Wikibooks dawikibooks https://da.wikibooks.org/wiki/Forside MediaWiki 1.47.0-wmf.5 first-letter Media Speciel Diskussion Bruger Brugerdiskussion Wikibooks Wikibooks diskussion Fil Fildiskussion MediaWiki MediaWiki diskussion Skabelon Skabelondiskussion Hjælp Hjælp diskussion Kategori Kategoridiskussion TimedText TimedText talk Modul Moduldiskussion Event Event talk 0 7362 42042 42041 2026-06-04T04:26:03Z Sven Halfdan Nielsen 3898 udvidet en smule 42042 wikitext text/x-wiki [[Fil:Philippe de Champaigne - Moses with the Ten Commandments - WGA04717.jpg|thumb|400px|Ifølge nye videnskabelige kildekritiske teorier er det ikke Moses, som har skrevet Mosebøgerne. Maleri af Philippe de Champaigne.]] === <big>Fortale</big> === Jødedommens ældste historie har hidtil været indhyllet i mørke. Traditionen hviler på ''Tanakh'' eller Gamle Testamente, men dette synes først at have fundet sin endelige form i det 2. århundrede f.Kr. i det hasmunitiske kongerige. Hvor meget, traditionerne har ændret sig før denne tid, er et åbent spørgsmål. Foruden Gamle Testamente er de vigtigste kilder til belysning af spørgsmålet især arkæologiske fund, men også her er der store problemer med troværdigheden. Flere kilders oprindelse er omstridte og dermed bliver deres udsagnsværdi også tvivlsom. Det er først i løbet af den seneste menneskealder, at der tegner sig et mere klart billede af den omskiftelige historie, men hidtil har mig bekendt ingen forsøgt at gøre denne viden tilgængelig på dansk. Jeg har derfor efter fattig evne forsøgt at skildre denne på grundlag af tilgængeligt materiale. Jeg har desuden tilføjet notehenvisninger til de skriftlige kilder, som jeg anvendt. Når man forsøger at skildre kendt historie således som tilfældet er med Gamle Testamente, stilles man over for to problemer: dels må man forsøge at sætte denne fremstilling i forhold til det billede, som andre kilder tegner, dels må man forsøge at forstå den forvandling og forvanskning af oprindelige kilder, som fremstillingen i Gamle Testamente nu afspejler. Den foreliggende undersøgelse falder i to hoveddele, dels en undersøgelse af jødernes faktiske historie således som den lader sig fastslå baseret på grundlag af arkæologiske og historiske kilder, herunder spørgsmålet om jødernes religion, dels en kildekritisk analyse af ''Tanakh'' eller Gamle Testamente. Afslutningsvis vil der blive foretaget en vurdering af hvilken indflydelse, ''Tanakh'' har haft på jødernes selvforståelse og Gamle Testamente har på kristen selvforståelse. Der kan være grund til at understrege, at stort set alt i denne undersøgelse alene skyldes yderst kompetente forskeres virke, og jeg har efter evne forsøgt at henvise til denne forskning. Litteraturen herom findes i den afsluttende litteraturliste. Desuden har jeg inddraget andre inspirationskilder, hvor jeg finder dem relevante og troværdige. Derimod er fortolkningen af disse ulige arbejder min egen, og de oprindelige forskere kan og bør derfor ikke drages til ansvar for denne fortolkning. På dette sted kan der være grund til at forudskikke enkelte kendsgerninger: selvidentiteten "jøde" synes først at blive skabt i 2. århundrede f.Kr. efter hasmunitternes oprør og etableringen af kongeriget baseret på religiøse regler. Der findes ingen ældre beviser på, at jøderne inden da havde fulgt moseloven, og først på dette tidspunkt optræder ''Tanakh'', de ældste synagoger samt mønter uden billede. Det bør desuden bemærkes, at der ingen omtale findes af sabbaten i Gamle Testamente. Efter den babylonske magtovertagelse i 586 f.Kr. optræder ''al Yahuda'' som en by i Babylon, stednavnet Israel optræder første gang på en mønt dateret år 66 e.Kr. og i forbindelse med jødernes oprør mod romerne.<ref>Lemche (2015), s. 15</ref> Mange kunne have skrevet denne bog bedre end jeg, alle kunne have skrevet den anderledes, men hvis ikke at jeg havde skrevet den, var den måske aldrig blevet skrevet. Utallige er de, der ønsker sig, at denne bog aldrig havde set dagens lys. Men almindelig og videnskabelig redelighed forlanger, at sandheden bliver kendt. Om bogens titel skal jeg blot bemærke, at jeg har valgt ordet "jødedom", fordi det betegner jødisk religion og kultur på samme tid. Dette modsat andre ord, som både betegner folk og ideologi på samme tid, hvilket er både uheldigt og uønsket for den, der ønsker en præciseret sprogbrug. Sven Halfdan Nielsen</br> Pärnu, den 5. maj 2026 === <big>Indledning</big> === Al historisk og litterær forskning må hvile på kildekritiske undersøgelser. Dette betyder, at arkæologiske og sproglige kilder kritisk må vurderes med henblik på deres oprindelsessituation, eventuelle tendens, forholden sig til de omtalte begivenheder og for sproglige kilder tillige deres formål (som udmærket kan være mangesidigt). Kilderne må stilles i forhold til, hvad der ellers vides om tiden, og de må forsøges tolket således, at de er bedst i overensstemmelse med denne viden, og at de ikke modsiger denne viden. Hvis det sidste er tilfældet, må man spørge, om fortolkningen er rigtig, eller om den hidtidige "viden" må revideres. I 1636 forsøgte den irske ærkebiskop Ussher at bestemme verdens urhistorie. Det skete med udgangspunkt i Gamle Testamente, som han antog var en troværdig kilde til denne tid. På grundlag af de oplysninger, som fandtes heri, beregnede han, at verden var blevet skabt år 4004 f.Kr., og at Syndfloden var fundet sted år 2501 f.Kr. Fra da af havde menneskeheden foretaget sin spredning ud over jorden.<ref>Bibby (1980), s. 12</ref> I de mange følgende hundrede år var dette udgangspunktet, når oldforskere forsøgte at skildre deres egne landes ældste historie indtil omkring midten af 1800-tallet, da arkæologien først som amatørvidenskab senere som faglig disciplin pillede Usshers forestillinger fra hinanden og påviste, at jordens og menneskehedens historie var betydeligt ældre.<ref>Bibby (1980), s. 13-36</ref> Dette førte til et paradigmeskift i fortolkningen af Gamle Testamente, som ikke længere blev anset som korrekt skildring af hele menneskehedens historie men alene af jødernes historie. Men i denne egenskab blev den fortsat anset som troværdig historisk kilde. Endnu i 1978, da Geoffrey Bibby udgav sin klassiske bog "''Det forsvundne årtusinde''", spillede beretningerne om Abraham, jøderne i Egypten og deres udvandring herfra en egen rolle i skildringen af dette tidsrum.<ref>Bibby (1978), s. 63ff</ref> Men blot få år senere, i 1988, fremkom den første moderne kildekritiske analyse, som fuldstændigt pillede Bibbys antagelse fra hinanden. Det skulle blive starten på et nyt paradigmeskift i forståelsen af Gamle Testamente. Denne analyse blev i 2015 opdateret på engelsk, og det er denne version, som er anvendt i det følgende. Men bogen førte også til beskyldninger om jødefjendtlighed imod forfatteren, Niels Peter Lemche, fordi den pillede jødernes egen hidtidige selvforståelse fra hinanden. Lige siden afslutningen af 2. verdenskrig og især i det 21. århundrede har beskyldninger om "anti-semitisme" fået et kraftigt opsving. Der kan derfor være grund til at gøre nogle bemærkninger om min opfattelse af dette begreb og dets anvendelse. For mig består udtrykket "anti-semitisme" af to dele: "anti" betyder imod, og "semitisme" betegner en politisk, nationalistisk ideologi. Dette indebærer, at jeg skelner mellem jøder som kulturel folkegruppe på den ene side og en semitisk ideologi på den anden. Jeg har intet imod folk, som identificerer sig selv som jøder i religiøs og kulturel henseende så længe, at dette ikke berører deres forhold til andre folkegrupper. For mig er "jøde" altså en betegnelse, der i princippet ikke adskiller sig fra dansker, tysker, armener, kurder, japaner eller en hvilken som helst anden national folkegruppe. Anderledes forholder det sig med begrebet "semitisme". Her er der i mine øjne tale om en totalitær og intolerant national ideologi, som tåler sammenligning med fx. fascismen i Italien og nazismen i Tyskland. Der er med andre ord tale om en ekskluderende ideologi, som på samme tid legitimerer en bestemt handlemåde over for andre befolkningsgrupper. Dette kan der senere være grund til at vende tilbage til, når vi har gjort os selve grundlaget for denne tankegang klart. Lad mig sige det straks: det er ikke "anti-semitisk" at anlægge en anden betragtningsmåde en den, som såkaldte "semitter" selv anlægger - med mindre at man tilføjer, at sådanne semitter har et snævert syn og en snæver fortolkningsramme båret af egne fordomme. I denne henseende minder semitter og muhammedanere om hinanden. Begge promoverer en bestemt fortolkning, og begge benægter retten til at inddrage andre kilder eller til at anlægge en anden og bedre forståelse. For mig skræmmer udsigten til at blive tillagt smædeord mig ikke. Afgørende for mig er objektivt at se på alle fastslåede kendsgerninger og så nå frem til den forståelse, som er mest og bedst i overensstemmelse hermed. Hvis andre har problemer hermed, er det deres problem, ikke mit. De ønsker at forsvare en myte, men for mig er det de historiske kendsgerninger bag myten, som er det vigtigste. Myter er overtro og vantro. Men som Hans Christian Ørsted har sagt det, vil videnskaben overvinde overtroen og vantroen<ref>Ørsted (1978), s. 106</ref>, og således må det være. Det gælder her som i tilfældet med muhammedanismen<ref>se ''Muhammedanismen i kildekritisk belysning''</ref>, at modstanden og modviljen imod at blive konfronteret med nye kendsgerninger dybest set blot viser hvor usikre, forsvarere af den herskende ideologi i virkeligheden er. Hvis de var sikre i deres overbevisning, ville de velkomme enhver udfordring, idet de vil kunne tage den op og sagligt imødegå den og dermed forstærke deres position, men således forholder det sig ikke, tværtimod. Bogen afspejler forskningens nuværende stade, den er en skildring af kendsgerningerne således, som disse tegner sig i det Herrens år 2026. Det er muligt, at fremtiden vil ændre dette billede, og således må det være. Det bør tilføjes, at forskningsfeltet er inde i en rivende udvikling i disse år. Det kan derfor ikke udelukkes, at forskningen om føje år vil give et andet, mere omfattende men måske også revideret billede i forhold til nu, og således må det være. Det er den eneste måde, at vor viden kan forøges og forbedres på. Og skulle denne bog medvirke til at fremme en sådan forskning, har den opfyldt sit formål. === <big>Jødedommens ældste historie</big> === Formålet med det følgende er at skildre jødedommens ældste historie. Hovedvægten vil blive lagt på de arkæologiske vidnesbyrd. Bibelen vil imidlertid blive inddraget, hvis og når den kan belyse historiske kendsgerninger. En række emner vil blive underkastet en særskilt behandling. Jeg har valgt at følge den traditionelle tidsinddeling med hensyn til jødisk historie men at holde den religiøse og den verdslige side af denne historie adskilte, da det giver en bedre forståelse. === Den kana'næiske oprindelse === I det 2. århundrede f.Kr. var Kana'an beboet af stammer med hver deres skytsguddom. Disse guddomme hørte til den kana'anæiske gudeverden og omfattede blandt andre El, Ba'al og Jahve. Over tid begyndte jøderne imidlertid at skille sig ud og hævde, at de ikke stammede fra kana'anæerne, skønt både sproglige og religiøse træk fra tiden 1200-1000 f.Kr. tyder på, at de udviklede sig fra en kana'anæisk fælles kultur i den grad, at det ofte er svært at skelne imellem dem.<ref>Dinkgreve (2021), kap. 8</ref> Hvornår, denne udskillelsesproces er fundet sted, vides ikke, men det må være sket omkring 1207 f.Kr., idet kana'anæerne og israelitterne på en stele rejst af farao Merneptah dateret til dette tidspunkt udtrykkeligt er nævnt som to uens folkegrupper:</br> - "Kana'en er udplyndret,</br> - Israel er lagt øde."</br> Det er værd at bemærke, at de hieroglyffer, som angiver navnet Kana'an, viser, at der er tale om et land, mens de, som angiver Israel, viser, at der er tale om et folk.<ref>Dinkgreve (2021), kap. 8</ref> Det er også den eneste kilde fraset Gamle Testamente som nævner et folk kaldet Israel på denne tid.<ref>Novacek (2011), s. 66</ref> Den oprindelige gud for Israel synes at have været ''El''. Navnet "Isra-el" betyder "El's styre".<ref>Dinkgreve (2021), kap. 8</ref> Kildekritiske undersøgelser af Mosebøgerne viser at disse er skrevet af flere forskellige forfattere, hvoraf to af forskerne kaldes P og E. Begge disse forfattere kalder Gud for ''El'' indtil, at Gud angiveligt selv kalder sig ''Jahve'' over for Moses: "Jeg er Jahve. Jeg viste mig for Abraham og Isak og Jakob som ''El-Shaddai'', men mit navn er ''Jahve''. Jeg gjorde ikke det bekendt for dem".<ref>Bibelen (1992), s. 72</ref> Det bør tilføjes, at i ''Genesis'' forekommer 17 tilfælde af associationer med ''El'' (fx. Bethel) men ikke een eneste med ''Jahve''. Der er desuden eet tilfælde med henvisning til ''Ba'al'', nemlig Ashbel, Benjamins søn === Ugarit === I 1928 fandt en bonde i Ras Shamra ved Middelhavskysten (nu i Syrien) et omkring 3.000 år gammelt gravkammer. En udgravning det følgende år viste, at det dækkede over dels en større gravplads, dels en forhistorisk by: Ugarit, en vigtig handelsby fra omkring 1450 f.Kr. til 1192 f.Kr., idet byen blev brændt af og blev opgivet antagelig mellem 1190 f.Kr. og 1185 f.Kr. Blandt de mange fund var et stort antal lertavler og mange af dem med religiøse tekster: mytologiske vers, hymner til guder, lister over præsternes ofringer. Den ledende guddom i Ugarit hed ''El''. ''El'' var gudernes fader, skaber af alle levende væsener, den evige konge. Han blev beskrevet som en ældre skægget mand, som sad på en trone med en krone med tyrehorn. Hans hustru hed ''Ashera''<ref>Dinkgreve (2021), kap. 8</ref>, hun var moder til 70 guder ifølge teksterne. Blandt sønnerne var stormguden ''Baal'', havguden ''Jam'', dødsguden ''Mott'' og krigergudinden ''Anat''. Tilsammen blev de kaldt ''Ilham'', det vil sige børn af ''El''. I Bibelens skildring af skabelsen optræder ordet ''Elohim'', på hæbraisk et ord for guddom, hvilket er umiddelbart sammenligneligt med ordet i Ugarit, men ordet er flertal, ikke ental. Og flere af beretningerne i Gamle Testamente bruger netop (men ikke alene) dette ord om Gud: ''El Shaddai'' (Gud den Almægtige), ''El Elyon'' (Gud den Højeste)<ref>Novacek (2011), s. 41</ref>, ''El Olam'' (den evige Gud), ''El Bethel'' (Bethels Gud). Det er det samme navn som den øverste gud i kana'anæernes gudeverden. Af disse kendsgerninger tør drages to slutninger. Den ene er, at Gud i den hebraiske forståelse ikke i starten var fuldstændig og enerådende men i stedet udviklede sig over tid, langsomt ved en proces, der bedst kan beskrives som konvergens: flere guder smeltede sammen i een guddom. Den anden slutning, man tør drage, er den, at israelitterne udviklede sig som folk fra kana'anæerne. Deres første gud var kana'anæernes gud ''El''. For de folk, som levede i bjergene i Kana'an omkring 1100 f.Kr. var der ikke nogen markant forskel imellem deres egen religion og de omgivende folkeslags religion: de dyrkede den samme fadergud og modergudinde. Dette har været anerkendt af arkæologer siden omkring 1970 baseret på fundne lertavler, indskrevne navne på lerkar, fund af husguder og af husaltre. === Jahve === Nu er det velkendt, at jøderne har et andet navn på deres gud: ''Jahve''. Hvor stammer dette navn fra? Hvor og hvornår overtog han de egenskaber, som tidligere blev tillagt El? For at svare på disse spørgsmål, må vi inddrage tre nye kilder. På en to tusinde år gammel læderklud fundet i en hule findes en tekst med følgende indhold: da den højeste gud gav nationerne deres arv, da han delte menneskeheden, fastlagde han deres indbyrdes grænser i henhold til antallet af gudesønner. Denne tekst fra Femte Mosebog 32:8<ref>Bibelen (1992), s. 237</ref> var identisk med den tekst, som jøderne kopierede i århundrede før Kristi fødsel. Den findes i den græske version af Gamle Testamente fra 3. og 2. århundrede f.Kr. Jøderne ændrede siden teksten fra "gudesønner" til "Israels sønner". Tages teksten for pålydende, har den højeste gud inddelt menneskene i nationer og givet hver nation en søn som guddommelig leder. I det følgende vers fortælles hvilken søn, der blev tildelt hvilken nation, og det oplyses, at Jahve fik tildelt Jacobs stamme eller Israel. Det må her bemærkes, at Jahve her tydeligt er en mindre, en underordnet gud i forhold til den højeste gud. Bibelforskere som Mark Smith og Frank Moore Cross fra Harvard mener, at det er her, at Jahve gøres til guddom for Jacobs stamme. Teksten i Kumran (bedre kendt som Dødehavsrullerne) bevarede den oprindelige tekst, men den blev i middelalderen tilsyneladende tilpasset. I ''Salmernes Bog'' salme 82 findes følgende:</br> "Gud træder frem i gudeforsamlingen,</br> blandt guderne holder han dom:</br> Hvor længe vil I dømme uretfærdigt</br> og tage parti for de ugudelige? Sela</br> Skaf de svage og faderløse deres ret,</br> frikend de hjælpeløse og arme,</br> udfri de svage og fattige,</br> red dem fra de ugudeliges magt! De forstår og fatter intet,</br> de vandrer i mørke,</br> jordens grundvolde rokkes.</br> Jeg har sagt: I er guder,</br> I er alle sønner af den Højeste.</br> Dog skal I dø som mennesker,</br> og I skal falde som en af stormændene. Rejs dig, Gud, hold dom over jorden,</br> for du har alle folkene som ejendom."<ref>Bibelen (1992), s. 693</ref> Denne salme indeholder altså mindet om en gudeforsamling, som også afspejles i den langt ældre tekst. Ordet "guderne" i den originale tekst er ''Elohim'', i flertal. Det viser, at der var en tid i jødernes historie, hvor flerguderi øjensynligt var en almen forståelse. Og en af disse gudesønner var åbenbart Jahve. Et lignende minde findes i Første Mosebog kapitel 6, der begynder således: "Da menneskene begyndte at blive talrige på jorden og fik døtre, så gudesønnerne, at menneskedøtrene var smukke. Blandt dem tog de sig alle de koner, de havde lyst til. Da sagde Herren: "Min livsånde skal ikke forblive i mennesket for evigt. De er dødelige, deres levetid skal være 120 år".</br> Dengang gudesønnerne gik ind til menneskedøtrene og fik børn med dem - men også siden hen - var der faldne på jorden. Det er heltene, navnkundige mænd fra ældgamle dage."<ref>Bibelen (1992), s. 12. Den danske oversættelse har "kæmper" i stedet for "faldne" men det originale ord er ''nefilim'' med netop denne betydning</ref> Endnu en kilde, som bør nævnes, er et tempel nu beliggende i Sudan på Nilens vestre bred. Det blev opført af farao Aman Hototeep III (bedstefader til Tutankhamon), som regerede Egypten fra ca. 1390 f.Kr. til 1352 f.Kr., og var tilegnet guden Amon Ra. På en af søjlerne i dette tempel, der omtaler underkuede folkeslag, optræder "Tashasu YHWH". Nationen ''Shassu'' var et semitisk folkeslag, nomader, kvæghyrder, der strejfede om i ørkenen ved den sydlige grænse for Kana'an. Betegnende nok identificeres de ikke ved deres landområde men derimod ved deres guddom, ''Jahve'', omtrent 200 år før at israelitterne ellers optræder i historiske tekster ifølge gængs fortolkning. Egyptologen Donald Redford slutter heraf, at ''Jahve'' oprindeligt var en edomitisk eller midianistisk gud i de sydlige ørkenområder, som blev dyrket i områder, som den hebraiske bibel selv udpeger som stedet for jødernes oprindelse, som stedet hvor Moses hørte Gud tale fra en brændende busk, og i ''Dommerbogen'' findes blandt andet "Deboras sejrssang", som dateres til 12. århundrede f.Kr.<ref>Dinkgreve (2021), kap. 8</ref>, med følgende linjer: Herre, da du drog ud fra Se'ir,</br> da du skred frem fra Edoms land,</br> skælvede jorden, himlen dryppede af regn,</br> ja, skyerne dryppede af vand.</br> Bjergene rystede foran Herren,</br> Sinajs Herre,</br> foran Herren, Israels Gud.<ref>Bibelen (1992), s. 276</ref> Edom lå i den nordøstlige del af Sinaj-ørknen, sydøst for Det Døde Hav. Men der er mere. Jahve introduceres af Moses efter, at Jetro, Moses svigerfader, sammen med sine sønner havde sluttet sig til jøderne.<ref>Bibelen (1992), s. 87</ref> Ifølge Anden Mosebog kapitel 3:1 var Jetro præst i Midjan.<ref>Bibelen (1992), s. 68</ref> Det må rejse spørgsmålet, om det er fra ham, at Moses har overtaget sin guddom Jahve. Men ifølge Dommerbogen kapitel 1:16 var Jetro kenit: "Efterkommere af den kenit, der var Moses' svigerfar, drog sammen med judæerne op fra Palmebyen til Judas ørken i Arads sydland og bosatte sig hos befolkningen dér."<ref>Bibelen (1992), s. 271</ref> Kenitterne var Kains efterkommere. I Første Mosebog kapitel 4:17-22 læser vi: "Kain lå med sin kone, og hun blev gravid og fødte Enok. Så byggede han en by og gav den navn efter sin søn Enok. Enok fik sønnen Irad, Irad fik Mehujael, Mehujael fik Metushael, og Metushael fik Lemek. Lemek tog sig to koner, den ene hed Ada, den anden Silla. Han blev stamfader til dem, der bor i telte og holder kvæg. Også Silla fødte en søn, Tubal-Kain, stamfader til smedene, alle dem, der forarbejder kobber og jern."<ref>Bibelen (1992), s. 11</ref> Vi ved, at i andre kulturer som egyptisk, græsk og romersk er smedekunsten forbundet med vulkaner: i romersk mytologi hed smedeguden ligefrem ''Vulkan''. Læg dertil profetien i Esajas' Bog kapitel 31:9, der nævner "Herren, som har sit bål på Zion og sin ovn i Jerusalem".<ref>Bibelen (1992), s. 874</ref> Og for at fuldende billede findes i Anden Mosebog kapitel 19:18-19 følgende beskrivelse af bjerget: "Hele Sinajs bjerg var hyllet i røg, fordi Herren var steget ned på det i ild og røgen steg til vejrs som røgen fra en smelteovn. Hele bjerget skælvede af stor rædsel, og hornklangen blev kraftigere og kraftigere."<ref>Bibelen (1992), s. 88</ref> Det kunne være en beskrivelse af en aktiv vulkan. Disse sammenfald kan næppe være tilfældige. Er der tale om, at Jahve oprindelig var en smedegud forbundet med vulkanisme, og at han er overtaget af Moses (hvis han er en historisk person) fra sin svigerfaders kultur? I så fald viser det, at der findes en jødisk religiøs forhistorie, som man siden har forsøgt at fortrænge. Af det foregående tør vi antage, at ''Jahve'' ikke begyndte i Israel. Han begyndte som en "skytsguddom" blandt nomadiske stammer uden en konge, uden templer og uden et skriftsprog. På et eller andet tidspunkt, måske som følge af handel eller af en edomitisk udvandring nordpå, kom denne gud til kana'anæerne, og der mødte han en anden guddom: den gamle gud ''El''. Hvad, der siden fulgte, var konvergens: før dannelsen af et kongerige, før opførelsen af det første tempel, blev ''El'' "opslugt" af ''Jahve''. Derved fik den nye fusionerede guddom begge navne i Gamle Testamente. === Ashera === Men denne gud stod ikke alene, han havde en kvindelig partner, en gudinde: ''Ashera''. Ashera optræder i kana'anæernes hjem som gudindestatuette, hendes navn findes på forrådskar og i gravskrifter. I tekster fra 8. århundrede f.Kr. bliver hun påkaldt ved siden af Jahve som om de hørte sammen og var ligestillede. Vi ved nu, at hun i århundreder var blevet dyrket af jøderne som gudinde. Hun kunne gå på vandet, hendes tilnavn var ''Kudu'', den hellige. Hun findes gengivet på et egyptisk kunstværk fra samme tid stående på ryggen af en løve og med en slange i hver hånd. Kort sagt var hun en af de store modergudinder i Mellemøsten. I to bygninger daterede til tiden 801-770 f.Kr. i det nordøstlige Sinai ved bjerget Contilit Azud fandt arkæologer i 1975 store forrådskar med en tekst skrevet på tidlig hebraisk: "Jeg velsigner dig ved Jahve af Samaria og hans Ashera"<ref>Novacek (2011), s. 92</ref> og "Jeg velsigner dig ved Jahve af Teman og hans Ashera". Her står israelitternes mandlige guddom sammen med kana'anæernes gudinde. Teman var den egn i ørkenen, hvor ifølge Habakuks Bog kapitel 3:3 Jahve havde sin oprindelse:</br> "Gud kommer fra Teman,</br> den Hellige fra Parans bjerge".<ref>Bibelen (1992), s. 1187</ref> I Hebron blev tilsvarende fundet en gravskrift dateret til midten af 8. århundrede f.Kr.: "Velsignet være Uryyaho ved Jahve for fra hans fjender ved Ashera har han frelst ham". Desuden har man fundet over tusind små gudindestatuetter, heraf 400 alene i Jerusalem, der ifølge Raz Kletter utvivlsomt forestiller Ashera skildret med krop som en cylinder med to markerede bryster og hænder, der tilbyder dem, samt et smilende ansigt. De dateres alle til 8. og 7. århundrede f.Kr. og de blev alle fundet i private hjem, ikke i templer. De viser, at dyrkelsen fandt sted under det delte kongerige som noget alment udbredt, ikke som noget særegent for de få. Som supplement til en forståelse kan man gå til Gamle Testamente, hvor der er bevaret flere passager, hvori Ashera-dyrkelsen omtales. Den følgende oversigt gør ikke krav på fuldstændighed. I Første Kongebog kapitel 14 læser vi: "Salomos søn Rehabeam blev konge i Juda. .. Rehabeam var enogfyrre år, da han blev konge, og han regerede sytten år i Jerusalem, den by Herren havde udvalgt af alle Israels stammer til at sætte sit navn på. Hans mor hed Na'ama og var fra Ammon. Judæerne gjorde, hvad der var ondt i Herrens øjne, og med de synder, de begik, gjorde de ham mere vred, end deres fædre havde gjort. Også de byggede offerhøje og lavede stenstøtter og Ashera-pæle på alle høje bakker og under alle grønne træer; der var endog mandlige helligskøger i landet."<ref>Bibelen (1992), s. 396</ref> I kapitel 15 læser vi: "I Nebats søn kong Jeroboams attende regeringsår blev Abija konge over Juda. Han regerede tre år i Jerusalem. Hans mor hed Ma'aka og var datter af Absalom. Han fulgte alle de synder, som hans far havde begået før ham..<ref>Bibelen (1992), s. 396</ref> I Israels konge Jeroboams tyvende regeringsår blev Asa konge over Juda. Han regerede enogfyrre år i Jerusalem. Hans mor hed Ma'aka og var datter af Absalom. Asa gjorde, hvad der var ret i Herrens øjne, lige som sin fader David. Han forviste de mandlige helligskøger fra landet og fjernede alle de møgguder, som hans forfædre havde lavet. Han fjernede også sin mor Ma'aka som kongemoder, fordi hun havde ladet fremstille en rædselsstøtte til Ashera. Asa huggede støtten om og brændte den i Kedrondalen. Offerhøjene forsvandt ikke.."<ref>Bibelen (1992), s. 396f</ref> I kapitel 16 læser vi: "Omris søn Akab blev konge over Israel i Judas konge Asas otteogtredivte regeringsår, og Omris søn Akab regerede toogtyve år i Samaria over Israel. Omris søn Akab gjorde, hvad der var ondt i Herrens øjne, værre end nogen før ham. Da det ikke var nok for ham at følge Nebats søn Jeroboams synder, giftede han sig med sidoniernes konge Etba'als datter Jezabel, og han gav sig til at dyrke og tilbede Ba'al. Han rejste et alter for Ba'al i Ba'als tempel, som han havde bygget i Samaria. Akab lavede en Ashera-pæl, og Akab gjorde mere endnu, så han krænkede Herren, Israels Gud, mere end nogen af Israels konger, der havde været før ham."<ref>Bibelen (1992), s. 399</ref> I Anden Kongebog kapitel 21 omtales kong Manassa. Om hans gerninger hedder det: "Han gjorde, hvad der var ondt i Herrens øjne efter de afskyelige skikke hos de folkeslag, som Herren havde drevet bort foran israelitterne. Han genopbyggede de offehøje, som hans fader Hizkija havde ødelagt; han rejste altre for Ba'al, og han lavede en Ashera-pæl, sådan som Israels konge Akab havde gjort, og han tilbad hele himlens hær og dyrkede den. .. Og i de to forgårde til Herrens tempel byggede han altre for hele himlens hær. .. Og han opstillede Ashera-billedet, han havde lavet, i dette tempel, om hvilket Herren havde sagt til David og til hans søn Salomo: "''På dette tempel og på Jerusalem, som jeg har udvalgt blandt alle Israels stammer, vil jeg sætte mit navn til evig tid; og jeg vil ikke mere jage Israel bort fra det land, som jeg gav deres fædre, når de blot omhyggeligt vil gøre alt det, jeg har befalet dem, og holde hele loven, som min tjener Moses gav dem.''" Men de ville ikke høre, og Manassa forledte dem til at handle værre end de folkeslag, som Herren havde udryddet for israellitterne."<ref>Bibelen (1992), s. 438f</ref> I Anden Kongebog kapitel 23 oplyses, at denne afgudsdyrkelse holdt sig til Josija stoppede den: "Så befalede kongen ypperstepræsten Hilkija, andenpræsterne og dørvogterne at fjerne alle de ting, der var lavet til Ba'al og til Ashera og til hele himlens hær, fra Herrens tempel, og han brændte dem uden for Jerusalem .. Helligskøgernes rum i Herrens tempel, hvor kvinderne vævede klæder til Ashera, rev han ned. .. Også alteret i Betel, offerhøjen som Jeroboam, Nebats søn, havde opført, han som forledte Israel til synd, både dette alter og offerhøjen rev Josija ned, og han knuste stenene til støv og brændte Ashera-pælen."<ref>Bibelen (1992), s. 441</ref> Profeten Jeremis beklagede sig i Jeremias' Bog kapitel 7: "Kan du ikke se, hvad de gør i Judas byer og Jerusalems gader? Børnene samler brænde, fædrene tænder ild og kvinderne ælter dej, så de kan lave offerkager til Himmeldronningen og udgyde drikofre for andre guder og krænke mig."<ref>Bibelen (1992), s. 950</ref> Han taler om ''Ishtar'', Mesopotamiens version af Ashera, mens hun blev adopteret som ''Afrodite'' i Grækenland og blev kaldt ''Astarte'' af kana'anæerne og senere af fønikerne.<ref>Novacek (2011), s. 38</ref> Der kan således ikke være tvivl om, at Ashera-dyrkelsen var udbredt blandt jøderne i flere århundreder, snart officielt snart uofficielt. Manassa regerede fra 697 f.Kr. til 642 f.Kr. og Josija skal have stoppet Ashera-dyrkelsen omkring 622 f.Kr. Men uofficielt fortsatte dyrkelsen helt frem til babylonernes erobring af Jerusalem. Det vigtigste i denne sammenhæng er, at denne afgudsdyrkelse, som det også fremgår af Gamle Testamente, fandt sted længe efter, at jøderne skulle være gået over til monoteisme. === Den centraliserede gudsdyrkelse === Men hvornår begyndte den monoteistiske gudsdyrkelse blandt jøderne? Meget tyder på, at det var en udvikling i to trin: først skete der en centralisering af gudsdyrkelsen, og langt senere en overgang til monoteisme. Første kilde til denne udvikling findes i Moseloven. Her hedder det: "Du må ikke lave dig noget gudebillede i form af noget som helst oppe i himlen eller nede på jorden eller i vandet under jorden. Du må ikke tilbede dem og dyrke dem, for jeg, Herren din Gud, er en misundelig Gud."<ref>Bibelen (1992), s. 89. I oversættelsen til dansk bruges ordet "lidenskabelig" i stedet for "misundelig"</ref> Det siges ikke, at der ikke findes andre guder, kun at jøderne ikke længere måtte dyrke dem. Næste kilde findes i Anden Kongebog om kong Josija, som regerede 640-609 f.Kr. Her hedder det: "Og statsskriveren Shafan fortalte kongen, at præsten Hilkija havde givet ham en bog, og Shafan læste den op for kongen."<ref>Bibelen (1992), s. 440</ref> Forskere mener, at den bog, der her er tale om, sandsynligvis var Femte Mosebog. Femte Mosebog adskiller sig tydeligt fra de foregående fire Mosebøger, så meget at man mener, at den har sin egen forfatter (eller egne forfattere), der af forskerne kaldes D. Denne forfatter D genkendes også i en række andre tekster i Gamle Testamente: Joshua-bogen, Første og Anden Dommerbog, Samuels Bog samt Første og Anden Kongebog. Det menes, at alle disse bøger er forfattede af samme person eller personkreds.<ref>Dinkgreve (2021), kap. 8</ref> Anden Kongebog fortæller om kong Josiah, at han centraliserede gudsdyrkelsen og forbød stedlige altre: "Han hentede alle præsterne fra Judas byer, og offerhøjene lige fra Geba til Be'ersheba, hvor de havde tændt offerild, gjorde han urene, og portofferhøjene, som lå ved kommandantensen Josvas port til venstre, når man går ind ad byporten, rev han ned."<ref>Bibelen (1992), s. 441</ref> Som det siges: "Der havde ikke tidligere været nogen konge, der som han af hele sit hjerte og af hele sin sjæl og af hele sin styrke vendte om til Herren, helt efter Moses' lov og efter ham kom der ingen som han."<ref>Bibelen (1992), s. 442</ref> Tydeligvis var der tale om at samle al religiøs magt på et sted og under kongens kontrol.<ref>Lemche (2015), s. 176</ref> Det var med andre ord en religiøs revolution. For at retfærdiggøre denne revolution måtte man opfinde en spådom, der kunne retfærdiggøre den. Her træder nu to kilder ind. Den ene findes i Første Kongebog. Her omtales en gudsmand, som råber imod et alter: "Alter, alter! Dette siger Herren: I Davids hus skal der fødes en søn ved navn Josija. På dig skal han slagte de offerhøjspræster, som tænder offerild på dig, og han skal brænde menneskeknogler på dig."<ref>Bibelen (1992), s. 393</ref> Den anden er Femte Mosebog: allerede i første sætning gives indtrykket af, at denne bog er Moses' sidste ord inden sin død<ref>Bibelen (1992), s. 200</ref>, og her formuleres en "ny moselov" begyndende således: "Dette er de love og retsregler, som I omhyggeligt skal følge i det land, Herren, dine fædres Gud, har givet dig i eje, så længe i lever på jorden. I skal ødelægge alle de steder, hvor de folk, I fordriver, har dyrket deres guder, på de høje bjerge, på bakkerne og under alle grønne træer. I skal rive deres altre ned og knuse deres stenstøtter, deres Ashera-pæle skal I brænde, og deres gudebilleder skal I hugge om; I skal udslette deres navn fra de steder. For på den måde må I ikke dyrke Herren jeres Gud. Nej, I skal søge til de sted, Herren jeres Gud udvælger blandt alle jeres stammer til at sætte navn på, så det kan bo der. Dér skal du komme, og derhen skal I bringe jeres brændofre og slagtofre, jeres tiender og afgifter, jeres løfteofre og frivilligofre og det førstefødte af jeres køer og får."<ref>Bibelen (1992), s. 214</ref> Men trods dette forsøg på at legitimere centraliseringen af gudsdyrkelsen holdt det ikke længe. Snart begyndte folk atter deres decentrale gudsdyrkelse, og som vi tidligere har set, opgav de aldrig deres Ashera-dyrkelse. Den omstændighed, at det netop er D, som promoverer den centraliserede gudsdyrkelse, gør, at forfatteren med stor sandsynlighed skal søges i præsteskabet ved det kongelige hof i Josijas levetid, det vil sige omkring 623 f.Kr.<ref>Lemche (2015), s. 177</ref> === Jøderne i Kana'an === Vi har fulgt jødernes religiøse udvikling, men hvordan forholder det sig med områdets politiske udvikling? Det er en broget historie, hvor Gamle Testamente trods påviselige fejl alligevel kan give nyttige oplysninger. Som et passende udgangspunkt kan tages bronzealderen før, at den gamle verdensorden brød sammen. På denne tid bestod Kana'an eller Palæstina af en række små kongedømmer, ret beset bystater idet hver havde en by som sit politisk-administrative hovedsæde. Befolkningen var mere eller mindre besiddelsesløse hoveriarbejdere for kongen: de kunne være engageret i landbrug, håndværk, handel og forsvar. Om nogen etnisk-national deling var der næppe tale, alle talte samme sprog og havde den samme religion. Egypten med dets faraoer udgjorde siden 15. århundrede f.Kr. den overordnede magt, som småkongerne måtte underkaste sig. Til gengæld blandede Egypten sig ikke i de stridigheder der foregik internt i Kana'an om magtområder. Sådanne mindre krige synes at have hørt til dagens orden, men de forhindrede ikke tidens internationale handel med varer.<ref>Lemche (2015), s. 84-89</ref> Meget taler for, at det var ankomsten af "havfolket" (engelsk: ''Sea People'') omkring 1178 f.Kr. som udløste en ny politisk udvikling.<ref>Lemche (2015), s. 89</ref> Frem til sammenbruddet havde området været præget af kana'anæiske kongefamilier, som styrede mindre områder fra deres centralt beliggende byer. Hidtil havde områder i nord været under hittitisk overherredømme og området i syd som helhed været under egyptisk kontrol, men nu svækkedes denne kontrol<ref>Porter (2016), s. 384</ref>, og det indebar, at der indtraf muligheder for større indbyrdes stammekrige i området. Det betød også, at folk udefra nu kunne blande sig med held i disse stedlige stammekrige. Det er muligt, at jødernes erobringer netop hører hjemme i denne sammenhæng. Til trods for, at Gamle Testamente fremstiller disse kampe som religionskrige mellem folkeslag med polyteisme og jøderne med deres påståede monoteisme, er der intet, som tyder på, at dette er korrekt. Snarere må vi se disse kampe som sket mellem et imperialistisk erobrerfolk og stedlige bofaste stammer. At der også var religiøse forskelle imellem dem, understregede blot krigenes stammemæssige karakter. Mens filistrene bosatte sig ved kysten, flyttede israelitterne ind fra øst og bosatte sig overvejende i højlandet, hvor de over tid tilegnede sig megen af den stedlige kultur, samtidig med at deres frænder, aramæerne, slog sig ned mod nordøst i Syrien. Hebræerne fik i denne besættelse støtte fra beslægtede og ligesindede nomadiske stammer og semitiske folkeslag. Alliancen var mulig, fordi de alle dyrkede Jahve.<ref>Novacek (2011), s. 66</ref> Denne fælles kult var længe den eneste institution, som bandt folket sammen, og det kunne ikke forhindre, at der jævnligt opstod konflikter mellem dem. Der kan på dette sted være grund til at gøre op med myten om Jerikos erobring. Ifølge den bibelske tradition skete erobringen ved, at de omgivende bymure styrtede sammen.<ref>Bibelen (1992), s. 248f</ref> Problemet er, at det arkæologisk kan påvises, at der ingen bymure var!<ref>Novacek (2011), s. 66</ref> Forklaringen er, at Kana'an indtil da havde været underlagt Egypten, hvis overherredømme var blevet afgjort efter slaget ved Megiddo i 1479 f.Kr. Efter erobringen beholdt eliten i de kana'anæiske familier deres styrende rolle, når blot de var loyale i forhold til den egyptiske farao, men de måtte acceptere, at de ikke måtte befæste deres byer, (hvilket gav dem problemer blandt andet, da Megiddo blev angrebet af Lab'ayu fra det nærliggende Shechem).<ref>Novacek (2011), s. 25</ref> Det må rejse spørgsmålet, om israelitterne overhovedet nogen sinde har erobret Kana'an, eller om de så at sige "overtog" havfolkets faktisk påviste erobringer og indskrev dem i deres historie? Overhovedet har det været praktisk talt umuligt at påvise israelitterne bosættelse i Levanten. Forskere har ment, at en række nye bosættelser i marginale områder i bjergegne kunne være deres bosættelser<ref>Porter (2016), s. 386</ref>, men der kan lige så godt være tale om, at nogle kana'anæere fra lavlandet efter det handelsmæssige sammenbrud valgte at flytte ud og etablere sig med et nyt men mere holdbart selvforsynende landbrug<ref>Porter (2016), s. 388f</ref>, hvor handel som helhed spillede en mindre rolle end tidligere og især var af regional snarere end international karakter.<ref>Porter (2016), s. 388</ref> Ulige forsøg på at identificere bestemte former for genstande som værende israelitiske er strandet på, at de selv samme genstande også findes i områder uden israelsk bosættelse ifølge Gamle Testamente, de kan derfor ikke levere det ønskede bevis.<ref>Porter (2016), s. 387</ref> I den første tid efter israelitternes indvandring var tilstandene i Kana'an væsentlig som før. Det var langt fra lykkedes jøderne at udrydde hele den bosatte befolkning, så det endte med, at jøderne bosatte sig i egne bosættelser. De ulige folk og stammer levede i samfund hver for sig med byerne som centrum for de omgivende landsbyer. Hebræerne erobrede og ødelagde de mere civiliserede kana'anitter men overtog deres skriftsystem. De overtog også kana'anitternes byggeskik, men uden at hebræernes byggerier nåede samme høje stade som deres forgængere. Jerusalem var på denne tid et lille sted uden stor betydning og kunne ikke måle sig med andre byer i området. Hidtil har spørgsmålet om hebræernes oprindelse været ubesvaret. I det følgende skal der gøres et forsøg på at besvare dette spørgsmål. Tør man tro Josvabogen kapitel 20, blev der oprettet særlige bebyggelser kaldet "tilflugtsbyer" for kriminelle, hvor disse kunne søge politisk asyl og unddrage sig retsforfølgelse for deres kriminelle gerninger: "Herren talte til Josva og sagde: "Sig til israelitterne, at de skal udpege de tilflugtsbyer, som jeg talte til jer om ved Moses, så en drabsmand, der uforsætligt og uforvarende slår nogen ihjel, kan flygte dertil; de skal være tilflugtssteder for jer mod blodhævneren. Når drabsmanden søger tilflugt i en af disse byer og stiller sig ved indgangen til byporten, skal han forelægge sin sag for de ældste i den by. De skal give ham adgang til byen og give ham et sted, hvor han kan bo hos dem. Når blodhævneren forfølger ham, må de ikke udlevere drabsmanden til ham; det var jo uforvarende, han slog sin næste ihjel, han havde ikke tidligere næret fjendskab mod ham. Han kan så blive boende i den by, indtil han stilles for menighedens domstol, eller indtil den ypperstepræst dør, som er der til dentid. Da kan drabsmanden vende tilbage til sin by og sit hus, den by, han er flygtet fra"."<ref>Bibelen (1992), s. 264</ref> De var en ordning, som kunne beskytte enhver kriminel mod retsforfølgelse. Men måske forklaringen skal søges i områdets almindelige historie netop på denne tid. I Anden Mosebog kapitel 21 findes blandt andet følgende retsregler for samfundslivet: "Når du køber en hebraisk træl, skal han være træl i seks år, men i det syvende år skal han frigives uden vederlag."<ref>Bibelen (1992), s. 90</ref> Hvad er det for nogle hebraiske trælle, der henvises til? Niels Peter Lemche mener, at udtrykket ''habiru'', som kendes fra hele den frugtbare halvmånes område ned til og med Egypten, oprindelig betegnede folk, som af den ene eller anden grund var flygtet fra deres hjemstavn.<ref>Lemche (2015), s. 91</ref> I begyndelsen forsøgte de stedlige småkonger at slippe af med disse flygtninge igen ved at lade dem hjemsende. Men dermed gjorde man dem til illegale, og følgen var, at de efterhånden også opførte sig som sådanne. Meget tyder på, at de søgte til områder, som var uden for småkongernes kontrol, nemlig til de stedlige bjergegne i den nordlige og mellemste del af landet. Her kunne de leve i nogenlunde fred og fri for faren for at blive hjemsendt.<ref>Lemche (2015), s. 92</ref> Lemche mener, at ordet "''hebræer''" er afledt af ''habiru'': de to ord optræder samtidigt i kilderne, og det kan meget vel være, at vi her har den egentlige årsag til, at hebræerne som folkegruppe blev udskilt fra den fastboende befolkning i lavlandet.<ref>Lemche (2015), s. 94</ref> Det er muligt, at de hebræiske trælle, som Mosebogen henviser til, var sådanne, som søgte at legitimere sit ophold ved at underkaste sig en art "prøvetid" med henblik på senere at blive anerkendt som fri borger.<ref>Lemche (2015), s. 93</ref> Og det er ligeledes muligt, at de "flygtningebyer", som tidligere blev omtalt, har samme historiske oprindelse: det er minderne om en tid, da jøderne var hebræere, illegale flygtninge som opholdt sig i bosættelser, hvor de kunne få "politisk asyl". Det er nærliggende at tænke på kurdernes stilling i Mellemøsten anno 2026. Hvis det forholder sig således, var det i hvert fald ikke en endelig løsning på problemet. Før eller siden måtte denne illegale flygtningebefolkning i bjergene opnå en sådan størrelse, at den også kunne udgøre en politisk magtfaktor. Det indebar, at den kunne føre krige for at opnå ret til at danne en egen statsdannelse. Måske at det er mindet om sådanne krige, som afspejles i Josvabogens beretninger om "erobringen af Kana'an". I givet fald var der antagelig tale om en hebræisk version af den samme historie, som andre indvandrere som fx. filistrene øjensynligt gennemlevede. Forudsat, at dette er korrekt, bliver det lettere at forstå den bibelske tradition. Og det bliver lettere at forstå hvorfor, at "Israel" først optræder som folkegruppe snarere end som et landområde. Vi ved ikke meget om selve samfundets indretning. Lemche antager, at det var bygget op af flere lag af sociale forbindelser: familien, klanen og stammen. Især synes familien og slægten at have spillet en betydelig rolle. Dette afspejles i de omfattende slægtstavler, som indgår i Gamle Testamente. De skulle vise, at alle israelere i sidste ende var i familie med hinanden og derfor dele af nationen, idet de alle stammede fra deres fælles stamfader: Jakob.<ref>Lemche (2015), s. 98</ref> Skal man tro Gamle Testamente fortsatte jødernes deres folkemord. I Dommerbogen kapitel 1 læser vi: "Så drog Juda op, og Herren gav kana'anæerne og perizzitterne i deres hånd, og de slog dem i Bezek og dræbte ti tusind mand. ..Judæerne angreb Jerusalem og indtog den. De huggede indbyggerne ned med sværd og stak ild på byen."<ref>Bibelen (1992), s. 271</ref> I de byer, som det ikke lykkedes jøderne at udrydde befolkningen, blev disse i stedet gjort til hoveriarbejdere.<ref>Bibelen (1992), s. 272</ref> Det kan næppe undre, hvis denne opførsel gav anledning til yderligere uro, og at nye kampe fulgte. Ved en lejlighed slog jøderne "omkring ti tusind moabitter ihjel. .. Derefter havde landet ro i firs år".<ref>Bibelen (1992), s. 274</ref> Der er bare et stort problem ved hele dette narrativ: ingen samtidige kilder, hverken de utallige breve fra Kana'an til farao eller arkæologiske spor kan underbygge, at nogen erobring og israelsk bosættelse skulle have fundet sted.<ref>Lemche (2015), s. 116, 118</ref> Josvabogen kapitel 8 fortæller om erobringen af byen Aj<ref>Bibelen (1992), s. 252</ref>, men arkæologisk kan det bevises, at Aj var lagt øde allerede omkring 2300 f.Kr.!<ref>Lemche (2015), s. 117</ref> Lemche mener derfor, at narrativet om "erobringen" af Kana'an er skabt efter, at jøderne havde taget magten i et forsøg på at "rekonstruere" den jødiske statsdannelses oprindelse.<ref>Lemche (2015), s. 118</ref> Efter Josvas angivelige erobringer fulgte dommertiden, hvor landet blev styret af de såkaldte dommere. Tør man tro Gamle Testamente førte det til, at filistre og ammonitter for en tid fik overtaget.<ref>Bibelen (1992), s. 286</ref> Også internt var der øjensynlig magtkampe, således forenedes de andre stammer mod Benjamins stamme.<ref>Bibelen (1992), s. 297ff</ref> Men som vi senere skal se, er der her snarest tale om et vandremotiv, som intet har a gøre med en historisk begivenhed. Dommertiden fremstår som et narrativ, der skal begrunde hvorfor, at jøderne etablere et kongerige. Efterhånden blev lovløsheden ifølge narrativet for meget, og hebræerne besluttede sig for at etablere et eget kongerige i Palæstina. Denne institution kom som en nødvendig følge af både de interne lovløse tilstande og behovet for at organisere krigsførelsen mod andre folkegrupper.<ref>Lemche (2015), s. 137</ref> I vest udgjorde filistrene en stærkere modstand end kana'anitterne, fordi de havde udviklet jernsmedning. Mod nord boede fønikerne i Libanon, der var mest optaget af handel. Da kana'anitterne stadig blev mere undertrykte, skabte det grundlaget for etableringen af det hebræiske kongedømme omkring 1000 f.Kr. Først under dommeren Samuel opstår der blandt jøderne angiveligt krav om etableringen af et kongerige. Landets første konge hed Saul.<ref>Bibelen (1992), s. 317</ref> Han dateres til omkring 1000-tallet f.Kr. Tør vi tro Første Samuelsbog, gennemførte han adskillige krige.<ref>Bibelen (1992), s. 320</ref> Kana'an var angiveligt forenet under ham og hans to efterfølgere, David og Salomo. Disse traditioner kunne have hvilet på oplysninger hentet i kongelige arkiver, som siden er gået tabt. Men der findes ingen beviser på, at sådanne arkiver har eksisteret.<ref>Lemche (2015), s. 126</ref> Narrativet om Saul som konge er anekdotisk. Historien begynder med, at folket kræver en konge og ikke vil lytte til profeten Samuel og hans advarsler om at udnævne en konge. Tilfældet vil, at Samuel allerede forinden har mødt Saul og salvet ham til fyrste. Først senere udnævnes han så officielt til konge. Og hele historien ender med, at Saul viser sig at være håbløst uduelig som regent, og folket indser, efter at have modtaget et varsel i form af torden og regn, at det ønskede en konge som erstatning for dets afgudsdyrkelse. Det er een lang moralsk historie om det dårlige ved at have en konge som overhoved.<ref>Bibelen (1992), s. 312-317</ref><ref>Lemche (2015), s. 126f</ref> Efter som Saul udnævnes til konge i tre omgange: først som barn, dernæst ved lodkastning ved helligdommen Mizpah og endelig ved helligdommen Gilgal, er der grund til at antage, at der er tale om en historie sammensat af flere bestanddele. Og den minder i hele sin opbygning nærmest om eventyret om konen i muddergrøften. Historierne om David som konge er næsten lige så eventyragtige. Det gælder historien om hvordan, at han blev konge (som vi vender tilbage til senere), og det gælder historien om Batseba og hendes mand Urias.<ref>Bibelen (1992), s. 352-354</ref> Der er ikke megen grund til at tro, at disse fortællinger har noget med en historisk virkelighed at gøre. Og historierne om hans krige og størrelsen af hans imperium kan meget vel være indskrevet i fortællingen for at begrunde jødernes imperialistiske krav.<ref>Lemche (2015), s. 131</ref> Salomo beskrives i Gamle Testamente som en mægtig konge, der blandt andet opførte et gudstempel i Jerusalem, men arkæologiske undersøgelser har ikke kunnet bekræfte dette, og Salomo er påfaldende totalt fraværende i ikke-bibelske kilder. Det har fået mange historikere til at mene, at Salomo må have været en småkonge.<ref>Novacek (2011), s. 83</ref> Også israelerne synes fraværende i arkæologiske fund fra denne tid, i stedet dominerer kypriotisk og fønikisk lertøj samt stedlige efterligninger af dette.<ref>Novacek (2011), s. 89, 93</ref> Også i andre henseender er historien om Salomo mere legendarisk end historisk. Således er den kendte historie om dronningen af Saba og hendes besøg i Første Kongebog kapitel 10<ref>Bibelen (1992), s. 388f</ref> en ren myte af den enkle grund, at kongeriget Saba endnu ikke eksisterede i Salomos levetid.<ref>Lemche (2015), s. 149</ref> Da kong Salomo døde i 922 f.Kr. blev det hebræiske kongedømme delt i to: Kongeriget Israel og Kongeriget Juda. Det var kun Juda og Benjamins stammer, som accepterede Salomos søn Rehabeam som deres konge, og de oprettede dermed det sydlige kongerige Juda med Jerusalem som hovedstad. Mod nord gjorde de øvrige stammer Jeroboam til konge og oprettede kongeriget Israel med Sikem og senere Samaria som hovedstad. Vigtigst i denne sammenhæng er, at der intet stammesammenhold var, end ikke deres religion kunne holde sammen på dem, og som vi allerede har set, skete der jævnligt frafald fra denne, lige som israelitterne indgiftede sig i andre folkegrupper nok så meget som indbyrdes. Der var konstant magtkampe, hvilket afspejler det totale fravær af national solidaritet og enhed. Også udefra skete angreb. Anden Krønikebog er fuld af bereninger om disse krige. Det bør for god skyld nævnes, at en basalt stele fra Dhiban omtaler, at kong Mesha fra det moabitiske kongerige overvandt Kongeriget Israel og udvidede sit rige, en begivenhed som menes afspejlet i Anden Kongebog kapitel 3.<ref>Porter (2016), s. 382</ref><ref>Bibelen (1992), s. 412</ref> Skildringen af det delte kongeriges tid er ellers sparsom i Gamle Testamente. Ofte henvises til "Judas Kongers Krønike"<ref>Bibelen (1992), s. 396f</ref> og "Israels Kongers Krønike"<ref>Bibelen (1992), s. 397f</ref> Dette tyder på, at sådanne krøniker har eksisteret, selv om de ikke kendes længere. Man tør antage, at i hvert fald navne og de utallige krige, der nævnes, hviler på sådanne krønikenedtegnelser. Hvad angår de øvrige narrativer, er derimod intet sikkert. De virker nærmest legendeagtige, det gælder eksempelvis historien om Nabots vingård.<ref>Bibelen (1992), s. 405f</ref> Kongeriget Israel ophørte, da Assyrien erobrer hovedstaden Samaria 722 f.Kr. Herved mistede også de 10 nordlige israelske stammer deres betydning. Nogle af indbyggerne i Kongeriget Israel blev deporteret af assyrierne, men arkæologisk kan der ikke dokumenteres nogen befolkningsudskiftning eller nogen nedgang i befolkningstallet, og genetiske undersøgelser antyder også en kontinuitet i områdets befolkningssammensætning. Hovedparten af befolkningen synes således at være forblevet i området og samaritanerne menes at være de mest direkte efterkommere af befolkningen i Kongeriget Israel, hvilket også er i overenstemmelse med deres egen opfattelse. Nogle beboere fra Kongeriget Israel må antages at være flygtet til kongeriget Juda, hvilket kan forklare hvordan de nordlige stammers myter er blevet inkorporerede i den tekster i Gamle Testamente, som blev samlede i Kongeriget Juda. === Eksilet i Babylon === Der er næppe tvivl om, at hvis jøderne havde modstået angreb udefra, ville afgudsdyrkelsen have fortsat. Der ville fortsat have været private gudindestatuetter og private altre. Men een begivenhed ændrede jødernes historie og dermed verdenshistorien: babylonernes erobring i 586 f.Kr. Forud gik en belejring, som varede to og et halvt år. Vilkårene under belejringen var forfærdelige: jøderne sultede, men vi ved fra samtidige beretninger, at de ikke holdt sig tilbage fra at spise deres egne børn. Da Nebukadnezer erobrede Jerusalem, blev Salomons tempel brændt ned til grunden. Kongepaladset blev brændt ned. Huse blev brændt ned. Forsvarsanlæggene omkring byen blev revet ned sten for sten. Kong Zedekiah, som havde forsøgt at flygte, blev fanget og ført frem for Nebukadnezer. Det sidste, han så, var, at han sønner blev slået ihjel. Så blev han gjort blind, og måtte i denne tilstand foretage vandringen til Babylon. Store dele af den jødiske befolkning, måske 10-20%, blev tvangsforflyttet til Babylon. Det skete i tre omgange: i 597, 587 og 582 f.Kr.<ref>Lemche (2015), s. 181</ref> Tvangsfordrivelsen ramte formodentlig især eliten, de ledende lag, som altså mistede sin magtstilling. For den tilbageværende del af befolkningen var det af største vigtighed, at der tilsyneladende ikke skete nogen indvandring af fremmede befolkningsgrupper, som kunne have undergravet deres stilling som de dominerende befolkning.<ref>Lemche (2015), s. 182</ref> Da eliten forlod Jerusalem, måtte den uundgåeligt miste troen på sine guder, som havde svigtet den. Hvad, der skete under det babylonske fangenskab, var imidlertid ekstraordinært: i stedet for at blive integrerede i deres nye omgivelser valgte de skriftkloge jøder den modsatte vej, nemlig at bevare og redigere deres historiske traditioner.<ref>Lemche (2015), s. 160f</ref> Sigende optræder byen ''Al Yahuda'' i Babylon på denne tid. Jøderne samlede, hvad de havde bevaret om deres historie, og begyndte at nedskrive det. Undervejs blev traditionen omskrevet og tilpasset deres nye selvforståelse. Bibelforskere mener, at det var antagelig på denne tid, at traditionerne i ''Tanakh'' begyndte at få deres endelige form. Og det var tilsyneladende også her, at jødernes tro fik den monoteistiske karakter, som siden skulle gøre sig gældende. Det er her, at profeten Ezekiel fortæller, at Gud gør ham opmærksom på den afgudsdyrkelse, som finder sted.<ref>Bibelen (1992), s. 1048</ref> Det er her, at Gud lover at straffe jøderne for denne afgudsdyrkelse.<ref>Bibelen (1992), s. 1049</ref> Det er her, at jødernes bortførelse bliver stillet i udsigt. Det er her, at grunden lægges til den fortolkning, at eksilet gøres nødvendigt for, at jøderne langt om længe endegyldigt kan vende sig mod den sande gudsdyrkelse. Og det er her, at profeten Esajas formulerer sine propagandistiske og doktrinære anklager. Det er her, at Gud gøres til den, som lover jøderne håb om frihed igen. Det er her, at retten til "det lovede land" formuleres. Og det er her, at Gud bliver gjort enevældig.<ref>Lemche (2015), s. 189</ref> To eksempler fra Esajas Bog kan belyse det: i vers 44 linje 6: "Jeg er den første, og jeg er den sidste, der er ingen anden Gud end mig"<ref>Bibelen (1992), s. 895</ref> og i vers 45 linje 5: "Jeg er Herren, der er ingen anden, der er ingen anden Gud end mig".<ref>Bibelen (1992), s. 897</ref></br> Selv alt det gode og alt den onde har samme oprindelse:</br> "Jeg danner lys og skaber mørke,</br> jeg frembringer fred og skaber ulykke,</br> jeg, Herren frembringer alt dette."<ref>Bibelen (1992), s. 897</ref></br> For første gang optræder jøderne som et folk med kun een erklæret Gud. Der kan næppe være tvivl om, at dette var følgen af en bestemt strategi: elitens kamp for ikke at blive opslugt af imperiet. Over for de mange guddomme i Babylon sætter jøderne en enkelt gud som deres modstykke. Derved, og kun derved, kan de opretholde deres særegne identitet som folk. Hvis Jahve havde været een gud blandt mange andre, havde han tabt og havde ingen fremtid. Kun ved at gøre ham almægtig, ved at hævde at han havde brugt Nebukadnezar som et redskab i sin egen guddommelige plan, kunne de opretholde deres identitet og deres håb om en fremtid. De gamle guder måtte udryddes eller bortforklares som fejltagelser, der kunne forklare jødernes ulykkelige skæbne. Og derfor blev den traditionelle historie omskrevet punkt for punkt for at kunne understøtte det nye narrativ.<ref>Lemche (2015), s. 190</ref> Nået så langt tog de skriftkloge åbenbart det næste skridt: de måtte som modstykker til Mesopotamiens tradition opfinde og udvikle deres egen skabelsesberetning og deres egen beretning om en altomfattende oversvømmelse. Inspirationen hentede de hos babylonerne selv. De tog de velkendte babylonske beretninger men omskrev dem således, at de udgjorde en polemisk kontrast til den tro og de traditioner, som blev hyldet af deres omgivelser. Der vil være lejlighed til at se nærmere på disse ved en gennemgang af Gamle Testamente. === Jødernes tilbagevenden til Jerusalem === I 539 f.Kr. indtræder så afslutningen på jødernes tid i eksil. Dette år erobrer perserne Babylon, og Cyrus den Store erklærer straks efter en almen amnesti. Der efter giver han tilladelse til, at fordrevne folkeslag må vende tilbage til deres hjemegn og genoptage deres gudsdyrkelse.<ref>Lemche (2015), s. 193</ref> Også jøderne vendte hjem. Ifølge Ezras Bog vendte i alt 42.360 jøder tilbage til Jerusalem foruden deres trælle og trælkvinder, i alt 7.337, samt 200 sangere og sangerinder, det vil sige i runde tal 50.000 personer.<ref>Bibelen (1992), s. 510</ref> Om dette tal er korrekt, vides ikke. Der har været peget på, at der i virkeligheden ikke var meget at vende tilbage til. Sammenlignet med forholdene i Mesopotamien var Kana'an langt fattigere og underudviklet, og ingen kunne forvente at få tidligere ejendom tilbage. Det måtte kræve en overbevisende begrundelse at motivere befolkningen til at vende hjem. Netop ved at slå på, at Jerusalem var det sted, som Jahve havde valgt til sit tempel, og som udgangspunkt for en ny stat af samme storhed som under kong David, har præster og religiøse propagandamagere kunnet få befolkningen med sig.<ref>Lemche (2015), s. 195</ref> Og samtidig har de kunnet genvinde deres elitære position i samfundet. Det vigtige er, at da jøderne vendte tilbage til Jerusalem, var det med en ny, monoteistisk religion. Den var i store træk skabt under deres eksil, omskrevet og suppleret i forhold til tidligere. Den forenede folk og tro i en næsten uadskillelig helhed. Der kan her være grund til at stille et vigtigt spørgsmål: betyder dette så, at jøderne vendte hjem med en fuldt udviklet fælles trosretning? Nej, intet taler for dette. Snarere må vi regne med, at det kun var en lille gruppe af teologiske skriftlærde, som havde taget del i den redigeringsproces, som var foregået i Babylon, og at det kun var dem, som havde det fulde kendskab til det nye narrativ om jødernes oprindelse, som de havde skabt. Langt den største del af befolkningen, som var forblevet i området, var uvidende om den nye ideologiske udvikling. Dette indebærer, at det først er efter deres tilbagevenden, at de skriftkloge for alvor kan begynde at promovere og udbrede deres nye narrativ til hele befolkningen og dermed skabe den identitetsforståelse, som denne siden udviklede. Samtidig synes eliten, at dømme efter en bemærkning i Ezras Bog kapitel 7:16, at have udnyttet de gunstige muligheder for at overtale rige jøder i Babylon til at forpligte sig til at finansiere deres genopbygningsprojekt.<ref>Bibelen (1992), s. 524</ref><ref>Lemche (2015), s. 202</ref> === Persisk tid === Under det persiske herredømmes tid (538-332 f.Kr.) sad der persiske statholdere i landets ulige dele. Vi ved, at statholderen i Judæa 408 f.Kr. hed Bagohi, dels fra Josefos, dels fra papyrusfundene i Elefantine. At statholderen i Samaria var en samaritan, Sanballat, tyder på, at perserne ikke har blandet sig i Palæstinas forhold, når oprør ikke foranledigede dem til at gribe ind, som tilfældet var under Artaxerxes III (358-338 f.Kr.). Det var under persisk beskyttelse, at Nehemia og Ezra genoprettede den jødiske menighed i Jerusalem. Vi ved sandt at sige ikke meget om den jødiske religionsdyrkelse på denne tid. Meget tyder på, at der skete en langsom spredning af den nydannede monoteistiske tro, sikkert som et politisk-nationalt redskab over for det persiske overherredømme. Men intet taler for, at denne endnu formelt var slået igennem. Elefantine var en jødisk by i Egypten fra 400-tallet f.Kr. Den er interessant, fordi den kan vise træk ved og fravær af jødisk levevis på denne tid. Byen blev antagelig grundlagt i midten af 6. århundrede f.Kr. af folk, der var emigreret fra Syene-området i Palæstina.<ref>Barnea (2024), s. 1</ref> Vi ved, at der eksisterede et særligt tempel for dyrkelsen af Jahve indtil 410 f.Kr., da det blev ødelagt. En jødisk befolkning nævnes sidste gang i kilderne i 399 f.Kr., hvad, der skete med den jødiske befolkning efter denne tid, er ukendt.<ref>Adler (2025), s. 39</ref> Historien om jødernes udvandring fra Egypten kendes ikke i denne by, hvilket tyder på, at denne tradition er yngre end 400-tallet. Ligeledes kendte befolkningen ikke til ''torah'', det vil sige jødisk lov, så også denne må være yngre end 400-tallet. Endvidere dyrkede jøderne i denne by flere guder (jahvisme) i modsætning til senere tids monoteisme (judaisme). Således har vi flere kilder fra 400-tallet f.Kr., der vidner om zoroastracisme, herunder et ild-alter og et tempel.<ref>Barnea (2024), s. 3-7</ref> En lignende jødisk polyteisme kendes fra andre byer.<ref>Adler (2025), s. 41-47</ref> Men dette indebærer også, at jøderne stadig ikke på denne tid var monoteister til trods for de bestræbelser, som præsteskabet havde udført under eksilet i Babylon. I stedet tolkes situationen således, at den jødiske kult udviklede sig gravist over tid blandt andet inspireret af zoroastrisk kult indtil, at de fik den form som kendes fra den hebraiske bibel.<ref>Barnea (2024), s. 29</ref> Hvis byen blev grundlagt af dem, som ikke endte i Babylon, kan dette forklare deres fastholden ved polyteisme og ukendskab til den monoteisme, som blev udviklet i Babylon. Dermed adskiller kulten på denne tid blandt jøder sig markant fra den, som ses i hasmonæisk tid.<ref>Adler (2025), s. 48</ref> Yonatan Adler ved Ariel University har kaldt denne kult og levevis "proto-jødisk" (''proto-Judaic'') og definerer den således: "Et protojødisk kulturelt træk er således et særskilt element af den israelitiske og/eller jødiske livsstil, som med tiden blev lovgivet som en forskrift for regulering i en eller flere af Mosebøgernes tekster, og som i sidste ende blev optaget som en del af jødedommen."<ref>Adler (2024), s. 5</ref> Et eksempel herpå er at spise svinekød. I to af Mosebøgerne (Tredie Mosebog kapitel 11:1-8<ref>Bibelen (1992), s. 126f</ref> og Femte Mosebog kapitel 14:3-8<ref>Bibelen (1992), s. 216</ref>) forbydes det jøder at spise svinekød, men arkæologiske fund fra tiden fra sen bronzealder (1300-1130 f.Kr.) frem til jernalder (586 f.Kr.) viser, at svin faktisk blev avlet til fortæring i strid med denne bestemmelse, skønt de er fraværende i nogle bopladser henregnet til kana'anære og fønikere i jernalderen uden, at det derfor med sikkerhed kan siges at være bevidste valg; økonomiske, økologiske og sociale forhold kan have spillet ind.<ref>Adler (2024), s. 13</ref> Flere jødiske leveregler tilskrives således myter i Mosebøgerne, og det kan ikke afvises, at disse myter ''netop'' er blevet til for at kunne begrunde og legitimere disse leveregler.<ref>Adler (2024), s. 21</ref> Det gælder blandt andet reglen om at omskære drengebørn.<ref>Adler (2024), s. 20f</ref> Niels Peter Lemche anser Nehemias' Bog og Ezras Bog som omtrent samtidige skildringer af udviklingen på denne tid. På grundlag af beskrivelserne i disse bøger når han frem til følgende: Nehemias genopbyggede templet i Jerusalem og lod store dele af landbefolkningen flytte ind til byen i strid med guvernørerne i Samaria og de omgivende provinser. Desuden gennemførte han en social reform, der afskaffede al gæld og som tilbagegav ejendom tidligere konfiskeret fra landbefolkningen til denne.<ref>Lemche (2015), s. 199</ref> Ezra gik endnu videre: han gav Nehemias' reformer en ideologisk begrundelse, idet han udskilte og isolerede den jødiske befolkning i både religiøs og etnisk henseende i forhold til omgivende egne. Dette sker ved at erklære jødisk religion som særegen, ved at erklære jøder som "Guds udvalgte folk" og ved at erklære jøder som "etnisk rene". Det var en politik, som måtte føre til et uovervindeligt brud med andre befolkningsgrupper i Samaria.<ref>Lemche (2015), s. 200</ref> Der kan være grund til at vende tilbage til dette emne senere. På dette sted er det vigtigste at bemærke, at vi her ser den etnisk-religiøse ideologi, som var blevet formuleret under eksilet i Babylon, omsat til politisk handling. Sat på spidsen kan man sige, at vi taler om skabelsen af et særligt jødisk folkeslag. Uden for Jerusalem og Samaria førte denne udvikling til, at jøderne nu mere markant isolerede sig fra andre folkeslag i form af en særskilt religionsdyrkelse.<ref>Lemche (2015), s. 201</ref> Havde der allerede under eksilet været tendenser til dannelse af særlige jødiske bosættelser og byer som den tidligere nævnte egyptiske by Elefantine og Al Yahuda ved Babylon, så ser vi her begyndelsen på regulære ghettodannelser. === Hellenistisk tid === I den græske periode fra Alexander den Stores erobring i 332 f.Kr. til 167 f.Kr. blev Palæstina atter genstand for strid mellem Syrien, hvor seleukiderne herskede efter Alexanders død 323 f.Kr., og Ægypten, der beherskedes af ptolemæerne. Frem til 198 f.Kr. var overvejende Egypten, fra den tid, efter Antiochos IIIs sejr ved Paneas, syrerne Palæstinas herrer. Efter, at Babylon, Ninive og Shushan var gået til grunde, og Alexandria var blevet grundlagt, flyttede tyngdepunktet vest på, og Palæstina fik igen samme betydning som i 15. århundrede f.Kr. Under ptolemæerne regeredes Palæstina af guvernører (hegemon, epitropos), om hvis myndigheds udstrækning kun lidt vides. Skatteopkrævningen var overladt - ved licitation - til skatteforpagtere. I jødernes kreds fik kirkelige forsamlinger og ypperstepræsten en vidtgående myndighed. Under seleukiderne stod Palæstina, der kaldtes Fønikien, sammen med dele af Syrien under en militærguvernør, og syrisk militær besatte landet. Skatten indkrævedes af seleukidiske embedsmænd. Fra 165 f.Kr., da Antiochos Epifanes forbød jødisk gudsdyrkelse, blev landet ramt af de makkabæiske kampe, der skulle bane vejen for det hasmonæiske dynasti. Undersøgelser tyder på, at jøderne i almindelighed stadig ikke kendte til ''torah'', det vil sige jødisk lov, i begyndelsen af hellenistisk tid, og slet ikke at de respekterede og fulgte den.<ref>Adler (2025), s. 34</ref> Således er der flere eksempler på, at judæere to ågerrenter af deres udlån.<ref>Adler (2025), s. 28</ref> Der er også bevis på, at nogle judæere selv på denne tid dyrkede andre guder end Jahve.<ref>Adler (2025), s. 27</ref> Og skønt ordet "''sabbat''" forekommer, lader det sig ikke fastslå, om dette havde samme betydning som senere eller blot henviste til en jødisk helligdag.<ref>Adler (2025), s. 28</ref> Faktisk forekommer ordet "''sabbat''" ikke een eneste gang i Gamle Testamente. Omvendt er der ingen arkæologiske beviser på, at jøderne tog deres rituelle bade i bassiner, således som foreskrevet i ''torah'', og heller ikke at de iagttog særlige rituelle renselsesregler omkring deres mad.<ref>Adler (2025), s. 26</ref> Der har været peget på, at Aristeas i et brev oplyser, at Ptolemæus II Philadelphus (regerede 285-246 f.Kr.) tog 72 jøder fra Jerusalem til Alexandria for at få oversat en jødisk lov til græsk til sit bibliotek.<ref>Adler (2025), s. 31</ref> ''Torah'' er ikke nævnt ved navn, så der er ingen beviser på, at det er den, som der henvises til, men selv om dette var tilfældet, kan dette ikke tages som udtryk for, at jøderne i almindelighed kendte og fulgte loven.<ref>Adler (2025), s. 32</ref> Dette til trods for, at jøderne på denne tid ellers nød udstrakt selvstyre både i Judæa og i andre områder.<ref>Adler (2025), s. 24</ref> Dette har fået Yonatan Adler til at betegne jødisk kultur på denne tid som "jahveisme" (''Yahwism'') i modsætning til den "judaisme" (''Judaism''), der først fulgte senere og som fulgte ''torah''-en.<ref>Adler (2025), s. 7</ref> Men uanset benævnelsen betyder det, at traditionel jødisk kultur først stammer fra tiden ''efter'' hellenistisk tid. === Det hasmonæiske kongerige === Den hasmonæiske eller senhellenistiske periode strakte sig fra 167 f.Kr. til 63 f.Kr. Betegnelsen "Det hasmonæiske kongerige" dækker over en yderst omtumlet periode i jødisk historie, som strakte sig fra midten af 2. århundrede f.Kr. til midten af 1. århundrede f.Kr. Hasmonæerne var en jødisk præsteslægt, som spillede den førende politisk rolle på denne tid. Betegnelsen er dannet efter Hasmon, der var Mattatija’s bedstefader. I årene 168-161 f.Kr. ledede hasmonæerne kampen for national og religiøs frihed mod seleukiderne, som under Antiochos IV havde underkuet dem. Bevægelsen begyndte under Mattatija, men blev fortsat af hans sønner, først Judas Makkabæer, efter hvem slægten often kaldes makkabæerne; han fik genoprettet den jødiske gudsdyrkelse i 165 f.Kr. og opnåede i 161 f.Kr. religionsfrihed. Dette år overvandt han den syriske feltherre Nikanor og sluttede forbund med Romerne, men døde kort efter. Hasmonæerne optrådte der efter som et dynasti, der kæmpede for deres egen magtstilling. Judas’ broder, Jonatan, som afløste ham som leder, lod sig i 153 f.Kr. udnævne til ypperstepræst, skønt han efter jødisk lov ikke havde ret til denne stilling. Dette betød et brud med de lovtro, som de oprindelige havde kæmpet for. Efter hans mord i 143 f.Kr. lykkedes det broderen Simon (143-135 f.Kr.) at få landets selvstændighed anerkendt og at erobre syrernes borg i Jerusalem. Som følge heraf blev han af befolkningen hyldet som arvelig ypperstepræst og som verdslig hersker i 141 f.Kr. Dermed havde hasmonæerne opnået formel anerkendelse af deres dynasti. Det betød imidlertid ikke, at der nu herskede fred, tværtimod. Under Simon’s søn, Johannes Hyrkan (134-104 f.Kr.), indtraf et åbent brud mellem hasmonæerne på den ene side og farisæerne på den anden. Under de fortsatte kampe undertvang han den autonome stat Edom og ødelagde Samaria og også den samaritanske helligdom på Garizim. Hans sønner, Aristobul (104-102 f.Kr.) og Alexander Jannæos (102-76 f.Kr.) var brutale herskere og fjernede sig langt fra styrets oprindelige karakter, idet de var udpræget hellenistisk sindede. Alexander udnævnte sin dronning Salma Alexandra til sin efterfølger (78-69 f.Kr.), mens sønnen Hyrkan II blev ypperstepræst. Midt i de hele etablerede armenerne et kortvarigt herredømme (70-63 f.Kr.) idet de erobrede landet og lagde området under deres overherredømme. Men den interne magtkamp fortsatte uafbrudt. Salma sluttede sig til farisæerne, og hun kom derved i modsætning til saddukæerne, som samlede sig om hendes anden søn, som efter hendes død tog magten fra sin broder og herskede som Aristobul II, dog under vedvarende kampe, indtil Pompejus afsatte ham og tog ham med til Rom i 63 f.Kr. Efter ulige forsøg på opstand blev Aristobul og hans søn Alexander myrdet i 48 f.Kr. Hyrkan II, der af Pompejus nu blev anerkendt som ypperstepræst med Antipater som verdslig leder, blev af Cæsar forfremmet til ethnarch, mens den faktiske myndighed efterhånden gik over til Herodes efter Antipater’s død. Aristobul’s anden søn, Antigonos, gjorde imidlertid oprør og blev en kort (40-37 f.Kr.) tid konge, mens Hyrkan blev bortført og fik ørene skåret af. I 37 f.Kr. erobrede den af Romerriget anerkendte Herodes så Jerusalem, og Antigonos blev henrettet i Antiochia. Dermed var hasmonæernes herredømme bragt til ende. Herodes levede en tid i venskab med Hyrkan men lod ham så dræbe. Herodes var besvogret med hasmonæerne, idet hans hustru Mariamme var datter af Aristobul II’s søn Alexander. Dette forhindrede dog ikke, at han lod hendes broder Aristobul dræbe. Senere dræbte han ligeledes hende selv og hendes moder. Endelig dræbte han nogle hasmonæere, der opholdt sig hos hans svoger i Idumæa. Således blev det Herodes, som endte slægtens magtdrømme.<ref>Pedersen (1919), s. 943f</ref> Så meget om den politiske udvikling. Det vigtigste i denne sammenhæng er, at de var i denne omtumlede tid, at vi for første gang ser tydelige spor af en jødisk kultur og religionsdyrkelse. Årsagen er klar nok: lederen af den nye stat var en ypperstepræst, som nu tillige blev den politiske, kultiske og militære leder af den nye stat. Og det er tydeligvis på denne tid, at denne nye magt manifesterer sig også religiøst. Det er først fra denne tid, at de første synagoger optræder. Det er først fra denne tid, at ''Tanakh'' optræder i sin endelige skikkelse. Det er først fra denne tid, at der optræder beviser på, at jøderne i deres levevis fulgte bibelsk lov, der nu bliver promoveret som "deres forfædres lov" og påvirker et utal af leveregler både i og uden for jødernes "hjemland".<ref>Adler (2025), s. 67</ref> === Romersk styre === Romersk tid strækker sig fra sidste århundrede f.Kr, til første århundrede e.Kr. Det kendetegnes ved at området i denne periode havde en romersk guvernør. Yonatan Adler har undersøgt de kulturelle traditioner i dette tidsrum og finder, at de følger senere jødiske traditioner: der er renselsesbassiner og husgeråd af kalk som udtryk for jødiske relselsesritualer samt mønter, vægdekorationer i huse og hjemligt udstyr som udtrykkeligt undgår at vise mennesker og dyr i overensstemmelse med påbuddet i Mosebøgerne. Han konstaterer yderligere, at disse træk er særligt markante i de områder, som vides at have haft en overvejende jødisk befolkning, men ikke nødvendigvis i områder hvor andre befolkningsgrupper var dominerende. Han konstaterer endvidere, at disse rituelle træk tydeligt går tilbage til hasmonæisk tid men ikke med sikkerhed lader sig følge længere tilbage, til dels på grund af et svagt og mangelfuldt arkæologisk og skriftligt bevismateriale. Som beviserne nu stiller sig, var det i hasmænæisk tid, at disse rituelle træk slog igennem og efterhånden bredte sig til den samlede befolkning og i romersk tid allerede var blevet normen.<ref>Adler (2022)</ref> Det er på denne baggrund, at Jesus må ses: i en tid, hvor mange jøder drømte om og håbede på at genskabe deres egen selvstændige stat, trådte han frem med sit provokerende budskab, at "Guds rige ikke var af denne verden". Ikke nok med det: han udfordrede farisæerne og de skriftkloge, og oven i alt dette ophævede han jøder som Guds udvalgte folk og erklærede enhver, som følger Guds ord og hans påbud som en del af den udvalgte befolkning. I det givne politisk-religiøse klima gjorde det ham farlig for en national jødisk politik, så han måtte stoppes, og det blev han som bekendt. Men det stoppede ikke hans budskab i at blive yderligere spredt, tværtimod. Frem til 70 e.Kr. opstod der ulige retninger inden for jødedommen, hvoraf saddukæerne, farisæerne og essæerne synes at have været de væsentligste. Desuden opstod der en række messianske og apokalyptiske bevægelser. Saddukæerne var en gruppe der var tilknyttet præstedømmet i templet i Jerusalem. I modsætning til farisæerne, som påberåbte sig myndighed på grund af deres lærdom og fromhed, baserede saddukæerne deres særstilling på afstamning og status. Meget tyder på, at de repræsenterede Hasmonæernes klan, der tidligere havde regeret som præstekonger. De nægtede at acceptere læresætninger som ikke direkte var nævnt i ''Torah'', også selv om læren var nævnt et andet sted i Tanakh. Ja, de "anså det for en dyd at debattere" sådanne sager. Et eksempel på en sådan debat findes i Mattæusevangeliet kapitel 22:23-33, hvor de satte Jesus på prøve med hensyn til opstandelsen. Idet saddukæerne opstillede en tænkt situation hvor en enke havde været gift med syv mænd, spurgte de: "Hvem af de syv skal nu have hende til hustru i opstandelsen?" I denne sammenhæng var det selvfølgelig uvæsentligt om den tænkte enke havde været gift 14 eller 21 gange. Jesus svarer: "I opstandelsen gifter mænd sig ikke og kvinder bortgiftes ikke."<ref>Bibelen (1992), s. 1251</ref> Saddukæerne accepterede ikke eksistensen af et liv efter døden, og benægtede derfor også den farisæiske doktrin om en genopstandelse, hvilket netop var den forestilling, som Jesus prædikede. I Markusevangeliet kaptel 12:18-27 omtales en anden version af historien: da Jesus vidste, at saddukæerne ikke accepterede andre inspirerede skribenter end Moses, argumenterede han ved at citere fra ''Torah''. Han sagde: "Med hensyn til at de døde oprejses, har I da ikke læst i Moses’ bog, i beretningen om tornebusken, hvordan Gud sagde til ham: ’Jeg er Abrahams Gud og Isaks Gud og Jakobs Gud’? Han er ikke dødes men levendes Gud."<ref>Bibelen (1992), s. 1281</ref> Saddukæerne ønskede ikke, at en Messias skulle dukke op og lave om på tingene og da de betragtede Jesus som en trussel mod deres position, sammensvor de sig med farisæerne om at slå Jesus ihjel.<ref>Bibelen (1992), s. 1258f, 1352</ref> Farisæerne var kendetegnede ved, at de lagde stor vægt på overholdelse af Moseloven, især renhedsforskrifterne og desuden på "fædrenes overleveringer", som var en betegnelse for hele den mundtlige fortolkning af Moseloven. Bevægelsens etik havde mange detaljerede forskrifter og praktiske anvisninger. Essæerne levede i en slags kommunisme, hvor medlemmerne aflagde tavshedsløfte og ingen måtte besidde ejendom, hverken bolig eller slave, jord eller kvæg. Deres indkomster skulle overlades til en forvalter, som forestod indkøb af det nødvendige og sørgede for mad og underhold til gruppen. De forkastede også ægteskab, alle former for standsforskelle samt slaveri. De var soldyrkere og sendte hver morgen bønner op til solen. Når de havde afføring, gjorde de det inden døre for ikke at "besmitte" sollyset. Af de mange retninger inden for jødedommen overlevede kun den rabbinske jødedom, som byggede på farisæerne og deres lære. Den rabbinske jødedom var kendetegnet ved at hævde, at den skrevne ''Torah'' ikke kan fortolkes korrekt uden henvisning til den "mundtlige" ''Torah'' og den dertil hørende litteratur, der specificerer hvilken adfærd, der er sanktioneret af loven. Med et moderne udtryk var de fundamentalistiske teokrater. Når de andre fraktioner her er nævnt, er det for at vise, at jødedommen langt fra var nogen samlet bevægelse selv op til eller på Jesu tid. Stednavnet "Israel" første gang optræder på en mønt dateret til 66 e.Kr. møntet i forbindelse med jødernes oprør mod romerne. Efter oprøret 70 e.Kr. var det for en lang tid slut med jødiske forsøg på at skabe en egen stat. Jesu budskab og det mislykkede oprør førte til, at den jødiske befolkning blev sprængt i tre grupper: den ene gruppe var de traditionelle jøder, som holdt fast ved farisæerne og deres budskab, den anden gruppe var de kristne, som nu satte sig for at udbrede det nye budskab, og den tredie gruppe var judeo-nazaræerne, som fortolkede udviklingen på deres egen måde og mente, at genskabelsen af templet i Jerusalem var en forudsætning for, at Messias ville vende tilbage. De arbejdede i flere hundrede år på dette mål, men da de endelig fik magten i Jerusalem i år 634 og Messias alligevel ikke vendte tilbage, blev bevægelsen omformet til en ny arabisk religiøs bevægelse, som i 749 efter abbasidernes magtovertagelse endte som muhammedismen, komplet med en egen profet, en egen hellig bog og med et nyt religiøst midtpunkt i Mekka.<ref>se ''Muhammedanismen i kildekritisk belysning''</ref> === Sammenfatning === Hvordan skal begivenhedsforløbet nu fortolkes? Et foreløbigt svar kunne lydes således: det ser ud til, at jøderne udskilte sig fra kana'anæerne senest omkring 1200 f.Kr. og at de oprindeligt levede i ørkenområderne syd for Kana'an. Dette varede indtil, at de eteblerede et egentligt kongerige, der imidlertid efter kort tid blev delt i to, Israel og Judæa. Den nationale udskillelse var dog åbenbart ikke mere udtalt end, at jøderne jævnligt synes at have giftet sig med kvinder fra andre stammegrupper. Så langt, vi tør tro Bibelens fremstilling, var de polyteister, det vil sige dyrkede flere guder. Ganske vist var der perioder, hvor der gjordes forsøg på at indføre monoteisme, men dels var der stadige tilbageslag, dels skete disse forsøg på det statslige niveau, mens den almindelige befolkning synes at have fastholdt polyteismen uden afbrydelser gennem flere hundrede år frem til og med landsforvisningen til Babylon. Religionsdyrkelsen synes at have udviklet sig fra spredt i de enkelte husstande, landsbyer og stammer hen imod en statslig centralisering med deraf følgende magt for præsteskab og konger. Efter alt at dømme er det først under eksilet i Babylon, at præsteskabet blandt jøderne udvikler en erklæret monoteisme, mens dette ikke synes at være tilfældet for den brede befolkning. Hele jødernes tidligere historie bliver nu omfortolket af præsteskabet i lyset af denne nye religion, og den bliver promoveret og legitimeret af nogle få erklærede profeter. Efter jødernes tilbagevenden til Kana'an efter eksilet i Babylon bliver den nye religion gjort til et redskab for præsteskabets politiske mål: en selvstændig teokratisk stat. Dette mål bliver opnået, men den nye stat varer kun i henved hundrede år, og igennem hele sin eksistens er den præget af interne magtkampe blandt den ledende religiøse elite. Meget tyder dog på, at det først er på denne tid, at monoteismen slår igennem også i den brede jødiske befolknings livsstil og levemåde og bliver det centrale element i israelitternes selvforståelse. Men dette forudsatte og krævede præsteskabet både som den etnisk-religiøse og den statspolitiske magthaver. Efter alt at dømme er det tidligst fra denne tid, at vi kan tale om jødedom i moderne forstand. Men denne udvikling forudsatte, som vi har set, en dramatisk omskrivning af den jødiske historie. Meget måtte udelades eller totalt omskrives. På den anden side blev der indført nye elementer, som næppe har meget med den historiske udvikling at gøre men som gav jøderne en forhistorie så lang som nogen. === <big>Problemerne med Gamle Testamente</big> === I jødedommen spiller ''Tanakh'' eller Gamle Testamente en flersidet rolle, både som kilde til jødisk historie, til jødisk religion og til moralske begreber i jødisk tankegang. Vi har allerede set på det første aspekt af denne problemstilling og konstateret, at den langt fra kan understøtte traditionen om jøder som et monoteistisk folk. Nu skal opmærksomheden rettes imod ''Tanakh'' som troværdig kilde til jødisk historie. Et passende kildekritisk udgangspunkt ved vurderingen af Gamle Testamentes troværdighed må være de modsætninger, der er mellem dennes fremstilling og de faktuelle kendsgerninger. Der er således ingen beviser for eksistensen af de fem mosebøger før slutningen af 4. århundrede f.Kr. inklusive eksistensen af en person ved navn Moses.<ref>Gad Barnea</ref> Problemerne med teksterne lader sig inddele i tre delspørgsmål:</br> - er der een eller flere forfattere til Tanakh?</br> - er dele af teksterne lånt fra andre kulturer?</br> - er originale tekster blevet forandrede?</br> Svaret er i alle tre tilfælde bekræftende. Der kan derfor være grund til at behandle hvert af dem særskilt. === Forfattere og deres datering === Tekstanalytikere mener, at ''Tanakh'' (Gamle Testamente) er blevet til i tre omgange:</br> - en arkæisk fase: 11.-10. århundrede f.Kr.</br> - en klassisk fase: 9.-6. århundrede f.Kr.</br> - en sen fase: 5. århundrede f.Kr. eller senere.</br> Eksempelvis mener man, at den ældste del af Første Mosebog er historien om Jakobs velsignelse (i kapitel 47), som skal stamme fra arkæisk tid, men størstedelen af resten stammer fra klassisk tid. I en række tilfælde forekommer tilsyneladende dubblerede historier med både ligheder men også klare forskelle. Forskerne mener, at det afspejler sammenskrivning af to eller flere ulige overleveringer. Kildeforskere mener at kunne udskille fire lag i eller snarere forfattere til Mosebøgerne: J: ''Jahvisten'', hvor Gud sædvanligvis kaldes ''Jahve''; et litterært lag der i modsætning til Præsteskriftet er præget af lægmandssynspunkter.</br> E: ''Elohisten'', hvor gudsbetegnelsen er ''Elohim''.</br> D: ''Deuteronomisten'', det vil sige "forfatteren" til Femte Mosebog.</br> P: ''Præsteskriftet'', et litterært lag i mosebøgerne, der antages at være blevet til i præstelige kredse, og som udviser særlig interesse for kultiske forhold. J- og E-teksterne menes nedskrevet efter, at det oprindelige kongerige var blevet delt i to: Israel i nord og Judæa i syd. J-teksterne menes at stamme fra Judæa, E-teksterne menes at stamme fra Israel. J-teksterne dateres til tidsrummet mellem 848 f.Kr. og 722 f.Kr., idet disse tekster omtaler Babylon og Calah (Nimrod) som store byer. Desuden nævnes Edom som en autonom stat, hvilket først skete efter 848 f.Kr. E-teksterne lader sig ikke datere nærmere end til 9. eller 8. århundrede f.Kr. P-teksterne dateres til 6. århundrede f.Kr. og menes skrevet efter, at templet i Jerusalem var revet ned, og jøderne var blevet tvangsforflyttede til Babylon. Dette kan forklare hvorfor, at der ikke findes en eneste henvisning til templet i Jerusalem.<ref>Dinkgreve (2021), kap. 8</ref> Problemet ved en tekstanalyse af ''Tanakh'' er, at teksterne synes at være flettet sammen fra to eller flere oprindelige kilder til een sammenhængende historie. Det formodes, at J- og E-teksterne er blevet sammenskrevne efter 722 f.Kr., da Israel blev erobret af assyrerne, og flygtninge fra Israel i nord kom sydpå til Judæa og bragte deres E-traditoner med sig. Her blev de sammenskrevne til en ny version, JE, der ofte giver et judæisk perspektiv. Men hvordan kan vi skelne imellem de forskellige tekster? Lad os tage nogle eksempler. Under ørkenvandringen lader Moses vand springe fra klippen. I det ene tilfælde sker det uden problemer, i det andet pålægges Moses af Gud at tale til klippen, men han slår på den med sin stav i stedet, og som straf for at have ignoreret dette pålæg får han ikke love til at betræde Kana'an men kun at se det udefra. (exodus 18) J-teksten angiver, at Abraham boede i Hebron, som er en judæisk by, men E-teksten fortæller om Jakobs kamp med Gud i Peni-El, som er en israelsk by. I beskrivelsen af Jakobs sønner nævner J-teksten Judæa, mens E-teksten nævner stammer der var dele af Israel. I E-teksten lader Aron skabe guldkalven til jødernes tilbedelse, men denne historie findes ikke i J-teksten. Præsterne i Judæa hævdes at være efterkommere efter Aron, Moses broder, mens præster i Israel nævner andre levitter. P-teksterne skiller sig ud ved at lægge vægt på love, lige som den tildeler Aron en større rolle, ligestillet med Moses. I ''JE''-teksten er det Moses' stav, som udfører mirakler (Første Mosebog kapitel 4), i P-teksten er det Arons stav (kapitel 7). I P-teksten er Aron den første, som ofrer, mens i ''JE''-teksten omtales flere tidligere ofringer, blandt andre Kain og Abel, Abraham og Isak samt Jakob, mens ingen af disse tilfælde omtales i P-teksten. Det menes, at dette afspejler P-tekstens mål om at give de aronitiske præster eneret på ofringer til Gud. Under ørkenvandringen optræder to uens oprør: i ''JE''-teksten er det Dathon og Abiram, som udfordrer Moses ved at sige, at det ville være bedre for jøderne at vende tilbage til Egypten, men at de opsluges af jorden i et jordskælv. I P-versionen er det levitterne under ledelse af Korah, som udfordrer Aron, men ligeledes dør. Ligeledes omtaler P-teksterne ingen tilfælde, hvor folk besøges af engle eller får visioner, således omtales ikke historien om Josef og han 6 drømmesyner, ej heller de to engle i Sodoma og Gomorra eller Jekobs kamp med Gud. Sigende nok nævnes ordet "profet" kun een gang i P-teksten og da med henvisning til Aron. === Lånte historier === Sammenligninger mellem bibelske beretninger og tilsvarende overleveringer fra sumerisk og mesopotamisk kultur viser, at flere af historierne er blevet overtaget herfra, men at de er blevet omskrevne og tilpassede for at passe ind i den myte om jødernes oprindelse og historie, som man ønskede fremmet. Det gælder således blandt andre historierne om skabelsen, om Kain og Abel, om Noa og vandfloden samt om Sodoma og Gomorra. Andre beretninger er tilsyneladende ligeledes lånt fra andre kulturer, således udvandringen fra Egypten, der blev gjort af et folk kaldet ''hyksos'', ikke af jøderne. Der kan være grund til at nævne nogle af disse beretninger, som jøderne så at sige adopterede. ==== Skabelsesberetningen ==== Den babylonske skabelsesberetning hedder ''Enuma Elish''. Dene kendes blandt andet fra Nineveh i Mesopotamien. Dens hovedtræk er følgende: i begyndelsen var der kun vand: guden ''Absu''s ferske vand og gudinden ''Tiamat''s salte vand. De blev blandede, og fra denne blanding blev født de første guder. Men disse yngre guder forstyrrede deres forældres søvn, så Tiamat sendte i vrede en hær af monstre for at ødelægge dem. Ud af dette kaos trådte ''Marduk'', stormguden og Babylons skytsguddom, som kæmpede imod ''Tiamat'' i en duel. Han affyrede en pil, som skabte hul i hendes mave og splittede hendes hjerte. Der efter skar han hendes krop op i to halvdele: af den ene skabte han himmelhvælvingen, af den anden halvdel jorden. Han satte stjerner i deres konstellationer, han satte månen til at angive månederne og solen til at lyse om dagen. Endelig skabte han menneskene af blod fra en død guddom blandet med ler for, at de kunne udføre det tunge arbejde for evigt.<ref>Dinkgreve (2021), kap. 3</ref> Den jødiske skabelsesberetning er i alle henseender et modstykke til den babylonske beretning: i stedet for flere guder er der kun een gud, i stedet for en skabelseskamp foregår skabelsen i Gamle Testamente med ord, i stedet for at menneskene er slaver for guderne er de i Bibelen skabt i Guds billede. Men der er også ligheder: rækkefølgen med adskillelse af himmelhvælving og den faste jord, fiksering af dag og nat samt tiden og endelig at menneskene skabes sidst i forløbet. Det kan i en sidebemærkning oplyses, at det hebraiske ord i Første Mosebog 1:2 for urdybet, ''tehom'', filologisk er forbundet med ''Tiamat'', saltvandsgudinden i den babylonske skabelsesberetning. ==== Kain og Abel ==== Også den bibelske fortælling om Kain og Abel synes at have rod i to sumerisk myter. I den ene sumeriske myte omtales en hyrde (''Dumuzid''/Tammuz) og en landmand (''Enkimdu''), der begge konkurrerer om gudinden Inannas opmærksomhed. Den bibelske parallel: Ligesom i den sumeriske historie repræsenterer Kain bonden, mens Abel repræsenterer hyrden. Men i stedet for en uafklaret konkurrence eller forsoning tager den bibelske beretning en mørk drejning til brodermord. En anden variant er en sumerisk myte, hvor kvægguden (''Lahor'') og korngudinden (''Ashnan'') skabes af guderne for at sørge for mad og tøj. I disse historier diskuterer de to, hvem der må anses for mest værdifuld for den menneskelige civilisation. Den bibelske parallel er modsætningen mellem den omvandrende hyrde og den bofaste kornavler, men her bruges den til at skabe en søskenderivalisering, der ender i brodermord. Mens sumeriske myter brugte søskende til at fremhæve to byggestene i den menneskelige civilisation og fokuserer på samarbejde eller venskabelig rivalisering, brugte hebraiske forfattere den lånte fortælling til at skildre den syndefulde menneskelige natur, herunder konsekvenserne af misundelse. Forskere antager, at disse velkendte myter sandsynligvis blev integreret i den hebraiske tradition under deres babylonske eksil i det 6. århundrede f.Kr., hvilket tillod forfattere at omarbejde regionale kulturelle temaer, så de passede til deres monoteistiske verdensbillede. ==== Noa og vandfloden ==== Også historien om Noa og vandfloden er overtaget fra andre kulturer. I 1872 fandt man i British Museums store samling fra Assurbanipals bogsamling et store epos kaldet ''Gilgamesh''. I kapitel 11 af dette epos findes en historie, hvis hovedtræk er følgende: guderne beslutter at udrydde menneskene ved at drukne dem, men vandenes gud, Enki, advarer Utu-nipishtim om faren og tilråder ham at bygge en ark og tage sin familie og sit kvæg med ombord, hvilket skete. I seks dage og nætter varer uvejret og oversvømmelsen, men på den syvende dag rammer arken toppen af et bjerg i Armenien. For at undersøge om oversvømmelsen er overstået sendes først en due og så en svale ud, men de vender begge tilbage. Først, da en ravn sendes ud og ikke vender tilbage, viste det, at vandene nu var sunket, og at Utu-nipishtim kunne forlade arken. Det gør han og foretager et takoffer til guderne. Enki bad så den øverste af guderne, Enlil, om at love, at han aldrig i fremtiden ville straffe hele menneskeheden for nogle fås synder, hvilket denne lover. Han rører Uti-nipishtim og dennes hustru på panden og erklærer: "Hidtil har Utu-nipishtim været dødelig. Nu skal han og hans hustru være som guderne; og de skal bo i det fjerne, ved flodernes munding".<ref>Bibby (1971), s. 62f</ref> Lighederne med Bibelens beretning om syndfloden er indlysende til trods for forskellene: navnene er ændrede, de mange guder er erstattet af een Gud, men ellers er beretningen i sine kernetræk den samme. Senere, i 1899 og 1900, viste udgravninger i Nippur i Mesopotamien, at den akkadiske beretning selv havde en forgænger. I 1914 blev fra disse udgravninger offentliggjort en tavle fra Nippur med en lignende beretning, der imidlertid stammer fra Sumer og således er betydeligt ældre end den akkadiske beretning. Tavlen er ukomplet, idet kun den nederste trediedel er bevaret, men syndflodsberetningen er atter den samme, selv om hovedpersonen nu hedder Ziusudra i stedet for Utu-nipishtim. I den sumeriske version ender historien således: "Anu og Enlil viste velvilje mod Ziusudra, liv som en gud giver de ham, evig ånde som en gud bringer de ned til ham. Så kongenZiusudra, bevareren af planternes navn og af menneskeslægtens sæd, lod de bo i overfartslandet. Dilmuns land, det sted hvor solen står op".<ref>Bibby (1971), s. 64</ref> Pointen her er, at Bibelens syndflodsberetning er et plagiat, ikke en oprindelig historie, men at den inddrages som et led i den rekonstruerede beretning om jødernes historie. ==== Edens have ==== I den sumeriske beretning optræder også det hellige land Dilmun. Dette land beskrives som et sted, hvor rovdyr, sygdom og alderdom ikke eksisterer: I Dilmun tier ravnen,</br> rovfuglen skriger ikke,</br> løven dræber ikke,</br> ukendt er den kid-fortærende vildhund,</br> ukendt det kornædende vildsvin.</br> Malten som enken spreder på taget -</br> himlens fugle opæder ikke denne malt.</br> Duen hænger ikke med hovedet.</br> Den øjensyge siger ikke: "Jeg er øjensyg",</br> den hovedsyge siger ikke: "Jeg er hovedsyg",</br> den gamle kvinde siger ikke: "Jeg er en gammel kvinde",</br> den gamle mand siger ikke: "Jeg er en gammel mand".<ref>Bibby (1971), s. 66</ref> Det har været foreslået, at dette ideelle levested har været forbillede for jødernes opfattelse af Edens have. I dag ved vi, at Dilmun ikke var en myte om Paradis men navnet på en faktisk eksisterende stat med Bahrain som sit midtpunkt, der drev en omfattende handel og søfart fra Indusdalen i øst til Mesopotamien i nordvest. Dette er et sidespring, men hvis det viser sig, at Dilmun er inspirationskilden til Edens Have, vil det være endnu et eksempel på kulturelle traditioner, som jøderne har lånt, adapteret, og inkorporeret i deres egen historiske myte. ==== Babelstårnet ==== Historien om Babelstårnet er velkendt og lyder således: "Hele jorden havde samme sprog og samme tungemål. Da de brød op mod øst, stødte de på en dal i landet Sinear, hvor de slog sig ned. De sagde til hinanden: "kom, lad os stryge teglsten og brænde dem hårde!" De brugte tegl som sten og asfalt som mørtel. Så sagde de: "lad os bygge en by med et tårn, som når op til himlen, og skabe os et navn, for at vi ikke skal blive spredt ud over hele jorden." Herren steg ned for at se byen og tårnet, som menneskene byggede. Så sagde Herren: "se, de er eet folk med samme sprog. Når de begynder at handle sådan, vil intet af det, de planlægger, være umuligt for dem. Lad os stige derned og forvirre deres sprog, så at de ikke forstår hinanden." Så spredte Herren dem derfra ud over hele jorden, så at de måtte holde op med at bygge byen. Derfor hedder den Babel, for dér forvirrede Herren sproget på hele jorden, og derfra spredte Herren menneskene ud over hele jorden."<ref>Bibelen (1992), s. 17</ref> Denne historie synes at være skabt med to formål. Det ene er at forklare hvorfor, at ulige folkeslag taler uens sprog. Men historien har muligvis et andet formål: at nedgøre babylonernes ziggurater (tempeltårne), som antagelig blev lavet som en slags forbindelse mellem himmel og jord. Nebukadnezar II (omkring 605-562 f.Kr.), som erobrede Judah, ødelagde Jerusalem og bragte mange jøder til Babylon, byggede også et ziggurat i syv lag kaldet ''Etemenanki'', hvilket kan oversættes "Himmelens og Jordens Grundvolds Hus".<ref>Dinkgreve (2021), kap. 3</ref> ==== Abraham ==== I Første Mosebog kapitel 12 introduceres Abraham som israelitternes mytiske stamfader.<ref>Bibelen (1992), s. 17ff</ref> Følger man kronologien i Gamle Testamente, skal han dateres til omkring 2100 f.Kr. og således blandt andet før jødernes ophold i Egypten. Men i Første Mosebog kapitel 21 vers 34 hedder det: "Abraham boede lang tid som fremmed i filistrenes land"<ref>Bibelen (1992), s. 27</ref>, og vi ved, at filistrene først ankom til Kana'an i 12. århundrede f.Kr. som en del af de såkaldte "havfolk" (engelsk: ''Sea People''). Dette betyder, at ''enten'' er Abraham en fri opfindelse, som intet har med en historisk person at gøre, ''eller'' også hører han hjemme i 12. århundrede og er israelitternes stamfader, men i så fald eksisterede de ikke som folk, da de angiveligt opholdt sig i og udvandrede fra Egypten. Også aramæerne omtales og stammer ligeledes fra 12. århundrede, hvilket tyder på, at den sidst nævnte forklaring er den rette. Men der er andre problemer med Abraham. Ifølge P-kilden skal han stamme fra Ur i Kaldæa<ref>Bibelen (1992), s. 17</ref> og have draget gennem den frugtbare halvmåne først til Haran (nu Aram, beliggende i Tyrkiet) og senere videre til Kana'an. I de to kilder J og E er Ur ikke nævnt, kun Haran. Det har derfor været antaget, at det er hans oprindelige hjemsted. Det ville kunne forklare hvorfor, at hans forfædre Serug, Nahor og Terah har navne efter landsbyer omkring Haran, som Abrahams broder har navn efter. Det kunne også forklare benævnelsen "hebræer", der antagelig betyder "hinsides floden", idet Haran ligger på den modsatte bred af Eufrat.<ref>Dinkgreve (2021), kap. 8</ref> Samme tradition findes i Josvabogen kapitel 24:2 i omtalen af pagtslutningen i Sikem: "Josva sagde til hele folket: "Dette siger Herren, Israels Gud: I gamle bage boede jeres fædre på den anden side af Eufratfloden, Tera, Abrahams og Nakors far, og de dyrkede andre guder"."<ref>Bibelen (1992), s. 269</ref> Men der er endnu et problem: Kaldæa fik først sit navn i det 8. eller 7. århundrede f.Kr.<ref>Lemche (2015), s. 37</ref> Det er derfor ikke kronologisk muligt, at Abraham kan stamme der fra, hvis han levede forud for den jødiske bosættelse i Egypten. Det betyder tillige, at hele den tradition, som hviler på ham som stamfader til jøderne, tilsvarende forskubbes frem i tid. Imidlertid savnede Abraham en slægtshistorie, så i Første Krønikebog kapitel 1 får han den. Her hører vi at han er søn af Sem, som på sin side er søn af Noa, som atter er efterkommer af Adam.<ref>Bibelen (1992), s. 446</ref> Men som vi netop har set, er han i Josvabogen søn af Tera.<ref>Bibelen (1992), s. 269</ref> Der er således interne modsætninger i de narrativer, som de ulige slægtslister og narrativer i ulige dele af Gamle Testamente giver. Dette viser, at man har forsøgt at sammenskrive ulige narrativer til et men med ringe held. ==== Sodoma og Gomorra ==== Historien om Sodoma og Gomorras ødelæggelse optræder som et sidemotiv i beretningen om Abrahams liv i Første Mosebog kapitel 18:16-33 og kapitel 19:1-28. Bibelforskere er generelt enige om, at selvom Gamle Testamente ikke direkte "låner" historien om Sodoma og Gomorra fra en specifik sumerisk kilde, deler fortællingen om guddommelig ødelæggelse, guddommelige besøgende og den flammende omstyrtelse af en by slående motiver med tidligere mesopotamisk litteratur og bredere oldtidsmytologi fra Nærøsten. Således "Akkads forbandelse: Ekur hævnet", et akkadisk/sumerisk litterært værk dateret til mellem 2112 f.Kr. og 2004 f.Kr., som beskriver den pludselige ødelæggelse af byen Akkad. Myten blev skrevet hundreder af år efter Naram-Sins liv og er digterens forsøg på at forklare, hvordan det lykkedes for gutianerne at erobre Sumer. Efter en indledende passage, der beskriver Akkads herlighed før dets ødelæggelse, fortæller digtet om, hvordan Naram-Sin gjorde hovedguden Enlil vred ved at plyndre Ekur, der var Enlils tempel i Nippur. I sin vrede kaldte Enlil gutianerne ned fra bjergene øst for Tigris, hvilket bragte pest, hungersnød og død over hele Mesopotamien. For at begrænse denne ødelæggelse, bestemte otte af guderne (nemlig Inanna, Enki, Sin, Ninurta, Utu, Ishkur, Nusku og Nidaba), at kun byen Akkad skulle ødelægges for at skåne resten af ​​Sumer, og de forbandede den. Historien slutter med, at digteren skriver om Akkads skæbne, idet den velstående by lægges i aske i overensstemmelse med gudernes forbandelse. Temaet om guddommelig straf for en bys ''hybris'' eller umoral er et udbredt motiv i oldtidens verdensbillede. Det kan ikke vides sikkert, om det er denne historie, der har dannet forbillede for Gamle Testamentes historie om Sodoma og Gomorra, men motivet menneskers umoral og manglende respekt for guddommen er det samme. Den bibelske version rummer Abrahams forsøg på at undgå ødelæggelsen, hvis der blot fandtes ti retfærdige indbyggere i byen, men selv så få fandtes der åbenbart ikke. Kun Lot, Abrahams slægtning, reddes fra ulykken: "Da solen stod op over landet, og Lot var kommet til Soar, lod Herren svovl og ild regne ned over Sodoma og Gomorra fra Herren i himlen. Han ødelagde disse byer, ja hele Jordandalen, alle, der boede i byerne, og alt, der voksede på markederne."<ref>Bibelen (1992), s. 25</ref> Naturvidenskabeligt set kunne det være beskrivelsen af en meteorregn eller af nedfald fra et vulkanudbrud. ==== Moses ==== I Anden Mosebog kapitel 2 introduceres den mytiske skikkelse Moses som israelitternes befrier fra trældommen i Egypten. Historien begynder med hans fødsel. Ifølge myten havde farao befalet, at alle drengebørn skulle dræbes ved fødslen, men Moses' moder reddede ham ved at placere ham i en sivkurv, hvor han blev fundet og adopteret af faraos datter.<ref>Bibelen (1992), s. 67</ref> Denne historie er imidlertid utvivlsomt adopteret fra sumerisk tradition, idet en tilsvarende historie fortælles om kong Sargon af Assad.<ref>Dinkgreve (2021), kap. 8</ref> Der er således ingen grund til at tillægge denne del af traditionen nogen historisk baggrund. Senere fortæller Anden Mosebog, at Moses blev pålagt af Gud at føre israelitterne ud af Egypten. Det hedder i den forbindelse, at Gud blandt andet siger til Moses: "Jeg er din faders Gud, Abrahams Gud, Isaks Gud og Jakobs Gud".<ref>Bibelen (1992), s. 69</ref> Her stå vi på ny over for problemet, at henvisningen til Abraham åbenbart er en anakronisme. Det betyder, at der kan rejses tvivl om både den historiske skikkelse Moses og om Mosebøgerne som kilde til israelitternes tidlige historie overhovedet. Kendsgerningen er, at der findes ingen beviser på eksistensen af de fem mosebøger før slutningen af det 4. århundrede f.Kr., herunder eksistensen af en person kaldet Moses.<ref>Gad Barnea</ref> Men den farao, som med stor sandsynlighed fordrev semitterne fra Egypten, hed Ahmoses, hvilket på hebraisk betyder "Moses' broder". Så måske at der er en sammenhæng her. ==== Græske narrativer ==== Men det er ikke kun fra Sumer og Mesopotamien at Gamle Testamenter har lånt narrativer. Nogle kildekritikere tilhørende den såkaldte "Københavnerskole"<ref>Lemche (2014), s. 98-120</ref> har peget på, at også græske narrativer har ydet deres bidrag, lad os tage nogle eksempler: Jan-Wim Wesselius har foretaget undersøgelser, der viser, hvordan Første Mosebog og Anden Mosebog afspejler Herodots skrifter, især sidstnævntes beretning om persiske kongers liv. Han sammenlignede i detaljer lighederne mellem Josef og Kyros, og især mellem Moses og Xerxes. Josef og Kyros har begge drømme, bliver afsløret for at dø, går i eksil, bliver skjult i en periode og bliver konger, når deres identitet afsløres. Moses og Xerxes drager ud for at erobre enten Kana'an eller Grækenland og krydser vand med deres folk. Mange andre detaljer nævnes, såvel som sammenligninger mellem Terah og Phraortes (en medisk konge), Abraham og Kyaxares (en medisk konge), Isak og Astyges (en medisk konge) og Jakob og Mandane (Kyros' mor).<ref>Wesselius (1999), s. 24-77</ref><ref>Wesselius (2002), s. 6-47</ref> Philippe Guillaume mener, at kreative skrivere i Alexandria i det andet århundrede f.Kr. indsatte dommere i Mosebøgernes historie, hvilket afspejlede et politisk-ideologisk behov hos de hasmoneiske herskere i Palæstina. Det formodes, at indsættelsen af disse dommere var inspireret af Hesiods ''Værker og Dage'', især afsnittet om heltene, som Hesiod indsatte i de fire tidsaldre. Det modsvarer den måde, hvorpå dommere blev indsat i den jødiske historie. Det synes at have haft et dobbelt formål: dels at underminere påstande om arveret til magten fra efterkommere af kong Davids dynasti, idet historier om heroiske dommere nu optræder før kongerne David og Salomon og dermed med større ælde, dels at hjælpe de hasmoneiske herskere, der netop ikke kunne hævde at have nogen afstamning fra David som grundlag for deres påstande om et messiansk styre.<ref>Guillaume (2014), s. 147-164</ref>. Katherine Stott har påpege, at Davids opstigning, som skildret i Første Samuelsbog kapitel 16-31 og i Anden Samuelsbog kapitel 1-8, muligvis er inspireret af den fortælling, der beskriver Kyros' opstigning til Persiens og Mediens trone i teksten i Herodots Historier. Hun så følgende paralleller:</br> - Kyros og David starter begge under ydmyge kår,</br> - begge træder ind i den forrige konges hof,</br> - i begge tilfælde bliver den pågældende konge jaloux på dem,</br> - i begge tilfælde bliver de truet med døden af ​​den pågældende konge,</br> - begge flygter fra hoffet,</br> - begge bliver folkelige ledere,</br> - i begge tilfælde hopper en allieret af,</br> - begge tilraner sig kongerigets herredømme,</br> - begge får succes på grund af deres militære dygtighed,</br> - begge skåner den gamle konges liv i en periode,</br> - der er et tragisk element i den forrige konges fald i begge tilfælde, og</br> - i begge tilfælde er udfaldet dannelsen af ​​en ny politisk enhed.</br> Stott bemærkede, at denne græske tekst kun i den hellenistiske æra ville have været tilgængelig for den bibelske forfatter.<ref>Stott (2002), s. 62-71, 77-78)</ref>. Også Hesiod menes at være blandt inspirationskilderne. Hans ''Theogoni'' (Oldgræsk: Θεογονία), det vil sige "gudernes slægtsforskning eller fødsel" menes at have inspireret til skabelsesberetningen i Første Mosebog, og hans ''Kvindernes Katalog'' (oldgræsk: Γυναικῶν Κατάλογος) – også kendt som ''Ehoiai'' (oldgræsk: Ἠοῖαι), et fragmentarisk græsk episk digt, i hvilket "kvinderne" i titlen var faktisk heltinder, hvoraf mange lå hos guder og angiveligt fødte heltene fra græsk mytologi, menes at være blandt forbillederne for de genealogier, der findes i hele Første Mosebog kapitlerne 1-11 det vil sige til og med omtalen af Noas efterkommere.<ref>Gnuse (2017)</ref>. Fortællinger i Første Mosebog kapitlerne 1-11 kan også vises at have betydelige paralleller med beretninger nedskrevet hos græske historikere, således Hekateus fra Milet (''Periegesis'' og genealogier) og Herodot fra Halicarnassus (''Historie''), herunder skildringer af menneskelige leveveje (Første Mosebog kapitel 4:20-22), de tre sønner af en syndflodshelt, der er menneskehedens forfædre (Første Mosebog kapitel 9:18-19 og kapitel 10:1-32) samt plantningen af ​​en vingård (Første Mosebog kapitel 9:20-27).<ref>Bibelen (1992), s. 15f</ref><ref>Gnuse (2019)</ref> Ældre latinske traditioner, der ligger bag beretningerne i Ovids ''Fasti'' 5, 493-544 og ''Metamorfoser'' 8, 625-725, kan have inspireret fortællingerne om de budbringere, der fortæller Abraham om hans kommende søn, og de budbringere, der advarer Lot om at forlade Sodoma i Første Mosebog 18:1-15; 19:12-26. <ref>Gnuse (2017)</ref>. Det er foreslået, at en fortælling om Democedes af Kroton i Herodots ''Historie'' 3, 125-132 kan have givet anledning til fortællingen om Josef, der fortolker faraos drømme i Første Mosebog 41:1-36<ref>Bibelen (1992), s. 52-54</ref>, hvilken igen har inspireret til drømmeberetningerne i Daniels Bog<ref>Bibelen (1992), s. 1104-1112</ref><ref>Gnuse (2010)</ref>. Den korte fortælling om den store kriger Achilleus' ædle, talende heste i ''Iliaden'' 19, 395-424 kan være løst overtaget og indpasset i beretningen om Bileams æsel i Fjerde Mosebog kapitel 22:22-35, hvor et simpelt æsel bringer skam over en tåbelig profet.<ref>Bibelen (1992), s. 181</ref> Talende dyr er langt mere almindelige i græsk litteratur end i Bibelen. <ref>Gnuse (2017)</ref> Ofrelsen af ​​Ifigenia i to skuespil af Euripides omkring 400 f.Kr.: ''Ifigenia blandt Taurierne'' og ''Ifigenia i Aulis'', kan have inspireret beretningen om Jeftas ofring af sin datter i Dommerbogen kapitel 11:30, 34-40, som synes at være indsat i beretningen om Jeftas kamp mod ammonitterne. <ref>Gnuse (2019)</ref> Arrian fra Nicomedia, en græsk historiker fra 2.århundrede f.Kr. har skrevet en beretning om Alexander den Store, herunder om det spildte vand i Anabasis af Alexander i Sjette bog kapitel 26.1-3. Denne skildring kan have inspireret en lignende historie om David i Anden Samuels Bog 23:15-17. Davids handling med at hælde det vand ud, som hans modige soldater hentede bag fjendens linjer, virker ikke som en fornuftig historie, mens Alexanders handling i den gedrosiske ørken i Balochistan, hvor tørst virkelig er et problem, gør.<ref>Gnuse (1998)</ref>. I flere tilfælde kan det sandsynliggøres, at disse broderende fortællinger optræder som et vedhæng til ældre beretninger og måske af samme grund er placeret i slutningen af ​​bibelske bøger, hvor de ser ud til kun med en løs forbindelse at have været knyttet til bøgernes hovedfortællinger. Dette gælder især i Dommerbogen, hvor fortællingerne i Dommerbogen kapitel 13-16 om Samson ser ud til at være skrevet i en helt anden stil end resten af ​​Dommerbogen. Et stort antal forskellige græske legender om Herakles synes at have haft indflydelse på Samson-fortællingerne i Dommerbogens kapitel 13-16 og må være kommet til på et sent tidspunkt, sandsynligvis i den hellenistiske tid. Der er alt for mange græske paralleller inden for disse fire kapitler til, at de kan afvises som blot tilfældige fortællingshistoristiske sammentræf.<ref>Gnuse (2018)</ref> Afsnittene i Dommerbogens kapitel 17-21 om Mika, om Dan-stammens udvandring til Lakash samt om Benjamitternes skændselsdåd fremstår ligeledes som tilføjede tillæg til resten af ​​bogen, og netop dér finder vi beretningen om kvinderne, der blev kidnappet fra Silo. "Voldtagelsen af ​​de sabinske kvinder", en gammel fortælling som findes omtalt hos Titus Livius i hans ''Historie'' bind 1 kapitel 9:1-16) og hos Plutarch i hans ''Parallelle Liv'' (oldgræsk: Βίοι Παράλληλοι), en serie på 48 biografier over kendte mænd i afsnittet om Romulus, kan have været forbillede for historien Benjamitterne og de bortførte piger i Dommerbogen kapitel 21:1-24.<ref>Bibelen (1992), s.300</ref><ref>Gnuse (2007)</ref> Fortællingerne om Josef, Bileam og Jefta kunne være blevet placeret i den bibelske tekst i den persiske periode kort efter 400 f.Kr., såvel som bibelske tekster i Første Mosebog 1-11 med Hesiod, Hekateus og Herodot som inspirationskilder. Men de andre fortællinger synes mere sandsynligt at have deres oprindelse fra hellenistisk tid, og man kan derfor argumentere for, at alle disse tekster opstod samtidigt og derfor må høre hjemme i den hellenistiske tid. Anden Samuelsbog kapitel 21-23 synes også at være et appendiks, og heri finder vi David, der hælder det vand, han har modtaget fra sine krigere, ud. Dommerbogen kapitler 13-21 og Anden Samuelsbog 21-23 kunne derfor være blevet føjet til Femte Mosebogs historier på et meget sent tidspunkt. Historierne om Josef i Første Mosebog kaptel 39-50, der skulle forklare jødernes ophold i Egypten, ses af forskere som en sen tilføjelse fra omkring 400 f.Kr. eller senere, hvorfor Herodots indflydelse på Josefs drømmetydning er sandsynlig. Andre beretninger ser ud til at være blevet indsat noget ujævnt midt i deres fortællende kontekst. Dette er tydeligst i beretningen om Jeftas ofring af sin datter, som synes at være indsat midt i Jeftas slag i Transjordan, og fortællingen om Bileam og hans æsel, som fremstiller Bileam som en helt anden person end den, der findes i resten af ​​Fjerde Mosebog 22-24. Historien om de tre engle, der besøger Abraham og pludselig kun bliver to i antal, da de besøger Lot, har modsvarende romerske beretninger, hvor der er henholdsvis tre og to engle i fortællingerne fra Ovid. Desuden vidner detaljerne i dialogen i Første Mosebog kapitel 18 og 19 også om en senere tids skrivestil. Således synes indflydelsen fra klassiske romerske og græske beretninger at være mest sandsynlig i historier, der synes at være senere tilføjelser og indsættelser i hovedhistorierne. Foruden indholdsmæssige ligheder er der også opbygningsmæssige ligheder. Daniel Hawk bemærkede, at Aischylos' ''Orestia'' og Gamle Testamentes narrativ fra Første Samuelsbog kapitel 8 til Anden Kongebog kapitel 8 deler sammenlignelige struktur og karakterer, idet begge har et tredelt skema og begge bruger metaforer til at afspejle overgangen fra et slægtskabssamfund til et borgersamfund: mens Agamemnon og Saul afspejler den gamle samfundsorden, viser Orestes og David overgangstiden, og Athena og Salomon indfører den nye samfundsorden. Forfatteren til Femte Mosebog brugte ''Orestia'' som model for sine "modtagne traditioner vedrørende det israelitiske monarki". Hawk mener, at den hellenistiske tid kan have været det tidspunkt, hvor den bibelske forfatter havde adgang til og også brugte Aischylus' skrifter.<ref>Hawk (2003), s. 73-88</ref> Disse og andre eksempler er blevet fremhævet af nogle forskere, der generelt er enige om, hvordan hellenistisk litteratur formede den oprindelige historie efter 300 f.Kr. eller endda efter 200 f.Kr., i den makkabæiske æra. Larsson mener, at de bibelske beretninger blev skabt i det ptolemæiske Egypten i det andet århundrede f.Kr. og påvirket af betydelige græske historikere fra det tredje århundrede f.Kr., så som Berossos, Manetho og Eratosthenes.<ref>Larsson (2004), s. 296-311</ref> På grundlag af sådanne iagttagelser mener Niels Peter Lemche, at Dommerbogen og sikkert også andre dele af Gamle Testamente først er blevet skrevet eller har fundet deres endelige form omkring 272 f.Kr.<ref>Lemche (2024)</ref> Etienne Nodet vurderer, at Mosebøgerne opstod i begyndelsen af ​​det tredje århundrede f.Kr., mens profeterne og nogle af skrifterne blev skabt i det andet århundrede f.Kr.; disse tekster blev udformede i Alexandria under hellenistisk indflydelse.<ref>Nodet (2014), s. 36-55</ref> Emanuel Pfoh mener, at selvom den primære historie blev skabt i den hellenistiske æra, stammer nogle traditioner fra den assyriske og persiske tid og blev udviklet af krønikeskrivere gennem årene, men grundlæggende blev teksten formet under hellenistisk indflydelse.<ref>2014; s. 23, 33-35</ref> Hvordan det nu forholder sig, står det klart, at både den sene tilblivelse og dens mulige motiver undergraver store dele af Gamle Testamente som en troværdig historisk kilde. Det er muligt, at der findes en historisk kerne, som over tid er blevet udbygget og pyntet på med narrativer hentet fra græske traditioner, men indtil videre må det konstateres, at næsten alt i Gamle Testamentes narrativer lader sig betvivle med hensyn til troværdighed. Mest afgørende i denne sammenhæng er det imidlertid, at hvis disse kritikere tilhørende "Københavnerskolen" har ret, så betyder det, at ''Tanakh'' eller Gamle Testamente langt fra var færdigskrevet endsige færdigredigeret, da jøderne vente tilbage til Jerusalen efter eksilet i Babylon. Forud ventede endnu en lang redigeringsproces, og det kan også forklare hvorfor, at vi skal helt frem til 2. århundrede f.Kr. (eller tidligst 3. århundrede f.Kr.) før, at jøderne udviser noget kendskab til deres religiøse skrifter. Forklaringen er den enkle, at først da havde skrifterne nået et så fuldendt udseende, at de lod sig anvende i den national-politiske propaganda. ==== Hyksos-problemet ==== Mens arkæologerne med rimelig sikkerhed tør fastslå, at der fandtes en særlig israelitisk befolkning fra omkring 1200 f.Kr., så er der mere usikkerhed om tiden forud. Hovedspørgsmålet kan formuleres således: er jødernes ophold i og udvandring fra Egypten en historisk begivenhed eller ej? Holdningerne spænder fra fuldstændig afvisning af denne historie til ubetinget tilslutning. For at løse problemet må vil opspalte det i tre delspørgsmål:</br> - kan der påvises et ophold af en semitisk befolkning i Egypten?</br> - hvis ja: inden for hvilket tidsrum?</br> - hvis ja: var det israelitter eller ej? Det umiddelbare svar på spørgsmålet er, at der faktisk findes oplysninger om en fremmed befolkning i Egypten. Men denne befolkning, kaldes af egypterne selv ''Hiku-khasut'', det vil sige "ørkenfyrsterne" (hvilket på græsk er blevet til ''hyksos''<ref>Bibby (1978), s. 96</ref>, og denne benævnelse bruges almindeligvis og derfor også her), ikke "hebræerne", "jøderne" eller "israelitterne", og ingen af disse betegnelser kendes i samtiden, end ikke fra Kana'an. Forskerne mener at kunne fastslå, at disse ''hyksos'' ankom fra øst til Egypten i 19. århundrede f.Kr., regerede over Egypten i 17. og 16. århundrede f.Kr. men senere forsvandt igen. Der er fundet en grav rejst over en mand ved navn ''Aper-El'', det vil sige "El's tjener", som tjente hos faraonerne Amenhotep III og Akhenaten i 14. århundrede f.Kr.<ref>Dinkgreve (2021), kap. 8</ref> Et passende udgangspunkt for vurdering af udvandringens troværdighed kan være Simcha Jacobovici og hans film "''The Exodus decoded''". Heri giver han blandt andet en omfattende dokumentation, som nok kan være en nøjere gennemgang værd. Simcha tager udgangspunkt i bibelkritiske afvisninger af udvandringen, som traditionelt blev dateret til 1270 f.Kr. det vil sige i Ramses II's regeringstid men hvor der ingen beviser for en sådan begivenhed findes. Simcha mener, at denne datering er forkert, og at den korrekte tidsfæstelse er omkring 1500 f.Kr. Som beviser for denne tidsfæstelse anfører han følgende: Hyksos-folket skulle være kommet til Egypten omtrent 200 år før, at de atter udvandrede, det vil sige 1700 f.Kr. I en grav i Beni Hassan ved Nilen omkring 400 km syd for Cairo findes et vægmaleri, som viser en indvandring til Egypten. Befolkningen er semitter med skæg, flerfarvede dragter og med benævnelsen "''Amo''". I ''Tanakh'' (Gamle Testamente) anvendes benævnelsen "''Amo Israel''", det vil sige "Guds folk". Benævnelsen er den samme og deres ophold passer nøje med traditionen. Hyksos-folkets hovedstad var Avaris, der ligger i Nilens delta nord for Cairo. Avaris er blevet udgravet af professor Manfred Bietak fra Wien. Han har blandt andet fundet 9 seglstamper med navnet "Jakob", hvilket nøje svarer til den bibelske tradition om faraos betroede mand, Josef, der netop var søn af Jakob. Ifølge traditionen ender indvandrerne som slaver. I Serabit El Khadim i Sinai-ørkenen blev udvundet tyrkis-sten i miner ved slaveri. I en af disse minder findes en alfabetisk (ikke-egyptisk) indskrift på væggen: "El, hjælp mig". ''El'' var navnet på en semitisk guddom. En stele rejst af farao Ahmoses og dateret til omkring 1500 f.Kr. fortæller om blandt andet storm og mørke i overensstemmelse med den bibelske tradition, og den nævner gud i ental. Ahmoses er kendt for at have udvist hyksos-folket. Navnet Ahmoses betyder på egyptisk "månen er født" men på hebraisk "Moses' broder". Omkring 1500 f.Kr. indtraf et stort vulkanudbrud på øen Santorini i det græske øhav. Simcha mener, at det var denne begivenhed, som udløste udvandringen, og at den også kan forklare Egyptens ti plager. Hans argumentation herfor er følgende: I Avaris er fundet vulkansk pimpsten dateret til omkring 1500 f.Kr. Dette viser (om ikke andet) at Egypten blev påvirket af netop dette vilkanudbrud. Vulkanudbruddet og tilhørende jordskælv havde følgende bivirkninger:</br> - vandet bliver rødt. Årsagen er, at rust frigøres ved gasudbrud fra bunden og opblandes i vandet. Dette skete blandt andet i 1986 ved Nyos-søen i Cameroon.</br> - frøer. Hopper ud af vandet, når det bliver forurenet.</br> - lus, fluer og epidemi følger som eftervirkninger af miljøkatastrofen</br> - sår og bylder. Disse kendes ligeledes fra Nyos-begivenheden i 1986.</br> - hagl. Is og ild = "vulkansk hagl" omtales i den såkaldte Ipuwer-papyros og skyldes, at vulkansk aske blandes med vand i atmosfæren.</br> - græshopper. Bringes på vandring på grund af klimaændringen.</br> - mørke. Skyldes en askesky, der fra vulkanudbruddet bredte sig til Nilens delta, hvilket er bevist ved korn af asken fundet af Jean-Daniel Stanley fra Smithsonian Institute.</br> - førstefødte sønner døde. Skyldes at CO_² frigøres fra jordens indre og lægger sig lige ved jordens overflade. Da de ældste priviligerede sønner sov på en lav seng, blev de dræbt af gassen, mens andre børn der sov på de flade tage aldrig blev berørt inden, at gassen opløstes igen. Noget tilsvarende blev observeret i Nyos. Yderligere er der udgravet massegrave i Avaris, som kun omfatter personer af mandkøn og ikke krigere. Og Ahmoses' egen søn døde som 12-årig (hans begravede lig er fundet).</br> Ifølge Simcha er alle disse begivenheder således naturlige mulige følger af vulkanudbruddet. [[Fil:Stele_of_Grave_Circle_A_Mycenae_NAMA_1428.JPG|200px|thumb|Gravstele fra Mykene, der viser Farao, som forfølger Moses. De er omgivet af vand på begge sider.]] Velkendt er historien om havets deling.<ref>Bibelen (1992), s. 82</ref> Den korrekte formulering i Bibelen er "Yam Suf", det vil sige Sivhavet. Men siv vokser ikke i saltvand, så der er tale om en stor sø. På Ismailia Regional Museum findes en granitsten med en indskrift i hieroglyffer, ''El Arish''-indskriften, der fortæller om udvandringen set fra faraos side. Her kaldes lederen for "ørkenprinsen". Mere bemærkelsesværdigt er det, at indskriften også fortæller, at vandene delte sig (markeret som bølger + 2 knive), og at indskriften nævner stedet for denne begivenhed: ''El Balah'', en nu tidligere sø beliggende øst for Avaris nær overgangen til Sinai-ørkenen. Simcha mener, at som følge af de tektoniske forskydninger og deraf følgende jordskred løftede den afrikanske plade sig 1-2 meter og skabte en landkorridor, men kort efter fulgte en tsunami, som druknede faraos hær. Simcha peger på et vægmaleri på Santorini, som viser en sejlads fra en by omgivet af mure. Simcha mener, at den viste by er Avaris, idet der her også er fundet minoiske vægmalerier, hvilket vidner om handelsforbindelser. En del af udvandrerne skulle således være draget til Grækenland. I Mykene er fundet guldgenstande og sværd i en grav dateret til 1500 f.Kr. De kan stamme fra jødiske udvandrere. Desuden er fundet tre gravsten med billeder visende først en mand på en stridsvogn, der forfølger en gående mand omgivet af bølger, dernæst at den gående mand er nået højere liggende land og har vendt sig imod stridsvognen, og endelig at stridsvognen drukner i bølgerne. Billederne viser, let forenklet, faraos forfølgelse af Moses. Det er i bogstaveligste forstand en tegneserie om begivenheden. Simcha peger dernæst på, at jordskælv kunne have ført til, at gas og olie blev frigivet og måske blev antændt, og derved gav anledning til røgsøjler om dagen og ildsøjler om natten svarende til beretningen i Anden Mosebog kapitel 13 vers 21-22: "Herren gik foran dem, om dagen i en skysøjle for at føre dem på vejen og om natten i en ildsøjle for at lyse for dem, så at de kunne gå både dag og nat. Skysøjlen fjernede sig ikke fra folket om dagen og ildsøjlen ikke om natten."<ref>Bibelen (1992), s. 81</ref> Endelig mener Simcha at kunne påvise, hvor bjerget Sinai lå. Og han mener at have fundet billedlige gengivelser af Pagtens Ark - i Grækenland af alle steder! Så langt Simcha. Det giver anledning til en række spørgsmål: er begivenheden fejldateret? Det er der faktisk en del, der tyder på. Begivenheden fandt efter alt at dømme sted omkring 1500 f.Kr. Kan et vulkanudbrud være forklaringen på begivenhedsforløbet? Svaret må være, at det er muligt, i hvert fald er der intet, som tyder på, at det ikke kunne være tilfældet. Var dette hyksos-folk ''Amo'' og var det semitter? Ja, det er sandsynligt. Var det også israelitter? Det er muligt, men ikke sikkert. Vi har tidligere fastslået, at Gamle Testamentes historie om udvandringen fra Egypten tidsmæssigt er uforenelig med historien om Abraham som israelitternes stamfader, idet hans ophold i filistrenes land er flere hundrede år senere end udvandringen. Og det forbliver uforklarligt, at et folk, som kaldte sig selv Israel, ikke optræder under dette navn men af Egypterne kaldtes henholdsvis ''Amo'' og ''Hyksos''. Historien om ''exodus'' eller udvandringen fra Egypten kendes ikke fra Elephantine, en jødisk by i Egypten fra 400-tallet f.Kr., hvilket kunne tyde på, at denne tradition i jødisk historieforståelse enten må være yngre end denne tid eller endnu ikke spillede den rolle i jødisk selvforståelse, som den senere fik. Hvis man vil være besværlig, kan man opstille følgende alternative hypotese: udskibningen fra Egypten til Mykene eksisterer ikke i det bibelske narrativ. Hvis man alligevel forudsætter, at det afspejler en historisk kendsgerning, så kunne disse udvandrere, ''hyksos'', have taget hele traditionen med sig og billedligt gengivet den på deres gravsteler. Da "havfolket" (som beviseligt stammer fra Grækenland foruden andre steder) langt senere, omkring 1178 f.Kr., kom til Palæstina, bragte de traditionen med sig. Det er her fra, at jøderne senere overtog den, omformulerede den til en ørkenvandring med Moselov og hele molevitten og dermed tillige skrev det oprindelige folk ud af beretningen og satte sig selv ind i stedet som led i en selvskabt historisk tradition. Der er selvsagt ingen beviser for en sådan udvikling, men der er heller intet, som modsiger den, og den ville forklare årsagen til, at traditionen åbenbart overlevede i Mykene. Og hvad mere er: det kunne forklare hvorfor, at folk fra Middelhavets nordlige kyster søgte øst- og sydpå (i stedet for vestpå), da deres hjemlige forhold ikke tillod dem at blive boende, hvor de var. Et indicium for, at teorien kunne være rigtig, er det forhold, at Mykene var et handelscentrum i tiden 1600-1100 f.Kr. blandt andet med handelsforbindelser til Levanten. Blandt de forhandlede varer var genstande af elfenben fundet i Megiddo, der viser handelsforbindelser til Det Ægæiske Hav, Kypern, Hittitterne samt Egypten.<ref>Novacek (2011), s. 47f</ref> Det indebærer, at "havfolket" meget vel kan have haft handelsforbindelser med Levanten tidligere og derfor kendte til områdets frugtbarhed inden, at de udvandrede dertil. Der imod kan vi udelukke, at det var israelitterne selv, som indvandrede sammen med havfolket, fordi dette skete 1178 f.Kr. mens Israel som omtalt nævnes på en stele allerede fra 1208 f.Kr. Kildekritisk må det konstateres, at Mosebøgerne ret beset forsøger at forene to temmelig uforenelige historiske traditioner: på den ene side traditionen fra Mesopotamien omfattende Edens Have (Dilmun), Babelstårnet (zigguraterne) og Noas ark, hvor Abraham indgår som det forklarende bindeled hvorfor, at jødernes stamfader udvandrede til Kana'an, på den anden side traditionen om Jakob (Israel)<ref>Bibelen (1992), s. 46</ref>, Josef og hans brødre<ref>Bibelen (1992), s. 48f</ref>, Israels udvandring til Egypten<ref>Bibelen (1992), s. 59</ref> og Moses<ref>Bibelen (1992), s. 67</ref> med udvandring, ørkenvandring, moseloven og løftet om Kana'an.<ref>Bibelen (1992), s. 243</ref> Der kan næppe være tvivl om, at den jødiske beretning om udvandringen fra Egypten og den egyptiske beretning om fordrivelsen af de fremmede omtaler den samme begivenhed set fra to sider. For så vidt behøver ingen af dem at give det sande billede: hvis årsagen virkelig var et vulkanudbrud, kunne de forringede leveforhold efter dette meget vel være årsag til, at folk udvandrede eller bortvandrede igen. At jøderne eller israelitterne har taget begivenheden til sig er for så vidt ikke anderledes end andre historier, som de har adopteret og adapteret. Som en sidebemærkning skal det lige nævnes, at den egyptiske konge Amenhotep IV, bedre kendt som Akhenaten, som var gift med Nefertiti og fader til Tutankhaton, og som er gået over i historien som den første monoteistiske konge, regerede fra omkring 1353 til 1336 f.Kr. Det betyder, at han regerede henved 150 år efter, at ''hyksos'' udvandrede, og at der således ingen forbindelse er med Moses. === Bearbejdede profetier === De mange profetiske tekster i Gamle Testamente udgør et eget problem. Kort sagt er de kildekritiske studier i stigende grad blevet opmærksomme på, at der heller ikke i dette tilfælde er tale om originale tekster. I stedet er disse tekster blevet ændret for at tilpasse dem til bestemte formål. Esajas', Jeremias', Ezekiels og de tolv "små" profeters profetier mangler en historie og opretholder ikke en ensartet kronologisk rækkefølge. Disse profetiske bøger ses ikke længere som blot kilder, hvorved læserne kan få adgang til fortiden. De læses nu som bevidste kompositioner, der genpræsenterer og fortolker profeternes ord i tekstform. Allerede i de sidste profeters tekster er der tegn på bevidst bevidsthed om tekstualiseringen af ​​profetier. Historien i Jeremias 36 beskriver for eksempel en proces, hvor forskellige budskaber i forskellige former fra forskellige tider og steder sammensættes i tekstform af profetens skriver. Når denne rulle efterfølgende ødelægges som reaktion på dens læsning, sker der ikke blot en omskrivning af rullen, men også en betydelig tilføjelse af lignende ord, hvilket vidner om bogens litterære vækst. Profeter som Jeremias er ikke længere tilgængelige i den oprindelig version, men deres ord forbliver tilgængelige i de bøger, der bærer deres navne. Disse bøger danner et særskilt korpus inden for den bibelske kanon. Når Daniel refererer til Jeremias' profeti om halvfjerds år i Daniels Bog kapitel 9:2<ref>Bibelen (1992), s. 1117</ref>, taler han om Jeremias' bog blandt en flerhed af profetiske bøger, jævnfør også Ezekiels Bog 38:17<ref>Bibelen (1992), s. 1091</ref>. De tidligste postbibelske fortolkere af den profetiske litteratur var de skriftkloge, oversættere og kommentatorer, der videregav, gengav og forklarede teksterne. Den tidligst dokumenterede periode med skriftlig overlevering fra omkring 250 f.Kr. indtil 132-135 e.Kr. bærer tydelige vidnesbyrd om, at datidens skriftkloge ikke så sig selv som blot afskrivere på samme måde som skriftkloge fra en senere periode. De så snarere sig selv som ligestillede med de oprindelige forfattere, og de udvidede ofte den bibelske tekst med fortolkninger, der var beregnet til at hjælpe læserne med at forstå teksten. Disse skriftkloge havde deres eget syn på den bibelske tekst og ønskede at sikre en teologisk korrekt læsning af den. Blandt de profetiske bøger forekommer de mest fremragende eksempler på fortolkningsmæssig udvidelse i Jeremias' og Ezekiels Bøger i den masoretiske tekst, det vil sige i en version kopieret, redigeret og spredt af en gruppe jøder kendt som masoreterne mellem det 7. og 10. århundrede e.Kr. I disse udgaver har udvidelsen nået grænsen for skabelsen af helt ​​nye udgaver af bøgerne. De hebraiske tekster bag de oldgræske versioner af disse bøger er betydeligt kortere førsteudgaver. Mange af udvidelserne i andenudgaverne, der findes i den masoretiske tekst, er af fortolkende eller forklarende art. For eksempel er den i Jeremias' omtalte fjende fra nord ikke udtrykkeligt identificeret i oldgræske eller dens hebraiske kilde, hvilket efterlader den åben for den slags dommedagsagtige fortolkning, der findes i Ezekiels Bog kapitel 38:14-17<ref>Bibelen (1992), s. 1091</ref>, men den masoretiske tekst identificerer udtrykkeligt denne fjende som Babylon i udvidelsen af ​​Jeremias 25:9, hvilket skaber en interessant konflikt med Jeremias' Bog kapitel 50:3 og dens profeti om en fjende fra nord, der kommer mod Babylon.<ref>Bibelen (1992), s. 1017</ref> Et andet eksempel er versionen af ​​Jeremias' profeti om halvfjerds år i Jeremias' Bog kapitel 25:11-12.<ref>Bibelen (1992), s. 979</ref> I den oldgræske version er denne profeti ikke eksplicit begrænset til perioden under det babylonsk fangenskab, jævnfør Daniels Bog kapitel 9:1-2, 24-27<ref>Bibelen (1992), s. 1118</ref>, men udvidelserne i den masoretiske tekst gør denne begrænsning af profetien udtrykkelig, således i Jeremias' Bog kapitel 29:10.<ref>Bibelen (1992), s. 984</ref> For Ezekiels Bog forekommer en af ​​de mest bemærkelsesværdige udvidelser i den masoretiske udgave af Ezekiels Bog kapitel 36:23-38, som mangler. Denne ret lange udvidelse er åbenbart baseret på materiale fundet andre steder både i og uden for Ezekiels Bog. Man kan mene at alle disse præciseringer og fortolkninger er afskrivernes velmenende forsøg på at forstå og fortolke den oprindelige tekst bedre, men når det forholder sig således med disse profetiske tekster, rejser det uundgåeligt spørgsmålet om og i hvilken grad, det samme er tilfældet med andre tekster i Gamle Testamente. Og det svækker betydeligt Gamle Testamentes værdi som sikker og troværdig kilde til jødernes historie. === Sammenfatning === Denne gennemgang af Gamle Testamente har kun omfattet en mindre del af den samlede tekst, men selv denne meget begrænsede gennemgang har belyst en række problemer:</br> - Gamle Testamente er ''ikke'' en historisk redegørelse for jødernes historie, selv om den giver indtryk af dette,</br> - det er i stedet en samling af traditioner, anekdoter og myter skrevet af ulige forfattere til ulige tider</br> - der er gjort forsøg på at sammenskrive og harmonisere disse narrativer</br> - hvilket ikke kan skjule, at der er kronologiske problemer</br> - og at væsentlige traditioner er hentet fra andre kulturer, især Sumer og Mesopotamien men også fra Grækenland. Vi tør antage, at skildringen af kongetiden og det delte kongerige med navnelister over regenterne er rimelig troværdig, blandt andet fordi deres navne forekommer i andre kilder, men vi har kun ringe mulighed for at vide i hvilken udstrækning, historierne om dem er blevet ændrede for at tilpasse sig et senere monoteistisk narrativ. Nogle historier, blandt andre Esthers Bog men også Ezras Bog og Nehemias' Bog, er meget sene og menes først at være blevet tilføjet efter afslutningen af det babylonske fangenskab. === <big>Semitismen, jødedommens tankesæt</big> === Vi har i det foregående set på Gamle Testamente som et muligt historisk kildeskrift. Man kan imidlertid også anlægge en helt anden synsvinkel, nemlig Gamle Testamente som ideologisk grundlag nærmere betegnet som grundlag for en jødisk national etnicitet samt for en særlig jødisk etik. Det skal på forhånd understreges, at det følgende ikke omfatter alle jøder, idet mange alene identificerer sig som tilhørende denne folkegruppe af genealogiske og traditionsbårne årsager, det vil sige med hensyn til deres familiære oprindelse samt højtider og mindedage. Men der findes også kredse i den jødiske befolkning, der opfatter Gamle Testamente som en anvisning på hvordan, at jøder kan og bør opføre sig. Alle kender begrebet "anti-semitisme", men få eller ingen ved, hvad udtrykket "semitisme" egentlig dækker over. Man vil således lede forgæves efter det i en ordbog eller eksempelvis på ''wikipedia''. Her vil begrebet blivet forstået således, at det dækker over den tankegang eller de tankegange, som kan udledes og af nogle er blevet udledt af Gamle Testamente. Det betyder, at der her vil blive set bort fra jødisk mysticisme, kabala, frankisme og lignende ældre og nyere afledede ideologier, hvilke hver for sig er en særskilt undersøgelse værd. Læser man Gamle Testamente, vil man se, at bestemte tankegange bliver promoveret. Det drejer sig i hovedsagen om følgende:</br> - det udvalgte folk</br> - racisme</br> - retten til Kana'an</br> - retten til at myrde hele befolkninger</br> - "honningfælder" og pengeafpresning</br> I det følgende vil hvert af disse emner blive gennemgået særskilt. === Det udvalgte folk === Ideen om jøderne som Guds udvalgte folk tager udgangspunkt i Første Mosebog kapitel 12: her møder vi Abram ved Ur i Kaldæa. Videre hedder det: "Herren sagde til Abram: "Forlad dit land og din slægt og din fars hus, og drag til det land, jeg vil vise dig. Jeg vil gøre dig til et stort folk og velsigne dig. Jeg vil gøre dit navn stort, og du skal være en velsignelse.</br> Jeg vil velsigne dem, der velsigner dig,</br> og den, der forbander dig, vil jeg forbande.</br> I dig skal alle jordens slægter velsignes"."<ref>Bibelen (1992), s. 17f</ref> Senere gentages denne priviligerede stilling i andre sammenhænge, således over for Jakob i Betel. I Første Mosebog kapitel 35:9-13 hedder det: "Gud viste sig igen for Jakob, efter at han var kommet hjem fra Paddan-Aram. Han velsignede ham og sagde til ham: "Dit navn er Jakob; men nu skal du ikke længere hedde Jakob. Dit navn skal være Israel." Og han gav ham navnet Israel. Han sagde til ham: "Jeg er Gud den Almægtige. Bliv frugtbar og talrig! Et folk, ja, en mængde folkeslag skal nedstamme fra dig, og konger skal fremstå af dit eget kød og blod. Det land, jeg gav Abraham og Isak, giver jeg dig og dine efterkommere." Så steg Gud op fraham, dér hvor han havde talt med ham."<ref>Bibelen (1992), s. 46</ref> I Anden Mosebog kapitel 3:7-10 findes følgende: "Så sagde Herren: "Jeg har set mit folks lidelse i Egypten, og jeg har hørt deres klageskrig over slavefogederne. Jeg har lagt mig deres lidelser på sinde, og derfor er jeg kommet ned for at redde dem fra egypterne og føre dem op fra dette land til et godt og vidtstrakt land, et land der flyder med mælk og honning, dér hvor kana'anæerne, hittitterne, amoritterne, perizzitterne, hivvitterne og jebusitterne bor. Nu har israelitternes klageskrig nået mig, og jeg har set, hvordan egypterne undertrykker dem. Gå nu! Jeg vil sende dig til Farao. Du skal føre mit folk israelitterne ud af Egypten"."<ref>Bibelen (1992), s. 69</ref> Dette og tilsvarende formuleringer med "mit folk israelitterne" giver jøderne en identitet som Guds udvalgte folk i den jødiske selvforståelse. === Racismen === Racismen er en logisk følge af ideen om Guds udvalgte folk. Et folk kan selvsagt ikke være "udvalgt", hvis andre folk kan indgiftes i det. Følgelig er Gamle Testamente fuldt af forbud mod at gifte sig med ægtefæller fra andre folkeslag og kritik, når de alligevel gjorde det. Lad os tage nogen eksempler. I Femte Mosebog kapitel 7:1-4 finder vi følgende påbud af Moses: "Når Herren din Gud fører dig til det land, du skal ind og erobre, og han driver store folkeslag væk foran dig, hittitterne, girgashitterne, amoritterne, kana'anæerne, perizzitterne, hivvitterne og jebusitterne, syv folk, der er større og mægtigere end du, og Herren din Gud overgiver dem til dig, og du besejrer dem, da skal du lægge band på dem. Du må ikke slutte pagt med dem og ikke vise dem barmhjertighed. Du må ikke bringe dig i familie me dem; du må ikke give dine døtre til deres sønner, og du må ikke lade dine sønner gifte sig med deres døtre, for det vil få dine sønner til at vige fra mig og dyrke andre guder. Da vil Herrens vrede flamme op imod jer, og han vil hurtigt udrydde dig."<ref>Bibelen (1992), s. 208</ref> Dette gælder blandt andre kong Salomo. I Første Kongebog 11:1-4 læses således følgende: "Kong Salomo elskede mange udenlandske kvinder foruden Faraos datter, moabitiske, ammonitiske, edomitiske, sidoniske og hittitiske; om de folk havde Herren sagt til israelitterne: "I må ikke indlade jer med dem, og de må indlade sig med jer, for så vender de jeres hjerte til deres guder." Dem elskede Salomo, og han holdt fast ved dem. Han havde syv hundrede hustruer med fyrstelig rang og tre hundrede medhustruer, og hans hustruer bragte hans hjerte på afveje."<ref>Bibelen (1992), s. 390</ref> I Ezras Bog kapitel 9:10-12 optræder Ezras bodsklage med blandt andet dette: "Vor Gud, hvad skal vi nu sige efter dette? For vi har svigtet de befalinger, du gav gennem dine tjenere, profeterne, da du sagde: Det land, I skal ind og tage i besiddelse, er et urent land på grund af de fremmede folks urenhed med de afskyelige handlinger, som de i deres urenhed har fyldt det med fra ende til anden. Derfor må I ikke give jeres døtre til deres sønner, og I må ikke lade jeres sønner gifte sig med deres døtre."<ref>Bibelen (1992), s. 527</ref> og i Kapitel 10:10-12 bliver dette gentaget: "Så rejste præsten Ezra sig og sagde til dem: "I har handlet troløst ved at gifte jer med fremmede kvinder; I har øget Israels skyld. Aflæg nu bekendelse for Herren, jeres fædres Gud, og gør hans vilje. Skil jer ud fra landets folk og de fremmede kvinder"."<ref>Bibelen (1992), s. 528</ref> I Nehemias' Bog kapitel 10:31 indgår israelitterne blandt andet følgende forpligtelse: "Vi vil ikke give vores døtre til landets folk, og vi vil ikke lade vores sønner gifte sig med deres døtre."<ref>Bibelen (1992), s. 542</ref> Således kunne man blive ved. === Lebensraum === Jødernes ret til Kana'ans land hidrører fra Første Mosebog. I kapitel 12 læser vi: "Dengang boede kana'anæerne i landet. Herren viste sig for Abram og sagde: "Jeg vil give dine efterkommere dette land"."<ref>Bibelen (1992), s. 18</ref> Senere, i kapitel 15, præciseres udstrækningen af dette jødiske lebensraum: "Den dag sluttede Herren pagt med Abram. Han sagde: "Jeg giver dine efterkommere dette land fra Egyptens flod (det vil sige Nilen) til den store flod, Eufratfloden: kenitterne, kenizzitterne, kadmonitterne, hittitterne, perizzitterne, refaitterne, amoritterne, kana'anæerne, girgashitterne og jebusitterne"."<ref>Bibelen (1992), s. 20f</ref> Størrelsen af dette jødiske lebensraum er påfaldende. Sammenlignet med officielle landegrænser i 2026 omfatter dette område: den østlige halvdel af Egypten inklusive hele Sinai, Palæstina inklusive Gaza og Vestbredden, Libanon, Jordan, Saudi Arabien, Yemen, Oman, Forenede Arabiske Emirater, Qatar, Bahrain, Kuwait, Irak samt Syrien. Nogle jødiske imperialister medregner også Kypern til området. En anden afgrænsning findes i Fjerde Mosebog kapitel 34. Heri læser vi: "Herren talte til Moses og sagde: "Giv israelitterne denne befaling: I kommer nu til Kana'an, det land, der tilfalder jer som arvelod, Kana'ans land i dets fulde udstrækning. Jeres sydgrænse skal gå fra Sins ørken langs med Edom. I syd skal jeres grænse gå fra enden af Salthavet i øst. Så skal grænsen dreje syd om Akrabbim-passet, gå videre til Sin og ende syd for Kadesh-Barnea. Så skal den fortsætte til Hasar-Addar og gå videre til Asmon. Så skal grænsen dreje fra Asmon mod Egyptens bæk og ende ude ved havet.</br> Grænsen i vest: Det Store Hav med kyststrækning. Det skal være jeres vestgrænse.</br> Dette skal være jeres nordgrænse: Fra Det Store Hav skal I trække en linie til bjerget Hor; fra bjerget Hor skal I trække en linie til Lebo-Hamat, og grænsen skal ende i Sedad. Så skal grænsen gå videre til Zifron, og den skal ende i Hasar-Enan. Det skal være jeres nordgrænse.</br> Som grænse i øst skal I trække en linie fra Hasar-Enan til Shefam. Så skal grænsen gå ned fra Shefam til Ribla øst for Ajin, og grænsen skal fortsætte ned og støde til bjergryggen øst for Kinneretsøen. Så skal grænsen gå ned til Jordan og ende ved Salthavet.</br> Dette skal være jeres land med dets grænser hele vejen rundt."<ref>Bibelen (1992), s. 196</ref> Dette er unægteligt en noget anden afgrænsning end før. Den kritiske læser vi måske spørge om Herren ikke havde forklaret sig godt nok over for Moses eller måske havde ændret holdning, eller om der måske er en helt tredie forklaring? Den tænkende læser vil måske kigge nærmere på andre dele af samme historie. Vi hører, at Abraham fik børn både med Sara, sin hustru, nemlig jøderne, og med Hagar fra Egypten, hans trælkvinde, nemlig ismaelitterne, det vil sige araberne.<ref>Bibelen (1992), s. 21</ref> Så var det nu jøderne, araberne eller begge grupper som skulle leve i dette område? Desuden tog han sig en ny hustru: Ketura, med hvem han også fik efterkommere.<ref>Bibelen (1992), s. 31</ref> Det er således ret uklart hvem, der skulle overtage dette lebensraum. Således tænker semitisterne ikke. De er imperialister, og de vil have det hele for sig selv. De mener at have ret til at fordrive andre folkeslag og ser Gamle Testamente som kilde til denne ret. === Retten til folkemord === Jødernes ret til at myrde befolkningerne, som levede i Kana'an, forekommer allerede i Mosebøgerne. I Femte Mosebog kapitel 20:16-17 findes således følgende påbud udtalt af Moses: "i de folks byer, som Herren din Gud vil give dig i eje, må du ikke lade en eneste beholde livet; du skal lægge band på dem, på hittitterne, amoritterne, kana'anæerne, perizzitterne, hivvitterne og jebusitterne, sådan som Herren din Gud har befalet dig."<ref>Bibelen (1992), s. 223</ref> I Josvabogen hører vi hvordan, at jøderne hensynsløst myrdede indbyggerne i Kana'an, eksempelvis i kapitel 8:24-29: "Da israelitterne på åben mark havde dræbt alle de indbyggere fra Aj, som havde forfulgt dem ud i ørkenen, og da alle til sidste mand var faldet for sværdet, vendte alle israelitterne tilbage til Aj og huggede indbyggerne ned med sværd. Den dag blev der dræbt i alt tolv tusind mænd og kvinder, alle indbyggerne i Aj. Josva trak ikke sin udstrakte hånd med krumsværdet tilbage, før han havde lagt band på alle indbyggerne i Aj. ..Og Josva brændte Aj ned; han gjorde den til en øde ruinhøj for evigt, og det er den den dag i dag. Ajs konge hængte de på et træ og lod ham hænge til aften. Da solen gik ned, gav Josva sine folk befaling om at tage liget ned fra træet og kaste det hen ved indgangen til byporten. Så kastede de en stor stendynge op over ham, og den ligger der den dag i dag."<ref>Bibelen (1992), s. 251f</ref> Tilsvarende i Josvabogen kapitel 10:28-43: "Samme dag indtog Josva Makkeda. Han slog byen og dens konge med sværd og lagde band på byen og alle, der var i den; der var ingen, der overlevede. Han gjorde det samme med kongen i Makkeba, som han havde gjort med kongen i Jeriko.</br> Fra Makkeda drog Josva sammen med hele Israel videre til Libna. Han gik til angreb på Libna, og Herren gav også denne by og dens konge i Israels hånd. Josva slog byen og alle, der var i den, med sværd; der var ingen, der overlevede. Han gjorde det samme med kongen dér, som han havde gjort med kongen i Jeriko.</br> Fra Libna drog Josva sammen med hele Israel videre til Lakish. Han belejrede byen og gik til angreb på den, og Herren gav Lakish i Israels hånd. Den følgende dag indtog Josva byen; han slog den og alle, der var i den, med sværd, ganske som han havde gjort med Libna. Da drog Gezers konge Horam op for at komme Lakish til undsætning, men Josva slog kongen og hans hær; der var ingen, der overlevede.</br> Fra Lakish drog Josva sammen med hele Israel videre til Eglon. De belejrede byen og gik til angreb på den, og samme dag indtog de den og slog den med sværd. Den dag lagde han band på alle, der var i byen, ganske som han havde gjort med Lakish.</br> Fra Eglon drog Josva sammen med hele Israel op til Hebron. De gik til angreb på byen og indtog den; de slog byen, dens konge, alle dens byer og alle, der var i den, med sværd; der var ingen, der overlevede. Ganske som han havde gjort med Eglon, lagde han band på byen og på alle, der var i den.</br> Så vendte Josva sig sammen med hele Israel mod Debir. Han gik til angreb på byen og indtog den med dens kong og alle dens byer. De slog dem med sværd og lagde band på alle, der var i den; der var ingen, der overlevede. Han gjorde det samme med Debir og dens konge, som han havde gjort med Hebron og med Libna og dens konge.</br> Således besejrede Josva hele landet: Bjerglandet, Sydlandet, Lavlandet og Skråningerne og alle kongerne dér. Der var ingen, der overlevede; hver levende sjæl lagde han band på, sådan som Herren, Israels Gud, havde befalet. Josva besejrede dem fra Kadesh-Barnea til Gaza, i hele landet Goshen og helt til Gibeon. Alle disse konger og deres lande undertvang Josva på én gang, for Herren, Israels Gud, førte krig for Israel. Så vendte Josva sammen med hele Israel tilbage til lejren i Gilgal."<ref>Bibelen (1992), s. 255</ref> I Josvabogen Kapitel 11 fortsætter folkemordene i det nordlige Kana'an, blandt andet Hasor: "Alle, der var i byen, huggede de ned med sværd og lagde band på dem, så ikke en levende sjæl blev tilbage; og Josva brændte Hasor ned."<ref>Bibelen (1992), s. 256</ref> Da massemordet var til ende, blev rovet, det vil sige Kana'an, delt mellem israelitternes stammer.<ref>Bibelen (1992), s. 257-264</ref> Det minder om en langt senere begivenhed: under Sovjetunionen i Stalintiden gennemførte terrororganisationen OGPU under ledelse af jøden Genrikh Jagoda<ref>Lina (2003), s.315</ref> samt NKVD overvejende ledet af jøder<ref>Lina (2003), s.318, 327</ref> i 1932-33 et massemord på og en massefordrivelse af ukrainske bønder fra deres gårde, en begivenhed der blev kendt som ''holodomor''. Mindre kendt er, at OGPU overvejende bestod af jøder, og at disse efterfølgende som en belønning oprettede deres egne kollektivlandbrug, kibbutz'er, på de myrdede og fordrevne ukraineres jord.<ref>Holocaustmuseet i USA, film</ref> Jødisk historieforståelse trækker lange spor. Det var ikke kun ved erobringen af Kana'an, at jøderne begik massemord. I Esters Bog kapitel 9:2-16 hører vi: "I alle kong Ahasverus' provinser samledes jøderne i deres byer for at lægge hånd på dem, der ville dem noget ondt. .. Den trettende dag i måneden adar samledes de øvrige jøder i kongens provinser og forsvarede deres liv; de fik fred for deres fjender, og og de dræbte 75.000 af deres modstandere".<ref>Bibelen (1992), s. 555</ref> Flere eksempler end de nævnte kunne være fremhævet, men budskabet og moralen er tydelig nok: i "hellig krig" er massemord på guddommens befalet ikke blot acceptabel men en pligt at gennemføre. Det er mildest talt absurd at se hvordan den samme ideologi, som hyldede folkemord i Gamle Testamente, har haft travl med at fremstille de selv samme massemordere som et uskyldigt forfulgt folkefærd i det 20. og starten af det 21. århundrede. === Honningfælder og pengeafpresning === Historier i Gamle Testamente giver jøderne tvivlsomme moralbegreber, eksempelvis at prostituere deres hustruer og døtre i form af "honningfælder", det vil sige lokkemad for en efterfølgende afpresning. Det begynder med selveste Abraham. I Første Mosebog kapitel 20:2-16 læser vi: "Abraham sagde om sin kone Sara, at hun var hans søster, og Abimelek, kongen i Gerar, sendte bud efter Sara. Om natten kom Gud i en drøm til Abimelek og sagde til ham: "Nu skal du dø, fordi du har taget denne kvinde, for hun er gift".<ref>Bibelen (1992), s. 25</ref> Senere, da sandheden er blevet klar, hører vi: "Så gav Abimelek Abraham får og køer, trælle og trælkvinder, og han gav ham hans kone Sara tilbage. Og Abimelek sagde: "Mit land ligger åbent for dig. Slå dig ned, hvor du har lyst!" Til Sara sagde han: "Nu giver jeg din bror tusind sekel sølv. Det skal lukke øjnene på alle dem, der hører dig til. Nu har du fået fuld oprejsning"."<ref>Bibelen (1992), s. 26</ref> Så Abrahams afpresning lykkedes. Senere gentager historien sig med små variationer. I Esters Bog hører vi, at jøden Mordokaj sender sin datter til kong Ahasverus' harem, hvor "hun vandt hans velvilje". .."Ester havde ikke fortalt, hvilket folk og hvilken slægt, hun tilhørte, for Mordokaj havde sagt til hende, at hun ikke måtte fortælle det." Men senere udnyttes hun til at redde jøderne, og naturligvis belønnes både hun og hendes fader for dette bedrag: "Og Mordokaj fik foretræde for kongen, for Ester havde fortalt, hvordan han var i familie med hende. Kongen tog sin signetring, som han havde frataget Haman, og overdrog den til Mordokaj. Og Ester satte Mordokaj over Hamans hus."<ref>Bibelen (1992), s. 549, 554</ref> Således legitimerer Gamle Testamente jødernes brug af honningfælder og pengeafpresning, når denne brug rettes imod folk i magtpositioner. === Sammenfatning === I 1973 fremkom udtrykket "narrativ teologi".<ref>Bjerg (1984), s. 11</ref> Udtrykkets betydning har været noget uklar, men pointen er, at hvis en kristen vil forklare sin tro og identitet, så kan dette ske ved at fortælle om Jesu ord og gerninger. På lignende måde kan jødedommens indhold bedst forstås ved at fortælle historier fra Gamle Testamente. Som vi har set, er sådanne historier ikke just moralske. Ideen om det udvalgte folk, der ikke må gifte sig med folk fra andre folkeslag men nok har ret til at udnytte dets kvinder i honningfælder til pengeafpresning, og som mener sig i sin gode ret til hensynsløst at udrydde andre folkeslag "i Guds navn", fremavler en tvivlsom moral. Hvis man vil være lidt uvenlig, kan man med god grund hævde, at denne tvivlsomme moral langt hen af vejen også afspejler sig i jødernes nyere historie. Vi har i det foregående set hvordan, at denne moral henter sin inspiration i fortællinger fra Gamle Testamente. Og denne moral understreges ved at de samme emner bliver gentaget med blot mindre variationer flere gange som for at understrege, at den ikke er knyttet til en bestemt historisk situation men netop har evig gyldighed. I lighed med sit afkom, muhammedanismen, er denne moral præget af en foragt for dem, som ikke tilhører "in-gruppen". Der kan måske være grund til at uddybe dette udtryk nærmere. Alle mennesker udvikler en eller anden form for bevidsthed om at tilhøre et bestemt etnisk fællesskab, herunder skaber de et dertil knyttet begrebsapparat. Man kan skelne mellem det navn, som en etnisk gruppe bruger om sig selv i denne selvidentifikation, og det navn, som andre bruger om den samme gruppe. Nogle gange, men ikke altid, bruger de samme benævnelse, men deres opfattelse af gruppens afgrænsning og indhold behøver ikke at være det samme, men kan tilpasses den aktuelle situation.<ref>Lund (1993), s. 81</ref> Betegnelsen afspejler en bevidsthed om hvem, man hører sammen med i et fællesskab, og hvem, der ikke hører til dette fællesskab.<ref>Lund (1993), s. 9</ref> Ofte, men ikke altid, vil de, som ikke tilhører dette fællesskab, blive set ned på, mens man selv ophøjes for sine gode egenskaber.<ref>Lund (1993), s. 13-26</ref> Denne vi-bevidsthed skabes i vid udstrækning ved historier, beretninger og myter, om et skæbnefællesskab gennem utallige slægtled. Ofte vil disse historier blive fyldt med navne på legendariske personligheder, hvis liv og gerninger bliver en del af den personlige identitetsfølelse. Og som regel vil en del af denne historie omfatte etnogoni, det vil sige de indfødtes egen mytiske forklaring på deres oprindelse<ref>Lund (1993), s. 49</ref>, som regel i form af en mytisk stamfader.<ref>Lund (1993), s. 91</ref> I dansk sammenhæng kan man tænke på Saxo og hans Danmarkshistorie. I germansk sammenhæng er det myten om Tvisto, der er grundlaget for identiteten<ref>Lund (1993), s. 90</ref>, og for jøderne er det Abraham, der har denne rolle. Men sådanne historiske beretninger og myter har ikke kun den funktion at begrunde selvidentiteten men tillige at begrunde moralbegreber, hvad der er "god" og "ond" opførsel. For jøderne er det netop historierne i Gamle Testamente, som opfylder denne opgave. Over tid kan disse funktioner aftage i betydning, fordi behovet for dem ikke længere er så stort. Dette fordi at myter erstattes med faktiske historiske erindringer. Men for visse grupper er dette ikke tilfælde. Her kan udviklingen tvært imod gå i den modsatte retning og udvikle sig til en regulær fanatisme, der kan motivere og begrunde næsten enhver handling. Denne fanatisme kan formuleres og organiseres i en dertil hørende ideologi, en -isme. Semitisme er en sådan ideologi, der i princippet ikke adskiller sig fra andre -ismer bortset fra den etniske gruppe, hvis selvfølelse og handlingsmønster, den skal begrunde. === <big>Sammenfatning og konklusion</big> === Vi er nået vejs ende i gennemgangen, og resultatet taler for sig selv. Ikke blot er det officielle narrativ ikke korrekt, for hver del af dette narrativ findes en alternativ forklaring, og tilsammen tegner disse træk et andet men helt entydigt billede. Først og fremmest: Gamle Testamente er ikke jødisk historieskrivning.<ref>Adler (2022), Preface</ref> Der kan påvises et utal af indlån fra andre kulturer, eksempelvis historien om Moses i sivkurven og Noas ark, som tydeligt viser, at denne historie er en myte, et narrativ, skabt for at give jødisk identitet en høj alder. I stedet tjener Gamle Testamente som redskab til at give jøder en national identitet igennem deres trosretning, i særdeleshed Jahve. Det er i Jahves navn, at de udvandrer fra Egypten, erobrer Kana'an og i nyere tid trækker sig ind i etniske ghettoer.<ref>Crone og Cook (1977), s. 42</ref> Hele den jødiske kultur er een lang markering af begivenheder hentet fra myterne i Gamle Testamente. Dernæst: jøderne var tydeligvis ikke det monoteistiske folkefærd, som de gerne vil give indtryk af, tværtimod. Så langt, at Gamle Testamentes fremstilling overhovedet afspejler en historisk virkelighed, dyrkede jøderne flere guder gennem flere hundrede år. Vi ser en udvikling i flere trin:</br> - første trin: to guder, Jahve og El, forenes i en "supergud"</br> - andet trin: gudsdyrkelsen centraliseres og kontrolleres af kongen</br> - tredie trin: de lavere guder og gudinder forkastes, fordi at de ikke hjalp i en kritisk situation</br> - fjerde trin: præsteskabet udvikler et nyt narrativ til at forstærke dets magt og betydning som samlende kraft.</br> Det var en udvikling, hvor hvert trin var en logisk følge af det foregående, når behovet for en forandring i det herskende narrativ indtraf. Den nye ideologi var, som de fleste totalitære ideologier, et spørgsmål om at legitimere retten til magtudøvelse. Dette grundlag blev konstrueret ad hoc, det vil sige spontant efter behov. Dets grundlag var aldrig vel funderet, og vi kan nu afvise det fuldstændigt som fusk og forfalskning fra ende til anden. Samtidig var det en udvikling, hvor hvert trin bidrog med særlige træk til den nye ideologis udvikling: først blev stammeguden anvendt til at legitimere myten om "det udvalgte folk", herunder en racistisk ultrasemitisk afvisning af ægteskaber med repræsentanter fra andre folkeslag, og hvor regulært folkemord legitimeres som en følge af Jahves beslutning og påbud. Dernæst må den snart svækkede kongemagt i den nye nationale stat styrke sin stilling i befolkningen, hvilket sker ved centralisering af gudsdyrkelsen. Da så statsdannelsen alligevel bryder sammen, bliver det nødvendigt at udpege en skyldig årsag, og her må husguderne holde for. Endelig må det nye narrativ styrkes, hvilket blandt andet sker ved kampen for en ny egen stat. Da mange profeter har først og fremmest til formål at legitimere den nye nationale ideologi som Jahves vilje. Endelig er det også fra Gamle Testamente, at jøderne henter deres moralbegreber på godt og ondt. Det er indlysende, at hvis der kan rejses tvivl om troværdigheden af beretningerne i Gamle Testamente, så er det ikke blot et kildekritisk problem. Det er hele grundlaget for jødedommen, der vælter. Jødedommen er, som muhammedanismen, det, som i kommunistkina kaldes en ''tofu-dreg'' konstruktion: en bygning eller anden konstruktion opført af underlødige bestanddele som gør, at den før eller senere falder sammen af sig selv. Hidtil har Gamle Testamentes narrativer aldrig være underkastet en kildekritisk analyse, i modsætning til Nye Testamente, som allerede i 1800-tallet og begyndelsen af 1900-tallet blev underkastet en sådan analyse, som den bestod med udmærkelse. Det er først i de seneste år, at et sådant arbejde er igangsat og vel at bemærke er det sket af jødiske arkæologer og historikere. Det gør, at deres resultater ikke blot kan afvises med smædeudtryk som "anti-semitisme". Det er derfor, at det har været så vigtigt at gøre disse resultater bekendt for et dansk publikum. Og hvis denne bog kan bidrage til fortsatte og uddybende studier af denne problematik, så har den opfyldt sit formål. Det er for så vidt tilfældigt, at dette sker netop på en tid, hvor staten Israel og dens regering udsættes for en stigende international kritik for sin handlemåde, og så måske alligevel ikke. I alt for lang tid har kritik af jøder og Israel kunnet undertrykkes på grund af myterne om begivenheder under 2. verdenskrig. Men nu ligger disse begivenheder så langt tilbage, 2-4 slægtled, at de ikke længere kan beskytte imod kritik. Og samtidig har både rabiate jøder og den israelske regering i de seneste år udvist en optræden, som let lader sig kritisere. Det er ikke stedet her at uddybe dette emne, det kan fortjene en særskilt behandling og hører hjemme i politisk sammenhæng, ikke i forbindelse med jødedommen som religion og kultur, selv om der kan argumenteres for, at disse områder til dels overlapper hinanden. Vi har set hvilken afgørende inflydelse, den kildekritiske analyse af Gamle Testamente har på forståelsen af jødedommens historie, men hvorledes forholder det sig med kristendommen? Hvilken indflydelse har kildekritikken på kristendommen? Det enkleste svar er: ingen. Gamle Testamente spiller kun en rolle i kristendommen på to måder:</br> - dels at vise at Jesus som messias er forudset allerede af gammeltestamentelige profeter; det er i denne sammenhæng ikke vigtigt, om dette var faktisk var tilfældet, men derimod at jøderne i hans samtid mente, at det forholdt sig således</br> - dels at vise de religiøse dogmer, som Jesus gjorde op med. Det viser sig i hans gentagne: "I har hørt at ... men jeg siger jer at ...", jævnfør Matthæusevangeliet kapitel 5.<ref>Bibelen (1992), s. 1225-1227</ref> Jesu lære er i virkeligheden eet stort opgør med jødedommens tankegang og etniske snæversynethed, han var i denne sammenhæng helt på linje med den foreliggende kildekritiske analyse, selv om både hans metode og budskab var et andet. Især i sidst nævnte sammenhæng er det vigtigt at forstå, at der ikke eksisterer nogen "jødisk-kristne værdier". Dette moderne udtryk er intet andet end et jødisk forsøg på at tage kristne som gidsler for deres egne ideer. I virkeligheden er det kristendommen, der introducerer næstekærlighed og respekt for medmennesker uanset deres etniske tilhørsforhold, og i forlængelse heraf introducerer både menneskerettigheder og folkestyre. Intet af dette findes i jødedommen, her er det nationalt-etnisk snæversyn, som dominerer hele vejen. Jødedommen er og forbliver en anti-kristen ideologi, fordi den hviler på en selvforståelse baseret på manipulerede kilder i form af Gamle Testamentes skrifter. Og ved at påvise disse manipulationer, myter og omskrivninger, beviser moderne kildekritik, at kristendommen var og er et berettiget opgør med jødedommen. Endnu for en menneskealder kunne forskere i jødedommen leve i deres vildfarelse om, at selv om der var problemer med Gamle Testamente som kilde til jødedommens historie, så var den i sine hovedtræk alligevel korrekt. Således er det ikke længere. Det kan nu bevises, at der bag den mytiske fortælling gemmer sig en anden historie. Lad så være, at begivenheder i de senere år i Gaza, på Vestbredden, i Libanon, i Egypten, over for Syrien og Iran uden tvivl har bidraget til at fremme denne udvikling. Et træ kendes på dets frugter, og hele verden har nu set de frugter, som jødisk fundamentalisme bringer med sig. Myten om det forfulgte uskyldige folkefærd lader sig ikke længere opretholde. Og jo mere skingre, hysteriske og fanatiske jødedommens fundamentalister bliver i deres holdninger og opførsel, desto hurtigere vil de miste de sidste rester af en troværdighed, som de i virkeligheden aldrig har haft. === <big>Noter</big> === {{Reflist|3}} === <big>Litteratur</big> === * Yonatan Adler: ''The Origins of Judaism. An Archaeological-historical Reappraisal''; Yale University 2022; ISBN 978-0-300-25490-7 * Yonatan Adler: "Toward Identifying Proto-Judaic Cultural Features in Ancient Israel and Judea" (i: ''Journal of Ancient Judaism'' (2024), s. 1-28) * Yonatan Adler: ''Between Yahwism and Judaism. Judean Cult and Culture during the Early Hellenistic Period (332-175 BEC)''; Cambridge University Press 2025; ISBN 978-009-45961-7 * Gad Barnea: "P. Berlin 13464, Yahwism and Achaemenid Zoroastrianism at Elephantine" (2024) * Geoffrey Bibby: ''I Dilmun tier ravnen''; Wormanium 1971; ISBN 87-85-1600-40 * Geoffrey Bibby: ''Det forsvundne årtusinde''; Wormanium 1978; ISBN 87-8516-053-9 * Geoffrey Bibby: ''Spadens vidnesbyrd''; Wormanium 1980; ISBN 87-8516-071-7 * ''Bibelen''; Det Danske Bibelselskab 1992; 1. udgave 1. oplag; ISBN 87-7325-276-6 * Svend Bjerg: "Den kristne grundfortælling. Studier over fortælling og teologi" (''Teologiske Studier'', bind 8; 2. oplag 1984; Aarhus 1984; ISBN 87-7003-409-5) * Patricia Crone og Michael Cook: ''Hagarism. The Making of The Islamic World''; Cambridge 1977; ISBN 0-521-21133-6 * Stephan Peter Dinkgreve: ''In Search of the Sublime: A world history of humanity's relentless pursuit of scientific truth, moral excellence, and enlightenment''; 2021 * Robert Gnuse: "Spilt Water: Tales of David (II Sam 23:13-17) and Alexander the Great (Arrian, Anabasis of Alexander 6.26.1-3)." (i: ''Scandinavian Journal of the Old Testament''; 1998, bind 12, s. 233-248) * Robert Gnuse: "Abducted Wives: A Hellenistic Narrative in the Book of Judges?" (i: ''Scandinavian Journal of the Old Testament''; 2007; bind 22, s. 272-285) * Robert Gnuse: "From Prison to Prestige: The Hero who helps a King in Jewish and Greek Literature." (i: ''Catholic Biblical Quarterly''; 2010 bind 72, s. 31-45) * Robert Gnuse: "Divine Messengers in Genesis 18-19 and Ovid." (i: ''Scandinavian Journal of the Old Testament''; 2017; bind 31, s. 66-79) * Robert Gnuse: "Greek Connections: Genesis 1-11 and the Poetry of Hesiod" (i: ''Biblical Theology Bulletin''; 2017 nr. 47, s. 131-143 * Robert Gnuse: "Heed Your Steeds: Achilles’ Horses and Balaam’s Donkey." (i: ''International Journal of Research in Humanities and Social Sciences''; 2017; række 4 hæfte 6; s. 1-5) * Robert Gnuse: "Samson and Heracles Revisited." (i: ''Scandinavian Journal of the Old Testament''; 2018, bind 32, s. 1-19) * Robert Gnuse: "Greek Historians and the Primeval History." (i: ''International Journal of Research in Humanities and Social Sciences''; 2019; række 6 hæfte 1, s. 20-25) * Robert Gnuse: "Jephthah’s Daughter and Iphigenia in the Plays of Euripides" (i: ''International Journal of the Arts and Humanities''; 2019; række 5 hæfte 1, s. 16-23) * Robert Gnuse: "Hellenism and the Primary History: The Imprint of Greek Sources in Genesis-2 Kings" ''Copenhagen International Seminar''; Routledge, London 2020 * Philippe Guillaume: "Hesiod’s heroic age and the biblical period of the Judges." (i: Thomas Thompson and Philippe Wajdenbaum (red.): ''The Bible and Hellenism: Greek Influence on Jewish and Early Christian Literature. Copenhagen International Seminar''; Routledge, New York 2014; s. 146-164) * Daniel Hawk: "Violent Grace: Tragedy and Transformation in the Orestia and the Deuteronomistic History." (i: ''Scandinavian Journal of the Old Testament''; 2003, bind 18, s. 73-88) * Gerhard Larsson: "Possible Hellenistic Influence in the Historical Parts of the Old Testament." i: ''Scandinavian Journal of the Old Testament''; 2004; bind 18, s. 296-311) * Niels Peter Lemche: "The Old Testament-A Hellenistic Book" (: ''Scandinavian Journal of the Old Testament''; 1993 bind 7, s. 163-193) * Niels Peter Lemche: "Is It Still Possible to Write a History of Ancient Israel?" (i: ''Scandinavian Journal of the Old Testament''; 1994, bind 8, s. 163-188) * Niels Peter Lemche: "Good and Bad in History: The Greek Connection." (i: Steven McKenzie and Thomas Römer (red.): "Rethinking the Foundations: Historiography in the Ancient World and in the Bible. Essays in Honour of John Van Seters"; ''Beihefte zur Zeitschrift für die altestamentliche Wissenschaft'' nr. 294; Walter de Gruyter, Berlin 2000; s. 127-140) * Niels Peter Lemche: "How Does One Date an Expression of Mental History?" (i: Lester Grabbe (red.): "Did Moses Speak Attic? Jewish Historiography and Scripture in the Hellenistic Period" (i: ''Journal for the Study of the Old Testament Supplement Series'' 317/European Seminar on Historical Methodology 3; Sheffield Academic Press, Sheffield 2001; s. 200-224) * Niels Peter Lemche: "On the Problems of Reconstructing Pre-Hellenistic Israelite (Palestinian) History" (i: ''The Journal of Hebrew Scriptures'', vol. 3; 2001) * Niels Peter Lemche: "Does the Idea of the Old Testament as a Hellenistic Book Prevent Source Criticism of the Pentateuch?" (i: ''Scandinavian Journal of the Old Testament''; 2011, bind 25, s. 75-92) * Niels Peter Lemche: "Après le déluge: Københavnerskolen eller kaos?" (i: ''Dansk Teologisk Tidsskrift'', 77. årgang; 2014; s. 98-120) * Niels Peter Lemche: "When the End is the Beginning: Creating a National History?" (i: ''Scandinavian Journal of the Old Testament''; 2015, bind 29, s. 22-32) * Niels Peter Lemche: ''Ancient Israel. A New History of Israel'', Second Edition; London 2015; ISBN 978-0-56766-278-1 * Niels Peter Lemche: If I Forget You, Jerusalem! Studies on the Old Testament (''Discourses in Ancient Near Eastern and Biblical Studies''); 2024; ISBN 978-1800504-36-3 * Jüri Lina: ''Skorpioni märgi all. Nõukogude võimu tõus ja langus''; Stockholm 2003; ISBN 91-972897-9-5 * Allan A. Lund: ''De etnografiske kilder til Nordens tidlige historie''; Wormanium 1993; ISBN 87-89531-08-6 * Etienee Nodet: "Editing the Bible: Alexandria or Babylon?" (i: Thomas Thompson and Philippe Wajdenbaum (red.): ''The Bible and Hellenism: Greek Influence on Jewish and Early Christian Literature. Copenhagen International Seminar''; Routledge, New York 2014; s. 36-55) * Gabrielle Vera Novacek: ''Ancient Israel. Highlights from the Collections of The Oriental Institute University of Chicago''; University of Chicago 2011; ISBN 978-1-88923-65-3 * Johannes Pedersen: "Hasmonæer" (i: ''Salmonsens Konversationsleksikon'', 2. udgave, bind X; 1919; s. 943-944) * Emanuel Pfoh: "Ancient historiography, biblical stories and Hellenism" (i: Thomas Thompson and Philippe Wajdenbaum (red.): ''The Bible and Hellenism: Greek Influence on Jewish and Early Christian Literature. Copenhagen International Seminar''; Routledge, New York 2014; s. 19-35) * Benjamin W. Porter: "Assembling the Iron Age Levant: The Archaeology of Communities, Polities and Imperial Peripheries" (i: ''Journal of Archaeological Research'' vol. 24; 2016; s. 373-420) * Katherine Stott: "Herodotus and the Old Testament: A Comparative Reading of the Ascendancy Stories of King Cyrus and David." (i: ''Scandinavian Journal for the Study of the Old Testament''; 2002; bind 16 s. 52-78) * Jan-Wim Wesselius: "Discontinuity, Congruence and the Making of the Hebrew Bible." (i: ''Scandinavian Journal for the Study of the Old Testament''; 1999 bind 13 s. 24-77) * Jan-Wim Wesselius: "The Origin of the History of Israel: Herodotus’ Histories as Blueprint for the First Books of the Bible" (i: ''Journal for the Study of the Old Testament Supplement Series''; Sheffield Academic Press, Sheffield 2002) * Hans Christian Ørsted: "Overtro og Vantro i deres Forhold til Naturvidenskaben" (''Aanden i Naturen''; 4. udgave; København 1978; ISBN 87-414-8972-1; s. 76-106) === <big>Film</big> === * Simca Jacobovici: ''The Exodus Decoded'' suak32ornwcpxth3vbqwj8ihujtoehd 42043 42042 2026-06-04T04:28:44Z Sven Halfdan Nielsen 3898 småret 42043 wikitext text/x-wiki [[Fil:Philippe de Champaigne - Moses with the Ten Commandments - WGA04717.jpg|thumb|400px|Ifølge nye videnskabelige kildekritiske teorier er det ikke Moses, som har skrevet Mosebøgerne. Maleri af Philippe de Champaigne.]] === <big>Fortale</big> === Jødedommens ældste historie har hidtil været indhyllet i mørke. Traditionen hviler på ''Tanakh'' eller Gamle Testamente, men dette synes først at have fundet sin endelige form i det 2. århundrede f.Kr. i det hasmunitiske kongerige. Hvor meget, traditionerne har ændret sig før denne tid, er et åbent spørgsmål. Foruden Gamle Testamente er de vigtigste kilder til belysning af spørgsmålet især arkæologiske fund, men også her er der store problemer med troværdigheden. Flere kilders oprindelse er omstridte og dermed bliver deres udsagnsværdi også tvivlsom. Det er først i løbet af den seneste menneskealder, at der tegner sig et mere klart billede af den omskiftelige historie, men hidtil har mig bekendt ingen forsøgt at gøre denne viden tilgængelig på dansk. Jeg har derfor efter fattig evne forsøgt at skildre denne på grundlag af tilgængeligt materiale. Jeg har desuden tilføjet notehenvisninger til de skriftlige kilder, som jeg anvendt. Når man forsøger at skildre kendt historie således som tilfældet er med Gamle Testamente, stilles man over for to problemer: dels må man forsøge at sætte denne fremstilling i forhold til det billede, som andre kilder tegner, dels må man forsøge at forstå den forvandling og forvanskning af oprindelige kilder, som fremstillingen i Gamle Testamente nu afspejler. Den foreliggende undersøgelse falder i to hoveddele, dels en undersøgelse af jødernes faktiske historie således som den lader sig fastslå baseret på grundlag af arkæologiske og historiske kilder, herunder spørgsmålet om jødernes religion, dels en kildekritisk analyse af ''Tanakh'' eller Gamle Testamente. Afslutningsvis vil der blive foretaget en vurdering af hvilken indflydelse, ''Tanakh'' har haft på jødernes selvforståelse og Gamle Testamente har på kristen selvforståelse. Der kan være grund til at understrege, at stort set alt i denne undersøgelse alene skyldes yderst kompetente forskeres virke, og jeg har efter evne forsøgt at henvise til denne forskning. Litteraturen herom findes i den afsluttende litteraturliste. Desuden har jeg inddraget andre inspirationskilder, hvor jeg finder dem relevante og troværdige. Derimod er fortolkningen af disse ulige arbejder min egen, og de oprindelige forskere kan og bør derfor ikke drages til ansvar for denne fortolkning. På dette sted kan der være grund til at forudskikke enkelte kendsgerninger: selvidentiteten "jøde" synes først at blive skabt i 2. århundrede f.Kr. efter hasmunitternes oprør og etableringen af kongeriget baseret på religiøse regler. Der findes ingen ældre beviser på, at jøderne inden da havde fulgt moseloven, og først på dette tidspunkt optræder ''Tanakh'', de ældste synagoger samt mønter uden billede. Det bør desuden bemærkes, at der ingen omtale findes af sabbaten i Gamle Testamente. Efter den babylonske magtovertagelse i 586 f.Kr. optræder ''al Yahuda'' som en by i Babylon, stednavnet Israel optræder første gang på en mønt dateret år 66 e.Kr. og i forbindelse med jødernes oprør mod romerne.<ref>Lemche (2015), s. 15</ref> Mange kunne have skrevet denne bog bedre end jeg, alle kunne have skrevet den anderledes, men hvis ikke at jeg havde skrevet den, var den måske aldrig blevet skrevet. Utallige er de, der ønsker sig, at denne bog aldrig havde set dagens lys. Men almindelig og videnskabelig redelighed forlanger, at sandheden bliver kendt. Om bogens titel skal jeg blot bemærke, at jeg har valgt ordet "jødedom", fordi det betegner jødisk religion og kultur på samme tid. Dette modsat andre ord, som både betegner folk og ideologi på samme tid, hvilket er både uheldigt og uønsket for den, der ønsker en præciseret sprogbrug. Sven Halfdan Nielsen</br> Pärnu, den 5. maj 2026 === <big>Indledning</big> === Al historisk og litterær forskning må hvile på kildekritiske undersøgelser. Dette betyder, at arkæologiske og sproglige kilder kritisk må vurderes med henblik på deres oprindelsessituation, eventuelle tendens, forholden sig til de omtalte begivenheder og for sproglige kilder tillige deres formål (som udmærket kan være mangesidigt). Kilderne må stilles i forhold til, hvad der ellers vides om tiden, og de må forsøges tolket således, at de er bedst i overensstemmelse med denne viden, og at de ikke modsiger denne viden. Hvis det sidste er tilfældet, må man spørge, om fortolkningen er rigtig, eller om den hidtidige "viden" må revideres. I 1636 forsøgte den irske ærkebiskop Ussher at bestemme verdens urhistorie. Det skete med udgangspunkt i Gamle Testamente, som han antog var en troværdig kilde til denne tid. På grundlag af de oplysninger, som fandtes heri, beregnede han, at verden var blevet skabt år 4004 f.Kr., og at Syndfloden var fundet sted år 2501 f.Kr. Fra da af havde menneskeheden foretaget sin spredning ud over jorden.<ref>Bibby (1980), s. 12</ref> I de mange følgende hundrede år var dette udgangspunktet, når oldforskere forsøgte at skildre deres egne landes ældste historie indtil omkring midten af 1800-tallet, da arkæologien først som amatørvidenskab senere som faglig disciplin pillede Usshers forestillinger fra hinanden og påviste, at jordens og menneskehedens historie var betydeligt ældre.<ref>Bibby (1980), s. 13-36</ref> Dette førte til et paradigmeskift i fortolkningen af Gamle Testamente, som ikke længere blev anset som korrekt skildring af hele menneskehedens historie men alene af jødernes historie. Men i denne egenskab blev den fortsat anset som troværdig historisk kilde. Endnu i 1978, da Geoffrey Bibby udgav sin klassiske bog "''Det forsvundne årtusinde''", spillede beretningerne om Abraham, jøderne i Egypten og deres udvandring herfra en egen rolle i skildringen af dette tidsrum.<ref>Bibby (1978), s. 63ff</ref> Men blot få år senere, i 1988, fremkom den første moderne kildekritiske analyse, som fuldstændigt pillede Bibbys antagelse fra hinanden. Det skulle blive starten på et nyt paradigmeskift i forståelsen af Gamle Testamente. Denne analyse blev i 2015 opdateret på engelsk, og det er denne version, som er anvendt i det følgende. Men bogen førte også til beskyldninger om jødefjendtlighed imod forfatteren, Niels Peter Lemche, fordi den pillede jødernes egen hidtidige selvforståelse fra hinanden. Lige siden afslutningen af 2. verdenskrig og især i det 21. århundrede har beskyldninger om "anti-semitisme" fået et kraftigt opsving. Der kan derfor være grund til at gøre nogle bemærkninger om min opfattelse af dette begreb og dets anvendelse. For mig består udtrykket "anti-semitisme" af to dele: "anti" betyder imod, og "semitisme" betegner en politisk, nationalistisk ideologi. Dette indebærer, at jeg skelner mellem jøder som kulturel folkegruppe på den ene side og en semitisk ideologi på den anden. Jeg har intet imod folk, som identificerer sig selv som jøder i religiøs og kulturel henseende så længe, at dette ikke berører deres forhold til andre folkegrupper. For mig er "jøde" altså en betegnelse, der i princippet ikke adskiller sig fra dansker, tysker, armener, kurder, japaner eller en hvilken som helst anden national folkegruppe. Anderledes forholder det sig med begrebet "semitisme". Her er der i mine øjne tale om en totalitær og intolerant national ideologi, som tåler sammenligning med fx. fascismen i Italien og nazismen i Tyskland. Der er med andre ord tale om en ekskluderende ideologi, som på samme tid legitimerer en bestemt handlemåde over for andre befolkningsgrupper. Dette kan der senere være grund til at vende tilbage til, når vi har gjort os selve grundlaget for denne tankegang klart. Lad mig sige det straks: det er ikke "anti-semitisk" at anlægge en anden betragtningsmåde en den, som såkaldte "semitter" selv anlægger - med mindre at man tilføjer, at sådanne semitter har et snævert syn og en snæver fortolkningsramme båret af egne fordomme. I denne henseende minder semitter og muhammedanere om hinanden. Begge promoverer en bestemt fortolkning, og begge benægter retten til at inddrage andre kilder eller til at anlægge en anden og bedre forståelse. For mig skræmmer udsigten til at blive tillagt smædeord mig ikke. Afgørende for mig er objektivt at se på alle fastslåede kendsgerninger og så nå frem til den forståelse, som er mest og bedst i overensstemmelse hermed. Hvis andre har problemer hermed, er det deres problem, ikke mit. De ønsker at forsvare en myte, men for mig er det de historiske kendsgerninger bag myten, som er det vigtigste. Myter er overtro og vantro. Men som Hans Christian Ørsted har sagt det, vil videnskaben overvinde overtroen og vantroen<ref>Ørsted (1978), s. 106</ref>, og således må det være. Det gælder her som i tilfældet med muhammedanismen<ref>se ''Muhammedanismen i kildekritisk belysning''</ref>, at modstanden og modviljen imod at blive konfronteret med nye kendsgerninger dybest set blot viser hvor usikre, forsvarere af den herskende ideologi i virkeligheden er. Hvis de var sikre i deres overbevisning, ville de velkomme enhver udfordring, idet de vil kunne tage den op og sagligt imødegå den og dermed forstærke deres position, men således forholder det sig ikke, tværtimod. Bogen afspejler forskningens nuværende stade, den er en skildring af kendsgerningerne således, som disse tegner sig i det Herrens år 2026. Det er muligt, at fremtiden vil ændre dette billede, og således må det være. Det bør tilføjes, at forskningsfeltet er inde i en rivende udvikling i disse år. Det kan derfor ikke udelukkes, at forskningen om føje år vil give et andet, mere omfattende men måske også revideret billede i forhold til nu, og således må det være. Det er den eneste måde, at vor viden kan forøges og forbedres på. Og skulle denne bog medvirke til at fremme en sådan forskning, har den opfyldt sit formål. === <big>Jødedommens ældste historie</big> === Formålet med det følgende er at skildre jødedommens ældste historie. Hovedvægten vil blive lagt på de arkæologiske vidnesbyrd. Bibelen vil imidlertid blive inddraget, hvis og når den kan belyse historiske kendsgerninger. En række emner vil blive underkastet en særskilt behandling. Jeg har valgt at følge den traditionelle tidsinddeling med hensyn til jødisk historie men at holde den religiøse og den verdslige side af denne historie adskilte, da det giver en bedre forståelse. === Den kana'næiske oprindelse === I det 2. århundrede f.Kr. var Kana'an beboet af stammer med hver deres skytsguddom. Disse guddomme hørte til den kana'anæiske gudeverden og omfattede blandt andre El, Ba'al og Jahve. Over tid begyndte jøderne imidlertid at skille sig ud og hævde, at de ikke stammede fra kana'anæerne, skønt både sproglige og religiøse træk fra tiden 1200-1000 f.Kr. tyder på, at de udviklede sig fra en kana'anæisk fælles kultur i den grad, at det ofte er svært at skelne imellem dem.<ref>Dinkgreve (2021), kap. 8</ref> Hvornår, denne udskillelsesproces er fundet sted, vides ikke, men det må være sket omkring 1207 f.Kr., idet kana'anæerne og israelitterne på en stele rejst af farao Merneptah dateret til dette tidspunkt udtrykkeligt er nævnt som to uens folkegrupper:</br> - "Kana'en er udplyndret,</br> - Israel er lagt øde."</br> Det er værd at bemærke, at de hieroglyffer, som angiver navnet Kana'an, viser, at der er tale om et land, mens de, som angiver Israel, viser, at der er tale om et folk.<ref>Dinkgreve (2021), kap. 8</ref> Det er også den eneste kilde fraset Gamle Testamente som nævner et folk kaldet Israel på denne tid.<ref>Novacek (2011), s. 66</ref> Den oprindelige gud for Israel synes at have været ''El''. Navnet "Isra-el" betyder "El's styre".<ref>Dinkgreve (2021), kap. 8</ref> Kildekritiske undersøgelser af Mosebøgerne viser at disse er skrevet af flere forskellige forfattere, hvoraf to af forskerne kaldes P og E. Begge disse forfattere kalder Gud for ''El'' indtil, at Gud angiveligt selv kalder sig ''Jahve'' over for Moses: "Jeg er Jahve. Jeg viste mig for Abraham og Isak og Jakob som ''El-Shaddai'', men mit navn er ''Jahve''. Jeg gjorde ikke det bekendt for dem".<ref>Bibelen (1992), s. 72</ref> Det bør tilføjes, at i ''Genesis'' forekommer 17 tilfælde af associationer med ''El'' (fx. Bethel) men ikke een eneste med ''Jahve''. Der er desuden eet tilfælde med henvisning til ''Ba'al'', nemlig Ashbel, Benjamins søn === Ugarit === I 1928 fandt en bonde i Ras Shamra ved Middelhavskysten (nu i Syrien) et omkring 3.000 år gammelt gravkammer. En udgravning det følgende år viste, at det dækkede over dels en større gravplads, dels en forhistorisk by: Ugarit, en vigtig handelsby fra omkring 1450 f.Kr. til 1192 f.Kr., idet byen blev brændt af og blev opgivet antagelig mellem 1190 f.Kr. og 1185 f.Kr. Blandt de mange fund var et stort antal lertavler og mange af dem med religiøse tekster: mytologiske vers, hymner til guder, lister over præsternes ofringer. Den ledende guddom i Ugarit hed ''El''. ''El'' var gudernes fader, skaber af alle levende væsener, den evige konge. Han blev beskrevet som en ældre skægget mand, som sad på en trone med en krone med tyrehorn. Hans hustru hed ''Ashera''<ref>Dinkgreve (2021), kap. 8</ref>, hun var moder til 70 guder ifølge teksterne. Blandt sønnerne var stormguden ''Baal'', havguden ''Jam'', dødsguden ''Mott'' og krigergudinden ''Anat''. Tilsammen blev de kaldt ''Ilham'', det vil sige børn af ''El''. I Bibelens skildring af skabelsen optræder ordet ''Elohim'', på hæbraisk et ord for guddom, hvilket er umiddelbart sammenligneligt med ordet i Ugarit, men ordet er flertal, ikke ental. Og flere af beretningerne i Gamle Testamente bruger netop (men ikke alene) dette ord om Gud: ''El Shaddai'' (Gud den Almægtige), ''El Elyon'' (Gud den Højeste)<ref>Novacek (2011), s. 41</ref>, ''El Olam'' (den evige Gud), ''El Bethel'' (Bethels Gud). Det er det samme navn som den øverste gud i kana'anæernes gudeverden. Af disse kendsgerninger tør drages to slutninger. Den ene er, at Gud i den hebraiske forståelse ikke i starten var fuldstændig og enerådende men i stedet udviklede sig over tid, langsomt ved en proces, der bedst kan beskrives som konvergens: flere guder smeltede sammen i een guddom. Den anden slutning, man tør drage, er den, at israelitterne udviklede sig som folk fra kana'anæerne. Deres første gud var kana'anæernes gud ''El''. For de folk, som levede i bjergene i Kana'an omkring 1100 f.Kr. var der ikke nogen markant forskel imellem deres egen religion og de omgivende folkeslags religion: de dyrkede den samme fadergud og modergudinde. Dette har været anerkendt af arkæologer siden omkring 1970 baseret på fundne lertavler, indskrevne navne på lerkar, fund af husguder og af husaltre. === Jahve === Nu er det velkendt, at jøderne har et andet navn på deres gud: ''Jahve''. Hvor stammer dette navn fra? Hvor og hvornår overtog han de egenskaber, som tidligere blev tillagt El? For at svare på disse spørgsmål, må vi inddrage tre nye kilder. På en to tusinde år gammel læderklud fundet i en hule findes en tekst med følgende indhold: da den højeste gud gav nationerne deres arv, da han delte menneskeheden, fastlagde han deres indbyrdes grænser i henhold til antallet af gudesønner. Denne tekst fra Femte Mosebog 32:8<ref>Bibelen (1992), s. 237</ref> var identisk med den tekst, som jøderne kopierede i århundrede før Kristi fødsel. Den findes i den græske version af Gamle Testamente fra 3. og 2. århundrede f.Kr. Jøderne ændrede siden teksten fra "gudesønner" til "Israels sønner". Tages teksten for pålydende, har den højeste gud inddelt menneskene i nationer og givet hver nation en søn som guddommelig leder. I det følgende vers fortælles hvilken søn, der blev tildelt hvilken nation, og det oplyses, at Jahve fik tildelt Jacobs stamme eller Israel. Det må her bemærkes, at Jahve her tydeligt er en mindre, en underordnet gud i forhold til den højeste gud. Bibelforskere som Mark Smith og Frank Moore Cross fra Harvard mener, at det er her, at Jahve gøres til guddom for Jacobs stamme. Teksten i Kumran (bedre kendt som Dødehavsrullerne) bevarede den oprindelige tekst, men den blev i middelalderen tilsyneladende tilpasset. I ''Salmernes Bog'' salme 82 findes følgende:</br> "Gud træder frem i gudeforsamlingen,</br> blandt guderne holder han dom:</br> Hvor længe vil I dømme uretfærdigt</br> og tage parti for de ugudelige? Sela</br> Skaf de svage og faderløse deres ret,</br> frikend de hjælpeløse og arme,</br> udfri de svage og fattige,</br> red dem fra de ugudeliges magt! De forstår og fatter intet,</br> de vandrer i mørke,</br> jordens grundvolde rokkes.</br> Jeg har sagt: I er guder,</br> I er alle sønner af den Højeste.</br> Dog skal I dø som mennesker,</br> og I skal falde som en af stormændene. Rejs dig, Gud, hold dom over jorden,</br> for du har alle folkene som ejendom."<ref>Bibelen (1992), s. 693</ref> Denne salme indeholder altså mindet om en gudeforsamling, som også afspejles i den langt ældre tekst. Ordet "guderne" i den originale tekst er ''Elohim'', i flertal. Det viser, at der var en tid i jødernes historie, hvor flerguderi øjensynligt var en almen forståelse. Og en af disse gudesønner var åbenbart Jahve. Et lignende minde findes i Første Mosebog kapitel 6, der begynder således: "Da menneskene begyndte at blive talrige på jorden og fik døtre, så gudesønnerne, at menneskedøtrene var smukke. Blandt dem tog de sig alle de koner, de havde lyst til. Da sagde Herren: "Min livsånde skal ikke forblive i mennesket for evigt. De er dødelige, deres levetid skal være 120 år".</br> Dengang gudesønnerne gik ind til menneskedøtrene og fik børn med dem - men også siden hen - var der faldne på jorden. Det er heltene, navnkundige mænd fra ældgamle dage."<ref>Bibelen (1992), s. 12. Den danske oversættelse har "kæmper" i stedet for "faldne" men det originale ord er ''nefilim'' med netop denne betydning</ref> Endnu en kilde, som bør nævnes, er et tempel nu beliggende i Sudan på Nilens vestre bred. Det blev opført af farao Aman Hototeep III (bedstefader til Tutankhamon), som regerede Egypten fra ca. 1390 f.Kr. til 1352 f.Kr., og var tilegnet guden Amon Ra. På en af søjlerne i dette tempel, der omtaler underkuede folkeslag, optræder "Tashasu YHWH". Nationen ''Shassu'' var et semitisk folkeslag, nomader, kvæghyrder, der strejfede om i ørkenen ved den sydlige grænse for Kana'an. Betegnende nok identificeres de ikke ved deres landområde men derimod ved deres guddom, ''Jahve'', omtrent 200 år før at israelitterne ellers optræder i historiske tekster ifølge gængs fortolkning. Egyptologen Donald Redford slutter heraf, at ''Jahve'' oprindeligt var en edomitisk eller midianistisk gud i de sydlige ørkenområder, som blev dyrket i områder, som den hebraiske bibel selv udpeger som stedet for jødernes oprindelse, som stedet hvor Moses hørte Gud tale fra en brændende busk, og i ''Dommerbogen'' findes blandt andet "Deboras sejrssang", som dateres til 12. århundrede f.Kr.<ref>Dinkgreve (2021), kap. 8</ref>, med følgende linjer: Herre, da du drog ud fra Se'ir,</br> da du skred frem fra Edoms land,</br> skælvede jorden, himlen dryppede af regn,</br> ja, skyerne dryppede af vand.</br> Bjergene rystede foran Herren,</br> Sinajs Herre,</br> foran Herren, Israels Gud.<ref>Bibelen (1992), s. 276</ref> Edom lå i den nordøstlige del af Sinaj-ørknen, sydøst for Det Døde Hav. Men der er mere. Jahve introduceres af Moses efter, at Jetro, Moses svigerfader, sammen med sine sønner havde sluttet sig til jøderne.<ref>Bibelen (1992), s. 87</ref> Ifølge Anden Mosebog kapitel 3:1 var Jetro præst i Midjan.<ref>Bibelen (1992), s. 68</ref> Det må rejse spørgsmålet, om det er fra ham, at Moses har overtaget sin guddom Jahve. Men ifølge Dommerbogen kapitel 1:16 var Jetro kenit: "Efterkommere af den kenit, der var Moses' svigerfar, drog sammen med judæerne op fra Palmebyen til Judas ørken i Arads sydland og bosatte sig hos befolkningen dér."<ref>Bibelen (1992), s. 271</ref> Kenitterne var Kains efterkommere. I Første Mosebog kapitel 4:17-22 læser vi: "Kain lå med sin kone, og hun blev gravid og fødte Enok. Så byggede han en by og gav den navn efter sin søn Enok. Enok fik sønnen Irad, Irad fik Mehujael, Mehujael fik Metushael, og Metushael fik Lemek. Lemek tog sig to koner, den ene hed Ada, den anden Silla. Han blev stamfader til dem, der bor i telte og holder kvæg. Også Silla fødte en søn, Tubal-Kain, stamfader til smedene, alle dem, der forarbejder kobber og jern."<ref>Bibelen (1992), s. 11</ref> Vi ved, at i andre kulturer som egyptisk, græsk og romersk er smedekunsten forbundet med vulkaner: i romersk mytologi hed smedeguden ligefrem ''Vulkan''. Læg dertil profetien i Esajas' Bog kapitel 31:9, der nævner "Herren, som har sit bål på Zion og sin ovn i Jerusalem".<ref>Bibelen (1992), s. 874</ref> Og for at fuldende billede findes i Anden Mosebog kapitel 19:18-19 følgende beskrivelse af bjerget: "Hele Sinajs bjerg var hyllet i røg, fordi Herren var steget ned på det i ild og røgen steg til vejrs som røgen fra en smelteovn. Hele bjerget skælvede af stor rædsel, og hornklangen blev kraftigere og kraftigere."<ref>Bibelen (1992), s. 88</ref> Det kunne være en beskrivelse af en aktiv vulkan. Disse sammenfald kan næppe være tilfældige. Er der tale om, at Jahve oprindelig var en smedegud forbundet med vulkanisme, og at han er overtaget af Moses (hvis han er en historisk person) fra sin svigerfaders kultur? I så fald viser det, at der findes en jødisk religiøs forhistorie, som man siden har forsøgt at fortrænge. Af det foregående tør vi antage, at ''Jahve'' ikke begyndte i Israel. Han begyndte som en "skytsguddom" blandt nomadiske stammer uden en konge, uden templer og uden et skriftsprog. På et eller andet tidspunkt, måske som følge af handel eller af en edomitisk udvandring nordpå, kom denne gud til kana'anæerne, og der mødte han en anden guddom: den gamle gud ''El''. Hvad, der siden fulgte, var konvergens: før dannelsen af et kongerige, før opførelsen af det første tempel, blev ''El'' "opslugt" af ''Jahve''. Derved fik den nye fusionerede guddom begge navne i Gamle Testamente. === Ashera === Men denne gud stod ikke alene, han havde en kvindelig partner, en gudinde: ''Ashera''. Ashera optræder i kana'anæernes hjem som gudindestatuette, hendes navn findes på forrådskar og i gravskrifter. I tekster fra 8. århundrede f.Kr. bliver hun påkaldt ved siden af Jahve som om de hørte sammen og var ligestillede. Vi ved nu, at hun i århundreder var blevet dyrket af jøderne som gudinde. Hun kunne gå på vandet, hendes tilnavn var ''Kudu'', den hellige. Hun findes gengivet på et egyptisk kunstværk fra samme tid stående på ryggen af en løve og med en slange i hver hånd. Kort sagt var hun en af de store modergudinder i Mellemøsten. I to bygninger daterede til tiden 801-770 f.Kr. i det nordøstlige Sinai ved bjerget Contilit Azud fandt arkæologer i 1975 store forrådskar med en tekst skrevet på tidlig hebraisk: "Jeg velsigner dig ved Jahve af Samaria og hans Ashera"<ref>Novacek (2011), s. 92</ref> og "Jeg velsigner dig ved Jahve af Teman og hans Ashera". Her står israelitternes mandlige guddom sammen med kana'anæernes gudinde. Teman var den egn i ørkenen, hvor ifølge Habakuks Bog kapitel 3:3 Jahve havde sin oprindelse:</br> "Gud kommer fra Teman,</br> den Hellige fra Parans bjerge".<ref>Bibelen (1992), s. 1187</ref> I Hebron blev tilsvarende fundet en gravskrift dateret til midten af 8. århundrede f.Kr.: "Velsignet være Uryyaho ved Jahve for fra hans fjender ved Ashera har han frelst ham". Desuden har man fundet over tusind små gudindestatuetter, heraf 400 alene i Jerusalem, der ifølge Raz Kletter utvivlsomt forestiller Ashera skildret med krop som en cylinder med to markerede bryster og hænder, der tilbyder dem, samt et smilende ansigt. De dateres alle til 8. og 7. århundrede f.Kr. og de blev alle fundet i private hjem, ikke i templer. De viser, at dyrkelsen fandt sted under det delte kongerige som noget alment udbredt, ikke som noget særegent for de få. Som supplement til en forståelse kan man gå til Gamle Testamente, hvor der er bevaret flere passager, hvori Ashera-dyrkelsen omtales. Den følgende oversigt gør ikke krav på fuldstændighed. I Første Kongebog kapitel 14 læser vi: "Salomos søn Rehabeam blev konge i Juda. .. Rehabeam var enogfyrre år, da han blev konge, og han regerede sytten år i Jerusalem, den by Herren havde udvalgt af alle Israels stammer til at sætte sit navn på. Hans mor hed Na'ama og var fra Ammon. Judæerne gjorde, hvad der var ondt i Herrens øjne, og med de synder, de begik, gjorde de ham mere vred, end deres fædre havde gjort. Også de byggede offerhøje og lavede stenstøtter og Ashera-pæle på alle høje bakker og under alle grønne træer; der var endog mandlige helligskøger i landet."<ref>Bibelen (1992), s. 396</ref> I kapitel 15 læser vi: "I Nebats søn kong Jeroboams attende regeringsår blev Abija konge over Juda. Han regerede tre år i Jerusalem. Hans mor hed Ma'aka og var datter af Absalom. Han fulgte alle de synder, som hans far havde begået før ham..<ref>Bibelen (1992), s. 396</ref> I Israels konge Jeroboams tyvende regeringsår blev Asa konge over Juda. Han regerede enogfyrre år i Jerusalem. Hans mor hed Ma'aka og var datter af Absalom. Asa gjorde, hvad der var ret i Herrens øjne, lige som sin fader David. Han forviste de mandlige helligskøger fra landet og fjernede alle de møgguder, som hans forfædre havde lavet. Han fjernede også sin mor Ma'aka som kongemoder, fordi hun havde ladet fremstille en rædselsstøtte til Ashera. Asa huggede støtten om og brændte den i Kedrondalen. Offerhøjene forsvandt ikke.."<ref>Bibelen (1992), s. 396f</ref> I kapitel 16 læser vi: "Omris søn Akab blev konge over Israel i Judas konge Asas otteogtredivte regeringsår, og Omris søn Akab regerede toogtyve år i Samaria over Israel. Omris søn Akab gjorde, hvad der var ondt i Herrens øjne, værre end nogen før ham. Da det ikke var nok for ham at følge Nebats søn Jeroboams synder, giftede han sig med sidoniernes konge Etba'als datter Jezabel, og han gav sig til at dyrke og tilbede Ba'al. Han rejste et alter for Ba'al i Ba'als tempel, som han havde bygget i Samaria. Akab lavede en Ashera-pæl, og Akab gjorde mere endnu, så han krænkede Herren, Israels Gud, mere end nogen af Israels konger, der havde været før ham."<ref>Bibelen (1992), s. 399</ref> I Anden Kongebog kapitel 21 omtales kong Manassa. Om hans gerninger hedder det: "Han gjorde, hvad der var ondt i Herrens øjne efter de afskyelige skikke hos de folkeslag, som Herren havde drevet bort foran israelitterne. Han genopbyggede de offehøje, som hans fader Hizkija havde ødelagt; han rejste altre for Ba'al, og han lavede en Ashera-pæl, sådan som Israels konge Akab havde gjort, og han tilbad hele himlens hær og dyrkede den. .. Og i de to forgårde til Herrens tempel byggede han altre for hele himlens hær. .. Og han opstillede Ashera-billedet, han havde lavet, i dette tempel, om hvilket Herren havde sagt til David og til hans søn Salomo: "''På dette tempel og på Jerusalem, som jeg har udvalgt blandt alle Israels stammer, vil jeg sætte mit navn til evig tid; og jeg vil ikke mere jage Israel bort fra det land, som jeg gav deres fædre, når de blot omhyggeligt vil gøre alt det, jeg har befalet dem, og holde hele loven, som min tjener Moses gav dem.''" Men de ville ikke høre, og Manassa forledte dem til at handle værre end de folkeslag, som Herren havde udryddet for israellitterne."<ref>Bibelen (1992), s. 438f</ref> I Anden Kongebog kapitel 23 oplyses, at denne afgudsdyrkelse holdt sig til Josija stoppede den: "Så befalede kongen ypperstepræsten Hilkija, andenpræsterne og dørvogterne at fjerne alle de ting, der var lavet til Ba'al og til Ashera og til hele himlens hær, fra Herrens tempel, og han brændte dem uden for Jerusalem .. Helligskøgernes rum i Herrens tempel, hvor kvinderne vævede klæder til Ashera, rev han ned. .. Også alteret i Betel, offerhøjen som Jeroboam, Nebats søn, havde opført, han som forledte Israel til synd, både dette alter og offerhøjen rev Josija ned, og han knuste stenene til støv og brændte Ashera-pælen."<ref>Bibelen (1992), s. 441</ref> Profeten Jeremis beklagede sig i Jeremias' Bog kapitel 7: "Kan du ikke se, hvad de gør i Judas byer og Jerusalems gader? Børnene samler brænde, fædrene tænder ild og kvinderne ælter dej, så de kan lave offerkager til Himmeldronningen og udgyde drikofre for andre guder og krænke mig."<ref>Bibelen (1992), s. 950</ref> Han taler om ''Ishtar'', Mesopotamiens version af Ashera, mens hun blev adopteret som ''Afrodite'' i Grækenland og blev kaldt ''Astarte'' af kana'anæerne og senere af fønikerne.<ref>Novacek (2011), s. 38</ref> Der kan således ikke være tvivl om, at Ashera-dyrkelsen var udbredt blandt jøderne i flere århundreder, snart officielt snart uofficielt. Manassa regerede fra 697 f.Kr. til 642 f.Kr. og Josija skal have stoppet Ashera-dyrkelsen omkring 622 f.Kr. Men uofficielt fortsatte dyrkelsen helt frem til babylonernes erobring af Jerusalem. Det vigtigste i denne sammenhæng er, at denne afgudsdyrkelse, som det også fremgår af Gamle Testamente, fandt sted længe efter, at jøderne skulle være gået over til monoteisme. === Den centraliserede gudsdyrkelse === Men hvornår begyndte den monoteistiske gudsdyrkelse blandt jøderne? Meget tyder på, at det var en udvikling i to trin: først skete der en centralisering af gudsdyrkelsen, og langt senere en overgang til monoteisme. Første kilde til denne udvikling findes i Moseloven. Her hedder det: "Du må ikke lave dig noget gudebillede i form af noget som helst oppe i himlen eller nede på jorden eller i vandet under jorden. Du må ikke tilbede dem og dyrke dem, for jeg, Herren din Gud, er en misundelig Gud."<ref>Bibelen (1992), s. 89. I oversættelsen til dansk bruges ordet "lidenskabelig" i stedet for "misundelig"</ref> Det siges ikke, at der ikke findes andre guder, kun at jøderne ikke længere måtte dyrke dem. Næste kilde findes i Anden Kongebog om kong Josija, som regerede 640-609 f.Kr. Her hedder det: "Og statsskriveren Shafan fortalte kongen, at præsten Hilkija havde givet ham en bog, og Shafan læste den op for kongen."<ref>Bibelen (1992), s. 440</ref> Forskere mener, at den bog, der her er tale om, sandsynligvis var Femte Mosebog. Femte Mosebog adskiller sig tydeligt fra de foregående fire Mosebøger, så meget at man mener, at den har sin egen forfatter (eller egne forfattere), der af forskerne kaldes D. Denne forfatter D genkendes også i en række andre tekster i Gamle Testamente: Joshua-bogen, Første og Anden Dommerbog, Samuels Bog samt Første og Anden Kongebog. Det menes, at alle disse bøger er forfattede af samme person eller personkreds.<ref>Dinkgreve (2021), kap. 8</ref> Anden Kongebog fortæller om kong Josiah, at han centraliserede gudsdyrkelsen og forbød stedlige altre: "Han hentede alle præsterne fra Judas byer, og offerhøjene lige fra Geba til Be'ersheba, hvor de havde tændt offerild, gjorde han urene, og portofferhøjene, som lå ved kommandantensen Josvas port til venstre, når man går ind ad byporten, rev han ned."<ref>Bibelen (1992), s. 441</ref> Som det siges: "Der havde ikke tidligere været nogen konge, der som han af hele sit hjerte og af hele sin sjæl og af hele sin styrke vendte om til Herren, helt efter Moses' lov og efter ham kom der ingen som han."<ref>Bibelen (1992), s. 442</ref> Tydeligvis var der tale om at samle al religiøs magt på et sted og under kongens kontrol.<ref>Lemche (2015), s. 176</ref> Det var med andre ord en religiøs revolution. For at retfærdiggøre denne revolution måtte man opfinde en spådom, der kunne retfærdiggøre den. Her træder nu to kilder ind. Den ene findes i Første Kongebog. Her omtales en gudsmand, som råber imod et alter: "Alter, alter! Dette siger Herren: I Davids hus skal der fødes en søn ved navn Josija. På dig skal han slagte de offerhøjspræster, som tænder offerild på dig, og han skal brænde menneskeknogler på dig."<ref>Bibelen (1992), s. 393</ref> Den anden er Femte Mosebog: allerede i første sætning gives indtrykket af, at denne bog er Moses' sidste ord inden sin død<ref>Bibelen (1992), s. 200</ref>, og her formuleres en "ny moselov" begyndende således: "Dette er de love og retsregler, som I omhyggeligt skal følge i det land, Herren, dine fædres Gud, har givet dig i eje, så længe i lever på jorden. I skal ødelægge alle de steder, hvor de folk, I fordriver, har dyrket deres guder, på de høje bjerge, på bakkerne og under alle grønne træer. I skal rive deres altre ned og knuse deres stenstøtter, deres Ashera-pæle skal I brænde, og deres gudebilleder skal I hugge om; I skal udslette deres navn fra de steder. For på den måde må I ikke dyrke Herren jeres Gud. Nej, I skal søge til de sted, Herren jeres Gud udvælger blandt alle jeres stammer til at sætte navn på, så det kan bo der. Dér skal du komme, og derhen skal I bringe jeres brændofre og slagtofre, jeres tiender og afgifter, jeres løfteofre og frivilligofre og det førstefødte af jeres køer og får."<ref>Bibelen (1992), s. 214</ref> Men trods dette forsøg på at legitimere centraliseringen af gudsdyrkelsen holdt det ikke længe. Snart begyndte folk atter deres decentrale gudsdyrkelse, og som vi tidligere har set, opgav de aldrig deres Ashera-dyrkelse. Den omstændighed, at det netop er D, som promoverer den centraliserede gudsdyrkelse, gør, at forfatteren med stor sandsynlighed skal søges i præsteskabet ved det kongelige hof i Josijas levetid, det vil sige omkring 623 f.Kr.<ref>Lemche (2015), s. 177</ref> === Jøderne i Kana'an === Vi har fulgt jødernes religiøse udvikling, men hvordan forholder det sig med områdets politiske udvikling? Det er en broget historie, hvor Gamle Testamente trods påviselige fejl alligevel kan give nyttige oplysninger. Som et passende udgangspunkt kan tages bronzealderen før, at den gamle verdensorden brød sammen. På denne tid bestod Kana'an eller Palæstina af en række små kongedømmer, ret beset bystater idet hver havde en by som sit politisk-administrative hovedsæde. Befolkningen var mere eller mindre besiddelsesløse hoveriarbejdere for kongen: de kunne være engageret i landbrug, håndværk, handel og forsvar. Om nogen etnisk-national deling var der næppe tale, alle talte samme sprog og havde den samme religion. Egypten med dets faraoer udgjorde siden 15. århundrede f.Kr. den overordnede magt, som småkongerne måtte underkaste sig. Til gengæld blandede Egypten sig ikke i de stridigheder der foregik internt i Kana'an om magtområder. Sådanne mindre krige synes at have hørt til dagens orden, men de forhindrede ikke tidens internationale handel med varer.<ref>Lemche (2015), s. 84-89</ref> Meget taler for, at det var ankomsten af "havfolket" (engelsk: ''Sea People'') omkring 1178 f.Kr. som udløste en ny politisk udvikling.<ref>Lemche (2015), s. 89</ref> Frem til sammenbruddet havde området været præget af kana'anæiske kongefamilier, som styrede mindre områder fra deres centralt beliggende byer. Hidtil havde områder i nord været under hittitisk overherredømme og området i syd som helhed været under egyptisk kontrol, men nu svækkedes denne kontrol<ref>Porter (2016), s. 384</ref>, og det indebar, at der indtraf muligheder for større indbyrdes stammekrige i området. Det betød også, at folk udefra nu kunne blande sig med held i disse stedlige stammekrige. Det er muligt, at jødernes erobringer netop hører hjemme i denne sammenhæng. Til trods for, at Gamle Testamente fremstiller disse kampe som religionskrige mellem folkeslag med polyteisme og jøderne med deres påståede monoteisme, er der intet, som tyder på, at dette er korrekt. Snarere må vi se disse kampe som sket mellem et imperialistisk erobrerfolk og stedlige bofaste stammer. At der også var religiøse forskelle imellem dem, understregede blot krigenes stammemæssige karakter. Mens filistrene bosatte sig ved kysten, flyttede israelitterne ind fra øst og bosatte sig overvejende i højlandet, hvor de over tid tilegnede sig megen af den stedlige kultur, samtidig med at deres frænder, aramæerne, slog sig ned mod nordøst i Syrien. Hebræerne fik i denne besættelse støtte fra beslægtede og ligesindede nomadiske stammer og semitiske folkeslag. Alliancen var mulig, fordi de alle dyrkede Jahve.<ref>Novacek (2011), s. 66</ref> Denne fælles kult var længe den eneste institution, som bandt folket sammen, og det kunne ikke forhindre, at der jævnligt opstod konflikter mellem dem. Der kan på dette sted være grund til at gøre op med myten om Jerikos erobring. Ifølge den bibelske tradition skete erobringen ved, at de omgivende bymure styrtede sammen.<ref>Bibelen (1992), s. 248f</ref> Problemet er, at det arkæologisk kan påvises, at der ingen bymure var!<ref>Novacek (2011), s. 66</ref> Forklaringen er, at Kana'an indtil da havde været underlagt Egypten, hvis overherredømme var blevet afgjort efter slaget ved Megiddo i 1479 f.Kr. Efter erobringen beholdt eliten i de kana'anæiske familier deres styrende rolle, når blot de var loyale i forhold til den egyptiske farao, men de måtte acceptere, at de ikke måtte befæste deres byer, (hvilket gav dem problemer blandt andet, da Megiddo blev angrebet af Lab'ayu fra det nærliggende Shechem).<ref>Novacek (2011), s. 25</ref> Det må rejse spørgsmålet, om israelitterne overhovedet nogen sinde har erobret Kana'an, eller om de så at sige "overtog" havfolkets faktisk påviste erobringer og indskrev dem i deres historie? Overhovedet har det været praktisk talt umuligt at påvise israelitterne bosættelse i Levanten. Forskere har ment, at en række nye bosættelser i marginale områder i bjergegne kunne være deres bosættelser<ref>Porter (2016), s. 386</ref>, men der kan lige så godt være tale om, at nogle kana'anæere fra lavlandet efter det handelsmæssige sammenbrud valgte at flytte ud og etablere sig med et nyt men mere holdbart selvforsynende landbrug<ref>Porter (2016), s. 388f</ref>, hvor handel som helhed spillede en mindre rolle end tidligere og især var af regional snarere end international karakter.<ref>Porter (2016), s. 388</ref> Ulige forsøg på at identificere bestemte former for genstande som værende israelitiske er strandet på, at de selv samme genstande også findes i områder uden israelsk bosættelse ifølge Gamle Testamente, de kan derfor ikke levere det ønskede bevis.<ref>Porter (2016), s. 387</ref> I den første tid efter israelitternes indvandring var tilstandene i Kana'an væsentlig som før. Det var langt fra lykkedes jøderne at udrydde hele den bosatte befolkning, så det endte med, at jøderne bosatte sig i egne bosættelser. De ulige folk og stammer levede i samfund hver for sig med byerne som centrum for de omgivende landsbyer. Hebræerne erobrede og ødelagde de mere civiliserede kana'anitter men overtog deres skriftsystem. De overtog også kana'anitternes byggeskik, men uden at hebræernes byggerier nåede samme høje stade som deres forgængere. Jerusalem var på denne tid et lille sted uden stor betydning og kunne ikke måle sig med andre byer i området. Hidtil har spørgsmålet om hebræernes oprindelse været ubesvaret. I det følgende skal der gøres et forsøg på at besvare dette spørgsmål. Tør man tro Josvabogen kapitel 20, blev der oprettet særlige bebyggelser kaldet "tilflugtsbyer" for kriminelle, hvor disse kunne søge politisk asyl og unddrage sig retsforfølgelse for deres kriminelle gerninger: "Herren talte til Josva og sagde: "Sig til israelitterne, at de skal udpege de tilflugtsbyer, som jeg talte til jer om ved Moses, så en drabsmand, der uforsætligt og uforvarende slår nogen ihjel, kan flygte dertil; de skal være tilflugtssteder for jer mod blodhævneren. Når drabsmanden søger tilflugt i en af disse byer og stiller sig ved indgangen til byporten, skal han forelægge sin sag for de ældste i den by. De skal give ham adgang til byen og give ham et sted, hvor han kan bo hos dem. Når blodhævneren forfølger ham, må de ikke udlevere drabsmanden til ham; det var jo uforvarende, han slog sin næste ihjel, han havde ikke tidligere næret fjendskab mod ham. Han kan så blive boende i den by, indtil han stilles for menighedens domstol, eller indtil den ypperstepræst dør, som er der til dentid. Da kan drabsmanden vende tilbage til sin by og sit hus, den by, han er flygtet fra"."<ref>Bibelen (1992), s. 264</ref> De var en ordning, som kunne beskytte enhver kriminel mod retsforfølgelse. Men måske forklaringen skal søges i områdets almindelige historie netop på denne tid. I Anden Mosebog kapitel 21 findes blandt andet følgende retsregler for samfundslivet: "Når du køber en hebraisk træl, skal han være træl i seks år, men i det syvende år skal han frigives uden vederlag."<ref>Bibelen (1992), s. 90</ref> Hvad er det for nogle hebraiske trælle, der henvises til? Niels Peter Lemche mener, at udtrykket ''habiru'', som kendes fra hele den frugtbare halvmånes område ned til og med Egypten, oprindelig betegnede folk, som af den ene eller anden grund var flygtet fra deres hjemstavn.<ref>Lemche (2015), s. 91</ref> I begyndelsen forsøgte de stedlige småkonger at slippe af med disse flygtninge igen ved at lade dem hjemsende. Men dermed gjorde man dem til illegale, og følgen var, at de efterhånden også opførte sig som sådanne. Meget tyder på, at de søgte til områder, som var uden for småkongernes kontrol, nemlig til de stedlige bjergegne i den nordlige og mellemste del af landet. Her kunne de leve i nogenlunde fred og fri for faren for at blive hjemsendt.<ref>Lemche (2015), s. 92</ref> Lemche mener, at ordet "''hebræer''" er afledt af ''habiru'': de to ord optræder samtidigt i kilderne, og det kan meget vel være, at vi her har den egentlige årsag til, at hebræerne som folkegruppe blev udskilt fra den fastboende befolkning i lavlandet.<ref>Lemche (2015), s. 94</ref> Det er muligt, at de hebræiske trælle, som Mosebogen henviser til, var sådanne, som søgte at legitimere sit ophold ved at underkaste sig en art "prøvetid" med henblik på senere at blive anerkendt som fri borger.<ref>Lemche (2015), s. 93</ref> Og det er ligeledes muligt, at de "flygtningebyer", som tidligere blev omtalt, har samme historiske oprindelse: det er minderne om en tid, da jøderne var hebræere, illegale flygtninge som opholdt sig i bosættelser, hvor de kunne få "politisk asyl". Det er nærliggende at tænke på kurdernes stilling i Mellemøsten anno 2026. Hvis det forholder sig således, var det i hvert fald ikke en endelig løsning på problemet. Før eller siden måtte denne illegale flygtningebefolkning i bjergene opnå en sådan størrelse, at den også kunne udgøre en politisk magtfaktor. Det indebar, at den kunne føre krige for at opnå ret til at danne en egen statsdannelse. Måske at det er mindet om sådanne krige, som afspejles i Josvabogens beretninger om "erobringen af Kana'an". I givet fald var der antagelig tale om en hebræisk version af den samme historie, som andre indvandrere som fx. filistrene øjensynligt gennemlevede. Forudsat, at dette er korrekt, bliver det lettere at forstå den bibelske tradition. Og det bliver lettere at forstå hvorfor, at "Israel" først optræder som folkegruppe snarere end som et landområde. Vi ved ikke meget om selve samfundets indretning. Lemche antager, at det var bygget op af flere lag af sociale forbindelser: familien, klanen og stammen. Især synes familien og slægten at have spillet en betydelig rolle. Dette afspejles i de omfattende slægtstavler, som indgår i Gamle Testamente. De skulle vise, at alle israelere i sidste ende var i familie med hinanden og derfor dele af nationen, idet de alle stammede fra deres fælles stamfader: Jakob.<ref>Lemche (2015), s. 98</ref> Skal man tro Gamle Testamente fortsatte jødernes deres folkemord. I Dommerbogen kapitel 1 læser vi: "Så drog Juda op, og Herren gav kana'anæerne og perizzitterne i deres hånd, og de slog dem i Bezek og dræbte ti tusind mand. ..Judæerne angreb Jerusalem og indtog den. De huggede indbyggerne ned med sværd og stak ild på byen."<ref>Bibelen (1992), s. 271</ref> I de byer, som det ikke lykkedes jøderne at udrydde befolkningen, blev disse i stedet gjort til hoveriarbejdere.<ref>Bibelen (1992), s. 272</ref> Det kan næppe undre, hvis denne opførsel gav anledning til yderligere uro, og at nye kampe fulgte. Ved en lejlighed slog jøderne "omkring ti tusind moabitter ihjel. .. Derefter havde landet ro i firs år".<ref>Bibelen (1992), s. 274</ref> Der er bare et stort problem ved hele dette narrativ: ingen samtidige kilder, hverken de utallige breve fra Kana'an til farao eller arkæologiske spor kan underbygge, at nogen erobring og israelsk bosættelse skulle have fundet sted.<ref>Lemche (2015), s. 116, 118</ref> Josvabogen kapitel 8 fortæller om erobringen af byen Aj<ref>Bibelen (1992), s. 252</ref>, men arkæologisk kan det bevises, at Aj var lagt øde allerede omkring 2300 f.Kr.!<ref>Lemche (2015), s. 117</ref> Lemche mener derfor, at narrativet om "erobringen" af Kana'an er skabt efter, at jøderne havde taget magten i et forsøg på at "rekonstruere" den jødiske statsdannelses oprindelse.<ref>Lemche (2015), s. 118</ref> Efter Josvas angivelige erobringer fulgte dommertiden, hvor landet blev styret af de såkaldte dommere. Tør man tro Gamle Testamente førte det til, at filistre og ammonitter for en tid fik overtaget.<ref>Bibelen (1992), s. 286</ref> Også internt var der øjensynlig magtkampe, således forenedes de andre stammer mod Benjamins stamme.<ref>Bibelen (1992), s. 297ff</ref> Men som vi senere skal se, er der her snarest tale om et vandremotiv, som intet har a gøre med en historisk begivenhed. Dommertiden fremstår som et narrativ, der skal begrunde hvorfor, at jøderne etablere et kongerige. Efterhånden blev lovløsheden ifølge narrativet for meget, og hebræerne besluttede sig for at etablere et eget kongerige i Palæstina. Denne institution kom som en nødvendig følge af både de interne lovløse tilstande og behovet for at organisere krigsførelsen mod andre folkegrupper.<ref>Lemche (2015), s. 137</ref> I vest udgjorde filistrene en stærkere modstand end kana'anitterne, fordi de havde udviklet jernsmedning. Mod nord boede fønikerne i Libanon, der var mest optaget af handel. Da kana'anitterne stadig blev mere undertrykte, skabte det grundlaget for etableringen af det hebræiske kongedømme omkring 1000 f.Kr. Først under dommeren Samuel opstår der blandt jøderne angiveligt krav om etableringen af et kongerige. Landets første konge hed Saul.<ref>Bibelen (1992), s. 317</ref> Han dateres til omkring 1000-tallet f.Kr. Tør vi tro Første Samuelsbog, gennemførte han adskillige krige.<ref>Bibelen (1992), s. 320</ref> Kana'an var angiveligt forenet under ham og hans to efterfølgere, David og Salomo. Disse traditioner kunne have hvilet på oplysninger hentet i kongelige arkiver, som siden er gået tabt. Men der findes ingen beviser på, at sådanne arkiver har eksisteret.<ref>Lemche (2015), s. 126</ref> Narrativet om Saul som konge er anekdotisk. Historien begynder med, at folket kræver en konge og ikke vil lytte til profeten Samuel og hans advarsler om at udnævne en konge. Tilfældet vil, at Samuel allerede forinden har mødt Saul og salvet ham til fyrste. Først senere udnævnes han så officielt til konge. Og hele historien ender med, at Saul viser sig at være håbløst uduelig som regent, og folket indser, efter at have modtaget et varsel i form af torden og regn, at det ønskede en konge som erstatning for dets afgudsdyrkelse. Det er een lang moralsk historie om det dårlige ved at have en konge som overhoved.<ref>Bibelen (1992), s. 312-317</ref><ref>Lemche (2015), s. 126f</ref> Efter som Saul udnævnes til konge i tre omgange: først som barn, dernæst ved lodkastning ved helligdommen Mizpah og endelig ved helligdommen Gilgal, er der grund til at antage, at der er tale om en historie sammensat af flere bestanddele. Og den minder i hele sin opbygning nærmest om eventyret om konen i muddergrøften. Historierne om David som konge er næsten lige så eventyragtige. Det gælder historien om hvordan, at han blev konge (som vi vender tilbage til senere), og det gælder historien om Batseba og hendes mand Urias.<ref>Bibelen (1992), s. 352-354</ref> Der er ikke megen grund til at tro, at disse fortællinger har noget med en historisk virkelighed at gøre. Og historierne om hans krige og størrelsen af hans imperium kan meget vel være indskrevet i fortællingen for at begrunde jødernes imperialistiske krav.<ref>Lemche (2015), s. 131</ref> Salomo beskrives i Gamle Testamente som en mægtig konge, der blandt andet opførte et gudstempel i Jerusalem, men arkæologiske undersøgelser har ikke kunnet bekræfte dette, og Salomo er påfaldende totalt fraværende i ikke-bibelske kilder. Det har fået mange historikere til at mene, at Salomo må have været en småkonge.<ref>Novacek (2011), s. 83</ref> Også israelerne synes fraværende i arkæologiske fund fra denne tid, i stedet dominerer kypriotisk og fønikisk lertøj samt stedlige efterligninger af dette.<ref>Novacek (2011), s. 89, 93</ref> Også i andre henseender er historien om Salomo mere legendarisk end historisk. Således er den kendte historie om dronningen af Saba og hendes besøg i Første Kongebog kapitel 10<ref>Bibelen (1992), s. 388f</ref> en ren myte af den enkle grund, at kongeriget Saba endnu ikke eksisterede i Salomos levetid.<ref>Lemche (2015), s. 149</ref> Da kong Salomo døde i 922 f.Kr. blev det hebræiske kongedømme delt i to: Kongeriget Israel og Kongeriget Juda. Det var kun Juda og Benjamins stammer, som accepterede Salomos søn Rehabeam som deres konge, og de oprettede dermed det sydlige kongerige Juda med Jerusalem som hovedstad. Mod nord gjorde de øvrige stammer Jeroboam til konge og oprettede kongeriget Israel med Sikem og senere Samaria som hovedstad. Vigtigst i denne sammenhæng er, at der intet stammesammenhold var, end ikke deres religion kunne holde sammen på dem, og som vi allerede har set, skete der jævnligt frafald fra denne, lige som israelitterne indgiftede sig i andre folkegrupper nok så meget som indbyrdes. Der var konstant magtkampe, hvilket afspejler det totale fravær af national solidaritet og enhed. Også udefra skete angreb. Anden Krønikebog er fuld af bereninger om disse krige. Det bør for god skyld nævnes, at en basalt stele fra Dhiban omtaler, at kong Mesha fra det moabitiske kongerige overvandt Kongeriget Israel og udvidede sit rige, en begivenhed som menes afspejlet i Anden Kongebog kapitel 3.<ref>Porter (2016), s. 382</ref><ref>Bibelen (1992), s. 412</ref> Skildringen af det delte kongeriges tid er ellers sparsom i Gamle Testamente. Ofte henvises til "Judas Kongers Krønike"<ref>Bibelen (1992), s. 396f</ref> og "Israels Kongers Krønike"<ref>Bibelen (1992), s. 397f</ref> Dette tyder på, at sådanne krøniker har eksisteret, selv om de ikke kendes længere. Man tør antage, at i hvert fald navne og de utallige krige, der nævnes, hviler på sådanne krønikenedtegnelser. Hvad angår de øvrige narrativer, er derimod intet sikkert. De virker nærmest legendeagtige, det gælder eksempelvis historien om Nabots vingård.<ref>Bibelen (1992), s. 405f</ref> Kongeriget Israel ophørte, da Assyrien erobrer hovedstaden Samaria 722 f.Kr. Herved mistede også de 10 nordlige israelske stammer deres betydning. Nogle af indbyggerne i Kongeriget Israel blev deporteret af assyrierne, men arkæologisk kan der ikke dokumenteres nogen befolkningsudskiftning eller nogen nedgang i befolkningstallet, og genetiske undersøgelser antyder også en kontinuitet i områdets befolkningssammensætning. Hovedparten af befolkningen synes således at være forblevet i området og samaritanerne menes at være de mest direkte efterkommere af befolkningen i Kongeriget Israel, hvilket også er i overenstemmelse med deres egen opfattelse. Nogle beboere fra Kongeriget Israel må antages at være flygtet til kongeriget Juda, hvilket kan forklare hvordan de nordlige stammers myter er blevet inkorporerede i den tekster i Gamle Testamente, som blev samlede i Kongeriget Juda. === Eksilet i Babylon === Der er næppe tvivl om, at hvis jøderne havde modstået angreb udefra, ville afgudsdyrkelsen have fortsat. Der ville fortsat have været private gudindestatuetter og private altre. Men een begivenhed ændrede jødernes historie og dermed verdenshistorien: babylonernes erobring i 586 f.Kr. Forud gik en belejring, som varede to og et halvt år. Vilkårene under belejringen var forfærdelige: jøderne sultede, men vi ved fra samtidige beretninger, at de ikke holdt sig tilbage fra at spise deres egne børn. Da Nebukadnezer erobrede Jerusalem, blev Salomons tempel brændt ned til grunden. Kongepaladset blev brændt ned. Huse blev brændt ned. Forsvarsanlæggene omkring byen blev revet ned sten for sten. Kong Zedekiah, som havde forsøgt at flygte, blev fanget og ført frem for Nebukadnezer. Det sidste, han så, var, at han sønner blev slået ihjel. Så blev han gjort blind, og måtte i denne tilstand foretage vandringen til Babylon. Store dele af den jødiske befolkning, måske 10-20%, blev tvangsforflyttet til Babylon. Det skete i tre omgange: i 597, 587 og 582 f.Kr.<ref>Lemche (2015), s. 181</ref> Tvangsfordrivelsen ramte formodentlig især eliten, de ledende lag, som altså mistede sin magtstilling. For den tilbageværende del af befolkningen var det af største vigtighed, at der tilsyneladende ikke skete nogen indvandring af fremmede befolkningsgrupper, som kunne have undergravet deres stilling som de dominerende befolkning.<ref>Lemche (2015), s. 182</ref> Da eliten forlod Jerusalem, måtte den uundgåeligt miste troen på sine guder, som havde svigtet den. Hvad, der skete under det babylonske fangenskab, var imidlertid ekstraordinært: i stedet for at blive integrerede i deres nye omgivelser valgte de skriftkloge jøder den modsatte vej, nemlig at bevare og redigere deres historiske traditioner.<ref>Lemche (2015), s. 160f</ref> Sigende optræder byen ''Al Yahuda'' i Babylon på denne tid. Jøderne samlede, hvad de havde bevaret om deres historie, og begyndte at nedskrive det. Undervejs blev traditionen omskrevet og tilpasset deres nye selvforståelse. Bibelforskere mener, at det var antagelig på denne tid, at traditionerne i ''Tanakh'' begyndte at få deres endelige form. Og det var tilsyneladende også her, at jødernes tro fik den monoteistiske karakter, som siden skulle gøre sig gældende. Det er her, at profeten Ezekiel fortæller, at Gud gør ham opmærksom på den afgudsdyrkelse, som finder sted.<ref>Bibelen (1992), s. 1048</ref> Det er her, at Gud lover at straffe jøderne for denne afgudsdyrkelse.<ref>Bibelen (1992), s. 1049</ref> Det er her, at jødernes bortførelse bliver stillet i udsigt. Det er her, at grunden lægges til den fortolkning, at eksilet gøres nødvendigt for, at jøderne langt om længe endegyldigt kan vende sig mod den sande gudsdyrkelse. Og det er her, at profeten Esajas formulerer sine propagandistiske og doktrinære anklager. Det er her, at Gud gøres til den, som lover jøderne håb om frihed igen. Det er her, at retten til "det lovede land" formuleres. Og det er her, at Gud bliver gjort enevældig.<ref>Lemche (2015), s. 189</ref> To eksempler fra Esajas Bog kan belyse det: i vers 44 linje 6: "Jeg er den første, og jeg er den sidste, der er ingen anden Gud end mig"<ref>Bibelen (1992), s. 895</ref> og i vers 45 linje 5: "Jeg er Herren, der er ingen anden, der er ingen anden Gud end mig".<ref>Bibelen (1992), s. 897</ref></br> Selv alt det gode og alt den onde har samme oprindelse:</br> "Jeg danner lys og skaber mørke,</br> jeg frembringer fred og skaber ulykke,</br> jeg, Herren frembringer alt dette."<ref>Bibelen (1992), s. 897</ref></br> For første gang optræder jøderne som et folk med kun een erklæret Gud. Der kan næppe være tvivl om, at dette var følgen af en bestemt strategi: elitens kamp for ikke at blive opslugt af imperiet. Over for de mange guddomme i Babylon sætter jøderne en enkelt gud som deres modstykke. Derved, og kun derved, kan de opretholde deres særegne identitet som folk. Hvis Jahve havde været een gud blandt mange andre, havde han tabt og havde ingen fremtid. Kun ved at gøre ham almægtig, ved at hævde at han havde brugt Nebukadnezar som et redskab i sin egen guddommelige plan, kunne de opretholde deres identitet og deres håb om en fremtid. De gamle guder måtte udryddes eller bortforklares som fejltagelser, der kunne forklare jødernes ulykkelige skæbne. Og derfor blev den traditionelle historie omskrevet punkt for punkt for at kunne understøtte det nye narrativ.<ref>Lemche (2015), s. 190</ref> Nået så langt tog de skriftkloge åbenbart det næste skridt: de måtte som modstykker til Mesopotamiens tradition opfinde og udvikle deres egen skabelsesberetning og deres egen beretning om en altomfattende oversvømmelse. Inspirationen hentede de hos babylonerne selv. De tog de velkendte babylonske beretninger men omskrev dem således, at de udgjorde en polemisk kontrast til den tro og de traditioner, som blev hyldet af deres omgivelser. Der vil være lejlighed til at se nærmere på disse ved en gennemgang af Gamle Testamente. === Jødernes tilbagevenden til Jerusalem === I 539 f.Kr. indtræder så afslutningen på jødernes tid i eksil. Dette år erobrer perserne Babylon, og Cyrus den Store erklærer straks efter en almen amnesti. Der efter giver han tilladelse til, at fordrevne folkeslag må vende tilbage til deres hjemegn og genoptage deres gudsdyrkelse.<ref>Lemche (2015), s. 193</ref> Også jøderne vendte hjem. Ifølge Ezras Bog vendte i alt 42.360 jøder tilbage til Jerusalem foruden deres trælle og trælkvinder, i alt 7.337, samt 200 sangere og sangerinder, det vil sige i runde tal 50.000 personer.<ref>Bibelen (1992), s. 510</ref> Om dette tal er korrekt, vides ikke. Der har været peget på, at der i virkeligheden ikke var meget at vende tilbage til. Sammenlignet med forholdene i Mesopotamien var Kana'an langt fattigere og underudviklet, og ingen kunne forvente at få tidligere ejendom tilbage. Det måtte kræve en overbevisende begrundelse at motivere befolkningen til at vende hjem. Netop ved at slå på, at Jerusalem var det sted, som Jahve havde valgt til sit tempel, og som udgangspunkt for en ny stat af samme storhed som under kong David, har præster og religiøse propagandamagere kunnet få befolkningen med sig.<ref>Lemche (2015), s. 195</ref> Og samtidig har de kunnet genvinde deres elitære position i samfundet. Det vigtige er, at da jøderne vendte tilbage til Jerusalem, var det med en ny, monoteistisk religion. Den var i store træk skabt under deres eksil, omskrevet og suppleret i forhold til tidligere. Den forenede folk og tro i en næsten uadskillelig helhed. Der kan her være grund til at stille et vigtigt spørgsmål: betyder dette så, at jøderne vendte hjem med en fuldt udviklet fælles trosretning? Nej, intet taler for dette. Snarere må vi regne med, at det kun var en lille gruppe af teologiske skriftlærde, som havde taget del i den redigeringsproces, som var foregået i Babylon, og at det kun var dem, som havde det fulde kendskab til det nye narrativ om jødernes oprindelse, som de havde skabt. Langt den største del af befolkningen, som var forblevet i området, var uvidende om den nye ideologiske udvikling. Dette indebærer, at det først er efter deres tilbagevenden, at de skriftkloge for alvor kan begynde at promovere og udbrede deres nye narrativ til hele befolkningen og dermed skabe den identitetsforståelse, som denne siden udviklede. Samtidig synes eliten, at dømme efter en bemærkning i Ezras Bog kapitel 7:16, at have udnyttet de gunstige muligheder for at overtale rige jøder i Babylon til at forpligte sig til at finansiere deres genopbygningsprojekt.<ref>Bibelen (1992), s. 524</ref><ref>Lemche (2015), s. 202</ref> === Persisk tid === Under det persiske herredømmes tid (538-332 f.Kr.) sad der persiske statholdere i landets ulige dele. Vi ved, at statholderen i Judæa 408 f.Kr. hed Bagohi, dels fra Josefos, dels fra papyrusfundene i Elefantine. At statholderen i Samaria var en samaritan, Sanballat, tyder på, at perserne ikke har blandet sig i Palæstinas forhold, når oprør ikke foranledigede dem til at gribe ind, som tilfældet var under Artaxerxes III (358-338 f.Kr.). Det var under persisk beskyttelse, at Nehemia og Ezra genoprettede den jødiske menighed i Jerusalem. Vi ved sandt at sige ikke meget om den jødiske religionsdyrkelse på denne tid. Meget tyder på, at der skete en langsom spredning af den nydannede monoteistiske tro, sikkert som et politisk-nationalt redskab over for det persiske overherredømme. Men intet taler for, at denne endnu formelt var slået igennem. Elefantine var en jødisk by i Egypten fra 400-tallet f.Kr. Den er interessant, fordi den kan vise træk ved og fravær af jødisk levevis på denne tid. Byen blev antagelig grundlagt i midten af 6. århundrede f.Kr. af folk, der var emigreret fra Syene-området i Palæstina.<ref>Barnea (2024), s. 1</ref> Vi ved, at der eksisterede et særligt tempel for dyrkelsen af Jahve indtil 410 f.Kr., da det blev ødelagt. En jødisk befolkning nævnes sidste gang i kilderne i 399 f.Kr., hvad, der skete med den jødiske befolkning efter denne tid, er ukendt.<ref>Adler (2025), s. 39</ref> Historien om jødernes udvandring fra Egypten kendes ikke i denne by, hvilket tyder på, at denne tradition er yngre end 400-tallet. Ligeledes kendte befolkningen ikke til ''torah'', det vil sige jødisk lov, så også denne må være yngre end 400-tallet. Endvidere dyrkede jøderne i denne by flere guder (jahvisme) i modsætning til senere tids monoteisme (judaisme). Således har vi flere kilder fra 400-tallet f.Kr., der vidner om zoroastracisme, herunder et ild-alter og et tempel.<ref>Barnea (2024), s. 3-7</ref> En lignende jødisk polyteisme kendes fra andre byer.<ref>Adler (2025), s. 41-47</ref> Men dette indebærer også, at jøderne stadig ikke på denne tid var monoteister til trods for de bestræbelser, som præsteskabet havde udført under eksilet i Babylon. I stedet tolkes situationen således, at den jødiske kult udviklede sig gravist over tid blandt andet inspireret af zoroastrisk kult indtil, at de fik den form som kendes fra den hebraiske bibel.<ref>Barnea (2024), s. 29</ref> Hvis byen blev grundlagt af dem, som ikke endte i Babylon, kan dette forklare deres fastholden ved polyteisme og ukendskab til den monoteisme, som blev udviklet i Babylon. Dermed adskiller kulten på denne tid blandt jøder sig markant fra den, som ses i hasmonæisk tid.<ref>Adler (2025), s. 48</ref> Yonatan Adler ved Ariel University har kaldt denne kult og levevis "proto-jødisk" (''proto-Judaic'') og definerer den således: "Et protojødisk kulturelt træk er således et særskilt element af den israelitiske og/eller jødiske livsstil, som med tiden blev lovgivet som en forskrift for regulering i en eller flere af Mosebøgernes tekster, og som i sidste ende blev optaget som en del af jødedommen."<ref>Adler (2024), s. 5</ref> Et eksempel herpå er at spise svinekød. I to af Mosebøgerne (Tredie Mosebog kapitel 11:1-8<ref>Bibelen (1992), s. 126f</ref> og Femte Mosebog kapitel 14:3-8<ref>Bibelen (1992), s. 216</ref>) forbydes det jøder at spise svinekød, men arkæologiske fund fra tiden fra sen bronzealder (1300-1130 f.Kr.) frem til jernalder (586 f.Kr.) viser, at svin faktisk blev avlet til fortæring i strid med denne bestemmelse, skønt de er fraværende i nogle bopladser henregnet til kana'anære og fønikere i jernalderen uden, at det derfor med sikkerhed kan siges at være bevidste valg; økonomiske, økologiske og sociale forhold kan have spillet ind.<ref>Adler (2024), s. 13</ref> Flere jødiske leveregler tilskrives således myter i Mosebøgerne, og det kan ikke afvises, at disse myter ''netop'' er blevet til for at kunne begrunde og legitimere disse leveregler.<ref>Adler (2024), s. 21</ref> Det gælder blandt andet reglen om at omskære drengebørn.<ref>Adler (2024), s. 20f</ref> Niels Peter Lemche anser Nehemias' Bog og Ezras Bog som omtrent samtidige skildringer af udviklingen på denne tid. På grundlag af beskrivelserne i disse bøger når han frem til følgende: Nehemias genopbyggede templet i Jerusalem og lod store dele af landbefolkningen flytte ind til byen i strid med guvernørerne i Samaria og de omgivende provinser. Desuden gennemførte han en social reform, der afskaffede al gæld og som tilbagegav ejendom tidligere konfiskeret fra landbefolkningen til denne.<ref>Lemche (2015), s. 199</ref> Ezra gik endnu videre: han gav Nehemias' reformer en ideologisk begrundelse, idet han udskilte og isolerede den jødiske befolkning i både religiøs og etnisk henseende i forhold til omgivende egne. Dette sker ved at erklære jødisk religion som særegen, ved at erklære jøder som "Guds udvalgte folk" og ved at erklære jøder som "etnisk rene". Det var en politik, som måtte føre til et uovervindeligt brud med andre befolkningsgrupper i Samaria.<ref>Lemche (2015), s. 200</ref> Der kan være grund til at vende tilbage til dette emne senere. På dette sted er det vigtigste at bemærke, at vi her ser den etnisk-religiøse ideologi, som var blevet formuleret under eksilet i Babylon, omsat til politisk handling. Sat på spidsen kan man sige, at vi taler om skabelsen af et særligt jødisk folkeslag. Uden for Jerusalem og Samaria førte denne udvikling til, at jøderne nu mere markant isolerede sig fra andre folkeslag i form af en særskilt religionsdyrkelse.<ref>Lemche (2015), s. 201</ref> Havde der allerede under eksilet været tendenser til dannelse af særlige jødiske bosættelser og byer som den tidligere nævnte egyptiske by Elefantine og bosættelsen Al Yahuda ved Babylon, så ser vi her begyndelsen på regulære ghettodannelser. === Hellenistisk tid === I den græske periode fra Alexander den Stores erobring i 332 f.Kr. til 167 f.Kr. blev Palæstina atter genstand for strid mellem Syrien, hvor seleukiderne herskede efter Alexanders død 323 f.Kr., og Ægypten, der beherskedes af ptolemæerne. Frem til 198 f.Kr. var overvejende Egypten, fra den tid, efter Antiochos IIIs sejr ved Paneas, syrerne Palæstinas herrer. Efter, at Babylon, Ninive og Shushan var gået til grunde, og Alexandria var blevet grundlagt, flyttede tyngdepunktet vest på, og Palæstina fik igen samme betydning som i 15. århundrede f.Kr. Under ptolemæerne regeredes Palæstina af guvernører (hegemon, epitropos), om hvis myndigheds udstrækning kun lidt vides. Skatteopkrævningen var overladt - ved licitation - til skatteforpagtere. I jødernes kreds fik kirkelige forsamlinger og ypperstepræsten en vidtgående myndighed. Under seleukiderne stod Palæstina, der kaldtes Fønikien, sammen med dele af Syrien under en militærguvernør, og syrisk militær besatte landet. Skatten indkrævedes af seleukidiske embedsmænd. Fra 165 f.Kr., da Antiochos Epifanes forbød jødisk gudsdyrkelse, blev landet ramt af de makkabæiske kampe, der skulle bane vejen for det hasmonæiske dynasti. Undersøgelser tyder på, at jøderne i almindelighed stadig ikke kendte til ''torah'', det vil sige jødisk lov, i begyndelsen af hellenistisk tid, og slet ikke at de respekterede og fulgte den.<ref>Adler (2025), s. 34</ref> Således er der flere eksempler på, at judæere to ågerrenter af deres udlån.<ref>Adler (2025), s. 28</ref> Der er også bevis på, at nogle judæere selv på denne tid dyrkede andre guder end Jahve.<ref>Adler (2025), s. 27</ref> Og skønt ordet "''sabbat''" forekommer, lader det sig ikke fastslå, om dette havde samme betydning som senere eller blot henviste til en jødisk helligdag.<ref>Adler (2025), s. 28</ref> Faktisk forekommer ordet "''sabbat''" ikke een eneste gang i Gamle Testamente. Omvendt er der ingen arkæologiske beviser på, at jøderne tog deres rituelle bade i bassiner, således som foreskrevet i ''torah'', og heller ikke at de iagttog særlige rituelle renselsesregler omkring deres mad.<ref>Adler (2025), s. 26</ref> Der har været peget på, at Aristeas i et brev oplyser, at Ptolemæus II Philadelphus (regerede 285-246 f.Kr.) tog 72 jøder fra Jerusalem til Alexandria for at få oversat en jødisk lov til græsk til sit bibliotek.<ref>Adler (2025), s. 31</ref> ''Torah'' er ikke nævnt ved navn, så der er ingen beviser på, at det er den, som der henvises til, men selv om dette var tilfældet, kan dette ikke tages som udtryk for, at jøderne i almindelighed kendte og fulgte loven.<ref>Adler (2025), s. 32</ref> Dette til trods for, at jøderne på denne tid ellers nød udstrakt selvstyre både i Judæa og i andre områder.<ref>Adler (2025), s. 24</ref> Dette har fået Yonatan Adler til at betegne jødisk kultur på denne tid som "jahveisme" (''Yahwism'') i modsætning til den "judaisme" (''Judaism''), der først fulgte senere og som fulgte ''torah''-en.<ref>Adler (2025), s. 7</ref> Men uanset benævnelsen betyder det, at traditionel jødisk kultur først stammer fra tiden ''efter'' hellenistisk tid. === Det hasmonæiske kongerige === Den hasmonæiske eller senhellenistiske periode strakte sig fra 167 f.Kr. til 63 f.Kr. Betegnelsen "Det hasmonæiske kongerige" dækker over en yderst omtumlet periode i jødisk historie, som strakte sig fra midten af 2. århundrede f.Kr. til midten af 1. århundrede f.Kr. Hasmonæerne var en jødisk præsteslægt, som spillede den førende politisk rolle på denne tid. Betegnelsen er dannet efter Hasmon, der var Mattatija’s bedstefader. I årene 168-161 f.Kr. ledede hasmonæerne kampen for national og religiøs frihed mod seleukiderne, som under Antiochos IV havde underkuet dem. Bevægelsen begyndte under Mattatija, men blev fortsat af hans sønner, først Judas Makkabæer, efter hvem slægten often kaldes makkabæerne; han fik genoprettet den jødiske gudsdyrkelse i 165 f.Kr. og opnåede i 161 f.Kr. religionsfrihed. Dette år overvandt han den syriske feltherre Nikanor og sluttede forbund med Romerne, men døde kort efter. Hasmonæerne optrådte der efter som et dynasti, der kæmpede for deres egen magtstilling. Judas’ broder, Jonatan, som afløste ham som leder, lod sig i 153 f.Kr. udnævne til ypperstepræst, skønt han efter jødisk lov ikke havde ret til denne stilling. Dette betød et brud med de lovtro, som de oprindelige havde kæmpet for. Efter hans mord i 143 f.Kr. lykkedes det broderen Simon (143-135 f.Kr.) at få landets selvstændighed anerkendt og at erobre syrernes borg i Jerusalem. Som følge heraf blev han af befolkningen hyldet som arvelig ypperstepræst og som verdslig hersker i 141 f.Kr. Dermed havde hasmonæerne opnået formel anerkendelse af deres dynasti. Det betød imidlertid ikke, at der nu herskede fred, tværtimod. Under Simon’s søn, Johannes Hyrkan (134-104 f.Kr.), indtraf et åbent brud mellem hasmonæerne på den ene side og farisæerne på den anden. Under de fortsatte kampe undertvang han den autonome stat Edom og ødelagde Samaria og også den samaritanske helligdom på Garizim. Hans sønner, Aristobul (104-102 f.Kr.) og Alexander Jannæos (102-76 f.Kr.) var brutale herskere og fjernede sig langt fra styrets oprindelige karakter, idet de var udpræget hellenistisk sindede. Alexander udnævnte sin dronning Salma Alexandra til sin efterfølger (78-69 f.Kr.), mens sønnen Hyrkan II blev ypperstepræst. Midt i de hele etablerede armenerne et kortvarigt herredømme (70-63 f.Kr.) idet de erobrede landet og lagde området under deres overherredømme. Men den interne magtkamp fortsatte uafbrudt. Salma sluttede sig til farisæerne, og hun kom derved i modsætning til saddukæerne, som samlede sig om hendes anden søn, som efter hendes død tog magten fra sin broder og herskede som Aristobul II, dog under vedvarende kampe, indtil Pompejus afsatte ham og tog ham med til Rom i 63 f.Kr. Efter ulige forsøg på opstand blev Aristobul og hans søn Alexander myrdet i 48 f.Kr. Hyrkan II, der af Pompejus nu blev anerkendt som ypperstepræst med Antipater som verdslig leder, blev af Cæsar forfremmet til ethnarch, mens den faktiske myndighed efterhånden gik over til Herodes efter Antipater’s død. Aristobul’s anden søn, Antigonos, gjorde imidlertid oprør og blev en kort (40-37 f.Kr.) tid konge, mens Hyrkan blev bortført og fik ørene skåret af. I 37 f.Kr. erobrede den af Romerriget anerkendte Herodes så Jerusalem, og Antigonos blev henrettet i Antiochia. Dermed var hasmonæernes herredømme bragt til ende. Herodes levede en tid i venskab med Hyrkan men lod ham så dræbe. Herodes var besvogret med hasmonæerne, idet hans hustru Mariamme var datter af Aristobul II’s søn Alexander. Dette forhindrede dog ikke, at han lod hendes broder Aristobul dræbe. Senere dræbte han ligeledes hende selv og hendes moder. Endelig dræbte han nogle hasmonæere, der opholdt sig hos hans svoger i Idumæa. Således blev det Herodes, som endte slægtens magtdrømme.<ref>Pedersen (1919), s. 943f</ref> Så meget om den politiske udvikling. Det vigtigste i denne sammenhæng er, at de var i denne omtumlede tid, at vi for første gang ser tydelige spor af en jødisk kultur og religionsdyrkelse. Årsagen er klar nok: lederen af den nye stat var en ypperstepræst, som nu tillige blev den politiske, kultiske og militære leder af den nye stat. Og det er tydeligvis på denne tid, at denne nye magt manifesterer sig også religiøst. Det er først fra denne tid, at de første synagoger optræder. Det er først fra denne tid, at ''Tanakh'' optræder i sin endelige skikkelse. Det er først fra denne tid, at der optræder beviser på, at jøderne i deres levevis fulgte bibelsk lov, der nu bliver promoveret som "deres forfædres lov" og påvirker et utal af leveregler både i og uden for jødernes "hjemland".<ref>Adler (2025), s. 67</ref> === Romersk styre === Romersk tid strækker sig fra sidste århundrede f.Kr, til første århundrede e.Kr. Det kendetegnes ved at området i denne periode havde en romersk guvernør. Yonatan Adler har undersøgt de kulturelle traditioner i dette tidsrum og finder, at de følger senere jødiske traditioner: der er renselsesbassiner og husgeråd af kalk som udtryk for jødiske relselsesritualer samt mønter, vægdekorationer i huse og hjemligt udstyr som udtrykkeligt undgår at vise mennesker og dyr i overensstemmelse med påbuddet i Mosebøgerne. Han konstaterer yderligere, at disse træk er særligt markante i de områder, som vides at have haft en overvejende jødisk befolkning, men ikke nødvendigvis i områder hvor andre befolkningsgrupper var dominerende. Han konstaterer endvidere, at disse rituelle træk tydeligt går tilbage til hasmonæisk tid men ikke med sikkerhed lader sig følge længere tilbage, til dels på grund af et svagt og mangelfuldt arkæologisk og skriftligt bevismateriale. Som beviserne nu stiller sig, var det i hasmænæisk tid, at disse rituelle træk slog igennem og efterhånden bredte sig til den samlede befolkning og i romersk tid allerede var blevet normen.<ref>Adler (2022)</ref> Det er på denne baggrund, at Jesus må ses: i en tid, hvor mange jøder drømte om og håbede på at genskabe deres egen selvstændige stat, trådte han frem med sit provokerende budskab, at "Guds rige ikke var af denne verden". Ikke nok med det: han udfordrede farisæerne og de skriftkloge, og oven i alt dette ophævede han jøder som Guds udvalgte folk og erklærede enhver, som følger Guds ord og hans påbud som en del af den udvalgte befolkning. I det givne politisk-religiøse klima gjorde det ham farlig for en national jødisk politik, så han måtte stoppes, og det blev han som bekendt. Men det stoppede ikke hans budskab i at blive yderligere spredt, tværtimod. Frem til 70 e.Kr. opstod der ulige retninger inden for jødedommen, hvoraf saddukæerne, farisæerne og essæerne synes at have været de væsentligste. Desuden opstod der en række messianske og apokalyptiske bevægelser. Saddukæerne var en gruppe der var tilknyttet præstedømmet i templet i Jerusalem. I modsætning til farisæerne, som påberåbte sig myndighed på grund af deres lærdom og fromhed, baserede saddukæerne deres særstilling på afstamning og status. Meget tyder på, at de repræsenterede Hasmonæernes klan, der tidligere havde regeret som præstekonger. De nægtede at acceptere læresætninger som ikke direkte var nævnt i ''Torah'', også selv om læren var nævnt et andet sted i Tanakh. Ja, de "anså det for en dyd at debattere" sådanne sager. Et eksempel på en sådan debat findes i Mattæusevangeliet kapitel 22:23-33, hvor de satte Jesus på prøve med hensyn til opstandelsen. Idet saddukæerne opstillede en tænkt situation hvor en enke havde været gift med syv mænd, spurgte de: "Hvem af de syv skal nu have hende til hustru i opstandelsen?" I denne sammenhæng var det selvfølgelig uvæsentligt om den tænkte enke havde været gift 14 eller 21 gange. Jesus svarer: "I opstandelsen gifter mænd sig ikke og kvinder bortgiftes ikke."<ref>Bibelen (1992), s. 1251</ref> Saddukæerne accepterede ikke eksistensen af et liv efter døden, og benægtede derfor også den farisæiske doktrin om en genopstandelse, hvilket netop var den forestilling, som Jesus prædikede. I Markusevangeliet kaptel 12:18-27 omtales en anden version af historien: da Jesus vidste, at saddukæerne ikke accepterede andre inspirerede skribenter end Moses, argumenterede han ved at citere fra ''Torah''. Han sagde: "Med hensyn til at de døde oprejses, har I da ikke læst i Moses’ bog, i beretningen om tornebusken, hvordan Gud sagde til ham: ’Jeg er Abrahams Gud og Isaks Gud og Jakobs Gud’? Han er ikke dødes men levendes Gud."<ref>Bibelen (1992), s. 1281</ref> Saddukæerne ønskede ikke, at en Messias skulle dukke op og lave om på tingene og da de betragtede Jesus som en trussel mod deres position, sammensvor de sig med farisæerne om at slå Jesus ihjel.<ref>Bibelen (1992), s. 1258f, 1352</ref> Farisæerne var kendetegnede ved, at de lagde stor vægt på overholdelse af Moseloven, især renhedsforskrifterne og desuden på "fædrenes overleveringer", som var en betegnelse for hele den mundtlige fortolkning af Moseloven. Bevægelsens etik havde mange detaljerede forskrifter og praktiske anvisninger. Essæerne levede i en slags kommunisme, hvor medlemmerne aflagde tavshedsløfte og ingen måtte besidde ejendom, hverken bolig eller slave, jord eller kvæg. Deres indkomster skulle overlades til en forvalter, som forestod indkøb af det nødvendige og sørgede for mad og underhold til gruppen. De forkastede også ægteskab, alle former for standsforskelle samt slaveri. De var soldyrkere og sendte hver morgen bønner op til solen. Når de havde afføring, gjorde de det inden døre for ikke at "besmitte" sollyset. Af de mange retninger inden for jødedommen overlevede kun den rabbinske jødedom, som byggede på farisæerne og deres lære. Den rabbinske jødedom var kendetegnet ved at hævde, at den skrevne ''Torah'' ikke kan fortolkes korrekt uden henvisning til den "mundtlige" ''Torah'' og den dertil hørende litteratur, der specificerer hvilken adfærd, der er sanktioneret af loven. Med et moderne udtryk var de fundamentalistiske teokrater. Når de andre fraktioner her er nævnt, er det for at vise, at jødedommen langt fra var nogen samlet bevægelse selv op til eller på Jesu tid. Stednavnet "Israel" første gang optræder på en mønt dateret til 66 e.Kr. møntet i forbindelse med jødernes oprør mod romerne. Efter oprøret 70 e.Kr. var det for en lang tid slut med jødiske forsøg på at skabe en egen stat. Jesu budskab og det mislykkede oprør førte til, at den jødiske befolkning blev sprængt i tre grupper: den ene gruppe var de traditionelle jøder, som holdt fast ved farisæerne og deres budskab, den anden gruppe var de kristne, som nu satte sig for at udbrede det nye budskab, og den tredie gruppe var judeo-nazaræerne, som fortolkede udviklingen på deres egen måde og mente, at genskabelsen af templet i Jerusalem var en forudsætning for, at Messias ville vende tilbage. De arbejdede i flere hundrede år på dette mål, men da de endelig fik magten i Jerusalem i år 634 og Messias alligevel ikke vendte tilbage, blev bevægelsen omformet til en ny arabisk religiøs bevægelse, som i 749 efter abbasidernes magtovertagelse endte som muhammedismen, komplet med en egen profet, en egen hellig bog og med et nyt religiøst midtpunkt i Mekka.<ref>se ''Muhammedanismen i kildekritisk belysning''</ref> === Sammenfatning === Hvordan skal begivenhedsforløbet nu fortolkes? Et foreløbigt svar kunne lydes således: det ser ud til, at jøderne udskilte sig fra kana'anæerne senest omkring 1200 f.Kr. og at de oprindeligt levede i ørkenområderne syd for Kana'an. Dette varede indtil, at de eteblerede et egentligt kongerige, der imidlertid efter kort tid blev delt i to, Israel og Judæa. Den nationale udskillelse var dog åbenbart ikke mere udtalt end, at jøderne jævnligt synes at have giftet sig med kvinder fra andre stammegrupper. Så langt, vi tør tro Bibelens fremstilling, var de polyteister, det vil sige dyrkede flere guder. Ganske vist var der perioder, hvor der gjordes forsøg på at indføre monoteisme, men dels var der stadige tilbageslag, dels skete disse forsøg på det statslige niveau, mens den almindelige befolkning synes at have fastholdt polyteismen uden afbrydelser gennem flere hundrede år frem til og med landsforvisningen til Babylon. Religionsdyrkelsen synes at have udviklet sig fra spredt i de enkelte husstande, landsbyer og stammer hen imod en statslig centralisering med deraf følgende magt for præsteskab og konger. Efter alt at dømme er det først under eksilet i Babylon, at præsteskabet blandt jøderne udvikler en erklæret monoteisme, mens dette ikke synes at være tilfældet for den brede befolkning. Hele jødernes tidligere historie bliver nu omfortolket af præsteskabet i lyset af denne nye religion, og den bliver promoveret og legitimeret af nogle få erklærede profeter. Efter jødernes tilbagevenden til Kana'an efter eksilet i Babylon bliver den nye religion gjort til et redskab for præsteskabets politiske mål: en selvstændig teokratisk stat. Dette mål bliver opnået, men den nye stat varer kun i henved hundrede år, og igennem hele sin eksistens er den præget af interne magtkampe blandt den ledende religiøse elite. Meget tyder dog på, at det først er på denne tid, at monoteismen slår igennem også i den brede jødiske befolknings livsstil og levemåde og bliver det centrale element i israelitternes selvforståelse. Men dette forudsatte og krævede præsteskabet både som den etnisk-religiøse og den statspolitiske magthaver. Efter alt at dømme er det tidligst fra denne tid, at vi kan tale om jødedom i moderne forstand. Men denne udvikling forudsatte, som vi har set, en dramatisk omskrivning af den jødiske historie. Meget måtte udelades eller totalt omskrives. På den anden side blev der indført nye elementer, som næppe har meget med den historiske udvikling at gøre men som gav jøderne en forhistorie så lang som nogen. === <big>Problemerne med Gamle Testamente</big> === I jødedommen spiller ''Tanakh'' eller Gamle Testamente en flersidet rolle, både som kilde til jødisk historie, til jødisk religion og til moralske begreber i jødisk tankegang. Vi har allerede set på det første aspekt af denne problemstilling og konstateret, at den langt fra kan understøtte traditionen om jøder som et monoteistisk folk. Nu skal opmærksomheden rettes imod ''Tanakh'' som troværdig kilde til jødisk historie. Et passende kildekritisk udgangspunkt ved vurderingen af Gamle Testamentes troværdighed må være de modsætninger, der er mellem dennes fremstilling og de faktuelle kendsgerninger. Der er således ingen beviser for eksistensen af de fem mosebøger før slutningen af 4. århundrede f.Kr. inklusive eksistensen af en person ved navn Moses.<ref>Gad Barnea</ref> Problemerne med teksterne lader sig inddele i tre delspørgsmål:</br> - er der een eller flere forfattere til Tanakh?</br> - er dele af teksterne lånt fra andre kulturer?</br> - er originale tekster blevet forandrede?</br> Svaret er i alle tre tilfælde bekræftende. Der kan derfor være grund til at behandle hvert af dem særskilt. === Forfattere og deres datering === Tekstanalytikere mener, at ''Tanakh'' (Gamle Testamente) er blevet til i tre omgange:</br> - en arkæisk fase: 11.-10. århundrede f.Kr.</br> - en klassisk fase: 9.-6. århundrede f.Kr.</br> - en sen fase: 5. århundrede f.Kr. eller senere.</br> Eksempelvis mener man, at den ældste del af Første Mosebog er historien om Jakobs velsignelse (i kapitel 47), som skal stamme fra arkæisk tid, men størstedelen af resten stammer fra klassisk tid. I en række tilfælde forekommer tilsyneladende dubblerede historier med både ligheder men også klare forskelle. Forskerne mener, at det afspejler sammenskrivning af to eller flere ulige overleveringer. Kildeforskere mener at kunne udskille fire lag i eller snarere forfattere til Mosebøgerne: J: ''Jahvisten'', hvor Gud sædvanligvis kaldes ''Jahve''; et litterært lag der i modsætning til Præsteskriftet er præget af lægmandssynspunkter.</br> E: ''Elohisten'', hvor gudsbetegnelsen er ''Elohim''.</br> D: ''Deuteronomisten'', det vil sige "forfatteren" til Femte Mosebog.</br> P: ''Præsteskriftet'', et litterært lag i mosebøgerne, der antages at være blevet til i præstelige kredse, og som udviser særlig interesse for kultiske forhold. J- og E-teksterne menes nedskrevet efter, at det oprindelige kongerige var blevet delt i to: Israel i nord og Judæa i syd. J-teksterne menes at stamme fra Judæa, E-teksterne menes at stamme fra Israel. J-teksterne dateres til tidsrummet mellem 848 f.Kr. og 722 f.Kr., idet disse tekster omtaler Babylon og Calah (Nimrod) som store byer. Desuden nævnes Edom som en autonom stat, hvilket først skete efter 848 f.Kr. E-teksterne lader sig ikke datere nærmere end til 9. eller 8. århundrede f.Kr. P-teksterne dateres til 6. århundrede f.Kr. og menes skrevet efter, at templet i Jerusalem var revet ned, og jøderne var blevet tvangsforflyttede til Babylon. Dette kan forklare hvorfor, at der ikke findes en eneste henvisning til templet i Jerusalem.<ref>Dinkgreve (2021), kap. 8</ref> Problemet ved en tekstanalyse af ''Tanakh'' er, at teksterne synes at være flettet sammen fra to eller flere oprindelige kilder til een sammenhængende historie. Det formodes, at J- og E-teksterne er blevet sammenskrevne efter 722 f.Kr., da Israel blev erobret af assyrerne, og flygtninge fra Israel i nord kom sydpå til Judæa og bragte deres E-traditoner med sig. Her blev de sammenskrevne til en ny version, JE, der ofte giver et judæisk perspektiv. Men hvordan kan vi skelne imellem de forskellige tekster? Lad os tage nogle eksempler. Under ørkenvandringen lader Moses vand springe fra klippen. I det ene tilfælde sker det uden problemer, i det andet pålægges Moses af Gud at tale til klippen, men han slår på den med sin stav i stedet, og som straf for at have ignoreret dette pålæg får han ikke love til at betræde Kana'an men kun at se det udefra. (exodus 18) J-teksten angiver, at Abraham boede i Hebron, som er en judæisk by, men E-teksten fortæller om Jakobs kamp med Gud i Peni-El, som er en israelsk by. I beskrivelsen af Jakobs sønner nævner J-teksten Judæa, mens E-teksten nævner stammer der var dele af Israel. I E-teksten lader Aron skabe guldkalven til jødernes tilbedelse, men denne historie findes ikke i J-teksten. Præsterne i Judæa hævdes at være efterkommere efter Aron, Moses broder, mens præster i Israel nævner andre levitter. P-teksterne skiller sig ud ved at lægge vægt på love, lige som den tildeler Aron en større rolle, ligestillet med Moses. I ''JE''-teksten er det Moses' stav, som udfører mirakler (Første Mosebog kapitel 4), i P-teksten er det Arons stav (kapitel 7). I P-teksten er Aron den første, som ofrer, mens i ''JE''-teksten omtales flere tidligere ofringer, blandt andre Kain og Abel, Abraham og Isak samt Jakob, mens ingen af disse tilfælde omtales i P-teksten. Det menes, at dette afspejler P-tekstens mål om at give de aronitiske præster eneret på ofringer til Gud. Under ørkenvandringen optræder to uens oprør: i ''JE''-teksten er det Dathon og Abiram, som udfordrer Moses ved at sige, at det ville være bedre for jøderne at vende tilbage til Egypten, men at de opsluges af jorden i et jordskælv. I P-versionen er det levitterne under ledelse af Korah, som udfordrer Aron, men ligeledes dør. Ligeledes omtaler P-teksterne ingen tilfælde, hvor folk besøges af engle eller får visioner, således omtales ikke historien om Josef og han 6 drømmesyner, ej heller de to engle i Sodoma og Gomorra eller Jekobs kamp med Gud. Sigende nok nævnes ordet "profet" kun een gang i P-teksten og da med henvisning til Aron. === Lånte historier === Sammenligninger mellem bibelske beretninger og tilsvarende overleveringer fra sumerisk og mesopotamisk kultur viser, at flere af historierne er blevet overtaget herfra, men at de er blevet omskrevne og tilpassede for at passe ind i den myte om jødernes oprindelse og historie, som man ønskede fremmet. Det gælder således blandt andre historierne om skabelsen, om Kain og Abel, om Noa og vandfloden samt om Sodoma og Gomorra. Andre beretninger er tilsyneladende ligeledes lånt fra andre kulturer, således udvandringen fra Egypten, der blev gjort af et folk kaldet ''hyksos'', ikke af jøderne. Der kan være grund til at nævne nogle af disse beretninger, som jøderne så at sige adopterede. ==== Skabelsesberetningen ==== Den babylonske skabelsesberetning hedder ''Enuma Elish''. Dene kendes blandt andet fra Nineveh i Mesopotamien. Dens hovedtræk er følgende: i begyndelsen var der kun vand: guden ''Absu''s ferske vand og gudinden ''Tiamat''s salte vand. De blev blandede, og fra denne blanding blev født de første guder. Men disse yngre guder forstyrrede deres forældres søvn, så Tiamat sendte i vrede en hær af monstre for at ødelægge dem. Ud af dette kaos trådte ''Marduk'', stormguden og Babylons skytsguddom, som kæmpede imod ''Tiamat'' i en duel. Han affyrede en pil, som skabte hul i hendes mave og splittede hendes hjerte. Der efter skar han hendes krop op i to halvdele: af den ene skabte han himmelhvælvingen, af den anden halvdel jorden. Han satte stjerner i deres konstellationer, han satte månen til at angive månederne og solen til at lyse om dagen. Endelig skabte han menneskene af blod fra en død guddom blandet med ler for, at de kunne udføre det tunge arbejde for evigt.<ref>Dinkgreve (2021), kap. 3</ref> Den jødiske skabelsesberetning er i alle henseender et modstykke til den babylonske beretning: i stedet for flere guder er der kun een gud, i stedet for en skabelseskamp foregår skabelsen i Gamle Testamente med ord, i stedet for at menneskene er slaver for guderne er de i Bibelen skabt i Guds billede. Men der er også ligheder: rækkefølgen med adskillelse af himmelhvælving og den faste jord, fiksering af dag og nat samt tiden og endelig at menneskene skabes sidst i forløbet. Det kan i en sidebemærkning oplyses, at det hebraiske ord i Første Mosebog 1:2 for urdybet, ''tehom'', filologisk er forbundet med ''Tiamat'', saltvandsgudinden i den babylonske skabelsesberetning. ==== Kain og Abel ==== Også den bibelske fortælling om Kain og Abel synes at have rod i to sumerisk myter. I den ene sumeriske myte omtales en hyrde (''Dumuzid''/Tammuz) og en landmand (''Enkimdu''), der begge konkurrerer om gudinden Inannas opmærksomhed. Den bibelske parallel: Ligesom i den sumeriske historie repræsenterer Kain bonden, mens Abel repræsenterer hyrden. Men i stedet for en uafklaret konkurrence eller forsoning tager den bibelske beretning en mørk drejning til brodermord. En anden variant er en sumerisk myte, hvor kvægguden (''Lahor'') og korngudinden (''Ashnan'') skabes af guderne for at sørge for mad og tøj. I disse historier diskuterer de to, hvem der må anses for mest værdifuld for den menneskelige civilisation. Den bibelske parallel er modsætningen mellem den omvandrende hyrde og den bofaste kornavler, men her bruges den til at skabe en søskenderivalisering, der ender i brodermord. Mens sumeriske myter brugte søskende til at fremhæve to byggestene i den menneskelige civilisation og fokuserer på samarbejde eller venskabelig rivalisering, brugte hebraiske forfattere den lånte fortælling til at skildre den syndefulde menneskelige natur, herunder konsekvenserne af misundelse. Forskere antager, at disse velkendte myter sandsynligvis blev integreret i den hebraiske tradition under deres babylonske eksil i det 6. århundrede f.Kr., hvilket tillod forfattere at omarbejde regionale kulturelle temaer, så de passede til deres monoteistiske verdensbillede. ==== Noa og vandfloden ==== Også historien om Noa og vandfloden er overtaget fra andre kulturer. I 1872 fandt man i British Museums store samling fra Assurbanipals bogsamling et store epos kaldet ''Gilgamesh''. I kapitel 11 af dette epos findes en historie, hvis hovedtræk er følgende: guderne beslutter at udrydde menneskene ved at drukne dem, men vandenes gud, Enki, advarer Utu-nipishtim om faren og tilråder ham at bygge en ark og tage sin familie og sit kvæg med ombord, hvilket skete. I seks dage og nætter varer uvejret og oversvømmelsen, men på den syvende dag rammer arken toppen af et bjerg i Armenien. For at undersøge om oversvømmelsen er overstået sendes først en due og så en svale ud, men de vender begge tilbage. Først, da en ravn sendes ud og ikke vender tilbage, viste det, at vandene nu var sunket, og at Utu-nipishtim kunne forlade arken. Det gør han og foretager et takoffer til guderne. Enki bad så den øverste af guderne, Enlil, om at love, at han aldrig i fremtiden ville straffe hele menneskeheden for nogle fås synder, hvilket denne lover. Han rører Uti-nipishtim og dennes hustru på panden og erklærer: "Hidtil har Utu-nipishtim været dødelig. Nu skal han og hans hustru være som guderne; og de skal bo i det fjerne, ved flodernes munding".<ref>Bibby (1971), s. 62f</ref> Lighederne med Bibelens beretning om syndfloden er indlysende til trods for forskellene: navnene er ændrede, de mange guder er erstattet af een Gud, men ellers er beretningen i sine kernetræk den samme. Senere, i 1899 og 1900, viste udgravninger i Nippur i Mesopotamien, at den akkadiske beretning selv havde en forgænger. I 1914 blev fra disse udgravninger offentliggjort en tavle fra Nippur med en lignende beretning, der imidlertid stammer fra Sumer og således er betydeligt ældre end den akkadiske beretning. Tavlen er ukomplet, idet kun den nederste trediedel er bevaret, men syndflodsberetningen er atter den samme, selv om hovedpersonen nu hedder Ziusudra i stedet for Utu-nipishtim. I den sumeriske version ender historien således: "Anu og Enlil viste velvilje mod Ziusudra, liv som en gud giver de ham, evig ånde som en gud bringer de ned til ham. Så kongenZiusudra, bevareren af planternes navn og af menneskeslægtens sæd, lod de bo i overfartslandet. Dilmuns land, det sted hvor solen står op".<ref>Bibby (1971), s. 64</ref> Pointen her er, at Bibelens syndflodsberetning er et plagiat, ikke en oprindelig historie, men at den inddrages som et led i den rekonstruerede beretning om jødernes historie. ==== Edens have ==== I den sumeriske beretning optræder også det hellige land Dilmun. Dette land beskrives som et sted, hvor rovdyr, sygdom og alderdom ikke eksisterer: I Dilmun tier ravnen,</br> rovfuglen skriger ikke,</br> løven dræber ikke,</br> ukendt er den kid-fortærende vildhund,</br> ukendt det kornædende vildsvin.</br> Malten som enken spreder på taget -</br> himlens fugle opæder ikke denne malt.</br> Duen hænger ikke med hovedet.</br> Den øjensyge siger ikke: "Jeg er øjensyg",</br> den hovedsyge siger ikke: "Jeg er hovedsyg",</br> den gamle kvinde siger ikke: "Jeg er en gammel kvinde",</br> den gamle mand siger ikke: "Jeg er en gammel mand".<ref>Bibby (1971), s. 66</ref> Det har været foreslået, at dette ideelle levested har været forbillede for jødernes opfattelse af Edens have. I dag ved vi, at Dilmun ikke var en myte om Paradis men navnet på en faktisk eksisterende stat med Bahrain som sit midtpunkt, der drev en omfattende handel og søfart fra Indusdalen i øst til Mesopotamien i nordvest. Dette er et sidespring, men hvis det viser sig, at Dilmun er inspirationskilden til Edens Have, vil det være endnu et eksempel på kulturelle traditioner, som jøderne har lånt, adapteret, og inkorporeret i deres egen historiske myte. ==== Babelstårnet ==== Historien om Babelstårnet er velkendt og lyder således: "Hele jorden havde samme sprog og samme tungemål. Da de brød op mod øst, stødte de på en dal i landet Sinear, hvor de slog sig ned. De sagde til hinanden: "kom, lad os stryge teglsten og brænde dem hårde!" De brugte tegl som sten og asfalt som mørtel. Så sagde de: "lad os bygge en by med et tårn, som når op til himlen, og skabe os et navn, for at vi ikke skal blive spredt ud over hele jorden." Herren steg ned for at se byen og tårnet, som menneskene byggede. Så sagde Herren: "se, de er eet folk med samme sprog. Når de begynder at handle sådan, vil intet af det, de planlægger, være umuligt for dem. Lad os stige derned og forvirre deres sprog, så at de ikke forstår hinanden." Så spredte Herren dem derfra ud over hele jorden, så at de måtte holde op med at bygge byen. Derfor hedder den Babel, for dér forvirrede Herren sproget på hele jorden, og derfra spredte Herren menneskene ud over hele jorden."<ref>Bibelen (1992), s. 17</ref> Denne historie synes at være skabt med to formål. Det ene er at forklare hvorfor, at ulige folkeslag taler uens sprog. Men historien har muligvis et andet formål: at nedgøre babylonernes ziggurater (tempeltårne), som antagelig blev lavet som en slags forbindelse mellem himmel og jord. Nebukadnezar II (omkring 605-562 f.Kr.), som erobrede Judah, ødelagde Jerusalem og bragte mange jøder til Babylon, byggede også et ziggurat i syv lag kaldet ''Etemenanki'', hvilket kan oversættes "Himmelens og Jordens Grundvolds Hus".<ref>Dinkgreve (2021), kap. 3</ref> ==== Abraham ==== I Første Mosebog kapitel 12 introduceres Abraham som israelitternes mytiske stamfader.<ref>Bibelen (1992), s. 17ff</ref> Følger man kronologien i Gamle Testamente, skal han dateres til omkring 2100 f.Kr. og således blandt andet før jødernes ophold i Egypten. Men i Første Mosebog kapitel 21 vers 34 hedder det: "Abraham boede lang tid som fremmed i filistrenes land"<ref>Bibelen (1992), s. 27</ref>, og vi ved, at filistrene først ankom til Kana'an i 12. århundrede f.Kr. som en del af de såkaldte "havfolk" (engelsk: ''Sea People''). Dette betyder, at ''enten'' er Abraham en fri opfindelse, som intet har med en historisk person at gøre, ''eller'' også hører han hjemme i 12. århundrede og er israelitternes stamfader, men i så fald eksisterede de ikke som folk, da de angiveligt opholdt sig i og udvandrede fra Egypten. Også aramæerne omtales og stammer ligeledes fra 12. århundrede, hvilket tyder på, at den sidst nævnte forklaring er den rette. Men der er andre problemer med Abraham. Ifølge P-kilden skal han stamme fra Ur i Kaldæa<ref>Bibelen (1992), s. 17</ref> og have draget gennem den frugtbare halvmåne først til Haran (nu Aram, beliggende i Tyrkiet) og senere videre til Kana'an. I de to kilder J og E er Ur ikke nævnt, kun Haran. Det har derfor været antaget, at det er hans oprindelige hjemsted. Det ville kunne forklare hvorfor, at hans forfædre Serug, Nahor og Terah har navne efter landsbyer omkring Haran, som Abrahams broder har navn efter. Det kunne også forklare benævnelsen "hebræer", der antagelig betyder "hinsides floden", idet Haran ligger på den modsatte bred af Eufrat.<ref>Dinkgreve (2021), kap. 8</ref> Samme tradition findes i Josvabogen kapitel 24:2 i omtalen af pagtslutningen i Sikem: "Josva sagde til hele folket: "Dette siger Herren, Israels Gud: I gamle bage boede jeres fædre på den anden side af Eufratfloden, Tera, Abrahams og Nakors far, og de dyrkede andre guder"."<ref>Bibelen (1992), s. 269</ref> Men der er endnu et problem: Kaldæa fik først sit navn i det 8. eller 7. århundrede f.Kr.<ref>Lemche (2015), s. 37</ref> Det er derfor ikke kronologisk muligt, at Abraham kan stamme der fra, hvis han levede forud for den jødiske bosættelse i Egypten. Det betyder tillige, at hele den tradition, som hviler på ham som stamfader til jøderne, tilsvarende forskubbes frem i tid. Imidlertid savnede Abraham en slægtshistorie, så i Første Krønikebog kapitel 1 får han den. Her hører vi at han er søn af Sem, som på sin side er søn af Noa, som atter er efterkommer af Adam.<ref>Bibelen (1992), s. 446</ref> Men som vi netop har set, er han i Josvabogen søn af Tera.<ref>Bibelen (1992), s. 269</ref> Der er således interne modsætninger i de narrativer, som de ulige slægtslister og narrativer i ulige dele af Gamle Testamente giver. Dette viser, at man har forsøgt at sammenskrive ulige narrativer til et men med ringe held. ==== Sodoma og Gomorra ==== Historien om Sodoma og Gomorras ødelæggelse optræder som et sidemotiv i beretningen om Abrahams liv i Første Mosebog kapitel 18:16-33 og kapitel 19:1-28. Bibelforskere er generelt enige om, at selvom Gamle Testamente ikke direkte "låner" historien om Sodoma og Gomorra fra en specifik sumerisk kilde, deler fortællingen om guddommelig ødelæggelse, guddommelige besøgende og den flammende omstyrtelse af en by slående motiver med tidligere mesopotamisk litteratur og bredere oldtidsmytologi fra Nærøsten. Således "Akkads forbandelse: Ekur hævnet", et akkadisk/sumerisk litterært værk dateret til mellem 2112 f.Kr. og 2004 f.Kr., som beskriver den pludselige ødelæggelse af byen Akkad. Myten blev skrevet hundreder af år efter Naram-Sins liv og er digterens forsøg på at forklare, hvordan det lykkedes for gutianerne at erobre Sumer. Efter en indledende passage, der beskriver Akkads herlighed før dets ødelæggelse, fortæller digtet om, hvordan Naram-Sin gjorde hovedguden Enlil vred ved at plyndre Ekur, der var Enlils tempel i Nippur. I sin vrede kaldte Enlil gutianerne ned fra bjergene øst for Tigris, hvilket bragte pest, hungersnød og død over hele Mesopotamien. For at begrænse denne ødelæggelse, bestemte otte af guderne (nemlig Inanna, Enki, Sin, Ninurta, Utu, Ishkur, Nusku og Nidaba), at kun byen Akkad skulle ødelægges for at skåne resten af ​​Sumer, og de forbandede den. Historien slutter med, at digteren skriver om Akkads skæbne, idet den velstående by lægges i aske i overensstemmelse med gudernes forbandelse. Temaet om guddommelig straf for en bys ''hybris'' eller umoral er et udbredt motiv i oldtidens verdensbillede. Det kan ikke vides sikkert, om det er denne historie, der har dannet forbillede for Gamle Testamentes historie om Sodoma og Gomorra, men motivet menneskers umoral og manglende respekt for guddommen er det samme. Den bibelske version rummer Abrahams forsøg på at undgå ødelæggelsen, hvis der blot fandtes ti retfærdige indbyggere i byen, men selv så få fandtes der åbenbart ikke. Kun Lot, Abrahams slægtning, reddes fra ulykken: "Da solen stod op over landet, og Lot var kommet til Soar, lod Herren svovl og ild regne ned over Sodoma og Gomorra fra Herren i himlen. Han ødelagde disse byer, ja hele Jordandalen, alle, der boede i byerne, og alt, der voksede på markederne."<ref>Bibelen (1992), s. 25</ref> Naturvidenskabeligt set kunne det være beskrivelsen af en meteorregn eller af nedfald fra et vulkanudbrud. ==== Moses ==== I Anden Mosebog kapitel 2 introduceres den mytiske skikkelse Moses som israelitternes befrier fra trældommen i Egypten. Historien begynder med hans fødsel. Ifølge myten havde farao befalet, at alle drengebørn skulle dræbes ved fødslen, men Moses' moder reddede ham ved at placere ham i en sivkurv, hvor han blev fundet og adopteret af faraos datter.<ref>Bibelen (1992), s. 67</ref> Denne historie er imidlertid utvivlsomt adopteret fra sumerisk tradition, idet en tilsvarende historie fortælles om kong Sargon af Assad.<ref>Dinkgreve (2021), kap. 8</ref> Der er således ingen grund til at tillægge denne del af traditionen nogen historisk baggrund. Senere fortæller Anden Mosebog, at Moses blev pålagt af Gud at føre israelitterne ud af Egypten. Det hedder i den forbindelse, at Gud blandt andet siger til Moses: "Jeg er din faders Gud, Abrahams Gud, Isaks Gud og Jakobs Gud".<ref>Bibelen (1992), s. 69</ref> Her stå vi på ny over for problemet, at henvisningen til Abraham åbenbart er en anakronisme. Det betyder, at der kan rejses tvivl om både den historiske skikkelse Moses og om Mosebøgerne som kilde til israelitternes tidlige historie overhovedet. Kendsgerningen er, at der findes ingen beviser på eksistensen af de fem mosebøger før slutningen af det 4. århundrede f.Kr., herunder eksistensen af en person kaldet Moses.<ref>Gad Barnea</ref> Men den farao, som med stor sandsynlighed fordrev semitterne fra Egypten, hed Ahmoses, hvilket på hebraisk betyder "Moses' broder". Så måske at der er en sammenhæng her. ==== Græske narrativer ==== Men det er ikke kun fra Sumer og Mesopotamien at Gamle Testamenter har lånt narrativer. Nogle kildekritikere tilhørende den såkaldte "Københavnerskole"<ref>Lemche (2014), s. 98-120</ref> har peget på, at også græske narrativer har ydet deres bidrag, lad os tage nogle eksempler: Jan-Wim Wesselius har foretaget undersøgelser, der viser, hvordan Første Mosebog og Anden Mosebog afspejler Herodots skrifter, især sidstnævntes beretning om persiske kongers liv. Han sammenlignede i detaljer lighederne mellem Josef og Kyros, og især mellem Moses og Xerxes. Josef og Kyros har begge drømme, bliver afsløret for at dø, går i eksil, bliver skjult i en periode og bliver konger, når deres identitet afsløres. Moses og Xerxes drager ud for at erobre enten Kana'an eller Grækenland og krydser vand med deres folk. Mange andre detaljer nævnes, såvel som sammenligninger mellem Terah og Phraortes (en medisk konge), Abraham og Kyaxares (en medisk konge), Isak og Astyges (en medisk konge) og Jakob og Mandane (Kyros' mor).<ref>Wesselius (1999), s. 24-77</ref><ref>Wesselius (2002), s. 6-47</ref> Philippe Guillaume mener, at kreative skrivere i Alexandria i det andet århundrede f.Kr. indsatte dommere i Mosebøgernes historie, hvilket afspejlede et politisk-ideologisk behov hos de hasmoneiske herskere i Palæstina. Det formodes, at indsættelsen af disse dommere var inspireret af Hesiods ''Værker og Dage'', især afsnittet om heltene, som Hesiod indsatte i de fire tidsaldre. Det modsvarer den måde, hvorpå dommere blev indsat i den jødiske historie. Det synes at have haft et dobbelt formål: dels at underminere påstande om arveret til magten fra efterkommere af kong Davids dynasti, idet historier om heroiske dommere nu optræder før kongerne David og Salomon og dermed med større ælde, dels at hjælpe de hasmoneiske herskere, der netop ikke kunne hævde at have nogen afstamning fra David som grundlag for deres påstande om et messiansk styre.<ref>Guillaume (2014), s. 147-164</ref>. Katherine Stott har påpege, at Davids opstigning, som skildret i Første Samuelsbog kapitel 16-31 og i Anden Samuelsbog kapitel 1-8, muligvis er inspireret af den fortælling, der beskriver Kyros' opstigning til Persiens og Mediens trone i teksten i Herodots Historier. Hun så følgende paralleller:</br> - Kyros og David starter begge under ydmyge kår,</br> - begge træder ind i den forrige konges hof,</br> - i begge tilfælde bliver den pågældende konge jaloux på dem,</br> - i begge tilfælde bliver de truet med døden af ​​den pågældende konge,</br> - begge flygter fra hoffet,</br> - begge bliver folkelige ledere,</br> - i begge tilfælde hopper en allieret af,</br> - begge tilraner sig kongerigets herredømme,</br> - begge får succes på grund af deres militære dygtighed,</br> - begge skåner den gamle konges liv i en periode,</br> - der er et tragisk element i den forrige konges fald i begge tilfælde, og</br> - i begge tilfælde er udfaldet dannelsen af ​​en ny politisk enhed.</br> Stott bemærkede, at denne græske tekst kun i den hellenistiske æra ville have været tilgængelig for den bibelske forfatter.<ref>Stott (2002), s. 62-71, 77-78)</ref>. Også Hesiod menes at være blandt inspirationskilderne. Hans ''Theogoni'' (Oldgræsk: Θεογονία), det vil sige "gudernes slægtsforskning eller fødsel" menes at have inspireret til skabelsesberetningen i Første Mosebog, og hans ''Kvindernes Katalog'' (oldgræsk: Γυναικῶν Κατάλογος) – også kendt som ''Ehoiai'' (oldgræsk: Ἠοῖαι), et fragmentarisk græsk episk digt, i hvilket "kvinderne" i titlen var faktisk heltinder, hvoraf mange lå hos guder og angiveligt fødte heltene fra græsk mytologi, menes at være blandt forbillederne for de genealogier, der findes i hele Første Mosebog kapitlerne 1-11 det vil sige til og med omtalen af Noas efterkommere.<ref>Gnuse (2017)</ref>. Fortællinger i Første Mosebog kapitlerne 1-11 kan også vises at have betydelige paralleller med beretninger nedskrevet hos græske historikere, således Hekateus fra Milet (''Periegesis'' og genealogier) og Herodot fra Halicarnassus (''Historie''), herunder skildringer af menneskelige leveveje (Første Mosebog kapitel 4:20-22), de tre sønner af en syndflodshelt, der er menneskehedens forfædre (Første Mosebog kapitel 9:18-19 og kapitel 10:1-32) samt plantningen af ​​en vingård (Første Mosebog kapitel 9:20-27).<ref>Bibelen (1992), s. 15f</ref><ref>Gnuse (2019)</ref> Ældre latinske traditioner, der ligger bag beretningerne i Ovids ''Fasti'' 5, 493-544 og ''Metamorfoser'' 8, 625-725, kan have inspireret fortællingerne om de budbringere, der fortæller Abraham om hans kommende søn, og de budbringere, der advarer Lot om at forlade Sodoma i Første Mosebog 18:1-15; 19:12-26. <ref>Gnuse (2017)</ref>. Det er foreslået, at en fortælling om Democedes af Kroton i Herodots ''Historie'' 3, 125-132 kan have givet anledning til fortællingen om Josef, der fortolker faraos drømme i Første Mosebog 41:1-36<ref>Bibelen (1992), s. 52-54</ref>, hvilken igen har inspireret til drømmeberetningerne i Daniels Bog<ref>Bibelen (1992), s. 1104-1112</ref><ref>Gnuse (2010)</ref>. Den korte fortælling om den store kriger Achilleus' ædle, talende heste i ''Iliaden'' 19, 395-424 kan være løst overtaget og indpasset i beretningen om Bileams æsel i Fjerde Mosebog kapitel 22:22-35, hvor et simpelt æsel bringer skam over en tåbelig profet.<ref>Bibelen (1992), s. 181</ref> Talende dyr er langt mere almindelige i græsk litteratur end i Bibelen. <ref>Gnuse (2017)</ref> Ofrelsen af ​​Ifigenia i to skuespil af Euripides omkring 400 f.Kr.: ''Ifigenia blandt Taurierne'' og ''Ifigenia i Aulis'', kan have inspireret beretningen om Jeftas ofring af sin datter i Dommerbogen kapitel 11:30, 34-40, som synes at være indsat i beretningen om Jeftas kamp mod ammonitterne. <ref>Gnuse (2019)</ref> Arrian fra Nicomedia, en græsk historiker fra 2.århundrede f.Kr. har skrevet en beretning om Alexander den Store, herunder om det spildte vand i Anabasis af Alexander i Sjette bog kapitel 26.1-3. Denne skildring kan have inspireret en lignende historie om David i Anden Samuels Bog 23:15-17. Davids handling med at hælde det vand ud, som hans modige soldater hentede bag fjendens linjer, virker ikke som en fornuftig historie, mens Alexanders handling i den gedrosiske ørken i Balochistan, hvor tørst virkelig er et problem, gør.<ref>Gnuse (1998)</ref>. I flere tilfælde kan det sandsynliggøres, at disse broderende fortællinger optræder som et vedhæng til ældre beretninger og måske af samme grund er placeret i slutningen af ​​bibelske bøger, hvor de ser ud til kun med en løs forbindelse at have været knyttet til bøgernes hovedfortællinger. Dette gælder især i Dommerbogen, hvor fortællingerne i Dommerbogen kapitel 13-16 om Samson ser ud til at være skrevet i en helt anden stil end resten af ​​Dommerbogen. Et stort antal forskellige græske legender om Herakles synes at have haft indflydelse på Samson-fortællingerne i Dommerbogens kapitel 13-16 og må være kommet til på et sent tidspunkt, sandsynligvis i den hellenistiske tid. Der er alt for mange græske paralleller inden for disse fire kapitler til, at de kan afvises som blot tilfældige fortællingshistoristiske sammentræf.<ref>Gnuse (2018)</ref> Afsnittene i Dommerbogens kapitel 17-21 om Mika, om Dan-stammens udvandring til Lakash samt om Benjamitternes skændselsdåd fremstår ligeledes som tilføjede tillæg til resten af ​​bogen, og netop dér finder vi beretningen om kvinderne, der blev kidnappet fra Silo. "Voldtagelsen af ​​de sabinske kvinder", en gammel fortælling som findes omtalt hos Titus Livius i hans ''Historie'' bind 1 kapitel 9:1-16) og hos Plutarch i hans ''Parallelle Liv'' (oldgræsk: Βίοι Παράλληλοι), en serie på 48 biografier over kendte mænd i afsnittet om Romulus, kan have været forbillede for historien Benjamitterne og de bortførte piger i Dommerbogen kapitel 21:1-24.<ref>Bibelen (1992), s.300</ref><ref>Gnuse (2007)</ref> Fortællingerne om Josef, Bileam og Jefta kunne være blevet placeret i den bibelske tekst i den persiske periode kort efter 400 f.Kr., såvel som bibelske tekster i Første Mosebog 1-11 med Hesiod, Hekateus og Herodot som inspirationskilder. Men de andre fortællinger synes mere sandsynligt at have deres oprindelse fra hellenistisk tid, og man kan derfor argumentere for, at alle disse tekster opstod samtidigt og derfor må høre hjemme i den hellenistiske tid. Anden Samuelsbog kapitel 21-23 synes også at være et appendiks, og heri finder vi David, der hælder det vand, han har modtaget fra sine krigere, ud. Dommerbogen kapitler 13-21 og Anden Samuelsbog 21-23 kunne derfor være blevet føjet til Femte Mosebogs historier på et meget sent tidspunkt. Historierne om Josef i Første Mosebog kaptel 39-50, der skulle forklare jødernes ophold i Egypten, ses af forskere som en sen tilføjelse fra omkring 400 f.Kr. eller senere, hvorfor Herodots indflydelse på Josefs drømmetydning er sandsynlig. Andre beretninger ser ud til at være blevet indsat noget ujævnt midt i deres fortællende kontekst. Dette er tydeligst i beretningen om Jeftas ofring af sin datter, som synes at være indsat midt i Jeftas slag i Transjordan, og fortællingen om Bileam og hans æsel, som fremstiller Bileam som en helt anden person end den, der findes i resten af ​​Fjerde Mosebog 22-24. Historien om de tre engle, der besøger Abraham og pludselig kun bliver to i antal, da de besøger Lot, har modsvarende romerske beretninger, hvor der er henholdsvis tre og to engle i fortællingerne fra Ovid. Desuden vidner detaljerne i dialogen i Første Mosebog kapitel 18 og 19 også om en senere tids skrivestil. Således synes indflydelsen fra klassiske romerske og græske beretninger at være mest sandsynlig i historier, der synes at være senere tilføjelser og indsættelser i hovedhistorierne. Foruden indholdsmæssige ligheder er der også opbygningsmæssige ligheder. Daniel Hawk bemærkede, at Aischylos' ''Orestia'' og Gamle Testamentes narrativ fra Første Samuelsbog kapitel 8 til Anden Kongebog kapitel 8 deler sammenlignelige struktur og karakterer, idet begge har et tredelt skema og begge bruger metaforer til at afspejle overgangen fra et slægtskabssamfund til et borgersamfund: mens Agamemnon og Saul afspejler den gamle samfundsorden, viser Orestes og David overgangstiden, og Athena og Salomon indfører den nye samfundsorden. Forfatteren til Femte Mosebog brugte ''Orestia'' som model for sine "modtagne traditioner vedrørende det israelitiske monarki". Hawk mener, at den hellenistiske tid kan have været det tidspunkt, hvor den bibelske forfatter havde adgang til og også brugte Aischylus' skrifter.<ref>Hawk (2003), s. 73-88</ref> Disse og andre eksempler er blevet fremhævet af nogle forskere, der generelt er enige om, hvordan hellenistisk litteratur formede den oprindelige historie efter 300 f.Kr. eller endda efter 200 f.Kr., i den makkabæiske æra. Larsson mener, at de bibelske beretninger blev skabt i det ptolemæiske Egypten i det andet århundrede f.Kr. og påvirket af betydelige græske historikere fra det tredje århundrede f.Kr., så som Berossos, Manetho og Eratosthenes.<ref>Larsson (2004), s. 296-311</ref> På grundlag af sådanne iagttagelser mener Niels Peter Lemche, at Dommerbogen og sikkert også andre dele af Gamle Testamente først er blevet skrevet eller har fundet deres endelige form omkring 272 f.Kr.<ref>Lemche (2024)</ref> Etienne Nodet vurderer, at Mosebøgerne opstod i begyndelsen af ​​det tredje århundrede f.Kr., mens profeterne og nogle af skrifterne blev skabt i det andet århundrede f.Kr.; disse tekster blev udformede i Alexandria under hellenistisk indflydelse.<ref>Nodet (2014), s. 36-55</ref> Emanuel Pfoh mener, at selvom den primære historie blev skabt i den hellenistiske æra, stammer nogle traditioner fra den assyriske og persiske tid og blev udviklet af krønikeskrivere gennem årene, men grundlæggende blev teksten formet under hellenistisk indflydelse.<ref>2014; s. 23, 33-35</ref> Hvordan det nu forholder sig, står det klart, at både den sene tilblivelse og dens mulige motiver undergraver store dele af Gamle Testamente som en troværdig historisk kilde. Det er muligt, at der findes en historisk kerne, som over tid er blevet udbygget og pyntet på med narrativer hentet fra græske traditioner, men indtil videre må det konstateres, at næsten alt i Gamle Testamentes narrativer lader sig betvivle med hensyn til troværdighed. Mest afgørende i denne sammenhæng er det imidlertid, at hvis disse kritikere tilhørende "Københavnerskolen" har ret, så betyder det, at ''Tanakh'' eller Gamle Testamente langt fra var færdigskrevet endsige færdigredigeret, da jøderne vente tilbage til Jerusalen efter eksilet i Babylon. Forud ventede endnu en lang redigeringsproces, og det kan også forklare hvorfor, at vi skal helt frem til 2. århundrede f.Kr. (eller tidligst 3. århundrede f.Kr.) før, at jøderne udviser noget kendskab til deres religiøse skrifter. Forklaringen er den enkle, at først da havde skrifterne nået et så fuldendt udseende, at de lod sig anvende i den national-politiske propaganda. ==== Hyksos-problemet ==== Mens arkæologerne med rimelig sikkerhed tør fastslå, at der fandtes en særlig israelitisk befolkning fra omkring 1200 f.Kr., så er der mere usikkerhed om tiden forud. Hovedspørgsmålet kan formuleres således: er jødernes ophold i og udvandring fra Egypten en historisk begivenhed eller ej? Holdningerne spænder fra fuldstændig afvisning af denne historie til ubetinget tilslutning. For at løse problemet må vil opspalte det i tre delspørgsmål:</br> - kan der påvises et ophold af en semitisk befolkning i Egypten?</br> - hvis ja: inden for hvilket tidsrum?</br> - hvis ja: var det israelitter eller ej? Det umiddelbare svar på spørgsmålet er, at der faktisk findes oplysninger om en fremmed befolkning i Egypten. Men denne befolkning, kaldes af egypterne selv ''Hiku-khasut'', det vil sige "ørkenfyrsterne" (hvilket på græsk er blevet til ''hyksos''<ref>Bibby (1978), s. 96</ref>, og denne benævnelse bruges almindeligvis og derfor også her), ikke "hebræerne", "jøderne" eller "israelitterne", og ingen af disse betegnelser kendes i samtiden, end ikke fra Kana'an. Forskerne mener at kunne fastslå, at disse ''hyksos'' ankom fra øst til Egypten i 19. århundrede f.Kr., regerede over Egypten i 17. og 16. århundrede f.Kr. men senere forsvandt igen. Der er fundet en grav rejst over en mand ved navn ''Aper-El'', det vil sige "El's tjener", som tjente hos faraonerne Amenhotep III og Akhenaten i 14. århundrede f.Kr.<ref>Dinkgreve (2021), kap. 8</ref> Et passende udgangspunkt for vurdering af udvandringens troværdighed kan være Simcha Jacobovici og hans film "''The Exodus decoded''". Heri giver han blandt andet en omfattende dokumentation, som nok kan være en nøjere gennemgang værd. Simcha tager udgangspunkt i bibelkritiske afvisninger af udvandringen, som traditionelt blev dateret til 1270 f.Kr. det vil sige i Ramses II's regeringstid men hvor der ingen beviser for en sådan begivenhed findes. Simcha mener, at denne datering er forkert, og at den korrekte tidsfæstelse er omkring 1500 f.Kr. Som beviser for denne tidsfæstelse anfører han følgende: Hyksos-folket skulle være kommet til Egypten omtrent 200 år før, at de atter udvandrede, det vil sige 1700 f.Kr. I en grav i Beni Hassan ved Nilen omkring 400 km syd for Cairo findes et vægmaleri, som viser en indvandring til Egypten. Befolkningen er semitter med skæg, flerfarvede dragter og med benævnelsen "''Amo''". I ''Tanakh'' (Gamle Testamente) anvendes benævnelsen "''Amo Israel''", det vil sige "Guds folk". Benævnelsen er den samme og deres ophold passer nøje med traditionen. Hyksos-folkets hovedstad var Avaris, der ligger i Nilens delta nord for Cairo. Avaris er blevet udgravet af professor Manfred Bietak fra Wien. Han har blandt andet fundet 9 seglstamper med navnet "Jakob", hvilket nøje svarer til den bibelske tradition om faraos betroede mand, Josef, der netop var søn af Jakob. Ifølge traditionen ender indvandrerne som slaver. I Serabit El Khadim i Sinai-ørkenen blev udvundet tyrkis-sten i miner ved slaveri. I en af disse minder findes en alfabetisk (ikke-egyptisk) indskrift på væggen: "El, hjælp mig". ''El'' var navnet på en semitisk guddom. En stele rejst af farao Ahmoses og dateret til omkring 1500 f.Kr. fortæller om blandt andet storm og mørke i overensstemmelse med den bibelske tradition, og den nævner gud i ental. Ahmoses er kendt for at have udvist hyksos-folket. Navnet Ahmoses betyder på egyptisk "månen er født" men på hebraisk "Moses' broder". Omkring 1500 f.Kr. indtraf et stort vulkanudbrud på øen Santorini i det græske øhav. Simcha mener, at det var denne begivenhed, som udløste udvandringen, og at den også kan forklare Egyptens ti plager. Hans argumentation herfor er følgende: I Avaris er fundet vulkansk pimpsten dateret til omkring 1500 f.Kr. Dette viser (om ikke andet) at Egypten blev påvirket af netop dette vilkanudbrud. Vulkanudbruddet og tilhørende jordskælv havde følgende bivirkninger:</br> - vandet bliver rødt. Årsagen er, at rust frigøres ved gasudbrud fra bunden og opblandes i vandet. Dette skete blandt andet i 1986 ved Nyos-søen i Cameroon.</br> - frøer. Hopper ud af vandet, når det bliver forurenet.</br> - lus, fluer og epidemi følger som eftervirkninger af miljøkatastrofen</br> - sår og bylder. Disse kendes ligeledes fra Nyos-begivenheden i 1986.</br> - hagl. Is og ild = "vulkansk hagl" omtales i den såkaldte Ipuwer-papyros og skyldes, at vulkansk aske blandes med vand i atmosfæren.</br> - græshopper. Bringes på vandring på grund af klimaændringen.</br> - mørke. Skyldes en askesky, der fra vulkanudbruddet bredte sig til Nilens delta, hvilket er bevist ved korn af asken fundet af Jean-Daniel Stanley fra Smithsonian Institute.</br> - førstefødte sønner døde. Skyldes at CO_² frigøres fra jordens indre og lægger sig lige ved jordens overflade. Da de ældste priviligerede sønner sov på en lav seng, blev de dræbt af gassen, mens andre børn der sov på de flade tage aldrig blev berørt inden, at gassen opløstes igen. Noget tilsvarende blev observeret i Nyos. Yderligere er der udgravet massegrave i Avaris, som kun omfatter personer af mandkøn og ikke krigere. Og Ahmoses' egen søn døde som 12-årig (hans begravede lig er fundet).</br> Ifølge Simcha er alle disse begivenheder således naturlige mulige følger af vulkanudbruddet. [[Fil:Stele_of_Grave_Circle_A_Mycenae_NAMA_1428.JPG|200px|thumb|Gravstele fra Mykene, der viser Farao, som forfølger Moses. De er omgivet af vand på begge sider.]] Velkendt er historien om havets deling.<ref>Bibelen (1992), s. 82</ref> Den korrekte formulering i Bibelen er "Yam Suf", det vil sige Sivhavet. Men siv vokser ikke i saltvand, så der er tale om en stor sø. På Ismailia Regional Museum findes en granitsten med en indskrift i hieroglyffer, ''El Arish''-indskriften, der fortæller om udvandringen set fra faraos side. Her kaldes lederen for "ørkenprinsen". Mere bemærkelsesværdigt er det, at indskriften også fortæller, at vandene delte sig (markeret som bølger + 2 knive), og at indskriften nævner stedet for denne begivenhed: ''El Balah'', en nu tidligere sø beliggende øst for Avaris nær overgangen til Sinai-ørkenen. Simcha mener, at som følge af de tektoniske forskydninger og deraf følgende jordskred løftede den afrikanske plade sig 1-2 meter og skabte en landkorridor, men kort efter fulgte en tsunami, som druknede faraos hær. Simcha peger på et vægmaleri på Santorini, som viser en sejlads fra en by omgivet af mure. Simcha mener, at den viste by er Avaris, idet der her også er fundet minoiske vægmalerier, hvilket vidner om handelsforbindelser. En del af udvandrerne skulle således være draget til Grækenland. I Mykene er fundet guldgenstande og sværd i en grav dateret til 1500 f.Kr. De kan stamme fra jødiske udvandrere. Desuden er fundet tre gravsten med billeder visende først en mand på en stridsvogn, der forfølger en gående mand omgivet af bølger, dernæst at den gående mand er nået højere liggende land og har vendt sig imod stridsvognen, og endelig at stridsvognen drukner i bølgerne. Billederne viser, let forenklet, faraos forfølgelse af Moses. Det er i bogstaveligste forstand en tegneserie om begivenheden. Simcha peger dernæst på, at jordskælv kunne have ført til, at gas og olie blev frigivet og måske blev antændt, og derved gav anledning til røgsøjler om dagen og ildsøjler om natten svarende til beretningen i Anden Mosebog kapitel 13 vers 21-22: "Herren gik foran dem, om dagen i en skysøjle for at føre dem på vejen og om natten i en ildsøjle for at lyse for dem, så at de kunne gå både dag og nat. Skysøjlen fjernede sig ikke fra folket om dagen og ildsøjlen ikke om natten."<ref>Bibelen (1992), s. 81</ref> Endelig mener Simcha at kunne påvise, hvor bjerget Sinai lå. Og han mener at have fundet billedlige gengivelser af Pagtens Ark - i Grækenland af alle steder! Så langt Simcha. Det giver anledning til en række spørgsmål: er begivenheden fejldateret? Det er der faktisk en del, der tyder på. Begivenheden fandt efter alt at dømme sted omkring 1500 f.Kr. Kan et vulkanudbrud være forklaringen på begivenhedsforløbet? Svaret må være, at det er muligt, i hvert fald er der intet, som tyder på, at det ikke kunne være tilfældet. Var dette hyksos-folk ''Amo'' og var det semitter? Ja, det er sandsynligt. Var det også israelitter? Det er muligt, men ikke sikkert. Vi har tidligere fastslået, at Gamle Testamentes historie om udvandringen fra Egypten tidsmæssigt er uforenelig med historien om Abraham som israelitternes stamfader, idet hans ophold i filistrenes land er flere hundrede år senere end udvandringen. Og det forbliver uforklarligt, at et folk, som kaldte sig selv Israel, ikke optræder under dette navn men af Egypterne kaldtes henholdsvis ''Amo'' og ''Hyksos''. Historien om ''exodus'' eller udvandringen fra Egypten kendes ikke fra Elephantine, en jødisk by i Egypten fra 400-tallet f.Kr., hvilket kunne tyde på, at denne tradition i jødisk historieforståelse enten må være yngre end denne tid eller endnu ikke spillede den rolle i jødisk selvforståelse, som den senere fik. Hvis man vil være besværlig, kan man opstille følgende alternative hypotese: udskibningen fra Egypten til Mykene eksisterer ikke i det bibelske narrativ. Hvis man alligevel forudsætter, at det afspejler en historisk kendsgerning, så kunne disse udvandrere, ''hyksos'', have taget hele traditionen med sig og billedligt gengivet den på deres gravsteler. Da "havfolket" (som beviseligt stammer fra Grækenland foruden andre steder) langt senere, omkring 1178 f.Kr., kom til Palæstina, bragte de traditionen med sig. Det er her fra, at jøderne senere overtog den, omformulerede den til en ørkenvandring med Moselov og hele molevitten og dermed tillige skrev det oprindelige folk ud af beretningen og satte sig selv ind i stedet som led i en selvskabt historisk tradition. Der er selvsagt ingen beviser for en sådan udvikling, men der er heller intet, som modsiger den, og den ville forklare årsagen til, at traditionen åbenbart overlevede i Mykene. Og hvad mere er: det kunne forklare hvorfor, at folk fra Middelhavets nordlige kyster søgte øst- og sydpå (i stedet for vestpå), da deres hjemlige forhold ikke tillod dem at blive boende, hvor de var. Et indicium for, at teorien kunne være rigtig, er det forhold, at Mykene var et handelscentrum i tiden 1600-1100 f.Kr. blandt andet med handelsforbindelser til Levanten. Blandt de forhandlede varer var genstande af elfenben fundet i Megiddo, der viser handelsforbindelser til Det Ægæiske Hav, Kypern, Hittitterne samt Egypten.<ref>Novacek (2011), s. 47f</ref> Det indebærer, at "havfolket" meget vel kan have haft handelsforbindelser med Levanten tidligere og derfor kendte til områdets frugtbarhed inden, at de udvandrede dertil. Der imod kan vi udelukke, at det var israelitterne selv, som indvandrede sammen med havfolket, fordi dette skete 1178 f.Kr. mens Israel som omtalt nævnes på en stele allerede fra 1208 f.Kr. Kildekritisk må det konstateres, at Mosebøgerne ret beset forsøger at forene to temmelig uforenelige historiske traditioner: på den ene side traditionen fra Mesopotamien omfattende Edens Have (Dilmun), Babelstårnet (zigguraterne) og Noas ark, hvor Abraham indgår som det forklarende bindeled hvorfor, at jødernes stamfader udvandrede til Kana'an, på den anden side traditionen om Jakob (Israel)<ref>Bibelen (1992), s. 46</ref>, Josef og hans brødre<ref>Bibelen (1992), s. 48f</ref>, Israels udvandring til Egypten<ref>Bibelen (1992), s. 59</ref> og Moses<ref>Bibelen (1992), s. 67</ref> med udvandring, ørkenvandring, moseloven og løftet om Kana'an.<ref>Bibelen (1992), s. 243</ref> Der kan næppe være tvivl om, at den jødiske beretning om udvandringen fra Egypten og den egyptiske beretning om fordrivelsen af de fremmede omtaler den samme begivenhed set fra to sider. For så vidt behøver ingen af dem at give det sande billede: hvis årsagen virkelig var et vulkanudbrud, kunne de forringede leveforhold efter dette meget vel være årsag til, at folk udvandrede eller bortvandrede igen. At jøderne eller israelitterne har taget begivenheden til sig er for så vidt ikke anderledes end andre historier, som de har adopteret og adapteret. Som en sidebemærkning skal det lige nævnes, at den egyptiske konge Amenhotep IV, bedre kendt som Akhenaten, som var gift med Nefertiti og fader til Tutankhaton, og som er gået over i historien som den første monoteistiske konge, regerede fra omkring 1353 til 1336 f.Kr. Det betyder, at han regerede henved 150 år efter, at ''hyksos'' udvandrede, og at der således ingen forbindelse er med Moses. === Bearbejdede profetier === De mange profetiske tekster i Gamle Testamente udgør et eget problem. Kort sagt er de kildekritiske studier i stigende grad blevet opmærksomme på, at der heller ikke i dette tilfælde er tale om originale tekster. I stedet er disse tekster blevet ændret for at tilpasse dem til bestemte formål. Esajas', Jeremias', Ezekiels og de tolv "små" profeters profetier mangler en historie og opretholder ikke en ensartet kronologisk rækkefølge. Disse profetiske bøger ses ikke længere som blot kilder, hvorved læserne kan få adgang til fortiden. De læses nu som bevidste kompositioner, der genpræsenterer og fortolker profeternes ord i tekstform. Allerede i de sidste profeters tekster er der tegn på bevidst bevidsthed om tekstualiseringen af ​​profetier. Historien i Jeremias 36 beskriver for eksempel en proces, hvor forskellige budskaber i forskellige former fra forskellige tider og steder sammensættes i tekstform af profetens skriver. Når denne rulle efterfølgende ødelægges som reaktion på dens læsning, sker der ikke blot en omskrivning af rullen, men også en betydelig tilføjelse af lignende ord, hvilket vidner om bogens litterære vækst. Profeter som Jeremias er ikke længere tilgængelige i den oprindelig version, men deres ord forbliver tilgængelige i de bøger, der bærer deres navne. Disse bøger danner et særskilt korpus inden for den bibelske kanon. Når Daniel refererer til Jeremias' profeti om halvfjerds år i Daniels Bog kapitel 9:2<ref>Bibelen (1992), s. 1117</ref>, taler han om Jeremias' bog blandt en flerhed af profetiske bøger, jævnfør også Ezekiels Bog 38:17<ref>Bibelen (1992), s. 1091</ref>. De tidligste postbibelske fortolkere af den profetiske litteratur var de skriftkloge, oversættere og kommentatorer, der videregav, gengav og forklarede teksterne. Den tidligst dokumenterede periode med skriftlig overlevering fra omkring 250 f.Kr. indtil 132-135 e.Kr. bærer tydelige vidnesbyrd om, at datidens skriftkloge ikke så sig selv som blot afskrivere på samme måde som skriftkloge fra en senere periode. De så snarere sig selv som ligestillede med de oprindelige forfattere, og de udvidede ofte den bibelske tekst med fortolkninger, der var beregnet til at hjælpe læserne med at forstå teksten. Disse skriftkloge havde deres eget syn på den bibelske tekst og ønskede at sikre en teologisk korrekt læsning af den. Blandt de profetiske bøger forekommer de mest fremragende eksempler på fortolkningsmæssig udvidelse i Jeremias' og Ezekiels Bøger i den masoretiske tekst, det vil sige i en version kopieret, redigeret og spredt af en gruppe jøder kendt som masoreterne mellem det 7. og 10. århundrede e.Kr. I disse udgaver har udvidelsen nået grænsen for skabelsen af helt ​​nye udgaver af bøgerne. De hebraiske tekster bag de oldgræske versioner af disse bøger er betydeligt kortere førsteudgaver. Mange af udvidelserne i andenudgaverne, der findes i den masoretiske tekst, er af fortolkende eller forklarende art. For eksempel er den i Jeremias' omtalte fjende fra nord ikke udtrykkeligt identificeret i oldgræske eller dens hebraiske kilde, hvilket efterlader den åben for den slags dommedagsagtige fortolkning, der findes i Ezekiels Bog kapitel 38:14-17<ref>Bibelen (1992), s. 1091</ref>, men den masoretiske tekst identificerer udtrykkeligt denne fjende som Babylon i udvidelsen af ​​Jeremias 25:9, hvilket skaber en interessant konflikt med Jeremias' Bog kapitel 50:3 og dens profeti om en fjende fra nord, der kommer mod Babylon.<ref>Bibelen (1992), s. 1017</ref> Et andet eksempel er versionen af ​​Jeremias' profeti om halvfjerds år i Jeremias' Bog kapitel 25:11-12.<ref>Bibelen (1992), s. 979</ref> I den oldgræske version er denne profeti ikke eksplicit begrænset til perioden under det babylonsk fangenskab, jævnfør Daniels Bog kapitel 9:1-2, 24-27<ref>Bibelen (1992), s. 1118</ref>, men udvidelserne i den masoretiske tekst gør denne begrænsning af profetien udtrykkelig, således i Jeremias' Bog kapitel 29:10.<ref>Bibelen (1992), s. 984</ref> For Ezekiels Bog forekommer en af ​​de mest bemærkelsesværdige udvidelser i den masoretiske udgave af Ezekiels Bog kapitel 36:23-38, som mangler. Denne ret lange udvidelse er åbenbart baseret på materiale fundet andre steder både i og uden for Ezekiels Bog. Man kan mene at alle disse præciseringer og fortolkninger er afskrivernes velmenende forsøg på at forstå og fortolke den oprindelige tekst bedre, men når det forholder sig således med disse profetiske tekster, rejser det uundgåeligt spørgsmålet om og i hvilken grad, det samme er tilfældet med andre tekster i Gamle Testamente. Og det svækker betydeligt Gamle Testamentes værdi som sikker og troværdig kilde til jødernes historie. === Sammenfatning === Denne gennemgang af Gamle Testamente har kun omfattet en mindre del af den samlede tekst, men selv denne meget begrænsede gennemgang har belyst en række problemer:</br> - Gamle Testamente er ''ikke'' en historisk redegørelse for jødernes historie, selv om den giver indtryk af dette,</br> - det er i stedet en samling af traditioner, anekdoter og myter skrevet af ulige forfattere til ulige tider</br> - der er gjort forsøg på at sammenskrive og harmonisere disse narrativer</br> - hvilket ikke kan skjule, at der er kronologiske problemer</br> - og at væsentlige traditioner er hentet fra andre kulturer, især Sumer og Mesopotamien men også fra Grækenland. Vi tør antage, at skildringen af kongetiden og det delte kongerige med navnelister over regenterne er rimelig troværdig, blandt andet fordi deres navne forekommer i andre kilder, men vi har kun ringe mulighed for at vide i hvilken udstrækning, historierne om dem er blevet ændrede for at tilpasse sig et senere monoteistisk narrativ. Nogle historier, blandt andre Esthers Bog men også Ezras Bog og Nehemias' Bog, er meget sene og menes først at være blevet tilføjet efter afslutningen af det babylonske fangenskab. === <big>Semitismen, jødedommens tankesæt</big> === Vi har i det foregående set på Gamle Testamente som et muligt historisk kildeskrift. Man kan imidlertid også anlægge en helt anden synsvinkel, nemlig Gamle Testamente som ideologisk grundlag nærmere betegnet som grundlag for en jødisk national etnicitet samt for en særlig jødisk etik. Det skal på forhånd understreges, at det følgende ikke omfatter alle jøder, idet mange alene identificerer sig som tilhørende denne folkegruppe af genealogiske og traditionsbårne årsager, det vil sige med hensyn til deres familiære oprindelse samt højtider og mindedage. Men der findes også kredse i den jødiske befolkning, der opfatter Gamle Testamente som en anvisning på hvordan, at jøder kan og bør opføre sig. Alle kender begrebet "anti-semitisme", men få eller ingen ved, hvad udtrykket "semitisme" egentlig dækker over. Man vil således lede forgæves efter det i en ordbog eller eksempelvis på ''wikipedia''. Her vil begrebet blivet forstået således, at det dækker over den tankegang eller de tankegange, som kan udledes og af nogle er blevet udledt af Gamle Testamente. Det betyder, at der her vil blive set bort fra jødisk mysticisme, kabala, frankisme og lignende ældre og nyere afledede ideologier, hvilke hver for sig er en særskilt undersøgelse værd. Læser man Gamle Testamente, vil man se, at bestemte tankegange bliver promoveret. Det drejer sig i hovedsagen om følgende:</br> - det udvalgte folk</br> - racisme</br> - retten til Kana'an</br> - retten til at myrde hele befolkninger</br> - "honningfælder" og pengeafpresning</br> I det følgende vil hvert af disse emner blive gennemgået særskilt. === Det udvalgte folk === Ideen om jøderne som Guds udvalgte folk tager udgangspunkt i Første Mosebog kapitel 12: her møder vi Abram ved Ur i Kaldæa. Videre hedder det: "Herren sagde til Abram: "Forlad dit land og din slægt og din fars hus, og drag til det land, jeg vil vise dig. Jeg vil gøre dig til et stort folk og velsigne dig. Jeg vil gøre dit navn stort, og du skal være en velsignelse.</br> Jeg vil velsigne dem, der velsigner dig,</br> og den, der forbander dig, vil jeg forbande.</br> I dig skal alle jordens slægter velsignes"."<ref>Bibelen (1992), s. 17f</ref> Senere gentages denne priviligerede stilling i andre sammenhænge, således over for Jakob i Betel. I Første Mosebog kapitel 35:9-13 hedder det: "Gud viste sig igen for Jakob, efter at han var kommet hjem fra Paddan-Aram. Han velsignede ham og sagde til ham: "Dit navn er Jakob; men nu skal du ikke længere hedde Jakob. Dit navn skal være Israel." Og han gav ham navnet Israel. Han sagde til ham: "Jeg er Gud den Almægtige. Bliv frugtbar og talrig! Et folk, ja, en mængde folkeslag skal nedstamme fra dig, og konger skal fremstå af dit eget kød og blod. Det land, jeg gav Abraham og Isak, giver jeg dig og dine efterkommere." Så steg Gud op fraham, dér hvor han havde talt med ham."<ref>Bibelen (1992), s. 46</ref> I Anden Mosebog kapitel 3:7-10 findes følgende: "Så sagde Herren: "Jeg har set mit folks lidelse i Egypten, og jeg har hørt deres klageskrig over slavefogederne. Jeg har lagt mig deres lidelser på sinde, og derfor er jeg kommet ned for at redde dem fra egypterne og føre dem op fra dette land til et godt og vidtstrakt land, et land der flyder med mælk og honning, dér hvor kana'anæerne, hittitterne, amoritterne, perizzitterne, hivvitterne og jebusitterne bor. Nu har israelitternes klageskrig nået mig, og jeg har set, hvordan egypterne undertrykker dem. Gå nu! Jeg vil sende dig til Farao. Du skal føre mit folk israelitterne ud af Egypten"."<ref>Bibelen (1992), s. 69</ref> Dette og tilsvarende formuleringer med "mit folk israelitterne" giver jøderne en identitet som Guds udvalgte folk i den jødiske selvforståelse. === Racismen === Racismen er en logisk følge af ideen om Guds udvalgte folk. Et folk kan selvsagt ikke være "udvalgt", hvis andre folk kan indgiftes i det. Følgelig er Gamle Testamente fuldt af forbud mod at gifte sig med ægtefæller fra andre folkeslag og kritik, når de alligevel gjorde det. Lad os tage nogen eksempler. I Femte Mosebog kapitel 7:1-4 finder vi følgende påbud af Moses: "Når Herren din Gud fører dig til det land, du skal ind og erobre, og han driver store folkeslag væk foran dig, hittitterne, girgashitterne, amoritterne, kana'anæerne, perizzitterne, hivvitterne og jebusitterne, syv folk, der er større og mægtigere end du, og Herren din Gud overgiver dem til dig, og du besejrer dem, da skal du lægge band på dem. Du må ikke slutte pagt med dem og ikke vise dem barmhjertighed. Du må ikke bringe dig i familie me dem; du må ikke give dine døtre til deres sønner, og du må ikke lade dine sønner gifte sig med deres døtre, for det vil få dine sønner til at vige fra mig og dyrke andre guder. Da vil Herrens vrede flamme op imod jer, og han vil hurtigt udrydde dig."<ref>Bibelen (1992), s. 208</ref> Dette gælder blandt andre kong Salomo. I Første Kongebog 11:1-4 læses således følgende: "Kong Salomo elskede mange udenlandske kvinder foruden Faraos datter, moabitiske, ammonitiske, edomitiske, sidoniske og hittitiske; om de folk havde Herren sagt til israelitterne: "I må ikke indlade jer med dem, og de må indlade sig med jer, for så vender de jeres hjerte til deres guder." Dem elskede Salomo, og han holdt fast ved dem. Han havde syv hundrede hustruer med fyrstelig rang og tre hundrede medhustruer, og hans hustruer bragte hans hjerte på afveje."<ref>Bibelen (1992), s. 390</ref> I Ezras Bog kapitel 9:10-12 optræder Ezras bodsklage med blandt andet dette: "Vor Gud, hvad skal vi nu sige efter dette? For vi har svigtet de befalinger, du gav gennem dine tjenere, profeterne, da du sagde: Det land, I skal ind og tage i besiddelse, er et urent land på grund af de fremmede folks urenhed med de afskyelige handlinger, som de i deres urenhed har fyldt det med fra ende til anden. Derfor må I ikke give jeres døtre til deres sønner, og I må ikke lade jeres sønner gifte sig med deres døtre."<ref>Bibelen (1992), s. 527</ref> og i Kapitel 10:10-12 bliver dette gentaget: "Så rejste præsten Ezra sig og sagde til dem: "I har handlet troløst ved at gifte jer med fremmede kvinder; I har øget Israels skyld. Aflæg nu bekendelse for Herren, jeres fædres Gud, og gør hans vilje. Skil jer ud fra landets folk og de fremmede kvinder"."<ref>Bibelen (1992), s. 528</ref> I Nehemias' Bog kapitel 10:31 indgår israelitterne blandt andet følgende forpligtelse: "Vi vil ikke give vores døtre til landets folk, og vi vil ikke lade vores sønner gifte sig med deres døtre."<ref>Bibelen (1992), s. 542</ref> Således kunne man blive ved. === Lebensraum === Jødernes ret til Kana'ans land hidrører fra Første Mosebog. I kapitel 12 læser vi: "Dengang boede kana'anæerne i landet. Herren viste sig for Abram og sagde: "Jeg vil give dine efterkommere dette land"."<ref>Bibelen (1992), s. 18</ref> Senere, i kapitel 15, præciseres udstrækningen af dette jødiske lebensraum: "Den dag sluttede Herren pagt med Abram. Han sagde: "Jeg giver dine efterkommere dette land fra Egyptens flod (det vil sige Nilen) til den store flod, Eufratfloden: kenitterne, kenizzitterne, kadmonitterne, hittitterne, perizzitterne, refaitterne, amoritterne, kana'anæerne, girgashitterne og jebusitterne"."<ref>Bibelen (1992), s. 20f</ref> Størrelsen af dette jødiske lebensraum er påfaldende. Sammenlignet med officielle landegrænser i 2026 omfatter dette område: den østlige halvdel af Egypten inklusive hele Sinai, Palæstina inklusive Gaza og Vestbredden, Libanon, Jordan, Saudi Arabien, Yemen, Oman, Forenede Arabiske Emirater, Qatar, Bahrain, Kuwait, Irak samt Syrien. Nogle jødiske imperialister medregner også Kypern til området. En anden afgrænsning findes i Fjerde Mosebog kapitel 34. Heri læser vi: "Herren talte til Moses og sagde: "Giv israelitterne denne befaling: I kommer nu til Kana'an, det land, der tilfalder jer som arvelod, Kana'ans land i dets fulde udstrækning. Jeres sydgrænse skal gå fra Sins ørken langs med Edom. I syd skal jeres grænse gå fra enden af Salthavet i øst. Så skal grænsen dreje syd om Akrabbim-passet, gå videre til Sin og ende syd for Kadesh-Barnea. Så skal den fortsætte til Hasar-Addar og gå videre til Asmon. Så skal grænsen dreje fra Asmon mod Egyptens bæk og ende ude ved havet.</br> Grænsen i vest: Det Store Hav med kyststrækning. Det skal være jeres vestgrænse.</br> Dette skal være jeres nordgrænse: Fra Det Store Hav skal I trække en linie til bjerget Hor; fra bjerget Hor skal I trække en linie til Lebo-Hamat, og grænsen skal ende i Sedad. Så skal grænsen gå videre til Zifron, og den skal ende i Hasar-Enan. Det skal være jeres nordgrænse.</br> Som grænse i øst skal I trække en linie fra Hasar-Enan til Shefam. Så skal grænsen gå ned fra Shefam til Ribla øst for Ajin, og grænsen skal fortsætte ned og støde til bjergryggen øst for Kinneretsøen. Så skal grænsen gå ned til Jordan og ende ved Salthavet.</br> Dette skal være jeres land med dets grænser hele vejen rundt."<ref>Bibelen (1992), s. 196</ref> Dette er unægteligt en noget anden afgrænsning end før. Den kritiske læser vi måske spørge om Herren ikke havde forklaret sig godt nok over for Moses eller måske havde ændret holdning, eller om der måske er en helt tredie forklaring? Den tænkende læser vil måske kigge nærmere på andre dele af samme historie. Vi hører, at Abraham fik børn både med Sara, sin hustru, nemlig jøderne, og med Hagar fra Egypten, hans trælkvinde, nemlig ismaelitterne, det vil sige araberne.<ref>Bibelen (1992), s. 21</ref> Så var det nu jøderne, araberne eller begge grupper som skulle leve i dette område? Desuden tog han sig en ny hustru: Ketura, med hvem han også fik efterkommere.<ref>Bibelen (1992), s. 31</ref> Det er således ret uklart hvem, der skulle overtage dette lebensraum. Således tænker semitisterne ikke. De er imperialister, og de vil have det hele for sig selv. De mener at have ret til at fordrive andre folkeslag og ser Gamle Testamente som kilde til denne ret. === Retten til folkemord === Jødernes ret til at myrde befolkningerne, som levede i Kana'an, forekommer allerede i Mosebøgerne. I Femte Mosebog kapitel 20:16-17 findes således følgende påbud udtalt af Moses: "i de folks byer, som Herren din Gud vil give dig i eje, må du ikke lade en eneste beholde livet; du skal lægge band på dem, på hittitterne, amoritterne, kana'anæerne, perizzitterne, hivvitterne og jebusitterne, sådan som Herren din Gud har befalet dig."<ref>Bibelen (1992), s. 223</ref> I Josvabogen hører vi hvordan, at jøderne hensynsløst myrdede indbyggerne i Kana'an, eksempelvis i kapitel 8:24-29: "Da israelitterne på åben mark havde dræbt alle de indbyggere fra Aj, som havde forfulgt dem ud i ørkenen, og da alle til sidste mand var faldet for sværdet, vendte alle israelitterne tilbage til Aj og huggede indbyggerne ned med sværd. Den dag blev der dræbt i alt tolv tusind mænd og kvinder, alle indbyggerne i Aj. Josva trak ikke sin udstrakte hånd med krumsværdet tilbage, før han havde lagt band på alle indbyggerne i Aj. ..Og Josva brændte Aj ned; han gjorde den til en øde ruinhøj for evigt, og det er den den dag i dag. Ajs konge hængte de på et træ og lod ham hænge til aften. Da solen gik ned, gav Josva sine folk befaling om at tage liget ned fra træet og kaste det hen ved indgangen til byporten. Så kastede de en stor stendynge op over ham, og den ligger der den dag i dag."<ref>Bibelen (1992), s. 251f</ref> Tilsvarende i Josvabogen kapitel 10:28-43: "Samme dag indtog Josva Makkeda. Han slog byen og dens konge med sværd og lagde band på byen og alle, der var i den; der var ingen, der overlevede. Han gjorde det samme med kongen i Makkeba, som han havde gjort med kongen i Jeriko.</br> Fra Makkeda drog Josva sammen med hele Israel videre til Libna. Han gik til angreb på Libna, og Herren gav også denne by og dens konge i Israels hånd. Josva slog byen og alle, der var i den, med sværd; der var ingen, der overlevede. Han gjorde det samme med kongen dér, som han havde gjort med kongen i Jeriko.</br> Fra Libna drog Josva sammen med hele Israel videre til Lakish. Han belejrede byen og gik til angreb på den, og Herren gav Lakish i Israels hånd. Den følgende dag indtog Josva byen; han slog den og alle, der var i den, med sværd, ganske som han havde gjort med Libna. Da drog Gezers konge Horam op for at komme Lakish til undsætning, men Josva slog kongen og hans hær; der var ingen, der overlevede.</br> Fra Lakish drog Josva sammen med hele Israel videre til Eglon. De belejrede byen og gik til angreb på den, og samme dag indtog de den og slog den med sværd. Den dag lagde han band på alle, der var i byen, ganske som han havde gjort med Lakish.</br> Fra Eglon drog Josva sammen med hele Israel op til Hebron. De gik til angreb på byen og indtog den; de slog byen, dens konge, alle dens byer og alle, der var i den, med sværd; der var ingen, der overlevede. Ganske som han havde gjort med Eglon, lagde han band på byen og på alle, der var i den.</br> Så vendte Josva sig sammen med hele Israel mod Debir. Han gik til angreb på byen og indtog den med dens kong og alle dens byer. De slog dem med sværd og lagde band på alle, der var i den; der var ingen, der overlevede. Han gjorde det samme med Debir og dens konge, som han havde gjort med Hebron og med Libna og dens konge.</br> Således besejrede Josva hele landet: Bjerglandet, Sydlandet, Lavlandet og Skråningerne og alle kongerne dér. Der var ingen, der overlevede; hver levende sjæl lagde han band på, sådan som Herren, Israels Gud, havde befalet. Josva besejrede dem fra Kadesh-Barnea til Gaza, i hele landet Goshen og helt til Gibeon. Alle disse konger og deres lande undertvang Josva på én gang, for Herren, Israels Gud, førte krig for Israel. Så vendte Josva sammen med hele Israel tilbage til lejren i Gilgal."<ref>Bibelen (1992), s. 255</ref> I Josvabogen Kapitel 11 fortsætter folkemordene i det nordlige Kana'an, blandt andet Hasor: "Alle, der var i byen, huggede de ned med sværd og lagde band på dem, så ikke en levende sjæl blev tilbage; og Josva brændte Hasor ned."<ref>Bibelen (1992), s. 256</ref> Da massemordet var til ende, blev rovet, det vil sige Kana'an, delt mellem israelitternes stammer.<ref>Bibelen (1992), s. 257-264</ref> Det minder om en langt senere begivenhed: under Sovjetunionen i Stalintiden gennemførte terrororganisationen OGPU under ledelse af jøden Genrikh Jagoda<ref>Lina (2003), s.315</ref> samt NKVD overvejende ledet af jøder<ref>Lina (2003), s.318, 327</ref> i 1932-33 et massemord på og en massefordrivelse af ukrainske bønder fra deres gårde, en begivenhed der blev kendt som ''holodomor''. Mindre kendt er, at OGPU overvejende bestod af jøder, og at disse efterfølgende som en belønning oprettede deres egne kollektivlandbrug, kibbutz'er, på de myrdede og fordrevne ukraineres jord.<ref>Holocaustmuseet i USA, film</ref> Jødisk historieforståelse trækker lange spor. Det var ikke kun ved erobringen af Kana'an, at jøderne begik massemord. I Esters Bog kapitel 9:2-16 hører vi: "I alle kong Ahasverus' provinser samledes jøderne i deres byer for at lægge hånd på dem, der ville dem noget ondt. .. Den trettende dag i måneden adar samledes de øvrige jøder i kongens provinser og forsvarede deres liv; de fik fred for deres fjender, og og de dræbte 75.000 af deres modstandere".<ref>Bibelen (1992), s. 555</ref> Flere eksempler end de nævnte kunne være fremhævet, men budskabet og moralen er tydelig nok: i "hellig krig" er massemord på guddommens befalet ikke blot acceptabel men en pligt at gennemføre. Det er mildest talt absurd at se hvordan den samme ideologi, som hyldede folkemord i Gamle Testamente, har haft travl med at fremstille de selv samme massemordere som et uskyldigt forfulgt folkefærd i det 20. og starten af det 21. århundrede. === Honningfælder og pengeafpresning === Historier i Gamle Testamente giver jøderne tvivlsomme moralbegreber, eksempelvis at prostituere deres hustruer og døtre i form af "honningfælder", det vil sige lokkemad for en efterfølgende afpresning. Det begynder med selveste Abraham. I Første Mosebog kapitel 20:2-16 læser vi: "Abraham sagde om sin kone Sara, at hun var hans søster, og Abimelek, kongen i Gerar, sendte bud efter Sara. Om natten kom Gud i en drøm til Abimelek og sagde til ham: "Nu skal du dø, fordi du har taget denne kvinde, for hun er gift".<ref>Bibelen (1992), s. 25</ref> Senere, da sandheden er blevet klar, hører vi: "Så gav Abimelek Abraham får og køer, trælle og trælkvinder, og han gav ham hans kone Sara tilbage. Og Abimelek sagde: "Mit land ligger åbent for dig. Slå dig ned, hvor du har lyst!" Til Sara sagde han: "Nu giver jeg din bror tusind sekel sølv. Det skal lukke øjnene på alle dem, der hører dig til. Nu har du fået fuld oprejsning"."<ref>Bibelen (1992), s. 26</ref> Så Abrahams afpresning lykkedes. Senere gentager historien sig med små variationer. I Esters Bog hører vi, at jøden Mordokaj sender sin datter til kong Ahasverus' harem, hvor "hun vandt hans velvilje". .."Ester havde ikke fortalt, hvilket folk og hvilken slægt, hun tilhørte, for Mordokaj havde sagt til hende, at hun ikke måtte fortælle det." Men senere udnyttes hun til at redde jøderne, og naturligvis belønnes både hun og hendes fader for dette bedrag: "Og Mordokaj fik foretræde for kongen, for Ester havde fortalt, hvordan han var i familie med hende. Kongen tog sin signetring, som han havde frataget Haman, og overdrog den til Mordokaj. Og Ester satte Mordokaj over Hamans hus."<ref>Bibelen (1992), s. 549, 554</ref> Således legitimerer Gamle Testamente jødernes brug af honningfælder og pengeafpresning, når denne brug rettes imod folk i magtpositioner. === Sammenfatning === I 1973 fremkom udtrykket "narrativ teologi".<ref>Bjerg (1984), s. 11</ref> Udtrykkets betydning har været noget uklar, men pointen er, at hvis en kristen vil forklare sin tro og identitet, så kan dette ske ved at fortælle om Jesu ord og gerninger. På lignende måde kan jødedommens indhold bedst forstås ved at fortælle historier fra Gamle Testamente. Som vi har set, er sådanne historier ikke just moralske. Ideen om det udvalgte folk, der ikke må gifte sig med folk fra andre folkeslag men nok har ret til at udnytte dets kvinder i honningfælder til pengeafpresning, og som mener sig i sin gode ret til hensynsløst at udrydde andre folkeslag "i Guds navn", fremavler en tvivlsom moral. Hvis man vil være lidt uvenlig, kan man med god grund hævde, at denne tvivlsomme moral langt hen af vejen også afspejler sig i jødernes nyere historie. Vi har i det foregående set hvordan, at denne moral henter sin inspiration i fortællinger fra Gamle Testamente. Og denne moral understreges ved at de samme emner bliver gentaget med blot mindre variationer flere gange som for at understrege, at den ikke er knyttet til en bestemt historisk situation men netop har evig gyldighed. I lighed med sit afkom, muhammedanismen, er denne moral præget af en foragt for dem, som ikke tilhører "in-gruppen". Der kan måske være grund til at uddybe dette udtryk nærmere. Alle mennesker udvikler en eller anden form for bevidsthed om at tilhøre et bestemt etnisk fællesskab, herunder skaber de et dertil knyttet begrebsapparat. Man kan skelne mellem det navn, som en etnisk gruppe bruger om sig selv i denne selvidentifikation, og det navn, som andre bruger om den samme gruppe. Nogle gange, men ikke altid, bruger de samme benævnelse, men deres opfattelse af gruppens afgrænsning og indhold behøver ikke at være det samme, men kan tilpasses den aktuelle situation.<ref>Lund (1993), s. 81</ref> Betegnelsen afspejler en bevidsthed om hvem, man hører sammen med i et fællesskab, og hvem, der ikke hører til dette fællesskab.<ref>Lund (1993), s. 9</ref> Ofte, men ikke altid, vil de, som ikke tilhører dette fællesskab, blive set ned på, mens man selv ophøjes for sine gode egenskaber.<ref>Lund (1993), s. 13-26</ref> Denne vi-bevidsthed skabes i vid udstrækning ved historier, beretninger og myter, om et skæbnefællesskab gennem utallige slægtled. Ofte vil disse historier blive fyldt med navne på legendariske personligheder, hvis liv og gerninger bliver en del af den personlige identitetsfølelse. Og som regel vil en del af denne historie omfatte etnogoni, det vil sige de indfødtes egen mytiske forklaring på deres oprindelse<ref>Lund (1993), s. 49</ref>, som regel i form af en mytisk stamfader.<ref>Lund (1993), s. 91</ref> I dansk sammenhæng kan man tænke på Saxo og hans Danmarkshistorie. I germansk sammenhæng er det myten om Tvisto, der er grundlaget for identiteten<ref>Lund (1993), s. 90</ref>, og for jøderne er det Abraham, der har denne rolle. Men sådanne historiske beretninger og myter har ikke kun den funktion at begrunde selvidentiteten men tillige at begrunde moralbegreber, hvad der er "god" og "ond" opførsel. For jøderne er det netop historierne i Gamle Testamente, som opfylder denne opgave. Over tid kan disse funktioner aftage i betydning, fordi behovet for dem ikke længere er så stort. Dette fordi at myter erstattes med faktiske historiske erindringer. Men for visse grupper er dette ikke tilfælde. Her kan udviklingen tvært imod gå i den modsatte retning og udvikle sig til en regulær fanatisme, der kan motivere og begrunde næsten enhver handling. Denne fanatisme kan formuleres og organiseres i en dertil hørende ideologi, en -isme. Semitisme er en sådan ideologi, der i princippet ikke adskiller sig fra andre -ismer bortset fra den etniske gruppe, hvis selvfølelse og handlingsmønster, den skal begrunde. === <big>Sammenfatning og konklusion</big> === Vi er nået vejs ende i gennemgangen, og resultatet taler for sig selv. Ikke blot er det officielle narrativ ikke korrekt, for hver del af dette narrativ findes en alternativ forklaring, og tilsammen tegner disse træk et andet men helt entydigt billede. Først og fremmest: Gamle Testamente er ikke jødisk historieskrivning.<ref>Adler (2022), Preface</ref> Der kan påvises et utal af indlån fra andre kulturer, eksempelvis historien om Moses i sivkurven og Noas ark, som tydeligt viser, at denne historie er en myte, et narrativ, skabt for at give jødisk identitet en høj alder. I stedet tjener Gamle Testamente som redskab til at give jøder en national identitet igennem deres trosretning, i særdeleshed Jahve. Det er i Jahves navn, at de udvandrer fra Egypten, erobrer Kana'an og i nyere tid trækker sig ind i etniske ghettoer.<ref>Crone og Cook (1977), s. 42</ref> Hele den jødiske kultur er een lang markering af begivenheder hentet fra myterne i Gamle Testamente. Dernæst: jøderne var tydeligvis ikke det monoteistiske folkefærd, som de gerne vil give indtryk af, tværtimod. Så langt, at Gamle Testamentes fremstilling overhovedet afspejler en historisk virkelighed, dyrkede jøderne flere guder gennem flere hundrede år. Vi ser en udvikling i flere trin:</br> - første trin: to guder, Jahve og El, forenes i en "supergud"</br> - andet trin: gudsdyrkelsen centraliseres og kontrolleres af kongen</br> - tredie trin: de lavere guder og gudinder forkastes, fordi at de ikke hjalp i en kritisk situation</br> - fjerde trin: præsteskabet udvikler et nyt narrativ til at forstærke dets magt og betydning som samlende kraft.</br> Det var en udvikling, hvor hvert trin var en logisk følge af det foregående, når behovet for en forandring i det herskende narrativ indtraf. Den nye ideologi var, som de fleste totalitære ideologier, et spørgsmål om at legitimere retten til magtudøvelse. Dette grundlag blev konstrueret ad hoc, det vil sige spontant efter behov. Dets grundlag var aldrig vel funderet, og vi kan nu afvise det fuldstændigt som fusk og forfalskning fra ende til anden. Samtidig var det en udvikling, hvor hvert trin bidrog med særlige træk til den nye ideologis udvikling: først blev stammeguden anvendt til at legitimere myten om "det udvalgte folk", herunder en racistisk ultrasemitisk afvisning af ægteskaber med repræsentanter fra andre folkeslag, og hvor regulært folkemord legitimeres som en følge af Jahves beslutning og påbud. Dernæst må den snart svækkede kongemagt i den nye nationale stat styrke sin stilling i befolkningen, hvilket sker ved centralisering af gudsdyrkelsen. Da så statsdannelsen alligevel bryder sammen, bliver det nødvendigt at udpege en skyldig årsag, og her må husguderne holde for. Endelig må det nye narrativ styrkes, hvilket blandt andet sker ved kampen for en ny egen stat. Da mange profeter har først og fremmest til formål at legitimere den nye nationale ideologi som Jahves vilje. Endelig er det også fra Gamle Testamente, at jøderne henter deres moralbegreber på godt og ondt. Det er indlysende, at hvis der kan rejses tvivl om troværdigheden af beretningerne i Gamle Testamente, så er det ikke blot et kildekritisk problem. Det er hele grundlaget for jødedommen, der vælter. Jødedommen er, som muhammedanismen, det, som i kommunistkina kaldes en ''tofu-dreg'' konstruktion: en bygning eller anden konstruktion opført af underlødige bestanddele som gør, at den før eller senere falder sammen af sig selv. Hidtil har Gamle Testamentes narrativer aldrig være underkastet en kildekritisk analyse, i modsætning til Nye Testamente, som allerede i 1800-tallet og begyndelsen af 1900-tallet blev underkastet en sådan analyse, som den bestod med udmærkelse. Det er først i de seneste år, at et sådant arbejde er igangsat og vel at bemærke er det sket af jødiske arkæologer og historikere. Det gør, at deres resultater ikke blot kan afvises med smædeudtryk som "anti-semitisme". Det er derfor, at det har været så vigtigt at gøre disse resultater bekendt for et dansk publikum. Og hvis denne bog kan bidrage til fortsatte og uddybende studier af denne problematik, så har den opfyldt sit formål. Det er for så vidt tilfældigt, at dette sker netop på en tid, hvor staten Israel og dens regering udsættes for en stigende international kritik for sin handlemåde, og så måske alligevel ikke. I alt for lang tid har kritik af jøder og Israel kunnet undertrykkes på grund af myterne om begivenheder under 2. verdenskrig. Men nu ligger disse begivenheder så langt tilbage, 2-4 slægtled, at de ikke længere kan beskytte imod kritik. Og samtidig har både rabiate jøder og den israelske regering i de seneste år udvist en optræden, som let lader sig kritisere. Det er ikke stedet her at uddybe dette emne, det kan fortjene en særskilt behandling og hører hjemme i politisk sammenhæng, ikke i forbindelse med jødedommen som religion og kultur, selv om der kan argumenteres for, at disse områder til dels overlapper hinanden. Vi har set hvilken afgørende inflydelse, den kildekritiske analyse af Gamle Testamente har på forståelsen af jødedommens historie, men hvorledes forholder det sig med kristendommen? Hvilken indflydelse har kildekritikken på kristendommen? Det enkleste svar er: ingen. Gamle Testamente spiller kun en rolle i kristendommen på to måder:</br> - dels at vise at Jesus som messias er forudset allerede af gammeltestamentelige profeter; det er i denne sammenhæng ikke vigtigt, om dette var faktisk var tilfældet, men derimod at jøderne i hans samtid mente, at det forholdt sig således</br> - dels at vise de religiøse dogmer, som Jesus gjorde op med. Det viser sig i hans gentagne: "I har hørt at ... men jeg siger jer at ...", jævnfør Matthæusevangeliet kapitel 5.<ref>Bibelen (1992), s. 1225-1227</ref> Jesu lære er i virkeligheden eet stort opgør med jødedommens tankegang og etniske snæversynethed, han var i denne sammenhæng helt på linje med den foreliggende kildekritiske analyse, selv om både hans metode og budskab var et andet. Især i sidst nævnte sammenhæng er det vigtigt at forstå, at der ikke eksisterer nogen "jødisk-kristne værdier". Dette moderne udtryk er intet andet end et jødisk forsøg på at tage kristne som gidsler for deres egne ideer. I virkeligheden er det kristendommen, der introducerer næstekærlighed og respekt for medmennesker uanset deres etniske tilhørsforhold, og i forlængelse heraf introducerer både menneskerettigheder og folkestyre. Intet af dette findes i jødedommen, her er det nationalt-etnisk snæversyn, som dominerer hele vejen. Jødedommen er og forbliver en anti-kristen ideologi, fordi den hviler på en selvforståelse baseret på manipulerede kilder i form af Gamle Testamentes skrifter. Og ved at påvise disse manipulationer, myter og omskrivninger, beviser moderne kildekritik, at kristendommen var og er et berettiget opgør med jødedommen. Endnu for en menneskealder kunne forskere i jødedommen leve i deres vildfarelse om, at selv om der var problemer med Gamle Testamente som kilde til jødedommens historie, så var den i sine hovedtræk alligevel korrekt. Således er det ikke længere. Det kan nu bevises, at der bag den mytiske fortælling gemmer sig en anden historie. Lad så være, at begivenheder i de senere år i Gaza, på Vestbredden, i Libanon, i Egypten, over for Syrien og Iran uden tvivl har bidraget til at fremme denne udvikling. Et træ kendes på dets frugter, og hele verden har nu set de frugter, som jødisk fundamentalisme bringer med sig. Myten om det forfulgte uskyldige folkefærd lader sig ikke længere opretholde. Og jo mere skingre, hysteriske og fanatiske jødedommens fundamentalister bliver i deres holdninger og opførsel, desto hurtigere vil de miste de sidste rester af en troværdighed, som de i virkeligheden aldrig har haft. === <big>Noter</big> === {{Reflist|3}} === <big>Litteratur</big> === * Yonatan Adler: ''The Origins of Judaism. An Archaeological-historical Reappraisal''; Yale University 2022; ISBN 978-0-300-25490-7 * Yonatan Adler: "Toward Identifying Proto-Judaic Cultural Features in Ancient Israel and Judea" (i: ''Journal of Ancient Judaism'' (2024), s. 1-28) * Yonatan Adler: ''Between Yahwism and Judaism. Judean Cult and Culture during the Early Hellenistic Period (332-175 BEC)''; Cambridge University Press 2025; ISBN 978-009-45961-7 * Gad Barnea: "P. Berlin 13464, Yahwism and Achaemenid Zoroastrianism at Elephantine" (2024) * Geoffrey Bibby: ''I Dilmun tier ravnen''; Wormanium 1971; ISBN 87-85-1600-40 * Geoffrey Bibby: ''Det forsvundne årtusinde''; Wormanium 1978; ISBN 87-8516-053-9 * Geoffrey Bibby: ''Spadens vidnesbyrd''; Wormanium 1980; ISBN 87-8516-071-7 * ''Bibelen''; Det Danske Bibelselskab 1992; 1. udgave 1. oplag; ISBN 87-7325-276-6 * Svend Bjerg: "Den kristne grundfortælling. Studier over fortælling og teologi" (''Teologiske Studier'', bind 8; 2. oplag 1984; Aarhus 1984; ISBN 87-7003-409-5) * Patricia Crone og Michael Cook: ''Hagarism. The Making of The Islamic World''; Cambridge 1977; ISBN 0-521-21133-6 * Stephan Peter Dinkgreve: ''In Search of the Sublime: A world history of humanity's relentless pursuit of scientific truth, moral excellence, and enlightenment''; 2021 * Robert Gnuse: "Spilt Water: Tales of David (II Sam 23:13-17) and Alexander the Great (Arrian, Anabasis of Alexander 6.26.1-3)." (i: ''Scandinavian Journal of the Old Testament''; 1998, bind 12, s. 233-248) * Robert Gnuse: "Abducted Wives: A Hellenistic Narrative in the Book of Judges?" (i: ''Scandinavian Journal of the Old Testament''; 2007; bind 22, s. 272-285) * Robert Gnuse: "From Prison to Prestige: The Hero who helps a King in Jewish and Greek Literature." (i: ''Catholic Biblical Quarterly''; 2010 bind 72, s. 31-45) * Robert Gnuse: "Divine Messengers in Genesis 18-19 and Ovid." (i: ''Scandinavian Journal of the Old Testament''; 2017; bind 31, s. 66-79) * Robert Gnuse: "Greek Connections: Genesis 1-11 and the Poetry of Hesiod" (i: ''Biblical Theology Bulletin''; 2017 nr. 47, s. 131-143 * Robert Gnuse: "Heed Your Steeds: Achilles’ Horses and Balaam’s Donkey." (i: ''International Journal of Research in Humanities and Social Sciences''; 2017; række 4 hæfte 6; s. 1-5) * Robert Gnuse: "Samson and Heracles Revisited." (i: ''Scandinavian Journal of the Old Testament''; 2018, bind 32, s. 1-19) * Robert Gnuse: "Greek Historians and the Primeval History." (i: ''International Journal of Research in Humanities and Social Sciences''; 2019; række 6 hæfte 1, s. 20-25) * Robert Gnuse: "Jephthah’s Daughter and Iphigenia in the Plays of Euripides" (i: ''International Journal of the Arts and Humanities''; 2019; række 5 hæfte 1, s. 16-23) * Robert Gnuse: "Hellenism and the Primary History: The Imprint of Greek Sources in Genesis-2 Kings" ''Copenhagen International Seminar''; Routledge, London 2020 * Philippe Guillaume: "Hesiod’s heroic age and the biblical period of the Judges." (i: Thomas Thompson and Philippe Wajdenbaum (red.): ''The Bible and Hellenism: Greek Influence on Jewish and Early Christian Literature. Copenhagen International Seminar''; Routledge, New York 2014; s. 146-164) * Daniel Hawk: "Violent Grace: Tragedy and Transformation in the Orestia and the Deuteronomistic History." (i: ''Scandinavian Journal of the Old Testament''; 2003, bind 18, s. 73-88) * Gerhard Larsson: "Possible Hellenistic Influence in the Historical Parts of the Old Testament." i: ''Scandinavian Journal of the Old Testament''; 2004; bind 18, s. 296-311) * Niels Peter Lemche: "The Old Testament-A Hellenistic Book" (: ''Scandinavian Journal of the Old Testament''; 1993 bind 7, s. 163-193) * Niels Peter Lemche: "Is It Still Possible to Write a History of Ancient Israel?" (i: ''Scandinavian Journal of the Old Testament''; 1994, bind 8, s. 163-188) * Niels Peter Lemche: "Good and Bad in History: The Greek Connection." (i: Steven McKenzie and Thomas Römer (red.): "Rethinking the Foundations: Historiography in the Ancient World and in the Bible. Essays in Honour of John Van Seters"; ''Beihefte zur Zeitschrift für die altestamentliche Wissenschaft'' nr. 294; Walter de Gruyter, Berlin 2000; s. 127-140) * Niels Peter Lemche: "How Does One Date an Expression of Mental History?" (i: Lester Grabbe (red.): "Did Moses Speak Attic? Jewish Historiography and Scripture in the Hellenistic Period" (i: ''Journal for the Study of the Old Testament Supplement Series'' 317/European Seminar on Historical Methodology 3; Sheffield Academic Press, Sheffield 2001; s. 200-224) * Niels Peter Lemche: "On the Problems of Reconstructing Pre-Hellenistic Israelite (Palestinian) History" (i: ''The Journal of Hebrew Scriptures'', vol. 3; 2001) * Niels Peter Lemche: "Does the Idea of the Old Testament as a Hellenistic Book Prevent Source Criticism of the Pentateuch?" (i: ''Scandinavian Journal of the Old Testament''; 2011, bind 25, s. 75-92) * Niels Peter Lemche: "Après le déluge: Københavnerskolen eller kaos?" (i: ''Dansk Teologisk Tidsskrift'', 77. årgang; 2014; s. 98-120) * Niels Peter Lemche: "When the End is the Beginning: Creating a National History?" (i: ''Scandinavian Journal of the Old Testament''; 2015, bind 29, s. 22-32) * Niels Peter Lemche: ''Ancient Israel. A New History of Israel'', Second Edition; London 2015; ISBN 978-0-56766-278-1 * Niels Peter Lemche: If I Forget You, Jerusalem! Studies on the Old Testament (''Discourses in Ancient Near Eastern and Biblical Studies''); 2024; ISBN 978-1800504-36-3 * Jüri Lina: ''Skorpioni märgi all. Nõukogude võimu tõus ja langus''; Stockholm 2003; ISBN 91-972897-9-5 * Allan A. Lund: ''De etnografiske kilder til Nordens tidlige historie''; Wormanium 1993; ISBN 87-89531-08-6 * Etienee Nodet: "Editing the Bible: Alexandria or Babylon?" (i: Thomas Thompson and Philippe Wajdenbaum (red.): ''The Bible and Hellenism: Greek Influence on Jewish and Early Christian Literature. Copenhagen International Seminar''; Routledge, New York 2014; s. 36-55) * Gabrielle Vera Novacek: ''Ancient Israel. Highlights from the Collections of The Oriental Institute University of Chicago''; University of Chicago 2011; ISBN 978-1-88923-65-3 * Johannes Pedersen: "Hasmonæer" (i: ''Salmonsens Konversationsleksikon'', 2. udgave, bind X; 1919; s. 943-944) * Emanuel Pfoh: "Ancient historiography, biblical stories and Hellenism" (i: Thomas Thompson and Philippe Wajdenbaum (red.): ''The Bible and Hellenism: Greek Influence on Jewish and Early Christian Literature. Copenhagen International Seminar''; Routledge, New York 2014; s. 19-35) * Benjamin W. Porter: "Assembling the Iron Age Levant: The Archaeology of Communities, Polities and Imperial Peripheries" (i: ''Journal of Archaeological Research'' vol. 24; 2016; s. 373-420) * Katherine Stott: "Herodotus and the Old Testament: A Comparative Reading of the Ascendancy Stories of King Cyrus and David." (i: ''Scandinavian Journal for the Study of the Old Testament''; 2002; bind 16 s. 52-78) * Jan-Wim Wesselius: "Discontinuity, Congruence and the Making of the Hebrew Bible." (i: ''Scandinavian Journal for the Study of the Old Testament''; 1999 bind 13 s. 24-77) * Jan-Wim Wesselius: "The Origin of the History of Israel: Herodotus’ Histories as Blueprint for the First Books of the Bible" (i: ''Journal for the Study of the Old Testament Supplement Series''; Sheffield Academic Press, Sheffield 2002) * Hans Christian Ørsted: "Overtro og Vantro i deres Forhold til Naturvidenskaben" (''Aanden i Naturen''; 4. udgave; København 1978; ISBN 87-414-8972-1; s. 76-106) === <big>Film</big> === * Simca Jacobovici: ''The Exodus Decoded'' o8qcjjza12dw4f94gu7qlx7qkdvwbmj 42044 42043 2026-06-04T04:32:29Z Sven Halfdan Nielsen 3898 småret 42044 wikitext text/x-wiki [[Fil:Philippe de Champaigne - Moses with the Ten Commandments - WGA04717.jpg|thumb|400px|Ifølge nye videnskabelige kildekritiske teorier er det ikke Moses, som har skrevet Mosebøgerne. Maleri af Philippe de Champaigne.]] === <big>Fortale</big> === Jødedommens ældste historie har hidtil været indhyllet i mørke. Traditionen hviler på ''Tanakh'' eller Gamle Testamente, men dette synes først at have fundet sin endelige form i det 2. århundrede f.Kr. i det hasmunitiske kongerige. Hvor meget, traditionerne har ændret sig før denne tid, er et åbent spørgsmål. Foruden Gamle Testamente er de vigtigste kilder til belysning af spørgsmålet især arkæologiske fund, men også her er der store problemer med troværdigheden. Flere kilders oprindelse er omstridte og dermed bliver deres udsagnsværdi også tvivlsom. Det er først i løbet af den seneste menneskealder, at der tegner sig et mere klart billede af den omskiftelige historie, men hidtil har mig bekendt ingen forsøgt at gøre denne viden tilgængelig på dansk. Jeg har derfor efter fattig evne forsøgt at skildre denne på grundlag af tilgængeligt materiale. Jeg har desuden tilføjet notehenvisninger til de skriftlige kilder, som jeg anvendt. Når man forsøger at skildre kendt historie således som tilfældet er med Gamle Testamente, stilles man over for to problemer: dels må man forsøge at sætte denne fremstilling i forhold til det billede, som andre kilder tegner, dels må man forsøge at forstå den forvandling og forvanskning af oprindelige kilder, som fremstillingen i Gamle Testamente nu afspejler. Den foreliggende undersøgelse falder i to hoveddele, dels en undersøgelse af jødernes faktiske historie således som den lader sig fastslå baseret på grundlag af arkæologiske og historiske kilder, herunder spørgsmålet om jødernes religion, dels en kildekritisk analyse af ''Tanakh'' eller Gamle Testamente. Afslutningsvis vil der blive foretaget en vurdering af hvilken indflydelse, ''Tanakh'' har haft på jødernes selvforståelse og Gamle Testamente har på kristen selvforståelse. Der kan være grund til at understrege, at stort set alt i denne undersøgelse alene skyldes yderst kompetente forskeres virke, og jeg har efter evne forsøgt at henvise til denne forskning. Litteraturen herom findes i den afsluttende litteraturliste. Desuden har jeg inddraget andre inspirationskilder, hvor jeg finder dem relevante og troværdige. Derimod er fortolkningen af disse ulige arbejder min egen, og de oprindelige forskere kan og bør derfor ikke drages til ansvar for denne fortolkning. På dette sted kan der være grund til at forudskikke enkelte kendsgerninger: selvidentiteten "jøde" synes først at blive skabt i 2. århundrede f.Kr. efter hasmunitternes oprør og etableringen af kongeriget baseret på religiøse regler. Der findes ingen ældre beviser på, at jøderne inden da havde fulgt moseloven, og først på dette tidspunkt optræder ''Tanakh'', de ældste synagoger samt mønter uden billede. Det bør desuden bemærkes, at der ingen omtale findes af sabbaten i Gamle Testamente. Efter den babylonske magtovertagelse i 586 f.Kr. optræder ''al Yahuda'' som en by i Babylon, stednavnet Israel optræder første gang på en mønt dateret år 66 e.Kr. og i forbindelse med jødernes oprør mod romerne.<ref>Lemche (2015), s. 15</ref> Mange kunne have skrevet denne bog bedre end jeg, alle kunne have skrevet den anderledes, men hvis ikke at jeg havde skrevet den, var den måske aldrig blevet skrevet. Utallige er de, der ønsker sig, at denne bog aldrig havde set dagens lys. Men almindelig og videnskabelig redelighed forlanger, at sandheden bliver kendt. Om bogens titel skal jeg blot bemærke, at jeg har valgt ordet "jødedom", fordi det betegner jødisk religion og kultur på samme tid. Dette modsat andre ord, som både betegner folk og ideologi på samme tid, hvilket er både uheldigt og uønsket for den, der ønsker en præciseret sprogbrug. Sven Halfdan Nielsen</br> Pärnu, den 5. maj 2026 === <big>Indledning</big> === Al historisk og litterær forskning må hvile på kildekritiske undersøgelser. Dette betyder, at arkæologiske og sproglige kilder kritisk må vurderes med henblik på deres oprindelsessituation, eventuelle tendens, forholden sig til de omtalte begivenheder og for sproglige kilder tillige deres formål (som udmærket kan være mangesidigt). Kilderne må stilles i forhold til, hvad der ellers vides om tiden, og de må forsøges tolket således, at de er bedst i overensstemmelse med denne viden, og at de ikke modsiger denne viden. Hvis det sidste er tilfældet, må man spørge, om fortolkningen er rigtig, eller om den hidtidige "viden" må revideres. I 1636 forsøgte den irske ærkebiskop Ussher at bestemme verdens urhistorie. Det skete med udgangspunkt i Gamle Testamente, som han antog var en troværdig kilde til denne tid. På grundlag af de oplysninger, som fandtes heri, beregnede han, at verden var blevet skabt år 4004 f.Kr., og at Syndfloden var fundet sted år 2501 f.Kr. Fra da af havde menneskeheden foretaget sin spredning ud over jorden.<ref>Bibby (1980), s. 12</ref> I de mange følgende hundrede år var dette udgangspunktet, når oldforskere forsøgte at skildre deres egne landes ældste historie indtil omkring midten af 1800-tallet, da arkæologien først som amatørvidenskab senere som faglig disciplin pillede Usshers forestillinger fra hinanden og påviste, at jordens og menneskehedens historie var betydeligt ældre.<ref>Bibby (1980), s. 13-36</ref> Dette førte til et paradigmeskift i fortolkningen af Gamle Testamente, som ikke længere blev anset som korrekt skildring af hele menneskehedens historie men alene af jødernes historie. Men i denne egenskab blev den fortsat anset som troværdig historisk kilde. Endnu i 1978, da Geoffrey Bibby udgav sin klassiske bog "''Det forsvundne årtusinde''", spillede beretningerne om Abraham, jøderne i Egypten og deres udvandring herfra en egen rolle i skildringen af dette tidsrum.<ref>Bibby (1978), s. 63ff</ref> Men blot få år senere, i 1988, fremkom den første moderne kildekritiske analyse, som fuldstændigt pillede Bibbys antagelse fra hinanden. Det skulle blive starten på et nyt paradigmeskift i forståelsen af Gamle Testamente. Denne analyse blev i 2015 opdateret på engelsk, og det er denne version, som er anvendt i det følgende. Men bogen førte også til beskyldninger om jødefjendtlighed imod forfatteren, Niels Peter Lemche, fordi den pillede jødernes egen hidtidige selvforståelse fra hinanden. Lige siden afslutningen af 2. verdenskrig og især i det 21. århundrede har beskyldninger om "anti-semitisme" fået et kraftigt opsving. Der kan derfor være grund til at gøre nogle bemærkninger om min opfattelse af dette begreb og dets anvendelse. For mig består udtrykket "anti-semitisme" af to dele: "anti" betyder imod, og "semitisme" betegner en politisk, nationalistisk ideologi. Dette indebærer, at jeg skelner mellem jøder som kulturel folkegruppe på den ene side og en semitisk ideologi på den anden. Jeg har intet imod folk, som identificerer sig selv som jøder i religiøs og kulturel henseende så længe, at dette ikke berører deres forhold til andre folkegrupper. For mig er "jøde" altså en betegnelse, der i princippet ikke adskiller sig fra dansker, tysker, armener, kurder, japaner eller en hvilken som helst anden national folkegruppe. Anderledes forholder det sig med begrebet "semitisme". Her er der i mine øjne tale om en totalitær og intolerant national ideologi, som tåler sammenligning med fx. fascismen i Italien og nazismen i Tyskland. Der er med andre ord tale om en ekskluderende ideologi, som på samme tid legitimerer en bestemt handlemåde over for andre befolkningsgrupper. Dette kan der senere være grund til at vende tilbage til, når vi har gjort os selve grundlaget for denne tankegang klart. Lad mig sige det straks: det er ikke "anti-semitisk" at anlægge en anden betragtningsmåde en den, som såkaldte "semitter" selv anlægger - med mindre at man tilføjer, at sådanne semitter har et snævert syn og en snæver fortolkningsramme båret af egne fordomme. I denne henseende minder semitter og muhammedanere om hinanden. Begge promoverer en bestemt fortolkning, og begge benægter retten til at inddrage andre kilder eller til at anlægge en anden og bedre forståelse. For mig skræmmer udsigten til at blive tillagt smædeord mig ikke. Afgørende for mig er objektivt at se på alle fastslåede kendsgerninger og så nå frem til den forståelse, som er mest og bedst i overensstemmelse hermed. Hvis andre har problemer hermed, er det deres problem, ikke mit. De ønsker at forsvare en myte, men for mig er det de historiske kendsgerninger bag myten, som er det vigtigste. Myter er overtro og vantro. Men som Hans Christian Ørsted har sagt det, vil videnskaben overvinde overtroen og vantroen<ref>Ørsted (1978), s. 106</ref>, og således må det være. Det gælder her som i tilfældet med muhammedanismen<ref>se ''Muhammedanismen i kildekritisk belysning''</ref>, at modstanden og modviljen imod at blive konfronteret med nye kendsgerninger dybest set blot viser hvor usikre, forsvarere af den herskende ideologi i virkeligheden er. Hvis de var sikre i deres overbevisning, ville de velkomme enhver udfordring, idet de vil kunne tage den op og sagligt imødegå den og dermed forstærke deres position, men således forholder det sig ikke, tværtimod. Bogen afspejler forskningens nuværende stade, den er en skildring af kendsgerningerne således, som disse tegner sig i det Herrens år 2026. Det er muligt, at fremtiden vil ændre dette billede, og således må det være. Det bør tilføjes, at forskningsfeltet er inde i en rivende udvikling i disse år. Det kan derfor ikke udelukkes, at forskningen om føje år vil give et andet, mere omfattende men måske også revideret billede i forhold til nu, og således må det være. Det er den eneste måde, at vor viden kan forøges og forbedres på. Og skulle denne bog medvirke til at fremme en sådan forskning, har den opfyldt sit formål. === <big>Jødedommens ældste historie</big> === Formålet med det følgende er at skildre jødedommens ældste historie. Hovedvægten vil blive lagt på de arkæologiske vidnesbyrd. Bibelen vil imidlertid blive inddraget, hvis og når den kan belyse historiske kendsgerninger. En række emner vil blive underkastet en særskilt behandling. Jeg har valgt at følge den traditionelle tidsinddeling med hensyn til jødisk historie men at holde den religiøse og den verdslige side af denne historie adskilte, da det giver en bedre forståelse. === Den kana'næiske oprindelse === I det 2. århundrede f.Kr. var Kana'an beboet af stammer med hver deres skytsguddom. Disse guddomme hørte til den kana'anæiske gudeverden og omfattede blandt andre El, Ba'al og Jahve. Over tid begyndte jøderne imidlertid at skille sig ud og hævde, at de ikke stammede fra kana'anæerne, skønt både sproglige og religiøse træk fra tiden 1200-1000 f.Kr. tyder på, at de udviklede sig fra en kana'anæisk fælles kultur i den grad, at det ofte er svært at skelne imellem dem.<ref>Dinkgreve (2021), kap. 8</ref> Hvornår, denne udskillelsesproces er fundet sted, vides ikke, men det må være sket omkring 1207 f.Kr., idet kana'anæerne og israelitterne på en stele rejst af farao Merneptah dateret til dette tidspunkt udtrykkeligt er nævnt som to uens folkegrupper:</br> - "Kana'en er udplyndret,</br> - Israel er lagt øde."</br> Det er værd at bemærke, at de hieroglyffer, som angiver navnet Kana'an, viser, at der er tale om et land, mens de, som angiver Israel, viser, at der er tale om et folk.<ref>Dinkgreve (2021), kap. 8</ref> Det er også den eneste kilde fraset Gamle Testamente som nævner et folk kaldet Israel på denne tid.<ref>Novacek (2011), s. 66</ref> Den oprindelige gud for Israel synes at have været ''El''. Navnet "Isra-el" betyder "El's styre".<ref>Dinkgreve (2021), kap. 8</ref> Kildekritiske undersøgelser af Mosebøgerne viser at disse er skrevet af flere forskellige forfattere, hvoraf to af forskerne kaldes P og E. Begge disse forfattere kalder Gud for ''El'' indtil, at Gud angiveligt selv kalder sig ''Jahve'' over for Moses: "Jeg er Jahve. Jeg viste mig for Abraham og Isak og Jakob som ''El-Shaddai'', men mit navn er ''Jahve''. Jeg gjorde ikke det bekendt for dem".<ref>Bibelen (1992), s. 72</ref> Det bør tilføjes, at i ''Genesis'' forekommer 17 tilfælde af associationer med ''El'' (fx. Bethel) men ikke een eneste med ''Jahve''. Der er desuden eet tilfælde med henvisning til ''Ba'al'', nemlig Ashbel, Benjamins søn === Ugarit === I 1928 fandt en bonde i Ras Shamra ved Middelhavskysten (nu i Syrien) et omkring 3.000 år gammelt gravkammer. En udgravning det følgende år viste, at det dækkede over dels en større gravplads, dels en forhistorisk by: Ugarit, en vigtig handelsby fra omkring 1450 f.Kr. til 1192 f.Kr., idet byen blev brændt af og blev opgivet antagelig mellem 1190 f.Kr. og 1185 f.Kr. Blandt de mange fund var et stort antal lertavler og mange af dem med religiøse tekster: mytologiske vers, hymner til guder, lister over præsternes ofringer. Den ledende guddom i Ugarit hed ''El''. ''El'' var gudernes fader, skaber af alle levende væsener, den evige konge. Han blev beskrevet som en ældre skægget mand, som sad på en trone med en krone med tyrehorn. Hans hustru hed ''Ashera''<ref>Dinkgreve (2021), kap. 8</ref>, hun var moder til 70 guder ifølge teksterne. Blandt sønnerne var stormguden ''Baal'', havguden ''Jam'', dødsguden ''Mott'' og krigergudinden ''Anat''. Tilsammen blev de kaldt ''Ilham'', det vil sige børn af ''El''. I Bibelens skildring af skabelsen optræder ordet ''Elohim'', på hæbraisk et ord for guddom, hvilket er umiddelbart sammenligneligt med ordet i Ugarit, men ordet er flertal, ikke ental. Og flere af beretningerne i Gamle Testamente bruger netop (men ikke alene) dette ord om Gud: ''El Shaddai'' (Gud den Almægtige), ''El Elyon'' (Gud den Højeste)<ref>Novacek (2011), s. 41</ref>, ''El Olam'' (den evige Gud), ''El Bethel'' (Bethels Gud). Det er det samme navn som den øverste gud i kana'anæernes gudeverden. Af disse kendsgerninger tør drages to slutninger. Den ene er, at Gud i den hebraiske forståelse ikke i starten var fuldstændig og enerådende men i stedet udviklede sig over tid, langsomt ved en proces, der bedst kan beskrives som konvergens: flere guder smeltede sammen i een guddom. Den anden slutning, man tør drage, er den, at israelitterne udviklede sig som folk fra kana'anæerne. Deres første gud var kana'anæernes gud ''El''. For de folk, som levede i bjergene i Kana'an omkring 1100 f.Kr. var der ikke nogen markant forskel imellem deres egen religion og de omgivende folkeslags religion: de dyrkede den samme fadergud og modergudinde. Dette har været anerkendt af arkæologer siden omkring 1970 baseret på fundne lertavler, indskrevne navne på lerkar, fund af husguder og af husaltre. === Jahve === Nu er det velkendt, at jøderne har et andet navn på deres gud: ''Jahve''. Hvor stammer dette navn fra? Hvor og hvornår overtog han de egenskaber, som tidligere blev tillagt El? For at svare på disse spørgsmål, må vi inddrage tre nye kilder. På en to tusinde år gammel læderklud fundet i en hule findes en tekst med følgende indhold: da den højeste gud gav nationerne deres arv, da han delte menneskeheden, fastlagde han deres indbyrdes grænser i henhold til antallet af gudesønner. Denne tekst fra Femte Mosebog 32:8<ref>Bibelen (1992), s. 237</ref> var identisk med den tekst, som jøderne kopierede i århundrede før Kristi fødsel. Den findes i den græske version af Gamle Testamente fra 3. og 2. århundrede f.Kr. Jøderne ændrede siden teksten fra "gudesønner" til "Israels sønner". Tages teksten for pålydende, har den højeste gud inddelt menneskene i nationer og givet hver nation en søn som guddommelig leder. I det følgende vers fortælles hvilken søn, der blev tildelt hvilken nation, og det oplyses, at Jahve fik tildelt Jacobs stamme eller Israel. Det må her bemærkes, at Jahve her tydeligt er en mindre, en underordnet gud i forhold til den højeste gud. Bibelforskere som Mark Smith og Frank Moore Cross fra Harvard mener, at det er her, at Jahve gøres til guddom for Jacobs stamme. Teksten i Kumran (bedre kendt som Dødehavsrullerne) bevarede den oprindelige tekst, men den blev i middelalderen tilsyneladende tilpasset. I ''Salmernes Bog'' salme 82 findes følgende:</br> "Gud træder frem i gudeforsamlingen,</br> blandt guderne holder han dom:</br> Hvor længe vil I dømme uretfærdigt</br> og tage parti for de ugudelige? Sela</br> Skaf de svage og faderløse deres ret,</br> frikend de hjælpeløse og arme,</br> udfri de svage og fattige,</br> red dem fra de ugudeliges magt! De forstår og fatter intet,</br> de vandrer i mørke,</br> jordens grundvolde rokkes.</br> Jeg har sagt: I er guder,</br> I er alle sønner af den Højeste.</br> Dog skal I dø som mennesker,</br> og I skal falde som en af stormændene. Rejs dig, Gud, hold dom over jorden,</br> for du har alle folkene som ejendom."<ref>Bibelen (1992), s. 693</ref> Denne salme indeholder altså mindet om en gudeforsamling, som også afspejles i den langt ældre tekst. Ordet "guderne" i den originale tekst er ''Elohim'', i flertal. Det viser, at der var en tid i jødernes historie, hvor flerguderi øjensynligt var en almen forståelse. Og en af disse gudesønner var åbenbart Jahve. Et lignende minde findes i Første Mosebog kapitel 6, der begynder således: "Da menneskene begyndte at blive talrige på jorden og fik døtre, så gudesønnerne, at menneskedøtrene var smukke. Blandt dem tog de sig alle de koner, de havde lyst til. Da sagde Herren: "Min livsånde skal ikke forblive i mennesket for evigt. De er dødelige, deres levetid skal være 120 år".</br> Dengang gudesønnerne gik ind til menneskedøtrene og fik børn med dem - men også siden hen - var der faldne på jorden. Det er heltene, navnkundige mænd fra ældgamle dage."<ref>Bibelen (1992), s. 12. Den danske oversættelse har "kæmper" i stedet for "faldne" men det originale ord er ''nefilim'' med netop denne betydning</ref> Endnu en kilde, som bør nævnes, er et tempel nu beliggende i Sudan på Nilens vestre bred. Det blev opført af farao Aman Hototeep III (bedstefader til Tutankhamon), som regerede Egypten fra ca. 1390 f.Kr. til 1352 f.Kr., og var tilegnet guden Amon Ra. På en af søjlerne i dette tempel, der omtaler underkuede folkeslag, optræder "Tashasu YHWH". Nationen ''Shassu'' var et semitisk folkeslag, nomader, kvæghyrder, der strejfede om i ørkenen ved den sydlige grænse for Kana'an. Betegnende nok identificeres de ikke ved deres landområde men derimod ved deres guddom, ''Jahve'', omtrent 200 år før at israelitterne ellers optræder i historiske tekster ifølge gængs fortolkning. Egyptologen Donald Redford slutter heraf, at ''Jahve'' oprindeligt var en edomitisk eller midianistisk gud i de sydlige ørkenområder, som blev dyrket i områder, som den hebraiske bibel selv udpeger som stedet for jødernes oprindelse, som stedet hvor Moses hørte Gud tale fra en brændende busk, og i ''Dommerbogen'' findes blandt andet "Deboras sejrssang", som dateres til 12. århundrede f.Kr.<ref>Dinkgreve (2021), kap. 8</ref>, med følgende linjer: Herre, da du drog ud fra Se'ir,</br> da du skred frem fra Edoms land,</br> skælvede jorden, himlen dryppede af regn,</br> ja, skyerne dryppede af vand.</br> Bjergene rystede foran Herren,</br> Sinajs Herre,</br> foran Herren, Israels Gud.<ref>Bibelen (1992), s. 276</ref> Edom lå i den nordøstlige del af Sinaj-ørknen, sydøst for Det Døde Hav. Men der er mere. Jahve introduceres af Moses efter, at Jetro, Moses svigerfader, sammen med sine sønner havde sluttet sig til jøderne.<ref>Bibelen (1992), s. 87</ref> Ifølge Anden Mosebog kapitel 3:1 var Jetro præst i Midjan.<ref>Bibelen (1992), s. 68</ref> Det må rejse spørgsmålet, om det er fra ham, at Moses har overtaget sin guddom Jahve. Men ifølge Dommerbogen kapitel 1:16 var Jetro kenit: "Efterkommere af den kenit, der var Moses' svigerfar, drog sammen med judæerne op fra Palmebyen til Judas ørken i Arads sydland og bosatte sig hos befolkningen dér."<ref>Bibelen (1992), s. 271</ref> Kenitterne var Kains efterkommere. I Første Mosebog kapitel 4:17-22 læser vi: "Kain lå med sin kone, og hun blev gravid og fødte Enok. Så byggede han en by og gav den navn efter sin søn Enok. Enok fik sønnen Irad, Irad fik Mehujael, Mehujael fik Metushael, og Metushael fik Lemek. Lemek tog sig to koner, den ene hed Ada, den anden Silla. Han blev stamfader til dem, der bor i telte og holder kvæg. Også Silla fødte en søn, Tubal-Kain, stamfader til smedene, alle dem, der forarbejder kobber og jern."<ref>Bibelen (1992), s. 11</ref> Vi ved, at i andre kulturer som egyptisk, græsk og romersk er smedekunsten forbundet med vulkaner: i romersk mytologi hed smedeguden ligefrem ''Vulkan''. Læg dertil profetien i Esajas' Bog kapitel 31:9, der nævner "Herren, som har sit bål på Zion og sin ovn i Jerusalem".<ref>Bibelen (1992), s. 874</ref> Og for at fuldende billede findes i Anden Mosebog kapitel 19:18-19 følgende beskrivelse af bjerget: "Hele Sinajs bjerg var hyllet i røg, fordi Herren var steget ned på det i ild og røgen steg til vejrs som røgen fra en smelteovn. Hele bjerget skælvede af stor rædsel, og hornklangen blev kraftigere og kraftigere."<ref>Bibelen (1992), s. 88</ref> Det kunne være en beskrivelse af en aktiv vulkan. Disse sammenfald kan næppe være tilfældige. Er der tale om, at Jahve oprindelig var en smedegud forbundet med vulkanisme, og at han er overtaget af Moses (hvis han er en historisk person) fra sin svigerfaders kultur? I så fald viser det, at der findes en jødisk religiøs forhistorie, som man siden har forsøgt at fortrænge. Af det foregående tør vi antage, at ''Jahve'' ikke begyndte i Israel. Han begyndte som en "skytsguddom" blandt nomadiske stammer uden en konge, uden templer og uden et skriftsprog. På et eller andet tidspunkt, måske som følge af handel eller af en edomitisk udvandring nordpå, kom denne gud til kana'anæerne, og der mødte han en anden guddom: den gamle gud ''El''. Hvad, der siden fulgte, var konvergens: før dannelsen af et kongerige, før opførelsen af det første tempel, blev ''El'' "opslugt" af ''Jahve''. Derved fik den nye fusionerede guddom begge navne i Gamle Testamente. === Ashera === Men denne gud stod ikke alene, han havde en kvindelig partner, en gudinde: ''Ashera''. Ashera optræder i kana'anæernes hjem som gudindestatuette, hendes navn findes på forrådskar og i gravskrifter. I tekster fra 8. århundrede f.Kr. bliver hun påkaldt ved siden af Jahve som om de hørte sammen og var ligestillede. Vi ved nu, at hun i århundreder var blevet dyrket af jøderne som gudinde. Hun kunne gå på vandet, hendes tilnavn var ''Kudu'', den hellige. Hun findes gengivet på et egyptisk kunstværk fra samme tid stående på ryggen af en løve og med en slange i hver hånd. Kort sagt var hun en af de store modergudinder i Mellemøsten. I to bygninger daterede til tiden 801-770 f.Kr. i det nordøstlige Sinai ved bjerget Contilit Azud fandt arkæologer i 1975 store forrådskar med en tekst skrevet på tidlig hebraisk: "Jeg velsigner dig ved Jahve af Samaria og hans Ashera"<ref>Novacek (2011), s. 92</ref> og "Jeg velsigner dig ved Jahve af Teman og hans Ashera". Her står israelitternes mandlige guddom sammen med kana'anæernes gudinde. Teman var den egn i ørkenen, hvor ifølge Habakuks Bog kapitel 3:3 Jahve havde sin oprindelse:</br> "Gud kommer fra Teman,</br> den Hellige fra Parans bjerge".<ref>Bibelen (1992), s. 1187</ref> I Hebron blev tilsvarende fundet en gravskrift dateret til midten af 8. århundrede f.Kr.: "Velsignet være Uryyaho ved Jahve for fra hans fjender ved Ashera har han frelst ham". Desuden har man fundet over tusind små gudindestatuetter, heraf 400 alene i Jerusalem, der ifølge Raz Kletter utvivlsomt forestiller Ashera skildret med krop som en cylinder med to markerede bryster og hænder, der tilbyder dem, samt et smilende ansigt. De dateres alle til 8. og 7. århundrede f.Kr. og de blev alle fundet i private hjem, ikke i templer. De viser, at dyrkelsen fandt sted under det delte kongerige som noget alment udbredt, ikke som noget særegent for de få. Som supplement til en forståelse kan man gå til Gamle Testamente, hvor der er bevaret flere passager, hvori Ashera-dyrkelsen omtales. Den følgende oversigt gør ikke krav på fuldstændighed. I Første Kongebog kapitel 14 læser vi: "Salomos søn Rehabeam blev konge i Juda. .. Rehabeam var enogfyrre år, da han blev konge, og han regerede sytten år i Jerusalem, den by Herren havde udvalgt af alle Israels stammer til at sætte sit navn på. Hans mor hed Na'ama og var fra Ammon. Judæerne gjorde, hvad der var ondt i Herrens øjne, og med de synder, de begik, gjorde de ham mere vred, end deres fædre havde gjort. Også de byggede offerhøje og lavede stenstøtter og Ashera-pæle på alle høje bakker og under alle grønne træer; der var endog mandlige helligskøger i landet."<ref>Bibelen (1992), s. 396</ref> I kapitel 15 læser vi: "I Nebats søn kong Jeroboams attende regeringsår blev Abija konge over Juda. Han regerede tre år i Jerusalem. Hans mor hed Ma'aka og var datter af Absalom. Han fulgte alle de synder, som hans far havde begået før ham..<ref>Bibelen (1992), s. 396</ref> I Israels konge Jeroboams tyvende regeringsår blev Asa konge over Juda. Han regerede enogfyrre år i Jerusalem. Hans mor hed Ma'aka og var datter af Absalom. Asa gjorde, hvad der var ret i Herrens øjne, lige som sin fader David. Han forviste de mandlige helligskøger fra landet og fjernede alle de møgguder, som hans forfædre havde lavet. Han fjernede også sin mor Ma'aka som kongemoder, fordi hun havde ladet fremstille en rædselsstøtte til Ashera. Asa huggede støtten om og brændte den i Kedrondalen. Offerhøjene forsvandt ikke.."<ref>Bibelen (1992), s. 396f</ref> I kapitel 16 læser vi: "Omris søn Akab blev konge over Israel i Judas konge Asas otteogtredivte regeringsår, og Omris søn Akab regerede toogtyve år i Samaria over Israel. Omris søn Akab gjorde, hvad der var ondt i Herrens øjne, værre end nogen før ham. Da det ikke var nok for ham at følge Nebats søn Jeroboams synder, giftede han sig med sidoniernes konge Etba'als datter Jezabel, og han gav sig til at dyrke og tilbede Ba'al. Han rejste et alter for Ba'al i Ba'als tempel, som han havde bygget i Samaria. Akab lavede en Ashera-pæl, og Akab gjorde mere endnu, så han krænkede Herren, Israels Gud, mere end nogen af Israels konger, der havde været før ham."<ref>Bibelen (1992), s. 399</ref> I Anden Kongebog kapitel 21 omtales kong Manassa. Om hans gerninger hedder det: "Han gjorde, hvad der var ondt i Herrens øjne efter de afskyelige skikke hos de folkeslag, som Herren havde drevet bort foran israelitterne. Han genopbyggede de offehøje, som hans fader Hizkija havde ødelagt; han rejste altre for Ba'al, og han lavede en Ashera-pæl, sådan som Israels konge Akab havde gjort, og han tilbad hele himlens hær og dyrkede den. .. Og i de to forgårde til Herrens tempel byggede han altre for hele himlens hær. .. Og han opstillede Ashera-billedet, han havde lavet, i dette tempel, om hvilket Herren havde sagt til David og til hans søn Salomo: "''På dette tempel og på Jerusalem, som jeg har udvalgt blandt alle Israels stammer, vil jeg sætte mit navn til evig tid; og jeg vil ikke mere jage Israel bort fra det land, som jeg gav deres fædre, når de blot omhyggeligt vil gøre alt det, jeg har befalet dem, og holde hele loven, som min tjener Moses gav dem.''" Men de ville ikke høre, og Manassa forledte dem til at handle værre end de folkeslag, som Herren havde udryddet for israellitterne."<ref>Bibelen (1992), s. 438f</ref> I Anden Kongebog kapitel 23 oplyses, at denne afgudsdyrkelse holdt sig til Josija stoppede den: "Så befalede kongen ypperstepræsten Hilkija, andenpræsterne og dørvogterne at fjerne alle de ting, der var lavet til Ba'al og til Ashera og til hele himlens hær, fra Herrens tempel, og han brændte dem uden for Jerusalem .. Helligskøgernes rum i Herrens tempel, hvor kvinderne vævede klæder til Ashera, rev han ned. .. Også alteret i Betel, offerhøjen som Jeroboam, Nebats søn, havde opført, han som forledte Israel til synd, både dette alter og offerhøjen rev Josija ned, og han knuste stenene til støv og brændte Ashera-pælen."<ref>Bibelen (1992), s. 441</ref> Profeten Jeremis beklagede sig i Jeremias' Bog kapitel 7: "Kan du ikke se, hvad de gør i Judas byer og Jerusalems gader? Børnene samler brænde, fædrene tænder ild og kvinderne ælter dej, så de kan lave offerkager til Himmeldronningen og udgyde drikofre for andre guder og krænke mig."<ref>Bibelen (1992), s. 950</ref> Han taler om ''Ishtar'', Mesopotamiens version af Ashera, mens hun blev adopteret som ''Afrodite'' i Grækenland og blev kaldt ''Astarte'' af kana'anæerne og senere af fønikerne.<ref>Novacek (2011), s. 38</ref> Der kan således ikke være tvivl om, at Ashera-dyrkelsen var udbredt blandt jøderne i flere århundreder, snart officielt snart uofficielt. Manassa regerede fra 697 f.Kr. til 642 f.Kr. og Josija skal have stoppet Ashera-dyrkelsen omkring 622 f.Kr. Men uofficielt fortsatte dyrkelsen helt frem til babylonernes erobring af Jerusalem. Det vigtigste i denne sammenhæng er, at denne afgudsdyrkelse, som det også fremgår af Gamle Testamente, fandt sted længe efter, at jøderne skulle være gået over til monoteisme. === Den centraliserede gudsdyrkelse === Men hvornår begyndte den monoteistiske gudsdyrkelse blandt jøderne? Meget tyder på, at det var en udvikling i to trin: først skete der en centralisering af gudsdyrkelsen, og langt senere en overgang til monoteisme. Første kilde til denne udvikling findes i Moseloven. Her hedder det: "Du må ikke lave dig noget gudebillede i form af noget som helst oppe i himlen eller nede på jorden eller i vandet under jorden. Du må ikke tilbede dem og dyrke dem, for jeg, Herren din Gud, er en misundelig Gud."<ref>Bibelen (1992), s. 89. I oversættelsen til dansk bruges ordet "lidenskabelig" i stedet for "misundelig"</ref> Det siges ikke, at der ikke findes andre guder, kun at jøderne ikke længere måtte dyrke dem. Næste kilde findes i Anden Kongebog om kong Josija, som regerede 640-609 f.Kr. Her hedder det: "Og statsskriveren Shafan fortalte kongen, at præsten Hilkija havde givet ham en bog, og Shafan læste den op for kongen."<ref>Bibelen (1992), s. 440</ref> Forskere mener, at den bog, der her er tale om, sandsynligvis var Femte Mosebog. Femte Mosebog adskiller sig tydeligt fra de foregående fire Mosebøger, så meget at man mener, at den har sin egen forfatter (eller egne forfattere), der af forskerne kaldes D. Denne forfatter D genkendes også i en række andre tekster i Gamle Testamente: Joshua-bogen, Første og Anden Dommerbog, Samuels Bog samt Første og Anden Kongebog. Det menes, at alle disse bøger er forfattede af samme person eller personkreds.<ref>Dinkgreve (2021), kap. 8</ref> Anden Kongebog fortæller om kong Josiah, at han centraliserede gudsdyrkelsen og forbød stedlige altre: "Han hentede alle præsterne fra Judas byer, og offerhøjene lige fra Geba til Be'ersheba, hvor de havde tændt offerild, gjorde han urene, og portofferhøjene, som lå ved kommandantensen Josvas port til venstre, når man går ind ad byporten, rev han ned."<ref>Bibelen (1992), s. 441</ref> Som det siges: "Der havde ikke tidligere været nogen konge, der som han af hele sit hjerte og af hele sin sjæl og af hele sin styrke vendte om til Herren, helt efter Moses' lov og efter ham kom der ingen som han."<ref>Bibelen (1992), s. 442</ref> Tydeligvis var der tale om at samle al religiøs magt på et sted og under kongens kontrol.<ref>Lemche (2015), s. 176</ref> Det var med andre ord en religiøs revolution. For at retfærdiggøre denne revolution måtte man opfinde en spådom, der kunne retfærdiggøre den. Her træder nu to kilder ind. Den ene findes i Første Kongebog. Her omtales en gudsmand, som råber imod et alter: "Alter, alter! Dette siger Herren: I Davids hus skal der fødes en søn ved navn Josija. På dig skal han slagte de offerhøjspræster, som tænder offerild på dig, og han skal brænde menneskeknogler på dig."<ref>Bibelen (1992), s. 393</ref> Den anden er Femte Mosebog: allerede i første sætning gives indtrykket af, at denne bog er Moses' sidste ord inden sin død<ref>Bibelen (1992), s. 200</ref>, og her formuleres en "ny moselov" begyndende således: "Dette er de love og retsregler, som I omhyggeligt skal følge i det land, Herren, dine fædres Gud, har givet dig i eje, så længe i lever på jorden. I skal ødelægge alle de steder, hvor de folk, I fordriver, har dyrket deres guder, på de høje bjerge, på bakkerne og under alle grønne træer. I skal rive deres altre ned og knuse deres stenstøtter, deres Ashera-pæle skal I brænde, og deres gudebilleder skal I hugge om; I skal udslette deres navn fra de steder. For på den måde må I ikke dyrke Herren jeres Gud. Nej, I skal søge til de sted, Herren jeres Gud udvælger blandt alle jeres stammer til at sætte navn på, så det kan bo der. Dér skal du komme, og derhen skal I bringe jeres brændofre og slagtofre, jeres tiender og afgifter, jeres løfteofre og frivilligofre og det førstefødte af jeres køer og får."<ref>Bibelen (1992), s. 214</ref> Men trods dette forsøg på at legitimere centraliseringen af gudsdyrkelsen holdt det ikke længe. Snart begyndte folk atter deres decentrale gudsdyrkelse, og som vi tidligere har set, opgav de aldrig deres Ashera-dyrkelse. Den omstændighed, at det netop er D, som promoverer den centraliserede gudsdyrkelse, gør, at forfatteren med stor sandsynlighed skal søges i præsteskabet ved det kongelige hof i Josijas levetid, det vil sige omkring 623 f.Kr.<ref>Lemche (2015), s. 177</ref> === Jøderne i Kana'an === Vi har fulgt jødernes religiøse udvikling, men hvordan forholder det sig med områdets politiske udvikling? Det er en broget historie, hvor Gamle Testamente trods påviselige fejl alligevel kan give nyttige oplysninger. Som et passende udgangspunkt kan tages bronzealderen før, at den gamle verdensorden brød sammen. På denne tid bestod Kana'an eller Palæstina af en række små kongedømmer, ret beset bystater idet hver havde en by som sit politisk-administrative hovedsæde. Befolkningen var mere eller mindre besiddelsesløse hoveriarbejdere for kongen: de kunne være engageret i landbrug, håndværk, handel og forsvar. Om nogen etnisk-national deling var der næppe tale, alle talte samme sprog og havde den samme religion. Egypten med dets faraoer udgjorde siden 15. århundrede f.Kr. den overordnede magt, som småkongerne måtte underkaste sig. Til gengæld blandede Egypten sig ikke i de stridigheder der foregik internt i Kana'an om magtområder. Sådanne mindre krige synes at have hørt til dagens orden, men de forhindrede ikke tidens internationale handel med varer.<ref>Lemche (2015), s. 84-89</ref> Meget taler for, at det var ankomsten af "havfolket" (engelsk: ''Sea People'') omkring 1178 f.Kr. som udløste en ny politisk udvikling.<ref>Lemche (2015), s. 89</ref> Frem til sammenbruddet havde området været præget af kana'anæiske kongefamilier, som styrede mindre områder fra deres centralt beliggende byer. Hidtil havde områder i nord været under hittitisk overherredømme og området i syd som helhed været under egyptisk kontrol, men nu svækkedes denne kontrol<ref>Porter (2016), s. 384</ref>, og det indebar, at der indtraf muligheder for større indbyrdes stammekrige i området. Det betød også, at folk udefra nu kunne blande sig med held i disse stedlige stammekrige. Det er muligt, at jødernes erobringer netop hører hjemme i denne sammenhæng. Til trods for, at Gamle Testamente fremstiller disse kampe som religionskrige mellem folkeslag med polyteisme og jøderne med deres påståede monoteisme, er der intet, som tyder på, at dette er korrekt. Snarere må vi se disse kampe som sket mellem et imperialistisk erobrerfolk og stedlige bofaste stammer. At der også var religiøse forskelle imellem dem, understregede blot krigenes stammemæssige karakter. Mens filistrene bosatte sig ved kysten, flyttede israelitterne ind fra øst og bosatte sig overvejende i højlandet, hvor de over tid tilegnede sig megen af den stedlige kultur, samtidig med at deres frænder, aramæerne, slog sig ned mod nordøst i Syrien. Hebræerne fik i denne besættelse støtte fra beslægtede og ligesindede nomadiske stammer og semitiske folkeslag. Alliancen var mulig, fordi de alle dyrkede Jahve.<ref>Novacek (2011), s. 66</ref> Denne fælles kult var længe den eneste institution, som bandt folket sammen, og det kunne ikke forhindre, at der jævnligt opstod konflikter mellem dem. Der kan på dette sted være grund til at gøre op med myten om Jerikos erobring. Ifølge den bibelske tradition skete erobringen ved, at de omgivende bymure styrtede sammen.<ref>Bibelen (1992), s. 248f</ref> Problemet er, at det arkæologisk kan påvises, at der ingen bymure var!<ref>Novacek (2011), s. 66</ref> Forklaringen er, at Kana'an indtil da havde været underlagt Egypten, hvis overherredømme var blevet afgjort efter slaget ved Megiddo i 1479 f.Kr. Efter erobringen beholdt eliten i de kana'anæiske familier deres styrende rolle, når blot de var loyale i forhold til den egyptiske farao, men de måtte acceptere, at de ikke måtte befæste deres byer, (hvilket gav dem problemer blandt andet, da Megiddo blev angrebet af Lab'ayu fra det nærliggende Shechem).<ref>Novacek (2011), s. 25</ref> Det må rejse spørgsmålet, om israelitterne overhovedet nogen sinde har erobret Kana'an, eller om de så at sige "overtog" havfolkets faktisk påviste erobringer og indskrev dem i deres historie? Overhovedet har det været praktisk talt umuligt at påvise israelitterne bosættelse i Levanten. Forskere har ment, at en række nye bosættelser i marginale områder i bjergegne kunne være deres bosættelser<ref>Porter (2016), s. 386</ref>, men der kan lige så godt være tale om, at nogle kana'anæere fra lavlandet efter det handelsmæssige sammenbrud valgte at flytte ud og etablere sig med et nyt men mere holdbart selvforsynende landbrug<ref>Porter (2016), s. 388f</ref>, hvor handel som helhed spillede en mindre rolle end tidligere og især var af regional snarere end international karakter.<ref>Porter (2016), s. 388</ref> Ulige forsøg på at identificere bestemte former for genstande som værende israelitiske er strandet på, at de selv samme genstande også findes i områder uden israelsk bosættelse ifølge Gamle Testamente, de kan derfor ikke levere det ønskede bevis.<ref>Porter (2016), s. 387</ref> I den første tid efter israelitternes indvandring var tilstandene i Kana'an væsentlig som før. Det var langt fra lykkedes jøderne at udrydde hele den bosatte befolkning, så det endte med, at jøderne bosatte sig i egne bosættelser. De ulige folk og stammer levede i samfund hver for sig med byerne som centrum for de omgivende landsbyer. Hebræerne erobrede og ødelagde de mere civiliserede kana'anitter men overtog deres skriftsystem. De overtog også kana'anitternes byggeskik, men uden at hebræernes byggerier nåede samme høje stade som deres forgængere. Jerusalem var på denne tid et lille sted uden stor betydning og kunne ikke måle sig med andre byer i området. Hidtil har spørgsmålet om hebræernes oprindelse været ubesvaret. I det følgende skal der gøres et forsøg på at besvare dette spørgsmål. Tør man tro Josvabogen kapitel 20, blev der oprettet særlige bebyggelser kaldet "tilflugtsbyer" for kriminelle, hvor disse kunne søge politisk asyl og unddrage sig retsforfølgelse for deres kriminelle gerninger: "Herren talte til Josva og sagde: "Sig til israelitterne, at de skal udpege de tilflugtsbyer, som jeg talte til jer om ved Moses, så en drabsmand, der uforsætligt og uforvarende slår nogen ihjel, kan flygte dertil; de skal være tilflugtssteder for jer mod blodhævneren. Når drabsmanden søger tilflugt i en af disse byer og stiller sig ved indgangen til byporten, skal han forelægge sin sag for de ældste i den by. De skal give ham adgang til byen og give ham et sted, hvor han kan bo hos dem. Når blodhævneren forfølger ham, må de ikke udlevere drabsmanden til ham; det var jo uforvarende, han slog sin næste ihjel, han havde ikke tidligere næret fjendskab mod ham. Han kan så blive boende i den by, indtil han stilles for menighedens domstol, eller indtil den ypperstepræst dør, som er der til dentid. Da kan drabsmanden vende tilbage til sin by og sit hus, den by, han er flygtet fra"."<ref>Bibelen (1992), s. 264</ref> De var en ordning, som kunne beskytte enhver kriminel mod retsforfølgelse. Men måske forklaringen skal søges i områdets almindelige historie netop på denne tid. I Anden Mosebog kapitel 21 findes blandt andet følgende retsregler for samfundslivet: "Når du køber en hebraisk træl, skal han være træl i seks år, men i det syvende år skal han frigives uden vederlag."<ref>Bibelen (1992), s. 90</ref> Hvad er det for nogle hebraiske trælle, der henvises til? Niels Peter Lemche mener, at udtrykket ''habiru'', som kendes fra hele den frugtbare halvmånes område ned til og med Egypten, oprindelig betegnede folk, som af den ene eller anden grund var flygtet fra deres hjemstavn.<ref>Lemche (2015), s. 91</ref> I begyndelsen forsøgte de stedlige småkonger at slippe af med disse flygtninge igen ved at lade dem hjemsende. Men dermed gjorde man dem til illegale, og følgen var, at de efterhånden også opførte sig som sådanne. Meget tyder på, at de søgte til områder, som var uden for småkongernes kontrol, nemlig til de stedlige bjergegne i den nordlige og mellemste del af landet. Her kunne de leve i nogenlunde fred og fri for faren for at blive hjemsendt.<ref>Lemche (2015), s. 92</ref> Lemche mener, at ordet "''hebræer''" er afledt af ''habiru'': de to ord optræder samtidigt i kilderne, og det kan meget vel være, at vi her har den egentlige årsag til, at hebræerne som folkegruppe blev udskilt fra den fastboende befolkning i lavlandet.<ref>Lemche (2015), s. 94</ref> Det er muligt, at de hebræiske trælle, som Mosebogen henviser til, var sådanne, som søgte at legitimere sit ophold ved at underkaste sig en art "prøvetid" med henblik på senere at blive anerkendt som fri borger.<ref>Lemche (2015), s. 93</ref> Og det er ligeledes muligt, at de "flygtningebyer", som tidligere blev omtalt, har samme historiske oprindelse: det er minderne om en tid, da jøderne var hebræere, illegale flygtninge som opholdt sig i bosættelser, hvor de kunne få "politisk asyl". Det er nærliggende at tænke på kurdernes stilling i Mellemøsten anno 2026. Hvis det forholder sig således, var det i hvert fald ikke en endelig løsning på problemet. Før eller siden måtte denne illegale flygtningebefolkning i bjergene opnå en sådan størrelse, at den også kunne udgøre en politisk magtfaktor. Det indebar, at den kunne føre krige for at opnå ret til at danne en egen statsdannelse. Måske at det er mindet om sådanne krige, som afspejles i Josvabogens beretninger om "erobringen af Kana'an". I givet fald var der antagelig tale om en hebræisk version af den samme historie, som andre indvandrere som fx. filistrene øjensynligt gennemlevede. Forudsat, at dette er korrekt, bliver det lettere at forstå den bibelske tradition. Og det bliver lettere at forstå hvorfor, at "Israel" først optræder som folkegruppe snarere end som et landområde. Vi ved ikke meget om selve samfundets indretning. Lemche antager, at det var bygget op af flere lag af sociale forbindelser: familien, klanen og stammen. Især synes familien og slægten at have spillet en betydelig rolle. Dette afspejles i de omfattende slægtstavler, som indgår i Gamle Testamente. De skulle vise, at alle israelere i sidste ende var i familie med hinanden og derfor dele af nationen, idet de alle stammede fra deres fælles stamfader: Jakob.<ref>Lemche (2015), s. 98</ref> Skal man tro Gamle Testamente fortsatte jødernes deres folkemord. I Dommerbogen kapitel 1 læser vi: "Så drog Juda op, og Herren gav kana'anæerne og perizzitterne i deres hånd, og de slog dem i Bezek og dræbte ti tusind mand. ..Judæerne angreb Jerusalem og indtog den. De huggede indbyggerne ned med sværd og stak ild på byen."<ref>Bibelen (1992), s. 271</ref> I de byer, som det ikke lykkedes jøderne at udrydde befolkningen, blev disse i stedet gjort til hoveriarbejdere.<ref>Bibelen (1992), s. 272</ref> Det kan næppe undre, hvis denne opførsel gav anledning til yderligere uro, og at nye kampe fulgte. Ved en lejlighed slog jøderne "omkring ti tusind moabitter ihjel. .. Derefter havde landet ro i firs år".<ref>Bibelen (1992), s. 274</ref> Der er bare et stort problem ved hele dette narrativ: ingen samtidige kilder, hverken de utallige breve fra Kana'an til farao eller arkæologiske spor kan underbygge, at nogen erobring og israelsk bosættelse skulle have fundet sted.<ref>Lemche (2015), s. 116, 118</ref> Josvabogen kapitel 8 fortæller om erobringen af byen Aj<ref>Bibelen (1992), s. 252</ref>, men arkæologisk kan det bevises, at Aj var lagt øde allerede omkring 2300 f.Kr.!<ref>Lemche (2015), s. 117</ref> Lemche mener derfor, at narrativet om "erobringen" af Kana'an er skabt efter, at jøderne havde taget magten i et forsøg på at "rekonstruere" den jødiske statsdannelses oprindelse.<ref>Lemche (2015), s. 118</ref> Efter Josvas angivelige erobringer fulgte dommertiden, hvor landet blev styret af de såkaldte dommere. Tør man tro Gamle Testamente førte det til, at filistre og ammonitter for en tid fik overtaget.<ref>Bibelen (1992), s. 286</ref> Også internt var der øjensynlig magtkampe, således forenedes de andre stammer mod Benjamins stamme.<ref>Bibelen (1992), s. 297ff</ref> Men som vi senere skal se, er der her snarest tale om et vandremotiv, som intet har a gøre med en historisk begivenhed. Dommertiden fremstår som et narrativ, der skal begrunde hvorfor, at jøderne etablere et kongerige. Efterhånden blev lovløsheden ifølge narrativet for meget, og hebræerne besluttede sig for at etablere et eget kongerige i Palæstina. Denne institution kom som en nødvendig følge af både de interne lovløse tilstande og behovet for at organisere krigsførelsen mod andre folkegrupper.<ref>Lemche (2015), s. 137</ref> I vest udgjorde filistrene en stærkere modstand end kana'anitterne, fordi de havde udviklet jernsmedning. Mod nord boede fønikerne i Libanon, der var mest optaget af handel. Da kana'anitterne stadig blev mere undertrykte, skabte det grundlaget for etableringen af det hebræiske kongedømme omkring 1000 f.Kr. Først under dommeren Samuel opstår der blandt jøderne angiveligt krav om etableringen af et kongerige. Landets første konge hed Saul.<ref>Bibelen (1992), s. 317</ref> Han dateres til omkring 1000-tallet f.Kr. Tør vi tro Første Samuelsbog, gennemførte han adskillige krige.<ref>Bibelen (1992), s. 320</ref> Kana'an var angiveligt forenet under ham og hans to efterfølgere, David og Salomo. Disse traditioner kunne have hvilet på oplysninger hentet i kongelige arkiver, som siden er gået tabt. Men der findes ingen beviser på, at sådanne arkiver har eksisteret.<ref>Lemche (2015), s. 126</ref> Narrativet om Saul som konge er anekdotisk. Historien begynder med, at folket kræver en konge og ikke vil lytte til profeten Samuel og hans advarsler om at udnævne en konge. Tilfældet vil, at Samuel allerede forinden har mødt Saul og salvet ham til fyrste. Først senere udnævnes han så officielt til konge. Og hele historien ender med, at Saul viser sig at være håbløst uduelig som regent, og folket indser, efter at have modtaget et varsel i form af torden og regn, at det ønskede en konge som erstatning for dets afgudsdyrkelse. Det er een lang moralsk historie om det dårlige ved at have en konge som overhoved.<ref>Bibelen (1992), s. 312-317</ref><ref>Lemche (2015), s. 126f</ref> Efter som Saul udnævnes til konge i tre omgange: først som barn, dernæst ved lodkastning ved helligdommen Mizpah og endelig ved helligdommen Gilgal, er der grund til at antage, at der er tale om en historie sammensat af flere bestanddele. Og den minder i hele sin opbygning nærmest om eventyret om konen i muddergrøften. Historierne om David som konge er næsten lige så eventyragtige. Det gælder historien om hvordan, at han blev konge (som vi vender tilbage til senere), og det gælder historien om Batseba og hendes mand Urias.<ref>Bibelen (1992), s. 352-354</ref> Der er ikke megen grund til at tro, at disse fortællinger har noget med en historisk virkelighed at gøre. Og historierne om hans krige og størrelsen af hans imperium kan meget vel være indskrevet i fortællingen for at begrunde jødernes imperialistiske krav.<ref>Lemche (2015), s. 131</ref> Salomo beskrives i Gamle Testamente som en mægtig konge, der blandt andet opførte et gudstempel i Jerusalem, men arkæologiske undersøgelser har ikke kunnet bekræfte dette, og Salomo er påfaldende totalt fraværende i ikke-bibelske kilder. Det har fået mange historikere til at mene, at Salomo må have været en småkonge.<ref>Novacek (2011), s. 83</ref> Også israelerne synes fraværende i arkæologiske fund fra denne tid, i stedet dominerer kypriotisk og fønikisk lertøj samt stedlige efterligninger af dette.<ref>Novacek (2011), s. 89, 93</ref> Også i andre henseender er historien om Salomo mere legendarisk end historisk. Således er den kendte historie om dronningen af Saba og hendes besøg i Første Kongebog kapitel 10<ref>Bibelen (1992), s. 388f</ref> en ren myte af den enkle grund, at kongeriget Saba endnu ikke eksisterede i Salomos levetid.<ref>Lemche (2015), s. 149</ref> Da kong Salomo døde i 922 f.Kr. blev det hebræiske kongedømme delt i to: Kongeriget Israel og Kongeriget Juda. Det var kun Juda og Benjamins stammer, som accepterede Salomos søn Rehabeam som deres konge, og de oprettede dermed det sydlige kongerige Juda med Jerusalem som hovedstad. Mod nord gjorde de øvrige stammer Jeroboam til konge og oprettede kongeriget Israel med Sikem og senere Samaria som hovedstad. Vigtigst i denne sammenhæng er, at der intet stammesammenhold var, end ikke deres religion kunne holde sammen på dem, og som vi allerede har set, skete der jævnligt frafald fra denne, lige som israelitterne indgiftede sig i andre folkegrupper nok så meget som indbyrdes. Der var konstant magtkampe, hvilket afspejler det totale fravær af national solidaritet og enhed. Også udefra skete angreb. Anden Krønikebog er fuld af bereninger om disse krige. Det bør for god skyld nævnes, at en basalt stele fra Dhiban omtaler, at kong Mesha fra det moabitiske kongerige overvandt Kongeriget Israel og udvidede sit rige, en begivenhed som menes afspejlet i Anden Kongebog kapitel 3.<ref>Porter (2016), s. 382</ref><ref>Bibelen (1992), s. 412</ref> Skildringen af det delte kongeriges tid er ellers sparsom i Gamle Testamente. Ofte henvises til "Judas Kongers Krønike"<ref>Bibelen (1992), s. 396f</ref> og "Israels Kongers Krønike"<ref>Bibelen (1992), s. 397f</ref> Dette tyder på, at sådanne krøniker har eksisteret, selv om de ikke kendes længere. Man tør antage, at i hvert fald navne og de utallige krige, der nævnes, hviler på sådanne krønikenedtegnelser. Hvad angår de øvrige narrativer, er derimod intet sikkert. De virker nærmest legendeagtige, det gælder eksempelvis historien om Nabots vingård.<ref>Bibelen (1992), s. 405f</ref> Kongeriget Israel ophørte, da Assyrien erobrer hovedstaden Samaria 722 f.Kr. Herved mistede også de 10 nordlige israelske stammer deres betydning. Nogle af indbyggerne i Kongeriget Israel blev deporteret af assyrierne, men arkæologisk kan der ikke dokumenteres nogen befolkningsudskiftning eller nogen nedgang i befolkningstallet, og genetiske undersøgelser antyder også en kontinuitet i områdets befolkningssammensætning. Hovedparten af befolkningen synes således at være forblevet i området og samaritanerne menes at være de mest direkte efterkommere af befolkningen i Kongeriget Israel, hvilket også er i overenstemmelse med deres egen opfattelse. Nogle beboere fra Kongeriget Israel må antages at være flygtet til kongeriget Juda, hvilket kan forklare hvordan de nordlige stammers myter er blevet inkorporerede i den tekster i Gamle Testamente, som blev samlede i Kongeriget Juda. === Eksilet i Babylon === Der er næppe tvivl om, at hvis jøderne havde modstået angreb udefra, ville afgudsdyrkelsen have fortsat. Der ville fortsat have været private gudindestatuetter og private altre. Men een begivenhed ændrede jødernes historie og dermed verdenshistorien: babylonernes erobring i 586 f.Kr. Forud gik en belejring, som varede to og et halvt år. Vilkårene under belejringen var forfærdelige: jøderne sultede, men vi ved fra samtidige beretninger, at de ikke holdt sig tilbage fra at spise deres egne børn. Da Nebukadnezer erobrede Jerusalem, blev Salomons tempel brændt ned til grunden. Kongepaladset blev brændt ned. Huse blev brændt ned. Forsvarsanlæggene omkring byen blev revet ned sten for sten. Kong Zedekiah, som havde forsøgt at flygte, blev fanget og ført frem for Nebukadnezer. Det sidste, han så, var, at han sønner blev slået ihjel. Så blev han gjort blind, og måtte i denne tilstand foretage vandringen til Babylon. Store dele af den jødiske befolkning, måske 10-20%, blev tvangsforflyttet til Babylon. Det skete i tre omgange: i 597, 587 og 582 f.Kr.<ref>Lemche (2015), s. 181</ref> Tvangsfordrivelsen ramte formodentlig især eliten, de ledende lag, som altså mistede sin magtstilling. For den tilbageværende del af befolkningen var det af største vigtighed, at der tilsyneladende ikke skete nogen indvandring af fremmede befolkningsgrupper, som kunne have undergravet deres stilling som de dominerende befolkning.<ref>Lemche (2015), s. 182</ref> Da eliten forlod Jerusalem, måtte den uundgåeligt miste troen på sine guder, som havde svigtet den. Hvad, der skete under det babylonske fangenskab, var imidlertid ekstraordinært: i stedet for at blive integrerede i deres nye omgivelser valgte de skriftkloge jøder den modsatte vej, nemlig at bevare og redigere deres historiske traditioner.<ref>Lemche (2015), s. 160f</ref> Sigende optræder byen ''Al Yahuda'' i Babylon på denne tid. Jøderne samlede, hvad de havde bevaret om deres historie, og begyndte at nedskrive det. Undervejs blev traditionen omskrevet og tilpasset deres nye selvforståelse. Bibelforskere mener, at det var antagelig på denne tid, at traditionerne i ''Tanakh'' begyndte at få deres endelige form. Og det var tilsyneladende også her, at jødernes tro fik den monoteistiske karakter, som siden skulle gøre sig gældende. Det er her, at profeten Ezekiel fortæller, at Gud gør ham opmærksom på den afgudsdyrkelse, som finder sted.<ref>Bibelen (1992), s. 1048</ref> Det er her, at Gud lover at straffe jøderne for denne afgudsdyrkelse.<ref>Bibelen (1992), s. 1049</ref> Det er her, at jødernes bortførelse bliver stillet i udsigt. Det er her, at grunden lægges til den fortolkning, at eksilet gøres nødvendigt for, at jøderne langt om længe endegyldigt kan vende sig mod den sande gudsdyrkelse. Og det er her, at profeten Esajas formulerer sine propagandistiske og doktrinære anklager. Det er her, at Gud gøres til den, som lover jøderne håb om frihed igen. Det er her, at retten til "det lovede land" formuleres. Og det er her, at Gud bliver gjort enevældig.<ref>Lemche (2015), s. 189</ref> To eksempler fra Esajas Bog kan belyse det: i vers 44 linje 6: "Jeg er den første, og jeg er den sidste, der er ingen anden Gud end mig"<ref>Bibelen (1992), s. 895</ref> og i vers 45 linje 5: "Jeg er Herren, der er ingen anden, der er ingen anden Gud end mig".<ref>Bibelen (1992), s. 897</ref></br> Selv alt det gode og alt den onde har samme oprindelse:</br> "Jeg danner lys og skaber mørke,</br> jeg frembringer fred og skaber ulykke,</br> jeg, Herren frembringer alt dette."<ref>Bibelen (1992), s. 897</ref></br> For første gang optræder jøderne som et folk med kun een erklæret Gud. Der kan næppe være tvivl om, at dette var følgen af en bestemt strategi: elitens kamp for ikke at blive opslugt af imperiet. Over for de mange guddomme i Babylon sætter jøderne en enkelt gud som deres modstykke. Derved, og kun derved, kan de opretholde deres særegne identitet som folk. Hvis Jahve havde været een gud blandt mange andre, havde han tabt og havde ingen fremtid. Kun ved at gøre ham almægtig, ved at hævde at han havde brugt Nebukadnezar som et redskab i sin egen guddommelige plan, kunne de opretholde deres identitet og deres håb om en fremtid. De gamle guder måtte udryddes eller bortforklares som fejltagelser, der kunne forklare jødernes ulykkelige skæbne. Og derfor blev den traditionelle historie omskrevet punkt for punkt for at kunne understøtte det nye narrativ.<ref>Lemche (2015), s. 190</ref> Nået så langt tog de skriftkloge åbenbart det næste skridt: de måtte som modstykker til Mesopotamiens tradition opfinde og udvikle deres egen skabelsesberetning og deres egen beretning om en altomfattende oversvømmelse. Inspirationen hentede de hos babylonerne selv. De tog de velkendte babylonske beretninger men omskrev dem således, at de udgjorde en polemisk kontrast til den tro og de traditioner, som blev hyldet af deres omgivelser. Der vil være lejlighed til at se nærmere på disse ved en gennemgang af Gamle Testamente. === Jødernes tilbagevenden til Jerusalem === I 539 f.Kr. indtræder så afslutningen på jødernes tid i eksil. Dette år erobrer perserne Babylon, og Cyrus den Store erklærer straks efter en almen amnesti. Der efter giver han tilladelse til, at fordrevne folkeslag må vende tilbage til deres hjemegn og genoptage deres gudsdyrkelse.<ref>Lemche (2015), s. 193</ref> Også jøderne vendte hjem. Ifølge Ezras Bog vendte i alt 42.360 jøder tilbage til Jerusalem foruden deres trælle og trælkvinder, i alt 7.337, samt 200 sangere og sangerinder, det vil sige i runde tal 50.000 personer.<ref>Bibelen (1992), s. 510</ref> Om dette tal er korrekt, vides ikke. Der har været peget på, at der i virkeligheden ikke var meget at vende tilbage til. Sammenlignet med forholdene i Mesopotamien var Kana'an langt fattigere og underudviklet, og ingen kunne forvente at få tidligere ejendom tilbage. Det måtte kræve en overbevisende begrundelse at motivere befolkningen til at vende hjem. Netop ved at slå på, at Jerusalem var det sted, som Jahve havde valgt til sit tempel, og som udgangspunkt for en ny stat af samme storhed som under kong David, har præster og religiøse propagandamagere kunnet få befolkningen med sig.<ref>Lemche (2015), s. 195</ref> Og samtidig har de kunnet genvinde deres elitære position i samfundet. Det vigtige er, at da jøderne vendte tilbage til Jerusalem, var det med en ny, monoteistisk religion. Den var i store træk skabt under deres eksil, omskrevet og suppleret i forhold til tidligere. Den forenede folk og tro i en næsten uadskillelig helhed. Der kan her være grund til at stille et vigtigt spørgsmål: betyder dette så, at jøderne vendte hjem med en fuldt udviklet fælles trosretning? Nej, intet taler for dette. Snarere må vi regne med, at det kun var en lille gruppe af teologiske skriftlærde, som havde taget del i den redigeringsproces, som var foregået i Babylon, og at det kun var dem, som havde det fulde kendskab til det nye narrativ om jødernes oprindelse, som de havde skabt. Langt den største del af befolkningen, som var forblevet i området, var uvidende om den nye ideologiske udvikling. Dette indebærer, at det først er efter deres tilbagevenden, at de skriftkloge for alvor kan begynde at promovere og udbrede deres nye narrativ til hele befolkningen og dermed skabe den identitetsforståelse, som denne siden udviklede. Samtidig synes eliten, at dømme efter en bemærkning i Ezras Bog kapitel 7:16, at have udnyttet de gunstige muligheder for at overtale rige jøder i Babylon til at forpligte sig til at finansiere deres genopbygningsprojekt.<ref>Bibelen (1992), s. 524</ref><ref>Lemche (2015), s. 202</ref> === Persisk tid === Under det persiske herredømmes tid (538-332 f.Kr.) sad der persiske statholdere i landets ulige dele. Vi ved, at statholderen i Judæa 408 f.Kr. hed Bagohi, dels fra Josefos, dels fra papyrusfundene i Elefantine. At statholderen i Samaria var en samaritan, Sanballat, tyder på, at perserne ikke har blandet sig i Palæstinas forhold, når oprør ikke foranledigede dem til at gribe ind, som tilfældet var under Artaxerxes III (358-338 f.Kr.). Det var under persisk beskyttelse, at Nehemia og Ezra genoprettede den jødiske menighed i Jerusalem. Vi ved sandt at sige ikke meget om den jødiske religionsdyrkelse på denne tid. Meget tyder på, at der skete en langsom spredning af den nydannede monoteistiske tro, sikkert som et politisk-nationalt redskab over for det persiske overherredømme. Men intet taler for, at denne endnu formelt var slået igennem. Elefantine var en jødisk by i Egypten fra 400-tallet f.Kr. Den er interessant, fordi den kan vise træk ved og fravær af jødisk levevis på denne tid. Byen blev antagelig grundlagt i midten af 6. århundrede f.Kr. af folk, der var emigreret fra Syene-området i Palæstina.<ref>Barnea (2024), s. 1</ref> Vi ved, at der eksisterede et særligt tempel for dyrkelsen af Jahve indtil 410 f.Kr., da det blev ødelagt. En jødisk befolkning nævnes sidste gang i kilderne i 399 f.Kr., hvad, der skete med den jødiske befolkning efter denne tid, er ukendt.<ref>Adler (2025), s. 39</ref> Historien om jødernes udvandring fra Egypten kendes ikke i denne by, hvilket tyder på, at denne tradition er yngre end 400-tallet. Ligeledes kendte befolkningen ikke til ''torah'', det vil sige jødisk lov, så også denne må være yngre end 400-tallet. Endvidere dyrkede jøderne i denne by flere guder (jahvisme) i modsætning til senere tids monoteisme (judaisme). Således har vi flere kilder fra 400-tallet f.Kr., der vidner om zoroastracisme, herunder et ild-alter og et tempel.<ref>Barnea (2024), s. 3-7</ref> En lignende jødisk polyteisme kendes fra andre byer.<ref>Adler (2025), s. 41-47</ref> Men dette indebærer også, at jøderne stadig ikke på denne tid var monoteister til trods for de bestræbelser, som præsteskabet havde udført under eksilet i Babylon. I stedet tolkes situationen således, at den jødiske kult udviklede sig gravist over tid blandt andet inspireret af zoroastrisk kult indtil, at de fik den form som kendes fra den hebraiske bibel.<ref>Barnea (2024), s. 29</ref> Hvis byen blev grundlagt af dem, som ikke endte i Babylon, kan dette forklare deres fastholden ved polyteisme og ukendskab til den monoteisme, som blev udviklet i Babylon. Dermed adskiller kulten på denne tid blandt jøder sig markant fra den, som ses i hasmonæisk tid.<ref>Adler (2025), s. 48</ref> Yonatan Adler ved Ariel University har kaldt denne kult og levevis "proto-jødisk" (''proto-Judaic'') og definerer den således: "Et protojødisk kulturelt træk er således et særskilt element af den israelitiske og/eller jødiske livsstil, som med tiden blev lovgivet som en forskrift for regulering i en eller flere af Mosebøgernes tekster, og som i sidste ende blev optaget som en del af jødedommen."<ref>Adler (2024), s. 5</ref> Et eksempel herpå er at spise svinekød. I to af Mosebøgerne (Tredie Mosebog kapitel 11:1-8<ref>Bibelen (1992), s. 126f</ref> og Femte Mosebog kapitel 14:3-8<ref>Bibelen (1992), s. 216</ref>) forbydes det jøder at spise svinekød, men arkæologiske fund fra tiden fra sen bronzealder (1300-1130 f.Kr.) frem til jernalder (586 f.Kr.) viser, at svin faktisk blev avlet til fortæring i strid med denne bestemmelse, skønt de er fraværende i nogle bopladser henregnet til kana'anære og fønikere i jernalderen uden, at det derfor med sikkerhed kan siges at være bevidste valg; økonomiske, økologiske og sociale forhold kan have spillet ind.<ref>Adler (2024), s. 13</ref> Flere jødiske leveregler tilskrives således myter i Mosebøgerne, og det kan ikke afvises, at disse myter ''netop'' er blevet til for at kunne begrunde og legitimere disse leveregler.<ref>Adler (2024), s. 21</ref> Det gælder blandt andet reglen om at omskære drengebørn.<ref>Adler (2024), s. 20f</ref> Niels Peter Lemche anser Nehemias' Bog og Ezras Bog som omtrent samtidige skildringer af udviklingen på denne tid. På grundlag af beskrivelserne i disse bøger når han frem til følgende: Nehemias genopbyggede templet i Jerusalem og lod store dele af landbefolkningen flytte ind til byen i strid med guvernørerne i Samaria og de omgivende provinser. Desuden gennemførte han en social reform, der afskaffede al gæld og som tilbagegav ejendom tidligere konfiskeret fra landbefolkningen til denne.<ref>Lemche (2015), s. 199</ref> Ezra gik endnu videre: han gav Nehemias' reformer en ideologisk begrundelse, idet han udskilte og isolerede den jødiske befolkning i både religiøs og etnisk henseende i forhold til omgivende egne. Dette sker ved at erklære jødisk religion som særegen, ved at erklære jøder som "Guds udvalgte folk" og ved at erklære jøder som "etnisk rene". Det var en politik, som måtte føre til et uovervindeligt brud med andre befolkningsgrupper i Samaria.<ref>Lemche (2015), s. 200</ref> Der kan være grund til at vende tilbage til dette emne senere. På dette sted er det vigtigste at bemærke, at vi her ser den etnisk-religiøse ideologi, som var blevet formuleret under eksilet i Babylon, omsat til politisk handling. Sat på spidsen kan man sige, at vi taler om skabelsen af et særligt jødisk folkeslag. Uden for Jerusalem og Samaria førte denne udvikling til, at jøderne nu mere markant isolerede sig fra andre folkeslag i form af en særskilt religionsdyrkelse.<ref>Lemche (2015), s. 201</ref> Havde der allerede under eksilet været tendenser til dannelse af særlige jødiske bosættelser og byer som den tidligere nævnte egyptiske by Elefantine og bosættelsen Al Yahuda ved Babylon, så ser vi her begyndelsen på regulære ghettodannelser. === Hellenistisk tid === I den græske periode fra Alexander den Stores erobring i 332 f.Kr. til 167 f.Kr. blev Palæstina atter genstand for strid mellem Syrien, hvor seleukiderne herskede efter Alexanders død 323 f.Kr., og Ægypten, der beherskedes af ptolemæerne. Frem til 198 f.Kr. var overvejende Egypten, fra den tid, efter Antiochos IIIs sejr ved Paneas, syrerne Palæstinas herrer. Efter, at Babylon, Ninive og Shushan var gået til grunde, og Alexandria var blevet grundlagt, flyttede tyngdepunktet vest på, og Palæstina fik igen samme betydning som i 15. århundrede f.Kr. Under ptolemæerne regeredes Palæstina af guvernører (hegemon, epitropos), om hvis myndigheds udstrækning kun lidt vides. Skatteopkrævningen var overladt - ved licitation - til skatteforpagtere. I jødernes kreds fik kirkelige forsamlinger og ypperstepræsten en vidtgående myndighed. Under seleukiderne stod Palæstina, der kaldtes Fønikien, sammen med dele af Syrien under en militærguvernør, og syrisk militær besatte landet. Skatten indkrævedes af seleukidiske embedsmænd. Fra 165 f.Kr., da Antiochos Epifanes forbød jødisk gudsdyrkelse, blev landet ramt af de makkabæiske kampe, der skulle bane vejen for det hasmonæiske dynasti. Undersøgelser tyder på, at jøderne i almindelighed stadig ikke kendte til ''torah'', det vil sige jødisk lov, i begyndelsen af hellenistisk tid, og slet ikke at de respekterede og fulgte den.<ref>Adler (2025), s. 34</ref> Således er der flere eksempler på, at judæere to ågerrenter af deres udlån.<ref>Adler (2025), s. 28</ref> Der er også bevis på, at nogle judæere selv på denne tid dyrkede andre guder end Jahve.<ref>Adler (2025), s. 27</ref> Og skønt ordet "''sabbat''" forekommer, lader det sig ikke fastslå, om dette havde samme betydning som senere eller blot henviste til en jødisk helligdag.<ref>Adler (2025), s. 28</ref> Faktisk forekommer ordet "''sabbat''" ikke een eneste gang i Gamle Testamente. Omvendt er der ingen arkæologiske beviser på, at jøderne tog deres rituelle bade i bassiner, således som foreskrevet i ''torah'', og heller ikke at de iagttog særlige rituelle renselsesregler omkring deres mad.<ref>Adler (2025), s. 26</ref> Der har været peget på, at Aristeas i et brev oplyser, at Ptolemæus II Philadelphus (regerede 285-246 f.Kr.) tog 72 jøder fra Jerusalem til Alexandria for at få oversat en jødisk lov til græsk til sit bibliotek.<ref>Adler (2025), s. 31</ref> ''Torah'' er ikke nævnt ved navn, så der er ingen beviser på, at det er den, som der henvises til, men selv om dette var tilfældet, kan dette ikke tages som udtryk for, at jøderne i almindelighed kendte og fulgte loven.<ref>Adler (2025), s. 32</ref> Dette til trods for, at jøderne på denne tid ellers nød udstrakt selvstyre både i Judæa og i andre områder.<ref>Adler (2025), s. 24</ref> Dette har fået Yonatan Adler til at betegne jødisk kultur på denne tid som "jahveisme" (''Yahwism'') i modsætning til den "judaisme" (''Judaism''), der først fulgte senere og som fulgte ''torah''-en.<ref>Adler (2025), s. 7</ref> Men uanset benævnelsen betyder det, at traditionel jødisk kultur først stammer fra tiden ''efter'' hellenistisk tid. === Det hasmonæiske kongerige === Den hasmonæiske eller senhellenistiske periode strakte sig fra 167 f.Kr. til 63 f.Kr. Betegnelsen "Det hasmonæiske kongerige" dækker over en yderst omtumlet periode i jødisk historie, som strakte sig fra midten af 2. århundrede f.Kr. til midten af 1. århundrede f.Kr. Hasmonæerne var en jødisk præsteslægt, som spillede den førende politisk rolle på denne tid. Betegnelsen er dannet efter Hasmon, der var Mattatija’s bedstefader. I årene 168-161 f.Kr. ledede hasmonæerne kampen for national og religiøs frihed mod seleukiderne, som under Antiochos IV havde underkuet dem. Bevægelsen begyndte under Mattatija, men blev fortsat af hans sønner, først Judas Makkabæer, efter hvem slægten often kaldes makkabæerne; han fik genoprettet den jødiske gudsdyrkelse i 165 f.Kr. og opnåede i 161 f.Kr. religionsfrihed. Dette år overvandt han den syriske feltherre Nikanor og sluttede forbund med Romerne, men døde kort efter. Hasmonæerne optrådte der efter som et dynasti, der kæmpede for deres egen magtstilling. Judas’ broder, Jonatan, som afløste ham som leder, lod sig i 153 f.Kr. udnævne til ypperstepræst, skønt han efter jødisk lov ikke havde ret til denne stilling. Dette betød et brud med de lovtro, som de oprindelige havde kæmpet for. Efter hans mord i 143 f.Kr. lykkedes det broderen Simon (143-135 f.Kr.) at få landets selvstændighed anerkendt og at erobre syrernes borg i Jerusalem. Som følge heraf blev han af befolkningen hyldet som arvelig ypperstepræst og som verdslig hersker i 141 f.Kr. Dermed havde hasmonæerne opnået formel anerkendelse af deres dynasti. Det betød imidlertid ikke, at der nu herskede fred, tværtimod. Under Simon’s søn, Johannes Hyrkan (134-104 f.Kr.), indtraf et åbent brud mellem hasmonæerne på den ene side og farisæerne på den anden. Under de fortsatte kampe undertvang han den autonome stat Edom og ødelagde Samaria og også den samaritanske helligdom på Garizim. Hans sønner, Aristobul (104-102 f.Kr.) og Alexander Jannæos (102-76 f.Kr.) var brutale herskere og fjernede sig langt fra styrets oprindelige karakter, idet de var udpræget hellenistisk sindede. Alexander udnævnte sin dronning Salma Alexandra til sin efterfølger (78-69 f.Kr.), mens sønnen Hyrkan II blev ypperstepræst. Midt i de hele etablerede armenerne et kortvarigt herredømme (70-63 f.Kr.) idet de erobrede landet og lagde området under deres overherredømme. Men den interne magtkamp fortsatte uafbrudt. Salma sluttede sig til farisæerne, og hun kom derved i modsætning til saddukæerne, som samlede sig om hendes anden søn, som efter hendes død tog magten fra sin broder og herskede som Aristobul II, dog under vedvarende kampe, indtil Pompejus afsatte ham og tog ham med til Rom i 63 f.Kr. Efter ulige forsøg på opstand blev Aristobul og hans søn Alexander myrdet i 48 f.Kr. Hyrkan II, der af Pompejus nu blev anerkendt som ypperstepræst med Antipater som verdslig leder, blev af Cæsar forfremmet til ethnarch, mens den faktiske myndighed efterhånden gik over til Herodes efter Antipater’s død. Aristobul’s anden søn, Antigonos, gjorde imidlertid oprør og blev en kort (40-37 f.Kr.) tid konge, mens Hyrkan blev bortført og fik ørene skåret af. I 37 f.Kr. erobrede den af Romerriget anerkendte Herodes så Jerusalem, og Antigonos blev henrettet i Antiochia. Dermed var hasmonæernes herredømme bragt til ende. Herodes levede en tid i venskab med Hyrkan men lod ham så dræbe. Herodes var besvogret med hasmonæerne, idet hans hustru Mariamme var datter af Aristobul II’s søn Alexander. Dette forhindrede dog ikke, at han lod hendes broder Aristobul dræbe. Senere dræbte han ligeledes hende selv og hendes moder. Endelig dræbte han nogle hasmonæere, der opholdt sig hos hans svoger i Idumæa. Således blev det Herodes, som endte slægtens magtdrømme.<ref>Pedersen (1919), s. 943f</ref> Så meget om den politiske udvikling. Det vigtigste i denne sammenhæng er, at de var i denne omtumlede tid, at vi for første gang ser tydelige spor af en jødisk kultur og religionsdyrkelse. Årsagen er klar nok: lederen af den nye stat var en ypperstepræst, som nu tillige blev den politiske, kultiske og militære leder af den nye stat. Og det er tydeligvis på denne tid, at denne nye magt manifesterer sig også religiøst. Det er først fra denne tid, at de første synagoger optræder. Det er først fra denne tid, at ''Tanakh'' optræder i sin endelige skikkelse. Det er først fra denne tid, at der optræder beviser på, at jøderne i deres levevis fulgte bibelsk lov, der nu bliver promoveret som "deres forfædres lov" og påvirker et utal af leveregler både i og uden for jødernes "hjemland".<ref>Adler (2025), s. 67</ref> === Romersk styre === Romersk tid strækker sig fra sidste århundrede f.Kr, til første århundrede e.Kr. Det kendetegnes ved at området i denne periode havde en romersk guvernør. Yonatan Adler har undersøgt de kulturelle traditioner i dette tidsrum og finder, at de følger senere jødiske traditioner: der er renselsesbassiner og husgeråd af kalk som udtryk for jødiske relselsesritualer samt mønter, vægdekorationer i huse og hjemligt udstyr som udtrykkeligt undgår at vise mennesker og dyr i overensstemmelse med påbuddet i Mosebøgerne. Han konstaterer yderligere, at disse træk er særligt markante i de områder, som vides at have haft en overvejende jødisk befolkning, men ikke nødvendigvis i områder hvor andre befolkningsgrupper var dominerende. Han konstaterer endvidere, at disse rituelle træk tydeligt går tilbage til hasmonæisk tid men ikke med sikkerhed lader sig følge længere tilbage, til dels på grund af et svagt og mangelfuldt arkæologisk og skriftligt bevismateriale. Som beviserne nu stiller sig, var det i hasmænæisk tid, at disse rituelle træk slog igennem og efterhånden bredte sig til den samlede befolkning og i romersk tid allerede var blevet normen.<ref>Adler (2022)</ref> Det er på denne baggrund, at Jesus må ses: i en tid, hvor mange jøder drømte om og håbede på at genskabe deres egen selvstændige stat, trådte han frem med sit provokerende budskab, at "Guds rige ikke var af denne verden". Ikke nok med det: han udfordrede farisæerne og de skriftkloge, og oven i alt dette ophævede han jøder som Guds udvalgte folk og erklærede enhver, som følger Guds ord og hans påbud som en del af den udvalgte befolkning. I det givne politisk-religiøse klima gjorde det ham farlig for en national jødisk politik, så han måtte stoppes, og det blev han som bekendt. Men det stoppede ikke hans budskab i at blive yderligere spredt, tværtimod. Frem til 70 e.Kr. opstod der ulige retninger inden for jødedommen, hvoraf saddukæerne, farisæerne og essæerne synes at have været de væsentligste. Desuden opstod der en række messianske og apokalyptiske bevægelser. Saddukæerne var en gruppe der var tilknyttet præstedømmet i templet i Jerusalem. I modsætning til farisæerne, som påberåbte sig myndighed på grund af deres lærdom og fromhed, baserede saddukæerne deres særstilling på afstamning og status. Meget tyder på, at de repræsenterede Hasmonæernes klan, der tidligere havde regeret som præstekonger. De nægtede at acceptere læresætninger som ikke direkte var nævnt i ''Torah'', også selv om læren var nævnt et andet sted i Tanakh. Ja, de "anså det for en dyd at debattere" sådanne sager. Et eksempel på en sådan debat findes i Mattæusevangeliet kapitel 22:23-33, hvor de satte Jesus på prøve med hensyn til opstandelsen. Idet saddukæerne opstillede en tænkt situation hvor en enke havde været gift med syv mænd, spurgte de: "Hvem af de syv skal nu have hende til hustru i opstandelsen?" I denne sammenhæng var det selvfølgelig uvæsentligt om den tænkte enke havde været gift 14 eller 21 gange. Jesus svarer: "I opstandelsen gifter mænd sig ikke og kvinder bortgiftes ikke."<ref>Bibelen (1992), s. 1251</ref> Saddukæerne accepterede ikke eksistensen af et liv efter døden, og benægtede derfor også den farisæiske doktrin om en genopstandelse, hvilket netop var den forestilling, som Jesus prædikede. I Markusevangeliet kaptel 12:18-27 omtales en anden version af historien: da Jesus vidste, at saddukæerne ikke accepterede andre inspirerede skribenter end Moses, argumenterede han ved at citere fra ''Torah''. Han sagde: "Med hensyn til at de døde oprejses, har I da ikke læst i Moses’ bog, i beretningen om tornebusken, hvordan Gud sagde til ham: ’Jeg er Abrahams Gud og Isaks Gud og Jakobs Gud’? Han er ikke dødes men levendes Gud."<ref>Bibelen (1992), s. 1281</ref> Saddukæerne ønskede ikke, at en Messias skulle dukke op og lave om på tingene og da de betragtede Jesus som en trussel mod deres position, sammensvor de sig med farisæerne om at slå Jesus ihjel.<ref>Bibelen (1992), s. 1258f, 1352</ref> Farisæerne var kendetegnede ved, at de lagde stor vægt på overholdelse af Moseloven, især renhedsforskrifterne og desuden på "fædrenes overleveringer", som var en betegnelse for hele den mundtlige fortolkning af Moseloven. Bevægelsens etik havde mange detaljerede forskrifter og praktiske anvisninger. Essæerne levede i en slags kommunisme, hvor medlemmerne aflagde tavshedsløfte og ingen måtte besidde ejendom, hverken bolig eller slave, jord eller kvæg. Deres indkomster skulle overlades til en forvalter, som forestod indkøb af det nødvendige og sørgede for mad og underhold til gruppen. De forkastede også ægteskab, alle former for standsforskelle samt slaveri. De var soldyrkere og sendte hver morgen bønner op til solen. Når de havde afføring, gjorde de det inden døre for ikke at "besmitte" sollyset. Af de mange retninger inden for jødedommen overlevede kun den rabbinske jødedom, som byggede på farisæerne og deres lære. Den rabbinske jødedom var kendetegnet ved at hævde, at den skrevne ''Torah'' ikke kan fortolkes korrekt uden henvisning til den "mundtlige" ''Torah'' og den dertil hørende litteratur, der specificerer hvilken adfærd, der er sanktioneret af loven. Med et moderne udtryk var de fundamentalistiske teokrater. Når de andre fraktioner her er nævnt, er det for at vise, at jødedommen langt fra var nogen samlet bevægelse selv op til eller på Jesu tid. Stednavnet "Israel" første gang optræder på en mønt dateret til 66 e.Kr. møntet i forbindelse med jødernes oprør mod romerne. Efter oprøret 70 e.Kr. var det for en lang tid slut med jødiske forsøg på at skabe en egen stat. Jesu budskab og det mislykkede oprør førte til, at den jødiske befolkning blev sprængt i tre grupper: den ene gruppe var de traditionelle jøder, som holdt fast ved farisæerne og deres budskab, den anden gruppe var de kristne, som nu satte sig for at udbrede det nye budskab, og den tredie gruppe var judeo-nazaræerne, som fortolkede udviklingen på deres egen måde og mente, at genskabelsen af templet i Jerusalem var en forudsætning for, at Messias ville vende tilbage. De arbejdede i flere hundrede år på dette mål, men da de endelig fik magten i Jerusalem i år 634 og Messias alligevel ikke vendte tilbage, blev bevægelsen omformet til en ny arabisk religiøs bevægelse, som i 749 efter abbasidernes magtovertagelse endte som muhammedismen, komplet med en egen profet, en egen hellig bog og med et nyt religiøst midtpunkt i Mekka.<ref>se ''Muhammedanismen i kildekritisk belysning''</ref> === Sammenfatning === Hvordan skal begivenhedsforløbet nu fortolkes? Et foreløbigt svar kunne lydes således: det ser ud til, at jøderne udskilte sig fra kana'anæerne senest omkring 1200 f.Kr. og at de oprindeligt levede i ørkenområderne syd for Kana'an. Dette varede indtil, at de eteblerede et egentligt kongerige, der imidlertid efter kort tid blev delt i to, Israel og Judæa. Den nationale udskillelse var dog åbenbart ikke mere udtalt end, at jøderne jævnligt synes at have giftet sig med kvinder fra andre stammegrupper. Så langt, vi tør tro Bibelens fremstilling, var de polyteister, det vil sige dyrkede flere guder. Ganske vist var der perioder, hvor der gjordes forsøg på at indføre monoteisme, men dels var der stadige tilbageslag, dels skete disse forsøg på det statslige niveau, mens den almindelige befolkning synes at have fastholdt polyteismen uden afbrydelser gennem flere hundrede år frem til og med landsforvisningen til Babylon. Religionsdyrkelsen synes at have udviklet sig fra spredt i de enkelte husstande, landsbyer og stammer hen imod en statslig centralisering med deraf følgende magt for præsteskab og konger. Efter alt at dømme er det først under eksilet i Babylon, at præsteskabet blandt jøderne udvikler en erklæret monoteisme, mens dette ikke synes at være tilfældet for den brede befolkning. Hele jødernes tidligere historie bliver nu omfortolket af præsteskabet i lyset af denne nye religion, og den bliver promoveret og legitimeret af nogle få erklærede profeter. Efter jødernes tilbagevenden til Kana'an efter eksilet i Babylon bliver den nye religion gjort til et redskab for præsteskabets politiske mål: en selvstændig teokratisk stat. Dette mål bliver opnået, men den nye stat varer kun i henved hundrede år, og igennem hele sin eksistens er den præget af interne magtkampe blandt den ledende religiøse elite. Meget tyder dog på, at det først er på denne tid, at monoteismen slår igennem også i den brede jødiske befolknings livsstil og levemåde og bliver det centrale element i israelitternes selvforståelse. Men dette forudsatte og krævede præsteskabet både som den etnisk-religiøse og den statspolitiske magthaver. Efter alt at dømme er det tidligst fra denne tid, at vi kan tale om jødedom i moderne forstand. Men denne udvikling forudsatte, som vi har set, en dramatisk omskrivning af den jødiske historie. Meget måtte udelades eller totalt omskrives. På den anden side blev der indført nye elementer, som næppe har meget med den historiske udvikling at gøre men som gav jøderne en forhistorie så lang som nogen. === <big>Problemerne med Gamle Testamente</big> === I jødedommen spiller ''Tanakh'' eller Gamle Testamente en flersidet rolle, både som kilde til jødisk historie, til jødisk religion og til moralske begreber i jødisk tankegang. Vi har allerede set på det første aspekt af denne problemstilling og konstateret, at den langt fra kan understøtte traditionen om jøder som et monoteistisk folk. Nu skal opmærksomheden rettes imod ''Tanakh'' som troværdig kilde til jødisk historie. Et passende kildekritisk udgangspunkt ved vurderingen af Gamle Testamentes troværdighed må være de modsætninger, der er mellem dennes fremstilling og de faktuelle kendsgerninger. Der er således ingen beviser for eksistensen af de fem mosebøger før slutningen af 4. århundrede f.Kr. inklusive eksistensen af en person ved navn Moses.<ref>Gad Barnea</ref> Problemerne med teksterne lader sig inddele i tre delspørgsmål:</br> - er der een eller flere forfattere til Tanakh?</br> - er dele af teksterne lånt fra andre kulturer?</br> - er originale tekster blevet forandrede?</br> Svaret er i alle tre tilfælde bekræftende. Der kan derfor være grund til at behandle hvert af dem særskilt. === Forfattere og deres datering === Tekstanalytikere mener, at ''Tanakh'' (Gamle Testamente) er blevet til i tre omgange:</br> - en arkæisk fase: 11.-10. århundrede f.Kr.</br> - en klassisk fase: 9.-6. århundrede f.Kr.</br> - en sen fase: 5. århundrede f.Kr. eller senere.</br> Eksempelvis mener man, at den ældste del af Første Mosebog er historien om Jakobs velsignelse (i kapitel 47), som skal stamme fra arkæisk tid, men størstedelen af resten stammer fra klassisk tid. I en række tilfælde forekommer tilsyneladende dubblerede historier med både ligheder men også klare forskelle. Forskerne mener, at det afspejler sammenskrivning af to eller flere ulige overleveringer. Kildeforskere mener at kunne udskille fire lag i eller snarere forfattere til Mosebøgerne: J: ''Jahvisten'', hvor Gud sædvanligvis kaldes ''Jahve''; et litterært lag der i modsætning til Præsteskriftet er præget af lægmandssynspunkter.</br> E: ''Elohisten'', hvor gudsbetegnelsen er ''Elohim''.</br> D: ''Deuteronomisten'', det vil sige "forfatteren" til Femte Mosebog.</br> P: ''Præsteskriftet'', et litterært lag i mosebøgerne, der antages at være blevet til i præstelige kredse, og som udviser særlig interesse for kultiske forhold. J- og E-teksterne menes nedskrevet efter, at det oprindelige kongerige var blevet delt i to: Israel i nord og Judæa i syd. J-teksterne menes at stamme fra Judæa, E-teksterne menes at stamme fra Israel. J-teksterne dateres til tidsrummet mellem 848 f.Kr. og 722 f.Kr., idet disse tekster omtaler Babylon og Calah (Nimrod) som store byer. Desuden nævnes Edom som en autonom stat, hvilket først skete efter 848 f.Kr. E-teksterne lader sig ikke datere nærmere end til 9. eller 8. århundrede f.Kr. P-teksterne dateres til 6. århundrede f.Kr. og menes skrevet efter, at templet i Jerusalem var revet ned, og jøderne var blevet tvangsforflyttede til Babylon. Dette kan forklare hvorfor, at der ikke findes en eneste henvisning til templet i Jerusalem.<ref>Dinkgreve (2021), kap. 8</ref> Problemet ved en tekstanalyse af ''Tanakh'' er, at teksterne synes at være flettet sammen fra to eller flere oprindelige kilder til een sammenhængende historie. Det formodes, at J- og E-teksterne er blevet sammenskrevne efter 722 f.Kr., da Israel blev erobret af assyrerne, og flygtninge fra Israel i nord kom sydpå til Judæa og bragte deres E-traditoner med sig. Her blev de sammenskrevne til en ny version, JE, der ofte giver et judæisk perspektiv. Men hvordan kan vi skelne imellem de forskellige tekster? Lad os tage nogle eksempler. Under ørkenvandringen lader Moses vand springe fra klippen. I det ene tilfælde sker det uden problemer, i det andet pålægges Moses af Gud at tale til klippen, men han slår på den med sin stav i stedet, og som straf for at have ignoreret dette pålæg får han ikke love til at betræde Kana'an men kun at se det udefra. (exodus 18) J-teksten angiver, at Abraham boede i Hebron, som er en judæisk by, men E-teksten fortæller om Jakobs kamp med Gud i Peni-El, som er en israelsk by. I beskrivelsen af Jakobs sønner nævner J-teksten Judæa, mens E-teksten nævner stammer der var dele af Israel. I E-teksten lader Aron skabe guldkalven til jødernes tilbedelse, men denne historie findes ikke i J-teksten. Præsterne i Judæa hævdes at være efterkommere efter Aron, Moses broder, mens præster i Israel nævner andre levitter. P-teksterne skiller sig ud ved at lægge vægt på love, lige som den tildeler Aron en større rolle, ligestillet med Moses. I ''JE''-teksten er det Moses' stav, som udfører mirakler (Første Mosebog kapitel 4), i P-teksten er det Arons stav (kapitel 7). I P-teksten er Aron den første, som ofrer, mens i ''JE''-teksten omtales flere tidligere ofringer, blandt andre Kain og Abel, Abraham og Isak samt Jakob, mens ingen af disse tilfælde omtales i P-teksten. Det menes, at dette afspejler P-tekstens mål om at give de aronitiske præster eneret på ofringer til Gud. Under ørkenvandringen optræder to uens oprør: i ''JE''-teksten er det Dathon og Abiram, som udfordrer Moses ved at sige, at det ville være bedre for jøderne at vende tilbage til Egypten, men at de opsluges af jorden i et jordskælv. I P-versionen er det levitterne under ledelse af Korah, som udfordrer Aron, men ligeledes dør. Ligeledes omtaler P-teksterne ingen tilfælde, hvor folk besøges af engle eller får visioner, således omtales ikke historien om Josef og han 6 drømmesyner, ej heller de to engle i Sodoma og Gomorra eller Jekobs kamp med Gud. Sigende nok nævnes ordet "profet" kun een gang i P-teksten og da med henvisning til Aron. === Lånte historier === Sammenligninger mellem bibelske beretninger og tilsvarende overleveringer fra sumerisk og mesopotamisk kultur viser, at flere af historierne er blevet overtaget herfra, men at de er blevet omskrevne og tilpassede for at passe ind i den myte om jødernes oprindelse og historie, som man ønskede fremmet. Det gælder således blandt andre historierne om skabelsen, om Kain og Abel, om Noa og vandfloden samt om Sodoma og Gomorra. Andre beretninger er tilsyneladende ligeledes lånt fra andre kulturer, således udvandringen fra Egypten, der blev gjort af et folk kaldet ''hyksos'', ikke af jøderne. Der kan være grund til at nævne nogle af disse beretninger, som jøderne så at sige adopterede. ==== Skabelsesberetningen ==== Den babylonske skabelsesberetning hedder ''Enuma Elish''. Dene kendes blandt andet fra Nineveh i Mesopotamien. Dens hovedtræk er følgende: i begyndelsen var der kun vand: guden ''Absu''s ferske vand og gudinden ''Tiamat''s salte vand. De blev blandede, og fra denne blanding blev født de første guder. Men disse yngre guder forstyrrede deres forældres søvn, så Tiamat sendte i vrede en hær af monstre for at ødelægge dem. Ud af dette kaos trådte ''Marduk'', stormguden og Babylons skytsguddom, som kæmpede imod ''Tiamat'' i en duel. Han affyrede en pil, som skabte hul i hendes mave og splittede hendes hjerte. Der efter skar han hendes krop op i to halvdele: af den ene skabte han himmelhvælvingen, af den anden halvdel jorden. Han satte stjerner i deres konstellationer, han satte månen til at angive månederne og solen til at lyse om dagen. Endelig skabte han menneskene af blod fra en død guddom blandet med ler for, at de kunne udføre det tunge arbejde for evigt.<ref>Dinkgreve (2021), kap. 3</ref> Den jødiske skabelsesberetning er i alle henseender et modstykke til den babylonske beretning: i stedet for flere guder er der kun een gud, i stedet for en skabelseskamp foregår skabelsen i Gamle Testamente med ord, i stedet for at menneskene er slaver for guderne er de i Bibelen skabt i Guds billede. Men der er også ligheder: rækkefølgen med adskillelse af himmelhvælving og den faste jord, fiksering af dag og nat samt tiden og endelig at menneskene skabes sidst i forløbet. Det kan i en sidebemærkning oplyses, at det hebraiske ord i Første Mosebog 1:2 for urdybet, ''tehom'', filologisk er forbundet med ''Tiamat'', saltvandsgudinden i den babylonske skabelsesberetning. ==== Kain og Abel ==== Også den bibelske fortælling om Kain og Abel synes at have rod i to sumerisk myter. I den ene sumeriske myte omtales en hyrde (''Dumuzid''/Tammuz) og en landmand (''Enkimdu''), der begge konkurrerer om gudinden Inannas opmærksomhed. Den bibelske parallel: Ligesom i den sumeriske historie repræsenterer Kain bonden, mens Abel repræsenterer hyrden. Men i stedet for en uafklaret konkurrence eller forsoning tager den bibelske beretning en mørk drejning til brodermord. En anden variant er en sumerisk myte, hvor kvægguden (''Lahor'') og korngudinden (''Ashnan'') skabes af guderne for at sørge for mad og tøj. I disse historier diskuterer de to, hvem der må anses for mest værdifuld for den menneskelige civilisation. Den bibelske parallel er modsætningen mellem den omvandrende hyrde og den bofaste kornavler, men her bruges den til at skabe en søskenderivalisering, der ender i brodermord. Mens sumeriske myter brugte søskende til at fremhæve to byggestene i den menneskelige civilisation og fokuserer på samarbejde eller venskabelig rivalisering, brugte hebraiske forfattere den lånte fortælling til at skildre den syndefulde menneskelige natur, herunder konsekvenserne af misundelse. Forskere antager, at disse velkendte myter sandsynligvis blev integreret i den hebraiske tradition under deres babylonske eksil i det 6. århundrede f.Kr., hvilket tillod forfattere at omarbejde regionale kulturelle temaer, så de passede til deres monoteistiske verdensbillede. ==== Noa og vandfloden ==== Også historien om Noa og vandfloden er overtaget fra andre kulturer. I 1872 fandt man i British Museums store samling fra Assurbanipals bogsamling et store epos kaldet ''Gilgamesh''. I kapitel 11 af dette epos findes en historie, hvis hovedtræk er følgende: guderne beslutter at udrydde menneskene ved at drukne dem, men vandenes gud, Enki, advarer Utu-nipishtim om faren og tilråder ham at bygge en ark og tage sin familie og sit kvæg med ombord, hvilket skete. I seks dage og nætter varer uvejret og oversvømmelsen, men på den syvende dag rammer arken toppen af et bjerg i Armenien. For at undersøge om oversvømmelsen er overstået sendes først en due og så en svale ud, men de vender begge tilbage. Først, da en ravn sendes ud og ikke vender tilbage, viste det, at vandene nu var sunket, og at Utu-nipishtim kunne forlade arken. Det gør han og foretager et takoffer til guderne. Enki bad så den øverste af guderne, Enlil, om at love, at han aldrig i fremtiden ville straffe hele menneskeheden for nogle fås synder, hvilket denne lover. Han rører Uti-nipishtim og dennes hustru på panden og erklærer: "Hidtil har Utu-nipishtim været dødelig. Nu skal han og hans hustru være som guderne; og de skal bo i det fjerne, ved flodernes munding".<ref>Bibby (1971), s. 62f</ref> Lighederne med Bibelens beretning om syndfloden er indlysende til trods for forskellene: navnene er ændrede, de mange guder er erstattet af een Gud, men ellers er beretningen i sine kernetræk den samme. Senere, i 1899 og 1900, viste udgravninger i Nippur i Mesopotamien, at den akkadiske beretning selv havde en forgænger. I 1914 blev fra disse udgravninger offentliggjort en tavle fra Nippur med en lignende beretning, der imidlertid stammer fra Sumer og således er betydeligt ældre end den akkadiske beretning. Tavlen er ukomplet, idet kun den nederste trediedel er bevaret, men syndflodsberetningen er atter den samme, selv om hovedpersonen nu hedder Ziusudra i stedet for Utu-nipishtim. I den sumeriske version ender historien således: "Anu og Enlil viste velvilje mod Ziusudra, liv som en gud giver de ham, evig ånde som en gud bringer de ned til ham. Så kongenZiusudra, bevareren af planternes navn og af menneskeslægtens sæd, lod de bo i overfartslandet. Dilmuns land, det sted hvor solen står op".<ref>Bibby (1971), s. 64</ref> Pointen her er, at Bibelens syndflodsberetning er et plagiat, ikke en oprindelig historie, men at den inddrages som et led i den rekonstruerede beretning om jødernes historie. ==== Edens have ==== I den sumeriske beretning optræder også det hellige land Dilmun. Dette land beskrives som et sted, hvor rovdyr, sygdom og alderdom ikke eksisterer: I Dilmun tier ravnen,</br> rovfuglen skriger ikke,</br> løven dræber ikke,</br> ukendt er den kid-fortærende vildhund,</br> ukendt det kornædende vildsvin.</br> Malten som enken spreder på taget -</br> himlens fugle opæder ikke denne malt.</br> Duen hænger ikke med hovedet.</br> Den øjensyge siger ikke: "Jeg er øjensyg",</br> den hovedsyge siger ikke: "Jeg er hovedsyg",</br> den gamle kvinde siger ikke: "Jeg er en gammel kvinde",</br> den gamle mand siger ikke: "Jeg er en gammel mand".<ref>Bibby (1971), s. 66</ref> Det har været foreslået, at dette ideelle levested har været forbillede for jødernes opfattelse af Edens have. I dag ved vi, at Dilmun ikke var en myte om Paradis men navnet på en faktisk eksisterende stat med Bahrain som sit midtpunkt, der drev en omfattende handel og søfart fra Indusdalen i øst til Mesopotamien i nordvest. Dette er et sidespring, men hvis det viser sig, at Dilmun er inspirationskilden til Edens Have, vil det være endnu et eksempel på kulturelle traditioner, som jøderne har lånt, adapteret, og inkorporeret i deres egen historiske myte. ==== Babelstårnet ==== Historien om Babelstårnet er velkendt og lyder således: "Hele jorden havde samme sprog og samme tungemål. Da de brød op mod øst, stødte de på en dal i landet Sinear, hvor de slog sig ned. De sagde til hinanden: "kom, lad os stryge teglsten og brænde dem hårde!" De brugte tegl som sten og asfalt som mørtel. Så sagde de: "lad os bygge en by med et tårn, som når op til himlen, og skabe os et navn, for at vi ikke skal blive spredt ud over hele jorden." Herren steg ned for at se byen og tårnet, som menneskene byggede. Så sagde Herren: "se, de er eet folk med samme sprog. Når de begynder at handle sådan, vil intet af det, de planlægger, være umuligt for dem. Lad os stige derned og forvirre deres sprog, så at de ikke forstår hinanden." Så spredte Herren dem derfra ud over hele jorden, så at de måtte holde op med at bygge byen. Derfor hedder den Babel, for dér forvirrede Herren sproget på hele jorden, og derfra spredte Herren menneskene ud over hele jorden."<ref>Bibelen (1992), s. 17</ref> Denne historie synes at være skabt med to formål. Det ene er at forklare hvorfor, at ulige folkeslag taler uens sprog. Men historien har muligvis et andet formål: at nedgøre babylonernes ziggurater (tempeltårne), som antagelig blev lavet som en slags forbindelse mellem himmel og jord. Nebukadnezar II (omkring 605-562 f.Kr.), som erobrede Judah, ødelagde Jerusalem og bragte mange jøder til Babylon, byggede også et ziggurat i syv lag kaldet ''Etemenanki'', hvilket kan oversættes "Himmelens og Jordens Grundvolds Hus".<ref>Dinkgreve (2021), kap. 3</ref> ==== Abraham ==== I Første Mosebog kapitel 12 introduceres Abraham som israelitternes mytiske stamfader.<ref>Bibelen (1992), s. 17ff</ref> Følger man kronologien i Gamle Testamente, skal han dateres til omkring 2100 f.Kr. og således blandt andet før jødernes ophold i Egypten. Men i Første Mosebog kapitel 21 vers 34 hedder det: "Abraham boede lang tid som fremmed i filistrenes land"<ref>Bibelen (1992), s. 27</ref>, og vi ved, at filistrene først ankom til Kana'an i 12. århundrede f.Kr. som en del af de såkaldte "havfolk" (engelsk: ''Sea People''). Dette betyder, at ''enten'' er Abraham en fri opfindelse, som intet har med en historisk person at gøre, ''eller'' også hører han hjemme i 12. århundrede og er israelitternes stamfader, men i så fald eksisterede de ikke som folk, da de angiveligt opholdt sig i og udvandrede fra Egypten. Også aramæerne omtales og stammer ligeledes fra 12. århundrede, hvilket tyder på, at den sidst nævnte forklaring er den rette. Men der er andre problemer med Abraham. Ifølge P-kilden skal han stamme fra Ur i Kaldæa<ref>Bibelen (1992), s. 17</ref> og have draget gennem den frugtbare halvmåne først til Haran (nu Aram, beliggende i Tyrkiet) og senere videre til Kana'an. I de to kilder J og E er Ur ikke nævnt, kun Haran. Det har derfor været antaget, at det er hans oprindelige hjemsted. Det ville kunne forklare hvorfor, at hans forfædre Serug, Nahor og Terah har navne efter landsbyer omkring Haran, som Abrahams broder har navn efter. Det kunne også forklare benævnelsen "hebræer", der antagelig betyder "hinsides floden", idet Haran ligger på den modsatte bred af Eufrat.<ref>Dinkgreve (2021), kap. 8</ref> Samme tradition findes i Josvabogen kapitel 24:2 i omtalen af pagtslutningen i Sikem: "Josva sagde til hele folket: "Dette siger Herren, Israels Gud: I gamle bage boede jeres fædre på den anden side af Eufratfloden, Tera, Abrahams og Nakors far, og de dyrkede andre guder"."<ref>Bibelen (1992), s. 269</ref> Men der er endnu et problem: Kaldæa fik først sit navn i det 8. eller 7. århundrede f.Kr.<ref>Lemche (2015), s. 37</ref> Det er derfor ikke kronologisk muligt, at Abraham kan stamme der fra, hvis han levede forud for den jødiske bosættelse i Egypten. Det betyder tillige, at hele den tradition, som hviler på ham som stamfader til jøderne, tilsvarende forskubbes frem i tid. Imidlertid savnede Abraham en slægtshistorie, så i Første Krønikebog kapitel 1 får han den. Her hører vi at han er søn af Sem, som på sin side er søn af Noa, som atter er efterkommer af Adam.<ref>Bibelen (1992), s. 446</ref> Men som vi netop har set, er han i Josvabogen søn af Tera.<ref>Bibelen (1992), s. 269</ref> Der er således interne modsætninger i de narrativer, som de ulige slægtslister og narrativer i ulige dele af Gamle Testamente giver. Dette viser, at man har forsøgt at sammenskrive ulige narrativer til et men med ringe held. ==== Sodoma og Gomorra ==== Historien om Sodoma og Gomorras ødelæggelse optræder som et sidemotiv i beretningen om Abrahams liv i Første Mosebog kapitel 18:16-33 og kapitel 19:1-28. Bibelforskere er generelt enige om, at selvom Gamle Testamente ikke direkte "låner" historien om Sodoma og Gomorra fra en specifik sumerisk kilde, deler fortællingen om guddommelig ødelæggelse, guddommelige besøgende og den flammende omstyrtelse af en by slående motiver med tidligere mesopotamisk litteratur og bredere oldtidsmytologi fra Nærøsten. Således "Akkads forbandelse: Ekur hævnet", et akkadisk/sumerisk litterært værk dateret til mellem 2112 f.Kr. og 2004 f.Kr., som beskriver den pludselige ødelæggelse af byen Akkad. Myten blev skrevet hundreder af år efter Naram-Sins liv og er digterens forsøg på at forklare, hvordan det lykkedes for gutianerne at erobre Sumer. Efter en indledende passage, der beskriver Akkads herlighed før dets ødelæggelse, fortæller digtet om, hvordan Naram-Sin gjorde hovedguden Enlil vred ved at plyndre Ekur, der var Enlils tempel i Nippur. I sin vrede kaldte Enlil gutianerne ned fra bjergene øst for Tigris, hvilket bragte pest, hungersnød og død over hele Mesopotamien. For at begrænse denne ødelæggelse, bestemte otte af guderne (nemlig Inanna, Enki, Sin, Ninurta, Utu, Ishkur, Nusku og Nidaba), at kun byen Akkad skulle ødelægges for at skåne resten af ​​Sumer, og de forbandede den. Historien slutter med, at digteren skriver om Akkads skæbne, idet den velstående by lægges i aske i overensstemmelse med gudernes forbandelse. Temaet om guddommelig straf for en bys ''hybris'' eller umoral er et udbredt motiv i oldtidens verdensbillede. Det kan ikke vides sikkert, om det er denne historie, der har dannet forbillede for Gamle Testamentes historie om Sodoma og Gomorra, men motivet menneskers umoral og manglende respekt for guddommen er det samme. Den bibelske version rummer Abrahams forsøg på at undgå ødelæggelsen, hvis der blot fandtes ti retfærdige indbyggere i byen, men selv så få fandtes der åbenbart ikke. Kun Lot, Abrahams slægtning, reddes fra ulykken: "Da solen stod op over landet, og Lot var kommet til Soar, lod Herren svovl og ild regne ned over Sodoma og Gomorra fra Herren i himlen. Han ødelagde disse byer, ja hele Jordandalen, alle, der boede i byerne, og alt, der voksede på markederne."<ref>Bibelen (1992), s. 25</ref> Naturvidenskabeligt set kunne det være beskrivelsen af en meteorregn eller af nedfald fra et vulkanudbrud. ==== Moses ==== I Anden Mosebog kapitel 2 introduceres den mytiske skikkelse Moses som israelitternes befrier fra trældommen i Egypten. Historien begynder med hans fødsel. Ifølge myten havde farao befalet, at alle drengebørn skulle dræbes ved fødslen, men Moses' moder reddede ham ved at placere ham i en sivkurv, hvor han blev fundet og adopteret af faraos datter.<ref>Bibelen (1992), s. 67</ref> Denne historie er imidlertid utvivlsomt adopteret fra sumerisk tradition, idet en tilsvarende historie fortælles om kong Sargon af Assad.<ref>Dinkgreve (2021), kap. 8</ref> Der er således ingen grund til at tillægge denne del af traditionen nogen historisk baggrund. Senere fortæller Anden Mosebog, at Moses blev pålagt af Gud at føre israelitterne ud af Egypten. Det hedder i den forbindelse, at Gud blandt andet siger til Moses: "Jeg er din faders Gud, Abrahams Gud, Isaks Gud og Jakobs Gud".<ref>Bibelen (1992), s. 69</ref> Her stå vi på ny over for problemet, at henvisningen til Abraham åbenbart er en anakronisme. Det betyder, at der kan rejses tvivl om både den historiske skikkelse Moses og om Mosebøgerne som kilde til israelitternes tidlige historie overhovedet. Kendsgerningen er, at der findes ingen beviser på eksistensen af de fem mosebøger før slutningen af det 4. århundrede f.Kr., herunder eksistensen af en person kaldet Moses.<ref>Gad Barnea</ref> Men den farao, som med stor sandsynlighed fordrev semitterne fra Egypten, hed Ahmoses, hvilket på hebraisk betyder "Moses' broder". Så måske at der er en sammenhæng her. ==== Græske narrativer ==== Men det er ikke kun fra Sumer og Mesopotamien at Gamle Testamenter har lånt narrativer. Nogle kildekritikere tilhørende den såkaldte "Københavnerskole"<ref>Lemche (2014), s. 98-120</ref> har peget på, at også græske narrativer har ydet deres bidrag, lad os tage nogle eksempler: Jan-Wim Wesselius har foretaget undersøgelser, der viser, hvordan Første Mosebog og Anden Mosebog afspejler Herodots skrifter, især sidstnævntes beretning om persiske kongers liv. Han sammenlignede i detaljer lighederne mellem Josef og Kyros, og især mellem Moses og Xerxes. Josef og Kyros har begge drømme, bliver afsløret for at dø, går i eksil, bliver skjult i en periode og bliver konger, når deres identitet afsløres. Moses og Xerxes drager ud for at erobre enten Kana'an eller Grækenland og krydser vand med deres folk. Mange andre detaljer nævnes, såvel som sammenligninger mellem Terah og Phraortes (en medisk konge), Abraham og Kyaxares (en medisk konge), Isak og Astyges (en medisk konge) og Jakob og Mandane (Kyros' mor).<ref>Wesselius (1999), s. 24-77</ref><ref>Wesselius (2002), s. 6-47</ref> Philippe Guillaume mener, at kreative skrivere i Alexandria i det andet århundrede f.Kr. indsatte dommere i Mosebøgernes historie, hvilket afspejlede et politisk-ideologisk behov hos de hasmoneiske herskere i Palæstina. Det formodes, at indsættelsen af disse dommere var inspireret af Hesiods ''Værker og Dage'', især afsnittet om heltene, som Hesiod indsatte i de fire tidsaldre. Det modsvarer den måde, hvorpå dommere blev indsat i den jødiske historie. Det synes at have haft et dobbelt formål: dels at underminere påstande om arveret til magten fra efterkommere af kong Davids dynasti, idet historier om heroiske dommere nu optræder før kongerne David og Salomon og dermed med større ælde, dels at hjælpe de hasmoneiske herskere, der netop ikke kunne hævde at have nogen afstamning fra David som grundlag for deres påstande om et messiansk styre.<ref>Guillaume (2014), s. 147-164</ref>. Katherine Stott har påpege, at Davids opstigning, som skildret i Første Samuelsbog kapitel 16-31 og i Anden Samuelsbog kapitel 1-8, muligvis er inspireret af den fortælling, der beskriver Kyros' opstigning til Persiens og Mediens trone i teksten i Herodots Historier. Hun så følgende paralleller:</br> - Kyros og David starter begge under ydmyge kår,</br> - begge træder ind i den forrige konges hof,</br> - i begge tilfælde bliver den pågældende konge jaloux på dem,</br> - i begge tilfælde bliver de truet med døden af ​​den pågældende konge,</br> - begge flygter fra hoffet,</br> - begge bliver folkelige ledere,</br> - i begge tilfælde hopper en allieret af,</br> - begge tilraner sig kongerigets herredømme,</br> - begge får succes på grund af deres militære dygtighed,</br> - begge skåner den gamle konges liv i en periode,</br> - der er et tragisk element i den forrige konges fald i begge tilfælde, og</br> - i begge tilfælde er udfaldet dannelsen af ​​en ny politisk enhed.</br> Stott bemærkede, at denne græske tekst kun i den hellenistiske æra ville have været tilgængelig for den bibelske forfatter.<ref>Stott (2002), s. 62-71, 77-78)</ref>. Også Hesiod menes at være blandt inspirationskilderne. Hans ''Theogoni'' (Oldgræsk: Θεογονία), det vil sige "gudernes slægtsforskning eller fødsel" menes at have inspireret til skabelsesberetningen i Første Mosebog, og hans ''Kvindernes Katalog'' (oldgræsk: Γυναικῶν Κατάλογος) – også kendt som ''Ehoiai'' (oldgræsk: Ἠοῖαι), et fragmentarisk græsk episk digt, i hvilket "kvinderne" i titlen var faktisk heltinder, hvoraf mange lå hos guder og angiveligt fødte heltene fra græsk mytologi, menes at være blandt forbillederne for de genealogier, der findes i hele Første Mosebog kapitlerne 1-11 det vil sige til og med omtalen af Noas efterkommere.<ref>Gnuse (2017)</ref>. Fortællinger i Første Mosebog kapitlerne 1-11 kan også vises at have betydelige paralleller med beretninger nedskrevet hos græske historikere, således Hekateus fra Milet (''Periegesis'' og genealogier) og Herodot fra Halicarnassus (''Historie''), herunder skildringer af menneskelige leveveje (Første Mosebog kapitel 4:20-22), de tre sønner af en syndflodshelt, der er menneskehedens forfædre (Første Mosebog kapitel 9:18-19 og kapitel 10:1-32) samt plantningen af ​​en vingård (Første Mosebog kapitel 9:20-27).<ref>Bibelen (1992), s. 15f</ref><ref>Gnuse (2019)</ref> Ældre latinske traditioner, der ligger bag beretningerne i Ovids ''Fasti'' 5, 493-544 og ''Metamorfoser'' 8, 625-725, kan have inspireret fortællingerne om de budbringere, der fortæller Abraham om hans kommende søn, og de budbringere, der advarer Lot om at forlade Sodoma i Første Mosebog 18:1-15; 19:12-26. <ref>Gnuse (2017)</ref>. Det er foreslået, at en fortælling om Democedes af Kroton i Herodots ''Historie'' 3, 125-132 kan have givet anledning til fortællingen om Josef, der fortolker faraos drømme i Første Mosebog 41:1-36<ref>Bibelen (1992), s. 52-54</ref>, hvilken igen har inspireret til drømmeberetningerne i Daniels Bog<ref>Bibelen (1992), s. 1104-1112</ref><ref>Gnuse (2010)</ref>. Den korte fortælling om den store kriger Achilleus' ædle, talende heste i ''Iliaden'' 19, 395-424 kan være løst overtaget og indpasset i beretningen om Bileams æsel i Fjerde Mosebog kapitel 22:22-35, hvor et simpelt æsel bringer skam over en tåbelig profet.<ref>Bibelen (1992), s. 181</ref> Talende dyr er langt mere almindelige i græsk litteratur end i Bibelen. <ref>Gnuse (2017)</ref> Ofrelsen af ​​Ifigenia i to skuespil af Euripides omkring 400 f.Kr.: ''Ifigenia blandt Taurierne'' og ''Ifigenia i Aulis'', kan have inspireret beretningen om Jeftas ofring af sin datter i Dommerbogen kapitel 11:30, 34-40, som synes at være indsat i beretningen om Jeftas kamp mod ammonitterne. <ref>Gnuse (2019)</ref> Arrian fra Nicomedia, en græsk historiker fra 2.århundrede f.Kr. har skrevet en beretning om Alexander den Store, herunder om det spildte vand i Anabasis af Alexander i Sjette bog kapitel 26.1-3. Denne skildring kan have inspireret en lignende historie om David i Anden Samuels Bog 23:15-17. Davids handling med at hælde det vand ud, som hans modige soldater hentede bag fjendens linjer, virker ikke som en fornuftig historie, mens Alexanders handling i den gedrosiske ørken i Balochistan, hvor tørst virkelig er et problem, gør.<ref>Gnuse (1998)</ref>. I flere tilfælde kan det sandsynliggøres, at disse broderende fortællinger optræder som et vedhæng til ældre beretninger og måske af samme grund er placeret i slutningen af ​​bibelske bøger, hvor de ser ud til kun med en løs forbindelse at have været knyttet til bøgernes hovedfortællinger. Dette gælder især i Dommerbogen, hvor fortællingerne i Dommerbogen kapitel 13-16 om Samson ser ud til at være skrevet i en helt anden stil end resten af ​​Dommerbogen. Et stort antal forskellige græske legender om Herakles synes at have haft indflydelse på Samson-fortællingerne i Dommerbogens kapitel 13-16 og må være kommet til på et sent tidspunkt, sandsynligvis i den hellenistiske tid. Der er alt for mange græske paralleller inden for disse fire kapitler til, at de kan afvises som blot tilfældige fortællingshistoristiske sammentræf.<ref>Gnuse (2018)</ref> Afsnittene i Dommerbogens kapitel 17-21 om Mika, om Dan-stammens udvandring til Lakash samt om Benjamitternes skændselsdåd fremstår ligeledes som tilføjede tillæg til resten af ​​bogen, og netop dér finder vi beretningen om kvinderne, der blev kidnappet fra Silo. "Voldtagelsen af ​​de sabinske kvinder", en gammel fortælling som findes omtalt hos Titus Livius i hans ''Historie'' bind 1 kapitel 9:1-16) og hos Plutarch i hans ''Parallelle Liv'' (oldgræsk: Βίοι Παράλληλοι), en serie på 48 biografier over kendte mænd i afsnittet om Romulus, kan have været forbillede for historien Benjamitterne og de bortførte piger i Dommerbogen kapitel 21:1-24.<ref>Bibelen (1992), s.300</ref><ref>Gnuse (2007)</ref> Fortællingerne om Josef, Bileam og Jefta kunne være blevet placeret i den bibelske tekst i den persiske periode kort efter 400 f.Kr., såvel som bibelske tekster i Første Mosebog 1-11 med Hesiod, Hekateus og Herodot som inspirationskilder. Men de andre fortællinger synes mere sandsynligt at have deres oprindelse fra hellenistisk tid, og man kan derfor argumentere for, at alle disse tekster opstod samtidigt og derfor må høre hjemme i den hellenistiske tid. Anden Samuelsbog kapitel 21-23 synes også at være et appendiks, og heri finder vi David, der hælder det vand, han har modtaget fra sine krigere, ud. Dommerbogen kapitler 13-21 og Anden Samuelsbog 21-23 kunne derfor være blevet føjet til Femte Mosebogs historier på et meget sent tidspunkt. Historierne om Josef i Første Mosebog kaptel 39-50, der skulle forklare jødernes ophold i Egypten, ses af forskere som en sen tilføjelse fra omkring 400 f.Kr. eller senere, hvorfor Herodots indflydelse på Josefs drømmetydning er sandsynlig. Andre beretninger ser ud til at være blevet indsat noget ujævnt midt i deres fortællende kontekst. Dette er tydeligst i beretningen om Jeftas ofring af sin datter, som synes at være indsat midt i Jeftas slag i Transjordan, og fortællingen om Bileam og hans æsel, som fremstiller Bileam som en helt anden person end den, der findes i resten af ​​Fjerde Mosebog 22-24. Historien om de tre engle, der besøger Abraham og pludselig kun bliver to i antal, da de besøger Lot, har modsvarende romerske beretninger, hvor der er henholdsvis tre og to engle i fortællingerne fra Ovid. Desuden vidner detaljerne i dialogen i Første Mosebog kapitel 18 og 19 også om en senere tids skrivestil. Således synes indflydelsen fra klassiske romerske og græske beretninger at være mest sandsynlig i historier, der synes at være senere tilføjelser og indsættelser i hovedhistorierne. Foruden indholdsmæssige ligheder er der også opbygningsmæssige ligheder. Daniel Hawk bemærkede, at Aischylos' ''Orestia'' og Gamle Testamentes narrativ fra Første Samuelsbog kapitel 8 til Anden Kongebog kapitel 8 deler sammenlignelige struktur og karakterer, idet begge har et tredelt skema og begge bruger metaforer til at afspejle overgangen fra et slægtskabssamfund til et borgersamfund: mens Agamemnon og Saul afspejler den gamle samfundsorden, viser Orestes og David overgangstiden, og Athena og Salomon indfører den nye samfundsorden. Forfatteren til Femte Mosebog brugte ''Orestia'' som model for sine "modtagne traditioner vedrørende det israelitiske monarki". Hawk mener, at den hellenistiske tid kan have været det tidspunkt, hvor den bibelske forfatter havde adgang til og også brugte Aischylus' skrifter.<ref>Hawk (2003), s. 73-88</ref> Disse og andre eksempler er blevet fremhævet af nogle forskere, der generelt er enige om, hvordan hellenistisk litteratur formede den oprindelige historie efter 300 f.Kr. eller endda efter 200 f.Kr., i den makkabæiske æra. Larsson mener, at de bibelske beretninger blev skabt i det ptolemæiske Egypten i det andet århundrede f.Kr. og påvirket af betydelige græske historikere fra det tredje århundrede f.Kr., så som Berossos, Manetho og Eratosthenes.<ref>Larsson (2004), s. 296-311</ref> På grundlag af sådanne iagttagelser mener Niels Peter Lemche, at Dommerbogen og sikkert også andre dele af Gamle Testamente først er blevet skrevet eller har fundet deres endelige form omkring 272 f.Kr.<ref>Lemche (2024)</ref> Etienne Nodet vurderer, at Mosebøgerne opstod i begyndelsen af ​​det tredje århundrede f.Kr., mens profeterne og nogle af skrifterne blev skabt i det andet århundrede f.Kr.; disse tekster blev udformede i Alexandria under hellenistisk indflydelse.<ref>Nodet (2014), s. 36-55</ref> Emanuel Pfoh mener, at selvom den primære historie blev skabt i den hellenistiske æra, stammer nogle traditioner fra den assyriske og persiske tid og blev udviklet af krønikeskrivere gennem årene, men grundlæggende blev teksten formet under hellenistisk indflydelse.<ref>2014; s. 23, 33-35</ref> Hvordan det nu forholder sig, står det klart, at både den sene tilblivelse og dens mulige motiver undergraver store dele af Gamle Testamente som en troværdig historisk kilde. Det er muligt, at der findes en historisk kerne, som over tid er blevet udbygget og pyntet på med narrativer hentet fra græske traditioner, men indtil videre må det konstateres, at næsten alt i Gamle Testamentes narrativer lader sig betvivle med hensyn til troværdighed. Mest afgørende i denne sammenhæng er det imidlertid, at hvis disse kritikere tilhørende "Københavnerskolen" har ret, så betyder det, at ''Tanakh'' eller Gamle Testamente langt fra var færdigskrevet endsige færdigredigeret, da jøderne vente tilbage til Jerusalen efter eksilet i Babylon. Forud ventede endnu en lang redigeringsproces, og det kan også forklare hvorfor, at vi skal helt frem til 2. århundrede f.Kr. (eller tidligst 3. århundrede f.Kr.) før, at jøderne udviser noget kendskab til deres religiøse skrifter. Forklaringen er den enkle, at først da havde skrifterne nået et så fuldendt udseende, at de lod sig anvende i den national-politiske propaganda. ==== Hyksos-problemet ==== Mens arkæologerne med rimelig sikkerhed tør fastslå, at der fandtes en særlig israelitisk befolkning fra omkring 1200 f.Kr., så er der mere usikkerhed om tiden forud. Hovedspørgsmålet kan formuleres således: er jødernes ophold i og udvandring fra Egypten en historisk begivenhed eller ej? Holdningerne spænder fra fuldstændig afvisning af denne historie til ubetinget tilslutning. For at løse problemet må vil opspalte det i tre delspørgsmål:</br> - kan der påvises et ophold af en semitisk befolkning i Egypten?</br> - hvis ja: inden for hvilket tidsrum?</br> - hvis ja: var det israelitter eller ej? Det umiddelbare svar på spørgsmålet er, at der faktisk findes oplysninger om en fremmed befolkning i Egypten. Men denne befolkning, kaldes af egypterne selv ''Hiku-khasut'', det vil sige "ørkenfyrsterne" (hvilket på græsk er blevet til ''hyksos''<ref>Bibby (1978), s. 96</ref>, og denne benævnelse bruges almindeligvis og derfor også her), ikke "hebræerne", "jøderne" eller "israelitterne", og ingen af disse betegnelser kendes i samtiden, end ikke fra Kana'an. Forskerne mener at kunne fastslå, at disse ''hyksos'' ankom fra øst til Egypten i 19. århundrede f.Kr., regerede over Egypten i 17. og 16. århundrede f.Kr. men senere forsvandt igen. Der er fundet en grav rejst over en mand ved navn ''Aper-El'', det vil sige "El's tjener", som tjente hos faraonerne Amenhotep III og Akhenaten i 14. århundrede f.Kr.<ref>Dinkgreve (2021), kap. 8</ref> Et passende udgangspunkt for vurdering af udvandringens troværdighed kan være Simcha Jacobovici og hans film "''The Exodus decoded''". Heri giver han blandt andet en omfattende dokumentation, som nok kan være en nøjere gennemgang værd. Simcha tager udgangspunkt i bibelkritiske afvisninger af udvandringen, som traditionelt blev dateret til 1270 f.Kr. det vil sige i Ramses II's regeringstid men hvor der ingen beviser for en sådan begivenhed findes. Simcha mener, at denne datering er forkert, og at den korrekte tidsfæstelse er omkring 1500 f.Kr. Som beviser for denne tidsfæstelse anfører han følgende: Hyksos-folket skulle være kommet til Egypten omtrent 200 år før, at de atter udvandrede, det vil sige 1700 f.Kr. I en grav i Beni Hassan ved Nilen omkring 400 km syd for Cairo findes et vægmaleri, som viser en indvandring til Egypten. Befolkningen er semitter med skæg, flerfarvede dragter og med benævnelsen "''Amo''". I ''Tanakh'' (Gamle Testamente) anvendes benævnelsen "''Amo Israel''", det vil sige "Guds folk". Benævnelsen er den samme og deres ophold passer nøje med traditionen. Hyksos-folkets hovedstad var Avaris, der ligger i Nilens delta nord for Cairo. Avaris er blevet udgravet af professor Manfred Bietak fra Wien. Han har blandt andet fundet 9 seglstamper med navnet "Jakob", hvilket nøje svarer til den bibelske tradition om faraos betroede mand, Josef, der netop var søn af Jakob. Ifølge traditionen ender indvandrerne som slaver. I Serabit El Khadim i Sinai-ørkenen blev udvundet tyrkis-sten i miner ved slaveri. I en af disse minder findes en alfabetisk (ikke-egyptisk) indskrift på væggen: "El, hjælp mig". ''El'' var navnet på en semitisk guddom. En stele rejst af farao Ahmoses og dateret til omkring 1500 f.Kr. fortæller om blandt andet storm og mørke i overensstemmelse med den bibelske tradition, og den nævner gud i ental. Ahmoses er kendt for at have udvist hyksos-folket. Navnet Ahmoses betyder på egyptisk "månen er født" men på hebraisk "Moses' broder". Omkring 1500 f.Kr. indtraf et stort vulkanudbrud på øen Santorini i det græske øhav. Simcha mener, at det var denne begivenhed, som udløste udvandringen, og at den også kan forklare Egyptens ti plager. Hans argumentation herfor er følgende: I Avaris er fundet vulkansk pimpsten dateret til omkring 1500 f.Kr. Dette viser (om ikke andet) at Egypten blev påvirket af netop dette vilkanudbrud. Vulkanudbruddet og tilhørende jordskælv havde følgende bivirkninger:</br> - vandet bliver rødt. Årsagen er, at rust frigøres ved gasudbrud fra bunden og opblandes i vandet. Dette skete blandt andet i 1986 ved Nyos-søen i Cameroon.</br> - frøer. Hopper ud af vandet, når det bliver forurenet.</br> - lus, fluer og epidemi følger som eftervirkninger af miljøkatastrofen</br> - sår og bylder. Disse kendes ligeledes fra Nyos-begivenheden i 1986.</br> - hagl. Is og ild = "vulkansk hagl" omtales i den såkaldte Ipuwer-papyros og skyldes, at vulkansk aske blandes med vand i atmosfæren.</br> - græshopper. Bringes på vandring på grund af klimaændringen.</br> - mørke. Skyldes en askesky, der fra vulkanudbruddet bredte sig til Nilens delta, hvilket er bevist ved korn af asken fundet af Jean-Daniel Stanley fra Smithsonian Institute.</br> - førstefødte sønner døde. Skyldes at CO_² frigøres fra jordens indre og lægger sig lige ved jordens overflade. Da de ældste priviligerede sønner sov på en lav seng, blev de dræbt af gassen, mens andre børn der sov på de flade tage aldrig blev berørt inden, at gassen opløstes igen. Noget tilsvarende blev observeret i Nyos. Yderligere er der udgravet massegrave i Avaris, som kun omfatter personer af mandkøn og ikke krigere. Og Ahmoses' egen søn døde som 12-årig (hans begravede lig er fundet).</br> Ifølge Simcha er alle disse begivenheder således naturlige mulige følger af vulkanudbruddet. [[Fil:Stele_of_Grave_Circle_A_Mycenae_NAMA_1428.JPG|200px|thumb|Gravstele fra Mykene, der viser Farao, som forfølger Moses. De er omgivet af vand på begge sider.]] Velkendt er historien om havets deling.<ref>Bibelen (1992), s. 82</ref> Den korrekte formulering i Bibelen er "Yam Suf", det vil sige Sivhavet. Men siv vokser ikke i saltvand, så der er tale om en stor sø. På Ismailia Regional Museum findes en granitsten med en indskrift i hieroglyffer, ''El Arish''-indskriften, der fortæller om udvandringen set fra faraos side. Her kaldes lederen for "ørkenprinsen". Mere bemærkelsesværdigt er det, at indskriften også fortæller, at vandene delte sig (markeret som bølger + 2 knive), og at indskriften nævner stedet for denne begivenhed: ''El Balah'', en nu tidligere sø beliggende øst for Avaris nær overgangen til Sinai-ørkenen. Simcha mener, at som følge af de tektoniske forskydninger og deraf følgende jordskred løftede den afrikanske plade sig 1-2 meter og skabte en landkorridor, men kort efter fulgte en tsunami, som druknede faraos hær. Simcha peger på et vægmaleri på Santorini, som viser en sejlads fra en by omgivet af mure. Simcha mener, at den viste by er Avaris, idet der her også er fundet minoiske vægmalerier, hvilket vidner om handelsforbindelser. En del af udvandrerne skulle således være draget til Grækenland. I Mykene er fundet guldgenstande og sværd i en grav dateret til 1500 f.Kr. De kan stamme fra jødiske udvandrere. Desuden er fundet tre gravsten med billeder visende først en mand på en stridsvogn, der forfølger en gående mand omgivet af bølger, dernæst at den gående mand er nået højere liggende land og har vendt sig imod stridsvognen, og endelig at stridsvognen drukner i bølgerne. Billederne viser, let forenklet, faraos forfølgelse af Moses. Det er i bogstaveligste forstand en tegneserie om begivenheden. Simcha peger dernæst på, at jordskælv kunne have ført til, at gas og olie blev frigivet og måske blev antændt, og derved gav anledning til røgsøjler om dagen og ildsøjler om natten svarende til beretningen i Anden Mosebog kapitel 13 vers 21-22: "Herren gik foran dem, om dagen i en skysøjle for at føre dem på vejen og om natten i en ildsøjle for at lyse for dem, så at de kunne gå både dag og nat. Skysøjlen fjernede sig ikke fra folket om dagen og ildsøjlen ikke om natten."<ref>Bibelen (1992), s. 81</ref> Endelig mener Simcha at kunne påvise, hvor bjerget Sinai lå. Og han mener at have fundet billedlige gengivelser af Pagtens Ark - i Grækenland af alle steder! Så langt Simcha. Det giver anledning til en række spørgsmål: er begivenheden fejldateret? Det er der faktisk en del, der tyder på. Begivenheden fandt efter alt at dømme sted omkring 1500 f.Kr. Kan et vulkanudbrud være forklaringen på begivenhedsforløbet? Svaret må være, at det er muligt, i hvert fald er der intet, som tyder på, at det ikke kunne være tilfældet. Var dette hyksos-folk ''Amo'' og var det semitter? Ja, det er sandsynligt. Var det også israelitter? Det er muligt, men ikke sikkert. Vi har tidligere fastslået, at Gamle Testamentes historie om udvandringen fra Egypten tidsmæssigt er uforenelig med historien om Abraham som israelitternes stamfader, idet hans ophold i filistrenes land er flere hundrede år senere end udvandringen. Og det forbliver uforklarligt, at et folk, som kaldte sig selv Israel, ikke optræder under dette navn men af Egypterne kaldtes henholdsvis ''Amo'' og ''Hyksos''. Historien om ''exodus'' eller udvandringen fra Egypten kendes ikke fra Elephantine, en jødisk by i Egypten fra 400-tallet f.Kr., hvilket kunne tyde på, at denne tradition i jødisk historieforståelse enten må være yngre end denne tid eller endnu ikke spillede den rolle i jødisk selvforståelse, som den senere fik. Hvis man vil være besværlig, kan man opstille følgende alternative hypotese: udskibningen fra Egypten til Mykene eksisterer ikke i det bibelske narrativ. Hvis man alligevel forudsætter, at det afspejler en historisk kendsgerning, så kunne disse udvandrere, ''hyksos'', have taget hele traditionen med sig og billedligt gengivet den på deres gravsteler. Da "havfolket" (som beviseligt stammer fra Grækenland foruden andre steder) langt senere, omkring 1178 f.Kr., kom til Palæstina, bragte de traditionen med sig. Det er her fra, at jøderne senere overtog den, omformulerede den til en ørkenvandring med Moselov og hele molevitten og dermed tillige skrev det oprindelige folk ud af beretningen og satte sig selv ind i stedet som led i en selvskabt historisk tradition. Der er selvsagt ingen beviser for en sådan udvikling, men der er heller intet, som modsiger den, og den ville forklare årsagen til, at traditionen åbenbart overlevede i Mykene. Og hvad mere er: det kunne forklare hvorfor, at folk fra Middelhavets nordlige kyster søgte øst- og sydpå (i stedet for vestpå), da deres hjemlige forhold ikke tillod dem at blive boende, hvor de var. Et indicium for, at teorien kunne være rigtig, er det forhold, at Mykene var et handelscentrum i tiden 1600-1100 f.Kr. blandt andet med handelsforbindelser til Levanten. Blandt de forhandlede varer var genstande af elfenben fundet i Megiddo, der viser handelsforbindelser til Det Ægæiske Hav, Kypern, Hittitterne samt Egypten.<ref>Novacek (2011), s. 47f</ref> Det indebærer, at "havfolket" meget vel kan have haft handelsforbindelser med Levanten tidligere og derfor kendte til områdets frugtbarhed inden, at de udvandrede dertil. Der imod kan vi udelukke, at det var israelitterne selv, som indvandrede sammen med havfolket, fordi dette skete 1178 f.Kr. mens Israel som omtalt nævnes på en stele allerede fra 1208 f.Kr. Kildekritisk må det konstateres, at Mosebøgerne ret beset forsøger at forene to temmelig uforenelige historiske traditioner: på den ene side traditionen fra Mesopotamien omfattende Edens Have (Dilmun), Babelstårnet (zigguraterne) og Noas ark, hvor Abraham indgår som det forklarende bindeled hvorfor, at jødernes stamfader udvandrede til Kana'an, på den anden side traditionen om Jakob (Israel)<ref>Bibelen (1992), s. 46</ref>, Josef og hans brødre<ref>Bibelen (1992), s. 48f</ref>, Israels udvandring til Egypten<ref>Bibelen (1992), s. 59</ref> og Moses<ref>Bibelen (1992), s. 67</ref> med udvandring, ørkenvandring, moseloven og løftet om Kana'an.<ref>Bibelen (1992), s. 243</ref> Der kan næppe være tvivl om, at den jødiske beretning om udvandringen fra Egypten og den egyptiske beretning om fordrivelsen af de fremmede omtaler den samme begivenhed set fra to sider. For så vidt behøver ingen af dem at give det sande billede: hvis årsagen virkelig var et vulkanudbrud, kunne de forringede leveforhold efter dette meget vel være årsag til, at folk udvandrede eller bortvandrede igen. At jøderne eller israelitterne har taget begivenheden til sig er for så vidt ikke anderledes end andre historier, som de har adopteret og adapteret. Som en sidebemærkning skal det lige nævnes, at den egyptiske konge Amenhotep IV, bedre kendt som Akhenaten, som var gift med Nefertiti og fader til Tutankhaton, og som er gået over i historien som den første monoteistiske konge, regerede fra omkring 1353 til 1336 f.Kr. Det betyder, at han regerede henved 150 år efter, at ''hyksos'' udvandrede, og at der således ingen forbindelse er med Moses. === Bearbejdede profetier === De mange profetiske tekster i Gamle Testamente udgør et eget problem. Kort sagt er de kildekritiske studier i stigende grad blevet opmærksomme på, at der heller ikke i dette tilfælde er tale om originale tekster. I stedet er disse tekster blevet ændret for at tilpasse dem til bestemte formål. Esajas', Jeremias', Ezekiels og de tolv "små" profeters profetier mangler en historie og opretholder ikke en ensartet kronologisk rækkefølge. Disse profetiske bøger ses ikke længere som blot kilder, hvorved læserne kan få adgang til fortiden. De læses nu som bevidste kompositioner, der genpræsenterer og fortolker profeternes ord i tekstform. Allerede i de sidste profeters tekster er der tegn på bevidst bevidsthed om tekstualiseringen af ​​profetier. Historien i Jeremias 36 beskriver for eksempel en proces, hvor forskellige budskaber i forskellige former fra forskellige tider og steder sammensættes i tekstform af profetens skriver. Når denne rulle efterfølgende ødelægges som reaktion på dens læsning, sker der ikke blot en omskrivning af rullen, men også en betydelig tilføjelse af lignende ord, hvilket vidner om bogens litterære vækst. Profeter som Jeremias er ikke længere tilgængelige i den oprindelig version, men deres ord forbliver tilgængelige i de bøger, der bærer deres navne. Disse bøger danner et særskilt korpus inden for den bibelske kanon. Når Daniel refererer til Jeremias' profeti om halvfjerds år i Daniels Bog kapitel 9:2<ref>Bibelen (1992), s. 1117</ref>, taler han om Jeremias' bog blandt en flerhed af profetiske bøger, jævnfør også Ezekiels Bog 38:17<ref>Bibelen (1992), s. 1091</ref>. De tidligste postbibelske fortolkere af den profetiske litteratur var de skriftkloge, oversættere og kommentatorer, der videregav, gengav og forklarede teksterne. Den tidligst dokumenterede periode med skriftlig overlevering fra omkring 250 f.Kr. indtil 132-135 e.Kr. bærer tydelige vidnesbyrd om, at datidens skriftkloge ikke så sig selv som blot afskrivere på samme måde som skriftkloge fra en senere periode. De så snarere sig selv som ligestillede med de oprindelige forfattere, og de udvidede ofte den bibelske tekst med fortolkninger, der var beregnet til at hjælpe læserne med at forstå teksten. Disse skriftkloge havde deres eget syn på den bibelske tekst og ønskede at sikre en teologisk korrekt læsning af den. Blandt de profetiske bøger forekommer de mest fremragende eksempler på fortolkningsmæssig udvidelse i Jeremias' og Ezekiels Bøger i den masoretiske tekst, det vil sige i en version kopieret, redigeret og spredt af en gruppe jøder kendt som masoreterne mellem det 7. og 10. århundrede e.Kr. I disse udgaver har udvidelsen nået grænsen for skabelsen af helt ​​nye udgaver af bøgerne. De hebraiske tekster bag de oldgræske versioner af disse bøger er betydeligt kortere førsteudgaver. Mange af udvidelserne i andenudgaverne, der findes i den masoretiske tekst, er af fortolkende eller forklarende art. For eksempel er den i Jeremias' omtalte fjende fra nord ikke udtrykkeligt identificeret i oldgræske eller dens hebraiske kilde, hvilket efterlader den åben for den slags dommedagsagtige fortolkning, der findes i Ezekiels Bog kapitel 38:14-17<ref>Bibelen (1992), s. 1091</ref>, men den masoretiske tekst identificerer udtrykkeligt denne fjende som Babylon i udvidelsen af ​​Jeremias 25:9, hvilket skaber en interessant konflikt med Jeremias' Bog kapitel 50:3 og dens profeti om en fjende fra nord, der kommer mod Babylon.<ref>Bibelen (1992), s. 1017</ref> Et andet eksempel er versionen af ​​Jeremias' profeti om halvfjerds år i Jeremias' Bog kapitel 25:11-12.<ref>Bibelen (1992), s. 979</ref> I den oldgræske version er denne profeti ikke eksplicit begrænset til perioden under det babylonsk fangenskab, jævnfør Daniels Bog kapitel 9:1-2, 24-27<ref>Bibelen (1992), s. 1118</ref>, men udvidelserne i den masoretiske tekst gør denne begrænsning af profetien udtrykkelig, således i Jeremias' Bog kapitel 29:10.<ref>Bibelen (1992), s. 984</ref> For Ezekiels Bog forekommer en af ​​de mest bemærkelsesværdige udvidelser i den masoretiske udgave af Ezekiels Bog kapitel 36:23-38, som mangler. Denne ret lange udvidelse er åbenbart baseret på materiale fundet andre steder både i og uden for Ezekiels Bog. Man kan mene at alle disse præciseringer og fortolkninger er afskrivernes velmenende forsøg på at forstå og fortolke den oprindelige tekst bedre, men når det forholder sig således med disse profetiske tekster, rejser det uundgåeligt spørgsmålet om og i hvilken grad, det samme er tilfældet med andre tekster i Gamle Testamente. Og det svækker betydeligt Gamle Testamentes værdi som sikker og troværdig kilde til jødernes historie. === Sammenfatning === Denne gennemgang af Gamle Testamente har kun omfattet en mindre del af den samlede tekst, men selv denne meget begrænsede gennemgang har belyst en række problemer:</br> - Gamle Testamente er ''ikke'' en historisk redegørelse for jødernes historie, selv om den giver indtryk af dette,</br> - det er i stedet en samling af traditioner, anekdoter og myter skrevet af ulige forfattere til ulige tider</br> - der er gjort forsøg på at sammenskrive og harmonisere disse narrativer</br> - hvilket ikke kan skjule, at der er kronologiske problemer</br> - og at væsentlige traditioner er hentet fra andre kulturer, især Sumer og Mesopotamien men også fra Grækenland. Vi tør antage, at skildringen af kongetiden og det delte kongerige med navnelister over regenterne er rimelig troværdig, blandt andet fordi deres navne forekommer i andre kilder, men vi har kun ringe mulighed for at vide i hvilken udstrækning, historierne om dem er blevet ændrede for at tilpasse sig et senere monoteistisk narrativ. Nogle historier, blandt andre Esthers Bog men også Ezras Bog og Nehemias' Bog, er meget sene og menes først at være blevet tilføjet efter afslutningen af det babylonske fangenskab. === <big>Semitismen, jødedommens tankesæt</big> === Vi har i det foregående set på Gamle Testamente som et muligt historisk kildeskrift. Man kan imidlertid også anlægge en helt anden synsvinkel, nemlig Gamle Testamente som ideologisk grundlag nærmere betegnet som grundlag for en jødisk national etnicitet samt for en særlig jødisk etik. Det skal på forhånd understreges, at det følgende ikke omfatter alle jøder, idet mange alene identificerer sig som tilhørende denne folkegruppe af genealogiske og traditionsbårne årsager, det vil sige med hensyn til deres familiære oprindelse samt højtider og mindedage. Men der findes også kredse i den jødiske befolkning, der opfatter Gamle Testamente som en anvisning på hvordan, at jøder kan og bør opføre sig. Alle kender begrebet "anti-semitisme", men få eller ingen ved, hvad udtrykket "semitisme" egentlig dækker over. Man vil således lede forgæves efter det i en ordbog eller eksempelvis på ''wikipedia''. Her vil begrebet blivet forstået således, at det dækker over den tankegang eller de tankegange, som kan udledes og af nogle er blevet udledt af Gamle Testamente. Det betyder, at der her vil blive set bort fra jødisk mysticisme, kabala, frankisme og lignende ældre og nyere afledede ideologier, hvilke hver for sig er en særskilt undersøgelse værd. Læser man Gamle Testamente, vil man se, at bestemte tankegange bliver promoveret. Det drejer sig i hovedsagen om følgende:</br> - det udvalgte folk</br> - racisme</br> - retten til Kana'an</br> - retten til at myrde hele befolkninger</br> - "honningfælder" og pengeafpresning</br> I det følgende vil hvert af disse emner blive gennemgået særskilt. === Det udvalgte folk === Ideen om jøderne som Guds udvalgte folk tager udgangspunkt i Første Mosebog kapitel 12: her møder vi Abram ved Ur i Kaldæa. Videre hedder det: "Herren sagde til Abram: "Forlad dit land og din slægt og din fars hus, og drag til det land, jeg vil vise dig. Jeg vil gøre dig til et stort folk og velsigne dig. Jeg vil gøre dit navn stort, og du skal være en velsignelse.</br> Jeg vil velsigne dem, der velsigner dig,</br> og den, der forbander dig, vil jeg forbande.</br> I dig skal alle jordens slægter velsignes"."<ref>Bibelen (1992), s. 17f</ref> Senere gentages denne priviligerede stilling i andre sammenhænge, således over for Jakob i Betel. I Første Mosebog kapitel 35:9-13 hedder det: "Gud viste sig igen for Jakob, efter at han var kommet hjem fra Paddan-Aram. Han velsignede ham og sagde til ham: "Dit navn er Jakob; men nu skal du ikke længere hedde Jakob. Dit navn skal være Israel." Og han gav ham navnet Israel. Han sagde til ham: "Jeg er Gud den Almægtige. Bliv frugtbar og talrig! Et folk, ja, en mængde folkeslag skal nedstamme fra dig, og konger skal fremstå af dit eget kød og blod. Det land, jeg gav Abraham og Isak, giver jeg dig og dine efterkommere." Så steg Gud op fraham, dér hvor han havde talt med ham."<ref>Bibelen (1992), s. 46</ref> I Anden Mosebog kapitel 3:7-10 findes følgende: "Så sagde Herren: "Jeg har set mit folks lidelse i Egypten, og jeg har hørt deres klageskrig over slavefogederne. Jeg har lagt mig deres lidelser på sinde, og derfor er jeg kommet ned for at redde dem fra egypterne og føre dem op fra dette land til et godt og vidtstrakt land, et land der flyder med mælk og honning, dér hvor kana'anæerne, hittitterne, amoritterne, perizzitterne, hivvitterne og jebusitterne bor. Nu har israelitternes klageskrig nået mig, og jeg har set, hvordan egypterne undertrykker dem. Gå nu! Jeg vil sende dig til Farao. Du skal føre mit folk israelitterne ud af Egypten"."<ref>Bibelen (1992), s. 69</ref> Dette og tilsvarende formuleringer med "mit folk israelitterne" har givet jøderne en identitet som Guds udvalgte folk i den jødiske selvforståelse. === Racismen === Racismen er en logisk følge af ideen om Guds udvalgte folk. Et folk kan selvsagt ikke være "udvalgt", hvis andre folk kan indgiftes i det. Følgelig er Gamle Testamente fuldt af forbud mod at gifte sig med ægtefæller fra andre folkeslag og kritik, når de alligevel gjorde det. Lad os tage nogen eksempler. I Femte Mosebog kapitel 7:1-4 finder vi følgende påbud af Moses: "Når Herren din Gud fører dig til det land, du skal ind og erobre, og han driver store folkeslag væk foran dig, hittitterne, girgashitterne, amoritterne, kana'anæerne, perizzitterne, hivvitterne og jebusitterne, syv folk, der er større og mægtigere end du, og Herren din Gud overgiver dem til dig, og du besejrer dem, da skal du lægge band på dem. Du må ikke slutte pagt med dem og ikke vise dem barmhjertighed. Du må ikke bringe dig i familie me dem; du må ikke give dine døtre til deres sønner, og du må ikke lade dine sønner gifte sig med deres døtre, for det vil få dine sønner til at vige fra mig og dyrke andre guder. Da vil Herrens vrede flamme op imod jer, og han vil hurtigt udrydde dig."<ref>Bibelen (1992), s. 208</ref> Dette gælder blandt andre kong Salomo. I Første Kongebog 11:1-4 læses således følgende: "Kong Salomo elskede mange udenlandske kvinder foruden Faraos datter, moabitiske, ammonitiske, edomitiske, sidoniske og hittitiske; om de folk havde Herren sagt til israelitterne: "I må ikke indlade jer med dem, og de må indlade sig med jer, for så vender de jeres hjerte til deres guder." Dem elskede Salomo, og han holdt fast ved dem. Han havde syv hundrede hustruer med fyrstelig rang og tre hundrede medhustruer, og hans hustruer bragte hans hjerte på afveje."<ref>Bibelen (1992), s. 390</ref> I Ezras Bog kapitel 9:10-12 optræder Ezras bodsklage med blandt andet dette: "Vor Gud, hvad skal vi nu sige efter dette? For vi har svigtet de befalinger, du gav gennem dine tjenere, profeterne, da du sagde: Det land, I skal ind og tage i besiddelse, er et urent land på grund af de fremmede folks urenhed med de afskyelige handlinger, som de i deres urenhed har fyldt det med fra ende til anden. Derfor må I ikke give jeres døtre til deres sønner, og I må ikke lade jeres sønner gifte sig med deres døtre."<ref>Bibelen (1992), s. 527</ref> og i Kapitel 10:10-12 bliver dette gentaget: "Så rejste præsten Ezra sig og sagde til dem: "I har handlet troløst ved at gifte jer med fremmede kvinder; I har øget Israels skyld. Aflæg nu bekendelse for Herren, jeres fædres Gud, og gør hans vilje. Skil jer ud fra landets folk og de fremmede kvinder"."<ref>Bibelen (1992), s. 528</ref> I Nehemias' Bog kapitel 10:31 indgår israelitterne blandt andet følgende forpligtelse: "Vi vil ikke give vores døtre til landets folk, og vi vil ikke lade vores sønner gifte sig med deres døtre."<ref>Bibelen (1992), s. 542</ref> Således kunne man blive ved. === Lebensraum === Jødernes ret til Kana'ans land hidrører fra Første Mosebog. I kapitel 12 læser vi: "Dengang boede kana'anæerne i landet. Herren viste sig for Abram og sagde: "Jeg vil give dine efterkommere dette land"."<ref>Bibelen (1992), s. 18</ref> Senere, i kapitel 15, præciseres udstrækningen af dette jødiske lebensraum: "Den dag sluttede Herren pagt med Abram. Han sagde: "Jeg giver dine efterkommere dette land fra Egyptens flod (det vil sige Nilen) til den store flod, Eufratfloden: kenitterne, kenizzitterne, kadmonitterne, hittitterne, perizzitterne, refaitterne, amoritterne, kana'anæerne, girgashitterne og jebusitterne"."<ref>Bibelen (1992), s. 20f</ref> Størrelsen af dette jødiske lebensraum er påfaldende. Sammenlignet med officielle landegrænser i 2026 omfatter dette område: den østlige halvdel af Egypten inklusive hele Sinai, Palæstina inklusive Gaza og Vestbredden, Libanon, Jordan, Saudi Arabien, Yemen, Oman, Forenede Arabiske Emirater, Qatar, Bahrain, Kuwait, Irak samt Syrien. Nogle jødiske imperialister medregner også Kypern til området. En anden afgrænsning findes i Fjerde Mosebog kapitel 34. Heri læser vi: "Herren talte til Moses og sagde: "Giv israelitterne denne befaling: I kommer nu til Kana'an, det land, der tilfalder jer som arvelod, Kana'ans land i dets fulde udstrækning. Jeres sydgrænse skal gå fra Sins ørken langs med Edom. I syd skal jeres grænse gå fra enden af Salthavet i øst. Så skal grænsen dreje syd om Akrabbim-passet, gå videre til Sin og ende syd for Kadesh-Barnea. Så skal den fortsætte til Hasar-Addar og gå videre til Asmon. Så skal grænsen dreje fra Asmon mod Egyptens bæk og ende ude ved havet.</br> Grænsen i vest: Det Store Hav med kyststrækning. Det skal være jeres vestgrænse.</br> Dette skal være jeres nordgrænse: Fra Det Store Hav skal I trække en linie til bjerget Hor; fra bjerget Hor skal I trække en linie til Lebo-Hamat, og grænsen skal ende i Sedad. Så skal grænsen gå videre til Zifron, og den skal ende i Hasar-Enan. Det skal være jeres nordgrænse.</br> Som grænse i øst skal I trække en linie fra Hasar-Enan til Shefam. Så skal grænsen gå ned fra Shefam til Ribla øst for Ajin, og grænsen skal fortsætte ned og støde til bjergryggen øst for Kinneretsøen. Så skal grænsen gå ned til Jordan og ende ved Salthavet.</br> Dette skal være jeres land med dets grænser hele vejen rundt."<ref>Bibelen (1992), s. 196</ref> Dette er unægteligt en noget anden afgrænsning end før. Den kritiske læser vi måske spørge om Herren ikke havde forklaret sig godt nok over for Moses eller måske havde ændret holdning, eller om der måske er en helt tredie forklaring? Den tænkende læser vil måske kigge nærmere på andre dele af samme historie. Vi hører, at Abraham fik børn både med Sara, sin hustru, nemlig jøderne, og med Hagar fra Egypten, hans trælkvinde, nemlig ismaelitterne, det vil sige araberne.<ref>Bibelen (1992), s. 21</ref> Så var det nu jøderne, araberne eller begge grupper som skulle leve i dette område? Desuden tog han sig en ny hustru: Ketura, med hvem han også fik efterkommere.<ref>Bibelen (1992), s. 31</ref> Det er således ret uklart hvem, der skulle overtage dette lebensraum. Således tænker semitisterne ikke. De er imperialister, og de vil have det hele for sig selv. De mener at have ret til at fordrive andre folkeslag og ser Gamle Testamente som kilde til denne ret. === Retten til folkemord === Jødernes ret til at myrde befolkningerne, som levede i Kana'an, forekommer allerede i Mosebøgerne. I Femte Mosebog kapitel 20:16-17 findes således følgende påbud udtalt af Moses: "i de folks byer, som Herren din Gud vil give dig i eje, må du ikke lade en eneste beholde livet; du skal lægge band på dem, på hittitterne, amoritterne, kana'anæerne, perizzitterne, hivvitterne og jebusitterne, sådan som Herren din Gud har befalet dig."<ref>Bibelen (1992), s. 223</ref> I Josvabogen hører vi hvordan, at jøderne hensynsløst myrdede indbyggerne i Kana'an, eksempelvis i kapitel 8:24-29: "Da israelitterne på åben mark havde dræbt alle de indbyggere fra Aj, som havde forfulgt dem ud i ørkenen, og da alle til sidste mand var faldet for sværdet, vendte alle israelitterne tilbage til Aj og huggede indbyggerne ned med sværd. Den dag blev der dræbt i alt tolv tusind mænd og kvinder, alle indbyggerne i Aj. Josva trak ikke sin udstrakte hånd med krumsværdet tilbage, før han havde lagt band på alle indbyggerne i Aj. ..Og Josva brændte Aj ned; han gjorde den til en øde ruinhøj for evigt, og det er den den dag i dag. Ajs konge hængte de på et træ og lod ham hænge til aften. Da solen gik ned, gav Josva sine folk befaling om at tage liget ned fra træet og kaste det hen ved indgangen til byporten. Så kastede de en stor stendynge op over ham, og den ligger der den dag i dag."<ref>Bibelen (1992), s. 251f</ref> Tilsvarende i Josvabogen kapitel 10:28-43: "Samme dag indtog Josva Makkeda. Han slog byen og dens konge med sværd og lagde band på byen og alle, der var i den; der var ingen, der overlevede. Han gjorde det samme med kongen i Makkeba, som han havde gjort med kongen i Jeriko.</br> Fra Makkeda drog Josva sammen med hele Israel videre til Libna. Han gik til angreb på Libna, og Herren gav også denne by og dens konge i Israels hånd. Josva slog byen og alle, der var i den, med sværd; der var ingen, der overlevede. Han gjorde det samme med kongen dér, som han havde gjort med kongen i Jeriko.</br> Fra Libna drog Josva sammen med hele Israel videre til Lakish. Han belejrede byen og gik til angreb på den, og Herren gav Lakish i Israels hånd. Den følgende dag indtog Josva byen; han slog den og alle, der var i den, med sværd, ganske som han havde gjort med Libna. Da drog Gezers konge Horam op for at komme Lakish til undsætning, men Josva slog kongen og hans hær; der var ingen, der overlevede.</br> Fra Lakish drog Josva sammen med hele Israel videre til Eglon. De belejrede byen og gik til angreb på den, og samme dag indtog de den og slog den med sværd. Den dag lagde han band på alle, der var i byen, ganske som han havde gjort med Lakish.</br> Fra Eglon drog Josva sammen med hele Israel op til Hebron. De gik til angreb på byen og indtog den; de slog byen, dens konge, alle dens byer og alle, der var i den, med sværd; der var ingen, der overlevede. Ganske som han havde gjort med Eglon, lagde han band på byen og på alle, der var i den.</br> Så vendte Josva sig sammen med hele Israel mod Debir. Han gik til angreb på byen og indtog den med dens kong og alle dens byer. De slog dem med sværd og lagde band på alle, der var i den; der var ingen, der overlevede. Han gjorde det samme med Debir og dens konge, som han havde gjort med Hebron og med Libna og dens konge.</br> Således besejrede Josva hele landet: Bjerglandet, Sydlandet, Lavlandet og Skråningerne og alle kongerne dér. Der var ingen, der overlevede; hver levende sjæl lagde han band på, sådan som Herren, Israels Gud, havde befalet. Josva besejrede dem fra Kadesh-Barnea til Gaza, i hele landet Goshen og helt til Gibeon. Alle disse konger og deres lande undertvang Josva på én gang, for Herren, Israels Gud, førte krig for Israel. Så vendte Josva sammen med hele Israel tilbage til lejren i Gilgal."<ref>Bibelen (1992), s. 255</ref> I Josvabogen Kapitel 11 fortsætter folkemordene i det nordlige Kana'an, blandt andet Hasor: "Alle, der var i byen, huggede de ned med sværd og lagde band på dem, så ikke en levende sjæl blev tilbage; og Josva brændte Hasor ned."<ref>Bibelen (1992), s. 256</ref> Da massemordet var til ende, blev rovet, det vil sige Kana'an, delt mellem israelitternes stammer.<ref>Bibelen (1992), s. 257-264</ref> Det minder om en langt senere begivenhed: under Sovjetunionen i Stalintiden gennemførte terrororganisationen OGPU under ledelse af jøden Genrikh Jagoda<ref>Lina (2003), s.315</ref> samt NKVD overvejende ledet af jøder<ref>Lina (2003), s.318, 327</ref> i 1932-33 et massemord på og en massefordrivelse af ukrainske bønder fra deres gårde, en begivenhed der blev kendt som ''holodomor''. Mindre kendt er, at OGPU overvejende bestod af jøder, og at disse efterfølgende som en belønning oprettede deres egne kollektivlandbrug, kibbutz'er, på de myrdede og fordrevne ukraineres jord.<ref>Holocaustmuseet i USA, film</ref> Jødisk historieforståelse trækker lange spor. Det var ikke kun ved erobringen af Kana'an, at jøderne begik massemord. I Esters Bog kapitel 9:2-16 hører vi: "I alle kong Ahasverus' provinser samledes jøderne i deres byer for at lægge hånd på dem, der ville dem noget ondt. .. Den trettende dag i måneden adar samledes de øvrige jøder i kongens provinser og forsvarede deres liv; de fik fred for deres fjender, og og de dræbte 75.000 af deres modstandere".<ref>Bibelen (1992), s. 555</ref> Flere eksempler end de nævnte kunne være fremhævet, men budskabet og moralen er tydelig nok: i "hellig krig" er massemord på guddommens befalet ikke blot acceptabel men en pligt at gennemføre. Det er mildest talt absurd at se hvordan den samme ideologi, som hyldede folkemord i Gamle Testamente, har haft travl med at fremstille de selv samme massemordere som et uskyldigt forfulgt folkefærd i det 20. og starten af det 21. århundrede. === Honningfælder og pengeafpresning === Historier i Gamle Testamente giver jøderne tvivlsomme moralbegreber, eksempelvis at prostituere deres hustruer og døtre i form af "honningfælder", det vil sige lokkemad for en efterfølgende afpresning. Det begynder med selveste Abraham. I Første Mosebog kapitel 20:2-16 læser vi: "Abraham sagde om sin kone Sara, at hun var hans søster, og Abimelek, kongen i Gerar, sendte bud efter Sara. Om natten kom Gud i en drøm til Abimelek og sagde til ham: "Nu skal du dø, fordi du har taget denne kvinde, for hun er gift".<ref>Bibelen (1992), s. 25</ref> Senere, da sandheden er blevet klar, hører vi: "Så gav Abimelek Abraham får og køer, trælle og trælkvinder, og han gav ham hans kone Sara tilbage. Og Abimelek sagde: "Mit land ligger åbent for dig. Slå dig ned, hvor du har lyst!" Til Sara sagde han: "Nu giver jeg din bror tusind sekel sølv. Det skal lukke øjnene på alle dem, der hører dig til. Nu har du fået fuld oprejsning"."<ref>Bibelen (1992), s. 26</ref> Så Abrahams afpresning lykkedes. Senere gentager historien sig med små variationer. I Esters Bog hører vi, at jøden Mordokaj sender sin datter til kong Ahasverus' harem, hvor "hun vandt hans velvilje". .."Ester havde ikke fortalt, hvilket folk og hvilken slægt, hun tilhørte, for Mordokaj havde sagt til hende, at hun ikke måtte fortælle det." Men senere udnyttes hun til at redde jøderne, og naturligvis belønnes både hun og hendes fader for dette bedrag: "Og Mordokaj fik foretræde for kongen, for Ester havde fortalt, hvordan han var i familie med hende. Kongen tog sin signetring, som han havde frataget Haman, og overdrog den til Mordokaj. Og Ester satte Mordokaj over Hamans hus."<ref>Bibelen (1992), s. 549, 554</ref> Således legitimerer Gamle Testamente jødernes brug af honningfælder og pengeafpresning, når denne brug rettes imod folk i magtpositioner. === Sammenfatning === I 1973 fremkom udtrykket "narrativ teologi".<ref>Bjerg (1984), s. 11</ref> Udtrykkets betydning har været noget uklar, men pointen er, at hvis en kristen vil forklare sin tro og identitet, så kan dette ske ved at fortælle om Jesu ord og gerninger. På lignende måde kan jødedommens indhold bedst forstås ved at fortælle historier fra Gamle Testamente. Som vi har set, er sådanne historier ikke just moralske. Ideen om det udvalgte folk, der ikke må gifte sig med folk fra andre folkeslag men nok har ret til at udnytte dets kvinder i honningfælder til pengeafpresning, og som mener sig i sin gode ret til hensynsløst at udrydde andre folkeslag "i Guds navn", fremavler en tvivlsom moral. Hvis man vil være lidt uvenlig, kan man med god grund hævde, at denne tvivlsomme moral langt hen af vejen også afspejler sig i jødernes nyere historie. Vi har i det foregående set hvordan, at denne moral henter sin inspiration i fortællinger fra Gamle Testamente. Og denne moral understreges ved at de samme emner bliver gentaget med blot mindre variationer flere gange som for at understrege, at den ikke er knyttet til en bestemt historisk situation men netop har evig gyldighed. I lighed med sit afkom, muhammedanismen, er denne moral præget af en foragt for dem, som ikke tilhører "in-gruppen". Der kan måske være grund til at uddybe dette udtryk nærmere. Alle mennesker udvikler en eller anden form for bevidsthed om at tilhøre et bestemt etnisk fællesskab, herunder skaber de et dertil knyttet begrebsapparat. Man kan skelne mellem det navn, som en etnisk gruppe bruger om sig selv i denne selvidentifikation, og det navn, som andre bruger om den samme gruppe. Nogle gange, men ikke altid, bruger de samme benævnelse, men deres opfattelse af gruppens afgrænsning og indhold behøver ikke at være det samme, men kan tilpasses den aktuelle situation.<ref>Lund (1993), s. 81</ref> Betegnelsen afspejler en bevidsthed om hvem, man hører sammen med i et fællesskab, og hvem, der ikke hører til dette fællesskab.<ref>Lund (1993), s. 9</ref> Ofte, men ikke altid, vil de, som ikke tilhører dette fællesskab, blive set ned på, mens man selv ophøjes for sine gode egenskaber.<ref>Lund (1993), s. 13-26</ref> Denne vi-bevidsthed skabes i vid udstrækning ved historier, beretninger og myter, om et skæbnefællesskab gennem utallige slægtled. Ofte vil disse historier blive fyldt med navne på legendariske personligheder, hvis liv og gerninger bliver en del af den personlige identitetsfølelse. Og som regel vil en del af denne historie omfatte etnogoni, det vil sige de indfødtes egen mytiske forklaring på deres oprindelse<ref>Lund (1993), s. 49</ref>, som regel i form af en mytisk stamfader.<ref>Lund (1993), s. 91</ref> I dansk sammenhæng kan man tænke på Saxo og hans Danmarkshistorie. I germansk sammenhæng er det myten om Tvisto, der er grundlaget for identiteten<ref>Lund (1993), s. 90</ref>, og for jøderne er det Abraham, der har denne rolle. Men sådanne historiske beretninger og myter har ikke kun den funktion at begrunde selvidentiteten men tillige at begrunde moralbegreber, hvad der er "god" og "ond" opførsel. For jøderne er det netop historierne i Gamle Testamente, som opfylder denne opgave. Over tid kan disse funktioner aftage i betydning, fordi behovet for dem ikke længere er så stort. Dette fordi at myter erstattes med faktiske historiske erindringer. Men for visse grupper er dette ikke tilfælde. Her kan udviklingen tvært imod gå i den modsatte retning og udvikle sig til en regulær fanatisme, der kan motivere og begrunde næsten enhver handling. Denne fanatisme kan formuleres og organiseres i en dertil hørende ideologi, en -isme. Semitisme er en sådan ideologi, der i princippet ikke adskiller sig fra andre -ismer bortset fra den etniske gruppe, hvis selvfølelse og handlingsmønster, den skal begrunde. === <big>Sammenfatning og konklusion</big> === Vi er nået vejs ende i gennemgangen, og resultatet taler for sig selv. Ikke blot er det officielle narrativ ikke korrekt, for hver del af dette narrativ findes en alternativ forklaring, og tilsammen tegner disse træk et andet men helt entydigt billede. Først og fremmest: Gamle Testamente er ikke jødisk historieskrivning.<ref>Adler (2022), Preface</ref> Der kan påvises et utal af indlån fra andre kulturer, eksempelvis historien om Moses i sivkurven og Noas ark, som tydeligt viser, at denne historie er en myte, et narrativ, skabt for at give jødisk identitet en høj alder. I stedet tjener Gamle Testamente som redskab til at give jøder en national identitet igennem deres trosretning, i særdeleshed Jahve. Det er i Jahves navn, at de udvandrer fra Egypten, erobrer Kana'an og i nyere tid trækker sig ind i etniske ghettoer.<ref>Crone og Cook (1977), s. 42</ref> Hele den jødiske kultur er een lang markering af begivenheder hentet fra myterne i Gamle Testamente. Dernæst: jøderne var tydeligvis ikke det monoteistiske folkefærd, som de gerne vil give indtryk af, tværtimod. Så langt, at Gamle Testamentes fremstilling overhovedet afspejler en historisk virkelighed, dyrkede jøderne flere guder gennem flere hundrede år. Vi ser en udvikling i flere trin:</br> - første trin: to guder, Jahve og El, forenes i en "supergud"</br> - andet trin: gudsdyrkelsen centraliseres og kontrolleres af kongen</br> - tredie trin: de lavere guder og gudinder forkastes, fordi at de ikke hjalp i en kritisk situation</br> - fjerde trin: præsteskabet udvikler et nyt narrativ til at forstærke dets magt og betydning som samlende kraft.</br> Det var en udvikling, hvor hvert trin var en logisk følge af det foregående, når behovet for en forandring i det herskende narrativ indtraf. Den nye ideologi var, som de fleste totalitære ideologier, et spørgsmål om at legitimere retten til magtudøvelse. Dette grundlag blev konstrueret ad hoc, det vil sige spontant efter behov. Dets grundlag var aldrig vel funderet, og vi kan nu afvise det fuldstændigt som fusk og forfalskning fra ende til anden. Samtidig var det en udvikling, hvor hvert trin bidrog med særlige træk til den nye ideologis udvikling: først blev stammeguden anvendt til at legitimere myten om "det udvalgte folk", herunder en racistisk ultrasemitisk afvisning af ægteskaber med repræsentanter fra andre folkeslag, og hvor regulært folkemord legitimeres som en følge af Jahves beslutning og påbud. Dernæst må den snart svækkede kongemagt i den nye nationale stat styrke sin stilling i befolkningen, hvilket sker ved centralisering af gudsdyrkelsen. Da så statsdannelsen alligevel bryder sammen, bliver det nødvendigt at udpege en skyldig årsag, og her må husguderne holde for. Endelig må det nye narrativ styrkes, hvilket blandt andet sker ved kampen for en ny egen stat. Da mange profeter har først og fremmest til formål at legitimere den nye nationale ideologi som Jahves vilje. Endelig er det også fra Gamle Testamente, at jøderne henter deres moralbegreber på godt og ondt. Det er indlysende, at hvis der kan rejses tvivl om troværdigheden af beretningerne i Gamle Testamente, så er det ikke blot et kildekritisk problem. Det er hele grundlaget for jødedommen, der vælter. Jødedommen er, som muhammedanismen, det, som i kommunistkina kaldes en ''tofu-dreg'' konstruktion: en bygning eller anden konstruktion opført af underlødige bestanddele som gør, at den før eller senere falder sammen af sig selv. Hidtil har Gamle Testamentes narrativer aldrig være underkastet en kildekritisk analyse, i modsætning til Nye Testamente, som allerede i 1800-tallet og begyndelsen af 1900-tallet blev underkastet en sådan analyse, som den bestod med udmærkelse. Det er først i de seneste år, at et sådant arbejde er igangsat og vel at bemærke er det sket af jødiske arkæologer og historikere. Det gør, at deres resultater ikke blot kan afvises med smædeudtryk som "anti-semitisme". Det er derfor, at det har været så vigtigt at gøre disse resultater bekendt for et dansk publikum. Og hvis denne bog kan bidrage til fortsatte og uddybende studier af denne problematik, så har den opfyldt sit formål. Det er for så vidt tilfældigt, at dette sker netop på en tid, hvor staten Israel og dens regering udsættes for en stigende international kritik for sin handlemåde, og så måske alligevel ikke. I alt for lang tid har kritik af jøder og Israel kunnet undertrykkes på grund af myterne om begivenheder under 2. verdenskrig. Men nu ligger disse begivenheder så langt tilbage, 2-4 slægtled, at de ikke længere kan beskytte imod kritik. Og samtidig har både rabiate jøder og den israelske regering i de seneste år udvist en optræden, som let lader sig kritisere. Det er ikke stedet her at uddybe dette emne, det kan fortjene en særskilt behandling og hører hjemme i politisk sammenhæng, ikke i forbindelse med jødedommen som religion og kultur, selv om der kan argumenteres for, at disse områder til dels overlapper hinanden. Vi har set hvilken afgørende inflydelse, den kildekritiske analyse af Gamle Testamente har på forståelsen af jødedommens historie, men hvorledes forholder det sig med kristendommen? Hvilken indflydelse har kildekritikken på kristendommen? Det enkleste svar er: ingen. Gamle Testamente spiller kun en rolle i kristendommen på to måder:</br> - dels at vise at Jesus som messias er forudset allerede af gammeltestamentelige profeter; det er i denne sammenhæng ikke vigtigt, om dette var faktisk var tilfældet, men derimod at jøderne i hans samtid mente, at det forholdt sig således</br> - dels at vise de religiøse dogmer, som Jesus gjorde op med. Det viser sig i hans gentagne: "I har hørt at ... men jeg siger jer at ...", jævnfør Matthæusevangeliet kapitel 5.<ref>Bibelen (1992), s. 1225-1227</ref> Jesu lære er i virkeligheden eet stort opgør med jødedommens tankegang og etniske snæversynethed, han var i denne sammenhæng helt på linje med den foreliggende kildekritiske analyse, selv om både hans metode og budskab var et andet. Især i sidst nævnte sammenhæng er det vigtigt at forstå, at der ikke eksisterer nogen "jødisk-kristne værdier". Dette moderne udtryk er intet andet end et jødisk forsøg på at tage kristne som gidsler for deres egne ideer. I virkeligheden er det kristendommen, der introducerer næstekærlighed og respekt for medmennesker uanset deres etniske tilhørsforhold, og i forlængelse heraf introducerer både menneskerettigheder og folkestyre. Intet af dette findes i jødedommen, her er det nationalt-etnisk snæversyn, som dominerer hele vejen. Jødedommen er og forbliver en anti-kristen ideologi, fordi den hviler på en selvforståelse baseret på manipulerede kilder i form af Gamle Testamentes skrifter. Og ved at påvise disse manipulationer, myter og omskrivninger, beviser moderne kildekritik, at kristendommen var og er et berettiget opgør med jødedommen. Endnu for en menneskealder kunne forskere i jødedommen leve i deres vildfarelse om, at selv om der var problemer med Gamle Testamente som kilde til jødedommens historie, så var den i sine hovedtræk alligevel korrekt. Således er det ikke længere. Det kan nu bevises, at der bag den mytiske fortælling gemmer sig en anden historie. Lad så være, at begivenheder i de senere år i Gaza, på Vestbredden, i Libanon, i Egypten, over for Syrien og Iran uden tvivl har bidraget til at fremme denne udvikling. Et træ kendes på dets frugter, og hele verden har nu set de frugter, som jødisk fundamentalisme bringer med sig. Myten om det forfulgte uskyldige folkefærd lader sig ikke længere opretholde. Og jo mere skingre, hysteriske og fanatiske jødedommens fundamentalister bliver i deres holdninger og opførsel, desto hurtigere vil de miste de sidste rester af en troværdighed, som de i virkeligheden aldrig har haft. === <big>Noter</big> === {{Reflist|3}} === <big>Litteratur</big> === * Yonatan Adler: ''The Origins of Judaism. An Archaeological-historical Reappraisal''; Yale University 2022; ISBN 978-0-300-25490-7 * Yonatan Adler: "Toward Identifying Proto-Judaic Cultural Features in Ancient Israel and Judea" (i: ''Journal of Ancient Judaism'' (2024), s. 1-28) * Yonatan Adler: ''Between Yahwism and Judaism. Judean Cult and Culture during the Early Hellenistic Period (332-175 BEC)''; Cambridge University Press 2025; ISBN 978-009-45961-7 * Gad Barnea: "P. Berlin 13464, Yahwism and Achaemenid Zoroastrianism at Elephantine" (2024) * Geoffrey Bibby: ''I Dilmun tier ravnen''; Wormanium 1971; ISBN 87-85-1600-40 * Geoffrey Bibby: ''Det forsvundne årtusinde''; Wormanium 1978; ISBN 87-8516-053-9 * Geoffrey Bibby: ''Spadens vidnesbyrd''; Wormanium 1980; ISBN 87-8516-071-7 * ''Bibelen''; Det Danske Bibelselskab 1992; 1. udgave 1. oplag; ISBN 87-7325-276-6 * Svend Bjerg: "Den kristne grundfortælling. Studier over fortælling og teologi" (''Teologiske Studier'', bind 8; 2. oplag 1984; Aarhus 1984; ISBN 87-7003-409-5) * Patricia Crone og Michael Cook: ''Hagarism. The Making of The Islamic World''; Cambridge 1977; ISBN 0-521-21133-6 * Stephan Peter Dinkgreve: ''In Search of the Sublime: A world history of humanity's relentless pursuit of scientific truth, moral excellence, and enlightenment''; 2021 * Robert Gnuse: "Spilt Water: Tales of David (II Sam 23:13-17) and Alexander the Great (Arrian, Anabasis of Alexander 6.26.1-3)." (i: ''Scandinavian Journal of the Old Testament''; 1998, bind 12, s. 233-248) * Robert Gnuse: "Abducted Wives: A Hellenistic Narrative in the Book of Judges?" (i: ''Scandinavian Journal of the Old Testament''; 2007; bind 22, s. 272-285) * Robert Gnuse: "From Prison to Prestige: The Hero who helps a King in Jewish and Greek Literature." (i: ''Catholic Biblical Quarterly''; 2010 bind 72, s. 31-45) * Robert Gnuse: "Divine Messengers in Genesis 18-19 and Ovid." (i: ''Scandinavian Journal of the Old Testament''; 2017; bind 31, s. 66-79) * Robert Gnuse: "Greek Connections: Genesis 1-11 and the Poetry of Hesiod" (i: ''Biblical Theology Bulletin''; 2017 nr. 47, s. 131-143 * Robert Gnuse: "Heed Your Steeds: Achilles’ Horses and Balaam’s Donkey." (i: ''International Journal of Research in Humanities and Social Sciences''; 2017; række 4 hæfte 6; s. 1-5) * Robert Gnuse: "Samson and Heracles Revisited." (i: ''Scandinavian Journal of the Old Testament''; 2018, bind 32, s. 1-19) * Robert Gnuse: "Greek Historians and the Primeval History." (i: ''International Journal of Research in Humanities and Social Sciences''; 2019; række 6 hæfte 1, s. 20-25) * Robert Gnuse: "Jephthah’s Daughter and Iphigenia in the Plays of Euripides" (i: ''International Journal of the Arts and Humanities''; 2019; række 5 hæfte 1, s. 16-23) * Robert Gnuse: "Hellenism and the Primary History: The Imprint of Greek Sources in Genesis-2 Kings" ''Copenhagen International Seminar''; Routledge, London 2020 * Philippe Guillaume: "Hesiod’s heroic age and the biblical period of the Judges." (i: Thomas Thompson and Philippe Wajdenbaum (red.): ''The Bible and Hellenism: Greek Influence on Jewish and Early Christian Literature. Copenhagen International Seminar''; Routledge, New York 2014; s. 146-164) * Daniel Hawk: "Violent Grace: Tragedy and Transformation in the Orestia and the Deuteronomistic History." (i: ''Scandinavian Journal of the Old Testament''; 2003, bind 18, s. 73-88) * Gerhard Larsson: "Possible Hellenistic Influence in the Historical Parts of the Old Testament." i: ''Scandinavian Journal of the Old Testament''; 2004; bind 18, s. 296-311) * Niels Peter Lemche: "The Old Testament-A Hellenistic Book" (: ''Scandinavian Journal of the Old Testament''; 1993 bind 7, s. 163-193) * Niels Peter Lemche: "Is It Still Possible to Write a History of Ancient Israel?" (i: ''Scandinavian Journal of the Old Testament''; 1994, bind 8, s. 163-188) * Niels Peter Lemche: "Good and Bad in History: The Greek Connection." (i: Steven McKenzie and Thomas Römer (red.): "Rethinking the Foundations: Historiography in the Ancient World and in the Bible. Essays in Honour of John Van Seters"; ''Beihefte zur Zeitschrift für die altestamentliche Wissenschaft'' nr. 294; Walter de Gruyter, Berlin 2000; s. 127-140) * Niels Peter Lemche: "How Does One Date an Expression of Mental History?" (i: Lester Grabbe (red.): "Did Moses Speak Attic? Jewish Historiography and Scripture in the Hellenistic Period" (i: ''Journal for the Study of the Old Testament Supplement Series'' 317/European Seminar on Historical Methodology 3; Sheffield Academic Press, Sheffield 2001; s. 200-224) * Niels Peter Lemche: "On the Problems of Reconstructing Pre-Hellenistic Israelite (Palestinian) History" (i: ''The Journal of Hebrew Scriptures'', vol. 3; 2001) * Niels Peter Lemche: "Does the Idea of the Old Testament as a Hellenistic Book Prevent Source Criticism of the Pentateuch?" (i: ''Scandinavian Journal of the Old Testament''; 2011, bind 25, s. 75-92) * Niels Peter Lemche: "Après le déluge: Københavnerskolen eller kaos?" (i: ''Dansk Teologisk Tidsskrift'', 77. årgang; 2014; s. 98-120) * Niels Peter Lemche: "When the End is the Beginning: Creating a National History?" (i: ''Scandinavian Journal of the Old Testament''; 2015, bind 29, s. 22-32) * Niels Peter Lemche: ''Ancient Israel. A New History of Israel'', Second Edition; London 2015; ISBN 978-0-56766-278-1 * Niels Peter Lemche: If I Forget You, Jerusalem! Studies on the Old Testament (''Discourses in Ancient Near Eastern and Biblical Studies''); 2024; ISBN 978-1800504-36-3 * Jüri Lina: ''Skorpioni märgi all. Nõukogude võimu tõus ja langus''; Stockholm 2003; ISBN 91-972897-9-5 * Allan A. Lund: ''De etnografiske kilder til Nordens tidlige historie''; Wormanium 1993; ISBN 87-89531-08-6 * Etienee Nodet: "Editing the Bible: Alexandria or Babylon?" (i: Thomas Thompson and Philippe Wajdenbaum (red.): ''The Bible and Hellenism: Greek Influence on Jewish and Early Christian Literature. Copenhagen International Seminar''; Routledge, New York 2014; s. 36-55) * Gabrielle Vera Novacek: ''Ancient Israel. Highlights from the Collections of The Oriental Institute University of Chicago''; University of Chicago 2011; ISBN 978-1-88923-65-3 * Johannes Pedersen: "Hasmonæer" (i: ''Salmonsens Konversationsleksikon'', 2. udgave, bind X; 1919; s. 943-944) * Emanuel Pfoh: "Ancient historiography, biblical stories and Hellenism" (i: Thomas Thompson and Philippe Wajdenbaum (red.): ''The Bible and Hellenism: Greek Influence on Jewish and Early Christian Literature. Copenhagen International Seminar''; Routledge, New York 2014; s. 19-35) * Benjamin W. Porter: "Assembling the Iron Age Levant: The Archaeology of Communities, Polities and Imperial Peripheries" (i: ''Journal of Archaeological Research'' vol. 24; 2016; s. 373-420) * Katherine Stott: "Herodotus and the Old Testament: A Comparative Reading of the Ascendancy Stories of King Cyrus and David." (i: ''Scandinavian Journal for the Study of the Old Testament''; 2002; bind 16 s. 52-78) * Jan-Wim Wesselius: "Discontinuity, Congruence and the Making of the Hebrew Bible." (i: ''Scandinavian Journal for the Study of the Old Testament''; 1999 bind 13 s. 24-77) * Jan-Wim Wesselius: "The Origin of the History of Israel: Herodotus’ Histories as Blueprint for the First Books of the Bible" (i: ''Journal for the Study of the Old Testament Supplement Series''; Sheffield Academic Press, Sheffield 2002) * Hans Christian Ørsted: "Overtro og Vantro i deres Forhold til Naturvidenskaben" (''Aanden i Naturen''; 4. udgave; København 1978; ISBN 87-414-8972-1; s. 76-106) === <big>Film</big> === * Simca Jacobovici: ''The Exodus Decoded'' 90f92uoxnr0jyd1q024kany166maa5d