Wikibooks dawikibooks https://da.wikibooks.org/wiki/Forside MediaWiki 1.47.0-wmf.17 first-letter Media Speciel Diskussion Bruger Brugerdiskussion Wikibooks Wikibooks diskussion Fil Fildiskussion MediaWiki MediaWiki diskussion Skabelon Skabelondiskussion Hjælp Hjælp diskussion Kategori Kategoridiskussion TimedText TimedText talk Modul Moduldiskussion Event Event talk 0 6817 42566 41440 2026-08-28T11:08:29Z Sven Halfdan Nielsen 3898 indsat note 42566 wikitext text/x-wiki Traditionen om Dannebrogs oprindelse er velkendt: Dannebrog faldt ned fra himlen under et dansk korstog til Estland, og det spillede en afgørende rolle for det danske overherredømme over Estland fra 1219. Således lyder myten om Dannebrog, men bag enhver myte gemmer der sig en historisk realitet, og ved at grave denne historiske realitet bag myten frem opnår vi en bedre forståelse af fortiden. Det ligger nær at stille 3 spørgsmål:</br> - er tidsfæstelsen korrekt?</br> - er stedfæstelsen korrekt?</br> - er begivenhedsforløbet korrekt? Svaret på det første spørgsmål er: ja, den ''oprindelige'' tidsfæstelse er sikkert korrekt. Denne tidsfæstelse passer nøje med det begivenhedsforløb, som vi ellers kender. Svaret på det andet spørgsmål er: ja, den ''oprindelige'' stedfæstelse er korrekt. Denne stedfæstelse passer med og ''bekræfter'' de forhold, som vi ellers kender. Svaret på det tredie spørgsmål er: ja, flaget kan forbindes med ''en bestemt begivenhed''. Der er enkeltheder i forløbet, som det ikke længere er muligt at efterkontrollere. Der kan her være grund til at skelne mellem det ''oplevede'' forløb og det ''faktiske'' forløb. Traditionen er baseret på det oplevede forløb således, som dette siden blev husket. === <big>Dannebrogs historie</big> === Dannebrogs historie falder i tre dele: oprindelsen, de begivenheder under hvilke oprindelsen er blevet nedskrevet og flagets senere historie. === Oprindelsen === [[Fil:Danmarks flag 1219 Lorentzen.jpg|thumb|450px|Det berømte maleri af Christian August Lorentzen fra 1809 af begivenhederne i 1219.]] Ifølge overleveringen, der findes uafhængigt af hinanden hos dels forfatteren af ''Danske Krønike'' fra 1520-erne Christiern Pedersen<ref>formuleringen omtalt under et korstog i 1208 til "Estland, Pryssland, Kurland og Finland" lyder:</br> "''somme mene og sige at samme kong Valdemar skulle fange Dannebrog ned af himlen samme tid, som er et hvidt kors i et rødt felt''", jvf. Lind, s. 24. </ref>, dels munken Peder Olsen (Petrus Olai) fra Gråbrødreklostret i Roskilde, dels historikeren Arild Huitfeldt<ref name=autogeneret1>Lind, s. 23</ref>, faldt Dannebrog ned fra himlen under slaget ved Lyndanisse (i dag Tallinn i Estland) den 15. juni 1219, senere kendt og markeret som Valdemarsdag. Der er imidlertid usikkerhed om tid og sted er korrekte<ref name="bjerg">''Dannebrog'' af Hans Christian Bjerg, s.12, ISBN 87-7739-906-4.</ref>. Det skyldes, at både Christiern Pedersen og Peder Olsen oplyser, at begivenheden fandt sted i året 1208 i Livland på et sted, som kaldes Fellin (Viljandi) i nutidens Estland. Fremstillingen hos Peder Olsen, der findes i en samling notater, ''Collectanea'', til Danmarks historie og menes at være skrevet omkring 1527 men stammer fra en ældre kilde, hvis alder er ukendt<ref>Kock, s. 34</ref>, er den mest oplysende og lyder i sin helhed:</br> "''MCCXIX''<ref>1219</ref>''. Valdemar II angreb Estland, en provins i Livland, fra søen med 1500 krigsskibe og gjorde landgang, og efter mange kampe omvendte han det overvundne land til Kristus og lod folket døbe. Han førte præster dertil fra Danmark og byggede Reval, der nu er en vigtig by og særdeles udmærket og kendt. Heraf kommer det, at kirken i Reval lige til denne dag er forblevet under Danmarks ærkebiskop i Lund, skønt den verdslige magt i tidens løb er gået over til den tyske ordens brødre i nævnte provins. Da nu kong Valdemar var gået i land med hæren i Estland, sagde biskoppen i Århus til ham, da han blev forskrækket over hedningernes mængde, at han skulle love, at han, såfremt han vandt sejr, ville forbedre sig over for sine undersåtter og den hellige Niels i Århus, hvis offergaver han havde tilegnet sig. Det samme råd fik han af den ærværdige Anders, ærkebiskop i Lund, en mand af forunderlig enfold og uskyld, der såvel i live som efter sin død vandt ry ved mange mirakler. Kongen gav dem ret, afgav løftet og fik sejr. Ærkebiskoppen kaldte så stormændene sammen og lod dem love, at svende på tolv år og der over stedse skulle fejre dagen før den hellige Laurentius' fest med faste på brød og vand, hvis de fik sejr. Efter at de så havde påkaldt de hellige Laurentius og Niels, blev slaget begyndt på Vitus' og Modestus' dag. Ærkebiskoppen, der sammen med lydbisper og andre gejstlige fra et bjerg så ud over begge hære, bad nu under tårer for de kristne som en anden Moses med hænderne løftede mod himlen. Når han løftede hænderne i bøn, sejrede danskerne; men når han af træthed lod de gamle hænder synke ned, blev danskerne slået. Men biskopperne og præsterne understøttede den gamle mand. Og således blev den sejrende konge et andet menneske, lod Kristi lære forkynde og kirker bygge dér; siden hen styrede han landene med mildhed og retfærdighed, skrev love og ærede den hellige Niels.''</br> ''Et andet sted står der, at da de rettroende danske på denne Valdemar II's tid i det Herrens år 1208 kæmpede i Livland på det sted, som kaldes Fellin, mod de vantro livlændere og allerede næsten overvundne fromt anråbte om guddommelig hjælp, modtog de straks som belønning et banner, der faldt ned fra himlen, og som var mærket med et hvidt kors, påtrykt en ulddug, og de hørte en røst fra himlen, at når det blev løftet højt til vejrs, ville de straks knuse deres modstandere og vinde fuldstændig sejr; og således skete det. Men det banner plejer med sit sædvanlige navn at kaldes Danebroge. (Denne sejr menes at være den, som danskerne vandt i Estland, og som allerede er omtalt for nylig; men der er fejl i årstallet etc. - Ligeledes har jeg et andet sted fundet, at kong Valdemar og ærkebiskop Anders gjorde et tog til Estland i 1220).''"<ref>her gengivet efter Kock, s. 34f</ref><ref name="Fab 1933 493f">Fabricius (1933), s. 493f</ref> Det er naturligvis usikkert, hvad der egentlig skete under slaget ved Lyndanisse eller slaget ved Fellin, da overleveringen først er nedskrevet 300 år efter begivenhederne skulle have fundet sted <ref name=bjerg />. Historikerne har derfor forsøgt at finde den historiske begivenhed bag ved traditionen. Man kan således fastslå, at Peder Olsens fremstilling har hentet sine bestanddele flere steder, og at de oprindelig ikke har udgjort en helhed. Herom kan siges følgende:</br> 1. Det indledende afsnit om slaget ved Reval (Tallinn) svarer til fremstillingen i ''Rydårbogen'' og i ''Jyske Krønike'' og kan være hentet fra disse kilder.<ref>Kock, s. 35</ref><ref name="Fab 1933 486">Fabricius (1933), s. 486</ref></br> 2. Afsnittet om den hellige Niels i Århus kan stamme fra en bog om Niels, men findes ikke i hans ''vita''. Det tyder ikke på, at historien har en historisk baggrund. Snarere er den tilkommet efter, at Niels blev helgen, formentlig i midten af det 14. århundrede.<ref>Kock, s. 35f</ref><ref name="Fab 1933 486"/></br> 3. Afsnittet om Laurentius-fasten er helt malplaceret. Sankt Laurentius' dag er den 10. august, mens slaget fandt sted på Vitus' og Modestus' dag den 15. juni. ''Saxo'' omtaler et slag ved Ljutka (Lütjenburg), der fandt sted på Laurentius' dag, og formentlig er indskuddet hentet herfra.<ref name=autogeneret2>Kock, s. 36</ref><ref name="Fab 1933 487">Fabricius (1933), s. 487</ref></br> 4. Historien om ærkebispens oprakte hænder er hentet fra ''2. Mosebog'' (17, 9ff).<ref name=autogeneret2 /><ref name="Fab 1933 487"/></br> 5. Historien om det nedfaldne flag er uden direkte forbillede. Fra Portugal (hvorfra dronning Berengaria stammer) findes en tradition fra 1217 om et jærtegn i form af et kors på himlen til tegn på portugisernes sejr over maurerne i kampen ved Alcazar.<ref>Kock, s. 37</ref> Det betyder, at der findes en tradition næsten samtidig med den danske, hvilket styrker en tidsfæstelse til begyndelsen af 1200-tallet. Skønt der er forskelle (intet flag i Portugal), kan begivenheden i Portugal være blevet kendt også i Danmark og have styrket den danske tradition, men der er intet bevis for en direkte forbindelse.<ref>Kock, s. 42</ref></br> Med hensyn til selve dateringen af Dannebrogs fald fra himlen er det nutidens historikeres opfattelse, at når to kilder uafhængigt af hinanden daterer begivenheden til et andet sted og en anden tid end nutidens tradition siger, så må nutidens tradition anses som fejlagtig og den ældste tradition som den rigtige med hensyn til tid og sted.<ref>Lind, s. 26</ref> Dette kan også forklare, hvorfor der ingen omtale af Dannebrog er i den samtidige skildring i Henrik af Livlands krønike.<ref>Enn Tarvel (red.): ''Henriku Liivimaa Kroonika''; "Olion" Tallinn 1993; ISBN 5-450-01319-1; s. 140</ref> På lignende måde som bidragene om den hellige Niels og om Anders Sunesens løftede hænder er tilføjede den oprindelige fremstilling, så menes traditionen om Dannebrog at være overført fra det mindre betydningsfulde slag i 1208 til det vigtigere slag i 1219, der indledte den danske besættelse af det nordlige Estland som led i opbygningen af myten om netop dette slag.<ref name=autogeneret2 /> Endelig bør det nævnes, at traditionen blev nedskrevet kort tid efter, at danskerne havde mistet det originale Dannebrog under togtet til Ditmarsken i 1500. Det menes, at flaget var taget med, netop fordi man på grund af traditionen mente, at det ville bringe sejr.<ref>Jørgensen (1875), s. 417</ref> Spørgsmålet er, om flaget kunne være ældre. Enkelte forskere mener, at der har været en forløber for Dannebrog: De mener, at danske konger brugte et rødt flag med to ravne i sort, når de drog i krig. Kong Knud den Store skulle have ført en ravnefane i slaget ved Ashington i Essex i 1016 <ref>[http://www.navalhistory.dk/danish/Flaget/FlagetsHistorie.htm Flagets historie<!-- Robotgenereret titel -->]</ref>. Men det vides ikke, om den fane generelt blev brugt af den danske kongeslægt. På Bayeux-tapetet fra omkring 1068 fører bagtroppen et rødt flag med et hvidt kors, muligvis danske slægtninge til Vilhelm Erobreren, der i front fører Sankt Georgskorset i slaget ved Hastings i 1066. Ioannis Skylitzis Krønike fra ''Biblioteca Nacional'', Madrid, viser væringer fra Miklagård omkring år 1100 med et rødt flag med et hvidt kors. Mønter, der viser et korsbanner, blev slået allerede under Valdemar den Store<ref>Fenger, s. 269</ref><ref>Lind, s. 21</ref>, men disse fortilfælde er ikke overbevisende. Som mulig ophavssted og -mulighed har man peget på, at banneret kunne stamme fra Johanniterordenen eller være et korsbanner givet af paven, men disse og andre muligheder er blevet tilbageviste af historikerne.<ref>Jørgensen (1875), s. 426-429 for Johanniterordenens vedkommende, s. 431-432 for pavens vedkommende</ref> <ref>Jørgensen (1887), s. 149-153</ref> <ref>Lind, s. 25</ref> === Myten om Johanniterordenen === Historikere i det 19. og 20. århundrede brød sig ikke om det himmelfaldne flag og søgte mere jordnære forklaringer. Især søgte man efter forbilleder for Dannebrog. Især hæftede man sig ved Johanniterordenen som en mulig kilde, da denne orden blandt andet havde et våben, som mindede om Dannebrog. En række mulige forbindelser har været foreslået. Man har peget på, at Valdemar Atterdag besøgte den hellige grav i påsken 1347 og her blev slået til ridder af hertug Erik af Sachsen.<ref>Jørgensen (1875), s. 426</ref> Kong Valdemar stiftede et Sankt Hanskloster på Dueholm viet til Marie Magdalene på hvis festdag, han fik ridderslaget.<ref name="Jør 427">Jørgensen (1875), s. 427</ref> Yderligere oplyser Thomas Bartholin i sin bog om Dannebrogsordenen, at Valdemar på gamle tapeter på Københavns Slot var fremstillet med et hvidt ordenskors. Da korset første gang kendes fra et brev fra år 1356 og kongenavnet Valdemar er fælles, måtte en forbindelse anses som mulig.<ref name="Jør 427"/> Senere forskning har imidlertid vist, at Thomas Bartholins fremstilling bygger på et forfalsket kobberstik, hvorved denne del af beviset falder sammen.<ref>Jørgensen (1875), s. 429</ref> Ydermere har det vist sig, at ingen dansk konge har søgt sit gravsted hos Sankt Hansordenen, og der findes ingen optegnelser til støtte for en forbindelse.<ref>Jørgensen (1875), s. 430</ref> Denne forklaring må således afvises, da der ingen forbindelse findes mellem Sankt Hanshuse, deres velgørere og Johanniterordenen.<ref>Jørgensen (1875), s. 431</ref> Man har også tænkt sig, at Johanniterordenens symboler skulle være overtaget skridt for skridt i dansk tradition, men imod dette taler, at der findes en specifik tradition for flagets oprindelse, som ikke kan afvises.<ref>Jørgensen (1875), s. 434-437</ref> Tilbage er kun den mulighed, at flagets oprindelse med al sandsynlighed på den ene eller anden måde har forbindelse til et korstog til Estland.<ref>Jørgensen (1875), s. 437</ref> Den eneste samtidige kilde er Henrik af Livlands krønike, der imidlertid er stærkt tendensiøs: han forsøgte at nedgøre ethvert dansk bidrag til kristningen af Baltikum<ref>Jørgensen (1875), s. 439</ref>, ja endog at gøre dansk tilstedeværelse til utidig indblanding<ref>Jørgensen (1875), s. 441</ref> og bestrider endda, at Valdemar skulle have været på korstog.<ref>Jørgensen (1875), s. 442</ref> Således fremstilles han i 1219 som værende på besøg for at besigtige byggeriet af en ny borg, ikke som erobrer.<ref>Jørgensen (1875), s. 445f</ref> Esterne angreb for at stoppe opførelsen af borgen, men blev selv angrebet af vendiske hjælpetropper, som var kommet sammen med danskerne. Dannebrog omtales ikke.<ref>Jørgensen (1875), s. 447</ref> Tydeligvis er der tale om en andenhånds beretning baseret på rygter, ikke om et øjenvidne til begivenhederne. A. D. Jørgensen har forsøgsvis opstillet den hypotese, at esterne angreb biskop Theodoriks telt, fordi der foran var et banner, som opfattedes som hovedbanneret (= kongens banner). Han stiller spørgsmålet, om Theodorik kan forbindes med Johanniterordenen.<ref>Jørgensen (1875), s. 448</ref> Theodoriks oprindelse er ukendt, men han optræder som missionær både hos liverne og esterne i forskellige opisoder med sagnagtige træk.<ref>Jørgensen (1875), s. 449</ref> Han blev sendt til pavestolen, hvor han den 15. april 1201 fik en bulle af pave Innocens, der opfordrede alle kristne i Vendland og Saxland til at drage til Livland.<ref>Jørgensen (1875), s. 450</ref> Theodorik forsøgte at få anerkendt Baltikum som sit bispedømme, men stødte på vanskeligheder. Derfor skal han have sluttet sig til den danske konge, idet paven havde givet biskop Anders Sunesen en bulle på at indvie en biskop i Estland.<ref>Jørgensen (1875), s. 456</ref> Da Tempelridderne på daværende tidspunkt havde et rødt kors på hvid baggrund som sit mærke, måtte et dansk korstog ske under et andet mærke, og han har så "lånt" Sankt Hansbrødrenes korsbanner.<ref>Jørgensen (1875), s. 457</ref> Det skulle således være dette banner, der var opsat foran hans telt, og som slaget med esterne derfor kom til at stå om.<ref name="Jør 458">Jørgensen (1875), s. 458</ref> Theodorik døde under slaget, og efter slaget måtte omstændighederne omkring fanens oprindelse og betydning have været uklar<ref name="Jør 458"/>, da det fuldstændig adskilte sig fra kongens banner: løverne og hjerterne. "Saa sagde man, at det var kommet ned fra Himlen midt i Slagets trængsel".<ref>Jørgensen (1875), s. 457</ref> Problemet med denne hypotese er, at den på intet punkt finder støtte i kilderne<ref name="Jør 458"/>, og A.D. Jørgensen understregede, at den kun var en hypotese, som fornyede studier måtte styrke eller svække,<ref>Jørgensen (1887), s. 150</ref> og at "''kun derom er alle enige, at Savojens Kors er lig Johanniternes, og det samme er Tilfældet med vort Danebroge.''"<ref>Jørgensen (1887), s. 153</ref> I og med, at flagets oprindelse nu henlægges til ''en anden begivenhed'', slaget i 1208, er grundlaget for hele denne konstruktion imidlertid bortfaldet. De nærmere omstændigheder omkring flagets oprindelse er fortsat ukendte. === Myten om dronning Berengaria og Dannebrog === Som tidligere nævnt har det været overvejet, om myten om Dannebrogs fald fra himlen var forbundet med dronning Berengaria. Hun blev gift med Valdemar Sejr i 1214 og døde i 1221.<ref name="Fen 1989 61">Fenger (1989), s. 61</ref> Hun stammede fra Portugal, og det er overleveringer herfra, som har været inddraget i forsøgene på at forklare myten. Det er blevet påpeget, først af overbibliotekar Christian Bruun, at der i portugisiske skrifter fortælles om et jærtegn, der i 1217 blev set i Portugal under en kamp imod maurerne ved Alcazar. Ifølge disse viste der sig et kors på himlen som tegn på sejren. Teorien er senere taget op af pastor L.P. Fabritius, som mener, at det er den eneste tradition i den kristne verden, som tåler sammenligning med sagnet om Dannebrog. Han forbinder de to begivenheder ved at påpege, at Berengaria var blevet dansk dronning blot tre år tidligere, og at der takket være en livlig forbindelse mellem Portugal og Danmark er mulighed for, at historien er kommet hertil. Det viser sig imidlertid, at denne antagelse ikke holder: dels kendes der ingen livlig forbindelse mellem de to lande, dels har der været rejst tvivl om, at hun kom fra Portugal. I flere danske årbøger siges, at hun var søster til greven af Flandern, og da der ydermere var arvestridigheder imellem hendes broder, kongen af Portugal, og to af deres søstre, bliver det endnu mindre sandsynligt, at der har været en forbindelse.<ref name="Koc 1951 37">Koch (1951), s. 37</ref> Dertil kommer den afgørende forskel, at der i Portugal var tale om et syn på himlen, men i Estland var tale om et faktisk flag, som efterfølgende blev bragt hjem til Danmark. Og hvis dateringen til 1208 opretholdes som den rette, udebliver muligheden for, at traditionen stammer fra Portugal også af kronologiske grunde.<ref name="Koc 1951 38">Koch (1951), s. 38</ref> Endelig har der været peget på, at den portugisiske tradition måske stammer fra et langt ældre slag, nemlig slaget ved Orique i det sydlige Portugal den 25. juli 1139. I dette slag var den sejrende feltherre Afonso Henriques, dronning Berengarias bedstefader, som ifølge en senere legende før slaget havde set et kors på himlen omgivet af engle i hvide klæder, og at Kristus havde lovet ham sejr og at hans efterkommere ville blive konger i Portugal. Det er imidlertid tvivlsomt, om dronning Berengaria overhovedet har kendt til denne tradition, idet slaget endnu i begyndelsen af 13. århundrede ikke havde opnået den berømmelse, som det senere fik. Det kan end ikke udelukkes, at traditionen om det ældre slag hviler på traditionen fra det senere slag.<ref name="Koc 1951 41f">Koch (1951), s. 41f</ref> Det må tilføjes, at der findes en endnu ældre tradition, nemlig kejser Konstantins korsvision før Slaget ved Ponte Molle i år 312 mod Maxentius, der fulgtes af ordene "''in hoc signo vinces''", det vil sige "under dette tegn skal du sejre". Og på freskerne om "Det sande Kors" legende" i Arezzo, malet af Piero delle Francesca i 1450-erne, ses Konstantin vinde over Maxentius ved at holde er kors frem på en måde, hvor det kan opfattes som værende faldet fra himlen.<ref name="Bar 1992 11f">Bartholdy (1992), s. 11f</ref> Der er intet, som kan understøtte, at den danske tradition skulle have noget med den portugisiske tradition at gøre. === Danske korstog til Estland i ny belysning === Omflytningen af begivenheden til et nyt år og et nyt sted stiller alle den danske korstog til Estland i et nyt lys og dermed også spørgsmålet om Dannebrogs oprindelse. Først og fremmest kan der være grund til at pege på, at sagnet ''ikke'' har forbindelse med nogle af de øvrige kilder, som indgår i de ældste skriftlige overleveringer. Der er tale om en helt selvstændig og uafhængig tradition.<ref name="Fab 1933 493">Fabricius (1933), s. 493</ref> Der kan ligeledes være grund til at påpege, at ingen kilde, dansk eller udenlandsk, forbinder Dannebrog med begivenhederne i 1219.<ref name="Fab 1933 494">Fabricius (1933), s. 494</ref> Dernæst må der være god grund til at fremhæve, at den danske korstogsvirksomhed er af betydelig ælde. De ældste omtaler, ''Rydårbogen'' og kongefortegnelsen i ''Lund Domkirkes Nekrologium'', der tillægger Knud den Store en sådan virksomhed, antagelig hviler på misforståelser (måske en navneforveksling af Knud den Store og Knud den Hellige).<ref name="Fab 1933 496f">Fabricius (1933), s. 496f</ref> Derimod er der fra tiden fra omkring 1070-1080 sikre efterretninger om danske korstog til Estland. Således oplyser ''Saxo'', at Knud den Hellige i slutningen af Sven Estridsens regeringstid samlede landets ungdom og indlagde sig berømmelse ved sejre over sembere og estere. ''Jyske Krønike'' har gentaget Saxos udsagn.<ref name="Fab 1933 497">Fabricius (1933), s. 497</ref> Vi kender ikke nærmere til denne og den senere tids korstog til disse egne, men forekomsten af danske stednavne ved Riga på ''holm'' (Stenholm, Langholm og Rigeholm), ''næs'' (om Kurlands forbjerge), ''sund'' og ''klint'' (om det nordlige Estlands bratte skrænter) tyder på forbindelser til dansk (eller svensk) område.<ref name="Fab 1933 498">Fabricius (1933), s. 498</ref> I 1170 indtraf der, ifølge ''Saxo'', et angreb fra kurlandske og estiske sørøvere mod Øland, hvor angriberne først efter blodige kampe blev nedkæmpet af en dansk flåde under ledelse af Esbern Snare og Christoffer, kong Valdemars uægte søn.<ref name="Fab 1933 498f">Fabricius (1933), s. 498f</ref> Omtrent samtidig, efter Rygens erobring i 1169, optræder en biskop Fulco af Estland som medunderskriver på et brev herom, hvilket viser dels hans tilstedeværelse i Danmark, dels at Danmark havde missions- og korstogsvirksomhed rettet mod Estland på denne tid.<ref name="Fab 1933 499">Fabricius (1933), s. 499</ref> Det vides, at ærkebiskop Eskil af Lund under sin landflygtighed til Frankrig havde kontakt til abbed Peter i klosteret Moutier-la-Celle, der anbefaler ham munken Fulco som missionær til Estland. Eskil lader ham bispevie, men vi kender ikke nærmere til hvornår og under hvilke omstændigheder, han er kommet til Danmark.<ref name="Fab 1933 499f">Fabricius (1933), s. 499f</ref> Det er muligt, at Fulco har indledt en missionsvirksomhed omend næppe med den store fremgang. Derimod fik en tysk cisterciensermunk ved navn Theodorik udnævnelse til biskop over esterne og han søgte dansk støtte til missionsvirksomhed via ærkebiskoppen i Lund, og paven lagde Estland ind under ærkesædet i Lund. På samme tid arbejdede en gejstlig fra Bremen, Albert, for missionsvirksomhed i Livland, han søgte støtte hos den tyske staufiske kong Filip, og han blev biskop i Riga. Tyskerne organiserer sig i Sværdriddernes Orden, som paven godkender i 1202.<ref name="Fen 1989 240"/> Meget tyder på, at den danske korstogsvirksomhed i de følgende årtier var rettet imod Venden, som først nu kommer under endeligt dansk herredømme.<ref name="Fab 1933 504">Fabricius (1933), s. 504</ref> Men i 1197 indledes et omfattende dansk korstog til Estland.<ref>Ulige årbøger angiver lidt forskellige år for dette korstog: 1194, 1196 og 1197, men nøjere undersøgelser har påvist daterings- og afskrivningsfejl for de to første års vedkommende, jvf. Fabricius (1933), s. 504-506</ref><ref name="Fen 1989 239">Fenger (1989), s. 239</ref> Atter afbrydes korstogsvirksomheden midlertidigt i forbindelse med, at Absalon dør 1201, kong Knud VI dør 1202 og Esbern Snare dør 1204 samt med Danmarks magtovertagelse i Holsten, der sker under betydelige kampe<ref name="Fab 1933 507">Fabricius (1933), s. 507</ref>, men i 1205 søger kong Valdemar om tilladelse til at oprette et bispesæde i Estland, hvilket han får tilladelse til den 13. januar 1206.<ref name="Fab 1933 507"/> Antagelig i 1206 skriver pave Innocens III til Anders Sunesen:</br> "''Da du i din retfærdighed og fromhed påtænker at straffe uret mod kristenheden, og da du med fromt forsæt har besluttet at drage imod hedningerne, bevilger vi dig ved dette brev myndighed til at ordinere en troende biskop i en by, som du med Kristi hjælp kan vinde for dyrkelsen af den kristne tro, efter at hedningernes smuds er fjernet''".<ref name="Fen 1989 239f">Fenger (1989), s. 239f</ref></br> Et dansk korstog synes rettet imod Saremaa (Øsel), hvor der opføres en mindre borg, men uden tilstrækkeligt mandskab må man atter forlade øen; Anders Sunesøn drog herfra med biskop Nicolaus af Slesvig til Riga for vinteren.<ref name="Fab 1933 509">Fabricius (1933), s. 509</ref><ref name="Fen 1989 240">Fenger (1989), s. 240</ref> 1208 skal korstoget til det sydlige Estland være fundet sted. Det savnes imidlertid i omtalen i klosterårbøgerne, måske fordi der samme år foregik et katastrofalt krigstog til Sverige, som endte med nederlaget ved Lena den 31. januar, og som pådrog sig hele opmærksomheden.<ref name="Fab 1933 509"/> Som årsag til dette korstog må måske ses, at tyskerne samme år havde underlagt sig Livland og havde overskredet grænsen til Estland.<ref name="Fab 1933 511">Fabricius (1933), s. 511</ref> Det var derfor på høje tid, hvis Danmark ikke skulle risikere, at hele det baltiske område blev underlagt tysk overherredæmme. Også i de følgende år genoptages korstogene til Estland, således 1210, efter, at man havde sikret sig imod tyske udplyndringer i Danmark, mens korstoget fandt sted.<ref name="Fab 1933 510">Fabricius (1933), s. 510</ref> Men netop på dette tidspunkt indtræder en magtkamp om Estland og Livland mellem Sværdridderordenen på den ene side og biskoppen i Riga på den anden.<ref name="Fab 1933 512">Fabricius (1933), s. 512</ref> Denne magtkamp fører til, at paven i stedet giver ærkebiskop Andreas Sunesen legatmyndighed i alt, hvad der angår mission i Baltikum. Den 4. april 1212 får ærkebispen et tilsagn som leder af missionsvirksomheden.<ref name="Fen 1989 267">Fenger (1989), s. 267</ref> Heri anvendes som begrundelse herfor blandt andet følgende:</br> "''Da du altså, optændt af iver for Kristendommen, mægtigt har arbejdet på at omvende de omboende hedninger fra vildfarelsen til sandheden, og endnu agter at arbejde, så mener vi, at vor befuldmægtigelse, for at du rigeligere og virkningsfuldere må kunne udføre det, bør overgives dig; og vi befaler vore brødre ærkebiskoppen af Uppsala og hans lydbiskopper og biskopper og de andre kirkers øvrige prælater i Danmark og Sverige ved denne vor skrivelse, at de skal være dig, der som pavestolens legat trofast arbejder på denne gerning, behjælpelig..''"<ref name="Fab 1933 513">Fabricius (1933), s. 513</ref></br> Det er sandsynligt, at den "mægtige" virksomhed, der henvises til, blandt andet har omfattet et korstog i 1208. Konklusionen af dette historiske forløb bliver, at: "''Der kan saaledes ikke ud fra tidshistoriske Grunde rejses nogen Invending mod Danebrogssagnets Tidsfæstelse til 1208 og Stedfæstelsen til Fellin.''"<ref name="Fab 1933 517f">Fabricius (1933), s. 517f</ref> === Dannebrog og slaget ved Lyndanisse i 1219 === Men hvorledes så med selve overleveringen? Det står fast, at den ikke kan være "lånt" fra andre kilder. Det står også fast, at da Peder Olsen nedskriver begivenheden, forsøger han at få sit ellers ukendte korstog rettet til et kendt korstog.<ref name="Fab 1933 523">Fabricius (1933), s. 523</ref> Men netop dette, at korstoget 1208 ellers er ukendt, taler for, at det har været en gammel overlevering om Dannebrog, som ''netop'' var knyttet til 1208 og til Fellin.<ref name="Fab 1933 525">Fabricius (1933), s. 525</ref> Det må anses for usandsynligt, at et sådant sagn skulle være en senere tids konstruktion.<ref name="Fab 1933 526">Fabricius (1933), s. 526</ref> Hvad angår selve forløbet af slaget kan der være grund til at bemærke sig Henrik af Livlands fremstilling af begivenhederne i 1219. Ifølge denne var kong Valdemar kommet til Estland med sin enorme flåde på 1500 skibe for at tilse opførelsen af en ny borg i stedet forden gamle Lindanese, som blev sløjfet for at give plads til den nye. De omgivende folkegrupper, revelerne og harjerne, samlede en stor hær og sendte deres ledere til kongen for at forhandle en fred. Kongen gav disse udsendinge gaver, og hans biskopper døbte dem; med i kongens følge var lensmanden Vitslav fra Rygen, ærkebiskop Andreas og tre biskopper: kansleren Niels fra Slesvig, Ebbe fra Århus og Theodorik, der var indviet som ny biskop over Estland. Tre dage efter fredsforhandlingerne vendte esterne imidlertid tilbage med deres hær og angreb den danske lejr fra flere sider om aftenen efter nadveren. Nogle stormede det telt, hvor biskop Theodorik lå, ud fra formodningen, at det var kongens telt, og han blev dræbt på stedet; andre angreb andre mål, og mange blev hugget ned. Netop, som det så værst ud for danskerne, vendte Vitslav med sin vendiske hær sig imod esterne og drev dem på flugt; andre estere under fremrykning standsede op ved dette syn, og danskerne fik samlet sig, kongen med sit mandskab, der også omfattede nogle tyskere, kom til stede, og efter kamp blev esterne slået på flugt, og mange blev dræbte. Kongen og biskopperne takkede Gud for sejren, kong Valdemar lod sin kapellan Viscelin indvie til Theodoriks efterfølger og drog hjem efter at have fuldført borgens opførelse, mens biskopperne med deres mandskab forblev i landet og færdiggjorde dettes underkastelse under den danske krone og kirke.<ref name="Jør 1875 445f">Jørgensen (1875), s. 445f</ref><ref name="Fen 1989 267f">Fenger (1989), s. 267f</ref> Denne beretning, som er nogenlunde samtidig med begivenhederne men en andenhånds beretning, giver anledning til en række spørgsmål. Det virker utroligt, at kongen skulle være ankommet med en så stor hær blot for at ombygge en borg. Mere troværdigt er det, at der var tale om et regulært korstog. Men endnu mere bemærkelsesværdigt er det, at esterne skulle have angrebet biskop Theodoriks telt i den tro, at det var kongens. Hvad fik dem til at tro det? Og hvordan identificerede de dette kongens formodede telt? Er Dannebrog en medvirkende del af forklaringen? I så fald: på hvilken måde? Svaret på disse spørgsmål kan meget vel vise sig at være en nøgle til forståelse af begivenhedsforløbet. Tilbage bliver spørgsmålet om de historiske omstændigheder omkring flagets betydning i slaget. Det kunne tænkes, at der var tale om en pavelig fane. Men ingen overlevering taler om en sådan pavelig fane.<ref name="Fab 1933 530">Fabricius (1933), s. 530</ref> Antagelsen er grundløs. En anden mulighed er, at det skulle være Johannitterne fane. Men det er usandsynligt, at paven vil have anvendt et banner, som allerede var i brug.<ref name="Fab 1933 529">Fabricius (1933), s. 529</ref> Også denne antagelse må anses for grundløs. Endelig kunne der være tale om en biskoppelig fane. Hvis fanen ikke faldt oven fra, kunne det måske, hvis vi følger den skildring, som Henrik af Livland giver, være en undsætningstrop, der kom til med den biskoppelige korsfane højt løftet i spidsen.<ref name="Fab 1933 531">Fabricius (1933), s. 531</ref> For den sags skyld kunne fanen have hængt foran biskoppens telt, revet sig løs og af vinden være ført hen over hovedet på de kæmpende. I så fald var den bogstaveligt talt på det nærmeste "faldet fra himlen". Det er muligt, at det er synet af denne fane højt mod himlen, der gav de kæmpende det mod og den vilje, der skulle til for at vinde slaget. I begge tilfælde har der været tale om et under, noget uventet som siden er blevet husket af de deltagende. Vi kan måske underbygge denne hypotese: ''hvis'' det er rigtigt, at Dannebrog første gang var kommet i hænderne på den danske korstogsmission i 1208 under omstændigheder, som måske er blevet husket men aldrig nedskrevet i samtiden, og ''hvis'' flaget var taget med igen under det nye korstog i 1219, og ''hvis'' flaget viste sig netop på det mest kritiske tidspunkt under slaget, og ''hvis'' nogen i et guddommeligt indfald har forstået den symbolske betydning af at indgyde korstogsridderne ekstra mod og kraft netop på dette tidspunkt, ''så'' kan det med rimelighed forklare to ting, som ellers bliver vanskelige at forklare: for det første hvorfor Dannebrog er blevet knyttet til begivenhederne i 1219, selvom dets oprindelse skriver sig til 1208, og for det andet hvorfor flaget var med korstogsridderne under dette nye togt: det var blevet "modtaget" under et tidligere korstog og var blevet forbundet med en sejr i dette, hvorfor det som sejrssymbol blev taget med igen og atter gav en sejr, denne gang måske i et mere kritisk slag. Dermed er traditionen om dets oprindelse og betydning i nogen grad blevet forskudt fra den oprindelige, mindre betydningsfulde begivenhed til den senere, afgørende begivenhed. Og dermed fik Dannebrog også den betydning som sejrssymbol, som flere hundrede år senere blev nedskrevet. Det kan tillige forklare en anden, mindre bemærket side af begivenhedsforløbet: hvis fanen var med igen i 1219, og hvis det var denne ærkebispens korsfarerfane, som fejlagtigt fik esterne til at angribe ærkebispens telt i den tro, at det var kongens telt, så bestyrker det yderligere flagets høje alder. Det ville være naturligt at medbringe ''samme'' korstogsfane på begge korstog, fordi de drejede sig om ''samme'' sag. Brugen af en korsfane er bevidnet allerede fra Valdemar den Stores tid<ref name="Fen 1989 269">Fenger (1989), s. 269</ref>, hvor den sandsynligvis symboliserer bispedømmet og ikke det danske rige. At danskerne netop havde et banner med kors som symbol er selvsagt naturligt for et korstog. Om fanen havde revet sig løs eller blev taget med af undsætningstropperne, er mindre betydningsfuldt, det vigtige var, at den var markant til stede netop, som slaget vendte. Den omstændighed, at Tallinns lille segl afspejler Dannebrog, samt at det ses over Strandporten, taler også for, at der er en særlig forbindelse mellem dette sted og denne fane.<ref name="Fab 1933 528">Fabricius (1933), s. 528</ref> Måske er symbolet derved tiltaget i betydning, fordi slaget i 1219 markerer en slags afslutning på hele det forud gående forløb. Nok så vigtigt: forudsat, at Danmark forud for slaget i 1219 allerede havde udkæmpet slag i det sydlige Estland omkring et årti tidligere, bliver det lettere forståeligt, hvorfor kong Valdemar i 1218 kræver herredømmet over hele Estland, hvorfor han spærrer Lübecks havn for de tyske korstogsfarere i 1219 og 1220, hvorfor Anders Sunesøn erklærer hele Estland som tilhørende Danmark, samt hvorfor hele Estland i 1221 i et forlig med biskop Adelbert tillægges Danmark. Der var hverken tale om en lunefuld udnyttelse af heldige omstændigheder fra dansk side eller om et dansk imperialistisk krav men derimod om at fuldende den virksomhed, som var begyndt årtier før og som skridt for skridt var blevet udstrakt til hele det estiske område.<ref name="Fab 1933 532f">Fabricius (1933), s. 532f</ref> Ovenstående er, hvad vi med rimelig sikkerhed tør sige om Dannebrogs oprindelse og betydning for Danmarks overherredømme over Estland. Tilbage bliver at følge nogle hovedtræk i flagets senere historie. === Kendt siden 1300-tallet === [[File:Gelre Folio 55v.jpg|thumb|right|Dannebrog gengivet i "Armorial Gelre".]] Historisk kendes Dannebrog siden 1300-tallet. Dannebrog er således bevidnet af den hollandske herold ''Gelre'' (1334-1375), der i værket "Armorial Gelre" blandt andet gengiver et våben for "die coninc van danmarke" visende, rigsvåbenet med 3 leoparder forbundet med en gylden hjelm med hermelinsklædte og påfuglebesatte vesselhorn samt et kvadratisk Dannebrogsflag.<ref name=autogeneret1 /><ref>[https://commons.wikimedia.org/wiki/File:Gelre_Folio_55v.jpg Gelre Folio 55v]</ref> Ligeledes i ''Bellenville-våbenbogen'' 1380-90 findes et skjold med et kors med navnet ''Denenbroce'' over. Fra denne tid må både flagets navn og udseende derfor regnes som værende fastslåede kendsgerninger. Således er både flaget og navnet dokumenteret ''senest'' fra Valdemar Atterdags tid og ''kan'' stamme fra de estiske korstog blot 150 år før eller tidligere. === Erik af Pommern === Det danske korsflag kendes brugt af Erik af Pommern og symboliserede da Lübecks våben, fordi han ønskede, at han var herre over denne by. Lübecks gamle våben var et hvidt kors på en rød baggrund, dannet som en modsætning til den tysk-romerske kejsers hvide flag med et rødt kors, et flag som stammede fra Romerriget, og som er bevaret i det engelske flag. Erik af Pommern indførte dannebrogskorset i sit segl, og siden har det indgået i alle danske rigsvåbener. Dannebrog blev oprindeligt opbevaret sammen med rigets øvrige klenodier, i Folen, det faste tårn på Kalundborg Slot.<ref>Jørgensen (1887), s. 168</ref> === Dannebrog og Sverige === Ifølge svenske krøniker blev "Danabroka" i 1439 ført ind i Sverige, og i 1464 tog svenske bønder en fane med Dannebrog fra Christian I og senere oplevede en sejr i Slaget ved Brunkeberg i 1471. Ærkebispens krønike i Lund oplyser, at Christian I i 1448 fik overrakt rigets flag.<ref name="Bar 1992 13f">Bartholdy (1992), s. 13f</ref> Disse oplysninger bevidner flagets vedvarende brug og dets betydning som dansk rigssymbol. === Togtet til Ditmarsken === Under krigen i Ditmarsken i år 1500 var et Dannebrogsflag, der efter sigende var det originale fra 1219, med. Under slaget ved Hemmingstedt blev det ført af marsk Hans von Ahlefeldt<ref>oplysningen findes hos den kongelige historiograf Hans Svanning, der i 1558-59 skrev en fremstilling af kong Hans' historie og heri bringer oplysningen, at :"rigets banner, delt af hvidt og rødt i form af et kors, og nedfalden fra himlen til kong Valdemar II, som der fortælles, da han førte krig mod Livlænderne, som dengang var kristendommens fjender", her gik tabt. Det er sikkert fra Svanning, at Huitfeldt har hentet samme oplysning, jvf. Jørgensen (1887), s. 169.</ref>. Han faldt imidlertid under slaget, og flaget blev erobret af ditmarskerne. Det blev ophængt i kirken i Wöhrden<ref>oplysningen skyldes præsten og historikeren Johan Neocorus, der afsluttede sin krønike i 1598 og hvis fader havde været degn i Wöhrden i 20 år, da han døde i 1580, jvf Jørgensen (1887), s. 178f</ref>, og blev først generobret i 1559<ref>Uafhængigt af Svanning fortæller Johan Rantzov i sin omtale af dette sidste togt til Ditmarsken, at der blandt de tilbageerobrede faner også var: :"et stykke af det banner, som man siger til sin tid ved et mirakel blev givet en dansk konge imod russerne og som fordum kong Hans havde taget med i håb om derved at stride heldigt imod Ditmarskerne.", jvf. Jørgensen (1887), s. 170f</ref> – da næsten ødelagt af fugtighed og ælde – og ophængt i Slesvig kirke, hvor det endeligt gik til engang i 1660'erne.<ref>kilden hertil er Hans de Hofman, som i 7. del af "Den danske Atlas" fra 1781 s. 605 oplyser om koret i Slesvig domkirke, at: :"I dette kor hængte den berømte danske fane Danebrog... og var at se, indtil den ved 1660 af alder og forrådnelse aldeles forfaldt, da nogle børn ved deres leg nedrev den af loftet og ingen bekymrede sig om at samle dens levninger." Men fra omtrent samme tid stammer en oplysning i et tysk værk, at fanen havde hængt i Nikolaikirken i Kiel, jvf Jørgensen (1887), s. 182. Jørgensen tillægger dog oplysningen om Slesvig domkirke størst troværdighed, jvf samme. s. 185f</ref><ref name="Bar 1992 14"/> I borgerkrigen ''Grevens fejde'' anvendte den ene part et stribet flag; blåt, gult og rødt i rigsvåbnets farver, og den anden part, den sejrende, brugte et rødt-hvidt korsflag, med fire lige lange arme. === Nyere tid === Siden 1500-tallet har Dannebrog angivet danske skibes nationalitet, og i 1600- og begyndelsen af 1700-tallet indgik et Dannebrogsfelt i hærens faner.<ref name=autogeneret3>Achen, s. 108</ref> I 1696 fastlagde en kongelig resolution flagets mål, og disse har siden overvejende været opretholdt.<ref name="Bar 1992 14">Bartholdy (1992), s. 14</ref> Indtil 1743 brugte man et sort-hvidt korsflag som sørgeflag, derefter blev det besluttet at flage på halvt i stedet for<ref>[http://www.crwflags.com/fotw/flags/dk-sorg.html Danish Mourning Flag (until 1743)<!-- Bot genereret titel -->]</ref>. 1785 blev Dannebrog genindført som fane for nogle danske regimenter, i 1801 blev det fane for landeværnet.<ref name=autogeneret3 /> I 1807 digtede B.S. Ingemann:<br /> "''Vift højt på Kodans bølge''<br /> ''blodrøde Dannebrog''"<br /> og i de følgende årtier skrev flere danske digtere, N.F.S. Grundtvig, Oehlenschläger, Chr. Winther, H.C. Andersen, digte om Dannebrog.<ref name=autogeneret3 /> I 1830-erne og 1840-erne udviklede Dannebrog sig til et folkeflag. I 1842 blev det regimentsfane i hele hæren.<ref>Achen, s. 109</ref> === <big>Lovgivning</big> === Der blev indført flagforbud for borgere i 1834. Først i 1854 fik almindelige danske borgere ret til at hejse Dannebrog (dog ikke splitflag).<ref>[https://www.retsinformation.dk/Forms/R0710.aspx?id=58409 Cirkulærer om ophævelse af forbuddet mod flagning i kanceli cirkulære af 7. januar 1834. – retsinformation.dk<!-- Bot genereret titel -->]</ref> Valdemarsdag den 15. juni blev indført i 1912 ved cirkulære Nr. 391 af 24. december 1912 for at markere Dannebrogs oprindelse, men som det fremgår, hviler det på en delvis misforståelse af traditionen. På den anden side: hvis det tidligere begivenhedsforløb er korrekt forstået, og slaget i 1219 markerede en slags afslutning på hele den forud gående danske missionsvirksomhed i Estland, så er markeringen af denne begivenhed historisk rimelig og forståelig. Og lige meget hvormeget man forsøger at skille myte fra historisk virkelighed, så står det fast, at denne afslutning spillede en afgørende rolle for, at Estland blev et kristent område, og at Danmark har hovedæren herfor. === <big>Noter</big> === {{reflist|2}} === <big>Litteratur</big> === * Sven Tito Achen: ''Heraldikkens femten glæder''; København 1978; ISBN 87-12-00222-4 * Nils G. Bartholdy: "Dannebrog - legende og virkelighed" (Michael Andersen og Frank Birkebæk (red.): ''1219 - Dannebrog og Estland''; Roskilde Museums Forlag 1992; ISBN 87-88563-189; s. 6-16) * Ole Fenger: "Kirker rejses alle vegne" (Olaf Olsen (red.): ''Gyldendal og Politikens Danmarkshistorie'', bind 4: 1050-1250; København 1989; ISBN 87-89068-06-8) * John Lind: "Den faldt fra himlen ned" (Kronik i ''Skalk'' 2001, nr. 6, s. 20-27) === <big>Eksterne henvisninger</big> === * ''Salmonsens Konversationsleksikon'', 2. udgave, bind V, s. 515-517; opslag: Dannebroge * L.P. Fabricius: "Sagnet om Danebroge og de ældste Forbindelser med Estland" (''Kirkehistoriske Samlinger'', Sjette Række, Første Binds første Hefte, København 1933) * Henning Henningsen: "Dannebrog og flagføring til søs" (''Handels- og Søfartsmuseets årbog 1969'', s. 7-81) * A.D. Jørgensen: "Om Danebroges Oprindelse" (''Historisk Tidsskrift'', 4. række, Bind 5; 1875) * A.D. Jørgensen: "Undersøgelser vedrørende Danebroge og det danske kongevåben" (''Historisk Tidsskrift'', 6. række, Bind 1; 1887) * J.O. Kock: "Sagnet om Dannebrog" (''Danske Studier'' 1951; s. 34-48) * E. Løffler: "Bidrag til Bedømmelse af Danebrogs-Sagnets historiske Værd" (''Historisk Tidsskrift'', Bind 5. række, 2 (1880); s. 562-566) * [http://www.navalhistory.dk/Danish/Flaget/FlagetsHistorie.htm Flagets historie], i ''Dansk Marinehistorie'' af Johnny E. Balsved, jhwhkmhdhjw9hsapjyujavkia224fhp 42567 42566 2026-08-28T11:14:19Z Sven Halfdan Nielsen 3898 småret 42567 wikitext text/x-wiki Traditionen om Dannebrogs oprindelse er velkendt: Dannebrog faldt ned fra himlen under et dansk korstog til Estland, og det spillede en afgørende rolle for det danske overherredømme over Estland fra 1219. Således lyder myten om Dannebrog, men bag enhver myte gemmer der sig en historisk realitet, og ved at grave denne historiske realitet bag myten frem opnår vi en bedre forståelse af fortiden. Det ligger nær at stille 3 spørgsmål:</br> - er tidsfæstelsen korrekt?</br> - er stedfæstelsen korrekt?</br> - er begivenhedsforløbet korrekt? Svaret på det første spørgsmål er: ja, den ''oprindelige'' tidsfæstelse er sikkert korrekt. Denne tidsfæstelse passer nøje med det begivenhedsforløb, som vi ellers kender. Svaret på det andet spørgsmål er: ja, den ''oprindelige'' stedfæstelse er korrekt. Denne stedfæstelse passer med og ''bekræfter'' de forhold, som vi ellers kender. Svaret på det tredie spørgsmål er: ja, flaget kan forbindes med ''en bestemt begivenhed''. Der er enkeltheder i forløbet, som det ikke længere er muligt at efterkontrollere. Der kan her være grund til at skelne mellem det ''oplevede'' forløb og det ''faktiske'' forløb. Traditionen er baseret på det oplevede forløb således, som dette siden blev husket. === <big>Dannebrogs historie</big> === Dannebrogs historie falder i tre dele: oprindelsen, de begivenheder under hvilke oprindelsen er blevet nedskrevet og flagets senere historie. === Oprindelsen === [[Fil:Danmarks flag 1219 Lorentzen.jpg|thumb|450px|Det berømte maleri af Christian August Lorentzen fra 1809 af begivenhederne i 1219.]] Ifølge overleveringen, der findes uafhængigt af hinanden hos dels forfatteren af ''Danske Krønike'' fra 1520-erne Christiern Pedersen<ref>formuleringen omtalt under et korstog i 1208 til "Estland, Pryssland, Kurland og Finland" lyder:</br> "''somme mene og sige at samme kong Valdemar skulle fange Dannebrog ned af himlen samme tid, som er et hvidt kors i et rødt felt''", jvf. Lind, s. 24. </ref>, dels munken Peder Olsen (Petrus Olai) fra Gråbrødreklostret i Roskilde, dels historikeren Arild Huitfeldt<ref name=autogeneret1>Lind, s. 23</ref>, faldt Dannebrog ned fra himlen under slaget ved Lyndanisse (i dag Tallinn i Estland) den 15. juni 1219, senere kendt og markeret som Valdemarsdag. Der er imidlertid usikkerhed om tid og sted er korrekte<ref name="bjerg">''Dannebrog'' af Hans Christian Bjerg, s.12, ISBN 87-7739-906-4.</ref>. Det skyldes, at både Christiern Pedersen og Peder Olsen oplyser, at begivenheden fandt sted i året 1208 i Livland på et sted, som kaldes Fellin (Viljandi) i nutidens Estland. Fremstillingen hos Peder Olsen, der findes i en samling notater, ''Collectanea'', til Danmarks historie og menes at være skrevet omkring 1527 men stammer fra en ældre kilde, hvis alder er ukendt<ref>Kock, s. 34</ref>, er den mest oplysende og lyder i sin helhed:</br> "''MCCXIX''<ref>1219</ref>''. Valdemar II angreb Estland, en provins i Livland, fra søen med 1500 krigsskibe og gjorde landgang, og efter mange kampe omvendte han det overvundne land til Kristus og lod folket døbe. Han førte præster dertil fra Danmark og byggede Reval, der nu er en vigtig by og særdeles udmærket og kendt. Heraf kommer det, at kirken i Reval lige til denne dag er forblevet under Danmarks ærkebiskop i Lund, skønt den verdslige magt i tidens løb er gået over til den tyske ordens brødre i nævnte provins. Da nu kong Valdemar var gået i land med hæren i Estland, sagde biskoppen i Århus til ham, da han blev forskrækket over hedningernes mængde, at han skulle love, at han, såfremt han vandt sejr, ville forbedre sig over for sine undersåtter og den hellige Niels i Århus, hvis offergaver han havde tilegnet sig. Det samme råd fik han af den ærværdige Anders, ærkebiskop i Lund, en mand af forunderlig enfold og uskyld, der såvel i live som efter sin død vandt ry ved mange mirakler. Kongen gav dem ret, afgav løftet og fik sejr. Ærkebiskoppen kaldte så stormændene sammen og lod dem love, at svende på tolv år og der over stedse skulle fejre dagen før den hellige Laurentius' fest med faste på brød og vand, hvis de fik sejr. Efter at de så havde påkaldt de hellige Laurentius og Niels, blev slaget begyndt på Vitus' og Modestus' dag. Ærkebiskoppen, der sammen med lydbisper og andre gejstlige fra et bjerg så ud over begge hære, bad nu under tårer for de kristne som en anden Moses med hænderne løftede mod himlen. Når han løftede hænderne i bøn, sejrede danskerne; men når han af træthed lod de gamle hænder synke ned, blev danskerne slået. Men biskopperne og præsterne understøttede den gamle mand. Og således blev den sejrende konge et andet menneske, lod Kristi lære forkynde og kirker bygge dér; siden hen styrede han landene med mildhed og retfærdighed, skrev love og ærede den hellige Niels.''</br> ''Et andet sted står der, at da de rettroende danske på denne Valdemar II's tid i det Herrens år 1208 kæmpede i Livland på det sted, som kaldes Fellin, mod de vantro livlændere og allerede næsten overvundne fromt anråbte om guddommelig hjælp, modtog de straks som belønning et banner, der faldt ned fra himlen, og som var mærket med et hvidt kors, påtrykt en ulddug, og de hørte en røst fra himlen, at når det blev løftet højt til vejrs, ville de straks knuse deres modstandere og vinde fuldstændig sejr; og således skete det. Men det banner plejer med sit sædvanlige navn at kaldes Danebroge. (Denne sejr menes at være den, som danskerne vandt i Estland, og som allerede er omtalt for nylig; men der er fejl i årstallet etc. - Ligeledes har jeg et andet sted fundet, at kong Valdemar og ærkebiskop Anders gjorde et tog til Estland i 1220).''"<ref>her gengivet efter Kock, s. 34f</ref><ref name="Fab 1933 493f">Fabricius (1933), s. 493f</ref> Det er naturligvis usikkert, hvad der egentlig skete under slaget ved Lyndanisse eller slaget ved Fellin, da overleveringen først er nedskrevet 300 år efter begivenhederne skulle have fundet sted <ref name=bjerg />. Historikerne har derfor forsøgt at finde den historiske begivenhed bag ved traditionen. Man kan således fastslå, at Peder Olsens fremstilling har hentet sine bestanddele flere steder, og at de oprindelig ikke har udgjort en helhed. Herom kan siges følgende:</br> 1. Det indledende afsnit om slaget ved Reval (Tallinn) svarer til fremstillingen i ''Rydårbogen'' og i ''Jyske Krønike'' og kan være hentet fra disse kilder.<ref>Kock, s. 35</ref><ref name="Fab 1933 486">Fabricius (1933), s. 486</ref></br> 2. Afsnittet om den hellige Niels i Århus kan stamme fra en bog om Niels, men findes ikke i hans ''vita''. Det tyder ikke på, at historien har en historisk baggrund. Snarere er den tilkommet efter, at Niels blev helgen, formentlig i midten af det 14. århundrede.<ref>Kock, s. 35f</ref><ref name="Fab 1933 486"/></br> 3. Afsnittet om Laurentius-fasten er helt malplaceret. Sankt Laurentius' dag er den 10. august, mens slaget fandt sted på Vitus' og Modestus' dag den 15. juni. ''Saxo'' omtaler et slag ved Ljutka (Lütjenburg), der fandt sted på Laurentius' dag, og formentlig er indskuddet hentet herfra.<ref name=autogeneret2>Kock, s. 36</ref><ref name="Fab 1933 487">Fabricius (1933), s. 487</ref></br> 4. Historien om ærkebispens oprakte hænder er hentet fra ''2. Mosebog'' (17, 9ff).<ref name=autogeneret2 /><ref name="Fab 1933 487"/></br> 5. Historien om det nedfaldne flag er uden direkte forbillede. Fra Portugal (hvorfra dronning Berengaria stammer) findes en tradition fra 1217 om et jærtegn i form af et kors på himlen til tegn på portugisernes sejr over maurerne i kampen ved Alcazar.<ref>Kock, s. 37</ref> Det betyder, at der findes en tradition næsten samtidig med den danske, hvilket styrker en tidsfæstelse til begyndelsen af 1200-tallet. Skønt der er forskelle (intet flag i Portugal), kan begivenheden i Portugal være blevet kendt også i Danmark og have styrket den danske tradition, men der er intet bevis for en direkte forbindelse.<ref>Kock, s. 42</ref></br> Med hensyn til selve dateringen af Dannebrogs fald fra himlen er det nutidens historikeres opfattelse, at når to kilder uafhængigt af hinanden daterer begivenheden til et andet sted og en anden tid end nutidens tradition siger, så må nutidens tradition anses som fejlagtig og den ældste tradition som den rigtige med hensyn til tid og sted.<ref>Lind, s. 26</ref> Dette kan også forklare, hvorfor der ingen omtale af Dannebrog er i den samtidige skildring i Henrik af Livlands krønike.<ref>Enn Tarvel (red.): ''Henriku Liivimaa Kroonika''; "Olion" Tallinn 1993; ISBN 5-450-01319-1; s. 140</ref> På lignende måde som bidragene om den hellige Niels og om Anders Sunesens løftede hænder er tilføjede den oprindelige fremstilling, så menes traditionen om Dannebrog at være overført fra det mindre betydningsfulde slag i 1208 til det vigtigere slag i 1219, der indledte den danske besættelse af det nordlige Estland som led i opbygningen af myten om netop dette slag.<ref name=autogeneret2 /> Endelig bør det nævnes, at traditionen blev nedskrevet kort tid efter, at danskerne havde mistet det originale Dannebrog under togtet til Ditmarsken i 1500. Det menes, at flaget var taget med, netop fordi man på grund af traditionen mente, at det ville bringe sejr.<ref>Jørgensen (1875), s. 417</ref> Spørgsmålet er, om flaget kunne være ældre. Enkelte forskere mener, at der har været en forløber for Dannebrog: De mener, at danske konger brugte et rødt flag med to ravne i sort, når de drog i krig. Kong Knud den Store skulle have ført en ravnefane i slaget ved Ashington i Essex i 1016 <ref>[http://www.navalhistory.dk/danish/Flaget/FlagetsHistorie.htm Flagets historie<!-- Robotgenereret titel -->]</ref>. Men det vides ikke, om den fane generelt blev brugt af den danske kongeslægt. På Bayeux-tapetet fra omkring 1068 fører bagtroppen et rødt flag med et hvidt kors, muligvis danske slægtninge til Vilhelm Erobreren, der i front fører Sankt Georgskorset i slaget ved Hastings i 1066. Ioannis Skylitzis Krønike fra ''Biblioteca Nacional'', Madrid, viser væringer fra Miklagård omkring år 1100 med et rødt flag med et hvidt kors. Mønter, der viser et korsbanner, blev slået allerede under Valdemar den Store<ref>Fenger, s. 269</ref><ref>Lind, s. 21</ref>, men disse fortilfælde er ikke overbevisende, med mindre man antager, at hans søn skulle have haft en fane med måske som sit eget eller bispens banner og have hævet dette på et kritisk tidspunkt under slaget. Som mulig ophavssted og -mulighed har man peget på, at banneret kunne stamme fra Johanniterordenen eller være et korsbanner givet af paven, men disse og andre muligheder er blevet tilbageviste af historikerne.<ref>Jørgensen (1875), s. 426-429 for Johanniterordenens vedkommende, s. 431-432 for pavens vedkommende</ref> <ref>Jørgensen (1887), s. 149-153</ref> <ref>Lind, s. 25</ref> === Myten om Johanniterordenen === Historikere i det 19. og 20. århundrede brød sig ikke om det himmelfaldne flag og søgte mere jordnære forklaringer. Især søgte man efter forbilleder for Dannebrog. Især hæftede man sig ved Johanniterordenen som en mulig kilde, da denne orden blandt andet havde et våben, som mindede om Dannebrog. En række mulige forbindelser har været foreslået. Man har peget på, at Valdemar Atterdag besøgte den hellige grav i påsken 1347 og her blev slået til ridder af hertug Erik af Sachsen.<ref>Jørgensen (1875), s. 426</ref> Kong Valdemar stiftede et Sankt Hanskloster på Dueholm viet til Marie Magdalene på hvis festdag, han fik ridderslaget.<ref name="Jør 427">Jørgensen (1875), s. 427</ref> Yderligere oplyser Thomas Bartholin i sin bog om Dannebrogsordenen, at Valdemar på gamle tapeter på Københavns Slot var fremstillet med et hvidt ordenskors. Da korset første gang kendes fra et brev fra år 1356 og kongenavnet Valdemar er fælles, måtte en forbindelse anses som mulig.<ref name="Jør 427"/> Senere forskning har imidlertid vist, at Thomas Bartholins fremstilling bygger på et forfalsket kobberstik, hvorved denne del af beviset falder sammen.<ref>Jørgensen (1875), s. 429</ref> Ydermere har det vist sig, at ingen dansk konge har søgt sit gravsted hos Sankt Hansordenen, og der findes ingen optegnelser til støtte for en forbindelse.<ref>Jørgensen (1875), s. 430</ref> Denne forklaring må således afvises, da der ingen forbindelse findes mellem Sankt Hanshuse, deres velgørere og Johanniterordenen.<ref>Jørgensen (1875), s. 431</ref> Man har også tænkt sig, at Johanniterordenens symboler skulle være overtaget skridt for skridt i dansk tradition, men imod dette taler, at der findes en specifik tradition for flagets oprindelse, som ikke kan afvises.<ref>Jørgensen (1875), s. 434-437</ref> Tilbage er kun den mulighed, at flagets oprindelse med al sandsynlighed på den ene eller anden måde har forbindelse til et korstog til Estland.<ref>Jørgensen (1875), s. 437</ref> Den eneste samtidige kilde er Henrik af Livlands krønike, der imidlertid er stærkt tendensiøs: han forsøgte at nedgøre ethvert dansk bidrag til kristningen af Baltikum<ref>Jørgensen (1875), s. 439</ref>, ja endog at gøre dansk tilstedeværelse til utidig indblanding<ref>Jørgensen (1875), s. 441</ref> og bestrider endda, at Valdemar skulle have været på korstog.<ref>Jørgensen (1875), s. 442</ref> Således fremstilles han i 1219 som værende på besøg for at besigtige byggeriet af en ny borg, ikke som erobrer.<ref>Jørgensen (1875), s. 445f</ref> Esterne angreb for at stoppe opførelsen af borgen, men blev selv angrebet af vendiske hjælpetropper, som var kommet sammen med danskerne. Dannebrog omtales ikke.<ref>Jørgensen (1875), s. 447</ref> Tydeligvis er der tale om en andenhånds beretning baseret på rygter, ikke om et øjenvidne til begivenhederne. A. D. Jørgensen har forsøgsvis opstillet den hypotese, at esterne angreb biskop Theodoriks telt, fordi der foran var et banner, som opfattedes som hovedbanneret (= kongens banner). Han stiller spørgsmålet, om Theodorik kan forbindes med Johanniterordenen.<ref>Jørgensen (1875), s. 448</ref> Theodoriks oprindelse er ukendt, men han optræder som missionær både hos liverne og esterne i forskellige opisoder med sagnagtige træk.<ref>Jørgensen (1875), s. 449</ref> Han blev sendt til pavestolen, hvor han den 15. april 1201 fik en bulle af pave Innocens, der opfordrede alle kristne i Vendland og Saxland til at drage til Livland.<ref>Jørgensen (1875), s. 450</ref> Theodorik forsøgte at få anerkendt Baltikum som sit bispedømme, men stødte på vanskeligheder. Derfor skal han have sluttet sig til den danske konge, idet paven havde givet biskop Anders Sunesen en bulle på at indvie en biskop i Estland.<ref>Jørgensen (1875), s. 456</ref> Da Tempelridderne på daværende tidspunkt havde et rødt kors på hvid baggrund som sit mærke, måtte et dansk korstog ske under et andet mærke, og han har så "lånt" Sankt Hansbrødrenes korsbanner.<ref>Jørgensen (1875), s. 457</ref> Det skulle således være dette banner, der var opsat foran hans telt, og som slaget med esterne derfor kom til at stå om.<ref name="Jør 458">Jørgensen (1875), s. 458</ref> Theodorik døde under slaget, og efter slaget måtte omstændighederne omkring fanens oprindelse og betydning have været uklar<ref name="Jør 458"/>, da det fuldstændig adskilte sig fra kongens banner: løverne og hjerterne. "Saa sagde man, at det var kommet ned fra Himlen midt i Slagets trængsel".<ref>Jørgensen (1875), s. 457</ref> Problemet med denne hypotese er, at den på intet punkt finder støtte i kilderne<ref name="Jør 458"/>, og A.D. Jørgensen understregede, at den kun var en hypotese, som fornyede studier måtte styrke eller svække,<ref>Jørgensen (1887), s. 150</ref> og at "''kun derom er alle enige, at Savojens Kors er lig Johanniternes, og det samme er Tilfældet med vort Danebroge.''"<ref>Jørgensen (1887), s. 153</ref> I og med, at flagets oprindelse nu henlægges til ''en anden begivenhed'', slaget i 1208, er grundlaget for hele denne konstruktion imidlertid bortfaldet. De nærmere omstændigheder omkring flagets oprindelse er fortsat ukendte. === Myten om dronning Berengaria og Dannebrog === Som tidligere nævnt har det været overvejet, om myten om Dannebrogs fald fra himlen var forbundet med dronning Berengaria. Hun blev gift med Valdemar Sejr i 1214 og døde i 1221.<ref name="Fen 1989 61">Fenger (1989), s. 61</ref> Hun stammede fra Portugal, og det er overleveringer herfra, som har været inddraget i forsøgene på at forklare myten. Det er blevet påpeget, først af overbibliotekar Christian Bruun, at der i portugisiske skrifter fortælles om et jærtegn, der i 1217 blev set i Portugal under en kamp imod maurerne ved Alcazar. Ifølge disse viste der sig et kors på himlen som tegn på sejren. Teorien er senere taget op af pastor L.P. Fabritius, som mener, at det er den eneste tradition i den kristne verden, som tåler sammenligning med sagnet om Dannebrog. Han forbinder de to begivenheder ved at påpege, at Berengaria var blevet dansk dronning blot tre år tidligere, og at der takket være en livlig forbindelse mellem Portugal og Danmark er mulighed for, at historien er kommet hertil. Det viser sig imidlertid, at denne antagelse ikke holder: dels kendes der ingen livlig forbindelse mellem de to lande, dels har der været rejst tvivl om, at hun kom fra Portugal. I flere danske årbøger siges, at hun var søster til greven af Flandern, og da der ydermere var arvestridigheder imellem hendes broder, kongen af Portugal, og to af deres søstre, bliver det endnu mindre sandsynligt, at der har været en forbindelse.<ref name="Koc 1951 37">Koch (1951), s. 37</ref> Dertil kommer den afgørende forskel, at der i Portugal var tale om et syn på himlen, men i Estland var tale om et faktisk flag, som efterfølgende blev bragt hjem til Danmark. Og hvis dateringen til 1208 opretholdes som den rette, udebliver muligheden for, at traditionen stammer fra Portugal også af kronologiske grunde.<ref name="Koc 1951 38">Koch (1951), s. 38</ref> Endelig har der været peget på, at den portugisiske tradition måske stammer fra et langt ældre slag, nemlig slaget ved Orique i det sydlige Portugal den 25. juli 1139. I dette slag var den sejrende feltherre Afonso Henriques, dronning Berengarias bedstefader, som ifølge en senere legende før slaget havde set et kors på himlen omgivet af engle i hvide klæder, og at Kristus havde lovet ham sejr og at hans efterkommere ville blive konger i Portugal. Det er imidlertid tvivlsomt, om dronning Berengaria overhovedet har kendt til denne tradition, idet slaget endnu i begyndelsen af 13. århundrede ikke havde opnået den berømmelse, som det senere fik. Det kan end ikke udelukkes, at traditionen om det ældre slag hviler på traditionen fra det senere slag.<ref name="Koc 1951 41f">Koch (1951), s. 41f</ref> Det må tilføjes, at der findes en endnu ældre tradition, nemlig kejser Konstantins korsvision før Slaget ved Ponte Molle i år 312 mod Maxentius, der fulgtes af ordene "''in hoc signo vinces''", det vil sige "under dette tegn skal du sejre". Og på freskerne om "Det sande Kors" legende" i Arezzo, malet af Piero delle Francesca i 1450-erne, ses Konstantin vinde over Maxentius ved at holde er kors frem på en måde, hvor det kan opfattes som værende faldet fra himlen.<ref name="Bar 1992 11f">Bartholdy (1992), s. 11f</ref> Der er intet, som kan understøtte, at den danske tradition skulle have noget med den portugisiske tradition at gøre. === Danske korstog til Estland i ny belysning === Omflytningen af begivenheden til et nyt år og et nyt sted stiller alle den danske korstog til Estland i et nyt lys og dermed også spørgsmålet om Dannebrogs oprindelse. Først og fremmest kan der være grund til at pege på, at sagnet ''ikke'' har forbindelse med nogle af de øvrige kilder, som indgår i de ældste skriftlige overleveringer. Der er tale om en helt selvstændig og uafhængig tradition.<ref name="Fab 1933 493">Fabricius (1933), s. 493</ref> Der kan ligeledes være grund til at påpege, at ingen kilde, dansk eller udenlandsk, forbinder Dannebrog med begivenhederne i 1219.<ref name="Fab 1933 494">Fabricius (1933), s. 494</ref> Dernæst må der være god grund til at fremhæve, at den danske korstogsvirksomhed er af betydelig ælde. De ældste omtaler, ''Rydårbogen'' og kongefortegnelsen i ''Lund Domkirkes Nekrologium'', der tillægger Knud den Store en sådan virksomhed, antagelig hviler på misforståelser (måske en navneforveksling af Knud den Store og Knud den Hellige).<ref name="Fab 1933 496f">Fabricius (1933), s. 496f</ref> Derimod er der fra tiden fra omkring 1070-1080 sikre efterretninger om danske korstog til Estland. Således oplyser ''Saxo'', at Knud den Hellige i slutningen af Sven Estridsens regeringstid samlede landets ungdom og indlagde sig berømmelse ved sejre over sembere og estere. ''Jyske Krønike'' har gentaget Saxos udsagn.<ref name="Fab 1933 497">Fabricius (1933), s. 497</ref> Vi kender ikke nærmere til denne og den senere tids korstog til disse egne, men forekomsten af danske stednavne ved Riga på ''holm'' (Stenholm, Langholm og Rigeholm), ''næs'' (om Kurlands forbjerge), ''sund'' og ''klint'' (om det nordlige Estlands bratte skrænter) tyder på forbindelser til dansk (eller svensk) område.<ref name="Fab 1933 498">Fabricius (1933), s. 498</ref> I 1170 indtraf der, ifølge ''Saxo'', et angreb fra kurlandske og estiske sørøvere mod Øland, hvor angriberne først efter blodige kampe blev nedkæmpet af en dansk flåde under ledelse af Esbern Snare og Christoffer, kong Valdemars uægte søn.<ref name="Fab 1933 498f">Fabricius (1933), s. 498f</ref> Omtrent samtidig, efter Rygens erobring i 1169, optræder en biskop Fulco af Estland som medunderskriver på et brev herom, hvilket viser dels hans tilstedeværelse i Danmark, dels at Danmark havde missions- og korstogsvirksomhed rettet mod Estland på denne tid.<ref name="Fab 1933 499">Fabricius (1933), s. 499</ref> Det vides, at ærkebiskop Eskil af Lund under sin landflygtighed til Frankrig havde kontakt til abbed Peter i klosteret Moutier-la-Celle, der anbefaler ham munken Fulco som missionær til Estland. Eskil lader ham bispevie, men vi kender ikke nærmere til hvornår og under hvilke omstændigheder, han er kommet til Danmark.<ref name="Fab 1933 499f">Fabricius (1933), s. 499f</ref> Det er muligt, at Fulco har indledt en missionsvirksomhed omend næppe med den store fremgang. Derimod fik en tysk cisterciensermunk ved navn Theodorik udnævnelse til biskop over esterne og han søgte dansk støtte til missionsvirksomhed via ærkebiskoppen i Lund, og paven lagde Estland ind under ærkesædet i Lund. På samme tid arbejdede en gejstlig fra Bremen, Albert, for missionsvirksomhed i Livland, han søgte støtte hos den tyske staufiske kong Filip, og han blev biskop i Riga. Tyskerne organiserer sig i Sværdriddernes Orden, som paven godkender i 1202.<ref name="Fen 1989 240"/> Meget tyder på, at den danske korstogsvirksomhed i de følgende årtier var rettet imod Venden, som først nu kommer under endeligt dansk herredømme.<ref name="Fab 1933 504">Fabricius (1933), s. 504</ref> Men i 1197 indledes et omfattende dansk korstog til Estland.<ref>Ulige årbøger angiver lidt forskellige år for dette korstog: 1194, 1196 og 1197, men nøjere undersøgelser har påvist daterings- og afskrivningsfejl for de to første års vedkommende, jvf. Fabricius (1933), s. 504-506</ref><ref name="Fen 1989 239">Fenger (1989), s. 239</ref> Atter afbrydes korstogsvirksomheden midlertidigt i forbindelse med, at Absalon dør 1201, kong Knud VI dør 1202 og Esbern Snare dør 1204 samt med Danmarks magtovertagelse i Holsten, der sker under betydelige kampe<ref name="Fab 1933 507">Fabricius (1933), s. 507</ref>, men i 1205 søger kong Valdemar om tilladelse til at oprette et bispesæde i Estland, hvilket han får tilladelse til den 13. januar 1206.<ref name="Fab 1933 507"/> Antagelig i 1206 skriver pave Innocens III til Anders Sunesen:</br> "''Da du i din retfærdighed og fromhed påtænker at straffe uret mod kristenheden, og da du med fromt forsæt har besluttet at drage imod hedningerne, bevilger vi dig ved dette brev myndighed til at ordinere en troende biskop i en by, som du med Kristi hjælp kan vinde for dyrkelsen af den kristne tro, efter at hedningernes smuds er fjernet''".<ref name="Fen 1989 239f">Fenger (1989), s. 239f</ref></br> Et dansk korstog synes rettet imod Saremaa (Øsel), hvor der opføres en mindre borg, men uden tilstrækkeligt mandskab må man atter forlade øen; Anders Sunesøn drog herfra med biskop Nicolaus af Slesvig til Riga for vinteren.<ref name="Fab 1933 509">Fabricius (1933), s. 509</ref><ref name="Fen 1989 240">Fenger (1989), s. 240</ref> 1208 skal korstoget til det sydlige Estland være fundet sted. Det savnes imidlertid i omtalen i klosterårbøgerne, måske fordi der samme år foregik et katastrofalt krigstog til Sverige, som endte med nederlaget ved Lena den 31. januar, og som pådrog sig hele opmærksomheden.<ref name="Fab 1933 509"/> Som årsag til dette korstog må måske ses, at tyskerne samme år havde underlagt sig Livland og havde overskredet grænsen til Estland.<ref name="Fab 1933 511">Fabricius (1933), s. 511</ref> Det var derfor på høje tid, hvis Danmark ikke skulle risikere, at hele det baltiske område blev underlagt tysk overherredæmme. Også i de følgende år genoptages korstogene til Estland, således 1210, efter, at man havde sikret sig imod tyske udplyndringer i Danmark, mens korstoget fandt sted.<ref name="Fab 1933 510">Fabricius (1933), s. 510</ref> Men netop på dette tidspunkt indtræder en magtkamp om Estland og Livland mellem Sværdridderordenen på den ene side og biskoppen i Riga på den anden.<ref name="Fab 1933 512">Fabricius (1933), s. 512</ref> Denne magtkamp fører til, at paven i stedet giver ærkebiskop Andreas Sunesen legatmyndighed i alt, hvad der angår mission i Baltikum. Den 4. april 1212 får ærkebispen et tilsagn som leder af missionsvirksomheden.<ref name="Fen 1989 267">Fenger (1989), s. 267</ref> Heri anvendes som begrundelse herfor blandt andet følgende:</br> "''Da du altså, optændt af iver for Kristendommen, mægtigt har arbejdet på at omvende de omboende hedninger fra vildfarelsen til sandheden, og endnu agter at arbejde, så mener vi, at vor befuldmægtigelse, for at du rigeligere og virkningsfuldere må kunne udføre det, bør overgives dig; og vi befaler vore brødre ærkebiskoppen af Uppsala og hans lydbiskopper og biskopper og de andre kirkers øvrige prælater i Danmark og Sverige ved denne vor skrivelse, at de skal være dig, der som pavestolens legat trofast arbejder på denne gerning, behjælpelig..''"<ref name="Fab 1933 513">Fabricius (1933), s. 513</ref></br> Det er sandsynligt, at den "mægtige" virksomhed, der henvises til, blandt andet har omfattet et korstog i 1208. Konklusionen af dette historiske forløb bliver, at: "''Der kan saaledes ikke ud fra tidshistoriske Grunde rejses nogen Invending mod Danebrogssagnets Tidsfæstelse til 1208 og Stedfæstelsen til Fellin.''"<ref name="Fab 1933 517f">Fabricius (1933), s. 517f</ref> === Dannebrog og slaget ved Lyndanisse i 1219 === Men hvorledes så med selve overleveringen? Det står fast, at den ikke kan være "lånt" fra andre kilder. Det står også fast, at da Peder Olsen nedskriver begivenheden, forsøger han at få sit ellers ukendte korstog rettet til et kendt korstog.<ref name="Fab 1933 523">Fabricius (1933), s. 523</ref> Men netop dette, at korstoget 1208 ellers er ukendt, taler for, at det har været en gammel overlevering om Dannebrog, som ''netop'' var knyttet til 1208 og til Fellin.<ref name="Fab 1933 525">Fabricius (1933), s. 525</ref> Det må anses for usandsynligt, at et sådant sagn skulle være en senere tids konstruktion.<ref name="Fab 1933 526">Fabricius (1933), s. 526</ref> Hvad angår selve forløbet af slaget kan der være grund til at bemærke sig Henrik af Livlands fremstilling af begivenhederne i 1219. Ifølge denne var kong Valdemar kommet til Estland med sin enorme flåde på 1500 skibe for at tilse opførelsen af en ny borg i stedet forden gamle Lindanese, som blev sløjfet for at give plads til den nye. De omgivende folkegrupper, revelerne og harjerne, samlede en stor hær og sendte deres ledere til kongen for at forhandle en fred. Kongen gav disse udsendinge gaver, og hans biskopper døbte dem; med i kongens følge var lensmanden Vitslav fra Rygen, ærkebiskop Andreas og tre biskopper: kansleren Niels fra Slesvig, Ebbe fra Århus og Theodorik, der var indviet som ny biskop over Estland. Tre dage efter fredsforhandlingerne vendte esterne imidlertid tilbage med deres hær og angreb den danske lejr fra flere sider om aftenen efter nadveren. Nogle stormede det telt, hvor biskop Theodorik lå, ud fra formodningen, at det var kongens telt, og han blev dræbt på stedet; andre angreb andre mål, og mange blev hugget ned. Netop, som det så værst ud for danskerne, vendte Vitslav med sin vendiske hær sig imod esterne og drev dem på flugt; andre estere under fremrykning standsede op ved dette syn, og danskerne fik samlet sig, kongen med sit mandskab, der også omfattede nogle tyskere, kom til stede, og efter kamp blev esterne slået på flugt, og mange blev dræbte. Kongen og biskopperne takkede Gud for sejren, kong Valdemar lod sin kapellan Viscelin indvie til Theodoriks efterfølger og drog hjem efter at have fuldført borgens opførelse, mens biskopperne med deres mandskab forblev i landet og færdiggjorde dettes underkastelse under den danske krone og kirke.<ref name="Jør 1875 445f">Jørgensen (1875), s. 445f</ref><ref name="Fen 1989 267f">Fenger (1989), s. 267f</ref> Denne beretning, som er nogenlunde samtidig med begivenhederne men en andenhånds beretning, giver anledning til en række spørgsmål. Det virker utroligt, at kongen skulle være ankommet med en så stor hær blot for at ombygge en borg. Mere troværdigt er det, at der var tale om et regulært korstog. Men endnu mere bemærkelsesværdigt er det, at esterne skulle have angrebet biskop Theodoriks telt i den tro, at det var kongens. Hvad fik dem til at tro det? Og hvordan identificerede de dette kongens formodede telt? Er Dannebrog en medvirkende del af forklaringen? I så fald: på hvilken måde? Svaret på disse spørgsmål kan meget vel vise sig at være en nøgle til forståelse af begivenhedsforløbet. Tilbage bliver spørgsmålet om de historiske omstændigheder omkring flagets betydning i slaget. Det kunne tænkes, at der var tale om en pavelig fane. Men ingen overlevering taler om en sådan pavelig fane.<ref name="Fab 1933 530">Fabricius (1933), s. 530</ref> Antagelsen er grundløs. En anden mulighed er, at det skulle være Johannitterne fane. Men det er usandsynligt, at paven vil have anvendt et banner, som allerede var i brug.<ref name="Fab 1933 529">Fabricius (1933), s. 529</ref> Også denne antagelse må anses for grundløs. Endelig kunne der være tale om en biskoppelig fane. Hvis fanen ikke faldt oven fra, kunne det måske, hvis vi følger den skildring, som Henrik af Livland giver, være en undsætningstrop, der kom til med den biskoppelige korsfane højt løftet i spidsen.<ref name="Fab 1933 531">Fabricius (1933), s. 531</ref> For den sags skyld kunne fanen have hængt foran biskoppens telt, revet sig løs og af vinden være ført hen over hovedet på de kæmpende. I så fald var den bogstaveligt talt på det nærmeste "faldet fra himlen". Det er muligt, at det er synet af denne fane højt mod himlen, der gav de kæmpende det mod og den vilje, der skulle til for at vinde slaget. I begge tilfælde har der været tale om et under, noget uventet som siden er blevet husket af de deltagende. Vi kan måske underbygge denne hypotese: ''hvis'' det er rigtigt, at Dannebrog første gang var kommet i hænderne på den danske korstogsmission i 1208 under omstændigheder, som måske er blevet husket men aldrig nedskrevet i samtiden, og ''hvis'' flaget var taget med igen under det nye korstog i 1219, og ''hvis'' flaget viste sig netop på det mest kritiske tidspunkt under slaget, og ''hvis'' nogen i et guddommeligt indfald har forstået den symbolske betydning af at indgyde korstogsridderne ekstra mod og kraft netop på dette tidspunkt, ''så'' kan det med rimelighed forklare to ting, som ellers bliver vanskelige at forklare: for det første hvorfor Dannebrog er blevet knyttet til begivenhederne i 1219, selvom dets oprindelse skriver sig til 1208, og for det andet hvorfor flaget var med korstogsridderne under dette nye togt: det var blevet "modtaget" under et tidligere korstog og var blevet forbundet med en sejr i dette, hvorfor det som sejrssymbol blev taget med igen og atter gav en sejr, denne gang måske i et mere kritisk slag. Dermed er traditionen om dets oprindelse og betydning i nogen grad blevet forskudt fra den oprindelige, mindre betydningsfulde begivenhed til den senere, afgørende begivenhed. Og dermed fik Dannebrog også den betydning som sejrssymbol, som flere hundrede år senere blev nedskrevet. Det kan tillige forklare en anden, mindre bemærket side af begivenhedsforløbet: hvis fanen var med igen i 1219, og hvis det var denne ærkebispens korsfarerfane, som fejlagtigt fik esterne til at angribe ærkebispens telt i den tro, at det var kongens telt, så bestyrker det yderligere flagets høje alder. Det ville være naturligt at medbringe ''samme'' korstogsfane på begge korstog, fordi de drejede sig om ''samme'' sag. Brugen af en korsfane er bevidnet allerede fra Valdemar den Stores tid<ref name="Fen 1989 269">Fenger (1989), s. 269</ref>, hvor den sandsynligvis symboliserer bispedømmet og ikke det danske rige. At danskerne netop havde et banner med kors som symbol er selvsagt naturligt for et korstog. Om fanen havde revet sig løs eller blev taget med af undsætningstropperne, er mindre betydningsfuldt, det vigtige var, at den var markant til stede netop, som slaget vendte. Den omstændighed, at Tallinns lille segl afspejler Dannebrog, samt at det ses over Strandporten, taler også for, at der er en særlig forbindelse mellem dette sted og denne fane.<ref name="Fab 1933 528">Fabricius (1933), s. 528</ref> Måske er symbolet derved tiltaget i betydning, fordi slaget i 1219 markerer en slags afslutning på hele det forud gående forløb. Nok så vigtigt: forudsat, at Danmark forud for slaget i 1219 allerede havde udkæmpet slag i det sydlige Estland omkring et årti tidligere, bliver det lettere forståeligt, hvorfor kong Valdemar i 1218 kræver herredømmet over hele Estland, hvorfor han spærrer Lübecks havn for de tyske korstogsfarere i 1219 og 1220, hvorfor Anders Sunesøn erklærer hele Estland som tilhørende Danmark, samt hvorfor hele Estland i 1221 i et forlig med biskop Adelbert tillægges Danmark. Der var hverken tale om en lunefuld udnyttelse af heldige omstændigheder fra dansk side eller om et dansk imperialistisk krav men derimod om at fuldende den virksomhed, som var begyndt årtier før og som skridt for skridt var blevet udstrakt til hele det estiske område.<ref name="Fab 1933 532f">Fabricius (1933), s. 532f</ref> Ovenstående er, hvad vi med rimelig sikkerhed tør sige om Dannebrogs oprindelse og betydning for Danmarks overherredømme over Estland. Tilbage bliver at følge nogle hovedtræk i flagets senere historie. === Kendt siden 1300-tallet === [[File:Gelre Folio 55v.jpg|thumb|right|Dannebrog gengivet i "Armorial Gelre".]] Historisk kendes Dannebrog siden 1300-tallet. Dannebrog er således bevidnet af den hollandske herold ''Gelre'' (1334-1375), der i værket "Armorial Gelre" blandt andet gengiver et våben for "die coninc van danmarke" visende, rigsvåbenet med 3 leoparder forbundet med en gylden hjelm med hermelinsklædte og påfuglebesatte vesselhorn samt et kvadratisk Dannebrogsflag.<ref name=autogeneret1 /><ref>[https://commons.wikimedia.org/wiki/File:Gelre_Folio_55v.jpg Gelre Folio 55v]</ref> Ligeledes i ''Bellenville-våbenbogen'' 1380-90 findes et skjold med et kors med navnet ''Denenbroce'' over. Fra denne tid må både flagets navn og udseende derfor regnes som værende fastslåede kendsgerninger. Således er både flaget og navnet dokumenteret ''senest'' fra Valdemar Atterdags tid og ''kan'' stamme fra de estiske korstog blot 150 år før eller tidligere. === Erik af Pommern === Det danske korsflag kendes brugt af Erik af Pommern og symboliserede da Lübecks våben, fordi han ønskede, at han var herre over denne by. Lübecks gamle våben var et hvidt kors på en rød baggrund, dannet som en modsætning til den tysk-romerske kejsers hvide flag med et rødt kors, et flag som stammede fra Romerriget, og som er bevaret i det engelske flag. Erik af Pommern indførte dannebrogskorset i sit segl, og siden har det indgået i alle danske rigsvåbener. Dannebrog blev oprindeligt opbevaret sammen med rigets øvrige klenodier, i Folen, det faste tårn på Kalundborg Slot.<ref>Jørgensen (1887), s. 168</ref> === Dannebrog og Sverige === Ifølge svenske krøniker blev "Danabroka" i 1439 ført ind i Sverige, og i 1464 tog svenske bønder en fane med Dannebrog fra Christian I og senere oplevede en sejr i Slaget ved Brunkeberg i 1471. Ærkebispens krønike i Lund oplyser, at Christian I i 1448 fik overrakt rigets flag.<ref name="Bar 1992 13f">Bartholdy (1992), s. 13f</ref> Disse oplysninger bevidner flagets vedvarende brug og dets betydning som dansk rigssymbol. === Togtet til Ditmarsken === Under krigen i Ditmarsken i år 1500 var et Dannebrogsflag, der efter sigende var det originale fra 1219, med. Under slaget ved Hemmingstedt blev det ført af marsk Hans von Ahlefeldt<ref>oplysningen findes hos den kongelige historiograf Hans Svanning, der i 1558-59 skrev en fremstilling af kong Hans' historie og heri bringer oplysningen, at :"rigets banner, delt af hvidt og rødt i form af et kors, og nedfalden fra himlen til kong Valdemar II, som der fortælles, da han førte krig mod Livlænderne, som dengang var kristendommens fjender", her gik tabt. Det er sikkert fra Svanning, at Huitfeldt har hentet samme oplysning, jvf. Jørgensen (1887), s. 169.</ref>. Han faldt imidlertid under slaget, og flaget blev erobret af ditmarskerne. Det blev ophængt i kirken i Wöhrden<ref>oplysningen skyldes præsten og historikeren Johan Neocorus, der afsluttede sin krønike i 1598 og hvis fader havde været degn i Wöhrden i 20 år, da han døde i 1580, jvf Jørgensen (1887), s. 178f</ref>, og blev først generobret i 1559<ref>Uafhængigt af Svanning fortæller Johan Rantzov i sin omtale af dette sidste togt til Ditmarsken, at der blandt de tilbageerobrede faner også var: :"et stykke af det banner, som man siger til sin tid ved et mirakel blev givet en dansk konge imod russerne og som fordum kong Hans havde taget med i håb om derved at stride heldigt imod Ditmarskerne.", jvf. Jørgensen (1887), s. 170f</ref> – da næsten ødelagt af fugtighed og ælde – og ophængt i Slesvig kirke, hvor det endeligt gik til engang i 1660'erne.<ref>kilden hertil er Hans de Hofman, som i 7. del af "Den danske Atlas" fra 1781 s. 605 oplyser om koret i Slesvig domkirke, at: :"I dette kor hængte den berømte danske fane Danebrog... og var at se, indtil den ved 1660 af alder og forrådnelse aldeles forfaldt, da nogle børn ved deres leg nedrev den af loftet og ingen bekymrede sig om at samle dens levninger." Men fra omtrent samme tid stammer en oplysning i et tysk værk, at fanen havde hængt i Nikolaikirken i Kiel, jvf Jørgensen (1887), s. 182. Jørgensen tillægger dog oplysningen om Slesvig domkirke størst troværdighed, jvf samme. s. 185f</ref><ref name="Bar 1992 14"/> I borgerkrigen ''Grevens fejde'' anvendte den ene part et stribet flag; blåt, gult og rødt i rigsvåbnets farver, og den anden part, den sejrende, brugte et rødt-hvidt korsflag, med fire lige lange arme. === Nyere tid === Siden 1500-tallet har Dannebrog angivet danske skibes nationalitet, og i 1600- og begyndelsen af 1700-tallet indgik et Dannebrogsfelt i hærens faner.<ref name=autogeneret3>Achen, s. 108</ref> I 1696 fastlagde en kongelig resolution flagets mål, og disse har siden overvejende været opretholdt.<ref name="Bar 1992 14">Bartholdy (1992), s. 14</ref> Indtil 1743 brugte man et sort-hvidt korsflag som sørgeflag, derefter blev det besluttet at flage på halvt i stedet for<ref>[http://www.crwflags.com/fotw/flags/dk-sorg.html Danish Mourning Flag (until 1743)<!-- Bot genereret titel -->]</ref>. 1785 blev Dannebrog genindført som fane for nogle danske regimenter, i 1801 blev det fane for landeværnet.<ref name=autogeneret3 /> I 1807 digtede B.S. Ingemann:<br /> "''Vift højt på Kodans bølge''<br /> ''blodrøde Dannebrog''"<br /> og i de følgende årtier skrev flere danske digtere, N.F.S. Grundtvig, Oehlenschläger, Chr. Winther, H.C. Andersen, digte om Dannebrog.<ref name=autogeneret3 /> I 1830-erne og 1840-erne udviklede Dannebrog sig til et folkeflag. I 1842 blev det regimentsfane i hele hæren.<ref>Achen, s. 109</ref> === <big>Lovgivning</big> === Der blev indført flagforbud for borgere i 1834. Først i 1854 fik almindelige danske borgere ret til at hejse Dannebrog (dog ikke splitflag).<ref>[https://www.retsinformation.dk/Forms/R0710.aspx?id=58409 Cirkulærer om ophævelse af forbuddet mod flagning i kanceli cirkulære af 7. januar 1834. – retsinformation.dk<!-- Bot genereret titel -->]</ref> Valdemarsdag den 15. juni blev indført i 1912 ved cirkulære Nr. 391 af 24. december 1912 for at markere Dannebrogs oprindelse, men som det fremgår, hviler det på en delvis misforståelse af traditionen. På den anden side: hvis det tidligere begivenhedsforløb er korrekt forstået, og slaget i 1219 markerede en slags afslutning på hele den forud gående danske missionsvirksomhed i Estland, så er markeringen af denne begivenhed historisk rimelig og forståelig. Og lige meget hvormeget man forsøger at skille myte fra historisk virkelighed, så står det fast, at denne afslutning spillede en afgørende rolle for, at Estland blev et kristent område, og at Danmark har hovedæren herfor. === <big>Noter</big> === {{reflist|2}} === <big>Litteratur</big> === * Sven Tito Achen: ''Heraldikkens femten glæder''; København 1978; ISBN 87-12-00222-4 * Nils G. Bartholdy: "Dannebrog - legende og virkelighed" (Michael Andersen og Frank Birkebæk (red.): ''1219 - Dannebrog og Estland''; Roskilde Museums Forlag 1992; ISBN 87-88563-189; s. 6-16) * L.P. Fabricius: "Sagnet om Danebroge og de ældste Forbindelser med Estland" (''Kirkehistoriske Samlinger'', Sjette Række, Første Binds første Hefte, København 1933) * Ole Fenger: "Kirker rejses alle vegne" (Olaf Olsen (red.): ''Gyldendal og Politikens Danmarkshistorie'', bind 4: 1050-1250; København 1989; ISBN 87-89068-06-8) * Henning Henningsen: "Dannebrog og flagføring til søs" (''Handels- og Søfartsmuseets årbog 1969'', s. 7-81) * A.D. Jørgensen: "Om Danebroges Oprindelse" (''Historisk Tidsskrift'', 4. række, Bind 5; 1875) * A.D. Jørgensen: "Undersøgelser vedrørende Danebroge og det danske kongevåben" (''Historisk Tidsskrift'', 6. række, Bind 1; 1887) * J.O. Kock: "Sagnet om Dannebrog" (''Danske Studier'' 1951; s. 34-48) * John Lind: "Den faldt fra himlen ned" (Kronik i ''Skalk'' 2001, nr. 6, s. 20-27) * E. Løffler: "Bidrag til Bedømmelse af Danebrogs-Sagnets historiske Værd" (''Historisk Tidsskrift'', Bind 5. række, 2 (1880); s. 562-566) * ''Salmonsens Konversationsleksikon'', 2. udgave, bind V, s. 515-517; opslag: Dannebroge * [http://www.navalhistory.dk/Danish/Flaget/FlagetsHistorie.htm Flagets historie], i ''Dansk Marinehistorie'' af Johnny E. Balsved, a6y66dyh0kml4efa3km1c3c9pnhwbpo 42568 42567 2026-08-28T11:19:54Z Sven Halfdan Nielsen 3898 småret 42568 wikitext text/x-wiki Traditionen om Dannebrogs oprindelse er velkendt: Dannebrog faldt ned fra himlen under et dansk korstog til Estland, og det spillede en afgørende rolle for det danske overherredømme over Estland fra 1219. Således lyder myten om Dannebrog, men bag enhver myte gemmer der sig en historisk realitet, og ved at grave denne historiske realitet bag myten frem opnår vi en bedre forståelse af fortiden. Det ligger nær at stille 3 spørgsmål:</br> - er tidsfæstelsen korrekt?</br> - er stedfæstelsen korrekt?</br> - er begivenhedsforløbet korrekt? Svaret på det første spørgsmål er: ja, den ''oprindelige'' tidsfæstelse er sikkert korrekt. Denne tidsfæstelse passer nøje med det begivenhedsforløb, som vi ellers kender. Svaret på det andet spørgsmål er: ja, den ''oprindelige'' stedfæstelse er korrekt. Denne stedfæstelse passer med og ''bekræfter'' de forhold, som vi ellers kender. Svaret på det tredie spørgsmål er: ja, flaget kan forbindes med ''en bestemt begivenhed''. Der er enkeltheder i forløbet, som det ikke længere er muligt at efterkontrollere. Der kan her være grund til at skelne mellem det ''oplevede'' forløb og det ''faktiske'' forløb. Traditionen er baseret på det oplevede forløb således, som dette siden blev husket. === <big>Dannebrogs historie</big> === Dannebrogs historie falder i tre dele: oprindelsen, de begivenheder under hvilke oprindelsen er blevet nedskrevet og flagets senere historie. === Oprindelsen === [[Fil:Danmarks flag 1219 Lorentzen.jpg|thumb|450px|Det berømte maleri af Christian August Lorentzen fra 1809 af begivenhederne i 1219.]] Ifølge overleveringen, der findes uafhængigt af hinanden hos dels forfatteren af ''Danske Krønike'' fra 1520-erne Christiern Pedersen<ref>formuleringen omtalt under et korstog i 1208 til "Estland, Pryssland, Kurland og Finland" lyder:</br> "''somme mene og sige at samme kong Valdemar skulle fange Dannebrog ned af himlen samme tid, som er et hvidt kors i et rødt felt''", jvf. Lind, s. 24. </ref>, dels munken Peder Olsen (Petrus Olai) fra Gråbrødreklostret i Roskilde, dels historikeren Arild Huitfeldt<ref name=autogeneret1>Lind, s. 23</ref>, faldt Dannebrog ned fra himlen under slaget ved Lyndanisse (i dag Tallinn i Estland) den 15. juni 1219, senere kendt og markeret som Valdemarsdag. Der er imidlertid usikkerhed om tid og sted er korrekte<ref name="bjerg">''Dannebrog'' af Hans Christian Bjerg, s.12, ISBN 87-7739-906-4.</ref>. Det skyldes, at både Christiern Pedersen og Peder Olsen oplyser, at begivenheden fandt sted i året 1208 i Livland på et sted, som kaldes Fellin (Viljandi) i nutidens Estland. Fremstillingen hos Peder Olsen, der findes i en samling notater, ''Collectanea'', til Danmarks historie og menes at være skrevet omkring 1527 men stammer fra en ældre kilde, hvis alder er ukendt<ref>Kock, s. 34</ref>, er den mest oplysende og lyder i sin helhed:</br> "''MCCXIX''<ref>1219</ref>''. Valdemar II angreb Estland, en provins i Livland, fra søen med 1500 krigsskibe og gjorde landgang, og efter mange kampe omvendte han det overvundne land til Kristus og lod folket døbe. Han førte præster dertil fra Danmark og byggede Reval, der nu er en vigtig by og særdeles udmærket og kendt. Heraf kommer det, at kirken i Reval lige til denne dag er forblevet under Danmarks ærkebiskop i Lund, skønt den verdslige magt i tidens løb er gået over til den tyske ordens brødre i nævnte provins. Da nu kong Valdemar var gået i land med hæren i Estland, sagde biskoppen i Århus til ham, da han blev forskrækket over hedningernes mængde, at han skulle love, at han, såfremt han vandt sejr, ville forbedre sig over for sine undersåtter og den hellige Niels i Århus, hvis offergaver han havde tilegnet sig. Det samme råd fik han af den ærværdige Anders, ærkebiskop i Lund, en mand af forunderlig enfold og uskyld, der såvel i live som efter sin død vandt ry ved mange mirakler. Kongen gav dem ret, afgav løftet og fik sejr. Ærkebiskoppen kaldte så stormændene sammen og lod dem love, at svende på tolv år og der over stedse skulle fejre dagen før den hellige Laurentius' fest med faste på brød og vand, hvis de fik sejr. Efter at de så havde påkaldt de hellige Laurentius og Niels, blev slaget begyndt på Vitus' og Modestus' dag. Ærkebiskoppen, der sammen med lydbisper og andre gejstlige fra et bjerg så ud over begge hære, bad nu under tårer for de kristne som en anden Moses med hænderne løftede mod himlen. Når han løftede hænderne i bøn, sejrede danskerne; men når han af træthed lod de gamle hænder synke ned, blev danskerne slået. Men biskopperne og præsterne understøttede den gamle mand. Og således blev den sejrende konge et andet menneske, lod Kristi lære forkynde og kirker bygge dér; siden hen styrede han landene med mildhed og retfærdighed, skrev love og ærede den hellige Niels.''</br> ''Et andet sted står der, at da de rettroende danske på denne Valdemar II's tid i det Herrens år 1208 kæmpede i Livland på det sted, som kaldes Fellin, mod de vantro livlændere og allerede næsten overvundne fromt anråbte om guddommelig hjælp, modtog de straks som belønning et banner, der faldt ned fra himlen, og som var mærket med et hvidt kors, påtrykt en ulddug, og de hørte en røst fra himlen, at når det blev løftet højt til vejrs, ville de straks knuse deres modstandere og vinde fuldstændig sejr; og således skete det. Men det banner plejer med sit sædvanlige navn at kaldes Danebroge. (Denne sejr menes at være den, som danskerne vandt i Estland, og som allerede er omtalt for nylig; men der er fejl i årstallet etc. - Ligeledes har jeg et andet sted fundet, at kong Valdemar og ærkebiskop Anders gjorde et tog til Estland i 1220).''"<ref>her gengivet efter Kock, s. 34f</ref><ref name="Fab 1933 493f">Fabricius (1933), s. 493f</ref> Det er naturligvis usikkert, hvad der egentlig skete under slaget ved Lyndanisse eller slaget ved Fellin, da overleveringen først er nedskrevet 300 år efter begivenhederne skulle have fundet sted <ref name=bjerg />. Historikerne har derfor forsøgt at finde den historiske begivenhed bag ved traditionen. Man kan således fastslå, at Peder Olsens fremstilling har hentet sine bestanddele flere steder, og at de oprindelig ikke har udgjort en helhed. Herom kan siges følgende:</br> 1. Det indledende afsnit om slaget ved Reval (Tallinn) svarer til fremstillingen i ''Rydårbogen'' og i ''Jyske Krønike'' og kan være hentet fra disse kilder.<ref>Kock, s. 35</ref><ref name="Fab 1933 486">Fabricius (1933), s. 486</ref></br> 2. Afsnittet om den hellige Niels i Århus kan stamme fra en bog om Niels, men findes ikke i hans ''vita''. Det tyder ikke på, at historien har en historisk baggrund. Snarere er den tilkommet efter, at Niels blev helgen, formentlig i midten af det 14. århundrede.<ref>Kock, s. 35f</ref><ref name="Fab 1933 486"/></br> 3. Afsnittet om Laurentius-fasten er helt malplaceret. Sankt Laurentius' dag er den 10. august, mens slaget fandt sted på Vitus' og Modestus' dag den 15. juni. ''Saxo'' omtaler et slag ved Ljutka (Lütjenburg), der fandt sted på Laurentius' dag, og formentlig er indskuddet hentet herfra.<ref name=autogeneret2>Kock, s. 36</ref><ref name="Fab 1933 487">Fabricius (1933), s. 487</ref></br> 4. Historien om ærkebispens oprakte hænder er hentet fra ''2. Mosebog'' (17, 9ff).<ref name=autogeneret2 /><ref name="Fab 1933 487"/></br> 5. Historien om det nedfaldne flag er uden direkte forbillede. Fra Portugal (hvorfra dronning Berengaria stammer) findes en tradition fra 1217 om et jærtegn i form af et kors på himlen til tegn på portugisernes sejr over maurerne i kampen ved Alcazar.<ref>Kock, s. 37</ref> Det betyder, at der findes en tradition næsten samtidig med den danske, hvilket styrker en tidsfæstelse til begyndelsen af 1200-tallet. Skønt der er forskelle (intet flag i Portugal), kan begivenheden i Portugal være blevet kendt også i Danmark og have styrket den danske tradition, men der er intet bevis for en direkte forbindelse.<ref>Kock, s. 42</ref></br> Med hensyn til selve dateringen af Dannebrogs fald fra himlen er det nutidens historikeres opfattelse, at når to kilder uafhængigt af hinanden daterer begivenheden til et andet sted og en anden tid end nutidens tradition siger, så må nutidens tradition anses som fejlagtig og den ældste tradition som den rigtige med hensyn til tid og sted.<ref>Lind, s. 26</ref> Dette kan også forklare, hvorfor der ingen omtale af Dannebrog er i den samtidige skildring i Henrik af Livlands krønike.<ref>Enn Tarvel (red.): ''Henriku Liivimaa Kroonika''; "Olion" Tallinn 1993; ISBN 5-450-01319-1; s. 140</ref> På lignende måde som bidragene om den hellige Niels og om Anders Sunesens løftede hænder er tilføjede den oprindelige fremstilling, så menes traditionen om Dannebrog at være overført fra det mindre betydningsfulde slag i 1208 til det vigtigere slag i 1219, der indledte den danske besættelse af det nordlige Estland som led i opbygningen af myten om netop dette slag.<ref name=autogeneret2 /> Endelig bør det nævnes, at traditionen blev nedskrevet kort tid efter, at danskerne havde mistet det originale Dannebrog under togtet til Ditmarsken i 1500. Det menes, at flaget var taget med, netop fordi man på grund af traditionen mente, at det ville bringe sejr.<ref>Jørgensen (1875), s. 417</ref> Spørgsmålet er, om flaget kunne være ældre. Enkelte forskere mener, at der har været en forløber for Dannebrog: De mener, at danske konger brugte et rødt flag med to ravne i sort, når de drog i krig. Kong Knud den Store skulle have ført en ravnefane i slaget ved Ashington i Essex i 1016 <ref>[http://www.navalhistory.dk/danish/Flaget/FlagetsHistorie.htm Flagets historie<!-- Robotgenereret titel -->]</ref>. Men det vides ikke, om den fane generelt blev brugt af den danske kongeslægt. På Bayeux-tapetet fra omkring 1068 fører bagtroppen et rødt flag med et hvidt kors, muligvis danske slægtninge til Vilhelm Erobreren, der i front fører Sankt Georgskorset i slaget ved Hastings i 1066. Ioannis Skylitzis Krønike fra ''Biblioteca Nacional'', Madrid, viser væringer fra Miklagård omkring år 1100 med et rødt flag med et hvidt kors. Mønter, der viser et korsbanner, blev slået allerede under Valdemar den Store<ref>Fenger, s. 269</ref><ref>Lind, s. 21</ref>, men disse fortilfælde er ikke overbevisende, med mindre man antager, at hans søn skulle have haft en fane med måske som sit eget fra faderen stammende banner og enten selv have hævet dette på et kritisk tidspunkt under slaget, eller at det af vinden fra kongens telt var revet løs og blevet blæst hen over de kæmpende. Som muligt ophavssted og som en anden mulighed har man peget på, at banneret kunne stamme fra Johanniterordenen eller være et korsbanner givet af paven, men disse og andre muligheder er blevet tilbageviste af historikerne.<ref>Jørgensen (1875), s. 426-429 for Johanniterordenens vedkommende, s. 431-432 for pavens vedkommende</ref> <ref>Jørgensen (1887), s. 149-153</ref> <ref>Lind, s. 25</ref> === Myten om Johanniterordenen === Historikere i det 19. og 20. århundrede brød sig ikke om det himmelfaldne flag og søgte mere jordnære forklaringer. Især søgte man efter forbilleder for Dannebrog. Især hæftede man sig ved Johanniterordenen som en mulig kilde, da denne orden blandt andet havde et våben, som mindede om Dannebrog. En række mulige forbindelser har været foreslået. Man har peget på, at Valdemar Atterdag besøgte den hellige grav i påsken 1347 og her blev slået til ridder af hertug Erik af Sachsen.<ref>Jørgensen (1875), s. 426</ref> Kong Valdemar stiftede et Sankt Hanskloster på Dueholm viet til Marie Magdalene på hvis festdag, han fik ridderslaget.<ref name="Jør 427">Jørgensen (1875), s. 427</ref> Yderligere oplyser Thomas Bartholin i sin bog om Dannebrogsordenen, at Valdemar på gamle tapeter på Københavns Slot var fremstillet med et hvidt ordenskors. Da korset første gang kendes fra et brev fra år 1356 og kongenavnet Valdemar er fælles, måtte en forbindelse anses som mulig.<ref name="Jør 427"/> Senere forskning har imidlertid vist, at Thomas Bartholins fremstilling bygger på et forfalsket kobberstik, hvorved denne del af beviset falder sammen.<ref>Jørgensen (1875), s. 429</ref> Ydermere har det vist sig, at ingen dansk konge har søgt sit gravsted hos Sankt Hansordenen, og der findes ingen optegnelser til støtte for en forbindelse.<ref>Jørgensen (1875), s. 430</ref> Denne forklaring må således afvises, da der ingen forbindelse findes mellem Sankt Hanshuse, deres velgørere og Johanniterordenen.<ref>Jørgensen (1875), s. 431</ref> Man har også tænkt sig, at Johanniterordenens symboler skulle være overtaget skridt for skridt i dansk tradition, men imod dette taler, at der findes en specifik tradition for flagets oprindelse, som ikke kan afvises.<ref>Jørgensen (1875), s. 434-437</ref> Tilbage er kun den mulighed, at flagets oprindelse med al sandsynlighed på den ene eller anden måde har forbindelse til et korstog til Estland.<ref>Jørgensen (1875), s. 437</ref> Den eneste samtidige kilde er Henrik af Livlands krønike, der imidlertid er stærkt tendensiøs: han forsøgte at nedgøre ethvert dansk bidrag til kristningen af Baltikum<ref>Jørgensen (1875), s. 439</ref>, ja endog at gøre dansk tilstedeværelse til utidig indblanding<ref>Jørgensen (1875), s. 441</ref> og bestrider endda, at Valdemar skulle have været på korstog.<ref>Jørgensen (1875), s. 442</ref> Således fremstilles han i 1219 som værende på besøg for at besigtige byggeriet af en ny borg, ikke som erobrer.<ref>Jørgensen (1875), s. 445f</ref> Esterne angreb for at stoppe opførelsen af borgen, men blev selv angrebet af vendiske hjælpetropper, som var kommet sammen med danskerne. Dannebrog omtales ikke.<ref>Jørgensen (1875), s. 447</ref> Tydeligvis er der tale om en andenhånds beretning baseret på rygter, ikke om et øjenvidne til begivenhederne. A. D. Jørgensen har forsøgsvis opstillet den hypotese, at esterne angreb biskop Theodoriks telt, fordi der foran var et banner, som opfattedes som hovedbanneret (= kongens banner). Han stiller spørgsmålet, om Theodorik kan forbindes med Johanniterordenen.<ref>Jørgensen (1875), s. 448</ref> Theodoriks oprindelse er ukendt, men han optræder som missionær både hos liverne og esterne i forskellige opisoder med sagnagtige træk.<ref>Jørgensen (1875), s. 449</ref> Han blev sendt til pavestolen, hvor han den 15. april 1201 fik en bulle af pave Innocens, der opfordrede alle kristne i Vendland og Saxland til at drage til Livland.<ref>Jørgensen (1875), s. 450</ref> Theodorik forsøgte at få anerkendt Baltikum som sit bispedømme, men stødte på vanskeligheder. Derfor skal han have sluttet sig til den danske konge, idet paven havde givet biskop Anders Sunesen en bulle på at indvie en biskop i Estland.<ref>Jørgensen (1875), s. 456</ref> Da Tempelridderne på daværende tidspunkt havde et rødt kors på hvid baggrund som sit mærke, måtte et dansk korstog ske under et andet mærke, og han har så "lånt" Sankt Hansbrødrenes korsbanner.<ref>Jørgensen (1875), s. 457</ref> Det skulle således være dette banner, der var opsat foran hans telt, og som slaget med esterne derfor kom til at stå om.<ref name="Jør 458">Jørgensen (1875), s. 458</ref> Theodorik døde under slaget, og efter slaget måtte omstændighederne omkring fanens oprindelse og betydning have været uklar<ref name="Jør 458"/>, da det fuldstændig adskilte sig fra kongens banner: løverne og hjerterne. "Saa sagde man, at det var kommet ned fra Himlen midt i Slagets trængsel".<ref>Jørgensen (1875), s. 457</ref> Problemet med denne hypotese er, at den på intet punkt finder støtte i kilderne<ref name="Jør 458"/>, og A.D. Jørgensen understregede, at den kun var en hypotese, som fornyede studier måtte styrke eller svække,<ref>Jørgensen (1887), s. 150</ref> og at "''kun derom er alle enige, at Savojens Kors er lig Johanniternes, og det samme er Tilfældet med vort Danebroge.''"<ref>Jørgensen (1887), s. 153</ref> I og med, at flagets oprindelse nu henlægges til ''en anden begivenhed'', slaget i 1208, er grundlaget for hele denne konstruktion imidlertid bortfaldet. De nærmere omstændigheder omkring flagets oprindelse er fortsat ukendte. === Myten om dronning Berengaria og Dannebrog === Som tidligere nævnt har det været overvejet, om myten om Dannebrogs fald fra himlen var forbundet med dronning Berengaria. Hun blev gift med Valdemar Sejr i 1214 og døde i 1221.<ref name="Fen 1989 61">Fenger (1989), s. 61</ref> Hun stammede fra Portugal, og det er overleveringer herfra, som har været inddraget i forsøgene på at forklare myten. Det er blevet påpeget, først af overbibliotekar Christian Bruun, at der i portugisiske skrifter fortælles om et jærtegn, der i 1217 blev set i Portugal under en kamp imod maurerne ved Alcazar. Ifølge disse viste der sig et kors på himlen som tegn på sejren. Teorien er senere taget op af pastor L.P. Fabritius, som mener, at det er den eneste tradition i den kristne verden, som tåler sammenligning med sagnet om Dannebrog. Han forbinder de to begivenheder ved at påpege, at Berengaria var blevet dansk dronning blot tre år tidligere, og at der takket være en livlig forbindelse mellem Portugal og Danmark er mulighed for, at historien er kommet hertil. Det viser sig imidlertid, at denne antagelse ikke holder: dels kendes der ingen livlig forbindelse mellem de to lande, dels har der været rejst tvivl om, at hun kom fra Portugal. I flere danske årbøger siges, at hun var søster til greven af Flandern, og da der ydermere var arvestridigheder imellem hendes broder, kongen af Portugal, og to af deres søstre, bliver det endnu mindre sandsynligt, at der har været en forbindelse.<ref name="Koc 1951 37">Koch (1951), s. 37</ref> Dertil kommer den afgørende forskel, at der i Portugal var tale om et syn på himlen, men i Estland var tale om et faktisk flag, som efterfølgende blev bragt hjem til Danmark. Og hvis dateringen til 1208 opretholdes som den rette, udebliver muligheden for, at traditionen stammer fra Portugal også af kronologiske grunde.<ref name="Koc 1951 38">Koch (1951), s. 38</ref> Endelig har der været peget på, at den portugisiske tradition måske stammer fra et langt ældre slag, nemlig slaget ved Orique i det sydlige Portugal den 25. juli 1139. I dette slag var den sejrende feltherre Afonso Henriques, dronning Berengarias bedstefader, som ifølge en senere legende før slaget havde set et kors på himlen omgivet af engle i hvide klæder, og at Kristus havde lovet ham sejr og at hans efterkommere ville blive konger i Portugal. Det er imidlertid tvivlsomt, om dronning Berengaria overhovedet har kendt til denne tradition, idet slaget endnu i begyndelsen af 13. århundrede ikke havde opnået den berømmelse, som det senere fik. Det kan end ikke udelukkes, at traditionen om det ældre slag hviler på traditionen fra det senere slag.<ref name="Koc 1951 41f">Koch (1951), s. 41f</ref> Det må tilføjes, at der findes en endnu ældre tradition, nemlig kejser Konstantins korsvision før Slaget ved Ponte Molle i år 312 mod Maxentius, der fulgtes af ordene "''in hoc signo vinces''", det vil sige "under dette tegn skal du sejre". Og på freskerne om "Det sande Kors" legende" i Arezzo, malet af Piero delle Francesca i 1450-erne, ses Konstantin vinde over Maxentius ved at holde er kors frem på en måde, hvor det kan opfattes som værende faldet fra himlen.<ref name="Bar 1992 11f">Bartholdy (1992), s. 11f</ref> Der er intet, som kan understøtte, at den danske tradition skulle have noget med den portugisiske tradition at gøre. === Danske korstog til Estland i ny belysning === Omflytningen af begivenheden til et nyt år og et nyt sted stiller alle den danske korstog til Estland i et nyt lys og dermed også spørgsmålet om Dannebrogs oprindelse. Først og fremmest kan der være grund til at pege på, at sagnet ''ikke'' har forbindelse med nogle af de øvrige kilder, som indgår i de ældste skriftlige overleveringer. Der er tale om en helt selvstændig og uafhængig tradition.<ref name="Fab 1933 493">Fabricius (1933), s. 493</ref> Der kan ligeledes være grund til at påpege, at ingen kilde, dansk eller udenlandsk, forbinder Dannebrog med begivenhederne i 1219.<ref name="Fab 1933 494">Fabricius (1933), s. 494</ref> Dernæst må der være god grund til at fremhæve, at den danske korstogsvirksomhed er af betydelig ælde. De ældste omtaler, ''Rydårbogen'' og kongefortegnelsen i ''Lund Domkirkes Nekrologium'', der tillægger Knud den Store en sådan virksomhed, antagelig hviler på misforståelser (måske en navneforveksling af Knud den Store og Knud den Hellige).<ref name="Fab 1933 496f">Fabricius (1933), s. 496f</ref> Derimod er der fra tiden fra omkring 1070-1080 sikre efterretninger om danske korstog til Estland. Således oplyser ''Saxo'', at Knud den Hellige i slutningen af Sven Estridsens regeringstid samlede landets ungdom og indlagde sig berømmelse ved sejre over sembere og estere. ''Jyske Krønike'' har gentaget Saxos udsagn.<ref name="Fab 1933 497">Fabricius (1933), s. 497</ref> Vi kender ikke nærmere til denne og den senere tids korstog til disse egne, men forekomsten af danske stednavne ved Riga på ''holm'' (Stenholm, Langholm og Rigeholm), ''næs'' (om Kurlands forbjerge), ''sund'' og ''klint'' (om det nordlige Estlands bratte skrænter) tyder på forbindelser til dansk (eller svensk) område.<ref name="Fab 1933 498">Fabricius (1933), s. 498</ref> I 1170 indtraf der, ifølge ''Saxo'', et angreb fra kurlandske og estiske sørøvere mod Øland, hvor angriberne først efter blodige kampe blev nedkæmpet af en dansk flåde under ledelse af Esbern Snare og Christoffer, kong Valdemars uægte søn.<ref name="Fab 1933 498f">Fabricius (1933), s. 498f</ref> Omtrent samtidig, efter Rygens erobring i 1169, optræder en biskop Fulco af Estland som medunderskriver på et brev herom, hvilket viser dels hans tilstedeværelse i Danmark, dels at Danmark havde missions- og korstogsvirksomhed rettet mod Estland på denne tid.<ref name="Fab 1933 499">Fabricius (1933), s. 499</ref> Det vides, at ærkebiskop Eskil af Lund under sin landflygtighed til Frankrig havde kontakt til abbed Peter i klosteret Moutier-la-Celle, der anbefaler ham munken Fulco som missionær til Estland. Eskil lader ham bispevie, men vi kender ikke nærmere til hvornår og under hvilke omstændigheder, han er kommet til Danmark.<ref name="Fab 1933 499f">Fabricius (1933), s. 499f</ref> Det er muligt, at Fulco har indledt en missionsvirksomhed omend næppe med den store fremgang. Derimod fik en tysk cisterciensermunk ved navn Theodorik udnævnelse til biskop over esterne og han søgte dansk støtte til missionsvirksomhed via ærkebiskoppen i Lund, og paven lagde Estland ind under ærkesædet i Lund. På samme tid arbejdede en gejstlig fra Bremen, Albert, for missionsvirksomhed i Livland, han søgte støtte hos den tyske staufiske kong Filip, og han blev biskop i Riga. Tyskerne organiserer sig i Sværdriddernes Orden, som paven godkender i 1202.<ref name="Fen 1989 240"/> Meget tyder på, at den danske korstogsvirksomhed i de følgende årtier var rettet imod Venden, som først nu kommer under endeligt dansk herredømme.<ref name="Fab 1933 504">Fabricius (1933), s. 504</ref> Men i 1197 indledes et omfattende dansk korstog til Estland.<ref>Ulige årbøger angiver lidt forskellige år for dette korstog: 1194, 1196 og 1197, men nøjere undersøgelser har påvist daterings- og afskrivningsfejl for de to første års vedkommende, jvf. Fabricius (1933), s. 504-506</ref><ref name="Fen 1989 239">Fenger (1989), s. 239</ref> Atter afbrydes korstogsvirksomheden midlertidigt i forbindelse med, at Absalon dør 1201, kong Knud VI dør 1202 og Esbern Snare dør 1204 samt med Danmarks magtovertagelse i Holsten, der sker under betydelige kampe<ref name="Fab 1933 507">Fabricius (1933), s. 507</ref>, men i 1205 søger kong Valdemar om tilladelse til at oprette et bispesæde i Estland, hvilket han får tilladelse til den 13. januar 1206.<ref name="Fab 1933 507"/> Antagelig i 1206 skriver pave Innocens III til Anders Sunesen:</br> "''Da du i din retfærdighed og fromhed påtænker at straffe uret mod kristenheden, og da du med fromt forsæt har besluttet at drage imod hedningerne, bevilger vi dig ved dette brev myndighed til at ordinere en troende biskop i en by, som du med Kristi hjælp kan vinde for dyrkelsen af den kristne tro, efter at hedningernes smuds er fjernet''".<ref name="Fen 1989 239f">Fenger (1989), s. 239f</ref></br> Et dansk korstog synes rettet imod Saremaa (Øsel), hvor der opføres en mindre borg, men uden tilstrækkeligt mandskab må man atter forlade øen; Anders Sunesøn drog herfra med biskop Nicolaus af Slesvig til Riga for vinteren.<ref name="Fab 1933 509">Fabricius (1933), s. 509</ref><ref name="Fen 1989 240">Fenger (1989), s. 240</ref> 1208 skal korstoget til det sydlige Estland være fundet sted. Det savnes imidlertid i omtalen i klosterårbøgerne, måske fordi der samme år foregik et katastrofalt krigstog til Sverige, som endte med nederlaget ved Lena den 31. januar, og som pådrog sig hele opmærksomheden.<ref name="Fab 1933 509"/> Som årsag til dette korstog må måske ses, at tyskerne samme år havde underlagt sig Livland og havde overskredet grænsen til Estland.<ref name="Fab 1933 511">Fabricius (1933), s. 511</ref> Det var derfor på høje tid, hvis Danmark ikke skulle risikere, at hele det baltiske område blev underlagt tysk overherredæmme. Også i de følgende år genoptages korstogene til Estland, således 1210, efter, at man havde sikret sig imod tyske udplyndringer i Danmark, mens korstoget fandt sted.<ref name="Fab 1933 510">Fabricius (1933), s. 510</ref> Men netop på dette tidspunkt indtræder en magtkamp om Estland og Livland mellem Sværdridderordenen på den ene side og biskoppen i Riga på den anden.<ref name="Fab 1933 512">Fabricius (1933), s. 512</ref> Denne magtkamp fører til, at paven i stedet giver ærkebiskop Andreas Sunesen legatmyndighed i alt, hvad der angår mission i Baltikum. Den 4. april 1212 får ærkebispen et tilsagn som leder af missionsvirksomheden.<ref name="Fen 1989 267">Fenger (1989), s. 267</ref> Heri anvendes som begrundelse herfor blandt andet følgende:</br> "''Da du altså, optændt af iver for Kristendommen, mægtigt har arbejdet på at omvende de omboende hedninger fra vildfarelsen til sandheden, og endnu agter at arbejde, så mener vi, at vor befuldmægtigelse, for at du rigeligere og virkningsfuldere må kunne udføre det, bør overgives dig; og vi befaler vore brødre ærkebiskoppen af Uppsala og hans lydbiskopper og biskopper og de andre kirkers øvrige prælater i Danmark og Sverige ved denne vor skrivelse, at de skal være dig, der som pavestolens legat trofast arbejder på denne gerning, behjælpelig..''"<ref name="Fab 1933 513">Fabricius (1933), s. 513</ref></br> Det er sandsynligt, at den "mægtige" virksomhed, der henvises til, blandt andet har omfattet et korstog i 1208. Konklusionen af dette historiske forløb bliver, at: "''Der kan saaledes ikke ud fra tidshistoriske Grunde rejses nogen Invending mod Danebrogssagnets Tidsfæstelse til 1208 og Stedfæstelsen til Fellin.''"<ref name="Fab 1933 517f">Fabricius (1933), s. 517f</ref> === Dannebrog og slaget ved Lyndanisse i 1219 === Men hvorledes så med selve overleveringen? Det står fast, at den ikke kan være "lånt" fra andre kilder. Det står også fast, at da Peder Olsen nedskriver begivenheden, forsøger han at få sit ellers ukendte korstog rettet til et kendt korstog.<ref name="Fab 1933 523">Fabricius (1933), s. 523</ref> Men netop dette, at korstoget 1208 ellers er ukendt, taler for, at det har været en gammel overlevering om Dannebrog, som ''netop'' var knyttet til 1208 og til Fellin.<ref name="Fab 1933 525">Fabricius (1933), s. 525</ref> Det må anses for usandsynligt, at et sådant sagn skulle være en senere tids konstruktion.<ref name="Fab 1933 526">Fabricius (1933), s. 526</ref> Hvad angår selve forløbet af slaget kan der være grund til at bemærke sig Henrik af Livlands fremstilling af begivenhederne i 1219. Ifølge denne var kong Valdemar kommet til Estland med sin enorme flåde på 1500 skibe for at tilse opførelsen af en ny borg i stedet forden gamle Lindanese, som blev sløjfet for at give plads til den nye. De omgivende folkegrupper, revelerne og harjerne, samlede en stor hær og sendte deres ledere til kongen for at forhandle en fred. Kongen gav disse udsendinge gaver, og hans biskopper døbte dem; med i kongens følge var lensmanden Vitslav fra Rygen, ærkebiskop Andreas og tre biskopper: kansleren Niels fra Slesvig, Ebbe fra Århus og Theodorik, der var indviet som ny biskop over Estland. Tre dage efter fredsforhandlingerne vendte esterne imidlertid tilbage med deres hær og angreb den danske lejr fra flere sider om aftenen efter nadveren. Nogle stormede det telt, hvor biskop Theodorik lå, ud fra formodningen, at det var kongens telt, og han blev dræbt på stedet; andre angreb andre mål, og mange blev hugget ned. Netop, som det så værst ud for danskerne, vendte Vitslav med sin vendiske hær sig imod esterne og drev dem på flugt; andre estere under fremrykning standsede op ved dette syn, og danskerne fik samlet sig, kongen med sit mandskab, der også omfattede nogle tyskere, kom til stede, og efter kamp blev esterne slået på flugt, og mange blev dræbte. Kongen og biskopperne takkede Gud for sejren, kong Valdemar lod sin kapellan Viscelin indvie til Theodoriks efterfølger og drog hjem efter at have fuldført borgens opførelse, mens biskopperne med deres mandskab forblev i landet og færdiggjorde dettes underkastelse under den danske krone og kirke.<ref name="Jør 1875 445f">Jørgensen (1875), s. 445f</ref><ref name="Fen 1989 267f">Fenger (1989), s. 267f</ref> Denne beretning, som er nogenlunde samtidig med begivenhederne men en andenhånds beretning, giver anledning til en række spørgsmål. Det virker utroligt, at kongen skulle være ankommet med en så stor hær blot for at ombygge en borg. Mere troværdigt er det, at der var tale om et regulært korstog. Men endnu mere bemærkelsesværdigt er det, at esterne skulle have angrebet biskop Theodoriks telt i den tro, at det var kongens. Hvad fik dem til at tro det? Og hvordan identificerede de dette kongens formodede telt? Er Dannebrog en medvirkende del af forklaringen? I så fald: på hvilken måde? Svaret på disse spørgsmål kan meget vel vise sig at være en nøgle til forståelse af begivenhedsforløbet. Tilbage bliver spørgsmålet om de historiske omstændigheder omkring flagets betydning i slaget. Det kunne tænkes, at der var tale om en pavelig fane. Men ingen overlevering taler om en sådan pavelig fane.<ref name="Fab 1933 530">Fabricius (1933), s. 530</ref> Antagelsen er grundløs. En anden mulighed er, at det skulle være Johannitterne fane. Men det er usandsynligt, at paven vil have anvendt et banner, som allerede var i brug.<ref name="Fab 1933 529">Fabricius (1933), s. 529</ref> Også denne antagelse må anses for grundløs. Endelig kunne der være tale om en biskoppelig fane. Hvis fanen ikke faldt oven fra, kunne det måske, hvis vi følger den skildring, som Henrik af Livland giver, være en undsætningstrop, der kom til med den biskoppelige korsfane højt løftet i spidsen.<ref name="Fab 1933 531">Fabricius (1933), s. 531</ref> For den sags skyld kunne fanen have hængt foran biskoppens telt, revet sig løs og af vinden være ført hen over hovedet på de kæmpende. I så fald var den bogstaveligt talt på det nærmeste "faldet fra himlen". Det er muligt, at det er synet af denne fane højt mod himlen, der gav de kæmpende det mod og den vilje, der skulle til for at vinde slaget. I begge tilfælde har der været tale om et under, noget uventet som siden er blevet husket af de deltagende. Vi kan måske underbygge denne hypotese: ''hvis'' det er rigtigt, at Dannebrog første gang var kommet i hænderne på den danske korstogsmission i 1208 under omstændigheder, som måske er blevet husket men aldrig nedskrevet i samtiden, og ''hvis'' flaget var taget med igen under det nye korstog i 1219, og ''hvis'' flaget viste sig netop på det mest kritiske tidspunkt under slaget, og ''hvis'' nogen i et guddommeligt indfald har forstået den symbolske betydning af at indgyde korstogsridderne ekstra mod og kraft netop på dette tidspunkt, ''så'' kan det med rimelighed forklare to ting, som ellers bliver vanskelige at forklare: for det første hvorfor Dannebrog er blevet knyttet til begivenhederne i 1219, selvom dets oprindelse skriver sig til 1208, og for det andet hvorfor flaget var med korstogsridderne under dette nye togt: det var blevet "modtaget" under et tidligere korstog og var blevet forbundet med en sejr i dette, hvorfor det som sejrssymbol blev taget med igen og atter gav en sejr, denne gang måske i et mere kritisk slag. Dermed er traditionen om dets oprindelse og betydning i nogen grad blevet forskudt fra den oprindelige, mindre betydningsfulde begivenhed til den senere, afgørende begivenhed. Og dermed fik Dannebrog også den betydning som sejrssymbol, som flere hundrede år senere blev nedskrevet. Det kan tillige forklare en anden, mindre bemærket side af begivenhedsforløbet: hvis fanen var med igen i 1219, og hvis det var denne ærkebispens korsfarerfane, som fejlagtigt fik esterne til at angribe ærkebispens telt i den tro, at det var kongens telt, så bestyrker det yderligere flagets høje alder. Det ville være naturligt at medbringe ''samme'' korstogsfane på begge korstog, fordi de drejede sig om ''samme'' sag. Brugen af en korsfane er bevidnet allerede fra Valdemar den Stores tid<ref name="Fen 1989 269">Fenger (1989), s. 269</ref>, hvor den sandsynligvis symboliserer bispedømmet og ikke det danske rige. At danskerne netop havde et banner med kors som symbol er selvsagt naturligt for et korstog. Om fanen havde revet sig løs eller blev taget med af undsætningstropperne, er mindre betydningsfuldt, det vigtige var, at den var markant til stede netop, som slaget vendte. Den omstændighed, at Tallinns lille segl afspejler Dannebrog, samt at det ses over Strandporten, taler også for, at der er en særlig forbindelse mellem dette sted og denne fane.<ref name="Fab 1933 528">Fabricius (1933), s. 528</ref> Måske er symbolet derved tiltaget i betydning, fordi slaget i 1219 markerer en slags afslutning på hele det forud gående forløb. Nok så vigtigt: forudsat, at Danmark forud for slaget i 1219 allerede havde udkæmpet slag i det sydlige Estland omkring et årti tidligere, bliver det lettere forståeligt, hvorfor kong Valdemar i 1218 kræver herredømmet over hele Estland, hvorfor han spærrer Lübecks havn for de tyske korstogsfarere i 1219 og 1220, hvorfor Anders Sunesøn erklærer hele Estland som tilhørende Danmark, samt hvorfor hele Estland i 1221 i et forlig med biskop Adelbert tillægges Danmark. Der var hverken tale om en lunefuld udnyttelse af heldige omstændigheder fra dansk side eller om et dansk imperialistisk krav men derimod om at fuldende den virksomhed, som var begyndt årtier før og som skridt for skridt var blevet udstrakt til hele det estiske område.<ref name="Fab 1933 532f">Fabricius (1933), s. 532f</ref> Ovenstående er, hvad vi med rimelig sikkerhed tør sige om Dannebrogs oprindelse og betydning for Danmarks overherredømme over Estland. Tilbage bliver at følge nogle hovedtræk i flagets senere historie. === Kendt siden 1300-tallet === [[File:Gelre Folio 55v.jpg|thumb|right|Dannebrog gengivet i "Armorial Gelre".]] Historisk kendes Dannebrog siden 1300-tallet. Dannebrog er således bevidnet af den hollandske herold ''Gelre'' (1334-1375), der i værket "Armorial Gelre" blandt andet gengiver et våben for "die coninc van danmarke" visende, rigsvåbenet med 3 leoparder forbundet med en gylden hjelm med hermelinsklædte og påfuglebesatte vesselhorn samt et kvadratisk Dannebrogsflag.<ref name=autogeneret1 /><ref>[https://commons.wikimedia.org/wiki/File:Gelre_Folio_55v.jpg Gelre Folio 55v]</ref> Ligeledes i ''Bellenville-våbenbogen'' 1380-90 findes et skjold med et kors med navnet ''Denenbroce'' over. Fra denne tid må både flagets navn og udseende derfor regnes som værende fastslåede kendsgerninger. Således er både flaget og navnet dokumenteret ''senest'' fra Valdemar Atterdags tid og ''kan'' stamme fra de estiske korstog blot 150 år før eller tidligere. === Erik af Pommern === Det danske korsflag kendes brugt af Erik af Pommern og symboliserede da Lübecks våben, fordi han ønskede, at han var herre over denne by. Lübecks gamle våben var et hvidt kors på en rød baggrund, dannet som en modsætning til den tysk-romerske kejsers hvide flag med et rødt kors, et flag som stammede fra Romerriget, og som er bevaret i det engelske flag. Erik af Pommern indførte dannebrogskorset i sit segl, og siden har det indgået i alle danske rigsvåbener. Dannebrog blev oprindeligt opbevaret sammen med rigets øvrige klenodier, i Folen, det faste tårn på Kalundborg Slot.<ref>Jørgensen (1887), s. 168</ref> === Dannebrog og Sverige === Ifølge svenske krøniker blev "Danabroka" i 1439 ført ind i Sverige, og i 1464 tog svenske bønder en fane med Dannebrog fra Christian I og senere oplevede en sejr i Slaget ved Brunkeberg i 1471. Ærkebispens krønike i Lund oplyser, at Christian I i 1448 fik overrakt rigets flag.<ref name="Bar 1992 13f">Bartholdy (1992), s. 13f</ref> Disse oplysninger bevidner flagets vedvarende brug og dets betydning som dansk rigssymbol. === Togtet til Ditmarsken === Under krigen i Ditmarsken i år 1500 var et Dannebrogsflag, der efter sigende var det originale fra 1219, med. Under slaget ved Hemmingstedt blev det ført af marsk Hans von Ahlefeldt<ref>oplysningen findes hos den kongelige historiograf Hans Svanning, der i 1558-59 skrev en fremstilling af kong Hans' historie og heri bringer oplysningen, at :"rigets banner, delt af hvidt og rødt i form af et kors, og nedfalden fra himlen til kong Valdemar II, som der fortælles, da han førte krig mod Livlænderne, som dengang var kristendommens fjender", her gik tabt. Det er sikkert fra Svanning, at Huitfeldt har hentet samme oplysning, jvf. Jørgensen (1887), s. 169.</ref>. Han faldt imidlertid under slaget, og flaget blev erobret af ditmarskerne. Det blev ophængt i kirken i Wöhrden<ref>oplysningen skyldes præsten og historikeren Johan Neocorus, der afsluttede sin krønike i 1598 og hvis fader havde været degn i Wöhrden i 20 år, da han døde i 1580, jvf Jørgensen (1887), s. 178f</ref>, og blev først generobret i 1559<ref>Uafhængigt af Svanning fortæller Johan Rantzov i sin omtale af dette sidste togt til Ditmarsken, at der blandt de tilbageerobrede faner også var: :"et stykke af det banner, som man siger til sin tid ved et mirakel blev givet en dansk konge imod russerne og som fordum kong Hans havde taget med i håb om derved at stride heldigt imod Ditmarskerne.", jvf. Jørgensen (1887), s. 170f</ref> – da næsten ødelagt af fugtighed og ælde – og ophængt i Slesvig kirke, hvor det endeligt gik til engang i 1660'erne.<ref>kilden hertil er Hans de Hofman, som i 7. del af "Den danske Atlas" fra 1781 s. 605 oplyser om koret i Slesvig domkirke, at: :"I dette kor hængte den berømte danske fane Danebrog... og var at se, indtil den ved 1660 af alder og forrådnelse aldeles forfaldt, da nogle børn ved deres leg nedrev den af loftet og ingen bekymrede sig om at samle dens levninger." Men fra omtrent samme tid stammer en oplysning i et tysk værk, at fanen havde hængt i Nikolaikirken i Kiel, jvf Jørgensen (1887), s. 182. Jørgensen tillægger dog oplysningen om Slesvig domkirke størst troværdighed, jvf samme. s. 185f</ref><ref name="Bar 1992 14"/> I borgerkrigen ''Grevens fejde'' anvendte den ene part et stribet flag; blåt, gult og rødt i rigsvåbnets farver, og den anden part, den sejrende, brugte et rødt-hvidt korsflag, med fire lige lange arme. === Nyere tid === Siden 1500-tallet har Dannebrog angivet danske skibes nationalitet, og i 1600- og begyndelsen af 1700-tallet indgik et Dannebrogsfelt i hærens faner.<ref name=autogeneret3>Achen, s. 108</ref> I 1696 fastlagde en kongelig resolution flagets mål, og disse har siden overvejende været opretholdt.<ref name="Bar 1992 14">Bartholdy (1992), s. 14</ref> Indtil 1743 brugte man et sort-hvidt korsflag som sørgeflag, derefter blev det besluttet at flage på halvt i stedet for<ref>[http://www.crwflags.com/fotw/flags/dk-sorg.html Danish Mourning Flag (until 1743)<!-- Bot genereret titel -->]</ref>. 1785 blev Dannebrog genindført som fane for nogle danske regimenter, i 1801 blev det fane for landeværnet.<ref name=autogeneret3 /> I 1807 digtede B.S. Ingemann:<br /> "''Vift højt på Kodans bølge''<br /> ''blodrøde Dannebrog''"<br /> og i de følgende årtier skrev flere danske digtere, N.F.S. Grundtvig, Oehlenschläger, Chr. Winther, H.C. Andersen, digte om Dannebrog.<ref name=autogeneret3 /> I 1830-erne og 1840-erne udviklede Dannebrog sig til et folkeflag. I 1842 blev det regimentsfane i hele hæren.<ref>Achen, s. 109</ref> === <big>Lovgivning</big> === Der blev indført flagforbud for borgere i 1834. Først i 1854 fik almindelige danske borgere ret til at hejse Dannebrog (dog ikke splitflag).<ref>[https://www.retsinformation.dk/Forms/R0710.aspx?id=58409 Cirkulærer om ophævelse af forbuddet mod flagning i kanceli cirkulære af 7. januar 1834. – retsinformation.dk<!-- Bot genereret titel -->]</ref> Valdemarsdag den 15. juni blev indført i 1912 ved cirkulære Nr. 391 af 24. december 1912 for at markere Dannebrogs oprindelse, men som det fremgår, hviler det på en delvis misforståelse af traditionen. På den anden side: hvis det tidligere begivenhedsforløb er korrekt forstået, og slaget i 1219 markerede en slags afslutning på hele den forud gående danske missionsvirksomhed i Estland, så er markeringen af denne begivenhed historisk rimelig og forståelig. Og lige meget hvormeget man forsøger at skille myte fra historisk virkelighed, så står det fast, at denne afslutning spillede en afgørende rolle for, at Estland blev et kristent område, og at Danmark har hovedæren herfor. === <big>Noter</big> === {{reflist|2}} === <big>Litteratur</big> === * Sven Tito Achen: ''Heraldikkens femten glæder''; København 1978; ISBN 87-12-00222-4 * Nils G. Bartholdy: "Dannebrog - legende og virkelighed" (Michael Andersen og Frank Birkebæk (red.): ''1219 - Dannebrog og Estland''; Roskilde Museums Forlag 1992; ISBN 87-88563-189; s. 6-16) * L.P. Fabricius: "Sagnet om Danebroge og de ældste Forbindelser med Estland" (''Kirkehistoriske Samlinger'', Sjette Række, Første Binds første Hefte, København 1933) * Ole Fenger: "Kirker rejses alle vegne" (Olaf Olsen (red.): ''Gyldendal og Politikens Danmarkshistorie'', bind 4: 1050-1250; København 1989; ISBN 87-89068-06-8) * Henning Henningsen: "Dannebrog og flagføring til søs" (''Handels- og Søfartsmuseets årbog 1969'', s. 7-81) * A.D. Jørgensen: "Om Danebroges Oprindelse" (''Historisk Tidsskrift'', 4. række, Bind 5; 1875) * A.D. Jørgensen: "Undersøgelser vedrørende Danebroge og det danske kongevåben" (''Historisk Tidsskrift'', 6. række, Bind 1; 1887) * J.O. Kock: "Sagnet om Dannebrog" (''Danske Studier'' 1951; s. 34-48) * John Lind: "Den faldt fra himlen ned" (Kronik i ''Skalk'' 2001, nr. 6, s. 20-27) * E. Løffler: "Bidrag til Bedømmelse af Danebrogs-Sagnets historiske Værd" (''Historisk Tidsskrift'', Bind 5. række, 2 (1880); s. 562-566) * ''Salmonsens Konversationsleksikon'', 2. udgave, bind V, s. 515-517; opslag: Dannebroge * [http://www.navalhistory.dk/Danish/Flaget/FlagetsHistorie.htm Flagets historie], i ''Dansk Marinehistorie'' af Johnny E. Balsved, eydupgjuyq6njjmfyozrtkgf7s6p2v2 42569 42568 2026-08-28T11:28:23Z Sven Halfdan Nielsen 3898 småret 42569 wikitext text/x-wiki Traditionen om Dannebrogs oprindelse er velkendt: Dannebrog faldt ned fra himlen under et dansk korstog til Estland, og det spillede en afgørende rolle for det danske overherredømme over Estland fra 1219. Således lyder myten om Dannebrog, men bag enhver myte gemmer der sig en historisk realitet, og ved at grave denne historiske realitet bag myten frem opnår vi en bedre forståelse af fortiden. Det ligger nær at stille 3 spørgsmål:</br> - er tidsfæstelsen korrekt?</br> - er stedfæstelsen korrekt?</br> - er begivenhedsforløbet korrekt? Svaret på det første spørgsmål er: ja, den ''oprindelige'' tidsfæstelse er sikkert korrekt. Denne tidsfæstelse passer nøje med det begivenhedsforløb, som vi ellers kender. Svaret på det andet spørgsmål er: ja, den ''oprindelige'' stedfæstelse er korrekt. Denne stedfæstelse passer med og ''bekræfter'' de forhold, som vi ellers kender. Svaret på det tredie spørgsmål er: ja, flaget kan forbindes med ''en bestemt begivenhed''. Der er enkeltheder i forløbet, som det ikke længere er muligt at efterkontrollere. Der kan her være grund til at skelne mellem det ''oplevede'' forløb og det ''faktiske'' forløb. Traditionen er baseret på det oplevede forløb således, som dette siden blev husket. === <big>Dannebrogs historie</big> === Dannebrogs historie falder i tre dele: oprindelsen, de begivenheder under hvilke oprindelsen er blevet nedskrevet og flagets senere historie. === Oprindelsen === [[Fil:Danmarks flag 1219 Lorentzen.jpg|thumb|450px|Det berømte maleri af Christian August Lorentzen fra 1809 af begivenhederne i 1219.]] Ifølge overleveringen, der findes uafhængigt af hinanden hos dels forfatteren af ''Danske Krønike'' fra 1520-erne Christiern Pedersen<ref>formuleringen omtalt under et korstog i 1208 til "Estland, Pryssland, Kurland og Finland" lyder:</br> "''somme mene og sige at samme kong Valdemar skulle fange Dannebrog ned af himlen samme tid, som er et hvidt kors i et rødt felt''", jvf. Lind, s. 24. </ref>, dels munken Peder Olsen (Petrus Olai) fra Gråbrødreklostret i Roskilde, dels historikeren Arild Huitfeldt<ref name=autogeneret1>Lind, s. 23</ref>, faldt Dannebrog ned fra himlen under slaget ved Lyndanisse (i dag Tallinn i Estland) den 15. juni 1219, senere kendt og markeret som Valdemarsdag. Der er imidlertid usikkerhed om tid og sted er korrekte<ref name="bjerg">''Dannebrog'' af Hans Christian Bjerg, s.12, ISBN 87-7739-906-4.</ref>. Det skyldes, at både Christiern Pedersen og Peder Olsen oplyser, at begivenheden fandt sted i året 1208 i Livland på et sted, som kaldes Fellin (Viljandi) i nutidens Estland. Fremstillingen hos Peder Olsen, der findes i en samling notater, ''Collectanea'', til Danmarks historie og menes at være skrevet omkring 1527 men stammer fra en ældre kilde, hvis alder er ukendt<ref>Kock, s. 34</ref>, er den mest oplysende og lyder i sin helhed:</br> "''MCCXIX''<ref>1219</ref>''. Valdemar II angreb Estland, en provins i Livland, fra søen med 1500 krigsskibe og gjorde landgang, og efter mange kampe omvendte han det overvundne land til Kristus og lod folket døbe. Han førte præster dertil fra Danmark og byggede Reval, der nu er en vigtig by og særdeles udmærket og kendt. Heraf kommer det, at kirken i Reval lige til denne dag er forblevet under Danmarks ærkebiskop i Lund, skønt den verdslige magt i tidens løb er gået over til den tyske ordens brødre i nævnte provins. Da nu kong Valdemar var gået i land med hæren i Estland, sagde biskoppen i Århus til ham, da han blev forskrækket over hedningernes mængde, at han skulle love, at han, såfremt han vandt sejr, ville forbedre sig over for sine undersåtter og den hellige Niels i Århus, hvis offergaver han havde tilegnet sig. Det samme råd fik han af den ærværdige Anders, ærkebiskop i Lund, en mand af forunderlig enfold og uskyld, der såvel i live som efter sin død vandt ry ved mange mirakler. Kongen gav dem ret, afgav løftet og fik sejr. Ærkebiskoppen kaldte så stormændene sammen og lod dem love, at svende på tolv år og der over stedse skulle fejre dagen før den hellige Laurentius' fest med faste på brød og vand, hvis de fik sejr. Efter at de så havde påkaldt de hellige Laurentius og Niels, blev slaget begyndt på Vitus' og Modestus' dag. Ærkebiskoppen, der sammen med lydbisper og andre gejstlige fra et bjerg så ud over begge hære, bad nu under tårer for de kristne som en anden Moses med hænderne løftede mod himlen. Når han løftede hænderne i bøn, sejrede danskerne; men når han af træthed lod de gamle hænder synke ned, blev danskerne slået. Men biskopperne og præsterne understøttede den gamle mand. Og således blev den sejrende konge et andet menneske, lod Kristi lære forkynde og kirker bygge dér; siden hen styrede han landene med mildhed og retfærdighed, skrev love og ærede den hellige Niels.''</br> ''Et andet sted står der, at da de rettroende danske på denne Valdemar II's tid i det Herrens år 1208 kæmpede i Livland på det sted, som kaldes Fellin, mod de vantro livlændere og allerede næsten overvundne fromt anråbte om guddommelig hjælp, modtog de straks som belønning et banner, der faldt ned fra himlen, og som var mærket med et hvidt kors, påtrykt en ulddug, og de hørte en røst fra himlen, at når det blev løftet højt til vejrs, ville de straks knuse deres modstandere og vinde fuldstændig sejr; og således skete det. Men det banner plejer med sit sædvanlige navn at kaldes Danebroge. (Denne sejr menes at være den, som danskerne vandt i Estland, og som allerede er omtalt for nylig; men der er fejl i årstallet etc. - Ligeledes har jeg et andet sted fundet, at kong Valdemar og ærkebiskop Anders gjorde et tog til Estland i 1220).''"<ref>her gengivet efter Kock, s. 34f</ref><ref name="Fab 1933 493f">Fabricius (1933), s. 493f</ref> Det er naturligvis usikkert, hvad der egentlig skete under slaget ved Lyndanisse eller slaget ved Fellin, da overleveringen først er nedskrevet 300 år efter begivenhederne skulle have fundet sted <ref name=bjerg />. Historikerne har derfor forsøgt at finde den historiske begivenhed bag ved traditionen. Man kan således fastslå, at Peder Olsens fremstilling har hentet sine bestanddele flere steder, og at de oprindelig ikke har udgjort en helhed. Herom kan siges følgende:</br> 1. Det indledende afsnit om slaget ved Reval (Tallinn) svarer til fremstillingen i ''Rydårbogen'' og i ''Jyske Krønike'' og kan være hentet fra disse kilder.<ref>Kock, s. 35</ref><ref name="Fab 1933 486">Fabricius (1933), s. 486</ref></br> 2. Afsnittet om den hellige Niels i Århus kan stamme fra en bog om Niels, men findes ikke i hans ''vita''. Det tyder ikke på, at historien har en historisk baggrund. Snarere er den tilkommet efter, at Niels blev helgen, formentlig i midten af det 14. århundrede.<ref>Kock, s. 35f</ref><ref name="Fab 1933 486"/></br> 3. Afsnittet om Laurentius-fasten er helt malplaceret. Sankt Laurentius' dag er den 10. august, mens slaget fandt sted på Vitus' og Modestus' dag den 15. juni. ''Saxo'' omtaler et slag ved Ljutka (Lütjenburg), der fandt sted på Laurentius' dag, og formentlig er indskuddet hentet herfra.<ref name=autogeneret2>Kock, s. 36</ref><ref name="Fab 1933 487">Fabricius (1933), s. 487</ref></br> 4. Historien om ærkebispens oprakte hænder er hentet fra ''2. Mosebog'' (17, 9ff).<ref name=autogeneret2 /><ref name="Fab 1933 487"/></br> 5. Historien om det nedfaldne flag er uden direkte forbillede. Fra Portugal (hvorfra dronning Berengaria stammer) findes en tradition fra 1217 om et jærtegn i form af et kors på himlen til tegn på portugisernes sejr over maurerne i kampen ved Alcazar.<ref>Kock, s. 37</ref> Det betyder, at der findes en tradition næsten samtidig med den danske, hvilket styrker en tidsfæstelse til begyndelsen af 1200-tallet. Skønt der er forskelle (intet flag i Portugal), kan begivenheden i Portugal være blevet kendt også i Danmark og have styrket den danske tradition, men der er intet bevis for en direkte forbindelse.<ref>Kock, s. 42</ref></br> Med hensyn til selve dateringen af Dannebrogs fald fra himlen er det nutidens historikeres opfattelse, at når to kilder uafhængigt af hinanden daterer begivenheden til et andet sted og en anden tid end nutidens tradition siger, så må nutidens tradition anses som fejlagtig og den ældste tradition som den rigtige med hensyn til tid og sted.<ref>Lind, s. 26</ref> Dette kan også forklare, hvorfor der ingen omtale af Dannebrog er i den samtidige skildring i Henrik af Livlands krønike.<ref>Enn Tarvel (red.): ''Henriku Liivimaa Kroonika''; "Olion" Tallinn 1993; ISBN 5-450-01319-1; s. 140</ref> På lignende måde som bidragene om den hellige Niels og om Anders Sunesens løftede hænder er tilføjede den oprindelige fremstilling, så menes traditionen om Dannebrog at være overført fra det mindre betydningsfulde slag i 1208 til det vigtigere slag i 1219, der indledte den danske besættelse af det nordlige Estland som led i opbygningen af myten om netop dette slag.<ref name=autogeneret2 /> Endelig bør det nævnes, at traditionen blev nedskrevet kort tid efter, at danskerne havde mistet det originale Dannebrog under togtet til Ditmarsken i 1500. Det menes, at flaget var taget med, netop fordi man på grund af traditionen mente, at det ville bringe sejr.<ref>Jørgensen (1875), s. 417</ref> Spørgsmålet er, om flaget kunne være ældre. Enkelte forskere mener, at der har været en forløber for Dannebrog: De mener, at danske konger brugte et rødt flag med to ravne i sort, når de drog i krig. Kong Knud den Store skulle have ført en ravnefane i slaget ved Ashington i Essex i 1016 <ref>[http://www.navalhistory.dk/danish/Flaget/FlagetsHistorie.htm Flagets historie<!-- Robotgenereret titel -->]</ref>. Men det vides ikke, om den fane generelt blev brugt af den danske kongeslægt. På Bayeux-tapetet fra omkring 1068 fører bagtroppen et rødt flag med et hvidt kors, muligvis danske slægtninge til Vilhelm Erobreren, der i front fører Sankt Georgskorset i slaget ved Hastings i 1066. Ioannis Skylitzis Krønike fra ''Biblioteca Nacional'', Madrid, viser væringer fra Miklagård omkring år 1100 med et rødt flag med et hvidt kors. Mønter, der viser et korsbanner, blev slået allerede under Valdemar den Store<ref>Fenger, s. 269</ref><ref>Lind, s. 21</ref> og kendes tillige fra et segl fra hans tid (og senere fra et segl fra Erik af Pommerns tid), men disse fortilfælde er ikke overbevisende, med mindre man antager, at hans søn skulle have haft en fane med måske som sit eget fra faderen stammende banner og enten selv have hævet dette på et kritisk tidspunkt under slaget, eller at det af vinden fra kongens telt var revet løs og på mirakuløs vis blevet blæst hen over de kæmpende. Som muligt ophavssted og som en anden mulighed har man peget på, at banneret kunne stamme fra Johanniterordenen eller være et korsbanner givet af paven, men disse og andre muligheder er blevet tilbageviste af historikerne.<ref>Jørgensen (1875), s. 426-429 for Johanniterordenens vedkommende, s. 431-432 for pavens vedkommende</ref> <ref>Jørgensen (1887), s. 149-153</ref> <ref>Lind, s. 25</ref> === Myten om Johanniterordenen === Historikere i det 19. og 20. århundrede brød sig ikke om det himmelfaldne flag og søgte mere jordnære forklaringer. Især søgte man efter forbilleder for Dannebrog. Især hæftede man sig ved Johanniterordenen som en mulig kilde, da denne orden blandt andet havde et våben, som mindede om Dannebrog. En række mulige forbindelser har været foreslået. Man har peget på, at Valdemar Atterdag besøgte den hellige grav i påsken 1347 og her blev slået til ridder af hertug Erik af Sachsen.<ref>Jørgensen (1875), s. 426</ref> Kong Valdemar stiftede et Sankt Hanskloster på Dueholm viet til Marie Magdalene på hvis festdag, han fik ridderslaget.<ref name="Jør 427">Jørgensen (1875), s. 427</ref> Yderligere oplyser Thomas Bartholin i sin bog om Dannebrogsordenen, at Valdemar på gamle tapeter på Københavns Slot var fremstillet med et hvidt ordenskors. Da korset første gang kendes fra et brev fra år 1356 og kongenavnet Valdemar er fælles, måtte en forbindelse anses som mulig.<ref name="Jør 427"/> Senere forskning har imidlertid vist, at Thomas Bartholins fremstilling bygger på et forfalsket kobberstik, hvorved denne del af beviset falder sammen.<ref>Jørgensen (1875), s. 429</ref> Ydermere har det vist sig, at ingen dansk konge har søgt sit gravsted hos Sankt Hansordenen, og der findes ingen optegnelser til støtte for en forbindelse.<ref>Jørgensen (1875), s. 430</ref> Denne forklaring må således afvises, da der ingen forbindelse findes mellem Sankt Hanshuse, deres velgørere og Johanniterordenen.<ref>Jørgensen (1875), s. 431</ref> Man har også tænkt sig, at Johanniterordenens symboler skulle være overtaget skridt for skridt i dansk tradition, men imod dette taler, at der findes en specifik tradition for flagets oprindelse, som ikke kan afvises.<ref>Jørgensen (1875), s. 434-437</ref> Tilbage er kun den mulighed, at flagets oprindelse med al sandsynlighed på den ene eller anden måde har forbindelse til et korstog til Estland.<ref>Jørgensen (1875), s. 437</ref> Den eneste samtidige kilde er Henrik af Livlands krønike, der imidlertid er stærkt tendensiøs: han forsøgte at nedgøre ethvert dansk bidrag til kristningen af Baltikum<ref>Jørgensen (1875), s. 439</ref>, ja endog at gøre dansk tilstedeværelse til utidig indblanding<ref>Jørgensen (1875), s. 441</ref> og bestrider endda, at Valdemar skulle have været på korstog.<ref>Jørgensen (1875), s. 442</ref> Således fremstilles han i 1219 som værende på besøg for at besigtige byggeriet af en ny borg, ikke som erobrer.<ref>Jørgensen (1875), s. 445f</ref> Esterne angreb for at stoppe opførelsen af borgen, men blev selv angrebet af vendiske hjælpetropper, som var kommet sammen med danskerne. Dannebrog omtales ikke.<ref>Jørgensen (1875), s. 447</ref> Tydeligvis er der tale om en andenhånds beretning baseret på rygter, ikke om et øjenvidne til begivenhederne. A. D. Jørgensen har forsøgsvis opstillet den hypotese, at esterne angreb biskop Theodoriks telt, fordi der foran var et banner, som opfattedes som hovedbanneret (= kongens banner). Han stiller spørgsmålet, om Theodorik kan forbindes med Johanniterordenen.<ref>Jørgensen (1875), s. 448</ref> Theodoriks oprindelse er ukendt, men han optræder som missionær både hos liverne og esterne i forskellige opisoder med sagnagtige træk.<ref>Jørgensen (1875), s. 449</ref> Han blev sendt til pavestolen, hvor han den 15. april 1201 fik en bulle af pave Innocens, der opfordrede alle kristne i Vendland og Saxland til at drage til Livland.<ref>Jørgensen (1875), s. 450</ref> Theodorik forsøgte at få anerkendt Baltikum som sit bispedømme, men stødte på vanskeligheder. Derfor skal han have sluttet sig til den danske konge, idet paven havde givet biskop Anders Sunesen en bulle på at indvie en biskop i Estland.<ref>Jørgensen (1875), s. 456</ref> Da Tempelridderne på daværende tidspunkt havde et rødt kors på hvid baggrund som sit mærke, måtte et dansk korstog ske under et andet mærke, og han har så "lånt" Sankt Hansbrødrenes korsbanner.<ref>Jørgensen (1875), s. 457</ref> Det skulle således være dette banner, der var opsat foran hans telt, og som slaget med esterne derfor kom til at stå om.<ref name="Jør 458">Jørgensen (1875), s. 458</ref> Theodorik døde under slaget, og efter slaget måtte omstændighederne omkring fanens oprindelse og betydning have været uklar<ref name="Jør 458"/>, da det fuldstændig adskilte sig fra kongens banner: løverne og hjerterne. "Saa sagde man, at det var kommet ned fra Himlen midt i Slagets trængsel".<ref>Jørgensen (1875), s. 457</ref> Problemet med denne hypotese er, at den på intet punkt finder støtte i kilderne<ref name="Jør 458"/>, og A.D. Jørgensen understregede, at den kun var en hypotese, som fornyede studier måtte styrke eller svække,<ref>Jørgensen (1887), s. 150</ref> og at "''kun derom er alle enige, at Savojens Kors er lig Johanniternes, og det samme er Tilfældet med vort Danebroge.''"<ref>Jørgensen (1887), s. 153</ref> I og med, at flagets oprindelse nu henlægges til ''en anden begivenhed'', slaget i 1208, er grundlaget for hele denne konstruktion imidlertid bortfaldet. De nærmere omstændigheder omkring flagets oprindelse er fortsat ukendte. === Myten om dronning Berengaria og Dannebrog === Som tidligere nævnt har det været overvejet, om myten om Dannebrogs fald fra himlen var forbundet med dronning Berengaria. Hun blev gift med Valdemar Sejr i 1214 og døde i 1221.<ref name="Fen 1989 61">Fenger (1989), s. 61</ref> Hun stammede fra Portugal, og det er overleveringer herfra, som har været inddraget i forsøgene på at forklare myten. Det er blevet påpeget, først af overbibliotekar Christian Bruun, at der i portugisiske skrifter fortælles om et jærtegn, der i 1217 blev set i Portugal under en kamp imod maurerne ved Alcazar. Ifølge disse viste der sig et kors på himlen som tegn på sejren. Teorien er senere taget op af pastor L.P. Fabritius, som mener, at det er den eneste tradition i den kristne verden, som tåler sammenligning med sagnet om Dannebrog. Han forbinder de to begivenheder ved at påpege, at Berengaria var blevet dansk dronning blot tre år tidligere, og at der takket være en livlig forbindelse mellem Portugal og Danmark er mulighed for, at historien er kommet hertil. Det viser sig imidlertid, at denne antagelse ikke holder: dels kendes der ingen livlig forbindelse mellem de to lande, dels har der været rejst tvivl om, at hun kom fra Portugal. I flere danske årbøger siges, at hun var søster til greven af Flandern, og da der ydermere var arvestridigheder imellem hendes broder, kongen af Portugal, og to af deres søstre, bliver det endnu mindre sandsynligt, at der har været en forbindelse.<ref name="Koc 1951 37">Koch (1951), s. 37</ref> Dertil kommer den afgørende forskel, at der i Portugal var tale om et syn på himlen, men i Estland var tale om et faktisk flag, som efterfølgende blev bragt hjem til Danmark. Og hvis dateringen til 1208 opretholdes som den rette, udebliver muligheden for, at traditionen stammer fra Portugal også af kronologiske grunde.<ref name="Koc 1951 38">Koch (1951), s. 38</ref> Endelig har der været peget på, at den portugisiske tradition måske stammer fra et langt ældre slag, nemlig slaget ved Orique i det sydlige Portugal den 25. juli 1139. I dette slag var den sejrende feltherre Afonso Henriques, dronning Berengarias bedstefader, som ifølge en senere legende før slaget havde set et kors på himlen omgivet af engle i hvide klæder, og at Kristus havde lovet ham sejr og at hans efterkommere ville blive konger i Portugal. Det er imidlertid tvivlsomt, om dronning Berengaria overhovedet har kendt til denne tradition, idet slaget endnu i begyndelsen af 13. århundrede ikke havde opnået den berømmelse, som det senere fik. Det kan end ikke udelukkes, at traditionen om det ældre slag hviler på traditionen fra det senere slag.<ref name="Koc 1951 41f">Koch (1951), s. 41f</ref> Det må tilføjes, at der findes en endnu ældre tradition, nemlig kejser Konstantins korsvision før Slaget ved Ponte Molle i år 312 mod Maxentius, der fulgtes af ordene "''in hoc signo vinces''", det vil sige "under dette tegn skal du sejre". Og på freskerne om "Det sande Kors" legende" i Arezzo, malet af Piero delle Francesca i 1450-erne, ses Konstantin vinde over Maxentius ved at holde er kors frem på en måde, hvor det kan opfattes som værende faldet fra himlen.<ref name="Bar 1992 11f">Bartholdy (1992), s. 11f</ref> Der er intet, som kan understøtte, at den danske tradition skulle have noget med den portugisiske tradition at gøre. === Danske korstog til Estland i ny belysning === Omflytningen af begivenheden til et nyt år og et nyt sted stiller alle den danske korstog til Estland i et nyt lys og dermed også spørgsmålet om Dannebrogs oprindelse. Først og fremmest kan der være grund til at pege på, at sagnet ''ikke'' har forbindelse med nogle af de øvrige kilder, som indgår i de ældste skriftlige overleveringer. Der er tale om en helt selvstændig og uafhængig tradition.<ref name="Fab 1933 493">Fabricius (1933), s. 493</ref> Der kan ligeledes være grund til at påpege, at ingen kilde, dansk eller udenlandsk, forbinder Dannebrog med begivenhederne i 1219.<ref name="Fab 1933 494">Fabricius (1933), s. 494</ref> Dernæst må der være god grund til at fremhæve, at den danske korstogsvirksomhed er af betydelig ælde. De ældste omtaler, ''Rydårbogen'' og kongefortegnelsen i ''Lund Domkirkes Nekrologium'', der tillægger Knud den Store en sådan virksomhed, antagelig hviler på misforståelser (måske en navneforveksling af Knud den Store og Knud den Hellige).<ref name="Fab 1933 496f">Fabricius (1933), s. 496f</ref> Derimod er der fra tiden fra omkring 1070-1080 sikre efterretninger om danske korstog til Estland. Således oplyser ''Saxo'', at Knud den Hellige i slutningen af Sven Estridsens regeringstid samlede landets ungdom og indlagde sig berømmelse ved sejre over sembere og estere. ''Jyske Krønike'' har gentaget Saxos udsagn.<ref name="Fab 1933 497">Fabricius (1933), s. 497</ref> Vi kender ikke nærmere til denne og den senere tids korstog til disse egne, men forekomsten af danske stednavne ved Riga på ''holm'' (Stenholm, Langholm og Rigeholm), ''næs'' (om Kurlands forbjerge), ''sund'' og ''klint'' (om det nordlige Estlands bratte skrænter) tyder på forbindelser til dansk (eller svensk) område.<ref name="Fab 1933 498">Fabricius (1933), s. 498</ref> I 1170 indtraf der, ifølge ''Saxo'', et angreb fra kurlandske og estiske sørøvere mod Øland, hvor angriberne først efter blodige kampe blev nedkæmpet af en dansk flåde under ledelse af Esbern Snare og Christoffer, kong Valdemars uægte søn.<ref name="Fab 1933 498f">Fabricius (1933), s. 498f</ref> Omtrent samtidig, efter Rygens erobring i 1169, optræder en biskop Fulco af Estland som medunderskriver på et brev herom, hvilket viser dels hans tilstedeværelse i Danmark, dels at Danmark havde missions- og korstogsvirksomhed rettet mod Estland på denne tid.<ref name="Fab 1933 499">Fabricius (1933), s. 499</ref> Det vides, at ærkebiskop Eskil af Lund under sin landflygtighed til Frankrig havde kontakt til abbed Peter i klosteret Moutier-la-Celle, der anbefaler ham munken Fulco som missionær til Estland. Eskil lader ham bispevie, men vi kender ikke nærmere til hvornår og under hvilke omstændigheder, han er kommet til Danmark.<ref name="Fab 1933 499f">Fabricius (1933), s. 499f</ref> Det er muligt, at Fulco har indledt en missionsvirksomhed omend næppe med den store fremgang. Derimod fik en tysk cisterciensermunk ved navn Theodorik udnævnelse til biskop over esterne og han søgte dansk støtte til missionsvirksomhed via ærkebiskoppen i Lund, og paven lagde Estland ind under ærkesædet i Lund. På samme tid arbejdede en gejstlig fra Bremen, Albert, for missionsvirksomhed i Livland, han søgte støtte hos den tyske staufiske kong Filip, og han blev biskop i Riga. Tyskerne organiserer sig i Sværdriddernes Orden, som paven godkender i 1202.<ref name="Fen 1989 240"/> Meget tyder på, at den danske korstogsvirksomhed i de følgende årtier var rettet imod Venden, som først nu kommer under endeligt dansk herredømme.<ref name="Fab 1933 504">Fabricius (1933), s. 504</ref> Men i 1197 indledes et omfattende dansk korstog til Estland.<ref>Ulige årbøger angiver lidt forskellige år for dette korstog: 1194, 1196 og 1197, men nøjere undersøgelser har påvist daterings- og afskrivningsfejl for de to første års vedkommende, jvf. Fabricius (1933), s. 504-506</ref><ref name="Fen 1989 239">Fenger (1989), s. 239</ref> Atter afbrydes korstogsvirksomheden midlertidigt i forbindelse med, at Absalon dør 1201, kong Knud VI dør 1202 og Esbern Snare dør 1204 samt med Danmarks magtovertagelse i Holsten, der sker under betydelige kampe<ref name="Fab 1933 507">Fabricius (1933), s. 507</ref>, men i 1205 søger kong Valdemar om tilladelse til at oprette et bispesæde i Estland, hvilket han får tilladelse til den 13. januar 1206.<ref name="Fab 1933 507"/> Antagelig i 1206 skriver pave Innocens III til Anders Sunesen:</br> "''Da du i din retfærdighed og fromhed påtænker at straffe uret mod kristenheden, og da du med fromt forsæt har besluttet at drage imod hedningerne, bevilger vi dig ved dette brev myndighed til at ordinere en troende biskop i en by, som du med Kristi hjælp kan vinde for dyrkelsen af den kristne tro, efter at hedningernes smuds er fjernet''".<ref name="Fen 1989 239f">Fenger (1989), s. 239f</ref></br> Et dansk korstog synes rettet imod Saremaa (Øsel), hvor der opføres en mindre borg, men uden tilstrækkeligt mandskab må man atter forlade øen; Anders Sunesøn drog herfra med biskop Nicolaus af Slesvig til Riga for vinteren.<ref name="Fab 1933 509">Fabricius (1933), s. 509</ref><ref name="Fen 1989 240">Fenger (1989), s. 240</ref> 1208 skal korstoget til det sydlige Estland være fundet sted. Det savnes imidlertid i omtalen i klosterårbøgerne, måske fordi der samme år foregik et katastrofalt krigstog til Sverige, som endte med nederlaget ved Lena den 31. januar, og som pådrog sig hele opmærksomheden.<ref name="Fab 1933 509"/> Som årsag til dette korstog må måske ses, at tyskerne samme år havde underlagt sig Livland og havde overskredet grænsen til Estland.<ref name="Fab 1933 511">Fabricius (1933), s. 511</ref> Det var derfor på høje tid, hvis Danmark ikke skulle risikere, at hele det baltiske område blev underlagt tysk overherredæmme. Også i de følgende år genoptages korstogene til Estland, således 1210, efter, at man havde sikret sig imod tyske udplyndringer i Danmark, mens korstoget fandt sted.<ref name="Fab 1933 510">Fabricius (1933), s. 510</ref> Men netop på dette tidspunkt indtræder en magtkamp om Estland og Livland mellem Sværdridderordenen på den ene side og biskoppen i Riga på den anden.<ref name="Fab 1933 512">Fabricius (1933), s. 512</ref> Denne magtkamp fører til, at paven i stedet giver ærkebiskop Andreas Sunesen legatmyndighed i alt, hvad der angår mission i Baltikum. Den 4. april 1212 får ærkebispen et tilsagn som leder af missionsvirksomheden.<ref name="Fen 1989 267">Fenger (1989), s. 267</ref> Heri anvendes som begrundelse herfor blandt andet følgende:</br> "''Da du altså, optændt af iver for Kristendommen, mægtigt har arbejdet på at omvende de omboende hedninger fra vildfarelsen til sandheden, og endnu agter at arbejde, så mener vi, at vor befuldmægtigelse, for at du rigeligere og virkningsfuldere må kunne udføre det, bør overgives dig; og vi befaler vore brødre ærkebiskoppen af Uppsala og hans lydbiskopper og biskopper og de andre kirkers øvrige prælater i Danmark og Sverige ved denne vor skrivelse, at de skal være dig, der som pavestolens legat trofast arbejder på denne gerning, behjælpelig..''"<ref name="Fab 1933 513">Fabricius (1933), s. 513</ref></br> Det er sandsynligt, at den "mægtige" virksomhed, der henvises til, blandt andet har omfattet et korstog i 1208. Konklusionen af dette historiske forløb bliver, at: "''Der kan saaledes ikke ud fra tidshistoriske Grunde rejses nogen Invending mod Danebrogssagnets Tidsfæstelse til 1208 og Stedfæstelsen til Fellin.''"<ref name="Fab 1933 517f">Fabricius (1933), s. 517f</ref> === Dannebrog og slaget ved Lyndanisse i 1219 === Men hvorledes så med selve overleveringen? Det står fast, at den ikke kan være "lånt" fra andre kilder. Det står også fast, at da Peder Olsen nedskriver begivenheden, forsøger han at få sit ellers ukendte korstog rettet til et kendt korstog.<ref name="Fab 1933 523">Fabricius (1933), s. 523</ref> Men netop dette, at korstoget 1208 ellers er ukendt, taler for, at det har været en gammel overlevering om Dannebrog, som ''netop'' var knyttet til 1208 og til Fellin.<ref name="Fab 1933 525">Fabricius (1933), s. 525</ref> Det må anses for usandsynligt, at et sådant sagn skulle være en senere tids konstruktion.<ref name="Fab 1933 526">Fabricius (1933), s. 526</ref> Hvad angår selve forløbet af slaget kan der være grund til at bemærke sig Henrik af Livlands fremstilling af begivenhederne i 1219. Ifølge denne var kong Valdemar kommet til Estland med sin enorme flåde på 1500 skibe for at tilse opførelsen af en ny borg i stedet forden gamle Lindanese, som blev sløjfet for at give plads til den nye. De omgivende folkegrupper, revelerne og harjerne, samlede en stor hær og sendte deres ledere til kongen for at forhandle en fred. Kongen gav disse udsendinge gaver, og hans biskopper døbte dem; med i kongens følge var lensmanden Vitslav fra Rygen, ærkebiskop Andreas og tre biskopper: kansleren Niels fra Slesvig, Ebbe fra Århus og Theodorik, der var indviet som ny biskop over Estland. Tre dage efter fredsforhandlingerne vendte esterne imidlertid tilbage med deres hær og angreb den danske lejr fra flere sider om aftenen efter nadveren. Nogle stormede det telt, hvor biskop Theodorik lå, ud fra formodningen, at det var kongens telt, og han blev dræbt på stedet; andre angreb andre mål, og mange blev hugget ned. Netop, som det så værst ud for danskerne, vendte Vitslav med sin vendiske hær sig imod esterne og drev dem på flugt; andre estere under fremrykning standsede op ved dette syn, og danskerne fik samlet sig, kongen med sit mandskab, der også omfattede nogle tyskere, kom til stede, og efter kamp blev esterne slået på flugt, og mange blev dræbte. Kongen og biskopperne takkede Gud for sejren, kong Valdemar lod sin kapellan Viscelin indvie til Theodoriks efterfølger og drog hjem efter at have fuldført borgens opførelse, mens biskopperne med deres mandskab forblev i landet og færdiggjorde dettes underkastelse under den danske krone og kirke.<ref name="Jør 1875 445f">Jørgensen (1875), s. 445f</ref><ref name="Fen 1989 267f">Fenger (1989), s. 267f</ref> Denne beretning, som er nogenlunde samtidig med begivenhederne men en andenhånds beretning, giver anledning til en række spørgsmål. Det virker utroligt, at kongen skulle være ankommet med en så stor hær blot for at ombygge en borg. Mere troværdigt er det, at der var tale om et regulært korstog. Men endnu mere bemærkelsesværdigt er det, at esterne skulle have angrebet biskop Theodoriks telt i den tro, at det var kongens. Hvad fik dem til at tro det? Og hvordan identificerede de dette kongens formodede telt? Er Dannebrog en medvirkende del af forklaringen? I så fald: på hvilken måde? Svaret på disse spørgsmål kan meget vel vise sig at være en nøgle til forståelse af begivenhedsforløbet. Tilbage bliver spørgsmålet om de historiske omstændigheder omkring flagets betydning i slaget. Det kunne tænkes, at der var tale om en pavelig fane. Men ingen overlevering taler om en sådan pavelig fane.<ref name="Fab 1933 530">Fabricius (1933), s. 530</ref> Antagelsen er grundløs. En anden mulighed er, at det skulle være Johannitterne fane. Men det er usandsynligt, at paven vil have anvendt et banner, som allerede var i brug.<ref name="Fab 1933 529">Fabricius (1933), s. 529</ref> Også denne antagelse må anses for grundløs. Endelig kunne der være tale om en biskoppelig fane. Hvis fanen ikke faldt oven fra, kunne det måske, hvis vi følger den skildring, som Henrik af Livland giver, være en undsætningstrop, der kom til med den biskoppelige korsfane højt løftet i spidsen.<ref name="Fab 1933 531">Fabricius (1933), s. 531</ref> For den sags skyld kunne fanen have hængt foran biskoppens telt, revet sig løs og af vinden være ført hen over hovedet på de kæmpende. I så fald var den bogstaveligt talt på det nærmeste "faldet fra himlen". Det er muligt, at det er synet af denne fane højt mod himlen, der gav de kæmpende det mod og den vilje, der skulle til for at vinde slaget. I begge tilfælde har der været tale om et under, noget uventet som siden er blevet husket af de deltagende. Vi kan måske underbygge denne hypotese: ''hvis'' det er rigtigt, at Dannebrog første gang var kommet i hænderne på den danske korstogsmission i 1208 under omstændigheder, som måske er blevet husket men aldrig nedskrevet i samtiden, og ''hvis'' flaget var taget med igen under det nye korstog i 1219, og ''hvis'' flaget viste sig netop på det mest kritiske tidspunkt under slaget, og ''hvis'' nogen i et guddommeligt indfald har forstået den symbolske betydning af at indgyde korstogsridderne ekstra mod og kraft netop på dette tidspunkt, ''så'' kan det med rimelighed forklare to ting, som ellers bliver vanskelige at forklare: for det første hvorfor Dannebrog er blevet knyttet til begivenhederne i 1219, selvom dets oprindelse skriver sig til 1208, og for det andet hvorfor flaget var med korstogsridderne under dette nye togt: det var blevet "modtaget" under et tidligere korstog og var blevet forbundet med en sejr i dette, hvorfor det som sejrssymbol blev taget med igen og atter gav en sejr, denne gang måske i et mere kritisk slag. Dermed er traditionen om dets oprindelse og betydning i nogen grad blevet forskudt fra den oprindelige, mindre betydningsfulde begivenhed til den senere, afgørende begivenhed. Og dermed fik Dannebrog også den betydning som sejrssymbol, som flere hundrede år senere blev nedskrevet. Det kan tillige forklare en anden, mindre bemærket side af begivenhedsforløbet: hvis fanen var med igen i 1219, og hvis det var denne ærkebispens korsfarerfane, som fejlagtigt fik esterne til at angribe ærkebispens telt i den tro, at det var kongens telt, så bestyrker det yderligere flagets høje alder. Det ville være naturligt at medbringe ''samme'' korstogsfane på begge korstog, fordi de drejede sig om ''samme'' sag. Brugen af en korsfane er bevidnet allerede fra Valdemar den Stores tid<ref name="Fen 1989 269">Fenger (1989), s. 269</ref>, hvor den sandsynligvis symboliserer bispedømmet og ikke det danske rige. At danskerne netop havde et banner med kors som symbol er selvsagt naturligt for et korstog. Om fanen havde revet sig løs eller blev taget med af undsætningstropperne, er mindre betydningsfuldt, det vigtige var, at den var markant til stede netop, som slaget vendte. Den omstændighed, at Tallinns lille segl afspejler Dannebrog, samt at det ses over Strandporten, taler også for, at der er en særlig forbindelse mellem dette sted og denne fane.<ref name="Fab 1933 528">Fabricius (1933), s. 528</ref> Måske er symbolet derved tiltaget i betydning, fordi slaget i 1219 markerer en slags afslutning på hele det forud gående forløb. Nok så vigtigt: forudsat, at Danmark forud for slaget i 1219 allerede havde udkæmpet slag i det sydlige Estland omkring et årti tidligere, bliver det lettere forståeligt, hvorfor kong Valdemar i 1218 kræver herredømmet over hele Estland, hvorfor han spærrer Lübecks havn for de tyske korstogsfarere i 1219 og 1220, hvorfor Anders Sunesøn erklærer hele Estland som tilhørende Danmark, samt hvorfor hele Estland i 1221 i et forlig med biskop Adelbert tillægges Danmark. Der var hverken tale om en lunefuld udnyttelse af heldige omstændigheder fra dansk side eller om et dansk imperialistisk krav men derimod om at fuldende den virksomhed, som var begyndt årtier før og som skridt for skridt var blevet udstrakt til hele det estiske område.<ref name="Fab 1933 532f">Fabricius (1933), s. 532f</ref> Ovenstående er, hvad vi med rimelig sikkerhed tør sige om Dannebrogs oprindelse og betydning for Danmarks overherredømme over Estland. Tilbage bliver at følge nogle hovedtræk i flagets senere historie. === Kendt siden 1300-tallet === [[File:Gelre Folio 55v.jpg|thumb|right|Dannebrog gengivet i "Armorial Gelre".]] Historisk kendes Dannebrog siden 1300-tallet. Dannebrog er således bevidnet af den hollandske herold ''Gelre'' (1334-1375), der i værket "Armorial Gelre" blandt andet gengiver et våben for "die coninc van danmarke" visende, rigsvåbenet med 3 leoparder forbundet med en gylden hjelm med hermelinsklædte og påfuglebesatte vesselhorn samt et kvadratisk Dannebrogsflag.<ref name=autogeneret1 /><ref>[https://commons.wikimedia.org/wiki/File:Gelre_Folio_55v.jpg Gelre Folio 55v]</ref> Ligeledes i ''Bellenville-våbenbogen'' 1380-90 findes et skjold med et kors med navnet ''Denenbroce'' over. Fra denne tid må både flagets navn og udseende derfor regnes som værende fastslåede kendsgerninger. Således er både flaget og navnet dokumenteret ''senest'' fra Valdemar Atterdags tid og ''kan'' stamme fra de estiske korstog blot 150 år før eller tidligere. === Erik af Pommern === Det danske korsflag kendes brugt af Erik af Pommern og symboliserede da Lübecks våben, fordi han ønskede, at han var herre over denne by. Lübecks gamle våben var et hvidt kors på en rød baggrund, dannet som en modsætning til den tysk-romerske kejsers hvide flag med et rødt kors, et flag som stammede fra Romerriget, og som er bevaret i det engelske flag. Erik af Pommern indførte dannebrogskorset i sit segl, og siden har det indgået i alle danske rigsvåbener. Dannebrog blev oprindeligt opbevaret sammen med rigets øvrige klenodier, i Folen, det faste tårn på Kalundborg Slot.<ref>Jørgensen (1887), s. 168</ref> === Dannebrog og Sverige === Ifølge svenske krøniker blev "Danabroka" i 1439 ført ind i Sverige, og i 1464 tog svenske bønder en fane med Dannebrog fra Christian I og senere oplevede en sejr i Slaget ved Brunkeberg i 1471. Ærkebispens krønike i Lund oplyser, at Christian I i 1448 fik overrakt rigets flag.<ref name="Bar 1992 13f">Bartholdy (1992), s. 13f</ref> Disse oplysninger bevidner flagets vedvarende brug og dets betydning som dansk rigssymbol. === Togtet til Ditmarsken === Under krigen i Ditmarsken i år 1500 var et Dannebrogsflag, der efter sigende var det originale fra 1219, med. Under slaget ved Hemmingstedt blev det ført af marsk Hans von Ahlefeldt<ref>oplysningen findes hos den kongelige historiograf Hans Svanning, der i 1558-59 skrev en fremstilling af kong Hans' historie og heri bringer oplysningen, at :"rigets banner, delt af hvidt og rødt i form af et kors, og nedfalden fra himlen til kong Valdemar II, som der fortælles, da han førte krig mod Livlænderne, som dengang var kristendommens fjender", her gik tabt. Det er sikkert fra Svanning, at Huitfeldt har hentet samme oplysning, jvf. Jørgensen (1887), s. 169.</ref>. Han faldt imidlertid under slaget, og flaget blev erobret af ditmarskerne. Det blev ophængt i kirken i Wöhrden<ref>oplysningen skyldes præsten og historikeren Johan Neocorus, der afsluttede sin krønike i 1598 og hvis fader havde været degn i Wöhrden i 20 år, da han døde i 1580, jvf Jørgensen (1887), s. 178f</ref>, og blev først generobret i 1559<ref>Uafhængigt af Svanning fortæller Johan Rantzov i sin omtale af dette sidste togt til Ditmarsken, at der blandt de tilbageerobrede faner også var: :"et stykke af det banner, som man siger til sin tid ved et mirakel blev givet en dansk konge imod russerne og som fordum kong Hans havde taget med i håb om derved at stride heldigt imod Ditmarskerne.", jvf. Jørgensen (1887), s. 170f</ref> – da næsten ødelagt af fugtighed og ælde – og ophængt i Slesvig kirke, hvor det endeligt gik til engang i 1660'erne.<ref>kilden hertil er Hans de Hofman, som i 7. del af "Den danske Atlas" fra 1781 s. 605 oplyser om koret i Slesvig domkirke, at: :"I dette kor hængte den berømte danske fane Danebrog... og var at se, indtil den ved 1660 af alder og forrådnelse aldeles forfaldt, da nogle børn ved deres leg nedrev den af loftet og ingen bekymrede sig om at samle dens levninger." Men fra omtrent samme tid stammer en oplysning i et tysk værk, at fanen havde hængt i Nikolaikirken i Kiel, jvf Jørgensen (1887), s. 182. Jørgensen tillægger dog oplysningen om Slesvig domkirke størst troværdighed, jvf samme. s. 185f</ref><ref name="Bar 1992 14"/> I borgerkrigen ''Grevens fejde'' anvendte den ene part et stribet flag; blåt, gult og rødt i rigsvåbnets farver, og den anden part, den sejrende, brugte et rødt-hvidt korsflag, med fire lige lange arme. === Nyere tid === Siden 1500-tallet har Dannebrog angivet danske skibes nationalitet, og i 1600- og begyndelsen af 1700-tallet indgik et Dannebrogsfelt i hærens faner.<ref name=autogeneret3>Achen, s. 108</ref> I 1696 fastlagde en kongelig resolution flagets mål, og disse har siden overvejende været opretholdt.<ref name="Bar 1992 14">Bartholdy (1992), s. 14</ref> Indtil 1743 brugte man et sort-hvidt korsflag som sørgeflag, derefter blev det besluttet at flage på halvt i stedet for<ref>[http://www.crwflags.com/fotw/flags/dk-sorg.html Danish Mourning Flag (until 1743)<!-- Bot genereret titel -->]</ref>. 1785 blev Dannebrog genindført som fane for nogle danske regimenter, i 1801 blev det fane for landeværnet.<ref name=autogeneret3 /> I 1807 digtede B.S. Ingemann:<br /> "''Vift højt på Kodans bølge''<br /> ''blodrøde Dannebrog''"<br /> og i de følgende årtier skrev flere danske digtere, N.F.S. Grundtvig, Oehlenschläger, Chr. Winther, H.C. Andersen, digte om Dannebrog.<ref name=autogeneret3 /> I 1830-erne og 1840-erne udviklede Dannebrog sig til et folkeflag. I 1842 blev det regimentsfane i hele hæren.<ref>Achen, s. 109</ref> === <big>Lovgivning</big> === Der blev indført flagforbud for borgere i 1834. Først i 1854 fik almindelige danske borgere ret til at hejse Dannebrog (dog ikke splitflag).<ref>[https://www.retsinformation.dk/Forms/R0710.aspx?id=58409 Cirkulærer om ophævelse af forbuddet mod flagning i kanceli cirkulære af 7. januar 1834. – retsinformation.dk<!-- Bot genereret titel -->]</ref> Valdemarsdag den 15. juni blev indført i 1912 ved cirkulære Nr. 391 af 24. december 1912 for at markere Dannebrogs oprindelse, men som det fremgår, hviler det på en delvis misforståelse af traditionen. På den anden side: hvis det tidligere begivenhedsforløb er korrekt forstået, og slaget i 1219 markerede en slags afslutning på hele den forud gående danske missionsvirksomhed i Estland, så er markeringen af denne begivenhed historisk rimelig og forståelig. Og lige meget hvormeget man forsøger at skille myte fra historisk virkelighed, så står det fast, at denne afslutning spillede en afgørende rolle for, at Estland blev et kristent område, og at Danmark har hovedæren herfor. === <big>Noter</big> === {{reflist|2}} === <big>Litteratur</big> === * Sven Tito Achen: ''Heraldikkens femten glæder''; København 1978; ISBN 87-12-00222-4 * Nils G. Bartholdy: "Dannebrog - legende og virkelighed" (Michael Andersen og Frank Birkebæk (red.): ''1219 - Dannebrog og Estland''; Roskilde Museums Forlag 1992; ISBN 87-88563-189; s. 6-16) * L.P. Fabricius: "Sagnet om Danebroge og de ældste Forbindelser med Estland" (''Kirkehistoriske Samlinger'', Sjette Række, Første Binds første Hefte, København 1933) * Ole Fenger: "Kirker rejses alle vegne" (Olaf Olsen (red.): ''Gyldendal og Politikens Danmarkshistorie'', bind 4: 1050-1250; København 1989; ISBN 87-89068-06-8) * Henning Henningsen: "Dannebrog og flagføring til søs" (''Handels- og Søfartsmuseets årbog 1969'', s. 7-81) * A.D. Jørgensen: "Om Danebroges Oprindelse" (''Historisk Tidsskrift'', 4. række, Bind 5; 1875) * A.D. Jørgensen: "Undersøgelser vedrørende Danebroge og det danske kongevåben" (''Historisk Tidsskrift'', 6. række, Bind 1; 1887) * J.O. Kock: "Sagnet om Dannebrog" (''Danske Studier'' 1951; s. 34-48) * John Lind: "Den faldt fra himlen ned" (Kronik i ''Skalk'' 2001, nr. 6, s. 20-27) * E. Løffler: "Bidrag til Bedømmelse af Danebrogs-Sagnets historiske Værd" (''Historisk Tidsskrift'', Bind 5. række, 2 (1880); s. 562-566) * ''Salmonsens Konversationsleksikon'', 2. udgave, bind V, s. 515-517; opslag: Dannebroge * [http://www.navalhistory.dk/Danish/Flaget/FlagetsHistorie.htm Flagets historie], i ''Dansk Marinehistorie'' af Johnny E. Balsved, q8cod4j7ieyktlv8bx4thyyhpg02i26 42570 42569 2026-08-28T11:30:05Z Sven Halfdan Nielsen 3898 sprogret 42570 wikitext text/x-wiki Traditionen om Dannebrogs oprindelse er velkendt: Dannebrog faldt ned fra himlen under et dansk korstog til Estland, og det spillede en afgørende rolle for det danske overherredømme over Estland fra 1219. Således lyder myten om Dannebrog, men bag enhver myte gemmer der sig en historisk realitet, og ved at grave denne historiske realitet bag myten frem opnår vi en bedre forståelse af fortiden. Det ligger nær at stille 3 spørgsmål:</br> - er tidsfæstelsen korrekt?</br> - er stedfæstelsen korrekt?</br> - er begivenhedsforløbet korrekt? Svaret på det første spørgsmål er: ja, den ''oprindelige'' tidsfæstelse er sikkert korrekt. Denne tidsfæstelse passer nøje med det begivenhedsforløb, som vi ellers kender. Svaret på det andet spørgsmål er: ja, den ''oprindelige'' stedfæstelse er korrekt. Denne stedfæstelse passer med og ''bekræfter'' de forhold, som vi ellers kender. Svaret på det tredie spørgsmål er: ja, flaget kan forbindes med ''en bestemt begivenhed''. Der er enkeltheder i forløbet, som det ikke længere er muligt at efterkontrollere. Der kan her være grund til at skelne mellem det ''oplevede'' forløb og det ''faktiske'' forløb. Traditionen er baseret på det oplevede forløb således, som dette siden blev husket. === <big>Dannebrogs historie</big> === Dannebrogs historie falder i tre dele: oprindelsen, de begivenheder under hvilke oprindelsen er blevet nedskrevet og flagets senere historie. === Oprindelsen === [[Fil:Danmarks flag 1219 Lorentzen.jpg|thumb|450px|Det berømte maleri af Christian August Lorentzen fra 1809 af begivenhederne i 1219.]] Ifølge overleveringen, der findes uafhængigt af hinanden hos dels forfatteren af ''Danske Krønike'' fra 1520-erne Christiern Pedersen<ref>formuleringen omtalt under et korstog i 1208 til "Estland, Pryssland, Kurland og Finland" lyder:</br> "''somme mene og sige at samme kong Valdemar skulle fange Dannebrog ned af himlen samme tid, som er et hvidt kors i et rødt felt''", jvf. Lind, s. 24. </ref>, dels munken Peder Olsen (Petrus Olai) fra Gråbrødreklostret i Roskilde, dels historikeren Arild Huitfeldt<ref name=autogeneret1>Lind, s. 23</ref>, faldt Dannebrog ned fra himlen under slaget ved Lyndanisse (i dag Tallinn i Estland) den 15. juni 1219, senere kendt og markeret som Valdemarsdag. Der er imidlertid usikkerhed om tid og sted er korrekte<ref name="bjerg">''Dannebrog'' af Hans Christian Bjerg, s.12, ISBN 87-7739-906-4.</ref>. Det skyldes, at både Christiern Pedersen og Peder Olsen oplyser, at begivenheden fandt sted i året 1208 i Livland på et sted, som kaldes Fellin (Viljandi) i nutidens Estland. Fremstillingen hos Peder Olsen, der findes i en samling notater, ''Collectanea'', til Danmarks historie og menes at være skrevet omkring 1527 men stammer fra en ældre kilde, hvis alder er ukendt<ref>Kock, s. 34</ref>, er den mest oplysende og lyder i sin helhed:</br> "''MCCXIX''<ref>1219</ref>''. Valdemar II angreb Estland, en provins i Livland, fra søen med 1500 krigsskibe og gjorde landgang, og efter mange kampe omvendte han det overvundne land til Kristus og lod folket døbe. Han førte præster dertil fra Danmark og byggede Reval, der nu er en vigtig by og særdeles udmærket og kendt. Heraf kommer det, at kirken i Reval lige til denne dag er forblevet under Danmarks ærkebiskop i Lund, skønt den verdslige magt i tidens løb er gået over til den tyske ordens brødre i nævnte provins. Da nu kong Valdemar var gået i land med hæren i Estland, sagde biskoppen i Århus til ham, da han blev forskrækket over hedningernes mængde, at han skulle love, at han, såfremt han vandt sejr, ville forbedre sig over for sine undersåtter og den hellige Niels i Århus, hvis offergaver han havde tilegnet sig. Det samme råd fik han af den ærværdige Anders, ærkebiskop i Lund, en mand af forunderlig enfold og uskyld, der såvel i live som efter sin død vandt ry ved mange mirakler. Kongen gav dem ret, afgav løftet og fik sejr. Ærkebiskoppen kaldte så stormændene sammen og lod dem love, at svende på tolv år og der over stedse skulle fejre dagen før den hellige Laurentius' fest med faste på brød og vand, hvis de fik sejr. Efter at de så havde påkaldt de hellige Laurentius og Niels, blev slaget begyndt på Vitus' og Modestus' dag. Ærkebiskoppen, der sammen med lydbisper og andre gejstlige fra et bjerg så ud over begge hære, bad nu under tårer for de kristne som en anden Moses med hænderne løftede mod himlen. Når han løftede hænderne i bøn, sejrede danskerne; men når han af træthed lod de gamle hænder synke ned, blev danskerne slået. Men biskopperne og præsterne understøttede den gamle mand. Og således blev den sejrende konge et andet menneske, lod Kristi lære forkynde og kirker bygge dér; siden hen styrede han landene med mildhed og retfærdighed, skrev love og ærede den hellige Niels.''</br> ''Et andet sted står der, at da de rettroende danske på denne Valdemar II's tid i det Herrens år 1208 kæmpede i Livland på det sted, som kaldes Fellin, mod de vantro livlændere og allerede næsten overvundne fromt anråbte om guddommelig hjælp, modtog de straks som belønning et banner, der faldt ned fra himlen, og som var mærket med et hvidt kors, påtrykt en ulddug, og de hørte en røst fra himlen, at når det blev løftet højt til vejrs, ville de straks knuse deres modstandere og vinde fuldstændig sejr; og således skete det. Men det banner plejer med sit sædvanlige navn at kaldes Danebroge. (Denne sejr menes at være den, som danskerne vandt i Estland, og som allerede er omtalt for nylig; men der er fejl i årstallet etc. - Ligeledes har jeg et andet sted fundet, at kong Valdemar og ærkebiskop Anders gjorde et tog til Estland i 1220).''"<ref>her gengivet efter Kock, s. 34f</ref><ref name="Fab 1933 493f">Fabricius (1933), s. 493f</ref> Det er naturligvis usikkert, hvad der egentlig skete under slaget ved Lyndanisse eller slaget ved Fellin, da overleveringen først er nedskrevet 300 år efter begivenhederne skulle have fundet sted <ref name=bjerg />. Historikerne har derfor forsøgt at finde den historiske begivenhed bag ved traditionen. Man kan således fastslå, at Peder Olsens fremstilling har hentet sine bestanddele flere steder, og at de oprindelig ikke har udgjort en helhed. Herom kan siges følgende:</br> 1. Det indledende afsnit om slaget ved Reval (Tallinn) svarer til fremstillingen i ''Rydårbogen'' og i ''Jyske Krønike'' og kan være hentet fra disse kilder.<ref>Kock, s. 35</ref><ref name="Fab 1933 486">Fabricius (1933), s. 486</ref></br> 2. Afsnittet om den hellige Niels i Århus kan stamme fra en bog om Niels, men findes ikke i hans ''vita''. Det tyder ikke på, at historien har en historisk baggrund. Snarere er den tilkommet efter, at Niels blev helgen, formentlig i midten af det 14. århundrede.<ref>Kock, s. 35f</ref><ref name="Fab 1933 486"/></br> 3. Afsnittet om Laurentius-fasten er helt malplaceret. Sankt Laurentius' dag er den 10. august, mens slaget fandt sted på Vitus' og Modestus' dag den 15. juni. ''Saxo'' omtaler et slag ved Ljutka (Lütjenburg), der fandt sted på Laurentius' dag, og formentlig er indskuddet hentet herfra.<ref name=autogeneret2>Kock, s. 36</ref><ref name="Fab 1933 487">Fabricius (1933), s. 487</ref></br> 4. Historien om ærkebispens oprakte hænder er hentet fra ''2. Mosebog'' (17, 9ff).<ref name=autogeneret2 /><ref name="Fab 1933 487"/></br> 5. Historien om det nedfaldne flag er uden direkte forbillede. Fra Portugal (hvorfra dronning Berengaria stammer) findes en tradition fra 1217 om et jærtegn i form af et kors på himlen til tegn på portugisernes sejr over maurerne i kampen ved Alcazar.<ref>Kock, s. 37</ref> Det betyder, at der findes en tradition næsten samtidig med den danske, hvilket styrker en tidsfæstelse til begyndelsen af 1200-tallet. Skønt der er forskelle (intet flag i Portugal), kan begivenheden i Portugal være blevet kendt også i Danmark og have styrket den danske tradition, men der er intet bevis for en direkte forbindelse.<ref>Kock, s. 42</ref></br> Med hensyn til selve dateringen af Dannebrogs fald fra himlen er det nutidens historikeres opfattelse, at når to kilder uafhængigt af hinanden daterer begivenheden til et andet sted og en anden tid end nutidens tradition siger, så må nutidens tradition anses som fejlagtig og den ældste tradition som den rigtige med hensyn til tid og sted.<ref>Lind, s. 26</ref> Dette kan også forklare, hvorfor der ingen omtale af Dannebrog er i den samtidige skildring i Henrik af Livlands krønike.<ref>Enn Tarvel (red.): ''Henriku Liivimaa Kroonika''; "Olion" Tallinn 1993; ISBN 5-450-01319-1; s. 140</ref> På lignende måde som bidragene om den hellige Niels og om Anders Sunesens løftede hænder er tilføjede den oprindelige fremstilling, så menes traditionen om Dannebrog at være overført fra det mindre betydningsfulde slag i 1208 til det vigtigere slag i 1219, der indledte den danske besættelse af det nordlige Estland som led i opbygningen af myten om netop dette slag.<ref name=autogeneret2 /> Endelig bør det nævnes, at traditionen blev nedskrevet kort tid efter, at danskerne havde mistet det originale Dannebrog under togtet til Ditmarsken i 1500. Det menes, at flaget var taget med, netop fordi man på grund af traditionen mente, at det ville bringe sejr.<ref>Jørgensen (1875), s. 417</ref> Spørgsmålet er, om flaget kunne være ældre. Enkelte forskere mener, at der har været en forløber for Dannebrog: De mener, at danske konger brugte et rødt flag med to ravne i sort, når de drog i krig. Kong Knud den Store skulle have ført en ravnefane i slaget ved Ashington i Essex i 1016 <ref>[http://www.navalhistory.dk/danish/Flaget/FlagetsHistorie.htm Flagets historie<!-- Robotgenereret titel -->]</ref>. Men det vides ikke, om den fane generelt blev brugt af den danske kongeslægt. På Bayeux-tapetet fra omkring 1068 fører bagtroppen et rødt flag med et hvidt kors, muligvis danske slægtninge til Vilhelm Erobreren, der i front fører Sankt Georgskorset i slaget ved Hastings i 1066. Ioannis Skylitzis Krønike fra ''Biblioteca Nacional'', Madrid, viser væringer fra Miklagård omkring år 1100 med et rødt flag med et hvidt kors. Mønter, der viser et korsbanner, blev slået allerede under Valdemar den Store<ref>Fenger, s. 269</ref><ref>Lind, s. 21</ref> og kendes tillige fra et segl fra hans tid (og senere fra et segl fra Erik af Pommerns tid), men disse fortilfælde er ikke overbevisende, med mindre man antager, at hans søn skulle have haft en fane med måske som sit eget fra faderen stammende banner og enten selv have hævet dette på et kritisk tidspunkt under slaget, eller at det af vinden fra kongens telt var revet løs og på guddommelig vis blevet blæst hen over de kæmpende. Som muligt ophavssted og som en anden mulighed har man peget på, at banneret kunne stamme fra Johanniterordenen eller være et korsbanner givet af paven, men disse og andre muligheder er blevet tilbageviste af historikerne.<ref>Jørgensen (1875), s. 426-429 for Johanniterordenens vedkommende, s. 431-432 for pavens vedkommende</ref> <ref>Jørgensen (1887), s. 149-153</ref> <ref>Lind, s. 25</ref> === Myten om Johanniterordenen === Historikere i det 19. og 20. århundrede brød sig ikke om det himmelfaldne flag og søgte mere jordnære forklaringer. Især søgte man efter forbilleder for Dannebrog. Især hæftede man sig ved Johanniterordenen som en mulig kilde, da denne orden blandt andet havde et våben, som mindede om Dannebrog. En række mulige forbindelser har været foreslået. Man har peget på, at Valdemar Atterdag besøgte den hellige grav i påsken 1347 og her blev slået til ridder af hertug Erik af Sachsen.<ref>Jørgensen (1875), s. 426</ref> Kong Valdemar stiftede et Sankt Hanskloster på Dueholm viet til Marie Magdalene på hvis festdag, han fik ridderslaget.<ref name="Jør 427">Jørgensen (1875), s. 427</ref> Yderligere oplyser Thomas Bartholin i sin bog om Dannebrogsordenen, at Valdemar på gamle tapeter på Københavns Slot var fremstillet med et hvidt ordenskors. Da korset første gang kendes fra et brev fra år 1356 og kongenavnet Valdemar er fælles, måtte en forbindelse anses som mulig.<ref name="Jør 427"/> Senere forskning har imidlertid vist, at Thomas Bartholins fremstilling bygger på et forfalsket kobberstik, hvorved denne del af beviset falder sammen.<ref>Jørgensen (1875), s. 429</ref> Ydermere har det vist sig, at ingen dansk konge har søgt sit gravsted hos Sankt Hansordenen, og der findes ingen optegnelser til støtte for en forbindelse.<ref>Jørgensen (1875), s. 430</ref> Denne forklaring må således afvises, da der ingen forbindelse findes mellem Sankt Hanshuse, deres velgørere og Johanniterordenen.<ref>Jørgensen (1875), s. 431</ref> Man har også tænkt sig, at Johanniterordenens symboler skulle være overtaget skridt for skridt i dansk tradition, men imod dette taler, at der findes en specifik tradition for flagets oprindelse, som ikke kan afvises.<ref>Jørgensen (1875), s. 434-437</ref> Tilbage er kun den mulighed, at flagets oprindelse med al sandsynlighed på den ene eller anden måde har forbindelse til et korstog til Estland.<ref>Jørgensen (1875), s. 437</ref> Den eneste samtidige kilde er Henrik af Livlands krønike, der imidlertid er stærkt tendensiøs: han forsøgte at nedgøre ethvert dansk bidrag til kristningen af Baltikum<ref>Jørgensen (1875), s. 439</ref>, ja endog at gøre dansk tilstedeværelse til utidig indblanding<ref>Jørgensen (1875), s. 441</ref> og bestrider endda, at Valdemar skulle have været på korstog.<ref>Jørgensen (1875), s. 442</ref> Således fremstilles han i 1219 som værende på besøg for at besigtige byggeriet af en ny borg, ikke som erobrer.<ref>Jørgensen (1875), s. 445f</ref> Esterne angreb for at stoppe opførelsen af borgen, men blev selv angrebet af vendiske hjælpetropper, som var kommet sammen med danskerne. Dannebrog omtales ikke.<ref>Jørgensen (1875), s. 447</ref> Tydeligvis er der tale om en andenhånds beretning baseret på rygter, ikke om et øjenvidne til begivenhederne. A. D. Jørgensen har forsøgsvis opstillet den hypotese, at esterne angreb biskop Theodoriks telt, fordi der foran var et banner, som opfattedes som hovedbanneret (= kongens banner). Han stiller spørgsmålet, om Theodorik kan forbindes med Johanniterordenen.<ref>Jørgensen (1875), s. 448</ref> Theodoriks oprindelse er ukendt, men han optræder som missionær både hos liverne og esterne i forskellige opisoder med sagnagtige træk.<ref>Jørgensen (1875), s. 449</ref> Han blev sendt til pavestolen, hvor han den 15. april 1201 fik en bulle af pave Innocens, der opfordrede alle kristne i Vendland og Saxland til at drage til Livland.<ref>Jørgensen (1875), s. 450</ref> Theodorik forsøgte at få anerkendt Baltikum som sit bispedømme, men stødte på vanskeligheder. Derfor skal han have sluttet sig til den danske konge, idet paven havde givet biskop Anders Sunesen en bulle på at indvie en biskop i Estland.<ref>Jørgensen (1875), s. 456</ref> Da Tempelridderne på daværende tidspunkt havde et rødt kors på hvid baggrund som sit mærke, måtte et dansk korstog ske under et andet mærke, og han har så "lånt" Sankt Hansbrødrenes korsbanner.<ref>Jørgensen (1875), s. 457</ref> Det skulle således være dette banner, der var opsat foran hans telt, og som slaget med esterne derfor kom til at stå om.<ref name="Jør 458">Jørgensen (1875), s. 458</ref> Theodorik døde under slaget, og efter slaget måtte omstændighederne omkring fanens oprindelse og betydning have været uklar<ref name="Jør 458"/>, da det fuldstændig adskilte sig fra kongens banner: løverne og hjerterne. "Saa sagde man, at det var kommet ned fra Himlen midt i Slagets trængsel".<ref>Jørgensen (1875), s. 457</ref> Problemet med denne hypotese er, at den på intet punkt finder støtte i kilderne<ref name="Jør 458"/>, og A.D. Jørgensen understregede, at den kun var en hypotese, som fornyede studier måtte styrke eller svække,<ref>Jørgensen (1887), s. 150</ref> og at "''kun derom er alle enige, at Savojens Kors er lig Johanniternes, og det samme er Tilfældet med vort Danebroge.''"<ref>Jørgensen (1887), s. 153</ref> I og med, at flagets oprindelse nu henlægges til ''en anden begivenhed'', slaget i 1208, er grundlaget for hele denne konstruktion imidlertid bortfaldet. De nærmere omstændigheder omkring flagets oprindelse er fortsat ukendte. === Myten om dronning Berengaria og Dannebrog === Som tidligere nævnt har det været overvejet, om myten om Dannebrogs fald fra himlen var forbundet med dronning Berengaria. Hun blev gift med Valdemar Sejr i 1214 og døde i 1221.<ref name="Fen 1989 61">Fenger (1989), s. 61</ref> Hun stammede fra Portugal, og det er overleveringer herfra, som har været inddraget i forsøgene på at forklare myten. Det er blevet påpeget, først af overbibliotekar Christian Bruun, at der i portugisiske skrifter fortælles om et jærtegn, der i 1217 blev set i Portugal under en kamp imod maurerne ved Alcazar. Ifølge disse viste der sig et kors på himlen som tegn på sejren. Teorien er senere taget op af pastor L.P. Fabritius, som mener, at det er den eneste tradition i den kristne verden, som tåler sammenligning med sagnet om Dannebrog. Han forbinder de to begivenheder ved at påpege, at Berengaria var blevet dansk dronning blot tre år tidligere, og at der takket være en livlig forbindelse mellem Portugal og Danmark er mulighed for, at historien er kommet hertil. Det viser sig imidlertid, at denne antagelse ikke holder: dels kendes der ingen livlig forbindelse mellem de to lande, dels har der været rejst tvivl om, at hun kom fra Portugal. I flere danske årbøger siges, at hun var søster til greven af Flandern, og da der ydermere var arvestridigheder imellem hendes broder, kongen af Portugal, og to af deres søstre, bliver det endnu mindre sandsynligt, at der har været en forbindelse.<ref name="Koc 1951 37">Koch (1951), s. 37</ref> Dertil kommer den afgørende forskel, at der i Portugal var tale om et syn på himlen, men i Estland var tale om et faktisk flag, som efterfølgende blev bragt hjem til Danmark. Og hvis dateringen til 1208 opretholdes som den rette, udebliver muligheden for, at traditionen stammer fra Portugal også af kronologiske grunde.<ref name="Koc 1951 38">Koch (1951), s. 38</ref> Endelig har der været peget på, at den portugisiske tradition måske stammer fra et langt ældre slag, nemlig slaget ved Orique i det sydlige Portugal den 25. juli 1139. I dette slag var den sejrende feltherre Afonso Henriques, dronning Berengarias bedstefader, som ifølge en senere legende før slaget havde set et kors på himlen omgivet af engle i hvide klæder, og at Kristus havde lovet ham sejr og at hans efterkommere ville blive konger i Portugal. Det er imidlertid tvivlsomt, om dronning Berengaria overhovedet har kendt til denne tradition, idet slaget endnu i begyndelsen af 13. århundrede ikke havde opnået den berømmelse, som det senere fik. Det kan end ikke udelukkes, at traditionen om det ældre slag hviler på traditionen fra det senere slag.<ref name="Koc 1951 41f">Koch (1951), s. 41f</ref> Det må tilføjes, at der findes en endnu ældre tradition, nemlig kejser Konstantins korsvision før Slaget ved Ponte Molle i år 312 mod Maxentius, der fulgtes af ordene "''in hoc signo vinces''", det vil sige "under dette tegn skal du sejre". Og på freskerne om "Det sande Kors" legende" i Arezzo, malet af Piero delle Francesca i 1450-erne, ses Konstantin vinde over Maxentius ved at holde er kors frem på en måde, hvor det kan opfattes som værende faldet fra himlen.<ref name="Bar 1992 11f">Bartholdy (1992), s. 11f</ref> Der er intet, som kan understøtte, at den danske tradition skulle have noget med den portugisiske tradition at gøre. === Danske korstog til Estland i ny belysning === Omflytningen af begivenheden til et nyt år og et nyt sted stiller alle den danske korstog til Estland i et nyt lys og dermed også spørgsmålet om Dannebrogs oprindelse. Først og fremmest kan der være grund til at pege på, at sagnet ''ikke'' har forbindelse med nogle af de øvrige kilder, som indgår i de ældste skriftlige overleveringer. Der er tale om en helt selvstændig og uafhængig tradition.<ref name="Fab 1933 493">Fabricius (1933), s. 493</ref> Der kan ligeledes være grund til at påpege, at ingen kilde, dansk eller udenlandsk, forbinder Dannebrog med begivenhederne i 1219.<ref name="Fab 1933 494">Fabricius (1933), s. 494</ref> Dernæst må der være god grund til at fremhæve, at den danske korstogsvirksomhed er af betydelig ælde. De ældste omtaler, ''Rydårbogen'' og kongefortegnelsen i ''Lund Domkirkes Nekrologium'', der tillægger Knud den Store en sådan virksomhed, antagelig hviler på misforståelser (måske en navneforveksling af Knud den Store og Knud den Hellige).<ref name="Fab 1933 496f">Fabricius (1933), s. 496f</ref> Derimod er der fra tiden fra omkring 1070-1080 sikre efterretninger om danske korstog til Estland. Således oplyser ''Saxo'', at Knud den Hellige i slutningen af Sven Estridsens regeringstid samlede landets ungdom og indlagde sig berømmelse ved sejre over sembere og estere. ''Jyske Krønike'' har gentaget Saxos udsagn.<ref name="Fab 1933 497">Fabricius (1933), s. 497</ref> Vi kender ikke nærmere til denne og den senere tids korstog til disse egne, men forekomsten af danske stednavne ved Riga på ''holm'' (Stenholm, Langholm og Rigeholm), ''næs'' (om Kurlands forbjerge), ''sund'' og ''klint'' (om det nordlige Estlands bratte skrænter) tyder på forbindelser til dansk (eller svensk) område.<ref name="Fab 1933 498">Fabricius (1933), s. 498</ref> I 1170 indtraf der, ifølge ''Saxo'', et angreb fra kurlandske og estiske sørøvere mod Øland, hvor angriberne først efter blodige kampe blev nedkæmpet af en dansk flåde under ledelse af Esbern Snare og Christoffer, kong Valdemars uægte søn.<ref name="Fab 1933 498f">Fabricius (1933), s. 498f</ref> Omtrent samtidig, efter Rygens erobring i 1169, optræder en biskop Fulco af Estland som medunderskriver på et brev herom, hvilket viser dels hans tilstedeværelse i Danmark, dels at Danmark havde missions- og korstogsvirksomhed rettet mod Estland på denne tid.<ref name="Fab 1933 499">Fabricius (1933), s. 499</ref> Det vides, at ærkebiskop Eskil af Lund under sin landflygtighed til Frankrig havde kontakt til abbed Peter i klosteret Moutier-la-Celle, der anbefaler ham munken Fulco som missionær til Estland. Eskil lader ham bispevie, men vi kender ikke nærmere til hvornår og under hvilke omstændigheder, han er kommet til Danmark.<ref name="Fab 1933 499f">Fabricius (1933), s. 499f</ref> Det er muligt, at Fulco har indledt en missionsvirksomhed omend næppe med den store fremgang. Derimod fik en tysk cisterciensermunk ved navn Theodorik udnævnelse til biskop over esterne og han søgte dansk støtte til missionsvirksomhed via ærkebiskoppen i Lund, og paven lagde Estland ind under ærkesædet i Lund. På samme tid arbejdede en gejstlig fra Bremen, Albert, for missionsvirksomhed i Livland, han søgte støtte hos den tyske staufiske kong Filip, og han blev biskop i Riga. Tyskerne organiserer sig i Sværdriddernes Orden, som paven godkender i 1202.<ref name="Fen 1989 240"/> Meget tyder på, at den danske korstogsvirksomhed i de følgende årtier var rettet imod Venden, som først nu kommer under endeligt dansk herredømme.<ref name="Fab 1933 504">Fabricius (1933), s. 504</ref> Men i 1197 indledes et omfattende dansk korstog til Estland.<ref>Ulige årbøger angiver lidt forskellige år for dette korstog: 1194, 1196 og 1197, men nøjere undersøgelser har påvist daterings- og afskrivningsfejl for de to første års vedkommende, jvf. Fabricius (1933), s. 504-506</ref><ref name="Fen 1989 239">Fenger (1989), s. 239</ref> Atter afbrydes korstogsvirksomheden midlertidigt i forbindelse med, at Absalon dør 1201, kong Knud VI dør 1202 og Esbern Snare dør 1204 samt med Danmarks magtovertagelse i Holsten, der sker under betydelige kampe<ref name="Fab 1933 507">Fabricius (1933), s. 507</ref>, men i 1205 søger kong Valdemar om tilladelse til at oprette et bispesæde i Estland, hvilket han får tilladelse til den 13. januar 1206.<ref name="Fab 1933 507"/> Antagelig i 1206 skriver pave Innocens III til Anders Sunesen:</br> "''Da du i din retfærdighed og fromhed påtænker at straffe uret mod kristenheden, og da du med fromt forsæt har besluttet at drage imod hedningerne, bevilger vi dig ved dette brev myndighed til at ordinere en troende biskop i en by, som du med Kristi hjælp kan vinde for dyrkelsen af den kristne tro, efter at hedningernes smuds er fjernet''".<ref name="Fen 1989 239f">Fenger (1989), s. 239f</ref></br> Et dansk korstog synes rettet imod Saremaa (Øsel), hvor der opføres en mindre borg, men uden tilstrækkeligt mandskab må man atter forlade øen; Anders Sunesøn drog herfra med biskop Nicolaus af Slesvig til Riga for vinteren.<ref name="Fab 1933 509">Fabricius (1933), s. 509</ref><ref name="Fen 1989 240">Fenger (1989), s. 240</ref> 1208 skal korstoget til det sydlige Estland være fundet sted. Det savnes imidlertid i omtalen i klosterårbøgerne, måske fordi der samme år foregik et katastrofalt krigstog til Sverige, som endte med nederlaget ved Lena den 31. januar, og som pådrog sig hele opmærksomheden.<ref name="Fab 1933 509"/> Som årsag til dette korstog må måske ses, at tyskerne samme år havde underlagt sig Livland og havde overskredet grænsen til Estland.<ref name="Fab 1933 511">Fabricius (1933), s. 511</ref> Det var derfor på høje tid, hvis Danmark ikke skulle risikere, at hele det baltiske område blev underlagt tysk overherredæmme. Også i de følgende år genoptages korstogene til Estland, således 1210, efter, at man havde sikret sig imod tyske udplyndringer i Danmark, mens korstoget fandt sted.<ref name="Fab 1933 510">Fabricius (1933), s. 510</ref> Men netop på dette tidspunkt indtræder en magtkamp om Estland og Livland mellem Sværdridderordenen på den ene side og biskoppen i Riga på den anden.<ref name="Fab 1933 512">Fabricius (1933), s. 512</ref> Denne magtkamp fører til, at paven i stedet giver ærkebiskop Andreas Sunesen legatmyndighed i alt, hvad der angår mission i Baltikum. Den 4. april 1212 får ærkebispen et tilsagn som leder af missionsvirksomheden.<ref name="Fen 1989 267">Fenger (1989), s. 267</ref> Heri anvendes som begrundelse herfor blandt andet følgende:</br> "''Da du altså, optændt af iver for Kristendommen, mægtigt har arbejdet på at omvende de omboende hedninger fra vildfarelsen til sandheden, og endnu agter at arbejde, så mener vi, at vor befuldmægtigelse, for at du rigeligere og virkningsfuldere må kunne udføre det, bør overgives dig; og vi befaler vore brødre ærkebiskoppen af Uppsala og hans lydbiskopper og biskopper og de andre kirkers øvrige prælater i Danmark og Sverige ved denne vor skrivelse, at de skal være dig, der som pavestolens legat trofast arbejder på denne gerning, behjælpelig..''"<ref name="Fab 1933 513">Fabricius (1933), s. 513</ref></br> Det er sandsynligt, at den "mægtige" virksomhed, der henvises til, blandt andet har omfattet et korstog i 1208. Konklusionen af dette historiske forløb bliver, at: "''Der kan saaledes ikke ud fra tidshistoriske Grunde rejses nogen Invending mod Danebrogssagnets Tidsfæstelse til 1208 og Stedfæstelsen til Fellin.''"<ref name="Fab 1933 517f">Fabricius (1933), s. 517f</ref> === Dannebrog og slaget ved Lyndanisse i 1219 === Men hvorledes så med selve overleveringen? Det står fast, at den ikke kan være "lånt" fra andre kilder. Det står også fast, at da Peder Olsen nedskriver begivenheden, forsøger han at få sit ellers ukendte korstog rettet til et kendt korstog.<ref name="Fab 1933 523">Fabricius (1933), s. 523</ref> Men netop dette, at korstoget 1208 ellers er ukendt, taler for, at det har været en gammel overlevering om Dannebrog, som ''netop'' var knyttet til 1208 og til Fellin.<ref name="Fab 1933 525">Fabricius (1933), s. 525</ref> Det må anses for usandsynligt, at et sådant sagn skulle være en senere tids konstruktion.<ref name="Fab 1933 526">Fabricius (1933), s. 526</ref> Hvad angår selve forløbet af slaget kan der være grund til at bemærke sig Henrik af Livlands fremstilling af begivenhederne i 1219. Ifølge denne var kong Valdemar kommet til Estland med sin enorme flåde på 1500 skibe for at tilse opførelsen af en ny borg i stedet forden gamle Lindanese, som blev sløjfet for at give plads til den nye. De omgivende folkegrupper, revelerne og harjerne, samlede en stor hær og sendte deres ledere til kongen for at forhandle en fred. Kongen gav disse udsendinge gaver, og hans biskopper døbte dem; med i kongens følge var lensmanden Vitslav fra Rygen, ærkebiskop Andreas og tre biskopper: kansleren Niels fra Slesvig, Ebbe fra Århus og Theodorik, der var indviet som ny biskop over Estland. Tre dage efter fredsforhandlingerne vendte esterne imidlertid tilbage med deres hær og angreb den danske lejr fra flere sider om aftenen efter nadveren. Nogle stormede det telt, hvor biskop Theodorik lå, ud fra formodningen, at det var kongens telt, og han blev dræbt på stedet; andre angreb andre mål, og mange blev hugget ned. Netop, som det så værst ud for danskerne, vendte Vitslav med sin vendiske hær sig imod esterne og drev dem på flugt; andre estere under fremrykning standsede op ved dette syn, og danskerne fik samlet sig, kongen med sit mandskab, der også omfattede nogle tyskere, kom til stede, og efter kamp blev esterne slået på flugt, og mange blev dræbte. Kongen og biskopperne takkede Gud for sejren, kong Valdemar lod sin kapellan Viscelin indvie til Theodoriks efterfølger og drog hjem efter at have fuldført borgens opførelse, mens biskopperne med deres mandskab forblev i landet og færdiggjorde dettes underkastelse under den danske krone og kirke.<ref name="Jør 1875 445f">Jørgensen (1875), s. 445f</ref><ref name="Fen 1989 267f">Fenger (1989), s. 267f</ref> Denne beretning, som er nogenlunde samtidig med begivenhederne men en andenhånds beretning, giver anledning til en række spørgsmål. Det virker utroligt, at kongen skulle være ankommet med en så stor hær blot for at ombygge en borg. Mere troværdigt er det, at der var tale om et regulært korstog. Men endnu mere bemærkelsesværdigt er det, at esterne skulle have angrebet biskop Theodoriks telt i den tro, at det var kongens. Hvad fik dem til at tro det? Og hvordan identificerede de dette kongens formodede telt? Er Dannebrog en medvirkende del af forklaringen? I så fald: på hvilken måde? Svaret på disse spørgsmål kan meget vel vise sig at være en nøgle til forståelse af begivenhedsforløbet. Tilbage bliver spørgsmålet om de historiske omstændigheder omkring flagets betydning i slaget. Det kunne tænkes, at der var tale om en pavelig fane. Men ingen overlevering taler om en sådan pavelig fane.<ref name="Fab 1933 530">Fabricius (1933), s. 530</ref> Antagelsen er grundløs. En anden mulighed er, at det skulle være Johannitterne fane. Men det er usandsynligt, at paven vil have anvendt et banner, som allerede var i brug.<ref name="Fab 1933 529">Fabricius (1933), s. 529</ref> Også denne antagelse må anses for grundløs. Endelig kunne der være tale om en biskoppelig fane. Hvis fanen ikke faldt oven fra, kunne det måske, hvis vi følger den skildring, som Henrik af Livland giver, være en undsætningstrop, der kom til med den biskoppelige korsfane højt løftet i spidsen.<ref name="Fab 1933 531">Fabricius (1933), s. 531</ref> For den sags skyld kunne fanen have hængt foran biskoppens telt, revet sig løs og af vinden være ført hen over hovedet på de kæmpende. I så fald var den bogstaveligt talt på det nærmeste "faldet fra himlen". Det er muligt, at det er synet af denne fane højt mod himlen, der gav de kæmpende det mod og den vilje, der skulle til for at vinde slaget. I begge tilfælde har der været tale om et under, noget uventet som siden er blevet husket af de deltagende. Vi kan måske underbygge denne hypotese: ''hvis'' det er rigtigt, at Dannebrog første gang var kommet i hænderne på den danske korstogsmission i 1208 under omstændigheder, som måske er blevet husket men aldrig nedskrevet i samtiden, og ''hvis'' flaget var taget med igen under det nye korstog i 1219, og ''hvis'' flaget viste sig netop på det mest kritiske tidspunkt under slaget, og ''hvis'' nogen i et guddommeligt indfald har forstået den symbolske betydning af at indgyde korstogsridderne ekstra mod og kraft netop på dette tidspunkt, ''så'' kan det med rimelighed forklare to ting, som ellers bliver vanskelige at forklare: for det første hvorfor Dannebrog er blevet knyttet til begivenhederne i 1219, selvom dets oprindelse skriver sig til 1208, og for det andet hvorfor flaget var med korstogsridderne under dette nye togt: det var blevet "modtaget" under et tidligere korstog og var blevet forbundet med en sejr i dette, hvorfor det som sejrssymbol blev taget med igen og atter gav en sejr, denne gang måske i et mere kritisk slag. Dermed er traditionen om dets oprindelse og betydning i nogen grad blevet forskudt fra den oprindelige, mindre betydningsfulde begivenhed til den senere, afgørende begivenhed. Og dermed fik Dannebrog også den betydning som sejrssymbol, som flere hundrede år senere blev nedskrevet. Det kan tillige forklare en anden, mindre bemærket side af begivenhedsforløbet: hvis fanen var med igen i 1219, og hvis det var denne ærkebispens korsfarerfane, som fejlagtigt fik esterne til at angribe ærkebispens telt i den tro, at det var kongens telt, så bestyrker det yderligere flagets høje alder. Det ville være naturligt at medbringe ''samme'' korstogsfane på begge korstog, fordi de drejede sig om ''samme'' sag. Brugen af en korsfane er bevidnet allerede fra Valdemar den Stores tid<ref name="Fen 1989 269">Fenger (1989), s. 269</ref>, hvor den sandsynligvis symboliserer bispedømmet og ikke det danske rige. At danskerne netop havde et banner med kors som symbol er selvsagt naturligt for et korstog. Om fanen havde revet sig løs eller blev taget med af undsætningstropperne, er mindre betydningsfuldt, det vigtige var, at den var markant til stede netop, som slaget vendte. Den omstændighed, at Tallinns lille segl afspejler Dannebrog, samt at det ses over Strandporten, taler også for, at der er en særlig forbindelse mellem dette sted og denne fane.<ref name="Fab 1933 528">Fabricius (1933), s. 528</ref> Måske er symbolet derved tiltaget i betydning, fordi slaget i 1219 markerer en slags afslutning på hele det forud gående forløb. Nok så vigtigt: forudsat, at Danmark forud for slaget i 1219 allerede havde udkæmpet slag i det sydlige Estland omkring et årti tidligere, bliver det lettere forståeligt, hvorfor kong Valdemar i 1218 kræver herredømmet over hele Estland, hvorfor han spærrer Lübecks havn for de tyske korstogsfarere i 1219 og 1220, hvorfor Anders Sunesøn erklærer hele Estland som tilhørende Danmark, samt hvorfor hele Estland i 1221 i et forlig med biskop Adelbert tillægges Danmark. Der var hverken tale om en lunefuld udnyttelse af heldige omstændigheder fra dansk side eller om et dansk imperialistisk krav men derimod om at fuldende den virksomhed, som var begyndt årtier før og som skridt for skridt var blevet udstrakt til hele det estiske område.<ref name="Fab 1933 532f">Fabricius (1933), s. 532f</ref> Ovenstående er, hvad vi med rimelig sikkerhed tør sige om Dannebrogs oprindelse og betydning for Danmarks overherredømme over Estland. Tilbage bliver at følge nogle hovedtræk i flagets senere historie. === Kendt siden 1300-tallet === [[File:Gelre Folio 55v.jpg|thumb|right|Dannebrog gengivet i "Armorial Gelre".]] Historisk kendes Dannebrog siden 1300-tallet. Dannebrog er således bevidnet af den hollandske herold ''Gelre'' (1334-1375), der i værket "Armorial Gelre" blandt andet gengiver et våben for "die coninc van danmarke" visende, rigsvåbenet med 3 leoparder forbundet med en gylden hjelm med hermelinsklædte og påfuglebesatte vesselhorn samt et kvadratisk Dannebrogsflag.<ref name=autogeneret1 /><ref>[https://commons.wikimedia.org/wiki/File:Gelre_Folio_55v.jpg Gelre Folio 55v]</ref> Ligeledes i ''Bellenville-våbenbogen'' 1380-90 findes et skjold med et kors med navnet ''Denenbroce'' over. Fra denne tid må både flagets navn og udseende derfor regnes som værende fastslåede kendsgerninger. Således er både flaget og navnet dokumenteret ''senest'' fra Valdemar Atterdags tid og ''kan'' stamme fra de estiske korstog blot 150 år før eller tidligere. === Erik af Pommern === Det danske korsflag kendes brugt af Erik af Pommern og symboliserede da Lübecks våben, fordi han ønskede, at han var herre over denne by. Lübecks gamle våben var et hvidt kors på en rød baggrund, dannet som en modsætning til den tysk-romerske kejsers hvide flag med et rødt kors, et flag som stammede fra Romerriget, og som er bevaret i det engelske flag. Erik af Pommern indførte dannebrogskorset i sit segl, og siden har det indgået i alle danske rigsvåbener. Dannebrog blev oprindeligt opbevaret sammen med rigets øvrige klenodier, i Folen, det faste tårn på Kalundborg Slot.<ref>Jørgensen (1887), s. 168</ref> === Dannebrog og Sverige === Ifølge svenske krøniker blev "Danabroka" i 1439 ført ind i Sverige, og i 1464 tog svenske bønder en fane med Dannebrog fra Christian I og senere oplevede en sejr i Slaget ved Brunkeberg i 1471. Ærkebispens krønike i Lund oplyser, at Christian I i 1448 fik overrakt rigets flag.<ref name="Bar 1992 13f">Bartholdy (1992), s. 13f</ref> Disse oplysninger bevidner flagets vedvarende brug og dets betydning som dansk rigssymbol. === Togtet til Ditmarsken === Under krigen i Ditmarsken i år 1500 var et Dannebrogsflag, der efter sigende var det originale fra 1219, med. Under slaget ved Hemmingstedt blev det ført af marsk Hans von Ahlefeldt<ref>oplysningen findes hos den kongelige historiograf Hans Svanning, der i 1558-59 skrev en fremstilling af kong Hans' historie og heri bringer oplysningen, at :"rigets banner, delt af hvidt og rødt i form af et kors, og nedfalden fra himlen til kong Valdemar II, som der fortælles, da han førte krig mod Livlænderne, som dengang var kristendommens fjender", her gik tabt. Det er sikkert fra Svanning, at Huitfeldt har hentet samme oplysning, jvf. Jørgensen (1887), s. 169.</ref>. Han faldt imidlertid under slaget, og flaget blev erobret af ditmarskerne. Det blev ophængt i kirken i Wöhrden<ref>oplysningen skyldes præsten og historikeren Johan Neocorus, der afsluttede sin krønike i 1598 og hvis fader havde været degn i Wöhrden i 20 år, da han døde i 1580, jvf Jørgensen (1887), s. 178f</ref>, og blev først generobret i 1559<ref>Uafhængigt af Svanning fortæller Johan Rantzov i sin omtale af dette sidste togt til Ditmarsken, at der blandt de tilbageerobrede faner også var: :"et stykke af det banner, som man siger til sin tid ved et mirakel blev givet en dansk konge imod russerne og som fordum kong Hans havde taget med i håb om derved at stride heldigt imod Ditmarskerne.", jvf. Jørgensen (1887), s. 170f</ref> – da næsten ødelagt af fugtighed og ælde – og ophængt i Slesvig kirke, hvor det endeligt gik til engang i 1660'erne.<ref>kilden hertil er Hans de Hofman, som i 7. del af "Den danske Atlas" fra 1781 s. 605 oplyser om koret i Slesvig domkirke, at: :"I dette kor hængte den berømte danske fane Danebrog... og var at se, indtil den ved 1660 af alder og forrådnelse aldeles forfaldt, da nogle børn ved deres leg nedrev den af loftet og ingen bekymrede sig om at samle dens levninger." Men fra omtrent samme tid stammer en oplysning i et tysk værk, at fanen havde hængt i Nikolaikirken i Kiel, jvf Jørgensen (1887), s. 182. Jørgensen tillægger dog oplysningen om Slesvig domkirke størst troværdighed, jvf samme. s. 185f</ref><ref name="Bar 1992 14"/> I borgerkrigen ''Grevens fejde'' anvendte den ene part et stribet flag; blåt, gult og rødt i rigsvåbnets farver, og den anden part, den sejrende, brugte et rødt-hvidt korsflag, med fire lige lange arme. === Nyere tid === Siden 1500-tallet har Dannebrog angivet danske skibes nationalitet, og i 1600- og begyndelsen af 1700-tallet indgik et Dannebrogsfelt i hærens faner.<ref name=autogeneret3>Achen, s. 108</ref> I 1696 fastlagde en kongelig resolution flagets mål, og disse har siden overvejende været opretholdt.<ref name="Bar 1992 14">Bartholdy (1992), s. 14</ref> Indtil 1743 brugte man et sort-hvidt korsflag som sørgeflag, derefter blev det besluttet at flage på halvt i stedet for<ref>[http://www.crwflags.com/fotw/flags/dk-sorg.html Danish Mourning Flag (until 1743)<!-- Bot genereret titel -->]</ref>. 1785 blev Dannebrog genindført som fane for nogle danske regimenter, i 1801 blev det fane for landeværnet.<ref name=autogeneret3 /> I 1807 digtede B.S. Ingemann:<br /> "''Vift højt på Kodans bølge''<br /> ''blodrøde Dannebrog''"<br /> og i de følgende årtier skrev flere danske digtere, N.F.S. Grundtvig, Oehlenschläger, Chr. Winther, H.C. Andersen, digte om Dannebrog.<ref name=autogeneret3 /> I 1830-erne og 1840-erne udviklede Dannebrog sig til et folkeflag. I 1842 blev det regimentsfane i hele hæren.<ref>Achen, s. 109</ref> === <big>Lovgivning</big> === Der blev indført flagforbud for borgere i 1834. Først i 1854 fik almindelige danske borgere ret til at hejse Dannebrog (dog ikke splitflag).<ref>[https://www.retsinformation.dk/Forms/R0710.aspx?id=58409 Cirkulærer om ophævelse af forbuddet mod flagning i kanceli cirkulære af 7. januar 1834. – retsinformation.dk<!-- Bot genereret titel -->]</ref> Valdemarsdag den 15. juni blev indført i 1912 ved cirkulære Nr. 391 af 24. december 1912 for at markere Dannebrogs oprindelse, men som det fremgår, hviler det på en delvis misforståelse af traditionen. På den anden side: hvis det tidligere begivenhedsforløb er korrekt forstået, og slaget i 1219 markerede en slags afslutning på hele den forud gående danske missionsvirksomhed i Estland, så er markeringen af denne begivenhed historisk rimelig og forståelig. Og lige meget hvormeget man forsøger at skille myte fra historisk virkelighed, så står det fast, at denne afslutning spillede en afgørende rolle for, at Estland blev et kristent område, og at Danmark har hovedæren herfor. === <big>Noter</big> === {{reflist|2}} === <big>Litteratur</big> === * Sven Tito Achen: ''Heraldikkens femten glæder''; København 1978; ISBN 87-12-00222-4 * Nils G. Bartholdy: "Dannebrog - legende og virkelighed" (Michael Andersen og Frank Birkebæk (red.): ''1219 - Dannebrog og Estland''; Roskilde Museums Forlag 1992; ISBN 87-88563-189; s. 6-16) * L.P. Fabricius: "Sagnet om Danebroge og de ældste Forbindelser med Estland" (''Kirkehistoriske Samlinger'', Sjette Række, Første Binds første Hefte, København 1933) * Ole Fenger: "Kirker rejses alle vegne" (Olaf Olsen (red.): ''Gyldendal og Politikens Danmarkshistorie'', bind 4: 1050-1250; København 1989; ISBN 87-89068-06-8) * Henning Henningsen: "Dannebrog og flagføring til søs" (''Handels- og Søfartsmuseets årbog 1969'', s. 7-81) * A.D. Jørgensen: "Om Danebroges Oprindelse" (''Historisk Tidsskrift'', 4. række, Bind 5; 1875) * A.D. Jørgensen: "Undersøgelser vedrørende Danebroge og det danske kongevåben" (''Historisk Tidsskrift'', 6. række, Bind 1; 1887) * J.O. Kock: "Sagnet om Dannebrog" (''Danske Studier'' 1951; s. 34-48) * John Lind: "Den faldt fra himlen ned" (Kronik i ''Skalk'' 2001, nr. 6, s. 20-27) * E. Løffler: "Bidrag til Bedømmelse af Danebrogs-Sagnets historiske Værd" (''Historisk Tidsskrift'', Bind 5. række, 2 (1880); s. 562-566) * ''Salmonsens Konversationsleksikon'', 2. udgave, bind V, s. 515-517; opslag: Dannebroge * [http://www.navalhistory.dk/Danish/Flaget/FlagetsHistorie.htm Flagets historie], i ''Dansk Marinehistorie'' af Johnny E. Balsved, o8s27i7y1va11erxu71z9rgz85m3lci 0 6848 42558 42557 2026-08-27T17:19:34Z Sven Halfdan Nielsen 3898 42558 wikitext text/x-wiki === Fugle === {| class="wikitable" |[[Image:Dendrocopos major01.jpg|thumb|right|250px]] '''Stor flagspætte''' (''Dendrocopos major'') er en spætteart, der lever i Europa (herunder Danmark), det nordlige Afrika og i store dele af Asien. Stor flagspætte er den almindeligste danske spætte. I Danmark yngler stor flagspætte over hele landet, bortset fra mindre øer med kun lidt skov som Ærø og Anholt. Den er især almindelig i blandskov med udgåede træer. Dens trommen høres oftest i marts og april. De danske fugle er standfugle. I år med ringe frøsætning i nåleskovene nord for Danmark, kan mange unge fugle gæste landet. Den store flagspætte har en længde på ca 23 cm og vejer omkring 90 g. Hannen kendes på sin røde nakkeplet. Ungfuglene har rød isse. Den lever om sommeren især af insekter, mens den om vinteren tager frø fra koglerne af fyr eller gran. Stor flagspætte kan desuden tage andre fugles æg eller unger. |- |'''Grønspætte''' (''Picus viridis'') |- |'''Sortspætte''' (''Dryocopus martius'') |- |'''Træløber''' (''Certhia familiaris'') |- |'''Spætmejse''' (''Sitta europaea'') |- |'''Blåmejse''' (''Parus caeruleus'') |- |'''Sortmejse''' (''Parus ater'') |- |'''Topmejse''' (''Parus cristatus'') |- |'''Musvit''' (''Parus major'') |- |'''Lille korsnæb''' (''Loxia curvirostra'') |- |'''Gærdesmutte''' (''Troglodytes troglodytes'') |- |[[Image:Willow Warbler Phylloscopus trochilus.jpg|thumb|right|250px]] '''Løvsanger''' (''Phylloscopus trochilus'') er en spurvefugl. Den er grønlig fjerdragt for oven og gullig for neden eller mere afdæmpede grågrønne til gråbrune farver med mindre eller ingen variation i forhold til årstiden. Halerne er ret korte og består af 12 fjer. Løvsangeren er spinkel og mellem 9 og 14,5 cm, oftest 11-12 cm, lang. Den yngler i det nordlige og tempererede Europa og Asien. I Danmark forekommer den over hele landet, selv på de mindste øer. Den yngler både i krat og skov, såvel løvskov som nåleskov, herunder i vestjyske klitplantager. Løvsangeren lever af insekter og finder sin føde mellem blade på træer. Hele bestanden trækker til Afrika syd for Sahara. |- |[[Image:P sibilatrix.jpg|thumb|right|250px]] '''Skovsanger''' (''Phylloscopus sibilatrix'') er en spurvefugl. Den yngler i Europa i et bredt bælte fra de Britiske Øer og Frankrig til det vestlige Sibirien. I Danmark ses den typisk i højstammet bøgeskov og er derfor fortrinsvis udbredt i de østlige dele af landet, medregnet det østlige Jylland. Skovsangeren er en trækfugl. |- |[[Image:Chiffchaff - Phylloscopus collybita.jpg|thumb|right|250px]] '''Gransanger''' (''Phylloscopus collybita'')er en mindre spurvefugl. Den yngler i de nordlige og tempererede dele af Europa og Asien. Navnet skyldes, at arten nord for Danmark især yngler i granskov. Efter at være indvandret til Danmark fra midten af 1800-tallet er gransangeren nu særdeles almindelig over hele landet både i nåleskove, løvskove og især blandingsskove. Gransangeren er overvejende en insektæder, men den kan også æde bær og frugter. Arten overvintrer i det vestlige og sydlige Europa, det sydlige Asien og det nordlige Afrika. Den danske bestand overvintrer især i middelhavsområdet. |- |[[Image:Снегири на ясене (Pyrrhulas - mas, fem).jpg|thumb|right|250px]] '''Stor dompap''' (''Pyrrhula pyrrhula'') er en 16 cm stor spurvefugl. Dens karakteristiske næb er sort, kort og kegleformet. Hannen er på undersiden rød, mens hunnen er brun. Begge køn har sort kalot og en iøjnefaldende hvid overgump, der især ses under flugten. Halen og vingernes svingfjer er sorte. Dompap er udbredt i alle europæiske lande fraset Island. Den findes desuden i dele af Mellemøsten og i et bredt bælte tværs gennem Asien helt til stillehavskysten og Japan. Arten indvandrede til Danmark i første halvdel af 1900-tallet, hvor den bredte sig dels syd fra og op gennem Jylland, dels østfra. Fuglene syd fra tilhørte underarten lille dompap (''Pyrrhula pyrrhula europaea''), mens dem østfra var af formen stor dompap (''P. p. pyrrhula''). De to underarter ligner hianden til forveksling og har desuden dannet mellemformer, omend grænsen for det to underarter i hovedtræk går ved Storebælt. Dompap er nu en ret almindelig ynglefugl, hvis antal dog kan variere meget fra år til år. I Danmark er dompappen fortrinsvis knyttet til nåletræer men findes i udpræget grad i blandede skovområder. Det kan være forklaringen på, at den næsten mangler i Vestjylland. Føden består af frø fra blandt andet [[Almindelig Ask|ask]], [[Almindelig Syren|syren]], [[ahorn]], [[birk]], [[Stor Nælde|stor nælde]] og [[Pileurt (Polygonum)|pileurt]] samt om efteråret også [[Almindelig ene|enebær]] og [[rønnebær]]. I år med lav frøsætning kan arten i en stor del af vinteren og hen på foråret leve af løvtræernes og [[Europæisk Lærk|lærkens]] knopper. Om foråret tager den tillige en del insekter, hvilket desuden indgår i ungernes foder. |- |'''Skovskade''' (''Garrulus glandarius'') |- |'''Skovsneppe''' (''Scolopax rusticola'') |- |[[Image:Waldohreule in freier Wildbahn.jpg|thumb|right|250px]] '''Skovhornugle''' (''Asio otus'') har en højde på 35-37 centimeter og et vingefang på 84-95 centimeter. Skovhornuglen har orangerøde øjne og lange fjerhorn. Den er standfugl i store dele af Europa og trækfugl i det nordlige Skandinavien og Finland. I Danmark er det en ret almindelig ynglestandfugl og den kommer også som træk- og vintergæst. |- |[[Image: Совёнок Филя, Серая неясыть (Strix aluco, juv), Филёвский парк.jpg|thumb|right|250px]] '''Natugle''' (''Strix aluco'') er en mellemstor ugle med sorte øjne. Dens farve varierer fra grålig til rødbrun. Længden er typisk omkring 37-39cm og vingefanget omkring 94-104 cm. Den findes i næsten hele Europa fraset det nordlige Skandinaven, og er også udbredt i det nordligste Afrika samt området mellem Sortehavet og Det Kaspiske Hav. Den lever overvejende i ældre løvskove med delvis hule træer og træer med mindre hulrum, som uglen kan bebo og med lysninger, hvor fuglen kan jage. Af samme grund findes den næsten kun udbredt i de østlige egne, fraset Samsø og Bornholm. Natuglen har et usædvanligt godt syn, som den bruger til at finde sit bytte om natten, hvor den er aktiv. Den lever hovedsageligt af mus, men også af andre gnavere, muldvarpe, pindsvin, egern, lækatte, orme, insekter og småfugle. |- |[[Image:Buteo buteo -Scotland-8.jpg|thumb|right|250px]] '''Musvåge''' (''Buteo buteo'') er en kraftig rovfugl. Musvågen er brun, men med mange farvevarianter fra næsten hvid til helt mørk. Den er 51-57 cm lang med forholdsvis korte, brede vinger med fem karakteristiske "fingre" og med et vingefang på 113-128 cm. Dens hale er ret kort og lige afskåret. Den findes fra Europa til Asien og er en udbredt ynglefugl i næsten hele Danmark. Den findes som ynglefugl i større og mindre skove og plantager, der er omgivet af åbent land. Den vælger som regel sit ynglested nær udkanten af skoven eller ved større lysninger. Den er mere udbredt i løvskovsområder og har først i løbet af det 20. århundrede bredt sig til vestjyske nåleskovsområder. Musvåger er meget alsidige i deres valg af føde. De spiser både små pattedyr fx mus men også krybdyr, regnorme, større insekter, padder, småfugle og ådsler. Skønsmæssigt omkring halvdelen af de ynglende par i Danmark er standfugle, mens resten, oftest ungfuglene, trækker til Vest- og Sydeuropa for vinteren. |- |[[Image:Wespenbussard Pernis apivorus by A. Görtler edit2.jpg|thumb|right|250px]] '''Hvepsevåge''' (''Pernis apivorus'') er en middelstor europæisk rovfugl. Kønnene ligner hinanden, men hannen har ofte en tydeligere gråblålig tone på oversiden, især på hovedet. Vingefanget er 125-150 cm. Hvepsevågen foretrukne bytte er larver og pupper fra hvepseboer], men den lever også af humlebiers bo og frøer. I Danmark forekommer den udpræget i de østlige dele indtil Østjylland og inklusive Bornhom. Den yngler næsten udelukkende i gammel løvskov og er kun undtagelsesvis fundet i nåleskov, men er almindelig i nåletræsskove i Norge og Sverige. Den overvintrer i Afrika. |- |[[Image:Northern Goshawk ad M2.jpg|thumb|right|250px]] '''Duehøg''' (''Accipiter gentilis'') har mørkebrun overside med et gråligt anstrøg. Brystet er hvidligt med mange mørkebrune bølgelinjer. Vingerne er forholdsvis korte mens halen er lang. De to køn ser ens ud, men hunnen er væsentligt større end hannen. Hannen måler fra halespids til næbspids omkring 54 cm og hunnen omkring 64 cm. Duehøgen er en stor høg, der er udbredt som ynglefugl over store dele af Europa, herunder i Skandinavien, men desuden i Asien og det nordvestlige Afrika. Den lever fortrinsvis i skove, men kan også ses i åbne landskaber om vinteren. Den stiller krav til ret store territorier. Den lever især af småfugle og mindre pattedyr. I Danmark findes duehøgen både i gamle løvskove og i nåleskove, men den stiller krav om ret høje træer for at yngle. I Danmark er den på grund af tidligere jagt især udbredt i de nordsjællandske statsskove, men den findes også på Lolland-Falster, Fyn og i Jylland, fortrinsvis de sydlige dele. Endvidere har den efterhånden bredt sig til de midt- og vestjyske hedeplantager. Den er standfugl i Danmark. |- |[[Image:Ястреб-перепелятник (Accipiter nisus, m), Измайловский парк.jpg|thumb|right|250px]] '''Spurvehøg''' (''Accipiter nisus'') er en relativt lille rovfugl. Hunnen større end hannen. Hunnen måler op til cirka 38 centimeter fra hoved til hale, mens hannen måler cirka 30 centimeter. Den lever mest af småfugle, der jages i både skove og nu om stunder også i byområder. Spurvehøgen er en udpræget nåleskovsfugl, som i udtalt grad yngler i nåletræsbevoksninger især af rødgran på mellem 20 og 50 år. Kun undtagelsesvis er den fundet ynglende i ren løvskov. Af samme grund er den udbredt over hele landet inklusive Bornholm, men stærkest i Jylland. |} p1y385ky73jbrqkjlwj9mhc9bb6823j 42559 42558 2026-08-27T17:25:59Z Sven Halfdan Nielsen 3898 småret 42559 wikitext text/x-wiki === Fugle === {| class="wikitable" |[[Image:Dendrocopos major01.jpg|thumb|right|250px]] '''Stor flagspætte''' (''Dendrocopos major'') er en spætteart, der lever i Europa (herunder Danmark), det nordlige Afrika og i store dele af Asien. Stor flagspætte er den almindeligste danske spætte. I Danmark yngler stor flagspætte over hele landet, bortset fra mindre øer med kun lidt skov som Ærø og Anholt. Den er især almindelig i blandskov med udgåede træer. Dens trommen høres oftest i marts og april. De danske fugle er standfugle. I år med ringe frøsætning i nåleskovene nord for Danmark, kan mange unge fugle gæste landet. Den store flagspætte har en længde på ca 23 cm og vejer omkring 90 g. Hannen kendes på sin røde nakkeplet. Ungfuglene har rød isse. Den lever om sommeren især af insekter, mens den om vinteren tager frø fra koglerne af fyr eller gran. Stor flagspætte kan desuden tage andre fugles æg eller unger. |- |'''Grønspætte''' (''Picus viridis'') |- |'''Sortspætte''' (''Dryocopus martius'') |- |'''Træløber''' (''Certhia familiaris'') |- |'''Spætmejse''' (''Sitta europaea'') |- |'''Blåmejse''' (''Parus caeruleus'') |- |'''Sortmejse''' (''Parus ater'') |- |'''Topmejse''' (''Parus cristatus'') |- |'''Musvit''' (''Parus major'') |- |'''Lille korsnæb''' (''Loxia curvirostra'') |- |'''Gærdesmutte''' (''Troglodytes troglodytes'') |- |[[Image:Willow Warbler Phylloscopus trochilus.jpg|thumb|right|250px]] '''Løvsanger''' (''Phylloscopus trochilus'') er en spurvefugl. Den er grønlig fjerdragt for oven og gullig for neden eller mere afdæmpede grågrønne til gråbrune farver med mindre eller ingen variation i forhold til årstiden. Halerne er ret korte og består af 12 fjer. Løvsangeren er spinkel og mellem 9 og 14,5 cm, oftest 11-12 cm, lang. Den yngler i det nordlige og tempererede Europa og Asien. I Danmark forekommer den over hele landet, selv på de mindste øer. Den yngler både i krat og skov, såvel løvskov som nåleskov, herunder i vestjyske klitplantager. Løvsangeren lever af insekter og finder sin føde mellem blade på træer. Hele bestanden trækker til Afrika syd for Sahara. |- |[[Image:P sibilatrix.jpg|thumb|right|250px]] '''Skovsanger''' (''Phylloscopus sibilatrix'') er en spurvefugl. Den yngler i Europa i et bredt bælte fra de Britiske Øer og Frankrig til det vestlige Sibirien. I Danmark ses den typisk i højstammet bøgeskov og er derfor fortrinsvis udbredt i de østlige dele af landet, medregnet det østlige Jylland. Skovsangeren er en trækfugl. |- |[[Image:Chiffchaff - Phylloscopus collybita.jpg|thumb|right|250px]] '''Gransanger''' (''Phylloscopus collybita'')er en mindre spurvefugl. Den yngler i de nordlige og tempererede dele af Europa og Asien. Navnet skyldes, at arten nord for Danmark især yngler i granskov. Efter at være indvandret til Danmark fra midten af 1800-tallet er gransangeren nu særdeles almindelig over hele landet både i nåleskove, løvskove og især blandingsskove. Gransangeren er overvejende en insektæder, men den kan også æde bær og frugter. Arten overvintrer i det vestlige og sydlige Europa, det sydlige Asien og det nordlige Afrika. Den danske bestand overvintrer især i middelhavsområdet. |- |[[Image:Снегири на ясене (Pyrrhulas - mas, fem).jpg|thumb|right|250px]] '''Stor dompap''' (''Pyrrhula pyrrhula'') er en 16 cm stor spurvefugl. Dens karakteristiske næb er sort, kort og kegleformet. Hannen er på undersiden rød, mens hunnen er brun. Begge køn har sort kalot og en iøjnefaldende hvid overgump, der især ses under flugten. Halen og vingernes svingfjer er sorte. Dompap er udbredt i alle europæiske lande fraset Island. Den findes desuden i dele af Mellemøsten og i et bredt bælte tværs gennem Asien helt til stillehavskysten og Japan. Arten indvandrede til Danmark i første halvdel af 1900-tallet, hvor den bredte sig dels syd fra og op gennem Jylland, dels østfra. Fuglene syd fra tilhørte underarten lille dompap (''Pyrrhula pyrrhula europaea''), mens dem østfra var af formen stor dompap (''P. p. pyrrhula''). De to underarter ligner hianden til forveksling og har desuden dannet mellemformer, omend grænsen for det to underarter i hovedtræk går ved Storebælt. Dompap er nu en ret almindelig ynglefugl, hvis antal dog kan variere meget fra år til år. I Danmark er dompappen fortrinsvis knyttet til nåletræer men findes i udpræget grad i blandede skovområder. Det kan være forklaringen på, at den næsten mangler i Vestjylland. Føden består af frø fra blandt andet [[Almindelig Ask|ask]], [[Almindelig Syren|syren]], [[ahorn]], [[birk]], [[Stor Nælde|stor nælde]] og [[Pileurt (Polygonum)|pileurt]] samt om efteråret også [[Almindelig ene|enebær]] og [[rønnebær]]. I år med lav frøsætning kan arten i en stor del af vinteren og hen på foråret leve af løvtræernes og [[Europæisk Lærk|lærkens]] knopper. Om foråret tager den tillige en del insekter, hvilket desuden indgår i ungernes foder. |- |'''Bogfinke''' (''Fringilla coelebs'') |- |'''Skovskade''' (''Garrulus glandarius'') |- |'''Skovsneppe''' (''Scolopax rusticola'') |- |[[Image:Waldohreule in freier Wildbahn.jpg|thumb|right|250px]] '''Skovhornugle''' (''Asio otus'') har en højde på 35-37 centimeter og et vingefang på 84-95 centimeter. Skovhornuglen har orangerøde øjne og lange fjerhorn. Den er standfugl i store dele af Europa og trækfugl i det nordlige Skandinavien og Finland. I Danmark er det en ret almindelig ynglestandfugl og den kommer også som træk- og vintergæst. |- |[[Image: Совёнок Филя, Серая неясыть (Strix aluco, juv), Филёвский парк.jpg|thumb|right|250px]] '''Natugle''' (''Strix aluco'') er en mellemstor ugle med sorte øjne. Dens farve varierer fra grålig til rødbrun. Længden er typisk omkring 37-39cm og vingefanget omkring 94-104 cm. Den findes i næsten hele Europa fraset det nordlige Skandinaven, og er også udbredt i det nordligste Afrika samt området mellem Sortehavet og Det Kaspiske Hav. Den lever overvejende i ældre løvskove med delvis hule træer og træer med mindre hulrum, som uglen kan bebo og med lysninger, hvor fuglen kan jage. Af samme grund findes den næsten kun udbredt i de østlige egne, fraset Samsø og Bornholm. Natuglen har et usædvanligt godt syn, som den bruger til at finde sit bytte om natten, hvor den er aktiv. Den lever hovedsageligt af mus, men også af andre gnavere, muldvarpe, pindsvin, egern, lækatte, orme, insekter og småfugle. |- |[[Image:Buteo buteo -Scotland-8.jpg|thumb|right|250px]] '''Musvåge''' (''Buteo buteo'') er en kraftig rovfugl. Musvågen er brun, men med mange farvevarianter fra næsten hvid til helt mørk. Den er 51-57 cm lang med forholdsvis korte, brede vinger med fem karakteristiske "fingre" og med et vingefang på 113-128 cm. Dens hale er ret kort og lige afskåret. Den findes fra Europa til Asien og er en udbredt ynglefugl i næsten hele Danmark. Den findes som ynglefugl i større og mindre skove og plantager, der er omgivet af åbent land. Den vælger som regel sit ynglested nær udkanten af skoven eller ved større lysninger. Den er mere udbredt i løvskovsområder og har først i løbet af det 20. århundrede bredt sig til vestjyske nåleskovsområder. Musvåger er meget alsidige i deres valg af føde. De spiser både små pattedyr fx mus men også krybdyr, regnorme, større insekter, padder, småfugle og ådsler. Skønsmæssigt omkring halvdelen af de ynglende par i Danmark er standfugle, mens resten, oftest ungfuglene, trækker til Vest- og Sydeuropa for vinteren. |- |[[Image:Wespenbussard Pernis apivorus by A. Görtler edit2.jpg|thumb|right|250px]] '''Hvepsevåge''' (''Pernis apivorus'') er en middelstor europæisk rovfugl. Kønnene ligner hinanden, men hannen har ofte en tydeligere gråblålig tone på oversiden, især på hovedet. Vingefanget er 125-150 cm. Hvepsevågen foretrukne bytte er larver og pupper fra hvepseboer], men den lever også af humlebiers bo og frøer. I Danmark forekommer den udpræget i de østlige dele indtil Østjylland og inklusive Bornhom. Den yngler næsten udelukkende i gammel løvskov og er kun undtagelsesvis fundet i nåleskov, men er almindelig i nåletræsskove i Norge og Sverige. Den overvintrer i Afrika. |- |[[Image:Northern Goshawk ad M2.jpg|thumb|right|250px]] '''Duehøg''' (''Accipiter gentilis'') har mørkebrun overside med et gråligt anstrøg. Brystet er hvidligt med mange mørkebrune bølgelinjer. Vingerne er forholdsvis korte mens halen er lang. De to køn ser ens ud, men hunnen er væsentligt større end hannen. Hannen måler fra halespids til næbspids omkring 54 cm og hunnen omkring 64 cm. Duehøgen er en stor høg, der er udbredt som ynglefugl over store dele af Europa, herunder i Skandinavien, men desuden i Asien og det nordvestlige Afrika. Den lever fortrinsvis i skove, men kan også ses i åbne landskaber om vinteren. Den stiller krav til ret store territorier. Den lever især af småfugle og mindre pattedyr. I Danmark findes duehøgen både i gamle løvskove og i nåleskove, men den stiller krav om ret høje træer for at yngle. I Danmark er den på grund af tidligere jagt især udbredt i de nordsjællandske statsskove, men den findes også på Lolland-Falster, Fyn og i Jylland, fortrinsvis de sydlige dele. Endvidere har den efterhånden bredt sig til de midt- og vestjyske hedeplantager. Den er standfugl i Danmark. |- |[[Image:Ястреб-перепелятник (Accipiter nisus, m), Измайловский парк.jpg|thumb|right|250px]] '''Spurvehøg''' (''Accipiter nisus'') er en relativt lille rovfugl. Hunnen større end hannen. Hunnen måler op til cirka 38 centimeter fra hoved til hale, mens hannen måler cirka 30 centimeter. Den lever mest af småfugle, der jages i både skove og nu om stunder også i byområder. Spurvehøgen er en udpræget nåleskovsfugl, som i udtalt grad yngler i nåletræsbevoksninger især af rødgran på mellem 20 og 50 år. Kun undtagelsesvis er den fundet ynglende i ren løvskov. Af samme grund er den udbredt over hele landet inklusive Bornholm, men stærkest i Jylland. |} 7oksovqjlql47bzull0su0x7mh8xn3b 42560 42559 2026-08-28T05:52:49Z Sven Halfdan Nielsen 3898 42560 wikitext text/x-wiki === Fugle === {| class="wikitable" |[[Image:Dendrocopos major01.jpg|thumb|right|250px]] '''Stor flagspætte''' (''Dendrocopos major'') er en spætteart, der lever i Europa (herunder Danmark), det nordlige Afrika og i store dele af Asien. Stor flagspætte er den almindeligste danske spætte. I Danmark yngler stor flagspætte over hele landet, bortset fra mindre øer med kun lidt skov som Ærø og Anholt. Den er især almindelig i blandskov med udgåede træer. Dens trommen høres oftest i marts og april. De danske fugle er standfugle. I år med ringe frøsætning i nåleskovene nord for Danmark, kan mange unge fugle gæste landet. Den store flagspætte har en længde på ca 23 cm og vejer omkring 90 g. Hannen kendes på sin røde nakkeplet. Ungfuglene har rød isse. Den lever om sommeren især af insekter, mens den om vinteren tager frø fra koglerne af fyr eller gran. Stor flagspætte kan desuden tage andre fugles æg eller unger. |- |'''Grønspætte''' (''Picus viridis'') |- |'''Sortspætte''' (''Dryocopus martius'') |- |'''Træløber''' (''Certhia familiaris'') |- |'''Spætmejse''' (''Sitta europaea'') |- |'''Blåmejse''' (''Parus caeruleus'') |- |'''Sortmejse''' (''Parus ater'') |- |'''Topmejse''' (''Parus cristatus'') |- |'''Musvit''' (''Parus major'') |- |'''Lille korsnæb''' (''Loxia curvirostra'') |- |'''Gærdesmutte''' (''Troglodytes troglodytes'') |- |[[Image:Willow Warbler Phylloscopus trochilus.jpg|thumb|right|250px]] '''Løvsanger''' (''Phylloscopus trochilus'') er en spurvefugl. Den er grønlig fjerdragt for oven og gullig for neden eller mere afdæmpede grågrønne til gråbrune farver med mindre eller ingen variation i forhold til årstiden. Halerne er ret korte og består af 12 fjer. Løvsangeren er spinkel og mellem 9 og 14,5 cm, oftest 11-12 cm, lang. Den yngler i det nordlige og tempererede Europa og Asien. I Danmark forekommer den over hele landet, selv på de mindste øer. Den yngler både i krat og skov, såvel løvskov som nåleskov, herunder i vestjyske klitplantager. Løvsangeren lever af insekter og finder sin føde mellem blade på træer. Hele bestanden trækker til Afrika syd for Sahara. |- |[[Image:P sibilatrix.jpg|thumb|right|250px]] '''Skovsanger''' (''Phylloscopus sibilatrix'') er en spurvefugl. Den yngler i Europa i et bredt bælte fra de Britiske Øer og Frankrig til det vestlige Sibirien. I Danmark ses den typisk i højstammet bøgeskov og er derfor fortrinsvis udbredt i de østlige dele af landet, medregnet det østlige Jylland. Skovsangeren er en trækfugl. |- |[[Image:Chiffchaff - Phylloscopus collybita.jpg|thumb|right|250px]] '''Gransanger''' (''Phylloscopus collybita'')er en mindre spurvefugl. Den yngler i de nordlige og tempererede dele af Europa og Asien. Navnet skyldes, at arten nord for Danmark især yngler i granskov. Efter at være indvandret til Danmark fra midten af 1800-tallet er gransangeren nu særdeles almindelig over hele landet både i nåleskove, løvskove og især blandingsskove. Gransangeren er overvejende en insektæder, men den kan også æde bær og frugter. Arten overvintrer i det vestlige og sydlige Europa, det sydlige Asien og det nordlige Afrika. Den danske bestand overvintrer især i middelhavsområdet. |- |[[Image:Снегири на ясене (Pyrrhulas - mas, fem).jpg|thumb|right|250px]] '''Stor dompap''' (''Pyrrhula pyrrhula'') er en 16 cm stor spurvefugl. Dens karakteristiske næb er sort, kort og kegleformet. Hannen er på undersiden rød, mens hunnen er brun. Begge køn har sort kalot og en iøjnefaldende hvid overgump, der især ses under flugten. Halen og vingernes svingfjer er sorte. Dompap er udbredt i alle europæiske lande fraset Island. Den findes desuden i dele af Mellemøsten og i et bredt bælte tværs gennem Asien helt til stillehavskysten og Japan. Arten indvandrede til Danmark i første halvdel af 1900-tallet, hvor den bredte sig dels syd fra og op gennem Jylland, dels østfra. Fuglene syd fra tilhørte underarten lille dompap (''Pyrrhula pyrrhula europaea''), mens dem østfra var af formen stor dompap (''P. p. pyrrhula''). De to underarter ligner hianden til forveksling og har desuden dannet mellemformer, omend grænsen for det to underarter i hovedtræk går ved Storebælt. Dompap er nu en ret almindelig ynglefugl, hvis antal dog kan variere meget fra år til år. I Danmark er dompappen fortrinsvis knyttet til nåletræer men findes i udpræget grad i blandede skovområder. Det kan være forklaringen på, at den næsten mangler i Vestjylland. Føden består af frø fra blandt andet [[Almindelig Ask|ask]], [[Almindelig Syren|syren]], [[ahorn]], [[birk]], [[Stor Nælde|stor nælde]] og [[Pileurt (Polygonum)|pileurt]] samt om efteråret også [[Almindelig ene|enebær]] og [[rønnebær]]. I år med lav frøsætning kan arten i en stor del af vinteren og hen på foråret leve af løvtræernes og [[Europæisk Lærk|lærkens]] knopper. Om foråret tager den tillige en del insekter, hvilket desuden indgår i ungernes foder. |- |[[Image:Fringilla coelebs chaffinch male edit2.jpg|thumb|right|250px]] '''Bogfinke''' (''Fringilla coelebs'') er en 16 centimeter stor spurvefugl. Hannen har en karakteristisk blågrå isse og nakke, mens undersiden samt kinder og ryg er markant rødbrune, overgumpen er gulgrøn. Hunnen er mere anonym med olivenbrun overside og lysere gråbrun underside. Begge køn har to hvide bånd på vingerne og hvide halesider. Næbbet er kegleformet og hos hannen blågråt i yngletiden, mens det er brunt om vinteren. Bogfinken yngler i store dele af Europa og mod øst til Centralasien. Arten er desuden indført til New Zealand. I Danmark yngler næsten alle steder med træbevoksning, fra nåletræsplantager over højstammet Bøgeskov til alléer, levende hegn og parker. Bogfinken findes udbredt over praktisk talt hele landet, selv på småøer. Bogfinken lever for det meste af frø i vinterhalvåret og af insekter om sommeren. Som første del af fuglens navn antyder, lever den også af bog (bøgens frugter). |- |[[Image:Garrulus glandarius 1 Luc Viatour.jpg|thumb|right|250px]] '''Skovskade''' (''Garrulus glandarius'') er en stor kragefugl, med en længde på 34 centimeter og et vingefang på omkring 55 centimeter. Fjerdragten er rødbrun med en karakteristisk sort skægstribe og hvid [[overgump]]. På vingen sidder fuglens karakteristiske blå fjer med sorte tværstriber. Den yngler i et stort område strækkende sig fra det vestlige Europa og det nordvestlige Afrika til den asiatiske østkyst og det sydøstlige Asien. I Danmark er fuglen især almindelig i Vestjylland og Nordjylland samt i Nordsjælland og på Bornholm, hvor andelen af nåletræer er stor. Foruden i alle typer af skove yngler skovskaden også i byernes parker, på kirkegårde og i nåletræsplantager. Skovskaden er altædende og lever i yngletiden især af hvirvelløse dyr som orme og insekter. Den æder desuden frø og bær, men er især kendt for at hamstre agern, som den gemmer på jorden mellem visne blade til senere fortæring; en enkelt skovskade kan gemme 3.000 agern på en måned. Den er standfugl i Danmark. |- |[[Image:Woodcock earthworm.jpg|thumb|right|250px]] '''Skovsneppe''' (''Scolopax rusticola'') er en vadefugl omtrent på størrelse med en duelængden cirka 34 cm,Vingefanget er omkring 60 cm, og har en fjerdragt, der er fint mønstret i brune farver. Næbbet er langt, benene forholdsvis korte, og hovedet er stort. De store øjne er placeret så langt tilbage på hovedet, at fuglen kan se både fremad og bagud, altså et udsyn på 360°. At øjet sidder så langt tilbage, medfører, at øreåbningen sidder under den forreste del af øjet og ikke bag øjet som hos de fleste andre fugle. Vingerne er brede og afrundede, halen er kort. Skovsneppen er udbredt i store dele af Europa og Asien. Den især lever af regnorme i skovbunden. |- |[[Image:Waldohreule in freier Wildbahn.jpg|thumb|right|250px]] '''Skovhornugle''' (''Asio otus'') har en højde på 35-37 centimeter og et vingefang på 84-95 centimeter. Skovhornuglen har orangerøde øjne og lange fjerhorn. Den er standfugl i store dele af Europa og trækfugl i det nordlige Skandinavien og Finland. I Danmark er det en ret almindelig ynglestandfugl og den kommer også som træk- og vintergæst. |- |[[Image: Совёнок Филя, Серая неясыть (Strix aluco, juv), Филёвский парк.jpg|thumb|right|250px]] '''Natugle''' (''Strix aluco'') er en mellemstor ugle med sorte øjne. Dens farve varierer fra grålig til rødbrun. Længden er typisk omkring 37-39cm og vingefanget omkring 94-104 cm. Den findes i næsten hele Europa fraset det nordlige Skandinaven, og er også udbredt i det nordligste Afrika samt området mellem Sortehavet og Det Kaspiske Hav. Den lever overvejende i ældre løvskove med delvis hule træer og træer med mindre hulrum, som uglen kan bebo og med lysninger, hvor fuglen kan jage. Af samme grund findes den næsten kun udbredt i de østlige egne, fraset Samsø og Bornholm. Natuglen har et usædvanligt godt syn, som den bruger til at finde sit bytte om natten, hvor den er aktiv. Den lever hovedsageligt af mus, men også af andre gnavere, muldvarpe, pindsvin, egern, lækatte, orme, insekter og småfugle. |- |[[Image:Buteo buteo -Scotland-8.jpg|thumb|right|250px]] '''Musvåge''' (''Buteo buteo'') er en kraftig rovfugl. Musvågen er brun, men med mange farvevarianter fra næsten hvid til helt mørk. Den er 51-57 cm lang med forholdsvis korte, brede vinger med fem karakteristiske "fingre" og med et vingefang på 113-128 cm. Dens hale er ret kort og lige afskåret. Den findes fra Europa til Asien og er en udbredt ynglefugl i næsten hele Danmark. Den findes som ynglefugl i større og mindre skove og plantager, der er omgivet af åbent land. Den vælger som regel sit ynglested nær udkanten af skoven eller ved større lysninger. Den er mere udbredt i løvskovsområder og har først i løbet af det 20. århundrede bredt sig til vestjyske nåleskovsområder. Musvåger er meget alsidige i deres valg af føde. De spiser både små pattedyr fx mus men også krybdyr, regnorme, større insekter, padder, småfugle og ådsler. Skønsmæssigt omkring halvdelen af de ynglende par i Danmark er standfugle, mens resten, oftest ungfuglene, trækker til Vest- og Sydeuropa for vinteren. |- |[[Image:Wespenbussard Pernis apivorus by A. Görtler edit2.jpg|thumb|right|250px]] '''Hvepsevåge''' (''Pernis apivorus'') er en middelstor europæisk rovfugl. Kønnene ligner hinanden, men hannen har ofte en tydeligere gråblålig tone på oversiden, især på hovedet. Vingefanget er 125-150 cm. Hvepsevågen foretrukne bytte er larver og pupper fra hvepseboer], men den lever også af humlebiers bo og frøer. I Danmark forekommer den udpræget i de østlige dele indtil Østjylland og inklusive Bornhom. Den yngler næsten udelukkende i gammel løvskov og er kun undtagelsesvis fundet i nåleskov, men er almindelig i nåletræsskove i Norge og Sverige. Den overvintrer i Afrika. |- |[[Image:Northern Goshawk ad M2.jpg|thumb|right|250px]] '''Duehøg''' (''Accipiter gentilis'') har mørkebrun overside med et gråligt anstrøg. Brystet er hvidligt med mange mørkebrune bølgelinjer. Vingerne er forholdsvis korte mens halen er lang. De to køn ser ens ud, men hunnen er væsentligt større end hannen. Hannen måler fra halespids til næbspids omkring 54 cm og hunnen omkring 64 cm. Duehøgen er en stor høg, der er udbredt som ynglefugl over store dele af Europa, herunder i Skandinavien, men desuden i Asien og det nordvestlige Afrika. Den lever fortrinsvis i skove, men kan også ses i åbne landskaber om vinteren. Den stiller krav til ret store territorier. Den lever især af småfugle og mindre pattedyr. I Danmark findes duehøgen både i gamle løvskove og i nåleskove, men den stiller krav om ret høje træer for at yngle. I Danmark er den på grund af tidligere jagt især udbredt i de nordsjællandske statsskove, men den findes også på Lolland-Falster, Fyn og i Jylland, fortrinsvis de sydlige dele. Endvidere har den efterhånden bredt sig til de midt- og vestjyske hedeplantager. Den er standfugl i Danmark. |- |[[Image:Ястреб-перепелятник (Accipiter nisus, m), Измайловский парк.jpg|thumb|right|250px]] '''Spurvehøg''' (''Accipiter nisus'') er en relativt lille rovfugl. Hunnen større end hannen. Hunnen måler op til cirka 38 centimeter fra hoved til hale, mens hannen måler cirka 30 centimeter. Den lever mest af småfugle, der jages i både skove og nu om stunder også i byområder. Spurvehøgen er en udpræget nåleskovsfugl, som i udtalt grad yngler i nåletræsbevoksninger især af rødgran på mellem 20 og 50 år. Kun undtagelsesvis er den fundet ynglende i ren løvskov. Af samme grund er den udbredt over hele landet inklusive Bornholm, men stærkest i Jylland. |} m0rlhl2adms9marn27r3cv4i5njb0yt 42561 42560 2026-08-28T06:55:38Z Sven Halfdan Nielsen 3898 udvidet en smule 42561 wikitext text/x-wiki === Fugle === {| class="wikitable" |[[Image:Dendrocopos major01.jpg|thumb|right|250px]] '''Stor flagspætte''' (''Dendrocopos major'') er en spætteart, der lever i Europa (herunder Danmark), det nordlige Afrika og i store dele af Asien. Stor flagspætte er den almindeligste danske spætte. I Danmark yngler stor flagspætte over hele landet, bortset fra mindre øer med kun lidt skov som Ærø og Anholt. Den er især almindelig i blandskov med udgåede træer. Dens trommen høres oftest i marts og april. De danske fugle er standfugle. I år med ringe frøsætning i nåleskovene nord for Danmark, kan mange unge fugle gæste landet. Den store flagspætte har en længde på ca 23 cm og vejer omkring 90 g. Hannen kendes på sin røde nakkeplet. Ungfuglene har rød isse. Den lever om sommeren især af insekter, mens den om vinteren tager frø fra koglerne af fyr eller gran. Stor flagspætte kan desuden tage andre fugles æg eller unger. |- |'''Grønspætte''' (''Picus viridis'') |- |'''Sortspætte''' (''Dryocopus martius'') |- |'''Træløber''' (''Certhia familiaris'') |- |'''Spætmejse''' (''Sitta europaea'') |- |[[Image:Eurasian_blue_tit_Lancashire.jpg|thumb|right|250px]] '''Blåmejse''' (''Parus caeruleus'') en en lille spurvefugl med en kropslængde på cirka 11,5 cm. Det har et karakteristisk lyseblåt parti i nakken og over issen samt en sort stribe gennem øjet. Det mørkebrune næb er kort sammenlignet med beslægtede arter. Iris er brun, fødderne mørkegrå og kløerne grå. Blåmejsen forekommer i Europa, Asien, Nordafrika og på de Kanariske Øer; sidstnævnte regnes som en underart. I Danmark er den en udpræget løvskovsfugl og træffes sjældnere i nåleskove men undertiden i parker og villahaver. Blåmejsen forekommer i stort set hele landet, dog ikke på Sejerø Blåmejsens foretrukne føde om sommeren er hovedsageligt insekter (især deres larver) og edderkopper. Uden for yngletiden udvides betydningen af frø og anden plantebaseret kost fx fra bøge- og birketræer. Blåmejser træffes året rundt. |- |[[Image:Coal tit UK09.JPG|thumb|right|250px]] '''Sortmejse''' (''Parus ater'') er en lille spurvefugl. Sortmejsen er 11 cm og har sort hoved med hvide kind- og nakkepletter og en grålig bug. Den yngler i Europa og i store dele af Asien. Sortmejsen lever næsten udelukkende i områder med nåletræer. I Danmark er sortmejsen hyppigere i Jylland end på øerne. Særligt tætte bestande findes i de midt-, vest- og sydjyske plantager. Sortmejsens vigtigste føde er granfrø, men den lever om sommeren især af insekter og edderkopper. Allerede fra sensommeren begynder sortmejsen at hamstre til vinteren: granfrø, fyrrefrø og insekter, især bladlus, bliver gemt på nåletræernes yderste grene. Fuglen er standfugl, men strejfer mere om end de øvrige mejser og kan nogle år optræde invasionsagtigt i Danmark fra det øvrige Skandinavien. |- |[[Image:Lophophanes cristatus Luc Viatour 2.jpg|thumb|right|250px]] '''Topmejse''' (''Parus cristatus'') er en lille spurvefugl. Topmejsen har en længde på 10,5-12 cm og et vingefang på 17-20 cm. Arten er en karakteristisk mejse med sin sort- og hvidspættede top. Andre kendetegn er den sorte "hagesmæk", den sorte ring omkring hovedet og ørerne, den jævnt brune overside, den smudsighvide underside og de beigebrune flanker. Kønnene er ens. Topmejsen yngler kun i Europa, hvor den er udbredt i de fleste lande, dog fraset Island, Irland og Italien. I Danmark er den næsten udelukkende knyttet til ældre nåleskov, hvor den forekommer i bevoksninger af både gran og fyr. I Danmark findes den kun udbredt vest for Storebælt (Jylland og Fyn) og findes heller ikke på de mindre øer som Samsø, Langeland og Ærø. Topmejsen indvandrede fra Nordtyskland i slutningen af 1800-tallet og nåede til Sønderjylland i 1890-erne, til Nord- og Vestjylland i 1920-erne og nåede Fyn i tiden 1920-1940. Topmejsen ernærer sig ved edderkopper, insekter og insektlarver om sommeren og primært af granfrø om vinteren. Topmejsen er en udpræget standfugl. |- |[[Image:Синица (Parus major, fem), Битцевский лес.jpg|thumb|right|250px]] '''Musvit''' (''Parus major'') er en mindre spurvefugl med en længde på 12,5-14 cm. Musvitten har stærke og klare farver. Den har en blålig-sort isse, sort hals og hoved, hvide fjer på kinder og de skjulte ører. Brystet er lyst citrongult, og den har en karakteristisk bred stribe på midten løbende som en slids fra halsen og ned på bugen. Den har på halsen en mat, hvid plet, der bliver grøngul oppe øverst på nakken. Resten af nakken og ryggen er grøn og olivengrøn. Vingernes dækfjer er grønne, resten af vingerne er blågrå med et hvidt vingebånd. Halen er blågrå og hvid på spidsen. Fjerdragten på hunnen er magen til hannens, men er generelt lidt blegere; halsen er mindre tydeligt sort, lige som striben ned på bugen, og striben er ofte smallere og i nogle tilfælde brudt. Musvitten findes udbredt over hele Europa, Nordafrika, Mellemøsten, Rusland, i det nordlige og centrale Asien, Japan og ned til det sydøstlige Asien. I Danmark forekommer den i alle typer af skove, parker, haver med mere, især i ældre løvskove og blandingsskove. Den forekommer i stort set hele landet, selv på de mindste småøer. Musvitten lever om sommeren hovedsagelig af insekter, som den finder i vegetationen. Den æder også hvirvelløse dyr som græshopper, fårekyllinger, netvinger, ørentviste, bladlus, myrer, fluer, vårfluer, biller, mejere, bier, hvepse, skorpionfluer, snegle og bænkebidere. I yngleperioden foretrækker musvitten at give sit afkom proteinrige dyr som larver. De fleste europæiske musvitter er standfugle. |- |'''Lille korsnæb''' (''Loxia curvirostra'') |- |[[Image:Крапивник - орешек (Troglodytes troglodytes), Битцевский лес.jpg|thumb|right|250px]] '''Gærdesmutte''' (''Troglodytes troglodytes'') er Danmarks næst mindste spurvefugl. Den måler 9,5-12 cm. Den er en lille brun fugl med en hale, der oftest er karakteristisk strittende. Gærdesmutten er udbredt i det meste af Europa og i dele af Asien. Gærdesmutten yngler i skove (såvel nåleskove som løvskove), parker og haver, oftest i tæt krat, herunder i tætte markhegn. Gærdesmutten forekommer overalt i Danmark inklusive Bornholm og også på de mindre øer som Læsø, Anholt, Samsø og Endelave. Gærdesmutter lever af insekter hele året. De fleste danske fugle er standfugle. Den optræder desuden som en meget almindelig trækgæst og vintergæst fra Skandinavien. |- |[[Image:Willow Warbler Phylloscopus trochilus.jpg|thumb|right|250px]] '''Løvsanger''' (''Phylloscopus trochilus'') er en spurvefugl. Den er grønlig fjerdragt for oven og gullig for neden eller mere afdæmpede grågrønne til gråbrune farver med mindre eller ingen variation i forhold til årstiden. Halerne er ret korte og består af 12 fjer. Løvsangeren er spinkel og mellem 9 og 14,5 cm, oftest 11-12 cm, lang. Den yngler i det nordlige og tempererede Europa og Asien. I Danmark forekommer den over hele landet, selv på de mindste øer. Den yngler både i krat og skov, såvel løvskov som nåleskov, herunder i vestjyske klitplantager. Løvsangeren lever af insekter og finder sin føde mellem blade på træer. Hele bestanden trækker til Afrika syd for Sahara. |- |[[Image:P sibilatrix.jpg|thumb|right|250px]] '''Skovsanger''' (''Phylloscopus sibilatrix'') er en spurvefugl. Den yngler i Europa i et bredt bælte fra de Britiske Øer og Frankrig til det vestlige Sibirien. I Danmark ses den typisk i højstammet bøgeskov og er derfor fortrinsvis udbredt i de østlige dele af landet, medregnet det østlige Jylland. Skovsangeren er en trækfugl. |- |[[Image:Chiffchaff - Phylloscopus collybita.jpg|thumb|right|250px]] '''Gransanger''' (''Phylloscopus collybita'')er en mindre spurvefugl. Den yngler i de nordlige og tempererede dele af Europa og Asien. Navnet skyldes, at arten nord for Danmark især yngler i granskov. Efter at være indvandret til Danmark fra midten af 1800-tallet er gransangeren nu særdeles almindelig over hele landet både i nåleskove, løvskove og især blandingsskove. Gransangeren er overvejende en insektæder, men den kan også æde bær og frugter. Arten overvintrer i det vestlige og sydlige Europa, det sydlige Asien og det nordlige Afrika. Den danske bestand overvintrer især i middelhavsområdet. |- |[[Image:Снегири на ясене (Pyrrhulas - mas, fem).jpg|thumb|right|250px]] '''Stor dompap''' (''Pyrrhula pyrrhula'') er en 16 cm stor spurvefugl. Dens karakteristiske næb er sort, kort og kegleformet. Hannen er på undersiden rød, mens hunnen er brun. Begge køn har sort kalot og en iøjnefaldende hvid overgump, der især ses under flugten. Halen og vingernes svingfjer er sorte. Dompap er udbredt i alle europæiske lande fraset Island. Den findes desuden i dele af Mellemøsten og i et bredt bælte tværs gennem Asien helt til stillehavskysten og Japan. Arten indvandrede til Danmark i første halvdel af 1900-tallet, hvor den bredte sig dels syd fra og op gennem Jylland, dels østfra. Fuglene syd fra tilhørte underarten lille dompap (''Pyrrhula pyrrhula europaea''), mens dem østfra var af formen stor dompap (''P. p. pyrrhula''). De to underarter ligner hianden til forveksling og har desuden dannet mellemformer, omend grænsen for det to underarter i hovedtræk går ved Storebælt. Dompap er nu en ret almindelig ynglefugl, hvis antal dog kan variere meget fra år til år. I Danmark er dompappen fortrinsvis knyttet til nåletræer men findes i udpræget grad i blandede skovområder. Det kan være forklaringen på, at den næsten mangler i Vestjylland. Føden består af frø fra blandt andet [[Almindelig Ask|ask]], [[Almindelig Syren|syren]], [[ahorn]], [[birk]], [[Stor Nælde|stor nælde]] og [[Pileurt (Polygonum)|pileurt]] samt om efteråret også [[Almindelig ene|enebær]] og [[rønnebær]]. I år med lav frøsætning kan arten i en stor del af vinteren og hen på foråret leve af løvtræernes og [[Europæisk Lærk|lærkens]] knopper. Om foråret tager den tillige en del insekter, hvilket desuden indgår i ungernes foder. |- |[[Image:Fringilla coelebs chaffinch male edit2.jpg|thumb|right|250px]] '''Bogfinke''' (''Fringilla coelebs'') er en 16 centimeter stor spurvefugl. Hannen har en karakteristisk blågrå isse og nakke, mens undersiden samt kinder og ryg er markant rødbrune, overgumpen er gulgrøn. Hunnen er mere anonym med olivenbrun overside og lysere gråbrun underside. Begge køn har to hvide bånd på vingerne og hvide halesider. Næbbet er kegleformet og hos hannen blågråt i yngletiden, mens det er brunt om vinteren. Bogfinken yngler i store dele af Europa og mod øst til Centralasien. Arten er desuden indført til New Zealand. I Danmark yngler næsten alle steder med træbevoksning, fra nåletræsplantager over højstammet Bøgeskov til alléer, levende hegn og parker. Bogfinken findes udbredt over praktisk talt hele landet, selv på småøer. Bogfinken lever for det meste af frø i vinterhalvåret og af insekter om sommeren. Som første del af fuglens navn antyder, lever den også af bog (bøgens frugter). |- |[[Image:Garrulus glandarius 1 Luc Viatour.jpg|thumb|right|250px]] '''Skovskade''' (''Garrulus glandarius'') er en stor kragefugl, med en længde på 34 centimeter og et vingefang på omkring 55 centimeter. Fjerdragten er rødbrun med en karakteristisk sort skægstribe og hvid [[overgump]]. På vingen sidder fuglens karakteristiske blå fjer med sorte tværstriber. Den yngler i et stort område strækkende sig fra det vestlige Europa og det nordvestlige Afrika til den asiatiske østkyst og det sydøstlige Asien. I Danmark er fuglen især almindelig i Vestjylland og Nordjylland samt i Nordsjælland og på Bornholm, hvor andelen af nåletræer er stor. Foruden i alle typer af skove yngler skovskaden også i byernes parker, på kirkegårde og i nåletræsplantager. Skovskaden er altædende og lever i yngletiden især af hvirvelløse dyr som orme og insekter. Den æder desuden frø og bær, men er især kendt for at hamstre agern, som den gemmer på jorden mellem visne blade til senere fortæring; en enkelt skovskade kan gemme 3.000 agern på en måned. Den er standfugl i Danmark. |- |[[Image:Woodcock earthworm.jpg|thumb|right|250px]] '''Skovsneppe''' (''Scolopax rusticola'') er en vadefugl omtrent på størrelse med en due med en længde på cirka 34 cm og et vingefang på omkring 60 cm. Den har en fjerdragt, der er fint mønstret i brune farver. Næbbet er langt, benene forholdsvis korte, og hovedet er stort. De store øjne er placeret så langt tilbage på hovedet, at fuglen kan se både fremad og bagud, altså et udsyn på 360°. At øjet sidder så langt tilbage, medfører, at øreåbningen sidder under den forreste del af øjet og ikke bag øjet som hos de fleste andre fugle. Vingerne er brede og afrundede, halen er kort. Skovsneppen er udbredt i store dele af Europa og Asien. I Danmark er den i yngletiden knyttet til skovbevoksede områder og forekommer sjældent i skove på mindre end 20-30 hektar. Skovene skal endvidere rumme fugtige partier som moser og fugtige lavninger. Skovsneppen er mest udbredt i yngre løvskovsbevoksninger med eg, birk og el, men forekommer tillige i nåletræsbevoksninger. Den især lever af regnorme i skovbunden. Skovsneppen er en ret almindelig dansk yngletrækfugl, der overvintrer i det sydlige og vestlige Europa. Den er desuden en meget almindelig trækgæst nord- og østfra. |- |[[Image:Waldohreule in freier Wildbahn.jpg|thumb|right|250px]] '''Skovhornugle''' (''Asio otus'') har en højde på 35-37 centimeter og et vingefang på 84-95 centimeter. Skovhornuglen har orangerøde øjne og lange fjerhorn. Den er standfugl i store dele af Europa og trækfugl i det nordlige Skandinavien og Finland. I Danmark er det en ret almindelig ynglestandfugl og den kommer også som træk- og vintergæst. |- |[[Image: Совёнок Филя, Серая неясыть (Strix aluco, juv), Филёвский парк.jpg|thumb|right|250px]] '''Natugle''' (''Strix aluco'') er en mellemstor ugle med sorte øjne. Dens farve varierer fra grålig til rødbrun. Længden er typisk omkring 37-39cm og vingefanget omkring 94-104 cm. Den findes i næsten hele Europa fraset det nordlige Skandinaven, og er også udbredt i det nordligste Afrika samt området mellem Sortehavet og Det Kaspiske Hav. Den lever overvejende i ældre løvskove med delvis hule træer og træer med mindre hulrum, som uglen kan bebo og med lysninger, hvor fuglen kan jage. Af samme grund findes den næsten kun udbredt i de østlige egne, fraset Samsø og Bornholm. Natuglen har et usædvanligt godt syn, som den bruger til at finde sit bytte om natten, hvor den er aktiv. Den lever hovedsageligt af mus, men også af andre gnavere, muldvarpe, pindsvin, egern, lækatte, orme, insekter og småfugle. |- |[[Image:Buteo buteo -Scotland-8.jpg|thumb|right|250px]] '''Musvåge''' (''Buteo buteo'') er en kraftig rovfugl. Musvågen er brun, men med mange farvevarianter fra næsten hvid til helt mørk. Den er 51-57 cm lang med forholdsvis korte, brede vinger med fem karakteristiske "fingre" og med et vingefang på 113-128 cm. Dens hale er ret kort og lige afskåret. Den findes fra Europa til Asien og er en udbredt ynglefugl i næsten hele Danmark. Den findes som ynglefugl i større og mindre skove og plantager, der er omgivet af åbent land. Den vælger som regel sit ynglested nær udkanten af skoven eller ved større lysninger. Den er mere udbredt i løvskovsområder og har først i løbet af det 20. århundrede bredt sig til vestjyske nåleskovsområder. Musvåger er meget alsidige i deres valg af føde. De spiser både små pattedyr fx mus men også krybdyr, regnorme, større insekter, padder, småfugle og ådsler. Skønsmæssigt omkring halvdelen af de ynglende par i Danmark er standfugle, mens resten, oftest ungfuglene, trækker til Vest- og Sydeuropa for vinteren. |- |[[Image:Wespenbussard Pernis apivorus by A. Görtler edit2.jpg|thumb|right|250px]] '''Hvepsevåge''' (''Pernis apivorus'') er en middelstor europæisk rovfugl. Kønnene ligner hinanden, men hannen har ofte en tydeligere gråblålig tone på oversiden, især på hovedet. Vingefanget er 125-150 cm. Hvepsevågen foretrukne bytte er larver og pupper fra hvepseboer], men den lever også af humlebiers bo og frøer. I Danmark forekommer den udpræget i de østlige dele indtil Østjylland og inklusive Bornhom. Den yngler næsten udelukkende i gammel løvskov og er kun undtagelsesvis fundet i nåleskov, men er almindelig i nåletræsskove i Norge og Sverige. Den overvintrer i Afrika. |- |[[Image:Northern Goshawk ad M2.jpg|thumb|right|250px]] '''Duehøg''' (''Accipiter gentilis'') har mørkebrun overside med et gråligt anstrøg. Brystet er hvidligt med mange mørkebrune bølgelinjer. Vingerne er forholdsvis korte mens halen er lang. De to køn ser ens ud, men hunnen er væsentligt større end hannen. Hannen måler fra halespids til næbspids omkring 54 cm og hunnen omkring 64 cm. Duehøgen er en stor høg, der er udbredt som ynglefugl over store dele af Europa, herunder i Skandinavien, men desuden i Asien og det nordvestlige Afrika. Den lever fortrinsvis i skove, men kan også ses i åbne landskaber om vinteren. Den stiller krav til ret store territorier. Den lever især af småfugle og mindre pattedyr. I Danmark findes duehøgen både i gamle løvskove og i nåleskove, men den stiller krav om ret høje træer for at yngle. I Danmark er den på grund af tidligere jagt især udbredt i de nordsjællandske statsskove, men den findes også på Lolland-Falster, Fyn og i Jylland, fortrinsvis de sydlige dele. Endvidere har den efterhånden bredt sig til de midt- og vestjyske hedeplantager. Den er standfugl i Danmark. |- |[[Image:Ястреб-перепелятник (Accipiter nisus, m), Измайловский парк.jpg|thumb|right|250px]] '''Spurvehøg''' (''Accipiter nisus'') er en relativt lille rovfugl. Hunnen større end hannen. Hunnen måler op til cirka 38 centimeter fra hoved til hale, mens hannen måler cirka 30 centimeter. Den lever mest af småfugle, der jages i både skove og nu om stunder også i byområder. Spurvehøgen er en udpræget nåleskovsfugl, som i udtalt grad yngler i nåletræsbevoksninger især af rødgran på mellem 20 og 50 år. Kun undtagelsesvis er den fundet ynglende i ren løvskov. Af samme grund er den udbredt over hele landet inklusive Bornholm, men stærkest i Jylland. |} poiwp1tcj9pad0iyiy3s5812su423rn 42562 42561 2026-08-28T10:49:25Z Sven Halfdan Nielsen 3898 udvidet en smule 42562 wikitext text/x-wiki === Fugle === {| class="wikitable" |[[Image:Dendrocopos major01.jpg|thumb|right|250px]] '''Stor flagspætte''' (''Dendrocopos major'') er en spætteart, der lever i Europa (herunder Danmark), det nordlige Afrika og i store dele af Asien. Stor flagspætte er den almindeligste danske spætte. I Danmark yngler stor flagspætte over hele landet, bortset fra mindre øer med kun lidt skov som Ærø og Anholt. Den er især almindelig i blandskov med udgåede træer. Dens trommen høres oftest i marts og april. De danske fugle er standfugle. I år med ringe frøsætning i nåleskovene nord for Danmark, kan mange unge fugle gæste landet. Den store flagspætte har en længde på ca 23 cm og vejer omkring 90 g. Hannen kendes på sin røde nakkeplet. Ungfuglene har rød isse. Den lever om sommeren især af insekter, mens den om vinteren tager frø fra koglerne af fyr eller gran. Stor flagspætte kan desuden tage andre fugles æg eller unger. |- |[[Image:Grünspecht Picus viridis.jpg|thumb|right|250px]] '''Grønspætte''' (''Picus viridis'') er en mellemstor spætte, der bliver 32 cm lang. Den kendes især på sin karakteristiske grønne ryg og røde isse. Grønspætten findes i ulige skovtyper. De tætteste bestande synes at forekomme i lyse blandingsskove, hvor mange uens løvtræer vokser sammen med nåletræer, men den kan også optræde i ren løvskov og i nåletræsplantager med et mindre indslag af løvtræder. Den synes at foretrække åbne, parkagtige skove, hvor træerne står mere spredt. Grønspætten ynglede tidligere mange steder i Danmark, men udviste efterhånden tilbagegang: i Sydsjælland og på Lolland-Falster i 1880-erne og 1890-erne, i Nordsjælland kort efter århundredeskiftet. På Fyn forsvandt den omkring 1930, og på Langeland i begyndelsen af 1940-erne. Nu om stunder er praktisk talt hele bestanden bosat i Jylland med enkelte tilfælde på Fyn. Grønspættens vigtigste føde er rød skovmyre. Derfor er det afgørende for den at have tilgang til overdrev, enge eller heder i umiddelbar tilknytning til skovene. |- |[[Image:BlackWoods.jpg|thumb|right|250px]]</small> '''Sortspætte''' (''Dryocopus martius'') er en stor spætte, idet den når en længde på 45 cm. Den har en markant sort fjerdragt med en karakteristisk rød isse. Sortspætten er udbredet i det meste af Europa og store dele af Asien. Den yngler i ældre nåle- og blandskove. Før 1930 var den kun en sjælden vintergæst i Danmark, men i de følgende årtier begyndte den at optræde oftere, især i Nordøstsjælland. Det første sikre ynglefund, i Teglstrup Hegn ved Helsingør, blev gjort i 1961. Den er fortsat næsten kun udbredt i Nordøstsjælland samt på Bornholm, hvor det første sikre ynglefund blev gjort i 1966. Til trods for, at den også kendes i Mellemeuropa helt op i Sydslesvig, er der endnu ikke gjort sikre ynglefund i Sønderjylland. Den lever hovedsageligt af insekter, som den finder under barken. |- |[[Image:Treecreeper.jpg|thumb|right|250px]] '''Træløber''' (''Certhia familiaris'') er en lille spurvefugl med en kropslængde på 12,5 cm. Den findes i det meste af Europa og Asien. I Danmark er den i udpræget grad knyttet til løvskove, mens den i Mellem- og Sydeuropa også forekommer i nåleskov. I Danmark findes den altovervejende i landets østlige egne, herunder Bornholm, men mangler næsten helt i Midt- og Vestjylland. Thy og Vendsyssel. |- |[[Image:Sitta europaea wildlife 2 1.jpg|thumb|right|250px]] '''Spætmejse''' (''Sitta europaea'') er en lille spurvefugl med en kropslængde på 15 cm. Den genkendes især på sin blågrå overside og lysere underside med en sort stribe gennem øjet. Fugle vest for Storebælt er gyldenbrune på undersiden (Underarten ''caesia''), mens fugle på Sjælland og Lolland-Falster er lysere (underarten ''europaea'') og kun rustrøde på undergumpen og de nedre flanker. Arten er almindelig bortset fra i de dele af Vest- og Nordjylland, her under Thy. Spætmejsen er en løvskovsfugl især knyttet til ældre egetræer men forekommer dog også i bøgeskov og blandskov samt i parker. Den mangler på mange øer, som Læsø, Samsø og Ærø og er først i 1995) indvandret til Bornholm. Om sommeren lever spætmejsen især af insekter, edderkopper og andre smådyr. Om efteråret og vinteren lever den derimod af frø, nødder, bog og agern. For at få hul på nødderne, kiler spætmejsen dem fast i barkrevner, hvor den hamrer på dem med sit næb. Den bruger i den forbindelse hele sin kropsvægt og udnytter, at den kan bevæge sig med hovedet nedad. Spætmejsen er en meget stedfast standfugl og spreder sig ikke nemt. |- |[[Image:Eurasian_blue_tit_Lancashire.jpg|thumb|right|250px]] '''Blåmejse''' (''Parus caeruleus'') en en lille spurvefugl med en kropslængde på cirka 11,5 cm. Det har et karakteristisk lyseblåt parti i nakken og over issen samt en sort stribe gennem øjet. Det mørkebrune næb er kort sammenlignet med beslægtede arter. Iris er brun, fødderne mørkegrå og kløerne grå. Blåmejsen forekommer i Europa, Asien, Nordafrika og på de Kanariske Øer; sidstnævnte regnes som en underart. I Danmark er den en udpræget løvskovsfugl og træffes sjældnere i nåleskove men undertiden i parker og villahaver. Blåmejsen forekommer i stort set hele landet, dog ikke på Sejerø Blåmejsens foretrukne føde om sommeren er hovedsageligt insekter (især deres larver) og edderkopper. Uden for yngletiden udvides betydningen af frø og anden plantebaseret kost fx fra bøge- og birketræer. Blåmejser træffes året rundt. |- |[[Image:Coal tit UK09.JPG|thumb|right|250px]] '''Sortmejse''' (''Parus ater'') er en lille spurvefugl. Sortmejsen er 11 cm og har sort hoved med hvide kind- og nakkepletter og en grålig bug. Den yngler i Europa og i store dele af Asien. Sortmejsen lever næsten udelukkende i områder med nåletræer. I Danmark er sortmejsen hyppigere i Jylland end på øerne. Særligt tætte bestande findes i de midt-, vest- og sydjyske plantager. Sortmejsens vigtigste føde er granfrø, men den lever om sommeren især af insekter og edderkopper. Allerede fra sensommeren begynder sortmejsen at hamstre til vinteren: granfrø, fyrrefrø og insekter, især bladlus, bliver gemt på nåletræernes yderste grene. Fuglen er standfugl, men strejfer mere om end de øvrige mejser og kan nogle år optræde invasionsagtigt i Danmark fra det øvrige Skandinavien. |- |[[Image:Lophophanes cristatus Luc Viatour 2.jpg|thumb|right|250px]] '''Topmejse''' (''Parus cristatus'') er en lille spurvefugl. Topmejsen har en længde på 10,5-12 cm og et vingefang på 17-20 cm. Arten er en karakteristisk mejse med sin sort- og hvidspættede top. Andre kendetegn er den sorte "hagesmæk", den sorte ring omkring hovedet og ørerne, den jævnt brune overside, den smudsighvide underside og de beigebrune flanker. Kønnene er ens. Topmejsen yngler kun i Europa, hvor den er udbredt i de fleste lande, dog fraset Island, Irland og Italien. I Danmark er den næsten udelukkende knyttet til ældre nåleskov, hvor den forekommer i bevoksninger af både gran og fyr. I Danmark findes den kun udbredt vest for Storebælt (Jylland og Fyn) og findes heller ikke på de mindre øer som Samsø, Langeland og Ærø. Topmejsen indvandrede fra Nordtyskland i slutningen af 1800-tallet og nåede til Sønderjylland i 1890-erne, til Nord- og Vestjylland i 1920-erne og nåede Fyn i tiden 1920-1940. Topmejsen ernærer sig ved edderkopper, insekter og insektlarver om sommeren og primært af granfrø om vinteren. Topmejsen er en udpræget standfugl. |- |[[Image:Синица (Parus major, fem), Битцевский лес.jpg|thumb|right|250px]] '''Musvit''' (''Parus major'') er en mindre spurvefugl med en længde på 12,5-14 cm. Musvitten har stærke og klare farver. Den har en blålig-sort isse, sort hals og hoved, hvide fjer på kinder og de skjulte ører. Brystet er lyst citrongult, og den har en karakteristisk bred stribe på midten løbende som en slids fra halsen og ned på bugen. Den har på halsen en mat, hvid plet, der bliver grøngul oppe øverst på nakken. Resten af nakken og ryggen er grøn og olivengrøn. Vingernes dækfjer er grønne, resten af vingerne er blågrå med et hvidt vingebånd. Halen er blågrå og hvid på spidsen. Fjerdragten på hunnen er magen til hannens, men er generelt lidt blegere; halsen er mindre tydeligt sort, lige som striben ned på bugen, og striben er ofte smallere og i nogle tilfælde brudt. Musvitten findes udbredt over hele Europa, Nordafrika, Mellemøsten, Rusland, i det nordlige og centrale Asien, Japan og ned til det sydøstlige Asien. I Danmark forekommer den i alle typer af skove, parker, haver med mere, især i ældre løvskove og blandingsskove. Den forekommer i stort set hele landet, selv på de mindste småøer. Musvitten lever om sommeren hovedsagelig af insekter, som den finder i vegetationen. Den æder også hvirvelløse dyr som græshopper, fårekyllinger, netvinger, ørentviste, bladlus, myrer, fluer, vårfluer, biller, mejere, bier, hvepse, skorpionfluer, snegle og bænkebidere. I yngleperioden foretrækker musvitten at give sit afkom proteinrige dyr som larver. De fleste europæiske musvitter er standfugle. |- |[[Image:Red Crossbills (Male).jpg|thumb|right|250px]] '''Lille korsnæb''' (''Loxia curvirostra'') er en mindre spurvefugl, ca. 16,5 cm stor. Den kendes bedst på sin stemme og det specielle næb, hvor spidserne af overnæb og undernæb krydser hinanden. Hannen er makant rød på kroppen med brune vinger. Hunner er grågrønne eller gulgrønne, og ungfuglene ligner hunnerne, men er stribede. Den findes udbredt over et stort område på den nordlige halvkugle. I Europa findes arten med spredte bestande i næsten alle lande, ligesom den findes i dele af Nordafrika og i store dele af Asien og Nordamerika. I Danmark begyndte lille korsnæb første gang at yngle i midten af 1800-tallet, da hede og klitter blev beplantet med nåletræer. Lille korsnæb er en udpræget nåleskovsfugl, idet dens levevis er helt afhængig af forekomsten af nåletræsfrø. Af samme årsag er den i Danmark især udbredt i de midtjyske plantageområder, mens den kun findes spredt og svagt i resten af landet. Lille korsnæb lever især af frø fra gran, men kan også tage frø fra mindre fyrrekogler eller sten af rønnebær. I Danmark findes den både som ynglefugl og trækgæst nordfra, men antallet veksler meget fra år til år. |- |[[Image:Крапивник - орешек (Troglodytes troglodytes), Битцевский лес.jpg|thumb|right|250px]] '''Gærdesmutte''' (''Troglodytes troglodytes'') er Danmarks næst mindste spurvefugl. Den måler 9,5-12 cm. Den er en lille brun fugl med en hale, der oftest er karakteristisk strittende. Gærdesmutten er udbredt i det meste af Europa og i dele af Asien. Gærdesmutten yngler i skove (såvel nåleskove som løvskove), parker og haver, oftest i tæt krat, herunder i tætte markhegn. Gærdesmutten forekommer overalt i Danmark inklusive Bornholm og også på de mindre øer som Læsø, Anholt, Samsø og Endelave. Gærdesmutter lever af insekter hele året. De fleste danske fugle er standfugle. Den optræder desuden som en meget almindelig trækgæst og vintergæst fra Skandinavien. |- |[[Image:Willow Warbler Phylloscopus trochilus.jpg|thumb|right|250px]] '''Løvsanger''' (''Phylloscopus trochilus'') er en spurvefugl. Den er grønlig fjerdragt for oven og gullig for neden eller mere afdæmpede grågrønne til gråbrune farver med mindre eller ingen variation i forhold til årstiden. Halerne er ret korte og består af 12 fjer. Løvsangeren er spinkel og mellem 9 og 14,5 cm, oftest 11-12 cm, lang. Den yngler i det nordlige og tempererede Europa og Asien. I Danmark forekommer den over hele landet, selv på de mindste øer. Den yngler både i krat og skov, såvel løvskov som nåleskov, herunder i vestjyske klitplantager. Løvsangeren lever af insekter og finder sin føde mellem blade på træer. Hele bestanden trækker til Afrika syd for Sahara. |- |[[Image:P sibilatrix.jpg|thumb|right|250px]] '''Skovsanger''' (''Phylloscopus sibilatrix'') er en spurvefugl. Den yngler i Europa i et bredt bælte fra de Britiske Øer og Frankrig til det vestlige Sibirien. I Danmark ses den typisk i højstammet bøgeskov og er derfor fortrinsvis udbredt i de østlige dele af landet, medregnet det østlige Jylland. Skovsangeren er en trækfugl. |- |[[Image:Chiffchaff - Phylloscopus collybita.jpg|thumb|right|250px]] '''Gransanger''' (''Phylloscopus collybita'')er en mindre spurvefugl. Den yngler i de nordlige og tempererede dele af Europa og Asien. Navnet skyldes, at arten nord for Danmark især yngler i granskov. Efter at være indvandret til Danmark fra midten af 1800-tallet er gransangeren nu særdeles almindelig over hele landet både i nåleskove, løvskove og især blandingsskove. Gransangeren er overvejende en insektæder, men den kan også æde bær og frugter. Arten overvintrer i det vestlige og sydlige Europa, det sydlige Asien og det nordlige Afrika. Den danske bestand overvintrer især i middelhavsområdet. |- |[[Image:Снегири на ясене (Pyrrhulas - mas, fem).jpg|thumb|right|250px]] '''Stor dompap''' (''Pyrrhula pyrrhula'') er en 16 cm stor spurvefugl. Dens karakteristiske næb er sort, kort og kegleformet. Hannen er på undersiden rød, mens hunnen er brun. Begge køn har sort kalot og en iøjnefaldende hvid overgump, der især ses under flugten. Halen og vingernes svingfjer er sorte. Dompap er udbredt i alle europæiske lande fraset Island. Den findes desuden i dele af Mellemøsten og i et bredt bælte tværs gennem Asien helt til stillehavskysten og Japan. Arten indvandrede til Danmark i første halvdel af 1900-tallet, hvor den bredte sig dels syd fra og op gennem Jylland, dels østfra. Fuglene syd fra tilhørte underarten lille dompap (''Pyrrhula pyrrhula europaea''), mens dem østfra var af formen stor dompap (''P. p. pyrrhula''). De to underarter ligner hianden til forveksling og har desuden dannet mellemformer, omend grænsen for det to underarter i hovedtræk går ved Storebælt. Dompap er nu en ret almindelig ynglefugl, hvis antal dog kan variere meget fra år til år. I Danmark er dompappen fortrinsvis knyttet til nåletræer men findes i udpræget grad i blandede skovområder. Det kan være forklaringen på, at den næsten mangler i Vestjylland. Føden består af frø fra blandt andet [[Almindelig Ask|ask]], [[Almindelig Syren|syren]], [[ahorn]], [[birk]], [[Stor Nælde|stor nælde]] og [[Pileurt (Polygonum)|pileurt]] samt om efteråret også [[Almindelig ene|enebær]] og [[rønnebær]]. I år med lav frøsætning kan arten i en stor del af vinteren og hen på foråret leve af løvtræernes og [[Europæisk Lærk|lærkens]] knopper. Om foråret tager den tillige en del insekter, hvilket desuden indgår i ungernes foder. |- |[[Image:Fringilla coelebs chaffinch male edit2.jpg|thumb|right|250px]] '''Bogfinke''' (''Fringilla coelebs'') er en 16 centimeter stor spurvefugl. Hannen har en karakteristisk blågrå isse og nakke, mens undersiden samt kinder og ryg er markant rødbrune, overgumpen er gulgrøn. Hunnen er mere anonym med olivenbrun overside og lysere gråbrun underside. Begge køn har to hvide bånd på vingerne og hvide halesider. Næbbet er kegleformet og hos hannen blågråt i yngletiden, mens det er brunt om vinteren. Bogfinken yngler i store dele af Europa og mod øst til Centralasien. Arten er desuden indført til New Zealand. I Danmark yngler næsten alle steder med træbevoksning, fra nåletræsplantager over højstammet Bøgeskov til alléer, levende hegn og parker. Bogfinken findes udbredt over praktisk talt hele landet, selv på småøer. Bogfinken lever for det meste af frø i vinterhalvåret og af insekter om sommeren. Som første del af fuglens navn antyder, lever den også af bog (bøgens frugter). |- |[[Image:Garrulus glandarius 1 Luc Viatour.jpg|thumb|right|250px]] '''Skovskade''' (''Garrulus glandarius'') er en stor kragefugl, med en længde på 34 centimeter og et vingefang på omkring 55 centimeter. Fjerdragten er rødbrun med en karakteristisk sort skægstribe og hvid [[overgump]]. På vingen sidder fuglens karakteristiske blå fjer med sorte tværstriber. Den yngler i et stort område strækkende sig fra det vestlige Europa og det nordvestlige Afrika til den asiatiske østkyst og det sydøstlige Asien. I Danmark er fuglen især almindelig i Vestjylland og Nordjylland samt i Nordsjælland og på Bornholm, hvor andelen af nåletræer er stor. Foruden i alle typer af skove yngler skovskaden også i byernes parker, på kirkegårde og i nåletræsplantager. Skovskaden er altædende og lever i yngletiden især af hvirvelløse dyr som orme og insekter. Den æder desuden frø og bær, men er især kendt for at hamstre agern, som den gemmer på jorden mellem visne blade til senere fortæring; en enkelt skovskade kan gemme 3.000 agern på en måned. Den er standfugl i Danmark. |- |[[Image:Woodcock earthworm.jpg|thumb|right|250px]] '''Skovsneppe''' (''Scolopax rusticola'') er en vadefugl omtrent på størrelse med en due med en længde på cirka 34 cm og et vingefang på omkring 60 cm. Den har en fjerdragt, der er fint mønstret i brune farver. Næbbet er langt, benene forholdsvis korte, og hovedet er stort. De store øjne er placeret så langt tilbage på hovedet, at fuglen kan se både fremad og bagud, altså et udsyn på 360°. At øjet sidder så langt tilbage, medfører, at øreåbningen sidder under den forreste del af øjet og ikke bag øjet som hos de fleste andre fugle. Vingerne er brede og afrundede, halen er kort. Skovsneppen er udbredt i store dele af Europa og Asien. I Danmark er den i yngletiden knyttet til skovbevoksede områder og forekommer sjældent i skove på mindre end 20-30 hektar. Skovene skal endvidere rumme fugtige partier som moser og fugtige lavninger. Skovsneppen er mest udbredt i yngre løvskovsbevoksninger med eg, birk og el, men forekommer tillige i nåletræsbevoksninger. Den især lever af regnorme i skovbunden. Skovsneppen er en ret almindelig dansk yngletrækfugl, der overvintrer i det sydlige og vestlige Europa. Den er desuden en meget almindelig trækgæst nord- og østfra. |- |[[Image:Waldohreule in freier Wildbahn.jpg|thumb|right|250px]] '''Skovhornugle''' (''Asio otus'') har en højde på 35-37 centimeter og et vingefang på 84-95 centimeter. Skovhornuglen har orangerøde øjne og lange fjerhorn. Den er standfugl i store dele af Europa og trækfugl i det nordlige Skandinavien og Finland. I Danmark er det en ret almindelig ynglestandfugl og den kommer også som træk- og vintergæst. |- |[[Image: Совёнок Филя, Серая неясыть (Strix aluco, juv), Филёвский парк.jpg|thumb|right|250px]] '''Natugle''' (''Strix aluco'') er en mellemstor ugle med sorte øjne. Dens farve varierer fra grålig til rødbrun. Længden er typisk omkring 37-39cm og vingefanget omkring 94-104 cm. Den findes i næsten hele Europa fraset det nordlige Skandinaven, og er også udbredt i det nordligste Afrika samt området mellem Sortehavet og Det Kaspiske Hav. Den lever overvejende i ældre løvskove med delvis hule træer og træer med mindre hulrum, som uglen kan bebo og med lysninger, hvor fuglen kan jage. Af samme grund findes den næsten kun udbredt i de østlige egne, fraset Samsø og Bornholm. Natuglen har et usædvanligt godt syn, som den bruger til at finde sit bytte om natten, hvor den er aktiv. Den lever hovedsageligt af mus, men også af andre gnavere, muldvarpe, pindsvin, egern, lækatte, orme, insekter og småfugle. |- |[[Image:Buteo buteo -Scotland-8.jpg|thumb|right|250px]] '''Musvåge''' (''Buteo buteo'') er en kraftig rovfugl. Musvågen er brun, men med mange farvevarianter fra næsten hvid til helt mørk. Den er 51-57 cm lang med forholdsvis korte, brede vinger med fem karakteristiske "fingre" og med et vingefang på 113-128 cm. Dens hale er ret kort og lige afskåret. Den findes fra Europa til Asien og er en udbredt ynglefugl i næsten hele Danmark. Den findes som ynglefugl i større og mindre skove og plantager, der er omgivet af åbent land. Den vælger som regel sit ynglested nær udkanten af skoven eller ved større lysninger. Den er mere udbredt i løvskovsområder og har først i løbet af det 20. århundrede bredt sig til vestjyske nåleskovsområder. Musvåger er meget alsidige i deres valg af føde. De spiser både små pattedyr fx mus men også krybdyr, regnorme, større insekter, padder, småfugle og ådsler. Skønsmæssigt omkring halvdelen af de ynglende par i Danmark er standfugle, mens resten, oftest ungfuglene, trækker til Vest- og Sydeuropa for vinteren. |- |[[Image:Wespenbussard Pernis apivorus by A. Görtler edit2.jpg|thumb|right|250px]] '''Hvepsevåge''' (''Pernis apivorus'') er en middelstor europæisk rovfugl. Kønnene ligner hinanden, men hannen har ofte en tydeligere gråblålig tone på oversiden, især på hovedet. Vingefanget er 125-150 cm. Hvepsevågen foretrukne bytte er larver og pupper fra hvepseboer], men den lever også af humlebiers bo og frøer. I Danmark forekommer den udpræget i de østlige dele indtil Østjylland og inklusive Bornhom. Den yngler næsten udelukkende i gammel løvskov og er kun undtagelsesvis fundet i nåleskov, men er almindelig i nåletræsskove i Norge og Sverige. Den overvintrer i Afrika. |- |[[Image:Northern Goshawk ad M2.jpg|thumb|right|250px]] '''Duehøg''' (''Accipiter gentilis'') har mørkebrun overside med et gråligt anstrøg. Brystet er hvidligt med mange mørkebrune bølgelinjer. Vingerne er forholdsvis korte mens halen er lang. De to køn ser ens ud, men hunnen er væsentligt større end hannen. Hannen måler fra halespids til næbspids omkring 54 cm og hunnen omkring 64 cm. Duehøgen er en stor høg, der er udbredt som ynglefugl over store dele af Europa, herunder i Skandinavien, men desuden i Asien og det nordvestlige Afrika. Den lever fortrinsvis i skove, men kan også ses i åbne landskaber om vinteren. Den stiller krav til ret store territorier. Den lever især af småfugle og mindre pattedyr. I Danmark findes duehøgen både i gamle løvskove og i nåleskove, men den stiller krav om ret høje træer for at yngle. I Danmark er den på grund af tidligere jagt især udbredt i de nordsjællandske statsskove, men den findes også på Lolland-Falster, Fyn og i Jylland, fortrinsvis de sydlige dele. Endvidere har den efterhånden bredt sig til de midt- og vestjyske hedeplantager. Den er standfugl i Danmark. |- |[[Image:Ястреб-перепелятник (Accipiter nisus, m), Измайловский парк.jpg|thumb|right|250px]] '''Spurvehøg''' (''Accipiter nisus'') er en relativt lille rovfugl. Hunnen større end hannen. Hunnen måler op til cirka 38 centimeter fra hoved til hale, mens hannen måler cirka 30 centimeter. Den lever mest af småfugle, der jages i både skove og nu om stunder også i byområder. Spurvehøgen er en udpræget nåleskovsfugl, som i udtalt grad yngler i nåletræsbevoksninger især af rødgran på mellem 20 og 50 år. Kun undtagelsesvis er den fundet ynglende i ren løvskov. Af samme grund er den udbredt over hele landet inklusive Bornholm, men stærkest i Jylland. |} j0hx5kmlo4d5fan4n053ujwqmxthcmv 42563 42562 2026-08-28T10:59:38Z Sven Halfdan Nielsen 3898 småret 42563 wikitext text/x-wiki === Fugle === I sin skildring af større danske fuglelokaliteter nævner Lorenz Ferdinand, at kriteriet for skovområder af international betydning er mindst 15 par af spurvehøg, duehøg, tårnfalk, musvåge og hvepsevåge samt lokalitet for vandrefalk, fiskeørn og skarv. Kriteriet for skovområder af national betydning er mindst 6 par af spurvehøg, tårnfalk, musvåge og hvepsevåge eller lokalitet for duehøg, lærkefalk, ravn, høgesanger og stor skallesluger. Kriteriet for andre områder af betydning er, at de er lokalitet for natravn, pirol, svaleklire, skovsneppe, vendehals og huldue eller "gode småfugleskove".<ref>Ferdinand (1980), s. 20</ref> {| class="wikitable" |[[Image:Dendrocopos major01.jpg|thumb|right|250px]] '''Stor flagspætte''' (''Dendrocopos major'') er en spætteart, der lever i Europa (herunder Danmark), det nordlige Afrika og i store dele af Asien. Stor flagspætte er den almindeligste danske spætte. I Danmark yngler stor flagspætte over hele landet, bortset fra mindre øer med kun lidt skov som Ærø og Anholt. Den er især almindelig i blandskov med udgåede træer. Dens trommen høres oftest i marts og april. De danske fugle er standfugle. I år med ringe frøsætning i nåleskovene nord for Danmark, kan mange unge fugle gæste landet. Den store flagspætte har en længde på ca 23 cm og vejer omkring 90 g. Hannen kendes på sin røde nakkeplet. Ungfuglene har rød isse. Den lever om sommeren især af insekter, mens den om vinteren tager frø fra koglerne af fyr eller gran. Stor flagspætte kan desuden tage andre fugles æg eller unger. |- |[[Image:Grünspecht Picus viridis.jpg|thumb|right|250px]] '''Grønspætte''' (''Picus viridis'') er en mellemstor spætte, der bliver 32 cm lang. Den kendes især på sin karakteristiske grønne ryg og røde isse. Grønspætten findes i ulige skovtyper. De tætteste bestande synes at forekomme i lyse blandingsskove, hvor mange uens løvtræer vokser sammen med nåletræer, men den kan også optræde i ren løvskov og i nåletræsplantager med et mindre indslag af løvtræder. Den synes at foretrække åbne, parkagtige skove, hvor træerne står mere spredt. Grønspætten ynglede tidligere mange steder i Danmark, men udviste efterhånden tilbagegang: i Sydsjælland og på Lolland-Falster i 1880-erne og 1890-erne, i Nordsjælland kort efter århundredeskiftet. På Fyn forsvandt den omkring 1930, og på Langeland i begyndelsen af 1940-erne. Nu om stunder er praktisk talt hele bestanden bosat i Jylland med enkelte tilfælde på Fyn. Grønspættens vigtigste føde er rød skovmyre. Derfor er det afgørende for den at have tilgang til overdrev, enge eller heder i umiddelbar tilknytning til skovene. |- |[[Image:BlackWoods.jpg|thumb|right|250px]]</small> '''Sortspætte''' (''Dryocopus martius'') er en stor spætte, idet den når en længde på 45 cm. Den har en markant sort fjerdragt med en karakteristisk rød isse. Sortspætten er udbredet i det meste af Europa og store dele af Asien. Den yngler i ældre nåle- og blandskove. Før 1930 var den kun en sjælden vintergæst i Danmark, men i de følgende årtier begyndte den at optræde oftere, især i Nordøstsjælland. Det første sikre ynglefund, i Teglstrup Hegn ved Helsingør, blev gjort i 1961. Den er fortsat næsten kun udbredt i Nordøstsjælland samt på Bornholm, hvor det første sikre ynglefund blev gjort i 1966. Til trods for, at den også kendes i Mellemeuropa helt op i Sydslesvig, er der endnu ikke gjort sikre ynglefund i Sønderjylland. Den lever hovedsageligt af insekter, som den finder under barken. |- |[[Image:Treecreeper.jpg|thumb|right|250px]] '''Træløber''' (''Certhia familiaris'') er en lille spurvefugl med en kropslængde på 12,5 cm. Den findes i det meste af Europa og Asien. I Danmark er den i udpræget grad knyttet til løvskove, mens den i Mellem- og Sydeuropa også forekommer i nåleskov. I Danmark findes den altovervejende i landets østlige egne, herunder Bornholm, men mangler næsten helt i Midt- og Vestjylland. Thy og Vendsyssel. |- |[[Image:Sitta europaea wildlife 2 1.jpg|thumb|right|250px]] '''Spætmejse''' (''Sitta europaea'') er en lille spurvefugl med en kropslængde på 15 cm. Den genkendes især på sin blågrå overside og lysere underside med en sort stribe gennem øjet. Fugle vest for Storebælt er gyldenbrune på undersiden (Underarten ''caesia''), mens fugle på Sjælland og Lolland-Falster er lysere (underarten ''europaea'') og kun rustrøde på undergumpen og de nedre flanker. Arten er almindelig bortset fra i de dele af Vest- og Nordjylland, her under Thy. Spætmejsen er en løvskovsfugl især knyttet til ældre egetræer men forekommer dog også i bøgeskov og blandskov samt i parker. Den mangler på mange øer, som Læsø, Samsø og Ærø og er først i 1995) indvandret til Bornholm. Om sommeren lever spætmejsen især af insekter, edderkopper og andre smådyr. Om efteråret og vinteren lever den derimod af frø, nødder, bog og agern. For at få hul på nødderne, kiler spætmejsen dem fast i barkrevner, hvor den hamrer på dem med sit næb. Den bruger i den forbindelse hele sin kropsvægt og udnytter, at den kan bevæge sig med hovedet nedad. Spætmejsen er en meget stedfast standfugl og spreder sig ikke nemt. |- |[[Image:Eurasian_blue_tit_Lancashire.jpg|thumb|right|250px]] '''Blåmejse''' (''Parus caeruleus'') en en lille spurvefugl med en kropslængde på cirka 11,5 cm. Det har et karakteristisk lyseblåt parti i nakken og over issen samt en sort stribe gennem øjet. Det mørkebrune næb er kort sammenlignet med beslægtede arter. Iris er brun, fødderne mørkegrå og kløerne grå. Blåmejsen forekommer i Europa, Asien, Nordafrika og på de Kanariske Øer; sidstnævnte regnes som en underart. I Danmark er den en udpræget løvskovsfugl og træffes sjældnere i nåleskove men undertiden i parker og villahaver. Blåmejsen forekommer i stort set hele landet, dog ikke på Sejerø Blåmejsens foretrukne føde om sommeren er hovedsageligt insekter (især deres larver) og edderkopper. Uden for yngletiden udvides betydningen af frø og anden plantebaseret kost fx fra bøge- og birketræer. Blåmejser træffes året rundt. |- |[[Image:Coal tit UK09.JPG|thumb|right|250px]] '''Sortmejse''' (''Parus ater'') er en lille spurvefugl. Sortmejsen er 11 cm og har sort hoved med hvide kind- og nakkepletter og en grålig bug. Den yngler i Europa og i store dele af Asien. Sortmejsen lever næsten udelukkende i områder med nåletræer. I Danmark er sortmejsen hyppigere i Jylland end på øerne. Særligt tætte bestande findes i de midt-, vest- og sydjyske plantager. Sortmejsens vigtigste føde er granfrø, men den lever om sommeren især af insekter og edderkopper. Allerede fra sensommeren begynder sortmejsen at hamstre til vinteren: granfrø, fyrrefrø og insekter, især bladlus, bliver gemt på nåletræernes yderste grene. Fuglen er standfugl, men strejfer mere om end de øvrige mejser og kan nogle år optræde invasionsagtigt i Danmark fra det øvrige Skandinavien. |- |[[Image:Lophophanes cristatus Luc Viatour 2.jpg|thumb|right|250px]] '''Topmejse''' (''Parus cristatus'') er en lille spurvefugl. Topmejsen har en længde på 10,5-12 cm og et vingefang på 17-20 cm. Arten er en karakteristisk mejse med sin sort- og hvidspættede top. Andre kendetegn er den sorte "hagesmæk", den sorte ring omkring hovedet og ørerne, den jævnt brune overside, den smudsighvide underside og de beigebrune flanker. Kønnene er ens. Topmejsen yngler kun i Europa, hvor den er udbredt i de fleste lande, dog fraset Island, Irland og Italien. I Danmark er den næsten udelukkende knyttet til ældre nåleskov, hvor den forekommer i bevoksninger af både gran og fyr. I Danmark findes den kun udbredt vest for Storebælt (Jylland og Fyn) og findes heller ikke på de mindre øer som Samsø, Langeland og Ærø. Topmejsen indvandrede fra Nordtyskland i slutningen af 1800-tallet og nåede til Sønderjylland i 1890-erne, til Nord- og Vestjylland i 1920-erne og nåede Fyn i tiden 1920-1940. Topmejsen ernærer sig ved edderkopper, insekter og insektlarver om sommeren og primært af granfrø om vinteren. Topmejsen er en udpræget standfugl. |- |[[Image:Синица (Parus major, fem), Битцевский лес.jpg|thumb|right|250px]] '''Musvit''' (''Parus major'') er en mindre spurvefugl med en længde på 12,5-14 cm. Musvitten har stærke og klare farver. Den har en blålig-sort isse, sort hals og hoved, hvide fjer på kinder og de skjulte ører. Brystet er lyst citrongult, og den har en karakteristisk bred stribe på midten løbende som en slids fra halsen og ned på bugen. Den har på halsen en mat, hvid plet, der bliver grøngul oppe øverst på nakken. Resten af nakken og ryggen er grøn og olivengrøn. Vingernes dækfjer er grønne, resten af vingerne er blågrå med et hvidt vingebånd. Halen er blågrå og hvid på spidsen. Fjerdragten på hunnen er magen til hannens, men er generelt lidt blegere; halsen er mindre tydeligt sort, lige som striben ned på bugen, og striben er ofte smallere og i nogle tilfælde brudt. Musvitten findes udbredt over hele Europa, Nordafrika, Mellemøsten, Rusland, i det nordlige og centrale Asien, Japan og ned til det sydøstlige Asien. I Danmark forekommer den i alle typer af skove, parker, haver med mere, især i ældre løvskove og blandingsskove. Den forekommer i stort set hele landet, selv på de mindste småøer. Musvitten lever om sommeren hovedsagelig af insekter, som den finder i vegetationen. Den æder også hvirvelløse dyr som græshopper, fårekyllinger, netvinger, ørentviste, bladlus, myrer, fluer, vårfluer, biller, mejere, bier, hvepse, skorpionfluer, snegle og bænkebidere. I yngleperioden foretrækker musvitten at give sit afkom proteinrige dyr som larver. De fleste europæiske musvitter er standfugle. |- |[[Image:Red Crossbills (Male).jpg|thumb|right|250px]] '''Lille korsnæb''' (''Loxia curvirostra'') er en mindre spurvefugl, ca. 16,5 cm stor. Den kendes bedst på sin stemme og det specielle næb, hvor spidserne af overnæb og undernæb krydser hinanden. Hannen er makant rød på kroppen med brune vinger. Hunner er grågrønne eller gulgrønne, og ungfuglene ligner hunnerne, men er stribede. Den findes udbredt over et stort område på den nordlige halvkugle. I Europa findes arten med spredte bestande i næsten alle lande, ligesom den findes i dele af Nordafrika og i store dele af Asien og Nordamerika. I Danmark begyndte lille korsnæb første gang at yngle i midten af 1800-tallet, da hede og klitter blev beplantet med nåletræer. Lille korsnæb er en udpræget nåleskovsfugl, idet dens levevis er helt afhængig af forekomsten af nåletræsfrø. Af samme årsag er den i Danmark især udbredt i de midtjyske plantageområder, mens den kun findes spredt og svagt i resten af landet. Lille korsnæb lever især af frø fra gran, men kan også tage frø fra mindre fyrrekogler eller sten af rønnebær. I Danmark findes den både som ynglefugl og trækgæst nordfra, men antallet veksler meget fra år til år. |- |[[Image:Крапивник - орешек (Troglodytes troglodytes), Битцевский лес.jpg|thumb|right|250px]] '''Gærdesmutte''' (''Troglodytes troglodytes'') er Danmarks næst mindste spurvefugl. Den måler 9,5-12 cm. Den er en lille brun fugl med en hale, der oftest er karakteristisk strittende. Gærdesmutten er udbredt i det meste af Europa og i dele af Asien. Gærdesmutten yngler i skove (såvel nåleskove som løvskove), parker og haver, oftest i tæt krat, herunder i tætte markhegn. Gærdesmutten forekommer overalt i Danmark inklusive Bornholm og også på de mindre øer som Læsø, Anholt, Samsø og Endelave. Gærdesmutter lever af insekter hele året. De fleste danske fugle er standfugle. Den optræder desuden som en meget almindelig trækgæst og vintergæst fra Skandinavien. |- |[[Image:Willow Warbler Phylloscopus trochilus.jpg|thumb|right|250px]] '''Løvsanger''' (''Phylloscopus trochilus'') er en spurvefugl. Den er grønlig fjerdragt for oven og gullig for neden eller mere afdæmpede grågrønne til gråbrune farver med mindre eller ingen variation i forhold til årstiden. Halerne er ret korte og består af 12 fjer. Løvsangeren er spinkel og mellem 9 og 14,5 cm, oftest 11-12 cm, lang. Den yngler i det nordlige og tempererede Europa og Asien. I Danmark forekommer den over hele landet, selv på de mindste øer. Den yngler både i krat og skov, såvel løvskov som nåleskov, herunder i vestjyske klitplantager. Løvsangeren lever af insekter og finder sin føde mellem blade på træer. Hele bestanden trækker til Afrika syd for Sahara. |- |[[Image:P sibilatrix.jpg|thumb|right|250px]] '''Skovsanger''' (''Phylloscopus sibilatrix'') er en spurvefugl. Den yngler i Europa i et bredt bælte fra de Britiske Øer og Frankrig til det vestlige Sibirien. I Danmark ses den typisk i højstammet bøgeskov og er derfor fortrinsvis udbredt i de østlige dele af landet, medregnet det østlige Jylland. Skovsangeren er en trækfugl. |- |[[Image:Chiffchaff - Phylloscopus collybita.jpg|thumb|right|250px]] '''Gransanger''' (''Phylloscopus collybita'')er en mindre spurvefugl. Den yngler i de nordlige og tempererede dele af Europa og Asien. Navnet skyldes, at arten nord for Danmark især yngler i granskov. Efter at være indvandret til Danmark fra midten af 1800-tallet er gransangeren nu særdeles almindelig over hele landet både i nåleskove, løvskove og især blandingsskove. Gransangeren er overvejende en insektæder, men den kan også æde bær og frugter. Arten overvintrer i det vestlige og sydlige Europa, det sydlige Asien og det nordlige Afrika. Den danske bestand overvintrer især i middelhavsområdet. |- |[[Image:Снегири на ясене (Pyrrhulas - mas, fem).jpg|thumb|right|250px]] '''Stor dompap''' (''Pyrrhula pyrrhula'') er en 16 cm stor spurvefugl. Dens karakteristiske næb er sort, kort og kegleformet. Hannen er på undersiden rød, mens hunnen er brun. Begge køn har sort kalot og en iøjnefaldende hvid overgump, der især ses under flugten. Halen og vingernes svingfjer er sorte. Dompap er udbredt i alle europæiske lande fraset Island. Den findes desuden i dele af Mellemøsten og i et bredt bælte tværs gennem Asien helt til stillehavskysten og Japan. Arten indvandrede til Danmark i første halvdel af 1900-tallet, hvor den bredte sig dels syd fra og op gennem Jylland, dels østfra. Fuglene syd fra tilhørte underarten lille dompap (''Pyrrhula pyrrhula europaea''), mens dem østfra var af formen stor dompap (''P. p. pyrrhula''). De to underarter ligner hianden til forveksling og har desuden dannet mellemformer, omend grænsen for det to underarter i hovedtræk går ved Storebælt. Dompap er nu en ret almindelig ynglefugl, hvis antal dog kan variere meget fra år til år. I Danmark er dompappen fortrinsvis knyttet til nåletræer men findes i udpræget grad i blandede skovområder. Det kan være forklaringen på, at den næsten mangler i Vestjylland. Føden består af frø fra blandt andet [[Almindelig Ask|ask]], [[Almindelig Syren|syren]], [[ahorn]], [[birk]], [[Stor Nælde|stor nælde]] og [[Pileurt (Polygonum)|pileurt]] samt om efteråret også [[Almindelig ene|enebær]] og [[rønnebær]]. I år med lav frøsætning kan arten i en stor del af vinteren og hen på foråret leve af løvtræernes og [[Europæisk Lærk|lærkens]] knopper. Om foråret tager den tillige en del insekter, hvilket desuden indgår i ungernes foder. |- |[[Image:Fringilla coelebs chaffinch male edit2.jpg|thumb|right|250px]] '''Bogfinke''' (''Fringilla coelebs'') er en 16 centimeter stor spurvefugl. Hannen har en karakteristisk blågrå isse og nakke, mens undersiden samt kinder og ryg er markant rødbrune, overgumpen er gulgrøn. Hunnen er mere anonym med olivenbrun overside og lysere gråbrun underside. Begge køn har to hvide bånd på vingerne og hvide halesider. Næbbet er kegleformet og hos hannen blågråt i yngletiden, mens det er brunt om vinteren. Bogfinken yngler i store dele af Europa og mod øst til Centralasien. Arten er desuden indført til New Zealand. I Danmark yngler næsten alle steder med træbevoksning, fra nåletræsplantager over højstammet Bøgeskov til alléer, levende hegn og parker. Bogfinken findes udbredt over praktisk talt hele landet, selv på småøer. Bogfinken lever for det meste af frø i vinterhalvåret og af insekter om sommeren. Som første del af fuglens navn antyder, lever den også af bog (bøgens frugter). |- |[[Image:Garrulus glandarius 1 Luc Viatour.jpg|thumb|right|250px]] '''Skovskade''' (''Garrulus glandarius'') er en stor kragefugl, med en længde på 34 centimeter og et vingefang på omkring 55 centimeter. Fjerdragten er rødbrun med en karakteristisk sort skægstribe og hvid [[overgump]]. På vingen sidder fuglens karakteristiske blå fjer med sorte tværstriber. Den yngler i et stort område strækkende sig fra det vestlige Europa og det nordvestlige Afrika til den asiatiske østkyst og det sydøstlige Asien. I Danmark er fuglen især almindelig i Vestjylland og Nordjylland samt i Nordsjælland og på Bornholm, hvor andelen af nåletræer er stor. Foruden i alle typer af skove yngler skovskaden også i byernes parker, på kirkegårde og i nåletræsplantager. Skovskaden er altædende og lever i yngletiden især af hvirvelløse dyr som orme og insekter. Den æder desuden frø og bær, men er især kendt for at hamstre agern, som den gemmer på jorden mellem visne blade til senere fortæring; en enkelt skovskade kan gemme 3.000 agern på en måned. Den er standfugl i Danmark. |- |[[Image:Woodcock earthworm.jpg|thumb|right|250px]] '''Skovsneppe''' (''Scolopax rusticola'') er en vadefugl omtrent på størrelse med en due med en længde på cirka 34 cm og et vingefang på omkring 60 cm. Den har en fjerdragt, der er fint mønstret i brune farver. Næbbet er langt, benene forholdsvis korte, og hovedet er stort. De store øjne er placeret så langt tilbage på hovedet, at fuglen kan se både fremad og bagud, altså et udsyn på 360°. At øjet sidder så langt tilbage, medfører, at øreåbningen sidder under den forreste del af øjet og ikke bag øjet som hos de fleste andre fugle. Vingerne er brede og afrundede, halen er kort. Skovsneppen er udbredt i store dele af Europa og Asien. I Danmark er den i yngletiden knyttet til skovbevoksede områder og forekommer sjældent i skove på mindre end 20-30 hektar. Skovene skal endvidere rumme fugtige partier som moser og fugtige lavninger. Skovsneppen er mest udbredt i yngre løvskovsbevoksninger med eg, birk og el, men forekommer tillige i nåletræsbevoksninger. Den især lever af regnorme i skovbunden. Skovsneppen er en ret almindelig dansk yngletrækfugl, der overvintrer i det sydlige og vestlige Europa. Den er desuden en meget almindelig trækgæst nord- og østfra. |- |[[Image:Waldohreule in freier Wildbahn.jpg|thumb|right|250px]] '''Skovhornugle''' (''Asio otus'') har en højde på 35-37 centimeter og et vingefang på 84-95 centimeter. Skovhornuglen har orangerøde øjne og lange fjerhorn. Den er standfugl i store dele af Europa og trækfugl i det nordlige Skandinavien og Finland. I Danmark er det en ret almindelig ynglestandfugl og den kommer også som træk- og vintergæst. |- |[[Image: Совёнок Филя, Серая неясыть (Strix aluco, juv), Филёвский парк.jpg|thumb|right|250px]] '''Natugle''' (''Strix aluco'') er en mellemstor ugle med sorte øjne. Dens farve varierer fra grålig til rødbrun. Længden er typisk omkring 37-39cm og vingefanget omkring 94-104 cm. Den findes i næsten hele Europa fraset det nordlige Skandinaven, og er også udbredt i det nordligste Afrika samt området mellem Sortehavet og Det Kaspiske Hav. Den lever overvejende i ældre løvskove med delvis hule træer og træer med mindre hulrum, som uglen kan bebo og med lysninger, hvor fuglen kan jage. Af samme grund findes den næsten kun udbredt i de østlige egne, fraset Samsø og Bornholm. Natuglen har et usædvanligt godt syn, som den bruger til at finde sit bytte om natten, hvor den er aktiv. Den lever hovedsageligt af mus, men også af andre gnavere, muldvarpe, pindsvin, egern, lækatte, orme, insekter og småfugle. |- |[[Image:Buteo buteo -Scotland-8.jpg|thumb|right|250px]] '''Musvåge''' (''Buteo buteo'') er en kraftig rovfugl. Musvågen er brun, men med mange farvevarianter fra næsten hvid til helt mørk. Den er 51-57 cm lang med forholdsvis korte, brede vinger med fem karakteristiske "fingre" og med et vingefang på 113-128 cm. Dens hale er ret kort og lige afskåret. Den findes fra Europa til Asien og er en udbredt ynglefugl i næsten hele Danmark. Den findes som ynglefugl i større og mindre skove og plantager, der er omgivet af åbent land. Den vælger som regel sit ynglested nær udkanten af skoven eller ved større lysninger. Den er mere udbredt i løvskovsområder og har først i løbet af det 20. århundrede bredt sig til vestjyske nåleskovsområder. Musvåger er meget alsidige i deres valg af føde. De spiser både små pattedyr fx mus men også krybdyr, regnorme, større insekter, padder, småfugle og ådsler. Skønsmæssigt omkring halvdelen af de ynglende par i Danmark er standfugle, mens resten, oftest ungfuglene, trækker til Vest- og Sydeuropa for vinteren. |- |[[Image:Wespenbussard Pernis apivorus by A. Görtler edit2.jpg|thumb|right|250px]] '''Hvepsevåge''' (''Pernis apivorus'') er en middelstor europæisk rovfugl. Kønnene ligner hinanden, men hannen har ofte en tydeligere gråblålig tone på oversiden, især på hovedet. Vingefanget er 125-150 cm. Hvepsevågen foretrukne bytte er larver og pupper fra hvepseboer], men den lever også af humlebiers bo og frøer. I Danmark forekommer den udpræget i de østlige dele indtil Østjylland og inklusive Bornhom. Den yngler næsten udelukkende i gammel løvskov og er kun undtagelsesvis fundet i nåleskov, men er almindelig i nåletræsskove i Norge og Sverige. Den overvintrer i Afrika. |- |[[Image:Northern Goshawk ad M2.jpg|thumb|right|250px]] '''Duehøg''' (''Accipiter gentilis'') har mørkebrun overside med et gråligt anstrøg. Brystet er hvidligt med mange mørkebrune bølgelinjer. Vingerne er forholdsvis korte mens halen er lang. De to køn ser ens ud, men hunnen er væsentligt større end hannen. Hannen måler fra halespids til næbspids omkring 54 cm og hunnen omkring 64 cm. Duehøgen er en stor høg, der er udbredt som ynglefugl over store dele af Europa, herunder i Skandinavien, men desuden i Asien og det nordvestlige Afrika. Den lever fortrinsvis i skove, men kan også ses i åbne landskaber om vinteren. Den stiller krav til ret store territorier. Den lever især af småfugle og mindre pattedyr. I Danmark findes duehøgen både i gamle løvskove og i nåleskove, men den stiller krav om ret høje træer for at yngle. I Danmark er den på grund af tidligere jagt især udbredt i de nordsjællandske statsskove, men den findes også på Lolland-Falster, Fyn og i Jylland, fortrinsvis de sydlige dele. Endvidere har den efterhånden bredt sig til de midt- og vestjyske hedeplantager. Den er standfugl i Danmark. |- |[[Image:Ястреб-перепелятник (Accipiter nisus, m), Измайловский парк.jpg|thumb|right|250px]] '''Spurvehøg''' (''Accipiter nisus'') er en relativt lille rovfugl. Hunnen større end hannen. Hunnen måler op til cirka 38 centimeter fra hoved til hale, mens hannen måler cirka 30 centimeter. Den lever mest af småfugle, der jages i både skove og nu om stunder også i byområder. Spurvehøgen er en udpræget nåleskovsfugl, som i udtalt grad yngler i nåletræsbevoksninger især af rødgran på mellem 20 og 50 år. Kun undtagelsesvis er den fundet ynglende i ren løvskov. Af samme grund er den udbredt over hele landet inklusive Bornholm, men stærkest i Jylland. |} gsmux3i8ikilxr53xwfxj70a6m0d4uj 42564 42563 2026-08-28T11:03:24Z Sven Halfdan Nielsen 3898 småret 42564 wikitext text/x-wiki === Fugle === I sin skildring af større danske fuglelokaliteter nævner Lorenz Ferdinand, at kriteriet for skovområder af international betydning er mindst 15 par af spurvehøg, duehøg, tårnfalk, musvåge og hvepsevåge samt lokalitet for vandrefalk, fiskeørn og skarv. Kriteriet for skovområder af national betydning er mindst 6 par af spurvehøg, tårnfalk, musvåge og hvepsevåge eller lokalitet for duehøg, lærkefalk, ravn, høgesanger og stor skallesluger. Kriteriet for andre områder af betydning er, at de er lokalitet for natravn, pirol, svaleklire, skovsneppe, vendehals og huldue eller "gode småfugleskove".<ref>Ferdinand (1980), s. 20</ref> {| class="wikitable" |[[Image:Dendrocopos major01.jpg|thumb|right|250px]] '''Stor flagspætte''' (''Dendrocopos major'') er en spætteart, der lever i Europa (herunder Danmark), det nordlige Afrika og i store dele af Asien. Stor flagspætte er den almindeligste danske spætte. I Danmark yngler stor flagspætte over hele landet, bortset fra mindre øer med kun lidt skov som Ærø og Anholt. Den er især almindelig i blandskov med udgåede træer. Dens trommen høres oftest i marts og april. De danske fugle er standfugle. I år med ringe frøsætning i nåleskovene nord for Danmark, kan mange unge fugle gæste landet. Den store flagspætte har en længde på ca 23 cm og vejer omkring 90 g. Hannen kendes på sin røde nakkeplet. Ungfuglene har rød isse. Den lever om sommeren især af insekter, mens den om vinteren tager frø fra koglerne af fyr eller gran. Stor flagspætte kan desuden tage andre fugles æg eller unger. |- |[[Image:Grünspecht Picus viridis.jpg|thumb|right|250px]] '''Grønspætte''' (''Picus viridis'') er en mellemstor spætte, der bliver 32 cm lang. Den kendes især på sin karakteristiske grønne ryg og røde isse. Grønspætten findes i ulige skovtyper. De tætteste bestande synes at forekomme i lyse blandingsskove, hvor mange uens løvtræer vokser sammen med nåletræer, men den kan også optræde i ren løvskov og i nåletræsplantager med et mindre indslag af løvtræder. Den synes at foretrække åbne, parkagtige skove, hvor træerne står mere spredt. Grønspætten ynglede tidligere mange steder i Danmark, men udviste efterhånden tilbagegang: i Sydsjælland og på Lolland-Falster i 1880-erne og 1890-erne, i Nordsjælland kort efter århundredeskiftet. På Fyn forsvandt den omkring 1930, og på Langeland i begyndelsen af 1940-erne. Nu om stunder er praktisk talt hele bestanden bosat i Jylland med enkelte tilfælde på Fyn. Grønspættens vigtigste føde er rød skovmyre. Derfor er det afgørende for den at have tilgang til overdrev, enge eller heder i umiddelbar tilknytning til skovene. |- |[[Image:BlackWoods.jpg|thumb|right|250px]]</small> '''Sortspætte''' (''Dryocopus martius'') er en stor spætte, idet den når en længde på 45 cm. Den har en markant sort fjerdragt med en karakteristisk rød isse. Sortspætten er udbredet i det meste af Europa og store dele af Asien. Den yngler i ældre nåle- og blandskove. Før 1930 var den kun en sjælden vintergæst i Danmark, men i de følgende årtier begyndte den at optræde oftere, især i Nordøstsjælland. Det første sikre ynglefund, i Teglstrup Hegn ved Helsingør, blev gjort i 1961. Den er fortsat næsten kun udbredt i Nordøstsjælland samt på Bornholm, hvor det første sikre ynglefund blev gjort i 1966. Til trods for, at den også kendes i Mellemeuropa helt op i Sydslesvig, er der endnu ikke gjort sikre ynglefund i Sønderjylland. Den lever hovedsageligt af insekter, som den finder under barken. |- |[[Image:Treecreeper.jpg|thumb|right|250px]] '''Træløber''' (''Certhia familiaris'') er en lille spurvefugl med en kropslængde på 12,5 cm. Den findes i det meste af Europa og Asien. I Danmark er den i udpræget grad knyttet til løvskove, mens den i Mellem- og Sydeuropa også forekommer i nåleskov. I Danmark findes den altovervejende i landets østlige egne, herunder Bornholm, men mangler næsten helt i Midt- og Vestjylland. Thy og Vendsyssel. |- |[[Image:Sitta europaea wildlife 2 1.jpg|thumb|right|250px]] '''Spætmejse''' (''Sitta europaea'') er en lille spurvefugl med en kropslængde på 15 cm. Den genkendes især på sin blågrå overside og lysere underside med en sort stribe gennem øjet. Fugle vest for Storebælt er gyldenbrune på undersiden (Underarten ''caesia''), mens fugle på Sjælland og Lolland-Falster er lysere (underarten ''europaea'') og kun rustrøde på undergumpen og de nedre flanker. Arten er almindelig bortset fra i de dele af Vest- og Nordjylland, her under Thy. Spætmejsen er en løvskovsfugl især knyttet til ældre egetræer men forekommer dog også i bøgeskov og blandskov samt i parker. Den mangler på mange øer, som Læsø, Samsø og Ærø og er først i 1995) indvandret til Bornholm. Om sommeren lever spætmejsen især af insekter, edderkopper og andre smådyr. Om efteråret og vinteren lever den derimod af frø, nødder, bog og agern. For at få hul på nødderne, kiler spætmejsen dem fast i barkrevner, hvor den hamrer på dem med sit næb. Den bruger i den forbindelse hele sin kropsvægt og udnytter, at den kan bevæge sig med hovedet nedad. Spætmejsen er en meget stedfast standfugl og spreder sig ikke nemt. |- |[[Image:Eurasian_blue_tit_Lancashire.jpg|thumb|right|250px]] '''Blåmejse''' (''Parus caeruleus'') en en lille spurvefugl med en kropslængde på cirka 11,5 cm. Det har et karakteristisk lyseblåt parti i nakken og over issen samt en sort stribe gennem øjet. Det mørkebrune næb er kort sammenlignet med beslægtede arter. Iris er brun, fødderne mørkegrå og kløerne grå. Blåmejsen forekommer i Europa, Asien, Nordafrika og på de Kanariske Øer; sidstnævnte regnes som en underart. I Danmark er den en udpræget løvskovsfugl og træffes sjældnere i nåleskove men undertiden i parker og villahaver. Blåmejsen forekommer i stort set hele landet, dog ikke på Sejerø Blåmejsens foretrukne føde om sommeren er hovedsageligt insekter (især deres larver) og edderkopper. Uden for yngletiden udvides betydningen af frø og anden plantebaseret kost fx fra bøge- og birketræer. Blåmejser træffes året rundt. |- |[[Image:Coal tit UK09.JPG|thumb|right|250px]] '''Sortmejse''' (''Parus ater'') er en lille spurvefugl. Sortmejsen er 11 cm og har sort hoved med hvide kind- og nakkepletter og en grålig bug. Den yngler i Europa og i store dele af Asien. Sortmejsen lever næsten udelukkende i områder med nåletræer. I Danmark er sortmejsen hyppigere i Jylland end på øerne. Særligt tætte bestande findes i de midt-, vest- og sydjyske plantager. Sortmejsens vigtigste føde er granfrø, men den lever om sommeren især af insekter og edderkopper. Allerede fra sensommeren begynder sortmejsen at hamstre til vinteren: granfrø, fyrrefrø og insekter, især bladlus, bliver gemt på nåletræernes yderste grene. Fuglen er standfugl, men strejfer mere om end de øvrige mejser og kan nogle år optræde invasionsagtigt i Danmark fra det øvrige Skandinavien. |- |[[Image:Lophophanes cristatus Luc Viatour 2.jpg|thumb|right|250px]] '''Topmejse''' (''Parus cristatus'') er en lille spurvefugl. Topmejsen har en længde på 10,5-12 cm og et vingefang på 17-20 cm. Arten er en karakteristisk mejse med sin sort- og hvidspættede top. Andre kendetegn er den sorte "hagesmæk", den sorte ring omkring hovedet og ørerne, den jævnt brune overside, den smudsighvide underside og de beigebrune flanker. Kønnene er ens. Topmejsen yngler kun i Europa, hvor den er udbredt i de fleste lande, dog fraset Island, Irland og Italien. I Danmark er den næsten udelukkende knyttet til ældre nåleskov, hvor den forekommer i bevoksninger af både gran og fyr. I Danmark findes den kun udbredt vest for Storebælt (Jylland og Fyn) og findes heller ikke på de mindre øer som Samsø, Langeland og Ærø. Topmejsen indvandrede fra Nordtyskland i slutningen af 1800-tallet og nåede til Sønderjylland i 1890-erne, til Nord- og Vestjylland i 1920-erne og nåede Fyn i tiden 1920-1940. Topmejsen ernærer sig ved edderkopper, insekter og insektlarver om sommeren og primært af granfrø om vinteren. Topmejsen er en udpræget standfugl. |- |[[Image:Синица (Parus major, fem), Битцевский лес.jpg|thumb|right|250px]] '''Musvit''' (''Parus major'') er en mindre spurvefugl med en længde på 12,5-14 cm. Musvitten har stærke og klare farver. Den har en blålig-sort isse, sort hals og hoved, hvide fjer på kinder og de skjulte ører. Brystet er lyst citrongult, og den har en karakteristisk bred stribe på midten løbende som en slids fra halsen og ned på bugen. Den har på halsen en mat, hvid plet, der bliver grøngul oppe øverst på nakken. Resten af nakken og ryggen er grøn og olivengrøn. Vingernes dækfjer er grønne, resten af vingerne er blågrå med et hvidt vingebånd. Halen er blågrå og hvid på spidsen. Fjerdragten på hunnen er magen til hannens, men er generelt lidt blegere; halsen er mindre tydeligt sort, lige som striben ned på bugen, og striben er ofte smallere og i nogle tilfælde brudt. Musvitten findes udbredt over hele Europa, Nordafrika, Mellemøsten, Rusland, i det nordlige og centrale Asien, Japan og ned til det sydøstlige Asien. I Danmark forekommer den i alle typer af skove, parker, haver med mere, især i ældre løvskove og blandingsskove. Den forekommer i stort set hele landet, selv på de mindste småøer. Musvitten lever om sommeren hovedsagelig af insekter, som den finder i vegetationen. Den æder også hvirvelløse dyr som græshopper, fårekyllinger, netvinger, ørentviste, bladlus, myrer, fluer, vårfluer, biller, mejere, bier, hvepse, skorpionfluer, snegle og bænkebidere. I yngleperioden foretrækker musvitten at give sit afkom proteinrige dyr som larver. De fleste europæiske musvitter er standfugle. |- |[[Image:Red Crossbills (Male).jpg|thumb|right|250px]] '''Lille korsnæb''' (''Loxia curvirostra'') er en mindre spurvefugl, ca. 16,5 cm stor. Den kendes bedst på sin stemme og det specielle næb, hvor spidserne af overnæb og undernæb krydser hinanden. Hannen er makant rød på kroppen med brune vinger. Hunner er grågrønne eller gulgrønne, og ungfuglene ligner hunnerne, men er stribede. Den findes udbredt over et stort område på den nordlige halvkugle. I Europa findes arten med spredte bestande i næsten alle lande, ligesom den findes i dele af Nordafrika og i store dele af Asien og Nordamerika. I Danmark begyndte lille korsnæb første gang at yngle i midten af 1800-tallet, da hede og klitter blev beplantet med nåletræer. Lille korsnæb er en udpræget nåleskovsfugl, idet dens levevis er helt afhængig af forekomsten af nåletræsfrø. Af samme årsag er den i Danmark især udbredt i de midtjyske plantageområder, mens den kun findes spredt og svagt i resten af landet. Lille korsnæb lever især af frø fra gran, men kan også tage frø fra mindre fyrrekogler eller sten af rønnebær. I Danmark findes den både som ynglefugl og trækgæst nordfra, men antallet veksler meget fra år til år. |- |[[Image:Крапивник - орешек (Troglodytes troglodytes), Битцевский лес.jpg|thumb|right|250px]] '''Gærdesmutte''' (''Troglodytes troglodytes'') er Danmarks næst mindste spurvefugl. Den måler 9,5-12 cm. Den er en lille brun fugl med en hale, der oftest er karakteristisk strittende. Gærdesmutten er udbredt i det meste af Europa og i dele af Asien. Gærdesmutten yngler i skove (såvel nåleskove som løvskove), parker og haver, oftest i tæt krat, herunder i tætte markhegn. Gærdesmutten forekommer overalt i Danmark inklusive Bornholm og også på de mindre øer som Læsø, Anholt, Samsø og Endelave. Gærdesmutter lever af insekter hele året. De fleste danske fugle er standfugle. Den optræder desuden som en meget almindelig trækgæst og vintergæst fra Skandinavien. |- |[[Image:Willow Warbler Phylloscopus trochilus.jpg|thumb|right|250px]] '''Løvsanger''' (''Phylloscopus trochilus'') er en spurvefugl. Den er grønlig fjerdragt for oven og gullig for neden eller mere afdæmpede grågrønne til gråbrune farver med mindre eller ingen variation i forhold til årstiden. Halerne er ret korte og består af 12 fjer. Løvsangeren er spinkel og mellem 9 og 14,5 cm, oftest 11-12 cm, lang. Den yngler i det nordlige og tempererede Europa og Asien. I Danmark forekommer den over hele landet, selv på de mindste øer. Den yngler både i krat og skov, såvel løvskov som nåleskov, herunder i vestjyske klitplantager. Løvsangeren lever af insekter og finder sin føde mellem blade på træer. Hele bestanden trækker til Afrika syd for Sahara. |- |[[Image:P sibilatrix.jpg|thumb|right|250px]] '''Skovsanger''' (''Phylloscopus sibilatrix'') er en spurvefugl. Den yngler i Europa i et bredt bælte fra de Britiske Øer og Frankrig til det vestlige Sibirien. I Danmark ses den typisk i højstammet bøgeskov og er derfor fortrinsvis udbredt i de østlige dele af landet, medregnet det østlige Jylland. Skovsangeren er en trækfugl. |- |[[Image:Chiffchaff - Phylloscopus collybita.jpg|thumb|right|250px]] '''Gransanger''' (''Phylloscopus collybita'')er en mindre spurvefugl. Den yngler i de nordlige og tempererede dele af Europa og Asien. Navnet skyldes, at arten nord for Danmark især yngler i granskov. Efter at være indvandret til Danmark fra midten af 1800-tallet er gransangeren nu særdeles almindelig over hele landet både i nåleskove, løvskove og især blandingsskove. Gransangeren er overvejende en insektæder, men den kan også æde bær og frugter. Arten overvintrer i det vestlige og sydlige Europa, det sydlige Asien og det nordlige Afrika. Den danske bestand overvintrer især i middelhavsområdet. |- |[[Image:Снегири на ясене (Pyrrhulas - mas, fem).jpg|thumb|right|250px]] '''Stor dompap''' (''Pyrrhula pyrrhula'') er en 16 cm stor spurvefugl. Dens karakteristiske næb er sort, kort og kegleformet. Hannen er på undersiden rød, mens hunnen er brun. Begge køn har sort kalot og en iøjnefaldende hvid overgump, der især ses under flugten. Halen og vingernes svingfjer er sorte. Dompap er udbredt i alle europæiske lande fraset Island. Den findes desuden i dele af Mellemøsten og i et bredt bælte tværs gennem Asien helt til stillehavskysten og Japan. Arten indvandrede til Danmark i første halvdel af 1900-tallet, hvor den bredte sig dels syd fra og op gennem Jylland, dels østfra. Fuglene syd fra tilhørte underarten lille dompap (''Pyrrhula pyrrhula europaea''), mens dem østfra var af formen stor dompap (''P. p. pyrrhula''). De to underarter ligner hianden til forveksling og har desuden dannet mellemformer, omend grænsen for det to underarter i hovedtræk går ved Storebælt. Dompap er nu en ret almindelig ynglefugl, hvis antal dog kan variere meget fra år til år. I Danmark er dompappen fortrinsvis knyttet til nåletræer men findes i udpræget grad i blandede skovområder. Det kan være forklaringen på, at den næsten mangler i Vestjylland. Føden består af frø fra blandt andet [[Almindelig Ask|ask]], [[Almindelig Syren|syren]], [[ahorn]], [[birk]], [[Stor Nælde|stor nælde]] og [[Pileurt (Polygonum)|pileurt]] samt om efteråret også [[Almindelig ene|enebær]] og [[rønnebær]]. I år med lav frøsætning kan arten i en stor del af vinteren og hen på foråret leve af løvtræernes og [[Europæisk Lærk|lærkens]] knopper. Om foråret tager den tillige en del insekter, hvilket desuden indgår i ungernes foder. |- |[[Image:Fringilla coelebs chaffinch male edit2.jpg|thumb|right|250px]] '''Bogfinke''' (''Fringilla coelebs'') er en 16 centimeter stor spurvefugl. Hannen har en karakteristisk blågrå isse og nakke, mens undersiden samt kinder og ryg er markant rødbrune, overgumpen er gulgrøn. Hunnen er mere anonym med olivenbrun overside og lysere gråbrun underside. Begge køn har to hvide bånd på vingerne og hvide halesider. Næbbet er kegleformet og hos hannen blågråt i yngletiden, mens det er brunt om vinteren. Bogfinken yngler i store dele af Europa og mod øst til Centralasien. Arten er desuden indført til New Zealand. I Danmark yngler næsten alle steder med træbevoksning, fra nåletræsplantager over højstammet Bøgeskov til alléer, levende hegn og parker. Bogfinken findes udbredt over praktisk talt hele landet, selv på småøer. Bogfinken lever for det meste af frø i vinterhalvåret og af insekter om sommeren. Som første del af fuglens navn antyder, lever den også af bog (bøgens frugter). |- |[[Image:Garrulus glandarius 1 Luc Viatour.jpg|thumb|right|250px]] '''Skovskade''' (''Garrulus glandarius'') er en stor kragefugl, med en længde på 34 centimeter og et vingefang på omkring 55 centimeter. Fjerdragten er rødbrun med en karakteristisk sort skægstribe og hvid [[overgump]]. På vingen sidder fuglens karakteristiske blå fjer med sorte tværstriber. Den yngler i et stort område strækkende sig fra det vestlige Europa og det nordvestlige Afrika til den asiatiske østkyst og det sydøstlige Asien. I Danmark er fuglen især almindelig i Vestjylland og Nordjylland samt i Nordsjælland og på Bornholm, hvor andelen af nåletræer er stor. Foruden i alle typer af skove yngler skovskaden også i byernes parker, på kirkegårde og i nåletræsplantager. Skovskaden er altædende og lever i yngletiden især af hvirvelløse dyr som orme og insekter. Den æder desuden frø og bær, men er især kendt for at hamstre agern, som den gemmer på jorden mellem visne blade til senere fortæring; en enkelt skovskade kan gemme 3.000 agern på en måned. Den er standfugl i Danmark. |- |[[Image:Woodcock earthworm.jpg|thumb|right|250px]] '''Skovsneppe''' (''Scolopax rusticola'') er en vadefugl omtrent på størrelse med en due med en længde på cirka 34 cm og et vingefang på omkring 60 cm. Den har en fjerdragt, der er fint mønstret i brune farver. Næbbet er langt, benene forholdsvis korte, og hovedet er stort. De store øjne er placeret så langt tilbage på hovedet, at fuglen kan se både fremad og bagud, altså et udsyn på 360°. At øjet sidder så langt tilbage, medfører, at øreåbningen sidder under den forreste del af øjet og ikke bag øjet som hos de fleste andre fugle. Vingerne er brede og afrundede, halen er kort. Skovsneppen er udbredt i store dele af Europa og Asien. I Danmark er den i yngletiden knyttet til skovbevoksede områder og forekommer sjældent i skove på mindre end 20-30 hektar. Skovene skal endvidere rumme fugtige partier som moser og fugtige lavninger. Skovsneppen er mest udbredt i yngre løvskovsbevoksninger med eg, birk og el, men forekommer tillige i nåletræsbevoksninger. Den især lever af regnorme i skovbunden. Skovsneppen er en ret almindelig dansk yngletrækfugl, der overvintrer i det sydlige og vestlige Europa. Den er desuden en meget almindelig trækgæst nord- og østfra. |- |[[Image:Waldohreule in freier Wildbahn.jpg|thumb|right|250px]] '''Skovhornugle''' (''Asio otus'') har en højde på 35-37 centimeter og et vingefang på 84-95 centimeter. Skovhornuglen har orangerøde øjne og lange fjerhorn. Den er standfugl i store dele af Europa og trækfugl i det nordlige Skandinavien og Finland. I Danmark er det en ret almindelig ynglestandfugl og den kommer også som træk- og vintergæst. |- |[[Image: Совёнок Филя, Серая неясыть (Strix aluco, juv), Филёвский парк.jpg|thumb|right|250px]] '''Natugle''' (''Strix aluco'') er en mellemstor ugle med sorte øjne. Dens farve varierer fra grålig til rødbrun. Længden er typisk omkring 37-39cm og vingefanget omkring 94-104 cm. Den findes i næsten hele Europa fraset det nordlige Skandinaven, og er også udbredt i det nordligste Afrika samt området mellem Sortehavet og Det Kaspiske Hav. Den lever overvejende i ældre løvskove med delvis hule træer og træer med mindre hulrum, som uglen kan bebo og med lysninger, hvor fuglen kan jage. Af samme grund findes den næsten kun udbredt i de østlige egne, fraset Samsø og Bornholm. Natuglen har et usædvanligt godt syn, som den bruger til at finde sit bytte om natten, hvor den er aktiv. Den lever hovedsageligt af mus, men også af andre gnavere, muldvarpe, pindsvin, egern, lækatte, orme, insekter og småfugle. |- |[[Image:Buteo buteo -Scotland-8.jpg|thumb|right|250px]] '''Musvåge''' (''Buteo buteo'') er en kraftig rovfugl. Musvågen er brun, men med mange farvevarianter fra næsten hvid til helt mørk. Den er 51-57 cm lang med forholdsvis korte, brede vinger med fem karakteristiske "fingre" og med et vingefang på 113-128 cm. Dens hale er ret kort og lige afskåret. Den findes fra Europa til Asien og er en udbredt ynglefugl i næsten hele Danmark. Den findes som ynglefugl i større og mindre skove og plantager, der er omgivet af åbent land. Den vælger som regel sit ynglested nær udkanten af skoven eller ved større lysninger. Den er mere udbredt i løvskovsområder og har først i løbet af det 20. århundrede bredt sig til vestjyske nåleskovsområder. Musvåger er meget alsidige i deres valg af føde. De spiser både små pattedyr fx mus men også krybdyr, regnorme, større insekter, padder, småfugle og ådsler. Skønsmæssigt omkring halvdelen af de ynglende par i Danmark er standfugle, mens resten, oftest ungfuglene, trækker til Vest- og Sydeuropa for vinteren. |- |[[Image:Wespenbussard Pernis apivorus by A. Görtler edit2.jpg|thumb|right|250px]] '''Hvepsevåge''' (''Pernis apivorus'') er en middelstor europæisk rovfugl. Kønnene ligner hinanden, men hannen har ofte en tydeligere gråblålig tone på oversiden, især på hovedet. Vingefanget er 125-150 cm. Hvepsevågen foretrukne bytte er larver og pupper fra hvepseboer], men den lever også af humlebiers bo og frøer. I Danmark forekommer den udpræget i de østlige dele indtil Østjylland og inklusive Bornhom. Den yngler næsten udelukkende i gammel løvskov og er kun undtagelsesvis fundet i nåleskov, men er almindelig i nåletræsskove i Norge og Sverige. Den overvintrer i Afrika. |- |[[Image:Northern Goshawk ad M2.jpg|thumb|right|250px]] '''Duehøg''' (''Accipiter gentilis'') har mørkebrun overside med et gråligt anstrøg. Brystet er hvidligt med mange mørkebrune bølgelinjer. Vingerne er forholdsvis korte mens halen er lang. De to køn ser ens ud, men hunnen er væsentligt større end hannen. Hannen måler fra halespids til næbspids omkring 54 cm og hunnen omkring 64 cm. Duehøgen er en stor høg, der er udbredt som ynglefugl over store dele af Europa, herunder i Skandinavien, men desuden i Asien og det nordvestlige Afrika. Den lever fortrinsvis i skove, men kan også ses i åbne landskaber om vinteren. Den stiller krav til ret store territorier. Den lever især af småfugle og mindre pattedyr. I Danmark findes duehøgen både i gamle løvskove og i nåleskove, men den stiller krav om ret høje træer for at yngle. I Danmark er den på grund af tidligere jagt især udbredt i de nordsjællandske statsskove, men den findes også på Lolland-Falster, Fyn og i Jylland, fortrinsvis de sydlige dele. Endvidere har den efterhånden bredt sig til de midt- og vestjyske hedeplantager. Den er standfugl i Danmark. |- |[[Image:Ястреб-перепелятник (Accipiter nisus, m), Измайловский парк.jpg|thumb|right|250px]] '''Spurvehøg''' (''Accipiter nisus'') er en relativt lille rovfugl. Hunnen større end hannen. Hunnen måler op til cirka 38 centimeter fra hoved til hale, mens hannen måler cirka 30 centimeter. Den lever mest af småfugle, der jages i både skove og nu om stunder også i byområder. Spurvehøgen er en udpræget nåleskovsfugl, som i udtalt grad yngler i nåletræsbevoksninger især af rødgran på mellem 20 og 50 år. Kun undtagelsesvis er den fundet ynglende i ren løvskov. Af samme grund er den udbredt over hele landet inklusive Bornholm, men stærkest i Jylland. |} === Noter === === Litteratur === * Lorenz Ferdinand: "Fuglene i landskabet" (STørre danske fuglelokaliteter, Bind II; Dans Ornitologisk Forening 1980; 1. udgave 1. oplag; ISBN 87-87604-03-5 phrm3x4xvcus0p61ra5p5u4yvpqa73f 42565 42564 2026-08-28T11:05:05Z Sven Halfdan Nielsen 3898 småret 42565 wikitext text/x-wiki === Fugle === I sin skildring af større danske fuglelokaliteter nævner Lorenz Ferdinand, at kriteriet for skovområder af international betydning er mindst 15 par af spurvehøg, duehøg, tårnfalk, musvåge og hvepsevåge samt lokalitet for vandrefalk, fiskeørn og skarv. Kriteriet for skovområder af national betydning er mindst 6 par af spurvehøg, tårnfalk, musvåge og hvepsevåge eller lokalitet for duehøg, lærkefalk, ravn, høgesanger og stor skallesluger. Kriteriet for andre områder af betydning er, at de er lokalitet for natravn, pirol, svaleklire, skovsneppe, vendehals og huldue eller "gode småfugleskove".<ref>Ferdinand (1980), s. 20</ref> {| class="wikitable" |[[Image:Dendrocopos major01.jpg|thumb|right|250px]] '''Stor flagspætte''' (''Dendrocopos major'') er en spætteart, der lever i Europa (herunder Danmark), det nordlige Afrika og i store dele af Asien. Stor flagspætte er den almindeligste danske spætte. I Danmark yngler stor flagspætte over hele landet, bortset fra mindre øer med kun lidt skov som Ærø og Anholt. Den er især almindelig i blandskov med udgåede træer. Dens trommen høres oftest i marts og april. De danske fugle er standfugle. I år med ringe frøsætning i nåleskovene nord for Danmark, kan mange unge fugle gæste landet. Den store flagspætte har en længde på ca 23 cm og vejer omkring 90 g. Hannen kendes på sin røde nakkeplet. Ungfuglene har rød isse. Den lever om sommeren især af insekter, mens den om vinteren tager frø fra koglerne af fyr eller gran. Stor flagspætte kan desuden tage andre fugles æg eller unger. |- |[[Image:Grünspecht Picus viridis.jpg|thumb|right|250px]] '''Grønspætte''' (''Picus viridis'') er en mellemstor spætte, der bliver 32 cm lang. Den kendes især på sin karakteristiske grønne ryg og røde isse. Grønspætten findes i ulige skovtyper. De tætteste bestande synes at forekomme i lyse blandingsskove, hvor mange uens løvtræer vokser sammen med nåletræer, men den kan også optræde i ren løvskov og i nåletræsplantager med et mindre indslag af løvtræder. Den synes at foretrække åbne, parkagtige skove, hvor træerne står mere spredt. Grønspætten ynglede tidligere mange steder i Danmark, men udviste efterhånden tilbagegang: i Sydsjælland og på Lolland-Falster i 1880-erne og 1890-erne, i Nordsjælland kort efter århundredeskiftet. På Fyn forsvandt den omkring 1930, og på Langeland i begyndelsen af 1940-erne. Nu om stunder er praktisk talt hele bestanden bosat i Jylland med enkelte tilfælde på Fyn. Grønspættens vigtigste føde er rød skovmyre. Derfor er det afgørende for den at have tilgang til overdrev, enge eller heder i umiddelbar tilknytning til skovene. |- |[[Image:BlackWoods.jpg|thumb|right|250px]]</small> '''Sortspætte''' (''Dryocopus martius'') er en stor spætte, idet den når en længde på 45 cm. Den har en markant sort fjerdragt med en karakteristisk rød isse. Sortspætten er udbredet i det meste af Europa og store dele af Asien. Den yngler i ældre nåle- og blandskove. Før 1930 var den kun en sjælden vintergæst i Danmark, men i de følgende årtier begyndte den at optræde oftere, især i Nordøstsjælland. Det første sikre ynglefund, i Teglstrup Hegn ved Helsingør, blev gjort i 1961. Den er fortsat næsten kun udbredt i Nordøstsjælland samt på Bornholm, hvor det første sikre ynglefund blev gjort i 1966. Til trods for, at den også kendes i Mellemeuropa helt op i Sydslesvig, er der endnu ikke gjort sikre ynglefund i Sønderjylland. Den lever hovedsageligt af insekter, som den finder under barken. |- |[[Image:Treecreeper.jpg|thumb|right|250px]] '''Træløber''' (''Certhia familiaris'') er en lille spurvefugl med en kropslængde på 12,5 cm. Den findes i det meste af Europa og Asien. I Danmark er den i udpræget grad knyttet til løvskove, mens den i Mellem- og Sydeuropa også forekommer i nåleskov. I Danmark findes den altovervejende i landets østlige egne, herunder Bornholm, men mangler næsten helt i Midt- og Vestjylland. Thy og Vendsyssel. |- |[[Image:Sitta europaea wildlife 2 1.jpg|thumb|right|250px]] '''Spætmejse''' (''Sitta europaea'') er en lille spurvefugl med en kropslængde på 15 cm. Den genkendes især på sin blågrå overside og lysere underside med en sort stribe gennem øjet. Fugle vest for Storebælt er gyldenbrune på undersiden (Underarten ''caesia''), mens fugle på Sjælland og Lolland-Falster er lysere (underarten ''europaea'') og kun rustrøde på undergumpen og de nedre flanker. Arten er almindelig bortset fra i de dele af Vest- og Nordjylland, her under Thy. Spætmejsen er en løvskovsfugl især knyttet til ældre egetræer men forekommer dog også i bøgeskov og blandskov samt i parker. Den mangler på mange øer, som Læsø, Samsø og Ærø og er først i 1995) indvandret til Bornholm. Om sommeren lever spætmejsen især af insekter, edderkopper og andre smådyr. Om efteråret og vinteren lever den derimod af frø, nødder, bog og agern. For at få hul på nødderne, kiler spætmejsen dem fast i barkrevner, hvor den hamrer på dem med sit næb. Den bruger i den forbindelse hele sin kropsvægt og udnytter, at den kan bevæge sig med hovedet nedad. Spætmejsen er en meget stedfast standfugl og spreder sig ikke nemt. |- |[[Image:Eurasian_blue_tit_Lancashire.jpg|thumb|right|250px]] '''Blåmejse''' (''Parus caeruleus'') en en lille spurvefugl med en kropslængde på cirka 11,5 cm. Det har et karakteristisk lyseblåt parti i nakken og over issen samt en sort stribe gennem øjet. Det mørkebrune næb er kort sammenlignet med beslægtede arter. Iris er brun, fødderne mørkegrå og kløerne grå. Blåmejsen forekommer i Europa, Asien, Nordafrika og på de Kanariske Øer; sidstnævnte regnes som en underart. I Danmark er den en udpræget løvskovsfugl og træffes sjældnere i nåleskove men undertiden i parker og villahaver. Blåmejsen forekommer i stort set hele landet, dog ikke på Sejerø Blåmejsens foretrukne føde om sommeren er hovedsageligt insekter (især deres larver) og edderkopper. Uden for yngletiden udvides betydningen af frø og anden plantebaseret kost fx fra bøge- og birketræer. Blåmejser træffes året rundt. |- |[[Image:Coal tit UK09.JPG|thumb|right|250px]] '''Sortmejse''' (''Parus ater'') er en lille spurvefugl. Sortmejsen er 11 cm og har sort hoved med hvide kind- og nakkepletter og en grålig bug. Den yngler i Europa og i store dele af Asien. Sortmejsen lever næsten udelukkende i områder med nåletræer. I Danmark er sortmejsen hyppigere i Jylland end på øerne. Særligt tætte bestande findes i de midt-, vest- og sydjyske plantager. Sortmejsens vigtigste føde er granfrø, men den lever om sommeren især af insekter og edderkopper. Allerede fra sensommeren begynder sortmejsen at hamstre til vinteren: granfrø, fyrrefrø og insekter, især bladlus, bliver gemt på nåletræernes yderste grene. Fuglen er standfugl, men strejfer mere om end de øvrige mejser og kan nogle år optræde invasionsagtigt i Danmark fra det øvrige Skandinavien. |- |[[Image:Lophophanes cristatus Luc Viatour 2.jpg|thumb|right|250px]] '''Topmejse''' (''Parus cristatus'') er en lille spurvefugl. Topmejsen har en længde på 10,5-12 cm og et vingefang på 17-20 cm. Arten er en karakteristisk mejse med sin sort- og hvidspættede top. Andre kendetegn er den sorte "hagesmæk", den sorte ring omkring hovedet og ørerne, den jævnt brune overside, den smudsighvide underside og de beigebrune flanker. Kønnene er ens. Topmejsen yngler kun i Europa, hvor den er udbredt i de fleste lande, dog fraset Island, Irland og Italien. I Danmark er den næsten udelukkende knyttet til ældre nåleskov, hvor den forekommer i bevoksninger af både gran og fyr. I Danmark findes den kun udbredt vest for Storebælt (Jylland og Fyn) og findes heller ikke på de mindre øer som Samsø, Langeland og Ærø. Topmejsen indvandrede fra Nordtyskland i slutningen af 1800-tallet og nåede til Sønderjylland i 1890-erne, til Nord- og Vestjylland i 1920-erne og nåede Fyn i tiden 1920-1940. Topmejsen ernærer sig ved edderkopper, insekter og insektlarver om sommeren og primært af granfrø om vinteren. Topmejsen er en udpræget standfugl. |- |[[Image:Синица (Parus major, fem), Битцевский лес.jpg|thumb|right|250px]] '''Musvit''' (''Parus major'') er en mindre spurvefugl med en længde på 12,5-14 cm. Musvitten har stærke og klare farver. Den har en blålig-sort isse, sort hals og hoved, hvide fjer på kinder og de skjulte ører. Brystet er lyst citrongult, og den har en karakteristisk bred stribe på midten løbende som en slids fra halsen og ned på bugen. Den har på halsen en mat, hvid plet, der bliver grøngul oppe øverst på nakken. Resten af nakken og ryggen er grøn og olivengrøn. Vingernes dækfjer er grønne, resten af vingerne er blågrå med et hvidt vingebånd. Halen er blågrå og hvid på spidsen. Fjerdragten på hunnen er magen til hannens, men er generelt lidt blegere; halsen er mindre tydeligt sort, lige som striben ned på bugen, og striben er ofte smallere og i nogle tilfælde brudt. Musvitten findes udbredt over hele Europa, Nordafrika, Mellemøsten, Rusland, i det nordlige og centrale Asien, Japan og ned til det sydøstlige Asien. I Danmark forekommer den i alle typer af skove, parker, haver med mere, især i ældre løvskove og blandingsskove. Den forekommer i stort set hele landet, selv på de mindste småøer. Musvitten lever om sommeren hovedsagelig af insekter, som den finder i vegetationen. Den æder også hvirvelløse dyr som græshopper, fårekyllinger, netvinger, ørentviste, bladlus, myrer, fluer, vårfluer, biller, mejere, bier, hvepse, skorpionfluer, snegle og bænkebidere. I yngleperioden foretrækker musvitten at give sit afkom proteinrige dyr som larver. De fleste europæiske musvitter er standfugle. |- |[[Image:Red Crossbills (Male).jpg|thumb|right|250px]] '''Lille korsnæb''' (''Loxia curvirostra'') er en mindre spurvefugl, ca. 16,5 cm stor. Den kendes bedst på sin stemme og det specielle næb, hvor spidserne af overnæb og undernæb krydser hinanden. Hannen er makant rød på kroppen med brune vinger. Hunner er grågrønne eller gulgrønne, og ungfuglene ligner hunnerne, men er stribede. Den findes udbredt over et stort område på den nordlige halvkugle. I Europa findes arten med spredte bestande i næsten alle lande, ligesom den findes i dele af Nordafrika og i store dele af Asien og Nordamerika. I Danmark begyndte lille korsnæb første gang at yngle i midten af 1800-tallet, da hede og klitter blev beplantet med nåletræer. Lille korsnæb er en udpræget nåleskovsfugl, idet dens levevis er helt afhængig af forekomsten af nåletræsfrø. Af samme årsag er den i Danmark især udbredt i de midtjyske plantageområder, mens den kun findes spredt og svagt i resten af landet. Lille korsnæb lever især af frø fra gran, men kan også tage frø fra mindre fyrrekogler eller sten af rønnebær. I Danmark findes den både som ynglefugl og trækgæst nordfra, men antallet veksler meget fra år til år. |- |[[Image:Крапивник - орешек (Troglodytes troglodytes), Битцевский лес.jpg|thumb|right|250px]] '''Gærdesmutte''' (''Troglodytes troglodytes'') er Danmarks næst mindste spurvefugl. Den måler 9,5-12 cm. Den er en lille brun fugl med en hale, der oftest er karakteristisk strittende. Gærdesmutten er udbredt i det meste af Europa og i dele af Asien. Gærdesmutten yngler i skove (såvel nåleskove som løvskove), parker og haver, oftest i tæt krat, herunder i tætte markhegn. Gærdesmutten forekommer overalt i Danmark inklusive Bornholm og også på de mindre øer som Læsø, Anholt, Samsø og Endelave. Gærdesmutter lever af insekter hele året. De fleste danske fugle er standfugle. Den optræder desuden som en meget almindelig trækgæst og vintergæst fra Skandinavien. |- |[[Image:Willow Warbler Phylloscopus trochilus.jpg|thumb|right|250px]] '''Løvsanger''' (''Phylloscopus trochilus'') er en spurvefugl. Den er grønlig fjerdragt for oven og gullig for neden eller mere afdæmpede grågrønne til gråbrune farver med mindre eller ingen variation i forhold til årstiden. Halerne er ret korte og består af 12 fjer. Løvsangeren er spinkel og mellem 9 og 14,5 cm, oftest 11-12 cm, lang. Den yngler i det nordlige og tempererede Europa og Asien. I Danmark forekommer den over hele landet, selv på de mindste øer. Den yngler både i krat og skov, såvel løvskov som nåleskov, herunder i vestjyske klitplantager. Løvsangeren lever af insekter og finder sin føde mellem blade på træer. Hele bestanden trækker til Afrika syd for Sahara. |- |[[Image:P sibilatrix.jpg|thumb|right|250px]] '''Skovsanger''' (''Phylloscopus sibilatrix'') er en spurvefugl. Den yngler i Europa i et bredt bælte fra de Britiske Øer og Frankrig til det vestlige Sibirien. I Danmark ses den typisk i højstammet bøgeskov og er derfor fortrinsvis udbredt i de østlige dele af landet, medregnet det østlige Jylland. Skovsangeren er en trækfugl. |- |[[Image:Chiffchaff - Phylloscopus collybita.jpg|thumb|right|250px]] '''Gransanger''' (''Phylloscopus collybita'')er en mindre spurvefugl. Den yngler i de nordlige og tempererede dele af Europa og Asien. Navnet skyldes, at arten nord for Danmark især yngler i granskov. Efter at være indvandret til Danmark fra midten af 1800-tallet er gransangeren nu særdeles almindelig over hele landet både i nåleskove, løvskove og især blandingsskove. Gransangeren er overvejende en insektæder, men den kan også æde bær og frugter. Arten overvintrer i det vestlige og sydlige Europa, det sydlige Asien og det nordlige Afrika. Den danske bestand overvintrer især i middelhavsområdet. |- |[[Image:Снегири на ясене (Pyrrhulas - mas, fem).jpg|thumb|right|250px]] '''Stor dompap''' (''Pyrrhula pyrrhula'') er en 16 cm stor spurvefugl. Dens karakteristiske næb er sort, kort og kegleformet. Hannen er på undersiden rød, mens hunnen er brun. Begge køn har sort kalot og en iøjnefaldende hvid overgump, der især ses under flugten. Halen og vingernes svingfjer er sorte. Dompap er udbredt i alle europæiske lande fraset Island. Den findes desuden i dele af Mellemøsten og i et bredt bælte tværs gennem Asien helt til stillehavskysten og Japan. Arten indvandrede til Danmark i første halvdel af 1900-tallet, hvor den bredte sig dels syd fra og op gennem Jylland, dels østfra. Fuglene syd fra tilhørte underarten lille dompap (''Pyrrhula pyrrhula europaea''), mens dem østfra var af formen stor dompap (''P. p. pyrrhula''). De to underarter ligner hianden til forveksling og har desuden dannet mellemformer, omend grænsen for det to underarter i hovedtræk går ved Storebælt. Dompap er nu en ret almindelig ynglefugl, hvis antal dog kan variere meget fra år til år. I Danmark er dompappen fortrinsvis knyttet til nåletræer men findes i udpræget grad i blandede skovområder. Det kan være forklaringen på, at den næsten mangler i Vestjylland. Føden består af frø fra blandt andet [[Almindelig Ask|ask]], [[Almindelig Syren|syren]], [[ahorn]], [[birk]], [[Stor Nælde|stor nælde]] og [[Pileurt (Polygonum)|pileurt]] samt om efteråret også [[Almindelig ene|enebær]] og [[rønnebær]]. I år med lav frøsætning kan arten i en stor del af vinteren og hen på foråret leve af løvtræernes og [[Europæisk Lærk|lærkens]] knopper. Om foråret tager den tillige en del insekter, hvilket desuden indgår i ungernes foder. |- |[[Image:Fringilla coelebs chaffinch male edit2.jpg|thumb|right|250px]] '''Bogfinke''' (''Fringilla coelebs'') er en 16 centimeter stor spurvefugl. Hannen har en karakteristisk blågrå isse og nakke, mens undersiden samt kinder og ryg er markant rødbrune, overgumpen er gulgrøn. Hunnen er mere anonym med olivenbrun overside og lysere gråbrun underside. Begge køn har to hvide bånd på vingerne og hvide halesider. Næbbet er kegleformet og hos hannen blågråt i yngletiden, mens det er brunt om vinteren. Bogfinken yngler i store dele af Europa og mod øst til Centralasien. Arten er desuden indført til New Zealand. I Danmark yngler næsten alle steder med træbevoksning, fra nåletræsplantager over højstammet Bøgeskov til alléer, levende hegn og parker. Bogfinken findes udbredt over praktisk talt hele landet, selv på småøer. Bogfinken lever for det meste af frø i vinterhalvåret og af insekter om sommeren. Som første del af fuglens navn antyder, lever den også af bog (bøgens frugter). |- |[[Image:Garrulus glandarius 1 Luc Viatour.jpg|thumb|right|250px]] '''Skovskade''' (''Garrulus glandarius'') er en stor kragefugl, med en længde på 34 centimeter og et vingefang på omkring 55 centimeter. Fjerdragten er rødbrun med en karakteristisk sort skægstribe og hvid [[overgump]]. På vingen sidder fuglens karakteristiske blå fjer med sorte tværstriber. Den yngler i et stort område strækkende sig fra det vestlige Europa og det nordvestlige Afrika til den asiatiske østkyst og det sydøstlige Asien. I Danmark er fuglen især almindelig i Vestjylland og Nordjylland samt i Nordsjælland og på Bornholm, hvor andelen af nåletræer er stor. Foruden i alle typer af skove yngler skovskaden også i byernes parker, på kirkegårde og i nåletræsplantager. Skovskaden er altædende og lever i yngletiden især af hvirvelløse dyr som orme og insekter. Den æder desuden frø og bær, men er især kendt for at hamstre agern, som den gemmer på jorden mellem visne blade til senere fortæring; en enkelt skovskade kan gemme 3.000 agern på en måned. Den er standfugl i Danmark. |- |[[Image:Woodcock earthworm.jpg|thumb|right|250px]] '''Skovsneppe''' (''Scolopax rusticola'') er en vadefugl omtrent på størrelse med en due med en længde på cirka 34 cm og et vingefang på omkring 60 cm. Den har en fjerdragt, der er fint mønstret i brune farver. Næbbet er langt, benene forholdsvis korte, og hovedet er stort. De store øjne er placeret så langt tilbage på hovedet, at fuglen kan se både fremad og bagud, altså et udsyn på 360°. At øjet sidder så langt tilbage, medfører, at øreåbningen sidder under den forreste del af øjet og ikke bag øjet som hos de fleste andre fugle. Vingerne er brede og afrundede, halen er kort. Skovsneppen er udbredt i store dele af Europa og Asien. I Danmark er den i yngletiden knyttet til skovbevoksede områder og forekommer sjældent i skove på mindre end 20-30 hektar. Skovene skal endvidere rumme fugtige partier som moser og fugtige lavninger. Skovsneppen er mest udbredt i yngre løvskovsbevoksninger med eg, birk og el, men forekommer tillige i nåletræsbevoksninger. Den især lever af regnorme i skovbunden. Skovsneppen er en ret almindelig dansk yngletrækfugl, der overvintrer i det sydlige og vestlige Europa. Den er desuden en meget almindelig trækgæst nord- og østfra. |- |[[Image:Waldohreule in freier Wildbahn.jpg|thumb|right|250px]] '''Skovhornugle''' (''Asio otus'') har en højde på 35-37 centimeter og et vingefang på 84-95 centimeter. Skovhornuglen har orangerøde øjne og lange fjerhorn. Den er standfugl i store dele af Europa og trækfugl i det nordlige Skandinavien og Finland. I Danmark er det en ret almindelig ynglestandfugl og den kommer også som træk- og vintergæst. |- |[[Image: Совёнок Филя, Серая неясыть (Strix aluco, juv), Филёвский парк.jpg|thumb|right|250px]] '''Natugle''' (''Strix aluco'') er en mellemstor ugle med sorte øjne. Dens farve varierer fra grålig til rødbrun. Længden er typisk omkring 37-39cm og vingefanget omkring 94-104 cm. Den findes i næsten hele Europa fraset det nordlige Skandinaven, og er også udbredt i det nordligste Afrika samt området mellem Sortehavet og Det Kaspiske Hav. Den lever overvejende i ældre løvskove med delvis hule træer og træer med mindre hulrum, som uglen kan bebo og med lysninger, hvor fuglen kan jage. Af samme grund findes den næsten kun udbredt i de østlige egne, fraset Samsø og Bornholm. Natuglen har et usædvanligt godt syn, som den bruger til at finde sit bytte om natten, hvor den er aktiv. Den lever hovedsageligt af mus, men også af andre gnavere, muldvarpe, pindsvin, egern, lækatte, orme, insekter og småfugle. |- |[[Image:Buteo buteo -Scotland-8.jpg|thumb|right|250px]] '''Musvåge''' (''Buteo buteo'') er en kraftig rovfugl. Musvågen er brun, men med mange farvevarianter fra næsten hvid til helt mørk. Den er 51-57 cm lang med forholdsvis korte, brede vinger med fem karakteristiske "fingre" og med et vingefang på 113-128 cm. Dens hale er ret kort og lige afskåret. Den findes fra Europa til Asien og er en udbredt ynglefugl i næsten hele Danmark. Den findes som ynglefugl i større og mindre skove og plantager, der er omgivet af åbent land. Den vælger som regel sit ynglested nær udkanten af skoven eller ved større lysninger. Den er mere udbredt i løvskovsområder og har først i løbet af det 20. århundrede bredt sig til vestjyske nåleskovsområder. Musvåger er meget alsidige i deres valg af føde. De spiser både små pattedyr fx mus men også krybdyr, regnorme, større insekter, padder, småfugle og ådsler. Skønsmæssigt omkring halvdelen af de ynglende par i Danmark er standfugle, mens resten, oftest ungfuglene, trækker til Vest- og Sydeuropa for vinteren. |- |[[Image:Wespenbussard Pernis apivorus by A. Görtler edit2.jpg|thumb|right|250px]] '''Hvepsevåge''' (''Pernis apivorus'') er en middelstor europæisk rovfugl. Kønnene ligner hinanden, men hannen har ofte en tydeligere gråblålig tone på oversiden, især på hovedet. Vingefanget er 125-150 cm. Hvepsevågen foretrukne bytte er larver og pupper fra hvepseboer], men den lever også af humlebiers bo og frøer. I Danmark forekommer den udpræget i de østlige dele indtil Østjylland og inklusive Bornhom. Den yngler næsten udelukkende i gammel løvskov og er kun undtagelsesvis fundet i nåleskov, men er almindelig i nåletræsskove i Norge og Sverige. Den overvintrer i Afrika. |- |[[Image:Northern Goshawk ad M2.jpg|thumb|right|250px]] '''Duehøg''' (''Accipiter gentilis'') har mørkebrun overside med et gråligt anstrøg. Brystet er hvidligt med mange mørkebrune bølgelinjer. Vingerne er forholdsvis korte mens halen er lang. De to køn ser ens ud, men hunnen er væsentligt større end hannen. Hannen måler fra halespids til næbspids omkring 54 cm og hunnen omkring 64 cm. Duehøgen er en stor høg, der er udbredt som ynglefugl over store dele af Europa, herunder i Skandinavien, men desuden i Asien og det nordvestlige Afrika. Den lever fortrinsvis i skove, men kan også ses i åbne landskaber om vinteren. Den stiller krav til ret store territorier. Den lever især af småfugle og mindre pattedyr. I Danmark findes duehøgen både i gamle løvskove og i nåleskove, men den stiller krav om ret høje træer for at yngle. I Danmark er den på grund af tidligere jagt især udbredt i de nordsjællandske statsskove, men den findes også på Lolland-Falster, Fyn og i Jylland, fortrinsvis de sydlige dele. Endvidere har den efterhånden bredt sig til de midt- og vestjyske hedeplantager. Den er standfugl i Danmark. |- |[[Image:Ястреб-перепелятник (Accipiter nisus, m), Измайловский парк.jpg|thumb|right|250px]] '''Spurvehøg''' (''Accipiter nisus'') er en relativt lille rovfugl. Hunnen større end hannen. Hunnen måler op til cirka 38 centimeter fra hoved til hale, mens hannen måler cirka 30 centimeter. Den lever mest af småfugle, der jages i både skove og nu om stunder også i byområder. Spurvehøgen er en udpræget nåleskovsfugl, som i udtalt grad yngler i nåletræsbevoksninger især af rødgran på mellem 20 og 50 år. Kun undtagelsesvis er den fundet ynglende i ren løvskov. Af samme grund er den udbredt over hele landet inklusive Bornholm, men stærkest i Jylland. |} === Noter === <References/> === Litteratur === * Lorenz Ferdinand: "Fuglene i landskabet" (STørre danske fuglelokaliteter, Bind II; Dans Ornitologisk Forening 1980; 1. udgave 1. oplag; ISBN 87-87604-03-5 4vnafadqbl1h4h7al46jvdcbn14aqjn