave offerkager til Himmeldronningen og udgyde drikofre for andre guder og krænke mig.&quot;&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 950&lt;/ref&gt; Han taler om ''Ishtar'', Mesopotamiens version af Ashera, mens hun blev adopteret som ''Afrodite'' i Grækenland og blev kaldt ''Astarte'' af kana'anæerne og senere af fønikerne.&lt;ref&gt;Novacek (2011), s. 38&lt;/ref&gt;

Der kan således ikke være tvivl om, at Ashera-dyrkelsen var udbredt blandt jøderne i flere århundreder, snart officielt snart uofficielt. Manassa regerede fra 697 f.Kr. til 642 f.Kr. og Josija skal have stoppet Ashera-dyrkelsen omkring 622 f.Kr. Men uofficielt fortsatte dyrkelsen helt frem til babylonernes erobring af Jerusalem.

Det vigtigste i denne sammenhæng er, at denne afgudsdyrkelse, som det også fremgår af Gamle Testamente, fandt sted længe efter, at jøderne skulle være gået over til monoteisme.

=== Den centraliserede gudsdyrkelse ===

Men hvornår begyndte den monoteistiske gudsdyrkelse blandt jøderne? Meget tyder på, at det var en udvikling i to trin: først skete der en centralisering af gudsdyrkelsen, og langt senere en overgang til monoteisme.

Første kilde til denne udvikling findes i Moseloven. Her hedder det: &quot;Du må ikke lave dig noget gudebillede i form af noget som helst oppe i himlen eller nede på jorden eller i vandet under jorden. Du må ikke tilbede dem og dyrke dem, for jeg, Herren din Gud, er en misundelig Gud.&quot;&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 89. I oversættelsen til dansk bruges ordet &quot;lidenskabelig&quot; i stedet for &quot;misundelig&quot;&lt;/ref&gt; Det siges ikke, at der ikke findes andre guder, kun at jøderne ikke længere måtte dyrke dem.

Næste kilde findes i Anden Kongebog om kong Josija, som regerede 640-609 f.Kr. Her hedder det: &quot;Og statsskriveren Shafan fortalte kongen, at præsten Hilkija havde givet ham en bog, og Shafan læste den op for kongen.&quot;&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 440&lt;/ref&gt; Forskere mener, at den bog, der her er tale om, sandsynligvis var Femte Mosebog.

Femte Mosebog adskiller sig tydeligt fra de foregående fire Mosebøger, så meget at man mener, at den har sin egen forfatter (eller egne forfattere), der af forskerne kaldes D. Denne forfatter D genkendes også i en række andre tekster i Gamle Testamente: Joshua-bogen, Første og Anden Dommerbog, Samuels Bog samt Første og Anden Kongebog. Det menes, at alle disse bøger er forfattede af samme person eller personkreds.&lt;ref&gt;Dinkgreve (2021), kap. 8&lt;/ref&gt;

Anden Kongebog fortæller om kong Josiah, at han centraliserede gudsdyrkelsen og forbød stedlige altre: &quot;Han hentede alle præsterne fra Judas byer, og offerhøjene lige fra Geba til Be'ersheba, hvor de havde tændt offerild, gjorde han urene, og portofferhøjene, som lå ved kommandantensen Josvas port til venstre, når man går ind ad byporten, rev han ned.&quot;&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 441&lt;/ref&gt; Som det siges: &quot;Der havde ikke tidligere været nogen konge, der som han af hele sit hjerte og af hele sin sjæl og af hele sin styrke vendte om til Herren, helt efter Moses' lov og efter ham kom der ingen som han.&quot;&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 442&lt;/ref&gt; Tydeligvis var der tale om at samle al religiøs magt på et sted og under kongens kontrol. Det var med andre ord en religiøs revolution.

For at retfærdiggøre denne revolution måtte man opfinde en spådom, der kunne retfærdiggøre den. Her træder nu to kilder ind. Den ene findes i Første Kongebog. Her omtales en gudsmand, som råber imod et alter: &quot;Alter, alter! Dette siger Herren: I Davids hus skal der fødes en søn ved navn Josija. På dig skal han slagte de offerhøjspræster, som tænder offerild på dig, og han skal brænde menneskeknogler på dig.&quot;&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 393&lt;/ref&gt;

Den anden er Femte Mosebog: allerede i første sætning gives indtrykket af, at denne bog er Moses' sidste ord inden sin død&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 200&lt;/ref&gt;, og her formuleres en &quot;ny moselov&quot; begyndende således:

&quot;Dette er de love og retsregler, som I omhyggeligt skal følge i det land, Herren, dine fædres Gud, har givet dig i eje, så længe i lever på jorden. I skal ødelægge alle de steder, hvor de folk, I fordriver, har dyrket deres guder, på de høje bjerge, på bakkerne og under alle grønne træer. I skal rive deres altre ned og knuse deres stenstøtter, deres Ashera-pæle skal I brænde, og deres gudebilleder skal I hugge om; I skal udslette deres navn fra de steder. For på den måde må I ikke dyrke Herren jeres Gud. Nej, I skal søge til de sted, Herren jeres Gud udvælger blandt alle jeres stammer til at sætte navn på, så det kan bo der. Dér skal du komme, og derhen skal I bringe jeres brændofre og slagtofre, jeres tiender og afgifter, jeres løfteofre og frivilligofre og det førstefødte af jeres køer og får.&quot;&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 214&lt;/ref&gt;

Men trods dette forsøg på at legitimere centraliseringen af gudsdyrkelsen holdt det ikke længe. Snart begyndte folk atter deres decentrale gudsdyrkelse, og som vi tidligere har set, opgav de aldrig deres Ashera-dyrkelse.

=== Jøderne i Kana'an ===

Vi har fulgt jødernes religiøse udvikling, men hvordan forholder det sig med områdets politiske udvikling? Det er en broget historie, hvor Gamle Testamente trods påviselige fejl alligevel kan give nyttige oplysninger.

Meget taler for, at det var ankomsten af &quot;havfolket&quot; (engelsk: ''Sea People'') omkring 1178 f.Kr. som udløste en ny politisk udvikling. Frem til sammenbruddet havde området været præget af kana'anæiske kongefamilier, som styrede mindre områder fra deres centralt beliggende byer. Hidtil havde områder i nord været under hittitisk overherredømme og området i syd som helhed været under egyptisk kontrol, men nu svækkedes denne kontrol&lt;ref&gt;Porter (2016), s. 384&lt;/ref&gt;, og det indebar, at der blev mulighed for indbyrdes stammekrige i området. Det betød også, at folk udefra nu kunne blande sig med held i de stedlige stammekrige. Det er muligt, at jødernes erobringer netop hører hjemme i denne sammenhæng. Til trods for, at Gamle Testamente fremstiller disse kampe som religionskrige mellem folkeslag med polyteisme og jøderne med deres påståede monoteisme, er der intet, som tyder på, at dette er korrekt.

Snarere må vi se disse kampe som sket mellem et imperialistisk erobrerfolk og stedlige bofaste stammer. At der også var religiøse forskelle imellem dem, understregede blot krigenes stammemæssige karakter. Mens filistrene bosatte sig ved kysten, flyttede israelitterne ind fra øst og bosatte sig overvejende i højlandet, hvor de over tid tilegnede sig megen af den stedlige kultur, samtidig med at deres frænder, aramæerne, slog sig ned mod nordøst i Syrien. Hebræerne fik i denne besættelse støtte fra beslægtede og ligesindede nomadiske stammer og semitiske folkeslag. Alliancen var mulig, fordi de alle dyrkede Jahve.&lt;ref&gt;Novacek (2011), s. 66&lt;/ref&gt; Denne fælles kult var længe den eneste institution, som bandt folket sammen, og det kunne ikke forhindre, at der jævnligt opstod konflikter mellem dem.

Der kan på dette sted være grund til at gøre op med myten om Jerikos erobring. Ifølge den bibelske tradition skete erobringen ved, at de omgivende bymure styrtede sammen.&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 248f&lt;/ref&gt; Problemet er, at det arkæologisk kan påvises, at der ingen bymure var!&lt;ref&gt;Novacek (2011), s. 66&lt;/ref&gt; Forklaringen er, at Kana'an indtil da havde været underlagt Egypten, hvis overherredømme var blevet afgjort efter slaget ved Megiddo i 1479 f.Kr. Efter erobringen beholdt eliten i de kana'anæiske familier deres styrende rolle, når blot de var loyale i forhold til den egyptiske farao, men de måtte acceptere, at de ikke måtte befæste deres byer, (hvilket gav dem problemer blandt andet, da Megiddo blev angrebet af Lab'ayu fra det nærliggende Shechem).&lt;ref&gt;Novacek (2011), s. 25&lt;/ref&gt; Det må rejse spørgsmålet, om israelitterne overhovedet nogen sinde har erobret Kana'an, eller om de så at sige &quot;overtog&quot; havfolkets faktisk påviste erobringer og indskrev det i deres historie?

Overhovedet har det været praktisk talt umuligt at påvise israelitterne bosættelse i Levanten. Forskere har ment, at en række nye bosættelser i marginale områder i bjergegne kunne være deres bosættelser&lt;ref&gt;Porter (2016), s. 386&lt;/ref&gt;, men der kan lige så godt være tale om, at nogle kana'anæere fra lavlandet efter det handelsmæssige sammenbrud valgte at flytte ud og etablere sig med et nyt men mere holdbart selvforsynende landbrug&lt;ref&gt;Porter (2016), s. 388f&lt;/ref&gt;, hvor handel som helhed spillede en mindre rolle end tidligere og især var af regional snarere end international karakter.&lt;ref&gt;Porter (2016), s. 388&lt;/ref&gt; Ulige forsøg på at identificere bestemte former for genstande som værende israelitiske er strandet på, at de selv samme genstande også findes i områder uden israelsk bosættelse ifølge Gamle Testamente, de kan derfor ikke levere det ønskede bevis.&lt;ref&gt;Porter (2016), s. 387&lt;/ref&gt;

I den første tid efter israelitternes indvandring var tilstandene i Kana'an væsentlig som før. Det var langt fra lykkedes jøderne at udrydde hele den bosatte befolkning, så det endte med, at jøderne bosatte sig i egne bosættelser. De ulige folk og stammer levede i samfund hver for sig med byerne som centrum for de omgivende landsbyer. Hebræerne erobrede og ødelagde de mere civiliserede kana'anitter men overtog deres skriftsystem. De overtog også kana'anitternes byggeskik, men uden at hebræernes byggerier nåede samme høje stade som deres forgængere. Jerusalem var på denne tid et lille sted uden stor betydning og kunne ikke måle sig med andre byer i området.

Tør man tro Josvabogen kapitel 20, blev der oprettet særlige bebyggelser kaldet &quot;tilflugtsbyer&quot; for kriminelle, hvor disse kunne søge politisk asyl og unddrage sig retsforfølgelse for deres kriminelle gerninger: &quot;Herren talte til Josva og sagde: &quot;Sig til israelitterne, at de skal udpege de tilflugtsbyer, som jeg talte til jer om ved Moses, så en drabsmand, der uforsætligt og uforvarende slår nogen ihjel, kan flygte dertil; de skal være tilflugtssteder for jer mod blodhævneren. Når drabsmanden søger tilflugt i en af disse byer og stiller sig ved indgangen til byporten, skal han forelægge sin sag for de ældste i den by. De skal give ham adgang til byen og give ham et sted, hvor han kan bo hos dem. Når blodhævneren forfølger ham, må de ikke udlevere drabsmanden til ham; det var jo uforvarende, han slog sin næste ihjel, han havde ikke tidligere næret fjendskab mod ham. Han kan så blive boende i den by, indtil han stilles for menighedens domstol, eller indtil den ypperstepræst dør, som er der til dentid. Da kan drabsmanden vende tilbage til sin by og sit hus, den by, han er flygtet fra&quot;.&quot;&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 264&lt;/ref&gt; De var en ordning, som kunne beskytte enhver kriminel mod retsforfølgelse.

Og jødernes folkemord fortsatte. I Dommerbogen kapitel 1 læser vi: &quot;Så drog Juda op, og Herren gav kana'anæerne og perizzitterne i deres hånd, og de slog dem i Bezek og dræbte ti tusind mand. ..Judæerne angreb Jerusalem og indtog den. De huggede indbyggerne ned med sværd og stak ild på byen.&quot;&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 271&lt;/ref&gt; I de byer, som det ikke lykkedes jøderne at udrydde befolkningen, blev disse i stedet gjort til hoveriarbejdere.&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 272&lt;/ref&gt; Det kan næppe undre, at denne opførsel gav anledning til yderligere uro, og at nye kampe fulgte. Ved en lejlighed slog jøderne &quot;omkring ti tusind moabitter ihjel. .. Derefter havde landet ro i firs år&quot;.&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 274&lt;/ref&gt;

Efter Josvas erobringer fulgte dommertiden, hvor landet blev styret af de såkaldte dommere. Tør man tro Gamle Testamente førte det til, at filistre og ammonitter for en tid fik overtaget.&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 286&lt;/ref&gt; Også internt var der øjensynlig magtkampe, således forenedes de andre stemmer mod Benjamins stamme.&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 297ff&lt;/ref&gt;

Efterhånden blev lovløsheden for meget, og hebræerne etablerede et kongedømme i Palæstina. Denne institution kom som en nødvendig følge af både de interne lovløse tilstande og behovet for at organisere krigsførelsen mod andre folkegrupper. I vest udgjorde filistrene en stærkere modstand end kana'anitterne, fordi de havde udviklet jernsmedning. Mod nord boede fønikerne i Libanon, der var mest optaget af handel. Da kana'anitterne stadig blev mere undertrykte, skabte det grundlaget for etableringen af det hebræiske kongedømme omkring 1000 f.Kr. 

Først under dommeren Samuel opstår der blandt jøderne angiveligt krav om etableringen af et kongerige. Landets første konge hed Saul.&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 317&lt;/ref&gt; Han dateres til omkring 1000-tallet f.Kr. Tør vi tro Første Samuelsbog gennemførte han adskillige krige.&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 320&lt;/ref&gt; Kana'an var angiveligt forenet under ham og hans to efterfølgere, David og Salomo. Salomo beskrives i Gamle Testamente som en mægtig konge, der blandt andet opførte et gudstempel i Jerusalem, men arkæologiske undersøgelser har ikke kunnet bekræfte dette, og Salomo er påfaldende totalt fraværende i ikke-bibelske kilder. Det har fået mange historikere til at mene, at Salomo må have været en småkonge.&lt;ref&gt;Novacek (2011), s. 83&lt;/ref&gt; Også israelerne synes fraværende i arkæologiske fund fra denne tid, i stedet dominerer kypriotisk og fønikisk lertøj samt stedlige efterligninger af dette.&lt;ref&gt;Novacek (2011), s. 89, 93&lt;/ref&gt;

Da kong Salomo døde i 922 f.Kr. blev det hebræiske kongedømme delt i to: Kongeriget Israel og Kongeriget Juda. Det var kun Juda og Benjamins stammer, som accepterede Salomos søn Rehabeam som deres konge, og de oprettede dermed det sydlige kongerige Juda med Jerusalem som hovedstad. Mod nord gjorde de øvrige stammer Jeroboam til konge og oprettede kongeriget Israel med Sikem og senere Samaria som hovedstad. Vigtigst i denne sammenhæng er, at der intet stammesammenhold var, end ikke deres religion kunne holde sammen på dem, og som vi allerede har set, skete der jævnligt frafald fra denne, lige som israelitterne indgiftede sig i andre folkegrupper nok så meget som indbyrdes. Der var konstant magtkampe, hvilket afspejler det totale fravær af national solidaritet og enhed. Også udefra skete angreb. Anden Krønikebog er fuld af bereninger om disse krige.

Det bør for god skyld nævnes, at en basalt stele fra Dhiban omtaler, at kong Mesha fra det moabitiske kongerige overvandt Kongeriget Israel og udvidede sit rige, en begivenhed som menes afspejlet i Anden Kongebog kapitel 3.&lt;ref&gt;Porter (2016), s. 382&lt;/ref&gt;&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 412&lt;/ref&gt; 

Kongeriget Israel ophørte, da Assyrien erobrer hovedstaden Samaria 722 f.Kr. Herved mistede også de 10 nordlige israelske stammer deres betydning. Nogle af indbyggerne i Kongeriget Israel blev deporteret af assyrierne, men arkæologisk kan der ikke dokumenteres nogen befolkningsudskiftning eller nogen nedgang i befolkningstallet, og genetiske undersøgelser antyder også en kontinuitet i områdets befolkningssammensætning. Hovedparten af befolkningen synes således at være forblevet i området og samaritanerne menes at være de mest direkte efterkommere af befolkningen i Kongeriget Israel, hvilket også er i overenstemmelse med deres egen opfattelse. Nogle beboere fra Kongeriget Israel må antages at være flygtet til kongeriget Juda, hvilket kan forklare hvordan de nordlige stammers myter er blevet inkorporerede i den tekster i Gamle Testamente, som blev samlede i Kongeriget Juda.

=== Eksilet i Babylon ===

Der er næppe tvivl om, at hvis jøderne havde modstået angreb udefra, ville afgudsdyrkelsen have fortsat. Der ville fortsat have været private gudindestatuetter og private altre. Men een begivenhed ændrede jødernes historie og dermed verdenshistorien: babylonernes erobring i 586 f.Kr.

Forud gik en belejring, som varede to og et halvt år. Vilkårene under belejringen var forfærdelige: jøderne sultede, men vi ved fra samtidige beretninger, at de ikke holdt sig tilbage fra at spise deres egne børn. Da Nebukadnezer erobrede Jerusalem, blev Salomons tempel brændt ned til grunden. Kongepaladset blev brændt ned. Huse blev brændt ned. Forsvarsanlæggene omkring byen blev revet ned sten for sten. Kong Zedekiah, som havde forsøgt at flygte, blev fanget og ført frem for Nebukadnezer. Det sidste, han så, var, at han sønner blev slået ihjel. Så blev han gjort blind, og måtte i denne tilstand foretage vandringen til Babylon.

Hele den jødiske befolkning blev tvangsforflyttet til Babylon. Det skete i tre omgange. Da de forlod Jerusalem, måtte de uundgåeligt miste troen på deres guder, som havde svigtet dem.

Hvad, der skete under det babylonske fangenskab, var ekstraordinært: i stedet for at blive integrerede i deres nye omgivelser valgte de skriftkloge jøder den modsatte vej, nemlig at bevare og redigere deres historiske traditioner. Sigende optræder byen Al Yahuda i Babylon på denne tid. Jøderne samlede, hvad de havde bevaret om deres historie, og begyndte at nedskrive det. Undervejs blev traditionen omskrevet og tilpasset deres nye selvforståelse. Bibelforskere mener, at det var antagelig på denne tid, at traditionerne i ''Tanakh'' begyndte at få deres endelige form.

Og det var tilsyneladende også her, at jødernes tro fik den monoteistiske karakter, som siden skulle gøre sig gældende. Det er her, at profeten Ezekiel fortæller, at Gud gør ham opmærksom på den afgudsdyrkelse, som finder sted.&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 1048&lt;/ref&gt; Det er her, at Gud lover at straffe jøderne for denne afgudsdyrkelse.&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 1049&lt;/ref&gt; Det er her, at jødernes bortførelse bliver stillet i udsigt. Det er her, at grunden lægges til den fortolkning, at eksilet gøres nødvendigt for, at jøderne langt om længe kan vende sig mod den sande gudsdyrkelse.

Og det er her, at profeten Esajas formulerer sine propagandistiske og doktrinære anklager. Det er her, at Gud gøres til den, som lover jøderne håb om frihed igen. Og det er her, at Gud bliver enevældig.

To eksempler fra Esajas Bog kan belyse det: i vers 44 linje 6: &quot;Jeg er den første, og jeg er den sidste, der er ingen anden Gud end mig&quot;&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 895&lt;/ref&gt; og i vers 45 linje 5: &quot;Jeg er Herren, der er ingen anden, der er ingen anden Gud end mig&quot;.&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 897&lt;/ref&gt; Selv alt det gode og alt den onde har samme oprindelse:&lt;/br&gt;  
&quot;Jeg danner lys og skaber mørke,&lt;/br&gt; 
jeg frembringer fred og skaber ulykke,&lt;/br&gt; 
jeg, Herren frembringer alt dette.&quot;&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 897&lt;/ref&gt;&lt;/br&gt; 
For første gang optræder jøderne som et folk med kun een erklæret Gud.

Der kan næppe være tvivl om, at dette var følgen af en bestemt strategi: ikke at blive opslugt af imperiet. Over for de mange guddomme i Babylon sætter jøderne en enkelt gud som deres modstykke. Derved, og kun derved, kan de opretholde deres særegne identitet som folk. Hvis Jahve havde været een gud blandt mange andre, havde han tabt og havde ingen fremtid. Kun ved at gøre ham almægtig, ved at hævde at han havde brugt Nebukadnezar som et redskab i en guddommelig plan, kunne de opretholde deres identitet og deres håb om en fremtid. De gamle guder måtte udryddes eller bortforklares som fejltagelser, der kunne forklare jødernes ulykkelige skæbne. Og derfor blev den traditionelle historie omskrevet punkt for punkt for at kunne understøtte det nye narrativ.

Nået så langt tog de skriftkloge det næste skridt: de måtte opfinde og udvikle deres egen skabelsesberetning og deres egen beretning om en altomfattende oversvømmelse. Inspirationen hentede de hos babylonerne selv. De tog de velkendte babylonske beretninger men omskrev dem således, at de udgjorde en polemisk kontrast til den tro og de traditioner, som blev hyldet af deres omgivelser. Der vil være lejlighed til at se nærmere på disse ved en gennemgang af Gamle Testamente.

=== Jødernes tilbagevenden til Jerusalem ===

I 539 f.Kr. indtræder så afslutningen på jødernes tid i eksil. Dette år erobrer perserne Babylon, og Cyrus den Store erklærer straks efter en almen amnesti. Der efter giver han tilladelse til, at fordrevne folkeslag må vende tilbage til deres hjemegn og genoptage deres gudsdyrkelse.

Også jøderne vendte hjem. Ifølge Ezras Bog vendte i alt 42.360 jøder tilbage til Jerusalem foruden deres trælle og trælkvinder, i alt 7.337, samt 200 sangere og sangerinder, det vil sige i runde tal 50.000 personer.&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 510&lt;/ref&gt; Om dette tal er korrekt, vides ikke.

Det vigtige er, at da jøderne vendte tilbage til Jerusalem, var det med en ny, monoteistisk religion. Den var i store træk skabt under deres eksil, omskrevet og suppleret i forhold til tidligere. Den forenede folk og tro i en næsten uadskillelig helhed.

Der kan her være grund til at stille et vigtigt spørgsmål: betyder dette så, at jøderne vendte hjem med en fuldt udviklet fælles trosretning? Nej, intet taler for dette. Snarere må vi regne med, at det kun var en lille gruppe af teologiske skriftlærde, som havde taget del i den redigeringsproces, som var foregået i Babylon, og at det kun var dem, som havde det fulde kendskab til det nye narrativ om jødernes oprindelse, som de havde skabt. Dette indebærer, at det først er efter deres tilbagevenden, at de for alvor kan begynde at promovere og udbrede deres nye narrativ til jøderne og dermed skabe den identitetsforståelse, som de siden udviklede.

=== Persisk tid ===

Under det persiske herredømmes tid (538-332 f.Kr.) sad der persiske statholdere i landets ulige dele. Vi ved, at statholderen i Judæa 408 f.Kr. hed Bagohi, dels fra Josefos, dels fra papyrusfundene i Elefantine. At statholderen i Samaria var en samaritan, Sanballat, tyder på, at perserne ikke har blandet sig i Palæstinas forhold, når oprør ikke foranledigede dem til at gribe ind, som tilfældet var under Artaxerxes III (358-338 f.Kr.). Det var under persisk beskyttelse, at Nehemia og Ezra genoprettede den jødiske menighed i Jerusalem.

Vi ved sandt at sige ikke meget om den jødiske religionsdyrkelse på denne tid. Meget tyder på, at der skete en langsom spredning af den nydannede monoteistiske tro, sikkert som et politisk-nationalt redskab over for det persiske overherredømme. Men intet taler for, at denne endnu formelt var slået igennem.

Elephantine var en jødisk by i Egypten fra 400-tallet f.Kr. Den er interessant, fordi den kan vise træk ved og fravær af jødisk levevis på denne tid. Byen blev antagelig grundlagt i midten af 6. århundrede f.Kr. af folk, der var emigreret fra Syene-området i Palæstina.&lt;ref&gt;Barnea (2024), s. 1&lt;/ref&gt; Vi ved, at der eksisterede et særligt tempel for dyrkelsen af Jahve indtil 410 f.Kr., da det blev ødelagt. En jødisk befolkning nævnes sidste gang i kilderne i 399 f.Kr., hvad, der skete med den jødiske befolkning efter denne tid, er ukendt.&lt;ref&gt;Adler (2025), s. 39&lt;/ref&gt;

Historien om jødernes udvandring fra Egypten kendes ikke i denne by, hvilket tyder på, at denne tradition er yngre end 400-tallet. Ligeledes kendte befolkningen ikke til ''torah'', det vil sige jødisk lov, så også denne må være yngre end 400-tallet.

Endvidere dyrkede jøderne i denne by flere guder (jahvisme) i modsætning til senere tids monoteisme (judaisme). Således har vi flere kilder fra 400-tallet f.Kr., der vidner om zoroastracisme, herunder et ild-alter og et tempel.&lt;ref&gt;Barnea (2024), s. 3-7&lt;/ref&gt; En lignende jødisk polyteisme kendes fra andre byer.&lt;ref&gt;Adler (2025), s. 41-47&lt;/ref&gt; Men dette indebærer også, at jøderne stadig ikke på denne tid var monoteister til trods for de bestræbelser, som præsteskabet havde udført under eksilet i Babylon. I stedet tolkes situationen således, at den jødiske kult udviklede sig gravist over tid blandt andet inspireret af zoroastrisk kult indtil, at de fik den form som kendes fra den hebraiske bibel.&lt;ref&gt;Barnea (2024), s. 29&lt;/ref&gt; Hvis byen blev grundlagt af dem, som ikke endte i Babylon, kan dette forklare deres fastholden ved polyteisme og ukendskab til den monoteisme, som blev udviklet i Babylon.

Dermed adskiller kulten på denne tid blandt jøder sig markant fra den, som ses i hasmonæisk tid.&lt;ref&gt;Adler (2025), s. 48&lt;/ref&gt; Yonatan Adler ved Ariel University har kaldt denne kult og levevis &quot;proto-jødisk&quot; (''proto-Judaic'') og definerer den således: &quot;Et protojødisk kulturelt træk er således et særskilt element af den israelitiske og/eller jødiske livsstil, som med tiden blev lovgivet som en forskrift for regulering i en eller flere af Mosebøgernes tekster, og som i sidste ende blev optaget som en del af jødedommen.&quot;&lt;ref&gt;Adler (2024), s. 5&lt;/ref&gt; Et eksempel herpå er at spise svinekød. I to af Mosebøgerne (Tredie Mosebog kapitel 11:1-8&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 126f&lt;/ref&gt; og Femte Mosebog kapitel 14:3-8&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 216&lt;/ref&gt;) forbydes det jøder at spise svinekød, men arkæologiske fund fra tiden fra sen bronzealder (1300-1130 f.Kr.) frem til jernalder (586 f.Kr.) viser, at svin faktisk blev avlet til fortæring i strid med denne bestemmelse, skønt de er fraværende i nogle bopladser henregnet til kana'anære og fønikere i jernalderen uden, at det derfor med sikkerhed kan siges at være bevidste valg; økonomiske, økologiske og sociale forhold kan have spillet ind.&lt;ref&gt;Adler (2024), s. 13&lt;/ref&gt; Flere jødiske leveregler tilskrives således myter i Mosebøgerne, og det kan ikke afvises, at disse myter ''netop'' er blevet til for at kunne begrunde og legitimere disse leveregler.&lt;ref&gt;Adler (2024), s. 21&lt;/ref&gt; Det gælder blandt andet reglen om at omskære drengebørn.&lt;ref&gt;Adler (2024), s. 20f&lt;/ref&gt;

=== Hellenistisk tid ===

I den græske periode fra Alexander den Stores erobring i 332 f.Kr. til 167 f.Kr. blev Palæstina atter genstand for strid mellem Syrien, hvor seleukiderne herskede efter Alexanders død 323 f.Kr., og Ægypten, der beherskedes af ptolemæerne. Frem til 198 f.Kr. var overvejende Egypten, fra den tid, efter Antiochos IIIs sejr ved Paneas, syrerne Palæstinas herrer. Efter, at Babylon, Ninive og Shushan var gået til grunde, og Alexandria var blevet grundlagt, flyttede tyngdepunktet vest på, og Palæstina fik igen samme betydning som i 15. århundrede f.Kr. Under ptolemæerne regeredes Palæstina af guvernører (hegemon, epitropos), om hvis myndigheds udstrækning kun lidt vides. Skatteopkrævningen var overladt - ved licitation - til skatteforpagtere. I jødernes kreds fik synedriet og ypperstepræsten en vidtgående myndighed. Under seleukiderne stod Palæstina, der kaldtes Fønikien, sammen med Cølesyrien under en militærguvernør, og syrisk militær besatte landet. Skatten indkrævedes af seleukidiske embedsmænd. Fra 165 f.Kr., da Antiochos Epifanes forbød jødisk gudsdyrkelse, blev landet ramt af de makkabæiske kampe, der skulle bane vejen for det hasmonæiske dynasti.

Undersøgelser tyder på, at jøderne i almindelighed stadig ikke kendte til ''torah'', det vil sige jødisk lov, i begyndelsen af hellenistisk tid, og slet ikke at de respekterede og fulgte den.&lt;ref&gt;Adler (2025), s. 34&lt;/ref&gt; Således er der flere eksempler på, at judæere to ågerrenter af deres udlån.&lt;ref&gt;Adler (2025), s. 28&lt;/ref&gt; Der er også bevis på, at nogle judæere selv på denne tid dyrkede andre guder end Jahve.&lt;ref&gt;Adler (2025), s. 27&lt;/ref&gt; Og skønt ordet &quot;''sabbat''&quot; forekommer, lader det sig ikke fastslå, om dette havde samme betydning som senere eller blot henviste til en jødisk helligdag.&lt;ref&gt;Adler (2025), s. 28&lt;/ref&gt; Faktisk forekommer ordet &quot;''sabbat''&quot; ikke een eneste gang i Gamle Testamente. Omvendt er der ingen arkæologiske beviser på, at jøderne tog deres rituelle bade i bassiner, således som foreskrevet i ''torah'', og heller ikke at de iagttog særlige rituelle renselsesregler omkring deres mad.&lt;ref&gt;Adler (2025), s. 26&lt;/ref&gt;

Der har været peget på, at Aristeas i et brev oplyser, at Ptolemæus II Philadelphus (regerede 285-246 f.Kr.) tog 72 jøder fra Jerusalem til Alexandria for at få oversat en jødisk lov til græsk til sit bibliotek.&lt;ref&gt;Adler (2025), s. 31&lt;/ref&gt; ''Torah'' er ikke nævnt ved navn, så der er ingen beviser på, at det er den, som der henvises til, men selv om dette var tilfældet, kan dette ikke tages som udtryk for, at jøderne i almindelighed kendte og fulgte loven.&lt;ref&gt;Adler (2025), s. 32&lt;/ref&gt; Dette til trods for, at jøderne på  denne tid ellers nød udstrakt selvstyre både i Judæa og i andre områder.&lt;ref&gt;Adler (2025), s. 24&lt;/ref&gt; Dette har fået Yonatan Adler til at betegne jødisk kultur på denne tid som &quot;jahveisme&quot; (''Yahwism'') i modsætning til den &quot;judaisme&quot; (''Judaism''), der først fulgte senere og som fulgte ''torah''-en.&lt;ref&gt;Adler (2025), s. 7&lt;/ref&gt; Men uanset benævnelsen betyder det, at traditionel jødisk kultur først stammer fra tiden ''efter'' hellenistisk tid.

=== Det hasmonæiske dynasti ===

Den hasmonæiske eller senhellenistiske periode strakte sig fra 167 f.Kr. til 63 f.Kr.

Betegnelsen &quot;Det hasmonæiske kongerige&quot; dækker over en yderst omtumlet periode i jødisk historie, som strakte sig fra midten af 2. århundrede f.Kr. til midten af 1. århundrede f.Kr. Hasmonæerne var en jødisk præsteslægt, som spillede den førende politisk rolle på denne tid. Betegnelsen er dannet efter Hasmon, der var Mattatija’s bedstefader. I årene 168-161 f.Kr. ledede hasmonæerne kampen for national og religiøs frihed mod seleukiderne, som under Antiochos IV havde underkuet dem. Bevægelsen begyndte under Mattatija, men blev fortsat af hans sønner, først Judas Makkabæer, efter hvem slægten often kaldes makkabæerne; han fik genoprettet den jødiske gudsdyrkelse i 165 f.Kr. og opnåede i 161 f.Kr. religionsfrihed. Dette år overvandt han den syriske feltherre Nikanor og sluttede forbund med Romerne, men døde kort efter. Hasmonæerne optrådte der efter som et dynasti, der kæmpede for deres egen magtstilling. Judas’ broder, Jonatan, som afløste ham som leder, lod sig i 153 f.Kr. udnævne til ypperstepræst, skønt han efter jødisk lov ikke havde ret til denne stilling. Dette betød et brud med de lovtro, som de oprindelige havde kæmpet for. Efter hans mord i 143 f.Kr. lykkedes det broderen Simon (143-135 f.Kr.) at få landets selvstændighed anerkendt og at erobre syrernes borg i Jerusalem. Som følge heraf blev han af befolkningen hyldet som arvelig ypperstepræst og som verdslig hersker i 141 f.Kr. Dermed havde hasmonæerne opnået formel anerkendelse af deres dynasti.

Det betød imidlertid ikke, at der nu herskede fred, tværtimod. Under Simon’s søn, Johannes Hyrkan (134-104 f.Kr.), indtraf et åbent brud mellem hasmonæerne på den ene side og farisæerne på den anden. Under de fortsatte kampe undertvang han den autonome stat Edom og ødelagde Samaria og også den samaritanske helligdom på Garizim. Hans sønner, Aristobul (104-102 f.Kr.) og Alexander Jannæos (102-76 f.Kr.) var brutale herskere og fjernede sig langt fra styrets oprindelige karakter, idet de var udpræget hellenistisk sindede. Alexander udnævnte sin dronning Salma Alexandra til sin efterfølger (78-69 f.Kr.), mens sønnen Hyrkan II blev ypperstepræst. Midt i de hele etablerede armenerne et kortvarigt herredømme (70-63 f.Kr.) idet de erobrede landet og lagde området under deres overherredømme. Men den interne magtkamp fortsatte uafbrudt. Salma sluttede sig til farisæerne, og hun kom derved i modsætning til saddukæerne, som samlede sig om hendes anden søn, som efter hendes død tog magten fra sin broder og herskede som Aristobul II, dog under vedvarende kampe, indtil Pompejus afsatte ham og tog ham med til Rom i 63 f.Kr. Efter ulige forsøg på opstand blev Aristobul og hans søn Alexander myrdet i 48 f.Kr. 

Hyrkan II, der af Pompejus nu blev anerkendt som ypperstepræst med Antipater som verdslig leder, blev af Cæsar forfremmet til ethnarch, mens den faktiske myndighed efterhånden gik over til Herodes efter Antipater’s død. Aristobul’s anden søn, Antigonos, gjorde imidlertid oprør og blev en kort (40-37 f.Kr.) tid konge, mens Hyrkan blev bortført og fik ørene skåret af. I 37 f.Kr. erobrede den af Romerriget anerkendte Herodes så Jerusalem, og Antigonos blev henrettet i Antiochia. Dermed var hasmonæernes herredømme bragt til ende. Herodes levede en tid i venskab med Hyrkan men lod ham så dræbe. Herodes var besvogret med hasmonæerne, idet hans hustru Mariamme var datter af Aristobul II’s søn Alexander. Dette forhindrede dog ikke, at han lod hendes broder Aristobul dræbe. Senere dræbte han ligeledes hende selv og hendes moder. Endelig dræbte han nogle hasmonæere, der opholdt sig hos hans svoger i Idumæa. Således blev det Herodes, som endte slægtens magtdrømme.&lt;ref&gt;Pedersen (1919), s. 943f&lt;/ref&gt; Så meget om den politiske udvikling.

Det vigtigste i denne sammenhæng er, at de var i denne omtumlede tid, at vi for første gang ser tydelige spor af en jødisk kultur og religionsdyrkelse. Årsagen er klar nok: lederen af den nye stat var en ypperstepræst, som nu tillige blev den politiske, kultiske og militære leder af den nye stat. Og det er tydeligvis på denne tid, at denne nye magt manifesterer sig også religiøst. Det er først fra denne tid, at de første synagoger optræder. Det er først fra denne tid, at ''Tanakh'' optræder i sin endelige skikkelse. Det er først fra denne tid, at der optræder beviser på, at jøderne i deres levevis fulgte bibelsk lov, der nu bliver promoveret som &quot;deres forfædres lov&quot; og påvirker et utal af leveregler både i og uden for jødernes &quot;hjemland&quot;.&lt;ref&gt;Adler (2025), s. 67&lt;/ref&gt;

=== Romersk styre ===

Romersk tid strækker sig fra sidste århundrede f.Kr, til første århundrede e.Kr. Det kendetegnes ved at området i denne periode havde en romersk guvernør.

Yonatan Adler har undersøgt de kulturelle traditioner i dette tidsrum og finder, at de følger senere jødiske traditioner: der er renselsesbassiner og husgeråd af kalk som udtryk for jødiske relselsesritualer samt mønter, vægdekorationer i huse og hjemligt udstyr som udtrykkeligt undgår at vise mennesker og dyr i overensstemmelse med påbuddet i Mosebøgerne. Han konstaterer yderligere, at disse træk er særligt markante i de områder, som vides at have haft en overvejende jødisk befolkning, men ikke nødvendigvis i områder hvor andre befolkningsgrupper var dominerende. Han konstaterer endvidere, at disse rituelle træk tydeligt går tilbage til hasmonæisk tid men ikke med sikkerhed lader sig følge længere tilbage, til dels på grund af et svagt og mangelfuldt arkæologisk og skriftligt bevismateriale. Som beviserne nu stiller sig, var det i hasmænæisk tid, at disse rituelle træk slog igennem og efterhånden bredte sig til den samlede befolkning og i romersk tid allerede var blevet normen.&lt;ref&gt;Adler (2022)&lt;/ref&gt;

Det er på denne baggrund, at Jesus må ses: i en tid, hvor mange jøder drømte om og håbede på at genskabe deres egen selvstændige stat, trådte han frem med sit provokerende budskab, at &quot;Guds rige ikke var af denne verden&quot;. Ikke nok med det: han udfordrede farisæerne og de skriftkloge, og oven i alt dette ophævede han jøder som Guds udvalgte folk og erklærede enhver, som følger Guds ord og hans påbud som en del af den udvalgte befolkning. I det givne politisk-religiøse klima gjorde det ham farlig for en national jødisk politik, så han måtte stoppes, og det blev han som bekendt. Men det stoppede ikke hans budskab i at blive yderligere spredt, tværtimod.

Frem til 70 e.Kr. opstod der ulige retninger inden for jødedommen, hvoraf saddukæerne, farisæerne og essæerne synes at have været de væsentligste. Desuden opstod der en række messianske og apokalyptiske bevægelser. 

Saddukæerne var en gruppe der var tilknyttet præstedømmet i templet i Jerusalem. I modsætning til farisæerne, som påberåbte sig myndighed på grund af deres lærdom og fromhed, baserede saddukæerne deres særstilling på afstamning og status. Meget tyder på, at de repræsenterede Hasmonæernes klan, der tidligere havde regeret som præstekonger. De nægtede at acceptere læresætninger som ikke direkte var nævnt i ''Torah'', også selv om læren var nævnt et andet sted i Tanakh. Ja, de &quot;anså det for en dyd at debattere&quot; sådanne sager. Et eksempel på en sådan debat findes i Mattæusevangeliet kapitel 22:23-33, hvor de satte Jesus på prøve med hensyn til opstandelsen. Idet saddukæerne opstillede en tænkt situation hvor en enke havde været gift med syv mænd, spurgte de: &quot;Hvem af de syv skal nu have hende til hustru i opstandelsen?&quot; I denne sammenhæng var det selvfølgelig uvæsentligt om den tænkte enke havde været gift 14 eller 21 gange. Jesus svarer: &quot;I opstandelsen gifter mænd sig ikke og kvinder bortgiftes ikke.&quot;&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 1251&lt;/ref&gt; Saddukæerne accepterede ikke eksistensen af et liv efter døden, og benægtede derfor også den farisæiske doktrin om en genopstandelse, hvilket netop var den forestilling, som Jesus prædikede. I Markusevangeliet kaptel 12:18-27 omtales en anden version af historien: da Jesus vidste, at saddukæerne ikke accepterede andre inspirerede skribenter end Moses, argumenterede han ved at citere fra ''Torah''. Han sagde: &quot;Med hensyn til at de døde oprejses, har I da ikke læst i Moses’ bog, i beretningen om tornebusken, hvordan Gud sagde til ham: ’Jeg er Abrahams Gud og Isaks Gud og Jakobs Gud’? Han er ikke dødes men levendes Gud.&quot;&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 1281&lt;/ref&gt;

Saddukæerne ønskede ikke, at en Messias skulle dukke op og lave om på tingene og da de betragtede Jesus som en trussel mod deres position, sammensvor de sig med farisæerne om at slå Jesus ihjel.&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 1258f, 1352&lt;/ref&gt;

Farisæerne var kendetegnede ved, at de lagde stor vægt på overholdelse af Moseloven, især renhedsforskrifterne og desuden på &quot;fædrenes overleveringer&quot;, som var en betegnelse for hele den mundtlige fortolkning af Moseloven. Bevægelsens etik havde mange detaljerede forskrifter og praktiske anvisninger. 

Essæerne levede i en slags kommunisme, hvor medlemmerne aflagde tavshedsløfte og ingen måtte besidde ejendom, hverken bolig eller slave, jord eller kvæg. Deres indkomster skulle overlades til en forvalter, som forestod indkøb af det nødvendige og sørgede for mad og underhold til gruppen. De forkastede også ægteskab, alle former for standsforskelle samt slaveri. De var soldyrkere og sendte hver morgen bønner op til solen. Når de havde afføring, gjorde de det inden døre for ikke at &quot;besmitte&quot; sollyset.

Af de mange retninger inden for jødedommen overlevede kun den rabbinske jødedom, som byggede på farisæerne og deres lære. Den rabbinske jødedom var kendetegnet ved at hævde, at den skrevne ''Torah'' ikke kan fortolkes korrekt uden henvisning til den &quot;mundtlige&quot; ''Torah'' og den dertil hørende litteratur, der specificerer hvilken adfærd, der er sanktioneret af loven. Med et moderne udtryk var de fundamentalistiske teokrater. Når de andre fraktioner her er nævnt, er det for at vise, at jødedommen langt fra var nogen samlet bevægelse selv op til eller på Jesu tid.

Stednavnet &quot;Israel&quot; første gang optræder på en mønt dateret til 66 e.Kr. møntet i forbindelse med jødernes oprør mod romerne.

Efter oprøret 70 e.Kr. var det for en lang tid slut med jødiske forsøg på at skabe en egen stat. Jesu budskab og det mislykkede oprør førte til, at den jødiske befolkning blev sprængt i tre grupper: den ene gruppe var de traditionelle jøder, som holdt fast ved farisæerne og deres budskab, den anden gruppe var de kristne, som nu satte sig for at udbrede det nye budskab, og den tredie gruppe var judeo-nazaræerne, som fortolkede udviklingen på deres egen måde og mente, at genskabelsen af templet i Jerusalem var en forudsætning for, at Messias ville vende tilbage. De arbejdede i flere hundrede år på dette mål, men da de endelig fik magten i Jerusalem i år 634 og Messias alligevel ikke vendte tilbage, blev bevægelsen omformet til en ny arabisk religiøs bevægelse, som i 749 efter abbasidernes magtovertagelse endte som muhammedismen, komplet med en egen profet, en egen hellig bog og med et nyt religiøst midtpunkt i Mekka.&lt;ref&gt;se ''Muhammedanismen i kildekritisk belysning''&lt;/ref&gt;

=== Sammenfatning ===

Hvordan skal begivenhedsforløbet nu fortolkes? Et foreløbigt svar kunne lydes således: det ser ud til, at jøderne udskilte sig fra kana'anæerne senest omkring 1200 f.Kr. og at de oprindeligt levede i ørkenområderne syd for Kana'an. Dette varede indtil, at de eteblerede et egentligt kongerige, der imidlertid efter kort tid blev delt i to, Israel og Judæa. Den nationale udskillelse var dog åbenbart ikke mere udtalt end, at jøderne jævnligt synes at have giftet sig med kvinder fra andre stammegrupper. 

Så langt, vi tør tro Bibelens fremstilling, var de polyteister, det vil sige dyrkede flere guder. Ganske vist var der perioder, hvor der gjordes forsøg på at indføre monoteisme, men dels var der stadige tilbageslag, dels skete disse forsøg på det statslige niveau, mens den almindelige befolkning synes at have fastholdt polyteismen uden afbrydelser gennem flere hundrede år frem til og med landsforvisningen til Babylon. 

Religionsdyrkelsen synes at have udviklet sig fra spredt i de enkelte husstande, landsbyer og stammer hen imod en statslig centralisering med deraf følgende magt for præsteskab og konger. 

Efter alt at dømme er det først under eksilet i Babylon, at præsteskabet blandt jøderne udvikler en erklæret monoteisme, mens dette ikke synes at være tilfældet for den brede befolkning. Hele jødernes tidligere historie bliver nu omfortolket af præsteskabet i lyset af denne nye religion, og den bliver promoveret og legitimeret af nogle få erklærede profeter.

Efter jødernes tilbagevenden til Kana'an efter eksilet i Babylon bliver den nye religion gjort til et redskab for præsteskabets politiske mål: en selvstændig teokratisk stat. Dette mål bliver opnået, men den nye stat varer kun i henved hundrede år, og igennem hele sin eksistens er den præget af interne magtkampe blandt den ledende religiøse elite. Meget tyder dog på, at det først er på denne tid, at monoteismen slår igennem også i den brede jødiske befolknings livsstil og levemåde og bliver det centrale element i israelitternes selvforståelse. Men dette forudsatte og krævede præsteskabet både som den etnisk-religiøse og den statspolitiske magthaver. Efter alt at dømme er det tidligst fra denne tid, at vi kan tale om jødedom i moderne forstand.

Men denne udvikling forudsatte, som vi har set, en dramatisk omskrivning af den jødiske historie. Meget måtte udelades eller totalt omskrives. På den anden side blev der indført nye elementer, som næppe har meget med den historiske udvikling at gøre men som gav jøderne en forhistorie så lang som nogen.

=== &lt;big&gt;Problemerne med Gamle Testamente&lt;/big&gt; === 

Et passende kildekritisk udgangspunkt ved vurderingen af Gamle Testamentes troværdighed må være de modsætninger, der er mellem dennes fremstilling og de faktuelle kendsgerninger. Der er således ingen beviser for eksistensen af de fem mosebøger før slutningen af 4. århundrede f.Kr. inklusive eksistensen af en person ved navn Moses.&lt;ref&gt;Gad Barnea&lt;/ref&gt;

Problemerne med teksterne lader sig inddele i to delspørgsmål:&lt;/br&gt;
- er der een eller flere forfattere til Tanakh?&lt;/br&gt;
- er dele af teksterne lånt fra andre kulturer?&lt;/br&gt;
Svaret er i begge tilfælde bekræftende. Der kan derfor være grund til at behandle hvert af dem særskilt.

=== Forfattere og deres datering ===

Tekstanalytikere mener, at ''Tanakh'' (Gamle Testamente) er blevet til i tre omgange:&lt;/br&gt;
- en arkæisk fase: 11.-10. århundrede f.Kr.&lt;/br&gt;
- en klassisk fase: 9.-6. århundrede f.Kr.&lt;/br&gt;
- en sen fase: 5. århundrede f.Kr. eller senere.&lt;/br&gt;
Eksempelvis mener man, at den ældste del af Første Mosebog er historien om Jakobs velsignelse (i kapitel 47), som skal stamme fra arkæisk tid, men størstedelen af resten stammer fra klassisk tid.

I en række tilfælde forekommer tilsyneladende dubblerede historier med både ligheder men også klare forskelle. Forskerne mener, at det afspejler sammenskrivning af to eller flere ulige overleveringer.

Kildeforskere mener at kunne udskille fire lag i eller snarere forfattere til Mosebøgerne:

J: ''Jahvisten'', hvor Gud sædvanligvis kaldes ''Jahve''; et litterært lag der i modsætning til Præsteskriftet er præget af lægmandssynspunkter.&lt;/br&gt;
E: ''Elohisten'', hvor gudsbetegnelsen er ''Elohim''.&lt;/br&gt;
D: ''Deuteronomisten'', det vil sige &quot;forfatteren&quot; til Femte Mosebog.&lt;/br&gt;
P: ''Præsteskriftet'', et litterært lag i mosebøgerne, der antages at være blevet til i præstelige kredse, og som udviser særlig interesse for kultiske forhold. 

J- og E-teksterne menes nedskrevet efter, at det oprindelige kongerige var blevet delt i to: Israel i nord og Judæa i syd. J-teksterne menes at stamme fra Judæa, E-teksterne menes at stamme fra Israel.

J-teksterne dateres til tidsrummet mellem 848 f.Kr. og 722 f.Kr., idet disse tekster omtaler Babylon og Calah (Nimrod) som store byer. Desuden nævnes Edom som en autonom stat, hvilket først skete efter 848 f.Kr.

E-teksterne lader sig ikke datere nærmere end til 9. eller 8. århundrede f.Kr.

P-teksterne dateres til 6. århundrede f.Kr. og menes skrevet efter, at templet i Jerusalem var revet ned, og jøderne var blevet tvangsforflyttede til Babylon. Dette kan forklare hvorfor, at der ikke findes en eneste henvisning til templet i Jerusalem.&lt;ref&gt;Dinkgreve (2021), kap. 8&lt;/ref&gt;

Problemet ved en tekstanalyse af ''Tanakh'' er, at teksterne synes at være flettet sammen fra to eller flere oprindelige kilder til een sammenhængende historie. Det formodes, at J- og E-teksterne er blevet sammenskrevne efter 722 f.Kr., da Israel blev erobret af assyrerne, og flygtninge fra Israel i nord kom sydpå til Judæa og bragte deres E-traditoner med sig. Her blev de sammenskrevne til en ny version, JE, der ofte giver et judæisk perspektiv.

Men hvordan kan vi skelne imellem de forskellige tekster? Lad os tage nogle eksempler.

Under ørkenvandringen lader Moses vand springe fra klippen. I det ene tilfælde sker det uden problemer, i det andet pålægges Moses af Gud at tale til klippen, men han slår på den med sin stav i stedet, og som straf for at have ignoreret dette pålæg får han ikke love til at betræde Kana'an men kun at se det udefra. (exodus 18)

J-teksten angiver, at Abraham boede i Hebron, som er en judæisk by, men E-teksten fortæller om Jakobs kamp med Gud i Peni-El, som er en israelsk by.

I beskrivelsen af Jakobs sønner nævner J-teksten Judæa, mens E-teksten nævner stammer der var dele af Israel.

I E-teksten lader Aron skabe guldkalven til jødernes tilbedelse, men denne historie findes ikke i J-teksten.

Præsterne i Judæa hævdes at være efterkommere efter Aron, Moses broder, mens præster i Israel nævner andre levitter.

P-teksterne skiller sig ud ved at lægge vægt på love, lige som den tildeler Aron en større rolle, ligestillet med Moses. I ''JE''-teksten er det Moses' stav, som udfører mirakler (Første Mosebog kapitel 4), i P-teksten er det Arons stav (kapitel 7). I P-teksten er Aron den første, som ofrer, mens i ''JE''-teksten omtales flere tidligere ofringer, blandt andre Kain og Abel, Abraham og Isak samt Jakob, mens ingen af disse tilfælde omtales i P-teksten. Det menes, at dette afspejler P-tekstens mål om at give de aronitiske præster eneret på ofringer til Gud. Under ørkenvandringen optræder to uens oprør: i ''JE''-teksten er det Dathon og Abiram, som udfordrer Moses ved at sige, at det ville være bedre for jøderne at vende tilbage til Egypten, men at de opsluges af jorden i et jordskælv. I P-versionen er det levitterne under ledelse af Korah, som udfordrer Aron, men ligeledes dør.

Ligeledes omtaler P-teksterne ingen tilfælde, hvor folk besøges af engle eller får visioner, således omtales ikke historien om Josef og han 6 drømmesyner, ej heller de to engle i Sodoma og Gomorra eller Jekobs kamp med Gud. Sigende nok nævnes ordet &quot;profet&quot; kun een gang i P-teksten og da med henvisning til Aron.

=== Lånte historier ===

Sammenligninger mellem bibelske beretninger og tilsvarende overleveringer fra sumerisk og mesopotamisk kultur viser, at flere af historierne er blevet overtaget herfra, men at de er blevet omskrevne og tilpassede for at passe ind i den myte om jødernes oprindelse og historie, som man ønskede fremmet. Det gælder således blandt andre historierne om skabelsen, om Kain og Abel, om Noa og vandfloden samt om Sodoma og Gomorra.

Andre beretninger er tilsyneladende ligeledes lånt fra andre kulturer, således udvandringen fra Egypten, der blev gjort af et folk kaldet ''hyksos'', ikke af jøderne. Der kan være grund til at nævne nogle af disse beretninger, som jøderne så at sige adopterede.

==== Skabelsesberetningen ====

Den babylonske skabelsesberetning hedder ''Enuma Elish''. Dene kendes blandt andet fra Nineveh i Mesopotamien. Dens hovedtræk er følgende: i begyndelsen var der kun vand: guden ''Absu''s ferske vand og gudinden ''Tiamat''s salte vand. De blev blandede, og fra denne blanding blev født de første guder. Men disse yngre guder forstyrrede deres forældres søvn, så Tiamat sendte i vrede en hær af monstre for at ødelægge dem. Ud af dette kaos trådte ''Marduk'', stormguden og Babylons skytsguddom, som kæmpede imod ''Tiamat'' i en duel. Han affyrede en pil, som skabte hul i hendes mave og splittede hendes hjerte. Der efter skar han hendes krop op i to halvdele: af den ene skabte han himmelhvælvingen, af den anden halvdel jorden. Han satte stjerner i deres konstellationer, han satte månen til at angive månederne og solen til at lyse om dagen. Endelig skabte han menneskene af blod fra en død guddom blandet med ler for, at de kunne udføre det tunge arbejde for evigt.&lt;ref&gt;Dinkgreve (2021), kap. 3&lt;/ref&gt;

Den jødiske skabelsesberetning er i alle henseender et modstykke til den babylonske beretning: i stedet for flere guder er der kun een gud, i stedet for en skabelseskamp foregår skabelsen i Gamle Testamente med ord, i stedet for at menneskene er slaver for guderne er de i Bibelen skabt i Guds billede. Men der er også ligheder: rækkefølgen med adskillelse af himmelhvælving og den faste jord, fiksering af dag og nat samt tiden og endelig at menneskene skabes sidst i forløbet.

Det kan i en sidebemærkning oplyses, at det hebraiske ord i Første Mosebog 1:2 for urdybet, ''tehom'', filologisk er forbundet med ''Tiamat'', saltvandsgudinden i den babylonske skabelsesberetning.

==== Kain og Abel ====

Også den bibelske fortælling om Kain og Abel synes at have rod i to sumerisk myter. I den ene sumeriske myte omtales en hyrde (''Dumuzid''/Tammuz) og en landmand (''Enkimdu''), der begge konkurrerer om gudinden Inannas opmærksomhed. Den bibelske parallel: Ligesom i den sumeriske historie repræsenterer Kain bonden, mens Abel repræsenterer hyrden. Men i stedet for en uafklaret konkurrence eller forsoning tager den bibelske beretning en mørk drejning til brodermord. 

En anden variant er en sumerisk myte, hvor kvægguden (''Lahor'') og korngudinden (''Ashnan'') skabes af guderne for at sørge for mad og tøj. I disse historier diskuterer de to, hvem der må anses for mest værdifuld for den menneskelige civilisation. Den bibelske parallel er modsætningen mellem den omvandrende hyrde og den bofaste kornavler, men her bruges den til at skabe en søskenderivalisering, der ender i brodermord. Mens sumeriske myter brugte søskende til at fremhæve to byggestene i den menneskelige civilisation og fokuserer på samarbejde eller venskabelig rivalisering, brugte hebraiske forfattere den lånte fortælling til at skildre den syndefulde menneskelige natur, herunder konsekvenserne af misundelse.

Forskere antager, at disse velkendte myter sandsynligvis blev integreret i den hebraiske tradition under deres babylonske eksil i det 6. århundrede f.Kr., hvilket tillod forfattere at omarbejde regionale kulturelle temaer, så de passede til deres monoteistiske verdensbillede.

==== Noa og vandfloden ====

Også historien om Noa og vandfloden er overtaget fra andre kulturer. I 1872 fandt man i British Museums store samling fra Assurbanipals bogsamling et store epos kaldet ''Gilgamesh''. I kapitel 11 af dette epos findes en historie, hvis hovedtræk er følgende: guderne beslutter at udrydde menneskene ved at drukne dem, men vandenes gud, Enki, advarer Utu-nipishtim om faren og tilråder ham at bygge en ark og tage sin familie og sit kvæg med ombord, hvilket skete. I seks dage og nætter varer uvejret og oversvømmelsen, men på den syvende dag rammer arken toppen af et bjerg i Armenien. For at undersøge om oversvømmelsen er overstået sendes først en due og så en svale ud, men de vender begge tilbage. Først, da en ravn sendes ud og ikke vender tilbage, viste det, at vandene nu var sunket, og at Utu-nipishtim kunne forlade arken. Det gør han og foretager et takoffer til guderne. Enki bad så den øverste af guderne, Enlil, om at love, at han aldrig i fremtiden ville straffe hele menneskeheden for nogle fås synder, hvilket denne lover. Han rører Uti-nipishtim og dennes hustru på panden og erklærer: &quot;Hidtil har Utu-nipishtim været dødelig. Nu skal han og hans hustru være som guderne; og de skal bo i det fjerne, ved flodernes munding&quot;.&lt;ref&gt;Bibby (1971), s. 62f&lt;/ref&gt;

Lighederne med Bibelens beretning om syndfloden er indlysende til trods for forskellene: navnene er ændrede, de mange guder er erstattet af een Gud, men ellers er beretningen i sine kernetræk den samme.

Senere, i 1899 og 1900, viste udgravninger i Nippur i Mesopotamien, at den akkadiske beretning selv havde en forgænger. I 1914 blev fra disse udgravninger offentliggjort en tavle fra Nippur med en lignende beretning, der imidlertid stammer fra Sumer og således er betydeligt ældre end den akkadiske beretning. Tavlen er ukomplet, idet kun den nederste trediedel er bevaret, men syndflodsberetningen er atter den samme, selv om hovedpersonen nu hedder Ziusudra i stedet for Utu-nipishtim. I den sumeriske version ender historien således: &quot;Anu og Enlil viste velvilje mod Ziusudra, liv som en gud giver de ham, evig ånde som en gud bringer de ned til ham. Så kongenZiusudra, bevareren af planternes navn og af menneskeslægtens sæd, lod de bo i overfartslandet. Dilmuns land, det sted hvor solen står op&quot;.&lt;ref&gt;Bibby (1971), s. 64&lt;/ref&gt;

Pointen her er, at Bibelens syndflodsberetning er et plagiat, ikke en oprindelig historie, men at den inddrages som et led i den rekonstruerede beretning om jødernes historie.

==== Edens have ====

I den sumeriske beretning optræder også det hellige land Dilmun. Dette land beskrives som et sted, hvor rovdyr, sygdom og alderdom ikke eksisterer:

I Dilmun tier ravnen,&lt;/br&gt;
rovfuglen skriger ikke,&lt;/br&gt;
løven dræber ikke,&lt;/br&gt;
ukendt er den kid-fortærende vildhund,&lt;/br&gt;
ukendt det kornædende vildsvin.&lt;/br&gt;
Malten som enken spreder på taget -&lt;/br&gt;
himlens fugle opæder ikke denne malt.&lt;/br&gt;
Duen hænger ikke med hovedet.&lt;/br&gt;
Den øjensyge siger ikke: &quot;Jeg er øjensyg&quot;,&lt;/br&gt;
den hovedsyge siger ikke: &quot;Jeg er hovedsyg&quot;,&lt;/br&gt;
den gamle kvinde siger ikke: &quot;Jeg er en gammel kvinde&quot;,&lt;/br&gt;
den gamle mand siger ikke: &quot;Jeg er en gammel mand&quot;.&lt;ref&gt;Bibby (1971), s. 66&lt;/ref&gt;

Det har været foreslået, at dette ideelle levested har været forbillede for jødernes opfattelse af Edens have. I dag ved vi, at Dilmun ikke var en myte om Paradis men navnet på en faktisk eksisterende stat med Bahrain som sit midtpunkt, der drev en omfattende handel og søfart fra Indusdalen i øst til Mesopotamien i nordvest. Dette er et sidespring, men hvis det viser sig, at Dilmun er inspirationskilden til Edens Have, vil det være endnu et eksempel på kulturelle traditioner, som jøderne har lånt, adapteret, og inkorporeret i deres egen historiske myte.

==== Babelstårnet ====

Historien om Babelstårnet er velkendt og lyder således: 

&quot;Hele jorden havde samme sprog og samme tungemål. Da de brød op mod øst, stødte de på en dal i landet Sinear, hvor de slog sig ned. De sagde til hinanden: &quot;kom, lad os stryge teglsten og brænde dem hårde!&quot; De brugte tegl som sten og asfalt som mørtel. Så sagde de: &quot;lad os bygge en by med et tårn, som når op til himlen, og skabe os et navn, for at vi ikke skal blive spredt ud over hele jorden.&quot; Herren steg ned for at se byen og tårnet, som menneskene byggede. Så sagde Herren: &quot;se, de er eet folk med samme sprog. Når de begynder at handle sådan, vil intet af det, de planlægger, være umuligt for dem. Lad os stige derned og forvirre deres sprog, så at de ikke forstår hinanden.&quot; Så spredte Herren dem derfra ud over hele jorden, så at de måtte holde op med at bygge byen. Derfor hedder den Babel, for dér forvirrede Herren sproget på hele jorden, og derfra spredte Herren menneskene ud over hele jorden.&quot;&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 17&lt;/ref&gt;

Denne historie synes at være skabt med to formål. Det ene er at forklare hvorfor, at ulige folkeslag taler uens sprog. Men historien har muligvis et andet formål: at nedgøre babylonernes ziggurater (tempeltårne), som antagelig blev lavet som en slags forbindelse mellem himmel og jord. Nebukadnezar II (omkring 605-562 f.Kr.), som erobrede Judah, ødelagde Jerusalem og bragte mange jøder til Babylon, byggede også et ziggurat i syv lag kaldet ''Etemenanki'', hvilket kan oversættes &quot;Himmelens og Jordens Grundvolds Hus&quot;.&lt;ref&gt;Dinkgreve (2021), kap. 3&lt;/ref&gt;

==== Abraham ====

I Første Mosebog kapitel 12 introduceres Abraham som israelitternes mytiske stamfader.&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 17ff&lt;/ref&gt; Følger man kronologien i Gamle Testamente, skal han dateres til omkring 2100 f.Kr. og således blandt andet før jødernes ophold i Egypten. Men i Første Mosebog kapitel 21 vers 34 hedder det: &quot;Abraham boede lang tid som fremmed i filistrenes land&quot;&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 27&lt;/ref&gt;, og vi ved, at filistrene først ankom til Kana'an i 12. århundrede f.Kr. som en del af de såkaldte &quot;havfolk&quot; (engelsk: ''Sea People''). Dette betyder, at ''enten'' er Abraham en fri opfindelse, som intet har med en historisk person at gøre, ''eller'' også hører han hjemme i 12. århundrede og er israelitternes stamfader, men i så fald eksisterede de ikke som folk, da de angiveligt opholdt sig i og udvandrede fra Egypten. Også aramæerne omtales og stammer ligeledes fra 12. århundrede, hvilket tyder på, at den sidst nævnte forklaring er den rette.

Men der er andre problemer med Abraham. Ifølge P-kilden skal han stamme fra den sumeriske by Ur&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 17&lt;/ref&gt; og have draget gennem den frugtbare halvmåne først til Haran (nu Aram, beliggende i Tyrkiet) og senere videre til Kana'an. I de to kilder J og E er Ur ikke nævnt, kun Haran. Det har derfor været antaget, at det er hans oprindelige hjemsted. Det ville kunne forklare hvorfor, at hans forfædre Serug, Nahor og Terah har navne efter landsbyer omkring Haran, som Abrahams broder har navn efter. Det kunne også forklare benævnelsen &quot;hebræer&quot;, der antagelig betyder &quot;hinsides floden&quot;, idet Haran ligger på den modsatte bred af Eufrat.&lt;ref&gt;Dinkgreve (2021), kap. 8&lt;/ref&gt; Samme tradition findes i Josvabogen kapitel 24:2 i omtalen af pagtslutningen i Sikem: &quot;Josva sagde til hele folket: &quot;Dette siger Herren, Israels Gud: I gamle bage boede jeres fædre på den anden side af Eufratfloden, Tera, Abrahams og Nakors far, og de dyrkede andre guder&quot;.&quot;&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 269&lt;/ref&gt;

Imidlertid savnede Abraham en slægtshistorie, så i Første Krønikebog kapitel 1 får han den. Her hører vi at han er søn af Sem, som på sin side er søn af Noa, som atter er efterkommer af Adam.&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 446&lt;/ref&gt; Men som vi netop har set, er han i Josvabogen søn af Tera.&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 269&lt;/ref&gt; Der er således interne modsætninger i de narrativer, som de ulige slægtslister og narrativer i ulige dele af Gamle Testamente giver. Dette viser, at man har forsøgt at sammenskrive ulige narrativer til et men med ringe held.

==== Sodoma og Gomorra ====

Historien om Sodoma og Gomorras ødelæggelse optræder som et sidemotiv i beretningen om Abrahams liv i Første Mosebog kapitel 18:16-33 og kapitel 19:1-28.

Bibelforskere er generelt enige om, at selvom Gamle Testamente ikke direkte &quot;låner&quot; historien om Sodoma og Gomorra fra en specifik sumerisk kilde, deler fortællingen om guddommelig ødelæggelse, guddommelige besøgende og den flammende omstyrtelse af en by slående motiver med tidligere mesopotamisk litteratur og bredere oldtidsmytologi fra Nærøsten. Således &quot;Akkads forbandelse: Ekur hævnet&quot;, et akkadisk/sumerisk litterært værk dateret til mellem 2112 f.Kr. og 2004 f.Kr., som beskriver den pludselige ødelæggelse af byen Akkad. Myten blev skrevet hundreder af år efter Naram-Sins liv og er digterens forsøg på at forklare, hvordan det lykkedes for gutianerne at erobre Sumer. Efter en indledende passage, der beskriver Akkads herlighed før dets ødelæggelse, fortæller digtet om, hvordan Naram-Sin gjorde hovedguden Enlil vred ved at plyndre Ekur, der var Enlils tempel i Nippur. I sin vrede kaldte Enlil gutianerne ned fra bjergene øst for Tigris, hvilket bragte pest, hungersnød og død over hele Mesopotamien. For at begrænse denne ødelæggelse, bestemte otte af guderne (nemlig Inanna, Enki, Sin, Ninurta, Utu, Ishkur, Nusku og Nidaba), at kun byen Akkad skulle ødelægges for at skåne resten af ​​Sumer, og de forbandede den. Historien slutter med, at digteren skriver om Akkads skæbne, idet den velstående by lægges i aske i overensstemmelse med gudernes forbandelse.

Temaet om guddommelig straf for en bys ''hybris'' eller umoral er et udbredt motiv i oldtidens verdensbillede. Det kan ikke vides sikkert, om det er denne historie, der har dannet forbillede for Gamle Testamentes historie om Sodoma og Gomorra, men motivet menneskers umoral og manglende respekt for guddommen er det samme.

Den bibelske version rummer Abrahams forsøg på at undgå ødelæggelsen, hvis der blot fandtes ti retfærdige indbyggere i byen, men selv så få fandtes der åbenbart ikke. Kun Lot, Abrahams slægtning, reddes fra ulykken: &quot;Da solen stod op over landet, og Lot var kommet til Soar, lod Herren svovl og ild regne ned over Sodoma og Gomorra fra Herren i himlen. Han ødelagde disse byer, ja hele Jordandalen, alle, der boede i byerne, og alt, der voksede på markederne.&quot;&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 25&lt;/ref&gt; Naturvidenskabeligt set kunne det være beskrivelsen af en meteorregn eller af nedfald fra et vulkanudbrud.

==== Moses ====

I Anden Mosebog kapitel 2 introduceres den mytiske skikkelse Moses som israelitternes befrier fra trældommen i Egypten. Historien begynder med hans fødsel. Ifølge myten havde farao befalet, at alle drengebørn skulle dræbes ved fødslen, men Moses' moder reddede ham ved at placere ham i en sivkurv, hvor han blev fundet og adopteret af faraos datter.&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 67&lt;/ref&gt; Denne historie er imidlertid utvivlsomt adopteret fra sumerisk tradition, idet en tilsvarende historie fortælles om kong Sargon af Assad.&lt;ref&gt;Dinkgreve (2021), kap. 8&lt;/ref&gt; Der er således ingen grund til at tillægge denne del af traditionen nogen historisk baggrund.

Senere fortæller Anden Mosebog, at Moses blev pålagt af Gud at føre israelitterne ud af Egypten. Det hedder i den forbindelse, at Gud blandt andet siger til Moses: &quot;Jeg er din faders Gud, Abrahams Gud, Isaks Gud og Jakobs Gud&quot;.&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 69&lt;/ref&gt; Her stå vi på ny over for problemet, at henvisningen til Abraham åbenbart er en anakronisme. Det betyder, at der kan rejses tvivl om både den historiske skikkelse Moses og om Mosebøgerne som kilde til israelitternes tidlige historie overhovedet.

Kendsgerningen er, at der findes ingen beviser på eksistensen af de fem mosebøger før slutningen af det 4. århundrede f.Kr., herunder eksistensen af en person kaldet Moses.&lt;ref&gt;Gad Barnea&lt;/ref&gt; Men den farao, som med stor sandsynlighed fordrev semitterne fra Egypten, hed Ahmoses, hvilket på hebraisk betyder &quot;Moses' broder&quot;. Så måske at der er en sammenhæng her.

==== Græske narrativer ====

Men det er ikke kun fra Sumer og Mesopotamien at Gamle Testamenter har lånt narrativer. Nogle kildekritikere tilhørende den såkaldte &quot;Københavnerskole&quot; har peget på, at også græske narrativer har ydet deres bidrag, lad os tage nogle eksempler:

Jan-Wim Wesselius har foretaget undersøgelser, der viser, hvordan Første Mosebog og Anden Mosebog afspejler Herodots skrifter, især sidstnævntes beretning om persiske kongers liv. Han sammenlignede i detaljer lighederne mellem Josef og Kyros, og især mellem Moses og Xerxes. Josef og Kyros har begge drømme, bliver afsløret for at dø, går i eksil, bliver skjult i en periode og bliver konger, når deres identitet afsløres. Moses og Xerxes drager ud for at erobre enten Kana'an eller Grækenland og krydser vand med deres folk. Mange andre detaljer nævnes, såvel som sammenligninger mellem Terah og Phraortes (en medisk konge), Abraham og Kyaxares (en medisk konge), Isak og Astyges (en medisk konge) og Jakob og Mandane (Kyros' mor).&lt;ref&gt;Wesselius (1999), s. 24-77&lt;/ref&gt;&lt;ref&gt;Wesselius (2002), s. 6-47&lt;/ref&gt;

Philippe Guillaume mener, at skrivere i Alexandria i det andet århundrede f.Kr. indsatte Dommere i den Deuteronomistiske Historie, hvilket afspejlede de ideologiske behov hos de hasmoneiske herskere i Palæstina. Dommere var inspireret af Hesiods ''Værker og Dage'', især afsnittet om heltene, som Hesiod indsatte i de fire tidsaldre. Dette svarer til, hvordan Dommere blev indsat i den Deuteronomistiske Historie. Historier om heroiske dommere før David og Salomon underminerer Davids dynastis påstande, hvilket igen hjalp de hasmoneiske herskere, der ikke havde nogen Davidisk afstamning bag deres påstande om messiansk styre (147-164).

Katherine Stott har påpege, at Davids opstigning, som skildret i Første Samuelsbog kapitel 16-31 og i Anden Samuelsbog kapitel 1-8, muligvis er inspireret af den fortælling, der beskriver Kyros' opstigning til Persiens og Mediens trone i teksten i Herodots Historier. Hun så følgende paralleller:&lt;/br&gt;
- Kyros og David starter begge under ydmyge kår,&lt;/br&gt; 
- begge træder ind i den forrige konges hof,&lt;/br&gt; 
- i begge tilfælde bliver den pågældende konge jaloux på dem,&lt;/br&gt; 
- i begge tilfælde bliver de truet med døden af ​​den pågældende konge,&lt;/br&gt; 
- begge flygter fra hoffet,&lt;/br&gt; 
- begge bliver folkelige ledere,&lt;/br&gt; 
- i begge tilfælde hopper en allieret af,&lt;/br&gt; 
- begge tilraner sig kongerigets herredømme,&lt;/br&gt; 
- begge får succes på grund af deres militære dygtighed,&lt;/br&gt; 
- begge skåner den gamle konges liv i en periode,&lt;/br&gt; 
- der er et tragisk element i den forrige konges fald i begge tilfælde, og&lt;/br&gt; 
- i begge tilfælde er udfaldet dannelsen af ​​en ny politisk enhed.&lt;/br&gt; 
Stott bemærkede, at denne græske tekst kun i den hellenistiske æra ville have været tilgængelig for den bibelske forfatter.&lt;ref&gt;Stott (2002), s. 62-71, 77-78)&lt;/ref&gt;.

Hesiods ''Theogoni'' og Katalog over kvinder var til dels indflydelsesrige kilder til henholdsvis skabelsesberetningen i Første Mosebog 1 og de genealogier, der findes i hele Første Mosebog 1-11 &lt;ref&gt;Gnuse (2017)&lt;/ref&gt;.

Fortællinger i Første Mosebog 1-11 kan også vises at have betydelige paralleller med beretninger nedskrevet hos græske historikere, såsom Hekateus fra Milet (''Periegesis'' og genealogier) og Herodot fra Halicarnassus (Historier), herunder omtaler af menneskelige leveveje (Første Mosebog kapitel 4:20-22), de tre sønner af en syndflodshelt, der er menneskehedens forfædre (Første Mosebog kapitel 9:18-19 og kapitel 10:1-32) samt plantningen af ​​en vingård (Første Mosebog kapitel 9:20-27). &lt;ref&gt;Gnuse (2019)&lt;/ref&gt;

Ældre latinske traditioner, der ligger bag beretningerne i Ovids Fasti 5, 493-544 og Metamorfoser 8, 625-725, kan have inspireret fortællingerne om de budbringere, der fortæller Abraham om hans kommende søn, og de budbringere, der advarer Lot om at forlade Sodoma i Første Mosebog 18:1-15; 19:12-26. &lt;ref&gt;Gnuse (2017)&lt;/ref&gt;.

En fortælling om Democedes af Kroton i Herodots Historier 3, 125-132 kan have givet anledning til fortællingen om Josef, der fortolker faraos drømme i Første Mosebog 41:1-36, hvilket igen inspirerede drømmeberetningerne i Daniels Bog &lt;ref&gt;Gnuse (2010)&lt;/ref&gt;.

Den korte fortælling om den store kriger Achilleus' ædle, talende heste i ''Iliaden'' 19, 395-424 kan være løst overtaget og indpasset i beretningen om Bileams æsel i Fjerde Mosebog kapitel 22:22-35, hvor et simpelt æsel bringer skam over en tåbelig profet. Talende dyr er langt mere almindelige i græsk litteratur end i Bibelen. &lt;ref&gt;Gnuse (2017)&lt;/ref&gt;

Ofrelsen af ​​Ifigenia i to skuespil af Euripides omkring 400 f.Kr.: ''Ifigenia blandt Taurierne'' og ''Ifigenia i Aulis'', kan have inspireret beretningen om Jeftas ofring af sin datter i Dommerbogen kapitel 11:30, 34-40, som synes at være indsat i beretningen om Jeftas kamp mod ammonitterne. &lt;ref&gt;Gnuse (2019)&lt;/ref&gt;

Arrians beretning om Alexander den Store og det spildte vand i Anabasis af Alexander 6.26.1-3 kan have inspireret en lignende historie om David i Anden Samuels Bog 23:15-17. Davids handling med at hælde det vand ud, som hans modige soldater hentede bag fjendens linjer, gør ikke en fornuftig historie, som Alexanders handling i den gedrosiske ørken, hvor tørst virkelig er et problem, gør.&lt;ref&gt;Gnuse (1998)&lt;/ref&gt;.

Fortællingerne om Josef, Bileam og Jefta kan være blevet placeret i den bibelske tekst i den persiske periode kort efter 400 f.Kr., såvel som bibelske tekster i Første Mosebog 1-11 med Hesiod, Hekateus og Herodot som inspirationskilder. Men de andre fire fortællinger synes mere sandsynligt at have en oprindelse fra den hellenistiske tid, og man kan derfor argumentere for, at alle disse tekster opstod i den hellenistiske tid. 

I flere tilfælde kan det sandsynliggøres, at der er tale om tillæg til ældre beretninger placeret i slutningen af ​​bibelske bøger, og som ser ud til at have været knyttet til bogen kun med en løs forbindelse til resten af ​​bogen. Dette gælder især i Dommerbogen, hvor fortællingerne i Dommerbogen kapitel 13-16 om Samson ser ud til at have en helt anden stil end resten af ​​Dommerbogen. Et stort antal forskellige græske legender om Herakles synes at have påvirket Samson-fortællingerne i Dommerbogen kapitel 13-16 på et sent tidspunkt, sandsynligvis i den hellenistiske tid. Der er alt for mange græske paralleller inden for disse fire kapitler til, at de kan afvises som blot fortællingshistoristiske sammentræf.&lt;ref&gt;Gnuse (2018)&lt;/ref&gt;

Afsnittene i Dommerbogens kapitel 17-21 om Mika, om Dan-stammens udvandring til Lakash samt om Benjamitternes skændselsdåd fremstår som tilføjede tillæg til resten af ​​bogen, og dér finder vi beretningen om kvinderne, der blev kidnappet fra Silo. &quot;Voldtægten af ​​de sabinske kvinder&quot;, som en gammel fortælling genfortalt af Livius (''Historie'' I, 9,1-16) og Plutarch (Lives: Romulus XIV, 2-8), kan være forbilledet for de bortførte piger i Dommerbogen kapitel 21:1-24. &lt;ref&gt;Gnuse (2007)&lt;/ref&gt;

Anden Samuelsbog kapitel 21-23 synes også at være et appendiks, og heri finder vi David, der hælder det vand, han har modtaget fra sine krigere, ud. Dommerbogen kapitler 13-21 og Anden Samuelsbog 21-23 kunne derfor være blevet føjet til Deuteronomistiske historier på et meget sent tidspunkt. Historierne om Josef i Første Mosebog kaptel 39-50, der skulle forklare jødernes ophold i Egypten, ses ofte som en sen tilføjelse fra omkring 400 f.Kr. eller senere, hvorfor Herodots indflydelse på Josefs drømmetydning er sandsynlig. Andre beretninger ser også ud til at være blevet indsat noget ujævnt i deres fortællende kontekst. Dette er tydeligst i beretningen om Jeftas ofring af sin datter, som synes at være indsat midt i Jeftas slag i Transjordan, og fortællingen om Bileam og hans æsel, som fremstiller Bileam med en helt anden persona end den, der findes i resten af ​​Fjerde Mosebog 22-24. Historien om de tre engle, der besøger Abraham og pludselig kun bliver to i antal, da de besøger Lot, beder os om at se på parallelle romerske beretninger, hvor der er henholdsvis tre og to engle i fortællingerne fra Ovid. Desuden vidner de nuancerede detaljer i dialogen i Første Mosebog 18-19 også om en senere tids skrivestil. Således synes indflydelsen fra klassiske og græske beretninger at være mest sandsynlig i historier, der synes at være senere tilføjelser og indsættelser i hovedhistorierne.

Foruden indholdsmæssige ligheder er der også opbygningsmæssige ligheder. Daniel Hawk bemærkede, at Aischylos' Orestia og Første Samuelsbog kapitel 8 til Anden Kongebog 8 deler lignende struktur og karakterer. Begge har et tredelt skema og bruger metaforer til at afspejle overgangen fra et slægtskabssamfund til et borgersamfund. Agamemnon og Saul afspejler den gamle orden, Orestes og David viser overgangen, og Athena og Salomon indvier den nye orden. Den deuteronomistiske historiker brugte Orestia som model for sine &quot;modtagne traditioner vedrørende det israelitiske monarki&quot;. Hawk mente, at den hellenistiske æra ville have været det tidspunkt, hvor den bibelske forfatter havde adgang til Aischylus' skrifter.

Disse og andre eksempler er blevet fremhævet af nogle forskere, der generelt er enige om, hvordan hellenistisk litteratur formede den oprindelige historie efter 300 f.Kr. eller endda efter 200 f.Kr. i den makkabæiske æra. Larsson konkluderede, at de bibelske beretninger blev skabt i det ptolemæiske Egypten i det andet århundrede f.Kr. og påvirket af betydelige græske historikere fra det tredje århundrede f.Kr., så som Berossos, Manetho og Eratosthenes. På grundlag af sådanne iagttagelser mener Niels Peter Lemche, at Dommerbogen og sikkert også andre dele af Gamle Testamente først er blevet skrevet eller har fundet deres endelige form omkring 272 f.Kr. Etienne Nodet bekræftede, at Pentateuken opstod i begyndelsen af ​​det tredje århundrede f.Kr., men profeterne og nogle af skrifterne blev skabt i det andet århundrede f.Kr. Disse tekster blev genereret i Alexandria under hellenistisk indflydelse. Emanuel Pfoh mente, at selvom den primære historie blev skabt i den hellenistiske æra, kom nogle traditioner fra den assyriske og persiske æra og blev udviklet af skrivere gennem årene. Men i bund og grund blev teksten formet under hellenistisk indflydelse (23, 33-35). Hvordan det nu forholder sig, står det klart, at både den sene tilblivelse og dens mulige motiver undergraver store dele af Gamle Testamente som historisk kilde.

Det er muligt, at der findes en historisk kerne, som over tid er blevet udbygget og pyntet på med narrativer hentet fra græske traditioner, men indtil videre må det konstateres, at næsten alt i Gamle Testamente lader sig betvivle.

Mest afgørende i denne sammenhæng er det imidlertid, at hvis disse kritikere tilhørende &quot;Københavnerskolen&quot; har ret, så betyder det, at ''Tanakh'' eller Gamle Testamente langt fra var færdigskrevet endsige færdigredigeret, da jøderne vente tilbage til Jerusalen efter eksilet i Babylon. Forud ventede endnu en lang redigeringsproces, og det kan også forklare hvorfor, at vi skal helt frem til 2. århundrede f.Kr. (eller tidligst 3. århundrede f.Kr.) før, at jøderne udviser noget kendskab til deres religiøse skrifter. Forklaringen er den enkle, at først da havde skrifterne nået et så fuldendt udseende, at de lod sig anvende i den national-politiske propaganda.

==== Hyksos-problemet ====

Mens arkæologerne med rimelig sikkerhed tør fastslå, at der fandtes en særlig israelitisk befolkning fra omkring 1200 f.Kr., så er der mere usikkerhed om tiden forud. Hovedspørgsmålet kan formuleres således: er jødernes ophold i og udvandring fra Egypten en historisk begivenhed eller ej? Holdningerne spænder fra fuldstændig afvisning af denne historie til ubetinget tilslutning.

For at løse problemet må vil opspalte det i tre delspørgsmål:&lt;/br&gt;
- kan der påvises et ophold af en semitisk befolkning i Egypten?&lt;/br&gt;
- hvis ja: inden for hvilket tidsrum?&lt;/br&gt;
- hvis ja: var det israelitter eller ej?

Det umiddelbare svar på spørgsmålet er, at der faktisk findes oplysninger om en fremmed befolkning i Egypten. Men denne befolkning, kaldes af egypterne selv ''Hiku-khasut'', det vil sige &quot;ørkenfyrsterne&quot; (hvilket på græsk er blevet til ''hyksos''&lt;ref&gt;Bibby (1978), s. 96&lt;/ref&gt;, og denne benævnelse bruges almindeligvis og derfor også her), ikke &quot;hebræerne&quot;, &quot;jøderne&quot; eller &quot;israelitterne&quot;, og ingen af disse betegnelser kendes i samtiden, end ikke fra Kana'an. Forskerne mener at kunne fastslå, at disse ''hyksos'' ankom fra øst til Egypten i 19. århundrede f.Kr., regerede over Egypten i 17. og 16. århundrede f.Kr. men senere forsvandt igen. Der er fundet en grav rejst over en mand ved navn ''Aper-El'', det vil sige &quot;El's tjener&quot;, som tjente hos faraonerne Amenhotep III og Akhenaten i 14. århundrede f.Kr.&lt;ref&gt;Dinkgreve (2021), kap. 8&lt;/ref&gt;

Et passende udgangspunkt for vurdering af udvandringens troværdighed kan være Simcha Jacobovici og hans film &quot;''The Exodus decoded''&quot;. Heri giver han blandt andet en omfattende dokumentation, som nok kan være en nøjere gennemgang værd.

Simcha tager udgangspunkt i bibelkritiske afvisninger af udvandringen, som traditionelt blev dateret til 1270 f.Kr. det vil sige i Ramses II's regeringstid men hvor der ingen beviser for en sådan begivenhed findes. Simcha mener, at denne datering er forkert, og at den korrekte tidsfæstelse er omkring 1500 f.Kr. Som beviser for denne tidsfæstelse anfører han følgende:

Hyksos-folket skulle være kommet til Egypten omtrent 200 år før, at de atter udvandrede, det vil sige 1700 f.Kr. I en grav i Beni Hassan ved Nilen omkring 400 km syd for Cairo findes et vægmaleri, som viser en indvandring til Egypten. Befolkningen er semitter med skæg, flerfarvede dragter og med benævnelsen &quot;''Amo''&quot;. I ''Tanakh'' (Gamle Testamente) anvendes benævnelsen &quot;''Amo Israel''&quot;, det vil sige &quot;Guds folk&quot;. Benævnelsen er den samme og deres ophold passer nøje med traditionen.

Hyksos-folkets hovedstad var Avaris, der ligger i Nilens delta nord for Cairo. Avaris er blevet udgravet af professor Manfred Bietak fra Wien. Han har blandt andet fundet 9 seglstamper med navnet &quot;Jakob&quot;, hvilket nøje svarer til den bibelske tradition om faraos betroede mand, Josef, der netop var søn af Jakob.

Ifølge traditionen ender indvandrerne som slaver. I Serabit El Khadim i Sinai-ørkenen blev udvundet tyrkis-sten i miner ved slaveri. I en af disse minder findes en alfabetisk (ikke-egyptisk) indskrift på væggen: &quot;El, hjælp mig&quot;. ''El'' var navnet på en semitisk guddom.

En stele rejst af farao Ahmoses og dateret til omkring 1500 f.Kr. fortæller om blandt andet storm og mørke i overensstemmelse med den bibelske tradition, og den nævner gud i ental. Ahmoses er kendt for at have udvist hyksos-folket. Navnet Ahmoses betyder på egyptisk &quot;månen er født&quot; men på hebraisk &quot;Moses' broder&quot;. 

Omkring 1500 f.Kr. indtraf et stort vulkanudbrud på øen Santorini i det græske øhav. Simcha mener, at det var denne begivenhed, som udløste udvandringen, og at den også kan forklare Egyptens ti plager. Hans argumentation herfor er følgende:

I Avaris er fundet vulkansk pimpsten dateret til omkring 1500 f.Kr. Dette viser (om ikke andet) at Egypten blev påvirket af netop dette vilkanudbrud.

Vulkanudbruddet og tilhørende jordskælv havde følgende bivirkninger:&lt;/br&gt;
- vandet bliver rødt. Årsagen er, at rust frigøres ved gasudbrud fra bunden og opblandes i vandet. Dette skete blandt andet i 1986 ved Nyos-søen i Cameroon.&lt;/br&gt;
- frøer. Hopper ud af vandet, når det bliver forurenet.&lt;/br&gt;
- lus, fluer og epidemi følger som eftervirkninger af miljøkatastrofen&lt;/br&gt;
- sår og bylder. Disse kendes ligeledes fra Nyos-begivenheden i 1986.&lt;/br&gt;
- hagl. Is og ild = &quot;vulkansk hagl&quot; omtales i den såkaldte Ipuwer-papyros og skyldes, at vulkansk aske blandes med vand i atmosfæren.&lt;/br&gt;
- græshopper. Bringes på vandring på grund af klimaændringen.&lt;/br&gt;
- mørke. Skyldes en askesky, der fra vulkanudbruddet bredte sig til Nilens delta, hvilket er bevist ved korn af asken fundet af Jean-Daniel Stanley fra Smithsonian Institute.&lt;/br&gt;
- førstefødte sønner døde. Skyldes at CO&lt;sub&gt;²&lt;/sub&gt; frigøres fra jordens indre og lægger sig lige ved jordens overflade. Da de ældste priviligerede sønner sov på en lav seng, blev de dræbt af gassen, mens andre børn der sov på de flade tage aldrig blev berørt inden, at gassen opløstes igen. Noget tilsvarende blev observeret i Nyos. Yderligere er der udgravet massegrave i Avaris, som kun omfatter personer af mandkøn og ikke krigere. Og Ahmoses' egen søn døde som 12-årig (hans begravede lig er fundet).&lt;/br&gt;
Ifølge Simcha er alle disse begivenheder således naturlige mulige følger af vulkanudbruddet.
[[Fil:Stele_of_Grave_Circle_A_Mycenae_NAMA_1428.JPG|200px|thumb|Gravstele fra Mykene, der viser Farao, som forfølger Moses. De er omgivet af vand på begge sider.]]
Velkendt er historien om havets deling.&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 82&lt;/ref&gt; Den korrekte formulering i Bibelen er &quot;Yam Suf&quot;, det vil sige Sivhavet. Men siv vokser ikke i saltvand, så der er tale om en stor sø. På Ismailia Regional Museum findes en granitsten med en indskrift i hieroglyffer, ''El Arish''-indskriften, der fortæller om udvandringen set fra faraos side. Her kaldes lederen for &quot;ørkenprinsen&quot;. Mere bemærkelsesværdigt er det, at indskriften også fortæller, at vandene delte sig (markeret som bølger + 2 knive), og at indskriften nævner stedet for denne begivenhed: ''El Balah'', en nu tidligere sø beliggende øst for Avaris nær overgangen til Sinai-ørkenen. Simcha mener, at som følge af de tektoniske forskydninger og deraf følgende jordskred løftede den afrikanske plade sig 1-2 meter og skabte en landkorridor, men kort efter fulgte en tsunami, som druknede faraos hær.

Simcha peger på et vægmaleri på Santorini, som viser en sejlads fra en by omgivet af mure. Simcha mener, at den viste by er Avaris, idet der her også er fundet minoiske vægmalerier, hvilket vidner om handelsforbindelser. En del af udvandrerne skulle således være draget til Grækenland. I Mykene er fundet guldgenstande og sværd i en grav dateret til 1500 f.Kr. De kan stamme fra jødiske udvandrere. Desuden er fundet tre gravsten med billeder visende først en mand på en stridsvogn, der forfølger en gående mand omgivet af bølger, dernæst at den gående mand er nået højere liggende land og har vendt sig imod stridsvognen, og endelig at stridsvognen drukner i bølgerne. Billederne viser, let forenklet, faraos forfølgelse af Moses. Det er i bogstaveligste forstand en tegneserie om begivenheden.

Simcha peger dernæst på, at jordskælv kunne have ført til, at gas og olie blev frigivet og måske blev antændt, og derved gav anledning til røgsøjler om dagen og ildsøjler om natten svarende til beretningen i Anden Mosebog kapitel 13 vers 21-22: &quot;Herren gik foran dem, om dagen i en skysøjle for at føre dem på vejen og om natten i en ildsøjle for at lyse for dem, så at de kunne gå både dag og nat. Skysøjlen fjernede sig ikke fra folket om dagen og ildsøjlen ikke om natten.&quot;&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 81&lt;/ref&gt;

Endelig mener Simcha at kunne påvise, hvor bjerget Sinai lå. Og han mener at have fundet billedlige gengivelser af Pagtens Ark - i Grækenland af alle steder!

Så langt Simcha. Det giver anledning til en række spørgsmål: er begivenheden fejldateret? Det er der faktisk en del, der tyder på. Begivenheden fandt efter alt at dømme sted omkring 1500 f.Kr. Kan et vulkanudbrud være forklaringen på begivenhedsforløbet? Svaret må være, at det er muligt, i hvert fald er der intet, som tyder på, at det ikke kunne være tilfældet. Var dette hyksos-folk ''Amo'' og var det semitter? Ja, det er sandsynligt. Var det også israelitter? Det er muligt, men ikke sikkert.

Vi har tidligere fastslået, at Gamle Testamentes historie om udvandringen fra Egypten tidsmæssigt er uforenelig med historien om Abraham som israelitternes stamfader, idet hans ophold i filistrenes land er flere hundrede år senere end udvandringen. Og det forbliver uforklarligt, at et folk, som kaldte sig selv Israel, ikke optræder under dette navn men af Egypterne kaldtes henholdsvis ''Amo'' og ''Hyksos''.  

Historien om ''exodus'' eller udvandringen fra Egypten kendes ikke fra Elephantine, en jødisk by i Egypten fra 400-tallet f.Kr., hvilket kunne tyde på, at denne tradition i jødisk historieforståelse enten må være yngre end denne tid eller endnu ikke spillede den rolle i jødisk selvforståelse, som den senere fik.

Hvis man vil være besværlig, kan man opstille følgende alternative hypotese: udskibningen fra Egypten til Mykene eksisterer ikke i det bibelske narrativ. Hvis man alligevel forudsætter, at det afspejler en historisk kendsgerning, så kunne disse udvandrere, ''hyksos'', have taget hele traditionen med sig og billedligt gengivet den på deres gravsteler. Da &quot;havfolket&quot; (som beviseligt stammer fra Grækenland foruden andre steder) langt senere, omkring 1178 f.Kr., kom til Palæstina, bragte de traditionen med sig. Det er her fra, at jøderne senere overtog den, omformulerede den til en ørkenvandring med Moselov og hele molevitten og dermed tillige skrev det oprindelige folk ud af beretningen og satte sig selv ind i stedet som led i en selvskabt historisk tradition. 

Der er selvsagt ingen beviser for en sådan udvikling, men der er heller intet, som modsiger den, og den ville forklare årsagen til, at traditionen åbenbart overlevede i Mykene. Og hvad mere er: det kunne forklare hvorfor, at folk fra Middelhavets nordlige kyster søgte øst- og sydpå (i stedet for vestpå), da deres hjemlige forhold ikke tillod dem at blive boende, hvor de var. Et indicium for, at teorien kunne være rigtig, er det forhold, at Mykene var et handelscentrum i tiden 1600-1100 f.Kr. blandt andet med handelsforbindelser til Levanten. Blandt de forhandlede varer var genstande af elfenben fundet i Megiddo, der viser handelsforbindelser til Det Ægæiske Hav, Kypern, Hittitterne samt Egypten.&lt;ref&gt;Novacek (2011), s. 47f&lt;/ref&gt; Det indebærer, at &quot;havfolket&quot; meget vel kan have haft handelsforbindelser med Levanten tidligere og derfor kendte til områdets frugtbarhed inden, at de udvandrede dertil.

Der imod kan vi udelukke, at det var israelitterne selv, som indvandrede sammen med havfolket, fordi dette skete 1178 f.Kr. mens Israel som omtalt nævnes på en stele allerede fra 1208 f.Kr.

Kildekritisk må det konstateres, at Mosebøgerne ret beset forsøger at forene to temmelig uforenelige historiske traditioner: på den ene side traditionen fra Mesopotamien omfattende Edens Have (Dilmun), Babelstårnet (zigguraterne) og Noas ark, hvor Abraham indgår som det forklarende bindeled hvorfor, at jødernes stamfader udvandrede til Kana'an, på den anden side traditionen om Jakob (Israel)&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 46&lt;/ref&gt;, Josef og hans brødre&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 48f&lt;/ref&gt;, Israels udvandring til Egypten&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 59&lt;/ref&gt; og Moses&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 67&lt;/ref&gt; med udvandring, ørkenvandring, moseloven og løftet om Kana'an.&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 243&lt;/ref&gt;

Der kan næppe være tvivl om, at den jødiske beretning om udvandringen fra Egypten og den egyptiske beretning om fordrivelsen af de fremmede omtaler den samme begivenhed set fra to sider. For så vidt behøver ingen af dem at give det sande billede: hvis årsagen virkelig var et vulkanudbrud, kunne de forringede leveforhold efter dette meget vel være årsag til, at folk udvandrede eller bortvandrede igen. At jøderne eller israelitterne har taget begivenheden til sig er for så vidt ikke anderledes end andre historier, som de har adopteret og adapteret.

Som en sidebemærkning skal det lige nævnes, at den egyptiske konge Amenhotep IV, bedre kendt som Akhenaten, som var gift med Nefertiti og fader til Tutankhaton, og som er gået over i historien som den første monoteistiske konge, regerede fra omkring 1353 til 1336 f.Kr. Det betyder, at han regerede henved 150 år efter, at ''hyksos'' udvandrede, og at der således ingen forbindelse er med Moses.

=== Bearbejdede profetier ===

De mange profetiske tekster i Gamle Testamente udgør et eget problem. Kort sagt er de kildekritiske studier i stigende grad blevet opmærksomme på, at der ikke er tale om originale tekster. I stedet er disse blevet ændret for at tilpasse dem til bestemte formål.

Esajas', Jeremias', Ezekiels og de Tolvs Bog mangler en historie og opretholder ikke en ensartet kronologisk rækkefølge af materiale. De profetiske bøger ses ikke længere som blot kilder, hvorved læserne kan få adgang til fortiden. De læses nu som bevidste kompositioner, der genpræsenterer og fortolker profeternes ord i tekstform.

Allerede i de sidste profeters tekster er der tegn på bevidst bevidsthed om tekstualiseringen af ​​profetier. Historien i Jeremias 36 beskriver for eksempel en proces, hvor forskellige budskaber i forskellige former fra forskellige tider og steder sammensættes i tekstform af profetens skriver. Når denne rulle efterfølgende ødelægges som reaktion på dens læsning, sker der ikke blot en omskrivning af rullen, men også en betydelig tilføjelse af lignende ord (Jeremias 36:32), hvilket vidner om bogens litterære vækst. Profeter som Jeremias er ikke længere tilgængelige, men deres ord er tilgængelige i de bøger, der bærer deres navne (Zakharias 1:5-6). Disse bøger danner et særskilt korpus inden for den bibelske kanon. Når Daniel refererer til Jeremias' profeti om halvfjerds år i Daniel 9:2, taler han om Jeremias' bog blandt en flerhed af profetiske bøger (jf. Ezekiel 38:17). 

De tidligste postbibelske fortolkere af den profetiske litteratur var de skriftkloge, oversættere og kommentatorer, der videregav, gengav og forklarede teksterne. Blandt vidner til den tidligst dokumenterede periode med skriftlig overlevering (ca. 250 f.Kr. indtil 132-135 e.Kr.) er det tydeligt, at skriftkloge ikke så sig selv som blot afskrivere på samme måde som skriftkloge fra en senere periode. De så snarere sig selv som ligestillede med de oprindelige forfattere, og de udvidede ofte den bibelske tekst med fortolkninger, der var beregnet til at hjælpe læserne med at forstå teksten. Disse skriftkloge havde deres eget syn på den bibelske tekst og ønskede at sikre en teologisk korrekt læsning af den.

Blandt de profetiske bøger må de mest fremragende eksempler på fortolkningsmæssig udvidelse være Jeremias og Ezekiel i den masoretiske tekst (MT). I disse tilfælde har udvidelsen nået niveauet for skabelsen af ​​nye udgaver af bøgerne. De hebraiske tekster bag de oldgræske (OG) versioner af disse bøger er betydeligt kortere førsteudgaver. Mange af udvidelserne i andenudgaverne, der findes i MT, er af eksegetisk karakter. For eksempel er Jeremias' berygtede fjende fra nord ikke eksplicit identificeret i OG eller dens hebraiske kilde, hvilket efterlader den åben for den slags eskatologiske fortolkning, der findes i Ezekiel 38:14-17, men MT identificerer denne fjende som Babylon i udvidelsen af ​​Jeremias 25:9, hvilket skaber en interessant konflikt med Jeremias 50:3 og dens profeti om en fjende fra nord, der kommer mod Babylon. Et andet eksempel er versionen af ​​Jeremias' profeti om halvfjerds år i Jeremias 25:11-12. I OG er denne profeti ikke eksplicit begrænset til perioden med babylonsk fangenskab (se: Dan 9:1-2, 24-27), men udvidelserne i MT gør denne begrænsning af profetien eksplicit (jf. Jeremias 29:10). For Ezekiels Bog forekommer en af ​​de mest bemærkelsesværdige udvidelser i MT Ezekiel 36:23c-38, som mangler, et vigtigt vidnesbyrd om OG fra det tredje århundrede e.Kr. Denne ret lange udvidelse er baseret på materiale fundet andre steder både i og uden for Ezekiels Bog. 

Når det forholder sig således med disse tekster, rejser det uundgåeligt spørgesmålet om og i hvilken grad, det samme er tilfældet med andre tekster i Gamle Testamente. Og det svækker betydeligt Gamle Testamentes værdi som kilde til jødernes historie.

=== Sammenfatning ===

Denne gennemgang af Gamle Testamente har kun omfattet en mindre del af den samlede tekst, men selv denne meget begrænsede gennemgang har belyst en række problemer:&lt;/br&gt;
- Gamle Testamente er ''ikke'' en historisk redegørelse for jødernes historie, selv om den giver indtryk af dette,&lt;/br&gt;
- det er i stedet en samling af traditioner, anekdoter og myter skrevet af ulige forfattere til ulige tider&lt;/br&gt;
- der er gjort forsøg på at sammenskrive og harmonisere disse narrativer&lt;/br&gt;
- hvilket ikke kan skjule, at der er kronologiske problemer&lt;/br&gt;
- og at væsentlige traditioner er hentet fra andre kulturer, især Sumer og Mesopotamien men også fra Grækenland.

Vi tør antage, at skildringen af kongetiden og det delte kongerige med navnelister over regenterne er rimelig troværdig, blandt andet fordi deres navne forekommer i andre kilder, men vi har kun ringe mulighed for at vide i hvilken udstrækning, historierne om dem er blevet ændrede for at tilpasse sig et senere monoteistisk narrativ.

Nogle historier, blandt andre Esthers Bog men også Ezras Bog og Nehemias' Bog, er meget sene og menes først at være blevet tilføjet efter afslutningen af det babylonske fangenskab.

=== &lt;big&gt;Semitismen, jødedommens tankesæt&lt;/big&gt; === 

Vi har i det foregående set på Gamle Testamente som et muligt historisk kildeskrift. Man kan imidlertid også anlægge en helt anden synsvinkel, nemlig Gamle Testamente som ideologisk grundlag nærmere betegnet som grundlag for en jødisk national etnicitet samt for en særlig jødisk etik. Det skal på forhånd understreges, at det følgende ikke omfatter alle jøder, idet mange alene identificerer sig som tilhørende denne folkegruppe af genealogiske og traditionsbårne årsager, det vil sige med hensyn til deres familiære oprindelse samt højtider og mindedage. Men der findes også kredse i den jødiske befolkning, der opfatter Gamle Testamente som en anvisning på hvordan, at jøder kan og bør opføre sig.

Alle kender begrebet &quot;anti-semitisme&quot;, men få eller ingen ved, hvad udtrykket &quot;semitisme&quot; egentlig dækker over. Man vil således lede forgæves efter det i en ordbog eller eksempelvis på ''wikipedia''. Her vil begrebet blivet forstået således, at det dækker over den tankegang eller de tankegange, som kan udledes og af nogle er blevet udledt af Gamle Testamente. Det betyder, at der her vil blive set bort fra jødisk mysticisme, kabala, frankisme og lignende ældre og nyere afledede ideologier, hvilke hver for sig er en særskilt undersøgelse værd.

Læser man Gamle Testamente, vil man se, at bestemte tankegange bliver promoveret. Det drejer sig i hovedsagen om følgende:&lt;/br&gt;
- det udvalgte folk&lt;/br&gt;
- racisme&lt;/br&gt;
- retten til Kana'an&lt;/br&gt;
- retten til at myrde hele befolkninger&lt;/br&gt;
- &quot;honningfælder&quot; og pengeafpresning&lt;/br&gt;
I det følgende vil hvert af disse emner blive gennemgået særskilt.

=== Det udvalgte folk ===

Ideen om jøderne som Guds udvalgte folk tager udgangspunkt i Første Mosebog kapitel 12: her møder vi Abram ved Ur i Kaldæa. Videre hedder det: &quot;Herren sagde til Abram: &quot;Forlad dit land og din slægt og din fars hus, og drag til det land, jeg vil vise dig. Jeg vil gøre dig til et stort folk og velsigne dig. Jeg vil gøre dit navn stort, og du skal være en velsignelse.&lt;/br&gt;
Jeg vil velsigne dem, der velsigner dig,&lt;/br&gt;
og den, der forbander dig, vil jeg forbande.&lt;/br&gt;
I dig skal alle jordens slægter velsignes&quot;.&quot;&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 17f&lt;/ref&gt;

Senere gentages denne priviligerede stilling i andre sammenhænge, således over for Jakob i Betel. I Første Mosebog kapitel 35:9-13 hedder det: &quot;Gud viste sig igen for Jakob, efter at han var kommet hjem fra Paddan-Aram. Han velsignede ham og sagde til ham: &quot;Dit navn er Jakob; men nu skal du ikke længere hedde Jakob. Dit navn skal være Israel.&quot; Og han gav ham navnet Israel. Han sagde til ham: &quot;Jeg er Gud den Almægtige. Bliv frugtbar og talrig! Et folk, ja, en mængde folkeslag skal nedstamme fra dig, og konger skal fremstå af dit eget kød og blod. Det land, jeg gav Abraham og Isak, giver jeg dig og dine efterkommere.&quot; Så steg Gud op fraham, dér hvor han havde talt med ham.&quot;&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 46&lt;/ref&gt;

I Anden Mosebog kapitel 3:7-10 findes følgende: &quot;Så sagde Herren: &quot;Jeg har set mit folks lidelse i Egypten, og jeg har hørt deres klageskrig over slavefogederne. Jeg har lagt mig deres lidelser på sinde, og derfor er jeg kommet ned for at redde dem fra egypterne og føre dem op fra dette land til et godt og vidtstrakt land, et land der flyder med mælk og honning, dér hvor kana'anæerne, hittitterne, amoritterne, perizzitterne, hivvitterne og jebusitterne bor. Nu har israelitternes klageskrig nået mig, og jeg har set, hvordan egypterne undertrykker dem. Gå nu! Jeg vil sende dig til Farao. Du skal føre mit folk israelitterne ud af Egypten&quot;.&quot;&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 69&lt;/ref&gt; Dette og tilsvarende formuleringer med &quot;mit folk israelitterne&quot; giver jøderne en identitet som Guds udvalgte folk i den jødiske selvforståelse.

=== Racismen ===

Racismen er en logisk følge af ideen om Guds udvalgte folk. Et folk kan selvsagt ikke være &quot;udvalgt&quot;, hvis andre folk kan indgiftes i det. Følgelig er Gamle Testamente fuldt af forbud mod at gifte sig med ægtefæller fra andre folkeslag og kritik, når de alligevel gjorde det. Lad os tage nogen eksempler.

I Femte Mosebog kapitel 7:1-4 finder vi følgende påbud af Moses: &quot;Når Herren din Gud fører dig til det land, du skal ind og erobre, og han driver store folkeslag væk foran dig, hittitterne, girgashitterne, amoritterne, kana'anæerne, perizzitterne, hivvitterne og jebusitterne, syv folk, der er større og mægtigere end du, og Herren din Gud overgiver dem til dig, og du besejrer dem, da skal du lægge band på dem. Du må ikke slutte pagt med dem og ikke vise dem barmhjertighed. Du må ikke bringe dig i familie me dem; du må ikke give dine døtre til deres sønner, og du må ikke lade dine sønner gifte sig med deres døtre, for det vil få dine sønner til at vige fra mig og dyrke andre guder. Da vil Herrens vrede flamme op imod jer, og han vil hurtigt udrydde dig.&quot;&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 208&lt;/ref&gt;

Dette gælder blandt andre kong Salomo. I Første Kongebog 11:1-4 læses således følgende: &quot;Kong Salomo elskede mange udenlandske kvinder foruden Faraos datter, moabitiske, ammonitiske, edomitiske, sidoniske og hittitiske; om de folk havde Herren sagt til israelitterne: &quot;I må ikke indlade jer med dem, og de må indlade sig med jer, for så vender de jeres hjerte til deres guder.&quot; Dem elskede Salomo, og han holdt fast ved dem. Han havde syv hundrede hustruer med fyrstelig rang og tre hundrede medhustruer, og hans hustruer bragte hans hjerte på afveje.&quot;&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 390&lt;/ref&gt;

I Ezras Bog kapitel 9:10-12 optræder Ezras bodsklage med blandt andet dette: &quot;Vor Gud, hvad skal vi nu sige efter dette? For vi har svigtet de befalinger, du gav gennem dine tjenere, profeterne, da du sagde: Det land, I skal ind og tage i besiddelse, er et urent land på grund af de fremmede folks urenhed med de afskyelige handlinger, som de i deres urenhed har fyldt det med fra ende til anden. Derfor må I ikke give jeres døtre til deres sønner, og I må ikke lade jeres sønner gifte sig med deres døtre.&quot;&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 527&lt;/ref&gt; og i Kapitel 10:10-12 bliver dette gentaget: &quot;Så rejste præsten Ezra sig og sagde til dem: &quot;I har handlet troløst ved at gifte jer med fremmede kvinder; I har øget Israels skyld. Aflæg nu bekendelse for Herren, jeres fædres Gud, og gør hans vilje. Skil jer ud fra landets folk og de fremmede kvinder&quot;.&quot;&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 528&lt;/ref&gt;

I Nehemias' Bog kapitel 10:31 indgår israelitterne blandt andet følgende forpligtelse: &quot;Vi vil ikke give vores døtre til landets folk, og vi vil ikke lade vores sønner gifte sig med deres døtre.&quot;&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 542&lt;/ref&gt;

Således kunne man blive ved.

=== Lebensraum ===

Jødernes ret til Kana'ans land hidrører fra Første Mosebog. I kapitel 12 læser vi: &quot;Dengang boede kana'anæerne i landet. Herren viste sig for Abram og sagde: &quot;Jeg vil give dine efterkommere dette land&quot;.&quot;&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 18&lt;/ref&gt; Senere, i kapitel 15, præciseres udstrækningen af dette jødiske lebensraum: &quot;Den dag sluttede Herren pagt med Abram. Han sagde: &quot;Jeg giver dine efterkommere dette land fra Egyptens flod (det vil sige Nilen) til den store flod, Eufratfloden: kenitterne, kenizzitterne, kadmonitterne, hittitterne, perizzitterne, refaitterne, amoritterne, kana'anæerne, girgashitterne og jebusitterne&quot;.&quot;&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 20f&lt;/ref&gt;

Størrelsen af dette jødiske lebensraum er påfaldende. Sammenlignet med officielle landegrænser i 2026 omfatter dette område: den østlige halvdel af Egypten inklusive hele Sinai, Palæstina inklusive Gaza og Vestbredden, Libanon, Jordan, Saudi Arabien, Yemen, Oman, Forenede Arabiske Emirater, Qatar, Bahrain, Kuwait, Irak samt Syrien. Nogle jødiske imperialister medregner også Kypern til området.

En anden afgrænsning findes i Fjerde Mosebog kapitel 34. Heri læser vi: &quot;Herren talte til Moses og sagde: &quot;Giv israelitterne denne befaling: I kommer nu til Kana'an, det land, der tilfalder jer som arvelod, Kana'ans land i dets fulde udstrækning. Jeres sydgrænse skal gå fra Sins ørken langs med Edom. I syd skal jeres grænse gå fra enden af Salthavet i øst. Så skal grænsen dreje syd om Akrabbim-passet, gå videre til Sin og ende syd for Kadesh-Barnea. Så skal den fortsætte til Hasar-Addar og gå videre til Asmon. Så skal grænsen dreje fra Asmon mod Egyptens bæk og ende ude ved havet.&lt;/br&gt;
Grænsen i vest: Det Store Hav med kyststrækning. Det skal være jeres vestgrænse.&lt;/br&gt;
Dette skal være jeres nordgrænse: Fra Det Store Hav skal I trække en linie til bjerget Hor; fra bjerget Hor skal I trække en linie til Lebo-Hamat, og grænsen skal ende i Sedad. Så skal grænsen gå videre til Zifron, og den skal ende i Hasar-Enan. Det skal være jeres nordgrænse.&lt;/br&gt;
Som grænse i øst skal I trække en linie fra Hasar-Enan til Shefam. Så skal grænsen gå ned fra Shefam til Ribla øst for Ajin, og grænsen skal fortsætte ned og støde til bjergryggen øst for Kinneretsøen. Så skal grænsen gå ned til Jordan og ende ved Salthavet.&lt;/br&gt;
Dette skal være jeres land med dets grænser hele vejen rundt.&quot;&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 196&lt;/ref&gt;

Dette er unægteligt en noget anden afgrænsning end før. Den kritiske læser vi måske spørge om Herren ikke havde forklaret sig godt nok over for Moses eller måske havde ændret holdning, eller om der måske er en helt tredie forklaring?

Den tænkende læser vil måske kigge nærmere på andre dele af samme historie. Vi hører, at Abraham fik børn både med Sara, sin hustru, nemlig jøderne, og med Hagar fra Egypten, hans trælkvinde, nemlig ismaelitterne, det vil sige araberne.&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 21&lt;/ref&gt; Så var det nu jøderne, araberne eller begge grupper som skulle leve i dette område? Desuden tog han sig en ny hustru: Ketura, med hvem han også fik efterkommere.&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 31&lt;/ref&gt; Det er således ret uklart hvem, der skulle overtage dette lebensraum.
 
Således tænker semitisterne ikke. De er imperialister, og de vil have det hele for sig selv. De mener at have ret til at fordrive andre folkeslag og ser Gamle Testamente som kilde til denne ret.

=== Retten til folkemord ===

Jødernes ret til at myrde befolkningerne, som levede i Kana'an, forekommer allerede i Mosebøgerne. I Femte Mosebog kapitel 20:16-17 findes således følgende påbud udtalt af Moses: &quot;i de folks byer, som Herren din Gud vil give dig i eje, må du ikke lade en eneste beholde livet; du skal lægge band på dem, på hittitterne, amoritterne, kana'anæerne, perizzitterne, hivvitterne og jebusitterne, sådan som Herren din Gud har befalet dig.&quot;&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 223&lt;/ref&gt;

I Josvabogen hører vi hvordan, at jøderne hensynsløst myrdede indbyggerne i Kana'an, eksempelvis i kapitel 8:24-29: &quot;Da israelitterne på åben mark havde dræbt alle de indbyggere fra Aj, som havde forfulgt dem ud i ørkenen, og da alle til sidste mand var faldet for sværdet, vendte alle israelitterne tilbage til Aj og huggede indbyggerne ned med sværd. Den dag blev der dræbt i alt tolv tusind mænd og kvinder, alle indbyggerne i Aj. Josva trak ikke sin udstrakte hånd med krumsværdet tilbage, før han havde lagt band på alle indbyggerne i Aj. ..Og Josva brændte Aj ned; han gjorde den til en øde ruinhøj for evigt, og det er den den dag i dag. Ajs konge hængte de på et træ og lod ham hænge til aften. Da solen gik ned, gav Josva sine folk befaling om at tage liget ned fra træet og kaste det hen ved indgangen til byporten. Så kastede de en stor stendynge op over ham, og den ligger der den dag i dag.&quot;&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 251f&lt;/ref&gt;

Tilsvarende i Josvabogen kapitel 10:28-43: &quot;Samme dag indtog Josva Makkeda. Han slog byen og dens konge med sværd og lagde band på byen og alle, der var i den; der var ingen, der overlevede. Han gjorde det samme med kongen i Makkeba, som han havde gjort med kongen i Jeriko.&lt;/br&gt;
Fra Makkeda drog Josva sammen med hele Israel videre til Libna. Han gik til angreb på Libna, og Herren gav også denne by og dens konge i Israels hånd. Josva slog byen og alle, der var i den, med sværd; der var ingen, der overlevede. Han gjorde det samme med kongen dér, som han havde gjort med kongen i Jeriko.&lt;/br&gt;
Fra Libna drog Josva sammen med hele Israel videre til Lakish. Han belejrede byen og gik til angreb på den, og Herren gav Lakish i Israels hånd. Den følgende dag indtog Josva byen; han slog den og alle, der var i den, med sværd, ganske som han havde gjort med Libna. Da drog Gezers konge Horam op for at komme Lakish til undsætning, men Josva slog kongen og hans hær; der var ingen, der overlevede.&lt;/br&gt;
Fra Lakish drog Josva sammen med hele Israel videre til Eglon. De belejrede byen og gik til angreb på den, og samme dag indtog de den og slog den med sværd. Den dag lagde han band på alle, der var i byen, ganske som han havde gjort med Lakish.&lt;/br&gt;
Fra Eglon drog Josva sammen med hele Israel op til Hebron. De gik til angreb på byen og indtog den; de slog byen, dens konge, alle dens byer og alle, der var i den, med sværd; der var ingen, der overlevede. Ganske som han havde gjort med Eglon, lagde han band på byen og på alle, der var i den.&lt;/br&gt;
Så vendte Josva sig sammen med hele Israel mod Debir. Han gik til angreb på byen og indtog den med dens kong og alle dens byer. De slog dem med sværd og lagde band på alle, der var i den; der var ingen, der overlevede. Han gjorde det samme med Debir og dens konge, som han havde gjort med Hebron og med Libna og dens konge.&lt;/br&gt;
Således besejrede Josva hele landet: Bjerglandet, Sydlandet, Lavlandet og Skråningerne og alle kongerne dér. Der var ingen, der overlevede; hver levende sjæl lagde han band på, sådan som Herren, Israels Gud, havde befalet. Josva besejrede dem fra Kadesh-Barnea til Gaza, i hele landet Goshen og helt til Gibeon. Alle disse konger og deres lande undertvang Josva på én gang, for Herren, Israels Gud, førte krig for Israel. Så vendte Josva sammen med hele Israel tilbage til lejren i Gilgal.&quot;&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 255&lt;/ref&gt;

I Josvabogen Kapitel 11 fortsætter folkemordene i det nordlige Kana'an, blandt andet Hasor: &quot;Alle, der var i byen, huggede de ned med sværd og lagde band på dem, så ikke en levende sjæl blev tilbage; og Josva brændte Hasor ned.&quot;&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 256&lt;/ref&gt; Da massemordet var til ende, blev rovet, det vil sige Kana'an, delt mellem israelitternes stammer.&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 257-264&lt;/ref&gt; Det minder om en langt senere begivenhed: under Sovjetunionen i Stalintiden gennemførte terrororganisationen OGPU under ledelse af jøden Genrikh Jagoda&lt;ref&gt;Lina (2003), s.315&lt;/ref&gt; samt NKVD overvejende ledet af jøder&lt;ref&gt;Lina (2003), s.318, 327&lt;/ref&gt; i 1932-33 et massemord på og en massefordrivelse af ukrainske bønder fra deres gårde, en begivenhed der blev kendt som ''holodomor''. Mindre kendt er, at OGPU overvejende bestod af jøder, og at disse efterfølgende som en belønning oprettede deres egne kollektivlandbrug, kibbutz'er, på de myrdede og fordrevne ukraineres jord.&lt;ref&gt;Holocaustmuseet i USA, film&lt;/ref&gt; Jødisk historieforståelse trækker lange spor.

Det var ikke kun ved erobringen af Kana'an, at jøderne begik massemord. I Esters Bog kapitel 9:2-16 hører vi: &quot;I alle kong Ahasverus' provinser samledes jøderne i deres byer for at lægge hånd på dem, der ville dem noget ondt. .. Den trettende dag i måneden adar samledes de øvrige jøder i kongens provinser og forsvarede deres liv; de fik fred for deres fjender, og og de dræbte 75.000 af deres modstandere&quot;.&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 555&lt;/ref&gt;

Flere eksempler end de nævnte kunne være fremhævet, men budskabet og moralen er tydelig nok: i &quot;hellig krig&quot; er massemord på guddommens befalet ikke blot acceptabel men en pligt at gennemføre.

Det er mildest talt absurd at se hvordan den samme ideologi, som hyldede folkemord i Gamle Testamente, har haft travl med at fremstille de selv samme massemordere som et uskyldigt forfulgt folkefærd i det 20. og starten af det 21. århundrede.

=== Honningfælder og pengeafpresning ===

Historier i Gamle Testamente giver jøderne tvivlsomme moralbegreber, eksempelvis at prostituere deres hustruer og døtre i form af &quot;honningfælder&quot;, det vil sige lokkemad for en efterfølgende afpresning. Det begynder med selveste Abraham. I Første Mosebog kapitel 20:2-16 læser vi: &quot;Abraham sagde om sin kone Sara, at hun var hans søster, og Abimelek, kongen i Gerar, sendte bud efter Sara. Om natten kom Gud i en drøm til Abimelek og sagde til ham: &quot;Nu skal du dø, fordi du har taget denne kvinde, for hun er gift&quot;.&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 25&lt;/ref&gt; Senere, da sandheden er blevet klar, hører vi: &quot;Så gav Abimelek Abraham får og køer, trælle og trælkvinder, og han gav ham hans kone Sara tilbage. Og Abimelek sagde: &quot;Mit land ligger åbent for dig. Slå dig ned, hvor du har lyst!&quot; Til Sara sagde han: &quot;Nu giver jeg din bror tusind sekel sølv. Det skal lukke øjnene på alle dem, der hører dig til. Nu har du fået fuld oprejsning&quot;.&quot;&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 26&lt;/ref&gt; Så Abrahams afpresning lykkedes.

Senere gentager historien sig med små variationer. I Esters Bog hører vi, at jøden Mordokaj sender sin datter til kong Ahasverus' harem, hvor &quot;hun vandt hans velvilje&quot;. ..&quot;Ester havde ikke fortalt, hvilket folk og hvilken slægt, hun tilhørte, for Mordokaj havde sagt til hende, at hun ikke måtte fortælle det.&quot; Men senere udnyttes hun til at redde jøderne, og naturligvis belønnes både hun og hendes fader for dette bedrag: &quot;Og Mordokaj fik foretræde for kongen, for Ester havde fortalt, hvordan han var i familie med hende. Kongen tog sin signetring, som han havde frataget Haman, og overdrog den til Mordokaj. Og Ester satte Mordokaj over Hamans hus.&quot;&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 549, 554&lt;/ref&gt;

Således legitimerer Gamle Testamente jødernes brug af honningfælder og pengeafpresning, når denne brug rettes imod folk i magtpositioner.

=== Sammenfatning ===

I 1973 fremkom udtrykket &quot;narrativ teologi&quot;.&lt;ref&gt;Bjerg (1984), s. 11&lt;/ref&gt; Udtrykkets betydning har været noget uklar, men pointen er, at hvis en kristen vil forklare sin tro og identitet, så kan dette ske ved at fortælle om Jesu ord og gerninger. På lignende måde kan jødedommens indhold bedst forstås ved at fortælle historier fra Gamle Testamente.

Som vi har set, er sådanne historier ikke just moralske. Ideen om det udvalgte folk, der ikke må gifte sig med folk fra andre folkeslag men nok har ret til at udnytte dets kvinder i honningfælder til pengeafpresning, og som mener sig i sin gode ret til hensynsløst at udrydde andre folkeslag &quot;i Guds navn&quot;, fremavler en tvivlsom moral. Hvis man vil være lidt uvenlig, kan man med god grund hævde, at denne tvivlsomme moral langt hen af vejen også afspejler sig i jødernes nyere historie.

Vi har i det foregående set hvordan, at denne moral henter sin inspiration i fortællinger fra Gamle Testamente. Og denne moral understreges ved at de samme emner bliver gentaget med blot mindre variationer flere gange som for at understrege, at den ikke er knyttet til en bestemt historisk situation men netop har evig gyldighed. I lighed med sit afkom, muhammedanismen, er denne moral præget af en foragt for dem, som ikke tilhører &quot;in-gruppen&quot;.

Der kan måske være grund til at uddybe dette udtryk nærmere. Alle mennesker udvikler en eller anden form for bevidsthed om at tilhøre et bestemt etnisk fællesskab, herunder skaber de et dertil knyttet begrebsapparat. Man kan skelne mellem det navn, som en etnisk gruppe bruger om sig selv i denne selvidentifikation, og det navn, som andre bruger om den samme gruppe. Nogle gange, men ikke altid, bruger de samme benævnelse, men deres opfattelse af gruppens afgrænsning og indhold behøver ikke at være det samme, men kan tilpasses den aktuelle situation.&lt;ref&gt;Lund (1993), s. 81&lt;/ref&gt; Betegnelsen afspejler en bevidsthed om hvem, man hører sammen med i et fællesskab, og hvem, der ikke hører til dette fællesskab.&lt;ref&gt;Lund (1993), s. 9&lt;/ref&gt; Ofte, men ikke altid, vil de, som ikke tilhører dette fællesskab, blive set ned på, mens man selv ophøjes for sine gode egenskaber.&lt;ref&gt;Lund (1993), s. 13-26&lt;/ref&gt;

Denne vi-bevidsthed skabes i vid udstrækning ved historier, beretninger og myter, om et skæbnefællesskab gennem utallige slægtled. Ofte vil disse historier blive fyldt med navne på legendariske personligheder, hvis liv og gerninger bliver en del af den personlige identitetsfølelse. Og som regel vil en del af denne historie omfatte etnogoni, det vil sige de indfødtes egen mytiske forklaring på deres oprindelse&lt;ref&gt;Lund (1993), s. 49&lt;/ref&gt;, som regel i form af en mytisk stamfader.&lt;ref&gt;Lund (1993), s. 91&lt;/ref&gt; I dansk sammenhæng kan man tænke på Saxo og hans Danmarkshistorie. I germansk sammenhæng er det myten om Tvisto, der er grundlaget for identiteten&lt;ref&gt;Lund (1993), s. 90&lt;/ref&gt;, og for jøderne er det Abraham, der har denne rolle.

Men sådanne historiske beretninger og myter har ikke kun den funktion at begrunde selvidentiteten men tillige at begrunde moralbegreber, hvad der er &quot;god&quot; og &quot;ond&quot; opførsel. For jøderne er det netop historierne i Gamle Testamente, som opfylder denne opgave.

Over tid kan disse funktioner aftage i betydning, fordi behovet for dem ikke længere er så stort. Dette fordi at myter erstattes med faktiske historiske erindringer. Men for visse grupper er dette ikke tilfælde. Her kan udviklingen tvært imod gå i den modsatte retning og udvikle sig til en regulær fanatisme, der kan motivere og begrunde næsten enhver handling. Denne fanatisme kan formuleres og organiseres i en dertil hørende ideologi, en -isme. Semitisme er en sådan ideologi, der i princippet ikke adskiller sig fra andre -ismer bortset fra den etniske gruppe, hvis selvfølelse og handlingsmønster, den skal begrunde.

=== &lt;big&gt;Sammenfatning og konklusion&lt;/big&gt; ===

Vi er nået vejs ende i gennemgangen, og resultatet taler for sig selv. Ikke blot er det officielle narrativ ikke korrekt, for hver del af dette narrativ findes en alternativ forklaring, og tilsammen tegner disse træk et andet men helt entydigt billede.

Først og fremmest: Gamle Testamente er ikke jødisk historieskrivning.&lt;ref&gt;Adler (2022), Preface&lt;/ref&gt; Der kan påvises et utal af indlån fra andre kulturer, eksempelvis historien om Moses i sivkurven og Noas ark, som tydeligt viser, at denne historie er en myte, et narrativ, skabt for at give jødisk identitet en høj alder. I stedet tjener Gamle Testamente som redskab til at give jøder en national identitet igennem deres trosretning, i særdeleshed Jahve. Det er i Jahves navn, at de udvandrer fra Egypten, erobrer Kana'an og i nyere tid trækker sig ind i etniske ghettoer.&lt;ref&gt;Crone og Cook (1977), s. 42&lt;/ref&gt; Hele den jødiske kultur er een lang markering af begivenheder hentet fra myterne i Gamle Testamente.

Dernæst: jøderne var tydeligvis ikke det monoteistiske folkefærd, som de gerne vil give indtryk af, tværtimod. Så langt, at Gamle Testamentes fremstilling overhovedet afspejler en historisk virkelighed, dyrkede jøderne flere guder gennem flere hundrede år. Vi ser en udvikling i flere trin:&lt;/br&gt;
- første trin: to guder, Jahve og El, forenes i en &quot;supergud&quot;&lt;/br&gt;
- andet trin: gudsdyrkelsen centraliseres og kontrolleres af kongen&lt;/br&gt;
- tredie trin: de lavere guder og gudinder forkastes, fordi at de ikke hjalp i en kritisk situation&lt;/br&gt;
- fjerde trin: præsteskabet udvikler et nyt narrativ til at forstærke dets magt og betydning som samlende kraft.&lt;/br&gt;
Det var en udvikling, hvor hvert trin var en logisk følge af det foregående, når behovet for en forandring i det herskende narrativ indtraf. Den nye ideologi var, som de fleste totalitære ideologier, et spørgsmål om at legitimere retten til magtudøvelse. Dette grundlag blev konstrueret ad hoc, det vil sige spontant efter behov. Dets grundlag var aldrig vel funderet, og vi kan nu afvise det fuldstændigt som fusk og forfalskning fra ende til anden.

Samtidig var det en udvikling, hvor hvert trin bidrog med særlige træk til den nye ideologis udvikling: først blev stammeguden anvendt til at legitimere myten om &quot;det udvalgte folk&quot;, herunder en racistisk ultrasemitisk afvisning af ægteskaber med repræsentanter fra andre folkeslag, og hvor regulært folkemord legitimeres som en følge af Jahves beslutning og påbud. Dernæst må den snart svækkede kongemagt i den nye nationale stat styrke sin stilling i befolkningen, hvilket sker ved centralisering af gudsdyrkelsen. Da så statsdannelsen alligevel bryder sammen, bliver det nødvendigt at udpege en skyldig årsag, og her må husguderne holde for. Endelig må det nye narrativ styrkes, hvilket blandt andet sker ved kampen for en ny egen stat.

Da mange profeter har først og fremmest til formål at legitimere den nye nationale ideologi som Jahves vilje.

Endelig er det også fra Gamle Testamente, at jøderne henter deres moralbegreber på godt og ondt.

Det er indlysende, at hvis der kan rejses tvivl om troværdigheden af beretningerne i Gamle Testamente, så er det ikke blot et kildekritisk problem. Det er hele grundlaget for jødedommen, der vælter. Jødedommen er, som muhammedanismen, det, som i kommunistkina kaldes en ''tofu-dreg'' konstruktion: en bygning eller anden konstruktion opført af underlødige bestanddele som gør, at den før eller senere falder sammen af sig selv.

Hidtil har Gamle Testamentes narrativer aldrig være underkastet en kildekritisk analyse, i modsætning til Nye Testamente, som allerede i 1800-tallet og begyndelsen af 1900-tallet blev underkastet en sådan analyse, som den bestod med udmærkelse. Det er først i de seneste år, at et sådant arbejde er igangsat og vel at bemærke er det sket af jødiske arkæologer og historikere. Det gør, at deres resultater ikke blot kan afvises med smædeudtryk som &quot;anti-semitisme&quot;. Det er derfor, at det har været så vigtigt at gøre disse resultater bekendt for et dansk publikum. Og hvis denne bog kan bidrage til fortsatte og uddybende studier af denne problematik, så har den opfyldt sit formål.

Det er for så vidt tilfældigt, at dette sker netop på en tid, hvor staten Israel og dens regering udsættes for en stigende international kritik for sin handlemåde, og så måske alligevel ikke. I alt for lang tid har kritik af jøder og Israel kunnet undertrykkes på grund af myterne om begivenheder under 2. verdenskrig. Men nu ligger disse begivenheder så langt tilbage, 2-4 slægtled, at de ikke længere kan beskytte imod kritik. Og samtidig har både rabiate jøder og den israelske regering i de seneste år udvist en optræden, som let lader sig kritisere. Det er ikke stedet her at uddybe dette emne, det kan fortjene en særskilt behandling og hører hjemme i politisk sammenhæng, ikke i forbindelse med jødedommen som religion og kultur, selv om der kan argumenteres for, at disse områder til dels overlapper hinanden.

Vi har set hvilken afgørende inflydelse, den kildekritiske analyse af Gamle Testamente har på forståelsen af jødedommens historie, men hvorledes forholder det sig med kristendommen? Hvilken indflydelse har kildekritikken på kristendommen? Det enkleste svar er: ingen. Gamle Testamente spiller kun en rolle i kristendommen på to måder:&lt;/br&gt;
- dels at vise at Jesus som messias er forudset allerede af gammeltestamentelige profeter; det er i denne sammenhæng ikke vigtigt, om dette var faktisk var tilfældet, men derimod at jøderne i hans samtid mente, at det forholdt sig således&lt;/br&gt;
- dels at vise de religiøse dogmer, som Jesus gjorde op med. Det viser sig i hans gentagne: &quot;I har hørt at ... men jeg siger jer nu at ...&quot; Jesu lære er i virkeligheden eet stort opgør med jødedommens tankegang og etnisk snæversynethed, han er i den sammenhæng helt på linje med den foreliggende kildekritiske analyse, selv om både hans metode og budskab er et andet.

Især i sidst nævnte sammenhæng er det vigtigt at forstå, at der ikke eksisterer nogen &quot;jødisk-kristne værdier&quot;. Dette moderne udtryk er intet andet end et jødisk forsøg på at tage kristne som gidsler for deres egne ideer. I virkeligheden er det kristendommen, der introducerer næstekærlighed og respekt for medmennesker uanset deres etniske tilhørsforhold, og i forlængelse heraf introducerer både menneskerettigheder og folkestyre. Intet af dette findes i jødedommen, her er det nationalt-etnisk snæversyn, som dominerer hele vejen. Jødedommen er og forbliver en anti-kristen ideologi, fordi den hviler på en selvforståelse baseret på manipulerede kilder i form af Gamle Testamentes skrifter. Og ved at påvise disse manipulationer, myter og omskrivninger, beviser moderne kildekritik, at kristendommen var og er et berettiget opgør med jødedommen.

Endnu for en menneskealder kunne forskere i jødedommen leve i deres vildfarelse om, at selv om der var problemer med Gamle Testamente som kilde til jødedommens historie, så var den i sine hovedtræk alligevel korrekt. Således er det ikke længere. Det kan nu bevises, at der bag den mytiske fortælling gemmer sig en anden historie. Lad så være, at begivenheder i de senere år i Gaza, på Vestbredden, i Libanon, i Egypten, over for Syrien og Iran uden tvivl har bidraget til at fremme denne udvikling. Et træ kendes på dets frugter, og hele verden har nu set de frugter, som jødisk fundamentalisme bringer med sig. Myten om det forfulgte uskyldige folkefærd lader sig ikke længere opretholde.

Og jo mere skingre, hysteriske og fanatiske jødedommens fundamentalister bliver i deres holdninger og opførsel, desto hurtigere vil de miste de sidste rester af en troværdighed, som de i virkeligheden aldrig har haft.

=== &lt;big&gt;Noter&lt;/big&gt; ===
{{Reflist|3}}

=== &lt;big&gt;Litteratur&lt;/big&gt; ===
* Yonatan Adler: ''The Origins of Judaism. An Archaeological-historical Reappraisal''; Yale University 2022; ISBN 978-0-300-25490-7
* Yonatan Adler: &quot;Toward Identifying Proto-Judaic Cultural Features in Ancient Israel and Judea&quot; (i: ''Journal of Ancient Judaism'' (2024), s. 1-28)
* Yonatan Adler: ''Between Yahwism and Judaism. Judean Cult and Culture during the Early Hellenistic Period (332-175 BEC)''; Cambridge University Press 2025; ISBN 978-009-45961-7
* Gad Barnea: &quot;P. Berlin 13464, Yahwism and Achaemenid Zoroastrianism at Elephantine&quot; (2024)
* Geoffrey Bibby: ''I Dilmun tier ravnen''; Wormanium 1971; ISBN 87-85-1600-40
* Geoffrey Bibby: ''Det forsvundne årtusinde''; Wormanium 1978; ISBN 87-8516-053-9
* ''Bibelen''; Det Danske Bibelselskab 1992; 1. udgave 1. oplag; ISBN 87-7325-276-6
* Svend Bjerg: &quot;Den kristne grundfortælling. Studier over fortælling og teologi&quot; (''Teologiske Studier'', bind 8; 2. oplag 1984; Aarhus 1984; ISBN 87-7003-409-5) 
* Patricia Crone og Michael Cook: ''Hagarism. The Making of The Islamic World''; Cambridge 1977; ISBN 0-521-21133-6
* Stephan Peter Dinkgreve: ''In Search of the Sublime: A world history of humanity's relentless pursuit of scientific truth, moral excellence, and enlightenment''; 2021
* Robert Gnuse: &quot;Spilt Water: Tales of David (II Sam 23:13-17) and Alexander the Great (Arrian, Anabasis of Alexander 6.26.1-3).&quot; (i: ''Scandinavian Journal of the Old Testament''; 1998, bind 12, s. 233-248)
* Robert Gnuse: &quot;Abducted Wives: A Hellenistic Narrative in the Book of Judges?&quot; (i: ''Scandinavian Journal of the Old Testament''; 2007; bind 22, s. 272-285)
* Robert Gnuse: &quot;From Prison to Prestige: The Hero who helps a King in Jewish and Greek Literature.&quot; (i: ''Catholic Biblical Quarterly''; 2010 bind 72, s. 31-45)
* Robert Gnuse: &quot;Divine Messengers in Genesis 18-19 and Ovid.&quot; (i: ''Scandinavian Journal of the Old Testament''; 2017; bind 31, s. 66-79)
* Robert Gnuse: &quot;Greek Connections: Genesis 1-11 and the Poetry of Hesiod&quot; (i: ''Biblical Theology Bulletin''; 2017 nr. 47, s. 131-143
* Robert Gnuse: &quot;Heed Your Steeds: Achilles’ Horses and Balaam’s Donkey.&quot; (i: ''International Journal of Research in Humanities and Social Sciences''; 2017; række 4 hæfte 6; s. 1-5)
* Robert Gnuse: &quot;Samson and Heracles Revisited.&quot; (i: ''Scandinavian Journal of the Old Testament''; 2018, bind 32, s. 1-19)
* Robert Gnuse: &quot;Greek Historians and the Primeval History.&quot; (i: ''International Journal of Research in Humanities and Social Sciences''; 2019; række 6 hæfte 1, s. 20-25)
* Robert Gnuse: &quot;Jephthah’s Daughter and Iphigenia in the Plays of Euripides&quot; (i: ''International Journal of the Arts and Humanities''; 2019; række 5 hæfte 1, s. 16-23)
* Robert Gnuse: &quot;Hellenism and the Primary History: The Imprint of Greek Sources in Genesis-2 Kings&quot; ''Copenhagen International Seminar''; Routledge, London 2020 
* Philippe Guillaume: &quot;Hesiod’s heroic age and the biblical period of the Judges.&quot; (i: Thomas Thompson and Philippe Wajdenbaum (red.): ''The Bible and Hellenism: Greek Influence on Jewish and Early Christian Literature. Copenhagen International Seminar''; Routledge, New York 2014; s. 146-164)
* Daniel Hawk: &quot;Violent Grace: Tragedy and Transformation in the Orestia and the Deuteronomistic History.&quot; (i: ''Scandinavian Journal of the Old Testament''; 2003, bind 18, s. 73-88)
* Gerhard Larsson: &quot;Possible Hellenistic Influence in the Historical Parts of the Old Testament.&quot; i: ''Scandinavian Journal of the Old Testament''; 2004; bind 18, s. 296-311)
* Niels Peter Lemche: &quot;The Old Testament-A Hellenistic Book&quot; (: ''Scandinavian Journal of the Old Testament''; 1993 bind 7, s. 163-193)
* Niels Peter Lemche: &quot;Is It Still Possible to Write a History of Ancient Israel?&quot; (i: ''Scandinavian Journal of the Old Testament''; 1994, bind 8, s. 163-188)
* Niels Peter Lemche: &quot;Good and Bad in History: The Greek Connection.&quot; (i: Steven McKenzie and Thomas Römer (red.): &quot;Rethinking the Foundations: Historiography in the Ancient World and in the Bible. Essays in Honour of John Van Seters&quot;; ''Beihefte zur Zeitschrift für die altestamentliche Wissenschaft'' nr. 294; Walter de Gruyter, Berlin 2000; s. 127-140) 
* Niels Peter Lemche: &quot;How Does One Date an Expression of Mental History?&quot; (i: Lester Grabbe (red.): &quot;Did Moses Speak Attic? Jewish Historiography and Scripture in the Hellenistic Period&quot; (i: ''Journal for the Study of the Old Testament Supplement Series'' 317/European Seminar on Historical Methodology 3; Sheffield Academic Press, Sheffield 2001; s. 200-224)
* Niels Peter Lemche: &quot;Does the Idea of the Old Testament as a Hellenistic Book Prevent Source Criticism of the Pentateuch?&quot; (i: ''Scandinavian Journal of the Old Testament''; 2011, bind 25, s. 75-92)
* Niels Peter Lemche: &quot;When the End is the Beginning: Creating a National History?&quot; (i: ''Scandinavian Journal of the Old Testament''; 2015, bind 29, s. 22-32)
* Jüri Lina: ''Skorpioni märgi all. Nõukogude võimu tõus ja langus''; Stockholm 2003; ISBN 91-972897-9-5
* Allan A. Lund: ''De etnografiske kilder til Nordens tidlige historie''; Wormanium 1993; ISBN 87-89531-08-6
* Etienee Nodet: &quot;Editing the Bible: Alexandria or Babylon?&quot; (i: Thomas Thompson and Philippe Wajdenbaum (red.): ''The Bible and Hellenism: Greek Influence on Jewish and Early Christian Literature. Copenhagen International Seminar''; Routledge, New York 2014; s. 36-55) 
* Gabrielle Vera Novacek: ''Ancient Israel. Highlights from the Collections of The Oriental Institute University of Chicago''; University of Chicago 2011; ISBN 978-1-88923-65-3
* Johannes Pedersen: &quot;Hasmonæer&quot; (i: ''Salmonsens Konversationsleksikon'', 2. udgave, bind X; 1919; s. 943-944)
* Benjamin W. Porter: &quot;Assembling the Iron Age Levant: The Archaeology of Communities, Polities and Imperial Peripheries&quot; (i: ''Journal of Archaeological Research'' vol. 24; 2016; s. 373-420)
* Katherine Stott: &quot;Herodotus and the Old Testament: A Comparative Reading of the Ascendancy Stories of King Cyrus and David.&quot; (i: ''Scandinavian Journal for the Study of the Old Testament''; 2002; bind 16 s. 52-78)
* Jan-Wim Wesselius: &quot;Discontinuity, Congruence and the Making of the Hebrew Bible.&quot; (i: ''Scandinavian Journal for the Study of the Old Testament''; 1999 bind 13 s. 24-77)
* Jan-Wim Wesselius: &quot;The Origin of the History of Israel: Herodotus’ Histories as Blueprint for the First Books of the Bible&quot; (i: ''Journal for the Study of the Old Testament Supplement Series''; Sheffield Academic Press, Sheffield 2002)
* Hans Christian Ørsted: &quot;Overtro og Vantro i deres Forhold til Naturvidenskaben&quot; (''Aanden i Naturen''; 4. udgave; København 1978; ISBN 87-414-8972-1; s. 76-106)

=== &lt;big&gt;Film&lt;/big&gt; ===
* Simca Jacobovici: ''The Exodus Decoded''</text>
      <sha1>l3e2f4gdyxefhxcs69utfw2qrlzmcax</sha1>
    </revision>
    <revision>
      <id>41969</id>
      <parentid>41968</parentid>
      <timestamp>2026-05-28T07:03:17Z</timestamp>
      <contributor>
        <username>Sven Halfdan Nielsen</username>
        <id>3898</id>
      </contributor>
      <comment>indsat noter</comment>
      <origin>41969</origin>
      <model>wikitext</model>
      <format>text/x-wiki</format>
      <text bytes="156840" sha1="j8xem2shhwy7bezeph47p3h0tp3y1a8" xml:space="preserve">[[Fil:Philippe de Champaigne - Moses with the Ten Commandments - WGA04717.jpg|thumb|400px|Ifølge nye videnskabelige kildekritiske teorier er det ikke Moses, som har skrevet Mosebøgerne. Maleri af Philippe de Champaigne.]]

=== &lt;big&gt;Fortale&lt;/big&gt; ===

Jødedommens ældste historie har hidtil været indhyllet i mørke. Traditionen hviler på ''Tanakh'' eller Gamle Testamente, men dette synes først at have fundet sin endelige form i det 2. århundrede f.Kr. i det hasmunitiske kongerige. Hvor meget, traditionerne har ændret sig før denne tid, er et åbent spørgsmål.

Foruden Gamle Testamente er de vigtigste kilder til belysning af spørgsmålet især arkæologiske fund, men også her er der store problemer med troværdigheden. Flere kilders oprindelse er omstridte og dermed bliver deres udsagnsværdi også tvivlsom.

Det er først i den seneste menneskealder, at der tegner sig et mere klart billede af den omskiftelige historie, men hidtil har mig bekendt ingen forsøgt at gøre denne viden tilgængelig på dansk. Jeg har derfor efter fattig evne forsøgt at skildre denne på grundlag af tilgængeligt materiale. Jeg har desuden tilføjet notehenvisninger til de skriftlige kilder, som jeg anvendt.

Når man forsøger at skildre kendt historie således som tilfældet er med Gamle Testamente, stilles man over for to problemer: dels må man forsøge at sætte denne fremstilling i forhold til det billede, som andre kilder tegner, dels må man forsøge at forstå den forvandling og forvanskning af oprindelige kilder, som fremstillingen i Gamle Testamente nu afspejler.

Den foreliggende undersøgelse falder i to hoveddele, dels en undersøgelse af jødernes faktiske historie således som den lader sig fastslå baseret på grundlag af arkæologiske og historiske kilder, herunder spørgsmålet om jødernes religion, dels en kildekritisk analyse af ''Tanakh'' eller Gamle Testamente. Afslutningsvis vil der blive foretaget en vurdering af hvilken indflydelse, ''Tanakh'' har haft på jødernes selvforståelse og Gamle Testamente har på kristen selvforståelse.

Der kan være grund til at understrege, at stort set alt i denne undersøgelse alene skyldes yderst kompetente forskeres virke, og jeg har efter evne forsøgt at henvise til denne forskning. Litteraturen herom findes i den afsluttende litteraturliste. Desuden har jeg inddraget andre inspirationskilder, hvor jeg finder dem relevante og troværdige. Derimod er fortolkningen af disse ulige arbejder min egen, og de oprindelige forskere kan og bør derfor ikke drages til ansvar for denne fortolkning.  

På dette sted kan der være grund til at forudskikke enkelte kendsgerninger: selvidentiteten &quot;jøde&quot; synes først at blive skabt i 2. århundrede f.Kr. efter hasmunitternes oprør og etableringen af kongeriget baseret på religiøse regler. Der findes ingen ældre beviser på, at jøderne inden da havde fulgt moseloven, og først på dette tidspunkt optræder ''Tanakh'', de ældste synagoger samt mønter uden billede. Det bør desuden bemærkes, at der ingen omtale findes af sabbaten i Gamle Testamente.

Efter den babylonske magtovertagelse i 586 f.Kr. optræder ''al Yahuda'' som en by i Babylon, stednavnet Israel optræder første gang på en mønt dateret år 66 e.Kr. og i forbindelse med jødernes oprør mod romerne.

Om bogens titel skal jeg blot bemærke, at jeg har valgt ordet &quot;jødedom&quot;, fordi det betegner jødisk religion og kultur på samme tid.

Sven Halfdan Nielsen&lt;/br&gt;
Pärnu, den 5. maj 2026

=== &lt;big&gt;Indledning&lt;/big&gt; ===

Al historisk og litterær forskning må hvile på kildekritiske undersøgelser. Dette betyder, at arkæologiske og sproglige kilder kritisk må vurderes med henblik på deres oprindelsessituation, eventuelle tendens, forholden sig til de omtalte begivenheder og for sproglige kilder tillige deres formål (som udmærket kan være mangesidigt). Kilderne må stilles i forhold til, hvad der ellers vides om tiden, og de må forsøges tolket således, at de er bedst i overensstemmelse med denne viden, og at de ikke modsiger denne viden. Hvis det sidste er tilfældet, må man spørge, om fortolkningen er rigtig, eller om den hidtidige &quot;viden&quot; må revideres.

Lige siden afslutningen af 2. verdenskrig og især i det 21. århundrede har beskyldninger om &quot;anti-semitisme&quot; fået et kraftigt opsving. Der kan derfor være grund til at gøre nogle bemærkninger om min opfattelse af dette begreb og dets anvendelse.

For mig består udtrykket &quot;anti-semitisme&quot; af to dele: &quot;anti&quot; betyder imod, og &quot;semitisme&quot; betegner en politisk, nationalistisk ideologi. Dette indebærer, at jeg skelner mellem jøder som kulturel folkegruppe på den ene side og en semitisk ideologi på den anden.

Jeg har intet imod folk, som identificerer sig selv som jøder i religiøs og kulturel henseende så længe, at dette ikke berører deres forhold til andre folkegrupper. For mig er &quot;jøde&quot; altså en betegnelse, der i princippet ikke adskiller sig fra dansker, tysker, armener, kurder, japaner eller en hvilken som helst anden national folkegruppe.

Anderledes forholder det sig med begrebet &quot;semitisme&quot;. Her er der i mine øjne tale om en totalitær og intolerant national ideologi, som tåler sammenligning med fx. fascismen i Italien og nazismen i Tyskland. Der er med andre ord tale om en ekskluderende ideologi, som på samme tid legitimerer en bestemt handlemåde over for andre befolkningsgrupper. Dette kan der senere være grund til at vende tilbage til, når vi har gjort os selve grundlaget for denne tankegang klart.

Lad mig sige det straks: det er ikke &quot;anti-semitisk&quot; at anlægge en anden betragtningsmåde en den, som såkaldte &quot;semitter&quot; selv anlægger - med mindre at man tilføjer, at sådanne semitter har et snævert syn og en snæver fortolkningsramme båret af egne fordomme. I denne henseende minder semitter og muhammedanere om hinanden. Begge promoverer en bestemt fortolkning, og begge benægter retten til at inddrage andre kilder eller til at anlægge en anden og bedre forståelse.

For mig skræmmer udsigten til at blive tillagt smædeord mig ikke. Afgørende for mig er objektivt at se på alle fastslåede kendsgerninger og så nå frem til den forståelse, som er mest og bedst i overensstemmelse hermed. Hvis andre har problemer hermed, er det deres problem, ikke mit. De ønsker at forsvare en myte, men for mig er det de historiske kendsgerninger bag myten, som er det vigtigste. Myter er overtro og vantro. Men som Hans Christian Ørsted har sagt det, vil videnskaben overvinde overtroen og vantroen&lt;ref&gt;Ørsted (1978), s. 106&lt;/ref&gt;, og således må det være.

Det gælder her som i tilfældet med muhammedanismen&lt;ref&gt;se ''Muhammedanismen i kildekritisk belysning''&lt;/ref&gt;, at modstanden og modviljen imod at blive konfronteret med nye kendsgerninger dybest set blot viser hvor usikre, forsvarere af den herskende ideologi i virkeligheden er. Hvis de var sikre i deres overbevisning, ville de velkomme enhver udfordring, idet de vil kunne tage den op og sagligt imødegå den. Men således forholder det sig ikke, tværtimod. 

Det bør tilføjes, at forskningsfeltet er inde i en rivende udvikling i disse år. Det kan derfor ikke udelukkes, at forskningen om føje år vil give et andet, mere omfattende men måske også revideret billede i forhold til nu, og således må det være. Det er den eneste måde, at vor viden kan forøges og forbedres på. Og skulle denne bog medvirke til at fremme en sådan forskning, har den opfyldt sit formål.

=== &lt;big&gt;Jødedommens ældste historie&lt;/big&gt; ===

Formålet med det følgende er at skildre jødedommens ældste historie. Hovedvægten vil blive lagt på de arkæologiske vidnesbyrd. Bibelen vil imidlertid blive inddraget, hvis og når den kan belyse historiske kendsgerninger. En række emner vil blive underkastet en særskilt behandling.

=== Den kana'næiske oprindelse ===

I det 2. århundrede f.Kr. var Kana'an beboet af stammer med hver deres skytsguddom. Disse guddomme hørte til den kana'anæiske gudeverden og omfattede blandt andre El, Ba'al og Jahve. Over tid begyndte jøderne imidlertid at skille sig ud og hævde, at de ikke stammede fra kana'anæerne, skønt både sproglige og religiøse træk fra tiden 1200-1000 f.Kr. tyder på, at de udviklede sig fra en kana'anæisk fælles kultur i den grad, at det ofte er svært at skelne imellem dem.&lt;ref&gt;Dinkgreve (2021), kap. 8&lt;/ref&gt;

Hvornår, denne udskillelsesproces er fundet sted, vides ikke, men det må være sket omkring 1207 f.Kr., idet kana'anæerne og israelitterne på en stele rejst af farao Merneptah dateret til dette tidspunkt udtrykkeligt er nævnt som to uens folkegrupper:&lt;/br&gt;
- &quot;Kana'en er udplyndret,&lt;/br&gt;
- Israel er lagt øde.&quot;&lt;/br&gt; 
Det er værd at bemærke, at de hieroglyffer, som angiver navnet Kana'an, viser, at der er tale om et land, mens de, som angiver Israel, viser, at der er tale om et folk.&lt;ref&gt;Dinkgreve (2021), kap. 8&lt;/ref&gt; Det er også den eneste kilde fraset Gamle Testamente som nævner et folk kaldet Israel på denne tid.&lt;ref&gt;Novacek (2011), s. 66&lt;/ref&gt;

Den oprindelige gud for Israel synes at have været ''El''. Navnet &quot;Isra-el&quot; betyder &quot;Els styre&quot;.&lt;ref&gt;Dinkgreve (2021), kap. 8&lt;/ref&gt;

Kildekritiske undersøgelser af Mosebøgerne viser at disse er skrevet af flere forskellige forfattere, hvoraf to af forskerne kaldes P og E. Begge disse forfattere kalder Gud for ''El'' indtil, at Gud angiveligt selv kalder sig ''Jahve'' over for Moses: &quot;Jeg er Jahve. Jeg viste mig for Abraham og Isak og Jakob som ''El-Shaddai'', men mit navn er ''Jahve''. Jeg gjorde ikke det bekendt for dem&quot;.&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 72&lt;/ref&gt;

Det bør tilføjes, at i ''Genesis'' forekommer 17 tilfælde af associationer med ''El'' (fx. Bethel) men ikke een eneste med ''Jahve''. Der er desuden eet tilfælde med henvisning til ''Ba'al'', nemlig Ashbel, Benjamins søn

=== Ugarit ===

I 1928 fandt en bonde i Ras Shamra ved Middelhavskysten (nu i Syrien) et omkring 3.000 år gammelt gravkammer. En udgravning det følgende år viste, at det dækkede over dels en større gravplads, dels en forhistorisk by: Ugarit, en vigtig handelsby fra omkring 1450 f.Kr. til 1192 f.Kr., idet byen blev brændt af og blev opgivet antagelig mellem 1190 f.Kr. og 1185 f.Kr. Blandt de mange fund var et stort antal lertavler og mange af dem med religiøse tekster: mytologiske vers, hymner til guder, lister over præsternes ofringer. Den ledende guddom i Ugarit hed ''El''. ''El'' var gudernes fader, skaber af alle levende væsener, den evige konge. Han blev beskrevet som en ældre skægget mand, som sad på en trone med en krone med tyrehorn. Hans hustru hed ''Ashera''&lt;ref&gt;Dinkgreve (2021), kap. 8&lt;/ref&gt;, hun var moder til 70 guder ifølge teksterne. Blandt sønnerne var stormguden ''Baal'', havguden ''Jam'', dødsguden ''Mott'' og krigergudinden ''Anat''. Tilsammen blev de kaldt ''Ilham'', det vil sige børn af ''El''.

I Bibelens skildring af skabelsen optræder ordet ''Elohim'', på hæbraisk et ord for guddom, hvilket er umiddelbart sammenligneligt med ordet i Ugarit, men ordet er flertal, ikke ental. Og flere af beretningerne i Gamle Testamente bruger netop (men ikke alene) dette ord om Gud: ''El Shaddai'' (Gud den Almægtige), ''El Elyon'' (Gud den Højeste)&lt;ref&gt;Novacek (2011), s. 41&lt;/ref&gt;, ''El Olam'' (den evige Gud), ''El Bethel'' (Bethels Gud). Det er det samme navn som den øverste gud i kana'anæernes gudeverden.

Af disse kendsgerninger tør drages to slutninger. Den ene er, at Gud i den hebraiske forståelse ikke i starten var fuldstændig og enerådende men i stedet udviklede sig over tid, langsomt ved en proces, der bedst kan beskrives som konvergens: flere guder smeltede sammen i een guddom.

Den anden slutning, man tør drage, er den, at israelitterne udviklede sig som folk fra kana'anæerne. Deres første gud var kana'anæernes gud ''El''. For de folk, som levede i bjergene i Kana'an omkring 1100 f.Kr. var der ikke nogen markant forskel imellem deres egen religion og de omgivende folkeslags religion: de dyrkede den samme fadergud og modergudinde. Dette har været anerkendt af arkæologer siden omkring 1970 baseret på fundne lertavler, indskrevne navne på lerkar, fund af husguder og af husaltre.

=== Jahve ===

Nu er det velkendt, at jøderne har et andet navn på deres gud: ''Jahve''. Hvor stammer dette navn fra? Hvor og hvornår overtog han de egenskaber, som tidligere blev tillagt El? For at svare på disse spørgsmål, må vi inddrage tre nye kilder.

På en to tusinde år gammel læderklud fundet i en hule findes en tekst med følgende indhold: da den højeste gud gav nationerne deres arv, da han delte menneskeheden, fastlagde han deres indbyrdes grænser i henhold til antallet af gudesønner. Denne tekst fra Femte Mosebog 32:8&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 237&lt;/ref&gt; var identisk med den tekst, som jøderne kopierede i århundrede før Kristi fødsel. Den findes i den græske version af Gamle Testamente fra 3. og 2. århundrede f.Kr. Jøderne ændrede siden teksten fra &quot;gudesønner&quot; til &quot;Israels sønner&quot;.

Tages teksten for pålydende, har den højeste gud inddelt menneskene i nationer og givet hver nation en søn som guddommelig leder. I det følgende vers fortælles hvilken søn, der blev tildelt hvilken nation, og det oplyses, at Jahve fik tildelt Jacobs stamme eller Israel.

Det må her bemærkes, at Jahve her tydeligt er en mindre, en underordnet gud i forhold til den højeste gud. Bibelforskere som Mark Smith og Frank Moore Cross fra Harvard mener, at det er her, at Jahve gøres til guddom for Jacobs stamme. Teksten i Kumran (bedre kendt som Dødehavsrullerne) bevarede den oprindelige tekst, men den blev i middelalderen tilsyneladende tilpasset.

I ''Salmernes Bog'' salme 82 findes følgende:&lt;/br&gt;
&quot;Gud træder frem i gudeforsamlingen,&lt;/br&gt;
blandt guderne holder han dom:&lt;/br&gt;
Hvor længe vil I dømme uretfærdigt&lt;/br&gt;
og tage parti for de ugudelige? Sela&lt;/br&gt;
Skaf de svage og faderløse deres ret,&lt;/br&gt;
frikend de hjælpeløse og arme,&lt;/br&gt;
udfri de svage og fattige,&lt;/br&gt;
red dem fra de ugudeliges magt!

De forstår og fatter intet,&lt;/br&gt;
de vandrer i mørke,&lt;/br&gt;
jordens grundvolde rokkes.&lt;/br&gt;
Jeg har sagt: I er guder,&lt;/br&gt;
I er alle sønner af den Højeste.&lt;/br&gt;
Dog skal I dø som mennesker,&lt;/br&gt;
og I skal falde som en af stormændene.

Rejs dig, Gud, hold dom over jorden,&lt;/br&gt;
for du har alle folkene som ejendom.&quot;&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 693&lt;/ref&gt;

Denne salme indeholder altså mindet om en gudeforsamling, som også afspejles i den langt ældre tekst. Ordet &quot;guderne&quot; i den originale tekst er ''Elohim'', i flertal. Det viser, at der var en tid i jødernes historie, hvor flerguderi øjensynligt var en almen forståelse. Og en af disse gudesønner var åbenbart Jahve.

Et lignende minde findes i Første Mosebog kapitel 6, der begynder således:

&quot;Da menneskene begyndte at blive talrige på jorden og fik døtre, så gudesønnerne, at menneskedøtrene var smukke. Blandt dem tog de sig alle de koner, de havde lyst til. Da sagde Herren: &quot;Min livsånde skal ikke forblive i mennesket for evigt. De er dødelige, deres levetid skal være 120 år&quot;.&lt;/br&gt;
Dengang gudesønnerne gik ind til menneskedøtrene og fik børn med dem - men også siden hen - var der faldne på jorden. Det er heltene, navnkundige mænd fra ældgamle dage.&quot;&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 12. Den danske oversættelse har &quot;kæmper&quot; i stedet for &quot;faldne&quot; men det originale ord er ''nefilim'' med netop denne betydning&lt;/ref&gt; 

Endnu en kilde, som bør nævnes, er et tempel nu beliggende i Sudan på Nilens vestre bred. Det blev opført af farao Aman Hototeep III (bedstefader til Tutankhamon), som regerede Egypten fra ca. 1390 f.Kr. til 1352 f.Kr., og var tilegnet guden Amon Ra. På en af søjlerne i dette tempel, der omtaler underkuede folkeslag, optræder &quot;Tashasu YHWH&quot;. Nationen ''Shassu'' var et semitisk folkeslag, nomader, kvæghyrder, der strejfede om i ørkenen ved den sydlige grænse for Kana'an. Betegnende nok identificeres de ikke ved deres landområde men derimod ved deres guddom, ''Jahve'', omtrent 200 år før at israelitterne ellers optræder i historiske tekster ifølge gængs fortolkning.

Egyptologen Donald Redford slutter heraf, at ''Jahve'' oprindeligt var en edomitisk eller midianistisk gud i de sydlige ørkenområder, som blev dyrket i områder, som den hebraiske bibel selv udpeger som stedet for jødernes oprindelse, som stedet hvor Moses hørte Gud tale fra en brændende busk, og i ''Dommerbogen'' findes blandt andet &quot;Deboras sejrssang&quot;, som dateres til 12. århundrede f.Kr.&lt;ref&gt;Dinkgreve (2021), kap. 8&lt;/ref&gt;, med følgende linjer:

Herre, da du drog ud fra Se'ir,&lt;/br&gt;
da du skred frem fra Edoms land,&lt;/br&gt;
skælvede jorden, himlen dryppede af regn,&lt;/br&gt;
ja, skyerne dryppede af vand.&lt;/br&gt;
Bjergene rystede foran Herren,&lt;/br&gt;
Sinajs Herre,&lt;/br&gt;
foran Herren, Israels Gud.&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 276&lt;/ref&gt;

Edom lå i den nordøstlige del af Sinaj-ørknen, sydøst for Det Døde Hav. Men der er mere. Jahve introduceres af Moses efter, at Jetro, Moses svigerfader, sammen med sine sønner havde sluttet sig til jøderne.&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 87&lt;/ref&gt; Ifølge Anden Mosebog kapitel 3:1 var Jetro præst i Midjan.&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 68&lt;/ref&gt; Det må rejse spørgsmålet, om det er fra ham, at Moses har overtaget sin guddom Jahve. Men ifølge Dommerbogen kapitel 1:16 var Jetro kenit: &quot;Efterkommere af den kenit, der var Moses' svigerfar, drog sammen med judæerne op fra Palmebyen til Judas ørken i Arads sydland og bosatte sig hos befolkningen dér.&quot;&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 271&lt;/ref&gt; Kenitterne var Kains efterkommere. I Første Mosebog kapitel 4:17-22 læser vi: &quot;Kain lå med sin kone, og hun blev gravid og fødte Enok. Så byggede han en by og gav den navn efter sin søn Enok. Enok fik sønnen Irad, Irad fik Mehujael, Mehujael fik Metushael, og Metushael fik Lemek. Lemek tog sig to koner, den ene hed Ada, den anden Silla. Han blev stamfader til dem, der bor i telte og holder kvæg. Også Silla fødte en søn, Tubal-Kain, stamfader til smedene, alle dem, der forarbejder kobber og jern.&quot;&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 11&lt;/ref&gt; 

Vi ved, at i andre kulturer som egyptisk, græsk og romersk er smedekunsten forbundet med vulkaner: i romersk mytologi hed smedeguden ligefrem ''Vulkan''. Læg dertil profetien i Esajas' Bog kapitel 31:9, der nævner &quot;Herren, som har sit bål på Zion og sin ovn i Jerusalem&quot;.&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 874&lt;/ref&gt; Og for at fuldende billede findes i Anden Mosebog kapitel 19:18-19 følgende beskrivelse af bjerget: &quot;Hele Sinajs bjerg var hyllet i røg, fordi Herren var steget ned på det i ild og røgen steg til vejrs som røgen fra en smelteovn. Hele bjerget skælvede af stor rædsel, og hornklangen blev kraftigere og kraftigere.&quot;&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 88&lt;/ref&gt; Det kunne være en beskrivelse af en aktiv vulkan. Disse sammenfald kan næppe være tilfældige. Er der tale om, at Jahve oprindelig var en smedegud forbundet med vulkanisme, og at han er overtaget af Moses (hvis han er en historisk person) fra sin svigerfaders kultur? I så fald viser det, at der findes en jødisk religiøs forhistorie, som man siden har forsøgt at fortrænge.

Af det foregående tør vi antage, at ''Jahve'' ikke begyndte i Israel. Han begyndte som en &quot;skytsguddom&quot; blandt nomadiske stammer uden en konge, uden templer og uden et skriftsprog. På et eller andet tidspunkt, måske som følge af handel eller af en edomitisk udvandring nordpå, kom denne gud til kana'anæerne, og der mødte han en anden guddom: den gamle gud ''El''. Hvad, der siden fulgte, var konvergens: før dannelsen af et kongerige, før opførelsen af det første tempel, blev ''El'' &quot;opslugt&quot; af ''Jahve''. Derved fik den nye fusionerede guddom begge navne i Gamle Testamente.

=== Ashera ===

Men denne gud stod ikke alene, han havde en kvindelig partner, en gudinde: ''Ashera''. Ashera optræder i kana'anæernes hjem som gudindestatuette, hendes navn findes på forrådskar og i gravskrifter. I tekster fra 8. århundrede f.Kr. bliver hun påkaldt ved siden af Jahve som om de hørte sammen og var ligestillede.

Vi ved nu, at hun i århundreder var blevet dyrket af jøderne som gudinde. Hun kunne gå på vandet, hendes tilnavn var ''Kudu'', den hellige. Hun findes gengivet på et egyptisk kunstværk fra samme tid stående på ryggen af en løve og med en slange i hver hånd. Kort sagt var hun en af de store modergudinder i Mellemøsten.

I to bygninger daterede til tiden 801-770 f.Kr. i det nordøstlige Sinai ved bjerget Contilit Azud fandt arkæologer i 1975 store forrådskar med en tekst skrevet på tidlig hebraisk: &quot;Jeg velsigner dig ved Jahve af Samaria og hans Ashera&quot;&lt;ref&gt;Novacek (2011), s. 92&lt;/ref&gt; og &quot;Jeg velsigner dig ved Jahve af Teman og hans Ashera&quot;. Her står israelitternes mandlige guddom sammen med kana'anæernes gudinde. Teman var den egn i ørkenen, hvor ifølge Habakuks Bog kapitel 3:3 Jahve havde sin oprindelse:&lt;/br&gt;
&quot;Gud kommer fra Teman,&lt;/br&gt;
den Hellige fra Parans bjerge&quot;.&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 1187&lt;/ref&gt;

I Hebron blev tilsvarende fundet en gravskrift dateret til midten af 8. århundrede f.Kr.: &quot;Velsignet være Uryyaho ved Jahve for fra hans fjender ved Ashera har han frelst ham&quot;.

Desuden har man fundet over tusind små gudindestatuetter, heraf 400 alene i Jerusalem, der ifølge Raz Kletter utvivlsomt forestiller Ashera skildret med krop som en cylinder med to markerede bryster og hænder, der tilbyder dem, samt et smilende ansigt. De dateres alle til 8. og 7. århundrede f.Kr. og de blev alle fundet i private hjem, ikke i templer. De viser, at dyrkelsen fandt sted under det delte kongerige som noget alment udbredt, ikke som noget særegent for de få.

Som supplement til en forståelse kan man gå til Gamle Testamente, hvor der er bevaret flere passager, hvori Ashera-dyrkelsen omtales. Den følgende oversigt gør ikke krav på fuldstændighed.

I Første Kongebog kapitel 14 læser vi: &quot;Salomos søn Rehabeam blev konge i Juda. .. Rehabeam var enogfyrre år, da han blev konge, og han regerede sytten år i Jerusalem, den by Herren havde udvalgt af alle Israels stammer til at sætte sit navn på. Hans mor hed Na'ama og var fra Ammon.
Judæerne gjorde, hvad der var ondt i Herrens øjne, og med de synder, de begik, gjorde de ham mere vred, end deres fædre havde gjort. Også de byggede offerhøje og lavede stenstøtter og Ashera-pæle på alle høje bakker og under alle grønne træer; der var endog mandlige helligskøger i landet.&quot;&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 396&lt;/ref&gt;

I kapitel 15 læser vi: &quot;I Nebats søn kong Jeroboams attende regeringsår blev Abija konge over Juda. Han regerede tre år i Jerusalem. Hans mor hed Ma'aka og var datter af Absalom. Han fulgte alle de synder, som hans far havde begået før ham..&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 396&lt;/ref&gt;

I Israels konge Jeroboams tyvende regeringsår blev Asa konge over Juda. Han regerede enogfyrre år i Jerusalem. Hans mor hed Ma'aka og var datter af Absalom. Asa gjorde, hvad der var ret i Herrens øjne, lige som sin fader David. Han forviste de mandlige helligskøger fra landet og fjernede alle de møgguder, som hans forfædre havde lavet. Han fjernede også sin mor Ma'aka som kongemoder, fordi hun havde ladet fremstille en rædselsstøtte til Ashera. Asa huggede støtten om og brændte den i Kedrondalen. Offerhøjene forsvandt ikke..&quot;&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 396f&lt;/ref&gt;

I kapitel 16 læser vi: &quot;Omris søn Akab blev konge over Israel i Judas konge Asas otteogtredivte regeringsår, og Omris søn Akab regerede toogtyve år i Samaria over Israel. Omris søn Akab gjorde, hvad der var ondt i Herrens øjne, værre end nogen før ham. Da det ikke var nok for ham at følge Nebats søn Jeroboams synder, giftede han sig med sidoniernes konge Etba'als datter Jezabel, og han gav sig til at dyrke og tilbede Ba'al. Han rejste et alter for Ba'al i Ba'als tempel, som han havde bygget i Samaria. Akab lavede en Ashera-pæl, og Akab gjorde mere endnu, så han krænkede Herren, Israels Gud, mere end nogen af Israels konger, der havde været før ham.&quot;&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 399&lt;/ref&gt;

I Anden Kongebog kapitel 21 omtales kong Manassa. Om hans gerninger hedder det: &quot;Han gjorde, hvad der var ondt i Herrens øjne efter de afskyelige skikke hos de folkeslag, som Herren havde drevet bort foran israelitterne. Han genopbyggede de offehøje, som hans fader Hizkija havde ødelagt; han rejste altre for Ba'al, og han lavede en Ashera-pæl, sådan som Israels konge Akab havde gjort, og han tilbad hele himlens hær og dyrkede den. .. Og i de to forgårde til Herrens tempel byggede han altre for hele himlens hær. .. Og han opstillede Ashera-billedet, han havde lavet, i dette tempel, om hvilket Herren havde sagt til David og til hans søn Salomo: &quot;''På dette tempel og på Jerusalem, som jeg har udvalgt blandt alle Israels stammer, vil jeg sætte mit navn til evig tid; og jeg vil ikke mere jage Israel bort fra det land, som jeg gav deres fædre, når de blot omhyggeligt vil gøre alt det, jeg har befalet dem, og holde hele loven, som min tjener Moses gav dem.''&quot; Men de ville ikke høre, og Manassa forledte dem til at handle værre end de folkeslag, som Herren havde udryddet for israellitterne.&quot;&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 438f&lt;/ref&gt;

I Anden Kongebog kapitel 23 oplyses, at denne afgudsdyrkelse holdt sig til Josija stoppede den: &quot;Så befalede kongen ypperstepræsten Hilkija, andenpræsterne og dørvogterne at fjerne alle de ting, der var lavet til Ba'al og til Ashera og til hele himlens hær, fra Herrens tempel, og han brændte dem uden for Jerusalem .. Helligskøgernes rum i Herrens tempel, hvor kvinderne vævede klæder til Ashera, rev han ned. .. Også alteret i Betel, offerhøjen som Jeroboam, Nebats søn, havde opført, han som forledte Israel til synd, både dette alter og offerhøjen rev Josija ned, og han knuste stenene til støv og brændte Ashera-pælen.&quot;&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 441&lt;/ref&gt; 

Profeten Jeremis beklagede sig i Jeremias' Bog kapitel 7: &quot;Kan du ikke se, hvad de gør i Judas byer og Jerusalems gader? Børnene samler brænde, fædrene tænder ild og kvinderne ælter dej, så de kan lave offerkager til Himmeldronningen og udgyde drikofre for andre guder og krænke mig.&quot;&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 950&lt;/ref&gt; Han taler om ''Ishtar'', Mesopotamiens version af Ashera, mens hun blev adopteret som ''Afrodite'' i Grækenland og blev kaldt ''Astarte'' af kana'anæerne og senere af fønikerne.&lt;ref&gt;Novacek (2011), s. 38&lt;/ref&gt;

Der kan således ikke være tvivl om, at Ashera-dyrkelsen var udbredt blandt jøderne i flere århundreder, snart officielt snart uofficielt. Manassa regerede fra 697 f.Kr. til 642 f.Kr. og Josija skal have stoppet Ashera-dyrkelsen omkring 622 f.Kr. Men uofficielt fortsatte dyrkelsen helt frem til babylonernes erobring af Jerusalem.

Det vigtigste i denne sammenhæng er, at denne afgudsdyrkelse, som det også fremgår af Gamle Testamente, fandt sted længe efter, at jøderne skulle være gået over til monoteisme.

=== Den centraliserede gudsdyrkelse ===

Men hvornår begyndte den monoteistiske gudsdyrkelse blandt jøderne? Meget tyder på, at det var en udvikling i to trin: først skete der en centralisering af gudsdyrkelsen, og langt senere en overgang til monoteisme.

Første kilde til denne udvikling findes i Moseloven. Her hedder det: &quot;Du må ikke lave dig noget gudebillede i form af noget som helst oppe i himlen eller nede på jorden eller i vandet under jorden. Du må ikke tilbede dem og dyrke dem, for jeg, Herren din Gud, er en misundelig Gud.&quot;&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 89. I oversættelsen til dansk bruges ordet &quot;lidenskabelig&quot; i stedet for &quot;misundelig&quot;&lt;/ref&gt; Det siges ikke, at der ikke findes andre guder, kun at jøderne ikke længere måtte dyrke dem.

Næste kilde findes i Anden Kongebog om kong Josija, som regerede 640-609 f.Kr. Her hedder det: &quot;Og statsskriveren Shafan fortalte kongen, at præsten Hilkija havde givet ham en bog, og Shafan læste den op for kongen.&quot;&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 440&lt;/ref&gt; Forskere mener, at den bog, der her er tale om, sandsynligvis var Femte Mosebog.

Femte Mosebog adskiller sig tydeligt fra de foregående fire Mosebøger, så meget at man mener, at den har sin egen forfatter (eller egne forfattere), der af forskerne kaldes D. Denne forfatter D genkendes også i en række andre tekster i Gamle Testamente: Joshua-bogen, Første og Anden Dommerbog, Samuels Bog samt Første og Anden Kongebog. Det menes, at alle disse bøger er forfattede af samme person eller personkreds.&lt;ref&gt;Dinkgreve (2021), kap. 8&lt;/ref&gt;

Anden Kongebog fortæller om kong Josiah, at han centraliserede gudsdyrkelsen og forbød stedlige altre: &quot;Han hentede alle præsterne fra Judas byer, og offerhøjene lige fra Geba til Be'ersheba, hvor de havde tændt offerild, gjorde han urene, og portofferhøjene, som lå ved kommandantensen Josvas port til venstre, når man går ind ad byporten, rev han ned.&quot;&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 441&lt;/ref&gt; Som det siges: &quot;Der havde ikke tidligere været nogen konge, der som han af hele sit hjerte og af hele sin sjæl og af hele sin styrke vendte om til Herren, helt efter Moses' lov og efter ham kom der ingen som han.&quot;&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 442&lt;/ref&gt; Tydeligvis var der tale om at samle al religiøs magt på et sted og under kongens kontrol. Det var med andre ord en religiøs revolution.

For at retfærdiggøre denne revolution måtte man opfinde en spådom, der kunne retfærdiggøre den. Her træder nu to kilder ind. Den ene findes i Første Kongebog. Her omtales en gudsmand, som råber imod et alter: &quot;Alter, alter! Dette siger Herren: I Davids hus skal der fødes en søn ved navn Josija. På dig skal han slagte de offerhøjspræster, som tænder offerild på dig, og han skal brænde menneskeknogler på dig.&quot;&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 393&lt;/ref&gt;

Den anden er Femte Mosebog: allerede i første sætning gives indtrykket af, at denne bog er Moses' sidste ord inden sin død&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 200&lt;/ref&gt;, og her formuleres en &quot;ny moselov&quot; begyndende således:

&quot;Dette er de love og retsregler, som I omhyggeligt skal følge i det land, Herren, dine fædres Gud, har givet dig i eje, så længe i lever på jorden. I skal ødelægge alle de steder, hvor de folk, I fordriver, har dyrket deres guder, på de høje bjerge, på bakkerne og under alle grønne træer. I skal rive deres altre ned og knuse deres stenstøtter, deres Ashera-pæle skal I brænde, og deres gudebilleder skal I hugge om; I skal udslette deres navn fra de steder. For på den måde må I ikke dyrke Herren jeres Gud. Nej, I skal søge til de sted, Herren jeres Gud udvælger blandt alle jeres stammer til at sætte navn på, så det kan bo der. Dér skal du komme, og derhen skal I bringe jeres brændofre og slagtofre, jeres tiender og afgifter, jeres løfteofre og frivilligofre og det førstefødte af jeres køer og får.&quot;&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 214&lt;/ref&gt;

Men trods dette forsøg på at legitimere centraliseringen af gudsdyrkelsen holdt det ikke længe. Snart begyndte folk atter deres decentrale gudsdyrkelse, og som vi tidligere har set, opgav de aldrig deres Ashera-dyrkelse.

=== Jøderne i Kana'an ===

Vi har fulgt jødernes religiøse udvikling, men hvordan forholder det sig med områdets politiske udvikling? Det er en broget historie, hvor Gamle Testamente trods påviselige fejl alligevel kan give nyttige oplysninger.

Meget taler for, at det var ankomsten af &quot;havfolket&quot; (engelsk: ''Sea People'') omkring 1178 f.Kr. som udløste en ny politisk udvikling. Frem til sammenbruddet havde området været præget af kana'anæiske kongefamilier, som styrede mindre områder fra deres centralt beliggende byer. Hidtil havde områder i nord været under hittitisk overherredømme og området i syd som helhed været under egyptisk kontrol, men nu svækkedes denne kontrol&lt;ref&gt;Porter (2016), s. 384&lt;/ref&gt;, og det indebar, at der blev mulighed for indbyrdes stammekrige i området. Det betød også, at folk udefra nu kunne blande sig med held i de stedlige stammekrige. Det er muligt, at jødernes erobringer netop hører hjemme i denne sammenhæng. Til trods for, at Gamle Testamente fremstiller disse kampe som religionskrige mellem folkeslag med polyteisme og jøderne med deres påståede monoteisme, er der intet, som tyder på, at dette er korrekt.

Snarere må vi se disse kampe som sket mellem et imperialistisk erobrerfolk og stedlige bofaste stammer. At der også var religiøse forskelle imellem dem, understregede blot krigenes stammemæssige karakter. Mens filistrene bosatte sig ved kysten, flyttede israelitterne ind fra øst og bosatte sig overvejende i højlandet, hvor de over tid tilegnede sig megen af den stedlige kultur, samtidig med at deres frænder, aramæerne, slog sig ned mod nordøst i Syrien. Hebræerne fik i denne besættelse støtte fra beslægtede og ligesindede nomadiske stammer og semitiske folkeslag. Alliancen var mulig, fordi de alle dyrkede Jahve.&lt;ref&gt;Novacek (2011), s. 66&lt;/ref&gt; Denne fælles kult var længe den eneste institution, som bandt folket sammen, og det kunne ikke forhindre, at der jævnligt opstod konflikter mellem dem.

Der kan på dette sted være grund til at gøre op med myten om Jerikos erobring. Ifølge den bibelske tradition skete erobringen ved, at de omgivende bymure styrtede sammen.&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 248f&lt;/ref&gt; Problemet er, at det arkæologisk kan påvises, at der ingen bymure var!&lt;ref&gt;Novacek (2011), s. 66&lt;/ref&gt; Forklaringen er, at Kana'an indtil da havde været underlagt Egypten, hvis overherredømme var blevet afgjort efter slaget ved Megiddo i 1479 f.Kr. Efter erobringen beholdt eliten i de kana'anæiske familier deres styrende rolle, når blot de var loyale i forhold til den egyptiske farao, men de måtte acceptere, at de ikke måtte befæste deres byer, (hvilket gav dem problemer blandt andet, da Megiddo blev angrebet af Lab'ayu fra det nærliggende Shechem).&lt;ref&gt;Novacek (2011), s. 25&lt;/ref&gt; Det må rejse spørgsmålet, om israelitterne overhovedet nogen sinde har erobret Kana'an, eller om de så at sige &quot;overtog&quot; havfolkets faktisk påviste erobringer og indskrev det i deres historie?

Overhovedet har det været praktisk talt umuligt at påvise israelitterne bosættelse i Levanten. Forskere har ment, at en række nye bosættelser i marginale områder i bjergegne kunne være deres bosættelser&lt;ref&gt;Porter (2016), s. 386&lt;/ref&gt;, men der kan lige så godt være tale om, at nogle kana'anæere fra lavlandet efter det handelsmæssige sammenbrud valgte at flytte ud og etablere sig med et nyt men mere holdbart selvforsynende landbrug&lt;ref&gt;Porter (2016), s. 388f&lt;/ref&gt;, hvor handel som helhed spillede en mindre rolle end tidligere og især var af regional snarere end international karakter.&lt;ref&gt;Porter (2016), s. 388&lt;/ref&gt; Ulige forsøg på at identificere bestemte former for genstande som værende israelitiske er strandet på, at de selv samme genstande også findes i områder uden israelsk bosættelse ifølge Gamle Testamente, de kan derfor ikke levere det ønskede bevis.&lt;ref&gt;Porter (2016), s. 387&lt;/ref&gt;

I den første tid efter israelitternes indvandring var tilstandene i Kana'an væsentlig som før. Det var langt fra lykkedes jøderne at udrydde hele den bosatte befolkning, så det endte med, at jøderne bosatte sig i egne bosættelser. De ulige folk og stammer levede i samfund hver for sig med byerne som centrum for de omgivende landsbyer. Hebræerne erobrede og ødelagde de mere civiliserede kana'anitter men overtog deres skriftsystem. De overtog også kana'anitternes byggeskik, men uden at hebræernes byggerier nåede samme høje stade som deres forgængere. Jerusalem var på denne tid et lille sted uden stor betydning og kunne ikke måle sig med andre byer i området.

Tør man tro Josvabogen kapitel 20, blev der oprettet særlige bebyggelser kaldet &quot;tilflugtsbyer&quot; for kriminelle, hvor disse kunne søge politisk asyl og unddrage sig retsforfølgelse for deres kriminelle gerninger: &quot;Herren talte til Josva og sagde: &quot;Sig til israelitterne, at de skal udpege de tilflugtsbyer, som jeg talte til jer om ved Moses, så en drabsmand, der uforsætligt og uforvarende slår nogen ihjel, kan flygte dertil; de skal være tilflugtssteder for jer mod blodhævneren. Når drabsmanden søger tilflugt i en af disse byer og stiller sig ved indgangen til byporten, skal han forelægge sin sag for de ældste i den by. De skal give ham adgang til byen og give ham et sted, hvor han kan bo hos dem. Når blodhævneren forfølger ham, må de ikke udlevere drabsmanden til ham; det var jo uforvarende, han slog sin næste ihjel, han havde ikke tidligere næret fjendskab mod ham. Han kan så blive boende i den by, indtil han stilles for menighedens domstol, eller indtil den ypperstepræst dør, som er der til dentid. Da kan drabsmanden vende tilbage til sin by og sit hus, den by, han er flygtet fra&quot;.&quot;&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 264&lt;/ref&gt; De var en ordning, som kunne beskytte enhver kriminel mod retsforfølgelse.

Og jødernes folkemord fortsatte. I Dommerbogen kapitel 1 læser vi: &quot;Så drog Juda op, og Herren gav kana'anæerne og perizzitterne i deres hånd, og de slog dem i Bezek og dræbte ti tusind mand. ..Judæerne angreb Jerusalem og indtog den. De huggede indbyggerne ned med sværd og stak ild på byen.&quot;&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 271&lt;/ref&gt; I de byer, som det ikke lykkedes jøderne at udrydde befolkningen, blev disse i stedet gjort til hoveriarbejdere.&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 272&lt;/ref&gt; Det kan næppe undre, at denne opførsel gav anledning til yderligere uro, og at nye kampe fulgte. Ved en lejlighed slog jøderne &quot;omkring ti tusind moabitter ihjel. .. Derefter havde landet ro i firs år&quot;.&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 274&lt;/ref&gt;

Efter Josvas erobringer fulgte dommertiden, hvor landet blev styret af de såkaldte dommere. Tør man tro Gamle Testamente førte det til, at filistre og ammonitter for en tid fik overtaget.&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 286&lt;/ref&gt; Også internt var der øjensynlig magtkampe, således forenedes de andre stemmer mod Benjamins stamme.&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 297ff&lt;/ref&gt;

Efterhånden blev lovløsheden for meget, og hebræerne etablerede et kongedømme i Palæstina. Denne institution kom som en nødvendig følge af både de interne lovløse tilstande og behovet for at organisere krigsførelsen mod andre folkegrupper. I vest udgjorde filistrene en stærkere modstand end kana'anitterne, fordi de havde udviklet jernsmedning. Mod nord boede fønikerne i Libanon, der var mest optaget af handel. Da kana'anitterne stadig blev mere undertrykte, skabte det grundlaget for etableringen af det hebræiske kongedømme omkring 1000 f.Kr. 

Først under dommeren Samuel opstår der blandt jøderne angiveligt krav om etableringen af et kongerige. Landets første konge hed Saul.&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 317&lt;/ref&gt; Han dateres til omkring 1000-tallet f.Kr. Tør vi tro Første Samuelsbog gennemførte han adskillige krige.&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 320&lt;/ref&gt; Kana'an var angiveligt forenet under ham og hans to efterfølgere, David og Salomo. Salomo beskrives i Gamle Testamente som en mægtig konge, der blandt andet opførte et gudstempel i Jerusalem, men arkæologiske undersøgelser har ikke kunnet bekræfte dette, og Salomo er påfaldende totalt fraværende i ikke-bibelske kilder. Det har fået mange historikere til at mene, at Salomo må have været en småkonge.&lt;ref&gt;Novacek (2011), s. 83&lt;/ref&gt; Også israelerne synes fraværende i arkæologiske fund fra denne tid, i stedet dominerer kypriotisk og fønikisk lertøj samt stedlige efterligninger af dette.&lt;ref&gt;Novacek (2011), s. 89, 93&lt;/ref&gt;

Da kong Salomo døde i 922 f.Kr. blev det hebræiske kongedømme delt i to: Kongeriget Israel og Kongeriget Juda. Det var kun Juda og Benjamins stammer, som accepterede Salomos søn Rehabeam som deres konge, og de oprettede dermed det sydlige kongerige Juda med Jerusalem som hovedstad. Mod nord gjorde de øvrige stammer Jeroboam til konge og oprettede kongeriget Israel med Sikem og senere Samaria som hovedstad. Vigtigst i denne sammenhæng er, at der intet stammesammenhold var, end ikke deres religion kunne holde sammen på dem, og som vi allerede har set, skete der jævnligt frafald fra denne, lige som israelitterne indgiftede sig i andre folkegrupper nok så meget som indbyrdes. Der var konstant magtkampe, hvilket afspejler det totale fravær af national solidaritet og enhed. Også udefra skete angreb. Anden Krønikebog er fuld af bereninger om disse krige.

Det bør for god skyld nævnes, at en basalt stele fra Dhiban omtaler, at kong Mesha fra det moabitiske kongerige overvandt Kongeriget Israel og udvidede sit rige, en begivenhed som menes afspejlet i Anden Kongebog kapitel 3.&lt;ref&gt;Porter (2016), s. 382&lt;/ref&gt;&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 412&lt;/ref&gt; 

Kongeriget Israel ophørte, da Assyrien erobrer hovedstaden Samaria 722 f.Kr. Herved mistede også de 10 nordlige israelske stammer deres betydning. Nogle af indbyggerne i Kongeriget Israel blev deporteret af assyrierne, men arkæologisk kan der ikke dokumenteres nogen befolkningsudskiftning eller nogen nedgang i befolkningstallet, og genetiske undersøgelser antyder også en kontinuitet i områdets befolkningssammensætning. Hovedparten af befolkningen synes således at være forblevet i området og samaritanerne menes at være de mest direkte efterkommere af befolkningen i Kongeriget Israel, hvilket også er i overenstemmelse med deres egen opfattelse. Nogle beboere fra Kongeriget Israel må antages at være flygtet til kongeriget Juda, hvilket kan forklare hvordan de nordlige stammers myter er blevet inkorporerede i den tekster i Gamle Testamente, som blev samlede i Kongeriget Juda.

=== Eksilet i Babylon ===

Der er næppe tvivl om, at hvis jøderne havde modstået angreb udefra, ville afgudsdyrkelsen have fortsat. Der ville fortsat have været private gudindestatuetter og private altre. Men een begivenhed ændrede jødernes historie og dermed verdenshistorien: babylonernes erobring i 586 f.Kr.

Forud gik en belejring, som varede to og et halvt år. Vilkårene under belejringen var forfærdelige: jøderne sultede, men vi ved fra samtidige beretninger, at de ikke holdt sig tilbage fra at spise deres egne børn. Da Nebukadnezer erobrede Jerusalem, blev Salomons tempel brændt ned til grunden. Kongepaladset blev brændt ned. Huse blev brændt ned. Forsvarsanlæggene omkring byen blev revet ned sten for sten. Kong Zedekiah, som havde forsøgt at flygte, blev fanget og ført frem for Nebukadnezer. Det sidste, han så, var, at han sønner blev slået ihjel. Så blev han gjort blind, og måtte i denne tilstand foretage vandringen til Babylon.

Hele den jødiske befolkning blev tvangsforflyttet til Babylon. Det skete i tre omgange. Da de forlod Jerusalem, måtte de uundgåeligt miste troen på deres guder, som havde svigtet dem.

Hvad, der skete under det babylonske fangenskab, var ekstraordinært: i stedet for at blive integrerede i deres nye omgivelser valgte de skriftkloge jøder den modsatte vej, nemlig at bevare og redigere deres historiske traditioner. Sigende optræder byen Al Yahuda i Babylon på denne tid. Jøderne samlede, hvad de havde bevaret om deres historie, og begyndte at nedskrive det. Undervejs blev traditionen omskrevet og tilpasset deres nye selvforståelse. Bibelforskere mener, at det var antagelig på denne tid, at traditionerne i ''Tanakh'' begyndte at få deres endelige form.

Og det var tilsyneladende også her, at jødernes tro fik den monoteistiske karakter, som siden skulle gøre sig gældende. Det er her, at profeten Ezekiel fortæller, at Gud gør ham opmærksom på den afgudsdyrkelse, som finder sted.&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 1048&lt;/ref&gt; Det er her, at Gud lover at straffe jøderne for denne afgudsdyrkelse.&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 1049&lt;/ref&gt; Det er her, at jødernes bortførelse bliver stillet i udsigt. Det er her, at grunden lægges til den fortolkning, at eksilet gøres nødvendigt for, at jøderne langt om længe kan vende sig mod den sande gudsdyrkelse.

Og det er her, at profeten Esajas formulerer sine propagandistiske og doktrinære anklager. Det er her, at Gud gøres til den, som lover jøderne håb om frihed igen. Og det er her, at Gud bliver enevældig.

To eksempler fra Esajas Bog kan belyse det: i vers 44 linje 6: &quot;Jeg er den første, og jeg er den sidste, der er ingen anden Gud end mig&quot;&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 895&lt;/ref&gt; og i vers 45 linje 5: &quot;Jeg er Herren, der er ingen anden, der er ingen anden Gud end mig&quot;.&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 897&lt;/ref&gt; Selv alt det gode og alt den onde har samme oprindelse:&lt;/br&gt;  
&quot;Jeg danner lys og skaber mørke,&lt;/br&gt; 
jeg frembringer fred og skaber ulykke,&lt;/br&gt; 
jeg, Herren frembringer alt dette.&quot;&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 897&lt;/ref&gt;&lt;/br&gt; 
For første gang optræder jøderne som et folk med kun een erklæret Gud.

Der kan næppe være tvivl om, at dette var følgen af en bestemt strategi: ikke at blive opslugt af imperiet. Over for de mange guddomme i Babylon sætter jøderne en enkelt gud som deres modstykke. Derved, og kun derved, kan de opretholde deres særegne identitet som folk. Hvis Jahve havde været een gud blandt mange andre, havde han tabt og havde ingen fremtid. Kun ved at gøre ham almægtig, ved at hævde at han havde brugt Nebukadnezar som et redskab i en guddommelig plan, kunne de opretholde deres identitet og deres håb om en fremtid. De gamle guder måtte udryddes eller bortforklares som fejltagelser, der kunne forklare jødernes ulykkelige skæbne. Og derfor blev den traditionelle historie omskrevet punkt for punkt for at kunne understøtte det nye narrativ.

Nået så langt tog de skriftkloge det næste skridt: de måtte opfinde og udvikle deres egen skabelsesberetning og deres egen beretning om en altomfattende oversvømmelse. Inspirationen hentede de hos babylonerne selv. De tog de velkendte babylonske beretninger men omskrev dem således, at de udgjorde en polemisk kontrast til den tro og de traditioner, som blev hyldet af deres omgivelser. Der vil være lejlighed til at se nærmere på disse ved en gennemgang af Gamle Testamente.

=== Jødernes tilbagevenden til Jerusalem ===

I 539 f.Kr. indtræder så afslutningen på jødernes tid i eksil. Dette år erobrer perserne Babylon, og Cyrus den Store erklærer straks efter en almen amnesti. Der efter giver han tilladelse til, at fordrevne folkeslag må vende tilbage til deres hjemegn og genoptage deres gudsdyrkelse.

Også jøderne vendte hjem. Ifølge Ezras Bog vendte i alt 42.360 jøder tilbage til Jerusalem foruden deres trælle og trælkvinder, i alt 7.337, samt 200 sangere og sangerinder, det vil sige i runde tal 50.000 personer.&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 510&lt;/ref&gt; Om dette tal er korrekt, vides ikke.

Det vigtige er, at da jøderne vendte tilbage til Jerusalem, var det med en ny, monoteistisk religion. Den var i store træk skabt under deres eksil, omskrevet og suppleret i forhold til tidligere. Den forenede folk og tro i en næsten uadskillelig helhed.

Der kan her være grund til at stille et vigtigt spørgsmål: betyder dette så, at jøderne vendte hjem med en fuldt udviklet fælles trosretning? Nej, intet taler for dette. Snarere må vi regne med, at det kun var en lille gruppe af teologiske skriftlærde, som havde taget del i den redigeringsproces, som var foregået i Babylon, og at det kun var dem, som havde det fulde kendskab til det nye narrativ om jødernes oprindelse, som de havde skabt. Dette indebærer, at det først er efter deres tilbagevenden, at de for alvor kan begynde at promovere og udbrede deres nye narrativ til jøderne og dermed skabe den identitetsforståelse, som de siden udviklede.

=== Persisk tid ===

Under det persiske herredømmes tid (538-332 f.Kr.) sad der persiske statholdere i landets ulige dele. Vi ved, at statholderen i Judæa 408 f.Kr. hed Bagohi, dels fra Josefos, dels fra papyrusfundene i Elefantine. At statholderen i Samaria var en samaritan, Sanballat, tyder på, at perserne ikke har blandet sig i Palæstinas forhold, når oprør ikke foranledigede dem til at gribe ind, som tilfældet var under Artaxerxes III (358-338 f.Kr.). Det var under persisk beskyttelse, at Nehemia og Ezra genoprettede den jødiske menighed i Jerusalem.

Vi ved sandt at sige ikke meget om den jødiske religionsdyrkelse på denne tid. Meget tyder på, at der skete en langsom spredning af den nydannede monoteistiske tro, sikkert som et politisk-nationalt redskab over for det persiske overherredømme. Men intet taler for, at denne endnu formelt var slået igennem.

Elephantine var en jødisk by i Egypten fra 400-tallet f.Kr. Den er interessant, fordi den kan vise træk ved og fravær af jødisk levevis på denne tid. Byen blev antagelig grundlagt i midten af 6. århundrede f.Kr. af folk, der var emigreret fra Syene-området i Palæstina.&lt;ref&gt;Barnea (2024), s. 1&lt;/ref&gt; Vi ved, at der eksisterede et særligt tempel for dyrkelsen af Jahve indtil 410 f.Kr., da det blev ødelagt. En jødisk befolkning nævnes sidste gang i kilderne i 399 f.Kr., hvad, der skete med den jødiske befolkning efter denne tid, er ukendt.&lt;ref&gt;Adler (2025), s. 39&lt;/ref&gt;

Historien om jødernes udvandring fra Egypten kendes ikke i denne by, hvilket tyder på, at denne tradition er yngre end 400-tallet. Ligeledes kendte befolkningen ikke til ''torah'', det vil sige jødisk lov, så også denne må være yngre end 400-tallet.

Endvidere dyrkede jøderne i denne by flere guder (jahvisme) i modsætning til senere tids monoteisme (judaisme). Således har vi flere kilder fra 400-tallet f.Kr., der vidner om zoroastracisme, herunder et ild-alter og et tempel.&lt;ref&gt;Barnea (2024), s. 3-7&lt;/ref&gt; En lignende jødisk polyteisme kendes fra andre byer.&lt;ref&gt;Adler (2025), s. 41-47&lt;/ref&gt; Men dette indebærer også, at jøderne stadig ikke på denne tid var monoteister til trods for de bestræbelser, som præsteskabet havde udført under eksilet i Babylon. I stedet tolkes situationen således, at den jødiske kult udviklede sig gravist over tid blandt andet inspireret af zoroastrisk kult indtil, at de fik den form som kendes fra den hebraiske bibel.&lt;ref&gt;Barnea (2024), s. 29&lt;/ref&gt; Hvis byen blev grundlagt af dem, som ikke endte i Babylon, kan dette forklare deres fastholden ved polyteisme og ukendskab til den monoteisme, som blev udviklet i Babylon.

Dermed adskiller kulten på denne tid blandt jøder sig markant fra den, som ses i hasmonæisk tid.&lt;ref&gt;Adler (2025), s. 48&lt;/ref&gt; Yonatan Adler ved Ariel University har kaldt denne kult og levevis &quot;proto-jødisk&quot; (''proto-Judaic'') og definerer den således: &quot;Et protojødisk kulturelt træk er således et særskilt element af den israelitiske og/eller jødiske livsstil, som med tiden blev lovgivet som en forskrift for regulering i en eller flere af Mosebøgernes tekster, og som i sidste ende blev optaget som en del af jødedommen.&quot;&lt;ref&gt;Adler (2024), s. 5&lt;/ref&gt; Et eksempel herpå er at spise svinekød. I to af Mosebøgerne (Tredie Mosebog kapitel 11:1-8&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 126f&lt;/ref&gt; og Femte Mosebog kapitel 14:3-8&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 216&lt;/ref&gt;) forbydes det jøder at spise svinekød, men arkæologiske fund fra tiden fra sen bronzealder (1300-1130 f.Kr.) frem til jernalder (586 f.Kr.) viser, at svin faktisk blev avlet til fortæring i strid med denne bestemmelse, skønt de er fraværende i nogle bopladser henregnet til kana'anære og fønikere i jernalderen uden, at det derfor med sikkerhed kan siges at være bevidste valg; økonomiske, økologiske og sociale forhold kan have spillet ind.&lt;ref&gt;Adler (2024), s. 13&lt;/ref&gt; Flere jødiske leveregler tilskrives således myter i Mosebøgerne, og det kan ikke afvises, at disse myter ''netop'' er blevet til for at kunne begrunde og legitimere disse leveregler.&lt;ref&gt;Adler (2024), s. 21&lt;/ref&gt; Det gælder blandt andet reglen om at omskære drengebørn.&lt;ref&gt;Adler (2024), s. 20f&lt;/ref&gt;

=== Hellenistisk tid ===

I den græske periode fra Alexander den Stores erobring i 332 f.Kr. til 167 f.Kr. blev Palæstina atter genstand for strid mellem Syrien, hvor seleukiderne herskede efter Alexanders død 323 f.Kr., og Ægypten, der beherskedes af ptolemæerne. Frem til 198 f.Kr. var overvejende Egypten, fra den tid, efter Antiochos IIIs sejr ved Paneas, syrerne Palæstinas herrer. Efter, at Babylon, Ninive og Shushan var gået til grunde, og Alexandria var blevet grundlagt, flyttede tyngdepunktet vest på, og Palæstina fik igen samme betydning som i 15. århundrede f.Kr. Under ptolemæerne regeredes Palæstina af guvernører (hegemon, epitropos), om hvis myndigheds udstrækning kun lidt vides. Skatteopkrævningen var overladt - ved licitation - til skatteforpagtere. I jødernes kreds fik synedriet og ypperstepræsten en vidtgående myndighed. Under seleukiderne stod Palæstina, der kaldtes Fønikien, sammen med Cølesyrien under en militærguvernør, og syrisk militær besatte landet. Skatten indkrævedes af seleukidiske embedsmænd. Fra 165 f.Kr., da Antiochos Epifanes forbød jødisk gudsdyrkelse, blev landet ramt af de makkabæiske kampe, der skulle bane vejen for det hasmonæiske dynasti.

Undersøgelser tyder på, at jøderne i almindelighed stadig ikke kendte til ''torah'', det vil sige jødisk lov, i begyndelsen af hellenistisk tid, og slet ikke at de respekterede og fulgte den.&lt;ref&gt;Adler (2025), s. 34&lt;/ref&gt; Således er der flere eksempler på, at judæere to ågerrenter af deres udlån.&lt;ref&gt;Adler (2025), s. 28&lt;/ref&gt; Der er også bevis på, at nogle judæere selv på denne tid dyrkede andre guder end Jahve.&lt;ref&gt;Adler (2025), s. 27&lt;/ref&gt; Og skønt ordet &quot;''sabbat''&quot; forekommer, lader det sig ikke fastslå, om dette havde samme betydning som senere eller blot henviste til en jødisk helligdag.&lt;ref&gt;Adler (2025), s. 28&lt;/ref&gt; Faktisk forekommer ordet &quot;''sabbat''&quot; ikke een eneste gang i Gamle Testamente. Omvendt er der ingen arkæologiske beviser på, at jøderne tog deres rituelle bade i bassiner, således som foreskrevet i ''torah'', og heller ikke at de iagttog særlige rituelle renselsesregler omkring deres mad.&lt;ref&gt;Adler (2025), s. 26&lt;/ref&gt;

Der har været peget på, at Aristeas i et brev oplyser, at Ptolemæus II Philadelphus (regerede 285-246 f.Kr.) tog 72 jøder fra Jerusalem til Alexandria for at få oversat en jødisk lov til græsk til sit bibliotek.&lt;ref&gt;Adler (2025), s. 31&lt;/ref&gt; ''Torah'' er ikke nævnt ved navn, så der er ingen beviser på, at det er den, som der henvises til, men selv om dette var tilfældet, kan dette ikke tages som udtryk for, at jøderne i almindelighed kendte og fulgte loven.&lt;ref&gt;Adler (2025), s. 32&lt;/ref&gt; Dette til trods for, at jøderne på  denne tid ellers nød udstrakt selvstyre både i Judæa og i andre områder.&lt;ref&gt;Adler (2025), s. 24&lt;/ref&gt; Dette har fået Yonatan Adler til at betegne jødisk kultur på denne tid som &quot;jahveisme&quot; (''Yahwism'') i modsætning til den &quot;judaisme&quot; (''Judaism''), der først fulgte senere og som fulgte ''torah''-en.&lt;ref&gt;Adler (2025), s. 7&lt;/ref&gt; Men uanset benævnelsen betyder det, at traditionel jødisk kultur først stammer fra tiden ''efter'' hellenistisk tid.

=== Det hasmonæiske dynasti ===

Den hasmonæiske eller senhellenistiske periode strakte sig fra 167 f.Kr. til 63 f.Kr.

Betegnelsen &quot;Det hasmonæiske kongerige&quot; dækker over en yderst omtumlet periode i jødisk historie, som strakte sig fra midten af 2. århundrede f.Kr. til midten af 1. århundrede f.Kr. Hasmonæerne var en jødisk præsteslægt, som spillede den førende politisk rolle på denne tid. Betegnelsen er dannet efter Hasmon, der var Mattatija’s bedstefader. I årene 168-161 f.Kr. ledede hasmonæerne kampen for national og religiøs frihed mod seleukiderne, som under Antiochos IV havde underkuet dem. Bevægelsen begyndte under Mattatija, men blev fortsat af hans sønner, først Judas Makkabæer, efter hvem slægten often kaldes makkabæerne; han fik genoprettet den jødiske gudsdyrkelse i 165 f.Kr. og opnåede i 161 f.Kr. religionsfrihed. Dette år overvandt han den syriske feltherre Nikanor og sluttede forbund med Romerne, men døde kort efter. Hasmonæerne optrådte der efter som et dynasti, der kæmpede for deres egen magtstilling. Judas’ broder, Jonatan, som afløste ham som leder, lod sig i 153 f.Kr. udnævne til ypperstepræst, skønt han efter jødisk lov ikke havde ret til denne stilling. Dette betød et brud med de lovtro, som de oprindelige havde kæmpet for. Efter hans mord i 143 f.Kr. lykkedes det broderen Simon (143-135 f.Kr.) at få landets selvstændighed anerkendt og at erobre syrernes borg i Jerusalem. Som følge heraf blev han af befolkningen hyldet som arvelig ypperstepræst og som verdslig hersker i 141 f.Kr. Dermed havde hasmonæerne opnået formel anerkendelse af deres dynasti.

Det betød imidlertid ikke, at der nu herskede fred, tværtimod. Under Simon’s søn, Johannes Hyrkan (134-104 f.Kr.), indtraf et åbent brud mellem hasmonæerne på den ene side og farisæerne på den anden. Under de fortsatte kampe undertvang han den autonome stat Edom og ødelagde Samaria og også den samaritanske helligdom på Garizim. Hans sønner, Aristobul (104-102 f.Kr.) og Alexander Jannæos (102-76 f.Kr.) var brutale herskere og fjernede sig langt fra styrets oprindelige karakter, idet de var udpræget hellenistisk sindede. Alexander udnævnte sin dronning Salma Alexandra til sin efterfølger (78-69 f.Kr.), mens sønnen Hyrkan II blev ypperstepræst. Midt i de hele etablerede armenerne et kortvarigt herredømme (70-63 f.Kr.) idet de erobrede landet og lagde området under deres overherredømme. Men den interne magtkamp fortsatte uafbrudt. Salma sluttede sig til farisæerne, og hun kom derved i modsætning til saddukæerne, som samlede sig om hendes anden søn, som efter hendes død tog magten fra sin broder og herskede som Aristobul II, dog under vedvarende kampe, indtil Pompejus afsatte ham og tog ham med til Rom i 63 f.Kr. Efter ulige forsøg på opstand blev Aristobul og hans søn Alexander myrdet i 48 f.Kr. 

Hyrkan II, der af Pompejus nu blev anerkendt som ypperstepræst med Antipater som verdslig leder, blev af Cæsar forfremmet til ethnarch, mens den faktiske myndighed efterhånden gik over til Herodes efter Antipater’s død. Aristobul’s anden søn, Antigonos, gjorde imidlertid oprør og blev en kort (40-37 f.Kr.) tid konge, mens Hyrkan blev bortført og fik ørene skåret af. I 37 f.Kr. erobrede den af Romerriget anerkendte Herodes så Jerusalem, og Antigonos blev henrettet i Antiochia. Dermed var hasmonæernes herredømme bragt til ende. Herodes levede en tid i venskab med Hyrkan men lod ham så dræbe. Herodes var besvogret med hasmonæerne, idet hans hustru Mariamme var datter af Aristobul II’s søn Alexander. Dette forhindrede dog ikke, at han lod hendes broder Aristobul dræbe. Senere dræbte han ligeledes hende selv og hendes moder. Endelig dræbte han nogle hasmonæere, der opholdt sig hos hans svoger i Idumæa. Således blev det Herodes, som endte slægtens magtdrømme.&lt;ref&gt;Pedersen (1919), s. 943f&lt;/ref&gt; Så meget om den politiske udvikling.

Det vigtigste i denne sammenhæng er, at de var i denne omtumlede tid, at vi for første gang ser tydelige spor af en jødisk kultur og religionsdyrkelse. Årsagen er klar nok: lederen af den nye stat var en ypperstepræst, som nu tillige blev den politiske, kultiske og militære leder af den nye stat. Og det er tydeligvis på denne tid, at denne nye magt manifesterer sig også religiøst. Det er først fra denne tid, at de første synagoger optræder. Det er først fra denne tid, at ''Tanakh'' optræder i sin endelige skikkelse. Det er først fra denne tid, at der optræder beviser på, at jøderne i deres levevis fulgte bibelsk lov, der nu bliver promoveret som &quot;deres forfædres lov&quot; og påvirker et utal af leveregler både i og uden for jødernes &quot;hjemland&quot;.&lt;ref&gt;Adler (2025), s. 67&lt;/ref&gt;

=== Romersk styre ===

Romersk tid strækker sig fra sidste århundrede f.Kr, til første århundrede e.Kr. Det kendetegnes ved at området i denne periode havde en romersk guvernør.

Yonatan Adler har undersøgt de kulturelle traditioner i dette tidsrum og finder, at de følger senere jødiske traditioner: der er renselsesbassiner og husgeråd af kalk som udtryk for jødiske relselsesritualer samt mønter, vægdekorationer i huse og hjemligt udstyr som udtrykkeligt undgår at vise mennesker og dyr i overensstemmelse med påbuddet i Mosebøgerne. Han konstaterer yderligere, at disse træk er særligt markante i de områder, som vides at have haft en overvejende jødisk befolkning, men ikke nødvendigvis i områder hvor andre befolkningsgrupper var dominerende. Han konstaterer endvidere, at disse rituelle træk tydeligt går tilbage til hasmonæisk tid men ikke med sikkerhed lader sig følge længere tilbage, til dels på grund af et svagt og mangelfuldt arkæologisk og skriftligt bevismateriale. Som beviserne nu stiller sig, var det i hasmænæisk tid, at disse rituelle træk slog igennem og efterhånden bredte sig til den samlede befolkning og i romersk tid allerede var blevet normen.&lt;ref&gt;Adler (2022)&lt;/ref&gt;

Det er på denne baggrund, at Jesus må ses: i en tid, hvor mange jøder drømte om og håbede på at genskabe deres egen selvstændige stat, trådte han frem med sit provokerende budskab, at &quot;Guds rige ikke var af denne verden&quot;. Ikke nok med det: han udfordrede farisæerne og de skriftkloge, og oven i alt dette ophævede han jøder som Guds udvalgte folk og erklærede enhver, som følger Guds ord og hans påbud som en del af den udvalgte befolkning. I det givne politisk-religiøse klima gjorde det ham farlig for en national jødisk politik, så han måtte stoppes, og det blev han som bekendt. Men det stoppede ikke hans budskab i at blive yderligere spredt, tværtimod.

Frem til 70 e.Kr. opstod der ulige retninger inden for jødedommen, hvoraf saddukæerne, farisæerne og essæerne synes at have været de væsentligste. Desuden opstod der en række messianske og apokalyptiske bevægelser. 

Saddukæerne var en gruppe der var tilknyttet præstedømmet i templet i Jerusalem. I modsætning til farisæerne, som påberåbte sig myndighed på grund af deres lærdom og fromhed, baserede saddukæerne deres særstilling på afstamning og status. Meget tyder på, at de repræsenterede Hasmonæernes klan, der tidligere havde regeret som præstekonger. De nægtede at acceptere læresætninger som ikke direkte var nævnt i ''Torah'', også selv om læren var nævnt et andet sted i Tanakh. Ja, de &quot;anså det for en dyd at debattere&quot; sådanne sager. Et eksempel på en sådan debat findes i Mattæusevangeliet kapitel 22:23-33, hvor de satte Jesus på prøve med hensyn til opstandelsen. Idet saddukæerne opstillede en tænkt situation hvor en enke havde været gift med syv mænd, spurgte de: &quot;Hvem af de syv skal nu have hende til hustru i opstandelsen?&quot; I denne sammenhæng var det selvfølgelig uvæsentligt om den tænkte enke havde været gift 14 eller 21 gange. Jesus svarer: &quot;I opstandelsen gifter mænd sig ikke og kvinder bortgiftes ikke.&quot;&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 1251&lt;/ref&gt; Saddukæerne accepterede ikke eksistensen af et liv efter døden, og benægtede derfor også den farisæiske doktrin om en genopstandelse, hvilket netop var den forestilling, som Jesus prædikede. I Markusevangeliet kaptel 12:18-27 omtales en anden version af historien: da Jesus vidste, at saddukæerne ikke accepterede andre inspirerede skribenter end Moses, argumenterede han ved at citere fra ''Torah''. Han sagde: &quot;Med hensyn til at de døde oprejses, har I da ikke læst i Moses’ bog, i beretningen om tornebusken, hvordan Gud sagde til ham: ’Jeg er Abrahams Gud og Isaks Gud og Jakobs Gud’? Han er ikke dødes men levendes Gud.&quot;&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 1281&lt;/ref&gt;

Saddukæerne ønskede ikke, at en Messias skulle dukke op og lave om på tingene og da de betragtede Jesus som en trussel mod deres position, sammensvor de sig med farisæerne om at slå Jesus ihjel.&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 1258f, 1352&lt;/ref&gt;

Farisæerne var kendetegnede ved, at de lagde stor vægt på overholdelse af Moseloven, især renhedsforskrifterne og desuden på &quot;fædrenes overleveringer&quot;, som var en betegnelse for hele den mundtlige fortolkning af Moseloven. Bevægelsens etik havde mange detaljerede forskrifter og praktiske anvisninger. 

Essæerne levede i en slags kommunisme, hvor medlemmerne aflagde tavshedsløfte og ingen måtte besidde ejendom, hverken bolig eller slave, jord eller kvæg. Deres indkomster skulle overlades til en forvalter, som forestod indkøb af det nødvendige og sørgede for mad og underhold til gruppen. De forkastede også ægteskab, alle former for standsforskelle samt slaveri. De var soldyrkere og sendte hver morgen bønner op til solen. Når de havde afføring, gjorde de det inden døre for ikke at &quot;besmitte&quot; sollyset.

Af de mange retninger inden for jødedommen overlevede kun den rabbinske jødedom, som byggede på farisæerne og deres lære. Den rabbinske jødedom var kendetegnet ved at hævde, at den skrevne ''Torah'' ikke kan fortolkes korrekt uden henvisning til den &quot;mundtlige&quot; ''Torah'' og den dertil hørende litteratur, der specificerer hvilken adfærd, der er sanktioneret af loven. Med et moderne udtryk var de fundamentalistiske teokrater. Når de andre fraktioner her er nævnt, er det for at vise, at jødedommen langt fra var nogen samlet bevægelse selv op til eller på Jesu tid.

Stednavnet &quot;Israel&quot; første gang optræder på en mønt dateret til 66 e.Kr. møntet i forbindelse med jødernes oprør mod romerne.

Efter oprøret 70 e.Kr. var det for en lang tid slut med jødiske forsøg på at skabe en egen stat. Jesu budskab og det mislykkede oprør førte til, at den jødiske befolkning blev sprængt i tre grupper: den ene gruppe var de traditionelle jøder, som holdt fast ved farisæerne og deres budskab, den anden gruppe var de kristne, som nu satte sig for at udbrede det nye budskab, og den tredie gruppe var judeo-nazaræerne, som fortolkede udviklingen på deres egen måde og mente, at genskabelsen af templet i Jerusalem var en forudsætning for, at Messias ville vende tilbage. De arbejdede i flere hundrede år på dette mål, men da de endelig fik magten i Jerusalem i år 634 og Messias alligevel ikke vendte tilbage, blev bevægelsen omformet til en ny arabisk religiøs bevægelse, som i 749 efter abbasidernes magtovertagelse endte som muhammedismen, komplet med en egen profet, en egen hellig bog og med et nyt religiøst midtpunkt i Mekka.&lt;ref&gt;se ''Muhammedanismen i kildekritisk belysning''&lt;/ref&gt;

=== Sammenfatning ===

Hvordan skal begivenhedsforløbet nu fortolkes? Et foreløbigt svar kunne lydes således: det ser ud til, at jøderne udskilte sig fra kana'anæerne senest omkring 1200 f.Kr. og at de oprindeligt levede i ørkenområderne syd for Kana'an. Dette varede indtil, at de eteblerede et egentligt kongerige, der imidlertid efter kort tid blev delt i to, Israel og Judæa. Den nationale udskillelse var dog åbenbart ikke mere udtalt end, at jøderne jævnligt synes at have giftet sig med kvinder fra andre stammegrupper. 

Så langt, vi tør tro Bibelens fremstilling, var de polyteister, det vil sige dyrkede flere guder. Ganske vist var der perioder, hvor der gjordes forsøg på at indføre monoteisme, men dels var der stadige tilbageslag, dels skete disse forsøg på det statslige niveau, mens den almindelige befolkning synes at have fastholdt polyteismen uden afbrydelser gennem flere hundrede år frem til og med landsforvisningen til Babylon. 

Religionsdyrkelsen synes at have udviklet sig fra spredt i de enkelte husstande, landsbyer og stammer hen imod en statslig centralisering med deraf følgende magt for præsteskab og konger. 

Efter alt at dømme er det først under eksilet i Babylon, at præsteskabet blandt jøderne udvikler en erklæret monoteisme, mens dette ikke synes at være tilfældet for den brede befolkning. Hele jødernes tidligere historie bliver nu omfortolket af præsteskabet i lyset af denne nye religion, og den bliver promoveret og legitimeret af nogle få erklærede profeter.

Efter jødernes tilbagevenden til Kana'an efter eksilet i Babylon bliver den nye religion gjort til et redskab for præsteskabets politiske mål: en selvstændig teokratisk stat. Dette mål bliver opnået, men den nye stat varer kun i henved hundrede år, og igennem hele sin eksistens er den præget af interne magtkampe blandt den ledende religiøse elite. Meget tyder dog på, at det først er på denne tid, at monoteismen slår igennem også i den brede jødiske befolknings livsstil og levemåde og bliver det centrale element i israelitternes selvforståelse. Men dette forudsatte og krævede præsteskabet både som den etnisk-religiøse og den statspolitiske magthaver. Efter alt at dømme er det tidligst fra denne tid, at vi kan tale om jødedom i moderne forstand.

Men denne udvikling forudsatte, som vi har set, en dramatisk omskrivning af den jødiske historie. Meget måtte udelades eller totalt omskrives. På den anden side blev der indført nye elementer, som næppe har meget med den historiske udvikling at gøre men som gav jøderne en forhistorie så lang som nogen.

=== &lt;big&gt;Problemerne med Gamle Testamente&lt;/big&gt; === 

Et passende kildekritisk udgangspunkt ved vurderingen af Gamle Testamentes troværdighed må være de modsætninger, der er mellem dennes fremstilling og de faktuelle kendsgerninger. Der er således ingen beviser for eksistensen af de fem mosebøger før slutningen af 4. århundrede f.Kr. inklusive eksistensen af en person ved navn Moses.&lt;ref&gt;Gad Barnea&lt;/ref&gt;

Problemerne med teksterne lader sig inddele i to delspørgsmål:&lt;/br&gt;
- er der een eller flere forfattere til Tanakh?&lt;/br&gt;
- er dele af teksterne lånt fra andre kulturer?&lt;/br&gt;
Svaret er i begge tilfælde bekræftende. Der kan derfor være grund til at behandle hvert af dem særskilt.

=== Forfattere og deres datering ===

Tekstanalytikere mener, at ''Tanakh'' (Gamle Testamente) er blevet til i tre omgange:&lt;/br&gt;
- en arkæisk fase: 11.-10. århundrede f.Kr.&lt;/br&gt;
- en klassisk fase: 9.-6. århundrede f.Kr.&lt;/br&gt;
- en sen fase: 5. århundrede f.Kr. eller senere.&lt;/br&gt;
Eksempelvis mener man, at den ældste del af Første Mosebog er historien om Jakobs velsignelse (i kapitel 47), som skal stamme fra arkæisk tid, men størstedelen af resten stammer fra klassisk tid.

I en række tilfælde forekommer tilsyneladende dubblerede historier med både ligheder men også klare forskelle. Forskerne mener, at det afspejler sammenskrivning af to eller flere ulige overleveringer.

Kildeforskere mener at kunne udskille fire lag i eller snarere forfattere til Mosebøgerne:

J: ''Jahvisten'', hvor Gud sædvanligvis kaldes ''Jahve''; et litterært lag der i modsætning til Præsteskriftet er præget af lægmandssynspunkter.&lt;/br&gt;
E: ''Elohisten'', hvor gudsbetegnelsen er ''Elohim''.&lt;/br&gt;
D: ''Deuteronomisten'', det vil sige &quot;forfatteren&quot; til Femte Mosebog.&lt;/br&gt;
P: ''Præsteskriftet'', et litterært lag i mosebøgerne, der antages at være blevet til i præstelige kredse, og som udviser særlig interesse for kultiske forhold. 

J- og E-teksterne menes nedskrevet efter, at det oprindelige kongerige var blevet delt i to: Israel i nord og Judæa i syd. J-teksterne menes at stamme fra Judæa, E-teksterne menes at stamme fra Israel.

J-teksterne dateres til tidsrummet mellem 848 f.Kr. og 722 f.Kr., idet disse tekster omtaler Babylon og Calah (Nimrod) som store byer. Desuden nævnes Edom som en autonom stat, hvilket først skete efter 848 f.Kr.

E-teksterne lader sig ikke datere nærmere end til 9. eller 8. århundrede f.Kr.

P-teksterne dateres til 6. århundrede f.Kr. og menes skrevet efter, at templet i Jerusalem var revet ned, og jøderne var blevet tvangsforflyttede til Babylon. Dette kan forklare hvorfor, at der ikke findes en eneste henvisning til templet i Jerusalem.&lt;ref&gt;Dinkgreve (2021), kap. 8&lt;/ref&gt;

Problemet ved en tekstanalyse af ''Tanakh'' er, at teksterne synes at være flettet sammen fra to eller flere oprindelige kilder til een sammenhængende historie. Det formodes, at J- og E-teksterne er blevet sammenskrevne efter 722 f.Kr., da Israel blev erobret af assyrerne, og flygtninge fra Israel i nord kom sydpå til Judæa og bragte deres E-traditoner med sig. Her blev de sammenskrevne til en ny version, JE, der ofte giver et judæisk perspektiv.

Men hvordan kan vi skelne imellem de forskellige tekster? Lad os tage nogle eksempler.

Under ørkenvandringen lader Moses vand springe fra klippen. I det ene tilfælde sker det uden problemer, i det andet pålægges Moses af Gud at tale til klippen, men han slår på den med sin stav i stedet, og som straf for at have ignoreret dette pålæg får han ikke love til at betræde Kana'an men kun at se det udefra. (exodus 18)

J-teksten angiver, at Abraham boede i Hebron, som er en judæisk by, men E-teksten fortæller om Jakobs kamp med Gud i Peni-El, som er en israelsk by.

I beskrivelsen af Jakobs sønner nævner J-teksten Judæa, mens E-teksten nævner stammer der var dele af Israel.

I E-teksten lader Aron skabe guldkalven til jødernes tilbedelse, men denne historie findes ikke i J-teksten.

Præsterne i Judæa hævdes at være efterkommere efter Aron, Moses broder, mens præster i Israel nævner andre levitter.

P-teksterne skiller sig ud ved at lægge vægt på love, lige som den tildeler Aron en større rolle, ligestillet med Moses. I ''JE''-teksten er det Moses' stav, som udfører mirakler (Første Mosebog kapitel 4), i P-teksten er det Arons stav (kapitel 7). I P-teksten er Aron den første, som ofrer, mens i ''JE''-teksten omtales flere tidligere ofringer, blandt andre Kain og Abel, Abraham og Isak samt Jakob, mens ingen af disse tilfælde omtales i P-teksten. Det menes, at dette afspejler P-tekstens mål om at give de aronitiske præster eneret på ofringer til Gud. Under ørkenvandringen optræder to uens oprør: i ''JE''-teksten er det Dathon og Abiram, som udfordrer Moses ved at sige, at det ville være bedre for jøderne at vende tilbage til Egypten, men at de opsluges af jorden i et jordskælv. I P-versionen er det levitterne under ledelse af Korah, som udfordrer Aron, men ligeledes dør.

Ligeledes omtaler P-teksterne ingen tilfælde, hvor folk besøges af engle eller får visioner, således omtales ikke historien om Josef og han 6 drømmesyner, ej heller de to engle i Sodoma og Gomorra eller Jekobs kamp med Gud. Sigende nok nævnes ordet &quot;profet&quot; kun een gang i P-teksten og da med henvisning til Aron.

=== Lånte historier ===

Sammenligninger mellem bibelske beretninger og tilsvarende overleveringer fra sumerisk og mesopotamisk kultur viser, at flere af historierne er blevet overtaget herfra, men at de er blevet omskrevne og tilpassede for at passe ind i den myte om jødernes oprindelse og historie, som man ønskede fremmet. Det gælder således blandt andre historierne om skabelsen, om Kain og Abel, om Noa og vandfloden samt om Sodoma og Gomorra.

Andre beretninger er tilsyneladende ligeledes lånt fra andre kulturer, således udvandringen fra Egypten, der blev gjort af et folk kaldet ''hyksos'', ikke af jøderne. Der kan være grund til at nævne nogle af disse beretninger, som jøderne så at sige adopterede.

==== Skabelsesberetningen ====

Den babylonske skabelsesberetning hedder ''Enuma Elish''. Dene kendes blandt andet fra Nineveh i Mesopotamien. Dens hovedtræk er følgende: i begyndelsen var der kun vand: guden ''Absu''s ferske vand og gudinden ''Tiamat''s salte vand. De blev blandede, og fra denne blanding blev født de første guder. Men disse yngre guder forstyrrede deres forældres søvn, så Tiamat sendte i vrede en hær af monstre for at ødelægge dem. Ud af dette kaos trådte ''Marduk'', stormguden og Babylons skytsguddom, som kæmpede imod ''Tiamat'' i en duel. Han affyrede en pil, som skabte hul i hendes mave og splittede hendes hjerte. Der efter skar han hendes krop op i to halvdele: af den ene skabte han himmelhvælvingen, af den anden halvdel jorden. Han satte stjerner i deres konstellationer, han satte månen til at angive månederne og solen til at lyse om dagen. Endelig skabte han menneskene af blod fra en død guddom blandet med ler for, at de kunne udføre det tunge arbejde for evigt.&lt;ref&gt;Dinkgreve (2021), kap. 3&lt;/ref&gt;

Den jødiske skabelsesberetning er i alle henseender et modstykke til den babylonske beretning: i stedet for flere guder er der kun een gud, i stedet for en skabelseskamp foregår skabelsen i Gamle Testamente med ord, i stedet for at menneskene er slaver for guderne er de i Bibelen skabt i Guds billede. Men der er også ligheder: rækkefølgen med adskillelse af himmelhvælving og den faste jord, fiksering af dag og nat samt tiden og endelig at menneskene skabes sidst i forløbet.

Det kan i en sidebemærkning oplyses, at det hebraiske ord i Første Mosebog 1:2 for urdybet, ''tehom'', filologisk er forbundet med ''Tiamat'', saltvandsgudinden i den babylonske skabelsesberetning.

==== Kain og Abel ====

Også den bibelske fortælling om Kain og Abel synes at have rod i to sumerisk myter. I den ene sumeriske myte omtales en hyrde (''Dumuzid''/Tammuz) og en landmand (''Enkimdu''), der begge konkurrerer om gudinden Inannas opmærksomhed. Den bibelske parallel: Ligesom i den sumeriske historie repræsenterer Kain bonden, mens Abel repræsenterer hyrden. Men i stedet for en uafklaret konkurrence eller forsoning tager den bibelske beretning en mørk drejning til brodermord. 

En anden variant er en sumerisk myte, hvor kvægguden (''Lahor'') og korngudinden (''Ashnan'') skabes af guderne for at sørge for mad og tøj. I disse historier diskuterer de to, hvem der må anses for mest værdifuld for den menneskelige civilisation. Den bibelske parallel er modsætningen mellem den omvandrende hyrde og den bofaste kornavler, men her bruges den til at skabe en søskenderivalisering, der ender i brodermord. Mens sumeriske myter brugte søskende til at fremhæve to byggestene i den menneskelige civilisation og fokuserer på samarbejde eller venskabelig rivalisering, brugte hebraiske forfattere den lånte fortælling til at skildre den syndefulde menneskelige natur, herunder konsekvenserne af misundelse.

Forskere antager, at disse velkendte myter sandsynligvis blev integreret i den hebraiske tradition under deres babylonske eksil i det 6. århundrede f.Kr., hvilket tillod forfattere at omarbejde regionale kulturelle temaer, så de passede til deres monoteistiske verdensbillede.

==== Noa og vandfloden ====

Også historien om Noa og vandfloden er overtaget fra andre kulturer. I 1872 fandt man i British Museums store samling fra Assurbanipals bogsamling et store epos kaldet ''Gilgamesh''. I kapitel 11 af dette epos findes en historie, hvis hovedtræk er følgende: guderne beslutter at udrydde menneskene ved at drukne dem, men vandenes gud, Enki, advarer Utu-nipishtim om faren og tilråder ham at bygge en ark og tage sin familie og sit kvæg med ombord, hvilket skete. I seks dage og nætter varer uvejret og oversvømmelsen, men på den syvende dag rammer arken toppen af et bjerg i Armenien. For at undersøge om oversvømmelsen er overstået sendes først en due og så en svale ud, men de vender begge tilbage. Først, da en ravn sendes ud og ikke vender tilbage, viste det, at vandene nu var sunket, og at Utu-nipishtim kunne forlade arken. Det gør han og foretager et takoffer til guderne. Enki bad så den øverste af guderne, Enlil, om at love, at han aldrig i fremtiden ville straffe hele menneskeheden for nogle fås synder, hvilket denne lover. Han rører Uti-nipishtim og dennes hustru på panden og erklærer: &quot;Hidtil har Utu-nipishtim været dødelig. Nu skal han og hans hustru være som guderne; og de skal bo i det fjerne, ved flodernes munding&quot;.&lt;ref&gt;Bibby (1971), s. 62f&lt;/ref&gt;

Lighederne med Bibelens beretning om syndfloden er indlysende til trods for forskellene: navnene er ændrede, de mange guder er erstattet af een Gud, men ellers er beretningen i sine kernetræk den samme.

Senere, i 1899 og 1900, viste udgravninger i Nippur i Mesopotamien, at den akkadiske beretning selv havde en forgænger. I 1914 blev fra disse udgravninger offentliggjort en tavle fra Nippur med en lignende beretning, der imidlertid stammer fra Sumer og således er betydeligt ældre end den akkadiske beretning. Tavlen er ukomplet, idet kun den nederste trediedel er bevaret, men syndflodsberetningen er atter den samme, selv om hovedpersonen nu hedder Ziusudra i stedet for Utu-nipishtim. I den sumeriske version ender historien således: &quot;Anu og Enlil viste velvilje mod Ziusudra, liv som en gud giver de ham, evig ånde som en gud bringer de ned til ham. Så kongenZiusudra, bevareren af planternes navn og af menneskeslægtens sæd, lod de bo i overfartslandet. Dilmuns land, det sted hvor solen står op&quot;.&lt;ref&gt;Bibby (1971), s. 64&lt;/ref&gt;

Pointen her er, at Bibelens syndflodsberetning er et plagiat, ikke en oprindelig historie, men at den inddrages som et led i den rekonstruerede beretning om jødernes historie.

==== Edens have ====

I den sumeriske beretning optræder også det hellige land Dilmun. Dette land beskrives som et sted, hvor rovdyr, sygdom og alderdom ikke eksisterer:

I Dilmun tier ravnen,&lt;/br&gt;
rovfuglen skriger ikke,&lt;/br&gt;
løven dræber ikke,&lt;/br&gt;
ukendt er den kid-fortærende vildhund,&lt;/br&gt;
ukendt det kornædende vildsvin.&lt;/br&gt;
Malten som enken spreder på taget -&lt;/br&gt;
himlens fugle opæder ikke denne malt.&lt;/br&gt;
Duen hænger ikke med hovedet.&lt;/br&gt;
Den øjensyge siger ikke: &quot;Jeg er øjensyg&quot;,&lt;/br&gt;
den hovedsyge siger ikke: &quot;Jeg er hovedsyg&quot;,&lt;/br&gt;
den gamle kvinde siger ikke: &quot;Jeg er en gammel kvinde&quot;,&lt;/br&gt;
den gamle mand siger ikke: &quot;Jeg er en gammel mand&quot;.&lt;ref&gt;Bibby (1971), s. 66&lt;/ref&gt;

Det har været foreslået, at dette ideelle levested har været forbillede for jødernes opfattelse af Edens have. I dag ved vi, at Dilmun ikke var en myte om Paradis men navnet på en faktisk eksisterende stat med Bahrain som sit midtpunkt, der drev en omfattende handel og søfart fra Indusdalen i øst til Mesopotamien i nordvest. Dette er et sidespring, men hvis det viser sig, at Dilmun er inspirationskilden til Edens Have, vil det være endnu et eksempel på kulturelle traditioner, som jøderne har lånt, adapteret, og inkorporeret i deres egen historiske myte.

==== Babelstårnet ====

Historien om Babelstårnet er velkendt og lyder således: 

&quot;Hele jorden havde samme sprog og samme tungemål. Da de brød op mod øst, stødte de på en dal i landet Sinear, hvor de slog sig ned. De sagde til hinanden: &quot;kom, lad os stryge teglsten og brænde dem hårde!&quot; De brugte tegl som sten og asfalt som mørtel. Så sagde de: &quot;lad os bygge en by med et tårn, som når op til himlen, og skabe os et navn, for at vi ikke skal blive spredt ud over hele jorden.&quot; Herren steg ned for at se byen og tårnet, som menneskene byggede. Så sagde Herren: &quot;se, de er eet folk med samme sprog. Når de begynder at handle sådan, vil intet af det, de planlægger, være umuligt for dem. Lad os stige derned og forvirre deres sprog, så at de ikke forstår hinanden.&quot; Så spredte Herren dem derfra ud over hele jorden, så at de måtte holde op med at bygge byen. Derfor hedder den Babel, for dér forvirrede Herren sproget på hele jorden, og derfra spredte Herren menneskene ud over hele jorden.&quot;&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 17&lt;/ref&gt;

Denne historie synes at være skabt med to formål. Det ene er at forklare hvorfor, at ulige folkeslag taler uens sprog. Men historien har muligvis et andet formål: at nedgøre babylonernes ziggurater (tempeltårne), som antagelig blev lavet som en slags forbindelse mellem himmel og jord. Nebukadnezar II (omkring 605-562 f.Kr.), som erobrede Judah, ødelagde Jerusalem og bragte mange jøder til Babylon, byggede også et ziggurat i syv lag kaldet ''Etemenanki'', hvilket kan oversættes &quot;Himmelens og Jordens Grundvolds Hus&quot;.&lt;ref&gt;Dinkgreve (2021), kap. 3&lt;/ref&gt;

==== Abraham ====

I Første Mosebog kapitel 12 introduceres Abraham som israelitternes mytiske stamfader.&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 17ff&lt;/ref&gt; Følger man kronologien i Gamle Testamente, skal han dateres til omkring 2100 f.Kr. og således blandt andet før jødernes ophold i Egypten. Men i Første Mosebog kapitel 21 vers 34 hedder det: &quot;Abraham boede lang tid som fremmed i filistrenes land&quot;&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 27&lt;/ref&gt;, og vi ved, at filistrene først ankom til Kana'an i 12. århundrede f.Kr. som en del af de såkaldte &quot;havfolk&quot; (engelsk: ''Sea People''). Dette betyder, at ''enten'' er Abraham en fri opfindelse, som intet har med en historisk person at gøre, ''eller'' også hører han hjemme i 12. århundrede og er israelitternes stamfader, men i så fald eksisterede de ikke som folk, da de angiveligt opholdt sig i og udvandrede fra Egypten. Også aramæerne omtales og stammer ligeledes fra 12. århundrede, hvilket tyder på, at den sidst nævnte forklaring er den rette.

Men der er andre problemer med Abraham. Ifølge P-kilden skal han stamme fra den sumeriske by Ur&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 17&lt;/ref&gt; og have draget gennem den frugtbare halvmåne først til Haran (nu Aram, beliggende i Tyrkiet) og senere videre til Kana'an. I de to kilder J og E er Ur ikke nævnt, kun Haran. Det har derfor været antaget, at det er hans oprindelige hjemsted. Det ville kunne forklare hvorfor, at hans forfædre Serug, Nahor og Terah har navne efter landsbyer omkring Haran, som Abrahams broder har navn efter. Det kunne også forklare benævnelsen &quot;hebræer&quot;, der antagelig betyder &quot;hinsides floden&quot;, idet Haran ligger på den modsatte bred af Eufrat.&lt;ref&gt;Dinkgreve (2021), kap. 8&lt;/ref&gt; Samme tradition findes i Josvabogen kapitel 24:2 i omtalen af pagtslutningen i Sikem: &quot;Josva sagde til hele folket: &quot;Dette siger Herren, Israels Gud: I gamle bage boede jeres fædre på den anden side af Eufratfloden, Tera, Abrahams og Nakors far, og de dyrkede andre guder&quot;.&quot;&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 269&lt;/ref&gt;

Imidlertid savnede Abraham en slægtshistorie, så i Første Krønikebog kapitel 1 får han den. Her hører vi at han er søn af Sem, som på sin side er søn af Noa, som atter er efterkommer af Adam.&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 446&lt;/ref&gt; Men som vi netop har set, er han i Josvabogen søn af Tera.&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 269&lt;/ref&gt; Der er således interne modsætninger i de narrativer, som de ulige slægtslister og narrativer i ulige dele af Gamle Testamente giver. Dette viser, at man har forsøgt at sammenskrive ulige narrativer til et men med ringe held.

==== Sodoma og Gomorra ====

Historien om Sodoma og Gomorras ødelæggelse optræder som et sidemotiv i beretningen om Abrahams liv i Første Mosebog kapitel 18:16-33 og kapitel 19:1-28.

Bibelforskere er generelt enige om, at selvom Gamle Testamente ikke direkte &quot;låner&quot; historien om Sodoma og Gomorra fra en specifik sumerisk kilde, deler fortællingen om guddommelig ødelæggelse, guddommelige besøgende og den flammende omstyrtelse af en by slående motiver med tidligere mesopotamisk litteratur og bredere oldtidsmytologi fra Nærøsten. Således &quot;Akkads forbandelse: Ekur hævnet&quot;, et akkadisk/sumerisk litterært værk dateret til mellem 2112 f.Kr. og 2004 f.Kr., som beskriver den pludselige ødelæggelse af byen Akkad. Myten blev skrevet hundreder af år efter Naram-Sins liv og er digterens forsøg på at forklare, hvordan det lykkedes for gutianerne at erobre Sumer. Efter en indledende passage, der beskriver Akkads herlighed før dets ødelæggelse, fortæller digtet om, hvordan Naram-Sin gjorde hovedguden Enlil vred ved at plyndre Ekur, der var Enlils tempel i Nippur. I sin vrede kaldte Enlil gutianerne ned fra bjergene øst for Tigris, hvilket bragte pest, hungersnød og død over hele Mesopotamien. For at begrænse denne ødelæggelse, bestemte otte af guderne (nemlig Inanna, Enki, Sin, Ninurta, Utu, Ishkur, Nusku og Nidaba), at kun byen Akkad skulle ødelægges for at skåne resten af ​​Sumer, og de forbandede den. Historien slutter med, at digteren skriver om Akkads skæbne, idet den velstående by lægges i aske i overensstemmelse med gudernes forbandelse.

Temaet om guddommelig straf for en bys ''hybris'' eller umoral er et udbredt motiv i oldtidens verdensbillede. Det kan ikke vides sikkert, om det er denne historie, der har dannet forbillede for Gamle Testamentes historie om Sodoma og Gomorra, men motivet menneskers umoral og manglende respekt for guddommen er det samme.

Den bibelske version rummer Abrahams forsøg på at undgå ødelæggelsen, hvis der blot fandtes ti retfærdige indbyggere i byen, men selv så få fandtes der åbenbart ikke. Kun Lot, Abrahams slægtning, reddes fra ulykken: &quot;Da solen stod op over landet, og Lot var kommet til Soar, lod Herren svovl og ild regne ned over Sodoma og Gomorra fra Herren i himlen. Han ødelagde disse byer, ja hele Jordandalen, alle, der boede i byerne, og alt, der voksede på markederne.&quot;&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 25&lt;/ref&gt; Naturvidenskabeligt set kunne det være beskrivelsen af en meteorregn eller af nedfald fra et vulkanudbrud.

==== Moses ====

I Anden Mosebog kapitel 2 introduceres den mytiske skikkelse Moses som israelitternes befrier fra trældommen i Egypten. Historien begynder med hans fødsel. Ifølge myten havde farao befalet, at alle drengebørn skulle dræbes ved fødslen, men Moses' moder reddede ham ved at placere ham i en sivkurv, hvor han blev fundet og adopteret af faraos datter.&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 67&lt;/ref&gt; Denne historie er imidlertid utvivlsomt adopteret fra sumerisk tradition, idet en tilsvarende historie fortælles om kong Sargon af Assad.&lt;ref&gt;Dinkgreve (2021), kap. 8&lt;/ref&gt; Der er således ingen grund til at tillægge denne del af traditionen nogen historisk baggrund.

Senere fortæller Anden Mosebog, at Moses blev pålagt af Gud at føre israelitterne ud af Egypten. Det hedder i den forbindelse, at Gud blandt andet siger til Moses: &quot;Jeg er din faders Gud, Abrahams Gud, Isaks Gud og Jakobs Gud&quot;.&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 69&lt;/ref&gt; Her stå vi på ny over for problemet, at henvisningen til Abraham åbenbart er en anakronisme. Det betyder, at der kan rejses tvivl om både den historiske skikkelse Moses og om Mosebøgerne som kilde til israelitternes tidlige historie overhovedet.

Kendsgerningen er, at der findes ingen beviser på eksistensen af de fem mosebøger før slutningen af det 4. århundrede f.Kr., herunder eksistensen af en person kaldet Moses.&lt;ref&gt;Gad Barnea&lt;/ref&gt; Men den farao, som med stor sandsynlighed fordrev semitterne fra Egypten, hed Ahmoses, hvilket på hebraisk betyder &quot;Moses' broder&quot;. Så måske at der er en sammenhæng her.

==== Græske narrativer ====

Men det er ikke kun fra Sumer og Mesopotamien at Gamle Testamenter har lånt narrativer. Nogle kildekritikere tilhørende den såkaldte &quot;Københavnerskole&quot; har peget på, at også græske narrativer har ydet deres bidrag, lad os tage nogle eksempler:

Jan-Wim Wesselius har foretaget undersøgelser, der viser, hvordan Første Mosebog og Anden Mosebog afspejler Herodots skrifter, især sidstnævntes beretning om persiske kongers liv. Han sammenlignede i detaljer lighederne mellem Josef og Kyros, og især mellem Moses og Xerxes. Josef og Kyros har begge drømme, bliver afsløret for at dø, går i eksil, bliver skjult i en periode og bliver konger, når deres identitet afsløres. Moses og Xerxes drager ud for at erobre enten Kana'an eller Grækenland og krydser vand med deres folk. Mange andre detaljer nævnes, såvel som sammenligninger mellem Terah og Phraortes (en medisk konge), Abraham og Kyaxares (en medisk konge), Isak og Astyges (en medisk konge) og Jakob og Mandane (Kyros' mor).&lt;ref&gt;Wesselius (1999), s. 24-77&lt;/ref&gt;&lt;ref&gt;Wesselius (2002), s. 6-47&lt;/ref&gt;

Philippe Guillaume mener, at skrivere i Alexandria i det andet århundrede f.Kr. indsatte Dommere i den Deuteronomistiske Historie, hvilket afspejlede de ideologiske behov hos de hasmoneiske herskere i Palæstina. Dommere var inspireret af Hesiods ''Værker og Dage'', især afsnittet om heltene, som Hesiod indsatte i de fire tidsaldre. Dette svarer til, hvordan Dommere blev indsat i den Deuteronomistiske Historie. Historier om heroiske dommere før David og Salomon underminerer Davids dynastis påstande, hvilket igen hjalp de hasmoneiske herskere, der ikke havde nogen Davidisk afstamning bag deres påstande om messiansk styre (147-164).

Katherine Stott har påpege, at Davids opstigning, som skildret i Første Samuelsbog kapitel 16-31 og i Anden Samuelsbog kapitel 1-8, muligvis er inspireret af den fortælling, der beskriver Kyros' opstigning til Persiens og Mediens trone i teksten i Herodots Historier. Hun så følgende paralleller:&lt;/br&gt;
- Kyros og David starter begge under ydmyge kår,&lt;/br&gt; 
- begge træder ind i den forrige konges hof,&lt;/br&gt; 
- i begge tilfælde bliver den pågældende konge jaloux på dem,&lt;/br&gt; 
- i begge tilfælde bliver de truet med døden af ​​den pågældende konge,&lt;/br&gt; 
- begge flygter fra hoffet,&lt;/br&gt; 
- begge bliver folkelige ledere,&lt;/br&gt; 
- i begge tilfælde hopper en allieret af,&lt;/br&gt; 
- begge tilraner sig kongerigets herredømme,&lt;/br&gt; 
- begge får succes på grund af deres militære dygtighed,&lt;/br&gt; 
- begge skåner den gamle konges liv i en periode,&lt;/br&gt; 
- der er et tragisk element i den forrige konges fald i begge tilfælde, og&lt;/br&gt; 
- i begge tilfælde er udfaldet dannelsen af ​​en ny politisk enhed.&lt;/br&gt; 
Stott bemærkede, at denne græske tekst kun i den hellenistiske æra ville have været tilgængelig for den bibelske forfatter.&lt;ref&gt;Stott (2002), s. 62-71, 77-78)&lt;/ref&gt;.

Hesiods ''Theogoni'' og Katalog over kvinder var til dels indflydelsesrige kilder til henholdsvis skabelsesberetningen i Første Mosebog 1 og de genealogier, der findes i hele Første Mosebog 1-11 &lt;ref&gt;Gnuse (2017)&lt;/ref&gt;.

Fortællinger i Første Mosebog 1-11 kan også vises at have betydelige paralleller med beretninger nedskrevet hos græske historikere, såsom Hekateus fra Milet (''Periegesis'' og genealogier) og Herodot fra Halicarnassus (Historier), herunder omtaler af menneskelige leveveje (Første Mosebog kapitel 4:20-22), de tre sønner af en syndflodshelt, der er menneskehedens forfædre (Første Mosebog kapitel 9:18-19 og kapitel 10:1-32) samt plantningen af ​​en vingård (Første Mosebog kapitel 9:20-27).&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 15f&lt;/ref&gt;&lt;ref&gt;Gnuse (2019)&lt;/ref&gt;

Ældre latinske traditioner, der ligger bag beretningerne i Ovids Fasti 5, 493-544 og Metamorfoser 8, 625-725, kan have inspireret fortællingerne om de budbringere, der fortæller Abraham om hans kommende søn, og de budbringere, der advarer Lot om at forlade Sodoma i Første Mosebog 18:1-15; 19:12-26. &lt;ref&gt;Gnuse (2017)&lt;/ref&gt;.

En fortælling om Democedes af Kroton i Herodots Historier 3, 125-132 kan have givet anledning til fortællingen om Josef, der fortolker faraos drømme i Første Mosebog 41:1-36&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 52-54&lt;/ref&gt;, hvilket igen inspirerede drømmeberetningerne i Daniels Bog&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 1104-1112&lt;/ref&gt;&lt;ref&gt;Gnuse (2010)&lt;/ref&gt;.

Den korte fortælling om den store kriger Achilleus' ædle, talende heste i ''Iliaden'' 19, 395-424 kan være løst overtaget og indpasset i beretningen om Bileams æsel i Fjerde Mosebog kapitel 22:22-35, hvor et simpelt æsel bringer skam over en tåbelig profet.&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 181&lt;/ref&gt; Talende dyr er langt mere almindelige i græsk litteratur end i Bibelen. &lt;ref&gt;Gnuse (2017)&lt;/ref&gt;

Ofrelsen af ​​Ifigenia i to skuespil af Euripides omkring 400 f.Kr.: ''Ifigenia blandt Taurierne'' og ''Ifigenia i Aulis'', kan have inspireret beretningen om Jeftas ofring af sin datter i Dommerbogen kapitel 11:30, 34-40, som synes at være indsat i beretningen om Jeftas kamp mod ammonitterne. &lt;ref&gt;Gnuse (2019)&lt;/ref&gt;

Arrians beretning om Alexander den Store og det spildte vand i Anabasis af Alexander 6.26.1-3 kan have inspireret en lignende historie om David i Anden Samuels Bog 23:15-17. Davids handling med at hælde det vand ud, som hans modige soldater hentede bag fjendens linjer, gør ikke en fornuftig historie, som Alexanders handling i den gedrosiske ørken, hvor tørst virkelig er et problem, gør.&lt;ref&gt;Gnuse (1998)&lt;/ref&gt;.

Fortællingerne om Josef, Bileam og Jefta kan være blevet placeret i den bibelske tekst i den persiske periode kort efter 400 f.Kr., såvel som bibelske tekster i Første Mosebog 1-11 med Hesiod, Hekateus og Herodot som inspirationskilder. Men de andre fire fortællinger synes mere sandsynligt at have en oprindelse fra den hellenistiske tid, og man kan derfor argumentere for, at alle disse tekster opstod i den hellenistiske tid. 

I flere tilfælde kan det sandsynliggøres, at der er tale om tillæg til ældre beretninger placeret i slutningen af ​​bibelske bøger, og som ser ud til at have været knyttet til bogen kun med en løs forbindelse til resten af ​​bogen. Dette gælder især i Dommerbogen, hvor fortællingerne i Dommerbogen kapitel 13-16 om Samson ser ud til at have en helt anden stil end resten af ​​Dommerbogen. Et stort antal forskellige græske legender om Herakles synes at have påvirket Samson-fortællingerne i Dommerbogen kapitel 13-16 på et sent tidspunkt, sandsynligvis i den hellenistiske tid. Der er alt for mange græske paralleller inden for disse fire kapitler til, at de kan afvises som blot fortællingshistoristiske sammentræf.&lt;ref&gt;Gnuse (2018)&lt;/ref&gt;

Afsnittene i Dommerbogens kapitel 17-21 om Mika, om Dan-stammens udvandring til Lakash samt om Benjamitternes skændselsdåd fremstår som tilføjede tillæg til resten af ​​bogen, og dér finder vi beretningen om kvinderne, der blev kidnappet fra Silo. &quot;Voldtægten af ​​de sabinske kvinder&quot;, som en gammel fortælling genfortalt af Livius (''Historie'' I, 9,1-16) og Plutarch (Lives: Romulus XIV, 2-8), kan være forbilledet for de bortførte piger i Dommerbogen kapitel 21:1-24. &lt;ref&gt;Gnuse (2007)&lt;/ref&gt;

Anden Samuelsbog kapitel 21-23 synes også at være et appendiks, og heri finder vi David, der hælder det vand, han har modtaget fra sine krigere, ud. Dommerbogen kapitler 13-21 og Anden Samuelsbog 21-23 kunne derfor være blevet føjet til Deuteronomistiske historier på et meget sent tidspunkt. Historierne om Josef i Første Mosebog kaptel 39-50, der skulle forklare jødernes ophold i Egypten, ses ofte som en sen tilføjelse fra omkring 400 f.Kr. eller senere, hvorfor Herodots indflydelse på Josefs drømmetydning er sandsynlig. Andre beretninger ser også ud til at være blevet indsat noget ujævnt i deres fortællende kontekst. Dette er tydeligst i beretningen om Jeftas ofring af sin datter, som synes at være indsat midt i Jeftas slag i Transjordan, og fortællingen om Bileam og hans æsel, som fremstiller Bileam med en helt anden persona end den, der findes i resten af ​​Fjerde Mosebog 22-24. Historien om de tre engle, der besøger Abraham og pludselig kun bliver to i antal, da de besøger Lot, beder os om at se på parallelle romerske beretninger, hvor der er henholdsvis tre og to engle i fortællingerne fra Ovid. Desuden vidner de nuancerede detaljer i dialogen i Første Mosebog 18-19 også om en senere tids skrivestil. Således synes indflydelsen fra klassiske og græske beretninger at være mest sandsynlig i historier, der synes at være senere tilføjelser og indsættelser i hovedhistorierne.

Foruden indholdsmæssige ligheder er der også opbygningsmæssige ligheder. Daniel Hawk bemærkede, at Aischylos' Orestia og Første Samuelsbog kapitel 8 til Anden Kongebog 8 deler lignende struktur og karakterer. Begge har et tredelt skema og bruger metaforer til at afspejle overgangen fra et slægtskabssamfund til et borgersamfund. Agamemnon og Saul afspejler den gamle orden, Orestes og David viser overgangen, og Athena og Salomon indvier den nye orden. Den deuteronomistiske historiker brugte Orestia som model for sine &quot;modtagne traditioner vedrørende det israelitiske monarki&quot;. Hawk mente, at den hellenistiske æra ville have været det tidspunkt, hvor den bibelske forfatter havde adgang til Aischylus' skrifter.

Disse og andre eksempler er blevet fremhævet af nogle forskere, der generelt er enige om, hvordan hellenistisk litteratur formede den oprindelige historie efter 300 f.Kr. eller endda efter 200 f.Kr. i den makkabæiske æra. Larsson konkluderede, at de bibelske beretninger blev skabt i det ptolemæiske Egypten i det andet århundrede f.Kr. og påvirket af betydelige græske historikere fra det tredje århundrede f.Kr., så som Berossos, Manetho og Eratosthenes. På grundlag af sådanne iagttagelser mener Niels Peter Lemche, at Dommerbogen og sikkert også andre dele af Gamle Testamente først er blevet skrevet eller har fundet deres endelige form omkring 272 f.Kr. Etienne Nodet bekræftede, at Pentateuken opstod i begyndelsen af ​​det tredje århundrede f.Kr., men profeterne og nogle af skrifterne blev skabt i det andet århundrede f.Kr. Disse tekster blev genereret i Alexandria under hellenistisk indflydelse. Emanuel Pfoh mente, at selvom den primære historie blev skabt i den hellenistiske æra, kom nogle traditioner fra den assyriske og persiske æra og blev udviklet af skrivere gennem årene. Men i bund og grund blev teksten formet under hellenistisk indflydelse (23, 33-35). Hvordan det nu forholder sig, står det klart, at både den sene tilblivelse og dens mulige motiver undergraver store dele af Gamle Testamente som historisk kilde.

Det er muligt, at der findes en historisk kerne, som over tid er blevet udbygget og pyntet på med narrativer hentet fra græske traditioner, men indtil videre må det konstateres, at næsten alt i Gamle Testamente lader sig betvivle.

Mest afgørende i denne sammenhæng er det imidlertid, at hvis disse kritikere tilhørende &quot;Københavnerskolen&quot; har ret, så betyder det, at ''Tanakh'' eller Gamle Testamente langt fra var færdigskrevet endsige færdigredigeret, da jøderne vente tilbage til Jerusalen efter eksilet i Babylon. Forud ventede endnu en lang redigeringsproces, og det kan også forklare hvorfor, at vi skal helt frem til 2. århundrede f.Kr. (eller tidligst 3. århundrede f.Kr.) før, at jøderne udviser noget kendskab til deres religiøse skrifter. Forklaringen er den enkle, at først da havde skrifterne nået et så fuldendt udseende, at de lod sig anvende i den national-politiske propaganda.

==== Hyksos-problemet ====

Mens arkæologerne med rimelig sikkerhed tør fastslå, at der fandtes en særlig israelitisk befolkning fra omkring 1200 f.Kr., så er der mere usikkerhed om tiden forud. Hovedspørgsmålet kan formuleres således: er jødernes ophold i og udvandring fra Egypten en historisk begivenhed eller ej? Holdningerne spænder fra fuldstændig afvisning af denne historie til ubetinget tilslutning.

For at løse problemet må vil opspalte det i tre delspørgsmål:&lt;/br&gt;
- kan der påvises et ophold af en semitisk befolkning i Egypten?&lt;/br&gt;
- hvis ja: inden for hvilket tidsrum?&lt;/br&gt;
- hvis ja: var det israelitter eller ej?

Det umiddelbare svar på spørgsmålet er, at der faktisk findes oplysninger om en fremmed befolkning i Egypten. Men denne befolkning, kaldes af egypterne selv ''Hiku-khasut'', det vil sige &quot;ørkenfyrsterne&quot; (hvilket på græsk er blevet til ''hyksos''&lt;ref&gt;Bibby (1978), s. 96&lt;/ref&gt;, og denne benævnelse bruges almindeligvis og derfor også her), ikke &quot;hebræerne&quot;, &quot;jøderne&quot; eller &quot;israelitterne&quot;, og ingen af disse betegnelser kendes i samtiden, end ikke fra Kana'an. Forskerne mener at kunne fastslå, at disse ''hyksos'' ankom fra øst til Egypten i 19. århundrede f.Kr., regerede over Egypten i 17. og 16. århundrede f.Kr. men senere forsvandt igen. Der er fundet en grav rejst over en mand ved navn ''Aper-El'', det vil sige &quot;El's tjener&quot;, som tjente hos faraonerne Amenhotep III og Akhenaten i 14. århundrede f.Kr.&lt;ref&gt;Dinkgreve (2021), kap. 8&lt;/ref&gt;

Et passende udgangspunkt for vurdering af udvandringens troværdighed kan være Simcha Jacobovici og hans film &quot;''The Exodus decoded''&quot;. Heri giver han blandt andet en omfattende dokumentation, som nok kan være en nøjere gennemgang værd.

Simcha tager udgangspunkt i bibelkritiske afvisninger af udvandringen, som traditionelt blev dateret til 1270 f.Kr. det vil sige i Ramses II's regeringstid men hvor der ingen beviser for en sådan begivenhed findes. Simcha mener, at denne datering er forkert, og at den korrekte tidsfæstelse er omkring 1500 f.Kr. Som beviser for denne tidsfæstelse anfører han følgende:

Hyksos-folket skulle være kommet til Egypten omtrent 200 år før, at de atter udvandrede, det vil sige 1700 f.Kr. I en grav i Beni Hassan ved Nilen omkring 400 km syd for Cairo findes et vægmaleri, som viser en indvandring til Egypten. Befolkningen er semitter med skæg, flerfarvede dragter og med benævnelsen &quot;''Amo''&quot;. I ''Tanakh'' (Gamle Testamente) anvendes benævnelsen &quot;''Amo Israel''&quot;, det vil sige &quot;Guds folk&quot;. Benævnelsen er den samme og deres ophold passer nøje med traditionen.

Hyksos-folkets hovedstad var Avaris, der ligger i Nilens delta nord for Cairo. Avaris er blevet udgravet af professor Manfred Bietak fra Wien. Han har blandt andet fundet 9 seglstamper med navnet &quot;Jakob&quot;, hvilket nøje svarer til den bibelske tradition om faraos betroede mand, Josef, der netop var søn af Jakob.

Ifølge traditionen ender indvandrerne som slaver. I Serabit El Khadim i Sinai-ørkenen blev udvundet tyrkis-sten i miner ved slaveri. I en af disse minder findes en alfabetisk (ikke-egyptisk) indskrift på væggen: &quot;El, hjælp mig&quot;. ''El'' var navnet på en semitisk guddom.

En stele rejst af farao Ahmoses og dateret til omkring 1500 f.Kr. fortæller om blandt andet storm og mørke i overensstemmelse med den bibelske tradition, og den nævner gud i ental. Ahmoses er kendt for at have udvist hyksos-folket. Navnet Ahmoses betyder på egyptisk &quot;månen er født&quot; men på hebraisk &quot;Moses' broder&quot;. 

Omkring 1500 f.Kr. indtraf et stort vulkanudbrud på øen Santorini i det græske øhav. Simcha mener, at det var denne begivenhed, som udløste udvandringen, og at den også kan forklare Egyptens ti plager. Hans argumentation herfor er følgende:

I Avaris er fundet vulkansk pimpsten dateret til omkring 1500 f.Kr. Dette viser (om ikke andet) at Egypten blev påvirket af netop dette vilkanudbrud.

Vulkanudbruddet og tilhørende jordskælv havde følgende bivirkninger:&lt;/br&gt;
- vandet bliver rødt. Årsagen er, at rust frigøres ved gasudbrud fra bunden og opblandes i vandet. Dette skete blandt andet i 1986 ved Nyos-søen i Cameroon.&lt;/br&gt;
- frøer. Hopper ud af vandet, når det bliver forurenet.&lt;/br&gt;
- lus, fluer og epidemi følger som eftervirkninger af miljøkatastrofen&lt;/br&gt;
- sår og bylder. Disse kendes ligeledes fra Nyos-begivenheden i 1986.&lt;/br&gt;
- hagl. Is og ild = &quot;vulkansk hagl&quot; omtales i den såkaldte Ipuwer-papyros og skyldes, at vulkansk aske blandes med vand i atmosfæren.&lt;/br&gt;
- græshopper. Bringes på vandring på grund af klimaændringen.&lt;/br&gt;
- mørke. Skyldes en askesky, der fra vulkanudbruddet bredte sig til Nilens delta, hvilket er bevist ved korn af asken fundet af Jean-Daniel Stanley fra Smithsonian Institute.&lt;/br&gt;
- førstefødte sønner døde. Skyldes at CO&lt;sub&gt;²&lt;/sub&gt; frigøres fra jordens indre og lægger sig lige ved jordens overflade. Da de ældste priviligerede sønner sov på en lav seng, blev de dræbt af gassen, mens andre børn der sov på de flade tage aldrig blev berørt inden, at gassen opløstes igen. Noget tilsvarende blev observeret i Nyos. Yderligere er der udgravet massegrave i Avaris, som kun omfatter personer af mandkøn og ikke krigere. Og Ahmoses' egen søn døde som 12-årig (hans begravede lig er fundet).&lt;/br&gt;
Ifølge Simcha er alle disse begivenheder således naturlige mulige følger af vulkanudbruddet.
[[Fil:Stele_of_Grave_Circle_A_Mycenae_NAMA_1428.JPG|200px|thumb|Gravstele fra Mykene, der viser Farao, som forfølger Moses. De er omgivet af vand på begge sider.]]
Velkendt er historien om havets deling.&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 82&lt;/ref&gt; Den korrekte formulering i Bibelen er &quot;Yam Suf&quot;, det vil sige Sivhavet. Men siv vokser ikke i saltvand, så der er tale om en stor sø. På Ismailia Regional Museum findes en granitsten med en indskrift i hieroglyffer, ''El Arish''-indskriften, der fortæller om udvandringen set fra faraos side. Her kaldes lederen for &quot;ørkenprinsen&quot;. Mere bemærkelsesværdigt er det, at indskriften også fortæller, at vandene delte sig (markeret som bølger + 2 knive), og at indskriften nævner stedet for denne begivenhed: ''El Balah'', en nu tidligere sø beliggende øst for Avaris nær overgangen til Sinai-ørkenen. Simcha mener, at som følge af de tektoniske forskydninger og deraf følgende jordskred løftede den afrikanske plade sig 1-2 meter og skabte en landkorridor, men kort efter fulgte en tsunami, som druknede faraos hær.

Simcha peger på et vægmaleri på Santorini, som viser en sejlads fra en by omgivet af mure. Simcha mener, at den viste by er Avaris, idet der her også er fundet minoiske vægmalerier, hvilket vidner om handelsforbindelser. En del af udvandrerne skulle således være draget til Grækenland. I Mykene er fundet guldgenstande og sværd i en grav dateret til 1500 f.Kr. De kan stamme fra jødiske udvandrere. Desuden er fundet tre gravsten med billeder visende først en mand på en stridsvogn, der forfølger en gående mand omgivet af bølger, dernæst at den gående mand er nået højere liggende land og har vendt sig imod stridsvognen, og endelig at stridsvognen drukner i bølgerne. Billederne viser, let forenklet, faraos forfølgelse af Moses. Det er i bogstaveligste forstand en tegneserie om begivenheden.

Simcha peger dernæst på, at jordskælv kunne have ført til, at gas og olie blev frigivet og måske blev antændt, og derved gav anledning til røgsøjler om dagen og ildsøjler om natten svarende til beretningen i Anden Mosebog kapitel 13 vers 21-22: &quot;Herren gik foran dem, om dagen i en skysøjle for at føre dem på vejen og om natten i en ildsøjle for at lyse for dem, så at de kunne gå både dag og nat. Skysøjlen fjernede sig ikke fra folket om dagen og ildsøjlen ikke om natten.&quot;&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 81&lt;/ref&gt;

Endelig mener Simcha at kunne påvise, hvor bjerget Sinai lå. Og han mener at have fundet billedlige gengivelser af Pagtens Ark - i Grækenland af alle steder!

Så langt Simcha. Det giver anledning til en række spørgsmål: er begivenheden fejldateret? Det er der faktisk en del, der tyder på. Begivenheden fandt efter alt at dømme sted omkring 1500 f.Kr. Kan et vulkanudbrud være forklaringen på begivenhedsforløbet? Svaret må være, at det er muligt, i hvert fald er der intet, som tyder på, at det ikke kunne være tilfældet. Var dette hyksos-folk ''Amo'' og var det semitter? Ja, det er sandsynligt. Var det også israelitter? Det er muligt, men ikke sikkert.

Vi har tidligere fastslået, at Gamle Testamentes historie om udvandringen fra Egypten tidsmæssigt er uforenelig med historien om Abraham som israelitternes stamfader, idet hans ophold i filistrenes land er flere hundrede år senere end udvandringen. Og det forbliver uforklarligt, at et folk, som kaldte sig selv Israel, ikke optræder under dette navn men af Egypterne kaldtes henholdsvis ''Amo'' og ''Hyksos''.  

Historien om ''exodus'' eller udvandringen fra Egypten kendes ikke fra Elephantine, en jødisk by i Egypten fra 400-tallet f.Kr., hvilket kunne tyde på, at denne tradition i jødisk historieforståelse enten må være yngre end denne tid eller endnu ikke spillede den rolle i jødisk selvforståelse, som den senere fik.

Hvis man vil være besværlig, kan man opstille følgende alternative hypotese: udskibningen fra Egypten til Mykene eksisterer ikke i det bibelske narrativ. Hvis man alligevel forudsætter, at det afspejler en historisk kendsgerning, så kunne disse udvandrere, ''hyksos'', have taget hele traditionen med sig og billedligt gengivet den på deres gravsteler. Da &quot;havfolket&quot; (som beviseligt stammer fra Grækenland foruden andre steder) langt senere, omkring 1178 f.Kr., kom til Palæstina, bragte de traditionen med sig. Det er her fra, at jøderne senere overtog den, omformulerede den til en ørkenvandring med Moselov og hele molevitten og dermed tillige skrev det oprindelige folk ud af beretningen og satte sig selv ind i stedet som led i en selvskabt historisk tradition. 

Der er selvsagt ingen beviser for en sådan udvikling, men der er heller intet, som modsiger den, og den ville forklare årsagen til, at traditionen åbenbart overlevede i Mykene. Og hvad mere er: det kunne forklare hvorfor, at folk fra Middelhavets nordlige kyster søgte øst- og sydpå (i stedet for vestpå), da deres hjemlige forhold ikke tillod dem at blive boende, hvor de var. Et indicium for, at teorien kunne være rigtig, er det forhold, at Mykene var et handelscentrum i tiden 1600-1100 f.Kr. blandt andet med handelsforbindelser til Levanten. Blandt de forhandlede varer var genstande af elfenben fundet i Megiddo, der viser handelsforbindelser til Det Ægæiske Hav, Kypern, Hittitterne samt Egypten.&lt;ref&gt;Novacek (2011), s. 47f&lt;/ref&gt; Det indebærer, at &quot;havfolket&quot; meget vel kan have haft handelsforbindelser med Levanten tidligere og derfor kendte til områdets frugtbarhed inden, at de udvandrede dertil.

Der imod kan vi udelukke, at det var israelitterne selv, som indvandrede sammen med havfolket, fordi dette skete 1178 f.Kr. mens Israel som omtalt nævnes på en stele allerede fra 1208 f.Kr.

Kildekritisk må det konstateres, at Mosebøgerne ret beset forsøger at forene to temmelig uforenelige historiske traditioner: på den ene side traditionen fra Mesopotamien omfattende Edens Have (Dilmun), Babelstårnet (zigguraterne) og Noas ark, hvor Abraham indgår som det forklarende bindeled hvorfor, at jødernes stamfader udvandrede til Kana'an, på den anden side traditionen om Jakob (Israel)&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 46&lt;/ref&gt;, Josef og hans brødre&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 48f&lt;/ref&gt;, Israels udvandring til Egypten&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 59&lt;/ref&gt; og Moses&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 67&lt;/ref&gt; med udvandring, ørkenvandring, moseloven og løftet om Kana'an.&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 243&lt;/ref&gt;

Der kan næppe være tvivl om, at den jødiske beretning om udvandringen fra Egypten og den egyptiske beretning om fordrivelsen af de fremmede omtaler den samme begivenhed set fra to sider. For så vidt behøver ingen af dem at give det sande billede: hvis årsagen virkelig var et vulkanudbrud, kunne de forringede leveforhold efter dette meget vel være årsag til, at folk udvandrede eller bortvandrede igen. At jøderne eller israelitterne har taget begivenheden til sig er for så vidt ikke anderledes end andre historier, som de har adopteret og adapteret.

Som en sidebemærkning skal det lige nævnes, at den egyptiske konge Amenhotep IV, bedre kendt som Akhenaten, som var gift med Nefertiti og fader til Tutankhaton, og som er gået over i historien som den første monoteistiske konge, regerede fra omkring 1353 til 1336 f.Kr. Det betyder, at han regerede henved 150 år efter, at ''hyksos'' udvandrede, og at der således ingen forbindelse er med Moses.

=== Bearbejdede profetier ===

De mange profetiske tekster i Gamle Testamente udgør et eget problem. Kort sagt er de kildekritiske studier i stigende grad blevet opmærksomme på, at der ikke er tale om originale tekster. I stedet er disse blevet ændret for at tilpasse dem til bestemte formål.

Esajas', Jeremias', Ezekiels og de Tolvs Bog mangler en historie og opretholder ikke en ensartet kronologisk rækkefølge af materiale. De profetiske bøger ses ikke længere som blot kilder, hvorved læserne kan få adgang til fortiden. De læses nu som bevidste kompositioner, der genpræsenterer og fortolker profeternes ord i tekstform.

Allerede i de sidste profeters tekster er der tegn på bevidst bevidsthed om tekstualiseringen af ​​profetier. Historien i Jeremias 36 beskriver for eksempel en proces, hvor forskellige budskaber i forskellige former fra forskellige tider og steder sammensættes i tekstform af profetens skriver. Når denne rulle efterfølgende ødelægges som reaktion på dens læsning, sker der ikke blot en omskrivning af rullen, men også en betydelig tilføjelse af lignende ord (Jeremias 36:32), hvilket vidner om bogens litterære vækst. Profeter som Jeremias er ikke længere tilgængelige, men deres ord er tilgængelige i de bøger, der bærer deres navne (Zakharias 1:5-6). Disse bøger danner et særskilt korpus inden for den bibelske kanon. Når Daniel refererer til Jeremias' profeti om halvfjerds år i Daniel 9:2, taler han om Jeremias' bog blandt en flerhed af profetiske bøger (jf. Ezekiel 38:17). 

De tidligste postbibelske fortolkere af den profetiske litteratur var de skriftkloge, oversættere og kommentatorer, der videregav, gengav og forklarede teksterne. Blandt vidner til den tidligst dokumenterede periode med skriftlig overlevering (ca. 250 f.Kr. indtil 132-135 e.Kr.) er det tydeligt, at skriftkloge ikke så sig selv som blot afskrivere på samme måde som skriftkloge fra en senere periode. De så snarere sig selv som ligestillede med de oprindelige forfattere, og de udvidede ofte den bibelske tekst med fortolkninger, der var beregnet til at hjælpe læserne med at forstå teksten. Disse skriftkloge havde deres eget syn på den bibelske tekst og ønskede at sikre en teologisk korrekt læsning af den.

Blandt de profetiske bøger må de mest fremragende eksempler på fortolkningsmæssig udvidelse være Jeremias og Ezekiel i den masoretiske tekst (MT). I disse tilfælde har udvidelsen nået niveauet for skabelsen af ​​nye udgaver af bøgerne. De hebraiske tekster bag de oldgræske (OG) versioner af disse bøger er betydeligt kortere førsteudgaver. Mange af udvidelserne i andenudgaverne, der findes i MT, er af eksegetisk karakter. For eksempel er Jeremias' berygtede fjende fra nord ikke eksplicit identificeret i OG eller dens hebraiske kilde, hvilket efterlader den åben for den slags eskatologiske fortolkning, der findes i Ezekiel 38:14-17, men MT identificerer denne fjende som Babylon i udvidelsen af ​​Jeremias 25:9, hvilket skaber en interessant konflikt med Jeremias 50:3 og dens profeti om en fjende fra nord, der kommer mod Babylon. Et andet eksempel er versionen af ​​Jeremias' profeti om halvfjerds år i Jeremias 25:11-12. I OG er denne profeti ikke eksplicit begrænset til perioden med babylonsk fangenskab (se: Dan 9:1-2, 24-27), men udvidelserne i MT gør denne begrænsning af profetien eksplicit (jf. Jeremias 29:10). For Ezekiels Bog forekommer en af ​​de mest bemærkelsesværdige udvidelser i MT Ezekiel 36:23c-38, som mangler, et vigtigt vidnesbyrd om OG fra det tredje århundrede e.Kr. Denne ret lange udvidelse er baseret på materiale fundet andre steder både i og uden for Ezekiels Bog. 

Når det forholder sig således med disse tekster, rejser det uundgåeligt spørgesmålet om og i hvilken grad, det samme er tilfældet med andre tekster i Gamle Testamente. Og det svækker betydeligt Gamle Testamentes værdi som kilde til jødernes historie.

=== Sammenfatning ===

Denne gennemgang af Gamle Testamente har kun omfattet en mindre del af den samlede tekst, men selv denne meget begrænsede gennemgang har belyst en række problemer:&lt;/br&gt;
- Gamle Testamente er ''ikke'' en historisk redegørelse for jødernes historie, selv om den giver indtryk af dette,&lt;/br&gt;
- det er i stedet en samling af traditioner, anekdoter og myter skrevet af ulige forfattere til ulige tider&lt;/br&gt;
- der er gjort forsøg på at sammenskrive og harmonisere disse narrativer&lt;/br&gt;
- hvilket ikke kan skjule, at der er kronologiske problemer&lt;/br&gt;
- og at væsentlige traditioner er hentet fra andre kulturer, især Sumer og Mesopotamien men også fra Grækenland.

Vi tør antage, at skildringen af kongetiden og det delte kongerige med navnelister over regenterne er rimelig troværdig, blandt andet fordi deres navne forekommer i andre kilder, men vi har kun ringe mulighed for at vide i hvilken udstrækning, historierne om dem er blevet ændrede for at tilpasse sig et senere monoteistisk narrativ.

Nogle historier, blandt andre Esthers Bog men også Ezras Bog og Nehemias' Bog, er meget sene og menes først at være blevet tilføjet efter afslutningen af det babylonske fangenskab.

=== &lt;big&gt;Semitismen, jødedommens tankesæt&lt;/big&gt; === 

Vi har i det foregående set på Gamle Testamente som et muligt historisk kildeskrift. Man kan imidlertid også anlægge en helt anden synsvinkel, nemlig Gamle Testamente som ideologisk grundlag nærmere betegnet som grundlag for en jødisk national etnicitet samt for en særlig jødisk etik. Det skal på forhånd understreges, at det følgende ikke omfatter alle jøder, idet mange alene identificerer sig som tilhørende denne folkegruppe af genealogiske og traditionsbårne årsager, det vil sige med hensyn til deres familiære oprindelse samt højtider og mindedage. Men der findes også kredse i den jødiske befolkning, der opfatter Gamle Testamente som en anvisning på hvordan, at jøder kan og bør opføre sig.

Alle kender begrebet &quot;anti-semitisme&quot;, men få eller ingen ved, hvad udtrykket &quot;semitisme&quot; egentlig dækker over. Man vil således lede forgæves efter det i en ordbog eller eksempelvis på ''wikipedia''. Her vil begrebet blivet forstået således, at det dækker over den tankegang eller de tankegange, som kan udledes og af nogle er blevet udledt af Gamle Testamente. Det betyder, at der her vil blive set bort fra jødisk mysticisme, kabala, frankisme og lignende ældre og nyere afledede ideologier, hvilke hver for sig er en særskilt undersøgelse værd.

Læser man Gamle Testamente, vil man se, at bestemte tankegange bliver promoveret. Det drejer sig i hovedsagen om følgende:&lt;/br&gt;
- det udvalgte folk&lt;/br&gt;
- racisme&lt;/br&gt;
- retten til Kana'an&lt;/br&gt;
- retten til at myrde hele befolkninger&lt;/br&gt;
- &quot;honningfælder&quot; og pengeafpresning&lt;/br&gt;
I det følgende vil hvert af disse emner blive gennemgået særskilt.

=== Det udvalgte folk ===

Ideen om jøderne som Guds udvalgte folk tager udgangspunkt i Første Mosebog kapitel 12: her møder vi Abram ved Ur i Kaldæa. Videre hedder det: &quot;Herren sagde til Abram: &quot;Forlad dit land og din slægt og din fars hus, og drag til det land, jeg vil vise dig. Jeg vil gøre dig til et stort folk og velsigne dig. Jeg vil gøre dit navn stort, og du skal være en velsignelse.&lt;/br&gt;
Jeg vil velsigne dem, der velsigner dig,&lt;/br&gt;
og den, der forbander dig, vil jeg forbande.&lt;/br&gt;
I dig skal alle jordens slægter velsignes&quot;.&quot;&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 17f&lt;/ref&gt;

Senere gentages denne priviligerede stilling i andre sammenhænge, således over for Jakob i Betel. I Første Mosebog kapitel 35:9-13 hedder det: &quot;Gud viste sig igen for Jakob, efter at han var kommet hjem fra Paddan-Aram. Han velsignede ham og sagde til ham: &quot;Dit navn er Jakob; men nu skal du ikke længere hedde Jakob. Dit navn skal være Israel.&quot; Og han gav ham navnet Israel. Han sagde til ham: &quot;Jeg er Gud den Almægtige. Bliv frugtbar og talrig! Et folk, ja, en mængde folkeslag skal nedstamme fra dig, og konger skal fremstå af dit eget kød og blod. Det land, jeg gav Abraham og Isak, giver jeg dig og dine efterkommere.&quot; Så steg Gud op fraham, dér hvor han havde talt med ham.&quot;&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 46&lt;/ref&gt;

I Anden Mosebog kapitel 3:7-10 findes følgende: &quot;Så sagde Herren: &quot;Jeg har set mit folks lidelse i Egypten, og jeg har hørt deres klageskrig over slavefogederne. Jeg har lagt mig deres lidelser på sinde, og derfor er jeg kommet ned for at redde dem fra egypterne og føre dem op fra dette land til et godt og vidtstrakt land, et land der flyder med mælk og honning, dér hvor kana'anæerne, hittitterne, amoritterne, perizzitterne, hivvitterne og jebusitterne bor. Nu har israelitternes klageskrig nået mig, og jeg har set, hvordan egypterne undertrykker dem. Gå nu! Jeg vil sende dig til Farao. Du skal føre mit folk israelitterne ud af Egypten&quot;.&quot;&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 69&lt;/ref&gt; Dette og tilsvarende formuleringer med &quot;mit folk israelitterne&quot; giver jøderne en identitet som Guds udvalgte folk i den jødiske selvforståelse.

=== Racismen ===

Racismen er en logisk følge af ideen om Guds udvalgte folk. Et folk kan selvsagt ikke være &quot;udvalgt&quot;, hvis andre folk kan indgiftes i det. Følgelig er Gamle Testamente fuldt af forbud mod at gifte sig med ægtefæller fra andre folkeslag og kritik, når de alligevel gjorde det. Lad os tage nogen eksempler.

I Femte Mosebog kapitel 7:1-4 finder vi følgende påbud af Moses: &quot;Når Herren din Gud fører dig til det land, du skal ind og erobre, og han driver store folkeslag væk foran dig, hittitterne, girgashitterne, amoritterne, kana'anæerne, perizzitterne, hivvitterne og jebusitterne, syv folk, der er større og mægtigere end du, og Herren din Gud overgiver dem til dig, og du besejrer dem, da skal du lægge band på dem. Du må ikke slutte pagt med dem og ikke vise dem barmhjertighed. Du må ikke bringe dig i familie me dem; du må ikke give dine døtre til deres sønner, og du må ikke lade dine sønner gifte sig med deres døtre, for det vil få dine sønner til at vige fra mig og dyrke andre guder. Da vil Herrens vrede flamme op imod jer, og han vil hurtigt udrydde dig.&quot;&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 208&lt;/ref&gt;

Dette gælder blandt andre kong Salomo. I Første Kongebog 11:1-4 læses således følgende: &quot;Kong Salomo elskede mange udenlandske kvinder foruden Faraos datter, moabitiske, ammonitiske, edomitiske, sidoniske og hittitiske; om de folk havde Herren sagt til israelitterne: &quot;I må ikke indlade jer med dem, og de må indlade sig med jer, for så vender de jeres hjerte til deres guder.&quot; Dem elskede Salomo, og han holdt fast ved dem. Han havde syv hundrede hustruer med fyrstelig rang og tre hundrede medhustruer, og hans hustruer bragte hans hjerte på afveje.&quot;&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 390&lt;/ref&gt;

I Ezras Bog kapitel 9:10-12 optræder Ezras bodsklage med blandt andet dette: &quot;Vor Gud, hvad skal vi nu sige efter dette? For vi har svigtet de befalinger, du gav gennem dine tjenere, profeterne, da du sagde: Det land, I skal ind og tage i besiddelse, er et urent land på grund af de fremmede folks urenhed med de afskyelige handlinger, som de i deres urenhed har fyldt det med fra ende til anden. Derfor må I ikke give jeres døtre til deres sønner, og I må ikke lade jeres sønner gifte sig med deres døtre.&quot;&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 527&lt;/ref&gt; og i Kapitel 10:10-12 bliver dette gentaget: &quot;Så rejste præsten Ezra sig og sagde til dem: &quot;I har handlet troløst ved at gifte jer med fremmede kvinder; I har øget Israels skyld. Aflæg nu bekendelse for Herren, jeres fædres Gud, og gør hans vilje. Skil jer ud fra landets folk og de fremmede kvinder&quot;.&quot;&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 528&lt;/ref&gt;

I Nehemias' Bog kapitel 10:31 indgår israelitterne blandt andet følgende forpligtelse: &quot;Vi vil ikke give vores døtre til landets folk, og vi vil ikke lade vores sønner gifte sig med deres døtre.&quot;&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 542&lt;/ref&gt;

Således kunne man blive ved.

=== Lebensraum ===

Jødernes ret til Kana'ans land hidrører fra Første Mosebog. I kapitel 12 læser vi: &quot;Dengang boede kana'anæerne i landet. Herren viste sig for Abram og sagde: &quot;Jeg vil give dine efterkommere dette land&quot;.&quot;&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 18&lt;/ref&gt; Senere, i kapitel 15, præciseres udstrækningen af dette jødiske lebensraum: &quot;Den dag sluttede Herren pagt med Abram. Han sagde: &quot;Jeg giver dine efterkommere dette land fra Egyptens flod (det vil sige Nilen) til den store flod, Eufratfloden: kenitterne, kenizzitterne, kadmonitterne, hittitterne, perizzitterne, refaitterne, amoritterne, kana'anæerne, girgashitterne og jebusitterne&quot;.&quot;&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 20f&lt;/ref&gt;

Størrelsen af dette jødiske lebensraum er påfaldende. Sammenlignet med officielle landegrænser i 2026 omfatter dette område: den østlige halvdel af Egypten inklusive hele Sinai, Palæstina inklusive Gaza og Vestbredden, Libanon, Jordan, Saudi Arabien, Yemen, Oman, Forenede Arabiske Emirater, Qatar, Bahrain, Kuwait, Irak samt Syrien. Nogle jødiske imperialister medregner også Kypern til området.

En anden afgrænsning findes i Fjerde Mosebog kapitel 34. Heri læser vi: &quot;Herren talte til Moses og sagde: &quot;Giv israelitterne denne befaling: I kommer nu til Kana'an, det land, der tilfalder jer som arvelod, Kana'ans land i dets fulde udstrækning. Jeres sydgrænse skal gå fra Sins ørken langs med Edom. I syd skal jeres grænse gå fra enden af Salthavet i øst. Så skal grænsen dreje syd om Akrabbim-passet, gå videre til Sin og ende syd for Kadesh-Barnea. Så skal den fortsætte til Hasar-Addar og gå videre til Asmon. Så skal grænsen dreje fra Asmon mod Egyptens bæk og ende ude ved havet.&lt;/br&gt;
Grænsen i vest: Det Store Hav med kyststrækning. Det skal være jeres vestgrænse.&lt;/br&gt;
Dette skal være jeres nordgrænse: Fra Det Store Hav skal I trække en linie til bjerget Hor; fra bjerget Hor skal I trække en linie til Lebo-Hamat, og grænsen skal ende i Sedad. Så skal grænsen gå videre til Zifron, og den skal ende i Hasar-Enan. Det skal være jeres nordgrænse.&lt;/br&gt;
Som grænse i øst skal I trække en linie fra Hasar-Enan til Shefam. Så skal grænsen gå ned fra Shefam til Ribla øst for Ajin, og grænsen skal fortsætte ned og støde til bjergryggen øst for Kinneretsøen. Så skal grænsen gå ned til Jordan og ende ved Salthavet.&lt;/br&gt;
Dette skal være jeres land med dets grænser hele vejen rundt.&quot;&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 196&lt;/ref&gt;

Dette er unægteligt en noget anden afgrænsning end før. Den kritiske læser vi måske spørge om Herren ikke havde forklaret sig godt nok over for Moses eller måske havde ændret holdning, eller om der måske er en helt tredie forklaring?

Den tænkende læser vil måske kigge nærmere på andre dele af samme historie. Vi hører, at Abraham fik børn både med Sara, sin hustru, nemlig jøderne, og med Hagar fra Egypten, hans trælkvinde, nemlig ismaelitterne, det vil sige araberne.&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 21&lt;/ref&gt; Så var det nu jøderne, araberne eller begge grupper som skulle leve i dette område? Desuden tog han sig en ny hustru: Ketura, med hvem han også fik efterkommere.&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 31&lt;/ref&gt; Det er således ret uklart hvem, der skulle overtage dette lebensraum.
 
Således tænker semitisterne ikke. De er imperialister, og de vil have det hele for sig selv. De mener at have ret til at fordrive andre folkeslag og ser Gamle Testamente som kilde til denne ret.

=== Retten til folkemord ===

Jødernes ret til at myrde befolkningerne, som levede i Kana'an, forekommer allerede i Mosebøgerne. I Femte Mosebog kapitel 20:16-17 findes således følgende påbud udtalt af Moses: &quot;i de folks byer, som Herren din Gud vil give dig i eje, må du ikke lade en eneste beholde livet; du skal lægge band på dem, på hittitterne, amoritterne, kana'anæerne, perizzitterne, hivvitterne og jebusitterne, sådan som Herren din Gud har befalet dig.&quot;&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 223&lt;/ref&gt;

I Josvabogen hører vi hvordan, at jøderne hensynsløst myrdede indbyggerne i Kana'an, eksempelvis i kapitel 8:24-29: &quot;Da israelitterne på åben mark havde dræbt alle de indbyggere fra Aj, som havde forfulgt dem ud i ørkenen, og da alle til sidste mand var faldet for sværdet, vendte alle israelitterne tilbage til Aj og huggede indbyggerne ned med sværd. Den dag blev der dræbt i alt tolv tusind mænd og kvinder, alle indbyggerne i Aj. Josva trak ikke sin udstrakte hånd med krumsværdet tilbage, før han havde lagt band på alle indbyggerne i Aj. ..Og Josva brændte Aj ned; han gjorde den til en øde ruinhøj for evigt, og det er den den dag i dag. Ajs konge hængte de på et træ og lod ham hænge til aften. Da solen gik ned, gav Josva sine folk befaling om at tage liget ned fra træet og kaste det hen ved indgangen til byporten. Så kastede de en stor stendynge op over ham, og den ligger der den dag i dag.&quot;&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 251f&lt;/ref&gt;

Tilsvarende i Josvabogen kapitel 10:28-43: &quot;Samme dag indtog Josva Makkeda. Han slog byen og dens konge med sværd og lagde band på byen og alle, der var i den; der var ingen, der overlevede. Han gjorde det samme med kongen i Makkeba, som han havde gjort med kongen i Jeriko.&lt;/br&gt;
Fra Makkeda drog Josva sammen med hele Israel videre til Libna. Han gik til angreb på Libna, og Herren gav også denne by og dens konge i Israels hånd. Josva slog byen og alle, der var i den, med sværd; der var ingen, der overlevede. Han gjorde det samme med kongen dér, som han havde gjort med kongen i Jeriko.&lt;/br&gt;
Fra Libna drog Josva sammen med hele Israel videre til Lakish. Han belejrede byen og gik til angreb på den, og Herren gav Lakish i Israels hånd. Den følgende dag indtog Josva byen; han slog den og alle, der var i den, med sværd, ganske som han havde gjort med Libna. Da drog Gezers konge Horam op for at komme Lakish til undsætning, men Josva slog kongen og hans hær; der var ingen, der overlevede.&lt;/br&gt;
Fra Lakish drog Josva sammen med hele Israel videre til Eglon. De belejrede byen og gik til angreb på den, og samme dag indtog de den og slog den med sværd. Den dag lagde han band på alle, der var i byen, ganske som han havde gjort med Lakish.&lt;/br&gt;
Fra Eglon drog Josva sammen med hele Israel op til Hebron. De gik til angreb på byen og indtog den; de slog byen, dens konge, alle dens byer og alle, der var i den, med sværd; der var ingen, der overlevede. Ganske som han havde gjort med Eglon, lagde han band på byen og på alle, der var i den.&lt;/br&gt;
Så vendte Josva sig sammen med hele Israel mod Debir. Han gik til angreb på byen og indtog den med dens kong og alle dens byer. De slog dem med sværd og lagde band på alle, der var i den; der var ingen, der overlevede. Han gjorde det samme med Debir og dens konge, som han havde gjort med Hebron og med Libna og dens konge.&lt;/br&gt;
Således besejrede Josva hele landet: Bjerglandet, Sydlandet, Lavlandet og Skråningerne og alle kongerne dér. Der var ingen, der overlevede; hver levende sjæl lagde han band på, sådan som Herren, Israels Gud, havde befalet. Josva besejrede dem fra Kadesh-Barnea til Gaza, i hele landet Goshen og helt til Gibeon. Alle disse konger og deres lande undertvang Josva på én gang, for Herren, Israels Gud, førte krig for Israel. Så vendte Josva sammen med hele Israel tilbage til lejren i Gilgal.&quot;&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 255&lt;/ref&gt;

I Josvabogen Kapitel 11 fortsætter folkemordene i det nordlige Kana'an, blandt andet Hasor: &quot;Alle, der var i byen, huggede de ned med sværd og lagde band på dem, så ikke en levende sjæl blev tilbage; og Josva brændte Hasor ned.&quot;&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 256&lt;/ref&gt; Da massemordet var til ende, blev rovet, det vil sige Kana'an, delt mellem israelitternes stammer.&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 257-264&lt;/ref&gt; Det minder om en langt senere begivenhed: under Sovjetunionen i Stalintiden gennemførte terrororganisationen OGPU under ledelse af jøden Genrikh Jagoda&lt;ref&gt;Lina (2003), s.315&lt;/ref&gt; samt NKVD overvejende ledet af jøder&lt;ref&gt;Lina (2003), s.318, 327&lt;/ref&gt; i 1932-33 et massemord på og en massefordrivelse af ukrainske bønder fra deres gårde, en begivenhed der blev kendt som ''holodomor''. Mindre kendt er, at OGPU overvejende bestod af jøder, og at disse efterfølgende som en belønning oprettede deres egne kollektivlandbrug, kibbutz'er, på de myrdede og fordrevne ukraineres jord.&lt;ref&gt;Holocaustmuseet i USA, film&lt;/ref&gt; Jødisk historieforståelse trækker lange spor.

Det var ikke kun ved erobringen af Kana'an, at jøderne begik massemord. I Esters Bog kapitel 9:2-16 hører vi: &quot;I alle kong Ahasverus' provinser samledes jøderne i deres byer for at lægge hånd på dem, der ville dem noget ondt. .. Den trettende dag i måneden adar samledes de øvrige jøder i kongens provinser og forsvarede deres liv; de fik fred for deres fjender, og og de dræbte 75.000 af deres modstandere&quot;.&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 555&lt;/ref&gt;

Flere eksempler end de nævnte kunne være fremhævet, men budskabet og moralen er tydelig nok: i &quot;hellig krig&quot; er massemord på guddommens befalet ikke blot acceptabel men en pligt at gennemføre.

Det er mildest talt absurd at se hvordan den samme ideologi, som hyldede folkemord i Gamle Testamente, har haft travl med at fremstille de selv samme massemordere som et uskyldigt forfulgt folkefærd i det 20. og starten af det 21. århundrede.

=== Honningfælder og pengeafpresning ===

Historier i Gamle Testamente giver jøderne tvivlsomme moralbegreber, eksempelvis at prostituere deres hustruer og døtre i form af &quot;honningfælder&quot;, det vil sige lokkemad for en efterfølgende afpresning. Det begynder med selveste Abraham. I Første Mosebog kapitel 20:2-16 læser vi: &quot;Abraham sagde om sin kone Sara, at hun var hans søster, og Abimelek, kongen i Gerar, sendte bud efter Sara. Om natten kom Gud i en drøm til Abimelek og sagde til ham: &quot;Nu skal du dø, fordi du har taget denne kvinde, for hun er gift&quot;.&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 25&lt;/ref&gt; Senere, da sandheden er blevet klar, hører vi: &quot;Så gav Abimelek Abraham får og køer, trælle og trælkvinder, og han gav ham hans kone Sara tilbage. Og Abimelek sagde: &quot;Mit land ligger åbent for dig. Slå dig ned, hvor du har lyst!&quot; Til Sara sagde han: &quot;Nu giver jeg din bror tusind sekel sølv. Det skal lukke øjnene på alle dem, der hører dig til. Nu har du fået fuld oprejsning&quot;.&quot;&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 26&lt;/ref&gt; Så Abrahams afpresning lykkedes.

Senere gentager historien sig med små variationer. I Esters Bog hører vi, at jøden Mordokaj sender sin datter til kong Ahasverus' harem, hvor &quot;hun vandt hans velvilje&quot;. ..&quot;Ester havde ikke fortalt, hvilket folk og hvilken slægt, hun tilhørte, for Mordokaj havde sagt til hende, at hun ikke måtte fortælle det.&quot; Men senere udnyttes hun til at redde jøderne, og naturligvis belønnes både hun og hendes fader for dette bedrag: &quot;Og Mordokaj fik foretræde for kongen, for Ester havde fortalt, hvordan han var i familie med hende. Kongen tog sin signetring, som han havde frataget Haman, og overdrog den til Mordokaj. Og Ester satte Mordokaj over Hamans hus.&quot;&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 549, 554&lt;/ref&gt;

Således legitimerer Gamle Testamente jødernes brug af honningfælder og pengeafpresning, når denne brug rettes imod folk i magtpositioner.

=== Sammenfatning ===

I 1973 fremkom udtrykket &quot;narrativ teologi&quot;.&lt;ref&gt;Bjerg (1984), s. 11&lt;/ref&gt; Udtrykkets betydning har været noget uklar, men pointen er, at hvis en kristen vil forklare sin tro og identitet, så kan dette ske ved at fortælle om Jesu ord og gerninger. På lignende måde kan jødedommens indhold bedst forstås ved at fortælle historier fra Gamle Testamente.

Som vi har set, er sådanne historier ikke just moralske. Ideen om det udvalgte folk, der ikke må gifte sig med folk fra andre folkeslag men nok har ret til at udnytte dets kvinder i honningfælder til pengeafpresning, og som mener sig i sin gode ret til hensynsløst at udrydde andre folkeslag &quot;i Guds navn&quot;, fremavler en tvivlsom moral. Hvis man vil være lidt uvenlig, kan man med god grund hævde, at denne tvivlsomme moral langt hen af vejen også afspejler sig i jødernes nyere historie.

Vi har i det foregående set hvordan, at denne moral henter sin inspiration i fortællinger fra Gamle Testamente. Og denne moral understreges ved at de samme emner bliver gentaget med blot mindre variationer flere gange som for at understrege, at den ikke er knyttet til en bestemt historisk situation men netop har evig gyldighed. I lighed med sit afkom, muhammedanismen, er denne moral præget af en foragt for dem, som ikke tilhører &quot;in-gruppen&quot;.

Der kan måske være grund til at uddybe dette udtryk nærmere. Alle mennesker udvikler en eller anden form for bevidsthed om at tilhøre et bestemt etnisk fællesskab, herunder skaber de et dertil knyttet begrebsapparat. Man kan skelne mellem det navn, som en etnisk gruppe bruger om sig selv i denne selvidentifikation, og det navn, som andre bruger om den samme gruppe. Nogle gange, men ikke altid, bruger de samme benævnelse, men deres opfattelse af gruppens afgrænsning og indhold behøver ikke at være det samme, men kan tilpasses den aktuelle situation.&lt;ref&gt;Lund (1993), s. 81&lt;/ref&gt; Betegnelsen afspejler en bevidsthed om hvem, man hører sammen med i et fællesskab, og hvem, der ikke hører til dette fællesskab.&lt;ref&gt;Lund (1993), s. 9&lt;/ref&gt; Ofte, men ikke altid, vil de, som ikke tilhører dette fællesskab, blive set ned på, mens man selv ophøjes for sine gode egenskaber.&lt;ref&gt;Lund (1993), s. 13-26&lt;/ref&gt;

Denne vi-bevidsthed skabes i vid udstrækning ved historier, beretninger og myter, om et skæbnefællesskab gennem utallige slægtled. Ofte vil disse historier blive fyldt med navne på legendariske personligheder, hvis liv og gerninger bliver en del af den personlige identitetsfølelse. Og som regel vil en del af denne historie omfatte etnogoni, det vil sige de indfødtes egen mytiske forklaring på deres oprindelse&lt;ref&gt;Lund (1993), s. 49&lt;/ref&gt;, som regel i form af en mytisk stamfader.&lt;ref&gt;Lund (1993), s. 91&lt;/ref&gt; I dansk sammenhæng kan man tænke på Saxo og hans Danmarkshistorie. I germansk sammenhæng er det myten om Tvisto, der er grundlaget for identiteten&lt;ref&gt;Lund (1993), s. 90&lt;/ref&gt;, og for jøderne er det Abraham, der har denne rolle.

Men sådanne historiske beretninger og myter har ikke kun den funktion at begrunde selvidentiteten men tillige at begrunde moralbegreber, hvad der er &quot;god&quot; og &quot;ond&quot; opførsel. For jøderne er det netop historierne i Gamle Testamente, som opfylder denne opgave.

Over tid kan disse funktioner aftage i betydning, fordi behovet for dem ikke længere er så stort. Dette fordi at myter erstattes med faktiske historiske erindringer. Men for visse grupper er dette ikke tilfælde. Her kan udviklingen tvært imod gå i den modsatte retning og udvikle sig til en regulær fanatisme, der kan motivere og begrunde næsten enhver handling. Denne fanatisme kan formuleres og organiseres i en dertil hørende ideologi, en -isme. Semitisme er en sådan ideologi, der i princippet ikke adskiller sig fra andre -ismer bortset fra den etniske gruppe, hvis selvfølelse og handlingsmønster, den skal begrunde.

=== &lt;big&gt;Sammenfatning og konklusion&lt;/big&gt; ===

Vi er nået vejs ende i gennemgangen, og resultatet taler for sig selv. Ikke blot er det officielle narrativ ikke korrekt, for hver del af dette narrativ findes en alternativ forklaring, og tilsammen tegner disse træk et andet men helt entydigt billede.

Først og fremmest: Gamle Testamente er ikke jødisk historieskrivning.&lt;ref&gt;Adler (2022), Preface&lt;/ref&gt; Der kan påvises et utal af indlån fra andre kulturer, eksempelvis historien om Moses i sivkurven og Noas ark, som tydeligt viser, at denne historie er en myte, et narrativ, skabt for at give jødisk identitet en høj alder. I stedet tjener Gamle Testamente som redskab til at give jøder en national identitet igennem deres trosretning, i særdeleshed Jahve. Det er i Jahves navn, at de udvandrer fra Egypten, erobrer Kana'an og i nyere tid trækker sig ind i etniske ghettoer.&lt;ref&gt;Crone og Cook (1977), s. 42&lt;/ref&gt; Hele den jødiske kultur er een lang markering af begivenheder hentet fra myterne i Gamle Testamente.

Dernæst: jøderne var tydeligvis ikke det monoteistiske folkefærd, som de gerne vil give indtryk af, tværtimod. Så langt, at Gamle Testamentes fremstilling overhovedet afspejler en historisk virkelighed, dyrkede jøderne flere guder gennem flere hundrede år. Vi ser en udvikling i flere trin:&lt;/br&gt;
- første trin: to guder, Jahve og El, forenes i en &quot;supergud&quot;&lt;/br&gt;
- andet trin: gudsdyrkelsen centraliseres og kontrolleres af kongen&lt;/br&gt;
- tredie trin: de lavere guder og gudinder forkastes, fordi at de ikke hjalp i en kritisk situation&lt;/br&gt;
- fjerde trin: præsteskabet udvikler et nyt narrativ til at forstærke dets magt og betydning som samlende kraft.&lt;/br&gt;
Det var en udvikling, hvor hvert trin var en logisk følge af det foregående, når behovet for en forandring i det herskende narrativ indtraf. Den nye ideologi var, som de fleste totalitære ideologier, et spørgsmål om at legitimere retten til magtudøvelse. Dette grundlag blev konstrueret ad hoc, det vil sige spontant efter behov. Dets grundlag var aldrig vel funderet, og vi kan nu afvise det fuldstændigt som fusk og forfalskning fra ende til anden.

Samtidig var det en udvikling, hvor hvert trin bidrog med særlige træk til den nye ideologis udvikling: først blev stammeguden anvendt til at legitimere myten om &quot;det udvalgte folk&quot;, herunder en racistisk ultrasemitisk afvisning af ægteskaber med repræsentanter fra andre folkeslag, og hvor regulært folkemord legitimeres som en følge af Jahves beslutning og påbud. Dernæst må den snart svækkede kongemagt i den nye nationale stat styrke sin stilling i befolkningen, hvilket sker ved centralisering af gudsdyrkelsen. Da så statsdannelsen alligevel bryder sammen, bliver det nødvendigt at udpege en skyldig årsag, og her må husguderne holde for. Endelig må det nye narrativ styrkes, hvilket blandt andet sker ved kampen for en ny egen stat.

Da mange profeter har først og fremmest til formål at legitimere den nye nationale ideologi som Jahves vilje.

Endelig er det også fra Gamle Testamente, at jøderne henter deres moralbegreber på godt og ondt.

Det er indlysende, at hvis der kan rejses tvivl om troværdigheden af beretningerne i Gamle Testamente, så er det ikke blot et kildekritisk problem. Det er hele grundlaget for jødedommen, der vælter. Jødedommen er, som muhammedanismen, det, som i kommunistkina kaldes en ''tofu-dreg'' konstruktion: en bygning eller anden konstruktion opført af underlødige bestanddele som gør, at den før eller senere falder sammen af sig selv.

Hidtil har Gamle Testamentes narrativer aldrig være underkastet en kildekritisk analyse, i modsætning til Nye Testamente, som allerede i 1800-tallet og begyndelsen af 1900-tallet blev underkastet en sådan analyse, som den bestod med udmærkelse. Det er først i de seneste år, at et sådant arbejde er igangsat og vel at bemærke er det sket af jødiske arkæologer og historikere. Det gør, at deres resultater ikke blot kan afvises med smædeudtryk som &quot;anti-semitisme&quot;. Det er derfor, at det har været så vigtigt at gøre disse resultater bekendt for et dansk publikum. Og hvis denne bog kan bidrage til fortsatte og uddybende studier af denne problematik, så har den opfyldt sit formål.

Det er for så vidt tilfældigt, at dette sker netop på en tid, hvor staten Israel og dens regering udsættes for en stigende international kritik for sin handlemåde, og så måske alligevel ikke. I alt for lang tid har kritik af jøder og Israel kunnet undertrykkes på grund af myterne om begivenheder under 2. verdenskrig. Men nu ligger disse begivenheder så langt tilbage, 2-4 slægtled, at de ikke længere kan beskytte imod kritik. Og samtidig har både rabiate jøder og den israelske regering i de seneste år udvist en optræden, som let lader sig kritisere. Det er ikke stedet her at uddybe dette emne, det kan fortjene en særskilt behandling og hører hjemme i politisk sammenhæng, ikke i forbindelse med jødedommen som religion og kultur, selv om der kan argumenteres for, at disse områder til dels overlapper hinanden.

Vi har set hvilken afgørende inflydelse, den kildekritiske analyse af Gamle Testamente har på forståelsen af jødedommens historie, men hvorledes forholder det sig med kristendommen? Hvilken indflydelse har kildekritikken på kristendommen? Det enkleste svar er: ingen. Gamle Testamente spiller kun en rolle i kristendommen på to måder:&lt;/br&gt;
- dels at vise at Jesus som messias er forudset allerede af gammeltestamentelige profeter; det er i denne sammenhæng ikke vigtigt, om dette var faktisk var tilfældet, men derimod at jøderne i hans samtid mente, at det forholdt sig således&lt;/br&gt;
- dels at vise de religiøse dogmer, som Jesus gjorde op med. Det viser sig i hans gentagne: &quot;I har hørt at ... men jeg siger jer nu at ...&quot; Jesu lære er i virkeligheden eet stort opgør med jødedommens tankegang og etnisk snæversynethed, han er i den sammenhæng helt på linje med den foreliggende kildekritiske analyse, selv om både hans metode og budskab er et andet.

Især i sidst nævnte sammenhæng er det vigtigt at forstå, at der ikke eksisterer nogen &quot;jødisk-kristne værdier&quot;. Dette moderne udtryk er intet andet end et jødisk forsøg på at tage kristne som gidsler for deres egne ideer. I virkeligheden er det kristendommen, der introducerer næstekærlighed og respekt for medmennesker uanset deres etniske tilhørsforhold, og i forlængelse heraf introducerer både menneskerettigheder og folkestyre. Intet af dette findes i jødedommen, her er det nationalt-etnisk snæversyn, som dominerer hele vejen. Jødedommen er og forbliver en anti-kristen ideologi, fordi den hviler på en selvforståelse baseret på manipulerede kilder i form af Gamle Testamentes skrifter. Og ved at påvise disse manipulationer, myter og omskrivninger, beviser moderne kildekritik, at kristendommen var og er et berettiget opgør med jødedommen.

Endnu for en menneskealder kunne forskere i jødedommen leve i deres vildfarelse om, at selv om der var problemer med Gamle Testamente som kilde til jødedommens historie, så var den i sine hovedtræk alligevel korrekt. Således er det ikke længere. Det kan nu bevises, at der bag den mytiske fortælling gemmer sig en anden historie. Lad så være, at begivenheder i de senere år i Gaza, på Vestbredden, i Libanon, i Egypten, over for Syrien og Iran uden tvivl har bidraget til at fremme denne udvikling. Et træ kendes på dets frugter, og hele verden har nu set de frugter, som jødisk fundamentalisme bringer med sig. Myten om det forfulgte uskyldige folkefærd lader sig ikke længere opretholde.

Og jo mere skingre, hysteriske og fanatiske jødedommens fundamentalister bliver i deres holdninger og opførsel, desto hurtigere vil de miste de sidste rester af en troværdighed, som de i virkeligheden aldrig har haft.

=== &lt;big&gt;Noter&lt;/big&gt; ===
{{Reflist|3}}

=== &lt;big&gt;Litteratur&lt;/big&gt; ===
* Yonatan Adler: ''The Origins of Judaism. An Archaeological-historical Reappraisal''; Yale University 2022; ISBN 978-0-300-25490-7
* Yonatan Adler: &quot;Toward Identifying Proto-Judaic Cultural Features in Ancient Israel and Judea&quot; (i: ''Journal of Ancient Judaism'' (2024), s. 1-28)
* Yonatan Adler: ''Between Yahwism and Judaism. Judean Cult and Culture during the Early Hellenistic Period (332-175 BEC)''; Cambridge University Press 2025; ISBN 978-009-45961-7
* Gad Barnea: &quot;P. Berlin 13464, Yahwism and Achaemenid Zoroastrianism at Elephantine&quot; (2024)
* Geoffrey Bibby: ''I Dilmun tier ravnen''; Wormanium 1971; ISBN 87-85-1600-40
* Geoffrey Bibby: ''Det forsvundne årtusinde''; Wormanium 1978; ISBN 87-8516-053-9
* ''Bibelen''; Det Danske Bibelselskab 1992; 1. udgave 1. oplag; ISBN 87-7325-276-6
* Svend Bjerg: &quot;Den kristne grundfortælling. Studier over fortælling og teologi&quot; (''Teologiske Studier'', bind 8; 2. oplag 1984; Aarhus 1984; ISBN 87-7003-409-5) 
* Patricia Crone og Michael Cook: ''Hagarism. The Making of The Islamic World''; Cambridge 1977; ISBN 0-521-21133-6
* Stephan Peter Dinkgreve: ''In Search of the Sublime: A world history of humanity's relentless pursuit of scientific truth, moral excellence, and enlightenment''; 2021
* Robert Gnuse: &quot;Spilt Water: Tales of David (II Sam 23:13-17) and Alexander the Great (Arrian, Anabasis of Alexander 6.26.1-3).&quot; (i: ''Scandinavian Journal of the Old Testament''; 1998, bind 12, s. 233-248)
* Robert Gnuse: &quot;Abducted Wives: A Hellenistic Narrative in the Book of Judges?&quot; (i: ''Scandinavian Journal of the Old Testament''; 2007; bind 22, s. 272-285)
* Robert Gnuse: &quot;From Prison to Prestige: The Hero who helps a King in Jewish and Greek Literature.&quot; (i: ''Catholic Biblical Quarterly''; 2010 bind 72, s. 31-45)
* Robert Gnuse: &quot;Divine Messengers in Genesis 18-19 and Ovid.&quot; (i: ''Scandinavian Journal of the Old Testament''; 2017; bind 31, s. 66-79)
* Robert Gnuse: &quot;Greek Connections: Genesis 1-11 and the Poetry of Hesiod&quot; (i: ''Biblical Theology Bulletin''; 2017 nr. 47, s. 131-143
* Robert Gnuse: &quot;Heed Your Steeds: Achilles’ Horses and Balaam’s Donkey.&quot; (i: ''International Journal of Research in Humanities and Social Sciences''; 2017; række 4 hæfte 6; s. 1-5)
* Robert Gnuse: &quot;Samson and Heracles Revisited.&quot; (i: ''Scandinavian Journal of the Old Testament''; 2018, bind 32, s. 1-19)
* Robert Gnuse: &quot;Greek Historians and the Primeval History.&quot; (i: ''International Journal of Research in Humanities and Social Sciences''; 2019; række 6 hæfte 1, s. 20-25)
* Robert Gnuse: &quot;Jephthah’s Daughter and Iphigenia in the Plays of Euripides&quot; (i: ''International Journal of the Arts and Humanities''; 2019; række 5 hæfte 1, s. 16-23)
* Robert Gnuse: &quot;Hellenism and the Primary History: The Imprint of Greek Sources in Genesis-2 Kings&quot; ''Copenhagen International Seminar''; Routledge, London 2020 
* Philippe Guillaume: &quot;Hesiod’s heroic age and the biblical period of the Judges.&quot; (i: Thomas Thompson and Philippe Wajdenbaum (red.): ''The Bible and Hellenism: Greek Influence on Jewish and Early Christian Literature. Copenhagen International Seminar''; Routledge, New York 2014; s. 146-164)
* Daniel Hawk: &quot;Violent Grace: Tragedy and Transformation in the Orestia and the Deuteronomistic History.&quot; (i: ''Scandinavian Journal of the Old Testament''; 2003, bind 18, s. 73-88)
* Gerhard Larsson: &quot;Possible Hellenistic Influence in the Historical Parts of the Old Testament.&quot; i: ''Scandinavian Journal of the Old Testament''; 2004; bind 18, s. 296-311)
* Niels Peter Lemche: &quot;The Old Testament-A Hellenistic Book&quot; (: ''Scandinavian Journal of the Old Testament''; 1993 bind 7, s. 163-193)
* Niels Peter Lemche: &quot;Is It Still Possible to Write a History of Ancient Israel?&quot; (i: ''Scandinavian Journal of the Old Testament''; 1994, bind 8, s. 163-188)
* Niels Peter Lemche: &quot;Good and Bad in History: The Greek Connection.&quot; (i: Steven McKenzie and Thomas Römer (red.): &quot;Rethinking the Foundations: Historiography in the Ancient World and in the Bible. Essays in Honour of John Van Seters&quot;; ''Beihefte zur Zeitschrift für die altestamentliche Wissenschaft'' nr. 294; Walter de Gruyter, Berlin 2000; s. 127-140) 
* Niels Peter Lemche: &quot;How Does One Date an Expression of Mental History?&quot; (i: Lester Grabbe (red.): &quot;Did Moses Speak Attic? Jewish Historiography and Scripture in the Hellenistic Period&quot; (i: ''Journal for the Study of the Old Testament Supplement Series'' 317/European Seminar on Historical Methodology 3; Sheffield Academic Press, Sheffield 2001; s. 200-224)
* Niels Peter Lemche: &quot;Does the Idea of the Old Testament as a Hellenistic Book Prevent Source Criticism of the Pentateuch?&quot; (i: ''Scandinavian Journal of the Old Testament''; 2011, bind 25, s. 75-92)
* Niels Peter Lemche: &quot;When the End is the Beginning: Creating a National History?&quot; (i: ''Scandinavian Journal of the Old Testament''; 2015, bind 29, s. 22-32)
* Jüri Lina: ''Skorpioni märgi all. Nõukogude võimu tõus ja langus''; Stockholm 2003; ISBN 91-972897-9-5
* Allan A. Lund: ''De etnografiske kilder til Nordens tidlige historie''; Wormanium 1993; ISBN 87-89531-08-6
* Etienee Nodet: &quot;Editing the Bible: Alexandria or Babylon?&quot; (i: Thomas Thompson and Philippe Wajdenbaum (red.): ''The Bible and Hellenism: Greek Influence on Jewish and Early Christian Literature. Copenhagen International Seminar''; Routledge, New York 2014; s. 36-55) 
* Gabrielle Vera Novacek: ''Ancient Israel. Highlights from the Collections of The Oriental Institute University of Chicago''; University of Chicago 2011; ISBN 978-1-88923-65-3
* Johannes Pedersen: &quot;Hasmonæer&quot; (i: ''Salmonsens Konversationsleksikon'', 2. udgave, bind X; 1919; s. 943-944)
* Benjamin W. Porter: &quot;Assembling the Iron Age Levant: The Archaeology of Communities, Polities and Imperial Peripheries&quot; (i: ''Journal of Archaeological Research'' vol. 24; 2016; s. 373-420)
* Katherine Stott: &quot;Herodotus and the Old Testament: A Comparative Reading of the Ascendancy Stories of King Cyrus and David.&quot; (i: ''Scandinavian Journal for the Study of the Old Testament''; 2002; bind 16 s. 52-78)
* Jan-Wim Wesselius: &quot;Discontinuity, Congruence and the Making of the Hebrew Bible.&quot; (i: ''Scandinavian Journal for the Study of the Old Testament''; 1999 bind 13 s. 24-77)
* Jan-Wim Wesselius: &quot;The Origin of the History of Israel: Herodotus’ Histories as Blueprint for the First Books of the Bible&quot; (i: ''Journal for the Study of the Old Testament Supplement Series''; Sheffield Academic Press, Sheffield 2002)
* Hans Christian Ørsted: &quot;Overtro og Vantro i deres Forhold til Naturvidenskaben&quot; (''Aanden i Naturen''; 4. udgave; København 1978; ISBN 87-414-8972-1; s. 76-106)

=== &lt;big&gt;Film&lt;/big&gt; ===
* Simca Jacobovici: ''The Exodus Decoded''</text>
      <sha1>j8xem2shhwy7bezeph47p3h0tp3y1a8</sha1>
    </revision>
    <revision>
      <id>41970</id>
      <parentid>41969</parentid>
      <timestamp>2026-05-28T07:05:27Z</timestamp>
      <contributor>
        <username>Sven Halfdan Nielsen</username>
        <id>3898</id>
      </contributor>
      <comment>småret</comment>
      <origin>41970</origin>
      <model>wikitext</model>
      <format>text/x-wiki</format>
      <text bytes="156860" sha1="ilhazkexlrhdyzjztfwhhrwf3i5jgsb" xml:space="preserve">[[Fil:Philippe de Champaigne - Moses with the Ten Commandments - WGA04717.jpg|thumb|400px|Ifølge nye videnskabelige kildekritiske teorier er det ikke Moses, som har skrevet Mosebøgerne. Maleri af Philippe de Champaigne.]]

=== &lt;big&gt;Fortale&lt;/big&gt; ===

Jødedommens ældste historie har hidtil været indhyllet i mørke. Traditionen hviler på ''Tanakh'' eller Gamle Testamente, men dette synes først at have fundet sin endelige form i det 2. århundrede f.Kr. i det hasmunitiske kongerige. Hvor meget, traditionerne har ændret sig før denne tid, er et åbent spørgsmål.

Foruden Gamle Testamente er de vigtigste kilder til belysning af spørgsmålet især arkæologiske fund, men også her er der store problemer med troværdigheden. Flere kilders oprindelse er omstridte og dermed bliver deres udsagnsværdi også tvivlsom.

Det er først i den seneste menneskealder, at der tegner sig et mere klart billede af den omskiftelige historie, men hidtil har mig bekendt ingen forsøgt at gøre denne viden tilgængelig på dansk. Jeg har derfor efter fattig evne forsøgt at skildre denne på grundlag af tilgængeligt materiale. Jeg har desuden tilføjet notehenvisninger til de skriftlige kilder, som jeg anvendt.

Når man forsøger at skildre kendt historie således som tilfældet er med Gamle Testamente, stilles man over for to problemer: dels må man forsøge at sætte denne fremstilling i forhold til det billede, som andre kilder tegner, dels må man forsøge at forstå den forvandling og forvanskning af oprindelige kilder, som fremstillingen i Gamle Testamente nu afspejler.

Den foreliggende undersøgelse falder i to hoveddele, dels en undersøgelse af jødernes faktiske historie således som den lader sig fastslå baseret på grundlag af arkæologiske og historiske kilder, herunder spørgsmålet om jødernes religion, dels en kildekritisk analyse af ''Tanakh'' eller Gamle Testamente. Afslutningsvis vil der blive foretaget en vurdering af hvilken indflydelse, ''Tanakh'' har haft på jødernes selvforståelse og Gamle Testamente har på kristen selvforståelse.

Der kan være grund til at understrege, at stort set alt i denne undersøgelse alene skyldes yderst kompetente forskeres virke, og jeg har efter evne forsøgt at henvise til denne forskning. Litteraturen herom findes i den afsluttende litteraturliste. Desuden har jeg inddraget andre inspirationskilder, hvor jeg finder dem relevante og troværdige. Derimod er fortolkningen af disse ulige arbejder min egen, og de oprindelige forskere kan og bør derfor ikke drages til ansvar for denne fortolkning.  

På dette sted kan der være grund til at forudskikke enkelte kendsgerninger: selvidentiteten &quot;jøde&quot; synes først at blive skabt i 2. århundrede f.Kr. efter hasmunitternes oprør og etableringen af kongeriget baseret på religiøse regler. Der findes ingen ældre beviser på, at jøderne inden da havde fulgt moseloven, og først på dette tidspunkt optræder ''Tanakh'', de ældste synagoger samt mønter uden billede. Det bør desuden bemærkes, at der ingen omtale findes af sabbaten i Gamle Testamente.

Efter den babylonske magtovertagelse i 586 f.Kr. optræder ''al Yahuda'' som en by i Babylon, stednavnet Israel optræder første gang på en mønt dateret år 66 e.Kr. og i forbindelse med jødernes oprør mod romerne.

Om bogens titel skal jeg blot bemærke, at jeg har valgt ordet &quot;jødedom&quot;, fordi det betegner jødisk religion og kultur på samme tid.

Sven Halfdan Nielsen&lt;/br&gt;
Pärnu, den 5. maj 2026

=== &lt;big&gt;Indledning&lt;/big&gt; ===

Al historisk og litterær forskning må hvile på kildekritiske undersøgelser. Dette betyder, at arkæologiske og sproglige kilder kritisk må vurderes med henblik på deres oprindelsessituation, eventuelle tendens, forholden sig til de omtalte begivenheder og for sproglige kilder tillige deres formål (som udmærket kan være mangesidigt). Kilderne må stilles i forhold til, hvad der ellers vides om tiden, og de må forsøges tolket således, at de er bedst i overensstemmelse med denne viden, og at de ikke modsiger denne viden. Hvis det sidste er tilfældet, må man spørge, om fortolkningen er rigtig, eller om den hidtidige &quot;viden&quot; må revideres.

Lige siden afslutningen af 2. verdenskrig og især i det 21. århundrede har beskyldninger om &quot;anti-semitisme&quot; fået et kraftigt opsving. Der kan derfor være grund til at gøre nogle bemærkninger om min opfattelse af dette begreb og dets anvendelse.

For mig består udtrykket &quot;anti-semitisme&quot; af to dele: &quot;anti&quot; betyder imod, og &quot;semitisme&quot; betegner en politisk, nationalistisk ideologi. Dette indebærer, at jeg skelner mellem jøder som kulturel folkegruppe på den ene side og en semitisk ideologi på den anden.

Jeg har intet imod folk, som identificerer sig selv som jøder i religiøs og kulturel henseende så længe, at dette ikke berører deres forhold til andre folkegrupper. For mig er &quot;jøde&quot; altså en betegnelse, der i princippet ikke adskiller sig fra dansker, tysker, armener, kurder, japaner eller en hvilken som helst anden national folkegruppe.

Anderledes forholder det sig med begrebet &quot;semitisme&quot;. Her er der i mine øjne tale om en totalitær og intolerant national ideologi, som tåler sammenligning med fx. fascismen i Italien og nazismen i Tyskland. Der er med andre ord tale om en ekskluderende ideologi, som på samme tid legitimerer en bestemt handlemåde over for andre befolkningsgrupper. Dette kan der senere være grund til at vende tilbage til, når vi har gjort os selve grundlaget for denne tankegang klart.

Lad mig sige det straks: det er ikke &quot;anti-semitisk&quot; at anlægge en anden betragtningsmåde en den, som såkaldte &quot;semitter&quot; selv anlægger - med mindre at man tilføjer, at sådanne semitter har et snævert syn og en snæver fortolkningsramme båret af egne fordomme. I denne henseende minder semitter og muhammedanere om hinanden. Begge promoverer en bestemt fortolkning, og begge benægter retten til at inddrage andre kilder eller til at anlægge en anden og bedre forståelse.

For mig skræmmer udsigten til at blive tillagt smædeord mig ikke. Afgørende for mig er objektivt at se på alle fastslåede kendsgerninger og så nå frem til den forståelse, som er mest og bedst i overensstemmelse hermed. Hvis andre har problemer hermed, er det deres problem, ikke mit. De ønsker at forsvare en myte, men for mig er det de historiske kendsgerninger bag myten, som er det vigtigste. Myter er overtro og vantro. Men som Hans Christian Ørsted har sagt det, vil videnskaben overvinde overtroen og vantroen&lt;ref&gt;Ørsted (1978), s. 106&lt;/ref&gt;, og således må det være.

Det gælder her som i tilfældet med muhammedanismen&lt;ref&gt;se ''Muhammedanismen i kildekritisk belysning''&lt;/ref&gt;, at modstanden og modviljen imod at blive konfronteret med nye kendsgerninger dybest set blot viser hvor usikre, forsvarere af den herskende ideologi i virkeligheden er. Hvis de var sikre i deres overbevisning, ville de velkomme enhver udfordring, idet de vil kunne tage den op og sagligt imødegå den. Men således forholder det sig ikke, tværtimod. 

Det bør tilføjes, at forskningsfeltet er inde i en rivende udvikling i disse år. Det kan derfor ikke udelukkes, at forskningen om føje år vil give et andet, mere omfattende men måske også revideret billede i forhold til nu, og således må det være. Det er den eneste måde, at vor viden kan forøges og forbedres på. Og skulle denne bog medvirke til at fremme en sådan forskning, har den opfyldt sit formål.

=== &lt;big&gt;Jødedommens ældste historie&lt;/big&gt; ===

Formålet med det følgende er at skildre jødedommens ældste historie. Hovedvægten vil blive lagt på de arkæologiske vidnesbyrd. Bibelen vil imidlertid blive inddraget, hvis og når den kan belyse historiske kendsgerninger. En række emner vil blive underkastet en særskilt behandling.

=== Den kana'næiske oprindelse ===

I det 2. århundrede f.Kr. var Kana'an beboet af stammer med hver deres skytsguddom. Disse guddomme hørte til den kana'anæiske gudeverden og omfattede blandt andre El, Ba'al og Jahve. Over tid begyndte jøderne imidlertid at skille sig ud og hævde, at de ikke stammede fra kana'anæerne, skønt både sproglige og religiøse træk fra tiden 1200-1000 f.Kr. tyder på, at de udviklede sig fra en kana'anæisk fælles kultur i den grad, at det ofte er svært at skelne imellem dem.&lt;ref&gt;Dinkgreve (2021), kap. 8&lt;/ref&gt;

Hvornår, denne udskillelsesproces er fundet sted, vides ikke, men det må være sket omkring 1207 f.Kr., idet kana'anæerne og israelitterne på en stele rejst af farao Merneptah dateret til dette tidspunkt udtrykkeligt er nævnt som to uens folkegrupper:&lt;/br&gt;
- &quot;Kana'en er udplyndret,&lt;/br&gt;
- Israel er lagt øde.&quot;&lt;/br&gt; 
Det er værd at bemærke, at de hieroglyffer, som angiver navnet Kana'an, viser, at der er tale om et land, mens de, som angiver Israel, viser, at der er tale om et folk.&lt;ref&gt;Dinkgreve (2021), kap. 8&lt;/ref&gt; Det er også den eneste kilde fraset Gamle Testamente som nævner et folk kaldet Israel på denne tid.&lt;ref&gt;Novacek (2011), s. 66&lt;/ref&gt;

Den oprindelige gud for Israel synes at have været ''El''. Navnet &quot;Isra-el&quot; betyder &quot;Els styre&quot;.&lt;ref&gt;Dinkgreve (2021), kap. 8&lt;/ref&gt;

Kildekritiske undersøgelser af Mosebøgerne viser at disse er skrevet af flere forskellige forfattere, hvoraf to af forskerne kaldes P og E. Begge disse forfattere kalder Gud for ''El'' indtil, at Gud angiveligt selv kalder sig ''Jahve'' over for Moses: &quot;Jeg er Jahve. Jeg viste mig for Abraham og Isak og Jakob som ''El-Shaddai'', men mit navn er ''Jahve''. Jeg gjorde ikke det bekendt for dem&quot;.&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 72&lt;/ref&gt;

Det bør tilføjes, at i ''Genesis'' forekommer 17 tilfælde af associationer med ''El'' (fx. Bethel) men ikke een eneste med ''Jahve''. Der er desuden eet tilfælde med henvisning til ''Ba'al'', nemlig Ashbel, Benjamins søn

=== Ugarit ===

I 1928 fandt en bonde i Ras Shamra ved Middelhavskysten (nu i Syrien) et omkring 3.000 år gammelt gravkammer. En udgravning det følgende år viste, at det dækkede over dels en større gravplads, dels en forhistorisk by: Ugarit, en vigtig handelsby fra omkring 1450 f.Kr. til 1192 f.Kr., idet byen blev brændt af og blev opgivet antagelig mellem 1190 f.Kr. og 1185 f.Kr. Blandt de mange fund var et stort antal lertavler og mange af dem med religiøse tekster: mytologiske vers, hymner til guder, lister over præsternes ofringer. Den ledende guddom i Ugarit hed ''El''. ''El'' var gudernes fader, skaber af alle levende væsener, den evige konge. Han blev beskrevet som en ældre skægget mand, som sad på en trone med en krone med tyrehorn. Hans hustru hed ''Ashera''&lt;ref&gt;Dinkgreve (2021), kap. 8&lt;/ref&gt;, hun var moder til 70 guder ifølge teksterne. Blandt sønnerne var stormguden ''Baal'', havguden ''Jam'', dødsguden ''Mott'' og krigergudinden ''Anat''. Tilsammen blev de kaldt ''Ilham'', det vil sige børn af ''El''.

I Bibelens skildring af skabelsen optræder ordet ''Elohim'', på hæbraisk et ord for guddom, hvilket er umiddelbart sammenligneligt med ordet i Ugarit, men ordet er flertal, ikke ental. Og flere af beretningerne i Gamle Testamente bruger netop (men ikke alene) dette ord om Gud: ''El Shaddai'' (Gud den Almægtige), ''El Elyon'' (Gud den Højeste)&lt;ref&gt;Novacek (2011), s. 41&lt;/ref&gt;, ''El Olam'' (den evige Gud), ''El Bethel'' (Bethels Gud). Det er det samme navn som den øverste gud i kana'anæernes gudeverden.

Af disse kendsgerninger tør drages to slutninger. Den ene er, at Gud i den hebraiske forståelse ikke i starten var fuldstændig og enerådende men i stedet udviklede sig over tid, langsomt ved en proces, der bedst kan beskrives som konvergens: flere guder smeltede sammen i een guddom.

Den anden slutning, man tør drage, er den, at israelitterne udviklede sig som folk fra kana'anæerne. Deres første gud var kana'anæernes gud ''El''. For de folk, som levede i bjergene i Kana'an omkring 1100 f.Kr. var der ikke nogen markant forskel imellem deres egen religion og de omgivende folkeslags religion: de dyrkede den samme fadergud og modergudinde. Dette har været anerkendt af arkæologer siden omkring 1970 baseret på fundne lertavler, indskrevne navne på lerkar, fund af husguder og af husaltre.

=== Jahve ===

Nu er det velkendt, at jøderne har et andet navn på deres gud: ''Jahve''. Hvor stammer dette navn fra? Hvor og hvornår overtog han de egenskaber, som tidligere blev tillagt El? For at svare på disse spørgsmål, må vi inddrage tre nye kilder.

På en to tusinde år gammel læderklud fundet i en hule findes en tekst med følgende indhold: da den højeste gud gav nationerne deres arv, da han delte menneskeheden, fastlagde han deres indbyrdes grænser i henhold til antallet af gudesønner. Denne tekst fra Femte Mosebog 32:8&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 237&lt;/ref&gt; var identisk med den tekst, som jøderne kopierede i århundrede før Kristi fødsel. Den findes i den græske version af Gamle Testamente fra 3. og 2. århundrede f.Kr. Jøderne ændrede siden teksten fra &quot;gudesønner&quot; til &quot;Israels sønner&quot;.

Tages teksten for pålydende, har den højeste gud inddelt menneskene i nationer og givet hver nation en søn som guddommelig leder. I det følgende vers fortælles hvilken søn, der blev tildelt hvilken nation, og det oplyses, at Jahve fik tildelt Jacobs stamme eller Israel.

Det må her bemærkes, at Jahve her tydeligt er en mindre, en underordnet gud i forhold til den højeste gud. Bibelforskere som Mark Smith og Frank Moore Cross fra Harvard mener, at det er her, at Jahve gøres til guddom for Jacobs stamme. Teksten i Kumran (bedre kendt som Dødehavsrullerne) bevarede den oprindelige tekst, men den blev i middelalderen tilsyneladende tilpasset.

I ''Salmernes Bog'' salme 82 findes følgende:&lt;/br&gt;
&quot;Gud træder frem i gudeforsamlingen,&lt;/br&gt;
blandt guderne holder han dom:&lt;/br&gt;
Hvor længe vil I dømme uretfærdigt&lt;/br&gt;
og tage parti for de ugudelige? Sela&lt;/br&gt;
Skaf de svage og faderløse deres ret,&lt;/br&gt;
frikend de hjælpeløse og arme,&lt;/br&gt;
udfri de svage og fattige,&lt;/br&gt;
red dem fra de ugudeliges magt!

De forstår og fatter intet,&lt;/br&gt;
de vandrer i mørke,&lt;/br&gt;
jordens grundvolde rokkes.&lt;/br&gt;
Jeg har sagt: I er guder,&lt;/br&gt;
I er alle sønner af den Højeste.&lt;/br&gt;
Dog skal I dø som mennesker,&lt;/br&gt;
og I skal falde som en af stormændene.

Rejs dig, Gud, hold dom over jorden,&lt;/br&gt;
for du har alle folkene som ejendom.&quot;&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 693&lt;/ref&gt;

Denne salme indeholder altså mindet om en gudeforsamling, som også afspejles i den langt ældre tekst. Ordet &quot;guderne&quot; i den originale tekst er ''Elohim'', i flertal. Det viser, at der var en tid i jødernes historie, hvor flerguderi øjensynligt var en almen forståelse. Og en af disse gudesønner var åbenbart Jahve.

Et lignende minde findes i Første Mosebog kapitel 6, der begynder således:

&quot;Da menneskene begyndte at blive talrige på jorden og fik døtre, så gudesønnerne, at menneskedøtrene var smukke. Blandt dem tog de sig alle de koner, de havde lyst til. Da sagde Herren: &quot;Min livsånde skal ikke forblive i mennesket for evigt. De er dødelige, deres levetid skal være 120 år&quot;.&lt;/br&gt;
Dengang gudesønnerne gik ind til menneskedøtrene og fik børn med dem - men også siden hen - var der faldne på jorden. Det er heltene, navnkundige mænd fra ældgamle dage.&quot;&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 12. Den danske oversættelse har &quot;kæmper&quot; i stedet for &quot;faldne&quot; men det originale ord er ''nefilim'' med netop denne betydning&lt;/ref&gt; 

Endnu en kilde, som bør nævnes, er et tempel nu beliggende i Sudan på Nilens vestre bred. Det blev opført af farao Aman Hototeep III (bedstefader til Tutankhamon), som regerede Egypten fra ca. 1390 f.Kr. til 1352 f.Kr., og var tilegnet guden Amon Ra. På en af søjlerne i dette tempel, der omtaler underkuede folkeslag, optræder &quot;Tashasu YHWH&quot;. Nationen ''Shassu'' var et semitisk folkeslag, nomader, kvæghyrder, der strejfede om i ørkenen ved den sydlige grænse for Kana'an. Betegnende nok identificeres de ikke ved deres landområde men derimod ved deres guddom, ''Jahve'', omtrent 200 år før at israelitterne ellers optræder i historiske tekster ifølge gængs fortolkning.

Egyptologen Donald Redford slutter heraf, at ''Jahve'' oprindeligt var en edomitisk eller midianistisk gud i de sydlige ørkenområder, som blev dyrket i områder, som den hebraiske bibel selv udpeger som stedet for jødernes oprindelse, som stedet hvor Moses hørte Gud tale fra en brændende busk, og i ''Dommerbogen'' findes blandt andet &quot;Deboras sejrssang&quot;, som dateres til 12. århundrede f.Kr.&lt;ref&gt;Dinkgreve (2021), kap. 8&lt;/ref&gt;, med følgende linjer:

Herre, da du drog ud fra Se'ir,&lt;/br&gt;
da du skred frem fra Edoms land,&lt;/br&gt;
skælvede jorden, himlen dryppede af regn,&lt;/br&gt;
ja, skyerne dryppede af vand.&lt;/br&gt;
Bjergene rystede foran Herren,&lt;/br&gt;
Sinajs Herre,&lt;/br&gt;
foran Herren, Israels Gud.&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 276&lt;/ref&gt;

Edom lå i den nordøstlige del af Sinaj-ørknen, sydøst for Det Døde Hav. Men der er mere. Jahve introduceres af Moses efter, at Jetro, Moses svigerfader, sammen med sine sønner havde sluttet sig til jøderne.&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 87&lt;/ref&gt; Ifølge Anden Mosebog kapitel 3:1 var Jetro præst i Midjan.&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 68&lt;/ref&gt; Det må rejse spørgsmålet, om det er fra ham, at Moses har overtaget sin guddom Jahve. Men ifølge Dommerbogen kapitel 1:16 var Jetro kenit: &quot;Efterkommere af den kenit, der var Moses' svigerfar, drog sammen med judæerne op fra Palmebyen til Judas ørken i Arads sydland og bosatte sig hos befolkningen dér.&quot;&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 271&lt;/ref&gt; Kenitterne var Kains efterkommere. I Første Mosebog kapitel 4:17-22 læser vi: &quot;Kain lå med sin kone, og hun blev gravid og fødte Enok. Så byggede han en by og gav den navn efter sin søn Enok. Enok fik sønnen Irad, Irad fik Mehujael, Mehujael fik Metushael, og Metushael fik Lemek. Lemek tog sig to koner, den ene hed Ada, den anden Silla. Han blev stamfader til dem, der bor i telte og holder kvæg. Også Silla fødte en søn, Tubal-Kain, stamfader til smedene, alle dem, der forarbejder kobber og jern.&quot;&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 11&lt;/ref&gt; 

Vi ved, at i andre kulturer som egyptisk, græsk og romersk er smedekunsten forbundet med vulkaner: i romersk mytologi hed smedeguden ligefrem ''Vulkan''. Læg dertil profetien i Esajas' Bog kapitel 31:9, der nævner &quot;Herren, som har sit bål på Zion og sin ovn i Jerusalem&quot;.&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 874&lt;/ref&gt; Og for at fuldende billede findes i Anden Mosebog kapitel 19:18-19 følgende beskrivelse af bjerget: &quot;Hele Sinajs bjerg var hyllet i røg, fordi Herren var steget ned på det i ild og røgen steg til vejrs som røgen fra en smelteovn. Hele bjerget skælvede af stor rædsel, og hornklangen blev kraftigere og kraftigere.&quot;&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 88&lt;/ref&gt; Det kunne være en beskrivelse af en aktiv vulkan. Disse sammenfald kan næppe være tilfældige. Er der tale om, at Jahve oprindelig var en smedegud forbundet med vulkanisme, og at han er overtaget af Moses (hvis han er en historisk person) fra sin svigerfaders kultur? I så fald viser det, at der findes en jødisk religiøs forhistorie, som man siden har forsøgt at fortrænge.

Af det foregående tør vi antage, at ''Jahve'' ikke begyndte i Israel. Han begyndte som en &quot;skytsguddom&quot; blandt nomadiske stammer uden en konge, uden templer og uden et skriftsprog. På et eller andet tidspunkt, måske som følge af handel eller af en edomitisk udvandring nordpå, kom denne gud til kana'anæerne, og der mødte han en anden guddom: den gamle gud ''El''. Hvad, der siden fulgte, var konvergens: før dannelsen af et kongerige, før opførelsen af det første tempel, blev ''El'' &quot;opslugt&quot; af ''Jahve''. Derved fik den nye fusionerede guddom begge navne i Gamle Testamente.

=== Ashera ===

Men denne gud stod ikke alene, han havde en kvindelig partner, en gudinde: ''Ashera''. Ashera optræder i kana'anæernes hjem som gudindestatuette, hendes navn findes på forrådskar og i gravskrifter. I tekster fra 8. århundrede f.Kr. bliver hun påkaldt ved siden af Jahve som om de hørte sammen og var ligestillede.

Vi ved nu, at hun i århundreder var blevet dyrket af jøderne som gudinde. Hun kunne gå på vandet, hendes tilnavn var ''Kudu'', den hellige. Hun findes gengivet på et egyptisk kunstværk fra samme tid stående på ryggen af en løve og med en slange i hver hånd. Kort sagt var hun en af de store modergudinder i Mellemøsten.

I to bygninger daterede til tiden 801-770 f.Kr. i det nordøstlige Sinai ved bjerget Contilit Azud fandt arkæologer i 1975 store forrådskar med en tekst skrevet på tidlig hebraisk: &quot;Jeg velsigner dig ved Jahve af Samaria og hans Ashera&quot;&lt;ref&gt;Novacek (2011), s. 92&lt;/ref&gt; og &quot;Jeg velsigner dig ved Jahve af Teman og hans Ashera&quot;. Her står israelitternes mandlige guddom sammen med kana'anæernes gudinde. Teman var den egn i ørkenen, hvor ifølge Habakuks Bog kapitel 3:3 Jahve havde sin oprindelse:&lt;/br&gt;
&quot;Gud kommer fra Teman,&lt;/br&gt;
den Hellige fra Parans bjerge&quot;.&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 1187&lt;/ref&gt;

I Hebron blev tilsvarende fundet en gravskrift dateret til midten af 8. århundrede f.Kr.: &quot;Velsignet være Uryyaho ved Jahve for fra hans fjender ved Ashera har han frelst ham&quot;.

Desuden har man fundet over tusind små gudindestatuetter, heraf 400 alene i Jerusalem, der ifølge Raz Kletter utvivlsomt forestiller Ashera skildret med krop som en cylinder med to markerede bryster og hænder, der tilbyder dem, samt et smilende ansigt. De dateres alle til 8. og 7. århundrede f.Kr. og de blev alle fundet i private hjem, ikke i templer. De viser, at dyrkelsen fandt sted under det delte kongerige som noget alment udbredt, ikke som noget særegent for de få.

Som supplement til en forståelse kan man gå til Gamle Testamente, hvor der er bevaret flere passager, hvori Ashera-dyrkelsen omtales. Den følgende oversigt gør ikke krav på fuldstændighed.

I Første Kongebog kapitel 14 læser vi: &quot;Salomos søn Rehabeam blev konge i Juda. .. Rehabeam var enogfyrre år, da han blev konge, og han regerede sytten år i Jerusalem, den by Herren havde udvalgt af alle Israels stammer til at sætte sit navn på. Hans mor hed Na'ama og var fra Ammon.
Judæerne gjorde, hvad der var ondt i Herrens øjne, og med de synder, de begik, gjorde de ham mere vred, end deres fædre havde gjort. Også de byggede offerhøje og lavede stenstøtter og Ashera-pæle på alle høje bakker og under alle grønne træer; der var endog mandlige helligskøger i landet.&quot;&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 396&lt;/ref&gt;

I kapitel 15 læser vi: &quot;I Nebats søn kong Jeroboams attende regeringsår blev Abija konge over Juda. Han regerede tre år i Jerusalem. Hans mor hed Ma'aka og var datter af Absalom. Han fulgte alle de synder, som hans far havde begået før ham..&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 396&lt;/ref&gt;

I Israels konge Jeroboams tyvende regeringsår blev Asa konge over Juda. Han regerede enogfyrre år i Jerusalem. Hans mor hed Ma'aka og var datter af Absalom. Asa gjorde, hvad der var ret i Herrens øjne, lige som sin fader David. Han forviste de mandlige helligskøger fra landet og fjernede alle de møgguder, som hans forfædre havde lavet. Han fjernede også sin mor Ma'aka som kongemoder, fordi hun havde ladet fremstille en rædselsstøtte til Ashera. Asa huggede støtten om og brændte den i Kedrondalen. Offerhøjene forsvandt ikke..&quot;&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 396f&lt;/ref&gt;

I kapitel 16 læser vi: &quot;Omris søn Akab blev konge over Israel i Judas konge Asas otteogtredivte regeringsår, og Omris søn Akab regerede toogtyve år i Samaria over Israel. Omris søn Akab gjorde, hvad der var ondt i Herrens øjne, værre end nogen før ham. Da det ikke var nok for ham at følge Nebats søn Jeroboams synder, giftede han sig med sidoniernes konge Etba'als datter Jezabel, og han gav sig til at dyrke og tilbede Ba'al. Han rejste et alter for Ba'al i Ba'als tempel, som han havde bygget i Samaria. Akab lavede en Ashera-pæl, og Akab gjorde mere endnu, så han krænkede Herren, Israels Gud, mere end nogen af Israels konger, der havde været før ham.&quot;&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 399&lt;/ref&gt;

I Anden Kongebog kapitel 21 omtales kong Manassa. Om hans gerninger hedder det: &quot;Han gjorde, hvad der var ondt i Herrens øjne efter de afskyelige skikke hos de folkeslag, som Herren havde drevet bort foran israelitterne. Han genopbyggede de offehøje, som hans fader Hizkija havde ødelagt; han rejste altre for Ba'al, og han lavede en Ashera-pæl, sådan som Israels konge Akab havde gjort, og han tilbad hele himlens hær og dyrkede den. .. Og i de to forgårde til Herrens tempel byggede han altre for hele himlens hær. .. Og han opstillede Ashera-billedet, han havde lavet, i dette tempel, om hvilket Herren havde sagt til David og til hans søn Salomo: &quot;''På dette tempel og på Jerusalem, som jeg har udvalgt blandt alle Israels stammer, vil jeg sætte mit navn til evig tid; og jeg vil ikke mere jage Israel bort fra det land, som jeg gav deres fædre, når de blot omhyggeligt vil gøre alt det, jeg har befalet dem, og holde hele loven, som min tjener Moses gav dem.''&quot; Men de ville ikke høre, og Manassa forledte dem til at handle værre end de folkeslag, som Herren havde udryddet for israellitterne.&quot;&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 438f&lt;/ref&gt;

I Anden Kongebog kapitel 23 oplyses, at denne afgudsdyrkelse holdt sig til Josija stoppede den: &quot;Så befalede kongen ypperstepræsten Hilkija, andenpræsterne og dørvogterne at fjerne alle de ting, der var lavet til Ba'al og til Ashera og til hele himlens hær, fra Herrens tempel, og han brændte dem uden for Jerusalem .. Helligskøgernes rum i Herrens tempel, hvor kvinderne vævede klæder til Ashera, rev han ned. .. Også alteret i Betel, offerhøjen som Jeroboam, Nebats søn, havde opført, han som forledte Israel til synd, både dette alter og offerhøjen rev Josija ned, og han knuste stenene til støv og brændte Ashera-pælen.&quot;&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 441&lt;/ref&gt; 

Profeten Jeremis beklagede sig i Jeremias' Bog kapitel 7: &quot;Kan du ikke se, hvad de gør i Judas byer og Jerusalems gader? Børnene samler brænde, fædrene tænder ild og kvinderne ælter dej, så de kan lave offerkager til Himmeldronningen og udgyde drikofre for andre guder og krænke mig.&quot;&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 950&lt;/ref&gt; Han taler om ''Ishtar'', Mesopotamiens version af Ashera, mens hun blev adopteret som ''Afrodite'' i Grækenland og blev kaldt ''Astarte'' af kana'anæerne og senere af fønikerne.&lt;ref&gt;Novacek (2011), s. 38&lt;/ref&gt;

Der kan således ikke være tvivl om, at Ashera-dyrkelsen var udbredt blandt jøderne i flere århundreder, snart officielt snart uofficielt. Manassa regerede fra 697 f.Kr. til 642 f.Kr. og Josija skal have stoppet Ashera-dyrkelsen omkring 622 f.Kr. Men uofficielt fortsatte dyrkelsen helt frem til babylonernes erobring af Jerusalem.

Det vigtigste i denne sammenhæng er, at denne afgudsdyrkelse, som det også fremgår af Gamle Testamente, fandt sted længe efter, at jøderne skulle være gået over til monoteisme.

=== Den centraliserede gudsdyrkelse ===

Men hvornår begyndte den monoteistiske gudsdyrkelse blandt jøderne? Meget tyder på, at det var en udvikling i to trin: først skete der en centralisering af gudsdyrkelsen, og langt senere en overgang til monoteisme.

Første kilde til denne udvikling findes i Moseloven. Her hedder det: &quot;Du må ikke lave dig noget gudebillede i form af noget som helst oppe i himlen eller nede på jorden eller i vandet under jorden. Du må ikke tilbede dem og dyrke dem, for jeg, Herren din Gud, er en misundelig Gud.&quot;&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 89. I oversættelsen til dansk bruges ordet &quot;lidenskabelig&quot; i stedet for &quot;misundelig&quot;&lt;/ref&gt; Det siges ikke, at der ikke findes andre guder, kun at jøderne ikke længere måtte dyrke dem.

Næste kilde findes i Anden Kongebog om kong Josija, som regerede 640-609 f.Kr. Her hedder det: &quot;Og statsskriveren Shafan fortalte kongen, at præsten Hilkija havde givet ham en bog, og Shafan læste den op for kongen.&quot;&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 440&lt;/ref&gt; Forskere mener, at den bog, der her er tale om, sandsynligvis var Femte Mosebog.

Femte Mosebog adskiller sig tydeligt fra de foregående fire Mosebøger, så meget at man mener, at den har sin egen forfatter (eller egne forfattere), der af forskerne kaldes D. Denne forfatter D genkendes også i en række andre tekster i Gamle Testamente: Joshua-bogen, Første og Anden Dommerbog, Samuels Bog samt Første og Anden Kongebog. Det menes, at alle disse bøger er forfattede af samme person eller personkreds.&lt;ref&gt;Dinkgreve (2021), kap. 8&lt;/ref&gt;

Anden Kongebog fortæller om kong Josiah, at han centraliserede gudsdyrkelsen og forbød stedlige altre: &quot;Han hentede alle præsterne fra Judas byer, og offerhøjene lige fra Geba til Be'ersheba, hvor de havde tændt offerild, gjorde han urene, og portofferhøjene, som lå ved kommandantensen Josvas port til venstre, når man går ind ad byporten, rev han ned.&quot;&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 441&lt;/ref&gt; Som det siges: &quot;Der havde ikke tidligere været nogen konge, der som han af hele sit hjerte og af hele sin sjæl og af hele sin styrke vendte om til Herren, helt efter Moses' lov og efter ham kom der ingen som han.&quot;&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 442&lt;/ref&gt; Tydeligvis var der tale om at samle al religiøs magt på et sted og under kongens kontrol. Det var med andre ord en religiøs revolution.

For at retfærdiggøre denne revolution måtte man opfinde en spådom, der kunne retfærdiggøre den. Her træder nu to kilder ind. Den ene findes i Første Kongebog. Her omtales en gudsmand, som råber imod et alter: &quot;Alter, alter! Dette siger Herren: I Davids hus skal der fødes en søn ved navn Josija. På dig skal han slagte de offerhøjspræster, som tænder offerild på dig, og han skal brænde menneskeknogler på dig.&quot;&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 393&lt;/ref&gt;

Den anden er Femte Mosebog: allerede i første sætning gives indtrykket af, at denne bog er Moses' sidste ord inden sin død&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 200&lt;/ref&gt;, og her formuleres en &quot;ny moselov&quot; begyndende således:

&quot;Dette er de love og retsregler, som I omhyggeligt skal følge i det land, Herren, dine fædres Gud, har givet dig i eje, så længe i lever på jorden. I skal ødelægge alle de steder, hvor de folk, I fordriver, har dyrket deres guder, på de høje bjerge, på bakkerne og under alle grønne træer. I skal rive deres altre ned og knuse deres stenstøtter, deres Ashera-pæle skal I brænde, og deres gudebilleder skal I hugge om; I skal udslette deres navn fra de steder. For på den måde må I ikke dyrke Herren jeres Gud. Nej, I skal søge til de sted, Herren jeres Gud udvælger blandt alle jeres stammer til at sætte navn på, så det kan bo der. Dér skal du komme, og derhen skal I bringe jeres brændofre og slagtofre, jeres tiender og afgifter, jeres løfteofre og frivilligofre og det førstefødte af jeres køer og får.&quot;&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 214&lt;/ref&gt;

Men trods dette forsøg på at legitimere centraliseringen af gudsdyrkelsen holdt det ikke længe. Snart begyndte folk atter deres decentrale gudsdyrkelse, og som vi tidligere har set, opgav de aldrig deres Ashera-dyrkelse.

=== Jøderne i Kana'an ===

Vi har fulgt jødernes religiøse udvikling, men hvordan forholder det sig med områdets politiske udvikling? Det er en broget historie, hvor Gamle Testamente trods påviselige fejl alligevel kan give nyttige oplysninger.

Meget taler for, at det var ankomsten af &quot;havfolket&quot; (engelsk: ''Sea People'') omkring 1178 f.Kr. som udløste en ny politisk udvikling. Frem til sammenbruddet havde området været præget af kana'anæiske kongefamilier, som styrede mindre områder fra deres centralt beliggende byer. Hidtil havde områder i nord været under hittitisk overherredømme og området i syd som helhed været under egyptisk kontrol, men nu svækkedes denne kontrol&lt;ref&gt;Porter (2016), s. 384&lt;/ref&gt;, og det indebar, at der blev mulighed for indbyrdes stammekrige i området. Det betød også, at folk udefra nu kunne blande sig med held i de stedlige stammekrige. Det er muligt, at jødernes erobringer netop hører hjemme i denne sammenhæng. Til trods for, at Gamle Testamente fremstiller disse kampe som religionskrige mellem folkeslag med polyteisme og jøderne med deres påståede monoteisme, er der intet, som tyder på, at dette er korrekt.

Snarere må vi se disse kampe som sket mellem et imperialistisk erobrerfolk og stedlige bofaste stammer. At der også var religiøse forskelle imellem dem, understregede blot krigenes stammemæssige karakter. Mens filistrene bosatte sig ved kysten, flyttede israelitterne ind fra øst og bosatte sig overvejende i højlandet, hvor de over tid tilegnede sig megen af den stedlige kultur, samtidig med at deres frænder, aramæerne, slog sig ned mod nordøst i Syrien. Hebræerne fik i denne besættelse støtte fra beslægtede og ligesindede nomadiske stammer og semitiske folkeslag. Alliancen var mulig, fordi de alle dyrkede Jahve.&lt;ref&gt;Novacek (2011), s. 66&lt;/ref&gt; Denne fælles kult var længe den eneste institution, som bandt folket sammen, og det kunne ikke forhindre, at der jævnligt opstod konflikter mellem dem.

Der kan på dette sted være grund til at gøre op med myten om Jerikos erobring. Ifølge den bibelske tradition skete erobringen ved, at de omgivende bymure styrtede sammen.&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 248f&lt;/ref&gt; Problemet er, at det arkæologisk kan påvises, at der ingen bymure var!&lt;ref&gt;Novacek (2011), s. 66&lt;/ref&gt; Forklaringen er, at Kana'an indtil da havde været underlagt Egypten, hvis overherredømme var blevet afgjort efter slaget ved Megiddo i 1479 f.Kr. Efter erobringen beholdt eliten i de kana'anæiske familier deres styrende rolle, når blot de var loyale i forhold til den egyptiske farao, men de måtte acceptere, at de ikke måtte befæste deres byer, (hvilket gav dem problemer blandt andet, da Megiddo blev angrebet af Lab'ayu fra det nærliggende Shechem).&lt;ref&gt;Novacek (2011), s. 25&lt;/ref&gt; Det må rejse spørgsmålet, om israelitterne overhovedet nogen sinde har erobret Kana'an, eller om de så at sige &quot;overtog&quot; havfolkets faktisk påviste erobringer og indskrev det i deres historie?

Overhovedet har det været praktisk talt umuligt at påvise israelitterne bosættelse i Levanten. Forskere har ment, at en række nye bosættelser i marginale områder i bjergegne kunne være deres bosættelser&lt;ref&gt;Porter (2016), s. 386&lt;/ref&gt;, men der kan lige så godt være tale om, at nogle kana'anæere fra lavlandet efter det handelsmæssige sammenbrud valgte at flytte ud og etablere sig med et nyt men mere holdbart selvforsynende landbrug&lt;ref&gt;Porter (2016), s. 388f&lt;/ref&gt;, hvor handel som helhed spillede en mindre rolle end tidligere og især var af regional snarere end international karakter.&lt;ref&gt;Porter (2016), s. 388&lt;/ref&gt; Ulige forsøg på at identificere bestemte former for genstande som værende israelitiske er strandet på, at de selv samme genstande også findes i områder uden israelsk bosættelse ifølge Gamle Testamente, de kan derfor ikke levere det ønskede bevis.&lt;ref&gt;Porter (2016), s. 387&lt;/ref&gt;

I den første tid efter israelitternes indvandring var tilstandene i Kana'an væsentlig som før. Det var langt fra lykkedes jøderne at udrydde hele den bosatte befolkning, så det endte med, at jøderne bosatte sig i egne bosættelser. De ulige folk og stammer levede i samfund hver for sig med byerne som centrum for de omgivende landsbyer. Hebræerne erobrede og ødelagde de mere civiliserede kana'anitter men overtog deres skriftsystem. De overtog også kana'anitternes byggeskik, men uden at hebræernes byggerier nåede samme høje stade som deres forgængere. Jerusalem var på denne tid et lille sted uden stor betydning og kunne ikke måle sig med andre byer i området.

Tør man tro Josvabogen kapitel 20, blev der oprettet særlige bebyggelser kaldet &quot;tilflugtsbyer&quot; for kriminelle, hvor disse kunne søge politisk asyl og unddrage sig retsforfølgelse for deres kriminelle gerninger: &quot;Herren talte til Josva og sagde: &quot;Sig til israelitterne, at de skal udpege de tilflugtsbyer, som jeg talte til jer om ved Moses, så en drabsmand, der uforsætligt og uforvarende slår nogen ihjel, kan flygte dertil; de skal være tilflugtssteder for jer mod blodhævneren. Når drabsmanden søger tilflugt i en af disse byer og stiller sig ved indgangen til byporten, skal han forelægge sin sag for de ældste i den by. De skal give ham adgang til byen og give ham et sted, hvor han kan bo hos dem. Når blodhævneren forfølger ham, må de ikke udlevere drabsmanden til ham; det var jo uforvarende, han slog sin næste ihjel, han havde ikke tidligere næret fjendskab mod ham. Han kan så blive boende i den by, indtil han stilles for menighedens domstol, eller indtil den ypperstepræst dør, som er der til dentid. Da kan drabsmanden vende tilbage til sin by og sit hus, den by, han er flygtet fra&quot;.&quot;&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 264&lt;/ref&gt; De var en ordning, som kunne beskytte enhver kriminel mod retsforfølgelse.

Og jødernes folkemord fortsatte. I Dommerbogen kapitel 1 læser vi: &quot;Så drog Juda op, og Herren gav kana'anæerne og perizzitterne i deres hånd, og de slog dem i Bezek og dræbte ti tusind mand. ..Judæerne angreb Jerusalem og indtog den. De huggede indbyggerne ned med sværd og stak ild på byen.&quot;&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 271&lt;/ref&gt; I de byer, som det ikke lykkedes jøderne at udrydde befolkningen, blev disse i stedet gjort til hoveriarbejdere.&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 272&lt;/ref&gt; Det kan næppe undre, at denne opførsel gav anledning til yderligere uro, og at nye kampe fulgte. Ved en lejlighed slog jøderne &quot;omkring ti tusind moabitter ihjel. .. Derefter havde landet ro i firs år&quot;.&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 274&lt;/ref&gt;

Efter Josvas erobringer fulgte dommertiden, hvor landet blev styret af de såkaldte dommere. Tør man tro Gamle Testamente førte det til, at filistre og ammonitter for en tid fik overtaget.&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 286&lt;/ref&gt; Også internt var der øjensynlig magtkampe, således forenedes de andre stemmer mod Benjamins stamme.&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 297ff&lt;/ref&gt;

Efterhånden blev lovløsheden for meget, og hebræerne etablerede et kongedømme i Palæstina. Denne institution kom som en nødvendig følge af både de interne lovløse tilstande og behovet for at organisere krigsførelsen mod andre folkegrupper. I vest udgjorde filistrene en stærkere modstand end kana'anitterne, fordi de havde udviklet jernsmedning. Mod nord boede fønikerne i Libanon, der var mest optaget af handel. Da kana'anitterne stadig blev mere undertrykte, skabte det grundlaget for etableringen af det hebræiske kongedømme omkring 1000 f.Kr. 

Først under dommeren Samuel opstår der blandt jøderne angiveligt krav om etableringen af et kongerige. Landets første konge hed Saul.&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 317&lt;/ref&gt; Han dateres til omkring 1000-tallet f.Kr. Tør vi tro Første Samuelsbog gennemførte han adskillige krige.&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 320&lt;/ref&gt; Kana'an var angiveligt forenet under ham og hans to efterfølgere, David og Salomo. Salomo beskrives i Gamle Testamente som en mægtig konge, der blandt andet opførte et gudstempel i Jerusalem, men arkæologiske undersøgelser har ikke kunnet bekræfte dette, og Salomo er påfaldende totalt fraværende i ikke-bibelske kilder. Det har fået mange historikere til at mene, at Salomo må have været en småkonge.&lt;ref&gt;Novacek (2011), s. 83&lt;/ref&gt; Også israelerne synes fraværende i arkæologiske fund fra denne tid, i stedet dominerer kypriotisk og fønikisk lertøj samt stedlige efterligninger af dette.&lt;ref&gt;Novacek (2011), s. 89, 93&lt;/ref&gt;

Da kong Salomo døde i 922 f.Kr. blev det hebræiske kongedømme delt i to: Kongeriget Israel og Kongeriget Juda. Det var kun Juda og Benjamins stammer, som accepterede Salomos søn Rehabeam som deres konge, og de oprettede dermed det sydlige kongerige Juda med Jerusalem som hovedstad. Mod nord gjorde de øvrige stammer Jeroboam til konge og oprettede kongeriget Israel med Sikem og senere Samaria som hovedstad. Vigtigst i denne sammenhæng er, at der intet stammesammenhold var, end ikke deres religion kunne holde sammen på dem, og som vi allerede har set, skete der jævnligt frafald fra denne, lige som israelitterne indgiftede sig i andre folkegrupper nok så meget som indbyrdes. Der var konstant magtkampe, hvilket afspejler det totale fravær af national solidaritet og enhed. Også udefra skete angreb. Anden Krønikebog er fuld af bereninger om disse krige.

Det bør for god skyld nævnes, at en basalt stele fra Dhiban omtaler, at kong Mesha fra det moabitiske kongerige overvandt Kongeriget Israel og udvidede sit rige, en begivenhed som menes afspejlet i Anden Kongebog kapitel 3.&lt;ref&gt;Porter (2016), s. 382&lt;/ref&gt;&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 412&lt;/ref&gt; 

Kongeriget Israel ophørte, da Assyrien erobrer hovedstaden Samaria 722 f.Kr. Herved mistede også de 10 nordlige israelske stammer deres betydning. Nogle af indbyggerne i Kongeriget Israel blev deporteret af assyrierne, men arkæologisk kan der ikke dokumenteres nogen befolkningsudskiftning eller nogen nedgang i befolkningstallet, og genetiske undersøgelser antyder også en kontinuitet i områdets befolkningssammensætning. Hovedparten af befolkningen synes således at være forblevet i området og samaritanerne menes at være de mest direkte efterkommere af befolkningen i Kongeriget Israel, hvilket også er i overenstemmelse med deres egen opfattelse. Nogle beboere fra Kongeriget Israel må antages at være flygtet til kongeriget Juda, hvilket kan forklare hvordan de nordlige stammers myter er blevet inkorporerede i den tekster i Gamle Testamente, som blev samlede i Kongeriget Juda.

=== Eksilet i Babylon ===

Der er næppe tvivl om, at hvis jøderne havde modstået angreb udefra, ville afgudsdyrkelsen have fortsat. Der ville fortsat have været private gudindestatuetter og private altre. Men een begivenhed ændrede jødernes historie og dermed verdenshistorien: babylonernes erobring i 586 f.Kr.

Forud gik en belejring, som varede to og et halvt år. Vilkårene under belejringen var forfærdelige: jøderne sultede, men vi ved fra samtidige beretninger, at de ikke holdt sig tilbage fra at spise deres egne børn. Da Nebukadnezer erobrede Jerusalem, blev Salomons tempel brændt ned til grunden. Kongepaladset blev brændt ned. Huse blev brændt ned. Forsvarsanlæggene omkring byen blev revet ned sten for sten. Kong Zedekiah, som havde forsøgt at flygte, blev fanget og ført frem for Nebukadnezer. Det sidste, han så, var, at han sønner blev slået ihjel. Så blev han gjort blind, og måtte i denne tilstand foretage vandringen til Babylon.

Hele den jødiske befolkning blev tvangsforflyttet til Babylon. Det skete i tre omgange. Da de forlod Jerusalem, måtte de uundgåeligt miste troen på deres guder, som havde svigtet dem.

Hvad, der skete under det babylonske fangenskab, var ekstraordinært: i stedet for at blive integrerede i deres nye omgivelser valgte de skriftkloge jøder den modsatte vej, nemlig at bevare og redigere deres historiske traditioner. Sigende optræder byen Al Yahuda i Babylon på denne tid. Jøderne samlede, hvad de havde bevaret om deres historie, og begyndte at nedskrive det. Undervejs blev traditionen omskrevet og tilpasset deres nye selvforståelse. Bibelforskere mener, at det var antagelig på denne tid, at traditionerne i ''Tanakh'' begyndte at få deres endelige form.

Og det var tilsyneladende også her, at jødernes tro fik den monoteistiske karakter, som siden skulle gøre sig gældende. Det er her, at profeten Ezekiel fortæller, at Gud gør ham opmærksom på den afgudsdyrkelse, som finder sted.&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 1048&lt;/ref&gt; Det er her, at Gud lover at straffe jøderne for denne afgudsdyrkelse.&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 1049&lt;/ref&gt; Det er her, at jødernes bortførelse bliver stillet i udsigt. Det er her, at grunden lægges til den fortolkning, at eksilet gøres nødvendigt for, at jøderne langt om længe kan vende sig mod den sande gudsdyrkelse.

Og det er her, at profeten Esajas formulerer sine propagandistiske og doktrinære anklager. Det er her, at Gud gøres til den, som lover jøderne håb om frihed igen. Og det er her, at Gud bliver enevældig.

To eksempler fra Esajas Bog kan belyse det: i vers 44 linje 6: &quot;Jeg er den første, og jeg er den sidste, der er ingen anden Gud end mig&quot;&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 895&lt;/ref&gt; og i vers 45 linje 5: &quot;Jeg er Herren, der er ingen anden, der er ingen anden Gud end mig&quot;.&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 897&lt;/ref&gt; Selv alt det gode og alt den onde har samme oprindelse:&lt;/br&gt;  
&quot;Jeg danner lys og skaber mørke,&lt;/br&gt; 
jeg frembringer fred og skaber ulykke,&lt;/br&gt; 
jeg, Herren frembringer alt dette.&quot;&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 897&lt;/ref&gt;&lt;/br&gt; 
For første gang optræder jøderne som et folk med kun een erklæret Gud.

Der kan næppe være tvivl om, at dette var følgen af en bestemt strategi: ikke at blive opslugt af imperiet. Over for de mange guddomme i Babylon sætter jøderne en enkelt gud som deres modstykke. Derved, og kun derved, kan de opretholde deres særegne identitet som folk. Hvis Jahve havde været een gud blandt mange andre, havde han tabt og havde ingen fremtid. Kun ved at gøre ham almægtig, ved at hævde at han havde brugt Nebukadnezar som et redskab i en guddommelig plan, kunne de opretholde deres identitet og deres håb om en fremtid. De gamle guder måtte udryddes eller bortforklares som fejltagelser, der kunne forklare jødernes ulykkelige skæbne. Og derfor blev den traditionelle historie omskrevet punkt for punkt for at kunne understøtte det nye narrativ.

Nået så langt tog de skriftkloge det næste skridt: de måtte opfinde og udvikle deres egen skabelsesberetning og deres egen beretning om en altomfattende oversvømmelse. Inspirationen hentede de hos babylonerne selv. De tog de velkendte babylonske beretninger men omskrev dem således, at de udgjorde en polemisk kontrast til den tro og de traditioner, som blev hyldet af deres omgivelser. Der vil være lejlighed til at se nærmere på disse ved en gennemgang af Gamle Testamente.

=== Jødernes tilbagevenden til Jerusalem ===

I 539 f.Kr. indtræder så afslutningen på jødernes tid i eksil. Dette år erobrer perserne Babylon, og Cyrus den Store erklærer straks efter en almen amnesti. Der efter giver han tilladelse til, at fordrevne folkeslag må vende tilbage til deres hjemegn og genoptage deres gudsdyrkelse.

Også jøderne vendte hjem. Ifølge Ezras Bog vendte i alt 42.360 jøder tilbage til Jerusalem foruden deres trælle og trælkvinder, i alt 7.337, samt 200 sangere og sangerinder, det vil sige i runde tal 50.000 personer.&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 510&lt;/ref&gt; Om dette tal er korrekt, vides ikke.

Det vigtige er, at da jøderne vendte tilbage til Jerusalem, var det med en ny, monoteistisk religion. Den var i store træk skabt under deres eksil, omskrevet og suppleret i forhold til tidligere. Den forenede folk og tro i en næsten uadskillelig helhed.

Der kan her være grund til at stille et vigtigt spørgsmål: betyder dette så, at jøderne vendte hjem med en fuldt udviklet fælles trosretning? Nej, intet taler for dette. Snarere må vi regne med, at det kun var en lille gruppe af teologiske skriftlærde, som havde taget del i den redigeringsproces, som var foregået i Babylon, og at det kun var dem, som havde det fulde kendskab til det nye narrativ om jødernes oprindelse, som de havde skabt. Dette indebærer, at det først er efter deres tilbagevenden, at de for alvor kan begynde at promovere og udbrede deres nye narrativ til jøderne og dermed skabe den identitetsforståelse, som de siden udviklede.

=== Persisk tid ===

Under det persiske herredømmes tid (538-332 f.Kr.) sad der persiske statholdere i landets ulige dele. Vi ved, at statholderen i Judæa 408 f.Kr. hed Bagohi, dels fra Josefos, dels fra papyrusfundene i Elefantine. At statholderen i Samaria var en samaritan, Sanballat, tyder på, at perserne ikke har blandet sig i Palæstinas forhold, når oprør ikke foranledigede dem til at gribe ind, som tilfældet var under Artaxerxes III (358-338 f.Kr.). Det var under persisk beskyttelse, at Nehemia og Ezra genoprettede den jødiske menighed i Jerusalem.

Vi ved sandt at sige ikke meget om den jødiske religionsdyrkelse på denne tid. Meget tyder på, at der skete en langsom spredning af den nydannede monoteistiske tro, sikkert som et politisk-nationalt redskab over for det persiske overherredømme. Men intet taler for, at denne endnu formelt var slået igennem.

Elephantine var en jødisk by i Egypten fra 400-tallet f.Kr. Den er interessant, fordi den kan vise træk ved og fravær af jødisk levevis på denne tid. Byen blev antagelig grundlagt i midten af 6. århundrede f.Kr. af folk, der var emigreret fra Syene-området i Palæstina.&lt;ref&gt;Barnea (2024), s. 1&lt;/ref&gt; Vi ved, at der eksisterede et særligt tempel for dyrkelsen af Jahve indtil 410 f.Kr., da det blev ødelagt. En jødisk befolkning nævnes sidste gang i kilderne i 399 f.Kr., hvad, der skete med den jødiske befolkning efter denne tid, er ukendt.&lt;ref&gt;Adler (2025), s. 39&lt;/ref&gt;

Historien om jødernes udvandring fra Egypten kendes ikke i denne by, hvilket tyder på, at denne tradition er yngre end 400-tallet. Ligeledes kendte befolkningen ikke til ''torah'', det vil sige jødisk lov, så også denne må være yngre end 400-tallet.

Endvidere dyrkede jøderne i denne by flere guder (jahvisme) i modsætning til senere tids monoteisme (judaisme). Således har vi flere kilder fra 400-tallet f.Kr., der vidner om zoroastracisme, herunder et ild-alter og et tempel.&lt;ref&gt;Barnea (2024), s. 3-7&lt;/ref&gt; En lignende jødisk polyteisme kendes fra andre byer.&lt;ref&gt;Adler (2025), s. 41-47&lt;/ref&gt; Men dette indebærer også, at jøderne stadig ikke på denne tid var monoteister til trods for de bestræbelser, som præsteskabet havde udført under eksilet i Babylon. I stedet tolkes situationen således, at den jødiske kult udviklede sig gravist over tid blandt andet inspireret af zoroastrisk kult indtil, at de fik den form som kendes fra den hebraiske bibel.&lt;ref&gt;Barnea (2024), s. 29&lt;/ref&gt; Hvis byen blev grundlagt af dem, som ikke endte i Babylon, kan dette forklare deres fastholden ved polyteisme og ukendskab til den monoteisme, som blev udviklet i Babylon.

Dermed adskiller kulten på denne tid blandt jøder sig markant fra den, som ses i hasmonæisk tid.&lt;ref&gt;Adler (2025), s. 48&lt;/ref&gt; Yonatan Adler ved Ariel University har kaldt denne kult og levevis &quot;proto-jødisk&quot; (''proto-Judaic'') og definerer den således: &quot;Et protojødisk kulturelt træk er således et særskilt element af den israelitiske og/eller jødiske livsstil, som med tiden blev lovgivet som en forskrift for regulering i en eller flere af Mosebøgernes tekster, og som i sidste ende blev optaget som en del af jødedommen.&quot;&lt;ref&gt;Adler (2024), s. 5&lt;/ref&gt; Et eksempel herpå er at spise svinekød. I to af Mosebøgerne (Tredie Mosebog kapitel 11:1-8&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 126f&lt;/ref&gt; og Femte Mosebog kapitel 14:3-8&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 216&lt;/ref&gt;) forbydes det jøder at spise svinekød, men arkæologiske fund fra tiden fra sen bronzealder (1300-1130 f.Kr.) frem til jernalder (586 f.Kr.) viser, at svin faktisk blev avlet til fortæring i strid med denne bestemmelse, skønt de er fraværende i nogle bopladser henregnet til kana'anære og fønikere i jernalderen uden, at det derfor med sikkerhed kan siges at være bevidste valg; økonomiske, økologiske og sociale forhold kan have spillet ind.&lt;ref&gt;Adler (2024), s. 13&lt;/ref&gt; Flere jødiske leveregler tilskrives således myter i Mosebøgerne, og det kan ikke afvises, at disse myter ''netop'' er blevet til for at kunne begrunde og legitimere disse leveregler.&lt;ref&gt;Adler (2024), s. 21&lt;/ref&gt; Det gælder blandt andet reglen om at omskære drengebørn.&lt;ref&gt;Adler (2024), s. 20f&lt;/ref&gt;

=== Hellenistisk tid ===

I den græske periode fra Alexander den Stores erobring i 332 f.Kr. til 167 f.Kr. blev Palæstina atter genstand for strid mellem Syrien, hvor seleukiderne herskede efter Alexanders død 323 f.Kr., og Ægypten, der beherskedes af ptolemæerne. Frem til 198 f.Kr. var overvejende Egypten, fra den tid, efter Antiochos IIIs sejr ved Paneas, syrerne Palæstinas herrer. Efter, at Babylon, Ninive og Shushan var gået til grunde, og Alexandria var blevet grundlagt, flyttede tyngdepunktet vest på, og Palæstina fik igen samme betydning som i 15. århundrede f.Kr. Under ptolemæerne regeredes Palæstina af guvernører (hegemon, epitropos), om hvis myndigheds udstrækning kun lidt vides. Skatteopkrævningen var overladt - ved licitation - til skatteforpagtere. I jødernes kreds fik synedriet og ypperstepræsten en vidtgående myndighed. Under seleukiderne stod Palæstina, der kaldtes Fønikien, sammen med Cølesyrien under en militærguvernør, og syrisk militær besatte landet. Skatten indkrævedes af seleukidiske embedsmænd. Fra 165 f.Kr., da Antiochos Epifanes forbød jødisk gudsdyrkelse, blev landet ramt af de makkabæiske kampe, der skulle bane vejen for det hasmonæiske dynasti.

Undersøgelser tyder på, at jøderne i almindelighed stadig ikke kendte til ''torah'', det vil sige jødisk lov, i begyndelsen af hellenistisk tid, og slet ikke at de respekterede og fulgte den.&lt;ref&gt;Adler (2025), s. 34&lt;/ref&gt; Således er der flere eksempler på, at judæere to ågerrenter af deres udlån.&lt;ref&gt;Adler (2025), s. 28&lt;/ref&gt; Der er også bevis på, at nogle judæere selv på denne tid dyrkede andre guder end Jahve.&lt;ref&gt;Adler (2025), s. 27&lt;/ref&gt; Og skønt ordet &quot;''sabbat''&quot; forekommer, lader det sig ikke fastslå, om dette havde samme betydning som senere eller blot henviste til en jødisk helligdag.&lt;ref&gt;Adler (2025), s. 28&lt;/ref&gt; Faktisk forekommer ordet &quot;''sabbat''&quot; ikke een eneste gang i Gamle Testamente. Omvendt er der ingen arkæologiske beviser på, at jøderne tog deres rituelle bade i bassiner, således som foreskrevet i ''torah'', og heller ikke at de iagttog særlige rituelle renselsesregler omkring deres mad.&lt;ref&gt;Adler (2025), s. 26&lt;/ref&gt;

Der har været peget på, at Aristeas i et brev oplyser, at Ptolemæus II Philadelphus (regerede 285-246 f.Kr.) tog 72 jøder fra Jerusalem til Alexandria for at få oversat en jødisk lov til græsk til sit bibliotek.&lt;ref&gt;Adler (2025), s. 31&lt;/ref&gt; ''Torah'' er ikke nævnt ved navn, så der er ingen beviser på, at det er den, som der henvises til, men selv om dette var tilfældet, kan dette ikke tages som udtryk for, at jøderne i almindelighed kendte og fulgte loven.&lt;ref&gt;Adler (2025), s. 32&lt;/ref&gt; Dette til trods for, at jøderne på  denne tid ellers nød udstrakt selvstyre både i Judæa og i andre områder.&lt;ref&gt;Adler (2025), s. 24&lt;/ref&gt; Dette har fået Yonatan Adler til at betegne jødisk kultur på denne tid som &quot;jahveisme&quot; (''Yahwism'') i modsætning til den &quot;judaisme&quot; (''Judaism''), der først fulgte senere og som fulgte ''torah''-en.&lt;ref&gt;Adler (2025), s. 7&lt;/ref&gt; Men uanset benævnelsen betyder det, at traditionel jødisk kultur først stammer fra tiden ''efter'' hellenistisk tid.

=== Det hasmonæiske dynasti ===

Den hasmonæiske eller senhellenistiske periode strakte sig fra 167 f.Kr. til 63 f.Kr.

Betegnelsen &quot;Det hasmonæiske kongerige&quot; dækker over en yderst omtumlet periode i jødisk historie, som strakte sig fra midten af 2. århundrede f.Kr. til midten af 1. århundrede f.Kr. Hasmonæerne var en jødisk præsteslægt, som spillede den førende politisk rolle på denne tid. Betegnelsen er dannet efter Hasmon, der var Mattatija’s bedstefader. I årene 168-161 f.Kr. ledede hasmonæerne kampen for national og religiøs frihed mod seleukiderne, som under Antiochos IV havde underkuet dem. Bevægelsen begyndte under Mattatija, men blev fortsat af hans sønner, først Judas Makkabæer, efter hvem slægten often kaldes makkabæerne; han fik genoprettet den jødiske gudsdyrkelse i 165 f.Kr. og opnåede i 161 f.Kr. religionsfrihed. Dette år overvandt han den syriske feltherre Nikanor og sluttede forbund med Romerne, men døde kort efter. Hasmonæerne optrådte der efter som et dynasti, der kæmpede for deres egen magtstilling. Judas’ broder, Jonatan, som afløste ham som leder, lod sig i 153 f.Kr. udnævne til ypperstepræst, skønt han efter jødisk lov ikke havde ret til denne stilling. Dette betød et brud med de lovtro, som de oprindelige havde kæmpet for. Efter hans mord i 143 f.Kr. lykkedes det broderen Simon (143-135 f.Kr.) at få landets selvstændighed anerkendt og at erobre syrernes borg i Jerusalem. Som følge heraf blev han af befolkningen hyldet som arvelig ypperstepræst og som verdslig hersker i 141 f.Kr. Dermed havde hasmonæerne opnået formel anerkendelse af deres dynasti.

Det betød imidlertid ikke, at der nu herskede fred, tværtimod. Under Simon’s søn, Johannes Hyrkan (134-104 f.Kr.), indtraf et åbent brud mellem hasmonæerne på den ene side og farisæerne på den anden. Under de fortsatte kampe undertvang han den autonome stat Edom og ødelagde Samaria og også den samaritanske helligdom på Garizim. Hans sønner, Aristobul (104-102 f.Kr.) og Alexander Jannæos (102-76 f.Kr.) var brutale herskere og fjernede sig langt fra styrets oprindelige karakter, idet de var udpræget hellenistisk sindede. Alexander udnævnte sin dronning Salma Alexandra til sin efterfølger (78-69 f.Kr.), mens sønnen Hyrkan II blev ypperstepræst. Midt i de hele etablerede armenerne et kortvarigt herredømme (70-63 f.Kr.) idet de erobrede landet og lagde området under deres overherredømme. Men den interne magtkamp fortsatte uafbrudt. Salma sluttede sig til farisæerne, og hun kom derved i modsætning til saddukæerne, som samlede sig om hendes anden søn, som efter hendes død tog magten fra sin broder og herskede som Aristobul II, dog under vedvarende kampe, indtil Pompejus afsatte ham og tog ham med til Rom i 63 f.Kr. Efter ulige forsøg på opstand blev Aristobul og hans søn Alexander myrdet i 48 f.Kr. 

Hyrkan II, der af Pompejus nu blev anerkendt som ypperstepræst med Antipater som verdslig leder, blev af Cæsar forfremmet til ethnarch, mens den faktiske myndighed efterhånden gik over til Herodes efter Antipater’s død. Aristobul’s anden søn, Antigonos, gjorde imidlertid oprør og blev en kort (40-37 f.Kr.) tid konge, mens Hyrkan blev bortført og fik ørene skåret af. I 37 f.Kr. erobrede den af Romerriget anerkendte Herodes så Jerusalem, og Antigonos blev henrettet i Antiochia. Dermed var hasmonæernes herredømme bragt til ende. Herodes levede en tid i venskab med Hyrkan men lod ham så dræbe. Herodes var besvogret med hasmonæerne, idet hans hustru Mariamme var datter af Aristobul II’s søn Alexander. Dette forhindrede dog ikke, at han lod hendes broder Aristobul dræbe. Senere dræbte han ligeledes hende selv og hendes moder. Endelig dræbte han nogle hasmonæere, der opholdt sig hos hans svoger i Idumæa. Således blev det Herodes, som endte slægtens magtdrømme.&lt;ref&gt;Pedersen (1919), s. 943f&lt;/ref&gt; Så meget om den politiske udvikling.

Det vigtigste i denne sammenhæng er, at de var i denne omtumlede tid, at vi for første gang ser tydelige spor af en jødisk kultur og religionsdyrkelse. Årsagen er klar nok: lederen af den nye stat var en ypperstepræst, som nu tillige blev den politiske, kultiske og militære leder af den nye stat. Og det er tydeligvis på denne tid, at denne nye magt manifesterer sig også religiøst. Det er først fra denne tid, at de første synagoger optræder. Det er først fra denne tid, at ''Tanakh'' optræder i sin endelige skikkelse. Det er først fra denne tid, at der optræder beviser på, at jøderne i deres levevis fulgte bibelsk lov, der nu bliver promoveret som &quot;deres forfædres lov&quot; og påvirker et utal af leveregler både i og uden for jødernes &quot;hjemland&quot;.&lt;ref&gt;Adler (2025), s. 67&lt;/ref&gt;

=== Romersk styre ===

Romersk tid strækker sig fra sidste århundrede f.Kr, til første århundrede e.Kr. Det kendetegnes ved at området i denne periode havde en romersk guvernør.

Yonatan Adler har undersøgt de kulturelle traditioner i dette tidsrum og finder, at de følger senere jødiske traditioner: der er renselsesbassiner og husgeråd af kalk som udtryk for jødiske relselsesritualer samt mønter, vægdekorationer i huse og hjemligt udstyr som udtrykkeligt undgår at vise mennesker og dyr i overensstemmelse med påbuddet i Mosebøgerne. Han konstaterer yderligere, at disse træk er særligt markante i de områder, som vides at have haft en overvejende jødisk befolkning, men ikke nødvendigvis i områder hvor andre befolkningsgrupper var dominerende. Han konstaterer endvidere, at disse rituelle træk tydeligt går tilbage til hasmonæisk tid men ikke med sikkerhed lader sig følge længere tilbage, til dels på grund af et svagt og mangelfuldt arkæologisk og skriftligt bevismateriale. Som beviserne nu stiller sig, var det i hasmænæisk tid, at disse rituelle træk slog igennem og efterhånden bredte sig til den samlede befolkning og i romersk tid allerede var blevet normen.&lt;ref&gt;Adler (2022)&lt;/ref&gt;

Det er på denne baggrund, at Jesus må ses: i en tid, hvor mange jøder drømte om og håbede på at genskabe deres egen selvstændige stat, trådte han frem med sit provokerende budskab, at &quot;Guds rige ikke var af denne verden&quot;. Ikke nok med det: han udfordrede farisæerne og de skriftkloge, og oven i alt dette ophævede han jøder som Guds udvalgte folk og erklærede enhver, som følger Guds ord og hans påbud som en del af den udvalgte befolkning. I det givne politisk-religiøse klima gjorde det ham farlig for en national jødisk politik, så han måtte stoppes, og det blev han som bekendt. Men det stoppede ikke hans budskab i at blive yderligere spredt, tværtimod.

Frem til 70 e.Kr. opstod der ulige retninger inden for jødedommen, hvoraf saddukæerne, farisæerne og essæerne synes at have været de væsentligste. Desuden opstod der en række messianske og apokalyptiske bevægelser. 

Saddukæerne var en gruppe der var tilknyttet præstedømmet i templet i Jerusalem. I modsætning til farisæerne, som påberåbte sig myndighed på grund af deres lærdom og fromhed, baserede saddukæerne deres særstilling på afstamning og status. Meget tyder på, at de repræsenterede Hasmonæernes klan, der tidligere havde regeret som præstekonger. De nægtede at acceptere læresætninger som ikke direkte var nævnt i ''Torah'', også selv om læren var nævnt et andet sted i Tanakh. Ja, de &quot;anså det for en dyd at debattere&quot; sådanne sager. Et eksempel på en sådan debat findes i Mattæusevangeliet kapitel 22:23-33, hvor de satte Jesus på prøve med hensyn til opstandelsen. Idet saddukæerne opstillede en tænkt situation hvor en enke havde været gift med syv mænd, spurgte de: &quot;Hvem af de syv skal nu have hende til hustru i opstandelsen?&quot; I denne sammenhæng var det selvfølgelig uvæsentligt om den tænkte enke havde været gift 14 eller 21 gange. Jesus svarer: &quot;I opstandelsen gifter mænd sig ikke og kvinder bortgiftes ikke.&quot;&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 1251&lt;/ref&gt; Saddukæerne accepterede ikke eksistensen af et liv efter døden, og benægtede derfor også den farisæiske doktrin om en genopstandelse, hvilket netop var den forestilling, som Jesus prædikede. I Markusevangeliet kaptel 12:18-27 omtales en anden version af historien: da Jesus vidste, at saddukæerne ikke accepterede andre inspirerede skribenter end Moses, argumenterede han ved at citere fra ''Torah''. Han sagde: &quot;Med hensyn til at de døde oprejses, har I da ikke læst i Moses’ bog, i beretningen om tornebusken, hvordan Gud sagde til ham: ’Jeg er Abrahams Gud og Isaks Gud og Jakobs Gud’? Han er ikke dødes men levendes Gud.&quot;&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 1281&lt;/ref&gt;

Saddukæerne ønskede ikke, at en Messias skulle dukke op og lave om på tingene og da de betragtede Jesus som en trussel mod deres position, sammensvor de sig med farisæerne om at slå Jesus ihjel.&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 1258f, 1352&lt;/ref&gt;

Farisæerne var kendetegnede ved, at de lagde stor vægt på overholdelse af Moseloven, især renhedsforskrifterne og desuden på &quot;fædrenes overleveringer&quot;, som var en betegnelse for hele den mundtlige fortolkning af Moseloven. Bevægelsens etik havde mange detaljerede forskrifter og praktiske anvisninger. 

Essæerne levede i en slags kommunisme, hvor medlemmerne aflagde tavshedsløfte og ingen måtte besidde ejendom, hverken bolig eller slave, jord eller kvæg. Deres indkomster skulle overlades til en forvalter, som forestod indkøb af det nødvendige og sørgede for mad og underhold til gruppen. De forkastede også ægteskab, alle former for standsforskelle samt slaveri. De var soldyrkere og sendte hver morgen bønner op til solen. Når de havde afføring, gjorde de det inden døre for ikke at &quot;besmitte&quot; sollyset.

Af de mange retninger inden for jødedommen overlevede kun den rabbinske jødedom, som byggede på farisæerne og deres lære. Den rabbinske jødedom var kendetegnet ved at hævde, at den skrevne ''Torah'' ikke kan fortolkes korrekt uden henvisning til den &quot;mundtlige&quot; ''Torah'' og den dertil hørende litteratur, der specificerer hvilken adfærd, der er sanktioneret af loven. Med et moderne udtryk var de fundamentalistiske teokrater. Når de andre fraktioner her er nævnt, er det for at vise, at jødedommen langt fra var nogen samlet bevægelse selv op til eller på Jesu tid.

Stednavnet &quot;Israel&quot; første gang optræder på en mønt dateret til 66 e.Kr. møntet i forbindelse med jødernes oprør mod romerne.

Efter oprøret 70 e.Kr. var det for en lang tid slut med jødiske forsøg på at skabe en egen stat. Jesu budskab og det mislykkede oprør førte til, at den jødiske befolkning blev sprængt i tre grupper: den ene gruppe var de traditionelle jøder, som holdt fast ved farisæerne og deres budskab, den anden gruppe var de kristne, som nu satte sig for at udbrede det nye budskab, og den tredie gruppe var judeo-nazaræerne, som fortolkede udviklingen på deres egen måde og mente, at genskabelsen af templet i Jerusalem var en forudsætning for, at Messias ville vende tilbage. De arbejdede i flere hundrede år på dette mål, men da de endelig fik magten i Jerusalem i år 634 og Messias alligevel ikke vendte tilbage, blev bevægelsen omformet til en ny arabisk religiøs bevægelse, som i 749 efter abbasidernes magtovertagelse endte som muhammedismen, komplet med en egen profet, en egen hellig bog og med et nyt religiøst midtpunkt i Mekka.&lt;ref&gt;se ''Muhammedanismen i kildekritisk belysning''&lt;/ref&gt;

=== Sammenfatning ===

Hvordan skal begivenhedsforløbet nu fortolkes? Et foreløbigt svar kunne lydes således: det ser ud til, at jøderne udskilte sig fra kana'anæerne senest omkring 1200 f.Kr. og at de oprindeligt levede i ørkenområderne syd for Kana'an. Dette varede indtil, at de eteblerede et egentligt kongerige, der imidlertid efter kort tid blev delt i to, Israel og Judæa. Den nationale udskillelse var dog åbenbart ikke mere udtalt end, at jøderne jævnligt synes at have giftet sig med kvinder fra andre stammegrupper. 

Så langt, vi tør tro Bibelens fremstilling, var de polyteister, det vil sige dyrkede flere guder. Ganske vist var der perioder, hvor der gjordes forsøg på at indføre monoteisme, men dels var der stadige tilbageslag, dels skete disse forsøg på det statslige niveau, mens den almindelige befolkning synes at have fastholdt polyteismen uden afbrydelser gennem flere hundrede år frem til og med landsforvisningen til Babylon. 

Religionsdyrkelsen synes at have udviklet sig fra spredt i de enkelte husstande, landsbyer og stammer hen imod en statslig centralisering med deraf følgende magt for præsteskab og konger. 

Efter alt at dømme er det først under eksilet i Babylon, at præsteskabet blandt jøderne udvikler en erklæret monoteisme, mens dette ikke synes at være tilfældet for den brede befolkning. Hele jødernes tidligere historie bliver nu omfortolket af præsteskabet i lyset af denne nye religion, og den bliver promoveret og legitimeret af nogle få erklærede profeter.

Efter jødernes tilbagevenden til Kana'an efter eksilet i Babylon bliver den nye religion gjort til et redskab for præsteskabets politiske mål: en selvstændig teokratisk stat. Dette mål bliver opnået, men den nye stat varer kun i henved hundrede år, og igennem hele sin eksistens er den præget af interne magtkampe blandt den ledende religiøse elite. Meget tyder dog på, at det først er på denne tid, at monoteismen slår igennem også i den brede jødiske befolknings livsstil og levemåde og bliver det centrale element i israelitternes selvforståelse. Men dette forudsatte og krævede præsteskabet både som den etnisk-religiøse og den statspolitiske magthaver. Efter alt at dømme er det tidligst fra denne tid, at vi kan tale om jødedom i moderne forstand.

Men denne udvikling forudsatte, som vi har set, en dramatisk omskrivning af den jødiske historie. Meget måtte udelades eller totalt omskrives. På den anden side blev der indført nye elementer, som næppe har meget med den historiske udvikling at gøre men som gav jøderne en forhistorie så lang som nogen.

=== &lt;big&gt;Problemerne med Gamle Testamente&lt;/big&gt; === 

Et passende kildekritisk udgangspunkt ved vurderingen af Gamle Testamentes troværdighed må være de modsætninger, der er mellem dennes fremstilling og de faktuelle kendsgerninger. Der er således ingen beviser for eksistensen af de fem mosebøger før slutningen af 4. århundrede f.Kr. inklusive eksistensen af en person ved navn Moses.&lt;ref&gt;Gad Barnea&lt;/ref&gt;

Problemerne med teksterne lader sig inddele i to delspørgsmål:&lt;/br&gt;
- er der een eller flere forfattere til Tanakh?&lt;/br&gt;
- er dele af teksterne lånt fra andre kulturer?&lt;/br&gt;
Svaret er i begge tilfælde bekræftende. Der kan derfor være grund til at behandle hvert af dem særskilt.

=== Forfattere og deres datering ===

Tekstanalytikere mener, at ''Tanakh'' (Gamle Testamente) er blevet til i tre omgange:&lt;/br&gt;
- en arkæisk fase: 11.-10. århundrede f.Kr.&lt;/br&gt;
- en klassisk fase: 9.-6. århundrede f.Kr.&lt;/br&gt;
- en sen fase: 5. århundrede f.Kr. eller senere.&lt;/br&gt;
Eksempelvis mener man, at den ældste del af Første Mosebog er historien om Jakobs velsignelse (i kapitel 47), som skal stamme fra arkæisk tid, men størstedelen af resten stammer fra klassisk tid.

I en række tilfælde forekommer tilsyneladende dubblerede historier med både ligheder men også klare forskelle. Forskerne mener, at det afspejler sammenskrivning af to eller flere ulige overleveringer.

Kildeforskere mener at kunne udskille fire lag i eller snarere forfattere til Mosebøgerne:

J: ''Jahvisten'', hvor Gud sædvanligvis kaldes ''Jahve''; et litterært lag der i modsætning til Præsteskriftet er præget af lægmandssynspunkter.&lt;/br&gt;
E: ''Elohisten'', hvor gudsbetegnelsen er ''Elohim''.&lt;/br&gt;
D: ''Deuteronomisten'', det vil sige &quot;forfatteren&quot; til Femte Mosebog.&lt;/br&gt;
P: ''Præsteskriftet'', et litterært lag i mosebøgerne, der antages at være blevet til i præstelige kredse, og som udviser særlig interesse for kultiske forhold. 

J- og E-teksterne menes nedskrevet efter, at det oprindelige kongerige var blevet delt i to: Israel i nord og Judæa i syd. J-teksterne menes at stamme fra Judæa, E-teksterne menes at stamme fra Israel.

J-teksterne dateres til tidsrummet mellem 848 f.Kr. og 722 f.Kr., idet disse tekster omtaler Babylon og Calah (Nimrod) som store byer. Desuden nævnes Edom som en autonom stat, hvilket først skete efter 848 f.Kr.

E-teksterne lader sig ikke datere nærmere end til 9. eller 8. århundrede f.Kr.

P-teksterne dateres til 6. århundrede f.Kr. og menes skrevet efter, at templet i Jerusalem var revet ned, og jøderne var blevet tvangsforflyttede til Babylon. Dette kan forklare hvorfor, at der ikke findes en eneste henvisning til templet i Jerusalem.&lt;ref&gt;Dinkgreve (2021), kap. 8&lt;/ref&gt;

Problemet ved en tekstanalyse af ''Tanakh'' er, at teksterne synes at være flettet sammen fra to eller flere oprindelige kilder til een sammenhængende historie. Det formodes, at J- og E-teksterne er blevet sammenskrevne efter 722 f.Kr., da Israel blev erobret af assyrerne, og flygtninge fra Israel i nord kom sydpå til Judæa og bragte deres E-traditoner med sig. Her blev de sammenskrevne til en ny version, JE, der ofte giver et judæisk perspektiv.

Men hvordan kan vi skelne imellem de forskellige tekster? Lad os tage nogle eksempler.

Under ørkenvandringen lader Moses vand springe fra klippen. I det ene tilfælde sker det uden problemer, i det andet pålægges Moses af Gud at tale til klippen, men han slår på den med sin stav i stedet, og som straf for at have ignoreret dette pålæg får han ikke love til at betræde Kana'an men kun at se det udefra. (exodus 18)

J-teksten angiver, at Abraham boede i Hebron, som er en judæisk by, men E-teksten fortæller om Jakobs kamp med Gud i Peni-El, som er en israelsk by.

I beskrivelsen af Jakobs sønner nævner J-teksten Judæa, mens E-teksten nævner stammer der var dele af Israel.

I E-teksten lader Aron skabe guldkalven til jødernes tilbedelse, men denne historie findes ikke i J-teksten.

Præsterne i Judæa hævdes at være efterkommere efter Aron, Moses broder, mens præster i Israel nævner andre levitter.

P-teksterne skiller sig ud ved at lægge vægt på love, lige som den tildeler Aron en større rolle, ligestillet med Moses. I ''JE''-teksten er det Moses' stav, som udfører mirakler (Første Mosebog kapitel 4), i P-teksten er det Arons stav (kapitel 7). I P-teksten er Aron den første, som ofrer, mens i ''JE''-teksten omtales flere tidligere ofringer, blandt andre Kain og Abel, Abraham og Isak samt Jakob, mens ingen af disse tilfælde omtales i P-teksten. Det menes, at dette afspejler P-tekstens mål om at give de aronitiske præster eneret på ofringer til Gud. Under ørkenvandringen optræder to uens oprør: i ''JE''-teksten er det Dathon og Abiram, som udfordrer Moses ved at sige, at det ville være bedre for jøderne at vende tilbage til Egypten, men at de opsluges af jorden i et jordskælv. I P-versionen er det levitterne under ledelse af Korah, som udfordrer Aron, men ligeledes dør.

Ligeledes omtaler P-teksterne ingen tilfælde, hvor folk besøges af engle eller får visioner, således omtales ikke historien om Josef og han 6 drømmesyner, ej heller de to engle i Sodoma og Gomorra eller Jekobs kamp med Gud. Sigende nok nævnes ordet &quot;profet&quot; kun een gang i P-teksten og da med henvisning til Aron.

=== Lånte historier ===

Sammenligninger mellem bibelske beretninger og tilsvarende overleveringer fra sumerisk og mesopotamisk kultur viser, at flere af historierne er blevet overtaget herfra, men at de er blevet omskrevne og tilpassede for at passe ind i den myte om jødernes oprindelse og historie, som man ønskede fremmet. Det gælder således blandt andre historierne om skabelsen, om Kain og Abel, om Noa og vandfloden samt om Sodoma og Gomorra.

Andre beretninger er tilsyneladende ligeledes lånt fra andre kulturer, således udvandringen fra Egypten, der blev gjort af et folk kaldet ''hyksos'', ikke af jøderne. Der kan være grund til at nævne nogle af disse beretninger, som jøderne så at sige adopterede.

==== Skabelsesberetningen ====

Den babylonske skabelsesberetning hedder ''Enuma Elish''. Dene kendes blandt andet fra Nineveh i Mesopotamien. Dens hovedtræk er følgende: i begyndelsen var der kun vand: guden ''Absu''s ferske vand og gudinden ''Tiamat''s salte vand. De blev blandede, og fra denne blanding blev født de første guder. Men disse yngre guder forstyrrede deres forældres søvn, så Tiamat sendte i vrede en hær af monstre for at ødelægge dem. Ud af dette kaos trådte ''Marduk'', stormguden og Babylons skytsguddom, som kæmpede imod ''Tiamat'' i en duel. Han affyrede en pil, som skabte hul i hendes mave og splittede hendes hjerte. Der efter skar han hendes krop op i to halvdele: af den ene skabte han himmelhvælvingen, af den anden halvdel jorden. Han satte stjerner i deres konstellationer, han satte månen til at angive månederne og solen til at lyse om dagen. Endelig skabte han menneskene af blod fra en død guddom blandet med ler for, at de kunne udføre det tunge arbejde for evigt.&lt;ref&gt;Dinkgreve (2021), kap. 3&lt;/ref&gt;

Den jødiske skabelsesberetning er i alle henseender et modstykke til den babylonske beretning: i stedet for flere guder er der kun een gud, i stedet for en skabelseskamp foregår skabelsen i Gamle Testamente med ord, i stedet for at menneskene er slaver for guderne er de i Bibelen skabt i Guds billede. Men der er også ligheder: rækkefølgen med adskillelse af himmelhvælving og den faste jord, fiksering af dag og nat samt tiden og endelig at menneskene skabes sidst i forløbet.

Det kan i en sidebemærkning oplyses, at det hebraiske ord i Første Mosebog 1:2 for urdybet, ''tehom'', filologisk er forbundet med ''Tiamat'', saltvandsgudinden i den babylonske skabelsesberetning.

==== Kain og Abel ====

Også den bibelske fortælling om Kain og Abel synes at have rod i to sumerisk myter. I den ene sumeriske myte omtales en hyrde (''Dumuzid''/Tammuz) og en landmand (''Enkimdu''), der begge konkurrerer om gudinden Inannas opmærksomhed. Den bibelske parallel: Ligesom i den sumeriske historie repræsenterer Kain bonden, mens Abel repræsenterer hyrden. Men i stedet for en uafklaret konkurrence eller forsoning tager den bibelske beretning en mørk drejning til brodermord. 

En anden variant er en sumerisk myte, hvor kvægguden (''Lahor'') og korngudinden (''Ashnan'') skabes af guderne for at sørge for mad og tøj. I disse historier diskuterer de to, hvem der må anses for mest værdifuld for den menneskelige civilisation. Den bibelske parallel er modsætningen mellem den omvandrende hyrde og den bofaste kornavler, men her bruges den til at skabe en søskenderivalisering, der ender i brodermord. Mens sumeriske myter brugte søskende til at fremhæve to byggestene i den menneskelige civilisation og fokuserer på samarbejde eller venskabelig rivalisering, brugte hebraiske forfattere den lånte fortælling til at skildre den syndefulde menneskelige natur, herunder konsekvenserne af misundelse.

Forskere antager, at disse velkendte myter sandsynligvis blev integreret i den hebraiske tradition under deres babylonske eksil i det 6. århundrede f.Kr., hvilket tillod forfattere at omarbejde regionale kulturelle temaer, så de passede til deres monoteistiske verdensbillede.

==== Noa og vandfloden ====

Også historien om Noa og vandfloden er overtaget fra andre kulturer. I 1872 fandt man i British Museums store samling fra Assurbanipals bogsamling et store epos kaldet ''Gilgamesh''. I kapitel 11 af dette epos findes en historie, hvis hovedtræk er følgende: guderne beslutter at udrydde menneskene ved at drukne dem, men vandenes gud, Enki, advarer Utu-nipishtim om faren og tilråder ham at bygge en ark og tage sin familie og sit kvæg med ombord, hvilket skete. I seks dage og nætter varer uvejret og oversvømmelsen, men på den syvende dag rammer arken toppen af et bjerg i Armenien. For at undersøge om oversvømmelsen er overstået sendes først en due og så en svale ud, men de vender begge tilbage. Først, da en ravn sendes ud og ikke vender tilbage, viste det, at vandene nu var sunket, og at Utu-nipishtim kunne forlade arken. Det gør han og foretager et takoffer til guderne. Enki bad så den øverste af guderne, Enlil, om at love, at han aldrig i fremtiden ville straffe hele menneskeheden for nogle fås synder, hvilket denne lover. Han rører Uti-nipishtim og dennes hustru på panden og erklærer: &quot;Hidtil har Utu-nipishtim været dødelig. Nu skal han og hans hustru være som guderne; og de skal bo i det fjerne, ved flodernes munding&quot;.&lt;ref&gt;Bibby (1971), s. 62f&lt;/ref&gt;

Lighederne med Bibelens beretning om syndfloden er indlysende til trods for forskellene: navnene er ændrede, de mange guder er erstattet af een Gud, men ellers er beretningen i sine kernetræk den samme.

Senere, i 1899 og 1900, viste udgravninger i Nippur i Mesopotamien, at den akkadiske beretning selv havde en forgænger. I 1914 blev fra disse udgravninger offentliggjort en tavle fra Nippur med en lignende beretning, der imidlertid stammer fra Sumer og således er betydeligt ældre end den akkadiske beretning. Tavlen er ukomplet, idet kun den nederste trediedel er bevaret, men syndflodsberetningen er atter den samme, selv om hovedpersonen nu hedder Ziusudra i stedet for Utu-nipishtim. I den sumeriske version ender historien således: &quot;Anu og Enlil viste velvilje mod Ziusudra, liv som en gud giver de ham, evig ånde som en gud bringer de ned til ham. Så kongenZiusudra, bevareren af planternes navn og af menneskeslægtens sæd, lod de bo i overfartslandet. Dilmuns land, det sted hvor solen står op&quot;.&lt;ref&gt;Bibby (1971), s. 64&lt;/ref&gt;

Pointen her er, at Bibelens syndflodsberetning er et plagiat, ikke en oprindelig historie, men at den inddrages som et led i den rekonstruerede beretning om jødernes historie.

==== Edens have ====

I den sumeriske beretning optræder også det hellige land Dilmun. Dette land beskrives som et sted, hvor rovdyr, sygdom og alderdom ikke eksisterer:

I Dilmun tier ravnen,&lt;/br&gt;
rovfuglen skriger ikke,&lt;/br&gt;
løven dræber ikke,&lt;/br&gt;
ukendt er den kid-fortærende vildhund,&lt;/br&gt;
ukendt det kornædende vildsvin.&lt;/br&gt;
Malten som enken spreder på taget -&lt;/br&gt;
himlens fugle opæder ikke denne malt.&lt;/br&gt;
Duen hænger ikke med hovedet.&lt;/br&gt;
Den øjensyge siger ikke: &quot;Jeg er øjensyg&quot;,&lt;/br&gt;
den hovedsyge siger ikke: &quot;Jeg er hovedsyg&quot;,&lt;/br&gt;
den gamle kvinde siger ikke: &quot;Jeg er en gammel kvinde&quot;,&lt;/br&gt;
den gamle mand siger ikke: &quot;Jeg er en gammel mand&quot;.&lt;ref&gt;Bibby (1971), s. 66&lt;/ref&gt;

Det har været foreslået, at dette ideelle levested har været forbillede for jødernes opfattelse af Edens have. I dag ved vi, at Dilmun ikke var en myte om Paradis men navnet på en faktisk eksisterende stat med Bahrain som sit midtpunkt, der drev en omfattende handel og søfart fra Indusdalen i øst til Mesopotamien i nordvest. Dette er et sidespring, men hvis det viser sig, at Dilmun er inspirationskilden til Edens Have, vil det være endnu et eksempel på kulturelle traditioner, som jøderne har lånt, adapteret, og inkorporeret i deres egen historiske myte.

==== Babelstårnet ====

Historien om Babelstårnet er velkendt og lyder således: 

&quot;Hele jorden havde samme sprog og samme tungemål. Da de brød op mod øst, stødte de på en dal i landet Sinear, hvor de slog sig ned. De sagde til hinanden: &quot;kom, lad os stryge teglsten og brænde dem hårde!&quot; De brugte tegl som sten og asfalt som mørtel. Så sagde de: &quot;lad os bygge en by med et tårn, som når op til himlen, og skabe os et navn, for at vi ikke skal blive spredt ud over hele jorden.&quot; Herren steg ned for at se byen og tårnet, som menneskene byggede. Så sagde Herren: &quot;se, de er eet folk med samme sprog. Når de begynder at handle sådan, vil intet af det, de planlægger, være umuligt for dem. Lad os stige derned og forvirre deres sprog, så at de ikke forstår hinanden.&quot; Så spredte Herren dem derfra ud over hele jorden, så at de måtte holde op med at bygge byen. Derfor hedder den Babel, for dér forvirrede Herren sproget på hele jorden, og derfra spredte Herren menneskene ud over hele jorden.&quot;&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 17&lt;/ref&gt;

Denne historie synes at være skabt med to formål. Det ene er at forklare hvorfor, at ulige folkeslag taler uens sprog. Men historien har muligvis et andet formål: at nedgøre babylonernes ziggurater (tempeltårne), som antagelig blev lavet som en slags forbindelse mellem himmel og jord. Nebukadnezar II (omkring 605-562 f.Kr.), som erobrede Judah, ødelagde Jerusalem og bragte mange jøder til Babylon, byggede også et ziggurat i syv lag kaldet ''Etemenanki'', hvilket kan oversættes &quot;Himmelens og Jordens Grundvolds Hus&quot;.&lt;ref&gt;Dinkgreve (2021), kap. 3&lt;/ref&gt;

==== Abraham ====

I Første Mosebog kapitel 12 introduceres Abraham som israelitternes mytiske stamfader.&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 17ff&lt;/ref&gt; Følger man kronologien i Gamle Testamente, skal han dateres til omkring 2100 f.Kr. og således blandt andet før jødernes ophold i Egypten. Men i Første Mosebog kapitel 21 vers 34 hedder det: &quot;Abraham boede lang tid som fremmed i filistrenes land&quot;&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 27&lt;/ref&gt;, og vi ved, at filistrene først ankom til Kana'an i 12. århundrede f.Kr. som en del af de såkaldte &quot;havfolk&quot; (engelsk: ''Sea People''). Dette betyder, at ''enten'' er Abraham en fri opfindelse, som intet har med en historisk person at gøre, ''eller'' også hører han hjemme i 12. århundrede og er israelitternes stamfader, men i så fald eksisterede de ikke som folk, da de angiveligt opholdt sig i og udvandrede fra Egypten. Også aramæerne omtales og stammer ligeledes fra 12. århundrede, hvilket tyder på, at den sidst nævnte forklaring er den rette.

Men der er andre problemer med Abraham. Ifølge P-kilden skal han stamme fra den sumeriske by Ur&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 17&lt;/ref&gt; og have draget gennem den frugtbare halvmåne først til Haran (nu Aram, beliggende i Tyrkiet) og senere videre til Kana'an. I de to kilder J og E er Ur ikke nævnt, kun Haran. Det har derfor været antaget, at det er hans oprindelige hjemsted. Det ville kunne forklare hvorfor, at hans forfædre Serug, Nahor og Terah har navne efter landsbyer omkring Haran, som Abrahams broder har navn efter. Det kunne også forklare benævnelsen &quot;hebræer&quot;, der antagelig betyder &quot;hinsides floden&quot;, idet Haran ligger på den modsatte bred af Eufrat.&lt;ref&gt;Dinkgreve (2021), kap. 8&lt;/ref&gt; Samme tradition findes i Josvabogen kapitel 24:2 i omtalen af pagtslutningen i Sikem: &quot;Josva sagde til hele folket: &quot;Dette siger Herren, Israels Gud: I gamle bage boede jeres fædre på den anden side af Eufratfloden, Tera, Abrahams og Nakors far, og de dyrkede andre guder&quot;.&quot;&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 269&lt;/ref&gt;

Imidlertid savnede Abraham en slægtshistorie, så i Første Krønikebog kapitel 1 får han den. Her hører vi at han er søn af Sem, som på sin side er søn af Noa, som atter er efterkommer af Adam.&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 446&lt;/ref&gt; Men som vi netop har set, er han i Josvabogen søn af Tera.&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 269&lt;/ref&gt; Der er således interne modsætninger i de narrativer, som de ulige slægtslister og narrativer i ulige dele af Gamle Testamente giver. Dette viser, at man har forsøgt at sammenskrive ulige narrativer til et men med ringe held.

==== Sodoma og Gomorra ====

Historien om Sodoma og Gomorras ødelæggelse optræder som et sidemotiv i beretningen om Abrahams liv i Første Mosebog kapitel 18:16-33 og kapitel 19:1-28.

Bibelforskere er generelt enige om, at selvom Gamle Testamente ikke direkte &quot;låner&quot; historien om Sodoma og Gomorra fra en specifik sumerisk kilde, deler fortællingen om guddommelig ødelæggelse, guddommelige besøgende og den flammende omstyrtelse af en by slående motiver med tidligere mesopotamisk litteratur og bredere oldtidsmytologi fra Nærøsten. Således &quot;Akkads forbandelse: Ekur hævnet&quot;, et akkadisk/sumerisk litterært værk dateret til mellem 2112 f.Kr. og 2004 f.Kr., som beskriver den pludselige ødelæggelse af byen Akkad. Myten blev skrevet hundreder af år efter Naram-Sins liv og er digterens forsøg på at forklare, hvordan det lykkedes for gutianerne at erobre Sumer. Efter en indledende passage, der beskriver Akkads herlighed før dets ødelæggelse, fortæller digtet om, hvordan Naram-Sin gjorde hovedguden Enlil vred ved at plyndre Ekur, der var Enlils tempel i Nippur. I sin vrede kaldte Enlil gutianerne ned fra bjergene øst for Tigris, hvilket bragte pest, hungersnød og død over hele Mesopotamien. For at begrænse denne ødelæggelse, bestemte otte af guderne (nemlig Inanna, Enki, Sin, Ninurta, Utu, Ishkur, Nusku og Nidaba), at kun byen Akkad skulle ødelægges for at skåne resten af ​​Sumer, og de forbandede den. Historien slutter med, at digteren skriver om Akkads skæbne, idet den velstående by lægges i aske i overensstemmelse med gudernes forbandelse.

Temaet om guddommelig straf for en bys ''hybris'' eller umoral er et udbredt motiv i oldtidens verdensbillede. Det kan ikke vides sikkert, om det er denne historie, der har dannet forbillede for Gamle Testamentes historie om Sodoma og Gomorra, men motivet menneskers umoral og manglende respekt for guddommen er det samme.

Den bibelske version rummer Abrahams forsøg på at undgå ødelæggelsen, hvis der blot fandtes ti retfærdige indbyggere i byen, men selv så få fandtes der åbenbart ikke. Kun Lot, Abrahams slægtning, reddes fra ulykken: &quot;Da solen stod op over landet, og Lot var kommet til Soar, lod Herren svovl og ild regne ned over Sodoma og Gomorra fra Herren i himlen. Han ødelagde disse byer, ja hele Jordandalen, alle, der boede i byerne, og alt, der voksede på markederne.&quot;&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 25&lt;/ref&gt; Naturvidenskabeligt set kunne det være beskrivelsen af en meteorregn eller af nedfald fra et vulkanudbrud.

==== Moses ====

I Anden Mosebog kapitel 2 introduceres den mytiske skikkelse Moses som israelitternes befrier fra trældommen i Egypten. Historien begynder med hans fødsel. Ifølge myten havde farao befalet, at alle drengebørn skulle dræbes ved fødslen, men Moses' moder reddede ham ved at placere ham i en sivkurv, hvor han blev fundet og adopteret af faraos datter.&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 67&lt;/ref&gt; Denne historie er imidlertid utvivlsomt adopteret fra sumerisk tradition, idet en tilsvarende historie fortælles om kong Sargon af Assad.&lt;ref&gt;Dinkgreve (2021), kap. 8&lt;/ref&gt; Der er således ingen grund til at tillægge denne del af traditionen nogen historisk baggrund.

Senere fortæller Anden Mosebog, at Moses blev pålagt af Gud at føre israelitterne ud af Egypten. Det hedder i den forbindelse, at Gud blandt andet siger til Moses: &quot;Jeg er din faders Gud, Abrahams Gud, Isaks Gud og Jakobs Gud&quot;.&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 69&lt;/ref&gt; Her stå vi på ny over for problemet, at henvisningen til Abraham åbenbart er en anakronisme. Det betyder, at der kan rejses tvivl om både den historiske skikkelse Moses og om Mosebøgerne som kilde til israelitternes tidlige historie overhovedet.

Kendsgerningen er, at der findes ingen beviser på eksistensen af de fem mosebøger før slutningen af det 4. århundrede f.Kr., herunder eksistensen af en person kaldet Moses.&lt;ref&gt;Gad Barnea&lt;/ref&gt; Men den farao, som med stor sandsynlighed fordrev semitterne fra Egypten, hed Ahmoses, hvilket på hebraisk betyder &quot;Moses' broder&quot;. Så måske at der er en sammenhæng her.

==== Græske narrativer ====

Men det er ikke kun fra Sumer og Mesopotamien at Gamle Testamenter har lånt narrativer. Nogle kildekritikere tilhørende den såkaldte &quot;Københavnerskole&quot; har peget på, at også græske narrativer har ydet deres bidrag, lad os tage nogle eksempler:

Jan-Wim Wesselius har foretaget undersøgelser, der viser, hvordan Første Mosebog og Anden Mosebog afspejler Herodots skrifter, især sidstnævntes beretning om persiske kongers liv. Han sammenlignede i detaljer lighederne mellem Josef og Kyros, og især mellem Moses og Xerxes. Josef og Kyros har begge drømme, bliver afsløret for at dø, går i eksil, bliver skjult i en periode og bliver konger, når deres identitet afsløres. Moses og Xerxes drager ud for at erobre enten Kana'an eller Grækenland og krydser vand med deres folk. Mange andre detaljer nævnes, såvel som sammenligninger mellem Terah og Phraortes (en medisk konge), Abraham og Kyaxares (en medisk konge), Isak og Astyges (en medisk konge) og Jakob og Mandane (Kyros' mor).&lt;ref&gt;Wesselius (1999), s. 24-77&lt;/ref&gt;&lt;ref&gt;Wesselius (2002), s. 6-47&lt;/ref&gt;

Philippe Guillaume mener, at skrivere i Alexandria i det andet århundrede f.Kr. indsatte Dommere i den Deuteronomistiske Historie, hvilket afspejlede de ideologiske behov hos de hasmoneiske herskere i Palæstina. Dommere var inspireret af Hesiods ''Værker og Dage'', især afsnittet om heltene, som Hesiod indsatte i de fire tidsaldre. Dette svarer til, hvordan Dommere blev indsat i den Deuteronomistiske Historie. Historier om heroiske dommere før David og Salomon underminerer Davids dynastis påstande, hvilket igen hjalp de hasmoneiske herskere, der ikke havde nogen Davidisk afstamning bag deres påstande om messiansk styre (147-164).

Katherine Stott har påpege, at Davids opstigning, som skildret i Første Samuelsbog kapitel 16-31 og i Anden Samuelsbog kapitel 1-8, muligvis er inspireret af den fortælling, der beskriver Kyros' opstigning til Persiens og Mediens trone i teksten i Herodots Historier. Hun så følgende paralleller:&lt;/br&gt;
- Kyros og David starter begge under ydmyge kår,&lt;/br&gt; 
- begge træder ind i den forrige konges hof,&lt;/br&gt; 
- i begge tilfælde bliver den pågældende konge jaloux på dem,&lt;/br&gt; 
- i begge tilfælde bliver de truet med døden af ​​den pågældende konge,&lt;/br&gt; 
- begge flygter fra hoffet,&lt;/br&gt; 
- begge bliver folkelige ledere,&lt;/br&gt; 
- i begge tilfælde hopper en allieret af,&lt;/br&gt; 
- begge tilraner sig kongerigets herredømme,&lt;/br&gt; 
- begge får succes på grund af deres militære dygtighed,&lt;/br&gt; 
- begge skåner den gamle konges liv i en periode,&lt;/br&gt; 
- der er et tragisk element i den forrige konges fald i begge tilfælde, og&lt;/br&gt; 
- i begge tilfælde er udfaldet dannelsen af ​​en ny politisk enhed.&lt;/br&gt; 
Stott bemærkede, at denne græske tekst kun i den hellenistiske æra ville have været tilgængelig for den bibelske forfatter.&lt;ref&gt;Stott (2002), s. 62-71, 77-78)&lt;/ref&gt;.

Hesiods ''Theogoni'' og Katalog over kvinder var til dels indflydelsesrige kilder til henholdsvis skabelsesberetningen i Første Mosebog 1 og de genealogier, der findes i hele Første Mosebog 1-11 &lt;ref&gt;Gnuse (2017)&lt;/ref&gt;.

Fortællinger i Første Mosebog 1-11 kan også vises at have betydelige paralleller med beretninger nedskrevet hos græske historikere, såsom Hekateus fra Milet (''Periegesis'' og genealogier) og Herodot fra Halicarnassus (Historier), herunder omtaler af menneskelige leveveje (Første Mosebog kapitel 4:20-22), de tre sønner af en syndflodshelt, der er menneskehedens forfædre (Første Mosebog kapitel 9:18-19 og kapitel 10:1-32) samt plantningen af ​​en vingård (Første Mosebog kapitel 9:20-27).&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 15f&lt;/ref&gt;&lt;ref&gt;Gnuse (2019)&lt;/ref&gt;

Ældre latinske traditioner, der ligger bag beretningerne i Ovids Fasti 5, 493-544 og Metamorfoser 8, 625-725, kan have inspireret fortællingerne om de budbringere, der fortæller Abraham om hans kommende søn, og de budbringere, der advarer Lot om at forlade Sodoma i Første Mosebog 18:1-15; 19:12-26. &lt;ref&gt;Gnuse (2017)&lt;/ref&gt;.

En fortælling om Democedes af Kroton i Herodots Historier 3, 125-132 kan have givet anledning til fortællingen om Josef, der fortolker faraos drømme i Første Mosebog 41:1-36&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 52-54&lt;/ref&gt;, hvilket igen inspirerede drømmeberetningerne i Daniels Bog&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 1104-1112&lt;/ref&gt;&lt;ref&gt;Gnuse (2010)&lt;/ref&gt;.

Den korte fortælling om den store kriger Achilleus' ædle, talende heste i ''Iliaden'' 19, 395-424 kan være løst overtaget og indpasset i beretningen om Bileams æsel i Fjerde Mosebog kapitel 22:22-35, hvor et simpelt æsel bringer skam over en tåbelig profet.&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 181&lt;/ref&gt; Talende dyr er langt mere almindelige i græsk litteratur end i Bibelen. &lt;ref&gt;Gnuse (2017)&lt;/ref&gt;

Ofrelsen af ​​Ifigenia i to skuespil af Euripides omkring 400 f.Kr.: ''Ifigenia blandt Taurierne'' og ''Ifigenia i Aulis'', kan have inspireret beretningen om Jeftas ofring af sin datter i Dommerbogen kapitel 11:30, 34-40, som synes at være indsat i beretningen om Jeftas kamp mod ammonitterne. &lt;ref&gt;Gnuse (2019)&lt;/ref&gt;

Arrians beretning om Alexander den Store og det spildte vand i Anabasis af Alexander 6.26.1-3 kan have inspireret en lignende historie om David i Anden Samuels Bog 23:15-17. Davids handling med at hælde det vand ud, som hans modige soldater hentede bag fjendens linjer, gør ikke en fornuftig historie, som Alexanders handling i den gedrosiske ørken, hvor tørst virkelig er et problem, gør.&lt;ref&gt;Gnuse (1998)&lt;/ref&gt;.

Fortællingerne om Josef, Bileam og Jefta kan være blevet placeret i den bibelske tekst i den persiske periode kort efter 400 f.Kr., såvel som bibelske tekster i Første Mosebog 1-11 med Hesiod, Hekateus og Herodot som inspirationskilder. Men de andre fire fortællinger synes mere sandsynligt at have en oprindelse fra den hellenistiske tid, og man kan derfor argumentere for, at alle disse tekster opstod samtidigt og derfor i den hellenistiske tid. 

I flere tilfælde kan det sandsynliggøres, at der er tale om tillæg til ældre beretninger placeret i slutningen af ​​bibelske bøger, og som ser ud til at have været knyttet til bogen kun med en løs forbindelse til resten af ​​bogen. Dette gælder især i Dommerbogen, hvor fortællingerne i Dommerbogen kapitel 13-16 om Samson ser ud til at have en helt anden stil end resten af ​​Dommerbogen. Et stort antal forskellige græske legender om Herakles synes at have påvirket Samson-fortællingerne i Dommerbogen kapitel 13-16 på et sent tidspunkt, sandsynligvis i den hellenistiske tid. Der er alt for mange græske paralleller inden for disse fire kapitler til, at de kan afvises som blot fortællingshistoristiske sammentræf.&lt;ref&gt;Gnuse (2018)&lt;/ref&gt;

Afsnittene i Dommerbogens kapitel 17-21 om Mika, om Dan-stammens udvandring til Lakash samt om Benjamitternes skændselsdåd fremstår som tilføjede tillæg til resten af ​​bogen, og dér finder vi beretningen om kvinderne, der blev kidnappet fra Silo. &quot;Voldtægten af ​​de sabinske kvinder&quot;, som en gammel fortælling genfortalt af Livius (''Historie'' I, 9,1-16) og Plutarch (Lives: Romulus XIV, 2-8), kan være forbilledet for de bortførte piger i Dommerbogen kapitel 21:1-24. &lt;ref&gt;Gnuse (2007)&lt;/ref&gt;

Anden Samuelsbog kapitel 21-23 synes også at være et appendiks, og heri finder vi David, der hælder det vand, han har modtaget fra sine krigere, ud. Dommerbogen kapitler 13-21 og Anden Samuelsbog 21-23 kunne derfor være blevet føjet til Deuteronomistiske historier på et meget sent tidspunkt. Historierne om Josef i Første Mosebog kaptel 39-50, der skulle forklare jødernes ophold i Egypten, ses ofte som en sen tilføjelse fra omkring 400 f.Kr. eller senere, hvorfor Herodots indflydelse på Josefs drømmetydning er sandsynlig. Andre beretninger ser også ud til at være blevet indsat noget ujævnt i deres fortællende kontekst. Dette er tydeligst i beretningen om Jeftas ofring af sin datter, som synes at være indsat midt i Jeftas slag i Transjordan, og fortællingen om Bileam og hans æsel, som fremstiller Bileam med en helt anden persona end den, der findes i resten af ​​Fjerde Mosebog 22-24. Historien om de tre engle, der besøger Abraham og pludselig kun bliver to i antal, da de besøger Lot, beder os om at se på parallelle romerske beretninger, hvor der er henholdsvis tre og to engle i fortællingerne fra Ovid. Desuden vidner de nuancerede detaljer i dialogen i Første Mosebog 18-19 også om en senere tids skrivestil. Således synes indflydelsen fra klassiske og græske beretninger at være mest sandsynlig i historier, der synes at være senere tilføjelser og indsættelser i hovedhistorierne.

Foruden indholdsmæssige ligheder er der også opbygningsmæssige ligheder. Daniel Hawk bemærkede, at Aischylos' Orestia og Første Samuelsbog kapitel 8 til Anden Kongebog 8 deler lignende struktur og karakterer. Begge har et tredelt skema og bruger metaforer til at afspejle overgangen fra et slægtskabssamfund til et borgersamfund. Agamemnon og Saul afspejler den gamle orden, Orestes og David viser overgangen, og Athena og Salomon indvier den nye orden. Den deuteronomistiske historiker brugte Orestia som model for sine &quot;modtagne traditioner vedrørende det israelitiske monarki&quot;. Hawk mente, at den hellenistiske æra ville have været det tidspunkt, hvor den bibelske forfatter havde adgang til Aischylus' skrifter.

Disse og andre eksempler er blevet fremhævet af nogle forskere, der generelt er enige om, hvordan hellenistisk litteratur formede den oprindelige historie efter 300 f.Kr. eller endda efter 200 f.Kr. i den makkabæiske æra. Larsson konkluderede, at de bibelske beretninger blev skabt i det ptolemæiske Egypten i det andet århundrede f.Kr. og påvirket af betydelige græske historikere fra det tredje århundrede f.Kr., så som Berossos, Manetho og Eratosthenes. På grundlag af sådanne iagttagelser mener Niels Peter Lemche, at Dommerbogen og sikkert også andre dele af Gamle Testamente først er blevet skrevet eller har fundet deres endelige form omkring 272 f.Kr. Etienne Nodet bekræftede, at Pentateuken opstod i begyndelsen af ​​det tredje århundrede f.Kr., men profeterne og nogle af skrifterne blev skabt i det andet århundrede f.Kr. Disse tekster blev genereret i Alexandria under hellenistisk indflydelse. Emanuel Pfoh mente, at selvom den primære historie blev skabt i den hellenistiske æra, kom nogle traditioner fra den assyriske og persiske æra og blev udviklet af skrivere gennem årene. Men i bund og grund blev teksten formet under hellenistisk indflydelse (23, 33-35). Hvordan det nu forholder sig, står det klart, at både den sene tilblivelse og dens mulige motiver undergraver store dele af Gamle Testamente som historisk kilde.

Det er muligt, at der findes en historisk kerne, som over tid er blevet udbygget og pyntet på med narrativer hentet fra græske traditioner, men indtil videre må det konstateres, at næsten alt i Gamle Testamente lader sig betvivle.

Mest afgørende i denne sammenhæng er det imidlertid, at hvis disse kritikere tilhørende &quot;Københavnerskolen&quot; har ret, så betyder det, at ''Tanakh'' eller Gamle Testamente langt fra var færdigskrevet endsige færdigredigeret, da jøderne vente tilbage til Jerusalen efter eksilet i Babylon. Forud ventede endnu en lang redigeringsproces, og det kan også forklare hvorfor, at vi skal helt frem til 2. århundrede f.Kr. (eller tidligst 3. århundrede f.Kr.) før, at jøderne udviser noget kendskab til deres religiøse skrifter. Forklaringen er den enkle, at først da havde skrifterne nået et så fuldendt udseende, at de lod sig anvende i den national-politiske propaganda.

==== Hyksos-problemet ====

Mens arkæologerne med rimelig sikkerhed tør fastslå, at der fandtes en særlig israelitisk befolkning fra omkring 1200 f.Kr., så er der mere usikkerhed om tiden forud. Hovedspørgsmålet kan formuleres således: er jødernes ophold i og udvandring fra Egypten en historisk begivenhed eller ej? Holdningerne spænder fra fuldstændig afvisning af denne historie til ubetinget tilslutning.

For at løse problemet må vil opspalte det i tre delspørgsmål:&lt;/br&gt;
- kan der påvises et ophold af en semitisk befolkning i Egypten?&lt;/br&gt;
- hvis ja: inden for hvilket tidsrum?&lt;/br&gt;
- hvis ja: var det israelitter eller ej?

Det umiddelbare svar på spørgsmålet er, at der faktisk findes oplysninger om en fremmed befolkning i Egypten. Men denne befolkning, kaldes af egypterne selv ''Hiku-khasut'', det vil sige &quot;ørkenfyrsterne&quot; (hvilket på græsk er blevet til ''hyksos''&lt;ref&gt;Bibby (1978), s. 96&lt;/ref&gt;, og denne benævnelse bruges almindeligvis og derfor også her), ikke &quot;hebræerne&quot;, &quot;jøderne&quot; eller &quot;israelitterne&quot;, og ingen af disse betegnelser kendes i samtiden, end ikke fra Kana'an. Forskerne mener at kunne fastslå, at disse ''hyksos'' ankom fra øst til Egypten i 19. århundrede f.Kr., regerede over Egypten i 17. og 16. århundrede f.Kr. men senere forsvandt igen. Der er fundet en grav rejst over en mand ved navn ''Aper-El'', det vil sige &quot;El's tjener&quot;, som tjente hos faraonerne Amenhotep III og Akhenaten i 14. århundrede f.Kr.&lt;ref&gt;Dinkgreve (2021), kap. 8&lt;/ref&gt;

Et passende udgangspunkt for vurdering af udvandringens troværdighed kan være Simcha Jacobovici og hans film &quot;''The Exodus decoded''&quot;. Heri giver han blandt andet en omfattende dokumentation, som nok kan være en nøjere gennemgang værd.

Simcha tager udgangspunkt i bibelkritiske afvisninger af udvandringen, som traditionelt blev dateret til 1270 f.Kr. det vil sige i Ramses II's regeringstid men hvor der ingen beviser for en sådan begivenhed findes. Simcha mener, at denne datering er forkert, og at den korrekte tidsfæstelse er omkring 1500 f.Kr. Som beviser for denne tidsfæstelse anfører han følgende:

Hyksos-folket skulle være kommet til Egypten omtrent 200 år før, at de atter udvandrede, det vil sige 1700 f.Kr. I en grav i Beni Hassan ved Nilen omkring 400 km syd for Cairo findes et vægmaleri, som viser en indvandring til Egypten. Befolkningen er semitter med skæg, flerfarvede dragter og med benævnelsen &quot;''Amo''&quot;. I ''Tanakh'' (Gamle Testamente) anvendes benævnelsen &quot;''Amo Israel''&quot;, det vil sige &quot;Guds folk&quot;. Benævnelsen er den samme og deres ophold passer nøje med traditionen.

Hyksos-folkets hovedstad var Avaris, der ligger i Nilens delta nord for Cairo. Avaris er blevet udgravet af professor Manfred Bietak fra Wien. Han har blandt andet fundet 9 seglstamper med navnet &quot;Jakob&quot;, hvilket nøje svarer til den bibelske tradition om faraos betroede mand, Josef, der netop var søn af Jakob.

Ifølge traditionen ender indvandrerne som slaver. I Serabit El Khadim i Sinai-ørkenen blev udvundet tyrkis-sten i miner ved slaveri. I en af disse minder findes en alfabetisk (ikke-egyptisk) indskrift på væggen: &quot;El, hjælp mig&quot;. ''El'' var navnet på en semitisk guddom.

En stele rejst af farao Ahmoses og dateret til omkring 1500 f.Kr. fortæller om blandt andet storm og mørke i overensstemmelse med den bibelske tradition, og den nævner gud i ental. Ahmoses er kendt for at have udvist hyksos-folket. Navnet Ahmoses betyder på egyptisk &quot;månen er født&quot; men på hebraisk &quot;Moses' broder&quot;. 

Omkring 1500 f.Kr. indtraf et stort vulkanudbrud på øen Santorini i det græske øhav. Simcha mener, at det var denne begivenhed, som udløste udvandringen, og at den også kan forklare Egyptens ti plager. Hans argumentation herfor er følgende:

I Avaris er fundet vulkansk pimpsten dateret til omkring 1500 f.Kr. Dette viser (om ikke andet) at Egypten blev påvirket af netop dette vilkanudbrud.

Vulkanudbruddet og tilhørende jordskælv havde følgende bivirkninger:&lt;/br&gt;
- vandet bliver rødt. Årsagen er, at rust frigøres ved gasudbrud fra bunden og opblandes i vandet. Dette skete blandt andet i 1986 ved Nyos-søen i Cameroon.&lt;/br&gt;
- frøer. Hopper ud af vandet, når det bliver forurenet.&lt;/br&gt;
- lus, fluer og epidemi følger som eftervirkninger af miljøkatastrofen&lt;/br&gt;
- sår og bylder. Disse kendes ligeledes fra Nyos-begivenheden i 1986.&lt;/br&gt;
- hagl. Is og ild = &quot;vulkansk hagl&quot; omtales i den såkaldte Ipuwer-papyros og skyldes, at vulkansk aske blandes med vand i atmosfæren.&lt;/br&gt;
- græshopper. Bringes på vandring på grund af klimaændringen.&lt;/br&gt;
- mørke. Skyldes en askesky, der fra vulkanudbruddet bredte sig til Nilens delta, hvilket er bevist ved korn af asken fundet af Jean-Daniel Stanley fra Smithsonian Institute.&lt;/br&gt;
- førstefødte sønner døde. Skyldes at CO&lt;sub&gt;²&lt;/sub&gt; frigøres fra jordens indre og lægger sig lige ved jordens overflade. Da de ældste priviligerede sønner sov på en lav seng, blev de dræbt af gassen, mens andre børn der sov på de flade tage aldrig blev berørt inden, at gassen opløstes igen. Noget tilsvarende blev observeret i Nyos. Yderligere er der udgravet massegrave i Avaris, som kun omfatter personer af mandkøn og ikke krigere. Og Ahmoses' egen søn døde som 12-årig (hans begravede lig er fundet).&lt;/br&gt;
Ifølge Simcha er alle disse begivenheder således naturlige mulige følger af vulkanudbruddet.
[[Fil:Stele_of_Grave_Circle_A_Mycenae_NAMA_1428.JPG|200px|thumb|Gravstele fra Mykene, der viser Farao, som forfølger Moses. De er omgivet af vand på begge sider.]]
Velkendt er historien om havets deling.&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 82&lt;/ref&gt; Den korrekte formulering i Bibelen er &quot;Yam Suf&quot;, det vil sige Sivhavet. Men siv vokser ikke i saltvand, så der er tale om en stor sø. På Ismailia Regional Museum findes en granitsten med en indskrift i hieroglyffer, ''El Arish''-indskriften, der fortæller om udvandringen set fra faraos side. Her kaldes lederen for &quot;ørkenprinsen&quot;. Mere bemærkelsesværdigt er det, at indskriften også fortæller, at vandene delte sig (markeret som bølger + 2 knive), og at indskriften nævner stedet for denne begivenhed: ''El Balah'', en nu tidligere sø beliggende øst for Avaris nær overgangen til Sinai-ørkenen. Simcha mener, at som følge af de tektoniske forskydninger og deraf følgende jordskred løftede den afrikanske plade sig 1-2 meter og skabte en landkorridor, men kort efter fulgte en tsunami, som druknede faraos hær.

Simcha peger på et vægmaleri på Santorini, som viser en sejlads fra en by omgivet af mure. Simcha mener, at den viste by er Avaris, idet der her også er fundet minoiske vægmalerier, hvilket vidner om handelsforbindelser. En del af udvandrerne skulle således være draget til Grækenland. I Mykene er fundet guldgenstande og sværd i en grav dateret til 1500 f.Kr. De kan stamme fra jødiske udvandrere. Desuden er fundet tre gravsten med billeder visende først en mand på en stridsvogn, der forfølger en gående mand omgivet af bølger, dernæst at den gående mand er nået højere liggende land og har vendt sig imod stridsvognen, og endelig at stridsvognen drukner i bølgerne. Billederne viser, let forenklet, faraos forfølgelse af Moses. Det er i bogstaveligste forstand en tegneserie om begivenheden.

Simcha peger dernæst på, at jordskælv kunne have ført til, at gas og olie blev frigivet og måske blev antændt, og derved gav anledning til røgsøjler om dagen og ildsøjler om natten svarende til beretningen i Anden Mosebog kapitel 13 vers 21-22: &quot;Herren gik foran dem, om dagen i en skysøjle for at føre dem på vejen og om natten i en ildsøjle for at lyse for dem, så at de kunne gå både dag og nat. Skysøjlen fjernede sig ikke fra folket om dagen og ildsøjlen ikke om natten.&quot;&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 81&lt;/ref&gt;

Endelig mener Simcha at kunne påvise, hvor bjerget Sinai lå. Og han mener at have fundet billedlige gengivelser af Pagtens Ark - i Grækenland af alle steder!

Så langt Simcha. Det giver anledning til en række spørgsmål: er begivenheden fejldateret? Det er der faktisk en del, der tyder på. Begivenheden fandt efter alt at dømme sted omkring 1500 f.Kr. Kan et vulkanudbrud være forklaringen på begivenhedsforløbet? Svaret må være, at det er muligt, i hvert fald er der intet, som tyder på, at det ikke kunne være tilfældet. Var dette hyksos-folk ''Amo'' og var det semitter? Ja, det er sandsynligt. Var det også israelitter? Det er muligt, men ikke sikkert.

Vi har tidligere fastslået, at Gamle Testamentes historie om udvandringen fra Egypten tidsmæssigt er uforenelig med historien om Abraham som israelitternes stamfader, idet hans ophold i filistrenes land er flere hundrede år senere end udvandringen. Og det forbliver uforklarligt, at et folk, som kaldte sig selv Israel, ikke optræder under dette navn men af Egypterne kaldtes henholdsvis ''Amo'' og ''Hyksos''.  

Historien om ''exodus'' eller udvandringen fra Egypten kendes ikke fra Elephantine, en jødisk by i Egypten fra 400-tallet f.Kr., hvilket kunne tyde på, at denne tradition i jødisk historieforståelse enten må være yngre end denne tid eller endnu ikke spillede den rolle i jødisk selvforståelse, som den senere fik.

Hvis man vil være besværlig, kan man opstille følgende alternative hypotese: udskibningen fra Egypten til Mykene eksisterer ikke i det bibelske narrativ. Hvis man alligevel forudsætter, at det afspejler en historisk kendsgerning, så kunne disse udvandrere, ''hyksos'', have taget hele traditionen med sig og billedligt gengivet den på deres gravsteler. Da &quot;havfolket&quot; (som beviseligt stammer fra Grækenland foruden andre steder) langt senere, omkring 1178 f.Kr., kom til Palæstina, bragte de traditionen med sig. Det er her fra, at jøderne senere overtog den, omformulerede den til en ørkenvandring med Moselov og hele molevitten og dermed tillige skrev det oprindelige folk ud af beretningen og satte sig selv ind i stedet som led i en selvskabt historisk tradition. 

Der er selvsagt ingen beviser for en sådan udvikling, men der er heller intet, som modsiger den, og den ville forklare årsagen til, at traditionen åbenbart overlevede i Mykene. Og hvad mere er: det kunne forklare hvorfor, at folk fra Middelhavets nordlige kyster søgte øst- og sydpå (i stedet for vestpå), da deres hjemlige forhold ikke tillod dem at blive boende, hvor de var. Et indicium for, at teorien kunne være rigtig, er det forhold, at Mykene var et handelscentrum i tiden 1600-1100 f.Kr. blandt andet med handelsforbindelser til Levanten. Blandt de forhandlede varer var genstande af elfenben fundet i Megiddo, der viser handelsforbindelser til Det Ægæiske Hav, Kypern, Hittitterne samt Egypten.&lt;ref&gt;Novacek (2011), s. 47f&lt;/ref&gt; Det indebærer, at &quot;havfolket&quot; meget vel kan have haft handelsforbindelser med Levanten tidligere og derfor kendte til områdets frugtbarhed inden, at de udvandrede dertil.

Der imod kan vi udelukke, at det var israelitterne selv, som indvandrede sammen med havfolket, fordi dette skete 1178 f.Kr. mens Israel som omtalt nævnes på en stele allerede fra 1208 f.Kr.

Kildekritisk må det konstateres, at Mosebøgerne ret beset forsøger at forene to temmelig uforenelige historiske traditioner: på den ene side traditionen fra Mesopotamien omfattende Edens Have (Dilmun), Babelstårnet (zigguraterne) og Noas ark, hvor Abraham indgår som det forklarende bindeled hvorfor, at jødernes stamfader udvandrede til Kana'an, på den anden side traditionen om Jakob (Israel)&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 46&lt;/ref&gt;, Josef og hans brødre&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 48f&lt;/ref&gt;, Israels udvandring til Egypten&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 59&lt;/ref&gt; og Moses&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 67&lt;/ref&gt; med udvandring, ørkenvandring, moseloven og løftet om Kana'an.&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 243&lt;/ref&gt;

Der kan næppe være tvivl om, at den jødiske beretning om udvandringen fra Egypten og den egyptiske beretning om fordrivelsen af de fremmede omtaler den samme begivenhed set fra to sider. For så vidt behøver ingen af dem at give det sande billede: hvis årsagen virkelig var et vulkanudbrud, kunne de forringede leveforhold efter dette meget vel være årsag til, at folk udvandrede eller bortvandrede igen. At jøderne eller israelitterne har taget begivenheden til sig er for så vidt ikke anderledes end andre historier, som de har adopteret og adapteret.

Som en sidebemærkning skal det lige nævnes, at den egyptiske konge Amenhotep IV, bedre kendt som Akhenaten, som var gift med Nefertiti og fader til Tutankhaton, og som er gået over i historien som den første monoteistiske konge, regerede fra omkring 1353 til 1336 f.Kr. Det betyder, at han regerede henved 150 år efter, at ''hyksos'' udvandrede, og at der således ingen forbindelse er med Moses.

=== Bearbejdede profetier ===

De mange profetiske tekster i Gamle Testamente udgør et eget problem. Kort sagt er de kildekritiske studier i stigende grad blevet opmærksomme på, at der ikke er tale om originale tekster. I stedet er disse blevet ændret for at tilpasse dem til bestemte formål.

Esajas', Jeremias', Ezekiels og de Tolvs Bog mangler en historie og opretholder ikke en ensartet kronologisk rækkefølge af materiale. De profetiske bøger ses ikke længere som blot kilder, hvorved læserne kan få adgang til fortiden. De læses nu som bevidste kompositioner, der genpræsenterer og fortolker profeternes ord i tekstform.

Allerede i de sidste profeters tekster er der tegn på bevidst bevidsthed om tekstualiseringen af ​​profetier. Historien i Jeremias 36 beskriver for eksempel en proces, hvor forskellige budskaber i forskellige former fra forskellige tider og steder sammensættes i tekstform af profetens skriver. Når denne rulle efterfølgende ødelægges som reaktion på dens læsning, sker der ikke blot en omskrivning af rullen, men også en betydelig tilføjelse af lignende ord (Jeremias 36:32), hvilket vidner om bogens litterære vækst. Profeter som Jeremias er ikke længere tilgængelige, men deres ord er tilgængelige i de bøger, der bærer deres navne (Zakharias 1:5-6). Disse bøger danner et særskilt korpus inden for den bibelske kanon. Når Daniel refererer til Jeremias' profeti om halvfjerds år i Daniel 9:2, taler han om Jeremias' bog blandt en flerhed af profetiske bøger (jf. Ezekiel 38:17). 

De tidligste postbibelske fortolkere af den profetiske litteratur var de skriftkloge, oversættere og kommentatorer, der videregav, gengav og forklarede teksterne. Blandt vidner til den tidligst dokumenterede periode med skriftlig overlevering (ca. 250 f.Kr. indtil 132-135 e.Kr.) er det tydeligt, at skriftkloge ikke så sig selv som blot afskrivere på samme måde som skriftkloge fra en senere periode. De så snarere sig selv som ligestillede med de oprindelige forfattere, og de udvidede ofte den bibelske tekst med fortolkninger, der var beregnet til at hjælpe læserne med at forstå teksten. Disse skriftkloge havde deres eget syn på den bibelske tekst og ønskede at sikre en teologisk korrekt læsning af den.

Blandt de profetiske bøger må de mest fremragende eksempler på fortolkningsmæssig udvidelse være Jeremias og Ezekiel i den masoretiske tekst (MT). I disse tilfælde har udvidelsen nået niveauet for skabelsen af ​​nye udgaver af bøgerne. De hebraiske tekster bag de oldgræske (OG) versioner af disse bøger er betydeligt kortere førsteudgaver. Mange af udvidelserne i andenudgaverne, der findes i MT, er af eksegetisk karakter. For eksempel er Jeremias' berygtede fjende fra nord ikke eksplicit identificeret i OG eller dens hebraiske kilde, hvilket efterlader den åben for den slags eskatologiske fortolkning, der findes i Ezekiel 38:14-17, men MT identificerer denne fjende som Babylon i udvidelsen af ​​Jeremias 25:9, hvilket skaber en interessant konflikt med Jeremias 50:3 og dens profeti om en fjende fra nord, der kommer mod Babylon. Et andet eksempel er versionen af ​​Jeremias' profeti om halvfjerds år i Jeremias 25:11-12. I OG er denne profeti ikke eksplicit begrænset til perioden med babylonsk fangenskab (se: Dan 9:1-2, 24-27), men udvidelserne i MT gør denne begrænsning af profetien eksplicit (jf. Jeremias 29:10). For Ezekiels Bog forekommer en af ​​de mest bemærkelsesværdige udvidelser i MT Ezekiel 36:23c-38, som mangler, et vigtigt vidnesbyrd om OG fra det tredje århundrede e.Kr. Denne ret lange udvidelse er baseret på materiale fundet andre steder både i og uden for Ezekiels Bog. 

Når det forholder sig således med disse tekster, rejser det uundgåeligt spørgesmålet om og i hvilken grad, det samme er tilfældet med andre tekster i Gamle Testamente. Og det svækker betydeligt Gamle Testamentes værdi som kilde til jødernes historie.

=== Sammenfatning ===

Denne gennemgang af Gamle Testamente har kun omfattet en mindre del af den samlede tekst, men selv denne meget begrænsede gennemgang har belyst en række problemer:&lt;/br&gt;
- Gamle Testamente er ''ikke'' en historisk redegørelse for jødernes historie, selv om den giver indtryk af dette,&lt;/br&gt;
- det er i stedet en samling af traditioner, anekdoter og myter skrevet af ulige forfattere til ulige tider&lt;/br&gt;
- der er gjort forsøg på at sammenskrive og harmonisere disse narrativer&lt;/br&gt;
- hvilket ikke kan skjule, at der er kronologiske problemer&lt;/br&gt;
- og at væsentlige traditioner er hentet fra andre kulturer, især Sumer og Mesopotamien men også fra Grækenland.

Vi tør antage, at skildringen af kongetiden og det delte kongerige med navnelister over regenterne er rimelig troværdig, blandt andet fordi deres navne forekommer i andre kilder, men vi har kun ringe mulighed for at vide i hvilken udstrækning, historierne om dem er blevet ændrede for at tilpasse sig et senere monoteistisk narrativ.

Nogle historier, blandt andre Esthers Bog men også Ezras Bog og Nehemias' Bog, er meget sene og menes først at være blevet tilføjet efter afslutningen af det babylonske fangenskab.

=== &lt;big&gt;Semitismen, jødedommens tankesæt&lt;/big&gt; === 

Vi har i det foregående set på Gamle Testamente som et muligt historisk kildeskrift. Man kan imidlertid også anlægge en helt anden synsvinkel, nemlig Gamle Testamente som ideologisk grundlag nærmere betegnet som grundlag for en jødisk national etnicitet samt for en særlig jødisk etik. Det skal på forhånd understreges, at det følgende ikke omfatter alle jøder, idet mange alene identificerer sig som tilhørende denne folkegruppe af genealogiske og traditionsbårne årsager, det vil sige med hensyn til deres familiære oprindelse samt højtider og mindedage. Men der findes også kredse i den jødiske befolkning, der opfatter Gamle Testamente som en anvisning på hvordan, at jøder kan og bør opføre sig.

Alle kender begrebet &quot;anti-semitisme&quot;, men få eller ingen ved, hvad udtrykket &quot;semitisme&quot; egentlig dækker over. Man vil således lede forgæves efter det i en ordbog eller eksempelvis på ''wikipedia''. Her vil begrebet blivet forstået således, at det dækker over den tankegang eller de tankegange, som kan udledes og af nogle er blevet udledt af Gamle Testamente. Det betyder, at der her vil blive set bort fra jødisk mysticisme, kabala, frankisme og lignende ældre og nyere afledede ideologier, hvilke hver for sig er en særskilt undersøgelse værd.

Læser man Gamle Testamente, vil man se, at bestemte tankegange bliver promoveret. Det drejer sig i hovedsagen om følgende:&lt;/br&gt;
- det udvalgte folk&lt;/br&gt;
- racisme&lt;/br&gt;
- retten til Kana'an&lt;/br&gt;
- retten til at myrde hele befolkninger&lt;/br&gt;
- &quot;honningfælder&quot; og pengeafpresning&lt;/br&gt;
I det følgende vil hvert af disse emner blive gennemgået særskilt.

=== Det udvalgte folk ===

Ideen om jøderne som Guds udvalgte folk tager udgangspunkt i Første Mosebog kapitel 12: her møder vi Abram ved Ur i Kaldæa. Videre hedder det: &quot;Herren sagde til Abram: &quot;Forlad dit land og din slægt og din fars hus, og drag til det land, jeg vil vise dig. Jeg vil gøre dig til et stort folk og velsigne dig. Jeg vil gøre dit navn stort, og du skal være en velsignelse.&lt;/br&gt;
Jeg vil velsigne dem, der velsigner dig,&lt;/br&gt;
og den, der forbander dig, vil jeg forbande.&lt;/br&gt;
I dig skal alle jordens slægter velsignes&quot;.&quot;&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 17f&lt;/ref&gt;

Senere gentages denne priviligerede stilling i andre sammenhænge, således over for Jakob i Betel. I Første Mosebog kapitel 35:9-13 hedder det: &quot;Gud viste sig igen for Jakob, efter at han var kommet hjem fra Paddan-Aram. Han velsignede ham og sagde til ham: &quot;Dit navn er Jakob; men nu skal du ikke længere hedde Jakob. Dit navn skal være Israel.&quot; Og han gav ham navnet Israel. Han sagde til ham: &quot;Jeg er Gud den Almægtige. Bliv frugtbar og talrig! Et folk, ja, en mængde folkeslag skal nedstamme fra dig, og konger skal fremstå af dit eget kød og blod. Det land, jeg gav Abraham og Isak, giver jeg dig og dine efterkommere.&quot; Så steg Gud op fraham, dér hvor han havde talt med ham.&quot;&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 46&lt;/ref&gt;

I Anden Mosebog kapitel 3:7-10 findes følgende: &quot;Så sagde Herren: &quot;Jeg har set mit folks lidelse i Egypten, og jeg har hørt deres klageskrig over slavefogederne. Jeg har lagt mig deres lidelser på sinde, og derfor er jeg kommet ned for at redde dem fra egypterne og føre dem op fra dette land til et godt og vidtstrakt land, et land der flyder med mælk og honning, dér hvor kana'anæerne, hittitterne, amoritterne, perizzitterne, hivvitterne og jebusitterne bor. Nu har israelitternes klageskrig nået mig, og jeg har set, hvordan egypterne undertrykker dem. Gå nu! Jeg vil sende dig til Farao. Du skal føre mit folk israelitterne ud af Egypten&quot;.&quot;&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 69&lt;/ref&gt; Dette og tilsvarende formuleringer med &quot;mit folk israelitterne&quot; giver jøderne en identitet som Guds udvalgte folk i den jødiske selvforståelse.

=== Racismen ===

Racismen er en logisk følge af ideen om Guds udvalgte folk. Et folk kan selvsagt ikke være &quot;udvalgt&quot;, hvis andre folk kan indgiftes i det. Følgelig er Gamle Testamente fuldt af forbud mod at gifte sig med ægtefæller fra andre folkeslag og kritik, når de alligevel gjorde det. Lad os tage nogen eksempler.

I Femte Mosebog kapitel 7:1-4 finder vi følgende påbud af Moses: &quot;Når Herren din Gud fører dig til det land, du skal ind og erobre, og han driver store folkeslag væk foran dig, hittitterne, girgashitterne, amoritterne, kana'anæerne, perizzitterne, hivvitterne og jebusitterne, syv folk, der er større og mægtigere end du, og Herren din Gud overgiver dem til dig, og du besejrer dem, da skal du lægge band på dem. Du må ikke slutte pagt med dem og ikke vise dem barmhjertighed. Du må ikke bringe dig i familie me dem; du må ikke give dine døtre til deres sønner, og du må ikke lade dine sønner gifte sig med deres døtre, for det vil få dine sønner til at vige fra mig og dyrke andre guder. Da vil Herrens vrede flamme op imod jer, og han vil hurtigt udrydde dig.&quot;&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 208&lt;/ref&gt;

Dette gælder blandt andre kong Salomo. I Første Kongebog 11:1-4 læses således følgende: &quot;Kong Salomo elskede mange udenlandske kvinder foruden Faraos datter, moabitiske, ammonitiske, edomitiske, sidoniske og hittitiske; om de folk havde Herren sagt til israelitterne: &quot;I må ikke indlade jer med dem, og de må indlade sig med jer, for så vender de jeres hjerte til deres guder.&quot; Dem elskede Salomo, og han holdt fast ved dem. Han havde syv hundrede hustruer med fyrstelig rang og tre hundrede medhustruer, og hans hustruer bragte hans hjerte på afveje.&quot;&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 390&lt;/ref&gt;

I Ezras Bog kapitel 9:10-12 optræder Ezras bodsklage med blandt andet dette: &quot;Vor Gud, hvad skal vi nu sige efter dette? For vi har svigtet de befalinger, du gav gennem dine tjenere, profeterne, da du sagde: Det land, I skal ind og tage i besiddelse, er et urent land på grund af de fremmede folks urenhed med de afskyelige handlinger, som de i deres urenhed har fyldt det med fra ende til anden. Derfor må I ikke give jeres døtre til deres sønner, og I må ikke lade jeres sønner gifte sig med deres døtre.&quot;&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 527&lt;/ref&gt; og i Kapitel 10:10-12 bliver dette gentaget: &quot;Så rejste præsten Ezra sig og sagde til dem: &quot;I har handlet troløst ved at gifte jer med fremmede kvinder; I har øget Israels skyld. Aflæg nu bekendelse for Herren, jeres fædres Gud, og gør hans vilje. Skil jer ud fra landets folk og de fremmede kvinder&quot;.&quot;&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 528&lt;/ref&gt;

I Nehemias' Bog kapitel 10:31 indgår israelitterne blandt andet følgende forpligtelse: &quot;Vi vil ikke give vores døtre til landets folk, og vi vil ikke lade vores sønner gifte sig med deres døtre.&quot;&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 542&lt;/ref&gt;

Således kunne man blive ved.

=== Lebensraum ===

Jødernes ret til Kana'ans land hidrører fra Første Mosebog. I kapitel 12 læser vi: &quot;Dengang boede kana'anæerne i landet. Herren viste sig for Abram og sagde: &quot;Jeg vil give dine efterkommere dette land&quot;.&quot;&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 18&lt;/ref&gt; Senere, i kapitel 15, præciseres udstrækningen af dette jødiske lebensraum: &quot;Den dag sluttede Herren pagt med Abram. Han sagde: &quot;Jeg giver dine efterkommere dette land fra Egyptens flod (det vil sige Nilen) til den store flod, Eufratfloden: kenitterne, kenizzitterne, kadmonitterne, hittitterne, perizzitterne, refaitterne, amoritterne, kana'anæerne, girgashitterne og jebusitterne&quot;.&quot;&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 20f&lt;/ref&gt;

Størrelsen af dette jødiske lebensraum er påfaldende. Sammenlignet med officielle landegrænser i 2026 omfatter dette område: den østlige halvdel af Egypten inklusive hele Sinai, Palæstina inklusive Gaza og Vestbredden, Libanon, Jordan, Saudi Arabien, Yemen, Oman, Forenede Arabiske Emirater, Qatar, Bahrain, Kuwait, Irak samt Syrien. Nogle jødiske imperialister medregner også Kypern til området.

En anden afgrænsning findes i Fjerde Mosebog kapitel 34. Heri læser vi: &quot;Herren talte til Moses og sagde: &quot;Giv israelitterne denne befaling: I kommer nu til Kana'an, det land, der tilfalder jer som arvelod, Kana'ans land i dets fulde udstrækning. Jeres sydgrænse skal gå fra Sins ørken langs med Edom. I syd skal jeres grænse gå fra enden af Salthavet i øst. Så skal grænsen dreje syd om Akrabbim-passet, gå videre til Sin og ende syd for Kadesh-Barnea. Så skal den fortsætte til Hasar-Addar og gå videre til Asmon. Så skal grænsen dreje fra Asmon mod Egyptens bæk og ende ude ved havet.&lt;/br&gt;
Grænsen i vest: Det Store Hav med kyststrækning. Det skal være jeres vestgrænse.&lt;/br&gt;
Dette skal være jeres nordgrænse: Fra Det Store Hav skal I trække en linie til bjerget Hor; fra bjerget Hor skal I trække en linie til Lebo-Hamat, og grænsen skal ende i Sedad. Så skal grænsen gå videre til Zifron, og den skal ende i Hasar-Enan. Det skal være jeres nordgrænse.&lt;/br&gt;
Som grænse i øst skal I trække en linie fra Hasar-Enan til Shefam. Så skal grænsen gå ned fra Shefam til Ribla øst for Ajin, og grænsen skal fortsætte ned og støde til bjergryggen øst for Kinneretsøen. Så skal grænsen gå ned til Jordan og ende ved Salthavet.&lt;/br&gt;
Dette skal være jeres land med dets grænser hele vejen rundt.&quot;&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 196&lt;/ref&gt;

Dette er unægteligt en noget anden afgrænsning end før. Den kritiske læser vi måske spørge om Herren ikke havde forklaret sig godt nok over for Moses eller måske havde ændret holdning, eller om der måske er en helt tredie forklaring?

Den tænkende læser vil måske kigge nærmere på andre dele af samme historie. Vi hører, at Abraham fik børn både med Sara, sin hustru, nemlig jøderne, og med Hagar fra Egypten, hans trælkvinde, nemlig ismaelitterne, det vil sige araberne.&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 21&lt;/ref&gt; Så var det nu jøderne, araberne eller begge grupper som skulle leve i dette område? Desuden tog han sig en ny hustru: Ketura, med hvem han også fik efterkommere.&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 31&lt;/ref&gt; Det er således ret uklart hvem, der skulle overtage dette lebensraum.
 
Således tænker semitisterne ikke. De er imperialister, og de vil have det hele for sig selv. De mener at have ret til at fordrive andre folkeslag og ser Gamle Testamente som kilde til denne ret.

=== Retten til folkemord ===

Jødernes ret til at myrde befolkningerne, som levede i Kana'an, forekommer allerede i Mosebøgerne. I Femte Mosebog kapitel 20:16-17 findes således følgende påbud udtalt af Moses: &quot;i de folks byer, som Herren din Gud vil give dig i eje, må du ikke lade en eneste beholde livet; du skal lægge band på dem, på hittitterne, amoritterne, kana'anæerne, perizzitterne, hivvitterne og jebusitterne, sådan som Herren din Gud har befalet dig.&quot;&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 223&lt;/ref&gt;

I Josvabogen hører vi hvordan, at jøderne hensynsløst myrdede indbyggerne i Kana'an, eksempelvis i kapitel 8:24-29: &quot;Da israelitterne på åben mark havde dræbt alle de indbyggere fra Aj, som havde forfulgt dem ud i ørkenen, og da alle til sidste mand var faldet for sværdet, vendte alle israelitterne tilbage til Aj og huggede indbyggerne ned med sværd. Den dag blev der dræbt i alt tolv tusind mænd og kvinder, alle indbyggerne i Aj. Josva trak ikke sin udstrakte hånd med krumsværdet tilbage, før han havde lagt band på alle indbyggerne i Aj. ..Og Josva brændte Aj ned; han gjorde den til en øde ruinhøj for evigt, og det er den den dag i dag. Ajs konge hængte de på et træ og lod ham hænge til aften. Da solen gik ned, gav Josva sine folk befaling om at tage liget ned fra træet og kaste det hen ved indgangen til byporten. Så kastede de en stor stendynge op over ham, og den ligger der den dag i dag.&quot;&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 251f&lt;/ref&gt;

Tilsvarende i Josvabogen kapitel 10:28-43: &quot;Samme dag indtog Josva Makkeda. Han slog byen og dens konge med sværd og lagde band på byen og alle, der var i den; der var ingen, der overlevede. Han gjorde det samme med kongen i Makkeba, som han havde gjort med kongen i Jeriko.&lt;/br&gt;
Fra Makkeda drog Josva sammen med hele Israel videre til Libna. Han gik til angreb på Libna, og Herren gav også denne by og dens konge i Israels hånd. Josva slog byen og alle, der var i den, med sværd; der var ingen, der overlevede. Han gjorde det samme med kongen dér, som han havde gjort med kongen i Jeriko.&lt;/br&gt;
Fra Libna drog Josva sammen med hele Israel videre til Lakish. Han belejrede byen og gik til angreb på den, og Herren gav Lakish i Israels hånd. Den følgende dag indtog Josva byen; han slog den og alle, der var i den, med sværd, ganske som han havde gjort med Libna. Da drog Gezers konge Horam op for at komme Lakish til undsætning, men Josva slog kongen og hans hær; der var ingen, der overlevede.&lt;/br&gt;
Fra Lakish drog Josva sammen med hele Israel videre til Eglon. De belejrede byen og gik til angreb på den, og samme dag indtog de den og slog den med sværd. Den dag lagde han band på alle, der var i byen, ganske som han havde gjort med Lakish.&lt;/br&gt;
Fra Eglon drog Josva sammen med hele Israel op til Hebron. De gik til angreb på byen og indtog den; de slog byen, dens konge, alle dens byer og alle, der var i den, med sværd; der var ingen, der overlevede. Ganske som han havde gjort med Eglon, lagde han band på byen og på alle, der var i den.&lt;/br&gt;
Så vendte Josva sig sammen med hele Israel mod Debir. Han gik til angreb på byen og indtog den med dens kong og alle dens byer. De slog dem med sværd og lagde band på alle, der var i den; der var ingen, der overlevede. Han gjorde det samme med Debir og dens konge, som han havde gjort med Hebron og med Libna og dens konge.&lt;/br&gt;
Således besejrede Josva hele landet: Bjerglandet, Sydlandet, Lavlandet og Skråningerne og alle kongerne dér. Der var ingen, der overlevede; hver levende sjæl lagde han band på, sådan som Herren, Israels Gud, havde befalet. Josva besejrede dem fra Kadesh-Barnea til Gaza, i hele landet Goshen og helt til Gibeon. Alle disse konger og deres lande undertvang Josva på én gang, for Herren, Israels Gud, førte krig for Israel. Så vendte Josva sammen med hele Israel tilbage til lejren i Gilgal.&quot;&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 255&lt;/ref&gt;

I Josvabogen Kapitel 11 fortsætter folkemordene i det nordlige Kana'an, blandt andet Hasor: &quot;Alle, der var i byen, huggede de ned med sværd og lagde band på dem, så ikke en levende sjæl blev tilbage; og Josva brændte Hasor ned.&quot;&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 256&lt;/ref&gt; Da massemordet var til ende, blev rovet, det vil sige Kana'an, delt mellem israelitternes stammer.&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 257-264&lt;/ref&gt; Det minder om en langt senere begivenhed: under Sovjetunionen i Stalintiden gennemførte terrororganisationen OGPU under ledelse af jøden Genrikh Jagoda&lt;ref&gt;Lina (2003), s.315&lt;/ref&gt; samt NKVD overvejende ledet af jøder&lt;ref&gt;Lina (2003), s.318, 327&lt;/ref&gt; i 1932-33 et massemord på og en massefordrivelse af ukrainske bønder fra deres gårde, en begivenhed der blev kendt som ''holodomor''. Mindre kendt er, at OGPU overvejende bestod af jøder, og at disse efterfølgende som en belønning oprettede deres egne kollektivlandbrug, kibbutz'er, på de myrdede og fordrevne ukraineres jord.&lt;ref&gt;Holocaustmuseet i USA, film&lt;/ref&gt; Jødisk historieforståelse trækker lange spor.

Det var ikke kun ved erobringen af Kana'an, at jøderne begik massemord. I Esters Bog kapitel 9:2-16 hører vi: &quot;I alle kong Ahasverus' provinser samledes jøderne i deres byer for at lægge hånd på dem, der ville dem noget ondt. .. Den trettende dag i måneden adar samledes de øvrige jøder i kongens provinser og forsvarede deres liv; de fik fred for deres fjender, og og de dræbte 75.000 af deres modstandere&quot;.&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 555&lt;/ref&gt;

Flere eksempler end de nævnte kunne være fremhævet, men budskabet og moralen er tydelig nok: i &quot;hellig krig&quot; er massemord på guddommens befalet ikke blot acceptabel men en pligt at gennemføre.

Det er mildest talt absurd at se hvordan den samme ideologi, som hyldede folkemord i Gamle Testamente, har haft travl med at fremstille de selv samme massemordere som et uskyldigt forfulgt folkefærd i det 20. og starten af det 21. århundrede.

=== Honningfælder og pengeafpresning ===

Historier i Gamle Testamente giver jøderne tvivlsomme moralbegreber, eksempelvis at prostituere deres hustruer og døtre i form af &quot;honningfælder&quot;, det vil sige lokkemad for en efterfølgende afpresning. Det begynder med selveste Abraham. I Første Mosebog kapitel 20:2-16 læser vi: &quot;Abraham sagde om sin kone Sara, at hun var hans søster, og Abimelek, kongen i Gerar, sendte bud efter Sara. Om natten kom Gud i en drøm til Abimelek og sagde til ham: &quot;Nu skal du dø, fordi du har taget denne kvinde, for hun er gift&quot;.&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 25&lt;/ref&gt; Senere, da sandheden er blevet klar, hører vi: &quot;Så gav Abimelek Abraham får og køer, trælle og trælkvinder, og han gav ham hans kone Sara tilbage. Og Abimelek sagde: &quot;Mit land ligger åbent for dig. Slå dig ned, hvor du har lyst!&quot; Til Sara sagde han: &quot;Nu giver jeg din bror tusind sekel sølv. Det skal lukke øjnene på alle dem, der hører dig til. Nu har du fået fuld oprejsning&quot;.&quot;&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 26&lt;/ref&gt; Så Abrahams afpresning lykkedes.

Senere gentager historien sig med små variationer. I Esters Bog hører vi, at jøden Mordokaj sender sin datter til kong Ahasverus' harem, hvor &quot;hun vandt hans velvilje&quot;. ..&quot;Ester havde ikke fortalt, hvilket folk og hvilken slægt, hun tilhørte, for Mordokaj havde sagt til hende, at hun ikke måtte fortælle det.&quot; Men senere udnyttes hun til at redde jøderne, og naturligvis belønnes både hun og hendes fader for dette bedrag: &quot;Og Mordokaj fik foretræde for kongen, for Ester havde fortalt, hvordan han var i familie med hende. Kongen tog sin signetring, som han havde frataget Haman, og overdrog den til Mordokaj. Og Ester satte Mordokaj over Hamans hus.&quot;&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 549, 554&lt;/ref&gt;

Således legitimerer Gamle Testamente jødernes brug af honningfælder og pengeafpresning, når denne brug rettes imod folk i magtpositioner.

=== Sammenfatning ===

I 1973 fremkom udtrykket &quot;narrativ teologi&quot;.&lt;ref&gt;Bjerg (1984), s. 11&lt;/ref&gt; Udtrykkets betydning har været noget uklar, men pointen er, at hvis en kristen vil forklare sin tro og identitet, så kan dette ske ved at fortælle om Jesu ord og gerninger. På lignende måde kan jødedommens indhold bedst forstås ved at fortælle historier fra Gamle Testamente.

Som vi har set, er sådanne historier ikke just moralske. Ideen om det udvalgte folk, der ikke må gifte sig med folk fra andre folkeslag men nok har ret til at udnytte dets kvinder i honningfælder til pengeafpresning, og som mener sig i sin gode ret til hensynsløst at udrydde andre folkeslag &quot;i Guds navn&quot;, fremavler en tvivlsom moral. Hvis man vil være lidt uvenlig, kan man med god grund hævde, at denne tvivlsomme moral langt hen af vejen også afspejler sig i jødernes nyere historie.

Vi har i det foregående set hvordan, at denne moral henter sin inspiration i fortællinger fra Gamle Testamente. Og denne moral understreges ved at de samme emner bliver gentaget med blot mindre variationer flere gange som for at understrege, at den ikke er knyttet til en bestemt historisk situation men netop har evig gyldighed. I lighed med sit afkom, muhammedanismen, er denne moral præget af en foragt for dem, som ikke tilhører &quot;in-gruppen&quot;.

Der kan måske være grund til at uddybe dette udtryk nærmere. Alle mennesker udvikler en eller anden form for bevidsthed om at tilhøre et bestemt etnisk fællesskab, herunder skaber de et dertil knyttet begrebsapparat. Man kan skelne mellem det navn, som en etnisk gruppe bruger om sig selv i denne selvidentifikation, og det navn, som andre bruger om den samme gruppe. Nogle gange, men ikke altid, bruger de samme benævnelse, men deres opfattelse af gruppens afgrænsning og indhold behøver ikke at være det samme, men kan tilpasses den aktuelle situation.&lt;ref&gt;Lund (1993), s. 81&lt;/ref&gt; Betegnelsen afspejler en bevidsthed om hvem, man hører sammen med i et fællesskab, og hvem, der ikke hører til dette fællesskab.&lt;ref&gt;Lund (1993), s. 9&lt;/ref&gt; Ofte, men ikke altid, vil de, som ikke tilhører dette fællesskab, blive set ned på, mens man selv ophøjes for sine gode egenskaber.&lt;ref&gt;Lund (1993), s. 13-26&lt;/ref&gt;

Denne vi-bevidsthed skabes i vid udstrækning ved historier, beretninger og myter, om et skæbnefællesskab gennem utallige slægtled. Ofte vil disse historier blive fyldt med navne på legendariske personligheder, hvis liv og gerninger bliver en del af den personlige identitetsfølelse. Og som regel vil en del af denne historie omfatte etnogoni, det vil sige de indfødtes egen mytiske forklaring på deres oprindelse&lt;ref&gt;Lund (1993), s. 49&lt;/ref&gt;, som regel i form af en mytisk stamfader.&lt;ref&gt;Lund (1993), s. 91&lt;/ref&gt; I dansk sammenhæng kan man tænke på Saxo og hans Danmarkshistorie. I germansk sammenhæng er det myten om Tvisto, der er grundlaget for identiteten&lt;ref&gt;Lund (1993), s. 90&lt;/ref&gt;, og for jøderne er det Abraham, der har denne rolle.

Men sådanne historiske beretninger og myter har ikke kun den funktion at begrunde selvidentiteten men tillige at begrunde moralbegreber, hvad der er &quot;god&quot; og &quot;ond&quot; opførsel. For jøderne er det netop historierne i Gamle Testamente, som opfylder denne opgave.

Over tid kan disse funktioner aftage i betydning, fordi behovet for dem ikke længere er så stort. Dette fordi at myter erstattes med faktiske historiske erindringer. Men for visse grupper er dette ikke tilfælde. Her kan udviklingen tvært imod gå i den modsatte retning og udvikle sig til en regulær fanatisme, der kan motivere og begrunde næsten enhver handling. Denne fanatisme kan formuleres og organiseres i en dertil hørende ideologi, en -isme. Semitisme er en sådan ideologi, der i princippet ikke adskiller sig fra andre -ismer bortset fra den etniske gruppe, hvis selvfølelse og handlingsmønster, den skal begrunde.

=== &lt;big&gt;Sammenfatning og konklusion&lt;/big&gt; ===

Vi er nået vejs ende i gennemgangen, og resultatet taler for sig selv. Ikke blot er det officielle narrativ ikke korrekt, for hver del af dette narrativ findes en alternativ forklaring, og tilsammen tegner disse træk et andet men helt entydigt billede.

Først og fremmest: Gamle Testamente er ikke jødisk historieskrivning.&lt;ref&gt;Adler (2022), Preface&lt;/ref&gt; Der kan påvises et utal af indlån fra andre kulturer, eksempelvis historien om Moses i sivkurven og Noas ark, som tydeligt viser, at denne historie er en myte, et narrativ, skabt for at give jødisk identitet en høj alder. I stedet tjener Gamle Testamente som redskab til at give jøder en national identitet igennem deres trosretning, i særdeleshed Jahve. Det er i Jahves navn, at de udvandrer fra Egypten, erobrer Kana'an og i nyere tid trækker sig ind i etniske ghettoer.&lt;ref&gt;Crone og Cook (1977), s. 42&lt;/ref&gt; Hele den jødiske kultur er een lang markering af begivenheder hentet fra myterne i Gamle Testamente.

Dernæst: jøderne var tydeligvis ikke det monoteistiske folkefærd, som de gerne vil give indtryk af, tværtimod. Så langt, at Gamle Testamentes fremstilling overhovedet afspejler en historisk virkelighed, dyrkede jøderne flere guder gennem flere hundrede år. Vi ser en udvikling i flere trin:&lt;/br&gt;
- første trin: to guder, Jahve og El, forenes i en &quot;supergud&quot;&lt;/br&gt;
- andet trin: gudsdyrkelsen centraliseres og kontrolleres af kongen&lt;/br&gt;
- tredie trin: de lavere guder og gudinder forkastes, fordi at de ikke hjalp i en kritisk situation&lt;/br&gt;
- fjerde trin: præsteskabet udvikler et nyt narrativ til at forstærke dets magt og betydning som samlende kraft.&lt;/br&gt;
Det var en udvikling, hvor hvert trin var en logisk følge af det foregående, når behovet for en forandring i det herskende narrativ indtraf. Den nye ideologi var, som de fleste totalitære ideologier, et spørgsmål om at legitimere retten til magtudøvelse. Dette grundlag blev konstrueret ad hoc, det vil sige spontant efter behov. Dets grundlag var aldrig vel funderet, og vi kan nu afvise det fuldstændigt som fusk og forfalskning fra ende til anden.

Samtidig var det en udvikling, hvor hvert trin bidrog med særlige træk til den nye ideologis udvikling: først blev stammeguden anvendt til at legitimere myten om &quot;det udvalgte folk&quot;, herunder en racistisk ultrasemitisk afvisning af ægteskaber med repræsentanter fra andre folkeslag, og hvor regulært folkemord legitimeres som en følge af Jahves beslutning og påbud. Dernæst må den snart svækkede kongemagt i den nye nationale stat styrke sin stilling i befolkningen, hvilket sker ved centralisering af gudsdyrkelsen. Da så statsdannelsen alligevel bryder sammen, bliver det nødvendigt at udpege en skyldig årsag, og her må husguderne holde for. Endelig må det nye narrativ styrkes, hvilket blandt andet sker ved kampen for en ny egen stat.

Da mange profeter har først og fremmest til formål at legitimere den nye nationale ideologi som Jahves vilje.

Endelig er det også fra Gamle Testamente, at jøderne henter deres moralbegreber på godt og ondt.

Det er indlysende, at hvis der kan rejses tvivl om troværdigheden af beretningerne i Gamle Testamente, så er det ikke blot et kildekritisk problem. Det er hele grundlaget for jødedommen, der vælter. Jødedommen er, som muhammedanismen, det, som i kommunistkina kaldes en ''tofu-dreg'' konstruktion: en bygning eller anden konstruktion opført af underlødige bestanddele som gør, at den før eller senere falder sammen af sig selv.

Hidtil har Gamle Testamentes narrativer aldrig være underkastet en kildekritisk analyse, i modsætning til Nye Testamente, som allerede i 1800-tallet og begyndelsen af 1900-tallet blev underkastet en sådan analyse, som den bestod med udmærkelse. Det er først i de seneste år, at et sådant arbejde er igangsat og vel at bemærke er det sket af jødiske arkæologer og historikere. Det gør, at deres resultater ikke blot kan afvises med smædeudtryk som &quot;anti-semitisme&quot;. Det er derfor, at det har været så vigtigt at gøre disse resultater bekendt for et dansk publikum. Og hvis denne bog kan bidrage til fortsatte og uddybende studier af denne problematik, så har den opfyldt sit formål.

Det er for så vidt tilfældigt, at dette sker netop på en tid, hvor staten Israel og dens regering udsættes for en stigende international kritik for sin handlemåde, og så måske alligevel ikke. I alt for lang tid har kritik af jøder og Israel kunnet undertrykkes på grund af myterne om begivenheder under 2. verdenskrig. Men nu ligger disse begivenheder så langt tilbage, 2-4 slægtled, at de ikke længere kan beskytte imod kritik. Og samtidig har både rabiate jøder og den israelske regering i de seneste år udvist en optræden, som let lader sig kritisere. Det er ikke stedet her at uddybe dette emne, det kan fortjene en særskilt behandling og hører hjemme i politisk sammenhæng, ikke i forbindelse med jødedommen som religion og kultur, selv om der kan argumenteres for, at disse områder til dels overlapper hinanden.

Vi har set hvilken afgørende inflydelse, den kildekritiske analyse af Gamle Testamente har på forståelsen af jødedommens historie, men hvorledes forholder det sig med kristendommen? Hvilken indflydelse har kildekritikken på kristendommen? Det enkleste svar er: ingen. Gamle Testamente spiller kun en rolle i kristendommen på to måder:&lt;/br&gt;
- dels at vise at Jesus som messias er forudset allerede af gammeltestamentelige profeter; det er i denne sammenhæng ikke vigtigt, om dette var faktisk var tilfældet, men derimod at jøderne i hans samtid mente, at det forholdt sig således&lt;/br&gt;
- dels at vise de religiøse dogmer, som Jesus gjorde op med. Det viser sig i hans gentagne: &quot;I har hørt at ... men jeg siger jer nu at ...&quot; Jesu lære er i virkeligheden eet stort opgør med jødedommens tankegang og etnisk snæversynethed, han er i den sammenhæng helt på linje med den foreliggende kildekritiske analyse, selv om både hans metode og budskab er et andet.

Især i sidst nævnte sammenhæng er det vigtigt at forstå, at der ikke eksisterer nogen &quot;jødisk-kristne værdier&quot;. Dette moderne udtryk er intet andet end et jødisk forsøg på at tage kristne som gidsler for deres egne ideer. I virkeligheden er det kristendommen, der introducerer næstekærlighed og respekt for medmennesker uanset deres etniske tilhørsforhold, og i forlængelse heraf introducerer både menneskerettigheder og folkestyre. Intet af dette findes i jødedommen, her er det nationalt-etnisk snæversyn, som dominerer hele vejen. Jødedommen er og forbliver en anti-kristen ideologi, fordi den hviler på en selvforståelse baseret på manipulerede kilder i form af Gamle Testamentes skrifter. Og ved at påvise disse manipulationer, myter og omskrivninger, beviser moderne kildekritik, at kristendommen var og er et berettiget opgør med jødedommen.

Endnu for en menneskealder kunne forskere i jødedommen leve i deres vildfarelse om, at selv om der var problemer med Gamle Testamente som kilde til jødedommens historie, så var den i sine hovedtræk alligevel korrekt. Således er det ikke længere. Det kan nu bevises, at der bag den mytiske fortælling gemmer sig en anden historie. Lad så være, at begivenheder i de senere år i Gaza, på Vestbredden, i Libanon, i Egypten, over for Syrien og Iran uden tvivl har bidraget til at fremme denne udvikling. Et træ kendes på dets frugter, og hele verden har nu set de frugter, som jødisk fundamentalisme bringer med sig. Myten om det forfulgte uskyldige folkefærd lader sig ikke længere opretholde.

Og jo mere skingre, hysteriske og fanatiske jødedommens fundamentalister bliver i deres holdninger og opførsel, desto hurtigere vil de miste de sidste rester af en troværdighed, som de i virkeligheden aldrig har haft.

=== &lt;big&gt;Noter&lt;/big&gt; ===
{{Reflist|3}}

=== &lt;big&gt;Litteratur&lt;/big&gt; ===
* Yonatan Adler: ''The Origins of Judaism. An Archaeological-historical Reappraisal''; Yale University 2022; ISBN 978-0-300-25490-7
* Yonatan Adler: &quot;Toward Identifying Proto-Judaic Cultural Features in Ancient Israel and Judea&quot; (i: ''Journal of Ancient Judaism'' (2024), s. 1-28)
* Yonatan Adler: ''Between Yahwism and Judaism. Judean Cult and Culture during the Early Hellenistic Period (332-175 BEC)''; Cambridge University Press 2025; ISBN 978-009-45961-7
* Gad Barnea: &quot;P. Berlin 13464, Yahwism and Achaemenid Zoroastrianism at Elephantine&quot; (2024)
* Geoffrey Bibby: ''I Dilmun tier ravnen''; Wormanium 1971; ISBN 87-85-1600-40
* Geoffrey Bibby: ''Det forsvundne årtusinde''; Wormanium 1978; ISBN 87-8516-053-9
* ''Bibelen''; Det Danske Bibelselskab 1992; 1. udgave 1. oplag; ISBN 87-7325-276-6
* Svend Bjerg: &quot;Den kristne grundfortælling. Studier over fortælling og teologi&quot; (''Teologiske Studier'', bind 8; 2. oplag 1984; Aarhus 1984; ISBN 87-7003-409-5) 
* Patricia Crone og Michael Cook: ''Hagarism. The Making of The Islamic World''; Cambridge 1977; ISBN 0-521-21133-6
* Stephan Peter Dinkgreve: ''In Search of the Sublime: A world history of humanity's relentless pursuit of scientific truth, moral excellence, and enlightenment''; 2021
* Robert Gnuse: &quot;Spilt Water: Tales of David (II Sam 23:13-17) and Alexander the Great (Arrian, Anabasis of Alexander 6.26.1-3).&quot; (i: ''Scandinavian Journal of the Old Testament''; 1998, bind 12, s. 233-248)
* Robert Gnuse: &quot;Abducted Wives: A Hellenistic Narrative in the Book of Judges?&quot; (i: ''Scandinavian Journal of the Old Testament''; 2007; bind 22, s. 272-285)
* Robert Gnuse: &quot;From Prison to Prestige: The Hero who helps a King in Jewish and Greek Literature.&quot; (i: ''Catholic Biblical Quarterly''; 2010 bind 72, s. 31-45)
* Robert Gnuse: &quot;Divine Messengers in Genesis 18-19 and Ovid.&quot; (i: ''Scandinavian Journal of the Old Testament''; 2017; bind 31, s. 66-79)
* Robert Gnuse: &quot;Greek Connections: Genesis 1-11 and the Poetry of Hesiod&quot; (i: ''Biblical Theology Bulletin''; 2017 nr. 47, s. 131-143
* Robert Gnuse: &quot;Heed Your Steeds: Achilles’ Horses and Balaam’s Donkey.&quot; (i: ''International Journal of Research in Humanities and Social Sciences''; 2017; række 4 hæfte 6; s. 1-5)
* Robert Gnuse: &quot;Samson and Heracles Revisited.&quot; (i: ''Scandinavian Journal of the Old Testament''; 2018, bind 32, s. 1-19)
* Robert Gnuse: &quot;Greek Historians and the Primeval History.&quot; (i: ''International Journal of Research in Humanities and Social Sciences''; 2019; række 6 hæfte 1, s. 20-25)
* Robert Gnuse: &quot;Jephthah’s Daughter and Iphigenia in the Plays of Euripides&quot; (i: ''International Journal of the Arts and Humanities''; 2019; række 5 hæfte 1, s. 16-23)
* Robert Gnuse: &quot;Hellenism and the Primary History: The Imprint of Greek Sources in Genesis-2 Kings&quot; ''Copenhagen International Seminar''; Routledge, London 2020 
* Philippe Guillaume: &quot;Hesiod’s heroic age and the biblical period of the Judges.&quot; (i: Thomas Thompson and Philippe Wajdenbaum (red.): ''The Bible and Hellenism: Greek Influence on Jewish and Early Christian Literature. Copenhagen International Seminar''; Routledge, New York 2014; s. 146-164)
* Daniel Hawk: &quot;Violent Grace: Tragedy and Transformation in the Orestia and the Deuteronomistic History.&quot; (i: ''Scandinavian Journal of the Old Testament''; 2003, bind 18, s. 73-88)
* Gerhard Larsson: &quot;Possible Hellenistic Influence in the Historical Parts of the Old Testament.&quot; i: ''Scandinavian Journal of the Old Testament''; 2004; bind 18, s. 296-311)
* Niels Peter Lemche: &quot;The Old Testament-A Hellenistic Book&quot; (: ''Scandinavian Journal of the Old Testament''; 1993 bind 7, s. 163-193)
* Niels Peter Lemche: &quot;Is It Still Possible to Write a History of Ancient Israel?&quot; (i: ''Scandinavian Journal of the Old Testament''; 1994, bind 8, s. 163-188)
* Niels Peter Lemche: &quot;Good and Bad in History: The Greek Connection.&quot; (i: Steven McKenzie and Thomas Römer (red.): &quot;Rethinking the Foundations: Historiography in the Ancient World and in the Bible. Essays in Honour of John Van Seters&quot;; ''Beihefte zur Zeitschrift für die altestamentliche Wissenschaft'' nr. 294; Walter de Gruyter, Berlin 2000; s. 127-140) 
* Niels Peter Lemche: &quot;How Does One Date an Expression of Mental History?&quot; (i: Lester Grabbe (red.): &quot;Did Moses Speak Attic? Jewish Historiography and Scripture in the Hellenistic Period&quot; (i: ''Journal for the Study of the Old Testament Supplement Series'' 317/European Seminar on Historical Methodology 3; Sheffield Academic Press, Sheffield 2001; s. 200-224)
* Niels Peter Lemche: &quot;Does the Idea of the Old Testament as a Hellenistic Book Prevent Source Criticism of the Pentateuch?&quot; (i: ''Scandinavian Journal of the Old Testament''; 2011, bind 25, s. 75-92)
* Niels Peter Lemche: &quot;When the End is the Beginning: Creating a National History?&quot; (i: ''Scandinavian Journal of the Old Testament''; 2015, bind 29, s. 22-32)
* Jüri Lina: ''Skorpioni märgi all. Nõukogude võimu tõus ja langus''; Stockholm 2003; ISBN 91-972897-9-5
* Allan A. Lund: ''De etnografiske kilder til Nordens tidlige historie''; Wormanium 1993; ISBN 87-89531-08-6
* Etienee Nodet: &quot;Editing the Bible: Alexandria or Babylon?&quot; (i: Thomas Thompson and Philippe Wajdenbaum (red.): ''The Bible and Hellenism: Greek Influence on Jewish and Early Christian Literature. Copenhagen International Seminar''; Routledge, New York 2014; s. 36-55) 
* Gabrielle Vera Novacek: ''Ancient Israel. Highlights from the Collections of The Oriental Institute University of Chicago''; University of Chicago 2011; ISBN 978-1-88923-65-3
* Johannes Pedersen: &quot;Hasmonæer&quot; (i: ''Salmonsens Konversationsleksikon'', 2. udgave, bind X; 1919; s. 943-944)
* Benjamin W. Porter: &quot;Assembling the Iron Age Levant: The Archaeology of Communities, Polities and Imperial Peripheries&quot; (i: ''Journal of Archaeological Research'' vol. 24; 2016; s. 373-420)
* Katherine Stott: &quot;Herodotus and the Old Testament: A Comparative Reading of the Ascendancy Stories of King Cyrus and David.&quot; (i: ''Scandinavian Journal for the Study of the Old Testament''; 2002; bind 16 s. 52-78)
* Jan-Wim Wesselius: &quot;Discontinuity, Congruence and the Making of the Hebrew Bible.&quot; (i: ''Scandinavian Journal for the Study of the Old Testament''; 1999 bind 13 s. 24-77)
* Jan-Wim Wesselius: &quot;The Origin of the History of Israel: Herodotus’ Histories as Blueprint for the First Books of the Bible&quot; (i: ''Journal for the Study of the Old Testament Supplement Series''; Sheffield Academic Press, Sheffield 2002)
* Hans Christian Ørsted: &quot;Overtro og Vantro i deres Forhold til Naturvidenskaben&quot; (''Aanden i Naturen''; 4. udgave; København 1978; ISBN 87-414-8972-1; s. 76-106)

=== &lt;big&gt;Film&lt;/big&gt; ===
* Simca Jacobovici: ''The Exodus Decoded''</text>
      <sha1>ilhazkexlrhdyzjztfwhhrwf3i5jgsb</sha1>
    </revision>
    <revision>
      <id>41971</id>
      <parentid>41970</parentid>
      <timestamp>2026-05-28T07:09:55Z</timestamp>
      <contributor>
        <username>Sven Halfdan Nielsen</username>
        <id>3898</id>
      </contributor>
      <comment>småret</comment>
      <origin>41971</origin>
      <model>wikitext</model>
      <format>text/x-wiki</format>
      <text bytes="156929" sha1="4fggggeedqp5ghfipxwgp3kn5yefndq" xml:space="preserve">[[Fil:Philippe de Champaigne - Moses with the Ten Commandments - WGA04717.jpg|thumb|400px|Ifølge nye videnskabelige kildekritiske teorier er det ikke Moses, som har skrevet Mosebøgerne. Maleri af Philippe de Champaigne.]]

=== &lt;big&gt;Fortale&lt;/big&gt; ===

Jødedommens ældste historie har hidtil været indhyllet i mørke. Traditionen hviler på ''Tanakh'' eller Gamle Testamente, men dette synes først at have fundet sin endelige form i det 2. århundrede f.Kr. i det hasmunitiske kongerige. Hvor meget, traditionerne har ændret sig før denne tid, er et åbent spørgsmål.

Foruden Gamle Testamente er de vigtigste kilder til belysning af spørgsmålet især arkæologiske fund, men også her er der store problemer med troværdigheden. Flere kilders oprindelse er omstridte og dermed bliver deres udsagnsværdi også tvivlsom.

Det er først i den seneste menneskealder, at der tegner sig et mere klart billede af den omskiftelige historie, men hidtil har mig bekendt ingen forsøgt at gøre denne viden tilgængelig på dansk. Jeg har derfor efter fattig evne forsøgt at skildre denne på grundlag af tilgængeligt materiale. Jeg har desuden tilføjet notehenvisninger til de skriftlige kilder, som jeg anvendt.

Når man forsøger at skildre kendt historie således som tilfældet er med Gamle Testamente, stilles man over for to problemer: dels må man forsøge at sætte denne fremstilling i forhold til det billede, som andre kilder tegner, dels må man forsøge at forstå den forvandling og forvanskning af oprindelige kilder, som fremstillingen i Gamle Testamente nu afspejler.

Den foreliggende undersøgelse falder i to hoveddele, dels en undersøgelse af jødernes faktiske historie således som den lader sig fastslå baseret på grundlag af arkæologiske og historiske kilder, herunder spørgsmålet om jødernes religion, dels en kildekritisk analyse af ''Tanakh'' eller Gamle Testamente. Afslutningsvis vil der blive foretaget en vurdering af hvilken indflydelse, ''Tanakh'' har haft på jødernes selvforståelse og Gamle Testamente har på kristen selvforståelse.

Der kan være grund til at understrege, at stort set alt i denne undersøgelse alene skyldes yderst kompetente forskeres virke, og jeg har efter evne forsøgt at henvise til denne forskning. Litteraturen herom findes i den afsluttende litteraturliste. Desuden har jeg inddraget andre inspirationskilder, hvor jeg finder dem relevante og troværdige. Derimod er fortolkningen af disse ulige arbejder min egen, og de oprindelige forskere kan og bør derfor ikke drages til ansvar for denne fortolkning.  

På dette sted kan der være grund til at forudskikke enkelte kendsgerninger: selvidentiteten &quot;jøde&quot; synes først at blive skabt i 2. århundrede f.Kr. efter hasmunitternes oprør og etableringen af kongeriget baseret på religiøse regler. Der findes ingen ældre beviser på, at jøderne inden da havde fulgt moseloven, og først på dette tidspunkt optræder ''Tanakh'', de ældste synagoger samt mønter uden billede. Det bør desuden bemærkes, at der ingen omtale findes af sabbaten i Gamle Testamente.

Efter den babylonske magtovertagelse i 586 f.Kr. optræder ''al Yahuda'' som en by i Babylon, stednavnet Israel optræder første gang på en mønt dateret år 66 e.Kr. og i forbindelse med jødernes oprør mod romerne.

Om bogens titel skal jeg blot bemærke, at jeg har valgt ordet &quot;jødedom&quot;, fordi det betegner jødisk religion og kultur på samme tid.

Sven Halfdan Nielsen&lt;/br&gt;
Pärnu, den 5. maj 2026

=== &lt;big&gt;Indledning&lt;/big&gt; ===

Al historisk og litterær forskning må hvile på kildekritiske undersøgelser. Dette betyder, at arkæologiske og sproglige kilder kritisk må vurderes med henblik på deres oprindelsessituation, eventuelle tendens, forholden sig til de omtalte begivenheder og for sproglige kilder tillige deres formål (som udmærket kan være mangesidigt). Kilderne må stilles i forhold til, hvad der ellers vides om tiden, og de må forsøges tolket således, at de er bedst i overensstemmelse med denne viden, og at de ikke modsiger denne viden. Hvis det sidste er tilfældet, må man spørge, om fortolkningen er rigtig, eller om den hidtidige &quot;viden&quot; må revideres.

Lige siden afslutningen af 2. verdenskrig og især i det 21. århundrede har beskyldninger om &quot;anti-semitisme&quot; fået et kraftigt opsving. Der kan derfor være grund til at gøre nogle bemærkninger om min opfattelse af dette begreb og dets anvendelse.

For mig består udtrykket &quot;anti-semitisme&quot; af to dele: &quot;anti&quot; betyder imod, og &quot;semitisme&quot; betegner en politisk, nationalistisk ideologi. Dette indebærer, at jeg skelner mellem jøder som kulturel folkegruppe på den ene side og en semitisk ideologi på den anden.

Jeg har intet imod folk, som identificerer sig selv som jøder i religiøs og kulturel henseende så længe, at dette ikke berører deres forhold til andre folkegrupper. For mig er &quot;jøde&quot; altså en betegnelse, der i princippet ikke adskiller sig fra dansker, tysker, armener, kurder, japaner eller en hvilken som helst anden national folkegruppe.

Anderledes forholder det sig med begrebet &quot;semitisme&quot;. Her er der i mine øjne tale om en totalitær og intolerant national ideologi, som tåler sammenligning med fx. fascismen i Italien og nazismen i Tyskland. Der er med andre ord tale om en ekskluderende ideologi, som på samme tid legitimerer en bestemt handlemåde over for andre befolkningsgrupper. Dette kan der senere være grund til at vende tilbage til, når vi har gjort os selve grundlaget for denne tankegang klart.

Lad mig sige det straks: det er ikke &quot;anti-semitisk&quot; at anlægge en anden betragtningsmåde en den, som såkaldte &quot;semitter&quot; selv anlægger - med mindre at man tilføjer, at sådanne semitter har et snævert syn og en snæver fortolkningsramme båret af egne fordomme. I denne henseende minder semitter og muhammedanere om hinanden. Begge promoverer en bestemt fortolkning, og begge benægter retten til at inddrage andre kilder eller til at anlægge en anden og bedre forståelse.

For mig skræmmer udsigten til at blive tillagt smædeord mig ikke. Afgørende for mig er objektivt at se på alle fastslåede kendsgerninger og så nå frem til den forståelse, som er mest og bedst i overensstemmelse hermed. Hvis andre har problemer hermed, er det deres problem, ikke mit. De ønsker at forsvare en myte, men for mig er det de historiske kendsgerninger bag myten, som er det vigtigste. Myter er overtro og vantro. Men som Hans Christian Ørsted har sagt det, vil videnskaben overvinde overtroen og vantroen&lt;ref&gt;Ørsted (1978), s. 106&lt;/ref&gt;, og således må det være.

Det gælder her som i tilfældet med muhammedanismen&lt;ref&gt;se ''Muhammedanismen i kildekritisk belysning''&lt;/ref&gt;, at modstanden og modviljen imod at blive konfronteret med nye kendsgerninger dybest set blot viser hvor usikre, forsvarere af den herskende ideologi i virkeligheden er. Hvis de var sikre i deres overbevisning, ville de velkomme enhver udfordring, idet de vil kunne tage den op og sagligt imødegå den. Men således forholder det sig ikke, tværtimod. 

Det bør tilføjes, at forskningsfeltet er inde i en rivende udvikling i disse år. Det kan derfor ikke udelukkes, at forskningen om føje år vil give et andet, mere omfattende men måske også revideret billede i forhold til nu, og således må det være. Det er den eneste måde, at vor viden kan forøges og forbedres på. Og skulle denne bog medvirke til at fremme en sådan forskning, har den opfyldt sit formål.

=== &lt;big&gt;Jødedommens ældste historie&lt;/big&gt; ===

Formålet med det følgende er at skildre jødedommens ældste historie. Hovedvægten vil blive lagt på de arkæologiske vidnesbyrd. Bibelen vil imidlertid blive inddraget, hvis og når den kan belyse historiske kendsgerninger. En række emner vil blive underkastet en særskilt behandling.

=== Den kana'næiske oprindelse ===

I det 2. århundrede f.Kr. var Kana'an beboet af stammer med hver deres skytsguddom. Disse guddomme hørte til den kana'anæiske gudeverden og omfattede blandt andre El, Ba'al og Jahve. Over tid begyndte jøderne imidlertid at skille sig ud og hævde, at de ikke stammede fra kana'anæerne, skønt både sproglige og religiøse træk fra tiden 1200-1000 f.Kr. tyder på, at de udviklede sig fra en kana'anæisk fælles kultur i den grad, at det ofte er svært at skelne imellem dem.&lt;ref&gt;Dinkgreve (2021), kap. 8&lt;/ref&gt;

Hvornår, denne udskillelsesproces er fundet sted, vides ikke, men det må være sket omkring 1207 f.Kr., idet kana'anæerne og israelitterne på en stele rejst af farao Merneptah dateret til dette tidspunkt udtrykkeligt er nævnt som to uens folkegrupper:&lt;/br&gt;
- &quot;Kana'en er udplyndret,&lt;/br&gt;
- Israel er lagt øde.&quot;&lt;/br&gt; 
Det er værd at bemærke, at de hieroglyffer, som angiver navnet Kana'an, viser, at der er tale om et land, mens de, som angiver Israel, viser, at der er tale om et folk.&lt;ref&gt;Dinkgreve (2021), kap. 8&lt;/ref&gt; Det er også den eneste kilde fraset Gamle Testamente som nævner et folk kaldet Israel på denne tid.&lt;ref&gt;Novacek (2011), s. 66&lt;/ref&gt;

Den oprindelige gud for Israel synes at have været ''El''. Navnet &quot;Isra-el&quot; betyder &quot;Els styre&quot;.&lt;ref&gt;Dinkgreve (2021), kap. 8&lt;/ref&gt;

Kildekritiske undersøgelser af Mosebøgerne viser at disse er skrevet af flere forskellige forfattere, hvoraf to af forskerne kaldes P og E. Begge disse forfattere kalder Gud for ''El'' indtil, at Gud angiveligt selv kalder sig ''Jahve'' over for Moses: &quot;Jeg er Jahve. Jeg viste mig for Abraham og Isak og Jakob som ''El-Shaddai'', men mit navn er ''Jahve''. Jeg gjorde ikke det bekendt for dem&quot;.&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 72&lt;/ref&gt;

Det bør tilføjes, at i ''Genesis'' forekommer 17 tilfælde af associationer med ''El'' (fx. Bethel) men ikke een eneste med ''Jahve''. Der er desuden eet tilfælde med henvisning til ''Ba'al'', nemlig Ashbel, Benjamins søn

=== Ugarit ===

I 1928 fandt en bonde i Ras Shamra ved Middelhavskysten (nu i Syrien) et omkring 3.000 år gammelt gravkammer. En udgravning det følgende år viste, at det dækkede over dels en større gravplads, dels en forhistorisk by: Ugarit, en vigtig handelsby fra omkring 1450 f.Kr. til 1192 f.Kr., idet byen blev brændt af og blev opgivet antagelig mellem 1190 f.Kr. og 1185 f.Kr. Blandt de mange fund var et stort antal lertavler og mange af dem med religiøse tekster: mytologiske vers, hymner til guder, lister over præsternes ofringer. Den ledende guddom i Ugarit hed ''El''. ''El'' var gudernes fader, skaber af alle levende væsener, den evige konge. Han blev beskrevet som en ældre skægget mand, som sad på en trone med en krone med tyrehorn. Hans hustru hed ''Ashera''&lt;ref&gt;Dinkgreve (2021), kap. 8&lt;/ref&gt;, hun var moder til 70 guder ifølge teksterne. Blandt sønnerne var stormguden ''Baal'', havguden ''Jam'', dødsguden ''Mott'' og krigergudinden ''Anat''. Tilsammen blev de kaldt ''Ilham'', det vil sige børn af ''El''.

I Bibelens skildring af skabelsen optræder ordet ''Elohim'', på hæbraisk et ord for guddom, hvilket er umiddelbart sammenligneligt med ordet i Ugarit, men ordet er flertal, ikke ental. Og flere af beretningerne i Gamle Testamente bruger netop (men ikke alene) dette ord om Gud: ''El Shaddai'' (Gud den Almægtige), ''El Elyon'' (Gud den Højeste)&lt;ref&gt;Novacek (2011), s. 41&lt;/ref&gt;, ''El Olam'' (den evige Gud), ''El Bethel'' (Bethels Gud). Det er det samme navn som den øverste gud i kana'anæernes gudeverden.

Af disse kendsgerninger tør drages to slutninger. Den ene er, at Gud i den hebraiske forståelse ikke i starten var fuldstændig og enerådende men i stedet udviklede sig over tid, langsomt ved en proces, der bedst kan beskrives som konvergens: flere guder smeltede sammen i een guddom.

Den anden slutning, man tør drage, er den, at israelitterne udviklede sig som folk fra kana'anæerne. Deres første gud var kana'anæernes gud ''El''. For de folk, som levede i bjergene i Kana'an omkring 1100 f.Kr. var der ikke nogen markant forskel imellem deres egen religion og de omgivende folkeslags religion: de dyrkede den samme fadergud og modergudinde. Dette har været anerkendt af arkæologer siden omkring 1970 baseret på fundne lertavler, indskrevne navne på lerkar, fund af husguder og af husaltre.

=== Jahve ===

Nu er det velkendt, at jøderne har et andet navn på deres gud: ''Jahve''. Hvor stammer dette navn fra? Hvor og hvornår overtog han de egenskaber, som tidligere blev tillagt El? For at svare på disse spørgsmål, må vi inddrage tre nye kilder.

På en to tusinde år gammel læderklud fundet i en hule findes en tekst med følgende indhold: da den højeste gud gav nationerne deres arv, da han delte menneskeheden, fastlagde han deres indbyrdes grænser i henhold til antallet af gudesønner. Denne tekst fra Femte Mosebog 32:8&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 237&lt;/ref&gt; var identisk med den tekst, som jøderne kopierede i århundrede før Kristi fødsel. Den findes i den græske version af Gamle Testamente fra 3. og 2. århundrede f.Kr. Jøderne ændrede siden teksten fra &quot;gudesønner&quot; til &quot;Israels sønner&quot;.

Tages teksten for pålydende, har den højeste gud inddelt menneskene i nationer og givet hver nation en søn som guddommelig leder. I det følgende vers fortælles hvilken søn, der blev tildelt hvilken nation, og det oplyses, at Jahve fik tildelt Jacobs stamme eller Israel.

Det må her bemærkes, at Jahve her tydeligt er en mindre, en underordnet gud i forhold til den højeste gud. Bibelforskere som Mark Smith og Frank Moore Cross fra Harvard mener, at det er her, at Jahve gøres til guddom for Jacobs stamme. Teksten i Kumran (bedre kendt som Dødehavsrullerne) bevarede den oprindelige tekst, men den blev i middelalderen tilsyneladende tilpasset.

I ''Salmernes Bog'' salme 82 findes følgende:&lt;/br&gt;
&quot;Gud træder frem i gudeforsamlingen,&lt;/br&gt;
blandt guderne holder han dom:&lt;/br&gt;
Hvor længe vil I dømme uretfærdigt&lt;/br&gt;
og tage parti for de ugudelige? Sela&lt;/br&gt;
Skaf de svage og faderløse deres ret,&lt;/br&gt;
frikend de hjælpeløse og arme,&lt;/br&gt;
udfri de svage og fattige,&lt;/br&gt;
red dem fra de ugudeliges magt!

De forstår og fatter intet,&lt;/br&gt;
de vandrer i mørke,&lt;/br&gt;
jordens grundvolde rokkes.&lt;/br&gt;
Jeg har sagt: I er guder,&lt;/br&gt;
I er alle sønner af den Højeste.&lt;/br&gt;
Dog skal I dø som mennesker,&lt;/br&gt;
og I skal falde som en af stormændene.

Rejs dig, Gud, hold dom over jorden,&lt;/br&gt;
for du har alle folkene som ejendom.&quot;&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 693&lt;/ref&gt;

Denne salme indeholder altså mindet om en gudeforsamling, som også afspejles i den langt ældre tekst. Ordet &quot;guderne&quot; i den originale tekst er ''Elohim'', i flertal. Det viser, at der var en tid i jødernes historie, hvor flerguderi øjensynligt var en almen forståelse. Og en af disse gudesønner var åbenbart Jahve.

Et lignende minde findes i Første Mosebog kapitel 6, der begynder således:

&quot;Da menneskene begyndte at blive talrige på jorden og fik døtre, så gudesønnerne, at menneskedøtrene var smukke. Blandt dem tog de sig alle de koner, de havde lyst til. Da sagde Herren: &quot;Min livsånde skal ikke forblive i mennesket for evigt. De er dødelige, deres levetid skal være 120 år&quot;.&lt;/br&gt;
Dengang gudesønnerne gik ind til menneskedøtrene og fik børn med dem - men også siden hen - var der faldne på jorden. Det er heltene, navnkundige mænd fra ældgamle dage.&quot;&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 12. Den danske oversættelse har &quot;kæmper&quot; i stedet for &quot;faldne&quot; men det originale ord er ''nefilim'' med netop denne betydning&lt;/ref&gt; 

Endnu en kilde, som bør nævnes, er et tempel nu beliggende i Sudan på Nilens vestre bred. Det blev opført af farao Aman Hototeep III (bedstefader til Tutankhamon), som regerede Egypten fra ca. 1390 f.Kr. til 1352 f.Kr., og var tilegnet guden Amon Ra. På en af søjlerne i dette tempel, der omtaler underkuede folkeslag, optræder &quot;Tashasu YHWH&quot;. Nationen ''Shassu'' var et semitisk folkeslag, nomader, kvæghyrder, der strejfede om i ørkenen ved den sydlige grænse for Kana'an. Betegnende nok identificeres de ikke ved deres landområde men derimod ved deres guddom, ''Jahve'', omtrent 200 år før at israelitterne ellers optræder i historiske tekster ifølge gængs fortolkning.

Egyptologen Donald Redford slutter heraf, at ''Jahve'' oprindeligt var en edomitisk eller midianistisk gud i de sydlige ørkenområder, som blev dyrket i områder, som den hebraiske bibel selv udpeger som stedet for jødernes oprindelse, som stedet hvor Moses hørte Gud tale fra en brændende busk, og i ''Dommerbogen'' findes blandt andet &quot;Deboras sejrssang&quot;, som dateres til 12. århundrede f.Kr.&lt;ref&gt;Dinkgreve (2021), kap. 8&lt;/ref&gt;, med følgende linjer:

Herre, da du drog ud fra Se'ir,&lt;/br&gt;
da du skred frem fra Edoms land,&lt;/br&gt;
skælvede jorden, himlen dryppede af regn,&lt;/br&gt;
ja, skyerne dryppede af vand.&lt;/br&gt;
Bjergene rystede foran Herren,&lt;/br&gt;
Sinajs Herre,&lt;/br&gt;
foran Herren, Israels Gud.&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 276&lt;/ref&gt;

Edom lå i den nordøstlige del af Sinaj-ørknen, sydøst for Det Døde Hav. Men der er mere. Jahve introduceres af Moses efter, at Jetro, Moses svigerfader, sammen med sine sønner havde sluttet sig til jøderne.&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 87&lt;/ref&gt; Ifølge Anden Mosebog kapitel 3:1 var Jetro præst i Midjan.&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 68&lt;/ref&gt; Det må rejse spørgsmålet, om det er fra ham, at Moses har overtaget sin guddom Jahve. Men ifølge Dommerbogen kapitel 1:16 var Jetro kenit: &quot;Efterkommere af den kenit, der var Moses' svigerfar, drog sammen med judæerne op fra Palmebyen til Judas ørken i Arads sydland og bosatte sig hos befolkningen dér.&quot;&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 271&lt;/ref&gt; Kenitterne var Kains efterkommere. I Første Mosebog kapitel 4:17-22 læser vi: &quot;Kain lå med sin kone, og hun blev gravid og fødte Enok. Så byggede han en by og gav den navn efter sin søn Enok. Enok fik sønnen Irad, Irad fik Mehujael, Mehujael fik Metushael, og Metushael fik Lemek. Lemek tog sig to koner, den ene hed Ada, den anden Silla. Han blev stamfader til dem, der bor i telte og holder kvæg. Også Silla fødte en søn, Tubal-Kain, stamfader til smedene, alle dem, der forarbejder kobber og jern.&quot;&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 11&lt;/ref&gt; 

Vi ved, at i andre kulturer som egyptisk, græsk og romersk er smedekunsten forbundet med vulkaner: i romersk mytologi hed smedeguden ligefrem ''Vulkan''. Læg dertil profetien i Esajas' Bog kapitel 31:9, der nævner &quot;Herren, som har sit bål på Zion og sin ovn i Jerusalem&quot;.&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 874&lt;/ref&gt; Og for at fuldende billede findes i Anden Mosebog kapitel 19:18-19 følgende beskrivelse af bjerget: &quot;Hele Sinajs bjerg var hyllet i røg, fordi Herren var steget ned på det i ild og røgen steg til vejrs som røgen fra en smelteovn. Hele bjerget skælvede af stor rædsel, og hornklangen blev kraftigere og kraftigere.&quot;&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 88&lt;/ref&gt; Det kunne være en beskrivelse af en aktiv vulkan. Disse sammenfald kan næppe være tilfældige. Er der tale om, at Jahve oprindelig var en smedegud forbundet med vulkanisme, og at han er overtaget af Moses (hvis han er en historisk person) fra sin svigerfaders kultur? I så fald viser det, at der findes en jødisk religiøs forhistorie, som man siden har forsøgt at fortrænge.

Af det foregående tør vi antage, at ''Jahve'' ikke begyndte i Israel. Han begyndte som en &quot;skytsguddom&quot; blandt nomadiske stammer uden en konge, uden templer og uden et skriftsprog. På et eller andet tidspunkt, måske som følge af handel eller af en edomitisk udvandring nordpå, kom denne gud til kana'anæerne, og der mødte han en anden guddom: den gamle gud ''El''. Hvad, der siden fulgte, var konvergens: før dannelsen af et kongerige, før opførelsen af det første tempel, blev ''El'' &quot;opslugt&quot; af ''Jahve''. Derved fik den nye fusionerede guddom begge navne i Gamle Testamente.

=== Ashera ===

Men denne gud stod ikke alene, han havde en kvindelig partner, en gudinde: ''Ashera''. Ashera optræder i kana'anæernes hjem som gudindestatuette, hendes navn findes på forrådskar og i gravskrifter. I tekster fra 8. århundrede f.Kr. bliver hun påkaldt ved siden af Jahve som om de hørte sammen og var ligestillede.

Vi ved nu, at hun i århundreder var blevet dyrket af jøderne som gudinde. Hun kunne gå på vandet, hendes tilnavn var ''Kudu'', den hellige. Hun findes gengivet på et egyptisk kunstværk fra samme tid stående på ryggen af en løve og med en slange i hver hånd. Kort sagt var hun en af de store modergudinder i Mellemøsten.

I to bygninger daterede til tiden 801-770 f.Kr. i det nordøstlige Sinai ved bjerget Contilit Azud fandt arkæologer i 1975 store forrådskar med en tekst skrevet på tidlig hebraisk: &quot;Jeg velsigner dig ved Jahve af Samaria og hans Ashera&quot;&lt;ref&gt;Novacek (2011), s. 92&lt;/ref&gt; og &quot;Jeg velsigner dig ved Jahve af Teman og hans Ashera&quot;. Her står israelitternes mandlige guddom sammen med kana'anæernes gudinde. Teman var den egn i ørkenen, hvor ifølge Habakuks Bog kapitel 3:3 Jahve havde sin oprindelse:&lt;/br&gt;
&quot;Gud kommer fra Teman,&lt;/br&gt;
den Hellige fra Parans bjerge&quot;.&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 1187&lt;/ref&gt;

I Hebron blev tilsvarende fundet en gravskrift dateret til midten af 8. århundrede f.Kr.: &quot;Velsignet være Uryyaho ved Jahve for fra hans fjender ved Ashera har han frelst ham&quot;.

Desuden har man fundet over tusind små gudindestatuetter, heraf 400 alene i Jerusalem, der ifølge Raz Kletter utvivlsomt forestiller Ashera skildret med krop som en cylinder med to markerede bryster og hænder, der tilbyder dem, samt et smilende ansigt. De dateres alle til 8. og 7. århundrede f.Kr. og de blev alle fundet i private hjem, ikke i templer. De viser, at dyrkelsen fandt sted under det delte kongerige som noget alment udbredt, ikke som noget særegent for de få.

Som supplement til en forståelse kan man gå til Gamle Testamente, hvor der er bevaret flere passager, hvori Ashera-dyrkelsen omtales. Den følgende oversigt gør ikke krav på fuldstændighed.

I Første Kongebog kapitel 14 læser vi: &quot;Salomos søn Rehabeam blev konge i Juda. .. Rehabeam var enogfyrre år, da han blev konge, og han regerede sytten år i Jerusalem, den by Herren havde udvalgt af alle Israels stammer til at sætte sit navn på. Hans mor hed Na'ama og var fra Ammon.
Judæerne gjorde, hvad der var ondt i Herrens øjne, og med de synder, de begik, gjorde de ham mere vred, end deres fædre havde gjort. Også de byggede offerhøje og lavede stenstøtter og Ashera-pæle på alle høje bakker og under alle grønne træer; der var endog mandlige helligskøger i landet.&quot;&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 396&lt;/ref&gt;

I kapitel 15 læser vi: &quot;I Nebats søn kong Jeroboams attende regeringsår blev Abija konge over Juda. Han regerede tre år i Jerusalem. Hans mor hed Ma'aka og var datter af Absalom. Han fulgte alle de synder, som hans far havde begået før ham..&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 396&lt;/ref&gt;

I Israels konge Jeroboams tyvende regeringsår blev Asa konge over Juda. Han regerede enogfyrre år i Jerusalem. Hans mor hed Ma'aka og var datter af Absalom. Asa gjorde, hvad der var ret i Herrens øjne, lige som sin fader David. Han forviste de mandlige helligskøger fra landet og fjernede alle de møgguder, som hans forfædre havde lavet. Han fjernede også sin mor Ma'aka som kongemoder, fordi hun havde ladet fremstille en rædselsstøtte til Ashera. Asa huggede støtten om og brændte den i Kedrondalen. Offerhøjene forsvandt ikke..&quot;&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 396f&lt;/ref&gt;

I kapitel 16 læser vi: &quot;Omris søn Akab blev konge over Israel i Judas konge Asas otteogtredivte regeringsår, og Omris søn Akab regerede toogtyve år i Samaria over Israel. Omris søn Akab gjorde, hvad der var ondt i Herrens øjne, værre end nogen før ham. Da det ikke var nok for ham at følge Nebats søn Jeroboams synder, giftede han sig med sidoniernes konge Etba'als datter Jezabel, og han gav sig til at dyrke og tilbede Ba'al. Han rejste et alter for Ba'al i Ba'als tempel, som han havde bygget i Samaria. Akab lavede en Ashera-pæl, og Akab gjorde mere endnu, så han krænkede Herren, Israels Gud, mere end nogen af Israels konger, der havde været før ham.&quot;&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 399&lt;/ref&gt;

I Anden Kongebog kapitel 21 omtales kong Manassa. Om hans gerninger hedder det: &quot;Han gjorde, hvad der var ondt i Herrens øjne efter de afskyelige skikke hos de folkeslag, som Herren havde drevet bort foran israelitterne. Han genopbyggede de offehøje, som hans fader Hizkija havde ødelagt; han rejste altre for Ba'al, og han lavede en Ashera-pæl, sådan som Israels konge Akab havde gjort, og han tilbad hele himlens hær og dyrkede den. .. Og i de to forgårde til Herrens tempel byggede han altre for hele himlens hær. .. Og han opstillede Ashera-billedet, han havde lavet, i dette tempel, om hvilket Herren havde sagt til David og til hans søn Salomo: &quot;''På dette tempel og på Jerusalem, som jeg har udvalgt blandt alle Israels stammer, vil jeg sætte mit navn til evig tid; og jeg vil ikke mere jage Israel bort fra det land, som jeg gav deres fædre, når de blot omhyggeligt vil gøre alt det, jeg har befalet dem, og holde hele loven, som min tjener Moses gav dem.''&quot; Men de ville ikke høre, og Manassa forledte dem til at handle værre end de folkeslag, som Herren havde udryddet for israellitterne.&quot;&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 438f&lt;/ref&gt;

I Anden Kongebog kapitel 23 oplyses, at denne afgudsdyrkelse holdt sig til Josija stoppede den: &quot;Så befalede kongen ypperstepræsten Hilkija, andenpræsterne og dørvogterne at fjerne alle de ting, der var lavet til Ba'al og til Ashera og til hele himlens hær, fra Herrens tempel, og han brændte dem uden for Jerusalem .. Helligskøgernes rum i Herrens tempel, hvor kvinderne vævede klæder til Ashera, rev han ned. .. Også alteret i Betel, offerhøjen som Jeroboam, Nebats søn, havde opført, han som forledte Israel til synd, både dette alter og offerhøjen rev Josija ned, og han knuste stenene til støv og brændte Ashera-pælen.&quot;&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 441&lt;/ref&gt; 

Profeten Jeremis beklagede sig i Jeremias' Bog kapitel 7: &quot;Kan du ikke se, hvad de gør i Judas byer og Jerusalems gader? Børnene samler brænde, fædrene tænder ild og kvinderne ælter dej, så de kan lave offerkager til Himmeldronningen og udgyde drikofre for andre guder og krænke mig.&quot;&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 950&lt;/ref&gt; Han taler om ''Ishtar'', Mesopotamiens version af Ashera, mens hun blev adopteret som ''Afrodite'' i Grækenland og blev kaldt ''Astarte'' af kana'anæerne og senere af fønikerne.&lt;ref&gt;Novacek (2011), s. 38&lt;/ref&gt;

Der kan således ikke være tvivl om, at Ashera-dyrkelsen var udbredt blandt jøderne i flere århundreder, snart officielt snart uofficielt. Manassa regerede fra 697 f.Kr. til 642 f.Kr. og Josija skal have stoppet Ashera-dyrkelsen omkring 622 f.Kr. Men uofficielt fortsatte dyrkelsen helt frem til babylonernes erobring af Jerusalem.

Det vigtigste i denne sammenhæng er, at denne afgudsdyrkelse, som det også fremgår af Gamle Testamente, fandt sted længe efter, at jøderne skulle være gået over til monoteisme.

=== Den centraliserede gudsdyrkelse ===

Men hvornår begyndte den monoteistiske gudsdyrkelse blandt jøderne? Meget tyder på, at det var en udvikling i to trin: først skete der en centralisering af gudsdyrkelsen, og langt senere en overgang til monoteisme.

Første kilde til denne udvikling findes i Moseloven. Her hedder det: &quot;Du må ikke lave dig noget gudebillede i form af noget som helst oppe i himlen eller nede på jorden eller i vandet under jorden. Du må ikke tilbede dem og dyrke dem, for jeg, Herren din Gud, er en misundelig Gud.&quot;&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 89. I oversættelsen til dansk bruges ordet &quot;lidenskabelig&quot; i stedet for &quot;misundelig&quot;&lt;/ref&gt; Det siges ikke, at der ikke findes andre guder, kun at jøderne ikke længere måtte dyrke dem.

Næste kilde findes i Anden Kongebog om kong Josija, som regerede 640-609 f.Kr. Her hedder det: &quot;Og statsskriveren Shafan fortalte kongen, at præsten Hilkija havde givet ham en bog, og Shafan læste den op for kongen.&quot;&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 440&lt;/ref&gt; Forskere mener, at den bog, der her er tale om, sandsynligvis var Femte Mosebog.

Femte Mosebog adskiller sig tydeligt fra de foregående fire Mosebøger, så meget at man mener, at den har sin egen forfatter (eller egne forfattere), der af forskerne kaldes D. Denne forfatter D genkendes også i en række andre tekster i Gamle Testamente: Joshua-bogen, Første og Anden Dommerbog, Samuels Bog samt Første og Anden Kongebog. Det menes, at alle disse bøger er forfattede af samme person eller personkreds.&lt;ref&gt;Dinkgreve (2021), kap. 8&lt;/ref&gt;

Anden Kongebog fortæller om kong Josiah, at han centraliserede gudsdyrkelsen og forbød stedlige altre: &quot;Han hentede alle præsterne fra Judas byer, og offerhøjene lige fra Geba til Be'ersheba, hvor de havde tændt offerild, gjorde han urene, og portofferhøjene, som lå ved kommandantensen Josvas port til venstre, når man går ind ad byporten, rev han ned.&quot;&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 441&lt;/ref&gt; Som det siges: &quot;Der havde ikke tidligere været nogen konge, der som han af hele sit hjerte og af hele sin sjæl og af hele sin styrke vendte om til Herren, helt efter Moses' lov og efter ham kom der ingen som han.&quot;&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 442&lt;/ref&gt; Tydeligvis var der tale om at samle al religiøs magt på et sted og under kongens kontrol. Det var med andre ord en religiøs revolution.

For at retfærdiggøre denne revolution måtte man opfinde en spådom, der kunne retfærdiggøre den. Her træder nu to kilder ind. Den ene findes i Første Kongebog. Her omtales en gudsmand, som råber imod et alter: &quot;Alter, alter! Dette siger Herren: I Davids hus skal der fødes en søn ved navn Josija. På dig skal han slagte de offerhøjspræster, som tænder offerild på dig, og han skal brænde menneskeknogler på dig.&quot;&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 393&lt;/ref&gt;

Den anden er Femte Mosebog: allerede i første sætning gives indtrykket af, at denne bog er Moses' sidste ord inden sin død&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 200&lt;/ref&gt;, og her formuleres en &quot;ny moselov&quot; begyndende således:

&quot;Dette er de love og retsregler, som I omhyggeligt skal følge i det land, Herren, dine fædres Gud, har givet dig i eje, så længe i lever på jorden. I skal ødelægge alle de steder, hvor de folk, I fordriver, har dyrket deres guder, på de høje bjerge, på bakkerne og under alle grønne træer. I skal rive deres altre ned og knuse deres stenstøtter, deres Ashera-pæle skal I brænde, og deres gudebilleder skal I hugge om; I skal udslette deres navn fra de steder. For på den måde må I ikke dyrke Herren jeres Gud. Nej, I skal søge til de sted, Herren jeres Gud udvælger blandt alle jeres stammer til at sætte navn på, så det kan bo der. Dér skal du komme, og derhen skal I bringe jeres brændofre og slagtofre, jeres tiender og afgifter, jeres løfteofre og frivilligofre og det førstefødte af jeres køer og får.&quot;&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 214&lt;/ref&gt;

Men trods dette forsøg på at legitimere centraliseringen af gudsdyrkelsen holdt det ikke længe. Snart begyndte folk atter deres decentrale gudsdyrkelse, og som vi tidligere har set, opgav de aldrig deres Ashera-dyrkelse.

=== Jøderne i Kana'an ===

Vi har fulgt jødernes religiøse udvikling, men hvordan forholder det sig med områdets politiske udvikling? Det er en broget historie, hvor Gamle Testamente trods påviselige fejl alligevel kan give nyttige oplysninger.

Meget taler for, at det var ankomsten af &quot;havfolket&quot; (engelsk: ''Sea People'') omkring 1178 f.Kr. som udløste en ny politisk udvikling. Frem til sammenbruddet havde området været præget af kana'anæiske kongefamilier, som styrede mindre områder fra deres centralt beliggende byer. Hidtil havde områder i nord været under hittitisk overherredømme og området i syd som helhed været under egyptisk kontrol, men nu svækkedes denne kontrol&lt;ref&gt;Porter (2016), s. 384&lt;/ref&gt;, og det indebar, at der blev mulighed for indbyrdes stammekrige i området. Det betød også, at folk udefra nu kunne blande sig med held i de stedlige stammekrige. Det er muligt, at jødernes erobringer netop hører hjemme i denne sammenhæng. Til trods for, at Gamle Testamente fremstiller disse kampe som religionskrige mellem folkeslag med polyteisme og jøderne med deres påståede monoteisme, er der intet, som tyder på, at dette er korrekt.

Snarere må vi se disse kampe som sket mellem et imperialistisk erobrerfolk og stedlige bofaste stammer. At der også var religiøse forskelle imellem dem, understregede blot krigenes stammemæssige karakter. Mens filistrene bosatte sig ved kysten, flyttede israelitterne ind fra øst og bosatte sig overvejende i højlandet, hvor de over tid tilegnede sig megen af den stedlige kultur, samtidig med at deres frænder, aramæerne, slog sig ned mod nordøst i Syrien. Hebræerne fik i denne besættelse støtte fra beslægtede og ligesindede nomadiske stammer og semitiske folkeslag. Alliancen var mulig, fordi de alle dyrkede Jahve.&lt;ref&gt;Novacek (2011), s. 66&lt;/ref&gt; Denne fælles kult var længe den eneste institution, som bandt folket sammen, og det kunne ikke forhindre, at der jævnligt opstod konflikter mellem dem.

Der kan på dette sted være grund til at gøre op med myten om Jerikos erobring. Ifølge den bibelske tradition skete erobringen ved, at de omgivende bymure styrtede sammen.&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 248f&lt;/ref&gt; Problemet er, at det arkæologisk kan påvises, at der ingen bymure var!&lt;ref&gt;Novacek (2011), s. 66&lt;/ref&gt; Forklaringen er, at Kana'an indtil da havde været underlagt Egypten, hvis overherredømme var blevet afgjort efter slaget ved Megiddo i 1479 f.Kr. Efter erobringen beholdt eliten i de kana'anæiske familier deres styrende rolle, når blot de var loyale i forhold til den egyptiske farao, men de måtte acceptere, at de ikke måtte befæste deres byer, (hvilket gav dem problemer blandt andet, da Megiddo blev angrebet af Lab'ayu fra det nærliggende Shechem).&lt;ref&gt;Novacek (2011), s. 25&lt;/ref&gt; Det må rejse spørgsmålet, om israelitterne overhovedet nogen sinde har erobret Kana'an, eller om de så at sige &quot;overtog&quot; havfolkets faktisk påviste erobringer og indskrev det i deres historie?

Overhovedet har det været praktisk talt umuligt at påvise israelitterne bosættelse i Levanten. Forskere har ment, at en række nye bosættelser i marginale områder i bjergegne kunne være deres bosættelser&lt;ref&gt;Porter (2016), s. 386&lt;/ref&gt;, men der kan lige så godt være tale om, at nogle kana'anæere fra lavlandet efter det handelsmæssige sammenbrud valgte at flytte ud og etablere sig med et nyt men mere holdbart selvforsynende landbrug&lt;ref&gt;Porter (2016), s. 388f&lt;/ref&gt;, hvor handel som helhed spillede en mindre rolle end tidligere og især var af regional snarere end international karakter.&lt;ref&gt;Porter (2016), s. 388&lt;/ref&gt; Ulige forsøg på at identificere bestemte former for genstande som værende israelitiske er strandet på, at de selv samme genstande også findes i områder uden israelsk bosættelse ifølge Gamle Testamente, de kan derfor ikke levere det ønskede bevis.&lt;ref&gt;Porter (2016), s. 387&lt;/ref&gt;

I den første tid efter israelitternes indvandring var tilstandene i Kana'an væsentlig som før. Det var langt fra lykkedes jøderne at udrydde hele den bosatte befolkning, så det endte med, at jøderne bosatte sig i egne bosættelser. De ulige folk og stammer levede i samfund hver for sig med byerne som centrum for de omgivende landsbyer. Hebræerne erobrede og ødelagde de mere civiliserede kana'anitter men overtog deres skriftsystem. De overtog også kana'anitternes byggeskik, men uden at hebræernes byggerier nåede samme høje stade som deres forgængere. Jerusalem var på denne tid et lille sted uden stor betydning og kunne ikke måle sig med andre byer i området.

Tør man tro Josvabogen kapitel 20, blev der oprettet særlige bebyggelser kaldet &quot;tilflugtsbyer&quot; for kriminelle, hvor disse kunne søge politisk asyl og unddrage sig retsforfølgelse for deres kriminelle gerninger: &quot;Herren talte til Josva og sagde: &quot;Sig til israelitterne, at de skal udpege de tilflugtsbyer, som jeg talte til jer om ved Moses, så en drabsmand, der uforsætligt og uforvarende slår nogen ihjel, kan flygte dertil; de skal være tilflugtssteder for jer mod blodhævneren. Når drabsmanden søger tilflugt i en af disse byer og stiller sig ved indgangen til byporten, skal han forelægge sin sag for de ældste i den by. De skal give ham adgang til byen og give ham et sted, hvor han kan bo hos dem. Når blodhævneren forfølger ham, må de ikke udlevere drabsmanden til ham; det var jo uforvarende, han slog sin næste ihjel, han havde ikke tidligere næret fjendskab mod ham. Han kan så blive boende i den by, indtil han stilles for menighedens domstol, eller indtil den ypperstepræst dør, som er der til dentid. Da kan drabsmanden vende tilbage til sin by og sit hus, den by, han er flygtet fra&quot;.&quot;&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 264&lt;/ref&gt; De var en ordning, som kunne beskytte enhver kriminel mod retsforfølgelse.

Og jødernes folkemord fortsatte. I Dommerbogen kapitel 1 læser vi: &quot;Så drog Juda op, og Herren gav kana'anæerne og perizzitterne i deres hånd, og de slog dem i Bezek og dræbte ti tusind mand. ..Judæerne angreb Jerusalem og indtog den. De huggede indbyggerne ned med sværd og stak ild på byen.&quot;&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 271&lt;/ref&gt; I de byer, som det ikke lykkedes jøderne at udrydde befolkningen, blev disse i stedet gjort til hoveriarbejdere.&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 272&lt;/ref&gt; Det kan næppe undre, at denne opførsel gav anledning til yderligere uro, og at nye kampe fulgte. Ved en lejlighed slog jøderne &quot;omkring ti tusind moabitter ihjel. .. Derefter havde landet ro i firs år&quot;.&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 274&lt;/ref&gt;

Efter Josvas erobringer fulgte dommertiden, hvor landet blev styret af de såkaldte dommere. Tør man tro Gamle Testamente førte det til, at filistre og ammonitter for en tid fik overtaget.&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 286&lt;/ref&gt; Også internt var der øjensynlig magtkampe, således forenedes de andre stemmer mod Benjamins stamme.&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 297ff&lt;/ref&gt;

Efterhånden blev lovløsheden for meget, og hebræerne etablerede et kongedømme i Palæstina. Denne institution kom som en nødvendig følge af både de interne lovløse tilstande og behovet for at organisere krigsførelsen mod andre folkegrupper. I vest udgjorde filistrene en stærkere modstand end kana'anitterne, fordi de havde udviklet jernsmedning. Mod nord boede fønikerne i Libanon, der var mest optaget af handel. Da kana'anitterne stadig blev mere undertrykte, skabte det grundlaget for etableringen af det hebræiske kongedømme omkring 1000 f.Kr. 

Først under dommeren Samuel opstår der blandt jøderne angiveligt krav om etableringen af et kongerige. Landets første konge hed Saul.&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 317&lt;/ref&gt; Han dateres til omkring 1000-tallet f.Kr. Tør vi tro Første Samuelsbog gennemførte han adskillige krige.&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 320&lt;/ref&gt; Kana'an var angiveligt forenet under ham og hans to efterfølgere, David og Salomo. Salomo beskrives i Gamle Testamente som en mægtig konge, der blandt andet opførte et gudstempel i Jerusalem, men arkæologiske undersøgelser har ikke kunnet bekræfte dette, og Salomo er påfaldende totalt fraværende i ikke-bibelske kilder. Det har fået mange historikere til at mene, at Salomo må have været en småkonge.&lt;ref&gt;Novacek (2011), s. 83&lt;/ref&gt; Også israelerne synes fraværende i arkæologiske fund fra denne tid, i stedet dominerer kypriotisk og fønikisk lertøj samt stedlige efterligninger af dette.&lt;ref&gt;Novacek (2011), s. 89, 93&lt;/ref&gt;

Da kong Salomo døde i 922 f.Kr. blev det hebræiske kongedømme delt i to: Kongeriget Israel og Kongeriget Juda. Det var kun Juda og Benjamins stammer, som accepterede Salomos søn Rehabeam som deres konge, og de oprettede dermed det sydlige kongerige Juda med Jerusalem som hovedstad. Mod nord gjorde de øvrige stammer Jeroboam til konge og oprettede kongeriget Israel med Sikem og senere Samaria som hovedstad. Vigtigst i denne sammenhæng er, at der intet stammesammenhold var, end ikke deres religion kunne holde sammen på dem, og som vi allerede har set, skete der jævnligt frafald fra denne, lige som israelitterne indgiftede sig i andre folkegrupper nok så meget som indbyrdes. Der var konstant magtkampe, hvilket afspejler det totale fravær af national solidaritet og enhed. Også udefra skete angreb. Anden Krønikebog er fuld af bereninger om disse krige.

Det bør for god skyld nævnes, at en basalt stele fra Dhiban omtaler, at kong Mesha fra det moabitiske kongerige overvandt Kongeriget Israel og udvidede sit rige, en begivenhed som menes afspejlet i Anden Kongebog kapitel 3.&lt;ref&gt;Porter (2016), s. 382&lt;/ref&gt;&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 412&lt;/ref&gt; 

Kongeriget Israel ophørte, da Assyrien erobrer hovedstaden Samaria 722 f.Kr. Herved mistede også de 10 nordlige israelske stammer deres betydning. Nogle af indbyggerne i Kongeriget Israel blev deporteret af assyrierne, men arkæologisk kan der ikke dokumenteres nogen befolkningsudskiftning eller nogen nedgang i befolkningstallet, og genetiske undersøgelser antyder også en kontinuitet i områdets befolkningssammensætning. Hovedparten af befolkningen synes således at være forblevet i området og samaritanerne menes at være de mest direkte efterkommere af befolkningen i Kongeriget Israel, hvilket også er i overenstemmelse med deres egen opfattelse. Nogle beboere fra Kongeriget Israel må antages at være flygtet til kongeriget Juda, hvilket kan forklare hvordan de nordlige stammers myter er blevet inkorporerede i den tekster i Gamle Testamente, som blev samlede i Kongeriget Juda.

=== Eksilet i Babylon ===

Der er næppe tvivl om, at hvis jøderne havde modstået angreb udefra, ville afgudsdyrkelsen have fortsat. Der ville fortsat have været private gudindestatuetter og private altre. Men een begivenhed ændrede jødernes historie og dermed verdenshistorien: babylonernes erobring i 586 f.Kr.

Forud gik en belejring, som varede to og et halvt år. Vilkårene under belejringen var forfærdelige: jøderne sultede, men vi ved fra samtidige beretninger, at de ikke holdt sig tilbage fra at spise deres egne børn. Da Nebukadnezer erobrede Jerusalem, blev Salomons tempel brændt ned til grunden. Kongepaladset blev brændt ned. Huse blev brændt ned. Forsvarsanlæggene omkring byen blev revet ned sten for sten. Kong Zedekiah, som havde forsøgt at flygte, blev fanget og ført frem for Nebukadnezer. Det sidste, han så, var, at han sønner blev slået ihjel. Så blev han gjort blind, og måtte i denne tilstand foretage vandringen til Babylon.

Hele den jødiske befolkning blev tvangsforflyttet til Babylon. Det skete i tre omgange. Da de forlod Jerusalem, måtte de uundgåeligt miste troen på deres guder, som havde svigtet dem.

Hvad, der skete under det babylonske fangenskab, var ekstraordinært: i stedet for at blive integrerede i deres nye omgivelser valgte de skriftkloge jøder den modsatte vej, nemlig at bevare og redigere deres historiske traditioner. Sigende optræder byen Al Yahuda i Babylon på denne tid. Jøderne samlede, hvad de havde bevaret om deres historie, og begyndte at nedskrive det. Undervejs blev traditionen omskrevet og tilpasset deres nye selvforståelse. Bibelforskere mener, at det var antagelig på denne tid, at traditionerne i ''Tanakh'' begyndte at få deres endelige form.

Og det var tilsyneladende også her, at jødernes tro fik den monoteistiske karakter, som siden skulle gøre sig gældende. Det er her, at profeten Ezekiel fortæller, at Gud gør ham opmærksom på den afgudsdyrkelse, som finder sted.&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 1048&lt;/ref&gt; Det er her, at Gud lover at straffe jøderne for denne afgudsdyrkelse.&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 1049&lt;/ref&gt; Det er her, at jødernes bortførelse bliver stillet i udsigt. Det er her, at grunden lægges til den fortolkning, at eksilet gøres nødvendigt for, at jøderne langt om længe kan vende sig mod den sande gudsdyrkelse.

Og det er her, at profeten Esajas formulerer sine propagandistiske og doktrinære anklager. Det er her, at Gud gøres til den, som lover jøderne håb om frihed igen. Og det er her, at Gud bliver enevældig.

To eksempler fra Esajas Bog kan belyse det: i vers 44 linje 6: &quot;Jeg er den første, og jeg er den sidste, der er ingen anden Gud end mig&quot;&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 895&lt;/ref&gt; og i vers 45 linje 5: &quot;Jeg er Herren, der er ingen anden, der er ingen anden Gud end mig&quot;.&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 897&lt;/ref&gt; Selv alt det gode og alt den onde har samme oprindelse:&lt;/br&gt;  
&quot;Jeg danner lys og skaber mørke,&lt;/br&gt; 
jeg frembringer fred og skaber ulykke,&lt;/br&gt; 
jeg, Herren frembringer alt dette.&quot;&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 897&lt;/ref&gt;&lt;/br&gt; 
For første gang optræder jøderne som et folk med kun een erklæret Gud.

Der kan næppe være tvivl om, at dette var følgen af en bestemt strategi: ikke at blive opslugt af imperiet. Over for de mange guddomme i Babylon sætter jøderne en enkelt gud som deres modstykke. Derved, og kun derved, kan de opretholde deres særegne identitet som folk. Hvis Jahve havde været een gud blandt mange andre, havde han tabt og havde ingen fremtid. Kun ved at gøre ham almægtig, ved at hævde at han havde brugt Nebukadnezar som et redskab i en guddommelig plan, kunne de opretholde deres identitet og deres håb om en fremtid. De gamle guder måtte udryddes eller bortforklares som fejltagelser, der kunne forklare jødernes ulykkelige skæbne. Og derfor blev den traditionelle historie omskrevet punkt for punkt for at kunne understøtte det nye narrativ.

Nået så langt tog de skriftkloge det næste skridt: de måtte opfinde og udvikle deres egen skabelsesberetning og deres egen beretning om en altomfattende oversvømmelse. Inspirationen hentede de hos babylonerne selv. De tog de velkendte babylonske beretninger men omskrev dem således, at de udgjorde en polemisk kontrast til den tro og de traditioner, som blev hyldet af deres omgivelser. Der vil være lejlighed til at se nærmere på disse ved en gennemgang af Gamle Testamente.

=== Jødernes tilbagevenden til Jerusalem ===

I 539 f.Kr. indtræder så afslutningen på jødernes tid i eksil. Dette år erobrer perserne Babylon, og Cyrus den Store erklærer straks efter en almen amnesti. Der efter giver han tilladelse til, at fordrevne folkeslag må vende tilbage til deres hjemegn og genoptage deres gudsdyrkelse.

Også jøderne vendte hjem. Ifølge Ezras Bog vendte i alt 42.360 jøder tilbage til Jerusalem foruden deres trælle og trælkvinder, i alt 7.337, samt 200 sangere og sangerinder, det vil sige i runde tal 50.000 personer.&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 510&lt;/ref&gt; Om dette tal er korrekt, vides ikke.

Det vigtige er, at da jøderne vendte tilbage til Jerusalem, var det med en ny, monoteistisk religion. Den var i store træk skabt under deres eksil, omskrevet og suppleret i forhold til tidligere. Den forenede folk og tro i en næsten uadskillelig helhed.

Der kan her være grund til at stille et vigtigt spørgsmål: betyder dette så, at jøderne vendte hjem med en fuldt udviklet fælles trosretning? Nej, intet taler for dette. Snarere må vi regne med, at det kun var en lille gruppe af teologiske skriftlærde, som havde taget del i den redigeringsproces, som var foregået i Babylon, og at det kun var dem, som havde det fulde kendskab til det nye narrativ om jødernes oprindelse, som de havde skabt. Dette indebærer, at det først er efter deres tilbagevenden, at de for alvor kan begynde at promovere og udbrede deres nye narrativ til jøderne og dermed skabe den identitetsforståelse, som de siden udviklede.

=== Persisk tid ===

Under det persiske herredømmes tid (538-332 f.Kr.) sad der persiske statholdere i landets ulige dele. Vi ved, at statholderen i Judæa 408 f.Kr. hed Bagohi, dels fra Josefos, dels fra papyrusfundene i Elefantine. At statholderen i Samaria var en samaritan, Sanballat, tyder på, at perserne ikke har blandet sig i Palæstinas forhold, når oprør ikke foranledigede dem til at gribe ind, som tilfældet var under Artaxerxes III (358-338 f.Kr.). Det var under persisk beskyttelse, at Nehemia og Ezra genoprettede den jødiske menighed i Jerusalem.

Vi ved sandt at sige ikke meget om den jødiske religionsdyrkelse på denne tid. Meget tyder på, at der skete en langsom spredning af den nydannede monoteistiske tro, sikkert som et politisk-nationalt redskab over for det persiske overherredømme. Men intet taler for, at denne endnu formelt var slået igennem.

Elephantine var en jødisk by i Egypten fra 400-tallet f.Kr. Den er interessant, fordi den kan vise træk ved og fravær af jødisk levevis på denne tid. Byen blev antagelig grundlagt i midten af 6. århundrede f.Kr. af folk, der var emigreret fra Syene-området i Palæstina.&lt;ref&gt;Barnea (2024), s. 1&lt;/ref&gt; Vi ved, at der eksisterede et særligt tempel for dyrkelsen af Jahve indtil 410 f.Kr., da det blev ødelagt. En jødisk befolkning nævnes sidste gang i kilderne i 399 f.Kr., hvad, der skete med den jødiske befolkning efter denne tid, er ukendt.&lt;ref&gt;Adler (2025), s. 39&lt;/ref&gt;

Historien om jødernes udvandring fra Egypten kendes ikke i denne by, hvilket tyder på, at denne tradition er yngre end 400-tallet. Ligeledes kendte befolkningen ikke til ''torah'', det vil sige jødisk lov, så også denne må være yngre end 400-tallet.

Endvidere dyrkede jøderne i denne by flere guder (jahvisme) i modsætning til senere tids monoteisme (judaisme). Således har vi flere kilder fra 400-tallet f.Kr., der vidner om zoroastracisme, herunder et ild-alter og et tempel.&lt;ref&gt;Barnea (2024), s. 3-7&lt;/ref&gt; En lignende jødisk polyteisme kendes fra andre byer.&lt;ref&gt;Adler (2025), s. 41-47&lt;/ref&gt; Men dette indebærer også, at jøderne stadig ikke på denne tid var monoteister til trods for de bestræbelser, som præsteskabet havde udført under eksilet i Babylon. I stedet tolkes situationen således, at den jødiske kult udviklede sig gravist over tid blandt andet inspireret af zoroastrisk kult indtil, at de fik den form som kendes fra den hebraiske bibel.&lt;ref&gt;Barnea (2024), s. 29&lt;/ref&gt; Hvis byen blev grundlagt af dem, som ikke endte i Babylon, kan dette forklare deres fastholden ved polyteisme og ukendskab til den monoteisme, som blev udviklet i Babylon.

Dermed adskiller kulten på denne tid blandt jøder sig markant fra den, som ses i hasmonæisk tid.&lt;ref&gt;Adler (2025), s. 48&lt;/ref&gt; Yonatan Adler ved Ariel University har kaldt denne kult og levevis &quot;proto-jødisk&quot; (''proto-Judaic'') og definerer den således: &quot;Et protojødisk kulturelt træk er således et særskilt element af den israelitiske og/eller jødiske livsstil, som med tiden blev lovgivet som en forskrift for regulering i en eller flere af Mosebøgernes tekster, og som i sidste ende blev optaget som en del af jødedommen.&quot;&lt;ref&gt;Adler (2024), s. 5&lt;/ref&gt; Et eksempel herpå er at spise svinekød. I to af Mosebøgerne (Tredie Mosebog kapitel 11:1-8&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 126f&lt;/ref&gt; og Femte Mosebog kapitel 14:3-8&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 216&lt;/ref&gt;) forbydes det jøder at spise svinekød, men arkæologiske fund fra tiden fra sen bronzealder (1300-1130 f.Kr.) frem til jernalder (586 f.Kr.) viser, at svin faktisk blev avlet til fortæring i strid med denne bestemmelse, skønt de er fraværende i nogle bopladser henregnet til kana'anære og fønikere i jernalderen uden, at det derfor med sikkerhed kan siges at være bevidste valg; økonomiske, økologiske og sociale forhold kan have spillet ind.&lt;ref&gt;Adler (2024), s. 13&lt;/ref&gt; Flere jødiske leveregler tilskrives således myter i Mosebøgerne, og det kan ikke afvises, at disse myter ''netop'' er blevet til for at kunne begrunde og legitimere disse leveregler.&lt;ref&gt;Adler (2024), s. 21&lt;/ref&gt; Det gælder blandt andet reglen om at omskære drengebørn.&lt;ref&gt;Adler (2024), s. 20f&lt;/ref&gt;

=== Hellenistisk tid ===

I den græske periode fra Alexander den Stores erobring i 332 f.Kr. til 167 f.Kr. blev Palæstina atter genstand for strid mellem Syrien, hvor seleukiderne herskede efter Alexanders død 323 f.Kr., og Ægypten, der beherskedes af ptolemæerne. Frem til 198 f.Kr. var overvejende Egypten, fra den tid, efter Antiochos IIIs sejr ved Paneas, syrerne Palæstinas herrer. Efter, at Babylon, Ninive og Shushan var gået til grunde, og Alexandria var blevet grundlagt, flyttede tyngdepunktet vest på, og Palæstina fik igen samme betydning som i 15. århundrede f.Kr. Under ptolemæerne regeredes Palæstina af guvernører (hegemon, epitropos), om hvis myndigheds udstrækning kun lidt vides. Skatteopkrævningen var overladt - ved licitation - til skatteforpagtere. I jødernes kreds fik synedriet og ypperstepræsten en vidtgående myndighed. Under seleukiderne stod Palæstina, der kaldtes Fønikien, sammen med Cølesyrien under en militærguvernør, og syrisk militær besatte landet. Skatten indkrævedes af seleukidiske embedsmænd. Fra 165 f.Kr., da Antiochos Epifanes forbød jødisk gudsdyrkelse, blev landet ramt af de makkabæiske kampe, der skulle bane vejen for det hasmonæiske dynasti.

Undersøgelser tyder på, at jøderne i almindelighed stadig ikke kendte til ''torah'', det vil sige jødisk lov, i begyndelsen af hellenistisk tid, og slet ikke at de respekterede og fulgte den.&lt;ref&gt;Adler (2025), s. 34&lt;/ref&gt; Således er der flere eksempler på, at judæere to ågerrenter af deres udlån.&lt;ref&gt;Adler (2025), s. 28&lt;/ref&gt; Der er også bevis på, at nogle judæere selv på denne tid dyrkede andre guder end Jahve.&lt;ref&gt;Adler (2025), s. 27&lt;/ref&gt; Og skønt ordet &quot;''sabbat''&quot; forekommer, lader det sig ikke fastslå, om dette havde samme betydning som senere eller blot henviste til en jødisk helligdag.&lt;ref&gt;Adler (2025), s. 28&lt;/ref&gt; Faktisk forekommer ordet &quot;''sabbat''&quot; ikke een eneste gang i Gamle Testamente. Omvendt er der ingen arkæologiske beviser på, at jøderne tog deres rituelle bade i bassiner, således som foreskrevet i ''torah'', og heller ikke at de iagttog særlige rituelle renselsesregler omkring deres mad.&lt;ref&gt;Adler (2025), s. 26&lt;/ref&gt;

Der har været peget på, at Aristeas i et brev oplyser, at Ptolemæus II Philadelphus (regerede 285-246 f.Kr.) tog 72 jøder fra Jerusalem til Alexandria for at få oversat en jødisk lov til græsk til sit bibliotek.&lt;ref&gt;Adler (2025), s. 31&lt;/ref&gt; ''Torah'' er ikke nævnt ved navn, så der er ingen beviser på, at det er den, som der henvises til, men selv om dette var tilfældet, kan dette ikke tages som udtryk for, at jøderne i almindelighed kendte og fulgte loven.&lt;ref&gt;Adler (2025), s. 32&lt;/ref&gt; Dette til trods for, at jøderne på  denne tid ellers nød udstrakt selvstyre både i Judæa og i andre områder.&lt;ref&gt;Adler (2025), s. 24&lt;/ref&gt; Dette har fået Yonatan Adler til at betegne jødisk kultur på denne tid som &quot;jahveisme&quot; (''Yahwism'') i modsætning til den &quot;judaisme&quot; (''Judaism''), der først fulgte senere og som fulgte ''torah''-en.&lt;ref&gt;Adler (2025), s. 7&lt;/ref&gt; Men uanset benævnelsen betyder det, at traditionel jødisk kultur først stammer fra tiden ''efter'' hellenistisk tid.

=== Det hasmonæiske dynasti ===

Den hasmonæiske eller senhellenistiske periode strakte sig fra 167 f.Kr. til 63 f.Kr.

Betegnelsen &quot;Det hasmonæiske kongerige&quot; dækker over en yderst omtumlet periode i jødisk historie, som strakte sig fra midten af 2. århundrede f.Kr. til midten af 1. århundrede f.Kr. Hasmonæerne var en jødisk præsteslægt, som spillede den førende politisk rolle på denne tid. Betegnelsen er dannet efter Hasmon, der var Mattatija’s bedstefader. I årene 168-161 f.Kr. ledede hasmonæerne kampen for national og religiøs frihed mod seleukiderne, som under Antiochos IV havde underkuet dem. Bevægelsen begyndte under Mattatija, men blev fortsat af hans sønner, først Judas Makkabæer, efter hvem slægten often kaldes makkabæerne; han fik genoprettet den jødiske gudsdyrkelse i 165 f.Kr. og opnåede i 161 f.Kr. religionsfrihed. Dette år overvandt han den syriske feltherre Nikanor og sluttede forbund med Romerne, men døde kort efter. Hasmonæerne optrådte der efter som et dynasti, der kæmpede for deres egen magtstilling. Judas’ broder, Jonatan, som afløste ham som leder, lod sig i 153 f.Kr. udnævne til ypperstepræst, skønt han efter jødisk lov ikke havde ret til denne stilling. Dette betød et brud med de lovtro, som de oprindelige havde kæmpet for. Efter hans mord i 143 f.Kr. lykkedes det broderen Simon (143-135 f.Kr.) at få landets selvstændighed anerkendt og at erobre syrernes borg i Jerusalem. Som følge heraf blev han af befolkningen hyldet som arvelig ypperstepræst og som verdslig hersker i 141 f.Kr. Dermed havde hasmonæerne opnået formel anerkendelse af deres dynasti.

Det betød imidlertid ikke, at der nu herskede fred, tværtimod. Under Simon’s søn, Johannes Hyrkan (134-104 f.Kr.), indtraf et åbent brud mellem hasmonæerne på den ene side og farisæerne på den anden. Under de fortsatte kampe undertvang han den autonome stat Edom og ødelagde Samaria og også den samaritanske helligdom på Garizim. Hans sønner, Aristobul (104-102 f.Kr.) og Alexander Jannæos (102-76 f.Kr.) var brutale herskere og fjernede sig langt fra styrets oprindelige karakter, idet de var udpræget hellenistisk sindede. Alexander udnævnte sin dronning Salma Alexandra til sin efterfølger (78-69 f.Kr.), mens sønnen Hyrkan II blev ypperstepræst. Midt i de hele etablerede armenerne et kortvarigt herredømme (70-63 f.Kr.) idet de erobrede landet og lagde området under deres overherredømme. Men den interne magtkamp fortsatte uafbrudt. Salma sluttede sig til farisæerne, og hun kom derved i modsætning til saddukæerne, som samlede sig om hendes anden søn, som efter hendes død tog magten fra sin broder og herskede som Aristobul II, dog under vedvarende kampe, indtil Pompejus afsatte ham og tog ham med til Rom i 63 f.Kr. Efter ulige forsøg på opstand blev Aristobul og hans søn Alexander myrdet i 48 f.Kr. 

Hyrkan II, der af Pompejus nu blev anerkendt som ypperstepræst med Antipater som verdslig leder, blev af Cæsar forfremmet til ethnarch, mens den faktiske myndighed efterhånden gik over til Herodes efter Antipater’s død. Aristobul’s anden søn, Antigonos, gjorde imidlertid oprør og blev en kort (40-37 f.Kr.) tid konge, mens Hyrkan blev bortført og fik ørene skåret af. I 37 f.Kr. erobrede den af Romerriget anerkendte Herodes så Jerusalem, og Antigonos blev henrettet i Antiochia. Dermed var hasmonæernes herredømme bragt til ende. Herodes levede en tid i venskab med Hyrkan men lod ham så dræbe. Herodes var besvogret med hasmonæerne, idet hans hustru Mariamme var datter af Aristobul II’s søn Alexander. Dette forhindrede dog ikke, at han lod hendes broder Aristobul dræbe. Senere dræbte han ligeledes hende selv og hendes moder. Endelig dræbte han nogle hasmonæere, der opholdt sig hos hans svoger i Idumæa. Således blev det Herodes, som endte slægtens magtdrømme.&lt;ref&gt;Pedersen (1919), s. 943f&lt;/ref&gt; Så meget om den politiske udvikling.

Det vigtigste i denne sammenhæng er, at de var i denne omtumlede tid, at vi for første gang ser tydelige spor af en jødisk kultur og religionsdyrkelse. Årsagen er klar nok: lederen af den nye stat var en ypperstepræst, som nu tillige blev den politiske, kultiske og militære leder af den nye stat. Og det er tydeligvis på denne tid, at denne nye magt manifesterer sig også religiøst. Det er først fra denne tid, at de første synagoger optræder. Det er først fra denne tid, at ''Tanakh'' optræder i sin endelige skikkelse. Det er først fra denne tid, at der optræder beviser på, at jøderne i deres levevis fulgte bibelsk lov, der nu bliver promoveret som &quot;deres forfædres lov&quot; og påvirker et utal af leveregler både i og uden for jødernes &quot;hjemland&quot;.&lt;ref&gt;Adler (2025), s. 67&lt;/ref&gt;

=== Romersk styre ===

Romersk tid strækker sig fra sidste århundrede f.Kr, til første århundrede e.Kr. Det kendetegnes ved at området i denne periode havde en romersk guvernør.

Yonatan Adler har undersøgt de kulturelle traditioner i dette tidsrum og finder, at de følger senere jødiske traditioner: der er renselsesbassiner og husgeråd af kalk som udtryk for jødiske relselsesritualer samt mønter, vægdekorationer i huse og hjemligt udstyr som udtrykkeligt undgår at vise mennesker og dyr i overensstemmelse med påbuddet i Mosebøgerne. Han konstaterer yderligere, at disse træk er særligt markante i de områder, som vides at have haft en overvejende jødisk befolkning, men ikke nødvendigvis i områder hvor andre befolkningsgrupper var dominerende. Han konstaterer endvidere, at disse rituelle træk tydeligt går tilbage til hasmonæisk tid men ikke med sikkerhed lader sig følge længere tilbage, til dels på grund af et svagt og mangelfuldt arkæologisk og skriftligt bevismateriale. Som beviserne nu stiller sig, var det i hasmænæisk tid, at disse rituelle træk slog igennem og efterhånden bredte sig til den samlede befolkning og i romersk tid allerede var blevet normen.&lt;ref&gt;Adler (2022)&lt;/ref&gt;

Det er på denne baggrund, at Jesus må ses: i en tid, hvor mange jøder drømte om og håbede på at genskabe deres egen selvstændige stat, trådte han frem med sit provokerende budskab, at &quot;Guds rige ikke var af denne verden&quot;. Ikke nok med det: han udfordrede farisæerne og de skriftkloge, og oven i alt dette ophævede han jøder som Guds udvalgte folk og erklærede enhver, som følger Guds ord og hans påbud som en del af den udvalgte befolkning. I det givne politisk-religiøse klima gjorde det ham farlig for en national jødisk politik, så han måtte stoppes, og det blev han som bekendt. Men det stoppede ikke hans budskab i at blive yderligere spredt, tværtimod.

Frem til 70 e.Kr. opstod der ulige retninger inden for jødedommen, hvoraf saddukæerne, farisæerne og essæerne synes at have været de væsentligste. Desuden opstod der en række messianske og apokalyptiske bevægelser. 

Saddukæerne var en gruppe der var tilknyttet præstedømmet i templet i Jerusalem. I modsætning til farisæerne, som påberåbte sig myndighed på grund af deres lærdom og fromhed, baserede saddukæerne deres særstilling på afstamning og status. Meget tyder på, at de repræsenterede Hasmonæernes klan, der tidligere havde regeret som præstekonger. De nægtede at acceptere læresætninger som ikke direkte var nævnt i ''Torah'', også selv om læren var nævnt et andet sted i Tanakh. Ja, de &quot;anså det for en dyd at debattere&quot; sådanne sager. Et eksempel på en sådan debat findes i Mattæusevangeliet kapitel 22:23-33, hvor de satte Jesus på prøve med hensyn til opstandelsen. Idet saddukæerne opstillede en tænkt situation hvor en enke havde været gift med syv mænd, spurgte de: &quot;Hvem af de syv skal nu have hende til hustru i opstandelsen?&quot; I denne sammenhæng var det selvfølgelig uvæsentligt om den tænkte enke havde været gift 14 eller 21 gange. Jesus svarer: &quot;I opstandelsen gifter mænd sig ikke og kvinder bortgiftes ikke.&quot;&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 1251&lt;/ref&gt; Saddukæerne accepterede ikke eksistensen af et liv efter døden, og benægtede derfor også den farisæiske doktrin om en genopstandelse, hvilket netop var den forestilling, som Jesus prædikede. I Markusevangeliet kaptel 12:18-27 omtales en anden version af historien: da Jesus vidste, at saddukæerne ikke accepterede andre inspirerede skribenter end Moses, argumenterede han ved at citere fra ''Torah''. Han sagde: &quot;Med hensyn til at de døde oprejses, har I da ikke læst i Moses’ bog, i beretningen om tornebusken, hvordan Gud sagde til ham: ’Jeg er Abrahams Gud og Isaks Gud og Jakobs Gud’? Han er ikke dødes men levendes Gud.&quot;&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 1281&lt;/ref&gt;

Saddukæerne ønskede ikke, at en Messias skulle dukke op og lave om på tingene og da de betragtede Jesus som en trussel mod deres position, sammensvor de sig med farisæerne om at slå Jesus ihjel.&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 1258f, 1352&lt;/ref&gt;

Farisæerne var kendetegnede ved, at de lagde stor vægt på overholdelse af Moseloven, især renhedsforskrifterne og desuden på &quot;fædrenes overleveringer&quot;, som var en betegnelse for hele den mundtlige fortolkning af Moseloven. Bevægelsens etik havde mange detaljerede forskrifter og praktiske anvisninger. 

Essæerne levede i en slags kommunisme, hvor medlemmerne aflagde tavshedsløfte og ingen måtte besidde ejendom, hverken bolig eller slave, jord eller kvæg. Deres indkomster skulle overlades til en forvalter, som forestod indkøb af det nødvendige og sørgede for mad og underhold til gruppen. De forkastede også ægteskab, alle former for standsforskelle samt slaveri. De var soldyrkere og sendte hver morgen bønner op til solen. Når de havde afføring, gjorde de det inden døre for ikke at &quot;besmitte&quot; sollyset.

Af de mange retninger inden for jødedommen overlevede kun den rabbinske jødedom, som byggede på farisæerne og deres lære. Den rabbinske jødedom var kendetegnet ved at hævde, at den skrevne ''Torah'' ikke kan fortolkes korrekt uden henvisning til den &quot;mundtlige&quot; ''Torah'' og den dertil hørende litteratur, der specificerer hvilken adfærd, der er sanktioneret af loven. Med et moderne udtryk var de fundamentalistiske teokrater. Når de andre fraktioner her er nævnt, er det for at vise, at jødedommen langt fra var nogen samlet bevægelse selv op til eller på Jesu tid.

Stednavnet &quot;Israel&quot; første gang optræder på en mønt dateret til 66 e.Kr. møntet i forbindelse med jødernes oprør mod romerne.

Efter oprøret 70 e.Kr. var det for en lang tid slut med jødiske forsøg på at skabe en egen stat. Jesu budskab og det mislykkede oprør førte til, at den jødiske befolkning blev sprængt i tre grupper: den ene gruppe var de traditionelle jøder, som holdt fast ved farisæerne og deres budskab, den anden gruppe var de kristne, som nu satte sig for at udbrede det nye budskab, og den tredie gruppe var judeo-nazaræerne, som fortolkede udviklingen på deres egen måde og mente, at genskabelsen af templet i Jerusalem var en forudsætning for, at Messias ville vende tilbage. De arbejdede i flere hundrede år på dette mål, men da de endelig fik magten i Jerusalem i år 634 og Messias alligevel ikke vendte tilbage, blev bevægelsen omformet til en ny arabisk religiøs bevægelse, som i 749 efter abbasidernes magtovertagelse endte som muhammedismen, komplet med en egen profet, en egen hellig bog og med et nyt religiøst midtpunkt i Mekka.&lt;ref&gt;se ''Muhammedanismen i kildekritisk belysning''&lt;/ref&gt;

=== Sammenfatning ===

Hvordan skal begivenhedsforløbet nu fortolkes? Et foreløbigt svar kunne lydes således: det ser ud til, at jøderne udskilte sig fra kana'anæerne senest omkring 1200 f.Kr. og at de oprindeligt levede i ørkenområderne syd for Kana'an. Dette varede indtil, at de eteblerede et egentligt kongerige, der imidlertid efter kort tid blev delt i to, Israel og Judæa. Den nationale udskillelse var dog åbenbart ikke mere udtalt end, at jøderne jævnligt synes at have giftet sig med kvinder fra andre stammegrupper. 

Så langt, vi tør tro Bibelens fremstilling, var de polyteister, det vil sige dyrkede flere guder. Ganske vist var der perioder, hvor der gjordes forsøg på at indføre monoteisme, men dels var der stadige tilbageslag, dels skete disse forsøg på det statslige niveau, mens den almindelige befolkning synes at have fastholdt polyteismen uden afbrydelser gennem flere hundrede år frem til og med landsforvisningen til Babylon. 

Religionsdyrkelsen synes at have udviklet sig fra spredt i de enkelte husstande, landsbyer og stammer hen imod en statslig centralisering med deraf følgende magt for præsteskab og konger. 

Efter alt at dømme er det først under eksilet i Babylon, at præsteskabet blandt jøderne udvikler en erklæret monoteisme, mens dette ikke synes at være tilfældet for den brede befolkning. Hele jødernes tidligere historie bliver nu omfortolket af præsteskabet i lyset af denne nye religion, og den bliver promoveret og legitimeret af nogle få erklærede profeter.

Efter jødernes tilbagevenden til Kana'an efter eksilet i Babylon bliver den nye religion gjort til et redskab for præsteskabets politiske mål: en selvstændig teokratisk stat. Dette mål bliver opnået, men den nye stat varer kun i henved hundrede år, og igennem hele sin eksistens er den præget af interne magtkampe blandt den ledende religiøse elite. Meget tyder dog på, at det først er på denne tid, at monoteismen slår igennem også i den brede jødiske befolknings livsstil og levemåde og bliver det centrale element i israelitternes selvforståelse. Men dette forudsatte og krævede præsteskabet både som den etnisk-religiøse og den statspolitiske magthaver. Efter alt at dømme er det tidligst fra denne tid, at vi kan tale om jødedom i moderne forstand.

Men denne udvikling forudsatte, som vi har set, en dramatisk omskrivning af den jødiske historie. Meget måtte udelades eller totalt omskrives. På den anden side blev der indført nye elementer, som næppe har meget med den historiske udvikling at gøre men som gav jøderne en forhistorie så lang som nogen.

=== &lt;big&gt;Problemerne med Gamle Testamente&lt;/big&gt; === 

Et passende kildekritisk udgangspunkt ved vurderingen af Gamle Testamentes troværdighed må være de modsætninger, der er mellem dennes fremstilling og de faktuelle kendsgerninger. Der er således ingen beviser for eksistensen af de fem mosebøger før slutningen af 4. århundrede f.Kr. inklusive eksistensen af en person ved navn Moses.&lt;ref&gt;Gad Barnea&lt;/ref&gt;

Problemerne med teksterne lader sig inddele i to delspørgsmål:&lt;/br&gt;
- er der een eller flere forfattere til Tanakh?&lt;/br&gt;
- er dele af teksterne lånt fra andre kulturer?&lt;/br&gt;
Svaret er i begge tilfælde bekræftende. Der kan derfor være grund til at behandle hvert af dem særskilt.

=== Forfattere og deres datering ===

Tekstanalytikere mener, at ''Tanakh'' (Gamle Testamente) er blevet til i tre omgange:&lt;/br&gt;
- en arkæisk fase: 11.-10. århundrede f.Kr.&lt;/br&gt;
- en klassisk fase: 9.-6. århundrede f.Kr.&lt;/br&gt;
- en sen fase: 5. århundrede f.Kr. eller senere.&lt;/br&gt;
Eksempelvis mener man, at den ældste del af Første Mosebog er historien om Jakobs velsignelse (i kapitel 47), som skal stamme fra arkæisk tid, men størstedelen af resten stammer fra klassisk tid.

I en række tilfælde forekommer tilsyneladende dubblerede historier med både ligheder men også klare forskelle. Forskerne mener, at det afspejler sammenskrivning af to eller flere ulige overleveringer.

Kildeforskere mener at kunne udskille fire lag i eller snarere forfattere til Mosebøgerne:

J: ''Jahvisten'', hvor Gud sædvanligvis kaldes ''Jahve''; et litterært lag der i modsætning til Præsteskriftet er præget af lægmandssynspunkter.&lt;/br&gt;
E: ''Elohisten'', hvor gudsbetegnelsen er ''Elohim''.&lt;/br&gt;
D: ''Deuteronomisten'', det vil sige &quot;forfatteren&quot; til Femte Mosebog.&lt;/br&gt;
P: ''Præsteskriftet'', et litterært lag i mosebøgerne, der antages at være blevet til i præstelige kredse, og som udviser særlig interesse for kultiske forhold. 

J- og E-teksterne menes nedskrevet efter, at det oprindelige kongerige var blevet delt i to: Israel i nord og Judæa i syd. J-teksterne menes at stamme fra Judæa, E-teksterne menes at stamme fra Israel.

J-teksterne dateres til tidsrummet mellem 848 f.Kr. og 722 f.Kr., idet disse tekster omtaler Babylon og Calah (Nimrod) som store byer. Desuden nævnes Edom som en autonom stat, hvilket først skete efter 848 f.Kr.

E-teksterne lader sig ikke datere nærmere end til 9. eller 8. århundrede f.Kr.

P-teksterne dateres til 6. århundrede f.Kr. og menes skrevet efter, at templet i Jerusalem var revet ned, og jøderne var blevet tvangsforflyttede til Babylon. Dette kan forklare hvorfor, at der ikke findes en eneste henvisning til templet i Jerusalem.&lt;ref&gt;Dinkgreve (2021), kap. 8&lt;/ref&gt;

Problemet ved en tekstanalyse af ''Tanakh'' er, at teksterne synes at være flettet sammen fra to eller flere oprindelige kilder til een sammenhængende historie. Det formodes, at J- og E-teksterne er blevet sammenskrevne efter 722 f.Kr., da Israel blev erobret af assyrerne, og flygtninge fra Israel i nord kom sydpå til Judæa og bragte deres E-traditoner med sig. Her blev de sammenskrevne til en ny version, JE, der ofte giver et judæisk perspektiv.

Men hvordan kan vi skelne imellem de forskellige tekster? Lad os tage nogle eksempler.

Under ørkenvandringen lader Moses vand springe fra klippen. I det ene tilfælde sker det uden problemer, i det andet pålægges Moses af Gud at tale til klippen, men han slår på den med sin stav i stedet, og som straf for at have ignoreret dette pålæg får han ikke love til at betræde Kana'an men kun at se det udefra. (exodus 18)

J-teksten angiver, at Abraham boede i Hebron, som er en judæisk by, men E-teksten fortæller om Jakobs kamp med Gud i Peni-El, som er en israelsk by.

I beskrivelsen af Jakobs sønner nævner J-teksten Judæa, mens E-teksten nævner stammer der var dele af Israel.

I E-teksten lader Aron skabe guldkalven til jødernes tilbedelse, men denne historie findes ikke i J-teksten.

Præsterne i Judæa hævdes at være efterkommere efter Aron, Moses broder, mens præster i Israel nævner andre levitter.

P-teksterne skiller sig ud ved at lægge vægt på love, lige som den tildeler Aron en større rolle, ligestillet med Moses. I ''JE''-teksten er det Moses' stav, som udfører mirakler (Første Mosebog kapitel 4), i P-teksten er det Arons stav (kapitel 7). I P-teksten er Aron den første, som ofrer, mens i ''JE''-teksten omtales flere tidligere ofringer, blandt andre Kain og Abel, Abraham og Isak samt Jakob, mens ingen af disse tilfælde omtales i P-teksten. Det menes, at dette afspejler P-tekstens mål om at give de aronitiske præster eneret på ofringer til Gud. Under ørkenvandringen optræder to uens oprør: i ''JE''-teksten er det Dathon og Abiram, som udfordrer Moses ved at sige, at det ville være bedre for jøderne at vende tilbage til Egypten, men at de opsluges af jorden i et jordskælv. I P-versionen er det levitterne under ledelse af Korah, som udfordrer Aron, men ligeledes dør.

Ligeledes omtaler P-teksterne ingen tilfælde, hvor folk besøges af engle eller får visioner, således omtales ikke historien om Josef og han 6 drømmesyner, ej heller de to engle i Sodoma og Gomorra eller Jekobs kamp med Gud. Sigende nok nævnes ordet &quot;profet&quot; kun een gang i P-teksten og da med henvisning til Aron.

=== Lånte historier ===

Sammenligninger mellem bibelske beretninger og tilsvarende overleveringer fra sumerisk og mesopotamisk kultur viser, at flere af historierne er blevet overtaget herfra, men at de er blevet omskrevne og tilpassede for at passe ind i den myte om jødernes oprindelse og historie, som man ønskede fremmet. Det gælder således blandt andre historierne om skabelsen, om Kain og Abel, om Noa og vandfloden samt om Sodoma og Gomorra.

Andre beretninger er tilsyneladende ligeledes lånt fra andre kulturer, således udvandringen fra Egypten, der blev gjort af et folk kaldet ''hyksos'', ikke af jøderne. Der kan være grund til at nævne nogle af disse beretninger, som jøderne så at sige adopterede.

==== Skabelsesberetningen ====

Den babylonske skabelsesberetning hedder ''Enuma Elish''. Dene kendes blandt andet fra Nineveh i Mesopotamien. Dens hovedtræk er følgende: i begyndelsen var der kun vand: guden ''Absu''s ferske vand og gudinden ''Tiamat''s salte vand. De blev blandede, og fra denne blanding blev født de første guder. Men disse yngre guder forstyrrede deres forældres søvn, så Tiamat sendte i vrede en hær af monstre for at ødelægge dem. Ud af dette kaos trådte ''Marduk'', stormguden og Babylons skytsguddom, som kæmpede imod ''Tiamat'' i en duel. Han affyrede en pil, som skabte hul i hendes mave og splittede hendes hjerte. Der efter skar han hendes krop op i to halvdele: af den ene skabte han himmelhvælvingen, af den anden halvdel jorden. Han satte stjerner i deres konstellationer, han satte månen til at angive månederne og solen til at lyse om dagen. Endelig skabte han menneskene af blod fra en død guddom blandet med ler for, at de kunne udføre det tunge arbejde for evigt.&lt;ref&gt;Dinkgreve (2021), kap. 3&lt;/ref&gt;

Den jødiske skabelsesberetning er i alle henseender et modstykke til den babylonske beretning: i stedet for flere guder er der kun een gud, i stedet for en skabelseskamp foregår skabelsen i Gamle Testamente med ord, i stedet for at menneskene er slaver for guderne er de i Bibelen skabt i Guds billede. Men der er også ligheder: rækkefølgen med adskillelse af himmelhvælving og den faste jord, fiksering af dag og nat samt tiden og endelig at menneskene skabes sidst i forløbet.

Det kan i en sidebemærkning oplyses, at det hebraiske ord i Første Mosebog 1:2 for urdybet, ''tehom'', filologisk er forbundet med ''Tiamat'', saltvandsgudinden i den babylonske skabelsesberetning.

==== Kain og Abel ====

Også den bibelske fortælling om Kain og Abel synes at have rod i to sumerisk myter. I den ene sumeriske myte omtales en hyrde (''Dumuzid''/Tammuz) og en landmand (''Enkimdu''), der begge konkurrerer om gudinden Inannas opmærksomhed. Den bibelske parallel: Ligesom i den sumeriske historie repræsenterer Kain bonden, mens Abel repræsenterer hyrden. Men i stedet for en uafklaret konkurrence eller forsoning tager den bibelske beretning en mørk drejning til brodermord. 

En anden variant er en sumerisk myte, hvor kvægguden (''Lahor'') og korngudinden (''Ashnan'') skabes af guderne for at sørge for mad og tøj. I disse historier diskuterer de to, hvem der må anses for mest værdifuld for den menneskelige civilisation. Den bibelske parallel er modsætningen mellem den omvandrende hyrde og den bofaste kornavler, men her bruges den til at skabe en søskenderivalisering, der ender i brodermord. Mens sumeriske myter brugte søskende til at fremhæve to byggestene i den menneskelige civilisation og fokuserer på samarbejde eller venskabelig rivalisering, brugte hebraiske forfattere den lånte fortælling til at skildre den syndefulde menneskelige natur, herunder konsekvenserne af misundelse.

Forskere antager, at disse velkendte myter sandsynligvis blev integreret i den hebraiske tradition under deres babylonske eksil i det 6. århundrede f.Kr., hvilket tillod forfattere at omarbejde regionale kulturelle temaer, så de passede til deres monoteistiske verdensbillede.

==== Noa og vandfloden ====

Også historien om Noa og vandfloden er overtaget fra andre kulturer. I 1872 fandt man i British Museums store samling fra Assurbanipals bogsamling et store epos kaldet ''Gilgamesh''. I kapitel 11 af dette epos findes en historie, hvis hovedtræk er følgende: guderne beslutter at udrydde menneskene ved at drukne dem, men vandenes gud, Enki, advarer Utu-nipishtim om faren og tilråder ham at bygge en ark og tage sin familie og sit kvæg med ombord, hvilket skete. I seks dage og nætter varer uvejret og oversvømmelsen, men på den syvende dag rammer arken toppen af et bjerg i Armenien. For at undersøge om oversvømmelsen er overstået sendes først en due og så en svale ud, men de vender begge tilbage. Først, da en ravn sendes ud og ikke vender tilbage, viste det, at vandene nu var sunket, og at Utu-nipishtim kunne forlade arken. Det gør han og foretager et takoffer til guderne. Enki bad så den øverste af guderne, Enlil, om at love, at han aldrig i fremtiden ville straffe hele menneskeheden for nogle fås synder, hvilket denne lover. Han rører Uti-nipishtim og dennes hustru på panden og erklærer: &quot;Hidtil har Utu-nipishtim været dødelig. Nu skal han og hans hustru være som guderne; og de skal bo i det fjerne, ved flodernes munding&quot;.&lt;ref&gt;Bibby (1971), s. 62f&lt;/ref&gt;

Lighederne med Bibelens beretning om syndfloden er indlysende til trods for forskellene: navnene er ændrede, de mange guder er erstattet af een Gud, men ellers er beretningen i sine kernetræk den samme.

Senere, i 1899 og 1900, viste udgravninger i Nippur i Mesopotamien, at den akkadiske beretning selv havde en forgænger. I 1914 blev fra disse udgravninger offentliggjort en tavle fra Nippur med en lignende beretning, der imidlertid stammer fra Sumer og således er betydeligt ældre end den akkadiske beretning. Tavlen er ukomplet, idet kun den nederste trediedel er bevaret, men syndflodsberetningen er atter den samme, selv om hovedpersonen nu hedder Ziusudra i stedet for Utu-nipishtim. I den sumeriske version ender historien således: &quot;Anu og Enlil viste velvilje mod Ziusudra, liv som en gud giver de ham, evig ånde som en gud bringer de ned til ham. Så kongenZiusudra, bevareren af planternes navn og af menneskeslægtens sæd, lod de bo i overfartslandet. Dilmuns land, det sted hvor solen står op&quot;.&lt;ref&gt;Bibby (1971), s. 64&lt;/ref&gt;

Pointen her er, at Bibelens syndflodsberetning er et plagiat, ikke en oprindelig historie, men at den inddrages som et led i den rekonstruerede beretning om jødernes historie.

==== Edens have ====

I den sumeriske beretning optræder også det hellige land Dilmun. Dette land beskrives som et sted, hvor rovdyr, sygdom og alderdom ikke eksisterer:

I Dilmun tier ravnen,&lt;/br&gt;
rovfuglen skriger ikke,&lt;/br&gt;
løven dræber ikke,&lt;/br&gt;
ukendt er den kid-fortærende vildhund,&lt;/br&gt;
ukendt det kornædende vildsvin.&lt;/br&gt;
Malten som enken spreder på taget -&lt;/br&gt;
himlens fugle opæder ikke denne malt.&lt;/br&gt;
Duen hænger ikke med hovedet.&lt;/br&gt;
Den øjensyge siger ikke: &quot;Jeg er øjensyg&quot;,&lt;/br&gt;
den hovedsyge siger ikke: &quot;Jeg er hovedsyg&quot;,&lt;/br&gt;
den gamle kvinde siger ikke: &quot;Jeg er en gammel kvinde&quot;,&lt;/br&gt;
den gamle mand siger ikke: &quot;Jeg er en gammel mand&quot;.&lt;ref&gt;Bibby (1971), s. 66&lt;/ref&gt;

Det har været foreslået, at dette ideelle levested har været forbillede for jødernes opfattelse af Edens have. I dag ved vi, at Dilmun ikke var en myte om Paradis men navnet på en faktisk eksisterende stat med Bahrain som sit midtpunkt, der drev en omfattende handel og søfart fra Indusdalen i øst til Mesopotamien i nordvest. Dette er et sidespring, men hvis det viser sig, at Dilmun er inspirationskilden til Edens Have, vil det være endnu et eksempel på kulturelle traditioner, som jøderne har lånt, adapteret, og inkorporeret i deres egen historiske myte.

==== Babelstårnet ====

Historien om Babelstårnet er velkendt og lyder således: 

&quot;Hele jorden havde samme sprog og samme tungemål. Da de brød op mod øst, stødte de på en dal i landet Sinear, hvor de slog sig ned. De sagde til hinanden: &quot;kom, lad os stryge teglsten og brænde dem hårde!&quot; De brugte tegl som sten og asfalt som mørtel. Så sagde de: &quot;lad os bygge en by med et tårn, som når op til himlen, og skabe os et navn, for at vi ikke skal blive spredt ud over hele jorden.&quot; Herren steg ned for at se byen og tårnet, som menneskene byggede. Så sagde Herren: &quot;se, de er eet folk med samme sprog. Når de begynder at handle sådan, vil intet af det, de planlægger, være umuligt for dem. Lad os stige derned og forvirre deres sprog, så at de ikke forstår hinanden.&quot; Så spredte Herren dem derfra ud over hele jorden, så at de måtte holde op med at bygge byen. Derfor hedder den Babel, for dér forvirrede Herren sproget på hele jorden, og derfra spredte Herren menneskene ud over hele jorden.&quot;&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 17&lt;/ref&gt;

Denne historie synes at være skabt med to formål. Det ene er at forklare hvorfor, at ulige folkeslag taler uens sprog. Men historien har muligvis et andet formål: at nedgøre babylonernes ziggurater (tempeltårne), som antagelig blev lavet som en slags forbindelse mellem himmel og jord. Nebukadnezar II (omkring 605-562 f.Kr.), som erobrede Judah, ødelagde Jerusalem og bragte mange jøder til Babylon, byggede også et ziggurat i syv lag kaldet ''Etemenanki'', hvilket kan oversættes &quot;Himmelens og Jordens Grundvolds Hus&quot;.&lt;ref&gt;Dinkgreve (2021), kap. 3&lt;/ref&gt;

==== Abraham ====

I Første Mosebog kapitel 12 introduceres Abraham som israelitternes mytiske stamfader.&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 17ff&lt;/ref&gt; Følger man kronologien i Gamle Testamente, skal han dateres til omkring 2100 f.Kr. og således blandt andet før jødernes ophold i Egypten. Men i Første Mosebog kapitel 21 vers 34 hedder det: &quot;Abraham boede lang tid som fremmed i filistrenes land&quot;&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 27&lt;/ref&gt;, og vi ved, at filistrene først ankom til Kana'an i 12. århundrede f.Kr. som en del af de såkaldte &quot;havfolk&quot; (engelsk: ''Sea People''). Dette betyder, at ''enten'' er Abraham en fri opfindelse, som intet har med en historisk person at gøre, ''eller'' også hører han hjemme i 12. århundrede og er israelitternes stamfader, men i så fald eksisterede de ikke som folk, da de angiveligt opholdt sig i og udvandrede fra Egypten. Også aramæerne omtales og stammer ligeledes fra 12. århundrede, hvilket tyder på, at den sidst nævnte forklaring er den rette.

Men der er andre problemer med Abraham. Ifølge P-kilden skal han stamme fra den sumeriske by Ur&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 17&lt;/ref&gt; og have draget gennem den frugtbare halvmåne først til Haran (nu Aram, beliggende i Tyrkiet) og senere videre til Kana'an. I de to kilder J og E er Ur ikke nævnt, kun Haran. Det har derfor været antaget, at det er hans oprindelige hjemsted. Det ville kunne forklare hvorfor, at hans forfædre Serug, Nahor og Terah har navne efter landsbyer omkring Haran, som Abrahams broder har navn efter. Det kunne også forklare benævnelsen &quot;hebræer&quot;, der antagelig betyder &quot;hinsides floden&quot;, idet Haran ligger på den modsatte bred af Eufrat.&lt;ref&gt;Dinkgreve (2021), kap. 8&lt;/ref&gt; Samme tradition findes i Josvabogen kapitel 24:2 i omtalen af pagtslutningen i Sikem: &quot;Josva sagde til hele folket: &quot;Dette siger Herren, Israels Gud: I gamle bage boede jeres fædre på den anden side af Eufratfloden, Tera, Abrahams og Nakors far, og de dyrkede andre guder&quot;.&quot;&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 269&lt;/ref&gt;

Imidlertid savnede Abraham en slægtshistorie, så i Første Krønikebog kapitel 1 får han den. Her hører vi at han er søn af Sem, som på sin side er søn af Noa, som atter er efterkommer af Adam.&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 446&lt;/ref&gt; Men som vi netop har set, er han i Josvabogen søn af Tera.&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 269&lt;/ref&gt; Der er således interne modsætninger i de narrativer, som de ulige slægtslister og narrativer i ulige dele af Gamle Testamente giver. Dette viser, at man har forsøgt at sammenskrive ulige narrativer til et men med ringe held.

==== Sodoma og Gomorra ====

Historien om Sodoma og Gomorras ødelæggelse optræder som et sidemotiv i beretningen om Abrahams liv i Første Mosebog kapitel 18:16-33 og kapitel 19:1-28.

Bibelforskere er generelt enige om, at selvom Gamle Testamente ikke direkte &quot;låner&quot; historien om Sodoma og Gomorra fra en specifik sumerisk kilde, deler fortællingen om guddommelig ødelæggelse, guddommelige besøgende og den flammende omstyrtelse af en by slående motiver med tidligere mesopotamisk litteratur og bredere oldtidsmytologi fra Nærøsten. Således &quot;Akkads forbandelse: Ekur hævnet&quot;, et akkadisk/sumerisk litterært værk dateret til mellem 2112 f.Kr. og 2004 f.Kr., som beskriver den pludselige ødelæggelse af byen Akkad. Myten blev skrevet hundreder af år efter Naram-Sins liv og er digterens forsøg på at forklare, hvordan det lykkedes for gutianerne at erobre Sumer. Efter en indledende passage, der beskriver Akkads herlighed før dets ødelæggelse, fortæller digtet om, hvordan Naram-Sin gjorde hovedguden Enlil vred ved at plyndre Ekur, der var Enlils tempel i Nippur. I sin vrede kaldte Enlil gutianerne ned fra bjergene øst for Tigris, hvilket bragte pest, hungersnød og død over hele Mesopotamien. For at begrænse denne ødelæggelse, bestemte otte af guderne (nemlig Inanna, Enki, Sin, Ninurta, Utu, Ishkur, Nusku og Nidaba), at kun byen Akkad skulle ødelægges for at skåne resten af ​​Sumer, og de forbandede den. Historien slutter med, at digteren skriver om Akkads skæbne, idet den velstående by lægges i aske i overensstemmelse med gudernes forbandelse.

Temaet om guddommelig straf for en bys ''hybris'' eller umoral er et udbredt motiv i oldtidens verdensbillede. Det kan ikke vides sikkert, om det er denne historie, der har dannet forbillede for Gamle Testamentes historie om Sodoma og Gomorra, men motivet menneskers umoral og manglende respekt for guddommen er det samme.

Den bibelske version rummer Abrahams forsøg på at undgå ødelæggelsen, hvis der blot fandtes ti retfærdige indbyggere i byen, men selv så få fandtes der åbenbart ikke. Kun Lot, Abrahams slægtning, reddes fra ulykken: &quot;Da solen stod op over landet, og Lot var kommet til Soar, lod Herren svovl og ild regne ned over Sodoma og Gomorra fra Herren i himlen. Han ødelagde disse byer, ja hele Jordandalen, alle, der boede i byerne, og alt, der voksede på markederne.&quot;&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 25&lt;/ref&gt; Naturvidenskabeligt set kunne det være beskrivelsen af en meteorregn eller af nedfald fra et vulkanudbrud.

==== Moses ====

I Anden Mosebog kapitel 2 introduceres den mytiske skikkelse Moses som israelitternes befrier fra trældommen i Egypten. Historien begynder med hans fødsel. Ifølge myten havde farao befalet, at alle drengebørn skulle dræbes ved fødslen, men Moses' moder reddede ham ved at placere ham i en sivkurv, hvor han blev fundet og adopteret af faraos datter.&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 67&lt;/ref&gt; Denne historie er imidlertid utvivlsomt adopteret fra sumerisk tradition, idet en tilsvarende historie fortælles om kong Sargon af Assad.&lt;ref&gt;Dinkgreve (2021), kap. 8&lt;/ref&gt; Der er således ingen grund til at tillægge denne del af traditionen nogen historisk baggrund.

Senere fortæller Anden Mosebog, at Moses blev pålagt af Gud at føre israelitterne ud af Egypten. Det hedder i den forbindelse, at Gud blandt andet siger til Moses: &quot;Jeg er din faders Gud, Abrahams Gud, Isaks Gud og Jakobs Gud&quot;.&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 69&lt;/ref&gt; Her stå vi på ny over for problemet, at henvisningen til Abraham åbenbart er en anakronisme. Det betyder, at der kan rejses tvivl om både den historiske skikkelse Moses og om Mosebøgerne som kilde til israelitternes tidlige historie overhovedet.

Kendsgerningen er, at der findes ingen beviser på eksistensen af de fem mosebøger før slutningen af det 4. århundrede f.Kr., herunder eksistensen af en person kaldet Moses.&lt;ref&gt;Gad Barnea&lt;/ref&gt; Men den farao, som med stor sandsynlighed fordrev semitterne fra Egypten, hed Ahmoses, hvilket på hebraisk betyder &quot;Moses' broder&quot;. Så måske at der er en sammenhæng her.

==== Græske narrativer ====

Men det er ikke kun fra Sumer og Mesopotamien at Gamle Testamenter har lånt narrativer. Nogle kildekritikere tilhørende den såkaldte &quot;Københavnerskole&quot; har peget på, at også græske narrativer har ydet deres bidrag, lad os tage nogle eksempler:

Jan-Wim Wesselius har foretaget undersøgelser, der viser, hvordan Første Mosebog og Anden Mosebog afspejler Herodots skrifter, især sidstnævntes beretning om persiske kongers liv. Han sammenlignede i detaljer lighederne mellem Josef og Kyros, og især mellem Moses og Xerxes. Josef og Kyros har begge drømme, bliver afsløret for at dø, går i eksil, bliver skjult i en periode og bliver konger, når deres identitet afsløres. Moses og Xerxes drager ud for at erobre enten Kana'an eller Grækenland og krydser vand med deres folk. Mange andre detaljer nævnes, såvel som sammenligninger mellem Terah og Phraortes (en medisk konge), Abraham og Kyaxares (en medisk konge), Isak og Astyges (en medisk konge) og Jakob og Mandane (Kyros' mor).&lt;ref&gt;Wesselius (1999), s. 24-77&lt;/ref&gt;&lt;ref&gt;Wesselius (2002), s. 6-47&lt;/ref&gt;

Philippe Guillaume mener, at skrivere i Alexandria i det andet århundrede f.Kr. indsatte Dommere i den Deuteronomistiske Historie, hvilket afspejlede de ideologiske behov hos de hasmoneiske herskere i Palæstina. Det formodes, at disse dommere var inspireret af Hesiods ''Værker og Dage'', især afsnittet om heltene, som Hesiod indsatte i de fire tidsaldre. Dette svarer til, hvordan dommere blev indsat i den Deuteronomistiske Historie. Historier om heroiske dommere før kongerne David og Salomon underminerer Davids dynastis påstande, hvilket igen hjalp de hasmoneiske herskere, der ikke kunne hævde nogen Davidisk afstamning bag deres påstande om messiansk styre.&lt;ref&gt;Guillaume (2014), s. 147-164&lt;/ref&gt;.

Katherine Stott har påpege, at Davids opstigning, som skildret i Første Samuelsbog kapitel 16-31 og i Anden Samuelsbog kapitel 1-8, muligvis er inspireret af den fortælling, der beskriver Kyros' opstigning til Persiens og Mediens trone i teksten i Herodots Historier. Hun så følgende paralleller:&lt;/br&gt;
- Kyros og David starter begge under ydmyge kår,&lt;/br&gt; 
- begge træder ind i den forrige konges hof,&lt;/br&gt; 
- i begge tilfælde bliver den pågældende konge jaloux på dem,&lt;/br&gt; 
- i begge tilfælde bliver de truet med døden af ​​den pågældende konge,&lt;/br&gt; 
- begge flygter fra hoffet,&lt;/br&gt; 
- begge bliver folkelige ledere,&lt;/br&gt; 
- i begge tilfælde hopper en allieret af,&lt;/br&gt; 
- begge tilraner sig kongerigets herredømme,&lt;/br&gt; 
- begge får succes på grund af deres militære dygtighed,&lt;/br&gt; 
- begge skåner den gamle konges liv i en periode,&lt;/br&gt; 
- der er et tragisk element i den forrige konges fald i begge tilfælde, og&lt;/br&gt; 
- i begge tilfælde er udfaldet dannelsen af ​​en ny politisk enhed.&lt;/br&gt; 
Stott bemærkede, at denne græske tekst kun i den hellenistiske æra ville have været tilgængelig for den bibelske forfatter.&lt;ref&gt;Stott (2002), s. 62-71, 77-78)&lt;/ref&gt;.

Hesiods ''Theogoni'' og Katalog over kvinder var til dels indflydelsesrige kilder til henholdsvis skabelsesberetningen i Første Mosebog 1 og de genealogier, der findes i hele Første Mosebog 1-11 &lt;ref&gt;Gnuse (2017)&lt;/ref&gt;.

Fortællinger i Første Mosebog 1-11 kan også vises at have betydelige paralleller med beretninger nedskrevet hos græske historikere, såsom Hekateus fra Milet (''Periegesis'' og genealogier) og Herodot fra Halicarnassus (Historier), herunder omtaler af menneskelige leveveje (Første Mosebog kapitel 4:20-22), de tre sønner af en syndflodshelt, der er menneskehedens forfædre (Første Mosebog kapitel 9:18-19 og kapitel 10:1-32) samt plantningen af ​​en vingård (Første Mosebog kapitel 9:20-27).&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 15f&lt;/ref&gt;&lt;ref&gt;Gnuse (2019)&lt;/ref&gt;

Ældre latinske traditioner, der ligger bag beretningerne i Ovids Fasti 5, 493-544 og Metamorfoser 8, 625-725, kan have inspireret fortællingerne om de budbringere, der fortæller Abraham om hans kommende søn, og de budbringere, der advarer Lot om at forlade Sodoma i Første Mosebog 18:1-15; 19:12-26. &lt;ref&gt;Gnuse (2017)&lt;/ref&gt;.

En fortælling om Democedes af Kroton i Herodots Historier 3, 125-132 kan have givet anledning til fortællingen om Josef, der fortolker faraos drømme i Første Mosebog 41:1-36&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 52-54&lt;/ref&gt;, hvilket igen inspirerede drømmeberetningerne i Daniels Bog&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 1104-1112&lt;/ref&gt;&lt;ref&gt;Gnuse (2010)&lt;/ref&gt;.

Den korte fortælling om den store kriger Achilleus' ædle, talende heste i ''Iliaden'' 19, 395-424 kan være løst overtaget og indpasset i beretningen om Bileams æsel i Fjerde Mosebog kapitel 22:22-35, hvor et simpelt æsel bringer skam over en tåbelig profet.&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 181&lt;/ref&gt; Talende dyr er langt mere almindelige i græsk litteratur end i Bibelen. &lt;ref&gt;Gnuse (2017)&lt;/ref&gt;

Ofrelsen af ​​Ifigenia i to skuespil af Euripides omkring 400 f.Kr.: ''Ifigenia blandt Taurierne'' og ''Ifigenia i Aulis'', kan have inspireret beretningen om Jeftas ofring af sin datter i Dommerbogen kapitel 11:30, 34-40, som synes at være indsat i beretningen om Jeftas kamp mod ammonitterne. &lt;ref&gt;Gnuse (2019)&lt;/ref&gt;

Arrians beretning om Alexander den Store og det spildte vand i Anabasis af Alexander 6.26.1-3 kan have inspireret en lignende historie om David i Anden Samuels Bog 23:15-17. Davids handling med at hælde det vand ud, som hans modige soldater hentede bag fjendens linjer, gør ikke en fornuftig historie, som Alexanders handling i den gedrosiske ørken, hvor tørst virkelig er et problem, gør.&lt;ref&gt;Gnuse (1998)&lt;/ref&gt;.

Fortællingerne om Josef, Bileam og Jefta kan være blevet placeret i den bibelske tekst i den persiske periode kort efter 400 f.Kr., såvel som bibelske tekster i Første Mosebog 1-11 med Hesiod, Hekateus og Herodot som inspirationskilder. Men de andre fire fortællinger synes mere sandsynligt at have en oprindelse fra den hellenistiske tid, og man kan derfor argumentere for, at alle disse tekster opstod samtidigt og derfor i den hellenistiske tid. 

I flere tilfælde kan det sandsynliggøres, at der er tale om tillæg til ældre beretninger placeret i slutningen af ​​bibelske bøger, og som ser ud til at have været knyttet til bogen kun med en løs forbindelse til resten af ​​bogen. Dette gælder især i Dommerbogen, hvor fortællingerne i Dommerbogen kapitel 13-16 om Samson ser ud til at have en helt anden stil end resten af ​​Dommerbogen. Et stort antal forskellige græske legender om Herakles synes at have påvirket Samson-fortællingerne i Dommerbogen kapitel 13-16 på et sent tidspunkt, sandsynligvis i den hellenistiske tid. Der er alt for mange græske paralleller inden for disse fire kapitler til, at de kan afvises som blot fortællingshistoristiske sammentræf.&lt;ref&gt;Gnuse (2018)&lt;/ref&gt;

Afsnittene i Dommerbogens kapitel 17-21 om Mika, om Dan-stammens udvandring til Lakash samt om Benjamitternes skændselsdåd fremstår som tilføjede tillæg til resten af ​​bogen, og dér finder vi beretningen om kvinderne, der blev kidnappet fra Silo. &quot;Voldtægten af ​​de sabinske kvinder&quot;, som en gammel fortælling genfortalt af Livius (''Historie'' I, 9,1-16) og Plutarch (Lives: Romulus XIV, 2-8), kan være forbilledet for de bortførte piger i Dommerbogen kapitel 21:1-24. &lt;ref&gt;Gnuse (2007)&lt;/ref&gt;

Anden Samuelsbog kapitel 21-23 synes også at være et appendiks, og heri finder vi David, der hælder det vand, han har modtaget fra sine krigere, ud. Dommerbogen kapitler 13-21 og Anden Samuelsbog 21-23 kunne derfor være blevet føjet til Deuteronomistiske historier på et meget sent tidspunkt. Historierne om Josef i Første Mosebog kaptel 39-50, der skulle forklare jødernes ophold i Egypten, ses ofte som en sen tilføjelse fra omkring 400 f.Kr. eller senere, hvorfor Herodots indflydelse på Josefs drømmetydning er sandsynlig. Andre beretninger ser også ud til at være blevet indsat noget ujævnt i deres fortællende kontekst. Dette er tydeligst i beretningen om Jeftas ofring af sin datter, som synes at være indsat midt i Jeftas slag i Transjordan, og fortællingen om Bileam og hans æsel, som fremstiller Bileam med en helt anden persona end den, der findes i resten af ​​Fjerde Mosebog 22-24. Historien om de tre engle, der besøger Abraham og pludselig kun bliver to i antal, da de besøger Lot, beder os om at se på parallelle romerske beretninger, hvor der er henholdsvis tre og to engle i fortællingerne fra Ovid. Desuden vidner de nuancerede detaljer i dialogen i Første Mosebog 18-19 også om en senere tids skrivestil. Således synes indflydelsen fra klassiske og græske beretninger at være mest sandsynlig i historier, der synes at være senere tilføjelser og indsættelser i hovedhistorierne.

Foruden indholdsmæssige ligheder er der også opbygningsmæssige ligheder. Daniel Hawk bemærkede, at Aischylos' Orestia og Første Samuelsbog kapitel 8 til Anden Kongebog 8 deler lignende struktur og karakterer. Begge har et tredelt skema og bruger metaforer til at afspejle overgangen fra et slægtskabssamfund til et borgersamfund. Agamemnon og Saul afspejler den gamle orden, Orestes og David viser overgangen, og Athena og Salomon indvier den nye orden. Den deuteronomistiske historiker brugte Orestia som model for sine &quot;modtagne traditioner vedrørende det israelitiske monarki&quot;. Hawk mente, at den hellenistiske æra ville have været det tidspunkt, hvor den bibelske forfatter havde adgang til Aischylus' skrifter.

Disse og andre eksempler er blevet fremhævet af nogle forskere, der generelt er enige om, hvordan hellenistisk litteratur formede den oprindelige historie efter 300 f.Kr. eller endda efter 200 f.Kr. i den makkabæiske æra. Larsson konkluderede, at de bibelske beretninger blev skabt i det ptolemæiske Egypten i det andet århundrede f.Kr. og påvirket af betydelige græske historikere fra det tredje århundrede f.Kr., så som Berossos, Manetho og Eratosthenes. På grundlag af sådanne iagttagelser mener Niels Peter Lemche, at Dommerbogen og sikkert også andre dele af Gamle Testamente først er blevet skrevet eller har fundet deres endelige form omkring 272 f.Kr. Etienne Nodet bekræftede, at Pentateuken opstod i begyndelsen af ​​det tredje århundrede f.Kr., men profeterne og nogle af skrifterne blev skabt i det andet århundrede f.Kr. Disse tekster blev genereret i Alexandria under hellenistisk indflydelse. Emanuel Pfoh mente, at selvom den primære historie blev skabt i den hellenistiske æra, kom nogle traditioner fra den assyriske og persiske æra og blev udviklet af skrivere gennem årene. Men i bund og grund blev teksten formet under hellenistisk indflydelse (23, 33-35). Hvordan det nu forholder sig, står det klart, at både den sene tilblivelse og dens mulige motiver undergraver store dele af Gamle Testamente som historisk kilde.

Det er muligt, at der findes en historisk kerne, som over tid er blevet udbygget og pyntet på med narrativer hentet fra græske traditioner, men indtil videre må det konstateres, at næsten alt i Gamle Testamente lader sig betvivle.

Mest afgørende i denne sammenhæng er det imidlertid, at hvis disse kritikere tilhørende &quot;Københavnerskolen&quot; har ret, så betyder det, at ''Tanakh'' eller Gamle Testamente langt fra var færdigskrevet endsige færdigredigeret, da jøderne vente tilbage til Jerusalen efter eksilet i Babylon. Forud ventede endnu en lang redigeringsproces, og det kan også forklare hvorfor, at vi skal helt frem til 2. århundrede f.Kr. (eller tidligst 3. århundrede f.Kr.) før, at jøderne udviser noget kendskab til deres religiøse skrifter. Forklaringen er den enkle, at først da havde skrifterne nået et så fuldendt udseende, at de lod sig anvende i den national-politiske propaganda.

==== Hyksos-problemet ====

Mens arkæologerne med rimelig sikkerhed tør fastslå, at der fandtes en særlig israelitisk befolkning fra omkring 1200 f.Kr., så er der mere usikkerhed om tiden forud. Hovedspørgsmålet kan formuleres således: er jødernes ophold i og udvandring fra Egypten en historisk begivenhed eller ej? Holdningerne spænder fra fuldstændig afvisning af denne historie til ubetinget tilslutning.

For at løse problemet må vil opspalte det i tre delspørgsmål:&lt;/br&gt;
- kan der påvises et ophold af en semitisk befolkning i Egypten?&lt;/br&gt;
- hvis ja: inden for hvilket tidsrum?&lt;/br&gt;
- hvis ja: var det israelitter eller ej?

Det umiddelbare svar på spørgsmålet er, at der faktisk findes oplysninger om en fremmed befolkning i Egypten. Men denne befolkning, kaldes af egypterne selv ''Hiku-khasut'', det vil sige &quot;ørkenfyrsterne&quot; (hvilket på græsk er blevet til ''hyksos''&lt;ref&gt;Bibby (1978), s. 96&lt;/ref&gt;, og denne benævnelse bruges almindeligvis og derfor også her), ikke &quot;hebræerne&quot;, &quot;jøderne&quot; eller &quot;israelitterne&quot;, og ingen af disse betegnelser kendes i samtiden, end ikke fra Kana'an. Forskerne mener at kunne fastslå, at disse ''hyksos'' ankom fra øst til Egypten i 19. århundrede f.Kr., regerede over Egypten i 17. og 16. århundrede f.Kr. men senere forsvandt igen. Der er fundet en grav rejst over en mand ved navn ''Aper-El'', det vil sige &quot;El's tjener&quot;, som tjente hos faraonerne Amenhotep III og Akhenaten i 14. århundrede f.Kr.&lt;ref&gt;Dinkgreve (2021), kap. 8&lt;/ref&gt;

Et passende udgangspunkt for vurdering af udvandringens troværdighed kan være Simcha Jacobovici og hans film &quot;''The Exodus decoded''&quot;. Heri giver han blandt andet en omfattende dokumentation, som nok kan være en nøjere gennemgang værd.

Simcha tager udgangspunkt i bibelkritiske afvisninger af udvandringen, som traditionelt blev dateret til 1270 f.Kr. det vil sige i Ramses II's regeringstid men hvor der ingen beviser for en sådan begivenhed findes. Simcha mener, at denne datering er forkert, og at den korrekte tidsfæstelse er omkring 1500 f.Kr. Som beviser for denne tidsfæstelse anfører han følgende:

Hyksos-folket skulle være kommet til Egypten omtrent 200 år før, at de atter udvandrede, det vil sige 1700 f.Kr. I en grav i Beni Hassan ved Nilen omkring 400 km syd for Cairo findes et vægmaleri, som viser en indvandring til Egypten. Befolkningen er semitter med skæg, flerfarvede dragter og med benævnelsen &quot;''Amo''&quot;. I ''Tanakh'' (Gamle Testamente) anvendes benævnelsen &quot;''Amo Israel''&quot;, det vil sige &quot;Guds folk&quot;. Benævnelsen er den samme og deres ophold passer nøje med traditionen.

Hyksos-folkets hovedstad var Avaris, der ligger i Nilens delta nord for Cairo. Avaris er blevet udgravet af professor Manfred Bietak fra Wien. Han har blandt andet fundet 9 seglstamper med navnet &quot;Jakob&quot;, hvilket nøje svarer til den bibelske tradition om faraos betroede mand, Josef, der netop var søn af Jakob.

Ifølge traditionen ender indvandrerne som slaver. I Serabit El Khadim i Sinai-ørkenen blev udvundet tyrkis-sten i miner ved slaveri. I en af disse minder findes en alfabetisk (ikke-egyptisk) indskrift på væggen: &quot;El, hjælp mig&quot;. ''El'' var navnet på en semitisk guddom.

En stele rejst af farao Ahmoses og dateret til omkring 1500 f.Kr. fortæller om blandt andet storm og mørke i overensstemmelse med den bibelske tradition, og den nævner gud i ental. Ahmoses er kendt for at have udvist hyksos-folket. Navnet Ahmoses betyder på egyptisk &quot;månen er født&quot; men på hebraisk &quot;Moses' broder&quot;. 

Omkring 1500 f.Kr. indtraf et stort vulkanudbrud på øen Santorini i det græske øhav. Simcha mener, at det var denne begivenhed, som udløste udvandringen, og at den også kan forklare Egyptens ti plager. Hans argumentation herfor er følgende:

I Avaris er fundet vulkansk pimpsten dateret til omkring 1500 f.Kr. Dette viser (om ikke andet) at Egypten blev påvirket af netop dette vilkanudbrud.

Vulkanudbruddet og tilhørende jordskælv havde følgende bivirkninger:&lt;/br&gt;
- vandet bliver rødt. Årsagen er, at rust frigøres ved gasudbrud fra bunden og opblandes i vandet. Dette skete blandt andet i 1986 ved Nyos-søen i Cameroon.&lt;/br&gt;
- frøer. Hopper ud af vandet, når det bliver forurenet.&lt;/br&gt;
- lus, fluer og epidemi følger som eftervirkninger af miljøkatastrofen&lt;/br&gt;
- sår og bylder. Disse kendes ligeledes fra Nyos-begivenheden i 1986.&lt;/br&gt;
- hagl. Is og ild = &quot;vulkansk hagl&quot; omtales i den såkaldte Ipuwer-papyros og skyldes, at vulkansk aske blandes med vand i atmosfæren.&lt;/br&gt;
- græshopper. Bringes på vandring på grund af klimaændringen.&lt;/br&gt;
- mørke. Skyldes en askesky, der fra vulkanudbruddet bredte sig til Nilens delta, hvilket er bevist ved korn af asken fundet af Jean-Daniel Stanley fra Smithsonian Institute.&lt;/br&gt;
- førstefødte sønner døde. Skyldes at CO&lt;sub&gt;²&lt;/sub&gt; frigøres fra jordens indre og lægger sig lige ved jordens overflade. Da de ældste priviligerede sønner sov på en lav seng, blev de dræbt af gassen, mens andre børn der sov på de flade tage aldrig blev berørt inden, at gassen opløstes igen. Noget tilsvarende blev observeret i Nyos. Yderligere er der udgravet massegrave i Avaris, som kun omfatter personer af mandkøn og ikke krigere. Og Ahmoses' egen søn døde som 12-årig (hans begravede lig er fundet).&lt;/br&gt;
Ifølge Simcha er alle disse begivenheder således naturlige mulige følger af vulkanudbruddet.
[[Fil:Stele_of_Grave_Circle_A_Mycenae_NAMA_1428.JPG|200px|thumb|Gravstele fra Mykene, der viser Farao, som forfølger Moses. De er omgivet af vand på begge sider.]]
Velkendt er historien om havets deling.&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 82&lt;/ref&gt; Den korrekte formulering i Bibelen er &quot;Yam Suf&quot;, det vil sige Sivhavet. Men siv vokser ikke i saltvand, så der er tale om en stor sø. På Ismailia Regional Museum findes en granitsten med en indskrift i hieroglyffer, ''El Arish''-indskriften, der fortæller om udvandringen set fra faraos side. Her kaldes lederen for &quot;ørkenprinsen&quot;. Mere bemærkelsesværdigt er det, at indskriften også fortæller, at vandene delte sig (markeret som bølger + 2 knive), og at indskriften nævner stedet for denne begivenhed: ''El Balah'', en nu tidligere sø beliggende øst for Avaris nær overgangen til Sinai-ørkenen. Simcha mener, at som følge af de tektoniske forskydninger og deraf følgende jordskred løftede den afrikanske plade sig 1-2 meter og skabte en landkorridor, men kort efter fulgte en tsunami, som druknede faraos hær.

Simcha peger på et vægmaleri på Santorini, som viser en sejlads fra en by omgivet af mure. Simcha mener, at den viste by er Avaris, idet der her også er fundet minoiske vægmalerier, hvilket vidner om handelsforbindelser. En del af udvandrerne skulle således være draget til Grækenland. I Mykene er fundet guldgenstande og sværd i en grav dateret til 1500 f.Kr. De kan stamme fra jødiske udvandrere. Desuden er fundet tre gravsten med billeder visende først en mand på en stridsvogn, der forfølger en gående mand omgivet af bølger, dernæst at den gående mand er nået højere liggende land og har vendt sig imod stridsvognen, og endelig at stridsvognen drukner i bølgerne. Billederne viser, let forenklet, faraos forfølgelse af Moses. Det er i bogstaveligste forstand en tegneserie om begivenheden.

Simcha peger dernæst på, at jordskælv kunne have ført til, at gas og olie blev frigivet og måske blev antændt, og derved gav anledning til røgsøjler om dagen og ildsøjler om natten svarende til beretningen i Anden Mosebog kapitel 13 vers 21-22: &quot;Herren gik foran dem, om dagen i en skysøjle for at føre dem på vejen og om natten i en ildsøjle for at lyse for dem, så at de kunne gå både dag og nat. Skysøjlen fjernede sig ikke fra folket om dagen og ildsøjlen ikke om natten.&quot;&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 81&lt;/ref&gt;

Endelig mener Simcha at kunne påvise, hvor bjerget Sinai lå. Og han mener at have fundet billedlige gengivelser af Pagtens Ark - i Grækenland af alle steder!

Så langt Simcha. Det giver anledning til en række spørgsmål: er begivenheden fejldateret? Det er der faktisk en del, der tyder på. Begivenheden fandt efter alt at dømme sted omkring 1500 f.Kr. Kan et vulkanudbrud være forklaringen på begivenhedsforløbet? Svaret må være, at det er muligt, i hvert fald er der intet, som tyder på, at det ikke kunne være tilfældet. Var dette hyksos-folk ''Amo'' og var det semitter? Ja, det er sandsynligt. Var det også israelitter? Det er muligt, men ikke sikkert.

Vi har tidligere fastslået, at Gamle Testamentes historie om udvandringen fra Egypten tidsmæssigt er uforenelig med historien om Abraham som israelitternes stamfader, idet hans ophold i filistrenes land er flere hundrede år senere end udvandringen. Og det forbliver uforklarligt, at et folk, som kaldte sig selv Israel, ikke optræder under dette navn men af Egypterne kaldtes henholdsvis ''Amo'' og ''Hyksos''.  

Historien om ''exodus'' eller udvandringen fra Egypten kendes ikke fra Elephantine, en jødisk by i Egypten fra 400-tallet f.Kr., hvilket kunne tyde på, at denne tradition i jødisk historieforståelse enten må være yngre end denne tid eller endnu ikke spillede den rolle i jødisk selvforståelse, som den senere fik.

Hvis man vil være besværlig, kan man opstille følgende alternative hypotese: udskibningen fra Egypten til Mykene eksisterer ikke i det bibelske narrativ. Hvis man alligevel forudsætter, at det afspejler en historisk kendsgerning, så kunne disse udvandrere, ''hyksos'', have taget hele traditionen med sig og billedligt gengivet den på deres gravsteler. Da &quot;havfolket&quot; (som beviseligt stammer fra Grækenland foruden andre steder) langt senere, omkring 1178 f.Kr., kom til Palæstina, bragte de traditionen med sig. Det er her fra, at jøderne senere overtog den, omformulerede den til en ørkenvandring med Moselov og hele molevitten og dermed tillige skrev det oprindelige folk ud af beretningen og satte sig selv ind i stedet som led i en selvskabt historisk tradition. 

Der er selvsagt ingen beviser for en sådan udvikling, men der er heller intet, som modsiger den, og den ville forklare årsagen til, at traditionen åbenbart overlevede i Mykene. Og hvad mere er: det kunne forklare hvorfor, at folk fra Middelhavets nordlige kyster søgte øst- og sydpå (i stedet for vestpå), da deres hjemlige forhold ikke tillod dem at blive boende, hvor de var. Et indicium for, at teorien kunne være rigtig, er det forhold, at Mykene var et handelscentrum i tiden 1600-1100 f.Kr. blandt andet med handelsforbindelser til Levanten. Blandt de forhandlede varer var genstande af elfenben fundet i Megiddo, der viser handelsforbindelser til Det Ægæiske Hav, Kypern, Hittitterne samt Egypten.&lt;ref&gt;Novacek (2011), s. 47f&lt;/ref&gt; Det indebærer, at &quot;havfolket&quot; meget vel kan have haft handelsforbindelser med Levanten tidligere og derfor kendte til områdets frugtbarhed inden, at de udvandrede dertil.

Der imod kan vi udelukke, at det var israelitterne selv, som indvandrede sammen med havfolket, fordi dette skete 1178 f.Kr. mens Israel som omtalt nævnes på en stele allerede fra 1208 f.Kr.

Kildekritisk må det konstateres, at Mosebøgerne ret beset forsøger at forene to temmelig uforenelige historiske traditioner: på den ene side traditionen fra Mesopotamien omfattende Edens Have (Dilmun), Babelstårnet (zigguraterne) og Noas ark, hvor Abraham indgår som det forklarende bindeled hvorfor, at jødernes stamfader udvandrede til Kana'an, på den anden side traditionen om Jakob (Israel)&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 46&lt;/ref&gt;, Josef og hans brødre&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 48f&lt;/ref&gt;, Israels udvandring til Egypten&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 59&lt;/ref&gt; og Moses&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 67&lt;/ref&gt; med udvandring, ørkenvandring, moseloven og løftet om Kana'an.&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 243&lt;/ref&gt;

Der kan næppe være tvivl om, at den jødiske beretning om udvandringen fra Egypten og den egyptiske beretning om fordrivelsen af de fremmede omtaler den samme begivenhed set fra to sider. For så vidt behøver ingen af dem at give det sande billede: hvis årsagen virkelig var et vulkanudbrud, kunne de forringede leveforhold efter dette meget vel være årsag til, at folk udvandrede eller bortvandrede igen. At jøderne eller israelitterne har taget begivenheden til sig er for så vidt ikke anderledes end andre historier, som de har adopteret og adapteret.

Som en sidebemærkning skal det lige nævnes, at den egyptiske konge Amenhotep IV, bedre kendt som Akhenaten, som var gift med Nefertiti og fader til Tutankhaton, og som er gået over i historien som den første monoteistiske konge, regerede fra omkring 1353 til 1336 f.Kr. Det betyder, at han regerede henved 150 år efter, at ''hyksos'' udvandrede, og at der således ingen forbindelse er med Moses.

=== Bearbejdede profetier ===

De mange profetiske tekster i Gamle Testamente udgør et eget problem. Kort sagt er de kildekritiske studier i stigende grad blevet opmærksomme på, at der ikke er tale om originale tekster. I stedet er disse blevet ændret for at tilpasse dem til bestemte formål.

Esajas', Jeremias', Ezekiels og de Tolvs Bog mangler en historie og opretholder ikke en ensartet kronologisk rækkefølge af materiale. De profetiske bøger ses ikke længere som blot kilder, hvorved læserne kan få adgang til fortiden. De læses nu som bevidste kompositioner, der genpræsenterer og fortolker profeternes ord i tekstform.

Allerede i de sidste profeters tekster er der tegn på bevidst bevidsthed om tekstualiseringen af ​​profetier. Historien i Jeremias 36 beskriver for eksempel en proces, hvor forskellige budskaber i forskellige former fra forskellige tider og steder sammensættes i tekstform af profetens skriver. Når denne rulle efterfølgende ødelægges som reaktion på dens læsning, sker der ikke blot en omskrivning af rullen, men også en betydelig tilføjelse af lignende ord (Jeremias 36:32), hvilket vidner om bogens litterære vækst. Profeter som Jeremias er ikke længere tilgængelige, men deres ord er tilgængelige i de bøger, der bærer deres navne (Zakharias 1:5-6). Disse bøger danner et særskilt korpus inden for den bibelske kanon. Når Daniel refererer til Jeremias' profeti om halvfjerds år i Daniel 9:2, taler han om Jeremias' bog blandt en flerhed af profetiske bøger (jf. Ezekiel 38:17). 

De tidligste postbibelske fortolkere af den profetiske litteratur var de skriftkloge, oversættere og kommentatorer, der videregav, gengav og forklarede teksterne. Blandt vidner til den tidligst dokumenterede periode med skriftlig overlevering (ca. 250 f.Kr. indtil 132-135 e.Kr.) er det tydeligt, at skriftkloge ikke så sig selv som blot afskrivere på samme måde som skriftkloge fra en senere periode. De så snarere sig selv som ligestillede med de oprindelige forfattere, og de udvidede ofte den bibelske tekst med fortolkninger, der var beregnet til at hjælpe læserne med at forstå teksten. Disse skriftkloge havde deres eget syn på den bibelske tekst og ønskede at sikre en teologisk korrekt læsning af den.

Blandt de profetiske bøger må de mest fremragende eksempler på fortolkningsmæssig udvidelse være Jeremias og Ezekiel i den masoretiske tekst (MT). I disse tilfælde har udvidelsen nået niveauet for skabelsen af ​​nye udgaver af bøgerne. De hebraiske tekster bag de oldgræske (OG) versioner af disse bøger er betydeligt kortere førsteudgaver. Mange af udvidelserne i andenudgaverne, der findes i MT, er af eksegetisk karakter. For eksempel er Jeremias' berygtede fjende fra nord ikke eksplicit identificeret i OG eller dens hebraiske kilde, hvilket efterlader den åben for den slags eskatologiske fortolkning, der findes i Ezekiel 38:14-17, men MT identificerer denne fjende som Babylon i udvidelsen af ​​Jeremias 25:9, hvilket skaber en interessant konflikt med Jeremias 50:3 og dens profeti om en fjende fra nord, der kommer mod Babylon. Et andet eksempel er versionen af ​​Jeremias' profeti om halvfjerds år i Jeremias 25:11-12. I OG er denne profeti ikke eksplicit begrænset til perioden med babylonsk fangenskab (se: Dan 9:1-2, 24-27), men udvidelserne i MT gør denne begrænsning af profetien eksplicit (jf. Jeremias 29:10). For Ezekiels Bog forekommer en af ​​de mest bemærkelsesværdige udvidelser i MT Ezekiel 36:23c-38, som mangler, et vigtigt vidnesbyrd om OG fra det tredje århundrede e.Kr. Denne ret lange udvidelse er baseret på materiale fundet andre steder både i og uden for Ezekiels Bog. 

Når det forholder sig således med disse tekster, rejser det uundgåeligt spørgesmålet om og i hvilken grad, det samme er tilfældet med andre tekster i Gamle Testamente. Og det svækker betydeligt Gamle Testamentes værdi som kilde til jødernes historie.

=== Sammenfatning ===

Denne gennemgang af Gamle Testamente har kun omfattet en mindre del af den samlede tekst, men selv denne meget begrænsede gennemgang har belyst en række problemer:&lt;/br&gt;
- Gamle Testamente er ''ikke'' en historisk redegørelse for jødernes historie, selv om den giver indtryk af dette,&lt;/br&gt;
- det er i stedet en samling af traditioner, anekdoter og myter skrevet af ulige forfattere til ulige tider&lt;/br&gt;
- der er gjort forsøg på at sammenskrive og harmonisere disse narrativer&lt;/br&gt;
- hvilket ikke kan skjule, at der er kronologiske problemer&lt;/br&gt;
- og at væsentlige traditioner er hentet fra andre kulturer, især Sumer og Mesopotamien men også fra Grækenland.

Vi tør antage, at skildringen af kongetiden og det delte kongerige med navnelister over regenterne er rimelig troværdig, blandt andet fordi deres navne forekommer i andre kilder, men vi har kun ringe mulighed for at vide i hvilken udstrækning, historierne om dem er blevet ændrede for at tilpasse sig et senere monoteistisk narrativ.

Nogle historier, blandt andre Esthers Bog men også Ezras Bog og Nehemias' Bog, er meget sene og menes først at være blevet tilføjet efter afslutningen af det babylonske fangenskab.

=== &lt;big&gt;Semitismen, jødedommens tankesæt&lt;/big&gt; === 

Vi har i det foregående set på Gamle Testamente som et muligt historisk kildeskrift. Man kan imidlertid også anlægge en helt anden synsvinkel, nemlig Gamle Testamente som ideologisk grundlag nærmere betegnet som grundlag for en jødisk national etnicitet samt for en særlig jødisk etik. Det skal på forhånd understreges, at det følgende ikke omfatter alle jøder, idet mange alene identificerer sig som tilhørende denne folkegruppe af genealogiske og traditionsbårne årsager, det vil sige med hensyn til deres familiære oprindelse samt højtider og mindedage. Men der findes også kredse i den jødiske befolkning, der opfatter Gamle Testamente som en anvisning på hvordan, at jøder kan og bør opføre sig.

Alle kender begrebet &quot;anti-semitisme&quot;, men få eller ingen ved, hvad udtrykket &quot;semitisme&quot; egentlig dækker over. Man vil således lede forgæves efter det i en ordbog eller eksempelvis på ''wikipedia''. Her vil begrebet blivet forstået således, at det dækker over den tankegang eller de tankegange, som kan udledes og af nogle er blevet udledt af Gamle Testamente. Det betyder, at der her vil blive set bort fra jødisk mysticisme, kabala, frankisme og lignende ældre og nyere afledede ideologier, hvilke hver for sig er en særskilt undersøgelse værd.

Læser man Gamle Testamente, vil man se, at bestemte tankegange bliver promoveret. Det drejer sig i hovedsagen om følgende:&lt;/br&gt;
- det udvalgte folk&lt;/br&gt;
- racisme&lt;/br&gt;
- retten til Kana'an&lt;/br&gt;
- retten til at myrde hele befolkninger&lt;/br&gt;
- &quot;honningfælder&quot; og pengeafpresning&lt;/br&gt;
I det følgende vil hvert af disse emner blive gennemgået særskilt.

=== Det udvalgte folk ===

Ideen om jøderne som Guds udvalgte folk tager udgangspunkt i Første Mosebog kapitel 12: her møder vi Abram ved Ur i Kaldæa. Videre hedder det: &quot;Herren sagde til Abram: &quot;Forlad dit land og din slægt og din fars hus, og drag til det land, jeg vil vise dig. Jeg vil gøre dig til et stort folk og velsigne dig. Jeg vil gøre dit navn stort, og du skal være en velsignelse.&lt;/br&gt;
Jeg vil velsigne dem, der velsigner dig,&lt;/br&gt;
og den, der forbander dig, vil jeg forbande.&lt;/br&gt;
I dig skal alle jordens slægter velsignes&quot;.&quot;&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 17f&lt;/ref&gt;

Senere gentages denne priviligerede stilling i andre sammenhænge, således over for Jakob i Betel. I Første Mosebog kapitel 35:9-13 hedder det: &quot;Gud viste sig igen for Jakob, efter at han var kommet hjem fra Paddan-Aram. Han velsignede ham og sagde til ham: &quot;Dit navn er Jakob; men nu skal du ikke længere hedde Jakob. Dit navn skal være Israel.&quot; Og han gav ham navnet Israel. Han sagde til ham: &quot;Jeg er Gud den Almægtige. Bliv frugtbar og talrig! Et folk, ja, en mængde folkeslag skal nedstamme fra dig, og konger skal fremstå af dit eget kød og blod. Det land, jeg gav Abraham og Isak, giver jeg dig og dine efterkommere.&quot; Så steg Gud op fraham, dér hvor han havde talt med ham.&quot;&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 46&lt;/ref&gt;

I Anden Mosebog kapitel 3:7-10 findes følgende: &quot;Så sagde Herren: &quot;Jeg har set mit folks lidelse i Egypten, og jeg har hørt deres klageskrig over slavefogederne. Jeg har lagt mig deres lidelser på sinde, og derfor er jeg kommet ned for at redde dem fra egypterne og føre dem op fra dette land til et godt og vidtstrakt land, et land der flyder med mælk og honning, dér hvor kana'anæerne, hittitterne, amoritterne, perizzitterne, hivvitterne og jebusitterne bor. Nu har israelitternes klageskrig nået mig, og jeg har set, hvordan egypterne undertrykker dem. Gå nu! Jeg vil sende dig til Farao. Du skal føre mit folk israelitterne ud af Egypten&quot;.&quot;&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 69&lt;/ref&gt; Dette og tilsvarende formuleringer med &quot;mit folk israelitterne&quot; giver jøderne en identitet som Guds udvalgte folk i den jødiske selvforståelse.

=== Racismen ===

Racismen er en logisk følge af ideen om Guds udvalgte folk. Et folk kan selvsagt ikke være &quot;udvalgt&quot;, hvis andre folk kan indgiftes i det. Følgelig er Gamle Testamente fuldt af forbud mod at gifte sig med ægtefæller fra andre folkeslag og kritik, når de alligevel gjorde det. Lad os tage nogen eksempler.

I Femte Mosebog kapitel 7:1-4 finder vi følgende påbud af Moses: &quot;Når Herren din Gud fører dig til det land, du skal ind og erobre, og han driver store folkeslag væk foran dig, hittitterne, girgashitterne, amoritterne, kana'anæerne, perizzitterne, hivvitterne og jebusitterne, syv folk, der er større og mægtigere end du, og Herren din Gud overgiver dem til dig, og du besejrer dem, da skal du lægge band på dem. Du må ikke slutte pagt med dem og ikke vise dem barmhjertighed. Du må ikke bringe dig i familie me dem; du må ikke give dine døtre til deres sønner, og du må ikke lade dine sønner gifte sig med deres døtre, for det vil få dine sønner til at vige fra mig og dyrke andre guder. Da vil Herrens vrede flamme op imod jer, og han vil hurtigt udrydde dig.&quot;&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 208&lt;/ref&gt;

Dette gælder blandt andre kong Salomo. I Første Kongebog 11:1-4 læses således følgende: &quot;Kong Salomo elskede mange udenlandske kvinder foruden Faraos datter, moabitiske, ammonitiske, edomitiske, sidoniske og hittitiske; om de folk havde Herren sagt til israelitterne: &quot;I må ikke indlade jer med dem, og de må indlade sig med jer, for så vender de jeres hjerte til deres guder.&quot; Dem elskede Salomo, og han holdt fast ved dem. Han havde syv hundrede hustruer med fyrstelig rang og tre hundrede medhustruer, og hans hustruer bragte hans hjerte på afveje.&quot;&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 390&lt;/ref&gt;

I Ezras Bog kapitel 9:10-12 optræder Ezras bodsklage med blandt andet dette: &quot;Vor Gud, hvad skal vi nu sige efter dette? For vi har svigtet de befalinger, du gav gennem dine tjenere, profeterne, da du sagde: Det land, I skal ind og tage i besiddelse, er et urent land på grund af de fremmede folks urenhed med de afskyelige handlinger, som de i deres urenhed har fyldt det med fra ende til anden. Derfor må I ikke give jeres døtre til deres sønner, og I må ikke lade jeres sønner gifte sig med deres døtre.&quot;&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 527&lt;/ref&gt; og i Kapitel 10:10-12 bliver dette gentaget: &quot;Så rejste præsten Ezra sig og sagde til dem: &quot;I har handlet troløst ved at gifte jer med fremmede kvinder; I har øget Israels skyld. Aflæg nu bekendelse for Herren, jeres fædres Gud, og gør hans vilje. Skil jer ud fra landets folk og de fremmede kvinder&quot;.&quot;&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 528&lt;/ref&gt;

I Nehemias' Bog kapitel 10:31 indgår israelitterne blandt andet følgende forpligtelse: &quot;Vi vil ikke give vores døtre til landets folk, og vi vil ikke lade vores sønner gifte sig med deres døtre.&quot;&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 542&lt;/ref&gt;

Således kunne man blive ved.

=== Lebensraum ===

Jødernes ret til Kana'ans land hidrører fra Første Mosebog. I kapitel 12 læser vi: &quot;Dengang boede kana'anæerne i landet. Herren viste sig for Abram og sagde: &quot;Jeg vil give dine efterkommere dette land&quot;.&quot;&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 18&lt;/ref&gt; Senere, i kapitel 15, præciseres udstrækningen af dette jødiske lebensraum: &quot;Den dag sluttede Herren pagt med Abram. Han sagde: &quot;Jeg giver dine efterkommere dette land fra Egyptens flod (det vil sige Nilen) til den store flod, Eufratfloden: kenitterne, kenizzitterne, kadmonitterne, hittitterne, perizzitterne, refaitterne, amoritterne, kana'anæerne, girgashitterne og jebusitterne&quot;.&quot;&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 20f&lt;/ref&gt;

Størrelsen af dette jødiske lebensraum er påfaldende. Sammenlignet med officielle landegrænser i 2026 omfatter dette område: den østlige halvdel af Egypten inklusive hele Sinai, Palæstina inklusive Gaza og Vestbredden, Libanon, Jordan, Saudi Arabien, Yemen, Oman, Forenede Arabiske Emirater, Qatar, Bahrain, Kuwait, Irak samt Syrien. Nogle jødiske imperialister medregner også Kypern til området.

En anden afgrænsning findes i Fjerde Mosebog kapitel 34. Heri læser vi: &quot;Herren talte til Moses og sagde: &quot;Giv israelitterne denne befaling: I kommer nu til Kana'an, det land, der tilfalder jer som arvelod, Kana'ans land i dets fulde udstrækning. Jeres sydgrænse skal gå fra Sins ørken langs med Edom. I syd skal jeres grænse gå fra enden af Salthavet i øst. Så skal grænsen dreje syd om Akrabbim-passet, gå videre til Sin og ende syd for Kadesh-Barnea. Så skal den fortsætte til Hasar-Addar og gå videre til Asmon. Så skal grænsen dreje fra Asmon mod Egyptens bæk og ende ude ved havet.&lt;/br&gt;
Grænsen i vest: Det Store Hav med kyststrækning. Det skal være jeres vestgrænse.&lt;/br&gt;
Dette skal være jeres nordgrænse: Fra Det Store Hav skal I trække en linie til bjerget Hor; fra bjerget Hor skal I trække en linie til Lebo-Hamat, og grænsen skal ende i Sedad. Så skal grænsen gå videre til Zifron, og den skal ende i Hasar-Enan. Det skal være jeres nordgrænse.&lt;/br&gt;
Som grænse i øst skal I trække en linie fra Hasar-Enan til Shefam. Så skal grænsen gå ned fra Shefam til Ribla øst for Ajin, og grænsen skal fortsætte ned og støde til bjergryggen øst for Kinneretsøen. Så skal grænsen gå ned til Jordan og ende ved Salthavet.&lt;/br&gt;
Dette skal være jeres land med dets grænser hele vejen rundt.&quot;&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 196&lt;/ref&gt;

Dette er unægteligt en noget anden afgrænsning end før. Den kritiske læser vi måske spørge om Herren ikke havde forklaret sig godt nok over for Moses eller måske havde ændret holdning, eller om der måske er en helt tredie forklaring?

Den tænkende læser vil måske kigge nærmere på andre dele af samme historie. Vi hører, at Abraham fik børn både med Sara, sin hustru, nemlig jøderne, og med Hagar fra Egypten, hans trælkvinde, nemlig ismaelitterne, det vil sige araberne.&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 21&lt;/ref&gt; Så var det nu jøderne, araberne eller begge grupper som skulle leve i dette område? Desuden tog han sig en ny hustru: Ketura, med hvem han også fik efterkommere.&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 31&lt;/ref&gt; Det er således ret uklart hvem, der skulle overtage dette lebensraum.
 
Således tænker semitisterne ikke. De er imperialister, og de vil have det hele for sig selv. De mener at have ret til at fordrive andre folkeslag og ser Gamle Testamente som kilde til denne ret.

=== Retten til folkemord ===

Jødernes ret til at myrde befolkningerne, som levede i Kana'an, forekommer allerede i Mosebøgerne. I Femte Mosebog kapitel 20:16-17 findes således følgende påbud udtalt af Moses: &quot;i de folks byer, som Herren din Gud vil give dig i eje, må du ikke lade en eneste beholde livet; du skal lægge band på dem, på hittitterne, amoritterne, kana'anæerne, perizzitterne, hivvitterne og jebusitterne, sådan som Herren din Gud har befalet dig.&quot;&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 223&lt;/ref&gt;

I Josvabogen hører vi hvordan, at jøderne hensynsløst myrdede indbyggerne i Kana'an, eksempelvis i kapitel 8:24-29: &quot;Da israelitterne på åben mark havde dræbt alle de indbyggere fra Aj, som havde forfulgt dem ud i ørkenen, og da alle til sidste mand var faldet for sværdet, vendte alle israelitterne tilbage til Aj og huggede indbyggerne ned med sværd. Den dag blev der dræbt i alt tolv tusind mænd og kvinder, alle indbyggerne i Aj. Josva trak ikke sin udstrakte hånd med krumsværdet tilbage, før han havde lagt band på alle indbyggerne i Aj. ..Og Josva brændte Aj ned; han gjorde den til en øde ruinhøj for evigt, og det er den den dag i dag. Ajs konge hængte de på et træ og lod ham hænge til aften. Da solen gik ned, gav Josva sine folk befaling om at tage liget ned fra træet og kaste det hen ved indgangen til byporten. Så kastede de en stor stendynge op over ham, og den ligger der den dag i dag.&quot;&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 251f&lt;/ref&gt;

Tilsvarende i Josvabogen kapitel 10:28-43: &quot;Samme dag indtog Josva Makkeda. Han slog byen og dens konge med sværd og lagde band på byen og alle, der var i den; der var ingen, der overlevede. Han gjorde det samme med kongen i Makkeba, som han havde gjort med kongen i Jeriko.&lt;/br&gt;
Fra Makkeda drog Josva sammen med hele Israel videre til Libna. Han gik til angreb på Libna, og Herren gav også denne by og dens konge i Israels hånd. Josva slog byen og alle, der var i den, med sværd; der var ingen, der overlevede. Han gjorde det samme med kongen dér, som han havde gjort med kongen i Jeriko.&lt;/br&gt;
Fra Libna drog Josva sammen med hele Israel videre til Lakish. Han belejrede byen og gik til angreb på den, og Herren gav Lakish i Israels hånd. Den følgende dag indtog Josva byen; han slog den og alle, der var i den, med sværd, ganske som han havde gjort med Libna. Da drog Gezers konge Horam op for at komme Lakish til undsætning, men Josva slog kongen og hans hær; der var ingen, der overlevede.&lt;/br&gt;
Fra Lakish drog Josva sammen med hele Israel videre til Eglon. De belejrede byen og gik til angreb på den, og samme dag indtog de den og slog den med sværd. Den dag lagde han band på alle, der var i byen, ganske som han havde gjort med Lakish.&lt;/br&gt;
Fra Eglon drog Josva sammen med hele Israel op til Hebron. De gik til angreb på byen og indtog den; de slog byen, dens konge, alle dens byer og alle, der var i den, med sværd; der var ingen, der overlevede. Ganske som han havde gjort med Eglon, lagde han band på byen og på alle, der var i den.&lt;/br&gt;
Så vendte Josva sig sammen med hele Israel mod Debir. Han gik til angreb på byen og indtog den med dens kong og alle dens byer. De slog dem med sværd og lagde band på alle, der var i den; der var ingen, der overlevede. Han gjorde det samme med Debir og dens konge, som han havde gjort med Hebron og med Libna og dens konge.&lt;/br&gt;
Således besejrede Josva hele landet: Bjerglandet, Sydlandet, Lavlandet og Skråningerne og alle kongerne dér. Der var ingen, der overlevede; hver levende sjæl lagde han band på, sådan som Herren, Israels Gud, havde befalet. Josva besejrede dem fra Kadesh-Barnea til Gaza, i hele landet Goshen og helt til Gibeon. Alle disse konger og deres lande undertvang Josva på én gang, for Herren, Israels Gud, førte krig for Israel. Så vendte Josva sammen med hele Israel tilbage til lejren i Gilgal.&quot;&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 255&lt;/ref&gt;

I Josvabogen Kapitel 11 fortsætter folkemordene i det nordlige Kana'an, blandt andet Hasor: &quot;Alle, der var i byen, huggede de ned med sværd og lagde band på dem, så ikke en levende sjæl blev tilbage; og Josva brændte Hasor ned.&quot;&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 256&lt;/ref&gt; Da massemordet var til ende, blev rovet, det vil sige Kana'an, delt mellem israelitternes stammer.&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 257-264&lt;/ref&gt; Det minder om en langt senere begivenhed: under Sovjetunionen i Stalintiden gennemførte terrororganisationen OGPU under ledelse af jøden Genrikh Jagoda&lt;ref&gt;Lina (2003), s.315&lt;/ref&gt; samt NKVD overvejende ledet af jøder&lt;ref&gt;Lina (2003), s.318, 327&lt;/ref&gt; i 1932-33 et massemord på og en massefordrivelse af ukrainske bønder fra deres gårde, en begivenhed der blev kendt som ''holodomor''. Mindre kendt er, at OGPU overvejende bestod af jøder, og at disse efterfølgende som en belønning oprettede deres egne kollektivlandbrug, kibbutz'er, på de myrdede og fordrevne ukraineres jord.&lt;ref&gt;Holocaustmuseet i USA, film&lt;/ref&gt; Jødisk historieforståelse trækker lange spor.

Det var ikke kun ved erobringen af Kana'an, at jøderne begik massemord. I Esters Bog kapitel 9:2-16 hører vi: &quot;I alle kong Ahasverus' provinser samledes jøderne i deres byer for at lægge hånd på dem, der ville dem noget ondt. .. Den trettende dag i måneden adar samledes de øvrige jøder i kongens provinser og forsvarede deres liv; de fik fred for deres fjender, og og de dræbte 75.000 af deres modstandere&quot;.&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 555&lt;/ref&gt;

Flere eksempler end de nævnte kunne være fremhævet, men budskabet og moralen er tydelig nok: i &quot;hellig krig&quot; er massemord på guddommens befalet ikke blot acceptabel men en pligt at gennemføre.

Det er mildest talt absurd at se hvordan den samme ideologi, som hyldede folkemord i Gamle Testamente, har haft travl med at fremstille de selv samme massemordere som et uskyldigt forfulgt folkefærd i det 20. og starten af det 21. århundrede.

=== Honningfælder og pengeafpresning ===

Historier i Gamle Testamente giver jøderne tvivlsomme moralbegreber, eksempelvis at prostituere deres hustruer og døtre i form af &quot;honningfælder&quot;, det vil sige lokkemad for en efterfølgende afpresning. Det begynder med selveste Abraham. I Første Mosebog kapitel 20:2-16 læser vi: &quot;Abraham sagde om sin kone Sara, at hun var hans søster, og Abimelek, kongen i Gerar, sendte bud efter Sara. Om natten kom Gud i en drøm til Abimelek og sagde til ham: &quot;Nu skal du dø, fordi du har taget denne kvinde, for hun er gift&quot;.&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 25&lt;/ref&gt; Senere, da sandheden er blevet klar, hører vi: &quot;Så gav Abimelek Abraham får og køer, trælle og trælkvinder, og han gav ham hans kone Sara tilbage. Og Abimelek sagde: &quot;Mit land ligger åbent for dig. Slå dig ned, hvor du har lyst!&quot; Til Sara sagde han: &quot;Nu giver jeg din bror tusind sekel sølv. Det skal lukke øjnene på alle dem, der hører dig til. Nu har du fået fuld oprejsning&quot;.&quot;&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 26&lt;/ref&gt; Så Abrahams afpresning lykkedes.

Senere gentager historien sig med små variationer. I Esters Bog hører vi, at jøden Mordokaj sender sin datter til kong Ahasverus' harem, hvor &quot;hun vandt hans velvilje&quot;. ..&quot;Ester havde ikke fortalt, hvilket folk og hvilken slægt, hun tilhørte, for Mordokaj havde sagt til hende, at hun ikke måtte fortælle det.&quot; Men senere udnyttes hun til at redde jøderne, og naturligvis belønnes både hun og hendes fader for dette bedrag: &quot;Og Mordokaj fik foretræde for kongen, for Ester havde fortalt, hvordan han var i familie med hende. Kongen tog sin signetring, som han havde frataget Haman, og overdrog den til Mordokaj. Og Ester satte Mordokaj over Hamans hus.&quot;&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 549, 554&lt;/ref&gt;

Således legitimerer Gamle Testamente jødernes brug af honningfælder og pengeafpresning, når denne brug rettes imod folk i magtpositioner.

=== Sammenfatning ===

I 1973 fremkom udtrykket &quot;narrativ teologi&quot;.&lt;ref&gt;Bjerg (1984), s. 11&lt;/ref&gt; Udtrykkets betydning har været noget uklar, men pointen er, at hvis en kristen vil forklare sin tro og identitet, så kan dette ske ved at fortælle om Jesu ord og gerninger. På lignende måde kan jødedommens indhold bedst forstås ved at fortælle historier fra Gamle Testamente.

Som vi har set, er sådanne historier ikke just moralske. Ideen om det udvalgte folk, der ikke må gifte sig med folk fra andre folkeslag men nok har ret til at udnytte dets kvinder i honningfælder til pengeafpresning, og som mener sig i sin gode ret til hensynsløst at udrydde andre folkeslag &quot;i Guds navn&quot;, fremavler en tvivlsom moral. Hvis man vil være lidt uvenlig, kan man med god grund hævde, at denne tvivlsomme moral langt hen af vejen også afspejler sig i jødernes nyere historie.

Vi har i det foregående set hvordan, at denne moral henter sin inspiration i fortællinger fra Gamle Testamente. Og denne moral understreges ved at de samme emner bliver gentaget med blot mindre variationer flere gange som for at understrege, at den ikke er knyttet til en bestemt historisk situation men netop har evig gyldighed. I lighed med sit afkom, muhammedanismen, er denne moral præget af en foragt for dem, som ikke tilhører &quot;in-gruppen&quot;.

Der kan måske være grund til at uddybe dette udtryk nærmere. Alle mennesker udvikler en eller anden form for bevidsthed om at tilhøre et bestemt etnisk fællesskab, herunder skaber de et dertil knyttet begrebsapparat. Man kan skelne mellem det navn, som en etnisk gruppe bruger om sig selv i denne selvidentifikation, og det navn, som andre bruger om den samme gruppe. Nogle gange, men ikke altid, bruger de samme benævnelse, men deres opfattelse af gruppens afgrænsning og indhold behøver ikke at være det samme, men kan tilpasses den aktuelle situation.&lt;ref&gt;Lund (1993), s. 81&lt;/ref&gt; Betegnelsen afspejler en bevidsthed om hvem, man hører sammen med i et fællesskab, og hvem, der ikke hører til dette fællesskab.&lt;ref&gt;Lund (1993), s. 9&lt;/ref&gt; Ofte, men ikke altid, vil de, som ikke tilhører dette fællesskab, blive set ned på, mens man selv ophøjes for sine gode egenskaber.&lt;ref&gt;Lund (1993), s. 13-26&lt;/ref&gt;

Denne vi-bevidsthed skabes i vid udstrækning ved historier, beretninger og myter, om et skæbnefællesskab gennem utallige slægtled. Ofte vil disse historier blive fyldt med navne på legendariske personligheder, hvis liv og gerninger bliver en del af den personlige identitetsfølelse. Og som regel vil en del af denne historie omfatte etnogoni, det vil sige de indfødtes egen mytiske forklaring på deres oprindelse&lt;ref&gt;Lund (1993), s. 49&lt;/ref&gt;, som regel i form af en mytisk stamfader.&lt;ref&gt;Lund (1993), s. 91&lt;/ref&gt; I dansk sammenhæng kan man tænke på Saxo og hans Danmarkshistorie. I germansk sammenhæng er det myten om Tvisto, der er grundlaget for identiteten&lt;ref&gt;Lund (1993), s. 90&lt;/ref&gt;, og for jøderne er det Abraham, der har denne rolle.

Men sådanne historiske beretninger og myter har ikke kun den funktion at begrunde selvidentiteten men tillige at begrunde moralbegreber, hvad der er &quot;god&quot; og &quot;ond&quot; opførsel. For jøderne er det netop historierne i Gamle Testamente, som opfylder denne opgave.

Over tid kan disse funktioner aftage i betydning, fordi behovet for dem ikke længere er så stort. Dette fordi at myter erstattes med faktiske historiske erindringer. Men for visse grupper er dette ikke tilfælde. Her kan udviklingen tvært imod gå i den modsatte retning og udvikle sig til en regulær fanatisme, der kan motivere og begrunde næsten enhver handling. Denne fanatisme kan formuleres og organiseres i en dertil hørende ideologi, en -isme. Semitisme er en sådan ideologi, der i princippet ikke adskiller sig fra andre -ismer bortset fra den etniske gruppe, hvis selvfølelse og handlingsmønster, den skal begrunde.

=== &lt;big&gt;Sammenfatning og konklusion&lt;/big&gt; ===

Vi er nået vejs ende i gennemgangen, og resultatet taler for sig selv. Ikke blot er det officielle narrativ ikke korrekt, for hver del af dette narrativ findes en alternativ forklaring, og tilsammen tegner disse træk et andet men helt entydigt billede.

Først og fremmest: Gamle Testamente er ikke jødisk historieskrivning.&lt;ref&gt;Adler (2022), Preface&lt;/ref&gt; Der kan påvises et utal af indlån fra andre kulturer, eksempelvis historien om Moses i sivkurven og Noas ark, som tydeligt viser, at denne historie er en myte, et narrativ, skabt for at give jødisk identitet en høj alder. I stedet tjener Gamle Testamente som redskab til at give jøder en national identitet igennem deres trosretning, i særdeleshed Jahve. Det er i Jahves navn, at de udvandrer fra Egypten, erobrer Kana'an og i nyere tid trækker sig ind i etniske ghettoer.&lt;ref&gt;Crone og Cook (1977), s. 42&lt;/ref&gt; Hele den jødiske kultur er een lang markering af begivenheder hentet fra myterne i Gamle Testamente.

Dernæst: jøderne var tydeligvis ikke det monoteistiske folkefærd, som de gerne vil give indtryk af, tværtimod. Så langt, at Gamle Testamentes fremstilling overhovedet afspejler en historisk virkelighed, dyrkede jøderne flere guder gennem flere hundrede år. Vi ser en udvikling i flere trin:&lt;/br&gt;
- første trin: to guder, Jahve og El, forenes i en &quot;supergud&quot;&lt;/br&gt;
- andet trin: gudsdyrkelsen centraliseres og kontrolleres af kongen&lt;/br&gt;
- tredie trin: de lavere guder og gudinder forkastes, fordi at de ikke hjalp i en kritisk situation&lt;/br&gt;
- fjerde trin: præsteskabet udvikler et nyt narrativ til at forstærke dets magt og betydning som samlende kraft.&lt;/br&gt;
Det var en udvikling, hvor hvert trin var en logisk følge af det foregående, når behovet for en forandring i det herskende narrativ indtraf. Den nye ideologi var, som de fleste totalitære ideologier, et spørgsmål om at legitimere retten til magtudøvelse. Dette grundlag blev konstrueret ad hoc, det vil sige spontant efter behov. Dets grundlag var aldrig vel funderet, og vi kan nu afvise det fuldstændigt som fusk og forfalskning fra ende til anden.

Samtidig var det en udvikling, hvor hvert trin bidrog med særlige træk til den nye ideologis udvikling: først blev stammeguden anvendt til at legitimere myten om &quot;det udvalgte folk&quot;, herunder en racistisk ultrasemitisk afvisning af ægteskaber med repræsentanter fra andre folkeslag, og hvor regulært folkemord legitimeres som en følge af Jahves beslutning og påbud. Dernæst må den snart svækkede kongemagt i den nye nationale stat styrke sin stilling i befolkningen, hvilket sker ved centralisering af gudsdyrkelsen. Da så statsdannelsen alligevel bryder sammen, bliver det nødvendigt at udpege en skyldig årsag, og her må husguderne holde for. Endelig må det nye narrativ styrkes, hvilket blandt andet sker ved kampen for en ny egen stat.

Da mange profeter har først og fremmest til formål at legitimere den nye nationale ideologi som Jahves vilje.

Endelig er det også fra Gamle Testamente, at jøderne henter deres moralbegreber på godt og ondt.

Det er indlysende, at hvis der kan rejses tvivl om troværdigheden af beretningerne i Gamle Testamente, så er det ikke blot et kildekritisk problem. Det er hele grundlaget for jødedommen, der vælter. Jødedommen er, som muhammedanismen, det, som i kommunistkina kaldes en ''tofu-dreg'' konstruktion: en bygning eller anden konstruktion opført af underlødige bestanddele som gør, at den før eller senere falder sammen af sig selv.

Hidtil har Gamle Testamentes narrativer aldrig være underkastet en kildekritisk analyse, i modsætning til Nye Testamente, som allerede i 1800-tallet og begyndelsen af 1900-tallet blev underkastet en sådan analyse, som den bestod med udmærkelse. Det er først i de seneste år, at et sådant arbejde er igangsat og vel at bemærke er det sket af jødiske arkæologer og historikere. Det gør, at deres resultater ikke blot kan afvises med smædeudtryk som &quot;anti-semitisme&quot;. Det er derfor, at det har været så vigtigt at gøre disse resultater bekendt for et dansk publikum. Og hvis denne bog kan bidrage til fortsatte og uddybende studier af denne problematik, så har den opfyldt sit formål.

Det er for så vidt tilfældigt, at dette sker netop på en tid, hvor staten Israel og dens regering udsættes for en stigende international kritik for sin handlemåde, og så måske alligevel ikke. I alt for lang tid har kritik af jøder og Israel kunnet undertrykkes på grund af myterne om begivenheder under 2. verdenskrig. Men nu ligger disse begivenheder så langt tilbage, 2-4 slægtled, at de ikke længere kan beskytte imod kritik. Og samtidig har både rabiate jøder og den israelske regering i de seneste år udvist en optræden, som let lader sig kritisere. Det er ikke stedet her at uddybe dette emne, det kan fortjene en særskilt behandling og hører hjemme i politisk sammenhæng, ikke i forbindelse med jødedommen som religion og kultur, selv om der kan argumenteres for, at disse områder til dels overlapper hinanden.

Vi har set hvilken afgørende inflydelse, den kildekritiske analyse af Gamle Testamente har på forståelsen af jødedommens historie, men hvorledes forholder det sig med kristendommen? Hvilken indflydelse har kildekritikken på kristendommen? Det enkleste svar er: ingen. Gamle Testamente spiller kun en rolle i kristendommen på to måder:&lt;/br&gt;
- dels at vise at Jesus som messias er forudset allerede af gammeltestamentelige profeter; det er i denne sammenhæng ikke vigtigt, om dette var faktisk var tilfældet, men derimod at jøderne i hans samtid mente, at det forholdt sig således&lt;/br&gt;
- dels at vise de religiøse dogmer, som Jesus gjorde op med. Det viser sig i hans gentagne: &quot;I har hørt at ... men jeg siger jer nu at ...&quot; Jesu lære er i virkeligheden eet stort opgør med jødedommens tankegang og etnisk snæversynethed, han er i den sammenhæng helt på linje med den foreliggende kildekritiske analyse, selv om både hans metode og budskab er et andet.

Især i sidst nævnte sammenhæng er det vigtigt at forstå, at der ikke eksisterer nogen &quot;jødisk-kristne værdier&quot;. Dette moderne udtryk er intet andet end et jødisk forsøg på at tage kristne som gidsler for deres egne ideer. I virkeligheden er det kristendommen, der introducerer næstekærlighed og respekt for medmennesker uanset deres etniske tilhørsforhold, og i forlængelse heraf introducerer både menneskerettigheder og folkestyre. Intet af dette findes i jødedommen, her er det nationalt-etnisk snæversyn, som dominerer hele vejen. Jødedommen er og forbliver en anti-kristen ideologi, fordi den hviler på en selvforståelse baseret på manipulerede kilder i form af Gamle Testamentes skrifter. Og ved at påvise disse manipulationer, myter og omskrivninger, beviser moderne kildekritik, at kristendommen var og er et berettiget opgør med jødedommen.

Endnu for en menneskealder kunne forskere i jødedommen leve i deres vildfarelse om, at selv om der var problemer med Gamle Testamente som kilde til jødedommens historie, så var den i sine hovedtræk alligevel korrekt. Således er det ikke længere. Det kan nu bevises, at der bag den mytiske fortælling gemmer sig en anden historie. Lad så være, at begivenheder i de senere år i Gaza, på Vestbredden, i Libanon, i Egypten, over for Syrien og Iran uden tvivl har bidraget til at fremme denne udvikling. Et træ kendes på dets frugter, og hele verden har nu set de frugter, som jødisk fundamentalisme bringer med sig. Myten om det forfulgte uskyldige folkefærd lader sig ikke længere opretholde.

Og jo mere skingre, hysteriske og fanatiske jødedommens fundamentalister bliver i deres holdninger og opførsel, desto hurtigere vil de miste de sidste rester af en troværdighed, som de i virkeligheden aldrig har haft.

=== &lt;big&gt;Noter&lt;/big&gt; ===
{{Reflist|3}}

=== &lt;big&gt;Litteratur&lt;/big&gt; ===
* Yonatan Adler: ''The Origins of Judaism. An Archaeological-historical Reappraisal''; Yale University 2022; ISBN 978-0-300-25490-7
* Yonatan Adler: &quot;Toward Identifying Proto-Judaic Cultural Features in Ancient Israel and Judea&quot; (i: ''Journal of Ancient Judaism'' (2024), s. 1-28)
* Yonatan Adler: ''Between Yahwism and Judaism. Judean Cult and Culture during the Early Hellenistic Period (332-175 BEC)''; Cambridge University Press 2025; ISBN 978-009-45961-7
* Gad Barnea: &quot;P. Berlin 13464, Yahwism and Achaemenid Zoroastrianism at Elephantine&quot; (2024)
* Geoffrey Bibby: ''I Dilmun tier ravnen''; Wormanium 1971; ISBN 87-85-1600-40
* Geoffrey Bibby: ''Det forsvundne årtusinde''; Wormanium 1978; ISBN 87-8516-053-9
* ''Bibelen''; Det Danske Bibelselskab 1992; 1. udgave 1. oplag; ISBN 87-7325-276-6
* Svend Bjerg: &quot;Den kristne grundfortælling. Studier over fortælling og teologi&quot; (''Teologiske Studier'', bind 8; 2. oplag 1984; Aarhus 1984; ISBN 87-7003-409-5) 
* Patricia Crone og Michael Cook: ''Hagarism. The Making of The Islamic World''; Cambridge 1977; ISBN 0-521-21133-6
* Stephan Peter Dinkgreve: ''In Search of the Sublime: A world history of humanity's relentless pursuit of scientific truth, moral excellence, and enlightenment''; 2021
* Robert Gnuse: &quot;Spilt Water: Tales of David (II Sam 23:13-17) and Alexander the Great (Arrian, Anabasis of Alexander 6.26.1-3).&quot; (i: ''Scandinavian Journal of the Old Testament''; 1998, bind 12, s. 233-248)
* Robert Gnuse: &quot;Abducted Wives: A Hellenistic Narrative in the Book of Judges?&quot; (i: ''Scandinavian Journal of the Old Testament''; 2007; bind 22, s. 272-285)
* Robert Gnuse: &quot;From Prison to Prestige: The Hero who helps a King in Jewish and Greek Literature.&quot; (i: ''Catholic Biblical Quarterly''; 2010 bind 72, s. 31-45)
* Robert Gnuse: &quot;Divine Messengers in Genesis 18-19 and Ovid.&quot; (i: ''Scandinavian Journal of the Old Testament''; 2017; bind 31, s. 66-79)
* Robert Gnuse: &quot;Greek Connections: Genesis 1-11 and the Poetry of Hesiod&quot; (i: ''Biblical Theology Bulletin''; 2017 nr. 47, s. 131-143
* Robert Gnuse: &quot;Heed Your Steeds: Achilles’ Horses and Balaam’s Donkey.&quot; (i: ''International Journal of Research in Humanities and Social Sciences''; 2017; række 4 hæfte 6; s. 1-5)
* Robert Gnuse: &quot;Samson and Heracles Revisited.&quot; (i: ''Scandinavian Journal of the Old Testament''; 2018, bind 32, s. 1-19)
* Robert Gnuse: &quot;Greek Historians and the Primeval History.&quot; (i: ''International Journal of Research in Humanities and Social Sciences''; 2019; række 6 hæfte 1, s. 20-25)
* Robert Gnuse: &quot;Jephthah’s Daughter and Iphigenia in the Plays of Euripides&quot; (i: ''International Journal of the Arts and Humanities''; 2019; række 5 hæfte 1, s. 16-23)
* Robert Gnuse: &quot;Hellenism and the Primary History: The Imprint of Greek Sources in Genesis-2 Kings&quot; ''Copenhagen International Seminar''; Routledge, London 2020 
* Philippe Guillaume: &quot;Hesiod’s heroic age and the biblical period of the Judges.&quot; (i: Thomas Thompson and Philippe Wajdenbaum (red.): ''The Bible and Hellenism: Greek Influence on Jewish and Early Christian Literature. Copenhagen International Seminar''; Routledge, New York 2014; s. 146-164)
* Daniel Hawk: &quot;Violent Grace: Tragedy and Transformation in the Orestia and the Deuteronomistic History.&quot; (i: ''Scandinavian Journal of the Old Testament''; 2003, bind 18, s. 73-88)
* Gerhard Larsson: &quot;Possible Hellenistic Influence in the Historical Parts of the Old Testament.&quot; i: ''Scandinavian Journal of the Old Testament''; 2004; bind 18, s. 296-311)
* Niels Peter Lemche: &quot;The Old Testament-A Hellenistic Book&quot; (: ''Scandinavian Journal of the Old Testament''; 1993 bind 7, s. 163-193)
* Niels Peter Lemche: &quot;Is It Still Possible to Write a History of Ancient Israel?&quot; (i: ''Scandinavian Journal of the Old Testament''; 1994, bind 8, s. 163-188)
* Niels Peter Lemche: &quot;Good and Bad in History: The Greek Connection.&quot; (i: Steven McKenzie and Thomas Römer (red.): &quot;Rethinking the Foundations: Historiography in the Ancient World and in the Bible. Essays in Honour of John Van Seters&quot;; ''Beihefte zur Zeitschrift für die altestamentliche Wissenschaft'' nr. 294; Walter de Gruyter, Berlin 2000; s. 127-140) 
* Niels Peter Lemche: &quot;How Does One Date an Expression of Mental History?&quot; (i: Lester Grabbe (red.): &quot;Did Moses Speak Attic? Jewish Historiography and Scripture in the Hellenistic Period&quot; (i: ''Journal for the Study of the Old Testament Supplement Series'' 317/European Seminar on Historical Methodology 3; Sheffield Academic Press, Sheffield 2001; s. 200-224)
* Niels Peter Lemche: &quot;Does the Idea of the Old Testament as a Hellenistic Book Prevent Source Criticism of the Pentateuch?&quot; (i: ''Scandinavian Journal of the Old Testament''; 2011, bind 25, s. 75-92)
* Niels Peter Lemche: &quot;When the End is the Beginning: Creating a National History?&quot; (i: ''Scandinavian Journal of the Old Testament''; 2015, bind 29, s. 22-32)
* Jüri Lina: ''Skorpioni märgi all. Nõukogude võimu tõus ja langus''; Stockholm 2003; ISBN 91-972897-9-5
* Allan A. Lund: ''De etnografiske kilder til Nordens tidlige historie''; Wormanium 1993; ISBN 87-89531-08-6
* Etienee Nodet: &quot;Editing the Bible: Alexandria or Babylon?&quot; (i: Thomas Thompson and Philippe Wajdenbaum (red.): ''The Bible and Hellenism: Greek Influence on Jewish and Early Christian Literature. Copenhagen International Seminar''; Routledge, New York 2014; s. 36-55) 
* Gabrielle Vera Novacek: ''Ancient Israel. Highlights from the Collections of The Oriental Institute University of Chicago''; University of Chicago 2011; ISBN 978-1-88923-65-3
* Johannes Pedersen: &quot;Hasmonæer&quot; (i: ''Salmonsens Konversationsleksikon'', 2. udgave, bind X; 1919; s. 943-944)
* Benjamin W. Porter: &quot;Assembling the Iron Age Levant: The Archaeology of Communities, Polities and Imperial Peripheries&quot; (i: ''Journal of Archaeological Research'' vol. 24; 2016; s. 373-420)
* Katherine Stott: &quot;Herodotus and the Old Testament: A Comparative Reading of the Ascendancy Stories of King Cyrus and David.&quot; (i: ''Scandinavian Journal for the Study of the Old Testament''; 2002; bind 16 s. 52-78)
* Jan-Wim Wesselius: &quot;Discontinuity, Congruence and the Making of the Hebrew Bible.&quot; (i: ''Scandinavian Journal for the Study of the Old Testament''; 1999 bind 13 s. 24-77)
* Jan-Wim Wesselius: &quot;The Origin of the History of Israel: Herodotus’ Histories as Blueprint for the First Books of the Bible&quot; (i: ''Journal for the Study of the Old Testament Supplement Series''; Sheffield Academic Press, Sheffield 2002)
* Hans Christian Ørsted: &quot;Overtro og Vantro i deres Forhold til Naturvidenskaben&quot; (''Aanden i Naturen''; 4. udgave; København 1978; ISBN 87-414-8972-1; s. 76-106)

=== &lt;big&gt;Film&lt;/big&gt; ===
* Simca Jacobovici: ''The Exodus Decoded''</text>
      <sha1>4fggggeedqp5ghfipxwgp3kn5yefndq</sha1>
    </revision>
    <revision>
      <id>41972</id>
      <parentid>41971</parentid>
      <timestamp>2026-05-28T07:48:59Z</timestamp>
      <contributor>
        <username>Sven Halfdan Nielsen</username>
        <id>3898</id>
      </contributor>
      <comment>småret</comment>
      <origin>41972</origin>
      <model>wikitext</model>
      <format>text/x-wiki</format>
      <text bytes="157126" sha1="mkswi730kka8jfiyxn3ebemfxu0br0e" xml:space="preserve">[[Fil:Philippe de Champaigne - Moses with the Ten Commandments - WGA04717.jpg|thumb|400px|Ifølge nye videnskabelige kildekritiske teorier er det ikke Moses, som har skrevet Mosebøgerne. Maleri af Philippe de Champaigne.]]

=== &lt;big&gt;Fortale&lt;/big&gt; ===

Jødedommens ældste historie har hidtil været indhyllet i mørke. Traditionen hviler på ''Tanakh'' eller Gamle Testamente, men dette synes først at have fundet sin endelige form i det 2. århundrede f.Kr. i det hasmunitiske kongerige. Hvor meget, traditionerne har ændret sig før denne tid, er et åbent spørgsmål.

Foruden Gamle Testamente er de vigtigste kilder til belysning af spørgsmålet især arkæologiske fund, men også her er der store problemer med troværdigheden. Flere kilders oprindelse er omstridte og dermed bliver deres udsagnsværdi også tvivlsom.

Det er først i den seneste menneskealder, at der tegner sig et mere klart billede af den omskiftelige historie, men hidtil har mig bekendt ingen forsøgt at gøre denne viden tilgængelig på dansk. Jeg har derfor efter fattig evne forsøgt at skildre denne på grundlag af tilgængeligt materiale. Jeg har desuden tilføjet notehenvisninger til de skriftlige kilder, som jeg anvendt.

Når man forsøger at skildre kendt historie således som tilfældet er med Gamle Testamente, stilles man over for to problemer: dels må man forsøge at sætte denne fremstilling i forhold til det billede, som andre kilder tegner, dels må man forsøge at forstå den forvandling og forvanskning af oprindelige kilder, som fremstillingen i Gamle Testamente nu afspejler.

Den foreliggende undersøgelse falder i to hoveddele, dels en undersøgelse af jødernes faktiske historie således som den lader sig fastslå baseret på grundlag af arkæologiske og historiske kilder, herunder spørgsmålet om jødernes religion, dels en kildekritisk analyse af ''Tanakh'' eller Gamle Testamente. Afslutningsvis vil der blive foretaget en vurdering af hvilken indflydelse, ''Tanakh'' har haft på jødernes selvforståelse og Gamle Testamente har på kristen selvforståelse.

Der kan være grund til at understrege, at stort set alt i denne undersøgelse alene skyldes yderst kompetente forskeres virke, og jeg har efter evne forsøgt at henvise til denne forskning. Litteraturen herom findes i den afsluttende litteraturliste. Desuden har jeg inddraget andre inspirationskilder, hvor jeg finder dem relevante og troværdige. Derimod er fortolkningen af disse ulige arbejder min egen, og de oprindelige forskere kan og bør derfor ikke drages til ansvar for denne fortolkning.  

På dette sted kan der være grund til at forudskikke enkelte kendsgerninger: selvidentiteten &quot;jøde&quot; synes først at blive skabt i 2. århundrede f.Kr. efter hasmunitternes oprør og etableringen af kongeriget baseret på religiøse regler. Der findes ingen ældre beviser på, at jøderne inden da havde fulgt moseloven, og først på dette tidspunkt optræder ''Tanakh'', de ældste synagoger samt mønter uden billede. Det bør desuden bemærkes, at der ingen omtale findes af sabbaten i Gamle Testamente.

Efter den babylonske magtovertagelse i 586 f.Kr. optræder ''al Yahuda'' som en by i Babylon, stednavnet Israel optræder første gang på en mønt dateret år 66 e.Kr. og i forbindelse med jødernes oprør mod romerne.

Om bogens titel skal jeg blot bemærke, at jeg har valgt ordet &quot;jødedom&quot;, fordi det betegner jødisk religion og kultur på samme tid.

Sven Halfdan Nielsen&lt;/br&gt;
Pärnu, den 5. maj 2026

=== &lt;big&gt;Indledning&lt;/big&gt; ===

Al historisk og litterær forskning må hvile på kildekritiske undersøgelser. Dette betyder, at arkæologiske og sproglige kilder kritisk må vurderes med henblik på deres oprindelsessituation, eventuelle tendens, forholden sig til de omtalte begivenheder og for sproglige kilder tillige deres formål (som udmærket kan være mangesidigt). Kilderne må stilles i forhold til, hvad der ellers vides om tiden, og de må forsøges tolket således, at de er bedst i overensstemmelse med denne viden, og at de ikke modsiger denne viden. Hvis det sidste er tilfældet, må man spørge, om fortolkningen er rigtig, eller om den hidtidige &quot;viden&quot; må revideres.

Lige siden afslutningen af 2. verdenskrig og især i det 21. århundrede har beskyldninger om &quot;anti-semitisme&quot; fået et kraftigt opsving. Der kan derfor være grund til at gøre nogle bemærkninger om min opfattelse af dette begreb og dets anvendelse.

For mig består udtrykket &quot;anti-semitisme&quot; af to dele: &quot;anti&quot; betyder imod, og &quot;semitisme&quot; betegner en politisk, nationalistisk ideologi. Dette indebærer, at jeg skelner mellem jøder som kulturel folkegruppe på den ene side og en semitisk ideologi på den anden.

Jeg har intet imod folk, som identificerer sig selv som jøder i religiøs og kulturel henseende så længe, at dette ikke berører deres forhold til andre folkegrupper. For mig er &quot;jøde&quot; altså en betegnelse, der i princippet ikke adskiller sig fra dansker, tysker, armener, kurder, japaner eller en hvilken som helst anden national folkegruppe.

Anderledes forholder det sig med begrebet &quot;semitisme&quot;. Her er der i mine øjne tale om en totalitær og intolerant national ideologi, som tåler sammenligning med fx. fascismen i Italien og nazismen i Tyskland. Der er med andre ord tale om en ekskluderende ideologi, som på samme tid legitimerer en bestemt handlemåde over for andre befolkningsgrupper. Dette kan der senere være grund til at vende tilbage til, når vi har gjort os selve grundlaget for denne tankegang klart.

Lad mig sige det straks: det er ikke &quot;anti-semitisk&quot; at anlægge en anden betragtningsmåde en den, som såkaldte &quot;semitter&quot; selv anlægger - med mindre at man tilføjer, at sådanne semitter har et snævert syn og en snæver fortolkningsramme båret af egne fordomme. I denne henseende minder semitter og muhammedanere om hinanden. Begge promoverer en bestemt fortolkning, og begge benægter retten til at inddrage andre kilder eller til at anlægge en anden og bedre forståelse.

For mig skræmmer udsigten til at blive tillagt smædeord mig ikke. Afgørende for mig er objektivt at se på alle fastslåede kendsgerninger og så nå frem til den forståelse, som er mest og bedst i overensstemmelse hermed. Hvis andre har problemer hermed, er det deres problem, ikke mit. De ønsker at forsvare en myte, men for mig er det de historiske kendsgerninger bag myten, som er det vigtigste. Myter er overtro og vantro. Men som Hans Christian Ørsted har sagt det, vil videnskaben overvinde overtroen og vantroen&lt;ref&gt;Ørsted (1978), s. 106&lt;/ref&gt;, og således må det være.

Det gælder her som i tilfældet med muhammedanismen&lt;ref&gt;se ''Muhammedanismen i kildekritisk belysning''&lt;/ref&gt;, at modstanden og modviljen imod at blive konfronteret med nye kendsgerninger dybest set blot viser hvor usikre, forsvarere af den herskende ideologi i virkeligheden er. Hvis de var sikre i deres overbevisning, ville de velkomme enhver udfordring, idet de vil kunne tage den op og sagligt imødegå den. Men således forholder det sig ikke, tværtimod. 

Det bør tilføjes, at forskningsfeltet er inde i en rivende udvikling i disse år. Det kan derfor ikke udelukkes, at forskningen om føje år vil give et andet, mere omfattende men måske også revideret billede i forhold til nu, og således må det være. Det er den eneste måde, at vor viden kan forøges og forbedres på. Og skulle denne bog medvirke til at fremme en sådan forskning, har den opfyldt sit formål.

=== &lt;big&gt;Jødedommens ældste historie&lt;/big&gt; ===

Formålet med det følgende er at skildre jødedommens ældste historie. Hovedvægten vil blive lagt på de arkæologiske vidnesbyrd. Bibelen vil imidlertid blive inddraget, hvis og når den kan belyse historiske kendsgerninger. En række emner vil blive underkastet en særskilt behandling.

=== Den kana'næiske oprindelse ===

I det 2. århundrede f.Kr. var Kana'an beboet af stammer med hver deres skytsguddom. Disse guddomme hørte til den kana'anæiske gudeverden og omfattede blandt andre El, Ba'al og Jahve. Over tid begyndte jøderne imidlertid at skille sig ud og hævde, at de ikke stammede fra kana'anæerne, skønt både sproglige og religiøse træk fra tiden 1200-1000 f.Kr. tyder på, at de udviklede sig fra en kana'anæisk fælles kultur i den grad, at det ofte er svært at skelne imellem dem.&lt;ref&gt;Dinkgreve (2021), kap. 8&lt;/ref&gt;

Hvornår, denne udskillelsesproces er fundet sted, vides ikke, men det må være sket omkring 1207 f.Kr., idet kana'anæerne og israelitterne på en stele rejst af farao Merneptah dateret til dette tidspunkt udtrykkeligt er nævnt som to uens folkegrupper:&lt;/br&gt;
- &quot;Kana'en er udplyndret,&lt;/br&gt;
- Israel er lagt øde.&quot;&lt;/br&gt; 
Det er værd at bemærke, at de hieroglyffer, som angiver navnet Kana'an, viser, at der er tale om et land, mens de, som angiver Israel, viser, at der er tale om et folk.&lt;ref&gt;Dinkgreve (2021), kap. 8&lt;/ref&gt; Det er også den eneste kilde fraset Gamle Testamente som nævner et folk kaldet Israel på denne tid.&lt;ref&gt;Novacek (2011), s. 66&lt;/ref&gt;

Den oprindelige gud for Israel synes at have været ''El''. Navnet &quot;Isra-el&quot; betyder &quot;Els styre&quot;.&lt;ref&gt;Dinkgreve (2021), kap. 8&lt;/ref&gt;

Kildekritiske undersøgelser af Mosebøgerne viser at disse er skrevet af flere forskellige forfattere, hvoraf to af forskerne kaldes P og E. Begge disse forfattere kalder Gud for ''El'' indtil, at Gud angiveligt selv kalder sig ''Jahve'' over for Moses: &quot;Jeg er Jahve. Jeg viste mig for Abraham og Isak og Jakob som ''El-Shaddai'', men mit navn er ''Jahve''. Jeg gjorde ikke det bekendt for dem&quot;.&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 72&lt;/ref&gt;

Det bør tilføjes, at i ''Genesis'' forekommer 17 tilfælde af associationer med ''El'' (fx. Bethel) men ikke een eneste med ''Jahve''. Der er desuden eet tilfælde med henvisning til ''Ba'al'', nemlig Ashbel, Benjamins søn

=== Ugarit ===

I 1928 fandt en bonde i Ras Shamra ved Middelhavskysten (nu i Syrien) et omkring 3.000 år gammelt gravkammer. En udgravning det følgende år viste, at det dækkede over dels en større gravplads, dels en forhistorisk by: Ugarit, en vigtig handelsby fra omkring 1450 f.Kr. til 1192 f.Kr., idet byen blev brændt af og blev opgivet antagelig mellem 1190 f.Kr. og 1185 f.Kr. Blandt de mange fund var et stort antal lertavler og mange af dem med religiøse tekster: mytologiske vers, hymner til guder, lister over præsternes ofringer. Den ledende guddom i Ugarit hed ''El''. ''El'' var gudernes fader, skaber af alle levende væsener, den evige konge. Han blev beskrevet som en ældre skægget mand, som sad på en trone med en krone med tyrehorn. Hans hustru hed ''Ashera''&lt;ref&gt;Dinkgreve (2021), kap. 8&lt;/ref&gt;, hun var moder til 70 guder ifølge teksterne. Blandt sønnerne var stormguden ''Baal'', havguden ''Jam'', dødsguden ''Mott'' og krigergudinden ''Anat''. Tilsammen blev de kaldt ''Ilham'', det vil sige børn af ''El''.

I Bibelens skildring af skabelsen optræder ordet ''Elohim'', på hæbraisk et ord for guddom, hvilket er umiddelbart sammenligneligt med ordet i Ugarit, men ordet er flertal, ikke ental. Og flere af beretningerne i Gamle Testamente bruger netop (men ikke alene) dette ord om Gud: ''El Shaddai'' (Gud den Almægtige), ''El Elyon'' (Gud den Højeste)&lt;ref&gt;Novacek (2011), s. 41&lt;/ref&gt;, ''El Olam'' (den evige Gud), ''El Bethel'' (Bethels Gud). Det er det samme navn som den øverste gud i kana'anæernes gudeverden.

Af disse kendsgerninger tør drages to slutninger. Den ene er, at Gud i den hebraiske forståelse ikke i starten var fuldstændig og enerådende men i stedet udviklede sig over tid, langsomt ved en proces, der bedst kan beskrives som konvergens: flere guder smeltede sammen i een guddom.

Den anden slutning, man tør drage, er den, at israelitterne udviklede sig som folk fra kana'anæerne. Deres første gud var kana'anæernes gud ''El''. For de folk, som levede i bjergene i Kana'an omkring 1100 f.Kr. var der ikke nogen markant forskel imellem deres egen religion og de omgivende folkeslags religion: de dyrkede den samme fadergud og modergudinde. Dette har været anerkendt af arkæologer siden omkring 1970 baseret på fundne lertavler, indskrevne navne på lerkar, fund af husguder og af husaltre.

=== Jahve ===

Nu er det velkendt, at jøderne har et andet navn på deres gud: ''Jahve''. Hvor stammer dette navn fra? Hvor og hvornår overtog han de egenskaber, som tidligere blev tillagt El? For at svare på disse spørgsmål, må vi inddrage tre nye kilder.

På en to tusinde år gammel læderklud fundet i en hule findes en tekst med følgende indhold: da den højeste gud gav nationerne deres arv, da han delte menneskeheden, fastlagde han deres indbyrdes grænser i henhold til antallet af gudesønner. Denne tekst fra Femte Mosebog 32:8&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 237&lt;/ref&gt; var identisk med den tekst, som jøderne kopierede i århundrede før Kristi fødsel. Den findes i den græske version af Gamle Testamente fra 3. og 2. århundrede f.Kr. Jøderne ændrede siden teksten fra &quot;gudesønner&quot; til &quot;Israels sønner&quot;.

Tages teksten for pålydende, har den højeste gud inddelt menneskene i nationer og givet hver nation en søn som guddommelig leder. I det følgende vers fortælles hvilken søn, der blev tildelt hvilken nation, og det oplyses, at Jahve fik tildelt Jacobs stamme eller Israel.

Det må her bemærkes, at Jahve her tydeligt er en mindre, en underordnet gud i forhold til den højeste gud. Bibelforskere som Mark Smith og Frank Moore Cross fra Harvard mener, at det er her, at Jahve gøres til guddom for Jacobs stamme. Teksten i Kumran (bedre kendt som Dødehavsrullerne) bevarede den oprindelige tekst, men den blev i middelalderen tilsyneladende tilpasset.

I ''Salmernes Bog'' salme 82 findes følgende:&lt;/br&gt;
&quot;Gud træder frem i gudeforsamlingen,&lt;/br&gt;
blandt guderne holder han dom:&lt;/br&gt;
Hvor længe vil I dømme uretfærdigt&lt;/br&gt;
og tage parti for de ugudelige? Sela&lt;/br&gt;
Skaf de svage og faderløse deres ret,&lt;/br&gt;
frikend de hjælpeløse og arme,&lt;/br&gt;
udfri de svage og fattige,&lt;/br&gt;
red dem fra de ugudeliges magt!

De forstår og fatter intet,&lt;/br&gt;
de vandrer i mørke,&lt;/br&gt;
jordens grundvolde rokkes.&lt;/br&gt;
Jeg har sagt: I er guder,&lt;/br&gt;
I er alle sønner af den Højeste.&lt;/br&gt;
Dog skal I dø som mennesker,&lt;/br&gt;
og I skal falde som en af stormændene.

Rejs dig, Gud, hold dom over jorden,&lt;/br&gt;
for du har alle folkene som ejendom.&quot;&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 693&lt;/ref&gt;

Denne salme indeholder altså mindet om en gudeforsamling, som også afspejles i den langt ældre tekst. Ordet &quot;guderne&quot; i den originale tekst er ''Elohim'', i flertal. Det viser, at der var en tid i jødernes historie, hvor flerguderi øjensynligt var en almen forståelse. Og en af disse gudesønner var åbenbart Jahve.

Et lignende minde findes i Første Mosebog kapitel 6, der begynder således:

&quot;Da menneskene begyndte at blive talrige på jorden og fik døtre, så gudesønnerne, at menneskedøtrene var smukke. Blandt dem tog de sig alle de koner, de havde lyst til. Da sagde Herren: &quot;Min livsånde skal ikke forblive i mennesket for evigt. De er dødelige, deres levetid skal være 120 år&quot;.&lt;/br&gt;
Dengang gudesønnerne gik ind til menneskedøtrene og fik børn med dem - men også siden hen - var der faldne på jorden. Det er heltene, navnkundige mænd fra ældgamle dage.&quot;&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 12. Den danske oversættelse har &quot;kæmper&quot; i stedet for &quot;faldne&quot; men det originale ord er ''nefilim'' med netop denne betydning&lt;/ref&gt; 

Endnu en kilde, som bør nævnes, er et tempel nu beliggende i Sudan på Nilens vestre bred. Det blev opført af farao Aman Hototeep III (bedstefader til Tutankhamon), som regerede Egypten fra ca. 1390 f.Kr. til 1352 f.Kr., og var tilegnet guden Amon Ra. På en af søjlerne i dette tempel, der omtaler underkuede folkeslag, optræder &quot;Tashasu YHWH&quot;. Nationen ''Shassu'' var et semitisk folkeslag, nomader, kvæghyrder, der strejfede om i ørkenen ved den sydlige grænse for Kana'an. Betegnende nok identificeres de ikke ved deres landområde men derimod ved deres guddom, ''Jahve'', omtrent 200 år før at israelitterne ellers optræder i historiske tekster ifølge gængs fortolkning.

Egyptologen Donald Redford slutter heraf, at ''Jahve'' oprindeligt var en edomitisk eller midianistisk gud i de sydlige ørkenområder, som blev dyrket i områder, som den hebraiske bibel selv udpeger som stedet for jødernes oprindelse, som stedet hvor Moses hørte Gud tale fra en brændende busk, og i ''Dommerbogen'' findes blandt andet &quot;Deboras sejrssang&quot;, som dateres til 12. århundrede f.Kr.&lt;ref&gt;Dinkgreve (2021), kap. 8&lt;/ref&gt;, med følgende linjer:

Herre, da du drog ud fra Se'ir,&lt;/br&gt;
da du skred frem fra Edoms land,&lt;/br&gt;
skælvede jorden, himlen dryppede af regn,&lt;/br&gt;
ja, skyerne dryppede af vand.&lt;/br&gt;
Bjergene rystede foran Herren,&lt;/br&gt;
Sinajs Herre,&lt;/br&gt;
foran Herren, Israels Gud.&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 276&lt;/ref&gt;

Edom lå i den nordøstlige del af Sinaj-ørknen, sydøst for Det Døde Hav. Men der er mere. Jahve introduceres af Moses efter, at Jetro, Moses svigerfader, sammen med sine sønner havde sluttet sig til jøderne.&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 87&lt;/ref&gt; Ifølge Anden Mosebog kapitel 3:1 var Jetro præst i Midjan.&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 68&lt;/ref&gt; Det må rejse spørgsmålet, om det er fra ham, at Moses har overtaget sin guddom Jahve. Men ifølge Dommerbogen kapitel 1:16 var Jetro kenit: &quot;Efterkommere af den kenit, der var Moses' svigerfar, drog sammen med judæerne op fra Palmebyen til Judas ørken i Arads sydland og bosatte sig hos befolkningen dér.&quot;&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 271&lt;/ref&gt; Kenitterne var Kains efterkommere. I Første Mosebog kapitel 4:17-22 læser vi: &quot;Kain lå med sin kone, og hun blev gravid og fødte Enok. Så byggede han en by og gav den navn efter sin søn Enok. Enok fik sønnen Irad, Irad fik Mehujael, Mehujael fik Metushael, og Metushael fik Lemek. Lemek tog sig to koner, den ene hed Ada, den anden Silla. Han blev stamfader til dem, der bor i telte og holder kvæg. Også Silla fødte en søn, Tubal-Kain, stamfader til smedene, alle dem, der forarbejder kobber og jern.&quot;&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 11&lt;/ref&gt; 

Vi ved, at i andre kulturer som egyptisk, græsk og romersk er smedekunsten forbundet med vulkaner: i romersk mytologi hed smedeguden ligefrem ''Vulkan''. Læg dertil profetien i Esajas' Bog kapitel 31:9, der nævner &quot;Herren, som har sit bål på Zion og sin ovn i Jerusalem&quot;.&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 874&lt;/ref&gt; Og for at fuldende billede findes i Anden Mosebog kapitel 19:18-19 følgende beskrivelse af bjerget: &quot;Hele Sinajs bjerg var hyllet i røg, fordi Herren var steget ned på det i ild og røgen steg til vejrs som røgen fra en smelteovn. Hele bjerget skælvede af stor rædsel, og hornklangen blev kraftigere og kraftigere.&quot;&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 88&lt;/ref&gt; Det kunne være en beskrivelse af en aktiv vulkan. Disse sammenfald kan næppe være tilfældige. Er der tale om, at Jahve oprindelig var en smedegud forbundet med vulkanisme, og at han er overtaget af Moses (hvis han er en historisk person) fra sin svigerfaders kultur? I så fald viser det, at der findes en jødisk religiøs forhistorie, som man siden har forsøgt at fortrænge.

Af det foregående tør vi antage, at ''Jahve'' ikke begyndte i Israel. Han begyndte som en &quot;skytsguddom&quot; blandt nomadiske stammer uden en konge, uden templer og uden et skriftsprog. På et eller andet tidspunkt, måske som følge af handel eller af en edomitisk udvandring nordpå, kom denne gud til kana'anæerne, og der mødte han en anden guddom: den gamle gud ''El''. Hvad, der siden fulgte, var konvergens: før dannelsen af et kongerige, før opførelsen af det første tempel, blev ''El'' &quot;opslugt&quot; af ''Jahve''. Derved fik den nye fusionerede guddom begge navne i Gamle Testamente.

=== Ashera ===

Men denne gud stod ikke alene, han havde en kvindelig partner, en gudinde: ''Ashera''. Ashera optræder i kana'anæernes hjem som gudindestatuette, hendes navn findes på forrådskar og i gravskrifter. I tekster fra 8. århundrede f.Kr. bliver hun påkaldt ved siden af Jahve som om de hørte sammen og var ligestillede.

Vi ved nu, at hun i århundreder var blevet dyrket af jøderne som gudinde. Hun kunne gå på vandet, hendes tilnavn var ''Kudu'', den hellige. Hun findes gengivet på et egyptisk kunstværk fra samme tid stående på ryggen af en løve og med en slange i hver hånd. Kort sagt var hun en af de store modergudinder i Mellemøsten.

I to bygninger daterede til tiden 801-770 f.Kr. i det nordøstlige Sinai ved bjerget Contilit Azud fandt arkæologer i 1975 store forrådskar med en tekst skrevet på tidlig hebraisk: &quot;Jeg velsigner dig ved Jahve af Samaria og hans Ashera&quot;&lt;ref&gt;Novacek (2011), s. 92&lt;/ref&gt; og &quot;Jeg velsigner dig ved Jahve af Teman og hans Ashera&quot;. Her står israelitternes mandlige guddom sammen med kana'anæernes gudinde. Teman var den egn i ørkenen, hvor ifølge Habakuks Bog kapitel 3:3 Jahve havde sin oprindelse:&lt;/br&gt;
&quot;Gud kommer fra Teman,&lt;/br&gt;
den Hellige fra Parans bjerge&quot;.&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 1187&lt;/ref&gt;

I Hebron blev tilsvarende fundet en gravskrift dateret til midten af 8. århundrede f.Kr.: &quot;Velsignet være Uryyaho ved Jahve for fra hans fjender ved Ashera har han frelst ham&quot;.

Desuden har man fundet over tusind små gudindestatuetter, heraf 400 alene i Jerusalem, der ifølge Raz Kletter utvivlsomt forestiller Ashera skildret med krop som en cylinder med to markerede bryster og hænder, der tilbyder dem, samt et smilende ansigt. De dateres alle til 8. og 7. århundrede f.Kr. og de blev alle fundet i private hjem, ikke i templer. De viser, at dyrkelsen fandt sted under det delte kongerige som noget alment udbredt, ikke som noget særegent for de få.

Som supplement til en forståelse kan man gå til Gamle Testamente, hvor der er bevaret flere passager, hvori Ashera-dyrkelsen omtales. Den følgende oversigt gør ikke krav på fuldstændighed.

I Første Kongebog kapitel 14 læser vi: &quot;Salomos søn Rehabeam blev konge i Juda. .. Rehabeam var enogfyrre år, da han blev konge, og han regerede sytten år i Jerusalem, den by Herren havde udvalgt af alle Israels stammer til at sætte sit navn på. Hans mor hed Na'ama og var fra Ammon.
Judæerne gjorde, hvad der var ondt i Herrens øjne, og med de synder, de begik, gjorde de ham mere vred, end deres fædre havde gjort. Også de byggede offerhøje og lavede stenstøtter og Ashera-pæle på alle høje bakker og under alle grønne træer; der var endog mandlige helligskøger i landet.&quot;&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 396&lt;/ref&gt;

I kapitel 15 læser vi: &quot;I Nebats søn kong Jeroboams attende regeringsår blev Abija konge over Juda. Han regerede tre år i Jerusalem. Hans mor hed Ma'aka og var datter af Absalom. Han fulgte alle de synder, som hans far havde begået før ham..&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 396&lt;/ref&gt;

I Israels konge Jeroboams tyvende regeringsår blev Asa konge over Juda. Han regerede enogfyrre år i Jerusalem. Hans mor hed Ma'aka og var datter af Absalom. Asa gjorde, hvad der var ret i Herrens øjne, lige som sin fader David. Han forviste de mandlige helligskøger fra landet og fjernede alle de møgguder, som hans forfædre havde lavet. Han fjernede også sin mor Ma'aka som kongemoder, fordi hun havde ladet fremstille en rædselsstøtte til Ashera. Asa huggede støtten om og brændte den i Kedrondalen. Offerhøjene forsvandt ikke..&quot;&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 396f&lt;/ref&gt;

I kapitel 16 læser vi: &quot;Omris søn Akab blev konge over Israel i Judas konge Asas otteogtredivte regeringsår, og Omris søn Akab regerede toogtyve år i Samaria over Israel. Omris søn Akab gjorde, hvad der var ondt i Herrens øjne, værre end nogen før ham. Da det ikke var nok for ham at følge Nebats søn Jeroboams synder, giftede han sig med sidoniernes konge Etba'als datter Jezabel, og han gav sig til at dyrke og tilbede Ba'al. Han rejste et alter for Ba'al i Ba'als tempel, som han havde bygget i Samaria. Akab lavede en Ashera-pæl, og Akab gjorde mere endnu, så han krænkede Herren, Israels Gud, mere end nogen af Israels konger, der havde været før ham.&quot;&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 399&lt;/ref&gt;

I Anden Kongebog kapitel 21 omtales kong Manassa. Om hans gerninger hedder det: &quot;Han gjorde, hvad der var ondt i Herrens øjne efter de afskyelige skikke hos de folkeslag, som Herren havde drevet bort foran israelitterne. Han genopbyggede de offehøje, som hans fader Hizkija havde ødelagt; han rejste altre for Ba'al, og han lavede en Ashera-pæl, sådan som Israels konge Akab havde gjort, og han tilbad hele himlens hær og dyrkede den. .. Og i de to forgårde til Herrens tempel byggede han altre for hele himlens hær. .. Og han opstillede Ashera-billedet, han havde lavet, i dette tempel, om hvilket Herren havde sagt til David og til hans søn Salomo: &quot;''På dette tempel og på Jerusalem, som jeg har udvalgt blandt alle Israels stammer, vil jeg sætte mit navn til evig tid; og jeg vil ikke mere jage Israel bort fra det land, som jeg gav deres fædre, når de blot omhyggeligt vil gøre alt det, jeg har befalet dem, og holde hele loven, som min tjener Moses gav dem.''&quot; Men de ville ikke høre, og Manassa forledte dem til at handle værre end de folkeslag, som Herren havde udryddet for israellitterne.&quot;&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 438f&lt;/ref&gt;

I Anden Kongebog kapitel 23 oplyses, at denne afgudsdyrkelse holdt sig til Josija stoppede den: &quot;Så befalede kongen ypperstepræsten Hilkija, andenpræsterne og dørvogterne at fjerne alle de ting, der var lavet til Ba'al og til Ashera og til hele himlens hær, fra Herrens tempel, og han brændte dem uden for Jerusalem .. Helligskøgernes rum i Herrens tempel, hvor kvinderne vævede klæder til Ashera, rev han ned. .. Også alteret i Betel, offerhøjen som Jeroboam, Nebats søn, havde opført, han som forledte Israel til synd, både dette alter og offerhøjen rev Josija ned, og han knuste stenene til støv og brændte Ashera-pælen.&quot;&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 441&lt;/ref&gt; 

Profeten Jeremis beklagede sig i Jeremias' Bog kapitel 7: &quot;Kan du ikke se, hvad de gør i Judas byer og Jerusalems gader? Børnene samler brænde, fædrene tænder ild og kvinderne ælter dej, så de kan lave offerkager til Himmeldronningen og udgyde drikofre for andre guder og krænke mig.&quot;&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 950&lt;/ref&gt; Han taler om ''Ishtar'', Mesopotamiens version af Ashera, mens hun blev adopteret som ''Afrodite'' i Grækenland og blev kaldt ''Astarte'' af kana'anæerne og senere af fønikerne.&lt;ref&gt;Novacek (2011), s. 38&lt;/ref&gt;

Der kan således ikke være tvivl om, at Ashera-dyrkelsen var udbredt blandt jøderne i flere århundreder, snart officielt snart uofficielt. Manassa regerede fra 697 f.Kr. til 642 f.Kr. og Josija skal have stoppet Ashera-dyrkelsen omkring 622 f.Kr. Men uofficielt fortsatte dyrkelsen helt frem til babylonernes erobring af Jerusalem.

Det vigtigste i denne sammenhæng er, at denne afgudsdyrkelse, som det også fremgår af Gamle Testamente, fandt sted længe efter, at jøderne skulle være gået over til monoteisme.

=== Den centraliserede gudsdyrkelse ===

Men hvornår begyndte den monoteistiske gudsdyrkelse blandt jøderne? Meget tyder på, at det var en udvikling i to trin: først skete der en centralisering af gudsdyrkelsen, og langt senere en overgang til monoteisme.

Første kilde til denne udvikling findes i Moseloven. Her hedder det: &quot;Du må ikke lave dig noget gudebillede i form af noget som helst oppe i himlen eller nede på jorden eller i vandet under jorden. Du må ikke tilbede dem og dyrke dem, for jeg, Herren din Gud, er en misundelig Gud.&quot;&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 89. I oversættelsen til dansk bruges ordet &quot;lidenskabelig&quot; i stedet for &quot;misundelig&quot;&lt;/ref&gt; Det siges ikke, at der ikke findes andre guder, kun at jøderne ikke længere måtte dyrke dem.

Næste kilde findes i Anden Kongebog om kong Josija, som regerede 640-609 f.Kr. Her hedder det: &quot;Og statsskriveren Shafan fortalte kongen, at præsten Hilkija havde givet ham en bog, og Shafan læste den op for kongen.&quot;&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 440&lt;/ref&gt; Forskere mener, at den bog, der her er tale om, sandsynligvis var Femte Mosebog.

Femte Mosebog adskiller sig tydeligt fra de foregående fire Mosebøger, så meget at man mener, at den har sin egen forfatter (eller egne forfattere), der af forskerne kaldes D. Denne forfatter D genkendes også i en række andre tekster i Gamle Testamente: Joshua-bogen, Første og Anden Dommerbog, Samuels Bog samt Første og Anden Kongebog. Det menes, at alle disse bøger er forfattede af samme person eller personkreds.&lt;ref&gt;Dinkgreve (2021), kap. 8&lt;/ref&gt;

Anden Kongebog fortæller om kong Josiah, at han centraliserede gudsdyrkelsen og forbød stedlige altre: &quot;Han hentede alle præsterne fra Judas byer, og offerhøjene lige fra Geba til Be'ersheba, hvor de havde tændt offerild, gjorde han urene, og portofferhøjene, som lå ved kommandantensen Josvas port til venstre, når man går ind ad byporten, rev han ned.&quot;&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 441&lt;/ref&gt; Som det siges: &quot;Der havde ikke tidligere været nogen konge, der som han af hele sit hjerte og af hele sin sjæl og af hele sin styrke vendte om til Herren, helt efter Moses' lov og efter ham kom der ingen som han.&quot;&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 442&lt;/ref&gt; Tydeligvis var der tale om at samle al religiøs magt på et sted og under kongens kontrol. Det var med andre ord en religiøs revolution.

For at retfærdiggøre denne revolution måtte man opfinde en spådom, der kunne retfærdiggøre den. Her træder nu to kilder ind. Den ene findes i Første Kongebog. Her omtales en gudsmand, som råber imod et alter: &quot;Alter, alter! Dette siger Herren: I Davids hus skal der fødes en søn ved navn Josija. På dig skal han slagte de offerhøjspræster, som tænder offerild på dig, og han skal brænde menneskeknogler på dig.&quot;&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 393&lt;/ref&gt;

Den anden er Femte Mosebog: allerede i første sætning gives indtrykket af, at denne bog er Moses' sidste ord inden sin død&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 200&lt;/ref&gt;, og her formuleres en &quot;ny moselov&quot; begyndende således:

&quot;Dette er de love og retsregler, som I omhyggeligt skal følge i det land, Herren, dine fædres Gud, har givet dig i eje, så længe i lever på jorden. I skal ødelægge alle de steder, hvor de folk, I fordriver, har dyrket deres guder, på de høje bjerge, på bakkerne og under alle grønne træer. I skal rive deres altre ned og knuse deres stenstøtter, deres Ashera-pæle skal I brænde, og deres gudebilleder skal I hugge om; I skal udslette deres navn fra de steder. For på den måde må I ikke dyrke Herren jeres Gud. Nej, I skal søge til de sted, Herren jeres Gud udvælger blandt alle jeres stammer til at sætte navn på, så det kan bo der. Dér skal du komme, og derhen skal I bringe jeres brændofre og slagtofre, jeres tiender og afgifter, jeres løfteofre og frivilligofre og det førstefødte af jeres køer og får.&quot;&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 214&lt;/ref&gt;

Men trods dette forsøg på at legitimere centraliseringen af gudsdyrkelsen holdt det ikke længe. Snart begyndte folk atter deres decentrale gudsdyrkelse, og som vi tidligere har set, opgav de aldrig deres Ashera-dyrkelse.

=== Jøderne i Kana'an ===

Vi har fulgt jødernes religiøse udvikling, men hvordan forholder det sig med områdets politiske udvikling? Det er en broget historie, hvor Gamle Testamente trods påviselige fejl alligevel kan give nyttige oplysninger.

Meget taler for, at det var ankomsten af &quot;havfolket&quot; (engelsk: ''Sea People'') omkring 1178 f.Kr. som udløste en ny politisk udvikling. Frem til sammenbruddet havde området været præget af kana'anæiske kongefamilier, som styrede mindre områder fra deres centralt beliggende byer. Hidtil havde områder i nord været under hittitisk overherredømme og området i syd som helhed været under egyptisk kontrol, men nu svækkedes denne kontrol&lt;ref&gt;Porter (2016), s. 384&lt;/ref&gt;, og det indebar, at der blev mulighed for indbyrdes stammekrige i området. Det betød også, at folk udefra nu kunne blande sig med held i de stedlige stammekrige. Det er muligt, at jødernes erobringer netop hører hjemme i denne sammenhæng. Til trods for, at Gamle Testamente fremstiller disse kampe som religionskrige mellem folkeslag med polyteisme og jøderne med deres påståede monoteisme, er der intet, som tyder på, at dette er korrekt.

Snarere må vi se disse kampe som sket mellem et imperialistisk erobrerfolk og stedlige bofaste stammer. At der også var religiøse forskelle imellem dem, understregede blot krigenes stammemæssige karakter. Mens filistrene bosatte sig ved kysten, flyttede israelitterne ind fra øst og bosatte sig overvejende i højlandet, hvor de over tid tilegnede sig megen af den stedlige kultur, samtidig med at deres frænder, aramæerne, slog sig ned mod nordøst i Syrien. Hebræerne fik i denne besættelse støtte fra beslægtede og ligesindede nomadiske stammer og semitiske folkeslag. Alliancen var mulig, fordi de alle dyrkede Jahve.&lt;ref&gt;Novacek (2011), s. 66&lt;/ref&gt; Denne fælles kult var længe den eneste institution, som bandt folket sammen, og det kunne ikke forhindre, at der jævnligt opstod konflikter mellem dem.

Der kan på dette sted være grund til at gøre op med myten om Jerikos erobring. Ifølge den bibelske tradition skete erobringen ved, at de omgivende bymure styrtede sammen.&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 248f&lt;/ref&gt; Problemet er, at det arkæologisk kan påvises, at der ingen bymure var!&lt;ref&gt;Novacek (2011), s. 66&lt;/ref&gt; Forklaringen er, at Kana'an indtil da havde været underlagt Egypten, hvis overherredømme var blevet afgjort efter slaget ved Megiddo i 1479 f.Kr. Efter erobringen beholdt eliten i de kana'anæiske familier deres styrende rolle, når blot de var loyale i forhold til den egyptiske farao, men de måtte acceptere, at de ikke måtte befæste deres byer, (hvilket gav dem problemer blandt andet, da Megiddo blev angrebet af Lab'ayu fra det nærliggende Shechem).&lt;ref&gt;Novacek (2011), s. 25&lt;/ref&gt; Det må rejse spørgsmålet, om israelitterne overhovedet nogen sinde har erobret Kana'an, eller om de så at sige &quot;overtog&quot; havfolkets faktisk påviste erobringer og indskrev det i deres historie?

Overhovedet har det været praktisk talt umuligt at påvise israelitterne bosættelse i Levanten. Forskere har ment, at en række nye bosættelser i marginale områder i bjergegne kunne være deres bosættelser&lt;ref&gt;Porter (2016), s. 386&lt;/ref&gt;, men der kan lige så godt være tale om, at nogle kana'anæere fra lavlandet efter det handelsmæssige sammenbrud valgte at flytte ud og etablere sig med et nyt men mere holdbart selvforsynende landbrug&lt;ref&gt;Porter (2016), s. 388f&lt;/ref&gt;, hvor handel som helhed spillede en mindre rolle end tidligere og især var af regional snarere end international karakter.&lt;ref&gt;Porter (2016), s. 388&lt;/ref&gt; Ulige forsøg på at identificere bestemte former for genstande som værende israelitiske er strandet på, at de selv samme genstande også findes i områder uden israelsk bosættelse ifølge Gamle Testamente, de kan derfor ikke levere det ønskede bevis.&lt;ref&gt;Porter (2016), s. 387&lt;/ref&gt;

I den første tid efter israelitternes indvandring var tilstandene i Kana'an væsentlig som før. Det var langt fra lykkedes jøderne at udrydde hele den bosatte befolkning, så det endte med, at jøderne bosatte sig i egne bosættelser. De ulige folk og stammer levede i samfund hver for sig med byerne som centrum for de omgivende landsbyer. Hebræerne erobrede og ødelagde de mere civiliserede kana'anitter men overtog deres skriftsystem. De overtog også kana'anitternes byggeskik, men uden at hebræernes byggerier nåede samme høje stade som deres forgængere. Jerusalem var på denne tid et lille sted uden stor betydning og kunne ikke måle sig med andre byer i området.

Tør man tro Josvabogen kapitel 20, blev der oprettet særlige bebyggelser kaldet &quot;tilflugtsbyer&quot; for kriminelle, hvor disse kunne søge politisk asyl og unddrage sig retsforfølgelse for deres kriminelle gerninger: &quot;Herren talte til Josva og sagde: &quot;Sig til israelitterne, at de skal udpege de tilflugtsbyer, som jeg talte til jer om ved Moses, så en drabsmand, der uforsætligt og uforvarende slår nogen ihjel, kan flygte dertil; de skal være tilflugtssteder for jer mod blodhævneren. Når drabsmanden søger tilflugt i en af disse byer og stiller sig ved indgangen til byporten, skal han forelægge sin sag for de ældste i den by. De skal give ham adgang til byen og give ham et sted, hvor han kan bo hos dem. Når blodhævneren forfølger ham, må de ikke udlevere drabsmanden til ham; det var jo uforvarende, han slog sin næste ihjel, han havde ikke tidligere næret fjendskab mod ham. Han kan så blive boende i den by, indtil han stilles for menighedens domstol, eller indtil den ypperstepræst dør, som er der til dentid. Da kan drabsmanden vende tilbage til sin by og sit hus, den by, han er flygtet fra&quot;.&quot;&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 264&lt;/ref&gt; De var en ordning, som kunne beskytte enhver kriminel mod retsforfølgelse.

Og jødernes folkemord fortsatte. I Dommerbogen kapitel 1 læser vi: &quot;Så drog Juda op, og Herren gav kana'anæerne og perizzitterne i deres hånd, og de slog dem i Bezek og dræbte ti tusind mand. ..Judæerne angreb Jerusalem og indtog den. De huggede indbyggerne ned med sværd og stak ild på byen.&quot;&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 271&lt;/ref&gt; I de byer, som det ikke lykkedes jøderne at udrydde befolkningen, blev disse i stedet gjort til hoveriarbejdere.&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 272&lt;/ref&gt; Det kan næppe undre, at denne opførsel gav anledning til yderligere uro, og at nye kampe fulgte. Ved en lejlighed slog jøderne &quot;omkring ti tusind moabitter ihjel. .. Derefter havde landet ro i firs år&quot;.&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 274&lt;/ref&gt;

Efter Josvas erobringer fulgte dommertiden, hvor landet blev styret af de såkaldte dommere. Tør man tro Gamle Testamente førte det til, at filistre og ammonitter for en tid fik overtaget.&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 286&lt;/ref&gt; Også internt var der øjensynlig magtkampe, således forenedes de andre stemmer mod Benjamins stamme.&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 297ff&lt;/ref&gt;

Efterhånden blev lovløsheden for meget, og hebræerne etablerede et kongedømme i Palæstina. Denne institution kom som en nødvendig følge af både de interne lovløse tilstande og behovet for at organisere krigsførelsen mod andre folkegrupper. I vest udgjorde filistrene en stærkere modstand end kana'anitterne, fordi de havde udviklet jernsmedning. Mod nord boede fønikerne i Libanon, der var mest optaget af handel. Da kana'anitterne stadig blev mere undertrykte, skabte det grundlaget for etableringen af det hebræiske kongedømme omkring 1000 f.Kr. 

Først under dommeren Samuel opstår der blandt jøderne angiveligt krav om etableringen af et kongerige. Landets første konge hed Saul.&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 317&lt;/ref&gt; Han dateres til omkring 1000-tallet f.Kr. Tør vi tro Første Samuelsbog gennemførte han adskillige krige.&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 320&lt;/ref&gt; Kana'an var angiveligt forenet under ham og hans to efterfølgere, David og Salomo. Salomo beskrives i Gamle Testamente som en mægtig konge, der blandt andet opførte et gudstempel i Jerusalem, men arkæologiske undersøgelser har ikke kunnet bekræfte dette, og Salomo er påfaldende totalt fraværende i ikke-bibelske kilder. Det har fået mange historikere til at mene, at Salomo må have været en småkonge.&lt;ref&gt;Novacek (2011), s. 83&lt;/ref&gt; Også israelerne synes fraværende i arkæologiske fund fra denne tid, i stedet dominerer kypriotisk og fønikisk lertøj samt stedlige efterligninger af dette.&lt;ref&gt;Novacek (2011), s. 89, 93&lt;/ref&gt;

Da kong Salomo døde i 922 f.Kr. blev det hebræiske kongedømme delt i to: Kongeriget Israel og Kongeriget Juda. Det var kun Juda og Benjamins stammer, som accepterede Salomos søn Rehabeam som deres konge, og de oprettede dermed det sydlige kongerige Juda med Jerusalem som hovedstad. Mod nord gjorde de øvrige stammer Jeroboam til konge og oprettede kongeriget Israel med Sikem og senere Samaria som hovedstad. Vigtigst i denne sammenhæng er, at der intet stammesammenhold var, end ikke deres religion kunne holde sammen på dem, og som vi allerede har set, skete der jævnligt frafald fra denne, lige som israelitterne indgiftede sig i andre folkegrupper nok så meget som indbyrdes. Der var konstant magtkampe, hvilket afspejler det totale fravær af national solidaritet og enhed. Også udefra skete angreb. Anden Krønikebog er fuld af bereninger om disse krige.

Det bør for god skyld nævnes, at en basalt stele fra Dhiban omtaler, at kong Mesha fra det moabitiske kongerige overvandt Kongeriget Israel og udvidede sit rige, en begivenhed som menes afspejlet i Anden Kongebog kapitel 3.&lt;ref&gt;Porter (2016), s. 382&lt;/ref&gt;&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 412&lt;/ref&gt; 

Kongeriget Israel ophørte, da Assyrien erobrer hovedstaden Samaria 722 f.Kr. Herved mistede også de 10 nordlige israelske stammer deres betydning. Nogle af indbyggerne i Kongeriget Israel blev deporteret af assyrierne, men arkæologisk kan der ikke dokumenteres nogen befolkningsudskiftning eller nogen nedgang i befolkningstallet, og genetiske undersøgelser antyder også en kontinuitet i områdets befolkningssammensætning. Hovedparten af befolkningen synes således at være forblevet i området og samaritanerne menes at være de mest direkte efterkommere af befolkningen i Kongeriget Israel, hvilket også er i overenstemmelse med deres egen opfattelse. Nogle beboere fra Kongeriget Israel må antages at være flygtet til kongeriget Juda, hvilket kan forklare hvordan de nordlige stammers myter er blevet inkorporerede i den tekster i Gamle Testamente, som blev samlede i Kongeriget Juda.

=== Eksilet i Babylon ===

Der er næppe tvivl om, at hvis jøderne havde modstået angreb udefra, ville afgudsdyrkelsen have fortsat. Der ville fortsat have været private gudindestatuetter og private altre. Men een begivenhed ændrede jødernes historie og dermed verdenshistorien: babylonernes erobring i 586 f.Kr.

Forud gik en belejring, som varede to og et halvt år. Vilkårene under belejringen var forfærdelige: jøderne sultede, men vi ved fra samtidige beretninger, at de ikke holdt sig tilbage fra at spise deres egne børn. Da Nebukadnezer erobrede Jerusalem, blev Salomons tempel brændt ned til grunden. Kongepaladset blev brændt ned. Huse blev brændt ned. Forsvarsanlæggene omkring byen blev revet ned sten for sten. Kong Zedekiah, som havde forsøgt at flygte, blev fanget og ført frem for Nebukadnezer. Det sidste, han så, var, at han sønner blev slået ihjel. Så blev han gjort blind, og måtte i denne tilstand foretage vandringen til Babylon.

Hele den jødiske befolkning blev tvangsforflyttet til Babylon. Det skete i tre omgange. Da de forlod Jerusalem, måtte de uundgåeligt miste troen på deres guder, som havde svigtet dem.

Hvad, der skete under det babylonske fangenskab, var ekstraordinært: i stedet for at blive integrerede i deres nye omgivelser valgte de skriftkloge jøder den modsatte vej, nemlig at bevare og redigere deres historiske traditioner. Sigende optræder byen Al Yahuda i Babylon på denne tid. Jøderne samlede, hvad de havde bevaret om deres historie, og begyndte at nedskrive det. Undervejs blev traditionen omskrevet og tilpasset deres nye selvforståelse. Bibelforskere mener, at det var antagelig på denne tid, at traditionerne i ''Tanakh'' begyndte at få deres endelige form.

Og det var tilsyneladende også her, at jødernes tro fik den monoteistiske karakter, som siden skulle gøre sig gældende. Det er her, at profeten Ezekiel fortæller, at Gud gør ham opmærksom på den afgudsdyrkelse, som finder sted.&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 1048&lt;/ref&gt; Det er her, at Gud lover at straffe jøderne for denne afgudsdyrkelse.&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 1049&lt;/ref&gt; Det er her, at jødernes bortførelse bliver stillet i udsigt. Det er her, at grunden lægges til den fortolkning, at eksilet gøres nødvendigt for, at jøderne langt om længe kan vende sig mod den sande gudsdyrkelse.

Og det er her, at profeten Esajas formulerer sine propagandistiske og doktrinære anklager. Det er her, at Gud gøres til den, som lover jøderne håb om frihed igen. Og det er her, at Gud bliver enevældig.

To eksempler fra Esajas Bog kan belyse det: i vers 44 linje 6: &quot;Jeg er den første, og jeg er den sidste, der er ingen anden Gud end mig&quot;&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 895&lt;/ref&gt; og i vers 45 linje 5: &quot;Jeg er Herren, der er ingen anden, der er ingen anden Gud end mig&quot;.&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 897&lt;/ref&gt; Selv alt det gode og alt den onde har samme oprindelse:&lt;/br&gt;  
&quot;Jeg danner lys og skaber mørke,&lt;/br&gt; 
jeg frembringer fred og skaber ulykke,&lt;/br&gt; 
jeg, Herren frembringer alt dette.&quot;&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 897&lt;/ref&gt;&lt;/br&gt; 
For første gang optræder jøderne som et folk med kun een erklæret Gud.

Der kan næppe være tvivl om, at dette var følgen af en bestemt strategi: ikke at blive opslugt af imperiet. Over for de mange guddomme i Babylon sætter jøderne en enkelt gud som deres modstykke. Derved, og kun derved, kan de opretholde deres særegne identitet som folk. Hvis Jahve havde været een gud blandt mange andre, havde han tabt og havde ingen fremtid. Kun ved at gøre ham almægtig, ved at hævde at han havde brugt Nebukadnezar som et redskab i en guddommelig plan, kunne de opretholde deres identitet og deres håb om en fremtid. De gamle guder måtte udryddes eller bortforklares som fejltagelser, der kunne forklare jødernes ulykkelige skæbne. Og derfor blev den traditionelle historie omskrevet punkt for punkt for at kunne understøtte det nye narrativ.

Nået så langt tog de skriftkloge det næste skridt: de måtte opfinde og udvikle deres egen skabelsesberetning og deres egen beretning om en altomfattende oversvømmelse. Inspirationen hentede de hos babylonerne selv. De tog de velkendte babylonske beretninger men omskrev dem således, at de udgjorde en polemisk kontrast til den tro og de traditioner, som blev hyldet af deres omgivelser. Der vil være lejlighed til at se nærmere på disse ved en gennemgang af Gamle Testamente.

=== Jødernes tilbagevenden til Jerusalem ===

I 539 f.Kr. indtræder så afslutningen på jødernes tid i eksil. Dette år erobrer perserne Babylon, og Cyrus den Store erklærer straks efter en almen amnesti. Der efter giver han tilladelse til, at fordrevne folkeslag må vende tilbage til deres hjemegn og genoptage deres gudsdyrkelse.

Også jøderne vendte hjem. Ifølge Ezras Bog vendte i alt 42.360 jøder tilbage til Jerusalem foruden deres trælle og trælkvinder, i alt 7.337, samt 200 sangere og sangerinder, det vil sige i runde tal 50.000 personer.&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 510&lt;/ref&gt; Om dette tal er korrekt, vides ikke.

Det vigtige er, at da jøderne vendte tilbage til Jerusalem, var det med en ny, monoteistisk religion. Den var i store træk skabt under deres eksil, omskrevet og suppleret i forhold til tidligere. Den forenede folk og tro i en næsten uadskillelig helhed.

Der kan her være grund til at stille et vigtigt spørgsmål: betyder dette så, at jøderne vendte hjem med en fuldt udviklet fælles trosretning? Nej, intet taler for dette. Snarere må vi regne med, at det kun var en lille gruppe af teologiske skriftlærde, som havde taget del i den redigeringsproces, som var foregået i Babylon, og at det kun var dem, som havde det fulde kendskab til det nye narrativ om jødernes oprindelse, som de havde skabt. Dette indebærer, at det først er efter deres tilbagevenden, at de for alvor kan begynde at promovere og udbrede deres nye narrativ til jøderne og dermed skabe den identitetsforståelse, som de siden udviklede.

=== Persisk tid ===

Under det persiske herredømmes tid (538-332 f.Kr.) sad der persiske statholdere i landets ulige dele. Vi ved, at statholderen i Judæa 408 f.Kr. hed Bagohi, dels fra Josefos, dels fra papyrusfundene i Elefantine. At statholderen i Samaria var en samaritan, Sanballat, tyder på, at perserne ikke har blandet sig i Palæstinas forhold, når oprør ikke foranledigede dem til at gribe ind, som tilfældet var under Artaxerxes III (358-338 f.Kr.). Det var under persisk beskyttelse, at Nehemia og Ezra genoprettede den jødiske menighed i Jerusalem.

Vi ved sandt at sige ikke meget om den jødiske religionsdyrkelse på denne tid. Meget tyder på, at der skete en langsom spredning af den nydannede monoteistiske tro, sikkert som et politisk-nationalt redskab over for det persiske overherredømme. Men intet taler for, at denne endnu formelt var slået igennem.

Elephantine var en jødisk by i Egypten fra 400-tallet f.Kr. Den er interessant, fordi den kan vise træk ved og fravær af jødisk levevis på denne tid. Byen blev antagelig grundlagt i midten af 6. århundrede f.Kr. af folk, der var emigreret fra Syene-området i Palæstina.&lt;ref&gt;Barnea (2024), s. 1&lt;/ref&gt; Vi ved, at der eksisterede et særligt tempel for dyrkelsen af Jahve indtil 410 f.Kr., da det blev ødelagt. En jødisk befolkning nævnes sidste gang i kilderne i 399 f.Kr., hvad, der skete med den jødiske befolkning efter denne tid, er ukendt.&lt;ref&gt;Adler (2025), s. 39&lt;/ref&gt;

Historien om jødernes udvandring fra Egypten kendes ikke i denne by, hvilket tyder på, at denne tradition er yngre end 400-tallet. Ligeledes kendte befolkningen ikke til ''torah'', det vil sige jødisk lov, så også denne må være yngre end 400-tallet.

Endvidere dyrkede jøderne i denne by flere guder (jahvisme) i modsætning til senere tids monoteisme (judaisme). Således har vi flere kilder fra 400-tallet f.Kr., der vidner om zoroastracisme, herunder et ild-alter og et tempel.&lt;ref&gt;Barnea (2024), s. 3-7&lt;/ref&gt; En lignende jødisk polyteisme kendes fra andre byer.&lt;ref&gt;Adler (2025), s. 41-47&lt;/ref&gt; Men dette indebærer også, at jøderne stadig ikke på denne tid var monoteister til trods for de bestræbelser, som præsteskabet havde udført under eksilet i Babylon. I stedet tolkes situationen således, at den jødiske kult udviklede sig gravist over tid blandt andet inspireret af zoroastrisk kult indtil, at de fik den form som kendes fra den hebraiske bibel.&lt;ref&gt;Barnea (2024), s. 29&lt;/ref&gt; Hvis byen blev grundlagt af dem, som ikke endte i Babylon, kan dette forklare deres fastholden ved polyteisme og ukendskab til den monoteisme, som blev udviklet i Babylon.

Dermed adskiller kulten på denne tid blandt jøder sig markant fra den, som ses i hasmonæisk tid.&lt;ref&gt;Adler (2025), s. 48&lt;/ref&gt; Yonatan Adler ved Ariel University har kaldt denne kult og levevis &quot;proto-jødisk&quot; (''proto-Judaic'') og definerer den således: &quot;Et protojødisk kulturelt træk er således et særskilt element af den israelitiske og/eller jødiske livsstil, som med tiden blev lovgivet som en forskrift for regulering i en eller flere af Mosebøgernes tekster, og som i sidste ende blev optaget som en del af jødedommen.&quot;&lt;ref&gt;Adler (2024), s. 5&lt;/ref&gt; Et eksempel herpå er at spise svinekød. I to af Mosebøgerne (Tredie Mosebog kapitel 11:1-8&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 126f&lt;/ref&gt; og Femte Mosebog kapitel 14:3-8&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 216&lt;/ref&gt;) forbydes det jøder at spise svinekød, men arkæologiske fund fra tiden fra sen bronzealder (1300-1130 f.Kr.) frem til jernalder (586 f.Kr.) viser, at svin faktisk blev avlet til fortæring i strid med denne bestemmelse, skønt de er fraværende i nogle bopladser henregnet til kana'anære og fønikere i jernalderen uden, at det derfor med sikkerhed kan siges at være bevidste valg; økonomiske, økologiske og sociale forhold kan have spillet ind.&lt;ref&gt;Adler (2024), s. 13&lt;/ref&gt; Flere jødiske leveregler tilskrives således myter i Mosebøgerne, og det kan ikke afvises, at disse myter ''netop'' er blevet til for at kunne begrunde og legitimere disse leveregler.&lt;ref&gt;Adler (2024), s. 21&lt;/ref&gt; Det gælder blandt andet reglen om at omskære drengebørn.&lt;ref&gt;Adler (2024), s. 20f&lt;/ref&gt;

=== Hellenistisk tid ===

I den græske periode fra Alexander den Stores erobring i 332 f.Kr. til 167 f.Kr. blev Palæstina atter genstand for strid mellem Syrien, hvor seleukiderne herskede efter Alexanders død 323 f.Kr., og Ægypten, der beherskedes af ptolemæerne. Frem til 198 f.Kr. var overvejende Egypten, fra den tid, efter Antiochos IIIs sejr ved Paneas, syrerne Palæstinas herrer. Efter, at Babylon, Ninive og Shushan var gået til grunde, og Alexandria var blevet grundlagt, flyttede tyngdepunktet vest på, og Palæstina fik igen samme betydning som i 15. århundrede f.Kr. Under ptolemæerne regeredes Palæstina af guvernører (hegemon, epitropos), om hvis myndigheds udstrækning kun lidt vides. Skatteopkrævningen var overladt - ved licitation - til skatteforpagtere. I jødernes kreds fik synedriet og ypperstepræsten en vidtgående myndighed. Under seleukiderne stod Palæstina, der kaldtes Fønikien, sammen med Cølesyrien under en militærguvernør, og syrisk militær besatte landet. Skatten indkrævedes af seleukidiske embedsmænd. Fra 165 f.Kr., da Antiochos Epifanes forbød jødisk gudsdyrkelse, blev landet ramt af de makkabæiske kampe, der skulle bane vejen for det hasmonæiske dynasti.

Undersøgelser tyder på, at jøderne i almindelighed stadig ikke kendte til ''torah'', det vil sige jødisk lov, i begyndelsen af hellenistisk tid, og slet ikke at de respekterede og fulgte den.&lt;ref&gt;Adler (2025), s. 34&lt;/ref&gt; Således er der flere eksempler på, at judæere to ågerrenter af deres udlån.&lt;ref&gt;Adler (2025), s. 28&lt;/ref&gt; Der er også bevis på, at nogle judæere selv på denne tid dyrkede andre guder end Jahve.&lt;ref&gt;Adler (2025), s. 27&lt;/ref&gt; Og skønt ordet &quot;''sabbat''&quot; forekommer, lader det sig ikke fastslå, om dette havde samme betydning som senere eller blot henviste til en jødisk helligdag.&lt;ref&gt;Adler (2025), s. 28&lt;/ref&gt; Faktisk forekommer ordet &quot;''sabbat''&quot; ikke een eneste gang i Gamle Testamente. Omvendt er der ingen arkæologiske beviser på, at jøderne tog deres rituelle bade i bassiner, således som foreskrevet i ''torah'', og heller ikke at de iagttog særlige rituelle renselsesregler omkring deres mad.&lt;ref&gt;Adler (2025), s. 26&lt;/ref&gt;

Der har været peget på, at Aristeas i et brev oplyser, at Ptolemæus II Philadelphus (regerede 285-246 f.Kr.) tog 72 jøder fra Jerusalem til Alexandria for at få oversat en jødisk lov til græsk til sit bibliotek.&lt;ref&gt;Adler (2025), s. 31&lt;/ref&gt; ''Torah'' er ikke nævnt ved navn, så der er ingen beviser på, at det er den, som der henvises til, men selv om dette var tilfældet, kan dette ikke tages som udtryk for, at jøderne i almindelighed kendte og fulgte loven.&lt;ref&gt;Adler (2025), s. 32&lt;/ref&gt; Dette til trods for, at jøderne på  denne tid ellers nød udstrakt selvstyre både i Judæa og i andre områder.&lt;ref&gt;Adler (2025), s. 24&lt;/ref&gt; Dette har fået Yonatan Adler til at betegne jødisk kultur på denne tid som &quot;jahveisme&quot; (''Yahwism'') i modsætning til den &quot;judaisme&quot; (''Judaism''), der først fulgte senere og som fulgte ''torah''-en.&lt;ref&gt;Adler (2025), s. 7&lt;/ref&gt; Men uanset benævnelsen betyder det, at traditionel jødisk kultur først stammer fra tiden ''efter'' hellenistisk tid.

=== Det hasmonæiske dynasti ===

Den hasmonæiske eller senhellenistiske periode strakte sig fra 167 f.Kr. til 63 f.Kr.

Betegnelsen &quot;Det hasmonæiske kongerige&quot; dækker over en yderst omtumlet periode i jødisk historie, som strakte sig fra midten af 2. århundrede f.Kr. til midten af 1. århundrede f.Kr. Hasmonæerne var en jødisk præsteslægt, som spillede den førende politisk rolle på denne tid. Betegnelsen er dannet efter Hasmon, der var Mattatija’s bedstefader. I årene 168-161 f.Kr. ledede hasmonæerne kampen for national og religiøs frihed mod seleukiderne, som under Antiochos IV havde underkuet dem. Bevægelsen begyndte under Mattatija, men blev fortsat af hans sønner, først Judas Makkabæer, efter hvem slægten often kaldes makkabæerne; han fik genoprettet den jødiske gudsdyrkelse i 165 f.Kr. og opnåede i 161 f.Kr. religionsfrihed. Dette år overvandt han den syriske feltherre Nikanor og sluttede forbund med Romerne, men døde kort efter. Hasmonæerne optrådte der efter som et dynasti, der kæmpede for deres egen magtstilling. Judas’ broder, Jonatan, som afløste ham som leder, lod sig i 153 f.Kr. udnævne til ypperstepræst, skønt han efter jødisk lov ikke havde ret til denne stilling. Dette betød et brud med de lovtro, som de oprindelige havde kæmpet for. Efter hans mord i 143 f.Kr. lykkedes det broderen Simon (143-135 f.Kr.) at få landets selvstændighed anerkendt og at erobre syrernes borg i Jerusalem. Som følge heraf blev han af befolkningen hyldet som arvelig ypperstepræst og som verdslig hersker i 141 f.Kr. Dermed havde hasmonæerne opnået formel anerkendelse af deres dynasti.

Det betød imidlertid ikke, at der nu herskede fred, tværtimod. Under Simon’s søn, Johannes Hyrkan (134-104 f.Kr.), indtraf et åbent brud mellem hasmonæerne på den ene side og farisæerne på den anden. Under de fortsatte kampe undertvang han den autonome stat Edom og ødelagde Samaria og også den samaritanske helligdom på Garizim. Hans sønner, Aristobul (104-102 f.Kr.) og Alexander Jannæos (102-76 f.Kr.) var brutale herskere og fjernede sig langt fra styrets oprindelige karakter, idet de var udpræget hellenistisk sindede. Alexander udnævnte sin dronning Salma Alexandra til sin efterfølger (78-69 f.Kr.), mens sønnen Hyrkan II blev ypperstepræst. Midt i de hele etablerede armenerne et kortvarigt herredømme (70-63 f.Kr.) idet de erobrede landet og lagde området under deres overherredømme. Men den interne magtkamp fortsatte uafbrudt. Salma sluttede sig til farisæerne, og hun kom derved i modsætning til saddukæerne, som samlede sig om hendes anden søn, som efter hendes død tog magten fra sin broder og herskede som Aristobul II, dog under vedvarende kampe, indtil Pompejus afsatte ham og tog ham med til Rom i 63 f.Kr. Efter ulige forsøg på opstand blev Aristobul og hans søn Alexander myrdet i 48 f.Kr. 

Hyrkan II, der af Pompejus nu blev anerkendt som ypperstepræst med Antipater som verdslig leder, blev af Cæsar forfremmet til ethnarch, mens den faktiske myndighed efterhånden gik over til Herodes efter Antipater’s død. Aristobul’s anden søn, Antigonos, gjorde imidlertid oprør og blev en kort (40-37 f.Kr.) tid konge, mens Hyrkan blev bortført og fik ørene skåret af. I 37 f.Kr. erobrede den af Romerriget anerkendte Herodes så Jerusalem, og Antigonos blev henrettet i Antiochia. Dermed var hasmonæernes herredømme bragt til ende. Herodes levede en tid i venskab med Hyrkan men lod ham så dræbe. Herodes var besvogret med hasmonæerne, idet hans hustru Mariamme var datter af Aristobul II’s søn Alexander. Dette forhindrede dog ikke, at han lod hendes broder Aristobul dræbe. Senere dræbte han ligeledes hende selv og hendes moder. Endelig dræbte han nogle hasmonæere, der opholdt sig hos hans svoger i Idumæa. Således blev det Herodes, som endte slægtens magtdrømme.&lt;ref&gt;Pedersen (1919), s. 943f&lt;/ref&gt; Så meget om den politiske udvikling.

Det vigtigste i denne sammenhæng er, at de var i denne omtumlede tid, at vi for første gang ser tydelige spor af en jødisk kultur og religionsdyrkelse. Årsagen er klar nok: lederen af den nye stat var en ypperstepræst, som nu tillige blev den politiske, kultiske og militære leder af den nye stat. Og det er tydeligvis på denne tid, at denne nye magt manifesterer sig også religiøst. Det er først fra denne tid, at de første synagoger optræder. Det er først fra denne tid, at ''Tanakh'' optræder i sin endelige skikkelse. Det er først fra denne tid, at der optræder beviser på, at jøderne i deres levevis fulgte bibelsk lov, der nu bliver promoveret som &quot;deres forfædres lov&quot; og påvirker et utal af leveregler både i og uden for jødernes &quot;hjemland&quot;.&lt;ref&gt;Adler (2025), s. 67&lt;/ref&gt;

=== Romersk styre ===

Romersk tid strækker sig fra sidste århundrede f.Kr, til første århundrede e.Kr. Det kendetegnes ved at området i denne periode havde en romersk guvernør.

Yonatan Adler har undersøgt de kulturelle traditioner i dette tidsrum og finder, at de følger senere jødiske traditioner: der er renselsesbassiner og husgeråd af kalk som udtryk for jødiske relselsesritualer samt mønter, vægdekorationer i huse og hjemligt udstyr som udtrykkeligt undgår at vise mennesker og dyr i overensstemmelse med påbuddet i Mosebøgerne. Han konstaterer yderligere, at disse træk er særligt markante i de områder, som vides at have haft en overvejende jødisk befolkning, men ikke nødvendigvis i områder hvor andre befolkningsgrupper var dominerende. Han konstaterer endvidere, at disse rituelle træk tydeligt går tilbage til hasmonæisk tid men ikke med sikkerhed lader sig følge længere tilbage, til dels på grund af et svagt og mangelfuldt arkæologisk og skriftligt bevismateriale. Som beviserne nu stiller sig, var det i hasmænæisk tid, at disse rituelle træk slog igennem og efterhånden bredte sig til den samlede befolkning og i romersk tid allerede var blevet normen.&lt;ref&gt;Adler (2022)&lt;/ref&gt;

Det er på denne baggrund, at Jesus må ses: i en tid, hvor mange jøder drømte om og håbede på at genskabe deres egen selvstændige stat, trådte han frem med sit provokerende budskab, at &quot;Guds rige ikke var af denne verden&quot;. Ikke nok med det: han udfordrede farisæerne og de skriftkloge, og oven i alt dette ophævede han jøder som Guds udvalgte folk og erklærede enhver, som følger Guds ord og hans påbud som en del af den udvalgte befolkning. I det givne politisk-religiøse klima gjorde det ham farlig for en national jødisk politik, så han måtte stoppes, og det blev han som bekendt. Men det stoppede ikke hans budskab i at blive yderligere spredt, tværtimod.

Frem til 70 e.Kr. opstod der ulige retninger inden for jødedommen, hvoraf saddukæerne, farisæerne og essæerne synes at have været de væsentligste. Desuden opstod der en række messianske og apokalyptiske bevægelser. 

Saddukæerne var en gruppe der var tilknyttet præstedømmet i templet i Jerusalem. I modsætning til farisæerne, som påberåbte sig myndighed på grund af deres lærdom og fromhed, baserede saddukæerne deres særstilling på afstamning og status. Meget tyder på, at de repræsenterede Hasmonæernes klan, der tidligere havde regeret som præstekonger. De nægtede at acceptere læresætninger som ikke direkte var nævnt i ''Torah'', også selv om læren var nævnt et andet sted i Tanakh. Ja, de &quot;anså det for en dyd at debattere&quot; sådanne sager. Et eksempel på en sådan debat findes i Mattæusevangeliet kapitel 22:23-33, hvor de satte Jesus på prøve med hensyn til opstandelsen. Idet saddukæerne opstillede en tænkt situation hvor en enke havde været gift med syv mænd, spurgte de: &quot;Hvem af de syv skal nu have hende til hustru i opstandelsen?&quot; I denne sammenhæng var det selvfølgelig uvæsentligt om den tænkte enke havde været gift 14 eller 21 gange. Jesus svarer: &quot;I opstandelsen gifter mænd sig ikke og kvinder bortgiftes ikke.&quot;&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 1251&lt;/ref&gt; Saddukæerne accepterede ikke eksistensen af et liv efter døden, og benægtede derfor også den farisæiske doktrin om en genopstandelse, hvilket netop var den forestilling, som Jesus prædikede. I Markusevangeliet kaptel 12:18-27 omtales en anden version af historien: da Jesus vidste, at saddukæerne ikke accepterede andre inspirerede skribenter end Moses, argumenterede han ved at citere fra ''Torah''. Han sagde: &quot;Med hensyn til at de døde oprejses, har I da ikke læst i Moses’ bog, i beretningen om tornebusken, hvordan Gud sagde til ham: ’Jeg er Abrahams Gud og Isaks Gud og Jakobs Gud’? Han er ikke dødes men levendes Gud.&quot;&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 1281&lt;/ref&gt;

Saddukæerne ønskede ikke, at en Messias skulle dukke op og lave om på tingene og da de betragtede Jesus som en trussel mod deres position, sammensvor de sig med farisæerne om at slå Jesus ihjel.&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 1258f, 1352&lt;/ref&gt;

Farisæerne var kendetegnede ved, at de lagde stor vægt på overholdelse af Moseloven, især renhedsforskrifterne og desuden på &quot;fædrenes overleveringer&quot;, som var en betegnelse for hele den mundtlige fortolkning af Moseloven. Bevægelsens etik havde mange detaljerede forskrifter og praktiske anvisninger. 

Essæerne levede i en slags kommunisme, hvor medlemmerne aflagde tavshedsløfte og ingen måtte besidde ejendom, hverken bolig eller slave, jord eller kvæg. Deres indkomster skulle overlades til en forvalter, som forestod indkøb af det nødvendige og sørgede for mad og underhold til gruppen. De forkastede også ægteskab, alle former for standsforskelle samt slaveri. De var soldyrkere og sendte hver morgen bønner op til solen. Når de havde afføring, gjorde de det inden døre for ikke at &quot;besmitte&quot; sollyset.

Af de mange retninger inden for jødedommen overlevede kun den rabbinske jødedom, som byggede på farisæerne og deres lære. Den rabbinske jødedom var kendetegnet ved at hævde, at den skrevne ''Torah'' ikke kan fortolkes korrekt uden henvisning til den &quot;mundtlige&quot; ''Torah'' og den dertil hørende litteratur, der specificerer hvilken adfærd, der er sanktioneret af loven. Med et moderne udtryk var de fundamentalistiske teokrater. Når de andre fraktioner her er nævnt, er det for at vise, at jødedommen langt fra var nogen samlet bevægelse selv op til eller på Jesu tid.

Stednavnet &quot;Israel&quot; første gang optræder på en mønt dateret til 66 e.Kr. møntet i forbindelse med jødernes oprør mod romerne.

Efter oprøret 70 e.Kr. var det for en lang tid slut med jødiske forsøg på at skabe en egen stat. Jesu budskab og det mislykkede oprør førte til, at den jødiske befolkning blev sprængt i tre grupper: den ene gruppe var de traditionelle jøder, som holdt fast ved farisæerne og deres budskab, den anden gruppe var de kristne, som nu satte sig for at udbrede det nye budskab, og den tredie gruppe var judeo-nazaræerne, som fortolkede udviklingen på deres egen måde og mente, at genskabelsen af templet i Jerusalem var en forudsætning for, at Messias ville vende tilbage. De arbejdede i flere hundrede år på dette mål, men da de endelig fik magten i Jerusalem i år 634 og Messias alligevel ikke vendte tilbage, blev bevægelsen omformet til en ny arabisk religiøs bevægelse, som i 749 efter abbasidernes magtovertagelse endte som muhammedismen, komplet med en egen profet, en egen hellig bog og med et nyt religiøst midtpunkt i Mekka.&lt;ref&gt;se ''Muhammedanismen i kildekritisk belysning''&lt;/ref&gt;

=== Sammenfatning ===

Hvordan skal begivenhedsforløbet nu fortolkes? Et foreløbigt svar kunne lydes således: det ser ud til, at jøderne udskilte sig fra kana'anæerne senest omkring 1200 f.Kr. og at de oprindeligt levede i ørkenområderne syd for Kana'an. Dette varede indtil, at de eteblerede et egentligt kongerige, der imidlertid efter kort tid blev delt i to, Israel og Judæa. Den nationale udskillelse var dog åbenbart ikke mere udtalt end, at jøderne jævnligt synes at have giftet sig med kvinder fra andre stammegrupper. 

Så langt, vi tør tro Bibelens fremstilling, var de polyteister, det vil sige dyrkede flere guder. Ganske vist var der perioder, hvor der gjordes forsøg på at indføre monoteisme, men dels var der stadige tilbageslag, dels skete disse forsøg på det statslige niveau, mens den almindelige befolkning synes at have fastholdt polyteismen uden afbrydelser gennem flere hundrede år frem til og med landsforvisningen til Babylon. 

Religionsdyrkelsen synes at have udviklet sig fra spredt i de enkelte husstande, landsbyer og stammer hen imod en statslig centralisering med deraf følgende magt for præsteskab og konger. 

Efter alt at dømme er det først under eksilet i Babylon, at præsteskabet blandt jøderne udvikler en erklæret monoteisme, mens dette ikke synes at være tilfældet for den brede befolkning. Hele jødernes tidligere historie bliver nu omfortolket af præsteskabet i lyset af denne nye religion, og den bliver promoveret og legitimeret af nogle få erklærede profeter.

Efter jødernes tilbagevenden til Kana'an efter eksilet i Babylon bliver den nye religion gjort til et redskab for præsteskabets politiske mål: en selvstændig teokratisk stat. Dette mål bliver opnået, men den nye stat varer kun i henved hundrede år, og igennem hele sin eksistens er den præget af interne magtkampe blandt den ledende religiøse elite. Meget tyder dog på, at det først er på denne tid, at monoteismen slår igennem også i den brede jødiske befolknings livsstil og levemåde og bliver det centrale element i israelitternes selvforståelse. Men dette forudsatte og krævede præsteskabet både som den etnisk-religiøse og den statspolitiske magthaver. Efter alt at dømme er det tidligst fra denne tid, at vi kan tale om jødedom i moderne forstand.

Men denne udvikling forudsatte, som vi har set, en dramatisk omskrivning af den jødiske historie. Meget måtte udelades eller totalt omskrives. På den anden side blev der indført nye elementer, som næppe har meget med den historiske udvikling at gøre men som gav jøderne en forhistorie så lang som nogen.

=== &lt;big&gt;Problemerne med Gamle Testamente&lt;/big&gt; === 

Et passende kildekritisk udgangspunkt ved vurderingen af Gamle Testamentes troværdighed må være de modsætninger, der er mellem dennes fremstilling og de faktuelle kendsgerninger. Der er således ingen beviser for eksistensen af de fem mosebøger før slutningen af 4. århundrede f.Kr. inklusive eksistensen af en person ved navn Moses.&lt;ref&gt;Gad Barnea&lt;/ref&gt;

Problemerne med teksterne lader sig inddele i to delspørgsmål:&lt;/br&gt;
- er der een eller flere forfattere til Tanakh?&lt;/br&gt;
- er dele af teksterne lånt fra andre kulturer?&lt;/br&gt;
Svaret er i begge tilfælde bekræftende. Der kan derfor være grund til at behandle hvert af dem særskilt.

=== Forfattere og deres datering ===

Tekstanalytikere mener, at ''Tanakh'' (Gamle Testamente) er blevet til i tre omgange:&lt;/br&gt;
- en arkæisk fase: 11.-10. århundrede f.Kr.&lt;/br&gt;
- en klassisk fase: 9.-6. århundrede f.Kr.&lt;/br&gt;
- en sen fase: 5. århundrede f.Kr. eller senere.&lt;/br&gt;
Eksempelvis mener man, at den ældste del af Første Mosebog er historien om Jakobs velsignelse (i kapitel 47), som skal stamme fra arkæisk tid, men størstedelen af resten stammer fra klassisk tid.

I en række tilfælde forekommer tilsyneladende dubblerede historier med både ligheder men også klare forskelle. Forskerne mener, at det afspejler sammenskrivning af to eller flere ulige overleveringer.

Kildeforskere mener at kunne udskille fire lag i eller snarere forfattere til Mosebøgerne:

J: ''Jahvisten'', hvor Gud sædvanligvis kaldes ''Jahve''; et litterært lag der i modsætning til Præsteskriftet er præget af lægmandssynspunkter.&lt;/br&gt;
E: ''Elohisten'', hvor gudsbetegnelsen er ''Elohim''.&lt;/br&gt;
D: ''Deuteronomisten'', det vil sige &quot;forfatteren&quot; til Femte Mosebog.&lt;/br&gt;
P: ''Præsteskriftet'', et litterært lag i mosebøgerne, der antages at være blevet til i præstelige kredse, og som udviser særlig interesse for kultiske forhold. 

J- og E-teksterne menes nedskrevet efter, at det oprindelige kongerige var blevet delt i to: Israel i nord og Judæa i syd. J-teksterne menes at stamme fra Judæa, E-teksterne menes at stamme fra Israel.

J-teksterne dateres til tidsrummet mellem 848 f.Kr. og 722 f.Kr., idet disse tekster omtaler Babylon og Calah (Nimrod) som store byer. Desuden nævnes Edom som en autonom stat, hvilket først skete efter 848 f.Kr.

E-teksterne lader sig ikke datere nærmere end til 9. eller 8. århundrede f.Kr.

P-teksterne dateres til 6. århundrede f.Kr. og menes skrevet efter, at templet i Jerusalem var revet ned, og jøderne var blevet tvangsforflyttede til Babylon. Dette kan forklare hvorfor, at der ikke findes en eneste henvisning til templet i Jerusalem.&lt;ref&gt;Dinkgreve (2021), kap. 8&lt;/ref&gt;

Problemet ved en tekstanalyse af ''Tanakh'' er, at teksterne synes at være flettet sammen fra to eller flere oprindelige kilder til een sammenhængende historie. Det formodes, at J- og E-teksterne er blevet sammenskrevne efter 722 f.Kr., da Israel blev erobret af assyrerne, og flygtninge fra Israel i nord kom sydpå til Judæa og bragte deres E-traditoner med sig. Her blev de sammenskrevne til en ny version, JE, der ofte giver et judæisk perspektiv.

Men hvordan kan vi skelne imellem de forskellige tekster? Lad os tage nogle eksempler.

Under ørkenvandringen lader Moses vand springe fra klippen. I det ene tilfælde sker det uden problemer, i det andet pålægges Moses af Gud at tale til klippen, men han slår på den med sin stav i stedet, og som straf for at have ignoreret dette pålæg får han ikke love til at betræde Kana'an men kun at se det udefra. (exodus 18)

J-teksten angiver, at Abraham boede i Hebron, som er en judæisk by, men E-teksten fortæller om Jakobs kamp med Gud i Peni-El, som er en israelsk by.

I beskrivelsen af Jakobs sønner nævner J-teksten Judæa, mens E-teksten nævner stammer der var dele af Israel.

I E-teksten lader Aron skabe guldkalven til jødernes tilbedelse, men denne historie findes ikke i J-teksten.

Præsterne i Judæa hævdes at være efterkommere efter Aron, Moses broder, mens præster i Israel nævner andre levitter.

P-teksterne skiller sig ud ved at lægge vægt på love, lige som den tildeler Aron en større rolle, ligestillet med Moses. I ''JE''-teksten er det Moses' stav, som udfører mirakler (Første Mosebog kapitel 4), i P-teksten er det Arons stav (kapitel 7). I P-teksten er Aron den første, som ofrer, mens i ''JE''-teksten omtales flere tidligere ofringer, blandt andre Kain og Abel, Abraham og Isak samt Jakob, mens ingen af disse tilfælde omtales i P-teksten. Det menes, at dette afspejler P-tekstens mål om at give de aronitiske præster eneret på ofringer til Gud. Under ørkenvandringen optræder to uens oprør: i ''JE''-teksten er det Dathon og Abiram, som udfordrer Moses ved at sige, at det ville være bedre for jøderne at vende tilbage til Egypten, men at de opsluges af jorden i et jordskælv. I P-versionen er det levitterne under ledelse af Korah, som udfordrer Aron, men ligeledes dør.

Ligeledes omtaler P-teksterne ingen tilfælde, hvor folk besøges af engle eller får visioner, således omtales ikke historien om Josef og han 6 drømmesyner, ej heller de to engle i Sodoma og Gomorra eller Jekobs kamp med Gud. Sigende nok nævnes ordet &quot;profet&quot; kun een gang i P-teksten og da med henvisning til Aron.

=== Lånte historier ===

Sammenligninger mellem bibelske beretninger og tilsvarende overleveringer fra sumerisk og mesopotamisk kultur viser, at flere af historierne er blevet overtaget herfra, men at de er blevet omskrevne og tilpassede for at passe ind i den myte om jødernes oprindelse og historie, som man ønskede fremmet. Det gælder således blandt andre historierne om skabelsen, om Kain og Abel, om Noa og vandfloden samt om Sodoma og Gomorra.

Andre beretninger er tilsyneladende ligeledes lånt fra andre kulturer, således udvandringen fra Egypten, der blev gjort af et folk kaldet ''hyksos'', ikke af jøderne. Der kan være grund til at nævne nogle af disse beretninger, som jøderne så at sige adopterede.

==== Skabelsesberetningen ====

Den babylonske skabelsesberetning hedder ''Enuma Elish''. Dene kendes blandt andet fra Nineveh i Mesopotamien. Dens hovedtræk er følgende: i begyndelsen var der kun vand: guden ''Absu''s ferske vand og gudinden ''Tiamat''s salte vand. De blev blandede, og fra denne blanding blev født de første guder. Men disse yngre guder forstyrrede deres forældres søvn, så Tiamat sendte i vrede en hær af monstre for at ødelægge dem. Ud af dette kaos trådte ''Marduk'', stormguden og Babylons skytsguddom, som kæmpede imod ''Tiamat'' i en duel. Han affyrede en pil, som skabte hul i hendes mave og splittede hendes hjerte. Der efter skar han hendes krop op i to halvdele: af den ene skabte han himmelhvælvingen, af den anden halvdel jorden. Han satte stjerner i deres konstellationer, han satte månen til at angive månederne og solen til at lyse om dagen. Endelig skabte han menneskene af blod fra en død guddom blandet med ler for, at de kunne udføre det tunge arbejde for evigt.&lt;ref&gt;Dinkgreve (2021), kap. 3&lt;/ref&gt;

Den jødiske skabelsesberetning er i alle henseender et modstykke til den babylonske beretning: i stedet for flere guder er der kun een gud, i stedet for en skabelseskamp foregår skabelsen i Gamle Testamente med ord, i stedet for at menneskene er slaver for guderne er de i Bibelen skabt i Guds billede. Men der er også ligheder: rækkefølgen med adskillelse af himmelhvælving og den faste jord, fiksering af dag og nat samt tiden og endelig at menneskene skabes sidst i forløbet.

Det kan i en sidebemærkning oplyses, at det hebraiske ord i Første Mosebog 1:2 for urdybet, ''tehom'', filologisk er forbundet med ''Tiamat'', saltvandsgudinden i den babylonske skabelsesberetning.

==== Kain og Abel ====

Også den bibelske fortælling om Kain og Abel synes at have rod i to sumerisk myter. I den ene sumeriske myte omtales en hyrde (''Dumuzid''/Tammuz) og en landmand (''Enkimdu''), der begge konkurrerer om gudinden Inannas opmærksomhed. Den bibelske parallel: Ligesom i den sumeriske historie repræsenterer Kain bonden, mens Abel repræsenterer hyrden. Men i stedet for en uafklaret konkurrence eller forsoning tager den bibelske beretning en mørk drejning til brodermord. 

En anden variant er en sumerisk myte, hvor kvægguden (''Lahor'') og korngudinden (''Ashnan'') skabes af guderne for at sørge for mad og tøj. I disse historier diskuterer de to, hvem der må anses for mest værdifuld for den menneskelige civilisation. Den bibelske parallel er modsætningen mellem den omvandrende hyrde og den bofaste kornavler, men her bruges den til at skabe en søskenderivalisering, der ender i brodermord. Mens sumeriske myter brugte søskende til at fremhæve to byggestene i den menneskelige civilisation og fokuserer på samarbejde eller venskabelig rivalisering, brugte hebraiske forfattere den lånte fortælling til at skildre den syndefulde menneskelige natur, herunder konsekvenserne af misundelse.

Forskere antager, at disse velkendte myter sandsynligvis blev integreret i den hebraiske tradition under deres babylonske eksil i det 6. århundrede f.Kr., hvilket tillod forfattere at omarbejde regionale kulturelle temaer, så de passede til deres monoteistiske verdensbillede.

==== Noa og vandfloden ====

Også historien om Noa og vandfloden er overtaget fra andre kulturer. I 1872 fandt man i British Museums store samling fra Assurbanipals bogsamling et store epos kaldet ''Gilgamesh''. I kapitel 11 af dette epos findes en historie, hvis hovedtræk er følgende: guderne beslutter at udrydde menneskene ved at drukne dem, men vandenes gud, Enki, advarer Utu-nipishtim om faren og tilråder ham at bygge en ark og tage sin familie og sit kvæg med ombord, hvilket skete. I seks dage og nætter varer uvejret og oversvømmelsen, men på den syvende dag rammer arken toppen af et bjerg i Armenien. For at undersøge om oversvømmelsen er overstået sendes først en due og så en svale ud, men de vender begge tilbage. Først, da en ravn sendes ud og ikke vender tilbage, viste det, at vandene nu var sunket, og at Utu-nipishtim kunne forlade arken. Det gør han og foretager et takoffer til guderne. Enki bad så den øverste af guderne, Enlil, om at love, at han aldrig i fremtiden ville straffe hele menneskeheden for nogle fås synder, hvilket denne lover. Han rører Uti-nipishtim og dennes hustru på panden og erklærer: &quot;Hidtil har Utu-nipishtim været dødelig. Nu skal han og hans hustru være som guderne; og de skal bo i det fjerne, ved flodernes munding&quot;.&lt;ref&gt;Bibby (1971), s. 62f&lt;/ref&gt;

Lighederne med Bibelens beretning om syndfloden er indlysende til trods for forskellene: navnene er ændrede, de mange guder er erstattet af een Gud, men ellers er beretningen i sine kernetræk den samme.

Senere, i 1899 og 1900, viste udgravninger i Nippur i Mesopotamien, at den akkadiske beretning selv havde en forgænger. I 1914 blev fra disse udgravninger offentliggjort en tavle fra Nippur med en lignende beretning, der imidlertid stammer fra Sumer og således er betydeligt ældre end den akkadiske beretning. Tavlen er ukomplet, idet kun den nederste trediedel er bevaret, men syndflodsberetningen er atter den samme, selv om hovedpersonen nu hedder Ziusudra i stedet for Utu-nipishtim. I den sumeriske version ender historien således: &quot;Anu og Enlil viste velvilje mod Ziusudra, liv som en gud giver de ham, evig ånde som en gud bringer de ned til ham. Så kongenZiusudra, bevareren af planternes navn og af menneskeslægtens sæd, lod de bo i overfartslandet. Dilmuns land, det sted hvor solen står op&quot;.&lt;ref&gt;Bibby (1971), s. 64&lt;/ref&gt;

Pointen her er, at Bibelens syndflodsberetning er et plagiat, ikke en oprindelig historie, men at den inddrages som et led i den rekonstruerede beretning om jødernes historie.

==== Edens have ====

I den sumeriske beretning optræder også det hellige land Dilmun. Dette land beskrives som et sted, hvor rovdyr, sygdom og alderdom ikke eksisterer:

I Dilmun tier ravnen,&lt;/br&gt;
rovfuglen skriger ikke,&lt;/br&gt;
løven dræber ikke,&lt;/br&gt;
ukendt er den kid-fortærende vildhund,&lt;/br&gt;
ukendt det kornædende vildsvin.&lt;/br&gt;
Malten som enken spreder på taget -&lt;/br&gt;
himlens fugle opæder ikke denne malt.&lt;/br&gt;
Duen hænger ikke med hovedet.&lt;/br&gt;
Den øjensyge siger ikke: &quot;Jeg er øjensyg&quot;,&lt;/br&gt;
den hovedsyge siger ikke: &quot;Jeg er hovedsyg&quot;,&lt;/br&gt;
den gamle kvinde siger ikke: &quot;Jeg er en gammel kvinde&quot;,&lt;/br&gt;
den gamle mand siger ikke: &quot;Jeg er en gammel mand&quot;.&lt;ref&gt;Bibby (1971), s. 66&lt;/ref&gt;

Det har været foreslået, at dette ideelle levested har været forbillede for jødernes opfattelse af Edens have. I dag ved vi, at Dilmun ikke var en myte om Paradis men navnet på en faktisk eksisterende stat med Bahrain som sit midtpunkt, der drev en omfattende handel og søfart fra Indusdalen i øst til Mesopotamien i nordvest. Dette er et sidespring, men hvis det viser sig, at Dilmun er inspirationskilden til Edens Have, vil det være endnu et eksempel på kulturelle traditioner, som jøderne har lånt, adapteret, og inkorporeret i deres egen historiske myte.

==== Babelstårnet ====

Historien om Babelstårnet er velkendt og lyder således: 

&quot;Hele jorden havde samme sprog og samme tungemål. Da de brød op mod øst, stødte de på en dal i landet Sinear, hvor de slog sig ned. De sagde til hinanden: &quot;kom, lad os stryge teglsten og brænde dem hårde!&quot; De brugte tegl som sten og asfalt som mørtel. Så sagde de: &quot;lad os bygge en by med et tårn, som når op til himlen, og skabe os et navn, for at vi ikke skal blive spredt ud over hele jorden.&quot; Herren steg ned for at se byen og tårnet, som menneskene byggede. Så sagde Herren: &quot;se, de er eet folk med samme sprog. Når de begynder at handle sådan, vil intet af det, de planlægger, være umuligt for dem. Lad os stige derned og forvirre deres sprog, så at de ikke forstår hinanden.&quot; Så spredte Herren dem derfra ud over hele jorden, så at de måtte holde op med at bygge byen. Derfor hedder den Babel, for dér forvirrede Herren sproget på hele jorden, og derfra spredte Herren menneskene ud over hele jorden.&quot;&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 17&lt;/ref&gt;

Denne historie synes at være skabt med to formål. Det ene er at forklare hvorfor, at ulige folkeslag taler uens sprog. Men historien har muligvis et andet formål: at nedgøre babylonernes ziggurater (tempeltårne), som antagelig blev lavet som en slags forbindelse mellem himmel og jord. Nebukadnezar II (omkring 605-562 f.Kr.), som erobrede Judah, ødelagde Jerusalem og bragte mange jøder til Babylon, byggede også et ziggurat i syv lag kaldet ''Etemenanki'', hvilket kan oversættes &quot;Himmelens og Jordens Grundvolds Hus&quot;.&lt;ref&gt;Dinkgreve (2021), kap. 3&lt;/ref&gt;

==== Abraham ====

I Første Mosebog kapitel 12 introduceres Abraham som israelitternes mytiske stamfader.&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 17ff&lt;/ref&gt; Følger man kronologien i Gamle Testamente, skal han dateres til omkring 2100 f.Kr. og således blandt andet før jødernes ophold i Egypten. Men i Første Mosebog kapitel 21 vers 34 hedder det: &quot;Abraham boede lang tid som fremmed i filistrenes land&quot;&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 27&lt;/ref&gt;, og vi ved, at filistrene først ankom til Kana'an i 12. århundrede f.Kr. som en del af de såkaldte &quot;havfolk&quot; (engelsk: ''Sea People''). Dette betyder, at ''enten'' er Abraham en fri opfindelse, som intet har med en historisk person at gøre, ''eller'' også hører han hjemme i 12. århundrede og er israelitternes stamfader, men i så fald eksisterede de ikke som folk, da de angiveligt opholdt sig i og udvandrede fra Egypten. Også aramæerne omtales og stammer ligeledes fra 12. århundrede, hvilket tyder på, at den sidst nævnte forklaring er den rette.

Men der er andre problemer med Abraham. Ifølge P-kilden skal han stamme fra den sumeriske by Ur&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 17&lt;/ref&gt; og have draget gennem den frugtbare halvmåne først til Haran (nu Aram, beliggende i Tyrkiet) og senere videre til Kana'an. I de to kilder J og E er Ur ikke nævnt, kun Haran. Det har derfor været antaget, at det er hans oprindelige hjemsted. Det ville kunne forklare hvorfor, at hans forfædre Serug, Nahor og Terah har navne efter landsbyer omkring Haran, som Abrahams broder har navn efter. Det kunne også forklare benævnelsen &quot;hebræer&quot;, der antagelig betyder &quot;hinsides floden&quot;, idet Haran ligger på den modsatte bred af Eufrat.&lt;ref&gt;Dinkgreve (2021), kap. 8&lt;/ref&gt; Samme tradition findes i Josvabogen kapitel 24:2 i omtalen af pagtslutningen i Sikem: &quot;Josva sagde til hele folket: &quot;Dette siger Herren, Israels Gud: I gamle bage boede jeres fædre på den anden side af Eufratfloden, Tera, Abrahams og Nakors far, og de dyrkede andre guder&quot;.&quot;&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 269&lt;/ref&gt;

Imidlertid savnede Abraham en slægtshistorie, så i Første Krønikebog kapitel 1 får han den. Her hører vi at han er søn af Sem, som på sin side er søn af Noa, som atter er efterkommer af Adam.&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 446&lt;/ref&gt; Men som vi netop har set, er han i Josvabogen søn af Tera.&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 269&lt;/ref&gt; Der er således interne modsætninger i de narrativer, som de ulige slægtslister og narrativer i ulige dele af Gamle Testamente giver. Dette viser, at man har forsøgt at sammenskrive ulige narrativer til et men med ringe held.

==== Sodoma og Gomorra ====

Historien om Sodoma og Gomorras ødelæggelse optræder som et sidemotiv i beretningen om Abrahams liv i Første Mosebog kapitel 18:16-33 og kapitel 19:1-28.

Bibelforskere er generelt enige om, at selvom Gamle Testamente ikke direkte &quot;låner&quot; historien om Sodoma og Gomorra fra en specifik sumerisk kilde, deler fortællingen om guddommelig ødelæggelse, guddommelige besøgende og den flammende omstyrtelse af en by slående motiver med tidligere mesopotamisk litteratur og bredere oldtidsmytologi fra Nærøsten. Således &quot;Akkads forbandelse: Ekur hævnet&quot;, et akkadisk/sumerisk litterært værk dateret til mellem 2112 f.Kr. og 2004 f.Kr., som beskriver den pludselige ødelæggelse af byen Akkad. Myten blev skrevet hundreder af år efter Naram-Sins liv og er digterens forsøg på at forklare, hvordan det lykkedes for gutianerne at erobre Sumer. Efter en indledende passage, der beskriver Akkads herlighed før dets ødelæggelse, fortæller digtet om, hvordan Naram-Sin gjorde hovedguden Enlil vred ved at plyndre Ekur, der var Enlils tempel i Nippur. I sin vrede kaldte Enlil gutianerne ned fra bjergene øst for Tigris, hvilket bragte pest, hungersnød og død over hele Mesopotamien. For at begrænse denne ødelæggelse, bestemte otte af guderne (nemlig Inanna, Enki, Sin, Ninurta, Utu, Ishkur, Nusku og Nidaba), at kun byen Akkad skulle ødelægges for at skåne resten af ​​Sumer, og de forbandede den. Historien slutter med, at digteren skriver om Akkads skæbne, idet den velstående by lægges i aske i overensstemmelse med gudernes forbandelse.

Temaet om guddommelig straf for en bys ''hybris'' eller umoral er et udbredt motiv i oldtidens verdensbillede. Det kan ikke vides sikkert, om det er denne historie, der har dannet forbillede for Gamle Testamentes historie om Sodoma og Gomorra, men motivet menneskers umoral og manglende respekt for guddommen er det samme.

Den bibelske version rummer Abrahams forsøg på at undgå ødelæggelsen, hvis der blot fandtes ti retfærdige indbyggere i byen, men selv så få fandtes der åbenbart ikke. Kun Lot, Abrahams slægtning, reddes fra ulykken: &quot;Da solen stod op over landet, og Lot var kommet til Soar, lod Herren svovl og ild regne ned over Sodoma og Gomorra fra Herren i himlen. Han ødelagde disse byer, ja hele Jordandalen, alle, der boede i byerne, og alt, der voksede på markederne.&quot;&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 25&lt;/ref&gt; Naturvidenskabeligt set kunne det være beskrivelsen af en meteorregn eller af nedfald fra et vulkanudbrud.

==== Moses ====

I Anden Mosebog kapitel 2 introduceres den mytiske skikkelse Moses som israelitternes befrier fra trældommen i Egypten. Historien begynder med hans fødsel. Ifølge myten havde farao befalet, at alle drengebørn skulle dræbes ved fødslen, men Moses' moder reddede ham ved at placere ham i en sivkurv, hvor han blev fundet og adopteret af faraos datter.&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 67&lt;/ref&gt; Denne historie er imidlertid utvivlsomt adopteret fra sumerisk tradition, idet en tilsvarende historie fortælles om kong Sargon af Assad.&lt;ref&gt;Dinkgreve (2021), kap. 8&lt;/ref&gt; Der er således ingen grund til at tillægge denne del af traditionen nogen historisk baggrund.

Senere fortæller Anden Mosebog, at Moses blev pålagt af Gud at føre israelitterne ud af Egypten. Det hedder i den forbindelse, at Gud blandt andet siger til Moses: &quot;Jeg er din faders Gud, Abrahams Gud, Isaks Gud og Jakobs Gud&quot;.&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 69&lt;/ref&gt; Her stå vi på ny over for problemet, at henvisningen til Abraham åbenbart er en anakronisme. Det betyder, at der kan rejses tvivl om både den historiske skikkelse Moses og om Mosebøgerne som kilde til israelitternes tidlige historie overhovedet.

Kendsgerningen er, at der findes ingen beviser på eksistensen af de fem mosebøger før slutningen af det 4. århundrede f.Kr., herunder eksistensen af en person kaldet Moses.&lt;ref&gt;Gad Barnea&lt;/ref&gt; Men den farao, som med stor sandsynlighed fordrev semitterne fra Egypten, hed Ahmoses, hvilket på hebraisk betyder &quot;Moses' broder&quot;. Så måske at der er en sammenhæng her.

==== Græske narrativer ====

Men det er ikke kun fra Sumer og Mesopotamien at Gamle Testamenter har lånt narrativer. Nogle kildekritikere tilhørende den såkaldte &quot;Københavnerskole&quot; har peget på, at også græske narrativer har ydet deres bidrag, lad os tage nogle eksempler:

Jan-Wim Wesselius har foretaget undersøgelser, der viser, hvordan Første Mosebog og Anden Mosebog afspejler Herodots skrifter, især sidstnævntes beretning om persiske kongers liv. Han sammenlignede i detaljer lighederne mellem Josef og Kyros, og især mellem Moses og Xerxes. Josef og Kyros har begge drømme, bliver afsløret for at dø, går i eksil, bliver skjult i en periode og bliver konger, når deres identitet afsløres. Moses og Xerxes drager ud for at erobre enten Kana'an eller Grækenland og krydser vand med deres folk. Mange andre detaljer nævnes, såvel som sammenligninger mellem Terah og Phraortes (en medisk konge), Abraham og Kyaxares (en medisk konge), Isak og Astyges (en medisk konge) og Jakob og Mandane (Kyros' mor).&lt;ref&gt;Wesselius (1999), s. 24-77&lt;/ref&gt;&lt;ref&gt;Wesselius (2002), s. 6-47&lt;/ref&gt;

Philippe Guillaume mener, at kreative skrivere i Alexandria i det andet århundrede f.Kr. indsatte dommere i  Mosebøgernes historie, hvilket afspejlede et politisk-ideologisk behov hos de hasmoneiske herskere i Palæstina. Det formodes, at indsættelsen af disse dommere var inspireret af Hesiods ''Værker og Dage'', især afsnittet om heltene, som Hesiod indsatte i de fire tidsaldre. Det modsvarer den måde, hvorpå dommere blev indsat i den jødiske historie. Det synes  at have haft et dobbelt formål: dels at underminere påstande om arveret til magten fra efterkommere af kong Davids dynasti, idet historier om heroiske dommere nu optræder før kongerne David og Salomon og dermed med større ælde, dels at hjælpe de hasmoneiske herskere, der netop ikke kunne hævde at have nogen afstamning fra David som grundlag for deres påstande om et messiansk styre.&lt;ref&gt;Guillaume (2014), s. 147-164&lt;/ref&gt;.

Katherine Stott har påpege, at Davids opstigning, som skildret i Første Samuelsbog kapitel 16-31 og i Anden Samuelsbog kapitel 1-8, muligvis er inspireret af den fortælling, der beskriver Kyros' opstigning til Persiens og Mediens trone i teksten i Herodots Historier. Hun så følgende paralleller:&lt;/br&gt;
- Kyros og David starter begge under ydmyge kår,&lt;/br&gt; 
- begge træder ind i den forrige konges hof,&lt;/br&gt; 
- i begge tilfælde bliver den pågældende konge jaloux på dem,&lt;/br&gt; 
- i begge tilfælde bliver de truet med døden af ​​den pågældende konge,&lt;/br&gt; 
- begge flygter fra hoffet,&lt;/br&gt; 
- begge bliver folkelige ledere,&lt;/br&gt; 
- i begge tilfælde hopper en allieret af,&lt;/br&gt; 
- begge tilraner sig kongerigets herredømme,&lt;/br&gt; 
- begge får succes på grund af deres militære dygtighed,&lt;/br&gt; 
- begge skåner den gamle konges liv i en periode,&lt;/br&gt; 
- der er et tragisk element i den forrige konges fald i begge tilfælde, og&lt;/br&gt; 
- i begge tilfælde er udfaldet dannelsen af ​​en ny politisk enhed.&lt;/br&gt; 
Stott bemærkede, at denne græske tekst kun i den hellenistiske æra ville have været tilgængelig for den bibelske forfatter.&lt;ref&gt;Stott (2002), s. 62-71, 77-78)&lt;/ref&gt;.

Hesiods ''Theogoni'' og Katalog over kvinder var til dels indflydelsesrige kilder til henholdsvis skabelsesberetningen i Første Mosebog 1 og de genealogier, der findes i hele Første Mosebog 1-11 &lt;ref&gt;Gnuse (2017)&lt;/ref&gt;.

Fortællinger i Første Mosebog 1-11 kan også vises at have betydelige paralleller med beretninger nedskrevet hos græske historikere, såsom Hekateus fra Milet (''Periegesis'' og genealogier) og Herodot fra Halicarnassus (Historier), herunder omtaler af menneskelige leveveje (Første Mosebog kapitel 4:20-22), de tre sønner af en syndflodshelt, der er menneskehedens forfædre (Første Mosebog kapitel 9:18-19 og kapitel 10:1-32) samt plantningen af ​​en vingård (Første Mosebog kapitel 9:20-27).&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 15f&lt;/ref&gt;&lt;ref&gt;Gnuse (2019)&lt;/ref&gt;

Ældre latinske traditioner, der ligger bag beretningerne i Ovids Fasti 5, 493-544 og Metamorfoser 8, 625-725, kan have inspireret fortællingerne om de budbringere, der fortæller Abraham om hans kommende søn, og de budbringere, der advarer Lot om at forlade Sodoma i Første Mosebog 18:1-15; 19:12-26. &lt;ref&gt;Gnuse (2017)&lt;/ref&gt;.

En fortælling om Democedes af Kroton i Herodots Historier 3, 125-132 kan have givet anledning til fortællingen om Josef, der fortolker faraos drømme i Første Mosebog 41:1-36&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 52-54&lt;/ref&gt;, hvilket igen inspirerede drømmeberetningerne i Daniels Bog&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 1104-1112&lt;/ref&gt;&lt;ref&gt;Gnuse (2010)&lt;/ref&gt;.

Den korte fortælling om den store kriger Achilleus' ædle, talende heste i ''Iliaden'' 19, 395-424 kan være løst overtaget og indpasset i beretningen om Bileams æsel i Fjerde Mosebog kapitel 22:22-35, hvor et simpelt æsel bringer skam over en tåbelig profet.&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 181&lt;/ref&gt; Talende dyr er langt mere almindelige i græsk litteratur end i Bibelen. &lt;ref&gt;Gnuse (2017)&lt;/ref&gt;

Ofrelsen af ​​Ifigenia i to skuespil af Euripides omkring 400 f.Kr.: ''Ifigenia blandt Taurierne'' og ''Ifigenia i Aulis'', kan have inspireret beretningen om Jeftas ofring af sin datter i Dommerbogen kapitel 11:30, 34-40, som synes at være indsat i beretningen om Jeftas kamp mod ammonitterne. &lt;ref&gt;Gnuse (2019)&lt;/ref&gt;

Arrians beretning om Alexander den Store og det spildte vand i Anabasis af Alexander 6.26.1-3 kan have inspireret en lignende historie om David i Anden Samuels Bog 23:15-17. Davids handling med at hælde det vand ud, som hans modige soldater hentede bag fjendens linjer, gør ikke en fornuftig historie, som Alexanders handling i den gedrosiske ørken, hvor tørst virkelig er et problem, gør.&lt;ref&gt;Gnuse (1998)&lt;/ref&gt;.

Fortællingerne om Josef, Bileam og Jefta kan være blevet placeret i den bibelske tekst i den persiske periode kort efter 400 f.Kr., såvel som bibelske tekster i Første Mosebog 1-11 med Hesiod, Hekateus og Herodot som inspirationskilder. Men de andre fire fortællinger synes mere sandsynligt at have en oprindelse fra den hellenistiske tid, og man kan derfor argumentere for, at alle disse tekster opstod samtidigt og derfor i den hellenistiske tid. 

I flere tilfælde kan det sandsynliggøres, at der er tale om tillæg til ældre beretninger placeret i slutningen af ​​bibelske bøger, og som ser ud til at have været knyttet til bogen kun med en løs forbindelse til resten af ​​bogen. Dette gælder især i Dommerbogen, hvor fortællingerne i Dommerbogen kapitel 13-16 om Samson ser ud til at have en helt anden stil end resten af ​​Dommerbogen. Et stort antal forskellige græske legender om Herakles synes at have påvirket Samson-fortællingerne i Dommerbogen kapitel 13-16 på et sent tidspunkt, sandsynligvis i den hellenistiske tid. Der er alt for mange græske paralleller inden for disse fire kapitler til, at de kan afvises som blot fortællingshistoristiske sammentræf.&lt;ref&gt;Gnuse (2018)&lt;/ref&gt;

Afsnittene i Dommerbogens kapitel 17-21 om Mika, om Dan-stammens udvandring til Lakash samt om Benjamitternes skændselsdåd fremstår som tilføjede tillæg til resten af ​​bogen, og dér finder vi beretningen om kvinderne, der blev kidnappet fra Silo. &quot;Voldtægten af ​​de sabinske kvinder&quot;, som en gammel fortælling genfortalt af Livius (''Historie'' I, 9,1-16) og Plutarch (Lives: Romulus XIV, 2-8), kan være forbilledet for de bortførte piger i Dommerbogen kapitel 21:1-24. &lt;ref&gt;Gnuse (2007)&lt;/ref&gt;

Anden Samuelsbog kapitel 21-23 synes også at være et appendiks, og heri finder vi David, der hælder det vand, han har modtaget fra sine krigere, ud. Dommerbogen kapitler 13-21 og Anden Samuelsbog 21-23 kunne derfor være blevet føjet til Deuteronomistiske historier på et meget sent tidspunkt. Historierne om Josef i Første Mosebog kaptel 39-50, der skulle forklare jødernes ophold i Egypten, ses ofte som en sen tilføjelse fra omkring 400 f.Kr. eller senere, hvorfor Herodots indflydelse på Josefs drømmetydning er sandsynlig. Andre beretninger ser også ud til at være blevet indsat noget ujævnt i deres fortællende kontekst. Dette er tydeligst i beretningen om Jeftas ofring af sin datter, som synes at være indsat midt i Jeftas slag i Transjordan, og fortællingen om Bileam og hans æsel, som fremstiller Bileam med en helt anden persona end den, der findes i resten af ​​Fjerde Mosebog 22-24. Historien om de tre engle, der besøger Abraham og pludselig kun bliver to i antal, da de besøger Lot, beder os om at se på parallelle romerske beretninger, hvor der er henholdsvis tre og to engle i fortællingerne fra Ovid. Desuden vidner de nuancerede detaljer i dialogen i Første Mosebog 18-19 også om en senere tids skrivestil. Således synes indflydelsen fra klassiske og græske beretninger at være mest sandsynlig i historier, der synes at være senere tilføjelser og indsættelser i hovedhistorierne.

Foruden indholdsmæssige ligheder er der også opbygningsmæssige ligheder. Daniel Hawk bemærkede, at Aischylos' Orestia og Første Samuelsbog kapitel 8 til Anden Kongebog 8 deler lignende struktur og karakterer. Begge har et tredelt skema og bruger metaforer til at afspejle overgangen fra et slægtskabssamfund til et borgersamfund. Agamemnon og Saul afspejler den gamle orden, Orestes og David viser overgangen, og Athena og Salomon indvier den nye orden. Den deuteronomistiske historiker brugte Orestia som model for sine &quot;modtagne traditioner vedrørende det israelitiske monarki&quot;. Hawk mente, at den hellenistiske æra ville have været det tidspunkt, hvor den bibelske forfatter havde adgang til Aischylus' skrifter.

Disse og andre eksempler er blevet fremhævet af nogle forskere, der generelt er enige om, hvordan hellenistisk litteratur formede den oprindelige historie efter 300 f.Kr. eller endda efter 200 f.Kr. i den makkabæiske æra. Larsson konkluderede, at de bibelske beretninger blev skabt i det ptolemæiske Egypten i det andet århundrede f.Kr. og påvirket af betydelige græske historikere fra det tredje århundrede f.Kr., så som Berossos, Manetho og Eratosthenes. På grundlag af sådanne iagttagelser mener Niels Peter Lemche, at Dommerbogen og sikkert også andre dele af Gamle Testamente først er blevet skrevet eller har fundet deres endelige form omkring 272 f.Kr. Etienne Nodet bekræftede, at Pentateuken opstod i begyndelsen af ​​det tredje århundrede f.Kr., men profeterne og nogle af skrifterne blev skabt i det andet århundrede f.Kr. Disse tekster blev genereret i Alexandria under hellenistisk indflydelse. Emanuel Pfoh mente, at selvom den primære historie blev skabt i den hellenistiske æra, kom nogle traditioner fra den assyriske og persiske æra og blev udviklet af skrivere gennem årene. Men i bund og grund blev teksten formet under hellenistisk indflydelse (23, 33-35). Hvordan det nu forholder sig, står det klart, at både den sene tilblivelse og dens mulige motiver undergraver store dele af Gamle Testamente som historisk kilde.

Det er muligt, at der findes en historisk kerne, som over tid er blevet udbygget og pyntet på med narrativer hentet fra græske traditioner, men indtil videre må det konstateres, at næsten alt i Gamle Testamente lader sig betvivle.

Mest afgørende i denne sammenhæng er det imidlertid, at hvis disse kritikere tilhørende &quot;Københavnerskolen&quot; har ret, så betyder det, at ''Tanakh'' eller Gamle Testamente langt fra var færdigskrevet endsige færdigredigeret, da jøderne vente tilbage til Jerusalen efter eksilet i Babylon. Forud ventede endnu en lang redigeringsproces, og det kan også forklare hvorfor, at vi skal helt frem til 2. århundrede f.Kr. (eller tidligst 3. århundrede f.Kr.) før, at jøderne udviser noget kendskab til deres religiøse skrifter. Forklaringen er den enkle, at først da havde skrifterne nået et så fuldendt udseende, at de lod sig anvende i den national-politiske propaganda.

==== Hyksos-problemet ====

Mens arkæologerne med rimelig sikkerhed tør fastslå, at der fandtes en særlig israelitisk befolkning fra omkring 1200 f.Kr., så er der mere usikkerhed om tiden forud. Hovedspørgsmålet kan formuleres således: er jødernes ophold i og udvandring fra Egypten en historisk begivenhed eller ej? Holdningerne spænder fra fuldstændig afvisning af denne historie til ubetinget tilslutning.

For at løse problemet må vil opspalte det i tre delspørgsmål:&lt;/br&gt;
- kan der påvises et ophold af en semitisk befolkning i Egypten?&lt;/br&gt;
- hvis ja: inden for hvilket tidsrum?&lt;/br&gt;
- hvis ja: var det israelitter eller ej?

Det umiddelbare svar på spørgsmålet er, at der faktisk findes oplysninger om en fremmed befolkning i Egypten. Men denne befolkning, kaldes af egypterne selv ''Hiku-khasut'', det vil sige &quot;ørkenfyrsterne&quot; (hvilket på græsk er blevet til ''hyksos''&lt;ref&gt;Bibby (1978), s. 96&lt;/ref&gt;, og denne benævnelse bruges almindeligvis og derfor også her), ikke &quot;hebræerne&quot;, &quot;jøderne&quot; eller &quot;israelitterne&quot;, og ingen af disse betegnelser kendes i samtiden, end ikke fra Kana'an. Forskerne mener at kunne fastslå, at disse ''hyksos'' ankom fra øst til Egypten i 19. århundrede f.Kr., regerede over Egypten i 17. og 16. århundrede f.Kr. men senere forsvandt igen. Der er fundet en grav rejst over en mand ved navn ''Aper-El'', det vil sige &quot;El's tjener&quot;, som tjente hos faraonerne Amenhotep III og Akhenaten i 14. århundrede f.Kr.&lt;ref&gt;Dinkgreve (2021), kap. 8&lt;/ref&gt;

Et passende udgangspunkt for vurdering af udvandringens troværdighed kan være Simcha Jacobovici og hans film &quot;''The Exodus decoded''&quot;. Heri giver han blandt andet en omfattende dokumentation, som nok kan være en nøjere gennemgang værd.

Simcha tager udgangspunkt i bibelkritiske afvisninger af udvandringen, som traditionelt blev dateret til 1270 f.Kr. det vil sige i Ramses II's regeringstid men hvor der ingen beviser for en sådan begivenhed findes. Simcha mener, at denne datering er forkert, og at den korrekte tidsfæstelse er omkring 1500 f.Kr. Som beviser for denne tidsfæstelse anfører han følgende:

Hyksos-folket skulle være kommet til Egypten omtrent 200 år før, at de atter udvandrede, det vil sige 1700 f.Kr. I en grav i Beni Hassan ved Nilen omkring 400 km syd for Cairo findes et vægmaleri, som viser en indvandring til Egypten. Befolkningen er semitter med skæg, flerfarvede dragter og med benævnelsen &quot;''Amo''&quot;. I ''Tanakh'' (Gamle Testamente) anvendes benævnelsen &quot;''Amo Israel''&quot;, det vil sige &quot;Guds folk&quot;. Benævnelsen er den samme og deres ophold passer nøje med traditionen.

Hyksos-folkets hovedstad var Avaris, der ligger i Nilens delta nord for Cairo. Avaris er blevet udgravet af professor Manfred Bietak fra Wien. Han har blandt andet fundet 9 seglstamper med navnet &quot;Jakob&quot;, hvilket nøje svarer til den bibelske tradition om faraos betroede mand, Josef, der netop var søn af Jakob.

Ifølge traditionen ender indvandrerne som slaver. I Serabit El Khadim i Sinai-ørkenen blev udvundet tyrkis-sten i miner ved slaveri. I en af disse minder findes en alfabetisk (ikke-egyptisk) indskrift på væggen: &quot;El, hjælp mig&quot;. ''El'' var navnet på en semitisk guddom.

En stele rejst af farao Ahmoses og dateret til omkring 1500 f.Kr. fortæller om blandt andet storm og mørke i overensstemmelse med den bibelske tradition, og den nævner gud i ental. Ahmoses er kendt for at have udvist hyksos-folket. Navnet Ahmoses betyder på egyptisk &quot;månen er født&quot; men på hebraisk &quot;Moses' broder&quot;. 

Omkring 1500 f.Kr. indtraf et stort vulkanudbrud på øen Santorini i det græske øhav. Simcha mener, at det var denne begivenhed, som udløste udvandringen, og at den også kan forklare Egyptens ti plager. Hans argumentation herfor er følgende:

I Avaris er fundet vulkansk pimpsten dateret til omkring 1500 f.Kr. Dette viser (om ikke andet) at Egypten blev påvirket af netop dette vilkanudbrud.

Vulkanudbruddet og tilhørende jordskælv havde følgende bivirkninger:&lt;/br&gt;
- vandet bliver rødt. Årsagen er, at rust frigøres ved gasudbrud fra bunden og opblandes i vandet. Dette skete blandt andet i 1986 ved Nyos-søen i Cameroon.&lt;/br&gt;
- frøer. Hopper ud af vandet, når det bliver forurenet.&lt;/br&gt;
- lus, fluer og epidemi følger som eftervirkninger af miljøkatastrofen&lt;/br&gt;
- sår og bylder. Disse kendes ligeledes fra Nyos-begivenheden i 1986.&lt;/br&gt;
- hagl. Is og ild = &quot;vulkansk hagl&quot; omtales i den såkaldte Ipuwer-papyros og skyldes, at vulkansk aske blandes med vand i atmosfæren.&lt;/br&gt;
- græshopper. Bringes på vandring på grund af klimaændringen.&lt;/br&gt;
- mørke. Skyldes en askesky, der fra vulkanudbruddet bredte sig til Nilens delta, hvilket er bevist ved korn af asken fundet af Jean-Daniel Stanley fra Smithsonian Institute.&lt;/br&gt;
- førstefødte sønner døde. Skyldes at CO&lt;sub&gt;²&lt;/sub&gt; frigøres fra jordens indre og lægger sig lige ved jordens overflade. Da de ældste priviligerede sønner sov på en lav seng, blev de dræbt af gassen, mens andre børn der sov på de flade tage aldrig blev berørt inden, at gassen opløstes igen. Noget tilsvarende blev observeret i Nyos. Yderligere er der udgravet massegrave i Avaris, som kun omfatter personer af mandkøn og ikke krigere. Og Ahmoses' egen søn døde som 12-årig (hans begravede lig er fundet).&lt;/br&gt;
Ifølge Simcha er alle disse begivenheder således naturlige mulige følger af vulkanudbruddet.
[[Fil:Stele_of_Grave_Circle_A_Mycenae_NAMA_1428.JPG|200px|thumb|Gravstele fra Mykene, der viser Farao, som forfølger Moses. De er omgivet af vand på begge sider.]]
Velkendt er historien om havets deling.&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 82&lt;/ref&gt; Den korrekte formulering i Bibelen er &quot;Yam Suf&quot;, det vil sige Sivhavet. Men siv vokser ikke i saltvand, så der er tale om en stor sø. På Ismailia Regional Museum findes en granitsten med en indskrift i hieroglyffer, ''El Arish''-indskriften, der fortæller om udvandringen set fra faraos side. Her kaldes lederen for &quot;ørkenprinsen&quot;. Mere bemærkelsesværdigt er det, at indskriften også fortæller, at vandene delte sig (markeret som bølger + 2 knive), og at indskriften nævner stedet for denne begivenhed: ''El Balah'', en nu tidligere sø beliggende øst for Avaris nær overgangen til Sinai-ørkenen. Simcha mener, at som følge af de tektoniske forskydninger og deraf følgende jordskred løftede den afrikanske plade sig 1-2 meter og skabte en landkorridor, men kort efter fulgte en tsunami, som druknede faraos hær.

Simcha peger på et vægmaleri på Santorini, som viser en sejlads fra en by omgivet af mure. Simcha mener, at den viste by er Avaris, idet der her også er fundet minoiske vægmalerier, hvilket vidner om handelsforbindelser. En del af udvandrerne skulle således være draget til Grækenland. I Mykene er fundet guldgenstande og sværd i en grav dateret til 1500 f.Kr. De kan stamme fra jødiske udvandrere. Desuden er fundet tre gravsten med billeder visende først en mand på en stridsvogn, der forfølger en gående mand omgivet af bølger, dernæst at den gående mand er nået højere liggende land og har vendt sig imod stridsvognen, og endelig at stridsvognen drukner i bølgerne. Billederne viser, let forenklet, faraos forfølgelse af Moses. Det er i bogstaveligste forstand en tegneserie om begivenheden.

Simcha peger dernæst på, at jordskælv kunne have ført til, at gas og olie blev frigivet og måske blev antændt, og derved gav anledning til røgsøjler om dagen og ildsøjler om natten svarende til beretningen i Anden Mosebog kapitel 13 vers 21-22: &quot;Herren gik foran dem, om dagen i en skysøjle for at føre dem på vejen og om natten i en ildsøjle for at lyse for dem, så at de kunne gå både dag og nat. Skysøjlen fjernede sig ikke fra folket om dagen og ildsøjlen ikke om natten.&quot;&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 81&lt;/ref&gt;

Endelig mener Simcha at kunne påvise, hvor bjerget Sinai lå. Og han mener at have fundet billedlige gengivelser af Pagtens Ark - i Grækenland af alle steder!

Så langt Simcha. Det giver anledning til en række spørgsmål: er begivenheden fejldateret? Det er der faktisk en del, der tyder på. Begivenheden fandt efter alt at dømme sted omkring 1500 f.Kr. Kan et vulkanudbrud være forklaringen på begivenhedsforløbet? Svaret må være, at det er muligt, i hvert fald er der intet, som tyder på, at det ikke kunne være tilfældet. Var dette hyksos-folk ''Amo'' og var det semitter? Ja, det er sandsynligt. Var det også israelitter? Det er muligt, men ikke sikkert.

Vi har tidligere fastslået, at Gamle Testamentes historie om udvandringen fra Egypten tidsmæssigt er uforenelig med historien om Abraham som israelitternes stamfader, idet hans ophold i filistrenes land er flere hundrede år senere end udvandringen. Og det forbliver uforklarligt, at et folk, som kaldte sig selv Israel, ikke optræder under dette navn men af Egypterne kaldtes henholdsvis ''Amo'' og ''Hyksos''.  

Historien om ''exodus'' eller udvandringen fra Egypten kendes ikke fra Elephantine, en jødisk by i Egypten fra 400-tallet f.Kr., hvilket kunne tyde på, at denne tradition i jødisk historieforståelse enten må være yngre end denne tid eller endnu ikke spillede den rolle i jødisk selvforståelse, som den senere fik.

Hvis man vil være besværlig, kan man opstille følgende alternative hypotese: udskibningen fra Egypten til Mykene eksisterer ikke i det bibelske narrativ. Hvis man alligevel forudsætter, at det afspejler en historisk kendsgerning, så kunne disse udvandrere, ''hyksos'', have taget hele traditionen med sig og billedligt gengivet den på deres gravsteler. Da &quot;havfolket&quot; (som beviseligt stammer fra Grækenland foruden andre steder) langt senere, omkring 1178 f.Kr., kom til Palæstina, bragte de traditionen med sig. Det er her fra, at jøderne senere overtog den, omformulerede den til en ørkenvandring med Moselov og hele molevitten og dermed tillige skrev det oprindelige folk ud af beretningen og satte sig selv ind i stedet som led i en selvskabt historisk tradition. 

Der er selvsagt ingen beviser for en sådan udvikling, men der er heller intet, som modsiger den, og den ville forklare årsagen til, at traditionen åbenbart overlevede i Mykene. Og hvad mere er: det kunne forklare hvorfor, at folk fra Middelhavets nordlige kyster søgte øst- og sydpå (i stedet for vestpå), da deres hjemlige forhold ikke tillod dem at blive boende, hvor de var. Et indicium for, at teorien kunne være rigtig, er det forhold, at Mykene var et handelscentrum i tiden 1600-1100 f.Kr. blandt andet med handelsforbindelser til Levanten. Blandt de forhandlede varer var genstande af elfenben fundet i Megiddo, der viser handelsforbindelser til Det Ægæiske Hav, Kypern, Hittitterne samt Egypten.&lt;ref&gt;Novacek (2011), s. 47f&lt;/ref&gt; Det indebærer, at &quot;havfolket&quot; meget vel kan have haft handelsforbindelser med Levanten tidligere og derfor kendte til områdets frugtbarhed inden, at de udvandrede dertil.

Der imod kan vi udelukke, at det var israelitterne selv, som indvandrede sammen med havfolket, fordi dette skete 1178 f.Kr. mens Israel som omtalt nævnes på en stele allerede fra 1208 f.Kr.

Kildekritisk må det konstateres, at Mosebøgerne ret beset forsøger at forene to temmelig uforenelige historiske traditioner: på den ene side traditionen fra Mesopotamien omfattende Edens Have (Dilmun), Babelstårnet (zigguraterne) og Noas ark, hvor Abraham indgår som det forklarende bindeled hvorfor, at jødernes stamfader udvandrede til Kana'an, på den anden side traditionen om Jakob (Israel)&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 46&lt;/ref&gt;, Josef og hans brødre&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 48f&lt;/ref&gt;, Israels udvandring til Egypten&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 59&lt;/ref&gt; og Moses&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 67&lt;/ref&gt; med udvandring, ørkenvandring, moseloven og løftet om Kana'an.&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 243&lt;/ref&gt;

Der kan næppe være tvivl om, at den jødiske beretning om udvandringen fra Egypten og den egyptiske beretning om fordrivelsen af de fremmede omtaler den samme begivenhed set fra to sider. For så vidt behøver ingen af dem at give det sande billede: hvis årsagen virkelig var et vulkanudbrud, kunne de forringede leveforhold efter dette meget vel være årsag til, at folk udvandrede eller bortvandrede igen. At jøderne eller israelitterne har taget begivenheden til sig er for så vidt ikke anderledes end andre historier, som de har adopteret og adapteret.

Som en sidebemærkning skal det lige nævnes, at den egyptiske konge Amenhotep IV, bedre kendt som Akhenaten, som var gift med Nefertiti og fader til Tutankhaton, og som er gået over i historien som den første monoteistiske konge, regerede fra omkring 1353 til 1336 f.Kr. Det betyder, at han regerede henved 150 år efter, at ''hyksos'' udvandrede, og at der således ingen forbindelse er med Moses.

=== Bearbejdede profetier ===

De mange profetiske tekster i Gamle Testamente udgør et eget problem. Kort sagt er de kildekritiske studier i stigende grad blevet opmærksomme på, at der ikke er tale om originale tekster. I stedet er disse blevet ændret for at tilpasse dem til bestemte formål.

Esajas', Jeremias', Ezekiels og de Tolvs Bog mangler en historie og opretholder ikke en ensartet kronologisk rækkefølge af materiale. De profetiske bøger ses ikke længere som blot kilder, hvorved læserne kan få adgang til fortiden. De læses nu som bevidste kompositioner, der genpræsenterer og fortolker profeternes ord i tekstform.

Allerede i de sidste profeters tekster er der tegn på bevidst bevidsthed om tekstualiseringen af ​​profetier. Historien i Jeremias 36 beskriver for eksempel en proces, hvor forskellige budskaber i forskellige former fra forskellige tider og steder sammensættes i tekstform af profetens skriver. Når denne rulle efterfølgende ødelægges som reaktion på dens læsning, sker der ikke blot en omskrivning af rullen, men også en betydelig tilføjelse af lignende ord (Jeremias 36:32), hvilket vidner om bogens litterære vækst. Profeter som Jeremias er ikke længere tilgængelige, men deres ord er tilgængelige i de bøger, der bærer deres navne (Zakharias 1:5-6). Disse bøger danner et særskilt korpus inden for den bibelske kanon. Når Daniel refererer til Jeremias' profeti om halvfjerds år i Daniel 9:2, taler han om Jeremias' bog blandt en flerhed af profetiske bøger (jf. Ezekiel 38:17). 

De tidligste postbibelske fortolkere af den profetiske litteratur var de skriftkloge, oversættere og kommentatorer, der videregav, gengav og forklarede teksterne. Blandt vidner til den tidligst dokumenterede periode med skriftlig overlevering (ca. 250 f.Kr. indtil 132-135 e.Kr.) er det tydeligt, at skriftkloge ikke så sig selv som blot afskrivere på samme måde som skriftkloge fra en senere periode. De så snarere sig selv som ligestillede med de oprindelige forfattere, og de udvidede ofte den bibelske tekst med fortolkninger, der var beregnet til at hjælpe læserne med at forstå teksten. Disse skriftkloge havde deres eget syn på den bibelske tekst og ønskede at sikre en teologisk korrekt læsning af den.

Blandt de profetiske bøger må de mest fremragende eksempler på fortolkningsmæssig udvidelse være Jeremias og Ezekiel i den masoretiske tekst (MT). I disse tilfælde har udvidelsen nået niveauet for skabelsen af ​​nye udgaver af bøgerne. De hebraiske tekster bag de oldgræske (OG) versioner af disse bøger er betydeligt kortere førsteudgaver. Mange af udvidelserne i andenudgaverne, der findes i MT, er af eksegetisk karakter. For eksempel er Jeremias' berygtede fjende fra nord ikke eksplicit identificeret i OG eller dens hebraiske kilde, hvilket efterlader den åben for den slags eskatologiske fortolkning, der findes i Ezekiel 38:14-17, men MT identificerer denne fjende som Babylon i udvidelsen af ​​Jeremias 25:9, hvilket skaber en interessant konflikt med Jeremias 50:3 og dens profeti om en fjende fra nord, der kommer mod Babylon. Et andet eksempel er versionen af ​​Jeremias' profeti om halvfjerds år i Jeremias 25:11-12. I OG er denne profeti ikke eksplicit begrænset til perioden med babylonsk fangenskab (se: Dan 9:1-2, 24-27), men udvidelserne i MT gør denne begrænsning af profetien eksplicit (jf. Jeremias 29:10). For Ezekiels Bog forekommer en af ​​de mest bemærkelsesværdige udvidelser i MT Ezekiel 36:23c-38, som mangler, et vigtigt vidnesbyrd om OG fra det tredje århundrede e.Kr. Denne ret lange udvidelse er baseret på materiale fundet andre steder både i og uden for Ezekiels Bog. 

Når det forholder sig således med disse tekster, rejser det uundgåeligt spørgesmålet om og i hvilken grad, det samme er tilfældet med andre tekster i Gamle Testamente. Og det svækker betydeligt Gamle Testamentes værdi som kilde til jødernes historie.

=== Sammenfatning ===

Denne gennemgang af Gamle Testamente har kun omfattet en mindre del af den samlede tekst, men selv denne meget begrænsede gennemgang har belyst en række problemer:&lt;/br&gt;
- Gamle Testamente er ''ikke'' en historisk redegørelse for jødernes historie, selv om den giver indtryk af dette,&lt;/br&gt;
- det er i stedet en samling af traditioner, anekdoter og myter skrevet af ulige forfattere til ulige tider&lt;/br&gt;
- der er gjort forsøg på at sammenskrive og harmonisere disse narrativer&lt;/br&gt;
- hvilket ikke kan skjule, at der er kronologiske problemer&lt;/br&gt;
- og at væsentlige traditioner er hentet fra andre kulturer, især Sumer og Mesopotamien men også fra Grækenland.

Vi tør antage, at skildringen af kongetiden og det delte kongerige med navnelister over regenterne er rimelig troværdig, blandt andet fordi deres navne forekommer i andre kilder, men vi har kun ringe mulighed for at vide i hvilken udstrækning, historierne om dem er blevet ændrede for at tilpasse sig et senere monoteistisk narrativ.

Nogle historier, blandt andre Esthers Bog men også Ezras Bog og Nehemias' Bog, er meget sene og menes først at være blevet tilføjet efter afslutningen af det babylonske fangenskab.

=== &lt;big&gt;Semitismen, jødedommens tankesæt&lt;/big&gt; === 

Vi har i det foregående set på Gamle Testamente som et muligt historisk kildeskrift. Man kan imidlertid også anlægge en helt anden synsvinkel, nemlig Gamle Testamente som ideologisk grundlag nærmere betegnet som grundlag for en jødisk national etnicitet samt for en særlig jødisk etik. Det skal på forhånd understreges, at det følgende ikke omfatter alle jøder, idet mange alene identificerer sig som tilhørende denne folkegruppe af genealogiske og traditionsbårne årsager, det vil sige med hensyn til deres familiære oprindelse samt højtider og mindedage. Men der findes også kredse i den jødiske befolkning, der opfatter Gamle Testamente som en anvisning på hvordan, at jøder kan og bør opføre sig.

Alle kender begrebet &quot;anti-semitisme&quot;, men få eller ingen ved, hvad udtrykket &quot;semitisme&quot; egentlig dækker over. Man vil således lede forgæves efter det i en ordbog eller eksempelvis på ''wikipedia''. Her vil begrebet blivet forstået således, at det dækker over den tankegang eller de tankegange, som kan udledes og af nogle er blevet udledt af Gamle Testamente. Det betyder, at der her vil blive set bort fra jødisk mysticisme, kabala, frankisme og lignende ældre og nyere afledede ideologier, hvilke hver for sig er en særskilt undersøgelse værd.

Læser man Gamle Testamente, vil man se, at bestemte tankegange bliver promoveret. Det drejer sig i hovedsagen om følgende:&lt;/br&gt;
- det udvalgte folk&lt;/br&gt;
- racisme&lt;/br&gt;
- retten til Kana'an&lt;/br&gt;
- retten til at myrde hele befolkninger&lt;/br&gt;
- &quot;honningfælder&quot; og pengeafpresning&lt;/br&gt;
I det følgende vil hvert af disse emner blive gennemgået særskilt.

=== Det udvalgte folk ===

Ideen om jøderne som Guds udvalgte folk tager udgangspunkt i Første Mosebog kapitel 12: her møder vi Abram ved Ur i Kaldæa. Videre hedder det: &quot;Herren sagde til Abram: &quot;Forlad dit land og din slægt og din fars hus, og drag til det land, jeg vil vise dig. Jeg vil gøre dig til et stort folk og velsigne dig. Jeg vil gøre dit navn stort, og du skal være en velsignelse.&lt;/br&gt;
Jeg vil velsigne dem, der velsigner dig,&lt;/br&gt;
og den, der forbander dig, vil jeg forbande.&lt;/br&gt;
I dig skal alle jordens slægter velsignes&quot;.&quot;&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 17f&lt;/ref&gt;

Senere gentages denne priviligerede stilling i andre sammenhænge, således over for Jakob i Betel. I Første Mosebog kapitel 35:9-13 hedder det: &quot;Gud viste sig igen for Jakob, efter at han var kommet hjem fra Paddan-Aram. Han velsignede ham og sagde til ham: &quot;Dit navn er Jakob; men nu skal du ikke længere hedde Jakob. Dit navn skal være Israel.&quot; Og han gav ham navnet Israel. Han sagde til ham: &quot;Jeg er Gud den Almægtige. Bliv frugtbar og talrig! Et folk, ja, en mængde folkeslag skal nedstamme fra dig, og konger skal fremstå af dit eget kød og blod. Det land, jeg gav Abraham og Isak, giver jeg dig og dine efterkommere.&quot; Så steg Gud op fraham, dér hvor han havde talt med ham.&quot;&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 46&lt;/ref&gt;

I Anden Mosebog kapitel 3:7-10 findes følgende: &quot;Så sagde Herren: &quot;Jeg har set mit folks lidelse i Egypten, og jeg har hørt deres klageskrig over slavefogederne. Jeg har lagt mig deres lidelser på sinde, og derfor er jeg kommet ned for at redde dem fra egypterne og føre dem op fra dette land til et godt og vidtstrakt land, et land der flyder med mælk og honning, dér hvor kana'anæerne, hittitterne, amoritterne, perizzitterne, hivvitterne og jebusitterne bor. Nu har israelitternes klageskrig nået mig, og jeg har set, hvordan egypterne undertrykker dem. Gå nu! Jeg vil sende dig til Farao. Du skal føre mit folk israelitterne ud af Egypten&quot;.&quot;&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 69&lt;/ref&gt; Dette og tilsvarende formuleringer med &quot;mit folk israelitterne&quot; giver jøderne en identitet som Guds udvalgte folk i den jødiske selvforståelse.

=== Racismen ===

Racismen er en logisk følge af ideen om Guds udvalgte folk. Et folk kan selvsagt ikke være &quot;udvalgt&quot;, hvis andre folk kan indgiftes i det. Følgelig er Gamle Testamente fuldt af forbud mod at gifte sig med ægtefæller fra andre folkeslag og kritik, når de alligevel gjorde det. Lad os tage nogen eksempler.

I Femte Mosebog kapitel 7:1-4 finder vi følgende påbud af Moses: &quot;Når Herren din Gud fører dig til det land, du skal ind og erobre, og han driver store folkeslag væk foran dig, hittitterne, girgashitterne, amoritterne, kana'anæerne, perizzitterne, hivvitterne og jebusitterne, syv folk, der er større og mægtigere end du, og Herren din Gud overgiver dem til dig, og du besejrer dem, da skal du lægge band på dem. Du må ikke slutte pagt med dem og ikke vise dem barmhjertighed. Du må ikke bringe dig i familie me dem; du må ikke give dine døtre til deres sønner, og du må ikke lade dine sønner gifte sig med deres døtre, for det vil få dine sønner til at vige fra mig og dyrke andre guder. Da vil Herrens vrede flamme op imod jer, og han vil hurtigt udrydde dig.&quot;&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 208&lt;/ref&gt;

Dette gælder blandt andre kong Salomo. I Første Kongebog 11:1-4 læses således følgende: &quot;Kong Salomo elskede mange udenlandske kvinder foruden Faraos datter, moabitiske, ammonitiske, edomitiske, sidoniske og hittitiske; om de folk havde Herren sagt til israelitterne: &quot;I må ikke indlade jer med dem, og de må indlade sig med jer, for så vender de jeres hjerte til deres guder.&quot; Dem elskede Salomo, og han holdt fast ved dem. Han havde syv hundrede hustruer med fyrstelig rang og tre hundrede medhustruer, og hans hustruer bragte hans hjerte på afveje.&quot;&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 390&lt;/ref&gt;

I Ezras Bog kapitel 9:10-12 optræder Ezras bodsklage med blandt andet dette: &quot;Vor Gud, hvad skal vi nu sige efter dette? For vi har svigtet de befalinger, du gav gennem dine tjenere, profeterne, da du sagde: Det land, I skal ind og tage i besiddelse, er et urent land på grund af de fremmede folks urenhed med de afskyelige handlinger, som de i deres urenhed har fyldt det med fra ende til anden. Derfor må I ikke give jeres døtre til deres sønner, og I må ikke lade jeres sønner gifte sig med deres døtre.&quot;&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 527&lt;/ref&gt; og i Kapitel 10:10-12 bliver dette gentaget: &quot;Så rejste præsten Ezra sig og sagde til dem: &quot;I har handlet troløst ved at gifte jer med fremmede kvinder; I har øget Israels skyld. Aflæg nu bekendelse for Herren, jeres fædres Gud, og gør hans vilje. Skil jer ud fra landets folk og de fremmede kvinder&quot;.&quot;&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 528&lt;/ref&gt;

I Nehemias' Bog kapitel 10:31 indgår israelitterne blandt andet følgende forpligtelse: &quot;Vi vil ikke give vores døtre til landets folk, og vi vil ikke lade vores sønner gifte sig med deres døtre.&quot;&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 542&lt;/ref&gt;

Således kunne man blive ved.

=== Lebensraum ===

Jødernes ret til Kana'ans land hidrører fra Første Mosebog. I kapitel 12 læser vi: &quot;Dengang boede kana'anæerne i landet. Herren viste sig for Abram og sagde: &quot;Jeg vil give dine efterkommere dette land&quot;.&quot;&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 18&lt;/ref&gt; Senere, i kapitel 15, præciseres udstrækningen af dette jødiske lebensraum: &quot;Den dag sluttede Herren pagt med Abram. Han sagde: &quot;Jeg giver dine efterkommere dette land fra Egyptens flod (det vil sige Nilen) til den store flod, Eufratfloden: kenitterne, kenizzitterne, kadmonitterne, hittitterne, perizzitterne, refaitterne, amoritterne, kana'anæerne, girgashitterne og jebusitterne&quot;.&quot;&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 20f&lt;/ref&gt;

Størrelsen af dette jødiske lebensraum er påfaldende. Sammenlignet med officielle landegrænser i 2026 omfatter dette område: den østlige halvdel af Egypten inklusive hele Sinai, Palæstina inklusive Gaza og Vestbredden, Libanon, Jordan, Saudi Arabien, Yemen, Oman, Forenede Arabiske Emirater, Qatar, Bahrain, Kuwait, Irak samt Syrien. Nogle jødiske imperialister medregner også Kypern til området.

En anden afgrænsning findes i Fjerde Mosebog kapitel 34. Heri læser vi: &quot;Herren talte til Moses og sagde: &quot;Giv israelitterne denne befaling: I kommer nu til Kana'an, det land, der tilfalder jer som arvelod, Kana'ans land i dets fulde udstrækning. Jeres sydgrænse skal gå fra Sins ørken langs med Edom. I syd skal jeres grænse gå fra enden af Salthavet i øst. Så skal grænsen dreje syd om Akrabbim-passet, gå videre til Sin og ende syd for Kadesh-Barnea. Så skal den fortsætte til Hasar-Addar og gå videre til Asmon. Så skal grænsen dreje fra Asmon mod Egyptens bæk og ende ude ved havet.&lt;/br&gt;
Grænsen i vest: Det Store Hav med kyststrækning. Det skal være jeres vestgrænse.&lt;/br&gt;
Dette skal være jeres nordgrænse: Fra Det Store Hav skal I trække en linie til bjerget Hor; fra bjerget Hor skal I trække en linie til Lebo-Hamat, og grænsen skal ende i Sedad. Så skal grænsen gå videre til Zifron, og den skal ende i Hasar-Enan. Det skal være jeres nordgrænse.&lt;/br&gt;
Som grænse i øst skal I trække en linie fra Hasar-Enan til Shefam. Så skal grænsen gå ned fra Shefam til Ribla øst for Ajin, og grænsen skal fortsætte ned og støde til bjergryggen øst for Kinneretsøen. Så skal grænsen gå ned til Jordan og ende ved Salthavet.&lt;/br&gt;
Dette skal være jeres land med dets grænser hele vejen rundt.&quot;&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 196&lt;/ref&gt;

Dette er unægteligt en noget anden afgrænsning end før. Den kritiske læser vi måske spørge om Herren ikke havde forklaret sig godt nok over for Moses eller måske havde ændret holdning, eller om der måske er en helt tredie forklaring?

Den tænkende læser vil måske kigge nærmere på andre dele af samme historie. Vi hører, at Abraham fik børn både med Sara, sin hustru, nemlig jøderne, og med Hagar fra Egypten, hans trælkvinde, nemlig ismaelitterne, det vil sige araberne.&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 21&lt;/ref&gt; Så var det nu jøderne, araberne eller begge grupper som skulle leve i dette område? Desuden tog han sig en ny hustru: Ketura, med hvem han også fik efterkommere.&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 31&lt;/ref&gt; Det er således ret uklart hvem, der skulle overtage dette lebensraum.
 
Således tænker semitisterne ikke. De er imperialister, og de vil have det hele for sig selv. De mener at have ret til at fordrive andre folkeslag og ser Gamle Testamente som kilde til denne ret.

=== Retten til folkemord ===

Jødernes ret til at myrde befolkningerne, som levede i Kana'an, forekommer allerede i Mosebøgerne. I Femte Mosebog kapitel 20:16-17 findes således følgende påbud udtalt af Moses: &quot;i de folks byer, som Herren din Gud vil give dig i eje, må du ikke lade en eneste beholde livet; du skal lægge band på dem, på hittitterne, amoritterne, kana'anæerne, perizzitterne, hivvitterne og jebusitterne, sådan som Herren din Gud har befalet dig.&quot;&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 223&lt;/ref&gt;

I Josvabogen hører vi hvordan, at jøderne hensynsløst myrdede indbyggerne i Kana'an, eksempelvis i kapitel 8:24-29: &quot;Da israelitterne på åben mark havde dræbt alle de indbyggere fra Aj, som havde forfulgt dem ud i ørkenen, og da alle til sidste mand var faldet for sværdet, vendte alle israelitterne tilbage til Aj og huggede indbyggerne ned med sværd. Den dag blev der dræbt i alt tolv tusind mænd og kvinder, alle indbyggerne i Aj. Josva trak ikke sin udstrakte hånd med krumsværdet tilbage, før han havde lagt band på alle indbyggerne i Aj. ..Og Josva brændte Aj ned; han gjorde den til en øde ruinhøj for evigt, og det er den den dag i dag. Ajs konge hængte de på et træ og lod ham hænge til aften. Da solen gik ned, gav Josva sine folk befaling om at tage liget ned fra træet og kaste det hen ved indgangen til byporten. Så kastede de en stor stendynge op over ham, og den ligger der den dag i dag.&quot;&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 251f&lt;/ref&gt;

Tilsvarende i Josvabogen kapitel 10:28-43: &quot;Samme dag indtog Josva Makkeda. Han slog byen og dens konge med sværd og lagde band på byen og alle, der var i den; der var ingen, der overlevede. Han gjorde det samme med kongen i Makkeba, som han havde gjort med kongen i Jeriko.&lt;/br&gt;
Fra Makkeda drog Josva sammen med hele Israel videre til Libna. Han gik til angreb på Libna, og Herren gav også denne by og dens konge i Israels hånd. Josva slog byen og alle, der var i den, med sværd; der var ingen, der overlevede. Han gjorde det samme med kongen dér, som han havde gjort med kongen i Jeriko.&lt;/br&gt;
Fra Libna drog Josva sammen med hele Israel videre til Lakish. Han belejrede byen og gik til angreb på den, og Herren gav Lakish i Israels hånd. Den følgende dag indtog Josva byen; han slog den og alle, der var i den, med sværd, ganske som han havde gjort med Libna. Da drog Gezers konge Horam op for at komme Lakish til undsætning, men Josva slog kongen og hans hær; der var ingen, der overlevede.&lt;/br&gt;
Fra Lakish drog Josva sammen med hele Israel videre til Eglon. De belejrede byen og gik til angreb på den, og samme dag indtog de den og slog den med sværd. Den dag lagde han band på alle, der var i byen, ganske som han havde gjort med Lakish.&lt;/br&gt;
Fra Eglon drog Josva sammen med hele Israel op til Hebron. De gik til angreb på byen og indtog den; de slog byen, dens konge, alle dens byer og alle, der var i den, med sværd; der var ingen, der overlevede. Ganske som han havde gjort med Eglon, lagde han band på byen og på alle, der var i den.&lt;/br&gt;
Så vendte Josva sig sammen med hele Israel mod Debir. Han gik til angreb på byen og indtog den med dens kong og alle dens byer. De slog dem med sværd og lagde band på alle, der var i den; der var ingen, der overlevede. Han gjorde det samme med Debir og dens konge, som han havde gjort med Hebron og med Libna og dens konge.&lt;/br&gt;
Således besejrede Josva hele landet: Bjerglandet, Sydlandet, Lavlandet og Skråningerne og alle kongerne dér. Der var ingen, der overlevede; hver levende sjæl lagde han band på, sådan som Herren, Israels Gud, havde befalet. Josva besejrede dem fra Kadesh-Barnea til Gaza, i hele landet Goshen og helt til Gibeon. Alle disse konger og deres lande undertvang Josva på én gang, for Herren, Israels Gud, førte krig for Israel. Så vendte Josva sammen med hele Israel tilbage til lejren i Gilgal.&quot;&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 255&lt;/ref&gt;

I Josvabogen Kapitel 11 fortsætter folkemordene i det nordlige Kana'an, blandt andet Hasor: &quot;Alle, der var i byen, huggede de ned med sværd og lagde band på dem, så ikke en levende sjæl blev tilbage; og Josva brændte Hasor ned.&quot;&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 256&lt;/ref&gt; Da massemordet var til ende, blev rovet, det vil sige Kana'an, delt mellem israelitternes stammer.&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 257-264&lt;/ref&gt; Det minder om en langt senere begivenhed: under Sovjetunionen i Stalintiden gennemførte terrororganisationen OGPU under ledelse af jøden Genrikh Jagoda&lt;ref&gt;Lina (2003), s.315&lt;/ref&gt; samt NKVD overvejende ledet af jøder&lt;ref&gt;Lina (2003), s.318, 327&lt;/ref&gt; i 1932-33 et massemord på og en massefordrivelse af ukrainske bønder fra deres gårde, en begivenhed der blev kendt som ''holodomor''. Mindre kendt er, at OGPU overvejende bestod af jøder, og at disse efterfølgende som en belønning oprettede deres egne kollektivlandbrug, kibbutz'er, på de myrdede og fordrevne ukraineres jord.&lt;ref&gt;Holocaustmuseet i USA, film&lt;/ref&gt; Jødisk historieforståelse trækker lange spor.

Det var ikke kun ved erobringen af Kana'an, at jøderne begik massemord. I Esters Bog kapitel 9:2-16 hører vi: &quot;I alle kong Ahasverus' provinser samledes jøderne i deres byer for at lægge hånd på dem, der ville dem noget ondt. .. Den trettende dag i måneden adar samledes de øvrige jøder i kongens provinser og forsvarede deres liv; de fik fred for deres fjender, og og de dræbte 75.000 af deres modstandere&quot;.&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 555&lt;/ref&gt;

Flere eksempler end de nævnte kunne være fremhævet, men budskabet og moralen er tydelig nok: i &quot;hellig krig&quot; er massemord på guddommens befalet ikke blot acceptabel men en pligt at gennemføre.

Det er mildest talt absurd at se hvordan den samme ideologi, som hyldede folkemord i Gamle Testamente, har haft travl med at fremstille de selv samme massemordere som et uskyldigt forfulgt folkefærd i det 20. og starten af det 21. århundrede.

=== Honningfælder og pengeafpresning ===

Historier i Gamle Testamente giver jøderne tvivlsomme moralbegreber, eksempelvis at prostituere deres hustruer og døtre i form af &quot;honningfælder&quot;, det vil sige lokkemad for en efterfølgende afpresning. Det begynder med selveste Abraham. I Første Mosebog kapitel 20:2-16 læser vi: &quot;Abraham sagde om sin kone Sara, at hun var hans søster, og Abimelek, kongen i Gerar, sendte bud efter Sara. Om natten kom Gud i en drøm til Abimelek og sagde til ham: &quot;Nu skal du dø, fordi du har taget denne kvinde, for hun er gift&quot;.&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 25&lt;/ref&gt; Senere, da sandheden er blevet klar, hører vi: &quot;Så gav Abimelek Abraham får og køer, trælle og trælkvinder, og han gav ham hans kone Sara tilbage. Og Abimelek sagde: &quot;Mit land ligger åbent for dig. Slå dig ned, hvor du har lyst!&quot; Til Sara sagde han: &quot;Nu giver jeg din bror tusind sekel sølv. Det skal lukke øjnene på alle dem, der hører dig til. Nu har du fået fuld oprejsning&quot;.&quot;&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 26&lt;/ref&gt; Så Abrahams afpresning lykkedes.

Senere gentager historien sig med små variationer. I Esters Bog hører vi, at jøden Mordokaj sender sin datter til kong Ahasverus' harem, hvor &quot;hun vandt hans velvilje&quot;. ..&quot;Ester havde ikke fortalt, hvilket folk og hvilken slægt, hun tilhørte, for Mordokaj havde sagt til hende, at hun ikke måtte fortælle det.&quot; Men senere udnyttes hun til at redde jøderne, og naturligvis belønnes både hun og hendes fader for dette bedrag: &quot;Og Mordokaj fik foretræde for kongen, for Ester havde fortalt, hvordan han var i familie med hende. Kongen tog sin signetring, som han havde frataget Haman, og overdrog den til Mordokaj. Og Ester satte Mordokaj over Hamans hus.&quot;&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 549, 554&lt;/ref&gt;

Således legitimerer Gamle Testamente jødernes brug af honningfælder og pengeafpresning, når denne brug rettes imod folk i magtpositioner.

=== Sammenfatning ===

I 1973 fremkom udtrykket &quot;narrativ teologi&quot;.&lt;ref&gt;Bjerg (1984), s. 11&lt;/ref&gt; Udtrykkets betydning har været noget uklar, men pointen er, at hvis en kristen vil forklare sin tro og identitet, så kan dette ske ved at fortælle om Jesu ord og gerninger. På lignende måde kan jødedommens indhold bedst forstås ved at fortælle historier fra Gamle Testamente.

Som vi har set, er sådanne historier ikke just moralske. Ideen om det udvalgte folk, der ikke må gifte sig med folk fra andre folkeslag men nok har ret til at udnytte dets kvinder i honningfælder til pengeafpresning, og som mener sig i sin gode ret til hensynsløst at udrydde andre folkeslag &quot;i Guds navn&quot;, fremavler en tvivlsom moral. Hvis man vil være lidt uvenlig, kan man med god grund hævde, at denne tvivlsomme moral langt hen af vejen også afspejler sig i jødernes nyere historie.

Vi har i det foregående set hvordan, at denne moral henter sin inspiration i fortællinger fra Gamle Testamente. Og denne moral understreges ved at de samme emner bliver gentaget med blot mindre variationer flere gange som for at understrege, at den ikke er knyttet til en bestemt historisk situation men netop har evig gyldighed. I lighed med sit afkom, muhammedanismen, er denne moral præget af en foragt for dem, som ikke tilhører &quot;in-gruppen&quot;.

Der kan måske være grund til at uddybe dette udtryk nærmere. Alle mennesker udvikler en eller anden form for bevidsthed om at tilhøre et bestemt etnisk fællesskab, herunder skaber de et dertil knyttet begrebsapparat. Man kan skelne mellem det navn, som en etnisk gruppe bruger om sig selv i denne selvidentifikation, og det navn, som andre bruger om den samme gruppe. Nogle gange, men ikke altid, bruger de samme benævnelse, men deres opfattelse af gruppens afgrænsning og indhold behøver ikke at være det samme, men kan tilpasses den aktuelle situation.&lt;ref&gt;Lund (1993), s. 81&lt;/ref&gt; Betegnelsen afspejler en bevidsthed om hvem, man hører sammen med i et fællesskab, og hvem, der ikke hører til dette fællesskab.&lt;ref&gt;Lund (1993), s. 9&lt;/ref&gt; Ofte, men ikke altid, vil de, som ikke tilhører dette fællesskab, blive set ned på, mens man selv ophøjes for sine gode egenskaber.&lt;ref&gt;Lund (1993), s. 13-26&lt;/ref&gt;

Denne vi-bevidsthed skabes i vid udstrækning ved historier, beretninger og myter, om et skæbnefællesskab gennem utallige slægtled. Ofte vil disse historier blive fyldt med navne på legendariske personligheder, hvis liv og gerninger bliver en del af den personlige identitetsfølelse. Og som regel vil en del af denne historie omfatte etnogoni, det vil sige de indfødtes egen mytiske forklaring på deres oprindelse&lt;ref&gt;Lund (1993), s. 49&lt;/ref&gt;, som regel i form af en mytisk stamfader.&lt;ref&gt;Lund (1993), s. 91&lt;/ref&gt; I dansk sammenhæng kan man tænke på Saxo og hans Danmarkshistorie. I germansk sammenhæng er det myten om Tvisto, der er grundlaget for identiteten&lt;ref&gt;Lund (1993), s. 90&lt;/ref&gt;, og for jøderne er det Abraham, der har denne rolle.

Men sådanne historiske beretninger og myter har ikke kun den funktion at begrunde selvidentiteten men tillige at begrunde moralbegreber, hvad der er &quot;god&quot; og &quot;ond&quot; opførsel. For jøderne er det netop historierne i Gamle Testamente, som opfylder denne opgave.

Over tid kan disse funktioner aftage i betydning, fordi behovet for dem ikke længere er så stort. Dette fordi at myter erstattes med faktiske historiske erindringer. Men for visse grupper er dette ikke tilfælde. Her kan udviklingen tvært imod gå i den modsatte retning og udvikle sig til en regulær fanatisme, der kan motivere og begrunde næsten enhver handling. Denne fanatisme kan formuleres og organiseres i en dertil hørende ideologi, en -isme. Semitisme er en sådan ideologi, der i princippet ikke adskiller sig fra andre -ismer bortset fra den etniske gruppe, hvis selvfølelse og handlingsmønster, den skal begrunde.

=== &lt;big&gt;Sammenfatning og konklusion&lt;/big&gt; ===

Vi er nået vejs ende i gennemgangen, og resultatet taler for sig selv. Ikke blot er det officielle narrativ ikke korrekt, for hver del af dette narrativ findes en alternativ forklaring, og tilsammen tegner disse træk et andet men helt entydigt billede.

Først og fremmest: Gamle Testamente er ikke jødisk historieskrivning.&lt;ref&gt;Adler (2022), Preface&lt;/ref&gt; Der kan påvises et utal af indlån fra andre kulturer, eksempelvis historien om Moses i sivkurven og Noas ark, som tydeligt viser, at denne historie er en myte, et narrativ, skabt for at give jødisk identitet en høj alder. I stedet tjener Gamle Testamente som redskab til at give jøder en national identitet igennem deres trosretning, i særdeleshed Jahve. Det er i Jahves navn, at de udvandrer fra Egypten, erobrer Kana'an og i nyere tid trækker sig ind i etniske ghettoer.&lt;ref&gt;Crone og Cook (1977), s. 42&lt;/ref&gt; Hele den jødiske kultur er een lang markering af begivenheder hentet fra myterne i Gamle Testamente.

Dernæst: jøderne var tydeligvis ikke det monoteistiske folkefærd, som de gerne vil give indtryk af, tværtimod. Så langt, at Gamle Testamentes fremstilling overhovedet afspejler en historisk virkelighed, dyrkede jøderne flere guder gennem flere hundrede år. Vi ser en udvikling i flere trin:&lt;/br&gt;
- første trin: to guder, Jahve og El, forenes i en &quot;supergud&quot;&lt;/br&gt;
- andet trin: gudsdyrkelsen centraliseres og kontrolleres af kongen&lt;/br&gt;
- tredie trin: de lavere guder og gudinder forkastes, fordi at de ikke hjalp i en kritisk situation&lt;/br&gt;
- fjerde trin: præsteskabet udvikler et nyt narrativ til at forstærke dets magt og betydning som samlende kraft.&lt;/br&gt;
Det var en udvikling, hvor hvert trin var en logisk følge af det foregående, når behovet for en forandring i det herskende narrativ indtraf. Den nye ideologi var, som de fleste totalitære ideologier, et spørgsmål om at legitimere retten til magtudøvelse. Dette grundlag blev konstrueret ad hoc, det vil sige spontant efter behov. Dets grundlag var aldrig vel funderet, og vi kan nu afvise det fuldstændigt som fusk og forfalskning fra ende til anden.

Samtidig var det en udvikling, hvor hvert trin bidrog med særlige træk til den nye ideologis udvikling: først blev stammeguden anvendt til at legitimere myten om &quot;det udvalgte folk&quot;, herunder en racistisk ultrasemitisk afvisning af ægteskaber med repræsentanter fra andre folkeslag, og hvor regulært folkemord legitimeres som en følge af Jahves beslutning og påbud. Dernæst må den snart svækkede kongemagt i den nye nationale stat styrke sin stilling i befolkningen, hvilket sker ved centralisering af gudsdyrkelsen. Da så statsdannelsen alligevel bryder sammen, bliver det nødvendigt at udpege en skyldig årsag, og her må husguderne holde for. Endelig må det nye narrativ styrkes, hvilket blandt andet sker ved kampen for en ny egen stat.

Da mange profeter har først og fremmest til formål at legitimere den nye nationale ideologi som Jahves vilje.

Endelig er det også fra Gamle Testamente, at jøderne henter deres moralbegreber på godt og ondt.

Det er indlysende, at hvis der kan rejses tvivl om troværdigheden af beretningerne i Gamle Testamente, så er det ikke blot et kildekritisk problem. Det er hele grundlaget for jødedommen, der vælter. Jødedommen er, som muhammedanismen, det, som i kommunistkina kaldes en ''tofu-dreg'' konstruktion: en bygning eller anden konstruktion opført af underlødige bestanddele som gør, at den før eller senere falder sammen af sig selv.

Hidtil har Gamle Testamentes narrativer aldrig være underkastet en kildekritisk analyse, i modsætning til Nye Testamente, som allerede i 1800-tallet og begyndelsen af 1900-tallet blev underkastet en sådan analyse, som den bestod med udmærkelse. Det er først i de seneste år, at et sådant arbejde er igangsat og vel at bemærke er det sket af jødiske arkæologer og historikere. Det gør, at deres resultater ikke blot kan afvises med smædeudtryk som &quot;anti-semitisme&quot;. Det er derfor, at det har været så vigtigt at gøre disse resultater bekendt for et dansk publikum. Og hvis denne bog kan bidrage til fortsatte og uddybende studier af denne problematik, så har den opfyldt sit formål.

Det er for så vidt tilfældigt, at dette sker netop på en tid, hvor staten Israel og dens regering udsættes for en stigende international kritik for sin handlemåde, og så måske alligevel ikke. I alt for lang tid har kritik af jøder og Israel kunnet undertrykkes på grund af myterne om begivenheder under 2. verdenskrig. Men nu ligger disse begivenheder så langt tilbage, 2-4 slægtled, at de ikke længere kan beskytte imod kritik. Og samtidig har både rabiate jøder og den israelske regering i de seneste år udvist en optræden, som let lader sig kritisere. Det er ikke stedet her at uddybe dette emne, det kan fortjene en særskilt behandling og hører hjemme i politisk sammenhæng, ikke i forbindelse med jødedommen som religion og kultur, selv om der kan argumenteres for, at disse områder til dels overlapper hinanden.

Vi har set hvilken afgørende inflydelse, den kildekritiske analyse af Gamle Testamente har på forståelsen af jødedommens historie, men hvorledes forholder det sig med kristendommen? Hvilken indflydelse har kildekritikken på kristendommen? Det enkleste svar er: ingen. Gamle Testamente spiller kun en rolle i kristendommen på to måder:&lt;/br&gt;
- dels at vise at Jesus som messias er forudset allerede af gammeltestamentelige profeter; det er i denne sammenhæng ikke vigtigt, om dette var faktisk var tilfældet, men derimod at jøderne i hans samtid mente, at det forholdt sig således&lt;/br&gt;
- dels at vise de religiøse dogmer, som Jesus gjorde op med. Det viser sig i hans gentagne: &quot;I har hørt at ... men jeg siger jer nu at ...&quot; Jesu lære er i virkeligheden eet stort opgør med jødedommens tankegang og etnisk snæversynethed, han er i den sammenhæng helt på linje med den foreliggende kildekritiske analyse, selv om både hans metode og budskab er et andet.

Især i sidst nævnte sammenhæng er det vigtigt at forstå, at der ikke eksisterer nogen &quot;jødisk-kristne værdier&quot;. Dette moderne udtryk er intet andet end et jødisk forsøg på at tage kristne som gidsler for deres egne ideer. I virkeligheden er det kristendommen, der introducerer næstekærlighed og respekt for medmennesker uanset deres etniske tilhørsforhold, og i forlængelse heraf introducerer både menneskerettigheder og folkestyre. Intet af dette findes i jødedommen, her er det nationalt-etnisk snæversyn, som dominerer hele vejen. Jødedommen er og forbliver en anti-kristen ideologi, fordi den hviler på en selvforståelse baseret på manipulerede kilder i form af Gamle Testamentes skrifter. Og ved at påvise disse manipulationer, myter og omskrivninger, beviser moderne kildekritik, at kristendommen var og er et berettiget opgør med jødedommen.

Endnu for en menneskealder kunne forskere i jødedommen leve i deres vildfarelse om, at selv om der var problemer med Gamle Testamente som kilde til jødedommens historie, så var den i sine hovedtræk alligevel korrekt. Således er det ikke længere. Det kan nu bevises, at der bag den mytiske fortælling gemmer sig en anden historie. Lad så være, at begivenheder i de senere år i Gaza, på Vestbredden, i Libanon, i Egypten, over for Syrien og Iran uden tvivl har bidraget til at fremme denne udvikling. Et træ kendes på dets frugter, og hele verden har nu set de frugter, som jødisk fundamentalisme bringer med sig. Myten om det forfulgte uskyldige folkefærd lader sig ikke længere opretholde.

Og jo mere skingre, hysteriske og fanatiske jødedommens fundamentalister bliver i deres holdninger og opførsel, desto hurtigere vil de miste de sidste rester af en troværdighed, som de i virkeligheden aldrig har haft.

=== &lt;big&gt;Noter&lt;/big&gt; ===
{{Reflist|3}}

=== &lt;big&gt;Litteratur&lt;/big&gt; ===
* Yonatan Adler: ''The Origins of Judaism. An Archaeological-historical Reappraisal''; Yale University 2022; ISBN 978-0-300-25490-7
* Yonatan Adler: &quot;Toward Identifying Proto-Judaic Cultural Features in Ancient Israel and Judea&quot; (i: ''Journal of Ancient Judaism'' (2024), s. 1-28)
* Yonatan Adler: ''Between Yahwism and Judaism. Judean Cult and Culture during the Early Hellenistic Period (332-175 BEC)''; Cambridge University Press 2025; ISBN 978-009-45961-7
* Gad Barnea: &quot;P. Berlin 13464, Yahwism and Achaemenid Zoroastrianism at Elephantine&quot; (2024)
* Geoffrey Bibby: ''I Dilmun tier ravnen''; Wormanium 1971; ISBN 87-85-1600-40
* Geoffrey Bibby: ''Det forsvundne årtusinde''; Wormanium 1978; ISBN 87-8516-053-9
* ''Bibelen''; Det Danske Bibelselskab 1992; 1. udgave 1. oplag; ISBN 87-7325-276-6
* Svend Bjerg: &quot;Den kristne grundfortælling. Studier over fortælling og teologi&quot; (''Teologiske Studier'', bind 8; 2. oplag 1984; Aarhus 1984; ISBN 87-7003-409-5) 
* Patricia Crone og Michael Cook: ''Hagarism. The Making of The Islamic World''; Cambridge 1977; ISBN 0-521-21133-6
* Stephan Peter Dinkgreve: ''In Search of the Sublime: A world history of humanity's relentless pursuit of scientific truth, moral excellence, and enlightenment''; 2021
* Robert Gnuse: &quot;Spilt Water: Tales of David (II Sam 23:13-17) and Alexander the Great (Arrian, Anabasis of Alexander 6.26.1-3).&quot; (i: ''Scandinavian Journal of the Old Testament''; 1998, bind 12, s. 233-248)
* Robert Gnuse: &quot;Abducted Wives: A Hellenistic Narrative in the Book of Judges?&quot; (i: ''Scandinavian Journal of the Old Testament''; 2007; bind 22, s. 272-285)
* Robert Gnuse: &quot;From Prison to Prestige: The Hero who helps a King in Jewish and Greek Literature.&quot; (i: ''Catholic Biblical Quarterly''; 2010 bind 72, s. 31-45)
* Robert Gnuse: &quot;Divine Messengers in Genesis 18-19 and Ovid.&quot; (i: ''Scandinavian Journal of the Old Testament''; 2017; bind 31, s. 66-79)
* Robert Gnuse: &quot;Greek Connections: Genesis 1-11 and the Poetry of Hesiod&quot; (i: ''Biblical Theology Bulletin''; 2017 nr. 47, s. 131-143
* Robert Gnuse: &quot;Heed Your Steeds: Achilles’ Horses and Balaam’s Donkey.&quot; (i: ''International Journal of Research in Humanities and Social Sciences''; 2017; række 4 hæfte 6; s. 1-5)
* Robert Gnuse: &quot;Samson and Heracles Revisited.&quot; (i: ''Scandinavian Journal of the Old Testament''; 2018, bind 32, s. 1-19)
* Robert Gnuse: &quot;Greek Historians and the Primeval History.&quot; (i: ''International Journal of Research in Humanities and Social Sciences''; 2019; række 6 hæfte 1, s. 20-25)
* Robert Gnuse: &quot;Jephthah’s Daughter and Iphigenia in the Plays of Euripides&quot; (i: ''International Journal of the Arts and Humanities''; 2019; række 5 hæfte 1, s. 16-23)
* Robert Gnuse: &quot;Hellenism and the Primary History: The Imprint of Greek Sources in Genesis-2 Kings&quot; ''Copenhagen International Seminar''; Routledge, London 2020 
* Philippe Guillaume: &quot;Hesiod’s heroic age and the biblical period of the Judges.&quot; (i: Thomas Thompson and Philippe Wajdenbaum (red.): ''The Bible and Hellenism: Greek Influence on Jewish and Early Christian Literature. Copenhagen International Seminar''; Routledge, New York 2014; s. 146-164)
* Daniel Hawk: &quot;Violent Grace: Tragedy and Transformation in the Orestia and the Deuteronomistic History.&quot; (i: ''Scandinavian Journal of the Old Testament''; 2003, bind 18, s. 73-88)
* Gerhard Larsson: &quot;Possible Hellenistic Influence in the Historical Parts of the Old Testament.&quot; i: ''Scandinavian Journal of the Old Testament''; 2004; bind 18, s. 296-311)
* Niels Peter Lemche: &quot;The Old Testament-A Hellenistic Book&quot; (: ''Scandinavian Journal of the Old Testament''; 1993 bind 7, s. 163-193)
* Niels Peter Lemche: &quot;Is It Still Possible to Write a History of Ancient Israel?&quot; (i: ''Scandinavian Journal of the Old Testament''; 1994, bind 8, s. 163-188)
* Niels Peter Lemche: &quot;Good and Bad in History: The Greek Connection.&quot; (i: Steven McKenzie and Thomas Römer (red.): &quot;Rethinking the Foundations: Historiography in the Ancient World and in the Bible. Essays in Honour of John Van Seters&quot;; ''Beihefte zur Zeitschrift für die altestamentliche Wissenschaft'' nr. 294; Walter de Gruyter, Berlin 2000; s. 127-140) 
* Niels Peter Lemche: &quot;How Does One Date an Expression of Mental History?&quot; (i: Lester Grabbe (red.): &quot;Did Moses Speak Attic? Jewish Historiography and Scripture in the Hellenistic Period&quot; (i: ''Journal for the Study of the Old Testament Supplement Series'' 317/European Seminar on Historical Methodology 3; Sheffield Academic Press, Sheffield 2001; s. 200-224)
* Niels Peter Lemche: &quot;Does the Idea of the Old Testament as a Hellenistic Book Prevent Source Criticism of the Pentateuch?&quot; (i: ''Scandinavian Journal of the Old Testament''; 2011, bind 25, s. 75-92)
* Niels Peter Lemche: &quot;When the End is the Beginning: Creating a National History?&quot; (i: ''Scandinavian Journal of the Old Testament''; 2015, bind 29, s. 22-32)
* Jüri Lina: ''Skorpioni märgi all. Nõukogude võimu tõus ja langus''; Stockholm 2003; ISBN 91-972897-9-5
* Allan A. Lund: ''De etnografiske kilder til Nordens tidlige historie''; Wormanium 1993; ISBN 87-89531-08-6
* Etienee Nodet: &quot;Editing the Bible: Alexandria or Babylon?&quot; (i: Thomas Thompson and Philippe Wajdenbaum (red.): ''The Bible and Hellenism: Greek Influence on Jewish and Early Christian Literature. Copenhagen International Seminar''; Routledge, New York 2014; s. 36-55) 
* Gabrielle Vera Novacek: ''Ancient Israel. Highlights from the Collections of The Oriental Institute University of Chicago''; University of Chicago 2011; ISBN 978-1-88923-65-3
* Johannes Pedersen: &quot;Hasmonæer&quot; (i: ''Salmonsens Konversationsleksikon'', 2. udgave, bind X; 1919; s. 943-944)
* Benjamin W. Porter: &quot;Assembling the Iron Age Levant: The Archaeology of Communities, Polities and Imperial Peripheries&quot; (i: ''Journal of Archaeological Research'' vol. 24; 2016; s. 373-420)
* Katherine Stott: &quot;Herodotus and the Old Testament: A Comparative Reading of the Ascendancy Stories of King Cyrus and David.&quot; (i: ''Scandinavian Journal for the Study of the Old Testament''; 2002; bind 16 s. 52-78)
* Jan-Wim Wesselius: &quot;Discontinuity, Congruence and the Making of the Hebrew Bible.&quot; (i: ''Scandinavian Journal for the Study of the Old Testament''; 1999 bind 13 s. 24-77)
* Jan-Wim Wesselius: &quot;The Origin of the History of Israel: Herodotus’ Histories as Blueprint for the First Books of the Bible&quot; (i: ''Journal for the Study of the Old Testament Supplement Series''; Sheffield Academic Press, Sheffield 2002)
* Hans Christian Ørsted: &quot;Overtro og Vantro i deres Forhold til Naturvidenskaben&quot; (''Aanden i Naturen''; 4. udgave; København 1978; ISBN 87-414-8972-1; s. 76-106)

=== &lt;big&gt;Film&lt;/big&gt; ===
* Simca Jacobovici: ''The Exodus Decoded''</text>
      <sha1>mkswi730kka8jfiyxn3ebemfxu0br0e</sha1>
    </revision>
    <revision>
      <id>41973</id>
      <parentid>41972</parentid>
      <timestamp>2026-05-28T07:53:15Z</timestamp>
      <contributor>
        <username>Sven Halfdan Nielsen</username>
        <id>3898</id>
      </contributor>
      <comment>småret</comment>
      <origin>41973</origin>
      <model>wikitext</model>
      <format>text/x-wiki</format>
      <text bytes="157232" sha1="mfz2taeshn1gb80dsiirt13r7guxw17" xml:space="preserve">[[Fil:Philippe de Champaigne - Moses with the Ten Commandments - WGA04717.jpg|thumb|400px|Ifølge nye videnskabelige kildekritiske teorier er det ikke Moses, som har skrevet Mosebøgerne. Maleri af Philippe de Champaigne.]]

=== &lt;big&gt;Fortale&lt;/big&gt; ===

Jødedommens ældste historie har hidtil været indhyllet i mørke. Traditionen hviler på ''Tanakh'' eller Gamle Testamente, men dette synes først at have fundet sin endelige form i det 2. århundrede f.Kr. i det hasmunitiske kongerige. Hvor meget, traditionerne har ændret sig før denne tid, er et åbent spørgsmål.

Foruden Gamle Testamente er de vigtigste kilder til belysning af spørgsmålet især arkæologiske fund, men også her er der store problemer med troværdigheden. Flere kilders oprindelse er omstridte og dermed bliver deres udsagnsværdi også tvivlsom.

Det er først i den seneste menneskealder, at der tegner sig et mere klart billede af den omskiftelige historie, men hidtil har mig bekendt ingen forsøgt at gøre denne viden tilgængelig på dansk. Jeg har derfor efter fattig evne forsøgt at skildre denne på grundlag af tilgængeligt materiale. Jeg har desuden tilføjet notehenvisninger til de skriftlige kilder, som jeg anvendt.

Når man forsøger at skildre kendt historie således som tilfældet er med Gamle Testamente, stilles man over for to problemer: dels må man forsøge at sætte denne fremstilling i forhold til det billede, som andre kilder tegner, dels må man forsøge at forstå den forvandling og forvanskning af oprindelige kilder, som fremstillingen i Gamle Testamente nu afspejler.

Den foreliggende undersøgelse falder i to hoveddele, dels en undersøgelse af jødernes faktiske historie således som den lader sig fastslå baseret på grundlag af arkæologiske og historiske kilder, herunder spørgsmålet om jødernes religion, dels en kildekritisk analyse af ''Tanakh'' eller Gamle Testamente. Afslutningsvis vil der blive foretaget en vurdering af hvilken indflydelse, ''Tanakh'' har haft på jødernes selvforståelse og Gamle Testamente har på kristen selvforståelse.

Der kan være grund til at understrege, at stort set alt i denne undersøgelse alene skyldes yderst kompetente forskeres virke, og jeg har efter evne forsøgt at henvise til denne forskning. Litteraturen herom findes i den afsluttende litteraturliste. Desuden har jeg inddraget andre inspirationskilder, hvor jeg finder dem relevante og troværdige. Derimod er fortolkningen af disse ulige arbejder min egen, og de oprindelige forskere kan og bør derfor ikke drages til ansvar for denne fortolkning.  

På dette sted kan der være grund til at forudskikke enkelte kendsgerninger: selvidentiteten &quot;jøde&quot; synes først at blive skabt i 2. århundrede f.Kr. efter hasmunitternes oprør og etableringen af kongeriget baseret på religiøse regler. Der findes ingen ældre beviser på, at jøderne inden da havde fulgt moseloven, og først på dette tidspunkt optræder ''Tanakh'', de ældste synagoger samt mønter uden billede. Det bør desuden bemærkes, at der ingen omtale findes af sabbaten i Gamle Testamente.

Efter den babylonske magtovertagelse i 586 f.Kr. optræder ''al Yahuda'' som en by i Babylon, stednavnet Israel optræder første gang på en mønt dateret år 66 e.Kr. og i forbindelse med jødernes oprør mod romerne.

Om bogens titel skal jeg blot bemærke, at jeg har valgt ordet &quot;jødedom&quot;, fordi det betegner jødisk religion og kultur på samme tid.

Sven Halfdan Nielsen&lt;/br&gt;
Pärnu, den 5. maj 2026

=== &lt;big&gt;Indledning&lt;/big&gt; ===

Al historisk og litterær forskning må hvile på kildekritiske undersøgelser. Dette betyder, at arkæologiske og sproglige kilder kritisk må vurderes med henblik på deres oprindelsessituation, eventuelle tendens, forholden sig til de omtalte begivenheder og for sproglige kilder tillige deres formål (som udmærket kan være mangesidigt). Kilderne må stilles i forhold til, hvad der ellers vides om tiden, og de må forsøges tolket således, at de er bedst i overensstemmelse med denne viden, og at de ikke modsiger denne viden. Hvis det sidste er tilfældet, må man spørge, om fortolkningen er rigtig, eller om den hidtidige &quot;viden&quot; må revideres.

Lige siden afslutningen af 2. verdenskrig og især i det 21. århundrede har beskyldninger om &quot;anti-semitisme&quot; fået et kraftigt opsving. Der kan derfor være grund til at gøre nogle bemærkninger om min opfattelse af dette begreb og dets anvendelse.

For mig består udtrykket &quot;anti-semitisme&quot; af to dele: &quot;anti&quot; betyder imod, og &quot;semitisme&quot; betegner en politisk, nationalistisk ideologi. Dette indebærer, at jeg skelner mellem jøder som kulturel folkegruppe på den ene side og en semitisk ideologi på den anden.

Jeg har intet imod folk, som identificerer sig selv som jøder i religiøs og kulturel henseende så længe, at dette ikke berører deres forhold til andre folkegrupper. For mig er &quot;jøde&quot; altså en betegnelse, der i princippet ikke adskiller sig fra dansker, tysker, armener, kurder, japaner eller en hvilken som helst anden national folkegruppe.

Anderledes forholder det sig med begrebet &quot;semitisme&quot;. Her er der i mine øjne tale om en totalitær og intolerant national ideologi, som tåler sammenligning med fx. fascismen i Italien og nazismen i Tyskland. Der er med andre ord tale om en ekskluderende ideologi, som på samme tid legitimerer en bestemt handlemåde over for andre befolkningsgrupper. Dette kan der senere være grund til at vende tilbage til, når vi har gjort os selve grundlaget for denne tankegang klart.

Lad mig sige det straks: det er ikke &quot;anti-semitisk&quot; at anlægge en anden betragtningsmåde en den, som såkaldte &quot;semitter&quot; selv anlægger - med mindre at man tilføjer, at sådanne semitter har et snævert syn og en snæver fortolkningsramme båret af egne fordomme. I denne henseende minder semitter og muhammedanere om hinanden. Begge promoverer en bestemt fortolkning, og begge benægter retten til at inddrage andre kilder eller til at anlægge en anden og bedre forståelse.

For mig skræmmer udsigten til at blive tillagt smædeord mig ikke. Afgørende for mig er objektivt at se på alle fastslåede kendsgerninger og så nå frem til den forståelse, som er mest og bedst i overensstemmelse hermed. Hvis andre har problemer hermed, er det deres problem, ikke mit. De ønsker at forsvare en myte, men for mig er det de historiske kendsgerninger bag myten, som er det vigtigste. Myter er overtro og vantro. Men som Hans Christian Ørsted har sagt det, vil videnskaben overvinde overtroen og vantroen&lt;ref&gt;Ørsted (1978), s. 106&lt;/ref&gt;, og således må det være.

Det gælder her som i tilfældet med muhammedanismen&lt;ref&gt;se ''Muhammedanismen i kildekritisk belysning''&lt;/ref&gt;, at modstanden og modviljen imod at blive konfronteret med nye kendsgerninger dybest set blot viser hvor usikre, forsvarere af den herskende ideologi i virkeligheden er. Hvis de var sikre i deres overbevisning, ville de velkomme enhver udfordring, idet de vil kunne tage den op og sagligt imødegå den. Men således forholder det sig ikke, tværtimod. 

Det bør tilføjes, at forskningsfeltet er inde i en rivende udvikling i disse år. Det kan derfor ikke udelukkes, at forskningen om føje år vil give et andet, mere omfattende men måske også revideret billede i forhold til nu, og således må det være. Det er den eneste måde, at vor viden kan forøges og forbedres på. Og skulle denne bog medvirke til at fremme en sådan forskning, har den opfyldt sit formål.

=== &lt;big&gt;Jødedommens ældste historie&lt;/big&gt; ===

Formålet med det følgende er at skildre jødedommens ældste historie. Hovedvægten vil blive lagt på de arkæologiske vidnesbyrd. Bibelen vil imidlertid blive inddraget, hvis og når den kan belyse historiske kendsgerninger. En række emner vil blive underkastet en særskilt behandling.

=== Den kana'næiske oprindelse ===

I det 2. århundrede f.Kr. var Kana'an beboet af stammer med hver deres skytsguddom. Disse guddomme hørte til den kana'anæiske gudeverden og omfattede blandt andre El, Ba'al og Jahve. Over tid begyndte jøderne imidlertid at skille sig ud og hævde, at de ikke stammede fra kana'anæerne, skønt både sproglige og religiøse træk fra tiden 1200-1000 f.Kr. tyder på, at de udviklede sig fra en kana'anæisk fælles kultur i den grad, at det ofte er svært at skelne imellem dem.&lt;ref&gt;Dinkgreve (2021), kap. 8&lt;/ref&gt;

Hvornår, denne udskillelsesproces er fundet sted, vides ikke, men det må være sket omkring 1207 f.Kr., idet kana'anæerne og israelitterne på en stele rejst af farao Merneptah dateret til dette tidspunkt udtrykkeligt er nævnt som to uens folkegrupper:&lt;/br&gt;
- &quot;Kana'en er udplyndret,&lt;/br&gt;
- Israel er lagt øde.&quot;&lt;/br&gt; 
Det er værd at bemærke, at de hieroglyffer, som angiver navnet Kana'an, viser, at der er tale om et land, mens de, som angiver Israel, viser, at der er tale om et folk.&lt;ref&gt;Dinkgreve (2021), kap. 8&lt;/ref&gt; Det er også den eneste kilde fraset Gamle Testamente som nævner et folk kaldet Israel på denne tid.&lt;ref&gt;Novacek (2011), s. 66&lt;/ref&gt;

Den oprindelige gud for Israel synes at have været ''El''. Navnet &quot;Isra-el&quot; betyder &quot;Els styre&quot;.&lt;ref&gt;Dinkgreve (2021), kap. 8&lt;/ref&gt;

Kildekritiske undersøgelser af Mosebøgerne viser at disse er skrevet af flere forskellige forfattere, hvoraf to af forskerne kaldes P og E. Begge disse forfattere kalder Gud for ''El'' indtil, at Gud angiveligt selv kalder sig ''Jahve'' over for Moses: &quot;Jeg er Jahve. Jeg viste mig for Abraham og Isak og Jakob som ''El-Shaddai'', men mit navn er ''Jahve''. Jeg gjorde ikke det bekendt for dem&quot;.&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 72&lt;/ref&gt;

Det bør tilføjes, at i ''Genesis'' forekommer 17 tilfælde af associationer med ''El'' (fx. Bethel) men ikke een eneste med ''Jahve''. Der er desuden eet tilfælde med henvisning til ''Ba'al'', nemlig Ashbel, Benjamins søn

=== Ugarit ===

I 1928 fandt en bonde i Ras Shamra ved Middelhavskysten (nu i Syrien) et omkring 3.000 år gammelt gravkammer. En udgravning det følgende år viste, at det dækkede over dels en større gravplads, dels en forhistorisk by: Ugarit, en vigtig handelsby fra omkring 1450 f.Kr. til 1192 f.Kr., idet byen blev brændt af og blev opgivet antagelig mellem 1190 f.Kr. og 1185 f.Kr. Blandt de mange fund var et stort antal lertavler og mange af dem med religiøse tekster: mytologiske vers, hymner til guder, lister over præsternes ofringer. Den ledende guddom i Ugarit hed ''El''. ''El'' var gudernes fader, skaber af alle levende væsener, den evige konge. Han blev beskrevet som en ældre skægget mand, som sad på en trone med en krone med tyrehorn. Hans hustru hed ''Ashera''&lt;ref&gt;Dinkgreve (2021), kap. 8&lt;/ref&gt;, hun var moder til 70 guder ifølge teksterne. Blandt sønnerne var stormguden ''Baal'', havguden ''Jam'', dødsguden ''Mott'' og krigergudinden ''Anat''. Tilsammen blev de kaldt ''Ilham'', det vil sige børn af ''El''.

I Bibelens skildring af skabelsen optræder ordet ''Elohim'', på hæbraisk et ord for guddom, hvilket er umiddelbart sammenligneligt med ordet i Ugarit, men ordet er flertal, ikke ental. Og flere af beretningerne i Gamle Testamente bruger netop (men ikke alene) dette ord om Gud: ''El Shaddai'' (Gud den Almægtige), ''El Elyon'' (Gud den Højeste)&lt;ref&gt;Novacek (2011), s. 41&lt;/ref&gt;, ''El Olam'' (den evige Gud), ''El Bethel'' (Bethels Gud). Det er det samme navn som den øverste gud i kana'anæernes gudeverden.

Af disse kendsgerninger tør drages to slutninger. Den ene er, at Gud i den hebraiske forståelse ikke i starten var fuldstændig og enerådende men i stedet udviklede sig over tid, langsomt ved en proces, der bedst kan beskrives som konvergens: flere guder smeltede sammen i een guddom.

Den anden slutning, man tør drage, er den, at israelitterne udviklede sig som folk fra kana'anæerne. Deres første gud var kana'anæernes gud ''El''. For de folk, som levede i bjergene i Kana'an omkring 1100 f.Kr. var der ikke nogen markant forskel imellem deres egen religion og de omgivende folkeslags religion: de dyrkede den samme fadergud og modergudinde. Dette har været anerkendt af arkæologer siden omkring 1970 baseret på fundne lertavler, indskrevne navne på lerkar, fund af husguder og af husaltre.

=== Jahve ===

Nu er det velkendt, at jøderne har et andet navn på deres gud: ''Jahve''. Hvor stammer dette navn fra? Hvor og hvornår overtog han de egenskaber, som tidligere blev tillagt El? For at svare på disse spørgsmål, må vi inddrage tre nye kilder.

På en to tusinde år gammel læderklud fundet i en hule findes en tekst med følgende indhold: da den højeste gud gav nationerne deres arv, da han delte menneskeheden, fastlagde han deres indbyrdes grænser i henhold til antallet af gudesønner. Denne tekst fra Femte Mosebog 32:8&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 237&lt;/ref&gt; var identisk med den tekst, som jøderne kopierede i århundrede før Kristi fødsel. Den findes i den græske version af Gamle Testamente fra 3. og 2. århundrede f.Kr. Jøderne ændrede siden teksten fra &quot;gudesønner&quot; til &quot;Israels sønner&quot;.

Tages teksten for pålydende, har den højeste gud inddelt menneskene i nationer og givet hver nation en søn som guddommelig leder. I det følgende vers fortælles hvilken søn, der blev tildelt hvilken nation, og det oplyses, at Jahve fik tildelt Jacobs stamme eller Israel.

Det må her bemærkes, at Jahve her tydeligt er en mindre, en underordnet gud i forhold til den højeste gud. Bibelforskere som Mark Smith og Frank Moore Cross fra Harvard mener, at det er her, at Jahve gøres til guddom for Jacobs stamme. Teksten i Kumran (bedre kendt som Dødehavsrullerne) bevarede den oprindelige tekst, men den blev i middelalderen tilsyneladende tilpasset.

I ''Salmernes Bog'' salme 82 findes følgende:&lt;/br&gt;
&quot;Gud træder frem i gudeforsamlingen,&lt;/br&gt;
blandt guderne holder han dom:&lt;/br&gt;
Hvor længe vil I dømme uretfærdigt&lt;/br&gt;
og tage parti for de ugudelige? Sela&lt;/br&gt;
Skaf de svage og faderløse deres ret,&lt;/br&gt;
frikend de hjælpeløse og arme,&lt;/br&gt;
udfri de svage og fattige,&lt;/br&gt;
red dem fra de ugudeliges magt!

De forstår og fatter intet,&lt;/br&gt;
de vandrer i mørke,&lt;/br&gt;
jordens grundvolde rokkes.&lt;/br&gt;
Jeg har sagt: I er guder,&lt;/br&gt;
I er alle sønner af den Højeste.&lt;/br&gt;
Dog skal I dø som mennesker,&lt;/br&gt;
og I skal falde som en af stormændene.

Rejs dig, Gud, hold dom over jorden,&lt;/br&gt;
for du har alle folkene som ejendom.&quot;&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 693&lt;/ref&gt;

Denne salme indeholder altså mindet om en gudeforsamling, som også afspejles i den langt ældre tekst. Ordet &quot;guderne&quot; i den originale tekst er ''Elohim'', i flertal. Det viser, at der var en tid i jødernes historie, hvor flerguderi øjensynligt var en almen forståelse. Og en af disse gudesønner var åbenbart Jahve.

Et lignende minde findes i Første Mosebog kapitel 6, der begynder således:

&quot;Da menneskene begyndte at blive talrige på jorden og fik døtre, så gudesønnerne, at menneskedøtrene var smukke. Blandt dem tog de sig alle de koner, de havde lyst til. Da sagde Herren: &quot;Min livsånde skal ikke forblive i mennesket for evigt. De er dødelige, deres levetid skal være 120 år&quot;.&lt;/br&gt;
Dengang gudesønnerne gik ind til menneskedøtrene og fik børn med dem - men også siden hen - var der faldne på jorden. Det er heltene, navnkundige mænd fra ældgamle dage.&quot;&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 12. Den danske oversættelse har &quot;kæmper&quot; i stedet for &quot;faldne&quot; men det originale ord er ''nefilim'' med netop denne betydning&lt;/ref&gt; 

Endnu en kilde, som bør nævnes, er et tempel nu beliggende i Sudan på Nilens vestre bred. Det blev opført af farao Aman Hototeep III (bedstefader til Tutankhamon), som regerede Egypten fra ca. 1390 f.Kr. til 1352 f.Kr., og var tilegnet guden Amon Ra. På en af søjlerne i dette tempel, der omtaler underkuede folkeslag, optræder &quot;Tashasu YHWH&quot;. Nationen ''Shassu'' var et semitisk folkeslag, nomader, kvæghyrder, der strejfede om i ørkenen ved den sydlige grænse for Kana'an. Betegnende nok identificeres de ikke ved deres landområde men derimod ved deres guddom, ''Jahve'', omtrent 200 år før at israelitterne ellers optræder i historiske tekster ifølge gængs fortolkning.

Egyptologen Donald Redford slutter heraf, at ''Jahve'' oprindeligt var en edomitisk eller midianistisk gud i de sydlige ørkenområder, som blev dyrket i områder, som den hebraiske bibel selv udpeger som stedet for jødernes oprindelse, som stedet hvor Moses hørte Gud tale fra en brændende busk, og i ''Dommerbogen'' findes blandt andet &quot;Deboras sejrssang&quot;, som dateres til 12. århundrede f.Kr.&lt;ref&gt;Dinkgreve (2021), kap. 8&lt;/ref&gt;, med følgende linjer:

Herre, da du drog ud fra Se'ir,&lt;/br&gt;
da du skred frem fra Edoms land,&lt;/br&gt;
skælvede jorden, himlen dryppede af regn,&lt;/br&gt;
ja, skyerne dryppede af vand.&lt;/br&gt;
Bjergene rystede foran Herren,&lt;/br&gt;
Sinajs Herre,&lt;/br&gt;
foran Herren, Israels Gud.&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 276&lt;/ref&gt;

Edom lå i den nordøstlige del af Sinaj-ørknen, sydøst for Det Døde Hav. Men der er mere. Jahve introduceres af Moses efter, at Jetro, Moses svigerfader, sammen med sine sønner havde sluttet sig til jøderne.&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 87&lt;/ref&gt; Ifølge Anden Mosebog kapitel 3:1 var Jetro præst i Midjan.&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 68&lt;/ref&gt; Det må rejse spørgsmålet, om det er fra ham, at Moses har overtaget sin guddom Jahve. Men ifølge Dommerbogen kapitel 1:16 var Jetro kenit: &quot;Efterkommere af den kenit, der var Moses' svigerfar, drog sammen med judæerne op fra Palmebyen til Judas ørken i Arads sydland og bosatte sig hos befolkningen dér.&quot;&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 271&lt;/ref&gt; Kenitterne var Kains efterkommere. I Første Mosebog kapitel 4:17-22 læser vi: &quot;Kain lå med sin kone, og hun blev gravid og fødte Enok. Så byggede han en by og gav den navn efter sin søn Enok. Enok fik sønnen Irad, Irad fik Mehujael, Mehujael fik Metushael, og Metushael fik Lemek. Lemek tog sig to koner, den ene hed Ada, den anden Silla. Han blev stamfader til dem, der bor i telte og holder kvæg. Også Silla fødte en søn, Tubal-Kain, stamfader til smedene, alle dem, der forarbejder kobber og jern.&quot;&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 11&lt;/ref&gt; 

Vi ved, at i andre kulturer som egyptisk, græsk og romersk er smedekunsten forbundet med vulkaner: i romersk mytologi hed smedeguden ligefrem ''Vulkan''. Læg dertil profetien i Esajas' Bog kapitel 31:9, der nævner &quot;Herren, som har sit bål på Zion og sin ovn i Jerusalem&quot;.&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 874&lt;/ref&gt; Og for at fuldende billede findes i Anden Mosebog kapitel 19:18-19 følgende beskrivelse af bjerget: &quot;Hele Sinajs bjerg var hyllet i røg, fordi Herren var steget ned på det i ild og røgen steg til vejrs som røgen fra en smelteovn. Hele bjerget skælvede af stor rædsel, og hornklangen blev kraftigere og kraftigere.&quot;&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 88&lt;/ref&gt; Det kunne være en beskrivelse af en aktiv vulkan. Disse sammenfald kan næppe være tilfældige. Er der tale om, at Jahve oprindelig var en smedegud forbundet med vulkanisme, og at han er overtaget af Moses (hvis han er en historisk person) fra sin svigerfaders kultur? I så fald viser det, at der findes en jødisk religiøs forhistorie, som man siden har forsøgt at fortrænge.

Af det foregående tør vi antage, at ''Jahve'' ikke begyndte i Israel. Han begyndte som en &quot;skytsguddom&quot; blandt nomadiske stammer uden en konge, uden templer og uden et skriftsprog. På et eller andet tidspunkt, måske som følge af handel eller af en edomitisk udvandring nordpå, kom denne gud til kana'anæerne, og der mødte han en anden guddom: den gamle gud ''El''. Hvad, der siden fulgte, var konvergens: før dannelsen af et kongerige, før opførelsen af det første tempel, blev ''El'' &quot;opslugt&quot; af ''Jahve''. Derved fik den nye fusionerede guddom begge navne i Gamle Testamente.

=== Ashera ===

Men denne gud stod ikke alene, han havde en kvindelig partner, en gudinde: ''Ashera''. Ashera optræder i kana'anæernes hjem som gudindestatuette, hendes navn findes på forrådskar og i gravskrifter. I tekster fra 8. århundrede f.Kr. bliver hun påkaldt ved siden af Jahve som om de hørte sammen og var ligestillede.

Vi ved nu, at hun i århundreder var blevet dyrket af jøderne som gudinde. Hun kunne gå på vandet, hendes tilnavn var ''Kudu'', den hellige. Hun findes gengivet på et egyptisk kunstværk fra samme tid stående på ryggen af en løve og med en slange i hver hånd. Kort sagt var hun en af de store modergudinder i Mellemøsten.

I to bygninger daterede til tiden 801-770 f.Kr. i det nordøstlige Sinai ved bjerget Contilit Azud fandt arkæologer i 1975 store forrådskar med en tekst skrevet på tidlig hebraisk: &quot;Jeg velsigner dig ved Jahve af Samaria og hans Ashera&quot;&lt;ref&gt;Novacek (2011), s. 92&lt;/ref&gt; og &quot;Jeg velsigner dig ved Jahve af Teman og hans Ashera&quot;. Her står israelitternes mandlige guddom sammen med kana'anæernes gudinde. Teman var den egn i ørkenen, hvor ifølge Habakuks Bog kapitel 3:3 Jahve havde sin oprindelse:&lt;/br&gt;
&quot;Gud kommer fra Teman,&lt;/br&gt;
den Hellige fra Parans bjerge&quot;.&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 1187&lt;/ref&gt;

I Hebron blev tilsvarende fundet en gravskrift dateret til midten af 8. århundrede f.Kr.: &quot;Velsignet være Uryyaho ved Jahve for fra hans fjender ved Ashera har han frelst ham&quot;.

Desuden har man fundet over tusind små gudindestatuetter, heraf 400 alene i Jerusalem, der ifølge Raz Kletter utvivlsomt forestiller Ashera skildret med krop som en cylinder med to markerede bryster og hænder, der tilbyder dem, samt et smilende ansigt. De dateres alle til 8. og 7. århundrede f.Kr. og de blev alle fundet i private hjem, ikke i templer. De viser, at dyrkelsen fandt sted under det delte kongerige som noget alment udbredt, ikke som noget særegent for de få.

Som supplement til en forståelse kan man gå til Gamle Testamente, hvor der er bevaret flere passager, hvori Ashera-dyrkelsen omtales. Den følgende oversigt gør ikke krav på fuldstændighed.

I Første Kongebog kapitel 14 læser vi: &quot;Salomos søn Rehabeam blev konge i Juda. .. Rehabeam var enogfyrre år, da han blev konge, og han regerede sytten år i Jerusalem, den by Herren havde udvalgt af alle Israels stammer til at sætte sit navn på. Hans mor hed Na'ama og var fra Ammon.
Judæerne gjorde, hvad der var ondt i Herrens øjne, og med de synder, de begik, gjorde de ham mere vred, end deres fædre havde gjort. Også de byggede offerhøje og lavede stenstøtter og Ashera-pæle på alle høje bakker og under alle grønne træer; der var endog mandlige helligskøger i landet.&quot;&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 396&lt;/ref&gt;

I kapitel 15 læser vi: &quot;I Nebats søn kong Jeroboams attende regeringsår blev Abija konge over Juda. Han regerede tre år i Jerusalem. Hans mor hed Ma'aka og var datter af Absalom. Han fulgte alle de synder, som hans far havde begået før ham..&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 396&lt;/ref&gt;

I Israels konge Jeroboams tyvende regeringsår blev Asa konge over Juda. Han regerede enogfyrre år i Jerusalem. Hans mor hed Ma'aka og var datter af Absalom. Asa gjorde, hvad der var ret i Herrens øjne, lige som sin fader David. Han forviste de mandlige helligskøger fra landet og fjernede alle de møgguder, som hans forfædre havde lavet. Han fjernede også sin mor Ma'aka som kongemoder, fordi hun havde ladet fremstille en rædselsstøtte til Ashera. Asa huggede støtten om og brændte den i Kedrondalen. Offerhøjene forsvandt ikke..&quot;&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 396f&lt;/ref&gt;

I kapitel 16 læser vi: &quot;Omris søn Akab blev konge over Israel i Judas konge Asas otteogtredivte regeringsår, og Omris søn Akab regerede toogtyve år i Samaria over Israel. Omris søn Akab gjorde, hvad der var ondt i Herrens øjne, værre end nogen før ham. Da det ikke var nok for ham at følge Nebats søn Jeroboams synder, giftede han sig med sidoniernes konge Etba'als datter Jezabel, og han gav sig til at dyrke og tilbede Ba'al. Han rejste et alter for Ba'al i Ba'als tempel, som han havde bygget i Samaria. Akab lavede en Ashera-pæl, og Akab gjorde mere endnu, så han krænkede Herren, Israels Gud, mere end nogen af Israels konger, der havde været før ham.&quot;&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 399&lt;/ref&gt;

I Anden Kongebog kapitel 21 omtales kong Manassa. Om hans gerninger hedder det: &quot;Han gjorde, hvad der var ondt i Herrens øjne efter de afskyelige skikke hos de folkeslag, som Herren havde drevet bort foran israelitterne. Han genopbyggede de offehøje, som hans fader Hizkija havde ødelagt; han rejste altre for Ba'al, og han lavede en Ashera-pæl, sådan som Israels konge Akab havde gjort, og han tilbad hele himlens hær og dyrkede den. .. Og i de to forgårde til Herrens tempel byggede han altre for hele himlens hær. .. Og han opstillede Ashera-billedet, han havde lavet, i dette tempel, om hvilket Herren havde sagt til David og til hans søn Salomo: &quot;''På dette tempel og på Jerusalem, som jeg har udvalgt blandt alle Israels stammer, vil jeg sætte mit navn til evig tid; og jeg vil ikke mere jage Israel bort fra det land, som jeg gav deres fædre, når de blot omhyggeligt vil gøre alt det, jeg har befalet dem, og holde hele loven, som min tjener Moses gav dem.''&quot; Men de ville ikke høre, og Manassa forledte dem til at handle værre end de folkeslag, som Herren havde udryddet for israellitterne.&quot;&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 438f&lt;/ref&gt;

I Anden Kongebog kapitel 23 oplyses, at denne afgudsdyrkelse holdt sig til Josija stoppede den: &quot;Så befalede kongen ypperstepræsten Hilkija, andenpræsterne og dørvogterne at fjerne alle de ting, der var lavet til Ba'al og til Ashera og til hele himlens hær, fra Herrens tempel, og han brændte dem uden for Jerusalem .. Helligskøgernes rum i Herrens tempel, hvor kvinderne vævede klæder til Ashera, rev han ned. .. Også alteret i Betel, offerhøjen som Jeroboam, Nebats søn, havde opført, han som forledte Israel til synd, både dette alter og offerhøjen rev Josija ned, og han knuste stenene til støv og brændte Ashera-pælen.&quot;&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 441&lt;/ref&gt; 

Profeten Jeremis beklagede sig i Jeremias' Bog kapitel 7: &quot;Kan du ikke se, hvad de gør i Judas byer og Jerusalems gader? Børnene samler brænde, fædrene tænder ild og kvinderne ælter dej, så de kan lave offerkager til Himmeldronningen og udgyde drikofre for andre guder og krænke mig.&quot;&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 950&lt;/ref&gt; Han taler om ''Ishtar'', Mesopotamiens version af Ashera, mens hun blev adopteret som ''Afrodite'' i Grækenland og blev kaldt ''Astarte'' af kana'anæerne og senere af fønikerne.&lt;ref&gt;Novacek (2011), s. 38&lt;/ref&gt;

Der kan således ikke være tvivl om, at Ashera-dyrkelsen var udbredt blandt jøderne i flere århundreder, snart officielt snart uofficielt. Manassa regerede fra 697 f.Kr. til 642 f.Kr. og Josija skal have stoppet Ashera-dyrkelsen omkring 622 f.Kr. Men uofficielt fortsatte dyrkelsen helt frem til babylonernes erobring af Jerusalem.

Det vigtigste i denne sammenhæng er, at denne afgudsdyrkelse, som det også fremgår af Gamle Testamente, fandt sted længe efter, at jøderne skulle være gået over til monoteisme.

=== Den centraliserede gudsdyrkelse ===

Men hvornår begyndte den monoteistiske gudsdyrkelse blandt jøderne? Meget tyder på, at det var en udvikling i to trin: først skete der en centralisering af gudsdyrkelsen, og langt senere en overgang til monoteisme.

Første kilde til denne udvikling findes i Moseloven. Her hedder det: &quot;Du må ikke lave dig noget gudebillede i form af noget som helst oppe i himlen eller nede på jorden eller i vandet under jorden. Du må ikke tilbede dem og dyrke dem, for jeg, Herren din Gud, er en misundelig Gud.&quot;&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 89. I oversættelsen til dansk bruges ordet &quot;lidenskabelig&quot; i stedet for &quot;misundelig&quot;&lt;/ref&gt; Det siges ikke, at der ikke findes andre guder, kun at jøderne ikke længere måtte dyrke dem.

Næste kilde findes i Anden Kongebog om kong Josija, som regerede 640-609 f.Kr. Her hedder det: &quot;Og statsskriveren Shafan fortalte kongen, at præsten Hilkija havde givet ham en bog, og Shafan læste den op for kongen.&quot;&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 440&lt;/ref&gt; Forskere mener, at den bog, der her er tale om, sandsynligvis var Femte Mosebog.

Femte Mosebog adskiller sig tydeligt fra de foregående fire Mosebøger, så meget at man mener, at den har sin egen forfatter (eller egne forfattere), der af forskerne kaldes D. Denne forfatter D genkendes også i en række andre tekster i Gamle Testamente: Joshua-bogen, Første og Anden Dommerbog, Samuels Bog samt Første og Anden Kongebog. Det menes, at alle disse bøger er forfattede af samme person eller personkreds.&lt;ref&gt;Dinkgreve (2021), kap. 8&lt;/ref&gt;

Anden Kongebog fortæller om kong Josiah, at han centraliserede gudsdyrkelsen og forbød stedlige altre: &quot;Han hentede alle præsterne fra Judas byer, og offerhøjene lige fra Geba til Be'ersheba, hvor de havde tændt offerild, gjorde han urene, og portofferhøjene, som lå ved kommandantensen Josvas port til venstre, når man går ind ad byporten, rev han ned.&quot;&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 441&lt;/ref&gt; Som det siges: &quot;Der havde ikke tidligere været nogen konge, der som han af hele sit hjerte og af hele sin sjæl og af hele sin styrke vendte om til Herren, helt efter Moses' lov og efter ham kom der ingen som han.&quot;&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 442&lt;/ref&gt; Tydeligvis var der tale om at samle al religiøs magt på et sted og under kongens kontrol. Det var med andre ord en religiøs revolution.

For at retfærdiggøre denne revolution måtte man opfinde en spådom, der kunne retfærdiggøre den. Her træder nu to kilder ind. Den ene findes i Første Kongebog. Her omtales en gudsmand, som råber imod et alter: &quot;Alter, alter! Dette siger Herren: I Davids hus skal der fødes en søn ved navn Josija. På dig skal han slagte de offerhøjspræster, som tænder offerild på dig, og han skal brænde menneskeknogler på dig.&quot;&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 393&lt;/ref&gt;

Den anden er Femte Mosebog: allerede i første sætning gives indtrykket af, at denne bog er Moses' sidste ord inden sin død&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 200&lt;/ref&gt;, og her formuleres en &quot;ny moselov&quot; begyndende således:

&quot;Dette er de love og retsregler, som I omhyggeligt skal følge i det land, Herren, dine fædres Gud, har givet dig i eje, så længe i lever på jorden. I skal ødelægge alle de steder, hvor de folk, I fordriver, har dyrket deres guder, på de høje bjerge, på bakkerne og under alle grønne træer. I skal rive deres altre ned og knuse deres stenstøtter, deres Ashera-pæle skal I brænde, og deres gudebilleder skal I hugge om; I skal udslette deres navn fra de steder. For på den måde må I ikke dyrke Herren jeres Gud. Nej, I skal søge til de sted, Herren jeres Gud udvælger blandt alle jeres stammer til at sætte navn på, så det kan bo der. Dér skal du komme, og derhen skal I bringe jeres brændofre og slagtofre, jeres tiender og afgifter, jeres løfteofre og frivilligofre og det førstefødte af jeres køer og får.&quot;&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 214&lt;/ref&gt;

Men trods dette forsøg på at legitimere centraliseringen af gudsdyrkelsen holdt det ikke længe. Snart begyndte folk atter deres decentrale gudsdyrkelse, og som vi tidligere har set, opgav de aldrig deres Ashera-dyrkelse.

=== Jøderne i Kana'an ===

Vi har fulgt jødernes religiøse udvikling, men hvordan forholder det sig med områdets politiske udvikling? Det er en broget historie, hvor Gamle Testamente trods påviselige fejl alligevel kan give nyttige oplysninger.

Meget taler for, at det var ankomsten af &quot;havfolket&quot; (engelsk: ''Sea People'') omkring 1178 f.Kr. som udløste en ny politisk udvikling. Frem til sammenbruddet havde området været præget af kana'anæiske kongefamilier, som styrede mindre områder fra deres centralt beliggende byer. Hidtil havde områder i nord været under hittitisk overherredømme og området i syd som helhed været under egyptisk kontrol, men nu svækkedes denne kontrol&lt;ref&gt;Porter (2016), s. 384&lt;/ref&gt;, og det indebar, at der blev mulighed for indbyrdes stammekrige i området. Det betød også, at folk udefra nu kunne blande sig med held i de stedlige stammekrige. Det er muligt, at jødernes erobringer netop hører hjemme i denne sammenhæng. Til trods for, at Gamle Testamente fremstiller disse kampe som religionskrige mellem folkeslag med polyteisme og jøderne med deres påståede monoteisme, er der intet, som tyder på, at dette er korrekt.

Snarere må vi se disse kampe som sket mellem et imperialistisk erobrerfolk og stedlige bofaste stammer. At der også var religiøse forskelle imellem dem, understregede blot krigenes stammemæssige karakter. Mens filistrene bosatte sig ved kysten, flyttede israelitterne ind fra øst og bosatte sig overvejende i højlandet, hvor de over tid tilegnede sig megen af den stedlige kultur, samtidig med at deres frænder, aramæerne, slog sig ned mod nordøst i Syrien. Hebræerne fik i denne besættelse støtte fra beslægtede og ligesindede nomadiske stammer og semitiske folkeslag. Alliancen var mulig, fordi de alle dyrkede Jahve.&lt;ref&gt;Novacek (2011), s. 66&lt;/ref&gt; Denne fælles kult var længe den eneste institution, som bandt folket sammen, og det kunne ikke forhindre, at der jævnligt opstod konflikter mellem dem.

Der kan på dette sted være grund til at gøre op med myten om Jerikos erobring. Ifølge den bibelske tradition skete erobringen ved, at de omgivende bymure styrtede sammen.&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 248f&lt;/ref&gt; Problemet er, at det arkæologisk kan påvises, at der ingen bymure var!&lt;ref&gt;Novacek (2011), s. 66&lt;/ref&gt; Forklaringen er, at Kana'an indtil da havde været underlagt Egypten, hvis overherredømme var blevet afgjort efter slaget ved Megiddo i 1479 f.Kr. Efter erobringen beholdt eliten i de kana'anæiske familier deres styrende rolle, når blot de var loyale i forhold til den egyptiske farao, men de måtte acceptere, at de ikke måtte befæste deres byer, (hvilket gav dem problemer blandt andet, da Megiddo blev angrebet af Lab'ayu fra det nærliggende Shechem).&lt;ref&gt;Novacek (2011), s. 25&lt;/ref&gt; Det må rejse spørgsmålet, om israelitterne overhovedet nogen sinde har erobret Kana'an, eller om de så at sige &quot;overtog&quot; havfolkets faktisk påviste erobringer og indskrev det i deres historie?

Overhovedet har det været praktisk talt umuligt at påvise israelitterne bosættelse i Levanten. Forskere har ment, at en række nye bosættelser i marginale områder i bjergegne kunne være deres bosættelser&lt;ref&gt;Porter (2016), s. 386&lt;/ref&gt;, men der kan lige så godt være tale om, at nogle kana'anæere fra lavlandet efter det handelsmæssige sammenbrud valgte at flytte ud og etablere sig med et nyt men mere holdbart selvforsynende landbrug&lt;ref&gt;Porter (2016), s. 388f&lt;/ref&gt;, hvor handel som helhed spillede en mindre rolle end tidligere og især var af regional snarere end international karakter.&lt;ref&gt;Porter (2016), s. 388&lt;/ref&gt; Ulige forsøg på at identificere bestemte former for genstande som værende israelitiske er strandet på, at de selv samme genstande også findes i områder uden israelsk bosættelse ifølge Gamle Testamente, de kan derfor ikke levere det ønskede bevis.&lt;ref&gt;Porter (2016), s. 387&lt;/ref&gt;

I den første tid efter israelitternes indvandring var tilstandene i Kana'an væsentlig som før. Det var langt fra lykkedes jøderne at udrydde hele den bosatte befolkning, så det endte med, at jøderne bosatte sig i egne bosættelser. De ulige folk og stammer levede i samfund hver for sig med byerne som centrum for de omgivende landsbyer. Hebræerne erobrede og ødelagde de mere civiliserede kana'anitter men overtog deres skriftsystem. De overtog også kana'anitternes byggeskik, men uden at hebræernes byggerier nåede samme høje stade som deres forgængere. Jerusalem var på denne tid et lille sted uden stor betydning og kunne ikke måle sig med andre byer i området.

Tør man tro Josvabogen kapitel 20, blev der oprettet særlige bebyggelser kaldet &quot;tilflugtsbyer&quot; for kriminelle, hvor disse kunne søge politisk asyl og unddrage sig retsforfølgelse for deres kriminelle gerninger: &quot;Herren talte til Josva og sagde: &quot;Sig til israelitterne, at de skal udpege de tilflugtsbyer, som jeg talte til jer om ved Moses, så en drabsmand, der uforsætligt og uforvarende slår nogen ihjel, kan flygte dertil; de skal være tilflugtssteder for jer mod blodhævneren. Når drabsmanden søger tilflugt i en af disse byer og stiller sig ved indgangen til byporten, skal han forelægge sin sag for de ældste i den by. De skal give ham adgang til byen og give ham et sted, hvor han kan bo hos dem. Når blodhævneren forfølger ham, må de ikke udlevere drabsmanden til ham; det var jo uforvarende, han slog sin næste ihjel, han havde ikke tidligere næret fjendskab mod ham. Han kan så blive boende i den by, indtil han stilles for menighedens domstol, eller indtil den ypperstepræst dør, som er der til dentid. Da kan drabsmanden vende tilbage til sin by og sit hus, den by, han er flygtet fra&quot;.&quot;&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 264&lt;/ref&gt; De var en ordning, som kunne beskytte enhver kriminel mod retsforfølgelse.

Og jødernes folkemord fortsatte. I Dommerbogen kapitel 1 læser vi: &quot;Så drog Juda op, og Herren gav kana'anæerne og perizzitterne i deres hånd, og de slog dem i Bezek og dræbte ti tusind mand. ..Judæerne angreb Jerusalem og indtog den. De huggede indbyggerne ned med sværd og stak ild på byen.&quot;&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 271&lt;/ref&gt; I de byer, som det ikke lykkedes jøderne at udrydde befolkningen, blev disse i stedet gjort til hoveriarbejdere.&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 272&lt;/ref&gt; Det kan næppe undre, at denne opførsel gav anledning til yderligere uro, og at nye kampe fulgte. Ved en lejlighed slog jøderne &quot;omkring ti tusind moabitter ihjel. .. Derefter havde landet ro i firs år&quot;.&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 274&lt;/ref&gt;

Efter Josvas erobringer fulgte dommertiden, hvor landet blev styret af de såkaldte dommere. Tør man tro Gamle Testamente førte det til, at filistre og ammonitter for en tid fik overtaget.&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 286&lt;/ref&gt; Også internt var der øjensynlig magtkampe, således forenedes de andre stemmer mod Benjamins stamme.&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 297ff&lt;/ref&gt;

Efterhånden blev lovløsheden for meget, og hebræerne etablerede et kongedømme i Palæstina. Denne institution kom som en nødvendig følge af både de interne lovløse tilstande og behovet for at organisere krigsførelsen mod andre folkegrupper. I vest udgjorde filistrene en stærkere modstand end kana'anitterne, fordi de havde udviklet jernsmedning. Mod nord boede fønikerne i Libanon, der var mest optaget af handel. Da kana'anitterne stadig blev mere undertrykte, skabte det grundlaget for etableringen af det hebræiske kongedømme omkring 1000 f.Kr. 

Først under dommeren Samuel opstår der blandt jøderne angiveligt krav om etableringen af et kongerige. Landets første konge hed Saul.&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 317&lt;/ref&gt; Han dateres til omkring 1000-tallet f.Kr. Tør vi tro Første Samuelsbog gennemførte han adskillige krige.&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 320&lt;/ref&gt; Kana'an var angiveligt forenet under ham og hans to efterfølgere, David og Salomo. Salomo beskrives i Gamle Testamente som en mægtig konge, der blandt andet opførte et gudstempel i Jerusalem, men arkæologiske undersøgelser har ikke kunnet bekræfte dette, og Salomo er påfaldende totalt fraværende i ikke-bibelske kilder. Det har fået mange historikere til at mene, at Salomo må have været en småkonge.&lt;ref&gt;Novacek (2011), s. 83&lt;/ref&gt; Også israelerne synes fraværende i arkæologiske fund fra denne tid, i stedet dominerer kypriotisk og fønikisk lertøj samt stedlige efterligninger af dette.&lt;ref&gt;Novacek (2011), s. 89, 93&lt;/ref&gt;

Da kong Salomo døde i 922 f.Kr. blev det hebræiske kongedømme delt i to: Kongeriget Israel og Kongeriget Juda. Det var kun Juda og Benjamins stammer, som accepterede Salomos søn Rehabeam som deres konge, og de oprettede dermed det sydlige kongerige Juda med Jerusalem som hovedstad. Mod nord gjorde de øvrige stammer Jeroboam til konge og oprettede kongeriget Israel med Sikem og senere Samaria som hovedstad. Vigtigst i denne sammenhæng er, at der intet stammesammenhold var, end ikke deres religion kunne holde sammen på dem, og som vi allerede har set, skete der jævnligt frafald fra denne, lige som israelitterne indgiftede sig i andre folkegrupper nok så meget som indbyrdes. Der var konstant magtkampe, hvilket afspejler det totale fravær af national solidaritet og enhed. Også udefra skete angreb. Anden Krønikebog er fuld af bereninger om disse krige.

Det bør for god skyld nævnes, at en basalt stele fra Dhiban omtaler, at kong Mesha fra det moabitiske kongerige overvandt Kongeriget Israel og udvidede sit rige, en begivenhed som menes afspejlet i Anden Kongebog kapitel 3.&lt;ref&gt;Porter (2016), s. 382&lt;/ref&gt;&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 412&lt;/ref&gt; 

Kongeriget Israel ophørte, da Assyrien erobrer hovedstaden Samaria 722 f.Kr. Herved mistede også de 10 nordlige israelske stammer deres betydning. Nogle af indbyggerne i Kongeriget Israel blev deporteret af assyrierne, men arkæologisk kan der ikke dokumenteres nogen befolkningsudskiftning eller nogen nedgang i befolkningstallet, og genetiske undersøgelser antyder også en kontinuitet i områdets befolkningssammensætning. Hovedparten af befolkningen synes således at være forblevet i området og samaritanerne menes at være de mest direkte efterkommere af befolkningen i Kongeriget Israel, hvilket også er i overenstemmelse med deres egen opfattelse. Nogle beboere fra Kongeriget Israel må antages at være flygtet til kongeriget Juda, hvilket kan forklare hvordan de nordlige stammers myter er blevet inkorporerede i den tekster i Gamle Testamente, som blev samlede i Kongeriget Juda.

=== Eksilet i Babylon ===

Der er næppe tvivl om, at hvis jøderne havde modstået angreb udefra, ville afgudsdyrkelsen have fortsat. Der ville fortsat have været private gudindestatuetter og private altre. Men een begivenhed ændrede jødernes historie og dermed verdenshistorien: babylonernes erobring i 586 f.Kr.

Forud gik en belejring, som varede to og et halvt år. Vilkårene under belejringen var forfærdelige: jøderne sultede, men vi ved fra samtidige beretninger, at de ikke holdt sig tilbage fra at spise deres egne børn. Da Nebukadnezer erobrede Jerusalem, blev Salomons tempel brændt ned til grunden. Kongepaladset blev brændt ned. Huse blev brændt ned. Forsvarsanlæggene omkring byen blev revet ned sten for sten. Kong Zedekiah, som havde forsøgt at flygte, blev fanget og ført frem for Nebukadnezer. Det sidste, han så, var, at han sønner blev slået ihjel. Så blev han gjort blind, og måtte i denne tilstand foretage vandringen til Babylon.

Hele den jødiske befolkning blev tvangsforflyttet til Babylon. Det skete i tre omgange. Da de forlod Jerusalem, måtte de uundgåeligt miste troen på deres guder, som havde svigtet dem.

Hvad, der skete under det babylonske fangenskab, var ekstraordinært: i stedet for at blive integrerede i deres nye omgivelser valgte de skriftkloge jøder den modsatte vej, nemlig at bevare og redigere deres historiske traditioner. Sigende optræder byen Al Yahuda i Babylon på denne tid. Jøderne samlede, hvad de havde bevaret om deres historie, og begyndte at nedskrive det. Undervejs blev traditionen omskrevet og tilpasset deres nye selvforståelse. Bibelforskere mener, at det var antagelig på denne tid, at traditionerne i ''Tanakh'' begyndte at få deres endelige form.

Og det var tilsyneladende også her, at jødernes tro fik den monoteistiske karakter, som siden skulle gøre sig gældende. Det er her, at profeten Ezekiel fortæller, at Gud gør ham opmærksom på den afgudsdyrkelse, som finder sted.&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 1048&lt;/ref&gt; Det er her, at Gud lover at straffe jøderne for denne afgudsdyrkelse.&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 1049&lt;/ref&gt; Det er her, at jødernes bortførelse bliver stillet i udsigt. Det er her, at grunden lægges til den fortolkning, at eksilet gøres nødvendigt for, at jøderne langt om længe kan vende sig mod den sande gudsdyrkelse.

Og det er her, at profeten Esajas formulerer sine propagandistiske og doktrinære anklager. Det er her, at Gud gøres til den, som lover jøderne håb om frihed igen. Og det er her, at Gud bliver enevældig.

To eksempler fra Esajas Bog kan belyse det: i vers 44 linje 6: &quot;Jeg er den første, og jeg er den sidste, der er ingen anden Gud end mig&quot;&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 895&lt;/ref&gt; og i vers 45 linje 5: &quot;Jeg er Herren, der er ingen anden, der er ingen anden Gud end mig&quot;.&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 897&lt;/ref&gt; Selv alt det gode og alt den onde har samme oprindelse:&lt;/br&gt;  
&quot;Jeg danner lys og skaber mørke,&lt;/br&gt; 
jeg frembringer fred og skaber ulykke,&lt;/br&gt; 
jeg, Herren frembringer alt dette.&quot;&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 897&lt;/ref&gt;&lt;/br&gt; 
For første gang optræder jøderne som et folk med kun een erklæret Gud.

Der kan næppe være tvivl om, at dette var følgen af en bestemt strategi: ikke at blive opslugt af imperiet. Over for de mange guddomme i Babylon sætter jøderne en enkelt gud som deres modstykke. Derved, og kun derved, kan de opretholde deres særegne identitet som folk. Hvis Jahve havde været een gud blandt mange andre, havde han tabt og havde ingen fremtid. Kun ved at gøre ham almægtig, ved at hævde at han havde brugt Nebukadnezar som et redskab i en guddommelig plan, kunne de opretholde deres identitet og deres håb om en fremtid. De gamle guder måtte udryddes eller bortforklares som fejltagelser, der kunne forklare jødernes ulykkelige skæbne. Og derfor blev den traditionelle historie omskrevet punkt for punkt for at kunne understøtte det nye narrativ.

Nået så langt tog de skriftkloge det næste skridt: de måtte opfinde og udvikle deres egen skabelsesberetning og deres egen beretning om en altomfattende oversvømmelse. Inspirationen hentede de hos babylonerne selv. De tog de velkendte babylonske beretninger men omskrev dem således, at de udgjorde en polemisk kontrast til den tro og de traditioner, som blev hyldet af deres omgivelser. Der vil være lejlighed til at se nærmere på disse ved en gennemgang af Gamle Testamente.

=== Jødernes tilbagevenden til Jerusalem ===

I 539 f.Kr. indtræder så afslutningen på jødernes tid i eksil. Dette år erobrer perserne Babylon, og Cyrus den Store erklærer straks efter en almen amnesti. Der efter giver han tilladelse til, at fordrevne folkeslag må vende tilbage til deres hjemegn og genoptage deres gudsdyrkelse.

Også jøderne vendte hjem. Ifølge Ezras Bog vendte i alt 42.360 jøder tilbage til Jerusalem foruden deres trælle og trælkvinder, i alt 7.337, samt 200 sangere og sangerinder, det vil sige i runde tal 50.000 personer.&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 510&lt;/ref&gt; Om dette tal er korrekt, vides ikke.

Det vigtige er, at da jøderne vendte tilbage til Jerusalem, var det med en ny, monoteistisk religion. Den var i store træk skabt under deres eksil, omskrevet og suppleret i forhold til tidligere. Den forenede folk og tro i en næsten uadskillelig helhed.

Der kan her være grund til at stille et vigtigt spørgsmål: betyder dette så, at jøderne vendte hjem med en fuldt udviklet fælles trosretning? Nej, intet taler for dette. Snarere må vi regne med, at det kun var en lille gruppe af teologiske skriftlærde, som havde taget del i den redigeringsproces, som var foregået i Babylon, og at det kun var dem, som havde det fulde kendskab til det nye narrativ om jødernes oprindelse, som de havde skabt. Dette indebærer, at det først er efter deres tilbagevenden, at de for alvor kan begynde at promovere og udbrede deres nye narrativ til jøderne og dermed skabe den identitetsforståelse, som de siden udviklede.

=== Persisk tid ===

Under det persiske herredømmes tid (538-332 f.Kr.) sad der persiske statholdere i landets ulige dele. Vi ved, at statholderen i Judæa 408 f.Kr. hed Bagohi, dels fra Josefos, dels fra papyrusfundene i Elefantine. At statholderen i Samaria var en samaritan, Sanballat, tyder på, at perserne ikke har blandet sig i Palæstinas forhold, når oprør ikke foranledigede dem til at gribe ind, som tilfældet var under Artaxerxes III (358-338 f.Kr.). Det var under persisk beskyttelse, at Nehemia og Ezra genoprettede den jødiske menighed i Jerusalem.

Vi ved sandt at sige ikke meget om den jødiske religionsdyrkelse på denne tid. Meget tyder på, at der skete en langsom spredning af den nydannede monoteistiske tro, sikkert som et politisk-nationalt redskab over for det persiske overherredømme. Men intet taler for, at denne endnu formelt var slået igennem.

Elephantine var en jødisk by i Egypten fra 400-tallet f.Kr. Den er interessant, fordi den kan vise træk ved og fravær af jødisk levevis på denne tid. Byen blev antagelig grundlagt i midten af 6. århundrede f.Kr. af folk, der var emigreret fra Syene-området i Palæstina.&lt;ref&gt;Barnea (2024), s. 1&lt;/ref&gt; Vi ved, at der eksisterede et særligt tempel for dyrkelsen af Jahve indtil 410 f.Kr., da det blev ødelagt. En jødisk befolkning nævnes sidste gang i kilderne i 399 f.Kr., hvad, der skete med den jødiske befolkning efter denne tid, er ukendt.&lt;ref&gt;Adler (2025), s. 39&lt;/ref&gt;

Historien om jødernes udvandring fra Egypten kendes ikke i denne by, hvilket tyder på, at denne tradition er yngre end 400-tallet. Ligeledes kendte befolkningen ikke til ''torah'', det vil sige jødisk lov, så også denne må være yngre end 400-tallet.

Endvidere dyrkede jøderne i denne by flere guder (jahvisme) i modsætning til senere tids monoteisme (judaisme). Således har vi flere kilder fra 400-tallet f.Kr., der vidner om zoroastracisme, herunder et ild-alter og et tempel.&lt;ref&gt;Barnea (2024), s. 3-7&lt;/ref&gt; En lignende jødisk polyteisme kendes fra andre byer.&lt;ref&gt;Adler (2025), s. 41-47&lt;/ref&gt; Men dette indebærer også, at jøderne stadig ikke på denne tid var monoteister til trods for de bestræbelser, som præsteskabet havde udført under eksilet i Babylon. I stedet tolkes situationen således, at den jødiske kult udviklede sig gravist over tid blandt andet inspireret af zoroastrisk kult indtil, at de fik den form som kendes fra den hebraiske bibel.&lt;ref&gt;Barnea (2024), s. 29&lt;/ref&gt; Hvis byen blev grundlagt af dem, som ikke endte i Babylon, kan dette forklare deres fastholden ved polyteisme og ukendskab til den monoteisme, som blev udviklet i Babylon.

Dermed adskiller kulten på denne tid blandt jøder sig markant fra den, som ses i hasmonæisk tid.&lt;ref&gt;Adler (2025), s. 48&lt;/ref&gt; Yonatan Adler ved Ariel University har kaldt denne kult og levevis &quot;proto-jødisk&quot; (''proto-Judaic'') og definerer den således: &quot;Et protojødisk kulturelt træk er således et særskilt element af den israelitiske og/eller jødiske livsstil, som med tiden blev lovgivet som en forskrift for regulering i en eller flere af Mosebøgernes tekster, og som i sidste ende blev optaget som en del af jødedommen.&quot;&lt;ref&gt;Adler (2024), s. 5&lt;/ref&gt; Et eksempel herpå er at spise svinekød. I to af Mosebøgerne (Tredie Mosebog kapitel 11:1-8&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 126f&lt;/ref&gt; og Femte Mosebog kapitel 14:3-8&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 216&lt;/ref&gt;) forbydes det jøder at spise svinekød, men arkæologiske fund fra tiden fra sen bronzealder (1300-1130 f.Kr.) frem til jernalder (586 f.Kr.) viser, at svin faktisk blev avlet til fortæring i strid med denne bestemmelse, skønt de er fraværende i nogle bopladser henregnet til kana'anære og fønikere i jernalderen uden, at det derfor med sikkerhed kan siges at være bevidste valg; økonomiske, økologiske og sociale forhold kan have spillet ind.&lt;ref&gt;Adler (2024), s. 13&lt;/ref&gt; Flere jødiske leveregler tilskrives således myter i Mosebøgerne, og det kan ikke afvises, at disse myter ''netop'' er blevet til for at kunne begrunde og legitimere disse leveregler.&lt;ref&gt;Adler (2024), s. 21&lt;/ref&gt; Det gælder blandt andet reglen om at omskære drengebørn.&lt;ref&gt;Adler (2024), s. 20f&lt;/ref&gt;

=== Hellenistisk tid ===

I den græske periode fra Alexander den Stores erobring i 332 f.Kr. til 167 f.Kr. blev Palæstina atter genstand for strid mellem Syrien, hvor seleukiderne herskede efter Alexanders død 323 f.Kr., og Ægypten, der beherskedes af ptolemæerne. Frem til 198 f.Kr. var overvejende Egypten, fra den tid, efter Antiochos IIIs sejr ved Paneas, syrerne Palæstinas herrer. Efter, at Babylon, Ninive og Shushan var gået til grunde, og Alexandria var blevet grundlagt, flyttede tyngdepunktet vest på, og Palæstina fik igen samme betydning som i 15. århundrede f.Kr. Under ptolemæerne regeredes Palæstina af guvernører (hegemon, epitropos), om hvis myndigheds udstrækning kun lidt vides. Skatteopkrævningen var overladt - ved licitation - til skatteforpagtere. I jødernes kreds fik synedriet og ypperstepræsten en vidtgående myndighed. Under seleukiderne stod Palæstina, der kaldtes Fønikien, sammen med Cølesyrien under en militærguvernør, og syrisk militær besatte landet. Skatten indkrævedes af seleukidiske embedsmænd. Fra 165 f.Kr., da Antiochos Epifanes forbød jødisk gudsdyrkelse, blev landet ramt af de makkabæiske kampe, der skulle bane vejen for det hasmonæiske dynasti.

Undersøgelser tyder på, at jøderne i almindelighed stadig ikke kendte til ''torah'', det vil sige jødisk lov, i begyndelsen af hellenistisk tid, og slet ikke at de respekterede og fulgte den.&lt;ref&gt;Adler (2025), s. 34&lt;/ref&gt; Således er der flere eksempler på, at judæere to ågerrenter af deres udlån.&lt;ref&gt;Adler (2025), s. 28&lt;/ref&gt; Der er også bevis på, at nogle judæere selv på denne tid dyrkede andre guder end Jahve.&lt;ref&gt;Adler (2025), s. 27&lt;/ref&gt; Og skønt ordet &quot;''sabbat''&quot; forekommer, lader det sig ikke fastslå, om dette havde samme betydning som senere eller blot henviste til en jødisk helligdag.&lt;ref&gt;Adler (2025), s. 28&lt;/ref&gt; Faktisk forekommer ordet &quot;''sabbat''&quot; ikke een eneste gang i Gamle Testamente. Omvendt er der ingen arkæologiske beviser på, at jøderne tog deres rituelle bade i bassiner, således som foreskrevet i ''torah'', og heller ikke at de iagttog særlige rituelle renselsesregler omkring deres mad.&lt;ref&gt;Adler (2025), s. 26&lt;/ref&gt;

Der har været peget på, at Aristeas i et brev oplyser, at Ptolemæus II Philadelphus (regerede 285-246 f.Kr.) tog 72 jøder fra Jerusalem til Alexandria for at få oversat en jødisk lov til græsk til sit bibliotek.&lt;ref&gt;Adler (2025), s. 31&lt;/ref&gt; ''Torah'' er ikke nævnt ved navn, så der er ingen beviser på, at det er den, som der henvises til, men selv om dette var tilfældet, kan dette ikke tages som udtryk for, at jøderne i almindelighed kendte og fulgte loven.&lt;ref&gt;Adler (2025), s. 32&lt;/ref&gt; Dette til trods for, at jøderne på  denne tid ellers nød udstrakt selvstyre både i Judæa og i andre områder.&lt;ref&gt;Adler (2025), s. 24&lt;/ref&gt; Dette har fået Yonatan Adler til at betegne jødisk kultur på denne tid som &quot;jahveisme&quot; (''Yahwism'') i modsætning til den &quot;judaisme&quot; (''Judaism''), der først fulgte senere og som fulgte ''torah''-en.&lt;ref&gt;Adler (2025), s. 7&lt;/ref&gt; Men uanset benævnelsen betyder det, at traditionel jødisk kultur først stammer fra tiden ''efter'' hellenistisk tid.

=== Det hasmonæiske dynasti ===

Den hasmonæiske eller senhellenistiske periode strakte sig fra 167 f.Kr. til 63 f.Kr.

Betegnelsen &quot;Det hasmonæiske kongerige&quot; dækker over en yderst omtumlet periode i jødisk historie, som strakte sig fra midten af 2. århundrede f.Kr. til midten af 1. århundrede f.Kr. Hasmonæerne var en jødisk præsteslægt, som spillede den førende politisk rolle på denne tid. Betegnelsen er dannet efter Hasmon, der var Mattatija’s bedstefader. I årene 168-161 f.Kr. ledede hasmonæerne kampen for national og religiøs frihed mod seleukiderne, som under Antiochos IV havde underkuet dem. Bevægelsen begyndte under Mattatija, men blev fortsat af hans sønner, først Judas Makkabæer, efter hvem slægten often kaldes makkabæerne; han fik genoprettet den jødiske gudsdyrkelse i 165 f.Kr. og opnåede i 161 f.Kr. religionsfrihed. Dette år overvandt han den syriske feltherre Nikanor og sluttede forbund med Romerne, men døde kort efter. Hasmonæerne optrådte der efter som et dynasti, der kæmpede for deres egen magtstilling. Judas’ broder, Jonatan, som afløste ham som leder, lod sig i 153 f.Kr. udnævne til ypperstepræst, skønt han efter jødisk lov ikke havde ret til denne stilling. Dette betød et brud med de lovtro, som de oprindelige havde kæmpet for. Efter hans mord i 143 f.Kr. lykkedes det broderen Simon (143-135 f.Kr.) at få landets selvstændighed anerkendt og at erobre syrernes borg i Jerusalem. Som følge heraf blev han af befolkningen hyldet som arvelig ypperstepræst og som verdslig hersker i 141 f.Kr. Dermed havde hasmonæerne opnået formel anerkendelse af deres dynasti.

Det betød imidlertid ikke, at der nu herskede fred, tværtimod. Under Simon’s søn, Johannes Hyrkan (134-104 f.Kr.), indtraf et åbent brud mellem hasmonæerne på den ene side og farisæerne på den anden. Under de fortsatte kampe undertvang han den autonome stat Edom og ødelagde Samaria og også den samaritanske helligdom på Garizim. Hans sønner, Aristobul (104-102 f.Kr.) og Alexander Jannæos (102-76 f.Kr.) var brutale herskere og fjernede sig langt fra styrets oprindelige karakter, idet de var udpræget hellenistisk sindede. Alexander udnævnte sin dronning Salma Alexandra til sin efterfølger (78-69 f.Kr.), mens sønnen Hyrkan II blev ypperstepræst. Midt i de hele etablerede armenerne et kortvarigt herredømme (70-63 f.Kr.) idet de erobrede landet og lagde området under deres overherredømme. Men den interne magtkamp fortsatte uafbrudt. Salma sluttede sig til farisæerne, og hun kom derved i modsætning til saddukæerne, som samlede sig om hendes anden søn, som efter hendes død tog magten fra sin broder og herskede som Aristobul II, dog under vedvarende kampe, indtil Pompejus afsatte ham og tog ham med til Rom i 63 f.Kr. Efter ulige forsøg på opstand blev Aristobul og hans søn Alexander myrdet i 48 f.Kr. 

Hyrkan II, der af Pompejus nu blev anerkendt som ypperstepræst med Antipater som verdslig leder, blev af Cæsar forfremmet til ethnarch, mens den faktiske myndighed efterhånden gik over til Herodes efter Antipater’s død. Aristobul’s anden søn, Antigonos, gjorde imidlertid oprør og blev en kort (40-37 f.Kr.) tid konge, mens Hyrkan blev bortført og fik ørene skåret af. I 37 f.Kr. erobrede den af Romerriget anerkendte Herodes så Jerusalem, og Antigonos blev henrettet i Antiochia. Dermed var hasmonæernes herredømme bragt til ende. Herodes levede en tid i venskab med Hyrkan men lod ham så dræbe. Herodes var besvogret med hasmonæerne, idet hans hustru Mariamme var datter af Aristobul II’s søn Alexander. Dette forhindrede dog ikke, at han lod hendes broder Aristobul dræbe. Senere dræbte han ligeledes hende selv og hendes moder. Endelig dræbte han nogle hasmonæere, der opholdt sig hos hans svoger i Idumæa. Således blev det Herodes, som endte slægtens magtdrømme.&lt;ref&gt;Pedersen (1919), s. 943f&lt;/ref&gt; Så meget om den politiske udvikling.

Det vigtigste i denne sammenhæng er, at de var i denne omtumlede tid, at vi for første gang ser tydelige spor af en jødisk kultur og religionsdyrkelse. Årsagen er klar nok: lederen af den nye stat var en ypperstepræst, som nu tillige blev den politiske, kultiske og militære leder af den nye stat. Og det er tydeligvis på denne tid, at denne nye magt manifesterer sig også religiøst. Det er først fra denne tid, at de første synagoger optræder. Det er først fra denne tid, at ''Tanakh'' optræder i sin endelige skikkelse. Det er først fra denne tid, at der optræder beviser på, at jøderne i deres levevis fulgte bibelsk lov, der nu bliver promoveret som &quot;deres forfædres lov&quot; og påvirker et utal af leveregler både i og uden for jødernes &quot;hjemland&quot;.&lt;ref&gt;Adler (2025), s. 67&lt;/ref&gt;

=== Romersk styre ===

Romersk tid strækker sig fra sidste århundrede f.Kr, til første århundrede e.Kr. Det kendetegnes ved at området i denne periode havde en romersk guvernør.

Yonatan Adler har undersøgt de kulturelle traditioner i dette tidsrum og finder, at de følger senere jødiske traditioner: der er renselsesbassiner og husgeråd af kalk som udtryk for jødiske relselsesritualer samt mønter, vægdekorationer i huse og hjemligt udstyr som udtrykkeligt undgår at vise mennesker og dyr i overensstemmelse med påbuddet i Mosebøgerne. Han konstaterer yderligere, at disse træk er særligt markante i de områder, som vides at have haft en overvejende jødisk befolkning, men ikke nødvendigvis i områder hvor andre befolkningsgrupper var dominerende. Han konstaterer endvidere, at disse rituelle træk tydeligt går tilbage til hasmonæisk tid men ikke med sikkerhed lader sig følge længere tilbage, til dels på grund af et svagt og mangelfuldt arkæologisk og skriftligt bevismateriale. Som beviserne nu stiller sig, var det i hasmænæisk tid, at disse rituelle træk slog igennem og efterhånden bredte sig til den samlede befolkning og i romersk tid allerede var blevet normen.&lt;ref&gt;Adler (2022)&lt;/ref&gt;

Det er på denne baggrund, at Jesus må ses: i en tid, hvor mange jøder drømte om og håbede på at genskabe deres egen selvstændige stat, trådte han frem med sit provokerende budskab, at &quot;Guds rige ikke var af denne verden&quot;. Ikke nok med det: han udfordrede farisæerne og de skriftkloge, og oven i alt dette ophævede han jøder som Guds udvalgte folk og erklærede enhver, som følger Guds ord og hans påbud som en del af den udvalgte befolkning. I det givne politisk-religiøse klima gjorde det ham farlig for en national jødisk politik, så han måtte stoppes, og det blev han som bekendt. Men det stoppede ikke hans budskab i at blive yderligere spredt, tværtimod.

Frem til 70 e.Kr. opstod der ulige retninger inden for jødedommen, hvoraf saddukæerne, farisæerne og essæerne synes at have været de væsentligste. Desuden opstod der en række messianske og apokalyptiske bevægelser. 

Saddukæerne var en gruppe der var tilknyttet præstedømmet i templet i Jerusalem. I modsætning til farisæerne, som påberåbte sig myndighed på grund af deres lærdom og fromhed, baserede saddukæerne deres særstilling på afstamning og status. Meget tyder på, at de repræsenterede Hasmonæernes klan, der tidligere havde regeret som præstekonger. De nægtede at acceptere læresætninger som ikke direkte var nævnt i ''Torah'', også selv om læren var nævnt et andet sted i Tanakh. Ja, de &quot;anså det for en dyd at debattere&quot; sådanne sager. Et eksempel på en sådan debat findes i Mattæusevangeliet kapitel 22:23-33, hvor de satte Jesus på prøve med hensyn til opstandelsen. Idet saddukæerne opstillede en tænkt situation hvor en enke havde været gift med syv mænd, spurgte de: &quot;Hvem af de syv skal nu have hende til hustru i opstandelsen?&quot; I denne sammenhæng var det selvfølgelig uvæsentligt om den tænkte enke havde været gift 14 eller 21 gange. Jesus svarer: &quot;I opstandelsen gifter mænd sig ikke og kvinder bortgiftes ikke.&quot;&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 1251&lt;/ref&gt; Saddukæerne accepterede ikke eksistensen af et liv efter døden, og benægtede derfor også den farisæiske doktrin om en genopstandelse, hvilket netop var den forestilling, som Jesus prædikede. I Markusevangeliet kaptel 12:18-27 omtales en anden version af historien: da Jesus vidste, at saddukæerne ikke accepterede andre inspirerede skribenter end Moses, argumenterede han ved at citere fra ''Torah''. Han sagde: &quot;Med hensyn til at de døde oprejses, har I da ikke læst i Moses’ bog, i beretningen om tornebusken, hvordan Gud sagde til ham: ’Jeg er Abrahams Gud og Isaks Gud og Jakobs Gud’? Han er ikke dødes men levendes Gud.&quot;&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 1281&lt;/ref&gt;

Saddukæerne ønskede ikke, at en Messias skulle dukke op og lave om på tingene og da de betragtede Jesus som en trussel mod deres position, sammensvor de sig med farisæerne om at slå Jesus ihjel.&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 1258f, 1352&lt;/ref&gt;

Farisæerne var kendetegnede ved, at de lagde stor vægt på overholdelse af Moseloven, især renhedsforskrifterne og desuden på &quot;fædrenes overleveringer&quot;, som var en betegnelse for hele den mundtlige fortolkning af Moseloven. Bevægelsens etik havde mange detaljerede forskrifter og praktiske anvisninger. 

Essæerne levede i en slags kommunisme, hvor medlemmerne aflagde tavshedsløfte og ingen måtte besidde ejendom, hverken bolig eller slave, jord eller kvæg. Deres indkomster skulle overlades til en forvalter, som forestod indkøb af det nødvendige og sørgede for mad og underhold til gruppen. De forkastede også ægteskab, alle former for standsforskelle samt slaveri. De var soldyrkere og sendte hver morgen bønner op til solen. Når de havde afføring, gjorde de det inden døre for ikke at &quot;besmitte&quot; sollyset.

Af de mange retninger inden for jødedommen overlevede kun den rabbinske jødedom, som byggede på farisæerne og deres lære. Den rabbinske jødedom var kendetegnet ved at hævde, at den skrevne ''Torah'' ikke kan fortolkes korrekt uden henvisning til den &quot;mundtlige&quot; ''Torah'' og den dertil hørende litteratur, der specificerer hvilken adfærd, der er sanktioneret af loven. Med et moderne udtryk var de fundamentalistiske teokrater. Når de andre fraktioner her er nævnt, er det for at vise, at jødedommen langt fra var nogen samlet bevægelse selv op til eller på Jesu tid.

Stednavnet &quot;Israel&quot; første gang optræder på en mønt dateret til 66 e.Kr. møntet i forbindelse med jødernes oprør mod romerne.

Efter oprøret 70 e.Kr. var det for en lang tid slut med jødiske forsøg på at skabe en egen stat. Jesu budskab og det mislykkede oprør førte til, at den jødiske befolkning blev sprængt i tre grupper: den ene gruppe var de traditionelle jøder, som holdt fast ved farisæerne og deres budskab, den anden gruppe var de kristne, som nu satte sig for at udbrede det nye budskab, og den tredie gruppe var judeo-nazaræerne, som fortolkede udviklingen på deres egen måde og mente, at genskabelsen af templet i Jerusalem var en forudsætning for, at Messias ville vende tilbage. De arbejdede i flere hundrede år på dette mål, men da de endelig fik magten i Jerusalem i år 634 og Messias alligevel ikke vendte tilbage, blev bevægelsen omformet til en ny arabisk religiøs bevægelse, som i 749 efter abbasidernes magtovertagelse endte som muhammedismen, komplet med en egen profet, en egen hellig bog og med et nyt religiøst midtpunkt i Mekka.&lt;ref&gt;se ''Muhammedanismen i kildekritisk belysning''&lt;/ref&gt;

=== Sammenfatning ===

Hvordan skal begivenhedsforløbet nu fortolkes? Et foreløbigt svar kunne lydes således: det ser ud til, at jøderne udskilte sig fra kana'anæerne senest omkring 1200 f.Kr. og at de oprindeligt levede i ørkenområderne syd for Kana'an. Dette varede indtil, at de eteblerede et egentligt kongerige, der imidlertid efter kort tid blev delt i to, Israel og Judæa. Den nationale udskillelse var dog åbenbart ikke mere udtalt end, at jøderne jævnligt synes at have giftet sig med kvinder fra andre stammegrupper. 

Så langt, vi tør tro Bibelens fremstilling, var de polyteister, det vil sige dyrkede flere guder. Ganske vist var der perioder, hvor der gjordes forsøg på at indføre monoteisme, men dels var der stadige tilbageslag, dels skete disse forsøg på det statslige niveau, mens den almindelige befolkning synes at have fastholdt polyteismen uden afbrydelser gennem flere hundrede år frem til og med landsforvisningen til Babylon. 

Religionsdyrkelsen synes at have udviklet sig fra spredt i de enkelte husstande, landsbyer og stammer hen imod en statslig centralisering med deraf følgende magt for præsteskab og konger. 

Efter alt at dømme er det først under eksilet i Babylon, at præsteskabet blandt jøderne udvikler en erklæret monoteisme, mens dette ikke synes at være tilfældet for den brede befolkning. Hele jødernes tidligere historie bliver nu omfortolket af præsteskabet i lyset af denne nye religion, og den bliver promoveret og legitimeret af nogle få erklærede profeter.

Efter jødernes tilbagevenden til Kana'an efter eksilet i Babylon bliver den nye religion gjort til et redskab for præsteskabets politiske mål: en selvstændig teokratisk stat. Dette mål bliver opnået, men den nye stat varer kun i henved hundrede år, og igennem hele sin eksistens er den præget af interne magtkampe blandt den ledende religiøse elite. Meget tyder dog på, at det først er på denne tid, at monoteismen slår igennem også i den brede jødiske befolknings livsstil og levemåde og bliver det centrale element i israelitternes selvforståelse. Men dette forudsatte og krævede præsteskabet både som den etnisk-religiøse og den statspolitiske magthaver. Efter alt at dømme er det tidligst fra denne tid, at vi kan tale om jødedom i moderne forstand.

Men denne udvikling forudsatte, som vi har set, en dramatisk omskrivning af den jødiske historie. Meget måtte udelades eller totalt omskrives. På den anden side blev der indført nye elementer, som næppe har meget med den historiske udvikling at gøre men som gav jøderne en forhistorie så lang som nogen.

=== &lt;big&gt;Problemerne med Gamle Testamente&lt;/big&gt; === 

Et passende kildekritisk udgangspunkt ved vurderingen af Gamle Testamentes troværdighed må være de modsætninger, der er mellem dennes fremstilling og de faktuelle kendsgerninger. Der er således ingen beviser for eksistensen af de fem mosebøger før slutningen af 4. århundrede f.Kr. inklusive eksistensen af en person ved navn Moses.&lt;ref&gt;Gad Barnea&lt;/ref&gt;

Problemerne med teksterne lader sig inddele i to delspørgsmål:&lt;/br&gt;
- er der een eller flere forfattere til Tanakh?&lt;/br&gt;
- er dele af teksterne lånt fra andre kulturer?&lt;/br&gt;
Svaret er i begge tilfælde bekræftende. Der kan derfor være grund til at behandle hvert af dem særskilt.

=== Forfattere og deres datering ===

Tekstanalytikere mener, at ''Tanakh'' (Gamle Testamente) er blevet til i tre omgange:&lt;/br&gt;
- en arkæisk fase: 11.-10. århundrede f.Kr.&lt;/br&gt;
- en klassisk fase: 9.-6. århundrede f.Kr.&lt;/br&gt;
- en sen fase: 5. århundrede f.Kr. eller senere.&lt;/br&gt;
Eksempelvis mener man, at den ældste del af Første Mosebog er historien om Jakobs velsignelse (i kapitel 47), som skal stamme fra arkæisk tid, men størstedelen af resten stammer fra klassisk tid.

I en række tilfælde forekommer tilsyneladende dubblerede historier med både ligheder men også klare forskelle. Forskerne mener, at det afspejler sammenskrivning af to eller flere ulige overleveringer.

Kildeforskere mener at kunne udskille fire lag i eller snarere forfattere til Mosebøgerne:

J: ''Jahvisten'', hvor Gud sædvanligvis kaldes ''Jahve''; et litterært lag der i modsætning til Præsteskriftet er præget af lægmandssynspunkter.&lt;/br&gt;
E: ''Elohisten'', hvor gudsbetegnelsen er ''Elohim''.&lt;/br&gt;
D: ''Deuteronomisten'', det vil sige &quot;forfatteren&quot; til Femte Mosebog.&lt;/br&gt;
P: ''Præsteskriftet'', et litterært lag i mosebøgerne, der antages at være blevet til i præstelige kredse, og som udviser særlig interesse for kultiske forhold. 

J- og E-teksterne menes nedskrevet efter, at det oprindelige kongerige var blevet delt i to: Israel i nord og Judæa i syd. J-teksterne menes at stamme fra Judæa, E-teksterne menes at stamme fra Israel.

J-teksterne dateres til tidsrummet mellem 848 f.Kr. og 722 f.Kr., idet disse tekster omtaler Babylon og Calah (Nimrod) som store byer. Desuden nævnes Edom som en autonom stat, hvilket først skete efter 848 f.Kr.

E-teksterne lader sig ikke datere nærmere end til 9. eller 8. århundrede f.Kr.

P-teksterne dateres til 6. århundrede f.Kr. og menes skrevet efter, at templet i Jerusalem var revet ned, og jøderne var blevet tvangsforflyttede til Babylon. Dette kan forklare hvorfor, at der ikke findes en eneste henvisning til templet i Jerusalem.&lt;ref&gt;Dinkgreve (2021), kap. 8&lt;/ref&gt;

Problemet ved en tekstanalyse af ''Tanakh'' er, at teksterne synes at være flettet sammen fra to eller flere oprindelige kilder til een sammenhængende historie. Det formodes, at J- og E-teksterne er blevet sammenskrevne efter 722 f.Kr., da Israel blev erobret af assyrerne, og flygtninge fra Israel i nord kom sydpå til Judæa og bragte deres E-traditoner med sig. Her blev de sammenskrevne til en ny version, JE, der ofte giver et judæisk perspektiv.

Men hvordan kan vi skelne imellem de forskellige tekster? Lad os tage nogle eksempler.

Under ørkenvandringen lader Moses vand springe fra klippen. I det ene tilfælde sker det uden problemer, i det andet pålægges Moses af Gud at tale til klippen, men han slår på den med sin stav i stedet, og som straf for at have ignoreret dette pålæg får han ikke love til at betræde Kana'an men kun at se det udefra. (exodus 18)

J-teksten angiver, at Abraham boede i Hebron, som er en judæisk by, men E-teksten fortæller om Jakobs kamp med Gud i Peni-El, som er en israelsk by.

I beskrivelsen af Jakobs sønner nævner J-teksten Judæa, mens E-teksten nævner stammer der var dele af Israel.

I E-teksten lader Aron skabe guldkalven til jødernes tilbedelse, men denne historie findes ikke i J-teksten.

Præsterne i Judæa hævdes at være efterkommere efter Aron, Moses broder, mens præster i Israel nævner andre levitter.

P-teksterne skiller sig ud ved at lægge vægt på love, lige som den tildeler Aron en større rolle, ligestillet med Moses. I ''JE''-teksten er det Moses' stav, som udfører mirakler (Første Mosebog kapitel 4), i P-teksten er det Arons stav (kapitel 7). I P-teksten er Aron den første, som ofrer, mens i ''JE''-teksten omtales flere tidligere ofringer, blandt andre Kain og Abel, Abraham og Isak samt Jakob, mens ingen af disse tilfælde omtales i P-teksten. Det menes, at dette afspejler P-tekstens mål om at give de aronitiske præster eneret på ofringer til Gud. Under ørkenvandringen optræder to uens oprør: i ''JE''-teksten er det Dathon og Abiram, som udfordrer Moses ved at sige, at det ville være bedre for jøderne at vende tilbage til Egypten, men at de opsluges af jorden i et jordskælv. I P-versionen er det levitterne under ledelse af Korah, som udfordrer Aron, men ligeledes dør.

Ligeledes omtaler P-teksterne ingen tilfælde, hvor folk besøges af engle eller får visioner, således omtales ikke historien om Josef og han 6 drømmesyner, ej heller de to engle i Sodoma og Gomorra eller Jekobs kamp med Gud. Sigende nok nævnes ordet &quot;profet&quot; kun een gang i P-teksten og da med henvisning til Aron.

=== Lånte historier ===

Sammenligninger mellem bibelske beretninger og tilsvarende overleveringer fra sumerisk og mesopotamisk kultur viser, at flere af historierne er blevet overtaget herfra, men at de er blevet omskrevne og tilpassede for at passe ind i den myte om jødernes oprindelse og historie, som man ønskede fremmet. Det gælder således blandt andre historierne om skabelsen, om Kain og Abel, om Noa og vandfloden samt om Sodoma og Gomorra.

Andre beretninger er tilsyneladende ligeledes lånt fra andre kulturer, således udvandringen fra Egypten, der blev gjort af et folk kaldet ''hyksos'', ikke af jøderne. Der kan være grund til at nævne nogle af disse beretninger, som jøderne så at sige adopterede.

==== Skabelsesberetningen ====

Den babylonske skabelsesberetning hedder ''Enuma Elish''. Dene kendes blandt andet fra Nineveh i Mesopotamien. Dens hovedtræk er følgende: i begyndelsen var der kun vand: guden ''Absu''s ferske vand og gudinden ''Tiamat''s salte vand. De blev blandede, og fra denne blanding blev født de første guder. Men disse yngre guder forstyrrede deres forældres søvn, så Tiamat sendte i vrede en hær af monstre for at ødelægge dem. Ud af dette kaos trådte ''Marduk'', stormguden og Babylons skytsguddom, som kæmpede imod ''Tiamat'' i en duel. Han affyrede en pil, som skabte hul i hendes mave og splittede hendes hjerte. Der efter skar han hendes krop op i to halvdele: af den ene skabte han himmelhvælvingen, af den anden halvdel jorden. Han satte stjerner i deres konstellationer, han satte månen til at angive månederne og solen til at lyse om dagen. Endelig skabte han menneskene af blod fra en død guddom blandet med ler for, at de kunne udføre det tunge arbejde for evigt.&lt;ref&gt;Dinkgreve (2021), kap. 3&lt;/ref&gt;

Den jødiske skabelsesberetning er i alle henseender et modstykke til den babylonske beretning: i stedet for flere guder er der kun een gud, i stedet for en skabelseskamp foregår skabelsen i Gamle Testamente med ord, i stedet for at menneskene er slaver for guderne er de i Bibelen skabt i Guds billede. Men der er også ligheder: rækkefølgen med adskillelse af himmelhvælving og den faste jord, fiksering af dag og nat samt tiden og endelig at menneskene skabes sidst i forløbet.

Det kan i en sidebemærkning oplyses, at det hebraiske ord i Første Mosebog 1:2 for urdybet, ''tehom'', filologisk er forbundet med ''Tiamat'', saltvandsgudinden i den babylonske skabelsesberetning.

==== Kain og Abel ====

Også den bibelske fortælling om Kain og Abel synes at have rod i to sumerisk myter. I den ene sumeriske myte omtales en hyrde (''Dumuzid''/Tammuz) og en landmand (''Enkimdu''), der begge konkurrerer om gudinden Inannas opmærksomhed. Den bibelske parallel: Ligesom i den sumeriske historie repræsenterer Kain bonden, mens Abel repræsenterer hyrden. Men i stedet for en uafklaret konkurrence eller forsoning tager den bibelske beretning en mørk drejning til brodermord. 

En anden variant er en sumerisk myte, hvor kvægguden (''Lahor'') og korngudinden (''Ashnan'') skabes af guderne for at sørge for mad og tøj. I disse historier diskuterer de to, hvem der må anses for mest værdifuld for den menneskelige civilisation. Den bibelske parallel er modsætningen mellem den omvandrende hyrde og den bofaste kornavler, men her bruges den til at skabe en søskenderivalisering, der ender i brodermord. Mens sumeriske myter brugte søskende til at fremhæve to byggestene i den menneskelige civilisation og fokuserer på samarbejde eller venskabelig rivalisering, brugte hebraiske forfattere den lånte fortælling til at skildre den syndefulde menneskelige natur, herunder konsekvenserne af misundelse.

Forskere antager, at disse velkendte myter sandsynligvis blev integreret i den hebraiske tradition under deres babylonske eksil i det 6. århundrede f.Kr., hvilket tillod forfattere at omarbejde regionale kulturelle temaer, så de passede til deres monoteistiske verdensbillede.

==== Noa og vandfloden ====

Også historien om Noa og vandfloden er overtaget fra andre kulturer. I 1872 fandt man i British Museums store samling fra Assurbanipals bogsamling et store epos kaldet ''Gilgamesh''. I kapitel 11 af dette epos findes en historie, hvis hovedtræk er følgende: guderne beslutter at udrydde menneskene ved at drukne dem, men vandenes gud, Enki, advarer Utu-nipishtim om faren og tilråder ham at bygge en ark og tage sin familie og sit kvæg med ombord, hvilket skete. I seks dage og nætter varer uvejret og oversvømmelsen, men på den syvende dag rammer arken toppen af et bjerg i Armenien. For at undersøge om oversvømmelsen er overstået sendes først en due og så en svale ud, men de vender begge tilbage. Først, da en ravn sendes ud og ikke vender tilbage, viste det, at vandene nu var sunket, og at Utu-nipishtim kunne forlade arken. Det gør han og foretager et takoffer til guderne. Enki bad så den øverste af guderne, Enlil, om at love, at han aldrig i fremtiden ville straffe hele menneskeheden for nogle fås synder, hvilket denne lover. Han rører Uti-nipishtim og dennes hustru på panden og erklærer: &quot;Hidtil har Utu-nipishtim været dødelig. Nu skal han og hans hustru være som guderne; og de skal bo i det fjerne, ved flodernes munding&quot;.&lt;ref&gt;Bibby (1971), s. 62f&lt;/ref&gt;

Lighederne med Bibelens beretning om syndfloden er indlysende til trods for forskellene: navnene er ændrede, de mange guder er erstattet af een Gud, men ellers er beretningen i sine kernetræk den samme.

Senere, i 1899 og 1900, viste udgravninger i Nippur i Mesopotamien, at den akkadiske beretning selv havde en forgænger. I 1914 blev fra disse udgravninger offentliggjort en tavle fra Nippur med en lignende beretning, der imidlertid stammer fra Sumer og således er betydeligt ældre end den akkadiske beretning. Tavlen er ukomplet, idet kun den nederste trediedel er bevaret, men syndflodsberetningen er atter den samme, selv om hovedpersonen nu hedder Ziusudra i stedet for Utu-nipishtim. I den sumeriske version ender historien således: &quot;Anu og Enlil viste velvilje mod Ziusudra, liv som en gud giver de ham, evig ånde som en gud bringer de ned til ham. Så kongenZiusudra, bevareren af planternes navn og af menneskeslægtens sæd, lod de bo i overfartslandet. Dilmuns land, det sted hvor solen står op&quot;.&lt;ref&gt;Bibby (1971), s. 64&lt;/ref&gt;

Pointen her er, at Bibelens syndflodsberetning er et plagiat, ikke en oprindelig historie, men at den inddrages som et led i den rekonstruerede beretning om jødernes historie.

==== Edens have ====

I den sumeriske beretning optræder også det hellige land Dilmun. Dette land beskrives som et sted, hvor rovdyr, sygdom og alderdom ikke eksisterer:

I Dilmun tier ravnen,&lt;/br&gt;
rovfuglen skriger ikke,&lt;/br&gt;
løven dræber ikke,&lt;/br&gt;
ukendt er den kid-fortærende vildhund,&lt;/br&gt;
ukendt det kornædende vildsvin.&lt;/br&gt;
Malten som enken spreder på taget -&lt;/br&gt;
himlens fugle opæder ikke denne malt.&lt;/br&gt;
Duen hænger ikke med hovedet.&lt;/br&gt;
Den øjensyge siger ikke: &quot;Jeg er øjensyg&quot;,&lt;/br&gt;
den hovedsyge siger ikke: &quot;Jeg er hovedsyg&quot;,&lt;/br&gt;
den gamle kvinde siger ikke: &quot;Jeg er en gammel kvinde&quot;,&lt;/br&gt;
den gamle mand siger ikke: &quot;Jeg er en gammel mand&quot;.&lt;ref&gt;Bibby (1971), s. 66&lt;/ref&gt;

Det har været foreslået, at dette ideelle levested har været forbillede for jødernes opfattelse af Edens have. I dag ved vi, at Dilmun ikke var en myte om Paradis men navnet på en faktisk eksisterende stat med Bahrain som sit midtpunkt, der drev en omfattende handel og søfart fra Indusdalen i øst til Mesopotamien i nordvest. Dette er et sidespring, men hvis det viser sig, at Dilmun er inspirationskilden til Edens Have, vil det være endnu et eksempel på kulturelle traditioner, som jøderne har lånt, adapteret, og inkorporeret i deres egen historiske myte.

==== Babelstårnet ====

Historien om Babelstårnet er velkendt og lyder således: 

&quot;Hele jorden havde samme sprog og samme tungemål. Da de brød op mod øst, stødte de på en dal i landet Sinear, hvor de slog sig ned. De sagde til hinanden: &quot;kom, lad os stryge teglsten og brænde dem hårde!&quot; De brugte tegl som sten og asfalt som mørtel. Så sagde de: &quot;lad os bygge en by med et tårn, som når op til himlen, og skabe os et navn, for at vi ikke skal blive spredt ud over hele jorden.&quot; Herren steg ned for at se byen og tårnet, som menneskene byggede. Så sagde Herren: &quot;se, de er eet folk med samme sprog. Når de begynder at handle sådan, vil intet af det, de planlægger, være umuligt for dem. Lad os stige derned og forvirre deres sprog, så at de ikke forstår hinanden.&quot; Så spredte Herren dem derfra ud over hele jorden, så at de måtte holde op med at bygge byen. Derfor hedder den Babel, for dér forvirrede Herren sproget på hele jorden, og derfra spredte Herren menneskene ud over hele jorden.&quot;&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 17&lt;/ref&gt;

Denne historie synes at være skabt med to formål. Det ene er at forklare hvorfor, at ulige folkeslag taler uens sprog. Men historien har muligvis et andet formål: at nedgøre babylonernes ziggurater (tempeltårne), som antagelig blev lavet som en slags forbindelse mellem himmel og jord. Nebukadnezar II (omkring 605-562 f.Kr.), som erobrede Judah, ødelagde Jerusalem og bragte mange jøder til Babylon, byggede også et ziggurat i syv lag kaldet ''Etemenanki'', hvilket kan oversættes &quot;Himmelens og Jordens Grundvolds Hus&quot;.&lt;ref&gt;Dinkgreve (2021), kap. 3&lt;/ref&gt;

==== Abraham ====

I Første Mosebog kapitel 12 introduceres Abraham som israelitternes mytiske stamfader.&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 17ff&lt;/ref&gt; Følger man kronologien i Gamle Testamente, skal han dateres til omkring 2100 f.Kr. og således blandt andet før jødernes ophold i Egypten. Men i Første Mosebog kapitel 21 vers 34 hedder det: &quot;Abraham boede lang tid som fremmed i filistrenes land&quot;&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 27&lt;/ref&gt;, og vi ved, at filistrene først ankom til Kana'an i 12. århundrede f.Kr. som en del af de såkaldte &quot;havfolk&quot; (engelsk: ''Sea People''). Dette betyder, at ''enten'' er Abraham en fri opfindelse, som intet har med en historisk person at gøre, ''eller'' også hører han hjemme i 12. århundrede og er israelitternes stamfader, men i så fald eksisterede de ikke som folk, da de angiveligt opholdt sig i og udvandrede fra Egypten. Også aramæerne omtales og stammer ligeledes fra 12. århundrede, hvilket tyder på, at den sidst nævnte forklaring er den rette.

Men der er andre problemer med Abraham. Ifølge P-kilden skal han stamme fra den sumeriske by Ur&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 17&lt;/ref&gt; og have draget gennem den frugtbare halvmåne først til Haran (nu Aram, beliggende i Tyrkiet) og senere videre til Kana'an. I de to kilder J og E er Ur ikke nævnt, kun Haran. Det har derfor været antaget, at det er hans oprindelige hjemsted. Det ville kunne forklare hvorfor, at hans forfædre Serug, Nahor og Terah har navne efter landsbyer omkring Haran, som Abrahams broder har navn efter. Det kunne også forklare benævnelsen &quot;hebræer&quot;, der antagelig betyder &quot;hinsides floden&quot;, idet Haran ligger på den modsatte bred af Eufrat.&lt;ref&gt;Dinkgreve (2021), kap. 8&lt;/ref&gt; Samme tradition findes i Josvabogen kapitel 24:2 i omtalen af pagtslutningen i Sikem: &quot;Josva sagde til hele folket: &quot;Dette siger Herren, Israels Gud: I gamle bage boede jeres fædre på den anden side af Eufratfloden, Tera, Abrahams og Nakors far, og de dyrkede andre guder&quot;.&quot;&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 269&lt;/ref&gt;

Imidlertid savnede Abraham en slægtshistorie, så i Første Krønikebog kapitel 1 får han den. Her hører vi at han er søn af Sem, som på sin side er søn af Noa, som atter er efterkommer af Adam.&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 446&lt;/ref&gt; Men som vi netop har set, er han i Josvabogen søn af Tera.&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 269&lt;/ref&gt; Der er således interne modsætninger i de narrativer, som de ulige slægtslister og narrativer i ulige dele af Gamle Testamente giver. Dette viser, at man har forsøgt at sammenskrive ulige narrativer til et men med ringe held.

==== Sodoma og Gomorra ====

Historien om Sodoma og Gomorras ødelæggelse optræder som et sidemotiv i beretningen om Abrahams liv i Første Mosebog kapitel 18:16-33 og kapitel 19:1-28.

Bibelforskere er generelt enige om, at selvom Gamle Testamente ikke direkte &quot;låner&quot; historien om Sodoma og Gomorra fra en specifik sumerisk kilde, deler fortællingen om guddommelig ødelæggelse, guddommelige besøgende og den flammende omstyrtelse af en by slående motiver med tidligere mesopotamisk litteratur og bredere oldtidsmytologi fra Nærøsten. Således &quot;Akkads forbandelse: Ekur hævnet&quot;, et akkadisk/sumerisk litterært værk dateret til mellem 2112 f.Kr. og 2004 f.Kr., som beskriver den pludselige ødelæggelse af byen Akkad. Myten blev skrevet hundreder af år efter Naram-Sins liv og er digterens forsøg på at forklare, hvordan det lykkedes for gutianerne at erobre Sumer. Efter en indledende passage, der beskriver Akkads herlighed før dets ødelæggelse, fortæller digtet om, hvordan Naram-Sin gjorde hovedguden Enlil vred ved at plyndre Ekur, der var Enlils tempel i Nippur. I sin vrede kaldte Enlil gutianerne ned fra bjergene øst for Tigris, hvilket bragte pest, hungersnød og død over hele Mesopotamien. For at begrænse denne ødelæggelse, bestemte otte af guderne (nemlig Inanna, Enki, Sin, Ninurta, Utu, Ishkur, Nusku og Nidaba), at kun byen Akkad skulle ødelægges for at skåne resten af ​​Sumer, og de forbandede den. Historien slutter med, at digteren skriver om Akkads skæbne, idet den velstående by lægges i aske i overensstemmelse med gudernes forbandelse.

Temaet om guddommelig straf for en bys ''hybris'' eller umoral er et udbredt motiv i oldtidens verdensbillede. Det kan ikke vides sikkert, om det er denne historie, der har dannet forbillede for Gamle Testamentes historie om Sodoma og Gomorra, men motivet menneskers umoral og manglende respekt for guddommen er det samme.

Den bibelske version rummer Abrahams forsøg på at undgå ødelæggelsen, hvis der blot fandtes ti retfærdige indbyggere i byen, men selv så få fandtes der åbenbart ikke. Kun Lot, Abrahams slægtning, reddes fra ulykken: &quot;Da solen stod op over landet, og Lot var kommet til Soar, lod Herren svovl og ild regne ned over Sodoma og Gomorra fra Herren i himlen. Han ødelagde disse byer, ja hele Jordandalen, alle, der boede i byerne, og alt, der voksede på markederne.&quot;&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 25&lt;/ref&gt; Naturvidenskabeligt set kunne det være beskrivelsen af en meteorregn eller af nedfald fra et vulkanudbrud.

==== Moses ====

I Anden Mosebog kapitel 2 introduceres den mytiske skikkelse Moses som israelitternes befrier fra trældommen i Egypten. Historien begynder med hans fødsel. Ifølge myten havde farao befalet, at alle drengebørn skulle dræbes ved fødslen, men Moses' moder reddede ham ved at placere ham i en sivkurv, hvor han blev fundet og adopteret af faraos datter.&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 67&lt;/ref&gt; Denne historie er imidlertid utvivlsomt adopteret fra sumerisk tradition, idet en tilsvarende historie fortælles om kong Sargon af Assad.&lt;ref&gt;Dinkgreve (2021), kap. 8&lt;/ref&gt; Der er således ingen grund til at tillægge denne del af traditionen nogen historisk baggrund.

Senere fortæller Anden Mosebog, at Moses blev pålagt af Gud at føre israelitterne ud af Egypten. Det hedder i den forbindelse, at Gud blandt andet siger til Moses: &quot;Jeg er din faders Gud, Abrahams Gud, Isaks Gud og Jakobs Gud&quot;.&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 69&lt;/ref&gt; Her stå vi på ny over for problemet, at henvisningen til Abraham åbenbart er en anakronisme. Det betyder, at der kan rejses tvivl om både den historiske skikkelse Moses og om Mosebøgerne som kilde til israelitternes tidlige historie overhovedet.

Kendsgerningen er, at der findes ingen beviser på eksistensen af de fem mosebøger før slutningen af det 4. århundrede f.Kr., herunder eksistensen af en person kaldet Moses.&lt;ref&gt;Gad Barnea&lt;/ref&gt; Men den farao, som med stor sandsynlighed fordrev semitterne fra Egypten, hed Ahmoses, hvilket på hebraisk betyder &quot;Moses' broder&quot;. Så måske at der er en sammenhæng her.

==== Græske narrativer ====

Men det er ikke kun fra Sumer og Mesopotamien at Gamle Testamenter har lånt narrativer. Nogle kildekritikere tilhørende den såkaldte &quot;Københavnerskole&quot; har peget på, at også græske narrativer har ydet deres bidrag, lad os tage nogle eksempler:

Jan-Wim Wesselius har foretaget undersøgelser, der viser, hvordan Første Mosebog og Anden Mosebog afspejler Herodots skrifter, især sidstnævntes beretning om persiske kongers liv. Han sammenlignede i detaljer lighederne mellem Josef og Kyros, og især mellem Moses og Xerxes. Josef og Kyros har begge drømme, bliver afsløret for at dø, går i eksil, bliver skjult i en periode og bliver konger, når deres identitet afsløres. Moses og Xerxes drager ud for at erobre enten Kana'an eller Grækenland og krydser vand med deres folk. Mange andre detaljer nævnes, såvel som sammenligninger mellem Terah og Phraortes (en medisk konge), Abraham og Kyaxares (en medisk konge), Isak og Astyges (en medisk konge) og Jakob og Mandane (Kyros' mor).&lt;ref&gt;Wesselius (1999), s. 24-77&lt;/ref&gt;&lt;ref&gt;Wesselius (2002), s. 6-47&lt;/ref&gt;

Philippe Guillaume mener, at kreative skrivere i Alexandria i det andet århundrede f.Kr. indsatte dommere i  Mosebøgernes historie, hvilket afspejlede et politisk-ideologisk behov hos de hasmoneiske herskere i Palæstina. Det formodes, at indsættelsen af disse dommere var inspireret af Hesiods ''Værker og Dage'', især afsnittet om heltene, som Hesiod indsatte i de fire tidsaldre. Det modsvarer den måde, hvorpå dommere blev indsat i den jødiske historie. Det synes  at have haft et dobbelt formål: dels at underminere påstande om arveret til magten fra efterkommere af kong Davids dynasti, idet historier om heroiske dommere nu optræder før kongerne David og Salomon og dermed med større ælde, dels at hjælpe de hasmoneiske herskere, der netop ikke kunne hævde at have nogen afstamning fra David som grundlag for deres påstande om et messiansk styre.&lt;ref&gt;Guillaume (2014), s. 147-164&lt;/ref&gt;.

Katherine Stott har påpege, at Davids opstigning, som skildret i Første Samuelsbog kapitel 16-31 og i Anden Samuelsbog kapitel 1-8, muligvis er inspireret af den fortælling, der beskriver Kyros' opstigning til Persiens og Mediens trone i teksten i Herodots Historier. Hun så følgende paralleller:&lt;/br&gt;
- Kyros og David starter begge under ydmyge kår,&lt;/br&gt; 
- begge træder ind i den forrige konges hof,&lt;/br&gt; 
- i begge tilfælde bliver den pågældende konge jaloux på dem,&lt;/br&gt; 
- i begge tilfælde bliver de truet med døden af ​​den pågældende konge,&lt;/br&gt; 
- begge flygter fra hoffet,&lt;/br&gt; 
- begge bliver folkelige ledere,&lt;/br&gt; 
- i begge tilfælde hopper en allieret af,&lt;/br&gt; 
- begge tilraner sig kongerigets herredømme,&lt;/br&gt; 
- begge får succes på grund af deres militære dygtighed,&lt;/br&gt; 
- begge skåner den gamle konges liv i en periode,&lt;/br&gt; 
- der er et tragisk element i den forrige konges fald i begge tilfælde, og&lt;/br&gt; 
- i begge tilfælde er udfaldet dannelsen af ​​en ny politisk enhed.&lt;/br&gt; 
Stott bemærkede, at denne græske tekst kun i den hellenistiske æra ville have været tilgængelig for den bibelske forfatter.&lt;ref&gt;Stott (2002), s. 62-71, 77-78)&lt;/ref&gt;.

Hesiods ''Theogoni'' og Katalog over kvinder menes at være blandt de indflydelsesrige kilder til henholdsvis skabelsesberetningen i Første Mosebog kapitel og de genealogier, der findes i hele Første Mosebog kapitlerne 1-11 det vil sige til og med omtalen af Noas efterkommere.&lt;ref&gt;Gnuse (2017)&lt;/ref&gt;.

Fortællinger i Første Mosebog kapitlerne 1-11 kan også vises at have betydelige paralleller med beretninger nedskrevet hos græske historikere, således Hekateus fra Milet (''Periegesis'' og genealogier) og Herodot fra Halicarnassus (Historier), herunder omtaler af menneskelige leveveje (Første Mosebog kapitel 4:20-22), de tre sønner af en syndflodshelt, der er menneskehedens forfædre (Første Mosebog kapitel 9:18-19 og kapitel 10:1-32) samt plantningen af ​​en vingård (Første Mosebog kapitel 9:20-27).&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 15f&lt;/ref&gt;&lt;ref&gt;Gnuse (2019)&lt;/ref&gt;

Ældre latinske traditioner, der ligger bag beretningerne i Ovids ''Fasti'' 5, 493-544 og ''Metamorfoser'' 8, 625-725, kan have inspireret fortællingerne om de budbringere, der fortæller Abraham om hans kommende søn, og de budbringere, der advarer Lot om at forlade Sodoma i Første Mosebog 18:1-15; 19:12-26. &lt;ref&gt;Gnuse (2017)&lt;/ref&gt;.

En fortælling om Democedes af Kroton i Herodots ''Historie'' 3, 125-132 kan have givet anledning til fortællingen om Josef, der fortolker faraos drømme i Første Mosebog 41:1-36&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 52-54&lt;/ref&gt;, hvilket igen inspirerede drømmeberetningerne i Daniels Bog&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 1104-1112&lt;/ref&gt;&lt;ref&gt;Gnuse (2010)&lt;/ref&gt;.

Den korte fortælling om den store kriger Achilleus' ædle, talende heste i ''Iliaden'' 19, 395-424 kan være løst overtaget og indpasset i beretningen om Bileams æsel i Fjerde Mosebog kapitel 22:22-35, hvor et simpelt æsel bringer skam over en tåbelig profet.&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 181&lt;/ref&gt; Talende dyr er langt mere almindelige i græsk litteratur end i Bibelen. &lt;ref&gt;Gnuse (2017)&lt;/ref&gt;

Ofrelsen af ​​Ifigenia i to skuespil af Euripides omkring 400 f.Kr.: ''Ifigenia blandt Taurierne'' og ''Ifigenia i Aulis'', kan have inspireret beretningen om Jeftas ofring af sin datter i Dommerbogen kapitel 11:30, 34-40, som synes at være indsat i beretningen om Jeftas kamp mod ammonitterne. &lt;ref&gt;Gnuse (2019)&lt;/ref&gt;

Arrians beretning om Alexander den Store og det spildte vand i Anabasis af Alexander 6.26.1-3 kan have inspireret en lignende historie om David i Anden Samuels Bog 23:15-17. Davids handling med at hælde det vand ud, som hans modige soldater hentede bag fjendens linjer, gør ikke en fornuftig historie, som Alexanders handling i den gedrosiske ørken, hvor tørst virkelig er et problem, gør.&lt;ref&gt;Gnuse (1998)&lt;/ref&gt;.

Fortællingerne om Josef, Bileam og Jefta kan være blevet placeret i den bibelske tekst i den persiske periode kort efter 400 f.Kr., såvel som bibelske tekster i Første Mosebog 1-11 med Hesiod, Hekateus og Herodot som inspirationskilder. Men de andre fire fortællinger synes mere sandsynligt at have en oprindelse fra den hellenistiske tid, og man kan derfor argumentere for, at alle disse tekster opstod samtidigt og derfor i den hellenistiske tid. 

I flere tilfælde kan det sandsynliggøres, at der er tale om tillæg til ældre beretninger placeret i slutningen af ​​bibelske bøger, og som ser ud til at have været knyttet til bogen kun med en løs forbindelse til resten af ​​bogen. Dette gælder især i Dommerbogen, hvor fortællingerne i Dommerbogen kapitel 13-16 om Samson ser ud til at have en helt anden stil end resten af ​​Dommerbogen. Et stort antal forskellige græske legender om Herakles synes at have påvirket Samson-fortællingerne i Dommerbogen kapitel 13-16 på et sent tidspunkt, sandsynligvis i den hellenistiske tid. Der er alt for mange græske paralleller inden for disse fire kapitler til, at de kan afvises som blot fortællingshistoristiske sammentræf.&lt;ref&gt;Gnuse (2018)&lt;/ref&gt;

Afsnittene i Dommerbogens kapitel 17-21 om Mika, om Dan-stammens udvandring til Lakash samt om Benjamitternes skændselsdåd fremstår som tilføjede tillæg til resten af ​​bogen, og dér finder vi beretningen om kvinderne, der blev kidnappet fra Silo. &quot;Voldtægten af ​​de sabinske kvinder&quot;, som en gammel fortælling genfortalt af Livius (''Historie'' I, 9,1-16) og Plutarch (Lives: Romulus XIV, 2-8), kan være forbilledet for de bortførte piger i Dommerbogen kapitel 21:1-24. &lt;ref&gt;Gnuse (2007)&lt;/ref&gt;

Anden Samuelsbog kapitel 21-23 synes også at være et appendiks, og heri finder vi David, der hælder det vand, han har modtaget fra sine krigere, ud. Dommerbogen kapitler 13-21 og Anden Samuelsbog 21-23 kunne derfor være blevet føjet til Deuteronomistiske historier på et meget sent tidspunkt. Historierne om Josef i Første Mosebog kaptel 39-50, der skulle forklare jødernes ophold i Egypten, ses ofte som en sen tilføjelse fra omkring 400 f.Kr. eller senere, hvorfor Herodots indflydelse på Josefs drømmetydning er sandsynlig. Andre beretninger ser også ud til at være blevet indsat noget ujævnt i deres fortællende kontekst. Dette er tydeligst i beretningen om Jeftas ofring af sin datter, som synes at være indsat midt i Jeftas slag i Transjordan, og fortællingen om Bileam og hans æsel, som fremstiller Bileam med en helt anden persona end den, der findes i resten af ​​Fjerde Mosebog 22-24. Historien om de tre engle, der besøger Abraham og pludselig kun bliver to i antal, da de besøger Lot, beder os om at se på parallelle romerske beretninger, hvor der er henholdsvis tre og to engle i fortællingerne fra Ovid. Desuden vidner de nuancerede detaljer i dialogen i Første Mosebog 18-19 også om en senere tids skrivestil. Således synes indflydelsen fra klassiske og græske beretninger at være mest sandsynlig i historier, der synes at være senere tilføjelser og indsættelser i hovedhistorierne.

Foruden indholdsmæssige ligheder er der også opbygningsmæssige ligheder. Daniel Hawk bemærkede, at Aischylos' Orestia og Første Samuelsbog kapitel 8 til Anden Kongebog 8 deler lignende struktur og karakterer. Begge har et tredelt skema og bruger metaforer til at afspejle overgangen fra et slægtskabssamfund til et borgersamfund. Agamemnon og Saul afspejler den gamle orden, Orestes og David viser overgangen, og Athena og Salomon indvier den nye orden. Den deuteronomistiske historiker brugte Orestia som model for sine &quot;modtagne traditioner vedrørende det israelitiske monarki&quot;. Hawk mente, at den hellenistiske æra ville have været det tidspunkt, hvor den bibelske forfatter havde adgang til Aischylus' skrifter.

Disse og andre eksempler er blevet fremhævet af nogle forskere, der generelt er enige om, hvordan hellenistisk litteratur formede den oprindelige historie efter 300 f.Kr. eller endda efter 200 f.Kr. i den makkabæiske æra. Larsson konkluderede, at de bibelske beretninger blev skabt i det ptolemæiske Egypten i det andet århundrede f.Kr. og påvirket af betydelige græske historikere fra det tredje århundrede f.Kr., så som Berossos, Manetho og Eratosthenes. På grundlag af sådanne iagttagelser mener Niels Peter Lemche, at Dommerbogen og sikkert også andre dele af Gamle Testamente først er blevet skrevet eller har fundet deres endelige form omkring 272 f.Kr. Etienne Nodet bekræftede, at Pentateuken opstod i begyndelsen af ​​det tredje århundrede f.Kr., men profeterne og nogle af skrifterne blev skabt i det andet århundrede f.Kr. Disse tekster blev genereret i Alexandria under hellenistisk indflydelse. Emanuel Pfoh mente, at selvom den primære historie blev skabt i den hellenistiske æra, kom nogle traditioner fra den assyriske og persiske æra og blev udviklet af skrivere gennem årene. Men i bund og grund blev teksten formet under hellenistisk indflydelse (23, 33-35). Hvordan det nu forholder sig, står det klart, at både den sene tilblivelse og dens mulige motiver undergraver store dele af Gamle Testamente som historisk kilde.

Det er muligt, at der findes en historisk kerne, som over tid er blevet udbygget og pyntet på med narrativer hentet fra græske traditioner, men indtil videre må det konstateres, at næsten alt i Gamle Testamente lader sig betvivle.

Mest afgørende i denne sammenhæng er det imidlertid, at hvis disse kritikere tilhørende &quot;Københavnerskolen&quot; har ret, så betyder det, at ''Tanakh'' eller Gamle Testamente langt fra var færdigskrevet endsige færdigredigeret, da jøderne vente tilbage til Jerusalen efter eksilet i Babylon. Forud ventede endnu en lang redigeringsproces, og det kan også forklare hvorfor, at vi skal helt frem til 2. århundrede f.Kr. (eller tidligst 3. århundrede f.Kr.) før, at jøderne udviser noget kendskab til deres religiøse skrifter. Forklaringen er den enkle, at først da havde skrifterne nået et så fuldendt udseende, at de lod sig anvende i den national-politiske propaganda.

==== Hyksos-problemet ====

Mens arkæologerne med rimelig sikkerhed tør fastslå, at der fandtes en særlig israelitisk befolkning fra omkring 1200 f.Kr., så er der mere usikkerhed om tiden forud. Hovedspørgsmålet kan formuleres således: er jødernes ophold i og udvandring fra Egypten en historisk begivenhed eller ej? Holdningerne spænder fra fuldstændig afvisning af denne historie til ubetinget tilslutning.

For at løse problemet må vil opspalte det i tre delspørgsmål:&lt;/br&gt;
- kan der påvises et ophold af en semitisk befolkning i Egypten?&lt;/br&gt;
- hvis ja: inden for hvilket tidsrum?&lt;/br&gt;
- hvis ja: var det israelitter eller ej?

Det umiddelbare svar på spørgsmålet er, at der faktisk findes oplysninger om en fremmed befolkning i Egypten. Men denne befolkning, kaldes af egypterne selv ''Hiku-khasut'', det vil sige &quot;ørkenfyrsterne&quot; (hvilket på græsk er blevet til ''hyksos''&lt;ref&gt;Bibby (1978), s. 96&lt;/ref&gt;, og denne benævnelse bruges almindeligvis og derfor også her), ikke &quot;hebræerne&quot;, &quot;jøderne&quot; eller &quot;israelitterne&quot;, og ingen af disse betegnelser kendes i samtiden, end ikke fra Kana'an. Forskerne mener at kunne fastslå, at disse ''hyksos'' ankom fra øst til Egypten i 19. århundrede f.Kr., regerede over Egypten i 17. og 16. århundrede f.Kr. men senere forsvandt igen. Der er fundet en grav rejst over en mand ved navn ''Aper-El'', det vil sige &quot;El's tjener&quot;, som tjente hos faraonerne Amenhotep III og Akhenaten i 14. århundrede f.Kr.&lt;ref&gt;Dinkgreve (2021), kap. 8&lt;/ref&gt;

Et passende udgangspunkt for vurdering af udvandringens troværdighed kan være Simcha Jacobovici og hans film &quot;''The Exodus decoded''&quot;. Heri giver han blandt andet en omfattende dokumentation, som nok kan være en nøjere gennemgang værd.

Simcha tager udgangspunkt i bibelkritiske afvisninger af udvandringen, som traditionelt blev dateret til 1270 f.Kr. det vil sige i Ramses II's regeringstid men hvor der ingen beviser for en sådan begivenhed findes. Simcha mener, at denne datering er forkert, og at den korrekte tidsfæstelse er omkring 1500 f.Kr. Som beviser for denne tidsfæstelse anfører han følgende:

Hyksos-folket skulle være kommet til Egypten omtrent 200 år før, at de atter udvandrede, det vil sige 1700 f.Kr. I en grav i Beni Hassan ved Nilen omkring 400 km syd for Cairo findes et vægmaleri, som viser en indvandring til Egypten. Befolkningen er semitter med skæg, flerfarvede dragter og med benævnelsen &quot;''Amo''&quot;. I ''Tanakh'' (Gamle Testamente) anvendes benævnelsen &quot;''Amo Israel''&quot;, det vil sige &quot;Guds folk&quot;. Benævnelsen er den samme og deres ophold passer nøje med traditionen.

Hyksos-folkets hovedstad var Avaris, der ligger i Nilens delta nord for Cairo. Avaris er blevet udgravet af professor Manfred Bietak fra Wien. Han har blandt andet fundet 9 seglstamper med navnet &quot;Jakob&quot;, hvilket nøje svarer til den bibelske tradition om faraos betroede mand, Josef, der netop var søn af Jakob.

Ifølge traditionen ender indvandrerne som slaver. I Serabit El Khadim i Sinai-ørkenen blev udvundet tyrkis-sten i miner ved slaveri. I en af disse minder findes en alfabetisk (ikke-egyptisk) indskrift på væggen: &quot;El, hjælp mig&quot;. ''El'' var navnet på en semitisk guddom.

En stele rejst af farao Ahmoses og dateret til omkring 1500 f.Kr. fortæller om blandt andet storm og mørke i overensstemmelse med den bibelske tradition, og den nævner gud i ental. Ahmoses er kendt for at have udvist hyksos-folket. Navnet Ahmoses betyder på egyptisk &quot;månen er født&quot; men på hebraisk &quot;Moses' broder&quot;. 

Omkring 1500 f.Kr. indtraf et stort vulkanudbrud på øen Santorini i det græske øhav. Simcha mener, at det var denne begivenhed, som udløste udvandringen, og at den også kan forklare Egyptens ti plager. Hans argumentation herfor er følgende:

I Avaris er fundet vulkansk pimpsten dateret til omkring 1500 f.Kr. Dette viser (om ikke andet) at Egypten blev påvirket af netop dette vilkanudbrud.

Vulkanudbruddet og tilhørende jordskælv havde følgende bivirkninger:&lt;/br&gt;
- vandet bliver rødt. Årsagen er, at rust frigøres ved gasudbrud fra bunden og opblandes i vandet. Dette skete blandt andet i 1986 ved Nyos-søen i Cameroon.&lt;/br&gt;
- frøer. Hopper ud af vandet, når det bliver forurenet.&lt;/br&gt;
- lus, fluer og epidemi følger som eftervirkninger af miljøkatastrofen&lt;/br&gt;
- sår og bylder. Disse kendes ligeledes fra Nyos-begivenheden i 1986.&lt;/br&gt;
- hagl. Is og ild = &quot;vulkansk hagl&quot; omtales i den såkaldte Ipuwer-papyros og skyldes, at vulkansk aske blandes med vand i atmosfæren.&lt;/br&gt;
- græshopper. Bringes på vandring på grund af klimaændringen.&lt;/br&gt;
- mørke. Skyldes en askesky, der fra vulkanudbruddet bredte sig til Nilens delta, hvilket er bevist ved korn af asken fundet af Jean-Daniel Stanley fra Smithsonian Institute.&lt;/br&gt;
- førstefødte sønner døde. Skyldes at CO&lt;sub&gt;²&lt;/sub&gt; frigøres fra jordens indre og lægger sig lige ved jordens overflade. Da de ældste priviligerede sønner sov på en lav seng, blev de dræbt af gassen, mens andre børn der sov på de flade tage aldrig blev berørt inden, at gassen opløstes igen. Noget tilsvarende blev observeret i Nyos. Yderligere er der udgravet massegrave i Avaris, som kun omfatter personer af mandkøn og ikke krigere. Og Ahmoses' egen søn døde som 12-årig (hans begravede lig er fundet).&lt;/br&gt;
Ifølge Simcha er alle disse begivenheder således naturlige mulige følger af vulkanudbruddet.
[[Fil:Stele_of_Grave_Circle_A_Mycenae_NAMA_1428.JPG|200px|thumb|Gravstele fra Mykene, der viser Farao, som forfølger Moses. De er omgivet af vand på begge sider.]]
Velkendt er historien om havets deling.&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 82&lt;/ref&gt; Den korrekte formulering i Bibelen er &quot;Yam Suf&quot;, det vil sige Sivhavet. Men siv vokser ikke i saltvand, så der er tale om en stor sø. På Ismailia Regional Museum findes en granitsten med en indskrift i hieroglyffer, ''El Arish''-indskriften, der fortæller om udvandringen set fra faraos side. Her kaldes lederen for &quot;ørkenprinsen&quot;. Mere bemærkelsesværdigt er det, at indskriften også fortæller, at vandene delte sig (markeret som bølger + 2 knive), og at indskriften nævner stedet for denne begivenhed: ''El Balah'', en nu tidligere sø beliggende øst for Avaris nær overgangen til Sinai-ørkenen. Simcha mener, at som følge af de tektoniske forskydninger og deraf følgende jordskred løftede den afrikanske plade sig 1-2 meter og skabte en landkorridor, men kort efter fulgte en tsunami, som druknede faraos hær.

Simcha peger på et vægmaleri på Santorini, som viser en sejlads fra en by omgivet af mure. Simcha mener, at den viste by er Avaris, idet der her også er fundet minoiske vægmalerier, hvilket vidner om handelsforbindelser. En del af udvandrerne skulle således være draget til Grækenland. I Mykene er fundet guldgenstande og sværd i en grav dateret til 1500 f.Kr. De kan stamme fra jødiske udvandrere. Desuden er fundet tre gravsten med billeder visende først en mand på en stridsvogn, der forfølger en gående mand omgivet af bølger, dernæst at den gående mand er nået højere liggende land og har vendt sig imod stridsvognen, og endelig at stridsvognen drukner i bølgerne. Billederne viser, let forenklet, faraos forfølgelse af Moses. Det er i bogstaveligste forstand en tegneserie om begivenheden.

Simcha peger dernæst på, at jordskælv kunne have ført til, at gas og olie blev frigivet og måske blev antændt, og derved gav anledning til røgsøjler om dagen og ildsøjler om natten svarende til beretningen i Anden Mosebog kapitel 13 vers 21-22: &quot;Herren gik foran dem, om dagen i en skysøjle for at føre dem på vejen og om natten i en ildsøjle for at lyse for dem, så at de kunne gå både dag og nat. Skysøjlen fjernede sig ikke fra folket om dagen og ildsøjlen ikke om natten.&quot;&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 81&lt;/ref&gt;

Endelig mener Simcha at kunne påvise, hvor bjerget Sinai lå. Og han mener at have fundet billedlige gengivelser af Pagtens Ark - i Grækenland af alle steder!

Så langt Simcha. Det giver anledning til en række spørgsmål: er begivenheden fejldateret? Det er der faktisk en del, der tyder på. Begivenheden fandt efter alt at dømme sted omkring 1500 f.Kr. Kan et vulkanudbrud være forklaringen på begivenhedsforløbet? Svaret må være, at det er muligt, i hvert fald er der intet, som tyder på, at det ikke kunne være tilfældet. Var dette hyksos-folk ''Amo'' og var det semitter? Ja, det er sandsynligt. Var det også israelitter? Det er muligt, men ikke sikkert.

Vi har tidligere fastslået, at Gamle Testamentes historie om udvandringen fra Egypten tidsmæssigt er uforenelig med historien om Abraham som israelitternes stamfader, idet hans ophold i filistrenes land er flere hundrede år senere end udvandringen. Og det forbliver uforklarligt, at et folk, som kaldte sig selv Israel, ikke optræder under dette navn men af Egypterne kaldtes henholdsvis ''Amo'' og ''Hyksos''.  

Historien om ''exodus'' eller udvandringen fra Egypten kendes ikke fra Elephantine, en jødisk by i Egypten fra 400-tallet f.Kr., hvilket kunne tyde på, at denne tradition i jødisk historieforståelse enten må være yngre end denne tid eller endnu ikke spillede den rolle i jødisk selvforståelse, som den senere fik.

Hvis man vil være besværlig, kan man opstille følgende alternative hypotese: udskibningen fra Egypten til Mykene eksisterer ikke i det bibelske narrativ. Hvis man alligevel forudsætter, at det afspejler en historisk kendsgerning, så kunne disse udvandrere, ''hyksos'', have taget hele traditionen med sig og billedligt gengivet den på deres gravsteler. Da &quot;havfolket&quot; (som beviseligt stammer fra Grækenland foruden andre steder) langt senere, omkring 1178 f.Kr., kom til Palæstina, bragte de traditionen med sig. Det er her fra, at jøderne senere overtog den, omformulerede den til en ørkenvandring med Moselov og hele molevitten og dermed tillige skrev det oprindelige folk ud af beretningen og satte sig selv ind i stedet som led i en selvskabt historisk tradition. 

Der er selvsagt ingen beviser for en sådan udvikling, men der er heller intet, som modsiger den, og den ville forklare årsagen til, at traditionen åbenbart overlevede i Mykene. Og hvad mere er: det kunne forklare hvorfor, at folk fra Middelhavets nordlige kyster søgte øst- og sydpå (i stedet for vestpå), da deres hjemlige forhold ikke tillod dem at blive boende, hvor de var. Et indicium for, at teorien kunne være rigtig, er det forhold, at Mykene var et handelscentrum i tiden 1600-1100 f.Kr. blandt andet med handelsforbindelser til Levanten. Blandt de forhandlede varer var genstande af elfenben fundet i Megiddo, der viser handelsforbindelser til Det Ægæiske Hav, Kypern, Hittitterne samt Egypten.&lt;ref&gt;Novacek (2011), s. 47f&lt;/ref&gt; Det indebærer, at &quot;havfolket&quot; meget vel kan have haft handelsforbindelser med Levanten tidligere og derfor kendte til områdets frugtbarhed inden, at de udvandrede dertil.

Der imod kan vi udelukke, at det var israelitterne selv, som indvandrede sammen med havfolket, fordi dette skete 1178 f.Kr. mens Israel som omtalt nævnes på en stele allerede fra 1208 f.Kr.

Kildekritisk må det konstateres, at Mosebøgerne ret beset forsøger at forene to temmelig uforenelige historiske traditioner: på den ene side traditionen fra Mesopotamien omfattende Edens Have (Dilmun), Babelstårnet (zigguraterne) og Noas ark, hvor Abraham indgår som det forklarende bindeled hvorfor, at jødernes stamfader udvandrede til Kana'an, på den anden side traditionen om Jakob (Israel)&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 46&lt;/ref&gt;, Josef og hans brødre&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 48f&lt;/ref&gt;, Israels udvandring til Egypten&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 59&lt;/ref&gt; og Moses&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 67&lt;/ref&gt; med udvandring, ørkenvandring, moseloven og løftet om Kana'an.&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 243&lt;/ref&gt;

Der kan næppe være tvivl om, at den jødiske beretning om udvandringen fra Egypten og den egyptiske beretning om fordrivelsen af de fremmede omtaler den samme begivenhed set fra to sider. For så vidt behøver ingen af dem at give det sande billede: hvis årsagen virkelig var et vulkanudbrud, kunne de forringede leveforhold efter dette meget vel være årsag til, at folk udvandrede eller bortvandrede igen. At jøderne eller israelitterne har taget begivenheden til sig er for så vidt ikke anderledes end andre historier, som de har adopteret og adapteret.

Som en sidebemærkning skal det lige nævnes, at den egyptiske konge Amenhotep IV, bedre kendt som Akhenaten, som var gift med Nefertiti og fader til Tutankhaton, og som er gået over i historien som den første monoteistiske konge, regerede fra omkring 1353 til 1336 f.Kr. Det betyder, at han regerede henved 150 år efter, at ''hyksos'' udvandrede, og at der således ingen forbindelse er med Moses.

=== Bearbejdede profetier ===

De mange profetiske tekster i Gamle Testamente udgør et eget problem. Kort sagt er de kildekritiske studier i stigende grad blevet opmærksomme på, at der ikke er tale om originale tekster. I stedet er disse blevet ændret for at tilpasse dem til bestemte formål.

Esajas', Jeremias', Ezekiels og de Tolvs Bog mangler en historie og opretholder ikke en ensartet kronologisk rækkefølge af materiale. De profetiske bøger ses ikke længere som blot kilder, hvorved læserne kan få adgang til fortiden. De læses nu som bevidste kompositioner, der genpræsenterer og fortolker profeternes ord i tekstform.

Allerede i de sidste profeters tekster er der tegn på bevidst bevidsthed om tekstualiseringen af ​​profetier. Historien i Jeremias 36 beskriver for eksempel en proces, hvor forskellige budskaber i forskellige former fra forskellige tider og steder sammensættes i tekstform af profetens skriver. Når denne rulle efterfølgende ødelægges som reaktion på dens læsning, sker der ikke blot en omskrivning af rullen, men også en betydelig tilføjelse af lignende ord (Jeremias 36:32), hvilket vidner om bogens litterære vækst. Profeter som Jeremias er ikke længere tilgængelige, men deres ord er tilgængelige i de bøger, der bærer deres navne (Zakharias 1:5-6). Disse bøger danner et særskilt korpus inden for den bibelske kanon. Når Daniel refererer til Jeremias' profeti om halvfjerds år i Daniel 9:2, taler han om Jeremias' bog blandt en flerhed af profetiske bøger (jf. Ezekiel 38:17). 

De tidligste postbibelske fortolkere af den profetiske litteratur var de skriftkloge, oversættere og kommentatorer, der videregav, gengav og forklarede teksterne. Blandt vidner til den tidligst dokumenterede periode med skriftlig overlevering (ca. 250 f.Kr. indtil 132-135 e.Kr.) er det tydeligt, at skriftkloge ikke så sig selv som blot afskrivere på samme måde som skriftkloge fra en senere periode. De så snarere sig selv som ligestillede med de oprindelige forfattere, og de udvidede ofte den bibelske tekst med fortolkninger, der var beregnet til at hjælpe læserne med at forstå teksten. Disse skriftkloge havde deres eget syn på den bibelske tekst og ønskede at sikre en teologisk korrekt læsning af den.

Blandt de profetiske bøger må de mest fremragende eksempler på fortolkningsmæssig udvidelse være Jeremias og Ezekiel i den masoretiske tekst (MT). I disse tilfælde har udvidelsen nået niveauet for skabelsen af ​​nye udgaver af bøgerne. De hebraiske tekster bag de oldgræske (OG) versioner af disse bøger er betydeligt kortere førsteudgaver. Mange af udvidelserne i andenudgaverne, der findes i MT, er af eksegetisk karakter. For eksempel er Jeremias' berygtede fjende fra nord ikke eksplicit identificeret i OG eller dens hebraiske kilde, hvilket efterlader den åben for den slags eskatologiske fortolkning, der findes i Ezekiel 38:14-17, men MT identificerer denne fjende som Babylon i udvidelsen af ​​Jeremias 25:9, hvilket skaber en interessant konflikt med Jeremias 50:3 og dens profeti om en fjende fra nord, der kommer mod Babylon. Et andet eksempel er versionen af ​​Jeremias' profeti om halvfjerds år i Jeremias 25:11-12. I OG er denne profeti ikke eksplicit begrænset til perioden med babylonsk fangenskab (se: Dan 9:1-2, 24-27), men udvidelserne i MT gør denne begrænsning af profetien eksplicit (jf. Jeremias 29:10). For Ezekiels Bog forekommer en af ​​de mest bemærkelsesværdige udvidelser i MT Ezekiel 36:23c-38, som mangler, et vigtigt vidnesbyrd om OG fra det tredje århundrede e.Kr. Denne ret lange udvidelse er baseret på materiale fundet andre steder både i og uden for Ezekiels Bog. 

Når det forholder sig således med disse tekster, rejser det uundgåeligt spørgesmålet om og i hvilken grad, det samme er tilfældet med andre tekster i Gamle Testamente. Og det svækker betydeligt Gamle Testamentes værdi som kilde til jødernes historie.

=== Sammenfatning ===

Denne gennemgang af Gamle Testamente har kun omfattet en mindre del af den samlede tekst, men selv denne meget begrænsede gennemgang har belyst en række problemer:&lt;/br&gt;
- Gamle Testamente er ''ikke'' en historisk redegørelse for jødernes historie, selv om den giver indtryk af dette,&lt;/br&gt;
- det er i stedet en samling af traditioner, anekdoter og myter skrevet af ulige forfattere til ulige tider&lt;/br&gt;
- der er gjort forsøg på at sammenskrive og harmonisere disse narrativer&lt;/br&gt;
- hvilket ikke kan skjule, at der er kronologiske problemer&lt;/br&gt;
- og at væsentlige traditioner er hentet fra andre kulturer, især Sumer og Mesopotamien men også fra Grækenland.

Vi tør antage, at skildringen af kongetiden og det delte kongerige med navnelister over regenterne er rimelig troværdig, blandt andet fordi deres navne forekommer i andre kilder, men vi har kun ringe mulighed for at vide i hvilken udstrækning, historierne om dem er blevet ændrede for at tilpasse sig et senere monoteistisk narrativ.

Nogle historier, blandt andre Esthers Bog men også Ezras Bog og Nehemias' Bog, er meget sene og menes først at være blevet tilføjet efter afslutningen af det babylonske fangenskab.

=== &lt;big&gt;Semitismen, jødedommens tankesæt&lt;/big&gt; === 

Vi har i det foregående set på Gamle Testamente som et muligt historisk kildeskrift. Man kan imidlertid også anlægge en helt anden synsvinkel, nemlig Gamle Testamente som ideologisk grundlag nærmere betegnet som grundlag for en jødisk national etnicitet samt for en særlig jødisk etik. Det skal på forhånd understreges, at det følgende ikke omfatter alle jøder, idet mange alene identificerer sig som tilhørende denne folkegruppe af genealogiske og traditionsbårne årsager, det vil sige med hensyn til deres familiære oprindelse samt højtider og mindedage. Men der findes også kredse i den jødiske befolkning, der opfatter Gamle Testamente som en anvisning på hvordan, at jøder kan og bør opføre sig.

Alle kender begrebet &quot;anti-semitisme&quot;, men få eller ingen ved, hvad udtrykket &quot;semitisme&quot; egentlig dækker over. Man vil således lede forgæves efter det i en ordbog eller eksempelvis på ''wikipedia''. Her vil begrebet blivet forstået således, at det dækker over den tankegang eller de tankegange, som kan udledes og af nogle er blevet udledt af Gamle Testamente. Det betyder, at der her vil blive set bort fra jødisk mysticisme, kabala, frankisme og lignende ældre og nyere afledede ideologier, hvilke hver for sig er en særskilt undersøgelse værd.

Læser man Gamle Testamente, vil man se, at bestemte tankegange bliver promoveret. Det drejer sig i hovedsagen om følgende:&lt;/br&gt;
- det udvalgte folk&lt;/br&gt;
- racisme&lt;/br&gt;
- retten til Kana'an&lt;/br&gt;
- retten til at myrde hele befolkninger&lt;/br&gt;
- &quot;honningfælder&quot; og pengeafpresning&lt;/br&gt;
I det følgende vil hvert af disse emner blive gennemgået særskilt.

=== Det udvalgte folk ===

Ideen om jøderne som Guds udvalgte folk tager udgangspunkt i Første Mosebog kapitel 12: her møder vi Abram ved Ur i Kaldæa. Videre hedder det: &quot;Herren sagde til Abram: &quot;Forlad dit land og din slægt og din fars hus, og drag til det land, jeg vil vise dig. Jeg vil gøre dig til et stort folk og velsigne dig. Jeg vil gøre dit navn stort, og du skal være en velsignelse.&lt;/br&gt;
Jeg vil velsigne dem, der velsigner dig,&lt;/br&gt;
og den, der forbander dig, vil jeg forbande.&lt;/br&gt;
I dig skal alle jordens slægter velsignes&quot;.&quot;&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 17f&lt;/ref&gt;

Senere gentages denne priviligerede stilling i andre sammenhænge, således over for Jakob i Betel. I Første Mosebog kapitel 35:9-13 hedder det: &quot;Gud viste sig igen for Jakob, efter at han var kommet hjem fra Paddan-Aram. Han velsignede ham og sagde til ham: &quot;Dit navn er Jakob; men nu skal du ikke længere hedde Jakob. Dit navn skal være Israel.&quot; Og han gav ham navnet Israel. Han sagde til ham: &quot;Jeg er Gud den Almægtige. Bliv frugtbar og talrig! Et folk, ja, en mængde folkeslag skal nedstamme fra dig, og konger skal fremstå af dit eget kød og blod. Det land, jeg gav Abraham og Isak, giver jeg dig og dine efterkommere.&quot; Så steg Gud op fraham, dér hvor han havde talt med ham.&quot;&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 46&lt;/ref&gt;

I Anden Mosebog kapitel 3:7-10 findes følgende: &quot;Så sagde Herren: &quot;Jeg har set mit folks lidelse i Egypten, og jeg har hørt deres klageskrig over slavefogederne. Jeg har lagt mig deres lidelser på sinde, og derfor er jeg kommet ned for at redde dem fra egypterne og føre dem op fra dette land til et godt og vidtstrakt land, et land der flyder med mælk og honning, dér hvor kana'anæerne, hittitterne, amoritterne, perizzitterne, hivvitterne og jebusitterne bor. Nu har israelitternes klageskrig nået mig, og jeg har set, hvordan egypterne undertrykker dem. Gå nu! Jeg vil sende dig til Farao. Du skal føre mit folk israelitterne ud af Egypten&quot;.&quot;&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 69&lt;/ref&gt; Dette og tilsvarende formuleringer med &quot;mit folk israelitterne&quot; giver jøderne en identitet som Guds udvalgte folk i den jødiske selvforståelse.

=== Racismen ===

Racismen er en logisk følge af ideen om Guds udvalgte folk. Et folk kan selvsagt ikke være &quot;udvalgt&quot;, hvis andre folk kan indgiftes i det. Følgelig er Gamle Testamente fuldt af forbud mod at gifte sig med ægtefæller fra andre folkeslag og kritik, når de alligevel gjorde det. Lad os tage nogen eksempler.

I Femte Mosebog kapitel 7:1-4 finder vi følgende påbud af Moses: &quot;Når Herren din Gud fører dig til det land, du skal ind og erobre, og han driver store folkeslag væk foran dig, hittitterne, girgashitterne, amoritterne, kana'anæerne, perizzitterne, hivvitterne og jebusitterne, syv folk, der er større og mægtigere end du, og Herren din Gud overgiver dem til dig, og du besejrer dem, da skal du lægge band på dem. Du må ikke slutte pagt med dem og ikke vise dem barmhjertighed. Du må ikke bringe dig i familie me dem; du må ikke give dine døtre til deres sønner, og du må ikke lade dine sønner gifte sig med deres døtre, for det vil få dine sønner til at vige fra mig og dyrke andre guder. Da vil Herrens vrede flamme op imod jer, og han vil hurtigt udrydde dig.&quot;&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 208&lt;/ref&gt;

Dette gælder blandt andre kong Salomo. I Første Kongebog 11:1-4 læses således følgende: &quot;Kong Salomo elskede mange udenlandske kvinder foruden Faraos datter, moabitiske, ammonitiske, edomitiske, sidoniske og hittitiske; om de folk havde Herren sagt til israelitterne: &quot;I må ikke indlade jer med dem, og de må indlade sig med jer, for så vender de jeres hjerte til deres guder.&quot; Dem elskede Salomo, og han holdt fast ved dem. Han havde syv hundrede hustruer med fyrstelig rang og tre hundrede medhustruer, og hans hustruer bragte hans hjerte på afveje.&quot;&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 390&lt;/ref&gt;

I Ezras Bog kapitel 9:10-12 optræder Ezras bodsklage med blandt andet dette: &quot;Vor Gud, hvad skal vi nu sige efter dette? For vi har svigtet de befalinger, du gav gennem dine tjenere, profeterne, da du sagde: Det land, I skal ind og tage i besiddelse, er et urent land på grund af de fremmede folks urenhed med de afskyelige handlinger, som de i deres urenhed har fyldt det med fra ende til anden. Derfor må I ikke give jeres døtre til deres sønner, og I må ikke lade jeres sønner gifte sig med deres døtre.&quot;&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 527&lt;/ref&gt; og i Kapitel 10:10-12 bliver dette gentaget: &quot;Så rejste præsten Ezra sig og sagde til dem: &quot;I har handlet troløst ved at gifte jer med fremmede kvinder; I har øget Israels skyld. Aflæg nu bekendelse for Herren, jeres fædres Gud, og gør hans vilje. Skil jer ud fra landets folk og de fremmede kvinder&quot;.&quot;&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 528&lt;/ref&gt;

I Nehemias' Bog kapitel 10:31 indgår israelitterne blandt andet følgende forpligtelse: &quot;Vi vil ikke give vores døtre til landets folk, og vi vil ikke lade vores sønner gifte sig med deres døtre.&quot;&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 542&lt;/ref&gt;

Således kunne man blive ved.

=== Lebensraum ===

Jødernes ret til Kana'ans land hidrører fra Første Mosebog. I kapitel 12 læser vi: &quot;Dengang boede kana'anæerne i landet. Herren viste sig for Abram og sagde: &quot;Jeg vil give dine efterkommere dette land&quot;.&quot;&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 18&lt;/ref&gt; Senere, i kapitel 15, præciseres udstrækningen af dette jødiske lebensraum: &quot;Den dag sluttede Herren pagt med Abram. Han sagde: &quot;Jeg giver dine efterkommere dette land fra Egyptens flod (det vil sige Nilen) til den store flod, Eufratfloden: kenitterne, kenizzitterne, kadmonitterne, hittitterne, perizzitterne, refaitterne, amoritterne, kana'anæerne, girgashitterne og jebusitterne&quot;.&quot;&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 20f&lt;/ref&gt;

Størrelsen af dette jødiske lebensraum er påfaldende. Sammenlignet med officielle landegrænser i 2026 omfatter dette område: den østlige halvdel af Egypten inklusive hele Sinai, Palæstina inklusive Gaza og Vestbredden, Libanon, Jordan, Saudi Arabien, Yemen, Oman, Forenede Arabiske Emirater, Qatar, Bahrain, Kuwait, Irak samt Syrien. Nogle jødiske imperialister medregner også Kypern til området.

En anden afgrænsning findes i Fjerde Mosebog kapitel 34. Heri læser vi: &quot;Herren talte til Moses og sagde: &quot;Giv israelitterne denne befaling: I kommer nu til Kana'an, det land, der tilfalder jer som arvelod, Kana'ans land i dets fulde udstrækning. Jeres sydgrænse skal gå fra Sins ørken langs med Edom. I syd skal jeres grænse gå fra enden af Salthavet i øst. Så skal grænsen dreje syd om Akrabbim-passet, gå videre til Sin og ende syd for Kadesh-Barnea. Så skal den fortsætte til Hasar-Addar og gå videre til Asmon. Så skal grænsen dreje fra Asmon mod Egyptens bæk og ende ude ved havet.&lt;/br&gt;
Grænsen i vest: Det Store Hav med kyststrækning. Det skal være jeres vestgrænse.&lt;/br&gt;
Dette skal være jeres nordgrænse: Fra Det Store Hav skal I trække en linie til bjerget Hor; fra bjerget Hor skal I trække en linie til Lebo-Hamat, og grænsen skal ende i Sedad. Så skal grænsen gå videre til Zifron, og den skal ende i Hasar-Enan. Det skal være jeres nordgrænse.&lt;/br&gt;
Som grænse i øst skal I trække en linie fra Hasar-Enan til Shefam. Så skal grænsen gå ned fra Shefam til Ribla øst for Ajin, og grænsen skal fortsætte ned og støde til bjergryggen øst for Kinneretsøen. Så skal grænsen gå ned til Jordan og ende ved Salthavet.&lt;/br&gt;
Dette skal være jeres land med dets grænser hele vejen rundt.&quot;&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 196&lt;/ref&gt;

Dette er unægteligt en noget anden afgrænsning end før. Den kritiske læser vi måske spørge om Herren ikke havde forklaret sig godt nok over for Moses eller måske havde ændret holdning, eller om der måske er en helt tredie forklaring?

Den tænkende læser vil måske kigge nærmere på andre dele af samme historie. Vi hører, at Abraham fik børn både med Sara, sin hustru, nemlig jøderne, og med Hagar fra Egypten, hans trælkvinde, nemlig ismaelitterne, det vil sige araberne.&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 21&lt;/ref&gt; Så var det nu jøderne, araberne eller begge grupper som skulle leve i dette område? Desuden tog han sig en ny hustru: Ketura, med hvem han også fik efterkommere.&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 31&lt;/ref&gt; Det er således ret uklart hvem, der skulle overtage dette lebensraum.
 
Således tænker semitisterne ikke. De er imperialister, og de vil have det hele for sig selv. De mener at have ret til at fordrive andre folkeslag og ser Gamle Testamente som kilde til denne ret.

=== Retten til folkemord ===

Jødernes ret til at myrde befolkningerne, som levede i Kana'an, forekommer allerede i Mosebøgerne. I Femte Mosebog kapitel 20:16-17 findes således følgende påbud udtalt af Moses: &quot;i de folks byer, som Herren din Gud vil give dig i eje, må du ikke lade en eneste beholde livet; du skal lægge band på dem, på hittitterne, amoritterne, kana'anæerne, perizzitterne, hivvitterne og jebusitterne, sådan som Herren din Gud har befalet dig.&quot;&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 223&lt;/ref&gt;

I Josvabogen hører vi hvordan, at jøderne hensynsløst myrdede indbyggerne i Kana'an, eksempelvis i kapitel 8:24-29: &quot;Da israelitterne på åben mark havde dræbt alle de indbyggere fra Aj, som havde forfulgt dem ud i ørkenen, og da alle til sidste mand var faldet for sværdet, vendte alle israelitterne tilbage til Aj og huggede indbyggerne ned med sværd. Den dag blev der dræbt i alt tolv tusind mænd og kvinder, alle indbyggerne i Aj. Josva trak ikke sin udstrakte hånd med krumsværdet tilbage, før han havde lagt band på alle indbyggerne i Aj. ..Og Josva brændte Aj ned; han gjorde den til en øde ruinhøj for evigt, og det er den den dag i dag. Ajs konge hængte de på et træ og lod ham hænge til aften. Da solen gik ned, gav Josva sine folk befaling om at tage liget ned fra træet og kaste det hen ved indgangen til byporten. Så kastede de en stor stendynge op over ham, og den ligger der den dag i dag.&quot;&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 251f&lt;/ref&gt;

Tilsvarende i Josvabogen kapitel 10:28-43: &quot;Samme dag indtog Josva Makkeda. Han slog byen og dens konge med sværd og lagde band på byen og alle, der var i den; der var ingen, der overlevede. Han gjorde det samme med kongen i Makkeba, som han havde gjort med kongen i Jeriko.&lt;/br&gt;
Fra Makkeda drog Josva sammen med hele Israel videre til Libna. Han gik til angreb på Libna, og Herren gav også denne by og dens konge i Israels hånd. Josva slog byen og alle, der var i den, med sværd; der var ingen, der overlevede. Han gjorde det samme med kongen dér, som han havde gjort med kongen i Jeriko.&lt;/br&gt;
Fra Libna drog Josva sammen med hele Israel videre til Lakish. Han belejrede byen og gik til angreb på den, og Herren gav Lakish i Israels hånd. Den følgende dag indtog Josva byen; han slog den og alle, der var i den, med sværd, ganske som han havde gjort med Libna. Da drog Gezers konge Horam op for at komme Lakish til undsætning, men Josva slog kongen og hans hær; der var ingen, der overlevede.&lt;/br&gt;
Fra Lakish drog Josva sammen med hele Israel videre til Eglon. De belejrede byen og gik til angreb på den, og samme dag indtog de den og slog den med sværd. Den dag lagde han band på alle, der var i byen, ganske som han havde gjort med Lakish.&lt;/br&gt;
Fra Eglon drog Josva sammen med hele Israel op til Hebron. De gik til angreb på byen og indtog den; de slog byen, dens konge, alle dens byer og alle, der var i den, med sværd; der var ingen, der overlevede. Ganske som han havde gjort med Eglon, lagde han band på byen og på alle, der var i den.&lt;/br&gt;
Så vendte Josva sig sammen med hele Israel mod Debir. Han gik til angreb på byen og indtog den med dens kong og alle dens byer. De slog dem med sværd og lagde band på alle, der var i den; der var ingen, der overlevede. Han gjorde det samme med Debir og dens konge, som han havde gjort med Hebron og med Libna og dens konge.&lt;/br&gt;
Således besejrede Josva hele landet: Bjerglandet, Sydlandet, Lavlandet og Skråningerne og alle kongerne dér. Der var ingen, der overlevede; hver levende sjæl lagde han band på, sådan som Herren, Israels Gud, havde befalet. Josva besejrede dem fra Kadesh-Barnea til Gaza, i hele landet Goshen og helt til Gibeon. Alle disse konger og deres lande undertvang Josva på én gang, for Herren, Israels Gud, førte krig for Israel. Så vendte Josva sammen med hele Israel tilbage til lejren i Gilgal.&quot;&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 255&lt;/ref&gt;

I Josvabogen Kapitel 11 fortsætter folkemordene i det nordlige Kana'an, blandt andet Hasor: &quot;Alle, der var i byen, huggede de ned med sværd og lagde band på dem, så ikke en levende sjæl blev tilbage; og Josva brændte Hasor ned.&quot;&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 256&lt;/ref&gt; Da massemordet var til ende, blev rovet, det vil sige Kana'an, delt mellem israelitternes stammer.&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 257-264&lt;/ref&gt; Det minder om en langt senere begivenhed: under Sovjetunionen i Stalintiden gennemførte terrororganisationen OGPU under ledelse af jøden Genrikh Jagoda&lt;ref&gt;Lina (2003), s.315&lt;/ref&gt; samt NKVD overvejende ledet af jøder&lt;ref&gt;Lina (2003), s.318, 327&lt;/ref&gt; i 1932-33 et massemord på og en massefordrivelse af ukrainske bønder fra deres gårde, en begivenhed der blev kendt som ''holodomor''. Mindre kendt er, at OGPU overvejende bestod af jøder, og at disse efterfølgende som en belønning oprettede deres egne kollektivlandbrug, kibbutz'er, på de myrdede og fordrevne ukraineres jord.&lt;ref&gt;Holocaustmuseet i USA, film&lt;/ref&gt; Jødisk historieforståelse trækker lange spor.

Det var ikke kun ved erobringen af Kana'an, at jøderne begik massemord. I Esters Bog kapitel 9:2-16 hører vi: &quot;I alle kong Ahasverus' provinser samledes jøderne i deres byer for at lægge hånd på dem, der ville dem noget ondt. .. Den trettende dag i måneden adar samledes de øvrige jøder i kongens provinser og forsvarede deres liv; de fik fred for deres fjender, og og de dræbte 75.000 af deres modstandere&quot;.&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 555&lt;/ref&gt;

Flere eksempler end de nævnte kunne være fremhævet, men budskabet og moralen er tydelig nok: i &quot;hellig krig&quot; er massemord på guddommens befalet ikke blot acceptabel men en pligt at gennemføre.

Det er mildest talt absurd at se hvordan den samme ideologi, som hyldede folkemord i Gamle Testamente, har haft travl med at fremstille de selv samme massemordere som et uskyldigt forfulgt folkefærd i det 20. og starten af det 21. århundrede.

=== Honningfælder og pengeafpresning ===

Historier i Gamle Testamente giver jøderne tvivlsomme moralbegreber, eksempelvis at prostituere deres hustruer og døtre i form af &quot;honningfælder&quot;, det vil sige lokkemad for en efterfølgende afpresning. Det begynder med selveste Abraham. I Første Mosebog kapitel 20:2-16 læser vi: &quot;Abraham sagde om sin kone Sara, at hun var hans søster, og Abimelek, kongen i Gerar, sendte bud efter Sara. Om natten kom Gud i en drøm til Abimelek og sagde til ham: &quot;Nu skal du dø, fordi du har taget denne kvinde, for hun er gift&quot;.&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 25&lt;/ref&gt; Senere, da sandheden er blevet klar, hører vi: &quot;Så gav Abimelek Abraham får og køer, trælle og trælkvinder, og han gav ham hans kone Sara tilbage. Og Abimelek sagde: &quot;Mit land ligger åbent for dig. Slå dig ned, hvor du har lyst!&quot; Til Sara sagde han: &quot;Nu giver jeg din bror tusind sekel sølv. Det skal lukke øjnene på alle dem, der hører dig til. Nu har du fået fuld oprejsning&quot;.&quot;&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 26&lt;/ref&gt; Så Abrahams afpresning lykkedes.

Senere gentager historien sig med små variationer. I Esters Bog hører vi, at jøden Mordokaj sender sin datter til kong Ahasverus' harem, hvor &quot;hun vandt hans velvilje&quot;. ..&quot;Ester havde ikke fortalt, hvilket folk og hvilken slægt, hun tilhørte, for Mordokaj havde sagt til hende, at hun ikke måtte fortælle det.&quot; Men senere udnyttes hun til at redde jøderne, og naturligvis belønnes både hun og hendes fader for dette bedrag: &quot;Og Mordokaj fik foretræde for kongen, for Ester havde fortalt, hvordan han var i familie med hende. Kongen tog sin signetring, som han havde frataget Haman, og overdrog den til Mordokaj. Og Ester satte Mordokaj over Hamans hus.&quot;&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 549, 554&lt;/ref&gt;

Således legitimerer Gamle Testamente jødernes brug af honningfælder og pengeafpresning, når denne brug rettes imod folk i magtpositioner.

=== Sammenfatning ===

I 1973 fremkom udtrykket &quot;narrativ teologi&quot;.&lt;ref&gt;Bjerg (1984), s. 11&lt;/ref&gt; Udtrykkets betydning har været noget uklar, men pointen er, at hvis en kristen vil forklare sin tro og identitet, så kan dette ske ved at fortælle om Jesu ord og gerninger. På lignende måde kan jødedommens indhold bedst forstås ved at fortælle historier fra Gamle Testamente.

Som vi har set, er sådanne historier ikke just moralske. Ideen om det udvalgte folk, der ikke må gifte sig med folk fra andre folkeslag men nok har ret til at udnytte dets kvinder i honningfælder til pengeafpresning, og som mener sig i sin gode ret til hensynsløst at udrydde andre folkeslag &quot;i Guds navn&quot;, fremavler en tvivlsom moral. Hvis man vil være lidt uvenlig, kan man med god grund hævde, at denne tvivlsomme moral langt hen af vejen også afspejler sig i jødernes nyere historie.

Vi har i det foregående set hvordan, at denne moral henter sin inspiration i fortællinger fra Gamle Testamente. Og denne moral understreges ved at de samme emner bliver gentaget med blot mindre variationer flere gange som for at understrege, at den ikke er knyttet til en bestemt historisk situation men netop har evig gyldighed. I lighed med sit afkom, muhammedanismen, er denne moral præget af en foragt for dem, som ikke tilhører &quot;in-gruppen&quot;.

Der kan måske være grund til at uddybe dette udtryk nærmere. Alle mennesker udvikler en eller anden form for bevidsthed om at tilhøre et bestemt etnisk fællesskab, herunder skaber de et dertil knyttet begrebsapparat. Man kan skelne mellem det navn, som en etnisk gruppe bruger om sig selv i denne selvidentifikation, og det navn, som andre bruger om den samme gruppe. Nogle gange, men ikke altid, bruger de samme benævnelse, men deres opfattelse af gruppens afgrænsning og indhold behøver ikke at være det samme, men kan tilpasses den aktuelle situation.&lt;ref&gt;Lund (1993), s. 81&lt;/ref&gt; Betegnelsen afspejler en bevidsthed om hvem, man hører sammen med i et fællesskab, og hvem, der ikke hører til dette fællesskab.&lt;ref&gt;Lund (1993), s. 9&lt;/ref&gt; Ofte, men ikke altid, vil de, som ikke tilhører dette fællesskab, blive set ned på, mens man selv ophøjes for sine gode egenskaber.&lt;ref&gt;Lund (1993), s. 13-26&lt;/ref&gt;

Denne vi-bevidsthed skabes i vid udstrækning ved historier, beretninger og myter, om et skæbnefællesskab gennem utallige slægtled. Ofte vil disse historier blive fyldt med navne på legendariske personligheder, hvis liv og gerninger bliver en del af den personlige identitetsfølelse. Og som regel vil en del af denne historie omfatte etnogoni, det vil sige de indfødtes egen mytiske forklaring på deres oprindelse&lt;ref&gt;Lund (1993), s. 49&lt;/ref&gt;, som regel i form af en mytisk stamfader.&lt;ref&gt;Lund (1993), s. 91&lt;/ref&gt; I dansk sammenhæng kan man tænke på Saxo og hans Danmarkshistorie. I germansk sammenhæng er det myten om Tvisto, der er grundlaget for identiteten&lt;ref&gt;Lund (1993), s. 90&lt;/ref&gt;, og for jøderne er det Abraham, der har denne rolle.

Men sådanne historiske beretninger og myter har ikke kun den funktion at begrunde selvidentiteten men tillige at begrunde moralbegreber, hvad der er &quot;god&quot; og &quot;ond&quot; opførsel. For jøderne er det netop historierne i Gamle Testamente, som opfylder denne opgave.

Over tid kan disse funktioner aftage i betydning, fordi behovet for dem ikke længere er så stort. Dette fordi at myter erstattes med faktiske historiske erindringer. Men for visse grupper er dette ikke tilfælde. Her kan udviklingen tvært imod gå i den modsatte retning og udvikle sig til en regulær fanatisme, der kan motivere og begrunde næsten enhver handling. Denne fanatisme kan formuleres og organiseres i en dertil hørende ideologi, en -isme. Semitisme er en sådan ideologi, der i princippet ikke adskiller sig fra andre -ismer bortset fra den etniske gruppe, hvis selvfølelse og handlingsmønster, den skal begrunde.

=== &lt;big&gt;Sammenfatning og konklusion&lt;/big&gt; ===

Vi er nået vejs ende i gennemgangen, og resultatet taler for sig selv. Ikke blot er det officielle narrativ ikke korrekt, for hver del af dette narrativ findes en alternativ forklaring, og tilsammen tegner disse træk et andet men helt entydigt billede.

Først og fremmest: Gamle Testamente er ikke jødisk historieskrivning.&lt;ref&gt;Adler (2022), Preface&lt;/ref&gt; Der kan påvises et utal af indlån fra andre kulturer, eksempelvis historien om Moses i sivkurven og Noas ark, som tydeligt viser, at denne historie er en myte, et narrativ, skabt for at give jødisk identitet en høj alder. I stedet tjener Gamle Testamente som redskab til at give jøder en national identitet igennem deres trosretning, i særdeleshed Jahve. Det er i Jahves navn, at de udvandrer fra Egypten, erobrer Kana'an og i nyere tid trækker sig ind i etniske ghettoer.&lt;ref&gt;Crone og Cook (1977), s. 42&lt;/ref&gt; Hele den jødiske kultur er een lang markering af begivenheder hentet fra myterne i Gamle Testamente.

Dernæst: jøderne var tydeligvis ikke det monoteistiske folkefærd, som de gerne vil give indtryk af, tværtimod. Så langt, at Gamle Testamentes fremstilling overhovedet afspejler en historisk virkelighed, dyrkede jøderne flere guder gennem flere hundrede år. Vi ser en udvikling i flere trin:&lt;/br&gt;
- første trin: to guder, Jahve og El, forenes i en &quot;supergud&quot;&lt;/br&gt;
- andet trin: gudsdyrkelsen centraliseres og kontrolleres af kongen&lt;/br&gt;
- tredie trin: de lavere guder og gudinder forkastes, fordi at de ikke hjalp i en kritisk situation&lt;/br&gt;
- fjerde trin: præsteskabet udvikler et nyt narrativ til at forstærke dets magt og betydning som samlende kraft.&lt;/br&gt;
Det var en udvikling, hvor hvert trin var en logisk følge af det foregående, når behovet for en forandring i det herskende narrativ indtraf. Den nye ideologi var, som de fleste totalitære ideologier, et spørgsmål om at legitimere retten til magtudøvelse. Dette grundlag blev konstrueret ad hoc, det vil sige spontant efter behov. Dets grundlag var aldrig vel funderet, og vi kan nu afvise det fuldstændigt som fusk og forfalskning fra ende til anden.

Samtidig var det en udvikling, hvor hvert trin bidrog med særlige træk til den nye ideologis udvikling: først blev stammeguden anvendt til at legitimere myten om &quot;det udvalgte folk&quot;, herunder en racistisk ultrasemitisk afvisning af ægteskaber med repræsentanter fra andre folkeslag, og hvor regulært folkemord legitimeres som en følge af Jahves beslutning og påbud. Dernæst må den snart svækkede kongemagt i den nye nationale stat styrke sin stilling i befolkningen, hvilket sker ved centralisering af gudsdyrkelsen. Da så statsdannelsen alligevel bryder sammen, bliver det nødvendigt at udpege en skyldig årsag, og her må husguderne holde for. Endelig må det nye narrativ styrkes, hvilket blandt andet sker ved kampen for en ny egen stat.

Da mange profeter har først og fremmest til formål at legitimere den nye nationale ideologi som Jahves vilje.

Endelig er det også fra Gamle Testamente, at jøderne henter deres moralbegreber på godt og ondt.

Det er indlysende, at hvis der kan rejses tvivl om troværdigheden af beretningerne i Gamle Testamente, så er det ikke blot et kildekritisk problem. Det er hele grundlaget for jødedommen, der vælter. Jødedommen er, som muhammedanismen, det, som i kommunistkina kaldes en ''tofu-dreg'' konstruktion: en bygning eller anden konstruktion opført af underlødige bestanddele som gør, at den før eller senere falder sammen af sig selv.

Hidtil har Gamle Testamentes narrativer aldrig være underkastet en kildekritisk analyse, i modsætning til Nye Testamente, som allerede i 1800-tallet og begyndelsen af 1900-tallet blev underkastet en sådan analyse, som den bestod med udmærkelse. Det er først i de seneste år, at et sådant arbejde er igangsat og vel at bemærke er det sket af jødiske arkæologer og historikere. Det gør, at deres resultater ikke blot kan afvises med smædeudtryk som &quot;anti-semitisme&quot;. Det er derfor, at det har været så vigtigt at gøre disse resultater bekendt for et dansk publikum. Og hvis denne bog kan bidrage til fortsatte og uddybende studier af denne problematik, så har den opfyldt sit formål.

Det er for så vidt tilfældigt, at dette sker netop på en tid, hvor staten Israel og dens regering udsættes for en stigende international kritik for sin handlemåde, og så måske alligevel ikke. I alt for lang tid har kritik af jøder og Israel kunnet undertrykkes på grund af myterne om begivenheder under 2. verdenskrig. Men nu ligger disse begivenheder så langt tilbage, 2-4 slægtled, at de ikke længere kan beskytte imod kritik. Og samtidig har både rabiate jøder og den israelske regering i de seneste år udvist en optræden, som let lader sig kritisere. Det er ikke stedet her at uddybe dette emne, det kan fortjene en særskilt behandling og hører hjemme i politisk sammenhæng, ikke i forbindelse med jødedommen som religion og kultur, selv om der kan argumenteres for, at disse områder til dels overlapper hinanden.

Vi har set hvilken afgørende inflydelse, den kildekritiske analyse af Gamle Testamente har på forståelsen af jødedommens historie, men hvorledes forholder det sig med kristendommen? Hvilken indflydelse har kildekritikken på kristendommen? Det enkleste svar er: ingen. Gamle Testamente spiller kun en rolle i kristendommen på to måder:&lt;/br&gt;
- dels at vise at Jesus som messias er forudset allerede af gammeltestamentelige profeter; det er i denne sammenhæng ikke vigtigt, om dette var faktisk var tilfældet, men derimod at jøderne i hans samtid mente, at det forholdt sig således&lt;/br&gt;
- dels at vise de religiøse dogmer, som Jesus gjorde op med. Det viser sig i hans gentagne: &quot;I har hørt at ... men jeg siger jer nu at ...&quot; Jesu lære er i virkeligheden eet stort opgør med jødedommens tankegang og etnisk snæversynethed, han er i den sammenhæng helt på linje med den foreliggende kildekritiske analyse, selv om både hans metode og budskab er et andet.

Især i sidst nævnte sammenhæng er det vigtigt at forstå, at der ikke eksisterer nogen &quot;jødisk-kristne værdier&quot;. Dette moderne udtryk er intet andet end et jødisk forsøg på at tage kristne som gidsler for deres egne ideer. I virkeligheden er det kristendommen, der introducerer næstekærlighed og respekt for medmennesker uanset deres etniske tilhørsforhold, og i forlængelse heraf introducerer både menneskerettigheder og folkestyre. Intet af dette findes i jødedommen, her er det nationalt-etnisk snæversyn, som dominerer hele vejen. Jødedommen er og forbliver en anti-kristen ideologi, fordi den hviler på en selvforståelse baseret på manipulerede kilder i form af Gamle Testamentes skrifter. Og ved at påvise disse manipulationer, myter og omskrivninger, beviser moderne kildekritik, at kristendommen var og er et berettiget opgør med jødedommen.

Endnu for en menneskealder kunne forskere i jødedommen leve i deres vildfarelse om, at selv om der var problemer med Gamle Testamente som kilde til jødedommens historie, så var den i sine hovedtræk alligevel korrekt. Således er det ikke længere. Det kan nu bevises, at der bag den mytiske fortælling gemmer sig en anden historie. Lad så være, at begivenheder i de senere år i Gaza, på Vestbredden, i Libanon, i Egypten, over for Syrien og Iran uden tvivl har bidraget til at fremme denne udvikling. Et træ kendes på dets frugter, og hele verden har nu set de frugter, som jødisk fundamentalisme bringer med sig. Myten om det forfulgte uskyldige folkefærd lader sig ikke længere opretholde.

Og jo mere skingre, hysteriske og fanatiske jødedommens fundamentalister bliver i deres holdninger og opførsel, desto hurtigere vil de miste de sidste rester af en troværdighed, som de i virkeligheden aldrig har haft.

=== &lt;big&gt;Noter&lt;/big&gt; ===
{{Reflist|3}}

=== &lt;big&gt;Litteratur&lt;/big&gt; ===
* Yonatan Adler: ''The Origins of Judaism. An Archaeological-historical Reappraisal''; Yale University 2022; ISBN 978-0-300-25490-7
* Yonatan Adler: &quot;Toward Identifying Proto-Judaic Cultural Features in Ancient Israel and Judea&quot; (i: ''Journal of Ancient Judaism'' (2024), s. 1-28)
* Yonatan Adler: ''Between Yahwism and Judaism. Judean Cult and Culture during the Early Hellenistic Period (332-175 BEC)''; Cambridge University Press 2025; ISBN 978-009-45961-7
* Gad Barnea: &quot;P. Berlin 13464, Yahwism and Achaemenid Zoroastrianism at Elephantine&quot; (2024)
* Geoffrey Bibby: ''I Dilmun tier ravnen''; Wormanium 1971; ISBN 87-85-1600-40
* Geoffrey Bibby: ''Det forsvundne årtusinde''; Wormanium 1978; ISBN 87-8516-053-9
* ''Bibelen''; Det Danske Bibelselskab 1992; 1. udgave 1. oplag; ISBN 87-7325-276-6
* Svend Bjerg: &quot;Den kristne grundfortælling. Studier over fortælling og teologi&quot; (''Teologiske Studier'', bind 8; 2. oplag 1984; Aarhus 1984; ISBN 87-7003-409-5) 
* Patricia Crone og Michael Cook: ''Hagarism. The Making of The Islamic World''; Cambridge 1977; ISBN 0-521-21133-6
* Stephan Peter Dinkgreve: ''In Search of the Sublime: A world history of humanity's relentless pursuit of scientific truth, moral excellence, and enlightenment''; 2021
* Robert Gnuse: &quot;Spilt Water: Tales of David (II Sam 23:13-17) and Alexander the Great (Arrian, Anabasis of Alexander 6.26.1-3).&quot; (i: ''Scandinavian Journal of the Old Testament''; 1998, bind 12, s. 233-248)
* Robert Gnuse: &quot;Abducted Wives: A Hellenistic Narrative in the Book of Judges?&quot; (i: ''Scandinavian Journal of the Old Testament''; 2007; bind 22, s. 272-285)
* Robert Gnuse: &quot;From Prison to Prestige: The Hero who helps a King in Jewish and Greek Literature.&quot; (i: ''Catholic Biblical Quarterly''; 2010 bind 72, s. 31-45)
* Robert Gnuse: &quot;Divine Messengers in Genesis 18-19 and Ovid.&quot; (i: ''Scandinavian Journal of the Old Testament''; 2017; bind 31, s. 66-79)
* Robert Gnuse: &quot;Greek Connections: Genesis 1-11 and the Poetry of Hesiod&quot; (i: ''Biblical Theology Bulletin''; 2017 nr. 47, s. 131-143
* Robert Gnuse: &quot;Heed Your Steeds: Achilles’ Horses and Balaam’s Donkey.&quot; (i: ''International Journal of Research in Humanities and Social Sciences''; 2017; række 4 hæfte 6; s. 1-5)
* Robert Gnuse: &quot;Samson and Heracles Revisited.&quot; (i: ''Scandinavian Journal of the Old Testament''; 2018, bind 32, s. 1-19)
* Robert Gnuse: &quot;Greek Historians and the Primeval History.&quot; (i: ''International Journal of Research in Humanities and Social Sciences''; 2019; række 6 hæfte 1, s. 20-25)
* Robert Gnuse: &quot;Jephthah’s Daughter and Iphigenia in the Plays of Euripides&quot; (i: ''International Journal of the Arts and Humanities''; 2019; række 5 hæfte 1, s. 16-23)
* Robert Gnuse: &quot;Hellenism and the Primary History: The Imprint of Greek Sources in Genesis-2 Kings&quot; ''Copenhagen International Seminar''; Routledge, London 2020 
* Philippe Guillaume: &quot;Hesiod’s heroic age and the biblical period of the Judges.&quot; (i: Thomas Thompson and Philippe Wajdenbaum (red.): ''The Bible and Hellenism: Greek Influence on Jewish and Early Christian Literature. Copenhagen International Seminar''; Routledge, New York 2014; s. 146-164)
* Daniel Hawk: &quot;Violent Grace: Tragedy and Transformation in the Orestia and the Deuteronomistic History.&quot; (i: ''Scandinavian Journal of the Old Testament''; 2003, bind 18, s. 73-88)
* Gerhard Larsson: &quot;Possible Hellenistic Influence in the Historical Parts of the Old Testament.&quot; i: ''Scandinavian Journal of the Old Testament''; 2004; bind 18, s. 296-311)
* Niels Peter Lemche: &quot;The Old Testament-A Hellenistic Book&quot; (: ''Scandinavian Journal of the Old Testament''; 1993 bind 7, s. 163-193)
* Niels Peter Lemche: &quot;Is It Still Possible to Write a History of Ancient Israel?&quot; (i: ''Scandinavian Journal of the Old Testament''; 1994, bind 8, s. 163-188)
* Niels Peter Lemche: &quot;Good and Bad in History: The Greek Connection.&quot; (i: Steven McKenzie and Thomas Römer (red.): &quot;Rethinking the Foundations: Historiography in the Ancient World and in the Bible. Essays in Honour of John Van Seters&quot;; ''Beihefte zur Zeitschrift für die altestamentliche Wissenschaft'' nr. 294; Walter de Gruyter, Berlin 2000; s. 127-140) 
* Niels Peter Lemche: &quot;How Does One Date an Expression of Mental History?&quot; (i: Lester Grabbe (red.): &quot;Did Moses Speak Attic? Jewish Historiography and Scripture in the Hellenistic Period&quot; (i: ''Journal for the Study of the Old Testament Supplement Series'' 317/European Seminar on Historical Methodology 3; Sheffield Academic Press, Sheffield 2001; s. 200-224)
* Niels Peter Lemche: &quot;Does the Idea of the Old Testament as a Hellenistic Book Prevent Source Criticism of the Pentateuch?&quot; (i: ''Scandinavian Journal of the Old Testament''; 2011, bind 25, s. 75-92)
* Niels Peter Lemche: &quot;When the End is the Beginning: Creating a National History?&quot; (i: ''Scandinavian Journal of the Old Testament''; 2015, bind 29, s. 22-32)
* Jüri Lina: ''Skorpioni märgi all. Nõukogude võimu tõus ja langus''; Stockholm 2003; ISBN 91-972897-9-5
* Allan A. Lund: ''De etnografiske kilder til Nordens tidlige historie''; Wormanium 1993; ISBN 87-89531-08-6
* Etienee Nodet: &quot;Editing the Bible: Alexandria or Babylon?&quot; (i: Thomas Thompson and Philippe Wajdenbaum (red.): ''The Bible and Hellenism: Greek Influence on Jewish and Early Christian Literature. Copenhagen International Seminar''; Routledge, New York 2014; s. 36-55) 
* Gabrielle Vera Novacek: ''Ancient Israel. Highlights from the Collections of The Oriental Institute University of Chicago''; University of Chicago 2011; ISBN 978-1-88923-65-3
* Johannes Pedersen: &quot;Hasmonæer&quot; (i: ''Salmonsens Konversationsleksikon'', 2. udgave, bind X; 1919; s. 943-944)
* Benjamin W. Porter: &quot;Assembling the Iron Age Levant: The Archaeology of Communities, Polities and Imperial Peripheries&quot; (i: ''Journal of Archaeological Research'' vol. 24; 2016; s. 373-420)
* Katherine Stott: &quot;Herodotus and the Old Testament: A Comparative Reading of the Ascendancy Stories of King Cyrus and David.&quot; (i: ''Scandinavian Journal for the Study of the Old Testament''; 2002; bind 16 s. 52-78)
* Jan-Wim Wesselius: &quot;Discontinuity, Congruence and the Making of the Hebrew Bible.&quot; (i: ''Scandinavian Journal for the Study of the Old Testament''; 1999 bind 13 s. 24-77)
* Jan-Wim Wesselius: &quot;The Origin of the History of Israel: Herodotus’ Histories as Blueprint for the First Books of the Bible&quot; (i: ''Journal for the Study of the Old Testament Supplement Series''; Sheffield Academic Press, Sheffield 2002)
* Hans Christian Ørsted: &quot;Overtro og Vantro i deres Forhold til Naturvidenskaben&quot; (''Aanden i Naturen''; 4. udgave; København 1978; ISBN 87-414-8972-1; s. 76-106)

=== &lt;big&gt;Film&lt;/big&gt; ===
* Simca Jacobovici: ''The Exodus Decoded''</text>
      <sha1>mfz2taeshn1gb80dsiirt13r7guxw17</sha1>
    </revision>
    <revision>
      <id>41974</id>
      <parentid>41973</parentid>
      <timestamp>2026-05-28T08:05:47Z</timestamp>
      <contributor>
        <username>Sven Halfdan Nielsen</username>
        <id>3898</id>
      </contributor>
      <comment>småret</comment>
      <origin>41974</origin>
      <model>wikitext</model>
      <format>text/x-wiki</format>
      <text bytes="157361" sha1="cykhn5n1pfrrmrbdvotz5kob3t2f5f9" xml:space="preserve">[[Fil:Philippe de Champaigne - Moses with the Ten Commandments - WGA04717.jpg|thumb|400px|Ifølge nye videnskabelige kildekritiske teorier er det ikke Moses, som har skrevet Mosebøgerne. Maleri af Philippe de Champaigne.]]

=== &lt;big&gt;Fortale&lt;/big&gt; ===

Jødedommens ældste historie har hidtil været indhyllet i mørke. Traditionen hviler på ''Tanakh'' eller Gamle Testamente, men dette synes først at have fundet sin endelige form i det 2. århundrede f.Kr. i det hasmunitiske kongerige. Hvor meget, traditionerne har ændret sig før denne tid, er et åbent spørgsmål.

Foruden Gamle Testamente er de vigtigste kilder til belysning af spørgsmålet især arkæologiske fund, men også her er der store problemer med troværdigheden. Flere kilders oprindelse er omstridte og dermed bliver deres udsagnsværdi også tvivlsom.

Det er først i den seneste menneskealder, at der tegner sig et mere klart billede af den omskiftelige historie, men hidtil har mig bekendt ingen forsøgt at gøre denne viden tilgængelig på dansk. Jeg har derfor efter fattig evne forsøgt at skildre denne på grundlag af tilgængeligt materiale. Jeg har desuden tilføjet notehenvisninger til de skriftlige kilder, som jeg anvendt.

Når man forsøger at skildre kendt historie således som tilfældet er med Gamle Testamente, stilles man over for to problemer: dels må man forsøge at sætte denne fremstilling i forhold til det billede, som andre kilder tegner, dels må man forsøge at forstå den forvandling og forvanskning af oprindelige kilder, som fremstillingen i Gamle Testamente nu afspejler.

Den foreliggende undersøgelse falder i to hoveddele, dels en undersøgelse af jødernes faktiske historie således som den lader sig fastslå baseret på grundlag af arkæologiske og historiske kilder, herunder spørgsmålet om jødernes religion, dels en kildekritisk analyse af ''Tanakh'' eller Gamle Testamente. Afslutningsvis vil der blive foretaget en vurdering af hvilken indflydelse, ''Tanakh'' har haft på jødernes selvforståelse og Gamle Testamente har på kristen selvforståelse.

Der kan være grund til at understrege, at stort set alt i denne undersøgelse alene skyldes yderst kompetente forskeres virke, og jeg har efter evne forsøgt at henvise til denne forskning. Litteraturen herom findes i den afsluttende litteraturliste. Desuden har jeg inddraget andre inspirationskilder, hvor jeg finder dem relevante og troværdige. Derimod er fortolkningen af disse ulige arbejder min egen, og de oprindelige forskere kan og bør derfor ikke drages til ansvar for denne fortolkning.  

På dette sted kan der være grund til at forudskikke enkelte kendsgerninger: selvidentiteten &quot;jøde&quot; synes først at blive skabt i 2. århundrede f.Kr. efter hasmunitternes oprør og etableringen af kongeriget baseret på religiøse regler. Der findes ingen ældre beviser på, at jøderne inden da havde fulgt moseloven, og først på dette tidspunkt optræder ''Tanakh'', de ældste synagoger samt mønter uden billede. Det bør desuden bemærkes, at der ingen omtale findes af sabbaten i Gamle Testamente.

Efter den babylonske magtovertagelse i 586 f.Kr. optræder ''al Yahuda'' som en by i Babylon, stednavnet Israel optræder første gang på en mønt dateret år 66 e.Kr. og i forbindelse med jødernes oprør mod romerne.

Om bogens titel skal jeg blot bemærke, at jeg har valgt ordet &quot;jødedom&quot;, fordi det betegner jødisk religion og kultur på samme tid.

Sven Halfdan Nielsen&lt;/br&gt;
Pärnu, den 5. maj 2026

=== &lt;big&gt;Indledning&lt;/big&gt; ===

Al historisk og litterær forskning må hvile på kildekritiske undersøgelser. Dette betyder, at arkæologiske og sproglige kilder kritisk må vurderes med henblik på deres oprindelsessituation, eventuelle tendens, forholden sig til de omtalte begivenheder og for sproglige kilder tillige deres formål (som udmærket kan være mangesidigt). Kilderne må stilles i forhold til, hvad der ellers vides om tiden, og de må forsøges tolket således, at de er bedst i overensstemmelse med denne viden, og at de ikke modsiger denne viden. Hvis det sidste er tilfældet, må man spørge, om fortolkningen er rigtig, eller om den hidtidige &quot;viden&quot; må revideres.

Lige siden afslutningen af 2. verdenskrig og især i det 21. århundrede har beskyldninger om &quot;anti-semitisme&quot; fået et kraftigt opsving. Der kan derfor være grund til at gøre nogle bemærkninger om min opfattelse af dette begreb og dets anvendelse.

For mig består udtrykket &quot;anti-semitisme&quot; af to dele: &quot;anti&quot; betyder imod, og &quot;semitisme&quot; betegner en politisk, nationalistisk ideologi. Dette indebærer, at jeg skelner mellem jøder som kulturel folkegruppe på den ene side og en semitisk ideologi på den anden.

Jeg har intet imod folk, som identificerer sig selv som jøder i religiøs og kulturel henseende så længe, at dette ikke berører deres forhold til andre folkegrupper. For mig er &quot;jøde&quot; altså en betegnelse, der i princippet ikke adskiller sig fra dansker, tysker, armener, kurder, japaner eller en hvilken som helst anden national folkegruppe.

Anderledes forholder det sig med begrebet &quot;semitisme&quot;. Her er der i mine øjne tale om en totalitær og intolerant national ideologi, som tåler sammenligning med fx. fascismen i Italien og nazismen i Tyskland. Der er med andre ord tale om en ekskluderende ideologi, som på samme tid legitimerer en bestemt handlemåde over for andre befolkningsgrupper. Dette kan der senere være grund til at vende tilbage til, når vi har gjort os selve grundlaget for denne tankegang klart.

Lad mig sige det straks: det er ikke &quot;anti-semitisk&quot; at anlægge en anden betragtningsmåde en den, som såkaldte &quot;semitter&quot; selv anlægger - med mindre at man tilføjer, at sådanne semitter har et snævert syn og en snæver fortolkningsramme båret af egne fordomme. I denne henseende minder semitter og muhammedanere om hinanden. Begge promoverer en bestemt fortolkning, og begge benægter retten til at inddrage andre kilder eller til at anlægge en anden og bedre forståelse.

For mig skræmmer udsigten til at blive tillagt smædeord mig ikke. Afgørende for mig er objektivt at se på alle fastslåede kendsgerninger og så nå frem til den forståelse, som er mest og bedst i overensstemmelse hermed. Hvis andre har problemer hermed, er det deres problem, ikke mit. De ønsker at forsvare en myte, men for mig er det de historiske kendsgerninger bag myten, som er det vigtigste. Myter er overtro og vantro. Men som Hans Christian Ørsted har sagt det, vil videnskaben overvinde overtroen og vantroen&lt;ref&gt;Ørsted (1978), s. 106&lt;/ref&gt;, og således må det være.

Det gælder her som i tilfældet med muhammedanismen&lt;ref&gt;se ''Muhammedanismen i kildekritisk belysning''&lt;/ref&gt;, at modstanden og modviljen imod at blive konfronteret med nye kendsgerninger dybest set blot viser hvor usikre, forsvarere af den herskende ideologi i virkeligheden er. Hvis de var sikre i deres overbevisning, ville de velkomme enhver udfordring, idet de vil kunne tage den op og sagligt imødegå den. Men således forholder det sig ikke, tværtimod. 

Det bør tilføjes, at forskningsfeltet er inde i en rivende udvikling i disse år. Det kan derfor ikke udelukkes, at forskningen om føje år vil give et andet, mere omfattende men måske også revideret billede i forhold til nu, og således må det være. Det er den eneste måde, at vor viden kan forøges og forbedres på. Og skulle denne bog medvirke til at fremme en sådan forskning, har den opfyldt sit formål.

=== &lt;big&gt;Jødedommens ældste historie&lt;/big&gt; ===

Formålet med det følgende er at skildre jødedommens ældste historie. Hovedvægten vil blive lagt på de arkæologiske vidnesbyrd. Bibelen vil imidlertid blive inddraget, hvis og når den kan belyse historiske kendsgerninger. En række emner vil blive underkastet en særskilt behandling.

=== Den kana'næiske oprindelse ===

I det 2. århundrede f.Kr. var Kana'an beboet af stammer med hver deres skytsguddom. Disse guddomme hørte til den kana'anæiske gudeverden og omfattede blandt andre El, Ba'al og Jahve. Over tid begyndte jøderne imidlertid at skille sig ud og hævde, at de ikke stammede fra kana'anæerne, skønt både sproglige og religiøse træk fra tiden 1200-1000 f.Kr. tyder på, at de udviklede sig fra en kana'anæisk fælles kultur i den grad, at det ofte er svært at skelne imellem dem.&lt;ref&gt;Dinkgreve (2021), kap. 8&lt;/ref&gt;

Hvornår, denne udskillelsesproces er fundet sted, vides ikke, men det må være sket omkring 1207 f.Kr., idet kana'anæerne og israelitterne på en stele rejst af farao Merneptah dateret til dette tidspunkt udtrykkeligt er nævnt som to uens folkegrupper:&lt;/br&gt;
- &quot;Kana'en er udplyndret,&lt;/br&gt;
- Israel er lagt øde.&quot;&lt;/br&gt; 
Det er værd at bemærke, at de hieroglyffer, som angiver navnet Kana'an, viser, at der er tale om et land, mens de, som angiver Israel, viser, at der er tale om et folk.&lt;ref&gt;Dinkgreve (2021), kap. 8&lt;/ref&gt; Det er også den eneste kilde fraset Gamle Testamente som nævner et folk kaldet Israel på denne tid.&lt;ref&gt;Novacek (2011), s. 66&lt;/ref&gt;

Den oprindelige gud for Israel synes at have været ''El''. Navnet &quot;Isra-el&quot; betyder &quot;Els styre&quot;.&lt;ref&gt;Dinkgreve (2021), kap. 8&lt;/ref&gt;

Kildekritiske undersøgelser af Mosebøgerne viser at disse er skrevet af flere forskellige forfattere, hvoraf to af forskerne kaldes P og E. Begge disse forfattere kalder Gud for ''El'' indtil, at Gud angiveligt selv kalder sig ''Jahve'' over for Moses: &quot;Jeg er Jahve. Jeg viste mig for Abraham og Isak og Jakob som ''El-Shaddai'', men mit navn er ''Jahve''. Jeg gjorde ikke det bekendt for dem&quot;.&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 72&lt;/ref&gt;

Det bør tilføjes, at i ''Genesis'' forekommer 17 tilfælde af associationer med ''El'' (fx. Bethel) men ikke een eneste med ''Jahve''. Der er desuden eet tilfælde med henvisning til ''Ba'al'', nemlig Ashbel, Benjamins søn

=== Ugarit ===

I 1928 fandt en bonde i Ras Shamra ved Middelhavskysten (nu i Syrien) et omkring 3.000 år gammelt gravkammer. En udgravning det følgende år viste, at det dækkede over dels en større gravplads, dels en forhistorisk by: Ugarit, en vigtig handelsby fra omkring 1450 f.Kr. til 1192 f.Kr., idet byen blev brændt af og blev opgivet antagelig mellem 1190 f.Kr. og 1185 f.Kr. Blandt de mange fund var et stort antal lertavler og mange af dem med religiøse tekster: mytologiske vers, hymner til guder, lister over præsternes ofringer. Den ledende guddom i Ugarit hed ''El''. ''El'' var gudernes fader, skaber af alle levende væsener, den evige konge. Han blev beskrevet som en ældre skægget mand, som sad på en trone med en krone med tyrehorn. Hans hustru hed ''Ashera''&lt;ref&gt;Dinkgreve (2021), kap. 8&lt;/ref&gt;, hun var moder til 70 guder ifølge teksterne. Blandt sønnerne var stormguden ''Baal'', havguden ''Jam'', dødsguden ''Mott'' og krigergudinden ''Anat''. Tilsammen blev de kaldt ''Ilham'', det vil sige børn af ''El''.

I Bibelens skildring af skabelsen optræder ordet ''Elohim'', på hæbraisk et ord for guddom, hvilket er umiddelbart sammenligneligt med ordet i Ugarit, men ordet er flertal, ikke ental. Og flere af beretningerne i Gamle Testamente bruger netop (men ikke alene) dette ord om Gud: ''El Shaddai'' (Gud den Almægtige), ''El Elyon'' (Gud den Højeste)&lt;ref&gt;Novacek (2011), s. 41&lt;/ref&gt;, ''El Olam'' (den evige Gud), ''El Bethel'' (Bethels Gud). Det er det samme navn som den øverste gud i kana'anæernes gudeverden.

Af disse kendsgerninger tør drages to slutninger. Den ene er, at Gud i den hebraiske forståelse ikke i starten var fuldstændig og enerådende men i stedet udviklede sig over tid, langsomt ved en proces, der bedst kan beskrives som konvergens: flere guder smeltede sammen i een guddom.

Den anden slutning, man tør drage, er den, at israelitterne udviklede sig som folk fra kana'anæerne. Deres første gud var kana'anæernes gud ''El''. For de folk, som levede i bjergene i Kana'an omkring 1100 f.Kr. var der ikke nogen markant forskel imellem deres egen religion og de omgivende folkeslags religion: de dyrkede den samme fadergud og modergudinde. Dette har været anerkendt af arkæologer siden omkring 1970 baseret på fundne lertavler, indskrevne navne på lerkar, fund af husguder og af husaltre.

=== Jahve ===

Nu er det velkendt, at jøderne har et andet navn på deres gud: ''Jahve''. Hvor stammer dette navn fra? Hvor og hvornår overtog han de egenskaber, som tidligere blev tillagt El? For at svare på disse spørgsmål, må vi inddrage tre nye kilder.

På en to tusinde år gammel læderklud fundet i en hule findes en tekst med følgende indhold: da den højeste gud gav nationerne deres arv, da han delte menneskeheden, fastlagde han deres indbyrdes grænser i henhold til antallet af gudesønner. Denne tekst fra Femte Mosebog 32:8&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 237&lt;/ref&gt; var identisk med den tekst, som jøderne kopierede i århundrede før Kristi fødsel. Den findes i den græske version af Gamle Testamente fra 3. og 2. århundrede f.Kr. Jøderne ændrede siden teksten fra &quot;gudesønner&quot; til &quot;Israels sønner&quot;.

Tages teksten for pålydende, har den højeste gud inddelt menneskene i nationer og givet hver nation en søn som guddommelig leder. I det følgende vers fortælles hvilken søn, der blev tildelt hvilken nation, og det oplyses, at Jahve fik tildelt Jacobs stamme eller Israel.

Det må her bemærkes, at Jahve her tydeligt er en mindre, en underordnet gud i forhold til den højeste gud. Bibelforskere som Mark Smith og Frank Moore Cross fra Harvard mener, at det er her, at Jahve gøres til guddom for Jacobs stamme. Teksten i Kumran (bedre kendt som Dødehavsrullerne) bevarede den oprindelige tekst, men den blev i middelalderen tilsyneladende tilpasset.

I ''Salmernes Bog'' salme 82 findes følgende:&lt;/br&gt;
&quot;Gud træder frem i gudeforsamlingen,&lt;/br&gt;
blandt guderne holder han dom:&lt;/br&gt;
Hvor længe vil I dømme uretfærdigt&lt;/br&gt;
og tage parti for de ugudelige? Sela&lt;/br&gt;
Skaf de svage og faderløse deres ret,&lt;/br&gt;
frikend de hjælpeløse og arme,&lt;/br&gt;
udfri de svage og fattige,&lt;/br&gt;
red dem fra de ugudeliges magt!

De forstår og fatter intet,&lt;/br&gt;
de vandrer i mørke,&lt;/br&gt;
jordens grundvolde rokkes.&lt;/br&gt;
Jeg har sagt: I er guder,&lt;/br&gt;
I er alle sønner af den Højeste.&lt;/br&gt;
Dog skal I dø som mennesker,&lt;/br&gt;
og I skal falde som en af stormændene.

Rejs dig, Gud, hold dom over jorden,&lt;/br&gt;
for du har alle folkene som ejendom.&quot;&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 693&lt;/ref&gt;

Denne salme indeholder altså mindet om en gudeforsamling, som også afspejles i den langt ældre tekst. Ordet &quot;guderne&quot; i den originale tekst er ''Elohim'', i flertal. Det viser, at der var en tid i jødernes historie, hvor flerguderi øjensynligt var en almen forståelse. Og en af disse gudesønner var åbenbart Jahve.

Et lignende minde findes i Første Mosebog kapitel 6, der begynder således:

&quot;Da menneskene begyndte at blive talrige på jorden og fik døtre, så gudesønnerne, at menneskedøtrene var smukke. Blandt dem tog de sig alle de koner, de havde lyst til. Da sagde Herren: &quot;Min livsånde skal ikke forblive i mennesket for evigt. De er dødelige, deres levetid skal være 120 år&quot;.&lt;/br&gt;
Dengang gudesønnerne gik ind til menneskedøtrene og fik børn med dem - men også siden hen - var der faldne på jorden. Det er heltene, navnkundige mænd fra ældgamle dage.&quot;&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 12. Den danske oversættelse har &quot;kæmper&quot; i stedet for &quot;faldne&quot; men det originale ord er ''nefilim'' med netop denne betydning&lt;/ref&gt; 

Endnu en kilde, som bør nævnes, er et tempel nu beliggende i Sudan på Nilens vestre bred. Det blev opført af farao Aman Hototeep III (bedstefader til Tutankhamon), som regerede Egypten fra ca. 1390 f.Kr. til 1352 f.Kr., og var tilegnet guden Amon Ra. På en af søjlerne i dette tempel, der omtaler underkuede folkeslag, optræder &quot;Tashasu YHWH&quot;. Nationen ''Shassu'' var et semitisk folkeslag, nomader, kvæghyrder, der strejfede om i ørkenen ved den sydlige grænse for Kana'an. Betegnende nok identificeres de ikke ved deres landområde men derimod ved deres guddom, ''Jahve'', omtrent 200 år før at israelitterne ellers optræder i historiske tekster ifølge gængs fortolkning.

Egyptologen Donald Redford slutter heraf, at ''Jahve'' oprindeligt var en edomitisk eller midianistisk gud i de sydlige ørkenområder, som blev dyrket i områder, som den hebraiske bibel selv udpeger som stedet for jødernes oprindelse, som stedet hvor Moses hørte Gud tale fra en brændende busk, og i ''Dommerbogen'' findes blandt andet &quot;Deboras sejrssang&quot;, som dateres til 12. århundrede f.Kr.&lt;ref&gt;Dinkgreve (2021), kap. 8&lt;/ref&gt;, med følgende linjer:

Herre, da du drog ud fra Se'ir,&lt;/br&gt;
da du skred frem fra Edoms land,&lt;/br&gt;
skælvede jorden, himlen dryppede af regn,&lt;/br&gt;
ja, skyerne dryppede af vand.&lt;/br&gt;
Bjergene rystede foran Herren,&lt;/br&gt;
Sinajs Herre,&lt;/br&gt;
foran Herren, Israels Gud.&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 276&lt;/ref&gt;

Edom lå i den nordøstlige del af Sinaj-ørknen, sydøst for Det Døde Hav. Men der er mere. Jahve introduceres af Moses efter, at Jetro, Moses svigerfader, sammen med sine sønner havde sluttet sig til jøderne.&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 87&lt;/ref&gt; Ifølge Anden Mosebog kapitel 3:1 var Jetro præst i Midjan.&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 68&lt;/ref&gt; Det må rejse spørgsmålet, om det er fra ham, at Moses har overtaget sin guddom Jahve. Men ifølge Dommerbogen kapitel 1:16 var Jetro kenit: &quot;Efterkommere af den kenit, der var Moses' svigerfar, drog sammen med judæerne op fra Palmebyen til Judas ørken i Arads sydland og bosatte sig hos befolkningen dér.&quot;&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 271&lt;/ref&gt; Kenitterne var Kains efterkommere. I Første Mosebog kapitel 4:17-22 læser vi: &quot;Kain lå med sin kone, og hun blev gravid og fødte Enok. Så byggede han en by og gav den navn efter sin søn Enok. Enok fik sønnen Irad, Irad fik Mehujael, Mehujael fik Metushael, og Metushael fik Lemek. Lemek tog sig to koner, den ene hed Ada, den anden Silla. Han blev stamfader til dem, der bor i telte og holder kvæg. Også Silla fødte en søn, Tubal-Kain, stamfader til smedene, alle dem, der forarbejder kobber og jern.&quot;&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 11&lt;/ref&gt; 

Vi ved, at i andre kulturer som egyptisk, græsk og romersk er smedekunsten forbundet med vulkaner: i romersk mytologi hed smedeguden ligefrem ''Vulkan''. Læg dertil profetien i Esajas' Bog kapitel 31:9, der nævner &quot;Herren, som har sit bål på Zion og sin ovn i Jerusalem&quot;.&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 874&lt;/ref&gt; Og for at fuldende billede findes i Anden Mosebog kapitel 19:18-19 følgende beskrivelse af bjerget: &quot;Hele Sinajs bjerg var hyllet i røg, fordi Herren var steget ned på det i ild og røgen steg til vejrs som røgen fra en smelteovn. Hele bjerget skælvede af stor rædsel, og hornklangen blev kraftigere og kraftigere.&quot;&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 88&lt;/ref&gt; Det kunne være en beskrivelse af en aktiv vulkan. Disse sammenfald kan næppe være tilfældige. Er der tale om, at Jahve oprindelig var en smedegud forbundet med vulkanisme, og at han er overtaget af Moses (hvis han er en historisk person) fra sin svigerfaders kultur? I så fald viser det, at der findes en jødisk religiøs forhistorie, som man siden har forsøgt at fortrænge.

Af det foregående tør vi antage, at ''Jahve'' ikke begyndte i Israel. Han begyndte som en &quot;skytsguddom&quot; blandt nomadiske stammer uden en konge, uden templer og uden et skriftsprog. På et eller andet tidspunkt, måske som følge af handel eller af en edomitisk udvandring nordpå, kom denne gud til kana'anæerne, og der mødte han en anden guddom: den gamle gud ''El''. Hvad, der siden fulgte, var konvergens: før dannelsen af et kongerige, før opførelsen af det første tempel, blev ''El'' &quot;opslugt&quot; af ''Jahve''. Derved fik den nye fusionerede guddom begge navne i Gamle Testamente.

=== Ashera ===

Men denne gud stod ikke alene, han havde en kvindelig partner, en gudinde: ''Ashera''. Ashera optræder i kana'anæernes hjem som gudindestatuette, hendes navn findes på forrådskar og i gravskrifter. I tekster fra 8. århundrede f.Kr. bliver hun påkaldt ved siden af Jahve som om de hørte sammen og var ligestillede.

Vi ved nu, at hun i århundreder var blevet dyrket af jøderne som gudinde. Hun kunne gå på vandet, hendes tilnavn var ''Kudu'', den hellige. Hun findes gengivet på et egyptisk kunstværk fra samme tid stående på ryggen af en løve og med en slange i hver hånd. Kort sagt var hun en af de store modergudinder i Mellemøsten.

I to bygninger daterede til tiden 801-770 f.Kr. i det nordøstlige Sinai ved bjerget Contilit Azud fandt arkæologer i 1975 store forrådskar med en tekst skrevet på tidlig hebraisk: &quot;Jeg velsigner dig ved Jahve af Samaria og hans Ashera&quot;&lt;ref&gt;Novacek (2011), s. 92&lt;/ref&gt; og &quot;Jeg velsigner dig ved Jahve af Teman og hans Ashera&quot;. Her står israelitternes mandlige guddom sammen med kana'anæernes gudinde. Teman var den egn i ørkenen, hvor ifølge Habakuks Bog kapitel 3:3 Jahve havde sin oprindelse:&lt;/br&gt;
&quot;Gud kommer fra Teman,&lt;/br&gt;
den Hellige fra Parans bjerge&quot;.&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 1187&lt;/ref&gt;

I Hebron blev tilsvarende fundet en gravskrift dateret til midten af 8. århundrede f.Kr.: &quot;Velsignet være Uryyaho ved Jahve for fra hans fjender ved Ashera har han frelst ham&quot;.

Desuden har man fundet over tusind små gudindestatuetter, heraf 400 alene i Jerusalem, der ifølge Raz Kletter utvivlsomt forestiller Ashera skildret med krop som en cylinder med to markerede bryster og hænder, der tilbyder dem, samt et smilende ansigt. De dateres alle til 8. og 7. århundrede f.Kr. og de blev alle fundet i private hjem, ikke i templer. De viser, at dyrkelsen fandt sted under det delte kongerige som noget alment udbredt, ikke som noget særegent for de få.

Som supplement til en forståelse kan man gå til Gamle Testamente, hvor der er bevaret flere passager, hvori Ashera-dyrkelsen omtales. Den følgende oversigt gør ikke krav på fuldstændighed.

I Første Kongebog kapitel 14 læser vi: &quot;Salomos søn Rehabeam blev konge i Juda. .. Rehabeam var enogfyrre år, da han blev konge, og han regerede sytten år i Jerusalem, den by Herren havde udvalgt af alle Israels stammer til at sætte sit navn på. Hans mor hed Na'ama og var fra Ammon.
Judæerne gjorde, hvad der var ondt i Herrens øjne, og med de synder, de begik, gjorde de ham mere vred, end deres fædre havde gjort. Også de byggede offerhøje og lavede stenstøtter og Ashera-pæle på alle høje bakker og under alle grønne træer; der var endog mandlige helligskøger i landet.&quot;&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 396&lt;/ref&gt;

I kapitel 15 læser vi: &quot;I Nebats søn kong Jeroboams attende regeringsår blev Abija konge over Juda. Han regerede tre år i Jerusalem. Hans mor hed Ma'aka og var datter af Absalom. Han fulgte alle de synder, som hans far havde begået før ham..&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 396&lt;/ref&gt;

I Israels konge Jeroboams tyvende regeringsår blev Asa konge over Juda. Han regerede enogfyrre år i Jerusalem. Hans mor hed Ma'aka og var datter af Absalom. Asa gjorde, hvad der var ret i Herrens øjne, lige som sin fader David. Han forviste de mandlige helligskøger fra landet og fjernede alle de møgguder, som hans forfædre havde lavet. Han fjernede også sin mor Ma'aka som kongemoder, fordi hun havde ladet fremstille en rædselsstøtte til Ashera. Asa huggede støtten om og brændte den i Kedrondalen. Offerhøjene forsvandt ikke..&quot;&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 396f&lt;/ref&gt;

I kapitel 16 læser vi: &quot;Omris søn Akab blev konge over Israel i Judas konge Asas otteogtredivte regeringsår, og Omris søn Akab regerede toogtyve år i Samaria over Israel. Omris søn Akab gjorde, hvad der var ondt i Herrens øjne, værre end nogen før ham. Da det ikke var nok for ham at følge Nebats søn Jeroboams synder, giftede han sig med sidoniernes konge Etba'als datter Jezabel, og han gav sig til at dyrke og tilbede Ba'al. Han rejste et alter for Ba'al i Ba'als tempel, som han havde bygget i Samaria. Akab lavede en Ashera-pæl, og Akab gjorde mere endnu, så han krænkede Herren, Israels Gud, mere end nogen af Israels konger, der havde været før ham.&quot;&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 399&lt;/ref&gt;

I Anden Kongebog kapitel 21 omtales kong Manassa. Om hans gerninger hedder det: &quot;Han gjorde, hvad der var ondt i Herrens øjne efter de afskyelige skikke hos de folkeslag, som Herren havde drevet bort foran israelitterne. Han genopbyggede de offehøje, som hans fader Hizkija havde ødelagt; han rejste altre for Ba'al, og han lavede en Ashera-pæl, sådan som Israels konge Akab havde gjort, og han tilbad hele himlens hær og dyrkede den. .. Og i de to forgårde til Herrens tempel byggede han altre for hele himlens hær. .. Og han opstillede Ashera-billedet, han havde lavet, i dette tempel, om hvilket Herren havde sagt til David og til hans søn Salomo: &quot;''På dette tempel og på Jerusalem, som jeg har udvalgt blandt alle Israels stammer, vil jeg sætte mit navn til evig tid; og jeg vil ikke mere jage Israel bort fra det land, som jeg gav deres fædre, når de blot omhyggeligt vil gøre alt det, jeg har befalet dem, og holde hele loven, som min tjener Moses gav dem.''&quot; Men de ville ikke høre, og Manassa forledte dem til at handle værre end de folkeslag, som Herren havde udryddet for israellitterne.&quot;&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 438f&lt;/ref&gt;

I Anden Kongebog kapitel 23 oplyses, at denne afgudsdyrkelse holdt sig til Josija stoppede den: &quot;Så befalede kongen ypperstepræsten Hilkija, andenpræsterne og dørvogterne at fjerne alle de ting, der var lavet til Ba'al og til Ashera og til hele himlens hær, fra Herrens tempel, og han brændte dem uden for Jerusalem .. Helligskøgernes rum i Herrens tempel, hvor kvinderne vævede klæder til Ashera, rev han ned. .. Også alteret i Betel, offerhøjen som Jeroboam, Nebats søn, havde opført, han som forledte Israel til synd, både dette alter og offerhøjen rev Josija ned, og han knuste stenene til støv og brændte Ashera-pælen.&quot;&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 441&lt;/ref&gt; 

Profeten Jeremis beklagede sig i Jeremias' Bog kapitel 7: &quot;Kan du ikke se, hvad de gør i Judas byer og Jerusalems gader? Børnene samler brænde, fædrene tænder ild og kvinderne ælter dej, så de kan lave offerkager til Himmeldronningen og udgyde drikofre for andre guder og krænke mig.&quot;&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 950&lt;/ref&gt; Han taler om ''Ishtar'', Mesopotamiens version af Ashera, mens hun blev adopteret som ''Afrodite'' i Grækenland og blev kaldt ''Astarte'' af kana'anæerne og senere af fønikerne.&lt;ref&gt;Novacek (2011), s. 38&lt;/ref&gt;

Der kan således ikke være tvivl om, at Ashera-dyrkelsen var udbredt blandt jøderne i flere århundreder, snart officielt snart uofficielt. Manassa regerede fra 697 f.Kr. til 642 f.Kr. og Josija skal have stoppet Ashera-dyrkelsen omkring 622 f.Kr. Men uofficielt fortsatte dyrkelsen helt frem til babylonernes erobring af Jerusalem.

Det vigtigste i denne sammenhæng er, at denne afgudsdyrkelse, som det også fremgår af Gamle Testamente, fandt sted længe efter, at jøderne skulle være gået over til monoteisme.

=== Den centraliserede gudsdyrkelse ===

Men hvornår begyndte den monoteistiske gudsdyrkelse blandt jøderne? Meget tyder på, at det var en udvikling i to trin: først skete der en centralisering af gudsdyrkelsen, og langt senere en overgang til monoteisme.

Første kilde til denne udvikling findes i Moseloven. Her hedder det: &quot;Du må ikke lave dig noget gudebillede i form af noget som helst oppe i himlen eller nede på jorden eller i vandet under jorden. Du må ikke tilbede dem og dyrke dem, for jeg, Herren din Gud, er en misundelig Gud.&quot;&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 89. I oversættelsen til dansk bruges ordet &quot;lidenskabelig&quot; i stedet for &quot;misundelig&quot;&lt;/ref&gt; Det siges ikke, at der ikke findes andre guder, kun at jøderne ikke længere måtte dyrke dem.

Næste kilde findes i Anden Kongebog om kong Josija, som regerede 640-609 f.Kr. Her hedder det: &quot;Og statsskriveren Shafan fortalte kongen, at præsten Hilkija havde givet ham en bog, og Shafan læste den op for kongen.&quot;&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 440&lt;/ref&gt; Forskere mener, at den bog, der her er tale om, sandsynligvis var Femte Mosebog.

Femte Mosebog adskiller sig tydeligt fra de foregående fire Mosebøger, så meget at man mener, at den har sin egen forfatter (eller egne forfattere), der af forskerne kaldes D. Denne forfatter D genkendes også i en række andre tekster i Gamle Testamente: Joshua-bogen, Første og Anden Dommerbog, Samuels Bog samt Første og Anden Kongebog. Det menes, at alle disse bøger er forfattede af samme person eller personkreds.&lt;ref&gt;Dinkgreve (2021), kap. 8&lt;/ref&gt;

Anden Kongebog fortæller om kong Josiah, at han centraliserede gudsdyrkelsen og forbød stedlige altre: &quot;Han hentede alle præsterne fra Judas byer, og offerhøjene lige fra Geba til Be'ersheba, hvor de havde tændt offerild, gjorde han urene, og portofferhøjene, som lå ved kommandantensen Josvas port til venstre, når man går ind ad byporten, rev han ned.&quot;&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 441&lt;/ref&gt; Som det siges: &quot;Der havde ikke tidligere været nogen konge, der som han af hele sit hjerte og af hele sin sjæl og af hele sin styrke vendte om til Herren, helt efter Moses' lov og efter ham kom der ingen som han.&quot;&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 442&lt;/ref&gt; Tydeligvis var der tale om at samle al religiøs magt på et sted og under kongens kontrol. Det var med andre ord en religiøs revolution.

For at retfærdiggøre denne revolution måtte man opfinde en spådom, der kunne retfærdiggøre den. Her træder nu to kilder ind. Den ene findes i Første Kongebog. Her omtales en gudsmand, som råber imod et alter: &quot;Alter, alter! Dette siger Herren: I Davids hus skal der fødes en søn ved navn Josija. På dig skal han slagte de offerhøjspræster, som tænder offerild på dig, og han skal brænde menneskeknogler på dig.&quot;&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 393&lt;/ref&gt;

Den anden er Femte Mosebog: allerede i første sætning gives indtrykket af, at denne bog er Moses' sidste ord inden sin død&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 200&lt;/ref&gt;, og her formuleres en &quot;ny moselov&quot; begyndende således:

&quot;Dette er de love og retsregler, som I omhyggeligt skal følge i det land, Herren, dine fædres Gud, har givet dig i eje, så længe i lever på jorden. I skal ødelægge alle de steder, hvor de folk, I fordriver, har dyrket deres guder, på de høje bjerge, på bakkerne og under alle grønne træer. I skal rive deres altre ned og knuse deres stenstøtter, deres Ashera-pæle skal I brænde, og deres gudebilleder skal I hugge om; I skal udslette deres navn fra de steder. For på den måde må I ikke dyrke Herren jeres Gud. Nej, I skal søge til de sted, Herren jeres Gud udvælger blandt alle jeres stammer til at sætte navn på, så det kan bo der. Dér skal du komme, og derhen skal I bringe jeres brændofre og slagtofre, jeres tiender og afgifter, jeres løfteofre og frivilligofre og det førstefødte af jeres køer og får.&quot;&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 214&lt;/ref&gt;

Men trods dette forsøg på at legitimere centraliseringen af gudsdyrkelsen holdt det ikke længe. Snart begyndte folk atter deres decentrale gudsdyrkelse, og som vi tidligere har set, opgav de aldrig deres Ashera-dyrkelse.

=== Jøderne i Kana'an ===

Vi har fulgt jødernes religiøse udvikling, men hvordan forholder det sig med områdets politiske udvikling? Det er en broget historie, hvor Gamle Testamente trods påviselige fejl alligevel kan give nyttige oplysninger.

Meget taler for, at det var ankomsten af &quot;havfolket&quot; (engelsk: ''Sea People'') omkring 1178 f.Kr. som udløste en ny politisk udvikling. Frem til sammenbruddet havde området været præget af kana'anæiske kongefamilier, som styrede mindre områder fra deres centralt beliggende byer. Hidtil havde områder i nord været under hittitisk overherredømme og området i syd som helhed været under egyptisk kontrol, men nu svækkedes denne kontrol&lt;ref&gt;Porter (2016), s. 384&lt;/ref&gt;, og det indebar, at der blev mulighed for indbyrdes stammekrige i området. Det betød også, at folk udefra nu kunne blande sig med held i de stedlige stammekrige. Det er muligt, at jødernes erobringer netop hører hjemme i denne sammenhæng. Til trods for, at Gamle Testamente fremstiller disse kampe som religionskrige mellem folkeslag med polyteisme og jøderne med deres påståede monoteisme, er der intet, som tyder på, at dette er korrekt.

Snarere må vi se disse kampe som sket mellem et imperialistisk erobrerfolk og stedlige bofaste stammer. At der også var religiøse forskelle imellem dem, understregede blot krigenes stammemæssige karakter. Mens filistrene bosatte sig ved kysten, flyttede israelitterne ind fra øst og bosatte sig overvejende i højlandet, hvor de over tid tilegnede sig megen af den stedlige kultur, samtidig med at deres frænder, aramæerne, slog sig ned mod nordøst i Syrien. Hebræerne fik i denne besættelse støtte fra beslægtede og ligesindede nomadiske stammer og semitiske folkeslag. Alliancen var mulig, fordi de alle dyrkede Jahve.&lt;ref&gt;Novacek (2011), s. 66&lt;/ref&gt; Denne fælles kult var længe den eneste institution, som bandt folket sammen, og det kunne ikke forhindre, at der jævnligt opstod konflikter mellem dem.

Der kan på dette sted være grund til at gøre op med myten om Jerikos erobring. Ifølge den bibelske tradition skete erobringen ved, at de omgivende bymure styrtede sammen.&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 248f&lt;/ref&gt; Problemet er, at det arkæologisk kan påvises, at der ingen bymure var!&lt;ref&gt;Novacek (2011), s. 66&lt;/ref&gt; Forklaringen er, at Kana'an indtil da havde været underlagt Egypten, hvis overherredømme var blevet afgjort efter slaget ved Megiddo i 1479 f.Kr. Efter erobringen beholdt eliten i de kana'anæiske familier deres styrende rolle, når blot de var loyale i forhold til den egyptiske farao, men de måtte acceptere, at de ikke måtte befæste deres byer, (hvilket gav dem problemer blandt andet, da Megiddo blev angrebet af Lab'ayu fra det nærliggende Shechem).&lt;ref&gt;Novacek (2011), s. 25&lt;/ref&gt; Det må rejse spørgsmålet, om israelitterne overhovedet nogen sinde har erobret Kana'an, eller om de så at sige &quot;overtog&quot; havfolkets faktisk påviste erobringer og indskrev det i deres historie?

Overhovedet har det været praktisk talt umuligt at påvise israelitterne bosættelse i Levanten. Forskere har ment, at en række nye bosættelser i marginale områder i bjergegne kunne være deres bosættelser&lt;ref&gt;Porter (2016), s. 386&lt;/ref&gt;, men der kan lige så godt være tale om, at nogle kana'anæere fra lavlandet efter det handelsmæssige sammenbrud valgte at flytte ud og etablere sig med et nyt men mere holdbart selvforsynende landbrug&lt;ref&gt;Porter (2016), s. 388f&lt;/ref&gt;, hvor handel som helhed spillede en mindre rolle end tidligere og især var af regional snarere end international karakter.&lt;ref&gt;Porter (2016), s. 388&lt;/ref&gt; Ulige forsøg på at identificere bestemte former for genstande som værende israelitiske er strandet på, at de selv samme genstande også findes i områder uden israelsk bosættelse ifølge Gamle Testamente, de kan derfor ikke levere det ønskede bevis.&lt;ref&gt;Porter (2016), s. 387&lt;/ref&gt;

I den første tid efter israelitternes indvandring var tilstandene i Kana'an væsentlig som før. Det var langt fra lykkedes jøderne at udrydde hele den bosatte befolkning, så det endte med, at jøderne bosatte sig i egne bosættelser. De ulige folk og stammer levede i samfund hver for sig med byerne som centrum for de omgivende landsbyer. Hebræerne erobrede og ødelagde de mere civiliserede kana'anitter men overtog deres skriftsystem. De overtog også kana'anitternes byggeskik, men uden at hebræernes byggerier nåede samme høje stade som deres forgængere. Jerusalem var på denne tid et lille sted uden stor betydning og kunne ikke måle sig med andre byer i området.

Tør man tro Josvabogen kapitel 20, blev der oprettet særlige bebyggelser kaldet &quot;tilflugtsbyer&quot; for kriminelle, hvor disse kunne søge politisk asyl og unddrage sig retsforfølgelse for deres kriminelle gerninger: &quot;Herren talte til Josva og sagde: &quot;Sig til israelitterne, at de skal udpege de tilflugtsbyer, som jeg talte til jer om ved Moses, så en drabsmand, der uforsætligt og uforvarende slår nogen ihjel, kan flygte dertil; de skal være tilflugtssteder for jer mod blodhævneren. Når drabsmanden søger tilflugt i en af disse byer og stiller sig ved indgangen til byporten, skal han forelægge sin sag for de ældste i den by. De skal give ham adgang til byen og give ham et sted, hvor han kan bo hos dem. Når blodhævneren forfølger ham, må de ikke udlevere drabsmanden til ham; det var jo uforvarende, han slog sin næste ihjel, han havde ikke tidligere næret fjendskab mod ham. Han kan så blive boende i den by, indtil han stilles for menighedens domstol, eller indtil den ypperstepræst dør, som er der til dentid. Da kan drabsmanden vende tilbage til sin by og sit hus, den by, han er flygtet fra&quot;.&quot;&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 264&lt;/ref&gt; De var en ordning, som kunne beskytte enhver kriminel mod retsforfølgelse.

Og jødernes folkemord fortsatte. I Dommerbogen kapitel 1 læser vi: &quot;Så drog Juda op, og Herren gav kana'anæerne og perizzitterne i deres hånd, og de slog dem i Bezek og dræbte ti tusind mand. ..Judæerne angreb Jerusalem og indtog den. De huggede indbyggerne ned med sværd og stak ild på byen.&quot;&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 271&lt;/ref&gt; I de byer, som det ikke lykkedes jøderne at udrydde befolkningen, blev disse i stedet gjort til hoveriarbejdere.&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 272&lt;/ref&gt; Det kan næppe undre, at denne opførsel gav anledning til yderligere uro, og at nye kampe fulgte. Ved en lejlighed slog jøderne &quot;omkring ti tusind moabitter ihjel. .. Derefter havde landet ro i firs år&quot;.&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 274&lt;/ref&gt;

Efter Josvas erobringer fulgte dommertiden, hvor landet blev styret af de såkaldte dommere. Tør man tro Gamle Testamente førte det til, at filistre og ammonitter for en tid fik overtaget.&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 286&lt;/ref&gt; Også internt var der øjensynlig magtkampe, således forenedes de andre stemmer mod Benjamins stamme.&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 297ff&lt;/ref&gt;

Efterhånden blev lovløsheden for meget, og hebræerne etablerede et kongedømme i Palæstina. Denne institution kom som en nødvendig følge af både de interne lovløse tilstande og behovet for at organisere krigsførelsen mod andre folkegrupper. I vest udgjorde filistrene en stærkere modstand end kana'anitterne, fordi de havde udviklet jernsmedning. Mod nord boede fønikerne i Libanon, der var mest optaget af handel. Da kana'anitterne stadig blev mere undertrykte, skabte det grundlaget for etableringen af det hebræiske kongedømme omkring 1000 f.Kr. 

Først under dommeren Samuel opstår der blandt jøderne angiveligt krav om etableringen af et kongerige. Landets første konge hed Saul.&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 317&lt;/ref&gt; Han dateres til omkring 1000-tallet f.Kr. Tør vi tro Første Samuelsbog gennemførte han adskillige krige.&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 320&lt;/ref&gt; Kana'an var angiveligt forenet under ham og hans to efterfølgere, David og Salomo. Salomo beskrives i Gamle Testamente som en mægtig konge, der blandt andet opførte et gudstempel i Jerusalem, men arkæologiske undersøgelser har ikke kunnet bekræfte dette, og Salomo er påfaldende totalt fraværende i ikke-bibelske kilder. Det har fået mange historikere til at mene, at Salomo må have været en småkonge.&lt;ref&gt;Novacek (2011), s. 83&lt;/ref&gt; Også israelerne synes fraværende i arkæologiske fund fra denne tid, i stedet dominerer kypriotisk og fønikisk lertøj samt stedlige efterligninger af dette.&lt;ref&gt;Novacek (2011), s. 89, 93&lt;/ref&gt;

Da kong Salomo døde i 922 f.Kr. blev det hebræiske kongedømme delt i to: Kongeriget Israel og Kongeriget Juda. Det var kun Juda og Benjamins stammer, som accepterede Salomos søn Rehabeam som deres konge, og de oprettede dermed det sydlige kongerige Juda med Jerusalem som hovedstad. Mod nord gjorde de øvrige stammer Jeroboam til konge og oprettede kongeriget Israel med Sikem og senere Samaria som hovedstad. Vigtigst i denne sammenhæng er, at der intet stammesammenhold var, end ikke deres religion kunne holde sammen på dem, og som vi allerede har set, skete der jævnligt frafald fra denne, lige som israelitterne indgiftede sig i andre folkegrupper nok så meget som indbyrdes. Der var konstant magtkampe, hvilket afspejler det totale fravær af national solidaritet og enhed. Også udefra skete angreb. Anden Krønikebog er fuld af bereninger om disse krige.

Det bør for god skyld nævnes, at en basalt stele fra Dhiban omtaler, at kong Mesha fra det moabitiske kongerige overvandt Kongeriget Israel og udvidede sit rige, en begivenhed som menes afspejlet i Anden Kongebog kapitel 3.&lt;ref&gt;Porter (2016), s. 382&lt;/ref&gt;&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 412&lt;/ref&gt; 

Kongeriget Israel ophørte, da Assyrien erobrer hovedstaden Samaria 722 f.Kr. Herved mistede også de 10 nordlige israelske stammer deres betydning. Nogle af indbyggerne i Kongeriget Israel blev deporteret af assyrierne, men arkæologisk kan der ikke dokumenteres nogen befolkningsudskiftning eller nogen nedgang i befolkningstallet, og genetiske undersøgelser antyder også en kontinuitet i områdets befolkningssammensætning. Hovedparten af befolkningen synes således at være forblevet i området og samaritanerne menes at være de mest direkte efterkommere af befolkningen i Kongeriget Israel, hvilket også er i overenstemmelse med deres egen opfattelse. Nogle beboere fra Kongeriget Israel må antages at være flygtet til kongeriget Juda, hvilket kan forklare hvordan de nordlige stammers myter er blevet inkorporerede i den tekster i Gamle Testamente, som blev samlede i Kongeriget Juda.

=== Eksilet i Babylon ===

Der er næppe tvivl om, at hvis jøderne havde modstået angreb udefra, ville afgudsdyrkelsen have fortsat. Der ville fortsat have været private gudindestatuetter og private altre. Men een begivenhed ændrede jødernes historie og dermed verdenshistorien: babylonernes erobring i 586 f.Kr.

Forud gik en belejring, som varede to og et halvt år. Vilkårene under belejringen var forfærdelige: jøderne sultede, men vi ved fra samtidige beretninger, at de ikke holdt sig tilbage fra at spise deres egne børn. Da Nebukadnezer erobrede Jerusalem, blev Salomons tempel brændt ned til grunden. Kongepaladset blev brændt ned. Huse blev brændt ned. Forsvarsanlæggene omkring byen blev revet ned sten for sten. Kong Zedekiah, som havde forsøgt at flygte, blev fanget og ført frem for Nebukadnezer. Det sidste, han så, var, at han sønner blev slået ihjel. Så blev han gjort blind, og måtte i denne tilstand foretage vandringen til Babylon.

Hele den jødiske befolkning blev tvangsforflyttet til Babylon. Det skete i tre omgange. Da de forlod Jerusalem, måtte de uundgåeligt miste troen på deres guder, som havde svigtet dem.

Hvad, der skete under det babylonske fangenskab, var ekstraordinært: i stedet for at blive integrerede i deres nye omgivelser valgte de skriftkloge jøder den modsatte vej, nemlig at bevare og redigere deres historiske traditioner. Sigende optræder byen Al Yahuda i Babylon på denne tid. Jøderne samlede, hvad de havde bevaret om deres historie, og begyndte at nedskrive det. Undervejs blev traditionen omskrevet og tilpasset deres nye selvforståelse. Bibelforskere mener, at det var antagelig på denne tid, at traditionerne i ''Tanakh'' begyndte at få deres endelige form.

Og det var tilsyneladende også her, at jødernes tro fik den monoteistiske karakter, som siden skulle gøre sig gældende. Det er her, at profeten Ezekiel fortæller, at Gud gør ham opmærksom på den afgudsdyrkelse, som finder sted.&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 1048&lt;/ref&gt; Det er her, at Gud lover at straffe jøderne for denne afgudsdyrkelse.&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 1049&lt;/ref&gt; Det er her, at jødernes bortførelse bliver stillet i udsigt. Det er her, at grunden lægges til den fortolkning, at eksilet gøres nødvendigt for, at jøderne langt om længe kan vende sig mod den sande gudsdyrkelse.

Og det er her, at profeten Esajas formulerer sine propagandistiske og doktrinære anklager. Det er her, at Gud gøres til den, som lover jøderne håb om frihed igen. Og det er her, at Gud bliver enevældig.

To eksempler fra Esajas Bog kan belyse det: i vers 44 linje 6: &quot;Jeg er den første, og jeg er den sidste, der er ingen anden Gud end mig&quot;&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 895&lt;/ref&gt; og i vers 45 linje 5: &quot;Jeg er Herren, der er ingen anden, der er ingen anden Gud end mig&quot;.&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 897&lt;/ref&gt; Selv alt det gode og alt den onde har samme oprindelse:&lt;/br&gt;  
&quot;Jeg danner lys og skaber mørke,&lt;/br&gt; 
jeg frembringer fred og skaber ulykke,&lt;/br&gt; 
jeg, Herren frembringer alt dette.&quot;&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 897&lt;/ref&gt;&lt;/br&gt; 
For første gang optræder jøderne som et folk med kun een erklæret Gud.

Der kan næppe være tvivl om, at dette var følgen af en bestemt strategi: ikke at blive opslugt af imperiet. Over for de mange guddomme i Babylon sætter jøderne en enkelt gud som deres modstykke. Derved, og kun derved, kan de opretholde deres særegne identitet som folk. Hvis Jahve havde været een gud blandt mange andre, havde han tabt og havde ingen fremtid. Kun ved at gøre ham almægtig, ved at hævde at han havde brugt Nebukadnezar som et redskab i en guddommelig plan, kunne de opretholde deres identitet og deres håb om en fremtid. De gamle guder måtte udryddes eller bortforklares som fejltagelser, der kunne forklare jødernes ulykkelige skæbne. Og derfor blev den traditionelle historie omskrevet punkt for punkt for at kunne understøtte det nye narrativ.

Nået så langt tog de skriftkloge det næste skridt: de måtte opfinde og udvikle deres egen skabelsesberetning og deres egen beretning om en altomfattende oversvømmelse. Inspirationen hentede de hos babylonerne selv. De tog de velkendte babylonske beretninger men omskrev dem således, at de udgjorde en polemisk kontrast til den tro og de traditioner, som blev hyldet af deres omgivelser. Der vil være lejlighed til at se nærmere på disse ved en gennemgang af Gamle Testamente.

=== Jødernes tilbagevenden til Jerusalem ===

I 539 f.Kr. indtræder så afslutningen på jødernes tid i eksil. Dette år erobrer perserne Babylon, og Cyrus den Store erklærer straks efter en almen amnesti. Der efter giver han tilladelse til, at fordrevne folkeslag må vende tilbage til deres hjemegn og genoptage deres gudsdyrkelse.

Også jøderne vendte hjem. Ifølge Ezras Bog vendte i alt 42.360 jøder tilbage til Jerusalem foruden deres trælle og trælkvinder, i alt 7.337, samt 200 sangere og sangerinder, det vil sige i runde tal 50.000 personer.&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 510&lt;/ref&gt; Om dette tal er korrekt, vides ikke.

Det vigtige er, at da jøderne vendte tilbage til Jerusalem, var det med en ny, monoteistisk religion. Den var i store træk skabt under deres eksil, omskrevet og suppleret i forhold til tidligere. Den forenede folk og tro i en næsten uadskillelig helhed.

Der kan her være grund til at stille et vigtigt spørgsmål: betyder dette så, at jøderne vendte hjem med en fuldt udviklet fælles trosretning? Nej, intet taler for dette. Snarere må vi regne med, at det kun var en lille gruppe af teologiske skriftlærde, som havde taget del i den redigeringsproces, som var foregået i Babylon, og at det kun var dem, som havde det fulde kendskab til det nye narrativ om jødernes oprindelse, som de havde skabt. Dette indebærer, at det først er efter deres tilbagevenden, at de for alvor kan begynde at promovere og udbrede deres nye narrativ til jøderne og dermed skabe den identitetsforståelse, som de siden udviklede.

=== Persisk tid ===

Under det persiske herredømmes tid (538-332 f.Kr.) sad der persiske statholdere i landets ulige dele. Vi ved, at statholderen i Judæa 408 f.Kr. hed Bagohi, dels fra Josefos, dels fra papyrusfundene i Elefantine. At statholderen i Samaria var en samaritan, Sanballat, tyder på, at perserne ikke har blandet sig i Palæstinas forhold, når oprør ikke foranledigede dem til at gribe ind, som tilfældet var under Artaxerxes III (358-338 f.Kr.). Det var under persisk beskyttelse, at Nehemia og Ezra genoprettede den jødiske menighed i Jerusalem.

Vi ved sandt at sige ikke meget om den jødiske religionsdyrkelse på denne tid. Meget tyder på, at der skete en langsom spredning af den nydannede monoteistiske tro, sikkert som et politisk-nationalt redskab over for det persiske overherredømme. Men intet taler for, at denne endnu formelt var slået igennem.

Elephantine var en jødisk by i Egypten fra 400-tallet f.Kr. Den er interessant, fordi den kan vise træk ved og fravær af jødisk levevis på denne tid. Byen blev antagelig grundlagt i midten af 6. århundrede f.Kr. af folk, der var emigreret fra Syene-området i Palæstina.&lt;ref&gt;Barnea (2024), s. 1&lt;/ref&gt; Vi ved, at der eksisterede et særligt tempel for dyrkelsen af Jahve indtil 410 f.Kr., da det blev ødelagt. En jødisk befolkning nævnes sidste gang i kilderne i 399 f.Kr., hvad, der skete med den jødiske befolkning efter denne tid, er ukendt.&lt;ref&gt;Adler (2025), s. 39&lt;/ref&gt;

Historien om jødernes udvandring fra Egypten kendes ikke i denne by, hvilket tyder på, at denne tradition er yngre end 400-tallet. Ligeledes kendte befolkningen ikke til ''torah'', det vil sige jødisk lov, så også denne må være yngre end 400-tallet.

Endvidere dyrkede jøderne i denne by flere guder (jahvisme) i modsætning til senere tids monoteisme (judaisme). Således har vi flere kilder fra 400-tallet f.Kr., der vidner om zoroastracisme, herunder et ild-alter og et tempel.&lt;ref&gt;Barnea (2024), s. 3-7&lt;/ref&gt; En lignende jødisk polyteisme kendes fra andre byer.&lt;ref&gt;Adler (2025), s. 41-47&lt;/ref&gt; Men dette indebærer også, at jøderne stadig ikke på denne tid var monoteister til trods for de bestræbelser, som præsteskabet havde udført under eksilet i Babylon. I stedet tolkes situationen således, at den jødiske kult udviklede sig gravist over tid blandt andet inspireret af zoroastrisk kult indtil, at de fik den form som kendes fra den hebraiske bibel.&lt;ref&gt;Barnea (2024), s. 29&lt;/ref&gt; Hvis byen blev grundlagt af dem, som ikke endte i Babylon, kan dette forklare deres fastholden ved polyteisme og ukendskab til den monoteisme, som blev udviklet i Babylon.

Dermed adskiller kulten på denne tid blandt jøder sig markant fra den, som ses i hasmonæisk tid.&lt;ref&gt;Adler (2025), s. 48&lt;/ref&gt; Yonatan Adler ved Ariel University har kaldt denne kult og levevis &quot;proto-jødisk&quot; (''proto-Judaic'') og definerer den således: &quot;Et protojødisk kulturelt træk er således et særskilt element af den israelitiske og/eller jødiske livsstil, som med tiden blev lovgivet som en forskrift for regulering i en eller flere af Mosebøgernes tekster, og som i sidste ende blev optaget som en del af jødedommen.&quot;&lt;ref&gt;Adler (2024), s. 5&lt;/ref&gt; Et eksempel herpå er at spise svinekød. I to af Mosebøgerne (Tredie Mosebog kapitel 11:1-8&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 126f&lt;/ref&gt; og Femte Mosebog kapitel 14:3-8&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 216&lt;/ref&gt;) forbydes det jøder at spise svinekød, men arkæologiske fund fra tiden fra sen bronzealder (1300-1130 f.Kr.) frem til jernalder (586 f.Kr.) viser, at svin faktisk blev avlet til fortæring i strid med denne bestemmelse, skønt de er fraværende i nogle bopladser henregnet til kana'anære og fønikere i jernalderen uden, at det derfor med sikkerhed kan siges at være bevidste valg; økonomiske, økologiske og sociale forhold kan have spillet ind.&lt;ref&gt;Adler (2024), s. 13&lt;/ref&gt; Flere jødiske leveregler tilskrives således myter i Mosebøgerne, og det kan ikke afvises, at disse myter ''netop'' er blevet til for at kunne begrunde og legitimere disse leveregler.&lt;ref&gt;Adler (2024), s. 21&lt;/ref&gt; Det gælder blandt andet reglen om at omskære drengebørn.&lt;ref&gt;Adler (2024), s. 20f&lt;/ref&gt;

=== Hellenistisk tid ===

I den græske periode fra Alexander den Stores erobring i 332 f.Kr. til 167 f.Kr. blev Palæstina atter genstand for strid mellem Syrien, hvor seleukiderne herskede efter Alexanders død 323 f.Kr., og Ægypten, der beherskedes af ptolemæerne. Frem til 198 f.Kr. var overvejende Egypten, fra den tid, efter Antiochos IIIs sejr ved Paneas, syrerne Palæstinas herrer. Efter, at Babylon, Ninive og Shushan var gået til grunde, og Alexandria var blevet grundlagt, flyttede tyngdepunktet vest på, og Palæstina fik igen samme betydning som i 15. århundrede f.Kr. Under ptolemæerne regeredes Palæstina af guvernører (hegemon, epitropos), om hvis myndigheds udstrækning kun lidt vides. Skatteopkrævningen var overladt - ved licitation - til skatteforpagtere. I jødernes kreds fik synedriet og ypperstepræsten en vidtgående myndighed. Under seleukiderne stod Palæstina, der kaldtes Fønikien, sammen med Cølesyrien under en militærguvernør, og syrisk militær besatte landet. Skatten indkrævedes af seleukidiske embedsmænd. Fra 165 f.Kr., da Antiochos Epifanes forbød jødisk gudsdyrkelse, blev landet ramt af de makkabæiske kampe, der skulle bane vejen for det hasmonæiske dynasti.

Undersøgelser tyder på, at jøderne i almindelighed stadig ikke kendte til ''torah'', det vil sige jødisk lov, i begyndelsen af hellenistisk tid, og slet ikke at de respekterede og fulgte den.&lt;ref&gt;Adler (2025), s. 34&lt;/ref&gt; Således er der flere eksempler på, at judæere to ågerrenter af deres udlån.&lt;ref&gt;Adler (2025), s. 28&lt;/ref&gt; Der er også bevis på, at nogle judæere selv på denne tid dyrkede andre guder end Jahve.&lt;ref&gt;Adler (2025), s. 27&lt;/ref&gt; Og skønt ordet &quot;''sabbat''&quot; forekommer, lader det sig ikke fastslå, om dette havde samme betydning som senere eller blot henviste til en jødisk helligdag.&lt;ref&gt;Adler (2025), s. 28&lt;/ref&gt; Faktisk forekommer ordet &quot;''sabbat''&quot; ikke een eneste gang i Gamle Testamente. Omvendt er der ingen arkæologiske beviser på, at jøderne tog deres rituelle bade i bassiner, således som foreskrevet i ''torah'', og heller ikke at de iagttog særlige rituelle renselsesregler omkring deres mad.&lt;ref&gt;Adler (2025), s. 26&lt;/ref&gt;

Der har været peget på, at Aristeas i et brev oplyser, at Ptolemæus II Philadelphus (regerede 285-246 f.Kr.) tog 72 jøder fra Jerusalem til Alexandria for at få oversat en jødisk lov til græsk til sit bibliotek.&lt;ref&gt;Adler (2025), s. 31&lt;/ref&gt; ''Torah'' er ikke nævnt ved navn, så der er ingen beviser på, at det er den, som der henvises til, men selv om dette var tilfældet, kan dette ikke tages som udtryk for, at jøderne i almindelighed kendte og fulgte loven.&lt;ref&gt;Adler (2025), s. 32&lt;/ref&gt; Dette til trods for, at jøderne på  denne tid ellers nød udstrakt selvstyre både i Judæa og i andre områder.&lt;ref&gt;Adler (2025), s. 24&lt;/ref&gt; Dette har fået Yonatan Adler til at betegne jødisk kultur på denne tid som &quot;jahveisme&quot; (''Yahwism'') i modsætning til den &quot;judaisme&quot; (''Judaism''), der først fulgte senere og som fulgte ''torah''-en.&lt;ref&gt;Adler (2025), s. 7&lt;/ref&gt; Men uanset benævnelsen betyder det, at traditionel jødisk kultur først stammer fra tiden ''efter'' hellenistisk tid.

=== Det hasmonæiske dynasti ===

Den hasmonæiske eller senhellenistiske periode strakte sig fra 167 f.Kr. til 63 f.Kr.

Betegnelsen &quot;Det hasmonæiske kongerige&quot; dækker over en yderst omtumlet periode i jødisk historie, som strakte sig fra midten af 2. århundrede f.Kr. til midten af 1. århundrede f.Kr. Hasmonæerne var en jødisk præsteslægt, som spillede den førende politisk rolle på denne tid. Betegnelsen er dannet efter Hasmon, der var Mattatija’s bedstefader. I årene 168-161 f.Kr. ledede hasmonæerne kampen for national og religiøs frihed mod seleukiderne, som under Antiochos IV havde underkuet dem. Bevægelsen begyndte under Mattatija, men blev fortsat af hans sønner, først Judas Makkabæer, efter hvem slægten often kaldes makkabæerne; han fik genoprettet den jødiske gudsdyrkelse i 165 f.Kr. og opnåede i 161 f.Kr. religionsfrihed. Dette år overvandt han den syriske feltherre Nikanor og sluttede forbund med Romerne, men døde kort efter. Hasmonæerne optrådte der efter som et dynasti, der kæmpede for deres egen magtstilling. Judas’ broder, Jonatan, som afløste ham som leder, lod sig i 153 f.Kr. udnævne til ypperstepræst, skønt han efter jødisk lov ikke havde ret til denne stilling. Dette betød et brud med de lovtro, som de oprindelige havde kæmpet for. Efter hans mord i 143 f.Kr. lykkedes det broderen Simon (143-135 f.Kr.) at få landets selvstændighed anerkendt og at erobre syrernes borg i Jerusalem. Som følge heraf blev han af befolkningen hyldet som arvelig ypperstepræst og som verdslig hersker i 141 f.Kr. Dermed havde hasmonæerne opnået formel anerkendelse af deres dynasti.

Det betød imidlertid ikke, at der nu herskede fred, tværtimod. Under Simon’s søn, Johannes Hyrkan (134-104 f.Kr.), indtraf et åbent brud mellem hasmonæerne på den ene side og farisæerne på den anden. Under de fortsatte kampe undertvang han den autonome stat Edom og ødelagde Samaria og også den samaritanske helligdom på Garizim. Hans sønner, Aristobul (104-102 f.Kr.) og Alexander Jannæos (102-76 f.Kr.) var brutale herskere og fjernede sig langt fra styrets oprindelige karakter, idet de var udpræget hellenistisk sindede. Alexander udnævnte sin dronning Salma Alexandra til sin efterfølger (78-69 f.Kr.), mens sønnen Hyrkan II blev ypperstepræst. Midt i de hele etablerede armenerne et kortvarigt herredømme (70-63 f.Kr.) idet de erobrede landet og lagde området under deres overherredømme. Men den interne magtkamp fortsatte uafbrudt. Salma sluttede sig til farisæerne, og hun kom derved i modsætning til saddukæerne, som samlede sig om hendes anden søn, som efter hendes død tog magten fra sin broder og herskede som Aristobul II, dog under vedvarende kampe, indtil Pompejus afsatte ham og tog ham med til Rom i 63 f.Kr. Efter ulige forsøg på opstand blev Aristobul og hans søn Alexander myrdet i 48 f.Kr. 

Hyrkan II, der af Pompejus nu blev anerkendt som ypperstepræst med Antipater som verdslig leder, blev af Cæsar forfremmet til ethnarch, mens den faktiske myndighed efterhånden gik over til Herodes efter Antipater’s død. Aristobul’s anden søn, Antigonos, gjorde imidlertid oprør og blev en kort (40-37 f.Kr.) tid konge, mens Hyrkan blev bortført og fik ørene skåret af. I 37 f.Kr. erobrede den af Romerriget anerkendte Herodes så Jerusalem, og Antigonos blev henrettet i Antiochia. Dermed var hasmonæernes herredømme bragt til ende. Herodes levede en tid i venskab med Hyrkan men lod ham så dræbe. Herodes var besvogret med hasmonæerne, idet hans hustru Mariamme var datter af Aristobul II’s søn Alexander. Dette forhindrede dog ikke, at han lod hendes broder Aristobul dræbe. Senere dræbte han ligeledes hende selv og hendes moder. Endelig dræbte han nogle hasmonæere, der opholdt sig hos hans svoger i Idumæa. Således blev det Herodes, som endte slægtens magtdrømme.&lt;ref&gt;Pedersen (1919), s. 943f&lt;/ref&gt; Så meget om den politiske udvikling.

Det vigtigste i denne sammenhæng er, at de var i denne omtumlede tid, at vi for første gang ser tydelige spor af en jødisk kultur og religionsdyrkelse. Årsagen er klar nok: lederen af den nye stat var en ypperstepræst, som nu tillige blev den politiske, kultiske og militære leder af den nye stat. Og det er tydeligvis på denne tid, at denne nye magt manifesterer sig også religiøst. Det er først fra denne tid, at de første synagoger optræder. Det er først fra denne tid, at ''Tanakh'' optræder i sin endelige skikkelse. Det er først fra denne tid, at der optræder beviser på, at jøderne i deres levevis fulgte bibelsk lov, der nu bliver promoveret som &quot;deres forfædres lov&quot; og påvirker et utal af leveregler både i og uden for jødernes &quot;hjemland&quot;.&lt;ref&gt;Adler (2025), s. 67&lt;/ref&gt;

=== Romersk styre ===

Romersk tid strækker sig fra sidste århundrede f.Kr, til første århundrede e.Kr. Det kendetegnes ved at området i denne periode havde en romersk guvernør.

Yonatan Adler har undersøgt de kulturelle traditioner i dette tidsrum og finder, at de følger senere jødiske traditioner: der er renselsesbassiner og husgeråd af kalk som udtryk for jødiske relselsesritualer samt mønter, vægdekorationer i huse og hjemligt udstyr som udtrykkeligt undgår at vise mennesker og dyr i overensstemmelse med påbuddet i Mosebøgerne. Han konstaterer yderligere, at disse træk er særligt markante i de områder, som vides at have haft en overvejende jødisk befolkning, men ikke nødvendigvis i områder hvor andre befolkningsgrupper var dominerende. Han konstaterer endvidere, at disse rituelle træk tydeligt går tilbage til hasmonæisk tid men ikke med sikkerhed lader sig følge længere tilbage, til dels på grund af et svagt og mangelfuldt arkæologisk og skriftligt bevismateriale. Som beviserne nu stiller sig, var det i hasmænæisk tid, at disse rituelle træk slog igennem og efterhånden bredte sig til den samlede befolkning og i romersk tid allerede var blevet normen.&lt;ref&gt;Adler (2022)&lt;/ref&gt;

Det er på denne baggrund, at Jesus må ses: i en tid, hvor mange jøder drømte om og håbede på at genskabe deres egen selvstændige stat, trådte han frem med sit provokerende budskab, at &quot;Guds rige ikke var af denne verden&quot;. Ikke nok med det: han udfordrede farisæerne og de skriftkloge, og oven i alt dette ophævede han jøder som Guds udvalgte folk og erklærede enhver, som følger Guds ord og hans påbud som en del af den udvalgte befolkning. I det givne politisk-religiøse klima gjorde det ham farlig for en national jødisk politik, så han måtte stoppes, og det blev han som bekendt. Men det stoppede ikke hans budskab i at blive yderligere spredt, tværtimod.

Frem til 70 e.Kr. opstod der ulige retninger inden for jødedommen, hvoraf saddukæerne, farisæerne og essæerne synes at have været de væsentligste. Desuden opstod der en række messianske og apokalyptiske bevægelser. 

Saddukæerne var en gruppe der var tilknyttet præstedømmet i templet i Jerusalem. I modsætning til farisæerne, som påberåbte sig myndighed på grund af deres lærdom og fromhed, baserede saddukæerne deres særstilling på afstamning og status. Meget tyder på, at de repræsenterede Hasmonæernes klan, der tidligere havde regeret som præstekonger. De nægtede at acceptere læresætninger som ikke direkte var nævnt i ''Torah'', også selv om læren var nævnt et andet sted i Tanakh. Ja, de &quot;anså det for en dyd at debattere&quot; sådanne sager. Et eksempel på en sådan debat findes i Mattæusevangeliet kapitel 22:23-33, hvor de satte Jesus på prøve med hensyn til opstandelsen. Idet saddukæerne opstillede en tænkt situation hvor en enke havde været gift med syv mænd, spurgte de: &quot;Hvem af de syv skal nu have hende til hustru i opstandelsen?&quot; I denne sammenhæng var det selvfølgelig uvæsentligt om den tænkte enke havde været gift 14 eller 21 gange. Jesus svarer: &quot;I opstandelsen gifter mænd sig ikke og kvinder bortgiftes ikke.&quot;&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 1251&lt;/ref&gt; Saddukæerne accepterede ikke eksistensen af et liv efter døden, og benægtede derfor også den farisæiske doktrin om en genopstandelse, hvilket netop var den forestilling, som Jesus prædikede. I Markusevangeliet kaptel 12:18-27 omtales en anden version af historien: da Jesus vidste, at saddukæerne ikke accepterede andre inspirerede skribenter end Moses, argumenterede han ved at citere fra ''Torah''. Han sagde: &quot;Med hensyn til at de døde oprejses, har I da ikke læst i Moses’ bog, i beretningen om tornebusken, hvordan Gud sagde til ham: ’Jeg er Abrahams Gud og Isaks Gud og Jakobs Gud’? Han er ikke dødes men levendes Gud.&quot;&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 1281&lt;/ref&gt;

Saddukæerne ønskede ikke, at en Messias skulle dukke op og lave om på tingene og da de betragtede Jesus som en trussel mod deres position, sammensvor de sig med farisæerne om at slå Jesus ihjel.&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 1258f, 1352&lt;/ref&gt;

Farisæerne var kendetegnede ved, at de lagde stor vægt på overholdelse af Moseloven, især renhedsforskrifterne og desuden på &quot;fædrenes overleveringer&quot;, som var en betegnelse for hele den mundtlige fortolkning af Moseloven. Bevægelsens etik havde mange detaljerede forskrifter og praktiske anvisninger. 

Essæerne levede i en slags kommunisme, hvor medlemmerne aflagde tavshedsløfte og ingen måtte besidde ejendom, hverken bolig eller slave, jord eller kvæg. Deres indkomster skulle overlades til en forvalter, som forestod indkøb af det nødvendige og sørgede for mad og underhold til gruppen. De forkastede også ægteskab, alle former for standsforskelle samt slaveri. De var soldyrkere og sendte hver morgen bønner op til solen. Når de havde afføring, gjorde de det inden døre for ikke at &quot;besmitte&quot; sollyset.

Af de mange retninger inden for jødedommen overlevede kun den rabbinske jødedom, som byggede på farisæerne og deres lære. Den rabbinske jødedom var kendetegnet ved at hævde, at den skrevne ''Torah'' ikke kan fortolkes korrekt uden henvisning til den &quot;mundtlige&quot; ''Torah'' og den dertil hørende litteratur, der specificerer hvilken adfærd, der er sanktioneret af loven. Med et moderne udtryk var de fundamentalistiske teokrater. Når de andre fraktioner her er nævnt, er det for at vise, at jødedommen langt fra var nogen samlet bevægelse selv op til eller på Jesu tid.

Stednavnet &quot;Israel&quot; første gang optræder på en mønt dateret til 66 e.Kr. møntet i forbindelse med jødernes oprør mod romerne.

Efter oprøret 70 e.Kr. var det for en lang tid slut med jødiske forsøg på at skabe en egen stat. Jesu budskab og det mislykkede oprør førte til, at den jødiske befolkning blev sprængt i tre grupper: den ene gruppe var de traditionelle jøder, som holdt fast ved farisæerne og deres budskab, den anden gruppe var de kristne, som nu satte sig for at udbrede det nye budskab, og den tredie gruppe var judeo-nazaræerne, som fortolkede udviklingen på deres egen måde og mente, at genskabelsen af templet i Jerusalem var en forudsætning for, at Messias ville vende tilbage. De arbejdede i flere hundrede år på dette mål, men da de endelig fik magten i Jerusalem i år 634 og Messias alligevel ikke vendte tilbage, blev bevægelsen omformet til en ny arabisk religiøs bevægelse, som i 749 efter abbasidernes magtovertagelse endte som muhammedismen, komplet med en egen profet, en egen hellig bog og med et nyt religiøst midtpunkt i Mekka.&lt;ref&gt;se ''Muhammedanismen i kildekritisk belysning''&lt;/ref&gt;

=== Sammenfatning ===

Hvordan skal begivenhedsforløbet nu fortolkes? Et foreløbigt svar kunne lydes således: det ser ud til, at jøderne udskilte sig fra kana'anæerne senest omkring 1200 f.Kr. og at de oprindeligt levede i ørkenområderne syd for Kana'an. Dette varede indtil, at de eteblerede et egentligt kongerige, der imidlertid efter kort tid blev delt i to, Israel og Judæa. Den nationale udskillelse var dog åbenbart ikke mere udtalt end, at jøderne jævnligt synes at have giftet sig med kvinder fra andre stammegrupper. 

Så langt, vi tør tro Bibelens fremstilling, var de polyteister, det vil sige dyrkede flere guder. Ganske vist var der perioder, hvor der gjordes forsøg på at indføre monoteisme, men dels var der stadige tilbageslag, dels skete disse forsøg på det statslige niveau, mens den almindelige befolkning synes at have fastholdt polyteismen uden afbrydelser gennem flere hundrede år frem til og med landsforvisningen til Babylon. 

Religionsdyrkelsen synes at have udviklet sig fra spredt i de enkelte husstande, landsbyer og stammer hen imod en statslig centralisering med deraf følgende magt for præsteskab og konger. 

Efter alt at dømme er det først under eksilet i Babylon, at præsteskabet blandt jøderne udvikler en erklæret monoteisme, mens dette ikke synes at være tilfældet for den brede befolkning. Hele jødernes tidligere historie bliver nu omfortolket af præsteskabet i lyset af denne nye religion, og den bliver promoveret og legitimeret af nogle få erklærede profeter.

Efter jødernes tilbagevenden til Kana'an efter eksilet i Babylon bliver den nye religion gjort til et redskab for præsteskabets politiske mål: en selvstændig teokratisk stat. Dette mål bliver opnået, men den nye stat varer kun i henved hundrede år, og igennem hele sin eksistens er den præget af interne magtkampe blandt den ledende religiøse elite. Meget tyder dog på, at det først er på denne tid, at monoteismen slår igennem også i den brede jødiske befolknings livsstil og levemåde og bliver det centrale element i israelitternes selvforståelse. Men dette forudsatte og krævede præsteskabet både som den etnisk-religiøse og den statspolitiske magthaver. Efter alt at dømme er det tidligst fra denne tid, at vi kan tale om jødedom i moderne forstand.

Men denne udvikling forudsatte, som vi har set, en dramatisk omskrivning af den jødiske historie. Meget måtte udelades eller totalt omskrives. På den anden side blev der indført nye elementer, som næppe har meget med den historiske udvikling at gøre men som gav jøderne en forhistorie så lang som nogen.

=== &lt;big&gt;Problemerne med Gamle Testamente&lt;/big&gt; === 

Et passende kildekritisk udgangspunkt ved vurderingen af Gamle Testamentes troværdighed må være de modsætninger, der er mellem dennes fremstilling og de faktuelle kendsgerninger. Der er således ingen beviser for eksistensen af de fem mosebøger før slutningen af 4. århundrede f.Kr. inklusive eksistensen af en person ved navn Moses.&lt;ref&gt;Gad Barnea&lt;/ref&gt;

Problemerne med teksterne lader sig inddele i to delspørgsmål:&lt;/br&gt;
- er der een eller flere forfattere til Tanakh?&lt;/br&gt;
- er dele af teksterne lånt fra andre kulturer?&lt;/br&gt;
Svaret er i begge tilfælde bekræftende. Der kan derfor være grund til at behandle hvert af dem særskilt.

=== Forfattere og deres datering ===

Tekstanalytikere mener, at ''Tanakh'' (Gamle Testamente) er blevet til i tre omgange:&lt;/br&gt;
- en arkæisk fase: 11.-10. århundrede f.Kr.&lt;/br&gt;
- en klassisk fase: 9.-6. århundrede f.Kr.&lt;/br&gt;
- en sen fase: 5. århundrede f.Kr. eller senere.&lt;/br&gt;
Eksempelvis mener man, at den ældste del af Første Mosebog er historien om Jakobs velsignelse (i kapitel 47), som skal stamme fra arkæisk tid, men størstedelen af resten stammer fra klassisk tid.

I en række tilfælde forekommer tilsyneladende dubblerede historier med både ligheder men også klare forskelle. Forskerne mener, at det afspejler sammenskrivning af to eller flere ulige overleveringer.

Kildeforskere mener at kunne udskille fire lag i eller snarere forfattere til Mosebøgerne:

J: ''Jahvisten'', hvor Gud sædvanligvis kaldes ''Jahve''; et litterært lag der i modsætning til Præsteskriftet er præget af lægmandssynspunkter.&lt;/br&gt;
E: ''Elohisten'', hvor gudsbetegnelsen er ''Elohim''.&lt;/br&gt;
D: ''Deuteronomisten'', det vil sige &quot;forfatteren&quot; til Femte Mosebog.&lt;/br&gt;
P: ''Præsteskriftet'', et litterært lag i mosebøgerne, der antages at være blevet til i præstelige kredse, og som udviser særlig interesse for kultiske forhold. 

J- og E-teksterne menes nedskrevet efter, at det oprindelige kongerige var blevet delt i to: Israel i nord og Judæa i syd. J-teksterne menes at stamme fra Judæa, E-teksterne menes at stamme fra Israel.

J-teksterne dateres til tidsrummet mellem 848 f.Kr. og 722 f.Kr., idet disse tekster omtaler Babylon og Calah (Nimrod) som store byer. Desuden nævnes Edom som en autonom stat, hvilket først skete efter 848 f.Kr.

E-teksterne lader sig ikke datere nærmere end til 9. eller 8. århundrede f.Kr.

P-teksterne dateres til 6. århundrede f.Kr. og menes skrevet efter, at templet i Jerusalem var revet ned, og jøderne var blevet tvangsforflyttede til Babylon. Dette kan forklare hvorfor, at der ikke findes en eneste henvisning til templet i Jerusalem.&lt;ref&gt;Dinkgreve (2021), kap. 8&lt;/ref&gt;

Problemet ved en tekstanalyse af ''Tanakh'' er, at teksterne synes at være flettet sammen fra to eller flere oprindelige kilder til een sammenhængende historie. Det formodes, at J- og E-teksterne er blevet sammenskrevne efter 722 f.Kr., da Israel blev erobret af assyrerne, og flygtninge fra Israel i nord kom sydpå til Judæa og bragte deres E-traditoner med sig. Her blev de sammenskrevne til en ny version, JE, der ofte giver et judæisk perspektiv.

Men hvordan kan vi skelne imellem de forskellige tekster? Lad os tage nogle eksempler.

Under ørkenvandringen lader Moses vand springe fra klippen. I det ene tilfælde sker det uden problemer, i det andet pålægges Moses af Gud at tale til klippen, men han slår på den med sin stav i stedet, og som straf for at have ignoreret dette pålæg får han ikke love til at betræde Kana'an men kun at se det udefra. (exodus 18)

J-teksten angiver, at Abraham boede i Hebron, som er en judæisk by, men E-teksten fortæller om Jakobs kamp med Gud i Peni-El, som er en israelsk by.

I beskrivelsen af Jakobs sønner nævner J-teksten Judæa, mens E-teksten nævner stammer der var dele af Israel.

I E-teksten lader Aron skabe guldkalven til jødernes tilbedelse, men denne historie findes ikke i J-teksten.

Præsterne i Judæa hævdes at være efterkommere efter Aron, Moses broder, mens præster i Israel nævner andre levitter.

P-teksterne skiller sig ud ved at lægge vægt på love, lige som den tildeler Aron en større rolle, ligestillet med Moses. I ''JE''-teksten er det Moses' stav, som udfører mirakler (Første Mosebog kapitel 4), i P-teksten er det Arons stav (kapitel 7). I P-teksten er Aron den første, som ofrer, mens i ''JE''-teksten omtales flere tidligere ofringer, blandt andre Kain og Abel, Abraham og Isak samt Jakob, mens ingen af disse tilfælde omtales i P-teksten. Det menes, at dette afspejler P-tekstens mål om at give de aronitiske præster eneret på ofringer til Gud. Under ørkenvandringen optræder to uens oprør: i ''JE''-teksten er det Dathon og Abiram, som udfordrer Moses ved at sige, at det ville være bedre for jøderne at vende tilbage til Egypten, men at de opsluges af jorden i et jordskælv. I P-versionen er det levitterne under ledelse af Korah, som udfordrer Aron, men ligeledes dør.

Ligeledes omtaler P-teksterne ingen tilfælde, hvor folk besøges af engle eller får visioner, således omtales ikke historien om Josef og han 6 drømmesyner, ej heller de to engle i Sodoma og Gomorra eller Jekobs kamp med Gud. Sigende nok nævnes ordet &quot;profet&quot; kun een gang i P-teksten og da med henvisning til Aron.

=== Lånte historier ===

Sammenligninger mellem bibelske beretninger og tilsvarende overleveringer fra sumerisk og mesopotamisk kultur viser, at flere af historierne er blevet overtaget herfra, men at de er blevet omskrevne og tilpassede for at passe ind i den myte om jødernes oprindelse og historie, som man ønskede fremmet. Det gælder således blandt andre historierne om skabelsen, om Kain og Abel, om Noa og vandfloden samt om Sodoma og Gomorra.

Andre beretninger er tilsyneladende ligeledes lånt fra andre kulturer, således udvandringen fra Egypten, der blev gjort af et folk kaldet ''hyksos'', ikke af jøderne. Der kan være grund til at nævne nogle af disse beretninger, som jøderne så at sige adopterede.

==== Skabelsesberetningen ====

Den babylonske skabelsesberetning hedder ''Enuma Elish''. Dene kendes blandt andet fra Nineveh i Mesopotamien. Dens hovedtræk er følgende: i begyndelsen var der kun vand: guden ''Absu''s ferske vand og gudinden ''Tiamat''s salte vand. De blev blandede, og fra denne blanding blev født de første guder. Men disse yngre guder forstyrrede deres forældres søvn, så Tiamat sendte i vrede en hær af monstre for at ødelægge dem. Ud af dette kaos trådte ''Marduk'', stormguden og Babylons skytsguddom, som kæmpede imod ''Tiamat'' i en duel. Han affyrede en pil, som skabte hul i hendes mave og splittede hendes hjerte. Der efter skar han hendes krop op i to halvdele: af den ene skabte han himmelhvælvingen, af den anden halvdel jorden. Han satte stjerner i deres konstellationer, han satte månen til at angive månederne og solen til at lyse om dagen. Endelig skabte han menneskene af blod fra en død guddom blandet med ler for, at de kunne udføre det tunge arbejde for evigt.&lt;ref&gt;Dinkgreve (2021), kap. 3&lt;/ref&gt;

Den jødiske skabelsesberetning er i alle henseender et modstykke til den babylonske beretning: i stedet for flere guder er der kun een gud, i stedet for en skabelseskamp foregår skabelsen i Gamle Testamente med ord, i stedet for at menneskene er slaver for guderne er de i Bibelen skabt i Guds billede. Men der er også ligheder: rækkefølgen med adskillelse af himmelhvælving og den faste jord, fiksering af dag og nat samt tiden og endelig at menneskene skabes sidst i forløbet.

Det kan i en sidebemærkning oplyses, at det hebraiske ord i Første Mosebog 1:2 for urdybet, ''tehom'', filologisk er forbundet med ''Tiamat'', saltvandsgudinden i den babylonske skabelsesberetning.

==== Kain og Abel ====

Også den bibelske fortælling om Kain og Abel synes at have rod i to sumerisk myter. I den ene sumeriske myte omtales en hyrde (''Dumuzid''/Tammuz) og en landmand (''Enkimdu''), der begge konkurrerer om gudinden Inannas opmærksomhed. Den bibelske parallel: Ligesom i den sumeriske historie repræsenterer Kain bonden, mens Abel repræsenterer hyrden. Men i stedet for en uafklaret konkurrence eller forsoning tager den bibelske beretning en mørk drejning til brodermord. 

En anden variant er en sumerisk myte, hvor kvægguden (''Lahor'') og korngudinden (''Ashnan'') skabes af guderne for at sørge for mad og tøj. I disse historier diskuterer de to, hvem der må anses for mest værdifuld for den menneskelige civilisation. Den bibelske parallel er modsætningen mellem den omvandrende hyrde og den bofaste kornavler, men her bruges den til at skabe en søskenderivalisering, der ender i brodermord. Mens sumeriske myter brugte søskende til at fremhæve to byggestene i den menneskelige civilisation og fokuserer på samarbejde eller venskabelig rivalisering, brugte hebraiske forfattere den lånte fortælling til at skildre den syndefulde menneskelige natur, herunder konsekvenserne af misundelse.

Forskere antager, at disse velkendte myter sandsynligvis blev integreret i den hebraiske tradition under deres babylonske eksil i det 6. århundrede f.Kr., hvilket tillod forfattere at omarbejde regionale kulturelle temaer, så de passede til deres monoteistiske verdensbillede.

==== Noa og vandfloden ====

Også historien om Noa og vandfloden er overtaget fra andre kulturer. I 1872 fandt man i British Museums store samling fra Assurbanipals bogsamling et store epos kaldet ''Gilgamesh''. I kapitel 11 af dette epos findes en historie, hvis hovedtræk er følgende: guderne beslutter at udrydde menneskene ved at drukne dem, men vandenes gud, Enki, advarer Utu-nipishtim om faren og tilråder ham at bygge en ark og tage sin familie og sit kvæg med ombord, hvilket skete. I seks dage og nætter varer uvejret og oversvømmelsen, men på den syvende dag rammer arken toppen af et bjerg i Armenien. For at undersøge om oversvømmelsen er overstået sendes først en due og så en svale ud, men de vender begge tilbage. Først, da en ravn sendes ud og ikke vender tilbage, viste det, at vandene nu var sunket, og at Utu-nipishtim kunne forlade arken. Det gør han og foretager et takoffer til guderne. Enki bad så den øverste af guderne, Enlil, om at love, at han aldrig i fremtiden ville straffe hele menneskeheden for nogle fås synder, hvilket denne lover. Han rører Uti-nipishtim og dennes hustru på panden og erklærer: &quot;Hidtil har Utu-nipishtim været dødelig. Nu skal han og hans hustru være som guderne; og de skal bo i det fjerne, ved flodernes munding&quot;.&lt;ref&gt;Bibby (1971), s. 62f&lt;/ref&gt;

Lighederne med Bibelens beretning om syndfloden er indlysende til trods for forskellene: navnene er ændrede, de mange guder er erstattet af een Gud, men ellers er beretningen i sine kernetræk den samme.

Senere, i 1899 og 1900, viste udgravninger i Nippur i Mesopotamien, at den akkadiske beretning selv havde en forgænger. I 1914 blev fra disse udgravninger offentliggjort en tavle fra Nippur med en lignende beretning, der imidlertid stammer fra Sumer og således er betydeligt ældre end den akkadiske beretning. Tavlen er ukomplet, idet kun den nederste trediedel er bevaret, men syndflodsberetningen er atter den samme, selv om hovedpersonen nu hedder Ziusudra i stedet for Utu-nipishtim. I den sumeriske version ender historien således: &quot;Anu og Enlil viste velvilje mod Ziusudra, liv som en gud giver de ham, evig ånde som en gud bringer de ned til ham. Så kongenZiusudra, bevareren af planternes navn og af menneskeslægtens sæd, lod de bo i overfartslandet. Dilmuns land, det sted hvor solen står op&quot;.&lt;ref&gt;Bibby (1971), s. 64&lt;/ref&gt;

Pointen her er, at Bibelens syndflodsberetning er et plagiat, ikke en oprindelig historie, men at den inddrages som et led i den rekonstruerede beretning om jødernes historie.

==== Edens have ====

I den sumeriske beretning optræder også det hellige land Dilmun. Dette land beskrives som et sted, hvor rovdyr, sygdom og alderdom ikke eksisterer:

I Dilmun tier ravnen,&lt;/br&gt;
rovfuglen skriger ikke,&lt;/br&gt;
løven dræber ikke,&lt;/br&gt;
ukendt er den kid-fortærende vildhund,&lt;/br&gt;
ukendt det kornædende vildsvin.&lt;/br&gt;
Malten som enken spreder på taget -&lt;/br&gt;
himlens fugle opæder ikke denne malt.&lt;/br&gt;
Duen hænger ikke med hovedet.&lt;/br&gt;
Den øjensyge siger ikke: &quot;Jeg er øjensyg&quot;,&lt;/br&gt;
den hovedsyge siger ikke: &quot;Jeg er hovedsyg&quot;,&lt;/br&gt;
den gamle kvinde siger ikke: &quot;Jeg er en gammel kvinde&quot;,&lt;/br&gt;
den gamle mand siger ikke: &quot;Jeg er en gammel mand&quot;.&lt;ref&gt;Bibby (1971), s. 66&lt;/ref&gt;

Det har været foreslået, at dette ideelle levested har været forbillede for jødernes opfattelse af Edens have. I dag ved vi, at Dilmun ikke var en myte om Paradis men navnet på en faktisk eksisterende stat med Bahrain som sit midtpunkt, der drev en omfattende handel og søfart fra Indusdalen i øst til Mesopotamien i nordvest. Dette er et sidespring, men hvis det viser sig, at Dilmun er inspirationskilden til Edens Have, vil det være endnu et eksempel på kulturelle traditioner, som jøderne har lånt, adapteret, og inkorporeret i deres egen historiske myte.

==== Babelstårnet ====

Historien om Babelstårnet er velkendt og lyder således: 

&quot;Hele jorden havde samme sprog og samme tungemål. Da de brød op mod øst, stødte de på en dal i landet Sinear, hvor de slog sig ned. De sagde til hinanden: &quot;kom, lad os stryge teglsten og brænde dem hårde!&quot; De brugte tegl som sten og asfalt som mørtel. Så sagde de: &quot;lad os bygge en by med et tårn, som når op til himlen, og skabe os et navn, for at vi ikke skal blive spredt ud over hele jorden.&quot; Herren steg ned for at se byen og tårnet, som menneskene byggede. Så sagde Herren: &quot;se, de er eet folk med samme sprog. Når de begynder at handle sådan, vil intet af det, de planlægger, være umuligt for dem. Lad os stige derned og forvirre deres sprog, så at de ikke forstår hinanden.&quot; Så spredte Herren dem derfra ud over hele jorden, så at de måtte holde op med at bygge byen. Derfor hedder den Babel, for dér forvirrede Herren sproget på hele jorden, og derfra spredte Herren menneskene ud over hele jorden.&quot;&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 17&lt;/ref&gt;

Denne historie synes at være skabt med to formål. Det ene er at forklare hvorfor, at ulige folkeslag taler uens sprog. Men historien har muligvis et andet formål: at nedgøre babylonernes ziggurater (tempeltårne), som antagelig blev lavet som en slags forbindelse mellem himmel og jord. Nebukadnezar II (omkring 605-562 f.Kr.), som erobrede Judah, ødelagde Jerusalem og bragte mange jøder til Babylon, byggede også et ziggurat i syv lag kaldet ''Etemenanki'', hvilket kan oversættes &quot;Himmelens og Jordens Grundvolds Hus&quot;.&lt;ref&gt;Dinkgreve (2021), kap. 3&lt;/ref&gt;

==== Abraham ====

I Første Mosebog kapitel 12 introduceres Abraham som israelitternes mytiske stamfader.&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 17ff&lt;/ref&gt; Følger man kronologien i Gamle Testamente, skal han dateres til omkring 2100 f.Kr. og således blandt andet før jødernes ophold i Egypten. Men i Første Mosebog kapitel 21 vers 34 hedder det: &quot;Abraham boede lang tid som fremmed i filistrenes land&quot;&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 27&lt;/ref&gt;, og vi ved, at filistrene først ankom til Kana'an i 12. århundrede f.Kr. som en del af de såkaldte &quot;havfolk&quot; (engelsk: ''Sea People''). Dette betyder, at ''enten'' er Abraham en fri opfindelse, som intet har med en historisk person at gøre, ''eller'' også hører han hjemme i 12. århundrede og er israelitternes stamfader, men i så fald eksisterede de ikke som folk, da de angiveligt opholdt sig i og udvandrede fra Egypten. Også aramæerne omtales og stammer ligeledes fra 12. århundrede, hvilket tyder på, at den sidst nævnte forklaring er den rette.

Men der er andre problemer med Abraham. Ifølge P-kilden skal han stamme fra den sumeriske by Ur&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 17&lt;/ref&gt; og have draget gennem den frugtbare halvmåne først til Haran (nu Aram, beliggende i Tyrkiet) og senere videre til Kana'an. I de to kilder J og E er Ur ikke nævnt, kun Haran. Det har derfor været antaget, at det er hans oprindelige hjemsted. Det ville kunne forklare hvorfor, at hans forfædre Serug, Nahor og Terah har navne efter landsbyer omkring Haran, som Abrahams broder har navn efter. Det kunne også forklare benævnelsen &quot;hebræer&quot;, der antagelig betyder &quot;hinsides floden&quot;, idet Haran ligger på den modsatte bred af Eufrat.&lt;ref&gt;Dinkgreve (2021), kap. 8&lt;/ref&gt; Samme tradition findes i Josvabogen kapitel 24:2 i omtalen af pagtslutningen i Sikem: &quot;Josva sagde til hele folket: &quot;Dette siger Herren, Israels Gud: I gamle bage boede jeres fædre på den anden side af Eufratfloden, Tera, Abrahams og Nakors far, og de dyrkede andre guder&quot;.&quot;&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 269&lt;/ref&gt;

Imidlertid savnede Abraham en slægtshistorie, så i Første Krønikebog kapitel 1 får han den. Her hører vi at han er søn af Sem, som på sin side er søn af Noa, som atter er efterkommer af Adam.&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 446&lt;/ref&gt; Men som vi netop har set, er han i Josvabogen søn af Tera.&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 269&lt;/ref&gt; Der er således interne modsætninger i de narrativer, som de ulige slægtslister og narrativer i ulige dele af Gamle Testamente giver. Dette viser, at man har forsøgt at sammenskrive ulige narrativer til et men med ringe held.

==== Sodoma og Gomorra ====

Historien om Sodoma og Gomorras ødelæggelse optræder som et sidemotiv i beretningen om Abrahams liv i Første Mosebog kapitel 18:16-33 og kapitel 19:1-28.

Bibelforskere er generelt enige om, at selvom Gamle Testamente ikke direkte &quot;låner&quot; historien om Sodoma og Gomorra fra en specifik sumerisk kilde, deler fortællingen om guddommelig ødelæggelse, guddommelige besøgende og den flammende omstyrtelse af en by slående motiver med tidligere mesopotamisk litteratur og bredere oldtidsmytologi fra Nærøsten. Således &quot;Akkads forbandelse: Ekur hævnet&quot;, et akkadisk/sumerisk litterært værk dateret til mellem 2112 f.Kr. og 2004 f.Kr., som beskriver den pludselige ødelæggelse af byen Akkad. Myten blev skrevet hundreder af år efter Naram-Sins liv og er digterens forsøg på at forklare, hvordan det lykkedes for gutianerne at erobre Sumer. Efter en indledende passage, der beskriver Akkads herlighed før dets ødelæggelse, fortæller digtet om, hvordan Naram-Sin gjorde hovedguden Enlil vred ved at plyndre Ekur, der var Enlils tempel i Nippur. I sin vrede kaldte Enlil gutianerne ned fra bjergene øst for Tigris, hvilket bragte pest, hungersnød og død over hele Mesopotamien. For at begrænse denne ødelæggelse, bestemte otte af guderne (nemlig Inanna, Enki, Sin, Ninurta, Utu, Ishkur, Nusku og Nidaba), at kun byen Akkad skulle ødelægges for at skåne resten af ​​Sumer, og de forbandede den. Historien slutter med, at digteren skriver om Akkads skæbne, idet den velstående by lægges i aske i overensstemmelse med gudernes forbandelse.

Temaet om guddommelig straf for en bys ''hybris'' eller umoral er et udbredt motiv i oldtidens verdensbillede. Det kan ikke vides sikkert, om det er denne historie, der har dannet forbillede for Gamle Testamentes historie om Sodoma og Gomorra, men motivet menneskers umoral og manglende respekt for guddommen er det samme.

Den bibelske version rummer Abrahams forsøg på at undgå ødelæggelsen, hvis der blot fandtes ti retfærdige indbyggere i byen, men selv så få fandtes der åbenbart ikke. Kun Lot, Abrahams slægtning, reddes fra ulykken: &quot;Da solen stod op over landet, og Lot var kommet til Soar, lod Herren svovl og ild regne ned over Sodoma og Gomorra fra Herren i himlen. Han ødelagde disse byer, ja hele Jordandalen, alle, der boede i byerne, og alt, der voksede på markederne.&quot;&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 25&lt;/ref&gt; Naturvidenskabeligt set kunne det være beskrivelsen af en meteorregn eller af nedfald fra et vulkanudbrud.

==== Moses ====

I Anden Mosebog kapitel 2 introduceres den mytiske skikkelse Moses som israelitternes befrier fra trældommen i Egypten. Historien begynder med hans fødsel. Ifølge myten havde farao befalet, at alle drengebørn skulle dræbes ved fødslen, men Moses' moder reddede ham ved at placere ham i en sivkurv, hvor han blev fundet og adopteret af faraos datter.&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 67&lt;/ref&gt; Denne historie er imidlertid utvivlsomt adopteret fra sumerisk tradition, idet en tilsvarende historie fortælles om kong Sargon af Assad.&lt;ref&gt;Dinkgreve (2021), kap. 8&lt;/ref&gt; Der er således ingen grund til at tillægge denne del af traditionen nogen historisk baggrund.

Senere fortæller Anden Mosebog, at Moses blev pålagt af Gud at føre israelitterne ud af Egypten. Det hedder i den forbindelse, at Gud blandt andet siger til Moses: &quot;Jeg er din faders Gud, Abrahams Gud, Isaks Gud og Jakobs Gud&quot;.&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 69&lt;/ref&gt; Her stå vi på ny over for problemet, at henvisningen til Abraham åbenbart er en anakronisme. Det betyder, at der kan rejses tvivl om både den historiske skikkelse Moses og om Mosebøgerne som kilde til israelitternes tidlige historie overhovedet.

Kendsgerningen er, at der findes ingen beviser på eksistensen af de fem mosebøger før slutningen af det 4. århundrede f.Kr., herunder eksistensen af en person kaldet Moses.&lt;ref&gt;Gad Barnea&lt;/ref&gt; Men den farao, som med stor sandsynlighed fordrev semitterne fra Egypten, hed Ahmoses, hvilket på hebraisk betyder &quot;Moses' broder&quot;. Så måske at der er en sammenhæng her.

==== Græske narrativer ====

Men det er ikke kun fra Sumer og Mesopotamien at Gamle Testamenter har lånt narrativer. Nogle kildekritikere tilhørende den såkaldte &quot;Københavnerskole&quot; har peget på, at også græske narrativer har ydet deres bidrag, lad os tage nogle eksempler:

Jan-Wim Wesselius har foretaget undersøgelser, der viser, hvordan Første Mosebog og Anden Mosebog afspejler Herodots skrifter, især sidstnævntes beretning om persiske kongers liv. Han sammenlignede i detaljer lighederne mellem Josef og Kyros, og især mellem Moses og Xerxes. Josef og Kyros har begge drømme, bliver afsløret for at dø, går i eksil, bliver skjult i en periode og bliver konger, når deres identitet afsløres. Moses og Xerxes drager ud for at erobre enten Kana'an eller Grækenland og krydser vand med deres folk. Mange andre detaljer nævnes, såvel som sammenligninger mellem Terah og Phraortes (en medisk konge), Abraham og Kyaxares (en medisk konge), Isak og Astyges (en medisk konge) og Jakob og Mandane (Kyros' mor).&lt;ref&gt;Wesselius (1999), s. 24-77&lt;/ref&gt;&lt;ref&gt;Wesselius (2002), s. 6-47&lt;/ref&gt;

Philippe Guillaume mener, at kreative skrivere i Alexandria i det andet århundrede f.Kr. indsatte dommere i  Mosebøgernes historie, hvilket afspejlede et politisk-ideologisk behov hos de hasmoneiske herskere i Palæstina. Det formodes, at indsættelsen af disse dommere var inspireret af Hesiods ''Værker og Dage'', især afsnittet om heltene, som Hesiod indsatte i de fire tidsaldre. Det modsvarer den måde, hvorpå dommere blev indsat i den jødiske historie. Det synes  at have haft et dobbelt formål: dels at underminere påstande om arveret til magten fra efterkommere af kong Davids dynasti, idet historier om heroiske dommere nu optræder før kongerne David og Salomon og dermed med større ælde, dels at hjælpe de hasmoneiske herskere, der netop ikke kunne hævde at have nogen afstamning fra David som grundlag for deres påstande om et messiansk styre.&lt;ref&gt;Guillaume (2014), s. 147-164&lt;/ref&gt;.

Katherine Stott har påpege, at Davids opstigning, som skildret i Første Samuelsbog kapitel 16-31 og i Anden Samuelsbog kapitel 1-8, muligvis er inspireret af den fortælling, der beskriver Kyros' opstigning til Persiens og Mediens trone i teksten i Herodots Historier. Hun så følgende paralleller:&lt;/br&gt;
- Kyros og David starter begge under ydmyge kår,&lt;/br&gt; 
- begge træder ind i den forrige konges hof,&lt;/br&gt; 
- i begge tilfælde bliver den pågældende konge jaloux på dem,&lt;/br&gt; 
- i begge tilfælde bliver de truet med døden af ​​den pågældende konge,&lt;/br&gt; 
- begge flygter fra hoffet,&lt;/br&gt; 
- begge bliver folkelige ledere,&lt;/br&gt; 
- i begge tilfælde hopper en allieret af,&lt;/br&gt; 
- begge tilraner sig kongerigets herredømme,&lt;/br&gt; 
- begge får succes på grund af deres militære dygtighed,&lt;/br&gt; 
- begge skåner den gamle konges liv i en periode,&lt;/br&gt; 
- der er et tragisk element i den forrige konges fald i begge tilfælde, og&lt;/br&gt; 
- i begge tilfælde er udfaldet dannelsen af ​​en ny politisk enhed.&lt;/br&gt; 
Stott bemærkede, at denne græske tekst kun i den hellenistiske æra ville have været tilgængelig for den bibelske forfatter.&lt;ref&gt;Stott (2002), s. 62-71, 77-78)&lt;/ref&gt;.

Hesiods ''Theogoni'' og Katalog over kvinder menes at være blandt de indflydelsesrige kilder til henholdsvis skabelsesberetningen i Første Mosebog kapitel og de genealogier, der findes i hele Første Mosebog kapitlerne 1-11 det vil sige til og med omtalen af Noas efterkommere.&lt;ref&gt;Gnuse (2017)&lt;/ref&gt;.

Fortællinger i Første Mosebog kapitlerne 1-11 kan også vises at have betydelige paralleller med beretninger nedskrevet hos græske historikere, således Hekateus fra Milet (''Periegesis'' og genealogier) og Herodot fra Halicarnassus (Historier), herunder omtaler af menneskelige leveveje (Første Mosebog kapitel 4:20-22), de tre sønner af en syndflodshelt, der er menneskehedens forfædre (Første Mosebog kapitel 9:18-19 og kapitel 10:1-32) samt plantningen af ​​en vingård (Første Mosebog kapitel 9:20-27).&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 15f&lt;/ref&gt;&lt;ref&gt;Gnuse (2019)&lt;/ref&gt;

Ældre latinske traditioner, der ligger bag beretningerne i Ovids ''Fasti'' 5, 493-544 og ''Metamorfoser'' 8, 625-725, kan have inspireret fortællingerne om de budbringere, der fortæller Abraham om hans kommende søn, og de budbringere, der advarer Lot om at forlade Sodoma i Første Mosebog 18:1-15; 19:12-26. &lt;ref&gt;Gnuse (2017)&lt;/ref&gt;.

En fortælling om Democedes af Kroton i Herodots ''Historie'' 3, 125-132 kan have givet anledning til fortællingen om Josef, der fortolker faraos drømme i Første Mosebog 41:1-36&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 52-54&lt;/ref&gt;, hvilket igen inspirerede drømmeberetningerne i Daniels Bog&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 1104-1112&lt;/ref&gt;&lt;ref&gt;Gnuse (2010)&lt;/ref&gt;.

Den korte fortælling om den store kriger Achilleus' ædle, talende heste i ''Iliaden'' 19, 395-424 kan være løst overtaget og indpasset i beretningen om Bileams æsel i Fjerde Mosebog kapitel 22:22-35, hvor et simpelt æsel bringer skam over en tåbelig profet.&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 181&lt;/ref&gt; Talende dyr er langt mere almindelige i græsk litteratur end i Bibelen. &lt;ref&gt;Gnuse (2017)&lt;/ref&gt;

Ofrelsen af ​​Ifigenia i to skuespil af Euripides omkring 400 f.Kr.: ''Ifigenia blandt Taurierne'' og ''Ifigenia i Aulis'', kan have inspireret beretningen om Jeftas ofring af sin datter i Dommerbogen kapitel 11:30, 34-40, som synes at være indsat i beretningen om Jeftas kamp mod ammonitterne. &lt;ref&gt;Gnuse (2019)&lt;/ref&gt;

Arrians beretning om Alexander den Store og det spildte vand i Anabasis af Alexander 6.26.1-3 kan have inspireret en lignende historie om David i Anden Samuels Bog 23:15-17. Davids handling med at hælde det vand ud, som hans modige soldater hentede bag fjendens linjer, gør ikke en fornuftig historie, som Alexanders handling i den gedrosiske ørken, hvor tørst virkelig er et problem, gør.&lt;ref&gt;Gnuse (1998)&lt;/ref&gt;.

I flere tilfælde kan det sandsynliggøres, at disse broderende fortællinger optræder som et vedhæng til ældre beretninger og er placeret i slutningen af ​​bibelske bøger, og de ser ud til at have været knyttet til bøgernes hovedfortælling kun med en løs forbindelse. Dette gælder især i Dommerbogen, hvor fortællingerne i Dommerbogen kapitel 13-16 om Samson ser ud til at være skrevet i en helt anden stil end resten af ​​Dommerbogen. Et stort antal forskellige græske legender om Herakles synes at have påvirket Samson-fortællingerne i Dommerbogens kapitel 13-16 på et sent tidspunkt, sandsynligvis i den hellenistiske tid. Der er alt for mange græske paralleller inden for disse fire kapitler til, at de kan afvises som blot fortællingshistoristiske sammentræf.&lt;ref&gt;Gnuse (2018)&lt;/ref&gt;

Afsnittene i Dommerbogens kapitel 17-21 om Mika, om Dan-stammens udvandring til Lakash samt om Benjamitternes skændselsdåd fremstår ligeledes som tilføjede tillæg til resten af ​​bogen, og dér finder vi beretningen om kvinderne, der blev kidnappet fra Silo. &quot;Voldtægten af ​​de sabinske kvinder&quot;, som en gammel fortælling genfortalt af Livius (''Historie'' I, 9,1-16) og Plutarch (Lives: Romulus XIV, 2-8), kan være forbilledet for de bortførte piger i Dommerbogen kapitel 21:1-24. &lt;ref&gt;Gnuse (2007)&lt;/ref&gt;

Fortællingerne om Josef, Bileam og Jefta kunne være blevet placeret i den bibelske tekst i den persiske periode kort efter 400 f.Kr., såvel som bibelske tekster i Første Mosebog 1-11 med Hesiod, Hekateus og Herodot som inspirationskilder. Men de andre fire fortællinger synes mere sandsynligt at have deres oprindelse fra den hellenistiske tid, og man kan derfor argumentere for, at alle disse tekster opstod samtidigt og derfor må høre hjemme i den hellenistiske tid. 

Anden Samuelsbog kapitel 21-23 synes også at være et appendiks, og heri finder vi David, der hælder det vand, han har modtaget fra sine krigere, ud. Dommerbogen kapitler 13-21 og Anden Samuelsbog 21-23 kunne derfor være blevet føjet til Deuteronomistiske historier på et meget sent tidspunkt. Historierne om Josef i Første Mosebog kaptel 39-50, der skulle forklare jødernes ophold i Egypten, ses ofte som en sen tilføjelse fra omkring 400 f.Kr. eller senere, hvorfor Herodots indflydelse på Josefs drømmetydning er sandsynlig. Andre beretninger ser også ud til at være blevet indsat noget ujævnt i deres fortællende kontekst. Dette er tydeligst i beretningen om Jeftas ofring af sin datter, som synes at være indsat midt i Jeftas slag i Transjordan, og fortællingen om Bileam og hans æsel, som fremstiller Bileam med en helt anden persona end den, der findes i resten af ​​Fjerde Mosebog 22-24. Historien om de tre engle, der besøger Abraham og pludselig kun bliver to i antal, da de besøger Lot, henleder opmærksomheden på parallelle romerske beretninger, hvor der er henholdsvis tre og to engle i fortællingerne fra Ovid. Desuden vidner de nuancerede detaljer i dialogen i Første Mosebog 18-19 også om en senere tids skrivestil. Således synes indflydelsen fra klassiske og græske beretninger at være mest sandsynlig i historier, der synes at være senere tilføjelser og indsættelser i hovedhistorierne.

Foruden indholdsmæssige ligheder er der også opbygningsmæssige ligheder. Daniel Hawk bemærkede, at Aischylos' ''Orestia'' og Første Samuelsbog kapitel 8 til Anden Kongebog 8 deler sammenlignelige struktur og karakterer. Begge har et tredelt skema og begge bruger metaforer til at afspejle overgangen fra et slægtskabssamfund til et borgersamfund, idet Agamemnon og Saul afspejler den gamle samfundsorden, Orestes og David viser overgangen, og Athena og Salomon indfører den nye orden. Den deuteronomistiske historiker brugte ''Orestia'' som model for sine &quot;modtagne traditioner vedrørende det israelitiske monarki&quot;. Hawk mener, at den hellenistiske tid kan have været det tidspunkt, hvor den bibelske forfatter havde adgang til og brugte Aischylus' skrifter.

Disse og andre eksempler er blevet fremhævet af nogle forskere, der generelt er enige om, hvordan hellenistisk litteratur formede den oprindelige historie efter 300 f.Kr. eller endda efter 200 f.Kr., i den makkabæiske æra. Larsson konkluderede, at de bibelske beretninger blev skabt i det ptolemæiske Egypten i det andet århundrede f.Kr. og påvirket af betydelige græske historikere fra det tredje århundrede f.Kr., så som Berossos, Manetho og Eratosthenes. På grundlag af sådanne iagttagelser mener Niels Peter Lemche, at Dommerbogen og sikkert også andre dele af Gamle Testamente først er blevet skrevet eller har fundet deres endelige form omkring 272 f.Kr. Etienne Nodet bekræftede, at Pentateuken opstod i begyndelsen af ​​det tredje århundrede f.Kr., men profeterne og nogle af skrifterne blev skabt i det andet århundrede f.Kr. Disse tekster blev genereret i Alexandria under hellenistisk indflydelse. Emanuel Pfoh mente, at selvom den primære historie blev skabt i den hellenistiske æra, kom nogle traditioner fra den assyriske og persiske æra og blev udviklet af skrivere gennem årene. Men i bund og grund blev teksten formet under hellenistisk indflydelse (23, 33-35). Hvordan det nu forholder sig, står det klart, at både den sene tilblivelse og dens mulige motiver undergraver store dele af Gamle Testamente som historisk kilde.

Det er muligt, at der findes en historisk kerne, som over tid er blevet udbygget og pyntet på med narrativer hentet fra græske traditioner, men indtil videre må det konstateres, at næsten alt i Gamle Testamente lader sig betvivle.

Mest afgørende i denne sammenhæng er det imidlertid, at hvis disse kritikere tilhørende &quot;Københavnerskolen&quot; har ret, så betyder det, at ''Tanakh'' eller Gamle Testamente langt fra var færdigskrevet endsige færdigredigeret, da jøderne vente tilbage til Jerusalen efter eksilet i Babylon. Forud ventede endnu en lang redigeringsproces, og det kan også forklare hvorfor, at vi skal helt frem til 2. århundrede f.Kr. (eller tidligst 3. århundrede f.Kr.) før, at jøderne udviser noget kendskab til deres religiøse skrifter. Forklaringen er den enkle, at først da havde skrifterne nået et så fuldendt udseende, at de lod sig anvende i den national-politiske propaganda.

==== Hyksos-problemet ====

Mens arkæologerne med rimelig sikkerhed tør fastslå, at der fandtes en særlig israelitisk befolkning fra omkring 1200 f.Kr., så er der mere usikkerhed om tiden forud. Hovedspørgsmålet kan formuleres således: er jødernes ophold i og udvandring fra Egypten en historisk begivenhed eller ej? Holdningerne spænder fra fuldstændig afvisning af denne historie til ubetinget tilslutning.

For at løse problemet må vil opspalte det i tre delspørgsmål:&lt;/br&gt;
- kan der påvises et ophold af en semitisk befolkning i Egypten?&lt;/br&gt;
- hvis ja: inden for hvilket tidsrum?&lt;/br&gt;
- hvis ja: var det israelitter eller ej?

Det umiddelbare svar på spørgsmålet er, at der faktisk findes oplysninger om en fremmed befolkning i Egypten. Men denne befolkning, kaldes af egypterne selv ''Hiku-khasut'', det vil sige &quot;ørkenfyrsterne&quot; (hvilket på græsk er blevet til ''hyksos''&lt;ref&gt;Bibby (1978), s. 96&lt;/ref&gt;, og denne benævnelse bruges almindeligvis og derfor også her), ikke &quot;hebræerne&quot;, &quot;jøderne&quot; eller &quot;israelitterne&quot;, og ingen af disse betegnelser kendes i samtiden, end ikke fra Kana'an. Forskerne mener at kunne fastslå, at disse ''hyksos'' ankom fra øst til Egypten i 19. århundrede f.Kr., regerede over Egypten i 17. og 16. århundrede f.Kr. men senere forsvandt igen. Der er fundet en grav rejst over en mand ved navn ''Aper-El'', det vil sige &quot;El's tjener&quot;, som tjente hos faraonerne Amenhotep III og Akhenaten i 14. århundrede f.Kr.&lt;ref&gt;Dinkgreve (2021), kap. 8&lt;/ref&gt;

Et passende udgangspunkt for vurdering af udvandringens troværdighed kan være Simcha Jacobovici og hans film &quot;''The Exodus decoded''&quot;. Heri giver han blandt andet en omfattende dokumentation, som nok kan være en nøjere gennemgang værd.

Simcha tager udgangspunkt i bibelkritiske afvisninger af udvandringen, som traditionelt blev dateret til 1270 f.Kr. det vil sige i Ramses II's regeringstid men hvor der ingen beviser for en sådan begivenhed findes. Simcha mener, at denne datering er forkert, og at den korrekte tidsfæstelse er omkring 1500 f.Kr. Som beviser for denne tidsfæstelse anfører han følgende:

Hyksos-folket skulle være kommet til Egypten omtrent 200 år før, at de atter udvandrede, det vil sige 1700 f.Kr. I en grav i Beni Hassan ved Nilen omkring 400 km syd for Cairo findes et vægmaleri, som viser en indvandring til Egypten. Befolkningen er semitter med skæg, flerfarvede dragter og med benævnelsen &quot;''Amo''&quot;. I ''Tanakh'' (Gamle Testamente) anvendes benævnelsen &quot;''Amo Israel''&quot;, det vil sige &quot;Guds folk&quot;. Benævnelsen er den samme og deres ophold passer nøje med traditionen.

Hyksos-folkets hovedstad var Avaris, der ligger i Nilens delta nord for Cairo. Avaris er blevet udgravet af professor Manfred Bietak fra Wien. Han har blandt andet fundet 9 seglstamper med navnet &quot;Jakob&quot;, hvilket nøje svarer til den bibelske tradition om faraos betroede mand, Josef, der netop var søn af Jakob.

Ifølge traditionen ender indvandrerne som slaver. I Serabit El Khadim i Sinai-ørkenen blev udvundet tyrkis-sten i miner ved slaveri. I en af disse minder findes en alfabetisk (ikke-egyptisk) indskrift på væggen: &quot;El, hjælp mig&quot;. ''El'' var navnet på en semitisk guddom.

En stele rejst af farao Ahmoses og dateret til omkring 1500 f.Kr. fortæller om blandt andet storm og mørke i overensstemmelse med den bibelske tradition, og den nævner gud i ental. Ahmoses er kendt for at have udvist hyksos-folket. Navnet Ahmoses betyder på egyptisk &quot;månen er født&quot; men på hebraisk &quot;Moses' broder&quot;. 

Omkring 1500 f.Kr. indtraf et stort vulkanudbrud på øen Santorini i det græske øhav. Simcha mener, at det var denne begivenhed, som udløste udvandringen, og at den også kan forklare Egyptens ti plager. Hans argumentation herfor er følgende:

I Avaris er fundet vulkansk pimpsten dateret til omkring 1500 f.Kr. Dette viser (om ikke andet) at Egypten blev påvirket af netop dette vilkanudbrud.

Vulkanudbruddet og tilhørende jordskælv havde følgende bivirkninger:&lt;/br&gt;
- vandet bliver rødt. Årsagen er, at rust frigøres ved gasudbrud fra bunden og opblandes i vandet. Dette skete blandt andet i 1986 ved Nyos-søen i Cameroon.&lt;/br&gt;
- frøer. Hopper ud af vandet, når det bliver forurenet.&lt;/br&gt;
- lus, fluer og epidemi følger som eftervirkninger af miljøkatastrofen&lt;/br&gt;
- sår og bylder. Disse kendes ligeledes fra Nyos-begivenheden i 1986.&lt;/br&gt;
- hagl. Is og ild = &quot;vulkansk hagl&quot; omtales i den såkaldte Ipuwer-papyros og skyldes, at vulkansk aske blandes med vand i atmosfæren.&lt;/br&gt;
- græshopper. Bringes på vandring på grund af klimaændringen.&lt;/br&gt;
- mørke. Skyldes en askesky, der fra vulkanudbruddet bredte sig til Nilens delta, hvilket er bevist ved korn af asken fundet af Jean-Daniel Stanley fra Smithsonian Institute.&lt;/br&gt;
- førstefødte sønner døde. Skyldes at CO&lt;sub&gt;²&lt;/sub&gt; frigøres fra jordens indre og lægger sig lige ved jordens overflade. Da de ældste priviligerede sønner sov på en lav seng, blev de dræbt af gassen, mens andre børn der sov på de flade tage aldrig blev berørt inden, at gassen opløstes igen. Noget tilsvarende blev observeret i Nyos. Yderligere er der udgravet massegrave i Avaris, som kun omfatter personer af mandkøn og ikke krigere. Og Ahmoses' egen søn døde som 12-årig (hans begravede lig er fundet).&lt;/br&gt;
Ifølge Simcha er alle disse begivenheder således naturlige mulige følger af vulkanudbruddet.
[[Fil:Stele_of_Grave_Circle_A_Mycenae_NAMA_1428.JPG|200px|thumb|Gravstele fra Mykene, der viser Farao, som forfølger Moses. De er omgivet af vand på begge sider.]]
Velkendt er historien om havets deling.&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 82&lt;/ref&gt; Den korrekte formulering i Bibelen er &quot;Yam Suf&quot;, det vil sige Sivhavet. Men siv vokser ikke i saltvand, så der er tale om en stor sø. På Ismailia Regional Museum findes en granitsten med en indskrift i hieroglyffer, ''El Arish''-indskriften, der fortæller om udvandringen set fra faraos side. Her kaldes lederen for &quot;ørkenprinsen&quot;. Mere bemærkelsesværdigt er det, at indskriften også fortæller, at vandene delte sig (markeret som bølger + 2 knive), og at indskriften nævner stedet for denne begivenhed: ''El Balah'', en nu tidligere sø beliggende øst for Avaris nær overgangen til Sinai-ørkenen. Simcha mener, at som følge af de tektoniske forskydninger og deraf følgende jordskred løftede den afrikanske plade sig 1-2 meter og skabte en landkorridor, men kort efter fulgte en tsunami, som druknede faraos hær.

Simcha peger på et vægmaleri på Santorini, som viser en sejlads fra en by omgivet af mure. Simcha mener, at den viste by er Avaris, idet der her også er fundet minoiske vægmalerier, hvilket vidner om handelsforbindelser. En del af udvandrerne skulle således være draget til Grækenland. I Mykene er fundet guldgenstande og sværd i en grav dateret til 1500 f.Kr. De kan stamme fra jødiske udvandrere. Desuden er fundet tre gravsten med billeder visende først en mand på en stridsvogn, der forfølger en gående mand omgivet af bølger, dernæst at den gående mand er nået højere liggende land og har vendt sig imod stridsvognen, og endelig at stridsvognen drukner i bølgerne. Billederne viser, let forenklet, faraos forfølgelse af Moses. Det er i bogstaveligste forstand en tegneserie om begivenheden.

Simcha peger dernæst på, at jordskælv kunne have ført til, at gas og olie blev frigivet og måske blev antændt, og derved gav anledning til røgsøjler om dagen og ildsøjler om natten svarende til beretningen i Anden Mosebog kapitel 13 vers 21-22: &quot;Herren gik foran dem, om dagen i en skysøjle for at føre dem på vejen og om natten i en ildsøjle for at lyse for dem, så at de kunne gå både dag og nat. Skysøjlen fjernede sig ikke fra folket om dagen og ildsøjlen ikke om natten.&quot;&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 81&lt;/ref&gt;

Endelig mener Simcha at kunne påvise, hvor bjerget Sinai lå. Og han mener at have fundet billedlige gengivelser af Pagtens Ark - i Grækenland af alle steder!

Så langt Simcha. Det giver anledning til en række spørgsmål: er begivenheden fejldateret? Det er der faktisk en del, der tyder på. Begivenheden fandt efter alt at dømme sted omkring 1500 f.Kr. Kan et vulkanudbrud være forklaringen på begivenhedsforløbet? Svaret må være, at det er muligt, i hvert fald er der intet, som tyder på, at det ikke kunne være tilfældet. Var dette hyksos-folk ''Amo'' og var det semitter? Ja, det er sandsynligt. Var det også israelitter? Det er muligt, men ikke sikkert.

Vi har tidligere fastslået, at Gamle Testamentes historie om udvandringen fra Egypten tidsmæssigt er uforenelig med historien om Abraham som israelitternes stamfader, idet hans ophold i filistrenes land er flere hundrede år senere end udvandringen. Og det forbliver uforklarligt, at et folk, som kaldte sig selv Israel, ikke optræder under dette navn men af Egypterne kaldtes henholdsvis ''Amo'' og ''Hyksos''.  

Historien om ''exodus'' eller udvandringen fra Egypten kendes ikke fra Elephantine, en jødisk by i Egypten fra 400-tallet f.Kr., hvilket kunne tyde på, at denne tradition i jødisk historieforståelse enten må være yngre end denne tid eller endnu ikke spillede den rolle i jødisk selvforståelse, som den senere fik.

Hvis man vil være besværlig, kan man opstille følgende alternative hypotese: udskibningen fra Egypten til Mykene eksisterer ikke i det bibelske narrativ. Hvis man alligevel forudsætter, at det afspejler en historisk kendsgerning, så kunne disse udvandrere, ''hyksos'', have taget hele traditionen med sig og billedligt gengivet den på deres gravsteler. Da &quot;havfolket&quot; (som beviseligt stammer fra Grækenland foruden andre steder) langt senere, omkring 1178 f.Kr., kom til Palæstina, bragte de traditionen med sig. Det er her fra, at jøderne senere overtog den, omformulerede den til en ørkenvandring med Moselov og hele molevitten og dermed tillige skrev det oprindelige folk ud af beretningen og satte sig selv ind i stedet som led i en selvskabt historisk tradition. 

Der er selvsagt ingen beviser for en sådan udvikling, men der er heller intet, som modsiger den, og den ville forklare årsagen til, at traditionen åbenbart overlevede i Mykene. Og hvad mere er: det kunne forklare hvorfor, at folk fra Middelhavets nordlige kyster søgte øst- og sydpå (i stedet for vestpå), da deres hjemlige forhold ikke tillod dem at blive boende, hvor de var. Et indicium for, at teorien kunne være rigtig, er det forhold, at Mykene var et handelscentrum i tiden 1600-1100 f.Kr. blandt andet med handelsforbindelser til Levanten. Blandt de forhandlede varer var genstande af elfenben fundet i Megiddo, der viser handelsforbindelser til Det Ægæiske Hav, Kypern, Hittitterne samt Egypten.&lt;ref&gt;Novacek (2011), s. 47f&lt;/ref&gt; Det indebærer, at &quot;havfolket&quot; meget vel kan have haft handelsforbindelser med Levanten tidligere og derfor kendte til områdets frugtbarhed inden, at de udvandrede dertil.

Der imod kan vi udelukke, at det var israelitterne selv, som indvandrede sammen med havfolket, fordi dette skete 1178 f.Kr. mens Israel som omtalt nævnes på en stele allerede fra 1208 f.Kr.

Kildekritisk må det konstateres, at Mosebøgerne ret beset forsøger at forene to temmelig uforenelige historiske traditioner: på den ene side traditionen fra Mesopotamien omfattende Edens Have (Dilmun), Babelstårnet (zigguraterne) og Noas ark, hvor Abraham indgår som det forklarende bindeled hvorfor, at jødernes stamfader udvandrede til Kana'an, på den anden side traditionen om Jakob (Israel)&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 46&lt;/ref&gt;, Josef og hans brødre&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 48f&lt;/ref&gt;, Israels udvandring til Egypten&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 59&lt;/ref&gt; og Moses&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 67&lt;/ref&gt; med udvandring, ørkenvandring, moseloven og løftet om Kana'an.&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 243&lt;/ref&gt;

Der kan næppe være tvivl om, at den jødiske beretning om udvandringen fra Egypten og den egyptiske beretning om fordrivelsen af de fremmede omtaler den samme begivenhed set fra to sider. For så vidt behøver ingen af dem at give det sande billede: hvis årsagen virkelig var et vulkanudbrud, kunne de forringede leveforhold efter dette meget vel være årsag til, at folk udvandrede eller bortvandrede igen. At jøderne eller israelitterne har taget begivenheden til sig er for så vidt ikke anderledes end andre historier, som de har adopteret og adapteret.

Som en sidebemærkning skal det lige nævnes, at den egyptiske konge Amenhotep IV, bedre kendt som Akhenaten, som var gift med Nefertiti og fader til Tutankhaton, og som er gået over i historien som den første monoteistiske konge, regerede fra omkring 1353 til 1336 f.Kr. Det betyder, at han regerede henved 150 år efter, at ''hyksos'' udvandrede, og at der således ingen forbindelse er med Moses.

=== Bearbejdede profetier ===

De mange profetiske tekster i Gamle Testamente udgør et eget problem. Kort sagt er de kildekritiske studier i stigende grad blevet opmærksomme på, at der ikke er tale om originale tekster. I stedet er disse blevet ændret for at tilpasse dem til bestemte formål.

Esajas', Jeremias', Ezekiels og de Tolvs Bog mangler en historie og opretholder ikke en ensartet kronologisk rækkefølge af materiale. De profetiske bøger ses ikke længere som blot kilder, hvorved læserne kan få adgang til fortiden. De læses nu som bevidste kompositioner, der genpræsenterer og fortolker profeternes ord i tekstform.

Allerede i de sidste profeters tekster er der tegn på bevidst bevidsthed om tekstualiseringen af ​​profetier. Historien i Jeremias 36 beskriver for eksempel en proces, hvor forskellige budskaber i forskellige former fra forskellige tider og steder sammensættes i tekstform af profetens skriver. Når denne rulle efterfølgende ødelægges som reaktion på dens læsning, sker der ikke blot en omskrivning af rullen, men også en betydelig tilføjelse af lignende ord (Jeremias 36:32), hvilket vidner om bogens litterære vækst. Profeter som Jeremias er ikke længere tilgængelige, men deres ord er tilgængelige i de bøger, der bærer deres navne (Zakharias 1:5-6). Disse bøger danner et særskilt korpus inden for den bibelske kanon. Når Daniel refererer til Jeremias' profeti om halvfjerds år i Daniel 9:2, taler han om Jeremias' bog blandt en flerhed af profetiske bøger (jf. Ezekiel 38:17). 

De tidligste postbibelske fortolkere af den profetiske litteratur var de skriftkloge, oversættere og kommentatorer, der videregav, gengav og forklarede teksterne. Blandt vidner til den tidligst dokumenterede periode med skriftlig overlevering (ca. 250 f.Kr. indtil 132-135 e.Kr.) er det tydeligt, at skriftkloge ikke så sig selv som blot afskrivere på samme måde som skriftkloge fra en senere periode. De så snarere sig selv som ligestillede med de oprindelige forfattere, og de udvidede ofte den bibelske tekst med fortolkninger, der var beregnet til at hjælpe læserne med at forstå teksten. Disse skriftkloge havde deres eget syn på den bibelske tekst og ønskede at sikre en teologisk korrekt læsning af den.

Blandt de profetiske bøger må de mest fremragende eksempler på fortolkningsmæssig udvidelse være Jeremias og Ezekiel i den masoretiske tekst (MT). I disse tilfælde har udvidelsen nået niveauet for skabelsen af ​​nye udgaver af bøgerne. De hebraiske tekster bag de oldgræske (OG) versioner af disse bøger er betydeligt kortere førsteudgaver. Mange af udvidelserne i andenudgaverne, der findes i MT, er af eksegetisk karakter. For eksempel er Jeremias' berygtede fjende fra nord ikke eksplicit identificeret i OG eller dens hebraiske kilde, hvilket efterlader den åben for den slags eskatologiske fortolkning, der findes i Ezekiel 38:14-17, men MT identificerer denne fjende som Babylon i udvidelsen af ​​Jeremias 25:9, hvilket skaber en interessant konflikt med Jeremias 50:3 og dens profeti om en fjende fra nord, der kommer mod Babylon. Et andet eksempel er versionen af ​​Jeremias' profeti om halvfjerds år i Jeremias 25:11-12. I OG er denne profeti ikke eksplicit begrænset til perioden med babylonsk fangenskab (se: Dan 9:1-2, 24-27), men udvidelserne i MT gør denne begrænsning af profetien eksplicit (jf. Jeremias 29:10). For Ezekiels Bog forekommer en af ​​de mest bemærkelsesværdige udvidelser i MT Ezekiel 36:23c-38, som mangler, et vigtigt vidnesbyrd om OG fra det tredje århundrede e.Kr. Denne ret lange udvidelse er baseret på materiale fundet andre steder både i og uden for Ezekiels Bog. 

Når det forholder sig således med disse tekster, rejser det uundgåeligt spørgesmålet om og i hvilken grad, det samme er tilfældet med andre tekster i Gamle Testamente. Og det svækker betydeligt Gamle Testamentes værdi som kilde til jødernes historie.

=== Sammenfatning ===

Denne gennemgang af Gamle Testamente har kun omfattet en mindre del af den samlede tekst, men selv denne meget begrænsede gennemgang har belyst en række problemer:&lt;/br&gt;
- Gamle Testamente er ''ikke'' en historisk redegørelse for jødernes historie, selv om den giver indtryk af dette,&lt;/br&gt;
- det er i stedet en samling af traditioner, anekdoter og myter skrevet af ulige forfattere til ulige tider&lt;/br&gt;
- der er gjort forsøg på at sammenskrive og harmonisere disse narrativer&lt;/br&gt;
- hvilket ikke kan skjule, at der er kronologiske problemer&lt;/br&gt;
- og at væsentlige traditioner er hentet fra andre kulturer, især Sumer og Mesopotamien men også fra Grækenland.

Vi tør antage, at skildringen af kongetiden og det delte kongerige med navnelister over regenterne er rimelig troværdig, blandt andet fordi deres navne forekommer i andre kilder, men vi har kun ringe mulighed for at vide i hvilken udstrækning, historierne om dem er blevet ændrede for at tilpasse sig et senere monoteistisk narrativ.

Nogle historier, blandt andre Esthers Bog men også Ezras Bog og Nehemias' Bog, er meget sene og menes først at være blevet tilføjet efter afslutningen af det babylonske fangenskab.

=== &lt;big&gt;Semitismen, jødedommens tankesæt&lt;/big&gt; === 

Vi har i det foregående set på Gamle Testamente som et muligt historisk kildeskrift. Man kan imidlertid også anlægge en helt anden synsvinkel, nemlig Gamle Testamente som ideologisk grundlag nærmere betegnet som grundlag for en jødisk national etnicitet samt for en særlig jødisk etik. Det skal på forhånd understreges, at det følgende ikke omfatter alle jøder, idet mange alene identificerer sig som tilhørende denne folkegruppe af genealogiske og traditionsbårne årsager, det vil sige med hensyn til deres familiære oprindelse samt højtider og mindedage. Men der findes også kredse i den jødiske befolkning, der opfatter Gamle Testamente som en anvisning på hvordan, at jøder kan og bør opføre sig.

Alle kender begrebet &quot;anti-semitisme&quot;, men få eller ingen ved, hvad udtrykket &quot;semitisme&quot; egentlig dækker over. Man vil således lede forgæves efter det i en ordbog eller eksempelvis på ''wikipedia''. Her vil begrebet blivet forstået således, at det dækker over den tankegang eller de tankegange, som kan udledes og af nogle er blevet udledt af Gamle Testamente. Det betyder, at der her vil blive set bort fra jødisk mysticisme, kabala, frankisme og lignende ældre og nyere afledede ideologier, hvilke hver for sig er en særskilt undersøgelse værd.

Læser man Gamle Testamente, vil man se, at bestemte tankegange bliver promoveret. Det drejer sig i hovedsagen om følgende:&lt;/br&gt;
- det udvalgte folk&lt;/br&gt;
- racisme&lt;/br&gt;
- retten til Kana'an&lt;/br&gt;
- retten til at myrde hele befolkninger&lt;/br&gt;
- &quot;honningfælder&quot; og pengeafpresning&lt;/br&gt;
I det følgende vil hvert af disse emner blive gennemgået særskilt.

=== Det udvalgte folk ===

Ideen om jøderne som Guds udvalgte folk tager udgangspunkt i Første Mosebog kapitel 12: her møder vi Abram ved Ur i Kaldæa. Videre hedder det: &quot;Herren sagde til Abram: &quot;Forlad dit land og din slægt og din fars hus, og drag til det land, jeg vil vise dig. Jeg vil gøre dig til et stort folk og velsigne dig. Jeg vil gøre dit navn stort, og du skal være en velsignelse.&lt;/br&gt;
Jeg vil velsigne dem, der velsigner dig,&lt;/br&gt;
og den, der forbander dig, vil jeg forbande.&lt;/br&gt;
I dig skal alle jordens slægter velsignes&quot;.&quot;&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 17f&lt;/ref&gt;

Senere gentages denne priviligerede stilling i andre sammenhænge, således over for Jakob i Betel. I Første Mosebog kapitel 35:9-13 hedder det: &quot;Gud viste sig igen for Jakob, efter at han var kommet hjem fra Paddan-Aram. Han velsignede ham og sagde til ham: &quot;Dit navn er Jakob; men nu skal du ikke længere hedde Jakob. Dit navn skal være Israel.&quot; Og han gav ham navnet Israel. Han sagde til ham: &quot;Jeg er Gud den Almægtige. Bliv frugtbar og talrig! Et folk, ja, en mængde folkeslag skal nedstamme fra dig, og konger skal fremstå af dit eget kød og blod. Det land, jeg gav Abraham og Isak, giver jeg dig og dine efterkommere.&quot; Så steg Gud op fraham, dér hvor han havde talt med ham.&quot;&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 46&lt;/ref&gt;

I Anden Mosebog kapitel 3:7-10 findes følgende: &quot;Så sagde Herren: &quot;Jeg har set mit folks lidelse i Egypten, og jeg har hørt deres klageskrig over slavefogederne. Jeg har lagt mig deres lidelser på sinde, og derfor er jeg kommet ned for at redde dem fra egypterne og føre dem op fra dette land til et godt og vidtstrakt land, et land der flyder med mælk og honning, dér hvor kana'anæerne, hittitterne, amoritterne, perizzitterne, hivvitterne og jebusitterne bor. Nu har israelitternes klageskrig nået mig, og jeg har set, hvordan egypterne undertrykker dem. Gå nu! Jeg vil sende dig til Farao. Du skal føre mit folk israelitterne ud af Egypten&quot;.&quot;&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 69&lt;/ref&gt; Dette og tilsvarende formuleringer med &quot;mit folk israelitterne&quot; giver jøderne en identitet som Guds udvalgte folk i den jødiske selvforståelse.

=== Racismen ===

Racismen er en logisk følge af ideen om Guds udvalgte folk. Et folk kan selvsagt ikke være &quot;udvalgt&quot;, hvis andre folk kan indgiftes i det. Følgelig er Gamle Testamente fuldt af forbud mod at gifte sig med ægtefæller fra andre folkeslag og kritik, når de alligevel gjorde det. Lad os tage nogen eksempler.

I Femte Mosebog kapitel 7:1-4 finder vi følgende påbud af Moses: &quot;Når Herren din Gud fører dig til det land, du skal ind og erobre, og han driver store folkeslag væk foran dig, hittitterne, girgashitterne, amoritterne, kana'anæerne, perizzitterne, hivvitterne og jebusitterne, syv folk, der er større og mægtigere end du, og Herren din Gud overgiver dem til dig, og du besejrer dem, da skal du lægge band på dem. Du må ikke slutte pagt med dem og ikke vise dem barmhjertighed. Du må ikke bringe dig i familie me dem; du må ikke give dine døtre til deres sønner, og du må ikke lade dine sønner gifte sig med deres døtre, for det vil få dine sønner til at vige fra mig og dyrke andre guder. Da vil Herrens vrede flamme op imod jer, og han vil hurtigt udrydde dig.&quot;&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 208&lt;/ref&gt;

Dette gælder blandt andre kong Salomo. I Første Kongebog 11:1-4 læses således følgende: &quot;Kong Salomo elskede mange udenlandske kvinder foruden Faraos datter, moabitiske, ammonitiske, edomitiske, sidoniske og hittitiske; om de folk havde Herren sagt til israelitterne: &quot;I må ikke indlade jer med dem, og de må indlade sig med jer, for så vender de jeres hjerte til deres guder.&quot; Dem elskede Salomo, og han holdt fast ved dem. Han havde syv hundrede hustruer med fyrstelig rang og tre hundrede medhustruer, og hans hustruer bragte hans hjerte på afveje.&quot;&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 390&lt;/ref&gt;

I Ezras Bog kapitel 9:10-12 optræder Ezras bodsklage med blandt andet dette: &quot;Vor Gud, hvad skal vi nu sige efter dette? For vi har svigtet de befalinger, du gav gennem dine tjenere, profeterne, da du sagde: Det land, I skal ind og tage i besiddelse, er et urent land på grund af de fremmede folks urenhed med de afskyelige handlinger, som de i deres urenhed har fyldt det med fra ende til anden. Derfor må I ikke give jeres døtre til deres sønner, og I må ikke lade jeres sønner gifte sig med deres døtre.&quot;&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 527&lt;/ref&gt; og i Kapitel 10:10-12 bliver dette gentaget: &quot;Så rejste præsten Ezra sig og sagde til dem: &quot;I har handlet troløst ved at gifte jer med fremmede kvinder; I har øget Israels skyld. Aflæg nu bekendelse for Herren, jeres fædres Gud, og gør hans vilje. Skil jer ud fra landets folk og de fremmede kvinder&quot;.&quot;&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 528&lt;/ref&gt;

I Nehemias' Bog kapitel 10:31 indgår israelitterne blandt andet følgende forpligtelse: &quot;Vi vil ikke give vores døtre til landets folk, og vi vil ikke lade vores sønner gifte sig med deres døtre.&quot;&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 542&lt;/ref&gt;

Således kunne man blive ved.

=== Lebensraum ===

Jødernes ret til Kana'ans land hidrører fra Første Mosebog. I kapitel 12 læser vi: &quot;Dengang boede kana'anæerne i landet. Herren viste sig for Abram og sagde: &quot;Jeg vil give dine efterkommere dette land&quot;.&quot;&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 18&lt;/ref&gt; Senere, i kapitel 15, præciseres udstrækningen af dette jødiske lebensraum: &quot;Den dag sluttede Herren pagt med Abram. Han sagde: &quot;Jeg giver dine efterkommere dette land fra Egyptens flod (det vil sige Nilen) til den store flod, Eufratfloden: kenitterne, kenizzitterne, kadmonitterne, hittitterne, perizzitterne, refaitterne, amoritterne, kana'anæerne, girgashitterne og jebusitterne&quot;.&quot;&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 20f&lt;/ref&gt;

Størrelsen af dette jødiske lebensraum er påfaldende. Sammenlignet med officielle landegrænser i 2026 omfatter dette område: den østlige halvdel af Egypten inklusive hele Sinai, Palæstina inklusive Gaza og Vestbredden, Libanon, Jordan, Saudi Arabien, Yemen, Oman, Forenede Arabiske Emirater, Qatar, Bahrain, Kuwait, Irak samt Syrien. Nogle jødiske imperialister medregner også Kypern til området.

En anden afgrænsning findes i Fjerde Mosebog kapitel 34. Heri læser vi: &quot;Herren talte til Moses og sagde: &quot;Giv israelitterne denne befaling: I kommer nu til Kana'an, det land, der tilfalder jer som arvelod, Kana'ans land i dets fulde udstrækning. Jeres sydgrænse skal gå fra Sins ørken langs med Edom. I syd skal jeres grænse gå fra enden af Salthavet i øst. Så skal grænsen dreje syd om Akrabbim-passet, gå videre til Sin og ende syd for Kadesh-Barnea. Så skal den fortsætte til Hasar-Addar og gå videre til Asmon. Så skal grænsen dreje fra Asmon mod Egyptens bæk og ende ude ved havet.&lt;/br&gt;
Grænsen i vest: Det Store Hav med kyststrækning. Det skal være jeres vestgrænse.&lt;/br&gt;
Dette skal være jeres nordgrænse: Fra Det Store Hav skal I trække en linie til bjerget Hor; fra bjerget Hor skal I trække en linie til Lebo-Hamat, og grænsen skal ende i Sedad. Så skal grænsen gå videre til Zifron, og den skal ende i Hasar-Enan. Det skal være jeres nordgrænse.&lt;/br&gt;
Som grænse i øst skal I trække en linie fra Hasar-Enan til Shefam. Så skal grænsen gå ned fra Shefam til Ribla øst for Ajin, og grænsen skal fortsætte ned og støde til bjergryggen øst for Kinneretsøen. Så skal grænsen gå ned til Jordan og ende ved Salthavet.&lt;/br&gt;
Dette skal være jeres land med dets grænser hele vejen rundt.&quot;&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 196&lt;/ref&gt;

Dette er unægteligt en noget anden afgrænsning end før. Den kritiske læser vi måske spørge om Herren ikke havde forklaret sig godt nok over for Moses eller måske havde ændret holdning, eller om der måske er en helt tredie forklaring?

Den tænkende læser vil måske kigge nærmere på andre dele af samme historie. Vi hører, at Abraham fik børn både med Sara, sin hustru, nemlig jøderne, og med Hagar fra Egypten, hans trælkvinde, nemlig ismaelitterne, det vil sige araberne.&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 21&lt;/ref&gt; Så var det nu jøderne, araberne eller begge grupper som skulle leve i dette område? Desuden tog han sig en ny hustru: Ketura, med hvem han også fik efterkommere.&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 31&lt;/ref&gt; Det er således ret uklart hvem, der skulle overtage dette lebensraum.
 
Således tænker semitisterne ikke. De er imperialister, og de vil have det hele for sig selv. De mener at have ret til at fordrive andre folkeslag og ser Gamle Testamente som kilde til denne ret.

=== Retten til folkemord ===

Jødernes ret til at myrde befolkningerne, som levede i Kana'an, forekommer allerede i Mosebøgerne. I Femte Mosebog kapitel 20:16-17 findes således følgende påbud udtalt af Moses: &quot;i de folks byer, som Herren din Gud vil give dig i eje, må du ikke lade en eneste beholde livet; du skal lægge band på dem, på hittitterne, amoritterne, kana'anæerne, perizzitterne, hivvitterne og jebusitterne, sådan som Herren din Gud har befalet dig.&quot;&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 223&lt;/ref&gt;

I Josvabogen hører vi hvordan, at jøderne hensynsløst myrdede indbyggerne i Kana'an, eksempelvis i kapitel 8:24-29: &quot;Da israelitterne på åben mark havde dræbt alle de indbyggere fra Aj, som havde forfulgt dem ud i ørkenen, og da alle til sidste mand var faldet for sværdet, vendte alle israelitterne tilbage til Aj og huggede indbyggerne ned med sværd. Den dag blev der dræbt i alt tolv tusind mænd og kvinder, alle indbyggerne i Aj. Josva trak ikke sin udstrakte hånd med krumsværdet tilbage, før han havde lagt band på alle indbyggerne i Aj. ..Og Josva brændte Aj ned; han gjorde den til en øde ruinhøj for evigt, og det er den den dag i dag. Ajs konge hængte de på et træ og lod ham hænge til aften. Da solen gik ned, gav Josva sine folk befaling om at tage liget ned fra træet og kaste det hen ved indgangen til byporten. Så kastede de en stor stendynge op over ham, og den ligger der den dag i dag.&quot;&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 251f&lt;/ref&gt;

Tilsvarende i Josvabogen kapitel 10:28-43: &quot;Samme dag indtog Josva Makkeda. Han slog byen og dens konge med sværd og lagde band på byen og alle, der var i den; der var ingen, der overlevede. Han gjorde det samme med kongen i Makkeba, som han havde gjort med kongen i Jeriko.&lt;/br&gt;
Fra Makkeda drog Josva sammen med hele Israel videre til Libna. Han gik til angreb på Libna, og Herren gav også denne by og dens konge i Israels hånd. Josva slog byen og alle, der var i den, med sværd; der var ingen, der overlevede. Han gjorde det samme med kongen dér, som han havde gjort med kongen i Jeriko.&lt;/br&gt;
Fra Libna drog Josva sammen med hele Israel videre til Lakish. Han belejrede byen og gik til angreb på den, og Herren gav Lakish i Israels hånd. Den følgende dag indtog Josva byen; han slog den og alle, der var i den, med sværd, ganske som han havde gjort med Libna. Da drog Gezers konge Horam op for at komme Lakish til undsætning, men Josva slog kongen og hans hær; der var ingen, der overlevede.&lt;/br&gt;
Fra Lakish drog Josva sammen med hele Israel videre til Eglon. De belejrede byen og gik til angreb på den, og samme dag indtog de den og slog den med sværd. Den dag lagde han band på alle, der var i byen, ganske som han havde gjort med Lakish.&lt;/br&gt;
Fra Eglon drog Josva sammen med hele Israel op til Hebron. De gik til angreb på byen og indtog den; de slog byen, dens konge, alle dens byer og alle, der var i den, med sværd; der var ingen, der overlevede. Ganske som han havde gjort med Eglon, lagde han band på byen og på alle, der var i den.&lt;/br&gt;
Så vendte Josva sig sammen med hele Israel mod Debir. Han gik til angreb på byen og indtog den med dens kong og alle dens byer. De slog dem med sværd og lagde band på alle, der var i den; der var ingen, der overlevede. Han gjorde det samme med Debir og dens konge, som han havde gjort med Hebron og med Libna og dens konge.&lt;/br&gt;
Således besejrede Josva hele landet: Bjerglandet, Sydlandet, Lavlandet og Skråningerne og alle kongerne dér. Der var ingen, der overlevede; hver levende sjæl lagde han band på, sådan som Herren, Israels Gud, havde befalet. Josva besejrede dem fra Kadesh-Barnea til Gaza, i hele landet Goshen og helt til Gibeon. Alle disse konger og deres lande undertvang Josva på én gang, for Herren, Israels Gud, førte krig for Israel. Så vendte Josva sammen med hele Israel tilbage til lejren i Gilgal.&quot;&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 255&lt;/ref&gt;

I Josvabogen Kapitel 11 fortsætter folkemordene i det nordlige Kana'an, blandt andet Hasor: &quot;Alle, der var i byen, huggede de ned med sværd og lagde band på dem, så ikke en levende sjæl blev tilbage; og Josva brændte Hasor ned.&quot;&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 256&lt;/ref&gt; Da massemordet var til ende, blev rovet, det vil sige Kana'an, delt mellem israelitternes stammer.&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 257-264&lt;/ref&gt; Det minder om en langt senere begivenhed: under Sovjetunionen i Stalintiden gennemførte terrororganisationen OGPU under ledelse af jøden Genrikh Jagoda&lt;ref&gt;Lina (2003), s.315&lt;/ref&gt; samt NKVD overvejende ledet af jøder&lt;ref&gt;Lina (2003), s.318, 327&lt;/ref&gt; i 1932-33 et massemord på og en massefordrivelse af ukrainske bønder fra deres gårde, en begivenhed der blev kendt som ''holodomor''. Mindre kendt er, at OGPU overvejende bestod af jøder, og at disse efterfølgende som en belønning oprettede deres egne kollektivlandbrug, kibbutz'er, på de myrdede og fordrevne ukraineres jord.&lt;ref&gt;Holocaustmuseet i USA, film&lt;/ref&gt; Jødisk historieforståelse trækker lange spor.

Det var ikke kun ved erobringen af Kana'an, at jøderne begik massemord. I Esters Bog kapitel 9:2-16 hører vi: &quot;I alle kong Ahasverus' provinser samledes jøderne i deres byer for at lægge hånd på dem, der ville dem noget ondt. .. Den trettende dag i måneden adar samledes de øvrige jøder i kongens provinser og forsvarede deres liv; de fik fred for deres fjender, og og de dræbte 75.000 af deres modstandere&quot;.&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 555&lt;/ref&gt;

Flere eksempler end de nævnte kunne være fremhævet, men budskabet og moralen er tydelig nok: i &quot;hellig krig&quot; er massemord på guddommens befalet ikke blot acceptabel men en pligt at gennemføre.

Det er mildest talt absurd at se hvordan den samme ideologi, som hyldede folkemord i Gamle Testamente, har haft travl med at fremstille de selv samme massemordere som et uskyldigt forfulgt folkefærd i det 20. og starten af det 21. århundrede.

=== Honningfælder og pengeafpresning ===

Historier i Gamle Testamente giver jøderne tvivlsomme moralbegreber, eksempelvis at prostituere deres hustruer og døtre i form af &quot;honningfælder&quot;, det vil sige lokkemad for en efterfølgende afpresning. Det begynder med selveste Abraham. I Første Mosebog kapitel 20:2-16 læser vi: &quot;Abraham sagde om sin kone Sara, at hun var hans søster, og Abimelek, kongen i Gerar, sendte bud efter Sara. Om natten kom Gud i en drøm til Abimelek og sagde til ham: &quot;Nu skal du dø, fordi du har taget denne kvinde, for hun er gift&quot;.&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 25&lt;/ref&gt; Senere, da sandheden er blevet klar, hører vi: &quot;Så gav Abimelek Abraham får og køer, trælle og trælkvinder, og han gav ham hans kone Sara tilbage. Og Abimelek sagde: &quot;Mit land ligger åbent for dig. Slå dig ned, hvor du har lyst!&quot; Til Sara sagde han: &quot;Nu giver jeg din bror tusind sekel sølv. Det skal lukke øjnene på alle dem, der hører dig til. Nu har du fået fuld oprejsning&quot;.&quot;&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 26&lt;/ref&gt; Så Abrahams afpresning lykkedes.

Senere gentager historien sig med små variationer. I Esters Bog hører vi, at jøden Mordokaj sender sin datter til kong Ahasverus' harem, hvor &quot;hun vandt hans velvilje&quot;. ..&quot;Ester havde ikke fortalt, hvilket folk og hvilken slægt, hun tilhørte, for Mordokaj havde sagt til hende, at hun ikke måtte fortælle det.&quot; Men senere udnyttes hun til at redde jøderne, og naturligvis belønnes både hun og hendes fader for dette bedrag: &quot;Og Mordokaj fik foretræde for kongen, for Ester havde fortalt, hvordan han var i familie med hende. Kongen tog sin signetring, som han havde frataget Haman, og overdrog den til Mordokaj. Og Ester satte Mordokaj over Hamans hus.&quot;&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 549, 554&lt;/ref&gt;

Således legitimerer Gamle Testamente jødernes brug af honningfælder og pengeafpresning, når denne brug rettes imod folk i magtpositioner.

=== Sammenfatning ===

I 1973 fremkom udtrykket &quot;narrativ teologi&quot;.&lt;ref&gt;Bjerg (1984), s. 11&lt;/ref&gt; Udtrykkets betydning har været noget uklar, men pointen er, at hvis en kristen vil forklare sin tro og identitet, så kan dette ske ved at fortælle om Jesu ord og gerninger. På lignende måde kan jødedommens indhold bedst forstås ved at fortælle historier fra Gamle Testamente.

Som vi har set, er sådanne historier ikke just moralske. Ideen om det udvalgte folk, der ikke må gifte sig med folk fra andre folkeslag men nok har ret til at udnytte dets kvinder i honningfælder til pengeafpresning, og som mener sig i sin gode ret til hensynsløst at udrydde andre folkeslag &quot;i Guds navn&quot;, fremavler en tvivlsom moral. Hvis man vil være lidt uvenlig, kan man med god grund hævde, at denne tvivlsomme moral langt hen af vejen også afspejler sig i jødernes nyere historie.

Vi har i det foregående set hvordan, at denne moral henter sin inspiration i fortællinger fra Gamle Testamente. Og denne moral understreges ved at de samme emner bliver gentaget med blot mindre variationer flere gange som for at understrege, at den ikke er knyttet til en bestemt historisk situation men netop har evig gyldighed. I lighed med sit afkom, muhammedanismen, er denne moral præget af en foragt for dem, som ikke tilhører &quot;in-gruppen&quot;.

Der kan måske være grund til at uddybe dette udtryk nærmere. Alle mennesker udvikler en eller anden form for bevidsthed om at tilhøre et bestemt etnisk fællesskab, herunder skaber de et dertil knyttet begrebsapparat. Man kan skelne mellem det navn, som en etnisk gruppe bruger om sig selv i denne selvidentifikation, og det navn, som andre bruger om den samme gruppe. Nogle gange, men ikke altid, bruger de samme benævnelse, men deres opfattelse af gruppens afgrænsning og indhold behøver ikke at være det samme, men kan tilpasses den aktuelle situation.&lt;ref&gt;Lund (1993), s. 81&lt;/ref&gt; Betegnelsen afspejler en bevidsthed om hvem, man hører sammen med i et fællesskab, og hvem, der ikke hører til dette fællesskab.&lt;ref&gt;Lund (1993), s. 9&lt;/ref&gt; Ofte, men ikke altid, vil de, som ikke tilhører dette fællesskab, blive set ned på, mens man selv ophøjes for sine gode egenskaber.&lt;ref&gt;Lund (1993), s. 13-26&lt;/ref&gt;

Denne vi-bevidsthed skabes i vid udstrækning ved historier, beretninger og myter, om et skæbnefællesskab gennem utallige slægtled. Ofte vil disse historier blive fyldt med navne på legendariske personligheder, hvis liv og gerninger bliver en del af den personlige identitetsfølelse. Og som regel vil en del af denne historie omfatte etnogoni, det vil sige de indfødtes egen mytiske forklaring på deres oprindelse&lt;ref&gt;Lund (1993), s. 49&lt;/ref&gt;, som regel i form af en mytisk stamfader.&lt;ref&gt;Lund (1993), s. 91&lt;/ref&gt; I dansk sammenhæng kan man tænke på Saxo og hans Danmarkshistorie. I germansk sammenhæng er det myten om Tvisto, der er grundlaget for identiteten&lt;ref&gt;Lund (1993), s. 90&lt;/ref&gt;, og for jøderne er det Abraham, der har denne rolle.

Men sådanne historiske beretninger og myter har ikke kun den funktion at begrunde selvidentiteten men tillige at begrunde moralbegreber, hvad der er &quot;god&quot; og &quot;ond&quot; opførsel. For jøderne er det netop historierne i Gamle Testamente, som opfylder denne opgave.

Over tid kan disse funktioner aftage i betydning, fordi behovet for dem ikke længere er så stort. Dette fordi at myter erstattes med faktiske historiske erindringer. Men for visse grupper er dette ikke tilfælde. Her kan udviklingen tvært imod gå i den modsatte retning og udvikle sig til en regulær fanatisme, der kan motivere og begrunde næsten enhver handling. Denne fanatisme kan formuleres og organiseres i en dertil hørende ideologi, en -isme. Semitisme er en sådan ideologi, der i princippet ikke adskiller sig fra andre -ismer bortset fra den etniske gruppe, hvis selvfølelse og handlingsmønster, den skal begrunde.

=== &lt;big&gt;Sammenfatning og konklusion&lt;/big&gt; ===

Vi er nået vejs ende i gennemgangen, og resultatet taler for sig selv. Ikke blot er det officielle narrativ ikke korrekt, for hver del af dette narrativ findes en alternativ forklaring, og tilsammen tegner disse træk et andet men helt entydigt billede.

Først og fremmest: Gamle Testamente er ikke jødisk historieskrivning.&lt;ref&gt;Adler (2022), Preface&lt;/ref&gt; Der kan påvises et utal af indlån fra andre kulturer, eksempelvis historien om Moses i sivkurven og Noas ark, som tydeligt viser, at denne historie er en myte, et narrativ, skabt for at give jødisk identitet en høj alder. I stedet tjener Gamle Testamente som redskab til at give jøder en national identitet igennem deres trosretning, i særdeleshed Jahve. Det er i Jahves navn, at de udvandrer fra Egypten, erobrer Kana'an og i nyere tid trækker sig ind i etniske ghettoer.&lt;ref&gt;Crone og Cook (1977), s. 42&lt;/ref&gt; Hele den jødiske kultur er een lang markering af begivenheder hentet fra myterne i Gamle Testamente.

Dernæst: jøderne var tydeligvis ikke det monoteistiske folkefærd, som de gerne vil give indtryk af, tværtimod. Så langt, at Gamle Testamentes fremstilling overhovedet afspejler en historisk virkelighed, dyrkede jøderne flere guder gennem flere hundrede år. Vi ser en udvikling i flere trin:&lt;/br&gt;
- første trin: to guder, Jahve og El, forenes i en &quot;supergud&quot;&lt;/br&gt;
- andet trin: gudsdyrkelsen centraliseres og kontrolleres af kongen&lt;/br&gt;
- tredie trin: de lavere guder og gudinder forkastes, fordi at de ikke hjalp i en kritisk situation&lt;/br&gt;
- fjerde trin: præsteskabet udvikler et nyt narrativ til at forstærke dets magt og betydning som samlende kraft.&lt;/br&gt;
Det var en udvikling, hvor hvert trin var en logisk følge af det foregående, når behovet for en forandring i det herskende narrativ indtraf. Den nye ideologi var, som de fleste totalitære ideologier, et spørgsmål om at legitimere retten til magtudøvelse. Dette grundlag blev konstrueret ad hoc, det vil sige spontant efter behov. Dets grundlag var aldrig vel funderet, og vi kan nu afvise det fuldstændigt som fusk og forfalskning fra ende til anden.

Samtidig var det en udvikling, hvor hvert trin bidrog med særlige træk til den nye ideologis udvikling: først blev stammeguden anvendt til at legitimere myten om &quot;det udvalgte folk&quot;, herunder en racistisk ultrasemitisk afvisning af ægteskaber med repræsentanter fra andre folkeslag, og hvor regulært folkemord legitimeres som en følge af Jahves beslutning og påbud. Dernæst må den snart svækkede kongemagt i den nye nationale stat styrke sin stilling i befolkningen, hvilket sker ved centralisering af gudsdyrkelsen. Da så statsdannelsen alligevel bryder sammen, bliver det nødvendigt at udpege en skyldig årsag, og her må husguderne holde for. Endelig må det nye narrativ styrkes, hvilket blandt andet sker ved kampen for en ny egen stat.

Da mange profeter har først og fremmest til formål at legitimere den nye nationale ideologi som Jahves vilje.

Endelig er det også fra Gamle Testamente, at jøderne henter deres moralbegreber på godt og ondt.

Det er indlysende, at hvis der kan rejses tvivl om troværdigheden af beretningerne i Gamle Testamente, så er det ikke blot et kildekritisk problem. Det er hele grundlaget for jødedommen, der vælter. Jødedommen er, som muhammedanismen, det, som i kommunistkina kaldes en ''tofu-dreg'' konstruktion: en bygning eller anden konstruktion opført af underlødige bestanddele som gør, at den før eller senere falder sammen af sig selv.

Hidtil har Gamle Testamentes narrativer aldrig være underkastet en kildekritisk analyse, i modsætning til Nye Testamente, som allerede i 1800-tallet og begyndelsen af 1900-tallet blev underkastet en sådan analyse, som den bestod med udmærkelse. Det er først i de seneste år, at et sådant arbejde er igangsat og vel at bemærke er det sket af jødiske arkæologer og historikere. Det gør, at deres resultater ikke blot kan afvises med smædeudtryk som &quot;anti-semitisme&quot;. Det er derfor, at det har været så vigtigt at gøre disse resultater bekendt for et dansk publikum. Og hvis denne bog kan bidrage til fortsatte og uddybende studier af denne problematik, så har den opfyldt sit formål.

Det er for så vidt tilfældigt, at dette sker netop på en tid, hvor staten Israel og dens regering udsættes for en stigende international kritik for sin handlemåde, og så måske alligevel ikke. I alt for lang tid har kritik af jøder og Israel kunnet undertrykkes på grund af myterne om begivenheder under 2. verdenskrig. Men nu ligger disse begivenheder så langt tilbage, 2-4 slægtled, at de ikke længere kan beskytte imod kritik. Og samtidig har både rabiate jøder og den israelske regering i de seneste år udvist en optræden, som let lader sig kritisere. Det er ikke stedet her at uddybe dette emne, det kan fortjene en særskilt behandling og hører hjemme i politisk sammenhæng, ikke i forbindelse med jødedommen som religion og kultur, selv om der kan argumenteres for, at disse områder til dels overlapper hinanden.

Vi har set hvilken afgørende inflydelse, den kildekritiske analyse af Gamle Testamente har på forståelsen af jødedommens historie, men hvorledes forholder det sig med kristendommen? Hvilken indflydelse har kildekritikken på kristendommen? Det enkleste svar er: ingen. Gamle Testamente spiller kun en rolle i kristendommen på to måder:&lt;/br&gt;
- dels at vise at Jesus som messias er forudset allerede af gammeltestamentelige profeter; det er i denne sammenhæng ikke vigtigt, om dette var faktisk var tilfældet, men derimod at jøderne i hans samtid mente, at det forholdt sig således&lt;/br&gt;
- dels at vise de religiøse dogmer, som Jesus gjorde op med. Det viser sig i hans gentagne: &quot;I har hørt at ... men jeg siger jer nu at ...&quot; Jesu lære er i virkeligheden eet stort opgør med jødedommens tankegang og etnisk snæversynethed, han er i den sammenhæng helt på linje med den foreliggende kildekritiske analyse, selv om både hans metode og budskab er et andet.

Især i sidst nævnte sammenhæng er det vigtigt at forstå, at der ikke eksisterer nogen &quot;jødisk-kristne værdier&quot;. Dette moderne udtryk er intet andet end et jødisk forsøg på at tage kristne som gidsler for deres egne ideer. I virkeligheden er det kristendommen, der introducerer næstekærlighed og respekt for medmennesker uanset deres etniske tilhørsforhold, og i forlængelse heraf introducerer både menneskerettigheder og folkestyre. Intet af dette findes i jødedommen, her er det nationalt-etnisk snæversyn, som dominerer hele vejen. Jødedommen er og forbliver en anti-kristen ideologi, fordi den hviler på en selvforståelse baseret på manipulerede kilder i form af Gamle Testamentes skrifter. Og ved at påvise disse manipulationer, myter og omskrivninger, beviser moderne kildekritik, at kristendommen var og er et berettiget opgør med jødedommen.

Endnu for en menneskealder kunne forskere i jødedommen leve i deres vildfarelse om, at selv om der var problemer med Gamle Testamente som kilde til jødedommens historie, så var den i sine hovedtræk alligevel korrekt. Således er det ikke længere. Det kan nu bevises, at der bag den mytiske fortælling gemmer sig en anden historie. Lad så være, at begivenheder i de senere år i Gaza, på Vestbredden, i Libanon, i Egypten, over for Syrien og Iran uden tvivl har bidraget til at fremme denne udvikling. Et træ kendes på dets frugter, og hele verden har nu set de frugter, som jødisk fundamentalisme bringer med sig. Myten om det forfulgte uskyldige folkefærd lader sig ikke længere opretholde.

Og jo mere skingre, hysteriske og fanatiske jødedommens fundamentalister bliver i deres holdninger og opførsel, desto hurtigere vil de miste de sidste rester af en troværdighed, som de i virkeligheden aldrig har haft.

=== &lt;big&gt;Noter&lt;/big&gt; ===
{{Reflist|3}}

=== &lt;big&gt;Litteratur&lt;/big&gt; ===
* Yonatan Adler: ''The Origins of Judaism. An Archaeological-historical Reappraisal''; Yale University 2022; ISBN 978-0-300-25490-7
* Yonatan Adler: &quot;Toward Identifying Proto-Judaic Cultural Features in Ancient Israel and Judea&quot; (i: ''Journal of Ancient Judaism'' (2024), s. 1-28)
* Yonatan Adler: ''Between Yahwism and Judaism. Judean Cult and Culture during the Early Hellenistic Period (332-175 BEC)''; Cambridge University Press 2025; ISBN 978-009-45961-7
* Gad Barnea: &quot;P. Berlin 13464, Yahwism and Achaemenid Zoroastrianism at Elephantine&quot; (2024)
* Geoffrey Bibby: ''I Dilmun tier ravnen''; Wormanium 1971; ISBN 87-85-1600-40
* Geoffrey Bibby: ''Det forsvundne årtusinde''; Wormanium 1978; ISBN 87-8516-053-9
* ''Bibelen''; Det Danske Bibelselskab 1992; 1. udgave 1. oplag; ISBN 87-7325-276-6
* Svend Bjerg: &quot;Den kristne grundfortælling. Studier over fortælling og teologi&quot; (''Teologiske Studier'', bind 8; 2. oplag 1984; Aarhus 1984; ISBN 87-7003-409-5) 
* Patricia Crone og Michael Cook: ''Hagarism. The Making of The Islamic World''; Cambridge 1977; ISBN 0-521-21133-6
* Stephan Peter Dinkgreve: ''In Search of the Sublime: A world history of humanity's relentless pursuit of scientific truth, moral excellence, and enlightenment''; 2021
* Robert Gnuse: &quot;Spilt Water: Tales of David (II Sam 23:13-17) and Alexander the Great (Arrian, Anabasis of Alexander 6.26.1-3).&quot; (i: ''Scandinavian Journal of the Old Testament''; 1998, bind 12, s. 233-248)
* Robert Gnuse: &quot;Abducted Wives: A Hellenistic Narrative in the Book of Judges?&quot; (i: ''Scandinavian Journal of the Old Testament''; 2007; bind 22, s. 272-285)
* Robert Gnuse: &quot;From Prison to Prestige: The Hero who helps a King in Jewish and Greek Literature.&quot; (i: ''Catholic Biblical Quarterly''; 2010 bind 72, s. 31-45)
* Robert Gnuse: &quot;Divine Messengers in Genesis 18-19 and Ovid.&quot; (i: ''Scandinavian Journal of the Old Testament''; 2017; bind 31, s. 66-79)
* Robert Gnuse: &quot;Greek Connections: Genesis 1-11 and the Poetry of Hesiod&quot; (i: ''Biblical Theology Bulletin''; 2017 nr. 47, s. 131-143
* Robert Gnuse: &quot;Heed Your Steeds: Achilles’ Horses and Balaam’s Donkey.&quot; (i: ''International Journal of Research in Humanities and Social Sciences''; 2017; række 4 hæfte 6; s. 1-5)
* Robert Gnuse: &quot;Samson and Heracles Revisited.&quot; (i: ''Scandinavian Journal of the Old Testament''; 2018, bind 32, s. 1-19)
* Robert Gnuse: &quot;Greek Historians and the Primeval History.&quot; (i: ''International Journal of Research in Humanities and Social Sciences''; 2019; række 6 hæfte 1, s. 20-25)
* Robert Gnuse: &quot;Jephthah’s Daughter and Iphigenia in the Plays of Euripides&quot; (i: ''International Journal of the Arts and Humanities''; 2019; række 5 hæfte 1, s. 16-23)
* Robert Gnuse: &quot;Hellenism and the Primary History: The Imprint of Greek Sources in Genesis-2 Kings&quot; ''Copenhagen International Seminar''; Routledge, London 2020 
* Philippe Guillaume: &quot;Hesiod’s heroic age and the biblical period of the Judges.&quot; (i: Thomas Thompson and Philippe Wajdenbaum (red.): ''The Bible and Hellenism: Greek Influence on Jewish and Early Christian Literature. Copenhagen International Seminar''; Routledge, New York 2014; s. 146-164)
* Daniel Hawk: &quot;Violent Grace: Tragedy and Transformation in the Orestia and the Deuteronomistic History.&quot; (i: ''Scandinavian Journal of the Old Testament''; 2003, bind 18, s. 73-88)
* Gerhard Larsson: &quot;Possible Hellenistic Influence in the Historical Parts of the Old Testament.&quot; i: ''Scandinavian Journal of the Old Testament''; 2004; bind 18, s. 296-311)
* Niels Peter Lemche: &quot;The Old Testament-A Hellenistic Book&quot; (: ''Scandinavian Journal of the Old Testament''; 1993 bind 7, s. 163-193)
* Niels Peter Lemche: &quot;Is It Still Possible to Write a History of Ancient Israel?&quot; (i: ''Scandinavian Journal of the Old Testament''; 1994, bind 8, s. 163-188)
* Niels Peter Lemche: &quot;Good and Bad in History: The Greek Connection.&quot; (i: Steven McKenzie and Thomas Römer (red.): &quot;Rethinking the Foundations: Historiography in the Ancient World and in the Bible. Essays in Honour of John Van Seters&quot;; ''Beihefte zur Zeitschrift für die altestamentliche Wissenschaft'' nr. 294; Walter de Gruyter, Berlin 2000; s. 127-140) 
* Niels Peter Lemche: &quot;How Does One Date an Expression of Mental History?&quot; (i: Lester Grabbe (red.): &quot;Did Moses Speak Attic? Jewish Historiography and Scripture in the Hellenistic Period&quot; (i: ''Journal for the Study of the Old Testament Supplement Series'' 317/European Seminar on Historical Methodology 3; Sheffield Academic Press, Sheffield 2001; s. 200-224)
* Niels Peter Lemche: &quot;Does the Idea of the Old Testament as a Hellenistic Book Prevent Source Criticism of the Pentateuch?&quot; (i: ''Scandinavian Journal of the Old Testament''; 2011, bind 25, s. 75-92)
* Niels Peter Lemche: &quot;When the End is the Beginning: Creating a National History?&quot; (i: ''Scandinavian Journal of the Old Testament''; 2015, bind 29, s. 22-32)
* Jüri Lina: ''Skorpioni märgi all. Nõukogude võimu tõus ja langus''; Stockholm 2003; ISBN 91-972897-9-5
* Allan A. Lund: ''De etnografiske kilder til Nordens tidlige historie''; Wormanium 1993; ISBN 87-89531-08-6
* Etienee Nodet: &quot;Editing the Bible: Alexandria or Babylon?&quot; (i: Thomas Thompson and Philippe Wajdenbaum (red.): ''The Bible and Hellenism: Greek Influence on Jewish and Early Christian Literature. Copenhagen International Seminar''; Routledge, New York 2014; s. 36-55) 
* Gabrielle Vera Novacek: ''Ancient Israel. Highlights from the Collections of The Oriental Institute University of Chicago''; University of Chicago 2011; ISBN 978-1-88923-65-3
* Johannes Pedersen: &quot;Hasmonæer&quot; (i: ''Salmonsens Konversationsleksikon'', 2. udgave, bind X; 1919; s. 943-944)
* Benjamin W. Porter: &quot;Assembling the Iron Age Levant: The Archaeology of Communities, Polities and Imperial Peripheries&quot; (i: ''Journal of Archaeological Research'' vol. 24; 2016; s. 373-420)
* Katherine Stott: &quot;Herodotus and the Old Testament: A Comparative Reading of the Ascendancy Stories of King Cyrus and David.&quot; (i: ''Scandinavian Journal for the Study of the Old Testament''; 2002; bind 16 s. 52-78)
* Jan-Wim Wesselius: &quot;Discontinuity, Congruence and the Making of the Hebrew Bible.&quot; (i: ''Scandinavian Journal for the Study of the Old Testament''; 1999 bind 13 s. 24-77)
* Jan-Wim Wesselius: &quot;The Origin of the History of Israel: Herodotus’ Histories as Blueprint for the First Books of the Bible&quot; (i: ''Journal for the Study of the Old Testament Supplement Series''; Sheffield Academic Press, Sheffield 2002)
* Hans Christian Ørsted: &quot;Overtro og Vantro i deres Forhold til Naturvidenskaben&quot; (''Aanden i Naturen''; 4. udgave; København 1978; ISBN 87-414-8972-1; s. 76-106)

=== &lt;big&gt;Film&lt;/big&gt; ===
* Simca Jacobovici: ''The Exodus Decoded''</text>
      <sha1>cykhn5n1pfrrmrbdvotz5kob3t2f5f9</sha1>
    </revision>
    <revision>
      <id>41975</id>
      <parentid>41974</parentid>
      <timestamp>2026-05-28T08:07:14Z</timestamp>
      <contributor>
        <username>Sven Halfdan Nielsen</username>
        <id>3898</id>
      </contributor>
      <comment>indsat note</comment>
      <origin>41975</origin>
      <model>wikitext</model>
      <format>text/x-wiki</format>
      <text bytes="157391" sha1="btwctyunk71nn2nrez7p4crkhynv0rq" xml:space="preserve">[[Fil:Philippe de Champaigne - Moses with the Ten Commandments - WGA04717.jpg|thumb|400px|Ifølge nye videnskabelige kildekritiske teorier er det ikke Moses, som har skrevet Mosebøgerne. Maleri af Philippe de Champaigne.]]

=== &lt;big&gt;Fortale&lt;/big&gt; ===

Jødedommens ældste historie har hidtil været indhyllet i mørke. Traditionen hviler på ''Tanakh'' eller Gamle Testamente, men dette synes først at have fundet sin endelige form i det 2. århundrede f.Kr. i det hasmunitiske kongerige. Hvor meget, traditionerne har ændret sig før denne tid, er et åbent spørgsmål.

Foruden Gamle Testamente er de vigtigste kilder til belysning af spørgsmålet især arkæologiske fund, men også her er der store problemer med troværdigheden. Flere kilders oprindelse er omstridte og dermed bliver deres udsagnsværdi også tvivlsom.

Det er først i den seneste menneskealder, at der tegner sig et mere klart billede af den omskiftelige historie, men hidtil har mig bekendt ingen forsøgt at gøre denne viden tilgængelig på dansk. Jeg har derfor efter fattig evne forsøgt at skildre denne på grundlag af tilgængeligt materiale. Jeg har desuden tilføjet notehenvisninger til de skriftlige kilder, som jeg anvendt.

Når man forsøger at skildre kendt historie således som tilfældet er med Gamle Testamente, stilles man over for to problemer: dels må man forsøge at sætte denne fremstilling i forhold til det billede, som andre kilder tegner, dels må man forsøge at forstå den forvandling og forvanskning af oprindelige kilder, som fremstillingen i Gamle Testamente nu afspejler.

Den foreliggende undersøgelse falder i to hoveddele, dels en undersøgelse af jødernes faktiske historie således som den lader sig fastslå baseret på grundlag af arkæologiske og historiske kilder, herunder spørgsmålet om jødernes religion, dels en kildekritisk analyse af ''Tanakh'' eller Gamle Testamente. Afslutningsvis vil der blive foretaget en vurdering af hvilken indflydelse, ''Tanakh'' har haft på jødernes selvforståelse og Gamle Testamente har på kristen selvforståelse.

Der kan være grund til at understrege, at stort set alt i denne undersøgelse alene skyldes yderst kompetente forskeres virke, og jeg har efter evne forsøgt at henvise til denne forskning. Litteraturen herom findes i den afsluttende litteraturliste. Desuden har jeg inddraget andre inspirationskilder, hvor jeg finder dem relevante og troværdige. Derimod er fortolkningen af disse ulige arbejder min egen, og de oprindelige forskere kan og bør derfor ikke drages til ansvar for denne fortolkning.  

På dette sted kan der være grund til at forudskikke enkelte kendsgerninger: selvidentiteten &quot;jøde&quot; synes først at blive skabt i 2. århundrede f.Kr. efter hasmunitternes oprør og etableringen af kongeriget baseret på religiøse regler. Der findes ingen ældre beviser på, at jøderne inden da havde fulgt moseloven, og først på dette tidspunkt optræder ''Tanakh'', de ældste synagoger samt mønter uden billede. Det bør desuden bemærkes, at der ingen omtale findes af sabbaten i Gamle Testamente.

Efter den babylonske magtovertagelse i 586 f.Kr. optræder ''al Yahuda'' som en by i Babylon, stednavnet Israel optræder første gang på en mønt dateret år 66 e.Kr. og i forbindelse med jødernes oprør mod romerne.

Om bogens titel skal jeg blot bemærke, at jeg har valgt ordet &quot;jødedom&quot;, fordi det betegner jødisk religion og kultur på samme tid.

Sven Halfdan Nielsen&lt;/br&gt;
Pärnu, den 5. maj 2026

=== &lt;big&gt;Indledning&lt;/big&gt; ===

Al historisk og litterær forskning må hvile på kildekritiske undersøgelser. Dette betyder, at arkæologiske og sproglige kilder kritisk må vurderes med henblik på deres oprindelsessituation, eventuelle tendens, forholden sig til de omtalte begivenheder og for sproglige kilder tillige deres formål (som udmærket kan være mangesidigt). Kilderne må stilles i forhold til, hvad der ellers vides om tiden, og de må forsøges tolket således, at de er bedst i overensstemmelse med denne viden, og at de ikke modsiger denne viden. Hvis det sidste er tilfældet, må man spørge, om fortolkningen er rigtig, eller om den hidtidige &quot;viden&quot; må revideres.

Lige siden afslutningen af 2. verdenskrig og især i det 21. århundrede har beskyldninger om &quot;anti-semitisme&quot; fået et kraftigt opsving. Der kan derfor være grund til at gøre nogle bemærkninger om min opfattelse af dette begreb og dets anvendelse.

For mig består udtrykket &quot;anti-semitisme&quot; af to dele: &quot;anti&quot; betyder imod, og &quot;semitisme&quot; betegner en politisk, nationalistisk ideologi. Dette indebærer, at jeg skelner mellem jøder som kulturel folkegruppe på den ene side og en semitisk ideologi på den anden.

Jeg har intet imod folk, som identificerer sig selv som jøder i religiøs og kulturel henseende så længe, at dette ikke berører deres forhold til andre folkegrupper. For mig er &quot;jøde&quot; altså en betegnelse, der i princippet ikke adskiller sig fra dansker, tysker, armener, kurder, japaner eller en hvilken som helst anden national folkegruppe.

Anderledes forholder det sig med begrebet &quot;semitisme&quot;. Her er der i mine øjne tale om en totalitær og intolerant national ideologi, som tåler sammenligning med fx. fascismen i Italien og nazismen i Tyskland. Der er med andre ord tale om en ekskluderende ideologi, som på samme tid legitimerer en bestemt handlemåde over for andre befolkningsgrupper. Dette kan der senere være grund til at vende tilbage til, når vi har gjort os selve grundlaget for denne tankegang klart.

Lad mig sige det straks: det er ikke &quot;anti-semitisk&quot; at anlægge en anden betragtningsmåde en den, som såkaldte &quot;semitter&quot; selv anlægger - med mindre at man tilføjer, at sådanne semitter har et snævert syn og en snæver fortolkningsramme båret af egne fordomme. I denne henseende minder semitter og muhammedanere om hinanden. Begge promoverer en bestemt fortolkning, og begge benægter retten til at inddrage andre kilder eller til at anlægge en anden og bedre forståelse.

For mig skræmmer udsigten til at blive tillagt smædeord mig ikke. Afgørende for mig er objektivt at se på alle fastslåede kendsgerninger og så nå frem til den forståelse, som er mest og bedst i overensstemmelse hermed. Hvis andre har problemer hermed, er det deres problem, ikke mit. De ønsker at forsvare en myte, men for mig er det de historiske kendsgerninger bag myten, som er det vigtigste. Myter er overtro og vantro. Men som Hans Christian Ørsted har sagt det, vil videnskaben overvinde overtroen og vantroen&lt;ref&gt;Ørsted (1978), s. 106&lt;/ref&gt;, og således må det være.

Det gælder her som i tilfældet med muhammedanismen&lt;ref&gt;se ''Muhammedanismen i kildekritisk belysning''&lt;/ref&gt;, at modstanden og modviljen imod at blive konfronteret med nye kendsgerninger dybest set blot viser hvor usikre, forsvarere af den herskende ideologi i virkeligheden er. Hvis de var sikre i deres overbevisning, ville de velkomme enhver udfordring, idet de vil kunne tage den op og sagligt imødegå den. Men således forholder det sig ikke, tværtimod. 

Det bør tilføjes, at forskningsfeltet er inde i en rivende udvikling i disse år. Det kan derfor ikke udelukkes, at forskningen om føje år vil give et andet, mere omfattende men måske også revideret billede i forhold til nu, og således må det være. Det er den eneste måde, at vor viden kan forøges og forbedres på. Og skulle denne bog medvirke til at fremme en sådan forskning, har den opfyldt sit formål.

=== &lt;big&gt;Jødedommens ældste historie&lt;/big&gt; ===

Formålet med det følgende er at skildre jødedommens ældste historie. Hovedvægten vil blive lagt på de arkæologiske vidnesbyrd. Bibelen vil imidlertid blive inddraget, hvis og når den kan belyse historiske kendsgerninger. En række emner vil blive underkastet en særskilt behandling.

=== Den kana'næiske oprindelse ===

I det 2. århundrede f.Kr. var Kana'an beboet af stammer med hver deres skytsguddom. Disse guddomme hørte til den kana'anæiske gudeverden og omfattede blandt andre El, Ba'al og Jahve. Over tid begyndte jøderne imidlertid at skille sig ud og hævde, at de ikke stammede fra kana'anæerne, skønt både sproglige og religiøse træk fra tiden 1200-1000 f.Kr. tyder på, at de udviklede sig fra en kana'anæisk fælles kultur i den grad, at det ofte er svært at skelne imellem dem.&lt;ref&gt;Dinkgreve (2021), kap. 8&lt;/ref&gt;

Hvornår, denne udskillelsesproces er fundet sted, vides ikke, men det må være sket omkring 1207 f.Kr., idet kana'anæerne og israelitterne på en stele rejst af farao Merneptah dateret til dette tidspunkt udtrykkeligt er nævnt som to uens folkegrupper:&lt;/br&gt;
- &quot;Kana'en er udplyndret,&lt;/br&gt;
- Israel er lagt øde.&quot;&lt;/br&gt; 
Det er værd at bemærke, at de hieroglyffer, som angiver navnet Kana'an, viser, at der er tale om et land, mens de, som angiver Israel, viser, at der er tale om et folk.&lt;ref&gt;Dinkgreve (2021), kap. 8&lt;/ref&gt; Det er også den eneste kilde fraset Gamle Testamente som nævner et folk kaldet Israel på denne tid.&lt;ref&gt;Novacek (2011), s. 66&lt;/ref&gt;

Den oprindelige gud for Israel synes at have været ''El''. Navnet &quot;Isra-el&quot; betyder &quot;Els styre&quot;.&lt;ref&gt;Dinkgreve (2021), kap. 8&lt;/ref&gt;

Kildekritiske undersøgelser af Mosebøgerne viser at disse er skrevet af flere forskellige forfattere, hvoraf to af forskerne kaldes P og E. Begge disse forfattere kalder Gud for ''El'' indtil, at Gud angiveligt selv kalder sig ''Jahve'' over for Moses: &quot;Jeg er Jahve. Jeg viste mig for Abraham og Isak og Jakob som ''El-Shaddai'', men mit navn er ''Jahve''. Jeg gjorde ikke det bekendt for dem&quot;.&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 72&lt;/ref&gt;

Det bør tilføjes, at i ''Genesis'' forekommer 17 tilfælde af associationer med ''El'' (fx. Bethel) men ikke een eneste med ''Jahve''. Der er desuden eet tilfælde med henvisning til ''Ba'al'', nemlig Ashbel, Benjamins søn

=== Ugarit ===

I 1928 fandt en bonde i Ras Shamra ved Middelhavskysten (nu i Syrien) et omkring 3.000 år gammelt gravkammer. En udgravning det følgende år viste, at det dækkede over dels en større gravplads, dels en forhistorisk by: Ugarit, en vigtig handelsby fra omkring 1450 f.Kr. til 1192 f.Kr., idet byen blev brændt af og blev opgivet antagelig mellem 1190 f.Kr. og 1185 f.Kr. Blandt de mange fund var et stort antal lertavler og mange af dem med religiøse tekster: mytologiske vers, hymner til guder, lister over præsternes ofringer. Den ledende guddom i Ugarit hed ''El''. ''El'' var gudernes fader, skaber af alle levende væsener, den evige konge. Han blev beskrevet som en ældre skægget mand, som sad på en trone med en krone med tyrehorn. Hans hustru hed ''Ashera''&lt;ref&gt;Dinkgreve (2021), kap. 8&lt;/ref&gt;, hun var moder til 70 guder ifølge teksterne. Blandt sønnerne var stormguden ''Baal'', havguden ''Jam'', dødsguden ''Mott'' og krigergudinden ''Anat''. Tilsammen blev de kaldt ''Ilham'', det vil sige børn af ''El''.

I Bibelens skildring af skabelsen optræder ordet ''Elohim'', på hæbraisk et ord for guddom, hvilket er umiddelbart sammenligneligt med ordet i Ugarit, men ordet er flertal, ikke ental. Og flere af beretningerne i Gamle Testamente bruger netop (men ikke alene) dette ord om Gud: ''El Shaddai'' (Gud den Almægtige), ''El Elyon'' (Gud den Højeste)&lt;ref&gt;Novacek (2011), s. 41&lt;/ref&gt;, ''El Olam'' (den evige Gud), ''El Bethel'' (Bethels Gud). Det er det samme navn som den øverste gud i kana'anæernes gudeverden.

Af disse kendsgerninger tør drages to slutninger. Den ene er, at Gud i den hebraiske forståelse ikke i starten var fuldstændig og enerådende men i stedet udviklede sig over tid, langsomt ved en proces, der bedst kan beskrives som konvergens: flere guder smeltede sammen i een guddom.

Den anden slutning, man tør drage, er den, at israelitterne udviklede sig som folk fra kana'anæerne. Deres første gud var kana'anæernes gud ''El''. For de folk, som levede i bjergene i Kana'an omkring 1100 f.Kr. var der ikke nogen markant forskel imellem deres egen religion og de omgivende folkeslags religion: de dyrkede den samme fadergud og modergudinde. Dette har været anerkendt af arkæologer siden omkring 1970 baseret på fundne lertavler, indskrevne navne på lerkar, fund af husguder og af husaltre.

=== Jahve ===

Nu er det velkendt, at jøderne har et andet navn på deres gud: ''Jahve''. Hvor stammer dette navn fra? Hvor og hvornår overtog han de egenskaber, som tidligere blev tillagt El? For at svare på disse spørgsmål, må vi inddrage tre nye kilder.

På en to tusinde år gammel læderklud fundet i en hule findes en tekst med følgende indhold: da den højeste gud gav nationerne deres arv, da han delte menneskeheden, fastlagde han deres indbyrdes grænser i henhold til antallet af gudesønner. Denne tekst fra Femte Mosebog 32:8&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 237&lt;/ref&gt; var identisk med den tekst, som jøderne kopierede i århundrede før Kristi fødsel. Den findes i den græske version af Gamle Testamente fra 3. og 2. århundrede f.Kr. Jøderne ændrede siden teksten fra &quot;gudesønner&quot; til &quot;Israels sønner&quot;.

Tages teksten for pålydende, har den højeste gud inddelt menneskene i nationer og givet hver nation en søn som guddommelig leder. I det følgende vers fortælles hvilken søn, der blev tildelt hvilken nation, og det oplyses, at Jahve fik tildelt Jacobs stamme eller Israel.

Det må her bemærkes, at Jahve her tydeligt er en mindre, en underordnet gud i forhold til den højeste gud. Bibelforskere som Mark Smith og Frank Moore Cross fra Harvard mener, at det er her, at Jahve gøres til guddom for Jacobs stamme. Teksten i Kumran (bedre kendt som Dødehavsrullerne) bevarede den oprindelige tekst, men den blev i middelalderen tilsyneladende tilpasset.

I ''Salmernes Bog'' salme 82 findes følgende:&lt;/br&gt;
&quot;Gud træder frem i gudeforsamlingen,&lt;/br&gt;
blandt guderne holder han dom:&lt;/br&gt;
Hvor længe vil I dømme uretfærdigt&lt;/br&gt;
og tage parti for de ugudelige? Sela&lt;/br&gt;
Skaf de svage og faderløse deres ret,&lt;/br&gt;
frikend de hjælpeløse og arme,&lt;/br&gt;
udfri de svage og fattige,&lt;/br&gt;
red dem fra de ugudeliges magt!

De forstår og fatter intet,&lt;/br&gt;
de vandrer i mørke,&lt;/br&gt;
jordens grundvolde rokkes.&lt;/br&gt;
Jeg har sagt: I er guder,&lt;/br&gt;
I er alle sønner af den Højeste.&lt;/br&gt;
Dog skal I dø som mennesker,&lt;/br&gt;
og I skal falde som en af stormændene.

Rejs dig, Gud, hold dom over jorden,&lt;/br&gt;
for du har alle folkene som ejendom.&quot;&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 693&lt;/ref&gt;

Denne salme indeholder altså mindet om en gudeforsamling, som også afspejles i den langt ældre tekst. Ordet &quot;guderne&quot; i den originale tekst er ''Elohim'', i flertal. Det viser, at der var en tid i jødernes historie, hvor flerguderi øjensynligt var en almen forståelse. Og en af disse gudesønner var åbenbart Jahve.

Et lignende minde findes i Første Mosebog kapitel 6, der begynder således:

&quot;Da menneskene begyndte at blive talrige på jorden og fik døtre, så gudesønnerne, at menneskedøtrene var smukke. Blandt dem tog de sig alle de koner, de havde lyst til. Da sagde Herren: &quot;Min livsånde skal ikke forblive i mennesket for evigt. De er dødelige, deres levetid skal være 120 år&quot;.&lt;/br&gt;
Dengang gudesønnerne gik ind til menneskedøtrene og fik børn med dem - men også siden hen - var der faldne på jorden. Det er heltene, navnkundige mænd fra ældgamle dage.&quot;&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 12. Den danske oversættelse har &quot;kæmper&quot; i stedet for &quot;faldne&quot; men det originale ord er ''nefilim'' med netop denne betydning&lt;/ref&gt; 

Endnu en kilde, som bør nævnes, er et tempel nu beliggende i Sudan på Nilens vestre bred. Det blev opført af farao Aman Hototeep III (bedstefader til Tutankhamon), som regerede Egypten fra ca. 1390 f.Kr. til 1352 f.Kr., og var tilegnet guden Amon Ra. På en af søjlerne i dette tempel, der omtaler underkuede folkeslag, optræder &quot;Tashasu YHWH&quot;. Nationen ''Shassu'' var et semitisk folkeslag, nomader, kvæghyrder, der strejfede om i ørkenen ved den sydlige grænse for Kana'an. Betegnende nok identificeres de ikke ved deres landområde men derimod ved deres guddom, ''Jahve'', omtrent 200 år før at israelitterne ellers optræder i historiske tekster ifølge gængs fortolkning.

Egyptologen Donald Redford slutter heraf, at ''Jahve'' oprindeligt var en edomitisk eller midianistisk gud i de sydlige ørkenområder, som blev dyrket i områder, som den hebraiske bibel selv udpeger som stedet for jødernes oprindelse, som stedet hvor Moses hørte Gud tale fra en brændende busk, og i ''Dommerbogen'' findes blandt andet &quot;Deboras sejrssang&quot;, som dateres til 12. århundrede f.Kr.&lt;ref&gt;Dinkgreve (2021), kap. 8&lt;/ref&gt;, med følgende linjer:

Herre, da du drog ud fra Se'ir,&lt;/br&gt;
da du skred frem fra Edoms land,&lt;/br&gt;
skælvede jorden, himlen dryppede af regn,&lt;/br&gt;
ja, skyerne dryppede af vand.&lt;/br&gt;
Bjergene rystede foran Herren,&lt;/br&gt;
Sinajs Herre,&lt;/br&gt;
foran Herren, Israels Gud.&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 276&lt;/ref&gt;

Edom lå i den nordøstlige del af Sinaj-ørknen, sydøst for Det Døde Hav. Men der er mere. Jahve introduceres af Moses efter, at Jetro, Moses svigerfader, sammen med sine sønner havde sluttet sig til jøderne.&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 87&lt;/ref&gt; Ifølge Anden Mosebog kapitel 3:1 var Jetro præst i Midjan.&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 68&lt;/ref&gt; Det må rejse spørgsmålet, om det er fra ham, at Moses har overtaget sin guddom Jahve. Men ifølge Dommerbogen kapitel 1:16 var Jetro kenit: &quot;Efterkommere af den kenit, der var Moses' svigerfar, drog sammen med judæerne op fra Palmebyen til Judas ørken i Arads sydland og bosatte sig hos befolkningen dér.&quot;&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 271&lt;/ref&gt; Kenitterne var Kains efterkommere. I Første Mosebog kapitel 4:17-22 læser vi: &quot;Kain lå med sin kone, og hun blev gravid og fødte Enok. Så byggede han en by og gav den navn efter sin søn Enok. Enok fik sønnen Irad, Irad fik Mehujael, Mehujael fik Metushael, og Metushael fik Lemek. Lemek tog sig to koner, den ene hed Ada, den anden Silla. Han blev stamfader til dem, der bor i telte og holder kvæg. Også Silla fødte en søn, Tubal-Kain, stamfader til smedene, alle dem, der forarbejder kobber og jern.&quot;&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 11&lt;/ref&gt; 

Vi ved, at i andre kulturer som egyptisk, græsk og romersk er smedekunsten forbundet med vulkaner: i romersk mytologi hed smedeguden ligefrem ''Vulkan''. Læg dertil profetien i Esajas' Bog kapitel 31:9, der nævner &quot;Herren, som har sit bål på Zion og sin ovn i Jerusalem&quot;.&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 874&lt;/ref&gt; Og for at fuldende billede findes i Anden Mosebog kapitel 19:18-19 følgende beskrivelse af bjerget: &quot;Hele Sinajs bjerg var hyllet i røg, fordi Herren var steget ned på det i ild og røgen steg til vejrs som røgen fra en smelteovn. Hele bjerget skælvede af stor rædsel, og hornklangen blev kraftigere og kraftigere.&quot;&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 88&lt;/ref&gt; Det kunne være en beskrivelse af en aktiv vulkan. Disse sammenfald kan næppe være tilfældige. Er der tale om, at Jahve oprindelig var en smedegud forbundet med vulkanisme, og at han er overtaget af Moses (hvis han er en historisk person) fra sin svigerfaders kultur? I så fald viser det, at der findes en jødisk religiøs forhistorie, som man siden har forsøgt at fortrænge.

Af det foregående tør vi antage, at ''Jahve'' ikke begyndte i Israel. Han begyndte som en &quot;skytsguddom&quot; blandt nomadiske stammer uden en konge, uden templer og uden et skriftsprog. På et eller andet tidspunkt, måske som følge af handel eller af en edomitisk udvandring nordpå, kom denne gud til kana'anæerne, og der mødte han en anden guddom: den gamle gud ''El''. Hvad, der siden fulgte, var konvergens: før dannelsen af et kongerige, før opførelsen af det første tempel, blev ''El'' &quot;opslugt&quot; af ''Jahve''. Derved fik den nye fusionerede guddom begge navne i Gamle Testamente.

=== Ashera ===

Men denne gud stod ikke alene, han havde en kvindelig partner, en gudinde: ''Ashera''. Ashera optræder i kana'anæernes hjem som gudindestatuette, hendes navn findes på forrådskar og i gravskrifter. I tekster fra 8. århundrede f.Kr. bliver hun påkaldt ved siden af Jahve som om de hørte sammen og var ligestillede.

Vi ved nu, at hun i århundreder var blevet dyrket af jøderne som gudinde. Hun kunne gå på vandet, hendes tilnavn var ''Kudu'', den hellige. Hun findes gengivet på et egyptisk kunstværk fra samme tid stående på ryggen af en løve og med en slange i hver hånd. Kort sagt var hun en af de store modergudinder i Mellemøsten.

I to bygninger daterede til tiden 801-770 f.Kr. i det nordøstlige Sinai ved bjerget Contilit Azud fandt arkæologer i 1975 store forrådskar med en tekst skrevet på tidlig hebraisk: &quot;Jeg velsigner dig ved Jahve af Samaria og hans Ashera&quot;&lt;ref&gt;Novacek (2011), s. 92&lt;/ref&gt; og &quot;Jeg velsigner dig ved Jahve af Teman og hans Ashera&quot;. Her står israelitternes mandlige guddom sammen med kana'anæernes gudinde. Teman var den egn i ørkenen, hvor ifølge Habakuks Bog kapitel 3:3 Jahve havde sin oprindelse:&lt;/br&gt;
&quot;Gud kommer fra Teman,&lt;/br&gt;
den Hellige fra Parans bjerge&quot;.&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 1187&lt;/ref&gt;

I Hebron blev tilsvarende fundet en gravskrift dateret til midten af 8. århundrede f.Kr.: &quot;Velsignet være Uryyaho ved Jahve for fra hans fjender ved Ashera har han frelst ham&quot;.

Desuden har man fundet over tusind små gudindestatuetter, heraf 400 alene i Jerusalem, der ifølge Raz Kletter utvivlsomt forestiller Ashera skildret med krop som en cylinder med to markerede bryster og hænder, der tilbyder dem, samt et smilende ansigt. De dateres alle til 8. og 7. århundrede f.Kr. og de blev alle fundet i private hjem, ikke i templer. De viser, at dyrkelsen fandt sted under det delte kongerige som noget alment udbredt, ikke som noget særegent for de få.

Som supplement til en forståelse kan man gå til Gamle Testamente, hvor der er bevaret flere passager, hvori Ashera-dyrkelsen omtales. Den følgende oversigt gør ikke krav på fuldstændighed.

I Første Kongebog kapitel 14 læser vi: &quot;Salomos søn Rehabeam blev konge i Juda. .. Rehabeam var enogfyrre år, da han blev konge, og han regerede sytten år i Jerusalem, den by Herren havde udvalgt af alle Israels stammer til at sætte sit navn på. Hans mor hed Na'ama og var fra Ammon.
Judæerne gjorde, hvad der var ondt i Herrens øjne, og med de synder, de begik, gjorde de ham mere vred, end deres fædre havde gjort. Også de byggede offerhøje og lavede stenstøtter og Ashera-pæle på alle høje bakker og under alle grønne træer; der var endog mandlige helligskøger i landet.&quot;&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 396&lt;/ref&gt;

I kapitel 15 læser vi: &quot;I Nebats søn kong Jeroboams attende regeringsår blev Abija konge over Juda. Han regerede tre år i Jerusalem. Hans mor hed Ma'aka og var datter af Absalom. Han fulgte alle de synder, som hans far havde begået før ham..&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 396&lt;/ref&gt;

I Israels konge Jeroboams tyvende regeringsår blev Asa konge over Juda. Han regerede enogfyrre år i Jerusalem. Hans mor hed Ma'aka og var datter af Absalom. Asa gjorde, hvad der var ret i Herrens øjne, lige som sin fader David. Han forviste de mandlige helligskøger fra landet og fjernede alle de møgguder, som hans forfædre havde lavet. Han fjernede også sin mor Ma'aka som kongemoder, fordi hun havde ladet fremstille en rædselsstøtte til Ashera. Asa huggede støtten om og brændte den i Kedrondalen. Offerhøjene forsvandt ikke..&quot;&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 396f&lt;/ref&gt;

I kapitel 16 læser vi: &quot;Omris søn Akab blev konge over Israel i Judas konge Asas otteogtredivte regeringsår, og Omris søn Akab regerede toogtyve år i Samaria over Israel. Omris søn Akab gjorde, hvad der var ondt i Herrens øjne, værre end nogen før ham. Da det ikke var nok for ham at følge Nebats søn Jeroboams synder, giftede han sig med sidoniernes konge Etba'als datter Jezabel, og han gav sig til at dyrke og tilbede Ba'al. Han rejste et alter for Ba'al i Ba'als tempel, som han havde bygget i Samaria. Akab lavede en Ashera-pæl, og Akab gjorde mere endnu, så han krænkede Herren, Israels Gud, mere end nogen af Israels konger, der havde været før ham.&quot;&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 399&lt;/ref&gt;

I Anden Kongebog kapitel 21 omtales kong Manassa. Om hans gerninger hedder det: &quot;Han gjorde, hvad der var ondt i Herrens øjne efter de afskyelige skikke hos de folkeslag, som Herren havde drevet bort foran israelitterne. Han genopbyggede de offehøje, som hans fader Hizkija havde ødelagt; han rejste altre for Ba'al, og han lavede en Ashera-pæl, sådan som Israels konge Akab havde gjort, og han tilbad hele himlens hær og dyrkede den. .. Og i de to forgårde til Herrens tempel byggede han altre for hele himlens hær. .. Og han opstillede Ashera-billedet, han havde lavet, i dette tempel, om hvilket Herren havde sagt til David og til hans søn Salomo: &quot;''På dette tempel og på Jerusalem, som jeg har udvalgt blandt alle Israels stammer, vil jeg sætte mit navn til evig tid; og jeg vil ikke mere jage Israel bort fra det land, som jeg gav deres fædre, når de blot omhyggeligt vil gøre alt det, jeg har befalet dem, og holde hele loven, som min tjener Moses gav dem.''&quot; Men de ville ikke høre, og Manassa forledte dem til at handle værre end de folkeslag, som Herren havde udryddet for israellitterne.&quot;&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 438f&lt;/ref&gt;

I Anden Kongebog kapitel 23 oplyses, at denne afgudsdyrkelse holdt sig til Josija stoppede den: &quot;Så befalede kongen ypperstepræsten Hilkija, andenpræsterne og dørvogterne at fjerne alle de ting, der var lavet til Ba'al og til Ashera og til hele himlens hær, fra Herrens tempel, og han brændte dem uden for Jerusalem .. Helligskøgernes rum i Herrens tempel, hvor kvinderne vævede klæder til Ashera, rev han ned. .. Også alteret i Betel, offerhøjen som Jeroboam, Nebats søn, havde opført, han som forledte Israel til synd, både dette alter og offerhøjen rev Josija ned, og han knuste stenene til støv og brændte Ashera-pælen.&quot;&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 441&lt;/ref&gt; 

Profeten Jeremis beklagede sig i Jeremias' Bog kapitel 7: &quot;Kan du ikke se, hvad de gør i Judas byer og Jerusalems gader? Børnene samler brænde, fædrene tænder ild og kvinderne ælter dej, så de kan lave offerkager til Himmeldronningen og udgyde drikofre for andre guder og krænke mig.&quot;&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 950&lt;/ref&gt; Han taler om ''Ishtar'', Mesopotamiens version af Ashera, mens hun blev adopteret som ''Afrodite'' i Grækenland og blev kaldt ''Astarte'' af kana'anæerne og senere af fønikerne.&lt;ref&gt;Novacek (2011), s. 38&lt;/ref&gt;

Der kan således ikke være tvivl om, at Ashera-dyrkelsen var udbredt blandt jøderne i flere århundreder, snart officielt snart uofficielt. Manassa regerede fra 697 f.Kr. til 642 f.Kr. og Josija skal have stoppet Ashera-dyrkelsen omkring 622 f.Kr. Men uofficielt fortsatte dyrkelsen helt frem til babylonernes erobring af Jerusalem.

Det vigtigste i denne sammenhæng er, at denne afgudsdyrkelse, som det også fremgår af Gamle Testamente, fandt sted længe efter, at jøderne skulle være gået over til monoteisme.

=== Den centraliserede gudsdyrkelse ===

Men hvornår begyndte den monoteistiske gudsdyrkelse blandt jøderne? Meget tyder på, at det var en udvikling i to trin: først skete der en centralisering af gudsdyrkelsen, og langt senere en overgang til monoteisme.

Første kilde til denne udvikling findes i Moseloven. Her hedder det: &quot;Du må ikke lave dig noget gudebillede i form af noget som helst oppe i himlen eller nede på jorden eller i vandet under jorden. Du må ikke tilbede dem og dyrke dem, for jeg, Herren din Gud, er en misundelig Gud.&quot;&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 89. I oversættelsen til dansk bruges ordet &quot;lidenskabelig&quot; i stedet for &quot;misundelig&quot;&lt;/ref&gt; Det siges ikke, at der ikke findes andre guder, kun at jøderne ikke længere måtte dyrke dem.

Næste kilde findes i Anden Kongebog om kong Josija, som regerede 640-609 f.Kr. Her hedder det: &quot;Og statsskriveren Shafan fortalte kongen, at præsten Hilkija havde givet ham en bog, og Shafan læste den op for kongen.&quot;&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 440&lt;/ref&gt; Forskere mener, at den bog, der her er tale om, sandsynligvis var Femte Mosebog.

Femte Mosebog adskiller sig tydeligt fra de foregående fire Mosebøger, så meget at man mener, at den har sin egen forfatter (eller egne forfattere), der af forskerne kaldes D. Denne forfatter D genkendes også i en række andre tekster i Gamle Testamente: Joshua-bogen, Første og Anden Dommerbog, Samuels Bog samt Første og Anden Kongebog. Det menes, at alle disse bøger er forfattede af samme person eller personkreds.&lt;ref&gt;Dinkgreve (2021), kap. 8&lt;/ref&gt;

Anden Kongebog fortæller om kong Josiah, at han centraliserede gudsdyrkelsen og forbød stedlige altre: &quot;Han hentede alle præsterne fra Judas byer, og offerhøjene lige fra Geba til Be'ersheba, hvor de havde tændt offerild, gjorde han urene, og portofferhøjene, som lå ved kommandantensen Josvas port til venstre, når man går ind ad byporten, rev han ned.&quot;&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 441&lt;/ref&gt; Som det siges: &quot;Der havde ikke tidligere været nogen konge, der som han af hele sit hjerte og af hele sin sjæl og af hele sin styrke vendte om til Herren, helt efter Moses' lov og efter ham kom der ingen som han.&quot;&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 442&lt;/ref&gt; Tydeligvis var der tale om at samle al religiøs magt på et sted og under kongens kontrol. Det var med andre ord en religiøs revolution.

For at retfærdiggøre denne revolution måtte man opfinde en spådom, der kunne retfærdiggøre den. Her træder nu to kilder ind. Den ene findes i Første Kongebog. Her omtales en gudsmand, som råber imod et alter: &quot;Alter, alter! Dette siger Herren: I Davids hus skal der fødes en søn ved navn Josija. På dig skal han slagte de offerhøjspræster, som tænder offerild på dig, og han skal brænde menneskeknogler på dig.&quot;&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 393&lt;/ref&gt;

Den anden er Femte Mosebog: allerede i første sætning gives indtrykket af, at denne bog er Moses' sidste ord inden sin død&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 200&lt;/ref&gt;, og her formuleres en &quot;ny moselov&quot; begyndende således:

&quot;Dette er de love og retsregler, som I omhyggeligt skal følge i det land, Herren, dine fædres Gud, har givet dig i eje, så længe i lever på jorden. I skal ødelægge alle de steder, hvor de folk, I fordriver, har dyrket deres guder, på de høje bjerge, på bakkerne og under alle grønne træer. I skal rive deres altre ned og knuse deres stenstøtter, deres Ashera-pæle skal I brænde, og deres gudebilleder skal I hugge om; I skal udslette deres navn fra de steder. For på den måde må I ikke dyrke Herren jeres Gud. Nej, I skal søge til de sted, Herren jeres Gud udvælger blandt alle jeres stammer til at sætte navn på, så det kan bo der. Dér skal du komme, og derhen skal I bringe jeres brændofre og slagtofre, jeres tiender og afgifter, jeres løfteofre og frivilligofre og det førstefødte af jeres køer og får.&quot;&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 214&lt;/ref&gt;

Men trods dette forsøg på at legitimere centraliseringen af gudsdyrkelsen holdt det ikke længe. Snart begyndte folk atter deres decentrale gudsdyrkelse, og som vi tidligere har set, opgav de aldrig deres Ashera-dyrkelse.

=== Jøderne i Kana'an ===

Vi har fulgt jødernes religiøse udvikling, men hvordan forholder det sig med områdets politiske udvikling? Det er en broget historie, hvor Gamle Testamente trods påviselige fejl alligevel kan give nyttige oplysninger.

Meget taler for, at det var ankomsten af &quot;havfolket&quot; (engelsk: ''Sea People'') omkring 1178 f.Kr. som udløste en ny politisk udvikling. Frem til sammenbruddet havde området været præget af kana'anæiske kongefamilier, som styrede mindre områder fra deres centralt beliggende byer. Hidtil havde områder i nord været under hittitisk overherredømme og området i syd som helhed været under egyptisk kontrol, men nu svækkedes denne kontrol&lt;ref&gt;Porter (2016), s. 384&lt;/ref&gt;, og det indebar, at der blev mulighed for indbyrdes stammekrige i området. Det betød også, at folk udefra nu kunne blande sig med held i de stedlige stammekrige. Det er muligt, at jødernes erobringer netop hører hjemme i denne sammenhæng. Til trods for, at Gamle Testamente fremstiller disse kampe som religionskrige mellem folkeslag med polyteisme og jøderne med deres påståede monoteisme, er der intet, som tyder på, at dette er korrekt.

Snarere må vi se disse kampe som sket mellem et imperialistisk erobrerfolk og stedlige bofaste stammer. At der også var religiøse forskelle imellem dem, understregede blot krigenes stammemæssige karakter. Mens filistrene bosatte sig ved kysten, flyttede israelitterne ind fra øst og bosatte sig overvejende i højlandet, hvor de over tid tilegnede sig megen af den stedlige kultur, samtidig med at deres frænder, aramæerne, slog sig ned mod nordøst i Syrien. Hebræerne fik i denne besættelse støtte fra beslægtede og ligesindede nomadiske stammer og semitiske folkeslag. Alliancen var mulig, fordi de alle dyrkede Jahve.&lt;ref&gt;Novacek (2011), s. 66&lt;/ref&gt; Denne fælles kult var længe den eneste institution, som bandt folket sammen, og det kunne ikke forhindre, at der jævnligt opstod konflikter mellem dem.

Der kan på dette sted være grund til at gøre op med myten om Jerikos erobring. Ifølge den bibelske tradition skete erobringen ved, at de omgivende bymure styrtede sammen.&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 248f&lt;/ref&gt; Problemet er, at det arkæologisk kan påvises, at der ingen bymure var!&lt;ref&gt;Novacek (2011), s. 66&lt;/ref&gt; Forklaringen er, at Kana'an indtil da havde været underlagt Egypten, hvis overherredømme var blevet afgjort efter slaget ved Megiddo i 1479 f.Kr. Efter erobringen beholdt eliten i de kana'anæiske familier deres styrende rolle, når blot de var loyale i forhold til den egyptiske farao, men de måtte acceptere, at de ikke måtte befæste deres byer, (hvilket gav dem problemer blandt andet, da Megiddo blev angrebet af Lab'ayu fra det nærliggende Shechem).&lt;ref&gt;Novacek (2011), s. 25&lt;/ref&gt; Det må rejse spørgsmålet, om israelitterne overhovedet nogen sinde har erobret Kana'an, eller om de så at sige &quot;overtog&quot; havfolkets faktisk påviste erobringer og indskrev det i deres historie?

Overhovedet har det været praktisk talt umuligt at påvise israelitterne bosættelse i Levanten. Forskere har ment, at en række nye bosættelser i marginale områder i bjergegne kunne være deres bosættelser&lt;ref&gt;Porter (2016), s. 386&lt;/ref&gt;, men der kan lige så godt være tale om, at nogle kana'anæere fra lavlandet efter det handelsmæssige sammenbrud valgte at flytte ud og etablere sig med et nyt men mere holdbart selvforsynende landbrug&lt;ref&gt;Porter (2016), s. 388f&lt;/ref&gt;, hvor handel som helhed spillede en mindre rolle end tidligere og især var af regional snarere end international karakter.&lt;ref&gt;Porter (2016), s. 388&lt;/ref&gt; Ulige forsøg på at identificere bestemte former for genstande som værende israelitiske er strandet på, at de selv samme genstande også findes i områder uden israelsk bosættelse ifølge Gamle Testamente, de kan derfor ikke levere det ønskede bevis.&lt;ref&gt;Porter (2016), s. 387&lt;/ref&gt;

I den første tid efter israelitternes indvandring var tilstandene i Kana'an væsentlig som før. Det var langt fra lykkedes jøderne at udrydde hele den bosatte befolkning, så det endte med, at jøderne bosatte sig i egne bosættelser. De ulige folk og stammer levede i samfund hver for sig med byerne som centrum for de omgivende landsbyer. Hebræerne erobrede og ødelagde de mere civiliserede kana'anitter men overtog deres skriftsystem. De overtog også kana'anitternes byggeskik, men uden at hebræernes byggerier nåede samme høje stade som deres forgængere. Jerusalem var på denne tid et lille sted uden stor betydning og kunne ikke måle sig med andre byer i området.

Tør man tro Josvabogen kapitel 20, blev der oprettet særlige bebyggelser kaldet &quot;tilflugtsbyer&quot; for kriminelle, hvor disse kunne søge politisk asyl og unddrage sig retsforfølgelse for deres kriminelle gerninger: &quot;Herren talte til Josva og sagde: &quot;Sig til israelitterne, at de skal udpege de tilflugtsbyer, som jeg talte til jer om ved Moses, så en drabsmand, der uforsætligt og uforvarende slår nogen ihjel, kan flygte dertil; de skal være tilflugtssteder for jer mod blodhævneren. Når drabsmanden søger tilflugt i en af disse byer og stiller sig ved indgangen til byporten, skal han forelægge sin sag for de ældste i den by. De skal give ham adgang til byen og give ham et sted, hvor han kan bo hos dem. Når blodhævneren forfølger ham, må de ikke udlevere drabsmanden til ham; det var jo uforvarende, han slog sin næste ihjel, han havde ikke tidligere næret fjendskab mod ham. Han kan så blive boende i den by, indtil han stilles for menighedens domstol, eller indtil den ypperstepræst dør, som er der til dentid. Da kan drabsmanden vende tilbage til sin by og sit hus, den by, han er flygtet fra&quot;.&quot;&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 264&lt;/ref&gt; De var en ordning, som kunne beskytte enhver kriminel mod retsforfølgelse.

Og jødernes folkemord fortsatte. I Dommerbogen kapitel 1 læser vi: &quot;Så drog Juda op, og Herren gav kana'anæerne og perizzitterne i deres hånd, og de slog dem i Bezek og dræbte ti tusind mand. ..Judæerne angreb Jerusalem og indtog den. De huggede indbyggerne ned med sværd og stak ild på byen.&quot;&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 271&lt;/ref&gt; I de byer, som det ikke lykkedes jøderne at udrydde befolkningen, blev disse i stedet gjort til hoveriarbejdere.&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 272&lt;/ref&gt; Det kan næppe undre, at denne opførsel gav anledning til yderligere uro, og at nye kampe fulgte. Ved en lejlighed slog jøderne &quot;omkring ti tusind moabitter ihjel. .. Derefter havde landet ro i firs år&quot;.&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 274&lt;/ref&gt;

Efter Josvas erobringer fulgte dommertiden, hvor landet blev styret af de såkaldte dommere. Tør man tro Gamle Testamente førte det til, at filistre og ammonitter for en tid fik overtaget.&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 286&lt;/ref&gt; Også internt var der øjensynlig magtkampe, således forenedes de andre stemmer mod Benjamins stamme.&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 297ff&lt;/ref&gt;

Efterhånden blev lovløsheden for meget, og hebræerne etablerede et kongedømme i Palæstina. Denne institution kom som en nødvendig følge af både de interne lovløse tilstande og behovet for at organisere krigsførelsen mod andre folkegrupper. I vest udgjorde filistrene en stærkere modstand end kana'anitterne, fordi de havde udviklet jernsmedning. Mod nord boede fønikerne i Libanon, der var mest optaget af handel. Da kana'anitterne stadig blev mere undertrykte, skabte det grundlaget for etableringen af det hebræiske kongedømme omkring 1000 f.Kr. 

Først under dommeren Samuel opstår der blandt jøderne angiveligt krav om etableringen af et kongerige. Landets første konge hed Saul.&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 317&lt;/ref&gt; Han dateres til omkring 1000-tallet f.Kr. Tør vi tro Første Samuelsbog gennemførte han adskillige krige.&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 320&lt;/ref&gt; Kana'an var angiveligt forenet under ham og hans to efterfølgere, David og Salomo. Salomo beskrives i Gamle Testamente som en mægtig konge, der blandt andet opførte et gudstempel i Jerusalem, men arkæologiske undersøgelser har ikke kunnet bekræfte dette, og Salomo er påfaldende totalt fraværende i ikke-bibelske kilder. Det har fået mange historikere til at mene, at Salomo må have været en småkonge.&lt;ref&gt;Novacek (2011), s. 83&lt;/ref&gt; Også israelerne synes fraværende i arkæologiske fund fra denne tid, i stedet dominerer kypriotisk og fønikisk lertøj samt stedlige efterligninger af dette.&lt;ref&gt;Novacek (2011), s. 89, 93&lt;/ref&gt;

Da kong Salomo døde i 922 f.Kr. blev det hebræiske kongedømme delt i to: Kongeriget Israel og Kongeriget Juda. Det var kun Juda og Benjamins stammer, som accepterede Salomos søn Rehabeam som deres konge, og de oprettede dermed det sydlige kongerige Juda med Jerusalem som hovedstad. Mod nord gjorde de øvrige stammer Jeroboam til konge og oprettede kongeriget Israel med Sikem og senere Samaria som hovedstad. Vigtigst i denne sammenhæng er, at der intet stammesammenhold var, end ikke deres religion kunne holde sammen på dem, og som vi allerede har set, skete der jævnligt frafald fra denne, lige som israelitterne indgiftede sig i andre folkegrupper nok så meget som indbyrdes. Der var konstant magtkampe, hvilket afspejler det totale fravær af national solidaritet og enhed. Også udefra skete angreb. Anden Krønikebog er fuld af bereninger om disse krige.

Det bør for god skyld nævnes, at en basalt stele fra Dhiban omtaler, at kong Mesha fra det moabitiske kongerige overvandt Kongeriget Israel og udvidede sit rige, en begivenhed som menes afspejlet i Anden Kongebog kapitel 3.&lt;ref&gt;Porter (2016), s. 382&lt;/ref&gt;&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 412&lt;/ref&gt; 

Kongeriget Israel ophørte, da Assyrien erobrer hovedstaden Samaria 722 f.Kr. Herved mistede også de 10 nordlige israelske stammer deres betydning. Nogle af indbyggerne i Kongeriget Israel blev deporteret af assyrierne, men arkæologisk kan der ikke dokumenteres nogen befolkningsudskiftning eller nogen nedgang i befolkningstallet, og genetiske undersøgelser antyder også en kontinuitet i områdets befolkningssammensætning. Hovedparten af befolkningen synes således at være forblevet i området og samaritanerne menes at være de mest direkte efterkommere af befolkningen i Kongeriget Israel, hvilket også er i overenstemmelse med deres egen opfattelse. Nogle beboere fra Kongeriget Israel må antages at være flygtet til kongeriget Juda, hvilket kan forklare hvordan de nordlige stammers myter er blevet inkorporerede i den tekster i Gamle Testamente, som blev samlede i Kongeriget Juda.

=== Eksilet i Babylon ===

Der er næppe tvivl om, at hvis jøderne havde modstået angreb udefra, ville afgudsdyrkelsen have fortsat. Der ville fortsat have været private gudindestatuetter og private altre. Men een begivenhed ændrede jødernes historie og dermed verdenshistorien: babylonernes erobring i 586 f.Kr.

Forud gik en belejring, som varede to og et halvt år. Vilkårene under belejringen var forfærdelige: jøderne sultede, men vi ved fra samtidige beretninger, at de ikke holdt sig tilbage fra at spise deres egne børn. Da Nebukadnezer erobrede Jerusalem, blev Salomons tempel brændt ned til grunden. Kongepaladset blev brændt ned. Huse blev brændt ned. Forsvarsanlæggene omkring byen blev revet ned sten for sten. Kong Zedekiah, som havde forsøgt at flygte, blev fanget og ført frem for Nebukadnezer. Det sidste, han så, var, at han sønner blev slået ihjel. Så blev han gjort blind, og måtte i denne tilstand foretage vandringen til Babylon.

Hele den jødiske befolkning blev tvangsforflyttet til Babylon. Det skete i tre omgange. Da de forlod Jerusalem, måtte de uundgåeligt miste troen på deres guder, som havde svigtet dem.

Hvad, der skete under det babylonske fangenskab, var ekstraordinært: i stedet for at blive integrerede i deres nye omgivelser valgte de skriftkloge jøder den modsatte vej, nemlig at bevare og redigere deres historiske traditioner. Sigende optræder byen Al Yahuda i Babylon på denne tid. Jøderne samlede, hvad de havde bevaret om deres historie, og begyndte at nedskrive det. Undervejs blev traditionen omskrevet og tilpasset deres nye selvforståelse. Bibelforskere mener, at det var antagelig på denne tid, at traditionerne i ''Tanakh'' begyndte at få deres endelige form.

Og det var tilsyneladende også her, at jødernes tro fik den monoteistiske karakter, som siden skulle gøre sig gældende. Det er her, at profeten Ezekiel fortæller, at Gud gør ham opmærksom på den afgudsdyrkelse, som finder sted.&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 1048&lt;/ref&gt; Det er her, at Gud lover at straffe jøderne for denne afgudsdyrkelse.&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 1049&lt;/ref&gt; Det er her, at jødernes bortførelse bliver stillet i udsigt. Det er her, at grunden lægges til den fortolkning, at eksilet gøres nødvendigt for, at jøderne langt om længe kan vende sig mod den sande gudsdyrkelse.

Og det er her, at profeten Esajas formulerer sine propagandistiske og doktrinære anklager. Det er her, at Gud gøres til den, som lover jøderne håb om frihed igen. Og det er her, at Gud bliver enevældig.

To eksempler fra Esajas Bog kan belyse det: i vers 44 linje 6: &quot;Jeg er den første, og jeg er den sidste, der er ingen anden Gud end mig&quot;&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 895&lt;/ref&gt; og i vers 45 linje 5: &quot;Jeg er Herren, der er ingen anden, der er ingen anden Gud end mig&quot;.&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 897&lt;/ref&gt; Selv alt det gode og alt den onde har samme oprindelse:&lt;/br&gt;  
&quot;Jeg danner lys og skaber mørke,&lt;/br&gt; 
jeg frembringer fred og skaber ulykke,&lt;/br&gt; 
jeg, Herren frembringer alt dette.&quot;&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 897&lt;/ref&gt;&lt;/br&gt; 
For første gang optræder jøderne som et folk med kun een erklæret Gud.

Der kan næppe være tvivl om, at dette var følgen af en bestemt strategi: ikke at blive opslugt af imperiet. Over for de mange guddomme i Babylon sætter jøderne en enkelt gud som deres modstykke. Derved, og kun derved, kan de opretholde deres særegne identitet som folk. Hvis Jahve havde været een gud blandt mange andre, havde han tabt og havde ingen fremtid. Kun ved at gøre ham almægtig, ved at hævde at han havde brugt Nebukadnezar som et redskab i en guddommelig plan, kunne de opretholde deres identitet og deres håb om en fremtid. De gamle guder måtte udryddes eller bortforklares som fejltagelser, der kunne forklare jødernes ulykkelige skæbne. Og derfor blev den traditionelle historie omskrevet punkt for punkt for at kunne understøtte det nye narrativ.

Nået så langt tog de skriftkloge det næste skridt: de måtte opfinde og udvikle deres egen skabelsesberetning og deres egen beretning om en altomfattende oversvømmelse. Inspirationen hentede de hos babylonerne selv. De tog de velkendte babylonske beretninger men omskrev dem således, at de udgjorde en polemisk kontrast til den tro og de traditioner, som blev hyldet af deres omgivelser. Der vil være lejlighed til at se nærmere på disse ved en gennemgang af Gamle Testamente.

=== Jødernes tilbagevenden til Jerusalem ===

I 539 f.Kr. indtræder så afslutningen på jødernes tid i eksil. Dette år erobrer perserne Babylon, og Cyrus den Store erklærer straks efter en almen amnesti. Der efter giver han tilladelse til, at fordrevne folkeslag må vende tilbage til deres hjemegn og genoptage deres gudsdyrkelse.

Også jøderne vendte hjem. Ifølge Ezras Bog vendte i alt 42.360 jøder tilbage til Jerusalem foruden deres trælle og trælkvinder, i alt 7.337, samt 200 sangere og sangerinder, det vil sige i runde tal 50.000 personer.&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 510&lt;/ref&gt; Om dette tal er korrekt, vides ikke.

Det vigtige er, at da jøderne vendte tilbage til Jerusalem, var det med en ny, monoteistisk religion. Den var i store træk skabt under deres eksil, omskrevet og suppleret i forhold til tidligere. Den forenede folk og tro i en næsten uadskillelig helhed.

Der kan her være grund til at stille et vigtigt spørgsmål: betyder dette så, at jøderne vendte hjem med en fuldt udviklet fælles trosretning? Nej, intet taler for dette. Snarere må vi regne med, at det kun var en lille gruppe af teologiske skriftlærde, som havde taget del i den redigeringsproces, som var foregået i Babylon, og at det kun var dem, som havde det fulde kendskab til det nye narrativ om jødernes oprindelse, som de havde skabt. Dette indebærer, at det først er efter deres tilbagevenden, at de for alvor kan begynde at promovere og udbrede deres nye narrativ til jøderne og dermed skabe den identitetsforståelse, som de siden udviklede.

=== Persisk tid ===

Under det persiske herredømmes tid (538-332 f.Kr.) sad der persiske statholdere i landets ulige dele. Vi ved, at statholderen i Judæa 408 f.Kr. hed Bagohi, dels fra Josefos, dels fra papyrusfundene i Elefantine. At statholderen i Samaria var en samaritan, Sanballat, tyder på, at perserne ikke har blandet sig i Palæstinas forhold, når oprør ikke foranledigede dem til at gribe ind, som tilfældet var under Artaxerxes III (358-338 f.Kr.). Det var under persisk beskyttelse, at Nehemia og Ezra genoprettede den jødiske menighed i Jerusalem.

Vi ved sandt at sige ikke meget om den jødiske religionsdyrkelse på denne tid. Meget tyder på, at der skete en langsom spredning af den nydannede monoteistiske tro, sikkert som et politisk-nationalt redskab over for det persiske overherredømme. Men intet taler for, at denne endnu formelt var slået igennem.

Elephantine var en jødisk by i Egypten fra 400-tallet f.Kr. Den er interessant, fordi den kan vise træk ved og fravær af jødisk levevis på denne tid. Byen blev antagelig grundlagt i midten af 6. århundrede f.Kr. af folk, der var emigreret fra Syene-området i Palæstina.&lt;ref&gt;Barnea (2024), s. 1&lt;/ref&gt; Vi ved, at der eksisterede et særligt tempel for dyrkelsen af Jahve indtil 410 f.Kr., da det blev ødelagt. En jødisk befolkning nævnes sidste gang i kilderne i 399 f.Kr., hvad, der skete med den jødiske befolkning efter denne tid, er ukendt.&lt;ref&gt;Adler (2025), s. 39&lt;/ref&gt;

Historien om jødernes udvandring fra Egypten kendes ikke i denne by, hvilket tyder på, at denne tradition er yngre end 400-tallet. Ligeledes kendte befolkningen ikke til ''torah'', det vil sige jødisk lov, så også denne må være yngre end 400-tallet.

Endvidere dyrkede jøderne i denne by flere guder (jahvisme) i modsætning til senere tids monoteisme (judaisme). Således har vi flere kilder fra 400-tallet f.Kr., der vidner om zoroastracisme, herunder et ild-alter og et tempel.&lt;ref&gt;Barnea (2024), s. 3-7&lt;/ref&gt; En lignende jødisk polyteisme kendes fra andre byer.&lt;ref&gt;Adler (2025), s. 41-47&lt;/ref&gt; Men dette indebærer også, at jøderne stadig ikke på denne tid var monoteister til trods for de bestræbelser, som præsteskabet havde udført under eksilet i Babylon. I stedet tolkes situationen således, at den jødiske kult udviklede sig gravist over tid blandt andet inspireret af zoroastrisk kult indtil, at de fik den form som kendes fra den hebraiske bibel.&lt;ref&gt;Barnea (2024), s. 29&lt;/ref&gt; Hvis byen blev grundlagt af dem, som ikke endte i Babylon, kan dette forklare deres fastholden ved polyteisme og ukendskab til den monoteisme, som blev udviklet i Babylon.

Dermed adskiller kulten på denne tid blandt jøder sig markant fra den, som ses i hasmonæisk tid.&lt;ref&gt;Adler (2025), s. 48&lt;/ref&gt; Yonatan Adler ved Ariel University har kaldt denne kult og levevis &quot;proto-jødisk&quot; (''proto-Judaic'') og definerer den således: &quot;Et protojødisk kulturelt træk er således et særskilt element af den israelitiske og/eller jødiske livsstil, som med tiden blev lovgivet som en forskrift for regulering i en eller flere af Mosebøgernes tekster, og som i sidste ende blev optaget som en del af jødedommen.&quot;&lt;ref&gt;Adler (2024), s. 5&lt;/ref&gt; Et eksempel herpå er at spise svinekød. I to af Mosebøgerne (Tredie Mosebog kapitel 11:1-8&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 126f&lt;/ref&gt; og Femte Mosebog kapitel 14:3-8&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 216&lt;/ref&gt;) forbydes det jøder at spise svinekød, men arkæologiske fund fra tiden fra sen bronzealder (1300-1130 f.Kr.) frem til jernalder (586 f.Kr.) viser, at svin faktisk blev avlet til fortæring i strid med denne bestemmelse, skønt de er fraværende i nogle bopladser henregnet til kana'anære og fønikere i jernalderen uden, at det derfor med sikkerhed kan siges at være bevidste valg; økonomiske, økologiske og sociale forhold kan have spillet ind.&lt;ref&gt;Adler (2024), s. 13&lt;/ref&gt; Flere jødiske leveregler tilskrives således myter i Mosebøgerne, og det kan ikke afvises, at disse myter ''netop'' er blevet til for at kunne begrunde og legitimere disse leveregler.&lt;ref&gt;Adler (2024), s. 21&lt;/ref&gt; Det gælder blandt andet reglen om at omskære drengebørn.&lt;ref&gt;Adler (2024), s. 20f&lt;/ref&gt;

=== Hellenistisk tid ===

I den græske periode fra Alexander den Stores erobring i 332 f.Kr. til 167 f.Kr. blev Palæstina atter genstand for strid mellem Syrien, hvor seleukiderne herskede efter Alexanders død 323 f.Kr., og Ægypten, der beherskedes af ptolemæerne. Frem til 198 f.Kr. var overvejende Egypten, fra den tid, efter Antiochos IIIs sejr ved Paneas, syrerne Palæstinas herrer. Efter, at Babylon, Ninive og Shushan var gået til grunde, og Alexandria var blevet grundlagt, flyttede tyngdepunktet vest på, og Palæstina fik igen samme betydning som i 15. århundrede f.Kr. Under ptolemæerne regeredes Palæstina af guvernører (hegemon, epitropos), om hvis myndigheds udstrækning kun lidt vides. Skatteopkrævningen var overladt - ved licitation - til skatteforpagtere. I jødernes kreds fik synedriet og ypperstepræsten en vidtgående myndighed. Under seleukiderne stod Palæstina, der kaldtes Fønikien, sammen med Cølesyrien under en militærguvernør, og syrisk militær besatte landet. Skatten indkrævedes af seleukidiske embedsmænd. Fra 165 f.Kr., da Antiochos Epifanes forbød jødisk gudsdyrkelse, blev landet ramt af de makkabæiske kampe, der skulle bane vejen for det hasmonæiske dynasti.

Undersøgelser tyder på, at jøderne i almindelighed stadig ikke kendte til ''torah'', det vil sige jødisk lov, i begyndelsen af hellenistisk tid, og slet ikke at de respekterede og fulgte den.&lt;ref&gt;Adler (2025), s. 34&lt;/ref&gt; Således er der flere eksempler på, at judæere to ågerrenter af deres udlån.&lt;ref&gt;Adler (2025), s. 28&lt;/ref&gt; Der er også bevis på, at nogle judæere selv på denne tid dyrkede andre guder end Jahve.&lt;ref&gt;Adler (2025), s. 27&lt;/ref&gt; Og skønt ordet &quot;''sabbat''&quot; forekommer, lader det sig ikke fastslå, om dette havde samme betydning som senere eller blot henviste til en jødisk helligdag.&lt;ref&gt;Adler (2025), s. 28&lt;/ref&gt; Faktisk forekommer ordet &quot;''sabbat''&quot; ikke een eneste gang i Gamle Testamente. Omvendt er der ingen arkæologiske beviser på, at jøderne tog deres rituelle bade i bassiner, således som foreskrevet i ''torah'', og heller ikke at de iagttog særlige rituelle renselsesregler omkring deres mad.&lt;ref&gt;Adler (2025), s. 26&lt;/ref&gt;

Der har været peget på, at Aristeas i et brev oplyser, at Ptolemæus II Philadelphus (regerede 285-246 f.Kr.) tog 72 jøder fra Jerusalem til Alexandria for at få oversat en jødisk lov til græsk til sit bibliotek.&lt;ref&gt;Adler (2025), s. 31&lt;/ref&gt; ''Torah'' er ikke nævnt ved navn, så der er ingen beviser på, at det er den, som der henvises til, men selv om dette var tilfældet, kan dette ikke tages som udtryk for, at jøderne i almindelighed kendte og fulgte loven.&lt;ref&gt;Adler (2025), s. 32&lt;/ref&gt; Dette til trods for, at jøderne på  denne tid ellers nød udstrakt selvstyre både i Judæa og i andre områder.&lt;ref&gt;Adler (2025), s. 24&lt;/ref&gt; Dette har fået Yonatan Adler til at betegne jødisk kultur på denne tid som &quot;jahveisme&quot; (''Yahwism'') i modsætning til den &quot;judaisme&quot; (''Judaism''), der først fulgte senere og som fulgte ''torah''-en.&lt;ref&gt;Adler (2025), s. 7&lt;/ref&gt; Men uanset benævnelsen betyder det, at traditionel jødisk kultur først stammer fra tiden ''efter'' hellenistisk tid.

=== Det hasmonæiske dynasti ===

Den hasmonæiske eller senhellenistiske periode strakte sig fra 167 f.Kr. til 63 f.Kr.

Betegnelsen &quot;Det hasmonæiske kongerige&quot; dækker over en yderst omtumlet periode i jødisk historie, som strakte sig fra midten af 2. århundrede f.Kr. til midten af 1. århundrede f.Kr. Hasmonæerne var en jødisk præsteslægt, som spillede den førende politisk rolle på denne tid. Betegnelsen er dannet efter Hasmon, der var Mattatija’s bedstefader. I årene 168-161 f.Kr. ledede hasmonæerne kampen for national og religiøs frihed mod seleukiderne, som under Antiochos IV havde underkuet dem. Bevægelsen begyndte under Mattatija, men blev fortsat af hans sønner, først Judas Makkabæer, efter hvem slægten often kaldes makkabæerne; han fik genoprettet den jødiske gudsdyrkelse i 165 f.Kr. og opnåede i 161 f.Kr. religionsfrihed. Dette år overvandt han den syriske feltherre Nikanor og sluttede forbund med Romerne, men døde kort efter. Hasmonæerne optrådte der efter som et dynasti, der kæmpede for deres egen magtstilling. Judas’ broder, Jonatan, som afløste ham som leder, lod sig i 153 f.Kr. udnævne til ypperstepræst, skønt han efter jødisk lov ikke havde ret til denne stilling. Dette betød et brud med de lovtro, som de oprindelige havde kæmpet for. Efter hans mord i 143 f.Kr. lykkedes det broderen Simon (143-135 f.Kr.) at få landets selvstændighed anerkendt og at erobre syrernes borg i Jerusalem. Som følge heraf blev han af befolkningen hyldet som arvelig ypperstepræst og som verdslig hersker i 141 f.Kr. Dermed havde hasmonæerne opnået formel anerkendelse af deres dynasti.

Det betød imidlertid ikke, at der nu herskede fred, tværtimod. Under Simon’s søn, Johannes Hyrkan (134-104 f.Kr.), indtraf et åbent brud mellem hasmonæerne på den ene side og farisæerne på den anden. Under de fortsatte kampe undertvang han den autonome stat Edom og ødelagde Samaria og også den samaritanske helligdom på Garizim. Hans sønner, Aristobul (104-102 f.Kr.) og Alexander Jannæos (102-76 f.Kr.) var brutale herskere og fjernede sig langt fra styrets oprindelige karakter, idet de var udpræget hellenistisk sindede. Alexander udnævnte sin dronning Salma Alexandra til sin efterfølger (78-69 f.Kr.), mens sønnen Hyrkan II blev ypperstepræst. Midt i de hele etablerede armenerne et kortvarigt herredømme (70-63 f.Kr.) idet de erobrede landet og lagde området under deres overherredømme. Men den interne magtkamp fortsatte uafbrudt. Salma sluttede sig til farisæerne, og hun kom derved i modsætning til saddukæerne, som samlede sig om hendes anden søn, som efter hendes død tog magten fra sin broder og herskede som Aristobul II, dog under vedvarende kampe, indtil Pompejus afsatte ham og tog ham med til Rom i 63 f.Kr. Efter ulige forsøg på opstand blev Aristobul og hans søn Alexander myrdet i 48 f.Kr. 

Hyrkan II, der af Pompejus nu blev anerkendt som ypperstepræst med Antipater som verdslig leder, blev af Cæsar forfremmet til ethnarch, mens den faktiske myndighed efterhånden gik over til Herodes efter Antipater’s død. Aristobul’s anden søn, Antigonos, gjorde imidlertid oprør og blev en kort (40-37 f.Kr.) tid konge, mens Hyrkan blev bortført og fik ørene skåret af. I 37 f.Kr. erobrede den af Romerriget anerkendte Herodes så Jerusalem, og Antigonos blev henrettet i Antiochia. Dermed var hasmonæernes herredømme bragt til ende. Herodes levede en tid i venskab med Hyrkan men lod ham så dræbe. Herodes var besvogret med hasmonæerne, idet hans hustru Mariamme var datter af Aristobul II’s søn Alexander. Dette forhindrede dog ikke, at han lod hendes broder Aristobul dræbe. Senere dræbte han ligeledes hende selv og hendes moder. Endelig dræbte han nogle hasmonæere, der opholdt sig hos hans svoger i Idumæa. Således blev det Herodes, som endte slægtens magtdrømme.&lt;ref&gt;Pedersen (1919), s. 943f&lt;/ref&gt; Så meget om den politiske udvikling.

Det vigtigste i denne sammenhæng er, at de var i denne omtumlede tid, at vi for første gang ser tydelige spor af en jødisk kultur og religionsdyrkelse. Årsagen er klar nok: lederen af den nye stat var en ypperstepræst, som nu tillige blev den politiske, kultiske og militære leder af den nye stat. Og det er tydeligvis på denne tid, at denne nye magt manifesterer sig også religiøst. Det er først fra denne tid, at de første synagoger optræder. Det er først fra denne tid, at ''Tanakh'' optræder i sin endelige skikkelse. Det er først fra denne tid, at der optræder beviser på, at jøderne i deres levevis fulgte bibelsk lov, der nu bliver promoveret som &quot;deres forfædres lov&quot; og påvirker et utal af leveregler både i og uden for jødernes &quot;hjemland&quot;.&lt;ref&gt;Adler (2025), s. 67&lt;/ref&gt;

=== Romersk styre ===

Romersk tid strækker sig fra sidste århundrede f.Kr, til første århundrede e.Kr. Det kendetegnes ved at området i denne periode havde en romersk guvernør.

Yonatan Adler har undersøgt de kulturelle traditioner i dette tidsrum og finder, at de følger senere jødiske traditioner: der er renselsesbassiner og husgeråd af kalk som udtryk for jødiske relselsesritualer samt mønter, vægdekorationer i huse og hjemligt udstyr som udtrykkeligt undgår at vise mennesker og dyr i overensstemmelse med påbuddet i Mosebøgerne. Han konstaterer yderligere, at disse træk er særligt markante i de områder, som vides at have haft en overvejende jødisk befolkning, men ikke nødvendigvis i områder hvor andre befolkningsgrupper var dominerende. Han konstaterer endvidere, at disse rituelle træk tydeligt går tilbage til hasmonæisk tid men ikke med sikkerhed lader sig følge længere tilbage, til dels på grund af et svagt og mangelfuldt arkæologisk og skriftligt bevismateriale. Som beviserne nu stiller sig, var det i hasmænæisk tid, at disse rituelle træk slog igennem og efterhånden bredte sig til den samlede befolkning og i romersk tid allerede var blevet normen.&lt;ref&gt;Adler (2022)&lt;/ref&gt;

Det er på denne baggrund, at Jesus må ses: i en tid, hvor mange jøder drømte om og håbede på at genskabe deres egen selvstændige stat, trådte han frem med sit provokerende budskab, at &quot;Guds rige ikke var af denne verden&quot;. Ikke nok med det: han udfordrede farisæerne og de skriftkloge, og oven i alt dette ophævede han jøder som Guds udvalgte folk og erklærede enhver, som følger Guds ord og hans påbud som en del af den udvalgte befolkning. I det givne politisk-religiøse klima gjorde det ham farlig for en national jødisk politik, så han måtte stoppes, og det blev han som bekendt. Men det stoppede ikke hans budskab i at blive yderligere spredt, tværtimod.

Frem til 70 e.Kr. opstod der ulige retninger inden for jødedommen, hvoraf saddukæerne, farisæerne og essæerne synes at have været de væsentligste. Desuden opstod der en række messianske og apokalyptiske bevægelser. 

Saddukæerne var en gruppe der var tilknyttet præstedømmet i templet i Jerusalem. I modsætning til farisæerne, som påberåbte sig myndighed på grund af deres lærdom og fromhed, baserede saddukæerne deres særstilling på afstamning og status. Meget tyder på, at de repræsenterede Hasmonæernes klan, der tidligere havde regeret som præstekonger. De nægtede at acceptere læresætninger som ikke direkte var nævnt i ''Torah'', også selv om læren var nævnt et andet sted i Tanakh. Ja, de &quot;anså det for en dyd at debattere&quot; sådanne sager. Et eksempel på en sådan debat findes i Mattæusevangeliet kapitel 22:23-33, hvor de satte Jesus på prøve med hensyn til opstandelsen. Idet saddukæerne opstillede en tænkt situation hvor en enke havde været gift med syv mænd, spurgte de: &quot;Hvem af de syv skal nu have hende til hustru i opstandelsen?&quot; I denne sammenhæng var det selvfølgelig uvæsentligt om den tænkte enke havde været gift 14 eller 21 gange. Jesus svarer: &quot;I opstandelsen gifter mænd sig ikke og kvinder bortgiftes ikke.&quot;&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 1251&lt;/ref&gt; Saddukæerne accepterede ikke eksistensen af et liv efter døden, og benægtede derfor også den farisæiske doktrin om en genopstandelse, hvilket netop var den forestilling, som Jesus prædikede. I Markusevangeliet kaptel 12:18-27 omtales en anden version af historien: da Jesus vidste, at saddukæerne ikke accepterede andre inspirerede skribenter end Moses, argumenterede han ved at citere fra ''Torah''. Han sagde: &quot;Med hensyn til at de døde oprejses, har I da ikke læst i Moses’ bog, i beretningen om tornebusken, hvordan Gud sagde til ham: ’Jeg er Abrahams Gud og Isaks Gud og Jakobs Gud’? Han er ikke dødes men levendes Gud.&quot;&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 1281&lt;/ref&gt;

Saddukæerne ønskede ikke, at en Messias skulle dukke op og lave om på tingene og da de betragtede Jesus som en trussel mod deres position, sammensvor de sig med farisæerne om at slå Jesus ihjel.&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 1258f, 1352&lt;/ref&gt;

Farisæerne var kendetegnede ved, at de lagde stor vægt på overholdelse af Moseloven, især renhedsforskrifterne og desuden på &quot;fædrenes overleveringer&quot;, som var en betegnelse for hele den mundtlige fortolkning af Moseloven. Bevægelsens etik havde mange detaljerede forskrifter og praktiske anvisninger. 

Essæerne levede i en slags kommunisme, hvor medlemmerne aflagde tavshedsløfte og ingen måtte besidde ejendom, hverken bolig eller slave, jord eller kvæg. Deres indkomster skulle overlades til en forvalter, som forestod indkøb af det nødvendige og sørgede for mad og underhold til gruppen. De forkastede også ægteskab, alle former for standsforskelle samt slaveri. De var soldyrkere og sendte hver morgen bønner op til solen. Når de havde afføring, gjorde de det inden døre for ikke at &quot;besmitte&quot; sollyset.

Af de mange retninger inden for jødedommen overlevede kun den rabbinske jødedom, som byggede på farisæerne og deres lære. Den rabbinske jødedom var kendetegnet ved at hævde, at den skrevne ''Torah'' ikke kan fortolkes korrekt uden henvisning til den &quot;mundtlige&quot; ''Torah'' og den dertil hørende litteratur, der specificerer hvilken adfærd, der er sanktioneret af loven. Med et moderne udtryk var de fundamentalistiske teokrater. Når de andre fraktioner her er nævnt, er det for at vise, at jødedommen langt fra var nogen samlet bevægelse selv op til eller på Jesu tid.

Stednavnet &quot;Israel&quot; første gang optræder på en mønt dateret til 66 e.Kr. møntet i forbindelse med jødernes oprør mod romerne.

Efter oprøret 70 e.Kr. var det for en lang tid slut med jødiske forsøg på at skabe en egen stat. Jesu budskab og det mislykkede oprør førte til, at den jødiske befolkning blev sprængt i tre grupper: den ene gruppe var de traditionelle jøder, som holdt fast ved farisæerne og deres budskab, den anden gruppe var de kristne, som nu satte sig for at udbrede det nye budskab, og den tredie gruppe var judeo-nazaræerne, som fortolkede udviklingen på deres egen måde og mente, at genskabelsen af templet i Jerusalem var en forudsætning for, at Messias ville vende tilbage. De arbejdede i flere hundrede år på dette mål, men da de endelig fik magten i Jerusalem i år 634 og Messias alligevel ikke vendte tilbage, blev bevægelsen omformet til en ny arabisk religiøs bevægelse, som i 749 efter abbasidernes magtovertagelse endte som muhammedismen, komplet med en egen profet, en egen hellig bog og med et nyt religiøst midtpunkt i Mekka.&lt;ref&gt;se ''Muhammedanismen i kildekritisk belysning''&lt;/ref&gt;

=== Sammenfatning ===

Hvordan skal begivenhedsforløbet nu fortolkes? Et foreløbigt svar kunne lydes således: det ser ud til, at jøderne udskilte sig fra kana'anæerne senest omkring 1200 f.Kr. og at de oprindeligt levede i ørkenområderne syd for Kana'an. Dette varede indtil, at de eteblerede et egentligt kongerige, der imidlertid efter kort tid blev delt i to, Israel og Judæa. Den nationale udskillelse var dog åbenbart ikke mere udtalt end, at jøderne jævnligt synes at have giftet sig med kvinder fra andre stammegrupper. 

Så langt, vi tør tro Bibelens fremstilling, var de polyteister, det vil sige dyrkede flere guder. Ganske vist var der perioder, hvor der gjordes forsøg på at indføre monoteisme, men dels var der stadige tilbageslag, dels skete disse forsøg på det statslige niveau, mens den almindelige befolkning synes at have fastholdt polyteismen uden afbrydelser gennem flere hundrede år frem til og med landsforvisningen til Babylon. 

Religionsdyrkelsen synes at have udviklet sig fra spredt i de enkelte husstande, landsbyer og stammer hen imod en statslig centralisering med deraf følgende magt for præsteskab og konger. 

Efter alt at dømme er det først under eksilet i Babylon, at præsteskabet blandt jøderne udvikler en erklæret monoteisme, mens dette ikke synes at være tilfældet for den brede befolkning. Hele jødernes tidligere historie bliver nu omfortolket af præsteskabet i lyset af denne nye religion, og den bliver promoveret og legitimeret af nogle få erklærede profeter.

Efter jødernes tilbagevenden til Kana'an efter eksilet i Babylon bliver den nye religion gjort til et redskab for præsteskabets politiske mål: en selvstændig teokratisk stat. Dette mål bliver opnået, men den nye stat varer kun i henved hundrede år, og igennem hele sin eksistens er den præget af interne magtkampe blandt den ledende religiøse elite. Meget tyder dog på, at det først er på denne tid, at monoteismen slår igennem også i den brede jødiske befolknings livsstil og levemåde og bliver det centrale element i israelitternes selvforståelse. Men dette forudsatte og krævede præsteskabet både som den etnisk-religiøse og den statspolitiske magthaver. Efter alt at dømme er det tidligst fra denne tid, at vi kan tale om jødedom i moderne forstand.

Men denne udvikling forudsatte, som vi har set, en dramatisk omskrivning af den jødiske historie. Meget måtte udelades eller totalt omskrives. På den anden side blev der indført nye elementer, som næppe har meget med den historiske udvikling at gøre men som gav jøderne en forhistorie så lang som nogen.

=== &lt;big&gt;Problemerne med Gamle Testamente&lt;/big&gt; === 

Et passende kildekritisk udgangspunkt ved vurderingen af Gamle Testamentes troværdighed må være de modsætninger, der er mellem dennes fremstilling og de faktuelle kendsgerninger. Der er således ingen beviser for eksistensen af de fem mosebøger før slutningen af 4. århundrede f.Kr. inklusive eksistensen af en person ved navn Moses.&lt;ref&gt;Gad Barnea&lt;/ref&gt;

Problemerne med teksterne lader sig inddele i to delspørgsmål:&lt;/br&gt;
- er der een eller flere forfattere til Tanakh?&lt;/br&gt;
- er dele af teksterne lånt fra andre kulturer?&lt;/br&gt;
Svaret er i begge tilfælde bekræftende. Der kan derfor være grund til at behandle hvert af dem særskilt.

=== Forfattere og deres datering ===

Tekstanalytikere mener, at ''Tanakh'' (Gamle Testamente) er blevet til i tre omgange:&lt;/br&gt;
- en arkæisk fase: 11.-10. århundrede f.Kr.&lt;/br&gt;
- en klassisk fase: 9.-6. århundrede f.Kr.&lt;/br&gt;
- en sen fase: 5. århundrede f.Kr. eller senere.&lt;/br&gt;
Eksempelvis mener man, at den ældste del af Første Mosebog er historien om Jakobs velsignelse (i kapitel 47), som skal stamme fra arkæisk tid, men størstedelen af resten stammer fra klassisk tid.

I en række tilfælde forekommer tilsyneladende dubblerede historier med både ligheder men også klare forskelle. Forskerne mener, at det afspejler sammenskrivning af to eller flere ulige overleveringer.

Kildeforskere mener at kunne udskille fire lag i eller snarere forfattere til Mosebøgerne:

J: ''Jahvisten'', hvor Gud sædvanligvis kaldes ''Jahve''; et litterært lag der i modsætning til Præsteskriftet er præget af lægmandssynspunkter.&lt;/br&gt;
E: ''Elohisten'', hvor gudsbetegnelsen er ''Elohim''.&lt;/br&gt;
D: ''Deuteronomisten'', det vil sige &quot;forfatteren&quot; til Femte Mosebog.&lt;/br&gt;
P: ''Præsteskriftet'', et litterært lag i mosebøgerne, der antages at være blevet til i præstelige kredse, og som udviser særlig interesse for kultiske forhold. 

J- og E-teksterne menes nedskrevet efter, at det oprindelige kongerige var blevet delt i to: Israel i nord og Judæa i syd. J-teksterne menes at stamme fra Judæa, E-teksterne menes at stamme fra Israel.

J-teksterne dateres til tidsrummet mellem 848 f.Kr. og 722 f.Kr., idet disse tekster omtaler Babylon og Calah (Nimrod) som store byer. Desuden nævnes Edom som en autonom stat, hvilket først skete efter 848 f.Kr.

E-teksterne lader sig ikke datere nærmere end til 9. eller 8. århundrede f.Kr.

P-teksterne dateres til 6. århundrede f.Kr. og menes skrevet efter, at templet i Jerusalem var revet ned, og jøderne var blevet tvangsforflyttede til Babylon. Dette kan forklare hvorfor, at der ikke findes en eneste henvisning til templet i Jerusalem.&lt;ref&gt;Dinkgreve (2021), kap. 8&lt;/ref&gt;

Problemet ved en tekstanalyse af ''Tanakh'' er, at teksterne synes at være flettet sammen fra to eller flere oprindelige kilder til een sammenhængende historie. Det formodes, at J- og E-teksterne er blevet sammenskrevne efter 722 f.Kr., da Israel blev erobret af assyrerne, og flygtninge fra Israel i nord kom sydpå til Judæa og bragte deres E-traditoner med sig. Her blev de sammenskrevne til en ny version, JE, der ofte giver et judæisk perspektiv.

Men hvordan kan vi skelne imellem de forskellige tekster? Lad os tage nogle eksempler.

Under ørkenvandringen lader Moses vand springe fra klippen. I det ene tilfælde sker det uden problemer, i det andet pålægges Moses af Gud at tale til klippen, men han slår på den med sin stav i stedet, og som straf for at have ignoreret dette pålæg får han ikke love til at betræde Kana'an men kun at se det udefra. (exodus 18)

J-teksten angiver, at Abraham boede i Hebron, som er en judæisk by, men E-teksten fortæller om Jakobs kamp med Gud i Peni-El, som er en israelsk by.

I beskrivelsen af Jakobs sønner nævner J-teksten Judæa, mens E-teksten nævner stammer der var dele af Israel.

I E-teksten lader Aron skabe guldkalven til jødernes tilbedelse, men denne historie findes ikke i J-teksten.

Præsterne i Judæa hævdes at være efterkommere efter Aron, Moses broder, mens præster i Israel nævner andre levitter.

P-teksterne skiller sig ud ved at lægge vægt på love, lige som den tildeler Aron en større rolle, ligestillet med Moses. I ''JE''-teksten er det Moses' stav, som udfører mirakler (Første Mosebog kapitel 4), i P-teksten er det Arons stav (kapitel 7). I P-teksten er Aron den første, som ofrer, mens i ''JE''-teksten omtales flere tidligere ofringer, blandt andre Kain og Abel, Abraham og Isak samt Jakob, mens ingen af disse tilfælde omtales i P-teksten. Det menes, at dette afspejler P-tekstens mål om at give de aronitiske præster eneret på ofringer til Gud. Under ørkenvandringen optræder to uens oprør: i ''JE''-teksten er det Dathon og Abiram, som udfordrer Moses ved at sige, at det ville være bedre for jøderne at vende tilbage til Egypten, men at de opsluges af jorden i et jordskælv. I P-versionen er det levitterne under ledelse af Korah, som udfordrer Aron, men ligeledes dør.

Ligeledes omtaler P-teksterne ingen tilfælde, hvor folk besøges af engle eller får visioner, således omtales ikke historien om Josef og han 6 drømmesyner, ej heller de to engle i Sodoma og Gomorra eller Jekobs kamp med Gud. Sigende nok nævnes ordet &quot;profet&quot; kun een gang i P-teksten og da med henvisning til Aron.

=== Lånte historier ===

Sammenligninger mellem bibelske beretninger og tilsvarende overleveringer fra sumerisk og mesopotamisk kultur viser, at flere af historierne er blevet overtaget herfra, men at de er blevet omskrevne og tilpassede for at passe ind i den myte om jødernes oprindelse og historie, som man ønskede fremmet. Det gælder således blandt andre historierne om skabelsen, om Kain og Abel, om Noa og vandfloden samt om Sodoma og Gomorra.

Andre beretninger er tilsyneladende ligeledes lånt fra andre kulturer, således udvandringen fra Egypten, der blev gjort af et folk kaldet ''hyksos'', ikke af jøderne. Der kan være grund til at nævne nogle af disse beretninger, som jøderne så at sige adopterede.

==== Skabelsesberetningen ====

Den babylonske skabelsesberetning hedder ''Enuma Elish''. Dene kendes blandt andet fra Nineveh i Mesopotamien. Dens hovedtræk er følgende: i begyndelsen var der kun vand: guden ''Absu''s ferske vand og gudinden ''Tiamat''s salte vand. De blev blandede, og fra denne blanding blev født de første guder. Men disse yngre guder forstyrrede deres forældres søvn, så Tiamat sendte i vrede en hær af monstre for at ødelægge dem. Ud af dette kaos trådte ''Marduk'', stormguden og Babylons skytsguddom, som kæmpede imod ''Tiamat'' i en duel. Han affyrede en pil, som skabte hul i hendes mave og splittede hendes hjerte. Der efter skar han hendes krop op i to halvdele: af den ene skabte han himmelhvælvingen, af den anden halvdel jorden. Han satte stjerner i deres konstellationer, han satte månen til at angive månederne og solen til at lyse om dagen. Endelig skabte han menneskene af blod fra en død guddom blandet med ler for, at de kunne udføre det tunge arbejde for evigt.&lt;ref&gt;Dinkgreve (2021), kap. 3&lt;/ref&gt;

Den jødiske skabelsesberetning er i alle henseender et modstykke til den babylonske beretning: i stedet for flere guder er der kun een gud, i stedet for en skabelseskamp foregår skabelsen i Gamle Testamente med ord, i stedet for at menneskene er slaver for guderne er de i Bibelen skabt i Guds billede. Men der er også ligheder: rækkefølgen med adskillelse af himmelhvælving og den faste jord, fiksering af dag og nat samt tiden og endelig at menneskene skabes sidst i forløbet.

Det kan i en sidebemærkning oplyses, at det hebraiske ord i Første Mosebog 1:2 for urdybet, ''tehom'', filologisk er forbundet med ''Tiamat'', saltvandsgudinden i den babylonske skabelsesberetning.

==== Kain og Abel ====

Også den bibelske fortælling om Kain og Abel synes at have rod i to sumerisk myter. I den ene sumeriske myte omtales en hyrde (''Dumuzid''/Tammuz) og en landmand (''Enkimdu''), der begge konkurrerer om gudinden Inannas opmærksomhed. Den bibelske parallel: Ligesom i den sumeriske historie repræsenterer Kain bonden, mens Abel repræsenterer hyrden. Men i stedet for en uafklaret konkurrence eller forsoning tager den bibelske beretning en mørk drejning til brodermord. 

En anden variant er en sumerisk myte, hvor kvægguden (''Lahor'') og korngudinden (''Ashnan'') skabes af guderne for at sørge for mad og tøj. I disse historier diskuterer de to, hvem der må anses for mest værdifuld for den menneskelige civilisation. Den bibelske parallel er modsætningen mellem den omvandrende hyrde og den bofaste kornavler, men her bruges den til at skabe en søskenderivalisering, der ender i brodermord. Mens sumeriske myter brugte søskende til at fremhæve to byggestene i den menneskelige civilisation og fokuserer på samarbejde eller venskabelig rivalisering, brugte hebraiske forfattere den lånte fortælling til at skildre den syndefulde menneskelige natur, herunder konsekvenserne af misundelse.

Forskere antager, at disse velkendte myter sandsynligvis blev integreret i den hebraiske tradition under deres babylonske eksil i det 6. århundrede f.Kr., hvilket tillod forfattere at omarbejde regionale kulturelle temaer, så de passede til deres monoteistiske verdensbillede.

==== Noa og vandfloden ====

Også historien om Noa og vandfloden er overtaget fra andre kulturer. I 1872 fandt man i British Museums store samling fra Assurbanipals bogsamling et store epos kaldet ''Gilgamesh''. I kapitel 11 af dette epos findes en historie, hvis hovedtræk er følgende: guderne beslutter at udrydde menneskene ved at drukne dem, men vandenes gud, Enki, advarer Utu-nipishtim om faren og tilråder ham at bygge en ark og tage sin familie og sit kvæg med ombord, hvilket skete. I seks dage og nætter varer uvejret og oversvømmelsen, men på den syvende dag rammer arken toppen af et bjerg i Armenien. For at undersøge om oversvømmelsen er overstået sendes først en due og så en svale ud, men de vender begge tilbage. Først, da en ravn sendes ud og ikke vender tilbage, viste det, at vandene nu var sunket, og at Utu-nipishtim kunne forlade arken. Det gør han og foretager et takoffer til guderne. Enki bad så den øverste af guderne, Enlil, om at love, at han aldrig i fremtiden ville straffe hele menneskeheden for nogle fås synder, hvilket denne lover. Han rører Uti-nipishtim og dennes hustru på panden og erklærer: &quot;Hidtil har Utu-nipishtim været dødelig. Nu skal han og hans hustru være som guderne; og de skal bo i det fjerne, ved flodernes munding&quot;.&lt;ref&gt;Bibby (1971), s. 62f&lt;/ref&gt;

Lighederne med Bibelens beretning om syndfloden er indlysende til trods for forskellene: navnene er ændrede, de mange guder er erstattet af een Gud, men ellers er beretningen i sine kernetræk den samme.

Senere, i 1899 og 1900, viste udgravninger i Nippur i Mesopotamien, at den akkadiske beretning selv havde en forgænger. I 1914 blev fra disse udgravninger offentliggjort en tavle fra Nippur med en lignende beretning, der imidlertid stammer fra Sumer og således er betydeligt ældre end den akkadiske beretning. Tavlen er ukomplet, idet kun den nederste trediedel er bevaret, men syndflodsberetningen er atter den samme, selv om hovedpersonen nu hedder Ziusudra i stedet for Utu-nipishtim. I den sumeriske version ender historien således: &quot;Anu og Enlil viste velvilje mod Ziusudra, liv som en gud giver de ham, evig ånde som en gud bringer de ned til ham. Så kongenZiusudra, bevareren af planternes navn og af menneskeslægtens sæd, lod de bo i overfartslandet. Dilmuns land, det sted hvor solen står op&quot;.&lt;ref&gt;Bibby (1971), s. 64&lt;/ref&gt;

Pointen her er, at Bibelens syndflodsberetning er et plagiat, ikke en oprindelig historie, men at den inddrages som et led i den rekonstruerede beretning om jødernes historie.

==== Edens have ====

I den sumeriske beretning optræder også det hellige land Dilmun. Dette land beskrives som et sted, hvor rovdyr, sygdom og alderdom ikke eksisterer:

I Dilmun tier ravnen,&lt;/br&gt;
rovfuglen skriger ikke,&lt;/br&gt;
løven dræber ikke,&lt;/br&gt;
ukendt er den kid-fortærende vildhund,&lt;/br&gt;
ukendt det kornædende vildsvin.&lt;/br&gt;
Malten som enken spreder på taget -&lt;/br&gt;
himlens fugle opæder ikke denne malt.&lt;/br&gt;
Duen hænger ikke med hovedet.&lt;/br&gt;
Den øjensyge siger ikke: &quot;Jeg er øjensyg&quot;,&lt;/br&gt;
den hovedsyge siger ikke: &quot;Jeg er hovedsyg&quot;,&lt;/br&gt;
den gamle kvinde siger ikke: &quot;Jeg er en gammel kvinde&quot;,&lt;/br&gt;
den gamle mand siger ikke: &quot;Jeg er en gammel mand&quot;.&lt;ref&gt;Bibby (1971), s. 66&lt;/ref&gt;

Det har været foreslået, at dette ideelle levested har været forbillede for jødernes opfattelse af Edens have. I dag ved vi, at Dilmun ikke var en myte om Paradis men navnet på en faktisk eksisterende stat med Bahrain som sit midtpunkt, der drev en omfattende handel og søfart fra Indusdalen i øst til Mesopotamien i nordvest. Dette er et sidespring, men hvis det viser sig, at Dilmun er inspirationskilden til Edens Have, vil det være endnu et eksempel på kulturelle traditioner, som jøderne har lånt, adapteret, og inkorporeret i deres egen historiske myte.

==== Babelstårnet ====

Historien om Babelstårnet er velkendt og lyder således: 

&quot;Hele jorden havde samme sprog og samme tungemål. Da de brød op mod øst, stødte de på en dal i landet Sinear, hvor de slog sig ned. De sagde til hinanden: &quot;kom, lad os stryge teglsten og brænde dem hårde!&quot; De brugte tegl som sten og asfalt som mørtel. Så sagde de: &quot;lad os bygge en by med et tårn, som når op til himlen, og skabe os et navn, for at vi ikke skal blive spredt ud over hele jorden.&quot; Herren steg ned for at se byen og tårnet, som menneskene byggede. Så sagde Herren: &quot;se, de er eet folk med samme sprog. Når de begynder at handle sådan, vil intet af det, de planlægger, være umuligt for dem. Lad os stige derned og forvirre deres sprog, så at de ikke forstår hinanden.&quot; Så spredte Herren dem derfra ud over hele jorden, så at de måtte holde op med at bygge byen. Derfor hedder den Babel, for dér forvirrede Herren sproget på hele jorden, og derfra spredte Herren menneskene ud over hele jorden.&quot;&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 17&lt;/ref&gt;

Denne historie synes at være skabt med to formål. Det ene er at forklare hvorfor, at ulige folkeslag taler uens sprog. Men historien har muligvis et andet formål: at nedgøre babylonernes ziggurater (tempeltårne), som antagelig blev lavet som en slags forbindelse mellem himmel og jord. Nebukadnezar II (omkring 605-562 f.Kr.), som erobrede Judah, ødelagde Jerusalem og bragte mange jøder til Babylon, byggede også et ziggurat i syv lag kaldet ''Etemenanki'', hvilket kan oversættes &quot;Himmelens og Jordens Grundvolds Hus&quot;.&lt;ref&gt;Dinkgreve (2021), kap. 3&lt;/ref&gt;

==== Abraham ====

I Første Mosebog kapitel 12 introduceres Abraham som israelitternes mytiske stamfader.&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 17ff&lt;/ref&gt; Følger man kronologien i Gamle Testamente, skal han dateres til omkring 2100 f.Kr. og således blandt andet før jødernes ophold i Egypten. Men i Første Mosebog kapitel 21 vers 34 hedder det: &quot;Abraham boede lang tid som fremmed i filistrenes land&quot;&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 27&lt;/ref&gt;, og vi ved, at filistrene først ankom til Kana'an i 12. århundrede f.Kr. som en del af de såkaldte &quot;havfolk&quot; (engelsk: ''Sea People''). Dette betyder, at ''enten'' er Abraham en fri opfindelse, som intet har med en historisk person at gøre, ''eller'' også hører han hjemme i 12. århundrede og er israelitternes stamfader, men i så fald eksisterede de ikke som folk, da de angiveligt opholdt sig i og udvandrede fra Egypten. Også aramæerne omtales og stammer ligeledes fra 12. århundrede, hvilket tyder på, at den sidst nævnte forklaring er den rette.

Men der er andre problemer med Abraham. Ifølge P-kilden skal han stamme fra den sumeriske by Ur&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 17&lt;/ref&gt; og have draget gennem den frugtbare halvmåne først til Haran (nu Aram, beliggende i Tyrkiet) og senere videre til Kana'an. I de to kilder J og E er Ur ikke nævnt, kun Haran. Det har derfor været antaget, at det er hans oprindelige hjemsted. Det ville kunne forklare hvorfor, at hans forfædre Serug, Nahor og Terah har navne efter landsbyer omkring Haran, som Abrahams broder har navn efter. Det kunne også forklare benævnelsen &quot;hebræer&quot;, der antagelig betyder &quot;hinsides floden&quot;, idet Haran ligger på den modsatte bred af Eufrat.&lt;ref&gt;Dinkgreve (2021), kap. 8&lt;/ref&gt; Samme tradition findes i Josvabogen kapitel 24:2 i omtalen af pagtslutningen i Sikem: &quot;Josva sagde til hele folket: &quot;Dette siger Herren, Israels Gud: I gamle bage boede jeres fædre på den anden side af Eufratfloden, Tera, Abrahams og Nakors far, og de dyrkede andre guder&quot;.&quot;&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 269&lt;/ref&gt;

Imidlertid savnede Abraham en slægtshistorie, så i Første Krønikebog kapitel 1 får han den. Her hører vi at han er søn af Sem, som på sin side er søn af Noa, som atter er efterkommer af Adam.&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 446&lt;/ref&gt; Men som vi netop har set, er han i Josvabogen søn af Tera.&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 269&lt;/ref&gt; Der er således interne modsætninger i de narrativer, som de ulige slægtslister og narrativer i ulige dele af Gamle Testamente giver. Dette viser, at man har forsøgt at sammenskrive ulige narrativer til et men med ringe held.

==== Sodoma og Gomorra ====

Historien om Sodoma og Gomorras ødelæggelse optræder som et sidemotiv i beretningen om Abrahams liv i Første Mosebog kapitel 18:16-33 og kapitel 19:1-28.

Bibelforskere er generelt enige om, at selvom Gamle Testamente ikke direkte &quot;låner&quot; historien om Sodoma og Gomorra fra en specifik sumerisk kilde, deler fortællingen om guddommelig ødelæggelse, guddommelige besøgende og den flammende omstyrtelse af en by slående motiver med tidligere mesopotamisk litteratur og bredere oldtidsmytologi fra Nærøsten. Således &quot;Akkads forbandelse: Ekur hævnet&quot;, et akkadisk/sumerisk litterært værk dateret til mellem 2112 f.Kr. og 2004 f.Kr., som beskriver den pludselige ødelæggelse af byen Akkad. Myten blev skrevet hundreder af år efter Naram-Sins liv og er digterens forsøg på at forklare, hvordan det lykkedes for gutianerne at erobre Sumer. Efter en indledende passage, der beskriver Akkads herlighed før dets ødelæggelse, fortæller digtet om, hvordan Naram-Sin gjorde hovedguden Enlil vred ved at plyndre Ekur, der var Enlils tempel i Nippur. I sin vrede kaldte Enlil gutianerne ned fra bjergene øst for Tigris, hvilket bragte pest, hungersnød og død over hele Mesopotamien. For at begrænse denne ødelæggelse, bestemte otte af guderne (nemlig Inanna, Enki, Sin, Ninurta, Utu, Ishkur, Nusku og Nidaba), at kun byen Akkad skulle ødelægges for at skåne resten af ​​Sumer, og de forbandede den. Historien slutter med, at digteren skriver om Akkads skæbne, idet den velstående by lægges i aske i overensstemmelse med gudernes forbandelse.

Temaet om guddommelig straf for en bys ''hybris'' eller umoral er et udbredt motiv i oldtidens verdensbillede. Det kan ikke vides sikkert, om det er denne historie, der har dannet forbillede for Gamle Testamentes historie om Sodoma og Gomorra, men motivet menneskers umoral og manglende respekt for guddommen er det samme.

Den bibelske version rummer Abrahams forsøg på at undgå ødelæggelsen, hvis der blot fandtes ti retfærdige indbyggere i byen, men selv så få fandtes der åbenbart ikke. Kun Lot, Abrahams slægtning, reddes fra ulykken: &quot;Da solen stod op over landet, og Lot var kommet til Soar, lod Herren svovl og ild regne ned over Sodoma og Gomorra fra Herren i himlen. Han ødelagde disse byer, ja hele Jordandalen, alle, der boede i byerne, og alt, der voksede på markederne.&quot;&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 25&lt;/ref&gt; Naturvidenskabeligt set kunne det være beskrivelsen af en meteorregn eller af nedfald fra et vulkanudbrud.

==== Moses ====

I Anden Mosebog kapitel 2 introduceres den mytiske skikkelse Moses som israelitternes befrier fra trældommen i Egypten. Historien begynder med hans fødsel. Ifølge myten havde farao befalet, at alle drengebørn skulle dræbes ved fødslen, men Moses' moder reddede ham ved at placere ham i en sivkurv, hvor han blev fundet og adopteret af faraos datter.&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 67&lt;/ref&gt; Denne historie er imidlertid utvivlsomt adopteret fra sumerisk tradition, idet en tilsvarende historie fortælles om kong Sargon af Assad.&lt;ref&gt;Dinkgreve (2021), kap. 8&lt;/ref&gt; Der er således ingen grund til at tillægge denne del af traditionen nogen historisk baggrund.

Senere fortæller Anden Mosebog, at Moses blev pålagt af Gud at føre israelitterne ud af Egypten. Det hedder i den forbindelse, at Gud blandt andet siger til Moses: &quot;Jeg er din faders Gud, Abrahams Gud, Isaks Gud og Jakobs Gud&quot;.&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 69&lt;/ref&gt; Her stå vi på ny over for problemet, at henvisningen til Abraham åbenbart er en anakronisme. Det betyder, at der kan rejses tvivl om både den historiske skikkelse Moses og om Mosebøgerne som kilde til israelitternes tidlige historie overhovedet.

Kendsgerningen er, at der findes ingen beviser på eksistensen af de fem mosebøger før slutningen af det 4. århundrede f.Kr., herunder eksistensen af en person kaldet Moses.&lt;ref&gt;Gad Barnea&lt;/ref&gt; Men den farao, som med stor sandsynlighed fordrev semitterne fra Egypten, hed Ahmoses, hvilket på hebraisk betyder &quot;Moses' broder&quot;. Så måske at der er en sammenhæng her.

==== Græske narrativer ====

Men det er ikke kun fra Sumer og Mesopotamien at Gamle Testamenter har lånt narrativer. Nogle kildekritikere tilhørende den såkaldte &quot;Københavnerskole&quot; har peget på, at også græske narrativer har ydet deres bidrag, lad os tage nogle eksempler:

Jan-Wim Wesselius har foretaget undersøgelser, der viser, hvordan Første Mosebog og Anden Mosebog afspejler Herodots skrifter, især sidstnævntes beretning om persiske kongers liv. Han sammenlignede i detaljer lighederne mellem Josef og Kyros, og især mellem Moses og Xerxes. Josef og Kyros har begge drømme, bliver afsløret for at dø, går i eksil, bliver skjult i en periode og bliver konger, når deres identitet afsløres. Moses og Xerxes drager ud for at erobre enten Kana'an eller Grækenland og krydser vand med deres folk. Mange andre detaljer nævnes, såvel som sammenligninger mellem Terah og Phraortes (en medisk konge), Abraham og Kyaxares (en medisk konge), Isak og Astyges (en medisk konge) og Jakob og Mandane (Kyros' mor).&lt;ref&gt;Wesselius (1999), s. 24-77&lt;/ref&gt;&lt;ref&gt;Wesselius (2002), s. 6-47&lt;/ref&gt;

Philippe Guillaume mener, at kreative skrivere i Alexandria i det andet århundrede f.Kr. indsatte dommere i  Mosebøgernes historie, hvilket afspejlede et politisk-ideologisk behov hos de hasmoneiske herskere i Palæstina. Det formodes, at indsættelsen af disse dommere var inspireret af Hesiods ''Værker og Dage'', især afsnittet om heltene, som Hesiod indsatte i de fire tidsaldre. Det modsvarer den måde, hvorpå dommere blev indsat i den jødiske historie. Det synes  at have haft et dobbelt formål: dels at underminere påstande om arveret til magten fra efterkommere af kong Davids dynasti, idet historier om heroiske dommere nu optræder før kongerne David og Salomon og dermed med større ælde, dels at hjælpe de hasmoneiske herskere, der netop ikke kunne hævde at have nogen afstamning fra David som grundlag for deres påstande om et messiansk styre.&lt;ref&gt;Guillaume (2014), s. 147-164&lt;/ref&gt;.

Katherine Stott har påpege, at Davids opstigning, som skildret i Første Samuelsbog kapitel 16-31 og i Anden Samuelsbog kapitel 1-8, muligvis er inspireret af den fortælling, der beskriver Kyros' opstigning til Persiens og Mediens trone i teksten i Herodots Historier. Hun så følgende paralleller:&lt;/br&gt;
- Kyros og David starter begge under ydmyge kår,&lt;/br&gt; 
- begge træder ind i den forrige konges hof,&lt;/br&gt; 
- i begge tilfælde bliver den pågældende konge jaloux på dem,&lt;/br&gt; 
- i begge tilfælde bliver de truet med døden af ​​den pågældende konge,&lt;/br&gt; 
- begge flygter fra hoffet,&lt;/br&gt; 
- begge bliver folkelige ledere,&lt;/br&gt; 
- i begge tilfælde hopper en allieret af,&lt;/br&gt; 
- begge tilraner sig kongerigets herredømme,&lt;/br&gt; 
- begge får succes på grund af deres militære dygtighed,&lt;/br&gt; 
- begge skåner den gamle konges liv i en periode,&lt;/br&gt; 
- der er et tragisk element i den forrige konges fald i begge tilfælde, og&lt;/br&gt; 
- i begge tilfælde er udfaldet dannelsen af ​​en ny politisk enhed.&lt;/br&gt; 
Stott bemærkede, at denne græske tekst kun i den hellenistiske æra ville have været tilgængelig for den bibelske forfatter.&lt;ref&gt;Stott (2002), s. 62-71, 77-78)&lt;/ref&gt;.

Hesiods ''Theogoni'' og Katalog over kvinder menes at være blandt de indflydelsesrige kilder til henholdsvis skabelsesberetningen i Første Mosebog kapitel og de genealogier, der findes i hele Første Mosebog kapitlerne 1-11 det vil sige til og med omtalen af Noas efterkommere.&lt;ref&gt;Gnuse (2017)&lt;/ref&gt;.

Fortællinger i Første Mosebog kapitlerne 1-11 kan også vises at have betydelige paralleller med beretninger nedskrevet hos græske historikere, således Hekateus fra Milet (''Periegesis'' og genealogier) og Herodot fra Halicarnassus (Historier), herunder omtaler af menneskelige leveveje (Første Mosebog kapitel 4:20-22), de tre sønner af en syndflodshelt, der er menneskehedens forfædre (Første Mosebog kapitel 9:18-19 og kapitel 10:1-32) samt plantningen af ​​en vingård (Første Mosebog kapitel 9:20-27).&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 15f&lt;/ref&gt;&lt;ref&gt;Gnuse (2019)&lt;/ref&gt;

Ældre latinske traditioner, der ligger bag beretningerne i Ovids ''Fasti'' 5, 493-544 og ''Metamorfoser'' 8, 625-725, kan have inspireret fortællingerne om de budbringere, der fortæller Abraham om hans kommende søn, og de budbringere, der advarer Lot om at forlade Sodoma i Første Mosebog 18:1-15; 19:12-26. &lt;ref&gt;Gnuse (2017)&lt;/ref&gt;.

En fortælling om Democedes af Kroton i Herodots ''Historie'' 3, 125-132 kan have givet anledning til fortællingen om Josef, der fortolker faraos drømme i Første Mosebog 41:1-36&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 52-54&lt;/ref&gt;, hvilket igen inspirerede drømmeberetningerne i Daniels Bog&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 1104-1112&lt;/ref&gt;&lt;ref&gt;Gnuse (2010)&lt;/ref&gt;.

Den korte fortælling om den store kriger Achilleus' ædle, talende heste i ''Iliaden'' 19, 395-424 kan være løst overtaget og indpasset i beretningen om Bileams æsel i Fjerde Mosebog kapitel 22:22-35, hvor et simpelt æsel bringer skam over en tåbelig profet.&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 181&lt;/ref&gt; Talende dyr er langt mere almindelige i græsk litteratur end i Bibelen. &lt;ref&gt;Gnuse (2017)&lt;/ref&gt;

Ofrelsen af ​​Ifigenia i to skuespil af Euripides omkring 400 f.Kr.: ''Ifigenia blandt Taurierne'' og ''Ifigenia i Aulis'', kan have inspireret beretningen om Jeftas ofring af sin datter i Dommerbogen kapitel 11:30, 34-40, som synes at være indsat i beretningen om Jeftas kamp mod ammonitterne. &lt;ref&gt;Gnuse (2019)&lt;/ref&gt;

Arrians beretning om Alexander den Store og det spildte vand i Anabasis af Alexander 6.26.1-3 kan have inspireret en lignende historie om David i Anden Samuels Bog 23:15-17. Davids handling med at hælde det vand ud, som hans modige soldater hentede bag fjendens linjer, gør ikke en fornuftig historie, som Alexanders handling i den gedrosiske ørken, hvor tørst virkelig er et problem, gør.&lt;ref&gt;Gnuse (1998)&lt;/ref&gt;.

I flere tilfælde kan det sandsynliggøres, at disse broderende fortællinger optræder som et vedhæng til ældre beretninger og er placeret i slutningen af ​​bibelske bøger, og de ser ud til at have været knyttet til bøgernes hovedfortælling kun med en løs forbindelse. Dette gælder især i Dommerbogen, hvor fortællingerne i Dommerbogen kapitel 13-16 om Samson ser ud til at være skrevet i en helt anden stil end resten af ​​Dommerbogen. Et stort antal forskellige græske legender om Herakles synes at have påvirket Samson-fortællingerne i Dommerbogens kapitel 13-16 på et sent tidspunkt, sandsynligvis i den hellenistiske tid. Der er alt for mange græske paralleller inden for disse fire kapitler til, at de kan afvises som blot fortællingshistoristiske sammentræf.&lt;ref&gt;Gnuse (2018)&lt;/ref&gt;

Afsnittene i Dommerbogens kapitel 17-21 om Mika, om Dan-stammens udvandring til Lakash samt om Benjamitternes skændselsdåd fremstår ligeledes som tilføjede tillæg til resten af ​​bogen, og dér finder vi beretningen om kvinderne, der blev kidnappet fra Silo. &quot;Voldtægten af ​​de sabinske kvinder&quot;, som en gammel fortælling genfortalt af Livius (''Historie'' I, 9,1-16) og Plutarch (Lives: Romulus XIV, 2-8), kan være forbilledet for de bortførte piger i Dommerbogen kapitel 21:1-24. &lt;ref&gt;Gnuse (2007)&lt;/ref&gt;

Fortællingerne om Josef, Bileam og Jefta kunne være blevet placeret i den bibelske tekst i den persiske periode kort efter 400 f.Kr., såvel som bibelske tekster i Første Mosebog 1-11 med Hesiod, Hekateus og Herodot som inspirationskilder. Men de andre fire fortællinger synes mere sandsynligt at have deres oprindelse fra den hellenistiske tid, og man kan derfor argumentere for, at alle disse tekster opstod samtidigt og derfor må høre hjemme i den hellenistiske tid. 

Anden Samuelsbog kapitel 21-23 synes også at være et appendiks, og heri finder vi David, der hælder det vand, han har modtaget fra sine krigere, ud. Dommerbogen kapitler 13-21 og Anden Samuelsbog 21-23 kunne derfor være blevet føjet til Deuteronomistiske historier på et meget sent tidspunkt. Historierne om Josef i Første Mosebog kaptel 39-50, der skulle forklare jødernes ophold i Egypten, ses ofte som en sen tilføjelse fra omkring 400 f.Kr. eller senere, hvorfor Herodots indflydelse på Josefs drømmetydning er sandsynlig. Andre beretninger ser også ud til at være blevet indsat noget ujævnt i deres fortællende kontekst. Dette er tydeligst i beretningen om Jeftas ofring af sin datter, som synes at være indsat midt i Jeftas slag i Transjordan, og fortællingen om Bileam og hans æsel, som fremstiller Bileam med en helt anden persona end den, der findes i resten af ​​Fjerde Mosebog 22-24. Historien om de tre engle, der besøger Abraham og pludselig kun bliver to i antal, da de besøger Lot, henleder opmærksomheden på parallelle romerske beretninger, hvor der er henholdsvis tre og to engle i fortællingerne fra Ovid. Desuden vidner de nuancerede detaljer i dialogen i Første Mosebog 18-19 også om en senere tids skrivestil. Således synes indflydelsen fra klassiske og græske beretninger at være mest sandsynlig i historier, der synes at være senere tilføjelser og indsættelser i hovedhistorierne.

Foruden indholdsmæssige ligheder er der også opbygningsmæssige ligheder. Daniel Hawk bemærkede, at Aischylos' ''Orestia'' og Første Samuelsbog kapitel 8 til Anden Kongebog 8 deler sammenlignelige struktur og karakterer. Begge har et tredelt skema og begge bruger metaforer til at afspejle overgangen fra et slægtskabssamfund til et borgersamfund, idet Agamemnon og Saul afspejler den gamle samfundsorden, Orestes og David viser overgangen, og Athena og Salomon indfører den nye orden. Den deuteronomistiske historiker brugte ''Orestia'' som model for sine &quot;modtagne traditioner vedrørende det israelitiske monarki&quot;. Hawk mener, at den hellenistiske tid kan have været det tidspunkt, hvor den bibelske forfatter havde adgang til og brugte Aischylus' skrifter.

Disse og andre eksempler er blevet fremhævet af nogle forskere, der generelt er enige om, hvordan hellenistisk litteratur formede den oprindelige historie efter 300 f.Kr. eller endda efter 200 f.Kr., i den makkabæiske æra. Larsson mener, at de bibelske beretninger blev skabt i det ptolemæiske Egypten i det andet århundrede f.Kr. og påvirket af betydelige græske historikere fra det tredje århundrede f.Kr., så som Berossos, Manetho og Eratosthenes.&lt;ref&gt;Larsson (2004), s. 296-311&lt;/ref&gt; På grundlag af sådanne iagttagelser mener Niels Peter Lemche, at Dommerbogen og sikkert også andre dele af Gamle Testamente først er blevet skrevet eller har fundet deres endelige form omkring 272 f.Kr. Etienne Nodet bekræftede, at Pentateuken opstod i begyndelsen af ​​det tredje århundrede f.Kr., men profeterne og nogle af skrifterne blev skabt i det andet århundrede f.Kr. Disse tekster blev genereret i Alexandria under hellenistisk indflydelse. Emanuel Pfoh mente, at selvom den primære historie blev skabt i den hellenistiske æra, kom nogle traditioner fra den assyriske og persiske æra og blev udviklet af skrivere gennem årene. Men i bund og grund blev teksten formet under hellenistisk indflydelse (23, 33-35). Hvordan det nu forholder sig, står det klart, at både den sene tilblivelse og dens mulige motiver undergraver store dele af Gamle Testamente som historisk kilde.

Det er muligt, at der findes en historisk kerne, som over tid er blevet udbygget og pyntet på med narrativer hentet fra græske traditioner, men indtil videre må det konstateres, at næsten alt i Gamle Testamente lader sig betvivle.

Mest afgørende i denne sammenhæng er det imidlertid, at hvis disse kritikere tilhørende &quot;Københavnerskolen&quot; har ret, så betyder det, at ''Tanakh'' eller Gamle Testamente langt fra var færdigskrevet endsige færdigredigeret, da jøderne vente tilbage til Jerusalen efter eksilet i Babylon. Forud ventede endnu en lang redigeringsproces, og det kan også forklare hvorfor, at vi skal helt frem til 2. århundrede f.Kr. (eller tidligst 3. århundrede f.Kr.) før, at jøderne udviser noget kendskab til deres religiøse skrifter. Forklaringen er den enkle, at først da havde skrifterne nået et så fuldendt udseende, at de lod sig anvende i den national-politiske propaganda.

==== Hyksos-problemet ====

Mens arkæologerne med rimelig sikkerhed tør fastslå, at der fandtes en særlig israelitisk befolkning fra omkring 1200 f.Kr., så er der mere usikkerhed om tiden forud. Hovedspørgsmålet kan formuleres således: er jødernes ophold i og udvandring fra Egypten en historisk begivenhed eller ej? Holdningerne spænder fra fuldstændig afvisning af denne historie til ubetinget tilslutning.

For at løse problemet må vil opspalte det i tre delspørgsmål:&lt;/br&gt;
- kan der påvises et ophold af en semitisk befolkning i Egypten?&lt;/br&gt;
- hvis ja: inden for hvilket tidsrum?&lt;/br&gt;
- hvis ja: var det israelitter eller ej?

Det umiddelbare svar på spørgsmålet er, at der faktisk findes oplysninger om en fremmed befolkning i Egypten. Men denne befolkning, kaldes af egypterne selv ''Hiku-khasut'', det vil sige &quot;ørkenfyrsterne&quot; (hvilket på græsk er blevet til ''hyksos''&lt;ref&gt;Bibby (1978), s. 96&lt;/ref&gt;, og denne benævnelse bruges almindeligvis og derfor også her), ikke &quot;hebræerne&quot;, &quot;jøderne&quot; eller &quot;israelitterne&quot;, og ingen af disse betegnelser kendes i samtiden, end ikke fra Kana'an. Forskerne mener at kunne fastslå, at disse ''hyksos'' ankom fra øst til Egypten i 19. århundrede f.Kr., regerede over Egypten i 17. og 16. århundrede f.Kr. men senere forsvandt igen. Der er fundet en grav rejst over en mand ved navn ''Aper-El'', det vil sige &quot;El's tjener&quot;, som tjente hos faraonerne Amenhotep III og Akhenaten i 14. århundrede f.Kr.&lt;ref&gt;Dinkgreve (2021), kap. 8&lt;/ref&gt;

Et passende udgangspunkt for vurdering af udvandringens troværdighed kan være Simcha Jacobovici og hans film &quot;''The Exodus decoded''&quot;. Heri giver han blandt andet en omfattende dokumentation, som nok kan være en nøjere gennemgang værd.

Simcha tager udgangspunkt i bibelkritiske afvisninger af udvandringen, som traditionelt blev dateret til 1270 f.Kr. det vil sige i Ramses II's regeringstid men hvor der ingen beviser for en sådan begivenhed findes. Simcha mener, at denne datering er forkert, og at den korrekte tidsfæstelse er omkring 1500 f.Kr. Som beviser for denne tidsfæstelse anfører han følgende:

Hyksos-folket skulle være kommet til Egypten omtrent 200 år før, at de atter udvandrede, det vil sige 1700 f.Kr. I en grav i Beni Hassan ved Nilen omkring 400 km syd for Cairo findes et vægmaleri, som viser en indvandring til Egypten. Befolkningen er semitter med skæg, flerfarvede dragter og med benævnelsen &quot;''Amo''&quot;. I ''Tanakh'' (Gamle Testamente) anvendes benævnelsen &quot;''Amo Israel''&quot;, det vil sige &quot;Guds folk&quot;. Benævnelsen er den samme og deres ophold passer nøje med traditionen.

Hyksos-folkets hovedstad var Avaris, der ligger i Nilens delta nord for Cairo. Avaris er blevet udgravet af professor Manfred Bietak fra Wien. Han har blandt andet fundet 9 seglstamper med navnet &quot;Jakob&quot;, hvilket nøje svarer til den bibelske tradition om faraos betroede mand, Josef, der netop var søn af Jakob.

Ifølge traditionen ender indvandrerne som slaver. I Serabit El Khadim i Sinai-ørkenen blev udvundet tyrkis-sten i miner ved slaveri. I en af disse minder findes en alfabetisk (ikke-egyptisk) indskrift på væggen: &quot;El, hjælp mig&quot;. ''El'' var navnet på en semitisk guddom.

En stele rejst af farao Ahmoses og dateret til omkring 1500 f.Kr. fortæller om blandt andet storm og mørke i overensstemmelse med den bibelske tradition, og den nævner gud i ental. Ahmoses er kendt for at have udvist hyksos-folket. Navnet Ahmoses betyder på egyptisk &quot;månen er født&quot; men på hebraisk &quot;Moses' broder&quot;. 

Omkring 1500 f.Kr. indtraf et stort vulkanudbrud på øen Santorini i det græske øhav. Simcha mener, at det var denne begivenhed, som udløste udvandringen, og at den også kan forklare Egyptens ti plager. Hans argumentation herfor er følgende:

I Avaris er fundet vulkansk pimpsten dateret til omkring 1500 f.Kr. Dette viser (om ikke andet) at Egypten blev påvirket af netop dette vilkanudbrud.

Vulkanudbruddet og tilhørende jordskælv havde følgende bivirkninger:&lt;/br&gt;
- vandet bliver rødt. Årsagen er, at rust frigøres ved gasudbrud fra bunden og opblandes i vandet. Dette skete blandt andet i 1986 ved Nyos-søen i Cameroon.&lt;/br&gt;
- frøer. Hopper ud af vandet, når det bliver forurenet.&lt;/br&gt;
- lus, fluer og epidemi følger som eftervirkninger af miljøkatastrofen&lt;/br&gt;
- sår og bylder. Disse kendes ligeledes fra Nyos-begivenheden i 1986.&lt;/br&gt;
- hagl. Is og ild = &quot;vulkansk hagl&quot; omtales i den såkaldte Ipuwer-papyros og skyldes, at vulkansk aske blandes med vand i atmosfæren.&lt;/br&gt;
- græshopper. Bringes på vandring på grund af klimaændringen.&lt;/br&gt;
- mørke. Skyldes en askesky, der fra vulkanudbruddet bredte sig til Nilens delta, hvilket er bevist ved korn af asken fundet af Jean-Daniel Stanley fra Smithsonian Institute.&lt;/br&gt;
- førstefødte sønner døde. Skyldes at CO&lt;sub&gt;²&lt;/sub&gt; frigøres fra jordens indre og lægger sig lige ved jordens overflade. Da de ældste priviligerede sønner sov på en lav seng, blev de dræbt af gassen, mens andre børn der sov på de flade tage aldrig blev berørt inden, at gassen opløstes igen. Noget tilsvarende blev observeret i Nyos. Yderligere er der udgravet massegrave i Avaris, som kun omfatter personer af mandkøn og ikke krigere. Og Ahmoses' egen søn døde som 12-årig (hans begravede lig er fundet).&lt;/br&gt;
Ifølge Simcha er alle disse begivenheder således naturlige mulige følger af vulkanudbruddet.
[[Fil:Stele_of_Grave_Circle_A_Mycenae_NAMA_1428.JPG|200px|thumb|Gravstele fra Mykene, der viser Farao, som forfølger Moses. De er omgivet af vand på begge sider.]]
Velkendt er historien om havets deling.&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 82&lt;/ref&gt; Den korrekte formulering i Bibelen er &quot;Yam Suf&quot;, det vil sige Sivhavet. Men siv vokser ikke i saltvand, så der er tale om en stor sø. På Ismailia Regional Museum findes en granitsten med en indskrift i hieroglyffer, ''El Arish''-indskriften, der fortæller om udvandringen set fra faraos side. Her kaldes lederen for &quot;ørkenprinsen&quot;. Mere bemærkelsesværdigt er det, at indskriften også fortæller, at vandene delte sig (markeret som bølger + 2 knive), og at indskriften nævner stedet for denne begivenhed: ''El Balah'', en nu tidligere sø beliggende øst for Avaris nær overgangen til Sinai-ørkenen. Simcha mener, at som følge af de tektoniske forskydninger og deraf følgende jordskred løftede den afrikanske plade sig 1-2 meter og skabte en landkorridor, men kort efter fulgte en tsunami, som druknede faraos hær.

Simcha peger på et vægmaleri på Santorini, som viser en sejlads fra en by omgivet af mure. Simcha mener, at den viste by er Avaris, idet der her også er fundet minoiske vægmalerier, hvilket vidner om handelsforbindelser. En del af udvandrerne skulle således være draget til Grækenland. I Mykene er fundet guldgenstande og sværd i en grav dateret til 1500 f.Kr. De kan stamme fra jødiske udvandrere. Desuden er fundet tre gravsten med billeder visende først en mand på en stridsvogn, der forfølger en gående mand omgivet af bølger, dernæst at den gående mand er nået højere liggende land og har vendt sig imod stridsvognen, og endelig at stridsvognen drukner i bølgerne. Billederne viser, let forenklet, faraos forfølgelse af Moses. Det er i bogstaveligste forstand en tegneserie om begivenheden.

Simcha peger dernæst på, at jordskælv kunne have ført til, at gas og olie blev frigivet og måske blev antændt, og derved gav anledning til røgsøjler om dagen og ildsøjler om natten svarende til beretningen i Anden Mosebog kapitel 13 vers 21-22: &quot;Herren gik foran dem, om dagen i en skysøjle for at føre dem på vejen og om natten i en ildsøjle for at lyse for dem, så at de kunne gå både dag og nat. Skysøjlen fjernede sig ikke fra folket om dagen og ildsøjlen ikke om natten.&quot;&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 81&lt;/ref&gt;

Endelig mener Simcha at kunne påvise, hvor bjerget Sinai lå. Og han mener at have fundet billedlige gengivelser af Pagtens Ark - i Grækenland af alle steder!

Så langt Simcha. Det giver anledning til en række spørgsmål: er begivenheden fejldateret? Det er der faktisk en del, der tyder på. Begivenheden fandt efter alt at dømme sted omkring 1500 f.Kr. Kan et vulkanudbrud være forklaringen på begivenhedsforløbet? Svaret må være, at det er muligt, i hvert fald er der intet, som tyder på, at det ikke kunne være tilfældet. Var dette hyksos-folk ''Amo'' og var det semitter? Ja, det er sandsynligt. Var det også israelitter? Det er muligt, men ikke sikkert.

Vi har tidligere fastslået, at Gamle Testamentes historie om udvandringen fra Egypten tidsmæssigt er uforenelig med historien om Abraham som israelitternes stamfader, idet hans ophold i filistrenes land er flere hundrede år senere end udvandringen. Og det forbliver uforklarligt, at et folk, som kaldte sig selv Israel, ikke optræder under dette navn men af Egypterne kaldtes henholdsvis ''Amo'' og ''Hyksos''.  

Historien om ''exodus'' eller udvandringen fra Egypten kendes ikke fra Elephantine, en jødisk by i Egypten fra 400-tallet f.Kr., hvilket kunne tyde på, at denne tradition i jødisk historieforståelse enten må være yngre end denne tid eller endnu ikke spillede den rolle i jødisk selvforståelse, som den senere fik.

Hvis man vil være besværlig, kan man opstille følgende alternative hypotese: udskibningen fra Egypten til Mykene eksisterer ikke i det bibelske narrativ. Hvis man alligevel forudsætter, at det afspejler en historisk kendsgerning, så kunne disse udvandrere, ''hyksos'', have taget hele traditionen med sig og billedligt gengivet den på deres gravsteler. Da &quot;havfolket&quot; (som beviseligt stammer fra Grækenland foruden andre steder) langt senere, omkring 1178 f.Kr., kom til Palæstina, bragte de traditionen med sig. Det er her fra, at jøderne senere overtog den, omformulerede den til en ørkenvandring med Moselov og hele molevitten og dermed tillige skrev det oprindelige folk ud af beretningen og satte sig selv ind i stedet som led i en selvskabt historisk tradition. 

Der er selvsagt ingen beviser for en sådan udvikling, men der er heller intet, som modsiger den, og den ville forklare årsagen til, at traditionen åbenbart overlevede i Mykene. Og hvad mere er: det kunne forklare hvorfor, at folk fra Middelhavets nordlige kyster søgte øst- og sydpå (i stedet for vestpå), da deres hjemlige forhold ikke tillod dem at blive boende, hvor de var. Et indicium for, at teorien kunne være rigtig, er det forhold, at Mykene var et handelscentrum i tiden 1600-1100 f.Kr. blandt andet med handelsforbindelser til Levanten. Blandt de forhandlede varer var genstande af elfenben fundet i Megiddo, der viser handelsforbindelser til Det Ægæiske Hav, Kypern, Hittitterne samt Egypten.&lt;ref&gt;Novacek (2011), s. 47f&lt;/ref&gt; Det indebærer, at &quot;havfolket&quot; meget vel kan have haft handelsforbindelser med Levanten tidligere og derfor kendte til områdets frugtbarhed inden, at de udvandrede dertil.

Der imod kan vi udelukke, at det var israelitterne selv, som indvandrede sammen med havfolket, fordi dette skete 1178 f.Kr. mens Israel som omtalt nævnes på en stele allerede fra 1208 f.Kr.

Kildekritisk må det konstateres, at Mosebøgerne ret beset forsøger at forene to temmelig uforenelige historiske traditioner: på den ene side traditionen fra Mesopotamien omfattende Edens Have (Dilmun), Babelstårnet (zigguraterne) og Noas ark, hvor Abraham indgår som det forklarende bindeled hvorfor, at jødernes stamfader udvandrede til Kana'an, på den anden side traditionen om Jakob (Israel)&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 46&lt;/ref&gt;, Josef og hans brødre&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 48f&lt;/ref&gt;, Israels udvandring til Egypten&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 59&lt;/ref&gt; og Moses&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 67&lt;/ref&gt; med udvandring, ørkenvandring, moseloven og løftet om Kana'an.&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 243&lt;/ref&gt;

Der kan næppe være tvivl om, at den jødiske beretning om udvandringen fra Egypten og den egyptiske beretning om fordrivelsen af de fremmede omtaler den samme begivenhed set fra to sider. For så vidt behøver ingen af dem at give det sande billede: hvis årsagen virkelig var et vulkanudbrud, kunne de forringede leveforhold efter dette meget vel være årsag til, at folk udvandrede eller bortvandrede igen. At jøderne eller israelitterne har taget begivenheden til sig er for så vidt ikke anderledes end andre historier, som de har adopteret og adapteret.

Som en sidebemærkning skal det lige nævnes, at den egyptiske konge Amenhotep IV, bedre kendt som Akhenaten, som var gift med Nefertiti og fader til Tutankhaton, og som er gået over i historien som den første monoteistiske konge, regerede fra omkring 1353 til 1336 f.Kr. Det betyder, at han regerede henved 150 år efter, at ''hyksos'' udvandrede, og at der således ingen forbindelse er med Moses.

=== Bearbejdede profetier ===

De mange profetiske tekster i Gamle Testamente udgør et eget problem. Kort sagt er de kildekritiske studier i stigende grad blevet opmærksomme på, at der ikke er tale om originale tekster. I stedet er disse blevet ændret for at tilpasse dem til bestemte formål.

Esajas', Jeremias', Ezekiels og de Tolvs Bog mangler en historie og opretholder ikke en ensartet kronologisk rækkefølge af materiale. De profetiske bøger ses ikke længere som blot kilder, hvorved læserne kan få adgang til fortiden. De læses nu som bevidste kompositioner, der genpræsenterer og fortolker profeternes ord i tekstform.

Allerede i de sidste profeters tekster er der tegn på bevidst bevidsthed om tekstualiseringen af ​​profetier. Historien i Jeremias 36 beskriver for eksempel en proces, hvor forskellige budskaber i forskellige former fra forskellige tider og steder sammensættes i tekstform af profetens skriver. Når denne rulle efterfølgende ødelægges som reaktion på dens læsning, sker der ikke blot en omskrivning af rullen, men også en betydelig tilføjelse af lignende ord (Jeremias 36:32), hvilket vidner om bogens litterære vækst. Profeter som Jeremias er ikke længere tilgængelige, men deres ord er tilgængelige i de bøger, der bærer deres navne (Zakharias 1:5-6). Disse bøger danner et særskilt korpus inden for den bibelske kanon. Når Daniel refererer til Jeremias' profeti om halvfjerds år i Daniel 9:2, taler han om Jeremias' bog blandt en flerhed af profetiske bøger (jf. Ezekiel 38:17). 

De tidligste postbibelske fortolkere af den profetiske litteratur var de skriftkloge, oversættere og kommentatorer, der videregav, gengav og forklarede teksterne. Blandt vidner til den tidligst dokumenterede periode med skriftlig overlevering (ca. 250 f.Kr. indtil 132-135 e.Kr.) er det tydeligt, at skriftkloge ikke så sig selv som blot afskrivere på samme måde som skriftkloge fra en senere periode. De så snarere sig selv som ligestillede med de oprindelige forfattere, og de udvidede ofte den bibelske tekst med fortolkninger, der var beregnet til at hjælpe læserne med at forstå teksten. Disse skriftkloge havde deres eget syn på den bibelske tekst og ønskede at sikre en teologisk korrekt læsning af den.

Blandt de profetiske bøger må de mest fremragende eksempler på fortolkningsmæssig udvidelse være Jeremias og Ezekiel i den masoretiske tekst (MT). I disse tilfælde har udvidelsen nået niveauet for skabelsen af ​​nye udgaver af bøgerne. De hebraiske tekster bag de oldgræske (OG) versioner af disse bøger er betydeligt kortere førsteudgaver. Mange af udvidelserne i andenudgaverne, der findes i MT, er af eksegetisk karakter. For eksempel er Jeremias' berygtede fjende fra nord ikke eksplicit identificeret i OG eller dens hebraiske kilde, hvilket efterlader den åben for den slags eskatologiske fortolkning, der findes i Ezekiel 38:14-17, men MT identificerer denne fjende som Babylon i udvidelsen af ​​Jeremias 25:9, hvilket skaber en interessant konflikt med Jeremias 50:3 og dens profeti om en fjende fra nord, der kommer mod Babylon. Et andet eksempel er versionen af ​​Jeremias' profeti om halvfjerds år i Jeremias 25:11-12. I OG er denne profeti ikke eksplicit begrænset til perioden med babylonsk fangenskab (se: Dan 9:1-2, 24-27), men udvidelserne i MT gør denne begrænsning af profetien eksplicit (jf. Jeremias 29:10). For Ezekiels Bog forekommer en af ​​de mest bemærkelsesværdige udvidelser i MT Ezekiel 36:23c-38, som mangler, et vigtigt vidnesbyrd om OG fra det tredje århundrede e.Kr. Denne ret lange udvidelse er baseret på materiale fundet andre steder både i og uden for Ezekiels Bog. 

Når det forholder sig således med disse tekster, rejser det uundgåeligt spørgesmålet om og i hvilken grad, det samme er tilfældet med andre tekster i Gamle Testamente. Og det svækker betydeligt Gamle Testamentes værdi som kilde til jødernes historie.

=== Sammenfatning ===

Denne gennemgang af Gamle Testamente har kun omfattet en mindre del af den samlede tekst, men selv denne meget begrænsede gennemgang har belyst en række problemer:&lt;/br&gt;
- Gamle Testamente er ''ikke'' en historisk redegørelse for jødernes historie, selv om den giver indtryk af dette,&lt;/br&gt;
- det er i stedet en samling af traditioner, anekdoter og myter skrevet af ulige forfattere til ulige tider&lt;/br&gt;
- der er gjort forsøg på at sammenskrive og harmonisere disse narrativer&lt;/br&gt;
- hvilket ikke kan skjule, at der er kronologiske problemer&lt;/br&gt;
- og at væsentlige traditioner er hentet fra andre kulturer, især Sumer og Mesopotamien men også fra Grækenland.

Vi tør antage, at skildringen af kongetiden og det delte kongerige med navnelister over regenterne er rimelig troværdig, blandt andet fordi deres navne forekommer i andre kilder, men vi har kun ringe mulighed for at vide i hvilken udstrækning, historierne om dem er blevet ændrede for at tilpasse sig et senere monoteistisk narrativ.

Nogle historier, blandt andre Esthers Bog men også Ezras Bog og Nehemias' Bog, er meget sene og menes først at være blevet tilføjet efter afslutningen af det babylonske fangenskab.

=== &lt;big&gt;Semitismen, jødedommens tankesæt&lt;/big&gt; === 

Vi har i det foregående set på Gamle Testamente som et muligt historisk kildeskrift. Man kan imidlertid også anlægge en helt anden synsvinkel, nemlig Gamle Testamente som ideologisk grundlag nærmere betegnet som grundlag for en jødisk national etnicitet samt for en særlig jødisk etik. Det skal på forhånd understreges, at det følgende ikke omfatter alle jøder, idet mange alene identificerer sig som tilhørende denne folkegruppe af genealogiske og traditionsbårne årsager, det vil sige med hensyn til deres familiære oprindelse samt højtider og mindedage. Men der findes også kredse i den jødiske befolkning, der opfatter Gamle Testamente som en anvisning på hvordan, at jøder kan og bør opføre sig.

Alle kender begrebet &quot;anti-semitisme&quot;, men få eller ingen ved, hvad udtrykket &quot;semitisme&quot; egentlig dækker over. Man vil således lede forgæves efter det i en ordbog eller eksempelvis på ''wikipedia''. Her vil begrebet blivet forstået således, at det dækker over den tankegang eller de tankegange, som kan udledes og af nogle er blevet udledt af Gamle Testamente. Det betyder, at der her vil blive set bort fra jødisk mysticisme, kabala, frankisme og lignende ældre og nyere afledede ideologier, hvilke hver for sig er en særskilt undersøgelse værd.

Læser man Gamle Testamente, vil man se, at bestemte tankegange bliver promoveret. Det drejer sig i hovedsagen om følgende:&lt;/br&gt;
- det udvalgte folk&lt;/br&gt;
- racisme&lt;/br&gt;
- retten til Kana'an&lt;/br&gt;
- retten til at myrde hele befolkninger&lt;/br&gt;
- &quot;honningfælder&quot; og pengeafpresning&lt;/br&gt;
I det følgende vil hvert af disse emner blive gennemgået særskilt.

=== Det udvalgte folk ===

Ideen om jøderne som Guds udvalgte folk tager udgangspunkt i Første Mosebog kapitel 12: her møder vi Abram ved Ur i Kaldæa. Videre hedder det: &quot;Herren sagde til Abram: &quot;Forlad dit land og din slægt og din fars hus, og drag til det land, jeg vil vise dig. Jeg vil gøre dig til et stort folk og velsigne dig. Jeg vil gøre dit navn stort, og du skal være en velsignelse.&lt;/br&gt;
Jeg vil velsigne dem, der velsigner dig,&lt;/br&gt;
og den, der forbander dig, vil jeg forbande.&lt;/br&gt;
I dig skal alle jordens slægter velsignes&quot;.&quot;&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 17f&lt;/ref&gt;

Senere gentages denne priviligerede stilling i andre sammenhænge, således over for Jakob i Betel. I Første Mosebog kapitel 35:9-13 hedder det: &quot;Gud viste sig igen for Jakob, efter at han var kommet hjem fra Paddan-Aram. Han velsignede ham og sagde til ham: &quot;Dit navn er Jakob; men nu skal du ikke længere hedde Jakob. Dit navn skal være Israel.&quot; Og han gav ham navnet Israel. Han sagde til ham: &quot;Jeg er Gud den Almægtige. Bliv frugtbar og talrig! Et folk, ja, en mængde folkeslag skal nedstamme fra dig, og konger skal fremstå af dit eget kød og blod. Det land, jeg gav Abraham og Isak, giver jeg dig og dine efterkommere.&quot; Så steg Gud op fraham, dér hvor han havde talt med ham.&quot;&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 46&lt;/ref&gt;

I Anden Mosebog kapitel 3:7-10 findes følgende: &quot;Så sagde Herren: &quot;Jeg har set mit folks lidelse i Egypten, og jeg har hørt deres klageskrig over slavefogederne. Jeg har lagt mig deres lidelser på sinde, og derfor er jeg kommet ned for at redde dem fra egypterne og føre dem op fra dette land til et godt og vidtstrakt land, et land der flyder med mælk og honning, dér hvor kana'anæerne, hittitterne, amoritterne, perizzitterne, hivvitterne og jebusitterne bor. Nu har israelitternes klageskrig nået mig, og jeg har set, hvordan egypterne undertrykker dem. Gå nu! Jeg vil sende dig til Farao. Du skal føre mit folk israelitterne ud af Egypten&quot;.&quot;&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 69&lt;/ref&gt; Dette og tilsvarende formuleringer med &quot;mit folk israelitterne&quot; giver jøderne en identitet som Guds udvalgte folk i den jødiske selvforståelse.

=== Racismen ===

Racismen er en logisk følge af ideen om Guds udvalgte folk. Et folk kan selvsagt ikke være &quot;udvalgt&quot;, hvis andre folk kan indgiftes i det. Følgelig er Gamle Testamente fuldt af forbud mod at gifte sig med ægtefæller fra andre folkeslag og kritik, når de alligevel gjorde det. Lad os tage nogen eksempler.

I Femte Mosebog kapitel 7:1-4 finder vi følgende påbud af Moses: &quot;Når Herren din Gud fører dig til det land, du skal ind og erobre, og han driver store folkeslag væk foran dig, hittitterne, girgashitterne, amoritterne, kana'anæerne, perizzitterne, hivvitterne og jebusitterne, syv folk, der er større og mægtigere end du, og Herren din Gud overgiver dem til dig, og du besejrer dem, da skal du lægge band på dem. Du må ikke slutte pagt med dem og ikke vise dem barmhjertighed. Du må ikke bringe dig i familie me dem; du må ikke give dine døtre til deres sønner, og du må ikke lade dine sønner gifte sig med deres døtre, for det vil få dine sønner til at vige fra mig og dyrke andre guder. Da vil Herrens vrede flamme op imod jer, og han vil hurtigt udrydde dig.&quot;&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 208&lt;/ref&gt;

Dette gælder blandt andre kong Salomo. I Første Kongebog 11:1-4 læses således følgende: &quot;Kong Salomo elskede mange udenlandske kvinder foruden Faraos datter, moabitiske, ammonitiske, edomitiske, sidoniske og hittitiske; om de folk havde Herren sagt til israelitterne: &quot;I må ikke indlade jer med dem, og de må indlade sig med jer, for så vender de jeres hjerte til deres guder.&quot; Dem elskede Salomo, og han holdt fast ved dem. Han havde syv hundrede hustruer med fyrstelig rang og tre hundrede medhustruer, og hans hustruer bragte hans hjerte på afveje.&quot;&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 390&lt;/ref&gt;

I Ezras Bog kapitel 9:10-12 optræder Ezras bodsklage med blandt andet dette: &quot;Vor Gud, hvad skal vi nu sige efter dette? For vi har svigtet de befalinger, du gav gennem dine tjenere, profeterne, da du sagde: Det land, I skal ind og tage i besiddelse, er et urent land på grund af de fremmede folks urenhed med de afskyelige handlinger, som de i deres urenhed har fyldt det med fra ende til anden. Derfor må I ikke give jeres døtre til deres sønner, og I må ikke lade jeres sønner gifte sig med deres døtre.&quot;&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 527&lt;/ref&gt; og i Kapitel 10:10-12 bliver dette gentaget: &quot;Så rejste præsten Ezra sig og sagde til dem: &quot;I har handlet troløst ved at gifte jer med fremmede kvinder; I har øget Israels skyld. Aflæg nu bekendelse for Herren, jeres fædres Gud, og gør hans vilje. Skil jer ud fra landets folk og de fremmede kvinder&quot;.&quot;&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 528&lt;/ref&gt;

I Nehemias' Bog kapitel 10:31 indgår israelitterne blandt andet følgende forpligtelse: &quot;Vi vil ikke give vores døtre til landets folk, og vi vil ikke lade vores sønner gifte sig med deres døtre.&quot;&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 542&lt;/ref&gt;

Således kunne man blive ved.

=== Lebensraum ===

Jødernes ret til Kana'ans land hidrører fra Første Mosebog. I kapitel 12 læser vi: &quot;Dengang boede kana'anæerne i landet. Herren viste sig for Abram og sagde: &quot;Jeg vil give dine efterkommere dette land&quot;.&quot;&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 18&lt;/ref&gt; Senere, i kapitel 15, præciseres udstrækningen af dette jødiske lebensraum: &quot;Den dag sluttede Herren pagt med Abram. Han sagde: &quot;Jeg giver dine efterkommere dette land fra Egyptens flod (det vil sige Nilen) til den store flod, Eufratfloden: kenitterne, kenizzitterne, kadmonitterne, hittitterne, perizzitterne, refaitterne, amoritterne, kana'anæerne, girgashitterne og jebusitterne&quot;.&quot;&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 20f&lt;/ref&gt;

Størrelsen af dette jødiske lebensraum er påfaldende. Sammenlignet med officielle landegrænser i 2026 omfatter dette område: den østlige halvdel af Egypten inklusive hele Sinai, Palæstina inklusive Gaza og Vestbredden, Libanon, Jordan, Saudi Arabien, Yemen, Oman, Forenede Arabiske Emirater, Qatar, Bahrain, Kuwait, Irak samt Syrien. Nogle jødiske imperialister medregner også Kypern til området.

En anden afgrænsning findes i Fjerde Mosebog kapitel 34. Heri læser vi: &quot;Herren talte til Moses og sagde: &quot;Giv israelitterne denne befaling: I kommer nu til Kana'an, det land, der tilfalder jer som arvelod, Kana'ans land i dets fulde udstrækning. Jeres sydgrænse skal gå fra Sins ørken langs med Edom. I syd skal jeres grænse gå fra enden af Salthavet i øst. Så skal grænsen dreje syd om Akrabbim-passet, gå videre til Sin og ende syd for Kadesh-Barnea. Så skal den fortsætte til Hasar-Addar og gå videre til Asmon. Så skal grænsen dreje fra Asmon mod Egyptens bæk og ende ude ved havet.&lt;/br&gt;
Grænsen i vest: Det Store Hav med kyststrækning. Det skal være jeres vestgrænse.&lt;/br&gt;
Dette skal være jeres nordgrænse: Fra Det Store Hav skal I trække en linie til bjerget Hor; fra bjerget Hor skal I trække en linie til Lebo-Hamat, og grænsen skal ende i Sedad. Så skal grænsen gå videre til Zifron, og den skal ende i Hasar-Enan. Det skal være jeres nordgrænse.&lt;/br&gt;
Som grænse i øst skal I trække en linie fra Hasar-Enan til Shefam. Så skal grænsen gå ned fra Shefam til Ribla øst for Ajin, og grænsen skal fortsætte ned og støde til bjergryggen øst for Kinneretsøen. Så skal grænsen gå ned til Jordan og ende ved Salthavet.&lt;/br&gt;
Dette skal være jeres land med dets grænser hele vejen rundt.&quot;&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 196&lt;/ref&gt;

Dette er unægteligt en noget anden afgrænsning end før. Den kritiske læser vi måske spørge om Herren ikke havde forklaret sig godt nok over for Moses eller måske havde ændret holdning, eller om der måske er en helt tredie forklaring?

Den tænkende læser vil måske kigge nærmere på andre dele af samme historie. Vi hører, at Abraham fik børn både med Sara, sin hustru, nemlig jøderne, og med Hagar fra Egypten, hans trælkvinde, nemlig ismaelitterne, det vil sige araberne.&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 21&lt;/ref&gt; Så var det nu jøderne, araberne eller begge grupper som skulle leve i dette område? Desuden tog han sig en ny hustru: Ketura, med hvem han også fik efterkommere.&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 31&lt;/ref&gt; Det er således ret uklart hvem, der skulle overtage dette lebensraum.
 
Således tænker semitisterne ikke. De er imperialister, og de vil have det hele for sig selv. De mener at have ret til at fordrive andre folkeslag og ser Gamle Testamente som kilde til denne ret.

=== Retten til folkemord ===

Jødernes ret til at myrde befolkningerne, som levede i Kana'an, forekommer allerede i Mosebøgerne. I Femte Mosebog kapitel 20:16-17 findes således følgende påbud udtalt af Moses: &quot;i de folks byer, som Herren din Gud vil give dig i eje, må du ikke lade en eneste beholde livet; du skal lægge band på dem, på hittitterne, amoritterne, kana'anæerne, perizzitterne, hivvitterne og jebusitterne, sådan som Herren din Gud har befalet dig.&quot;&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 223&lt;/ref&gt;

I Josvabogen hører vi hvordan, at jøderne hensynsløst myrdede indbyggerne i Kana'an, eksempelvis i kapitel 8:24-29: &quot;Da israelitterne på åben mark havde dræbt alle de indbyggere fra Aj, som havde forfulgt dem ud i ørkenen, og da alle til sidste mand var faldet for sværdet, vendte alle israelitterne tilbage til Aj og huggede indbyggerne ned med sværd. Den dag blev der dræbt i alt tolv tusind mænd og kvinder, alle indbyggerne i Aj. Josva trak ikke sin udstrakte hånd med krumsværdet tilbage, før han havde lagt band på alle indbyggerne i Aj. ..Og Josva brændte Aj ned; han gjorde den til en øde ruinhøj for evigt, og det er den den dag i dag. Ajs konge hængte de på et træ og lod ham hænge til aften. Da solen gik ned, gav Josva sine folk befaling om at tage liget ned fra træet og kaste det hen ved indgangen til byporten. Så kastede de en stor stendynge op over ham, og den ligger der den dag i dag.&quot;&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 251f&lt;/ref&gt;

Tilsvarende i Josvabogen kapitel 10:28-43: &quot;Samme dag indtog Josva Makkeda. Han slog byen og dens konge med sværd og lagde band på byen og alle, der var i den; der var ingen, der overlevede. Han gjorde det samme med kongen i Makkeba, som han havde gjort med kongen i Jeriko.&lt;/br&gt;
Fra Makkeda drog Josva sammen med hele Israel videre til Libna. Han gik til angreb på Libna, og Herren gav også denne by og dens konge i Israels hånd. Josva slog byen og alle, der var i den, med sværd; der var ingen, der overlevede. Han gjorde det samme med kongen dér, som han havde gjort med kongen i Jeriko.&lt;/br&gt;
Fra Libna drog Josva sammen med hele Israel videre til Lakish. Han belejrede byen og gik til angreb på den, og Herren gav Lakish i Israels hånd. Den følgende dag indtog Josva byen; han slog den og alle, der var i den, med sværd, ganske som han havde gjort med Libna. Da drog Gezers konge Horam op for at komme Lakish til undsætning, men Josva slog kongen og hans hær; der var ingen, der overlevede.&lt;/br&gt;
Fra Lakish drog Josva sammen med hele Israel videre til Eglon. De belejrede byen og gik til angreb på den, og samme dag indtog de den og slog den med sværd. Den dag lagde han band på alle, der var i byen, ganske som han havde gjort med Lakish.&lt;/br&gt;
Fra Eglon drog Josva sammen med hele Israel op til Hebron. De gik til angreb på byen og indtog den; de slog byen, dens konge, alle dens byer og alle, der var i den, med sværd; der var ingen, der overlevede. Ganske som han havde gjort med Eglon, lagde han band på byen og på alle, der var i den.&lt;/br&gt;
Så vendte Josva sig sammen med hele Israel mod Debir. Han gik til angreb på byen og indtog den med dens kong og alle dens byer. De slog dem med sværd og lagde band på alle, der var i den; der var ingen, der overlevede. Han gjorde det samme med Debir og dens konge, som han havde gjort med Hebron og med Libna og dens konge.&lt;/br&gt;
Således besejrede Josva hele landet: Bjerglandet, Sydlandet, Lavlandet og Skråningerne og alle kongerne dér. Der var ingen, der overlevede; hver levende sjæl lagde han band på, sådan som Herren, Israels Gud, havde befalet. Josva besejrede dem fra Kadesh-Barnea til Gaza, i hele landet Goshen og helt til Gibeon. Alle disse konger og deres lande undertvang Josva på én gang, for Herren, Israels Gud, førte krig for Israel. Så vendte Josva sammen med hele Israel tilbage til lejren i Gilgal.&quot;&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 255&lt;/ref&gt;

I Josvabogen Kapitel 11 fortsætter folkemordene i det nordlige Kana'an, blandt andet Hasor: &quot;Alle, der var i byen, huggede de ned med sværd og lagde band på dem, så ikke en levende sjæl blev tilbage; og Josva brændte Hasor ned.&quot;&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 256&lt;/ref&gt; Da massemordet var til ende, blev rovet, det vil sige Kana'an, delt mellem israelitternes stammer.&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 257-264&lt;/ref&gt; Det minder om en langt senere begivenhed: under Sovjetunionen i Stalintiden gennemførte terrororganisationen OGPU under ledelse af jøden Genrikh Jagoda&lt;ref&gt;Lina (2003), s.315&lt;/ref&gt; samt NKVD overvejende ledet af jøder&lt;ref&gt;Lina (2003), s.318, 327&lt;/ref&gt; i 1932-33 et massemord på og en massefordrivelse af ukrainske bønder fra deres gårde, en begivenhed der blev kendt som ''holodomor''. Mindre kendt er, at OGPU overvejende bestod af jøder, og at disse efterfølgende som en belønning oprettede deres egne kollektivlandbrug, kibbutz'er, på de myrdede og fordrevne ukraineres jord.&lt;ref&gt;Holocaustmuseet i USA, film&lt;/ref&gt; Jødisk historieforståelse trækker lange spor.

Det var ikke kun ved erobringen af Kana'an, at jøderne begik massemord. I Esters Bog kapitel 9:2-16 hører vi: &quot;I alle kong Ahasverus' provinser samledes jøderne i deres byer for at lægge hånd på dem, der ville dem noget ondt. .. Den trettende dag i måneden adar samledes de øvrige jøder i kongens provinser og forsvarede deres liv; de fik fred for deres fjender, og og de dræbte 75.000 af deres modstandere&quot;.&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 555&lt;/ref&gt;

Flere eksempler end de nævnte kunne være fremhævet, men budskabet og moralen er tydelig nok: i &quot;hellig krig&quot; er massemord på guddommens befalet ikke blot acceptabel men en pligt at gennemføre.

Det er mildest talt absurd at se hvordan den samme ideologi, som hyldede folkemord i Gamle Testamente, har haft travl med at fremstille de selv samme massemordere som et uskyldigt forfulgt folkefærd i det 20. og starten af det 21. århundrede.

=== Honningfælder og pengeafpresning ===

Historier i Gamle Testamente giver jøderne tvivlsomme moralbegreber, eksempelvis at prostituere deres hustruer og døtre i form af &quot;honningfælder&quot;, det vil sige lokkemad for en efterfølgende afpresning. Det begynder med selveste Abraham. I Første Mosebog kapitel 20:2-16 læser vi: &quot;Abraham sagde om sin kone Sara, at hun var hans søster, og Abimelek, kongen i Gerar, sendte bud efter Sara. Om natten kom Gud i en drøm til Abimelek og sagde til ham: &quot;Nu skal du dø, fordi du har taget denne kvinde, for hun er gift&quot;.&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 25&lt;/ref&gt; Senere, da sandheden er blevet klar, hører vi: &quot;Så gav Abimelek Abraham får og køer, trælle og trælkvinder, og han gav ham hans kone Sara tilbage. Og Abimelek sagde: &quot;Mit land ligger åbent for dig. Slå dig ned, hvor du har lyst!&quot; Til Sara sagde han: &quot;Nu giver jeg din bror tusind sekel sølv. Det skal lukke øjnene på alle dem, der hører dig til. Nu har du fået fuld oprejsning&quot;.&quot;&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 26&lt;/ref&gt; Så Abrahams afpresning lykkedes.

Senere gentager historien sig med små variationer. I Esters Bog hører vi, at jøden Mordokaj sender sin datter til kong Ahasverus' harem, hvor &quot;hun vandt hans velvilje&quot;. ..&quot;Ester havde ikke fortalt, hvilket folk og hvilken slægt, hun tilhørte, for Mordokaj havde sagt til hende, at hun ikke måtte fortælle det.&quot; Men senere udnyttes hun til at redde jøderne, og naturligvis belønnes både hun og hendes fader for dette bedrag: &quot;Og Mordokaj fik foretræde for kongen, for Ester havde fortalt, hvordan han var i familie med hende. Kongen tog sin signetring, som han havde frataget Haman, og overdrog den til Mordokaj. Og Ester satte Mordokaj over Hamans hus.&quot;&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 549, 554&lt;/ref&gt;

Således legitimerer Gamle Testamente jødernes brug af honningfælder og pengeafpresning, når denne brug rettes imod folk i magtpositioner.

=== Sammenfatning ===

I 1973 fremkom udtrykket &quot;narrativ teologi&quot;.&lt;ref&gt;Bjerg (1984), s. 11&lt;/ref&gt; Udtrykkets betydning har været noget uklar, men pointen er, at hvis en kristen vil forklare sin tro og identitet, så kan dette ske ved at fortælle om Jesu ord og gerninger. På lignende måde kan jødedommens indhold bedst forstås ved at fortælle historier fra Gamle Testamente.

Som vi har set, er sådanne historier ikke just moralske. Ideen om det udvalgte folk, der ikke må gifte sig med folk fra andre folkeslag men nok har ret til at udnytte dets kvinder i honningfælder til pengeafpresning, og som mener sig i sin gode ret til hensynsløst at udrydde andre folkeslag &quot;i Guds navn&quot;, fremavler en tvivlsom moral. Hvis man vil være lidt uvenlig, kan man med god grund hævde, at denne tvivlsomme moral langt hen af vejen også afspejler sig i jødernes nyere historie.

Vi har i det foregående set hvordan, at denne moral henter sin inspiration i fortællinger fra Gamle Testamente. Og denne moral understreges ved at de samme emner bliver gentaget med blot mindre variationer flere gange som for at understrege, at den ikke er knyttet til en bestemt historisk situation men netop har evig gyldighed. I lighed med sit afkom, muhammedanismen, er denne moral præget af en foragt for dem, som ikke tilhører &quot;in-gruppen&quot;.

Der kan måske være grund til at uddybe dette udtryk nærmere. Alle mennesker udvikler en eller anden form for bevidsthed om at tilhøre et bestemt etnisk fællesskab, herunder skaber de et dertil knyttet begrebsapparat. Man kan skelne mellem det navn, som en etnisk gruppe bruger om sig selv i denne selvidentifikation, og det navn, som andre bruger om den samme gruppe. Nogle gange, men ikke altid, bruger de samme benævnelse, men deres opfattelse af gruppens afgrænsning og indhold behøver ikke at være det samme, men kan tilpasses den aktuelle situation.&lt;ref&gt;Lund (1993), s. 81&lt;/ref&gt; Betegnelsen afspejler en bevidsthed om hvem, man hører sammen med i et fællesskab, og hvem, der ikke hører til dette fællesskab.&lt;ref&gt;Lund (1993), s. 9&lt;/ref&gt; Ofte, men ikke altid, vil de, som ikke tilhører dette fællesskab, blive set ned på, mens man selv ophøjes for sine gode egenskaber.&lt;ref&gt;Lund (1993), s. 13-26&lt;/ref&gt;

Denne vi-bevidsthed skabes i vid udstrækning ved historier, beretninger og myter, om et skæbnefællesskab gennem utallige slægtled. Ofte vil disse historier blive fyldt med navne på legendariske personligheder, hvis liv og gerninger bliver en del af den personlige identitetsfølelse. Og som regel vil en del af denne historie omfatte etnogoni, det vil sige de indfødtes egen mytiske forklaring på deres oprindelse&lt;ref&gt;Lund (1993), s. 49&lt;/ref&gt;, som regel i form af en mytisk stamfader.&lt;ref&gt;Lund (1993), s. 91&lt;/ref&gt; I dansk sammenhæng kan man tænke på Saxo og hans Danmarkshistorie. I germansk sammenhæng er det myten om Tvisto, der er grundlaget for identiteten&lt;ref&gt;Lund (1993), s. 90&lt;/ref&gt;, og for jøderne er det Abraham, der har denne rolle.

Men sådanne historiske beretninger og myter har ikke kun den funktion at begrunde selvidentiteten men tillige at begrunde moralbegreber, hvad der er &quot;god&quot; og &quot;ond&quot; opførsel. For jøderne er det netop historierne i Gamle Testamente, som opfylder denne opgave.

Over tid kan disse funktioner aftage i betydning, fordi behovet for dem ikke længere er så stort. Dette fordi at myter erstattes med faktiske historiske erindringer. Men for visse grupper er dette ikke tilfælde. Her kan udviklingen tvært imod gå i den modsatte retning og udvikle sig til en regulær fanatisme, der kan motivere og begrunde næsten enhver handling. Denne fanatisme kan formuleres og organiseres i en dertil hørende ideologi, en -isme. Semitisme er en sådan ideologi, der i princippet ikke adskiller sig fra andre -ismer bortset fra den etniske gruppe, hvis selvfølelse og handlingsmønster, den skal begrunde.

=== &lt;big&gt;Sammenfatning og konklusion&lt;/big&gt; ===

Vi er nået vejs ende i gennemgangen, og resultatet taler for sig selv. Ikke blot er det officielle narrativ ikke korrekt, for hver del af dette narrativ findes en alternativ forklaring, og tilsammen tegner disse træk et andet men helt entydigt billede.

Først og fremmest: Gamle Testamente er ikke jødisk historieskrivning.&lt;ref&gt;Adler (2022), Preface&lt;/ref&gt; Der kan påvises et utal af indlån fra andre kulturer, eksempelvis historien om Moses i sivkurven og Noas ark, som tydeligt viser, at denne historie er en myte, et narrativ, skabt for at give jødisk identitet en høj alder. I stedet tjener Gamle Testamente som redskab til at give jøder en national identitet igennem deres trosretning, i særdeleshed Jahve. Det er i Jahves navn, at de udvandrer fra Egypten, erobrer Kana'an og i nyere tid trækker sig ind i etniske ghettoer.&lt;ref&gt;Crone og Cook (1977), s. 42&lt;/ref&gt; Hele den jødiske kultur er een lang markering af begivenheder hentet fra myterne i Gamle Testamente.

Dernæst: jøderne var tydeligvis ikke det monoteistiske folkefærd, som de gerne vil give indtryk af, tværtimod. Så langt, at Gamle Testamentes fremstilling overhovedet afspejler en historisk virkelighed, dyrkede jøderne flere guder gennem flere hundrede år. Vi ser en udvikling i flere trin:&lt;/br&gt;
- første trin: to guder, Jahve og El, forenes i en &quot;supergud&quot;&lt;/br&gt;
- andet trin: gudsdyrkelsen centraliseres og kontrolleres af kongen&lt;/br&gt;
- tredie trin: de lavere guder og gudinder forkastes, fordi at de ikke hjalp i en kritisk situation&lt;/br&gt;
- fjerde trin: præsteskabet udvikler et nyt narrativ til at forstærke dets magt og betydning som samlende kraft.&lt;/br&gt;
Det var en udvikling, hvor hvert trin var en logisk følge af det foregående, når behovet for en forandring i det herskende narrativ indtraf. Den nye ideologi var, som de fleste totalitære ideologier, et spørgsmål om at legitimere retten til magtudøvelse. Dette grundlag blev konstrueret ad hoc, det vil sige spontant efter behov. Dets grundlag var aldrig vel funderet, og vi kan nu afvise det fuldstændigt som fusk og forfalskning fra ende til anden.

Samtidig var det en udvikling, hvor hvert trin bidrog med særlige træk til den nye ideologis udvikling: først blev stammeguden anvendt til at legitimere myten om &quot;det udvalgte folk&quot;, herunder en racistisk ultrasemitisk afvisning af ægteskaber med repræsentanter fra andre folkeslag, og hvor regulært folkemord legitimeres som en følge af Jahves beslutning og påbud. Dernæst må den snart svækkede kongemagt i den nye nationale stat styrke sin stilling i befolkningen, hvilket sker ved centralisering af gudsdyrkelsen. Da så statsdannelsen alligevel bryder sammen, bliver det nødvendigt at udpege en skyldig årsag, og her må husguderne holde for. Endelig må det nye narrativ styrkes, hvilket blandt andet sker ved kampen for en ny egen stat.

Da mange profeter har først og fremmest til formål at legitimere den nye nationale ideologi som Jahves vilje.

Endelig er det også fra Gamle Testamente, at jøderne henter deres moralbegreber på godt og ondt.

Det er indlysende, at hvis der kan rejses tvivl om troværdigheden af beretningerne i Gamle Testamente, så er det ikke blot et kildekritisk problem. Det er hele grundlaget for jødedommen, der vælter. Jødedommen er, som muhammedanismen, det, som i kommunistkina kaldes en ''tofu-dreg'' konstruktion: en bygning eller anden konstruktion opført af underlødige bestanddele som gør, at den før eller senere falder sammen af sig selv.

Hidtil har Gamle Testamentes narrativer aldrig være underkastet en kildekritisk analyse, i modsætning til Nye Testamente, som allerede i 1800-tallet og begyndelsen af 1900-tallet blev underkastet en sådan analyse, som den bestod med udmærkelse. Det er først i de seneste år, at et sådant arbejde er igangsat og vel at bemærke er det sket af jødiske arkæologer og historikere. Det gør, at deres resultater ikke blot kan afvises med smædeudtryk som &quot;anti-semitisme&quot;. Det er derfor, at det har været så vigtigt at gøre disse resultater bekendt for et dansk publikum. Og hvis denne bog kan bidrage til fortsatte og uddybende studier af denne problematik, så har den opfyldt sit formål.

Det er for så vidt tilfældigt, at dette sker netop på en tid, hvor staten Israel og dens regering udsættes for en stigende international kritik for sin handlemåde, og så måske alligevel ikke. I alt for lang tid har kritik af jøder og Israel kunnet undertrykkes på grund af myterne om begivenheder under 2. verdenskrig. Men nu ligger disse begivenheder så langt tilbage, 2-4 slægtled, at de ikke længere kan beskytte imod kritik. Og samtidig har både rabiate jøder og den israelske regering i de seneste år udvist en optræden, som let lader sig kritisere. Det er ikke stedet her at uddybe dette emne, det kan fortjene en særskilt behandling og hører hjemme i politisk sammenhæng, ikke i forbindelse med jødedommen som religion og kultur, selv om der kan argumenteres for, at disse områder til dels overlapper hinanden.

Vi har set hvilken afgørende inflydelse, den kildekritiske analyse af Gamle Testamente har på forståelsen af jødedommens historie, men hvorledes forholder det sig med kristendommen? Hvilken indflydelse har kildekritikken på kristendommen? Det enkleste svar er: ingen. Gamle Testamente spiller kun en rolle i kristendommen på to måder:&lt;/br&gt;
- dels at vise at Jesus som messias er forudset allerede af gammeltestamentelige profeter; det er i denne sammenhæng ikke vigtigt, om dette var faktisk var tilfældet, men derimod at jøderne i hans samtid mente, at det forholdt sig således&lt;/br&gt;
- dels at vise de religiøse dogmer, som Jesus gjorde op med. Det viser sig i hans gentagne: &quot;I har hørt at ... men jeg siger jer nu at ...&quot; Jesu lære er i virkeligheden eet stort opgør med jødedommens tankegang og etnisk snæversynethed, han er i den sammenhæng helt på linje med den foreliggende kildekritiske analyse, selv om både hans metode og budskab er et andet.

Især i sidst nævnte sammenhæng er det vigtigt at forstå, at der ikke eksisterer nogen &quot;jødisk-kristne værdier&quot;. Dette moderne udtryk er intet andet end et jødisk forsøg på at tage kristne som gidsler for deres egne ideer. I virkeligheden er det kristendommen, der introducerer næstekærlighed og respekt for medmennesker uanset deres etniske tilhørsforhold, og i forlængelse heraf introducerer både menneskerettigheder og folkestyre. Intet af dette findes i jødedommen, her er det nationalt-etnisk snæversyn, som dominerer hele vejen. Jødedommen er og forbliver en anti-kristen ideologi, fordi den hviler på en selvforståelse baseret på manipulerede kilder i form af Gamle Testamentes skrifter. Og ved at påvise disse manipulationer, myter og omskrivninger, beviser moderne kildekritik, at kristendommen var og er et berettiget opgør med jødedommen.

Endnu for en menneskealder kunne forskere i jødedommen leve i deres vildfarelse om, at selv om der var problemer med Gamle Testamente som kilde til jødedommens historie, så var den i sine hovedtræk alligevel korrekt. Således er det ikke længere. Det kan nu bevises, at der bag den mytiske fortælling gemmer sig en anden historie. Lad så være, at begivenheder i de senere år i Gaza, på Vestbredden, i Libanon, i Egypten, over for Syrien og Iran uden tvivl har bidraget til at fremme denne udvikling. Et træ kendes på dets frugter, og hele verden har nu set de frugter, som jødisk fundamentalisme bringer med sig. Myten om det forfulgte uskyldige folkefærd lader sig ikke længere opretholde.

Og jo mere skingre, hysteriske og fanatiske jødedommens fundamentalister bliver i deres holdninger og opførsel, desto hurtigere vil de miste de sidste rester af en troværdighed, som de i virkeligheden aldrig har haft.

=== &lt;big&gt;Noter&lt;/big&gt; ===
{{Reflist|3}}

=== &lt;big&gt;Litteratur&lt;/big&gt; ===
* Yonatan Adler: ''The Origins of Judaism. An Archaeological-historical Reappraisal''; Yale University 2022; ISBN 978-0-300-25490-7
* Yonatan Adler: &quot;Toward Identifying Proto-Judaic Cultural Features in Ancient Israel and Judea&quot; (i: ''Journal of Ancient Judaism'' (2024), s. 1-28)
* Yonatan Adler: ''Between Yahwism and Judaism. Judean Cult and Culture during the Early Hellenistic Period (332-175 BEC)''; Cambridge University Press 2025; ISBN 978-009-45961-7
* Gad Barnea: &quot;P. Berlin 13464, Yahwism and Achaemenid Zoroastrianism at Elephantine&quot; (2024)
* Geoffrey Bibby: ''I Dilmun tier ravnen''; Wormanium 1971; ISBN 87-85-1600-40
* Geoffrey Bibby: ''Det forsvundne årtusinde''; Wormanium 1978; ISBN 87-8516-053-9
* ''Bibelen''; Det Danske Bibelselskab 1992; 1. udgave 1. oplag; ISBN 87-7325-276-6
* Svend Bjerg: &quot;Den kristne grundfortælling. Studier over fortælling og teologi&quot; (''Teologiske Studier'', bind 8; 2. oplag 1984; Aarhus 1984; ISBN 87-7003-409-5) 
* Patricia Crone og Michael Cook: ''Hagarism. The Making of The Islamic World''; Cambridge 1977; ISBN 0-521-21133-6
* Stephan Peter Dinkgreve: ''In Search of the Sublime: A world history of humanity's relentless pursuit of scientific truth, moral excellence, and enlightenment''; 2021
* Robert Gnuse: &quot;Spilt Water: Tales of David (II Sam 23:13-17) and Alexander the Great (Arrian, Anabasis of Alexander 6.26.1-3).&quot; (i: ''Scandinavian Journal of the Old Testament''; 1998, bind 12, s. 233-248)
* Robert Gnuse: &quot;Abducted Wives: A Hellenistic Narrative in the Book of Judges?&quot; (i: ''Scandinavian Journal of the Old Testament''; 2007; bind 22, s. 272-285)
* Robert Gnuse: &quot;From Prison to Prestige: The Hero who helps a King in Jewish and Greek Literature.&quot; (i: ''Catholic Biblical Quarterly''; 2010 bind 72, s. 31-45)
* Robert Gnuse: &quot;Divine Messengers in Genesis 18-19 and Ovid.&quot; (i: ''Scandinavian Journal of the Old Testament''; 2017; bind 31, s. 66-79)
* Robert Gnuse: &quot;Greek Connections: Genesis 1-11 and the Poetry of Hesiod&quot; (i: ''Biblical Theology Bulletin''; 2017 nr. 47, s. 131-143
* Robert Gnuse: &quot;Heed Your Steeds: Achilles’ Horses and Balaam’s Donkey.&quot; (i: ''International Journal of Research in Humanities and Social Sciences''; 2017; række 4 hæfte 6; s. 1-5)
* Robert Gnuse: &quot;Samson and Heracles Revisited.&quot; (i: ''Scandinavian Journal of the Old Testament''; 2018, bind 32, s. 1-19)
* Robert Gnuse: &quot;Greek Historians and the Primeval History.&quot; (i: ''International Journal of Research in Humanities and Social Sciences''; 2019; række 6 hæfte 1, s. 20-25)
* Robert Gnuse: &quot;Jephthah’s Daughter and Iphigenia in the Plays of Euripides&quot; (i: ''International Journal of the Arts and Humanities''; 2019; række 5 hæfte 1, s. 16-23)
* Robert Gnuse: &quot;Hellenism and the Primary History: The Imprint of Greek Sources in Genesis-2 Kings&quot; ''Copenhagen International Seminar''; Routledge, London 2020 
* Philippe Guillaume: &quot;Hesiod’s heroic age and the biblical period of the Judges.&quot; (i: Thomas Thompson and Philippe Wajdenbaum (red.): ''The Bible and Hellenism: Greek Influence on Jewish and Early Christian Literature. Copenhagen International Seminar''; Routledge, New York 2014; s. 146-164)
* Daniel Hawk: &quot;Violent Grace: Tragedy and Transformation in the Orestia and the Deuteronomistic History.&quot; (i: ''Scandinavian Journal of the Old Testament''; 2003, bind 18, s. 73-88)
* Gerhard Larsson: &quot;Possible Hellenistic Influence in the Historical Parts of the Old Testament.&quot; i: ''Scandinavian Journal of the Old Testament''; 2004; bind 18, s. 296-311)
* Niels Peter Lemche: &quot;The Old Testament-A Hellenistic Book&quot; (: ''Scandinavian Journal of the Old Testament''; 1993 bind 7, s. 163-193)
* Niels Peter Lemche: &quot;Is It Still Possible to Write a History of Ancient Israel?&quot; (i: ''Scandinavian Journal of the Old Testament''; 1994, bind 8, s. 163-188)
* Niels Peter Lemche: &quot;Good and Bad in History: The Greek Connection.&quot; (i: Steven McKenzie and Thomas Römer (red.): &quot;Rethinking the Foundations: Historiography in the Ancient World and in the Bible. Essays in Honour of John Van Seters&quot;; ''Beihefte zur Zeitschrift für die altestamentliche Wissenschaft'' nr. 294; Walter de Gruyter, Berlin 2000; s. 127-140) 
* Niels Peter Lemche: &quot;How Does One Date an Expression of Mental History?&quot; (i: Lester Grabbe (red.): &quot;Did Moses Speak Attic? Jewish Historiography and Scripture in the Hellenistic Period&quot; (i: ''Journal for the Study of the Old Testament Supplement Series'' 317/European Seminar on Historical Methodology 3; Sheffield Academic Press, Sheffield 2001; s. 200-224)
* Niels Peter Lemche: &quot;Does the Idea of the Old Testament as a Hellenistic Book Prevent Source Criticism of the Pentateuch?&quot; (i: ''Scandinavian Journal of the Old Testament''; 2011, bind 25, s. 75-92)
* Niels Peter Lemche: &quot;When the End is the Beginning: Creating a National History?&quot; (i: ''Scandinavian Journal of the Old Testament''; 2015, bind 29, s. 22-32)
* Jüri Lina: ''Skorpioni märgi all. Nõukogude võimu tõus ja langus''; Stockholm 2003; ISBN 91-972897-9-5
* Allan A. Lund: ''De etnografiske kilder til Nordens tidlige historie''; Wormanium 1993; ISBN 87-89531-08-6
* Etienee Nodet: &quot;Editing the Bible: Alexandria or Babylon?&quot; (i: Thomas Thompson and Philippe Wajdenbaum (red.): ''The Bible and Hellenism: Greek Influence on Jewish and Early Christian Literature. Copenhagen International Seminar''; Routledge, New York 2014; s. 36-55) 
* Gabrielle Vera Novacek: ''Ancient Israel. Highlights from the Collections of The Oriental Institute University of Chicago''; University of Chicago 2011; ISBN 978-1-88923-65-3
* Johannes Pedersen: &quot;Hasmonæer&quot; (i: ''Salmonsens Konversationsleksikon'', 2. udgave, bind X; 1919; s. 943-944)
* Benjamin W. Porter: &quot;Assembling the Iron Age Levant: The Archaeology of Communities, Polities and Imperial Peripheries&quot; (i: ''Journal of Archaeological Research'' vol. 24; 2016; s. 373-420)
* Katherine Stott: &quot;Herodotus and the Old Testament: A Comparative Reading of the Ascendancy Stories of King Cyrus and David.&quot; (i: ''Scandinavian Journal for the Study of the Old Testament''; 2002; bind 16 s. 52-78)
* Jan-Wim Wesselius: &quot;Discontinuity, Congruence and the Making of the Hebrew Bible.&quot; (i: ''Scandinavian Journal for the Study of the Old Testament''; 1999 bind 13 s. 24-77)
* Jan-Wim Wesselius: &quot;The Origin of the History of Israel: Herodotus’ Histories as Blueprint for the First Books of the Bible&quot; (i: ''Journal for the Study of the Old Testament Supplement Series''; Sheffield Academic Press, Sheffield 2002)
* Hans Christian Ørsted: &quot;Overtro og Vantro i deres Forhold til Naturvidenskaben&quot; (''Aanden i Naturen''; 4. udgave; København 1978; ISBN 87-414-8972-1; s. 76-106)

=== &lt;big&gt;Film&lt;/big&gt; ===
* Simca Jacobovici: ''The Exodus Decoded''</text>
      <sha1>btwctyunk71nn2nrez7p4crkhynv0rq</sha1>
    </revision>
    <revision>
      <id>41976</id>
      <parentid>41975</parentid>
      <timestamp>2026-05-28T08:08:30Z</timestamp>
      <contributor>
        <username>Sven Halfdan Nielsen</username>
        <id>3898</id>
      </contributor>
      <comment>indsat note</comment>
      <origin>41976</origin>
      <model>wikitext</model>
      <format>text/x-wiki</format>
      <text bytes="157424" sha1="sphc8wtj6s4kyc0mplvfs82f7ry81o3" xml:space="preserve">[[Fil:Philippe de Champaigne - Moses with the Ten Commandments - WGA04717.jpg|thumb|400px|Ifølge nye videnskabelige kildekritiske teorier er det ikke Moses, som har skrevet Mosebøgerne. Maleri af Philippe de Champaigne.]]

=== &lt;big&gt;Fortale&lt;/big&gt; ===

Jødedommens ældste historie har hidtil været indhyllet i mørke. Traditionen hviler på ''Tanakh'' eller Gamle Testamente, men dette synes først at have fundet sin endelige form i det 2. århundrede f.Kr. i det hasmunitiske kongerige. Hvor meget, traditionerne har ændret sig før denne tid, er et åbent spørgsmål.

Foruden Gamle Testamente er de vigtigste kilder til belysning af spørgsmålet især arkæologiske fund, men også her er der store problemer med troværdigheden. Flere kilders oprindelse er omstridte og dermed bliver deres udsagnsværdi også tvivlsom.

Det er først i den seneste menneskealder, at der tegner sig et mere klart billede af den omskiftelige historie, men hidtil har mig bekendt ingen forsøgt at gøre denne viden tilgængelig på dansk. Jeg har derfor efter fattig evne forsøgt at skildre denne på grundlag af tilgængeligt materiale. Jeg har desuden tilføjet notehenvisninger til de skriftlige kilder, som jeg anvendt.

Når man forsøger at skildre kendt historie således som tilfældet er med Gamle Testamente, stilles man over for to problemer: dels må man forsøge at sætte denne fremstilling i forhold til det billede, som andre kilder tegner, dels må man forsøge at forstå den forvandling og forvanskning af oprindelige kilder, som fremstillingen i Gamle Testamente nu afspejler.

Den foreliggende undersøgelse falder i to hoveddele, dels en undersøgelse af jødernes faktiske historie således som den lader sig fastslå baseret på grundlag af arkæologiske og historiske kilder, herunder spørgsmålet om jødernes religion, dels en kildekritisk analyse af ''Tanakh'' eller Gamle Testamente. Afslutningsvis vil der blive foretaget en vurdering af hvilken indflydelse, ''Tanakh'' har haft på jødernes selvforståelse og Gamle Testamente har på kristen selvforståelse.

Der kan være grund til at understrege, at stort set alt i denne undersøgelse alene skyldes yderst kompetente forskeres virke, og jeg har efter evne forsøgt at henvise til denne forskning. Litteraturen herom findes i den afsluttende litteraturliste. Desuden har jeg inddraget andre inspirationskilder, hvor jeg finder dem relevante og troværdige. Derimod er fortolkningen af disse ulige arbejder min egen, og de oprindelige forskere kan og bør derfor ikke drages til ansvar for denne fortolkning.  

På dette sted kan der være grund til at forudskikke enkelte kendsgerninger: selvidentiteten &quot;jøde&quot; synes først at blive skabt i 2. århundrede f.Kr. efter hasmunitternes oprør og etableringen af kongeriget baseret på religiøse regler. Der findes ingen ældre beviser på, at jøderne inden da havde fulgt moseloven, og først på dette tidspunkt optræder ''Tanakh'', de ældste synagoger samt mønter uden billede. Det bør desuden bemærkes, at der ingen omtale findes af sabbaten i Gamle Testamente.

Efter den babylonske magtovertagelse i 586 f.Kr. optræder ''al Yahuda'' som en by i Babylon, stednavnet Israel optræder første gang på en mønt dateret år 66 e.Kr. og i forbindelse med jødernes oprør mod romerne.

Om bogens titel skal jeg blot bemærke, at jeg har valgt ordet &quot;jødedom&quot;, fordi det betegner jødisk religion og kultur på samme tid.

Sven Halfdan Nielsen&lt;/br&gt;
Pärnu, den 5. maj 2026

=== &lt;big&gt;Indledning&lt;/big&gt; ===

Al historisk og litterær forskning må hvile på kildekritiske undersøgelser. Dette betyder, at arkæologiske og sproglige kilder kritisk må vurderes med henblik på deres oprindelsessituation, eventuelle tendens, forholden sig til de omtalte begivenheder og for sproglige kilder tillige deres formål (som udmærket kan være mangesidigt). Kilderne må stilles i forhold til, hvad der ellers vides om tiden, og de må forsøges tolket således, at de er bedst i overensstemmelse med denne viden, og at de ikke modsiger denne viden. Hvis det sidste er tilfældet, må man spørge, om fortolkningen er rigtig, eller om den hidtidige &quot;viden&quot; må revideres.

Lige siden afslutningen af 2. verdenskrig og især i det 21. århundrede har beskyldninger om &quot;anti-semitisme&quot; fået et kraftigt opsving. Der kan derfor være grund til at gøre nogle bemærkninger om min opfattelse af dette begreb og dets anvendelse.

For mig består udtrykket &quot;anti-semitisme&quot; af to dele: &quot;anti&quot; betyder imod, og &quot;semitisme&quot; betegner en politisk, nationalistisk ideologi. Dette indebærer, at jeg skelner mellem jøder som kulturel folkegruppe på den ene side og en semitisk ideologi på den anden.

Jeg har intet imod folk, som identificerer sig selv som jøder i religiøs og kulturel henseende så længe, at dette ikke berører deres forhold til andre folkegrupper. For mig er &quot;jøde&quot; altså en betegnelse, der i princippet ikke adskiller sig fra dansker, tysker, armener, kurder, japaner eller en hvilken som helst anden national folkegruppe.

Anderledes forholder det sig med begrebet &quot;semitisme&quot;. Her er der i mine øjne tale om en totalitær og intolerant national ideologi, som tåler sammenligning med fx. fascismen i Italien og nazismen i Tyskland. Der er med andre ord tale om en ekskluderende ideologi, som på samme tid legitimerer en bestemt handlemåde over for andre befolkningsgrupper. Dette kan der senere være grund til at vende tilbage til, når vi har gjort os selve grundlaget for denne tankegang klart.

Lad mig sige det straks: det er ikke &quot;anti-semitisk&quot; at anlægge en anden betragtningsmåde en den, som såkaldte &quot;semitter&quot; selv anlægger - med mindre at man tilføjer, at sådanne semitter har et snævert syn og en snæver fortolkningsramme båret af egne fordomme. I denne henseende minder semitter og muhammedanere om hinanden. Begge promoverer en bestemt fortolkning, og begge benægter retten til at inddrage andre kilder eller til at anlægge en anden og bedre forståelse.

For mig skræmmer udsigten til at blive tillagt smædeord mig ikke. Afgørende for mig er objektivt at se på alle fastslåede kendsgerninger og så nå frem til den forståelse, som er mest og bedst i overensstemmelse hermed. Hvis andre har problemer hermed, er det deres problem, ikke mit. De ønsker at forsvare en myte, men for mig er det de historiske kendsgerninger bag myten, som er det vigtigste. Myter er overtro og vantro. Men som Hans Christian Ørsted har sagt det, vil videnskaben overvinde overtroen og vantroen&lt;ref&gt;Ørsted (1978), s. 106&lt;/ref&gt;, og således må det være.

Det gælder her som i tilfældet med muhammedanismen&lt;ref&gt;se ''Muhammedanismen i kildekritisk belysning''&lt;/ref&gt;, at modstanden og modviljen imod at blive konfronteret med nye kendsgerninger dybest set blot viser hvor usikre, forsvarere af den herskende ideologi i virkeligheden er. Hvis de var sikre i deres overbevisning, ville de velkomme enhver udfordring, idet de vil kunne tage den op og sagligt imødegå den. Men således forholder det sig ikke, tværtimod. 

Det bør tilføjes, at forskningsfeltet er inde i en rivende udvikling i disse år. Det kan derfor ikke udelukkes, at forskningen om føje år vil give et andet, mere omfattende men måske også revideret billede i forhold til nu, og således må det være. Det er den eneste måde, at vor viden kan forøges og forbedres på. Og skulle denne bog medvirke til at fremme en sådan forskning, har den opfyldt sit formål.

=== &lt;big&gt;Jødedommens ældste historie&lt;/big&gt; ===

Formålet med det følgende er at skildre jødedommens ældste historie. Hovedvægten vil blive lagt på de arkæologiske vidnesbyrd. Bibelen vil imidlertid blive inddraget, hvis og når den kan belyse historiske kendsgerninger. En række emner vil blive underkastet en særskilt behandling.

=== Den kana'næiske oprindelse ===

I det 2. århundrede f.Kr. var Kana'an beboet af stammer med hver deres skytsguddom. Disse guddomme hørte til den kana'anæiske gudeverden og omfattede blandt andre El, Ba'al og Jahve. Over tid begyndte jøderne imidlertid at skille sig ud og hævde, at de ikke stammede fra kana'anæerne, skønt både sproglige og religiøse træk fra tiden 1200-1000 f.Kr. tyder på, at de udviklede sig fra en kana'anæisk fælles kultur i den grad, at det ofte er svært at skelne imellem dem.&lt;ref&gt;Dinkgreve (2021), kap. 8&lt;/ref&gt;

Hvornår, denne udskillelsesproces er fundet sted, vides ikke, men det må være sket omkring 1207 f.Kr., idet kana'anæerne og israelitterne på en stele rejst af farao Merneptah dateret til dette tidspunkt udtrykkeligt er nævnt som to uens folkegrupper:&lt;/br&gt;
- &quot;Kana'en er udplyndret,&lt;/br&gt;
- Israel er lagt øde.&quot;&lt;/br&gt; 
Det er værd at bemærke, at de hieroglyffer, som angiver navnet Kana'an, viser, at der er tale om et land, mens de, som angiver Israel, viser, at der er tale om et folk.&lt;ref&gt;Dinkgreve (2021), kap. 8&lt;/ref&gt; Det er også den eneste kilde fraset Gamle Testamente som nævner et folk kaldet Israel på denne tid.&lt;ref&gt;Novacek (2011), s. 66&lt;/ref&gt;

Den oprindelige gud for Israel synes at have været ''El''. Navnet &quot;Isra-el&quot; betyder &quot;Els styre&quot;.&lt;ref&gt;Dinkgreve (2021), kap. 8&lt;/ref&gt;

Kildekritiske undersøgelser af Mosebøgerne viser at disse er skrevet af flere forskellige forfattere, hvoraf to af forskerne kaldes P og E. Begge disse forfattere kalder Gud for ''El'' indtil, at Gud angiveligt selv kalder sig ''Jahve'' over for Moses: &quot;Jeg er Jahve. Jeg viste mig for Abraham og Isak og Jakob som ''El-Shaddai'', men mit navn er ''Jahve''. Jeg gjorde ikke det bekendt for dem&quot;.&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 72&lt;/ref&gt;

Det bør tilføjes, at i ''Genesis'' forekommer 17 tilfælde af associationer med ''El'' (fx. Bethel) men ikke een eneste med ''Jahve''. Der er desuden eet tilfælde med henvisning til ''Ba'al'', nemlig Ashbel, Benjamins søn

=== Ugarit ===

I 1928 fandt en bonde i Ras Shamra ved Middelhavskysten (nu i Syrien) et omkring 3.000 år gammelt gravkammer. En udgravning det følgende år viste, at det dækkede over dels en større gravplads, dels en forhistorisk by: Ugarit, en vigtig handelsby fra omkring 1450 f.Kr. til 1192 f.Kr., idet byen blev brændt af og blev opgivet antagelig mellem 1190 f.Kr. og 1185 f.Kr. Blandt de mange fund var et stort antal lertavler og mange af dem med religiøse tekster: mytologiske vers, hymner til guder, lister over præsternes ofringer. Den ledende guddom i Ugarit hed ''El''. ''El'' var gudernes fader, skaber af alle levende væsener, den evige konge. Han blev beskrevet som en ældre skægget mand, som sad på en trone med en krone med tyrehorn. Hans hustru hed ''Ashera''&lt;ref&gt;Dinkgreve (2021), kap. 8&lt;/ref&gt;, hun var moder til 70 guder ifølge teksterne. Blandt sønnerne var stormguden ''Baal'', havguden ''Jam'', dødsguden ''Mott'' og krigergudinden ''Anat''. Tilsammen blev de kaldt ''Ilham'', det vil sige børn af ''El''.

I Bibelens skildring af skabelsen optræder ordet ''Elohim'', på hæbraisk et ord for guddom, hvilket er umiddelbart sammenligneligt med ordet i Ugarit, men ordet er flertal, ikke ental. Og flere af beretningerne i Gamle Testamente bruger netop (men ikke alene) dette ord om Gud: ''El Shaddai'' (Gud den Almægtige), ''El Elyon'' (Gud den Højeste)&lt;ref&gt;Novacek (2011), s. 41&lt;/ref&gt;, ''El Olam'' (den evige Gud), ''El Bethel'' (Bethels Gud). Det er det samme navn som den øverste gud i kana'anæernes gudeverden.

Af disse kendsgerninger tør drages to slutninger. Den ene er, at Gud i den hebraiske forståelse ikke i starten var fuldstændig og enerådende men i stedet udviklede sig over tid, langsomt ved en proces, der bedst kan beskrives som konvergens: flere guder smeltede sammen i een guddom.

Den anden slutning, man tør drage, er den, at israelitterne udviklede sig som folk fra kana'anæerne. Deres første gud var kana'anæernes gud ''El''. For de folk, som levede i bjergene i Kana'an omkring 1100 f.Kr. var der ikke nogen markant forskel imellem deres egen religion og de omgivende folkeslags religion: de dyrkede den samme fadergud og modergudinde. Dette har været anerkendt af arkæologer siden omkring 1970 baseret på fundne lertavler, indskrevne navne på lerkar, fund af husguder og af husaltre.

=== Jahve ===

Nu er det velkendt, at jøderne har et andet navn på deres gud: ''Jahve''. Hvor stammer dette navn fra? Hvor og hvornår overtog han de egenskaber, som tidligere blev tillagt El? For at svare på disse spørgsmål, må vi inddrage tre nye kilder.

På en to tusinde år gammel læderklud fundet i en hule findes en tekst med følgende indhold: da den højeste gud gav nationerne deres arv, da han delte menneskeheden, fastlagde han deres indbyrdes grænser i henhold til antallet af gudesønner. Denne tekst fra Femte Mosebog 32:8&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 237&lt;/ref&gt; var identisk med den tekst, som jøderne kopierede i århundrede før Kristi fødsel. Den findes i den græske version af Gamle Testamente fra 3. og 2. århundrede f.Kr. Jøderne ændrede siden teksten fra &quot;gudesønner&quot; til &quot;Israels sønner&quot;.

Tages teksten for pålydende, har den højeste gud inddelt menneskene i nationer og givet hver nation en søn som guddommelig leder. I det følgende vers fortælles hvilken søn, der blev tildelt hvilken nation, og det oplyses, at Jahve fik tildelt Jacobs stamme eller Israel.

Det må her bemærkes, at Jahve her tydeligt er en mindre, en underordnet gud i forhold til den højeste gud. Bibelforskere som Mark Smith og Frank Moore Cross fra Harvard mener, at det er her, at Jahve gøres til guddom for Jacobs stamme. Teksten i Kumran (bedre kendt som Dødehavsrullerne) bevarede den oprindelige tekst, men den blev i middelalderen tilsyneladende tilpasset.

I ''Salmernes Bog'' salme 82 findes følgende:&lt;/br&gt;
&quot;Gud træder frem i gudeforsamlingen,&lt;/br&gt;
blandt guderne holder han dom:&lt;/br&gt;
Hvor længe vil I dømme uretfærdigt&lt;/br&gt;
og tage parti for de ugudelige? Sela&lt;/br&gt;
Skaf de svage og faderløse deres ret,&lt;/br&gt;
frikend de hjælpeløse og arme,&lt;/br&gt;
udfri de svage og fattige,&lt;/br&gt;
red dem fra de ugudeliges magt!

De forstår og fatter intet,&lt;/br&gt;
de vandrer i mørke,&lt;/br&gt;
jordens grundvolde rokkes.&lt;/br&gt;
Jeg har sagt: I er guder,&lt;/br&gt;
I er alle sønner af den Højeste.&lt;/br&gt;
Dog skal I dø som mennesker,&lt;/br&gt;
og I skal falde som en af stormændene.

Rejs dig, Gud, hold dom over jorden,&lt;/br&gt;
for du har alle folkene som ejendom.&quot;&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 693&lt;/ref&gt;

Denne salme indeholder altså mindet om en gudeforsamling, som også afspejles i den langt ældre tekst. Ordet &quot;guderne&quot; i den originale tekst er ''Elohim'', i flertal. Det viser, at der var en tid i jødernes historie, hvor flerguderi øjensynligt var en almen forståelse. Og en af disse gudesønner var åbenbart Jahve.

Et lignende minde findes i Første Mosebog kapitel 6, der begynder således:

&quot;Da menneskene begyndte at blive talrige på jorden og fik døtre, så gudesønnerne, at menneskedøtrene var smukke. Blandt dem tog de sig alle de koner, de havde lyst til. Da sagde Herren: &quot;Min livsånde skal ikke forblive i mennesket for evigt. De er dødelige, deres levetid skal være 120 år&quot;.&lt;/br&gt;
Dengang gudesønnerne gik ind til menneskedøtrene og fik børn med dem - men også siden hen - var der faldne på jorden. Det er heltene, navnkundige mænd fra ældgamle dage.&quot;&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 12. Den danske oversættelse har &quot;kæmper&quot; i stedet for &quot;faldne&quot; men det originale ord er ''nefilim'' med netop denne betydning&lt;/ref&gt; 

Endnu en kilde, som bør nævnes, er et tempel nu beliggende i Sudan på Nilens vestre bred. Det blev opført af farao Aman Hototeep III (bedstefader til Tutankhamon), som regerede Egypten fra ca. 1390 f.Kr. til 1352 f.Kr., og var tilegnet guden Amon Ra. På en af søjlerne i dette tempel, der omtaler underkuede folkeslag, optræder &quot;Tashasu YHWH&quot;. Nationen ''Shassu'' var et semitisk folkeslag, nomader, kvæghyrder, der strejfede om i ørkenen ved den sydlige grænse for Kana'an. Betegnende nok identificeres de ikke ved deres landområde men derimod ved deres guddom, ''Jahve'', omtrent 200 år før at israelitterne ellers optræder i historiske tekster ifølge gængs fortolkning.

Egyptologen Donald Redford slutter heraf, at ''Jahve'' oprindeligt var en edomitisk eller midianistisk gud i de sydlige ørkenområder, som blev dyrket i områder, som den hebraiske bibel selv udpeger som stedet for jødernes oprindelse, som stedet hvor Moses hørte Gud tale fra en brændende busk, og i ''Dommerbogen'' findes blandt andet &quot;Deboras sejrssang&quot;, som dateres til 12. århundrede f.Kr.&lt;ref&gt;Dinkgreve (2021), kap. 8&lt;/ref&gt;, med følgende linjer:

Herre, da du drog ud fra Se'ir,&lt;/br&gt;
da du skred frem fra Edoms land,&lt;/br&gt;
skælvede jorden, himlen dryppede af regn,&lt;/br&gt;
ja, skyerne dryppede af vand.&lt;/br&gt;
Bjergene rystede foran Herren,&lt;/br&gt;
Sinajs Herre,&lt;/br&gt;
foran Herren, Israels Gud.&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 276&lt;/ref&gt;

Edom lå i den nordøstlige del af Sinaj-ørknen, sydøst for Det Døde Hav. Men der er mere. Jahve introduceres af Moses efter, at Jetro, Moses svigerfader, sammen med sine sønner havde sluttet sig til jøderne.&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 87&lt;/ref&gt; Ifølge Anden Mosebog kapitel 3:1 var Jetro præst i Midjan.&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 68&lt;/ref&gt; Det må rejse spørgsmålet, om det er fra ham, at Moses har overtaget sin guddom Jahve. Men ifølge Dommerbogen kapitel 1:16 var Jetro kenit: &quot;Efterkommere af den kenit, der var Moses' svigerfar, drog sammen med judæerne op fra Palmebyen til Judas ørken i Arads sydland og bosatte sig hos befolkningen dér.&quot;&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 271&lt;/ref&gt; Kenitterne var Kains efterkommere. I Første Mosebog kapitel 4:17-22 læser vi: &quot;Kain lå med sin kone, og hun blev gravid og fødte Enok. Så byggede han en by og gav den navn efter sin søn Enok. Enok fik sønnen Irad, Irad fik Mehujael, Mehujael fik Metushael, og Metushael fik Lemek. Lemek tog sig to koner, den ene hed Ada, den anden Silla. Han blev stamfader til dem, der bor i telte og holder kvæg. Også Silla fødte en søn, Tubal-Kain, stamfader til smedene, alle dem, der forarbejder kobber og jern.&quot;&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 11&lt;/ref&gt; 

Vi ved, at i andre kulturer som egyptisk, græsk og romersk er smedekunsten forbundet med vulkaner: i romersk mytologi hed smedeguden ligefrem ''Vulkan''. Læg dertil profetien i Esajas' Bog kapitel 31:9, der nævner &quot;Herren, som har sit bål på Zion og sin ovn i Jerusalem&quot;.&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 874&lt;/ref&gt; Og for at fuldende billede findes i Anden Mosebog kapitel 19:18-19 følgende beskrivelse af bjerget: &quot;Hele Sinajs bjerg var hyllet i røg, fordi Herren var steget ned på det i ild og røgen steg til vejrs som røgen fra en smelteovn. Hele bjerget skælvede af stor rædsel, og hornklangen blev kraftigere og kraftigere.&quot;&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 88&lt;/ref&gt; Det kunne være en beskrivelse af en aktiv vulkan. Disse sammenfald kan næppe være tilfældige. Er der tale om, at Jahve oprindelig var en smedegud forbundet med vulkanisme, og at han er overtaget af Moses (hvis han er en historisk person) fra sin svigerfaders kultur? I så fald viser det, at der findes en jødisk religiøs forhistorie, som man siden har forsøgt at fortrænge.

Af det foregående tør vi antage, at ''Jahve'' ikke begyndte i Israel. Han begyndte som en &quot;skytsguddom&quot; blandt nomadiske stammer uden en konge, uden templer og uden et skriftsprog. På et eller andet tidspunkt, måske som følge af handel eller af en edomitisk udvandring nordpå, kom denne gud til kana'anæerne, og der mødte han en anden guddom: den gamle gud ''El''. Hvad, der siden fulgte, var konvergens: før dannelsen af et kongerige, før opførelsen af det første tempel, blev ''El'' &quot;opslugt&quot; af ''Jahve''. Derved fik den nye fusionerede guddom begge navne i Gamle Testamente.

=== Ashera ===

Men denne gud stod ikke alene, han havde en kvindelig partner, en gudinde: ''Ashera''. Ashera optræder i kana'anæernes hjem som gudindestatuette, hendes navn findes på forrådskar og i gravskrifter. I tekster fra 8. århundrede f.Kr. bliver hun påkaldt ved siden af Jahve som om de hørte sammen og var ligestillede.

Vi ved nu, at hun i århundreder var blevet dyrket af jøderne som gudinde. Hun kunne gå på vandet, hendes tilnavn var ''Kudu'', den hellige. Hun findes gengivet på et egyptisk kunstværk fra samme tid stående på ryggen af en løve og med en slange i hver hånd. Kort sagt var hun en af de store modergudinder i Mellemøsten.

I to bygninger daterede til tiden 801-770 f.Kr. i det nordøstlige Sinai ved bjerget Contilit Azud fandt arkæologer i 1975 store forrådskar med en tekst skrevet på tidlig hebraisk: &quot;Jeg velsigner dig ved Jahve af Samaria og hans Ashera&quot;&lt;ref&gt;Novacek (2011), s. 92&lt;/ref&gt; og &quot;Jeg velsigner dig ved Jahve af Teman og hans Ashera&quot;. Her står israelitternes mandlige guddom sammen med kana'anæernes gudinde. Teman var den egn i ørkenen, hvor ifølge Habakuks Bog kapitel 3:3 Jahve havde sin oprindelse:&lt;/br&gt;
&quot;Gud kommer fra Teman,&lt;/br&gt;
den Hellige fra Parans bjerge&quot;.&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 1187&lt;/ref&gt;

I Hebron blev tilsvarende fundet en gravskrift dateret til midten af 8. århundrede f.Kr.: &quot;Velsignet være Uryyaho ved Jahve for fra hans fjender ved Ashera har han frelst ham&quot;.

Desuden har man fundet over tusind små gudindestatuetter, heraf 400 alene i Jerusalem, der ifølge Raz Kletter utvivlsomt forestiller Ashera skildret med krop som en cylinder med to markerede bryster og hænder, der tilbyder dem, samt et smilende ansigt. De dateres alle til 8. og 7. århundrede f.Kr. og de blev alle fundet i private hjem, ikke i templer. De viser, at dyrkelsen fandt sted under det delte kongerige som noget alment udbredt, ikke som noget særegent for de få.

Som supplement til en forståelse kan man gå til Gamle Testamente, hvor der er bevaret flere passager, hvori Ashera-dyrkelsen omtales. Den følgende oversigt gør ikke krav på fuldstændighed.

I Første Kongebog kapitel 14 læser vi: &quot;Salomos søn Rehabeam blev konge i Juda. .. Rehabeam var enogfyrre år, da han blev konge, og han regerede sytten år i Jerusalem, den by Herren havde udvalgt af alle Israels stammer til at sætte sit navn på. Hans mor hed Na'ama og var fra Ammon.
Judæerne gjorde, hvad der var ondt i Herrens øjne, og med de synder, de begik, gjorde de ham mere vred, end deres fædre havde gjort. Også de byggede offerhøje og lavede stenstøtter og Ashera-pæle på alle høje bakker og under alle grønne træer; der var endog mandlige helligskøger i landet.&quot;&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 396&lt;/ref&gt;

I kapitel 15 læser vi: &quot;I Nebats søn kong Jeroboams attende regeringsår blev Abija konge over Juda. Han regerede tre år i Jerusalem. Hans mor hed Ma'aka og var datter af Absalom. Han fulgte alle de synder, som hans far havde begået før ham..&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 396&lt;/ref&gt;

I Israels konge Jeroboams tyvende regeringsår blev Asa konge over Juda. Han regerede enogfyrre år i Jerusalem. Hans mor hed Ma'aka og var datter af Absalom. Asa gjorde, hvad der var ret i Herrens øjne, lige som sin fader David. Han forviste de mandlige helligskøger fra landet og fjernede alle de møgguder, som hans forfædre havde lavet. Han fjernede også sin mor Ma'aka som kongemoder, fordi hun havde ladet fremstille en rædselsstøtte til Ashera. Asa huggede støtten om og brændte den i Kedrondalen. Offerhøjene forsvandt ikke..&quot;&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 396f&lt;/ref&gt;

I kapitel 16 læser vi: &quot;Omris søn Akab blev konge over Israel i Judas konge Asas otteogtredivte regeringsår, og Omris søn Akab regerede toogtyve år i Samaria over Israel. Omris søn Akab gjorde, hvad der var ondt i Herrens øjne, værre end nogen før ham. Da det ikke var nok for ham at følge Nebats søn Jeroboams synder, giftede han sig med sidoniernes konge Etba'als datter Jezabel, og han gav sig til at dyrke og tilbede Ba'al. Han rejste et alter for Ba'al i Ba'als tempel, som han havde bygget i Samaria. Akab lavede en Ashera-pæl, og Akab gjorde mere endnu, så han krænkede Herren, Israels Gud, mere end nogen af Israels konger, der havde været før ham.&quot;&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 399&lt;/ref&gt;

I Anden Kongebog kapitel 21 omtales kong Manassa. Om hans gerninger hedder det: &quot;Han gjorde, hvad der var ondt i Herrens øjne efter de afskyelige skikke hos de folkeslag, som Herren havde drevet bort foran israelitterne. Han genopbyggede de offehøje, som hans fader Hizkija havde ødelagt; han rejste altre for Ba'al, og han lavede en Ashera-pæl, sådan som Israels konge Akab havde gjort, og han tilbad hele himlens hær og dyrkede den. .. Og i de to forgårde til Herrens tempel byggede han altre for hele himlens hær. .. Og han opstillede Ashera-billedet, han havde lavet, i dette tempel, om hvilket Herren havde sagt til David og til hans søn Salomo: &quot;''På dette tempel og på Jerusalem, som jeg har udvalgt blandt alle Israels stammer, vil jeg sætte mit navn til evig tid; og jeg vil ikke mere jage Israel bort fra det land, som jeg gav deres fædre, når de blot omhyggeligt vil gøre alt det, jeg har befalet dem, og holde hele loven, som min tjener Moses gav dem.''&quot; Men de ville ikke høre, og Manassa forledte dem til at handle værre end de folkeslag, som Herren havde udryddet for israellitterne.&quot;&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 438f&lt;/ref&gt;

I Anden Kongebog kapitel 23 oplyses, at denne afgudsdyrkelse holdt sig til Josija stoppede den: &quot;Så befalede kongen ypperstepræsten Hilkija, andenpræsterne og dørvogterne at fjerne alle de ting, der var lavet til Ba'al og til Ashera og til hele himlens hær, fra Herrens tempel, og han brændte dem uden for Jerusalem .. Helligskøgernes rum i Herrens tempel, hvor kvinderne vævede klæder til Ashera, rev han ned. .. Også alteret i Betel, offerhøjen som Jeroboam, Nebats søn, havde opført, han som forledte Israel til synd, både dette alter og offerhøjen rev Josija ned, og han knuste stenene til støv og brændte Ashera-pælen.&quot;&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 441&lt;/ref&gt; 

Profeten Jeremis beklagede sig i Jeremias' Bog kapitel 7: &quot;Kan du ikke se, hvad de gør i Judas byer og Jerusalems gader? Børnene samler brænde, fædrene tænder ild og kvinderne ælter dej, så de kan lave offerkager til Himmeldronningen og udgyde drikofre for andre guder og krænke mig.&quot;&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 950&lt;/ref&gt; Han taler om ''Ishtar'', Mesopotamiens version af Ashera, mens hun blev adopteret som ''Afrodite'' i Grækenland og blev kaldt ''Astarte'' af kana'anæerne og senere af fønikerne.&lt;ref&gt;Novacek (2011), s. 38&lt;/ref&gt;

Der kan således ikke være tvivl om, at Ashera-dyrkelsen var udbredt blandt jøderne i flere århundreder, snart officielt snart uofficielt. Manassa regerede fra 697 f.Kr. til 642 f.Kr. og Josija skal have stoppet Ashera-dyrkelsen omkring 622 f.Kr. Men uofficielt fortsatte dyrkelsen helt frem til babylonernes erobring af Jerusalem.

Det vigtigste i denne sammenhæng er, at denne afgudsdyrkelse, som det også fremgår af Gamle Testamente, fandt sted længe efter, at jøderne skulle være gået over til monoteisme.

=== Den centraliserede gudsdyrkelse ===

Men hvornår begyndte den monoteistiske gudsdyrkelse blandt jøderne? Meget tyder på, at det var en udvikling i to trin: først skete der en centralisering af gudsdyrkelsen, og langt senere en overgang til monoteisme.

Første kilde til denne udvikling findes i Moseloven. Her hedder det: &quot;Du må ikke lave dig noget gudebillede i form af noget som helst oppe i himlen eller nede på jorden eller i vandet under jorden. Du må ikke tilbede dem og dyrke dem, for jeg, Herren din Gud, er en misundelig Gud.&quot;&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 89. I oversættelsen til dansk bruges ordet &quot;lidenskabelig&quot; i stedet for &quot;misundelig&quot;&lt;/ref&gt; Det siges ikke, at der ikke findes andre guder, kun at jøderne ikke længere måtte dyrke dem.

Næste kilde findes i Anden Kongebog om kong Josija, som regerede 640-609 f.Kr. Her hedder det: &quot;Og statsskriveren Shafan fortalte kongen, at præsten Hilkija havde givet ham en bog, og Shafan læste den op for kongen.&quot;&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 440&lt;/ref&gt; Forskere mener, at den bog, der her er tale om, sandsynligvis var Femte Mosebog.

Femte Mosebog adskiller sig tydeligt fra de foregående fire Mosebøger, så meget at man mener, at den har sin egen forfatter (eller egne forfattere), der af forskerne kaldes D. Denne forfatter D genkendes også i en række andre tekster i Gamle Testamente: Joshua-bogen, Første og Anden Dommerbog, Samuels Bog samt Første og Anden Kongebog. Det menes, at alle disse bøger er forfattede af samme person eller personkreds.&lt;ref&gt;Dinkgreve (2021), kap. 8&lt;/ref&gt;

Anden Kongebog fortæller om kong Josiah, at han centraliserede gudsdyrkelsen og forbød stedlige altre: &quot;Han hentede alle præsterne fra Judas byer, og offerhøjene lige fra Geba til Be'ersheba, hvor de havde tændt offerild, gjorde han urene, og portofferhøjene, som lå ved kommandantensen Josvas port til venstre, når man går ind ad byporten, rev han ned.&quot;&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 441&lt;/ref&gt; Som det siges: &quot;Der havde ikke tidligere været nogen konge, der som han af hele sit hjerte og af hele sin sjæl og af hele sin styrke vendte om til Herren, helt efter Moses' lov og efter ham kom der ingen som han.&quot;&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 442&lt;/ref&gt; Tydeligvis var der tale om at samle al religiøs magt på et sted og under kongens kontrol. Det var med andre ord en religiøs revolution.

For at retfærdiggøre denne revolution måtte man opfinde en spådom, der kunne retfærdiggøre den. Her træder nu to kilder ind. Den ene findes i Første Kongebog. Her omtales en gudsmand, som råber imod et alter: &quot;Alter, alter! Dette siger Herren: I Davids hus skal der fødes en søn ved navn Josija. På dig skal han slagte de offerhøjspræster, som tænder offerild på dig, og han skal brænde menneskeknogler på dig.&quot;&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 393&lt;/ref&gt;

Den anden er Femte Mosebog: allerede i første sætning gives indtrykket af, at denne bog er Moses' sidste ord inden sin død&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 200&lt;/ref&gt;, og her formuleres en &quot;ny moselov&quot; begyndende således:

&quot;Dette er de love og retsregler, som I omhyggeligt skal følge i det land, Herren, dine fædres Gud, har givet dig i eje, så længe i lever på jorden. I skal ødelægge alle de steder, hvor de folk, I fordriver, har dyrket deres guder, på de høje bjerge, på bakkerne og under alle grønne træer. I skal rive deres altre ned og knuse deres stenstøtter, deres Ashera-pæle skal I brænde, og deres gudebilleder skal I hugge om; I skal udslette deres navn fra de steder. For på den måde må I ikke dyrke Herren jeres Gud. Nej, I skal søge til de sted, Herren jeres Gud udvælger blandt alle jeres stammer til at sætte navn på, så det kan bo der. Dér skal du komme, og derhen skal I bringe jeres brændofre og slagtofre, jeres tiender og afgifter, jeres løfteofre og frivilligofre og det førstefødte af jeres køer og får.&quot;&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 214&lt;/ref&gt;

Men trods dette forsøg på at legitimere centraliseringen af gudsdyrkelsen holdt det ikke længe. Snart begyndte folk atter deres decentrale gudsdyrkelse, og som vi tidligere har set, opgav de aldrig deres Ashera-dyrkelse.

=== Jøderne i Kana'an ===

Vi har fulgt jødernes religiøse udvikling, men hvordan forholder det sig med områdets politiske udvikling? Det er en broget historie, hvor Gamle Testamente trods påviselige fejl alligevel kan give nyttige oplysninger.

Meget taler for, at det var ankomsten af &quot;havfolket&quot; (engelsk: ''Sea People'') omkring 1178 f.Kr. som udløste en ny politisk udvikling. Frem til sammenbruddet havde området været præget af kana'anæiske kongefamilier, som styrede mindre områder fra deres centralt beliggende byer. Hidtil havde områder i nord været under hittitisk overherredømme og området i syd som helhed været under egyptisk kontrol, men nu svækkedes denne kontrol&lt;ref&gt;Porter (2016), s. 384&lt;/ref&gt;, og det indebar, at der blev mulighed for indbyrdes stammekrige i området. Det betød også, at folk udefra nu kunne blande sig med held i de stedlige stammekrige. Det er muligt, at jødernes erobringer netop hører hjemme i denne sammenhæng. Til trods for, at Gamle Testamente fremstiller disse kampe som religionskrige mellem folkeslag med polyteisme og jøderne med deres påståede monoteisme, er der intet, som tyder på, at dette er korrekt.

Snarere må vi se disse kampe som sket mellem et imperialistisk erobrerfolk og stedlige bofaste stammer. At der også var religiøse forskelle imellem dem, understregede blot krigenes stammemæssige karakter. Mens filistrene bosatte sig ved kysten, flyttede israelitterne ind fra øst og bosatte sig overvejende i højlandet, hvor de over tid tilegnede sig megen af den stedlige kultur, samtidig med at deres frænder, aramæerne, slog sig ned mod nordøst i Syrien. Hebræerne fik i denne besættelse støtte fra beslægtede og ligesindede nomadiske stammer og semitiske folkeslag. Alliancen var mulig, fordi de alle dyrkede Jahve.&lt;ref&gt;Novacek (2011), s. 66&lt;/ref&gt; Denne fælles kult var længe den eneste institution, som bandt folket sammen, og det kunne ikke forhindre, at der jævnligt opstod konflikter mellem dem.

Der kan på dette sted være grund til at gøre op med myten om Jerikos erobring. Ifølge den bibelske tradition skete erobringen ved, at de omgivende bymure styrtede sammen.&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 248f&lt;/ref&gt; Problemet er, at det arkæologisk kan påvises, at der ingen bymure var!&lt;ref&gt;Novacek (2011), s. 66&lt;/ref&gt; Forklaringen er, at Kana'an indtil da havde været underlagt Egypten, hvis overherredømme var blevet afgjort efter slaget ved Megiddo i 1479 f.Kr. Efter erobringen beholdt eliten i de kana'anæiske familier deres styrende rolle, når blot de var loyale i forhold til den egyptiske farao, men de måtte acceptere, at de ikke måtte befæste deres byer, (hvilket gav dem problemer blandt andet, da Megiddo blev angrebet af Lab'ayu fra det nærliggende Shechem).&lt;ref&gt;Novacek (2011), s. 25&lt;/ref&gt; Det må rejse spørgsmålet, om israelitterne overhovedet nogen sinde har erobret Kana'an, eller om de så at sige &quot;overtog&quot; havfolkets faktisk påviste erobringer og indskrev det i deres historie?

Overhovedet har det været praktisk talt umuligt at påvise israelitterne bosættelse i Levanten. Forskere har ment, at en række nye bosættelser i marginale områder i bjergegne kunne være deres bosættelser&lt;ref&gt;Porter (2016), s. 386&lt;/ref&gt;, men der kan lige så godt være tale om, at nogle kana'anæere fra lavlandet efter det handelsmæssige sammenbrud valgte at flytte ud og etablere sig med et nyt men mere holdbart selvforsynende landbrug&lt;ref&gt;Porter (2016), s. 388f&lt;/ref&gt;, hvor handel som helhed spillede en mindre rolle end tidligere og især var af regional snarere end international karakter.&lt;ref&gt;Porter (2016), s. 388&lt;/ref&gt; Ulige forsøg på at identificere bestemte former for genstande som værende israelitiske er strandet på, at de selv samme genstande også findes i områder uden israelsk bosættelse ifølge Gamle Testamente, de kan derfor ikke levere det ønskede bevis.&lt;ref&gt;Porter (2016), s. 387&lt;/ref&gt;

I den første tid efter israelitternes indvandring var tilstandene i Kana'an væsentlig som før. Det var langt fra lykkedes jøderne at udrydde hele den bosatte befolkning, så det endte med, at jøderne bosatte sig i egne bosættelser. De ulige folk og stammer levede i samfund hver for sig med byerne som centrum for de omgivende landsbyer. Hebræerne erobrede og ødelagde de mere civiliserede kana'anitter men overtog deres skriftsystem. De overtog også kana'anitternes byggeskik, men uden at hebræernes byggerier nåede samme høje stade som deres forgængere. Jerusalem var på denne tid et lille sted uden stor betydning og kunne ikke måle sig med andre byer i området.

Tør man tro Josvabogen kapitel 20, blev der oprettet særlige bebyggelser kaldet &quot;tilflugtsbyer&quot; for kriminelle, hvor disse kunne søge politisk asyl og unddrage sig retsforfølgelse for deres kriminelle gerninger: &quot;Herren talte til Josva og sagde: &quot;Sig til israelitterne, at de skal udpege de tilflugtsbyer, som jeg talte til jer om ved Moses, så en drabsmand, der uforsætligt og uforvarende slår nogen ihjel, kan flygte dertil; de skal være tilflugtssteder for jer mod blodhævneren. Når drabsmanden søger tilflugt i en af disse byer og stiller sig ved indgangen til byporten, skal han forelægge sin sag for de ældste i den by. De skal give ham adgang til byen og give ham et sted, hvor han kan bo hos dem. Når blodhævneren forfølger ham, må de ikke udlevere drabsmanden til ham; det var jo uforvarende, han slog sin næste ihjel, han havde ikke tidligere næret fjendskab mod ham. Han kan så blive boende i den by, indtil han stilles for menighedens domstol, eller indtil den ypperstepræst dør, som er der til dentid. Da kan drabsmanden vende tilbage til sin by og sit hus, den by, han er flygtet fra&quot;.&quot;&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 264&lt;/ref&gt; De var en ordning, som kunne beskytte enhver kriminel mod retsforfølgelse.

Og jødernes folkemord fortsatte. I Dommerbogen kapitel 1 læser vi: &quot;Så drog Juda op, og Herren gav kana'anæerne og perizzitterne i deres hånd, og de slog dem i Bezek og dræbte ti tusind mand. ..Judæerne angreb Jerusalem og indtog den. De huggede indbyggerne ned med sværd og stak ild på byen.&quot;&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 271&lt;/ref&gt; I de byer, som det ikke lykkedes jøderne at udrydde befolkningen, blev disse i stedet gjort til hoveriarbejdere.&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 272&lt;/ref&gt; Det kan næppe undre, at denne opførsel gav anledning til yderligere uro, og at nye kampe fulgte. Ved en lejlighed slog jøderne &quot;omkring ti tusind moabitter ihjel. .. Derefter havde landet ro i firs år&quot;.&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 274&lt;/ref&gt;

Efter Josvas erobringer fulgte dommertiden, hvor landet blev styret af de såkaldte dommere. Tør man tro Gamle Testamente førte det til, at filistre og ammonitter for en tid fik overtaget.&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 286&lt;/ref&gt; Også internt var der øjensynlig magtkampe, således forenedes de andre stemmer mod Benjamins stamme.&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 297ff&lt;/ref&gt;

Efterhånden blev lovløsheden for meget, og hebræerne etablerede et kongedømme i Palæstina. Denne institution kom som en nødvendig følge af både de interne lovløse tilstande og behovet for at organisere krigsførelsen mod andre folkegrupper. I vest udgjorde filistrene en stærkere modstand end kana'anitterne, fordi de havde udviklet jernsmedning. Mod nord boede fønikerne i Libanon, der var mest optaget af handel. Da kana'anitterne stadig blev mere undertrykte, skabte det grundlaget for etableringen af det hebræiske kongedømme omkring 1000 f.Kr. 

Først under dommeren Samuel opstår der blandt jøderne angiveligt krav om etableringen af et kongerige. Landets første konge hed Saul.&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 317&lt;/ref&gt; Han dateres til omkring 1000-tallet f.Kr. Tør vi tro Første Samuelsbog gennemførte han adskillige krige.&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 320&lt;/ref&gt; Kana'an var angiveligt forenet under ham og hans to efterfølgere, David og Salomo. Salomo beskrives i Gamle Testamente som en mægtig konge, der blandt andet opførte et gudstempel i Jerusalem, men arkæologiske undersøgelser har ikke kunnet bekræfte dette, og Salomo er påfaldende totalt fraværende i ikke-bibelske kilder. Det har fået mange historikere til at mene, at Salomo må have været en småkonge.&lt;ref&gt;Novacek (2011), s. 83&lt;/ref&gt; Også israelerne synes fraværende i arkæologiske fund fra denne tid, i stedet dominerer kypriotisk og fønikisk lertøj samt stedlige efterligninger af dette.&lt;ref&gt;Novacek (2011), s. 89, 93&lt;/ref&gt;

Da kong Salomo døde i 922 f.Kr. blev det hebræiske kongedømme delt i to: Kongeriget Israel og Kongeriget Juda. Det var kun Juda og Benjamins stammer, som accepterede Salomos søn Rehabeam som deres konge, og de oprettede dermed det sydlige kongerige Juda med Jerusalem som hovedstad. Mod nord gjorde de øvrige stammer Jeroboam til konge og oprettede kongeriget Israel med Sikem og senere Samaria som hovedstad. Vigtigst i denne sammenhæng er, at der intet stammesammenhold var, end ikke deres religion kunne holde sammen på dem, og som vi allerede har set, skete der jævnligt frafald fra denne, lige som israelitterne indgiftede sig i andre folkegrupper nok så meget som indbyrdes. Der var konstant magtkampe, hvilket afspejler det totale fravær af national solidaritet og enhed. Også udefra skete angreb. Anden Krønikebog er fuld af bereninger om disse krige.

Det bør for god skyld nævnes, at en basalt stele fra Dhiban omtaler, at kong Mesha fra det moabitiske kongerige overvandt Kongeriget Israel og udvidede sit rige, en begivenhed som menes afspejlet i Anden Kongebog kapitel 3.&lt;ref&gt;Porter (2016), s. 382&lt;/ref&gt;&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 412&lt;/ref&gt; 

Kongeriget Israel ophørte, da Assyrien erobrer hovedstaden Samaria 722 f.Kr. Herved mistede også de 10 nordlige israelske stammer deres betydning. Nogle af indbyggerne i Kongeriget Israel blev deporteret af assyrierne, men arkæologisk kan der ikke dokumenteres nogen befolkningsudskiftning eller nogen nedgang i befolkningstallet, og genetiske undersøgelser antyder også en kontinuitet i områdets befolkningssammensætning. Hovedparten af befolkningen synes således at være forblevet i området og samaritanerne menes at være de mest direkte efterkommere af befolkningen i Kongeriget Israel, hvilket også er i overenstemmelse med deres egen opfattelse. Nogle beboere fra Kongeriget Israel må antages at være flygtet til kongeriget Juda, hvilket kan forklare hvordan de nordlige stammers myter er blevet inkorporerede i den tekster i Gamle Testamente, som blev samlede i Kongeriget Juda.

=== Eksilet i Babylon ===

Der er næppe tvivl om, at hvis jøderne havde modstået angreb udefra, ville afgudsdyrkelsen have fortsat. Der ville fortsat have været private gudindestatuetter og private altre. Men een begivenhed ændrede jødernes historie og dermed verdenshistorien: babylonernes erobring i 586 f.Kr.

Forud gik en belejring, som varede to og et halvt år. Vilkårene under belejringen var forfærdelige: jøderne sultede, men vi ved fra samtidige beretninger, at de ikke holdt sig tilbage fra at spise deres egne børn. Da Nebukadnezer erobrede Jerusalem, blev Salomons tempel brændt ned til grunden. Kongepaladset blev brændt ned. Huse blev brændt ned. Forsvarsanlæggene omkring byen blev revet ned sten for sten. Kong Zedekiah, som havde forsøgt at flygte, blev fanget og ført frem for Nebukadnezer. Det sidste, han så, var, at han sønner blev slået ihjel. Så blev han gjort blind, og måtte i denne tilstand foretage vandringen til Babylon.

Hele den jødiske befolkning blev tvangsforflyttet til Babylon. Det skete i tre omgange. Da de forlod Jerusalem, måtte de uundgåeligt miste troen på deres guder, som havde svigtet dem.

Hvad, der skete under det babylonske fangenskab, var ekstraordinært: i stedet for at blive integrerede i deres nye omgivelser valgte de skriftkloge jøder den modsatte vej, nemlig at bevare og redigere deres historiske traditioner. Sigende optræder byen Al Yahuda i Babylon på denne tid. Jøderne samlede, hvad de havde bevaret om deres historie, og begyndte at nedskrive det. Undervejs blev traditionen omskrevet og tilpasset deres nye selvforståelse. Bibelforskere mener, at det var antagelig på denne tid, at traditionerne i ''Tanakh'' begyndte at få deres endelige form.

Og det var tilsyneladende også her, at jødernes tro fik den monoteistiske karakter, som siden skulle gøre sig gældende. Det er her, at profeten Ezekiel fortæller, at Gud gør ham opmærksom på den afgudsdyrkelse, som finder sted.&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 1048&lt;/ref&gt; Det er her, at Gud lover at straffe jøderne for denne afgudsdyrkelse.&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 1049&lt;/ref&gt; Det er her, at jødernes bortførelse bliver stillet i udsigt. Det er her, at grunden lægges til den fortolkning, at eksilet gøres nødvendigt for, at jøderne langt om længe kan vende sig mod den sande gudsdyrkelse.

Og det er her, at profeten Esajas formulerer sine propagandistiske og doktrinære anklager. Det er her, at Gud gøres til den, som lover jøderne håb om frihed igen. Og det er her, at Gud bliver enevældig.

To eksempler fra Esajas Bog kan belyse det: i vers 44 linje 6: &quot;Jeg er den første, og jeg er den sidste, der er ingen anden Gud end mig&quot;&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 895&lt;/ref&gt; og i vers 45 linje 5: &quot;Jeg er Herren, der er ingen anden, der er ingen anden Gud end mig&quot;.&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 897&lt;/ref&gt; Selv alt det gode og alt den onde har samme oprindelse:&lt;/br&gt;  
&quot;Jeg danner lys og skaber mørke,&lt;/br&gt; 
jeg frembringer fred og skaber ulykke,&lt;/br&gt; 
jeg, Herren frembringer alt dette.&quot;&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 897&lt;/ref&gt;&lt;/br&gt; 
For første gang optræder jøderne som et folk med kun een erklæret Gud.

Der kan næppe være tvivl om, at dette var følgen af en bestemt strategi: ikke at blive opslugt af imperiet. Over for de mange guddomme i Babylon sætter jøderne en enkelt gud som deres modstykke. Derved, og kun derved, kan de opretholde deres særegne identitet som folk. Hvis Jahve havde været een gud blandt mange andre, havde han tabt og havde ingen fremtid. Kun ved at gøre ham almægtig, ved at hævde at han havde brugt Nebukadnezar som et redskab i en guddommelig plan, kunne de opretholde deres identitet og deres håb om en fremtid. De gamle guder måtte udryddes eller bortforklares som fejltagelser, der kunne forklare jødernes ulykkelige skæbne. Og derfor blev den traditionelle historie omskrevet punkt for punkt for at kunne understøtte det nye narrativ.

Nået så langt tog de skriftkloge det næste skridt: de måtte opfinde og udvikle deres egen skabelsesberetning og deres egen beretning om en altomfattende oversvømmelse. Inspirationen hentede de hos babylonerne selv. De tog de velkendte babylonske beretninger men omskrev dem således, at de udgjorde en polemisk kontrast til den tro og de traditioner, som blev hyldet af deres omgivelser. Der vil være lejlighed til at se nærmere på disse ved en gennemgang af Gamle Testamente.

=== Jødernes tilbagevenden til Jerusalem ===

I 539 f.Kr. indtræder så afslutningen på jødernes tid i eksil. Dette år erobrer perserne Babylon, og Cyrus den Store erklærer straks efter en almen amnesti. Der efter giver han tilladelse til, at fordrevne folkeslag må vende tilbage til deres hjemegn og genoptage deres gudsdyrkelse.

Også jøderne vendte hjem. Ifølge Ezras Bog vendte i alt 42.360 jøder tilbage til Jerusalem foruden deres trælle og trælkvinder, i alt 7.337, samt 200 sangere og sangerinder, det vil sige i runde tal 50.000 personer.&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 510&lt;/ref&gt; Om dette tal er korrekt, vides ikke.

Det vigtige er, at da jøderne vendte tilbage til Jerusalem, var det med en ny, monoteistisk religion. Den var i store træk skabt under deres eksil, omskrevet og suppleret i forhold til tidligere. Den forenede folk og tro i en næsten uadskillelig helhed.

Der kan her være grund til at stille et vigtigt spørgsmål: betyder dette så, at jøderne vendte hjem med en fuldt udviklet fælles trosretning? Nej, intet taler for dette. Snarere må vi regne med, at det kun var en lille gruppe af teologiske skriftlærde, som havde taget del i den redigeringsproces, som var foregået i Babylon, og at det kun var dem, som havde det fulde kendskab til det nye narrativ om jødernes oprindelse, som de havde skabt. Dette indebærer, at det først er efter deres tilbagevenden, at de for alvor kan begynde at promovere og udbrede deres nye narrativ til jøderne og dermed skabe den identitetsforståelse, som de siden udviklede.

=== Persisk tid ===

Under det persiske herredømmes tid (538-332 f.Kr.) sad der persiske statholdere i landets ulige dele. Vi ved, at statholderen i Judæa 408 f.Kr. hed Bagohi, dels fra Josefos, dels fra papyrusfundene i Elefantine. At statholderen i Samaria var en samaritan, Sanballat, tyder på, at perserne ikke har blandet sig i Palæstinas forhold, når oprør ikke foranledigede dem til at gribe ind, som tilfældet var under Artaxerxes III (358-338 f.Kr.). Det var under persisk beskyttelse, at Nehemia og Ezra genoprettede den jødiske menighed i Jerusalem.

Vi ved sandt at sige ikke meget om den jødiske religionsdyrkelse på denne tid. Meget tyder på, at der skete en langsom spredning af den nydannede monoteistiske tro, sikkert som et politisk-nationalt redskab over for det persiske overherredømme. Men intet taler for, at denne endnu formelt var slået igennem.

Elephantine var en jødisk by i Egypten fra 400-tallet f.Kr. Den er interessant, fordi den kan vise træk ved og fravær af jødisk levevis på denne tid. Byen blev antagelig grundlagt i midten af 6. århundrede f.Kr. af folk, der var emigreret fra Syene-området i Palæstina.&lt;ref&gt;Barnea (2024), s. 1&lt;/ref&gt; Vi ved, at der eksisterede et særligt tempel for dyrkelsen af Jahve indtil 410 f.Kr., da det blev ødelagt. En jødisk befolkning nævnes sidste gang i kilderne i 399 f.Kr., hvad, der skete med den jødiske befolkning efter denne tid, er ukendt.&lt;ref&gt;Adler (2025), s. 39&lt;/ref&gt;

Historien om jødernes udvandring fra Egypten kendes ikke i denne by, hvilket tyder på, at denne tradition er yngre end 400-tallet. Ligeledes kendte befolkningen ikke til ''torah'', det vil sige jødisk lov, så også denne må være yngre end 400-tallet.

Endvidere dyrkede jøderne i denne by flere guder (jahvisme) i modsætning til senere tids monoteisme (judaisme). Således har vi flere kilder fra 400-tallet f.Kr., der vidner om zoroastracisme, herunder et ild-alter og et tempel.&lt;ref&gt;Barnea (2024), s. 3-7&lt;/ref&gt; En lignende jødisk polyteisme kendes fra andre byer.&lt;ref&gt;Adler (2025), s. 41-47&lt;/ref&gt; Men dette indebærer også, at jøderne stadig ikke på denne tid var monoteister til trods for de bestræbelser, som præsteskabet havde udført under eksilet i Babylon. I stedet tolkes situationen således, at den jødiske kult udviklede sig gravist over tid blandt andet inspireret af zoroastrisk kult indtil, at de fik den form som kendes fra den hebraiske bibel.&lt;ref&gt;Barnea (2024), s. 29&lt;/ref&gt; Hvis byen blev grundlagt af dem, som ikke endte i Babylon, kan dette forklare deres fastholden ved polyteisme og ukendskab til den monoteisme, som blev udviklet i Babylon.

Dermed adskiller kulten på denne tid blandt jøder sig markant fra den, som ses i hasmonæisk tid.&lt;ref&gt;Adler (2025), s. 48&lt;/ref&gt; Yonatan Adler ved Ariel University har kaldt denne kult og levevis &quot;proto-jødisk&quot; (''proto-Judaic'') og definerer den således: &quot;Et protojødisk kulturelt træk er således et særskilt element af den israelitiske og/eller jødiske livsstil, som med tiden blev lovgivet som en forskrift for regulering i en eller flere af Mosebøgernes tekster, og som i sidste ende blev optaget som en del af jødedommen.&quot;&lt;ref&gt;Adler (2024), s. 5&lt;/ref&gt; Et eksempel herpå er at spise svinekød. I to af Mosebøgerne (Tredie Mosebog kapitel 11:1-8&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 126f&lt;/ref&gt; og Femte Mosebog kapitel 14:3-8&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 216&lt;/ref&gt;) forbydes det jøder at spise svinekød, men arkæologiske fund fra tiden fra sen bronzealder (1300-1130 f.Kr.) frem til jernalder (586 f.Kr.) viser, at svin faktisk blev avlet til fortæring i strid med denne bestemmelse, skønt de er fraværende i nogle bopladser henregnet til kana'anære og fønikere i jernalderen uden, at det derfor med sikkerhed kan siges at være bevidste valg; økonomiske, økologiske og sociale forhold kan have spillet ind.&lt;ref&gt;Adler (2024), s. 13&lt;/ref&gt; Flere jødiske leveregler tilskrives således myter i Mosebøgerne, og det kan ikke afvises, at disse myter ''netop'' er blevet til for at kunne begrunde og legitimere disse leveregler.&lt;ref&gt;Adler (2024), s. 21&lt;/ref&gt; Det gælder blandt andet reglen om at omskære drengebørn.&lt;ref&gt;Adler (2024), s. 20f&lt;/ref&gt;

=== Hellenistisk tid ===

I den græske periode fra Alexander den Stores erobring i 332 f.Kr. til 167 f.Kr. blev Palæstina atter genstand for strid mellem Syrien, hvor seleukiderne herskede efter Alexanders død 323 f.Kr., og Ægypten, der beherskedes af ptolemæerne. Frem til 198 f.Kr. var overvejende Egypten, fra den tid, efter Antiochos IIIs sejr ved Paneas, syrerne Palæstinas herrer. Efter, at Babylon, Ninive og Shushan var gået til grunde, og Alexandria var blevet grundlagt, flyttede tyngdepunktet vest på, og Palæstina fik igen samme betydning som i 15. århundrede f.Kr. Under ptolemæerne regeredes Palæstina af guvernører (hegemon, epitropos), om hvis myndigheds udstrækning kun lidt vides. Skatteopkrævningen var overladt - ved licitation - til skatteforpagtere. I jødernes kreds fik synedriet og ypperstepræsten en vidtgående myndighed. Under seleukiderne stod Palæstina, der kaldtes Fønikien, sammen med Cølesyrien under en militærguvernør, og syrisk militær besatte landet. Skatten indkrævedes af seleukidiske embedsmænd. Fra 165 f.Kr., da Antiochos Epifanes forbød jødisk gudsdyrkelse, blev landet ramt af de makkabæiske kampe, der skulle bane vejen for det hasmonæiske dynasti.

Undersøgelser tyder på, at jøderne i almindelighed stadig ikke kendte til ''torah'', det vil sige jødisk lov, i begyndelsen af hellenistisk tid, og slet ikke at de respekterede og fulgte den.&lt;ref&gt;Adler (2025), s. 34&lt;/ref&gt; Således er der flere eksempler på, at judæere to ågerrenter af deres udlån.&lt;ref&gt;Adler (2025), s. 28&lt;/ref&gt; Der er også bevis på, at nogle judæere selv på denne tid dyrkede andre guder end Jahve.&lt;ref&gt;Adler (2025), s. 27&lt;/ref&gt; Og skønt ordet &quot;''sabbat''&quot; forekommer, lader det sig ikke fastslå, om dette havde samme betydning som senere eller blot henviste til en jødisk helligdag.&lt;ref&gt;Adler (2025), s. 28&lt;/ref&gt; Faktisk forekommer ordet &quot;''sabbat''&quot; ikke een eneste gang i Gamle Testamente. Omvendt er der ingen arkæologiske beviser på, at jøderne tog deres rituelle bade i bassiner, således som foreskrevet i ''torah'', og heller ikke at de iagttog særlige rituelle renselsesregler omkring deres mad.&lt;ref&gt;Adler (2025), s. 26&lt;/ref&gt;

Der har været peget på, at Aristeas i et brev oplyser, at Ptolemæus II Philadelphus (regerede 285-246 f.Kr.) tog 72 jøder fra Jerusalem til Alexandria for at få oversat en jødisk lov til græsk til sit bibliotek.&lt;ref&gt;Adler (2025), s. 31&lt;/ref&gt; ''Torah'' er ikke nævnt ved navn, så der er ingen beviser på, at det er den, som der henvises til, men selv om dette var tilfældet, kan dette ikke tages som udtryk for, at jøderne i almindelighed kendte og fulgte loven.&lt;ref&gt;Adler (2025), s. 32&lt;/ref&gt; Dette til trods for, at jøderne på  denne tid ellers nød udstrakt selvstyre både i Judæa og i andre områder.&lt;ref&gt;Adler (2025), s. 24&lt;/ref&gt; Dette har fået Yonatan Adler til at betegne jødisk kultur på denne tid som &quot;jahveisme&quot; (''Yahwism'') i modsætning til den &quot;judaisme&quot; (''Judaism''), der først fulgte senere og som fulgte ''torah''-en.&lt;ref&gt;Adler (2025), s. 7&lt;/ref&gt; Men uanset benævnelsen betyder det, at traditionel jødisk kultur først stammer fra tiden ''efter'' hellenistisk tid.

=== Det hasmonæiske dynasti ===

Den hasmonæiske eller senhellenistiske periode strakte sig fra 167 f.Kr. til 63 f.Kr.

Betegnelsen &quot;Det hasmonæiske kongerige&quot; dækker over en yderst omtumlet periode i jødisk historie, som strakte sig fra midten af 2. århundrede f.Kr. til midten af 1. århundrede f.Kr. Hasmonæerne var en jødisk præsteslægt, som spillede den førende politisk rolle på denne tid. Betegnelsen er dannet efter Hasmon, der var Mattatija’s bedstefader. I årene 168-161 f.Kr. ledede hasmonæerne kampen for national og religiøs frihed mod seleukiderne, som under Antiochos IV havde underkuet dem. Bevægelsen begyndte under Mattatija, men blev fortsat af hans sønner, først Judas Makkabæer, efter hvem slægten often kaldes makkabæerne; han fik genoprettet den jødiske gudsdyrkelse i 165 f.Kr. og opnåede i 161 f.Kr. religionsfrihed. Dette år overvandt han den syriske feltherre Nikanor og sluttede forbund med Romerne, men døde kort efter. Hasmonæerne optrådte der efter som et dynasti, der kæmpede for deres egen magtstilling. Judas’ broder, Jonatan, som afløste ham som leder, lod sig i 153 f.Kr. udnævne til ypperstepræst, skønt han efter jødisk lov ikke havde ret til denne stilling. Dette betød et brud med de lovtro, som de oprindelige havde kæmpet for. Efter hans mord i 143 f.Kr. lykkedes det broderen Simon (143-135 f.Kr.) at få landets selvstændighed anerkendt og at erobre syrernes borg i Jerusalem. Som følge heraf blev han af befolkningen hyldet som arvelig ypperstepræst og som verdslig hersker i 141 f.Kr. Dermed havde hasmonæerne opnået formel anerkendelse af deres dynasti.

Det betød imidlertid ikke, at der nu herskede fred, tværtimod. Under Simon’s søn, Johannes Hyrkan (134-104 f.Kr.), indtraf et åbent brud mellem hasmonæerne på den ene side og farisæerne på den anden. Under de fortsatte kampe undertvang han den autonome stat Edom og ødelagde Samaria og også den samaritanske helligdom på Garizim. Hans sønner, Aristobul (104-102 f.Kr.) og Alexander Jannæos (102-76 f.Kr.) var brutale herskere og fjernede sig langt fra styrets oprindelige karakter, idet de var udpræget hellenistisk sindede. Alexander udnævnte sin dronning Salma Alexandra til sin efterfølger (78-69 f.Kr.), mens sønnen Hyrkan II blev ypperstepræst. Midt i de hele etablerede armenerne et kortvarigt herredømme (70-63 f.Kr.) idet de erobrede landet og lagde området under deres overherredømme. Men den interne magtkamp fortsatte uafbrudt. Salma sluttede sig til farisæerne, og hun kom derved i modsætning til saddukæerne, som samlede sig om hendes anden søn, som efter hendes død tog magten fra sin broder og herskede som Aristobul II, dog under vedvarende kampe, indtil Pompejus afsatte ham og tog ham med til Rom i 63 f.Kr. Efter ulige forsøg på opstand blev Aristobul og hans søn Alexander myrdet i 48 f.Kr. 

Hyrkan II, der af Pompejus nu blev anerkendt som ypperstepræst med Antipater som verdslig leder, blev af Cæsar forfremmet til ethnarch, mens den faktiske myndighed efterhånden gik over til Herodes efter Antipater’s død. Aristobul’s anden søn, Antigonos, gjorde imidlertid oprør og blev en kort (40-37 f.Kr.) tid konge, mens Hyrkan blev bortført og fik ørene skåret af. I 37 f.Kr. erobrede den af Romerriget anerkendte Herodes så Jerusalem, og Antigonos blev henrettet i Antiochia. Dermed var hasmonæernes herredømme bragt til ende. Herodes levede en tid i venskab med Hyrkan men lod ham så dræbe. Herodes var besvogret med hasmonæerne, idet hans hustru Mariamme var datter af Aristobul II’s søn Alexander. Dette forhindrede dog ikke, at han lod hendes broder Aristobul dræbe. Senere dræbte han ligeledes hende selv og hendes moder. Endelig dræbte han nogle hasmonæere, der opholdt sig hos hans svoger i Idumæa. Således blev det Herodes, som endte slægtens magtdrømme.&lt;ref&gt;Pedersen (1919), s. 943f&lt;/ref&gt; Så meget om den politiske udvikling.

Det vigtigste i denne sammenhæng er, at de var i denne omtumlede tid, at vi for første gang ser tydelige spor af en jødisk kultur og religionsdyrkelse. Årsagen er klar nok: lederen af den nye stat var en ypperstepræst, som nu tillige blev den politiske, kultiske og militære leder af den nye stat. Og det er tydeligvis på denne tid, at denne nye magt manifesterer sig også religiøst. Det er først fra denne tid, at de første synagoger optræder. Det er først fra denne tid, at ''Tanakh'' optræder i sin endelige skikkelse. Det er først fra denne tid, at der optræder beviser på, at jøderne i deres levevis fulgte bibelsk lov, der nu bliver promoveret som &quot;deres forfædres lov&quot; og påvirker et utal af leveregler både i og uden for jødernes &quot;hjemland&quot;.&lt;ref&gt;Adler (2025), s. 67&lt;/ref&gt;

=== Romersk styre ===

Romersk tid strækker sig fra sidste århundrede f.Kr, til første århundrede e.Kr. Det kendetegnes ved at området i denne periode havde en romersk guvernør.

Yonatan Adler har undersøgt de kulturelle traditioner i dette tidsrum og finder, at de følger senere jødiske traditioner: der er renselsesbassiner og husgeråd af kalk som udtryk for jødiske relselsesritualer samt mønter, vægdekorationer i huse og hjemligt udstyr som udtrykkeligt undgår at vise mennesker og dyr i overensstemmelse med påbuddet i Mosebøgerne. Han konstaterer yderligere, at disse træk er særligt markante i de områder, som vides at have haft en overvejende jødisk befolkning, men ikke nødvendigvis i områder hvor andre befolkningsgrupper var dominerende. Han konstaterer endvidere, at disse rituelle træk tydeligt går tilbage til hasmonæisk tid men ikke med sikkerhed lader sig følge længere tilbage, til dels på grund af et svagt og mangelfuldt arkæologisk og skriftligt bevismateriale. Som beviserne nu stiller sig, var det i hasmænæisk tid, at disse rituelle træk slog igennem og efterhånden bredte sig til den samlede befolkning og i romersk tid allerede var blevet normen.&lt;ref&gt;Adler (2022)&lt;/ref&gt;

Det er på denne baggrund, at Jesus må ses: i en tid, hvor mange jøder drømte om og håbede på at genskabe deres egen selvstændige stat, trådte han frem med sit provokerende budskab, at &quot;Guds rige ikke var af denne verden&quot;. Ikke nok med det: han udfordrede farisæerne og de skriftkloge, og oven i alt dette ophævede han jøder som Guds udvalgte folk og erklærede enhver, som følger Guds ord og hans påbud som en del af den udvalgte befolkning. I det givne politisk-religiøse klima gjorde det ham farlig for en national jødisk politik, så han måtte stoppes, og det blev han som bekendt. Men det stoppede ikke hans budskab i at blive yderligere spredt, tværtimod.

Frem til 70 e.Kr. opstod der ulige retninger inden for jødedommen, hvoraf saddukæerne, farisæerne og essæerne synes at have været de væsentligste. Desuden opstod der en række messianske og apokalyptiske bevægelser. 

Saddukæerne var en gruppe der var tilknyttet præstedømmet i templet i Jerusalem. I modsætning til farisæerne, som påberåbte sig myndighed på grund af deres lærdom og fromhed, baserede saddukæerne deres særstilling på afstamning og status. Meget tyder på, at de repræsenterede Hasmonæernes klan, der tidligere havde regeret som præstekonger. De nægtede at acceptere læresætninger som ikke direkte var nævnt i ''Torah'', også selv om læren var nævnt et andet sted i Tanakh. Ja, de &quot;anså det for en dyd at debattere&quot; sådanne sager. Et eksempel på en sådan debat findes i Mattæusevangeliet kapitel 22:23-33, hvor de satte Jesus på prøve med hensyn til opstandelsen. Idet saddukæerne opstillede en tænkt situation hvor en enke havde været gift med syv mænd, spurgte de: &quot;Hvem af de syv skal nu have hende til hustru i opstandelsen?&quot; I denne sammenhæng var det selvfølgelig uvæsentligt om den tænkte enke havde været gift 14 eller 21 gange. Jesus svarer: &quot;I opstandelsen gifter mænd sig ikke og kvinder bortgiftes ikke.&quot;&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 1251&lt;/ref&gt; Saddukæerne accepterede ikke eksistensen af et liv efter døden, og benægtede derfor også den farisæiske doktrin om en genopstandelse, hvilket netop var den forestilling, som Jesus prædikede. I Markusevangeliet kaptel 12:18-27 omtales en anden version af historien: da Jesus vidste, at saddukæerne ikke accepterede andre inspirerede skribenter end Moses, argumenterede han ved at citere fra ''Torah''. Han sagde: &quot;Med hensyn til at de døde oprejses, har I da ikke læst i Moses’ bog, i beretningen om tornebusken, hvordan Gud sagde til ham: ’Jeg er Abrahams Gud og Isaks Gud og Jakobs Gud’? Han er ikke dødes men levendes Gud.&quot;&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 1281&lt;/ref&gt;

Saddukæerne ønskede ikke, at en Messias skulle dukke op og lave om på tingene og da de betragtede Jesus som en trussel mod deres position, sammensvor de sig med farisæerne om at slå Jesus ihjel.&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 1258f, 1352&lt;/ref&gt;

Farisæerne var kendetegnede ved, at de lagde stor vægt på overholdelse af Moseloven, især renhedsforskrifterne og desuden på &quot;fædrenes overleveringer&quot;, som var en betegnelse for hele den mundtlige fortolkning af Moseloven. Bevægelsens etik havde mange detaljerede forskrifter og praktiske anvisninger. 

Essæerne levede i en slags kommunisme, hvor medlemmerne aflagde tavshedsløfte og ingen måtte besidde ejendom, hverken bolig eller slave, jord eller kvæg. Deres indkomster skulle overlades til en forvalter, som forestod indkøb af det nødvendige og sørgede for mad og underhold til gruppen. De forkastede også ægteskab, alle former for standsforskelle samt slaveri. De var soldyrkere og sendte hver morgen bønner op til solen. Når de havde afføring, gjorde de det inden døre for ikke at &quot;besmitte&quot; sollyset.

Af de mange retninger inden for jødedommen overlevede kun den rabbinske jødedom, som byggede på farisæerne og deres lære. Den rabbinske jødedom var kendetegnet ved at hævde, at den skrevne ''Torah'' ikke kan fortolkes korrekt uden henvisning til den &quot;mundtlige&quot; ''Torah'' og den dertil hørende litteratur, der specificerer hvilken adfærd, der er sanktioneret af loven. Med et moderne udtryk var de fundamentalistiske teokrater. Når de andre fraktioner her er nævnt, er det for at vise, at jødedommen langt fra var nogen samlet bevægelse selv op til eller på Jesu tid.

Stednavnet &quot;Israel&quot; første gang optræder på en mønt dateret til 66 e.Kr. møntet i forbindelse med jødernes oprør mod romerne.

Efter oprøret 70 e.Kr. var det for en lang tid slut med jødiske forsøg på at skabe en egen stat. Jesu budskab og det mislykkede oprør førte til, at den jødiske befolkning blev sprængt i tre grupper: den ene gruppe var de traditionelle jøder, som holdt fast ved farisæerne og deres budskab, den anden gruppe var de kristne, som nu satte sig for at udbrede det nye budskab, og den tredie gruppe var judeo-nazaræerne, som fortolkede udviklingen på deres egen måde og mente, at genskabelsen af templet i Jerusalem var en forudsætning for, at Messias ville vende tilbage. De arbejdede i flere hundrede år på dette mål, men da de endelig fik magten i Jerusalem i år 634 og Messias alligevel ikke vendte tilbage, blev bevægelsen omformet til en ny arabisk religiøs bevægelse, som i 749 efter abbasidernes magtovertagelse endte som muhammedismen, komplet med en egen profet, en egen hellig bog og med et nyt religiøst midtpunkt i Mekka.&lt;ref&gt;se ''Muhammedanismen i kildekritisk belysning''&lt;/ref&gt;

=== Sammenfatning ===

Hvordan skal begivenhedsforløbet nu fortolkes? Et foreløbigt svar kunne lydes således: det ser ud til, at jøderne udskilte sig fra kana'anæerne senest omkring 1200 f.Kr. og at de oprindeligt levede i ørkenområderne syd for Kana'an. Dette varede indtil, at de eteblerede et egentligt kongerige, der imidlertid efter kort tid blev delt i to, Israel og Judæa. Den nationale udskillelse var dog åbenbart ikke mere udtalt end, at jøderne jævnligt synes at have giftet sig med kvinder fra andre stammegrupper. 

Så langt, vi tør tro Bibelens fremstilling, var de polyteister, det vil sige dyrkede flere guder. Ganske vist var der perioder, hvor der gjordes forsøg på at indføre monoteisme, men dels var der stadige tilbageslag, dels skete disse forsøg på det statslige niveau, mens den almindelige befolkning synes at have fastholdt polyteismen uden afbrydelser gennem flere hundrede år frem til og med landsforvisningen til Babylon. 

Religionsdyrkelsen synes at have udviklet sig fra spredt i de enkelte husstande, landsbyer og stammer hen imod en statslig centralisering med deraf følgende magt for præsteskab og konger. 

Efter alt at dømme er det først under eksilet i Babylon, at præsteskabet blandt jøderne udvikler en erklæret monoteisme, mens dette ikke synes at være tilfældet for den brede befolkning. Hele jødernes tidligere historie bliver nu omfortolket af præsteskabet i lyset af denne nye religion, og den bliver promoveret og legitimeret af nogle få erklærede profeter.

Efter jødernes tilbagevenden til Kana'an efter eksilet i Babylon bliver den nye religion gjort til et redskab for præsteskabets politiske mål: en selvstændig teokratisk stat. Dette mål bliver opnået, men den nye stat varer kun i henved hundrede år, og igennem hele sin eksistens er den præget af interne magtkampe blandt den ledende religiøse elite. Meget tyder dog på, at det først er på denne tid, at monoteismen slår igennem også i den brede jødiske befolknings livsstil og levemåde og bliver det centrale element i israelitternes selvforståelse. Men dette forudsatte og krævede præsteskabet både som den etnisk-religiøse og den statspolitiske magthaver. Efter alt at dømme er det tidligst fra denne tid, at vi kan tale om jødedom i moderne forstand.

Men denne udvikling forudsatte, som vi har set, en dramatisk omskrivning af den jødiske historie. Meget måtte udelades eller totalt omskrives. På den anden side blev der indført nye elementer, som næppe har meget med den historiske udvikling at gøre men som gav jøderne en forhistorie så lang som nogen.

=== &lt;big&gt;Problemerne med Gamle Testamente&lt;/big&gt; === 

Et passende kildekritisk udgangspunkt ved vurderingen af Gamle Testamentes troværdighed må være de modsætninger, der er mellem dennes fremstilling og de faktuelle kendsgerninger. Der er således ingen beviser for eksistensen af de fem mosebøger før slutningen af 4. århundrede f.Kr. inklusive eksistensen af en person ved navn Moses.&lt;ref&gt;Gad Barnea&lt;/ref&gt;

Problemerne med teksterne lader sig inddele i to delspørgsmål:&lt;/br&gt;
- er der een eller flere forfattere til Tanakh?&lt;/br&gt;
- er dele af teksterne lånt fra andre kulturer?&lt;/br&gt;
Svaret er i begge tilfælde bekræftende. Der kan derfor være grund til at behandle hvert af dem særskilt.

=== Forfattere og deres datering ===

Tekstanalytikere mener, at ''Tanakh'' (Gamle Testamente) er blevet til i tre omgange:&lt;/br&gt;
- en arkæisk fase: 11.-10. århundrede f.Kr.&lt;/br&gt;
- en klassisk fase: 9.-6. århundrede f.Kr.&lt;/br&gt;
- en sen fase: 5. århundrede f.Kr. eller senere.&lt;/br&gt;
Eksempelvis mener man, at den ældste del af Første Mosebog er historien om Jakobs velsignelse (i kapitel 47), som skal stamme fra arkæisk tid, men størstedelen af resten stammer fra klassisk tid.

I en række tilfælde forekommer tilsyneladende dubblerede historier med både ligheder men også klare forskelle. Forskerne mener, at det afspejler sammenskrivning af to eller flere ulige overleveringer.

Kildeforskere mener at kunne udskille fire lag i eller snarere forfattere til Mosebøgerne:

J: ''Jahvisten'', hvor Gud sædvanligvis kaldes ''Jahve''; et litterært lag der i modsætning til Præsteskriftet er præget af lægmandssynspunkter.&lt;/br&gt;
E: ''Elohisten'', hvor gudsbetegnelsen er ''Elohim''.&lt;/br&gt;
D: ''Deuteronomisten'', det vil sige &quot;forfatteren&quot; til Femte Mosebog.&lt;/br&gt;
P: ''Præsteskriftet'', et litterært lag i mosebøgerne, der antages at være blevet til i præstelige kredse, og som udviser særlig interesse for kultiske forhold. 

J- og E-teksterne menes nedskrevet efter, at det oprindelige kongerige var blevet delt i to: Israel i nord og Judæa i syd. J-teksterne menes at stamme fra Judæa, E-teksterne menes at stamme fra Israel.

J-teksterne dateres til tidsrummet mellem 848 f.Kr. og 722 f.Kr., idet disse tekster omtaler Babylon og Calah (Nimrod) som store byer. Desuden nævnes Edom som en autonom stat, hvilket først skete efter 848 f.Kr.

E-teksterne lader sig ikke datere nærmere end til 9. eller 8. århundrede f.Kr.

P-teksterne dateres til 6. århundrede f.Kr. og menes skrevet efter, at templet i Jerusalem var revet ned, og jøderne var blevet tvangsforflyttede til Babylon. Dette kan forklare hvorfor, at der ikke findes en eneste henvisning til templet i Jerusalem.&lt;ref&gt;Dinkgreve (2021), kap. 8&lt;/ref&gt;

Problemet ved en tekstanalyse af ''Tanakh'' er, at teksterne synes at være flettet sammen fra to eller flere oprindelige kilder til een sammenhængende historie. Det formodes, at J- og E-teksterne er blevet sammenskrevne efter 722 f.Kr., da Israel blev erobret af assyrerne, og flygtninge fra Israel i nord kom sydpå til Judæa og bragte deres E-traditoner med sig. Her blev de sammenskrevne til en ny version, JE, der ofte giver et judæisk perspektiv.

Men hvordan kan vi skelne imellem de forskellige tekster? Lad os tage nogle eksempler.

Under ørkenvandringen lader Moses vand springe fra klippen. I det ene tilfælde sker det uden problemer, i det andet pålægges Moses af Gud at tale til klippen, men han slår på den med sin stav i stedet, og som straf for at have ignoreret dette pålæg får han ikke love til at betræde Kana'an men kun at se det udefra. (exodus 18)

J-teksten angiver, at Abraham boede i Hebron, som er en judæisk by, men E-teksten fortæller om Jakobs kamp med Gud i Peni-El, som er en israelsk by.

I beskrivelsen af Jakobs sønner nævner J-teksten Judæa, mens E-teksten nævner stammer der var dele af Israel.

I E-teksten lader Aron skabe guldkalven til jødernes tilbedelse, men denne historie findes ikke i J-teksten.

Præsterne i Judæa hævdes at være efterkommere efter Aron, Moses broder, mens præster i Israel nævner andre levitter.

P-teksterne skiller sig ud ved at lægge vægt på love, lige som den tildeler Aron en større rolle, ligestillet med Moses. I ''JE''-teksten er det Moses' stav, som udfører mirakler (Første Mosebog kapitel 4), i P-teksten er det Arons stav (kapitel 7). I P-teksten er Aron den første, som ofrer, mens i ''JE''-teksten omtales flere tidligere ofringer, blandt andre Kain og Abel, Abraham og Isak samt Jakob, mens ingen af disse tilfælde omtales i P-teksten. Det menes, at dette afspejler P-tekstens mål om at give de aronitiske præster eneret på ofringer til Gud. Under ørkenvandringen optræder to uens oprør: i ''JE''-teksten er det Dathon og Abiram, som udfordrer Moses ved at sige, at det ville være bedre for jøderne at vende tilbage til Egypten, men at de opsluges af jorden i et jordskælv. I P-versionen er det levitterne under ledelse af Korah, som udfordrer Aron, men ligeledes dør.

Ligeledes omtaler P-teksterne ingen tilfælde, hvor folk besøges af engle eller får visioner, således omtales ikke historien om Josef og han 6 drømmesyner, ej heller de to engle i Sodoma og Gomorra eller Jekobs kamp med Gud. Sigende nok nævnes ordet &quot;profet&quot; kun een gang i P-teksten og da med henvisning til Aron.

=== Lånte historier ===

Sammenligninger mellem bibelske beretninger og tilsvarende overleveringer fra sumerisk og mesopotamisk kultur viser, at flere af historierne er blevet overtaget herfra, men at de er blevet omskrevne og tilpassede for at passe ind i den myte om jødernes oprindelse og historie, som man ønskede fremmet. Det gælder således blandt andre historierne om skabelsen, om Kain og Abel, om Noa og vandfloden samt om Sodoma og Gomorra.

Andre beretninger er tilsyneladende ligeledes lånt fra andre kulturer, således udvandringen fra Egypten, der blev gjort af et folk kaldet ''hyksos'', ikke af jøderne. Der kan være grund til at nævne nogle af disse beretninger, som jøderne så at sige adopterede.

==== Skabelsesberetningen ====

Den babylonske skabelsesberetning hedder ''Enuma Elish''. Dene kendes blandt andet fra Nineveh i Mesopotamien. Dens hovedtræk er følgende: i begyndelsen var der kun vand: guden ''Absu''s ferske vand og gudinden ''Tiamat''s salte vand. De blev blandede, og fra denne blanding blev født de første guder. Men disse yngre guder forstyrrede deres forældres søvn, så Tiamat sendte i vrede en hær af monstre for at ødelægge dem. Ud af dette kaos trådte ''Marduk'', stormguden og Babylons skytsguddom, som kæmpede imod ''Tiamat'' i en duel. Han affyrede en pil, som skabte hul i hendes mave og splittede hendes hjerte. Der efter skar han hendes krop op i to halvdele: af den ene skabte han himmelhvælvingen, af den anden halvdel jorden. Han satte stjerner i deres konstellationer, han satte månen til at angive månederne og solen til at lyse om dagen. Endelig skabte han menneskene af blod fra en død guddom blandet med ler for, at de kunne udføre det tunge arbejde for evigt.&lt;ref&gt;Dinkgreve (2021), kap. 3&lt;/ref&gt;

Den jødiske skabelsesberetning er i alle henseender et modstykke til den babylonske beretning: i stedet for flere guder er der kun een gud, i stedet for en skabelseskamp foregår skabelsen i Gamle Testamente med ord, i stedet for at menneskene er slaver for guderne er de i Bibelen skabt i Guds billede. Men der er også ligheder: rækkefølgen med adskillelse af himmelhvælving og den faste jord, fiksering af dag og nat samt tiden og endelig at menneskene skabes sidst i forløbet.

Det kan i en sidebemærkning oplyses, at det hebraiske ord i Første Mosebog 1:2 for urdybet, ''tehom'', filologisk er forbundet med ''Tiamat'', saltvandsgudinden i den babylonske skabelsesberetning.

==== Kain og Abel ====

Også den bibelske fortælling om Kain og Abel synes at have rod i to sumerisk myter. I den ene sumeriske myte omtales en hyrde (''Dumuzid''/Tammuz) og en landmand (''Enkimdu''), der begge konkurrerer om gudinden Inannas opmærksomhed. Den bibelske parallel: Ligesom i den sumeriske historie repræsenterer Kain bonden, mens Abel repræsenterer hyrden. Men i stedet for en uafklaret konkurrence eller forsoning tager den bibelske beretning en mørk drejning til brodermord. 

En anden variant er en sumerisk myte, hvor kvægguden (''Lahor'') og korngudinden (''Ashnan'') skabes af guderne for at sørge for mad og tøj. I disse historier diskuterer de to, hvem der må anses for mest værdifuld for den menneskelige civilisation. Den bibelske parallel er modsætningen mellem den omvandrende hyrde og den bofaste kornavler, men her bruges den til at skabe en søskenderivalisering, der ender i brodermord. Mens sumeriske myter brugte søskende til at fremhæve to byggestene i den menneskelige civilisation og fokuserer på samarbejde eller venskabelig rivalisering, brugte hebraiske forfattere den lånte fortælling til at skildre den syndefulde menneskelige natur, herunder konsekvenserne af misundelse.

Forskere antager, at disse velkendte myter sandsynligvis blev integreret i den hebraiske tradition under deres babylonske eksil i det 6. århundrede f.Kr., hvilket tillod forfattere at omarbejde regionale kulturelle temaer, så de passede til deres monoteistiske verdensbillede.

==== Noa og vandfloden ====

Også historien om Noa og vandfloden er overtaget fra andre kulturer. I 1872 fandt man i British Museums store samling fra Assurbanipals bogsamling et store epos kaldet ''Gilgamesh''. I kapitel 11 af dette epos findes en historie, hvis hovedtræk er følgende: guderne beslutter at udrydde menneskene ved at drukne dem, men vandenes gud, Enki, advarer Utu-nipishtim om faren og tilråder ham at bygge en ark og tage sin familie og sit kvæg med ombord, hvilket skete. I seks dage og nætter varer uvejret og oversvømmelsen, men på den syvende dag rammer arken toppen af et bjerg i Armenien. For at undersøge om oversvømmelsen er overstået sendes først en due og så en svale ud, men de vender begge tilbage. Først, da en ravn sendes ud og ikke vender tilbage, viste det, at vandene nu var sunket, og at Utu-nipishtim kunne forlade arken. Det gør han og foretager et takoffer til guderne. Enki bad så den øverste af guderne, Enlil, om at love, at han aldrig i fremtiden ville straffe hele menneskeheden for nogle fås synder, hvilket denne lover. Han rører Uti-nipishtim og dennes hustru på panden og erklærer: &quot;Hidtil har Utu-nipishtim været dødelig. Nu skal han og hans hustru være som guderne; og de skal bo i det fjerne, ved flodernes munding&quot;.&lt;ref&gt;Bibby (1971), s. 62f&lt;/ref&gt;

Lighederne med Bibelens beretning om syndfloden er indlysende til trods for forskellene: navnene er ændrede, de mange guder er erstattet af een Gud, men ellers er beretningen i sine kernetræk den samme.

Senere, i 1899 og 1900, viste udgravninger i Nippur i Mesopotamien, at den akkadiske beretning selv havde en forgænger. I 1914 blev fra disse udgravninger offentliggjort en tavle fra Nippur med en lignende beretning, der imidlertid stammer fra Sumer og således er betydeligt ældre end den akkadiske beretning. Tavlen er ukomplet, idet kun den nederste trediedel er bevaret, men syndflodsberetningen er atter den samme, selv om hovedpersonen nu hedder Ziusudra i stedet for Utu-nipishtim. I den sumeriske version ender historien således: &quot;Anu og Enlil viste velvilje mod Ziusudra, liv som en gud giver de ham, evig ånde som en gud bringer de ned til ham. Så kongenZiusudra, bevareren af planternes navn og af menneskeslægtens sæd, lod de bo i overfartslandet. Dilmuns land, det sted hvor solen står op&quot;.&lt;ref&gt;Bibby (1971), s. 64&lt;/ref&gt;

Pointen her er, at Bibelens syndflodsberetning er et plagiat, ikke en oprindelig historie, men at den inddrages som et led i den rekonstruerede beretning om jødernes historie.

==== Edens have ====

I den sumeriske beretning optræder også det hellige land Dilmun. Dette land beskrives som et sted, hvor rovdyr, sygdom og alderdom ikke eksisterer:

I Dilmun tier ravnen,&lt;/br&gt;
rovfuglen skriger ikke,&lt;/br&gt;
løven dræber ikke,&lt;/br&gt;
ukendt er den kid-fortærende vildhund,&lt;/br&gt;
ukendt det kornædende vildsvin.&lt;/br&gt;
Malten som enken spreder på taget -&lt;/br&gt;
himlens fugle opæder ikke denne malt.&lt;/br&gt;
Duen hænger ikke med hovedet.&lt;/br&gt;
Den øjensyge siger ikke: &quot;Jeg er øjensyg&quot;,&lt;/br&gt;
den hovedsyge siger ikke: &quot;Jeg er hovedsyg&quot;,&lt;/br&gt;
den gamle kvinde siger ikke: &quot;Jeg er en gammel kvinde&quot;,&lt;/br&gt;
den gamle mand siger ikke: &quot;Jeg er en gammel mand&quot;.&lt;ref&gt;Bibby (1971), s. 66&lt;/ref&gt;

Det har været foreslået, at dette ideelle levested har været forbillede for jødernes opfattelse af Edens have. I dag ved vi, at Dilmun ikke var en myte om Paradis men navnet på en faktisk eksisterende stat med Bahrain som sit midtpunkt, der drev en omfattende handel og søfart fra Indusdalen i øst til Mesopotamien i nordvest. Dette er et sidespring, men hvis det viser sig, at Dilmun er inspirationskilden til Edens Have, vil det være endnu et eksempel på kulturelle traditioner, som jøderne har lånt, adapteret, og inkorporeret i deres egen historiske myte.

==== Babelstårnet ====

Historien om Babelstårnet er velkendt og lyder således: 

&quot;Hele jorden havde samme sprog og samme tungemål. Da de brød op mod øst, stødte de på en dal i landet Sinear, hvor de slog sig ned. De sagde til hinanden: &quot;kom, lad os stryge teglsten og brænde dem hårde!&quot; De brugte tegl som sten og asfalt som mørtel. Så sagde de: &quot;lad os bygge en by med et tårn, som når op til himlen, og skabe os et navn, for at vi ikke skal blive spredt ud over hele jorden.&quot; Herren steg ned for at se byen og tårnet, som menneskene byggede. Så sagde Herren: &quot;se, de er eet folk med samme sprog. Når de begynder at handle sådan, vil intet af det, de planlægger, være umuligt for dem. Lad os stige derned og forvirre deres sprog, så at de ikke forstår hinanden.&quot; Så spredte Herren dem derfra ud over hele jorden, så at de måtte holde op med at bygge byen. Derfor hedder den Babel, for dér forvirrede Herren sproget på hele jorden, og derfra spredte Herren menneskene ud over hele jorden.&quot;&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 17&lt;/ref&gt;

Denne historie synes at være skabt med to formål. Det ene er at forklare hvorfor, at ulige folkeslag taler uens sprog. Men historien har muligvis et andet formål: at nedgøre babylonernes ziggurater (tempeltårne), som antagelig blev lavet som en slags forbindelse mellem himmel og jord. Nebukadnezar II (omkring 605-562 f.Kr.), som erobrede Judah, ødelagde Jerusalem og bragte mange jøder til Babylon, byggede også et ziggurat i syv lag kaldet ''Etemenanki'', hvilket kan oversættes &quot;Himmelens og Jordens Grundvolds Hus&quot;.&lt;ref&gt;Dinkgreve (2021), kap. 3&lt;/ref&gt;

==== Abraham ====

I Første Mosebog kapitel 12 introduceres Abraham som israelitternes mytiske stamfader.&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 17ff&lt;/ref&gt; Følger man kronologien i Gamle Testamente, skal han dateres til omkring 2100 f.Kr. og således blandt andet før jødernes ophold i Egypten. Men i Første Mosebog kapitel 21 vers 34 hedder det: &quot;Abraham boede lang tid som fremmed i filistrenes land&quot;&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 27&lt;/ref&gt;, og vi ved, at filistrene først ankom til Kana'an i 12. århundrede f.Kr. som en del af de såkaldte &quot;havfolk&quot; (engelsk: ''Sea People''). Dette betyder, at ''enten'' er Abraham en fri opfindelse, som intet har med en historisk person at gøre, ''eller'' også hører han hjemme i 12. århundrede og er israelitternes stamfader, men i så fald eksisterede de ikke som folk, da de angiveligt opholdt sig i og udvandrede fra Egypten. Også aramæerne omtales og stammer ligeledes fra 12. århundrede, hvilket tyder på, at den sidst nævnte forklaring er den rette.

Men der er andre problemer med Abraham. Ifølge P-kilden skal han stamme fra den sumeriske by Ur&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 17&lt;/ref&gt; og have draget gennem den frugtbare halvmåne først til Haran (nu Aram, beliggende i Tyrkiet) og senere videre til Kana'an. I de to kilder J og E er Ur ikke nævnt, kun Haran. Det har derfor været antaget, at det er hans oprindelige hjemsted. Det ville kunne forklare hvorfor, at hans forfædre Serug, Nahor og Terah har navne efter landsbyer omkring Haran, som Abrahams broder har navn efter. Det kunne også forklare benævnelsen &quot;hebræer&quot;, der antagelig betyder &quot;hinsides floden&quot;, idet Haran ligger på den modsatte bred af Eufrat.&lt;ref&gt;Dinkgreve (2021), kap. 8&lt;/ref&gt; Samme tradition findes i Josvabogen kapitel 24:2 i omtalen af pagtslutningen i Sikem: &quot;Josva sagde til hele folket: &quot;Dette siger Herren, Israels Gud: I gamle bage boede jeres fædre på den anden side af Eufratfloden, Tera, Abrahams og Nakors far, og de dyrkede andre guder&quot;.&quot;&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 269&lt;/ref&gt;

Imidlertid savnede Abraham en slægtshistorie, så i Første Krønikebog kapitel 1 får han den. Her hører vi at han er søn af Sem, som på sin side er søn af Noa, som atter er efterkommer af Adam.&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 446&lt;/ref&gt; Men som vi netop har set, er han i Josvabogen søn af Tera.&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 269&lt;/ref&gt; Der er således interne modsætninger i de narrativer, som de ulige slægtslister og narrativer i ulige dele af Gamle Testamente giver. Dette viser, at man har forsøgt at sammenskrive ulige narrativer til et men med ringe held.

==== Sodoma og Gomorra ====

Historien om Sodoma og Gomorras ødelæggelse optræder som et sidemotiv i beretningen om Abrahams liv i Første Mosebog kapitel 18:16-33 og kapitel 19:1-28.

Bibelforskere er generelt enige om, at selvom Gamle Testamente ikke direkte &quot;låner&quot; historien om Sodoma og Gomorra fra en specifik sumerisk kilde, deler fortællingen om guddommelig ødelæggelse, guddommelige besøgende og den flammende omstyrtelse af en by slående motiver med tidligere mesopotamisk litteratur og bredere oldtidsmytologi fra Nærøsten. Således &quot;Akkads forbandelse: Ekur hævnet&quot;, et akkadisk/sumerisk litterært værk dateret til mellem 2112 f.Kr. og 2004 f.Kr., som beskriver den pludselige ødelæggelse af byen Akkad. Myten blev skrevet hundreder af år efter Naram-Sins liv og er digterens forsøg på at forklare, hvordan det lykkedes for gutianerne at erobre Sumer. Efter en indledende passage, der beskriver Akkads herlighed før dets ødelæggelse, fortæller digtet om, hvordan Naram-Sin gjorde hovedguden Enlil vred ved at plyndre Ekur, der var Enlils tempel i Nippur. I sin vrede kaldte Enlil gutianerne ned fra bjergene øst for Tigris, hvilket bragte pest, hungersnød og død over hele Mesopotamien. For at begrænse denne ødelæggelse, bestemte otte af guderne (nemlig Inanna, Enki, Sin, Ninurta, Utu, Ishkur, Nusku og Nidaba), at kun byen Akkad skulle ødelægges for at skåne resten af ​​Sumer, og de forbandede den. Historien slutter med, at digteren skriver om Akkads skæbne, idet den velstående by lægges i aske i overensstemmelse med gudernes forbandelse.

Temaet om guddommelig straf for en bys ''hybris'' eller umoral er et udbredt motiv i oldtidens verdensbillede. Det kan ikke vides sikkert, om det er denne historie, der har dannet forbillede for Gamle Testamentes historie om Sodoma og Gomorra, men motivet menneskers umoral og manglende respekt for guddommen er det samme.

Den bibelske version rummer Abrahams forsøg på at undgå ødelæggelsen, hvis der blot fandtes ti retfærdige indbyggere i byen, men selv så få fandtes der åbenbart ikke. Kun Lot, Abrahams slægtning, reddes fra ulykken: &quot;Da solen stod op over landet, og Lot var kommet til Soar, lod Herren svovl og ild regne ned over Sodoma og Gomorra fra Herren i himlen. Han ødelagde disse byer, ja hele Jordandalen, alle, der boede i byerne, og alt, der voksede på markederne.&quot;&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 25&lt;/ref&gt; Naturvidenskabeligt set kunne det være beskrivelsen af en meteorregn eller af nedfald fra et vulkanudbrud.

==== Moses ====

I Anden Mosebog kapitel 2 introduceres den mytiske skikkelse Moses som israelitternes befrier fra trældommen i Egypten. Historien begynder med hans fødsel. Ifølge myten havde farao befalet, at alle drengebørn skulle dræbes ved fødslen, men Moses' moder reddede ham ved at placere ham i en sivkurv, hvor han blev fundet og adopteret af faraos datter.&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 67&lt;/ref&gt; Denne historie er imidlertid utvivlsomt adopteret fra sumerisk tradition, idet en tilsvarende historie fortælles om kong Sargon af Assad.&lt;ref&gt;Dinkgreve (2021), kap. 8&lt;/ref&gt; Der er således ingen grund til at tillægge denne del af traditionen nogen historisk baggrund.

Senere fortæller Anden Mosebog, at Moses blev pålagt af Gud at føre israelitterne ud af Egypten. Det hedder i den forbindelse, at Gud blandt andet siger til Moses: &quot;Jeg er din faders Gud, Abrahams Gud, Isaks Gud og Jakobs Gud&quot;.&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 69&lt;/ref&gt; Her stå vi på ny over for problemet, at henvisningen til Abraham åbenbart er en anakronisme. Det betyder, at der kan rejses tvivl om både den historiske skikkelse Moses og om Mosebøgerne som kilde til israelitternes tidlige historie overhovedet.

Kendsgerningen er, at der findes ingen beviser på eksistensen af de fem mosebøger før slutningen af det 4. århundrede f.Kr., herunder eksistensen af en person kaldet Moses.&lt;ref&gt;Gad Barnea&lt;/ref&gt; Men den farao, som med stor sandsynlighed fordrev semitterne fra Egypten, hed Ahmoses, hvilket på hebraisk betyder &quot;Moses' broder&quot;. Så måske at der er en sammenhæng her.

==== Græske narrativer ====

Men det er ikke kun fra Sumer og Mesopotamien at Gamle Testamenter har lånt narrativer. Nogle kildekritikere tilhørende den såkaldte &quot;Københavnerskole&quot; har peget på, at også græske narrativer har ydet deres bidrag, lad os tage nogle eksempler:

Jan-Wim Wesselius har foretaget undersøgelser, der viser, hvordan Første Mosebog og Anden Mosebog afspejler Herodots skrifter, især sidstnævntes beretning om persiske kongers liv. Han sammenlignede i detaljer lighederne mellem Josef og Kyros, og især mellem Moses og Xerxes. Josef og Kyros har begge drømme, bliver afsløret for at dø, går i eksil, bliver skjult i en periode og bliver konger, når deres identitet afsløres. Moses og Xerxes drager ud for at erobre enten Kana'an eller Grækenland og krydser vand med deres folk. Mange andre detaljer nævnes, såvel som sammenligninger mellem Terah og Phraortes (en medisk konge), Abraham og Kyaxares (en medisk konge), Isak og Astyges (en medisk konge) og Jakob og Mandane (Kyros' mor).&lt;ref&gt;Wesselius (1999), s. 24-77&lt;/ref&gt;&lt;ref&gt;Wesselius (2002), s. 6-47&lt;/ref&gt;

Philippe Guillaume mener, at kreative skrivere i Alexandria i det andet århundrede f.Kr. indsatte dommere i  Mosebøgernes historie, hvilket afspejlede et politisk-ideologisk behov hos de hasmoneiske herskere i Palæstina. Det formodes, at indsættelsen af disse dommere var inspireret af Hesiods ''Værker og Dage'', især afsnittet om heltene, som Hesiod indsatte i de fire tidsaldre. Det modsvarer den måde, hvorpå dommere blev indsat i den jødiske historie. Det synes  at have haft et dobbelt formål: dels at underminere påstande om arveret til magten fra efterkommere af kong Davids dynasti, idet historier om heroiske dommere nu optræder før kongerne David og Salomon og dermed med større ælde, dels at hjælpe de hasmoneiske herskere, der netop ikke kunne hævde at have nogen afstamning fra David som grundlag for deres påstande om et messiansk styre.&lt;ref&gt;Guillaume (2014), s. 147-164&lt;/ref&gt;.

Katherine Stott har påpege, at Davids opstigning, som skildret i Første Samuelsbog kapitel 16-31 og i Anden Samuelsbog kapitel 1-8, muligvis er inspireret af den fortælling, der beskriver Kyros' opstigning til Persiens og Mediens trone i teksten i Herodots Historier. Hun så følgende paralleller:&lt;/br&gt;
- Kyros og David starter begge under ydmyge kår,&lt;/br&gt; 
- begge træder ind i den forrige konges hof,&lt;/br&gt; 
- i begge tilfælde bliver den pågældende konge jaloux på dem,&lt;/br&gt; 
- i begge tilfælde bliver de truet med døden af ​​den pågældende konge,&lt;/br&gt; 
- begge flygter fra hoffet,&lt;/br&gt; 
- begge bliver folkelige ledere,&lt;/br&gt; 
- i begge tilfælde hopper en allieret af,&lt;/br&gt; 
- begge tilraner sig kongerigets herredømme,&lt;/br&gt; 
- begge får succes på grund af deres militære dygtighed,&lt;/br&gt; 
- begge skåner den gamle konges liv i en periode,&lt;/br&gt; 
- der er et tragisk element i den forrige konges fald i begge tilfælde, og&lt;/br&gt; 
- i begge tilfælde er udfaldet dannelsen af ​​en ny politisk enhed.&lt;/br&gt; 
Stott bemærkede, at denne græske tekst kun i den hellenistiske æra ville have været tilgængelig for den bibelske forfatter.&lt;ref&gt;Stott (2002), s. 62-71, 77-78)&lt;/ref&gt;.

Hesiods ''Theogoni'' og Katalog over kvinder menes at være blandt de indflydelsesrige kilder til henholdsvis skabelsesberetningen i Første Mosebog kapitel og de genealogier, der findes i hele Første Mosebog kapitlerne 1-11 det vil sige til og med omtalen af Noas efterkommere.&lt;ref&gt;Gnuse (2017)&lt;/ref&gt;.

Fortællinger i Første Mosebog kapitlerne 1-11 kan også vises at have betydelige paralleller med beretninger nedskrevet hos græske historikere, således Hekateus fra Milet (''Periegesis'' og genealogier) og Herodot fra Halicarnassus (Historier), herunder omtaler af menneskelige leveveje (Første Mosebog kapitel 4:20-22), de tre sønner af en syndflodshelt, der er menneskehedens forfædre (Første Mosebog kapitel 9:18-19 og kapitel 10:1-32) samt plantningen af ​​en vingård (Første Mosebog kapitel 9:20-27).&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 15f&lt;/ref&gt;&lt;ref&gt;Gnuse (2019)&lt;/ref&gt;

Ældre latinske traditioner, der ligger bag beretningerne i Ovids ''Fasti'' 5, 493-544 og ''Metamorfoser'' 8, 625-725, kan have inspireret fortællingerne om de budbringere, der fortæller Abraham om hans kommende søn, og de budbringere, der advarer Lot om at forlade Sodoma i Første Mosebog 18:1-15; 19:12-26. &lt;ref&gt;Gnuse (2017)&lt;/ref&gt;.

En fortælling om Democedes af Kroton i Herodots ''Historie'' 3, 125-132 kan have givet anledning til fortællingen om Josef, der fortolker faraos drømme i Første Mosebog 41:1-36&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 52-54&lt;/ref&gt;, hvilket igen inspirerede drømmeberetningerne i Daniels Bog&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 1104-1112&lt;/ref&gt;&lt;ref&gt;Gnuse (2010)&lt;/ref&gt;.

Den korte fortælling om den store kriger Achilleus' ædle, talende heste i ''Iliaden'' 19, 395-424 kan være løst overtaget og indpasset i beretningen om Bileams æsel i Fjerde Mosebog kapitel 22:22-35, hvor et simpelt æsel bringer skam over en tåbelig profet.&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 181&lt;/ref&gt; Talende dyr er langt mere almindelige i græsk litteratur end i Bibelen. &lt;ref&gt;Gnuse (2017)&lt;/ref&gt;

Ofrelsen af ​​Ifigenia i to skuespil af Euripides omkring 400 f.Kr.: ''Ifigenia blandt Taurierne'' og ''Ifigenia i Aulis'', kan have inspireret beretningen om Jeftas ofring af sin datter i Dommerbogen kapitel 11:30, 34-40, som synes at være indsat i beretningen om Jeftas kamp mod ammonitterne. &lt;ref&gt;Gnuse (2019)&lt;/ref&gt;

Arrians beretning om Alexander den Store og det spildte vand i Anabasis af Alexander 6.26.1-3 kan have inspireret en lignende historie om David i Anden Samuels Bog 23:15-17. Davids handling med at hælde det vand ud, som hans modige soldater hentede bag fjendens linjer, gør ikke en fornuftig historie, som Alexanders handling i den gedrosiske ørken, hvor tørst virkelig er et problem, gør.&lt;ref&gt;Gnuse (1998)&lt;/ref&gt;.

I flere tilfælde kan det sandsynliggøres, at disse broderende fortællinger optræder som et vedhæng til ældre beretninger og er placeret i slutningen af ​​bibelske bøger, og de ser ud til at have været knyttet til bøgernes hovedfortælling kun med en løs forbindelse. Dette gælder især i Dommerbogen, hvor fortællingerne i Dommerbogen kapitel 13-16 om Samson ser ud til at være skrevet i en helt anden stil end resten af ​​Dommerbogen. Et stort antal forskellige græske legender om Herakles synes at have påvirket Samson-fortællingerne i Dommerbogens kapitel 13-16 på et sent tidspunkt, sandsynligvis i den hellenistiske tid. Der er alt for mange græske paralleller inden for disse fire kapitler til, at de kan afvises som blot fortællingshistoristiske sammentræf.&lt;ref&gt;Gnuse (2018)&lt;/ref&gt;

Afsnittene i Dommerbogens kapitel 17-21 om Mika, om Dan-stammens udvandring til Lakash samt om Benjamitternes skændselsdåd fremstår ligeledes som tilføjede tillæg til resten af ​​bogen, og dér finder vi beretningen om kvinderne, der blev kidnappet fra Silo. &quot;Voldtægten af ​​de sabinske kvinder&quot;, som en gammel fortælling genfortalt af Livius (''Historie'' I, 9,1-16) og Plutarch (Lives: Romulus XIV, 2-8), kan være forbilledet for de bortførte piger i Dommerbogen kapitel 21:1-24. &lt;ref&gt;Gnuse (2007)&lt;/ref&gt;

Fortællingerne om Josef, Bileam og Jefta kunne være blevet placeret i den bibelske tekst i den persiske periode kort efter 400 f.Kr., såvel som bibelske tekster i Første Mosebog 1-11 med Hesiod, Hekateus og Herodot som inspirationskilder. Men de andre fire fortællinger synes mere sandsynligt at have deres oprindelse fra den hellenistiske tid, og man kan derfor argumentere for, at alle disse tekster opstod samtidigt og derfor må høre hjemme i den hellenistiske tid. 

Anden Samuelsbog kapitel 21-23 synes også at være et appendiks, og heri finder vi David, der hælder det vand, han har modtaget fra sine krigere, ud. Dommerbogen kapitler 13-21 og Anden Samuelsbog 21-23 kunne derfor være blevet føjet til Deuteronomistiske historier på et meget sent tidspunkt. Historierne om Josef i Første Mosebog kaptel 39-50, der skulle forklare jødernes ophold i Egypten, ses ofte som en sen tilføjelse fra omkring 400 f.Kr. eller senere, hvorfor Herodots indflydelse på Josefs drømmetydning er sandsynlig. Andre beretninger ser også ud til at være blevet indsat noget ujævnt i deres fortællende kontekst. Dette er tydeligst i beretningen om Jeftas ofring af sin datter, som synes at være indsat midt i Jeftas slag i Transjordan, og fortællingen om Bileam og hans æsel, som fremstiller Bileam med en helt anden persona end den, der findes i resten af ​​Fjerde Mosebog 22-24. Historien om de tre engle, der besøger Abraham og pludselig kun bliver to i antal, da de besøger Lot, henleder opmærksomheden på parallelle romerske beretninger, hvor der er henholdsvis tre og to engle i fortællingerne fra Ovid. Desuden vidner de nuancerede detaljer i dialogen i Første Mosebog 18-19 også om en senere tids skrivestil. Således synes indflydelsen fra klassiske og græske beretninger at være mest sandsynlig i historier, der synes at være senere tilføjelser og indsættelser i hovedhistorierne.

Foruden indholdsmæssige ligheder er der også opbygningsmæssige ligheder. Daniel Hawk bemærkede, at Aischylos' ''Orestia'' og Første Samuelsbog kapitel 8 til Anden Kongebog 8 deler sammenlignelige struktur og karakterer. Begge har et tredelt skema og begge bruger metaforer til at afspejle overgangen fra et slægtskabssamfund til et borgersamfund, idet Agamemnon og Saul afspejler den gamle samfundsorden, Orestes og David viser overgangen, og Athena og Salomon indfører den nye orden. Den deuteronomistiske historiker brugte ''Orestia'' som model for sine &quot;modtagne traditioner vedrørende det israelitiske monarki&quot;. Hawk mener, at den hellenistiske tid kan have været det tidspunkt, hvor den bibelske forfatter havde adgang til og brugte Aischylus' skrifter.

Disse og andre eksempler er blevet fremhævet af nogle forskere, der generelt er enige om, hvordan hellenistisk litteratur formede den oprindelige historie efter 300 f.Kr. eller endda efter 200 f.Kr., i den makkabæiske æra. Larsson mener, at de bibelske beretninger blev skabt i det ptolemæiske Egypten i det andet århundrede f.Kr. og påvirket af betydelige græske historikere fra det tredje århundrede f.Kr., så som Berossos, Manetho og Eratosthenes.&lt;ref&gt;Larsson (2004), s. 296-311&lt;/ref&gt; På grundlag af sådanne iagttagelser mener Niels Peter Lemche, at Dommerbogen og sikkert også andre dele af Gamle Testamente først er blevet skrevet eller har fundet deres endelige form omkring 272 f.Kr. Etienne Nodet bekræftede, at Pentateuken opstod i begyndelsen af ​​det tredje århundrede f.Kr., men profeterne og nogle af skrifterne blev skabt i det andet århundrede f.Kr. Disse tekster blev genereret i Alexandria under hellenistisk indflydelse.&lt;ref&gt;Nodet (2014), s. 36-55&lt;/ref&gt; Emanuel Pfoh mente, at selvom den primære historie blev skabt i den hellenistiske æra, kom nogle traditioner fra den assyriske og persiske æra og blev udviklet af skrivere gennem årene. Men i bund og grund blev teksten formet under hellenistisk indflydelse (23, 33-35). Hvordan det nu forholder sig, står det klart, at både den sene tilblivelse og dens mulige motiver undergraver store dele af Gamle Testamente som historisk kilde.

Det er muligt, at der findes en historisk kerne, som over tid er blevet udbygget og pyntet på med narrativer hentet fra græske traditioner, men indtil videre må det konstateres, at næsten alt i Gamle Testamente lader sig betvivle.

Mest afgørende i denne sammenhæng er det imidlertid, at hvis disse kritikere tilhørende &quot;Københavnerskolen&quot; har ret, så betyder det, at ''Tanakh'' eller Gamle Testamente langt fra var færdigskrevet endsige færdigredigeret, da jøderne vente tilbage til Jerusalen efter eksilet i Babylon. Forud ventede endnu en lang redigeringsproces, og det kan også forklare hvorfor, at vi skal helt frem til 2. århundrede f.Kr. (eller tidligst 3. århundrede f.Kr.) før, at jøderne udviser noget kendskab til deres religiøse skrifter. Forklaringen er den enkle, at først da havde skrifterne nået et så fuldendt udseende, at de lod sig anvende i den national-politiske propaganda.

==== Hyksos-problemet ====

Mens arkæologerne med rimelig sikkerhed tør fastslå, at der fandtes en særlig israelitisk befolkning fra omkring 1200 f.Kr., så er der mere usikkerhed om tiden forud. Hovedspørgsmålet kan formuleres således: er jødernes ophold i og udvandring fra Egypten en historisk begivenhed eller ej? Holdningerne spænder fra fuldstændig afvisning af denne historie til ubetinget tilslutning.

For at løse problemet må vil opspalte det i tre delspørgsmål:&lt;/br&gt;
- kan der påvises et ophold af en semitisk befolkning i Egypten?&lt;/br&gt;
- hvis ja: inden for hvilket tidsrum?&lt;/br&gt;
- hvis ja: var det israelitter eller ej?

Det umiddelbare svar på spørgsmålet er, at der faktisk findes oplysninger om en fremmed befolkning i Egypten. Men denne befolkning, kaldes af egypterne selv ''Hiku-khasut'', det vil sige &quot;ørkenfyrsterne&quot; (hvilket på græsk er blevet til ''hyksos''&lt;ref&gt;Bibby (1978), s. 96&lt;/ref&gt;, og denne benævnelse bruges almindeligvis og derfor også her), ikke &quot;hebræerne&quot;, &quot;jøderne&quot; eller &quot;israelitterne&quot;, og ingen af disse betegnelser kendes i samtiden, end ikke fra Kana'an. Forskerne mener at kunne fastslå, at disse ''hyksos'' ankom fra øst til Egypten i 19. århundrede f.Kr., regerede over Egypten i 17. og 16. århundrede f.Kr. men senere forsvandt igen. Der er fundet en grav rejst over en mand ved navn ''Aper-El'', det vil sige &quot;El's tjener&quot;, som tjente hos faraonerne Amenhotep III og Akhenaten i 14. århundrede f.Kr.&lt;ref&gt;Dinkgreve (2021), kap. 8&lt;/ref&gt;

Et passende udgangspunkt for vurdering af udvandringens troværdighed kan være Simcha Jacobovici og hans film &quot;''The Exodus decoded''&quot;. Heri giver han blandt andet en omfattende dokumentation, som nok kan være en nøjere gennemgang værd.

Simcha tager udgangspunkt i bibelkritiske afvisninger af udvandringen, som traditionelt blev dateret til 1270 f.Kr. det vil sige i Ramses II's regeringstid men hvor der ingen beviser for en sådan begivenhed findes. Simcha mener, at denne datering er forkert, og at den korrekte tidsfæstelse er omkring 1500 f.Kr. Som beviser for denne tidsfæstelse anfører han følgende:

Hyksos-folket skulle være kommet til Egypten omtrent 200 år før, at de atter udvandrede, det vil sige 1700 f.Kr. I en grav i Beni Hassan ved Nilen omkring 400 km syd for Cairo findes et vægmaleri, som viser en indvandring til Egypten. Befolkningen er semitter med skæg, flerfarvede dragter og med benævnelsen &quot;''Amo''&quot;. I ''Tanakh'' (Gamle Testamente) anvendes benævnelsen &quot;''Amo Israel''&quot;, det vil sige &quot;Guds folk&quot;. Benævnelsen er den samme og deres ophold passer nøje med traditionen.

Hyksos-folkets hovedstad var Avaris, der ligger i Nilens delta nord for Cairo. Avaris er blevet udgravet af professor Manfred Bietak fra Wien. Han har blandt andet fundet 9 seglstamper med navnet &quot;Jakob&quot;, hvilket nøje svarer til den bibelske tradition om faraos betroede mand, Josef, der netop var søn af Jakob.

Ifølge traditionen ender indvandrerne som slaver. I Serabit El Khadim i Sinai-ørkenen blev udvundet tyrkis-sten i miner ved slaveri. I en af disse minder findes en alfabetisk (ikke-egyptisk) indskrift på væggen: &quot;El, hjælp mig&quot;. ''El'' var navnet på en semitisk guddom.

En stele rejst af farao Ahmoses og dateret til omkring 1500 f.Kr. fortæller om blandt andet storm og mørke i overensstemmelse med den bibelske tradition, og den nævner gud i ental. Ahmoses er kendt for at have udvist hyksos-folket. Navnet Ahmoses betyder på egyptisk &quot;månen er født&quot; men på hebraisk &quot;Moses' broder&quot;. 

Omkring 1500 f.Kr. indtraf et stort vulkanudbrud på øen Santorini i det græske øhav. Simcha mener, at det var denne begivenhed, som udløste udvandringen, og at den også kan forklare Egyptens ti plager. Hans argumentation herfor er følgende:

I Avaris er fundet vulkansk pimpsten dateret til omkring 1500 f.Kr. Dette viser (om ikke andet) at Egypten blev påvirket af netop dette vilkanudbrud.

Vulkanudbruddet og tilhørende jordskælv havde følgende bivirkninger:&lt;/br&gt;
- vandet bliver rødt. Årsagen er, at rust frigøres ved gasudbrud fra bunden og opblandes i vandet. Dette skete blandt andet i 1986 ved Nyos-søen i Cameroon.&lt;/br&gt;
- frøer. Hopper ud af vandet, når det bliver forurenet.&lt;/br&gt;
- lus, fluer og epidemi følger som eftervirkninger af miljøkatastrofen&lt;/br&gt;
- sår og bylder. Disse kendes ligeledes fra Nyos-begivenheden i 1986.&lt;/br&gt;
- hagl. Is og ild = &quot;vulkansk hagl&quot; omtales i den såkaldte Ipuwer-papyros og skyldes, at vulkansk aske blandes med vand i atmosfæren.&lt;/br&gt;
- græshopper. Bringes på vandring på grund af klimaændringen.&lt;/br&gt;
- mørke. Skyldes en askesky, der fra vulkanudbruddet bredte sig til Nilens delta, hvilket er bevist ved korn af asken fundet af Jean-Daniel Stanley fra Smithsonian Institute.&lt;/br&gt;
- førstefødte sønner døde. Skyldes at CO&lt;sub&gt;²&lt;/sub&gt; frigøres fra jordens indre og lægger sig lige ved jordens overflade. Da de ældste priviligerede sønner sov på en lav seng, blev de dræbt af gassen, mens andre børn der sov på de flade tage aldrig blev berørt inden, at gassen opløstes igen. Noget tilsvarende blev observeret i Nyos. Yderligere er der udgravet massegrave i Avaris, som kun omfatter personer af mandkøn og ikke krigere. Og Ahmoses' egen søn døde som 12-årig (hans begravede lig er fundet).&lt;/br&gt;
Ifølge Simcha er alle disse begivenheder således naturlige mulige følger af vulkanudbruddet.
[[Fil:Stele_of_Grave_Circle_A_Mycenae_NAMA_1428.JPG|200px|thumb|Gravstele fra Mykene, der viser Farao, som forfølger Moses. De er omgivet af vand på begge sider.]]
Velkendt er historien om havets deling.&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 82&lt;/ref&gt; Den korrekte formulering i Bibelen er &quot;Yam Suf&quot;, det vil sige Sivhavet. Men siv vokser ikke i saltvand, så der er tale om en stor sø. På Ismailia Regional Museum findes en granitsten med en indskrift i hieroglyffer, ''El Arish''-indskriften, der fortæller om udvandringen set fra faraos side. Her kaldes lederen for &quot;ørkenprinsen&quot;. Mere bemærkelsesværdigt er det, at indskriften også fortæller, at vandene delte sig (markeret som bølger + 2 knive), og at indskriften nævner stedet for denne begivenhed: ''El Balah'', en nu tidligere sø beliggende øst for Avaris nær overgangen til Sinai-ørkenen. Simcha mener, at som følge af de tektoniske forskydninger og deraf følgende jordskred løftede den afrikanske plade sig 1-2 meter og skabte en landkorridor, men kort efter fulgte en tsunami, som druknede faraos hær.

Simcha peger på et vægmaleri på Santorini, som viser en sejlads fra en by omgivet af mure. Simcha mener, at den viste by er Avaris, idet der her også er fundet minoiske vægmalerier, hvilket vidner om handelsforbindelser. En del af udvandrerne skulle således være draget til Grækenland. I Mykene er fundet guldgenstande og sværd i en grav dateret til 1500 f.Kr. De kan stamme fra jødiske udvandrere. Desuden er fundet tre gravsten med billeder visende først en mand på en stridsvogn, der forfølger en gående mand omgivet af bølger, dernæst at den gående mand er nået højere liggende land og har vendt sig imod stridsvognen, og endelig at stridsvognen drukner i bølgerne. Billederne viser, let forenklet, faraos forfølgelse af Moses. Det er i bogstaveligste forstand en tegneserie om begivenheden.

Simcha peger dernæst på, at jordskælv kunne have ført til, at gas og olie blev frigivet og måske blev antændt, og derved gav anledning til røgsøjler om dagen og ildsøjler om natten svarende til beretningen i Anden Mosebog kapitel 13 vers 21-22: &quot;Herren gik foran dem, om dagen i en skysøjle for at føre dem på vejen og om natten i en ildsøjle for at lyse for dem, så at de kunne gå både dag og nat. Skysøjlen fjernede sig ikke fra folket om dagen og ildsøjlen ikke om natten.&quot;&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 81&lt;/ref&gt;

Endelig mener Simcha at kunne påvise, hvor bjerget Sinai lå. Og han mener at have fundet billedlige gengivelser af Pagtens Ark - i Grækenland af alle steder!

Så langt Simcha. Det giver anledning til en række spørgsmål: er begivenheden fejldateret? Det er der faktisk en del, der tyder på. Begivenheden fandt efter alt at dømme sted omkring 1500 f.Kr. Kan et vulkanudbrud være forklaringen på begivenhedsforløbet? Svaret må være, at det er muligt, i hvert fald er der intet, som tyder på, at det ikke kunne være tilfældet. Var dette hyksos-folk ''Amo'' og var det semitter? Ja, det er sandsynligt. Var det også israelitter? Det er muligt, men ikke sikkert.

Vi har tidligere fastslået, at Gamle Testamentes historie om udvandringen fra Egypten tidsmæssigt er uforenelig med historien om Abraham som israelitternes stamfader, idet hans ophold i filistrenes land er flere hundrede år senere end udvandringen. Og det forbliver uforklarligt, at et folk, som kaldte sig selv Israel, ikke optræder under dette navn men af Egypterne kaldtes henholdsvis ''Amo'' og ''Hyksos''.  

Historien om ''exodus'' eller udvandringen fra Egypten kendes ikke fra Elephantine, en jødisk by i Egypten fra 400-tallet f.Kr., hvilket kunne tyde på, at denne tradition i jødisk historieforståelse enten må være yngre end denne tid eller endnu ikke spillede den rolle i jødisk selvforståelse, som den senere fik.

Hvis man vil være besværlig, kan man opstille følgende alternative hypotese: udskibningen fra Egypten til Mykene eksisterer ikke i det bibelske narrativ. Hvis man alligevel forudsætter, at det afspejler en historisk kendsgerning, så kunne disse udvandrere, ''hyksos'', have taget hele traditionen med sig og billedligt gengivet den på deres gravsteler. Da &quot;havfolket&quot; (som beviseligt stammer fra Grækenland foruden andre steder) langt senere, omkring 1178 f.Kr., kom til Palæstina, bragte de traditionen med sig. Det er her fra, at jøderne senere overtog den, omformulerede den til en ørkenvandring med Moselov og hele molevitten og dermed tillige skrev det oprindelige folk ud af beretningen og satte sig selv ind i stedet som led i en selvskabt historisk tradition. 

Der er selvsagt ingen beviser for en sådan udvikling, men der er heller intet, som modsiger den, og den ville forklare årsagen til, at traditionen åbenbart overlevede i Mykene. Og hvad mere er: det kunne forklare hvorfor, at folk fra Middelhavets nordlige kyster søgte øst- og sydpå (i stedet for vestpå), da deres hjemlige forhold ikke tillod dem at blive boende, hvor de var. Et indicium for, at teorien kunne være rigtig, er det forhold, at Mykene var et handelscentrum i tiden 1600-1100 f.Kr. blandt andet med handelsforbindelser til Levanten. Blandt de forhandlede varer var genstande af elfenben fundet i Megiddo, der viser handelsforbindelser til Det Ægæiske Hav, Kypern, Hittitterne samt Egypten.&lt;ref&gt;Novacek (2011), s. 47f&lt;/ref&gt; Det indebærer, at &quot;havfolket&quot; meget vel kan have haft handelsforbindelser med Levanten tidligere og derfor kendte til områdets frugtbarhed inden, at de udvandrede dertil.

Der imod kan vi udelukke, at det var israelitterne selv, som indvandrede sammen med havfolket, fordi dette skete 1178 f.Kr. mens Israel som omtalt nævnes på en stele allerede fra 1208 f.Kr.

Kildekritisk må det konstateres, at Mosebøgerne ret beset forsøger at forene to temmelig uforenelige historiske traditioner: på den ene side traditionen fra Mesopotamien omfattende Edens Have (Dilmun), Babelstårnet (zigguraterne) og Noas ark, hvor Abraham indgår som det forklarende bindeled hvorfor, at jødernes stamfader udvandrede til Kana'an, på den anden side traditionen om Jakob (Israel)&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 46&lt;/ref&gt;, Josef og hans brødre&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 48f&lt;/ref&gt;, Israels udvandring til Egypten&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 59&lt;/ref&gt; og Moses&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 67&lt;/ref&gt; med udvandring, ørkenvandring, moseloven og løftet om Kana'an.&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 243&lt;/ref&gt;

Der kan næppe være tvivl om, at den jødiske beretning om udvandringen fra Egypten og den egyptiske beretning om fordrivelsen af de fremmede omtaler den samme begivenhed set fra to sider. For så vidt behøver ingen af dem at give det sande billede: hvis årsagen virkelig var et vulkanudbrud, kunne de forringede leveforhold efter dette meget vel være årsag til, at folk udvandrede eller bortvandrede igen. At jøderne eller israelitterne har taget begivenheden til sig er for så vidt ikke anderledes end andre historier, som de har adopteret og adapteret.

Som en sidebemærkning skal det lige nævnes, at den egyptiske konge Amenhotep IV, bedre kendt som Akhenaten, som var gift med Nefertiti og fader til Tutankhaton, og som er gået over i historien som den første monoteistiske konge, regerede fra omkring 1353 til 1336 f.Kr. Det betyder, at han regerede henved 150 år efter, at ''hyksos'' udvandrede, og at der således ingen forbindelse er med Moses.

=== Bearbejdede profetier ===

De mange profetiske tekster i Gamle Testamente udgør et eget problem. Kort sagt er de kildekritiske studier i stigende grad blevet opmærksomme på, at der ikke er tale om originale tekster. I stedet er disse blevet ændret for at tilpasse dem til bestemte formål.

Esajas', Jeremias', Ezekiels og de Tolvs Bog mangler en historie og opretholder ikke en ensartet kronologisk rækkefølge af materiale. De profetiske bøger ses ikke længere som blot kilder, hvorved læserne kan få adgang til fortiden. De læses nu som bevidste kompositioner, der genpræsenterer og fortolker profeternes ord i tekstform.

Allerede i de sidste profeters tekster er der tegn på bevidst bevidsthed om tekstualiseringen af ​​profetier. Historien i Jeremias 36 beskriver for eksempel en proces, hvor forskellige budskaber i forskellige former fra forskellige tider og steder sammensættes i tekstform af profetens skriver. Når denne rulle efterfølgende ødelægges som reaktion på dens læsning, sker der ikke blot en omskrivning af rullen, men også en betydelig tilføjelse af lignende ord (Jeremias 36:32), hvilket vidner om bogens litterære vækst. Profeter som Jeremias er ikke længere tilgængelige, men deres ord er tilgængelige i de bøger, der bærer deres navne (Zakharias 1:5-6). Disse bøger danner et særskilt korpus inden for den bibelske kanon. Når Daniel refererer til Jeremias' profeti om halvfjerds år i Daniel 9:2, taler han om Jeremias' bog blandt en flerhed af profetiske bøger (jf. Ezekiel 38:17). 

De tidligste postbibelske fortolkere af den profetiske litteratur var de skriftkloge, oversættere og kommentatorer, der videregav, gengav og forklarede teksterne. Blandt vidner til den tidligst dokumenterede periode med skriftlig overlevering (ca. 250 f.Kr. indtil 132-135 e.Kr.) er det tydeligt, at skriftkloge ikke så sig selv som blot afskrivere på samme måde som skriftkloge fra en senere periode. De så snarere sig selv som ligestillede med de oprindelige forfattere, og de udvidede ofte den bibelske tekst med fortolkninger, der var beregnet til at hjælpe læserne med at forstå teksten. Disse skriftkloge havde deres eget syn på den bibelske tekst og ønskede at sikre en teologisk korrekt læsning af den.

Blandt de profetiske bøger må de mest fremragende eksempler på fortolkningsmæssig udvidelse være Jeremias og Ezekiel i den masoretiske tekst (MT). I disse tilfælde har udvidelsen nået niveauet for skabelsen af ​​nye udgaver af bøgerne. De hebraiske tekster bag de oldgræske (OG) versioner af disse bøger er betydeligt kortere førsteudgaver. Mange af udvidelserne i andenudgaverne, der findes i MT, er af eksegetisk karakter. For eksempel er Jeremias' berygtede fjende fra nord ikke eksplicit identificeret i OG eller dens hebraiske kilde, hvilket efterlader den åben for den slags eskatologiske fortolkning, der findes i Ezekiel 38:14-17, men MT identificerer denne fjende som Babylon i udvidelsen af ​​Jeremias 25:9, hvilket skaber en interessant konflikt med Jeremias 50:3 og dens profeti om en fjende fra nord, der kommer mod Babylon. Et andet eksempel er versionen af ​​Jeremias' profeti om halvfjerds år i Jeremias 25:11-12. I OG er denne profeti ikke eksplicit begrænset til perioden med babylonsk fangenskab (se: Dan 9:1-2, 24-27), men udvidelserne i MT gør denne begrænsning af profetien eksplicit (jf. Jeremias 29:10). For Ezekiels Bog forekommer en af ​​de mest bemærkelsesværdige udvidelser i MT Ezekiel 36:23c-38, som mangler, et vigtigt vidnesbyrd om OG fra det tredje århundrede e.Kr. Denne ret lange udvidelse er baseret på materiale fundet andre steder både i og uden for Ezekiels Bog. 

Når det forholder sig således med disse tekster, rejser det uundgåeligt spørgesmålet om og i hvilken grad, det samme er tilfældet med andre tekster i Gamle Testamente. Og det svækker betydeligt Gamle Testamentes værdi som kilde til jødernes historie.

=== Sammenfatning ===

Denne gennemgang af Gamle Testamente har kun omfattet en mindre del af den samlede tekst, men selv denne meget begrænsede gennemgang har belyst en række problemer:&lt;/br&gt;
- Gamle Testamente er ''ikke'' en historisk redegørelse for jødernes historie, selv om den giver indtryk af dette,&lt;/br&gt;
- det er i stedet en samling af traditioner, anekdoter og myter skrevet af ulige forfattere til ulige tider&lt;/br&gt;
- der er gjort forsøg på at sammenskrive og harmonisere disse narrativer&lt;/br&gt;
- hvilket ikke kan skjule, at der er kronologiske problemer&lt;/br&gt;
- og at væsentlige traditioner er hentet fra andre kulturer, især Sumer og Mesopotamien men også fra Grækenland.

Vi tør antage, at skildringen af kongetiden og det delte kongerige med navnelister over regenterne er rimelig troværdig, blandt andet fordi deres navne forekommer i andre kilder, men vi har kun ringe mulighed for at vide i hvilken udstrækning, historierne om dem er blevet ændrede for at tilpasse sig et senere monoteistisk narrativ.

Nogle historier, blandt andre Esthers Bog men også Ezras Bog og Nehemias' Bog, er meget sene og menes først at være blevet tilføjet efter afslutningen af det babylonske fangenskab.

=== &lt;big&gt;Semitismen, jødedommens tankesæt&lt;/big&gt; === 

Vi har i det foregående set på Gamle Testamente som et muligt historisk kildeskrift. Man kan imidlertid også anlægge en helt anden synsvinkel, nemlig Gamle Testamente som ideologisk grundlag nærmere betegnet som grundlag for en jødisk national etnicitet samt for en særlig jødisk etik. Det skal på forhånd understreges, at det følgende ikke omfatter alle jøder, idet mange alene identificerer sig som tilhørende denne folkegruppe af genealogiske og traditionsbårne årsager, det vil sige med hensyn til deres familiære oprindelse samt højtider og mindedage. Men der findes også kredse i den jødiske befolkning, der opfatter Gamle Testamente som en anvisning på hvordan, at jøder kan og bør opføre sig.

Alle kender begrebet &quot;anti-semitisme&quot;, men få eller ingen ved, hvad udtrykket &quot;semitisme&quot; egentlig dækker over. Man vil således lede forgæves efter det i en ordbog eller eksempelvis på ''wikipedia''. Her vil begrebet blivet forstået således, at det dækker over den tankegang eller de tankegange, som kan udledes og af nogle er blevet udledt af Gamle Testamente. Det betyder, at der her vil blive set bort fra jødisk mysticisme, kabala, frankisme og lignende ældre og nyere afledede ideologier, hvilke hver for sig er en særskilt undersøgelse værd.

Læser man Gamle Testamente, vil man se, at bestemte tankegange bliver promoveret. Det drejer sig i hovedsagen om følgende:&lt;/br&gt;
- det udvalgte folk&lt;/br&gt;
- racisme&lt;/br&gt;
- retten til Kana'an&lt;/br&gt;
- retten til at myrde hele befolkninger&lt;/br&gt;
- &quot;honningfælder&quot; og pengeafpresning&lt;/br&gt;
I det følgende vil hvert af disse emner blive gennemgået særskilt.

=== Det udvalgte folk ===

Ideen om jøderne som Guds udvalgte folk tager udgangspunkt i Første Mosebog kapitel 12: her møder vi Abram ved Ur i Kaldæa. Videre hedder det: &quot;Herren sagde til Abram: &quot;Forlad dit land og din slægt og din fars hus, og drag til det land, jeg vil vise dig. Jeg vil gøre dig til et stort folk og velsigne dig. Jeg vil gøre dit navn stort, og du skal være en velsignelse.&lt;/br&gt;
Jeg vil velsigne dem, der velsigner dig,&lt;/br&gt;
og den, der forbander dig, vil jeg forbande.&lt;/br&gt;
I dig skal alle jordens slægter velsignes&quot;.&quot;&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 17f&lt;/ref&gt;

Senere gentages denne priviligerede stilling i andre sammenhænge, således over for Jakob i Betel. I Første Mosebog kapitel 35:9-13 hedder det: &quot;Gud viste sig igen for Jakob, efter at han var kommet hjem fra Paddan-Aram. Han velsignede ham og sagde til ham: &quot;Dit navn er Jakob; men nu skal du ikke længere hedde Jakob. Dit navn skal være Israel.&quot; Og han gav ham navnet Israel. Han sagde til ham: &quot;Jeg er Gud den Almægtige. Bliv frugtbar og talrig! Et folk, ja, en mængde folkeslag skal nedstamme fra dig, og konger skal fremstå af dit eget kød og blod. Det land, jeg gav Abraham og Isak, giver jeg dig og dine efterkommere.&quot; Så steg Gud op fraham, dér hvor han havde talt med ham.&quot;&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 46&lt;/ref&gt;

I Anden Mosebog kapitel 3:7-10 findes følgende: &quot;Så sagde Herren: &quot;Jeg har set mit folks lidelse i Egypten, og jeg har hørt deres klageskrig over slavefogederne. Jeg har lagt mig deres lidelser på sinde, og derfor er jeg kommet ned for at redde dem fra egypterne og føre dem op fra dette land til et godt og vidtstrakt land, et land der flyder med mælk og honning, dér hvor kana'anæerne, hittitterne, amoritterne, perizzitterne, hivvitterne og jebusitterne bor. Nu har israelitternes klageskrig nået mig, og jeg har set, hvordan egypterne undertrykker dem. Gå nu! Jeg vil sende dig til Farao. Du skal føre mit folk israelitterne ud af Egypten&quot;.&quot;&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 69&lt;/ref&gt; Dette og tilsvarende formuleringer med &quot;mit folk israelitterne&quot; giver jøderne en identitet som Guds udvalgte folk i den jødiske selvforståelse.

=== Racismen ===

Racismen er en logisk følge af ideen om Guds udvalgte folk. Et folk kan selvsagt ikke være &quot;udvalgt&quot;, hvis andre folk kan indgiftes i det. Følgelig er Gamle Testamente fuldt af forbud mod at gifte sig med ægtefæller fra andre folkeslag og kritik, når de alligevel gjorde det. Lad os tage nogen eksempler.

I Femte Mosebog kapitel 7:1-4 finder vi følgende påbud af Moses: &quot;Når Herren din Gud fører dig til det land, du skal ind og erobre, og han driver store folkeslag væk foran dig, hittitterne, girgashitterne, amoritterne, kana'anæerne, perizzitterne, hivvitterne og jebusitterne, syv folk, der er større og mægtigere end du, og Herren din Gud overgiver dem til dig, og du besejrer dem, da skal du lægge band på dem. Du må ikke slutte pagt med dem og ikke vise dem barmhjertighed. Du må ikke bringe dig i familie me dem; du må ikke give dine døtre til deres sønner, og du må ikke lade dine sønner gifte sig med deres døtre, for det vil få dine sønner til at vige fra mig og dyrke andre guder. Da vil Herrens vrede flamme op imod jer, og han vil hurtigt udrydde dig.&quot;&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 208&lt;/ref&gt;

Dette gælder blandt andre kong Salomo. I Første Kongebog 11:1-4 læses således følgende: &quot;Kong Salomo elskede mange udenlandske kvinder foruden Faraos datter, moabitiske, ammonitiske, edomitiske, sidoniske og hittitiske; om de folk havde Herren sagt til israelitterne: &quot;I må ikke indlade jer med dem, og de må indlade sig med jer, for så vender de jeres hjerte til deres guder.&quot; Dem elskede Salomo, og han holdt fast ved dem. Han havde syv hundrede hustruer med fyrstelig rang og tre hundrede medhustruer, og hans hustruer bragte hans hjerte på afveje.&quot;&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 390&lt;/ref&gt;

I Ezras Bog kapitel 9:10-12 optræder Ezras bodsklage med blandt andet dette: &quot;Vor Gud, hvad skal vi nu sige efter dette? For vi har svigtet de befalinger, du gav gennem dine tjenere, profeterne, da du sagde: Det land, I skal ind og tage i besiddelse, er et urent land på grund af de fremmede folks urenhed med de afskyelige handlinger, som de i deres urenhed har fyldt det med fra ende til anden. Derfor må I ikke give jeres døtre til deres sønner, og I må ikke lade jeres sønner gifte sig med deres døtre.&quot;&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 527&lt;/ref&gt; og i Kapitel 10:10-12 bliver dette gentaget: &quot;Så rejste præsten Ezra sig og sagde til dem: &quot;I har handlet troløst ved at gifte jer med fremmede kvinder; I har øget Israels skyld. Aflæg nu bekendelse for Herren, jeres fædres Gud, og gør hans vilje. Skil jer ud fra landets folk og de fremmede kvinder&quot;.&quot;&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 528&lt;/ref&gt;

I Nehemias' Bog kapitel 10:31 indgår israelitterne blandt andet følgende forpligtelse: &quot;Vi vil ikke give vores døtre til landets folk, og vi vil ikke lade vores sønner gifte sig med deres døtre.&quot;&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 542&lt;/ref&gt;

Således kunne man blive ved.

=== Lebensraum ===

Jødernes ret til Kana'ans land hidrører fra Første Mosebog. I kapitel 12 læser vi: &quot;Dengang boede kana'anæerne i landet. Herren viste sig for Abram og sagde: &quot;Jeg vil give dine efterkommere dette land&quot;.&quot;&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 18&lt;/ref&gt; Senere, i kapitel 15, præciseres udstrækningen af dette jødiske lebensraum: &quot;Den dag sluttede Herren pagt med Abram. Han sagde: &quot;Jeg giver dine efterkommere dette land fra Egyptens flod (det vil sige Nilen) til den store flod, Eufratfloden: kenitterne, kenizzitterne, kadmonitterne, hittitterne, perizzitterne, refaitterne, amoritterne, kana'anæerne, girgashitterne og jebusitterne&quot;.&quot;&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 20f&lt;/ref&gt;

Størrelsen af dette jødiske lebensraum er påfaldende. Sammenlignet med officielle landegrænser i 2026 omfatter dette område: den østlige halvdel af Egypten inklusive hele Sinai, Palæstina inklusive Gaza og Vestbredden, Libanon, Jordan, Saudi Arabien, Yemen, Oman, Forenede Arabiske Emirater, Qatar, Bahrain, Kuwait, Irak samt Syrien. Nogle jødiske imperialister medregner også Kypern til området.

En anden afgrænsning findes i Fjerde Mosebog kapitel 34. Heri læser vi: &quot;Herren talte til Moses og sagde: &quot;Giv israelitterne denne befaling: I kommer nu til Kana'an, det land, der tilfalder jer som arvelod, Kana'ans land i dets fulde udstrækning. Jeres sydgrænse skal gå fra Sins ørken langs med Edom. I syd skal jeres grænse gå fra enden af Salthavet i øst. Så skal grænsen dreje syd om Akrabbim-passet, gå videre til Sin og ende syd for Kadesh-Barnea. Så skal den fortsætte til Hasar-Addar og gå videre til Asmon. Så skal grænsen dreje fra Asmon mod Egyptens bæk og ende ude ved havet.&lt;/br&gt;
Grænsen i vest: Det Store Hav med kyststrækning. Det skal være jeres vestgrænse.&lt;/br&gt;
Dette skal være jeres nordgrænse: Fra Det Store Hav skal I trække en linie til bjerget Hor; fra bjerget Hor skal I trække en linie til Lebo-Hamat, og grænsen skal ende i Sedad. Så skal grænsen gå videre til Zifron, og den skal ende i Hasar-Enan. Det skal være jeres nordgrænse.&lt;/br&gt;
Som grænse i øst skal I trække en linie fra Hasar-Enan til Shefam. Så skal grænsen gå ned fra Shefam til Ribla øst for Ajin, og grænsen skal fortsætte ned og støde til bjergryggen øst for Kinneretsøen. Så skal grænsen gå ned til Jordan og ende ved Salthavet.&lt;/br&gt;
Dette skal være jeres land med dets grænser hele vejen rundt.&quot;&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 196&lt;/ref&gt;

Dette er unægteligt en noget anden afgrænsning end før. Den kritiske læser vi måske spørge om Herren ikke havde forklaret sig godt nok over for Moses eller måske havde ændret holdning, eller om der måske er en helt tredie forklaring?

Den tænkende læser vil måske kigge nærmere på andre dele af samme historie. Vi hører, at Abraham fik børn både med Sara, sin hustru, nemlig jøderne, og med Hagar fra Egypten, hans trælkvinde, nemlig ismaelitterne, det vil sige araberne.&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 21&lt;/ref&gt; Så var det nu jøderne, araberne eller begge grupper som skulle leve i dette område? Desuden tog han sig en ny hustru: Ketura, med hvem han også fik efterkommere.&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 31&lt;/ref&gt; Det er således ret uklart hvem, der skulle overtage dette lebensraum.
 
Således tænker semitisterne ikke. De er imperialister, og de vil have det hele for sig selv. De mener at have ret til at fordrive andre folkeslag og ser Gamle Testamente som kilde til denne ret.

=== Retten til folkemord ===

Jødernes ret til at myrde befolkningerne, som levede i Kana'an, forekommer allerede i Mosebøgerne. I Femte Mosebog kapitel 20:16-17 findes således følgende påbud udtalt af Moses: &quot;i de folks byer, som Herren din Gud vil give dig i eje, må du ikke lade en eneste beholde livet; du skal lægge band på dem, på hittitterne, amoritterne, kana'anæerne, perizzitterne, hivvitterne og jebusitterne, sådan som Herren din Gud har befalet dig.&quot;&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 223&lt;/ref&gt;

I Josvabogen hører vi hvordan, at jøderne hensynsløst myrdede indbyggerne i Kana'an, eksempelvis i kapitel 8:24-29: &quot;Da israelitterne på åben mark havde dræbt alle de indbyggere fra Aj, som havde forfulgt dem ud i ørkenen, og da alle til sidste mand var faldet for sværdet, vendte alle israelitterne tilbage til Aj og huggede indbyggerne ned med sværd. Den dag blev der dræbt i alt tolv tusind mænd og kvinder, alle indbyggerne i Aj. Josva trak ikke sin udstrakte hånd med krumsværdet tilbage, før han havde lagt band på alle indbyggerne i Aj. ..Og Josva brændte Aj ned; han gjorde den til en øde ruinhøj for evigt, og det er den den dag i dag. Ajs konge hængte de på et træ og lod ham hænge til aften. Da solen gik ned, gav Josva sine folk befaling om at tage liget ned fra træet og kaste det hen ved indgangen til byporten. Så kastede de en stor stendynge op over ham, og den ligger der den dag i dag.&quot;&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 251f&lt;/ref&gt;

Tilsvarende i Josvabogen kapitel 10:28-43: &quot;Samme dag indtog Josva Makkeda. Han slog byen og dens konge med sværd og lagde band på byen og alle, der var i den; der var ingen, der overlevede. Han gjorde det samme med kongen i Makkeba, som han havde gjort med kongen i Jeriko.&lt;/br&gt;
Fra Makkeda drog Josva sammen med hele Israel videre til Libna. Han gik til angreb på Libna, og Herren gav også denne by og dens konge i Israels hånd. Josva slog byen og alle, der var i den, med sværd; der var ingen, der overlevede. Han gjorde det samme med kongen dér, som han havde gjort med kongen i Jeriko.&lt;/br&gt;
Fra Libna drog Josva sammen med hele Israel videre til Lakish. Han belejrede byen og gik til angreb på den, og Herren gav Lakish i Israels hånd. Den følgende dag indtog Josva byen; han slog den og alle, der var i den, med sværd, ganske som han havde gjort med Libna. Da drog Gezers konge Horam op for at komme Lakish til undsætning, men Josva slog kongen og hans hær; der var ingen, der overlevede.&lt;/br&gt;
Fra Lakish drog Josva sammen med hele Israel videre til Eglon. De belejrede byen og gik til angreb på den, og samme dag indtog de den og slog den med sværd. Den dag lagde han band på alle, der var i byen, ganske som han havde gjort med Lakish.&lt;/br&gt;
Fra Eglon drog Josva sammen med hele Israel op til Hebron. De gik til angreb på byen og indtog den; de slog byen, dens konge, alle dens byer og alle, der var i den, med sværd; der var ingen, der overlevede. Ganske som han havde gjort med Eglon, lagde han band på byen og på alle, der var i den.&lt;/br&gt;
Så vendte Josva sig sammen med hele Israel mod Debir. Han gik til angreb på byen og indtog den med dens kong og alle dens byer. De slog dem med sværd og lagde band på alle, der var i den; der var ingen, der overlevede. Han gjorde det samme med Debir og dens konge, som han havde gjort med Hebron og med Libna og dens konge.&lt;/br&gt;
Således besejrede Josva hele landet: Bjerglandet, Sydlandet, Lavlandet og Skråningerne og alle kongerne dér. Der var ingen, der overlevede; hver levende sjæl lagde han band på, sådan som Herren, Israels Gud, havde befalet. Josva besejrede dem fra Kadesh-Barnea til Gaza, i hele landet Goshen og helt til Gibeon. Alle disse konger og deres lande undertvang Josva på én gang, for Herren, Israels Gud, førte krig for Israel. Så vendte Josva sammen med hele Israel tilbage til lejren i Gilgal.&quot;&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 255&lt;/ref&gt;

I Josvabogen Kapitel 11 fortsætter folkemordene i det nordlige Kana'an, blandt andet Hasor: &quot;Alle, der var i byen, huggede de ned med sværd og lagde band på dem, så ikke en levende sjæl blev tilbage; og Josva brændte Hasor ned.&quot;&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 256&lt;/ref&gt; Da massemordet var til ende, blev rovet, det vil sige Kana'an, delt mellem israelitternes stammer.&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 257-264&lt;/ref&gt; Det minder om en langt senere begivenhed: under Sovjetunionen i Stalintiden gennemførte terrororganisationen OGPU under ledelse af jøden Genrikh Jagoda&lt;ref&gt;Lina (2003), s.315&lt;/ref&gt; samt NKVD overvejende ledet af jøder&lt;ref&gt;Lina (2003), s.318, 327&lt;/ref&gt; i 1932-33 et massemord på og en massefordrivelse af ukrainske bønder fra deres gårde, en begivenhed der blev kendt som ''holodomor''. Mindre kendt er, at OGPU overvejende bestod af jøder, og at disse efterfølgende som en belønning oprettede deres egne kollektivlandbrug, kibbutz'er, på de myrdede og fordrevne ukraineres jord.&lt;ref&gt;Holocaustmuseet i USA, film&lt;/ref&gt; Jødisk historieforståelse trækker lange spor.

Det var ikke kun ved erobringen af Kana'an, at jøderne begik massemord. I Esters Bog kapitel 9:2-16 hører vi: &quot;I alle kong Ahasverus' provinser samledes jøderne i deres byer for at lægge hånd på dem, der ville dem noget ondt. .. Den trettende dag i måneden adar samledes de øvrige jøder i kongens provinser og forsvarede deres liv; de fik fred for deres fjender, og og de dræbte 75.000 af deres modstandere&quot;.&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 555&lt;/ref&gt;

Flere eksempler end de nævnte kunne være fremhævet, men budskabet og moralen er tydelig nok: i &quot;hellig krig&quot; er massemord på guddommens befalet ikke blot acceptabel men en pligt at gennemføre.

Det er mildest talt absurd at se hvordan den samme ideologi, som hyldede folkemord i Gamle Testamente, har haft travl med at fremstille de selv samme massemordere som et uskyldigt forfulgt folkefærd i det 20. og starten af det 21. århundrede.

=== Honningfælder og pengeafpresning ===

Historier i Gamle Testamente giver jøderne tvivlsomme moralbegreber, eksempelvis at prostituere deres hustruer og døtre i form af &quot;honningfælder&quot;, det vil sige lokkemad for en efterfølgende afpresning. Det begynder med selveste Abraham. I Første Mosebog kapitel 20:2-16 læser vi: &quot;Abraham sagde om sin kone Sara, at hun var hans søster, og Abimelek, kongen i Gerar, sendte bud efter Sara. Om natten kom Gud i en drøm til Abimelek og sagde til ham: &quot;Nu skal du dø, fordi du har taget denne kvinde, for hun er gift&quot;.&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 25&lt;/ref&gt; Senere, da sandheden er blevet klar, hører vi: &quot;Så gav Abimelek Abraham får og køer, trælle og trælkvinder, og han gav ham hans kone Sara tilbage. Og Abimelek sagde: &quot;Mit land ligger åbent for dig. Slå dig ned, hvor du har lyst!&quot; Til Sara sagde han: &quot;Nu giver jeg din bror tusind sekel sølv. Det skal lukke øjnene på alle dem, der hører dig til. Nu har du fået fuld oprejsning&quot;.&quot;&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 26&lt;/ref&gt; Så Abrahams afpresning lykkedes.

Senere gentager historien sig med små variationer. I Esters Bog hører vi, at jøden Mordokaj sender sin datter til kong Ahasverus' harem, hvor &quot;hun vandt hans velvilje&quot;. ..&quot;Ester havde ikke fortalt, hvilket folk og hvilken slægt, hun tilhørte, for Mordokaj havde sagt til hende, at hun ikke måtte fortælle det.&quot; Men senere udnyttes hun til at redde jøderne, og naturligvis belønnes både hun og hendes fader for dette bedrag: &quot;Og Mordokaj fik foretræde for kongen, for Ester havde fortalt, hvordan han var i familie med hende. Kongen tog sin signetring, som han havde frataget Haman, og overdrog den til Mordokaj. Og Ester satte Mordokaj over Hamans hus.&quot;&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 549, 554&lt;/ref&gt;

Således legitimerer Gamle Testamente jødernes brug af honningfælder og pengeafpresning, når denne brug rettes imod folk i magtpositioner.

=== Sammenfatning ===

I 1973 fremkom udtrykket &quot;narrativ teologi&quot;.&lt;ref&gt;Bjerg (1984), s. 11&lt;/ref&gt; Udtrykkets betydning har været noget uklar, men pointen er, at hvis en kristen vil forklare sin tro og identitet, så kan dette ske ved at fortælle om Jesu ord og gerninger. På lignende måde kan jødedommens indhold bedst forstås ved at fortælle historier fra Gamle Testamente.

Som vi har set, er sådanne historier ikke just moralske. Ideen om det udvalgte folk, der ikke må gifte sig med folk fra andre folkeslag men nok har ret til at udnytte dets kvinder i honningfælder til pengeafpresning, og som mener sig i sin gode ret til hensynsløst at udrydde andre folkeslag &quot;i Guds navn&quot;, fremavler en tvivlsom moral. Hvis man vil være lidt uvenlig, kan man med god grund hævde, at denne tvivlsomme moral langt hen af vejen også afspejler sig i jødernes nyere historie.

Vi har i det foregående set hvordan, at denne moral henter sin inspiration i fortællinger fra Gamle Testamente. Og denne moral understreges ved at de samme emner bliver gentaget med blot mindre variationer flere gange som for at understrege, at den ikke er knyttet til en bestemt historisk situation men netop har evig gyldighed. I lighed med sit afkom, muhammedanismen, er denne moral præget af en foragt for dem, som ikke tilhører &quot;in-gruppen&quot;.

Der kan måske være grund til at uddybe dette udtryk nærmere. Alle mennesker udvikler en eller anden form for bevidsthed om at tilhøre et bestemt etnisk fællesskab, herunder skaber de et dertil knyttet begrebsapparat. Man kan skelne mellem det navn, som en etnisk gruppe bruger om sig selv i denne selvidentifikation, og det navn, som andre bruger om den samme gruppe. Nogle gange, men ikke altid, bruger de samme benævnelse, men deres opfattelse af gruppens afgrænsning og indhold behøver ikke at være det samme, men kan tilpasses den aktuelle situation.&lt;ref&gt;Lund (1993), s. 81&lt;/ref&gt; Betegnelsen afspejler en bevidsthed om hvem, man hører sammen med i et fællesskab, og hvem, der ikke hører til dette fællesskab.&lt;ref&gt;Lund (1993), s. 9&lt;/ref&gt; Ofte, men ikke altid, vil de, som ikke tilhører dette fællesskab, blive set ned på, mens man selv ophøjes for sine gode egenskaber.&lt;ref&gt;Lund (1993), s. 13-26&lt;/ref&gt;

Denne vi-bevidsthed skabes i vid udstrækning ved historier, beretninger og myter, om et skæbnefællesskab gennem utallige slægtled. Ofte vil disse historier blive fyldt med navne på legendariske personligheder, hvis liv og gerninger bliver en del af den personlige identitetsfølelse. Og som regel vil en del af denne historie omfatte etnogoni, det vil sige de indfødtes egen mytiske forklaring på deres oprindelse&lt;ref&gt;Lund (1993), s. 49&lt;/ref&gt;, som regel i form af en mytisk stamfader.&lt;ref&gt;Lund (1993), s. 91&lt;/ref&gt; I dansk sammenhæng kan man tænke på Saxo og hans Danmarkshistorie. I germansk sammenhæng er det myten om Tvisto, der er grundlaget for identiteten&lt;ref&gt;Lund (1993), s. 90&lt;/ref&gt;, og for jøderne er det Abraham, der har denne rolle.

Men sådanne historiske beretninger og myter har ikke kun den funktion at begrunde selvidentiteten men tillige at begrunde moralbegreber, hvad der er &quot;god&quot; og &quot;ond&quot; opførsel. For jøderne er det netop historierne i Gamle Testamente, som opfylder denne opgave.

Over tid kan disse funktioner aftage i betydning, fordi behovet for dem ikke længere er så stort. Dette fordi at myter erstattes med faktiske historiske erindringer. Men for visse grupper er dette ikke tilfælde. Her kan udviklingen tvært imod gå i den modsatte retning og udvikle sig til en regulær fanatisme, der kan motivere og begrunde næsten enhver handling. Denne fanatisme kan formuleres og organiseres i en dertil hørende ideologi, en -isme. Semitisme er en sådan ideologi, der i princippet ikke adskiller sig fra andre -ismer bortset fra den etniske gruppe, hvis selvfølelse og handlingsmønster, den skal begrunde.

=== &lt;big&gt;Sammenfatning og konklusion&lt;/big&gt; ===

Vi er nået vejs ende i gennemgangen, og resultatet taler for sig selv. Ikke blot er det officielle narrativ ikke korrekt, for hver del af dette narrativ findes en alternativ forklaring, og tilsammen tegner disse træk et andet men helt entydigt billede.

Først og fremmest: Gamle Testamente er ikke jødisk historieskrivning.&lt;ref&gt;Adler (2022), Preface&lt;/ref&gt; Der kan påvises et utal af indlån fra andre kulturer, eksempelvis historien om Moses i sivkurven og Noas ark, som tydeligt viser, at denne historie er en myte, et narrativ, skabt for at give jødisk identitet en høj alder. I stedet tjener Gamle Testamente som redskab til at give jøder en national identitet igennem deres trosretning, i særdeleshed Jahve. Det er i Jahves navn, at de udvandrer fra Egypten, erobrer Kana'an og i nyere tid trækker sig ind i etniske ghettoer.&lt;ref&gt;Crone og Cook (1977), s. 42&lt;/ref&gt; Hele den jødiske kultur er een lang markering af begivenheder hentet fra myterne i Gamle Testamente.

Dernæst: jøderne var tydeligvis ikke det monoteistiske folkefærd, som de gerne vil give indtryk af, tværtimod. Så langt, at Gamle Testamentes fremstilling overhovedet afspejler en historisk virkelighed, dyrkede jøderne flere guder gennem flere hundrede år. Vi ser en udvikling i flere trin:&lt;/br&gt;
- første trin: to guder, Jahve og El, forenes i en &quot;supergud&quot;&lt;/br&gt;
- andet trin: gudsdyrkelsen centraliseres og kontrolleres af kongen&lt;/br&gt;
- tredie trin: de lavere guder og gudinder forkastes, fordi at de ikke hjalp i en kritisk situation&lt;/br&gt;
- fjerde trin: præsteskabet udvikler et nyt narrativ til at forstærke dets magt og betydning som samlende kraft.&lt;/br&gt;
Det var en udvikling, hvor hvert trin var en logisk følge af det foregående, når behovet for en forandring i det herskende narrativ indtraf. Den nye ideologi var, som de fleste totalitære ideologier, et spørgsmål om at legitimere retten til magtudøvelse. Dette grundlag blev konstrueret ad hoc, det vil sige spontant efter behov. Dets grundlag var aldrig vel funderet, og vi kan nu afvise det fuldstændigt som fusk og forfalskning fra ende til anden.

Samtidig var det en udvikling, hvor hvert trin bidrog med særlige træk til den nye ideologis udvikling: først blev stammeguden anvendt til at legitimere myten om &quot;det udvalgte folk&quot;, herunder en racistisk ultrasemitisk afvisning af ægteskaber med repræsentanter fra andre folkeslag, og hvor regulært folkemord legitimeres som en følge af Jahves beslutning og påbud. Dernæst må den snart svækkede kongemagt i den nye nationale stat styrke sin stilling i befolkningen, hvilket sker ved centralisering af gudsdyrkelsen. Da så statsdannelsen alligevel bryder sammen, bliver det nødvendigt at udpege en skyldig årsag, og her må husguderne holde for. Endelig må det nye narrativ styrkes, hvilket blandt andet sker ved kampen for en ny egen stat.

Da mange profeter har først og fremmest til formål at legitimere den nye nationale ideologi som Jahves vilje.

Endelig er det også fra Gamle Testamente, at jøderne henter deres moralbegreber på godt og ondt.

Det er indlysende, at hvis der kan rejses tvivl om troværdigheden af beretningerne i Gamle Testamente, så er det ikke blot et kildekritisk problem. Det er hele grundlaget for jødedommen, der vælter. Jødedommen er, som muhammedanismen, det, som i kommunistkina kaldes en ''tofu-dreg'' konstruktion: en bygning eller anden konstruktion opført af underlødige bestanddele som gør, at den før eller senere falder sammen af sig selv.

Hidtil har Gamle Testamentes narrativer aldrig være underkastet en kildekritisk analyse, i modsætning til Nye Testamente, som allerede i 1800-tallet og begyndelsen af 1900-tallet blev underkastet en sådan analyse, som den bestod med udmærkelse. Det er først i de seneste år, at et sådant arbejde er igangsat og vel at bemærke er det sket af jødiske arkæologer og historikere. Det gør, at deres resultater ikke blot kan afvises med smædeudtryk som &quot;anti-semitisme&quot;. Det er derfor, at det har været så vigtigt at gøre disse resultater bekendt for et dansk publikum. Og hvis denne bog kan bidrage til fortsatte og uddybende studier af denne problematik, så har den opfyldt sit formål.

Det er for så vidt tilfældigt, at dette sker netop på en tid, hvor staten Israel og dens regering udsættes for en stigende international kritik for sin handlemåde, og så måske alligevel ikke. I alt for lang tid har kritik af jøder og Israel kunnet undertrykkes på grund af myterne om begivenheder under 2. verdenskrig. Men nu ligger disse begivenheder så langt tilbage, 2-4 slægtled, at de ikke længere kan beskytte imod kritik. Og samtidig har både rabiate jøder og den israelske regering i de seneste år udvist en optræden, som let lader sig kritisere. Det er ikke stedet her at uddybe dette emne, det kan fortjene en særskilt behandling og hører hjemme i politisk sammenhæng, ikke i forbindelse med jødedommen som religion og kultur, selv om der kan argumenteres for, at disse områder til dels overlapper hinanden.

Vi har set hvilken afgørende inflydelse, den kildekritiske analyse af Gamle Testamente har på forståelsen af jødedommens historie, men hvorledes forholder det sig med kristendommen? Hvilken indflydelse har kildekritikken på kristendommen? Det enkleste svar er: ingen. Gamle Testamente spiller kun en rolle i kristendommen på to måder:&lt;/br&gt;
- dels at vise at Jesus som messias er forudset allerede af gammeltestamentelige profeter; det er i denne sammenhæng ikke vigtigt, om dette var faktisk var tilfældet, men derimod at jøderne i hans samtid mente, at det forholdt sig således&lt;/br&gt;
- dels at vise de religiøse dogmer, som Jesus gjorde op med. Det viser sig i hans gentagne: &quot;I har hørt at ... men jeg siger jer nu at ...&quot; Jesu lære er i virkeligheden eet stort opgør med jødedommens tankegang og etnisk snæversynethed, han er i den sammenhæng helt på linje med den foreliggende kildekritiske analyse, selv om både hans metode og budskab er et andet.

Især i sidst nævnte sammenhæng er det vigtigt at forstå, at der ikke eksisterer nogen &quot;jødisk-kristne værdier&quot;. Dette moderne udtryk er intet andet end et jødisk forsøg på at tage kristne som gidsler for deres egne ideer. I virkeligheden er det kristendommen, der introducerer næstekærlighed og respekt for medmennesker uanset deres etniske tilhørsforhold, og i forlængelse heraf introducerer både menneskerettigheder og folkestyre. Intet af dette findes i jødedommen, her er det nationalt-etnisk snæversyn, som dominerer hele vejen. Jødedommen er og forbliver en anti-kristen ideologi, fordi den hviler på en selvforståelse baseret på manipulerede kilder i form af Gamle Testamentes skrifter. Og ved at påvise disse manipulationer, myter og omskrivninger, beviser moderne kildekritik, at kristendommen var og er et berettiget opgør med jødedommen.

Endnu for en menneskealder kunne forskere i jødedommen leve i deres vildfarelse om, at selv om der var problemer med Gamle Testamente som kilde til jødedommens historie, så var den i sine hovedtræk alligevel korrekt. Således er det ikke længere. Det kan nu bevises, at der bag den mytiske fortælling gemmer sig en anden historie. Lad så være, at begivenheder i de senere år i Gaza, på Vestbredden, i Libanon, i Egypten, over for Syrien og Iran uden tvivl har bidraget til at fremme denne udvikling. Et træ kendes på dets frugter, og hele verden har nu set de frugter, som jødisk fundamentalisme bringer med sig. Myten om det forfulgte uskyldige folkefærd lader sig ikke længere opretholde.

Og jo mere skingre, hysteriske og fanatiske jødedommens fundamentalister bliver i deres holdninger og opførsel, desto hurtigere vil de miste de sidste rester af en troværdighed, som de i virkeligheden aldrig har haft.

=== &lt;big&gt;Noter&lt;/big&gt; ===
{{Reflist|3}}

=== &lt;big&gt;Litteratur&lt;/big&gt; ===
* Yonatan Adler: ''The Origins of Judaism. An Archaeological-historical Reappraisal''; Yale University 2022; ISBN 978-0-300-25490-7
* Yonatan Adler: &quot;Toward Identifying Proto-Judaic Cultural Features in Ancient Israel and Judea&quot; (i: ''Journal of Ancient Judaism'' (2024), s. 1-28)
* Yonatan Adler: ''Between Yahwism and Judaism. Judean Cult and Culture during the Early Hellenistic Period (332-175 BEC)''; Cambridge University Press 2025; ISBN 978-009-45961-7
* Gad Barnea: &quot;P. Berlin 13464, Yahwism and Achaemenid Zoroastrianism at Elephantine&quot; (2024)
* Geoffrey Bibby: ''I Dilmun tier ravnen''; Wormanium 1971; ISBN 87-85-1600-40
* Geoffrey Bibby: ''Det forsvundne årtusinde''; Wormanium 1978; ISBN 87-8516-053-9
* ''Bibelen''; Det Danske Bibelselskab 1992; 1. udgave 1. oplag; ISBN 87-7325-276-6
* Svend Bjerg: &quot;Den kristne grundfortælling. Studier over fortælling og teologi&quot; (''Teologiske Studier'', bind 8; 2. oplag 1984; Aarhus 1984; ISBN 87-7003-409-5) 
* Patricia Crone og Michael Cook: ''Hagarism. The Making of The Islamic World''; Cambridge 1977; ISBN 0-521-21133-6
* Stephan Peter Dinkgreve: ''In Search of the Sublime: A world history of humanity's relentless pursuit of scientific truth, moral excellence, and enlightenment''; 2021
* Robert Gnuse: &quot;Spilt Water: Tales of David (II Sam 23:13-17) and Alexander the Great (Arrian, Anabasis of Alexander 6.26.1-3).&quot; (i: ''Scandinavian Journal of the Old Testament''; 1998, bind 12, s. 233-248)
* Robert Gnuse: &quot;Abducted Wives: A Hellenistic Narrative in the Book of Judges?&quot; (i: ''Scandinavian Journal of the Old Testament''; 2007; bind 22, s. 272-285)
* Robert Gnuse: &quot;From Prison to Prestige: The Hero who helps a King in Jewish and Greek Literature.&quot; (i: ''Catholic Biblical Quarterly''; 2010 bind 72, s. 31-45)
* Robert Gnuse: &quot;Divine Messengers in Genesis 18-19 and Ovid.&quot; (i: ''Scandinavian Journal of the Old Testament''; 2017; bind 31, s. 66-79)
* Robert Gnuse: &quot;Greek Connections: Genesis 1-11 and the Poetry of Hesiod&quot; (i: ''Biblical Theology Bulletin''; 2017 nr. 47, s. 131-143
* Robert Gnuse: &quot;Heed Your Steeds: Achilles’ Horses and Balaam’s Donkey.&quot; (i: ''International Journal of Research in Humanities and Social Sciences''; 2017; række 4 hæfte 6; s. 1-5)
* Robert Gnuse: &quot;Samson and Heracles Revisited.&quot; (i: ''Scandinavian Journal of the Old Testament''; 2018, bind 32, s. 1-19)
* Robert Gnuse: &quot;Greek Historians and the Primeval History.&quot; (i: ''International Journal of Research in Humanities and Social Sciences''; 2019; række 6 hæfte 1, s. 20-25)
* Robert Gnuse: &quot;Jephthah’s Daughter and Iphigenia in the Plays of Euripides&quot; (i: ''International Journal of the Arts and Humanities''; 2019; række 5 hæfte 1, s. 16-23)
* Robert Gnuse: &quot;Hellenism and the Primary History: The Imprint of Greek Sources in Genesis-2 Kings&quot; ''Copenhagen International Seminar''; Routledge, London 2020 
* Philippe Guillaume: &quot;Hesiod’s heroic age and the biblical period of the Judges.&quot; (i: Thomas Thompson and Philippe Wajdenbaum (red.): ''The Bible and Hellenism: Greek Influence on Jewish and Early Christian Literature. Copenhagen International Seminar''; Routledge, New York 2014; s. 146-164)
* Daniel Hawk: &quot;Violent Grace: Tragedy and Transformation in the Orestia and the Deuteronomistic History.&quot; (i: ''Scandinavian Journal of the Old Testament''; 2003, bind 18, s. 73-88)
* Gerhard Larsson: &quot;Possible Hellenistic Influence in the Historical Parts of the Old Testament.&quot; i: ''Scandinavian Journal of the Old Testament''; 2004; bind 18, s. 296-311)
* Niels Peter Lemche: &quot;The Old Testament-A Hellenistic Book&quot; (: ''Scandinavian Journal of the Old Testament''; 1993 bind 7, s. 163-193)
* Niels Peter Lemche: &quot;Is It Still Possible to Write a History of Ancient Israel?&quot; (i: ''Scandinavian Journal of the Old Testament''; 1994, bind 8, s. 163-188)
* Niels Peter Lemche: &quot;Good and Bad in History: The Greek Connection.&quot; (i: Steven McKenzie and Thomas Römer (red.): &quot;Rethinking the Foundations: Historiography in the Ancient World and in the Bible. Essays in Honour of John Van Seters&quot;; ''Beihefte zur Zeitschrift für die altestamentliche Wissenschaft'' nr. 294; Walter de Gruyter, Berlin 2000; s. 127-140) 
* Niels Peter Lemche: &quot;How Does One Date an Expression of Mental History?&quot; (i: Lester Grabbe (red.): &quot;Did Moses Speak Attic? Jewish Historiography and Scripture in the Hellenistic Period&quot; (i: ''Journal for the Study of the Old Testament Supplement Series'' 317/European Seminar on Historical Methodology 3; Sheffield Academic Press, Sheffield 2001; s. 200-224)
* Niels Peter Lemche: &quot;Does the Idea of the Old Testament as a Hellenistic Book Prevent Source Criticism of the Pentateuch?&quot; (i: ''Scandinavian Journal of the Old Testament''; 2011, bind 25, s. 75-92)
* Niels Peter Lemche: &quot;When the End is the Beginning: Creating a National History?&quot; (i: ''Scandinavian Journal of the Old Testament''; 2015, bind 29, s. 22-32)
* Jüri Lina: ''Skorpioni märgi all. Nõukogude võimu tõus ja langus''; Stockholm 2003; ISBN 91-972897-9-5
* Allan A. Lund: ''De etnografiske kilder til Nordens tidlige historie''; Wormanium 1993; ISBN 87-89531-08-6
* Etienee Nodet: &quot;Editing the Bible: Alexandria or Babylon?&quot; (i: Thomas Thompson and Philippe Wajdenbaum (red.): ''The Bible and Hellenism: Greek Influence on Jewish and Early Christian Literature. Copenhagen International Seminar''; Routledge, New York 2014; s. 36-55) 
* Gabrielle Vera Novacek: ''Ancient Israel. Highlights from the Collections of The Oriental Institute University of Chicago''; University of Chicago 2011; ISBN 978-1-88923-65-3
* Johannes Pedersen: &quot;Hasmonæer&quot; (i: ''Salmonsens Konversationsleksikon'', 2. udgave, bind X; 1919; s. 943-944)
* Benjamin W. Porter: &quot;Assembling the Iron Age Levant: The Archaeology of Communities, Polities and Imperial Peripheries&quot; (i: ''Journal of Archaeological Research'' vol. 24; 2016; s. 373-420)
* Katherine Stott: &quot;Herodotus and the Old Testament: A Comparative Reading of the Ascendancy Stories of King Cyrus and David.&quot; (i: ''Scandinavian Journal for the Study of the Old Testament''; 2002; bind 16 s. 52-78)
* Jan-Wim Wesselius: &quot;Discontinuity, Congruence and the Making of the Hebrew Bible.&quot; (i: ''Scandinavian Journal for the Study of the Old Testament''; 1999 bind 13 s. 24-77)
* Jan-Wim Wesselius: &quot;The Origin of the History of Israel: Herodotus’ Histories as Blueprint for the First Books of the Bible&quot; (i: ''Journal for the Study of the Old Testament Supplement Series''; Sheffield Academic Press, Sheffield 2002)
* Hans Christian Ørsted: &quot;Overtro og Vantro i deres Forhold til Naturvidenskaben&quot; (''Aanden i Naturen''; 4. udgave; København 1978; ISBN 87-414-8972-1; s. 76-106)

=== &lt;big&gt;Film&lt;/big&gt; ===
* Simca Jacobovici: ''The Exodus Decoded''</text>
      <sha1>sphc8wtj6s4kyc0mplvfs82f7ry81o3</sha1>
    </revision>
    <revision>
      <id>41977</id>
      <parentid>41976</parentid>
      <timestamp>2026-05-28T08:12:46Z</timestamp>
      <contributor>
        <username>Sven Halfdan Nielsen</username>
        <id>3898</id>
      </contributor>
      <comment>/* Litteratur */ +1</comment>
      <origin>41977</origin>
      <model>wikitext</model>
      <format>text/x-wiki</format>
      <text bytes="157707" sha1="0hqz0iydcf7qdt3n63s8m5l0yvpbm4n" xml:space="preserve">[[Fil:Philippe de Champaigne - Moses with the Ten Commandments - WGA04717.jpg|thumb|400px|Ifølge nye videnskabelige kildekritiske teorier er det ikke Moses, som har skrevet Mosebøgerne. Maleri af Philippe de Champaigne.]]

=== &lt;big&gt;Fortale&lt;/big&gt; ===

Jødedommens ældste historie har hidtil været indhyllet i mørke. Traditionen hviler på ''Tanakh'' eller Gamle Testamente, men dette synes først at have fundet sin endelige form i det 2. århundrede f.Kr. i det hasmunitiske kongerige. Hvor meget, traditionerne har ændret sig før denne tid, er et åbent spørgsmål.

Foruden Gamle Testamente er de vigtigste kilder til belysning af spørgsmålet især arkæologiske fund, men også her er der store problemer med troværdigheden. Flere kilders oprindelse er omstridte og dermed bliver deres udsagnsværdi også tvivlsom.

Det er først i den seneste menneskealder, at der tegner sig et mere klart billede af den omskiftelige historie, men hidtil har mig bekendt ingen forsøgt at gøre denne viden tilgængelig på dansk. Jeg har derfor efter fattig evne forsøgt at skildre denne på grundlag af tilgængeligt materiale. Jeg har desuden tilføjet notehenvisninger til de skriftlige kilder, som jeg anvendt.

Når man forsøger at skildre kendt historie således som tilfældet er med Gamle Testamente, stilles man over for to problemer: dels må man forsøge at sætte denne fremstilling i forhold til det billede, som andre kilder tegner, dels må man forsøge at forstå den forvandling og forvanskning af oprindelige kilder, som fremstillingen i Gamle Testamente nu afspejler.

Den foreliggende undersøgelse falder i to hoveddele, dels en undersøgelse af jødernes faktiske historie således som den lader sig fastslå baseret på grundlag af arkæologiske og historiske kilder, herunder spørgsmålet om jødernes religion, dels en kildekritisk analyse af ''Tanakh'' eller Gamle Testamente. Afslutningsvis vil der blive foretaget en vurdering af hvilken indflydelse, ''Tanakh'' har haft på jødernes selvforståelse og Gamle Testamente har på kristen selvforståelse.

Der kan være grund til at understrege, at stort set alt i denne undersøgelse alene skyldes yderst kompetente forskeres virke, og jeg har efter evne forsøgt at henvise til denne forskning. Litteraturen herom findes i den afsluttende litteraturliste. Desuden har jeg inddraget andre inspirationskilder, hvor jeg finder dem relevante og troværdige. Derimod er fortolkningen af disse ulige arbejder min egen, og de oprindelige forskere kan og bør derfor ikke drages til ansvar for denne fortolkning.  

På dette sted kan der være grund til at forudskikke enkelte kendsgerninger: selvidentiteten &quot;jøde&quot; synes først at blive skabt i 2. århundrede f.Kr. efter hasmunitternes oprør og etableringen af kongeriget baseret på religiøse regler. Der findes ingen ældre beviser på, at jøderne inden da havde fulgt moseloven, og først på dette tidspunkt optræder ''Tanakh'', de ældste synagoger samt mønter uden billede. Det bør desuden bemærkes, at der ingen omtale findes af sabbaten i Gamle Testamente.

Efter den babylonske magtovertagelse i 586 f.Kr. optræder ''al Yahuda'' som en by i Babylon, stednavnet Israel optræder første gang på en mønt dateret år 66 e.Kr. og i forbindelse med jødernes oprør mod romerne.

Om bogens titel skal jeg blot bemærke, at jeg har valgt ordet &quot;jødedom&quot;, fordi det betegner jødisk religion og kultur på samme tid.

Sven Halfdan Nielsen&lt;/br&gt;
Pärnu, den 5. maj 2026

=== &lt;big&gt;Indledning&lt;/big&gt; ===

Al historisk og litterær forskning må hvile på kildekritiske undersøgelser. Dette betyder, at arkæologiske og sproglige kilder kritisk må vurderes med henblik på deres oprindelsessituation, eventuelle tendens, forholden sig til de omtalte begivenheder og for sproglige kilder tillige deres formål (som udmærket kan være mangesidigt). Kilderne må stilles i forhold til, hvad der ellers vides om tiden, og de må forsøges tolket således, at de er bedst i overensstemmelse med denne viden, og at de ikke modsiger denne viden. Hvis det sidste er tilfældet, må man spørge, om fortolkningen er rigtig, eller om den hidtidige &quot;viden&quot; må revideres.

Lige siden afslutningen af 2. verdenskrig og især i det 21. århundrede har beskyldninger om &quot;anti-semitisme&quot; fået et kraftigt opsving. Der kan derfor være grund til at gøre nogle bemærkninger om min opfattelse af dette begreb og dets anvendelse.

For mig består udtrykket &quot;anti-semitisme&quot; af to dele: &quot;anti&quot; betyder imod, og &quot;semitisme&quot; betegner en politisk, nationalistisk ideologi. Dette indebærer, at jeg skelner mellem jøder som kulturel folkegruppe på den ene side og en semitisk ideologi på den anden.

Jeg har intet imod folk, som identificerer sig selv som jøder i religiøs og kulturel henseende så længe, at dette ikke berører deres forhold til andre folkegrupper. For mig er &quot;jøde&quot; altså en betegnelse, der i princippet ikke adskiller sig fra dansker, tysker, armener, kurder, japaner eller en hvilken som helst anden national folkegruppe.

Anderledes forholder det sig med begrebet &quot;semitisme&quot;. Her er der i mine øjne tale om en totalitær og intolerant national ideologi, som tåler sammenligning med fx. fascismen i Italien og nazismen i Tyskland. Der er med andre ord tale om en ekskluderende ideologi, som på samme tid legitimerer en bestemt handlemåde over for andre befolkningsgrupper. Dette kan der senere være grund til at vende tilbage til, når vi har gjort os selve grundlaget for denne tankegang klart.

Lad mig sige det straks: det er ikke &quot;anti-semitisk&quot; at anlægge en anden betragtningsmåde en den, som såkaldte &quot;semitter&quot; selv anlægger - med mindre at man tilføjer, at sådanne semitter har et snævert syn og en snæver fortolkningsramme båret af egne fordomme. I denne henseende minder semitter og muhammedanere om hinanden. Begge promoverer en bestemt fortolkning, og begge benægter retten til at inddrage andre kilder eller til at anlægge en anden og bedre forståelse.

For mig skræmmer udsigten til at blive tillagt smædeord mig ikke. Afgørende for mig er objektivt at se på alle fastslåede kendsgerninger og så nå frem til den forståelse, som er mest og bedst i overensstemmelse hermed. Hvis andre har problemer hermed, er det deres problem, ikke mit. De ønsker at forsvare en myte, men for mig er det de historiske kendsgerninger bag myten, som er det vigtigste. Myter er overtro og vantro. Men som Hans Christian Ørsted har sagt det, vil videnskaben overvinde overtroen og vantroen&lt;ref&gt;Ørsted (1978), s. 106&lt;/ref&gt;, og således må det være.

Det gælder her som i tilfældet med muhammedanismen&lt;ref&gt;se ''Muhammedanismen i kildekritisk belysning''&lt;/ref&gt;, at modstanden og modviljen imod at blive konfronteret med nye kendsgerninger dybest set blot viser hvor usikre, forsvarere af den herskende ideologi i virkeligheden er. Hvis de var sikre i deres overbevisning, ville de velkomme enhver udfordring, idet de vil kunne tage den op og sagligt imødegå den. Men således forholder det sig ikke, tværtimod. 

Det bør tilføjes, at forskningsfeltet er inde i en rivende udvikling i disse år. Det kan derfor ikke udelukkes, at forskningen om føje år vil give et andet, mere omfattende men måske også revideret billede i forhold til nu, og således må det være. Det er den eneste måde, at vor viden kan forøges og forbedres på. Og skulle denne bog medvirke til at fremme en sådan forskning, har den opfyldt sit formål.

=== &lt;big&gt;Jødedommens ældste historie&lt;/big&gt; ===

Formålet med det følgende er at skildre jødedommens ældste historie. Hovedvægten vil blive lagt på de arkæologiske vidnesbyrd. Bibelen vil imidlertid blive inddraget, hvis og når den kan belyse historiske kendsgerninger. En række emner vil blive underkastet en særskilt behandling.

=== Den kana'næiske oprindelse ===

I det 2. århundrede f.Kr. var Kana'an beboet af stammer med hver deres skytsguddom. Disse guddomme hørte til den kana'anæiske gudeverden og omfattede blandt andre El, Ba'al og Jahve. Over tid begyndte jøderne imidlertid at skille sig ud og hævde, at de ikke stammede fra kana'anæerne, skønt både sproglige og religiøse træk fra tiden 1200-1000 f.Kr. tyder på, at de udviklede sig fra en kana'anæisk fælles kultur i den grad, at det ofte er svært at skelne imellem dem.&lt;ref&gt;Dinkgreve (2021), kap. 8&lt;/ref&gt;

Hvornår, denne udskillelsesproces er fundet sted, vides ikke, men det må være sket omkring 1207 f.Kr., idet kana'anæerne og israelitterne på en stele rejst af farao Merneptah dateret til dette tidspunkt udtrykkeligt er nævnt som to uens folkegrupper:&lt;/br&gt;
- &quot;Kana'en er udplyndret,&lt;/br&gt;
- Israel er lagt øde.&quot;&lt;/br&gt; 
Det er værd at bemærke, at de hieroglyffer, som angiver navnet Kana'an, viser, at der er tale om et land, mens de, som angiver Israel, viser, at der er tale om et folk.&lt;ref&gt;Dinkgreve (2021), kap. 8&lt;/ref&gt; Det er også den eneste kilde fraset Gamle Testamente som nævner et folk kaldet Israel på denne tid.&lt;ref&gt;Novacek (2011), s. 66&lt;/ref&gt;

Den oprindelige gud for Israel synes at have været ''El''. Navnet &quot;Isra-el&quot; betyder &quot;Els styre&quot;.&lt;ref&gt;Dinkgreve (2021), kap. 8&lt;/ref&gt;

Kildekritiske undersøgelser af Mosebøgerne viser at disse er skrevet af flere forskellige forfattere, hvoraf to af forskerne kaldes P og E. Begge disse forfattere kalder Gud for ''El'' indtil, at Gud angiveligt selv kalder sig ''Jahve'' over for Moses: &quot;Jeg er Jahve. Jeg viste mig for Abraham og Isak og Jakob som ''El-Shaddai'', men mit navn er ''Jahve''. Jeg gjorde ikke det bekendt for dem&quot;.&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 72&lt;/ref&gt;

Det bør tilføjes, at i ''Genesis'' forekommer 17 tilfælde af associationer med ''El'' (fx. Bethel) men ikke een eneste med ''Jahve''. Der er desuden eet tilfælde med henvisning til ''Ba'al'', nemlig Ashbel, Benjamins søn

=== Ugarit ===

I 1928 fandt en bonde i Ras Shamra ved Middelhavskysten (nu i Syrien) et omkring 3.000 år gammelt gravkammer. En udgravning det følgende år viste, at det dækkede over dels en større gravplads, dels en forhistorisk by: Ugarit, en vigtig handelsby fra omkring 1450 f.Kr. til 1192 f.Kr., idet byen blev brændt af og blev opgivet antagelig mellem 1190 f.Kr. og 1185 f.Kr. Blandt de mange fund var et stort antal lertavler og mange af dem med religiøse tekster: mytologiske vers, hymner til guder, lister over præsternes ofringer. Den ledende guddom i Ugarit hed ''El''. ''El'' var gudernes fader, skaber af alle levende væsener, den evige konge. Han blev beskrevet som en ældre skægget mand, som sad på en trone med en krone med tyrehorn. Hans hustru hed ''Ashera''&lt;ref&gt;Dinkgreve (2021), kap. 8&lt;/ref&gt;, hun var moder til 70 guder ifølge teksterne. Blandt sønnerne var stormguden ''Baal'', havguden ''Jam'', dødsguden ''Mott'' og krigergudinden ''Anat''. Tilsammen blev de kaldt ''Ilham'', det vil sige børn af ''El''.

I Bibelens skildring af skabelsen optræder ordet ''Elohim'', på hæbraisk et ord for guddom, hvilket er umiddelbart sammenligneligt med ordet i Ugarit, men ordet er flertal, ikke ental. Og flere af beretningerne i Gamle Testamente bruger netop (men ikke alene) dette ord om Gud: ''El Shaddai'' (Gud den Almægtige), ''El Elyon'' (Gud den Højeste)&lt;ref&gt;Novacek (2011), s. 41&lt;/ref&gt;, ''El Olam'' (den evige Gud), ''El Bethel'' (Bethels Gud). Det er det samme navn som den øverste gud i kana'anæernes gudeverden.

Af disse kendsgerninger tør drages to slutninger. Den ene er, at Gud i den hebraiske forståelse ikke i starten var fuldstændig og enerådende men i stedet udviklede sig over tid, langsomt ved en proces, der bedst kan beskrives som konvergens: flere guder smeltede sammen i een guddom.

Den anden slutning, man tør drage, er den, at israelitterne udviklede sig som folk fra kana'anæerne. Deres første gud var kana'anæernes gud ''El''. For de folk, som levede i bjergene i Kana'an omkring 1100 f.Kr. var der ikke nogen markant forskel imellem deres egen religion og de omgivende folkeslags religion: de dyrkede den samme fadergud og modergudinde. Dette har været anerkendt af arkæologer siden omkring 1970 baseret på fundne lertavler, indskrevne navne på lerkar, fund af husguder og af husaltre.

=== Jahve ===

Nu er det velkendt, at jøderne har et andet navn på deres gud: ''Jahve''. Hvor stammer dette navn fra? Hvor og hvornår overtog han de egenskaber, som tidligere blev tillagt El? For at svare på disse spørgsmål, må vi inddrage tre nye kilder.

På en to tusinde år gammel læderklud fundet i en hule findes en tekst med følgende indhold: da den højeste gud gav nationerne deres arv, da han delte menneskeheden, fastlagde han deres indbyrdes grænser i henhold til antallet af gudesønner. Denne tekst fra Femte Mosebog 32:8&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 237&lt;/ref&gt; var identisk med den tekst, som jøderne kopierede i århundrede før Kristi fødsel. Den findes i den græske version af Gamle Testamente fra 3. og 2. århundrede f.Kr. Jøderne ændrede siden teksten fra &quot;gudesønner&quot; til &quot;Israels sønner&quot;.

Tages teksten for pålydende, har den højeste gud inddelt menneskene i nationer og givet hver nation en søn som guddommelig leder. I det følgende vers fortælles hvilken søn, der blev tildelt hvilken nation, og det oplyses, at Jahve fik tildelt Jacobs stamme eller Israel.

Det må her bemærkes, at Jahve her tydeligt er en mindre, en underordnet gud i forhold til den højeste gud. Bibelforskere som Mark Smith og Frank Moore Cross fra Harvard mener, at det er her, at Jahve gøres til guddom for Jacobs stamme. Teksten i Kumran (bedre kendt som Dødehavsrullerne) bevarede den oprindelige tekst, men den blev i middelalderen tilsyneladende tilpasset.

I ''Salmernes Bog'' salme 82 findes følgende:&lt;/br&gt;
&quot;Gud træder frem i gudeforsamlingen,&lt;/br&gt;
blandt guderne holder han dom:&lt;/br&gt;
Hvor længe vil I dømme uretfærdigt&lt;/br&gt;
og tage parti for de ugudelige? Sela&lt;/br&gt;
Skaf de svage og faderløse deres ret,&lt;/br&gt;
frikend de hjælpeløse og arme,&lt;/br&gt;
udfri de svage og fattige,&lt;/br&gt;
red dem fra de ugudeliges magt!

De forstår og fatter intet,&lt;/br&gt;
de vandrer i mørke,&lt;/br&gt;
jordens grundvolde rokkes.&lt;/br&gt;
Jeg har sagt: I er guder,&lt;/br&gt;
I er alle sønner af den Højeste.&lt;/br&gt;
Dog skal I dø som mennesker,&lt;/br&gt;
og I skal falde som en af stormændene.

Rejs dig, Gud, hold dom over jorden,&lt;/br&gt;
for du har alle folkene som ejendom.&quot;&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 693&lt;/ref&gt;

Denne salme indeholder altså mindet om en gudeforsamling, som også afspejles i den langt ældre tekst. Ordet &quot;guderne&quot; i den originale tekst er ''Elohim'', i flertal. Det viser, at der var en tid i jødernes historie, hvor flerguderi øjensynligt var en almen forståelse. Og en af disse gudesønner var åbenbart Jahve.

Et lignende minde findes i Første Mosebog kapitel 6, der begynder således:

&quot;Da menneskene begyndte at blive talrige på jorden og fik døtre, så gudesønnerne, at menneskedøtrene var smukke. Blandt dem tog de sig alle de koner, de havde lyst til. Da sagde Herren: &quot;Min livsånde skal ikke forblive i mennesket for evigt. De er dødelige, deres levetid skal være 120 år&quot;.&lt;/br&gt;
Dengang gudesønnerne gik ind til menneskedøtrene og fik børn med dem - men også siden hen - var der faldne på jorden. Det er heltene, navnkundige mænd fra ældgamle dage.&quot;&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 12. Den danske oversættelse har &quot;kæmper&quot; i stedet for &quot;faldne&quot; men det originale ord er ''nefilim'' med netop denne betydning&lt;/ref&gt; 

Endnu en kilde, som bør nævnes, er et tempel nu beliggende i Sudan på Nilens vestre bred. Det blev opført af farao Aman Hototeep III (bedstefader til Tutankhamon), som regerede Egypten fra ca. 1390 f.Kr. til 1352 f.Kr., og var tilegnet guden Amon Ra. På en af søjlerne i dette tempel, der omtaler underkuede folkeslag, optræder &quot;Tashasu YHWH&quot;. Nationen ''Shassu'' var et semitisk folkeslag, nomader, kvæghyrder, der strejfede om i ørkenen ved den sydlige grænse for Kana'an. Betegnende nok identificeres de ikke ved deres landområde men derimod ved deres guddom, ''Jahve'', omtrent 200 år før at israelitterne ellers optræder i historiske tekster ifølge gængs fortolkning.

Egyptologen Donald Redford slutter heraf, at ''Jahve'' oprindeligt var en edomitisk eller midianistisk gud i de sydlige ørkenområder, som blev dyrket i områder, som den hebraiske bibel selv udpeger som stedet for jødernes oprindelse, som stedet hvor Moses hørte Gud tale fra en brændende busk, og i ''Dommerbogen'' findes blandt andet &quot;Deboras sejrssang&quot;, som dateres til 12. århundrede f.Kr.&lt;ref&gt;Dinkgreve (2021), kap. 8&lt;/ref&gt;, med følgende linjer:

Herre, da du drog ud fra Se'ir,&lt;/br&gt;
da du skred frem fra Edoms land,&lt;/br&gt;
skælvede jorden, himlen dryppede af regn,&lt;/br&gt;
ja, skyerne dryppede af vand.&lt;/br&gt;
Bjergene rystede foran Herren,&lt;/br&gt;
Sinajs Herre,&lt;/br&gt;
foran Herren, Israels Gud.&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 276&lt;/ref&gt;

Edom lå i den nordøstlige del af Sinaj-ørknen, sydøst for Det Døde Hav. Men der er mere. Jahve introduceres af Moses efter, at Jetro, Moses svigerfader, sammen med sine sønner havde sluttet sig til jøderne.&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 87&lt;/ref&gt; Ifølge Anden Mosebog kapitel 3:1 var Jetro præst i Midjan.&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 68&lt;/ref&gt; Det må rejse spørgsmålet, om det er fra ham, at Moses har overtaget sin guddom Jahve. Men ifølge Dommerbogen kapitel 1:16 var Jetro kenit: &quot;Efterkommere af den kenit, der var Moses' svigerfar, drog sammen med judæerne op fra Palmebyen til Judas ørken i Arads sydland og bosatte sig hos befolkningen dér.&quot;&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 271&lt;/ref&gt; Kenitterne var Kains efterkommere. I Første Mosebog kapitel 4:17-22 læser vi: &quot;Kain lå med sin kone, og hun blev gravid og fødte Enok. Så byggede han en by og gav den navn efter sin søn Enok. Enok fik sønnen Irad, Irad fik Mehujael, Mehujael fik Metushael, og Metushael fik Lemek. Lemek tog sig to koner, den ene hed Ada, den anden Silla. Han blev stamfader til dem, der bor i telte og holder kvæg. Også Silla fødte en søn, Tubal-Kain, stamfader til smedene, alle dem, der forarbejder kobber og jern.&quot;&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 11&lt;/ref&gt; 

Vi ved, at i andre kulturer som egyptisk, græsk og romersk er smedekunsten forbundet med vulkaner: i romersk mytologi hed smedeguden ligefrem ''Vulkan''. Læg dertil profetien i Esajas' Bog kapitel 31:9, der nævner &quot;Herren, som har sit bål på Zion og sin ovn i Jerusalem&quot;.&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 874&lt;/ref&gt; Og for at fuldende billede findes i Anden Mosebog kapitel 19:18-19 følgende beskrivelse af bjerget: &quot;Hele Sinajs bjerg var hyllet i røg, fordi Herren var steget ned på det i ild og røgen steg til vejrs som røgen fra en smelteovn. Hele bjerget skælvede af stor rædsel, og hornklangen blev kraftigere og kraftigere.&quot;&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 88&lt;/ref&gt; Det kunne være en beskrivelse af en aktiv vulkan. Disse sammenfald kan næppe være tilfældige. Er der tale om, at Jahve oprindelig var en smedegud forbundet med vulkanisme, og at han er overtaget af Moses (hvis han er en historisk person) fra sin svigerfaders kultur? I så fald viser det, at der findes en jødisk religiøs forhistorie, som man siden har forsøgt at fortrænge.

Af det foregående tør vi antage, at ''Jahve'' ikke begyndte i Israel. Han begyndte som en &quot;skytsguddom&quot; blandt nomadiske stammer uden en konge, uden templer og uden et skriftsprog. På et eller andet tidspunkt, måske som følge af handel eller af en edomitisk udvandring nordpå, kom denne gud til kana'anæerne, og der mødte han en anden guddom: den gamle gud ''El''. Hvad, der siden fulgte, var konvergens: før dannelsen af et kongerige, før opførelsen af det første tempel, blev ''El'' &quot;opslugt&quot; af ''Jahve''. Derved fik den nye fusionerede guddom begge navne i Gamle Testamente.

=== Ashera ===

Men denne gud stod ikke alene, han havde en kvindelig partner, en gudinde: ''Ashera''. Ashera optræder i kana'anæernes hjem som gudindestatuette, hendes navn findes på forrådskar og i gravskrifter. I tekster fra 8. århundrede f.Kr. bliver hun påkaldt ved siden af Jahve som om de hørte sammen og var ligestillede.

Vi ved nu, at hun i århundreder var blevet dyrket af jøderne som gudinde. Hun kunne gå på vandet, hendes tilnavn var ''Kudu'', den hellige. Hun findes gengivet på et egyptisk kunstværk fra samme tid stående på ryggen af en løve og med en slange i hver hånd. Kort sagt var hun en af de store modergudinder i Mellemøsten.

I to bygninger daterede til tiden 801-770 f.Kr. i det nordøstlige Sinai ved bjerget Contilit Azud fandt arkæologer i 1975 store forrådskar med en tekst skrevet på tidlig hebraisk: &quot;Jeg velsigner dig ved Jahve af Samaria og hans Ashera&quot;&lt;ref&gt;Novacek (2011), s. 92&lt;/ref&gt; og &quot;Jeg velsigner dig ved Jahve af Teman og hans Ashera&quot;. Her står israelitternes mandlige guddom sammen med kana'anæernes gudinde. Teman var den egn i ørkenen, hvor ifølge Habakuks Bog kapitel 3:3 Jahve havde sin oprindelse:&lt;/br&gt;
&quot;Gud kommer fra Teman,&lt;/br&gt;
den Hellige fra Parans bjerge&quot;.&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 1187&lt;/ref&gt;

I Hebron blev tilsvarende fundet en gravskrift dateret til midten af 8. århundrede f.Kr.: &quot;Velsignet være Uryyaho ved Jahve for fra hans fjender ved Ashera har han frelst ham&quot;.

Desuden har man fundet over tusind små gudindestatuetter, heraf 400 alene i Jerusalem, der ifølge Raz Kletter utvivlsomt forestiller Ashera skildret med krop som en cylinder med to markerede bryster og hænder, der tilbyder dem, samt et smilende ansigt. De dateres alle til 8. og 7. århundrede f.Kr. og de blev alle fundet i private hjem, ikke i templer. De viser, at dyrkelsen fandt sted under det delte kongerige som noget alment udbredt, ikke som noget særegent for de få.

Som supplement til en forståelse kan man gå til Gamle Testamente, hvor der er bevaret flere passager, hvori Ashera-dyrkelsen omtales. Den følgende oversigt gør ikke krav på fuldstændighed.

I Første Kongebog kapitel 14 læser vi: &quot;Salomos søn Rehabeam blev konge i Juda. .. Rehabeam var enogfyrre år, da han blev konge, og han regerede sytten år i Jerusalem, den by Herren havde udvalgt af alle Israels stammer til at sætte sit navn på. Hans mor hed Na'ama og var fra Ammon.
Judæerne gjorde, hvad der var ondt i Herrens øjne, og med de synder, de begik, gjorde de ham mere vred, end deres fædre havde gjort. Også de byggede offerhøje og lavede stenstøtter og Ashera-pæle på alle høje bakker og under alle grønne træer; der var endog mandlige helligskøger i landet.&quot;&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 396&lt;/ref&gt;

I kapitel 15 læser vi: &quot;I Nebats søn kong Jeroboams attende regeringsår blev Abija konge over Juda. Han regerede tre år i Jerusalem. Hans mor hed Ma'aka og var datter af Absalom. Han fulgte alle de synder, som hans far havde begået før ham..&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 396&lt;/ref&gt;

I Israels konge Jeroboams tyvende regeringsår blev Asa konge over Juda. Han regerede enogfyrre år i Jerusalem. Hans mor hed Ma'aka og var datter af Absalom. Asa gjorde, hvad der var ret i Herrens øjne, lige som sin fader David. Han forviste de mandlige helligskøger fra landet og fjernede alle de møgguder, som hans forfædre havde lavet. Han fjernede også sin mor Ma'aka som kongemoder, fordi hun havde ladet fremstille en rædselsstøtte til Ashera. Asa huggede støtten om og brændte den i Kedrondalen. Offerhøjene forsvandt ikke..&quot;&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 396f&lt;/ref&gt;

I kapitel 16 læser vi: &quot;Omris søn Akab blev konge over Israel i Judas konge Asas otteogtredivte regeringsår, og Omris søn Akab regerede toogtyve år i Samaria over Israel. Omris søn Akab gjorde, hvad der var ondt i Herrens øjne, værre end nogen før ham. Da det ikke var nok for ham at følge Nebats søn Jeroboams synder, giftede han sig med sidoniernes konge Etba'als datter Jezabel, og han gav sig til at dyrke og tilbede Ba'al. Han rejste et alter for Ba'al i Ba'als tempel, som han havde bygget i Samaria. Akab lavede en Ashera-pæl, og Akab gjorde mere endnu, så han krænkede Herren, Israels Gud, mere end nogen af Israels konger, der havde været før ham.&quot;&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 399&lt;/ref&gt;

I Anden Kongebog kapitel 21 omtales kong Manassa. Om hans gerninger hedder det: &quot;Han gjorde, hvad der var ondt i Herrens øjne efter de afskyelige skikke hos de folkeslag, som Herren havde drevet bort foran israelitterne. Han genopbyggede de offehøje, som hans fader Hizkija havde ødelagt; han rejste altre for Ba'al, og han lavede en Ashera-pæl, sådan som Israels konge Akab havde gjort, og han tilbad hele himlens hær og dyrkede den. .. Og i de to forgårde til Herrens tempel byggede han altre for hele himlens hær. .. Og han opstillede Ashera-billedet, han havde lavet, i dette tempel, om hvilket Herren havde sagt til David og til hans søn Salomo: &quot;''På dette tempel og på Jerusalem, som jeg har udvalgt blandt alle Israels stammer, vil jeg sætte mit navn til evig tid; og jeg vil ikke mere jage Israel bort fra det land, som jeg gav deres fædre, når de blot omhyggeligt vil gøre alt det, jeg har befalet dem, og holde hele loven, som min tjener Moses gav dem.''&quot; Men de ville ikke høre, og Manassa forledte dem til at handle værre end de folkeslag, som Herren havde udryddet for israellitterne.&quot;&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 438f&lt;/ref&gt;

I Anden Kongebog kapitel 23 oplyses, at denne afgudsdyrkelse holdt sig til Josija stoppede den: &quot;Så befalede kongen ypperstepræsten Hilkija, andenpræsterne og dørvogterne at fjerne alle de ting, der var lavet til Ba'al og til Ashera og til hele himlens hær, fra Herrens tempel, og han brændte dem uden for Jerusalem .. Helligskøgernes rum i Herrens tempel, hvor kvinderne vævede klæder til Ashera, rev han ned. .. Også alteret i Betel, offerhøjen som Jeroboam, Nebats søn, havde opført, han som forledte Israel til synd, både dette alter og offerhøjen rev Josija ned, og han knuste stenene til støv og brændte Ashera-pælen.&quot;&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 441&lt;/ref&gt; 

Profeten Jeremis beklagede sig i Jeremias' Bog kapitel 7: &quot;Kan du ikke se, hvad de gør i Judas byer og Jerusalems gader? Børnene samler brænde, fædrene tænder ild og kvinderne ælter dej, så de kan lave offerkager til Himmeldronningen og udgyde drikofre for andre guder og krænke mig.&quot;&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 950&lt;/ref&gt; Han taler om ''Ishtar'', Mesopotamiens version af Ashera, mens hun blev adopteret som ''Afrodite'' i Grækenland og blev kaldt ''Astarte'' af kana'anæerne og senere af fønikerne.&lt;ref&gt;Novacek (2011), s. 38&lt;/ref&gt;

Der kan således ikke være tvivl om, at Ashera-dyrkelsen var udbredt blandt jøderne i flere århundreder, snart officielt snart uofficielt. Manassa regerede fra 697 f.Kr. til 642 f.Kr. og Josija skal have stoppet Ashera-dyrkelsen omkring 622 f.Kr. Men uofficielt fortsatte dyrkelsen helt frem til babylonernes erobring af Jerusalem.

Det vigtigste i denne sammenhæng er, at denne afgudsdyrkelse, som det også fremgår af Gamle Testamente, fandt sted længe efter, at jøderne skulle være gået over til monoteisme.

=== Den centraliserede gudsdyrkelse ===

Men hvornår begyndte den monoteistiske gudsdyrkelse blandt jøderne? Meget tyder på, at det var en udvikling i to trin: først skete der en centralisering af gudsdyrkelsen, og langt senere en overgang til monoteisme.

Første kilde til denne udvikling findes i Moseloven. Her hedder det: &quot;Du må ikke lave dig noget gudebillede i form af noget som helst oppe i himlen eller nede på jorden eller i vandet under jorden. Du må ikke tilbede dem og dyrke dem, for jeg, Herren din Gud, er en misundelig Gud.&quot;&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 89. I oversættelsen til dansk bruges ordet &quot;lidenskabelig&quot; i stedet for &quot;misundelig&quot;&lt;/ref&gt; Det siges ikke, at der ikke findes andre guder, kun at jøderne ikke længere måtte dyrke dem.

Næste kilde findes i Anden Kongebog om kong Josija, som regerede 640-609 f.Kr. Her hedder det: &quot;Og statsskriveren Shafan fortalte kongen, at præsten Hilkija havde givet ham en bog, og Shafan læste den op for kongen.&quot;&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 440&lt;/ref&gt; Forskere mener, at den bog, der her er tale om, sandsynligvis var Femte Mosebog.

Femte Mosebog adskiller sig tydeligt fra de foregående fire Mosebøger, så meget at man mener, at den har sin egen forfatter (eller egne forfattere), der af forskerne kaldes D. Denne forfatter D genkendes også i en række andre tekster i Gamle Testamente: Joshua-bogen, Første og Anden Dommerbog, Samuels Bog samt Første og Anden Kongebog. Det menes, at alle disse bøger er forfattede af samme person eller personkreds.&lt;ref&gt;Dinkgreve (2021), kap. 8&lt;/ref&gt;

Anden Kongebog fortæller om kong Josiah, at han centraliserede gudsdyrkelsen og forbød stedlige altre: &quot;Han hentede alle præsterne fra Judas byer, og offerhøjene lige fra Geba til Be'ersheba, hvor de havde tændt offerild, gjorde han urene, og portofferhøjene, som lå ved kommandantensen Josvas port til venstre, når man går ind ad byporten, rev han ned.&quot;&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 441&lt;/ref&gt; Som det siges: &quot;Der havde ikke tidligere været nogen konge, der som han af hele sit hjerte og af hele sin sjæl og af hele sin styrke vendte om til Herren, helt efter Moses' lov og efter ham kom der ingen som han.&quot;&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 442&lt;/ref&gt; Tydeligvis var der tale om at samle al religiøs magt på et sted og under kongens kontrol. Det var med andre ord en religiøs revolution.

For at retfærdiggøre denne revolution måtte man opfinde en spådom, der kunne retfærdiggøre den. Her træder nu to kilder ind. Den ene findes i Første Kongebog. Her omtales en gudsmand, som råber imod et alter: &quot;Alter, alter! Dette siger Herren: I Davids hus skal der fødes en søn ved navn Josija. På dig skal han slagte de offerhøjspræster, som tænder offerild på dig, og han skal brænde menneskeknogler på dig.&quot;&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 393&lt;/ref&gt;

Den anden er Femte Mosebog: allerede i første sætning gives indtrykket af, at denne bog er Moses' sidste ord inden sin død&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 200&lt;/ref&gt;, og her formuleres en &quot;ny moselov&quot; begyndende således:

&quot;Dette er de love og retsregler, som I omhyggeligt skal følge i det land, Herren, dine fædres Gud, har givet dig i eje, så længe i lever på jorden. I skal ødelægge alle de steder, hvor de folk, I fordriver, har dyrket deres guder, på de høje bjerge, på bakkerne og under alle grønne træer. I skal rive deres altre ned og knuse deres stenstøtter, deres Ashera-pæle skal I brænde, og deres gudebilleder skal I hugge om; I skal udslette deres navn fra de steder. For på den måde må I ikke dyrke Herren jeres Gud. Nej, I skal søge til de sted, Herren jeres Gud udvælger blandt alle jeres stammer til at sætte navn på, så det kan bo der. Dér skal du komme, og derhen skal I bringe jeres brændofre og slagtofre, jeres tiender og afgifter, jeres løfteofre og frivilligofre og det førstefødte af jeres køer og får.&quot;&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 214&lt;/ref&gt;

Men trods dette forsøg på at legitimere centraliseringen af gudsdyrkelsen holdt det ikke længe. Snart begyndte folk atter deres decentrale gudsdyrkelse, og som vi tidligere har set, opgav de aldrig deres Ashera-dyrkelse.

=== Jøderne i Kana'an ===

Vi har fulgt jødernes religiøse udvikling, men hvordan forholder det sig med områdets politiske udvikling? Det er en broget historie, hvor Gamle Testamente trods påviselige fejl alligevel kan give nyttige oplysninger.

Meget taler for, at det var ankomsten af &quot;havfolket&quot; (engelsk: ''Sea People'') omkring 1178 f.Kr. som udløste en ny politisk udvikling. Frem til sammenbruddet havde området været præget af kana'anæiske kongefamilier, som styrede mindre områder fra deres centralt beliggende byer. Hidtil havde områder i nord været under hittitisk overherredømme og området i syd som helhed været under egyptisk kontrol, men nu svækkedes denne kontrol&lt;ref&gt;Porter (2016), s. 384&lt;/ref&gt;, og det indebar, at der blev mulighed for indbyrdes stammekrige i området. Det betød også, at folk udefra nu kunne blande sig med held i de stedlige stammekrige. Det er muligt, at jødernes erobringer netop hører hjemme i denne sammenhæng. Til trods for, at Gamle Testamente fremstiller disse kampe som religionskrige mellem folkeslag med polyteisme og jøderne med deres påståede monoteisme, er der intet, som tyder på, at dette er korrekt.

Snarere må vi se disse kampe som sket mellem et imperialistisk erobrerfolk og stedlige bofaste stammer. At der også var religiøse forskelle imellem dem, understregede blot krigenes stammemæssige karakter. Mens filistrene bosatte sig ved kysten, flyttede israelitterne ind fra øst og bosatte sig overvejende i højlandet, hvor de over tid tilegnede sig megen af den stedlige kultur, samtidig med at deres frænder, aramæerne, slog sig ned mod nordøst i Syrien. Hebræerne fik i denne besættelse støtte fra beslægtede og ligesindede nomadiske stammer og semitiske folkeslag. Alliancen var mulig, fordi de alle dyrkede Jahve.&lt;ref&gt;Novacek (2011), s. 66&lt;/ref&gt; Denne fælles kult var længe den eneste institution, som bandt folket sammen, og det kunne ikke forhindre, at der jævnligt opstod konflikter mellem dem.

Der kan på dette sted være grund til at gøre op med myten om Jerikos erobring. Ifølge den bibelske tradition skete erobringen ved, at de omgivende bymure styrtede sammen.&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 248f&lt;/ref&gt; Problemet er, at det arkæologisk kan påvises, at der ingen bymure var!&lt;ref&gt;Novacek (2011), s. 66&lt;/ref&gt; Forklaringen er, at Kana'an indtil da havde været underlagt Egypten, hvis overherredømme var blevet afgjort efter slaget ved Megiddo i 1479 f.Kr. Efter erobringen beholdt eliten i de kana'anæiske familier deres styrende rolle, når blot de var loyale i forhold til den egyptiske farao, men de måtte acceptere, at de ikke måtte befæste deres byer, (hvilket gav dem problemer blandt andet, da Megiddo blev angrebet af Lab'ayu fra det nærliggende Shechem).&lt;ref&gt;Novacek (2011), s. 25&lt;/ref&gt; Det må rejse spørgsmålet, om israelitterne overhovedet nogen sinde har erobret Kana'an, eller om de så at sige &quot;overtog&quot; havfolkets faktisk påviste erobringer og indskrev det i deres historie?

Overhovedet har det været praktisk talt umuligt at påvise israelitterne bosættelse i Levanten. Forskere har ment, at en række nye bosættelser i marginale områder i bjergegne kunne være deres bosættelser&lt;ref&gt;Porter (2016), s. 386&lt;/ref&gt;, men der kan lige så godt være tale om, at nogle kana'anæere fra lavlandet efter det handelsmæssige sammenbrud valgte at flytte ud og etablere sig med et nyt men mere holdbart selvforsynende landbrug&lt;ref&gt;Porter (2016), s. 388f&lt;/ref&gt;, hvor handel som helhed spillede en mindre rolle end tidligere og især var af regional snarere end international karakter.&lt;ref&gt;Porter (2016), s. 388&lt;/ref&gt; Ulige forsøg på at identificere bestemte former for genstande som værende israelitiske er strandet på, at de selv samme genstande også findes i områder uden israelsk bosættelse ifølge Gamle Testamente, de kan derfor ikke levere det ønskede bevis.&lt;ref&gt;Porter (2016), s. 387&lt;/ref&gt;

I den første tid efter israelitternes indvandring var tilstandene i Kana'an væsentlig som før. Det var langt fra lykkedes jøderne at udrydde hele den bosatte befolkning, så det endte med, at jøderne bosatte sig i egne bosættelser. De ulige folk og stammer levede i samfund hver for sig med byerne som centrum for de omgivende landsbyer. Hebræerne erobrede og ødelagde de mere civiliserede kana'anitter men overtog deres skriftsystem. De overtog også kana'anitternes byggeskik, men uden at hebræernes byggerier nåede samme høje stade som deres forgængere. Jerusalem var på denne tid et lille sted uden stor betydning og kunne ikke måle sig med andre byer i området.

Tør man tro Josvabogen kapitel 20, blev der oprettet særlige bebyggelser kaldet &quot;tilflugtsbyer&quot; for kriminelle, hvor disse kunne søge politisk asyl og unddrage sig retsforfølgelse for deres kriminelle gerninger: &quot;Herren talte til Josva og sagde: &quot;Sig til israelitterne, at de skal udpege de tilflugtsbyer, som jeg talte til jer om ved Moses, så en drabsmand, der uforsætligt og uforvarende slår nogen ihjel, kan flygte dertil; de skal være tilflugtssteder for jer mod blodhævneren. Når drabsmanden søger tilflugt i en af disse byer og stiller sig ved indgangen til byporten, skal han forelægge sin sag for de ældste i den by. De skal give ham adgang til byen og give ham et sted, hvor han kan bo hos dem. Når blodhævneren forfølger ham, må de ikke udlevere drabsmanden til ham; det var jo uforvarende, han slog sin næste ihjel, han havde ikke tidligere næret fjendskab mod ham. Han kan så blive boende i den by, indtil han stilles for menighedens domstol, eller indtil den ypperstepræst dør, som er der til dentid. Da kan drabsmanden vende tilbage til sin by og sit hus, den by, han er flygtet fra&quot;.&quot;&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 264&lt;/ref&gt; De var en ordning, som kunne beskytte enhver kriminel mod retsforfølgelse.

Og jødernes folkemord fortsatte. I Dommerbogen kapitel 1 læser vi: &quot;Så drog Juda op, og Herren gav kana'anæerne og perizzitterne i deres hånd, og de slog dem i Bezek og dræbte ti tusind mand. ..Judæerne angreb Jerusalem og indtog den. De huggede indbyggerne ned med sværd og stak ild på byen.&quot;&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 271&lt;/ref&gt; I de byer, som det ikke lykkedes jøderne at udrydde befolkningen, blev disse i stedet gjort til hoveriarbejdere.&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 272&lt;/ref&gt; Det kan næppe undre, at denne opførsel gav anledning til yderligere uro, og at nye kampe fulgte. Ved en lejlighed slog jøderne &quot;omkring ti tusind moabitter ihjel. .. Derefter havde landet ro i firs år&quot;.&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 274&lt;/ref&gt;

Efter Josvas erobringer fulgte dommertiden, hvor landet blev styret af de såkaldte dommere. Tør man tro Gamle Testamente førte det til, at filistre og ammonitter for en tid fik overtaget.&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 286&lt;/ref&gt; Også internt var der øjensynlig magtkampe, således forenedes de andre stemmer mod Benjamins stamme.&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 297ff&lt;/ref&gt;

Efterhånden blev lovløsheden for meget, og hebræerne etablerede et kongedømme i Palæstina. Denne institution kom som en nødvendig følge af både de interne lovløse tilstande og behovet for at organisere krigsførelsen mod andre folkegrupper. I vest udgjorde filistrene en stærkere modstand end kana'anitterne, fordi de havde udviklet jernsmedning. Mod nord boede fønikerne i Libanon, der var mest optaget af handel. Da kana'anitterne stadig blev mere undertrykte, skabte det grundlaget for etableringen af det hebræiske kongedømme omkring 1000 f.Kr. 

Først under dommeren Samuel opstår der blandt jøderne angiveligt krav om etableringen af et kongerige. Landets første konge hed Saul.&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 317&lt;/ref&gt; Han dateres til omkring 1000-tallet f.Kr. Tør vi tro Første Samuelsbog gennemførte han adskillige krige.&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 320&lt;/ref&gt; Kana'an var angiveligt forenet under ham og hans to efterfølgere, David og Salomo. Salomo beskrives i Gamle Testamente som en mægtig konge, der blandt andet opførte et gudstempel i Jerusalem, men arkæologiske undersøgelser har ikke kunnet bekræfte dette, og Salomo er påfaldende totalt fraværende i ikke-bibelske kilder. Det har fået mange historikere til at mene, at Salomo må have været en småkonge.&lt;ref&gt;Novacek (2011), s. 83&lt;/ref&gt; Også israelerne synes fraværende i arkæologiske fund fra denne tid, i stedet dominerer kypriotisk og fønikisk lertøj samt stedlige efterligninger af dette.&lt;ref&gt;Novacek (2011), s. 89, 93&lt;/ref&gt;

Da kong Salomo døde i 922 f.Kr. blev det hebræiske kongedømme delt i to: Kongeriget Israel og Kongeriget Juda. Det var kun Juda og Benjamins stammer, som accepterede Salomos søn Rehabeam som deres konge, og de oprettede dermed det sydlige kongerige Juda med Jerusalem som hovedstad. Mod nord gjorde de øvrige stammer Jeroboam til konge og oprettede kongeriget Israel med Sikem og senere Samaria som hovedstad. Vigtigst i denne sammenhæng er, at der intet stammesammenhold var, end ikke deres religion kunne holde sammen på dem, og som vi allerede har set, skete der jævnligt frafald fra denne, lige som israelitterne indgiftede sig i andre folkegrupper nok så meget som indbyrdes. Der var konstant magtkampe, hvilket afspejler det totale fravær af national solidaritet og enhed. Også udefra skete angreb. Anden Krønikebog er fuld af bereninger om disse krige.

Det bør for god skyld nævnes, at en basalt stele fra Dhiban omtaler, at kong Mesha fra det moabitiske kongerige overvandt Kongeriget Israel og udvidede sit rige, en begivenhed som menes afspejlet i Anden Kongebog kapitel 3.&lt;ref&gt;Porter (2016), s. 382&lt;/ref&gt;&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 412&lt;/ref&gt; 

Kongeriget Israel ophørte, da Assyrien erobrer hovedstaden Samaria 722 f.Kr. Herved mistede også de 10 nordlige israelske stammer deres betydning. Nogle af indbyggerne i Kongeriget Israel blev deporteret af assyrierne, men arkæologisk kan der ikke dokumenteres nogen befolkningsudskiftning eller nogen nedgang i befolkningstallet, og genetiske undersøgelser antyder også en kontinuitet i områdets befolkningssammensætning. Hovedparten af befolkningen synes således at være forblevet i området og samaritanerne menes at være de mest direkte efterkommere af befolkningen i Kongeriget Israel, hvilket også er i overenstemmelse med deres egen opfattelse. Nogle beboere fra Kongeriget Israel må antages at være flygtet til kongeriget Juda, hvilket kan forklare hvordan de nordlige stammers myter er blevet inkorporerede i den tekster i Gamle Testamente, som blev samlede i Kongeriget Juda.

=== Eksilet i Babylon ===

Der er næppe tvivl om, at hvis jøderne havde modstået angreb udefra, ville afgudsdyrkelsen have fortsat. Der ville fortsat have været private gudindestatuetter og private altre. Men een begivenhed ændrede jødernes historie og dermed verdenshistorien: babylonernes erobring i 586 f.Kr.

Forud gik en belejring, som varede to og et halvt år. Vilkårene under belejringen var forfærdelige: jøderne sultede, men vi ved fra samtidige beretninger, at de ikke holdt sig tilbage fra at spise deres egne børn. Da Nebukadnezer erobrede Jerusalem, blev Salomons tempel brændt ned til grunden. Kongepaladset blev brændt ned. Huse blev brændt ned. Forsvarsanlæggene omkring byen blev revet ned sten for sten. Kong Zedekiah, som havde forsøgt at flygte, blev fanget og ført frem for Nebukadnezer. Det sidste, han så, var, at han sønner blev slået ihjel. Så blev han gjort blind, og måtte i denne tilstand foretage vandringen til Babylon.

Hele den jødiske befolkning blev tvangsforflyttet til Babylon. Det skete i tre omgange. Da de forlod Jerusalem, måtte de uundgåeligt miste troen på deres guder, som havde svigtet dem.

Hvad, der skete under det babylonske fangenskab, var ekstraordinært: i stedet for at blive integrerede i deres nye omgivelser valgte de skriftkloge jøder den modsatte vej, nemlig at bevare og redigere deres historiske traditioner. Sigende optræder byen Al Yahuda i Babylon på denne tid. Jøderne samlede, hvad de havde bevaret om deres historie, og begyndte at nedskrive det. Undervejs blev traditionen omskrevet og tilpasset deres nye selvforståelse. Bibelforskere mener, at det var antagelig på denne tid, at traditionerne i ''Tanakh'' begyndte at få deres endelige form.

Og det var tilsyneladende også her, at jødernes tro fik den monoteistiske karakter, som siden skulle gøre sig gældende. Det er her, at profeten Ezekiel fortæller, at Gud gør ham opmærksom på den afgudsdyrkelse, som finder sted.&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 1048&lt;/ref&gt; Det er her, at Gud lover at straffe jøderne for denne afgudsdyrkelse.&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 1049&lt;/ref&gt; Det er her, at jødernes bortførelse bliver stillet i udsigt. Det er her, at grunden lægges til den fortolkning, at eksilet gøres nødvendigt for, at jøderne langt om længe kan vende sig mod den sande gudsdyrkelse.

Og det er her, at profeten Esajas formulerer sine propagandistiske og doktrinære anklager. Det er her, at Gud gøres til den, som lover jøderne håb om frihed igen. Og det er her, at Gud bliver enevældig.

To eksempler fra Esajas Bog kan belyse det: i vers 44 linje 6: &quot;Jeg er den første, og jeg er den sidste, der er ingen anden Gud end mig&quot;&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 895&lt;/ref&gt; og i vers 45 linje 5: &quot;Jeg er Herren, der er ingen anden, der er ingen anden Gud end mig&quot;.&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 897&lt;/ref&gt; Selv alt det gode og alt den onde har samme oprindelse:&lt;/br&gt;  
&quot;Jeg danner lys og skaber mørke,&lt;/br&gt; 
jeg frembringer fred og skaber ulykke,&lt;/br&gt; 
jeg, Herren frembringer alt dette.&quot;&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 897&lt;/ref&gt;&lt;/br&gt; 
For første gang optræder jøderne som et folk med kun een erklæret Gud.

Der kan næppe være tvivl om, at dette var følgen af en bestemt strategi: ikke at blive opslugt af imperiet. Over for de mange guddomme i Babylon sætter jøderne en enkelt gud som deres modstykke. Derved, og kun derved, kan de opretholde deres særegne identitet som folk. Hvis Jahve havde været een gud blandt mange andre, havde han tabt og havde ingen fremtid. Kun ved at gøre ham almægtig, ved at hævde at han havde brugt Nebukadnezar som et redskab i en guddommelig plan, kunne de opretholde deres identitet og deres håb om en fremtid. De gamle guder måtte udryddes eller bortforklares som fejltagelser, der kunne forklare jødernes ulykkelige skæbne. Og derfor blev den traditionelle historie omskrevet punkt for punkt for at kunne understøtte det nye narrativ.

Nået så langt tog de skriftkloge det næste skridt: de måtte opfinde og udvikle deres egen skabelsesberetning og deres egen beretning om en altomfattende oversvømmelse. Inspirationen hentede de hos babylonerne selv. De tog de velkendte babylonske beretninger men omskrev dem således, at de udgjorde en polemisk kontrast til den tro og de traditioner, som blev hyldet af deres omgivelser. Der vil være lejlighed til at se nærmere på disse ved en gennemgang af Gamle Testamente.

=== Jødernes tilbagevenden til Jerusalem ===

I 539 f.Kr. indtræder så afslutningen på jødernes tid i eksil. Dette år erobrer perserne Babylon, og Cyrus den Store erklærer straks efter en almen amnesti. Der efter giver han tilladelse til, at fordrevne folkeslag må vende tilbage til deres hjemegn og genoptage deres gudsdyrkelse.

Også jøderne vendte hjem. Ifølge Ezras Bog vendte i alt 42.360 jøder tilbage til Jerusalem foruden deres trælle og trælkvinder, i alt 7.337, samt 200 sangere og sangerinder, det vil sige i runde tal 50.000 personer.&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 510&lt;/ref&gt; Om dette tal er korrekt, vides ikke.

Det vigtige er, at da jøderne vendte tilbage til Jerusalem, var det med en ny, monoteistisk religion. Den var i store træk skabt under deres eksil, omskrevet og suppleret i forhold til tidligere. Den forenede folk og tro i en næsten uadskillelig helhed.

Der kan her være grund til at stille et vigtigt spørgsmål: betyder dette så, at jøderne vendte hjem med en fuldt udviklet fælles trosretning? Nej, intet taler for dette. Snarere må vi regne med, at det kun var en lille gruppe af teologiske skriftlærde, som havde taget del i den redigeringsproces, som var foregået i Babylon, og at det kun var dem, som havde det fulde kendskab til det nye narrativ om jødernes oprindelse, som de havde skabt. Dette indebærer, at det først er efter deres tilbagevenden, at de for alvor kan begynde at promovere og udbrede deres nye narrativ til jøderne og dermed skabe den identitetsforståelse, som de siden udviklede.

=== Persisk tid ===

Under det persiske herredømmes tid (538-332 f.Kr.) sad der persiske statholdere i landets ulige dele. Vi ved, at statholderen i Judæa 408 f.Kr. hed Bagohi, dels fra Josefos, dels fra papyrusfundene i Elefantine. At statholderen i Samaria var en samaritan, Sanballat, tyder på, at perserne ikke har blandet sig i Palæstinas forhold, når oprør ikke foranledigede dem til at gribe ind, som tilfældet var under Artaxerxes III (358-338 f.Kr.). Det var under persisk beskyttelse, at Nehemia og Ezra genoprettede den jødiske menighed i Jerusalem.

Vi ved sandt at sige ikke meget om den jødiske religionsdyrkelse på denne tid. Meget tyder på, at der skete en langsom spredning af den nydannede monoteistiske tro, sikkert som et politisk-nationalt redskab over for det persiske overherredømme. Men intet taler for, at denne endnu formelt var slået igennem.

Elephantine var en jødisk by i Egypten fra 400-tallet f.Kr. Den er interessant, fordi den kan vise træk ved og fravær af jødisk levevis på denne tid. Byen blev antagelig grundlagt i midten af 6. århundrede f.Kr. af folk, der var emigreret fra Syene-området i Palæstina.&lt;ref&gt;Barnea (2024), s. 1&lt;/ref&gt; Vi ved, at der eksisterede et særligt tempel for dyrkelsen af Jahve indtil 410 f.Kr., da det blev ødelagt. En jødisk befolkning nævnes sidste gang i kilderne i 399 f.Kr., hvad, der skete med den jødiske befolkning efter denne tid, er ukendt.&lt;ref&gt;Adler (2025), s. 39&lt;/ref&gt;

Historien om jødernes udvandring fra Egypten kendes ikke i denne by, hvilket tyder på, at denne tradition er yngre end 400-tallet. Ligeledes kendte befolkningen ikke til ''torah'', det vil sige jødisk lov, så også denne må være yngre end 400-tallet.

Endvidere dyrkede jøderne i denne by flere guder (jahvisme) i modsætning til senere tids monoteisme (judaisme). Således har vi flere kilder fra 400-tallet f.Kr., der vidner om zoroastracisme, herunder et ild-alter og et tempel.&lt;ref&gt;Barnea (2024), s. 3-7&lt;/ref&gt; En lignende jødisk polyteisme kendes fra andre byer.&lt;ref&gt;Adler (2025), s. 41-47&lt;/ref&gt; Men dette indebærer også, at jøderne stadig ikke på denne tid var monoteister til trods for de bestræbelser, som præsteskabet havde udført under eksilet i Babylon. I stedet tolkes situationen således, at den jødiske kult udviklede sig gravist over tid blandt andet inspireret af zoroastrisk kult indtil, at de fik den form som kendes fra den hebraiske bibel.&lt;ref&gt;Barnea (2024), s. 29&lt;/ref&gt; Hvis byen blev grundlagt af dem, som ikke endte i Babylon, kan dette forklare deres fastholden ved polyteisme og ukendskab til den monoteisme, som blev udviklet i Babylon.

Dermed adskiller kulten på denne tid blandt jøder sig markant fra den, som ses i hasmonæisk tid.&lt;ref&gt;Adler (2025), s. 48&lt;/ref&gt; Yonatan Adler ved Ariel University har kaldt denne kult og levevis &quot;proto-jødisk&quot; (''proto-Judaic'') og definerer den således: &quot;Et protojødisk kulturelt træk er således et særskilt element af den israelitiske og/eller jødiske livsstil, som med tiden blev lovgivet som en forskrift for regulering i en eller flere af Mosebøgernes tekster, og som i sidste ende blev optaget som en del af jødedommen.&quot;&lt;ref&gt;Adler (2024), s. 5&lt;/ref&gt; Et eksempel herpå er at spise svinekød. I to af Mosebøgerne (Tredie Mosebog kapitel 11:1-8&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 126f&lt;/ref&gt; og Femte Mosebog kapitel 14:3-8&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 216&lt;/ref&gt;) forbydes det jøder at spise svinekød, men arkæologiske fund fra tiden fra sen bronzealder (1300-1130 f.Kr.) frem til jernalder (586 f.Kr.) viser, at svin faktisk blev avlet til fortæring i strid med denne bestemmelse, skønt de er fraværende i nogle bopladser henregnet til kana'anære og fønikere i jernalderen uden, at det derfor med sikkerhed kan siges at være bevidste valg; økonomiske, økologiske og sociale forhold kan have spillet ind.&lt;ref&gt;Adler (2024), s. 13&lt;/ref&gt; Flere jødiske leveregler tilskrives således myter i Mosebøgerne, og det kan ikke afvises, at disse myter ''netop'' er blevet til for at kunne begrunde og legitimere disse leveregler.&lt;ref&gt;Adler (2024), s. 21&lt;/ref&gt; Det gælder blandt andet reglen om at omskære drengebørn.&lt;ref&gt;Adler (2024), s. 20f&lt;/ref&gt;

=== Hellenistisk tid ===

I den græske periode fra Alexander den Stores erobring i 332 f.Kr. til 167 f.Kr. blev Palæstina atter genstand for strid mellem Syrien, hvor seleukiderne herskede efter Alexanders død 323 f.Kr., og Ægypten, der beherskedes af ptolemæerne. Frem til 198 f.Kr. var overvejende Egypten, fra den tid, efter Antiochos IIIs sejr ved Paneas, syrerne Palæstinas herrer. Efter, at Babylon, Ninive og Shushan var gået til grunde, og Alexandria var blevet grundlagt, flyttede tyngdepunktet vest på, og Palæstina fik igen samme betydning som i 15. århundrede f.Kr. Under ptolemæerne regeredes Palæstina af guvernører (hegemon, epitropos), om hvis myndigheds udstrækning kun lidt vides. Skatteopkrævningen var overladt - ved licitation - til skatteforpagtere. I jødernes kreds fik synedriet og ypperstepræsten en vidtgående myndighed. Under seleukiderne stod Palæstina, der kaldtes Fønikien, sammen med Cølesyrien under en militærguvernør, og syrisk militær besatte landet. Skatten indkrævedes af seleukidiske embedsmænd. Fra 165 f.Kr., da Antiochos Epifanes forbød jødisk gudsdyrkelse, blev landet ramt af de makkabæiske kampe, der skulle bane vejen for det hasmonæiske dynasti.

Undersøgelser tyder på, at jøderne i almindelighed stadig ikke kendte til ''torah'', det vil sige jødisk lov, i begyndelsen af hellenistisk tid, og slet ikke at de respekterede og fulgte den.&lt;ref&gt;Adler (2025), s. 34&lt;/ref&gt; Således er der flere eksempler på, at judæere to ågerrenter af deres udlån.&lt;ref&gt;Adler (2025), s. 28&lt;/ref&gt; Der er også bevis på, at nogle judæere selv på denne tid dyrkede andre guder end Jahve.&lt;ref&gt;Adler (2025), s. 27&lt;/ref&gt; Og skønt ordet &quot;''sabbat''&quot; forekommer, lader det sig ikke fastslå, om dette havde samme betydning som senere eller blot henviste til en jødisk helligdag.&lt;ref&gt;Adler (2025), s. 28&lt;/ref&gt; Faktisk forekommer ordet &quot;''sabbat''&quot; ikke een eneste gang i Gamle Testamente. Omvendt er der ingen arkæologiske beviser på, at jøderne tog deres rituelle bade i bassiner, således som foreskrevet i ''torah'', og heller ikke at de iagttog særlige rituelle renselsesregler omkring deres mad.&lt;ref&gt;Adler (2025), s. 26&lt;/ref&gt;

Der har været peget på, at Aristeas i et brev oplyser, at Ptolemæus II Philadelphus (regerede 285-246 f.Kr.) tog 72 jøder fra Jerusalem til Alexandria for at få oversat en jødisk lov til græsk til sit bibliotek.&lt;ref&gt;Adler (2025), s. 31&lt;/ref&gt; ''Torah'' er ikke nævnt ved navn, så der er ingen beviser på, at det er den, som der henvises til, men selv om dette var tilfældet, kan dette ikke tages som udtryk for, at jøderne i almindelighed kendte og fulgte loven.&lt;ref&gt;Adler (2025), s. 32&lt;/ref&gt; Dette til trods for, at jøderne på  denne tid ellers nød udstrakt selvstyre både i Judæa og i andre områder.&lt;ref&gt;Adler (2025), s. 24&lt;/ref&gt; Dette har fået Yonatan Adler til at betegne jødisk kultur på denne tid som &quot;jahveisme&quot; (''Yahwism'') i modsætning til den &quot;judaisme&quot; (''Judaism''), der først fulgte senere og som fulgte ''torah''-en.&lt;ref&gt;Adler (2025), s. 7&lt;/ref&gt; Men uanset benævnelsen betyder det, at traditionel jødisk kultur først stammer fra tiden ''efter'' hellenistisk tid.

=== Det hasmonæiske dynasti ===

Den hasmonæiske eller senhellenistiske periode strakte sig fra 167 f.Kr. til 63 f.Kr.

Betegnelsen &quot;Det hasmonæiske kongerige&quot; dækker over en yderst omtumlet periode i jødisk historie, som strakte sig fra midten af 2. århundrede f.Kr. til midten af 1. århundrede f.Kr. Hasmonæerne var en jødisk præsteslægt, som spillede den førende politisk rolle på denne tid. Betegnelsen er dannet efter Hasmon, der var Mattatija’s bedstefader. I årene 168-161 f.Kr. ledede hasmonæerne kampen for national og religiøs frihed mod seleukiderne, som under Antiochos IV havde underkuet dem. Bevægelsen begyndte under Mattatija, men blev fortsat af hans sønner, først Judas Makkabæer, efter hvem slægten often kaldes makkabæerne; han fik genoprettet den jødiske gudsdyrkelse i 165 f.Kr. og opnåede i 161 f.Kr. religionsfrihed. Dette år overvandt han den syriske feltherre Nikanor og sluttede forbund med Romerne, men døde kort efter. Hasmonæerne optrådte der efter som et dynasti, der kæmpede for deres egen magtstilling. Judas’ broder, Jonatan, som afløste ham som leder, lod sig i 153 f.Kr. udnævne til ypperstepræst, skønt han efter jødisk lov ikke havde ret til denne stilling. Dette betød et brud med de lovtro, som de oprindelige havde kæmpet for. Efter hans mord i 143 f.Kr. lykkedes det broderen Simon (143-135 f.Kr.) at få landets selvstændighed anerkendt og at erobre syrernes borg i Jerusalem. Som følge heraf blev han af befolkningen hyldet som arvelig ypperstepræst og som verdslig hersker i 141 f.Kr. Dermed havde hasmonæerne opnået formel anerkendelse af deres dynasti.

Det betød imidlertid ikke, at der nu herskede fred, tværtimod. Under Simon’s søn, Johannes Hyrkan (134-104 f.Kr.), indtraf et åbent brud mellem hasmonæerne på den ene side og farisæerne på den anden. Under de fortsatte kampe undertvang han den autonome stat Edom og ødelagde Samaria og også den samaritanske helligdom på Garizim. Hans sønner, Aristobul (104-102 f.Kr.) og Alexander Jannæos (102-76 f.Kr.) var brutale herskere og fjernede sig langt fra styrets oprindelige karakter, idet de var udpræget hellenistisk sindede. Alexander udnævnte sin dronning Salma Alexandra til sin efterfølger (78-69 f.Kr.), mens sønnen Hyrkan II blev ypperstepræst. Midt i de hele etablerede armenerne et kortvarigt herredømme (70-63 f.Kr.) idet de erobrede landet og lagde området under deres overherredømme. Men den interne magtkamp fortsatte uafbrudt. Salma sluttede sig til farisæerne, og hun kom derved i modsætning til saddukæerne, som samlede sig om hendes anden søn, som efter hendes død tog magten fra sin broder og herskede som Aristobul II, dog under vedvarende kampe, indtil Pompejus afsatte ham og tog ham med til Rom i 63 f.Kr. Efter ulige forsøg på opstand blev Aristobul og hans søn Alexander myrdet i 48 f.Kr. 

Hyrkan II, der af Pompejus nu blev anerkendt som ypperstepræst med Antipater som verdslig leder, blev af Cæsar forfremmet til ethnarch, mens den faktiske myndighed efterhånden gik over til Herodes efter Antipater’s død. Aristobul’s anden søn, Antigonos, gjorde imidlertid oprør og blev en kort (40-37 f.Kr.) tid konge, mens Hyrkan blev bortført og fik ørene skåret af. I 37 f.Kr. erobrede den af Romerriget anerkendte Herodes så Jerusalem, og Antigonos blev henrettet i Antiochia. Dermed var hasmonæernes herredømme bragt til ende. Herodes levede en tid i venskab med Hyrkan men lod ham så dræbe. Herodes var besvogret med hasmonæerne, idet hans hustru Mariamme var datter af Aristobul II’s søn Alexander. Dette forhindrede dog ikke, at han lod hendes broder Aristobul dræbe. Senere dræbte han ligeledes hende selv og hendes moder. Endelig dræbte han nogle hasmonæere, der opholdt sig hos hans svoger i Idumæa. Således blev det Herodes, som endte slægtens magtdrømme.&lt;ref&gt;Pedersen (1919), s. 943f&lt;/ref&gt; Så meget om den politiske udvikling.

Det vigtigste i denne sammenhæng er, at de var i denne omtumlede tid, at vi for første gang ser tydelige spor af en jødisk kultur og religionsdyrkelse. Årsagen er klar nok: lederen af den nye stat var en ypperstepræst, som nu tillige blev den politiske, kultiske og militære leder af den nye stat. Og det er tydeligvis på denne tid, at denne nye magt manifesterer sig også religiøst. Det er først fra denne tid, at de første synagoger optræder. Det er først fra denne tid, at ''Tanakh'' optræder i sin endelige skikkelse. Det er først fra denne tid, at der optræder beviser på, at jøderne i deres levevis fulgte bibelsk lov, der nu bliver promoveret som &quot;deres forfædres lov&quot; og påvirker et utal af leveregler både i og uden for jødernes &quot;hjemland&quot;.&lt;ref&gt;Adler (2025), s. 67&lt;/ref&gt;

=== Romersk styre ===

Romersk tid strækker sig fra sidste århundrede f.Kr, til første århundrede e.Kr. Det kendetegnes ved at området i denne periode havde en romersk guvernør.

Yonatan Adler har undersøgt de kulturelle traditioner i dette tidsrum og finder, at de følger senere jødiske traditioner: der er renselsesbassiner og husgeråd af kalk som udtryk for jødiske relselsesritualer samt mønter, vægdekorationer i huse og hjemligt udstyr som udtrykkeligt undgår at vise mennesker og dyr i overensstemmelse med påbuddet i Mosebøgerne. Han konstaterer yderligere, at disse træk er særligt markante i de områder, som vides at have haft en overvejende jødisk befolkning, men ikke nødvendigvis i områder hvor andre befolkningsgrupper var dominerende. Han konstaterer endvidere, at disse rituelle træk tydeligt går tilbage til hasmonæisk tid men ikke med sikkerhed lader sig følge længere tilbage, til dels på grund af et svagt og mangelfuldt arkæologisk og skriftligt bevismateriale. Som beviserne nu stiller sig, var det i hasmænæisk tid, at disse rituelle træk slog igennem og efterhånden bredte sig til den samlede befolkning og i romersk tid allerede var blevet normen.&lt;ref&gt;Adler (2022)&lt;/ref&gt;

Det er på denne baggrund, at Jesus må ses: i en tid, hvor mange jøder drømte om og håbede på at genskabe deres egen selvstændige stat, trådte han frem med sit provokerende budskab, at &quot;Guds rige ikke var af denne verden&quot;. Ikke nok med det: han udfordrede farisæerne og de skriftkloge, og oven i alt dette ophævede han jøder som Guds udvalgte folk og erklærede enhver, som følger Guds ord og hans påbud som en del af den udvalgte befolkning. I det givne politisk-religiøse klima gjorde det ham farlig for en national jødisk politik, så han måtte stoppes, og det blev han som bekendt. Men det stoppede ikke hans budskab i at blive yderligere spredt, tværtimod.

Frem til 70 e.Kr. opstod der ulige retninger inden for jødedommen, hvoraf saddukæerne, farisæerne og essæerne synes at have været de væsentligste. Desuden opstod der en række messianske og apokalyptiske bevægelser. 

Saddukæerne var en gruppe der var tilknyttet præstedømmet i templet i Jerusalem. I modsætning til farisæerne, som påberåbte sig myndighed på grund af deres lærdom og fromhed, baserede saddukæerne deres særstilling på afstamning og status. Meget tyder på, at de repræsenterede Hasmonæernes klan, der tidligere havde regeret som præstekonger. De nægtede at acceptere læresætninger som ikke direkte var nævnt i ''Torah'', også selv om læren var nævnt et andet sted i Tanakh. Ja, de &quot;anså det for en dyd at debattere&quot; sådanne sager. Et eksempel på en sådan debat findes i Mattæusevangeliet kapitel 22:23-33, hvor de satte Jesus på prøve med hensyn til opstandelsen. Idet saddukæerne opstillede en tænkt situation hvor en enke havde været gift med syv mænd, spurgte de: &quot;Hvem af de syv skal nu have hende til hustru i opstandelsen?&quot; I denne sammenhæng var det selvfølgelig uvæsentligt om den tænkte enke havde været gift 14 eller 21 gange. Jesus svarer: &quot;I opstandelsen gifter mænd sig ikke og kvinder bortgiftes ikke.&quot;&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 1251&lt;/ref&gt; Saddukæerne accepterede ikke eksistensen af et liv efter døden, og benægtede derfor også den farisæiske doktrin om en genopstandelse, hvilket netop var den forestilling, som Jesus prædikede. I Markusevangeliet kaptel 12:18-27 omtales en anden version af historien: da Jesus vidste, at saddukæerne ikke accepterede andre inspirerede skribenter end Moses, argumenterede han ved at citere fra ''Torah''. Han sagde: &quot;Med hensyn til at de døde oprejses, har I da ikke læst i Moses’ bog, i beretningen om tornebusken, hvordan Gud sagde til ham: ’Jeg er Abrahams Gud og Isaks Gud og Jakobs Gud’? Han er ikke dødes men levendes Gud.&quot;&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 1281&lt;/ref&gt;

Saddukæerne ønskede ikke, at en Messias skulle dukke op og lave om på tingene og da de betragtede Jesus som en trussel mod deres position, sammensvor de sig med farisæerne om at slå Jesus ihjel.&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 1258f, 1352&lt;/ref&gt;

Farisæerne var kendetegnede ved, at de lagde stor vægt på overholdelse af Moseloven, især renhedsforskrifterne og desuden på &quot;fædrenes overleveringer&quot;, som var en betegnelse for hele den mundtlige fortolkning af Moseloven. Bevægelsens etik havde mange detaljerede forskrifter og praktiske anvisninger. 

Essæerne levede i en slags kommunisme, hvor medlemmerne aflagde tavshedsløfte og ingen måtte besidde ejendom, hverken bolig eller slave, jord eller kvæg. Deres indkomster skulle overlades til en forvalter, som forestod indkøb af det nødvendige og sørgede for mad og underhold til gruppen. De forkastede også ægteskab, alle former for standsforskelle samt slaveri. De var soldyrkere og sendte hver morgen bønner op til solen. Når de havde afføring, gjorde de det inden døre for ikke at &quot;besmitte&quot; sollyset.

Af de mange retninger inden for jødedommen overlevede kun den rabbinske jødedom, som byggede på farisæerne og deres lære. Den rabbinske jødedom var kendetegnet ved at hævde, at den skrevne ''Torah'' ikke kan fortolkes korrekt uden henvisning til den &quot;mundtlige&quot; ''Torah'' og den dertil hørende litteratur, der specificerer hvilken adfærd, der er sanktioneret af loven. Med et moderne udtryk var de fundamentalistiske teokrater. Når de andre fraktioner her er nævnt, er det for at vise, at jødedommen langt fra var nogen samlet bevægelse selv op til eller på Jesu tid.

Stednavnet &quot;Israel&quot; første gang optræder på en mønt dateret til 66 e.Kr. møntet i forbindelse med jødernes oprør mod romerne.

Efter oprøret 70 e.Kr. var det for en lang tid slut med jødiske forsøg på at skabe en egen stat. Jesu budskab og det mislykkede oprør førte til, at den jødiske befolkning blev sprængt i tre grupper: den ene gruppe var de traditionelle jøder, som holdt fast ved farisæerne og deres budskab, den anden gruppe var de kristne, som nu satte sig for at udbrede det nye budskab, og den tredie gruppe var judeo-nazaræerne, som fortolkede udviklingen på deres egen måde og mente, at genskabelsen af templet i Jerusalem var en forudsætning for, at Messias ville vende tilbage. De arbejdede i flere hundrede år på dette mål, men da de endelig fik magten i Jerusalem i år 634 og Messias alligevel ikke vendte tilbage, blev bevægelsen omformet til en ny arabisk religiøs bevægelse, som i 749 efter abbasidernes magtovertagelse endte som muhammedismen, komplet med en egen profet, en egen hellig bog og med et nyt religiøst midtpunkt i Mekka.&lt;ref&gt;se ''Muhammedanismen i kildekritisk belysning''&lt;/ref&gt;

=== Sammenfatning ===

Hvordan skal begivenhedsforløbet nu fortolkes? Et foreløbigt svar kunne lydes således: det ser ud til, at jøderne udskilte sig fra kana'anæerne senest omkring 1200 f.Kr. og at de oprindeligt levede i ørkenområderne syd for Kana'an. Dette varede indtil, at de eteblerede et egentligt kongerige, der imidlertid efter kort tid blev delt i to, Israel og Judæa. Den nationale udskillelse var dog åbenbart ikke mere udtalt end, at jøderne jævnligt synes at have giftet sig med kvinder fra andre stammegrupper. 

Så langt, vi tør tro Bibelens fremstilling, var de polyteister, det vil sige dyrkede flere guder. Ganske vist var der perioder, hvor der gjordes forsøg på at indføre monoteisme, men dels var der stadige tilbageslag, dels skete disse forsøg på det statslige niveau, mens den almindelige befolkning synes at have fastholdt polyteismen uden afbrydelser gennem flere hundrede år frem til og med landsforvisningen til Babylon. 

Religionsdyrkelsen synes at have udviklet sig fra spredt i de enkelte husstande, landsbyer og stammer hen imod en statslig centralisering med deraf følgende magt for præsteskab og konger. 

Efter alt at dømme er det først under eksilet i Babylon, at præsteskabet blandt jøderne udvikler en erklæret monoteisme, mens dette ikke synes at være tilfældet for den brede befolkning. Hele jødernes tidligere historie bliver nu omfortolket af præsteskabet i lyset af denne nye religion, og den bliver promoveret og legitimeret af nogle få erklærede profeter.

Efter jødernes tilbagevenden til Kana'an efter eksilet i Babylon bliver den nye religion gjort til et redskab for præsteskabets politiske mål: en selvstændig teokratisk stat. Dette mål bliver opnået, men den nye stat varer kun i henved hundrede år, og igennem hele sin eksistens er den præget af interne magtkampe blandt den ledende religiøse elite. Meget tyder dog på, at det først er på denne tid, at monoteismen slår igennem også i den brede jødiske befolknings livsstil og levemåde og bliver det centrale element i israelitternes selvforståelse. Men dette forudsatte og krævede præsteskabet både som den etnisk-religiøse og den statspolitiske magthaver. Efter alt at dømme er det tidligst fra denne tid, at vi kan tale om jødedom i moderne forstand.

Men denne udvikling forudsatte, som vi har set, en dramatisk omskrivning af den jødiske historie. Meget måtte udelades eller totalt omskrives. På den anden side blev der indført nye elementer, som næppe har meget med den historiske udvikling at gøre men som gav jøderne en forhistorie så lang som nogen.

=== &lt;big&gt;Problemerne med Gamle Testamente&lt;/big&gt; === 

Et passende kildekritisk udgangspunkt ved vurderingen af Gamle Testamentes troværdighed må være de modsætninger, der er mellem dennes fremstilling og de faktuelle kendsgerninger. Der er således ingen beviser for eksistensen af de fem mosebøger før slutningen af 4. århundrede f.Kr. inklusive eksistensen af en person ved navn Moses.&lt;ref&gt;Gad Barnea&lt;/ref&gt;

Problemerne med teksterne lader sig inddele i to delspørgsmål:&lt;/br&gt;
- er der een eller flere forfattere til Tanakh?&lt;/br&gt;
- er dele af teksterne lånt fra andre kulturer?&lt;/br&gt;
Svaret er i begge tilfælde bekræftende. Der kan derfor være grund til at behandle hvert af dem særskilt.

=== Forfattere og deres datering ===

Tekstanalytikere mener, at ''Tanakh'' (Gamle Testamente) er blevet til i tre omgange:&lt;/br&gt;
- en arkæisk fase: 11.-10. århundrede f.Kr.&lt;/br&gt;
- en klassisk fase: 9.-6. århundrede f.Kr.&lt;/br&gt;
- en sen fase: 5. århundrede f.Kr. eller senere.&lt;/br&gt;
Eksempelvis mener man, at den ældste del af Første Mosebog er historien om Jakobs velsignelse (i kapitel 47), som skal stamme fra arkæisk tid, men størstedelen af resten stammer fra klassisk tid.

I en række tilfælde forekommer tilsyneladende dubblerede historier med både ligheder men også klare forskelle. Forskerne mener, at det afspejler sammenskrivning af to eller flere ulige overleveringer.

Kildeforskere mener at kunne udskille fire lag i eller snarere forfattere til Mosebøgerne:

J: ''Jahvisten'', hvor Gud sædvanligvis kaldes ''Jahve''; et litterært lag der i modsætning til Præsteskriftet er præget af lægmandssynspunkter.&lt;/br&gt;
E: ''Elohisten'', hvor gudsbetegnelsen er ''Elohim''.&lt;/br&gt;
D: ''Deuteronomisten'', det vil sige &quot;forfatteren&quot; til Femte Mosebog.&lt;/br&gt;
P: ''Præsteskriftet'', et litterært lag i mosebøgerne, der antages at være blevet til i præstelige kredse, og som udviser særlig interesse for kultiske forhold. 

J- og E-teksterne menes nedskrevet efter, at det oprindelige kongerige var blevet delt i to: Israel i nord og Judæa i syd. J-teksterne menes at stamme fra Judæa, E-teksterne menes at stamme fra Israel.

J-teksterne dateres til tidsrummet mellem 848 f.Kr. og 722 f.Kr., idet disse tekster omtaler Babylon og Calah (Nimrod) som store byer. Desuden nævnes Edom som en autonom stat, hvilket først skete efter 848 f.Kr.

E-teksterne lader sig ikke datere nærmere end til 9. eller 8. århundrede f.Kr.

P-teksterne dateres til 6. århundrede f.Kr. og menes skrevet efter, at templet i Jerusalem var revet ned, og jøderne var blevet tvangsforflyttede til Babylon. Dette kan forklare hvorfor, at der ikke findes en eneste henvisning til templet i Jerusalem.&lt;ref&gt;Dinkgreve (2021), kap. 8&lt;/ref&gt;

Problemet ved en tekstanalyse af ''Tanakh'' er, at teksterne synes at være flettet sammen fra to eller flere oprindelige kilder til een sammenhængende historie. Det formodes, at J- og E-teksterne er blevet sammenskrevne efter 722 f.Kr., da Israel blev erobret af assyrerne, og flygtninge fra Israel i nord kom sydpå til Judæa og bragte deres E-traditoner med sig. Her blev de sammenskrevne til en ny version, JE, der ofte giver et judæisk perspektiv.

Men hvordan kan vi skelne imellem de forskellige tekster? Lad os tage nogle eksempler.

Under ørkenvandringen lader Moses vand springe fra klippen. I det ene tilfælde sker det uden problemer, i det andet pålægges Moses af Gud at tale til klippen, men han slår på den med sin stav i stedet, og som straf for at have ignoreret dette pålæg får han ikke love til at betræde Kana'an men kun at se det udefra. (exodus 18)

J-teksten angiver, at Abraham boede i Hebron, som er en judæisk by, men E-teksten fortæller om Jakobs kamp med Gud i Peni-El, som er en israelsk by.

I beskrivelsen af Jakobs sønner nævner J-teksten Judæa, mens E-teksten nævner stammer der var dele af Israel.

I E-teksten lader Aron skabe guldkalven til jødernes tilbedelse, men denne historie findes ikke i J-teksten.

Præsterne i Judæa hævdes at være efterkommere efter Aron, Moses broder, mens præster i Israel nævner andre levitter.

P-teksterne skiller sig ud ved at lægge vægt på love, lige som den tildeler Aron en større rolle, ligestillet med Moses. I ''JE''-teksten er det Moses' stav, som udfører mirakler (Første Mosebog kapitel 4), i P-teksten er det Arons stav (kapitel 7). I P-teksten er Aron den første, som ofrer, mens i ''JE''-teksten omtales flere tidligere ofringer, blandt andre Kain og Abel, Abraham og Isak samt Jakob, mens ingen af disse tilfælde omtales i P-teksten. Det menes, at dette afspejler P-tekstens mål om at give de aronitiske præster eneret på ofringer til Gud. Under ørkenvandringen optræder to uens oprør: i ''JE''-teksten er det Dathon og Abiram, som udfordrer Moses ved at sige, at det ville være bedre for jøderne at vende tilbage til Egypten, men at de opsluges af jorden i et jordskælv. I P-versionen er det levitterne under ledelse af Korah, som udfordrer Aron, men ligeledes dør.

Ligeledes omtaler P-teksterne ingen tilfælde, hvor folk besøges af engle eller får visioner, således omtales ikke historien om Josef og han 6 drømmesyner, ej heller de to engle i Sodoma og Gomorra eller Jekobs kamp med Gud. Sigende nok nævnes ordet &quot;profet&quot; kun een gang i P-teksten og da med henvisning til Aron.

=== Lånte historier ===

Sammenligninger mellem bibelske beretninger og tilsvarende overleveringer fra sumerisk og mesopotamisk kultur viser, at flere af historierne er blevet overtaget herfra, men at de er blevet omskrevne og tilpassede for at passe ind i den myte om jødernes oprindelse og historie, som man ønskede fremmet. Det gælder således blandt andre historierne om skabelsen, om Kain og Abel, om Noa og vandfloden samt om Sodoma og Gomorra.

Andre beretninger er tilsyneladende ligeledes lånt fra andre kulturer, således udvandringen fra Egypten, der blev gjort af et folk kaldet ''hyksos'', ikke af jøderne. Der kan være grund til at nævne nogle af disse beretninger, som jøderne så at sige adopterede.

==== Skabelsesberetningen ====

Den babylonske skabelsesberetning hedder ''Enuma Elish''. Dene kendes blandt andet fra Nineveh i Mesopotamien. Dens hovedtræk er følgende: i begyndelsen var der kun vand: guden ''Absu''s ferske vand og gudinden ''Tiamat''s salte vand. De blev blandede, og fra denne blanding blev født de første guder. Men disse yngre guder forstyrrede deres forældres søvn, så Tiamat sendte i vrede en hær af monstre for at ødelægge dem. Ud af dette kaos trådte ''Marduk'', stormguden og Babylons skytsguddom, som kæmpede imod ''Tiamat'' i en duel. Han affyrede en pil, som skabte hul i hendes mave og splittede hendes hjerte. Der efter skar han hendes krop op i to halvdele: af den ene skabte han himmelhvælvingen, af den anden halvdel jorden. Han satte stjerner i deres konstellationer, han satte månen til at angive månederne og solen til at lyse om dagen. Endelig skabte han menneskene af blod fra en død guddom blandet med ler for, at de kunne udføre det tunge arbejde for evigt.&lt;ref&gt;Dinkgreve (2021), kap. 3&lt;/ref&gt;

Den jødiske skabelsesberetning er i alle henseender et modstykke til den babylonske beretning: i stedet for flere guder er der kun een gud, i stedet for en skabelseskamp foregår skabelsen i Gamle Testamente med ord, i stedet for at menneskene er slaver for guderne er de i Bibelen skabt i Guds billede. Men der er også ligheder: rækkefølgen med adskillelse af himmelhvælving og den faste jord, fiksering af dag og nat samt tiden og endelig at menneskene skabes sidst i forløbet.

Det kan i en sidebemærkning oplyses, at det hebraiske ord i Første Mosebog 1:2 for urdybet, ''tehom'', filologisk er forbundet med ''Tiamat'', saltvandsgudinden i den babylonske skabelsesberetning.

==== Kain og Abel ====

Også den bibelske fortælling om Kain og Abel synes at have rod i to sumerisk myter. I den ene sumeriske myte omtales en hyrde (''Dumuzid''/Tammuz) og en landmand (''Enkimdu''), der begge konkurrerer om gudinden Inannas opmærksomhed. Den bibelske parallel: Ligesom i den sumeriske historie repræsenterer Kain bonden, mens Abel repræsenterer hyrden. Men i stedet for en uafklaret konkurrence eller forsoning tager den bibelske beretning en mørk drejning til brodermord. 

En anden variant er en sumerisk myte, hvor kvægguden (''Lahor'') og korngudinden (''Ashnan'') skabes af guderne for at sørge for mad og tøj. I disse historier diskuterer de to, hvem der må anses for mest værdifuld for den menneskelige civilisation. Den bibelske parallel er modsætningen mellem den omvandrende hyrde og den bofaste kornavler, men her bruges den til at skabe en søskenderivalisering, der ender i brodermord. Mens sumeriske myter brugte søskende til at fremhæve to byggestene i den menneskelige civilisation og fokuserer på samarbejde eller venskabelig rivalisering, brugte hebraiske forfattere den lånte fortælling til at skildre den syndefulde menneskelige natur, herunder konsekvenserne af misundelse.

Forskere antager, at disse velkendte myter sandsynligvis blev integreret i den hebraiske tradition under deres babylonske eksil i det 6. århundrede f.Kr., hvilket tillod forfattere at omarbejde regionale kulturelle temaer, så de passede til deres monoteistiske verdensbillede.

==== Noa og vandfloden ====

Også historien om Noa og vandfloden er overtaget fra andre kulturer. I 1872 fandt man i British Museums store samling fra Assurbanipals bogsamling et store epos kaldet ''Gilgamesh''. I kapitel 11 af dette epos findes en historie, hvis hovedtræk er følgende: guderne beslutter at udrydde menneskene ved at drukne dem, men vandenes gud, Enki, advarer Utu-nipishtim om faren og tilråder ham at bygge en ark og tage sin familie og sit kvæg med ombord, hvilket skete. I seks dage og nætter varer uvejret og oversvømmelsen, men på den syvende dag rammer arken toppen af et bjerg i Armenien. For at undersøge om oversvømmelsen er overstået sendes først en due og så en svale ud, men de vender begge tilbage. Først, da en ravn sendes ud og ikke vender tilbage, viste det, at vandene nu var sunket, og at Utu-nipishtim kunne forlade arken. Det gør han og foretager et takoffer til guderne. Enki bad så den øverste af guderne, Enlil, om at love, at han aldrig i fremtiden ville straffe hele menneskeheden for nogle fås synder, hvilket denne lover. Han rører Uti-nipishtim og dennes hustru på panden og erklærer: &quot;Hidtil har Utu-nipishtim været dødelig. Nu skal han og hans hustru være som guderne; og de skal bo i det fjerne, ved flodernes munding&quot;.&lt;ref&gt;Bibby (1971), s. 62f&lt;/ref&gt;

Lighederne med Bibelens beretning om syndfloden er indlysende til trods for forskellene: navnene er ændrede, de mange guder er erstattet af een Gud, men ellers er beretningen i sine kernetræk den samme.

Senere, i 1899 og 1900, viste udgravninger i Nippur i Mesopotamien, at den akkadiske beretning selv havde en forgænger. I 1914 blev fra disse udgravninger offentliggjort en tavle fra Nippur med en lignende beretning, der imidlertid stammer fra Sumer og således er betydeligt ældre end den akkadiske beretning. Tavlen er ukomplet, idet kun den nederste trediedel er bevaret, men syndflodsberetningen er atter den samme, selv om hovedpersonen nu hedder Ziusudra i stedet for Utu-nipishtim. I den sumeriske version ender historien således: &quot;Anu og Enlil viste velvilje mod Ziusudra, liv som en gud giver de ham, evig ånde som en gud bringer de ned til ham. Så kongenZiusudra, bevareren af planternes navn og af menneskeslægtens sæd, lod de bo i overfartslandet. Dilmuns land, det sted hvor solen står op&quot;.&lt;ref&gt;Bibby (1971), s. 64&lt;/ref&gt;

Pointen her er, at Bibelens syndflodsberetning er et plagiat, ikke en oprindelig historie, men at den inddrages som et led i den rekonstruerede beretning om jødernes historie.

==== Edens have ====

I den sumeriske beretning optræder også det hellige land Dilmun. Dette land beskrives som et sted, hvor rovdyr, sygdom og alderdom ikke eksisterer:

I Dilmun tier ravnen,&lt;/br&gt;
rovfuglen skriger ikke,&lt;/br&gt;
løven dræber ikke,&lt;/br&gt;
ukendt er den kid-fortærende vildhund,&lt;/br&gt;
ukendt det kornædende vildsvin.&lt;/br&gt;
Malten som enken spreder på taget -&lt;/br&gt;
himlens fugle opæder ikke denne malt.&lt;/br&gt;
Duen hænger ikke med hovedet.&lt;/br&gt;
Den øjensyge siger ikke: &quot;Jeg er øjensyg&quot;,&lt;/br&gt;
den hovedsyge siger ikke: &quot;Jeg er hovedsyg&quot;,&lt;/br&gt;
den gamle kvinde siger ikke: &quot;Jeg er en gammel kvinde&quot;,&lt;/br&gt;
den gamle mand siger ikke: &quot;Jeg er en gammel mand&quot;.&lt;ref&gt;Bibby (1971), s. 66&lt;/ref&gt;

Det har været foreslået, at dette ideelle levested har været forbillede for jødernes opfattelse af Edens have. I dag ved vi, at Dilmun ikke var en myte om Paradis men navnet på en faktisk eksisterende stat med Bahrain som sit midtpunkt, der drev en omfattende handel og søfart fra Indusdalen i øst til Mesopotamien i nordvest. Dette er et sidespring, men hvis det viser sig, at Dilmun er inspirationskilden til Edens Have, vil det være endnu et eksempel på kulturelle traditioner, som jøderne har lånt, adapteret, og inkorporeret i deres egen historiske myte.

==== Babelstårnet ====

Historien om Babelstårnet er velkendt og lyder således: 

&quot;Hele jorden havde samme sprog og samme tungemål. Da de brød op mod øst, stødte de på en dal i landet Sinear, hvor de slog sig ned. De sagde til hinanden: &quot;kom, lad os stryge teglsten og brænde dem hårde!&quot; De brugte tegl som sten og asfalt som mørtel. Så sagde de: &quot;lad os bygge en by med et tårn, som når op til himlen, og skabe os et navn, for at vi ikke skal blive spredt ud over hele jorden.&quot; Herren steg ned for at se byen og tårnet, som menneskene byggede. Så sagde Herren: &quot;se, de er eet folk med samme sprog. Når de begynder at handle sådan, vil intet af det, de planlægger, være umuligt for dem. Lad os stige derned og forvirre deres sprog, så at de ikke forstår hinanden.&quot; Så spredte Herren dem derfra ud over hele jorden, så at de måtte holde op med at bygge byen. Derfor hedder den Babel, for dér forvirrede Herren sproget på hele jorden, og derfra spredte Herren menneskene ud over hele jorden.&quot;&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 17&lt;/ref&gt;

Denne historie synes at være skabt med to formål. Det ene er at forklare hvorfor, at ulige folkeslag taler uens sprog. Men historien har muligvis et andet formål: at nedgøre babylonernes ziggurater (tempeltårne), som antagelig blev lavet som en slags forbindelse mellem himmel og jord. Nebukadnezar II (omkring 605-562 f.Kr.), som erobrede Judah, ødelagde Jerusalem og bragte mange jøder til Babylon, byggede også et ziggurat i syv lag kaldet ''Etemenanki'', hvilket kan oversættes &quot;Himmelens og Jordens Grundvolds Hus&quot;.&lt;ref&gt;Dinkgreve (2021), kap. 3&lt;/ref&gt;

==== Abraham ====

I Første Mosebog kapitel 12 introduceres Abraham som israelitternes mytiske stamfader.&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 17ff&lt;/ref&gt; Følger man kronologien i Gamle Testamente, skal han dateres til omkring 2100 f.Kr. og således blandt andet før jødernes ophold i Egypten. Men i Første Mosebog kapitel 21 vers 34 hedder det: &quot;Abraham boede lang tid som fremmed i filistrenes land&quot;&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 27&lt;/ref&gt;, og vi ved, at filistrene først ankom til Kana'an i 12. århundrede f.Kr. som en del af de såkaldte &quot;havfolk&quot; (engelsk: ''Sea People''). Dette betyder, at ''enten'' er Abraham en fri opfindelse, som intet har med en historisk person at gøre, ''eller'' også hører han hjemme i 12. århundrede og er israelitternes stamfader, men i så fald eksisterede de ikke som folk, da de angiveligt opholdt sig i og udvandrede fra Egypten. Også aramæerne omtales og stammer ligeledes fra 12. århundrede, hvilket tyder på, at den sidst nævnte forklaring er den rette.

Men der er andre problemer med Abraham. Ifølge P-kilden skal han stamme fra den sumeriske by Ur&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 17&lt;/ref&gt; og have draget gennem den frugtbare halvmåne først til Haran (nu Aram, beliggende i Tyrkiet) og senere videre til Kana'an. I de to kilder J og E er Ur ikke nævnt, kun Haran. Det har derfor været antaget, at det er hans oprindelige hjemsted. Det ville kunne forklare hvorfor, at hans forfædre Serug, Nahor og Terah har navne efter landsbyer omkring Haran, som Abrahams broder har navn efter. Det kunne også forklare benævnelsen &quot;hebræer&quot;, der antagelig betyder &quot;hinsides floden&quot;, idet Haran ligger på den modsatte bred af Eufrat.&lt;ref&gt;Dinkgreve (2021), kap. 8&lt;/ref&gt; Samme tradition findes i Josvabogen kapitel 24:2 i omtalen af pagtslutningen i Sikem: &quot;Josva sagde til hele folket: &quot;Dette siger Herren, Israels Gud: I gamle bage boede jeres fædre på den anden side af Eufratfloden, Tera, Abrahams og Nakors far, og de dyrkede andre guder&quot;.&quot;&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 269&lt;/ref&gt;

Imidlertid savnede Abraham en slægtshistorie, så i Første Krønikebog kapitel 1 får han den. Her hører vi at han er søn af Sem, som på sin side er søn af Noa, som atter er efterkommer af Adam.&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 446&lt;/ref&gt; Men som vi netop har set, er han i Josvabogen søn af Tera.&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 269&lt;/ref&gt; Der er således interne modsætninger i de narrativer, som de ulige slægtslister og narrativer i ulige dele af Gamle Testamente giver. Dette viser, at man har forsøgt at sammenskrive ulige narrativer til et men med ringe held.

==== Sodoma og Gomorra ====

Historien om Sodoma og Gomorras ødelæggelse optræder som et sidemotiv i beretningen om Abrahams liv i Første Mosebog kapitel 18:16-33 og kapitel 19:1-28.

Bibelforskere er generelt enige om, at selvom Gamle Testamente ikke direkte &quot;låner&quot; historien om Sodoma og Gomorra fra en specifik sumerisk kilde, deler fortællingen om guddommelig ødelæggelse, guddommelige besøgende og den flammende omstyrtelse af en by slående motiver med tidligere mesopotamisk litteratur og bredere oldtidsmytologi fra Nærøsten. Således &quot;Akkads forbandelse: Ekur hævnet&quot;, et akkadisk/sumerisk litterært værk dateret til mellem 2112 f.Kr. og 2004 f.Kr., som beskriver den pludselige ødelæggelse af byen Akkad. Myten blev skrevet hundreder af år efter Naram-Sins liv og er digterens forsøg på at forklare, hvordan det lykkedes for gutianerne at erobre Sumer. Efter en indledende passage, der beskriver Akkads herlighed før dets ødelæggelse, fortæller digtet om, hvordan Naram-Sin gjorde hovedguden Enlil vred ved at plyndre Ekur, der var Enlils tempel i Nippur. I sin vrede kaldte Enlil gutianerne ned fra bjergene øst for Tigris, hvilket bragte pest, hungersnød og død over hele Mesopotamien. For at begrænse denne ødelæggelse, bestemte otte af guderne (nemlig Inanna, Enki, Sin, Ninurta, Utu, Ishkur, Nusku og Nidaba), at kun byen Akkad skulle ødelægges for at skåne resten af ​​Sumer, og de forbandede den. Historien slutter med, at digteren skriver om Akkads skæbne, idet den velstående by lægges i aske i overensstemmelse med gudernes forbandelse.

Temaet om guddommelig straf for en bys ''hybris'' eller umoral er et udbredt motiv i oldtidens verdensbillede. Det kan ikke vides sikkert, om det er denne historie, der har dannet forbillede for Gamle Testamentes historie om Sodoma og Gomorra, men motivet menneskers umoral og manglende respekt for guddommen er det samme.

Den bibelske version rummer Abrahams forsøg på at undgå ødelæggelsen, hvis der blot fandtes ti retfærdige indbyggere i byen, men selv så få fandtes der åbenbart ikke. Kun Lot, Abrahams slægtning, reddes fra ulykken: &quot;Da solen stod op over landet, og Lot var kommet til Soar, lod Herren svovl og ild regne ned over Sodoma og Gomorra fra Herren i himlen. Han ødelagde disse byer, ja hele Jordandalen, alle, der boede i byerne, og alt, der voksede på markederne.&quot;&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 25&lt;/ref&gt; Naturvidenskabeligt set kunne det være beskrivelsen af en meteorregn eller af nedfald fra et vulkanudbrud.

==== Moses ====

I Anden Mosebog kapitel 2 introduceres den mytiske skikkelse Moses som israelitternes befrier fra trældommen i Egypten. Historien begynder med hans fødsel. Ifølge myten havde farao befalet, at alle drengebørn skulle dræbes ved fødslen, men Moses' moder reddede ham ved at placere ham i en sivkurv, hvor han blev fundet og adopteret af faraos datter.&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 67&lt;/ref&gt; Denne historie er imidlertid utvivlsomt adopteret fra sumerisk tradition, idet en tilsvarende historie fortælles om kong Sargon af Assad.&lt;ref&gt;Dinkgreve (2021), kap. 8&lt;/ref&gt; Der er således ingen grund til at tillægge denne del af traditionen nogen historisk baggrund.

Senere fortæller Anden Mosebog, at Moses blev pålagt af Gud at føre israelitterne ud af Egypten. Det hedder i den forbindelse, at Gud blandt andet siger til Moses: &quot;Jeg er din faders Gud, Abrahams Gud, Isaks Gud og Jakobs Gud&quot;.&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 69&lt;/ref&gt; Her stå vi på ny over for problemet, at henvisningen til Abraham åbenbart er en anakronisme. Det betyder, at der kan rejses tvivl om både den historiske skikkelse Moses og om Mosebøgerne som kilde til israelitternes tidlige historie overhovedet.

Kendsgerningen er, at der findes ingen beviser på eksistensen af de fem mosebøger før slutningen af det 4. århundrede f.Kr., herunder eksistensen af en person kaldet Moses.&lt;ref&gt;Gad Barnea&lt;/ref&gt; Men den farao, som med stor sandsynlighed fordrev semitterne fra Egypten, hed Ahmoses, hvilket på hebraisk betyder &quot;Moses' broder&quot;. Så måske at der er en sammenhæng her.

==== Græske narrativer ====

Men det er ikke kun fra Sumer og Mesopotamien at Gamle Testamenter har lånt narrativer. Nogle kildekritikere tilhørende den såkaldte &quot;Københavnerskole&quot; har peget på, at også græske narrativer har ydet deres bidrag, lad os tage nogle eksempler:

Jan-Wim Wesselius har foretaget undersøgelser, der viser, hvordan Første Mosebog og Anden Mosebog afspejler Herodots skrifter, især sidstnævntes beretning om persiske kongers liv. Han sammenlignede i detaljer lighederne mellem Josef og Kyros, og især mellem Moses og Xerxes. Josef og Kyros har begge drømme, bliver afsløret for at dø, går i eksil, bliver skjult i en periode og bliver konger, når deres identitet afsløres. Moses og Xerxes drager ud for at erobre enten Kana'an eller Grækenland og krydser vand med deres folk. Mange andre detaljer nævnes, såvel som sammenligninger mellem Terah og Phraortes (en medisk konge), Abraham og Kyaxares (en medisk konge), Isak og Astyges (en medisk konge) og Jakob og Mandane (Kyros' mor).&lt;ref&gt;Wesselius (1999), s. 24-77&lt;/ref&gt;&lt;ref&gt;Wesselius (2002), s. 6-47&lt;/ref&gt;

Philippe Guillaume mener, at kreative skrivere i Alexandria i det andet århundrede f.Kr. indsatte dommere i  Mosebøgernes historie, hvilket afspejlede et politisk-ideologisk behov hos de hasmoneiske herskere i Palæstina. Det formodes, at indsættelsen af disse dommere var inspireret af Hesiods ''Værker og Dage'', især afsnittet om heltene, som Hesiod indsatte i de fire tidsaldre. Det modsvarer den måde, hvorpå dommere blev indsat i den jødiske historie. Det synes  at have haft et dobbelt formål: dels at underminere påstande om arveret til magten fra efterkommere af kong Davids dynasti, idet historier om heroiske dommere nu optræder før kongerne David og Salomon og dermed med større ælde, dels at hjælpe de hasmoneiske herskere, der netop ikke kunne hævde at have nogen afstamning fra David som grundlag for deres påstande om et messiansk styre.&lt;ref&gt;Guillaume (2014), s. 147-164&lt;/ref&gt;.

Katherine Stott har påpege, at Davids opstigning, som skildret i Første Samuelsbog kapitel 16-31 og i Anden Samuelsbog kapitel 1-8, muligvis er inspireret af den fortælling, der beskriver Kyros' opstigning til Persiens og Mediens trone i teksten i Herodots Historier. Hun så følgende paralleller:&lt;/br&gt;
- Kyros og David starter begge under ydmyge kår,&lt;/br&gt; 
- begge træder ind i den forrige konges hof,&lt;/br&gt; 
- i begge tilfælde bliver den pågældende konge jaloux på dem,&lt;/br&gt; 
- i begge tilfælde bliver de truet med døden af ​​den pågældende konge,&lt;/br&gt; 
- begge flygter fra hoffet,&lt;/br&gt; 
- begge bliver folkelige ledere,&lt;/br&gt; 
- i begge tilfælde hopper en allieret af,&lt;/br&gt; 
- begge tilraner sig kongerigets herredømme,&lt;/br&gt; 
- begge får succes på grund af deres militære dygtighed,&lt;/br&gt; 
- begge skåner den gamle konges liv i en periode,&lt;/br&gt; 
- der er et tragisk element i den forrige konges fald i begge tilfælde, og&lt;/br&gt; 
- i begge tilfælde er udfaldet dannelsen af ​​en ny politisk enhed.&lt;/br&gt; 
Stott bemærkede, at denne græske tekst kun i den hellenistiske æra ville have været tilgængelig for den bibelske forfatter.&lt;ref&gt;Stott (2002), s. 62-71, 77-78)&lt;/ref&gt;.

Hesiods ''Theogoni'' og Katalog over kvinder menes at være blandt de indflydelsesrige kilder til henholdsvis skabelsesberetningen i Første Mosebog kapitel og de genealogier, der findes i hele Første Mosebog kapitlerne 1-11 det vil sige til og med omtalen af Noas efterkommere.&lt;ref&gt;Gnuse (2017)&lt;/ref&gt;.

Fortællinger i Første Mosebog kapitlerne 1-11 kan også vises at have betydelige paralleller med beretninger nedskrevet hos græske historikere, således Hekateus fra Milet (''Periegesis'' og genealogier) og Herodot fra Halicarnassus (Historier), herunder omtaler af menneskelige leveveje (Første Mosebog kapitel 4:20-22), de tre sønner af en syndflodshelt, der er menneskehedens forfædre (Første Mosebog kapitel 9:18-19 og kapitel 10:1-32) samt plantningen af ​​en vingård (Første Mosebog kapitel 9:20-27).&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 15f&lt;/ref&gt;&lt;ref&gt;Gnuse (2019)&lt;/ref&gt;

Ældre latinske traditioner, der ligger bag beretningerne i Ovids ''Fasti'' 5, 493-544 og ''Metamorfoser'' 8, 625-725, kan have inspireret fortællingerne om de budbringere, der fortæller Abraham om hans kommende søn, og de budbringere, der advarer Lot om at forlade Sodoma i Første Mosebog 18:1-15; 19:12-26. &lt;ref&gt;Gnuse (2017)&lt;/ref&gt;.

En fortælling om Democedes af Kroton i Herodots ''Historie'' 3, 125-132 kan have givet anledning til fortællingen om Josef, der fortolker faraos drømme i Første Mosebog 41:1-36&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 52-54&lt;/ref&gt;, hvilket igen inspirerede drømmeberetningerne i Daniels Bog&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 1104-1112&lt;/ref&gt;&lt;ref&gt;Gnuse (2010)&lt;/ref&gt;.

Den korte fortælling om den store kriger Achilleus' ædle, talende heste i ''Iliaden'' 19, 395-424 kan være løst overtaget og indpasset i beretningen om Bileams æsel i Fjerde Mosebog kapitel 22:22-35, hvor et simpelt æsel bringer skam over en tåbelig profet.&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 181&lt;/ref&gt; Talende dyr er langt mere almindelige i græsk litteratur end i Bibelen. &lt;ref&gt;Gnuse (2017)&lt;/ref&gt;

Ofrelsen af ​​Ifigenia i to skuespil af Euripides omkring 400 f.Kr.: ''Ifigenia blandt Taurierne'' og ''Ifigenia i Aulis'', kan have inspireret beretningen om Jeftas ofring af sin datter i Dommerbogen kapitel 11:30, 34-40, som synes at være indsat i beretningen om Jeftas kamp mod ammonitterne. &lt;ref&gt;Gnuse (2019)&lt;/ref&gt;

Arrians beretning om Alexander den Store og det spildte vand i Anabasis af Alexander 6.26.1-3 kan have inspireret en lignende historie om David i Anden Samuels Bog 23:15-17. Davids handling med at hælde det vand ud, som hans modige soldater hentede bag fjendens linjer, gør ikke en fornuftig historie, som Alexanders handling i den gedrosiske ørken, hvor tørst virkelig er et problem, gør.&lt;ref&gt;Gnuse (1998)&lt;/ref&gt;.

I flere tilfælde kan det sandsynliggøres, at disse broderende fortællinger optræder som et vedhæng til ældre beretninger og er placeret i slutningen af ​​bibelske bøger, og de ser ud til at have været knyttet til bøgernes hovedfortælling kun med en løs forbindelse. Dette gælder især i Dommerbogen, hvor fortællingerne i Dommerbogen kapitel 13-16 om Samson ser ud til at være skrevet i en helt anden stil end resten af ​​Dommerbogen. Et stort antal forskellige græske legender om Herakles synes at have påvirket Samson-fortællingerne i Dommerbogens kapitel 13-16 på et sent tidspunkt, sandsynligvis i den hellenistiske tid. Der er alt for mange græske paralleller inden for disse fire kapitler til, at de kan afvises som blot fortællingshistoristiske sammentræf.&lt;ref&gt;Gnuse (2018)&lt;/ref&gt;

Afsnittene i Dommerbogens kapitel 17-21 om Mika, om Dan-stammens udvandring til Lakash samt om Benjamitternes skændselsdåd fremstår ligeledes som tilføjede tillæg til resten af ​​bogen, og dér finder vi beretningen om kvinderne, der blev kidnappet fra Silo. &quot;Voldtægten af ​​de sabinske kvinder&quot;, som en gammel fortælling genfortalt af Livius (''Historie'' I, 9,1-16) og Plutarch (Lives: Romulus XIV, 2-8), kan være forbilledet for de bortførte piger i Dommerbogen kapitel 21:1-24. &lt;ref&gt;Gnuse (2007)&lt;/ref&gt;

Fortællingerne om Josef, Bileam og Jefta kunne være blevet placeret i den bibelske tekst i den persiske periode kort efter 400 f.Kr., såvel som bibelske tekster i Første Mosebog 1-11 med Hesiod, Hekateus og Herodot som inspirationskilder. Men de andre fire fortællinger synes mere sandsynligt at have deres oprindelse fra den hellenistiske tid, og man kan derfor argumentere for, at alle disse tekster opstod samtidigt og derfor må høre hjemme i den hellenistiske tid. 

Anden Samuelsbog kapitel 21-23 synes også at være et appendiks, og heri finder vi David, der hælder det vand, han har modtaget fra sine krigere, ud. Dommerbogen kapitler 13-21 og Anden Samuelsbog 21-23 kunne derfor være blevet føjet til Deuteronomistiske historier på et meget sent tidspunkt. Historierne om Josef i Første Mosebog kaptel 39-50, der skulle forklare jødernes ophold i Egypten, ses ofte som en sen tilføjelse fra omkring 400 f.Kr. eller senere, hvorfor Herodots indflydelse på Josefs drømmetydning er sandsynlig. Andre beretninger ser også ud til at være blevet indsat noget ujævnt i deres fortællende kontekst. Dette er tydeligst i beretningen om Jeftas ofring af sin datter, som synes at være indsat midt i Jeftas slag i Transjordan, og fortællingen om Bileam og hans æsel, som fremstiller Bileam med en helt anden persona end den, der findes i resten af ​​Fjerde Mosebog 22-24. Historien om de tre engle, der besøger Abraham og pludselig kun bliver to i antal, da de besøger Lot, henleder opmærksomheden på parallelle romerske beretninger, hvor der er henholdsvis tre og to engle i fortællingerne fra Ovid. Desuden vidner de nuancerede detaljer i dialogen i Første Mosebog 18-19 også om en senere tids skrivestil. Således synes indflydelsen fra klassiske og græske beretninger at være mest sandsynlig i historier, der synes at være senere tilføjelser og indsættelser i hovedhistorierne.

Foruden indholdsmæssige ligheder er der også opbygningsmæssige ligheder. Daniel Hawk bemærkede, at Aischylos' ''Orestia'' og Første Samuelsbog kapitel 8 til Anden Kongebog 8 deler sammenlignelige struktur og karakterer. Begge har et tredelt skema og begge bruger metaforer til at afspejle overgangen fra et slægtskabssamfund til et borgersamfund, idet Agamemnon og Saul afspejler den gamle samfundsorden, Orestes og David viser overgangen, og Athena og Salomon indfører den nye orden. Den deuteronomistiske historiker brugte ''Orestia'' som model for sine &quot;modtagne traditioner vedrørende det israelitiske monarki&quot;. Hawk mener, at den hellenistiske tid kan have været det tidspunkt, hvor den bibelske forfatter havde adgang til og brugte Aischylus' skrifter.

Disse og andre eksempler er blevet fremhævet af nogle forskere, der generelt er enige om, hvordan hellenistisk litteratur formede den oprindelige historie efter 300 f.Kr. eller endda efter 200 f.Kr., i den makkabæiske æra. Larsson mener, at de bibelske beretninger blev skabt i det ptolemæiske Egypten i det andet århundrede f.Kr. og påvirket af betydelige græske historikere fra det tredje århundrede f.Kr., så som Berossos, Manetho og Eratosthenes.&lt;ref&gt;Larsson (2004), s. 296-311&lt;/ref&gt; På grundlag af sådanne iagttagelser mener Niels Peter Lemche, at Dommerbogen og sikkert også andre dele af Gamle Testamente først er blevet skrevet eller har fundet deres endelige form omkring 272 f.Kr. Etienne Nodet bekræftede, at Pentateuken opstod i begyndelsen af ​​det tredje århundrede f.Kr., men profeterne og nogle af skrifterne blev skabt i det andet århundrede f.Kr. Disse tekster blev genereret i Alexandria under hellenistisk indflydelse.&lt;ref&gt;Nodet (2014), s. 36-55&lt;/ref&gt; Emanuel Pfoh mente, at selvom den primære historie blev skabt i den hellenistiske æra, kom nogle traditioner fra den assyriske og persiske æra og blev udviklet af skrivere gennem årene. Men i bund og grund blev teksten formet under hellenistisk indflydelse (23, 33-35). Hvordan det nu forholder sig, står det klart, at både den sene tilblivelse og dens mulige motiver undergraver store dele af Gamle Testamente som historisk kilde.

Det er muligt, at der findes en historisk kerne, som over tid er blevet udbygget og pyntet på med narrativer hentet fra græske traditioner, men indtil videre må det konstateres, at næsten alt i Gamle Testamente lader sig betvivle.

Mest afgørende i denne sammenhæng er det imidlertid, at hvis disse kritikere tilhørende &quot;Københavnerskolen&quot; har ret, så betyder det, at ''Tanakh'' eller Gamle Testamente langt fra var færdigskrevet endsige færdigredigeret, da jøderne vente tilbage til Jerusalen efter eksilet i Babylon. Forud ventede endnu en lang redigeringsproces, og det kan også forklare hvorfor, at vi skal helt frem til 2. århundrede f.Kr. (eller tidligst 3. århundrede f.Kr.) før, at jøderne udviser noget kendskab til deres religiøse skrifter. Forklaringen er den enkle, at først da havde skrifterne nået et så fuldendt udseende, at de lod sig anvende i den national-politiske propaganda.

==== Hyksos-problemet ====

Mens arkæologerne med rimelig sikkerhed tør fastslå, at der fandtes en særlig israelitisk befolkning fra omkring 1200 f.Kr., så er der mere usikkerhed om tiden forud. Hovedspørgsmålet kan formuleres således: er jødernes ophold i og udvandring fra Egypten en historisk begivenhed eller ej? Holdningerne spænder fra fuldstændig afvisning af denne historie til ubetinget tilslutning.

For at løse problemet må vil opspalte det i tre delspørgsmål:&lt;/br&gt;
- kan der påvises et ophold af en semitisk befolkning i Egypten?&lt;/br&gt;
- hvis ja: inden for hvilket tidsrum?&lt;/br&gt;
- hvis ja: var det israelitter eller ej?

Det umiddelbare svar på spørgsmålet er, at der faktisk findes oplysninger om en fremmed befolkning i Egypten. Men denne befolkning, kaldes af egypterne selv ''Hiku-khasut'', det vil sige &quot;ørkenfyrsterne&quot; (hvilket på græsk er blevet til ''hyksos''&lt;ref&gt;Bibby (1978), s. 96&lt;/ref&gt;, og denne benævnelse bruges almindeligvis og derfor også her), ikke &quot;hebræerne&quot;, &quot;jøderne&quot; eller &quot;israelitterne&quot;, og ingen af disse betegnelser kendes i samtiden, end ikke fra Kana'an. Forskerne mener at kunne fastslå, at disse ''hyksos'' ankom fra øst til Egypten i 19. århundrede f.Kr., regerede over Egypten i 17. og 16. århundrede f.Kr. men senere forsvandt igen. Der er fundet en grav rejst over en mand ved navn ''Aper-El'', det vil sige &quot;El's tjener&quot;, som tjente hos faraonerne Amenhotep III og Akhenaten i 14. århundrede f.Kr.&lt;ref&gt;Dinkgreve (2021), kap. 8&lt;/ref&gt;

Et passende udgangspunkt for vurdering af udvandringens troværdighed kan være Simcha Jacobovici og hans film &quot;''The Exodus decoded''&quot;. Heri giver han blandt andet en omfattende dokumentation, som nok kan være en nøjere gennemgang værd.

Simcha tager udgangspunkt i bibelkritiske afvisninger af udvandringen, som traditionelt blev dateret til 1270 f.Kr. det vil sige i Ramses II's regeringstid men hvor der ingen beviser for en sådan begivenhed findes. Simcha mener, at denne datering er forkert, og at den korrekte tidsfæstelse er omkring 1500 f.Kr. Som beviser for denne tidsfæstelse anfører han følgende:

Hyksos-folket skulle være kommet til Egypten omtrent 200 år før, at de atter udvandrede, det vil sige 1700 f.Kr. I en grav i Beni Hassan ved Nilen omkring 400 km syd for Cairo findes et vægmaleri, som viser en indvandring til Egypten. Befolkningen er semitter med skæg, flerfarvede dragter og med benævnelsen &quot;''Amo''&quot;. I ''Tanakh'' (Gamle Testamente) anvendes benævnelsen &quot;''Amo Israel''&quot;, det vil sige &quot;Guds folk&quot;. Benævnelsen er den samme og deres ophold passer nøje med traditionen.

Hyksos-folkets hovedstad var Avaris, der ligger i Nilens delta nord for Cairo. Avaris er blevet udgravet af professor Manfred Bietak fra Wien. Han har blandt andet fundet 9 seglstamper med navnet &quot;Jakob&quot;, hvilket nøje svarer til den bibelske tradition om faraos betroede mand, Josef, der netop var søn af Jakob.

Ifølge traditionen ender indvandrerne som slaver. I Serabit El Khadim i Sinai-ørkenen blev udvundet tyrkis-sten i miner ved slaveri. I en af disse minder findes en alfabetisk (ikke-egyptisk) indskrift på væggen: &quot;El, hjælp mig&quot;. ''El'' var navnet på en semitisk guddom.

En stele rejst af farao Ahmoses og dateret til omkring 1500 f.Kr. fortæller om blandt andet storm og mørke i overensstemmelse med den bibelske tradition, og den nævner gud i ental. Ahmoses er kendt for at have udvist hyksos-folket. Navnet Ahmoses betyder på egyptisk &quot;månen er født&quot; men på hebraisk &quot;Moses' broder&quot;. 

Omkring 1500 f.Kr. indtraf et stort vulkanudbrud på øen Santorini i det græske øhav. Simcha mener, at det var denne begivenhed, som udløste udvandringen, og at den også kan forklare Egyptens ti plager. Hans argumentation herfor er følgende:

I Avaris er fundet vulkansk pimpsten dateret til omkring 1500 f.Kr. Dette viser (om ikke andet) at Egypten blev påvirket af netop dette vilkanudbrud.

Vulkanudbruddet og tilhørende jordskælv havde følgende bivirkninger:&lt;/br&gt;
- vandet bliver rødt. Årsagen er, at rust frigøres ved gasudbrud fra bunden og opblandes i vandet. Dette skete blandt andet i 1986 ved Nyos-søen i Cameroon.&lt;/br&gt;
- frøer. Hopper ud af vandet, når det bliver forurenet.&lt;/br&gt;
- lus, fluer og epidemi følger som eftervirkninger af miljøkatastrofen&lt;/br&gt;
- sår og bylder. Disse kendes ligeledes fra Nyos-begivenheden i 1986.&lt;/br&gt;
- hagl. Is og ild = &quot;vulkansk hagl&quot; omtales i den såkaldte Ipuwer-papyros og skyldes, at vulkansk aske blandes med vand i atmosfæren.&lt;/br&gt;
- græshopper. Bringes på vandring på grund af klimaændringen.&lt;/br&gt;
- mørke. Skyldes en askesky, der fra vulkanudbruddet bredte sig til Nilens delta, hvilket er bevist ved korn af asken fundet af Jean-Daniel Stanley fra Smithsonian Institute.&lt;/br&gt;
- førstefødte sønner døde. Skyldes at CO&lt;sub&gt;²&lt;/sub&gt; frigøres fra jordens indre og lægger sig lige ved jordens overflade. Da de ældste priviligerede sønner sov på en lav seng, blev de dræbt af gassen, mens andre børn der sov på de flade tage aldrig blev berørt inden, at gassen opløstes igen. Noget tilsvarende blev observeret i Nyos. Yderligere er der udgravet massegrave i Avaris, som kun omfatter personer af mandkøn og ikke krigere. Og Ahmoses' egen søn døde som 12-årig (hans begravede lig er fundet).&lt;/br&gt;
Ifølge Simcha er alle disse begivenheder således naturlige mulige følger af vulkanudbruddet.
[[Fil:Stele_of_Grave_Circle_A_Mycenae_NAMA_1428.JPG|200px|thumb|Gravstele fra Mykene, der viser Farao, som forfølger Moses. De er omgivet af vand på begge sider.]]
Velkendt er historien om havets deling.&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 82&lt;/ref&gt; Den korrekte formulering i Bibelen er &quot;Yam Suf&quot;, det vil sige Sivhavet. Men siv vokser ikke i saltvand, så der er tale om en stor sø. På Ismailia Regional Museum findes en granitsten med en indskrift i hieroglyffer, ''El Arish''-indskriften, der fortæller om udvandringen set fra faraos side. Her kaldes lederen for &quot;ørkenprinsen&quot;. Mere bemærkelsesværdigt er det, at indskriften også fortæller, at vandene delte sig (markeret som bølger + 2 knive), og at indskriften nævner stedet for denne begivenhed: ''El Balah'', en nu tidligere sø beliggende øst for Avaris nær overgangen til Sinai-ørkenen. Simcha mener, at som følge af de tektoniske forskydninger og deraf følgende jordskred løftede den afrikanske plade sig 1-2 meter og skabte en landkorridor, men kort efter fulgte en tsunami, som druknede faraos hær.

Simcha peger på et vægmaleri på Santorini, som viser en sejlads fra en by omgivet af mure. Simcha mener, at den viste by er Avaris, idet der her også er fundet minoiske vægmalerier, hvilket vidner om handelsforbindelser. En del af udvandrerne skulle således være draget til Grækenland. I Mykene er fundet guldgenstande og sværd i en grav dateret til 1500 f.Kr. De kan stamme fra jødiske udvandrere. Desuden er fundet tre gravsten med billeder visende først en mand på en stridsvogn, der forfølger en gående mand omgivet af bølger, dernæst at den gående mand er nået højere liggende land og har vendt sig imod stridsvognen, og endelig at stridsvognen drukner i bølgerne. Billederne viser, let forenklet, faraos forfølgelse af Moses. Det er i bogstaveligste forstand en tegneserie om begivenheden.

Simcha peger dernæst på, at jordskælv kunne have ført til, at gas og olie blev frigivet og måske blev antændt, og derved gav anledning til røgsøjler om dagen og ildsøjler om natten svarende til beretningen i Anden Mosebog kapitel 13 vers 21-22: &quot;Herren gik foran dem, om dagen i en skysøjle for at føre dem på vejen og om natten i en ildsøjle for at lyse for dem, så at de kunne gå både dag og nat. Skysøjlen fjernede sig ikke fra folket om dagen og ildsøjlen ikke om natten.&quot;&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 81&lt;/ref&gt;

Endelig mener Simcha at kunne påvise, hvor bjerget Sinai lå. Og han mener at have fundet billedlige gengivelser af Pagtens Ark - i Grækenland af alle steder!

Så langt Simcha. Det giver anledning til en række spørgsmål: er begivenheden fejldateret? Det er der faktisk en del, der tyder på. Begivenheden fandt efter alt at dømme sted omkring 1500 f.Kr. Kan et vulkanudbrud være forklaringen på begivenhedsforløbet? Svaret må være, at det er muligt, i hvert fald er der intet, som tyder på, at det ikke kunne være tilfældet. Var dette hyksos-folk ''Amo'' og var det semitter? Ja, det er sandsynligt. Var det også israelitter? Det er muligt, men ikke sikkert.

Vi har tidligere fastslået, at Gamle Testamentes historie om udvandringen fra Egypten tidsmæssigt er uforenelig med historien om Abraham som israelitternes stamfader, idet hans ophold i filistrenes land er flere hundrede år senere end udvandringen. Og det forbliver uforklarligt, at et folk, som kaldte sig selv Israel, ikke optræder under dette navn men af Egypterne kaldtes henholdsvis ''Amo'' og ''Hyksos''.  

Historien om ''exodus'' eller udvandringen fra Egypten kendes ikke fra Elephantine, en jødisk by i Egypten fra 400-tallet f.Kr., hvilket kunne tyde på, at denne tradition i jødisk historieforståelse enten må være yngre end denne tid eller endnu ikke spillede den rolle i jødisk selvforståelse, som den senere fik.

Hvis man vil være besværlig, kan man opstille følgende alternative hypotese: udskibningen fra Egypten til Mykene eksisterer ikke i det bibelske narrativ. Hvis man alligevel forudsætter, at det afspejler en historisk kendsgerning, så kunne disse udvandrere, ''hyksos'', have taget hele traditionen med sig og billedligt gengivet den på deres gravsteler. Da &quot;havfolket&quot; (som beviseligt stammer fra Grækenland foruden andre steder) langt senere, omkring 1178 f.Kr., kom til Palæstina, bragte de traditionen med sig. Det er her fra, at jøderne senere overtog den, omformulerede den til en ørkenvandring med Moselov og hele molevitten og dermed tillige skrev det oprindelige folk ud af beretningen og satte sig selv ind i stedet som led i en selvskabt historisk tradition. 

Der er selvsagt ingen beviser for en sådan udvikling, men der er heller intet, som modsiger den, og den ville forklare årsagen til, at traditionen åbenbart overlevede i Mykene. Og hvad mere er: det kunne forklare hvorfor, at folk fra Middelhavets nordlige kyster søgte øst- og sydpå (i stedet for vestpå), da deres hjemlige forhold ikke tillod dem at blive boende, hvor de var. Et indicium for, at teorien kunne være rigtig, er det forhold, at Mykene var et handelscentrum i tiden 1600-1100 f.Kr. blandt andet med handelsforbindelser til Levanten. Blandt de forhandlede varer var genstande af elfenben fundet i Megiddo, der viser handelsforbindelser til Det Ægæiske Hav, Kypern, Hittitterne samt Egypten.&lt;ref&gt;Novacek (2011), s. 47f&lt;/ref&gt; Det indebærer, at &quot;havfolket&quot; meget vel kan have haft handelsforbindelser med Levanten tidligere og derfor kendte til områdets frugtbarhed inden, at de udvandrede dertil.

Der imod kan vi udelukke, at det var israelitterne selv, som indvandrede sammen med havfolket, fordi dette skete 1178 f.Kr. mens Israel som omtalt nævnes på en stele allerede fra 1208 f.Kr.

Kildekritisk må det konstateres, at Mosebøgerne ret beset forsøger at forene to temmelig uforenelige historiske traditioner: på den ene side traditionen fra Mesopotamien omfattende Edens Have (Dilmun), Babelstårnet (zigguraterne) og Noas ark, hvor Abraham indgår som det forklarende bindeled hvorfor, at jødernes stamfader udvandrede til Kana'an, på den anden side traditionen om Jakob (Israel)&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 46&lt;/ref&gt;, Josef og hans brødre&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 48f&lt;/ref&gt;, Israels udvandring til Egypten&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 59&lt;/ref&gt; og Moses&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 67&lt;/ref&gt; med udvandring, ørkenvandring, moseloven og løftet om Kana'an.&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 243&lt;/ref&gt;

Der kan næppe være tvivl om, at den jødiske beretning om udvandringen fra Egypten og den egyptiske beretning om fordrivelsen af de fremmede omtaler den samme begivenhed set fra to sider. For så vidt behøver ingen af dem at give det sande billede: hvis årsagen virkelig var et vulkanudbrud, kunne de forringede leveforhold efter dette meget vel være årsag til, at folk udvandrede eller bortvandrede igen. At jøderne eller israelitterne har taget begivenheden til sig er for så vidt ikke anderledes end andre historier, som de har adopteret og adapteret.

Som en sidebemærkning skal det lige nævnes, at den egyptiske konge Amenhotep IV, bedre kendt som Akhenaten, som var gift med Nefertiti og fader til Tutankhaton, og som er gået over i historien som den første monoteistiske konge, regerede fra omkring 1353 til 1336 f.Kr. Det betyder, at han regerede henved 150 år efter, at ''hyksos'' udvandrede, og at der således ingen forbindelse er med Moses.

=== Bearbejdede profetier ===

De mange profetiske tekster i Gamle Testamente udgør et eget problem. Kort sagt er de kildekritiske studier i stigende grad blevet opmærksomme på, at der ikke er tale om originale tekster. I stedet er disse blevet ændret for at tilpasse dem til bestemte formål.

Esajas', Jeremias', Ezekiels og de Tolvs Bog mangler en historie og opretholder ikke en ensartet kronologisk rækkefølge af materiale. De profetiske bøger ses ikke længere som blot kilder, hvorved læserne kan få adgang til fortiden. De læses nu som bevidste kompositioner, der genpræsenterer og fortolker profeternes ord i tekstform.

Allerede i de sidste profeters tekster er der tegn på bevidst bevidsthed om tekstualiseringen af ​​profetier. Historien i Jeremias 36 beskriver for eksempel en proces, hvor forskellige budskaber i forskellige former fra forskellige tider og steder sammensættes i tekstform af profetens skriver. Når denne rulle efterfølgende ødelægges som reaktion på dens læsning, sker der ikke blot en omskrivning af rullen, men også en betydelig tilføjelse af lignende ord (Jeremias 36:32), hvilket vidner om bogens litterære vækst. Profeter som Jeremias er ikke længere tilgængelige, men deres ord er tilgængelige i de bøger, der bærer deres navne (Zakharias 1:5-6). Disse bøger danner et særskilt korpus inden for den bibelske kanon. Når Daniel refererer til Jeremias' profeti om halvfjerds år i Daniel 9:2, taler han om Jeremias' bog blandt en flerhed af profetiske bøger (jf. Ezekiel 38:17). 

De tidligste postbibelske fortolkere af den profetiske litteratur var de skriftkloge, oversættere og kommentatorer, der videregav, gengav og forklarede teksterne. Blandt vidner til den tidligst dokumenterede periode med skriftlig overlevering (ca. 250 f.Kr. indtil 132-135 e.Kr.) er det tydeligt, at skriftkloge ikke så sig selv som blot afskrivere på samme måde som skriftkloge fra en senere periode. De så snarere sig selv som ligestillede med de oprindelige forfattere, og de udvidede ofte den bibelske tekst med fortolkninger, der var beregnet til at hjælpe læserne med at forstå teksten. Disse skriftkloge havde deres eget syn på den bibelske tekst og ønskede at sikre en teologisk korrekt læsning af den.

Blandt de profetiske bøger må de mest fremragende eksempler på fortolkningsmæssig udvidelse være Jeremias og Ezekiel i den masoretiske tekst (MT). I disse tilfælde har udvidelsen nået niveauet for skabelsen af ​​nye udgaver af bøgerne. De hebraiske tekster bag de oldgræske (OG) versioner af disse bøger er betydeligt kortere førsteudgaver. Mange af udvidelserne i andenudgaverne, der findes i MT, er af eksegetisk karakter. For eksempel er Jeremias' berygtede fjende fra nord ikke eksplicit identificeret i OG eller dens hebraiske kilde, hvilket efterlader den åben for den slags eskatologiske fortolkning, der findes i Ezekiel 38:14-17, men MT identificerer denne fjende som Babylon i udvidelsen af ​​Jeremias 25:9, hvilket skaber en interessant konflikt med Jeremias 50:3 og dens profeti om en fjende fra nord, der kommer mod Babylon. Et andet eksempel er versionen af ​​Jeremias' profeti om halvfjerds år i Jeremias 25:11-12. I OG er denne profeti ikke eksplicit begrænset til perioden med babylonsk fangenskab (se: Dan 9:1-2, 24-27), men udvidelserne i MT gør denne begrænsning af profetien eksplicit (jf. Jeremias 29:10). For Ezekiels Bog forekommer en af ​​de mest bemærkelsesværdige udvidelser i MT Ezekiel 36:23c-38, som mangler, et vigtigt vidnesbyrd om OG fra det tredje århundrede e.Kr. Denne ret lange udvidelse er baseret på materiale fundet andre steder både i og uden for Ezekiels Bog. 

Når det forholder sig således med disse tekster, rejser det uundgåeligt spørgesmålet om og i hvilken grad, det samme er tilfældet med andre tekster i Gamle Testamente. Og det svækker betydeligt Gamle Testamentes værdi som kilde til jødernes historie.

=== Sammenfatning ===

Denne gennemgang af Gamle Testamente har kun omfattet en mindre del af den samlede tekst, men selv denne meget begrænsede gennemgang har belyst en række problemer:&lt;/br&gt;
- Gamle Testamente er ''ikke'' en historisk redegørelse for jødernes historie, selv om den giver indtryk af dette,&lt;/br&gt;
- det er i stedet en samling af traditioner, anekdoter og myter skrevet af ulige forfattere til ulige tider&lt;/br&gt;
- der er gjort forsøg på at sammenskrive og harmonisere disse narrativer&lt;/br&gt;
- hvilket ikke kan skjule, at der er kronologiske problemer&lt;/br&gt;
- og at væsentlige traditioner er hentet fra andre kulturer, især Sumer og Mesopotamien men også fra Grækenland.

Vi tør antage, at skildringen af kongetiden og det delte kongerige med navnelister over regenterne er rimelig troværdig, blandt andet fordi deres navne forekommer i andre kilder, men vi har kun ringe mulighed for at vide i hvilken udstrækning, historierne om dem er blevet ændrede for at tilpasse sig et senere monoteistisk narrativ.

Nogle historier, blandt andre Esthers Bog men også Ezras Bog og Nehemias' Bog, er meget sene og menes først at være blevet tilføjet efter afslutningen af det babylonske fangenskab.

=== &lt;big&gt;Semitismen, jødedommens tankesæt&lt;/big&gt; === 

Vi har i det foregående set på Gamle Testamente som et muligt historisk kildeskrift. Man kan imidlertid også anlægge en helt anden synsvinkel, nemlig Gamle Testamente som ideologisk grundlag nærmere betegnet som grundlag for en jødisk national etnicitet samt for en særlig jødisk etik. Det skal på forhånd understreges, at det følgende ikke omfatter alle jøder, idet mange alene identificerer sig som tilhørende denne folkegruppe af genealogiske og traditionsbårne årsager, det vil sige med hensyn til deres familiære oprindelse samt højtider og mindedage. Men der findes også kredse i den jødiske befolkning, der opfatter Gamle Testamente som en anvisning på hvordan, at jøder kan og bør opføre sig.

Alle kender begrebet &quot;anti-semitisme&quot;, men få eller ingen ved, hvad udtrykket &quot;semitisme&quot; egentlig dækker over. Man vil således lede forgæves efter det i en ordbog eller eksempelvis på ''wikipedia''. Her vil begrebet blivet forstået således, at det dækker over den tankegang eller de tankegange, som kan udledes og af nogle er blevet udledt af Gamle Testamente. Det betyder, at der her vil blive set bort fra jødisk mysticisme, kabala, frankisme og lignende ældre og nyere afledede ideologier, hvilke hver for sig er en særskilt undersøgelse værd.

Læser man Gamle Testamente, vil man se, at bestemte tankegange bliver promoveret. Det drejer sig i hovedsagen om følgende:&lt;/br&gt;
- det udvalgte folk&lt;/br&gt;
- racisme&lt;/br&gt;
- retten til Kana'an&lt;/br&gt;
- retten til at myrde hele befolkninger&lt;/br&gt;
- &quot;honningfælder&quot; og pengeafpresning&lt;/br&gt;
I det følgende vil hvert af disse emner blive gennemgået særskilt.

=== Det udvalgte folk ===

Ideen om jøderne som Guds udvalgte folk tager udgangspunkt i Første Mosebog kapitel 12: her møder vi Abram ved Ur i Kaldæa. Videre hedder det: &quot;Herren sagde til Abram: &quot;Forlad dit land og din slægt og din fars hus, og drag til det land, jeg vil vise dig. Jeg vil gøre dig til et stort folk og velsigne dig. Jeg vil gøre dit navn stort, og du skal være en velsignelse.&lt;/br&gt;
Jeg vil velsigne dem, der velsigner dig,&lt;/br&gt;
og den, der forbander dig, vil jeg forbande.&lt;/br&gt;
I dig skal alle jordens slægter velsignes&quot;.&quot;&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 17f&lt;/ref&gt;

Senere gentages denne priviligerede stilling i andre sammenhænge, således over for Jakob i Betel. I Første Mosebog kapitel 35:9-13 hedder det: &quot;Gud viste sig igen for Jakob, efter at han var kommet hjem fra Paddan-Aram. Han velsignede ham og sagde til ham: &quot;Dit navn er Jakob; men nu skal du ikke længere hedde Jakob. Dit navn skal være Israel.&quot; Og han gav ham navnet Israel. Han sagde til ham: &quot;Jeg er Gud den Almægtige. Bliv frugtbar og talrig! Et folk, ja, en mængde folkeslag skal nedstamme fra dig, og konger skal fremstå af dit eget kød og blod. Det land, jeg gav Abraham og Isak, giver jeg dig og dine efterkommere.&quot; Så steg Gud op fraham, dér hvor han havde talt med ham.&quot;&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 46&lt;/ref&gt;

I Anden Mosebog kapitel 3:7-10 findes følgende: &quot;Så sagde Herren: &quot;Jeg har set mit folks lidelse i Egypten, og jeg har hørt deres klageskrig over slavefogederne. Jeg har lagt mig deres lidelser på sinde, og derfor er jeg kommet ned for at redde dem fra egypterne og føre dem op fra dette land til et godt og vidtstrakt land, et land der flyder med mælk og honning, dér hvor kana'anæerne, hittitterne, amoritterne, perizzitterne, hivvitterne og jebusitterne bor. Nu har israelitternes klageskrig nået mig, og jeg har set, hvordan egypterne undertrykker dem. Gå nu! Jeg vil sende dig til Farao. Du skal føre mit folk israelitterne ud af Egypten&quot;.&quot;&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 69&lt;/ref&gt; Dette og tilsvarende formuleringer med &quot;mit folk israelitterne&quot; giver jøderne en identitet som Guds udvalgte folk i den jødiske selvforståelse.

=== Racismen ===

Racismen er en logisk følge af ideen om Guds udvalgte folk. Et folk kan selvsagt ikke være &quot;udvalgt&quot;, hvis andre folk kan indgiftes i det. Følgelig er Gamle Testamente fuldt af forbud mod at gifte sig med ægtefæller fra andre folkeslag og kritik, når de alligevel gjorde det. Lad os tage nogen eksempler.

I Femte Mosebog kapitel 7:1-4 finder vi følgende påbud af Moses: &quot;Når Herren din Gud fører dig til det land, du skal ind og erobre, og han driver store folkeslag væk foran dig, hittitterne, girgashitterne, amoritterne, kana'anæerne, perizzitterne, hivvitterne og jebusitterne, syv folk, der er større og mægtigere end du, og Herren din Gud overgiver dem til dig, og du besejrer dem, da skal du lægge band på dem. Du må ikke slutte pagt med dem og ikke vise dem barmhjertighed. Du må ikke bringe dig i familie me dem; du må ikke give dine døtre til deres sønner, og du må ikke lade dine sønner gifte sig med deres døtre, for det vil få dine sønner til at vige fra mig og dyrke andre guder. Da vil Herrens vrede flamme op imod jer, og han vil hurtigt udrydde dig.&quot;&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 208&lt;/ref&gt;

Dette gælder blandt andre kong Salomo. I Første Kongebog 11:1-4 læses således følgende: &quot;Kong Salomo elskede mange udenlandske kvinder foruden Faraos datter, moabitiske, ammonitiske, edomitiske, sidoniske og hittitiske; om de folk havde Herren sagt til israelitterne: &quot;I må ikke indlade jer med dem, og de må indlade sig med jer, for så vender de jeres hjerte til deres guder.&quot; Dem elskede Salomo, og han holdt fast ved dem. Han havde syv hundrede hustruer med fyrstelig rang og tre hundrede medhustruer, og hans hustruer bragte hans hjerte på afveje.&quot;&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 390&lt;/ref&gt;

I Ezras Bog kapitel 9:10-12 optræder Ezras bodsklage med blandt andet dette: &quot;Vor Gud, hvad skal vi nu sige efter dette? For vi har svigtet de befalinger, du gav gennem dine tjenere, profeterne, da du sagde: Det land, I skal ind og tage i besiddelse, er et urent land på grund af de fremmede folks urenhed med de afskyelige handlinger, som de i deres urenhed har fyldt det med fra ende til anden. Derfor må I ikke give jeres døtre til deres sønner, og I må ikke lade jeres sønner gifte sig med deres døtre.&quot;&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 527&lt;/ref&gt; og i Kapitel 10:10-12 bliver dette gentaget: &quot;Så rejste præsten Ezra sig og sagde til dem: &quot;I har handlet troløst ved at gifte jer med fremmede kvinder; I har øget Israels skyld. Aflæg nu bekendelse for Herren, jeres fædres Gud, og gør hans vilje. Skil jer ud fra landets folk og de fremmede kvinder&quot;.&quot;&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 528&lt;/ref&gt;

I Nehemias' Bog kapitel 10:31 indgår israelitterne blandt andet følgende forpligtelse: &quot;Vi vil ikke give vores døtre til landets folk, og vi vil ikke lade vores sønner gifte sig med deres døtre.&quot;&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 542&lt;/ref&gt;

Således kunne man blive ved.

=== Lebensraum ===

Jødernes ret til Kana'ans land hidrører fra Første Mosebog. I kapitel 12 læser vi: &quot;Dengang boede kana'anæerne i landet. Herren viste sig for Abram og sagde: &quot;Jeg vil give dine efterkommere dette land&quot;.&quot;&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 18&lt;/ref&gt; Senere, i kapitel 15, præciseres udstrækningen af dette jødiske lebensraum: &quot;Den dag sluttede Herren pagt med Abram. Han sagde: &quot;Jeg giver dine efterkommere dette land fra Egyptens flod (det vil sige Nilen) til den store flod, Eufratfloden: kenitterne, kenizzitterne, kadmonitterne, hittitterne, perizzitterne, refaitterne, amoritterne, kana'anæerne, girgashitterne og jebusitterne&quot;.&quot;&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 20f&lt;/ref&gt;

Størrelsen af dette jødiske lebensraum er påfaldende. Sammenlignet med officielle landegrænser i 2026 omfatter dette område: den østlige halvdel af Egypten inklusive hele Sinai, Palæstina inklusive Gaza og Vestbredden, Libanon, Jordan, Saudi Arabien, Yemen, Oman, Forenede Arabiske Emirater, Qatar, Bahrain, Kuwait, Irak samt Syrien. Nogle jødiske imperialister medregner også Kypern til området.

En anden afgrænsning findes i Fjerde Mosebog kapitel 34. Heri læser vi: &quot;Herren talte til Moses og sagde: &quot;Giv israelitterne denne befaling: I kommer nu til Kana'an, det land, der tilfalder jer som arvelod, Kana'ans land i dets fulde udstrækning. Jeres sydgrænse skal gå fra Sins ørken langs med Edom. I syd skal jeres grænse gå fra enden af Salthavet i øst. Så skal grænsen dreje syd om Akrabbim-passet, gå videre til Sin og ende syd for Kadesh-Barnea. Så skal den fortsætte til Hasar-Addar og gå videre til Asmon. Så skal grænsen dreje fra Asmon mod Egyptens bæk og ende ude ved havet.&lt;/br&gt;
Grænsen i vest: Det Store Hav med kyststrækning. Det skal være jeres vestgrænse.&lt;/br&gt;
Dette skal være jeres nordgrænse: Fra Det Store Hav skal I trække en linie til bjerget Hor; fra bjerget Hor skal I trække en linie til Lebo-Hamat, og grænsen skal ende i Sedad. Så skal grænsen gå videre til Zifron, og den skal ende i Hasar-Enan. Det skal være jeres nordgrænse.&lt;/br&gt;
Som grænse i øst skal I trække en linie fra Hasar-Enan til Shefam. Så skal grænsen gå ned fra Shefam til Ribla øst for Ajin, og grænsen skal fortsætte ned og støde til bjergryggen øst for Kinneretsøen. Så skal grænsen gå ned til Jordan og ende ved Salthavet.&lt;/br&gt;
Dette skal være jeres land med dets grænser hele vejen rundt.&quot;&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 196&lt;/ref&gt;

Dette er unægteligt en noget anden afgrænsning end før. Den kritiske læser vi måske spørge om Herren ikke havde forklaret sig godt nok over for Moses eller måske havde ændret holdning, eller om der måske er en helt tredie forklaring?

Den tænkende læser vil måske kigge nærmere på andre dele af samme historie. Vi hører, at Abraham fik børn både med Sara, sin hustru, nemlig jøderne, og med Hagar fra Egypten, hans trælkvinde, nemlig ismaelitterne, det vil sige araberne.&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 21&lt;/ref&gt; Så var det nu jøderne, araberne eller begge grupper som skulle leve i dette område? Desuden tog han sig en ny hustru: Ketura, med hvem han også fik efterkommere.&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 31&lt;/ref&gt; Det er således ret uklart hvem, der skulle overtage dette lebensraum.
 
Således tænker semitisterne ikke. De er imperialister, og de vil have det hele for sig selv. De mener at have ret til at fordrive andre folkeslag og ser Gamle Testamente som kilde til denne ret.

=== Retten til folkemord ===

Jødernes ret til at myrde befolkningerne, som levede i Kana'an, forekommer allerede i Mosebøgerne. I Femte Mosebog kapitel 20:16-17 findes således følgende påbud udtalt af Moses: &quot;i de folks byer, som Herren din Gud vil give dig i eje, må du ikke lade en eneste beholde livet; du skal lægge band på dem, på hittitterne, amoritterne, kana'anæerne, perizzitterne, hivvitterne og jebusitterne, sådan som Herren din Gud har befalet dig.&quot;&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 223&lt;/ref&gt;

I Josvabogen hører vi hvordan, at jøderne hensynsløst myrdede indbyggerne i Kana'an, eksempelvis i kapitel 8:24-29: &quot;Da israelitterne på åben mark havde dræbt alle de indbyggere fra Aj, som havde forfulgt dem ud i ørkenen, og da alle til sidste mand var faldet for sværdet, vendte alle israelitterne tilbage til Aj og huggede indbyggerne ned med sværd. Den dag blev der dræbt i alt tolv tusind mænd og kvinder, alle indbyggerne i Aj. Josva trak ikke sin udstrakte hånd med krumsværdet tilbage, før han havde lagt band på alle indbyggerne i Aj. ..Og Josva brændte Aj ned; han gjorde den til en øde ruinhøj for evigt, og det er den den dag i dag. Ajs konge hængte de på et træ og lod ham hænge til aften. Da solen gik ned, gav Josva sine folk befaling om at tage liget ned fra træet og kaste det hen ved indgangen til byporten. Så kastede de en stor stendynge op over ham, og den ligger der den dag i dag.&quot;&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 251f&lt;/ref&gt;

Tilsvarende i Josvabogen kapitel 10:28-43: &quot;Samme dag indtog Josva Makkeda. Han slog byen og dens konge med sværd og lagde band på byen og alle, der var i den; der var ingen, der overlevede. Han gjorde det samme med kongen i Makkeba, som han havde gjort med kongen i Jeriko.&lt;/br&gt;
Fra Makkeda drog Josva sammen med hele Israel videre til Libna. Han gik til angreb på Libna, og Herren gav også denne by og dens konge i Israels hånd. Josva slog byen og alle, der var i den, med sværd; der var ingen, der overlevede. Han gjorde det samme med kongen dér, som han havde gjort med kongen i Jeriko.&lt;/br&gt;
Fra Libna drog Josva sammen med hele Israel videre til Lakish. Han belejrede byen og gik til angreb på den, og Herren gav Lakish i Israels hånd. Den følgende dag indtog Josva byen; han slog den og alle, der var i den, med sværd, ganske som han havde gjort med Libna. Da drog Gezers konge Horam op for at komme Lakish til undsætning, men Josva slog kongen og hans hær; der var ingen, der overlevede.&lt;/br&gt;
Fra Lakish drog Josva sammen med hele Israel videre til Eglon. De belejrede byen og gik til angreb på den, og samme dag indtog de den og slog den med sværd. Den dag lagde han band på alle, der var i byen, ganske som han havde gjort med Lakish.&lt;/br&gt;
Fra Eglon drog Josva sammen med hele Israel op til Hebron. De gik til angreb på byen og indtog den; de slog byen, dens konge, alle dens byer og alle, der var i den, med sværd; der var ingen, der overlevede. Ganske som han havde gjort med Eglon, lagde han band på byen og på alle, der var i den.&lt;/br&gt;
Så vendte Josva sig sammen med hele Israel mod Debir. Han gik til angreb på byen og indtog den med dens kong og alle dens byer. De slog dem med sværd og lagde band på alle, der var i den; der var ingen, der overlevede. Han gjorde det samme med Debir og dens konge, som han havde gjort med Hebron og med Libna og dens konge.&lt;/br&gt;
Således besejrede Josva hele landet: Bjerglandet, Sydlandet, Lavlandet og Skråningerne og alle kongerne dér. Der var ingen, der overlevede; hver levende sjæl lagde han band på, sådan som Herren, Israels Gud, havde befalet. Josva besejrede dem fra Kadesh-Barnea til Gaza, i hele landet Goshen og helt til Gibeon. Alle disse konger og deres lande undertvang Josva på én gang, for Herren, Israels Gud, førte krig for Israel. Så vendte Josva sammen med hele Israel tilbage til lejren i Gilgal.&quot;&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 255&lt;/ref&gt;

I Josvabogen Kapitel 11 fortsætter folkemordene i det nordlige Kana'an, blandt andet Hasor: &quot;Alle, der var i byen, huggede de ned med sværd og lagde band på dem, så ikke en levende sjæl blev tilbage; og Josva brændte Hasor ned.&quot;&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 256&lt;/ref&gt; Da massemordet var til ende, blev rovet, det vil sige Kana'an, delt mellem israelitternes stammer.&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 257-264&lt;/ref&gt; Det minder om en langt senere begivenhed: under Sovjetunionen i Stalintiden gennemførte terrororganisationen OGPU under ledelse af jøden Genrikh Jagoda&lt;ref&gt;Lina (2003), s.315&lt;/ref&gt; samt NKVD overvejende ledet af jøder&lt;ref&gt;Lina (2003), s.318, 327&lt;/ref&gt; i 1932-33 et massemord på og en massefordrivelse af ukrainske bønder fra deres gårde, en begivenhed der blev kendt som ''holodomor''. Mindre kendt er, at OGPU overvejende bestod af jøder, og at disse efterfølgende som en belønning oprettede deres egne kollektivlandbrug, kibbutz'er, på de myrdede og fordrevne ukraineres jord.&lt;ref&gt;Holocaustmuseet i USA, film&lt;/ref&gt; Jødisk historieforståelse trækker lange spor.

Det var ikke kun ved erobringen af Kana'an, at jøderne begik massemord. I Esters Bog kapitel 9:2-16 hører vi: &quot;I alle kong Ahasverus' provinser samledes jøderne i deres byer for at lægge hånd på dem, der ville dem noget ondt. .. Den trettende dag i måneden adar samledes de øvrige jøder i kongens provinser og forsvarede deres liv; de fik fred for deres fjender, og og de dræbte 75.000 af deres modstandere&quot;.&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 555&lt;/ref&gt;

Flere eksempler end de nævnte kunne være fremhævet, men budskabet og moralen er tydelig nok: i &quot;hellig krig&quot; er massemord på guddommens befalet ikke blot acceptabel men en pligt at gennemføre.

Det er mildest talt absurd at se hvordan den samme ideologi, som hyldede folkemord i Gamle Testamente, har haft travl med at fremstille de selv samme massemordere som et uskyldigt forfulgt folkefærd i det 20. og starten af det 21. århundrede.

=== Honningfælder og pengeafpresning ===

Historier i Gamle Testamente giver jøderne tvivlsomme moralbegreber, eksempelvis at prostituere deres hustruer og døtre i form af &quot;honningfælder&quot;, det vil sige lokkemad for en efterfølgende afpresning. Det begynder med selveste Abraham. I Første Mosebog kapitel 20:2-16 læser vi: &quot;Abraham sagde om sin kone Sara, at hun var hans søster, og Abimelek, kongen i Gerar, sendte bud efter Sara. Om natten kom Gud i en drøm til Abimelek og sagde til ham: &quot;Nu skal du dø, fordi du har taget denne kvinde, for hun er gift&quot;.&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 25&lt;/ref&gt; Senere, da sandheden er blevet klar, hører vi: &quot;Så gav Abimelek Abraham får og køer, trælle og trælkvinder, og han gav ham hans kone Sara tilbage. Og Abimelek sagde: &quot;Mit land ligger åbent for dig. Slå dig ned, hvor du har lyst!&quot; Til Sara sagde han: &quot;Nu giver jeg din bror tusind sekel sølv. Det skal lukke øjnene på alle dem, der hører dig til. Nu har du fået fuld oprejsning&quot;.&quot;&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 26&lt;/ref&gt; Så Abrahams afpresning lykkedes.

Senere gentager historien sig med små variationer. I Esters Bog hører vi, at jøden Mordokaj sender sin datter til kong Ahasverus' harem, hvor &quot;hun vandt hans velvilje&quot;. ..&quot;Ester havde ikke fortalt, hvilket folk og hvilken slægt, hun tilhørte, for Mordokaj havde sagt til hende, at hun ikke måtte fortælle det.&quot; Men senere udnyttes hun til at redde jøderne, og naturligvis belønnes både hun og hendes fader for dette bedrag: &quot;Og Mordokaj fik foretræde for kongen, for Ester havde fortalt, hvordan han var i familie med hende. Kongen tog sin signetring, som han havde frataget Haman, og overdrog den til Mordokaj. Og Ester satte Mordokaj over Hamans hus.&quot;&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 549, 554&lt;/ref&gt;

Således legitimerer Gamle Testamente jødernes brug af honningfælder og pengeafpresning, når denne brug rettes imod folk i magtpositioner.

=== Sammenfatning ===

I 1973 fremkom udtrykket &quot;narrativ teologi&quot;.&lt;ref&gt;Bjerg (1984), s. 11&lt;/ref&gt; Udtrykkets betydning har været noget uklar, men pointen er, at hvis en kristen vil forklare sin tro og identitet, så kan dette ske ved at fortælle om Jesu ord og gerninger. På lignende måde kan jødedommens indhold bedst forstås ved at fortælle historier fra Gamle Testamente.

Som vi har set, er sådanne historier ikke just moralske. Ideen om det udvalgte folk, der ikke må gifte sig med folk fra andre folkeslag men nok har ret til at udnytte dets kvinder i honningfælder til pengeafpresning, og som mener sig i sin gode ret til hensynsløst at udrydde andre folkeslag &quot;i Guds navn&quot;, fremavler en tvivlsom moral. Hvis man vil være lidt uvenlig, kan man med god grund hævde, at denne tvivlsomme moral langt hen af vejen også afspejler sig i jødernes nyere historie.

Vi har i det foregående set hvordan, at denne moral henter sin inspiration i fortællinger fra Gamle Testamente. Og denne moral understreges ved at de samme emner bliver gentaget med blot mindre variationer flere gange som for at understrege, at den ikke er knyttet til en bestemt historisk situation men netop har evig gyldighed. I lighed med sit afkom, muhammedanismen, er denne moral præget af en foragt for dem, som ikke tilhører &quot;in-gruppen&quot;.

Der kan måske være grund til at uddybe dette udtryk nærmere. Alle mennesker udvikler en eller anden form for bevidsthed om at tilhøre et bestemt etnisk fællesskab, herunder skaber de et dertil knyttet begrebsapparat. Man kan skelne mellem det navn, som en etnisk gruppe bruger om sig selv i denne selvidentifikation, og det navn, som andre bruger om den samme gruppe. Nogle gange, men ikke altid, bruger de samme benævnelse, men deres opfattelse af gruppens afgrænsning og indhold behøver ikke at være det samme, men kan tilpasses den aktuelle situation.&lt;ref&gt;Lund (1993), s. 81&lt;/ref&gt; Betegnelsen afspejler en bevidsthed om hvem, man hører sammen med i et fællesskab, og hvem, der ikke hører til dette fællesskab.&lt;ref&gt;Lund (1993), s. 9&lt;/ref&gt; Ofte, men ikke altid, vil de, som ikke tilhører dette fællesskab, blive set ned på, mens man selv ophøjes for sine gode egenskaber.&lt;ref&gt;Lund (1993), s. 13-26&lt;/ref&gt;

Denne vi-bevidsthed skabes i vid udstrækning ved historier, beretninger og myter, om et skæbnefællesskab gennem utallige slægtled. Ofte vil disse historier blive fyldt med navne på legendariske personligheder, hvis liv og gerninger bliver en del af den personlige identitetsfølelse. Og som regel vil en del af denne historie omfatte etnogoni, det vil sige de indfødtes egen mytiske forklaring på deres oprindelse&lt;ref&gt;Lund (1993), s. 49&lt;/ref&gt;, som regel i form af en mytisk stamfader.&lt;ref&gt;Lund (1993), s. 91&lt;/ref&gt; I dansk sammenhæng kan man tænke på Saxo og hans Danmarkshistorie. I germansk sammenhæng er det myten om Tvisto, der er grundlaget for identiteten&lt;ref&gt;Lund (1993), s. 90&lt;/ref&gt;, og for jøderne er det Abraham, der har denne rolle.

Men sådanne historiske beretninger og myter har ikke kun den funktion at begrunde selvidentiteten men tillige at begrunde moralbegreber, hvad der er &quot;god&quot; og &quot;ond&quot; opførsel. For jøderne er det netop historierne i Gamle Testamente, som opfylder denne opgave.

Over tid kan disse funktioner aftage i betydning, fordi behovet for dem ikke længere er så stort. Dette fordi at myter erstattes med faktiske historiske erindringer. Men for visse grupper er dette ikke tilfælde. Her kan udviklingen tvært imod gå i den modsatte retning og udvikle sig til en regulær fanatisme, der kan motivere og begrunde næsten enhver handling. Denne fanatisme kan formuleres og organiseres i en dertil hørende ideologi, en -isme. Semitisme er en sådan ideologi, der i princippet ikke adskiller sig fra andre -ismer bortset fra den etniske gruppe, hvis selvfølelse og handlingsmønster, den skal begrunde.

=== &lt;big&gt;Sammenfatning og konklusion&lt;/big&gt; ===

Vi er nået vejs ende i gennemgangen, og resultatet taler for sig selv. Ikke blot er det officielle narrativ ikke korrekt, for hver del af dette narrativ findes en alternativ forklaring, og tilsammen tegner disse træk et andet men helt entydigt billede.

Først og fremmest: Gamle Testamente er ikke jødisk historieskrivning.&lt;ref&gt;Adler (2022), Preface&lt;/ref&gt; Der kan påvises et utal af indlån fra andre kulturer, eksempelvis historien om Moses i sivkurven og Noas ark, som tydeligt viser, at denne historie er en myte, et narrativ, skabt for at give jødisk identitet en høj alder. I stedet tjener Gamle Testamente som redskab til at give jøder en national identitet igennem deres trosretning, i særdeleshed Jahve. Det er i Jahves navn, at de udvandrer fra Egypten, erobrer Kana'an og i nyere tid trækker sig ind i etniske ghettoer.&lt;ref&gt;Crone og Cook (1977), s. 42&lt;/ref&gt; Hele den jødiske kultur er een lang markering af begivenheder hentet fra myterne i Gamle Testamente.

Dernæst: jøderne var tydeligvis ikke det monoteistiske folkefærd, som de gerne vil give indtryk af, tværtimod. Så langt, at Gamle Testamentes fremstilling overhovedet afspejler en historisk virkelighed, dyrkede jøderne flere guder gennem flere hundrede år. Vi ser en udvikling i flere trin:&lt;/br&gt;
- første trin: to guder, Jahve og El, forenes i en &quot;supergud&quot;&lt;/br&gt;
- andet trin: gudsdyrkelsen centraliseres og kontrolleres af kongen&lt;/br&gt;
- tredie trin: de lavere guder og gudinder forkastes, fordi at de ikke hjalp i en kritisk situation&lt;/br&gt;
- fjerde trin: præsteskabet udvikler et nyt narrativ til at forstærke dets magt og betydning som samlende kraft.&lt;/br&gt;
Det var en udvikling, hvor hvert trin var en logisk følge af det foregående, når behovet for en forandring i det herskende narrativ indtraf. Den nye ideologi var, som de fleste totalitære ideologier, et spørgsmål om at legitimere retten til magtudøvelse. Dette grundlag blev konstrueret ad hoc, det vil sige spontant efter behov. Dets grundlag var aldrig vel funderet, og vi kan nu afvise det fuldstændigt som fusk og forfalskning fra ende til anden.

Samtidig var det en udvikling, hvor hvert trin bidrog med særlige træk til den nye ideologis udvikling: først blev stammeguden anvendt til at legitimere myten om &quot;det udvalgte folk&quot;, herunder en racistisk ultrasemitisk afvisning af ægteskaber med repræsentanter fra andre folkeslag, og hvor regulært folkemord legitimeres som en følge af Jahves beslutning og påbud. Dernæst må den snart svækkede kongemagt i den nye nationale stat styrke sin stilling i befolkningen, hvilket sker ved centralisering af gudsdyrkelsen. Da så statsdannelsen alligevel bryder sammen, bliver det nødvendigt at udpege en skyldig årsag, og her må husguderne holde for. Endelig må det nye narrativ styrkes, hvilket blandt andet sker ved kampen for en ny egen stat.

Da mange profeter har først og fremmest til formål at legitimere den nye nationale ideologi som Jahves vilje.

Endelig er det også fra Gamle Testamente, at jøderne henter deres moralbegreber på godt og ondt.

Det er indlysende, at hvis der kan rejses tvivl om troværdigheden af beretningerne i Gamle Testamente, så er det ikke blot et kildekritisk problem. Det er hele grundlaget for jødedommen, der vælter. Jødedommen er, som muhammedanismen, det, som i kommunistkina kaldes en ''tofu-dreg'' konstruktion: en bygning eller anden konstruktion opført af underlødige bestanddele som gør, at den før eller senere falder sammen af sig selv.

Hidtil har Gamle Testamentes narrativer aldrig være underkastet en kildekritisk analyse, i modsætning til Nye Testamente, som allerede i 1800-tallet og begyndelsen af 1900-tallet blev underkastet en sådan analyse, som den bestod med udmærkelse. Det er først i de seneste år, at et sådant arbejde er igangsat og vel at bemærke er det sket af jødiske arkæologer og historikere. Det gør, at deres resultater ikke blot kan afvises med smædeudtryk som &quot;anti-semitisme&quot;. Det er derfor, at det har været så vigtigt at gøre disse resultater bekendt for et dansk publikum. Og hvis denne bog kan bidrage til fortsatte og uddybende studier af denne problematik, så har den opfyldt sit formål.

Det er for så vidt tilfældigt, at dette sker netop på en tid, hvor staten Israel og dens regering udsættes for en stigende international kritik for sin handlemåde, og så måske alligevel ikke. I alt for lang tid har kritik af jøder og Israel kunnet undertrykkes på grund af myterne om begivenheder under 2. verdenskrig. Men nu ligger disse begivenheder så langt tilbage, 2-4 slægtled, at de ikke længere kan beskytte imod kritik. Og samtidig har både rabiate jøder og den israelske regering i de seneste år udvist en optræden, som let lader sig kritisere. Det er ikke stedet her at uddybe dette emne, det kan fortjene en særskilt behandling og hører hjemme i politisk sammenhæng, ikke i forbindelse med jødedommen som religion og kultur, selv om der kan argumenteres for, at disse områder til dels overlapper hinanden.

Vi har set hvilken afgørende inflydelse, den kildekritiske analyse af Gamle Testamente har på forståelsen af jødedommens historie, men hvorledes forholder det sig med kristendommen? Hvilken indflydelse har kildekritikken på kristendommen? Det enkleste svar er: ingen. Gamle Testamente spiller kun en rolle i kristendommen på to måder:&lt;/br&gt;
- dels at vise at Jesus som messias er forudset allerede af gammeltestamentelige profeter; det er i denne sammenhæng ikke vigtigt, om dette var faktisk var tilfældet, men derimod at jøderne i hans samtid mente, at det forholdt sig således&lt;/br&gt;
- dels at vise de religiøse dogmer, som Jesus gjorde op med. Det viser sig i hans gentagne: &quot;I har hørt at ... men jeg siger jer nu at ...&quot; Jesu lære er i virkeligheden eet stort opgør med jødedommens tankegang og etnisk snæversynethed, han er i den sammenhæng helt på linje med den foreliggende kildekritiske analyse, selv om både hans metode og budskab er et andet.

Især i sidst nævnte sammenhæng er det vigtigt at forstå, at der ikke eksisterer nogen &quot;jødisk-kristne værdier&quot;. Dette moderne udtryk er intet andet end et jødisk forsøg på at tage kristne som gidsler for deres egne ideer. I virkeligheden er det kristendommen, der introducerer næstekærlighed og respekt for medmennesker uanset deres etniske tilhørsforhold, og i forlængelse heraf introducerer både menneskerettigheder og folkestyre. Intet af dette findes i jødedommen, her er det nationalt-etnisk snæversyn, som dominerer hele vejen. Jødedommen er og forbliver en anti-kristen ideologi, fordi den hviler på en selvforståelse baseret på manipulerede kilder i form af Gamle Testamentes skrifter. Og ved at påvise disse manipulationer, myter og omskrivninger, beviser moderne kildekritik, at kristendommen var og er et berettiget opgør med jødedommen.

Endnu for en menneskealder kunne forskere i jødedommen leve i deres vildfarelse om, at selv om der var problemer med Gamle Testamente som kilde til jødedommens historie, så var den i sine hovedtræk alligevel korrekt. Således er det ikke længere. Det kan nu bevises, at der bag den mytiske fortælling gemmer sig en anden historie. Lad så være, at begivenheder i de senere år i Gaza, på Vestbredden, i Libanon, i Egypten, over for Syrien og Iran uden tvivl har bidraget til at fremme denne udvikling. Et træ kendes på dets frugter, og hele verden har nu set de frugter, som jødisk fundamentalisme bringer med sig. Myten om det forfulgte uskyldige folkefærd lader sig ikke længere opretholde.

Og jo mere skingre, hysteriske og fanatiske jødedommens fundamentalister bliver i deres holdninger og opførsel, desto hurtigere vil de miste de sidste rester af en troværdighed, som de i virkeligheden aldrig har haft.

=== &lt;big&gt;Noter&lt;/big&gt; ===
{{Reflist|3}}

=== &lt;big&gt;Litteratur&lt;/big&gt; ===
* Yonatan Adler: ''The Origins of Judaism. An Archaeological-historical Reappraisal''; Yale University 2022; ISBN 978-0-300-25490-7
* Yonatan Adler: &quot;Toward Identifying Proto-Judaic Cultural Features in Ancient Israel and Judea&quot; (i: ''Journal of Ancient Judaism'' (2024), s. 1-28)
* Yonatan Adler: ''Between Yahwism and Judaism. Judean Cult and Culture during the Early Hellenistic Period (332-175 BEC)''; Cambridge University Press 2025; ISBN 978-009-45961-7
* Gad Barnea: &quot;P. Berlin 13464, Yahwism and Achaemenid Zoroastrianism at Elephantine&quot; (2024)
* Geoffrey Bibby: ''I Dilmun tier ravnen''; Wormanium 1971; ISBN 87-85-1600-40
* Geoffrey Bibby: ''Det forsvundne årtusinde''; Wormanium 1978; ISBN 87-8516-053-9
* ''Bibelen''; Det Danske Bibelselskab 1992; 1. udgave 1. oplag; ISBN 87-7325-276-6
* Svend Bjerg: &quot;Den kristne grundfortælling. Studier over fortælling og teologi&quot; (''Teologiske Studier'', bind 8; 2. oplag 1984; Aarhus 1984; ISBN 87-7003-409-5) 
* Patricia Crone og Michael Cook: ''Hagarism. The Making of The Islamic World''; Cambridge 1977; ISBN 0-521-21133-6
* Stephan Peter Dinkgreve: ''In Search of the Sublime: A world history of humanity's relentless pursuit of scientific truth, moral excellence, and enlightenment''; 2021
* Robert Gnuse: &quot;Spilt Water: Tales of David (II Sam 23:13-17) and Alexander the Great (Arrian, Anabasis of Alexander 6.26.1-3).&quot; (i: ''Scandinavian Journal of the Old Testament''; 1998, bind 12, s. 233-248)
* Robert Gnuse: &quot;Abducted Wives: A Hellenistic Narrative in the Book of Judges?&quot; (i: ''Scandinavian Journal of the Old Testament''; 2007; bind 22, s. 272-285)
* Robert Gnuse: &quot;From Prison to Prestige: The Hero who helps a King in Jewish and Greek Literature.&quot; (i: ''Catholic Biblical Quarterly''; 2010 bind 72, s. 31-45)
* Robert Gnuse: &quot;Divine Messengers in Genesis 18-19 and Ovid.&quot; (i: ''Scandinavian Journal of the Old Testament''; 2017; bind 31, s. 66-79)
* Robert Gnuse: &quot;Greek Connections: Genesis 1-11 and the Poetry of Hesiod&quot; (i: ''Biblical Theology Bulletin''; 2017 nr. 47, s. 131-143
* Robert Gnuse: &quot;Heed Your Steeds: Achilles’ Horses and Balaam’s Donkey.&quot; (i: ''International Journal of Research in Humanities and Social Sciences''; 2017; række 4 hæfte 6; s. 1-5)
* Robert Gnuse: &quot;Samson and Heracles Revisited.&quot; (i: ''Scandinavian Journal of the Old Testament''; 2018, bind 32, s. 1-19)
* Robert Gnuse: &quot;Greek Historians and the Primeval History.&quot; (i: ''International Journal of Research in Humanities and Social Sciences''; 2019; række 6 hæfte 1, s. 20-25)
* Robert Gnuse: &quot;Jephthah’s Daughter and Iphigenia in the Plays of Euripides&quot; (i: ''International Journal of the Arts and Humanities''; 2019; række 5 hæfte 1, s. 16-23)
* Robert Gnuse: &quot;Hellenism and the Primary History: The Imprint of Greek Sources in Genesis-2 Kings&quot; ''Copenhagen International Seminar''; Routledge, London 2020 
* Philippe Guillaume: &quot;Hesiod’s heroic age and the biblical period of the Judges.&quot; (i: Thomas Thompson and Philippe Wajdenbaum (red.): ''The Bible and Hellenism: Greek Influence on Jewish and Early Christian Literature. Copenhagen International Seminar''; Routledge, New York 2014; s. 146-164)
* Daniel Hawk: &quot;Violent Grace: Tragedy and Transformation in the Orestia and the Deuteronomistic History.&quot; (i: ''Scandinavian Journal of the Old Testament''; 2003, bind 18, s. 73-88)
* Gerhard Larsson: &quot;Possible Hellenistic Influence in the Historical Parts of the Old Testament.&quot; i: ''Scandinavian Journal of the Old Testament''; 2004; bind 18, s. 296-311)
* Niels Peter Lemche: &quot;The Old Testament-A Hellenistic Book&quot; (: ''Scandinavian Journal of the Old Testament''; 1993 bind 7, s. 163-193)
* Niels Peter Lemche: &quot;Is It Still Possible to Write a History of Ancient Israel?&quot; (i: ''Scandinavian Journal of the Old Testament''; 1994, bind 8, s. 163-188)
* Niels Peter Lemche: &quot;Good and Bad in History: The Greek Connection.&quot; (i: Steven McKenzie and Thomas Römer (red.): &quot;Rethinking the Foundations: Historiography in the Ancient World and in the Bible. Essays in Honour of John Van Seters&quot;; ''Beihefte zur Zeitschrift für die altestamentliche Wissenschaft'' nr. 294; Walter de Gruyter, Berlin 2000; s. 127-140) 
* Niels Peter Lemche: &quot;How Does One Date an Expression of Mental History?&quot; (i: Lester Grabbe (red.): &quot;Did Moses Speak Attic? Jewish Historiography and Scripture in the Hellenistic Period&quot; (i: ''Journal for the Study of the Old Testament Supplement Series'' 317/European Seminar on Historical Methodology 3; Sheffield Academic Press, Sheffield 2001; s. 200-224)
* Niels Peter Lemche: &quot;Does the Idea of the Old Testament as a Hellenistic Book Prevent Source Criticism of the Pentateuch?&quot; (i: ''Scandinavian Journal of the Old Testament''; 2011, bind 25, s. 75-92)
* Niels Peter Lemche: &quot;When the End is the Beginning: Creating a National History?&quot; (i: ''Scandinavian Journal of the Old Testament''; 2015, bind 29, s. 22-32)
* Jüri Lina: ''Skorpioni märgi all. Nõukogude võimu tõus ja langus''; Stockholm 2003; ISBN 91-972897-9-5
* Allan A. Lund: ''De etnografiske kilder til Nordens tidlige historie''; Wormanium 1993; ISBN 87-89531-08-6
* Etienee Nodet: &quot;Editing the Bible: Alexandria or Babylon?&quot; (i: Thomas Thompson and Philippe Wajdenbaum (red.): ''The Bible and Hellenism: Greek Influence on Jewish and Early Christian Literature. Copenhagen International Seminar''; Routledge, New York 2014; s. 36-55) 
* Gabrielle Vera Novacek: ''Ancient Israel. Highlights from the Collections of The Oriental Institute University of Chicago''; University of Chicago 2011; ISBN 978-1-88923-65-3
* Johannes Pedersen: &quot;Hasmonæer&quot; (i: ''Salmonsens Konversationsleksikon'', 2. udgave, bind X; 1919; s. 943-944)
* Emanuel Pfoh: &quot;Ancient historiography, biblical stories and Hellenism&quot; (i: Thomas Thompson and Philippe Wajdenbaum (red.): ''The Bible and Hellenism: Greek Influence on Jewish and Early Christian Literature. Copenhagen International Seminar''; Routledge, New York 2014; s. 19-35) 
* Benjamin W. Porter: &quot;Assembling the Iron Age Levant: The Archaeology of Communities, Polities and Imperial Peripheries&quot; (i: ''Journal of Archaeological Research'' vol. 24; 2016; s. 373-420)
* Katherine Stott: &quot;Herodotus and the Old Testament: A Comparative Reading of the Ascendancy Stories of King Cyrus and David.&quot; (i: ''Scandinavian Journal for the Study of the Old Testament''; 2002; bind 16 s. 52-78)
* Jan-Wim Wesselius: &quot;Discontinuity, Congruence and the Making of the Hebrew Bible.&quot; (i: ''Scandinavian Journal for the Study of the Old Testament''; 1999 bind 13 s. 24-77)
* Jan-Wim Wesselius: &quot;The Origin of the History of Israel: Herodotus’ Histories as Blueprint for the First Books of the Bible&quot; (i: ''Journal for the Study of the Old Testament Supplement Series''; Sheffield Academic Press, Sheffield 2002)
* Hans Christian Ørsted: &quot;Overtro og Vantro i deres Forhold til Naturvidenskaben&quot; (''Aanden i Naturen''; 4. udgave; København 1978; ISBN 87-414-8972-1; s. 76-106)

=== &lt;big&gt;Film&lt;/big&gt; ===
* Simca Jacobovici: ''The Exodus Decoded''</text>
      <sha1>0hqz0iydcf7qdt3n63s8m5l0yvpbm4n</sha1>
    </revision>
    <revision>
      <id>41978</id>
      <parentid>41977</parentid>
      <timestamp>2026-05-28T08:19:01Z</timestamp>
      <contributor>
        <username>Sven Halfdan Nielsen</username>
        <id>3898</id>
      </contributor>
      <comment>småret</comment>
      <origin>41978</origin>
      <model>wikitext</model>
      <format>text/x-wiki</format>
      <text bytes="157756" sha1="l496n0ugxylzd058y6vjpup2ua079di" xml:space="preserve">[[Fil:Philippe de Champaigne - Moses with the Ten Commandments - WGA04717.jpg|thumb|400px|Ifølge nye videnskabelige kildekritiske teorier er det ikke Moses, som har skrevet Mosebøgerne. Maleri af Philippe de Champaigne.]]

=== &lt;big&gt;Fortale&lt;/big&gt; ===

Jødedommens ældste historie har hidtil været indhyllet i mørke. Traditionen hviler på ''Tanakh'' eller Gamle Testamente, men dette synes først at have fundet sin endelige form i det 2. århundrede f.Kr. i det hasmunitiske kongerige. Hvor meget, traditionerne har ændret sig før denne tid, er et åbent spørgsmål.

Foruden Gamle Testamente er de vigtigste kilder til belysning af spørgsmålet især arkæologiske fund, men også her er der store problemer med troværdigheden. Flere kilders oprindelse er omstridte og dermed bliver deres udsagnsværdi også tvivlsom.

Det er først i den seneste menneskealder, at der tegner sig et mere klart billede af den omskiftelige historie, men hidtil har mig bekendt ingen forsøgt at gøre denne viden tilgængelig på dansk. Jeg har derfor efter fattig evne forsøgt at skildre denne på grundlag af tilgængeligt materiale. Jeg har desuden tilføjet notehenvisninger til de skriftlige kilder, som jeg anvendt.

Når man forsøger at skildre kendt historie således som tilfældet er med Gamle Testamente, stilles man over for to problemer: dels må man forsøge at sætte denne fremstilling i forhold til det billede, som andre kilder tegner, dels må man forsøge at forstå den forvandling og forvanskning af oprindelige kilder, som fremstillingen i Gamle Testamente nu afspejler.

Den foreliggende undersøgelse falder i to hoveddele, dels en undersøgelse af jødernes faktiske historie således som den lader sig fastslå baseret på grundlag af arkæologiske og historiske kilder, herunder spørgsmålet om jødernes religion, dels en kildekritisk analyse af ''Tanakh'' eller Gamle Testamente. Afslutningsvis vil der blive foretaget en vurdering af hvilken indflydelse, ''Tanakh'' har haft på jødernes selvforståelse og Gamle Testamente har på kristen selvforståelse.

Der kan være grund til at understrege, at stort set alt i denne undersøgelse alene skyldes yderst kompetente forskeres virke, og jeg har efter evne forsøgt at henvise til denne forskning. Litteraturen herom findes i den afsluttende litteraturliste. Desuden har jeg inddraget andre inspirationskilder, hvor jeg finder dem relevante og troværdige. Derimod er fortolkningen af disse ulige arbejder min egen, og de oprindelige forskere kan og bør derfor ikke drages til ansvar for denne fortolkning.  

På dette sted kan der være grund til at forudskikke enkelte kendsgerninger: selvidentiteten &quot;jøde&quot; synes først at blive skabt i 2. århundrede f.Kr. efter hasmunitternes oprør og etableringen af kongeriget baseret på religiøse regler. Der findes ingen ældre beviser på, at jøderne inden da havde fulgt moseloven, og først på dette tidspunkt optræder ''Tanakh'', de ældste synagoger samt mønter uden billede. Det bør desuden bemærkes, at der ingen omtale findes af sabbaten i Gamle Testamente.

Efter den babylonske magtovertagelse i 586 f.Kr. optræder ''al Yahuda'' som en by i Babylon, stednavnet Israel optræder første gang på en mønt dateret år 66 e.Kr. og i forbindelse med jødernes oprør mod romerne.

Om bogens titel skal jeg blot bemærke, at jeg har valgt ordet &quot;jødedom&quot;, fordi det betegner jødisk religion og kultur på samme tid.

Sven Halfdan Nielsen&lt;/br&gt;
Pärnu, den 5. maj 2026

=== &lt;big&gt;Indledning&lt;/big&gt; ===

Al historisk og litterær forskning må hvile på kildekritiske undersøgelser. Dette betyder, at arkæologiske og sproglige kilder kritisk må vurderes med henblik på deres oprindelsessituation, eventuelle tendens, forholden sig til de omtalte begivenheder og for sproglige kilder tillige deres formål (som udmærket kan være mangesidigt). Kilderne må stilles i forhold til, hvad der ellers vides om tiden, og de må forsøges tolket således, at de er bedst i overensstemmelse med denne viden, og at de ikke modsiger denne viden. Hvis det sidste er tilfældet, må man spørge, om fortolkningen er rigtig, eller om den hidtidige &quot;viden&quot; må revideres.

Lige siden afslutningen af 2. verdenskrig og især i det 21. århundrede har beskyldninger om &quot;anti-semitisme&quot; fået et kraftigt opsving. Der kan derfor være grund til at gøre nogle bemærkninger om min opfattelse af dette begreb og dets anvendelse.

For mig består udtrykket &quot;anti-semitisme&quot; af to dele: &quot;anti&quot; betyder imod, og &quot;semitisme&quot; betegner en politisk, nationalistisk ideologi. Dette indebærer, at jeg skelner mellem jøder som kulturel folkegruppe på den ene side og en semitisk ideologi på den anden.

Jeg har intet imod folk, som identificerer sig selv som jøder i religiøs og kulturel henseende så længe, at dette ikke berører deres forhold til andre folkegrupper. For mig er &quot;jøde&quot; altså en betegnelse, der i princippet ikke adskiller sig fra dansker, tysker, armener, kurder, japaner eller en hvilken som helst anden national folkegruppe.

Anderledes forholder det sig med begrebet &quot;semitisme&quot;. Her er der i mine øjne tale om en totalitær og intolerant national ideologi, som tåler sammenligning med fx. fascismen i Italien og nazismen i Tyskland. Der er med andre ord tale om en ekskluderende ideologi, som på samme tid legitimerer en bestemt handlemåde over for andre befolkningsgrupper. Dette kan der senere være grund til at vende tilbage til, når vi har gjort os selve grundlaget for denne tankegang klart.

Lad mig sige det straks: det er ikke &quot;anti-semitisk&quot; at anlægge en anden betragtningsmåde en den, som såkaldte &quot;semitter&quot; selv anlægger - med mindre at man tilføjer, at sådanne semitter har et snævert syn og en snæver fortolkningsramme båret af egne fordomme. I denne henseende minder semitter og muhammedanere om hinanden. Begge promoverer en bestemt fortolkning, og begge benægter retten til at inddrage andre kilder eller til at anlægge en anden og bedre forståelse.

For mig skræmmer udsigten til at blive tillagt smædeord mig ikke. Afgørende for mig er objektivt at se på alle fastslåede kendsgerninger og så nå frem til den forståelse, som er mest og bedst i overensstemmelse hermed. Hvis andre har problemer hermed, er det deres problem, ikke mit. De ønsker at forsvare en myte, men for mig er det de historiske kendsgerninger bag myten, som er det vigtigste. Myter er overtro og vantro. Men som Hans Christian Ørsted har sagt det, vil videnskaben overvinde overtroen og vantroen&lt;ref&gt;Ørsted (1978), s. 106&lt;/ref&gt;, og således må det være.

Det gælder her som i tilfældet med muhammedanismen&lt;ref&gt;se ''Muhammedanismen i kildekritisk belysning''&lt;/ref&gt;, at modstanden og modviljen imod at blive konfronteret med nye kendsgerninger dybest set blot viser hvor usikre, forsvarere af den herskende ideologi i virkeligheden er. Hvis de var sikre i deres overbevisning, ville de velkomme enhver udfordring, idet de vil kunne tage den op og sagligt imødegå den. Men således forholder det sig ikke, tværtimod. 

Det bør tilføjes, at forskningsfeltet er inde i en rivende udvikling i disse år. Det kan derfor ikke udelukkes, at forskningen om føje år vil give et andet, mere omfattende men måske også revideret billede i forhold til nu, og således må det være. Det er den eneste måde, at vor viden kan forøges og forbedres på. Og skulle denne bog medvirke til at fremme en sådan forskning, har den opfyldt sit formål.

=== &lt;big&gt;Jødedommens ældste historie&lt;/big&gt; ===

Formålet med det følgende er at skildre jødedommens ældste historie. Hovedvægten vil blive lagt på de arkæologiske vidnesbyrd. Bibelen vil imidlertid blive inddraget, hvis og når den kan belyse historiske kendsgerninger. En række emner vil blive underkastet en særskilt behandling.

=== Den kana'næiske oprindelse ===

I det 2. århundrede f.Kr. var Kana'an beboet af stammer med hver deres skytsguddom. Disse guddomme hørte til den kana'anæiske gudeverden og omfattede blandt andre El, Ba'al og Jahve. Over tid begyndte jøderne imidlertid at skille sig ud og hævde, at de ikke stammede fra kana'anæerne, skønt både sproglige og religiøse træk fra tiden 1200-1000 f.Kr. tyder på, at de udviklede sig fra en kana'anæisk fælles kultur i den grad, at det ofte er svært at skelne imellem dem.&lt;ref&gt;Dinkgreve (2021), kap. 8&lt;/ref&gt;

Hvornår, denne udskillelsesproces er fundet sted, vides ikke, men det må være sket omkring 1207 f.Kr., idet kana'anæerne og israelitterne på en stele rejst af farao Merneptah dateret til dette tidspunkt udtrykkeligt er nævnt som to uens folkegrupper:&lt;/br&gt;
- &quot;Kana'en er udplyndret,&lt;/br&gt;
- Israel er lagt øde.&quot;&lt;/br&gt; 
Det er værd at bemærke, at de hieroglyffer, som angiver navnet Kana'an, viser, at der er tale om et land, mens de, som angiver Israel, viser, at der er tale om et folk.&lt;ref&gt;Dinkgreve (2021), kap. 8&lt;/ref&gt; Det er også den eneste kilde fraset Gamle Testamente som nævner et folk kaldet Israel på denne tid.&lt;ref&gt;Novacek (2011), s. 66&lt;/ref&gt;

Den oprindelige gud for Israel synes at have været ''El''. Navnet &quot;Isra-el&quot; betyder &quot;Els styre&quot;.&lt;ref&gt;Dinkgreve (2021), kap. 8&lt;/ref&gt;

Kildekritiske undersøgelser af Mosebøgerne viser at disse er skrevet af flere forskellige forfattere, hvoraf to af forskerne kaldes P og E. Begge disse forfattere kalder Gud for ''El'' indtil, at Gud angiveligt selv kalder sig ''Jahve'' over for Moses: &quot;Jeg er Jahve. Jeg viste mig for Abraham og Isak og Jakob som ''El-Shaddai'', men mit navn er ''Jahve''. Jeg gjorde ikke det bekendt for dem&quot;.&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 72&lt;/ref&gt;

Det bør tilføjes, at i ''Genesis'' forekommer 17 tilfælde af associationer med ''El'' (fx. Bethel) men ikke een eneste med ''Jahve''. Der er desuden eet tilfælde med henvisning til ''Ba'al'', nemlig Ashbel, Benjamins søn

=== Ugarit ===

I 1928 fandt en bonde i Ras Shamra ved Middelhavskysten (nu i Syrien) et omkring 3.000 år gammelt gravkammer. En udgravning det følgende år viste, at det dækkede over dels en større gravplads, dels en forhistorisk by: Ugarit, en vigtig handelsby fra omkring 1450 f.Kr. til 1192 f.Kr., idet byen blev brændt af og blev opgivet antagelig mellem 1190 f.Kr. og 1185 f.Kr. Blandt de mange fund var et stort antal lertavler og mange af dem med religiøse tekster: mytologiske vers, hymner til guder, lister over præsternes ofringer. Den ledende guddom i Ugarit hed ''El''. ''El'' var gudernes fader, skaber af alle levende væsener, den evige konge. Han blev beskrevet som en ældre skægget mand, som sad på en trone med en krone med tyrehorn. Hans hustru hed ''Ashera''&lt;ref&gt;Dinkgreve (2021), kap. 8&lt;/ref&gt;, hun var moder til 70 guder ifølge teksterne. Blandt sønnerne var stormguden ''Baal'', havguden ''Jam'', dødsguden ''Mott'' og krigergudinden ''Anat''. Tilsammen blev de kaldt ''Ilham'', det vil sige børn af ''El''.

I Bibelens skildring af skabelsen optræder ordet ''Elohim'', på hæbraisk et ord for guddom, hvilket er umiddelbart sammenligneligt med ordet i Ugarit, men ordet er flertal, ikke ental. Og flere af beretningerne i Gamle Testamente bruger netop (men ikke alene) dette ord om Gud: ''El Shaddai'' (Gud den Almægtige), ''El Elyon'' (Gud den Højeste)&lt;ref&gt;Novacek (2011), s. 41&lt;/ref&gt;, ''El Olam'' (den evige Gud), ''El Bethel'' (Bethels Gud). Det er det samme navn som den øverste gud i kana'anæernes gudeverden.

Af disse kendsgerninger tør drages to slutninger. Den ene er, at Gud i den hebraiske forståelse ikke i starten var fuldstændig og enerådende men i stedet udviklede sig over tid, langsomt ved en proces, der bedst kan beskrives som konvergens: flere guder smeltede sammen i een guddom.

Den anden slutning, man tør drage, er den, at israelitterne udviklede sig som folk fra kana'anæerne. Deres første gud var kana'anæernes gud ''El''. For de folk, som levede i bjergene i Kana'an omkring 1100 f.Kr. var der ikke nogen markant forskel imellem deres egen religion og de omgivende folkeslags religion: de dyrkede den samme fadergud og modergudinde. Dette har været anerkendt af arkæologer siden omkring 1970 baseret på fundne lertavler, indskrevne navne på lerkar, fund af husguder og af husaltre.

=== Jahve ===

Nu er det velkendt, at jøderne har et andet navn på deres gud: ''Jahve''. Hvor stammer dette navn fra? Hvor og hvornår overtog han de egenskaber, som tidligere blev tillagt El? For at svare på disse spørgsmål, må vi inddrage tre nye kilder.

På en to tusinde år gammel læderklud fundet i en hule findes en tekst med følgende indhold: da den højeste gud gav nationerne deres arv, da han delte menneskeheden, fastlagde han deres indbyrdes grænser i henhold til antallet af gudesønner. Denne tekst fra Femte Mosebog 32:8&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 237&lt;/ref&gt; var identisk med den tekst, som jøderne kopierede i århundrede før Kristi fødsel. Den findes i den græske version af Gamle Testamente fra 3. og 2. århundrede f.Kr. Jøderne ændrede siden teksten fra &quot;gudesønner&quot; til &quot;Israels sønner&quot;.

Tages teksten for pålydende, har den højeste gud inddelt menneskene i nationer og givet hver nation en søn som guddommelig leder. I det følgende vers fortælles hvilken søn, der blev tildelt hvilken nation, og det oplyses, at Jahve fik tildelt Jacobs stamme eller Israel.

Det må her bemærkes, at Jahve her tydeligt er en mindre, en underordnet gud i forhold til den højeste gud. Bibelforskere som Mark Smith og Frank Moore Cross fra Harvard mener, at det er her, at Jahve gøres til guddom for Jacobs stamme. Teksten i Kumran (bedre kendt som Dødehavsrullerne) bevarede den oprindelige tekst, men den blev i middelalderen tilsyneladende tilpasset.

I ''Salmernes Bog'' salme 82 findes følgende:&lt;/br&gt;
&quot;Gud træder frem i gudeforsamlingen,&lt;/br&gt;
blandt guderne holder han dom:&lt;/br&gt;
Hvor længe vil I dømme uretfærdigt&lt;/br&gt;
og tage parti for de ugudelige? Sela&lt;/br&gt;
Skaf de svage og faderløse deres ret,&lt;/br&gt;
frikend de hjælpeløse og arme,&lt;/br&gt;
udfri de svage og fattige,&lt;/br&gt;
red dem fra de ugudeliges magt!

De forstår og fatter intet,&lt;/br&gt;
de vandrer i mørke,&lt;/br&gt;
jordens grundvolde rokkes.&lt;/br&gt;
Jeg har sagt: I er guder,&lt;/br&gt;
I er alle sønner af den Højeste.&lt;/br&gt;
Dog skal I dø som mennesker,&lt;/br&gt;
og I skal falde som en af stormændene.

Rejs dig, Gud, hold dom over jorden,&lt;/br&gt;
for du har alle folkene som ejendom.&quot;&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 693&lt;/ref&gt;

Denne salme indeholder altså mindet om en gudeforsamling, som også afspejles i den langt ældre tekst. Ordet &quot;guderne&quot; i den originale tekst er ''Elohim'', i flertal. Det viser, at der var en tid i jødernes historie, hvor flerguderi øjensynligt var en almen forståelse. Og en af disse gudesønner var åbenbart Jahve.

Et lignende minde findes i Første Mosebog kapitel 6, der begynder således:

&quot;Da menneskene begyndte at blive talrige på jorden og fik døtre, så gudesønnerne, at menneskedøtrene var smukke. Blandt dem tog de sig alle de koner, de havde lyst til. Da sagde Herren: &quot;Min livsånde skal ikke forblive i mennesket for evigt. De er dødelige, deres levetid skal være 120 år&quot;.&lt;/br&gt;
Dengang gudesønnerne gik ind til menneskedøtrene og fik børn med dem - men også siden hen - var der faldne på jorden. Det er heltene, navnkundige mænd fra ældgamle dage.&quot;&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 12. Den danske oversættelse har &quot;kæmper&quot; i stedet for &quot;faldne&quot; men det originale ord er ''nefilim'' med netop denne betydning&lt;/ref&gt; 

Endnu en kilde, som bør nævnes, er et tempel nu beliggende i Sudan på Nilens vestre bred. Det blev opført af farao Aman Hototeep III (bedstefader til Tutankhamon), som regerede Egypten fra ca. 1390 f.Kr. til 1352 f.Kr., og var tilegnet guden Amon Ra. På en af søjlerne i dette tempel, der omtaler underkuede folkeslag, optræder &quot;Tashasu YHWH&quot;. Nationen ''Shassu'' var et semitisk folkeslag, nomader, kvæghyrder, der strejfede om i ørkenen ved den sydlige grænse for Kana'an. Betegnende nok identificeres de ikke ved deres landområde men derimod ved deres guddom, ''Jahve'', omtrent 200 år før at israelitterne ellers optræder i historiske tekster ifølge gængs fortolkning.

Egyptologen Donald Redford slutter heraf, at ''Jahve'' oprindeligt var en edomitisk eller midianistisk gud i de sydlige ørkenområder, som blev dyrket i områder, som den hebraiske bibel selv udpeger som stedet for jødernes oprindelse, som stedet hvor Moses hørte Gud tale fra en brændende busk, og i ''Dommerbogen'' findes blandt andet &quot;Deboras sejrssang&quot;, som dateres til 12. århundrede f.Kr.&lt;ref&gt;Dinkgreve (2021), kap. 8&lt;/ref&gt;, med følgende linjer:

Herre, da du drog ud fra Se'ir,&lt;/br&gt;
da du skred frem fra Edoms land,&lt;/br&gt;
skælvede jorden, himlen dryppede af regn,&lt;/br&gt;
ja, skyerne dryppede af vand.&lt;/br&gt;
Bjergene rystede foran Herren,&lt;/br&gt;
Sinajs Herre,&lt;/br&gt;
foran Herren, Israels Gud.&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 276&lt;/ref&gt;

Edom lå i den nordøstlige del af Sinaj-ørknen, sydøst for Det Døde Hav. Men der er mere. Jahve introduceres af Moses efter, at Jetro, Moses svigerfader, sammen med sine sønner havde sluttet sig til jøderne.&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 87&lt;/ref&gt; Ifølge Anden Mosebog kapitel 3:1 var Jetro præst i Midjan.&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 68&lt;/ref&gt; Det må rejse spørgsmålet, om det er fra ham, at Moses har overtaget sin guddom Jahve. Men ifølge Dommerbogen kapitel 1:16 var Jetro kenit: &quot;Efterkommere af den kenit, der var Moses' svigerfar, drog sammen med judæerne op fra Palmebyen til Judas ørken i Arads sydland og bosatte sig hos befolkningen dér.&quot;&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 271&lt;/ref&gt; Kenitterne var Kains efterkommere. I Første Mosebog kapitel 4:17-22 læser vi: &quot;Kain lå med sin kone, og hun blev gravid og fødte Enok. Så byggede han en by og gav den navn efter sin søn Enok. Enok fik sønnen Irad, Irad fik Mehujael, Mehujael fik Metushael, og Metushael fik Lemek. Lemek tog sig to koner, den ene hed Ada, den anden Silla. Han blev stamfader til dem, der bor i telte og holder kvæg. Også Silla fødte en søn, Tubal-Kain, stamfader til smedene, alle dem, der forarbejder kobber og jern.&quot;&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 11&lt;/ref&gt; 

Vi ved, at i andre kulturer som egyptisk, græsk og romersk er smedekunsten forbundet med vulkaner: i romersk mytologi hed smedeguden ligefrem ''Vulkan''. Læg dertil profetien i Esajas' Bog kapitel 31:9, der nævner &quot;Herren, som har sit bål på Zion og sin ovn i Jerusalem&quot;.&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 874&lt;/ref&gt; Og for at fuldende billede findes i Anden Mosebog kapitel 19:18-19 følgende beskrivelse af bjerget: &quot;Hele Sinajs bjerg var hyllet i røg, fordi Herren var steget ned på det i ild og røgen steg til vejrs som røgen fra en smelteovn. Hele bjerget skælvede af stor rædsel, og hornklangen blev kraftigere og kraftigere.&quot;&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 88&lt;/ref&gt; Det kunne være en beskrivelse af en aktiv vulkan. Disse sammenfald kan næppe være tilfældige. Er der tale om, at Jahve oprindelig var en smedegud forbundet med vulkanisme, og at han er overtaget af Moses (hvis han er en historisk person) fra sin svigerfaders kultur? I så fald viser det, at der findes en jødisk religiøs forhistorie, som man siden har forsøgt at fortrænge.

Af det foregående tør vi antage, at ''Jahve'' ikke begyndte i Israel. Han begyndte som en &quot;skytsguddom&quot; blandt nomadiske stammer uden en konge, uden templer og uden et skriftsprog. På et eller andet tidspunkt, måske som følge af handel eller af en edomitisk udvandring nordpå, kom denne gud til kana'anæerne, og der mødte han en anden guddom: den gamle gud ''El''. Hvad, der siden fulgte, var konvergens: før dannelsen af et kongerige, før opførelsen af det første tempel, blev ''El'' &quot;opslugt&quot; af ''Jahve''. Derved fik den nye fusionerede guddom begge navne i Gamle Testamente.

=== Ashera ===

Men denne gud stod ikke alene, han havde en kvindelig partner, en gudinde: ''Ashera''. Ashera optræder i kana'anæernes hjem som gudindestatuette, hendes navn findes på forrådskar og i gravskrifter. I tekster fra 8. århundrede f.Kr. bliver hun påkaldt ved siden af Jahve som om de hørte sammen og var ligestillede.

Vi ved nu, at hun i århundreder var blevet dyrket af jøderne som gudinde. Hun kunne gå på vandet, hendes tilnavn var ''Kudu'', den hellige. Hun findes gengivet på et egyptisk kunstværk fra samme tid stående på ryggen af en løve og med en slange i hver hånd. Kort sagt var hun en af de store modergudinder i Mellemøsten.

I to bygninger daterede til tiden 801-770 f.Kr. i det nordøstlige Sinai ved bjerget Contilit Azud fandt arkæologer i 1975 store forrådskar med en tekst skrevet på tidlig hebraisk: &quot;Jeg velsigner dig ved Jahve af Samaria og hans Ashera&quot;&lt;ref&gt;Novacek (2011), s. 92&lt;/ref&gt; og &quot;Jeg velsigner dig ved Jahve af Teman og hans Ashera&quot;. Her står israelitternes mandlige guddom sammen med kana'anæernes gudinde. Teman var den egn i ørkenen, hvor ifølge Habakuks Bog kapitel 3:3 Jahve havde sin oprindelse:&lt;/br&gt;
&quot;Gud kommer fra Teman,&lt;/br&gt;
den Hellige fra Parans bjerge&quot;.&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 1187&lt;/ref&gt;

I Hebron blev tilsvarende fundet en gravskrift dateret til midten af 8. århundrede f.Kr.: &quot;Velsignet være Uryyaho ved Jahve for fra hans fjender ved Ashera har han frelst ham&quot;.

Desuden har man fundet over tusind små gudindestatuetter, heraf 400 alene i Jerusalem, der ifølge Raz Kletter utvivlsomt forestiller Ashera skildret med krop som en cylinder med to markerede bryster og hænder, der tilbyder dem, samt et smilende ansigt. De dateres alle til 8. og 7. århundrede f.Kr. og de blev alle fundet i private hjem, ikke i templer. De viser, at dyrkelsen fandt sted under det delte kongerige som noget alment udbredt, ikke som noget særegent for de få.

Som supplement til en forståelse kan man gå til Gamle Testamente, hvor der er bevaret flere passager, hvori Ashera-dyrkelsen omtales. Den følgende oversigt gør ikke krav på fuldstændighed.

I Første Kongebog kapitel 14 læser vi: &quot;Salomos søn Rehabeam blev konge i Juda. .. Rehabeam var enogfyrre år, da han blev konge, og han regerede sytten år i Jerusalem, den by Herren havde udvalgt af alle Israels stammer til at sætte sit navn på. Hans mor hed Na'ama og var fra Ammon.
Judæerne gjorde, hvad der var ondt i Herrens øjne, og med de synder, de begik, gjorde de ham mere vred, end deres fædre havde gjort. Også de byggede offerhøje og lavede stenstøtter og Ashera-pæle på alle høje bakker og under alle grønne træer; der var endog mandlige helligskøger i landet.&quot;&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 396&lt;/ref&gt;

I kapitel 15 læser vi: &quot;I Nebats søn kong Jeroboams attende regeringsår blev Abija konge over Juda. Han regerede tre år i Jerusalem. Hans mor hed Ma'aka og var datter af Absalom. Han fulgte alle de synder, som hans far havde begået før ham..&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 396&lt;/ref&gt;

I Israels konge Jeroboams tyvende regeringsår blev Asa konge over Juda. Han regerede enogfyrre år i Jerusalem. Hans mor hed Ma'aka og var datter af Absalom. Asa gjorde, hvad der var ret i Herrens øjne, lige som sin fader David. Han forviste de mandlige helligskøger fra landet og fjernede alle de møgguder, som hans forfædre havde lavet. Han fjernede også sin mor Ma'aka som kongemoder, fordi hun havde ladet fremstille en rædselsstøtte til Ashera. Asa huggede støtten om og brændte den i Kedrondalen. Offerhøjene forsvandt ikke..&quot;&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 396f&lt;/ref&gt;

I kapitel 16 læser vi: &quot;Omris søn Akab blev konge over Israel i Judas konge Asas otteogtredivte regeringsår, og Omris søn Akab regerede toogtyve år i Samaria over Israel. Omris søn Akab gjorde, hvad der var ondt i Herrens øjne, værre end nogen før ham. Da det ikke var nok for ham at følge Nebats søn Jeroboams synder, giftede han sig med sidoniernes konge Etba'als datter Jezabel, og han gav sig til at dyrke og tilbede Ba'al. Han rejste et alter for Ba'al i Ba'als tempel, som han havde bygget i Samaria. Akab lavede en Ashera-pæl, og Akab gjorde mere endnu, så han krænkede Herren, Israels Gud, mere end nogen af Israels konger, der havde været før ham.&quot;&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 399&lt;/ref&gt;

I Anden Kongebog kapitel 21 omtales kong Manassa. Om hans gerninger hedder det: &quot;Han gjorde, hvad der var ondt i Herrens øjne efter de afskyelige skikke hos de folkeslag, som Herren havde drevet bort foran israelitterne. Han genopbyggede de offehøje, som hans fader Hizkija havde ødelagt; han rejste altre for Ba'al, og han lavede en Ashera-pæl, sådan som Israels konge Akab havde gjort, og han tilbad hele himlens hær og dyrkede den. .. Og i de to forgårde til Herrens tempel byggede han altre for hele himlens hær. .. Og han opstillede Ashera-billedet, han havde lavet, i dette tempel, om hvilket Herren havde sagt til David og til hans søn Salomo: &quot;''På dette tempel og på Jerusalem, som jeg har udvalgt blandt alle Israels stammer, vil jeg sætte mit navn til evig tid; og jeg vil ikke mere jage Israel bort fra det land, som jeg gav deres fædre, når de blot omhyggeligt vil gøre alt det, jeg har befalet dem, og holde hele loven, som min tjener Moses gav dem.''&quot; Men de ville ikke høre, og Manassa forledte dem til at handle værre end de folkeslag, som Herren havde udryddet for israellitterne.&quot;&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 438f&lt;/ref&gt;

I Anden Kongebog kapitel 23 oplyses, at denne afgudsdyrkelse holdt sig til Josija stoppede den: &quot;Så befalede kongen ypperstepræsten Hilkija, andenpræsterne og dørvogterne at fjerne alle de ting, der var lavet til Ba'al og til Ashera og til hele himlens hær, fra Herrens tempel, og han brændte dem uden for Jerusalem .. Helligskøgernes rum i Herrens tempel, hvor kvinderne vævede klæder til Ashera, rev han ned. .. Også alteret i Betel, offerhøjen som Jeroboam, Nebats søn, havde opført, han som forledte Israel til synd, både dette alter og offerhøjen rev Josija ned, og han knuste stenene til støv og brændte Ashera-pælen.&quot;&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 441&lt;/ref&gt; 

Profeten Jeremis beklagede sig i Jeremias' Bog kapitel 7: &quot;Kan du ikke se, hvad de gør i Judas byer og Jerusalems gader? Børnene samler brænde, fædrene tænder ild og kvinderne ælter dej, så de kan lave offerkager til Himmeldronningen og udgyde drikofre for andre guder og krænke mig.&quot;&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 950&lt;/ref&gt; Han taler om ''Ishtar'', Mesopotamiens version af Ashera, mens hun blev adopteret som ''Afrodite'' i Grækenland og blev kaldt ''Astarte'' af kana'anæerne og senere af fønikerne.&lt;ref&gt;Novacek (2011), s. 38&lt;/ref&gt;

Der kan således ikke være tvivl om, at Ashera-dyrkelsen var udbredt blandt jøderne i flere århundreder, snart officielt snart uofficielt. Manassa regerede fra 697 f.Kr. til 642 f.Kr. og Josija skal have stoppet Ashera-dyrkelsen omkring 622 f.Kr. Men uofficielt fortsatte dyrkelsen helt frem til babylonernes erobring af Jerusalem.

Det vigtigste i denne sammenhæng er, at denne afgudsdyrkelse, som det også fremgår af Gamle Testamente, fandt sted længe efter, at jøderne skulle være gået over til monoteisme.

=== Den centraliserede gudsdyrkelse ===

Men hvornår begyndte den monoteistiske gudsdyrkelse blandt jøderne? Meget tyder på, at det var en udvikling i to trin: først skete der en centralisering af gudsdyrkelsen, og langt senere en overgang til monoteisme.

Første kilde til denne udvikling findes i Moseloven. Her hedder det: &quot;Du må ikke lave dig noget gudebillede i form af noget som helst oppe i himlen eller nede på jorden eller i vandet under jorden. Du må ikke tilbede dem og dyrke dem, for jeg, Herren din Gud, er en misundelig Gud.&quot;&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 89. I oversættelsen til dansk bruges ordet &quot;lidenskabelig&quot; i stedet for &quot;misundelig&quot;&lt;/ref&gt; Det siges ikke, at der ikke findes andre guder, kun at jøderne ikke længere måtte dyrke dem.

Næste kilde findes i Anden Kongebog om kong Josija, som regerede 640-609 f.Kr. Her hedder det: &quot;Og statsskriveren Shafan fortalte kongen, at præsten Hilkija havde givet ham en bog, og Shafan læste den op for kongen.&quot;&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 440&lt;/ref&gt; Forskere mener, at den bog, der her er tale om, sandsynligvis var Femte Mosebog.

Femte Mosebog adskiller sig tydeligt fra de foregående fire Mosebøger, så meget at man mener, at den har sin egen forfatter (eller egne forfattere), der af forskerne kaldes D. Denne forfatter D genkendes også i en række andre tekster i Gamle Testamente: Joshua-bogen, Første og Anden Dommerbog, Samuels Bog samt Første og Anden Kongebog. Det menes, at alle disse bøger er forfattede af samme person eller personkreds.&lt;ref&gt;Dinkgreve (2021), kap. 8&lt;/ref&gt;

Anden Kongebog fortæller om kong Josiah, at han centraliserede gudsdyrkelsen og forbød stedlige altre: &quot;Han hentede alle præsterne fra Judas byer, og offerhøjene lige fra Geba til Be'ersheba, hvor de havde tændt offerild, gjorde han urene, og portofferhøjene, som lå ved kommandantensen Josvas port til venstre, når man går ind ad byporten, rev han ned.&quot;&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 441&lt;/ref&gt; Som det siges: &quot;Der havde ikke tidligere været nogen konge, der som han af hele sit hjerte og af hele sin sjæl og af hele sin styrke vendte om til Herren, helt efter Moses' lov og efter ham kom der ingen som han.&quot;&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 442&lt;/ref&gt; Tydeligvis var der tale om at samle al religiøs magt på et sted og under kongens kontrol. Det var med andre ord en religiøs revolution.

For at retfærdiggøre denne revolution måtte man opfinde en spådom, der kunne retfærdiggøre den. Her træder nu to kilder ind. Den ene findes i Første Kongebog. Her omtales en gudsmand, som råber imod et alter: &quot;Alter, alter! Dette siger Herren: I Davids hus skal der fødes en søn ved navn Josija. På dig skal han slagte de offerhøjspræster, som tænder offerild på dig, og han skal brænde menneskeknogler på dig.&quot;&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 393&lt;/ref&gt;

Den anden er Femte Mosebog: allerede i første sætning gives indtrykket af, at denne bog er Moses' sidste ord inden sin død&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 200&lt;/ref&gt;, og her formuleres en &quot;ny moselov&quot; begyndende således:

&quot;Dette er de love og retsregler, som I omhyggeligt skal følge i det land, Herren, dine fædres Gud, har givet dig i eje, så længe i lever på jorden. I skal ødelægge alle de steder, hvor de folk, I fordriver, har dyrket deres guder, på de høje bjerge, på bakkerne og under alle grønne træer. I skal rive deres altre ned og knuse deres stenstøtter, deres Ashera-pæle skal I brænde, og deres gudebilleder skal I hugge om; I skal udslette deres navn fra de steder. For på den måde må I ikke dyrke Herren jeres Gud. Nej, I skal søge til de sted, Herren jeres Gud udvælger blandt alle jeres stammer til at sætte navn på, så det kan bo der. Dér skal du komme, og derhen skal I bringe jeres brændofre og slagtofre, jeres tiender og afgifter, jeres løfteofre og frivilligofre og det førstefødte af jeres køer og får.&quot;&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 214&lt;/ref&gt;

Men trods dette forsøg på at legitimere centraliseringen af gudsdyrkelsen holdt det ikke længe. Snart begyndte folk atter deres decentrale gudsdyrkelse, og som vi tidligere har set, opgav de aldrig deres Ashera-dyrkelse.

=== Jøderne i Kana'an ===

Vi har fulgt jødernes religiøse udvikling, men hvordan forholder det sig med områdets politiske udvikling? Det er en broget historie, hvor Gamle Testamente trods påviselige fejl alligevel kan give nyttige oplysninger.

Meget taler for, at det var ankomsten af &quot;havfolket&quot; (engelsk: ''Sea People'') omkring 1178 f.Kr. som udløste en ny politisk udvikling. Frem til sammenbruddet havde området været præget af kana'anæiske kongefamilier, som styrede mindre områder fra deres centralt beliggende byer. Hidtil havde områder i nord været under hittitisk overherredømme og området i syd som helhed været under egyptisk kontrol, men nu svækkedes denne kontrol&lt;ref&gt;Porter (2016), s. 384&lt;/ref&gt;, og det indebar, at der blev mulighed for indbyrdes stammekrige i området. Det betød også, at folk udefra nu kunne blande sig med held i de stedlige stammekrige. Det er muligt, at jødernes erobringer netop hører hjemme i denne sammenhæng. Til trods for, at Gamle Testamente fremstiller disse kampe som religionskrige mellem folkeslag med polyteisme og jøderne med deres påståede monoteisme, er der intet, som tyder på, at dette er korrekt.

Snarere må vi se disse kampe som sket mellem et imperialistisk erobrerfolk og stedlige bofaste stammer. At der også var religiøse forskelle imellem dem, understregede blot krigenes stammemæssige karakter. Mens filistrene bosatte sig ved kysten, flyttede israelitterne ind fra øst og bosatte sig overvejende i højlandet, hvor de over tid tilegnede sig megen af den stedlige kultur, samtidig med at deres frænder, aramæerne, slog sig ned mod nordøst i Syrien. Hebræerne fik i denne besættelse støtte fra beslægtede og ligesindede nomadiske stammer og semitiske folkeslag. Alliancen var mulig, fordi de alle dyrkede Jahve.&lt;ref&gt;Novacek (2011), s. 66&lt;/ref&gt; Denne fælles kult var længe den eneste institution, som bandt folket sammen, og det kunne ikke forhindre, at der jævnligt opstod konflikter mellem dem.

Der kan på dette sted være grund til at gøre op med myten om Jerikos erobring. Ifølge den bibelske tradition skete erobringen ved, at de omgivende bymure styrtede sammen.&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 248f&lt;/ref&gt; Problemet er, at det arkæologisk kan påvises, at der ingen bymure var!&lt;ref&gt;Novacek (2011), s. 66&lt;/ref&gt; Forklaringen er, at Kana'an indtil da havde været underlagt Egypten, hvis overherredømme var blevet afgjort efter slaget ved Megiddo i 1479 f.Kr. Efter erobringen beholdt eliten i de kana'anæiske familier deres styrende rolle, når blot de var loyale i forhold til den egyptiske farao, men de måtte acceptere, at de ikke måtte befæste deres byer, (hvilket gav dem problemer blandt andet, da Megiddo blev angrebet af Lab'ayu fra det nærliggende Shechem).&lt;ref&gt;Novacek (2011), s. 25&lt;/ref&gt; Det må rejse spørgsmålet, om israelitterne overhovedet nogen sinde har erobret Kana'an, eller om de så at sige &quot;overtog&quot; havfolkets faktisk påviste erobringer og indskrev det i deres historie?

Overhovedet har det været praktisk talt umuligt at påvise israelitterne bosættelse i Levanten. Forskere har ment, at en række nye bosættelser i marginale områder i bjergegne kunne være deres bosættelser&lt;ref&gt;Porter (2016), s. 386&lt;/ref&gt;, men der kan lige så godt være tale om, at nogle kana'anæere fra lavlandet efter det handelsmæssige sammenbrud valgte at flytte ud og etablere sig med et nyt men mere holdbart selvforsynende landbrug&lt;ref&gt;Porter (2016), s. 388f&lt;/ref&gt;, hvor handel som helhed spillede en mindre rolle end tidligere og især var af regional snarere end international karakter.&lt;ref&gt;Porter (2016), s. 388&lt;/ref&gt; Ulige forsøg på at identificere bestemte former for genstande som værende israelitiske er strandet på, at de selv samme genstande også findes i områder uden israelsk bosættelse ifølge Gamle Testamente, de kan derfor ikke levere det ønskede bevis.&lt;ref&gt;Porter (2016), s. 387&lt;/ref&gt;

I den første tid efter israelitternes indvandring var tilstandene i Kana'an væsentlig som før. Det var langt fra lykkedes jøderne at udrydde hele den bosatte befolkning, så det endte med, at jøderne bosatte sig i egne bosættelser. De ulige folk og stammer levede i samfund hver for sig med byerne som centrum for de omgivende landsbyer. Hebræerne erobrede og ødelagde de mere civiliserede kana'anitter men overtog deres skriftsystem. De overtog også kana'anitternes byggeskik, men uden at hebræernes byggerier nåede samme høje stade som deres forgængere. Jerusalem var på denne tid et lille sted uden stor betydning og kunne ikke måle sig med andre byer i området.

Tør man tro Josvabogen kapitel 20, blev der oprettet særlige bebyggelser kaldet &quot;tilflugtsbyer&quot; for kriminelle, hvor disse kunne søge politisk asyl og unddrage sig retsforfølgelse for deres kriminelle gerninger: &quot;Herren talte til Josva og sagde: &quot;Sig til israelitterne, at de skal udpege de tilflugtsbyer, som jeg talte til jer om ved Moses, så en drabsmand, der uforsætligt og uforvarende slår nogen ihjel, kan flygte dertil; de skal være tilflugtssteder for jer mod blodhævneren. Når drabsmanden søger tilflugt i en af disse byer og stiller sig ved indgangen til byporten, skal han forelægge sin sag for de ældste i den by. De skal give ham adgang til byen og give ham et sted, hvor han kan bo hos dem. Når blodhævneren forfølger ham, må de ikke udlevere drabsmanden til ham; det var jo uforvarende, han slog sin næste ihjel, han havde ikke tidligere næret fjendskab mod ham. Han kan så blive boende i den by, indtil han stilles for menighedens domstol, eller indtil den ypperstepræst dør, som er der til dentid. Da kan drabsmanden vende tilbage til sin by og sit hus, den by, han er flygtet fra&quot;.&quot;&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 264&lt;/ref&gt; De var en ordning, som kunne beskytte enhver kriminel mod retsforfølgelse.

Og jødernes folkemord fortsatte. I Dommerbogen kapitel 1 læser vi: &quot;Så drog Juda op, og Herren gav kana'anæerne og perizzitterne i deres hånd, og de slog dem i Bezek og dræbte ti tusind mand. ..Judæerne angreb Jerusalem og indtog den. De huggede indbyggerne ned med sværd og stak ild på byen.&quot;&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 271&lt;/ref&gt; I de byer, som det ikke lykkedes jøderne at udrydde befolkningen, blev disse i stedet gjort til hoveriarbejdere.&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 272&lt;/ref&gt; Det kan næppe undre, at denne opførsel gav anledning til yderligere uro, og at nye kampe fulgte. Ved en lejlighed slog jøderne &quot;omkring ti tusind moabitter ihjel. .. Derefter havde landet ro i firs år&quot;.&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 274&lt;/ref&gt;

Efter Josvas erobringer fulgte dommertiden, hvor landet blev styret af de såkaldte dommere. Tør man tro Gamle Testamente førte det til, at filistre og ammonitter for en tid fik overtaget.&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 286&lt;/ref&gt; Også internt var der øjensynlig magtkampe, således forenedes de andre stemmer mod Benjamins stamme.&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 297ff&lt;/ref&gt;

Efterhånden blev lovløsheden for meget, og hebræerne etablerede et kongedømme i Palæstina. Denne institution kom som en nødvendig følge af både de interne lovløse tilstande og behovet for at organisere krigsførelsen mod andre folkegrupper. I vest udgjorde filistrene en stærkere modstand end kana'anitterne, fordi de havde udviklet jernsmedning. Mod nord boede fønikerne i Libanon, der var mest optaget af handel. Da kana'anitterne stadig blev mere undertrykte, skabte det grundlaget for etableringen af det hebræiske kongedømme omkring 1000 f.Kr. 

Først under dommeren Samuel opstår der blandt jøderne angiveligt krav om etableringen af et kongerige. Landets første konge hed Saul.&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 317&lt;/ref&gt; Han dateres til omkring 1000-tallet f.Kr. Tør vi tro Første Samuelsbog gennemførte han adskillige krige.&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 320&lt;/ref&gt; Kana'an var angiveligt forenet under ham og hans to efterfølgere, David og Salomo. Salomo beskrives i Gamle Testamente som en mægtig konge, der blandt andet opførte et gudstempel i Jerusalem, men arkæologiske undersøgelser har ikke kunnet bekræfte dette, og Salomo er påfaldende totalt fraværende i ikke-bibelske kilder. Det har fået mange historikere til at mene, at Salomo må have været en småkonge.&lt;ref&gt;Novacek (2011), s. 83&lt;/ref&gt; Også israelerne synes fraværende i arkæologiske fund fra denne tid, i stedet dominerer kypriotisk og fønikisk lertøj samt stedlige efterligninger af dette.&lt;ref&gt;Novacek (2011), s. 89, 93&lt;/ref&gt;

Da kong Salomo døde i 922 f.Kr. blev det hebræiske kongedømme delt i to: Kongeriget Israel og Kongeriget Juda. Det var kun Juda og Benjamins stammer, som accepterede Salomos søn Rehabeam som deres konge, og de oprettede dermed det sydlige kongerige Juda med Jerusalem som hovedstad. Mod nord gjorde de øvrige stammer Jeroboam til konge og oprettede kongeriget Israel med Sikem og senere Samaria som hovedstad. Vigtigst i denne sammenhæng er, at der intet stammesammenhold var, end ikke deres religion kunne holde sammen på dem, og som vi allerede har set, skete der jævnligt frafald fra denne, lige som israelitterne indgiftede sig i andre folkegrupper nok så meget som indbyrdes. Der var konstant magtkampe, hvilket afspejler det totale fravær af national solidaritet og enhed. Også udefra skete angreb. Anden Krønikebog er fuld af bereninger om disse krige.

Det bør for god skyld nævnes, at en basalt stele fra Dhiban omtaler, at kong Mesha fra det moabitiske kongerige overvandt Kongeriget Israel og udvidede sit rige, en begivenhed som menes afspejlet i Anden Kongebog kapitel 3.&lt;ref&gt;Porter (2016), s. 382&lt;/ref&gt;&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 412&lt;/ref&gt; 

Kongeriget Israel ophørte, da Assyrien erobrer hovedstaden Samaria 722 f.Kr. Herved mistede også de 10 nordlige israelske stammer deres betydning. Nogle af indbyggerne i Kongeriget Israel blev deporteret af assyrierne, men arkæologisk kan der ikke dokumenteres nogen befolkningsudskiftning eller nogen nedgang i befolkningstallet, og genetiske undersøgelser antyder også en kontinuitet i områdets befolkningssammensætning. Hovedparten af befolkningen synes således at være forblevet i området og samaritanerne menes at være de mest direkte efterkommere af befolkningen i Kongeriget Israel, hvilket også er i overenstemmelse med deres egen opfattelse. Nogle beboere fra Kongeriget Israel må antages at være flygtet til kongeriget Juda, hvilket kan forklare hvordan de nordlige stammers myter er blevet inkorporerede i den tekster i Gamle Testamente, som blev samlede i Kongeriget Juda.

=== Eksilet i Babylon ===

Der er næppe tvivl om, at hvis jøderne havde modstået angreb udefra, ville afgudsdyrkelsen have fortsat. Der ville fortsat have været private gudindestatuetter og private altre. Men een begivenhed ændrede jødernes historie og dermed verdenshistorien: babylonernes erobring i 586 f.Kr.

Forud gik en belejring, som varede to og et halvt år. Vilkårene under belejringen var forfærdelige: jøderne sultede, men vi ved fra samtidige beretninger, at de ikke holdt sig tilbage fra at spise deres egne børn. Da Nebukadnezer erobrede Jerusalem, blev Salomons tempel brændt ned til grunden. Kongepaladset blev brændt ned. Huse blev brændt ned. Forsvarsanlæggene omkring byen blev revet ned sten for sten. Kong Zedekiah, som havde forsøgt at flygte, blev fanget og ført frem for Nebukadnezer. Det sidste, han så, var, at han sønner blev slået ihjel. Så blev han gjort blind, og måtte i denne tilstand foretage vandringen til Babylon.

Hele den jødiske befolkning blev tvangsforflyttet til Babylon. Det skete i tre omgange. Da de forlod Jerusalem, måtte de uundgåeligt miste troen på deres guder, som havde svigtet dem.

Hvad, der skete under det babylonske fangenskab, var ekstraordinært: i stedet for at blive integrerede i deres nye omgivelser valgte de skriftkloge jøder den modsatte vej, nemlig at bevare og redigere deres historiske traditioner. Sigende optræder byen Al Yahuda i Babylon på denne tid. Jøderne samlede, hvad de havde bevaret om deres historie, og begyndte at nedskrive det. Undervejs blev traditionen omskrevet og tilpasset deres nye selvforståelse. Bibelforskere mener, at det var antagelig på denne tid, at traditionerne i ''Tanakh'' begyndte at få deres endelige form.

Og det var tilsyneladende også her, at jødernes tro fik den monoteistiske karakter, som siden skulle gøre sig gældende. Det er her, at profeten Ezekiel fortæller, at Gud gør ham opmærksom på den afgudsdyrkelse, som finder sted.&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 1048&lt;/ref&gt; Det er her, at Gud lover at straffe jøderne for denne afgudsdyrkelse.&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 1049&lt;/ref&gt; Det er her, at jødernes bortførelse bliver stillet i udsigt. Det er her, at grunden lægges til den fortolkning, at eksilet gøres nødvendigt for, at jøderne langt om længe kan vende sig mod den sande gudsdyrkelse.

Og det er her, at profeten Esajas formulerer sine propagandistiske og doktrinære anklager. Det er her, at Gud gøres til den, som lover jøderne håb om frihed igen. Og det er her, at Gud bliver enevældig.

To eksempler fra Esajas Bog kan belyse det: i vers 44 linje 6: &quot;Jeg er den første, og jeg er den sidste, der er ingen anden Gud end mig&quot;&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 895&lt;/ref&gt; og i vers 45 linje 5: &quot;Jeg er Herren, der er ingen anden, der er ingen anden Gud end mig&quot;.&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 897&lt;/ref&gt; Selv alt det gode og alt den onde har samme oprindelse:&lt;/br&gt;  
&quot;Jeg danner lys og skaber mørke,&lt;/br&gt; 
jeg frembringer fred og skaber ulykke,&lt;/br&gt; 
jeg, Herren frembringer alt dette.&quot;&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 897&lt;/ref&gt;&lt;/br&gt; 
For første gang optræder jøderne som et folk med kun een erklæret Gud.

Der kan næppe være tvivl om, at dette var følgen af en bestemt strategi: ikke at blive opslugt af imperiet. Over for de mange guddomme i Babylon sætter jøderne en enkelt gud som deres modstykke. Derved, og kun derved, kan de opretholde deres særegne identitet som folk. Hvis Jahve havde været een gud blandt mange andre, havde han tabt og havde ingen fremtid. Kun ved at gøre ham almægtig, ved at hævde at han havde brugt Nebukadnezar som et redskab i en guddommelig plan, kunne de opretholde deres identitet og deres håb om en fremtid. De gamle guder måtte udryddes eller bortforklares som fejltagelser, der kunne forklare jødernes ulykkelige skæbne. Og derfor blev den traditionelle historie omskrevet punkt for punkt for at kunne understøtte det nye narrativ.

Nået så langt tog de skriftkloge det næste skridt: de måtte opfinde og udvikle deres egen skabelsesberetning og deres egen beretning om en altomfattende oversvømmelse. Inspirationen hentede de hos babylonerne selv. De tog de velkendte babylonske beretninger men omskrev dem således, at de udgjorde en polemisk kontrast til den tro og de traditioner, som blev hyldet af deres omgivelser. Der vil være lejlighed til at se nærmere på disse ved en gennemgang af Gamle Testamente.

=== Jødernes tilbagevenden til Jerusalem ===

I 539 f.Kr. indtræder så afslutningen på jødernes tid i eksil. Dette år erobrer perserne Babylon, og Cyrus den Store erklærer straks efter en almen amnesti. Der efter giver han tilladelse til, at fordrevne folkeslag må vende tilbage til deres hjemegn og genoptage deres gudsdyrkelse.

Også jøderne vendte hjem. Ifølge Ezras Bog vendte i alt 42.360 jøder tilbage til Jerusalem foruden deres trælle og trælkvinder, i alt 7.337, samt 200 sangere og sangerinder, det vil sige i runde tal 50.000 personer.&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 510&lt;/ref&gt; Om dette tal er korrekt, vides ikke.

Det vigtige er, at da jøderne vendte tilbage til Jerusalem, var det med en ny, monoteistisk religion. Den var i store træk skabt under deres eksil, omskrevet og suppleret i forhold til tidligere. Den forenede folk og tro i en næsten uadskillelig helhed.

Der kan her være grund til at stille et vigtigt spørgsmål: betyder dette så, at jøderne vendte hjem med en fuldt udviklet fælles trosretning? Nej, intet taler for dette. Snarere må vi regne med, at det kun var en lille gruppe af teologiske skriftlærde, som havde taget del i den redigeringsproces, som var foregået i Babylon, og at det kun var dem, som havde det fulde kendskab til det nye narrativ om jødernes oprindelse, som de havde skabt. Dette indebærer, at det først er efter deres tilbagevenden, at de for alvor kan begynde at promovere og udbrede deres nye narrativ til jøderne og dermed skabe den identitetsforståelse, som de siden udviklede.

=== Persisk tid ===

Under det persiske herredømmes tid (538-332 f.Kr.) sad der persiske statholdere i landets ulige dele. Vi ved, at statholderen i Judæa 408 f.Kr. hed Bagohi, dels fra Josefos, dels fra papyrusfundene i Elefantine. At statholderen i Samaria var en samaritan, Sanballat, tyder på, at perserne ikke har blandet sig i Palæstinas forhold, når oprør ikke foranledigede dem til at gribe ind, som tilfældet var under Artaxerxes III (358-338 f.Kr.). Det var under persisk beskyttelse, at Nehemia og Ezra genoprettede den jødiske menighed i Jerusalem.

Vi ved sandt at sige ikke meget om den jødiske religionsdyrkelse på denne tid. Meget tyder på, at der skete en langsom spredning af den nydannede monoteistiske tro, sikkert som et politisk-nationalt redskab over for det persiske overherredømme. Men intet taler for, at denne endnu formelt var slået igennem.

Elephantine var en jødisk by i Egypten fra 400-tallet f.Kr. Den er interessant, fordi den kan vise træk ved og fravær af jødisk levevis på denne tid. Byen blev antagelig grundlagt i midten af 6. århundrede f.Kr. af folk, der var emigreret fra Syene-området i Palæstina.&lt;ref&gt;Barnea (2024), s. 1&lt;/ref&gt; Vi ved, at der eksisterede et særligt tempel for dyrkelsen af Jahve indtil 410 f.Kr., da det blev ødelagt. En jødisk befolkning nævnes sidste gang i kilderne i 399 f.Kr., hvad, der skete med den jødiske befolkning efter denne tid, er ukendt.&lt;ref&gt;Adler (2025), s. 39&lt;/ref&gt;

Historien om jødernes udvandring fra Egypten kendes ikke i denne by, hvilket tyder på, at denne tradition er yngre end 400-tallet. Ligeledes kendte befolkningen ikke til ''torah'', det vil sige jødisk lov, så også denne må være yngre end 400-tallet.

Endvidere dyrkede jøderne i denne by flere guder (jahvisme) i modsætning til senere tids monoteisme (judaisme). Således har vi flere kilder fra 400-tallet f.Kr., der vidner om zoroastracisme, herunder et ild-alter og et tempel.&lt;ref&gt;Barnea (2024), s. 3-7&lt;/ref&gt; En lignende jødisk polyteisme kendes fra andre byer.&lt;ref&gt;Adler (2025), s. 41-47&lt;/ref&gt; Men dette indebærer også, at jøderne stadig ikke på denne tid var monoteister til trods for de bestræbelser, som præsteskabet havde udført under eksilet i Babylon. I stedet tolkes situationen således, at den jødiske kult udviklede sig gravist over tid blandt andet inspireret af zoroastrisk kult indtil, at de fik den form som kendes fra den hebraiske bibel.&lt;ref&gt;Barnea (2024), s. 29&lt;/ref&gt; Hvis byen blev grundlagt af dem, som ikke endte i Babylon, kan dette forklare deres fastholden ved polyteisme og ukendskab til den monoteisme, som blev udviklet i Babylon.

Dermed adskiller kulten på denne tid blandt jøder sig markant fra den, som ses i hasmonæisk tid.&lt;ref&gt;Adler (2025), s. 48&lt;/ref&gt; Yonatan Adler ved Ariel University har kaldt denne kult og levevis &quot;proto-jødisk&quot; (''proto-Judaic'') og definerer den således: &quot;Et protojødisk kulturelt træk er således et særskilt element af den israelitiske og/eller jødiske livsstil, som med tiden blev lovgivet som en forskrift for regulering i en eller flere af Mosebøgernes tekster, og som i sidste ende blev optaget som en del af jødedommen.&quot;&lt;ref&gt;Adler (2024), s. 5&lt;/ref&gt; Et eksempel herpå er at spise svinekød. I to af Mosebøgerne (Tredie Mosebog kapitel 11:1-8&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 126f&lt;/ref&gt; og Femte Mosebog kapitel 14:3-8&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 216&lt;/ref&gt;) forbydes det jøder at spise svinekød, men arkæologiske fund fra tiden fra sen bronzealder (1300-1130 f.Kr.) frem til jernalder (586 f.Kr.) viser, at svin faktisk blev avlet til fortæring i strid med denne bestemmelse, skønt de er fraværende i nogle bopladser henregnet til kana'anære og fønikere i jernalderen uden, at det derfor med sikkerhed kan siges at være bevidste valg; økonomiske, økologiske og sociale forhold kan have spillet ind.&lt;ref&gt;Adler (2024), s. 13&lt;/ref&gt; Flere jødiske leveregler tilskrives således myter i Mosebøgerne, og det kan ikke afvises, at disse myter ''netop'' er blevet til for at kunne begrunde og legitimere disse leveregler.&lt;ref&gt;Adler (2024), s. 21&lt;/ref&gt; Det gælder blandt andet reglen om at omskære drengebørn.&lt;ref&gt;Adler (2024), s. 20f&lt;/ref&gt;

=== Hellenistisk tid ===

I den græske periode fra Alexander den Stores erobring i 332 f.Kr. til 167 f.Kr. blev Palæstina atter genstand for strid mellem Syrien, hvor seleukiderne herskede efter Alexanders død 323 f.Kr., og Ægypten, der beherskedes af ptolemæerne. Frem til 198 f.Kr. var overvejende Egypten, fra den tid, efter Antiochos IIIs sejr ved Paneas, syrerne Palæstinas herrer. Efter, at Babylon, Ninive og Shushan var gået til grunde, og Alexandria var blevet grundlagt, flyttede tyngdepunktet vest på, og Palæstina fik igen samme betydning som i 15. århundrede f.Kr. Under ptolemæerne regeredes Palæstina af guvernører (hegemon, epitropos), om hvis myndigheds udstrækning kun lidt vides. Skatteopkrævningen var overladt - ved licitation - til skatteforpagtere. I jødernes kreds fik synedriet og ypperstepræsten en vidtgående myndighed. Under seleukiderne stod Palæstina, der kaldtes Fønikien, sammen med Cølesyrien under en militærguvernør, og syrisk militær besatte landet. Skatten indkrævedes af seleukidiske embedsmænd. Fra 165 f.Kr., da Antiochos Epifanes forbød jødisk gudsdyrkelse, blev landet ramt af de makkabæiske kampe, der skulle bane vejen for det hasmonæiske dynasti.

Undersøgelser tyder på, at jøderne i almindelighed stadig ikke kendte til ''torah'', det vil sige jødisk lov, i begyndelsen af hellenistisk tid, og slet ikke at de respekterede og fulgte den.&lt;ref&gt;Adler (2025), s. 34&lt;/ref&gt; Således er der flere eksempler på, at judæere to ågerrenter af deres udlån.&lt;ref&gt;Adler (2025), s. 28&lt;/ref&gt; Der er også bevis på, at nogle judæere selv på denne tid dyrkede andre guder end Jahve.&lt;ref&gt;Adler (2025), s. 27&lt;/ref&gt; Og skønt ordet &quot;''sabbat''&quot; forekommer, lader det sig ikke fastslå, om dette havde samme betydning som senere eller blot henviste til en jødisk helligdag.&lt;ref&gt;Adler (2025), s. 28&lt;/ref&gt; Faktisk forekommer ordet &quot;''sabbat''&quot; ikke een eneste gang i Gamle Testamente. Omvendt er der ingen arkæologiske beviser på, at jøderne tog deres rituelle bade i bassiner, således som foreskrevet i ''torah'', og heller ikke at de iagttog særlige rituelle renselsesregler omkring deres mad.&lt;ref&gt;Adler (2025), s. 26&lt;/ref&gt;

Der har været peget på, at Aristeas i et brev oplyser, at Ptolemæus II Philadelphus (regerede 285-246 f.Kr.) tog 72 jøder fra Jerusalem til Alexandria for at få oversat en jødisk lov til græsk til sit bibliotek.&lt;ref&gt;Adler (2025), s. 31&lt;/ref&gt; ''Torah'' er ikke nævnt ved navn, så der er ingen beviser på, at det er den, som der henvises til, men selv om dette var tilfældet, kan dette ikke tages som udtryk for, at jøderne i almindelighed kendte og fulgte loven.&lt;ref&gt;Adler (2025), s. 32&lt;/ref&gt; Dette til trods for, at jøderne på  denne tid ellers nød udstrakt selvstyre både i Judæa og i andre områder.&lt;ref&gt;Adler (2025), s. 24&lt;/ref&gt; Dette har fået Yonatan Adler til at betegne jødisk kultur på denne tid som &quot;jahveisme&quot; (''Yahwism'') i modsætning til den &quot;judaisme&quot; (''Judaism''), der først fulgte senere og som fulgte ''torah''-en.&lt;ref&gt;Adler (2025), s. 7&lt;/ref&gt; Men uanset benævnelsen betyder det, at traditionel jødisk kultur først stammer fra tiden ''efter'' hellenistisk tid.

=== Det hasmonæiske dynasti ===

Den hasmonæiske eller senhellenistiske periode strakte sig fra 167 f.Kr. til 63 f.Kr.

Betegnelsen &quot;Det hasmonæiske kongerige&quot; dækker over en yderst omtumlet periode i jødisk historie, som strakte sig fra midten af 2. århundrede f.Kr. til midten af 1. århundrede f.Kr. Hasmonæerne var en jødisk præsteslægt, som spillede den førende politisk rolle på denne tid. Betegnelsen er dannet efter Hasmon, der var Mattatija’s bedstefader. I årene 168-161 f.Kr. ledede hasmonæerne kampen for national og religiøs frihed mod seleukiderne, som under Antiochos IV havde underkuet dem. Bevægelsen begyndte under Mattatija, men blev fortsat af hans sønner, først Judas Makkabæer, efter hvem slægten often kaldes makkabæerne; han fik genoprettet den jødiske gudsdyrkelse i 165 f.Kr. og opnåede i 161 f.Kr. religionsfrihed. Dette år overvandt han den syriske feltherre Nikanor og sluttede forbund med Romerne, men døde kort efter. Hasmonæerne optrådte der efter som et dynasti, der kæmpede for deres egen magtstilling. Judas’ broder, Jonatan, som afløste ham som leder, lod sig i 153 f.Kr. udnævne til ypperstepræst, skønt han efter jødisk lov ikke havde ret til denne stilling. Dette betød et brud med de lovtro, som de oprindelige havde kæmpet for. Efter hans mord i 143 f.Kr. lykkedes det broderen Simon (143-135 f.Kr.) at få landets selvstændighed anerkendt og at erobre syrernes borg i Jerusalem. Som følge heraf blev han af befolkningen hyldet som arvelig ypperstepræst og som verdslig hersker i 141 f.Kr. Dermed havde hasmonæerne opnået formel anerkendelse af deres dynasti.

Det betød imidlertid ikke, at der nu herskede fred, tværtimod. Under Simon’s søn, Johannes Hyrkan (134-104 f.Kr.), indtraf et åbent brud mellem hasmonæerne på den ene side og farisæerne på den anden. Under de fortsatte kampe undertvang han den autonome stat Edom og ødelagde Samaria og også den samaritanske helligdom på Garizim. Hans sønner, Aristobul (104-102 f.Kr.) og Alexander Jannæos (102-76 f.Kr.) var brutale herskere og fjernede sig langt fra styrets oprindelige karakter, idet de var udpræget hellenistisk sindede. Alexander udnævnte sin dronning Salma Alexandra til sin efterfølger (78-69 f.Kr.), mens sønnen Hyrkan II blev ypperstepræst. Midt i de hele etablerede armenerne et kortvarigt herredømme (70-63 f.Kr.) idet de erobrede landet og lagde området under deres overherredømme. Men den interne magtkamp fortsatte uafbrudt. Salma sluttede sig til farisæerne, og hun kom derved i modsætning til saddukæerne, som samlede sig om hendes anden søn, som efter hendes død tog magten fra sin broder og herskede som Aristobul II, dog under vedvarende kampe, indtil Pompejus afsatte ham og tog ham med til Rom i 63 f.Kr. Efter ulige forsøg på opstand blev Aristobul og hans søn Alexander myrdet i 48 f.Kr. 

Hyrkan II, der af Pompejus nu blev anerkendt som ypperstepræst med Antipater som verdslig leder, blev af Cæsar forfremmet til ethnarch, mens den faktiske myndighed efterhånden gik over til Herodes efter Antipater’s død. Aristobul’s anden søn, Antigonos, gjorde imidlertid oprør og blev en kort (40-37 f.Kr.) tid konge, mens Hyrkan blev bortført og fik ørene skåret af. I 37 f.Kr. erobrede den af Romerriget anerkendte Herodes så Jerusalem, og Antigonos blev henrettet i Antiochia. Dermed var hasmonæernes herredømme bragt til ende. Herodes levede en tid i venskab med Hyrkan men lod ham så dræbe. Herodes var besvogret med hasmonæerne, idet hans hustru Mariamme var datter af Aristobul II’s søn Alexander. Dette forhindrede dog ikke, at han lod hendes broder Aristobul dræbe. Senere dræbte han ligeledes hende selv og hendes moder. Endelig dræbte han nogle hasmonæere, der opholdt sig hos hans svoger i Idumæa. Således blev det Herodes, som endte slægtens magtdrømme.&lt;ref&gt;Pedersen (1919), s. 943f&lt;/ref&gt; Så meget om den politiske udvikling.

Det vigtigste i denne sammenhæng er, at de var i denne omtumlede tid, at vi for første gang ser tydelige spor af en jødisk kultur og religionsdyrkelse. Årsagen er klar nok: lederen af den nye stat var en ypperstepræst, som nu tillige blev den politiske, kultiske og militære leder af den nye stat. Og det er tydeligvis på denne tid, at denne nye magt manifesterer sig også religiøst. Det er først fra denne tid, at de første synagoger optræder. Det er først fra denne tid, at ''Tanakh'' optræder i sin endelige skikkelse. Det er først fra denne tid, at der optræder beviser på, at jøderne i deres levevis fulgte bibelsk lov, der nu bliver promoveret som &quot;deres forfædres lov&quot; og påvirker et utal af leveregler både i og uden for jødernes &quot;hjemland&quot;.&lt;ref&gt;Adler (2025), s. 67&lt;/ref&gt;

=== Romersk styre ===

Romersk tid strækker sig fra sidste århundrede f.Kr, til første århundrede e.Kr. Det kendetegnes ved at området i denne periode havde en romersk guvernør.

Yonatan Adler har undersøgt de kulturelle traditioner i dette tidsrum og finder, at de følger senere jødiske traditioner: der er renselsesbassiner og husgeråd af kalk som udtryk for jødiske relselsesritualer samt mønter, vægdekorationer i huse og hjemligt udstyr som udtrykkeligt undgår at vise mennesker og dyr i overensstemmelse med påbuddet i Mosebøgerne. Han konstaterer yderligere, at disse træk er særligt markante i de områder, som vides at have haft en overvejende jødisk befolkning, men ikke nødvendigvis i områder hvor andre befolkningsgrupper var dominerende. Han konstaterer endvidere, at disse rituelle træk tydeligt går tilbage til hasmonæisk tid men ikke med sikkerhed lader sig følge længere tilbage, til dels på grund af et svagt og mangelfuldt arkæologisk og skriftligt bevismateriale. Som beviserne nu stiller sig, var det i hasmænæisk tid, at disse rituelle træk slog igennem og efterhånden bredte sig til den samlede befolkning og i romersk tid allerede var blevet normen.&lt;ref&gt;Adler (2022)&lt;/ref&gt;

Det er på denne baggrund, at Jesus må ses: i en tid, hvor mange jøder drømte om og håbede på at genskabe deres egen selvstændige stat, trådte han frem med sit provokerende budskab, at &quot;Guds rige ikke var af denne verden&quot;. Ikke nok med det: han udfordrede farisæerne og de skriftkloge, og oven i alt dette ophævede han jøder som Guds udvalgte folk og erklærede enhver, som følger Guds ord og hans påbud som en del af den udvalgte befolkning. I det givne politisk-religiøse klima gjorde det ham farlig for en national jødisk politik, så han måtte stoppes, og det blev han som bekendt. Men det stoppede ikke hans budskab i at blive yderligere spredt, tværtimod.

Frem til 70 e.Kr. opstod der ulige retninger inden for jødedommen, hvoraf saddukæerne, farisæerne og essæerne synes at have været de væsentligste. Desuden opstod der en række messianske og apokalyptiske bevægelser. 

Saddukæerne var en gruppe der var tilknyttet præstedømmet i templet i Jerusalem. I modsætning til farisæerne, som påberåbte sig myndighed på grund af deres lærdom og fromhed, baserede saddukæerne deres særstilling på afstamning og status. Meget tyder på, at de repræsenterede Hasmonæernes klan, der tidligere havde regeret som præstekonger. De nægtede at acceptere læresætninger som ikke direkte var nævnt i ''Torah'', også selv om læren var nævnt et andet sted i Tanakh. Ja, de &quot;anså det for en dyd at debattere&quot; sådanne sager. Et eksempel på en sådan debat findes i Mattæusevangeliet kapitel 22:23-33, hvor de satte Jesus på prøve med hensyn til opstandelsen. Idet saddukæerne opstillede en tænkt situation hvor en enke havde været gift med syv mænd, spurgte de: &quot;Hvem af de syv skal nu have hende til hustru i opstandelsen?&quot; I denne sammenhæng var det selvfølgelig uvæsentligt om den tænkte enke havde været gift 14 eller 21 gange. Jesus svarer: &quot;I opstandelsen gifter mænd sig ikke og kvinder bortgiftes ikke.&quot;&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 1251&lt;/ref&gt; Saddukæerne accepterede ikke eksistensen af et liv efter døden, og benægtede derfor også den farisæiske doktrin om en genopstandelse, hvilket netop var den forestilling, som Jesus prædikede. I Markusevangeliet kaptel 12:18-27 omtales en anden version af historien: da Jesus vidste, at saddukæerne ikke accepterede andre inspirerede skribenter end Moses, argumenterede han ved at citere fra ''Torah''. Han sagde: &quot;Med hensyn til at de døde oprejses, har I da ikke læst i Moses’ bog, i beretningen om tornebusken, hvordan Gud sagde til ham: ’Jeg er Abrahams Gud og Isaks Gud og Jakobs Gud’? Han er ikke dødes men levendes Gud.&quot;&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 1281&lt;/ref&gt;

Saddukæerne ønskede ikke, at en Messias skulle dukke op og lave om på tingene og da de betragtede Jesus som en trussel mod deres position, sammensvor de sig med farisæerne om at slå Jesus ihjel.&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 1258f, 1352&lt;/ref&gt;

Farisæerne var kendetegnede ved, at de lagde stor vægt på overholdelse af Moseloven, især renhedsforskrifterne og desuden på &quot;fædrenes overleveringer&quot;, som var en betegnelse for hele den mundtlige fortolkning af Moseloven. Bevægelsens etik havde mange detaljerede forskrifter og praktiske anvisninger. 

Essæerne levede i en slags kommunisme, hvor medlemmerne aflagde tavshedsløfte og ingen måtte besidde ejendom, hverken bolig eller slave, jord eller kvæg. Deres indkomster skulle overlades til en forvalter, som forestod indkøb af det nødvendige og sørgede for mad og underhold til gruppen. De forkastede også ægteskab, alle former for standsforskelle samt slaveri. De var soldyrkere og sendte hver morgen bønner op til solen. Når de havde afføring, gjorde de det inden døre for ikke at &quot;besmitte&quot; sollyset.

Af de mange retninger inden for jødedommen overlevede kun den rabbinske jødedom, som byggede på farisæerne og deres lære. Den rabbinske jødedom var kendetegnet ved at hævde, at den skrevne ''Torah'' ikke kan fortolkes korrekt uden henvisning til den &quot;mundtlige&quot; ''Torah'' og den dertil hørende litteratur, der specificerer hvilken adfærd, der er sanktioneret af loven. Med et moderne udtryk var de fundamentalistiske teokrater. Når de andre fraktioner her er nævnt, er det for at vise, at jødedommen langt fra var nogen samlet bevægelse selv op til eller på Jesu tid.

Stednavnet &quot;Israel&quot; første gang optræder på en mønt dateret til 66 e.Kr. møntet i forbindelse med jødernes oprør mod romerne.

Efter oprøret 70 e.Kr. var det for en lang tid slut med jødiske forsøg på at skabe en egen stat. Jesu budskab og det mislykkede oprør førte til, at den jødiske befolkning blev sprængt i tre grupper: den ene gruppe var de traditionelle jøder, som holdt fast ved farisæerne og deres budskab, den anden gruppe var de kristne, som nu satte sig for at udbrede det nye budskab, og den tredie gruppe var judeo-nazaræerne, som fortolkede udviklingen på deres egen måde og mente, at genskabelsen af templet i Jerusalem var en forudsætning for, at Messias ville vende tilbage. De arbejdede i flere hundrede år på dette mål, men da de endelig fik magten i Jerusalem i år 634 og Messias alligevel ikke vendte tilbage, blev bevægelsen omformet til en ny arabisk religiøs bevægelse, som i 749 efter abbasidernes magtovertagelse endte som muhammedismen, komplet med en egen profet, en egen hellig bog og med et nyt religiøst midtpunkt i Mekka.&lt;ref&gt;se ''Muhammedanismen i kildekritisk belysning''&lt;/ref&gt;

=== Sammenfatning ===

Hvordan skal begivenhedsforløbet nu fortolkes? Et foreløbigt svar kunne lydes således: det ser ud til, at jøderne udskilte sig fra kana'anæerne senest omkring 1200 f.Kr. og at de oprindeligt levede i ørkenområderne syd for Kana'an. Dette varede indtil, at de eteblerede et egentligt kongerige, der imidlertid efter kort tid blev delt i to, Israel og Judæa. Den nationale udskillelse var dog åbenbart ikke mere udtalt end, at jøderne jævnligt synes at have giftet sig med kvinder fra andre stammegrupper. 

Så langt, vi tør tro Bibelens fremstilling, var de polyteister, det vil sige dyrkede flere guder. Ganske vist var der perioder, hvor der gjordes forsøg på at indføre monoteisme, men dels var der stadige tilbageslag, dels skete disse forsøg på det statslige niveau, mens den almindelige befolkning synes at have fastholdt polyteismen uden afbrydelser gennem flere hundrede år frem til og med landsforvisningen til Babylon. 

Religionsdyrkelsen synes at have udviklet sig fra spredt i de enkelte husstande, landsbyer og stammer hen imod en statslig centralisering med deraf følgende magt for præsteskab og konger. 

Efter alt at dømme er det først under eksilet i Babylon, at præsteskabet blandt jøderne udvikler en erklæret monoteisme, mens dette ikke synes at være tilfældet for den brede befolkning. Hele jødernes tidligere historie bliver nu omfortolket af præsteskabet i lyset af denne nye religion, og den bliver promoveret og legitimeret af nogle få erklærede profeter.

Efter jødernes tilbagevenden til Kana'an efter eksilet i Babylon bliver den nye religion gjort til et redskab for præsteskabets politiske mål: en selvstændig teokratisk stat. Dette mål bliver opnået, men den nye stat varer kun i henved hundrede år, og igennem hele sin eksistens er den præget af interne magtkampe blandt den ledende religiøse elite. Meget tyder dog på, at det først er på denne tid, at monoteismen slår igennem også i den brede jødiske befolknings livsstil og levemåde og bliver det centrale element i israelitternes selvforståelse. Men dette forudsatte og krævede præsteskabet både som den etnisk-religiøse og den statspolitiske magthaver. Efter alt at dømme er det tidligst fra denne tid, at vi kan tale om jødedom i moderne forstand.

Men denne udvikling forudsatte, som vi har set, en dramatisk omskrivning af den jødiske historie. Meget måtte udelades eller totalt omskrives. På den anden side blev der indført nye elementer, som næppe har meget med den historiske udvikling at gøre men som gav jøderne en forhistorie så lang som nogen.

=== &lt;big&gt;Problemerne med Gamle Testamente&lt;/big&gt; === 

Et passende kildekritisk udgangspunkt ved vurderingen af Gamle Testamentes troværdighed må være de modsætninger, der er mellem dennes fremstilling og de faktuelle kendsgerninger. Der er således ingen beviser for eksistensen af de fem mosebøger før slutningen af 4. århundrede f.Kr. inklusive eksistensen af en person ved navn Moses.&lt;ref&gt;Gad Barnea&lt;/ref&gt;

Problemerne med teksterne lader sig inddele i to delspørgsmål:&lt;/br&gt;
- er der een eller flere forfattere til Tanakh?&lt;/br&gt;
- er dele af teksterne lånt fra andre kulturer?&lt;/br&gt;
Svaret er i begge tilfælde bekræftende. Der kan derfor være grund til at behandle hvert af dem særskilt.

=== Forfattere og deres datering ===

Tekstanalytikere mener, at ''Tanakh'' (Gamle Testamente) er blevet til i tre omgange:&lt;/br&gt;
- en arkæisk fase: 11.-10. århundrede f.Kr.&lt;/br&gt;
- en klassisk fase: 9.-6. århundrede f.Kr.&lt;/br&gt;
- en sen fase: 5. århundrede f.Kr. eller senere.&lt;/br&gt;
Eksempelvis mener man, at den ældste del af Første Mosebog er historien om Jakobs velsignelse (i kapitel 47), som skal stamme fra arkæisk tid, men størstedelen af resten stammer fra klassisk tid.

I en række tilfælde forekommer tilsyneladende dubblerede historier med både ligheder men også klare forskelle. Forskerne mener, at det afspejler sammenskrivning af to eller flere ulige overleveringer.

Kildeforskere mener at kunne udskille fire lag i eller snarere forfattere til Mosebøgerne:

J: ''Jahvisten'', hvor Gud sædvanligvis kaldes ''Jahve''; et litterært lag der i modsætning til Præsteskriftet er præget af lægmandssynspunkter.&lt;/br&gt;
E: ''Elohisten'', hvor gudsbetegnelsen er ''Elohim''.&lt;/br&gt;
D: ''Deuteronomisten'', det vil sige &quot;forfatteren&quot; til Femte Mosebog.&lt;/br&gt;
P: ''Præsteskriftet'', et litterært lag i mosebøgerne, der antages at være blevet til i præstelige kredse, og som udviser særlig interesse for kultiske forhold. 

J- og E-teksterne menes nedskrevet efter, at det oprindelige kongerige var blevet delt i to: Israel i nord og Judæa i syd. J-teksterne menes at stamme fra Judæa, E-teksterne menes at stamme fra Israel.

J-teksterne dateres til tidsrummet mellem 848 f.Kr. og 722 f.Kr., idet disse tekster omtaler Babylon og Calah (Nimrod) som store byer. Desuden nævnes Edom som en autonom stat, hvilket først skete efter 848 f.Kr.

E-teksterne lader sig ikke datere nærmere end til 9. eller 8. århundrede f.Kr.

P-teksterne dateres til 6. århundrede f.Kr. og menes skrevet efter, at templet i Jerusalem var revet ned, og jøderne var blevet tvangsforflyttede til Babylon. Dette kan forklare hvorfor, at der ikke findes en eneste henvisning til templet i Jerusalem.&lt;ref&gt;Dinkgreve (2021), kap. 8&lt;/ref&gt;

Problemet ved en tekstanalyse af ''Tanakh'' er, at teksterne synes at være flettet sammen fra to eller flere oprindelige kilder til een sammenhængende historie. Det formodes, at J- og E-teksterne er blevet sammenskrevne efter 722 f.Kr., da Israel blev erobret af assyrerne, og flygtninge fra Israel i nord kom sydpå til Judæa og bragte deres E-traditoner med sig. Her blev de sammenskrevne til en ny version, JE, der ofte giver et judæisk perspektiv.

Men hvordan kan vi skelne imellem de forskellige tekster? Lad os tage nogle eksempler.

Under ørkenvandringen lader Moses vand springe fra klippen. I det ene tilfælde sker det uden problemer, i det andet pålægges Moses af Gud at tale til klippen, men han slår på den med sin stav i stedet, og som straf for at have ignoreret dette pålæg får han ikke love til at betræde Kana'an men kun at se det udefra. (exodus 18)

J-teksten angiver, at Abraham boede i Hebron, som er en judæisk by, men E-teksten fortæller om Jakobs kamp med Gud i Peni-El, som er en israelsk by.

I beskrivelsen af Jakobs sønner nævner J-teksten Judæa, mens E-teksten nævner stammer der var dele af Israel.

I E-teksten lader Aron skabe guldkalven til jødernes tilbedelse, men denne historie findes ikke i J-teksten.

Præsterne i Judæa hævdes at være efterkommere efter Aron, Moses broder, mens præster i Israel nævner andre levitter.

P-teksterne skiller sig ud ved at lægge vægt på love, lige som den tildeler Aron en større rolle, ligestillet med Moses. I ''JE''-teksten er det Moses' stav, som udfører mirakler (Første Mosebog kapitel 4), i P-teksten er det Arons stav (kapitel 7). I P-teksten er Aron den første, som ofrer, mens i ''JE''-teksten omtales flere tidligere ofringer, blandt andre Kain og Abel, Abraham og Isak samt Jakob, mens ingen af disse tilfælde omtales i P-teksten. Det menes, at dette afspejler P-tekstens mål om at give de aronitiske præster eneret på ofringer til Gud. Under ørkenvandringen optræder to uens oprør: i ''JE''-teksten er det Dathon og Abiram, som udfordrer Moses ved at sige, at det ville være bedre for jøderne at vende tilbage til Egypten, men at de opsluges af jorden i et jordskælv. I P-versionen er det levitterne under ledelse af Korah, som udfordrer Aron, men ligeledes dør.

Ligeledes omtaler P-teksterne ingen tilfælde, hvor folk besøges af engle eller får visioner, således omtales ikke historien om Josef og han 6 drømmesyner, ej heller de to engle i Sodoma og Gomorra eller Jekobs kamp med Gud. Sigende nok nævnes ordet &quot;profet&quot; kun een gang i P-teksten og da med henvisning til Aron.

=== Lånte historier ===

Sammenligninger mellem bibelske beretninger og tilsvarende overleveringer fra sumerisk og mesopotamisk kultur viser, at flere af historierne er blevet overtaget herfra, men at de er blevet omskrevne og tilpassede for at passe ind i den myte om jødernes oprindelse og historie, som man ønskede fremmet. Det gælder således blandt andre historierne om skabelsen, om Kain og Abel, om Noa og vandfloden samt om Sodoma og Gomorra.

Andre beretninger er tilsyneladende ligeledes lånt fra andre kulturer, således udvandringen fra Egypten, der blev gjort af et folk kaldet ''hyksos'', ikke af jøderne. Der kan være grund til at nævne nogle af disse beretninger, som jøderne så at sige adopterede.

==== Skabelsesberetningen ====

Den babylonske skabelsesberetning hedder ''Enuma Elish''. Dene kendes blandt andet fra Nineveh i Mesopotamien. Dens hovedtræk er følgende: i begyndelsen var der kun vand: guden ''Absu''s ferske vand og gudinden ''Tiamat''s salte vand. De blev blandede, og fra denne blanding blev født de første guder. Men disse yngre guder forstyrrede deres forældres søvn, så Tiamat sendte i vrede en hær af monstre for at ødelægge dem. Ud af dette kaos trådte ''Marduk'', stormguden og Babylons skytsguddom, som kæmpede imod ''Tiamat'' i en duel. Han affyrede en pil, som skabte hul i hendes mave og splittede hendes hjerte. Der efter skar han hendes krop op i to halvdele: af den ene skabte han himmelhvælvingen, af den anden halvdel jorden. Han satte stjerner i deres konstellationer, han satte månen til at angive månederne og solen til at lyse om dagen. Endelig skabte han menneskene af blod fra en død guddom blandet med ler for, at de kunne udføre det tunge arbejde for evigt.&lt;ref&gt;Dinkgreve (2021), kap. 3&lt;/ref&gt;

Den jødiske skabelsesberetning er i alle henseender et modstykke til den babylonske beretning: i stedet for flere guder er der kun een gud, i stedet for en skabelseskamp foregår skabelsen i Gamle Testamente med ord, i stedet for at menneskene er slaver for guderne er de i Bibelen skabt i Guds billede. Men der er også ligheder: rækkefølgen med adskillelse af himmelhvælving og den faste jord, fiksering af dag og nat samt tiden og endelig at menneskene skabes sidst i forløbet.

Det kan i en sidebemærkning oplyses, at det hebraiske ord i Første Mosebog 1:2 for urdybet, ''tehom'', filologisk er forbundet med ''Tiamat'', saltvandsgudinden i den babylonske skabelsesberetning.

==== Kain og Abel ====

Også den bibelske fortælling om Kain og Abel synes at have rod i to sumerisk myter. I den ene sumeriske myte omtales en hyrde (''Dumuzid''/Tammuz) og en landmand (''Enkimdu''), der begge konkurrerer om gudinden Inannas opmærksomhed. Den bibelske parallel: Ligesom i den sumeriske historie repræsenterer Kain bonden, mens Abel repræsenterer hyrden. Men i stedet for en uafklaret konkurrence eller forsoning tager den bibelske beretning en mørk drejning til brodermord. 

En anden variant er en sumerisk myte, hvor kvægguden (''Lahor'') og korngudinden (''Ashnan'') skabes af guderne for at sørge for mad og tøj. I disse historier diskuterer de to, hvem der må anses for mest værdifuld for den menneskelige civilisation. Den bibelske parallel er modsætningen mellem den omvandrende hyrde og den bofaste kornavler, men her bruges den til at skabe en søskenderivalisering, der ender i brodermord. Mens sumeriske myter brugte søskende til at fremhæve to byggestene i den menneskelige civilisation og fokuserer på samarbejde eller venskabelig rivalisering, brugte hebraiske forfattere den lånte fortælling til at skildre den syndefulde menneskelige natur, herunder konsekvenserne af misundelse.

Forskere antager, at disse velkendte myter sandsynligvis blev integreret i den hebraiske tradition under deres babylonske eksil i det 6. århundrede f.Kr., hvilket tillod forfattere at omarbejde regionale kulturelle temaer, så de passede til deres monoteistiske verdensbillede.

==== Noa og vandfloden ====

Også historien om Noa og vandfloden er overtaget fra andre kulturer. I 1872 fandt man i British Museums store samling fra Assurbanipals bogsamling et store epos kaldet ''Gilgamesh''. I kapitel 11 af dette epos findes en historie, hvis hovedtræk er følgende: guderne beslutter at udrydde menneskene ved at drukne dem, men vandenes gud, Enki, advarer Utu-nipishtim om faren og tilråder ham at bygge en ark og tage sin familie og sit kvæg med ombord, hvilket skete. I seks dage og nætter varer uvejret og oversvømmelsen, men på den syvende dag rammer arken toppen af et bjerg i Armenien. For at undersøge om oversvømmelsen er overstået sendes først en due og så en svale ud, men de vender begge tilbage. Først, da en ravn sendes ud og ikke vender tilbage, viste det, at vandene nu var sunket, og at Utu-nipishtim kunne forlade arken. Det gør han og foretager et takoffer til guderne. Enki bad så den øverste af guderne, Enlil, om at love, at han aldrig i fremtiden ville straffe hele menneskeheden for nogle fås synder, hvilket denne lover. Han rører Uti-nipishtim og dennes hustru på panden og erklærer: &quot;Hidtil har Utu-nipishtim været dødelig. Nu skal han og hans hustru være som guderne; og de skal bo i det fjerne, ved flodernes munding&quot;.&lt;ref&gt;Bibby (1971), s. 62f&lt;/ref&gt;

Lighederne med Bibelens beretning om syndfloden er indlysende til trods for forskellene: navnene er ændrede, de mange guder er erstattet af een Gud, men ellers er beretningen i sine kernetræk den samme.

Senere, i 1899 og 1900, viste udgravninger i Nippur i Mesopotamien, at den akkadiske beretning selv havde en forgænger. I 1914 blev fra disse udgravninger offentliggjort en tavle fra Nippur med en lignende beretning, der imidlertid stammer fra Sumer og således er betydeligt ældre end den akkadiske beretning. Tavlen er ukomplet, idet kun den nederste trediedel er bevaret, men syndflodsberetningen er atter den samme, selv om hovedpersonen nu hedder Ziusudra i stedet for Utu-nipishtim. I den sumeriske version ender historien således: &quot;Anu og Enlil viste velvilje mod Ziusudra, liv som en gud giver de ham, evig ånde som en gud bringer de ned til ham. Så kongenZiusudra, bevareren af planternes navn og af menneskeslægtens sæd, lod de bo i overfartslandet. Dilmuns land, det sted hvor solen står op&quot;.&lt;ref&gt;Bibby (1971), s. 64&lt;/ref&gt;

Pointen her er, at Bibelens syndflodsberetning er et plagiat, ikke en oprindelig historie, men at den inddrages som et led i den rekonstruerede beretning om jødernes historie.

==== Edens have ====

I den sumeriske beretning optræder også det hellige land Dilmun. Dette land beskrives som et sted, hvor rovdyr, sygdom og alderdom ikke eksisterer:

I Dilmun tier ravnen,&lt;/br&gt;
rovfuglen skriger ikke,&lt;/br&gt;
løven dræber ikke,&lt;/br&gt;
ukendt er den kid-fortærende vildhund,&lt;/br&gt;
ukendt det kornædende vildsvin.&lt;/br&gt;
Malten som enken spreder på taget -&lt;/br&gt;
himlens fugle opæder ikke denne malt.&lt;/br&gt;
Duen hænger ikke med hovedet.&lt;/br&gt;
Den øjensyge siger ikke: &quot;Jeg er øjensyg&quot;,&lt;/br&gt;
den hovedsyge siger ikke: &quot;Jeg er hovedsyg&quot;,&lt;/br&gt;
den gamle kvinde siger ikke: &quot;Jeg er en gammel kvinde&quot;,&lt;/br&gt;
den gamle mand siger ikke: &quot;Jeg er en gammel mand&quot;.&lt;ref&gt;Bibby (1971), s. 66&lt;/ref&gt;

Det har været foreslået, at dette ideelle levested har været forbillede for jødernes opfattelse af Edens have. I dag ved vi, at Dilmun ikke var en myte om Paradis men navnet på en faktisk eksisterende stat med Bahrain som sit midtpunkt, der drev en omfattende handel og søfart fra Indusdalen i øst til Mesopotamien i nordvest. Dette er et sidespring, men hvis det viser sig, at Dilmun er inspirationskilden til Edens Have, vil det være endnu et eksempel på kulturelle traditioner, som jøderne har lånt, adapteret, og inkorporeret i deres egen historiske myte.

==== Babelstårnet ====

Historien om Babelstårnet er velkendt og lyder således: 

&quot;Hele jorden havde samme sprog og samme tungemål. Da de brød op mod øst, stødte de på en dal i landet Sinear, hvor de slog sig ned. De sagde til hinanden: &quot;kom, lad os stryge teglsten og brænde dem hårde!&quot; De brugte tegl som sten og asfalt som mørtel. Så sagde de: &quot;lad os bygge en by med et tårn, som når op til himlen, og skabe os et navn, for at vi ikke skal blive spredt ud over hele jorden.&quot; Herren steg ned for at se byen og tårnet, som menneskene byggede. Så sagde Herren: &quot;se, de er eet folk med samme sprog. Når de begynder at handle sådan, vil intet af det, de planlægger, være umuligt for dem. Lad os stige derned og forvirre deres sprog, så at de ikke forstår hinanden.&quot; Så spredte Herren dem derfra ud over hele jorden, så at de måtte holde op med at bygge byen. Derfor hedder den Babel, for dér forvirrede Herren sproget på hele jorden, og derfra spredte Herren menneskene ud over hele jorden.&quot;&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 17&lt;/ref&gt;

Denne historie synes at være skabt med to formål. Det ene er at forklare hvorfor, at ulige folkeslag taler uens sprog. Men historien har muligvis et andet formål: at nedgøre babylonernes ziggurater (tempeltårne), som antagelig blev lavet som en slags forbindelse mellem himmel og jord. Nebukadnezar II (omkring 605-562 f.Kr.), som erobrede Judah, ødelagde Jerusalem og bragte mange jøder til Babylon, byggede også et ziggurat i syv lag kaldet ''Etemenanki'', hvilket kan oversættes &quot;Himmelens og Jordens Grundvolds Hus&quot;.&lt;ref&gt;Dinkgreve (2021), kap. 3&lt;/ref&gt;

==== Abraham ====

I Første Mosebog kapitel 12 introduceres Abraham som israelitternes mytiske stamfader.&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 17ff&lt;/ref&gt; Følger man kronologien i Gamle Testamente, skal han dateres til omkring 2100 f.Kr. og således blandt andet før jødernes ophold i Egypten. Men i Første Mosebog kapitel 21 vers 34 hedder det: &quot;Abraham boede lang tid som fremmed i filistrenes land&quot;&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 27&lt;/ref&gt;, og vi ved, at filistrene først ankom til Kana'an i 12. århundrede f.Kr. som en del af de såkaldte &quot;havfolk&quot; (engelsk: ''Sea People''). Dette betyder, at ''enten'' er Abraham en fri opfindelse, som intet har med en historisk person at gøre, ''eller'' også hører han hjemme i 12. århundrede og er israelitternes stamfader, men i så fald eksisterede de ikke som folk, da de angiveligt opholdt sig i og udvandrede fra Egypten. Også aramæerne omtales og stammer ligeledes fra 12. århundrede, hvilket tyder på, at den sidst nævnte forklaring er den rette.

Men der er andre problemer med Abraham. Ifølge P-kilden skal han stamme fra den sumeriske by Ur&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 17&lt;/ref&gt; og have draget gennem den frugtbare halvmåne først til Haran (nu Aram, beliggende i Tyrkiet) og senere videre til Kana'an. I de to kilder J og E er Ur ikke nævnt, kun Haran. Det har derfor været antaget, at det er hans oprindelige hjemsted. Det ville kunne forklare hvorfor, at hans forfædre Serug, Nahor og Terah har navne efter landsbyer omkring Haran, som Abrahams broder har navn efter. Det kunne også forklare benævnelsen &quot;hebræer&quot;, der antagelig betyder &quot;hinsides floden&quot;, idet Haran ligger på den modsatte bred af Eufrat.&lt;ref&gt;Dinkgreve (2021), kap. 8&lt;/ref&gt; Samme tradition findes i Josvabogen kapitel 24:2 i omtalen af pagtslutningen i Sikem: &quot;Josva sagde til hele folket: &quot;Dette siger Herren, Israels Gud: I gamle bage boede jeres fædre på den anden side af Eufratfloden, Tera, Abrahams og Nakors far, og de dyrkede andre guder&quot;.&quot;&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 269&lt;/ref&gt;

Imidlertid savnede Abraham en slægtshistorie, så i Første Krønikebog kapitel 1 får han den. Her hører vi at han er søn af Sem, som på sin side er søn af Noa, som atter er efterkommer af Adam.&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 446&lt;/ref&gt; Men som vi netop har set, er han i Josvabogen søn af Tera.&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 269&lt;/ref&gt; Der er således interne modsætninger i de narrativer, som de ulige slægtslister og narrativer i ulige dele af Gamle Testamente giver. Dette viser, at man har forsøgt at sammenskrive ulige narrativer til et men med ringe held.

==== Sodoma og Gomorra ====

Historien om Sodoma og Gomorras ødelæggelse optræder som et sidemotiv i beretningen om Abrahams liv i Første Mosebog kapitel 18:16-33 og kapitel 19:1-28.

Bibelforskere er generelt enige om, at selvom Gamle Testamente ikke direkte &quot;låner&quot; historien om Sodoma og Gomorra fra en specifik sumerisk kilde, deler fortællingen om guddommelig ødelæggelse, guddommelige besøgende og den flammende omstyrtelse af en by slående motiver med tidligere mesopotamisk litteratur og bredere oldtidsmytologi fra Nærøsten. Således &quot;Akkads forbandelse: Ekur hævnet&quot;, et akkadisk/sumerisk litterært værk dateret til mellem 2112 f.Kr. og 2004 f.Kr., som beskriver den pludselige ødelæggelse af byen Akkad. Myten blev skrevet hundreder af år efter Naram-Sins liv og er digterens forsøg på at forklare, hvordan det lykkedes for gutianerne at erobre Sumer. Efter en indledende passage, der beskriver Akkads herlighed før dets ødelæggelse, fortæller digtet om, hvordan Naram-Sin gjorde hovedguden Enlil vred ved at plyndre Ekur, der var Enlils tempel i Nippur. I sin vrede kaldte Enlil gutianerne ned fra bjergene øst for Tigris, hvilket bragte pest, hungersnød og død over hele Mesopotamien. For at begrænse denne ødelæggelse, bestemte otte af guderne (nemlig Inanna, Enki, Sin, Ninurta, Utu, Ishkur, Nusku og Nidaba), at kun byen Akkad skulle ødelægges for at skåne resten af ​​Sumer, og de forbandede den. Historien slutter med, at digteren skriver om Akkads skæbne, idet den velstående by lægges i aske i overensstemmelse med gudernes forbandelse.

Temaet om guddommelig straf for en bys ''hybris'' eller umoral er et udbredt motiv i oldtidens verdensbillede. Det kan ikke vides sikkert, om det er denne historie, der har dannet forbillede for Gamle Testamentes historie om Sodoma og Gomorra, men motivet menneskers umoral og manglende respekt for guddommen er det samme.

Den bibelske version rummer Abrahams forsøg på at undgå ødelæggelsen, hvis der blot fandtes ti retfærdige indbyggere i byen, men selv så få fandtes der åbenbart ikke. Kun Lot, Abrahams slægtning, reddes fra ulykken: &quot;Da solen stod op over landet, og Lot var kommet til Soar, lod Herren svovl og ild regne ned over Sodoma og Gomorra fra Herren i himlen. Han ødelagde disse byer, ja hele Jordandalen, alle, der boede i byerne, og alt, der voksede på markederne.&quot;&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 25&lt;/ref&gt; Naturvidenskabeligt set kunne det være beskrivelsen af en meteorregn eller af nedfald fra et vulkanudbrud.

==== Moses ====

I Anden Mosebog kapitel 2 introduceres den mytiske skikkelse Moses som israelitternes befrier fra trældommen i Egypten. Historien begynder med hans fødsel. Ifølge myten havde farao befalet, at alle drengebørn skulle dræbes ved fødslen, men Moses' moder reddede ham ved at placere ham i en sivkurv, hvor han blev fundet og adopteret af faraos datter.&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 67&lt;/ref&gt; Denne historie er imidlertid utvivlsomt adopteret fra sumerisk tradition, idet en tilsvarende historie fortælles om kong Sargon af Assad.&lt;ref&gt;Dinkgreve (2021), kap. 8&lt;/ref&gt; Der er således ingen grund til at tillægge denne del af traditionen nogen historisk baggrund.

Senere fortæller Anden Mosebog, at Moses blev pålagt af Gud at føre israelitterne ud af Egypten. Det hedder i den forbindelse, at Gud blandt andet siger til Moses: &quot;Jeg er din faders Gud, Abrahams Gud, Isaks Gud og Jakobs Gud&quot;.&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 69&lt;/ref&gt; Her stå vi på ny over for problemet, at henvisningen til Abraham åbenbart er en anakronisme. Det betyder, at der kan rejses tvivl om både den historiske skikkelse Moses og om Mosebøgerne som kilde til israelitternes tidlige historie overhovedet.

Kendsgerningen er, at der findes ingen beviser på eksistensen af de fem mosebøger før slutningen af det 4. århundrede f.Kr., herunder eksistensen af en person kaldet Moses.&lt;ref&gt;Gad Barnea&lt;/ref&gt; Men den farao, som med stor sandsynlighed fordrev semitterne fra Egypten, hed Ahmoses, hvilket på hebraisk betyder &quot;Moses' broder&quot;. Så måske at der er en sammenhæng her.

==== Græske narrativer ====

Men det er ikke kun fra Sumer og Mesopotamien at Gamle Testamenter har lånt narrativer. Nogle kildekritikere tilhørende den såkaldte &quot;Københavnerskole&quot; har peget på, at også græske narrativer har ydet deres bidrag, lad os tage nogle eksempler:

Jan-Wim Wesselius har foretaget undersøgelser, der viser, hvordan Første Mosebog og Anden Mosebog afspejler Herodots skrifter, især sidstnævntes beretning om persiske kongers liv. Han sammenlignede i detaljer lighederne mellem Josef og Kyros, og især mellem Moses og Xerxes. Josef og Kyros har begge drømme, bliver afsløret for at dø, går i eksil, bliver skjult i en periode og bliver konger, når deres identitet afsløres. Moses og Xerxes drager ud for at erobre enten Kana'an eller Grækenland og krydser vand med deres folk. Mange andre detaljer nævnes, såvel som sammenligninger mellem Terah og Phraortes (en medisk konge), Abraham og Kyaxares (en medisk konge), Isak og Astyges (en medisk konge) og Jakob og Mandane (Kyros' mor).&lt;ref&gt;Wesselius (1999), s. 24-77&lt;/ref&gt;&lt;ref&gt;Wesselius (2002), s. 6-47&lt;/ref&gt;

Philippe Guillaume mener, at kreative skrivere i Alexandria i det andet århundrede f.Kr. indsatte dommere i  Mosebøgernes historie, hvilket afspejlede et politisk-ideologisk behov hos de hasmoneiske herskere i Palæstina. Det formodes, at indsættelsen af disse dommere var inspireret af Hesiods ''Værker og Dage'', især afsnittet om heltene, som Hesiod indsatte i de fire tidsaldre. Det modsvarer den måde, hvorpå dommere blev indsat i den jødiske historie. Det synes  at have haft et dobbelt formål: dels at underminere påstande om arveret til magten fra efterkommere af kong Davids dynasti, idet historier om heroiske dommere nu optræder før kongerne David og Salomon og dermed med større ælde, dels at hjælpe de hasmoneiske herskere, der netop ikke kunne hævde at have nogen afstamning fra David som grundlag for deres påstande om et messiansk styre.&lt;ref&gt;Guillaume (2014), s. 147-164&lt;/ref&gt;.

Katherine Stott har påpege, at Davids opstigning, som skildret i Første Samuelsbog kapitel 16-31 og i Anden Samuelsbog kapitel 1-8, muligvis er inspireret af den fortælling, der beskriver Kyros' opstigning til Persiens og Mediens trone i teksten i Herodots Historier. Hun så følgende paralleller:&lt;/br&gt;
- Kyros og David starter begge under ydmyge kår,&lt;/br&gt; 
- begge træder ind i den forrige konges hof,&lt;/br&gt; 
- i begge tilfælde bliver den pågældende konge jaloux på dem,&lt;/br&gt; 
- i begge tilfælde bliver de truet med døden af ​​den pågældende konge,&lt;/br&gt; 
- begge flygter fra hoffet,&lt;/br&gt; 
- begge bliver folkelige ledere,&lt;/br&gt; 
- i begge tilfælde hopper en allieret af,&lt;/br&gt; 
- begge tilraner sig kongerigets herredømme,&lt;/br&gt; 
- begge får succes på grund af deres militære dygtighed,&lt;/br&gt; 
- begge skåner den gamle konges liv i en periode,&lt;/br&gt; 
- der er et tragisk element i den forrige konges fald i begge tilfælde, og&lt;/br&gt; 
- i begge tilfælde er udfaldet dannelsen af ​​en ny politisk enhed.&lt;/br&gt; 
Stott bemærkede, at denne græske tekst kun i den hellenistiske æra ville have været tilgængelig for den bibelske forfatter.&lt;ref&gt;Stott (2002), s. 62-71, 77-78)&lt;/ref&gt;.

Hesiods ''Theogoni'' og Katalog over kvinder menes at være blandt de indflydelsesrige kilder til henholdsvis skabelsesberetningen i Første Mosebog kapitel og de genealogier, der findes i hele Første Mosebog kapitlerne 1-11 det vil sige til og med omtalen af Noas efterkommere.&lt;ref&gt;Gnuse (2017)&lt;/ref&gt;.

Fortællinger i Første Mosebog kapitlerne 1-11 kan også vises at have betydelige paralleller med beretninger nedskrevet hos græske historikere, således Hekateus fra Milet (''Periegesis'' og genealogier) og Herodot fra Halicarnassus (Historier), herunder omtaler af menneskelige leveveje (Første Mosebog kapitel 4:20-22), de tre sønner af en syndflodshelt, der er menneskehedens forfædre (Første Mosebog kapitel 9:18-19 og kapitel 10:1-32) samt plantningen af ​​en vingård (Første Mosebog kapitel 9:20-27).&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 15f&lt;/ref&gt;&lt;ref&gt;Gnuse (2019)&lt;/ref&gt;

Ældre latinske traditioner, der ligger bag beretningerne i Ovids ''Fasti'' 5, 493-544 og ''Metamorfoser'' 8, 625-725, kan have inspireret fortællingerne om de budbringere, der fortæller Abraham om hans kommende søn, og de budbringere, der advarer Lot om at forlade Sodoma i Første Mosebog 18:1-15; 19:12-26. &lt;ref&gt;Gnuse (2017)&lt;/ref&gt;.

En fortælling om Democedes af Kroton i Herodots ''Historie'' 3, 125-132 kan have givet anledning til fortællingen om Josef, der fortolker faraos drømme i Første Mosebog 41:1-36&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 52-54&lt;/ref&gt;, hvilket igen inspirerede drømmeberetningerne i Daniels Bog&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 1104-1112&lt;/ref&gt;&lt;ref&gt;Gnuse (2010)&lt;/ref&gt;.

Den korte fortælling om den store kriger Achilleus' ædle, talende heste i ''Iliaden'' 19, 395-424 kan være løst overtaget og indpasset i beretningen om Bileams æsel i Fjerde Mosebog kapitel 22:22-35, hvor et simpelt æsel bringer skam over en tåbelig profet.&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 181&lt;/ref&gt; Talende dyr er langt mere almindelige i græsk litteratur end i Bibelen. &lt;ref&gt;Gnuse (2017)&lt;/ref&gt;

Ofrelsen af ​​Ifigenia i to skuespil af Euripides omkring 400 f.Kr.: ''Ifigenia blandt Taurierne'' og ''Ifigenia i Aulis'', kan have inspireret beretningen om Jeftas ofring af sin datter i Dommerbogen kapitel 11:30, 34-40, som synes at være indsat i beretningen om Jeftas kamp mod ammonitterne. &lt;ref&gt;Gnuse (2019)&lt;/ref&gt;

Arrians beretning om Alexander den Store og det spildte vand i Anabasis af Alexander 6.26.1-3 kan have inspireret en lignende historie om David i Anden Samuels Bog 23:15-17. Davids handling med at hælde det vand ud, som hans modige soldater hentede bag fjendens linjer, gør ikke en fornuftig historie, som Alexanders handling i den gedrosiske ørken, hvor tørst virkelig er et problem, gør.&lt;ref&gt;Gnuse (1998)&lt;/ref&gt;.

I flere tilfælde kan det sandsynliggøres, at disse broderende fortællinger optræder som et vedhæng til ældre beretninger og er placeret i slutningen af ​​bibelske bøger, og de ser ud til at have været knyttet til bøgernes hovedfortælling kun med en løs forbindelse. Dette gælder især i Dommerbogen, hvor fortællingerne i Dommerbogen kapitel 13-16 om Samson ser ud til at være skrevet i en helt anden stil end resten af ​​Dommerbogen. Et stort antal forskellige græske legender om Herakles synes at have påvirket Samson-fortællingerne i Dommerbogens kapitel 13-16 på et sent tidspunkt, sandsynligvis i den hellenistiske tid. Der er alt for mange græske paralleller inden for disse fire kapitler til, at de kan afvises som blot fortællingshistoristiske sammentræf.&lt;ref&gt;Gnuse (2018)&lt;/ref&gt;

Afsnittene i Dommerbogens kapitel 17-21 om Mika, om Dan-stammens udvandring til Lakash samt om Benjamitternes skændselsdåd fremstår ligeledes som tilføjede tillæg til resten af ​​bogen, og dér finder vi beretningen om kvinderne, der blev kidnappet fra Silo. &quot;Voldtægten af ​​de sabinske kvinder&quot;, som en gammel fortælling genfortalt af Livius (''Historie'' I, 9,1-16) og Plutarch (Lives: Romulus XIV, 2-8), kan være forbilledet for de bortførte piger i Dommerbogen kapitel 21:1-24. &lt;ref&gt;Gnuse (2007)&lt;/ref&gt;

Fortællingerne om Josef, Bileam og Jefta kunne være blevet placeret i den bibelske tekst i den persiske periode kort efter 400 f.Kr., såvel som bibelske tekster i Første Mosebog 1-11 med Hesiod, Hekateus og Herodot som inspirationskilder. Men de andre fire fortællinger synes mere sandsynligt at have deres oprindelse fra den hellenistiske tid, og man kan derfor argumentere for, at alle disse tekster opstod samtidigt og derfor må høre hjemme i den hellenistiske tid. 

Anden Samuelsbog kapitel 21-23 synes også at være et appendiks, og heri finder vi David, der hælder det vand, han har modtaget fra sine krigere, ud. Dommerbogen kapitler 13-21 og Anden Samuelsbog 21-23 kunne derfor være blevet føjet til Deuteronomistiske historier på et meget sent tidspunkt. Historierne om Josef i Første Mosebog kaptel 39-50, der skulle forklare jødernes ophold i Egypten, ses ofte som en sen tilføjelse fra omkring 400 f.Kr. eller senere, hvorfor Herodots indflydelse på Josefs drømmetydning er sandsynlig. Andre beretninger ser også ud til at være blevet indsat noget ujævnt i deres fortællende kontekst. Dette er tydeligst i beretningen om Jeftas ofring af sin datter, som synes at være indsat midt i Jeftas slag i Transjordan, og fortællingen om Bileam og hans æsel, som fremstiller Bileam med en helt anden persona end den, der findes i resten af ​​Fjerde Mosebog 22-24. Historien om de tre engle, der besøger Abraham og pludselig kun bliver to i antal, da de besøger Lot, henleder opmærksomheden på parallelle romerske beretninger, hvor der er henholdsvis tre og to engle i fortællingerne fra Ovid. Desuden vidner de nuancerede detaljer i dialogen i Første Mosebog 18-19 også om en senere tids skrivestil. Således synes indflydelsen fra klassiske og græske beretninger at være mest sandsynlig i historier, der synes at være senere tilføjelser og indsættelser i hovedhistorierne.

Foruden indholdsmæssige ligheder er der også opbygningsmæssige ligheder. Daniel Hawk bemærkede, at Aischylos' ''Orestia'' og Første Samuelsbog kapitel 8 til Anden Kongebog 8 deler sammenlignelige struktur og karakterer. Begge har et tredelt skema og begge bruger metaforer til at afspejle overgangen fra et slægtskabssamfund til et borgersamfund, idet Agamemnon og Saul afspejler den gamle samfundsorden, Orestes og David viser overgangen, og Athena og Salomon indfører den nye samfundsorden. Den deuteronomistiske historiker brugte ''Orestia'' som model for sine &quot;modtagne traditioner vedrørende det israelitiske monarki&quot;. Hawk mener, at den hellenistiske tid kan have været det tidspunkt, hvor den bibelske forfatter havde adgang til og brugte Aischylus' skrifter.

Disse og andre eksempler er blevet fremhævet af nogle forskere, der generelt er enige om, hvordan hellenistisk litteratur formede den oprindelige historie efter 300 f.Kr. eller endda efter 200 f.Kr., i den makkabæiske æra. Larsson mener, at de bibelske beretninger blev skabt i det ptolemæiske Egypten i det andet århundrede f.Kr. og påvirket af betydelige græske historikere fra det tredje århundrede f.Kr., så som Berossos, Manetho og Eratosthenes.&lt;ref&gt;Larsson (2004), s. 296-311&lt;/ref&gt; På grundlag af sådanne iagttagelser mener Niels Peter Lemche, at Dommerbogen og sikkert også andre dele af Gamle Testamente først er blevet skrevet eller har fundet deres endelige form omkring 272 f.Kr. Etienne Nodet vurderer, at Mosebøgerne opstod i begyndelsen af ​​det tredje århundrede f.Kr., mens profeterne og nogle af skrifterne blev skabt i det andet århundrede f.Kr.; disse tekster blev udformede i Alexandria under hellenistisk indflydelse.&lt;ref&gt;Nodet (2014), s. 36-55&lt;/ref&gt; Emanuel Pfoh mener, at selvom den primære historie blev skabt i den hellenistiske æra, stammer nogle traditioner fra den assyriske og persiske tid og blev udviklet af krønikeskrivere gennem årene, men grundlæggende blev teksten formet under hellenistisk indflydelse.&lt;ref&gt;2014; s. 23, 33-35&lt;/ref&gt; Hvordan det nu forholder sig, står det klart, at både den sene tilblivelse og dens mulige motiver undergraver store dele af Gamle Testamente som en troværdig historisk kilde.

Det er muligt, at der findes en historisk kerne, som over tid er blevet udbygget og pyntet på med narrativer hentet fra græske traditioner, men indtil videre må det konstateres, at næsten alt i Gamle Testamente lader sig betvivle.

Mest afgørende i denne sammenhæng er det imidlertid, at hvis disse kritikere tilhørende &quot;Københavnerskolen&quot; har ret, så betyder det, at ''Tanakh'' eller Gamle Testamente langt fra var færdigskrevet endsige færdigredigeret, da jøderne vente tilbage til Jerusalen efter eksilet i Babylon. Forud ventede endnu en lang redigeringsproces, og det kan også forklare hvorfor, at vi skal helt frem til 2. århundrede f.Kr. (eller tidligst 3. århundrede f.Kr.) før, at jøderne udviser noget kendskab til deres religiøse skrifter. Forklaringen er den enkle, at først da havde skrifterne nået et så fuldendt udseende, at de lod sig anvende i den national-politiske propaganda.

==== Hyksos-problemet ====

Mens arkæologerne med rimelig sikkerhed tør fastslå, at der fandtes en særlig israelitisk befolkning fra omkring 1200 f.Kr., så er der mere usikkerhed om tiden forud. Hovedspørgsmålet kan formuleres således: er jødernes ophold i og udvandring fra Egypten en historisk begivenhed eller ej? Holdningerne spænder fra fuldstændig afvisning af denne historie til ubetinget tilslutning.

For at løse problemet må vil opspalte det i tre delspørgsmål:&lt;/br&gt;
- kan der påvises et ophold af en semitisk befolkning i Egypten?&lt;/br&gt;
- hvis ja: inden for hvilket tidsrum?&lt;/br&gt;
- hvis ja: var det israelitter eller ej?

Det umiddelbare svar på spørgsmålet er, at der faktisk findes oplysninger om en fremmed befolkning i Egypten. Men denne befolkning, kaldes af egypterne selv ''Hiku-khasut'', det vil sige &quot;ørkenfyrsterne&quot; (hvilket på græsk er blevet til ''hyksos''&lt;ref&gt;Bibby (1978), s. 96&lt;/ref&gt;, og denne benævnelse bruges almindeligvis og derfor også her), ikke &quot;hebræerne&quot;, &quot;jøderne&quot; eller &quot;israelitterne&quot;, og ingen af disse betegnelser kendes i samtiden, end ikke fra Kana'an. Forskerne mener at kunne fastslå, at disse ''hyksos'' ankom fra øst til Egypten i 19. århundrede f.Kr., regerede over Egypten i 17. og 16. århundrede f.Kr. men senere forsvandt igen. Der er fundet en grav rejst over en mand ved navn ''Aper-El'', det vil sige &quot;El's tjener&quot;, som tjente hos faraonerne Amenhotep III og Akhenaten i 14. århundrede f.Kr.&lt;ref&gt;Dinkgreve (2021), kap. 8&lt;/ref&gt;

Et passende udgangspunkt for vurdering af udvandringens troværdighed kan være Simcha Jacobovici og hans film &quot;''The Exodus decoded''&quot;. Heri giver han blandt andet en omfattende dokumentation, som nok kan være en nøjere gennemgang værd.

Simcha tager udgangspunkt i bibelkritiske afvisninger af udvandringen, som traditionelt blev dateret til 1270 f.Kr. det vil sige i Ramses II's regeringstid men hvor der ingen beviser for en sådan begivenhed findes. Simcha mener, at denne datering er forkert, og at den korrekte tidsfæstelse er omkring 1500 f.Kr. Som beviser for denne tidsfæstelse anfører han følgende:

Hyksos-folket skulle være kommet til Egypten omtrent 200 år før, at de atter udvandrede, det vil sige 1700 f.Kr. I en grav i Beni Hassan ved Nilen omkring 400 km syd for Cairo findes et vægmaleri, som viser en indvandring til Egypten. Befolkningen er semitter med skæg, flerfarvede dragter og med benævnelsen &quot;''Amo''&quot;. I ''Tanakh'' (Gamle Testamente) anvendes benævnelsen &quot;''Amo Israel''&quot;, det vil sige &quot;Guds folk&quot;. Benævnelsen er den samme og deres ophold passer nøje med traditionen.

Hyksos-folkets hovedstad var Avaris, der ligger i Nilens delta nord for Cairo. Avaris er blevet udgravet af professor Manfred Bietak fra Wien. Han har blandt andet fundet 9 seglstamper med navnet &quot;Jakob&quot;, hvilket nøje svarer til den bibelske tradition om faraos betroede mand, Josef, der netop var søn af Jakob.

Ifølge traditionen ender indvandrerne som slaver. I Serabit El Khadim i Sinai-ørkenen blev udvundet tyrkis-sten i miner ved slaveri. I en af disse minder findes en alfabetisk (ikke-egyptisk) indskrift på væggen: &quot;El, hjælp mig&quot;. ''El'' var navnet på en semitisk guddom.

En stele rejst af farao Ahmoses og dateret til omkring 1500 f.Kr. fortæller om blandt andet storm og mørke i overensstemmelse med den bibelske tradition, og den nævner gud i ental. Ahmoses er kendt for at have udvist hyksos-folket. Navnet Ahmoses betyder på egyptisk &quot;månen er født&quot; men på hebraisk &quot;Moses' broder&quot;. 

Omkring 1500 f.Kr. indtraf et stort vulkanudbrud på øen Santorini i det græske øhav. Simcha mener, at det var denne begivenhed, som udløste udvandringen, og at den også kan forklare Egyptens ti plager. Hans argumentation herfor er følgende:

I Avaris er fundet vulkansk pimpsten dateret til omkring 1500 f.Kr. Dette viser (om ikke andet) at Egypten blev påvirket af netop dette vilkanudbrud.

Vulkanudbruddet og tilhørende jordskælv havde følgende bivirkninger:&lt;/br&gt;
- vandet bliver rødt. Årsagen er, at rust frigøres ved gasudbrud fra bunden og opblandes i vandet. Dette skete blandt andet i 1986 ved Nyos-søen i Cameroon.&lt;/br&gt;
- frøer. Hopper ud af vandet, når det bliver forurenet.&lt;/br&gt;
- lus, fluer og epidemi følger som eftervirkninger af miljøkatastrofen&lt;/br&gt;
- sår og bylder. Disse kendes ligeledes fra Nyos-begivenheden i 1986.&lt;/br&gt;
- hagl. Is og ild = &quot;vulkansk hagl&quot; omtales i den såkaldte Ipuwer-papyros og skyldes, at vulkansk aske blandes med vand i atmosfæren.&lt;/br&gt;
- græshopper. Bringes på vandring på grund af klimaændringen.&lt;/br&gt;
- mørke. Skyldes en askesky, der fra vulkanudbruddet bredte sig til Nilens delta, hvilket er bevist ved korn af asken fundet af Jean-Daniel Stanley fra Smithsonian Institute.&lt;/br&gt;
- førstefødte sønner døde. Skyldes at CO&lt;sub&gt;²&lt;/sub&gt; frigøres fra jordens indre og lægger sig lige ved jordens overflade. Da de ældste priviligerede sønner sov på en lav seng, blev de dræbt af gassen, mens andre børn der sov på de flade tage aldrig blev berørt inden, at gassen opløstes igen. Noget tilsvarende blev observeret i Nyos. Yderligere er der udgravet massegrave i Avaris, som kun omfatter personer af mandkøn og ikke krigere. Og Ahmoses' egen søn døde som 12-årig (hans begravede lig er fundet).&lt;/br&gt;
Ifølge Simcha er alle disse begivenheder således naturlige mulige følger af vulkanudbruddet.
[[Fil:Stele_of_Grave_Circle_A_Mycenae_NAMA_1428.JPG|200px|thumb|Gravstele fra Mykene, der viser Farao, som forfølger Moses. De er omgivet af vand på begge sider.]]
Velkendt er historien om havets deling.&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 82&lt;/ref&gt; Den korrekte formulering i Bibelen er &quot;Yam Suf&quot;, det vil sige Sivhavet. Men siv vokser ikke i saltvand, så der er tale om en stor sø. På Ismailia Regional Museum findes en granitsten med en indskrift i hieroglyffer, ''El Arish''-indskriften, der fortæller om udvandringen set fra faraos side. Her kaldes lederen for &quot;ørkenprinsen&quot;. Mere bemærkelsesværdigt er det, at indskriften også fortæller, at vandene delte sig (markeret som bølger + 2 knive), og at indskriften nævner stedet for denne begivenhed: ''El Balah'', en nu tidligere sø beliggende øst for Avaris nær overgangen til Sinai-ørkenen. Simcha mener, at som følge af de tektoniske forskydninger og deraf følgende jordskred løftede den afrikanske plade sig 1-2 meter og skabte en landkorridor, men kort efter fulgte en tsunami, som druknede faraos hær.

Simcha peger på et vægmaleri på Santorini, som viser en sejlads fra en by omgivet af mure. Simcha mener, at den viste by er Avaris, idet der her også er fundet minoiske vægmalerier, hvilket vidner om handelsforbindelser. En del af udvandrerne skulle således være draget til Grækenland. I Mykene er fundet guldgenstande og sværd i en grav dateret til 1500 f.Kr. De kan stamme fra jødiske udvandrere. Desuden er fundet tre gravsten med billeder visende først en mand på en stridsvogn, der forfølger en gående mand omgivet af bølger, dernæst at den gående mand er nået højere liggende land og har vendt sig imod stridsvognen, og endelig at stridsvognen drukner i bølgerne. Billederne viser, let forenklet, faraos forfølgelse af Moses. Det er i bogstaveligste forstand en tegneserie om begivenheden.

Simcha peger dernæst på, at jordskælv kunne have ført til, at gas og olie blev frigivet og måske blev antændt, og derved gav anledning til røgsøjler om dagen og ildsøjler om natten svarende til beretningen i Anden Mosebog kapitel 13 vers 21-22: &quot;Herren gik foran dem, om dagen i en skysøjle for at føre dem på vejen og om natten i en ildsøjle for at lyse for dem, så at de kunne gå både dag og nat. Skysøjlen fjernede sig ikke fra folket om dagen og ildsøjlen ikke om natten.&quot;&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 81&lt;/ref&gt;

Endelig mener Simcha at kunne påvise, hvor bjerget Sinai lå. Og han mener at have fundet billedlige gengivelser af Pagtens Ark - i Grækenland af alle steder!

Så langt Simcha. Det giver anledning til en række spørgsmål: er begivenheden fejldateret? Det er der faktisk en del, der tyder på. Begivenheden fandt efter alt at dømme sted omkring 1500 f.Kr. Kan et vulkanudbrud være forklaringen på begivenhedsforløbet? Svaret må være, at det er muligt, i hvert fald er der intet, som tyder på, at det ikke kunne være tilfældet. Var dette hyksos-folk ''Amo'' og var det semitter? Ja, det er sandsynligt. Var det også israelitter? Det er muligt, men ikke sikkert.

Vi har tidligere fastslået, at Gamle Testamentes historie om udvandringen fra Egypten tidsmæssigt er uforenelig med historien om Abraham som israelitternes stamfader, idet hans ophold i filistrenes land er flere hundrede år senere end udvandringen. Og det forbliver uforklarligt, at et folk, som kaldte sig selv Israel, ikke optræder under dette navn men af Egypterne kaldtes henholdsvis ''Amo'' og ''Hyksos''.  

Historien om ''exodus'' eller udvandringen fra Egypten kendes ikke fra Elephantine, en jødisk by i Egypten fra 400-tallet f.Kr., hvilket kunne tyde på, at denne tradition i jødisk historieforståelse enten må være yngre end denne tid eller endnu ikke spillede den rolle i jødisk selvforståelse, som den senere fik.

Hvis man vil være besværlig, kan man opstille følgende alternative hypotese: udskibningen fra Egypten til Mykene eksisterer ikke i det bibelske narrativ. Hvis man alligevel forudsætter, at det afspejler en historisk kendsgerning, så kunne disse udvandrere, ''hyksos'', have taget hele traditionen med sig og billedligt gengivet den på deres gravsteler. Da &quot;havfolket&quot; (som beviseligt stammer fra Grækenland foruden andre steder) langt senere, omkring 1178 f.Kr., kom til Palæstina, bragte de traditionen med sig. Det er her fra, at jøderne senere overtog den, omformulerede den til en ørkenvandring med Moselov og hele molevitten og dermed tillige skrev det oprindelige folk ud af beretningen og satte sig selv ind i stedet som led i en selvskabt historisk tradition. 

Der er selvsagt ingen beviser for en sådan udvikling, men der er heller intet, som modsiger den, og den ville forklare årsagen til, at traditionen åbenbart overlevede i Mykene. Og hvad mere er: det kunne forklare hvorfor, at folk fra Middelhavets nordlige kyster søgte øst- og sydpå (i stedet for vestpå), da deres hjemlige forhold ikke tillod dem at blive boende, hvor de var. Et indicium for, at teorien kunne være rigtig, er det forhold, at Mykene var et handelscentrum i tiden 1600-1100 f.Kr. blandt andet med handelsforbindelser til Levanten. Blandt de forhandlede varer var genstande af elfenben fundet i Megiddo, der viser handelsforbindelser til Det Ægæiske Hav, Kypern, Hittitterne samt Egypten.&lt;ref&gt;Novacek (2011), s. 47f&lt;/ref&gt; Det indebærer, at &quot;havfolket&quot; meget vel kan have haft handelsforbindelser med Levanten tidligere og derfor kendte til områdets frugtbarhed inden, at de udvandrede dertil.

Der imod kan vi udelukke, at det var israelitterne selv, som indvandrede sammen med havfolket, fordi dette skete 1178 f.Kr. mens Israel som omtalt nævnes på en stele allerede fra 1208 f.Kr.

Kildekritisk må det konstateres, at Mosebøgerne ret beset forsøger at forene to temmelig uforenelige historiske traditioner: på den ene side traditionen fra Mesopotamien omfattende Edens Have (Dilmun), Babelstårnet (zigguraterne) og Noas ark, hvor Abraham indgår som det forklarende bindeled hvorfor, at jødernes stamfader udvandrede til Kana'an, på den anden side traditionen om Jakob (Israel)&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 46&lt;/ref&gt;, Josef og hans brødre&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 48f&lt;/ref&gt;, Israels udvandring til Egypten&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 59&lt;/ref&gt; og Moses&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 67&lt;/ref&gt; med udvandring, ørkenvandring, moseloven og løftet om Kana'an.&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 243&lt;/ref&gt;

Der kan næppe være tvivl om, at den jødiske beretning om udvandringen fra Egypten og den egyptiske beretning om fordrivelsen af de fremmede omtaler den samme begivenhed set fra to sider. For så vidt behøver ingen af dem at give det sande billede: hvis årsagen virkelig var et vulkanudbrud, kunne de forringede leveforhold efter dette meget vel være årsag til, at folk udvandrede eller bortvandrede igen. At jøderne eller israelitterne har taget begivenheden til sig er for så vidt ikke anderledes end andre historier, som de har adopteret og adapteret.

Som en sidebemærkning skal det lige nævnes, at den egyptiske konge Amenhotep IV, bedre kendt som Akhenaten, som var gift med Nefertiti og fader til Tutankhaton, og som er gået over i historien som den første monoteistiske konge, regerede fra omkring 1353 til 1336 f.Kr. Det betyder, at han regerede henved 150 år efter, at ''hyksos'' udvandrede, og at der således ingen forbindelse er med Moses.

=== Bearbejdede profetier ===

De mange profetiske tekster i Gamle Testamente udgør et eget problem. Kort sagt er de kildekritiske studier i stigende grad blevet opmærksomme på, at der ikke er tale om originale tekster. I stedet er disse blevet ændret for at tilpasse dem til bestemte formål.

Esajas', Jeremias', Ezekiels og de Tolvs Bog mangler en historie og opretholder ikke en ensartet kronologisk rækkefølge af materiale. De profetiske bøger ses ikke længere som blot kilder, hvorved læserne kan få adgang til fortiden. De læses nu som bevidste kompositioner, der genpræsenterer og fortolker profeternes ord i tekstform.

Allerede i de sidste profeters tekster er der tegn på bevidst bevidsthed om tekstualiseringen af ​​profetier. Historien i Jeremias 36 beskriver for eksempel en proces, hvor forskellige budskaber i forskellige former fra forskellige tider og steder sammensættes i tekstform af profetens skriver. Når denne rulle efterfølgende ødelægges som reaktion på dens læsning, sker der ikke blot en omskrivning af rullen, men også en betydelig tilføjelse af lignende ord (Jeremias 36:32), hvilket vidner om bogens litterære vækst. Profeter som Jeremias er ikke længere tilgængelige, men deres ord er tilgængelige i de bøger, der bærer deres navne (Zakharias 1:5-6). Disse bøger danner et særskilt korpus inden for den bibelske kanon. Når Daniel refererer til Jeremias' profeti om halvfjerds år i Daniel 9:2, taler han om Jeremias' bog blandt en flerhed af profetiske bøger (jf. Ezekiel 38:17). 

De tidligste postbibelske fortolkere af den profetiske litteratur var de skriftkloge, oversættere og kommentatorer, der videregav, gengav og forklarede teksterne. Blandt vidner til den tidligst dokumenterede periode med skriftlig overlevering (ca. 250 f.Kr. indtil 132-135 e.Kr.) er det tydeligt, at skriftkloge ikke så sig selv som blot afskrivere på samme måde som skriftkloge fra en senere periode. De så snarere sig selv som ligestillede med de oprindelige forfattere, og de udvidede ofte den bibelske tekst med fortolkninger, der var beregnet til at hjælpe læserne med at forstå teksten. Disse skriftkloge havde deres eget syn på den bibelske tekst og ønskede at sikre en teologisk korrekt læsning af den.

Blandt de profetiske bøger må de mest fremragende eksempler på fortolkningsmæssig udvidelse være Jeremias og Ezekiel i den masoretiske tekst (MT). I disse tilfælde har udvidelsen nået niveauet for skabelsen af ​​nye udgaver af bøgerne. De hebraiske tekster bag de oldgræske (OG) versioner af disse bøger er betydeligt kortere førsteudgaver. Mange af udvidelserne i andenudgaverne, der findes i MT, er af eksegetisk karakter. For eksempel er Jeremias' berygtede fjende fra nord ikke eksplicit identificeret i OG eller dens hebraiske kilde, hvilket efterlader den åben for den slags eskatologiske fortolkning, der findes i Ezekiel 38:14-17, men MT identificerer denne fjende som Babylon i udvidelsen af ​​Jeremias 25:9, hvilket skaber en interessant konflikt med Jeremias 50:3 og dens profeti om en fjende fra nord, der kommer mod Babylon. Et andet eksempel er versionen af ​​Jeremias' profeti om halvfjerds år i Jeremias 25:11-12. I OG er denne profeti ikke eksplicit begrænset til perioden med babylonsk fangenskab (se: Dan 9:1-2, 24-27), men udvidelserne i MT gør denne begrænsning af profetien eksplicit (jf. Jeremias 29:10). For Ezekiels Bog forekommer en af ​​de mest bemærkelsesværdige udvidelser i MT Ezekiel 36:23c-38, som mangler, et vigtigt vidnesbyrd om OG fra det tredje århundrede e.Kr. Denne ret lange udvidelse er baseret på materiale fundet andre steder både i og uden for Ezekiels Bog. 

Når det forholder sig således med disse tekster, rejser det uundgåeligt spørgesmålet om og i hvilken grad, det samme er tilfældet med andre tekster i Gamle Testamente. Og det svækker betydeligt Gamle Testamentes værdi som kilde til jødernes historie.

=== Sammenfatning ===

Denne gennemgang af Gamle Testamente har kun omfattet en mindre del af den samlede tekst, men selv denne meget begrænsede gennemgang har belyst en række problemer:&lt;/br&gt;
- Gamle Testamente er ''ikke'' en historisk redegørelse for jødernes historie, selv om den giver indtryk af dette,&lt;/br&gt;
- det er i stedet en samling af traditioner, anekdoter og myter skrevet af ulige forfattere til ulige tider&lt;/br&gt;
- der er gjort forsøg på at sammenskrive og harmonisere disse narrativer&lt;/br&gt;
- hvilket ikke kan skjule, at der er kronologiske problemer&lt;/br&gt;
- og at væsentlige traditioner er hentet fra andre kulturer, især Sumer og Mesopotamien men også fra Grækenland.

Vi tør antage, at skildringen af kongetiden og det delte kongerige med navnelister over regenterne er rimelig troværdig, blandt andet fordi deres navne forekommer i andre kilder, men vi har kun ringe mulighed for at vide i hvilken udstrækning, historierne om dem er blevet ændrede for at tilpasse sig et senere monoteistisk narrativ.

Nogle historier, blandt andre Esthers Bog men også Ezras Bog og Nehemias' Bog, er meget sene og menes først at være blevet tilføjet efter afslutningen af det babylonske fangenskab.

=== &lt;big&gt;Semitismen, jødedommens tankesæt&lt;/big&gt; === 

Vi har i det foregående set på Gamle Testamente som et muligt historisk kildeskrift. Man kan imidlertid også anlægge en helt anden synsvinkel, nemlig Gamle Testamente som ideologisk grundlag nærmere betegnet som grundlag for en jødisk national etnicitet samt for en særlig jødisk etik. Det skal på forhånd understreges, at det følgende ikke omfatter alle jøder, idet mange alene identificerer sig som tilhørende denne folkegruppe af genealogiske og traditionsbårne årsager, det vil sige med hensyn til deres familiære oprindelse samt højtider og mindedage. Men der findes også kredse i den jødiske befolkning, der opfatter Gamle Testamente som en anvisning på hvordan, at jøder kan og bør opføre sig.

Alle kender begrebet &quot;anti-semitisme&quot;, men få eller ingen ved, hvad udtrykket &quot;semitisme&quot; egentlig dækker over. Man vil således lede forgæves efter det i en ordbog eller eksempelvis på ''wikipedia''. Her vil begrebet blivet forstået således, at det dækker over den tankegang eller de tankegange, som kan udledes og af nogle er blevet udledt af Gamle Testamente. Det betyder, at der her vil blive set bort fra jødisk mysticisme, kabala, frankisme og lignende ældre og nyere afledede ideologier, hvilke hver for sig er en særskilt undersøgelse værd.

Læser man Gamle Testamente, vil man se, at bestemte tankegange bliver promoveret. Det drejer sig i hovedsagen om følgende:&lt;/br&gt;
- det udvalgte folk&lt;/br&gt;
- racisme&lt;/br&gt;
- retten til Kana'an&lt;/br&gt;
- retten til at myrde hele befolkninger&lt;/br&gt;
- &quot;honningfælder&quot; og pengeafpresning&lt;/br&gt;
I det følgende vil hvert af disse emner blive gennemgået særskilt.

=== Det udvalgte folk ===

Ideen om jøderne som Guds udvalgte folk tager udgangspunkt i Første Mosebog kapitel 12: her møder vi Abram ved Ur i Kaldæa. Videre hedder det: &quot;Herren sagde til Abram: &quot;Forlad dit land og din slægt og din fars hus, og drag til det land, jeg vil vise dig. Jeg vil gøre dig til et stort folk og velsigne dig. Jeg vil gøre dit navn stort, og du skal være en velsignelse.&lt;/br&gt;
Jeg vil velsigne dem, der velsigner dig,&lt;/br&gt;
og den, der forbander dig, vil jeg forbande.&lt;/br&gt;
I dig skal alle jordens slægter velsignes&quot;.&quot;&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 17f&lt;/ref&gt;

Senere gentages denne priviligerede stilling i andre sammenhænge, således over for Jakob i Betel. I Første Mosebog kapitel 35:9-13 hedder det: &quot;Gud viste sig igen for Jakob, efter at han var kommet hjem fra Paddan-Aram. Han velsignede ham og sagde til ham: &quot;Dit navn er Jakob; men nu skal du ikke længere hedde Jakob. Dit navn skal være Israel.&quot; Og han gav ham navnet Israel. Han sagde til ham: &quot;Jeg er Gud den Almægtige. Bliv frugtbar og talrig! Et folk, ja, en mængde folkeslag skal nedstamme fra dig, og konger skal fremstå af dit eget kød og blod. Det land, jeg gav Abraham og Isak, giver jeg dig og dine efterkommere.&quot; Så steg Gud op fraham, dér hvor han havde talt med ham.&quot;&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 46&lt;/ref&gt;

I Anden Mosebog kapitel 3:7-10 findes følgende: &quot;Så sagde Herren: &quot;Jeg har set mit folks lidelse i Egypten, og jeg har hørt deres klageskrig over slavefogederne. Jeg har lagt mig deres lidelser på sinde, og derfor er jeg kommet ned for at redde dem fra egypterne og føre dem op fra dette land til et godt og vidtstrakt land, et land der flyder med mælk og honning, dér hvor kana'anæerne, hittitterne, amoritterne, perizzitterne, hivvitterne og jebusitterne bor. Nu har israelitternes klageskrig nået mig, og jeg har set, hvordan egypterne undertrykker dem. Gå nu! Jeg vil sende dig til Farao. Du skal føre mit folk israelitterne ud af Egypten&quot;.&quot;&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 69&lt;/ref&gt; Dette og tilsvarende formuleringer med &quot;mit folk israelitterne&quot; giver jøderne en identitet som Guds udvalgte folk i den jødiske selvforståelse.

=== Racismen ===

Racismen er en logisk følge af ideen om Guds udvalgte folk. Et folk kan selvsagt ikke være &quot;udvalgt&quot;, hvis andre folk kan indgiftes i det. Følgelig er Gamle Testamente fuldt af forbud mod at gifte sig med ægtefæller fra andre folkeslag og kritik, når de alligevel gjorde det. Lad os tage nogen eksempler.

I Femte Mosebog kapitel 7:1-4 finder vi følgende påbud af Moses: &quot;Når Herren din Gud fører dig til det land, du skal ind og erobre, og han driver store folkeslag væk foran dig, hittitterne, girgashitterne, amoritterne, kana'anæerne, perizzitterne, hivvitterne og jebusitterne, syv folk, der er større og mægtigere end du, og Herren din Gud overgiver dem til dig, og du besejrer dem, da skal du lægge band på dem. Du må ikke slutte pagt med dem og ikke vise dem barmhjertighed. Du må ikke bringe dig i familie me dem; du må ikke give dine døtre til deres sønner, og du må ikke lade dine sønner gifte sig med deres døtre, for det vil få dine sønner til at vige fra mig og dyrke andre guder. Da vil Herrens vrede flamme op imod jer, og han vil hurtigt udrydde dig.&quot;&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 208&lt;/ref&gt;

Dette gælder blandt andre kong Salomo. I Første Kongebog 11:1-4 læses således følgende: &quot;Kong Salomo elskede mange udenlandske kvinder foruden Faraos datter, moabitiske, ammonitiske, edomitiske, sidoniske og hittitiske; om de folk havde Herren sagt til israelitterne: &quot;I må ikke indlade jer med dem, og de må indlade sig med jer, for så vender de jeres hjerte til deres guder.&quot; Dem elskede Salomo, og han holdt fast ved dem. Han havde syv hundrede hustruer med fyrstelig rang og tre hundrede medhustruer, og hans hustruer bragte hans hjerte på afveje.&quot;&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 390&lt;/ref&gt;

I Ezras Bog kapitel 9:10-12 optræder Ezras bodsklage med blandt andet dette: &quot;Vor Gud, hvad skal vi nu sige efter dette? For vi har svigtet de befalinger, du gav gennem dine tjenere, profeterne, da du sagde: Det land, I skal ind og tage i besiddelse, er et urent land på grund af de fremmede folks urenhed med de afskyelige handlinger, som de i deres urenhed har fyldt det med fra ende til anden. Derfor må I ikke give jeres døtre til deres sønner, og I må ikke lade jeres sønner gifte sig med deres døtre.&quot;&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 527&lt;/ref&gt; og i Kapitel 10:10-12 bliver dette gentaget: &quot;Så rejste præsten Ezra sig og sagde til dem: &quot;I har handlet troløst ved at gifte jer med fremmede kvinder; I har øget Israels skyld. Aflæg nu bekendelse for Herren, jeres fædres Gud, og gør hans vilje. Skil jer ud fra landets folk og de fremmede kvinder&quot;.&quot;&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 528&lt;/ref&gt;

I Nehemias' Bog kapitel 10:31 indgår israelitterne blandt andet følgende forpligtelse: &quot;Vi vil ikke give vores døtre til landets folk, og vi vil ikke lade vores sønner gifte sig med deres døtre.&quot;&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 542&lt;/ref&gt;

Således kunne man blive ved.

=== Lebensraum ===

Jødernes ret til Kana'ans land hidrører fra Første Mosebog. I kapitel 12 læser vi: &quot;Dengang boede kana'anæerne i landet. Herren viste sig for Abram og sagde: &quot;Jeg vil give dine efterkommere dette land&quot;.&quot;&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 18&lt;/ref&gt; Senere, i kapitel 15, præciseres udstrækningen af dette jødiske lebensraum: &quot;Den dag sluttede Herren pagt med Abram. Han sagde: &quot;Jeg giver dine efterkommere dette land fra Egyptens flod (det vil sige Nilen) til den store flod, Eufratfloden: kenitterne, kenizzitterne, kadmonitterne, hittitterne, perizzitterne, refaitterne, amoritterne, kana'anæerne, girgashitterne og jebusitterne&quot;.&quot;&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 20f&lt;/ref&gt;

Størrelsen af dette jødiske lebensraum er påfaldende. Sammenlignet med officielle landegrænser i 2026 omfatter dette område: den østlige halvdel af Egypten inklusive hele Sinai, Palæstina inklusive Gaza og Vestbredden, Libanon, Jordan, Saudi Arabien, Yemen, Oman, Forenede Arabiske Emirater, Qatar, Bahrain, Kuwait, Irak samt Syrien. Nogle jødiske imperialister medregner også Kypern til området.

En anden afgrænsning findes i Fjerde Mosebog kapitel 34. Heri læser vi: &quot;Herren talte til Moses og sagde: &quot;Giv israelitterne denne befaling: I kommer nu til Kana'an, det land, der tilfalder jer som arvelod, Kana'ans land i dets fulde udstrækning. Jeres sydgrænse skal gå fra Sins ørken langs med Edom. I syd skal jeres grænse gå fra enden af Salthavet i øst. Så skal grænsen dreje syd om Akrabbim-passet, gå videre til Sin og ende syd for Kadesh-Barnea. Så skal den fortsætte til Hasar-Addar og gå videre til Asmon. Så skal grænsen dreje fra Asmon mod Egyptens bæk og ende ude ved havet.&lt;/br&gt;
Grænsen i vest: Det Store Hav med kyststrækning. Det skal være jeres vestgrænse.&lt;/br&gt;
Dette skal være jeres nordgrænse: Fra Det Store Hav skal I trække en linie til bjerget Hor; fra bjerget Hor skal I trække en linie til Lebo-Hamat, og grænsen skal ende i Sedad. Så skal grænsen gå videre til Zifron, og den skal ende i Hasar-Enan. Det skal være jeres nordgrænse.&lt;/br&gt;
Som grænse i øst skal I trække en linie fra Hasar-Enan til Shefam. Så skal grænsen gå ned fra Shefam til Ribla øst for Ajin, og grænsen skal fortsætte ned og støde til bjergryggen øst for Kinneretsøen. Så skal grænsen gå ned til Jordan og ende ved Salthavet.&lt;/br&gt;
Dette skal være jeres land med dets grænser hele vejen rundt.&quot;&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 196&lt;/ref&gt;

Dette er unægteligt en noget anden afgrænsning end før. Den kritiske læser vi måske spørge om Herren ikke havde forklaret sig godt nok over for Moses eller måske havde ændret holdning, eller om der måske er en helt tredie forklaring?

Den tænkende læser vil måske kigge nærmere på andre dele af samme historie. Vi hører, at Abraham fik børn både med Sara, sin hustru, nemlig jøderne, og med Hagar fra Egypten, hans trælkvinde, nemlig ismaelitterne, det vil sige araberne.&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 21&lt;/ref&gt; Så var det nu jøderne, araberne eller begge grupper som skulle leve i dette område? Desuden tog han sig en ny hustru: Ketura, med hvem han også fik efterkommere.&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 31&lt;/ref&gt; Det er således ret uklart hvem, der skulle overtage dette lebensraum.
 
Således tænker semitisterne ikke. De er imperialister, og de vil have det hele for sig selv. De mener at have ret til at fordrive andre folkeslag og ser Gamle Testamente som kilde til denne ret.

=== Retten til folkemord ===

Jødernes ret til at myrde befolkningerne, som levede i Kana'an, forekommer allerede i Mosebøgerne. I Femte Mosebog kapitel 20:16-17 findes således følgende påbud udtalt af Moses: &quot;i de folks byer, som Herren din Gud vil give dig i eje, må du ikke lade en eneste beholde livet; du skal lægge band på dem, på hittitterne, amoritterne, kana'anæerne, perizzitterne, hivvitterne og jebusitterne, sådan som Herren din Gud har befalet dig.&quot;&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 223&lt;/ref&gt;

I Josvabogen hører vi hvordan, at jøderne hensynsløst myrdede indbyggerne i Kana'an, eksempelvis i kapitel 8:24-29: &quot;Da israelitterne på åben mark havde dræbt alle de indbyggere fra Aj, som havde forfulgt dem ud i ørkenen, og da alle til sidste mand var faldet for sværdet, vendte alle israelitterne tilbage til Aj og huggede indbyggerne ned med sværd. Den dag blev der dræbt i alt tolv tusind mænd og kvinder, alle indbyggerne i Aj. Josva trak ikke sin udstrakte hånd med krumsværdet tilbage, før han havde lagt band på alle indbyggerne i Aj. ..Og Josva brændte Aj ned; han gjorde den til en øde ruinhøj for evigt, og det er den den dag i dag. Ajs konge hængte de på et træ og lod ham hænge til aften. Da solen gik ned, gav Josva sine folk befaling om at tage liget ned fra træet og kaste det hen ved indgangen til byporten. Så kastede de en stor stendynge op over ham, og den ligger der den dag i dag.&quot;&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 251f&lt;/ref&gt;

Tilsvarende i Josvabogen kapitel 10:28-43: &quot;Samme dag indtog Josva Makkeda. Han slog byen og dens konge med sværd og lagde band på byen og alle, der var i den; der var ingen, der overlevede. Han gjorde det samme med kongen i Makkeba, som han havde gjort med kongen i Jeriko.&lt;/br&gt;
Fra Makkeda drog Josva sammen med hele Israel videre til Libna. Han gik til angreb på Libna, og Herren gav også denne by og dens konge i Israels hånd. Josva slog byen og alle, der var i den, med sværd; der var ingen, der overlevede. Han gjorde det samme med kongen dér, som han havde gjort med kongen i Jeriko.&lt;/br&gt;
Fra Libna drog Josva sammen med hele Israel videre til Lakish. Han belejrede byen og gik til angreb på den, og Herren gav Lakish i Israels hånd. Den følgende dag indtog Josva byen; han slog den og alle, der var i den, med sværd, ganske som han havde gjort med Libna. Da drog Gezers konge Horam op for at komme Lakish til undsætning, men Josva slog kongen og hans hær; der var ingen, der overlevede.&lt;/br&gt;
Fra Lakish drog Josva sammen med hele Israel videre til Eglon. De belejrede byen og gik til angreb på den, og samme dag indtog de den og slog den med sværd. Den dag lagde han band på alle, der var i byen, ganske som han havde gjort med Lakish.&lt;/br&gt;
Fra Eglon drog Josva sammen med hele Israel op til Hebron. De gik til angreb på byen og indtog den; de slog byen, dens konge, alle dens byer og alle, der var i den, med sværd; der var ingen, der overlevede. Ganske som han havde gjort med Eglon, lagde han band på byen og på alle, der var i den.&lt;/br&gt;
Så vendte Josva sig sammen med hele Israel mod Debir. Han gik til angreb på byen og indtog den med dens kong og alle dens byer. De slog dem med sværd og lagde band på alle, der var i den; der var ingen, der overlevede. Han gjorde det samme med Debir og dens konge, som han havde gjort med Hebron og med Libna og dens konge.&lt;/br&gt;
Således besejrede Josva hele landet: Bjerglandet, Sydlandet, Lavlandet og Skråningerne og alle kongerne dér. Der var ingen, der overlevede; hver levende sjæl lagde han band på, sådan som Herren, Israels Gud, havde befalet. Josva besejrede dem fra Kadesh-Barnea til Gaza, i hele landet Goshen og helt til Gibeon. Alle disse konger og deres lande undertvang Josva på én gang, for Herren, Israels Gud, førte krig for Israel. Så vendte Josva sammen med hele Israel tilbage til lejren i Gilgal.&quot;&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 255&lt;/ref&gt;

I Josvabogen Kapitel 11 fortsætter folkemordene i det nordlige Kana'an, blandt andet Hasor: &quot;Alle, der var i byen, huggede de ned med sværd og lagde band på dem, så ikke en levende sjæl blev tilbage; og Josva brændte Hasor ned.&quot;&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 256&lt;/ref&gt; Da massemordet var til ende, blev rovet, det vil sige Kana'an, delt mellem israelitternes stammer.&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 257-264&lt;/ref&gt; Det minder om en langt senere begivenhed: under Sovjetunionen i Stalintiden gennemførte terrororganisationen OGPU under ledelse af jøden Genrikh Jagoda&lt;ref&gt;Lina (2003), s.315&lt;/ref&gt; samt NKVD overvejende ledet af jøder&lt;ref&gt;Lina (2003), s.318, 327&lt;/ref&gt; i 1932-33 et massemord på og en massefordrivelse af ukrainske bønder fra deres gårde, en begivenhed der blev kendt som ''holodomor''. Mindre kendt er, at OGPU overvejende bestod af jøder, og at disse efterfølgende som en belønning oprettede deres egne kollektivlandbrug, kibbutz'er, på de myrdede og fordrevne ukraineres jord.&lt;ref&gt;Holocaustmuseet i USA, film&lt;/ref&gt; Jødisk historieforståelse trækker lange spor.

Det var ikke kun ved erobringen af Kana'an, at jøderne begik massemord. I Esters Bog kapitel 9:2-16 hører vi: &quot;I alle kong Ahasverus' provinser samledes jøderne i deres byer for at lægge hånd på dem, der ville dem noget ondt. .. Den trettende dag i måneden adar samledes de øvrige jøder i kongens provinser og forsvarede deres liv; de fik fred for deres fjender, og og de dræbte 75.000 af deres modstandere&quot;.&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 555&lt;/ref&gt;

Flere eksempler end de nævnte kunne være fremhævet, men budskabet og moralen er tydelig nok: i &quot;hellig krig&quot; er massemord på guddommens befalet ikke blot acceptabel men en pligt at gennemføre.

Det er mildest talt absurd at se hvordan den samme ideologi, som hyldede folkemord i Gamle Testamente, har haft travl med at fremstille de selv samme massemordere som et uskyldigt forfulgt folkefærd i det 20. og starten af det 21. århundrede.

=== Honningfælder og pengeafpresning ===

Historier i Gamle Testamente giver jøderne tvivlsomme moralbegreber, eksempelvis at prostituere deres hustruer og døtre i form af &quot;honningfælder&quot;, det vil sige lokkemad for en efterfølgende afpresning. Det begynder med selveste Abraham. I Første Mosebog kapitel 20:2-16 læser vi: &quot;Abraham sagde om sin kone Sara, at hun var hans søster, og Abimelek, kongen i Gerar, sendte bud efter Sara. Om natten kom Gud i en drøm til Abimelek og sagde til ham: &quot;Nu skal du dø, fordi du har taget denne kvinde, for hun er gift&quot;.&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 25&lt;/ref&gt; Senere, da sandheden er blevet klar, hører vi: &quot;Så gav Abimelek Abraham får og køer, trælle og trælkvinder, og han gav ham hans kone Sara tilbage. Og Abimelek sagde: &quot;Mit land ligger åbent for dig. Slå dig ned, hvor du har lyst!&quot; Til Sara sagde han: &quot;Nu giver jeg din bror tusind sekel sølv. Det skal lukke øjnene på alle dem, der hører dig til. Nu har du fået fuld oprejsning&quot;.&quot;&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 26&lt;/ref&gt; Så Abrahams afpresning lykkedes.

Senere gentager historien sig med små variationer. I Esters Bog hører vi, at jøden Mordokaj sender sin datter til kong Ahasverus' harem, hvor &quot;hun vandt hans velvilje&quot;. ..&quot;Ester havde ikke fortalt, hvilket folk og hvilken slægt, hun tilhørte, for Mordokaj havde sagt til hende, at hun ikke måtte fortælle det.&quot; Men senere udnyttes hun til at redde jøderne, og naturligvis belønnes både hun og hendes fader for dette bedrag: &quot;Og Mordokaj fik foretræde for kongen, for Ester havde fortalt, hvordan han var i familie med hende. Kongen tog sin signetring, som han havde frataget Haman, og overdrog den til Mordokaj. Og Ester satte Mordokaj over Hamans hus.&quot;&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 549, 554&lt;/ref&gt;

Således legitimerer Gamle Testamente jødernes brug af honningfælder og pengeafpresning, når denne brug rettes imod folk i magtpositioner.

=== Sammenfatning ===

I 1973 fremkom udtrykket &quot;narrativ teologi&quot;.&lt;ref&gt;Bjerg (1984), s. 11&lt;/ref&gt; Udtrykkets betydning har været noget uklar, men pointen er, at hvis en kristen vil forklare sin tro og identitet, så kan dette ske ved at fortælle om Jesu ord og gerninger. På lignende måde kan jødedommens indhold bedst forstås ved at fortælle historier fra Gamle Testamente.

Som vi har set, er sådanne historier ikke just moralske. Ideen om det udvalgte folk, der ikke må gifte sig med folk fra andre folkeslag men nok har ret til at udnytte dets kvinder i honningfælder til pengeafpresning, og som mener sig i sin gode ret til hensynsløst at udrydde andre folkeslag &quot;i Guds navn&quot;, fremavler en tvivlsom moral. Hvis man vil være lidt uvenlig, kan man med god grund hævde, at denne tvivlsomme moral langt hen af vejen også afspejler sig i jødernes nyere historie.

Vi har i det foregående set hvordan, at denne moral henter sin inspiration i fortællinger fra Gamle Testamente. Og denne moral understreges ved at de samme emner bliver gentaget med blot mindre variationer flere gange som for at understrege, at den ikke er knyttet til en bestemt historisk situation men netop har evig gyldighed. I lighed med sit afkom, muhammedanismen, er denne moral præget af en foragt for dem, som ikke tilhører &quot;in-gruppen&quot;.

Der kan måske være grund til at uddybe dette udtryk nærmere. Alle mennesker udvikler en eller anden form for bevidsthed om at tilhøre et bestemt etnisk fællesskab, herunder skaber de et dertil knyttet begrebsapparat. Man kan skelne mellem det navn, som en etnisk gruppe bruger om sig selv i denne selvidentifikation, og det navn, som andre bruger om den samme gruppe. Nogle gange, men ikke altid, bruger de samme benævnelse, men deres opfattelse af gruppens afgrænsning og indhold behøver ikke at være det samme, men kan tilpasses den aktuelle situation.&lt;ref&gt;Lund (1993), s. 81&lt;/ref&gt; Betegnelsen afspejler en bevidsthed om hvem, man hører sammen med i et fællesskab, og hvem, der ikke hører til dette fællesskab.&lt;ref&gt;Lund (1993), s. 9&lt;/ref&gt; Ofte, men ikke altid, vil de, som ikke tilhører dette fællesskab, blive set ned på, mens man selv ophøjes for sine gode egenskaber.&lt;ref&gt;Lund (1993), s. 13-26&lt;/ref&gt;

Denne vi-bevidsthed skabes i vid udstrækning ved historier, beretninger og myter, om et skæbnefællesskab gennem utallige slægtled. Ofte vil disse historier blive fyldt med navne på legendariske personligheder, hvis liv og gerninger bliver en del af den personlige identitetsfølelse. Og som regel vil en del af denne historie omfatte etnogoni, det vil sige de indfødtes egen mytiske forklaring på deres oprindelse&lt;ref&gt;Lund (1993), s. 49&lt;/ref&gt;, som regel i form af en mytisk stamfader.&lt;ref&gt;Lund (1993), s. 91&lt;/ref&gt; I dansk sammenhæng kan man tænke på Saxo og hans Danmarkshistorie. I germansk sammenhæng er det myten om Tvisto, der er grundlaget for identiteten&lt;ref&gt;Lund (1993), s. 90&lt;/ref&gt;, og for jøderne er det Abraham, der har denne rolle.

Men sådanne historiske beretninger og myter har ikke kun den funktion at begrunde selvidentiteten men tillige at begrunde moralbegreber, hvad der er &quot;god&quot; og &quot;ond&quot; opførsel. For jøderne er det netop historierne i Gamle Testamente, som opfylder denne opgave.

Over tid kan disse funktioner aftage i betydning, fordi behovet for dem ikke længere er så stort. Dette fordi at myter erstattes med faktiske historiske erindringer. Men for visse grupper er dette ikke tilfælde. Her kan udviklingen tvært imod gå i den modsatte retning og udvikle sig til en regulær fanatisme, der kan motivere og begrunde næsten enhver handling. Denne fanatisme kan formuleres og organiseres i en dertil hørende ideologi, en -isme. Semitisme er en sådan ideologi, der i princippet ikke adskiller sig fra andre -ismer bortset fra den etniske gruppe, hvis selvfølelse og handlingsmønster, den skal begrunde.

=== &lt;big&gt;Sammenfatning og konklusion&lt;/big&gt; ===

Vi er nået vejs ende i gennemgangen, og resultatet taler for sig selv. Ikke blot er det officielle narrativ ikke korrekt, for hver del af dette narrativ findes en alternativ forklaring, og tilsammen tegner disse træk et andet men helt entydigt billede.

Først og fremmest: Gamle Testamente er ikke jødisk historieskrivning.&lt;ref&gt;Adler (2022), Preface&lt;/ref&gt; Der kan påvises et utal af indlån fra andre kulturer, eksempelvis historien om Moses i sivkurven og Noas ark, som tydeligt viser, at denne historie er en myte, et narrativ, skabt for at give jødisk identitet en høj alder. I stedet tjener Gamle Testamente som redskab til at give jøder en national identitet igennem deres trosretning, i særdeleshed Jahve. Det er i Jahves navn, at de udvandrer fra Egypten, erobrer Kana'an og i nyere tid trækker sig ind i etniske ghettoer.&lt;ref&gt;Crone og Cook (1977), s. 42&lt;/ref&gt; Hele den jødiske kultur er een lang markering af begivenheder hentet fra myterne i Gamle Testamente.

Dernæst: jøderne var tydeligvis ikke det monoteistiske folkefærd, som de gerne vil give indtryk af, tværtimod. Så langt, at Gamle Testamentes fremstilling overhovedet afspejler en historisk virkelighed, dyrkede jøderne flere guder gennem flere hundrede år. Vi ser en udvikling i flere trin:&lt;/br&gt;
- første trin: to guder, Jahve og El, forenes i en &quot;supergud&quot;&lt;/br&gt;
- andet trin: gudsdyrkelsen centraliseres og kontrolleres af kongen&lt;/br&gt;
- tredie trin: de lavere guder og gudinder forkastes, fordi at de ikke hjalp i en kritisk situation&lt;/br&gt;
- fjerde trin: præsteskabet udvikler et nyt narrativ til at forstærke dets magt og betydning som samlende kraft.&lt;/br&gt;
Det var en udvikling, hvor hvert trin var en logisk følge af det foregående, når behovet for en forandring i det herskende narrativ indtraf. Den nye ideologi var, som de fleste totalitære ideologier, et spørgsmål om at legitimere retten til magtudøvelse. Dette grundlag blev konstrueret ad hoc, det vil sige spontant efter behov. Dets grundlag var aldrig vel funderet, og vi kan nu afvise det fuldstændigt som fusk og forfalskning fra ende til anden.

Samtidig var det en udvikling, hvor hvert trin bidrog med særlige træk til den nye ideologis udvikling: først blev stammeguden anvendt til at legitimere myten om &quot;det udvalgte folk&quot;, herunder en racistisk ultrasemitisk afvisning af ægteskaber med repræsentanter fra andre folkeslag, og hvor regulært folkemord legitimeres som en følge af Jahves beslutning og påbud. Dernæst må den snart svækkede kongemagt i den nye nationale stat styrke sin stilling i befolkningen, hvilket sker ved centralisering af gudsdyrkelsen. Da så statsdannelsen alligevel bryder sammen, bliver det nødvendigt at udpege en skyldig årsag, og her må husguderne holde for. Endelig må det nye narrativ styrkes, hvilket blandt andet sker ved kampen for en ny egen stat.

Da mange profeter har først og fremmest til formål at legitimere den nye nationale ideologi som Jahves vilje.

Endelig er det også fra Gamle Testamente, at jøderne henter deres moralbegreber på godt og ondt.

Det er indlysende, at hvis der kan rejses tvivl om troværdigheden af beretningerne i Gamle Testamente, så er det ikke blot et kildekritisk problem. Det er hele grundlaget for jødedommen, der vælter. Jødedommen er, som muhammedanismen, det, som i kommunistkina kaldes en ''tofu-dreg'' konstruktion: en bygning eller anden konstruktion opført af underlødige bestanddele som gør, at den før eller senere falder sammen af sig selv.

Hidtil har Gamle Testamentes narrativer aldrig være underkastet en kildekritisk analyse, i modsætning til Nye Testamente, som allerede i 1800-tallet og begyndelsen af 1900-tallet blev underkastet en sådan analyse, som den bestod med udmærkelse. Det er først i de seneste år, at et sådant arbejde er igangsat og vel at bemærke er det sket af jødiske arkæologer og historikere. Det gør, at deres resultater ikke blot kan afvises med smædeudtryk som &quot;anti-semitisme&quot;. Det er derfor, at det har været så vigtigt at gøre disse resultater bekendt for et dansk publikum. Og hvis denne bog kan bidrage til fortsatte og uddybende studier af denne problematik, så har den opfyldt sit formål.

Det er for så vidt tilfældigt, at dette sker netop på en tid, hvor staten Israel og dens regering udsættes for en stigende international kritik for sin handlemåde, og så måske alligevel ikke. I alt for lang tid har kritik af jøder og Israel kunnet undertrykkes på grund af myterne om begivenheder under 2. verdenskrig. Men nu ligger disse begivenheder så langt tilbage, 2-4 slægtled, at de ikke længere kan beskytte imod kritik. Og samtidig har både rabiate jøder og den israelske regering i de seneste år udvist en optræden, som let lader sig kritisere. Det er ikke stedet her at uddybe dette emne, det kan fortjene en særskilt behandling og hører hjemme i politisk sammenhæng, ikke i forbindelse med jødedommen som religion og kultur, selv om der kan argumenteres for, at disse områder til dels overlapper hinanden.

Vi har set hvilken afgørende inflydelse, den kildekritiske analyse af Gamle Testamente har på forståelsen af jødedommens historie, men hvorledes forholder det sig med kristendommen? Hvilken indflydelse har kildekritikken på kristendommen? Det enkleste svar er: ingen. Gamle Testamente spiller kun en rolle i kristendommen på to måder:&lt;/br&gt;
- dels at vise at Jesus som messias er forudset allerede af gammeltestamentelige profeter; det er i denne sammenhæng ikke vigtigt, om dette var faktisk var tilfældet, men derimod at jøderne i hans samtid mente, at det forholdt sig således&lt;/br&gt;
- dels at vise de religiøse dogmer, som Jesus gjorde op med. Det viser sig i hans gentagne: &quot;I har hørt at ... men jeg siger jer nu at ...&quot; Jesu lære er i virkeligheden eet stort opgør med jødedommens tankegang og etnisk snæversynethed, han er i den sammenhæng helt på linje med den foreliggende kildekritiske analyse, selv om både hans metode og budskab er et andet.

Især i sidst nævnte sammenhæng er det vigtigt at forstå, at der ikke eksisterer nogen &quot;jødisk-kristne værdier&quot;. Dette moderne udtryk er intet andet end et jødisk forsøg på at tage kristne som gidsler for deres egne ideer. I virkeligheden er det kristendommen, der introducerer næstekærlighed og respekt for medmennesker uanset deres etniske tilhørsforhold, og i forlængelse heraf introducerer både menneskerettigheder og folkestyre. Intet af dette findes i jødedommen, her er det nationalt-etnisk snæversyn, som dominerer hele vejen. Jødedommen er og forbliver en anti-kristen ideologi, fordi den hviler på en selvforståelse baseret på manipulerede kilder i form af Gamle Testamentes skrifter. Og ved at påvise disse manipulationer, myter og omskrivninger, beviser moderne kildekritik, at kristendommen var og er et berettiget opgør med jødedommen.

Endnu for en menneskealder kunne forskere i jødedommen leve i deres vildfarelse om, at selv om der var problemer med Gamle Testamente som kilde til jødedommens historie, så var den i sine hovedtræk alligevel korrekt. Således er det ikke længere. Det kan nu bevises, at der bag den mytiske fortælling gemmer sig en anden historie. Lad så være, at begivenheder i de senere år i Gaza, på Vestbredden, i Libanon, i Egypten, over for Syrien og Iran uden tvivl har bidraget til at fremme denne udvikling. Et træ kendes på dets frugter, og hele verden har nu set de frugter, som jødisk fundamentalisme bringer med sig. Myten om det forfulgte uskyldige folkefærd lader sig ikke længere opretholde.

Og jo mere skingre, hysteriske og fanatiske jødedommens fundamentalister bliver i deres holdninger og opførsel, desto hurtigere vil de miste de sidste rester af en troværdighed, som de i virkeligheden aldrig har haft.

=== &lt;big&gt;Noter&lt;/big&gt; ===
{{Reflist|3}}

=== &lt;big&gt;Litteratur&lt;/big&gt; ===
* Yonatan Adler: ''The Origins of Judaism. An Archaeological-historical Reappraisal''; Yale University 2022; ISBN 978-0-300-25490-7
* Yonatan Adler: &quot;Toward Identifying Proto-Judaic Cultural Features in Ancient Israel and Judea&quot; (i: ''Journal of Ancient Judaism'' (2024), s. 1-28)
* Yonatan Adler: ''Between Yahwism and Judaism. Judean Cult and Culture during the Early Hellenistic Period (332-175 BEC)''; Cambridge University Press 2025; ISBN 978-009-45961-7
* Gad Barnea: &quot;P. Berlin 13464, Yahwism and Achaemenid Zoroastrianism at Elephantine&quot; (2024)
* Geoffrey Bibby: ''I Dilmun tier ravnen''; Wormanium 1971; ISBN 87-85-1600-40
* Geoffrey Bibby: ''Det forsvundne årtusinde''; Wormanium 1978; ISBN 87-8516-053-9
* ''Bibelen''; Det Danske Bibelselskab 1992; 1. udgave 1. oplag; ISBN 87-7325-276-6
* Svend Bjerg: &quot;Den kristne grundfortælling. Studier over fortælling og teologi&quot; (''Teologiske Studier'', bind 8; 2. oplag 1984; Aarhus 1984; ISBN 87-7003-409-5) 
* Patricia Crone og Michael Cook: ''Hagarism. The Making of The Islamic World''; Cambridge 1977; ISBN 0-521-21133-6
* Stephan Peter Dinkgreve: ''In Search of the Sublime: A world history of humanity's relentless pursuit of scientific truth, moral excellence, and enlightenment''; 2021
* Robert Gnuse: &quot;Spilt Water: Tales of David (II Sam 23:13-17) and Alexander the Great (Arrian, Anabasis of Alexander 6.26.1-3).&quot; (i: ''Scandinavian Journal of the Old Testament''; 1998, bind 12, s. 233-248)
* Robert Gnuse: &quot;Abducted Wives: A Hellenistic Narrative in the Book of Judges?&quot; (i: ''Scandinavian Journal of the Old Testament''; 2007; bind 22, s. 272-285)
* Robert Gnuse: &quot;From Prison to Prestige: The Hero who helps a King in Jewish and Greek Literature.&quot; (i: ''Catholic Biblical Quarterly''; 2010 bind 72, s. 31-45)
* Robert Gnuse: &quot;Divine Messengers in Genesis 18-19 and Ovid.&quot; (i: ''Scandinavian Journal of the Old Testament''; 2017; bind 31, s. 66-79)
* Robert Gnuse: &quot;Greek Connections: Genesis 1-11 and the Poetry of Hesiod&quot; (i: ''Biblical Theology Bulletin''; 2017 nr. 47, s. 131-143
* Robert Gnuse: &quot;Heed Your Steeds: Achilles’ Horses and Balaam’s Donkey.&quot; (i: ''International Journal of Research in Humanities and Social Sciences''; 2017; række 4 hæfte 6; s. 1-5)
* Robert Gnuse: &quot;Samson and Heracles Revisited.&quot; (i: ''Scandinavian Journal of the Old Testament''; 2018, bind 32, s. 1-19)
* Robert Gnuse: &quot;Greek Historians and the Primeval History.&quot; (i: ''International Journal of Research in Humanities and Social Sciences''; 2019; række 6 hæfte 1, s. 20-25)
* Robert Gnuse: &quot;Jephthah’s Daughter and Iphigenia in the Plays of Euripides&quot; (i: ''International Journal of the Arts and Humanities''; 2019; række 5 hæfte 1, s. 16-23)
* Robert Gnuse: &quot;Hellenism and the Primary History: The Imprint of Greek Sources in Genesis-2 Kings&quot; ''Copenhagen International Seminar''; Routledge, London 2020 
* Philippe Guillaume: &quot;Hesiod’s heroic age and the biblical period of the Judges.&quot; (i: Thomas Thompson and Philippe Wajdenbaum (red.): ''The Bible and Hellenism: Greek Influence on Jewish and Early Christian Literature. Copenhagen International Seminar''; Routledge, New York 2014; s. 146-164)
* Daniel Hawk: &quot;Violent Grace: Tragedy and Transformation in the Orestia and the Deuteronomistic History.&quot; (i: ''Scandinavian Journal of the Old Testament''; 2003, bind 18, s. 73-88)
* Gerhard Larsson: &quot;Possible Hellenistic Influence in the Historical Parts of the Old Testament.&quot; i: ''Scandinavian Journal of the Old Testament''; 2004; bind 18, s. 296-311)
* Niels Peter Lemche: &quot;The Old Testament-A Hellenistic Book&quot; (: ''Scandinavian Journal of the Old Testament''; 1993 bind 7, s. 163-193)
* Niels Peter Lemche: &quot;Is It Still Possible to Write a History of Ancient Israel?&quot; (i: ''Scandinavian Journal of the Old Testament''; 1994, bind 8, s. 163-188)
* Niels Peter Lemche: &quot;Good and Bad in History: The Greek Connection.&quot; (i: Steven McKenzie and Thomas Römer (red.): &quot;Rethinking the Foundations: Historiography in the Ancient World and in the Bible. Essays in Honour of John Van Seters&quot;; ''Beihefte zur Zeitschrift für die altestamentliche Wissenschaft'' nr. 294; Walter de Gruyter, Berlin 2000; s. 127-140) 
* Niels Peter Lemche: &quot;How Does One Date an Expression of Mental History?&quot; (i: Lester Grabbe (red.): &quot;Did Moses Speak Attic? Jewish Historiography and Scripture in the Hellenistic Period&quot; (i: ''Journal for the Study of the Old Testament Supplement Series'' 317/European Seminar on Historical Methodology 3; Sheffield Academic Press, Sheffield 2001; s. 200-224)
* Niels Peter Lemche: &quot;Does the Idea of the Old Testament as a Hellenistic Book Prevent Source Criticism of the Pentateuch?&quot; (i: ''Scandinavian Journal of the Old Testament''; 2011, bind 25, s. 75-92)
* Niels Peter Lemche: &quot;When the End is the Beginning: Creating a National History?&quot; (i: ''Scandinavian Journal of the Old Testament''; 2015, bind 29, s. 22-32)
* Jüri Lina: ''Skorpioni märgi all. Nõukogude võimu tõus ja langus''; Stockholm 2003; ISBN 91-972897-9-5
* Allan A. Lund: ''De etnografiske kilder til Nordens tidlige historie''; Wormanium 1993; ISBN 87-89531-08-6
* Etienee Nodet: &quot;Editing the Bible: Alexandria or Babylon?&quot; (i: Thomas Thompson and Philippe Wajdenbaum (red.): ''The Bible and Hellenism: Greek Influence on Jewish and Early Christian Literature. Copenhagen International Seminar''; Routledge, New York 2014; s. 36-55) 
* Gabrielle Vera Novacek: ''Ancient Israel. Highlights from the Collections of The Oriental Institute University of Chicago''; University of Chicago 2011; ISBN 978-1-88923-65-3
* Johannes Pedersen: &quot;Hasmonæer&quot; (i: ''Salmonsens Konversationsleksikon'', 2. udgave, bind X; 1919; s. 943-944)
* Emanuel Pfoh: &quot;Ancient historiography, biblical stories and Hellenism&quot; (i: Thomas Thompson and Philippe Wajdenbaum (red.): ''The Bible and Hellenism: Greek Influence on Jewish and Early Christian Literature. Copenhagen International Seminar''; Routledge, New York 2014; s. 19-35) 
* Benjamin W. Porter: &quot;Assembling the Iron Age Levant: The Archaeology of Communities, Polities and Imperial Peripheries&quot; (i: ''Journal of Archaeological Research'' vol. 24; 2016; s. 373-420)
* Katherine Stott: &quot;Herodotus and the Old Testament: A Comparative Reading of the Ascendancy Stories of King Cyrus and David.&quot; (i: ''Scandinavian Journal for the Study of the Old Testament''; 2002; bind 16 s. 52-78)
* Jan-Wim Wesselius: &quot;Discontinuity, Congruence and the Making of the Hebrew Bible.&quot; (i: ''Scandinavian Journal for the Study of the Old Testament''; 1999 bind 13 s. 24-77)
* Jan-Wim Wesselius: &quot;The Origin of the History of Israel: Herodotus’ Histories as Blueprint for the First Books of the Bible&quot; (i: ''Journal for the Study of the Old Testament Supplement Series''; Sheffield Academic Press, Sheffield 2002)
* Hans Christian Ørsted: &quot;Overtro og Vantro i deres Forhold til Naturvidenskaben&quot; (''Aanden i Naturen''; 4. udgave; København 1978; ISBN 87-414-8972-1; s. 76-106)

=== &lt;big&gt;Film&lt;/big&gt; ===
* Simca Jacobovici: ''The Exodus Decoded''</text>
      <sha1>l496n0ugxylzd058y6vjpup2ua079di</sha1>
    </revision>
    <revision>
      <id>41979</id>
      <parentid>41978</parentid>
      <timestamp>2026-05-28T08:23:59Z</timestamp>
      <contributor>
        <username>Sven Halfdan Nielsen</username>
        <id>3898</id>
      </contributor>
      <comment>småret</comment>
      <origin>41979</origin>
      <model>wikitext</model>
      <format>text/x-wiki</format>
      <text bytes="157842" sha1="pd7tqbl8xcsznmdk0rxh44k1jlxefi8" xml:space="preserve">[[Fil:Philippe de Champaigne - Moses with the Ten Commandments - WGA04717.jpg|thumb|400px|Ifølge nye videnskabelige kildekritiske teorier er det ikke Moses, som har skrevet Mosebøgerne. Maleri af Philippe de Champaigne.]]

=== &lt;big&gt;Fortale&lt;/big&gt; ===

Jødedommens ældste historie har hidtil været indhyllet i mørke. Traditionen hviler på ''Tanakh'' eller Gamle Testamente, men dette synes først at have fundet sin endelige form i det 2. århundrede f.Kr. i det hasmunitiske kongerige. Hvor meget, traditionerne har ændret sig før denne tid, er et åbent spørgsmål.

Foruden Gamle Testamente er de vigtigste kilder til belysning af spørgsmålet især arkæologiske fund, men også her er der store problemer med troværdigheden. Flere kilders oprindelse er omstridte og dermed bliver deres udsagnsværdi også tvivlsom.

Det er først i den seneste menneskealder, at der tegner sig et mere klart billede af den omskiftelige historie, men hidtil har mig bekendt ingen forsøgt at gøre denne viden tilgængelig på dansk. Jeg har derfor efter fattig evne forsøgt at skildre denne på grundlag af tilgængeligt materiale. Jeg har desuden tilføjet notehenvisninger til de skriftlige kilder, som jeg anvendt.

Når man forsøger at skildre kendt historie således som tilfældet er med Gamle Testamente, stilles man over for to problemer: dels må man forsøge at sætte denne fremstilling i forhold til det billede, som andre kilder tegner, dels må man forsøge at forstå den forvandling og forvanskning af oprindelige kilder, som fremstillingen i Gamle Testamente nu afspejler.

Den foreliggende undersøgelse falder i to hoveddele, dels en undersøgelse af jødernes faktiske historie således som den lader sig fastslå baseret på grundlag af arkæologiske og historiske kilder, herunder spørgsmålet om jødernes religion, dels en kildekritisk analyse af ''Tanakh'' eller Gamle Testamente. Afslutningsvis vil der blive foretaget en vurdering af hvilken indflydelse, ''Tanakh'' har haft på jødernes selvforståelse og Gamle Testamente har på kristen selvforståelse.

Der kan være grund til at understrege, at stort set alt i denne undersøgelse alene skyldes yderst kompetente forskeres virke, og jeg har efter evne forsøgt at henvise til denne forskning. Litteraturen herom findes i den afsluttende litteraturliste. Desuden har jeg inddraget andre inspirationskilder, hvor jeg finder dem relevante og troværdige. Derimod er fortolkningen af disse ulige arbejder min egen, og de oprindelige forskere kan og bør derfor ikke drages til ansvar for denne fortolkning.  

På dette sted kan der være grund til at forudskikke enkelte kendsgerninger: selvidentiteten &quot;jøde&quot; synes først at blive skabt i 2. århundrede f.Kr. efter hasmunitternes oprør og etableringen af kongeriget baseret på religiøse regler. Der findes ingen ældre beviser på, at jøderne inden da havde fulgt moseloven, og først på dette tidspunkt optræder ''Tanakh'', de ældste synagoger samt mønter uden billede. Det bør desuden bemærkes, at der ingen omtale findes af sabbaten i Gamle Testamente.

Efter den babylonske magtovertagelse i 586 f.Kr. optræder ''al Yahuda'' som en by i Babylon, stednavnet Israel optræder første gang på en mønt dateret år 66 e.Kr. og i forbindelse med jødernes oprør mod romerne.

Om bogens titel skal jeg blot bemærke, at jeg har valgt ordet &quot;jødedom&quot;, fordi det betegner jødisk religion og kultur på samme tid.

Sven Halfdan Nielsen&lt;/br&gt;
Pärnu, den 5. maj 2026

=== &lt;big&gt;Indledning&lt;/big&gt; ===

Al historisk og litterær forskning må hvile på kildekritiske undersøgelser. Dette betyder, at arkæologiske og sproglige kilder kritisk må vurderes med henblik på deres oprindelsessituation, eventuelle tendens, forholden sig til de omtalte begivenheder og for sproglige kilder tillige deres formål (som udmærket kan være mangesidigt). Kilderne må stilles i forhold til, hvad der ellers vides om tiden, og de må forsøges tolket således, at de er bedst i overensstemmelse med denne viden, og at de ikke modsiger denne viden. Hvis det sidste er tilfældet, må man spørge, om fortolkningen er rigtig, eller om den hidtidige &quot;viden&quot; må revideres.

Lige siden afslutningen af 2. verdenskrig og især i det 21. århundrede har beskyldninger om &quot;anti-semitisme&quot; fået et kraftigt opsving. Der kan derfor være grund til at gøre nogle bemærkninger om min opfattelse af dette begreb og dets anvendelse.

For mig består udtrykket &quot;anti-semitisme&quot; af to dele: &quot;anti&quot; betyder imod, og &quot;semitisme&quot; betegner en politisk, nationalistisk ideologi. Dette indebærer, at jeg skelner mellem jøder som kulturel folkegruppe på den ene side og en semitisk ideologi på den anden.

Jeg har intet imod folk, som identificerer sig selv som jøder i religiøs og kulturel henseende så længe, at dette ikke berører deres forhold til andre folkegrupper. For mig er &quot;jøde&quot; altså en betegnelse, der i princippet ikke adskiller sig fra dansker, tysker, armener, kurder, japaner eller en hvilken som helst anden national folkegruppe.

Anderledes forholder det sig med begrebet &quot;semitisme&quot;. Her er der i mine øjne tale om en totalitær og intolerant national ideologi, som tåler sammenligning med fx. fascismen i Italien og nazismen i Tyskland. Der er med andre ord tale om en ekskluderende ideologi, som på samme tid legitimerer en bestemt handlemåde over for andre befolkningsgrupper. Dette kan der senere være grund til at vende tilbage til, når vi har gjort os selve grundlaget for denne tankegang klart.

Lad mig sige det straks: det er ikke &quot;anti-semitisk&quot; at anlægge en anden betragtningsmåde en den, som såkaldte &quot;semitter&quot; selv anlægger - med mindre at man tilføjer, at sådanne semitter har et snævert syn og en snæver fortolkningsramme båret af egne fordomme. I denne henseende minder semitter og muhammedanere om hinanden. Begge promoverer en bestemt fortolkning, og begge benægter retten til at inddrage andre kilder eller til at anlægge en anden og bedre forståelse.

For mig skræmmer udsigten til at blive tillagt smædeord mig ikke. Afgørende for mig er objektivt at se på alle fastslåede kendsgerninger og så nå frem til den forståelse, som er mest og bedst i overensstemmelse hermed. Hvis andre har problemer hermed, er det deres problem, ikke mit. De ønsker at forsvare en myte, men for mig er det de historiske kendsgerninger bag myten, som er det vigtigste. Myter er overtro og vantro. Men som Hans Christian Ørsted har sagt det, vil videnskaben overvinde overtroen og vantroen&lt;ref&gt;Ørsted (1978), s. 106&lt;/ref&gt;, og således må det være.

Det gælder her som i tilfældet med muhammedanismen&lt;ref&gt;se ''Muhammedanismen i kildekritisk belysning''&lt;/ref&gt;, at modstanden og modviljen imod at blive konfronteret med nye kendsgerninger dybest set blot viser hvor usikre, forsvarere af den herskende ideologi i virkeligheden er. Hvis de var sikre i deres overbevisning, ville de velkomme enhver udfordring, idet de vil kunne tage den op og sagligt imødegå den. Men således forholder det sig ikke, tværtimod. 

Det bør tilføjes, at forskningsfeltet er inde i en rivende udvikling i disse år. Det kan derfor ikke udelukkes, at forskningen om føje år vil give et andet, mere omfattende men måske også revideret billede i forhold til nu, og således må det være. Det er den eneste måde, at vor viden kan forøges og forbedres på. Og skulle denne bog medvirke til at fremme en sådan forskning, har den opfyldt sit formål.

=== &lt;big&gt;Jødedommens ældste historie&lt;/big&gt; ===

Formålet med det følgende er at skildre jødedommens ældste historie. Hovedvægten vil blive lagt på de arkæologiske vidnesbyrd. Bibelen vil imidlertid blive inddraget, hvis og når den kan belyse historiske kendsgerninger. En række emner vil blive underkastet en særskilt behandling.

=== Den kana'næiske oprindelse ===

I det 2. århundrede f.Kr. var Kana'an beboet af stammer med hver deres skytsguddom. Disse guddomme hørte til den kana'anæiske gudeverden og omfattede blandt andre El, Ba'al og Jahve. Over tid begyndte jøderne imidlertid at skille sig ud og hævde, at de ikke stammede fra kana'anæerne, skønt både sproglige og religiøse træk fra tiden 1200-1000 f.Kr. tyder på, at de udviklede sig fra en kana'anæisk fælles kultur i den grad, at det ofte er svært at skelne imellem dem.&lt;ref&gt;Dinkgreve (2021), kap. 8&lt;/ref&gt;

Hvornår, denne udskillelsesproces er fundet sted, vides ikke, men det må være sket omkring 1207 f.Kr., idet kana'anæerne og israelitterne på en stele rejst af farao Merneptah dateret til dette tidspunkt udtrykkeligt er nævnt som to uens folkegrupper:&lt;/br&gt;
- &quot;Kana'en er udplyndret,&lt;/br&gt;
- Israel er lagt øde.&quot;&lt;/br&gt; 
Det er værd at bemærke, at de hieroglyffer, som angiver navnet Kana'an, viser, at der er tale om et land, mens de, som angiver Israel, viser, at der er tale om et folk.&lt;ref&gt;Dinkgreve (2021), kap. 8&lt;/ref&gt; Det er også den eneste kilde fraset Gamle Testamente som nævner et folk kaldet Israel på denne tid.&lt;ref&gt;Novacek (2011), s. 66&lt;/ref&gt;

Den oprindelige gud for Israel synes at have været ''El''. Navnet &quot;Isra-el&quot; betyder &quot;Els styre&quot;.&lt;ref&gt;Dinkgreve (2021), kap. 8&lt;/ref&gt;

Kildekritiske undersøgelser af Mosebøgerne viser at disse er skrevet af flere forskellige forfattere, hvoraf to af forskerne kaldes P og E. Begge disse forfattere kalder Gud for ''El'' indtil, at Gud angiveligt selv kalder sig ''Jahve'' over for Moses: &quot;Jeg er Jahve. Jeg viste mig for Abraham og Isak og Jakob som ''El-Shaddai'', men mit navn er ''Jahve''. Jeg gjorde ikke det bekendt for dem&quot;.&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 72&lt;/ref&gt;

Det bør tilføjes, at i ''Genesis'' forekommer 17 tilfælde af associationer med ''El'' (fx. Bethel) men ikke een eneste med ''Jahve''. Der er desuden eet tilfælde med henvisning til ''Ba'al'', nemlig Ashbel, Benjamins søn

=== Ugarit ===

I 1928 fandt en bonde i Ras Shamra ved Middelhavskysten (nu i Syrien) et omkring 3.000 år gammelt gravkammer. En udgravning det følgende år viste, at det dækkede over dels en større gravplads, dels en forhistorisk by: Ugarit, en vigtig handelsby fra omkring 1450 f.Kr. til 1192 f.Kr., idet byen blev brændt af og blev opgivet antagelig mellem 1190 f.Kr. og 1185 f.Kr. Blandt de mange fund var et stort antal lertavler og mange af dem med religiøse tekster: mytologiske vers, hymner til guder, lister over præsternes ofringer. Den ledende guddom i Ugarit hed ''El''. ''El'' var gudernes fader, skaber af alle levende væsener, den evige konge. Han blev beskrevet som en ældre skægget mand, som sad på en trone med en krone med tyrehorn. Hans hustru hed ''Ashera''&lt;ref&gt;Dinkgreve (2021), kap. 8&lt;/ref&gt;, hun var moder til 70 guder ifølge teksterne. Blandt sønnerne var stormguden ''Baal'', havguden ''Jam'', dødsguden ''Mott'' og krigergudinden ''Anat''. Tilsammen blev de kaldt ''Ilham'', det vil sige børn af ''El''.

I Bibelens skildring af skabelsen optræder ordet ''Elohim'', på hæbraisk et ord for guddom, hvilket er umiddelbart sammenligneligt med ordet i Ugarit, men ordet er flertal, ikke ental. Og flere af beretningerne i Gamle Testamente bruger netop (men ikke alene) dette ord om Gud: ''El Shaddai'' (Gud den Almægtige), ''El Elyon'' (Gud den Højeste)&lt;ref&gt;Novacek (2011), s. 41&lt;/ref&gt;, ''El Olam'' (den evige Gud), ''El Bethel'' (Bethels Gud). Det er det samme navn som den øverste gud i kana'anæernes gudeverden.

Af disse kendsgerninger tør drages to slutninger. Den ene er, at Gud i den hebraiske forståelse ikke i starten var fuldstændig og enerådende men i stedet udviklede sig over tid, langsomt ved en proces, der bedst kan beskrives som konvergens: flere guder smeltede sammen i een guddom.

Den anden slutning, man tør drage, er den, at israelitterne udviklede sig som folk fra kana'anæerne. Deres første gud var kana'anæernes gud ''El''. For de folk, som levede i bjergene i Kana'an omkring 1100 f.Kr. var der ikke nogen markant forskel imellem deres egen religion og de omgivende folkeslags religion: de dyrkede den samme fadergud og modergudinde. Dette har været anerkendt af arkæologer siden omkring 1970 baseret på fundne lertavler, indskrevne navne på lerkar, fund af husguder og af husaltre.

=== Jahve ===

Nu er det velkendt, at jøderne har et andet navn på deres gud: ''Jahve''. Hvor stammer dette navn fra? Hvor og hvornår overtog han de egenskaber, som tidligere blev tillagt El? For at svare på disse spørgsmål, må vi inddrage tre nye kilder.

På en to tusinde år gammel læderklud fundet i en hule findes en tekst med følgende indhold: da den højeste gud gav nationerne deres arv, da han delte menneskeheden, fastlagde han deres indbyrdes grænser i henhold til antallet af gudesønner. Denne tekst fra Femte Mosebog 32:8&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 237&lt;/ref&gt; var identisk med den tekst, som jøderne kopierede i århundrede før Kristi fødsel. Den findes i den græske version af Gamle Testamente fra 3. og 2. århundrede f.Kr. Jøderne ændrede siden teksten fra &quot;gudesønner&quot; til &quot;Israels sønner&quot;.

Tages teksten for pålydende, har den højeste gud inddelt menneskene i nationer og givet hver nation en søn som guddommelig leder. I det følgende vers fortælles hvilken søn, der blev tildelt hvilken nation, og det oplyses, at Jahve fik tildelt Jacobs stamme eller Israel.

Det må her bemærkes, at Jahve her tydeligt er en mindre, en underordnet gud i forhold til den højeste gud. Bibelforskere som Mark Smith og Frank Moore Cross fra Harvard mener, at det er her, at Jahve gøres til guddom for Jacobs stamme. Teksten i Kumran (bedre kendt som Dødehavsrullerne) bevarede den oprindelige tekst, men den blev i middelalderen tilsyneladende tilpasset.

I ''Salmernes Bog'' salme 82 findes følgende:&lt;/br&gt;
&quot;Gud træder frem i gudeforsamlingen,&lt;/br&gt;
blandt guderne holder han dom:&lt;/br&gt;
Hvor længe vil I dømme uretfærdigt&lt;/br&gt;
og tage parti for de ugudelige? Sela&lt;/br&gt;
Skaf de svage og faderløse deres ret,&lt;/br&gt;
frikend de hjælpeløse og arme,&lt;/br&gt;
udfri de svage og fattige,&lt;/br&gt;
red dem fra de ugudeliges magt!

De forstår og fatter intet,&lt;/br&gt;
de vandrer i mørke,&lt;/br&gt;
jordens grundvolde rokkes.&lt;/br&gt;
Jeg har sagt: I er guder,&lt;/br&gt;
I er alle sønner af den Højeste.&lt;/br&gt;
Dog skal I dø som mennesker,&lt;/br&gt;
og I skal falde som en af stormændene.

Rejs dig, Gud, hold dom over jorden,&lt;/br&gt;
for du har alle folkene som ejendom.&quot;&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 693&lt;/ref&gt;

Denne salme indeholder altså mindet om en gudeforsamling, som også afspejles i den langt ældre tekst. Ordet &quot;guderne&quot; i den originale tekst er ''Elohim'', i flertal. Det viser, at der var en tid i jødernes historie, hvor flerguderi øjensynligt var en almen forståelse. Og en af disse gudesønner var åbenbart Jahve.

Et lignende minde findes i Første Mosebog kapitel 6, der begynder således:

&quot;Da menneskene begyndte at blive talrige på jorden og fik døtre, så gudesønnerne, at menneskedøtrene var smukke. Blandt dem tog de sig alle de koner, de havde lyst til. Da sagde Herren: &quot;Min livsånde skal ikke forblive i mennesket for evigt. De er dødelige, deres levetid skal være 120 år&quot;.&lt;/br&gt;
Dengang gudesønnerne gik ind til menneskedøtrene og fik børn med dem - men også siden hen - var der faldne på jorden. Det er heltene, navnkundige mænd fra ældgamle dage.&quot;&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 12. Den danske oversættelse har &quot;kæmper&quot; i stedet for &quot;faldne&quot; men det originale ord er ''nefilim'' med netop denne betydning&lt;/ref&gt; 

Endnu en kilde, som bør nævnes, er et tempel nu beliggende i Sudan på Nilens vestre bred. Det blev opført af farao Aman Hototeep III (bedstefader til Tutankhamon), som regerede Egypten fra ca. 1390 f.Kr. til 1352 f.Kr., og var tilegnet guden Amon Ra. På en af søjlerne i dette tempel, der omtaler underkuede folkeslag, optræder &quot;Tashasu YHWH&quot;. Nationen ''Shassu'' var et semitisk folkeslag, nomader, kvæghyrder, der strejfede om i ørkenen ved den sydlige grænse for Kana'an. Betegnende nok identificeres de ikke ved deres landområde men derimod ved deres guddom, ''Jahve'', omtrent 200 år før at israelitterne ellers optræder i historiske tekster ifølge gængs fortolkning.

Egyptologen Donald Redford slutter heraf, at ''Jahve'' oprindeligt var en edomitisk eller midianistisk gud i de sydlige ørkenområder, som blev dyrket i områder, som den hebraiske bibel selv udpeger som stedet for jødernes oprindelse, som stedet hvor Moses hørte Gud tale fra en brændende busk, og i ''Dommerbogen'' findes blandt andet &quot;Deboras sejrssang&quot;, som dateres til 12. århundrede f.Kr.&lt;ref&gt;Dinkgreve (2021), kap. 8&lt;/ref&gt;, med følgende linjer:

Herre, da du drog ud fra Se'ir,&lt;/br&gt;
da du skred frem fra Edoms land,&lt;/br&gt;
skælvede jorden, himlen dryppede af regn,&lt;/br&gt;
ja, skyerne dryppede af vand.&lt;/br&gt;
Bjergene rystede foran Herren,&lt;/br&gt;
Sinajs Herre,&lt;/br&gt;
foran Herren, Israels Gud.&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 276&lt;/ref&gt;

Edom lå i den nordøstlige del af Sinaj-ørknen, sydøst for Det Døde Hav. Men der er mere. Jahve introduceres af Moses efter, at Jetro, Moses svigerfader, sammen med sine sønner havde sluttet sig til jøderne.&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 87&lt;/ref&gt; Ifølge Anden Mosebog kapitel 3:1 var Jetro præst i Midjan.&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 68&lt;/ref&gt; Det må rejse spørgsmålet, om det er fra ham, at Moses har overtaget sin guddom Jahve. Men ifølge Dommerbogen kapitel 1:16 var Jetro kenit: &quot;Efterkommere af den kenit, der var Moses' svigerfar, drog sammen med judæerne op fra Palmebyen til Judas ørken i Arads sydland og bosatte sig hos befolkningen dér.&quot;&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 271&lt;/ref&gt; Kenitterne var Kains efterkommere. I Første Mosebog kapitel 4:17-22 læser vi: &quot;Kain lå med sin kone, og hun blev gravid og fødte Enok. Så byggede han en by og gav den navn efter sin søn Enok. Enok fik sønnen Irad, Irad fik Mehujael, Mehujael fik Metushael, og Metushael fik Lemek. Lemek tog sig to koner, den ene hed Ada, den anden Silla. Han blev stamfader til dem, der bor i telte og holder kvæg. Også Silla fødte en søn, Tubal-Kain, stamfader til smedene, alle dem, der forarbejder kobber og jern.&quot;&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 11&lt;/ref&gt; 

Vi ved, at i andre kulturer som egyptisk, græsk og romersk er smedekunsten forbundet med vulkaner: i romersk mytologi hed smedeguden ligefrem ''Vulkan''. Læg dertil profetien i Esajas' Bog kapitel 31:9, der nævner &quot;Herren, som har sit bål på Zion og sin ovn i Jerusalem&quot;.&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 874&lt;/ref&gt; Og for at fuldende billede findes i Anden Mosebog kapitel 19:18-19 følgende beskrivelse af bjerget: &quot;Hele Sinajs bjerg var hyllet i røg, fordi Herren var steget ned på det i ild og røgen steg til vejrs som røgen fra en smelteovn. Hele bjerget skælvede af stor rædsel, og hornklangen blev kraftigere og kraftigere.&quot;&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 88&lt;/ref&gt; Det kunne være en beskrivelse af en aktiv vulkan. Disse sammenfald kan næppe være tilfældige. Er der tale om, at Jahve oprindelig var en smedegud forbundet med vulkanisme, og at han er overtaget af Moses (hvis han er en historisk person) fra sin svigerfaders kultur? I så fald viser det, at der findes en jødisk religiøs forhistorie, som man siden har forsøgt at fortrænge.

Af det foregående tør vi antage, at ''Jahve'' ikke begyndte i Israel. Han begyndte som en &quot;skytsguddom&quot; blandt nomadiske stammer uden en konge, uden templer og uden et skriftsprog. På et eller andet tidspunkt, måske som følge af handel eller af en edomitisk udvandring nordpå, kom denne gud til kana'anæerne, og der mødte han en anden guddom: den gamle gud ''El''. Hvad, der siden fulgte, var konvergens: før dannelsen af et kongerige, før opførelsen af det første tempel, blev ''El'' &quot;opslugt&quot; af ''Jahve''. Derved fik den nye fusionerede guddom begge navne i Gamle Testamente.

=== Ashera ===

Men denne gud stod ikke alene, han havde en kvindelig partner, en gudinde: ''Ashera''. Ashera optræder i kana'anæernes hjem som gudindestatuette, hendes navn findes på forrådskar og i gravskrifter. I tekster fra 8. århundrede f.Kr. bliver hun påkaldt ved siden af Jahve som om de hørte sammen og var ligestillede.

Vi ved nu, at hun i århundreder var blevet dyrket af jøderne som gudinde. Hun kunne gå på vandet, hendes tilnavn var ''Kudu'', den hellige. Hun findes gengivet på et egyptisk kunstværk fra samme tid stående på ryggen af en løve og med en slange i hver hånd. Kort sagt var hun en af de store modergudinder i Mellemøsten.

I to bygninger daterede til tiden 801-770 f.Kr. i det nordøstlige Sinai ved bjerget Contilit Azud fandt arkæologer i 1975 store forrådskar med en tekst skrevet på tidlig hebraisk: &quot;Jeg velsigner dig ved Jahve af Samaria og hans Ashera&quot;&lt;ref&gt;Novacek (2011), s. 92&lt;/ref&gt; og &quot;Jeg velsigner dig ved Jahve af Teman og hans Ashera&quot;. Her står israelitternes mandlige guddom sammen med kana'anæernes gudinde. Teman var den egn i ørkenen, hvor ifølge Habakuks Bog kapitel 3:3 Jahve havde sin oprindelse:&lt;/br&gt;
&quot;Gud kommer fra Teman,&lt;/br&gt;
den Hellige fra Parans bjerge&quot;.&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 1187&lt;/ref&gt;

I Hebron blev tilsvarende fundet en gravskrift dateret til midten af 8. århundrede f.Kr.: &quot;Velsignet være Uryyaho ved Jahve for fra hans fjender ved Ashera har han frelst ham&quot;.

Desuden har man fundet over tusind små gudindestatuetter, heraf 400 alene i Jerusalem, der ifølge Raz Kletter utvivlsomt forestiller Ashera skildret med krop som en cylinder med to markerede bryster og hænder, der tilbyder dem, samt et smilende ansigt. De dateres alle til 8. og 7. århundrede f.Kr. og de blev alle fundet i private hjem, ikke i templer. De viser, at dyrkelsen fandt sted under det delte kongerige som noget alment udbredt, ikke som noget særegent for de få.

Som supplement til en forståelse kan man gå til Gamle Testamente, hvor der er bevaret flere passager, hvori Ashera-dyrkelsen omtales. Den følgende oversigt gør ikke krav på fuldstændighed.

I Første Kongebog kapitel 14 læser vi: &quot;Salomos søn Rehabeam blev konge i Juda. .. Rehabeam var enogfyrre år, da han blev konge, og han regerede sytten år i Jerusalem, den by Herren havde udvalgt af alle Israels stammer til at sætte sit navn på. Hans mor hed Na'ama og var fra Ammon.
Judæerne gjorde, hvad der var ondt i Herrens øjne, og med de synder, de begik, gjorde de ham mere vred, end deres fædre havde gjort. Også de byggede offerhøje og lavede stenstøtter og Ashera-pæle på alle høje bakker og under alle grønne træer; der var endog mandlige helligskøger i landet.&quot;&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 396&lt;/ref&gt;

I kapitel 15 læser vi: &quot;I Nebats søn kong Jeroboams attende regeringsår blev Abija konge over Juda. Han regerede tre år i Jerusalem. Hans mor hed Ma'aka og var datter af Absalom. Han fulgte alle de synder, som hans far havde begået før ham..&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 396&lt;/ref&gt;

I Israels konge Jeroboams tyvende regeringsår blev Asa konge over Juda. Han regerede enogfyrre år i Jerusalem. Hans mor hed Ma'aka og var datter af Absalom. Asa gjorde, hvad der var ret i Herrens øjne, lige som sin fader David. Han forviste de mandlige helligskøger fra landet og fjernede alle de møgguder, som hans forfædre havde lavet. Han fjernede også sin mor Ma'aka som kongemoder, fordi hun havde ladet fremstille en rædselsstøtte til Ashera. Asa huggede støtten om og brændte den i Kedrondalen. Offerhøjene forsvandt ikke..&quot;&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 396f&lt;/ref&gt;

I kapitel 16 læser vi: &quot;Omris søn Akab blev konge over Israel i Judas konge Asas otteogtredivte regeringsår, og Omris søn Akab regerede toogtyve år i Samaria over Israel. Omris søn Akab gjorde, hvad der var ondt i Herrens øjne, værre end nogen før ham. Da det ikke var nok for ham at følge Nebats søn Jeroboams synder, giftede han sig med sidoniernes konge Etba'als datter Jezabel, og han gav sig til at dyrke og tilbede Ba'al. Han rejste et alter for Ba'al i Ba'als tempel, som han havde bygget i Samaria. Akab lavede en Ashera-pæl, og Akab gjorde mere endnu, så han krænkede Herren, Israels Gud, mere end nogen af Israels konger, der havde været før ham.&quot;&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 399&lt;/ref&gt;

I Anden Kongebog kapitel 21 omtales kong Manassa. Om hans gerninger hedder det: &quot;Han gjorde, hvad der var ondt i Herrens øjne efter de afskyelige skikke hos de folkeslag, som Herren havde drevet bort foran israelitterne. Han genopbyggede de offehøje, som hans fader Hizkija havde ødelagt; han rejste altre for Ba'al, og han lavede en Ashera-pæl, sådan som Israels konge Akab havde gjort, og han tilbad hele himlens hær og dyrkede den. .. Og i de to forgårde til Herrens tempel byggede han altre for hele himlens hær. .. Og han opstillede Ashera-billedet, han havde lavet, i dette tempel, om hvilket Herren havde sagt til David og til hans søn Salomo: &quot;''På dette tempel og på Jerusalem, som jeg har udvalgt blandt alle Israels stammer, vil jeg sætte mit navn til evig tid; og jeg vil ikke mere jage Israel bort fra det land, som jeg gav deres fædre, når de blot omhyggeligt vil gøre alt det, jeg har befalet dem, og holde hele loven, som min tjener Moses gav dem.''&quot; Men de ville ikke høre, og Manassa forledte dem til at handle værre end de folkeslag, som Herren havde udryddet for israellitterne.&quot;&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 438f&lt;/ref&gt;

I Anden Kongebog kapitel 23 oplyses, at denne afgudsdyrkelse holdt sig til Josija stoppede den: &quot;Så befalede kongen ypperstepræsten Hilkija, andenpræsterne og dørvogterne at fjerne alle de ting, der var lavet til Ba'al og til Ashera og til hele himlens hær, fra Herrens tempel, og han brændte dem uden for Jerusalem .. Helligskøgernes rum i Herrens tempel, hvor kvinderne vævede klæder til Ashera, rev han ned. .. Også alteret i Betel, offerhøjen som Jeroboam, Nebats søn, havde opført, han som forledte Israel til synd, både dette alter og offerhøjen rev Josija ned, og han knuste stenene til støv og brændte Ashera-pælen.&quot;&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 441&lt;/ref&gt; 

Profeten Jeremis beklagede sig i Jeremias' Bog kapitel 7: &quot;Kan du ikke se, hvad de gør i Judas byer og Jerusalems gader? Børnene samler brænde, fædrene tænder ild og kvinderne ælter dej, så de kan lave offerkager til Himmeldronningen og udgyde drikofre for andre guder og krænke mig.&quot;&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 950&lt;/ref&gt; Han taler om ''Ishtar'', Mesopotamiens version af Ashera, mens hun blev adopteret som ''Afrodite'' i Grækenland og blev kaldt ''Astarte'' af kana'anæerne og senere af fønikerne.&lt;ref&gt;Novacek (2011), s. 38&lt;/ref&gt;

Der kan således ikke være tvivl om, at Ashera-dyrkelsen var udbredt blandt jøderne i flere århundreder, snart officielt snart uofficielt. Manassa regerede fra 697 f.Kr. til 642 f.Kr. og Josija skal have stoppet Ashera-dyrkelsen omkring 622 f.Kr. Men uofficielt fortsatte dyrkelsen helt frem til babylonernes erobring af Jerusalem.

Det vigtigste i denne sammenhæng er, at denne afgudsdyrkelse, som det også fremgår af Gamle Testamente, fandt sted længe efter, at jøderne skulle være gået over til monoteisme.

=== Den centraliserede gudsdyrkelse ===

Men hvornår begyndte den monoteistiske gudsdyrkelse blandt jøderne? Meget tyder på, at det var en udvikling i to trin: først skete der en centralisering af gudsdyrkelsen, og langt senere en overgang til monoteisme.

Første kilde til denne udvikling findes i Moseloven. Her hedder det: &quot;Du må ikke lave dig noget gudebillede i form af noget som helst oppe i himlen eller nede på jorden eller i vandet under jorden. Du må ikke tilbede dem og dyrke dem, for jeg, Herren din Gud, er en misundelig Gud.&quot;&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 89. I oversættelsen til dansk bruges ordet &quot;lidenskabelig&quot; i stedet for &quot;misundelig&quot;&lt;/ref&gt; Det siges ikke, at der ikke findes andre guder, kun at jøderne ikke længere måtte dyrke dem.

Næste kilde findes i Anden Kongebog om kong Josija, som regerede 640-609 f.Kr. Her hedder det: &quot;Og statsskriveren Shafan fortalte kongen, at præsten Hilkija havde givet ham en bog, og Shafan læste den op for kongen.&quot;&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 440&lt;/ref&gt; Forskere mener, at den bog, der her er tale om, sandsynligvis var Femte Mosebog.

Femte Mosebog adskiller sig tydeligt fra de foregående fire Mosebøger, så meget at man mener, at den har sin egen forfatter (eller egne forfattere), der af forskerne kaldes D. Denne forfatter D genkendes også i en række andre tekster i Gamle Testamente: Joshua-bogen, Første og Anden Dommerbog, Samuels Bog samt Første og Anden Kongebog. Det menes, at alle disse bøger er forfattede af samme person eller personkreds.&lt;ref&gt;Dinkgreve (2021), kap. 8&lt;/ref&gt;

Anden Kongebog fortæller om kong Josiah, at han centraliserede gudsdyrkelsen og forbød stedlige altre: &quot;Han hentede alle præsterne fra Judas byer, og offerhøjene lige fra Geba til Be'ersheba, hvor de havde tændt offerild, gjorde han urene, og portofferhøjene, som lå ved kommandantensen Josvas port til venstre, når man går ind ad byporten, rev han ned.&quot;&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 441&lt;/ref&gt; Som det siges: &quot;Der havde ikke tidligere været nogen konge, der som han af hele sit hjerte og af hele sin sjæl og af hele sin styrke vendte om til Herren, helt efter Moses' lov og efter ham kom der ingen som han.&quot;&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 442&lt;/ref&gt; Tydeligvis var der tale om at samle al religiøs magt på et sted og under kongens kontrol. Det var med andre ord en religiøs revolution.

For at retfærdiggøre denne revolution måtte man opfinde en spådom, der kunne retfærdiggøre den. Her træder nu to kilder ind. Den ene findes i Første Kongebog. Her omtales en gudsmand, som råber imod et alter: &quot;Alter, alter! Dette siger Herren: I Davids hus skal der fødes en søn ved navn Josija. På dig skal han slagte de offerhøjspræster, som tænder offerild på dig, og han skal brænde menneskeknogler på dig.&quot;&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 393&lt;/ref&gt;

Den anden er Femte Mosebog: allerede i første sætning gives indtrykket af, at denne bog er Moses' sidste ord inden sin død&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 200&lt;/ref&gt;, og her formuleres en &quot;ny moselov&quot; begyndende således:

&quot;Dette er de love og retsregler, som I omhyggeligt skal følge i det land, Herren, dine fædres Gud, har givet dig i eje, så længe i lever på jorden. I skal ødelægge alle de steder, hvor de folk, I fordriver, har dyrket deres guder, på de høje bjerge, på bakkerne og under alle grønne træer. I skal rive deres altre ned og knuse deres stenstøtter, deres Ashera-pæle skal I brænde, og deres gudebilleder skal I hugge om; I skal udslette deres navn fra de steder. For på den måde må I ikke dyrke Herren jeres Gud. Nej, I skal søge til de sted, Herren jeres Gud udvælger blandt alle jeres stammer til at sætte navn på, så det kan bo der. Dér skal du komme, og derhen skal I bringe jeres brændofre og slagtofre, jeres tiender og afgifter, jeres løfteofre og frivilligofre og det førstefødte af jeres køer og får.&quot;&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 214&lt;/ref&gt;

Men trods dette forsøg på at legitimere centraliseringen af gudsdyrkelsen holdt det ikke længe. Snart begyndte folk atter deres decentrale gudsdyrkelse, og som vi tidligere har set, opgav de aldrig deres Ashera-dyrkelse.

=== Jøderne i Kana'an ===

Vi har fulgt jødernes religiøse udvikling, men hvordan forholder det sig med områdets politiske udvikling? Det er en broget historie, hvor Gamle Testamente trods påviselige fejl alligevel kan give nyttige oplysninger.

Meget taler for, at det var ankomsten af &quot;havfolket&quot; (engelsk: ''Sea People'') omkring 1178 f.Kr. som udløste en ny politisk udvikling. Frem til sammenbruddet havde området været præget af kana'anæiske kongefamilier, som styrede mindre områder fra deres centralt beliggende byer. Hidtil havde områder i nord været under hittitisk overherredømme og området i syd som helhed været under egyptisk kontrol, men nu svækkedes denne kontrol&lt;ref&gt;Porter (2016), s. 384&lt;/ref&gt;, og det indebar, at der blev mulighed for indbyrdes stammekrige i området. Det betød også, at folk udefra nu kunne blande sig med held i de stedlige stammekrige. Det er muligt, at jødernes erobringer netop hører hjemme i denne sammenhæng. Til trods for, at Gamle Testamente fremstiller disse kampe som religionskrige mellem folkeslag med polyteisme og jøderne med deres påståede monoteisme, er der intet, som tyder på, at dette er korrekt.

Snarere må vi se disse kampe som sket mellem et imperialistisk erobrerfolk og stedlige bofaste stammer. At der også var religiøse forskelle imellem dem, understregede blot krigenes stammemæssige karakter. Mens filistrene bosatte sig ved kysten, flyttede israelitterne ind fra øst og bosatte sig overvejende i højlandet, hvor de over tid tilegnede sig megen af den stedlige kultur, samtidig med at deres frænder, aramæerne, slog sig ned mod nordøst i Syrien. Hebræerne fik i denne besættelse støtte fra beslægtede og ligesindede nomadiske stammer og semitiske folkeslag. Alliancen var mulig, fordi de alle dyrkede Jahve.&lt;ref&gt;Novacek (2011), s. 66&lt;/ref&gt; Denne fælles kult var længe den eneste institution, som bandt folket sammen, og det kunne ikke forhindre, at der jævnligt opstod konflikter mellem dem.

Der kan på dette sted være grund til at gøre op med myten om Jerikos erobring. Ifølge den bibelske tradition skete erobringen ved, at de omgivende bymure styrtede sammen.&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 248f&lt;/ref&gt; Problemet er, at det arkæologisk kan påvises, at der ingen bymure var!&lt;ref&gt;Novacek (2011), s. 66&lt;/ref&gt; Forklaringen er, at Kana'an indtil da havde været underlagt Egypten, hvis overherredømme var blevet afgjort efter slaget ved Megiddo i 1479 f.Kr. Efter erobringen beholdt eliten i de kana'anæiske familier deres styrende rolle, når blot de var loyale i forhold til den egyptiske farao, men de måtte acceptere, at de ikke måtte befæste deres byer, (hvilket gav dem problemer blandt andet, da Megiddo blev angrebet af Lab'ayu fra det nærliggende Shechem).&lt;ref&gt;Novacek (2011), s. 25&lt;/ref&gt; Det må rejse spørgsmålet, om israelitterne overhovedet nogen sinde har erobret Kana'an, eller om de så at sige &quot;overtog&quot; havfolkets faktisk påviste erobringer og indskrev det i deres historie?

Overhovedet har det været praktisk talt umuligt at påvise israelitterne bosættelse i Levanten. Forskere har ment, at en række nye bosættelser i marginale områder i bjergegne kunne være deres bosættelser&lt;ref&gt;Porter (2016), s. 386&lt;/ref&gt;, men der kan lige så godt være tale om, at nogle kana'anæere fra lavlandet efter det handelsmæssige sammenbrud valgte at flytte ud og etablere sig med et nyt men mere holdbart selvforsynende landbrug&lt;ref&gt;Porter (2016), s. 388f&lt;/ref&gt;, hvor handel som helhed spillede en mindre rolle end tidligere og især var af regional snarere end international karakter.&lt;ref&gt;Porter (2016), s. 388&lt;/ref&gt; Ulige forsøg på at identificere bestemte former for genstande som værende israelitiske er strandet på, at de selv samme genstande også findes i områder uden israelsk bosættelse ifølge Gamle Testamente, de kan derfor ikke levere det ønskede bevis.&lt;ref&gt;Porter (2016), s. 387&lt;/ref&gt;

I den første tid efter israelitternes indvandring var tilstandene i Kana'an væsentlig som før. Det var langt fra lykkedes jøderne at udrydde hele den bosatte befolkning, så det endte med, at jøderne bosatte sig i egne bosættelser. De ulige folk og stammer levede i samfund hver for sig med byerne som centrum for de omgivende landsbyer. Hebræerne erobrede og ødelagde de mere civiliserede kana'anitter men overtog deres skriftsystem. De overtog også kana'anitternes byggeskik, men uden at hebræernes byggerier nåede samme høje stade som deres forgængere. Jerusalem var på denne tid et lille sted uden stor betydning og kunne ikke måle sig med andre byer i området.

Tør man tro Josvabogen kapitel 20, blev der oprettet særlige bebyggelser kaldet &quot;tilflugtsbyer&quot; for kriminelle, hvor disse kunne søge politisk asyl og unddrage sig retsforfølgelse for deres kriminelle gerninger: &quot;Herren talte til Josva og sagde: &quot;Sig til israelitterne, at de skal udpege de tilflugtsbyer, som jeg talte til jer om ved Moses, så en drabsmand, der uforsætligt og uforvarende slår nogen ihjel, kan flygte dertil; de skal være tilflugtssteder for jer mod blodhævneren. Når drabsmanden søger tilflugt i en af disse byer og stiller sig ved indgangen til byporten, skal han forelægge sin sag for de ældste i den by. De skal give ham adgang til byen og give ham et sted, hvor han kan bo hos dem. Når blodhævneren forfølger ham, må de ikke udlevere drabsmanden til ham; det var jo uforvarende, han slog sin næste ihjel, han havde ikke tidligere næret fjendskab mod ham. Han kan så blive boende i den by, indtil han stilles for menighedens domstol, eller indtil den ypperstepræst dør, som er der til dentid. Da kan drabsmanden vende tilbage til sin by og sit hus, den by, han er flygtet fra&quot;.&quot;&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 264&lt;/ref&gt; De var en ordning, som kunne beskytte enhver kriminel mod retsforfølgelse.

Og jødernes folkemord fortsatte. I Dommerbogen kapitel 1 læser vi: &quot;Så drog Juda op, og Herren gav kana'anæerne og perizzitterne i deres hånd, og de slog dem i Bezek og dræbte ti tusind mand. ..Judæerne angreb Jerusalem og indtog den. De huggede indbyggerne ned med sværd og stak ild på byen.&quot;&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 271&lt;/ref&gt; I de byer, som det ikke lykkedes jøderne at udrydde befolkningen, blev disse i stedet gjort til hoveriarbejdere.&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 272&lt;/ref&gt; Det kan næppe undre, at denne opførsel gav anledning til yderligere uro, og at nye kampe fulgte. Ved en lejlighed slog jøderne &quot;omkring ti tusind moabitter ihjel. .. Derefter havde landet ro i firs år&quot;.&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 274&lt;/ref&gt;

Efter Josvas erobringer fulgte dommertiden, hvor landet blev styret af de såkaldte dommere. Tør man tro Gamle Testamente førte det til, at filistre og ammonitter for en tid fik overtaget.&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 286&lt;/ref&gt; Også internt var der øjensynlig magtkampe, således forenedes de andre stemmer mod Benjamins stamme.&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 297ff&lt;/ref&gt;

Efterhånden blev lovløsheden for meget, og hebræerne etablerede et kongedømme i Palæstina. Denne institution kom som en nødvendig følge af både de interne lovløse tilstande og behovet for at organisere krigsførelsen mod andre folkegrupper. I vest udgjorde filistrene en stærkere modstand end kana'anitterne, fordi de havde udviklet jernsmedning. Mod nord boede fønikerne i Libanon, der var mest optaget af handel. Da kana'anitterne stadig blev mere undertrykte, skabte det grundlaget for etableringen af det hebræiske kongedømme omkring 1000 f.Kr. 

Først under dommeren Samuel opstår der blandt jøderne angiveligt krav om etableringen af et kongerige. Landets første konge hed Saul.&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 317&lt;/ref&gt; Han dateres til omkring 1000-tallet f.Kr. Tør vi tro Første Samuelsbog gennemførte han adskillige krige.&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 320&lt;/ref&gt; Kana'an var angiveligt forenet under ham og hans to efterfølgere, David og Salomo. Salomo beskrives i Gamle Testamente som en mægtig konge, der blandt andet opførte et gudstempel i Jerusalem, men arkæologiske undersøgelser har ikke kunnet bekræfte dette, og Salomo er påfaldende totalt fraværende i ikke-bibelske kilder. Det har fået mange historikere til at mene, at Salomo må have været en småkonge.&lt;ref&gt;Novacek (2011), s. 83&lt;/ref&gt; Også israelerne synes fraværende i arkæologiske fund fra denne tid, i stedet dominerer kypriotisk og fønikisk lertøj samt stedlige efterligninger af dette.&lt;ref&gt;Novacek (2011), s. 89, 93&lt;/ref&gt;

Da kong Salomo døde i 922 f.Kr. blev det hebræiske kongedømme delt i to: Kongeriget Israel og Kongeriget Juda. Det var kun Juda og Benjamins stammer, som accepterede Salomos søn Rehabeam som deres konge, og de oprettede dermed det sydlige kongerige Juda med Jerusalem som hovedstad. Mod nord gjorde de øvrige stammer Jeroboam til konge og oprettede kongeriget Israel med Sikem og senere Samaria som hovedstad. Vigtigst i denne sammenhæng er, at der intet stammesammenhold var, end ikke deres religion kunne holde sammen på dem, og som vi allerede har set, skete der jævnligt frafald fra denne, lige som israelitterne indgiftede sig i andre folkegrupper nok så meget som indbyrdes. Der var konstant magtkampe, hvilket afspejler det totale fravær af national solidaritet og enhed. Også udefra skete angreb. Anden Krønikebog er fuld af bereninger om disse krige.

Det bør for god skyld nævnes, at en basalt stele fra Dhiban omtaler, at kong Mesha fra det moabitiske kongerige overvandt Kongeriget Israel og udvidede sit rige, en begivenhed som menes afspejlet i Anden Kongebog kapitel 3.&lt;ref&gt;Porter (2016), s. 382&lt;/ref&gt;&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 412&lt;/ref&gt; 

Kongeriget Israel ophørte, da Assyrien erobrer hovedstaden Samaria 722 f.Kr. Herved mistede også de 10 nordlige israelske stammer deres betydning. Nogle af indbyggerne i Kongeriget Israel blev deporteret af assyrierne, men arkæologisk kan der ikke dokumenteres nogen befolkningsudskiftning eller nogen nedgang i befolkningstallet, og genetiske undersøgelser antyder også en kontinuitet i områdets befolkningssammensætning. Hovedparten af befolkningen synes således at være forblevet i området og samaritanerne menes at være de mest direkte efterkommere af befolkningen i Kongeriget Israel, hvilket også er i overenstemmelse med deres egen opfattelse. Nogle beboere fra Kongeriget Israel må antages at være flygtet til kongeriget Juda, hvilket kan forklare hvordan de nordlige stammers myter er blevet inkorporerede i den tekster i Gamle Testamente, som blev samlede i Kongeriget Juda.

=== Eksilet i Babylon ===

Der er næppe tvivl om, at hvis jøderne havde modstået angreb udefra, ville afgudsdyrkelsen have fortsat. Der ville fortsat have været private gudindestatuetter og private altre. Men een begivenhed ændrede jødernes historie og dermed verdenshistorien: babylonernes erobring i 586 f.Kr.

Forud gik en belejring, som varede to og et halvt år. Vilkårene under belejringen var forfærdelige: jøderne sultede, men vi ved fra samtidige beretninger, at de ikke holdt sig tilbage fra at spise deres egne børn. Da Nebukadnezer erobrede Jerusalem, blev Salomons tempel brændt ned til grunden. Kongepaladset blev brændt ned. Huse blev brændt ned. Forsvarsanlæggene omkring byen blev revet ned sten for sten. Kong Zedekiah, som havde forsøgt at flygte, blev fanget og ført frem for Nebukadnezer. Det sidste, han så, var, at han sønner blev slået ihjel. Så blev han gjort blind, og måtte i denne tilstand foretage vandringen til Babylon.

Hele den jødiske befolkning blev tvangsforflyttet til Babylon. Det skete i tre omgange. Da de forlod Jerusalem, måtte de uundgåeligt miste troen på deres guder, som havde svigtet dem.

Hvad, der skete under det babylonske fangenskab, var ekstraordinært: i stedet for at blive integrerede i deres nye omgivelser valgte de skriftkloge jøder den modsatte vej, nemlig at bevare og redigere deres historiske traditioner. Sigende optræder byen Al Yahuda i Babylon på denne tid. Jøderne samlede, hvad de havde bevaret om deres historie, og begyndte at nedskrive det. Undervejs blev traditionen omskrevet og tilpasset deres nye selvforståelse. Bibelforskere mener, at det var antagelig på denne tid, at traditionerne i ''Tanakh'' begyndte at få deres endelige form.

Og det var tilsyneladende også her, at jødernes tro fik den monoteistiske karakter, som siden skulle gøre sig gældende. Det er her, at profeten Ezekiel fortæller, at Gud gør ham opmærksom på den afgudsdyrkelse, som finder sted.&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 1048&lt;/ref&gt; Det er her, at Gud lover at straffe jøderne for denne afgudsdyrkelse.&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 1049&lt;/ref&gt; Det er her, at jødernes bortførelse bliver stillet i udsigt. Det er her, at grunden lægges til den fortolkning, at eksilet gøres nødvendigt for, at jøderne langt om længe kan vende sig mod den sande gudsdyrkelse.

Og det er her, at profeten Esajas formulerer sine propagandistiske og doktrinære anklager. Det er her, at Gud gøres til den, som lover jøderne håb om frihed igen. Og det er her, at Gud bliver enevældig.

To eksempler fra Esajas Bog kan belyse det: i vers 44 linje 6: &quot;Jeg er den første, og jeg er den sidste, der er ingen anden Gud end mig&quot;&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 895&lt;/ref&gt; og i vers 45 linje 5: &quot;Jeg er Herren, der er ingen anden, der er ingen anden Gud end mig&quot;.&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 897&lt;/ref&gt; Selv alt det gode og alt den onde har samme oprindelse:&lt;/br&gt;  
&quot;Jeg danner lys og skaber mørke,&lt;/br&gt; 
jeg frembringer fred og skaber ulykke,&lt;/br&gt; 
jeg, Herren frembringer alt dette.&quot;&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 897&lt;/ref&gt;&lt;/br&gt; 
For første gang optræder jøderne som et folk med kun een erklæret Gud.

Der kan næppe være tvivl om, at dette var følgen af en bestemt strategi: ikke at blive opslugt af imperiet. Over for de mange guddomme i Babylon sætter jøderne en enkelt gud som deres modstykke. Derved, og kun derved, kan de opretholde deres særegne identitet som folk. Hvis Jahve havde været een gud blandt mange andre, havde han tabt og havde ingen fremtid. Kun ved at gøre ham almægtig, ved at hævde at han havde brugt Nebukadnezar som et redskab i en guddommelig plan, kunne de opretholde deres identitet og deres håb om en fremtid. De gamle guder måtte udryddes eller bortforklares som fejltagelser, der kunne forklare jødernes ulykkelige skæbne. Og derfor blev den traditionelle historie omskrevet punkt for punkt for at kunne understøtte det nye narrativ.

Nået så langt tog de skriftkloge det næste skridt: de måtte opfinde og udvikle deres egen skabelsesberetning og deres egen beretning om en altomfattende oversvømmelse. Inspirationen hentede de hos babylonerne selv. De tog de velkendte babylonske beretninger men omskrev dem således, at de udgjorde en polemisk kontrast til den tro og de traditioner, som blev hyldet af deres omgivelser. Der vil være lejlighed til at se nærmere på disse ved en gennemgang af Gamle Testamente.

=== Jødernes tilbagevenden til Jerusalem ===

I 539 f.Kr. indtræder så afslutningen på jødernes tid i eksil. Dette år erobrer perserne Babylon, og Cyrus den Store erklærer straks efter en almen amnesti. Der efter giver han tilladelse til, at fordrevne folkeslag må vende tilbage til deres hjemegn og genoptage deres gudsdyrkelse.

Også jøderne vendte hjem. Ifølge Ezras Bog vendte i alt 42.360 jøder tilbage til Jerusalem foruden deres trælle og trælkvinder, i alt 7.337, samt 200 sangere og sangerinder, det vil sige i runde tal 50.000 personer.&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 510&lt;/ref&gt; Om dette tal er korrekt, vides ikke.

Det vigtige er, at da jøderne vendte tilbage til Jerusalem, var det med en ny, monoteistisk religion. Den var i store træk skabt under deres eksil, omskrevet og suppleret i forhold til tidligere. Den forenede folk og tro i en næsten uadskillelig helhed.

Der kan her være grund til at stille et vigtigt spørgsmål: betyder dette så, at jøderne vendte hjem med en fuldt udviklet fælles trosretning? Nej, intet taler for dette. Snarere må vi regne med, at det kun var en lille gruppe af teologiske skriftlærde, som havde taget del i den redigeringsproces, som var foregået i Babylon, og at det kun var dem, som havde det fulde kendskab til det nye narrativ om jødernes oprindelse, som de havde skabt. Dette indebærer, at det først er efter deres tilbagevenden, at de for alvor kan begynde at promovere og udbrede deres nye narrativ til jøderne og dermed skabe den identitetsforståelse, som de siden udviklede.

=== Persisk tid ===

Under det persiske herredømmes tid (538-332 f.Kr.) sad der persiske statholdere i landets ulige dele. Vi ved, at statholderen i Judæa 408 f.Kr. hed Bagohi, dels fra Josefos, dels fra papyrusfundene i Elefantine. At statholderen i Samaria var en samaritan, Sanballat, tyder på, at perserne ikke har blandet sig i Palæstinas forhold, når oprør ikke foranledigede dem til at gribe ind, som tilfældet var under Artaxerxes III (358-338 f.Kr.). Det var under persisk beskyttelse, at Nehemia og Ezra genoprettede den jødiske menighed i Jerusalem.

Vi ved sandt at sige ikke meget om den jødiske religionsdyrkelse på denne tid. Meget tyder på, at der skete en langsom spredning af den nydannede monoteistiske tro, sikkert som et politisk-nationalt redskab over for det persiske overherredømme. Men intet taler for, at denne endnu formelt var slået igennem.

Elephantine var en jødisk by i Egypten fra 400-tallet f.Kr. Den er interessant, fordi den kan vise træk ved og fravær af jødisk levevis på denne tid. Byen blev antagelig grundlagt i midten af 6. århundrede f.Kr. af folk, der var emigreret fra Syene-området i Palæstina.&lt;ref&gt;Barnea (2024), s. 1&lt;/ref&gt; Vi ved, at der eksisterede et særligt tempel for dyrkelsen af Jahve indtil 410 f.Kr., da det blev ødelagt. En jødisk befolkning nævnes sidste gang i kilderne i 399 f.Kr., hvad, der skete med den jødiske befolkning efter denne tid, er ukendt.&lt;ref&gt;Adler (2025), s. 39&lt;/ref&gt;

Historien om jødernes udvandring fra Egypten kendes ikke i denne by, hvilket tyder på, at denne tradition er yngre end 400-tallet. Ligeledes kendte befolkningen ikke til ''torah'', det vil sige jødisk lov, så også denne må være yngre end 400-tallet.

Endvidere dyrkede jøderne i denne by flere guder (jahvisme) i modsætning til senere tids monoteisme (judaisme). Således har vi flere kilder fra 400-tallet f.Kr., der vidner om zoroastracisme, herunder et ild-alter og et tempel.&lt;ref&gt;Barnea (2024), s. 3-7&lt;/ref&gt; En lignende jødisk polyteisme kendes fra andre byer.&lt;ref&gt;Adler (2025), s. 41-47&lt;/ref&gt; Men dette indebærer også, at jøderne stadig ikke på denne tid var monoteister til trods for de bestræbelser, som præsteskabet havde udført under eksilet i Babylon. I stedet tolkes situationen således, at den jødiske kult udviklede sig gravist over tid blandt andet inspireret af zoroastrisk kult indtil, at de fik den form som kendes fra den hebraiske bibel.&lt;ref&gt;Barnea (2024), s. 29&lt;/ref&gt; Hvis byen blev grundlagt af dem, som ikke endte i Babylon, kan dette forklare deres fastholden ved polyteisme og ukendskab til den monoteisme, som blev udviklet i Babylon.

Dermed adskiller kulten på denne tid blandt jøder sig markant fra den, som ses i hasmonæisk tid.&lt;ref&gt;Adler (2025), s. 48&lt;/ref&gt; Yonatan Adler ved Ariel University har kaldt denne kult og levevis &quot;proto-jødisk&quot; (''proto-Judaic'') og definerer den således: &quot;Et protojødisk kulturelt træk er således et særskilt element af den israelitiske og/eller jødiske livsstil, som med tiden blev lovgivet som en forskrift for regulering i en eller flere af Mosebøgernes tekster, og som i sidste ende blev optaget som en del af jødedommen.&quot;&lt;ref&gt;Adler (2024), s. 5&lt;/ref&gt; Et eksempel herpå er at spise svinekød. I to af Mosebøgerne (Tredie Mosebog kapitel 11:1-8&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 126f&lt;/ref&gt; og Femte Mosebog kapitel 14:3-8&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 216&lt;/ref&gt;) forbydes det jøder at spise svinekød, men arkæologiske fund fra tiden fra sen bronzealder (1300-1130 f.Kr.) frem til jernalder (586 f.Kr.) viser, at svin faktisk blev avlet til fortæring i strid med denne bestemmelse, skønt de er fraværende i nogle bopladser henregnet til kana'anære og fønikere i jernalderen uden, at det derfor med sikkerhed kan siges at være bevidste valg; økonomiske, økologiske og sociale forhold kan have spillet ind.&lt;ref&gt;Adler (2024), s. 13&lt;/ref&gt; Flere jødiske leveregler tilskrives således myter i Mosebøgerne, og det kan ikke afvises, at disse myter ''netop'' er blevet til for at kunne begrunde og legitimere disse leveregler.&lt;ref&gt;Adler (2024), s. 21&lt;/ref&gt; Det gælder blandt andet reglen om at omskære drengebørn.&lt;ref&gt;Adler (2024), s. 20f&lt;/ref&gt;

=== Hellenistisk tid ===

I den græske periode fra Alexander den Stores erobring i 332 f.Kr. til 167 f.Kr. blev Palæstina atter genstand for strid mellem Syrien, hvor seleukiderne herskede efter Alexanders død 323 f.Kr., og Ægypten, der beherskedes af ptolemæerne. Frem til 198 f.Kr. var overvejende Egypten, fra den tid, efter Antiochos IIIs sejr ved Paneas, syrerne Palæstinas herrer. Efter, at Babylon, Ninive og Shushan var gået til grunde, og Alexandria var blevet grundlagt, flyttede tyngdepunktet vest på, og Palæstina fik igen samme betydning som i 15. århundrede f.Kr. Under ptolemæerne regeredes Palæstina af guvernører (hegemon, epitropos), om hvis myndigheds udstrækning kun lidt vides. Skatteopkrævningen var overladt - ved licitation - til skatteforpagtere. I jødernes kreds fik synedriet og ypperstepræsten en vidtgående myndighed. Under seleukiderne stod Palæstina, der kaldtes Fønikien, sammen med Cølesyrien under en militærguvernør, og syrisk militær besatte landet. Skatten indkrævedes af seleukidiske embedsmænd. Fra 165 f.Kr., da Antiochos Epifanes forbød jødisk gudsdyrkelse, blev landet ramt af de makkabæiske kampe, der skulle bane vejen for det hasmonæiske dynasti.

Undersøgelser tyder på, at jøderne i almindelighed stadig ikke kendte til ''torah'', det vil sige jødisk lov, i begyndelsen af hellenistisk tid, og slet ikke at de respekterede og fulgte den.&lt;ref&gt;Adler (2025), s. 34&lt;/ref&gt; Således er der flere eksempler på, at judæere to ågerrenter af deres udlån.&lt;ref&gt;Adler (2025), s. 28&lt;/ref&gt; Der er også bevis på, at nogle judæere selv på denne tid dyrkede andre guder end Jahve.&lt;ref&gt;Adler (2025), s. 27&lt;/ref&gt; Og skønt ordet &quot;''sabbat''&quot; forekommer, lader det sig ikke fastslå, om dette havde samme betydning som senere eller blot henviste til en jødisk helligdag.&lt;ref&gt;Adler (2025), s. 28&lt;/ref&gt; Faktisk forekommer ordet &quot;''sabbat''&quot; ikke een eneste gang i Gamle Testamente. Omvendt er der ingen arkæologiske beviser på, at jøderne tog deres rituelle bade i bassiner, således som foreskrevet i ''torah'', og heller ikke at de iagttog særlige rituelle renselsesregler omkring deres mad.&lt;ref&gt;Adler (2025), s. 26&lt;/ref&gt;

Der har været peget på, at Aristeas i et brev oplyser, at Ptolemæus II Philadelphus (regerede 285-246 f.Kr.) tog 72 jøder fra Jerusalem til Alexandria for at få oversat en jødisk lov til græsk til sit bibliotek.&lt;ref&gt;Adler (2025), s. 31&lt;/ref&gt; ''Torah'' er ikke nævnt ved navn, så der er ingen beviser på, at det er den, som der henvises til, men selv om dette var tilfældet, kan dette ikke tages som udtryk for, at jøderne i almindelighed kendte og fulgte loven.&lt;ref&gt;Adler (2025), s. 32&lt;/ref&gt; Dette til trods for, at jøderne på  denne tid ellers nød udstrakt selvstyre både i Judæa og i andre områder.&lt;ref&gt;Adler (2025), s. 24&lt;/ref&gt; Dette har fået Yonatan Adler til at betegne jødisk kultur på denne tid som &quot;jahveisme&quot; (''Yahwism'') i modsætning til den &quot;judaisme&quot; (''Judaism''), der først fulgte senere og som fulgte ''torah''-en.&lt;ref&gt;Adler (2025), s. 7&lt;/ref&gt; Men uanset benævnelsen betyder det, at traditionel jødisk kultur først stammer fra tiden ''efter'' hellenistisk tid.

=== Det hasmonæiske dynasti ===

Den hasmonæiske eller senhellenistiske periode strakte sig fra 167 f.Kr. til 63 f.Kr.

Betegnelsen &quot;Det hasmonæiske kongerige&quot; dækker over en yderst omtumlet periode i jødisk historie, som strakte sig fra midten af 2. århundrede f.Kr. til midten af 1. århundrede f.Kr. Hasmonæerne var en jødisk præsteslægt, som spillede den førende politisk rolle på denne tid. Betegnelsen er dannet efter Hasmon, der var Mattatija’s bedstefader. I årene 168-161 f.Kr. ledede hasmonæerne kampen for national og religiøs frihed mod seleukiderne, som under Antiochos IV havde underkuet dem. Bevægelsen begyndte under Mattatija, men blev fortsat af hans sønner, først Judas Makkabæer, efter hvem slægten often kaldes makkabæerne; han fik genoprettet den jødiske gudsdyrkelse i 165 f.Kr. og opnåede i 161 f.Kr. religionsfrihed. Dette år overvandt han den syriske feltherre Nikanor og sluttede forbund med Romerne, men døde kort efter. Hasmonæerne optrådte der efter som et dynasti, der kæmpede for deres egen magtstilling. Judas’ broder, Jonatan, som afløste ham som leder, lod sig i 153 f.Kr. udnævne til ypperstepræst, skønt han efter jødisk lov ikke havde ret til denne stilling. Dette betød et brud med de lovtro, som de oprindelige havde kæmpet for. Efter hans mord i 143 f.Kr. lykkedes det broderen Simon (143-135 f.Kr.) at få landets selvstændighed anerkendt og at erobre syrernes borg i Jerusalem. Som følge heraf blev han af befolkningen hyldet som arvelig ypperstepræst og som verdslig hersker i 141 f.Kr. Dermed havde hasmonæerne opnået formel anerkendelse af deres dynasti.

Det betød imidlertid ikke, at der nu herskede fred, tværtimod. Under Simon’s søn, Johannes Hyrkan (134-104 f.Kr.), indtraf et åbent brud mellem hasmonæerne på den ene side og farisæerne på den anden. Under de fortsatte kampe undertvang han den autonome stat Edom og ødelagde Samaria og også den samaritanske helligdom på Garizim. Hans sønner, Aristobul (104-102 f.Kr.) og Alexander Jannæos (102-76 f.Kr.) var brutale herskere og fjernede sig langt fra styrets oprindelige karakter, idet de var udpræget hellenistisk sindede. Alexander udnævnte sin dronning Salma Alexandra til sin efterfølger (78-69 f.Kr.), mens sønnen Hyrkan II blev ypperstepræst. Midt i de hele etablerede armenerne et kortvarigt herredømme (70-63 f.Kr.) idet de erobrede landet og lagde området under deres overherredømme. Men den interne magtkamp fortsatte uafbrudt. Salma sluttede sig til farisæerne, og hun kom derved i modsætning til saddukæerne, som samlede sig om hendes anden søn, som efter hendes død tog magten fra sin broder og herskede som Aristobul II, dog under vedvarende kampe, indtil Pompejus afsatte ham og tog ham med til Rom i 63 f.Kr. Efter ulige forsøg på opstand blev Aristobul og hans søn Alexander myrdet i 48 f.Kr. 

Hyrkan II, der af Pompejus nu blev anerkendt som ypperstepræst med Antipater som verdslig leder, blev af Cæsar forfremmet til ethnarch, mens den faktiske myndighed efterhånden gik over til Herodes efter Antipater’s død. Aristobul’s anden søn, Antigonos, gjorde imidlertid oprør og blev en kort (40-37 f.Kr.) tid konge, mens Hyrkan blev bortført og fik ørene skåret af. I 37 f.Kr. erobrede den af Romerriget anerkendte Herodes så Jerusalem, og Antigonos blev henrettet i Antiochia. Dermed var hasmonæernes herredømme bragt til ende. Herodes levede en tid i venskab med Hyrkan men lod ham så dræbe. Herodes var besvogret med hasmonæerne, idet hans hustru Mariamme var datter af Aristobul II’s søn Alexander. Dette forhindrede dog ikke, at han lod hendes broder Aristobul dræbe. Senere dræbte han ligeledes hende selv og hendes moder. Endelig dræbte han nogle hasmonæere, der opholdt sig hos hans svoger i Idumæa. Således blev det Herodes, som endte slægtens magtdrømme.&lt;ref&gt;Pedersen (1919), s. 943f&lt;/ref&gt; Så meget om den politiske udvikling.

Det vigtigste i denne sammenhæng er, at de var i denne omtumlede tid, at vi for første gang ser tydelige spor af en jødisk kultur og religionsdyrkelse. Årsagen er klar nok: lederen af den nye stat var en ypperstepræst, som nu tillige blev den politiske, kultiske og militære leder af den nye stat. Og det er tydeligvis på denne tid, at denne nye magt manifesterer sig også religiøst. Det er først fra denne tid, at de første synagoger optræder. Det er først fra denne tid, at ''Tanakh'' optræder i sin endelige skikkelse. Det er først fra denne tid, at der optræder beviser på, at jøderne i deres levevis fulgte bibelsk lov, der nu bliver promoveret som &quot;deres forfædres lov&quot; og påvirker et utal af leveregler både i og uden for jødernes &quot;hjemland&quot;.&lt;ref&gt;Adler (2025), s. 67&lt;/ref&gt;

=== Romersk styre ===

Romersk tid strækker sig fra sidste århundrede f.Kr, til første århundrede e.Kr. Det kendetegnes ved at området i denne periode havde en romersk guvernør.

Yonatan Adler har undersøgt de kulturelle traditioner i dette tidsrum og finder, at de følger senere jødiske traditioner: der er renselsesbassiner og husgeråd af kalk som udtryk for jødiske relselsesritualer samt mønter, vægdekorationer i huse og hjemligt udstyr som udtrykkeligt undgår at vise mennesker og dyr i overensstemmelse med påbuddet i Mosebøgerne. Han konstaterer yderligere, at disse træk er særligt markante i de områder, som vides at have haft en overvejende jødisk befolkning, men ikke nødvendigvis i områder hvor andre befolkningsgrupper var dominerende. Han konstaterer endvidere, at disse rituelle træk tydeligt går tilbage til hasmonæisk tid men ikke med sikkerhed lader sig følge længere tilbage, til dels på grund af et svagt og mangelfuldt arkæologisk og skriftligt bevismateriale. Som beviserne nu stiller sig, var det i hasmænæisk tid, at disse rituelle træk slog igennem og efterhånden bredte sig til den samlede befolkning og i romersk tid allerede var blevet normen.&lt;ref&gt;Adler (2022)&lt;/ref&gt;

Det er på denne baggrund, at Jesus må ses: i en tid, hvor mange jøder drømte om og håbede på at genskabe deres egen selvstændige stat, trådte han frem med sit provokerende budskab, at &quot;Guds rige ikke var af denne verden&quot;. Ikke nok med det: han udfordrede farisæerne og de skriftkloge, og oven i alt dette ophævede han jøder som Guds udvalgte folk og erklærede enhver, som følger Guds ord og hans påbud som en del af den udvalgte befolkning. I det givne politisk-religiøse klima gjorde det ham farlig for en national jødisk politik, så han måtte stoppes, og det blev han som bekendt. Men det stoppede ikke hans budskab i at blive yderligere spredt, tværtimod.

Frem til 70 e.Kr. opstod der ulige retninger inden for jødedommen, hvoraf saddukæerne, farisæerne og essæerne synes at have været de væsentligste. Desuden opstod der en række messianske og apokalyptiske bevægelser. 

Saddukæerne var en gruppe der var tilknyttet præstedømmet i templet i Jerusalem. I modsætning til farisæerne, som påberåbte sig myndighed på grund af deres lærdom og fromhed, baserede saddukæerne deres særstilling på afstamning og status. Meget tyder på, at de repræsenterede Hasmonæernes klan, der tidligere havde regeret som præstekonger. De nægtede at acceptere læresætninger som ikke direkte var nævnt i ''Torah'', også selv om læren var nævnt et andet sted i Tanakh. Ja, de &quot;anså det for en dyd at debattere&quot; sådanne sager. Et eksempel på en sådan debat findes i Mattæusevangeliet kapitel 22:23-33, hvor de satte Jesus på prøve med hensyn til opstandelsen. Idet saddukæerne opstillede en tænkt situation hvor en enke havde været gift med syv mænd, spurgte de: &quot;Hvem af de syv skal nu have hende til hustru i opstandelsen?&quot; I denne sammenhæng var det selvfølgelig uvæsentligt om den tænkte enke havde været gift 14 eller 21 gange. Jesus svarer: &quot;I opstandelsen gifter mænd sig ikke og kvinder bortgiftes ikke.&quot;&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 1251&lt;/ref&gt; Saddukæerne accepterede ikke eksistensen af et liv efter døden, og benægtede derfor også den farisæiske doktrin om en genopstandelse, hvilket netop var den forestilling, som Jesus prædikede. I Markusevangeliet kaptel 12:18-27 omtales en anden version af historien: da Jesus vidste, at saddukæerne ikke accepterede andre inspirerede skribenter end Moses, argumenterede han ved at citere fra ''Torah''. Han sagde: &quot;Med hensyn til at de døde oprejses, har I da ikke læst i Moses’ bog, i beretningen om tornebusken, hvordan Gud sagde til ham: ’Jeg er Abrahams Gud og Isaks Gud og Jakobs Gud’? Han er ikke dødes men levendes Gud.&quot;&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 1281&lt;/ref&gt;

Saddukæerne ønskede ikke, at en Messias skulle dukke op og lave om på tingene og da de betragtede Jesus som en trussel mod deres position, sammensvor de sig med farisæerne om at slå Jesus ihjel.&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 1258f, 1352&lt;/ref&gt;

Farisæerne var kendetegnede ved, at de lagde stor vægt på overholdelse af Moseloven, især renhedsforskrifterne og desuden på &quot;fædrenes overleveringer&quot;, som var en betegnelse for hele den mundtlige fortolkning af Moseloven. Bevægelsens etik havde mange detaljerede forskrifter og praktiske anvisninger. 

Essæerne levede i en slags kommunisme, hvor medlemmerne aflagde tavshedsløfte og ingen måtte besidde ejendom, hverken bolig eller slave, jord eller kvæg. Deres indkomster skulle overlades til en forvalter, som forestod indkøb af det nødvendige og sørgede for mad og underhold til gruppen. De forkastede også ægteskab, alle former for standsforskelle samt slaveri. De var soldyrkere og sendte hver morgen bønner op til solen. Når de havde afføring, gjorde de det inden døre for ikke at &quot;besmitte&quot; sollyset.

Af de mange retninger inden for jødedommen overlevede kun den rabbinske jødedom, som byggede på farisæerne og deres lære. Den rabbinske jødedom var kendetegnet ved at hævde, at den skrevne ''Torah'' ikke kan fortolkes korrekt uden henvisning til den &quot;mundtlige&quot; ''Torah'' og den dertil hørende litteratur, der specificerer hvilken adfærd, der er sanktioneret af loven. Med et moderne udtryk var de fundamentalistiske teokrater. Når de andre fraktioner her er nævnt, er det for at vise, at jødedommen langt fra var nogen samlet bevægelse selv op til eller på Jesu tid.

Stednavnet &quot;Israel&quot; første gang optræder på en mønt dateret til 66 e.Kr. møntet i forbindelse med jødernes oprør mod romerne.

Efter oprøret 70 e.Kr. var det for en lang tid slut med jødiske forsøg på at skabe en egen stat. Jesu budskab og det mislykkede oprør førte til, at den jødiske befolkning blev sprængt i tre grupper: den ene gruppe var de traditionelle jøder, som holdt fast ved farisæerne og deres budskab, den anden gruppe var de kristne, som nu satte sig for at udbrede det nye budskab, og den tredie gruppe var judeo-nazaræerne, som fortolkede udviklingen på deres egen måde og mente, at genskabelsen af templet i Jerusalem var en forudsætning for, at Messias ville vende tilbage. De arbejdede i flere hundrede år på dette mål, men da de endelig fik magten i Jerusalem i år 634 og Messias alligevel ikke vendte tilbage, blev bevægelsen omformet til en ny arabisk religiøs bevægelse, som i 749 efter abbasidernes magtovertagelse endte som muhammedismen, komplet med en egen profet, en egen hellig bog og med et nyt religiøst midtpunkt i Mekka.&lt;ref&gt;se ''Muhammedanismen i kildekritisk belysning''&lt;/ref&gt;

=== Sammenfatning ===

Hvordan skal begivenhedsforløbet nu fortolkes? Et foreløbigt svar kunne lydes således: det ser ud til, at jøderne udskilte sig fra kana'anæerne senest omkring 1200 f.Kr. og at de oprindeligt levede i ørkenområderne syd for Kana'an. Dette varede indtil, at de eteblerede et egentligt kongerige, der imidlertid efter kort tid blev delt i to, Israel og Judæa. Den nationale udskillelse var dog åbenbart ikke mere udtalt end, at jøderne jævnligt synes at have giftet sig med kvinder fra andre stammegrupper. 

Så langt, vi tør tro Bibelens fremstilling, var de polyteister, det vil sige dyrkede flere guder. Ganske vist var der perioder, hvor der gjordes forsøg på at indføre monoteisme, men dels var der stadige tilbageslag, dels skete disse forsøg på det statslige niveau, mens den almindelige befolkning synes at have fastholdt polyteismen uden afbrydelser gennem flere hundrede år frem til og med landsforvisningen til Babylon. 

Religionsdyrkelsen synes at have udviklet sig fra spredt i de enkelte husstande, landsbyer og stammer hen imod en statslig centralisering med deraf følgende magt for præsteskab og konger. 

Efter alt at dømme er det først under eksilet i Babylon, at præsteskabet blandt jøderne udvikler en erklæret monoteisme, mens dette ikke synes at være tilfældet for den brede befolkning. Hele jødernes tidligere historie bliver nu omfortolket af præsteskabet i lyset af denne nye religion, og den bliver promoveret og legitimeret af nogle få erklærede profeter.

Efter jødernes tilbagevenden til Kana'an efter eksilet i Babylon bliver den nye religion gjort til et redskab for præsteskabets politiske mål: en selvstændig teokratisk stat. Dette mål bliver opnået, men den nye stat varer kun i henved hundrede år, og igennem hele sin eksistens er den præget af interne magtkampe blandt den ledende religiøse elite. Meget tyder dog på, at det først er på denne tid, at monoteismen slår igennem også i den brede jødiske befolknings livsstil og levemåde og bliver det centrale element i israelitternes selvforståelse. Men dette forudsatte og krævede præsteskabet både som den etnisk-religiøse og den statspolitiske magthaver. Efter alt at dømme er det tidligst fra denne tid, at vi kan tale om jødedom i moderne forstand.

Men denne udvikling forudsatte, som vi har set, en dramatisk omskrivning af den jødiske historie. Meget måtte udelades eller totalt omskrives. På den anden side blev der indført nye elementer, som næppe har meget med den historiske udvikling at gøre men som gav jøderne en forhistorie så lang som nogen.

=== &lt;big&gt;Problemerne med Gamle Testamente&lt;/big&gt; === 

Et passende kildekritisk udgangspunkt ved vurderingen af Gamle Testamentes troværdighed må være de modsætninger, der er mellem dennes fremstilling og de faktuelle kendsgerninger. Der er således ingen beviser for eksistensen af de fem mosebøger før slutningen af 4. århundrede f.Kr. inklusive eksistensen af en person ved navn Moses.&lt;ref&gt;Gad Barnea&lt;/ref&gt;

Problemerne med teksterne lader sig inddele i to delspørgsmål:&lt;/br&gt;
- er der een eller flere forfattere til Tanakh?&lt;/br&gt;
- er dele af teksterne lånt fra andre kulturer?&lt;/br&gt;
Svaret er i begge tilfælde bekræftende. Der kan derfor være grund til at behandle hvert af dem særskilt.

=== Forfattere og deres datering ===

Tekstanalytikere mener, at ''Tanakh'' (Gamle Testamente) er blevet til i tre omgange:&lt;/br&gt;
- en arkæisk fase: 11.-10. århundrede f.Kr.&lt;/br&gt;
- en klassisk fase: 9.-6. århundrede f.Kr.&lt;/br&gt;
- en sen fase: 5. århundrede f.Kr. eller senere.&lt;/br&gt;
Eksempelvis mener man, at den ældste del af Første Mosebog er historien om Jakobs velsignelse (i kapitel 47), som skal stamme fra arkæisk tid, men størstedelen af resten stammer fra klassisk tid.

I en række tilfælde forekommer tilsyneladende dubblerede historier med både ligheder men også klare forskelle. Forskerne mener, at det afspejler sammenskrivning af to eller flere ulige overleveringer.

Kildeforskere mener at kunne udskille fire lag i eller snarere forfattere til Mosebøgerne:

J: ''Jahvisten'', hvor Gud sædvanligvis kaldes ''Jahve''; et litterært lag der i modsætning til Præsteskriftet er præget af lægmandssynspunkter.&lt;/br&gt;
E: ''Elohisten'', hvor gudsbetegnelsen er ''Elohim''.&lt;/br&gt;
D: ''Deuteronomisten'', det vil sige &quot;forfatteren&quot; til Femte Mosebog.&lt;/br&gt;
P: ''Præsteskriftet'', et litterært lag i mosebøgerne, der antages at være blevet til i præstelige kredse, og som udviser særlig interesse for kultiske forhold. 

J- og E-teksterne menes nedskrevet efter, at det oprindelige kongerige var blevet delt i to: Israel i nord og Judæa i syd. J-teksterne menes at stamme fra Judæa, E-teksterne menes at stamme fra Israel.

J-teksterne dateres til tidsrummet mellem 848 f.Kr. og 722 f.Kr., idet disse tekster omtaler Babylon og Calah (Nimrod) som store byer. Desuden nævnes Edom som en autonom stat, hvilket først skete efter 848 f.Kr.

E-teksterne lader sig ikke datere nærmere end til 9. eller 8. århundrede f.Kr.

P-teksterne dateres til 6. århundrede f.Kr. og menes skrevet efter, at templet i Jerusalem var revet ned, og jøderne var blevet tvangsforflyttede til Babylon. Dette kan forklare hvorfor, at der ikke findes en eneste henvisning til templet i Jerusalem.&lt;ref&gt;Dinkgreve (2021), kap. 8&lt;/ref&gt;

Problemet ved en tekstanalyse af ''Tanakh'' er, at teksterne synes at være flettet sammen fra to eller flere oprindelige kilder til een sammenhængende historie. Det formodes, at J- og E-teksterne er blevet sammenskrevne efter 722 f.Kr., da Israel blev erobret af assyrerne, og flygtninge fra Israel i nord kom sydpå til Judæa og bragte deres E-traditoner med sig. Her blev de sammenskrevne til en ny version, JE, der ofte giver et judæisk perspektiv.

Men hvordan kan vi skelne imellem de forskellige tekster? Lad os tage nogle eksempler.

Under ørkenvandringen lader Moses vand springe fra klippen. I det ene tilfælde sker det uden problemer, i det andet pålægges Moses af Gud at tale til klippen, men han slår på den med sin stav i stedet, og som straf for at have ignoreret dette pålæg får han ikke love til at betræde Kana'an men kun at se det udefra. (exodus 18)

J-teksten angiver, at Abraham boede i Hebron, som er en judæisk by, men E-teksten fortæller om Jakobs kamp med Gud i Peni-El, som er en israelsk by.

I beskrivelsen af Jakobs sønner nævner J-teksten Judæa, mens E-teksten nævner stammer der var dele af Israel.

I E-teksten lader Aron skabe guldkalven til jødernes tilbedelse, men denne historie findes ikke i J-teksten.

Præsterne i Judæa hævdes at være efterkommere efter Aron, Moses broder, mens præster i Israel nævner andre levitter.

P-teksterne skiller sig ud ved at lægge vægt på love, lige som den tildeler Aron en større rolle, ligestillet med Moses. I ''JE''-teksten er det Moses' stav, som udfører mirakler (Første Mosebog kapitel 4), i P-teksten er det Arons stav (kapitel 7). I P-teksten er Aron den første, som ofrer, mens i ''JE''-teksten omtales flere tidligere ofringer, blandt andre Kain og Abel, Abraham og Isak samt Jakob, mens ingen af disse tilfælde omtales i P-teksten. Det menes, at dette afspejler P-tekstens mål om at give de aronitiske præster eneret på ofringer til Gud. Under ørkenvandringen optræder to uens oprør: i ''JE''-teksten er det Dathon og Abiram, som udfordrer Moses ved at sige, at det ville være bedre for jøderne at vende tilbage til Egypten, men at de opsluges af jorden i et jordskælv. I P-versionen er det levitterne under ledelse af Korah, som udfordrer Aron, men ligeledes dør.

Ligeledes omtaler P-teksterne ingen tilfælde, hvor folk besøges af engle eller får visioner, således omtales ikke historien om Josef og han 6 drømmesyner, ej heller de to engle i Sodoma og Gomorra eller Jekobs kamp med Gud. Sigende nok nævnes ordet &quot;profet&quot; kun een gang i P-teksten og da med henvisning til Aron.

=== Lånte historier ===

Sammenligninger mellem bibelske beretninger og tilsvarende overleveringer fra sumerisk og mesopotamisk kultur viser, at flere af historierne er blevet overtaget herfra, men at de er blevet omskrevne og tilpassede for at passe ind i den myte om jødernes oprindelse og historie, som man ønskede fremmet. Det gælder således blandt andre historierne om skabelsen, om Kain og Abel, om Noa og vandfloden samt om Sodoma og Gomorra.

Andre beretninger er tilsyneladende ligeledes lånt fra andre kulturer, således udvandringen fra Egypten, der blev gjort af et folk kaldet ''hyksos'', ikke af jøderne. Der kan være grund til at nævne nogle af disse beretninger, som jøderne så at sige adopterede.

==== Skabelsesberetningen ====

Den babylonske skabelsesberetning hedder ''Enuma Elish''. Dene kendes blandt andet fra Nineveh i Mesopotamien. Dens hovedtræk er følgende: i begyndelsen var der kun vand: guden ''Absu''s ferske vand og gudinden ''Tiamat''s salte vand. De blev blandede, og fra denne blanding blev født de første guder. Men disse yngre guder forstyrrede deres forældres søvn, så Tiamat sendte i vrede en hær af monstre for at ødelægge dem. Ud af dette kaos trådte ''Marduk'', stormguden og Babylons skytsguddom, som kæmpede imod ''Tiamat'' i en duel. Han affyrede en pil, som skabte hul i hendes mave og splittede hendes hjerte. Der efter skar han hendes krop op i to halvdele: af den ene skabte han himmelhvælvingen, af den anden halvdel jorden. Han satte stjerner i deres konstellationer, han satte månen til at angive månederne og solen til at lyse om dagen. Endelig skabte han menneskene af blod fra en død guddom blandet med ler for, at de kunne udføre det tunge arbejde for evigt.&lt;ref&gt;Dinkgreve (2021), kap. 3&lt;/ref&gt;

Den jødiske skabelsesberetning er i alle henseender et modstykke til den babylonske beretning: i stedet for flere guder er der kun een gud, i stedet for en skabelseskamp foregår skabelsen i Gamle Testamente med ord, i stedet for at menneskene er slaver for guderne er de i Bibelen skabt i Guds billede. Men der er også ligheder: rækkefølgen med adskillelse af himmelhvælving og den faste jord, fiksering af dag og nat samt tiden og endelig at menneskene skabes sidst i forløbet.

Det kan i en sidebemærkning oplyses, at det hebraiske ord i Første Mosebog 1:2 for urdybet, ''tehom'', filologisk er forbundet med ''Tiamat'', saltvandsgudinden i den babylonske skabelsesberetning.

==== Kain og Abel ====

Også den bibelske fortælling om Kain og Abel synes at have rod i to sumerisk myter. I den ene sumeriske myte omtales en hyrde (''Dumuzid''/Tammuz) og en landmand (''Enkimdu''), der begge konkurrerer om gudinden Inannas opmærksomhed. Den bibelske parallel: Ligesom i den sumeriske historie repræsenterer Kain bonden, mens Abel repræsenterer hyrden. Men i stedet for en uafklaret konkurrence eller forsoning tager den bibelske beretning en mørk drejning til brodermord. 

En anden variant er en sumerisk myte, hvor kvægguden (''Lahor'') og korngudinden (''Ashnan'') skabes af guderne for at sørge for mad og tøj. I disse historier diskuterer de to, hvem der må anses for mest værdifuld for den menneskelige civilisation. Den bibelske parallel er modsætningen mellem den omvandrende hyrde og den bofaste kornavler, men her bruges den til at skabe en søskenderivalisering, der ender i brodermord. Mens sumeriske myter brugte søskende til at fremhæve to byggestene i den menneskelige civilisation og fokuserer på samarbejde eller venskabelig rivalisering, brugte hebraiske forfattere den lånte fortælling til at skildre den syndefulde menneskelige natur, herunder konsekvenserne af misundelse.

Forskere antager, at disse velkendte myter sandsynligvis blev integreret i den hebraiske tradition under deres babylonske eksil i det 6. århundrede f.Kr., hvilket tillod forfattere at omarbejde regionale kulturelle temaer, så de passede til deres monoteistiske verdensbillede.

==== Noa og vandfloden ====

Også historien om Noa og vandfloden er overtaget fra andre kulturer. I 1872 fandt man i British Museums store samling fra Assurbanipals bogsamling et store epos kaldet ''Gilgamesh''. I kapitel 11 af dette epos findes en historie, hvis hovedtræk er følgende: guderne beslutter at udrydde menneskene ved at drukne dem, men vandenes gud, Enki, advarer Utu-nipishtim om faren og tilråder ham at bygge en ark og tage sin familie og sit kvæg med ombord, hvilket skete. I seks dage og nætter varer uvejret og oversvømmelsen, men på den syvende dag rammer arken toppen af et bjerg i Armenien. For at undersøge om oversvømmelsen er overstået sendes først en due og så en svale ud, men de vender begge tilbage. Først, da en ravn sendes ud og ikke vender tilbage, viste det, at vandene nu var sunket, og at Utu-nipishtim kunne forlade arken. Det gør han og foretager et takoffer til guderne. Enki bad så den øverste af guderne, Enlil, om at love, at han aldrig i fremtiden ville straffe hele menneskeheden for nogle fås synder, hvilket denne lover. Han rører Uti-nipishtim og dennes hustru på panden og erklærer: &quot;Hidtil har Utu-nipishtim været dødelig. Nu skal han og hans hustru være som guderne; og de skal bo i det fjerne, ved flodernes munding&quot;.&lt;ref&gt;Bibby (1971), s. 62f&lt;/ref&gt;

Lighederne med Bibelens beretning om syndfloden er indlysende til trods for forskellene: navnene er ændrede, de mange guder er erstattet af een Gud, men ellers er beretningen i sine kernetræk den samme.

Senere, i 1899 og 1900, viste udgravninger i Nippur i Mesopotamien, at den akkadiske beretning selv havde en forgænger. I 1914 blev fra disse udgravninger offentliggjort en tavle fra Nippur med en lignende beretning, der imidlertid stammer fra Sumer og således er betydeligt ældre end den akkadiske beretning. Tavlen er ukomplet, idet kun den nederste trediedel er bevaret, men syndflodsberetningen er atter den samme, selv om hovedpersonen nu hedder Ziusudra i stedet for Utu-nipishtim. I den sumeriske version ender historien således: &quot;Anu og Enlil viste velvilje mod Ziusudra, liv som en gud giver de ham, evig ånde som en gud bringer de ned til ham. Så kongenZiusudra, bevareren af planternes navn og af menneskeslægtens sæd, lod de bo i overfartslandet. Dilmuns land, det sted hvor solen står op&quot;.&lt;ref&gt;Bibby (1971), s. 64&lt;/ref&gt;

Pointen her er, at Bibelens syndflodsberetning er et plagiat, ikke en oprindelig historie, men at den inddrages som et led i den rekonstruerede beretning om jødernes historie.

==== Edens have ====

I den sumeriske beretning optræder også det hellige land Dilmun. Dette land beskrives som et sted, hvor rovdyr, sygdom og alderdom ikke eksisterer:

I Dilmun tier ravnen,&lt;/br&gt;
rovfuglen skriger ikke,&lt;/br&gt;
løven dræber ikke,&lt;/br&gt;
ukendt er den kid-fortærende vildhund,&lt;/br&gt;
ukendt det kornædende vildsvin.&lt;/br&gt;
Malten som enken spreder på taget -&lt;/br&gt;
himlens fugle opæder ikke denne malt.&lt;/br&gt;
Duen hænger ikke med hovedet.&lt;/br&gt;
Den øjensyge siger ikke: &quot;Jeg er øjensyg&quot;,&lt;/br&gt;
den hovedsyge siger ikke: &quot;Jeg er hovedsyg&quot;,&lt;/br&gt;
den gamle kvinde siger ikke: &quot;Jeg er en gammel kvinde&quot;,&lt;/br&gt;
den gamle mand siger ikke: &quot;Jeg er en gammel mand&quot;.&lt;ref&gt;Bibby (1971), s. 66&lt;/ref&gt;

Det har været foreslået, at dette ideelle levested har været forbillede for jødernes opfattelse af Edens have. I dag ved vi, at Dilmun ikke var en myte om Paradis men navnet på en faktisk eksisterende stat med Bahrain som sit midtpunkt, der drev en omfattende handel og søfart fra Indusdalen i øst til Mesopotamien i nordvest. Dette er et sidespring, men hvis det viser sig, at Dilmun er inspirationskilden til Edens Have, vil det være endnu et eksempel på kulturelle traditioner, som jøderne har lånt, adapteret, og inkorporeret i deres egen historiske myte.

==== Babelstårnet ====

Historien om Babelstårnet er velkendt og lyder således: 

&quot;Hele jorden havde samme sprog og samme tungemål. Da de brød op mod øst, stødte de på en dal i landet Sinear, hvor de slog sig ned. De sagde til hinanden: &quot;kom, lad os stryge teglsten og brænde dem hårde!&quot; De brugte tegl som sten og asfalt som mørtel. Så sagde de: &quot;lad os bygge en by med et tårn, som når op til himlen, og skabe os et navn, for at vi ikke skal blive spredt ud over hele jorden.&quot; Herren steg ned for at se byen og tårnet, som menneskene byggede. Så sagde Herren: &quot;se, de er eet folk med samme sprog. Når de begynder at handle sådan, vil intet af det, de planlægger, være umuligt for dem. Lad os stige derned og forvirre deres sprog, så at de ikke forstår hinanden.&quot; Så spredte Herren dem derfra ud over hele jorden, så at de måtte holde op med at bygge byen. Derfor hedder den Babel, for dér forvirrede Herren sproget på hele jorden, og derfra spredte Herren menneskene ud over hele jorden.&quot;&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 17&lt;/ref&gt;

Denne historie synes at være skabt med to formål. Det ene er at forklare hvorfor, at ulige folkeslag taler uens sprog. Men historien har muligvis et andet formål: at nedgøre babylonernes ziggurater (tempeltårne), som antagelig blev lavet som en slags forbindelse mellem himmel og jord. Nebukadnezar II (omkring 605-562 f.Kr.), som erobrede Judah, ødelagde Jerusalem og bragte mange jøder til Babylon, byggede også et ziggurat i syv lag kaldet ''Etemenanki'', hvilket kan oversættes &quot;Himmelens og Jordens Grundvolds Hus&quot;.&lt;ref&gt;Dinkgreve (2021), kap. 3&lt;/ref&gt;

==== Abraham ====

I Første Mosebog kapitel 12 introduceres Abraham som israelitternes mytiske stamfader.&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 17ff&lt;/ref&gt; Følger man kronologien i Gamle Testamente, skal han dateres til omkring 2100 f.Kr. og således blandt andet før jødernes ophold i Egypten. Men i Første Mosebog kapitel 21 vers 34 hedder det: &quot;Abraham boede lang tid som fremmed i filistrenes land&quot;&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 27&lt;/ref&gt;, og vi ved, at filistrene først ankom til Kana'an i 12. århundrede f.Kr. som en del af de såkaldte &quot;havfolk&quot; (engelsk: ''Sea People''). Dette betyder, at ''enten'' er Abraham en fri opfindelse, som intet har med en historisk person at gøre, ''eller'' også hører han hjemme i 12. århundrede og er israelitternes stamfader, men i så fald eksisterede de ikke som folk, da de angiveligt opholdt sig i og udvandrede fra Egypten. Også aramæerne omtales og stammer ligeledes fra 12. århundrede, hvilket tyder på, at den sidst nævnte forklaring er den rette.

Men der er andre problemer med Abraham. Ifølge P-kilden skal han stamme fra den sumeriske by Ur&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 17&lt;/ref&gt; og have draget gennem den frugtbare halvmåne først til Haran (nu Aram, beliggende i Tyrkiet) og senere videre til Kana'an. I de to kilder J og E er Ur ikke nævnt, kun Haran. Det har derfor været antaget, at det er hans oprindelige hjemsted. Det ville kunne forklare hvorfor, at hans forfædre Serug, Nahor og Terah har navne efter landsbyer omkring Haran, som Abrahams broder har navn efter. Det kunne også forklare benævnelsen &quot;hebræer&quot;, der antagelig betyder &quot;hinsides floden&quot;, idet Haran ligger på den modsatte bred af Eufrat.&lt;ref&gt;Dinkgreve (2021), kap. 8&lt;/ref&gt; Samme tradition findes i Josvabogen kapitel 24:2 i omtalen af pagtslutningen i Sikem: &quot;Josva sagde til hele folket: &quot;Dette siger Herren, Israels Gud: I gamle bage boede jeres fædre på den anden side af Eufratfloden, Tera, Abrahams og Nakors far, og de dyrkede andre guder&quot;.&quot;&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 269&lt;/ref&gt;

Imidlertid savnede Abraham en slægtshistorie, så i Første Krønikebog kapitel 1 får han den. Her hører vi at han er søn af Sem, som på sin side er søn af Noa, som atter er efterkommer af Adam.&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 446&lt;/ref&gt; Men som vi netop har set, er han i Josvabogen søn af Tera.&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 269&lt;/ref&gt; Der er således interne modsætninger i de narrativer, som de ulige slægtslister og narrativer i ulige dele af Gamle Testamente giver. Dette viser, at man har forsøgt at sammenskrive ulige narrativer til et men med ringe held.

==== Sodoma og Gomorra ====

Historien om Sodoma og Gomorras ødelæggelse optræder som et sidemotiv i beretningen om Abrahams liv i Første Mosebog kapitel 18:16-33 og kapitel 19:1-28.

Bibelforskere er generelt enige om, at selvom Gamle Testamente ikke direkte &quot;låner&quot; historien om Sodoma og Gomorra fra en specifik sumerisk kilde, deler fortællingen om guddommelig ødelæggelse, guddommelige besøgende og den flammende omstyrtelse af en by slående motiver med tidligere mesopotamisk litteratur og bredere oldtidsmytologi fra Nærøsten. Således &quot;Akkads forbandelse: Ekur hævnet&quot;, et akkadisk/sumerisk litterært værk dateret til mellem 2112 f.Kr. og 2004 f.Kr., som beskriver den pludselige ødelæggelse af byen Akkad. Myten blev skrevet hundreder af år efter Naram-Sins liv og er digterens forsøg på at forklare, hvordan det lykkedes for gutianerne at erobre Sumer. Efter en indledende passage, der beskriver Akkads herlighed før dets ødelæggelse, fortæller digtet om, hvordan Naram-Sin gjorde hovedguden Enlil vred ved at plyndre Ekur, der var Enlils tempel i Nippur. I sin vrede kaldte Enlil gutianerne ned fra bjergene øst for Tigris, hvilket bragte pest, hungersnød og død over hele Mesopotamien. For at begrænse denne ødelæggelse, bestemte otte af guderne (nemlig Inanna, Enki, Sin, Ninurta, Utu, Ishkur, Nusku og Nidaba), at kun byen Akkad skulle ødelægges for at skåne resten af ​​Sumer, og de forbandede den. Historien slutter med, at digteren skriver om Akkads skæbne, idet den velstående by lægges i aske i overensstemmelse med gudernes forbandelse.

Temaet om guddommelig straf for en bys ''hybris'' eller umoral er et udbredt motiv i oldtidens verdensbillede. Det kan ikke vides sikkert, om det er denne historie, der har dannet forbillede for Gamle Testamentes historie om Sodoma og Gomorra, men motivet menneskers umoral og manglende respekt for guddommen er det samme.

Den bibelske version rummer Abrahams forsøg på at undgå ødelæggelsen, hvis der blot fandtes ti retfærdige indbyggere i byen, men selv så få fandtes der åbenbart ikke. Kun Lot, Abrahams slægtning, reddes fra ulykken: &quot;Da solen stod op over landet, og Lot var kommet til Soar, lod Herren svovl og ild regne ned over Sodoma og Gomorra fra Herren i himlen. Han ødelagde disse byer, ja hele Jordandalen, alle, der boede i byerne, og alt, der voksede på markederne.&quot;&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 25&lt;/ref&gt; Naturvidenskabeligt set kunne det være beskrivelsen af en meteorregn eller af nedfald fra et vulkanudbrud.

==== Moses ====

I Anden Mosebog kapitel 2 introduceres den mytiske skikkelse Moses som israelitternes befrier fra trældommen i Egypten. Historien begynder med hans fødsel. Ifølge myten havde farao befalet, at alle drengebørn skulle dræbes ved fødslen, men Moses' moder reddede ham ved at placere ham i en sivkurv, hvor han blev fundet og adopteret af faraos datter.&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 67&lt;/ref&gt; Denne historie er imidlertid utvivlsomt adopteret fra sumerisk tradition, idet en tilsvarende historie fortælles om kong Sargon af Assad.&lt;ref&gt;Dinkgreve (2021), kap. 8&lt;/ref&gt; Der er således ingen grund til at tillægge denne del af traditionen nogen historisk baggrund.

Senere fortæller Anden Mosebog, at Moses blev pålagt af Gud at føre israelitterne ud af Egypten. Det hedder i den forbindelse, at Gud blandt andet siger til Moses: &quot;Jeg er din faders Gud, Abrahams Gud, Isaks Gud og Jakobs Gud&quot;.&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 69&lt;/ref&gt; Her stå vi på ny over for problemet, at henvisningen til Abraham åbenbart er en anakronisme. Det betyder, at der kan rejses tvivl om både den historiske skikkelse Moses og om Mosebøgerne som kilde til israelitternes tidlige historie overhovedet.

Kendsgerningen er, at der findes ingen beviser på eksistensen af de fem mosebøger før slutningen af det 4. århundrede f.Kr., herunder eksistensen af en person kaldet Moses.&lt;ref&gt;Gad Barnea&lt;/ref&gt; Men den farao, som med stor sandsynlighed fordrev semitterne fra Egypten, hed Ahmoses, hvilket på hebraisk betyder &quot;Moses' broder&quot;. Så måske at der er en sammenhæng her.

==== Græske narrativer ====

Men det er ikke kun fra Sumer og Mesopotamien at Gamle Testamenter har lånt narrativer. Nogle kildekritikere tilhørende den såkaldte &quot;Københavnerskole&quot; har peget på, at også græske narrativer har ydet deres bidrag, lad os tage nogle eksempler:

Jan-Wim Wesselius har foretaget undersøgelser, der viser, hvordan Første Mosebog og Anden Mosebog afspejler Herodots skrifter, især sidstnævntes beretning om persiske kongers liv. Han sammenlignede i detaljer lighederne mellem Josef og Kyros, og især mellem Moses og Xerxes. Josef og Kyros har begge drømme, bliver afsløret for at dø, går i eksil, bliver skjult i en periode og bliver konger, når deres identitet afsløres. Moses og Xerxes drager ud for at erobre enten Kana'an eller Grækenland og krydser vand med deres folk. Mange andre detaljer nævnes, såvel som sammenligninger mellem Terah og Phraortes (en medisk konge), Abraham og Kyaxares (en medisk konge), Isak og Astyges (en medisk konge) og Jakob og Mandane (Kyros' mor).&lt;ref&gt;Wesselius (1999), s. 24-77&lt;/ref&gt;&lt;ref&gt;Wesselius (2002), s. 6-47&lt;/ref&gt;

Philippe Guillaume mener, at kreative skrivere i Alexandria i det andet århundrede f.Kr. indsatte dommere i  Mosebøgernes historie, hvilket afspejlede et politisk-ideologisk behov hos de hasmoneiske herskere i Palæstina. Det formodes, at indsættelsen af disse dommere var inspireret af Hesiods ''Værker og Dage'', især afsnittet om heltene, som Hesiod indsatte i de fire tidsaldre. Det modsvarer den måde, hvorpå dommere blev indsat i den jødiske historie. Det synes  at have haft et dobbelt formål: dels at underminere påstande om arveret til magten fra efterkommere af kong Davids dynasti, idet historier om heroiske dommere nu optræder før kongerne David og Salomon og dermed med større ælde, dels at hjælpe de hasmoneiske herskere, der netop ikke kunne hævde at have nogen afstamning fra David som grundlag for deres påstande om et messiansk styre.&lt;ref&gt;Guillaume (2014), s. 147-164&lt;/ref&gt;.

Katherine Stott har påpege, at Davids opstigning, som skildret i Første Samuelsbog kapitel 16-31 og i Anden Samuelsbog kapitel 1-8, muligvis er inspireret af den fortælling, der beskriver Kyros' opstigning til Persiens og Mediens trone i teksten i Herodots Historier. Hun så følgende paralleller:&lt;/br&gt;
- Kyros og David starter begge under ydmyge kår,&lt;/br&gt; 
- begge træder ind i den forrige konges hof,&lt;/br&gt; 
- i begge tilfælde bliver den pågældende konge jaloux på dem,&lt;/br&gt; 
- i begge tilfælde bliver de truet med døden af ​​den pågældende konge,&lt;/br&gt; 
- begge flygter fra hoffet,&lt;/br&gt; 
- begge bliver folkelige ledere,&lt;/br&gt; 
- i begge tilfælde hopper en allieret af,&lt;/br&gt; 
- begge tilraner sig kongerigets herredømme,&lt;/br&gt; 
- begge får succes på grund af deres militære dygtighed,&lt;/br&gt; 
- begge skåner den gamle konges liv i en periode,&lt;/br&gt; 
- der er et tragisk element i den forrige konges fald i begge tilfælde, og&lt;/br&gt; 
- i begge tilfælde er udfaldet dannelsen af ​​en ny politisk enhed.&lt;/br&gt; 
Stott bemærkede, at denne græske tekst kun i den hellenistiske æra ville have været tilgængelig for den bibelske forfatter.&lt;ref&gt;Stott (2002), s. 62-71, 77-78)&lt;/ref&gt;.

Hesiods ''Theogoni'' og Katalog over kvinder menes at være blandt de indflydelsesrige kilder til henholdsvis skabelsesberetningen i Første Mosebog kapitel og de genealogier, der findes i hele Første Mosebog kapitlerne 1-11 det vil sige til og med omtalen af Noas efterkommere.&lt;ref&gt;Gnuse (2017)&lt;/ref&gt;.

Fortællinger i Første Mosebog kapitlerne 1-11 kan også vises at have betydelige paralleller med beretninger nedskrevet hos græske historikere, således Hekateus fra Milet (''Periegesis'' og genealogier) og Herodot fra Halicarnassus (Historier), herunder omtaler af menneskelige leveveje (Første Mosebog kapitel 4:20-22), de tre sønner af en syndflodshelt, der er menneskehedens forfædre (Første Mosebog kapitel 9:18-19 og kapitel 10:1-32) samt plantningen af ​​en vingård (Første Mosebog kapitel 9:20-27).&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 15f&lt;/ref&gt;&lt;ref&gt;Gnuse (2019)&lt;/ref&gt;

Ældre latinske traditioner, der ligger bag beretningerne i Ovids ''Fasti'' 5, 493-544 og ''Metamorfoser'' 8, 625-725, kan have inspireret fortællingerne om de budbringere, der fortæller Abraham om hans kommende søn, og de budbringere, der advarer Lot om at forlade Sodoma i Første Mosebog 18:1-15; 19:12-26. &lt;ref&gt;Gnuse (2017)&lt;/ref&gt;.

En fortælling om Democedes af Kroton i Herodots ''Historie'' 3, 125-132 kan have givet anledning til fortællingen om Josef, der fortolker faraos drømme i Første Mosebog 41:1-36&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 52-54&lt;/ref&gt;, hvilket igen inspirerede drømmeberetningerne i Daniels Bog&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 1104-1112&lt;/ref&gt;&lt;ref&gt;Gnuse (2010)&lt;/ref&gt;.

Den korte fortælling om den store kriger Achilleus' ædle, talende heste i ''Iliaden'' 19, 395-424 kan være løst overtaget og indpasset i beretningen om Bileams æsel i Fjerde Mosebog kapitel 22:22-35, hvor et simpelt æsel bringer skam over en tåbelig profet.&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 181&lt;/ref&gt; Talende dyr er langt mere almindelige i græsk litteratur end i Bibelen. &lt;ref&gt;Gnuse (2017)&lt;/ref&gt;

Ofrelsen af ​​Ifigenia i to skuespil af Euripides omkring 400 f.Kr.: ''Ifigenia blandt Taurierne'' og ''Ifigenia i Aulis'', kan have inspireret beretningen om Jeftas ofring af sin datter i Dommerbogen kapitel 11:30, 34-40, som synes at være indsat i beretningen om Jeftas kamp mod ammonitterne. &lt;ref&gt;Gnuse (2019)&lt;/ref&gt;

Arrians beretning om Alexander den Store og det spildte vand i Anabasis af Alexander 6.26.1-3 kan have inspireret en lignende historie om David i Anden Samuels Bog 23:15-17. Davids handling med at hælde det vand ud, som hans modige soldater hentede bag fjendens linjer, gør ikke en fornuftig historie, som Alexanders handling i den gedrosiske ørken, hvor tørst virkelig er et problem, gør.&lt;ref&gt;Gnuse (1998)&lt;/ref&gt;.

I flere tilfælde kan det sandsynliggøres, at disse broderende fortællinger optræder som et vedhæng til ældre beretninger og er placeret i slutningen af ​​bibelske bøger, og de ser ud til at have været knyttet til bøgernes hovedfortælling kun med en løs forbindelse. Dette gælder især i Dommerbogen, hvor fortællingerne i Dommerbogen kapitel 13-16 om Samson ser ud til at være skrevet i en helt anden stil end resten af ​​Dommerbogen. Et stort antal forskellige græske legender om Herakles synes at have påvirket Samson-fortællingerne i Dommerbogens kapitel 13-16 på et sent tidspunkt, sandsynligvis i den hellenistiske tid. Der er alt for mange græske paralleller inden for disse fire kapitler til, at de kan afvises som blot fortællingshistoristiske sammentræf.&lt;ref&gt;Gnuse (2018)&lt;/ref&gt;

Afsnittene i Dommerbogens kapitel 17-21 om Mika, om Dan-stammens udvandring til Lakash samt om Benjamitternes skændselsdåd fremstår ligeledes som tilføjede tillæg til resten af ​​bogen, og dér finder vi beretningen om kvinderne, der blev kidnappet fra Silo. &quot;Voldtægten af ​​de sabinske kvinder&quot;, som en gammel fortælling genfortalt af Livius (''Historie'' I, 9,1-16) og Plutarch (Lives: Romulus XIV, 2-8), kan være forbilledet for de bortførte piger i Dommerbogen kapitel 21:1-24. &lt;ref&gt;Gnuse (2007)&lt;/ref&gt;

Fortællingerne om Josef, Bileam og Jefta kunne være blevet placeret i den bibelske tekst i den persiske periode kort efter 400 f.Kr., såvel som bibelske tekster i Første Mosebog 1-11 med Hesiod, Hekateus og Herodot som inspirationskilder. Men de andre fire fortællinger synes mere sandsynligt at have deres oprindelse fra den hellenistiske tid, og man kan derfor argumentere for, at alle disse tekster opstod samtidigt og derfor må høre hjemme i den hellenistiske tid. 

Anden Samuelsbog kapitel 21-23 synes også at være et appendiks, og heri finder vi David, der hælder det vand, han har modtaget fra sine krigere, ud. Dommerbogen kapitler 13-21 og Anden Samuelsbog 21-23 kunne derfor være blevet føjet til Deuteronomistiske historier på et meget sent tidspunkt. Historierne om Josef i Første Mosebog kaptel 39-50, der skulle forklare jødernes ophold i Egypten, ses ofte som en sen tilføjelse fra omkring 400 f.Kr. eller senere, hvorfor Herodots indflydelse på Josefs drømmetydning er sandsynlig. Andre beretninger ser også ud til at være blevet indsat noget ujævnt i deres fortællende kontekst. Dette er tydeligst i beretningen om Jeftas ofring af sin datter, som synes at være indsat midt i Jeftas slag i Transjordan, og fortællingen om Bileam og hans æsel, som fremstiller Bileam med en helt anden persona end den, der findes i resten af ​​Fjerde Mosebog 22-24. Historien om de tre engle, der besøger Abraham og pludselig kun bliver to i antal, da de besøger Lot, henleder opmærksomheden på parallelle romerske beretninger, hvor der er henholdsvis tre og to engle i fortællingerne fra Ovid. Desuden vidner de nuancerede detaljer i dialogen i Første Mosebog 18-19 også om en senere tids skrivestil. Således synes indflydelsen fra klassiske og græske beretninger at være mest sandsynlig i historier, der synes at være senere tilføjelser og indsættelser i hovedhistorierne.

Foruden indholdsmæssige ligheder er der også opbygningsmæssige ligheder. Daniel Hawk bemærkede, at Aischylos' ''Orestia'' og Gamle Testamentes narrativ fra Første Samuelsbog kapitel 8 til Anden Kongebog kapitel 8 deler sammenlignelige struktur og karakterer, idet begge har et tredelt skema og begge bruger metaforer til at afspejle overgangen fra et slægtskabssamfund til et borgersamfund: mens Agamemnon og Saul afspejler den gamle samfundsorden, viser Orestes og David overgangstiden, og Athena og Salomon indfører den nye samfundsorden. Den deuteronomistiske historiker brugte ''Orestia'' som model for sine &quot;modtagne traditioner vedrørende det israelitiske monarki&quot;. Hawk mener, at den hellenistiske tid kan have været det tidspunkt, hvor den bibelske forfatter havde adgang til og også brugte Aischylus' skrifter.&lt;ref&gt;Hawk (2003), s. 73-88&lt;/ref&gt;

Disse og andre eksempler er blevet fremhævet af nogle forskere, der generelt er enige om, hvordan hellenistisk litteratur formede den oprindelige historie efter 300 f.Kr. eller endda efter 200 f.Kr., i den makkabæiske æra. Larsson mener, at de bibelske beretninger blev skabt i det ptolemæiske Egypten i det andet århundrede f.Kr. og påvirket af betydelige græske historikere fra det tredje århundrede f.Kr., så som Berossos, Manetho og Eratosthenes.&lt;ref&gt;Larsson (2004), s. 296-311&lt;/ref&gt; På grundlag af sådanne iagttagelser mener Niels Peter Lemche, at Dommerbogen og sikkert også andre dele af Gamle Testamente først er blevet skrevet eller har fundet deres endelige form omkring 272 f.Kr. Etienne Nodet vurderer, at Mosebøgerne opstod i begyndelsen af ​​det tredje århundrede f.Kr., mens profeterne og nogle af skrifterne blev skabt i det andet århundrede f.Kr.; disse tekster blev udformede i Alexandria under hellenistisk indflydelse.&lt;ref&gt;Nodet (2014), s. 36-55&lt;/ref&gt; Emanuel Pfoh mener, at selvom den primære historie blev skabt i den hellenistiske æra, stammer nogle traditioner fra den assyriske og persiske tid og blev udviklet af krønikeskrivere gennem årene, men grundlæggende blev teksten formet under hellenistisk indflydelse.&lt;ref&gt;2014; s. 23, 33-35&lt;/ref&gt; Hvordan det nu forholder sig, står det klart, at både den sene tilblivelse og dens mulige motiver undergraver store dele af Gamle Testamente som en troværdig historisk kilde.

Det er muligt, at der findes en historisk kerne, som over tid er blevet udbygget og pyntet på med narrativer hentet fra græske traditioner, men indtil videre må det konstateres, at næsten alt i Gamle Testamente lader sig betvivle.

Mest afgørende i denne sammenhæng er det imidlertid, at hvis disse kritikere tilhørende &quot;Københavnerskolen&quot; har ret, så betyder det, at ''Tanakh'' eller Gamle Testamente langt fra var færdigskrevet endsige færdigredigeret, da jøderne vente tilbage til Jerusalen efter eksilet i Babylon. Forud ventede endnu en lang redigeringsproces, og det kan også forklare hvorfor, at vi skal helt frem til 2. århundrede f.Kr. (eller tidligst 3. århundrede f.Kr.) før, at jøderne udviser noget kendskab til deres religiøse skrifter. Forklaringen er den enkle, at først da havde skrifterne nået et så fuldendt udseende, at de lod sig anvende i den national-politiske propaganda.

==== Hyksos-problemet ====

Mens arkæologerne med rimelig sikkerhed tør fastslå, at der fandtes en særlig israelitisk befolkning fra omkring 1200 f.Kr., så er der mere usikkerhed om tiden forud. Hovedspørgsmålet kan formuleres således: er jødernes ophold i og udvandring fra Egypten en historisk begivenhed eller ej? Holdningerne spænder fra fuldstændig afvisning af denne historie til ubetinget tilslutning.

For at løse problemet må vil opspalte det i tre delspørgsmål:&lt;/br&gt;
- kan der påvises et ophold af en semitisk befolkning i Egypten?&lt;/br&gt;
- hvis ja: inden for hvilket tidsrum?&lt;/br&gt;
- hvis ja: var det israelitter eller ej?

Det umiddelbare svar på spørgsmålet er, at der faktisk findes oplysninger om en fremmed befolkning i Egypten. Men denne befolkning, kaldes af egypterne selv ''Hiku-khasut'', det vil sige &quot;ørkenfyrsterne&quot; (hvilket på græsk er blevet til ''hyksos''&lt;ref&gt;Bibby (1978), s. 96&lt;/ref&gt;, og denne benævnelse bruges almindeligvis og derfor også her), ikke &quot;hebræerne&quot;, &quot;jøderne&quot; eller &quot;israelitterne&quot;, og ingen af disse betegnelser kendes i samtiden, end ikke fra Kana'an. Forskerne mener at kunne fastslå, at disse ''hyksos'' ankom fra øst til Egypten i 19. århundrede f.Kr., regerede over Egypten i 17. og 16. århundrede f.Kr. men senere forsvandt igen. Der er fundet en grav rejst over en mand ved navn ''Aper-El'', det vil sige &quot;El's tjener&quot;, som tjente hos faraonerne Amenhotep III og Akhenaten i 14. århundrede f.Kr.&lt;ref&gt;Dinkgreve (2021), kap. 8&lt;/ref&gt;

Et passende udgangspunkt for vurdering af udvandringens troværdighed kan være Simcha Jacobovici og hans film &quot;''The Exodus decoded''&quot;. Heri giver han blandt andet en omfattende dokumentation, som nok kan være en nøjere gennemgang værd.

Simcha tager udgangspunkt i bibelkritiske afvisninger af udvandringen, som traditionelt blev dateret til 1270 f.Kr. det vil sige i Ramses II's regeringstid men hvor der ingen beviser for en sådan begivenhed findes. Simcha mener, at denne datering er forkert, og at den korrekte tidsfæstelse er omkring 1500 f.Kr. Som beviser for denne tidsfæstelse anfører han følgende:

Hyksos-folket skulle være kommet til Egypten omtrent 200 år før, at de atter udvandrede, det vil sige 1700 f.Kr. I en grav i Beni Hassan ved Nilen omkring 400 km syd for Cairo findes et vægmaleri, som viser en indvandring til Egypten. Befolkningen er semitter med skæg, flerfarvede dragter og med benævnelsen &quot;''Amo''&quot;. I ''Tanakh'' (Gamle Testamente) anvendes benævnelsen &quot;''Amo Israel''&quot;, det vil sige &quot;Guds folk&quot;. Benævnelsen er den samme og deres ophold passer nøje med traditionen.

Hyksos-folkets hovedstad var Avaris, der ligger i Nilens delta nord for Cairo. Avaris er blevet udgravet af professor Manfred Bietak fra Wien. Han har blandt andet fundet 9 seglstamper med navnet &quot;Jakob&quot;, hvilket nøje svarer til den bibelske tradition om faraos betroede mand, Josef, der netop var søn af Jakob.

Ifølge traditionen ender indvandrerne som slaver. I Serabit El Khadim i Sinai-ørkenen blev udvundet tyrkis-sten i miner ved slaveri. I en af disse minder findes en alfabetisk (ikke-egyptisk) indskrift på væggen: &quot;El, hjælp mig&quot;. ''El'' var navnet på en semitisk guddom.

En stele rejst af farao Ahmoses og dateret til omkring 1500 f.Kr. fortæller om blandt andet storm og mørke i overensstemmelse med den bibelske tradition, og den nævner gud i ental. Ahmoses er kendt for at have udvist hyksos-folket. Navnet Ahmoses betyder på egyptisk &quot;månen er født&quot; men på hebraisk &quot;Moses' broder&quot;. 

Omkring 1500 f.Kr. indtraf et stort vulkanudbrud på øen Santorini i det græske øhav. Simcha mener, at det var denne begivenhed, som udløste udvandringen, og at den også kan forklare Egyptens ti plager. Hans argumentation herfor er følgende:

I Avaris er fundet vulkansk pimpsten dateret til omkring 1500 f.Kr. Dette viser (om ikke andet) at Egypten blev påvirket af netop dette vilkanudbrud.

Vulkanudbruddet og tilhørende jordskælv havde følgende bivirkninger:&lt;/br&gt;
- vandet bliver rødt. Årsagen er, at rust frigøres ved gasudbrud fra bunden og opblandes i vandet. Dette skete blandt andet i 1986 ved Nyos-søen i Cameroon.&lt;/br&gt;
- frøer. Hopper ud af vandet, når det bliver forurenet.&lt;/br&gt;
- lus, fluer og epidemi følger som eftervirkninger af miljøkatastrofen&lt;/br&gt;
- sår og bylder. Disse kendes ligeledes fra Nyos-begivenheden i 1986.&lt;/br&gt;
- hagl. Is og ild = &quot;vulkansk hagl&quot; omtales i den såkaldte Ipuwer-papyros og skyldes, at vulkansk aske blandes med vand i atmosfæren.&lt;/br&gt;
- græshopper. Bringes på vandring på grund af klimaændringen.&lt;/br&gt;
- mørke. Skyldes en askesky, der fra vulkanudbruddet bredte sig til Nilens delta, hvilket er bevist ved korn af asken fundet af Jean-Daniel Stanley fra Smithsonian Institute.&lt;/br&gt;
- førstefødte sønner døde. Skyldes at CO&lt;sub&gt;²&lt;/sub&gt; frigøres fra jordens indre og lægger sig lige ved jordens overflade. Da de ældste priviligerede sønner sov på en lav seng, blev de dræbt af gassen, mens andre børn der sov på de flade tage aldrig blev berørt inden, at gassen opløstes igen. Noget tilsvarende blev observeret i Nyos. Yderligere er der udgravet massegrave i Avaris, som kun omfatter personer af mandkøn og ikke krigere. Og Ahmoses' egen søn døde som 12-årig (hans begravede lig er fundet).&lt;/br&gt;
Ifølge Simcha er alle disse begivenheder således naturlige mulige følger af vulkanudbruddet.
[[Fil:Stele_of_Grave_Circle_A_Mycenae_NAMA_1428.JPG|200px|thumb|Gravstele fra Mykene, der viser Farao, som forfølger Moses. De er omgivet af vand på begge sider.]]
Velkendt er historien om havets deling.&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 82&lt;/ref&gt; Den korrekte formulering i Bibelen er &quot;Yam Suf&quot;, det vil sige Sivhavet. Men siv vokser ikke i saltvand, så der er tale om en stor sø. På Ismailia Regional Museum findes en granitsten med en indskrift i hieroglyffer, ''El Arish''-indskriften, der fortæller om udvandringen set fra faraos side. Her kaldes lederen for &quot;ørkenprinsen&quot;. Mere bemærkelsesværdigt er det, at indskriften også fortæller, at vandene delte sig (markeret som bølger + 2 knive), og at indskriften nævner stedet for denne begivenhed: ''El Balah'', en nu tidligere sø beliggende øst for Avaris nær overgangen til Sinai-ørkenen. Simcha mener, at som følge af de tektoniske forskydninger og deraf følgende jordskred løftede den afrikanske plade sig 1-2 meter og skabte en landkorridor, men kort efter fulgte en tsunami, som druknede faraos hær.

Simcha peger på et vægmaleri på Santorini, som viser en sejlads fra en by omgivet af mure. Simcha mener, at den viste by er Avaris, idet der her også er fundet minoiske vægmalerier, hvilket vidner om handelsforbindelser. En del af udvandrerne skulle således være draget til Grækenland. I Mykene er fundet guldgenstande og sværd i en grav dateret til 1500 f.Kr. De kan stamme fra jødiske udvandrere. Desuden er fundet tre gravsten med billeder visende først en mand på en stridsvogn, der forfølger en gående mand omgivet af bølger, dernæst at den gående mand er nået højere liggende land og har vendt sig imod stridsvognen, og endelig at stridsvognen drukner i bølgerne. Billederne viser, let forenklet, faraos forfølgelse af Moses. Det er i bogstaveligste forstand en tegneserie om begivenheden.

Simcha peger dernæst på, at jordskælv kunne have ført til, at gas og olie blev frigivet og måske blev antændt, og derved gav anledning til røgsøjler om dagen og ildsøjler om natten svarende til beretningen i Anden Mosebog kapitel 13 vers 21-22: &quot;Herren gik foran dem, om dagen i en skysøjle for at føre dem på vejen og om natten i en ildsøjle for at lyse for dem, så at de kunne gå både dag og nat. Skysøjlen fjernede sig ikke fra folket om dagen og ildsøjlen ikke om natten.&quot;&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 81&lt;/ref&gt;

Endelig mener Simcha at kunne påvise, hvor bjerget Sinai lå. Og han mener at have fundet billedlige gengivelser af Pagtens Ark - i Grækenland af alle steder!

Så langt Simcha. Det giver anledning til en række spørgsmål: er begivenheden fejldateret? Det er der faktisk en del, der tyder på. Begivenheden fandt efter alt at dømme sted omkring 1500 f.Kr. Kan et vulkanudbrud være forklaringen på begivenhedsforløbet? Svaret må være, at det er muligt, i hvert fald er der intet, som tyder på, at det ikke kunne være tilfældet. Var dette hyksos-folk ''Amo'' og var det semitter? Ja, det er sandsynligt. Var det også israelitter? Det er muligt, men ikke sikkert.

Vi har tidligere fastslået, at Gamle Testamentes historie om udvandringen fra Egypten tidsmæssigt er uforenelig med historien om Abraham som israelitternes stamfader, idet hans ophold i filistrenes land er flere hundrede år senere end udvandringen. Og det forbliver uforklarligt, at et folk, som kaldte sig selv Israel, ikke optræder under dette navn men af Egypterne kaldtes henholdsvis ''Amo'' og ''Hyksos''.  

Historien om ''exodus'' eller udvandringen fra Egypten kendes ikke fra Elephantine, en jødisk by i Egypten fra 400-tallet f.Kr., hvilket kunne tyde på, at denne tradition i jødisk historieforståelse enten må være yngre end denne tid eller endnu ikke spillede den rolle i jødisk selvforståelse, som den senere fik.

Hvis man vil være besværlig, kan man opstille følgende alternative hypotese: udskibningen fra Egypten til Mykene eksisterer ikke i det bibelske narrativ. Hvis man alligevel forudsætter, at det afspejler en historisk kendsgerning, så kunne disse udvandrere, ''hyksos'', have taget hele traditionen med sig og billedligt gengivet den på deres gravsteler. Da &quot;havfolket&quot; (som beviseligt stammer fra Grækenland foruden andre steder) langt senere, omkring 1178 f.Kr., kom til Palæstina, bragte de traditionen med sig. Det er her fra, at jøderne senere overtog den, omformulerede den til en ørkenvandring med Moselov og hele molevitten og dermed tillige skrev det oprindelige folk ud af beretningen og satte sig selv ind i stedet som led i en selvskabt historisk tradition. 

Der er selvsagt ingen beviser for en sådan udvikling, men der er heller intet, som modsiger den, og den ville forklare årsagen til, at traditionen åbenbart overlevede i Mykene. Og hvad mere er: det kunne forklare hvorfor, at folk fra Middelhavets nordlige kyster søgte øst- og sydpå (i stedet for vestpå), da deres hjemlige forhold ikke tillod dem at blive boende, hvor de var. Et indicium for, at teorien kunne være rigtig, er det forhold, at Mykene var et handelscentrum i tiden 1600-1100 f.Kr. blandt andet med handelsforbindelser til Levanten. Blandt de forhandlede varer var genstande af elfenben fundet i Megiddo, der viser handelsforbindelser til Det Ægæiske Hav, Kypern, Hittitterne samt Egypten.&lt;ref&gt;Novacek (2011), s. 47f&lt;/ref&gt; Det indebærer, at &quot;havfolket&quot; meget vel kan have haft handelsforbindelser med Levanten tidligere og derfor kendte til områdets frugtbarhed inden, at de udvandrede dertil.

Der imod kan vi udelukke, at det var israelitterne selv, som indvandrede sammen med havfolket, fordi dette skete 1178 f.Kr. mens Israel som omtalt nævnes på en stele allerede fra 1208 f.Kr.

Kildekritisk må det konstateres, at Mosebøgerne ret beset forsøger at forene to temmelig uforenelige historiske traditioner: på den ene side traditionen fra Mesopotamien omfattende Edens Have (Dilmun), Babelstårnet (zigguraterne) og Noas ark, hvor Abraham indgår som det forklarende bindeled hvorfor, at jødernes stamfader udvandrede til Kana'an, på den anden side traditionen om Jakob (Israel)&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 46&lt;/ref&gt;, Josef og hans brødre&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 48f&lt;/ref&gt;, Israels udvandring til Egypten&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 59&lt;/ref&gt; og Moses&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 67&lt;/ref&gt; med udvandring, ørkenvandring, moseloven og løftet om Kana'an.&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 243&lt;/ref&gt;

Der kan næppe være tvivl om, at den jødiske beretning om udvandringen fra Egypten og den egyptiske beretning om fordrivelsen af de fremmede omtaler den samme begivenhed set fra to sider. For så vidt behøver ingen af dem at give det sande billede: hvis årsagen virkelig var et vulkanudbrud, kunne de forringede leveforhold efter dette meget vel være årsag til, at folk udvandrede eller bortvandrede igen. At jøderne eller israelitterne har taget begivenheden til sig er for så vidt ikke anderledes end andre historier, som de har adopteret og adapteret.

Som en sidebemærkning skal det lige nævnes, at den egyptiske konge Amenhotep IV, bedre kendt som Akhenaten, som var gift med Nefertiti og fader til Tutankhaton, og som er gået over i historien som den første monoteistiske konge, regerede fra omkring 1353 til 1336 f.Kr. Det betyder, at han regerede henved 150 år efter, at ''hyksos'' udvandrede, og at der således ingen forbindelse er med Moses.

=== Bearbejdede profetier ===

De mange profetiske tekster i Gamle Testamente udgør et eget problem. Kort sagt er de kildekritiske studier i stigende grad blevet opmærksomme på, at der ikke er tale om originale tekster. I stedet er disse blevet ændret for at tilpasse dem til bestemte formål.

Esajas', Jeremias', Ezekiels og de Tolvs Bog mangler en historie og opretholder ikke en ensartet kronologisk rækkefølge af materiale. De profetiske bøger ses ikke længere som blot kilder, hvorved læserne kan få adgang til fortiden. De læses nu som bevidste kompositioner, der genpræsenterer og fortolker profeternes ord i tekstform.

Allerede i de sidste profeters tekster er der tegn på bevidst bevidsthed om tekstualiseringen af ​​profetier. Historien i Jeremias 36 beskriver for eksempel en proces, hvor forskellige budskaber i forskellige former fra forskellige tider og steder sammensættes i tekstform af profetens skriver. Når denne rulle efterfølgende ødelægges som reaktion på dens læsning, sker der ikke blot en omskrivning af rullen, men også en betydelig tilføjelse af lignende ord (Jeremias 36:32), hvilket vidner om bogens litterære vækst. Profeter som Jeremias er ikke længere tilgængelige, men deres ord er tilgængelige i de bøger, der bærer deres navne (Zakharias 1:5-6). Disse bøger danner et særskilt korpus inden for den bibelske kanon. Når Daniel refererer til Jeremias' profeti om halvfjerds år i Daniel 9:2, taler han om Jeremias' bog blandt en flerhed af profetiske bøger (jf. Ezekiel 38:17). 

De tidligste postbibelske fortolkere af den profetiske litteratur var de skriftkloge, oversættere og kommentatorer, der videregav, gengav og forklarede teksterne. Blandt vidner til den tidligst dokumenterede periode med skriftlig overlevering (ca. 250 f.Kr. indtil 132-135 e.Kr.) er det tydeligt, at skriftkloge ikke så sig selv som blot afskrivere på samme måde som skriftkloge fra en senere periode. De så snarere sig selv som ligestillede med de oprindelige forfattere, og de udvidede ofte den bibelske tekst med fortolkninger, der var beregnet til at hjælpe læserne med at forstå teksten. Disse skriftkloge havde deres eget syn på den bibelske tekst og ønskede at sikre en teologisk korrekt læsning af den.

Blandt de profetiske bøger må de mest fremragende eksempler på fortolkningsmæssig udvidelse være Jeremias og Ezekiel i den masoretiske tekst (MT). I disse tilfælde har udvidelsen nået niveauet for skabelsen af ​​nye udgaver af bøgerne. De hebraiske tekster bag de oldgræske (OG) versioner af disse bøger er betydeligt kortere førsteudgaver. Mange af udvidelserne i andenudgaverne, der findes i MT, er af eksegetisk karakter. For eksempel er Jeremias' berygtede fjende fra nord ikke eksplicit identificeret i OG eller dens hebraiske kilde, hvilket efterlader den åben for den slags eskatologiske fortolkning, der findes i Ezekiel 38:14-17, men MT identificerer denne fjende som Babylon i udvidelsen af ​​Jeremias 25:9, hvilket skaber en interessant konflikt med Jeremias 50:3 og dens profeti om en fjende fra nord, der kommer mod Babylon. Et andet eksempel er versionen af ​​Jeremias' profeti om halvfjerds år i Jeremias 25:11-12. I OG er denne profeti ikke eksplicit begrænset til perioden med babylonsk fangenskab (se: Dan 9:1-2, 24-27), men udvidelserne i MT gør denne begrænsning af profetien eksplicit (jf. Jeremias 29:10). For Ezekiels Bog forekommer en af ​​de mest bemærkelsesværdige udvidelser i MT Ezekiel 36:23c-38, som mangler, et vigtigt vidnesbyrd om OG fra det tredje århundrede e.Kr. Denne ret lange udvidelse er baseret på materiale fundet andre steder både i og uden for Ezekiels Bog. 

Når det forholder sig således med disse tekster, rejser det uundgåeligt spørgesmålet om og i hvilken grad, det samme er tilfældet med andre tekster i Gamle Testamente. Og det svækker betydeligt Gamle Testamentes værdi som kilde til jødernes historie.

=== Sammenfatning ===

Denne gennemgang af Gamle Testamente har kun omfattet en mindre del af den samlede tekst, men selv denne meget begrænsede gennemgang har belyst en række problemer:&lt;/br&gt;
- Gamle Testamente er ''ikke'' en historisk redegørelse for jødernes historie, selv om den giver indtryk af dette,&lt;/br&gt;
- det er i stedet en samling af traditioner, anekdoter og myter skrevet af ulige forfattere til ulige tider&lt;/br&gt;
- der er gjort forsøg på at sammenskrive og harmonisere disse narrativer&lt;/br&gt;
- hvilket ikke kan skjule, at der er kronologiske problemer&lt;/br&gt;
- og at væsentlige traditioner er hentet fra andre kulturer, især Sumer og Mesopotamien men også fra Grækenland.

Vi tør antage, at skildringen af kongetiden og det delte kongerige med navnelister over regenterne er rimelig troværdig, blandt andet fordi deres navne forekommer i andre kilder, men vi har kun ringe mulighed for at vide i hvilken udstrækning, historierne om dem er blevet ændrede for at tilpasse sig et senere monoteistisk narrativ.

Nogle historier, blandt andre Esthers Bog men også Ezras Bog og Nehemias' Bog, er meget sene og menes først at være blevet tilføjet efter afslutningen af det babylonske fangenskab.

=== &lt;big&gt;Semitismen, jødedommens tankesæt&lt;/big&gt; === 

Vi har i det foregående set på Gamle Testamente som et muligt historisk kildeskrift. Man kan imidlertid også anlægge en helt anden synsvinkel, nemlig Gamle Testamente som ideologisk grundlag nærmere betegnet som grundlag for en jødisk national etnicitet samt for en særlig jødisk etik. Det skal på forhånd understreges, at det følgende ikke omfatter alle jøder, idet mange alene identificerer sig som tilhørende denne folkegruppe af genealogiske og traditionsbårne årsager, det vil sige med hensyn til deres familiære oprindelse samt højtider og mindedage. Men der findes også kredse i den jødiske befolkning, der opfatter Gamle Testamente som en anvisning på hvordan, at jøder kan og bør opføre sig.

Alle kender begrebet &quot;anti-semitisme&quot;, men få eller ingen ved, hvad udtrykket &quot;semitisme&quot; egentlig dækker over. Man vil således lede forgæves efter det i en ordbog eller eksempelvis på ''wikipedia''. Her vil begrebet blivet forstået således, at det dækker over den tankegang eller de tankegange, som kan udledes og af nogle er blevet udledt af Gamle Testamente. Det betyder, at der her vil blive set bort fra jødisk mysticisme, kabala, frankisme og lignende ældre og nyere afledede ideologier, hvilke hver for sig er en særskilt undersøgelse værd.

Læser man Gamle Testamente, vil man se, at bestemte tankegange bliver promoveret. Det drejer sig i hovedsagen om følgende:&lt;/br&gt;
- det udvalgte folk&lt;/br&gt;
- racisme&lt;/br&gt;
- retten til Kana'an&lt;/br&gt;
- retten til at myrde hele befolkninger&lt;/br&gt;
- &quot;honningfælder&quot; og pengeafpresning&lt;/br&gt;
I det følgende vil hvert af disse emner blive gennemgået særskilt.

=== Det udvalgte folk ===

Ideen om jøderne som Guds udvalgte folk tager udgangspunkt i Første Mosebog kapitel 12: her møder vi Abram ved Ur i Kaldæa. Videre hedder det: &quot;Herren sagde til Abram: &quot;Forlad dit land og din slægt og din fars hus, og drag til det land, jeg vil vise dig. Jeg vil gøre dig til et stort folk og velsigne dig. Jeg vil gøre dit navn stort, og du skal være en velsignelse.&lt;/br&gt;
Jeg vil velsigne dem, der velsigner dig,&lt;/br&gt;
og den, der forbander dig, vil jeg forbande.&lt;/br&gt;
I dig skal alle jordens slægter velsignes&quot;.&quot;&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 17f&lt;/ref&gt;

Senere gentages denne priviligerede stilling i andre sammenhænge, således over for Jakob i Betel. I Første Mosebog kapitel 35:9-13 hedder det: &quot;Gud viste sig igen for Jakob, efter at han var kommet hjem fra Paddan-Aram. Han velsignede ham og sagde til ham: &quot;Dit navn er Jakob; men nu skal du ikke længere hedde Jakob. Dit navn skal være Israel.&quot; Og han gav ham navnet Israel. Han sagde til ham: &quot;Jeg er Gud den Almægtige. Bliv frugtbar og talrig! Et folk, ja, en mængde folkeslag skal nedstamme fra dig, og konger skal fremstå af dit eget kød og blod. Det land, jeg gav Abraham og Isak, giver jeg dig og dine efterkommere.&quot; Så steg Gud op fraham, dér hvor han havde talt med ham.&quot;&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 46&lt;/ref&gt;

I Anden Mosebog kapitel 3:7-10 findes følgende: &quot;Så sagde Herren: &quot;Jeg har set mit folks lidelse i Egypten, og jeg har hørt deres klageskrig over slavefogederne. Jeg har lagt mig deres lidelser på sinde, og derfor er jeg kommet ned for at redde dem fra egypterne og føre dem op fra dette land til et godt og vidtstrakt land, et land der flyder med mælk og honning, dér hvor kana'anæerne, hittitterne, amoritterne, perizzitterne, hivvitterne og jebusitterne bor. Nu har israelitternes klageskrig nået mig, og jeg har set, hvordan egypterne undertrykker dem. Gå nu! Jeg vil sende dig til Farao. Du skal føre mit folk israelitterne ud af Egypten&quot;.&quot;&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 69&lt;/ref&gt; Dette og tilsvarende formuleringer med &quot;mit folk israelitterne&quot; giver jøderne en identitet som Guds udvalgte folk i den jødiske selvforståelse.

=== Racismen ===

Racismen er en logisk følge af ideen om Guds udvalgte folk. Et folk kan selvsagt ikke være &quot;udvalgt&quot;, hvis andre folk kan indgiftes i det. Følgelig er Gamle Testamente fuldt af forbud mod at gifte sig med ægtefæller fra andre folkeslag og kritik, når de alligevel gjorde det. Lad os tage nogen eksempler.

I Femte Mosebog kapitel 7:1-4 finder vi følgende påbud af Moses: &quot;Når Herren din Gud fører dig til det land, du skal ind og erobre, og han driver store folkeslag væk foran dig, hittitterne, girgashitterne, amoritterne, kana'anæerne, perizzitterne, hivvitterne og jebusitterne, syv folk, der er større og mægtigere end du, og Herren din Gud overgiver dem til dig, og du besejrer dem, da skal du lægge band på dem. Du må ikke slutte pagt med dem og ikke vise dem barmhjertighed. Du må ikke bringe dig i familie me dem; du må ikke give dine døtre til deres sønner, og du må ikke lade dine sønner gifte sig med deres døtre, for det vil få dine sønner til at vige fra mig og dyrke andre guder. Da vil Herrens vrede flamme op imod jer, og han vil hurtigt udrydde dig.&quot;&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 208&lt;/ref&gt;

Dette gælder blandt andre kong Salomo. I Første Kongebog 11:1-4 læses således følgende: &quot;Kong Salomo elskede mange udenlandske kvinder foruden Faraos datter, moabitiske, ammonitiske, edomitiske, sidoniske og hittitiske; om de folk havde Herren sagt til israelitterne: &quot;I må ikke indlade jer med dem, og de må indlade sig med jer, for så vender de jeres hjerte til deres guder.&quot; Dem elskede Salomo, og han holdt fast ved dem. Han havde syv hundrede hustruer med fyrstelig rang og tre hundrede medhustruer, og hans hustruer bragte hans hjerte på afveje.&quot;&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 390&lt;/ref&gt;

I Ezras Bog kapitel 9:10-12 optræder Ezras bodsklage med blandt andet dette: &quot;Vor Gud, hvad skal vi nu sige efter dette? For vi har svigtet de befalinger, du gav gennem dine tjenere, profeterne, da du sagde: Det land, I skal ind og tage i besiddelse, er et urent land på grund af de fremmede folks urenhed med de afskyelige handlinger, som de i deres urenhed har fyldt det med fra ende til anden. Derfor må I ikke give jeres døtre til deres sønner, og I må ikke lade jeres sønner gifte sig med deres døtre.&quot;&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 527&lt;/ref&gt; og i Kapitel 10:10-12 bliver dette gentaget: &quot;Så rejste præsten Ezra sig og sagde til dem: &quot;I har handlet troløst ved at gifte jer med fremmede kvinder; I har øget Israels skyld. Aflæg nu bekendelse for Herren, jeres fædres Gud, og gør hans vilje. Skil jer ud fra landets folk og de fremmede kvinder&quot;.&quot;&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 528&lt;/ref&gt;

I Nehemias' Bog kapitel 10:31 indgår israelitterne blandt andet følgende forpligtelse: &quot;Vi vil ikke give vores døtre til landets folk, og vi vil ikke lade vores sønner gifte sig med deres døtre.&quot;&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 542&lt;/ref&gt;

Således kunne man blive ved.

=== Lebensraum ===

Jødernes ret til Kana'ans land hidrører fra Første Mosebog. I kapitel 12 læser vi: &quot;Dengang boede kana'anæerne i landet. Herren viste sig for Abram og sagde: &quot;Jeg vil give dine efterkommere dette land&quot;.&quot;&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 18&lt;/ref&gt; Senere, i kapitel 15, præciseres udstrækningen af dette jødiske lebensraum: &quot;Den dag sluttede Herren pagt med Abram. Han sagde: &quot;Jeg giver dine efterkommere dette land fra Egyptens flod (det vil sige Nilen) til den store flod, Eufratfloden: kenitterne, kenizzitterne, kadmonitterne, hittitterne, perizzitterne, refaitterne, amoritterne, kana'anæerne, girgashitterne og jebusitterne&quot;.&quot;&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 20f&lt;/ref&gt;

Størrelsen af dette jødiske lebensraum er påfaldende. Sammenlignet med officielle landegrænser i 2026 omfatter dette område: den østlige halvdel af Egypten inklusive hele Sinai, Palæstina inklusive Gaza og Vestbredden, Libanon, Jordan, Saudi Arabien, Yemen, Oman, Forenede Arabiske Emirater, Qatar, Bahrain, Kuwait, Irak samt Syrien. Nogle jødiske imperialister medregner også Kypern til området.

En anden afgrænsning findes i Fjerde Mosebog kapitel 34. Heri læser vi: &quot;Herren talte til Moses og sagde: &quot;Giv israelitterne denne befaling: I kommer nu til Kana'an, det land, der tilfalder jer som arvelod, Kana'ans land i dets fulde udstrækning. Jeres sydgrænse skal gå fra Sins ørken langs med Edom. I syd skal jeres grænse gå fra enden af Salthavet i øst. Så skal grænsen dreje syd om Akrabbim-passet, gå videre til Sin og ende syd for Kadesh-Barnea. Så skal den fortsætte til Hasar-Addar og gå videre til Asmon. Så skal grænsen dreje fra Asmon mod Egyptens bæk og ende ude ved havet.&lt;/br&gt;
Grænsen i vest: Det Store Hav med kyststrækning. Det skal være jeres vestgrænse.&lt;/br&gt;
Dette skal være jeres nordgrænse: Fra Det Store Hav skal I trække en linie til bjerget Hor; fra bjerget Hor skal I trække en linie til Lebo-Hamat, og grænsen skal ende i Sedad. Så skal grænsen gå videre til Zifron, og den skal ende i Hasar-Enan. Det skal være jeres nordgrænse.&lt;/br&gt;
Som grænse i øst skal I trække en linie fra Hasar-Enan til Shefam. Så skal grænsen gå ned fra Shefam til Ribla øst for Ajin, og grænsen skal fortsætte ned og støde til bjergryggen øst for Kinneretsøen. Så skal grænsen gå ned til Jordan og ende ved Salthavet.&lt;/br&gt;
Dette skal være jeres land med dets grænser hele vejen rundt.&quot;&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 196&lt;/ref&gt;

Dette er unægteligt en noget anden afgrænsning end før. Den kritiske læser vi måske spørge om Herren ikke havde forklaret sig godt nok over for Moses eller måske havde ændret holdning, eller om der måske er en helt tredie forklaring?

Den tænkende læser vil måske kigge nærmere på andre dele af samme historie. Vi hører, at Abraham fik børn både med Sara, sin hustru, nemlig jøderne, og med Hagar fra Egypten, hans trælkvinde, nemlig ismaelitterne, det vil sige araberne.&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 21&lt;/ref&gt; Så var det nu jøderne, araberne eller begge grupper som skulle leve i dette område? Desuden tog han sig en ny hustru: Ketura, med hvem han også fik efterkommere.&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 31&lt;/ref&gt; Det er således ret uklart hvem, der skulle overtage dette lebensraum.
 
Således tænker semitisterne ikke. De er imperialister, og de vil have det hele for sig selv. De mener at have ret til at fordrive andre folkeslag og ser Gamle Testamente som kilde til denne ret.

=== Retten til folkemord ===

Jødernes ret til at myrde befolkningerne, som levede i Kana'an, forekommer allerede i Mosebøgerne. I Femte Mosebog kapitel 20:16-17 findes således følgende påbud udtalt af Moses: &quot;i de folks byer, som Herren din Gud vil give dig i eje, må du ikke lade en eneste beholde livet; du skal lægge band på dem, på hittitterne, amoritterne, kana'anæerne, perizzitterne, hivvitterne og jebusitterne, sådan som Herren din Gud har befalet dig.&quot;&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 223&lt;/ref&gt;

I Josvabogen hører vi hvordan, at jøderne hensynsløst myrdede indbyggerne i Kana'an, eksempelvis i kapitel 8:24-29: &quot;Da israelitterne på åben mark havde dræbt alle de indbyggere fra Aj, som havde forfulgt dem ud i ørkenen, og da alle til sidste mand var faldet for sværdet, vendte alle israelitterne tilbage til Aj og huggede indbyggerne ned med sværd. Den dag blev der dræbt i alt tolv tusind mænd og kvinder, alle indbyggerne i Aj. Josva trak ikke sin udstrakte hånd med krumsværdet tilbage, før han havde lagt band på alle indbyggerne i Aj. ..Og Josva brændte Aj ned; han gjorde den til en øde ruinhøj for evigt, og det er den den dag i dag. Ajs konge hængte de på et træ og lod ham hænge til aften. Da solen gik ned, gav Josva sine folk befaling om at tage liget ned fra træet og kaste det hen ved indgangen til byporten. Så kastede de en stor stendynge op over ham, og den ligger der den dag i dag.&quot;&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 251f&lt;/ref&gt;

Tilsvarende i Josvabogen kapitel 10:28-43: &quot;Samme dag indtog Josva Makkeda. Han slog byen og dens konge med sværd og lagde band på byen og alle, der var i den; der var ingen, der overlevede. Han gjorde det samme med kongen i Makkeba, som han havde gjort med kongen i Jeriko.&lt;/br&gt;
Fra Makkeda drog Josva sammen med hele Israel videre til Libna. Han gik til angreb på Libna, og Herren gav også denne by og dens konge i Israels hånd. Josva slog byen og alle, der var i den, med sværd; der var ingen, der overlevede. Han gjorde det samme med kongen dér, som han havde gjort med kongen i Jeriko.&lt;/br&gt;
Fra Libna drog Josva sammen med hele Israel videre til Lakish. Han belejrede byen og gik til angreb på den, og Herren gav Lakish i Israels hånd. Den følgende dag indtog Josva byen; han slog den og alle, der var i den, med sværd, ganske som han havde gjort med Libna. Da drog Gezers konge Horam op for at komme Lakish til undsætning, men Josva slog kongen og hans hær; der var ingen, der overlevede.&lt;/br&gt;
Fra Lakish drog Josva sammen med hele Israel videre til Eglon. De belejrede byen og gik til angreb på den, og samme dag indtog de den og slog den med sværd. Den dag lagde han band på alle, der var i byen, ganske som han havde gjort med Lakish.&lt;/br&gt;
Fra Eglon drog Josva sammen med hele Israel op til Hebron. De gik til angreb på byen og indtog den; de slog byen, dens konge, alle dens byer og alle, der var i den, med sværd; der var ingen, der overlevede. Ganske som han havde gjort med Eglon, lagde han band på byen og på alle, der var i den.&lt;/br&gt;
Så vendte Josva sig sammen med hele Israel mod Debir. Han gik til angreb på byen og indtog den med dens kong og alle dens byer. De slog dem med sværd og lagde band på alle, der var i den; der var ingen, der overlevede. Han gjorde det samme med Debir og dens konge, som han havde gjort med Hebron og med Libna og dens konge.&lt;/br&gt;
Således besejrede Josva hele landet: Bjerglandet, Sydlandet, Lavlandet og Skråningerne og alle kongerne dér. Der var ingen, der overlevede; hver levende sjæl lagde han band på, sådan som Herren, Israels Gud, havde befalet. Josva besejrede dem fra Kadesh-Barnea til Gaza, i hele landet Goshen og helt til Gibeon. Alle disse konger og deres lande undertvang Josva på én gang, for Herren, Israels Gud, førte krig for Israel. Så vendte Josva sammen med hele Israel tilbage til lejren i Gilgal.&quot;&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 255&lt;/ref&gt;

I Josvabogen Kapitel 11 fortsætter folkemordene i det nordlige Kana'an, blandt andet Hasor: &quot;Alle, der var i byen, huggede de ned med sværd og lagde band på dem, så ikke en levende sjæl blev tilbage; og Josva brændte Hasor ned.&quot;&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 256&lt;/ref&gt; Da massemordet var til ende, blev rovet, det vil sige Kana'an, delt mellem israelitternes stammer.&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 257-264&lt;/ref&gt; Det minder om en langt senere begivenhed: under Sovjetunionen i Stalintiden gennemførte terrororganisationen OGPU under ledelse af jøden Genrikh Jagoda&lt;ref&gt;Lina (2003), s.315&lt;/ref&gt; samt NKVD overvejende ledet af jøder&lt;ref&gt;Lina (2003), s.318, 327&lt;/ref&gt; i 1932-33 et massemord på og en massefordrivelse af ukrainske bønder fra deres gårde, en begivenhed der blev kendt som ''holodomor''. Mindre kendt er, at OGPU overvejende bestod af jøder, og at disse efterfølgende som en belønning oprettede deres egne kollektivlandbrug, kibbutz'er, på de myrdede og fordrevne ukraineres jord.&lt;ref&gt;Holocaustmuseet i USA, film&lt;/ref&gt; Jødisk historieforståelse trækker lange spor.

Det var ikke kun ved erobringen af Kana'an, at jøderne begik massemord. I Esters Bog kapitel 9:2-16 hører vi: &quot;I alle kong Ahasverus' provinser samledes jøderne i deres byer for at lægge hånd på dem, der ville dem noget ondt. .. Den trettende dag i måneden adar samledes de øvrige jøder i kongens provinser og forsvarede deres liv; de fik fred for deres fjender, og og de dræbte 75.000 af deres modstandere&quot;.&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 555&lt;/ref&gt;

Flere eksempler end de nævnte kunne være fremhævet, men budskabet og moralen er tydelig nok: i &quot;hellig krig&quot; er massemord på guddommens befalet ikke blot acceptabel men en pligt at gennemføre.

Det er mildest talt absurd at se hvordan den samme ideologi, som hyldede folkemord i Gamle Testamente, har haft travl med at fremstille de selv samme massemordere som et uskyldigt forfulgt folkefærd i det 20. og starten af det 21. århundrede.

=== Honningfælder og pengeafpresning ===

Historier i Gamle Testamente giver jøderne tvivlsomme moralbegreber, eksempelvis at prostituere deres hustruer og døtre i form af &quot;honningfælder&quot;, det vil sige lokkemad for en efterfølgende afpresning. Det begynder med selveste Abraham. I Første Mosebog kapitel 20:2-16 læser vi: &quot;Abraham sagde om sin kone Sara, at hun var hans søster, og Abimelek, kongen i Gerar, sendte bud efter Sara. Om natten kom Gud i en drøm til Abimelek og sagde til ham: &quot;Nu skal du dø, fordi du har taget denne kvinde, for hun er gift&quot;.&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 25&lt;/ref&gt; Senere, da sandheden er blevet klar, hører vi: &quot;Så gav Abimelek Abraham får og køer, trælle og trælkvinder, og han gav ham hans kone Sara tilbage. Og Abimelek sagde: &quot;Mit land ligger åbent for dig. Slå dig ned, hvor du har lyst!&quot; Til Sara sagde han: &quot;Nu giver jeg din bror tusind sekel sølv. Det skal lukke øjnene på alle dem, der hører dig til. Nu har du fået fuld oprejsning&quot;.&quot;&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 26&lt;/ref&gt; Så Abrahams afpresning lykkedes.

Senere gentager historien sig med små variationer. I Esters Bog hører vi, at jøden Mordokaj sender sin datter til kong Ahasverus' harem, hvor &quot;hun vandt hans velvilje&quot;. ..&quot;Ester havde ikke fortalt, hvilket folk og hvilken slægt, hun tilhørte, for Mordokaj havde sagt til hende, at hun ikke måtte fortælle det.&quot; Men senere udnyttes hun til at redde jøderne, og naturligvis belønnes både hun og hendes fader for dette bedrag: &quot;Og Mordokaj fik foretræde for kongen, for Ester havde fortalt, hvordan han var i familie med hende. Kongen tog sin signetring, som han havde frataget Haman, og overdrog den til Mordokaj. Og Ester satte Mordokaj over Hamans hus.&quot;&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 549, 554&lt;/ref&gt;

Således legitimerer Gamle Testamente jødernes brug af honningfælder og pengeafpresning, når denne brug rettes imod folk i magtpositioner.

=== Sammenfatning ===

I 1973 fremkom udtrykket &quot;narrativ teologi&quot;.&lt;ref&gt;Bjerg (1984), s. 11&lt;/ref&gt; Udtrykkets betydning har været noget uklar, men pointen er, at hvis en kristen vil forklare sin tro og identitet, så kan dette ske ved at fortælle om Jesu ord og gerninger. På lignende måde kan jødedommens indhold bedst forstås ved at fortælle historier fra Gamle Testamente.

Som vi har set, er sådanne historier ikke just moralske. Ideen om det udvalgte folk, der ikke må gifte sig med folk fra andre folkeslag men nok har ret til at udnytte dets kvinder i honningfælder til pengeafpresning, og som mener sig i sin gode ret til hensynsløst at udrydde andre folkeslag &quot;i Guds navn&quot;, fremavler en tvivlsom moral. Hvis man vil være lidt uvenlig, kan man med god grund hævde, at denne tvivlsomme moral langt hen af vejen også afspejler sig i jødernes nyere historie.

Vi har i det foregående set hvordan, at denne moral henter sin inspiration i fortællinger fra Gamle Testamente. Og denne moral understreges ved at de samme emner bliver gentaget med blot mindre variationer flere gange som for at understrege, at den ikke er knyttet til en bestemt historisk situation men netop har evig gyldighed. I lighed med sit afkom, muhammedanismen, er denne moral præget af en foragt for dem, som ikke tilhører &quot;in-gruppen&quot;.

Der kan måske være grund til at uddybe dette udtryk nærmere. Alle mennesker udvikler en eller anden form for bevidsthed om at tilhøre et bestemt etnisk fællesskab, herunder skaber de et dertil knyttet begrebsapparat. Man kan skelne mellem det navn, som en etnisk gruppe bruger om sig selv i denne selvidentifikation, og det navn, som andre bruger om den samme gruppe. Nogle gange, men ikke altid, bruger de samme benævnelse, men deres opfattelse af gruppens afgrænsning og indhold behøver ikke at være det samme, men kan tilpasses den aktuelle situation.&lt;ref&gt;Lund (1993), s. 81&lt;/ref&gt; Betegnelsen afspejler en bevidsthed om hvem, man hører sammen med i et fællesskab, og hvem, der ikke hører til dette fællesskab.&lt;ref&gt;Lund (1993), s. 9&lt;/ref&gt; Ofte, men ikke altid, vil de, som ikke tilhører dette fællesskab, blive set ned på, mens man selv ophøjes for sine gode egenskaber.&lt;ref&gt;Lund (1993), s. 13-26&lt;/ref&gt;

Denne vi-bevidsthed skabes i vid udstrækning ved historier, beretninger og myter, om et skæbnefællesskab gennem utallige slægtled. Ofte vil disse historier blive fyldt med navne på legendariske personligheder, hvis liv og gerninger bliver en del af den personlige identitetsfølelse. Og som regel vil en del af denne historie omfatte etnogoni, det vil sige de indfødtes egen mytiske forklaring på deres oprindelse&lt;ref&gt;Lund (1993), s. 49&lt;/ref&gt;, som regel i form af en mytisk stamfader.&lt;ref&gt;Lund (1993), s. 91&lt;/ref&gt; I dansk sammenhæng kan man tænke på Saxo og hans Danmarkshistorie. I germansk sammenhæng er det myten om Tvisto, der er grundlaget for identiteten&lt;ref&gt;Lund (1993), s. 90&lt;/ref&gt;, og for jøderne er det Abraham, der har denne rolle.

Men sådanne historiske beretninger og myter har ikke kun den funktion at begrunde selvidentiteten men tillige at begrunde moralbegreber, hvad der er &quot;god&quot; og &quot;ond&quot; opførsel. For jøderne er det netop historierne i Gamle Testamente, som opfylder denne opgave.

Over tid kan disse funktioner aftage i betydning, fordi behovet for dem ikke længere er så stort. Dette fordi at myter erstattes med faktiske historiske erindringer. Men for visse grupper er dette ikke tilfælde. Her kan udviklingen tvært imod gå i den modsatte retning og udvikle sig til en regulær fanatisme, der kan motivere og begrunde næsten enhver handling. Denne fanatisme kan formuleres og organiseres i en dertil hørende ideologi, en -isme. Semitisme er en sådan ideologi, der i princippet ikke adskiller sig fra andre -ismer bortset fra den etniske gruppe, hvis selvfølelse og handlingsmønster, den skal begrunde.

=== &lt;big&gt;Sammenfatning og konklusion&lt;/big&gt; ===

Vi er nået vejs ende i gennemgangen, og resultatet taler for sig selv. Ikke blot er det officielle narrativ ikke korrekt, for hver del af dette narrativ findes en alternativ forklaring, og tilsammen tegner disse træk et andet men helt entydigt billede.

Først og fremmest: Gamle Testamente er ikke jødisk historieskrivning.&lt;ref&gt;Adler (2022), Preface&lt;/ref&gt; Der kan påvises et utal af indlån fra andre kulturer, eksempelvis historien om Moses i sivkurven og Noas ark, som tydeligt viser, at denne historie er en myte, et narrativ, skabt for at give jødisk identitet en høj alder. I stedet tjener Gamle Testamente som redskab til at give jøder en national identitet igennem deres trosretning, i særdeleshed Jahve. Det er i Jahves navn, at de udvandrer fra Egypten, erobrer Kana'an og i nyere tid trækker sig ind i etniske ghettoer.&lt;ref&gt;Crone og Cook (1977), s. 42&lt;/ref&gt; Hele den jødiske kultur er een lang markering af begivenheder hentet fra myterne i Gamle Testamente.

Dernæst: jøderne var tydeligvis ikke det monoteistiske folkefærd, som de gerne vil give indtryk af, tværtimod. Så langt, at Gamle Testamentes fremstilling overhovedet afspejler en historisk virkelighed, dyrkede jøderne flere guder gennem flere hundrede år. Vi ser en udvikling i flere trin:&lt;/br&gt;
- første trin: to guder, Jahve og El, forenes i en &quot;supergud&quot;&lt;/br&gt;
- andet trin: gudsdyrkelsen centraliseres og kontrolleres af kongen&lt;/br&gt;
- tredie trin: de lavere guder og gudinder forkastes, fordi at de ikke hjalp i en kritisk situation&lt;/br&gt;
- fjerde trin: præsteskabet udvikler et nyt narrativ til at forstærke dets magt og betydning som samlende kraft.&lt;/br&gt;
Det var en udvikling, hvor hvert trin var en logisk følge af det foregående, når behovet for en forandring i det herskende narrativ indtraf. Den nye ideologi var, som de fleste totalitære ideologier, et spørgsmål om at legitimere retten til magtudøvelse. Dette grundlag blev konstrueret ad hoc, det vil sige spontant efter behov. Dets grundlag var aldrig vel funderet, og vi kan nu afvise det fuldstændigt som fusk og forfalskning fra ende til anden.

Samtidig var det en udvikling, hvor hvert trin bidrog med særlige træk til den nye ideologis udvikling: først blev stammeguden anvendt til at legitimere myten om &quot;det udvalgte folk&quot;, herunder en racistisk ultrasemitisk afvisning af ægteskaber med repræsentanter fra andre folkeslag, og hvor regulært folkemord legitimeres som en følge af Jahves beslutning og påbud. Dernæst må den snart svækkede kongemagt i den nye nationale stat styrke sin stilling i befolkningen, hvilket sker ved centralisering af gudsdyrkelsen. Da så statsdannelsen alligevel bryder sammen, bliver det nødvendigt at udpege en skyldig årsag, og her må husguderne holde for. Endelig må det nye narrativ styrkes, hvilket blandt andet sker ved kampen for en ny egen stat.

Da mange profeter har først og fremmest til formål at legitimere den nye nationale ideologi som Jahves vilje.

Endelig er det også fra Gamle Testamente, at jøderne henter deres moralbegreber på godt og ondt.

Det er indlysende, at hvis der kan rejses tvivl om troværdigheden af beretningerne i Gamle Testamente, så er det ikke blot et kildekritisk problem. Det er hele grundlaget for jødedommen, der vælter. Jødedommen er, som muhammedanismen, det, som i kommunistkina kaldes en ''tofu-dreg'' konstruktion: en bygning eller anden konstruktion opført af underlødige bestanddele som gør, at den før eller senere falder sammen af sig selv.

Hidtil har Gamle Testamentes narrativer aldrig være underkastet en kildekritisk analyse, i modsætning til Nye Testamente, som allerede i 1800-tallet og begyndelsen af 1900-tallet blev underkastet en sådan analyse, som den bestod med udmærkelse. Det er først i de seneste år, at et sådant arbejde er igangsat og vel at bemærke er det sket af jødiske arkæologer og historikere. Det gør, at deres resultater ikke blot kan afvises med smædeudtryk som &quot;anti-semitisme&quot;. Det er derfor, at det har været så vigtigt at gøre disse resultater bekendt for et dansk publikum. Og hvis denne bog kan bidrage til fortsatte og uddybende studier af denne problematik, så har den opfyldt sit formål.

Det er for så vidt tilfældigt, at dette sker netop på en tid, hvor staten Israel og dens regering udsættes for en stigende international kritik for sin handlemåde, og så måske alligevel ikke. I alt for lang tid har kritik af jøder og Israel kunnet undertrykkes på grund af myterne om begivenheder under 2. verdenskrig. Men nu ligger disse begivenheder så langt tilbage, 2-4 slægtled, at de ikke længere kan beskytte imod kritik. Og samtidig har både rabiate jøder og den israelske regering i de seneste år udvist en optræden, som let lader sig kritisere. Det er ikke stedet her at uddybe dette emne, det kan fortjene en særskilt behandling og hører hjemme i politisk sammenhæng, ikke i forbindelse med jødedommen som religion og kultur, selv om der kan argumenteres for, at disse områder til dels overlapper hinanden.

Vi har set hvilken afgørende inflydelse, den kildekritiske analyse af Gamle Testamente har på forståelsen af jødedommens historie, men hvorledes forholder det sig med kristendommen? Hvilken indflydelse har kildekritikken på kristendommen? Det enkleste svar er: ingen. Gamle Testamente spiller kun en rolle i kristendommen på to måder:&lt;/br&gt;
- dels at vise at Jesus som messias er forudset allerede af gammeltestamentelige profeter; det er i denne sammenhæng ikke vigtigt, om dette var faktisk var tilfældet, men derimod at jøderne i hans samtid mente, at det forholdt sig således&lt;/br&gt;
- dels at vise de religiøse dogmer, som Jesus gjorde op med. Det viser sig i hans gentagne: &quot;I har hørt at ... men jeg siger jer nu at ...&quot; Jesu lære er i virkeligheden eet stort opgør med jødedommens tankegang og etnisk snæversynethed, han er i den sammenhæng helt på linje med den foreliggende kildekritiske analyse, selv om både hans metode og budskab er et andet.

Især i sidst nævnte sammenhæng er det vigtigt at forstå, at der ikke eksisterer nogen &quot;jødisk-kristne værdier&quot;. Dette moderne udtryk er intet andet end et jødisk forsøg på at tage kristne som gidsler for deres egne ideer. I virkeligheden er det kristendommen, der introducerer næstekærlighed og respekt for medmennesker uanset deres etniske tilhørsforhold, og i forlængelse heraf introducerer både menneskerettigheder og folkestyre. Intet af dette findes i jødedommen, her er det nationalt-etnisk snæversyn, som dominerer hele vejen. Jødedommen er og forbliver en anti-kristen ideologi, fordi den hviler på en selvforståelse baseret på manipulerede kilder i form af Gamle Testamentes skrifter. Og ved at påvise disse manipulationer, myter og omskrivninger, beviser moderne kildekritik, at kristendommen var og er et berettiget opgør med jødedommen.

Endnu for en menneskealder kunne forskere i jødedommen leve i deres vildfarelse om, at selv om der var problemer med Gamle Testamente som kilde til jødedommens historie, så var den i sine hovedtræk alligevel korrekt. Således er det ikke længere. Det kan nu bevises, at der bag den mytiske fortælling gemmer sig en anden historie. Lad så være, at begivenheder i de senere år i Gaza, på Vestbredden, i Libanon, i Egypten, over for Syrien og Iran uden tvivl har bidraget til at fremme denne udvikling. Et træ kendes på dets frugter, og hele verden har nu set de frugter, som jødisk fundamentalisme bringer med sig. Myten om det forfulgte uskyldige folkefærd lader sig ikke længere opretholde.

Og jo mere skingre, hysteriske og fanatiske jødedommens fundamentalister bliver i deres holdninger og opførsel, desto hurtigere vil de miste de sidste rester af en troværdighed, som de i virkeligheden aldrig har haft.

=== &lt;big&gt;Noter&lt;/big&gt; ===
{{Reflist|3}}

=== &lt;big&gt;Litteratur&lt;/big&gt; ===
* Yonatan Adler: ''The Origins of Judaism. An Archaeological-historical Reappraisal''; Yale University 2022; ISBN 978-0-300-25490-7
* Yonatan Adler: &quot;Toward Identifying Proto-Judaic Cultural Features in Ancient Israel and Judea&quot; (i: ''Journal of Ancient Judaism'' (2024), s. 1-28)
* Yonatan Adler: ''Between Yahwism and Judaism. Judean Cult and Culture during the Early Hellenistic Period (332-175 BEC)''; Cambridge University Press 2025; ISBN 978-009-45961-7
* Gad Barnea: &quot;P. Berlin 13464, Yahwism and Achaemenid Zoroastrianism at Elephantine&quot; (2024)
* Geoffrey Bibby: ''I Dilmun tier ravnen''; Wormanium 1971; ISBN 87-85-1600-40
* Geoffrey Bibby: ''Det forsvundne årtusinde''; Wormanium 1978; ISBN 87-8516-053-9
* ''Bibelen''; Det Danske Bibelselskab 1992; 1. udgave 1. oplag; ISBN 87-7325-276-6
* Svend Bjerg: &quot;Den kristne grundfortælling. Studier over fortælling og teologi&quot; (''Teologiske Studier'', bind 8; 2. oplag 1984; Aarhus 1984; ISBN 87-7003-409-5) 
* Patricia Crone og Michael Cook: ''Hagarism. The Making of The Islamic World''; Cambridge 1977; ISBN 0-521-21133-6
* Stephan Peter Dinkgreve: ''In Search of the Sublime: A world history of humanity's relentless pursuit of scientific truth, moral excellence, and enlightenment''; 2021
* Robert Gnuse: &quot;Spilt Water: Tales of David (II Sam 23:13-17) and Alexander the Great (Arrian, Anabasis of Alexander 6.26.1-3).&quot; (i: ''Scandinavian Journal of the Old Testament''; 1998, bind 12, s. 233-248)
* Robert Gnuse: &quot;Abducted Wives: A Hellenistic Narrative in the Book of Judges?&quot; (i: ''Scandinavian Journal of the Old Testament''; 2007; bind 22, s. 272-285)
* Robert Gnuse: &quot;From Prison to Prestige: The Hero who helps a King in Jewish and Greek Literature.&quot; (i: ''Catholic Biblical Quarterly''; 2010 bind 72, s. 31-45)
* Robert Gnuse: &quot;Divine Messengers in Genesis 18-19 and Ovid.&quot; (i: ''Scandinavian Journal of the Old Testament''; 2017; bind 31, s. 66-79)
* Robert Gnuse: &quot;Greek Connections: Genesis 1-11 and the Poetry of Hesiod&quot; (i: ''Biblical Theology Bulletin''; 2017 nr. 47, s. 131-143
* Robert Gnuse: &quot;Heed Your Steeds: Achilles’ Horses and Balaam’s Donkey.&quot; (i: ''International Journal of Research in Humanities and Social Sciences''; 2017; række 4 hæfte 6; s. 1-5)
* Robert Gnuse: &quot;Samson and Heracles Revisited.&quot; (i: ''Scandinavian Journal of the Old Testament''; 2018, bind 32, s. 1-19)
* Robert Gnuse: &quot;Greek Historians and the Primeval History.&quot; (i: ''International Journal of Research in Humanities and Social Sciences''; 2019; række 6 hæfte 1, s. 20-25)
* Robert Gnuse: &quot;Jephthah’s Daughter and Iphigenia in the Plays of Euripides&quot; (i: ''International Journal of the Arts and Humanities''; 2019; række 5 hæfte 1, s. 16-23)
* Robert Gnuse: &quot;Hellenism and the Primary History: The Imprint of Greek Sources in Genesis-2 Kings&quot; ''Copenhagen International Seminar''; Routledge, London 2020 
* Philippe Guillaume: &quot;Hesiod’s heroic age and the biblical period of the Judges.&quot; (i: Thomas Thompson and Philippe Wajdenbaum (red.): ''The Bible and Hellenism: Greek Influence on Jewish and Early Christian Literature. Copenhagen International Seminar''; Routledge, New York 2014; s. 146-164)
* Daniel Hawk: &quot;Violent Grace: Tragedy and Transformation in the Orestia and the Deuteronomistic History.&quot; (i: ''Scandinavian Journal of the Old Testament''; 2003, bind 18, s. 73-88)
* Gerhard Larsson: &quot;Possible Hellenistic Influence in the Historical Parts of the Old Testament.&quot; i: ''Scandinavian Journal of the Old Testament''; 2004; bind 18, s. 296-311)
* Niels Peter Lemche: &quot;The Old Testament-A Hellenistic Book&quot; (: ''Scandinavian Journal of the Old Testament''; 1993 bind 7, s. 163-193)
* Niels Peter Lemche: &quot;Is It Still Possible to Write a History of Ancient Israel?&quot; (i: ''Scandinavian Journal of the Old Testament''; 1994, bind 8, s. 163-188)
* Niels Peter Lemche: &quot;Good and Bad in History: The Greek Connection.&quot; (i: Steven McKenzie and Thomas Römer (red.): &quot;Rethinking the Foundations: Historiography in the Ancient World and in the Bible. Essays in Honour of John Van Seters&quot;; ''Beihefte zur Zeitschrift für die altestamentliche Wissenschaft'' nr. 294; Walter de Gruyter, Berlin 2000; s. 127-140) 
* Niels Peter Lemche: &quot;How Does One Date an Expression of Mental History?&quot; (i: Lester Grabbe (red.): &quot;Did Moses Speak Attic? Jewish Historiography and Scripture in the Hellenistic Period&quot; (i: ''Journal for the Study of the Old Testament Supplement Series'' 317/European Seminar on Historical Methodology 3; Sheffield Academic Press, Sheffield 2001; s. 200-224)
* Niels Peter Lemche: &quot;Does the Idea of the Old Testament as a Hellenistic Book Prevent Source Criticism of the Pentateuch?&quot; (i: ''Scandinavian Journal of the Old Testament''; 2011, bind 25, s. 75-92)
* Niels Peter Lemche: &quot;When the End is the Beginning: Creating a National History?&quot; (i: ''Scandinavian Journal of the Old Testament''; 2015, bind 29, s. 22-32)
* Jüri Lina: ''Skorpioni märgi all. Nõukogude võimu tõus ja langus''; Stockholm 2003; ISBN 91-972897-9-5
* Allan A. Lund: ''De etnografiske kilder til Nordens tidlige historie''; Wormanium 1993; ISBN 87-89531-08-6
* Etienee Nodet: &quot;Editing the Bible: Alexandria or Babylon?&quot; (i: Thomas Thompson and Philippe Wajdenbaum (red.): ''The Bible and Hellenism: Greek Influence on Jewish and Early Christian Literature. Copenhagen International Seminar''; Routledge, New York 2014; s. 36-55) 
* Gabrielle Vera Novacek: ''Ancient Israel. Highlights from the Collections of The Oriental Institute University of Chicago''; University of Chicago 2011; ISBN 978-1-88923-65-3
* Johannes Pedersen: &quot;Hasmonæer&quot; (i: ''Salmonsens Konversationsleksikon'', 2. udgave, bind X; 1919; s. 943-944)
* Emanuel Pfoh: &quot;Ancient historiography, biblical stories and Hellenism&quot; (i: Thomas Thompson and Philippe Wajdenbaum (red.): ''The Bible and Hellenism: Greek Influence on Jewish and Early Christian Literature. Copenhagen International Seminar''; Routledge, New York 2014; s. 19-35) 
* Benjamin W. Porter: &quot;Assembling the Iron Age Levant: The Archaeology of Communities, Polities and Imperial Peripheries&quot; (i: ''Journal of Archaeological Research'' vol. 24; 2016; s. 373-420)
* Katherine Stott: &quot;Herodotus and the Old Testament: A Comparative Reading of the Ascendancy Stories of King Cyrus and David.&quot; (i: ''Scandinavian Journal for the Study of the Old Testament''; 2002; bind 16 s. 52-78)
* Jan-Wim Wesselius: &quot;Discontinuity, Congruence and the Making of the Hebrew Bible.&quot; (i: ''Scandinavian Journal for the Study of the Old Testament''; 1999 bind 13 s. 24-77)
* Jan-Wim Wesselius: &quot;The Origin of the History of Israel: Herodotus’ Histories as Blueprint for the First Books of the Bible&quot; (i: ''Journal for the Study of the Old Testament Supplement Series''; Sheffield Academic Press, Sheffield 2002)
* Hans Christian Ørsted: &quot;Overtro og Vantro i deres Forhold til Naturvidenskaben&quot; (''Aanden i Naturen''; 4. udgave; København 1978; ISBN 87-414-8972-1; s. 76-106)

=== &lt;big&gt;Film&lt;/big&gt; ===
* Simca Jacobovici: ''The Exodus Decoded''</text>
      <sha1>pd7tqbl8xcsznmdk0rxh44k1jlxefi8</sha1>
    </revision>
    <revision>
      <id>41980</id>
      <parentid>41979</parentid>
      <timestamp>2026-05-28T08:29:27Z</timestamp>
      <contributor>
        <username>Sven Halfdan Nielsen</username>
        <id>3898</id>
      </contributor>
      <comment>småret</comment>
      <origin>41980</origin>
      <model>wikitext</model>
      <format>text/x-wiki</format>
      <text bytes="157913" sha1="706j0p4eftunfnhzpal7j7anteoasit" xml:space="preserve">[[Fil:Philippe de Champaigne - Moses with the Ten Commandments - WGA04717.jpg|thumb|400px|Ifølge nye videnskabelige kildekritiske teorier er det ikke Moses, som har skrevet Mosebøgerne. Maleri af Philippe de Champaigne.]]

=== &lt;big&gt;Fortale&lt;/big&gt; ===

Jødedommens ældste historie har hidtil været indhyllet i mørke. Traditionen hviler på ''Tanakh'' eller Gamle Testamente, men dette synes først at have fundet sin endelige form i det 2. århundrede f.Kr. i det hasmunitiske kongerige. Hvor meget, traditionerne har ændret sig før denne tid, er et åbent spørgsmål.

Foruden Gamle Testamente er de vigtigste kilder til belysning af spørgsmålet især arkæologiske fund, men også her er der store problemer med troværdigheden. Flere kilders oprindelse er omstridte og dermed bliver deres udsagnsværdi også tvivlsom.

Det er først i den seneste menneskealder, at der tegner sig et mere klart billede af den omskiftelige historie, men hidtil har mig bekendt ingen forsøgt at gøre denne viden tilgængelig på dansk. Jeg har derfor efter fattig evne forsøgt at skildre denne på grundlag af tilgængeligt materiale. Jeg har desuden tilføjet notehenvisninger til de skriftlige kilder, som jeg anvendt.

Når man forsøger at skildre kendt historie således som tilfældet er med Gamle Testamente, stilles man over for to problemer: dels må man forsøge at sætte denne fremstilling i forhold til det billede, som andre kilder tegner, dels må man forsøge at forstå den forvandling og forvanskning af oprindelige kilder, som fremstillingen i Gamle Testamente nu afspejler.

Den foreliggende undersøgelse falder i to hoveddele, dels en undersøgelse af jødernes faktiske historie således som den lader sig fastslå baseret på grundlag af arkæologiske og historiske kilder, herunder spørgsmålet om jødernes religion, dels en kildekritisk analyse af ''Tanakh'' eller Gamle Testamente. Afslutningsvis vil der blive foretaget en vurdering af hvilken indflydelse, ''Tanakh'' har haft på jødernes selvforståelse og Gamle Testamente har på kristen selvforståelse.

Der kan være grund til at understrege, at stort set alt i denne undersøgelse alene skyldes yderst kompetente forskeres virke, og jeg har efter evne forsøgt at henvise til denne forskning. Litteraturen herom findes i den afsluttende litteraturliste. Desuden har jeg inddraget andre inspirationskilder, hvor jeg finder dem relevante og troværdige. Derimod er fortolkningen af disse ulige arbejder min egen, og de oprindelige forskere kan og bør derfor ikke drages til ansvar for denne fortolkning.  

På dette sted kan der være grund til at forudskikke enkelte kendsgerninger: selvidentiteten &quot;jøde&quot; synes først at blive skabt i 2. århundrede f.Kr. efter hasmunitternes oprør og etableringen af kongeriget baseret på religiøse regler. Der findes ingen ældre beviser på, at jøderne inden da havde fulgt moseloven, og først på dette tidspunkt optræder ''Tanakh'', de ældste synagoger samt mønter uden billede. Det bør desuden bemærkes, at der ingen omtale findes af sabbaten i Gamle Testamente.

Efter den babylonske magtovertagelse i 586 f.Kr. optræder ''al Yahuda'' som en by i Babylon, stednavnet Israel optræder første gang på en mønt dateret år 66 e.Kr. og i forbindelse med jødernes oprør mod romerne.

Om bogens titel skal jeg blot bemærke, at jeg har valgt ordet &quot;jødedom&quot;, fordi det betegner jødisk religion og kultur på samme tid.

Sven Halfdan Nielsen&lt;/br&gt;
Pärnu, den 5. maj 2026

=== &lt;big&gt;Indledning&lt;/big&gt; ===

Al historisk og litterær forskning må hvile på kildekritiske undersøgelser. Dette betyder, at arkæologiske og sproglige kilder kritisk må vurderes med henblik på deres oprindelsessituation, eventuelle tendens, forholden sig til de omtalte begivenheder og for sproglige kilder tillige deres formål (som udmærket kan være mangesidigt). Kilderne må stilles i forhold til, hvad der ellers vides om tiden, og de må forsøges tolket således, at de er bedst i overensstemmelse med denne viden, og at de ikke modsiger denne viden. Hvis det sidste er tilfældet, må man spørge, om fortolkningen er rigtig, eller om den hidtidige &quot;viden&quot; må revideres.

Lige siden afslutningen af 2. verdenskrig og især i det 21. århundrede har beskyldninger om &quot;anti-semitisme&quot; fået et kraftigt opsving. Der kan derfor være grund til at gøre nogle bemærkninger om min opfattelse af dette begreb og dets anvendelse.

For mig består udtrykket &quot;anti-semitisme&quot; af to dele: &quot;anti&quot; betyder imod, og &quot;semitisme&quot; betegner en politisk, nationalistisk ideologi. Dette indebærer, at jeg skelner mellem jøder som kulturel folkegruppe på den ene side og en semitisk ideologi på den anden.

Jeg har intet imod folk, som identificerer sig selv som jøder i religiøs og kulturel henseende så længe, at dette ikke berører deres forhold til andre folkegrupper. For mig er &quot;jøde&quot; altså en betegnelse, der i princippet ikke adskiller sig fra dansker, tysker, armener, kurder, japaner eller en hvilken som helst anden national folkegruppe.

Anderledes forholder det sig med begrebet &quot;semitisme&quot;. Her er der i mine øjne tale om en totalitær og intolerant national ideologi, som tåler sammenligning med fx. fascismen i Italien og nazismen i Tyskland. Der er med andre ord tale om en ekskluderende ideologi, som på samme tid legitimerer en bestemt handlemåde over for andre befolkningsgrupper. Dette kan der senere være grund til at vende tilbage til, når vi har gjort os selve grundlaget for denne tankegang klart.

Lad mig sige det straks: det er ikke &quot;anti-semitisk&quot; at anlægge en anden betragtningsmåde en den, som såkaldte &quot;semitter&quot; selv anlægger - med mindre at man tilføjer, at sådanne semitter har et snævert syn og en snæver fortolkningsramme båret af egne fordomme. I denne henseende minder semitter og muhammedanere om hinanden. Begge promoverer en bestemt fortolkning, og begge benægter retten til at inddrage andre kilder eller til at anlægge en anden og bedre forståelse.

For mig skræmmer udsigten til at blive tillagt smædeord mig ikke. Afgørende for mig er objektivt at se på alle fastslåede kendsgerninger og så nå frem til den forståelse, som er mest og bedst i overensstemmelse hermed. Hvis andre har problemer hermed, er det deres problem, ikke mit. De ønsker at forsvare en myte, men for mig er det de historiske kendsgerninger bag myten, som er det vigtigste. Myter er overtro og vantro. Men som Hans Christian Ørsted har sagt det, vil videnskaben overvinde overtroen og vantroen&lt;ref&gt;Ørsted (1978), s. 106&lt;/ref&gt;, og således må det være.

Det gælder her som i tilfældet med muhammedanismen&lt;ref&gt;se ''Muhammedanismen i kildekritisk belysning''&lt;/ref&gt;, at modstanden og modviljen imod at blive konfronteret med nye kendsgerninger dybest set blot viser hvor usikre, forsvarere af den herskende ideologi i virkeligheden er. Hvis de var sikre i deres overbevisning, ville de velkomme enhver udfordring, idet de vil kunne tage den op og sagligt imødegå den. Men således forholder det sig ikke, tværtimod. 

Det bør tilføjes, at forskningsfeltet er inde i en rivende udvikling i disse år. Det kan derfor ikke udelukkes, at forskningen om føje år vil give et andet, mere omfattende men måske også revideret billede i forhold til nu, og således må det være. Det er den eneste måde, at vor viden kan forøges og forbedres på. Og skulle denne bog medvirke til at fremme en sådan forskning, har den opfyldt sit formål.

=== &lt;big&gt;Jødedommens ældste historie&lt;/big&gt; ===

Formålet med det følgende er at skildre jødedommens ældste historie. Hovedvægten vil blive lagt på de arkæologiske vidnesbyrd. Bibelen vil imidlertid blive inddraget, hvis og når den kan belyse historiske kendsgerninger. En række emner vil blive underkastet en særskilt behandling.

=== Den kana'næiske oprindelse ===

I det 2. århundrede f.Kr. var Kana'an beboet af stammer med hver deres skytsguddom. Disse guddomme hørte til den kana'anæiske gudeverden og omfattede blandt andre El, Ba'al og Jahve. Over tid begyndte jøderne imidlertid at skille sig ud og hævde, at de ikke stammede fra kana'anæerne, skønt både sproglige og religiøse træk fra tiden 1200-1000 f.Kr. tyder på, at de udviklede sig fra en kana'anæisk fælles kultur i den grad, at det ofte er svært at skelne imellem dem.&lt;ref&gt;Dinkgreve (2021), kap. 8&lt;/ref&gt;

Hvornår, denne udskillelsesproces er fundet sted, vides ikke, men det må være sket omkring 1207 f.Kr., idet kana'anæerne og israelitterne på en stele rejst af farao Merneptah dateret til dette tidspunkt udtrykkeligt er nævnt som to uens folkegrupper:&lt;/br&gt;
- &quot;Kana'en er udplyndret,&lt;/br&gt;
- Israel er lagt øde.&quot;&lt;/br&gt; 
Det er værd at bemærke, at de hieroglyffer, som angiver navnet Kana'an, viser, at der er tale om et land, mens de, som angiver Israel, viser, at der er tale om et folk.&lt;ref&gt;Dinkgreve (2021), kap. 8&lt;/ref&gt; Det er også den eneste kilde fraset Gamle Testamente som nævner et folk kaldet Israel på denne tid.&lt;ref&gt;Novacek (2011), s. 66&lt;/ref&gt;

Den oprindelige gud for Israel synes at have været ''El''. Navnet &quot;Isra-el&quot; betyder &quot;Els styre&quot;.&lt;ref&gt;Dinkgreve (2021), kap. 8&lt;/ref&gt;

Kildekritiske undersøgelser af Mosebøgerne viser at disse er skrevet af flere forskellige forfattere, hvoraf to af forskerne kaldes P og E. Begge disse forfattere kalder Gud for ''El'' indtil, at Gud angiveligt selv kalder sig ''Jahve'' over for Moses: &quot;Jeg er Jahve. Jeg viste mig for Abraham og Isak og Jakob som ''El-Shaddai'', men mit navn er ''Jahve''. Jeg gjorde ikke det bekendt for dem&quot;.&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 72&lt;/ref&gt;

Det bør tilføjes, at i ''Genesis'' forekommer 17 tilfælde af associationer med ''El'' (fx. Bethel) men ikke een eneste med ''Jahve''. Der er desuden eet tilfælde med henvisning til ''Ba'al'', nemlig Ashbel, Benjamins søn

=== Ugarit ===

I 1928 fandt en bonde i Ras Shamra ved Middelhavskysten (nu i Syrien) et omkring 3.000 år gammelt gravkammer. En udgravning det følgende år viste, at det dækkede over dels en større gravplads, dels en forhistorisk by: Ugarit, en vigtig handelsby fra omkring 1450 f.Kr. til 1192 f.Kr., idet byen blev brændt af og blev opgivet antagelig mellem 1190 f.Kr. og 1185 f.Kr. Blandt de mange fund var et stort antal lertavler og mange af dem med religiøse tekster: mytologiske vers, hymner til guder, lister over præsternes ofringer. Den ledende guddom i Ugarit hed ''El''. ''El'' var gudernes fader, skaber af alle levende væsener, den evige konge. Han blev beskrevet som en ældre skægget mand, som sad på en trone med en krone med tyrehorn. Hans hustru hed ''Ashera''&lt;ref&gt;Dinkgreve (2021), kap. 8&lt;/ref&gt;, hun var moder til 70 guder ifølge teksterne. Blandt sønnerne var stormguden ''Baal'', havguden ''Jam'', dødsguden ''Mott'' og krigergudinden ''Anat''. Tilsammen blev de kaldt ''Ilham'', det vil sige børn af ''El''.

I Bibelens skildring af skabelsen optræder ordet ''Elohim'', på hæbraisk et ord for guddom, hvilket er umiddelbart sammenligneligt med ordet i Ugarit, men ordet er flertal, ikke ental. Og flere af beretningerne i Gamle Testamente bruger netop (men ikke alene) dette ord om Gud: ''El Shaddai'' (Gud den Almægtige), ''El Elyon'' (Gud den Højeste)&lt;ref&gt;Novacek (2011), s. 41&lt;/ref&gt;, ''El Olam'' (den evige Gud), ''El Bethel'' (Bethels Gud). Det er det samme navn som den øverste gud i kana'anæernes gudeverden.

Af disse kendsgerninger tør drages to slutninger. Den ene er, at Gud i den hebraiske forståelse ikke i starten var fuldstændig og enerådende men i stedet udviklede sig over tid, langsomt ved en proces, der bedst kan beskrives som konvergens: flere guder smeltede sammen i een guddom.

Den anden slutning, man tør drage, er den, at israelitterne udviklede sig som folk fra kana'anæerne. Deres første gud var kana'anæernes gud ''El''. For de folk, som levede i bjergene i Kana'an omkring 1100 f.Kr. var der ikke nogen markant forskel imellem deres egen religion og de omgivende folkeslags religion: de dyrkede den samme fadergud og modergudinde. Dette har været anerkendt af arkæologer siden omkring 1970 baseret på fundne lertavler, indskrevne navne på lerkar, fund af husguder og af husaltre.

=== Jahve ===

Nu er det velkendt, at jøderne har et andet navn på deres gud: ''Jahve''. Hvor stammer dette navn fra? Hvor og hvornår overtog han de egenskaber, som tidligere blev tillagt El? For at svare på disse spørgsmål, må vi inddrage tre nye kilder.

På en to tusinde år gammel læderklud fundet i en hule findes en tekst med følgende indhold: da den højeste gud gav nationerne deres arv, da han delte menneskeheden, fastlagde han deres indbyrdes grænser i henhold til antallet af gudesønner. Denne tekst fra Femte Mosebog 32:8&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 237&lt;/ref&gt; var identisk med den tekst, som jøderne kopierede i århundrede før Kristi fødsel. Den findes i den græske version af Gamle Testamente fra 3. og 2. århundrede f.Kr. Jøderne ændrede siden teksten fra &quot;gudesønner&quot; til &quot;Israels sønner&quot;.

Tages teksten for pålydende, har den højeste gud inddelt menneskene i nationer og givet hver nation en søn som guddommelig leder. I det følgende vers fortælles hvilken søn, der blev tildelt hvilken nation, og det oplyses, at Jahve fik tildelt Jacobs stamme eller Israel.

Det må her bemærkes, at Jahve her tydeligt er en mindre, en underordnet gud i forhold til den højeste gud. Bibelforskere som Mark Smith og Frank Moore Cross fra Harvard mener, at det er her, at Jahve gøres til guddom for Jacobs stamme. Teksten i Kumran (bedre kendt som Dødehavsrullerne) bevarede den oprindelige tekst, men den blev i middelalderen tilsyneladende tilpasset.

I ''Salmernes Bog'' salme 82 findes følgende:&lt;/br&gt;
&quot;Gud træder frem i gudeforsamlingen,&lt;/br&gt;
blandt guderne holder han dom:&lt;/br&gt;
Hvor længe vil I dømme uretfærdigt&lt;/br&gt;
og tage parti for de ugudelige? Sela&lt;/br&gt;
Skaf de svage og faderløse deres ret,&lt;/br&gt;
frikend de hjælpeløse og arme,&lt;/br&gt;
udfri de svage og fattige,&lt;/br&gt;
red dem fra de ugudeliges magt!

De forstår og fatter intet,&lt;/br&gt;
de vandrer i mørke,&lt;/br&gt;
jordens grundvolde rokkes.&lt;/br&gt;
Jeg har sagt: I er guder,&lt;/br&gt;
I er alle sønner af den Højeste.&lt;/br&gt;
Dog skal I dø som mennesker,&lt;/br&gt;
og I skal falde som en af stormændene.

Rejs dig, Gud, hold dom over jorden,&lt;/br&gt;
for du har alle folkene som ejendom.&quot;&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 693&lt;/ref&gt;

Denne salme indeholder altså mindet om en gudeforsamling, som også afspejles i den langt ældre tekst. Ordet &quot;guderne&quot; i den originale tekst er ''Elohim'', i flertal. Det viser, at der var en tid i jødernes historie, hvor flerguderi øjensynligt var en almen forståelse. Og en af disse gudesønner var åbenbart Jahve.

Et lignende minde findes i Første Mosebog kapitel 6, der begynder således:

&quot;Da menneskene begyndte at blive talrige på jorden og fik døtre, så gudesønnerne, at menneskedøtrene var smukke. Blandt dem tog de sig alle de koner, de havde lyst til. Da sagde Herren: &quot;Min livsånde skal ikke forblive i mennesket for evigt. De er dødelige, deres levetid skal være 120 år&quot;.&lt;/br&gt;
Dengang gudesønnerne gik ind til menneskedøtrene og fik børn med dem - men også siden hen - var der faldne på jorden. Det er heltene, navnkundige mænd fra ældgamle dage.&quot;&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 12. Den danske oversættelse har &quot;kæmper&quot; i stedet for &quot;faldne&quot; men det originale ord er ''nefilim'' med netop denne betydning&lt;/ref&gt; 

Endnu en kilde, som bør nævnes, er et tempel nu beliggende i Sudan på Nilens vestre bred. Det blev opført af farao Aman Hototeep III (bedstefader til Tutankhamon), som regerede Egypten fra ca. 1390 f.Kr. til 1352 f.Kr., og var tilegnet guden Amon Ra. På en af søjlerne i dette tempel, der omtaler underkuede folkeslag, optræder &quot;Tashasu YHWH&quot;. Nationen ''Shassu'' var et semitisk folkeslag, nomader, kvæghyrder, der strejfede om i ørkenen ved den sydlige grænse for Kana'an. Betegnende nok identificeres de ikke ved deres landområde men derimod ved deres guddom, ''Jahve'', omtrent 200 år før at israelitterne ellers optræder i historiske tekster ifølge gængs fortolkning.

Egyptologen Donald Redford slutter heraf, at ''Jahve'' oprindeligt var en edomitisk eller midianistisk gud i de sydlige ørkenområder, som blev dyrket i områder, som den hebraiske bibel selv udpeger som stedet for jødernes oprindelse, som stedet hvor Moses hørte Gud tale fra en brændende busk, og i ''Dommerbogen'' findes blandt andet &quot;Deboras sejrssang&quot;, som dateres til 12. århundrede f.Kr.&lt;ref&gt;Dinkgreve (2021), kap. 8&lt;/ref&gt;, med følgende linjer:

Herre, da du drog ud fra Se'ir,&lt;/br&gt;
da du skred frem fra Edoms land,&lt;/br&gt;
skælvede jorden, himlen dryppede af regn,&lt;/br&gt;
ja, skyerne dryppede af vand.&lt;/br&gt;
Bjergene rystede foran Herren,&lt;/br&gt;
Sinajs Herre,&lt;/br&gt;
foran Herren, Israels Gud.&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 276&lt;/ref&gt;

Edom lå i den nordøstlige del af Sinaj-ørknen, sydøst for Det Døde Hav. Men der er mere. Jahve introduceres af Moses efter, at Jetro, Moses svigerfader, sammen med sine sønner havde sluttet sig til jøderne.&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 87&lt;/ref&gt; Ifølge Anden Mosebog kapitel 3:1 var Jetro præst i Midjan.&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 68&lt;/ref&gt; Det må rejse spørgsmålet, om det er fra ham, at Moses har overtaget sin guddom Jahve. Men ifølge Dommerbogen kapitel 1:16 var Jetro kenit: &quot;Efterkommere af den kenit, der var Moses' svigerfar, drog sammen med judæerne op fra Palmebyen til Judas ørken i Arads sydland og bosatte sig hos befolkningen dér.&quot;&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 271&lt;/ref&gt; Kenitterne var Kains efterkommere. I Første Mosebog kapitel 4:17-22 læser vi: &quot;Kain lå med sin kone, og hun blev gravid og fødte Enok. Så byggede han en by og gav den navn efter sin søn Enok. Enok fik sønnen Irad, Irad fik Mehujael, Mehujael fik Metushael, og Metushael fik Lemek. Lemek tog sig to koner, den ene hed Ada, den anden Silla. Han blev stamfader til dem, der bor i telte og holder kvæg. Også Silla fødte en søn, Tubal-Kain, stamfader til smedene, alle dem, der forarbejder kobber og jern.&quot;&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 11&lt;/ref&gt; 

Vi ved, at i andre kulturer som egyptisk, græsk og romersk er smedekunsten forbundet med vulkaner: i romersk mytologi hed smedeguden ligefrem ''Vulkan''. Læg dertil profetien i Esajas' Bog kapitel 31:9, der nævner &quot;Herren, som har sit bål på Zion og sin ovn i Jerusalem&quot;.&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 874&lt;/ref&gt; Og for at fuldende billede findes i Anden Mosebog kapitel 19:18-19 følgende beskrivelse af bjerget: &quot;Hele Sinajs bjerg var hyllet i røg, fordi Herren var steget ned på det i ild og røgen steg til vejrs som røgen fra en smelteovn. Hele bjerget skælvede af stor rædsel, og hornklangen blev kraftigere og kraftigere.&quot;&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 88&lt;/ref&gt; Det kunne være en beskrivelse af en aktiv vulkan. Disse sammenfald kan næppe være tilfældige. Er der tale om, at Jahve oprindelig var en smedegud forbundet med vulkanisme, og at han er overtaget af Moses (hvis han er en historisk person) fra sin svigerfaders kultur? I så fald viser det, at der findes en jødisk religiøs forhistorie, som man siden har forsøgt at fortrænge.

Af det foregående tør vi antage, at ''Jahve'' ikke begyndte i Israel. Han begyndte som en &quot;skytsguddom&quot; blandt nomadiske stammer uden en konge, uden templer og uden et skriftsprog. På et eller andet tidspunkt, måske som følge af handel eller af en edomitisk udvandring nordpå, kom denne gud til kana'anæerne, og der mødte han en anden guddom: den gamle gud ''El''. Hvad, der siden fulgte, var konvergens: før dannelsen af et kongerige, før opførelsen af det første tempel, blev ''El'' &quot;opslugt&quot; af ''Jahve''. Derved fik den nye fusionerede guddom begge navne i Gamle Testamente.

=== Ashera ===

Men denne gud stod ikke alene, han havde en kvindelig partner, en gudinde: ''Ashera''. Ashera optræder i kana'anæernes hjem som gudindestatuette, hendes navn findes på forrådskar og i gravskrifter. I tekster fra 8. århundrede f.Kr. bliver hun påkaldt ved siden af Jahve som om de hørte sammen og var ligestillede.

Vi ved nu, at hun i århundreder var blevet dyrket af jøderne som gudinde. Hun kunne gå på vandet, hendes tilnavn var ''Kudu'', den hellige. Hun findes gengivet på et egyptisk kunstværk fra samme tid stående på ryggen af en løve og med en slange i hver hånd. Kort sagt var hun en af de store modergudinder i Mellemøsten.

I to bygninger daterede til tiden 801-770 f.Kr. i det nordøstlige Sinai ved bjerget Contilit Azud fandt arkæologer i 1975 store forrådskar med en tekst skrevet på tidlig hebraisk: &quot;Jeg velsigner dig ved Jahve af Samaria og hans Ashera&quot;&lt;ref&gt;Novacek (2011), s. 92&lt;/ref&gt; og &quot;Jeg velsigner dig ved Jahve af Teman og hans Ashera&quot;. Her står israelitternes mandlige guddom sammen med kana'anæernes gudinde. Teman var den egn i ørkenen, hvor ifølge Habakuks Bog kapitel 3:3 Jahve havde sin oprindelse:&lt;/br&gt;
&quot;Gud kommer fra Teman,&lt;/br&gt;
den Hellige fra Parans bjerge&quot;.&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 1187&lt;/ref&gt;

I Hebron blev tilsvarende fundet en gravskrift dateret til midten af 8. århundrede f.Kr.: &quot;Velsignet være Uryyaho ved Jahve for fra hans fjender ved Ashera har han frelst ham&quot;.

Desuden har man fundet over tusind små gudindestatuetter, heraf 400 alene i Jerusalem, der ifølge Raz Kletter utvivlsomt forestiller Ashera skildret med krop som en cylinder med to markerede bryster og hænder, der tilbyder dem, samt et smilende ansigt. De dateres alle til 8. og 7. århundrede f.Kr. og de blev alle fundet i private hjem, ikke i templer. De viser, at dyrkelsen fandt sted under det delte kongerige som noget alment udbredt, ikke som noget særegent for de få.

Som supplement til en forståelse kan man gå til Gamle Testamente, hvor der er bevaret flere passager, hvori Ashera-dyrkelsen omtales. Den følgende oversigt gør ikke krav på fuldstændighed.

I Første Kongebog kapitel 14 læser vi: &quot;Salomos søn Rehabeam blev konge i Juda. .. Rehabeam var enogfyrre år, da han blev konge, og han regerede sytten år i Jerusalem, den by Herren havde udvalgt af alle Israels stammer til at sætte sit navn på. Hans mor hed Na'ama og var fra Ammon.
Judæerne gjorde, hvad der var ondt i Herrens øjne, og med de synder, de begik, gjorde de ham mere vred, end deres fædre havde gjort. Også de byggede offerhøje og lavede stenstøtter og Ashera-pæle på alle høje bakker og under alle grønne træer; der var endog mandlige helligskøger i landet.&quot;&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 396&lt;/ref&gt;

I kapitel 15 læser vi: &quot;I Nebats søn kong Jeroboams attende regeringsår blev Abija konge over Juda. Han regerede tre år i Jerusalem. Hans mor hed Ma'aka og var datter af Absalom. Han fulgte alle de synder, som hans far havde begået før ham..&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 396&lt;/ref&gt;

I Israels konge Jeroboams tyvende regeringsår blev Asa konge over Juda. Han regerede enogfyrre år i Jerusalem. Hans mor hed Ma'aka og var datter af Absalom. Asa gjorde, hvad der var ret i Herrens øjne, lige som sin fader David. Han forviste de mandlige helligskøger fra landet og fjernede alle de møgguder, som hans forfædre havde lavet. Han fjernede også sin mor Ma'aka som kongemoder, fordi hun havde ladet fremstille en rædselsstøtte til Ashera. Asa huggede støtten om og brændte den i Kedrondalen. Offerhøjene forsvandt ikke..&quot;&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 396f&lt;/ref&gt;

I kapitel 16 læser vi: &quot;Omris søn Akab blev konge over Israel i Judas konge Asas otteogtredivte regeringsår, og Omris søn Akab regerede toogtyve år i Samaria over Israel. Omris søn Akab gjorde, hvad der var ondt i Herrens øjne, værre end nogen før ham. Da det ikke var nok for ham at følge Nebats søn Jeroboams synder, giftede han sig med sidoniernes konge Etba'als datter Jezabel, og han gav sig til at dyrke og tilbede Ba'al. Han rejste et alter for Ba'al i Ba'als tempel, som han havde bygget i Samaria. Akab lavede en Ashera-pæl, og Akab gjorde mere endnu, så han krænkede Herren, Israels Gud, mere end nogen af Israels konger, der havde været før ham.&quot;&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 399&lt;/ref&gt;

I Anden Kongebog kapitel 21 omtales kong Manassa. Om hans gerninger hedder det: &quot;Han gjorde, hvad der var ondt i Herrens øjne efter de afskyelige skikke hos de folkeslag, som Herren havde drevet bort foran israelitterne. Han genopbyggede de offehøje, som hans fader Hizkija havde ødelagt; han rejste altre for Ba'al, og han lavede en Ashera-pæl, sådan som Israels konge Akab havde gjort, og han tilbad hele himlens hær og dyrkede den. .. Og i de to forgårde til Herrens tempel byggede han altre for hele himlens hær. .. Og han opstillede Ashera-billedet, han havde lavet, i dette tempel, om hvilket Herren havde sagt til David og til hans søn Salomo: &quot;''På dette tempel og på Jerusalem, som jeg har udvalgt blandt alle Israels stammer, vil jeg sætte mit navn til evig tid; og jeg vil ikke mere jage Israel bort fra det land, som jeg gav deres fædre, når de blot omhyggeligt vil gøre alt det, jeg har befalet dem, og holde hele loven, som min tjener Moses gav dem.''&quot; Men de ville ikke høre, og Manassa forledte dem til at handle værre end de folkeslag, som Herren havde udryddet for israellitterne.&quot;&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 438f&lt;/ref&gt;

I Anden Kongebog kapitel 23 oplyses, at denne afgudsdyrkelse holdt sig til Josija stoppede den: &quot;Så befalede kongen ypperstepræsten Hilkija, andenpræsterne og dørvogterne at fjerne alle de ting, der var lavet til Ba'al og til Ashera og til hele himlens hær, fra Herrens tempel, og han brændte dem uden for Jerusalem .. Helligskøgernes rum i Herrens tempel, hvor kvinderne vævede klæder til Ashera, rev han ned. .. Også alteret i Betel, offerhøjen som Jeroboam, Nebats søn, havde opført, han som forledte Israel til synd, både dette alter og offerhøjen rev Josija ned, og han knuste stenene til støv og brændte Ashera-pælen.&quot;&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 441&lt;/ref&gt; 

Profeten Jeremis beklagede sig i Jeremias' Bog kapitel 7: &quot;Kan du ikke se, hvad de gør i Judas byer og Jerusalems gader? Børnene samler brænde, fædrene tænder ild og kvinderne ælter dej, så de kan lave offerkager til Himmeldronningen og udgyde drikofre for andre guder og krænke mig.&quot;&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 950&lt;/ref&gt; Han taler om ''Ishtar'', Mesopotamiens version af Ashera, mens hun blev adopteret som ''Afrodite'' i Grækenland og blev kaldt ''Astarte'' af kana'anæerne og senere af fønikerne.&lt;ref&gt;Novacek (2011), s. 38&lt;/ref&gt;

Der kan således ikke være tvivl om, at Ashera-dyrkelsen var udbredt blandt jøderne i flere århundreder, snart officielt snart uofficielt. Manassa regerede fra 697 f.Kr. til 642 f.Kr. og Josija skal have stoppet Ashera-dyrkelsen omkring 622 f.Kr. Men uofficielt fortsatte dyrkelsen helt frem til babylonernes erobring af Jerusalem.

Det vigtigste i denne sammenhæng er, at denne afgudsdyrkelse, som det også fremgår af Gamle Testamente, fandt sted længe efter, at jøderne skulle være gået over til monoteisme.

=== Den centraliserede gudsdyrkelse ===

Men hvornår begyndte den monoteistiske gudsdyrkelse blandt jøderne? Meget tyder på, at det var en udvikling i to trin: først skete der en centralisering af gudsdyrkelsen, og langt senere en overgang til monoteisme.

Første kilde til denne udvikling findes i Moseloven. Her hedder det: &quot;Du må ikke lave dig noget gudebillede i form af noget som helst oppe i himlen eller nede på jorden eller i vandet under jorden. Du må ikke tilbede dem og dyrke dem, for jeg, Herren din Gud, er en misundelig Gud.&quot;&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 89. I oversættelsen til dansk bruges ordet &quot;lidenskabelig&quot; i stedet for &quot;misundelig&quot;&lt;/ref&gt; Det siges ikke, at der ikke findes andre guder, kun at jøderne ikke længere måtte dyrke dem.

Næste kilde findes i Anden Kongebog om kong Josija, som regerede 640-609 f.Kr. Her hedder det: &quot;Og statsskriveren Shafan fortalte kongen, at præsten Hilkija havde givet ham en bog, og Shafan læste den op for kongen.&quot;&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 440&lt;/ref&gt; Forskere mener, at den bog, der her er tale om, sandsynligvis var Femte Mosebog.

Femte Mosebog adskiller sig tydeligt fra de foregående fire Mosebøger, så meget at man mener, at den har sin egen forfatter (eller egne forfattere), der af forskerne kaldes D. Denne forfatter D genkendes også i en række andre tekster i Gamle Testamente: Joshua-bogen, Første og Anden Dommerbog, Samuels Bog samt Første og Anden Kongebog. Det menes, at alle disse bøger er forfattede af samme person eller personkreds.&lt;ref&gt;Dinkgreve (2021), kap. 8&lt;/ref&gt;

Anden Kongebog fortæller om kong Josiah, at han centraliserede gudsdyrkelsen og forbød stedlige altre: &quot;Han hentede alle præsterne fra Judas byer, og offerhøjene lige fra Geba til Be'ersheba, hvor de havde tændt offerild, gjorde han urene, og portofferhøjene, som lå ved kommandantensen Josvas port til venstre, når man går ind ad byporten, rev han ned.&quot;&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 441&lt;/ref&gt; Som det siges: &quot;Der havde ikke tidligere været nogen konge, der som han af hele sit hjerte og af hele sin sjæl og af hele sin styrke vendte om til Herren, helt efter Moses' lov og efter ham kom der ingen som han.&quot;&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 442&lt;/ref&gt; Tydeligvis var der tale om at samle al religiøs magt på et sted og under kongens kontrol. Det var med andre ord en religiøs revolution.

For at retfærdiggøre denne revolution måtte man opfinde en spådom, der kunne retfærdiggøre den. Her træder nu to kilder ind. Den ene findes i Første Kongebog. Her omtales en gudsmand, som råber imod et alter: &quot;Alter, alter! Dette siger Herren: I Davids hus skal der fødes en søn ved navn Josija. På dig skal han slagte de offerhøjspræster, som tænder offerild på dig, og han skal brænde menneskeknogler på dig.&quot;&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 393&lt;/ref&gt;

Den anden er Femte Mosebog: allerede i første sætning gives indtrykket af, at denne bog er Moses' sidste ord inden sin død&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 200&lt;/ref&gt;, og her formuleres en &quot;ny moselov&quot; begyndende således:

&quot;Dette er de love og retsregler, som I omhyggeligt skal følge i det land, Herren, dine fædres Gud, har givet dig i eje, så længe i lever på jorden. I skal ødelægge alle de steder, hvor de folk, I fordriver, har dyrket deres guder, på de høje bjerge, på bakkerne og under alle grønne træer. I skal rive deres altre ned og knuse deres stenstøtter, deres Ashera-pæle skal I brænde, og deres gudebilleder skal I hugge om; I skal udslette deres navn fra de steder. For på den måde må I ikke dyrke Herren jeres Gud. Nej, I skal søge til de sted, Herren jeres Gud udvælger blandt alle jeres stammer til at sætte navn på, så det kan bo der. Dér skal du komme, og derhen skal I bringe jeres brændofre og slagtofre, jeres tiender og afgifter, jeres løfteofre og frivilligofre og det førstefødte af jeres køer og får.&quot;&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 214&lt;/ref&gt;

Men trods dette forsøg på at legitimere centraliseringen af gudsdyrkelsen holdt det ikke længe. Snart begyndte folk atter deres decentrale gudsdyrkelse, og som vi tidligere har set, opgav de aldrig deres Ashera-dyrkelse.

=== Jøderne i Kana'an ===

Vi har fulgt jødernes religiøse udvikling, men hvordan forholder det sig med områdets politiske udvikling? Det er en broget historie, hvor Gamle Testamente trods påviselige fejl alligevel kan give nyttige oplysninger.

Meget taler for, at det var ankomsten af &quot;havfolket&quot; (engelsk: ''Sea People'') omkring 1178 f.Kr. som udløste en ny politisk udvikling. Frem til sammenbruddet havde området været præget af kana'anæiske kongefamilier, som styrede mindre områder fra deres centralt beliggende byer. Hidtil havde områder i nord været under hittitisk overherredømme og området i syd som helhed været under egyptisk kontrol, men nu svækkedes denne kontrol&lt;ref&gt;Porter (2016), s. 384&lt;/ref&gt;, og det indebar, at der blev mulighed for indbyrdes stammekrige i området. Det betød også, at folk udefra nu kunne blande sig med held i de stedlige stammekrige. Det er muligt, at jødernes erobringer netop hører hjemme i denne sammenhæng. Til trods for, at Gamle Testamente fremstiller disse kampe som religionskrige mellem folkeslag med polyteisme og jøderne med deres påståede monoteisme, er der intet, som tyder på, at dette er korrekt.

Snarere må vi se disse kampe som sket mellem et imperialistisk erobrerfolk og stedlige bofaste stammer. At der også var religiøse forskelle imellem dem, understregede blot krigenes stammemæssige karakter. Mens filistrene bosatte sig ved kysten, flyttede israelitterne ind fra øst og bosatte sig overvejende i højlandet, hvor de over tid tilegnede sig megen af den stedlige kultur, samtidig med at deres frænder, aramæerne, slog sig ned mod nordøst i Syrien. Hebræerne fik i denne besættelse støtte fra beslægtede og ligesindede nomadiske stammer og semitiske folkeslag. Alliancen var mulig, fordi de alle dyrkede Jahve.&lt;ref&gt;Novacek (2011), s. 66&lt;/ref&gt; Denne fælles kult var længe den eneste institution, som bandt folket sammen, og det kunne ikke forhindre, at der jævnligt opstod konflikter mellem dem.

Der kan på dette sted være grund til at gøre op med myten om Jerikos erobring. Ifølge den bibelske tradition skete erobringen ved, at de omgivende bymure styrtede sammen.&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 248f&lt;/ref&gt; Problemet er, at det arkæologisk kan påvises, at der ingen bymure var!&lt;ref&gt;Novacek (2011), s. 66&lt;/ref&gt; Forklaringen er, at Kana'an indtil da havde været underlagt Egypten, hvis overherredømme var blevet afgjort efter slaget ved Megiddo i 1479 f.Kr. Efter erobringen beholdt eliten i de kana'anæiske familier deres styrende rolle, når blot de var loyale i forhold til den egyptiske farao, men de måtte acceptere, at de ikke måtte befæste deres byer, (hvilket gav dem problemer blandt andet, da Megiddo blev angrebet af Lab'ayu fra det nærliggende Shechem).&lt;ref&gt;Novacek (2011), s. 25&lt;/ref&gt; Det må rejse spørgsmålet, om israelitterne overhovedet nogen sinde har erobret Kana'an, eller om de så at sige &quot;overtog&quot; havfolkets faktisk påviste erobringer og indskrev det i deres historie?

Overhovedet har det været praktisk talt umuligt at påvise israelitterne bosættelse i Levanten. Forskere har ment, at en række nye bosættelser i marginale områder i bjergegne kunne være deres bosættelser&lt;ref&gt;Porter (2016), s. 386&lt;/ref&gt;, men der kan lige så godt være tale om, at nogle kana'anæere fra lavlandet efter det handelsmæssige sammenbrud valgte at flytte ud og etablere sig med et nyt men mere holdbart selvforsynende landbrug&lt;ref&gt;Porter (2016), s. 388f&lt;/ref&gt;, hvor handel som helhed spillede en mindre rolle end tidligere og især var af regional snarere end international karakter.&lt;ref&gt;Porter (2016), s. 388&lt;/ref&gt; Ulige forsøg på at identificere bestemte former for genstande som værende israelitiske er strandet på, at de selv samme genstande også findes i områder uden israelsk bosættelse ifølge Gamle Testamente, de kan derfor ikke levere det ønskede bevis.&lt;ref&gt;Porter (2016), s. 387&lt;/ref&gt;

I den første tid efter israelitternes indvandring var tilstandene i Kana'an væsentlig som før. Det var langt fra lykkedes jøderne at udrydde hele den bosatte befolkning, så det endte med, at jøderne bosatte sig i egne bosættelser. De ulige folk og stammer levede i samfund hver for sig med byerne som centrum for de omgivende landsbyer. Hebræerne erobrede og ødelagde de mere civiliserede kana'anitter men overtog deres skriftsystem. De overtog også kana'anitternes byggeskik, men uden at hebræernes byggerier nåede samme høje stade som deres forgængere. Jerusalem var på denne tid et lille sted uden stor betydning og kunne ikke måle sig med andre byer i området.

Tør man tro Josvabogen kapitel 20, blev der oprettet særlige bebyggelser kaldet &quot;tilflugtsbyer&quot; for kriminelle, hvor disse kunne søge politisk asyl og unddrage sig retsforfølgelse for deres kriminelle gerninger: &quot;Herren talte til Josva og sagde: &quot;Sig til israelitterne, at de skal udpege de tilflugtsbyer, som jeg talte til jer om ved Moses, så en drabsmand, der uforsætligt og uforvarende slår nogen ihjel, kan flygte dertil; de skal være tilflugtssteder for jer mod blodhævneren. Når drabsmanden søger tilflugt i en af disse byer og stiller sig ved indgangen til byporten, skal han forelægge sin sag for de ældste i den by. De skal give ham adgang til byen og give ham et sted, hvor han kan bo hos dem. Når blodhævneren forfølger ham, må de ikke udlevere drabsmanden til ham; det var jo uforvarende, han slog sin næste ihjel, han havde ikke tidligere næret fjendskab mod ham. Han kan så blive boende i den by, indtil han stilles for menighedens domstol, eller indtil den ypperstepræst dør, som er der til dentid. Da kan drabsmanden vende tilbage til sin by og sit hus, den by, han er flygtet fra&quot;.&quot;&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 264&lt;/ref&gt; De var en ordning, som kunne beskytte enhver kriminel mod retsforfølgelse.

Og jødernes folkemord fortsatte. I Dommerbogen kapitel 1 læser vi: &quot;Så drog Juda op, og Herren gav kana'anæerne og perizzitterne i deres hånd, og de slog dem i Bezek og dræbte ti tusind mand. ..Judæerne angreb Jerusalem og indtog den. De huggede indbyggerne ned med sværd og stak ild på byen.&quot;&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 271&lt;/ref&gt; I de byer, som det ikke lykkedes jøderne at udrydde befolkningen, blev disse i stedet gjort til hoveriarbejdere.&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 272&lt;/ref&gt; Det kan næppe undre, at denne opførsel gav anledning til yderligere uro, og at nye kampe fulgte. Ved en lejlighed slog jøderne &quot;omkring ti tusind moabitter ihjel. .. Derefter havde landet ro i firs år&quot;.&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 274&lt;/ref&gt;

Efter Josvas erobringer fulgte dommertiden, hvor landet blev styret af de såkaldte dommere. Tør man tro Gamle Testamente førte det til, at filistre og ammonitter for en tid fik overtaget.&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 286&lt;/ref&gt; Også internt var der øjensynlig magtkampe, således forenedes de andre stemmer mod Benjamins stamme.&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 297ff&lt;/ref&gt;

Efterhånden blev lovløsheden for meget, og hebræerne etablerede et kongedømme i Palæstina. Denne institution kom som en nødvendig følge af både de interne lovløse tilstande og behovet for at organisere krigsførelsen mod andre folkegrupper. I vest udgjorde filistrene en stærkere modstand end kana'anitterne, fordi de havde udviklet jernsmedning. Mod nord boede fønikerne i Libanon, der var mest optaget af handel. Da kana'anitterne stadig blev mere undertrykte, skabte det grundlaget for etableringen af det hebræiske kongedømme omkring 1000 f.Kr. 

Først under dommeren Samuel opstår der blandt jøderne angiveligt krav om etableringen af et kongerige. Landets første konge hed Saul.&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 317&lt;/ref&gt; Han dateres til omkring 1000-tallet f.Kr. Tør vi tro Første Samuelsbog gennemførte han adskillige krige.&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 320&lt;/ref&gt; Kana'an var angiveligt forenet under ham og hans to efterfølgere, David og Salomo. Salomo beskrives i Gamle Testamente som en mægtig konge, der blandt andet opførte et gudstempel i Jerusalem, men arkæologiske undersøgelser har ikke kunnet bekræfte dette, og Salomo er påfaldende totalt fraværende i ikke-bibelske kilder. Det har fået mange historikere til at mene, at Salomo må have været en småkonge.&lt;ref&gt;Novacek (2011), s. 83&lt;/ref&gt; Også israelerne synes fraværende i arkæologiske fund fra denne tid, i stedet dominerer kypriotisk og fønikisk lertøj samt stedlige efterligninger af dette.&lt;ref&gt;Novacek (2011), s. 89, 93&lt;/ref&gt;

Da kong Salomo døde i 922 f.Kr. blev det hebræiske kongedømme delt i to: Kongeriget Israel og Kongeriget Juda. Det var kun Juda og Benjamins stammer, som accepterede Salomos søn Rehabeam som deres konge, og de oprettede dermed det sydlige kongerige Juda med Jerusalem som hovedstad. Mod nord gjorde de øvrige stammer Jeroboam til konge og oprettede kongeriget Israel med Sikem og senere Samaria som hovedstad. Vigtigst i denne sammenhæng er, at der intet stammesammenhold var, end ikke deres religion kunne holde sammen på dem, og som vi allerede har set, skete der jævnligt frafald fra denne, lige som israelitterne indgiftede sig i andre folkegrupper nok så meget som indbyrdes. Der var konstant magtkampe, hvilket afspejler det totale fravær af national solidaritet og enhed. Også udefra skete angreb. Anden Krønikebog er fuld af bereninger om disse krige.

Det bør for god skyld nævnes, at en basalt stele fra Dhiban omtaler, at kong Mesha fra det moabitiske kongerige overvandt Kongeriget Israel og udvidede sit rige, en begivenhed som menes afspejlet i Anden Kongebog kapitel 3.&lt;ref&gt;Porter (2016), s. 382&lt;/ref&gt;&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 412&lt;/ref&gt; 

Kongeriget Israel ophørte, da Assyrien erobrer hovedstaden Samaria 722 f.Kr. Herved mistede også de 10 nordlige israelske stammer deres betydning. Nogle af indbyggerne i Kongeriget Israel blev deporteret af assyrierne, men arkæologisk kan der ikke dokumenteres nogen befolkningsudskiftning eller nogen nedgang i befolkningstallet, og genetiske undersøgelser antyder også en kontinuitet i områdets befolkningssammensætning. Hovedparten af befolkningen synes således at være forblevet i området og samaritanerne menes at være de mest direkte efterkommere af befolkningen i Kongeriget Israel, hvilket også er i overenstemmelse med deres egen opfattelse. Nogle beboere fra Kongeriget Israel må antages at være flygtet til kongeriget Juda, hvilket kan forklare hvordan de nordlige stammers myter er blevet inkorporerede i den tekster i Gamle Testamente, som blev samlede i Kongeriget Juda.

=== Eksilet i Babylon ===

Der er næppe tvivl om, at hvis jøderne havde modstået angreb udefra, ville afgudsdyrkelsen have fortsat. Der ville fortsat have været private gudindestatuetter og private altre. Men een begivenhed ændrede jødernes historie og dermed verdenshistorien: babylonernes erobring i 586 f.Kr.

Forud gik en belejring, som varede to og et halvt år. Vilkårene under belejringen var forfærdelige: jøderne sultede, men vi ved fra samtidige beretninger, at de ikke holdt sig tilbage fra at spise deres egne børn. Da Nebukadnezer erobrede Jerusalem, blev Salomons tempel brændt ned til grunden. Kongepaladset blev brændt ned. Huse blev brændt ned. Forsvarsanlæggene omkring byen blev revet ned sten for sten. Kong Zedekiah, som havde forsøgt at flygte, blev fanget og ført frem for Nebukadnezer. Det sidste, han så, var, at han sønner blev slået ihjel. Så blev han gjort blind, og måtte i denne tilstand foretage vandringen til Babylon.

Hele den jødiske befolkning blev tvangsforflyttet til Babylon. Det skete i tre omgange. Da de forlod Jerusalem, måtte de uundgåeligt miste troen på deres guder, som havde svigtet dem.

Hvad, der skete under det babylonske fangenskab, var ekstraordinært: i stedet for at blive integrerede i deres nye omgivelser valgte de skriftkloge jøder den modsatte vej, nemlig at bevare og redigere deres historiske traditioner. Sigende optræder byen Al Yahuda i Babylon på denne tid. Jøderne samlede, hvad de havde bevaret om deres historie, og begyndte at nedskrive det. Undervejs blev traditionen omskrevet og tilpasset deres nye selvforståelse. Bibelforskere mener, at det var antagelig på denne tid, at traditionerne i ''Tanakh'' begyndte at få deres endelige form.

Og det var tilsyneladende også her, at jødernes tro fik den monoteistiske karakter, som siden skulle gøre sig gældende. Det er her, at profeten Ezekiel fortæller, at Gud gør ham opmærksom på den afgudsdyrkelse, som finder sted.&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 1048&lt;/ref&gt; Det er her, at Gud lover at straffe jøderne for denne afgudsdyrkelse.&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 1049&lt;/ref&gt; Det er her, at jødernes bortførelse bliver stillet i udsigt. Det er her, at grunden lægges til den fortolkning, at eksilet gøres nødvendigt for, at jøderne langt om længe kan vende sig mod den sande gudsdyrkelse.

Og det er her, at profeten Esajas formulerer sine propagandistiske og doktrinære anklager. Det er her, at Gud gøres til den, som lover jøderne håb om frihed igen. Og det er her, at Gud bliver enevældig.

To eksempler fra Esajas Bog kan belyse det: i vers 44 linje 6: &quot;Jeg er den første, og jeg er den sidste, der er ingen anden Gud end mig&quot;&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 895&lt;/ref&gt; og i vers 45 linje 5: &quot;Jeg er Herren, der er ingen anden, der er ingen anden Gud end mig&quot;.&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 897&lt;/ref&gt; Selv alt det gode og alt den onde har samme oprindelse:&lt;/br&gt;  
&quot;Jeg danner lys og skaber mørke,&lt;/br&gt; 
jeg frembringer fred og skaber ulykke,&lt;/br&gt; 
jeg, Herren frembringer alt dette.&quot;&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 897&lt;/ref&gt;&lt;/br&gt; 
For første gang optræder jøderne som et folk med kun een erklæret Gud.

Der kan næppe være tvivl om, at dette var følgen af en bestemt strategi: ikke at blive opslugt af imperiet. Over for de mange guddomme i Babylon sætter jøderne en enkelt gud som deres modstykke. Derved, og kun derved, kan de opretholde deres særegne identitet som folk. Hvis Jahve havde været een gud blandt mange andre, havde han tabt og havde ingen fremtid. Kun ved at gøre ham almægtig, ved at hævde at han havde brugt Nebukadnezar som et redskab i en guddommelig plan, kunne de opretholde deres identitet og deres håb om en fremtid. De gamle guder måtte udryddes eller bortforklares som fejltagelser, der kunne forklare jødernes ulykkelige skæbne. Og derfor blev den traditionelle historie omskrevet punkt for punkt for at kunne understøtte det nye narrativ.

Nået så langt tog de skriftkloge det næste skridt: de måtte opfinde og udvikle deres egen skabelsesberetning og deres egen beretning om en altomfattende oversvømmelse. Inspirationen hentede de hos babylonerne selv. De tog de velkendte babylonske beretninger men omskrev dem således, at de udgjorde en polemisk kontrast til den tro og de traditioner, som blev hyldet af deres omgivelser. Der vil være lejlighed til at se nærmere på disse ved en gennemgang af Gamle Testamente.

=== Jødernes tilbagevenden til Jerusalem ===

I 539 f.Kr. indtræder så afslutningen på jødernes tid i eksil. Dette år erobrer perserne Babylon, og Cyrus den Store erklærer straks efter en almen amnesti. Der efter giver han tilladelse til, at fordrevne folkeslag må vende tilbage til deres hjemegn og genoptage deres gudsdyrkelse.

Også jøderne vendte hjem. Ifølge Ezras Bog vendte i alt 42.360 jøder tilbage til Jerusalem foruden deres trælle og trælkvinder, i alt 7.337, samt 200 sangere og sangerinder, det vil sige i runde tal 50.000 personer.&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 510&lt;/ref&gt; Om dette tal er korrekt, vides ikke.

Det vigtige er, at da jøderne vendte tilbage til Jerusalem, var det med en ny, monoteistisk religion. Den var i store træk skabt under deres eksil, omskrevet og suppleret i forhold til tidligere. Den forenede folk og tro i en næsten uadskillelig helhed.

Der kan her være grund til at stille et vigtigt spørgsmål: betyder dette så, at jøderne vendte hjem med en fuldt udviklet fælles trosretning? Nej, intet taler for dette. Snarere må vi regne med, at det kun var en lille gruppe af teologiske skriftlærde, som havde taget del i den redigeringsproces, som var foregået i Babylon, og at det kun var dem, som havde det fulde kendskab til det nye narrativ om jødernes oprindelse, som de havde skabt. Dette indebærer, at det først er efter deres tilbagevenden, at de for alvor kan begynde at promovere og udbrede deres nye narrativ til jøderne og dermed skabe den identitetsforståelse, som de siden udviklede.

=== Persisk tid ===

Under det persiske herredømmes tid (538-332 f.Kr.) sad der persiske statholdere i landets ulige dele. Vi ved, at statholderen i Judæa 408 f.Kr. hed Bagohi, dels fra Josefos, dels fra papyrusfundene i Elefantine. At statholderen i Samaria var en samaritan, Sanballat, tyder på, at perserne ikke har blandet sig i Palæstinas forhold, når oprør ikke foranledigede dem til at gribe ind, som tilfældet var under Artaxerxes III (358-338 f.Kr.). Det var under persisk beskyttelse, at Nehemia og Ezra genoprettede den jødiske menighed i Jerusalem.

Vi ved sandt at sige ikke meget om den jødiske religionsdyrkelse på denne tid. Meget tyder på, at der skete en langsom spredning af den nydannede monoteistiske tro, sikkert som et politisk-nationalt redskab over for det persiske overherredømme. Men intet taler for, at denne endnu formelt var slået igennem.

Elephantine var en jødisk by i Egypten fra 400-tallet f.Kr. Den er interessant, fordi den kan vise træk ved og fravær af jødisk levevis på denne tid. Byen blev antagelig grundlagt i midten af 6. århundrede f.Kr. af folk, der var emigreret fra Syene-området i Palæstina.&lt;ref&gt;Barnea (2024), s. 1&lt;/ref&gt; Vi ved, at der eksisterede et særligt tempel for dyrkelsen af Jahve indtil 410 f.Kr., da det blev ødelagt. En jødisk befolkning nævnes sidste gang i kilderne i 399 f.Kr., hvad, der skete med den jødiske befolkning efter denne tid, er ukendt.&lt;ref&gt;Adler (2025), s. 39&lt;/ref&gt;

Historien om jødernes udvandring fra Egypten kendes ikke i denne by, hvilket tyder på, at denne tradition er yngre end 400-tallet. Ligeledes kendte befolkningen ikke til ''torah'', det vil sige jødisk lov, så også denne må være yngre end 400-tallet.

Endvidere dyrkede jøderne i denne by flere guder (jahvisme) i modsætning til senere tids monoteisme (judaisme). Således har vi flere kilder fra 400-tallet f.Kr., der vidner om zoroastracisme, herunder et ild-alter og et tempel.&lt;ref&gt;Barnea (2024), s. 3-7&lt;/ref&gt; En lignende jødisk polyteisme kendes fra andre byer.&lt;ref&gt;Adler (2025), s. 41-47&lt;/ref&gt; Men dette indebærer også, at jøderne stadig ikke på denne tid var monoteister til trods for de bestræbelser, som præsteskabet havde udført under eksilet i Babylon. I stedet tolkes situationen således, at den jødiske kult udviklede sig gravist over tid blandt andet inspireret af zoroastrisk kult indtil, at de fik den form som kendes fra den hebraiske bibel.&lt;ref&gt;Barnea (2024), s. 29&lt;/ref&gt; Hvis byen blev grundlagt af dem, som ikke endte i Babylon, kan dette forklare deres fastholden ved polyteisme og ukendskab til den monoteisme, som blev udviklet i Babylon.

Dermed adskiller kulten på denne tid blandt jøder sig markant fra den, som ses i hasmonæisk tid.&lt;ref&gt;Adler (2025), s. 48&lt;/ref&gt; Yonatan Adler ved Ariel University har kaldt denne kult og levevis &quot;proto-jødisk&quot; (''proto-Judaic'') og definerer den således: &quot;Et protojødisk kulturelt træk er således et særskilt element af den israelitiske og/eller jødiske livsstil, som med tiden blev lovgivet som en forskrift for regulering i en eller flere af Mosebøgernes tekster, og som i sidste ende blev optaget som en del af jødedommen.&quot;&lt;ref&gt;Adler (2024), s. 5&lt;/ref&gt; Et eksempel herpå er at spise svinekød. I to af Mosebøgerne (Tredie Mosebog kapitel 11:1-8&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 126f&lt;/ref&gt; og Femte Mosebog kapitel 14:3-8&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 216&lt;/ref&gt;) forbydes det jøder at spise svinekød, men arkæologiske fund fra tiden fra sen bronzealder (1300-1130 f.Kr.) frem til jernalder (586 f.Kr.) viser, at svin faktisk blev avlet til fortæring i strid med denne bestemmelse, skønt de er fraværende i nogle bopladser henregnet til kana'anære og fønikere i jernalderen uden, at det derfor med sikkerhed kan siges at være bevidste valg; økonomiske, økologiske og sociale forhold kan have spillet ind.&lt;ref&gt;Adler (2024), s. 13&lt;/ref&gt; Flere jødiske leveregler tilskrives således myter i Mosebøgerne, og det kan ikke afvises, at disse myter ''netop'' er blevet til for at kunne begrunde og legitimere disse leveregler.&lt;ref&gt;Adler (2024), s. 21&lt;/ref&gt; Det gælder blandt andet reglen om at omskære drengebørn.&lt;ref&gt;Adler (2024), s. 20f&lt;/ref&gt;

=== Hellenistisk tid ===

I den græske periode fra Alexander den Stores erobring i 332 f.Kr. til 167 f.Kr. blev Palæstina atter genstand for strid mellem Syrien, hvor seleukiderne herskede efter Alexanders død 323 f.Kr., og Ægypten, der beherskedes af ptolemæerne. Frem til 198 f.Kr. var overvejende Egypten, fra den tid, efter Antiochos IIIs sejr ved Paneas, syrerne Palæstinas herrer. Efter, at Babylon, Ninive og Shushan var gået til grunde, og Alexandria var blevet grundlagt, flyttede tyngdepunktet vest på, og Palæstina fik igen samme betydning som i 15. århundrede f.Kr. Under ptolemæerne regeredes Palæstina af guvernører (hegemon, epitropos), om hvis myndigheds udstrækning kun lidt vides. Skatteopkrævningen var overladt - ved licitation - til skatteforpagtere. I jødernes kreds fik synedriet og ypperstepræsten en vidtgående myndighed. Under seleukiderne stod Palæstina, der kaldtes Fønikien, sammen med Cølesyrien under en militærguvernør, og syrisk militær besatte landet. Skatten indkrævedes af seleukidiske embedsmænd. Fra 165 f.Kr., da Antiochos Epifanes forbød jødisk gudsdyrkelse, blev landet ramt af de makkabæiske kampe, der skulle bane vejen for det hasmonæiske dynasti.

Undersøgelser tyder på, at jøderne i almindelighed stadig ikke kendte til ''torah'', det vil sige jødisk lov, i begyndelsen af hellenistisk tid, og slet ikke at de respekterede og fulgte den.&lt;ref&gt;Adler (2025), s. 34&lt;/ref&gt; Således er der flere eksempler på, at judæere to ågerrenter af deres udlån.&lt;ref&gt;Adler (2025), s. 28&lt;/ref&gt; Der er også bevis på, at nogle judæere selv på denne tid dyrkede andre guder end Jahve.&lt;ref&gt;Adler (2025), s. 27&lt;/ref&gt; Og skønt ordet &quot;''sabbat''&quot; forekommer, lader det sig ikke fastslå, om dette havde samme betydning som senere eller blot henviste til en jødisk helligdag.&lt;ref&gt;Adler (2025), s. 28&lt;/ref&gt; Faktisk forekommer ordet &quot;''sabbat''&quot; ikke een eneste gang i Gamle Testamente. Omvendt er der ingen arkæologiske beviser på, at jøderne tog deres rituelle bade i bassiner, således som foreskrevet i ''torah'', og heller ikke at de iagttog særlige rituelle renselsesregler omkring deres mad.&lt;ref&gt;Adler (2025), s. 26&lt;/ref&gt;

Der har været peget på, at Aristeas i et brev oplyser, at Ptolemæus II Philadelphus (regerede 285-246 f.Kr.) tog 72 jøder fra Jerusalem til Alexandria for at få oversat en jødisk lov til græsk til sit bibliotek.&lt;ref&gt;Adler (2025), s. 31&lt;/ref&gt; ''Torah'' er ikke nævnt ved navn, så der er ingen beviser på, at det er den, som der henvises til, men selv om dette var tilfældet, kan dette ikke tages som udtryk for, at jøderne i almindelighed kendte og fulgte loven.&lt;ref&gt;Adler (2025), s. 32&lt;/ref&gt; Dette til trods for, at jøderne på  denne tid ellers nød udstrakt selvstyre både i Judæa og i andre områder.&lt;ref&gt;Adler (2025), s. 24&lt;/ref&gt; Dette har fået Yonatan Adler til at betegne jødisk kultur på denne tid som &quot;jahveisme&quot; (''Yahwism'') i modsætning til den &quot;judaisme&quot; (''Judaism''), der først fulgte senere og som fulgte ''torah''-en.&lt;ref&gt;Adler (2025), s. 7&lt;/ref&gt; Men uanset benævnelsen betyder det, at traditionel jødisk kultur først stammer fra tiden ''efter'' hellenistisk tid.

=== Det hasmonæiske dynasti ===

Den hasmonæiske eller senhellenistiske periode strakte sig fra 167 f.Kr. til 63 f.Kr.

Betegnelsen &quot;Det hasmonæiske kongerige&quot; dækker over en yderst omtumlet periode i jødisk historie, som strakte sig fra midten af 2. århundrede f.Kr. til midten af 1. århundrede f.Kr. Hasmonæerne var en jødisk præsteslægt, som spillede den førende politisk rolle på denne tid. Betegnelsen er dannet efter Hasmon, der var Mattatija’s bedstefader. I årene 168-161 f.Kr. ledede hasmonæerne kampen for national og religiøs frihed mod seleukiderne, som under Antiochos IV havde underkuet dem. Bevægelsen begyndte under Mattatija, men blev fortsat af hans sønner, først Judas Makkabæer, efter hvem slægten often kaldes makkabæerne; han fik genoprettet den jødiske gudsdyrkelse i 165 f.Kr. og opnåede i 161 f.Kr. religionsfrihed. Dette år overvandt han den syriske feltherre Nikanor og sluttede forbund med Romerne, men døde kort efter. Hasmonæerne optrådte der efter som et dynasti, der kæmpede for deres egen magtstilling. Judas’ broder, Jonatan, som afløste ham som leder, lod sig i 153 f.Kr. udnævne til ypperstepræst, skønt han efter jødisk lov ikke havde ret til denne stilling. Dette betød et brud med de lovtro, som de oprindelige havde kæmpet for. Efter hans mord i 143 f.Kr. lykkedes det broderen Simon (143-135 f.Kr.) at få landets selvstændighed anerkendt og at erobre syrernes borg i Jerusalem. Som følge heraf blev han af befolkningen hyldet som arvelig ypperstepræst og som verdslig hersker i 141 f.Kr. Dermed havde hasmonæerne opnået formel anerkendelse af deres dynasti.

Det betød imidlertid ikke, at der nu herskede fred, tværtimod. Under Simon’s søn, Johannes Hyrkan (134-104 f.Kr.), indtraf et åbent brud mellem hasmonæerne på den ene side og farisæerne på den anden. Under de fortsatte kampe undertvang han den autonome stat Edom og ødelagde Samaria og også den samaritanske helligdom på Garizim. Hans sønner, Aristobul (104-102 f.Kr.) og Alexander Jannæos (102-76 f.Kr.) var brutale herskere og fjernede sig langt fra styrets oprindelige karakter, idet de var udpræget hellenistisk sindede. Alexander udnævnte sin dronning Salma Alexandra til sin efterfølger (78-69 f.Kr.), mens sønnen Hyrkan II blev ypperstepræst. Midt i de hele etablerede armenerne et kortvarigt herredømme (70-63 f.Kr.) idet de erobrede landet og lagde området under deres overherredømme. Men den interne magtkamp fortsatte uafbrudt. Salma sluttede sig til farisæerne, og hun kom derved i modsætning til saddukæerne, som samlede sig om hendes anden søn, som efter hendes død tog magten fra sin broder og herskede som Aristobul II, dog under vedvarende kampe, indtil Pompejus afsatte ham og tog ham med til Rom i 63 f.Kr. Efter ulige forsøg på opstand blev Aristobul og hans søn Alexander myrdet i 48 f.Kr. 

Hyrkan II, der af Pompejus nu blev anerkendt som ypperstepræst med Antipater som verdslig leder, blev af Cæsar forfremmet til ethnarch, mens den faktiske myndighed efterhånden gik over til Herodes efter Antipater’s død. Aristobul’s anden søn, Antigonos, gjorde imidlertid oprør og blev en kort (40-37 f.Kr.) tid konge, mens Hyrkan blev bortført og fik ørene skåret af. I 37 f.Kr. erobrede den af Romerriget anerkendte Herodes så Jerusalem, og Antigonos blev henrettet i Antiochia. Dermed var hasmonæernes herredømme bragt til ende. Herodes levede en tid i venskab med Hyrkan men lod ham så dræbe. Herodes var besvogret med hasmonæerne, idet hans hustru Mariamme var datter af Aristobul II’s søn Alexander. Dette forhindrede dog ikke, at han lod hendes broder Aristobul dræbe. Senere dræbte han ligeledes hende selv og hendes moder. Endelig dræbte han nogle hasmonæere, der opholdt sig hos hans svoger i Idumæa. Således blev det Herodes, som endte slægtens magtdrømme.&lt;ref&gt;Pedersen (1919), s. 943f&lt;/ref&gt; Så meget om den politiske udvikling.

Det vigtigste i denne sammenhæng er, at de var i denne omtumlede tid, at vi for første gang ser tydelige spor af en jødisk kultur og religionsdyrkelse. Årsagen er klar nok: lederen af den nye stat var en ypperstepræst, som nu tillige blev den politiske, kultiske og militære leder af den nye stat. Og det er tydeligvis på denne tid, at denne nye magt manifesterer sig også religiøst. Det er først fra denne tid, at de første synagoger optræder. Det er først fra denne tid, at ''Tanakh'' optræder i sin endelige skikkelse. Det er først fra denne tid, at der optræder beviser på, at jøderne i deres levevis fulgte bibelsk lov, der nu bliver promoveret som &quot;deres forfædres lov&quot; og påvirker et utal af leveregler både i og uden for jødernes &quot;hjemland&quot;.&lt;ref&gt;Adler (2025), s. 67&lt;/ref&gt;

=== Romersk styre ===

Romersk tid strækker sig fra sidste århundrede f.Kr, til første århundrede e.Kr. Det kendetegnes ved at området i denne periode havde en romersk guvernør.

Yonatan Adler har undersøgt de kulturelle traditioner i dette tidsrum og finder, at de følger senere jødiske traditioner: der er renselsesbassiner og husgeråd af kalk som udtryk for jødiske relselsesritualer samt mønter, vægdekorationer i huse og hjemligt udstyr som udtrykkeligt undgår at vise mennesker og dyr i overensstemmelse med påbuddet i Mosebøgerne. Han konstaterer yderligere, at disse træk er særligt markante i de områder, som vides at have haft en overvejende jødisk befolkning, men ikke nødvendigvis i områder hvor andre befolkningsgrupper var dominerende. Han konstaterer endvidere, at disse rituelle træk tydeligt går tilbage til hasmonæisk tid men ikke med sikkerhed lader sig følge længere tilbage, til dels på grund af et svagt og mangelfuldt arkæologisk og skriftligt bevismateriale. Som beviserne nu stiller sig, var det i hasmænæisk tid, at disse rituelle træk slog igennem og efterhånden bredte sig til den samlede befolkning og i romersk tid allerede var blevet normen.&lt;ref&gt;Adler (2022)&lt;/ref&gt;

Det er på denne baggrund, at Jesus må ses: i en tid, hvor mange jøder drømte om og håbede på at genskabe deres egen selvstændige stat, trådte han frem med sit provokerende budskab, at &quot;Guds rige ikke var af denne verden&quot;. Ikke nok med det: han udfordrede farisæerne og de skriftkloge, og oven i alt dette ophævede han jøder som Guds udvalgte folk og erklærede enhver, som følger Guds ord og hans påbud som en del af den udvalgte befolkning. I det givne politisk-religiøse klima gjorde det ham farlig for en national jødisk politik, så han måtte stoppes, og det blev han som bekendt. Men det stoppede ikke hans budskab i at blive yderligere spredt, tværtimod.

Frem til 70 e.Kr. opstod der ulige retninger inden for jødedommen, hvoraf saddukæerne, farisæerne og essæerne synes at have været de væsentligste. Desuden opstod der en række messianske og apokalyptiske bevægelser. 

Saddukæerne var en gruppe der var tilknyttet præstedømmet i templet i Jerusalem. I modsætning til farisæerne, som påberåbte sig myndighed på grund af deres lærdom og fromhed, baserede saddukæerne deres særstilling på afstamning og status. Meget tyder på, at de repræsenterede Hasmonæernes klan, der tidligere havde regeret som præstekonger. De nægtede at acceptere læresætninger som ikke direkte var nævnt i ''Torah'', også selv om læren var nævnt et andet sted i Tanakh. Ja, de &quot;anså det for en dyd at debattere&quot; sådanne sager. Et eksempel på en sådan debat findes i Mattæusevangeliet kapitel 22:23-33, hvor de satte Jesus på prøve med hensyn til opstandelsen. Idet saddukæerne opstillede en tænkt situation hvor en enke havde været gift med syv mænd, spurgte de: &quot;Hvem af de syv skal nu have hende til hustru i opstandelsen?&quot; I denne sammenhæng var det selvfølgelig uvæsentligt om den tænkte enke havde været gift 14 eller 21 gange. Jesus svarer: &quot;I opstandelsen gifter mænd sig ikke og kvinder bortgiftes ikke.&quot;&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 1251&lt;/ref&gt; Saddukæerne accepterede ikke eksistensen af et liv efter døden, og benægtede derfor også den farisæiske doktrin om en genopstandelse, hvilket netop var den forestilling, som Jesus prædikede. I Markusevangeliet kaptel 12:18-27 omtales en anden version af historien: da Jesus vidste, at saddukæerne ikke accepterede andre inspirerede skribenter end Moses, argumenterede han ved at citere fra ''Torah''. Han sagde: &quot;Med hensyn til at de døde oprejses, har I da ikke læst i Moses’ bog, i beretningen om tornebusken, hvordan Gud sagde til ham: ’Jeg er Abrahams Gud og Isaks Gud og Jakobs Gud’? Han er ikke dødes men levendes Gud.&quot;&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 1281&lt;/ref&gt;

Saddukæerne ønskede ikke, at en Messias skulle dukke op og lave om på tingene og da de betragtede Jesus som en trussel mod deres position, sammensvor de sig med farisæerne om at slå Jesus ihjel.&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 1258f, 1352&lt;/ref&gt;

Farisæerne var kendetegnede ved, at de lagde stor vægt på overholdelse af Moseloven, især renhedsforskrifterne og desuden på &quot;fædrenes overleveringer&quot;, som var en betegnelse for hele den mundtlige fortolkning af Moseloven. Bevægelsens etik havde mange detaljerede forskrifter og praktiske anvisninger. 

Essæerne levede i en slags kommunisme, hvor medlemmerne aflagde tavshedsløfte og ingen måtte besidde ejendom, hverken bolig eller slave, jord eller kvæg. Deres indkomster skulle overlades til en forvalter, som forestod indkøb af det nødvendige og sørgede for mad og underhold til gruppen. De forkastede også ægteskab, alle former for standsforskelle samt slaveri. De var soldyrkere og sendte hver morgen bønner op til solen. Når de havde afføring, gjorde de det inden døre for ikke at &quot;besmitte&quot; sollyset.

Af de mange retninger inden for jødedommen overlevede kun den rabbinske jødedom, som byggede på farisæerne og deres lære. Den rabbinske jødedom var kendetegnet ved at hævde, at den skrevne ''Torah'' ikke kan fortolkes korrekt uden henvisning til den &quot;mundtlige&quot; ''Torah'' og den dertil hørende litteratur, der specificerer hvilken adfærd, der er sanktioneret af loven. Med et moderne udtryk var de fundamentalistiske teokrater. Når de andre fraktioner her er nævnt, er det for at vise, at jødedommen langt fra var nogen samlet bevægelse selv op til eller på Jesu tid.

Stednavnet &quot;Israel&quot; første gang optræder på en mønt dateret til 66 e.Kr. møntet i forbindelse med jødernes oprør mod romerne.

Efter oprøret 70 e.Kr. var det for en lang tid slut med jødiske forsøg på at skabe en egen stat. Jesu budskab og det mislykkede oprør førte til, at den jødiske befolkning blev sprængt i tre grupper: den ene gruppe var de traditionelle jøder, som holdt fast ved farisæerne og deres budskab, den anden gruppe var de kristne, som nu satte sig for at udbrede det nye budskab, og den tredie gruppe var judeo-nazaræerne, som fortolkede udviklingen på deres egen måde og mente, at genskabelsen af templet i Jerusalem var en forudsætning for, at Messias ville vende tilbage. De arbejdede i flere hundrede år på dette mål, men da de endelig fik magten i Jerusalem i år 634 og Messias alligevel ikke vendte tilbage, blev bevægelsen omformet til en ny arabisk religiøs bevægelse, som i 749 efter abbasidernes magtovertagelse endte som muhammedismen, komplet med en egen profet, en egen hellig bog og med et nyt religiøst midtpunkt i Mekka.&lt;ref&gt;se ''Muhammedanismen i kildekritisk belysning''&lt;/ref&gt;

=== Sammenfatning ===

Hvordan skal begivenhedsforløbet nu fortolkes? Et foreløbigt svar kunne lydes således: det ser ud til, at jøderne udskilte sig fra kana'anæerne senest omkring 1200 f.Kr. og at de oprindeligt levede i ørkenområderne syd for Kana'an. Dette varede indtil, at de eteblerede et egentligt kongerige, der imidlertid efter kort tid blev delt i to, Israel og Judæa. Den nationale udskillelse var dog åbenbart ikke mere udtalt end, at jøderne jævnligt synes at have giftet sig med kvinder fra andre stammegrupper. 

Så langt, vi tør tro Bibelens fremstilling, var de polyteister, det vil sige dyrkede flere guder. Ganske vist var der perioder, hvor der gjordes forsøg på at indføre monoteisme, men dels var der stadige tilbageslag, dels skete disse forsøg på det statslige niveau, mens den almindelige befolkning synes at have fastholdt polyteismen uden afbrydelser gennem flere hundrede år frem til og med landsforvisningen til Babylon. 

Religionsdyrkelsen synes at have udviklet sig fra spredt i de enkelte husstande, landsbyer og stammer hen imod en statslig centralisering med deraf følgende magt for præsteskab og konger. 

Efter alt at dømme er det først under eksilet i Babylon, at præsteskabet blandt jøderne udvikler en erklæret monoteisme, mens dette ikke synes at være tilfældet for den brede befolkning. Hele jødernes tidligere historie bliver nu omfortolket af præsteskabet i lyset af denne nye religion, og den bliver promoveret og legitimeret af nogle få erklærede profeter.

Efter jødernes tilbagevenden til Kana'an efter eksilet i Babylon bliver den nye religion gjort til et redskab for præsteskabets politiske mål: en selvstændig teokratisk stat. Dette mål bliver opnået, men den nye stat varer kun i henved hundrede år, og igennem hele sin eksistens er den præget af interne magtkampe blandt den ledende religiøse elite. Meget tyder dog på, at det først er på denne tid, at monoteismen slår igennem også i den brede jødiske befolknings livsstil og levemåde og bliver det centrale element i israelitternes selvforståelse. Men dette forudsatte og krævede præsteskabet både som den etnisk-religiøse og den statspolitiske magthaver. Efter alt at dømme er det tidligst fra denne tid, at vi kan tale om jødedom i moderne forstand.

Men denne udvikling forudsatte, som vi har set, en dramatisk omskrivning af den jødiske historie. Meget måtte udelades eller totalt omskrives. På den anden side blev der indført nye elementer, som næppe har meget med den historiske udvikling at gøre men som gav jøderne en forhistorie så lang som nogen.

=== &lt;big&gt;Problemerne med Gamle Testamente&lt;/big&gt; === 

Et passende kildekritisk udgangspunkt ved vurderingen af Gamle Testamentes troværdighed må være de modsætninger, der er mellem dennes fremstilling og de faktuelle kendsgerninger. Der er således ingen beviser for eksistensen af de fem mosebøger før slutningen af 4. århundrede f.Kr. inklusive eksistensen af en person ved navn Moses.&lt;ref&gt;Gad Barnea&lt;/ref&gt;

Problemerne med teksterne lader sig inddele i to delspørgsmål:&lt;/br&gt;
- er der een eller flere forfattere til Tanakh?&lt;/br&gt;
- er dele af teksterne lånt fra andre kulturer?&lt;/br&gt;
Svaret er i begge tilfælde bekræftende. Der kan derfor være grund til at behandle hvert af dem særskilt.

=== Forfattere og deres datering ===

Tekstanalytikere mener, at ''Tanakh'' (Gamle Testamente) er blevet til i tre omgange:&lt;/br&gt;
- en arkæisk fase: 11.-10. århundrede f.Kr.&lt;/br&gt;
- en klassisk fase: 9.-6. århundrede f.Kr.&lt;/br&gt;
- en sen fase: 5. århundrede f.Kr. eller senere.&lt;/br&gt;
Eksempelvis mener man, at den ældste del af Første Mosebog er historien om Jakobs velsignelse (i kapitel 47), som skal stamme fra arkæisk tid, men størstedelen af resten stammer fra klassisk tid.

I en række tilfælde forekommer tilsyneladende dubblerede historier med både ligheder men også klare forskelle. Forskerne mener, at det afspejler sammenskrivning af to eller flere ulige overleveringer.

Kildeforskere mener at kunne udskille fire lag i eller snarere forfattere til Mosebøgerne:

J: ''Jahvisten'', hvor Gud sædvanligvis kaldes ''Jahve''; et litterært lag der i modsætning til Præsteskriftet er præget af lægmandssynspunkter.&lt;/br&gt;
E: ''Elohisten'', hvor gudsbetegnelsen er ''Elohim''.&lt;/br&gt;
D: ''Deuteronomisten'', det vil sige &quot;forfatteren&quot; til Femte Mosebog.&lt;/br&gt;
P: ''Præsteskriftet'', et litterært lag i mosebøgerne, der antages at være blevet til i præstelige kredse, og som udviser særlig interesse for kultiske forhold. 

J- og E-teksterne menes nedskrevet efter, at det oprindelige kongerige var blevet delt i to: Israel i nord og Judæa i syd. J-teksterne menes at stamme fra Judæa, E-teksterne menes at stamme fra Israel.

J-teksterne dateres til tidsrummet mellem 848 f.Kr. og 722 f.Kr., idet disse tekster omtaler Babylon og Calah (Nimrod) som store byer. Desuden nævnes Edom som en autonom stat, hvilket først skete efter 848 f.Kr.

E-teksterne lader sig ikke datere nærmere end til 9. eller 8. århundrede f.Kr.

P-teksterne dateres til 6. århundrede f.Kr. og menes skrevet efter, at templet i Jerusalem var revet ned, og jøderne var blevet tvangsforflyttede til Babylon. Dette kan forklare hvorfor, at der ikke findes en eneste henvisning til templet i Jerusalem.&lt;ref&gt;Dinkgreve (2021), kap. 8&lt;/ref&gt;

Problemet ved en tekstanalyse af ''Tanakh'' er, at teksterne synes at være flettet sammen fra to eller flere oprindelige kilder til een sammenhængende historie. Det formodes, at J- og E-teksterne er blevet sammenskrevne efter 722 f.Kr., da Israel blev erobret af assyrerne, og flygtninge fra Israel i nord kom sydpå til Judæa og bragte deres E-traditoner med sig. Her blev de sammenskrevne til en ny version, JE, der ofte giver et judæisk perspektiv.

Men hvordan kan vi skelne imellem de forskellige tekster? Lad os tage nogle eksempler.

Under ørkenvandringen lader Moses vand springe fra klippen. I det ene tilfælde sker det uden problemer, i det andet pålægges Moses af Gud at tale til klippen, men han slår på den med sin stav i stedet, og som straf for at have ignoreret dette pålæg får han ikke love til at betræde Kana'an men kun at se det udefra. (exodus 18)

J-teksten angiver, at Abraham boede i Hebron, som er en judæisk by, men E-teksten fortæller om Jakobs kamp med Gud i Peni-El, som er en israelsk by.

I beskrivelsen af Jakobs sønner nævner J-teksten Judæa, mens E-teksten nævner stammer der var dele af Israel.

I E-teksten lader Aron skabe guldkalven til jødernes tilbedelse, men denne historie findes ikke i J-teksten.

Præsterne i Judæa hævdes at være efterkommere efter Aron, Moses broder, mens præster i Israel nævner andre levitter.

P-teksterne skiller sig ud ved at lægge vægt på love, lige som den tildeler Aron en større rolle, ligestillet med Moses. I ''JE''-teksten er det Moses' stav, som udfører mirakler (Første Mosebog kapitel 4), i P-teksten er det Arons stav (kapitel 7). I P-teksten er Aron den første, som ofrer, mens i ''JE''-teksten omtales flere tidligere ofringer, blandt andre Kain og Abel, Abraham og Isak samt Jakob, mens ingen af disse tilfælde omtales i P-teksten. Det menes, at dette afspejler P-tekstens mål om at give de aronitiske præster eneret på ofringer til Gud. Under ørkenvandringen optræder to uens oprør: i ''JE''-teksten er det Dathon og Abiram, som udfordrer Moses ved at sige, at det ville være bedre for jøderne at vende tilbage til Egypten, men at de opsluges af jorden i et jordskælv. I P-versionen er det levitterne under ledelse af Korah, som udfordrer Aron, men ligeledes dør.

Ligeledes omtaler P-teksterne ingen tilfælde, hvor folk besøges af engle eller får visioner, således omtales ikke historien om Josef og han 6 drømmesyner, ej heller de to engle i Sodoma og Gomorra eller Jekobs kamp med Gud. Sigende nok nævnes ordet &quot;profet&quot; kun een gang i P-teksten og da med henvisning til Aron.

=== Lånte historier ===

Sammenligninger mellem bibelske beretninger og tilsvarende overleveringer fra sumerisk og mesopotamisk kultur viser, at flere af historierne er blevet overtaget herfra, men at de er blevet omskrevne og tilpassede for at passe ind i den myte om jødernes oprindelse og historie, som man ønskede fremmet. Det gælder således blandt andre historierne om skabelsen, om Kain og Abel, om Noa og vandfloden samt om Sodoma og Gomorra.

Andre beretninger er tilsyneladende ligeledes lånt fra andre kulturer, således udvandringen fra Egypten, der blev gjort af et folk kaldet ''hyksos'', ikke af jøderne. Der kan være grund til at nævne nogle af disse beretninger, som jøderne så at sige adopterede.

==== Skabelsesberetningen ====

Den babylonske skabelsesberetning hedder ''Enuma Elish''. Dene kendes blandt andet fra Nineveh i Mesopotamien. Dens hovedtræk er følgende: i begyndelsen var der kun vand: guden ''Absu''s ferske vand og gudinden ''Tiamat''s salte vand. De blev blandede, og fra denne blanding blev født de første guder. Men disse yngre guder forstyrrede deres forældres søvn, så Tiamat sendte i vrede en hær af monstre for at ødelægge dem. Ud af dette kaos trådte ''Marduk'', stormguden og Babylons skytsguddom, som kæmpede imod ''Tiamat'' i en duel. Han affyrede en pil, som skabte hul i hendes mave og splittede hendes hjerte. Der efter skar han hendes krop op i to halvdele: af den ene skabte han himmelhvælvingen, af den anden halvdel jorden. Han satte stjerner i deres konstellationer, han satte månen til at angive månederne og solen til at lyse om dagen. Endelig skabte han menneskene af blod fra en død guddom blandet med ler for, at de kunne udføre det tunge arbejde for evigt.&lt;ref&gt;Dinkgreve (2021), kap. 3&lt;/ref&gt;

Den jødiske skabelsesberetning er i alle henseender et modstykke til den babylonske beretning: i stedet for flere guder er der kun een gud, i stedet for en skabelseskamp foregår skabelsen i Gamle Testamente med ord, i stedet for at menneskene er slaver for guderne er de i Bibelen skabt i Guds billede. Men der er også ligheder: rækkefølgen med adskillelse af himmelhvælving og den faste jord, fiksering af dag og nat samt tiden og endelig at menneskene skabes sidst i forløbet.

Det kan i en sidebemærkning oplyses, at det hebraiske ord i Første Mosebog 1:2 for urdybet, ''tehom'', filologisk er forbundet med ''Tiamat'', saltvandsgudinden i den babylonske skabelsesberetning.

==== Kain og Abel ====

Også den bibelske fortælling om Kain og Abel synes at have rod i to sumerisk myter. I den ene sumeriske myte omtales en hyrde (''Dumuzid''/Tammuz) og en landmand (''Enkimdu''), der begge konkurrerer om gudinden Inannas opmærksomhed. Den bibelske parallel: Ligesom i den sumeriske historie repræsenterer Kain bonden, mens Abel repræsenterer hyrden. Men i stedet for en uafklaret konkurrence eller forsoning tager den bibelske beretning en mørk drejning til brodermord. 

En anden variant er en sumerisk myte, hvor kvægguden (''Lahor'') og korngudinden (''Ashnan'') skabes af guderne for at sørge for mad og tøj. I disse historier diskuterer de to, hvem der må anses for mest værdifuld for den menneskelige civilisation. Den bibelske parallel er modsætningen mellem den omvandrende hyrde og den bofaste kornavler, men her bruges den til at skabe en søskenderivalisering, der ender i brodermord. Mens sumeriske myter brugte søskende til at fremhæve to byggestene i den menneskelige civilisation og fokuserer på samarbejde eller venskabelig rivalisering, brugte hebraiske forfattere den lånte fortælling til at skildre den syndefulde menneskelige natur, herunder konsekvenserne af misundelse.

Forskere antager, at disse velkendte myter sandsynligvis blev integreret i den hebraiske tradition under deres babylonske eksil i det 6. århundrede f.Kr., hvilket tillod forfattere at omarbejde regionale kulturelle temaer, så de passede til deres monoteistiske verdensbillede.

==== Noa og vandfloden ====

Også historien om Noa og vandfloden er overtaget fra andre kulturer. I 1872 fandt man i British Museums store samling fra Assurbanipals bogsamling et store epos kaldet ''Gilgamesh''. I kapitel 11 af dette epos findes en historie, hvis hovedtræk er følgende: guderne beslutter at udrydde menneskene ved at drukne dem, men vandenes gud, Enki, advarer Utu-nipishtim om faren og tilråder ham at bygge en ark og tage sin familie og sit kvæg med ombord, hvilket skete. I seks dage og nætter varer uvejret og oversvømmelsen, men på den syvende dag rammer arken toppen af et bjerg i Armenien. For at undersøge om oversvømmelsen er overstået sendes først en due og så en svale ud, men de vender begge tilbage. Først, da en ravn sendes ud og ikke vender tilbage, viste det, at vandene nu var sunket, og at Utu-nipishtim kunne forlade arken. Det gør han og foretager et takoffer til guderne. Enki bad så den øverste af guderne, Enlil, om at love, at han aldrig i fremtiden ville straffe hele menneskeheden for nogle fås synder, hvilket denne lover. Han rører Uti-nipishtim og dennes hustru på panden og erklærer: &quot;Hidtil har Utu-nipishtim været dødelig. Nu skal han og hans hustru være som guderne; og de skal bo i det fjerne, ved flodernes munding&quot;.&lt;ref&gt;Bibby (1971), s. 62f&lt;/ref&gt;

Lighederne med Bibelens beretning om syndfloden er indlysende til trods for forskellene: navnene er ændrede, de mange guder er erstattet af een Gud, men ellers er beretningen i sine kernetræk den samme.

Senere, i 1899 og 1900, viste udgravninger i Nippur i Mesopotamien, at den akkadiske beretning selv havde en forgænger. I 1914 blev fra disse udgravninger offentliggjort en tavle fra Nippur med en lignende beretning, der imidlertid stammer fra Sumer og således er betydeligt ældre end den akkadiske beretning. Tavlen er ukomplet, idet kun den nederste trediedel er bevaret, men syndflodsberetningen er atter den samme, selv om hovedpersonen nu hedder Ziusudra i stedet for Utu-nipishtim. I den sumeriske version ender historien således: &quot;Anu og Enlil viste velvilje mod Ziusudra, liv som en gud giver de ham, evig ånde som en gud bringer de ned til ham. Så kongenZiusudra, bevareren af planternes navn og af menneskeslægtens sæd, lod de bo i overfartslandet. Dilmuns land, det sted hvor solen står op&quot;.&lt;ref&gt;Bibby (1971), s. 64&lt;/ref&gt;

Pointen her er, at Bibelens syndflodsberetning er et plagiat, ikke en oprindelig historie, men at den inddrages som et led i den rekonstruerede beretning om jødernes historie.

==== Edens have ====

I den sumeriske beretning optræder også det hellige land Dilmun. Dette land beskrives som et sted, hvor rovdyr, sygdom og alderdom ikke eksisterer:

I Dilmun tier ravnen,&lt;/br&gt;
rovfuglen skriger ikke,&lt;/br&gt;
løven dræber ikke,&lt;/br&gt;
ukendt er den kid-fortærende vildhund,&lt;/br&gt;
ukendt det kornædende vildsvin.&lt;/br&gt;
Malten som enken spreder på taget -&lt;/br&gt;
himlens fugle opæder ikke denne malt.&lt;/br&gt;
Duen hænger ikke med hovedet.&lt;/br&gt;
Den øjensyge siger ikke: &quot;Jeg er øjensyg&quot;,&lt;/br&gt;
den hovedsyge siger ikke: &quot;Jeg er hovedsyg&quot;,&lt;/br&gt;
den gamle kvinde siger ikke: &quot;Jeg er en gammel kvinde&quot;,&lt;/br&gt;
den gamle mand siger ikke: &quot;Jeg er en gammel mand&quot;.&lt;ref&gt;Bibby (1971), s. 66&lt;/ref&gt;

Det har været foreslået, at dette ideelle levested har været forbillede for jødernes opfattelse af Edens have. I dag ved vi, at Dilmun ikke var en myte om Paradis men navnet på en faktisk eksisterende stat med Bahrain som sit midtpunkt, der drev en omfattende handel og søfart fra Indusdalen i øst til Mesopotamien i nordvest. Dette er et sidespring, men hvis det viser sig, at Dilmun er inspirationskilden til Edens Have, vil det være endnu et eksempel på kulturelle traditioner, som jøderne har lånt, adapteret, og inkorporeret i deres egen historiske myte.

==== Babelstårnet ====

Historien om Babelstårnet er velkendt og lyder således: 

&quot;Hele jorden havde samme sprog og samme tungemål. Da de brød op mod øst, stødte de på en dal i landet Sinear, hvor de slog sig ned. De sagde til hinanden: &quot;kom, lad os stryge teglsten og brænde dem hårde!&quot; De brugte tegl som sten og asfalt som mørtel. Så sagde de: &quot;lad os bygge en by med et tårn, som når op til himlen, og skabe os et navn, for at vi ikke skal blive spredt ud over hele jorden.&quot; Herren steg ned for at se byen og tårnet, som menneskene byggede. Så sagde Herren: &quot;se, de er eet folk med samme sprog. Når de begynder at handle sådan, vil intet af det, de planlægger, være umuligt for dem. Lad os stige derned og forvirre deres sprog, så at de ikke forstår hinanden.&quot; Så spredte Herren dem derfra ud over hele jorden, så at de måtte holde op med at bygge byen. Derfor hedder den Babel, for dér forvirrede Herren sproget på hele jorden, og derfra spredte Herren menneskene ud over hele jorden.&quot;&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 17&lt;/ref&gt;

Denne historie synes at være skabt med to formål. Det ene er at forklare hvorfor, at ulige folkeslag taler uens sprog. Men historien har muligvis et andet formål: at nedgøre babylonernes ziggurater (tempeltårne), som antagelig blev lavet som en slags forbindelse mellem himmel og jord. Nebukadnezar II (omkring 605-562 f.Kr.), som erobrede Judah, ødelagde Jerusalem og bragte mange jøder til Babylon, byggede også et ziggurat i syv lag kaldet ''Etemenanki'', hvilket kan oversættes &quot;Himmelens og Jordens Grundvolds Hus&quot;.&lt;ref&gt;Dinkgreve (2021), kap. 3&lt;/ref&gt;

==== Abraham ====

I Første Mosebog kapitel 12 introduceres Abraham som israelitternes mytiske stamfader.&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 17ff&lt;/ref&gt; Følger man kronologien i Gamle Testamente, skal han dateres til omkring 2100 f.Kr. og således blandt andet før jødernes ophold i Egypten. Men i Første Mosebog kapitel 21 vers 34 hedder det: &quot;Abraham boede lang tid som fremmed i filistrenes land&quot;&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 27&lt;/ref&gt;, og vi ved, at filistrene først ankom til Kana'an i 12. århundrede f.Kr. som en del af de såkaldte &quot;havfolk&quot; (engelsk: ''Sea People''). Dette betyder, at ''enten'' er Abraham en fri opfindelse, som intet har med en historisk person at gøre, ''eller'' også hører han hjemme i 12. århundrede og er israelitternes stamfader, men i så fald eksisterede de ikke som folk, da de angiveligt opholdt sig i og udvandrede fra Egypten. Også aramæerne omtales og stammer ligeledes fra 12. århundrede, hvilket tyder på, at den sidst nævnte forklaring er den rette.

Men der er andre problemer med Abraham. Ifølge P-kilden skal han stamme fra den sumeriske by Ur&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 17&lt;/ref&gt; og have draget gennem den frugtbare halvmåne først til Haran (nu Aram, beliggende i Tyrkiet) og senere videre til Kana'an. I de to kilder J og E er Ur ikke nævnt, kun Haran. Det har derfor været antaget, at det er hans oprindelige hjemsted. Det ville kunne forklare hvorfor, at hans forfædre Serug, Nahor og Terah har navne efter landsbyer omkring Haran, som Abrahams broder har navn efter. Det kunne også forklare benævnelsen &quot;hebræer&quot;, der antagelig betyder &quot;hinsides floden&quot;, idet Haran ligger på den modsatte bred af Eufrat.&lt;ref&gt;Dinkgreve (2021), kap. 8&lt;/ref&gt; Samme tradition findes i Josvabogen kapitel 24:2 i omtalen af pagtslutningen i Sikem: &quot;Josva sagde til hele folket: &quot;Dette siger Herren, Israels Gud: I gamle bage boede jeres fædre på den anden side af Eufratfloden, Tera, Abrahams og Nakors far, og de dyrkede andre guder&quot;.&quot;&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 269&lt;/ref&gt;

Imidlertid savnede Abraham en slægtshistorie, så i Første Krønikebog kapitel 1 får han den. Her hører vi at han er søn af Sem, som på sin side er søn af Noa, som atter er efterkommer af Adam.&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 446&lt;/ref&gt; Men som vi netop har set, er han i Josvabogen søn af Tera.&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 269&lt;/ref&gt; Der er således interne modsætninger i de narrativer, som de ulige slægtslister og narrativer i ulige dele af Gamle Testamente giver. Dette viser, at man har forsøgt at sammenskrive ulige narrativer til et men med ringe held.

==== Sodoma og Gomorra ====

Historien om Sodoma og Gomorras ødelæggelse optræder som et sidemotiv i beretningen om Abrahams liv i Første Mosebog kapitel 18:16-33 og kapitel 19:1-28.

Bibelforskere er generelt enige om, at selvom Gamle Testamente ikke direkte &quot;låner&quot; historien om Sodoma og Gomorra fra en specifik sumerisk kilde, deler fortællingen om guddommelig ødelæggelse, guddommelige besøgende og den flammende omstyrtelse af en by slående motiver med tidligere mesopotamisk litteratur og bredere oldtidsmytologi fra Nærøsten. Således &quot;Akkads forbandelse: Ekur hævnet&quot;, et akkadisk/sumerisk litterært værk dateret til mellem 2112 f.Kr. og 2004 f.Kr., som beskriver den pludselige ødelæggelse af byen Akkad. Myten blev skrevet hundreder af år efter Naram-Sins liv og er digterens forsøg på at forklare, hvordan det lykkedes for gutianerne at erobre Sumer. Efter en indledende passage, der beskriver Akkads herlighed før dets ødelæggelse, fortæller digtet om, hvordan Naram-Sin gjorde hovedguden Enlil vred ved at plyndre Ekur, der var Enlils tempel i Nippur. I sin vrede kaldte Enlil gutianerne ned fra bjergene øst for Tigris, hvilket bragte pest, hungersnød og død over hele Mesopotamien. For at begrænse denne ødelæggelse, bestemte otte af guderne (nemlig Inanna, Enki, Sin, Ninurta, Utu, Ishkur, Nusku og Nidaba), at kun byen Akkad skulle ødelægges for at skåne resten af ​​Sumer, og de forbandede den. Historien slutter med, at digteren skriver om Akkads skæbne, idet den velstående by lægges i aske i overensstemmelse med gudernes forbandelse.

Temaet om guddommelig straf for en bys ''hybris'' eller umoral er et udbredt motiv i oldtidens verdensbillede. Det kan ikke vides sikkert, om det er denne historie, der har dannet forbillede for Gamle Testamentes historie om Sodoma og Gomorra, men motivet menneskers umoral og manglende respekt for guddommen er det samme.

Den bibelske version rummer Abrahams forsøg på at undgå ødelæggelsen, hvis der blot fandtes ti retfærdige indbyggere i byen, men selv så få fandtes der åbenbart ikke. Kun Lot, Abrahams slægtning, reddes fra ulykken: &quot;Da solen stod op over landet, og Lot var kommet til Soar, lod Herren svovl og ild regne ned over Sodoma og Gomorra fra Herren i himlen. Han ødelagde disse byer, ja hele Jordandalen, alle, der boede i byerne, og alt, der voksede på markederne.&quot;&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 25&lt;/ref&gt; Naturvidenskabeligt set kunne det være beskrivelsen af en meteorregn eller af nedfald fra et vulkanudbrud.

==== Moses ====

I Anden Mosebog kapitel 2 introduceres den mytiske skikkelse Moses som israelitternes befrier fra trældommen i Egypten. Historien begynder med hans fødsel. Ifølge myten havde farao befalet, at alle drengebørn skulle dræbes ved fødslen, men Moses' moder reddede ham ved at placere ham i en sivkurv, hvor han blev fundet og adopteret af faraos datter.&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 67&lt;/ref&gt; Denne historie er imidlertid utvivlsomt adopteret fra sumerisk tradition, idet en tilsvarende historie fortælles om kong Sargon af Assad.&lt;ref&gt;Dinkgreve (2021), kap. 8&lt;/ref&gt; Der er således ingen grund til at tillægge denne del af traditionen nogen historisk baggrund.

Senere fortæller Anden Mosebog, at Moses blev pålagt af Gud at føre israelitterne ud af Egypten. Det hedder i den forbindelse, at Gud blandt andet siger til Moses: &quot;Jeg er din faders Gud, Abrahams Gud, Isaks Gud og Jakobs Gud&quot;.&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 69&lt;/ref&gt; Her stå vi på ny over for problemet, at henvisningen til Abraham åbenbart er en anakronisme. Det betyder, at der kan rejses tvivl om både den historiske skikkelse Moses og om Mosebøgerne som kilde til israelitternes tidlige historie overhovedet.

Kendsgerningen er, at der findes ingen beviser på eksistensen af de fem mosebøger før slutningen af det 4. århundrede f.Kr., herunder eksistensen af en person kaldet Moses.&lt;ref&gt;Gad Barnea&lt;/ref&gt; Men den farao, som med stor sandsynlighed fordrev semitterne fra Egypten, hed Ahmoses, hvilket på hebraisk betyder &quot;Moses' broder&quot;. Så måske at der er en sammenhæng her.

==== Græske narrativer ====

Men det er ikke kun fra Sumer og Mesopotamien at Gamle Testamenter har lånt narrativer. Nogle kildekritikere tilhørende den såkaldte &quot;Københavnerskole&quot; har peget på, at også græske narrativer har ydet deres bidrag, lad os tage nogle eksempler:

Jan-Wim Wesselius har foretaget undersøgelser, der viser, hvordan Første Mosebog og Anden Mosebog afspejler Herodots skrifter, især sidstnævntes beretning om persiske kongers liv. Han sammenlignede i detaljer lighederne mellem Josef og Kyros, og især mellem Moses og Xerxes. Josef og Kyros har begge drømme, bliver afsløret for at dø, går i eksil, bliver skjult i en periode og bliver konger, når deres identitet afsløres. Moses og Xerxes drager ud for at erobre enten Kana'an eller Grækenland og krydser vand med deres folk. Mange andre detaljer nævnes, såvel som sammenligninger mellem Terah og Phraortes (en medisk konge), Abraham og Kyaxares (en medisk konge), Isak og Astyges (en medisk konge) og Jakob og Mandane (Kyros' mor).&lt;ref&gt;Wesselius (1999), s. 24-77&lt;/ref&gt;&lt;ref&gt;Wesselius (2002), s. 6-47&lt;/ref&gt;

Philippe Guillaume mener, at kreative skrivere i Alexandria i det andet århundrede f.Kr. indsatte dommere i  Mosebøgernes historie, hvilket afspejlede et politisk-ideologisk behov hos de hasmoneiske herskere i Palæstina. Det formodes, at indsættelsen af disse dommere var inspireret af Hesiods ''Værker og Dage'', især afsnittet om heltene, som Hesiod indsatte i de fire tidsaldre. Det modsvarer den måde, hvorpå dommere blev indsat i den jødiske historie. Det synes  at have haft et dobbelt formål: dels at underminere påstande om arveret til magten fra efterkommere af kong Davids dynasti, idet historier om heroiske dommere nu optræder før kongerne David og Salomon og dermed med større ælde, dels at hjælpe de hasmoneiske herskere, der netop ikke kunne hævde at have nogen afstamning fra David som grundlag for deres påstande om et messiansk styre.&lt;ref&gt;Guillaume (2014), s. 147-164&lt;/ref&gt;.

Katherine Stott har påpege, at Davids opstigning, som skildret i Første Samuelsbog kapitel 16-31 og i Anden Samuelsbog kapitel 1-8, muligvis er inspireret af den fortælling, der beskriver Kyros' opstigning til Persiens og Mediens trone i teksten i Herodots Historier. Hun så følgende paralleller:&lt;/br&gt;
- Kyros og David starter begge under ydmyge kår,&lt;/br&gt; 
- begge træder ind i den forrige konges hof,&lt;/br&gt; 
- i begge tilfælde bliver den pågældende konge jaloux på dem,&lt;/br&gt; 
- i begge tilfælde bliver de truet med døden af ​​den pågældende konge,&lt;/br&gt; 
- begge flygter fra hoffet,&lt;/br&gt; 
- begge bliver folkelige ledere,&lt;/br&gt; 
- i begge tilfælde hopper en allieret af,&lt;/br&gt; 
- begge tilraner sig kongerigets herredømme,&lt;/br&gt; 
- begge får succes på grund af deres militære dygtighed,&lt;/br&gt; 
- begge skåner den gamle konges liv i en periode,&lt;/br&gt; 
- der er et tragisk element i den forrige konges fald i begge tilfælde, og&lt;/br&gt; 
- i begge tilfælde er udfaldet dannelsen af ​​en ny politisk enhed.&lt;/br&gt; 
Stott bemærkede, at denne græske tekst kun i den hellenistiske æra ville have været tilgængelig for den bibelske forfatter.&lt;ref&gt;Stott (2002), s. 62-71, 77-78)&lt;/ref&gt;.

Hesiods ''Theogoni'' og Katalog over kvinder menes at være blandt de indflydelsesrige kilder til henholdsvis skabelsesberetningen i Første Mosebog kapitel og de genealogier, der findes i hele Første Mosebog kapitlerne 1-11 det vil sige til og med omtalen af Noas efterkommere.&lt;ref&gt;Gnuse (2017)&lt;/ref&gt;.

Fortællinger i Første Mosebog kapitlerne 1-11 kan også vises at have betydelige paralleller med beretninger nedskrevet hos græske historikere, således Hekateus fra Milet (''Periegesis'' og genealogier) og Herodot fra Halicarnassus (Historier), herunder omtaler af menneskelige leveveje (Første Mosebog kapitel 4:20-22), de tre sønner af en syndflodshelt, der er menneskehedens forfædre (Første Mosebog kapitel 9:18-19 og kapitel 10:1-32) samt plantningen af ​​en vingård (Første Mosebog kapitel 9:20-27).&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 15f&lt;/ref&gt;&lt;ref&gt;Gnuse (2019)&lt;/ref&gt;

Ældre latinske traditioner, der ligger bag beretningerne i Ovids ''Fasti'' 5, 493-544 og ''Metamorfoser'' 8, 625-725, kan have inspireret fortællingerne om de budbringere, der fortæller Abraham om hans kommende søn, og de budbringere, der advarer Lot om at forlade Sodoma i Første Mosebog 18:1-15; 19:12-26. &lt;ref&gt;Gnuse (2017)&lt;/ref&gt;.

En fortælling om Democedes af Kroton i Herodots ''Historie'' 3, 125-132 kan have givet anledning til fortællingen om Josef, der fortolker faraos drømme i Første Mosebog 41:1-36&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 52-54&lt;/ref&gt;, hvilket igen inspirerede drømmeberetningerne i Daniels Bog&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 1104-1112&lt;/ref&gt;&lt;ref&gt;Gnuse (2010)&lt;/ref&gt;.

Den korte fortælling om den store kriger Achilleus' ædle, talende heste i ''Iliaden'' 19, 395-424 kan være løst overtaget og indpasset i beretningen om Bileams æsel i Fjerde Mosebog kapitel 22:22-35, hvor et simpelt æsel bringer skam over en tåbelig profet.&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 181&lt;/ref&gt; Talende dyr er langt mere almindelige i græsk litteratur end i Bibelen. &lt;ref&gt;Gnuse (2017)&lt;/ref&gt;

Ofrelsen af ​​Ifigenia i to skuespil af Euripides omkring 400 f.Kr.: ''Ifigenia blandt Taurierne'' og ''Ifigenia i Aulis'', kan have inspireret beretningen om Jeftas ofring af sin datter i Dommerbogen kapitel 11:30, 34-40, som synes at være indsat i beretningen om Jeftas kamp mod ammonitterne. &lt;ref&gt;Gnuse (2019)&lt;/ref&gt;

Arrians beretning om Alexander den Store og det spildte vand i Anabasis af Alexander 6.26.1-3 kan have inspireret en lignende historie om David i Anden Samuels Bog 23:15-17. Davids handling med at hælde det vand ud, som hans modige soldater hentede bag fjendens linjer, gør ikke en fornuftig historie, som Alexanders handling i den gedrosiske ørken, hvor tørst virkelig er et problem, gør.&lt;ref&gt;Gnuse (1998)&lt;/ref&gt;.

I flere tilfælde kan det sandsynliggøres, at disse broderende fortællinger optræder som et vedhæng til ældre beretninger og måske af samme grund er placeret i slutningen af ​​bibelske bøger, hvor de ser ud til kun med en løs forbindelse at have været knyttet til bøgernes hovedfortællinger. Dette gælder især i Dommerbogen, hvor fortællingerne i Dommerbogen kapitel 13-16 om Samson ser ud til at være skrevet i en helt anden stil end resten af ​​Dommerbogen. Et stort antal forskellige græske legender om Herakles synes at have påvirket Samson-fortællingerne i Dommerbogens kapitel 13-16 og må være kommet til på et sent tidspunkt, sandsynligvis i den hellenistiske tid. Der er alt for mange græske paralleller inden for disse fire kapitler til, at de kan afvises som blot tilfældige fortællingshistoristiske sammentræf.&lt;ref&gt;Gnuse (2018)&lt;/ref&gt;

Afsnittene i Dommerbogens kapitel 17-21 om Mika, om Dan-stammens udvandring til Lakash samt om Benjamitternes skændselsdåd fremstår ligeledes som tilføjede tillæg til resten af ​​bogen, og netop dér finder vi beretningen om kvinderne, der blev kidnappet fra Silo. &quot;Voldtægten af ​​de sabinske kvinder&quot;, som er en gammel fortælling genfortalt af Livius (''Historie'' I, 9,1-16) og Plutarch (Lives: Romulus XIV, 2-8), kan være forbilledet for de bortførte piger i Dommerbogen kapitel 21:1-24. &lt;ref&gt;Gnuse (2007)&lt;/ref&gt;

Fortællingerne om Josef, Bileam og Jefta kunne være blevet placeret i den bibelske tekst i den persiske periode kort efter 400 f.Kr., såvel som bibelske tekster i Første Mosebog 1-11 med Hesiod, Hekateus og Herodot som inspirationskilder. Men de andre fire fortællinger synes mere sandsynligt at have deres oprindelse fra den hellenistiske tid, og man kan derfor argumentere for, at alle disse tekster opstod samtidigt og derfor må høre hjemme i den hellenistiske tid. 

Anden Samuelsbog kapitel 21-23 synes også at være et appendiks, og heri finder vi David, der hælder det vand, han har modtaget fra sine krigere, ud. Dommerbogen kapitler 13-21 og Anden Samuelsbog 21-23 kunne derfor være blevet føjet til Deuteronomistiske historier på et meget sent tidspunkt. Historierne om Josef i Første Mosebog kaptel 39-50, der skulle forklare jødernes ophold i Egypten, ses ofte som en sen tilføjelse fra omkring 400 f.Kr. eller senere, hvorfor Herodots indflydelse på Josefs drømmetydning er sandsynlig. Andre beretninger ser også ud til at være blevet indsat noget ujævnt i deres fortællende kontekst. Dette er tydeligst i beretningen om Jeftas ofring af sin datter, som synes at være indsat midt i Jeftas slag i Transjordan, og fortællingen om Bileam og hans æsel, som fremstiller Bileam med en helt anden persona end den, der findes i resten af ​​Fjerde Mosebog 22-24. Historien om de tre engle, der besøger Abraham og pludselig kun bliver to i antal, da de besøger Lot, henleder opmærksomheden på parallelle romerske beretninger, hvor der er henholdsvis tre og to engle i fortællingerne fra Ovid. Desuden vidner de nuancerede detaljer i dialogen i Første Mosebog 18-19 også om en senere tids skrivestil. Således synes indflydelsen fra klassiske og græske beretninger at være mest sandsynlig i historier, der synes at være senere tilføjelser og indsættelser i hovedhistorierne.

Foruden indholdsmæssige ligheder er der også opbygningsmæssige ligheder. Daniel Hawk bemærkede, at Aischylos' ''Orestia'' og Gamle Testamentes narrativ fra Første Samuelsbog kapitel 8 til Anden Kongebog kapitel 8 deler sammenlignelige struktur og karakterer, idet begge har et tredelt skema og begge bruger metaforer til at afspejle overgangen fra et slægtskabssamfund til et borgersamfund: mens Agamemnon og Saul afspejler den gamle samfundsorden, viser Orestes og David overgangstiden, og Athena og Salomon indfører den nye samfundsorden. Den deuteronomistiske historiker brugte ''Orestia'' som model for sine &quot;modtagne traditioner vedrørende det israelitiske monarki&quot;. Hawk mener, at den hellenistiske tid kan have været det tidspunkt, hvor den bibelske forfatter havde adgang til og også brugte Aischylus' skrifter.&lt;ref&gt;Hawk (2003), s. 73-88&lt;/ref&gt;

Disse og andre eksempler er blevet fremhævet af nogle forskere, der generelt er enige om, hvordan hellenistisk litteratur formede den oprindelige historie efter 300 f.Kr. eller endda efter 200 f.Kr., i den makkabæiske æra. Larsson mener, at de bibelske beretninger blev skabt i det ptolemæiske Egypten i det andet århundrede f.Kr. og påvirket af betydelige græske historikere fra det tredje århundrede f.Kr., så som Berossos, Manetho og Eratosthenes.&lt;ref&gt;Larsson (2004), s. 296-311&lt;/ref&gt; På grundlag af sådanne iagttagelser mener Niels Peter Lemche, at Dommerbogen og sikkert også andre dele af Gamle Testamente først er blevet skrevet eller har fundet deres endelige form omkring 272 f.Kr. Etienne Nodet vurderer, at Mosebøgerne opstod i begyndelsen af ​​det tredje århundrede f.Kr., mens profeterne og nogle af skrifterne blev skabt i det andet århundrede f.Kr.; disse tekster blev udformede i Alexandria under hellenistisk indflydelse.&lt;ref&gt;Nodet (2014), s. 36-55&lt;/ref&gt; Emanuel Pfoh mener, at selvom den primære historie blev skabt i den hellenistiske æra, stammer nogle traditioner fra den assyriske og persiske tid og blev udviklet af krønikeskrivere gennem årene, men grundlæggende blev teksten formet under hellenistisk indflydelse.&lt;ref&gt;2014; s. 23, 33-35&lt;/ref&gt; Hvordan det nu forholder sig, står det klart, at både den sene tilblivelse og dens mulige motiver undergraver store dele af Gamle Testamente som en troværdig historisk kilde.

Det er muligt, at der findes en historisk kerne, som over tid er blevet udbygget og pyntet på med narrativer hentet fra græske traditioner, men indtil videre må det konstateres, at næsten alt i Gamle Testamente lader sig betvivle.

Mest afgørende i denne sammenhæng er det imidlertid, at hvis disse kritikere tilhørende &quot;Københavnerskolen&quot; har ret, så betyder det, at ''Tanakh'' eller Gamle Testamente langt fra var færdigskrevet endsige færdigredigeret, da jøderne vente tilbage til Jerusalen efter eksilet i Babylon. Forud ventede endnu en lang redigeringsproces, og det kan også forklare hvorfor, at vi skal helt frem til 2. århundrede f.Kr. (eller tidligst 3. århundrede f.Kr.) før, at jøderne udviser noget kendskab til deres religiøse skrifter. Forklaringen er den enkle, at først da havde skrifterne nået et så fuldendt udseende, at de lod sig anvende i den national-politiske propaganda.

==== Hyksos-problemet ====

Mens arkæologerne med rimelig sikkerhed tør fastslå, at der fandtes en særlig israelitisk befolkning fra omkring 1200 f.Kr., så er der mere usikkerhed om tiden forud. Hovedspørgsmålet kan formuleres således: er jødernes ophold i og udvandring fra Egypten en historisk begivenhed eller ej? Holdningerne spænder fra fuldstændig afvisning af denne historie til ubetinget tilslutning.

For at løse problemet må vil opspalte det i tre delspørgsmål:&lt;/br&gt;
- kan der påvises et ophold af en semitisk befolkning i Egypten?&lt;/br&gt;
- hvis ja: inden for hvilket tidsrum?&lt;/br&gt;
- hvis ja: var det israelitter eller ej?

Det umiddelbare svar på spørgsmålet er, at der faktisk findes oplysninger om en fremmed befolkning i Egypten. Men denne befolkning, kaldes af egypterne selv ''Hiku-khasut'', det vil sige &quot;ørkenfyrsterne&quot; (hvilket på græsk er blevet til ''hyksos''&lt;ref&gt;Bibby (1978), s. 96&lt;/ref&gt;, og denne benævnelse bruges almindeligvis og derfor også her), ikke &quot;hebræerne&quot;, &quot;jøderne&quot; eller &quot;israelitterne&quot;, og ingen af disse betegnelser kendes i samtiden, end ikke fra Kana'an. Forskerne mener at kunne fastslå, at disse ''hyksos'' ankom fra øst til Egypten i 19. århundrede f.Kr., regerede over Egypten i 17. og 16. århundrede f.Kr. men senere forsvandt igen. Der er fundet en grav rejst over en mand ved navn ''Aper-El'', det vil sige &quot;El's tjener&quot;, som tjente hos faraonerne Amenhotep III og Akhenaten i 14. århundrede f.Kr.&lt;ref&gt;Dinkgreve (2021), kap. 8&lt;/ref&gt;

Et passende udgangspunkt for vurdering af udvandringens troværdighed kan være Simcha Jacobovici og hans film &quot;''The Exodus decoded''&quot;. Heri giver han blandt andet en omfattende dokumentation, som nok kan være en nøjere gennemgang værd.

Simcha tager udgangspunkt i bibelkritiske afvisninger af udvandringen, som traditionelt blev dateret til 1270 f.Kr. det vil sige i Ramses II's regeringstid men hvor der ingen beviser for en sådan begivenhed findes. Simcha mener, at denne datering er forkert, og at den korrekte tidsfæstelse er omkring 1500 f.Kr. Som beviser for denne tidsfæstelse anfører han følgende:

Hyksos-folket skulle være kommet til Egypten omtrent 200 år før, at de atter udvandrede, det vil sige 1700 f.Kr. I en grav i Beni Hassan ved Nilen omkring 400 km syd for Cairo findes et vægmaleri, som viser en indvandring til Egypten. Befolkningen er semitter med skæg, flerfarvede dragter og med benævnelsen &quot;''Amo''&quot;. I ''Tanakh'' (Gamle Testamente) anvendes benævnelsen &quot;''Amo Israel''&quot;, det vil sige &quot;Guds folk&quot;. Benævnelsen er den samme og deres ophold passer nøje med traditionen.

Hyksos-folkets hovedstad var Avaris, der ligger i Nilens delta nord for Cairo. Avaris er blevet udgravet af professor Manfred Bietak fra Wien. Han har blandt andet fundet 9 seglstamper med navnet &quot;Jakob&quot;, hvilket nøje svarer til den bibelske tradition om faraos betroede mand, Josef, der netop var søn af Jakob.

Ifølge traditionen ender indvandrerne som slaver. I Serabit El Khadim i Sinai-ørkenen blev udvundet tyrkis-sten i miner ved slaveri. I en af disse minder findes en alfabetisk (ikke-egyptisk) indskrift på væggen: &quot;El, hjælp mig&quot;. ''El'' var navnet på en semitisk guddom.

En stele rejst af farao Ahmoses og dateret til omkring 1500 f.Kr. fortæller om blandt andet storm og mørke i overensstemmelse med den bibelske tradition, og den nævner gud i ental. Ahmoses er kendt for at have udvist hyksos-folket. Navnet Ahmoses betyder på egyptisk &quot;månen er født&quot; men på hebraisk &quot;Moses' broder&quot;. 

Omkring 1500 f.Kr. indtraf et stort vulkanudbrud på øen Santorini i det græske øhav. Simcha mener, at det var denne begivenhed, som udløste udvandringen, og at den også kan forklare Egyptens ti plager. Hans argumentation herfor er følgende:

I Avaris er fundet vulkansk pimpsten dateret til omkring 1500 f.Kr. Dette viser (om ikke andet) at Egypten blev påvirket af netop dette vilkanudbrud.

Vulkanudbruddet og tilhørende jordskælv havde følgende bivirkninger:&lt;/br&gt;
- vandet bliver rødt. Årsagen er, at rust frigøres ved gasudbrud fra bunden og opblandes i vandet. Dette skete blandt andet i 1986 ved Nyos-søen i Cameroon.&lt;/br&gt;
- frøer. Hopper ud af vandet, når det bliver forurenet.&lt;/br&gt;
- lus, fluer og epidemi følger som eftervirkninger af miljøkatastrofen&lt;/br&gt;
- sår og bylder. Disse kendes ligeledes fra Nyos-begivenheden i 1986.&lt;/br&gt;
- hagl. Is og ild = &quot;vulkansk hagl&quot; omtales i den såkaldte Ipuwer-papyros og skyldes, at vulkansk aske blandes med vand i atmosfæren.&lt;/br&gt;
- græshopper. Bringes på vandring på grund af klimaændringen.&lt;/br&gt;
- mørke. Skyldes en askesky, der fra vulkanudbruddet bredte sig til Nilens delta, hvilket er bevist ved korn af asken fundet af Jean-Daniel Stanley fra Smithsonian Institute.&lt;/br&gt;
- førstefødte sønner døde. Skyldes at CO&lt;sub&gt;²&lt;/sub&gt; frigøres fra jordens indre og lægger sig lige ved jordens overflade. Da de ældste priviligerede sønner sov på en lav seng, blev de dræbt af gassen, mens andre børn der sov på de flade tage aldrig blev berørt inden, at gassen opløstes igen. Noget tilsvarende blev observeret i Nyos. Yderligere er der udgravet massegrave i Avaris, som kun omfatter personer af mandkøn og ikke krigere. Og Ahmoses' egen søn døde som 12-årig (hans begravede lig er fundet).&lt;/br&gt;
Ifølge Simcha er alle disse begivenheder således naturlige mulige følger af vulkanudbruddet.
[[Fil:Stele_of_Grave_Circle_A_Mycenae_NAMA_1428.JPG|200px|thumb|Gravstele fra Mykene, der viser Farao, som forfølger Moses. De er omgivet af vand på begge sider.]]
Velkendt er historien om havets deling.&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 82&lt;/ref&gt; Den korrekte formulering i Bibelen er &quot;Yam Suf&quot;, det vil sige Sivhavet. Men siv vokser ikke i saltvand, så der er tale om en stor sø. På Ismailia Regional Museum findes en granitsten med en indskrift i hieroglyffer, ''El Arish''-indskriften, der fortæller om udvandringen set fra faraos side. Her kaldes lederen for &quot;ørkenprinsen&quot;. Mere bemærkelsesværdigt er det, at indskriften også fortæller, at vandene delte sig (markeret som bølger + 2 knive), og at indskriften nævner stedet for denne begivenhed: ''El Balah'', en nu tidligere sø beliggende øst for Avaris nær overgangen til Sinai-ørkenen. Simcha mener, at som følge af de tektoniske forskydninger og deraf følgende jordskred løftede den afrikanske plade sig 1-2 meter og skabte en landkorridor, men kort efter fulgte en tsunami, som druknede faraos hær.

Simcha peger på et vægmaleri på Santorini, som viser en sejlads fra en by omgivet af mure. Simcha mener, at den viste by er Avaris, idet der her også er fundet minoiske vægmalerier, hvilket vidner om handelsforbindelser. En del af udvandrerne skulle således være draget til Grækenland. I Mykene er fundet guldgenstande og sværd i en grav dateret til 1500 f.Kr. De kan stamme fra jødiske udvandrere. Desuden er fundet tre gravsten med billeder visende først en mand på en stridsvogn, der forfølger en gående mand omgivet af bølger, dernæst at den gående mand er nået højere liggende land og har vendt sig imod stridsvognen, og endelig at stridsvognen drukner i bølgerne. Billederne viser, let forenklet, faraos forfølgelse af Moses. Det er i bogstaveligste forstand en tegneserie om begivenheden.

Simcha peger dernæst på, at jordskælv kunne have ført til, at gas og olie blev frigivet og måske blev antændt, og derved gav anledning til røgsøjler om dagen og ildsøjler om natten svarende til beretningen i Anden Mosebog kapitel 13 vers 21-22: &quot;Herren gik foran dem, om dagen i en skysøjle for at føre dem på vejen og om natten i en ildsøjle for at lyse for dem, så at de kunne gå både dag og nat. Skysøjlen fjernede sig ikke fra folket om dagen og ildsøjlen ikke om natten.&quot;&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 81&lt;/ref&gt;

Endelig mener Simcha at kunne påvise, hvor bjerget Sinai lå. Og han mener at have fundet billedlige gengivelser af Pagtens Ark - i Grækenland af alle steder!

Så langt Simcha. Det giver anledning til en række spørgsmål: er begivenheden fejldateret? Det er der faktisk en del, der tyder på. Begivenheden fandt efter alt at dømme sted omkring 1500 f.Kr. Kan et vulkanudbrud være forklaringen på begivenhedsforløbet? Svaret må være, at det er muligt, i hvert fald er der intet, som tyder på, at det ikke kunne være tilfældet. Var dette hyksos-folk ''Amo'' og var det semitter? Ja, det er sandsynligt. Var det også israelitter? Det er muligt, men ikke sikkert.

Vi har tidligere fastslået, at Gamle Testamentes historie om udvandringen fra Egypten tidsmæssigt er uforenelig med historien om Abraham som israelitternes stamfader, idet hans ophold i filistrenes land er flere hundrede år senere end udvandringen. Og det forbliver uforklarligt, at et folk, som kaldte sig selv Israel, ikke optræder under dette navn men af Egypterne kaldtes henholdsvis ''Amo'' og ''Hyksos''.  

Historien om ''exodus'' eller udvandringen fra Egypten kendes ikke fra Elephantine, en jødisk by i Egypten fra 400-tallet f.Kr., hvilket kunne tyde på, at denne tradition i jødisk historieforståelse enten må være yngre end denne tid eller endnu ikke spillede den rolle i jødisk selvforståelse, som den senere fik.

Hvis man vil være besværlig, kan man opstille følgende alternative hypotese: udskibningen fra Egypten til Mykene eksisterer ikke i det bibelske narrativ. Hvis man alligevel forudsætter, at det afspejler en historisk kendsgerning, så kunne disse udvandrere, ''hyksos'', have taget hele traditionen med sig og billedligt gengivet den på deres gravsteler. Da &quot;havfolket&quot; (som beviseligt stammer fra Grækenland foruden andre steder) langt senere, omkring 1178 f.Kr., kom til Palæstina, bragte de traditionen med sig. Det er her fra, at jøderne senere overtog den, omformulerede den til en ørkenvandring med Moselov og hele molevitten og dermed tillige skrev det oprindelige folk ud af beretningen og satte sig selv ind i stedet som led i en selvskabt historisk tradition. 

Der er selvsagt ingen beviser for en sådan udvikling, men der er heller intet, som modsiger den, og den ville forklare årsagen til, at traditionen åbenbart overlevede i Mykene. Og hvad mere er: det kunne forklare hvorfor, at folk fra Middelhavets nordlige kyster søgte øst- og sydpå (i stedet for vestpå), da deres hjemlige forhold ikke tillod dem at blive boende, hvor de var. Et indicium for, at teorien kunne være rigtig, er det forhold, at Mykene var et handelscentrum i tiden 1600-1100 f.Kr. blandt andet med handelsforbindelser til Levanten. Blandt de forhandlede varer var genstande af elfenben fundet i Megiddo, der viser handelsforbindelser til Det Ægæiske Hav, Kypern, Hittitterne samt Egypten.&lt;ref&gt;Novacek (2011), s. 47f&lt;/ref&gt; Det indebærer, at &quot;havfolket&quot; meget vel kan have haft handelsforbindelser med Levanten tidligere og derfor kendte til områdets frugtbarhed inden, at de udvandrede dertil.

Der imod kan vi udelukke, at det var israelitterne selv, som indvandrede sammen med havfolket, fordi dette skete 1178 f.Kr. mens Israel som omtalt nævnes på en stele allerede fra 1208 f.Kr.

Kildekritisk må det konstateres, at Mosebøgerne ret beset forsøger at forene to temmelig uforenelige historiske traditioner: på den ene side traditionen fra Mesopotamien omfattende Edens Have (Dilmun), Babelstårnet (zigguraterne) og Noas ark, hvor Abraham indgår som det forklarende bindeled hvorfor, at jødernes stamfader udvandrede til Kana'an, på den anden side traditionen om Jakob (Israel)&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 46&lt;/ref&gt;, Josef og hans brødre&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 48f&lt;/ref&gt;, Israels udvandring til Egypten&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 59&lt;/ref&gt; og Moses&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 67&lt;/ref&gt; med udvandring, ørkenvandring, moseloven og løftet om Kana'an.&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 243&lt;/ref&gt;

Der kan næppe være tvivl om, at den jødiske beretning om udvandringen fra Egypten og den egyptiske beretning om fordrivelsen af de fremmede omtaler den samme begivenhed set fra to sider. For så vidt behøver ingen af dem at give det sande billede: hvis årsagen virkelig var et vulkanudbrud, kunne de forringede leveforhold efter dette meget vel være årsag til, at folk udvandrede eller bortvandrede igen. At jøderne eller israelitterne har taget begivenheden til sig er for så vidt ikke anderledes end andre historier, som de har adopteret og adapteret.

Som en sidebemærkning skal det lige nævnes, at den egyptiske konge Amenhotep IV, bedre kendt som Akhenaten, som var gift med Nefertiti og fader til Tutankhaton, og som er gået over i historien som den første monoteistiske konge, regerede fra omkring 1353 til 1336 f.Kr. Det betyder, at han regerede henved 150 år efter, at ''hyksos'' udvandrede, og at der således ingen forbindelse er med Moses.

=== Bearbejdede profetier ===

De mange profetiske tekster i Gamle Testamente udgør et eget problem. Kort sagt er de kildekritiske studier i stigende grad blevet opmærksomme på, at der ikke er tale om originale tekster. I stedet er disse blevet ændret for at tilpasse dem til bestemte formål.

Esajas', Jeremias', Ezekiels og de Tolvs Bog mangler en historie og opretholder ikke en ensartet kronologisk rækkefølge af materiale. De profetiske bøger ses ikke længere som blot kilder, hvorved læserne kan få adgang til fortiden. De læses nu som bevidste kompositioner, der genpræsenterer og fortolker profeternes ord i tekstform.

Allerede i de sidste profeters tekster er der tegn på bevidst bevidsthed om tekstualiseringen af ​​profetier. Historien i Jeremias 36 beskriver for eksempel en proces, hvor forskellige budskaber i forskellige former fra forskellige tider og steder sammensættes i tekstform af profetens skriver. Når denne rulle efterfølgende ødelægges som reaktion på dens læsning, sker der ikke blot en omskrivning af rullen, men også en betydelig tilføjelse af lignende ord (Jeremias 36:32), hvilket vidner om bogens litterære vækst. Profeter som Jeremias er ikke længere tilgængelige, men deres ord er tilgængelige i de bøger, der bærer deres navne (Zakharias 1:5-6). Disse bøger danner et særskilt korpus inden for den bibelske kanon. Når Daniel refererer til Jeremias' profeti om halvfjerds år i Daniel 9:2, taler han om Jeremias' bog blandt en flerhed af profetiske bøger (jf. Ezekiel 38:17). 

De tidligste postbibelske fortolkere af den profetiske litteratur var de skriftkloge, oversættere og kommentatorer, der videregav, gengav og forklarede teksterne. Blandt vidner til den tidligst dokumenterede periode med skriftlig overlevering (ca. 250 f.Kr. indtil 132-135 e.Kr.) er det tydeligt, at skriftkloge ikke så sig selv som blot afskrivere på samme måde som skriftkloge fra en senere periode. De så snarere sig selv som ligestillede med de oprindelige forfattere, og de udvidede ofte den bibelske tekst med fortolkninger, der var beregnet til at hjælpe læserne med at forstå teksten. Disse skriftkloge havde deres eget syn på den bibelske tekst og ønskede at sikre en teologisk korrekt læsning af den.

Blandt de profetiske bøger må de mest fremragende eksempler på fortolkningsmæssig udvidelse være Jeremias og Ezekiel i den masoretiske tekst (MT). I disse tilfælde har udvidelsen nået niveauet for skabelsen af ​​nye udgaver af bøgerne. De hebraiske tekster bag de oldgræske (OG) versioner af disse bøger er betydeligt kortere førsteudgaver. Mange af udvidelserne i andenudgaverne, der findes i MT, er af eksegetisk karakter. For eksempel er Jeremias' berygtede fjende fra nord ikke eksplicit identificeret i OG eller dens hebraiske kilde, hvilket efterlader den åben for den slags eskatologiske fortolkning, der findes i Ezekiel 38:14-17, men MT identificerer denne fjende som Babylon i udvidelsen af ​​Jeremias 25:9, hvilket skaber en interessant konflikt med Jeremias 50:3 og dens profeti om en fjende fra nord, der kommer mod Babylon. Et andet eksempel er versionen af ​​Jeremias' profeti om halvfjerds år i Jeremias 25:11-12. I OG er denne profeti ikke eksplicit begrænset til perioden med babylonsk fangenskab (se: Dan 9:1-2, 24-27), men udvidelserne i MT gør denne begrænsning af profetien eksplicit (jf. Jeremias 29:10). For Ezekiels Bog forekommer en af ​​de mest bemærkelsesværdige udvidelser i MT Ezekiel 36:23c-38, som mangler, et vigtigt vidnesbyrd om OG fra det tredje århundrede e.Kr. Denne ret lange udvidelse er baseret på materiale fundet andre steder både i og uden for Ezekiels Bog. 

Når det forholder sig således med disse tekster, rejser det uundgåeligt spørgesmålet om og i hvilken grad, det samme er tilfældet med andre tekster i Gamle Testamente. Og det svækker betydeligt Gamle Testamentes værdi som kilde til jødernes historie.

=== Sammenfatning ===

Denne gennemgang af Gamle Testamente har kun omfattet en mindre del af den samlede tekst, men selv denne meget begrænsede gennemgang har belyst en række problemer:&lt;/br&gt;
- Gamle Testamente er ''ikke'' en historisk redegørelse for jødernes historie, selv om den giver indtryk af dette,&lt;/br&gt;
- det er i stedet en samling af traditioner, anekdoter og myter skrevet af ulige forfattere til ulige tider&lt;/br&gt;
- der er gjort forsøg på at sammenskrive og harmonisere disse narrativer&lt;/br&gt;
- hvilket ikke kan skjule, at der er kronologiske problemer&lt;/br&gt;
- og at væsentlige traditioner er hentet fra andre kulturer, især Sumer og Mesopotamien men også fra Grækenland.

Vi tør antage, at skildringen af kongetiden og det delte kongerige med navnelister over regenterne er rimelig troværdig, blandt andet fordi deres navne forekommer i andre kilder, men vi har kun ringe mulighed for at vide i hvilken udstrækning, historierne om dem er blevet ændrede for at tilpasse sig et senere monoteistisk narrativ.

Nogle historier, blandt andre Esthers Bog men også Ezras Bog og Nehemias' Bog, er meget sene og menes først at være blevet tilføjet efter afslutningen af det babylonske fangenskab.

=== &lt;big&gt;Semitismen, jødedommens tankesæt&lt;/big&gt; === 

Vi har i det foregående set på Gamle Testamente som et muligt historisk kildeskrift. Man kan imidlertid også anlægge en helt anden synsvinkel, nemlig Gamle Testamente som ideologisk grundlag nærmere betegnet som grundlag for en jødisk national etnicitet samt for en særlig jødisk etik. Det skal på forhånd understreges, at det følgende ikke omfatter alle jøder, idet mange alene identificerer sig som tilhørende denne folkegruppe af genealogiske og traditionsbårne årsager, det vil sige med hensyn til deres familiære oprindelse samt højtider og mindedage. Men der findes også kredse i den jødiske befolkning, der opfatter Gamle Testamente som en anvisning på hvordan, at jøder kan og bør opføre sig.

Alle kender begrebet &quot;anti-semitisme&quot;, men få eller ingen ved, hvad udtrykket &quot;semitisme&quot; egentlig dækker over. Man vil således lede forgæves efter det i en ordbog eller eksempelvis på ''wikipedia''. Her vil begrebet blivet forstået således, at det dækker over den tankegang eller de tankegange, som kan udledes og af nogle er blevet udledt af Gamle Testamente. Det betyder, at der her vil blive set bort fra jødisk mysticisme, kabala, frankisme og lignende ældre og nyere afledede ideologier, hvilke hver for sig er en særskilt undersøgelse værd.

Læser man Gamle Testamente, vil man se, at bestemte tankegange bliver promoveret. Det drejer sig i hovedsagen om følgende:&lt;/br&gt;
- det udvalgte folk&lt;/br&gt;
- racisme&lt;/br&gt;
- retten til Kana'an&lt;/br&gt;
- retten til at myrde hele befolkninger&lt;/br&gt;
- &quot;honningfælder&quot; og pengeafpresning&lt;/br&gt;
I det følgende vil hvert af disse emner blive gennemgået særskilt.

=== Det udvalgte folk ===

Ideen om jøderne som Guds udvalgte folk tager udgangspunkt i Første Mosebog kapitel 12: her møder vi Abram ved Ur i Kaldæa. Videre hedder det: &quot;Herren sagde til Abram: &quot;Forlad dit land og din slægt og din fars hus, og drag til det land, jeg vil vise dig. Jeg vil gøre dig til et stort folk og velsigne dig. Jeg vil gøre dit navn stort, og du skal være en velsignelse.&lt;/br&gt;
Jeg vil velsigne dem, der velsigner dig,&lt;/br&gt;
og den, der forbander dig, vil jeg forbande.&lt;/br&gt;
I dig skal alle jordens slægter velsignes&quot;.&quot;&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 17f&lt;/ref&gt;

Senere gentages denne priviligerede stilling i andre sammenhænge, således over for Jakob i Betel. I Første Mosebog kapitel 35:9-13 hedder det: &quot;Gud viste sig igen for Jakob, efter at han var kommet hjem fra Paddan-Aram. Han velsignede ham og sagde til ham: &quot;Dit navn er Jakob; men nu skal du ikke længere hedde Jakob. Dit navn skal være Israel.&quot; Og han gav ham navnet Israel. Han sagde til ham: &quot;Jeg er Gud den Almægtige. Bliv frugtbar og talrig! Et folk, ja, en mængde folkeslag skal nedstamme fra dig, og konger skal fremstå af dit eget kød og blod. Det land, jeg gav Abraham og Isak, giver jeg dig og dine efterkommere.&quot; Så steg Gud op fraham, dér hvor han havde talt med ham.&quot;&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 46&lt;/ref&gt;

I Anden Mosebog kapitel 3:7-10 findes følgende: &quot;Så sagde Herren: &quot;Jeg har set mit folks lidelse i Egypten, og jeg har hørt deres klageskrig over slavefogederne. Jeg har lagt mig deres lidelser på sinde, og derfor er jeg kommet ned for at redde dem fra egypterne og føre dem op fra dette land til et godt og vidtstrakt land, et land der flyder med mælk og honning, dér hvor kana'anæerne, hittitterne, amoritterne, perizzitterne, hivvitterne og jebusitterne bor. Nu har israelitternes klageskrig nået mig, og jeg har set, hvordan egypterne undertrykker dem. Gå nu! Jeg vil sende dig til Farao. Du skal føre mit folk israelitterne ud af Egypten&quot;.&quot;&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 69&lt;/ref&gt; Dette og tilsvarende formuleringer med &quot;mit folk israelitterne&quot; giver jøderne en identitet som Guds udvalgte folk i den jødiske selvforståelse.

=== Racismen ===

Racismen er en logisk følge af ideen om Guds udvalgte folk. Et folk kan selvsagt ikke være &quot;udvalgt&quot;, hvis andre folk kan indgiftes i det. Følgelig er Gamle Testamente fuldt af forbud mod at gifte sig med ægtefæller fra andre folkeslag og kritik, når de alligevel gjorde det. Lad os tage nogen eksempler.

I Femte Mosebog kapitel 7:1-4 finder vi følgende påbud af Moses: &quot;Når Herren din Gud fører dig til det land, du skal ind og erobre, og han driver store folkeslag væk foran dig, hittitterne, girgashitterne, amoritterne, kana'anæerne, perizzitterne, hivvitterne og jebusitterne, syv folk, der er større og mægtigere end du, og Herren din Gud overgiver dem til dig, og du besejrer dem, da skal du lægge band på dem. Du må ikke slutte pagt med dem og ikke vise dem barmhjertighed. Du må ikke bringe dig i familie me dem; du må ikke give dine døtre til deres sønner, og du må ikke lade dine sønner gifte sig med deres døtre, for det vil få dine sønner til at vige fra mig og dyrke andre guder. Da vil Herrens vrede flamme op imod jer, og han vil hurtigt udrydde dig.&quot;&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 208&lt;/ref&gt;

Dette gælder blandt andre kong Salomo. I Første Kongebog 11:1-4 læses således følgende: &quot;Kong Salomo elskede mange udenlandske kvinder foruden Faraos datter, moabitiske, ammonitiske, edomitiske, sidoniske og hittitiske; om de folk havde Herren sagt til israelitterne: &quot;I må ikke indlade jer med dem, og de må indlade sig med jer, for så vender de jeres hjerte til deres guder.&quot; Dem elskede Salomo, og han holdt fast ved dem. Han havde syv hundrede hustruer med fyrstelig rang og tre hundrede medhustruer, og hans hustruer bragte hans hjerte på afveje.&quot;&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 390&lt;/ref&gt;

I Ezras Bog kapitel 9:10-12 optræder Ezras bodsklage med blandt andet dette: &quot;Vor Gud, hvad skal vi nu sige efter dette? For vi har svigtet de befalinger, du gav gennem dine tjenere, profeterne, da du sagde: Det land, I skal ind og tage i besiddelse, er et urent land på grund af de fremmede folks urenhed med de afskyelige handlinger, som de i deres urenhed har fyldt det med fra ende til anden. Derfor må I ikke give jeres døtre til deres sønner, og I må ikke lade jeres sønner gifte sig med deres døtre.&quot;&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 527&lt;/ref&gt; og i Kapitel 10:10-12 bliver dette gentaget: &quot;Så rejste præsten Ezra sig og sagde til dem: &quot;I har handlet troløst ved at gifte jer med fremmede kvinder; I har øget Israels skyld. Aflæg nu bekendelse for Herren, jeres fædres Gud, og gør hans vilje. Skil jer ud fra landets folk og de fremmede kvinder&quot;.&quot;&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 528&lt;/ref&gt;

I Nehemias' Bog kapitel 10:31 indgår israelitterne blandt andet følgende forpligtelse: &quot;Vi vil ikke give vores døtre til landets folk, og vi vil ikke lade vores sønner gifte sig med deres døtre.&quot;&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 542&lt;/ref&gt;

Således kunne man blive ved.

=== Lebensraum ===

Jødernes ret til Kana'ans land hidrører fra Første Mosebog. I kapitel 12 læser vi: &quot;Dengang boede kana'anæerne i landet. Herren viste sig for Abram og sagde: &quot;Jeg vil give dine efterkommere dette land&quot;.&quot;&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 18&lt;/ref&gt; Senere, i kapitel 15, præciseres udstrækningen af dette jødiske lebensraum: &quot;Den dag sluttede Herren pagt med Abram. Han sagde: &quot;Jeg giver dine efterkommere dette land fra Egyptens flod (det vil sige Nilen) til den store flod, Eufratfloden: kenitterne, kenizzitterne, kadmonitterne, hittitterne, perizzitterne, refaitterne, amoritterne, kana'anæerne, girgashitterne og jebusitterne&quot;.&quot;&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 20f&lt;/ref&gt;

Størrelsen af dette jødiske lebensraum er påfaldende. Sammenlignet med officielle landegrænser i 2026 omfatter dette område: den østlige halvdel af Egypten inklusive hele Sinai, Palæstina inklusive Gaza og Vestbredden, Libanon, Jordan, Saudi Arabien, Yemen, Oman, Forenede Arabiske Emirater, Qatar, Bahrain, Kuwait, Irak samt Syrien. Nogle jødiske imperialister medregner også Kypern til området.

En anden afgrænsning findes i Fjerde Mosebog kapitel 34. Heri læser vi: &quot;Herren talte til Moses og sagde: &quot;Giv israelitterne denne befaling: I kommer nu til Kana'an, det land, der tilfalder jer som arvelod, Kana'ans land i dets fulde udstrækning. Jeres sydgrænse skal gå fra Sins ørken langs med Edom. I syd skal jeres grænse gå fra enden af Salthavet i øst. Så skal grænsen dreje syd om Akrabbim-passet, gå videre til Sin og ende syd for Kadesh-Barnea. Så skal den fortsætte til Hasar-Addar og gå videre til Asmon. Så skal grænsen dreje fra Asmon mod Egyptens bæk og ende ude ved havet.&lt;/br&gt;
Grænsen i vest: Det Store Hav med kyststrækning. Det skal være jeres vestgrænse.&lt;/br&gt;
Dette skal være jeres nordgrænse: Fra Det Store Hav skal I trække en linie til bjerget Hor; fra bjerget Hor skal I trække en linie til Lebo-Hamat, og grænsen skal ende i Sedad. Så skal grænsen gå videre til Zifron, og den skal ende i Hasar-Enan. Det skal være jeres nordgrænse.&lt;/br&gt;
Som grænse i øst skal I trække en linie fra Hasar-Enan til Shefam. Så skal grænsen gå ned fra Shefam til Ribla øst for Ajin, og grænsen skal fortsætte ned og støde til bjergryggen øst for Kinneretsøen. Så skal grænsen gå ned til Jordan og ende ved Salthavet.&lt;/br&gt;
Dette skal være jeres land med dets grænser hele vejen rundt.&quot;&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 196&lt;/ref&gt;

Dette er unægteligt en noget anden afgrænsning end før. Den kritiske læser vi måske spørge om Herren ikke havde forklaret sig godt nok over for Moses eller måske havde ændret holdning, eller om der måske er en helt tredie forklaring?

Den tænkende læser vil måske kigge nærmere på andre dele af samme historie. Vi hører, at Abraham fik børn både med Sara, sin hustru, nemlig jøderne, og med Hagar fra Egypten, hans trælkvinde, nemlig ismaelitterne, det vil sige araberne.&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 21&lt;/ref&gt; Så var det nu jøderne, araberne eller begge grupper som skulle leve i dette område? Desuden tog han sig en ny hustru: Ketura, med hvem han også fik efterkommere.&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 31&lt;/ref&gt; Det er således ret uklart hvem, der skulle overtage dette lebensraum.
 
Således tænker semitisterne ikke. De er imperialister, og de vil have det hele for sig selv. De mener at have ret til at fordrive andre folkeslag og ser Gamle Testamente som kilde til denne ret.

=== Retten til folkemord ===

Jødernes ret til at myrde befolkningerne, som levede i Kana'an, forekommer allerede i Mosebøgerne. I Femte Mosebog kapitel 20:16-17 findes således følgende påbud udtalt af Moses: &quot;i de folks byer, som Herren din Gud vil give dig i eje, må du ikke lade en eneste beholde livet; du skal lægge band på dem, på hittitterne, amoritterne, kana'anæerne, perizzitterne, hivvitterne og jebusitterne, sådan som Herren din Gud har befalet dig.&quot;&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 223&lt;/ref&gt;

I Josvabogen hører vi hvordan, at jøderne hensynsløst myrdede indbyggerne i Kana'an, eksempelvis i kapitel 8:24-29: &quot;Da israelitterne på åben mark havde dræbt alle de indbyggere fra Aj, som havde forfulgt dem ud i ørkenen, og da alle til sidste mand var faldet for sværdet, vendte alle israelitterne tilbage til Aj og huggede indbyggerne ned med sværd. Den dag blev der dræbt i alt tolv tusind mænd og kvinder, alle indbyggerne i Aj. Josva trak ikke sin udstrakte hånd med krumsværdet tilbage, før han havde lagt band på alle indbyggerne i Aj. ..Og Josva brændte Aj ned; han gjorde den til en øde ruinhøj for evigt, og det er den den dag i dag. Ajs konge hængte de på et træ og lod ham hænge til aften. Da solen gik ned, gav Josva sine folk befaling om at tage liget ned fra træet og kaste det hen ved indgangen til byporten. Så kastede de en stor stendynge op over ham, og den ligger der den dag i dag.&quot;&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 251f&lt;/ref&gt;

Tilsvarende i Josvabogen kapitel 10:28-43: &quot;Samme dag indtog Josva Makkeda. Han slog byen og dens konge med sværd og lagde band på byen og alle, der var i den; der var ingen, der overlevede. Han gjorde det samme med kongen i Makkeba, som han havde gjort med kongen i Jeriko.&lt;/br&gt;
Fra Makkeda drog Josva sammen med hele Israel videre til Libna. Han gik til angreb på Libna, og Herren gav også denne by og dens konge i Israels hånd. Josva slog byen og alle, der var i den, med sværd; der var ingen, der overlevede. Han gjorde det samme med kongen dér, som han havde gjort med kongen i Jeriko.&lt;/br&gt;
Fra Libna drog Josva sammen med hele Israel videre til Lakish. Han belejrede byen og gik til angreb på den, og Herren gav Lakish i Israels hånd. Den følgende dag indtog Josva byen; han slog den og alle, der var i den, med sværd, ganske som han havde gjort med Libna. Da drog Gezers konge Horam op for at komme Lakish til undsætning, men Josva slog kongen og hans hær; der var ingen, der overlevede.&lt;/br&gt;
Fra Lakish drog Josva sammen med hele Israel videre til Eglon. De belejrede byen og gik til angreb på den, og samme dag indtog de den og slog den med sværd. Den dag lagde han band på alle, der var i byen, ganske som han havde gjort med Lakish.&lt;/br&gt;
Fra Eglon drog Josva sammen med hele Israel op til Hebron. De gik til angreb på byen og indtog den; de slog byen, dens konge, alle dens byer og alle, der var i den, med sværd; der var ingen, der overlevede. Ganske som han havde gjort med Eglon, lagde han band på byen og på alle, der var i den.&lt;/br&gt;
Så vendte Josva sig sammen med hele Israel mod Debir. Han gik til angreb på byen og indtog den med dens kong og alle dens byer. De slog dem med sværd og lagde band på alle, der var i den; der var ingen, der overlevede. Han gjorde det samme med Debir og dens konge, som han havde gjort med Hebron og med Libna og dens konge.&lt;/br&gt;
Således besejrede Josva hele landet: Bjerglandet, Sydlandet, Lavlandet og Skråningerne og alle kongerne dér. Der var ingen, der overlevede; hver levende sjæl lagde han band på, sådan som Herren, Israels Gud, havde befalet. Josva besejrede dem fra Kadesh-Barnea til Gaza, i hele landet Goshen og helt til Gibeon. Alle disse konger og deres lande undertvang Josva på én gang, for Herren, Israels Gud, førte krig for Israel. Så vendte Josva sammen med hele Israel tilbage til lejren i Gilgal.&quot;&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 255&lt;/ref&gt;

I Josvabogen Kapitel 11 fortsætter folkemordene i det nordlige Kana'an, blandt andet Hasor: &quot;Alle, der var i byen, huggede de ned med sværd og lagde band på dem, så ikke en levende sjæl blev tilbage; og Josva brændte Hasor ned.&quot;&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 256&lt;/ref&gt; Da massemordet var til ende, blev rovet, det vil sige Kana'an, delt mellem israelitternes stammer.&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 257-264&lt;/ref&gt; Det minder om en langt senere begivenhed: under Sovjetunionen i Stalintiden gennemførte terrororganisationen OGPU under ledelse af jøden Genrikh Jagoda&lt;ref&gt;Lina (2003), s.315&lt;/ref&gt; samt NKVD overvejende ledet af jøder&lt;ref&gt;Lina (2003), s.318, 327&lt;/ref&gt; i 1932-33 et massemord på og en massefordrivelse af ukrainske bønder fra deres gårde, en begivenhed der blev kendt som ''holodomor''. Mindre kendt er, at OGPU overvejende bestod af jøder, og at disse efterfølgende som en belønning oprettede deres egne kollektivlandbrug, kibbutz'er, på de myrdede og fordrevne ukraineres jord.&lt;ref&gt;Holocaustmuseet i USA, film&lt;/ref&gt; Jødisk historieforståelse trækker lange spor.

Det var ikke kun ved erobringen af Kana'an, at jøderne begik massemord. I Esters Bog kapitel 9:2-16 hører vi: &quot;I alle kong Ahasverus' provinser samledes jøderne i deres byer for at lægge hånd på dem, der ville dem noget ondt. .. Den trettende dag i måneden adar samledes de øvrige jøder i kongens provinser og forsvarede deres liv; de fik fred for deres fjender, og og de dræbte 75.000 af deres modstandere&quot;.&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 555&lt;/ref&gt;

Flere eksempler end de nævnte kunne være fremhævet, men budskabet og moralen er tydelig nok: i &quot;hellig krig&quot; er massemord på guddommens befalet ikke blot acceptabel men en pligt at gennemføre.

Det er mildest talt absurd at se hvordan den samme ideologi, som hyldede folkemord i Gamle Testamente, har haft travl med at fremstille de selv samme massemordere som et uskyldigt forfulgt folkefærd i det 20. og starten af det 21. århundrede.

=== Honningfælder og pengeafpresning ===

Historier i Gamle Testamente giver jøderne tvivlsomme moralbegreber, eksempelvis at prostituere deres hustruer og døtre i form af &quot;honningfælder&quot;, det vil sige lokkemad for en efterfølgende afpresning. Det begynder med selveste Abraham. I Første Mosebog kapitel 20:2-16 læser vi: &quot;Abraham sagde om sin kone Sara, at hun var hans søster, og Abimelek, kongen i Gerar, sendte bud efter Sara. Om natten kom Gud i en drøm til Abimelek og sagde til ham: &quot;Nu skal du dø, fordi du har taget denne kvinde, for hun er gift&quot;.&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 25&lt;/ref&gt; Senere, da sandheden er blevet klar, hører vi: &quot;Så gav Abimelek Abraham får og køer, trælle og trælkvinder, og han gav ham hans kone Sara tilbage. Og Abimelek sagde: &quot;Mit land ligger åbent for dig. Slå dig ned, hvor du har lyst!&quot; Til Sara sagde han: &quot;Nu giver jeg din bror tusind sekel sølv. Det skal lukke øjnene på alle dem, der hører dig til. Nu har du fået fuld oprejsning&quot;.&quot;&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 26&lt;/ref&gt; Så Abrahams afpresning lykkedes.

Senere gentager historien sig med små variationer. I Esters Bog hører vi, at jøden Mordokaj sender sin datter til kong Ahasverus' harem, hvor &quot;hun vandt hans velvilje&quot;. ..&quot;Ester havde ikke fortalt, hvilket folk og hvilken slægt, hun tilhørte, for Mordokaj havde sagt til hende, at hun ikke måtte fortælle det.&quot; Men senere udnyttes hun til at redde jøderne, og naturligvis belønnes både hun og hendes fader for dette bedrag: &quot;Og Mordokaj fik foretræde for kongen, for Ester havde fortalt, hvordan han var i familie med hende. Kongen tog sin signetring, som han havde frataget Haman, og overdrog den til Mordokaj. Og Ester satte Mordokaj over Hamans hus.&quot;&lt;ref&gt;Bibelen (1992), s. 549, 554&lt;/ref&gt;

Således legitimerer Gamle Testamente jødernes brug af honningfælder og pengeafpresning, når denne brug rettes imod folk i magtpositioner.

=== Sammenfatning ===

I 1973 fremkom udtrykket &quot;narrativ teologi&quot;.&lt;ref&gt;Bjerg (1984), s. 11&lt;/ref&gt; Udtrykkets betydning har været noget uklar, men pointen er, at hvis en kristen vil forklare sin tro og identitet, så kan dette ske ved at fortælle om Jesu ord og gerninger. På lignende måde kan jødedommens indhold bedst forstås ved at fortælle historier fra Gamle Testamente.

Som vi har set, er sådanne historier ikke just moralske. Ideen om det udvalgte folk, der ikke må gifte sig med folk fra andre folkeslag men nok har ret til at udnytte dets kvinder i honningfælder til pengeafpresning, og som mener sig i sin gode ret til hensynsløst at udrydde andre folkeslag &quot;i Guds navn&quot;, fremavler en tvivlsom moral. Hvis man vil være lidt uvenlig, kan man med god grund hævde, at denne tvivlsomme moral langt hen af vejen også afspejler sig i jødernes nyere historie.

Vi har i det foregående set hvordan, at denne moral henter sin inspiration i fortællinger fra Gamle Testamente. Og denne moral understreges ved at de samme emner bliver gentaget med blot mindre variationer flere gange som for at understrege, at den ikke er knyttet til en bestemt historisk situation men netop har evig gyldighed. I lighed med sit afkom, muhammedanismen, er denne moral præget af en foragt for dem, som ikke tilhører &quot;in-gruppen&quot;.

Der kan måske være grund til at uddybe dette udtryk nærmere. Alle mennesker udvikler en eller anden form for bevidsthed om at tilhøre et bestemt etnisk fællesskab, herunder skaber de et dertil knyttet begrebsapparat. Man kan skelne mellem det navn, som en etnisk gruppe bruger om sig selv i denne selvidentifikation, og det navn, som andre bruger om den samme gruppe. Nogle gange, men ikke altid, bruger de samme benævnelse, men deres opfattelse af gruppens afgrænsning og indhold behøver ikke at være det samme, men kan tilpasses den aktuelle situation.&lt;ref&gt;Lund (1993), s. 81&lt;/ref&gt; Betegnelsen afspejler en bevidsthed om hvem, man hører sammen med i et fællesskab, og hvem, der ikke hører til dette fællesskab.&lt;ref&gt;Lund (1993), s. 9&lt;/ref&gt; Ofte, men ikke altid, vil de, som ikke tilhører dette fællesskab, blive set ned på, mens man selv ophøjes for sine gode egenskaber.&lt;ref&gt;Lund (1993), s. 13-26&lt;/ref&gt;

Denne vi-bevidsthed skabes i vid udstrækning ved historier, beretninger og myter, om et skæbnefællesskab gennem utallige slægtled. Ofte vil disse historier blive fyldt med navne på legendariske personligheder, hvis liv og gerninger bliver en del af den personlige identitetsfølelse. Og som regel vil en del af denne historie omfatte etnogoni, det vil sige de indfødtes egen mytiske forklaring på deres oprindelse&lt;ref&gt;Lund (1993), s. 49&lt;/ref&gt;, som regel i form af en mytisk stamfader.&lt;ref&gt;Lund (1993), s. 91&lt;/ref&gt; I dansk sammenhæng kan man tænke på Saxo og hans Danmarkshistorie. I germansk sammenhæng er det myten om Tvisto, der er grundlaget for identiteten&lt;ref&gt;Lund (1993), s. 90&lt;/ref&gt;, og for jøderne er det Abraham, der har denne rolle.

Men sådanne historiske beretninger og myter har ikke kun den funktion at begrunde selvidentiteten men tillige at begrunde moralbegreber, hvad der er &quot;god&quot; og &quot;ond&quot; opførsel. For jøderne er det netop historierne i Gamle Testamente, som opfylder denne opgave.

Over tid kan disse funktioner aftage i betydning, fordi behovet for dem ikke længere er så stort. Dette fordi at myter erstattes med faktiske historiske erindringer. Men for visse grupper er dette ikke tilfælde. Her kan udviklingen tvært imod gå i den modsatte retning og udvikle sig til en regulær fanatisme, der kan motivere og begrunde næsten enhver handling. Denne fanatisme kan formuleres og organiseres i en dertil hørende ideologi, en -isme. Semitisme er en sådan ideologi, der i princippet ikke adskiller sig fra andre -ismer bortset fra den etniske gruppe, hvis selvfølelse og handlingsmønster, den skal begrunde.

=== &lt;big&gt;Sammenfatning og konklusion&lt;/big&gt; ===

Vi er nået vejs ende i gennemgangen, og resultatet taler for sig selv. Ikke blot er det officielle narrativ ikke korrekt, for hver del af dette narrativ findes en alternativ forklaring, og tilsammen tegner disse træk et andet men helt entydigt billede.

Først og fremmest: Gamle Testamente er ikke jødisk historieskrivning.&lt;ref&gt;Adler (2022), Preface&lt;/ref&gt; Der kan påvises et utal af indlån fra andre kulturer, eksempelvis historien om Moses i sivkurven og Noas ark, som tydeligt viser, at denne historie er en myte, et narrativ, skabt for at give jødisk identitet en høj alder. I stedet tjener Gamle Testamente som redskab til at give jøder en national identitet igennem deres trosretning, i særdeleshed Jahve. Det er i Jahves navn, at de udvandrer fra Egypten, erobrer Kana'an og i nyere tid trækker sig ind i etniske ghettoer.&lt;ref&gt;Crone og Cook (1977), s. 42&lt;/ref&gt; Hele den jødiske kultur er een lang markering af begivenheder hentet fra myterne i Gamle Testamente.

Dernæst: jøderne var tydeligvis ikke det monoteistiske folkefærd, som de gerne vil give indtryk af, tværtimod. Så langt, at Gamle Testamentes fremstilling overhovedet afspejler en historisk virkelighed, dyrkede jøderne flere guder gennem flere hundrede år. Vi ser en udvikling i flere trin:&lt;/br&gt;
- første trin: to guder, Jahve og El, forenes i en &quot;supergud&quot;&lt;/br&gt;
- andet trin: gudsdyrkelsen centraliseres og kontrolleres af kongen&lt;/br&gt;
- tredie trin: de lavere guder og gudinder forkastes, fordi at de ikke hjalp i en kritisk situation&lt;/br&gt;
- fjerde trin: præsteskabet udvikler et nyt narrativ til at forstærke dets magt og betydning som samlende kraft.&lt;/br&gt;
Det var en udvikling, hvor hvert trin var en logisk følge af det foregående, når behovet for en forandring i det herskende narrativ indtraf. Den nye ideologi var, som de fleste totalitære ideologier, et spørgsmål om at legitimere retten til magtudøvelse. Dette grundlag blev konstrueret ad hoc, det vil sige spontant efter behov. Dets grundlag var aldrig vel funderet, og vi kan nu afvise det fuldstændigt som fusk og forfalskning fra ende til anden.

Samtidig var det en udvikling, hvor hvert trin bidrog med særlige træk til den nye ideologis udvikling: først blev stammeguden anvendt til at legitimere myten om &quot;det udvalgte folk&quot;, herunder en racistisk ultrasemitisk afvisning af ægteskaber med repræsentanter fra andre folkeslag, og hvor regulært folkemord legitimeres som en følge af Jahves beslutning og påbud. Dernæst må den snart svækkede kongemagt i den nye nationale stat styrke sin stilling i befolkningen, hvilket sker ved centralisering af gudsdyrkelsen. Da så statsdannelsen alligevel bryder sammen, bliver det nødvendigt at udpege en skyldig årsag, og her må husguderne holde for. Endelig må det nye narrativ styrkes, hvilket blandt andet sker ved kampen for en ny egen stat.

Da mange profeter har først og fremmest til formål at legitimere den nye nationale ideologi som Jahves vilje.

Endelig er det også fra Gamle Testamente, at jøderne henter deres moralbegreber på godt og ondt.

Det er indlysende, at hvis der kan rejses tvivl om troværdigheden af beretningerne i Gamle Testamente, så er det ikke blot et kildekritisk problem. Det er hele grundlaget for jødedommen, der vælter. Jødedommen er, som muhammedanismen, det, som i kommunistkina kaldes en ''tofu-dreg'' konstruktion: en bygning eller anden konstruktion opført af underlødige bestanddele som gør, at den før eller senere falder sammen af sig selv.

Hidtil har Gamle Testamentes narrativer aldrig være underkastet en kildekritisk analyse, i modsætning til Nye Testamente, som allerede i 1800-tallet og begyndelsen af 1900-tallet blev underkastet en sådan analyse, som den bestod med udmærkelse. Det er først i de seneste år, at et sådant arbejde er igangsat og vel at bemærke er det sket af jødiske arkæologer og historikere. Det gør, at deres resultater ikke blot kan afvises med smædeudtryk som &quot;anti-semitisme&quot;. Det er derfor, at det har været så vigtigt at gøre disse resultater bekendt for et dansk publikum. Og hvis denne bog kan bidrage til fortsatte og uddybende studier af denne problematik, så har den opfyldt sit formål.

Det er for så vidt tilfældigt, at dette sker netop på en tid, hvor staten Israel og dens regering udsættes for en stigende international kritik for sin handlemåde, og så måske alligevel ikke. I alt for lang tid har kritik af jøder og Israel kunnet undertrykkes på grund af myterne om begivenheder under 2. verdenskrig. Men nu ligger disse begivenheder så langt tilbage, 2-4 slægtled, at de ikke længere kan beskytte imod kritik. Og samtidig har både rabiate jøder og den israelske regering i de seneste år udvist en optræden, som let lader sig kritisere. Det er ikke stedet her at uddybe dette emne, det kan fortjene en særskilt behandling og hører hjemme i politisk sammenhæng, ikke i forbindelse med jødedommen som religion og kultur, selv om der kan argumenteres for, at disse områder til dels overlapper hinanden.

Vi har set hvilken afgørende inflydelse, den kildekritiske analyse af Gamle Testamente har på forståelsen af jødedommens historie, men hvorledes forholder det sig med kristendommen? Hvilken indflydelse har kildekritikken på kristendommen? Det enkleste svar er: ingen. Gamle Testamente spiller kun en rolle i kristendommen på to måder:&lt;/br&gt;
- dels at vise at Jesus som messias er forudset allerede af gammeltestamentelige profeter; det er i denne sammenhæng ikke vigtigt, om dette var faktisk var tilfældet, men derimod at jøderne i hans samtid mente, at det forholdt sig således&lt;/br&gt;
- dels at vise de religiøse dogmer, som Jesus gjorde op med. Det viser sig i hans gentagne: &quot;I har hørt at ... men jeg siger jer nu at ...&quot; Jesu lære er i virkeligheden eet stort opgør med jødedommens tankegang og etnisk snæversynethed, han er i den sammenhæng helt på linje med den foreliggende kildekritiske analyse, selv om både hans metode og budskab er et andet.

Især i sidst nævnte sammenhæng er det vigtigt at forstå, at der ikke eksisterer nogen &quot;jødisk-kristne værdier&quot;. Dette moderne udtryk er intet andet end et jødisk forsøg på at tage kristne som gidsler for deres egne ideer. I virkeligheden er det kristendommen, der introducerer næstekærlighed og respekt for medmennesker uanset deres etniske tilhørsforhold, og i forlængelse heraf introducerer både menneskerettigheder og folkestyre. Intet af dette findes i jødedommen, her er det nationalt-etnisk snæversyn, som dominerer hele vejen. Jødedommen er og forbliver en anti-kristen ideologi, fordi den hviler på en selvforståelse baseret på manipulerede kilder i form af Gamle Testamentes skrifter. Og ved at påvise disse manipulationer, myter og omskrivninger, beviser moderne kildekritik, at kristendommen var og er et berettiget opgør med jødedommen.

Endnu for en menneskealder kunne forskere i jødedommen leve i deres vildfarelse om, at selv om der var problemer med Gamle Testamente som kilde til jødedommens historie, så var den i sine hovedtræk alligevel korrekt. Således er det ikke længere. Det kan nu bevises, at der bag den mytiske fortælling gemmer sig en anden historie. Lad så være, at begivenheder i de senere år i Gaza, på Vestbredden, i Libanon, i Egypten, over for Syrien og Iran uden tvivl har bidraget til at fremme denne udvikling. Et træ kendes på dets frugter, og hele verden har nu set de frugter, som jødisk fundamentalisme bringer med sig. Myten om det forfulgte uskyldige folkefærd lader sig ikke længere opretholde.

Og jo mere skingre, hysteriske og fanatiske jødedommens fundamentalister bliver i deres holdninger og opførsel, desto hurtigere vil de miste de sidste rester af en troværdighed, som de i virkeligheden aldrig har haft.

=== &lt;big&gt;Noter&lt;/big&gt; ===
{{Reflist|3}}

=== &lt;big&gt;Litteratur&lt;/big&gt; ===
* Yonatan Adler: ''The Origins of Judaism. An Archaeological-historical Reappraisal''; Yale University 2022; ISBN 978-0-300-25490-7
* Yonatan Adler: &quot;Toward Identifying Proto-Judaic Cultural Features in Ancient Israel and Judea&quot; (i: ''Journal of Ancient Judaism'' (2024), s. 1-28)
* Yonatan Adler: ''Between Yahwism and Judaism. Judean Cult and Culture during the Early Hellenistic Period (332-175 BEC)''; Cambridge University Press 2025; ISBN 978-009-45961-7
* Gad Barnea: &quot;P. Berlin 13464, Yahwism and Achaemenid Zoroastrianism at Elephantine&quot; (2024)
* Geoffrey Bibby: ''I Dilmun tier ravnen''; Wormanium 1971; ISBN 87-85-1600-40
* Geoffrey Bibby: ''Det forsvundne årtusinde''; Wormanium 1978; ISBN 87-8516-053-9
* ''Bibelen''; Det Danske Bibelselskab 1992; 1. udgave 1. oplag; ISBN 87-7325-276-6
* Svend Bjerg: &quot;Den kristne grundfortælling. Studier over fortælling og teologi&quot; (''Teologiske Studier'', bind 8; 2. oplag 1984; Aarhus 1984; ISBN 87-7003-409-5) 
* Patricia Crone og Michael Cook: ''Hagarism. The Making of The Islamic World''; Cambridge 1977; ISBN 0-521-21133-6
* Stephan Peter Dinkgreve: ''In Search of the Sublime: A world history of humanity's relentless pursuit of scientific truth, moral excellence, and enlightenment''; 2021
* Robert Gnuse: &quot;Spilt Water: Tales of David (II Sam 23:13-17) and Alexander the Great (Arrian, Anabasis of Alexander 6.26.1-3).&quot; (i: ''Scandinavian Journal of the Old Testament''; 1998, bind 12, s. 233-248)
* Robert Gnuse: &quot;Abducted Wives: A Hellenistic Narrative in the Book of Judges?&quot; (i: ''Scandinavian Journal of the Old Testament''; 2007; bind 22, s. 272-285)
* Robert Gnuse: &quot;From Prison to Prestige: The Hero who helps a King in Jewish and Greek Literature.&quot; (i: ''Catholic Biblical Quarterly''; 2010 bind 72, s. 31-45)
* Robert Gnuse: &quot;Divine Messengers in Genesis 18-19 and Ovid.&quot; (i: ''Scandinavian Journal of the Old Testament''; 2017; bind 31, s. 66-79)
* Robert Gnuse: &quot;Greek Connections: Genesis 1-11 and the Poetry of Hesiod&quot; (i: ''Biblical Theology Bulletin''; 2017 nr. 47, s. 131-143
* Robert Gnuse: &quot;Heed Your Steeds: Achilles’ Horses and Balaam’s Donkey.&quot; (i: ''International Journal of Research in Humanities and Social Sciences''; 2017; række 4 hæfte 6; s. 1-5)
* Robert Gnuse: &quot;Samson and Heracles Revisited.&quot; (i: ''Scandinavian Journal of the Old Testament''; 2018, bind 32, s. 1-19)
* Robert Gnuse: &quot;Greek Historians and the Primeval History.&quot; (i: ''International Journal of Research in Humanities and Social Sciences''; 2019; række 6 hæfte 1, s. 20-25)
* Robert Gnuse: &quot;Jephthah’s Daughter and Iphigenia in the Plays of Euripides&quot; (i: ''International Journal of the Arts and Humanities''; 2019; række 5 hæfte 1, s. 16-23)
* Robert Gnuse: &quot;Hellenism and the Primary History: The Imprint of Greek Sources in Genesis-2 Kings&quot; ''Copenhagen International Seminar''; Routledge, London 2020 
* Philippe Guillaume: &quot;Hesiod’s heroic age and the biblical period of the Judges.&quot; (i: Thomas Thompson and Philippe Wajdenbaum (red.): ''The Bible and Hellenism: Greek Influence on Jewish and Early Christian Literature. Copenhagen International Seminar''; Routledge, New York 2014; s. 146-164)
* Daniel Hawk: &quot;Violent Grace: Tragedy and Transformation in the Orestia and the Deuteronomistic History.&quot; (i: ''Scandinavian Journal of the Old Testament''; 2003, bind 18, s. 73-88)
* Gerhard Larsson: &quot;Possible Hellenistic Influence in the Historical Parts of the Old Testament.&quot; i: ''Scandinavian Journal of the Old Testament''; 2004; bind 18, s. 296-311)
* Niels Peter Lemche: &quot;The Old Testament-A Hellenistic Book&quot; (: ''Scandinavian Journal of the Old Testament''; 1993 bind 7, s. 163-193)
* Niels Peter Lemche: &quot;Is It Still Possible to Write a History of Ancient Israel?&quot; (i: ''Scandinavian Journal of the Old Testament''; 1994, bind 8, s. 163-188)
* Niels Peter Lemche: &quot;Good and Bad in History: The Greek Connection.&quot; (i: Steven McKenzie and Thomas Römer (red.): &quot;Rethinking the Foundations: Historiography in the Ancient World and in the Bible. Essays in Honour of John Van Seters&quot;; ''Beihefte zur Zeitschrift für die altestamentliche Wissenschaft'' nr. 294; Walter de Gruyter, Berlin 2000; s. 127-140) 
* Niels Peter Lemche: &quot;How Does One Date an Expression of Mental History?&quot; (i: Lester Grabbe (red.): &quot;Did Moses Speak Attic? Jewish Historiography and Scripture in the Hellenistic Period&quot; (i: ''Journal for the Study of the Old Testament Supplement Series'' 317/European Seminar on Historical Methodology 3; Sheffield Academic Press, Sheffield 2001; s. 200-224)
* Niels Peter Lemche: &quot;Does the Idea of the Old Testament as a Hellenistic Book Prevent Source Criticism of the Pentateuch?&quot; (i: ''Scandinavian Journal of the Old Testament''; 2011, bind 25, s. 75-92)
* Niels Peter Lemche: &quot;When the End is the Beginning: Creating a National History?&quot; (i: ''Scandinavian Journal of the Old Testament''; 2015, bind 29, s. 22-32)
* Jüri Lina: ''Skorpioni märgi all. Nõukogude võimu tõus ja langus''; Stockholm 2003; ISBN 91-972897-9-5
* Allan A. Lund: ''De etnografiske kilder til Nordens tidlige historie''; Wormanium 1993; ISBN 87-89531-08-6
* Etienee Nodet: &quot;Editing the Bible: Alexandria or Babylon?&quot; (i: Thomas Thompson and Philippe Wajdenbaum (red.): ''The Bible and Hellenism: Greek Influence on Jewish and Early Christian Literature. Copenhagen International Seminar''; Routledge, New York 2014; s. 36-55) 
* Gabrielle Vera Novacek: ''Ancient Israel. Highlights from the Collections of The Oriental Institute University of Chicago''; University of Chicago 2011; ISBN 978-1-88923-65-3
* Johannes Pedersen: &quot;Hasmonæer&quot; (i: ''Salmonsens Konversationsleksikon'', 2. udgave, bind X; 1919; s. 943-944)
* Emanuel Pfoh: &quot;Ancient historiography, biblical stories and Hellenism&quot; (i: Thomas Thompson and Philippe Wajdenbaum (red.): ''The Bible and Hellenism: Greek Influence on Jewish and Early Christian Literature. Copenhagen International Seminar''; Routledge, New York 2014; s. 19-35) 
* Benjamin W. Porter: &quot;Assembling the Iron Age Levant: The Archaeology of Communities, Polities and Imperial Peripheries&quot; (i: ''Journal of Archaeological Research'' vol. 24; 2016; s. 373-420)
* Katherine Stott: &quot;Herodotus and the Old Testament: A Comparative Reading of the Ascendancy Stories of King Cyrus and David.&quot; (i: ''Scandinavian Journal for the Study of the Old Testament''; 2002; bind 16 s. 52-78)
* Jan-Wim Wesselius: &quot;Discontinuity, Congruence and the Making of the Hebrew Bible.&quot; (i: ''Scandinavian Journal for the Study of the Old Testament''; 1999 bind 13 s. 24-77)
* Jan-Wim Wesselius: &quot;The Origin of the History of Israel: Herodotus’ Histories as Blueprint for the First Books of the Bible&quot; (i: ''Journal for the Study of the Old Testament Supplement Series''; Sheffield Academic Press, Sheffield 2002)
* Hans Christian Ørsted: &quot;Overtro og Vantro i deres Forhold til Naturvidenskaben&quot; (''Aanden i Naturen''; 4. udgave; København 1978; ISBN 87-414-8972-1; s. 76-106)

=== &lt;big&gt;Film&lt;/big&gt; ===
* Simca Jacobovici: ''The Exodus Decoded''</text>
      <sha1>706j0p4eftunfnhzpal7j7anteoasit</sha1>
    </revision>
  </page>
</mediawiki>