Wikibooks dawikibooks https://da.wikibooks.org/wiki/Forside MediaWiki 1.47.0-wmf.17 first-letter Media Speciel Diskussion Bruger Brugerdiskussion Wikibooks Wikibooks diskussion Fil Fildiskussion MediaWiki MediaWiki diskussion Skabelon Skabelondiskussion Hjælp Hjælp diskussion Kategori Kategoridiskussion TimedText TimedText talk Modul Moduldiskussion Event Event talk 0 6817 42605 42604 2026-08-31T03:51:59Z Sven Halfdan Nielsen 3898 småret 42605 wikitext text/x-wiki Traditionen om Dannebrogs oprindelse er velkendt: Dannebrog faldt ned fra himlen under et dansk korstog til Estland, og det spillede en afgørende rolle for det danske overherredømme over Estland fra 1219. Således lyder myten om Dannebrog, men bag enhver myte gemmer der sig en historisk realitet, og ved at grave denne historiske realitet bag myten frem opnår vi en bedre forståelse af fortiden. Det ligger nær at stille 3 spørgsmål:</br> - er tidsfæstelsen korrekt?</br> - er stedfæstelsen korrekt?</br> - er begivenhedsforløbet korrekt? Svaret på det første spørgsmål er: ja, den ''oprindelige'' tidsfæstelse er sikkert korrekt. Denne tidsfæstelse passer nøje med det begivenhedsforløb, som vi ellers kender. Svaret på det andet spørgsmål er: ja, den ''oprindelige'' stedfæstelse er korrekt. Denne stedfæstelse passer med og ''bekræfter'' de forhold, som vi ellers kender. Svaret på det tredie spørgsmål er: ja, flaget kan forbindes med ''en bestemt begivenhed''. Der er enkeltheder i forløbet, som det ikke længere er muligt at efterkontrollere. Der kan her være grund til at skelne mellem det ''oplevede'' forløb og det ''faktiske'' forløb. Traditionen er baseret på det oplevede forløb således, som dette siden blev husket. === <big>Dannebrogs oprindelse</big> === Dannebrogs oprindelse falder i tre dele: traditionen, de omstændigheder under hvilke traditionen er blevet nedskrevet og flagets senere historie. === Traditionen === [[Fil:Danmarks flag 1219 Lorentzen.jpg|thumb|450px|Det berømte maleri af Christian August Lorentzen fra 1809 af begivenhederne i 1219.]] Ifølge overleveringen, der findes uafhængigt af hinanden hos dels forfatteren af ''Danske Krønike'' fra 1520-erne Christiern Pedersen<ref>formuleringen omtalt under et korstog i 1208 til "Estland, Pryssland, Kurland og Finland" lyder:</br> "''somme mene og sige at samme kong Valdemar skulle fange Dannebrog ned af himlen samme tid, som er et hvidt kors i et rødt felt''", jvf. Lind, s. 24. </ref>, dels munken Peder Olsen (Petrus Olai) fra Gråbrødreklostret i Roskilde, dels historikeren Arild Huitfeldt<ref name=autogeneret1>Lind, s. 23</ref>, faldt Dannebrog ned fra himlen under slaget ved Lyndanisse (i dag Tallinn i Estland) den 15. juni 1219, senere kendt og markeret som Valdemarsdag. Der er imidlertid usikkerhed om tid og sted er korrekte<ref name="bjerg">''Dannebrog'' af Hans Christian Bjerg, s.12, ISBN 87-7739-906-4.</ref>. Det skyldes, at både Christiern Pedersen og Peder Olsen oplyser, at begivenheden fandt sted i året 1208 i Livland på et sted, som kaldes Fellin (Viljandi) i nutidens Estland. Fremstillingen hos Peder Olsen, der findes i en samling notater, ''Collectanea'', til Danmarks historie og menes at være skrevet omkring 1527 men stammer fra en ældre kilde, hvis alder er ukendt<ref>Kock, s. 34</ref>, er den mest oplysende og lyder i sin helhed:</br> "''MCCXIX''<ref>1219</ref>''. Valdemar II angreb Estland, en provins i Livland, fra søen med 1500 krigsskibe og gjorde landgang, og efter mange kampe omvendte han det overvundne land til Kristus og lod folket døbe. Han førte præster dertil fra Danmark og byggede Reval, der nu er en vigtig by og særdeles udmærket og kendt. Heraf kommer det, at kirken i Reval lige til denne dag er forblevet under Danmarks ærkebiskop i Lund, skønt den verdslige magt i tidens løb er gået over til den tyske ordens brødre i nævnte provins. Da nu kong Valdemar var gået i land med hæren i Estland, sagde biskoppen i Århus til ham, da han blev forskrækket over hedningernes mængde, at han skulle love, at han, såfremt han vandt sejr, ville forbedre sig over for sine undersåtter og den hellige Niels i Århus, hvis offergaver han havde tilegnet sig. Det samme råd fik han af den ærværdige Anders, ærkebiskop i Lund, en mand af forunderlig enfold og uskyld, der såvel i live som efter sin død vandt ry ved mange mirakler. Kongen gav dem ret, afgav løftet og fik sejr. Ærkebiskoppen kaldte så stormændene sammen og lod dem love, at svende på tolv år og der over stedse skulle fejre dagen før den hellige Laurentius' fest med faste på brød og vand, hvis de fik sejr. Efter at de så havde påkaldt de hellige Laurentius og Niels, blev slaget begyndt på Vitus' og Modestus' dag. Ærkebiskoppen, der sammen med lydbisper og andre gejstlige fra et bjerg så ud over begge hære, bad nu under tårer for de kristne som en anden Moses med hænderne løftede mod himlen. Når han løftede hænderne i bøn, sejrede danskerne; men når han af træthed lod de gamle hænder synke ned, blev danskerne slået. Men biskopperne og præsterne understøttede den gamle mand. Og således blev den sejrende konge et andet menneske, lod Kristi lære forkynde og kirker bygge dér; siden hen styrede han landene med mildhed og retfærdighed, skrev love og ærede den hellige Niels.''</br> ''Et andet sted står der, at da de rettroende danske på denne Valdemar II's tid i det Herrens år 1208 kæmpede i Livland på det sted, som kaldes Fellin, mod de vantro livlændere og allerede næsten overvundne fromt anråbte om guddommelig hjælp, modtog de straks som belønning et banner, der faldt ned fra himlen, og som var mærket med et hvidt kors, påtrykt en ulddug, og de hørte en røst fra himlen, at når det blev løftet højt til vejrs, ville de straks knuse deres modstandere og vinde fuldstændig sejr; og således skete det. Men det banner plejer med sit sædvanlige navn at kaldes Danebroge. (Denne sejr menes at være den, som danskerne vandt i Estland, og som allerede er omtalt for nylig; men der er fejl i årstallet etc. - Ligeledes har jeg et andet sted fundet, at kong Valdemar og ærkebiskop Anders gjorde et tog til Estland i 1220).''"<ref>her gengivet efter Kock, s. 34f</ref><ref name="Fab 1933 493f">Fabricius (1933), s. 493f</ref> Det er naturligvis usikkert, hvad der egentlig skete under slaget ved Lyndanisse eller slaget ved Fellin, da overleveringen først er nedskrevet 300 år efter begivenhederne skulle have fundet sted <ref name=bjerg />. Historikerne har derfor forsøgt at finde den historiske begivenhed bag ved traditionen. Man kan således fastslå, at Peder Olsens fremstilling har hentet sine bestanddele flere steder, og at de oprindelig ikke har udgjort en helhed. Herom kan siges følgende:</br> 1. Det indledende afsnit om slaget ved Reval (Tallinn) svarer til fremstillingen i ''Rydårbogen'' og i ''Jyske Krønike'' og kan være hentet fra disse kilder.<ref>Kock, s. 35</ref><ref name="Fab 1933 486">Fabricius (1933), s. 486</ref></br> 2. Afsnittet om den hellige Niels i Århus kan stamme fra en bog om Niels, men findes ikke i hans ''vita''. Det tyder ikke på, at historien har en historisk baggrund. Snarere er den tilkommet efter, at Niels blev helgen, formentlig i midten af det 14. århundrede.<ref>Kock, s. 35f</ref><ref name="Fab 1933 486"/></br> 3. Afsnittet om Laurentius-fasten er helt malplaceret. Sankt Laurentius' dag er den 10. august, mens slaget fandt sted på Vitus' og Modestus' dag den 15. juni. ''Saxo'' omtaler et slag ved Ljutka (Lütjenburg), der fandt sted på Laurentius' dag, og formentlig er indskuddet hentet herfra.<ref name=autogeneret2>Kock, s. 36</ref><ref name="Fab 1933 487">Fabricius (1933), s. 487</ref></br> 4. Historien om ærkebispens oprakte hænder er hentet fra ''2. Mosebog'' (17, 9ff).<ref name=autogeneret2 /><ref name="Fab 1933 487"/></br> 5. Historien om det nedfaldne flag er uden direkte forbillede. Fra Portugal (hvorfra dronning Berengaria stammer) findes en tradition fra 1217 om et jærtegn i form af et kors på himlen til tegn på portugisernes sejr over maurerne i kampen ved Alcazar.<ref>Kock, s. 37</ref> Det betyder, at der findes en tradition næsten samtidig med den danske, hvilket styrker en tidsfæstelse til begyndelsen af 1200-tallet. Skønt der er forskelle (intet flag i Portugal), kan begivenheden i Portugal være blevet kendt også i Danmark og have styrket den danske tradition, men der er intet bevis for en direkte forbindelse.<ref>Kock, s. 42</ref></br> Med hensyn til selve dateringen af Dannebrogs fald fra himlen er det nutidens historikeres opfattelse, at når to kilder uafhængigt af hinanden daterer begivenheden til et andet sted og en anden tid end nutidens tradition siger, så må nutidens tradition anses som fejlagtig og den ældste tradition som den rigtige med hensyn til tid og sted.<ref>Lind, s. 26</ref> Dette kan også forklare, hvorfor der ingen omtale af Dannebrog er i den samtidige skildring i Henrik af Livlands krønike.<ref>Enn Tarvel (red.): ''Henriku Liivimaa Kroonika''; "Olion" Tallinn 1993; ISBN 5-450-01319-1; s. 140</ref> På lignende måde som bidragene om den hellige Niels og om Anders Sunesens løftede hænder er tilføjede den oprindelige fremstilling, så menes traditionen om Dannebrog at være overført fra det mindre betydningsfulde slag i 1208 til det vigtigere slag i 1219, der indledte den danske besættelse af det nordlige Estland som led i opbygningen af myten om netop dette slag.<ref name=autogeneret2 /> Endelig bør det nævnes, at traditionen blev nedskrevet kort tid efter, at danskerne havde mistet det originale Dannebrog under togtet til Ditmarsken i 1500. Det menes, at flaget var taget med, netop fordi man på grund af traditionen mente, at det ville bringe sejr.<ref>Jørgensen (1875), s. 417</ref> Som muligt ophavssted og som en anden mulighed har man peget på, at banneret kunne stamme fra Johanniterordenen eller være et korsbanner givet af paven, men disse og andre muligheder er blevet tilbageviste af historikerne.<ref>Jørgensen (1875), s. 426-429 for Johanniterordenens vedkommende, s. 431-432 for pavens vedkommende</ref> <ref>Jørgensen (1887), s. 149-153</ref> <ref>Lind, s. 25</ref> Der kan måske være grund til at se nærmere på disse hypoteser. === Myten om Johanniterordenen === Historikere i det 19. og 20. århundrede brød sig ikke om det himmelfaldne flag og søgte mere jordnære forklaringer. Især søgte man efter forbilleder for Dannebrog. Især hæftede man sig ved Johanniterordenen som en mulig kilde, da denne orden blandt andet havde et våben, som mindede om Dannebrog. En række mulige forbindelser har været foreslået. Man har peget på, at Valdemar Atterdag besøgte den hellige grav i påsken 1347 og her blev slået til ridder af hertug Erik af Sachsen.<ref>Jørgensen (1875), s. 426</ref> Kong Valdemar stiftede et Sankt Hans-kloster på Dueholm viet til Marie Magdalene på hvis festdag, han fik ridderslaget.<ref name="Jør 427">Jørgensen (1875), s. 427</ref> Yderligere oplyser Thomas Bartholin i sin bog om Dannebrogsordenen, at Valdemar på gamle tapeter på Københavns Slot var fremstillet med et hvidt ordenskors. Da korset første gang kendes fra et brev fra år 1356 og kongenavnet Valdemar er fælles, måtte en forbindelse anses som mulig.<ref name="Jør 427"/> Senere forskning har imidlertid vist, at Thomas Bartholins fremstilling bygger på et forfalsket kobberstik, hvorved denne del af beviset falder sammen.<ref>Jørgensen (1875), s. 429</ref> Ydermere har det vist sig, at ingen dansk konge har søgt sit gravsted hos Sankt Hans-ordenen, og der findes ingen optegnelser til støtte for en forbindelse.<ref>Jørgensen (1875), s. 430</ref> Denne forklaring må således afvises, da der ingen forbindelse findes mellem Sankt Hans-huse, deres velgørere og Johanniterordenen.<ref>Jørgensen (1875), s. 431</ref> Man har også tænkt sig, at Johanniterordenens symboler skulle være overtaget skridt for skridt i dansk tradition, men imod dette taler, at der findes en specifik tradition for flagets oprindelse, som ikke kan afvises.<ref>Jørgensen (1875), s. 434-437</ref> Tilbage er kun den mulighed, at flagets oprindelse med al sandsynlighed på den ene eller anden måde har forbindelse til et korstog til Estland.<ref>Jørgensen (1875), s. 437</ref> Den eneste samtidige kilde er Henrik af Livlands krønike, der imidlertid er stærkt tendensiøs: han forsøgte at nedgøre ethvert dansk bidrag til kristningen af Baltikum<ref>Jørgensen (1875), s. 439</ref>, ja endog at gøre dansk tilstedeværelse til utidig indblanding<ref>Jørgensen (1875), s. 441</ref> og bestrider endda, at Valdemar skulle have været på korstog.<ref>Jørgensen (1875), s. 442</ref> Således fremstilles han i 1219 som værende på besøg for at besigtige byggeriet af en ny borg, ikke som erobrer.<ref>Jørgensen (1875), s. 445f</ref> Esterne angreb for at stoppe opførelsen af borgen, men blev selv angrebet af vendiske hjælpetropper, som var kommet sammen med danskerne. Dannebrog omtales ikke.<ref>Jørgensen (1875), s. 447</ref> Tydeligvis er der tale om en andenhånds beretning baseret på rygter, ikke om et øjenvidne til begivenhederne. A. D. Jørgensen har forsøgsvis opstillet den hypotese, at esterne angreb biskop Theodoriks telt, fordi der foran var et banner, som opfattedes som hovedbanneret (det vil sige: kongens banner). Han stiller spørgsmålet, om Theodorik kan forbindes med Johanniterordenen.<ref>Jørgensen (1875), s. 448</ref> Theodoriks oprindelse er ukendt, men han optræder som missionær både hos liverne og esterne i forskellige opisoder med sagnagtige træk.<ref>Jørgensen (1875), s. 449</ref> Han blev sendt til pavestolen, hvor han den 15. april 1201 fik en bulle af pave Innocens, der opfordrede alle kristne i Vendland og Saxland til at drage til Livland.<ref>Jørgensen (1875), s. 450</ref> Theodorik forsøgte at få anerkendt Baltikum som sit bispedømme, men stødte på vanskeligheder. Derfor skal han have sluttet sig til den danske konge, idet paven havde givet biskop Anders Sunesen en bulle på at indvie en biskop i Estland.<ref>Jørgensen (1875), s. 456</ref> Da Tempelridderne på daværende tidspunkt havde et rødt kors på hvid baggrund som sit mærke, måtte et dansk korstog ske under et andet mærke, og han har så "lånt" Sankt Hans-brødrenes korsbanner.<ref>Jørgensen (1875), s. 457</ref> Det skulle således være dette banner, der var opsat foran hans telt, og som slaget med esterne derfor kom til at stå om.<ref name="Jør 458">Jørgensen (1875), s. 458</ref> Theodorik døde under slaget, og efter slaget måtte omstændighederne omkring fanens oprindelse og betydning have været uklar<ref name="Jør 458"/>, da det fuldstændig adskilte sig fra kongens banner: løverne og hjerterne. "Saa sagde man, at det var kommet ned fra Himlen midt i Slagets trængsel".<ref>Jørgensen (1875), s. 457</ref> Problemet med denne hypotese er, at den på intet punkt finder støtte i kilderne<ref name="Jør 458"/>, og A.D. Jørgensen understregede, at den kun var en hypotese, som fornyede studier måtte styrke eller svække,<ref>Jørgensen (1887), s. 150</ref> og at "''kun derom er alle enige, at Savojens Kors er lig Johanniternes, og det samme er Tilfældet med vort Danebroge.''"<ref>Jørgensen (1887), s. 153</ref> I og med, at flagets oprindelse nu henlægges til ''en anden begivenhed'', slaget i 1208, er grundlaget for hele denne konstruktion imidlertid bortfaldet. De nærmere omstændigheder omkring flagets oprindelse er fortsat ukendte. === Myten om dronning Berengaria og Dannebrog === Som tidligere nævnt har det været overvejet, om myten om Dannebrogs fald fra himlen var forbundet med dronning Berengaria. Hun blev gift med Valdemar Sejr i 1214 og døde i 1221.<ref name="Fen 1989 61">Fenger (1989), s. 61</ref> Hun stammede fra Portugal, og det er overleveringer herfra, som har været inddraget i forsøgene på at forklare myten. Det er blevet påpeget, først af overbibliotekar Christian Bruun, at der i portugisiske skrifter fortælles om et jærtegn, der i 1217 blev set i Portugal under en kamp imod maurerne ved Alcazar. Ifølge disse viste der sig et kors på himlen som tegn på sejren. Teorien er senere taget op af pastor L.P. Fabritius, som mener, at det er den eneste tradition i den kristne verden, som tåler sammenligning med sagnet om Dannebrog. Han forbinder de to begivenheder ved at påpege, at Berengaria var blevet dansk dronning blot tre år tidligere, og at der takket være en livlig forbindelse mellem Portugal og Danmark er mulighed for, at historien er kommet hertil. Det viser sig imidlertid, at denne antagelse ikke holder: dels kendes der ingen livlig forbindelse mellem de to lande, dels har der været rejst tvivl om, at hun kom fra Portugal. I flere danske årbøger siges, at hun var søster til greven af Flandern, og da der ydermere var arvestridigheder imellem hendes broder, kongen af Portugal, og to af deres søstre, bliver det endnu mindre sandsynligt, at der har været en forbindelse.<ref name="Koc 1951 37">Koch (1951), s. 37</ref> Dertil kommer den afgørende forskel, at der i Portugal var tale om et syn på himlen, men i Estland var tale om et faktisk flag, som efterfølgende blev bragt hjem til Danmark. Og hvis dateringen til 1208 opretholdes som den rette, udebliver muligheden for, at traditionen stammer fra Portugal også af kronologiske grunde.<ref name="Koc 1951 38">Koch (1951), s. 38</ref> Endelig har der været peget på, at den portugisiske tradition måske stammer fra et langt ældre slag, nemlig slaget ved Orique i det sydlige Portugal den 25. juli 1139. I dette slag var den sejrende feltherre Afonso Henriques, dronning Berengarias bedstefader, som ifølge en senere legende før slaget havde set et kors på himlen omgivet af engle i hvide klæder, og at Kristus havde lovet ham sejr og at hans efterkommere ville blive konger i Portugal. Det er imidlertid tvivlsomt, om dronning Berengaria overhovedet har kendt til denne tradition, idet slaget endnu i begyndelsen af 13. århundrede ikke havde opnået den berømmelse, som det senere fik. Det kan end ikke udelukkes, at traditionen om det ældre slag hviler på traditionen fra det senere slag.<ref name="Koc 1951 41f">Koch (1951), s. 41f</ref> Det må tilføjes, at der findes en endnu ældre tradition, nemlig kejser Konstantins korsvision før Slaget ved Ponte Molle i år 312 mod Maxentius, der fulgtes af ordene "''in hoc signo vinces''", det vil sige "under dette tegn skal du sejre". Og på freskerne om "Det sande Kors" legende" i Arezzo, malet af Piero delle Francesca i 1450-erne, ses Konstantin vinde over Maxentius ved at holde er kors frem på en måde, hvor det kan opfattes som værende faldet fra himlen.<ref name="Bar 1992 11f">Bartholdy (1992), s. 11f</ref> Der er intet, som kan understøtte, at den danske tradition skulle have noget med den portugisiske tradition at gøre. Hvilket dog ikke forhindrede Christian IV i på sine guldmønter fra 1591 at gengive den store portugisiske guldmønt kaldet ''portugaløser'' med Kristuskors og sætningen "in hoc signo vinces", sikkert fordi at denne var kendt fra Arild Huitfeldts krønike, der udkom 1600-1603, og hvor begivenheden forøvrigt henlagdes til 1219.<ref>Bartholdy (1992), s. 9, 12</ref> === Er Dannebrog ældre? === Spørgsmålet er, om flaget kunne være ældre. Enkelte forskere mener, at der har været en forløber for Dannebrog: De mener, at danske konger brugte et rødt flag med to ravne i sort, når de drog i krig. Kong Knud den Store skulle ifølge engelske kilder have ført en ravnefane i slaget ved Ashington i Essex i 1016 <ref>Anonym: "Dannebrogs historie" (''Spejderbladet Væbneren'', s. 179-182)</ref>. Men det vides ikke, om denne fane generelt er blevet brugt af den danske kongeslægt. På Bayeux-tapetet fra omkring 1068 fører bagtroppen et rødt flag med et hvidt kors, muligvis danske slægtninge til Vilhelm Erobreren, der i front fører Sankt Georgskorset i slaget ved Hastings i 1066. Ioannis Skylitzis Krønike fra ''Biblioteca Nacional'', Madrid, viser væringer fra Miklagård (''Den Store By'', Byzans-Konstantinopel-Istanbul) omkring år 1100 med et rødt flag med et hvidt kors. Mønter, der viser et korsbanner, blev slået allerede under Valdemar den Store<ref>Fenger, s. 269</ref><ref>Lind, s. 21</ref> og et korsbanner kendes tillige fra et segl fra hans tid (og senere fra et segl fra Erik af Pommerns tid), men disse fortilfælde er ikke overbevisende, ''med mindre'' at man antager, at hans søn skulle have haft en fane med måske som sit eget fra faderen stammende banner og enten (hvilket er temmelig utænkeligt) selv have hævet dette på et kritisk tidspunkt under slaget, eller (mere sandsynligt) at det af vinden fra kongens telt var revet løs og på mærkelig vis var blevet blæst hen over de kæmpende, hvilket er blevet opfattet som en guddommelig indgriben. I så fald var den bogstaveligt talt på det nærmeste "faldet fra himlen". Det er muligt, at det er synet af denne fane højt mod himlen, der gav de kæmpende det mod og den vilje, der skulle til for at vinde slaget. At Valdemar den Store som den korstogskonge, han var med sit korstog til Rygen i 1169, skulle have haft et korsbanner som sit personlige mærke, er vel ikke ganske utænkeligt, og det ville næppe heller være mærkeligt, at det samme banner måtte være medbragt under dette nye korstog af hans søn. Hvis Bayeux-tapetet virkelig afspejler danske deltagere i slaget ved Hastings, indebærer det, at flaget går tilbage til Sven Estridsens tid. Det lader sig intil videre ikke fastslå med sikkerhed, og der findes en anden og måske mere sandsynlig mulighed for hvorledes, at korsbanneret kan være blevet Valdemar den Stores personlige mærke. Valdemar den Stores hustru, dronning Sophie, var datter af Richiza og en russisk fyrste.<ref>Fenger, s. 160</ref> Vi ved fra en engelsk kilde fra 1170-erne, at hun havde stået bag et dansk felttog til Finland til støtte for hendes fader og brødre.<ref>Fenger, s. 161</ref> Vi ved derimod ikke, om der er en forbindelse mellem væringerne og deres flag i Miklagård som gengivet i Ioannis Skylitzis Krønike, Sophie og hendes russiske fader og Valdemar den Stores valg af kongeligt banner. At Sophie var en særdeles indflydelsesrige person i Valdemars liv og gerning, er hævet over al tvivl.<ref>Fenger, s. 166</ref> === Danske korstog til Estland i ny belysning === Omflytningen af begivenheden til et nyt år og et nyt sted stiller alle den danske korstog til Estland i et nyt lys og dermed også spørgsmålet om Dannebrogs oprindelse. Først og fremmest kan der være grund til at pege på, at sagnet ''ikke'' har forbindelse med nogle af de øvrige kilder, som indgår i de ældste skriftlige overleveringer. Der er tale om en helt selvstændig og uafhængig tradition.<ref name="Fab 1933 493">Fabricius (1933), s. 493</ref> Der kan ligeledes være grund til at påpege, at ingen kilde, dansk eller udenlandsk, forbinder Dannebrog med begivenhederne i 1219.<ref name="Fab 1933 494">Fabricius (1933), s. 494</ref> Dernæst må der være god grund til at fremhæve, at den danske korstogsvirksomhed er af betydelig ælde. De ældste omtaler, ''Rydårbogen'' og kongefortegnelsen i ''Lund Domkirkes Nekrologium'', der tillægger Knud den Store en sådan virksomhed, antagelig hviler på misforståelser (måske en navneforveksling af Knud den Store og Knud den Hellige).<ref name="Fab 1933 496f">Fabricius (1933), s. 496f</ref> Derimod er der fra tiden fra omkring 1070-1080 sikre efterretninger om danske korstog til Estland. Således oplyser ''Saxo'', at Knud den Hellige i slutningen af Sven Estridsens regeringstid samlede landets ungdom og indlagde sig berømmelse ved sejre over sembere og estere. ''Jyske Krønike'' har gentaget Saxos udsagn.<ref name="Fab 1933 497">Fabricius (1933), s. 497</ref> Vi kender ikke nærmere til denne og den senere tids korstog til disse egne, men forekomsten af danske stednavne ved Riga på ''holm'' (Stenholm, Langholm og Rigeholm), ''næs'' (om Kurlands forbjerge), ''sund'' og ''klint'' (om det nordlige Estlands bratte skrænter) tyder på forbindelser til dansk (eller svensk) område.<ref name="Fab 1933 498">Fabricius (1933), s. 498</ref> I 1170 indtraf der, ifølge ''Saxo'', et angreb fra kurlandske og estiske sørøvere mod Øland, hvor angriberne først efter blodige kampe blev nedkæmpet af en dansk flåde under ledelse af Esbern Snare og Christoffer, kong Valdemars uægte søn.<ref name="Fab 1933 498f">Fabricius (1933), s. 498f</ref> Omtrent samtidig, efter Rygens erobring i 1169, optræder en biskop Fulco af Estland som medunderskriver på et brev herom, hvilket viser dels hans tilstedeværelse i Danmark, dels at Danmark havde missions- og korstogsvirksomhed rettet mod Estland på denne tid.<ref name="Fab 1933 499">Fabricius (1933), s. 499</ref> Det vides, at ærkebiskop Eskil af Lund under sin landflygtighed til Frankrig havde kontakt til abbed Peter i klosteret Moutier-la-Celle, der anbefaler ham munken Fulco som missionær til Estland. Eskil lader ham bispevie, men vi kender ikke nærmere til hvornår og under hvilke omstændigheder, han er kommet til Danmark.<ref name="Fab 1933 499f">Fabricius (1933), s. 499f</ref> Det er muligt, at Fulco har indledt en missionsvirksomhed omend næppe med den store fremgang. Derimod fik en tysk cisterciensermunk ved navn Theodorik udnævnelse til biskop over esterne og han søgte dansk støtte til missionsvirksomhed via ærkebiskoppen i Lund, og paven lagde Estland ind under ærkesædet i Lund. På samme tid arbejdede en gejstlig fra Bremen, Albert, for missionsvirksomhed i Livland, han søgte støtte hos den tyske staufiske kong Filip, og han blev biskop i Riga. Tyskerne organiserer sig i Sværdriddernes Orden, som paven godkender i 1202.<ref name="Fen 1989 240"/> Meget tyder på, at den danske korstogsvirksomhed i de følgende årtier var rettet imod Venden, som først nu kommer under endeligt dansk herredømme.<ref name="Fab 1933 504">Fabricius (1933), s. 504</ref> Men i 1197 indledes et omfattende dansk korstog til Estland.<ref>Ulige årbøger angiver lidt forskellige år for dette korstog: 1194, 1196 og 1197, men nøjere undersøgelser har påvist daterings- og afskrivningsfejl for de to første års vedkommende, jvf. Fabricius (1933), s. 504-506</ref><ref name="Fen 1989 239">Fenger (1989), s. 239</ref> Atter afbrydes korstogsvirksomheden midlertidigt i forbindelse med, at Absalon dør 1201, kong Knud VI dør 1202 og Esbern Snare dør 1204 samt med Danmarks magtovertagelse i Holsten, der sker under betydelige kampe<ref name="Fab 1933 507">Fabricius (1933), s. 507</ref>, men i 1205 søger kong Valdemar om tilladelse til at oprette et bispesæde i Estland, hvilket han får tilladelse til den 13. januar 1206.<ref name="Fab 1933 507"/> Antagelig i 1206 skriver pave Innocens III til Anders Sunesen:</br> "''Da du i din retfærdighed og fromhed påtænker at straffe uret mod kristenheden, og da du med fromt forsæt har besluttet at drage imod hedningerne, bevilger vi dig ved dette brev myndighed til at ordinere en troende biskop i en by, som du med Kristi hjælp kan vinde for dyrkelsen af den kristne tro, efter at hedningernes smuds er fjernet''".<ref name="Fen 1989 239f">Fenger (1989), s. 239f</ref></br> Et dansk korstog synes rettet imod Saremaa (Øsel), hvor der opføres en mindre borg, men uden tilstrækkeligt mandskab må man atter forlade øen; Anders Sunesøn drog herfra med biskop Nicolaus af Slesvig til Riga for vinteren.<ref name="Fab 1933 509">Fabricius (1933), s. 509</ref><ref name="Fen 1989 240">Fenger (1989), s. 240</ref> I 1208 skal korstoget til det sydlige Estland være fundet sted. Det savnes imidlertid i omtalen i klosterårbøgerne, måske fordi der samme år foregik et katastrofalt krigstog til Sverige, som endte med nederlaget ved Lena den 31. januar, og som pådrog sig hele opmærksomheden.<ref name="Fab 1933 509"/> Som årsag til dette korstog må måske ses, at tyskerne samme år havde underlagt sig Livland og havde overskredet grænsen til Estland.<ref name="Fab 1933 511">Fabricius (1933), s. 511</ref> Det var derfor på høje tid, hvis Danmark ikke skulle risikere, at hele det baltiske område blev underlagt tysk overherredæmme. Også i de følgende år genoptages korstogene til Estland, således 1210, efter, at man havde sikret sig imod tyske udplyndringer i Danmark, mens korstoget fandt sted.<ref name="Fab 1933 510">Fabricius (1933), s. 510</ref> Men netop på dette tidspunkt indtræder en magtkamp om Estland og Livland mellem Sværdridderordenen på den ene side og biskoppen i Riga på den anden.<ref name="Fab 1933 512">Fabricius (1933), s. 512</ref> Denne magtkamp fører til, at paven i stedet giver ærkebiskop Andreas Sunesen legatmyndighed i alt, hvad der angår mission i Baltikum. Den 4. april 1212 får ærkebispen et tilsagn som leder af missionsvirksomheden.<ref name="Fen 1989 267">Fenger (1989), s. 267</ref> Heri anvendes som begrundelse herfor blandt andet følgende:</br> "''Da du altså, optændt af iver for Kristendommen, mægtigt har arbejdet på at omvende de omboende hedninger fra vildfarelsen til sandheden, og endnu agter at arbejde, så mener vi, at vor befuldmægtigelse, for at du rigeligere og virkningsfuldere må kunne udføre det, bør overgives dig; og vi befaler vore brødre ærkebiskoppen af Uppsala og hans lydbiskopper og biskopper og de andre kirkers øvrige prælater i Danmark og Sverige ved denne vor skrivelse, at de skal være dig, der som pavestolens legat trofast arbejder på denne gerning, behjælpelig..''"<ref name="Fab 1933 513">Fabricius (1933), s. 513</ref></br> Det er sandsynligt, at den "mægtige" virksomhed, der henvises til, blandt andet har omfattet et korstog i 1208. Konklusionen af dette historiske forløb bliver, at: "''Der kan saaledes ikke ud fra tidshistoriske Grunde rejses nogen Invending mod Danebrogssagnets Tidsfæstelse til 1208 og Stedfæstelsen til Fellin.''"<ref name="Fab 1933 517f">Fabricius (1933), s. 517f</ref> === Dannebrog og slaget ved Lyndanisse i 1219 === Men hvorledes så med selve overleveringen? Det står fast, at den ikke kan være "lånt" fra andre kilder. Det står også fast, at da Peder Olsen nedskriver begivenheden, forsøger han at få sit ellers ukendte korstog rettet til et kendt korstog.<ref name="Fab 1933 523">Fabricius (1933), s. 523</ref> Men netop dette, at korstoget 1208 ellers er ukendt, taler for, at det har været en gammel overlevering om Dannebrog, som ''netop'' var knyttet til 1208 og til Fellin.<ref name="Fab 1933 525">Fabricius (1933), s. 525</ref> Det må anses for usandsynligt, at et sådant sagn skulle være en senere tids konstruktion.<ref name="Fab 1933 526">Fabricius (1933), s. 526</ref> Hvad angår selve forløbet af slaget kan der være grund til at bemærke sig Henrik af Livlands fremstilling af begivenhederne i 1219. Ifølge denne var kong Valdemar kommet til Estland med sin enorme flåde på 1500 skibe for at tilse opførelsen af en ny borg i stedet for den gamle Lyndanisse<ref>navnet menes afledt af estisk: danernes borg</ref>, som blev sløjfet for at give plads til den nye. De omgivende folkegrupper, revelerne og harjerne, samlede en stor hær og sendte deres ledere til kongen for at forhandle en fred. Kongen gav disse udsendinge gaver, og hans biskopper døbte dem; med i kongens følge var lensmanden Vitslav fra Rygen, ærkebiskop Andreas og tre biskopper: kansleren Niels fra Slesvig, Ebbe fra Århus og Theodorik, der var indviet som ny biskop over Estland. Tre dage efter fredsforhandlingerne vendte esterne imidlertid tilbage med deres hær og angreb den danske lejr fra flere sider om aftenen efter nadveren. Nogle stormede det telt, hvor biskop Theodorik lå, ud fra formodningen, at det var kongens telt, og han blev dræbt på stedet; andre angreb andre mål, og mange blev hugget ned. Netop, som det så værst ud for danskerne, vendte Vitslav med sin vendiske hær sig imod esterne og drev dem på flugt; andre estere under fremrykning standsede op ved dette syn, og danskerne fik samlet sig, kongen med sit mandskab, der også omfattede nogle tyskere, kom til stede, og efter kamp blev esterne slået på flugt, og mange blev dræbte. Kongen og biskopperne takkede Gud for sejren, kong Valdemar lod sin kapellan Viscelin indvie til Theodoriks efterfølger og drog hjem efter at have fuldført borgens opførelse, mens biskopperne med deres mandskab forblev i landet og færdiggjorde dettes underkastelse under den danske krone og kirke.<ref name="Jør 1875 445f">Jørgensen (1875), s. 445f</ref><ref name="Fen 1989 267f">Fenger (1989), s. 267f</ref> Denne beretning, som er nogenlunde samtidig med begivenhederne men en andenhånds beretning, giver anledning til en række spørgsmål. Det virker utroligt, at kongen skulle være ankommet med en så stor hær blot for at ombygge en borg. Mere troværdigt er det, at der var tale om et regulært korstog. Men endnu mere bemærkelsesværdigt er det, at esterne skulle have angrebet biskop Theodoriks telt i den tro, at det var kongens. Hvad fik dem til at tro det? Og hvordan identificerede de dette kongens formodede telt? Er Dannebrog en medvirkende del af forklaringen? I så fald: på hvilken måde? Svaret på disse spørgsmål kan meget vel vise sig at være en nøgle til forståelse af begivenhedsforløbet. Under alle omstændigheder ''bestyrker'' denne teori også teorien om, at det egentlig var et medtaget banner. Tilbage bliver spørgsmålet om de historiske omstændigheder omkring flagets betydning i slaget. Det kunne tænkes, at der var tale om en pavelig fane. Men ingen overlevering taler om en sådan pavelig fane.<ref name="Fab 1933 530">Fabricius (1933), s. 530</ref> Antagelsen er grundløs. En anden mulighed er, at det skulle være Johannitterne fane. Men det er usandsynligt, at paven vil have anvendt et banner, som allerede var i brug.<ref name="Fab 1933 529">Fabricius (1933), s. 529</ref> Også denne antagelse må anses for grundløs. Endelig kunne der være tale om en biskoppelig fane, men absolut intet kan understøtte denne antagelse. Fabricius har foreslået, at hvis flaget ikke svævede ned fra oven, kunne det måske, hvis vi følger den skildring, som Henrik af Livland giver, være en undsætningstrop, der kom til med den biskoppelige korsfane højt løftet i spidsen.<ref name="Fab 1933 531">Fabricius (1933), s. 531</ref> Imod denne antagelse taler først og fremmest, at der ingen beviser findes for, at en sådan "biskoppelig" fane skulle have eksisteret, og for det andet, at hvis det virkelig var en undsætningstrop, der havde bragt fanen til slaget, ville man have forventet, et dette var blevet indarbejdet i den senere tradition. Set i dette lys bliver forklaringen med et løsrevet kongeligt banner bragt til slaget af vinden langt mere sandsynlig. Vi kan måske underbygge denne hypotese: ''hvis'' det er rigtigt, at Dannebrog første gang spillede en rolle ved den danske korstogsmission i 1208 under omstændigheder, som måske er blevet husket men aldrig nedskrevet i samtiden, og ''hvis'' flaget var taget med igen under det nye korstog i 1219, og ''hvis'' flaget viste sig netop på det mest kritiske tidspunkt under slaget, og ''hvis'' nogen i et guddommeligt indfald har forstået den symbolske betydning af at indgyde korstogsridderne ekstra mod og kraft netop på dette tidspunkt, ''så'' kan det med rimelighed forklare to ting, som ellers bliver vanskelige at forklare: for det første hvorfor Dannebrog er blevet knyttet til begivenhederne i 1219, selvom dets oprindelse skriver sig til 1208, og for det andet hvorfor flaget var med korstogsridderne under dette nye togt: det var blevet "modtaget" under et tidligere korstog og var blevet forbundet med en sejr i dette, hvorfor det som sejrssymbol blev taget med igen og atter gav en sejr, denne gang måske i et mere kritisk slag. Dermed er traditionen om dets oprindelse og betydning i nogen grad blevet forskudt fra den oprindelige, mindre betydningsfulde begivenhed til den senere, afgørende begivenhed. Og dermed fik Dannebrog også den betydning som sejrssymbol, som flere hundrede år senere blev nedskrevet. Det kan tillige forklare en anden, mindre bemærket side af begivenhedsforløbet: hvis fanen var med igen i 1219, og hvis det var dette kongens personlige banner, som fejlagtigt fik esterne til at angribe ærkebispens telt i den tro, at det var kongens telt, så bestyrker det yderligere flagets høje alder. Det ville være naturligt at medbringe ''samme'' korstogsfane på begge korstog, fordi de drejede sig om ''samme'' sag. Brugen af en korsfane er bevidnet allerede fra Valdemar den Stores tid<ref name="Fen 1989 269">Fenger (1989), s. 269</ref>, hvor den sandsynligvis symboliserer kongedømmet og ikke det danske rige. At danskerne netop havde et banner med kors som symbol er selvsagt naturligt for et korstog. Om fanen havde revet sig løs eller blev taget med af undsætningstropperne, er mindre betydningsfuldt, det vigtige var, at den var markant til stede netop, som slaget vendte. Nok så vigtigt: forudsat, at Danmark forud for slaget i 1219 allerede havde udkæmpet slag i det sydlige Estland omkring et årti tidligere, bliver det lettere forståeligt, hvorfor kong Valdemar i 1218 kræver herredømmet over hele Estland, hvorfor han spærrer Lübecks havn for de tyske korstogsfarere i 1219 og 1220, hvorfor Anders Sunesøn erklærer hele Estland som tilhørende Danmark, samt hvorfor hele Estland i 1221 i et forlig med biskop Adelbert tillægges Danmark. Der var hverken tale om en lunefuld udnyttelse af heldige omstændigheder fra dansk side eller om et dansk imperialistisk krav men derimod om at fuldende den virksomhed, som var begyndt årtier før og som skridt for skridt var blevet udstrakt til hele det estiske område.<ref name="Fab 1933 532f">Fabricius (1933), s. 532f</ref> Det synes rimeligt at drage den slutning, at selv om korsbanneret altså sandsynligvis er ældre end 1208 eller 1219, så var det først ved et af disse slag og snarest i 1208, at det kom til at spille den afgørende rolle for slagets udfald, der gjorde, at der blev skabt en tradition omkring det. Slaget i 1219 var måske på sin egen måde vigtigt, men Dannebrog spillede næppe den samme rolle for dette slags udfald. Her var det hjælpetropperne, som spillede den vigtigste rolle. Ovenstående er, hvad vi med rimelig sikkerhed tør sige om Dannebrogs oprindelse og betydning for Danmarks overherredømme over Estland. Tilbage bliver at følge nogle hovedtræk i flagets senere historie. === Tallinn, Lübeck og Erik Klipping === Der kan i forbifarten være anledning til at gøre op med endnu en myte. Den omstændighed, at Tallinns lille segl afspejler Dannebrog, samt at det ses over Strandporten, har givet anledning til den teori, at der er en særlig forbindelse mellem dette sted og denne fane.<ref name="Fab 1933 528">Fabricius (1933), s. 528</ref> Det er efter min opfattelse en misforståelse. Den rette sammenhæng er snarere følgende: Det danske overherredømme over Estland var i begyndelsen meget usikkert. Efter en længere tids uroligheder blev der i 1238 indgået et forlig, kaldet Stensby-aftalen, hvorved den tyske ridderorden måtte overdrage borgen i Tallinn, som den havde besat, til den danske konge.<ref>Fenger (1989), s. 324</ref> Lidt senere, inden hendes død i 1282ref>Hørby (1989), s. 140</ref>, gav den danske konge, Erik Klipping, og især hans moder, Margrete Sambiria, Tallinn dets stadsret, som det fik efter forlæg fra Lübecks stadsret.<ref>Hørby (1989), s. 123</ref> Når Tallinns segl fra 1294 og dets såkaldt "store" byvåben viser tre kronede løver, en nøje kopi af det danske våben<ref>Bartholdy (1992), s. 9</ref>, når Sankt Knudsgildet og andre gilder i Tallinn i 1400-tallet anvender et hvidt kors i rødt felt som sit våben<ref>Bartholdy (1992), s. 10</ref> og når man ved, at Lübeck tillige havde et hvidt kors på rød grund som sit byvåben, er det så urimeligt at antage, at Tallinns byvåben markerer ''hvem'', som gav det dets stadsret, mens Tallinns lille segl sammen med symbolet over Strandporten angiver ''hvorfra'', at Tallinn fik sin stadsret? Det mener jeg ikke. Tværtimod er det i mine øjne logisk. Hvis det forholder sig således, betyder det imidlertid, at der ingen sammenhæng er mellem Dannebrog på seglet og over Standporten og begivenhederne i 1219. === Kendt siden 1300-tallet === [[File:Gelre Folio 55v.jpg|thumb|right|Dannebrog gengivet i "Armorial Gelre".]] Jeg har tidligere opstillet den hypotese, at Dannebrog kan være begyndt som den danske konges ''personlige'' banner. Kan denne hypotese underbygges? Ja, det kan den. Som nævnt optræder et kvadratisk korsbanner på både en mønt og på et segl fra Valdemar den Stores tid. Det taler stærkt for en forbindelse mellem denne konge og dette bannermærke. Historisk kendes Dannebrog siden 1300-tallet. Dannebrog er således bevidnet af den hollandske herold ''Gelre'' (1334-1375), der i værket "Armorial Gelre" blandt andet gengiver et våben for "die coninc van danmarke" visende, rigsvåbenet med 3 leoparder forbundet med en gylden hjelm med hermelinsklædte og påfuglebesatte vesselhorn samt et kvadratisk Dannebrogsflag.<ref name=autogeneret1 /><ref>[https://commons.wikimedia.org/wiki/File:Gelre_Folio_55v.jpg Gelre Folio 55v]</ref> Ligeledes i ''Bellenville-våbenbogen'' 1380-90 findes et skjold med et kors med navnet ''Denenbroce'' over. Fra denne tid må både flagets navn og udseende derfor regnes som værende fastslåede kendsgerninger. Således er både flaget og navnet dokumenteret ''senest'' fra Valdemar Atterdags tid og ''kan'' stamme fra de estiske korstog blot 150 år før eller tidligere. Læg dertil, at vi genfinder det samme kvadratiske kortbanner på et segl fra Erik af Pommerns tid. Det betyder, at vi kan dokumentere, at mindst tre danske konger har anvendt det selvsamme symbol som sit banner. Dette taler meget stærkt for, at det allerede på denne tid har vundet hævd som kongens traditionelle banner. Det skulle være mærkeligt, om ikke dette også var tilfældet på Valdemar Sejrs tid, som falder midt i de tre andre kongers. Det betyder, at vi med en til vished grænsende sandsynlighed har godtgjort hypotesen om, at dette banner må have fulgt med kongen på dennes korstog. === Erik af Pommern === Det danske korsflag kendes brugt af Erik af Pommern og symboliserede på daværende tid tillige hansestaden Lübecks våben. Lübecks gamle våben var et hvidt kors på en rød baggrund, dannet som en modsætning til den tysk-romerske kejsers hvide flag med et rødt kors, et flag som stammede fra Romerriget, og som er bevaret i det engelske flag (Sankt Georgs kors). Det synes rimeligt at antage, at Erik af Pommern derfor har haft et dobbelt formål med at anvende dette banner: dels var anvendelsen allerede blevet en tradition for danske konger, dels kunne symbolet bruges til at markere, at han hævdede at være retmæssig byherre over Lübeck, lige som Valdemar Sejr havde været det.<ref>Hørby (1992), s. 35</ref> Vi ved, at Erik af Pommern indførte dannebrogskorset i sit unionssegl fra 1398<ref>Bartholdy (1992), s. 7</ref>, og at det lige siden har indgået i alle danske rigsvåbener som en fast bestanddel. Det menes, at Dannebrog oprindeligt blev opbevaret sammen med rigets øvrige klenodier, i Folen, det faste tårn på Kalundborg Slot.<ref>Jørgensen (1887), s. 168</ref> Det ville være logisk, når der ikke længere foregik korstog. === Dannebrog og Sverige === Dannebrog optræder også i begivenheder efter Erik af Pommerns tid, hvilket bekræfter dets fastslåede stilling som kongens banner og samlende symbol under krigsbegivenheder. Ifølge svenske krøniker blev "Danabroka" i 1439 ført ind i Sverige, og i 1464 tog svenske bønder en fane med Dannebrog fra Christian I og senere oplevede en sejr i Slaget ved Brunkeberg i 1471. Ærkebispens krønike i Lund oplyser, at Christian I i 1448 fik overrakt rigets flag.<ref name="Bar 1992 13f">Bartholdy (1992), s. 13f</ref> Disse oplysninger bevidner flagets vedvarende brug og dets betydning som dansk rigssymbol. === Togtet til Ditmarsken === Under krigen i Ditmarsken i år 1500 var et Dannebrogsflag, der efter sigende var det originale fra 1219, med. Under slaget ved Hemmingstedt blev det ført af marsk Hans von Ahlefeldt<ref>oplysningen findes hos den kongelige historiograf Hans Svanning, der i 1558-59 skrev en fremstilling af kong Hans' historie og heri bringer oplysningen, at :"rigets banner, delt af hvidt og rødt i form af et kors, og nedfalden fra himlen til kong Valdemar II, som der fortælles, da han førte krig mod Livlænderne, som dengang var kristendommens fjender", her gik tabt. Det er sikkert fra Svanning, at Huitfeldt har hentet samme oplysning, jvf. Jørgensen (1887), s. 169.</ref>. Han faldt imidlertid under slaget, og flaget blev erobret af ditmarskerne. Det blev ophængt i kirken i Wöhrden<ref>oplysningen skyldes præsten og historikeren Johan Neocorus, der afsluttede sin krønike i 1598 og hvis fader havde været degn i Wöhrden i 20 år, da han døde i 1580, jvf Jørgensen (1887), s. 178f</ref>, og blev først generobret i 1559<ref>Uafhængigt af Svanning fortæller Johan Rantzov i sin omtale af dette sidste togt til Ditmarsken, at der blandt de tilbageerobrede faner også var: :"et stykke af det banner, som man siger til sin tid ved et mirakel blev givet en dansk konge imod russerne og som fordum kong Hans havde taget med i håb om derved at stride heldigt imod Ditmarskerne.", jvf. Jørgensen (1887), s. 170f</ref> – da næsten ødelagt af fugtighed og ælde – og ophængt i Slesvig kirke, hvor det endeligt gik til engang i 1660'erne.<ref>kilden hertil er Hans de Hofman, som i 7. del af "Den danske Atlas" fra 1781 s. 605 oplyser om koret i Slesvig domkirke, at: :"I dette kor hængte den berømte danske fane Danebrog... og var at se, indtil den ved 1660 af alder og forrådnelse aldeles forfaldt, da nogle børn ved deres leg nedrev den af loftet og ingen bekymrede sig om at samle dens levninger." Men fra omtrent samme tid stammer en oplysning i et tysk værk, at fanen havde hængt i Nikolaikirken i Kiel, jvf Jørgensen (1887), s. 182. Jørgensen tillægger dog oplysningen om Slesvig domkirke størst troværdighed, jvf samme. s. 185f</ref><ref name="Bar 1992 14"/> I borgerkrigen ''Grevens fejde'' anvendte den ene part et stribet flag; blåt, gult og rødt i rigsvåbnets farver, og den anden part, den sejrende, brugte et rødt-hvidt korsflag, med fire lige lange arme. === Nyere tid === Siden 1500-tallet har Dannebrog angivet danske skibes nationalitet<ref>Bartholdy (1992), s. 11</ref>, og i 1600- og begyndelsen af 1700-tallet indgik et Dannebrogsfelt i hærens faner.<ref name=autogeneret3>Achen, s. 108</ref> I 1696 fastlagde en kongelig resolution flagets mål, og disse har siden overvejende været opretholdt.<ref name="Bar 1992 14">Bartholdy (1992), s. 14</ref> Indtil 1743 brugte man et sort-hvidt korsflag som sørgeflag, derefter blev det besluttet at flage på halvt i stedet for<ref>[http://www.crwflags.com/fotw/flags/dk-sorg.html Danish Mourning Flag (until 1743)<!-- Bot genereret titel -->]</ref>. I 1785 blev Dannebrog genindført som fane for nogle danske regimenter, og i 1801 blev det fane for landeværnet.<ref name=autogeneret3 /> I 1807 digtede B.S. Ingemann:<br /> "''Vift højt på Kodans bølge''<br /> ''blodrøde Dannebrog''"<br /> og i de følgende årtier skrev flere danske digtere, N.F.S. Grundtvig, Oehlenschläger, Chr. Winther, H.C. Andersen, digte om Dannebrog.<ref name=autogeneret3 /> I 1830-erne og 1840-erne udviklede Dannebrog sig til et folkeflag. I 1842 blev det regimentsfane i hele hæren.<ref>Achen, s. 109</ref> Endnuså sent som i 1833 blev det forbudt den danske befolkning privat at flage, men forbuddet blev reelt ikke håndhævet. Under Treårskrigen 1848-1850 flagede befolkningen med Dannebrog i stort omfang, og i 1854 blev det omsider officielt tilladt private at flage.<ref>Bartholdy (1992), s. 14</ref> === <big>Lovgivning</big> === Valdemarsdag den 15. juni blev indført i 1912 ved cirkulære Nr. 391 af 24. december 1912 for at markere Dannebrogs oprindelse, men som det fremgår, hviler det på en delvis misforståelse af traditionen. På den anden side: hvis det tidligere begivenhedsforløb er korrekt forstået, og slaget i 1219 markerede en slags afslutning på hele den forud gående danske missionsvirksomhed i Estland, så er markeringen af denne begivenhed historisk rimelig og forståelig. Og lige meget hvormeget man forsøger at skille myte fra historisk virkelighed, så står det fast, at denne afslutning spillede en afgørende rolle for, at Estland blev et kristent område, og at Danmark har hovedæren herfor. I 1929 blev der udarbejdet et forslag til en officiel flaglov af en særlig kommission, men lovforslaget er aldrig blevet færdigbehandlet eller vedtaget.<ref>Bartholdy (1992), s. 15</ref> === <big>Noter</big> === {{reflist|2}} === <big>Litteratur</big> === * Sven Tito Achen: ''Heraldikkens femten glæder''; København 1978; ISBN 87-12-00222-4 * Nils G. Bartholdy: "Dannebrog - legende og virkelighed" (Michael Andersen og Frank Birkebæk (red.): ''1219 - Dannebrog og Estland''; Roskilde Museums Forlag 1992; ISBN 87-88563-189; s. 6-16) * L.P. Fabricius: "Sagnet om Danebroge og de ældste Forbindelser med Estland" (''Kirkehistoriske Samlinger'', Sjette Række, Første Binds første Hefte, København 1933) * Ole Fenger: "Kirker rejses alle vegne" (Olaf Olsen (red.): ''Gyldendal og Politikens Danmarkshistorie'', bind 4: 1050-1250; København 1989; ISBN 87-89068-06-8) * Henning Henningsen: "Dannebrog og flagføring til søs" (''Handels- og Søfartsmuseets årbog 1969'', s. 7-81) * Kai Hørby: "Danmark og Estland i middelalderen" (Michael Andersen og Frank Birkebæk (red.): ''1219 - Dannebrog og Estland''; Roskilde Museums Forlag 1992; ISBN 87-88563-189; s. 30-38) * A.D. Jørgensen: "Om Danebroges Oprindelse" (''Historisk Tidsskrift'', 4. række, Bind 5; 1875) * A.D. Jørgensen: "Undersøgelser vedrørende Danebroge og det danske kongevåben" (''Historisk Tidsskrift'', 6. række, Bind 1; 1887) * J.O. Kock: "Sagnet om Dannebrog" (''Danske Studier'' 1951; s. 34-48) * John Lind: "Den faldt fra himlen ned" (Kronik i ''Skalk'' 2001, nr. 6, s. 20-27) * E. Løffler: "Bidrag til Bedømmelse af Danebrogs-Sagnets historiske Værd" (''Historisk Tidsskrift'', Bind 5. række, 2 (1880); s. 562-566) * ''Salmonsens Konversationsleksikon'', 2. udgave, bind V, s. 515-517; opslag: Dannebroge * [http://www.navalhistory.dk/Danish/Flaget/FlagetsHistorie.htm Flagets historie], i ''Dansk Marinehistorie'' af Johnny E. Balsved, bnf42l8iqp8e8z0t0l6ujvdlnvo3zak 42606 42605 2026-08-31T03:54:49Z Sven Halfdan Nielsen 3898 stilret 42606 wikitext text/x-wiki Traditionen om Dannebrogs oprindelse er velkendt: Dannebrog faldt ned fra himlen under et dansk korstog til Estland, og det spillede en afgørende rolle for det danske overherredømme over Estland fra 1219. Således lyder myten om Dannebrog, men bag enhver myte gemmer der sig en historisk realitet, og ved at grave denne historiske realitet bag myten frem opnår vi en bedre forståelse af fortiden. Det ligger nær at stille 3 spørgsmål:</br> - er tidsfæstelsen korrekt?</br> - er stedfæstelsen korrekt?</br> - er begivenhedsforløbet korrekt? Svaret på det første spørgsmål er: ja, den ''oprindelige'' tidsfæstelse er sikkert korrekt. Denne tidsfæstelse passer nøje med det begivenhedsforløb, som vi ellers kender. Svaret på det andet spørgsmål er: ja, den ''oprindelige'' stedfæstelse er korrekt. Denne stedfæstelse passer med og ''bekræfter'' de forhold, som vi ellers kender. Svaret på det tredie spørgsmål er: ja, flaget kan forbindes med ''en bestemt begivenhed''. Der er enkeltheder i forløbet, som det ikke længere er muligt at efterkontrollere. Der kan her være grund til at skelne mellem det ''oplevede'' forløb og det ''faktiske'' forløb. Traditionen er baseret på det oplevede forløb således, som dette siden blev husket. === <big>Dannebrogs oprindelse</big> === Dannebrogs oprindelse falder i tre dele: traditionen, de omstændigheder under hvilke traditionen er blevet nedskrevet og flagets senere historie. === Traditionen === [[Fil:Danmarks flag 1219 Lorentzen.jpg|thumb|450px|Det berømte maleri af Christian August Lorentzen fra 1809 af begivenhederne i 1219.]] Ifølge overleveringen, der findes uafhængigt af hinanden hos dels forfatteren af ''Danske Krønike'' fra 1520-erne Christiern Pedersen<ref>formuleringen omtalt under et korstog i 1208 til "Estland, Pryssland, Kurland og Finland" lyder:</br> "''somme mene og sige at samme kong Valdemar skulle fange Dannebrog ned af himlen samme tid, som er et hvidt kors i et rødt felt''", jvf. Lind, s. 24. </ref>, dels munken Peder Olsen (Petrus Olai) fra Gråbrødreklostret i Roskilde, dels historikeren Arild Huitfeldt<ref name=autogeneret1>Lind, s. 23</ref>, faldt Dannebrog ned fra himlen under slaget ved Lyndanisse (i dag Tallinn i Estland) den 15. juni 1219, senere kendt og markeret som Valdemarsdag. Der er imidlertid usikkerhed om tid og sted er korrekte<ref name="bjerg">''Dannebrog'' af Hans Christian Bjerg, s.12, ISBN 87-7739-906-4.</ref>. Det skyldes, at både Christiern Pedersen og Peder Olsen oplyser, at begivenheden fandt sted i året 1208 i Livland på et sted, som kaldes Fellin (Viljandi) i nutidens Estland. Fremstillingen hos Peder Olsen, der findes i en samling notater, ''Collectanea'', til Danmarks historie og menes at være skrevet omkring 1527 men stammer fra en ældre kilde, hvis alder er ukendt<ref>Kock, s. 34</ref>, er den mest oplysende og lyder i sin helhed:</br> "''MCCXIX''<ref>1219</ref>''. Valdemar II angreb Estland, en provins i Livland, fra søen med 1500 krigsskibe og gjorde landgang, og efter mange kampe omvendte han det overvundne land til Kristus og lod folket døbe. Han førte præster dertil fra Danmark og byggede Reval, der nu er en vigtig by og særdeles udmærket og kendt. Heraf kommer det, at kirken i Reval lige til denne dag er forblevet under Danmarks ærkebiskop i Lund, skønt den verdslige magt i tidens løb er gået over til den tyske ordens brødre i nævnte provins. Da nu kong Valdemar var gået i land med hæren i Estland, sagde biskoppen i Århus til ham, da han blev forskrækket over hedningernes mængde, at han skulle love, at han, såfremt han vandt sejr, ville forbedre sig over for sine undersåtter og den hellige Niels i Århus, hvis offergaver han havde tilegnet sig. Det samme råd fik han af den ærværdige Anders, ærkebiskop i Lund, en mand af forunderlig enfold og uskyld, der såvel i live som efter sin død vandt ry ved mange mirakler. Kongen gav dem ret, afgav løftet og fik sejr. Ærkebiskoppen kaldte så stormændene sammen og lod dem love, at svende på tolv år og der over stedse skulle fejre dagen før den hellige Laurentius' fest med faste på brød og vand, hvis de fik sejr. Efter at de så havde påkaldt de hellige Laurentius og Niels, blev slaget begyndt på Vitus' og Modestus' dag. Ærkebiskoppen, der sammen med lydbisper og andre gejstlige fra et bjerg så ud over begge hære, bad nu under tårer for de kristne som en anden Moses med hænderne løftede mod himlen. Når han løftede hænderne i bøn, sejrede danskerne; men når han af træthed lod de gamle hænder synke ned, blev danskerne slået. Men biskopperne og præsterne understøttede den gamle mand. Og således blev den sejrende konge et andet menneske, lod Kristi lære forkynde og kirker bygge dér; siden hen styrede han landene med mildhed og retfærdighed, skrev love og ærede den hellige Niels.''</br> ''Et andet sted står der, at da de rettroende danske på denne Valdemar II's tid i det Herrens år 1208 kæmpede i Livland på det sted, som kaldes Fellin, mod de vantro livlændere og allerede næsten overvundne fromt anråbte om guddommelig hjælp, modtog de straks som belønning et banner, der faldt ned fra himlen, og som var mærket med et hvidt kors, påtrykt en ulddug, og de hørte en røst fra himlen, at når det blev løftet højt til vejrs, ville de straks knuse deres modstandere og vinde fuldstændig sejr; og således skete det. Men det banner plejer med sit sædvanlige navn at kaldes Danebroge. (Denne sejr menes at være den, som danskerne vandt i Estland, og som allerede er omtalt for nylig; men der er fejl i årstallet etc. - Ligeledes har jeg et andet sted fundet, at kong Valdemar og ærkebiskop Anders gjorde et tog til Estland i 1220).''"<ref>her gengivet efter Kock, s. 34f</ref><ref name="Fab 1933 493f">Fabricius (1933), s. 493f</ref> Det er naturligvis usikkert, hvad der egentlig skete under slaget ved Lyndanisse eller slaget ved Fellin, da overleveringen først er nedskrevet 300 år efter begivenhederne skulle have fundet sted <ref name=bjerg />. Historikerne har derfor forsøgt at finde den historiske begivenhed bag ved traditionen. Man kan således fastslå, at Peder Olsens fremstilling har hentet sine bestanddele flere steder, og at de oprindelig ikke har udgjort en helhed. Herom kan siges følgende:</br> 1. Det indledende afsnit om slaget ved Reval (Tallinn) svarer til fremstillingen i ''Rydårbogen'' og i ''Jyske Krønike'' og kan være hentet fra disse kilder.<ref>Kock, s. 35</ref><ref name="Fab 1933 486">Fabricius (1933), s. 486</ref></br> 2. Afsnittet om den hellige Niels i Århus kan stamme fra en bog om Niels, men findes ikke i hans ''vita''. Det tyder ikke på, at historien har en historisk baggrund. Snarere er den tilkommet efter, at Niels blev helgen, formentlig i midten af det 14. århundrede.<ref>Kock, s. 35f</ref><ref name="Fab 1933 486"/></br> 3. Afsnittet om Laurentius-fasten er helt malplaceret. Sankt Laurentius' dag er den 10. august, mens slaget fandt sted på Vitus' og Modestus' dag den 15. juni. ''Saxo'' omtaler et slag ved Ljutka (Lütjenburg), der fandt sted på Laurentius' dag, og formentlig er indskuddet hentet herfra.<ref name=autogeneret2>Kock, s. 36</ref><ref name="Fab 1933 487">Fabricius (1933), s. 487</ref></br> 4. Historien om ærkebispens oprakte hænder er hentet fra ''2. Mosebog'' (17, 9ff).<ref name=autogeneret2 /><ref name="Fab 1933 487"/></br> 5. Historien om det nedfaldne flag er uden direkte forbillede. Fra Portugal (hvorfra dronning Berengaria stammer) findes en tradition fra 1217 om et jærtegn i form af et kors på himlen til tegn på portugisernes sejr over maurerne i kampen ved Alcazar.<ref>Kock, s. 37</ref> Det betyder, at der findes en tradition næsten samtidig med den danske, hvilket styrker en tidsfæstelse til begyndelsen af 1200-tallet. Skønt der er forskelle (intet flag i Portugal), kan begivenheden i Portugal være blevet kendt også i Danmark og have styrket den danske tradition, men der er intet bevis for en direkte forbindelse.<ref>Kock, s. 42</ref></br> Med hensyn til selve dateringen af Dannebrogs fald fra himlen er det nutidens historikeres opfattelse, at når to kilder uafhængigt af hinanden daterer begivenheden til et andet sted og en anden tid end nutidens tradition siger, så må nutidens tradition anses som fejlagtig og den ældste tradition som den rigtige med hensyn til tid og sted.<ref>Lind, s. 26</ref> Dette kan også forklare, hvorfor der ingen omtale af Dannebrog er i den samtidige skildring i Henrik af Livlands krønike.<ref>Enn Tarvel (red.): ''Henriku Liivimaa Kroonika''; "Olion" Tallinn 1993; ISBN 5-450-01319-1; s. 140</ref> På lignende måde som bidragene om den hellige Niels og om Anders Sunesens løftede hænder er tilføjede den oprindelige fremstilling, så menes traditionen om Dannebrog at være overført fra det mindre betydningsfulde slag i 1208 til det vigtigere slag i 1219, der indledte den danske besættelse af det nordlige Estland som led i opbygningen af myten om netop dette slag.<ref name=autogeneret2 /> Endelig bør det nævnes, at traditionen blev nedskrevet kort tid efter, at danskerne havde mistet det originale Dannebrog under togtet til Ditmarsken i 1500. Det menes, at flaget var taget med, netop fordi man på grund af traditionen mente, at det ville bringe sejr.<ref>Jørgensen (1875), s. 417</ref> Som muligt ophavssted og som en anden mulighed har man peget på, at banneret kunne stamme fra Johanniterordenen eller være et korsbanner givet af paven, men disse og andre muligheder er blevet tilbageviste af historikerne.<ref>Jørgensen (1875), s. 426-429 for Johanniterordenens vedkommende, s. 431-432 for pavens vedkommende</ref> <ref>Jørgensen (1887), s. 149-153</ref> <ref>Lind, s. 25</ref> Der kan måske være grund til at se nærmere på disse hypoteser. === Myten om Johanniterordenen === Historikere i det 19. og 20. århundrede brød sig ikke om det himmelfaldne flag og søgte mere jordnære forklaringer. Især søgte man efter forbilleder for Dannebrog. Især hæftede man sig ved Johanniterordenen som en mulig kilde, da denne orden blandt andet havde et våben, som mindede om Dannebrog. En række mulige forbindelser har været foreslået. Man har peget på, at Valdemar Atterdag besøgte den hellige grav i påsken 1347 og her blev slået til ridder af hertug Erik af Sachsen.<ref>Jørgensen (1875), s. 426</ref> Kong Valdemar stiftede et Sankt Hans-kloster på Dueholm viet til Marie Magdalene på hvis festdag, han fik ridderslaget.<ref name="Jør 427">Jørgensen (1875), s. 427</ref> Yderligere oplyser Thomas Bartholin i sin bog om Dannebrogsordenen, at Valdemar på gamle tapeter på Københavns Slot var fremstillet med et hvidt ordenskors. Da korset første gang kendes fra et brev fra år 1356 og kongenavnet Valdemar er fælles, måtte en forbindelse anses som mulig.<ref name="Jør 427"/> Senere forskning har imidlertid vist, at Thomas Bartholins fremstilling bygger på et forfalsket kobberstik, hvorved denne del af beviset falder sammen.<ref>Jørgensen (1875), s. 429</ref> Ydermere har det vist sig, at ingen dansk konge har søgt sit gravsted hos Sankt Hans-ordenen, og der findes ingen optegnelser til støtte for en forbindelse.<ref>Jørgensen (1875), s. 430</ref> Denne forklaring må således afvises, da der ingen forbindelse findes mellem Sankt Hans-huse, deres velgørere og Johanniterordenen.<ref>Jørgensen (1875), s. 431</ref> Man har også tænkt sig, at Johanniterordenens symboler skulle være overtaget skridt for skridt i dansk tradition, men imod dette taler, at der findes en specifik tradition for flagets oprindelse, som ikke kan afvises.<ref>Jørgensen (1875), s. 434-437</ref> Tilbage er kun den mulighed, at flagets oprindelse med al sandsynlighed på den ene eller anden måde har forbindelse til et korstog til Estland.<ref>Jørgensen (1875), s. 437</ref> Den eneste samtidige kilde er Henrik af Livlands krønike, der imidlertid er stærkt tendensiøs: han forsøgte at nedgøre ethvert dansk bidrag til kristningen af Baltikum<ref>Jørgensen (1875), s. 439</ref>, ja endog at gøre dansk tilstedeværelse til utidig indblanding<ref>Jørgensen (1875), s. 441</ref> og bestrider endda, at Valdemar skulle have været på korstog.<ref>Jørgensen (1875), s. 442</ref> Således fremstilles han i 1219 som værende på besøg for at besigtige byggeriet af en ny borg, ikke som erobrer.<ref>Jørgensen (1875), s. 445f</ref> Esterne angreb for at stoppe opførelsen af borgen, men blev selv angrebet af vendiske hjælpetropper, som var kommet sammen med danskerne. Dannebrog omtales ikke.<ref>Jørgensen (1875), s. 447</ref> Tydeligvis er der tale om en andenhånds beretning baseret på rygter, ikke om et øjenvidne til begivenhederne. A. D. Jørgensen har forsøgsvis opstillet den hypotese, at esterne angreb biskop Theodoriks telt, fordi der foran var et banner, som opfattedes som hovedbanneret (det vil sige: kongens banner). Han stiller spørgsmålet, om Theodorik kan forbindes med Johanniterordenen.<ref>Jørgensen (1875), s. 448</ref> Theodoriks oprindelse er ukendt, men han optræder som missionær både hos liverne og esterne i forskellige opisoder med sagnagtige træk.<ref>Jørgensen (1875), s. 449</ref> Han blev sendt til pavestolen, hvor han den 15. april 1201 fik en bulle af pave Innocens, der opfordrede alle kristne i Vendland og Saxland til at drage til Livland.<ref>Jørgensen (1875), s. 450</ref> Theodorik forsøgte at få anerkendt Baltikum som sit bispedømme, men stødte på vanskeligheder. Derfor skal han have sluttet sig til den danske konge, idet paven havde givet biskop Anders Sunesen en bulle på at indvie en biskop i Estland.<ref>Jørgensen (1875), s. 456</ref> Da Tempelridderne på daværende tidspunkt havde et rødt kors på hvid baggrund som sit mærke, måtte et dansk korstog ske under et andet mærke, og han har så "lånt" Sankt Hans-brødrenes korsbanner.<ref>Jørgensen (1875), s. 457</ref> Det skulle således være dette banner, der var opsat foran hans telt, og som slaget med esterne derfor kom til at stå om.<ref name="Jør 458">Jørgensen (1875), s. 458</ref> Theodorik døde under slaget, og efter slaget måtte omstændighederne omkring fanens oprindelse og betydning have været uklar<ref name="Jør 458"/>, da det fuldstændig adskilte sig fra kongens banner: løverne og hjerterne. "Saa sagde man, at det var kommet ned fra Himlen midt i Slagets trængsel".<ref>Jørgensen (1875), s. 457</ref> Problemet med denne hypotese er, at den på intet punkt finder støtte i kilderne<ref name="Jør 458"/>, og A.D. Jørgensen understregede, at den kun var en hypotese, som fornyede studier måtte styrke eller svække,<ref>Jørgensen (1887), s. 150</ref> og at "''kun derom er alle enige, at Savojens Kors er lig Johanniternes, og det samme er Tilfældet med vort Danebroge.''"<ref>Jørgensen (1887), s. 153</ref> I og med, at flagets oprindelse nu henlægges til ''en anden begivenhed'', slaget i 1208, er grundlaget for hele denne konstruktion imidlertid bortfaldet. De nærmere omstændigheder omkring flagets oprindelse er fortsat ukendte. === Myten om dronning Berengaria og Dannebrog === Som tidligere nævnt har det været overvejet, om myten om Dannebrogs fald fra himlen var forbundet med dronning Berengaria. Hun blev gift med Valdemar Sejr i 1214 og døde i 1221.<ref name="Fen 1989 61">Fenger (1989), s. 61</ref> Hun stammede fra Portugal, og det er overleveringer herfra, som har været inddraget i forsøgene på at forklare myten. Det er blevet påpeget, først af overbibliotekar Christian Bruun, at der i portugisiske skrifter fortælles om et jærtegn, der i 1217 blev set i Portugal under en kamp imod maurerne ved Alcazar. Ifølge disse viste der sig et kors på himlen som tegn på sejren. Teorien er senere taget op af pastor L.P. Fabritius, som mener, at det er den eneste tradition i den kristne verden, som tåler sammenligning med sagnet om Dannebrog. Han forbinder de to begivenheder ved at påpege, at Berengaria var blevet dansk dronning blot tre år tidligere, og at der takket være en livlig forbindelse mellem Portugal og Danmark er mulighed for, at historien er kommet hertil. Det viser sig imidlertid, at denne antagelse ikke holder: dels kendes der ingen livlig forbindelse mellem de to lande, dels har der været rejst tvivl om, at hun kom fra Portugal. I flere danske årbøger siges, at hun var søster til greven af Flandern, og da der ydermere var arvestridigheder imellem hendes broder, kongen af Portugal, og to af deres søstre, bliver det endnu mindre sandsynligt, at der har været en forbindelse.<ref name="Koc 1951 37">Koch (1951), s. 37</ref> Dertil kommer den afgørende forskel, at der i Portugal var tale om et syn på himlen, men i Estland var tale om et faktisk flag, som efterfølgende blev bragt hjem til Danmark. Og hvis dateringen til 1208 opretholdes som den rette, udebliver muligheden for, at traditionen stammer fra Portugal også af kronologiske grunde.<ref name="Koc 1951 38">Koch (1951), s. 38</ref> Endelig har der været peget på, at den portugisiske tradition måske stammer fra et langt ældre slag, nemlig slaget ved Orique i det sydlige Portugal den 25. juli 1139. I dette slag var den sejrende feltherre Afonso Henriques, dronning Berengarias bedstefader, som ifølge en senere legende før slaget havde set et kors på himlen omgivet af engle i hvide klæder, og at Kristus havde lovet ham sejr og at hans efterkommere ville blive konger i Portugal. Det er imidlertid tvivlsomt, om dronning Berengaria overhovedet har kendt til denne tradition, idet slaget endnu i begyndelsen af 13. århundrede ikke havde opnået den berømmelse, som det senere fik. Det kan end ikke udelukkes, at traditionen om det ældre slag hviler på traditionen fra det senere slag.<ref name="Koc 1951 41f">Koch (1951), s. 41f</ref> Det må tilføjes, at der findes en endnu ældre tradition, nemlig kejser Konstantins korsvision før Slaget ved Ponte Molle i år 312 mod Maxentius, der fulgtes af ordene "''in hoc signo vinces''", det vil sige "under dette tegn skal du sejre". Og på freskerne om "Det sande Kors" legende" i Arezzo, malet af Piero delle Francesca i 1450-erne, ses Konstantin vinde over Maxentius ved at holde er kors frem på en måde, hvor det kan opfattes som værende faldet fra himlen.<ref name="Bar 1992 11f">Bartholdy (1992), s. 11f</ref> Der er intet, som kan understøtte, at den danske tradition skulle have noget med den portugisiske tradition at gøre. Hvilket dog ikke forhindrede Christian IV i på sine guldmønter fra 1591 at gengive den store portugisiske guldmønt kaldet ''portugaløser'' med Kristuskors og sætningen "in hoc signo vinces", sikkert fordi at denne var kendt fra Arild Huitfeldts krønike, der udkom 1600-1603, og hvor begivenheden forøvrigt henlagdes til 1219.<ref>Bartholdy (1992), s. 9, 12</ref> === Er Dannebrog ældre? === Spørgsmålet er, om flaget kunne være ældre. Enkelte forskere mener, at der har været en forløber for Dannebrog: De mener, at danske konger brugte et rødt flag med to ravne i sort, når de drog i krig. Kong Knud den Store skulle ifølge engelske kilder have ført en ravnefane i slaget ved Ashington i Essex i 1016 <ref>Anonym: "Dannebrogs historie" (''Spejderbladet Væbneren'', s. 179-182)</ref>. Men det vides ikke, om denne fane generelt er blevet brugt af den danske kongeslægt. På Bayeux-tapetet fra omkring 1068 fører bagtroppen et rødt flag med et hvidt kors, muligvis danske slægtninge til Vilhelm Erobreren, der i front fører Sankt Georgskorset i slaget ved Hastings i 1066. Ioannis Skylitzis Krønike fra ''Biblioteca Nacional'', Madrid, viser væringer fra Miklagård (''Den Store By'', Byzans-Konstantinopel-Istanbul) omkring år 1100 med et rødt flag med et hvidt kors. Mønter, der viser et korsbanner, blev slået allerede under Valdemar den Store<ref>Fenger, s. 269</ref><ref>Lind, s. 21</ref> og et korsbanner kendes tillige fra et segl fra hans tid (og senere fra et segl fra Erik af Pommerns tid), men disse fortilfælde er ikke overbevisende, ''med mindre'' at man antager, at hans søn skulle have haft en fane med måske som sit eget fra faderen stammende banner og enten (hvilket er temmelig utænkeligt) selv have hævet dette på et kritisk tidspunkt under slaget, eller (mere sandsynligt) at det af vinden fra kongens telt var revet løs og på mærkelig vis var blevet blæst hen over de kæmpende, hvilket er blevet opfattet som en guddommelig indgriben. I så fald var den bogstaveligt talt på det nærmeste "faldet fra himlen". Det er muligt, at det er synet af denne fane højt mod himlen, der gav de kæmpende det mod og den vilje, der skulle til for at vinde slaget. At Valdemar den Store som den korstogskonge, han var med sit korstog til Rygen i 1169, skulle have haft et korsbanner som sit personlige mærke, er vel ikke ganske utænkeligt, og det ville næppe heller være mærkeligt, at det samme banner måtte være medbragt under dette nye korstog af hans søn. Hvis Bayeux-tapetet virkelig afspejler danske deltagere i slaget ved Hastings, indebærer det, at flaget går tilbage til Sven Estridsens tid. Det lader sig intil videre ikke fastslå med sikkerhed, og der findes en anden og måske mere sandsynlig mulighed for hvorledes, at korsbanneret kan være blevet Valdemar den Stores personlige mærke. Valdemar den Stores hustru, dronning Sophie, var datter af Richiza og en russisk fyrste.<ref>Fenger, s. 160</ref> Vi ved fra en engelsk kilde fra 1170-erne, at hun havde stået bag et dansk felttog til Finland til støtte for hendes fader og brødre.<ref>Fenger, s. 161</ref> Vi ved derimod ikke, om der er en forbindelse mellem væringerne og deres flag i Miklagård som gengivet i Ioannis Skylitzis Krønike, Sophie og hendes russiske fader og Valdemar den Stores valg af kongeligt banner. At Sophie var en særdeles indflydelsesrige person i Valdemars liv og gerning, er hævet over al tvivl.<ref>Fenger, s. 166</ref> === Danske korstog til Estland i ny belysning === Omflytningen af begivenheden til et nyt år og et nyt sted stiller alle den danske korstog til Estland i et nyt lys og dermed også spørgsmålet om Dannebrogs oprindelse. Først og fremmest kan der være grund til at pege på, at sagnet ''ikke'' har forbindelse med nogle af de øvrige kilder, som indgår i de ældste skriftlige overleveringer. Der er tale om en helt selvstændig og uafhængig tradition.<ref name="Fab 1933 493">Fabricius (1933), s. 493</ref> Der kan ligeledes være grund til at påpege, at ingen kilde, dansk eller udenlandsk, forbinder Dannebrog med begivenhederne i 1219.<ref name="Fab 1933 494">Fabricius (1933), s. 494</ref> Dernæst må der være god grund til at fremhæve, at den danske korstogsvirksomhed er af betydelig ælde. De ældste omtaler, ''Rydårbogen'' og kongefortegnelsen i ''Lund Domkirkes Nekrologium'', der tillægger Knud den Store en sådan virksomhed, antagelig hviler på misforståelser (måske en navneforveksling af Knud den Store og Knud den Hellige).<ref name="Fab 1933 496f">Fabricius (1933), s. 496f</ref> Derimod er der fra tiden fra omkring 1070-1080 sikre efterretninger om danske korstog til Estland. Således oplyser ''Saxo'', at Knud den Hellige i slutningen af Sven Estridsens regeringstid samlede landets ungdom og indlagde sig berømmelse ved sejre over sembere og estere. ''Jyske Krønike'' har gentaget Saxos udsagn.<ref name="Fab 1933 497">Fabricius (1933), s. 497</ref> Vi kender ikke nærmere til denne og den senere tids korstog til disse egne, men forekomsten af danske stednavne ved Riga på ''holm'' (Stenholm, Langholm og Rigeholm), ''næs'' (om Kurlands forbjerge), ''sund'' og ''klint'' (om det nordlige Estlands bratte skrænter) tyder på forbindelser til dansk (eller svensk) område.<ref name="Fab 1933 498">Fabricius (1933), s. 498</ref> I 1170 indtraf der, ifølge ''Saxo'', et angreb fra kurlandske og estiske sørøvere mod Øland, hvor angriberne først efter blodige kampe blev nedkæmpet af en dansk flåde under ledelse af Esbern Snare og Christoffer, kong Valdemars uægte søn.<ref name="Fab 1933 498f">Fabricius (1933), s. 498f</ref> Omtrent samtidig, efter Rygens erobring i 1169, optræder en biskop Fulco af Estland som medunderskriver på et brev herom, hvilket viser dels hans tilstedeværelse i Danmark, dels at Danmark havde missions- og korstogsvirksomhed rettet mod Estland på denne tid.<ref name="Fab 1933 499">Fabricius (1933), s. 499</ref> Det vides, at ærkebiskop Eskil af Lund under sin landflygtighed til Frankrig havde kontakt til abbed Peter i klosteret Moutier-la-Celle, der anbefaler ham munken Fulco som missionær til Estland. Eskil lader ham bispevie, men vi kender ikke nærmere til hvornår og under hvilke omstændigheder, han er kommet til Danmark.<ref name="Fab 1933 499f">Fabricius (1933), s. 499f</ref> Det er muligt, at Fulco har indledt en missionsvirksomhed omend næppe med den store fremgang. Derimod fik en tysk cisterciensermunk ved navn Theodorik udnævnelse til biskop over esterne og han søgte dansk støtte til missionsvirksomhed via ærkebiskoppen i Lund, og paven lagde Estland ind under ærkesædet i Lund. På samme tid arbejdede en gejstlig fra Bremen, Albert, for missionsvirksomhed i Livland, han søgte støtte hos den tyske staufiske kong Filip, og han blev biskop i Riga. Tyskerne organiserer sig i Sværdriddernes Orden, som paven godkender i 1202.<ref name="Fen 1989 240"/> Meget tyder på, at den danske korstogsvirksomhed i de følgende årtier var rettet imod Venden, som først nu kommer under endeligt dansk herredømme.<ref name="Fab 1933 504">Fabricius (1933), s. 504</ref> Men i 1197 indledes et omfattende dansk korstog til Estland.<ref>Ulige årbøger angiver lidt forskellige år for dette korstog: 1194, 1196 og 1197, men nøjere undersøgelser har påvist daterings- og afskrivningsfejl for de to første års vedkommende, jvf. Fabricius (1933), s. 504-506</ref><ref name="Fen 1989 239">Fenger (1989), s. 239</ref> Atter afbrydes korstogsvirksomheden midlertidigt i forbindelse med, at Absalon dør 1201, kong Knud VI dør 1202 og Esbern Snare dør 1204 samt med Danmarks magtovertagelse i Holsten, der sker under betydelige kampe<ref name="Fab 1933 507">Fabricius (1933), s. 507</ref>, men i 1205 søger kong Valdemar om tilladelse til at oprette et bispesæde i Estland, hvilket han får tilladelse til den 13. januar 1206.<ref name="Fab 1933 507"/> Antagelig i 1206 skriver pave Innocens III til Anders Sunesen:</br> "''Da du i din retfærdighed og fromhed påtænker at straffe uret mod kristenheden, og da du med fromt forsæt har besluttet at drage imod hedningerne, bevilger vi dig ved dette brev myndighed til at ordinere en troende biskop i en by, som du med Kristi hjælp kan vinde for dyrkelsen af den kristne tro, efter at hedningernes smuds er fjernet''".<ref name="Fen 1989 239f">Fenger (1989), s. 239f</ref></br> Et dansk korstog synes rettet imod Saremaa (Øsel), hvor der opføres en mindre borg, men uden tilstrækkeligt mandskab må man atter forlade øen; Anders Sunesøn drog herfra med biskop Nicolaus af Slesvig til Riga for vinteren.<ref name="Fab 1933 509">Fabricius (1933), s. 509</ref><ref name="Fen 1989 240">Fenger (1989), s. 240</ref> I 1208 skal korstoget til det sydlige Estland være fundet sted. Det savnes imidlertid i omtalen i klosterårbøgerne, måske fordi der samme år foregik et katastrofalt krigstog til Sverige, som endte med nederlaget ved Lena den 31. januar, og som pådrog sig hele opmærksomheden.<ref name="Fab 1933 509"/> Som årsag til dette korstog må måske ses, at tyskerne samme år havde underlagt sig Livland og havde overskredet grænsen til Estland.<ref name="Fab 1933 511">Fabricius (1933), s. 511</ref> Det var derfor på høje tid, hvis Danmark ikke skulle risikere, at hele det baltiske område blev underlagt tysk overherredæmme. Også i de følgende år genoptages korstogene til Estland, således 1210, efter, at man havde sikret sig imod tyske udplyndringer i Danmark, mens korstoget fandt sted.<ref name="Fab 1933 510">Fabricius (1933), s. 510</ref> Men netop på dette tidspunkt indtræder en magtkamp om Estland og Livland mellem Sværdridderordenen på den ene side og biskoppen i Riga på den anden.<ref name="Fab 1933 512">Fabricius (1933), s. 512</ref> Denne magtkamp fører til, at paven i stedet giver ærkebiskop Andreas Sunesen legatmyndighed i alt, hvad der angår mission i Baltikum. Den 4. april 1212 får ærkebispen et tilsagn som leder af missionsvirksomheden.<ref name="Fen 1989 267">Fenger (1989), s. 267</ref> Heri anvendes som begrundelse herfor blandt andet følgende:</br> "''Da du altså, optændt af iver for Kristendommen, mægtigt har arbejdet på at omvende de omboende hedninger fra vildfarelsen til sandheden, og endnu agter at arbejde, så mener vi, at vor befuldmægtigelse, for at du rigeligere og virkningsfuldere må kunne udføre det, bør overgives dig; og vi befaler vore brødre ærkebiskoppen af Uppsala og hans lydbiskopper og biskopper og de andre kirkers øvrige prælater i Danmark og Sverige ved denne vor skrivelse, at de skal være dig, der som pavestolens legat trofast arbejder på denne gerning, behjælpelig..''"<ref name="Fab 1933 513">Fabricius (1933), s. 513</ref></br> Det er sandsynligt, at den "mægtige" virksomhed, der henvises til, blandt andet har omfattet et korstog i 1208. Konklusionen af dette historiske forløb bliver, at: "''Der kan saaledes ikke ud fra tidshistoriske Grunde rejses nogen Invending mod Danebrogssagnets Tidsfæstelse til 1208 og Stedfæstelsen til Fellin.''"<ref name="Fab 1933 517f">Fabricius (1933), s. 517f</ref> === Dannebrog og slaget ved Lyndanisse i 1219 === Men hvorledes så med selve overleveringen? Det står fast, at den ikke kan være "lånt" fra andre kilder. Det står også fast, at da Peder Olsen nedskriver begivenheden, forsøger han at få sit ellers ukendte korstog rettet til et kendt korstog.<ref name="Fab 1933 523">Fabricius (1933), s. 523</ref> Men netop dette, at korstoget 1208 ellers er ukendt, taler for, at det har været en gammel overlevering om Dannebrog, som ''netop'' var knyttet til 1208 og til Fellin.<ref name="Fab 1933 525">Fabricius (1933), s. 525</ref> Det må anses for usandsynligt, at et sådant sagn skulle være en senere tids konstruktion.<ref name="Fab 1933 526">Fabricius (1933), s. 526</ref> Hvad angår selve forløbet af slaget kan der være grund til at bemærke sig Henrik af Livlands fremstilling af begivenhederne i 1219. Ifølge denne var kong Valdemar kommet til Estland med sin enorme flåde på 1500 skibe for at tilse opførelsen af en ny borg i stedet for den gamle Lyndanisse<ref>navnet menes afledt af estisk: danernes borg</ref>, som blev sløjfet for at give plads til den nye. De omgivende folkegrupper, revelerne og harjerne, samlede en stor hær og sendte deres ledere til kongen for at forhandle en fred. Kongen gav disse udsendinge gaver, og hans biskopper døbte dem; med i kongens følge var lensmanden Vitslav fra Rygen, ærkebiskop Andreas og tre biskopper: kansleren Niels fra Slesvig, Ebbe fra Århus og Theodorik, der var indviet som ny biskop over Estland. Tre dage efter fredsforhandlingerne vendte esterne imidlertid tilbage med deres hær og angreb den danske lejr fra flere sider om aftenen efter nadveren. Nogle stormede det telt, hvor biskop Theodorik lå, ud fra formodningen, at det var kongens telt, og han blev dræbt på stedet; andre angreb andre mål, og mange blev hugget ned. Netop, som det så værst ud for danskerne, vendte Vitslav med sin vendiske hær sig imod esterne og drev dem på flugt; andre estere under fremrykning standsede op ved dette syn, og danskerne fik samlet sig, kongen med sit mandskab, der også omfattede nogle tyskere, kom til stede, og efter kamp blev esterne slået på flugt, og mange blev dræbte. Kongen og biskopperne takkede Gud for sejren, kong Valdemar lod sin kapellan Viscelin indvie til Theodoriks efterfølger og drog hjem efter at have fuldført borgens opførelse, mens biskopperne med deres mandskab forblev i landet og færdiggjorde dettes underkastelse under den danske krone og kirke.<ref name="Jør 1875 445f">Jørgensen (1875), s. 445f</ref><ref name="Fen 1989 267f">Fenger (1989), s. 267f</ref> Denne beretning, som er nogenlunde samtidig med begivenhederne men en andenhånds beretning, giver anledning til en række spørgsmål. Det virker utroligt, at kongen skulle være ankommet med en så stor hær blot for at ombygge en borg. Mere troværdigt er det, at der var tale om et regulært korstog. Men endnu mere bemærkelsesværdigt er det, at esterne skulle have angrebet biskop Theodoriks telt i den tro, at det var kongens. Hvad fik dem til at tro det? Og hvordan identificerede de dette kongens formodede telt? Er Dannebrog en medvirkende del af forklaringen? I så fald: på hvilken måde? Svaret på disse spørgsmål kan meget vel vise sig at være en nøgle til forståelse af begivenhedsforløbet. Under alle omstændigheder ''bestyrker'' denne teori også teorien om, at det egentlig var et medtaget banner. Tilbage bliver spørgsmålet om de historiske omstændigheder omkring flagets betydning i slaget. Det kunne tænkes, at der var tale om en pavelig fane. Men ingen overlevering taler om en sådan pavelig fane.<ref name="Fab 1933 530">Fabricius (1933), s. 530</ref> Antagelsen er grundløs. En anden mulighed er, at det skulle være Johannitterne fane. Men det er usandsynligt, at paven vil have anvendt et banner, som allerede var i brug.<ref name="Fab 1933 529">Fabricius (1933), s. 529</ref> Også denne antagelse må anses for grundløs. Endelig kunne der være tale om en biskoppelig fane, men absolut intet kan understøtte denne antagelse. Fabricius har foreslået, at hvis flaget ikke svævede ned fra oven, kunne det måske, hvis vi følger den skildring, som Henrik af Livland giver, være en undsætningstrop, der kom til med den biskoppelige korsfane højt løftet i spidsen.<ref name="Fab 1933 531">Fabricius (1933), s. 531</ref> Imod denne antagelse taler først og fremmest, at der ingen beviser findes for, at en sådan "biskoppelig" fane skulle have eksisteret, og for det andet, at hvis det virkelig var en undsætningstrop, der havde bragt fanen til slaget, ville man have forventet, et dette var blevet indarbejdet i den senere tradition. Set i dette lys bliver forklaringen med et løsrevet kongeligt banner bragt til slaget af vinden langt mere sandsynlig. Vi kan måske underbygge denne hypotese: ''hvis'' det er rigtigt, at Dannebrog første gang spillede en rolle ved den danske korstogsmission i 1208 under omstændigheder, som måske er blevet husket men aldrig nedskrevet i samtiden, og ''hvis'' flaget var taget med igen under det nye korstog i 1219, og ''hvis'' flaget viste sig netop på det mest kritiske tidspunkt under slaget, og ''hvis'' nogen i et guddommeligt indfald har forstået den symbolske betydning af at indgyde korstogsridderne ekstra mod og kraft netop på dette tidspunkt, ''så'' kan det med rimelighed forklare to ting, som ellers bliver vanskelige at forklare: for det første hvorfor Dannebrog er blevet knyttet til begivenhederne i 1219, selvom dets oprindelse skriver sig til 1208, og for det andet hvorfor flaget var med korstogsridderne under dette nye togt: det var blevet "modtaget" under et tidligere korstog og var blevet forbundet med en sejr i dette, hvorfor det som sejrssymbol blev taget med igen og atter gav en sejr, denne gang måske i et mere kritisk slag. Dermed er traditionen om dets oprindelse og betydning i nogen grad blevet forskudt fra den oprindelige, mindre betydningsfulde begivenhed til den senere, afgørende begivenhed. Og dermed fik Dannebrog også den betydning som sejrssymbol, som flere hundrede år senere blev nedskrevet. Det kan tillige forklare en anden, mindre bemærket side af begivenhedsforløbet: hvis fanen var med igen i 1219, og hvis det var dette kongens personlige banner, som fejlagtigt fik esterne til at angribe ærkebispens telt i den tro, at det var kongens telt, så bestyrker det yderligere flagets høje alder. Det ville være naturligt at medbringe ''samme'' korstogsfane på begge korstog, fordi de drejede sig om ''samme'' sag. Brugen af en korsfane er bevidnet allerede fra Valdemar den Stores tid<ref name="Fen 1989 269">Fenger (1989), s. 269</ref>, hvor den sandsynligvis symboliserer kongedømmet og ikke det danske rige. At danskerne netop havde et banner med kors som symbol er selvsagt naturligt for et korstog. Om fanen havde revet sig løs eller blev taget med af undsætningstropperne, er mindre betydningsfuldt, det vigtige var, at den var markant til stede netop, som slaget vendte. Nok så vigtigt: forudsat, at Danmark forud for slaget i 1219 allerede havde udkæmpet slag i det sydlige Estland omkring et årti tidligere, bliver det lettere forståeligt, hvorfor kong Valdemar i 1218 kræver herredømmet over hele Estland, hvorfor han spærrer Lübecks havn for de tyske korstogsfarere i 1219 og 1220, hvorfor Anders Sunesøn erklærer hele Estland som tilhørende Danmark, samt hvorfor hele Estland i 1221 i et forlig med biskop Adelbert tillægges Danmark. Der var hverken tale om en lunefuld udnyttelse af heldige omstændigheder fra dansk side eller om et dansk imperialistisk krav men derimod om at fuldende den virksomhed, som var begyndt årtier før og som skridt for skridt var blevet udstrakt til hele det estiske område.<ref name="Fab 1933 532f">Fabricius (1933), s. 532f</ref> Det synes rimeligt at drage den slutning, at selv om korsbanneret altså sandsynligvis er ældre end 1208 eller 1219, så var det først ved et af disse slag og snarest i 1208, at det kom til at spille den afgørende rolle for slagets udfald, der gjorde, at der blev skabt en tradition omkring det. Slaget i 1219 var måske på sin egen måde vigtigt, men Dannebrog spillede næppe den samme rolle for dette slags udfald. Her var det hjælpetropperne, som spillede den vigtigste rolle. Ovenstående er, hvad vi med rimelig sikkerhed tør sige om Dannebrogs oprindelse og betydning for Danmarks overherredømme over Estland. Tilbage bliver at følge nogle hovedtræk i flagets senere historie. === Tallinn, Lübeck og Erik Klipping === Der kan i forbifarten være anledning til at gøre op med endnu en myte. Den omstændighed, at Tallinns lille segl afspejler Dannebrog, samt at det ses over Strandporten, har givet anledning til den teori, at der er en særlig forbindelse mellem dette sted og denne fane.<ref name="Fab 1933 528">Fabricius (1933), s. 528</ref> Det er efter min opfattelse en misforståelse. Den rette sammenhæng er snarere følgende: Det danske overherredømme over Estland var i begyndelsen meget usikkert. Efter en længere tids uroligheder blev der i 1238 indgået et forlig, kaldet Stensby-aftalen, hvorved den tyske ridderorden måtte overdrage borgen i Tallinn, som den havde besat, til den danske konge.<ref>Fenger (1989), s. 324</ref> Lidt senere, inden hendes død i 1282<ref>Hørby (1989), s. 140</ref>, gav den danske konge, Erik Klipping, og især hans moder, Margrete Sambiria, Tallinn dets stadsret, som det fik efter forlæg fra Lübecks stadsret.<ref>Hørby (1989), s. 123</ref> Når Tallinns segl fra 1294 og dets såkaldt "store" byvåben viser tre kronede løver, en nøje kopi af det danske våben<ref>Bartholdy (1992), s. 9</ref>, når Sankt Knudsgildet og andre gilder i Tallinn i 1400-tallet anvender et hvidt kors i rødt felt som sit våben<ref>Bartholdy (1992), s. 10</ref> og når man ved, at Lübeck tillige havde et hvidt kors på rød grund som sit byvåben, er det så urimeligt at antage, at Tallinns byvåben markerer ''hvem'', som gav det dets stadsret, mens Tallinns lille segl sammen med symbolet over Strandporten angiver ''hvorfra'', at Tallinn fik sin stadsret? Det mener jeg ikke. Tværtimod er det i mine øjne logisk. Hvis det forholder sig således, betyder det imidlertid, at der ingen sammenhæng er mellem Dannebrog på seglet og over Standporten og begivenhederne i 1219. === Kendt siden 1300-tallet === [[File:Gelre Folio 55v.jpg|thumb|right|Dannebrog gengivet i "Armorial Gelre".]] Jeg har tidligere opstillet den hypotese, at Dannebrog kan være begyndt som den danske konges ''personlige'' banner. Kan denne hypotese underbygges? Ja, det kan den. Som nævnt optræder et kvadratisk korsbanner på både en mønt og på et segl fra Valdemar den Stores tid. Det taler stærkt for en forbindelse mellem denne konge og dette bannermærke. Historisk kendes Dannebrog siden 1300-tallet. Dannebrog er således bevidnet af den hollandske herold ''Gelre'' (1334-1375), der i værket "Armorial Gelre" blandt andet gengiver et våben for "die coninc van danmarke" visende, rigsvåbenet med 3 leoparder forbundet med en gylden hjelm med hermelinsklædte og påfuglebesatte vesselhorn samt et kvadratisk Dannebrogsflag.<ref name=autogeneret1 /><ref>[https://commons.wikimedia.org/wiki/File:Gelre_Folio_55v.jpg Gelre Folio 55v]</ref> Ligeledes i ''Bellenville-våbenbogen'' 1380-90 findes et skjold med et kors med navnet ''Denenbroce'' over. Fra denne tid må både flagets navn og udseende derfor regnes som værende fastslåede kendsgerninger. Således er både flaget og navnet dokumenteret ''senest'' fra Valdemar Atterdags tid og ''kan'' stamme fra de estiske korstog blot 150 år før eller tidligere. Læg dertil, at vi genfinder det samme kvadratiske kortbanner på et segl fra Erik af Pommerns tid. Det betyder, at vi kan dokumentere, at mindst tre danske konger har anvendt det selvsamme symbol som sit banner. Dette taler meget stærkt for, at det allerede på denne tid har vundet hævd som kongens traditionelle banner. Det skulle være mærkeligt, om ikke dette også var tilfældet på Valdemar Sejrs tid, som falder midt i de tre andre kongers. Det betyder, at vi med en til vished grænsende sandsynlighed har godtgjort hypotesen om, at dette banner må have fulgt med kongen på dennes korstog. === Erik af Pommern === Det danske korsflag kendes brugt af Erik af Pommern og symboliserede på daværende tid tillige hansestaden Lübecks våben. Lübecks gamle våben var et hvidt kors på en rød baggrund, dannet som en modsætning til den tysk-romerske kejsers hvide flag med et rødt kors, et flag som stammede fra Romerriget, og som er bevaret i det engelske flag (Sankt Georgs kors). Det synes rimeligt at antage, at Erik af Pommern derfor har haft et dobbelt formål med at anvende dette banner: dels var anvendelsen allerede blevet en tradition for danske konger, dels kunne symbolet bruges til at markere, at han hævdede at være retmæssig byherre over Lübeck, lige som Valdemar Sejr havde været det.<ref>Hørby (1992), s. 35</ref> Vi ved, at Erik af Pommern indførte dannebrogskorset i sit unionssegl fra 1398<ref>Bartholdy (1992), s. 7</ref>, og at det lige siden har indgået i alle danske rigsvåbener som en fast bestanddel. Det menes, at Dannebrog oprindeligt blev opbevaret sammen med rigets øvrige klenodier, i Folen, det faste tårn på Kalundborg Slot.<ref>Jørgensen (1887), s. 168</ref> Det ville være logisk, når der ikke længere foregik korstog. === Dannebrog og Sverige === Dannebrog optræder også i begivenheder efter Erik af Pommerns tid, hvilket bekræfter dets fastslåede stilling som kongens banner og samlende symbol under krigsbegivenheder. Ifølge svenske krøniker blev "Danabroka" i 1439 ført ind i Sverige, og i 1464 tog svenske bønder en fane med Dannebrog fra Christian I og senere oplevede en sejr i Slaget ved Brunkeberg i 1471. Ærkebispens krønike i Lund oplyser, at Christian I i 1448 fik overrakt rigets flag.<ref name="Bar 1992 13f">Bartholdy (1992), s. 13f</ref> Disse oplysninger bevidner flagets vedvarende brug og dets betydning som dansk rigssymbol. === Togtet til Ditmarsken === Under krigen i Ditmarsken i år 1500 var et Dannebrogsflag, der efter sigende var det originale fra 1219, med. Under slaget ved Hemmingstedt blev det ført af marsk Hans von Ahlefeldt<ref>oplysningen findes hos den kongelige historiograf Hans Svanning, der i 1558-59 skrev en fremstilling af kong Hans' historie og heri bringer oplysningen, at :"rigets banner, delt af hvidt og rødt i form af et kors, og nedfalden fra himlen til kong Valdemar II, som der fortælles, da han førte krig mod Livlænderne, som dengang var kristendommens fjender", her gik tabt. Det er sikkert fra Svanning, at Huitfeldt har hentet samme oplysning, jvf. Jørgensen (1887), s. 169.</ref>. Han faldt imidlertid under slaget, og flaget blev erobret af ditmarskerne. Det blev ophængt i kirken i Wöhrden<ref>oplysningen skyldes præsten og historikeren Johan Neocorus, der afsluttede sin krønike i 1598 og hvis fader havde været degn i Wöhrden i 20 år, da han døde i 1580, jvf Jørgensen (1887), s. 178f</ref>, og blev først generobret i 1559<ref>Uafhængigt af Svanning fortæller Johan Rantzov i sin omtale af dette sidste togt til Ditmarsken, at der blandt de tilbageerobrede faner også var: :"et stykke af det banner, som man siger til sin tid ved et mirakel blev givet en dansk konge imod russerne og som fordum kong Hans havde taget med i håb om derved at stride heldigt imod Ditmarskerne.", jvf. Jørgensen (1887), s. 170f</ref> – da næsten ødelagt af fugtighed og ælde – og ophængt i Slesvig kirke, hvor det endeligt gik til engang i 1660'erne.<ref>kilden hertil er Hans de Hofman, som i 7. del af "Den danske Atlas" fra 1781 s. 605 oplyser om koret i Slesvig domkirke, at: :"I dette kor hængte den berømte danske fane Danebrog... og var at se, indtil den ved 1660 af alder og forrådnelse aldeles forfaldt, da nogle børn ved deres leg nedrev den af loftet og ingen bekymrede sig om at samle dens levninger." Men fra omtrent samme tid stammer en oplysning i et tysk værk, at fanen havde hængt i Nikolaikirken i Kiel, jvf Jørgensen (1887), s. 182. Jørgensen tillægger dog oplysningen om Slesvig domkirke størst troværdighed, jvf samme. s. 185f</ref><ref name="Bar 1992 14"/> I borgerkrigen ''Grevens fejde'' anvendte den ene part et stribet flag; blåt, gult og rødt i rigsvåbnets farver, og den anden part, den sejrende, brugte et rødt-hvidt korsflag, med fire lige lange arme. === Nyere tid === Siden 1500-tallet har Dannebrog angivet danske skibes nationalitet<ref>Bartholdy (1992), s. 11</ref>, og i 1600- og begyndelsen af 1700-tallet indgik et Dannebrogsfelt i hærens faner.<ref name=autogeneret3>Achen, s. 108</ref> I 1696 fastlagde en kongelig resolution flagets mål, og disse har siden overvejende været opretholdt.<ref name="Bar 1992 14">Bartholdy (1992), s. 14</ref> Indtil 1743 brugte man et sort-hvidt korsflag som sørgeflag, derefter blev det besluttet at flage på halvt i stedet for<ref>[http://www.crwflags.com/fotw/flags/dk-sorg.html Danish Mourning Flag (until 1743)<!-- Bot genereret titel -->]</ref>. I 1785 blev Dannebrog genindført som fane for nogle danske regimenter, og i 1801 blev det fane for landeværnet.<ref name=autogeneret3 /> I 1807 digtede B.S. Ingemann:<br /> "''Vift højt på Kodans bølge''<br /> ''blodrøde Dannebrog''"<br /> og i de følgende årtier skrev flere danske digtere, N.F.S. Grundtvig, Oehlenschläger, Chr. Winther, H.C. Andersen, digte om Dannebrog.<ref name=autogeneret3 /> I 1830-erne og 1840-erne udviklede Dannebrog sig til et folkeflag. I 1842 blev det regimentsfane i hele hæren.<ref>Achen, s. 109</ref> Endnuså sent som i 1833 blev det forbudt den danske befolkning privat at flage, men forbuddet blev reelt ikke håndhævet. Under Treårskrigen 1848-1850 flagede befolkningen med Dannebrog i stort omfang, og i 1854 blev det omsider officielt tilladt private at flage.<ref>Bartholdy (1992), s. 14</ref> === <big>Lovgivning</big> === Valdemarsdag den 15. juni blev indført i 1912 ved cirkulære Nr. 391 af 24. december 1912 for at markere Dannebrogs oprindelse, men som det fremgår, hviler det på en delvis misforståelse af traditionen. På den anden side: hvis det tidligere begivenhedsforløb er korrekt forstået, og slaget i 1219 markerede en slags afslutning på hele den forud gående danske missionsvirksomhed i Estland, så er markeringen af denne begivenhed historisk rimelig og forståelig. Og lige meget hvormeget man forsøger at skille myte fra historisk virkelighed, så står det fast, at denne afslutning spillede en afgørende rolle for, at Estland blev et kristent område, og at Danmark har hovedæren herfor. I 1929 blev der udarbejdet et forslag til en officiel flaglov af en særlig kommission, men lovforslaget er aldrig blevet færdigbehandlet eller vedtaget.<ref>Bartholdy (1992), s. 15</ref> === <big>Noter</big> === {{reflist|2}} === <big>Litteratur</big> === * Sven Tito Achen: ''Heraldikkens femten glæder''; København 1978; ISBN 87-12-00222-4 * Nils G. Bartholdy: "Dannebrog - legende og virkelighed" (Michael Andersen og Frank Birkebæk (red.): ''1219 - Dannebrog og Estland''; Roskilde Museums Forlag 1992; ISBN 87-88563-189; s. 6-16) * L.P. Fabricius: "Sagnet om Danebroge og de ældste Forbindelser med Estland" (''Kirkehistoriske Samlinger'', Sjette Række, Første Binds første Hefte, København 1933) * Ole Fenger: "Kirker rejses alle vegne" (Olaf Olsen (red.): ''Gyldendal og Politikens Danmarkshistorie'', bind 4: 1050-1250; København 1989; ISBN 87-89068-06-8) * Henning Henningsen: "Dannebrog og flagføring til søs" (''Handels- og Søfartsmuseets årbog 1969'', s. 7-81) * Kai Hørby: "Danmark og Estland i middelalderen" (Michael Andersen og Frank Birkebæk (red.): ''1219 - Dannebrog og Estland''; Roskilde Museums Forlag 1992; ISBN 87-88563-189; s. 30-38) * A.D. Jørgensen: "Om Danebroges Oprindelse" (''Historisk Tidsskrift'', 4. række, Bind 5; 1875) * A.D. Jørgensen: "Undersøgelser vedrørende Danebroge og det danske kongevåben" (''Historisk Tidsskrift'', 6. række, Bind 1; 1887) * J.O. Kock: "Sagnet om Dannebrog" (''Danske Studier'' 1951; s. 34-48) * John Lind: "Den faldt fra himlen ned" (Kronik i ''Skalk'' 2001, nr. 6, s. 20-27) * E. Løffler: "Bidrag til Bedømmelse af Danebrogs-Sagnets historiske Værd" (''Historisk Tidsskrift'', Bind 5. række, 2 (1880); s. 562-566) * ''Salmonsens Konversationsleksikon'', 2. udgave, bind V, s. 515-517; opslag: Dannebroge * [http://www.navalhistory.dk/Danish/Flaget/FlagetsHistorie.htm Flagets historie], i ''Dansk Marinehistorie'' af Johnny E. Balsved, 495szkcs2hhgq8sa7zvrv6ruf5439i6 42607 42606 2026-08-31T03:58:06Z Sven Halfdan Nielsen 3898 /* Litteratur */ +1 42607 wikitext text/x-wiki Traditionen om Dannebrogs oprindelse er velkendt: Dannebrog faldt ned fra himlen under et dansk korstog til Estland, og det spillede en afgørende rolle for det danske overherredømme over Estland fra 1219. Således lyder myten om Dannebrog, men bag enhver myte gemmer der sig en historisk realitet, og ved at grave denne historiske realitet bag myten frem opnår vi en bedre forståelse af fortiden. Det ligger nær at stille 3 spørgsmål:</br> - er tidsfæstelsen korrekt?</br> - er stedfæstelsen korrekt?</br> - er begivenhedsforløbet korrekt? Svaret på det første spørgsmål er: ja, den ''oprindelige'' tidsfæstelse er sikkert korrekt. Denne tidsfæstelse passer nøje med det begivenhedsforløb, som vi ellers kender. Svaret på det andet spørgsmål er: ja, den ''oprindelige'' stedfæstelse er korrekt. Denne stedfæstelse passer med og ''bekræfter'' de forhold, som vi ellers kender. Svaret på det tredie spørgsmål er: ja, flaget kan forbindes med ''en bestemt begivenhed''. Der er enkeltheder i forløbet, som det ikke længere er muligt at efterkontrollere. Der kan her være grund til at skelne mellem det ''oplevede'' forløb og det ''faktiske'' forløb. Traditionen er baseret på det oplevede forløb således, som dette siden blev husket. === <big>Dannebrogs oprindelse</big> === Dannebrogs oprindelse falder i tre dele: traditionen, de omstændigheder under hvilke traditionen er blevet nedskrevet og flagets senere historie. === Traditionen === [[Fil:Danmarks flag 1219 Lorentzen.jpg|thumb|450px|Det berømte maleri af Christian August Lorentzen fra 1809 af begivenhederne i 1219.]] Ifølge overleveringen, der findes uafhængigt af hinanden hos dels forfatteren af ''Danske Krønike'' fra 1520-erne Christiern Pedersen<ref>formuleringen omtalt under et korstog i 1208 til "Estland, Pryssland, Kurland og Finland" lyder:</br> "''somme mene og sige at samme kong Valdemar skulle fange Dannebrog ned af himlen samme tid, som er et hvidt kors i et rødt felt''", jvf. Lind, s. 24. </ref>, dels munken Peder Olsen (Petrus Olai) fra Gråbrødreklostret i Roskilde, dels historikeren Arild Huitfeldt<ref name=autogeneret1>Lind, s. 23</ref>, faldt Dannebrog ned fra himlen under slaget ved Lyndanisse (i dag Tallinn i Estland) den 15. juni 1219, senere kendt og markeret som Valdemarsdag. Der er imidlertid usikkerhed om tid og sted er korrekte<ref name="bjerg">''Dannebrog'' af Hans Christian Bjerg, s.12, ISBN 87-7739-906-4.</ref>. Det skyldes, at både Christiern Pedersen og Peder Olsen oplyser, at begivenheden fandt sted i året 1208 i Livland på et sted, som kaldes Fellin (Viljandi) i nutidens Estland. Fremstillingen hos Peder Olsen, der findes i en samling notater, ''Collectanea'', til Danmarks historie og menes at være skrevet omkring 1527 men stammer fra en ældre kilde, hvis alder er ukendt<ref>Kock, s. 34</ref>, er den mest oplysende og lyder i sin helhed:</br> "''MCCXIX''<ref>1219</ref>''. Valdemar II angreb Estland, en provins i Livland, fra søen med 1500 krigsskibe og gjorde landgang, og efter mange kampe omvendte han det overvundne land til Kristus og lod folket døbe. Han førte præster dertil fra Danmark og byggede Reval, der nu er en vigtig by og særdeles udmærket og kendt. Heraf kommer det, at kirken i Reval lige til denne dag er forblevet under Danmarks ærkebiskop i Lund, skønt den verdslige magt i tidens løb er gået over til den tyske ordens brødre i nævnte provins. Da nu kong Valdemar var gået i land med hæren i Estland, sagde biskoppen i Århus til ham, da han blev forskrækket over hedningernes mængde, at han skulle love, at han, såfremt han vandt sejr, ville forbedre sig over for sine undersåtter og den hellige Niels i Århus, hvis offergaver han havde tilegnet sig. Det samme råd fik han af den ærværdige Anders, ærkebiskop i Lund, en mand af forunderlig enfold og uskyld, der såvel i live som efter sin død vandt ry ved mange mirakler. Kongen gav dem ret, afgav løftet og fik sejr. Ærkebiskoppen kaldte så stormændene sammen og lod dem love, at svende på tolv år og der over stedse skulle fejre dagen før den hellige Laurentius' fest med faste på brød og vand, hvis de fik sejr. Efter at de så havde påkaldt de hellige Laurentius og Niels, blev slaget begyndt på Vitus' og Modestus' dag. Ærkebiskoppen, der sammen med lydbisper og andre gejstlige fra et bjerg så ud over begge hære, bad nu under tårer for de kristne som en anden Moses med hænderne løftede mod himlen. Når han løftede hænderne i bøn, sejrede danskerne; men når han af træthed lod de gamle hænder synke ned, blev danskerne slået. Men biskopperne og præsterne understøttede den gamle mand. Og således blev den sejrende konge et andet menneske, lod Kristi lære forkynde og kirker bygge dér; siden hen styrede han landene med mildhed og retfærdighed, skrev love og ærede den hellige Niels.''</br> ''Et andet sted står der, at da de rettroende danske på denne Valdemar II's tid i det Herrens år 1208 kæmpede i Livland på det sted, som kaldes Fellin, mod de vantro livlændere og allerede næsten overvundne fromt anråbte om guddommelig hjælp, modtog de straks som belønning et banner, der faldt ned fra himlen, og som var mærket med et hvidt kors, påtrykt en ulddug, og de hørte en røst fra himlen, at når det blev løftet højt til vejrs, ville de straks knuse deres modstandere og vinde fuldstændig sejr; og således skete det. Men det banner plejer med sit sædvanlige navn at kaldes Danebroge. (Denne sejr menes at være den, som danskerne vandt i Estland, og som allerede er omtalt for nylig; men der er fejl i årstallet etc. - Ligeledes har jeg et andet sted fundet, at kong Valdemar og ærkebiskop Anders gjorde et tog til Estland i 1220).''"<ref>her gengivet efter Kock, s. 34f</ref><ref name="Fab 1933 493f">Fabricius (1933), s. 493f</ref> Det er naturligvis usikkert, hvad der egentlig skete under slaget ved Lyndanisse eller slaget ved Fellin, da overleveringen først er nedskrevet 300 år efter begivenhederne skulle have fundet sted <ref name=bjerg />. Historikerne har derfor forsøgt at finde den historiske begivenhed bag ved traditionen. Man kan således fastslå, at Peder Olsens fremstilling har hentet sine bestanddele flere steder, og at de oprindelig ikke har udgjort en helhed. Herom kan siges følgende:</br> 1. Det indledende afsnit om slaget ved Reval (Tallinn) svarer til fremstillingen i ''Rydårbogen'' og i ''Jyske Krønike'' og kan være hentet fra disse kilder.<ref>Kock, s. 35</ref><ref name="Fab 1933 486">Fabricius (1933), s. 486</ref></br> 2. Afsnittet om den hellige Niels i Århus kan stamme fra en bog om Niels, men findes ikke i hans ''vita''. Det tyder ikke på, at historien har en historisk baggrund. Snarere er den tilkommet efter, at Niels blev helgen, formentlig i midten af det 14. århundrede.<ref>Kock, s. 35f</ref><ref name="Fab 1933 486"/></br> 3. Afsnittet om Laurentius-fasten er helt malplaceret. Sankt Laurentius' dag er den 10. august, mens slaget fandt sted på Vitus' og Modestus' dag den 15. juni. ''Saxo'' omtaler et slag ved Ljutka (Lütjenburg), der fandt sted på Laurentius' dag, og formentlig er indskuddet hentet herfra.<ref name=autogeneret2>Kock, s. 36</ref><ref name="Fab 1933 487">Fabricius (1933), s. 487</ref></br> 4. Historien om ærkebispens oprakte hænder er hentet fra ''2. Mosebog'' (17, 9ff).<ref name=autogeneret2 /><ref name="Fab 1933 487"/></br> 5. Historien om det nedfaldne flag er uden direkte forbillede. Fra Portugal (hvorfra dronning Berengaria stammer) findes en tradition fra 1217 om et jærtegn i form af et kors på himlen til tegn på portugisernes sejr over maurerne i kampen ved Alcazar.<ref>Kock, s. 37</ref> Det betyder, at der findes en tradition næsten samtidig med den danske, hvilket styrker en tidsfæstelse til begyndelsen af 1200-tallet. Skønt der er forskelle (intet flag i Portugal), kan begivenheden i Portugal være blevet kendt også i Danmark og have styrket den danske tradition, men der er intet bevis for en direkte forbindelse.<ref>Kock, s. 42</ref></br> Med hensyn til selve dateringen af Dannebrogs fald fra himlen er det nutidens historikeres opfattelse, at når to kilder uafhængigt af hinanden daterer begivenheden til et andet sted og en anden tid end nutidens tradition siger, så må nutidens tradition anses som fejlagtig og den ældste tradition som den rigtige med hensyn til tid og sted.<ref>Lind, s. 26</ref> Dette kan også forklare, hvorfor der ingen omtale af Dannebrog er i den samtidige skildring i Henrik af Livlands krønike.<ref>Enn Tarvel (red.): ''Henriku Liivimaa Kroonika''; "Olion" Tallinn 1993; ISBN 5-450-01319-1; s. 140</ref> På lignende måde som bidragene om den hellige Niels og om Anders Sunesens løftede hænder er tilføjede den oprindelige fremstilling, så menes traditionen om Dannebrog at være overført fra det mindre betydningsfulde slag i 1208 til det vigtigere slag i 1219, der indledte den danske besættelse af det nordlige Estland som led i opbygningen af myten om netop dette slag.<ref name=autogeneret2 /> Endelig bør det nævnes, at traditionen blev nedskrevet kort tid efter, at danskerne havde mistet det originale Dannebrog under togtet til Ditmarsken i 1500. Det menes, at flaget var taget med, netop fordi man på grund af traditionen mente, at det ville bringe sejr.<ref>Jørgensen (1875), s. 417</ref> Som muligt ophavssted og som en anden mulighed har man peget på, at banneret kunne stamme fra Johanniterordenen eller være et korsbanner givet af paven, men disse og andre muligheder er blevet tilbageviste af historikerne.<ref>Jørgensen (1875), s. 426-429 for Johanniterordenens vedkommende, s. 431-432 for pavens vedkommende</ref> <ref>Jørgensen (1887), s. 149-153</ref> <ref>Lind, s. 25</ref> Der kan måske være grund til at se nærmere på disse hypoteser. === Myten om Johanniterordenen === Historikere i det 19. og 20. århundrede brød sig ikke om det himmelfaldne flag og søgte mere jordnære forklaringer. Især søgte man efter forbilleder for Dannebrog. Især hæftede man sig ved Johanniterordenen som en mulig kilde, da denne orden blandt andet havde et våben, som mindede om Dannebrog. En række mulige forbindelser har været foreslået. Man har peget på, at Valdemar Atterdag besøgte den hellige grav i påsken 1347 og her blev slået til ridder af hertug Erik af Sachsen.<ref>Jørgensen (1875), s. 426</ref> Kong Valdemar stiftede et Sankt Hans-kloster på Dueholm viet til Marie Magdalene på hvis festdag, han fik ridderslaget.<ref name="Jør 427">Jørgensen (1875), s. 427</ref> Yderligere oplyser Thomas Bartholin i sin bog om Dannebrogsordenen, at Valdemar på gamle tapeter på Københavns Slot var fremstillet med et hvidt ordenskors. Da korset første gang kendes fra et brev fra år 1356 og kongenavnet Valdemar er fælles, måtte en forbindelse anses som mulig.<ref name="Jør 427"/> Senere forskning har imidlertid vist, at Thomas Bartholins fremstilling bygger på et forfalsket kobberstik, hvorved denne del af beviset falder sammen.<ref>Jørgensen (1875), s. 429</ref> Ydermere har det vist sig, at ingen dansk konge har søgt sit gravsted hos Sankt Hans-ordenen, og der findes ingen optegnelser til støtte for en forbindelse.<ref>Jørgensen (1875), s. 430</ref> Denne forklaring må således afvises, da der ingen forbindelse findes mellem Sankt Hans-huse, deres velgørere og Johanniterordenen.<ref>Jørgensen (1875), s. 431</ref> Man har også tænkt sig, at Johanniterordenens symboler skulle være overtaget skridt for skridt i dansk tradition, men imod dette taler, at der findes en specifik tradition for flagets oprindelse, som ikke kan afvises.<ref>Jørgensen (1875), s. 434-437</ref> Tilbage er kun den mulighed, at flagets oprindelse med al sandsynlighed på den ene eller anden måde har forbindelse til et korstog til Estland.<ref>Jørgensen (1875), s. 437</ref> Den eneste samtidige kilde er Henrik af Livlands krønike, der imidlertid er stærkt tendensiøs: han forsøgte at nedgøre ethvert dansk bidrag til kristningen af Baltikum<ref>Jørgensen (1875), s. 439</ref>, ja endog at gøre dansk tilstedeværelse til utidig indblanding<ref>Jørgensen (1875), s. 441</ref> og bestrider endda, at Valdemar skulle have været på korstog.<ref>Jørgensen (1875), s. 442</ref> Således fremstilles han i 1219 som værende på besøg for at besigtige byggeriet af en ny borg, ikke som erobrer.<ref>Jørgensen (1875), s. 445f</ref> Esterne angreb for at stoppe opførelsen af borgen, men blev selv angrebet af vendiske hjælpetropper, som var kommet sammen med danskerne. Dannebrog omtales ikke.<ref>Jørgensen (1875), s. 447</ref> Tydeligvis er der tale om en andenhånds beretning baseret på rygter, ikke om et øjenvidne til begivenhederne. A. D. Jørgensen har forsøgsvis opstillet den hypotese, at esterne angreb biskop Theodoriks telt, fordi der foran var et banner, som opfattedes som hovedbanneret (det vil sige: kongens banner). Han stiller spørgsmålet, om Theodorik kan forbindes med Johanniterordenen.<ref>Jørgensen (1875), s. 448</ref> Theodoriks oprindelse er ukendt, men han optræder som missionær både hos liverne og esterne i forskellige opisoder med sagnagtige træk.<ref>Jørgensen (1875), s. 449</ref> Han blev sendt til pavestolen, hvor han den 15. april 1201 fik en bulle af pave Innocens, der opfordrede alle kristne i Vendland og Saxland til at drage til Livland.<ref>Jørgensen (1875), s. 450</ref> Theodorik forsøgte at få anerkendt Baltikum som sit bispedømme, men stødte på vanskeligheder. Derfor skal han have sluttet sig til den danske konge, idet paven havde givet biskop Anders Sunesen en bulle på at indvie en biskop i Estland.<ref>Jørgensen (1875), s. 456</ref> Da Tempelridderne på daværende tidspunkt havde et rødt kors på hvid baggrund som sit mærke, måtte et dansk korstog ske under et andet mærke, og han har så "lånt" Sankt Hans-brødrenes korsbanner.<ref>Jørgensen (1875), s. 457</ref> Det skulle således være dette banner, der var opsat foran hans telt, og som slaget med esterne derfor kom til at stå om.<ref name="Jør 458">Jørgensen (1875), s. 458</ref> Theodorik døde under slaget, og efter slaget måtte omstændighederne omkring fanens oprindelse og betydning have været uklar<ref name="Jør 458"/>, da det fuldstændig adskilte sig fra kongens banner: løverne og hjerterne. "Saa sagde man, at det var kommet ned fra Himlen midt i Slagets trængsel".<ref>Jørgensen (1875), s. 457</ref> Problemet med denne hypotese er, at den på intet punkt finder støtte i kilderne<ref name="Jør 458"/>, og A.D. Jørgensen understregede, at den kun var en hypotese, som fornyede studier måtte styrke eller svække,<ref>Jørgensen (1887), s. 150</ref> og at "''kun derom er alle enige, at Savojens Kors er lig Johanniternes, og det samme er Tilfældet med vort Danebroge.''"<ref>Jørgensen (1887), s. 153</ref> I og med, at flagets oprindelse nu henlægges til ''en anden begivenhed'', slaget i 1208, er grundlaget for hele denne konstruktion imidlertid bortfaldet. De nærmere omstændigheder omkring flagets oprindelse er fortsat ukendte. === Myten om dronning Berengaria og Dannebrog === Som tidligere nævnt har det været overvejet, om myten om Dannebrogs fald fra himlen var forbundet med dronning Berengaria. Hun blev gift med Valdemar Sejr i 1214 og døde i 1221.<ref name="Fen 1989 61">Fenger (1989), s. 61</ref> Hun stammede fra Portugal, og det er overleveringer herfra, som har været inddraget i forsøgene på at forklare myten. Det er blevet påpeget, først af overbibliotekar Christian Bruun, at der i portugisiske skrifter fortælles om et jærtegn, der i 1217 blev set i Portugal under en kamp imod maurerne ved Alcazar. Ifølge disse viste der sig et kors på himlen som tegn på sejren. Teorien er senere taget op af pastor L.P. Fabritius, som mener, at det er den eneste tradition i den kristne verden, som tåler sammenligning med sagnet om Dannebrog. Han forbinder de to begivenheder ved at påpege, at Berengaria var blevet dansk dronning blot tre år tidligere, og at der takket være en livlig forbindelse mellem Portugal og Danmark er mulighed for, at historien er kommet hertil. Det viser sig imidlertid, at denne antagelse ikke holder: dels kendes der ingen livlig forbindelse mellem de to lande, dels har der været rejst tvivl om, at hun kom fra Portugal. I flere danske årbøger siges, at hun var søster til greven af Flandern, og da der ydermere var arvestridigheder imellem hendes broder, kongen af Portugal, og to af deres søstre, bliver det endnu mindre sandsynligt, at der har været en forbindelse.<ref name="Koc 1951 37">Koch (1951), s. 37</ref> Dertil kommer den afgørende forskel, at der i Portugal var tale om et syn på himlen, men i Estland var tale om et faktisk flag, som efterfølgende blev bragt hjem til Danmark. Og hvis dateringen til 1208 opretholdes som den rette, udebliver muligheden for, at traditionen stammer fra Portugal også af kronologiske grunde.<ref name="Koc 1951 38">Koch (1951), s. 38</ref> Endelig har der været peget på, at den portugisiske tradition måske stammer fra et langt ældre slag, nemlig slaget ved Orique i det sydlige Portugal den 25. juli 1139. I dette slag var den sejrende feltherre Afonso Henriques, dronning Berengarias bedstefader, som ifølge en senere legende før slaget havde set et kors på himlen omgivet af engle i hvide klæder, og at Kristus havde lovet ham sejr og at hans efterkommere ville blive konger i Portugal. Det er imidlertid tvivlsomt, om dronning Berengaria overhovedet har kendt til denne tradition, idet slaget endnu i begyndelsen af 13. århundrede ikke havde opnået den berømmelse, som det senere fik. Det kan end ikke udelukkes, at traditionen om det ældre slag hviler på traditionen fra det senere slag.<ref name="Koc 1951 41f">Koch (1951), s. 41f</ref> Det må tilføjes, at der findes en endnu ældre tradition, nemlig kejser Konstantins korsvision før Slaget ved Ponte Molle i år 312 mod Maxentius, der fulgtes af ordene "''in hoc signo vinces''", det vil sige "under dette tegn skal du sejre". Og på freskerne om "Det sande Kors" legende" i Arezzo, malet af Piero delle Francesca i 1450-erne, ses Konstantin vinde over Maxentius ved at holde er kors frem på en måde, hvor det kan opfattes som værende faldet fra himlen.<ref name="Bar 1992 11f">Bartholdy (1992), s. 11f</ref> Der er intet, som kan understøtte, at den danske tradition skulle have noget med den portugisiske tradition at gøre. Hvilket dog ikke forhindrede Christian IV i på sine guldmønter fra 1591 at gengive den store portugisiske guldmønt kaldet ''portugaløser'' med Kristuskors og sætningen "in hoc signo vinces", sikkert fordi at denne var kendt fra Arild Huitfeldts krønike, der udkom 1600-1603, og hvor begivenheden forøvrigt henlagdes til 1219.<ref>Bartholdy (1992), s. 9, 12</ref> === Er Dannebrog ældre? === Spørgsmålet er, om flaget kunne være ældre. Enkelte forskere mener, at der har været en forløber for Dannebrog: De mener, at danske konger brugte et rødt flag med to ravne i sort, når de drog i krig. Kong Knud den Store skulle ifølge engelske kilder have ført en ravnefane i slaget ved Ashington i Essex i 1016 <ref>Anonym: "Dannebrogs historie" (''Spejderbladet Væbneren'', s. 179-182)</ref>. Men det vides ikke, om denne fane generelt er blevet brugt af den danske kongeslægt. På Bayeux-tapetet fra omkring 1068 fører bagtroppen et rødt flag med et hvidt kors, muligvis danske slægtninge til Vilhelm Erobreren, der i front fører Sankt Georgskorset i slaget ved Hastings i 1066. Ioannis Skylitzis Krønike fra ''Biblioteca Nacional'', Madrid, viser væringer fra Miklagård (''Den Store By'', Byzans-Konstantinopel-Istanbul) omkring år 1100 med et rødt flag med et hvidt kors. Mønter, der viser et korsbanner, blev slået allerede under Valdemar den Store<ref>Fenger, s. 269</ref><ref>Lind, s. 21</ref> og et korsbanner kendes tillige fra et segl fra hans tid (og senere fra et segl fra Erik af Pommerns tid), men disse fortilfælde er ikke overbevisende, ''med mindre'' at man antager, at hans søn skulle have haft en fane med måske som sit eget fra faderen stammende banner og enten (hvilket er temmelig utænkeligt) selv have hævet dette på et kritisk tidspunkt under slaget, eller (mere sandsynligt) at det af vinden fra kongens telt var revet løs og på mærkelig vis var blevet blæst hen over de kæmpende, hvilket er blevet opfattet som en guddommelig indgriben. I så fald var den bogstaveligt talt på det nærmeste "faldet fra himlen". Det er muligt, at det er synet af denne fane højt mod himlen, der gav de kæmpende det mod og den vilje, der skulle til for at vinde slaget. At Valdemar den Store som den korstogskonge, han var med sit korstog til Rygen i 1169, skulle have haft et korsbanner som sit personlige mærke, er vel ikke ganske utænkeligt, og det ville næppe heller være mærkeligt, at det samme banner måtte være medbragt under dette nye korstog af hans søn. Hvis Bayeux-tapetet virkelig afspejler danske deltagere i slaget ved Hastings, indebærer det, at flaget går tilbage til Sven Estridsens tid. Det lader sig intil videre ikke fastslå med sikkerhed, og der findes en anden og måske mere sandsynlig mulighed for hvorledes, at korsbanneret kan være blevet Valdemar den Stores personlige mærke. Valdemar den Stores hustru, dronning Sophie, var datter af Richiza og en russisk fyrste.<ref>Fenger, s. 160</ref> Vi ved fra en engelsk kilde fra 1170-erne, at hun havde stået bag et dansk felttog til Finland til støtte for hendes fader og brødre.<ref>Fenger, s. 161</ref> Vi ved derimod ikke, om der er en forbindelse mellem væringerne og deres flag i Miklagård som gengivet i Ioannis Skylitzis Krønike, Sophie og hendes russiske fader og Valdemar den Stores valg af kongeligt banner. At Sophie var en særdeles indflydelsesrige person i Valdemars liv og gerning, er hævet over al tvivl.<ref>Fenger, s. 166</ref> === Danske korstog til Estland i ny belysning === Omflytningen af begivenheden til et nyt år og et nyt sted stiller alle den danske korstog til Estland i et nyt lys og dermed også spørgsmålet om Dannebrogs oprindelse. Først og fremmest kan der være grund til at pege på, at sagnet ''ikke'' har forbindelse med nogle af de øvrige kilder, som indgår i de ældste skriftlige overleveringer. Der er tale om en helt selvstændig og uafhængig tradition.<ref name="Fab 1933 493">Fabricius (1933), s. 493</ref> Der kan ligeledes være grund til at påpege, at ingen kilde, dansk eller udenlandsk, forbinder Dannebrog med begivenhederne i 1219.<ref name="Fab 1933 494">Fabricius (1933), s. 494</ref> Dernæst må der være god grund til at fremhæve, at den danske korstogsvirksomhed er af betydelig ælde. De ældste omtaler, ''Rydårbogen'' og kongefortegnelsen i ''Lund Domkirkes Nekrologium'', der tillægger Knud den Store en sådan virksomhed, antagelig hviler på misforståelser (måske en navneforveksling af Knud den Store og Knud den Hellige).<ref name="Fab 1933 496f">Fabricius (1933), s. 496f</ref> Derimod er der fra tiden fra omkring 1070-1080 sikre efterretninger om danske korstog til Estland. Således oplyser ''Saxo'', at Knud den Hellige i slutningen af Sven Estridsens regeringstid samlede landets ungdom og indlagde sig berømmelse ved sejre over sembere og estere. ''Jyske Krønike'' har gentaget Saxos udsagn.<ref name="Fab 1933 497">Fabricius (1933), s. 497</ref> Vi kender ikke nærmere til denne og den senere tids korstog til disse egne, men forekomsten af danske stednavne ved Riga på ''holm'' (Stenholm, Langholm og Rigeholm), ''næs'' (om Kurlands forbjerge), ''sund'' og ''klint'' (om det nordlige Estlands bratte skrænter) tyder på forbindelser til dansk (eller svensk) område.<ref name="Fab 1933 498">Fabricius (1933), s. 498</ref> I 1170 indtraf der, ifølge ''Saxo'', et angreb fra kurlandske og estiske sørøvere mod Øland, hvor angriberne først efter blodige kampe blev nedkæmpet af en dansk flåde under ledelse af Esbern Snare og Christoffer, kong Valdemars uægte søn.<ref name="Fab 1933 498f">Fabricius (1933), s. 498f</ref> Omtrent samtidig, efter Rygens erobring i 1169, optræder en biskop Fulco af Estland som medunderskriver på et brev herom, hvilket viser dels hans tilstedeværelse i Danmark, dels at Danmark havde missions- og korstogsvirksomhed rettet mod Estland på denne tid.<ref name="Fab 1933 499">Fabricius (1933), s. 499</ref> Det vides, at ærkebiskop Eskil af Lund under sin landflygtighed til Frankrig havde kontakt til abbed Peter i klosteret Moutier-la-Celle, der anbefaler ham munken Fulco som missionær til Estland. Eskil lader ham bispevie, men vi kender ikke nærmere til hvornår og under hvilke omstændigheder, han er kommet til Danmark.<ref name="Fab 1933 499f">Fabricius (1933), s. 499f</ref> Det er muligt, at Fulco har indledt en missionsvirksomhed omend næppe med den store fremgang. Derimod fik en tysk cisterciensermunk ved navn Theodorik udnævnelse til biskop over esterne og han søgte dansk støtte til missionsvirksomhed via ærkebiskoppen i Lund, og paven lagde Estland ind under ærkesædet i Lund. På samme tid arbejdede en gejstlig fra Bremen, Albert, for missionsvirksomhed i Livland, han søgte støtte hos den tyske staufiske kong Filip, og han blev biskop i Riga. Tyskerne organiserer sig i Sværdriddernes Orden, som paven godkender i 1202.<ref name="Fen 1989 240"/> Meget tyder på, at den danske korstogsvirksomhed i de følgende årtier var rettet imod Venden, som først nu kommer under endeligt dansk herredømme.<ref name="Fab 1933 504">Fabricius (1933), s. 504</ref> Men i 1197 indledes et omfattende dansk korstog til Estland.<ref>Ulige årbøger angiver lidt forskellige år for dette korstog: 1194, 1196 og 1197, men nøjere undersøgelser har påvist daterings- og afskrivningsfejl for de to første års vedkommende, jvf. Fabricius (1933), s. 504-506</ref><ref name="Fen 1989 239">Fenger (1989), s. 239</ref> Atter afbrydes korstogsvirksomheden midlertidigt i forbindelse med, at Absalon dør 1201, kong Knud VI dør 1202 og Esbern Snare dør 1204 samt med Danmarks magtovertagelse i Holsten, der sker under betydelige kampe<ref name="Fab 1933 507">Fabricius (1933), s. 507</ref>, men i 1205 søger kong Valdemar om tilladelse til at oprette et bispesæde i Estland, hvilket han får tilladelse til den 13. januar 1206.<ref name="Fab 1933 507"/> Antagelig i 1206 skriver pave Innocens III til Anders Sunesen:</br> "''Da du i din retfærdighed og fromhed påtænker at straffe uret mod kristenheden, og da du med fromt forsæt har besluttet at drage imod hedningerne, bevilger vi dig ved dette brev myndighed til at ordinere en troende biskop i en by, som du med Kristi hjælp kan vinde for dyrkelsen af den kristne tro, efter at hedningernes smuds er fjernet''".<ref name="Fen 1989 239f">Fenger (1989), s. 239f</ref></br> Et dansk korstog synes rettet imod Saremaa (Øsel), hvor der opføres en mindre borg, men uden tilstrækkeligt mandskab må man atter forlade øen; Anders Sunesøn drog herfra med biskop Nicolaus af Slesvig til Riga for vinteren.<ref name="Fab 1933 509">Fabricius (1933), s. 509</ref><ref name="Fen 1989 240">Fenger (1989), s. 240</ref> I 1208 skal korstoget til det sydlige Estland være fundet sted. Det savnes imidlertid i omtalen i klosterårbøgerne, måske fordi der samme år foregik et katastrofalt krigstog til Sverige, som endte med nederlaget ved Lena den 31. januar, og som pådrog sig hele opmærksomheden.<ref name="Fab 1933 509"/> Som årsag til dette korstog må måske ses, at tyskerne samme år havde underlagt sig Livland og havde overskredet grænsen til Estland.<ref name="Fab 1933 511">Fabricius (1933), s. 511</ref> Det var derfor på høje tid, hvis Danmark ikke skulle risikere, at hele det baltiske område blev underlagt tysk overherredæmme. Også i de følgende år genoptages korstogene til Estland, således 1210, efter, at man havde sikret sig imod tyske udplyndringer i Danmark, mens korstoget fandt sted.<ref name="Fab 1933 510">Fabricius (1933), s. 510</ref> Men netop på dette tidspunkt indtræder en magtkamp om Estland og Livland mellem Sværdridderordenen på den ene side og biskoppen i Riga på den anden.<ref name="Fab 1933 512">Fabricius (1933), s. 512</ref> Denne magtkamp fører til, at paven i stedet giver ærkebiskop Andreas Sunesen legatmyndighed i alt, hvad der angår mission i Baltikum. Den 4. april 1212 får ærkebispen et tilsagn som leder af missionsvirksomheden.<ref name="Fen 1989 267">Fenger (1989), s. 267</ref> Heri anvendes som begrundelse herfor blandt andet følgende:</br> "''Da du altså, optændt af iver for Kristendommen, mægtigt har arbejdet på at omvende de omboende hedninger fra vildfarelsen til sandheden, og endnu agter at arbejde, så mener vi, at vor befuldmægtigelse, for at du rigeligere og virkningsfuldere må kunne udføre det, bør overgives dig; og vi befaler vore brødre ærkebiskoppen af Uppsala og hans lydbiskopper og biskopper og de andre kirkers øvrige prælater i Danmark og Sverige ved denne vor skrivelse, at de skal være dig, der som pavestolens legat trofast arbejder på denne gerning, behjælpelig..''"<ref name="Fab 1933 513">Fabricius (1933), s. 513</ref></br> Det er sandsynligt, at den "mægtige" virksomhed, der henvises til, blandt andet har omfattet et korstog i 1208. Konklusionen af dette historiske forløb bliver, at: "''Der kan saaledes ikke ud fra tidshistoriske Grunde rejses nogen Invending mod Danebrogssagnets Tidsfæstelse til 1208 og Stedfæstelsen til Fellin.''"<ref name="Fab 1933 517f">Fabricius (1933), s. 517f</ref> === Dannebrog og slaget ved Lyndanisse i 1219 === Men hvorledes så med selve overleveringen? Det står fast, at den ikke kan være "lånt" fra andre kilder. Det står også fast, at da Peder Olsen nedskriver begivenheden, forsøger han at få sit ellers ukendte korstog rettet til et kendt korstog.<ref name="Fab 1933 523">Fabricius (1933), s. 523</ref> Men netop dette, at korstoget 1208 ellers er ukendt, taler for, at det har været en gammel overlevering om Dannebrog, som ''netop'' var knyttet til 1208 og til Fellin.<ref name="Fab 1933 525">Fabricius (1933), s. 525</ref> Det må anses for usandsynligt, at et sådant sagn skulle være en senere tids konstruktion.<ref name="Fab 1933 526">Fabricius (1933), s. 526</ref> Hvad angår selve forløbet af slaget kan der være grund til at bemærke sig Henrik af Livlands fremstilling af begivenhederne i 1219. Ifølge denne var kong Valdemar kommet til Estland med sin enorme flåde på 1500 skibe for at tilse opførelsen af en ny borg i stedet for den gamle Lyndanisse<ref>navnet menes afledt af estisk: danernes borg</ref>, som blev sløjfet for at give plads til den nye. De omgivende folkegrupper, revelerne og harjerne, samlede en stor hær og sendte deres ledere til kongen for at forhandle en fred. Kongen gav disse udsendinge gaver, og hans biskopper døbte dem; med i kongens følge var lensmanden Vitslav fra Rygen, ærkebiskop Andreas og tre biskopper: kansleren Niels fra Slesvig, Ebbe fra Århus og Theodorik, der var indviet som ny biskop over Estland. Tre dage efter fredsforhandlingerne vendte esterne imidlertid tilbage med deres hær og angreb den danske lejr fra flere sider om aftenen efter nadveren. Nogle stormede det telt, hvor biskop Theodorik lå, ud fra formodningen, at det var kongens telt, og han blev dræbt på stedet; andre angreb andre mål, og mange blev hugget ned. Netop, som det så værst ud for danskerne, vendte Vitslav med sin vendiske hær sig imod esterne og drev dem på flugt; andre estere under fremrykning standsede op ved dette syn, og danskerne fik samlet sig, kongen med sit mandskab, der også omfattede nogle tyskere, kom til stede, og efter kamp blev esterne slået på flugt, og mange blev dræbte. Kongen og biskopperne takkede Gud for sejren, kong Valdemar lod sin kapellan Viscelin indvie til Theodoriks efterfølger og drog hjem efter at have fuldført borgens opførelse, mens biskopperne med deres mandskab forblev i landet og færdiggjorde dettes underkastelse under den danske krone og kirke.<ref name="Jør 1875 445f">Jørgensen (1875), s. 445f</ref><ref name="Fen 1989 267f">Fenger (1989), s. 267f</ref> Denne beretning, som er nogenlunde samtidig med begivenhederne men en andenhånds beretning, giver anledning til en række spørgsmål. Det virker utroligt, at kongen skulle være ankommet med en så stor hær blot for at ombygge en borg. Mere troværdigt er det, at der var tale om et regulært korstog. Men endnu mere bemærkelsesværdigt er det, at esterne skulle have angrebet biskop Theodoriks telt i den tro, at det var kongens. Hvad fik dem til at tro det? Og hvordan identificerede de dette kongens formodede telt? Er Dannebrog en medvirkende del af forklaringen? I så fald: på hvilken måde? Svaret på disse spørgsmål kan meget vel vise sig at være en nøgle til forståelse af begivenhedsforløbet. Under alle omstændigheder ''bestyrker'' denne teori også teorien om, at det egentlig var et medtaget banner. Tilbage bliver spørgsmålet om de historiske omstændigheder omkring flagets betydning i slaget. Det kunne tænkes, at der var tale om en pavelig fane. Men ingen overlevering taler om en sådan pavelig fane.<ref name="Fab 1933 530">Fabricius (1933), s. 530</ref> Antagelsen er grundløs. En anden mulighed er, at det skulle være Johannitterne fane. Men det er usandsynligt, at paven vil have anvendt et banner, som allerede var i brug.<ref name="Fab 1933 529">Fabricius (1933), s. 529</ref> Også denne antagelse må anses for grundløs. Endelig kunne der være tale om en biskoppelig fane, men absolut intet kan understøtte denne antagelse. Fabricius har foreslået, at hvis flaget ikke svævede ned fra oven, kunne det måske, hvis vi følger den skildring, som Henrik af Livland giver, være en undsætningstrop, der kom til med den biskoppelige korsfane højt løftet i spidsen.<ref name="Fab 1933 531">Fabricius (1933), s. 531</ref> Imod denne antagelse taler først og fremmest, at der ingen beviser findes for, at en sådan "biskoppelig" fane skulle have eksisteret, og for det andet, at hvis det virkelig var en undsætningstrop, der havde bragt fanen til slaget, ville man have forventet, et dette var blevet indarbejdet i den senere tradition. Set i dette lys bliver forklaringen med et løsrevet kongeligt banner bragt til slaget af vinden langt mere sandsynlig. Vi kan måske underbygge denne hypotese: ''hvis'' det er rigtigt, at Dannebrog første gang spillede en rolle ved den danske korstogsmission i 1208 under omstændigheder, som måske er blevet husket men aldrig nedskrevet i samtiden, og ''hvis'' flaget var taget med igen under det nye korstog i 1219, og ''hvis'' flaget viste sig netop på det mest kritiske tidspunkt under slaget, og ''hvis'' nogen i et guddommeligt indfald har forstået den symbolske betydning af at indgyde korstogsridderne ekstra mod og kraft netop på dette tidspunkt, ''så'' kan det med rimelighed forklare to ting, som ellers bliver vanskelige at forklare: for det første hvorfor Dannebrog er blevet knyttet til begivenhederne i 1219, selvom dets oprindelse skriver sig til 1208, og for det andet hvorfor flaget var med korstogsridderne under dette nye togt: det var blevet "modtaget" under et tidligere korstog og var blevet forbundet med en sejr i dette, hvorfor det som sejrssymbol blev taget med igen og atter gav en sejr, denne gang måske i et mere kritisk slag. Dermed er traditionen om dets oprindelse og betydning i nogen grad blevet forskudt fra den oprindelige, mindre betydningsfulde begivenhed til den senere, afgørende begivenhed. Og dermed fik Dannebrog også den betydning som sejrssymbol, som flere hundrede år senere blev nedskrevet. Det kan tillige forklare en anden, mindre bemærket side af begivenhedsforløbet: hvis fanen var med igen i 1219, og hvis det var dette kongens personlige banner, som fejlagtigt fik esterne til at angribe ærkebispens telt i den tro, at det var kongens telt, så bestyrker det yderligere flagets høje alder. Det ville være naturligt at medbringe ''samme'' korstogsfane på begge korstog, fordi de drejede sig om ''samme'' sag. Brugen af en korsfane er bevidnet allerede fra Valdemar den Stores tid<ref name="Fen 1989 269">Fenger (1989), s. 269</ref>, hvor den sandsynligvis symboliserer kongedømmet og ikke det danske rige. At danskerne netop havde et banner med kors som symbol er selvsagt naturligt for et korstog. Om fanen havde revet sig løs eller blev taget med af undsætningstropperne, er mindre betydningsfuldt, det vigtige var, at den var markant til stede netop, som slaget vendte. Nok så vigtigt: forudsat, at Danmark forud for slaget i 1219 allerede havde udkæmpet slag i det sydlige Estland omkring et årti tidligere, bliver det lettere forståeligt, hvorfor kong Valdemar i 1218 kræver herredømmet over hele Estland, hvorfor han spærrer Lübecks havn for de tyske korstogsfarere i 1219 og 1220, hvorfor Anders Sunesøn erklærer hele Estland som tilhørende Danmark, samt hvorfor hele Estland i 1221 i et forlig med biskop Adelbert tillægges Danmark. Der var hverken tale om en lunefuld udnyttelse af heldige omstændigheder fra dansk side eller om et dansk imperialistisk krav men derimod om at fuldende den virksomhed, som var begyndt årtier før og som skridt for skridt var blevet udstrakt til hele det estiske område.<ref name="Fab 1933 532f">Fabricius (1933), s. 532f</ref> Det synes rimeligt at drage den slutning, at selv om korsbanneret altså sandsynligvis er ældre end 1208 eller 1219, så var det først ved et af disse slag og snarest i 1208, at det kom til at spille den afgørende rolle for slagets udfald, der gjorde, at der blev skabt en tradition omkring det. Slaget i 1219 var måske på sin egen måde vigtigt, men Dannebrog spillede næppe den samme rolle for dette slags udfald. Her var det hjælpetropperne, som spillede den vigtigste rolle. Ovenstående er, hvad vi med rimelig sikkerhed tør sige om Dannebrogs oprindelse og betydning for Danmarks overherredømme over Estland. Tilbage bliver at følge nogle hovedtræk i flagets senere historie. === Tallinn, Lübeck og Erik Klipping === Der kan i forbifarten være anledning til at gøre op med endnu en myte. Den omstændighed, at Tallinns lille segl afspejler Dannebrog, samt at det ses over Strandporten, har givet anledning til den teori, at der er en særlig forbindelse mellem dette sted og denne fane.<ref name="Fab 1933 528">Fabricius (1933), s. 528</ref> Det er efter min opfattelse en misforståelse. Den rette sammenhæng er snarere følgende: Det danske overherredømme over Estland var i begyndelsen meget usikkert. Efter en længere tids uroligheder blev der i 1238 indgået et forlig, kaldet Stensby-aftalen, hvorved den tyske ridderorden måtte overdrage borgen i Tallinn, som den havde besat, til den danske konge.<ref>Fenger (1989), s. 324</ref> Lidt senere, inden hendes død i 1282<ref>Hørby (1989), s. 140</ref>, gav den danske konge, Erik Klipping, og især hans moder, Margrete Sambiria, Tallinn dets stadsret, som det fik efter forlæg fra Lübecks stadsret.<ref>Hørby (1989), s. 123</ref> Når Tallinns segl fra 1294 og dets såkaldt "store" byvåben viser tre kronede løver, en nøje kopi af det danske våben<ref>Bartholdy (1992), s. 9</ref>, når Sankt Knudsgildet og andre gilder i Tallinn i 1400-tallet anvender et hvidt kors i rødt felt som sit våben<ref>Bartholdy (1992), s. 10</ref> og når man ved, at Lübeck tillige havde et hvidt kors på rød grund som sit byvåben, er det så urimeligt at antage, at Tallinns byvåben markerer ''hvem'', som gav det dets stadsret, mens Tallinns lille segl sammen med symbolet over Strandporten angiver ''hvorfra'', at Tallinn fik sin stadsret? Det mener jeg ikke. Tværtimod er det i mine øjne logisk. Hvis det forholder sig således, betyder det imidlertid, at der ingen sammenhæng er mellem Dannebrog på seglet og over Standporten og begivenhederne i 1219. === Kendt siden 1300-tallet === [[File:Gelre Folio 55v.jpg|thumb|right|Dannebrog gengivet i "Armorial Gelre".]] Jeg har tidligere opstillet den hypotese, at Dannebrog kan være begyndt som den danske konges ''personlige'' banner. Kan denne hypotese underbygges? Ja, det kan den. Som nævnt optræder et kvadratisk korsbanner på både en mønt og på et segl fra Valdemar den Stores tid. Det taler stærkt for en forbindelse mellem denne konge og dette bannermærke. Historisk kendes Dannebrog siden 1300-tallet. Dannebrog er således bevidnet af den hollandske herold ''Gelre'' (1334-1375), der i værket "Armorial Gelre" blandt andet gengiver et våben for "die coninc van danmarke" visende, rigsvåbenet med 3 leoparder forbundet med en gylden hjelm med hermelinsklædte og påfuglebesatte vesselhorn samt et kvadratisk Dannebrogsflag.<ref name=autogeneret1 /><ref>[https://commons.wikimedia.org/wiki/File:Gelre_Folio_55v.jpg Gelre Folio 55v]</ref> Ligeledes i ''Bellenville-våbenbogen'' 1380-90 findes et skjold med et kors med navnet ''Denenbroce'' over. Fra denne tid må både flagets navn og udseende derfor regnes som værende fastslåede kendsgerninger. Således er både flaget og navnet dokumenteret ''senest'' fra Valdemar Atterdags tid og ''kan'' stamme fra de estiske korstog blot 150 år før eller tidligere. Læg dertil, at vi genfinder det samme kvadratiske kortbanner på et segl fra Erik af Pommerns tid. Det betyder, at vi kan dokumentere, at mindst tre danske konger har anvendt det selvsamme symbol som sit banner. Dette taler meget stærkt for, at det allerede på denne tid har vundet hævd som kongens traditionelle banner. Det skulle være mærkeligt, om ikke dette også var tilfældet på Valdemar Sejrs tid, som falder midt i de tre andre kongers. Det betyder, at vi med en til vished grænsende sandsynlighed har godtgjort hypotesen om, at dette banner må have fulgt med kongen på dennes korstog. === Erik af Pommern === Det danske korsflag kendes brugt af Erik af Pommern og symboliserede på daværende tid tillige hansestaden Lübecks våben. Lübecks gamle våben var et hvidt kors på en rød baggrund, dannet som en modsætning til den tysk-romerske kejsers hvide flag med et rødt kors, et flag som stammede fra Romerriget, og som er bevaret i det engelske flag (Sankt Georgs kors). Det synes rimeligt at antage, at Erik af Pommern derfor har haft et dobbelt formål med at anvende dette banner: dels var anvendelsen allerede blevet en tradition for danske konger, dels kunne symbolet bruges til at markere, at han hævdede at være retmæssig byherre over Lübeck, lige som Valdemar Sejr havde været det.<ref>Hørby (1992), s. 35</ref> Vi ved, at Erik af Pommern indførte dannebrogskorset i sit unionssegl fra 1398<ref>Bartholdy (1992), s. 7</ref>, og at det lige siden har indgået i alle danske rigsvåbener som en fast bestanddel. Det menes, at Dannebrog oprindeligt blev opbevaret sammen med rigets øvrige klenodier, i Folen, det faste tårn på Kalundborg Slot.<ref>Jørgensen (1887), s. 168</ref> Det ville være logisk, når der ikke længere foregik korstog. === Dannebrog og Sverige === Dannebrog optræder også i begivenheder efter Erik af Pommerns tid, hvilket bekræfter dets fastslåede stilling som kongens banner og samlende symbol under krigsbegivenheder. Ifølge svenske krøniker blev "Danabroka" i 1439 ført ind i Sverige, og i 1464 tog svenske bønder en fane med Dannebrog fra Christian I og senere oplevede en sejr i Slaget ved Brunkeberg i 1471. Ærkebispens krønike i Lund oplyser, at Christian I i 1448 fik overrakt rigets flag.<ref name="Bar 1992 13f">Bartholdy (1992), s. 13f</ref> Disse oplysninger bevidner flagets vedvarende brug og dets betydning som dansk rigssymbol. === Togtet til Ditmarsken === Under krigen i Ditmarsken i år 1500 var et Dannebrogsflag, der efter sigende var det originale fra 1219, med. Under slaget ved Hemmingstedt blev det ført af marsk Hans von Ahlefeldt<ref>oplysningen findes hos den kongelige historiograf Hans Svanning, der i 1558-59 skrev en fremstilling af kong Hans' historie og heri bringer oplysningen, at :"rigets banner, delt af hvidt og rødt i form af et kors, og nedfalden fra himlen til kong Valdemar II, som der fortælles, da han førte krig mod Livlænderne, som dengang var kristendommens fjender", her gik tabt. Det er sikkert fra Svanning, at Huitfeldt har hentet samme oplysning, jvf. Jørgensen (1887), s. 169.</ref>. Han faldt imidlertid under slaget, og flaget blev erobret af ditmarskerne. Det blev ophængt i kirken i Wöhrden<ref>oplysningen skyldes præsten og historikeren Johan Neocorus, der afsluttede sin krønike i 1598 og hvis fader havde været degn i Wöhrden i 20 år, da han døde i 1580, jvf Jørgensen (1887), s. 178f</ref>, og blev først generobret i 1559<ref>Uafhængigt af Svanning fortæller Johan Rantzov i sin omtale af dette sidste togt til Ditmarsken, at der blandt de tilbageerobrede faner også var: :"et stykke af det banner, som man siger til sin tid ved et mirakel blev givet en dansk konge imod russerne og som fordum kong Hans havde taget med i håb om derved at stride heldigt imod Ditmarskerne.", jvf. Jørgensen (1887), s. 170f</ref> – da næsten ødelagt af fugtighed og ælde – og ophængt i Slesvig kirke, hvor det endeligt gik til engang i 1660'erne.<ref>kilden hertil er Hans de Hofman, som i 7. del af "Den danske Atlas" fra 1781 s. 605 oplyser om koret i Slesvig domkirke, at: :"I dette kor hængte den berømte danske fane Danebrog... og var at se, indtil den ved 1660 af alder og forrådnelse aldeles forfaldt, da nogle børn ved deres leg nedrev den af loftet og ingen bekymrede sig om at samle dens levninger." Men fra omtrent samme tid stammer en oplysning i et tysk værk, at fanen havde hængt i Nikolaikirken i Kiel, jvf Jørgensen (1887), s. 182. Jørgensen tillægger dog oplysningen om Slesvig domkirke størst troværdighed, jvf samme. s. 185f</ref><ref name="Bar 1992 14"/> I borgerkrigen ''Grevens fejde'' anvendte den ene part et stribet flag; blåt, gult og rødt i rigsvåbnets farver, og den anden part, den sejrende, brugte et rødt-hvidt korsflag, med fire lige lange arme. === Nyere tid === Siden 1500-tallet har Dannebrog angivet danske skibes nationalitet<ref>Bartholdy (1992), s. 11</ref>, og i 1600- og begyndelsen af 1700-tallet indgik et Dannebrogsfelt i hærens faner.<ref name=autogeneret3>Achen, s. 108</ref> I 1696 fastlagde en kongelig resolution flagets mål, og disse har siden overvejende været opretholdt.<ref name="Bar 1992 14">Bartholdy (1992), s. 14</ref> Indtil 1743 brugte man et sort-hvidt korsflag som sørgeflag, derefter blev det besluttet at flage på halvt i stedet for<ref>[http://www.crwflags.com/fotw/flags/dk-sorg.html Danish Mourning Flag (until 1743)<!-- Bot genereret titel -->]</ref>. I 1785 blev Dannebrog genindført som fane for nogle danske regimenter, og i 1801 blev det fane for landeværnet.<ref name=autogeneret3 /> I 1807 digtede B.S. Ingemann:<br /> "''Vift højt på Kodans bølge''<br /> ''blodrøde Dannebrog''"<br /> og i de følgende årtier skrev flere danske digtere, N.F.S. Grundtvig, Oehlenschläger, Chr. Winther, H.C. Andersen, digte om Dannebrog.<ref name=autogeneret3 /> I 1830-erne og 1840-erne udviklede Dannebrog sig til et folkeflag. I 1842 blev det regimentsfane i hele hæren.<ref>Achen, s. 109</ref> Endnuså sent som i 1833 blev det forbudt den danske befolkning privat at flage, men forbuddet blev reelt ikke håndhævet. Under Treårskrigen 1848-1850 flagede befolkningen med Dannebrog i stort omfang, og i 1854 blev det omsider officielt tilladt private at flage.<ref>Bartholdy (1992), s. 14</ref> === <big>Lovgivning</big> === Valdemarsdag den 15. juni blev indført i 1912 ved cirkulære Nr. 391 af 24. december 1912 for at markere Dannebrogs oprindelse, men som det fremgår, hviler det på en delvis misforståelse af traditionen. På den anden side: hvis det tidligere begivenhedsforløb er korrekt forstået, og slaget i 1219 markerede en slags afslutning på hele den forud gående danske missionsvirksomhed i Estland, så er markeringen af denne begivenhed historisk rimelig og forståelig. Og lige meget hvormeget man forsøger at skille myte fra historisk virkelighed, så står det fast, at denne afslutning spillede en afgørende rolle for, at Estland blev et kristent område, og at Danmark har hovedæren herfor. I 1929 blev der udarbejdet et forslag til en officiel flaglov af en særlig kommission, men lovforslaget er aldrig blevet færdigbehandlet eller vedtaget.<ref>Bartholdy (1992), s. 15</ref> === <big>Noter</big> === {{reflist|2}} === <big>Litteratur</big> === * Sven Tito Achen: ''Heraldikkens femten glæder''; København 1978; ISBN 87-12-00222-4 * Nils G. Bartholdy: "Dannebrog - legende og virkelighed" (Michael Andersen og Frank Birkebæk (red.): ''1219 - Dannebrog og Estland''; Roskilde Museums Forlag 1992; ISBN 87-88563-189; s. 6-16) * L.P. Fabricius: "Sagnet om Danebroge og de ældste Forbindelser med Estland" (''Kirkehistoriske Samlinger'', Sjette Række, Første Binds første Hefte, København 1933) * Ole Fenger: "Kirker rejses alle vegne" (Olaf Olsen (red.): ''Gyldendal og Politikens Danmarkshistorie'', bind 4: 1050-1250; København 1989; ISBN 87-89068-06-8) * Henning Henningsen: "Dannebrog og flagføring til søs" (''Handels- og Søfartsmuseets årbog 1969'', s. 7-81) * Kai Hørby: "Velstands krise og tusind baghold" (Olaf Olsen (red.): ''Gyldendal og Politikens Danmarkshistorie'', bind 5: 1250-1400; København 1989; ISBN 87-89068-07-6) * Kai Hørby: "Danmark og Estland i middelalderen" (Michael Andersen og Frank Birkebæk (red.): ''1219 - Dannebrog og Estland''; Roskilde Museums Forlag 1992; ISBN 87-88563-189; s. 30-38) * A.D. Jørgensen: "Om Danebroges Oprindelse" (''Historisk Tidsskrift'', 4. række, Bind 5; 1875) * A.D. Jørgensen: "Undersøgelser vedrørende Danebroge og det danske kongevåben" (''Historisk Tidsskrift'', 6. række, Bind 1; 1887) * J.O. Kock: "Sagnet om Dannebrog" (''Danske Studier'' 1951; s. 34-48) * John Lind: "Den faldt fra himlen ned" (Kronik i ''Skalk'' 2001, nr. 6, s. 20-27) * E. Løffler: "Bidrag til Bedømmelse af Danebrogs-Sagnets historiske Værd" (''Historisk Tidsskrift'', Bind 5. række, 2 (1880); s. 562-566) * ''Salmonsens Konversationsleksikon'', 2. udgave, bind V, s. 515-517; opslag: Dannebroge * [http://www.navalhistory.dk/Danish/Flaget/FlagetsHistorie.htm Flagets historie], i ''Dansk Marinehistorie'' af Johnny E. Balsved, 7arpiu6z7m5zgnfu19iwc4w0oh65729 42608 42607 2026-08-31T04:05:22Z Sven Halfdan Nielsen 3898 indsat note 42608 wikitext text/x-wiki Traditionen om Dannebrogs oprindelse er velkendt: Dannebrog faldt ned fra himlen under et dansk korstog til Estland, og det spillede en afgørende rolle for det danske overherredømme over Estland fra 1219. Således lyder myten om Dannebrog, men bag enhver myte gemmer der sig en historisk realitet, og ved at grave denne historiske realitet bag myten frem opnår vi en bedre forståelse af fortiden. Det ligger nær at stille 3 spørgsmål:</br> - er tidsfæstelsen korrekt?</br> - er stedfæstelsen korrekt?</br> - er begivenhedsforløbet korrekt? Svaret på det første spørgsmål er: ja, den ''oprindelige'' tidsfæstelse er sikkert korrekt. Denne tidsfæstelse passer nøje med det begivenhedsforløb, som vi ellers kender. Svaret på det andet spørgsmål er: ja, den ''oprindelige'' stedfæstelse er korrekt. Denne stedfæstelse passer med og ''bekræfter'' de forhold, som vi ellers kender. Svaret på det tredie spørgsmål er: ja, flaget kan forbindes med ''en bestemt begivenhed''. Der er enkeltheder i forløbet, som det ikke længere er muligt at efterkontrollere. Der kan her være grund til at skelne mellem det ''oplevede'' forløb og det ''faktiske'' forløb. Traditionen er baseret på det oplevede forløb således, som dette siden blev husket. === <big>Dannebrogs oprindelse</big> === Dannebrogs oprindelse falder i tre dele: traditionen, de omstændigheder under hvilke traditionen er blevet nedskrevet og flagets senere historie. === Traditionen === [[Fil:Danmarks flag 1219 Lorentzen.jpg|thumb|450px|Det berømte maleri af Christian August Lorentzen fra 1809 af begivenhederne i 1219.]] Ifølge overleveringen, der findes uafhængigt af hinanden hos dels forfatteren af ''Danske Krønike'' fra 1520-erne Christiern Pedersen<ref>formuleringen omtalt under et korstog i 1208 til "Estland, Pryssland, Kurland og Finland" lyder:</br> "''somme mene og sige at samme kong Valdemar skulle fange Dannebrog ned af himlen samme tid, som er et hvidt kors i et rødt felt''", jvf. Lind, s. 24. </ref>, dels munken Peder Olsen (Petrus Olai) fra Gråbrødreklostret i Roskilde, dels historikeren Arild Huitfeldt<ref name=autogeneret1>Lind, s. 23</ref>, faldt Dannebrog ned fra himlen under slaget ved Lyndanisse (i dag Tallinn i Estland) den 15. juni 1219, senere kendt og markeret som Valdemarsdag. Der er imidlertid usikkerhed om tid og sted er korrekte<ref name="bjerg">''Dannebrog'' af Hans Christian Bjerg, s.12, ISBN 87-7739-906-4.</ref>. Det skyldes, at både Christiern Pedersen og Peder Olsen oplyser, at begivenheden fandt sted i året 1208 i Livland på et sted, som kaldes Fellin (Viljandi) i nutidens Estland. Fremstillingen hos Peder Olsen, der findes i en samling notater, ''Collectanea'', til Danmarks historie og menes at være skrevet omkring 1527 men stammer fra en ældre kilde, hvis alder er ukendt<ref>Kock, s. 34</ref>, er den mest oplysende og lyder i sin helhed:</br> "''MCCXIX''<ref>1219</ref>''. Valdemar II angreb Estland, en provins i Livland, fra søen med 1500 krigsskibe og gjorde landgang, og efter mange kampe omvendte han det overvundne land til Kristus og lod folket døbe. Han førte præster dertil fra Danmark og byggede Reval, der nu er en vigtig by og særdeles udmærket og kendt. Heraf kommer det, at kirken i Reval lige til denne dag er forblevet under Danmarks ærkebiskop i Lund, skønt den verdslige magt i tidens løb er gået over til den tyske ordens brødre i nævnte provins. Da nu kong Valdemar var gået i land med hæren i Estland, sagde biskoppen i Århus til ham, da han blev forskrækket over hedningernes mængde, at han skulle love, at han, såfremt han vandt sejr, ville forbedre sig over for sine undersåtter og den hellige Niels i Århus, hvis offergaver han havde tilegnet sig. Det samme råd fik han af den ærværdige Anders, ærkebiskop i Lund, en mand af forunderlig enfold og uskyld, der såvel i live som efter sin død vandt ry ved mange mirakler. Kongen gav dem ret, afgav løftet og fik sejr. Ærkebiskoppen kaldte så stormændene sammen og lod dem love, at svende på tolv år og der over stedse skulle fejre dagen før den hellige Laurentius' fest med faste på brød og vand, hvis de fik sejr. Efter at de så havde påkaldt de hellige Laurentius og Niels, blev slaget begyndt på Vitus' og Modestus' dag. Ærkebiskoppen, der sammen med lydbisper og andre gejstlige fra et bjerg så ud over begge hære, bad nu under tårer for de kristne som en anden Moses med hænderne løftede mod himlen. Når han løftede hænderne i bøn, sejrede danskerne; men når han af træthed lod de gamle hænder synke ned, blev danskerne slået. Men biskopperne og præsterne understøttede den gamle mand. Og således blev den sejrende konge et andet menneske, lod Kristi lære forkynde og kirker bygge dér; siden hen styrede han landene med mildhed og retfærdighed, skrev love og ærede den hellige Niels.''</br> ''Et andet sted står der, at da de rettroende danske på denne Valdemar II's tid i det Herrens år 1208 kæmpede i Livland på det sted, som kaldes Fellin, mod de vantro livlændere og allerede næsten overvundne fromt anråbte om guddommelig hjælp, modtog de straks som belønning et banner, der faldt ned fra himlen, og som var mærket med et hvidt kors, påtrykt en ulddug, og de hørte en røst fra himlen, at når det blev løftet højt til vejrs, ville de straks knuse deres modstandere og vinde fuldstændig sejr; og således skete det. Men det banner plejer med sit sædvanlige navn at kaldes Danebroge. (Denne sejr menes at være den, som danskerne vandt i Estland, og som allerede er omtalt for nylig; men der er fejl i årstallet etc. - Ligeledes har jeg et andet sted fundet, at kong Valdemar og ærkebiskop Anders gjorde et tog til Estland i 1220).''"<ref>her gengivet efter Kock, s. 34f</ref><ref name="Fab 1933 493f">Fabricius (1933), s. 493f</ref> Det er naturligvis usikkert, hvad der egentlig skete under slaget ved Lyndanisse eller slaget ved Fellin, da overleveringen først er nedskrevet 300 år efter begivenhederne skulle have fundet sted <ref name=bjerg />. Historikerne har derfor forsøgt at finde den historiske begivenhed bag ved traditionen. Man kan således fastslå, at Peder Olsens fremstilling har hentet sine bestanddele flere steder, og at de oprindelig ikke har udgjort en helhed. Herom kan siges følgende:</br> 1. Det indledende afsnit om slaget ved Reval (Tallinn) svarer til fremstillingen i ''Rydårbogen'' og i ''Jyske Krønike'' og kan være hentet fra disse kilder.<ref>Kock, s. 35</ref><ref name="Fab 1933 486">Fabricius (1933), s. 486</ref></br> 2. Afsnittet om den hellige Niels i Århus kan stamme fra en bog om Niels, men findes ikke i hans ''vita''. Det tyder ikke på, at historien har en historisk baggrund. Snarere er den tilkommet efter, at Niels blev helgen, formentlig i midten af det 14. århundrede.<ref>Kock, s. 35f</ref><ref name="Fab 1933 486"/></br> 3. Afsnittet om Laurentius-fasten er helt malplaceret. Sankt Laurentius' dag er den 10. august, mens slaget fandt sted på Vitus' og Modestus' dag den 15. juni. ''Saxo'' omtaler et slag ved Ljutka (Lütjenburg), der fandt sted på Laurentius' dag, og formentlig er indskuddet hentet herfra.<ref name=autogeneret2>Kock, s. 36</ref><ref name="Fab 1933 487">Fabricius (1933), s. 487</ref></br> 4. Historien om ærkebispens oprakte hænder er hentet fra ''2. Mosebog'' (17, 9ff).<ref name=autogeneret2 /><ref name="Fab 1933 487"/></br> 5. Historien om det nedfaldne flag er uden direkte forbillede. Fra Portugal (hvorfra dronning Berengaria stammer) findes en tradition fra 1217 om et jærtegn i form af et kors på himlen til tegn på portugisernes sejr over maurerne i kampen ved Alcazar.<ref>Kock, s. 37</ref> Det betyder, at der findes en tradition næsten samtidig med den danske, hvilket styrker en tidsfæstelse til begyndelsen af 1200-tallet. Skønt der er forskelle (intet flag i Portugal), kan begivenheden i Portugal være blevet kendt også i Danmark og have styrket den danske tradition, men der er intet bevis for en direkte forbindelse.<ref>Kock, s. 42</ref></br> Med hensyn til selve dateringen af Dannebrogs fald fra himlen er det nutidens historikeres opfattelse, at når to kilder uafhængigt af hinanden daterer begivenheden til et andet sted og en anden tid end nutidens tradition siger, så må nutidens tradition anses som fejlagtig og den ældste tradition som den rigtige med hensyn til tid og sted.<ref>Lind, s. 26</ref> Dette kan også forklare, hvorfor der ingen omtale af Dannebrog er i den samtidige skildring i Henrik af Livlands krønike.<ref>Enn Tarvel (red.): ''Henriku Liivimaa Kroonika''; "Olion" Tallinn 1993; ISBN 5-450-01319-1; s. 140</ref> På lignende måde som bidragene om den hellige Niels og om Anders Sunesens løftede hænder er tilføjede den oprindelige fremstilling, så menes traditionen om Dannebrog at være overført fra det mindre betydningsfulde slag i 1208 til det vigtigere slag i 1219, der indledte den danske besættelse af det nordlige Estland som led i opbygningen af myten om netop dette slag.<ref name=autogeneret2 /> Endelig bør det nævnes, at traditionen blev nedskrevet kort tid efter, at danskerne havde mistet det originale Dannebrog under togtet til Ditmarsken i 1500. Det menes, at flaget var taget med, netop fordi man på grund af traditionen mente, at det ville bringe sejr.<ref>Jørgensen (1875), s. 417</ref> Som muligt ophavssted og som en anden mulighed har man peget på, at banneret kunne stamme fra Johanniterordenen eller være et korsbanner givet af paven, men disse og andre muligheder er blevet tilbageviste af historikerne.<ref>Jørgensen (1875), s. 426-429 for Johanniterordenens vedkommende, s. 431-432 for pavens vedkommende</ref> <ref>Jørgensen (1887), s. 149-153</ref> <ref>Lind, s. 25</ref> Der kan måske være grund til at se nærmere på disse hypoteser. === Myten om Johanniterordenen === Historikere i det 19. og 20. århundrede brød sig ikke om det himmelfaldne flag og søgte mere jordnære forklaringer. Især søgte man efter forbilleder for Dannebrog. Især hæftede man sig ved Johanniterordenen som en mulig kilde, da denne orden blandt andet havde et våben, som mindede om Dannebrog. En række mulige forbindelser har været foreslået. Man har peget på, at Valdemar Atterdag besøgte den hellige grav i påsken 1347 og her blev slået til ridder af hertug Erik af Sachsen.<ref>Jørgensen (1875), s. 426</ref> Kong Valdemar stiftede et Sankt Hans-kloster på Dueholm viet til Marie Magdalene på hvis festdag, han fik ridderslaget.<ref name="Jør 427">Jørgensen (1875), s. 427</ref> Yderligere oplyser Thomas Bartholin i sin bog om Dannebrogsordenen, at Valdemar på gamle tapeter på Københavns Slot var fremstillet med et hvidt ordenskors. Da korset første gang kendes fra et brev fra år 1356 og kongenavnet Valdemar er fælles, måtte en forbindelse anses som mulig.<ref name="Jør 427"/> Senere forskning har imidlertid vist, at Thomas Bartholins fremstilling bygger på et forfalsket kobberstik, hvorved denne del af beviset falder sammen.<ref>Jørgensen (1875), s. 429</ref> Ydermere har det vist sig, at ingen dansk konge har søgt sit gravsted hos Sankt Hans-ordenen, og der findes ingen optegnelser til støtte for en forbindelse.<ref>Jørgensen (1875), s. 430</ref> Denne forklaring må således afvises, da der ingen forbindelse findes mellem Sankt Hans-huse, deres velgørere og Johanniterordenen.<ref>Jørgensen (1875), s. 431</ref> Man har også tænkt sig, at Johanniterordenens symboler skulle være overtaget skridt for skridt i dansk tradition, men imod dette taler, at der findes en specifik tradition for flagets oprindelse, som ikke kan afvises.<ref>Jørgensen (1875), s. 434-437</ref> Tilbage er kun den mulighed, at flagets oprindelse med al sandsynlighed på den ene eller anden måde har forbindelse til et korstog til Estland.<ref>Jørgensen (1875), s. 437</ref> Den eneste samtidige kilde er Henrik af Livlands krønike, der imidlertid er stærkt tendensiøs: han forsøgte at nedgøre ethvert dansk bidrag til kristningen af Baltikum<ref>Jørgensen (1875), s. 439</ref>, ja endog at gøre dansk tilstedeværelse til utidig indblanding<ref>Jørgensen (1875), s. 441</ref> og bestrider endda, at Valdemar skulle have været på korstog.<ref>Jørgensen (1875), s. 442</ref> Således fremstilles han i 1219 som værende på besøg for at besigtige byggeriet af en ny borg, ikke som erobrer.<ref>Jørgensen (1875), s. 445f</ref> Esterne angreb for at stoppe opførelsen af borgen, men blev selv angrebet af vendiske hjælpetropper, som var kommet sammen med danskerne. Dannebrog omtales ikke.<ref>Jørgensen (1875), s. 447</ref> Tydeligvis er der tale om en andenhånds beretning baseret på rygter, ikke om et øjenvidne til begivenhederne. A. D. Jørgensen har forsøgsvis opstillet den hypotese, at esterne angreb biskop Theodoriks telt, fordi der foran var et banner, som opfattedes som hovedbanneret (det vil sige: kongens banner). Han stiller spørgsmålet, om Theodorik kan forbindes med Johanniterordenen.<ref>Jørgensen (1875), s. 448</ref> Theodoriks oprindelse er ukendt, men han optræder som missionær både hos liverne og esterne i forskellige opisoder med sagnagtige træk.<ref>Jørgensen (1875), s. 449</ref> Han blev sendt til pavestolen, hvor han den 15. april 1201 fik en bulle af pave Innocens, der opfordrede alle kristne i Vendland og Saxland til at drage til Livland.<ref>Jørgensen (1875), s. 450</ref> Theodorik forsøgte at få anerkendt Baltikum som sit bispedømme, men stødte på vanskeligheder. Derfor skal han have sluttet sig til den danske konge, idet paven havde givet biskop Anders Sunesen en bulle på at indvie en biskop i Estland.<ref>Jørgensen (1875), s. 456</ref> Da Tempelridderne på daværende tidspunkt havde et rødt kors på hvid baggrund som sit mærke, måtte et dansk korstog ske under et andet mærke, og han har så "lånt" Sankt Hans-brødrenes korsbanner.<ref>Jørgensen (1875), s. 457</ref> Det skulle således være dette banner, der var opsat foran hans telt, og som slaget med esterne derfor kom til at stå om.<ref name="Jør 458">Jørgensen (1875), s. 458</ref> Theodorik døde under slaget, og efter slaget måtte omstændighederne omkring fanens oprindelse og betydning have været uklar<ref name="Jør 458"/>, da det fuldstændig adskilte sig fra kongens banner: løverne og hjerterne. "Saa sagde man, at det var kommet ned fra Himlen midt i Slagets trængsel".<ref>Jørgensen (1875), s. 457</ref> Problemet med denne hypotese er, at den på intet punkt finder støtte i kilderne<ref name="Jør 458"/>, og A.D. Jørgensen understregede, at den kun var en hypotese, som fornyede studier måtte styrke eller svække,<ref>Jørgensen (1887), s. 150</ref> og at "''kun derom er alle enige, at Savojens Kors er lig Johanniternes, og det samme er Tilfældet med vort Danebroge.''"<ref>Jørgensen (1887), s. 153</ref> I og med, at flagets oprindelse nu henlægges til ''en anden begivenhed'', slaget i 1208, er grundlaget for hele denne konstruktion imidlertid bortfaldet. De nærmere omstændigheder omkring flagets oprindelse er fortsat ukendte. === Myten om dronning Berengaria og Dannebrog === Som tidligere nævnt har det været overvejet, om myten om Dannebrogs fald fra himlen var forbundet med dronning Berengaria. Hun blev gift med Valdemar Sejr i 1214 og døde i 1221.<ref name="Fen 1989 61">Fenger (1989), s. 61</ref> Hun stammede fra Portugal, og det er overleveringer herfra, som har været inddraget i forsøgene på at forklare myten. Det er blevet påpeget, først af overbibliotekar Christian Bruun, at der i portugisiske skrifter fortælles om et jærtegn, der i 1217 blev set i Portugal under en kamp imod maurerne ved Alcazar. Ifølge disse viste der sig et kors på himlen som tegn på sejren. Teorien er senere taget op af pastor L.P. Fabritius, som mener, at det er den eneste tradition i den kristne verden, som tåler sammenligning med sagnet om Dannebrog. Han forbinder de to begivenheder ved at påpege, at Berengaria var blevet dansk dronning blot tre år tidligere, og at der takket være en livlig forbindelse mellem Portugal og Danmark er mulighed for, at historien er kommet hertil. Det viser sig imidlertid, at denne antagelse ikke holder: dels kendes der ingen livlig forbindelse mellem de to lande, dels har der været rejst tvivl om, at hun kom fra Portugal. I flere danske årbøger siges, at hun var søster til greven af Flandern, og da der ydermere var arvestridigheder imellem hendes broder, kongen af Portugal, og to af deres søstre, bliver det endnu mindre sandsynligt, at der har været en forbindelse.<ref name="Koc 1951 37">Koch (1951), s. 37</ref> Dertil kommer den afgørende forskel, at der i Portugal var tale om et syn på himlen, men i Estland var tale om et faktisk flag, som efterfølgende blev bragt hjem til Danmark. Og hvis dateringen til 1208 opretholdes som den rette, udebliver muligheden for, at traditionen stammer fra Portugal også af kronologiske grunde.<ref name="Koc 1951 38">Koch (1951), s. 38</ref> Endelig har der været peget på, at den portugisiske tradition måske stammer fra et langt ældre slag, nemlig slaget ved Orique i det sydlige Portugal den 25. juli 1139. I dette slag var den sejrende feltherre Afonso Henriques, dronning Berengarias bedstefader, som ifølge en senere legende før slaget havde set et kors på himlen omgivet af engle i hvide klæder, og at Kristus havde lovet ham sejr og at hans efterkommere ville blive konger i Portugal. Det er imidlertid tvivlsomt, om dronning Berengaria overhovedet har kendt til denne tradition, idet slaget endnu i begyndelsen af 13. århundrede ikke havde opnået den berømmelse, som det senere fik. Det kan end ikke udelukkes, at traditionen om det ældre slag hviler på traditionen fra det senere slag.<ref name="Koc 1951 41f">Koch (1951), s. 41f</ref> Det må tilføjes, at der findes en endnu ældre tradition, nemlig kejser Konstantins korsvision før Slaget ved Ponte Molle i år 312 mod Maxentius, der fulgtes af ordene "''in hoc signo vinces''", det vil sige "under dette tegn skal du sejre". Og på freskerne om "Det sande Kors" legende" i Arezzo, malet af Piero delle Francesca i 1450-erne, ses Konstantin vinde over Maxentius ved at holde er kors frem på en måde, hvor det kan opfattes som værende faldet fra himlen.<ref name="Bar 1992 11f">Bartholdy (1992), s. 11f</ref> Der er intet, som kan understøtte, at den danske tradition skulle have noget med den portugisiske tradition at gøre. Hvilket dog ikke forhindrede Christian IV i på sine guldmønter fra 1591 at gengive den store portugisiske guldmønt kaldet ''portugaløser'' med Kristuskors og sætningen "in hoc signo vinces", sikkert fordi at denne var kendt fra Arild Huitfeldts krønike, der udkom 1600-1603, og hvor begivenheden forøvrigt henlagdes til 1219.<ref>Bartholdy (1992), s. 9, 12</ref> === Er Dannebrog ældre? === Spørgsmålet er, om flaget kunne være ældre. Enkelte forskere mener, at der har været en forløber for Dannebrog: De mener, at danske konger brugte et rødt flag med to ravne i sort, når de drog i krig. Kong Knud den Store skulle ifølge engelske kilder have ført en ravnefane i slaget ved Ashington i Essex i 1016 <ref>Anonym: "Dannebrogs historie" (''Spejderbladet Væbneren'', s. 179-182)</ref>. Men det vides ikke, om denne fane generelt er blevet brugt af den danske kongeslægt. På Bayeux-tapetet fra omkring 1068 fører bagtroppen et rødt flag med et hvidt kors, muligvis danske slægtninge til Vilhelm Erobreren, der i front fører Sankt Georgskorset i slaget ved Hastings i 1066. Ioannis Skylitzis Krønike fra ''Biblioteca Nacional'', Madrid, viser væringer fra Miklagård (''Den Store By'', Byzans-Konstantinopel-Istanbul) omkring år 1100 med et rødt flag med et hvidt kors. Mønter, der viser et korsbanner, blev slået allerede under Valdemar den Store<ref>Fenger, s. 269</ref><ref>Lind, s. 21</ref> og et korsbanner kendes tillige fra et segl fra hans tid (og senere fra et segl fra Erik af Pommerns tid), men disse fortilfælde er ikke overbevisende, ''med mindre'' at man antager, at hans søn skulle have haft en fane med måske som sit eget fra faderen stammende banner og enten (hvilket er temmelig utænkeligt) selv have hævet dette på et kritisk tidspunkt under slaget, eller (mere sandsynligt) at det af vinden fra kongens telt var revet løs og på mærkelig vis var blevet blæst hen over de kæmpende, hvilket er blevet opfattet som en guddommelig indgriben. I så fald var den bogstaveligt talt på det nærmeste "faldet fra himlen". Det er muligt, at det er synet af denne fane højt mod himlen, der gav de kæmpende det mod og den vilje, der skulle til for at vinde slaget. At Valdemar den Store som den korstogskonge, han var med sit korstog til Rygen i 1169, skulle have haft et korsbanner som sit personlige mærke, er vel ikke ganske utænkeligt, og det ville næppe heller være mærkeligt, at det samme banner måtte være medbragt under dette nye korstog af hans søn. Hvis Bayeux-tapetet virkelig afspejler danske deltagere i slaget ved Hastings, indebærer det, at flaget går tilbage til Sven Estridsens tid. Det lader sig intil videre ikke fastslå med sikkerhed, og der findes en anden og måske mere sandsynlig mulighed for hvorledes, at korsbanneret kan være blevet Valdemar den Stores personlige mærke. Valdemar den Stores hustru, dronning Sophie, var datter af Richiza og en russisk fyrste.<ref>Fenger, s. 160</ref> Vi ved fra en engelsk kilde fra 1170-erne, at hun havde stået bag et dansk felttog til Finland til støtte for hendes fader og brødre.<ref>Fenger, s. 161</ref> Vi ved derimod ikke, om der er en forbindelse mellem væringerne og deres flag i Miklagård som gengivet i Ioannis Skylitzis Krønike, Sophie og hendes russiske fader og Valdemar den Stores valg af kongeligt banner. At Sophie var en særdeles indflydelsesrige person i Valdemars liv og gerning, er hævet over al tvivl.<ref>Fenger, s. 166</ref> === Danske korstog til Estland i ny belysning === Omflytningen af begivenheden til et nyt år og et nyt sted stiller alle den danske korstog til Estland i et nyt lys og dermed også spørgsmålet om Dannebrogs oprindelse. Først og fremmest kan der være grund til at pege på, at sagnet ''ikke'' har forbindelse med nogle af de øvrige kilder, som indgår i de ældste skriftlige overleveringer. Der er tale om en helt selvstændig og uafhængig tradition.<ref name="Fab 1933 493">Fabricius (1933), s. 493</ref> Der kan ligeledes være grund til at påpege, at ingen kilde, dansk eller udenlandsk, forbinder Dannebrog med begivenhederne i 1219.<ref name="Fab 1933 494">Fabricius (1933), s. 494</ref> Dernæst må der være god grund til at fremhæve, at den danske korstogsvirksomhed er af betydelig ælde. De ældste omtaler, ''Rydårbogen'' og kongefortegnelsen i ''Lund Domkirkes Nekrologium'', der tillægger Knud den Store en sådan virksomhed, antagelig hviler på misforståelser (måske en navneforveksling af Knud den Store og Knud den Hellige).<ref name="Fab 1933 496f">Fabricius (1933), s. 496f</ref> Derimod er der fra tiden fra omkring 1070-1080 sikre efterretninger om danske korstog til Estland. Således oplyser ''Saxo'', at Knud den Hellige i slutningen af Sven Estridsens regeringstid samlede landets ungdom og indlagde sig berømmelse ved sejre over sembere og estere. ''Jyske Krønike'' har gentaget Saxos udsagn.<ref name="Fab 1933 497">Fabricius (1933), s. 497</ref> Vi kender ikke nærmere til denne og den senere tids korstog til disse egne, men forekomsten af danske stednavne ved Riga på ''holm'' (Stenholm, Langholm og Rigeholm), ''næs'' (om Kurlands forbjerge), ''sund'' og ''klint'' (om det nordlige Estlands bratte skrænter) tyder på forbindelser til dansk (eller svensk) område.<ref name="Fab 1933 498">Fabricius (1933), s. 498</ref> I 1170 indtraf der, ifølge ''Saxo'', et angreb fra kurlandske og estiske sørøvere mod Øland, hvor angriberne først efter blodige kampe blev nedkæmpet af en dansk flåde under ledelse af Esbern Snare og Christoffer, kong Valdemars uægte søn.<ref name="Fab 1933 498f">Fabricius (1933), s. 498f</ref> Omtrent samtidig, efter Rygens erobring i 1169, optræder en biskop Fulco af Estland som medunderskriver på et brev herom, hvilket viser dels hans tilstedeværelse i Danmark, dels at Danmark havde missions- og korstogsvirksomhed rettet mod Estland på denne tid.<ref name="Fab 1933 499">Fabricius (1933), s. 499</ref> Det vides, at ærkebiskop Eskil af Lund under sin landflygtighed til Frankrig havde kontakt til abbed Peter i klosteret Moutier-la-Celle, der anbefaler ham munken Fulco som missionær til Estland. Eskil lader ham bispevie, men vi kender ikke nærmere til hvornår og under hvilke omstændigheder, han er kommet til Danmark.<ref name="Fab 1933 499f">Fabricius (1933), s. 499f</ref> Det er muligt, at Fulco har indledt en missionsvirksomhed omend næppe med den store fremgang. Derimod fik en tysk cisterciensermunk ved navn Theodorik udnævnelse til biskop over esterne og han søgte dansk støtte til missionsvirksomhed via ærkebiskoppen i Lund, og paven lagde Estland ind under ærkesædet i Lund. På samme tid arbejdede en gejstlig fra Bremen, Albert, for missionsvirksomhed i Livland, han søgte støtte hos den tyske staufiske kong Filip, og han blev biskop i Riga. Tyskerne organiserer sig i Sværdriddernes Orden, som paven godkender i 1202.<ref name="Fen 1989 240"/> Meget tyder på, at den danske korstogsvirksomhed i de følgende årtier var rettet imod Venden, som først nu kommer under endeligt dansk herredømme.<ref name="Fab 1933 504">Fabricius (1933), s. 504</ref> Men i 1197 indledes et omfattende dansk korstog til Estland.<ref>Ulige årbøger angiver lidt forskellige år for dette korstog: 1194, 1196 og 1197, men nøjere undersøgelser har påvist daterings- og afskrivningsfejl for de to første års vedkommende, jvf. Fabricius (1933), s. 504-506</ref><ref name="Fen 1989 239">Fenger (1989), s. 239</ref> Atter afbrydes korstogsvirksomheden midlertidigt i forbindelse med, at Absalon dør 1201, kong Knud VI dør 1202 og Esbern Snare dør 1204 samt med Danmarks magtovertagelse i Holsten, der sker under betydelige kampe<ref name="Fab 1933 507">Fabricius (1933), s. 507</ref>, men i 1205 søger kong Valdemar om tilladelse til at oprette et bispesæde i Estland, hvilket han får tilladelse til den 13. januar 1206.<ref name="Fab 1933 507"/> Antagelig i 1206 skriver pave Innocens III til Anders Sunesen:</br> "''Da du i din retfærdighed og fromhed påtænker at straffe uret mod kristenheden, og da du med fromt forsæt har besluttet at drage imod hedningerne, bevilger vi dig ved dette brev myndighed til at ordinere en troende biskop i en by, som du med Kristi hjælp kan vinde for dyrkelsen af den kristne tro, efter at hedningernes smuds er fjernet''".<ref name="Fen 1989 239f">Fenger (1989), s. 239f</ref></br> Et dansk korstog synes rettet imod Saremaa (Øsel), hvor der opføres en mindre borg, men uden tilstrækkeligt mandskab må man atter forlade øen; Anders Sunesøn drog herfra med biskop Nicolaus af Slesvig til Riga for vinteren.<ref name="Fab 1933 509">Fabricius (1933), s. 509</ref><ref name="Fen 1989 240">Fenger (1989), s. 240</ref> I 1208 skal korstoget til det sydlige Estland være fundet sted. Det savnes imidlertid i omtalen i klosterårbøgerne, måske fordi der samme år foregik et katastrofalt krigstog til Sverige, som endte med nederlaget ved Lena den 31. januar, og som pådrog sig hele opmærksomheden.<ref name="Fab 1933 509"/> Som årsag til dette korstog må måske ses, at tyskerne samme år havde underlagt sig Livland og havde overskredet grænsen til Estland.<ref name="Fab 1933 511">Fabricius (1933), s. 511</ref> Det var derfor på høje tid, hvis Danmark ikke skulle risikere, at hele det baltiske område blev underlagt tysk overherredæmme. Også i de følgende år genoptages korstogene til Estland, således 1210, efter, at man havde sikret sig imod tyske udplyndringer i Danmark, mens korstoget fandt sted.<ref name="Fab 1933 510">Fabricius (1933), s. 510</ref> Men netop på dette tidspunkt indtræder en magtkamp om Estland og Livland mellem Sværdridderordenen på den ene side og biskoppen i Riga på den anden.<ref name="Fab 1933 512">Fabricius (1933), s. 512</ref> Denne magtkamp fører til, at paven i stedet giver ærkebiskop Andreas Sunesen legatmyndighed i alt, hvad der angår mission i Baltikum. Den 4. april 1212 får ærkebispen et tilsagn som leder af missionsvirksomheden.<ref name="Fen 1989 267">Fenger (1989), s. 267</ref> Heri anvendes som begrundelse herfor blandt andet følgende:</br> "''Da du altså, optændt af iver for Kristendommen, mægtigt har arbejdet på at omvende de omboende hedninger fra vildfarelsen til sandheden, og endnu agter at arbejde, så mener vi, at vor befuldmægtigelse, for at du rigeligere og virkningsfuldere må kunne udføre det, bør overgives dig; og vi befaler vore brødre ærkebiskoppen af Uppsala og hans lydbiskopper og biskopper og de andre kirkers øvrige prælater i Danmark og Sverige ved denne vor skrivelse, at de skal være dig, der som pavestolens legat trofast arbejder på denne gerning, behjælpelig..''"<ref name="Fab 1933 513">Fabricius (1933), s. 513</ref></br> Det er sandsynligt, at den "mægtige" virksomhed, der henvises til, blandt andet har omfattet et korstog i 1208. Konklusionen af dette historiske forløb bliver, at: "''Der kan saaledes ikke ud fra tidshistoriske Grunde rejses nogen Invending mod Danebrogssagnets Tidsfæstelse til 1208 og Stedfæstelsen til Fellin.''"<ref name="Fab 1933 517f">Fabricius (1933), s. 517f</ref> === Dannebrog og slaget ved Lyndanisse i 1219 === Men hvorledes så med selve overleveringen? Det står fast, at den ikke kan være "lånt" fra andre kilder. Det står også fast, at da Peder Olsen nedskriver begivenheden, forsøger han at få sit ellers ukendte korstog rettet til et kendt korstog.<ref name="Fab 1933 523">Fabricius (1933), s. 523</ref> Men netop dette, at korstoget 1208 ellers er ukendt, taler for, at det har været en gammel overlevering om Dannebrog, som ''netop'' var knyttet til 1208 og til Fellin.<ref name="Fab 1933 525">Fabricius (1933), s. 525</ref> Det må anses for usandsynligt, at et sådant sagn skulle være en senere tids konstruktion.<ref name="Fab 1933 526">Fabricius (1933), s. 526</ref> Hvad angår selve forløbet af slaget kan der være grund til at bemærke sig Henrik af Livlands fremstilling af begivenhederne i 1219. Ifølge denne var kong Valdemar kommet til Estland med sin enorme flåde på 1500 skibe for at tilse opførelsen af en ny borg i stedet for den gamle Lyndanisse<ref>navnet menes afledt af estisk: danernes borg</ref>, som blev sløjfet for at give plads til den nye. De omgivende folkegrupper, revelerne og harjerne, samlede en stor hær og sendte deres ledere til kongen for at forhandle en fred. Kongen gav disse udsendinge gaver, og hans biskopper døbte dem; med i kongens følge var lensmanden Vitslav fra Rygen, ærkebiskop Andreas og tre biskopper: kansleren Niels fra Slesvig, Ebbe fra Århus og Theodorik, der var indviet som ny biskop over Estland. Tre dage efter fredsforhandlingerne vendte esterne imidlertid tilbage med deres hær og angreb den danske lejr fra flere sider om aftenen efter nadveren. Nogle stormede det telt, hvor biskop Theodorik lå, ud fra formodningen, at det var kongens telt, og han blev dræbt på stedet; andre angreb andre mål, og mange blev hugget ned. Netop, som det så værst ud for danskerne, vendte Vitslav med sin vendiske hær sig imod esterne og drev dem på flugt; andre estere under fremrykning standsede op ved dette syn, og danskerne fik samlet sig, kongen med sit mandskab, der også omfattede nogle tyskere, kom til stede, og efter kamp blev esterne slået på flugt, og mange blev dræbte. Kongen og biskopperne takkede Gud for sejren, kong Valdemar lod sin kapellan Viscelin indvie til Theodoriks efterfølger og drog hjem efter at have fuldført borgens opførelse, mens biskopperne med deres mandskab forblev i landet og færdiggjorde dettes underkastelse under den danske krone og kirke.<ref name="Jør 1875 445f">Jørgensen (1875), s. 445f</ref><ref name="Fen 1989 267f">Fenger (1989), s. 267f</ref> Denne beretning, som er nogenlunde samtidig med begivenhederne men en andenhånds beretning, giver anledning til en række spørgsmål. Det virker utroligt, at kongen skulle være ankommet med en så stor hær blot for at ombygge en borg. Mere troværdigt er det, at der var tale om et regulært korstog. Men endnu mere bemærkelsesværdigt er det, at esterne skulle have angrebet biskop Theodoriks telt i den tro, at det var kongens. Hvad fik dem til at tro det? Og hvordan identificerede de dette kongens formodede telt? Er Dannebrog en medvirkende del af forklaringen? I så fald: på hvilken måde? Svaret på disse spørgsmål kan meget vel vise sig at være en nøgle til forståelse af begivenhedsforløbet. Under alle omstændigheder ''bestyrker'' denne teori også teorien om, at det egentlig var et medtaget banner. Tilbage bliver spørgsmålet om de historiske omstændigheder omkring flagets betydning i slaget. Det kunne tænkes, at der var tale om en pavelig fane. Men ingen overlevering taler om en sådan pavelig fane.<ref name="Fab 1933 530">Fabricius (1933), s. 530</ref> Antagelsen er grundløs. En anden mulighed er, at det skulle være Johannitterne fane. Men det er usandsynligt, at paven vil have anvendt et banner, som allerede var i brug.<ref name="Fab 1933 529">Fabricius (1933), s. 529</ref> Også denne antagelse må anses for grundløs. Endelig kunne der være tale om en biskoppelig fane, men absolut intet kan understøtte denne antagelse. Fabricius har foreslået, at hvis flaget ikke svævede ned fra oven, kunne det måske, hvis vi følger den skildring, som Henrik af Livland giver, være en undsætningstrop, der kom til med den biskoppelige korsfane højt løftet i spidsen.<ref name="Fab 1933 531">Fabricius (1933), s. 531</ref> Imod denne antagelse taler først og fremmest, at der ingen beviser findes for, at en sådan "biskoppelig" fane skulle have eksisteret, og for det andet, at hvis det virkelig var en undsætningstrop, der havde bragt fanen til slaget, ville man have forventet, et dette var blevet indarbejdet i den senere tradition. Set i dette lys bliver forklaringen med et løsrevet kongeligt banner bragt til slaget af vinden langt mere sandsynlig. Vi kan måske underbygge denne hypotese: ''hvis'' det er rigtigt, at Dannebrog første gang spillede en rolle ved den danske korstogsmission i 1208 under omstændigheder, som måske er blevet husket men aldrig nedskrevet i samtiden, og ''hvis'' flaget var taget med igen under det nye korstog i 1219, og ''hvis'' flaget viste sig netop på det mest kritiske tidspunkt under slaget, og ''hvis'' nogen i et guddommeligt indfald har forstået den symbolske betydning af at indgyde korstogsridderne ekstra mod og kraft netop på dette tidspunkt, ''så'' kan det med rimelighed forklare to ting, som ellers bliver vanskelige at forklare: for det første hvorfor Dannebrog er blevet knyttet til begivenhederne i 1219, selvom dets oprindelse skriver sig til 1208, og for det andet hvorfor flaget var med korstogsridderne under dette nye togt: det var blevet "modtaget" under et tidligere korstog og var blevet forbundet med en sejr i dette, hvorfor det som sejrssymbol blev taget med igen og atter gav en sejr, denne gang måske i et mere kritisk slag. Dermed er traditionen om dets oprindelse og betydning i nogen grad blevet forskudt fra den oprindelige, mindre betydningsfulde begivenhed til den senere, afgørende begivenhed. Og dermed fik Dannebrog også den betydning som sejrssymbol, som flere hundrede år senere blev nedskrevet. Det kan tillige forklare en anden, mindre bemærket side af begivenhedsforløbet: hvis fanen var med igen i 1219, og hvis det var dette kongens personlige banner, som fejlagtigt fik esterne til at angribe ærkebispens telt i den tro, at det var kongens telt, så bestyrker det yderligere flagets høje alder. Det ville være naturligt at medbringe ''samme'' korstogsfane på begge korstog, fordi de drejede sig om ''samme'' sag. Brugen af en korsfane er bevidnet allerede fra Valdemar den Stores tid<ref name="Fen 1989 269">Fenger (1989), s. 269</ref>, hvor den sandsynligvis symboliserer kongedømmet og ikke det danske rige. At danskerne netop havde et banner med kors som symbol er selvsagt naturligt for et korstog. Om fanen havde revet sig løs eller blev taget med af undsætningstropperne, er mindre betydningsfuldt, det vigtige var, at den var markant til stede netop, som slaget vendte. Nok så vigtigt: forudsat, at Danmark forud for slaget i 1219 allerede havde udkæmpet slag i det sydlige Estland omkring et årti tidligere, bliver det lettere forståeligt, hvorfor kong Valdemar i 1218 kræver herredømmet over hele Estland, hvorfor han spærrer Lübecks havn for de tyske korstogsfarere i 1219 og 1220, hvorfor Anders Sunesøn erklærer hele Estland som tilhørende Danmark, samt hvorfor hele Estland i 1221 i et forlig med biskop Adelbert tillægges Danmark. Der var hverken tale om en lunefuld udnyttelse af heldige omstændigheder fra dansk side eller om et dansk imperialistisk krav men derimod om at fuldende den virksomhed, som var begyndt årtier før og som skridt for skridt var blevet udstrakt til hele det estiske område.<ref name="Fab 1933 532f">Fabricius (1933), s. 532f</ref> Det synes rimeligt at drage den slutning, at selv om korsbanneret altså sandsynligvis er ældre end 1208 eller 1219, så var det først ved et af disse slag og snarest i 1208, at det kom til at spille den afgørende rolle for slagets udfald, der gjorde, at der blev skabt en tradition omkring det. Slaget i 1219 var måske på sin egen måde vigtigt, men Dannebrog spillede næppe den samme rolle for dette slags udfald. Her var det hjælpetropperne, som spillede den vigtigste rolle. Ovenstående er, hvad vi med rimelig sikkerhed tør sige om Dannebrogs oprindelse og betydning for Danmarks overherredømme over Estland. Tilbage bliver at følge nogle hovedtræk i flagets senere historie. === Tallinn, Lübeck og Erik Klipping === Der kan i forbifarten være anledning til at gøre op med endnu en myte. Den omstændighed, at Tallinns lille segl afspejler Dannebrog, samt at det ses over Strandporten, har givet anledning til den teori, at der er en særlig forbindelse mellem dette sted og denne fane.<ref name="Fab 1933 528">Fabricius (1933), s. 528</ref> Det er efter min opfattelse en misforståelse. Den rette sammenhæng er snarere følgende: Det danske overherredømme over Estland var i begyndelsen meget usikkert. Efter en længere tids uroligheder blev der i 1238 indgået et forlig, kaldet Stensby-aftalen, hvorved den tyske ridderorden måtte overdrage borgen i Tallinn, som den havde besat, til den danske konge.<ref>Fenger (1989), s. 324</ref> Lidt senere, inden hendes død i 1282<ref>Hørby (1989), s. 140</ref>, gav den danske konge, Erik Klipping, og især hans moder, Margrete Sambiria, Tallinn dets stadsret, som det fik efter forlæg fra Lübecks stadsret.<ref>Hørby (1989), s. 123</ref><ref>Riis (1992), s. 36</ref> Når Tallinns segl fra 1294 og dets såkaldt "store" byvåben viser tre kronede løver, en nøje kopi af det danske våben<ref>Bartholdy (1992), s. 9</ref>, når Sankt Knudsgildet og andre gilder i Tallinn i 1400-tallet anvender et hvidt kors i rødt felt som sit våben<ref>Bartholdy (1992), s. 10</ref> og når man ved, at Lübeck tillige havde et hvidt kors på rød grund som sit byvåben, er det så urimeligt at antage, at Tallinns byvåben markerer ''hvem'', som gav det dets stadsret, mens Tallinns lille segl sammen med symbolet over Strandporten angiver ''hvorfra'', at Tallinn fik sin stadsret? Det mener jeg ikke. Tværtimod er det i mine øjne logisk. Hvis det forholder sig således, betyder det imidlertid, at der ingen sammenhæng er mellem Dannebrog på seglet og over Standporten og begivenhederne i 1219. === Kendt siden 1300-tallet === [[File:Gelre Folio 55v.jpg|thumb|right|Dannebrog gengivet i "Armorial Gelre".]] Jeg har tidligere opstillet den hypotese, at Dannebrog kan være begyndt som den danske konges ''personlige'' banner. Kan denne hypotese underbygges? Ja, det kan den. Som nævnt optræder et kvadratisk korsbanner på både en mønt og på et segl fra Valdemar den Stores tid. Det taler stærkt for en forbindelse mellem denne konge og dette bannermærke. Historisk kendes Dannebrog siden 1300-tallet. Dannebrog er således bevidnet af den hollandske herold ''Gelre'' (1334-1375), der i værket "Armorial Gelre" blandt andet gengiver et våben for "die coninc van danmarke" visende, rigsvåbenet med 3 leoparder forbundet med en gylden hjelm med hermelinsklædte og påfuglebesatte vesselhorn samt et kvadratisk Dannebrogsflag.<ref name=autogeneret1 /><ref>[https://commons.wikimedia.org/wiki/File:Gelre_Folio_55v.jpg Gelre Folio 55v]</ref> Ligeledes i ''Bellenville-våbenbogen'' 1380-90 findes et skjold med et kors med navnet ''Denenbroce'' over. Fra denne tid må både flagets navn og udseende derfor regnes som værende fastslåede kendsgerninger. Således er både flaget og navnet dokumenteret ''senest'' fra Valdemar Atterdags tid og ''kan'' stamme fra de estiske korstog blot 150 år før eller tidligere. Læg dertil, at vi genfinder det samme kvadratiske kortbanner på et segl fra Erik af Pommerns tid. Det betyder, at vi kan dokumentere, at mindst tre danske konger har anvendt det selvsamme symbol som sit banner. Dette taler meget stærkt for, at det allerede på denne tid har vundet hævd som kongens traditionelle banner. Det skulle være mærkeligt, om ikke dette også var tilfældet på Valdemar Sejrs tid, som falder midt i de tre andre kongers. Det betyder, at vi med en til vished grænsende sandsynlighed har godtgjort hypotesen om, at dette banner må have fulgt med kongen på dennes korstog. === Erik af Pommern === Det danske korsflag kendes brugt af Erik af Pommern og symboliserede på daværende tid tillige hansestaden Lübecks våben. Lübecks gamle våben var et hvidt kors på en rød baggrund, dannet som en modsætning til den tysk-romerske kejsers hvide flag med et rødt kors, et flag som stammede fra Romerriget, og som er bevaret i det engelske flag (Sankt Georgs kors). Det synes rimeligt at antage, at Erik af Pommern derfor har haft et dobbelt formål med at anvende dette banner: dels var anvendelsen allerede blevet en tradition for danske konger, dels kunne symbolet bruges til at markere, at han hævdede at være retmæssig byherre over Lübeck, lige som Valdemar Sejr havde været det.<ref>Hørby (1992), s. 35</ref> Vi ved, at Erik af Pommern indførte dannebrogskorset i sit unionssegl fra 1398<ref>Bartholdy (1992), s. 7</ref>, og at det lige siden har indgået i alle danske rigsvåbener som en fast bestanddel. Det menes, at Dannebrog oprindeligt blev opbevaret sammen med rigets øvrige klenodier, i Folen, det faste tårn på Kalundborg Slot.<ref>Jørgensen (1887), s. 168</ref> Det ville være logisk, når der ikke længere foregik korstog. === Dannebrog og Sverige === Dannebrog optræder også i begivenheder efter Erik af Pommerns tid, hvilket bekræfter dets fastslåede stilling som kongens banner og samlende symbol under krigsbegivenheder. Ifølge svenske krøniker blev "Danabroka" i 1439 ført ind i Sverige, og i 1464 tog svenske bønder en fane med Dannebrog fra Christian I og senere oplevede en sejr i Slaget ved Brunkeberg i 1471. Ærkebispens krønike i Lund oplyser, at Christian I i 1448 fik overrakt rigets flag.<ref name="Bar 1992 13f">Bartholdy (1992), s. 13f</ref> Disse oplysninger bevidner flagets vedvarende brug og dets betydning som dansk rigssymbol. === Togtet til Ditmarsken === Under krigen i Ditmarsken i år 1500 var et Dannebrogsflag, der efter sigende var det originale fra 1219, med. Under slaget ved Hemmingstedt blev det ført af marsk Hans von Ahlefeldt<ref>oplysningen findes hos den kongelige historiograf Hans Svanning, der i 1558-59 skrev en fremstilling af kong Hans' historie og heri bringer oplysningen, at :"rigets banner, delt af hvidt og rødt i form af et kors, og nedfalden fra himlen til kong Valdemar II, som der fortælles, da han førte krig mod Livlænderne, som dengang var kristendommens fjender", her gik tabt. Det er sikkert fra Svanning, at Huitfeldt har hentet samme oplysning, jvf. Jørgensen (1887), s. 169.</ref>. Han faldt imidlertid under slaget, og flaget blev erobret af ditmarskerne. Det blev ophængt i kirken i Wöhrden<ref>oplysningen skyldes præsten og historikeren Johan Neocorus, der afsluttede sin krønike i 1598 og hvis fader havde været degn i Wöhrden i 20 år, da han døde i 1580, jvf Jørgensen (1887), s. 178f</ref>, og blev først generobret i 1559<ref>Uafhængigt af Svanning fortæller Johan Rantzov i sin omtale af dette sidste togt til Ditmarsken, at der blandt de tilbageerobrede faner også var: :"et stykke af det banner, som man siger til sin tid ved et mirakel blev givet en dansk konge imod russerne og som fordum kong Hans havde taget med i håb om derved at stride heldigt imod Ditmarskerne.", jvf. Jørgensen (1887), s. 170f</ref> – da næsten ødelagt af fugtighed og ælde – og ophængt i Slesvig kirke, hvor det endeligt gik til engang i 1660'erne.<ref>kilden hertil er Hans de Hofman, som i 7. del af "Den danske Atlas" fra 1781 s. 605 oplyser om koret i Slesvig domkirke, at: :"I dette kor hængte den berømte danske fane Danebrog... og var at se, indtil den ved 1660 af alder og forrådnelse aldeles forfaldt, da nogle børn ved deres leg nedrev den af loftet og ingen bekymrede sig om at samle dens levninger." Men fra omtrent samme tid stammer en oplysning i et tysk værk, at fanen havde hængt i Nikolaikirken i Kiel, jvf Jørgensen (1887), s. 182. Jørgensen tillægger dog oplysningen om Slesvig domkirke størst troværdighed, jvf samme. s. 185f</ref><ref name="Bar 1992 14"/> I borgerkrigen ''Grevens fejde'' anvendte den ene part et stribet flag; blåt, gult og rødt i rigsvåbnets farver, og den anden part, den sejrende, brugte et rødt-hvidt korsflag, med fire lige lange arme. === Nyere tid === Siden 1500-tallet har Dannebrog angivet danske skibes nationalitet<ref>Bartholdy (1992), s. 11</ref>, og i 1600- og begyndelsen af 1700-tallet indgik et Dannebrogsfelt i hærens faner.<ref name=autogeneret3>Achen, s. 108</ref> I 1696 fastlagde en kongelig resolution flagets mål, og disse har siden overvejende været opretholdt.<ref name="Bar 1992 14">Bartholdy (1992), s. 14</ref> Indtil 1743 brugte man et sort-hvidt korsflag som sørgeflag, derefter blev det besluttet at flage på halvt i stedet for<ref>[http://www.crwflags.com/fotw/flags/dk-sorg.html Danish Mourning Flag (until 1743)<!-- Bot genereret titel -->]</ref>. I 1785 blev Dannebrog genindført som fane for nogle danske regimenter, og i 1801 blev det fane for landeværnet.<ref name=autogeneret3 /> I 1807 digtede B.S. Ingemann:<br /> "''Vift højt på Kodans bølge''<br /> ''blodrøde Dannebrog''"<br /> og i de følgende årtier skrev flere danske digtere, N.F.S. Grundtvig, Oehlenschläger, Chr. Winther, H.C. Andersen, digte om Dannebrog.<ref name=autogeneret3 /> I 1830-erne og 1840-erne udviklede Dannebrog sig til et folkeflag. I 1842 blev det regimentsfane i hele hæren.<ref>Achen, s. 109</ref> Endnuså sent som i 1833 blev det forbudt den danske befolkning privat at flage, men forbuddet blev reelt ikke håndhævet. Under Treårskrigen 1848-1850 flagede befolkningen med Dannebrog i stort omfang, og i 1854 blev det omsider officielt tilladt private at flage.<ref>Bartholdy (1992), s. 14</ref> === <big>Lovgivning</big> === Valdemarsdag den 15. juni blev indført i 1912 ved cirkulære Nr. 391 af 24. december 1912 for at markere Dannebrogs oprindelse, men som det fremgår, hviler det på en delvis misforståelse af traditionen. På den anden side: hvis det tidligere begivenhedsforløb er korrekt forstået, og slaget i 1219 markerede en slags afslutning på hele den forud gående danske missionsvirksomhed i Estland, så er markeringen af denne begivenhed historisk rimelig og forståelig. Og lige meget hvormeget man forsøger at skille myte fra historisk virkelighed, så står det fast, at denne afslutning spillede en afgørende rolle for, at Estland blev et kristent område, og at Danmark har hovedæren herfor. I 1929 blev der udarbejdet et forslag til en officiel flaglov af en særlig kommission, men lovforslaget er aldrig blevet færdigbehandlet eller vedtaget.<ref>Bartholdy (1992), s. 15</ref> === <big>Noter</big> === {{reflist|2}} === <big>Litteratur</big> === * Sven Tito Achen: ''Heraldikkens femten glæder''; København 1978; ISBN 87-12-00222-4 * Nils G. Bartholdy: "Dannebrog - legende og virkelighed" (Michael Andersen og Frank Birkebæk (red.): ''1219 - Dannebrog og Estland''; Roskilde Museums Forlag 1992; ISBN 87-88563-189; s. 6-16) * L.P. Fabricius: "Sagnet om Danebroge og de ældste Forbindelser med Estland" (''Kirkehistoriske Samlinger'', Sjette Række, Første Binds første Hefte, København 1933) * Ole Fenger: "Kirker rejses alle vegne" (Olaf Olsen (red.): ''Gyldendal og Politikens Danmarkshistorie'', bind 4: 1050-1250; København 1989; ISBN 87-89068-06-8) * Henning Henningsen: "Dannebrog og flagføring til søs" (''Handels- og Søfartsmuseets årbog 1969'', s. 7-81) * Kai Hørby: "Velstands krise og tusind baghold" (Olaf Olsen (red.): ''Gyldendal og Politikens Danmarkshistorie'', bind 5: 1250-1400; København 1989; ISBN 87-89068-07-6) * Kai Hørby: "Danmark og Estland i middelalderen" (Michael Andersen og Frank Birkebæk (red.): ''1219 - Dannebrog og Estland''; Roskilde Museums Forlag 1992; ISBN 87-88563-189; s. 30-38) * A.D. Jørgensen: "Om Danebroges Oprindelse" (''Historisk Tidsskrift'', 4. række, Bind 5; 1875) * A.D. Jørgensen: "Undersøgelser vedrørende Danebroge og det danske kongevåben" (''Historisk Tidsskrift'', 6. række, Bind 1; 1887) * J.O. Kock: "Sagnet om Dannebrog" (''Danske Studier'' 1951; s. 34-48) * John Lind: "Den faldt fra himlen ned" (Kronik i ''Skalk'' 2001, nr. 6, s. 20-27) * E. Løffler: "Bidrag til Bedømmelse af Danebrogs-Sagnets historiske Værd" (''Historisk Tidsskrift'', Bind 5. række, 2 (1880); s. 562-566) * ''Salmonsens Konversationsleksikon'', 2. udgave, bind V, s. 515-517; opslag: Dannebroge * [http://www.navalhistory.dk/Danish/Flaget/FlagetsHistorie.htm Flagets historie], i ''Dansk Marinehistorie'' af Johnny E. Balsved, 0mt9b16xjyj1vwvrwojuu51f6fzhjt2 42609 42608 2026-08-31T04:08:42Z Sven Halfdan Nielsen 3898 retter egen fejl 42609 wikitext text/x-wiki Traditionen om Dannebrogs oprindelse er velkendt: Dannebrog faldt ned fra himlen under et dansk korstog til Estland, og det spillede en afgørende rolle for det danske overherredømme over Estland fra 1219. Således lyder myten om Dannebrog, men bag enhver myte gemmer der sig en historisk realitet, og ved at grave denne historiske realitet bag myten frem opnår vi en bedre forståelse af fortiden. Det ligger nær at stille 3 spørgsmål:</br> - er tidsfæstelsen korrekt?</br> - er stedfæstelsen korrekt?</br> - er begivenhedsforløbet korrekt? Svaret på det første spørgsmål er: ja, den ''oprindelige'' tidsfæstelse er sikkert korrekt. Denne tidsfæstelse passer nøje med det begivenhedsforløb, som vi ellers kender. Svaret på det andet spørgsmål er: ja, den ''oprindelige'' stedfæstelse er korrekt. Denne stedfæstelse passer med og ''bekræfter'' de forhold, som vi ellers kender. Svaret på det tredie spørgsmål er: ja, flaget kan forbindes med ''en bestemt begivenhed''. Der er enkeltheder i forløbet, som det ikke længere er muligt at efterkontrollere. Der kan her være grund til at skelne mellem det ''oplevede'' forløb og det ''faktiske'' forløb. Traditionen er baseret på det oplevede forløb således, som dette siden blev husket. === <big>Dannebrogs oprindelse</big> === Dannebrogs oprindelse falder i tre dele: traditionen, de omstændigheder under hvilke traditionen er blevet nedskrevet og flagets senere historie. === Traditionen === [[Fil:Danmarks flag 1219 Lorentzen.jpg|thumb|450px|Det berømte maleri af Christian August Lorentzen fra 1809 af begivenhederne i 1219.]] Ifølge overleveringen, der findes uafhængigt af hinanden hos dels forfatteren af ''Danske Krønike'' fra 1520-erne Christiern Pedersen<ref>formuleringen omtalt under et korstog i 1208 til "Estland, Pryssland, Kurland og Finland" lyder:</br> "''somme mene og sige at samme kong Valdemar skulle fange Dannebrog ned af himlen samme tid, som er et hvidt kors i et rødt felt''", jvf. Lind, s. 24. </ref>, dels munken Peder Olsen (Petrus Olai) fra Gråbrødreklostret i Roskilde, dels historikeren Arild Huitfeldt<ref name=autogeneret1>Lind, s. 23</ref>, faldt Dannebrog ned fra himlen under slaget ved Lyndanisse (i dag Tallinn i Estland) den 15. juni 1219, senere kendt og markeret som Valdemarsdag. Der er imidlertid usikkerhed om tid og sted er korrekte<ref name="bjerg">''Dannebrog'' af Hans Christian Bjerg, s.12, ISBN 87-7739-906-4.</ref>. Det skyldes, at både Christiern Pedersen og Peder Olsen oplyser, at begivenheden fandt sted i året 1208 i Livland på et sted, som kaldes Fellin (Viljandi) i nutidens Estland. Fremstillingen hos Peder Olsen, der findes i en samling notater, ''Collectanea'', til Danmarks historie og menes at være skrevet omkring 1527 men stammer fra en ældre kilde, hvis alder er ukendt<ref>Kock, s. 34</ref>, er den mest oplysende og lyder i sin helhed:</br> "''MCCXIX''<ref>1219</ref>''. Valdemar II angreb Estland, en provins i Livland, fra søen med 1500 krigsskibe og gjorde landgang, og efter mange kampe omvendte han det overvundne land til Kristus og lod folket døbe. Han førte præster dertil fra Danmark og byggede Reval, der nu er en vigtig by og særdeles udmærket og kendt. Heraf kommer det, at kirken i Reval lige til denne dag er forblevet under Danmarks ærkebiskop i Lund, skønt den verdslige magt i tidens løb er gået over til den tyske ordens brødre i nævnte provins. Da nu kong Valdemar var gået i land med hæren i Estland, sagde biskoppen i Århus til ham, da han blev forskrækket over hedningernes mængde, at han skulle love, at han, såfremt han vandt sejr, ville forbedre sig over for sine undersåtter og den hellige Niels i Århus, hvis offergaver han havde tilegnet sig. Det samme råd fik han af den ærværdige Anders, ærkebiskop i Lund, en mand af forunderlig enfold og uskyld, der såvel i live som efter sin død vandt ry ved mange mirakler. Kongen gav dem ret, afgav løftet og fik sejr. Ærkebiskoppen kaldte så stormændene sammen og lod dem love, at svende på tolv år og der over stedse skulle fejre dagen før den hellige Laurentius' fest med faste på brød og vand, hvis de fik sejr. Efter at de så havde påkaldt de hellige Laurentius og Niels, blev slaget begyndt på Vitus' og Modestus' dag. Ærkebiskoppen, der sammen med lydbisper og andre gejstlige fra et bjerg så ud over begge hære, bad nu under tårer for de kristne som en anden Moses med hænderne løftede mod himlen. Når han løftede hænderne i bøn, sejrede danskerne; men når han af træthed lod de gamle hænder synke ned, blev danskerne slået. Men biskopperne og præsterne understøttede den gamle mand. Og således blev den sejrende konge et andet menneske, lod Kristi lære forkynde og kirker bygge dér; siden hen styrede han landene med mildhed og retfærdighed, skrev love og ærede den hellige Niels.''</br> ''Et andet sted står der, at da de rettroende danske på denne Valdemar II's tid i det Herrens år 1208 kæmpede i Livland på det sted, som kaldes Fellin, mod de vantro livlændere og allerede næsten overvundne fromt anråbte om guddommelig hjælp, modtog de straks som belønning et banner, der faldt ned fra himlen, og som var mærket med et hvidt kors, påtrykt en ulddug, og de hørte en røst fra himlen, at når det blev løftet højt til vejrs, ville de straks knuse deres modstandere og vinde fuldstændig sejr; og således skete det. Men det banner plejer med sit sædvanlige navn at kaldes Danebroge. (Denne sejr menes at være den, som danskerne vandt i Estland, og som allerede er omtalt for nylig; men der er fejl i årstallet etc. - Ligeledes har jeg et andet sted fundet, at kong Valdemar og ærkebiskop Anders gjorde et tog til Estland i 1220).''"<ref>her gengivet efter Kock, s. 34f</ref><ref name="Fab 1933 493f">Fabricius (1933), s. 493f</ref> Det er naturligvis usikkert, hvad der egentlig skete under slaget ved Lyndanisse eller slaget ved Fellin, da overleveringen først er nedskrevet 300 år efter begivenhederne skulle have fundet sted <ref name=bjerg />. Historikerne har derfor forsøgt at finde den historiske begivenhed bag ved traditionen. Man kan således fastslå, at Peder Olsens fremstilling har hentet sine bestanddele flere steder, og at de oprindelig ikke har udgjort en helhed. Herom kan siges følgende:</br> 1. Det indledende afsnit om slaget ved Reval (Tallinn) svarer til fremstillingen i ''Rydårbogen'' og i ''Jyske Krønike'' og kan være hentet fra disse kilder.<ref>Kock, s. 35</ref><ref name="Fab 1933 486">Fabricius (1933), s. 486</ref></br> 2. Afsnittet om den hellige Niels i Århus kan stamme fra en bog om Niels, men findes ikke i hans ''vita''. Det tyder ikke på, at historien har en historisk baggrund. Snarere er den tilkommet efter, at Niels blev helgen, formentlig i midten af det 14. århundrede.<ref>Kock, s. 35f</ref><ref name="Fab 1933 486"/></br> 3. Afsnittet om Laurentius-fasten er helt malplaceret. Sankt Laurentius' dag er den 10. august, mens slaget fandt sted på Vitus' og Modestus' dag den 15. juni. ''Saxo'' omtaler et slag ved Ljutka (Lütjenburg), der fandt sted på Laurentius' dag, og formentlig er indskuddet hentet herfra.<ref name=autogeneret2>Kock, s. 36</ref><ref name="Fab 1933 487">Fabricius (1933), s. 487</ref></br> 4. Historien om ærkebispens oprakte hænder er hentet fra ''2. Mosebog'' (17, 9ff).<ref name=autogeneret2 /><ref name="Fab 1933 487"/></br> 5. Historien om det nedfaldne flag er uden direkte forbillede. Fra Portugal (hvorfra dronning Berengaria stammer) findes en tradition fra 1217 om et jærtegn i form af et kors på himlen til tegn på portugisernes sejr over maurerne i kampen ved Alcazar.<ref>Kock, s. 37</ref> Det betyder, at der findes en tradition næsten samtidig med den danske, hvilket styrker en tidsfæstelse til begyndelsen af 1200-tallet. Skønt der er forskelle (intet flag i Portugal), kan begivenheden i Portugal være blevet kendt også i Danmark og have styrket den danske tradition, men der er intet bevis for en direkte forbindelse.<ref>Kock, s. 42</ref></br> Med hensyn til selve dateringen af Dannebrogs fald fra himlen er det nutidens historikeres opfattelse, at når to kilder uafhængigt af hinanden daterer begivenheden til et andet sted og en anden tid end nutidens tradition siger, så må nutidens tradition anses som fejlagtig og den ældste tradition som den rigtige med hensyn til tid og sted.<ref>Lind, s. 26</ref> Dette kan også forklare, hvorfor der ingen omtale af Dannebrog er i den samtidige skildring i Henrik af Livlands krønike.<ref>Enn Tarvel (red.): ''Henriku Liivimaa Kroonika''; "Olion" Tallinn 1993; ISBN 5-450-01319-1; s. 140</ref> På lignende måde som bidragene om den hellige Niels og om Anders Sunesens løftede hænder er tilføjede den oprindelige fremstilling, så menes traditionen om Dannebrog at være overført fra det mindre betydningsfulde slag i 1208 til det vigtigere slag i 1219, der indledte den danske besættelse af det nordlige Estland som led i opbygningen af myten om netop dette slag.<ref name=autogeneret2 /> Endelig bør det nævnes, at traditionen blev nedskrevet kort tid efter, at danskerne havde mistet det originale Dannebrog under togtet til Ditmarsken i 1500. Det menes, at flaget var taget med, netop fordi man på grund af traditionen mente, at det ville bringe sejr.<ref>Jørgensen (1875), s. 417</ref> Som muligt ophavssted og som en anden mulighed har man peget på, at banneret kunne stamme fra Johanniterordenen eller være et korsbanner givet af paven, men disse og andre muligheder er blevet tilbageviste af historikerne.<ref>Jørgensen (1875), s. 426-429 for Johanniterordenens vedkommende, s. 431-432 for pavens vedkommende</ref> <ref>Jørgensen (1887), s. 149-153</ref> <ref>Lind, s. 25</ref> Der kan måske være grund til at se nærmere på disse hypoteser. === Myten om Johanniterordenen === Historikere i det 19. og 20. århundrede brød sig ikke om det himmelfaldne flag og søgte mere jordnære forklaringer. Især søgte man efter forbilleder for Dannebrog. Især hæftede man sig ved Johanniterordenen som en mulig kilde, da denne orden blandt andet havde et våben, som mindede om Dannebrog. En række mulige forbindelser har været foreslået. Man har peget på, at Valdemar Atterdag besøgte den hellige grav i påsken 1347 og her blev slået til ridder af hertug Erik af Sachsen.<ref>Jørgensen (1875), s. 426</ref> Kong Valdemar stiftede et Sankt Hans-kloster på Dueholm viet til Marie Magdalene på hvis festdag, han fik ridderslaget.<ref name="Jør 427">Jørgensen (1875), s. 427</ref> Yderligere oplyser Thomas Bartholin i sin bog om Dannebrogsordenen, at Valdemar på gamle tapeter på Københavns Slot var fremstillet med et hvidt ordenskors. Da korset første gang kendes fra et brev fra år 1356 og kongenavnet Valdemar er fælles, måtte en forbindelse anses som mulig.<ref name="Jør 427"/> Senere forskning har imidlertid vist, at Thomas Bartholins fremstilling bygger på et forfalsket kobberstik, hvorved denne del af beviset falder sammen.<ref>Jørgensen (1875), s. 429</ref> Ydermere har det vist sig, at ingen dansk konge har søgt sit gravsted hos Sankt Hans-ordenen, og der findes ingen optegnelser til støtte for en forbindelse.<ref>Jørgensen (1875), s. 430</ref> Denne forklaring må således afvises, da der ingen forbindelse findes mellem Sankt Hans-huse, deres velgørere og Johanniterordenen.<ref>Jørgensen (1875), s. 431</ref> Man har også tænkt sig, at Johanniterordenens symboler skulle være overtaget skridt for skridt i dansk tradition, men imod dette taler, at der findes en specifik tradition for flagets oprindelse, som ikke kan afvises.<ref>Jørgensen (1875), s. 434-437</ref> Tilbage er kun den mulighed, at flagets oprindelse med al sandsynlighed på den ene eller anden måde har forbindelse til et korstog til Estland.<ref>Jørgensen (1875), s. 437</ref> Den eneste samtidige kilde er Henrik af Livlands krønike, der imidlertid er stærkt tendensiøs: han forsøgte at nedgøre ethvert dansk bidrag til kristningen af Baltikum<ref>Jørgensen (1875), s. 439</ref>, ja endog at gøre dansk tilstedeværelse til utidig indblanding<ref>Jørgensen (1875), s. 441</ref> og bestrider endda, at Valdemar skulle have været på korstog.<ref>Jørgensen (1875), s. 442</ref> Således fremstilles han i 1219 som værende på besøg for at besigtige byggeriet af en ny borg, ikke som erobrer.<ref>Jørgensen (1875), s. 445f</ref> Esterne angreb for at stoppe opførelsen af borgen, men blev selv angrebet af vendiske hjælpetropper, som var kommet sammen med danskerne. Dannebrog omtales ikke.<ref>Jørgensen (1875), s. 447</ref> Tydeligvis er der tale om en andenhånds beretning baseret på rygter, ikke om et øjenvidne til begivenhederne. A. D. Jørgensen har forsøgsvis opstillet den hypotese, at esterne angreb biskop Theodoriks telt, fordi der foran var et banner, som opfattedes som hovedbanneret (det vil sige: kongens banner). Han stiller spørgsmålet, om Theodorik kan forbindes med Johanniterordenen.<ref>Jørgensen (1875), s. 448</ref> Theodoriks oprindelse er ukendt, men han optræder som missionær både hos liverne og esterne i forskellige opisoder med sagnagtige træk.<ref>Jørgensen (1875), s. 449</ref> Han blev sendt til pavestolen, hvor han den 15. april 1201 fik en bulle af pave Innocens, der opfordrede alle kristne i Vendland og Saxland til at drage til Livland.<ref>Jørgensen (1875), s. 450</ref> Theodorik forsøgte at få anerkendt Baltikum som sit bispedømme, men stødte på vanskeligheder. Derfor skal han have sluttet sig til den danske konge, idet paven havde givet biskop Anders Sunesen en bulle på at indvie en biskop i Estland.<ref>Jørgensen (1875), s. 456</ref> Da Tempelridderne på daværende tidspunkt havde et rødt kors på hvid baggrund som sit mærke, måtte et dansk korstog ske under et andet mærke, og han har så "lånt" Sankt Hans-brødrenes korsbanner.<ref>Jørgensen (1875), s. 457</ref> Det skulle således være dette banner, der var opsat foran hans telt, og som slaget med esterne derfor kom til at stå om.<ref name="Jør 458">Jørgensen (1875), s. 458</ref> Theodorik døde under slaget, og efter slaget måtte omstændighederne omkring fanens oprindelse og betydning have været uklar<ref name="Jør 458"/>, da det fuldstændig adskilte sig fra kongens banner: løverne og hjerterne. "Saa sagde man, at det var kommet ned fra Himlen midt i Slagets trængsel".<ref>Jørgensen (1875), s. 457</ref> Problemet med denne hypotese er, at den på intet punkt finder støtte i kilderne<ref name="Jør 458"/>, og A.D. Jørgensen understregede, at den kun var en hypotese, som fornyede studier måtte styrke eller svække,<ref>Jørgensen (1887), s. 150</ref> og at "''kun derom er alle enige, at Savojens Kors er lig Johanniternes, og det samme er Tilfældet med vort Danebroge.''"<ref>Jørgensen (1887), s. 153</ref> I og med, at flagets oprindelse nu henlægges til ''en anden begivenhed'', slaget i 1208, er grundlaget for hele denne konstruktion imidlertid bortfaldet. De nærmere omstændigheder omkring flagets oprindelse er fortsat ukendte. === Myten om dronning Berengaria og Dannebrog === Som tidligere nævnt har det været overvejet, om myten om Dannebrogs fald fra himlen var forbundet med dronning Berengaria. Hun blev gift med Valdemar Sejr i 1214 og døde i 1221.<ref name="Fen 1989 61">Fenger (1989), s. 61</ref> Hun stammede fra Portugal, og det er overleveringer herfra, som har været inddraget i forsøgene på at forklare myten. Det er blevet påpeget, først af overbibliotekar Christian Bruun, at der i portugisiske skrifter fortælles om et jærtegn, der i 1217 blev set i Portugal under en kamp imod maurerne ved Alcazar. Ifølge disse viste der sig et kors på himlen som tegn på sejren. Teorien er senere taget op af pastor L.P. Fabritius, som mener, at det er den eneste tradition i den kristne verden, som tåler sammenligning med sagnet om Dannebrog. Han forbinder de to begivenheder ved at påpege, at Berengaria var blevet dansk dronning blot tre år tidligere, og at der takket være en livlig forbindelse mellem Portugal og Danmark er mulighed for, at historien er kommet hertil. Det viser sig imidlertid, at denne antagelse ikke holder: dels kendes der ingen livlig forbindelse mellem de to lande, dels har der været rejst tvivl om, at hun kom fra Portugal. I flere danske årbøger siges, at hun var søster til greven af Flandern, og da der ydermere var arvestridigheder imellem hendes broder, kongen af Portugal, og to af deres søstre, bliver det endnu mindre sandsynligt, at der har været en forbindelse.<ref name="Koc 1951 37">Koch (1951), s. 37</ref> Dertil kommer den afgørende forskel, at der i Portugal var tale om et syn på himlen, men i Estland var tale om et faktisk flag, som efterfølgende blev bragt hjem til Danmark. Og hvis dateringen til 1208 opretholdes som den rette, udebliver muligheden for, at traditionen stammer fra Portugal også af kronologiske grunde.<ref name="Koc 1951 38">Koch (1951), s. 38</ref> Endelig har der været peget på, at den portugisiske tradition måske stammer fra et langt ældre slag, nemlig slaget ved Orique i det sydlige Portugal den 25. juli 1139. I dette slag var den sejrende feltherre Afonso Henriques, dronning Berengarias bedstefader, som ifølge en senere legende før slaget havde set et kors på himlen omgivet af engle i hvide klæder, og at Kristus havde lovet ham sejr og at hans efterkommere ville blive konger i Portugal. Det er imidlertid tvivlsomt, om dronning Berengaria overhovedet har kendt til denne tradition, idet slaget endnu i begyndelsen af 13. århundrede ikke havde opnået den berømmelse, som det senere fik. Det kan end ikke udelukkes, at traditionen om det ældre slag hviler på traditionen fra det senere slag.<ref name="Koc 1951 41f">Koch (1951), s. 41f</ref> Det må tilføjes, at der findes en endnu ældre tradition, nemlig kejser Konstantins korsvision før Slaget ved Ponte Molle i år 312 mod Maxentius, der fulgtes af ordene "''in hoc signo vinces''", det vil sige "under dette tegn skal du sejre". Og på freskerne om "Det sande Kors" legende" i Arezzo, malet af Piero delle Francesca i 1450-erne, ses Konstantin vinde over Maxentius ved at holde er kors frem på en måde, hvor det kan opfattes som værende faldet fra himlen.<ref name="Bar 1992 11f">Bartholdy (1992), s. 11f</ref> Der er intet, som kan understøtte, at den danske tradition skulle have noget med den portugisiske tradition at gøre. Hvilket dog ikke forhindrede Christian IV i på sine guldmønter fra 1591 at gengive den store portugisiske guldmønt kaldet ''portugaløser'' med Kristuskors og sætningen "in hoc signo vinces", sikkert fordi at denne var kendt fra Arild Huitfeldts krønike, der udkom 1600-1603, og hvor begivenheden forøvrigt henlagdes til 1219.<ref>Bartholdy (1992), s. 9, 12</ref> === Er Dannebrog ældre? === Spørgsmålet er, om flaget kunne være ældre. Enkelte forskere mener, at der har været en forløber for Dannebrog: De mener, at danske konger brugte et rødt flag med to ravne i sort, når de drog i krig. Kong Knud den Store skulle ifølge engelske kilder have ført en ravnefane i slaget ved Ashington i Essex i 1016 <ref>Anonym: "Dannebrogs historie" (''Spejderbladet Væbneren'', s. 179-182)</ref>. Men det vides ikke, om denne fane generelt er blevet brugt af den danske kongeslægt. På Bayeux-tapetet fra omkring 1068 fører bagtroppen et rødt flag med et hvidt kors, muligvis danske slægtninge til Vilhelm Erobreren, der i front fører Sankt Georgskorset i slaget ved Hastings i 1066. Ioannis Skylitzis Krønike fra ''Biblioteca Nacional'', Madrid, viser væringer fra Miklagård (''Den Store By'', Byzans-Konstantinopel-Istanbul) omkring år 1100 med et rødt flag med et hvidt kors. Mønter, der viser et korsbanner, blev slået allerede under Valdemar den Store<ref>Fenger, s. 269</ref><ref>Lind, s. 21</ref> og et korsbanner kendes tillige fra et segl fra hans tid (og senere fra et segl fra Erik af Pommerns tid), men disse fortilfælde er ikke overbevisende, ''med mindre'' at man antager, at hans søn skulle have haft en fane med måske som sit eget fra faderen stammende banner og enten (hvilket er temmelig utænkeligt) selv have hævet dette på et kritisk tidspunkt under slaget, eller (mere sandsynligt) at det af vinden fra kongens telt var revet løs og på mærkelig vis var blevet blæst hen over de kæmpende, hvilket er blevet opfattet som en guddommelig indgriben. I så fald var den bogstaveligt talt på det nærmeste "faldet fra himlen". Det er muligt, at det er synet af denne fane højt mod himlen, der gav de kæmpende det mod og den vilje, der skulle til for at vinde slaget. At Valdemar den Store som den korstogskonge, han var med sit korstog til Rygen i 1169, skulle have haft et korsbanner som sit personlige mærke, er vel ikke ganske utænkeligt, og det ville næppe heller være mærkeligt, at det samme banner måtte være medbragt under dette nye korstog af hans søn. Hvis Bayeux-tapetet virkelig afspejler danske deltagere i slaget ved Hastings, indebærer det, at flaget går tilbage til Sven Estridsens tid. Det lader sig intil videre ikke fastslå med sikkerhed, og der findes en anden og måske mere sandsynlig mulighed for hvorledes, at korsbanneret kan være blevet Valdemar den Stores personlige mærke. Valdemar den Stores hustru, dronning Sophie, var datter af Richiza og en russisk fyrste.<ref>Fenger, s. 160</ref> Vi ved fra en engelsk kilde fra 1170-erne, at hun havde stået bag et dansk felttog til Finland til støtte for hendes fader og brødre.<ref>Fenger, s. 161</ref> Vi ved derimod ikke, om der er en forbindelse mellem væringerne og deres flag i Miklagård som gengivet i Ioannis Skylitzis Krønike, Sophie og hendes russiske fader og Valdemar den Stores valg af kongeligt banner. At Sophie var en særdeles indflydelsesrige person i Valdemars liv og gerning, er hævet over al tvivl.<ref>Fenger, s. 166</ref> === Danske korstog til Estland i ny belysning === Omflytningen af begivenheden til et nyt år og et nyt sted stiller alle den danske korstog til Estland i et nyt lys og dermed også spørgsmålet om Dannebrogs oprindelse. Først og fremmest kan der være grund til at pege på, at sagnet ''ikke'' har forbindelse med nogle af de øvrige kilder, som indgår i de ældste skriftlige overleveringer. Der er tale om en helt selvstændig og uafhængig tradition.<ref name="Fab 1933 493">Fabricius (1933), s. 493</ref> Der kan ligeledes være grund til at påpege, at ingen kilde, dansk eller udenlandsk, forbinder Dannebrog med begivenhederne i 1219.<ref name="Fab 1933 494">Fabricius (1933), s. 494</ref> Dernæst må der være god grund til at fremhæve, at den danske korstogsvirksomhed er af betydelig ælde. De ældste omtaler, ''Rydårbogen'' og kongefortegnelsen i ''Lund Domkirkes Nekrologium'', der tillægger Knud den Store en sådan virksomhed, antagelig hviler på misforståelser (måske en navneforveksling af Knud den Store og Knud den Hellige).<ref name="Fab 1933 496f">Fabricius (1933), s. 496f</ref> Derimod er der fra tiden fra omkring 1070-1080 sikre efterretninger om danske korstog til Estland. Således oplyser ''Saxo'', at Knud den Hellige i slutningen af Sven Estridsens regeringstid samlede landets ungdom og indlagde sig berømmelse ved sejre over sembere og estere. ''Jyske Krønike'' har gentaget Saxos udsagn.<ref name="Fab 1933 497">Fabricius (1933), s. 497</ref> Vi kender ikke nærmere til denne og den senere tids korstog til disse egne, men forekomsten af danske stednavne ved Riga på ''holm'' (Stenholm, Langholm og Rigeholm), ''næs'' (om Kurlands forbjerge), ''sund'' og ''klint'' (om det nordlige Estlands bratte skrænter) tyder på forbindelser til dansk (eller svensk) område.<ref name="Fab 1933 498">Fabricius (1933), s. 498</ref> I 1170 indtraf der, ifølge ''Saxo'', et angreb fra kurlandske og estiske sørøvere mod Øland, hvor angriberne først efter blodige kampe blev nedkæmpet af en dansk flåde under ledelse af Esbern Snare og Christoffer, kong Valdemars uægte søn.<ref name="Fab 1933 498f">Fabricius (1933), s. 498f</ref> Omtrent samtidig, efter Rygens erobring i 1169, optræder en biskop Fulco af Estland som medunderskriver på et brev herom, hvilket viser dels hans tilstedeværelse i Danmark, dels at Danmark havde missions- og korstogsvirksomhed rettet mod Estland på denne tid.<ref name="Fab 1933 499">Fabricius (1933), s. 499</ref> Det vides, at ærkebiskop Eskil af Lund under sin landflygtighed til Frankrig havde kontakt til abbed Peter i klosteret Moutier-la-Celle, der anbefaler ham munken Fulco som missionær til Estland. Eskil lader ham bispevie, men vi kender ikke nærmere til hvornår og under hvilke omstændigheder, han er kommet til Danmark.<ref name="Fab 1933 499f">Fabricius (1933), s. 499f</ref> Det er muligt, at Fulco har indledt en missionsvirksomhed omend næppe med den store fremgang. Derimod fik en tysk cisterciensermunk ved navn Theodorik udnævnelse til biskop over esterne og han søgte dansk støtte til missionsvirksomhed via ærkebiskoppen i Lund, og paven lagde Estland ind under ærkesædet i Lund. På samme tid arbejdede en gejstlig fra Bremen, Albert, for missionsvirksomhed i Livland, han søgte støtte hos den tyske staufiske kong Filip, og han blev biskop i Riga. Tyskerne organiserer sig i Sværdriddernes Orden, som paven godkender i 1202.<ref name="Fen 1989 240"/> Meget tyder på, at den danske korstogsvirksomhed i de følgende årtier var rettet imod Venden, som først nu kommer under endeligt dansk herredømme.<ref name="Fab 1933 504">Fabricius (1933), s. 504</ref> Men i 1197 indledes et omfattende dansk korstog til Estland.<ref>Ulige årbøger angiver lidt forskellige år for dette korstog: 1194, 1196 og 1197, men nøjere undersøgelser har påvist daterings- og afskrivningsfejl for de to første års vedkommende, jvf. Fabricius (1933), s. 504-506</ref><ref name="Fen 1989 239">Fenger (1989), s. 239</ref> Atter afbrydes korstogsvirksomheden midlertidigt i forbindelse med, at Absalon dør 1201, kong Knud VI dør 1202 og Esbern Snare dør 1204 samt med Danmarks magtovertagelse i Holsten, der sker under betydelige kampe<ref name="Fab 1933 507">Fabricius (1933), s. 507</ref>, men i 1205 søger kong Valdemar om tilladelse til at oprette et bispesæde i Estland, hvilket han får tilladelse til den 13. januar 1206.<ref name="Fab 1933 507"/> Antagelig i 1206 skriver pave Innocens III til Anders Sunesen:</br> "''Da du i din retfærdighed og fromhed påtænker at straffe uret mod kristenheden, og da du med fromt forsæt har besluttet at drage imod hedningerne, bevilger vi dig ved dette brev myndighed til at ordinere en troende biskop i en by, som du med Kristi hjælp kan vinde for dyrkelsen af den kristne tro, efter at hedningernes smuds er fjernet''".<ref name="Fen 1989 239f">Fenger (1989), s. 239f</ref></br> Et dansk korstog synes rettet imod Saremaa (Øsel), hvor der opføres en mindre borg, men uden tilstrækkeligt mandskab må man atter forlade øen; Anders Sunesøn drog herfra med biskop Nicolaus af Slesvig til Riga for vinteren.<ref name="Fab 1933 509">Fabricius (1933), s. 509</ref><ref name="Fen 1989 240">Fenger (1989), s. 240</ref> I 1208 skal korstoget til det sydlige Estland være fundet sted. Det savnes imidlertid i omtalen i klosterårbøgerne, måske fordi der samme år foregik et katastrofalt krigstog til Sverige, som endte med nederlaget ved Lena den 31. januar, og som pådrog sig hele opmærksomheden.<ref name="Fab 1933 509"/> Som årsag til dette korstog må måske ses, at tyskerne samme år havde underlagt sig Livland og havde overskredet grænsen til Estland.<ref name="Fab 1933 511">Fabricius (1933), s. 511</ref> Det var derfor på høje tid, hvis Danmark ikke skulle risikere, at hele det baltiske område blev underlagt tysk overherredæmme. Også i de følgende år genoptages korstogene til Estland, således 1210, efter, at man havde sikret sig imod tyske udplyndringer i Danmark, mens korstoget fandt sted.<ref name="Fab 1933 510">Fabricius (1933), s. 510</ref> Men netop på dette tidspunkt indtræder en magtkamp om Estland og Livland mellem Sværdridderordenen på den ene side og biskoppen i Riga på den anden.<ref name="Fab 1933 512">Fabricius (1933), s. 512</ref> Denne magtkamp fører til, at paven i stedet giver ærkebiskop Andreas Sunesen legatmyndighed i alt, hvad der angår mission i Baltikum. Den 4. april 1212 får ærkebispen et tilsagn som leder af missionsvirksomheden.<ref name="Fen 1989 267">Fenger (1989), s. 267</ref> Heri anvendes som begrundelse herfor blandt andet følgende:</br> "''Da du altså, optændt af iver for Kristendommen, mægtigt har arbejdet på at omvende de omboende hedninger fra vildfarelsen til sandheden, og endnu agter at arbejde, så mener vi, at vor befuldmægtigelse, for at du rigeligere og virkningsfuldere må kunne udføre det, bør overgives dig; og vi befaler vore brødre ærkebiskoppen af Uppsala og hans lydbiskopper og biskopper og de andre kirkers øvrige prælater i Danmark og Sverige ved denne vor skrivelse, at de skal være dig, der som pavestolens legat trofast arbejder på denne gerning, behjælpelig..''"<ref name="Fab 1933 513">Fabricius (1933), s. 513</ref></br> Det er sandsynligt, at den "mægtige" virksomhed, der henvises til, blandt andet har omfattet et korstog i 1208. Konklusionen af dette historiske forløb bliver, at: "''Der kan saaledes ikke ud fra tidshistoriske Grunde rejses nogen Invending mod Danebrogssagnets Tidsfæstelse til 1208 og Stedfæstelsen til Fellin.''"<ref name="Fab 1933 517f">Fabricius (1933), s. 517f</ref> === Dannebrog og slaget ved Lyndanisse i 1219 === Men hvorledes så med selve overleveringen? Det står fast, at den ikke kan være "lånt" fra andre kilder. Det står også fast, at da Peder Olsen nedskriver begivenheden, forsøger han at få sit ellers ukendte korstog rettet til et kendt korstog.<ref name="Fab 1933 523">Fabricius (1933), s. 523</ref> Men netop dette, at korstoget 1208 ellers er ukendt, taler for, at det har været en gammel overlevering om Dannebrog, som ''netop'' var knyttet til 1208 og til Fellin.<ref name="Fab 1933 525">Fabricius (1933), s. 525</ref> Det må anses for usandsynligt, at et sådant sagn skulle være en senere tids konstruktion.<ref name="Fab 1933 526">Fabricius (1933), s. 526</ref> Hvad angår selve forløbet af slaget kan der være grund til at bemærke sig Henrik af Livlands fremstilling af begivenhederne i 1219. Ifølge denne var kong Valdemar kommet til Estland med sin enorme flåde på 1500 skibe for at tilse opførelsen af en ny borg i stedet for den gamle Lyndanisse<ref>navnet menes afledt af estisk: danernes borg</ref>, som blev sløjfet for at give plads til den nye. De omgivende folkegrupper, revelerne og harjerne, samlede en stor hær og sendte deres ledere til kongen for at forhandle en fred. Kongen gav disse udsendinge gaver, og hans biskopper døbte dem; med i kongens følge var lensmanden Vitslav fra Rygen, ærkebiskop Andreas og tre biskopper: kansleren Niels fra Slesvig, Ebbe fra Århus og Theodorik, der var indviet som ny biskop over Estland. Tre dage efter fredsforhandlingerne vendte esterne imidlertid tilbage med deres hær og angreb den danske lejr fra flere sider om aftenen efter nadveren. Nogle stormede det telt, hvor biskop Theodorik lå, ud fra formodningen, at det var kongens telt, og han blev dræbt på stedet; andre angreb andre mål, og mange blev hugget ned. Netop, som det så værst ud for danskerne, vendte Vitslav med sin vendiske hær sig imod esterne og drev dem på flugt; andre estere under fremrykning standsede op ved dette syn, og danskerne fik samlet sig, kongen med sit mandskab, der også omfattede nogle tyskere, kom til stede, og efter kamp blev esterne slået på flugt, og mange blev dræbte. Kongen og biskopperne takkede Gud for sejren, kong Valdemar lod sin kapellan Viscelin indvie til Theodoriks efterfølger og drog hjem efter at have fuldført borgens opførelse, mens biskopperne med deres mandskab forblev i landet og færdiggjorde dettes underkastelse under den danske krone og kirke.<ref name="Jør 1875 445f">Jørgensen (1875), s. 445f</ref><ref name="Fen 1989 267f">Fenger (1989), s. 267f</ref> Denne beretning, som er nogenlunde samtidig med begivenhederne men en andenhånds beretning, giver anledning til en række spørgsmål. Det virker utroligt, at kongen skulle være ankommet med en så stor hær blot for at ombygge en borg. Mere troværdigt er det, at der var tale om et regulært korstog. Men endnu mere bemærkelsesværdigt er det, at esterne skulle have angrebet biskop Theodoriks telt i den tro, at det var kongens. Hvad fik dem til at tro det? Og hvordan identificerede de dette kongens formodede telt? Er Dannebrog en medvirkende del af forklaringen? I så fald: på hvilken måde? Svaret på disse spørgsmål kan meget vel vise sig at være en nøgle til forståelse af begivenhedsforløbet. Under alle omstændigheder ''bestyrker'' denne teori også teorien om, at det egentlig var et medtaget banner. Tilbage bliver spørgsmålet om de historiske omstændigheder omkring flagets betydning i slaget. Det kunne tænkes, at der var tale om en pavelig fane. Men ingen overlevering taler om en sådan pavelig fane.<ref name="Fab 1933 530">Fabricius (1933), s. 530</ref> Antagelsen er grundløs. En anden mulighed er, at det skulle være Johannitterne fane. Men det er usandsynligt, at paven vil have anvendt et banner, som allerede var i brug.<ref name="Fab 1933 529">Fabricius (1933), s. 529</ref> Også denne antagelse må anses for grundløs. Endelig kunne der være tale om en biskoppelig fane, men absolut intet kan understøtte denne antagelse. Fabricius har foreslået, at hvis flaget ikke svævede ned fra oven, kunne det måske, hvis vi følger den skildring, som Henrik af Livland giver, være en undsætningstrop, der kom til med den biskoppelige korsfane højt løftet i spidsen.<ref name="Fab 1933 531">Fabricius (1933), s. 531</ref> Imod denne antagelse taler først og fremmest, at der ingen beviser findes for, at en sådan "biskoppelig" fane skulle have eksisteret, og for det andet, at hvis det virkelig var en undsætningstrop, der havde bragt fanen til slaget, ville man have forventet, et dette var blevet indarbejdet i den senere tradition. Set i dette lys bliver forklaringen med et løsrevet kongeligt banner bragt til slaget af vinden langt mere sandsynlig. Vi kan måske underbygge denne hypotese: ''hvis'' det er rigtigt, at Dannebrog første gang spillede en rolle ved den danske korstogsmission i 1208 under omstændigheder, som måske er blevet husket men aldrig nedskrevet i samtiden, og ''hvis'' flaget var taget med igen under det nye korstog i 1219, og ''hvis'' flaget viste sig netop på det mest kritiske tidspunkt under slaget, og ''hvis'' nogen i et guddommeligt indfald har forstået den symbolske betydning af at indgyde korstogsridderne ekstra mod og kraft netop på dette tidspunkt, ''så'' kan det med rimelighed forklare to ting, som ellers bliver vanskelige at forklare: for det første hvorfor Dannebrog er blevet knyttet til begivenhederne i 1219, selvom dets oprindelse skriver sig til 1208, og for det andet hvorfor flaget var med korstogsridderne under dette nye togt: det var blevet "modtaget" under et tidligere korstog og var blevet forbundet med en sejr i dette, hvorfor det som sejrssymbol blev taget med igen og atter gav en sejr, denne gang måske i et mere kritisk slag. Dermed er traditionen om dets oprindelse og betydning i nogen grad blevet forskudt fra den oprindelige, mindre betydningsfulde begivenhed til den senere, afgørende begivenhed. Og dermed fik Dannebrog også den betydning som sejrssymbol, som flere hundrede år senere blev nedskrevet. Det kan tillige forklare en anden, mindre bemærket side af begivenhedsforløbet: hvis fanen var med igen i 1219, og hvis det var dette kongens personlige banner, som fejlagtigt fik esterne til at angribe ærkebispens telt i den tro, at det var kongens telt, så bestyrker det yderligere flagets høje alder. Det ville være naturligt at medbringe ''samme'' korstogsfane på begge korstog, fordi de drejede sig om ''samme'' sag. Brugen af en korsfane er bevidnet allerede fra Valdemar den Stores tid<ref name="Fen 1989 269">Fenger (1989), s. 269</ref>, hvor den sandsynligvis symboliserer kongedømmet og ikke det danske rige. At danskerne netop havde et banner med kors som symbol er selvsagt naturligt for et korstog. Om fanen havde revet sig løs eller blev taget med af undsætningstropperne, er mindre betydningsfuldt, det vigtige var, at den var markant til stede netop, som slaget vendte. Nok så vigtigt: forudsat, at Danmark forud for slaget i 1219 allerede havde udkæmpet slag i det sydlige Estland omkring et årti tidligere, bliver det lettere forståeligt, hvorfor kong Valdemar i 1218 kræver herredømmet over hele Estland, hvorfor han spærrer Lübecks havn for de tyske korstogsfarere i 1219 og 1220, hvorfor Anders Sunesøn erklærer hele Estland som tilhørende Danmark, samt hvorfor hele Estland i 1221 i et forlig med biskop Adelbert tillægges Danmark. Der var hverken tale om en lunefuld udnyttelse af heldige omstændigheder fra dansk side eller om et dansk imperialistisk krav men derimod om at fuldende den virksomhed, som var begyndt årtier før og som skridt for skridt var blevet udstrakt til hele det estiske område.<ref name="Fab 1933 532f">Fabricius (1933), s. 532f</ref> Det synes rimeligt at drage den slutning, at selv om korsbanneret altså sandsynligvis er ældre end 1208 eller 1219, så var det først ved et af disse slag og snarest i 1208, at det kom til at spille den afgørende rolle for slagets udfald, der gjorde, at der blev skabt en tradition omkring det. Slaget i 1219 var måske på sin egen måde vigtigt, men Dannebrog spillede næppe den samme rolle for dette slags udfald. Her var det hjælpetropperne, som spillede den vigtigste rolle. Ovenstående er, hvad vi med rimelig sikkerhed tør sige om Dannebrogs oprindelse og betydning for Danmarks overherredømme over Estland. Tilbage bliver at følge nogle hovedtræk i flagets senere historie. === Tallinn, Lübeck og Erik Klipping === Der kan i forbifarten være anledning til at gøre op med endnu en myte. Den omstændighed, at Tallinns lille segl afspejler Dannebrog, samt at det ses over Strandporten, har givet anledning til den teori, at der er en særlig forbindelse mellem dette sted og denne fane.<ref name="Fab 1933 528">Fabricius (1933), s. 528</ref> Det er efter min opfattelse en misforståelse. Den rette sammenhæng er snarere følgende: Det danske overherredømme over Estland var i begyndelsen meget usikkert. Efter en længere tids uroligheder blev der i 1238 indgået et forlig, kaldet Stensby-aftalen, hvorved den tyske ridderorden måtte overdrage borgen i Tallinn, som den havde besat, til den danske konge.<ref>Fenger (1989), s. 324</ref> Lidt senere, inden hendes død i 1282<ref>Hørby (1989), s. 140</ref>, gav den danske konge, Erik Klipping, og især hans moder, Margrete Sambiria, Tallinn dets stadsret, som det fik efter forlæg fra Lübecks stadsret.<ref>Hørby (1989), s. 123</ref><ref>Hørby (1992), s. 36</ref> Når Tallinns segl fra 1294 og dets såkaldt "store" byvåben viser tre kronede løver, en nøje kopi af det danske våben<ref>Bartholdy (1992), s. 9</ref>, når Sankt Knudsgildet og andre gilder i Tallinn i 1400-tallet anvender et hvidt kors i rødt felt som sit våben<ref>Bartholdy (1992), s. 10</ref> og når man ved, at Lübeck tillige havde et hvidt kors på rød grund som sit byvåben, er det så urimeligt at antage, at Tallinns byvåben markerer ''hvem'', som gav det dets stadsret, mens Tallinns lille segl sammen med symbolet over Strandporten angiver ''hvorfra'', at Tallinn fik sin stadsret? Det mener jeg ikke. Tværtimod er det i mine øjne logisk. Hvis det forholder sig således, betyder det imidlertid, at der ingen sammenhæng er mellem Dannebrog på seglet og over Standporten og begivenhederne i 1219. === Kendt siden 1300-tallet === [[File:Gelre Folio 55v.jpg|thumb|right|Dannebrog gengivet i "Armorial Gelre".]] Jeg har tidligere opstillet den hypotese, at Dannebrog kan være begyndt som den danske konges ''personlige'' banner. Kan denne hypotese underbygges? Ja, det kan den. Som nævnt optræder et kvadratisk korsbanner på både en mønt og på et segl fra Valdemar den Stores tid. Det taler stærkt for en forbindelse mellem denne konge og dette bannermærke. Historisk kendes Dannebrog siden 1300-tallet. Dannebrog er således bevidnet af den hollandske herold ''Gelre'' (1334-1375), der i værket "Armorial Gelre" blandt andet gengiver et våben for "die coninc van danmarke" visende, rigsvåbenet med 3 leoparder forbundet med en gylden hjelm med hermelinsklædte og påfuglebesatte vesselhorn samt et kvadratisk Dannebrogsflag.<ref name=autogeneret1 /><ref>[https://commons.wikimedia.org/wiki/File:Gelre_Folio_55v.jpg Gelre Folio 55v]</ref> Ligeledes i ''Bellenville-våbenbogen'' 1380-90 findes et skjold med et kors med navnet ''Denenbroce'' over. Fra denne tid må både flagets navn og udseende derfor regnes som værende fastslåede kendsgerninger. Således er både flaget og navnet dokumenteret ''senest'' fra Valdemar Atterdags tid og ''kan'' stamme fra de estiske korstog blot 150 år før eller tidligere. Læg dertil, at vi genfinder det samme kvadratiske kortbanner på et segl fra Erik af Pommerns tid. Det betyder, at vi kan dokumentere, at mindst tre danske konger har anvendt det selvsamme symbol som sit banner. Dette taler meget stærkt for, at det allerede på denne tid har vundet hævd som kongens traditionelle banner. Det skulle være mærkeligt, om ikke dette også var tilfældet på Valdemar Sejrs tid, som falder midt i de tre andre kongers. Det betyder, at vi med en til vished grænsende sandsynlighed har godtgjort hypotesen om, at dette banner må have fulgt med kongen på dennes korstog. === Erik af Pommern === Det danske korsflag kendes brugt af Erik af Pommern og symboliserede på daværende tid tillige hansestaden Lübecks våben. Lübecks gamle våben var et hvidt kors på en rød baggrund, dannet som en modsætning til den tysk-romerske kejsers hvide flag med et rødt kors, et flag som stammede fra Romerriget, og som er bevaret i det engelske flag (Sankt Georgs kors). Det synes rimeligt at antage, at Erik af Pommern derfor har haft et dobbelt formål med at anvende dette banner: dels var anvendelsen allerede blevet en tradition for danske konger, dels kunne symbolet bruges til at markere, at han hævdede at være retmæssig byherre over Lübeck, lige som Valdemar Sejr havde været det.<ref>Hørby (1992), s. 35</ref> Vi ved, at Erik af Pommern indførte dannebrogskorset i sit unionssegl fra 1398<ref>Bartholdy (1992), s. 7</ref>, og at det lige siden har indgået i alle danske rigsvåbener som en fast bestanddel. Det menes, at Dannebrog oprindeligt blev opbevaret sammen med rigets øvrige klenodier, i Folen, det faste tårn på Kalundborg Slot.<ref>Jørgensen (1887), s. 168</ref> Det ville være logisk, når der ikke længere foregik korstog. === Dannebrog og Sverige === Dannebrog optræder også i begivenheder efter Erik af Pommerns tid, hvilket bekræfter dets fastslåede stilling som kongens banner og samlende symbol under krigsbegivenheder. Ifølge svenske krøniker blev "Danabroka" i 1439 ført ind i Sverige, og i 1464 tog svenske bønder en fane med Dannebrog fra Christian I og senere oplevede en sejr i Slaget ved Brunkeberg i 1471. Ærkebispens krønike i Lund oplyser, at Christian I i 1448 fik overrakt rigets flag.<ref name="Bar 1992 13f">Bartholdy (1992), s. 13f</ref> Disse oplysninger bevidner flagets vedvarende brug og dets betydning som dansk rigssymbol. === Togtet til Ditmarsken === Under krigen i Ditmarsken i år 1500 var et Dannebrogsflag, der efter sigende var det originale fra 1219, med. Under slaget ved Hemmingstedt blev det ført af marsk Hans von Ahlefeldt<ref>oplysningen findes hos den kongelige historiograf Hans Svanning, der i 1558-59 skrev en fremstilling af kong Hans' historie og heri bringer oplysningen, at :"rigets banner, delt af hvidt og rødt i form af et kors, og nedfalden fra himlen til kong Valdemar II, som der fortælles, da han førte krig mod Livlænderne, som dengang var kristendommens fjender", her gik tabt. Det er sikkert fra Svanning, at Huitfeldt har hentet samme oplysning, jvf. Jørgensen (1887), s. 169.</ref>. Han faldt imidlertid under slaget, og flaget blev erobret af ditmarskerne. Det blev ophængt i kirken i Wöhrden<ref>oplysningen skyldes præsten og historikeren Johan Neocorus, der afsluttede sin krønike i 1598 og hvis fader havde været degn i Wöhrden i 20 år, da han døde i 1580, jvf Jørgensen (1887), s. 178f</ref>, og blev først generobret i 1559<ref>Uafhængigt af Svanning fortæller Johan Rantzov i sin omtale af dette sidste togt til Ditmarsken, at der blandt de tilbageerobrede faner også var: :"et stykke af det banner, som man siger til sin tid ved et mirakel blev givet en dansk konge imod russerne og som fordum kong Hans havde taget med i håb om derved at stride heldigt imod Ditmarskerne.", jvf. Jørgensen (1887), s. 170f</ref> – da næsten ødelagt af fugtighed og ælde – og ophængt i Slesvig kirke, hvor det endeligt gik til engang i 1660'erne.<ref>kilden hertil er Hans de Hofman, som i 7. del af "Den danske Atlas" fra 1781 s. 605 oplyser om koret i Slesvig domkirke, at: :"I dette kor hængte den berømte danske fane Danebrog... og var at se, indtil den ved 1660 af alder og forrådnelse aldeles forfaldt, da nogle børn ved deres leg nedrev den af loftet og ingen bekymrede sig om at samle dens levninger." Men fra omtrent samme tid stammer en oplysning i et tysk værk, at fanen havde hængt i Nikolaikirken i Kiel, jvf Jørgensen (1887), s. 182. Jørgensen tillægger dog oplysningen om Slesvig domkirke størst troværdighed, jvf samme. s. 185f</ref><ref name="Bar 1992 14"/> I borgerkrigen ''Grevens fejde'' anvendte den ene part et stribet flag; blåt, gult og rødt i rigsvåbnets farver, og den anden part, den sejrende, brugte et rødt-hvidt korsflag, med fire lige lange arme. === Nyere tid === Siden 1500-tallet har Dannebrog angivet danske skibes nationalitet<ref>Bartholdy (1992), s. 11</ref>, og i 1600- og begyndelsen af 1700-tallet indgik et Dannebrogsfelt i hærens faner.<ref name=autogeneret3>Achen, s. 108</ref> I 1696 fastlagde en kongelig resolution flagets mål, og disse har siden overvejende været opretholdt.<ref name="Bar 1992 14">Bartholdy (1992), s. 14</ref> Indtil 1743 brugte man et sort-hvidt korsflag som sørgeflag, derefter blev det besluttet at flage på halvt i stedet for<ref>[http://www.crwflags.com/fotw/flags/dk-sorg.html Danish Mourning Flag (until 1743)<!-- Bot genereret titel -->]</ref>. I 1785 blev Dannebrog genindført som fane for nogle danske regimenter, og i 1801 blev det fane for landeværnet.<ref name=autogeneret3 /> I 1807 digtede B.S. Ingemann:<br /> "''Vift højt på Kodans bølge''<br /> ''blodrøde Dannebrog''"<br /> og i de følgende årtier skrev flere danske digtere, N.F.S. Grundtvig, Oehlenschläger, Chr. Winther, H.C. Andersen, digte om Dannebrog.<ref name=autogeneret3 /> I 1830-erne og 1840-erne udviklede Dannebrog sig til et folkeflag. I 1842 blev det regimentsfane i hele hæren.<ref>Achen, s. 109</ref> Endnuså sent som i 1833 blev det forbudt den danske befolkning privat at flage, men forbuddet blev reelt ikke håndhævet. Under Treårskrigen 1848-1850 flagede befolkningen med Dannebrog i stort omfang, og i 1854 blev det omsider officielt tilladt private at flage.<ref>Bartholdy (1992), s. 14</ref> === <big>Lovgivning</big> === Valdemarsdag den 15. juni blev indført i 1912 ved cirkulære Nr. 391 af 24. december 1912 for at markere Dannebrogs oprindelse, men som det fremgår, hviler det på en delvis misforståelse af traditionen. På den anden side: hvis det tidligere begivenhedsforløb er korrekt forstået, og slaget i 1219 markerede en slags afslutning på hele den forud gående danske missionsvirksomhed i Estland, så er markeringen af denne begivenhed historisk rimelig og forståelig. Og lige meget hvormeget man forsøger at skille myte fra historisk virkelighed, så står det fast, at denne afslutning spillede en afgørende rolle for, at Estland blev et kristent område, og at Danmark har hovedæren herfor. I 1929 blev der udarbejdet et forslag til en officiel flaglov af en særlig kommission, men lovforslaget er aldrig blevet færdigbehandlet eller vedtaget.<ref>Bartholdy (1992), s. 15</ref> === <big>Noter</big> === {{reflist|2}} === <big>Litteratur</big> === * Sven Tito Achen: ''Heraldikkens femten glæder''; København 1978; ISBN 87-12-00222-4 * Nils G. Bartholdy: "Dannebrog - legende og virkelighed" (Michael Andersen og Frank Birkebæk (red.): ''1219 - Dannebrog og Estland''; Roskilde Museums Forlag 1992; ISBN 87-88563-189; s. 6-16) * L.P. Fabricius: "Sagnet om Danebroge og de ældste Forbindelser med Estland" (''Kirkehistoriske Samlinger'', Sjette Række, Første Binds første Hefte, København 1933) * Ole Fenger: "Kirker rejses alle vegne" (Olaf Olsen (red.): ''Gyldendal og Politikens Danmarkshistorie'', bind 4: 1050-1250; København 1989; ISBN 87-89068-06-8) * Henning Henningsen: "Dannebrog og flagføring til søs" (''Handels- og Søfartsmuseets årbog 1969'', s. 7-81) * Kai Hørby: "Velstands krise og tusind baghold" (Olaf Olsen (red.): ''Gyldendal og Politikens Danmarkshistorie'', bind 5: 1250-1400; København 1989; ISBN 87-89068-07-6) * Kai Hørby: "Danmark og Estland i middelalderen" (Michael Andersen og Frank Birkebæk (red.): ''1219 - Dannebrog og Estland''; Roskilde Museums Forlag 1992; ISBN 87-88563-189; s. 30-38) * A.D. Jørgensen: "Om Danebroges Oprindelse" (''Historisk Tidsskrift'', 4. række, Bind 5; 1875) * A.D. Jørgensen: "Undersøgelser vedrørende Danebroge og det danske kongevåben" (''Historisk Tidsskrift'', 6. række, Bind 1; 1887) * J.O. Kock: "Sagnet om Dannebrog" (''Danske Studier'' 1951; s. 34-48) * John Lind: "Den faldt fra himlen ned" (Kronik i ''Skalk'' 2001, nr. 6, s. 20-27) * E. Løffler: "Bidrag til Bedømmelse af Danebrogs-Sagnets historiske Værd" (''Historisk Tidsskrift'', Bind 5. række, 2 (1880); s. 562-566) * ''Salmonsens Konversationsleksikon'', 2. udgave, bind V, s. 515-517; opslag: Dannebroge * [http://www.navalhistory.dk/Danish/Flaget/FlagetsHistorie.htm Flagets historie], i ''Dansk Marinehistorie'' af Johnny E. Balsved, jharliutgj6zsd278eyxyi97iuz123k 42610 42609 2026-08-31T04:45:44Z Sven Halfdan Nielsen 3898 småret 42610 wikitext text/x-wiki Traditionen om Dannebrogs oprindelse er velkendt: Dannebrog faldt ned fra himlen under et dansk korstog til Estland, og det spillede en afgørende rolle for det danske overherredømme over Estland fra 1219. Således lyder myten om Dannebrog, men bag enhver myte gemmer der sig en historisk realitet, og ved at grave denne historiske realitet bag myten frem opnår vi en bedre forståelse af fortiden. Det ligger nær at stille 3 spørgsmål:</br> - er tidsfæstelsen korrekt?</br> - er stedfæstelsen korrekt?</br> - er begivenhedsforløbet korrekt? Svaret på det første spørgsmål er: ja, den ''oprindelige'' tidsfæstelse er sikkert korrekt. Denne tidsfæstelse passer nøje med det begivenhedsforløb, som vi ellers kender. Svaret på det andet spørgsmål er: ja, den ''oprindelige'' stedfæstelse er korrekt. Denne stedfæstelse passer med og ''bekræfter'' de forhold, som vi ellers kender. Svaret på det tredie spørgsmål er: ja, flaget kan forbindes med ''en bestemt begivenhed''. Der er enkeltheder i forløbet, som det ikke længere er muligt at efterkontrollere. Der kan her være grund til at skelne mellem det ''oplevede'' forløb og det ''faktiske'' forløb. Traditionen er baseret på det oplevede forløb således, som dette siden blev husket. === <big>Dannebrogs oprindelse</big> === Dannebrogs oprindelse falder i tre dele: traditionen, de omstændigheder under hvilke traditionen er blevet nedskrevet og flagets senere historie. === Traditionen === [[Fil:Danmarks flag 1219 Lorentzen.jpg|thumb|450px|Det berømte maleri af Christian August Lorentzen fra 1809 af begivenhederne i 1219.]] Ifølge overleveringen, der findes uafhængigt af hinanden hos dels forfatteren af ''Danske Krønike'' fra 1520-erne Christiern Pedersen<ref>formuleringen omtalt under et korstog i 1208 til "Estland, Pryssland, Kurland og Finland" lyder:</br> "''somme mene og sige at samme kong Valdemar skulle fange Dannebrog ned af himlen samme tid, som er et hvidt kors i et rødt felt''", jvf. Lind, s. 24. </ref>, dels munken Peder Olsen (Petrus Olai) fra Gråbrødreklostret i Roskilde, dels historikeren Arild Huitfeldt<ref name=autogeneret1>Lind, s. 23</ref>, faldt Dannebrog ned fra himlen under slaget ved Lyndanisse (i dag Tallinn i Estland) den 15. juni 1219, senere kendt og markeret som Valdemarsdag. Der er imidlertid usikkerhed om tid og sted er korrekte<ref name="bjerg">''Dannebrog'' af Hans Christian Bjerg, s.12, ISBN 87-7739-906-4.</ref>. Det skyldes, at både Christiern Pedersen og Peder Olsen oplyser, at begivenheden fandt sted i året 1208 i Livland på et sted, som kaldes Fellin (Viljandi) i nutidens Estland. Fremstillingen hos Peder Olsen, der findes i en samling notater, ''Collectanea'', til Danmarks historie og menes at være skrevet omkring 1527 men stammer fra en ældre kilde, hvis alder er ukendt<ref>Kock, s. 34</ref>, er den mest oplysende og lyder i sin helhed:</br> "''MCCXIX''<ref>1219</ref>''. Valdemar II angreb Estland, en provins i Livland, fra søen med 1500 krigsskibe og gjorde landgang, og efter mange kampe omvendte han det overvundne land til Kristus og lod folket døbe. Han førte præster dertil fra Danmark og byggede Reval, der nu er en vigtig by og særdeles udmærket og kendt. Heraf kommer det, at kirken i Reval lige til denne dag er forblevet under Danmarks ærkebiskop i Lund, skønt den verdslige magt i tidens løb er gået over til den tyske ordens brødre i nævnte provins. Da nu kong Valdemar var gået i land med hæren i Estland, sagde biskoppen i Århus til ham, da han blev forskrækket over hedningernes mængde, at han skulle love, at han, såfremt han vandt sejr, ville forbedre sig over for sine undersåtter og den hellige Niels i Århus, hvis offergaver han havde tilegnet sig. Det samme råd fik han af den ærværdige Anders, ærkebiskop i Lund, en mand af forunderlig enfold og uskyld, der såvel i live som efter sin død vandt ry ved mange mirakler. Kongen gav dem ret, afgav løftet og fik sejr. Ærkebiskoppen kaldte så stormændene sammen og lod dem love, at svende på tolv år og der over stedse skulle fejre dagen før den hellige Laurentius' fest med faste på brød og vand, hvis de fik sejr. Efter at de så havde påkaldt de hellige Laurentius og Niels, blev slaget begyndt på Vitus' og Modestus' dag. Ærkebiskoppen, der sammen med lydbisper og andre gejstlige fra et bjerg så ud over begge hære, bad nu under tårer for de kristne som en anden Moses med hænderne løftede mod himlen. Når han løftede hænderne i bøn, sejrede danskerne; men når han af træthed lod de gamle hænder synke ned, blev danskerne slået. Men biskopperne og præsterne understøttede den gamle mand. Og således blev den sejrende konge et andet menneske, lod Kristi lære forkynde og kirker bygge dér; siden hen styrede han landene med mildhed og retfærdighed, skrev love og ærede den hellige Niels.''</br> ''Et andet sted står der, at da de rettroende danske på denne Valdemar II's tid i det Herrens år 1208 kæmpede i Livland på det sted, som kaldes Fellin, mod de vantro livlændere og allerede næsten overvundne fromt anråbte om guddommelig hjælp, modtog de straks som belønning et banner, der faldt ned fra himlen, og som var mærket med et hvidt kors, påtrykt en ulddug, og de hørte en røst fra himlen, at når det blev løftet højt til vejrs, ville de straks knuse deres modstandere og vinde fuldstændig sejr; og således skete det. Men det banner plejer med sit sædvanlige navn at kaldes Danebroge. (Denne sejr menes at være den, som danskerne vandt i Estland, og som allerede er omtalt for nylig; men der er fejl i årstallet etc. - Ligeledes har jeg et andet sted fundet, at kong Valdemar og ærkebiskop Anders gjorde et tog til Estland i 1220).''"<ref>her gengivet efter Kock, s. 34f</ref><ref name="Fab 1933 493f">Fabricius (1933), s. 493f</ref> Det er naturligvis usikkert, hvad der egentlig skete under slaget ved Lyndanisse eller slaget ved Fellin, da overleveringen først er nedskrevet 300 år efter begivenhederne skulle have fundet sted <ref name=bjerg />. Historikerne har derfor forsøgt at finde den historiske begivenhed bag ved traditionen. Man kan således fastslå, at Peder Olsens fremstilling har hentet sine bestanddele flere steder, og at de oprindelig ikke har udgjort en helhed. Herom kan siges følgende:</br> 1. Det indledende afsnit om slaget ved Reval (Tallinn) svarer til fremstillingen i ''Rydårbogen'' og i ''Jyske Krønike'' og kan være hentet fra disse kilder.<ref>Kock, s. 35</ref><ref name="Fab 1933 486">Fabricius (1933), s. 486</ref></br> 2. Afsnittet om den hellige Niels i Århus kan stamme fra en bog om Niels, men findes ikke i hans ''vita''. Det tyder ikke på, at historien har en historisk baggrund. Snarere er den tilkommet efter, at Niels blev helgen, formentlig i midten af det 14. århundrede.<ref>Kock, s. 35f</ref><ref name="Fab 1933 486"/></br> 3. Afsnittet om Laurentius-fasten er helt malplaceret. Sankt Laurentius' dag er den 10. august, mens slaget fandt sted på Vitus' og Modestus' dag den 15. juni. ''Saxo'' omtaler et slag ved Ljutka (Lütjenburg), der fandt sted på Laurentius' dag, og formentlig er indskuddet hentet herfra.<ref name=autogeneret2>Kock, s. 36</ref><ref name="Fab 1933 487">Fabricius (1933), s. 487</ref></br> 4. Historien om ærkebispens oprakte hænder er hentet fra ''2. Mosebog'' (17, 9ff).<ref name=autogeneret2 /><ref name="Fab 1933 487"/></br> 5. Historien om det nedfaldne flag er uden direkte forbillede. Fra Portugal (hvorfra dronning Berengaria stammer) findes en tradition fra 1217 om et jærtegn i form af et kors på himlen til tegn på portugisernes sejr over maurerne i kampen ved Alcazar.<ref>Kock, s. 37</ref> Det betyder, at der findes en tradition næsten samtidig med den danske, hvilket styrker en tidsfæstelse til begyndelsen af 1200-tallet. Skønt der er forskelle (intet flag i Portugal), kan begivenheden i Portugal være blevet kendt også i Danmark og have styrket den danske tradition, men der er intet bevis for en direkte forbindelse.<ref>Kock, s. 42</ref></br> Med hensyn til selve dateringen af Dannebrogs fald fra himlen er det nutidens historikeres opfattelse, at når to kilder uafhængigt af hinanden daterer begivenheden til et andet sted og en anden tid end nutidens tradition siger, så må nutidens tradition anses som fejlagtig og den ældste tradition som den rigtige med hensyn til tid og sted.<ref>Lind, s. 26</ref> Dette kan også forklare, hvorfor der ingen omtale af Dannebrog er i den samtidige skildring i Henrik af Livlands krønike.<ref>Enn Tarvel (red.): ''Henriku Liivimaa Kroonika''; "Olion" Tallinn 1993; ISBN 5-450-01319-1; s. 140</ref> På lignende måde som bidragene om den hellige Niels og om Anders Sunesens løftede hænder er tilføjede den oprindelige fremstilling, så menes traditionen om Dannebrog at være overført fra det mindre betydningsfulde slag i 1208 til det vigtigere slag i 1219, der indledte den danske besættelse af det nordlige Estland som led i opbygningen af myten om netop dette slag.<ref name=autogeneret2 /> Endelig bør det nævnes, at traditionen blev nedskrevet kort tid efter, at danskerne havde mistet det originale Dannebrog under togtet til Ditmarsken i 1500. Det menes, at flaget var taget med, netop fordi man på grund af traditionen mente, at det ville bringe sejr.<ref>Jørgensen (1875), s. 417</ref> Som muligt ophavssted og som en anden mulighed har man peget på, at banneret kunne stamme fra Johanniterordenen eller være et korsbanner givet af paven, men disse og andre muligheder er blevet tilbageviste af historikerne.<ref>Jørgensen (1875), s. 426-429 for Johanniterordenens vedkommende, s. 431-432 for pavens vedkommende</ref> <ref>Jørgensen (1887), s. 149-153</ref> <ref>Lind, s. 25</ref> Der kan måske være grund til at se nærmere på disse hypoteser. === Myten om Johanniterordenen === Historikere i det 19. og 20. århundrede brød sig ikke om det himmelfaldne flag og søgte mere jordnære forklaringer. Især søgte man efter forbilleder for Dannebrog. Især hæftede man sig ved Johanniterordenen som en mulig kilde, da denne orden blandt andet havde et våben, som mindede om Dannebrog. En række mulige forbindelser har været foreslået. Man har peget på, at Valdemar Atterdag besøgte den hellige grav i påsken 1347 og her blev slået til ridder af hertug Erik af Sachsen.<ref>Jørgensen (1875), s. 426</ref> Kong Valdemar stiftede et Sankt Hans-kloster på Dueholm viet til Marie Magdalene på hvis festdag, han fik ridderslaget.<ref name="Jør 427">Jørgensen (1875), s. 427</ref> Yderligere oplyser Thomas Bartholin i sin bog om Dannebrogsordenen, at Valdemar på gamle tapeter på Københavns Slot var fremstillet med et hvidt ordenskors. Da korset første gang kendes fra et brev fra år 1356 og kongenavnet Valdemar er fælles, måtte en forbindelse anses som mulig.<ref name="Jør 427"/> Senere forskning har imidlertid vist, at Thomas Bartholins fremstilling bygger på et forfalsket kobberstik, hvorved denne del af beviset falder sammen.<ref>Jørgensen (1875), s. 429</ref> Ydermere har det vist sig, at ingen dansk konge har søgt sit gravsted hos Sankt Hans-ordenen, og der findes ingen optegnelser til støtte for en forbindelse.<ref>Jørgensen (1875), s. 430</ref> Denne forklaring må således afvises, da der ingen forbindelse findes mellem Sankt Hans-huse, deres velgørere og Johanniterordenen.<ref>Jørgensen (1875), s. 431</ref> Man har også tænkt sig, at Johanniterordenens symboler skulle være overtaget skridt for skridt i dansk tradition, men imod dette taler, at der findes en specifik tradition for flagets oprindelse, som ikke kan afvises.<ref>Jørgensen (1875), s. 434-437</ref> Tilbage er kun den mulighed, at flagets oprindelse med al sandsynlighed på den ene eller anden måde har forbindelse til et korstog til Estland.<ref>Jørgensen (1875), s. 437</ref> Den eneste samtidige kilde er Henrik af Livlands krønike, der imidlertid er stærkt tendensiøs: han forsøgte at nedgøre ethvert dansk bidrag til kristningen af Baltikum<ref>Jørgensen (1875), s. 439</ref>, ja endog at gøre dansk tilstedeværelse til utidig indblanding<ref>Jørgensen (1875), s. 441</ref> og bestrider endda, at Valdemar skulle have været på korstog.<ref>Jørgensen (1875), s. 442</ref> Således fremstilles han i 1219 som værende på besøg for at besigtige byggeriet af en ny borg, ikke som erobrer.<ref>Jørgensen (1875), s. 445f</ref> Esterne angreb for at stoppe opførelsen af borgen, men blev selv angrebet af vendiske hjælpetropper, som var kommet sammen med danskerne. Dannebrog omtales ikke.<ref>Jørgensen (1875), s. 447</ref> Tydeligvis er der tale om en andenhånds beretning baseret på rygter, ikke om et øjenvidne til begivenhederne. A. D. Jørgensen har forsøgsvis opstillet den hypotese, at esterne angreb biskop Theodoriks telt, fordi der foran var et banner, som opfattedes som hovedbanneret (det vil sige: kongens banner). Han stiller spørgsmålet, om Theodorik kan forbindes med Johanniterordenen.<ref>Jørgensen (1875), s. 448</ref> Theodoriks oprindelse er ukendt, men han optræder som missionær både hos liverne og esterne i forskellige opisoder med sagnagtige træk.<ref>Jørgensen (1875), s. 449</ref> Han blev sendt til pavestolen, hvor han den 15. april 1201 fik en bulle af pave Innocens, der opfordrede alle kristne i Vendland og Saxland til at drage til Livland.<ref>Jørgensen (1875), s. 450</ref> Theodorik forsøgte at få anerkendt Baltikum som sit bispedømme, men stødte på vanskeligheder. Derfor skal han have sluttet sig til den danske konge, idet paven havde givet biskop Anders Sunesen en bulle på at indvie en biskop i Estland.<ref>Jørgensen (1875), s. 456</ref> Da Tempelridderne på daværende tidspunkt havde et rødt kors på hvid baggrund som sit mærke, måtte et dansk korstog ske under et andet mærke, og han har så "lånt" Sankt Hans-brødrenes korsbanner.<ref>Jørgensen (1875), s. 457</ref> Det skulle således være dette banner, der var opsat foran hans telt, og som slaget med esterne derfor kom til at stå om.<ref name="Jør 458">Jørgensen (1875), s. 458</ref> Theodorik døde under slaget, og efter slaget måtte omstændighederne omkring fanens oprindelse og betydning have været uklar<ref name="Jør 458"/>, da det fuldstændig adskilte sig fra kongens banner: løverne og hjerterne. "Saa sagde man, at det var kommet ned fra Himlen midt i Slagets trængsel".<ref>Jørgensen (1875), s. 457</ref> Problemet med denne hypotese er, at den på intet punkt finder støtte i kilderne<ref name="Jør 458"/>, og A.D. Jørgensen understregede, at den kun var en hypotese, som fornyede studier måtte styrke eller svække,<ref>Jørgensen (1887), s. 150</ref> og at "''kun derom er alle enige, at Savojens Kors er lig Johanniternes, og det samme er Tilfældet med vort Danebroge.''"<ref>Jørgensen (1887), s. 153</ref> I og med, at flagets oprindelse nu henlægges til ''en anden begivenhed'', slaget i 1208, er grundlaget for hele denne konstruktion imidlertid bortfaldet. De nærmere omstændigheder omkring flagets oprindelse er fortsat ukendte. === Myten om dronning Berengaria og Dannebrog === Som tidligere nævnt har det været overvejet, om myten om Dannebrogs fald fra himlen var forbundet med dronning Berengaria. Hun blev gift med Valdemar Sejr i 1214 og døde i 1221.<ref name="Fen 1989 61">Fenger (1989), s. 61</ref> Hun stammede fra Portugal, og det er overleveringer herfra, som har været inddraget i forsøgene på at forklare myten. Det er blevet påpeget, først af overbibliotekar Christian Bruun, at der i portugisiske skrifter fortælles om et jærtegn, der i 1217 blev set i Portugal under en kamp imod maurerne ved Alcazar. Ifølge disse viste der sig et kors på himlen som tegn på sejren. Teorien er senere taget op af pastor L.P. Fabritius, som mener, at det er den eneste tradition i den kristne verden, som tåler sammenligning med sagnet om Dannebrog. Han forbinder de to begivenheder ved at påpege, at Berengaria var blevet dansk dronning blot tre år tidligere, og at der takket være en livlig forbindelse mellem Portugal og Danmark er mulighed for, at historien er kommet hertil. Det viser sig imidlertid, at denne antagelse ikke holder: dels kendes der ingen livlig forbindelse mellem de to lande, dels har der været rejst tvivl om, at hun kom fra Portugal. I flere danske årbøger siges, at hun var søster til greven af Flandern, og da der ydermere var arvestridigheder imellem hendes broder, kongen af Portugal, og to af deres søstre, bliver det endnu mindre sandsynligt, at der har været en forbindelse.<ref name="Koc 1951 37">Koch (1951), s. 37</ref> Dertil kommer den afgørende forskel, at der i Portugal var tale om et syn på himlen, men i Estland var tale om et faktisk flag, som efterfølgende blev bragt hjem til Danmark. Og hvis dateringen til 1208 opretholdes som den rette, udebliver muligheden for, at traditionen stammer fra Portugal også af kronologiske grunde.<ref name="Koc 1951 38">Koch (1951), s. 38</ref> Endelig har der været peget på, at den portugisiske tradition måske stammer fra et langt ældre slag, nemlig slaget ved Orique i det sydlige Portugal den 25. juli 1139. I dette slag var den sejrende feltherre Afonso Henriques, dronning Berengarias bedstefader, som ifølge en senere legende før slaget havde set et kors på himlen omgivet af engle i hvide klæder, og at Kristus havde lovet ham sejr og at hans efterkommere ville blive konger i Portugal. Det er imidlertid tvivlsomt, om dronning Berengaria overhovedet har kendt til denne tradition, idet slaget endnu i begyndelsen af 13. århundrede ikke havde opnået den berømmelse, som det senere fik. Det kan end ikke udelukkes, at traditionen om det ældre slag hviler på traditionen fra det senere slag.<ref name="Koc 1951 41f">Koch (1951), s. 41f</ref> Det må tilføjes, at der findes en endnu ældre tradition, nemlig kejser Konstantins korsvision før Slaget ved Ponte Molle i år 312 mod Maxentius, der fulgtes af ordene "''in hoc signo vinces''", det vil sige "under dette tegn skal du sejre". Og på freskerne om "Det sande Kors" legende" i Arezzo, malet af Piero delle Francesca i 1450-erne, ses Konstantin vinde over Maxentius ved at holde er kors frem på en måde, hvor det kan opfattes som værende faldet fra himlen.<ref name="Bar 1992 11f">Bartholdy (1992), s. 11f</ref> Der er intet, som kan understøtte, at den danske tradition skulle have noget med den portugisiske tradition at gøre. Hvilket dog ikke forhindrede Christian IV i på sine guldmønter fra 1591 at gengive den store portugisiske guldmønt kaldet ''portugaløser'' med Kristuskors og sætningen "in hoc signo vinces", sikkert fordi at denne var kendt fra Arild Huitfeldts krønike, der udkom 1600-1603, og hvor begivenheden forøvrigt henlagdes til 1219.<ref>Bartholdy (1992), s. 9, 12</ref> === Er Dannebrog ældre? === Spørgsmålet er, om flaget kunne være ældre. Enkelte forskere mener, at der har været en forløber for Dannebrog: De mener, at danske konger brugte et rødt flag med to ravne i sort, når de drog i krig. Kong Knud den Store skulle ifølge engelske kilder have ført en ravnefane i slaget ved Ashington i Essex i 1016 <ref>Anonym: "Dannebrogs historie" (''Spejderbladet Væbneren'', s. 179-182)</ref>. Men det vides ikke, om denne fane generelt er blevet brugt af den danske kongeslægt. På Bayeux-tapetet fra omkring 1068 fører bagtroppen et rødt flag med et hvidt kors, muligvis danske slægtninge til Vilhelm Erobreren, der i front fører Sankt Georgskorset i slaget ved Hastings i 1066. Ioannis Skylitzis Krønike fra ''Biblioteca Nacional'', Madrid, viser væringer fra Miklagård (''Den Store By'', Byzans-Konstantinopel-Istanbul) omkring år 1100 med et rødt flag med et hvidt kors. Mønter, der viser et korsbanner, blev slået allerede under Valdemar den Store<ref>Fenger, s. 269</ref><ref>Lind, s. 21</ref> og et korsbanner kendes tillige fra et segl fra hans tid (og senere fra et segl fra Erik af Pommerns tid), men disse fortilfælde er ikke overbevisende, ''med mindre'' at man antager, at hans søn skulle have haft en fane med måske som sit eget fra faderen stammende banner og enten (hvilket er temmelig utænkeligt) selv have hævet dette på et kritisk tidspunkt under slaget, eller (mere sandsynligt) at det af vinden fra kongens telt var revet løs og på mærkelig vis var blevet blæst hen over de kæmpende, hvilket er blevet opfattet som en guddommelig indgriben. I så fald var den bogstaveligt talt på det nærmeste "faldet fra himlen". Det er muligt, at det er synet af denne fane højt mod himlen, der gav de kæmpende det mod og den vilje, der skulle til for at vinde slaget. At Valdemar den Store som den korstogskonge, han var med sit korstog til Rygen i 1169, skulle have haft et korsbanner som sit personlige mærke, er vel ikke ganske utænkeligt, og det ville næppe heller være mærkeligt, at det samme banner måtte være medbragt under dette nye korstog af hans søn. Hvis Bayeux-tapetet virkelig afspejler danske deltagere i slaget ved Hastings, indebærer det, at flaget går tilbage til Sven Estridsens tid. Det lader sig intil videre ikke fastslå med sikkerhed, og der findes en anden og måske mere sandsynlig mulighed for hvorledes, at korsbanneret kan være blevet Valdemar den Stores personlige mærke. Valdemar den Stores hustru, dronning Sophie, var datter af Richiza og en russisk fyrste.<ref>Fenger, s. 160</ref> Vi ved fra en engelsk kilde fra 1170-erne, at hun havde stået bag et dansk felttog til Finland til støtte for hendes fader og brødre.<ref>Fenger, s. 161</ref> Vi ved derimod ikke, om der er en forbindelse mellem væringerne og deres flag i Miklagård som gengivet i Ioannis Skylitzis Krønike, Sophie og hendes russiske fader og Valdemar den Stores valg af kongeligt banner. At Sophie var en særdeles indflydelsesrige person i Valdemars liv og gerning, er hævet over al tvivl.<ref>Fenger, s. 166</ref> === Danske korstog til Estland i ny belysning === Omflytningen af begivenheden til et nyt år og et nyt sted stiller alle den danske korstog til Estland i et nyt lys og dermed også spørgsmålet om Dannebrogs oprindelse. Først og fremmest kan der være grund til at pege på, at sagnet ''ikke'' har forbindelse med nogle af de øvrige kilder, som indgår i de ældste skriftlige overleveringer. Der er tale om en helt selvstændig og uafhængig tradition.<ref name="Fab 1933 493">Fabricius (1933), s. 493</ref> Der kan ligeledes være grund til at påpege, at ingen kilde, dansk eller udenlandsk, forbinder Dannebrog med begivenhederne i 1219.<ref name="Fab 1933 494">Fabricius (1933), s. 494</ref> Dernæst må der være god grund til at fremhæve, at den danske korstogsvirksomhed er af betydelig ælde. De ældste omtaler, ''Rydårbogen'' og kongefortegnelsen i ''Lund Domkirkes Nekrologium'', der tillægger Knud den Store en sådan virksomhed, antagelig hviler på misforståelser (måske en navneforveksling af Knud den Store og Knud den Hellige).<ref name="Fab 1933 496f">Fabricius (1933), s. 496f</ref> Derimod er der fra tiden fra omkring 1070-1080 sikre efterretninger om danske korstog til Estland. Således oplyser ''Saxo'', at Knud den Hellige i slutningen af Sven Estridsens regeringstid samlede landets ungdom og indlagde sig berømmelse ved sejre over sembere og estere. ''Jyske Krønike'' har gentaget Saxos udsagn.<ref name="Fab 1933 497">Fabricius (1933), s. 497</ref> Vi kender ikke nærmere til denne og den senere tids korstog til disse egne, men forekomsten af danske stednavne ved Riga på ''holm'' (Stenholm, Langholm og Rigeholm), ''næs'' (om Kurlands forbjerge), ''sund'' og ''klint'' (om det nordlige Estlands bratte skrænter) tyder på forbindelser til dansk (eller svensk) område.<ref name="Fab 1933 498">Fabricius (1933), s. 498</ref> I 1170 indtraf der, ifølge ''Saxo'', et angreb fra kurlandske og estiske sørøvere mod Øland, hvor angriberne først efter blodige kampe blev nedkæmpet af en dansk flåde under ledelse af Esbern Snare og Christoffer, kong Valdemars uægte søn.<ref name="Fab 1933 498f">Fabricius (1933), s. 498f</ref> Omtrent samtidig, efter Rygens erobring i 1169, optræder en biskop Fulco af Estland som medunderskriver på et brev herom, hvilket viser dels hans tilstedeværelse i Danmark, dels at Danmark havde missions- og korstogsvirksomhed rettet mod Estland på denne tid.<ref name="Fab 1933 499">Fabricius (1933), s. 499</ref> Det vides, at ærkebiskop Eskil af Lund under sin landflygtighed til Frankrig havde kontakt til abbed Peter i klosteret Moutier-la-Celle, der anbefaler ham munken Fulco som missionær til Estland. Eskil lader ham bispevie, men vi kender ikke nærmere til hvornår og under hvilke omstændigheder, han er kommet til Danmark.<ref name="Fab 1933 499f">Fabricius (1933), s. 499f</ref> Det er muligt, at Fulco har indledt en missionsvirksomhed omend næppe med den store fremgang. Derimod fik en tysk cisterciensermunk ved navn Theodorik udnævnelse til biskop over esterne og han søgte dansk støtte til missionsvirksomhed via ærkebiskoppen i Lund, og paven lagde Estland ind under ærkesædet i Lund. På samme tid arbejdede en gejstlig fra Bremen, Albert, for missionsvirksomhed i Livland, han søgte støtte hos den tyske staufiske kong Filip, og han blev biskop i Riga. Tyskerne organiserer sig i Sværdriddernes Orden, som paven godkender i 1202.<ref name="Fen 1989 240"/> Meget tyder på, at den danske korstogsvirksomhed i de følgende årtier var rettet imod Venden, som først nu kommer under endeligt dansk herredømme.<ref name="Fab 1933 504">Fabricius (1933), s. 504</ref> Men i 1197 indledes et omfattende dansk korstog til Estland.<ref>Ulige årbøger angiver lidt forskellige år for dette korstog: 1194, 1196 og 1197, men nøjere undersøgelser har påvist daterings- og afskrivningsfejl for de to første års vedkommende, jvf. Fabricius (1933), s. 504-506</ref><ref name="Fen 1989 239">Fenger (1989), s. 239</ref> Atter afbrydes korstogsvirksomheden midlertidigt i forbindelse med, at Absalon dør 1201, kong Knud VI dør 1202 og Esbern Snare dør 1204 samt med Danmarks magtovertagelse i Holsten, der sker under betydelige kampe<ref name="Fab 1933 507">Fabricius (1933), s. 507</ref>, men i 1205 søger kong Valdemar om tilladelse til at oprette et bispesæde i Estland, hvilket han får tilladelse til den 13. januar 1206.<ref name="Fab 1933 507"/> Antagelig i 1206 skriver pave Innocens III til Anders Sunesen:</br> "''Da du i din retfærdighed og fromhed påtænker at straffe uret mod kristenheden, og da du med fromt forsæt har besluttet at drage imod hedningerne, bevilger vi dig ved dette brev myndighed til at ordinere en troende biskop i en by, som du med Kristi hjælp kan vinde for dyrkelsen af den kristne tro, efter at hedningernes smuds er fjernet''".<ref name="Fen 1989 239f">Fenger (1989), s. 239f</ref></br> Et dansk korstog synes rettet imod Saremaa (Øsel), hvor der opføres en mindre borg, men uden tilstrækkeligt mandskab må man atter forlade øen; Anders Sunesøn drog herfra med biskop Nicolaus af Slesvig til Riga for vinteren.<ref name="Fab 1933 509">Fabricius (1933), s. 509</ref><ref name="Fen 1989 240">Fenger (1989), s. 240</ref> I 1208 skal korstoget til det sydlige Estland være fundet sted. Det savnes imidlertid i omtalen i klosterårbøgerne, måske fordi der samme år foregik et katastrofalt krigstog til Sverige, som endte med nederlaget ved Lena den 31. januar, og som pådrog sig hele opmærksomheden.<ref name="Fab 1933 509"/> Som årsag til dette korstog må måske ses, at tyskerne samme år havde underlagt sig Livland og havde overskredet grænsen til Estland.<ref name="Fab 1933 511">Fabricius (1933), s. 511</ref> Det var derfor på høje tid, hvis Danmark ikke skulle risikere, at hele det baltiske område blev underlagt tysk overherredæmme. Også i de følgende år genoptages korstogene til Estland, således 1210, efter, at man havde sikret sig imod tyske udplyndringer i Danmark, mens korstoget fandt sted.<ref name="Fab 1933 510">Fabricius (1933), s. 510</ref> Men netop på dette tidspunkt indtræder en magtkamp om Estland og Livland mellem Sværdridderordenen på den ene side og biskoppen i Riga på den anden.<ref name="Fab 1933 512">Fabricius (1933), s. 512</ref> Denne magtkamp fører til, at paven i stedet giver ærkebiskop Andreas Sunesen legatmyndighed i alt, hvad der angår mission i Baltikum. Den 4. april 1212 får ærkebispen et tilsagn som leder af missionsvirksomheden.<ref name="Fen 1989 267">Fenger (1989), s. 267</ref> Heri anvendes som begrundelse herfor blandt andet følgende:</br> "''Da du altså, optændt af iver for Kristendommen, mægtigt har arbejdet på at omvende de omboende hedninger fra vildfarelsen til sandheden, og endnu agter at arbejde, så mener vi, at vor befuldmægtigelse, for at du rigeligere og virkningsfuldere må kunne udføre det, bør overgives dig; og vi befaler vore brødre ærkebiskoppen af Uppsala og hans lydbiskopper og biskopper og de andre kirkers øvrige prælater i Danmark og Sverige ved denne vor skrivelse, at de skal være dig, der som pavestolens legat trofast arbejder på denne gerning, behjælpelig..''"<ref name="Fab 1933 513">Fabricius (1933), s. 513</ref></br> Det er sandsynligt, at den "mægtige" virksomhed, der henvises til, blandt andet har omfattet et korstog i 1208. Konklusionen af dette historiske forløb bliver, at: "''Der kan saaledes ikke ud fra tidshistoriske Grunde rejses nogen Invending mod Danebrogssagnets Tidsfæstelse til 1208 og Stedfæstelsen til Fellin.''"<ref name="Fab 1933 517f">Fabricius (1933), s. 517f</ref> === Dannebrog og slaget ved Lyndanisse i 1219 === Men hvorledes så med selve overleveringen? Det står fast, at den ikke kan være "lånt" fra andre kilder. Det står også fast, at da Peder Olsen nedskriver begivenheden, forsøger han at få sit ellers ukendte korstog rettet til et kendt korstog.<ref name="Fab 1933 523">Fabricius (1933), s. 523</ref> Men netop dette, at korstoget 1208 ellers er ukendt, taler for, at det har været en gammel overlevering om Dannebrog, som ''netop'' var knyttet til 1208 og til Fellin.<ref name="Fab 1933 525">Fabricius (1933), s. 525</ref> Det må anses for usandsynligt, at et sådant sagn skulle være en senere tids konstruktion.<ref name="Fab 1933 526">Fabricius (1933), s. 526</ref> Hvad angår selve forløbet af slaget kan der være grund til at bemærke sig Henrik af Livlands fremstilling af begivenhederne i 1219. Ifølge denne var kong Valdemar kommet til Estland med sin enorme flåde på 1500 skibe for at tilse opførelsen af en ny borg i stedet for den gamle Lyndanisse<ref>navnet menes afledt af estisk: danernes borg</ref>, som blev sløjfet for at give plads til den nye. De omgivende folkegrupper, revelerne og harjerne, samlede en stor hær og sendte deres ledere til kongen for at forhandle en fred. Kongen gav disse udsendinge gaver, og hans biskopper døbte dem; med i kongens følge var lensmanden Vitslav fra Rygen, ærkebiskop Andreas og tre biskopper: kansleren Niels fra Slesvig, Ebbe fra Århus og Theodorik, der var indviet som ny biskop over Estland. Tre dage efter fredsforhandlingerne vendte esterne imidlertid tilbage med deres hær og angreb den danske lejr fra flere sider om aftenen efter nadveren. Nogle stormede det telt, hvor biskop Theodorik lå, ud fra formodningen, at det var kongens telt, og han blev dræbt på stedet; andre angreb andre mål, og mange blev hugget ned. Netop, som det så værst ud for danskerne, vendte Vitslav med sin vendiske hær sig imod esterne og drev dem på flugt; andre estere under fremrykning standsede op ved dette syn, og danskerne fik samlet sig, kongen med sit mandskab, der også omfattede nogle tyskere, kom til stede, og efter kamp blev esterne slået på flugt, og mange blev dræbte. Kongen og biskopperne takkede Gud for sejren, kong Valdemar lod sin kapellan Viscelin indvie til Theodoriks efterfølger og drog hjem efter at have fuldført borgens opførelse, mens biskopperne med deres mandskab forblev i landet og færdiggjorde dettes underkastelse under den danske krone og kirke.<ref name="Jør 1875 445f">Jørgensen (1875), s. 445f</ref><ref name="Fen 1989 267f">Fenger (1989), s. 267f</ref> Denne beretning, som er nogenlunde samtidig med begivenhederne men en andenhånds beretning, giver anledning til en række spørgsmål. Det virker utroligt, at kongen skulle være ankommet med en så stor hær blot for at ombygge en borg. Mere troværdigt er det, at der var tale om et regulært korstog. Men endnu mere bemærkelsesværdigt er det, at esterne skulle have angrebet biskop Theodoriks telt i den tro, at det var kongens. Hvad fik dem til at tro det? Og hvordan identificerede de dette kongens formodede telt? Er Dannebrog en medvirkende del af forklaringen? I så fald: på hvilken måde? Svaret på disse spørgsmål kan meget vel vise sig at være en nøgle til forståelse af begivenhedsforløbet. Under alle omstændigheder ''bestyrker'' denne teori også teorien om, at det egentlig var et medtaget banner. Tilbage bliver spørgsmålet om de historiske omstændigheder omkring flagets betydning i slaget. Det kunne tænkes, at der var tale om en pavelig fane. Men ingen overlevering taler om en sådan pavelig fane.<ref name="Fab 1933 530">Fabricius (1933), s. 530</ref> Antagelsen er grundløs. En anden mulighed er, at det skulle være Johannitterne fane. Men det er usandsynligt, at paven vil have anvendt et banner, som allerede var i brug.<ref name="Fab 1933 529">Fabricius (1933), s. 529</ref> Også denne antagelse må anses for grundløs. Endelig kunne der være tale om en biskoppelig fane, men absolut intet kan understøtte denne antagelse. Fabricius har foreslået, at hvis flaget ikke svævede ned fra oven, kunne det måske, hvis vi følger den skildring, som Henrik af Livland giver, være en undsætningstrop, der kom til med den biskoppelige korsfane højt løftet i spidsen.<ref name="Fab 1933 531">Fabricius (1933), s. 531</ref> Imod denne antagelse taler først og fremmest, at der ingen beviser findes for, at en sådan "biskoppelig" fane skulle have eksisteret, og for det andet, at hvis det virkelig var en undsætningstrop, der havde bragt fanen til slaget, ville man have forventet, et dette var blevet indarbejdet i den senere tradition. Set i dette lys bliver forklaringen med et løsrevet kongeligt banner bragt til slaget af vinden langt mere sandsynlig. Vi kan måske underbygge denne hypotese: ''hvis'' det er rigtigt, at Dannebrog første gang spillede en rolle ved den danske korstogsmission i 1208 under omstændigheder, som måske er blevet husket men aldrig nedskrevet i samtiden, og ''hvis'' flaget viste sig netop på det mest kritiske tidspunkt under slaget, og ''hvis'' nogen i et guddommeligt indfald har forstået den symbolske betydning af at indgyde korstogsridderne ekstra mod og kraft netop på dette tidspunkt, og ''hvis'' flaget var taget med igen under det nye korstog i 1219, ''så'' kan det med rimelighed forklare to ting, som ellers bliver vanskelige at forklare: for det første hvorfor Dannebrog er blevet knyttet til begivenhederne i 1219, selvom dets oprindelse skriver sig til 1208, og for det andet hvorfor flaget var med korstogsridderne under dette nye togt: det var blevet "modtaget" under et tidligere korstog og var blevet forbundet med en sejr i dette, hvorfor det som sejrssymbol blev taget med igen og atter gav en sejr. I begge tilfælde havde danskerne befundet sig i en kritisk situation, som ved et mirakel var blevet vendt til en sejr: første gang da flaget var svævet hen over de kæmpende, og anden gang, da hjælpetropperne dukkede op på det mest kritiske tidspunkt. Begge begivenheder er blevet husket som noget enestående, men da de ikke er blevet skrevet ned i tide, er de i hukommelsen blevet blandet sammen og til dels forvekslet. Dermed er traditionen om Dannebrogs oprindelse og betydning i nogen grad blevet forskudt fra den oprindelige, mindre betydningsfulde begivenhed til den senere, afgørende begivenhed. Og dermed fik Dannebrog også den betydning som sejrssymbol, som flere hundrede år senere blev nedskrevet. Det kan tillige forklare en anden, mindre bemærket side af begivenhedsforløbet: hvis fanen var med igen i 1219, og hvis det var dette kongens personlige banner, som fejlagtigt fik esterne til at angribe ærkebispens telt i den tro, at det var kongens telt, så bestyrker det yderligere flagets høje alder. Det ville være naturligt at medbringe ''samme'' korstogsfane på begge korstog, fordi de drejede sig om ''samme'' sag. Brugen af en korsfane er bevidnet allerede fra Valdemar den Stores tid<ref name="Fen 1989 269">Fenger (1989), s. 269</ref>, hvor den sandsynligvis symboliserer kongen og hverken det danske rige eller paven. At danskerne netop havde et banner med kors som symbol er selvsagt naturligt for et korstog. Nok så vigtigt: forudsat, at Danmark forud for slaget i 1219 allerede havde udkæmpet slag i det sydlige Estland omkring et årti tidligere, bliver det lettere forståeligt, hvorfor kong Valdemar i 1218 kræver herredømmet over hele Estland, hvorfor han spærrer Lübecks havn for de tyske korstogsfarere i 1219 og 1220, hvorfor Anders Sunesøn erklærer hele Estland som tilhørende Danmark, samt hvorfor hele Estland i 1221 i et forlig med biskop Adelbert tillægges Danmark. Der var hverken tale om en lunefuld udnyttelse af heldige omstændigheder fra dansk side eller om et dansk imperialistisk krav men derimod om at fuldende den virksomhed, som var begyndt årtier før og som skridt for skridt var blevet udstrakt til hele det estiske område.<ref name="Fab 1933 532f">Fabricius (1933), s. 532f</ref> Det synes rimeligt at drage den slutning, at selv om korsbanneret altså sandsynligvis er ældre end 1208 (eller 1219), så var det først ved et af disse slag og snarest i 1208, at det kom til at spille den afgørende rolle for slagets udfald, der gjorde, at der blev skabt en tradition omkring det. Slaget i 1219 var måske på sin egen måde vigtigt, men Dannebrog spillede næppe den samme rolle for dette slags udfald. Her var det hjælpetropperne, som spillede den vigtigste rolle. Ovenstående er, hvad vi med rimelig sikkerhed tør sige om Dannebrogs oprindelse og betydning for Danmarks overherredømme over Estland. Tilbage bliver at følge nogle hovedtræk i flagets senere historie. === Tallinn, Lübeck og Erik Klipping === Der kan i forbifarten være anledning til at gøre op med endnu en myte. Den omstændighed, at Tallinns lille segl afspejler Dannebrog, samt at det ses over Strandporten, har givet anledning til den teori, at der er en særlig forbindelse mellem dette sted og denne fane.<ref name="Fab 1933 528">Fabricius (1933), s. 528</ref> Det er efter min opfattelse en misforståelse. Den rette sammenhæng er snarere følgende: Det danske overherredømme over Estland var i begyndelsen meget usikkert. Efter en længere tids uroligheder blev der i 1238 indgået et forlig, kaldet Stensby-aftalen, hvorved den tyske ridderorden måtte overdrage borgen i Tallinn, som den havde besat, til den danske konge.<ref>Fenger (1989), s. 324</ref> Lidt senere, inden hendes død i 1282<ref>Hørby (1989), s. 140</ref>, gav den danske konge, Erik Klipping, og især hans moder, Margrete Sambiria, Tallinn dets stadsret, som det fik efter forlæg fra Lübecks stadsret.<ref>Hørby (1989), s. 123</ref><ref>Hørby (1992), s. 36</ref> Når Tallinns segl fra 1294 og dets såkaldt "store" byvåben viser tre kronede løver, en nøje kopi af det danske våben<ref>Bartholdy (1992), s. 9</ref>, når Sankt Knudsgildet og andre gilder i Tallinn i 1400-tallet anvender et hvidt kors i rødt felt som sit våben<ref>Bartholdy (1992), s. 10</ref> og når man ved, at Lübeck tillige havde et hvidt kors på rød grund som sit byvåben, er det så urimeligt at antage, at Tallinns byvåben markerer ''hvem'', som gav det dets stadsret, mens Tallinns lille segl sammen med symbolet over Strandporten angiver ''hvorfra'', at Tallinn fik sin stadsret? Det mener jeg ikke. Tværtimod er det i mine øjne logisk. Hvis det forholder sig således, betyder det imidlertid, at der ingen sammenhæng er mellem Dannebrog på seglet og over Standporten og begivenhederne i 1219. === Kendt siden 1300-tallet === [[File:Gelre Folio 55v.jpg|thumb|right|Dannebrog gengivet i "Armorial Gelre".]] Jeg har tidligere opstillet den hypotese, at Dannebrog kan være begyndt som den danske konges ''personlige'' banner. Kan denne hypotese underbygges? Ja, det kan den. Som nævnt optræder et kvadratisk korsbanner på både en mønt og på et segl fra Valdemar den Stores tid. Det taler stærkt for en forbindelse mellem denne konge og dette bannermærke. Historisk kendes Dannebrog siden 1300-tallet. Dannebrog er således bevidnet af den hollandske herold ''Gelre'' (1334-1375), der i værket "Armorial Gelre" blandt andet gengiver et våben for "die coninc van danmarke" visende, rigsvåbenet med 3 leoparder forbundet med en gylden hjelm med hermelinsklædte og påfuglebesatte vesselhorn samt et kvadratisk Dannebrogsflag.<ref name=autogeneret1 /><ref>[https://commons.wikimedia.org/wiki/File:Gelre_Folio_55v.jpg Gelre Folio 55v]</ref> Ligeledes i ''Bellenville-våbenbogen'' 1380-90 findes et skjold med et kors med navnet ''Denenbroce'' over. Fra denne tid må både flagets navn og udseende derfor regnes som værende fastslåede kendsgerninger. Således er både flaget og navnet dokumenteret ''senest'' fra Valdemar Atterdags tid og ''kan'' stamme fra de estiske korstog blot 150 år før eller tidligere. Læg dertil, at vi genfinder det samme kvadratiske kortbanner på et segl fra Erik af Pommerns tid. Det betyder, at vi kan dokumentere, at mindst tre danske konger har anvendt det selvsamme symbol som sit banner. Dette taler meget stærkt for, at det allerede på denne tid har vundet hævd som kongens traditionelle banner. Det skulle være mærkeligt, om ikke dette også var tilfældet på Valdemar Sejrs tid, som falder midt i de tre andre kongers. Det betyder, at vi med en til vished grænsende sandsynlighed har godtgjort hypotesen om, at dette banner må have fulgt med kongen på dennes korstog. === Erik af Pommern === Det danske korsflag kendes brugt af Erik af Pommern og symboliserede på daværende tid tillige hansestaden Lübecks våben. Lübecks gamle våben var et hvidt kors på en rød baggrund, dannet som en modsætning til den tysk-romerske kejsers hvide flag med et rødt kors, et flag som stammede fra Romerriget, og som er bevaret i det engelske flag (Sankt Georgs kors). Det synes rimeligt at antage, at Erik af Pommern derfor har haft et dobbelt formål med at anvende dette banner: dels var anvendelsen allerede blevet en tradition for danske konger, dels kunne symbolet bruges til at markere, at han hævdede at være retmæssig byherre over Lübeck, lige som Valdemar Sejr havde været det.<ref>Hørby (1992), s. 35</ref> Vi ved, at Erik af Pommern indførte dannebrogskorset i sit unionssegl fra 1398<ref>Bartholdy (1992), s. 7</ref>, og at det lige siden har indgået i alle danske rigsvåbener som en fast bestanddel. Det menes, at Dannebrog oprindeligt blev opbevaret sammen med rigets øvrige klenodier, i Folen, det faste tårn på Kalundborg Slot.<ref>Jørgensen (1887), s. 168</ref> Det ville være logisk, når der ikke længere foregik korstog. === Dannebrog og Sverige === Dannebrog optræder også i begivenheder efter Erik af Pommerns tid, hvilket bekræfter dets fastslåede stilling som kongens banner og samlende symbol under krigsbegivenheder. Ifølge svenske krøniker blev "Danabroka" i 1439 ført ind i Sverige, og i 1464 tog svenske bønder en fane med Dannebrog fra Christian I og senere oplevede en sejr i Slaget ved Brunkeberg i 1471. Ærkebispens krønike i Lund oplyser, at Christian I i 1448 fik overrakt rigets flag.<ref name="Bar 1992 13f">Bartholdy (1992), s. 13f</ref> Disse oplysninger bevidner flagets vedvarende brug og dets betydning som dansk rigssymbol. === Togtet til Ditmarsken === Under krigen i Ditmarsken i år 1500 var et Dannebrogsflag, der efter sigende var det originale fra 1219, med. Under slaget ved Hemmingstedt blev det ført af marsk Hans von Ahlefeldt<ref>oplysningen findes hos den kongelige historiograf Hans Svanning, der i 1558-59 skrev en fremstilling af kong Hans' historie og heri bringer oplysningen, at :"rigets banner, delt af hvidt og rødt i form af et kors, og nedfalden fra himlen til kong Valdemar II, som der fortælles, da han førte krig mod Livlænderne, som dengang var kristendommens fjender", her gik tabt. Det er sikkert fra Svanning, at Huitfeldt har hentet samme oplysning, jvf. Jørgensen (1887), s. 169.</ref>. Han faldt imidlertid under slaget, og flaget blev erobret af ditmarskerne. Det blev ophængt i kirken i Wöhrden<ref>oplysningen skyldes præsten og historikeren Johan Neocorus, der afsluttede sin krønike i 1598 og hvis fader havde været degn i Wöhrden i 20 år, da han døde i 1580, jvf Jørgensen (1887), s. 178f</ref>, og blev først generobret i 1559<ref>Uafhængigt af Svanning fortæller Johan Rantzov i sin omtale af dette sidste togt til Ditmarsken, at der blandt de tilbageerobrede faner også var: :"et stykke af det banner, som man siger til sin tid ved et mirakel blev givet en dansk konge imod russerne og som fordum kong Hans havde taget med i håb om derved at stride heldigt imod Ditmarskerne.", jvf. Jørgensen (1887), s. 170f</ref> – da næsten ødelagt af fugtighed og ælde – og ophængt i Slesvig kirke, hvor det endeligt gik til engang i 1660'erne.<ref>kilden hertil er Hans de Hofman, som i 7. del af "Den danske Atlas" fra 1781 s. 605 oplyser om koret i Slesvig domkirke, at: :"I dette kor hængte den berømte danske fane Danebrog... og var at se, indtil den ved 1660 af alder og forrådnelse aldeles forfaldt, da nogle børn ved deres leg nedrev den af loftet og ingen bekymrede sig om at samle dens levninger." Men fra omtrent samme tid stammer en oplysning i et tysk værk, at fanen havde hængt i Nikolaikirken i Kiel, jvf Jørgensen (1887), s. 182. Jørgensen tillægger dog oplysningen om Slesvig domkirke størst troværdighed, jvf samme. s. 185f</ref><ref name="Bar 1992 14"/> I borgerkrigen ''Grevens fejde'' anvendte den ene part et stribet flag; blåt, gult og rødt i rigsvåbnets farver, og den anden part, den sejrende, brugte et rødt-hvidt korsflag, med fire lige lange arme. === Nyere tid === Siden 1500-tallet har Dannebrog angivet danske skibes nationalitet<ref>Bartholdy (1992), s. 11</ref>, og i 1600- og begyndelsen af 1700-tallet indgik et Dannebrogsfelt i hærens faner.<ref name=autogeneret3>Achen, s. 108</ref> I 1696 fastlagde en kongelig resolution flagets mål, og disse har siden overvejende været opretholdt.<ref name="Bar 1992 14">Bartholdy (1992), s. 14</ref> Indtil 1743 brugte man et sort-hvidt korsflag som sørgeflag, derefter blev det besluttet at flage på halvt i stedet for<ref>[http://www.crwflags.com/fotw/flags/dk-sorg.html Danish Mourning Flag (until 1743)<!-- Bot genereret titel -->]</ref>. I 1785 blev Dannebrog genindført som fane for nogle danske regimenter, og i 1801 blev det fane for landeværnet.<ref name=autogeneret3 /> I 1807 digtede B.S. Ingemann:<br /> "''Vift højt på Kodans bølge''<br /> ''blodrøde Dannebrog''"<br /> og i de følgende årtier skrev flere danske digtere, N.F.S. Grundtvig, Oehlenschläger, Chr. Winther, H.C. Andersen, digte om Dannebrog.<ref name=autogeneret3 /> I 1830-erne og 1840-erne udviklede Dannebrog sig til et folkeflag. I 1842 blev det regimentsfane i hele hæren.<ref>Achen, s. 109</ref> Endnuså sent som i 1833 blev det forbudt den danske befolkning privat at flage, men forbuddet blev reelt ikke håndhævet. Under Treårskrigen 1848-1850 flagede befolkningen med Dannebrog i stort omfang, og i 1854 blev det omsider officielt tilladt private at flage.<ref>Bartholdy (1992), s. 14</ref> === <big>Lovgivning</big> === Valdemarsdag den 15. juni blev indført i 1912 ved cirkulære Nr. 391 af 24. december 1912 for at markere Dannebrogs oprindelse, men som det fremgår, hviler det på en delvis misforståelse af traditionen. På den anden side: hvis det tidligere begivenhedsforløb er korrekt forstået, og slaget i 1219 markerede en slags afslutning på hele den forud gående danske missionsvirksomhed i Estland, så er markeringen af denne begivenhed historisk rimelig og forståelig. Og lige meget hvormeget man forsøger at skille myte fra historisk virkelighed, så står det fast, at denne afslutning spillede en afgørende rolle for, at Estland blev et kristent område, og at Danmark har hovedæren herfor. I 1929 blev der udarbejdet et forslag til en officiel flaglov af en særlig kommission, men lovforslaget er aldrig blevet færdigbehandlet eller vedtaget.<ref>Bartholdy (1992), s. 15</ref> === <big>Noter</big> === {{reflist|2}} === <big>Litteratur</big> === * Sven Tito Achen: ''Heraldikkens femten glæder''; København 1978; ISBN 87-12-00222-4 * Nils G. Bartholdy: "Dannebrog - legende og virkelighed" (Michael Andersen og Frank Birkebæk (red.): ''1219 - Dannebrog og Estland''; Roskilde Museums Forlag 1992; ISBN 87-88563-189; s. 6-16) * L.P. Fabricius: "Sagnet om Danebroge og de ældste Forbindelser med Estland" (''Kirkehistoriske Samlinger'', Sjette Række, Første Binds første Hefte, København 1933) * Ole Fenger: "Kirker rejses alle vegne" (Olaf Olsen (red.): ''Gyldendal og Politikens Danmarkshistorie'', bind 4: 1050-1250; København 1989; ISBN 87-89068-06-8) * Henning Henningsen: "Dannebrog og flagføring til søs" (''Handels- og Søfartsmuseets årbog 1969'', s. 7-81) * Kai Hørby: "Velstands krise og tusind baghold" (Olaf Olsen (red.): ''Gyldendal og Politikens Danmarkshistorie'', bind 5: 1250-1400; København 1989; ISBN 87-89068-07-6) * Kai Hørby: "Danmark og Estland i middelalderen" (Michael Andersen og Frank Birkebæk (red.): ''1219 - Dannebrog og Estland''; Roskilde Museums Forlag 1992; ISBN 87-88563-189; s. 30-38) * A.D. Jørgensen: "Om Danebroges Oprindelse" (''Historisk Tidsskrift'', 4. række, Bind 5; 1875) * A.D. Jørgensen: "Undersøgelser vedrørende Danebroge og det danske kongevåben" (''Historisk Tidsskrift'', 6. række, Bind 1; 1887) * J.O. Kock: "Sagnet om Dannebrog" (''Danske Studier'' 1951; s. 34-48) * John Lind: "Den faldt fra himlen ned" (Kronik i ''Skalk'' 2001, nr. 6, s. 20-27) * E. Løffler: "Bidrag til Bedømmelse af Danebrogs-Sagnets historiske Værd" (''Historisk Tidsskrift'', Bind 5. række, 2 (1880); s. 562-566) * ''Salmonsens Konversationsleksikon'', 2. udgave, bind V, s. 515-517; opslag: Dannebroge * [http://www.navalhistory.dk/Danish/Flaget/FlagetsHistorie.htm Flagets historie], i ''Dansk Marinehistorie'' af Johnny E. Balsved, nkj28l75wdorda78kgqrw6x8qpcw4g0 42611 42610 2026-08-31T04:46:50Z Sven Halfdan Nielsen 3898 småret 42611 wikitext text/x-wiki Traditionen om Dannebrogs oprindelse er velkendt: Dannebrog faldt ned fra himlen under et dansk korstog til Estland, og det spillede en afgørende rolle for det danske overherredømme over Estland fra 1219. Således lyder myten om Dannebrog, men bag enhver myte gemmer der sig en historisk realitet, og ved at grave denne historiske realitet bag myten frem opnår vi en bedre forståelse af fortiden. Det ligger nær at stille 3 spørgsmål:</br> - er tidsfæstelsen korrekt?</br> - er stedfæstelsen korrekt?</br> - er begivenhedsforløbet korrekt? Svaret på det første spørgsmål er: ja, den ''oprindelige'' tidsfæstelse er sikkert korrekt. Denne tidsfæstelse passer nøje med det begivenhedsforløb, som vi ellers kender. Svaret på det andet spørgsmål er: ja, den ''oprindelige'' stedfæstelse er korrekt. Denne stedfæstelse passer med og ''bekræfter'' de forhold, som vi ellers kender. Svaret på det tredie spørgsmål er: ja, flaget kan forbindes med ''en bestemt begivenhed''. Der er enkeltheder i forløbet, som det ikke længere er muligt at efterkontrollere. Der kan her være grund til at skelne mellem det ''oplevede'' forløb og det ''faktiske'' forløb. Traditionen er baseret på det oplevede forløb således, som dette siden blev husket. === <big>Dannebrogs oprindelse</big> === Dannebrogs oprindelse falder i tre dele: traditionen, de omstændigheder under hvilke traditionen er blevet nedskrevet og flagets senere historie. === Traditionen === [[Fil:Danmarks flag 1219 Lorentzen.jpg|thumb|450px|Det berømte maleri af Christian August Lorentzen fra 1809 af begivenhederne i 1219.]] Ifølge overleveringen, der findes uafhængigt af hinanden hos dels forfatteren af ''Danske Krønike'' fra 1520-erne Christiern Pedersen<ref>formuleringen omtalt under et korstog i 1208 til "Estland, Pryssland, Kurland og Finland" lyder:</br> "''somme mene og sige at samme kong Valdemar skulle fange Dannebrog ned af himlen samme tid, som er et hvidt kors i et rødt felt''", jvf. Lind, s. 24. </ref>, dels munken Peder Olsen (Petrus Olai) fra Gråbrødreklostret i Roskilde, dels historikeren Arild Huitfeldt<ref name=autogeneret1>Lind, s. 23</ref>, faldt Dannebrog ned fra himlen under slaget ved Lyndanisse (i dag Tallinn i Estland) den 15. juni 1219, senere kendt og markeret som Valdemarsdag. Der er imidlertid usikkerhed om tid og sted er korrekte<ref name="bjerg">''Dannebrog'' af Hans Christian Bjerg, s.12, ISBN 87-7739-906-4.</ref>. Det skyldes, at både Christiern Pedersen og Peder Olsen oplyser, at begivenheden fandt sted i året 1208 i Livland på et sted, som kaldes Fellin (Viljandi) i nutidens Estland. Fremstillingen hos Peder Olsen, der findes i en samling notater, ''Collectanea'', til Danmarks historie og menes at være skrevet omkring 1527 men stammer fra en ældre kilde, hvis alder er ukendt<ref>Kock, s. 34</ref>, er den mest oplysende og lyder i sin helhed:</br> "''MCCXIX''<ref>1219</ref>''. Valdemar II angreb Estland, en provins i Livland, fra søen med 1500 krigsskibe og gjorde landgang, og efter mange kampe omvendte han det overvundne land til Kristus og lod folket døbe. Han førte præster dertil fra Danmark og byggede Reval, der nu er en vigtig by og særdeles udmærket og kendt. Heraf kommer det, at kirken i Reval lige til denne dag er forblevet under Danmarks ærkebiskop i Lund, skønt den verdslige magt i tidens løb er gået over til den tyske ordens brødre i nævnte provins. Da nu kong Valdemar var gået i land med hæren i Estland, sagde biskoppen i Århus til ham, da han blev forskrækket over hedningernes mængde, at han skulle love, at han, såfremt han vandt sejr, ville forbedre sig over for sine undersåtter og den hellige Niels i Århus, hvis offergaver han havde tilegnet sig. Det samme råd fik han af den ærværdige Anders, ærkebiskop i Lund, en mand af forunderlig enfold og uskyld, der såvel i live som efter sin død vandt ry ved mange mirakler. Kongen gav dem ret, afgav løftet og fik sejr. Ærkebiskoppen kaldte så stormændene sammen og lod dem love, at svende på tolv år og der over stedse skulle fejre dagen før den hellige Laurentius' fest med faste på brød og vand, hvis de fik sejr. Efter at de så havde påkaldt de hellige Laurentius og Niels, blev slaget begyndt på Vitus' og Modestus' dag. Ærkebiskoppen, der sammen med lydbisper og andre gejstlige fra et bjerg så ud over begge hære, bad nu under tårer for de kristne som en anden Moses med hænderne løftede mod himlen. Når han løftede hænderne i bøn, sejrede danskerne; men når han af træthed lod de gamle hænder synke ned, blev danskerne slået. Men biskopperne og præsterne understøttede den gamle mand. Og således blev den sejrende konge et andet menneske, lod Kristi lære forkynde og kirker bygge dér; siden hen styrede han landene med mildhed og retfærdighed, skrev love og ærede den hellige Niels.''</br> ''Et andet sted står der, at da de rettroende danske på denne Valdemar II's tid i det Herrens år 1208 kæmpede i Livland på det sted, som kaldes Fellin, mod de vantro livlændere og allerede næsten overvundne fromt anråbte om guddommelig hjælp, modtog de straks som belønning et banner, der faldt ned fra himlen, og som var mærket med et hvidt kors, påtrykt en ulddug, og de hørte en røst fra himlen, at når det blev løftet højt til vejrs, ville de straks knuse deres modstandere og vinde fuldstændig sejr; og således skete det. Men det banner plejer med sit sædvanlige navn at kaldes Danebroge. (Denne sejr menes at være den, som danskerne vandt i Estland, og som allerede er omtalt for nylig; men der er fejl i årstallet etc. - Ligeledes har jeg et andet sted fundet, at kong Valdemar og ærkebiskop Anders gjorde et tog til Estland i 1220).''"<ref>her gengivet efter Kock, s. 34f</ref><ref name="Fab 1933 493f">Fabricius (1933), s. 493f</ref> Det er naturligvis usikkert, hvad der egentlig skete under slaget ved Lyndanisse eller slaget ved Fellin, da overleveringen først er nedskrevet 300 år efter begivenhederne skulle have fundet sted <ref name=bjerg />. Historikerne har derfor forsøgt at finde den historiske begivenhed bag ved traditionen. Man kan således fastslå, at Peder Olsens fremstilling har hentet sine bestanddele flere steder, og at de oprindelig ikke har udgjort en helhed. Herom kan siges følgende:</br> 1. Det indledende afsnit om slaget ved Reval (Tallinn) svarer til fremstillingen i ''Rydårbogen'' og i ''Jyske Krønike'' og kan være hentet fra disse kilder.<ref>Kock, s. 35</ref><ref name="Fab 1933 486">Fabricius (1933), s. 486</ref></br> 2. Afsnittet om den hellige Niels i Århus kan stamme fra en bog om Niels, men findes ikke i hans ''vita''. Det tyder ikke på, at historien har en historisk baggrund. Snarere er den tilkommet efter, at Niels blev helgen, formentlig i midten af det 14. århundrede.<ref>Kock, s. 35f</ref><ref name="Fab 1933 486"/></br> 3. Afsnittet om Laurentius-fasten er helt malplaceret. Sankt Laurentius' dag er den 10. august, mens slaget fandt sted på Vitus' og Modestus' dag den 15. juni. ''Saxo'' omtaler et slag ved Ljutka (Lütjenburg), der fandt sted på Laurentius' dag, og formentlig er indskuddet hentet herfra.<ref name=autogeneret2>Kock, s. 36</ref><ref name="Fab 1933 487">Fabricius (1933), s. 487</ref></br> 4. Historien om ærkebispens oprakte hænder er hentet fra ''2. Mosebog'' (17, 9ff).<ref name=autogeneret2 /><ref name="Fab 1933 487"/></br> 5. Historien om det nedfaldne flag er uden direkte forbillede. Fra Portugal (hvorfra dronning Berengaria stammer) findes en tradition fra 1217 om et jærtegn i form af et kors på himlen til tegn på portugisernes sejr over maurerne i kampen ved Alcazar.<ref>Kock, s. 37</ref> Det betyder, at der findes en tradition næsten samtidig med den danske, hvilket styrker en tidsfæstelse til begyndelsen af 1200-tallet. Skønt der er forskelle (intet flag i Portugal), kan begivenheden i Portugal være blevet kendt også i Danmark og have styrket den danske tradition, men der er intet bevis for en direkte forbindelse.<ref>Kock, s. 42</ref></br> Med hensyn til selve dateringen af Dannebrogs fald fra himlen er det nutidens historikeres opfattelse, at når to kilder uafhængigt af hinanden daterer begivenheden til et andet sted og en anden tid end nutidens tradition siger, så må nutidens tradition anses som fejlagtig og den ældste tradition som den rigtige med hensyn til tid og sted.<ref>Lind, s. 26</ref> Dette kan også forklare, hvorfor der ingen omtale af Dannebrog er i den samtidige skildring i Henrik af Livlands krønike.<ref>Enn Tarvel (red.): ''Henriku Liivimaa Kroonika''; "Olion" Tallinn 1993; ISBN 5-450-01319-1; s. 140</ref> På lignende måde som bidragene om den hellige Niels og om Anders Sunesens løftede hænder er tilføjede den oprindelige fremstilling, så menes traditionen om Dannebrog at være overført fra det mindre betydningsfulde slag i 1208 til det vigtigere slag i 1219, der indledte den danske besættelse af det nordlige Estland som led i opbygningen af myten om netop dette slag.<ref name=autogeneret2 /> Endelig bør det nævnes, at traditionen blev nedskrevet kort tid efter, at danskerne havde mistet det originale Dannebrog under togtet til Ditmarsken i 1500. Det menes, at flaget var taget med, netop fordi man på grund af traditionen mente, at det ville bringe sejr.<ref>Jørgensen (1875), s. 417</ref> Som muligt ophavssted og som en anden mulighed har man peget på, at banneret kunne stamme fra Johanniterordenen eller være et korsbanner givet af paven, men disse og andre muligheder er blevet tilbageviste af historikerne.<ref>Jørgensen (1875), s. 426-429 for Johanniterordenens vedkommende, s. 431-432 for pavens vedkommende</ref> <ref>Jørgensen (1887), s. 149-153</ref> <ref>Lind, s. 25</ref> Der kan måske være grund til at se nærmere på disse hypoteser. === Myten om Johanniterordenen === Historikere i det 19. og 20. århundrede brød sig ikke om det himmelfaldne flag og søgte mere jordnære forklaringer. Især søgte man efter forbilleder for Dannebrog. Især hæftede man sig ved Johanniterordenen som en mulig kilde, da denne orden blandt andet havde et våben, som mindede om Dannebrog. En række mulige forbindelser har været foreslået. Man har peget på, at Valdemar Atterdag besøgte den hellige grav i påsken 1347 og her blev slået til ridder af hertug Erik af Sachsen.<ref>Jørgensen (1875), s. 426</ref> Kong Valdemar stiftede et Sankt Hans-kloster på Dueholm viet til Marie Magdalene på hvis festdag, han fik ridderslaget.<ref name="Jør 427">Jørgensen (1875), s. 427</ref> Yderligere oplyser Thomas Bartholin i sin bog om Dannebrogsordenen, at Valdemar på gamle tapeter på Københavns Slot var fremstillet med et hvidt ordenskors. Da korset første gang kendes fra et brev fra år 1356 og kongenavnet Valdemar er fælles, måtte en forbindelse anses som mulig.<ref name="Jør 427"/> Senere forskning har imidlertid vist, at Thomas Bartholins fremstilling bygger på et forfalsket kobberstik, hvorved denne del af beviset falder sammen.<ref>Jørgensen (1875), s. 429</ref> Ydermere har det vist sig, at ingen dansk konge har søgt sit gravsted hos Sankt Hans-ordenen, og der findes ingen optegnelser til støtte for en forbindelse.<ref>Jørgensen (1875), s. 430</ref> Denne forklaring må således afvises, da der ingen forbindelse findes mellem Sankt Hans-huse, deres velgørere og Johanniterordenen.<ref>Jørgensen (1875), s. 431</ref> Man har også tænkt sig, at Johanniterordenens symboler skulle være overtaget skridt for skridt i dansk tradition, men imod dette taler, at der findes en specifik tradition for flagets oprindelse, som ikke kan afvises.<ref>Jørgensen (1875), s. 434-437</ref> Tilbage er kun den mulighed, at flagets oprindelse med al sandsynlighed på den ene eller anden måde har forbindelse til et korstog til Estland.<ref>Jørgensen (1875), s. 437</ref> Den eneste samtidige kilde er Henrik af Livlands krønike, der imidlertid er stærkt tendensiøs: han forsøgte at nedgøre ethvert dansk bidrag til kristningen af Baltikum<ref>Jørgensen (1875), s. 439</ref>, ja endog at gøre dansk tilstedeværelse til utidig indblanding<ref>Jørgensen (1875), s. 441</ref> og bestrider endda, at Valdemar skulle have været på korstog.<ref>Jørgensen (1875), s. 442</ref> Således fremstilles han i 1219 som værende på besøg for at besigtige byggeriet af en ny borg, ikke som erobrer.<ref>Jørgensen (1875), s. 445f</ref> Esterne angreb for at stoppe opførelsen af borgen, men blev selv angrebet af vendiske hjælpetropper, som var kommet sammen med danskerne. Dannebrog omtales ikke.<ref>Jørgensen (1875), s. 447</ref> Tydeligvis er der tale om en andenhånds beretning baseret på rygter, ikke om et øjenvidne til begivenhederne. A. D. Jørgensen har forsøgsvis opstillet den hypotese, at esterne angreb biskop Theodoriks telt, fordi der foran var et banner, som opfattedes som hovedbanneret (det vil sige: kongens banner). Han stiller spørgsmålet, om Theodorik kan forbindes med Johanniterordenen.<ref>Jørgensen (1875), s. 448</ref> Theodoriks oprindelse er ukendt, men han optræder som missionær både hos liverne og esterne i forskellige opisoder med sagnagtige træk.<ref>Jørgensen (1875), s. 449</ref> Han blev sendt til pavestolen, hvor han den 15. april 1201 fik en bulle af pave Innocens, der opfordrede alle kristne i Vendland og Saxland til at drage til Livland.<ref>Jørgensen (1875), s. 450</ref> Theodorik forsøgte at få anerkendt Baltikum som sit bispedømme, men stødte på vanskeligheder. Derfor skal han have sluttet sig til den danske konge, idet paven havde givet biskop Anders Sunesen en bulle på at indvie en biskop i Estland.<ref>Jørgensen (1875), s. 456</ref> Da Tempelridderne på daværende tidspunkt havde et rødt kors på hvid baggrund som sit mærke, måtte et dansk korstog ske under et andet mærke, og han har så "lånt" Sankt Hans-brødrenes korsbanner.<ref>Jørgensen (1875), s. 457</ref> Det skulle således være dette banner, der var opsat foran hans telt, og som slaget med esterne derfor kom til at stå om.<ref name="Jør 458">Jørgensen (1875), s. 458</ref> Theodorik døde under slaget, og efter slaget måtte omstændighederne omkring fanens oprindelse og betydning have været uklar<ref name="Jør 458"/>, da det fuldstændig adskilte sig fra kongens banner: løverne og hjerterne. "Saa sagde man, at det var kommet ned fra Himlen midt i Slagets trængsel".<ref>Jørgensen (1875), s. 457</ref> Problemet med denne hypotese er, at den på intet punkt finder støtte i kilderne<ref name="Jør 458"/>, og A.D. Jørgensen understregede, at den kun var en hypotese, som fornyede studier måtte styrke eller svække,<ref>Jørgensen (1887), s. 150</ref> og at "''kun derom er alle enige, at Savojens Kors er lig Johanniternes, og det samme er Tilfældet med vort Danebroge.''"<ref>Jørgensen (1887), s. 153</ref> I og med, at flagets oprindelse nu henlægges til ''en anden begivenhed'', slaget i 1208, er grundlaget for hele denne konstruktion imidlertid bortfaldet. De nærmere omstændigheder omkring flagets oprindelse er fortsat ukendte. === Myten om dronning Berengaria og Dannebrog === Som tidligere nævnt har det været overvejet, om myten om Dannebrogs fald fra himlen var forbundet med dronning Berengaria. Hun blev gift med Valdemar Sejr i 1214 og døde i 1221.<ref name="Fen 1989 61">Fenger (1989), s. 61</ref> Hun stammede fra Portugal, og det er overleveringer herfra, som har været inddraget i forsøgene på at forklare myten. Det er blevet påpeget, først af overbibliotekar Christian Bruun, at der i portugisiske skrifter fortælles om et jærtegn, der i 1217 blev set i Portugal under en kamp imod maurerne ved Alcazar. Ifølge disse viste der sig et kors på himlen som tegn på sejren. Teorien er senere taget op af pastor L.P. Fabritius, som mener, at det er den eneste tradition i den kristne verden, som tåler sammenligning med sagnet om Dannebrog. Han forbinder de to begivenheder ved at påpege, at Berengaria var blevet dansk dronning blot tre år tidligere, og at der takket være en livlig forbindelse mellem Portugal og Danmark er mulighed for, at historien er kommet hertil. Det viser sig imidlertid, at denne antagelse ikke holder: dels kendes der ingen livlig forbindelse mellem de to lande, dels har der været rejst tvivl om, at hun kom fra Portugal. I flere danske årbøger siges, at hun var søster til greven af Flandern, og da der ydermere var arvestridigheder imellem hendes broder, kongen af Portugal, og to af deres søstre, bliver det endnu mindre sandsynligt, at der har været en forbindelse.<ref name="Koc 1951 37">Koch (1951), s. 37</ref> Dertil kommer den afgørende forskel, at der i Portugal var tale om et syn på himlen, men i Estland var tale om et faktisk flag, som efterfølgende blev bragt hjem til Danmark. Og hvis dateringen til 1208 opretholdes som den rette, udebliver muligheden for, at traditionen stammer fra Portugal også af kronologiske grunde.<ref name="Koc 1951 38">Koch (1951), s. 38</ref> Endelig har der været peget på, at den portugisiske tradition måske stammer fra et langt ældre slag, nemlig slaget ved Orique i det sydlige Portugal den 25. juli 1139. I dette slag var den sejrende feltherre Afonso Henriques, dronning Berengarias bedstefader, som ifølge en senere legende før slaget havde set et kors på himlen omgivet af engle i hvide klæder, og at Kristus havde lovet ham sejr og at hans efterkommere ville blive konger i Portugal. Det er imidlertid tvivlsomt, om dronning Berengaria overhovedet har kendt til denne tradition, idet slaget endnu i begyndelsen af 13. århundrede ikke havde opnået den berømmelse, som det senere fik. Det kan end ikke udelukkes, at traditionen om det ældre slag hviler på traditionen fra det senere slag.<ref name="Koc 1951 41f">Koch (1951), s. 41f</ref> Det må tilføjes, at der findes en endnu ældre tradition, nemlig kejser Konstantins korsvision før Slaget ved Ponte Molle i år 312 mod Maxentius, der fulgtes af ordene "''in hoc signo vinces''", det vil sige "under dette tegn skal du sejre". Og på freskerne om "Det sande Kors" legende" i Arezzo, malet af Piero delle Francesca i 1450-erne, ses Konstantin vinde over Maxentius ved at holde er kors frem på en måde, hvor det kan opfattes som værende faldet fra himlen.<ref name="Bar 1992 11f">Bartholdy (1992), s. 11f</ref> Der er intet, som kan understøtte, at den danske tradition skulle have noget med den portugisiske tradition at gøre. Hvilket dog ikke forhindrede Christian IV i på sine guldmønter fra 1591 at gengive den store portugisiske guldmønt kaldet ''portugaløser'' med Kristuskors og sætningen "in hoc signo vinces", sikkert fordi at denne var kendt fra Arild Huitfeldts krønike, der udkom 1600-1603, og hvor begivenheden forøvrigt henlagdes til 1219.<ref>Bartholdy (1992), s. 9, 12</ref> === Er Dannebrog ældre? === Spørgsmålet er, om flaget kunne være ældre. Enkelte forskere mener, at der har været en forløber for Dannebrog: De mener, at danske konger brugte et rødt flag med to ravne i sort, når de drog i krig. Kong Knud den Store skulle ifølge engelske kilder have ført en ravnefane i slaget ved Ashington i Essex i 1016 <ref>Anonym: "Dannebrogs historie" (''Spejderbladet Væbneren'', s. 179-182)</ref>. Men det vides ikke, om denne fane generelt er blevet brugt af den danske kongeslægt. På Bayeux-tapetet fra omkring 1068 fører bagtroppen et rødt flag med et hvidt kors, muligvis danske slægtninge til Vilhelm Erobreren, der i front fører Sankt Georgskorset i slaget ved Hastings i 1066. Ioannis Skylitzis Krønike fra ''Biblioteca Nacional'', Madrid, viser væringer fra Miklagård (''Den Store By'', Byzans-Konstantinopel-Istanbul) omkring år 1100 med et rødt flag med et hvidt kors. Mønter, der viser et korsbanner, blev slået allerede under Valdemar den Store<ref>Fenger, s. 269</ref><ref>Lind, s. 21</ref> og et korsbanner kendes tillige fra et segl fra hans tid (og senere fra et segl fra Erik af Pommerns tid), men disse fortilfælde er ikke overbevisende, ''med mindre'' at man antager, at hans søn skulle have haft en fane med måske som sit eget fra faderen stammende banner og enten (hvilket er temmelig utænkeligt) selv have hævet dette på et kritisk tidspunkt under slaget, eller (mere sandsynligt) at det af vinden fra kongens telt var revet løs og på mærkelig vis var blevet blæst hen over de kæmpende, hvilket er blevet opfattet som en guddommelig indgriben. I så fald var den bogstaveligt talt på det nærmeste "faldet fra himlen". Det er muligt, at det er synet af denne fane højt mod himlen, der gav de kæmpende det mod og den vilje, der skulle til for at vinde slaget. At Valdemar den Store som den korstogskonge, han var med sit korstog til Rygen i 1169, skulle have haft et korsbanner som sit personlige mærke, er vel ikke ganske utænkeligt, og det ville næppe heller være mærkeligt, at det samme banner måtte være medbragt under dette nye korstog af hans søn. Hvis Bayeux-tapetet virkelig afspejler danske deltagere i slaget ved Hastings, indebærer det, at flaget går tilbage til Sven Estridsens tid. Det lader sig intil videre ikke fastslå med sikkerhed, og der findes en anden og måske mere sandsynlig mulighed for hvorledes, at korsbanneret kan være blevet Valdemar den Stores personlige mærke. Valdemar den Stores hustru, dronning Sophie, var datter af Richiza og en russisk fyrste.<ref>Fenger, s. 160</ref> Vi ved fra en engelsk kilde fra 1170-erne, at hun havde stået bag et dansk felttog til Finland til støtte for hendes fader og brødre.<ref>Fenger, s. 161</ref> Vi ved derimod ikke, om der er en forbindelse mellem væringerne og deres flag i Miklagård som gengivet i Ioannis Skylitzis Krønike, Sophie og hendes russiske fader og Valdemar den Stores valg af kongeligt banner. At Sophie var en særdeles indflydelsesrige person i Valdemars liv og gerning, er hævet over al tvivl.<ref>Fenger, s. 166</ref> === Danske korstog til Estland i ny belysning === Omflytningen af begivenheden til et nyt år og et nyt sted stiller alle den danske korstog til Estland i et nyt lys og dermed også spørgsmålet om Dannebrogs oprindelse. Først og fremmest kan der være grund til at pege på, at sagnet ''ikke'' har forbindelse med nogle af de øvrige kilder, som indgår i de ældste skriftlige overleveringer. Der er tale om en helt selvstændig og uafhængig tradition.<ref name="Fab 1933 493">Fabricius (1933), s. 493</ref> Der kan ligeledes være grund til at påpege, at ingen kilde, dansk eller udenlandsk, forbinder Dannebrog med begivenhederne i 1219.<ref name="Fab 1933 494">Fabricius (1933), s. 494</ref> Dernæst må der være god grund til at fremhæve, at den danske korstogsvirksomhed er af betydelig ælde. De ældste omtaler, ''Rydårbogen'' og kongefortegnelsen i ''Lund Domkirkes Nekrologium'', der tillægger Knud den Store en sådan virksomhed, antagelig hviler på misforståelser (måske en navneforveksling af Knud den Store og Knud den Hellige).<ref name="Fab 1933 496f">Fabricius (1933), s. 496f</ref> Derimod er der fra tiden fra omkring 1070-1080 sikre efterretninger om danske korstog til Estland. Således oplyser ''Saxo'', at Knud den Hellige i slutningen af Sven Estridsens regeringstid samlede landets ungdom og indlagde sig berømmelse ved sejre over sembere og estere. ''Jyske Krønike'' har gentaget Saxos udsagn.<ref name="Fab 1933 497">Fabricius (1933), s. 497</ref> Vi kender ikke nærmere til denne og den senere tids korstog til disse egne, men forekomsten af danske stednavne ved Riga på ''holm'' (Stenholm, Langholm og Rigeholm), ''næs'' (om Kurlands forbjerge), ''sund'' og ''klint'' (om det nordlige Estlands bratte skrænter) tyder på forbindelser til dansk (eller svensk) område.<ref name="Fab 1933 498">Fabricius (1933), s. 498</ref> I 1170 indtraf der, ifølge ''Saxo'', et angreb fra kurlandske og estiske sørøvere mod Øland, hvor angriberne først efter blodige kampe blev nedkæmpet af en dansk flåde under ledelse af Esbern Snare og Christoffer, kong Valdemars uægte søn.<ref name="Fab 1933 498f">Fabricius (1933), s. 498f</ref> Omtrent samtidig, efter Rygens erobring i 1169, optræder en biskop Fulco af Estland som medunderskriver på et brev herom, hvilket viser dels hans tilstedeværelse i Danmark, dels at Danmark havde missions- og korstogsvirksomhed rettet mod Estland på denne tid.<ref name="Fab 1933 499">Fabricius (1933), s. 499</ref> Det vides, at ærkebiskop Eskil af Lund under sin landflygtighed til Frankrig havde kontakt til abbed Peter i klosteret Moutier-la-Celle, der anbefaler ham munken Fulco som missionær til Estland. Eskil lader ham bispevie, men vi kender ikke nærmere til hvornår og under hvilke omstændigheder, han er kommet til Danmark.<ref name="Fab 1933 499f">Fabricius (1933), s. 499f</ref> Det er muligt, at Fulco har indledt en missionsvirksomhed omend næppe med den store fremgang. Derimod fik en tysk cisterciensermunk ved navn Theodorik udnævnelse til biskop over esterne og han søgte dansk støtte til missionsvirksomhed via ærkebiskoppen i Lund, og paven lagde Estland ind under ærkesædet i Lund. På samme tid arbejdede en gejstlig fra Bremen, Albert, for missionsvirksomhed i Livland, han søgte støtte hos den tyske staufiske kong Filip, og han blev biskop i Riga. Tyskerne organiserer sig i Sværdriddernes Orden, som paven godkender i 1202.<ref name="Fen 1989 240"/> Meget tyder på, at den danske korstogsvirksomhed i de følgende årtier var rettet imod Venden, som først nu kommer under endeligt dansk herredømme.<ref name="Fab 1933 504">Fabricius (1933), s. 504</ref> Men i 1197 indledes et omfattende dansk korstog til Estland.<ref>Ulige årbøger angiver lidt forskellige år for dette korstog: 1194, 1196 og 1197, men nøjere undersøgelser har påvist daterings- og afskrivningsfejl for de to første års vedkommende, jvf. Fabricius (1933), s. 504-506</ref><ref name="Fen 1989 239">Fenger (1989), s. 239</ref> Atter afbrydes korstogsvirksomheden midlertidigt i forbindelse med, at Absalon dør 1201, kong Knud VI dør 1202 og Esbern Snare dør 1204 samt med Danmarks magtovertagelse i Holsten, der sker under betydelige kampe<ref name="Fab 1933 507">Fabricius (1933), s. 507</ref>, men i 1205 søger kong Valdemar om tilladelse til at oprette et bispesæde i Estland, hvilket han får tilladelse til den 13. januar 1206.<ref name="Fab 1933 507"/> Antagelig i 1206 skriver pave Innocens III til Anders Sunesen:</br> "''Da du i din retfærdighed og fromhed påtænker at straffe uret mod kristenheden, og da du med fromt forsæt har besluttet at drage imod hedningerne, bevilger vi dig ved dette brev myndighed til at ordinere en troende biskop i en by, som du med Kristi hjælp kan vinde for dyrkelsen af den kristne tro, efter at hedningernes smuds er fjernet''".<ref name="Fen 1989 239f">Fenger (1989), s. 239f</ref></br> Et dansk korstog synes rettet imod Saremaa (Øsel), hvor der opføres en mindre borg, men uden tilstrækkeligt mandskab må man atter forlade øen; Anders Sunesøn drog herfra med biskop Nicolaus af Slesvig til Riga for vinteren.<ref name="Fab 1933 509">Fabricius (1933), s. 509</ref><ref name="Fen 1989 240">Fenger (1989), s. 240</ref> I 1208 skal korstoget til det sydlige Estland være fundet sted. Det savnes imidlertid i omtalen i klosterårbøgerne, måske fordi der samme år foregik et katastrofalt krigstog til Sverige, som endte med nederlaget ved Lena den 31. januar, og som pådrog sig hele opmærksomheden.<ref name="Fab 1933 509"/> Som årsag til dette korstog må måske ses, at tyskerne samme år havde underlagt sig Livland og havde overskredet grænsen til Estland.<ref name="Fab 1933 511">Fabricius (1933), s. 511</ref> Det var derfor på høje tid, hvis Danmark ikke skulle risikere, at hele det baltiske område blev underlagt tysk overherredæmme. Også i de følgende år genoptages korstogene til Estland, således 1210, efter, at man havde sikret sig imod tyske udplyndringer i Danmark, mens korstoget fandt sted.<ref name="Fab 1933 510">Fabricius (1933), s. 510</ref> Men netop på dette tidspunkt indtræder en magtkamp om Estland og Livland mellem Sværdridderordenen på den ene side og biskoppen i Riga på den anden.<ref name="Fab 1933 512">Fabricius (1933), s. 512</ref> Denne magtkamp fører til, at paven i stedet giver ærkebiskop Andreas Sunesen legatmyndighed i alt, hvad der angår mission i Baltikum. Den 4. april 1212 får ærkebispen et tilsagn som leder af missionsvirksomheden.<ref name="Fen 1989 267">Fenger (1989), s. 267</ref> Heri anvendes som begrundelse herfor blandt andet følgende:</br> "''Da du altså, optændt af iver for Kristendommen, mægtigt har arbejdet på at omvende de omboende hedninger fra vildfarelsen til sandheden, og endnu agter at arbejde, så mener vi, at vor befuldmægtigelse, for at du rigeligere og virkningsfuldere må kunne udføre det, bør overgives dig; og vi befaler vore brødre ærkebiskoppen af Uppsala og hans lydbiskopper og biskopper og de andre kirkers øvrige prælater i Danmark og Sverige ved denne vor skrivelse, at de skal være dig, der som pavestolens legat trofast arbejder på denne gerning, behjælpelig..''"<ref name="Fab 1933 513">Fabricius (1933), s. 513</ref></br> Det er sandsynligt, at den "mægtige" virksomhed, der henvises til, blandt andet har omfattet et korstog i 1208. Konklusionen af dette historiske forløb bliver, at: "''Der kan saaledes ikke ud fra tidshistoriske Grunde rejses nogen Invending mod Danebrogssagnets Tidsfæstelse til 1208 og Stedfæstelsen til Fellin.''"<ref name="Fab 1933 517f">Fabricius (1933), s. 517f</ref> === Dannebrog og slaget ved Lyndanisse i 1219 === Men hvorledes så med selve overleveringen? Det står fast, at den ikke kan være "lånt" fra andre kilder. Det står også fast, at da Peder Olsen nedskriver begivenheden, forsøger han at få sit ellers ukendte korstog rettet til et kendt korstog.<ref name="Fab 1933 523">Fabricius (1933), s. 523</ref> Men netop dette, at korstoget 1208 ellers er ukendt, taler for, at det har været en gammel overlevering om Dannebrog, som ''netop'' var knyttet til 1208 og til Fellin.<ref name="Fab 1933 525">Fabricius (1933), s. 525</ref> Det må anses for usandsynligt, at et sådant sagn skulle være en senere tids konstruktion.<ref name="Fab 1933 526">Fabricius (1933), s. 526</ref> Hvad angår selve forløbet af slaget kan der være grund til at bemærke sig Henrik af Livlands fremstilling af begivenhederne i 1219. Ifølge denne var kong Valdemar kommet til Estland med sin enorme flåde på 1500 skibe for at tilse opførelsen af en ny borg i stedet for den gamle Lyndanisse<ref>navnet menes afledt af estisk: danernes borg</ref>, som blev sløjfet for at give plads til den nye. De omgivende folkegrupper, revelerne og harjerne, samlede en stor hær og sendte deres ledere til kongen for at forhandle en fred. Kongen gav disse udsendinge gaver, og hans biskopper døbte dem; med i kongens følge var lensmanden Vitslav fra Rygen, ærkebiskop Andreas og tre biskopper: kansleren Niels fra Slesvig, Ebbe fra Århus og Theodorik, der var indviet som ny biskop over Estland. Tre dage efter fredsforhandlingerne vendte esterne imidlertid tilbage med deres hær og angreb den danske lejr fra flere sider om aftenen efter nadveren. Nogle stormede det telt, hvor biskop Theodorik lå, ud fra formodningen, at det var kongens telt, og han blev dræbt på stedet; andre angreb andre mål, og mange blev hugget ned. Netop, som det så værst ud for danskerne, vendte Vitslav med sin vendiske hær sig imod esterne og drev dem på flugt; andre estere under fremrykning standsede op ved dette syn, og danskerne fik samlet sig, kongen med sit mandskab, der også omfattede nogle tyskere, kom til stede, og efter kamp blev esterne slået på flugt, og mange blev dræbte. Kongen og biskopperne takkede Gud for sejren, kong Valdemar lod sin kapellan Viscelin indvie til Theodoriks efterfølger og drog hjem efter at have fuldført borgens opførelse, mens biskopperne med deres mandskab forblev i landet og færdiggjorde dettes underkastelse under den danske krone og kirke.<ref name="Jør 1875 445f">Jørgensen (1875), s. 445f</ref><ref name="Fen 1989 267f">Fenger (1989), s. 267f</ref> Denne beretning, som er nogenlunde samtidig med begivenhederne men en andenhånds beretning, giver anledning til en række spørgsmål. Det virker utroligt, at kongen skulle være ankommet med en så stor hær blot for at ombygge en borg. Mere troværdigt er det, at der var tale om et regulært korstog. Men endnu mere bemærkelsesværdigt er det, at esterne skulle have angrebet biskop Theodoriks telt i den tro, at det var kongens. Hvad fik dem til at tro det? Og hvordan identificerede de dette kongens formodede telt? Er Dannebrog en medvirkende del af forklaringen? I så fald: på hvilken måde? Svaret på disse spørgsmål kan meget vel vise sig at være en nøgle til forståelse af begivenhedsforløbet. Under alle omstændigheder ''bestyrker'' denne teori også teorien om, at det egentlig var et medtaget banner. Tilbage bliver spørgsmålet om de historiske omstændigheder omkring flagets betydning i slaget. Det kunne tænkes, at der var tale om en pavelig fane. Men ingen overlevering taler om en sådan pavelig fane.<ref name="Fab 1933 530">Fabricius (1933), s. 530</ref> Antagelsen er grundløs. En anden mulighed er, at det skulle være Johannitterne fane. Men det er usandsynligt, at paven vil have anvendt et banner, som allerede var i brug.<ref name="Fab 1933 529">Fabricius (1933), s. 529</ref> Også denne antagelse må anses for grundløs. Endelig kunne der være tale om en biskoppelig fane, men absolut intet kan understøtte denne antagelse. Fabricius har foreslået, at hvis flaget ikke svævede ned fra oven, kunne det måske, hvis vi følger den skildring, som Henrik af Livland giver, være en undsætningstrop, der kom til med den biskoppelige korsfane højt løftet i spidsen.<ref name="Fab 1933 531">Fabricius (1933), s. 531</ref> Imod denne antagelse taler først og fremmest, at der ingen beviser findes for, at en sådan "biskoppelig" fane skulle have eksisteret, og for det andet, at hvis det virkelig var en undsætningstrop, der havde bragt fanen til slaget, ville man have forventet, et dette var blevet indarbejdet i den senere tradition. Set i dette lys bliver forklaringen med et løsrevet kongeligt banner bragt til slaget af vinden langt mere sandsynlig. Vi kan måske underbygge denne hypotese: ''hvis'' det er rigtigt, at Dannebrog første gang spillede en rolle under den danske korstogsmission i 1208 under omstændigheder, som måske er blevet husket men aldrig nedskrevet i samtiden, og ''hvis'' flaget viste sig netop på det mest kritiske tidspunkt under slaget, og ''hvis'' nogen i et guddommeligt indfald har forstået den symbolske betydning af at indgyde korstogsridderne ekstra mod og kraft netop på dette tidspunkt, og ''hvis'' flaget var taget med igen under det nye korstog i 1219, ''så'' kan det med rimelighed forklare to ting, som ellers bliver vanskelige at forklare: for det første hvorfor Dannebrog er blevet knyttet til begivenhederne i 1219, selvom dets oprindelse skriver sig til 1208, og for det andet hvorfor flaget var med korstogsridderne under dette nye togt: det var blevet "modtaget" under et tidligere korstog og var blevet forbundet med en sejr i dette, hvorfor det som sejrssymbol blev taget med igen og atter gav en sejr. I begge tilfælde havde danskerne befundet sig i en kritisk situation, som ved et mirakel var blevet vendt til en sejr: første gang da flaget var svævet hen over de kæmpende, og anden gang, da hjælpetropperne dukkede op på det mest kritiske tidspunkt. Begge begivenheder er blevet husket som noget enestående, men da de ikke er blevet skrevet ned i tide, er de i hukommelsen blevet blandet sammen og til dels forvekslet. Dermed er traditionen om Dannebrogs oprindelse og betydning i nogen grad blevet forskudt fra den oprindelige, mindre betydningsfulde begivenhed til den senere, afgørende begivenhed. Og dermed fik Dannebrog også den betydning som sejrssymbol, som flere hundrede år senere blev nedskrevet. Det kan tillige forklare en anden, mindre bemærket side af begivenhedsforløbet: hvis fanen var med igen i 1219, og hvis det var dette kongens personlige banner, som fejlagtigt fik esterne til at angribe ærkebispens telt i den tro, at det var kongens telt, så bestyrker det yderligere flagets høje alder. Det ville være naturligt at medbringe ''samme'' korstogsfane på begge korstog, fordi de drejede sig om ''samme'' sag. Brugen af en korsfane er bevidnet allerede fra Valdemar den Stores tid<ref name="Fen 1989 269">Fenger (1989), s. 269</ref>, hvor den sandsynligvis symboliserer kongen og hverken det danske rige eller paven. At danskerne netop havde et banner med kors som symbol er selvsagt naturligt for et korstog. Nok så vigtigt: forudsat, at Danmark forud for slaget i 1219 allerede havde udkæmpet slag i det sydlige Estland omkring et årti tidligere, bliver det lettere forståeligt, hvorfor kong Valdemar i 1218 kræver herredømmet over hele Estland, hvorfor han spærrer Lübecks havn for de tyske korstogsfarere i 1219 og 1220, hvorfor Anders Sunesøn erklærer hele Estland som tilhørende Danmark, samt hvorfor hele Estland i 1221 i et forlig med biskop Adelbert tillægges Danmark. Der var hverken tale om en lunefuld udnyttelse af heldige omstændigheder fra dansk side eller om et dansk imperialistisk krav men derimod om at fuldende den virksomhed, som var begyndt årtier før og som skridt for skridt var blevet udstrakt til hele det estiske område.<ref name="Fab 1933 532f">Fabricius (1933), s. 532f</ref> Det synes rimeligt at drage den slutning, at selv om korsbanneret altså sandsynligvis er ældre end 1208 (eller 1219), så var det først ved et af disse slag og snarest i 1208, at det kom til at spille den afgørende rolle for slagets udfald, der gjorde, at der blev skabt en tradition omkring det. Slaget i 1219 var måske på sin egen måde vigtigt, men Dannebrog spillede næppe den samme rolle for dette slags udfald. Her var det hjælpetropperne, som spillede den vigtigste rolle. Ovenstående er, hvad vi med rimelig sikkerhed tør sige om Dannebrogs oprindelse og betydning for Danmarks overherredømme over Estland. Tilbage bliver at følge nogle hovedtræk i flagets senere historie. === Tallinn, Lübeck og Erik Klipping === Der kan i forbifarten være anledning til at gøre op med endnu en myte. Den omstændighed, at Tallinns lille segl afspejler Dannebrog, samt at det ses over Strandporten, har givet anledning til den teori, at der er en særlig forbindelse mellem dette sted og denne fane.<ref name="Fab 1933 528">Fabricius (1933), s. 528</ref> Det er efter min opfattelse en misforståelse. Den rette sammenhæng er snarere følgende: Det danske overherredømme over Estland var i begyndelsen meget usikkert. Efter en længere tids uroligheder blev der i 1238 indgået et forlig, kaldet Stensby-aftalen, hvorved den tyske ridderorden måtte overdrage borgen i Tallinn, som den havde besat, til den danske konge.<ref>Fenger (1989), s. 324</ref> Lidt senere, inden hendes død i 1282<ref>Hørby (1989), s. 140</ref>, gav den danske konge, Erik Klipping, og især hans moder, Margrete Sambiria, Tallinn dets stadsret, som det fik efter forlæg fra Lübecks stadsret.<ref>Hørby (1989), s. 123</ref><ref>Hørby (1992), s. 36</ref> Når Tallinns segl fra 1294 og dets såkaldt "store" byvåben viser tre kronede løver, en nøje kopi af det danske våben<ref>Bartholdy (1992), s. 9</ref>, når Sankt Knudsgildet og andre gilder i Tallinn i 1400-tallet anvender et hvidt kors i rødt felt som sit våben<ref>Bartholdy (1992), s. 10</ref> og når man ved, at Lübeck tillige havde et hvidt kors på rød grund som sit byvåben, er det så urimeligt at antage, at Tallinns byvåben markerer ''hvem'', som gav det dets stadsret, mens Tallinns lille segl sammen med symbolet over Strandporten angiver ''hvorfra'', at Tallinn fik sin stadsret? Det mener jeg ikke. Tværtimod er det i mine øjne logisk. Hvis det forholder sig således, betyder det imidlertid, at der ingen sammenhæng er mellem Dannebrog på seglet og over Standporten og begivenhederne i 1219. === Kendt siden 1300-tallet === [[File:Gelre Folio 55v.jpg|thumb|right|Dannebrog gengivet i "Armorial Gelre".]] Jeg har tidligere opstillet den hypotese, at Dannebrog kan være begyndt som den danske konges ''personlige'' banner. Kan denne hypotese underbygges? Ja, det kan den. Som nævnt optræder et kvadratisk korsbanner på både en mønt og på et segl fra Valdemar den Stores tid. Det taler stærkt for en forbindelse mellem denne konge og dette bannermærke. Historisk kendes Dannebrog siden 1300-tallet. Dannebrog er således bevidnet af den hollandske herold ''Gelre'' (1334-1375), der i værket "Armorial Gelre" blandt andet gengiver et våben for "die coninc van danmarke" visende, rigsvåbenet med 3 leoparder forbundet med en gylden hjelm med hermelinsklædte og påfuglebesatte vesselhorn samt et kvadratisk Dannebrogsflag.<ref name=autogeneret1 /><ref>[https://commons.wikimedia.org/wiki/File:Gelre_Folio_55v.jpg Gelre Folio 55v]</ref> Ligeledes i ''Bellenville-våbenbogen'' 1380-90 findes et skjold med et kors med navnet ''Denenbroce'' over. Fra denne tid må både flagets navn og udseende derfor regnes som værende fastslåede kendsgerninger. Således er både flaget og navnet dokumenteret ''senest'' fra Valdemar Atterdags tid og ''kan'' stamme fra de estiske korstog blot 150 år før eller tidligere. Læg dertil, at vi genfinder det samme kvadratiske kortbanner på et segl fra Erik af Pommerns tid. Det betyder, at vi kan dokumentere, at mindst tre danske konger har anvendt det selvsamme symbol som sit banner. Dette taler meget stærkt for, at det allerede på denne tid har vundet hævd som kongens traditionelle banner. Det skulle være mærkeligt, om ikke dette også var tilfældet på Valdemar Sejrs tid, som falder midt i de tre andre kongers. Det betyder, at vi med en til vished grænsende sandsynlighed har godtgjort hypotesen om, at dette banner må have fulgt med kongen på dennes korstog. === Erik af Pommern === Det danske korsflag kendes brugt af Erik af Pommern og symboliserede på daværende tid tillige hansestaden Lübecks våben. Lübecks gamle våben var et hvidt kors på en rød baggrund, dannet som en modsætning til den tysk-romerske kejsers hvide flag med et rødt kors, et flag som stammede fra Romerriget, og som er bevaret i det engelske flag (Sankt Georgs kors). Det synes rimeligt at antage, at Erik af Pommern derfor har haft et dobbelt formål med at anvende dette banner: dels var anvendelsen allerede blevet en tradition for danske konger, dels kunne symbolet bruges til at markere, at han hævdede at være retmæssig byherre over Lübeck, lige som Valdemar Sejr havde været det.<ref>Hørby (1992), s. 35</ref> Vi ved, at Erik af Pommern indførte dannebrogskorset i sit unionssegl fra 1398<ref>Bartholdy (1992), s. 7</ref>, og at det lige siden har indgået i alle danske rigsvåbener som en fast bestanddel. Det menes, at Dannebrog oprindeligt blev opbevaret sammen med rigets øvrige klenodier, i Folen, det faste tårn på Kalundborg Slot.<ref>Jørgensen (1887), s. 168</ref> Det ville være logisk, når der ikke længere foregik korstog. === Dannebrog og Sverige === Dannebrog optræder også i begivenheder efter Erik af Pommerns tid, hvilket bekræfter dets fastslåede stilling som kongens banner og samlende symbol under krigsbegivenheder. Ifølge svenske krøniker blev "Danabroka" i 1439 ført ind i Sverige, og i 1464 tog svenske bønder en fane med Dannebrog fra Christian I og senere oplevede en sejr i Slaget ved Brunkeberg i 1471. Ærkebispens krønike i Lund oplyser, at Christian I i 1448 fik overrakt rigets flag.<ref name="Bar 1992 13f">Bartholdy (1992), s. 13f</ref> Disse oplysninger bevidner flagets vedvarende brug og dets betydning som dansk rigssymbol. === Togtet til Ditmarsken === Under krigen i Ditmarsken i år 1500 var et Dannebrogsflag, der efter sigende var det originale fra 1219, med. Under slaget ved Hemmingstedt blev det ført af marsk Hans von Ahlefeldt<ref>oplysningen findes hos den kongelige historiograf Hans Svanning, der i 1558-59 skrev en fremstilling af kong Hans' historie og heri bringer oplysningen, at :"rigets banner, delt af hvidt og rødt i form af et kors, og nedfalden fra himlen til kong Valdemar II, som der fortælles, da han førte krig mod Livlænderne, som dengang var kristendommens fjender", her gik tabt. Det er sikkert fra Svanning, at Huitfeldt har hentet samme oplysning, jvf. Jørgensen (1887), s. 169.</ref>. Han faldt imidlertid under slaget, og flaget blev erobret af ditmarskerne. Det blev ophængt i kirken i Wöhrden<ref>oplysningen skyldes præsten og historikeren Johan Neocorus, der afsluttede sin krønike i 1598 og hvis fader havde været degn i Wöhrden i 20 år, da han døde i 1580, jvf Jørgensen (1887), s. 178f</ref>, og blev først generobret i 1559<ref>Uafhængigt af Svanning fortæller Johan Rantzov i sin omtale af dette sidste togt til Ditmarsken, at der blandt de tilbageerobrede faner også var: :"et stykke af det banner, som man siger til sin tid ved et mirakel blev givet en dansk konge imod russerne og som fordum kong Hans havde taget med i håb om derved at stride heldigt imod Ditmarskerne.", jvf. Jørgensen (1887), s. 170f</ref> – da næsten ødelagt af fugtighed og ælde – og ophængt i Slesvig kirke, hvor det endeligt gik til engang i 1660'erne.<ref>kilden hertil er Hans de Hofman, som i 7. del af "Den danske Atlas" fra 1781 s. 605 oplyser om koret i Slesvig domkirke, at: :"I dette kor hængte den berømte danske fane Danebrog... og var at se, indtil den ved 1660 af alder og forrådnelse aldeles forfaldt, da nogle børn ved deres leg nedrev den af loftet og ingen bekymrede sig om at samle dens levninger." Men fra omtrent samme tid stammer en oplysning i et tysk værk, at fanen havde hængt i Nikolaikirken i Kiel, jvf Jørgensen (1887), s. 182. Jørgensen tillægger dog oplysningen om Slesvig domkirke størst troværdighed, jvf samme. s. 185f</ref><ref name="Bar 1992 14"/> I borgerkrigen ''Grevens fejde'' anvendte den ene part et stribet flag; blåt, gult og rødt i rigsvåbnets farver, og den anden part, den sejrende, brugte et rødt-hvidt korsflag, med fire lige lange arme. === Nyere tid === Siden 1500-tallet har Dannebrog angivet danske skibes nationalitet<ref>Bartholdy (1992), s. 11</ref>, og i 1600- og begyndelsen af 1700-tallet indgik et Dannebrogsfelt i hærens faner.<ref name=autogeneret3>Achen, s. 108</ref> I 1696 fastlagde en kongelig resolution flagets mål, og disse har siden overvejende været opretholdt.<ref name="Bar 1992 14">Bartholdy (1992), s. 14</ref> Indtil 1743 brugte man et sort-hvidt korsflag som sørgeflag, derefter blev det besluttet at flage på halvt i stedet for<ref>[http://www.crwflags.com/fotw/flags/dk-sorg.html Danish Mourning Flag (until 1743)<!-- Bot genereret titel -->]</ref>. I 1785 blev Dannebrog genindført som fane for nogle danske regimenter, og i 1801 blev det fane for landeværnet.<ref name=autogeneret3 /> I 1807 digtede B.S. Ingemann:<br /> "''Vift højt på Kodans bølge''<br /> ''blodrøde Dannebrog''"<br /> og i de følgende årtier skrev flere danske digtere, N.F.S. Grundtvig, Oehlenschläger, Chr. Winther, H.C. Andersen, digte om Dannebrog.<ref name=autogeneret3 /> I 1830-erne og 1840-erne udviklede Dannebrog sig til et folkeflag. I 1842 blev det regimentsfane i hele hæren.<ref>Achen, s. 109</ref> Endnuså sent som i 1833 blev det forbudt den danske befolkning privat at flage, men forbuddet blev reelt ikke håndhævet. Under Treårskrigen 1848-1850 flagede befolkningen med Dannebrog i stort omfang, og i 1854 blev det omsider officielt tilladt private at flage.<ref>Bartholdy (1992), s. 14</ref> === <big>Lovgivning</big> === Valdemarsdag den 15. juni blev indført i 1912 ved cirkulære Nr. 391 af 24. december 1912 for at markere Dannebrogs oprindelse, men som det fremgår, hviler det på en delvis misforståelse af traditionen. På den anden side: hvis det tidligere begivenhedsforløb er korrekt forstået, og slaget i 1219 markerede en slags afslutning på hele den forud gående danske missionsvirksomhed i Estland, så er markeringen af denne begivenhed historisk rimelig og forståelig. Og lige meget hvormeget man forsøger at skille myte fra historisk virkelighed, så står det fast, at denne afslutning spillede en afgørende rolle for, at Estland blev et kristent område, og at Danmark har hovedæren herfor. I 1929 blev der udarbejdet et forslag til en officiel flaglov af en særlig kommission, men lovforslaget er aldrig blevet færdigbehandlet eller vedtaget.<ref>Bartholdy (1992), s. 15</ref> === <big>Noter</big> === {{reflist|2}} === <big>Litteratur</big> === * Sven Tito Achen: ''Heraldikkens femten glæder''; København 1978; ISBN 87-12-00222-4 * Nils G. Bartholdy: "Dannebrog - legende og virkelighed" (Michael Andersen og Frank Birkebæk (red.): ''1219 - Dannebrog og Estland''; Roskilde Museums Forlag 1992; ISBN 87-88563-189; s. 6-16) * L.P. Fabricius: "Sagnet om Danebroge og de ældste Forbindelser med Estland" (''Kirkehistoriske Samlinger'', Sjette Række, Første Binds første Hefte, København 1933) * Ole Fenger: "Kirker rejses alle vegne" (Olaf Olsen (red.): ''Gyldendal og Politikens Danmarkshistorie'', bind 4: 1050-1250; København 1989; ISBN 87-89068-06-8) * Henning Henningsen: "Dannebrog og flagføring til søs" (''Handels- og Søfartsmuseets årbog 1969'', s. 7-81) * Kai Hørby: "Velstands krise og tusind baghold" (Olaf Olsen (red.): ''Gyldendal og Politikens Danmarkshistorie'', bind 5: 1250-1400; København 1989; ISBN 87-89068-07-6) * Kai Hørby: "Danmark og Estland i middelalderen" (Michael Andersen og Frank Birkebæk (red.): ''1219 - Dannebrog og Estland''; Roskilde Museums Forlag 1992; ISBN 87-88563-189; s. 30-38) * A.D. Jørgensen: "Om Danebroges Oprindelse" (''Historisk Tidsskrift'', 4. række, Bind 5; 1875) * A.D. Jørgensen: "Undersøgelser vedrørende Danebroge og det danske kongevåben" (''Historisk Tidsskrift'', 6. række, Bind 1; 1887) * J.O. Kock: "Sagnet om Dannebrog" (''Danske Studier'' 1951; s. 34-48) * John Lind: "Den faldt fra himlen ned" (Kronik i ''Skalk'' 2001, nr. 6, s. 20-27) * E. Løffler: "Bidrag til Bedømmelse af Danebrogs-Sagnets historiske Værd" (''Historisk Tidsskrift'', Bind 5. række, 2 (1880); s. 562-566) * ''Salmonsens Konversationsleksikon'', 2. udgave, bind V, s. 515-517; opslag: Dannebroge * [http://www.navalhistory.dk/Danish/Flaget/FlagetsHistorie.htm Flagets historie], i ''Dansk Marinehistorie'' af Johnny E. Balsved, ogyip61yarapjz8fb8kxkpjgaivyw8h 42612 42611 2026-08-31T04:57:44Z Sven Halfdan Nielsen 3898 småret 42612 wikitext text/x-wiki Traditionen om Dannebrogs oprindelse er velkendt: Dannebrog faldt ned fra himlen under et dansk korstog til Estland, og det spillede en afgørende rolle for det danske overherredømme over Estland fra 1219. Således lyder myten om Dannebrog, men bag enhver myte gemmer der sig en historisk realitet, og ved at grave denne historiske realitet bag myten frem opnår vi en bedre forståelse af fortiden. Det ligger nær at stille 3 spørgsmål:</br> - er tidsfæstelsen korrekt?</br> - er stedfæstelsen korrekt?</br> - er begivenhedsforløbet korrekt? Svaret på det første spørgsmål er: ja, den ''oprindelige'' tidsfæstelse er sikkert korrekt. Denne tidsfæstelse passer nøje med det begivenhedsforløb, som vi ellers kender. Svaret på det andet spørgsmål er: ja, den ''oprindelige'' stedfæstelse er korrekt. Denne stedfæstelse passer med og ''bekræfter'' de forhold, som vi ellers kender. Svaret på det tredie spørgsmål er: ja, flaget kan forbindes med ''en bestemt begivenhed''. Der er enkeltheder i forløbet, som det ikke længere er muligt at efterkontrollere. Der kan her være grund til at skelne mellem det ''oplevede'' forløb og det ''faktiske'' forløb. Traditionen er baseret på det oplevede forløb således, som dette siden blev husket. === <big>Dannebrogs oprindelse</big> === Dannebrogs oprindelse falder i tre dele: traditionen, de omstændigheder under hvilke traditionen er blevet nedskrevet og flagets senere historie. === Traditionen === [[Fil:Danmarks flag 1219 Lorentzen.jpg|thumb|450px|Det berømte maleri af Christian August Lorentzen fra 1809 af begivenhederne i 1219.]] Ifølge overleveringen, der findes uafhængigt af hinanden hos dels forfatteren af ''Danske Krønike'' fra 1520-erne Christiern Pedersen<ref>formuleringen omtalt under et korstog i 1208 til "Estland, Pryssland, Kurland og Finland" lyder:</br> "''somme mene og sige at samme kong Valdemar skulle fange Dannebrog ned af himlen samme tid, som er et hvidt kors i et rødt felt''", jvf. Lind, s. 24. </ref>, dels munken Peder Olsen (Petrus Olai) fra Gråbrødreklostret i Roskilde, dels historikeren Arild Huitfeldt<ref name=autogeneret1>Lind, s. 23</ref>, faldt Dannebrog ned fra himlen under slaget ved Lyndanisse (i dag Tallinn i Estland) den 15. juni 1219, senere kendt og markeret som Valdemarsdag. Der er imidlertid usikkerhed om tid og sted er korrekte<ref name="bjerg">''Dannebrog'' af Hans Christian Bjerg, s.12, ISBN 87-7739-906-4.</ref>. Det skyldes, at både Christiern Pedersen og Peder Olsen oplyser, at begivenheden fandt sted i året 1208 i Livland på et sted, som kaldes Fellin (Viljandi) i nutidens Estland. Fremstillingen hos Peder Olsen, der findes i en samling notater, ''Collectanea'', til Danmarks historie og menes at være skrevet omkring 1527 men stammer fra en ældre kilde, hvis alder er ukendt<ref>Kock, s. 34</ref>, er den mest oplysende og lyder i sin helhed:</br> "''MCCXIX''<ref>1219</ref>''. Valdemar II angreb Estland, en provins i Livland, fra søen med 1500 krigsskibe og gjorde landgang, og efter mange kampe omvendte han det overvundne land til Kristus og lod folket døbe. Han førte præster dertil fra Danmark og byggede Reval, der nu er en vigtig by og særdeles udmærket og kendt. Heraf kommer det, at kirken i Reval lige til denne dag er forblevet under Danmarks ærkebiskop i Lund, skønt den verdslige magt i tidens løb er gået over til den tyske ordens brødre i nævnte provins. Da nu kong Valdemar var gået i land med hæren i Estland, sagde biskoppen i Århus til ham, da han blev forskrækket over hedningernes mængde, at han skulle love, at han, såfremt han vandt sejr, ville forbedre sig over for sine undersåtter og den hellige Niels i Århus, hvis offergaver han havde tilegnet sig. Det samme råd fik han af den ærværdige Anders, ærkebiskop i Lund, en mand af forunderlig enfold og uskyld, der såvel i live som efter sin død vandt ry ved mange mirakler. Kongen gav dem ret, afgav løftet og fik sejr. Ærkebiskoppen kaldte så stormændene sammen og lod dem love, at svende på tolv år og der over stedse skulle fejre dagen før den hellige Laurentius' fest med faste på brød og vand, hvis de fik sejr. Efter at de så havde påkaldt de hellige Laurentius og Niels, blev slaget begyndt på Vitus' og Modestus' dag. Ærkebiskoppen, der sammen med lydbisper og andre gejstlige fra et bjerg så ud over begge hære, bad nu under tårer for de kristne som en anden Moses med hænderne løftede mod himlen. Når han løftede hænderne i bøn, sejrede danskerne; men når han af træthed lod de gamle hænder synke ned, blev danskerne slået. Men biskopperne og præsterne understøttede den gamle mand. Og således blev den sejrende konge et andet menneske, lod Kristi lære forkynde og kirker bygge dér; siden hen styrede han landene med mildhed og retfærdighed, skrev love og ærede den hellige Niels.''</br> ''Et andet sted står der, at da de rettroende danske på denne Valdemar II's tid i det Herrens år 1208 kæmpede i Livland på det sted, som kaldes Fellin, mod de vantro livlændere og allerede næsten overvundne fromt anråbte om guddommelig hjælp, modtog de straks som belønning et banner, der faldt ned fra himlen, og som var mærket med et hvidt kors, påtrykt en ulddug, og de hørte en røst fra himlen, at når det blev løftet højt til vejrs, ville de straks knuse deres modstandere og vinde fuldstændig sejr; og således skete det. Men det banner plejer med sit sædvanlige navn at kaldes Danebroge. (Denne sejr menes at være den, som danskerne vandt i Estland, og som allerede er omtalt for nylig; men der er fejl i årstallet etc. - Ligeledes har jeg et andet sted fundet, at kong Valdemar og ærkebiskop Anders gjorde et tog til Estland i 1220).''"<ref>her gengivet efter Kock, s. 34f</ref><ref name="Fab 1933 493f">Fabricius (1933), s. 493f</ref> Det er naturligvis usikkert, hvad der egentlig skete under slaget ved Lyndanisse eller slaget ved Fellin, da overleveringen først er nedskrevet 300 år efter begivenhederne skulle have fundet sted <ref name=bjerg />. Historikerne har derfor forsøgt at finde den historiske begivenhed bag ved traditionen. Man kan således fastslå, at Peder Olsens fremstilling har hentet sine bestanddele flere steder, og at de oprindelig ikke har udgjort en helhed. Herom kan siges følgende:</br> 1. Det indledende afsnit om slaget ved Reval (Tallinn) svarer til fremstillingen i ''Rydårbogen'' og i ''Jyske Krønike'' og kan være hentet fra disse kilder.<ref>Kock, s. 35</ref><ref name="Fab 1933 486">Fabricius (1933), s. 486</ref></br> 2. Afsnittet om den hellige Niels i Århus kan stamme fra en bog om Niels, men findes ikke i hans ''vita''. Det tyder ikke på, at historien har en historisk baggrund. Snarere er den tilkommet efter, at Niels blev helgen, formentlig i midten af det 14. århundrede.<ref>Kock, s. 35f</ref><ref name="Fab 1933 486"/></br> 3. Afsnittet om Laurentius-fasten er helt malplaceret. Sankt Laurentius' dag er den 10. august, mens slaget fandt sted på Vitus' og Modestus' dag den 15. juni. ''Saxo'' omtaler et slag ved Ljutka (Lütjenburg), der fandt sted på Laurentius' dag, og formentlig er indskuddet hentet herfra.<ref name=autogeneret2>Kock, s. 36</ref><ref name="Fab 1933 487">Fabricius (1933), s. 487</ref></br> 4. Historien om ærkebispens oprakte hænder er hentet fra ''2. Mosebog'' (17, 9ff).<ref name=autogeneret2 /><ref name="Fab 1933 487"/></br> 5. Historien om det nedfaldne flag er uden direkte forbillede. Fra Portugal (hvorfra dronning Berengaria stammer) findes en tradition fra 1217 om et jærtegn i form af et kors på himlen til tegn på portugisernes sejr over maurerne i kampen ved Alcazar.<ref>Kock, s. 37</ref> Det betyder, at der findes en tradition næsten samtidig med den danske, hvilket styrker en tidsfæstelse til begyndelsen af 1200-tallet. Skønt der er forskelle (intet flag i Portugal), kan begivenheden i Portugal være blevet kendt også i Danmark og have styrket den danske tradition, men der er intet bevis for en direkte forbindelse.<ref>Kock, s. 42</ref></br> Med hensyn til selve dateringen af Dannebrogs fald fra himlen er det nutidens historikeres opfattelse, at når to kilder uafhængigt af hinanden daterer begivenheden til et andet sted og en anden tid end nutidens tradition siger, så må nutidens tradition anses som fejlagtig og den ældste tradition som den rigtige med hensyn til tid og sted.<ref>Lind, s. 26</ref> Dette kan også forklare, hvorfor der ingen omtale af Dannebrog er i den samtidige skildring i Henrik af Livlands krønike.<ref>Enn Tarvel (red.): ''Henriku Liivimaa Kroonika''; "Olion" Tallinn 1993; ISBN 5-450-01319-1; s. 140</ref> På lignende måde som bidragene om den hellige Niels og om Anders Sunesens løftede hænder er tilføjede den oprindelige fremstilling, så menes traditionen om Dannebrog at være overført fra det mindre betydningsfulde slag i 1208 til det vigtigere slag i 1219, der indledte den danske besættelse af det nordlige Estland som led i opbygningen af myten om netop dette slag.<ref name=autogeneret2 /> Endelig bør det nævnes, at traditionen blev nedskrevet kort tid efter, at danskerne havde mistet det originale Dannebrog under togtet til Ditmarsken i 1500. Det menes, at flaget var taget med, netop fordi man på grund af traditionen mente, at det ville bringe sejr.<ref>Jørgensen (1875), s. 417</ref> Som muligt ophavssted og som en anden mulighed har man peget på, at banneret kunne stamme fra Johanniterordenen eller være et korsbanner givet af paven, men disse og andre muligheder er blevet tilbageviste af historikerne.<ref>Jørgensen (1875), s. 426-429 for Johanniterordenens vedkommende, s. 431-432 for pavens vedkommende</ref> <ref>Jørgensen (1887), s. 149-153</ref> <ref>Lind, s. 25</ref> Der kan måske være grund til at se nærmere på disse hypoteser. === Myten om Johanniterordenen === Historikere i det 19. og 20. århundrede brød sig ikke om det himmelfaldne flag og søgte mere jordnære forklaringer. Især søgte man efter forbilleder for Dannebrog. Især hæftede man sig ved Johanniterordenen som en mulig kilde, da denne orden blandt andet havde et våben, som mindede om Dannebrog. En række mulige forbindelser har været foreslået. Man har peget på, at Valdemar Atterdag besøgte den hellige grav i påsken 1347 og her blev slået til ridder af hertug Erik af Sachsen.<ref>Jørgensen (1875), s. 426</ref> Kong Valdemar stiftede et Sankt Hans-kloster på Dueholm viet til Marie Magdalene på hvis festdag, han fik ridderslaget.<ref name="Jør 427">Jørgensen (1875), s. 427</ref> Yderligere oplyser Thomas Bartholin i sin bog om Dannebrogsordenen, at Valdemar på gamle tapeter på Københavns Slot var fremstillet med et hvidt ordenskors. Da korset første gang kendes fra et brev fra år 1356 og kongenavnet Valdemar er fælles, måtte en forbindelse anses som mulig.<ref name="Jør 427"/> Senere forskning har imidlertid vist, at Thomas Bartholins fremstilling bygger på et forfalsket kobberstik, hvorved denne del af beviset falder sammen.<ref>Jørgensen (1875), s. 429</ref> Ydermere har det vist sig, at ingen dansk konge har søgt sit gravsted hos Sankt Hans-ordenen, og der findes ingen optegnelser til støtte for en forbindelse.<ref>Jørgensen (1875), s. 430</ref> Denne forklaring må således afvises, da der ingen forbindelse findes mellem Sankt Hans-huse, deres velgørere og Johanniterordenen.<ref>Jørgensen (1875), s. 431</ref> Man har også tænkt sig, at Johanniterordenens symboler skulle være overtaget skridt for skridt i dansk tradition, men imod dette taler, at der findes en specifik tradition for flagets oprindelse, som ikke kan afvises.<ref>Jørgensen (1875), s. 434-437</ref> Tilbage er kun den mulighed, at flagets oprindelse med al sandsynlighed på den ene eller anden måde har forbindelse til et korstog til Estland.<ref>Jørgensen (1875), s. 437</ref> Den eneste samtidige kilde er Henrik af Livlands krønike, der imidlertid er stærkt tendensiøs: han forsøgte at nedgøre ethvert dansk bidrag til kristningen af Baltikum<ref>Jørgensen (1875), s. 439</ref>, ja endog at gøre dansk tilstedeværelse til utidig indblanding<ref>Jørgensen (1875), s. 441</ref> og bestrider endda, at Valdemar skulle have været på korstog.<ref>Jørgensen (1875), s. 442</ref> Således fremstilles han i 1219 som værende på besøg for at besigtige byggeriet af en ny borg, ikke som erobrer.<ref>Jørgensen (1875), s. 445f</ref> Esterne angreb for at stoppe opførelsen af borgen, men blev selv angrebet af vendiske hjælpetropper, som var kommet sammen med danskerne. Dannebrog omtales ikke.<ref>Jørgensen (1875), s. 447</ref> Tydeligvis er der tale om en andenhånds beretning baseret på rygter, ikke om et øjenvidne til begivenhederne. A. D. Jørgensen har forsøgsvis opstillet den hypotese, at esterne angreb biskop Theodoriks telt, fordi der foran var et banner, som opfattedes som hovedbanneret (det vil sige: kongens banner). Han stiller spørgsmålet, om Theodorik kan forbindes med Johanniterordenen.<ref>Jørgensen (1875), s. 448</ref> Theodoriks oprindelse er ukendt, men han optræder som missionær både hos liverne og esterne i forskellige opisoder med sagnagtige træk.<ref>Jørgensen (1875), s. 449</ref> Han blev sendt til pavestolen, hvor han den 15. april 1201 fik en bulle af pave Innocens, der opfordrede alle kristne i Vendland og Saxland til at drage til Livland.<ref>Jørgensen (1875), s. 450</ref> Theodorik forsøgte at få anerkendt Baltikum som sit bispedømme, men stødte på vanskeligheder. Derfor skal han have sluttet sig til den danske konge, idet paven havde givet biskop Anders Sunesen en bulle på at indvie en biskop i Estland.<ref>Jørgensen (1875), s. 456</ref> Da Tempelridderne på daværende tidspunkt havde et rødt kors på hvid baggrund som sit mærke, måtte et dansk korstog ske under et andet mærke, og han har så "lånt" Sankt Hans-brødrenes korsbanner.<ref>Jørgensen (1875), s. 457</ref> Det skulle således være dette banner, der var opsat foran hans telt, og som slaget med esterne derfor kom til at stå om.<ref name="Jør 458">Jørgensen (1875), s. 458</ref> Theodorik døde under slaget, og efter slaget måtte omstændighederne omkring fanens oprindelse og betydning have været uklar<ref name="Jør 458"/>, da det fuldstændig adskilte sig fra kongens banner: løverne og hjerterne. "Saa sagde man, at det var kommet ned fra Himlen midt i Slagets trængsel".<ref>Jørgensen (1875), s. 457</ref> Problemet med denne hypotese er, at den på intet punkt finder støtte i kilderne<ref name="Jør 458"/>, og A.D. Jørgensen understregede, at den kun var en hypotese, som fornyede studier måtte styrke eller svække,<ref>Jørgensen (1887), s. 150</ref> og at "''kun derom er alle enige, at Savojens Kors er lig Johanniternes, og det samme er Tilfældet med vort Danebroge.''"<ref>Jørgensen (1887), s. 153</ref> I og med, at flagets oprindelse nu henlægges til ''en anden begivenhed'', slaget i 1208, er grundlaget for hele denne konstruktion imidlertid bortfaldet. De nærmere omstændigheder omkring flagets oprindelse er fortsat ukendte. === Myten om dronning Berengaria og Dannebrog === Som tidligere nævnt har det været overvejet, om myten om Dannebrogs fald fra himlen var forbundet med dronning Berengaria. Hun blev gift med Valdemar Sejr i 1214 og døde i 1221.<ref name="Fen 1989 61">Fenger (1989), s. 61</ref> Hun stammede fra Portugal, og det er overleveringer herfra, som har været inddraget i forsøgene på at forklare myten. Det er blevet påpeget, først af overbibliotekar Christian Bruun, at der i portugisiske skrifter fortælles om et jærtegn, der i 1217 blev set i Portugal under en kamp imod maurerne ved Alcazar. Ifølge disse viste der sig et kors på himlen som tegn på sejren. Teorien er senere taget op af pastor L.P. Fabritius, som mener, at det er den eneste tradition i den kristne verden, som tåler sammenligning med sagnet om Dannebrog. Han forbinder de to begivenheder ved at påpege, at Berengaria var blevet dansk dronning blot tre år tidligere, og at der takket være en livlig forbindelse mellem Portugal og Danmark er mulighed for, at historien er kommet hertil. Det viser sig imidlertid, at denne antagelse ikke holder: dels kendes der ingen livlig forbindelse mellem de to lande, dels har der været rejst tvivl om, at hun kom fra Portugal. I flere danske årbøger siges, at hun var søster til greven af Flandern, og da der ydermere var arvestridigheder imellem hendes broder, kongen af Portugal, og to af deres søstre, bliver det endnu mindre sandsynligt, at der har været en forbindelse.<ref name="Koc 1951 37">Koch (1951), s. 37</ref> Dertil kommer den afgørende forskel, at der i Portugal var tale om et syn på himlen, men i Estland var tale om et faktisk flag, som efterfølgende blev bragt hjem til Danmark. Og hvis dateringen til 1208 opretholdes som den rette, udebliver muligheden for, at traditionen stammer fra Portugal også af kronologiske grunde.<ref name="Koc 1951 38">Koch (1951), s. 38</ref> Endelig har der været peget på, at den portugisiske tradition måske stammer fra et langt ældre slag, nemlig slaget ved Orique i det sydlige Portugal den 25. juli 1139. I dette slag var den sejrende feltherre Afonso Henriques, dronning Berengarias bedstefader, som ifølge en senere legende før slaget havde set et kors på himlen omgivet af engle i hvide klæder, og at Kristus havde lovet ham sejr og at hans efterkommere ville blive konger i Portugal. Det er imidlertid tvivlsomt, om dronning Berengaria overhovedet har kendt til denne tradition, idet slaget endnu i begyndelsen af 13. århundrede ikke havde opnået den berømmelse, som det senere fik. Det kan end ikke udelukkes, at traditionen om det ældre slag hviler på traditionen fra det senere slag.<ref name="Koc 1951 41f">Koch (1951), s. 41f</ref> Det må tilføjes, at der findes en endnu ældre tradition, nemlig kejser Konstantins korsvision før Slaget ved Ponte Molle i år 312 mod Maxentius, der fulgtes af ordene "''in hoc signo vinces''", det vil sige "under dette tegn skal du sejre". Og på freskerne om "Det sande Kors" legende" i Arezzo, malet af Piero delle Francesca i 1450-erne, ses Konstantin vinde over Maxentius ved at holde er kors frem på en måde, hvor det kan opfattes som værende faldet fra himlen.<ref name="Bar 1992 11f">Bartholdy (1992), s. 11f</ref> Der er intet, som kan understøtte, at den danske tradition skulle have noget med den portugisiske tradition at gøre. Hvilket dog ikke forhindrede Christian IV i på sine guldmønter fra 1591 at gengive den store portugisiske guldmønt kaldet ''portugaløser'' med Kristuskors og sætningen "in hoc signo vinces", sikkert fordi at denne var kendt fra Arild Huitfeldts krønike, der udkom 1600-1603, og hvor begivenheden forøvrigt henlagdes til 1219.<ref>Bartholdy (1992), s. 9, 12</ref> === Er Dannebrog ældre? === Spørgsmålet er, om flaget kunne være ældre. Enkelte forskere mener, at der har været en forløber for Dannebrog: De mener, at danske konger brugte et rødt flag med to ravne i sort, når de drog i krig. Kong Knud den Store skulle ifølge engelske kilder have ført en ravnefane i slaget ved Ashington i Essex i 1016 <ref>Anonym: "Dannebrogs historie" (''Spejderbladet Væbneren'', s. 179-182)</ref>. Men det vides ikke, om denne fane generelt er blevet brugt af den danske kongeslægt. På Bayeux-tapetet fra omkring 1068 fører bagtroppen et rødt flag med et hvidt kors, muligvis danske slægtninge til Vilhelm Erobreren, der i front fører Sankt Georgskorset i slaget ved Hastings i 1066. Ioannis Skylitzis Krønike fra ''Biblioteca Nacional'', Madrid, viser væringer fra Miklagård (''Den Store By'', Byzans-Konstantinopel-Istanbul) omkring år 1100 med et rødt flag med et hvidt kors. Mønter, der viser et korsbanner, blev slået allerede under Valdemar den Store<ref>Fenger, s. 269</ref><ref>Lind, s. 21</ref> og et korsbanner kendes tillige fra et segl fra hans tid (og senere fra et segl fra Erik af Pommerns tid), men disse fortilfælde er ikke overbevisende, ''med mindre'' at man antager, at hans søn skulle have haft en fane med måske som sit eget fra faderen stammende banner og enten (hvilket er temmelig utænkeligt) selv have hævet dette på et kritisk tidspunkt under slaget, eller (mere sandsynligt) at det af vinden fra kongens telt var revet løs og på mærkelig vis var blevet blæst hen over de kæmpende, hvilket er blevet opfattet som en guddommelig indgriben. I så fald var den bogstaveligt talt på det nærmeste "faldet fra himlen". Det er muligt, at det er synet af denne fane højt mod himlen, der gav de kæmpende det mod og den vilje, der skulle til for at vinde slaget. At Valdemar den Store som den korstogskonge, han var med sit korstog til Rygen i 1169, skulle have haft et korsbanner som sit personlige mærke, er vel ikke ganske utænkeligt, og det ville næppe heller være mærkeligt, at det samme banner måtte være medbragt under dette nye korstog af hans søn. Hvis Bayeux-tapetet virkelig afspejler danske deltagere i slaget ved Hastings, indebærer det, at flaget går tilbage til Sven Estridsens tid. Det lader sig intil videre ikke fastslå med sikkerhed, og der findes en anden og måske mere sandsynlig mulighed for hvorledes, at korsbanneret kan være blevet Valdemar den Stores personlige mærke. Valdemar den Stores hustru, dronning Sophie, var datter af Richiza og en russisk fyrste.<ref>Fenger, s. 160</ref> Vi ved fra en engelsk kilde fra 1170-erne, at hun havde stået bag et dansk felttog til Finland til støtte for hendes fader og brødre.<ref>Fenger, s. 161</ref> Vi ved derimod ikke, om der er en forbindelse mellem væringerne og deres flag i Miklagård som gengivet i Ioannis Skylitzis Krønike, Sophie og hendes russiske fader og Valdemar den Stores valg af kongeligt banner. At Sophie var en særdeles indflydelsesrige person i Valdemars liv og gerning, er hævet over al tvivl.<ref>Fenger, s. 166</ref> === Danske korstog til Estland i ny belysning === Omflytningen af begivenheden til et nyt år og et nyt sted stiller alle den danske korstog til Estland i et nyt lys og dermed også spørgsmålet om Dannebrogs oprindelse. Først og fremmest kan der være grund til at pege på, at sagnet ''ikke'' har forbindelse med nogle af de øvrige kilder, som indgår i de ældste skriftlige overleveringer. Der er tale om en helt selvstændig og uafhængig tradition.<ref name="Fab 1933 493">Fabricius (1933), s. 493</ref> Der kan ligeledes være grund til at påpege, at ingen kilde, dansk eller udenlandsk, forbinder Dannebrog med begivenhederne i 1219.<ref name="Fab 1933 494">Fabricius (1933), s. 494</ref> Dernæst må der være god grund til at fremhæve, at den danske korstogsvirksomhed er af betydelig ælde. De ældste omtaler, ''Rydårbogen'' og kongefortegnelsen i ''Lund Domkirkes Nekrologium'', der tillægger Knud den Store en sådan virksomhed, antagelig hviler på misforståelser (måske en navneforveksling af Knud den Store og Knud den Hellige).<ref name="Fab 1933 496f">Fabricius (1933), s. 496f</ref> Derimod er der fra tiden fra omkring 1070-1080 sikre efterretninger om danske korstog til Estland. Således oplyser ''Saxo'', at Knud den Hellige i slutningen af Sven Estridsens regeringstid samlede landets ungdom og indlagde sig berømmelse ved sejre over sembere og estere. ''Jyske Krønike'' har gentaget Saxos udsagn.<ref name="Fab 1933 497">Fabricius (1933), s. 497</ref> Vi kender ikke nærmere til denne og den senere tids korstog til disse egne, men forekomsten af danske stednavne ved Riga på ''holm'' (Stenholm, Langholm og Rigeholm), ''næs'' (om Kurlands forbjerge), ''sund'' og ''klint'' (om det nordlige Estlands bratte skrænter) tyder på forbindelser til dansk (eller svensk) område.<ref name="Fab 1933 498">Fabricius (1933), s. 498</ref> I 1170 indtraf der, ifølge ''Saxo'', et angreb fra kurlandske og estiske sørøvere mod Øland, hvor angriberne først efter blodige kampe blev nedkæmpet af en dansk flåde under ledelse af Esbern Snare og Christoffer, kong Valdemars uægte søn.<ref name="Fab 1933 498f">Fabricius (1933), s. 498f</ref> Omtrent samtidig, efter Rygens erobring i 1169, optræder en biskop Fulco af Estland som medunderskriver på et brev herom, hvilket viser dels hans tilstedeværelse i Danmark, dels at Danmark havde missions- og korstogsvirksomhed rettet mod Estland på denne tid.<ref name="Fab 1933 499">Fabricius (1933), s. 499</ref> Det vides, at ærkebiskop Eskil af Lund under sin landflygtighed til Frankrig havde kontakt til abbed Peter i klosteret Moutier-la-Celle, der anbefaler ham munken Fulco som missionær til Estland. Eskil lader ham bispevie, men vi kender ikke nærmere til hvornår og under hvilke omstændigheder, han er kommet til Danmark.<ref name="Fab 1933 499f">Fabricius (1933), s. 499f</ref> Det er muligt, at Fulco har indledt en missionsvirksomhed omend næppe med den store fremgang. Derimod fik en tysk cisterciensermunk ved navn Theodorik udnævnelse til biskop over esterne og han søgte dansk støtte til missionsvirksomhed via ærkebiskoppen i Lund, og paven lagde Estland ind under ærkesædet i Lund. På samme tid arbejdede en gejstlig fra Bremen, Albert, for missionsvirksomhed i Livland, han søgte støtte hos den tyske staufiske kong Filip, og han blev biskop i Riga. Tyskerne organiserer sig i Sværdriddernes Orden, som paven godkender i 1202.<ref name="Fen 1989 240"/> Meget tyder på, at den danske korstogsvirksomhed i de følgende årtier var rettet imod Venden, som først nu kommer under endeligt dansk herredømme.<ref name="Fab 1933 504">Fabricius (1933), s. 504</ref> Men i 1197 indledes et omfattende dansk korstog til Estland.<ref>Ulige årbøger angiver lidt forskellige år for dette korstog: 1194, 1196 og 1197, men nøjere undersøgelser har påvist daterings- og afskrivningsfejl for de to første års vedkommende, jvf. Fabricius (1933), s. 504-506</ref><ref name="Fen 1989 239">Fenger (1989), s. 239</ref> Atter afbrydes korstogsvirksomheden midlertidigt i forbindelse med, at Absalon dør 1201, kong Knud VI dør 1202 og Esbern Snare dør 1204 samt med Danmarks magtovertagelse i Holsten, der sker under betydelige kampe<ref name="Fab 1933 507">Fabricius (1933), s. 507</ref>, men i 1205 søger kong Valdemar om tilladelse til at oprette et bispesæde i Estland, hvilket han får tilladelse til den 13. januar 1206.<ref name="Fab 1933 507"/> Antagelig i 1206 skriver pave Innocens III til Anders Sunesen:</br> "''Da du i din retfærdighed og fromhed påtænker at straffe uret mod kristenheden, og da du med fromt forsæt har besluttet at drage imod hedningerne, bevilger vi dig ved dette brev myndighed til at ordinere en troende biskop i en by, som du med Kristi hjælp kan vinde for dyrkelsen af den kristne tro, efter at hedningernes smuds er fjernet''".<ref name="Fen 1989 239f">Fenger (1989), s. 239f</ref></br> Et dansk korstog synes rettet imod Saremaa (Øsel), hvor der opføres en mindre borg, men uden tilstrækkeligt mandskab må man atter forlade øen; Anders Sunesøn drog herfra med biskop Nicolaus af Slesvig til Riga for vinteren.<ref name="Fab 1933 509">Fabricius (1933), s. 509</ref><ref name="Fen 1989 240">Fenger (1989), s. 240</ref> I 1208 skal korstoget til det sydlige Estland være fundet sted. Det savnes imidlertid i omtalen i klosterårbøgerne, måske fordi der samme år foregik et katastrofalt krigstog til Sverige, som endte med nederlaget ved Lena den 31. januar, og som pådrog sig hele opmærksomheden.<ref name="Fab 1933 509"/> Som årsag til dette korstog må måske ses, at tyskerne samme år havde underlagt sig Livland og havde overskredet grænsen til Estland.<ref name="Fab 1933 511">Fabricius (1933), s. 511</ref> Det var derfor på høje tid, hvis Danmark ikke skulle risikere, at hele det baltiske område blev underlagt tysk overherredæmme. Også i de følgende år genoptages korstogene til Estland, således 1210, efter, at man havde sikret sig imod tyske udplyndringer i Danmark, mens korstoget fandt sted.<ref name="Fab 1933 510">Fabricius (1933), s. 510</ref> Men netop på dette tidspunkt indtræder en magtkamp om Estland og Livland mellem Sværdridderordenen på den ene side og biskoppen i Riga på den anden.<ref name="Fab 1933 512">Fabricius (1933), s. 512</ref> Denne magtkamp fører til, at paven i stedet giver ærkebiskop Andreas Sunesen legatmyndighed i alt, hvad der angår mission i Baltikum. Den 4. april 1212 får ærkebispen et tilsagn som leder af missionsvirksomheden.<ref name="Fen 1989 267">Fenger (1989), s. 267</ref> Heri anvendes som begrundelse herfor blandt andet følgende:</br> "''Da du altså, optændt af iver for Kristendommen, mægtigt har arbejdet på at omvende de omboende hedninger fra vildfarelsen til sandheden, og endnu agter at arbejde, så mener vi, at vor befuldmægtigelse, for at du rigeligere og virkningsfuldere må kunne udføre det, bør overgives dig; og vi befaler vore brødre ærkebiskoppen af Uppsala og hans lydbiskopper og biskopper og de andre kirkers øvrige prælater i Danmark og Sverige ved denne vor skrivelse, at de skal være dig, der som pavestolens legat trofast arbejder på denne gerning, behjælpelig..''"<ref name="Fab 1933 513">Fabricius (1933), s. 513</ref></br> Det er sandsynligt, at den "mægtige" virksomhed, der henvises til, blandt andet har omfattet et korstog i 1208. Konklusionen af dette historiske forløb bliver, at: "''Der kan saaledes ikke ud fra tidshistoriske Grunde rejses nogen Invending mod Danebrogssagnets Tidsfæstelse til 1208 og Stedfæstelsen til Fellin.''"<ref name="Fab 1933 517f">Fabricius (1933), s. 517f</ref> === Dannebrog og slaget ved Lyndanisse i 1219 === Men hvorledes så med selve overleveringen? Det står fast, at den ikke kan være "lånt" fra andre kilder. Det står også fast, at da Peder Olsen nedskriver begivenheden, forsøger han at få sit ellers ukendte korstog rettet til et kendt korstog.<ref name="Fab 1933 523">Fabricius (1933), s. 523</ref> Men netop dette, at korstoget 1208 ellers er ukendt, taler for, at det har været en gammel overlevering om Dannebrog, som ''netop'' var knyttet til 1208 og til Fellin.<ref name="Fab 1933 525">Fabricius (1933), s. 525</ref> Det må anses for usandsynligt, at et sådant sagn skulle være en senere tids konstruktion.<ref name="Fab 1933 526">Fabricius (1933), s. 526</ref> Hvad angår selve forløbet af slaget kan der være grund til at bemærke sig Henrik af Livlands fremstilling af begivenhederne i 1219. Ifølge denne var kong Valdemar kommet til Estland med sin enorme flåde på 1500 skibe for at tilse opførelsen af en ny borg i stedet for den gamle Lyndanisse<ref>navnet menes afledt af estisk: danernes borg</ref>, som blev sløjfet for at give plads til den nye. De omgivende folkegrupper, revelerne og harjerne, samlede en stor hær og sendte deres ledere til kongen for at forhandle en fred. Kongen gav disse udsendinge gaver, og hans biskopper døbte dem; med i kongens følge var lensmanden Vitslav fra Rygen, ærkebiskop Andreas og tre biskopper: kansleren Niels fra Slesvig, Ebbe fra Århus og Theodorik, der var indviet som ny biskop over Estland. Tre dage efter fredsforhandlingerne vendte esterne imidlertid tilbage med deres hær og angreb den danske lejr fra flere sider om aftenen efter nadveren. Nogle stormede det telt, hvor biskop Theodorik lå, ud fra formodningen, at det var kongens telt, og han blev dræbt på stedet; andre angreb andre mål, og mange blev hugget ned. Netop, som det så værst ud for danskerne, vendte Vitslav med sin vendiske hær sig imod esterne og drev dem på flugt; andre estere under fremrykning standsede op ved dette syn, og danskerne fik samlet sig, kongen med sit mandskab, der også omfattede nogle tyskere, kom til stede, og efter kamp blev esterne slået på flugt, og mange blev dræbte. Kongen og biskopperne takkede Gud for sejren, kong Valdemar lod sin kapellan Viscelin indvie til Theodoriks efterfølger og drog hjem efter at have fuldført borgens opførelse, mens biskopperne med deres mandskab forblev i landet og færdiggjorde dettes underkastelse under den danske krone og kirke.<ref name="Jør 1875 445f">Jørgensen (1875), s. 445f</ref><ref name="Fen 1989 267f">Fenger (1989), s. 267f</ref> Denne beretning, som er nogenlunde samtidig med begivenhederne men en andenhånds beretning, giver anledning til en række spørgsmål. Det virker utroligt, at kongen skulle være ankommet med en så stor hær blot for at ombygge en borg. Mere troværdigt er det, at der var tale om et regulært korstog. Men endnu mere bemærkelsesværdigt er det, at esterne skulle have angrebet biskop Theodoriks telt i den tro, at det var kongens. Hvad fik dem til at tro det? Og hvordan identificerede de dette kongens formodede telt? Er Dannebrog en medvirkende del af forklaringen? I så fald: på hvilken måde? Svaret på disse spørgsmål kan meget vel vise sig at være en nøgle til forståelse af begivenhedsforløbet. Under alle omstændigheder ''bestyrker'' denne teori også teorien om, at det egentlig var et medtaget banner. Tilbage bliver spørgsmålet om de historiske omstændigheder omkring flagets betydning i slaget. Det kunne tænkes, at der var tale om en pavelig fane. Men ingen overlevering taler om en sådan pavelig fane.<ref name="Fab 1933 530">Fabricius (1933), s. 530</ref> Antagelsen er grundløs. En anden mulighed er, at det skulle være Johannitterne fane. Men det er usandsynligt, at paven vil have anvendt et banner, som allerede var i brug.<ref name="Fab 1933 529">Fabricius (1933), s. 529</ref> Også denne antagelse må anses for grundløs. Endelig kunne der være tale om en biskoppelig fane, men absolut intet kan understøtte denne antagelse. Fabricius har foreslået, at hvis flaget ikke svævede ned fra oven, kunne det måske, hvis vi følger den skildring, som Henrik af Livland giver, være en undsætningstrop, der kom til med den biskoppelige korsfane højt løftet i spidsen.<ref name="Fab 1933 531">Fabricius (1933), s. 531</ref> Imod denne antagelse taler først og fremmest, at der ingen beviser findes for, at en sådan "biskoppelig" fane skulle have eksisteret, og for det andet, at hvis det virkelig var en undsætningstrop, der havde bragt fanen til slaget, ville man have forventet, et dette var blevet indarbejdet i den senere tradition. Set i dette lys bliver forklaringen med et løsrevet kongeligt banner bragt til slaget af vinden langt mere sandsynlig. Vi kan måske underbygge denne hypotese: ''hvis'' det er rigtigt, at Dannebrog første gang spillede en rolle under den danske korstogsmission i 1208 under omstændigheder, som måske er blevet husket men aldrig nedskrevet i samtiden, og ''hvis'' flaget viste sig netop på det mest kritiske tidspunkt under slaget, og ''hvis'' nogen i et guddommeligt indfald har forstået den symbolske betydning af at indgyde korstogsridderne ekstra mod og kraft netop på dette tidspunkt, og ''hvis'' flaget var taget med igen under det nye korstog i 1219, ''så'' kan det med rimelighed forklare to ting, som ellers bliver vanskelige at forklare: for det første hvorfor Dannebrog er blevet knyttet til begivenhederne i 1219, selvom dets oprindelse skriver sig til 1208, og for det andet hvorfor flaget var med korstogsridderne under dette nye togt: det var blevet "modtaget" under et tidligere korstog og var blevet forbundet med en sejr i dette, hvorfor det som sejrssymbol blev taget med igen og atter gav en sejr. I begge tilfælde havde danskerne befundet sig i en kritisk situation, som ved et mirakel var blevet vendt til en sejr: første gang da flaget var svævet hen over de kæmpende, og anden gang, da hjælpetropperne dukkede op på det mest kritiske tidspunkt. Begge begivenheder er blevet husket som noget enestående, men da de ikke er blevet skrevet ned i tide, er de i hukommelsen blevet blandet sammen og til dels forvekslet. Dermed er traditionen om Dannebrogs oprindelse og betydning i nogen grad blevet forskudt fra den oprindelige, mindre betydningsfulde begivenhed til den senere, afgørende begivenhed. Og dermed fik Dannebrog også den betydning som sejrssymbol, som flere hundrede år senere blev nedskrevet. Det kan tillige forklare en anden, mindre bemærket side af begivenhedsforløbet: hvis fanen var med igen i 1219, og hvis det var dette kongens personlige banner, som fejlagtigt fik esterne til at angribe ærkebispens telt i den tro, at det var kongens telt, så bestyrker det yderligere flagets høje alder. Det ville være naturligt at medbringe ''samme'' korstogsfane på begge korstog, fordi de drejede sig om ''samme'' sag. Brugen af en korsfane er bevidnet allerede fra Valdemar den Stores tid<ref name="Fen 1989 269">Fenger (1989), s. 269</ref>, hvor den sandsynligvis symboliserer kongen og hverken det danske rige eller paven. At danskerne netop havde et banner med kors som symbol er selvsagt naturligt for et korstog. Nok så vigtigt: forudsat, at Danmark forud for slaget i 1219 allerede havde udkæmpet slag i det sydlige Estland omkring et årti tidligere, bliver det lettere forståeligt, hvorfor kong Valdemar i 1218 kræver herredømmet over hele Estland, hvorfor han spærrer Lübecks havn for de tyske korstogsfarere i 1219 og 1220, hvorfor Anders Sunesøn erklærer hele Estland som tilhørende Danmark, samt hvorfor hele Estland i 1221 i et forlig med biskop Adelbert tillægges Danmark. Der var hverken tale om en lunefuld udnyttelse af heldige omstændigheder fra dansk side eller om et dansk imperialistisk krav men derimod om at fuldende den virksomhed, som var begyndt årtier før og som skridt for skridt var blevet udstrakt til hele det estiske område.<ref name="Fab 1933 532f">Fabricius (1933), s. 532f</ref> Det synes rimeligt at drage den slutning, at selv om korsbanneret altså sandsynligvis er ældre end 1208 (eller 1219), så var det først ved et af disse slag og snarest i 1208, at det kom til at spille den afgørende rolle for slagets udfald, der gjorde, at der blev skabt en tradition omkring det. Slaget i 1219 var måske på sin egen måde vigtigt, men Dannebrog spillede næppe den samme rolle for dette slags udfald. Her var det hjælpetropperne, som spillede den vigtigste rolle. Ovenstående er, hvad vi med rimelig sikkerhed tør sige om Dannebrogs oprindelse og betydning for Danmarks overherredømme over Estland. Tilbage bliver at følge nogle hovedtræk i flagets senere historie. === Tallinn, Lübeck og Erik Klipping === Der kan i forbifarten være anledning til at gøre op med endnu en myte. Den omstændighed, at Tallinns lille segl afspejler Dannebrog, samt at det ses over Strandporten, har givet anledning til den teori, at der er en særlig forbindelse mellem dette sted og denne fane.<ref name="Fab 1933 528">Fabricius (1933), s. 528</ref> Det er efter min opfattelse en misforståelse. Den rette sammenhæng er snarere følgende: Det danske overherredømme over Estland var i begyndelsen meget usikkert. Efter en længere tids uroligheder blev der i 1238 indgået et forlig, kaldet Stensby-aftalen, hvorved den tyske ridderorden måtte overdrage borgen i Tallinn, som den havde besat, til den danske konge.<ref>Fenger (1989), s. 324</ref> Lidt senere, inden hendes død i 1282<ref>Hørby (1989), s. 140</ref>, gav den danske konge, Erik Klipping, og især hans moder, Margrete Sambiria, Tallinn dets stadsret, som det fik efter forlæg fra Lübecks stadsret.<ref>Hørby (1989), s. 123</ref><ref>Hørby (1992), s. 36</ref> Når Tallinns segl fra 1294 og dets såkaldt "store" byvåben viser tre kronede løver, en nøje kopi af det danske våben<ref>Bartholdy (1992), s. 9</ref>, når Sankt Knudsgildet og andre gilder i Tallinn i 1400-tallet anvender et hvidt kors i rødt felt som sit våben<ref>Bartholdy (1992), s. 10</ref> og når man ved, at Lübeck tillige havde et hvidt kors på rød grund som sit byvåben, er det så urimeligt at antage, at Tallinns byvåben markerer ''hvem'', som gav det dets stadsret, mens Tallinns lille segl sammen med symbolet over Strandporten angiver ''hvorfra'', at Tallinn fik sin stadsret? Det mener jeg ikke. Tværtimod er det i mine øjne logisk. Hvis det forholder sig således, betyder det imidlertid, at der ingen sammenhæng er mellem Dannebrog på seglet og over Standporten og begivenhederne i 1219. === Kendt siden 1300-tallet === [[File:Gelre Folio 55v.jpg|thumb|right|Dannebrog gengivet i "Armorial Gelre".]] Jeg har tidligere opstillet den hypotese, at Dannebrog kan være begyndt som den danske konges ''personlige'' banner. Kan denne hypotese underbygges? Ja, det kan den. Som nævnt optræder et kvadratisk korsbanner på både en mønt og på et segl fra Valdemar den Stores tid. Det taler stærkt for en forbindelse mellem denne konge og dette bannermærke. Historisk kendes Dannebrog siden 1300-tallet. Dannebrog er således bevidnet af den hollandske herold ''Gelre'' (1334-1375), der i værket "Armorial Gelre" blandt andet gengiver et våben for "die coninc van danmarke" visende, rigsvåbenet med 3 leoparder forbundet med en gylden hjelm med hermelinsklædte og påfuglebesatte vesselhorn samt et kvadratisk Dannebrogsflag.<ref name=autogeneret1 /><ref>[https://commons.wikimedia.org/wiki/File:Gelre_Folio_55v.jpg Gelre Folio 55v]</ref> Ligeledes i ''Bellenville-våbenbogen'' 1380-90 findes et skjold med et kors med navnet ''Denenbroce'' over. Fra denne tid må både flagets navn og udseende derfor regnes som værende fastslåede kendsgerninger. Således er både flaget og navnet dokumenteret ''senest'' fra Valdemar Atterdags tid og ''kan'' stamme fra de estiske korstog blot 150 år før eller tidligere. Læg dertil, at vi genfinder det samme kvadratiske kortbanner på et segl fra Erik af Pommerns tid. Det betyder, at vi kan dokumentere, at mindst tre danske konger har anvendt det selvsamme symbol som sit banner. Dette taler meget stærkt for, at det allerede på denne tid har vundet hævd som kongens traditionelle banner. Det skulle være mærkeligt, om ikke dette også var tilfældet på Valdemar Sejrs tid, som falder midt i de tre andre kongers. Det betyder, at vi med en til vished grænsende sandsynlighed har godtgjort hypotesen om, at dette banner må have fulgt med kongen på dennes korstog. === Erik af Pommern === Det danske korsflag kendes brugt af Erik af Pommern og symboliserede på daværende tid tillige hansestaden Lübecks våben. Lübecks gamle våben var et hvidt kors på en rød baggrund, dannet som en modsætning til den tysk-romerske kejsers hvide flag med et rødt kors, et flag som stammede fra Romerriget, og som er bevaret i det engelske flag (Sankt Georgs kors). Det synes rimeligt at antage, at Erik af Pommern derfor har haft et dobbelt formål med at anvende dette banner: dels var anvendelsen allerede blevet en tradition for danske konger, dels kunne symbolet bruges til at markere, at han hævdede at være retmæssig byherre over Lübeck, lige som Valdemar Sejr havde været det.<ref>Hørby (1992), s. 35</ref> Vi ved, at Erik af Pommern indførte dannebrogskorset i sit unionssegl fra 1398<ref>Bartholdy (1992), s. 7</ref>, og at det lige siden har indgået i alle danske rigsvåbener som en fast bestanddel. Det menes, at Dannebrog oprindeligt blev opbevaret sammen med rigets øvrige klenodier, i Folen, det faste tårn på Kalundborg Slot.<ref>Jørgensen (1887), s. 168</ref> Det ville være logisk, når der ikke længere foregik korstog. Vi har et andet bevis for Dannebrogs betydning på Erik af Pommerns tid: da dronning Filippa i 1430 døde i Vadstena kloster, kom Erik kort efter og oprettede en evig messetjeneste bestående af 12 klerke, som skulle kaldes "kongens kapellaner" og "hwar klærk hafni vppa sit røklinn rykens baner, swasom ær eth røt kors vppa eth gulth fiæld".<ref>Jørgensen (1887), s. 154</ref> === Dannebrog og Sverige === Dannebrog optræder også i begivenheder efter Erik af Pommerns tid, hvilket bekræfter dets fastslåede stilling som kongens banner og samlende symbol under krigsbegivenheder. Ifølge svenske krøniker blev "Danabroka" i 1439 ført ind i Sverige, og i 1464 tog svenske bønder en fane med Dannebrog fra Christian I og senere oplevede en sejr i Slaget ved Brunkeberg i 1471. Ærkebispens krønike i Lund oplyser, at Christian I i 1448 fik overrakt rigets flag.<ref name="Bar 1992 13f">Bartholdy (1992), s. 13f</ref> Disse oplysninger bevidner flagets vedvarende brug og dets betydning som dansk rigssymbol. === Togtet til Ditmarsken === Under krigen i Ditmarsken i år 1500 var et Dannebrogsflag, der efter sigende var det originale fra 1219, med. Under slaget ved Hemmingstedt blev det ført af marsk Hans von Ahlefeldt<ref>oplysningen findes hos den kongelige historiograf Hans Svanning, der i 1558-59 skrev en fremstilling af kong Hans' historie og heri bringer oplysningen, at :"rigets banner, delt af hvidt og rødt i form af et kors, og nedfalden fra himlen til kong Valdemar II, som der fortælles, da han førte krig mod Livlænderne, som dengang var kristendommens fjender", her gik tabt. Det er sikkert fra Svanning, at Huitfeldt har hentet samme oplysning, jvf. Jørgensen (1887), s. 169.</ref>. Han faldt imidlertid under slaget, og flaget blev erobret af ditmarskerne. Det blev ophængt i kirken i Wöhrden<ref>oplysningen skyldes præsten og historikeren Johan Neocorus, der afsluttede sin krønike i 1598 og hvis fader havde været degn i Wöhrden i 20 år, da han døde i 1580, jvf Jørgensen (1887), s. 178f</ref>, og blev først generobret i 1559<ref>Uafhængigt af Svanning fortæller Johan Rantzov i sin omtale af dette sidste togt til Ditmarsken, at der blandt de tilbageerobrede faner også var: :"et stykke af det banner, som man siger til sin tid ved et mirakel blev givet en dansk konge imod russerne og som fordum kong Hans havde taget med i håb om derved at stride heldigt imod Ditmarskerne.", jvf. Jørgensen (1887), s. 170f</ref> – da næsten ødelagt af fugtighed og ælde – og ophængt i Slesvig kirke, hvor det endeligt gik til engang i 1660'erne.<ref>kilden hertil er Hans de Hofman, som i 7. del af "Den danske Atlas" fra 1781 s. 605 oplyser om koret i Slesvig domkirke, at: :"I dette kor hængte den berømte danske fane Danebrog... og var at se, indtil den ved 1660 af alder og forrådnelse aldeles forfaldt, da nogle børn ved deres leg nedrev den af loftet og ingen bekymrede sig om at samle dens levninger." Men fra omtrent samme tid stammer en oplysning i et tysk værk, at fanen havde hængt i Nikolaikirken i Kiel, jvf Jørgensen (1887), s. 182. Jørgensen tillægger dog oplysningen om Slesvig domkirke størst troværdighed, jvf samme. s. 185f</ref><ref name="Bar 1992 14"/> I borgerkrigen ''Grevens fejde'' anvendte den ene part et stribet flag; blåt, gult og rødt i rigsvåbnets farver, og den anden part, den sejrende, brugte et rødt-hvidt korsflag, med fire lige lange arme. === Nyere tid === Siden 1500-tallet har Dannebrog angivet danske skibes nationalitet<ref>Bartholdy (1992), s. 11</ref>, og i 1600- og begyndelsen af 1700-tallet indgik et Dannebrogsfelt i hærens faner.<ref name=autogeneret3>Achen, s. 108</ref> I 1696 fastlagde en kongelig resolution flagets mål, og disse har siden overvejende været opretholdt.<ref name="Bar 1992 14">Bartholdy (1992), s. 14</ref> Indtil 1743 brugte man et sort-hvidt korsflag som sørgeflag, derefter blev det besluttet at flage på halvt i stedet for<ref>[http://www.crwflags.com/fotw/flags/dk-sorg.html Danish Mourning Flag (until 1743)<!-- Bot genereret titel -->]</ref>. I 1785 blev Dannebrog genindført som fane for nogle danske regimenter, og i 1801 blev det fane for landeværnet.<ref name=autogeneret3 /> I 1807 digtede B.S. Ingemann:<br /> "''Vift højt på Kodans bølge''<br /> ''blodrøde Dannebrog''"<br /> og i de følgende årtier skrev flere danske digtere, N.F.S. Grundtvig, Oehlenschläger, Chr. Winther, H.C. Andersen, digte om Dannebrog.<ref name=autogeneret3 /> I 1830-erne og 1840-erne udviklede Dannebrog sig til et folkeflag. I 1842 blev det regimentsfane i hele hæren.<ref>Achen, s. 109</ref> Endnuså sent som i 1833 blev det forbudt den danske befolkning privat at flage, men forbuddet blev reelt ikke håndhævet. Under Treårskrigen 1848-1850 flagede befolkningen med Dannebrog i stort omfang, og i 1854 blev det omsider officielt tilladt private at flage.<ref>Bartholdy (1992), s. 14</ref> === <big>Lovgivning</big> === Valdemarsdag den 15. juni blev indført i 1912 ved cirkulære Nr. 391 af 24. december 1912 for at markere Dannebrogs oprindelse, men som det fremgår, hviler det på en delvis misforståelse af traditionen. På den anden side: hvis det tidligere begivenhedsforløb er korrekt forstået, og slaget i 1219 markerede en slags afslutning på hele den forud gående danske missionsvirksomhed i Estland, så er markeringen af denne begivenhed historisk rimelig og forståelig. Og lige meget hvormeget man forsøger at skille myte fra historisk virkelighed, så står det fast, at denne afslutning spillede en afgørende rolle for, at Estland blev et kristent område, og at Danmark har hovedæren herfor. I 1929 blev der udarbejdet et forslag til en officiel flaglov af en særlig kommission, men lovforslaget er aldrig blevet færdigbehandlet eller vedtaget.<ref>Bartholdy (1992), s. 15</ref> === <big>Noter</big> === {{reflist|2}} === <big>Litteratur</big> === * Sven Tito Achen: ''Heraldikkens femten glæder''; København 1978; ISBN 87-12-00222-4 * Nils G. Bartholdy: "Dannebrog - legende og virkelighed" (Michael Andersen og Frank Birkebæk (red.): ''1219 - Dannebrog og Estland''; Roskilde Museums Forlag 1992; ISBN 87-88563-189; s. 6-16) * L.P. Fabricius: "Sagnet om Danebroge og de ældste Forbindelser med Estland" (''Kirkehistoriske Samlinger'', Sjette Række, Første Binds første Hefte, København 1933) * Ole Fenger: "Kirker rejses alle vegne" (Olaf Olsen (red.): ''Gyldendal og Politikens Danmarkshistorie'', bind 4: 1050-1250; København 1989; ISBN 87-89068-06-8) * Henning Henningsen: "Dannebrog og flagføring til søs" (''Handels- og Søfartsmuseets årbog 1969'', s. 7-81) * Kai Hørby: "Velstands krise og tusind baghold" (Olaf Olsen (red.): ''Gyldendal og Politikens Danmarkshistorie'', bind 5: 1250-1400; København 1989; ISBN 87-89068-07-6) * Kai Hørby: "Danmark og Estland i middelalderen" (Michael Andersen og Frank Birkebæk (red.): ''1219 - Dannebrog og Estland''; Roskilde Museums Forlag 1992; ISBN 87-88563-189; s. 30-38) * A.D. Jørgensen: "Om Danebroges Oprindelse" (''Historisk Tidsskrift'', 4. række, Bind 5; 1875) * A.D. Jørgensen: "Undersøgelser vedrørende Danebroge og det danske kongevåben" (''Historisk Tidsskrift'', 6. række, Bind 1; 1887) * J.O. Kock: "Sagnet om Dannebrog" (''Danske Studier'' 1951; s. 34-48) * John Lind: "Den faldt fra himlen ned" (Kronik i ''Skalk'' 2001, nr. 6, s. 20-27) * E. Løffler: "Bidrag til Bedømmelse af Danebrogs-Sagnets historiske Værd" (''Historisk Tidsskrift'', Bind 5. række, 2 (1880); s. 562-566) * ''Salmonsens Konversationsleksikon'', 2. udgave, bind V, s. 515-517; opslag: Dannebroge * [http://www.navalhistory.dk/Danish/Flaget/FlagetsHistorie.htm Flagets historie], i ''Dansk Marinehistorie'' af Johnny E. Balsved, 9hcfr28h9kjz7vw6hzth01uk8musukj 42613 42612 2026-08-31T05:07:05Z Sven Halfdan Nielsen 3898 småret 42613 wikitext text/x-wiki Traditionen om Dannebrogs oprindelse er velkendt: Dannebrog faldt ned fra himlen under et dansk korstog til Estland, og det spillede en afgørende rolle for det danske overherredømme over Estland fra 1219. Således lyder myten om Dannebrog, men bag enhver myte gemmer der sig en historisk realitet, og ved at grave denne historiske realitet bag myten frem opnår vi en bedre forståelse af fortiden. Det ligger nær at stille 3 spørgsmål:</br> - er tidsfæstelsen korrekt?</br> - er stedfæstelsen korrekt?</br> - er begivenhedsforløbet korrekt? Svaret på det første spørgsmål er: ja, den ''oprindelige'' tidsfæstelse er sikkert korrekt. Denne tidsfæstelse passer nøje med det begivenhedsforløb, som vi ellers kender. Svaret på det andet spørgsmål er: ja, den ''oprindelige'' stedfæstelse er korrekt. Denne stedfæstelse passer med og ''bekræfter'' de forhold, som vi ellers kender. Svaret på det tredie spørgsmål er: ja, flaget kan forbindes med ''en bestemt begivenhed''. Der er enkeltheder i forløbet, som det ikke længere er muligt at efterkontrollere. Der kan her være grund til at skelne mellem det ''oplevede'' forløb og det ''faktiske'' forløb. Traditionen er baseret på det oplevede forløb således, som dette siden blev husket. === <big>Dannebrogs oprindelse</big> === Dannebrogs oprindelse falder i tre dele: traditionen, de omstændigheder under hvilke traditionen er blevet nedskrevet og flagets senere historie. === Traditionen === [[Fil:Danmarks flag 1219 Lorentzen.jpg|thumb|450px|Det berømte maleri af Christian August Lorentzen fra 1809 af begivenhederne i 1219.]] Ifølge overleveringen, der findes uafhængigt af hinanden hos dels forfatteren af ''Danske Krønike'' fra 1520-erne Christiern Pedersen<ref>formuleringen omtalt under et korstog i 1208 til "Estland, Pryssland, Kurland og Finland" lyder:</br> "''somme mene og sige at samme kong Valdemar skulle fange Dannebrog ned af himlen samme tid, som er et hvidt kors i et rødt felt''", jvf. Lind, s. 24. </ref>, dels munken Peder Olsen (Petrus Olai) fra Gråbrødreklostret i Roskilde, dels historikeren Arild Huitfeldt<ref name=autogeneret1>Lind, s. 23</ref>, faldt Dannebrog ned fra himlen under slaget ved Lyndanisse (i dag Tallinn i Estland) den 15. juni 1219, senere kendt og markeret som Valdemarsdag. Der er imidlertid usikkerhed om tid og sted er korrekte<ref name="bjerg">''Dannebrog'' af Hans Christian Bjerg, s.12, ISBN 87-7739-906-4.</ref>. Det skyldes, at både Christiern Pedersen og Peder Olsen oplyser, at begivenheden fandt sted i året 1208 i Livland på et sted, som kaldes Fellin (Viljandi) i nutidens Estland. Fremstillingen hos Peder Olsen, der findes i en samling notater, ''Collectanea'', til Danmarks historie og menes at være skrevet omkring 1527 men stammer fra en ældre kilde, hvis alder er ukendt<ref>Kock, s. 34</ref>, er den mest oplysende og lyder i sin helhed:</br> "''MCCXIX''<ref>1219</ref>''. Valdemar II angreb Estland, en provins i Livland, fra søen med 1500 krigsskibe og gjorde landgang, og efter mange kampe omvendte han det overvundne land til Kristus og lod folket døbe. Han førte præster dertil fra Danmark og byggede Reval, der nu er en vigtig by og særdeles udmærket og kendt. Heraf kommer det, at kirken i Reval lige til denne dag er forblevet under Danmarks ærkebiskop i Lund, skønt den verdslige magt i tidens løb er gået over til den tyske ordens brødre i nævnte provins. Da nu kong Valdemar var gået i land med hæren i Estland, sagde biskoppen i Århus til ham, da han blev forskrækket over hedningernes mængde, at han skulle love, at han, såfremt han vandt sejr, ville forbedre sig over for sine undersåtter og den hellige Niels i Århus, hvis offergaver han havde tilegnet sig. Det samme råd fik han af den ærværdige Anders, ærkebiskop i Lund, en mand af forunderlig enfold og uskyld, der såvel i live som efter sin død vandt ry ved mange mirakler. Kongen gav dem ret, afgav løftet og fik sejr. Ærkebiskoppen kaldte så stormændene sammen og lod dem love, at svende på tolv år og der over stedse skulle fejre dagen før den hellige Laurentius' fest med faste på brød og vand, hvis de fik sejr. Efter at de så havde påkaldt de hellige Laurentius og Niels, blev slaget begyndt på Vitus' og Modestus' dag. Ærkebiskoppen, der sammen med lydbisper og andre gejstlige fra et bjerg så ud over begge hære, bad nu under tårer for de kristne som en anden Moses med hænderne løftede mod himlen. Når han løftede hænderne i bøn, sejrede danskerne; men når han af træthed lod de gamle hænder synke ned, blev danskerne slået. Men biskopperne og præsterne understøttede den gamle mand. Og således blev den sejrende konge et andet menneske, lod Kristi lære forkynde og kirker bygge dér; siden hen styrede han landene med mildhed og retfærdighed, skrev love og ærede den hellige Niels.''</br> ''Et andet sted står der, at da de rettroende danske på denne Valdemar II's tid i det Herrens år 1208 kæmpede i Livland på det sted, som kaldes Fellin, mod de vantro livlændere og allerede næsten overvundne fromt anråbte om guddommelig hjælp, modtog de straks som belønning et banner, der faldt ned fra himlen, og som var mærket med et hvidt kors, påtrykt en ulddug, og de hørte en røst fra himlen, at når det blev løftet højt til vejrs, ville de straks knuse deres modstandere og vinde fuldstændig sejr; og således skete det. Men det banner plejer med sit sædvanlige navn at kaldes Danebroge. (Denne sejr menes at være den, som danskerne vandt i Estland, og som allerede er omtalt for nylig; men der er fejl i årstallet etc. - Ligeledes har jeg et andet sted fundet, at kong Valdemar og ærkebiskop Anders gjorde et tog til Estland i 1220).''"<ref>her gengivet efter Kock, s. 34f</ref><ref name="Fab 1933 493f">Fabricius (1933), s. 493f</ref> Det er naturligvis usikkert, hvad der egentlig skete under slaget ved Lyndanisse eller slaget ved Fellin, da overleveringen først er nedskrevet 300 år efter begivenhederne skulle have fundet sted <ref name=bjerg />. Historikerne har derfor forsøgt at finde den historiske begivenhed bag ved traditionen. Man kan således fastslå, at Peder Olsens fremstilling har hentet sine bestanddele flere steder, og at de oprindelig ikke har udgjort en helhed. Herom kan siges følgende:</br> 1. Det indledende afsnit om slaget ved Reval (Tallinn) svarer til fremstillingen i ''Rydårbogen'' og i ''Jyske Krønike'' og kan være hentet fra disse kilder.<ref>Kock, s. 35</ref><ref name="Fab 1933 486">Fabricius (1933), s. 486</ref></br> 2. Afsnittet om den hellige Niels i Århus kan stamme fra en bog om Niels, men findes ikke i hans ''vita''. Det tyder ikke på, at historien har en historisk baggrund. Snarere er den tilkommet efter, at Niels blev helgen, formentlig i midten af det 14. århundrede.<ref>Kock, s. 35f</ref><ref name="Fab 1933 486"/></br> 3. Afsnittet om Laurentius-fasten er helt malplaceret. Sankt Laurentius' dag er den 10. august, mens slaget fandt sted på Vitus' og Modestus' dag den 15. juni. ''Saxo'' omtaler et slag ved Ljutka (Lütjenburg), der fandt sted på Laurentius' dag, og formentlig er indskuddet hentet herfra.<ref name=autogeneret2>Kock, s. 36</ref><ref name="Fab 1933 487">Fabricius (1933), s. 487</ref></br> 4. Historien om ærkebispens oprakte hænder er hentet fra ''2. Mosebog'' (17, 9ff).<ref name=autogeneret2 /><ref name="Fab 1933 487"/></br> 5. Historien om det nedfaldne flag er uden direkte forbillede. Fra Portugal (hvorfra dronning Berengaria stammer) findes en tradition fra 1217 om et jærtegn i form af et kors på himlen til tegn på portugisernes sejr over maurerne i kampen ved Alcazar.<ref>Kock, s. 37</ref> Det betyder, at der findes en tradition næsten samtidig med den danske, hvilket styrker en tidsfæstelse til begyndelsen af 1200-tallet. Skønt der er forskelle (intet flag i Portugal), kan begivenheden i Portugal være blevet kendt også i Danmark og have styrket den danske tradition, men der er intet bevis for en direkte forbindelse.<ref>Kock, s. 42</ref></br> Med hensyn til selve dateringen af Dannebrogs fald fra himlen er det nutidens historikeres opfattelse, at når to kilder uafhængigt af hinanden daterer begivenheden til et andet sted og en anden tid end nutidens tradition siger, så må nutidens tradition anses som fejlagtig og den ældste tradition som den rigtige med hensyn til tid og sted.<ref>Lind, s. 26</ref> Dette kan også forklare, hvorfor der ingen omtale af Dannebrog er i den samtidige skildring i Henrik af Livlands krønike.<ref>Enn Tarvel (red.): ''Henriku Liivimaa Kroonika''; "Olion" Tallinn 1993; ISBN 5-450-01319-1; s. 140</ref> På lignende måde som bidragene om den hellige Niels og om Anders Sunesens løftede hænder er tilføjede den oprindelige fremstilling, så menes traditionen om Dannebrog at være overført fra det mindre betydningsfulde slag i 1208 til det vigtigere slag i 1219, der indledte den danske besættelse af det nordlige Estland som led i opbygningen af myten om netop dette slag.<ref name=autogeneret2 /> Endelig bør det nævnes, at traditionen blev nedskrevet kort tid efter, at danskerne havde mistet det originale Dannebrog under togtet til Ditmarsken i 1500. Det menes, at flaget var taget med, netop fordi man på grund af traditionen mente, at det ville bringe sejr.<ref>Jørgensen (1875), s. 417</ref> Som muligt ophavssted og som en anden mulighed har man peget på, at banneret kunne stamme fra Johanniterordenen eller være et korsbanner givet af paven, men disse og andre muligheder er blevet tilbageviste af historikerne.<ref>Jørgensen (1875), s. 426-429 for Johanniterordenens vedkommende, s. 431-432 for pavens vedkommende</ref> <ref>Jørgensen (1887), s. 149-153</ref> <ref>Lind, s. 25</ref> Der kan måske være grund til at se nærmere på disse hypoteser. === Myten om Johanniterordenen === Historikere i det 19. og 20. århundrede brød sig ikke om det himmelfaldne flag og søgte mere jordnære forklaringer. Især søgte man efter forbilleder for Dannebrog. Især hæftede man sig ved Johanniterordenen som en mulig kilde, da denne orden blandt andet havde et våben, som mindede om Dannebrog. En række mulige forbindelser har været foreslået. Man har peget på, at Valdemar Atterdag besøgte den hellige grav i påsken 1347 og her blev slået til ridder af hertug Erik af Sachsen.<ref>Jørgensen (1875), s. 426</ref> Kong Valdemar stiftede et Sankt Hans-kloster på Dueholm viet til Marie Magdalene på hvis festdag, han fik ridderslaget.<ref name="Jør 427">Jørgensen (1875), s. 427</ref> Yderligere oplyser Thomas Bartholin i sin bog om Dannebrogsordenen, at Valdemar på gamle tapeter på Københavns Slot var fremstillet med et hvidt ordenskors. Da korset første gang kendes fra et brev fra år 1356 og kongenavnet Valdemar er fælles, måtte en forbindelse anses som mulig.<ref name="Jør 427"/> Senere forskning har imidlertid vist, at Thomas Bartholins fremstilling bygger på et forfalsket kobberstik, hvorved denne del af beviset falder sammen.<ref>Jørgensen (1875), s. 429</ref> Ydermere har det vist sig, at ingen dansk konge har søgt sit gravsted hos Sankt Hans-ordenen, og der findes ingen optegnelser til støtte for en forbindelse.<ref>Jørgensen (1875), s. 430</ref> Denne forklaring må således afvises, da der ingen forbindelse findes mellem Sankt Hans-huse, deres velgørere og Johanniterordenen.<ref>Jørgensen (1875), s. 431</ref> Man har også tænkt sig, at Johanniterordenens symboler skulle være overtaget skridt for skridt i dansk tradition, men imod dette taler, at der findes en specifik tradition for flagets oprindelse, som ikke kan afvises.<ref>Jørgensen (1875), s. 434-437</ref> Tilbage er kun den mulighed, at flagets oprindelse med al sandsynlighed på den ene eller anden måde har forbindelse til et korstog til Estland.<ref>Jørgensen (1875), s. 437</ref> Den eneste samtidige kilde er Henrik af Livlands krønike, der imidlertid er stærkt tendensiøs: han forsøgte at nedgøre ethvert dansk bidrag til kristningen af Baltikum<ref>Jørgensen (1875), s. 439</ref>, ja endog at gøre dansk tilstedeværelse til utidig indblanding<ref>Jørgensen (1875), s. 441</ref> og bestrider endda, at Valdemar skulle have været på korstog.<ref>Jørgensen (1875), s. 442</ref> Således fremstilles han i 1219 som værende på besøg for at besigtige byggeriet af en ny borg, ikke som erobrer.<ref>Jørgensen (1875), s. 445f</ref> Esterne angreb for at stoppe opførelsen af borgen, men blev selv angrebet af vendiske hjælpetropper, som var kommet sammen med danskerne. Dannebrog omtales ikke.<ref>Jørgensen (1875), s. 447</ref> Tydeligvis er der tale om en andenhånds beretning baseret på rygter, ikke om et øjenvidne til begivenhederne. A. D. Jørgensen har forsøgsvis opstillet den hypotese, at esterne angreb biskop Theodoriks telt, fordi der foran var et banner, som opfattedes som hovedbanneret (det vil sige: kongens banner). Han stiller spørgsmålet, om Theodorik kan forbindes med Johanniterordenen.<ref>Jørgensen (1875), s. 448</ref> Theodoriks oprindelse er ukendt, men han optræder som missionær både hos liverne og esterne i forskellige opisoder med sagnagtige træk.<ref>Jørgensen (1875), s. 449</ref> Han blev sendt til pavestolen, hvor han den 15. april 1201 fik en bulle af pave Innocens, der opfordrede alle kristne i Vendland og Saxland til at drage til Livland.<ref>Jørgensen (1875), s. 450</ref> Theodorik forsøgte at få anerkendt Baltikum som sit bispedømme, men stødte på vanskeligheder. Derfor skal han have sluttet sig til den danske konge, idet paven havde givet biskop Anders Sunesen en bulle på at indvie en biskop i Estland.<ref>Jørgensen (1875), s. 456</ref> Da Tempelridderne på daværende tidspunkt havde et rødt kors på hvid baggrund som sit mærke, måtte et dansk korstog ske under et andet mærke, og han har så "lånt" Sankt Hans-brødrenes korsbanner.<ref>Jørgensen (1875), s. 457</ref> Det skulle således være dette banner, der var opsat foran hans telt, og som slaget med esterne derfor kom til at stå om.<ref name="Jør 458">Jørgensen (1875), s. 458</ref> Theodorik døde under slaget, og efter slaget måtte omstændighederne omkring fanens oprindelse og betydning have været uklar<ref name="Jør 458"/>, da det fuldstændig adskilte sig fra kongens banner: løverne og hjerterne. "Saa sagde man, at det var kommet ned fra Himlen midt i Slagets trængsel".<ref>Jørgensen (1875), s. 457</ref> Problemet med denne hypotese er, at den på intet punkt finder støtte i kilderne<ref name="Jør 458"/>, og A.D. Jørgensen understregede, at den kun var en hypotese, som fornyede studier måtte styrke eller svække,<ref>Jørgensen (1887), s. 150</ref> og at "''kun derom er alle enige, at Savojens Kors er lig Johanniternes, og det samme er Tilfældet med vort Danebroge.''"<ref>Jørgensen (1887), s. 153</ref> I og med, at flagets oprindelse nu henlægges til ''en anden begivenhed'', slaget i 1208, er grundlaget for hele denne konstruktion imidlertid bortfaldet. De nærmere omstændigheder omkring flagets oprindelse er fortsat ukendte. === Myten om dronning Berengaria og Dannebrog === Som tidligere nævnt har det været overvejet, om myten om Dannebrogs fald fra himlen var forbundet med dronning Berengaria. Hun blev gift med Valdemar Sejr i 1214 og døde i 1221.<ref name="Fen 1989 61">Fenger (1989), s. 61</ref> Hun stammede fra Portugal, og det er overleveringer herfra, som har været inddraget i forsøgene på at forklare myten. Det er blevet påpeget, først af overbibliotekar Christian Bruun, at der i portugisiske skrifter fortælles om et jærtegn, der i 1217 blev set i Portugal under en kamp imod maurerne ved Alcazar. Ifølge disse viste der sig et kors på himlen som tegn på sejren. Teorien er senere taget op af pastor L.P. Fabritius, som mener, at det er den eneste tradition i den kristne verden, som tåler sammenligning med sagnet om Dannebrog. Han forbinder de to begivenheder ved at påpege, at Berengaria var blevet dansk dronning blot tre år tidligere, og at der takket være en livlig forbindelse mellem Portugal og Danmark er mulighed for, at historien er kommet hertil. Det viser sig imidlertid, at denne antagelse ikke holder: dels kendes der ingen livlig forbindelse mellem de to lande, dels har der været rejst tvivl om, at hun kom fra Portugal. I flere danske årbøger siges, at hun var søster til greven af Flandern, og da der ydermere var arvestridigheder imellem hendes broder, kongen af Portugal, og to af deres søstre, bliver det endnu mindre sandsynligt, at der har været en forbindelse.<ref name="Koc 1951 37">Koch (1951), s. 37</ref> Dertil kommer den afgørende forskel, at der i Portugal var tale om et syn på himlen, men i Estland var tale om et faktisk flag, som efterfølgende blev bragt hjem til Danmark. Og hvis dateringen til 1208 opretholdes som den rette, udebliver muligheden for, at traditionen stammer fra Portugal også af kronologiske grunde.<ref name="Koc 1951 38">Koch (1951), s. 38</ref> Endelig har der været peget på, at den portugisiske tradition måske stammer fra et langt ældre slag, nemlig slaget ved Orique i det sydlige Portugal den 25. juli 1139. I dette slag var den sejrende feltherre Afonso Henriques, dronning Berengarias bedstefader, som ifølge en senere legende før slaget havde set et kors på himlen omgivet af engle i hvide klæder, og at Kristus havde lovet ham sejr og at hans efterkommere ville blive konger i Portugal. Det er imidlertid tvivlsomt, om dronning Berengaria overhovedet har kendt til denne tradition, idet slaget endnu i begyndelsen af 13. århundrede ikke havde opnået den berømmelse, som det senere fik. Det kan end ikke udelukkes, at traditionen om det ældre slag hviler på traditionen fra det senere slag.<ref name="Koc 1951 41f">Koch (1951), s. 41f</ref> Det må tilføjes, at der findes en endnu ældre tradition, nemlig kejser Konstantins korsvision før Slaget ved Ponte Molle i år 312 mod Maxentius, der fulgtes af ordene "''in hoc signo vinces''", det vil sige "under dette tegn skal du sejre". Og på freskerne om "Det sande Kors" legende" i Arezzo, malet af Piero delle Francesca i 1450-erne, ses Konstantin vinde over Maxentius ved at holde er kors frem på en måde, hvor det kan opfattes som værende faldet fra himlen.<ref name="Bar 1992 11f">Bartholdy (1992), s. 11f</ref> Der er intet, som kan understøtte, at den danske tradition skulle have noget med den portugisiske tradition at gøre. Hvilket dog ikke forhindrede Christian IV i på sine guldmønter fra 1591 at gengive den store portugisiske guldmønt kaldet ''portugaløser'' med Kristuskors og sætningen "in hoc signo vinces", sikkert fordi at denne var kendt fra Arild Huitfeldts krønike, der udkom 1600-1603, og hvor begivenheden forøvrigt henlagdes til 1219.<ref>Bartholdy (1992), s. 9, 12</ref> === Er Dannebrog ældre? === Spørgsmålet er, om flaget kunne være ældre. Enkelte forskere mener, at der har været en forløber for Dannebrog: De mener, at danske konger brugte et rødt flag med to ravne i sort, når de drog i krig. Kong Knud den Store skulle ifølge engelske kilder have ført en ravnefane i slaget ved Ashington i Essex i 1016 <ref>Anonym: "Dannebrogs historie" (''Spejderbladet Væbneren'', s. 179-182)</ref>. Men det vides ikke, om denne fane generelt er blevet brugt af den danske kongeslægt. På Bayeux-tapetet fra omkring 1068 fører bagtroppen et rødt flag med et hvidt kors, muligvis danske slægtninge til Vilhelm Erobreren, der i front fører Sankt Georgskorset i slaget ved Hastings i 1066. Ioannis Skylitzis Krønike fra ''Biblioteca Nacional'', Madrid, viser væringer fra Miklagård (''Den Store By'', Byzans-Konstantinopel-Istanbul) omkring år 1100 med et rødt flag med et hvidt kors. Mønter, der viser et korsbanner, blev slået allerede under Valdemar den Store<ref>Fenger, s. 269</ref><ref>Lind, s. 21</ref> og et korsbanner kendes tillige fra et segl fra hans tid (og senere fra et segl fra Erik af Pommerns tid), men disse fortilfælde er ikke overbevisende, ''med mindre'' at man antager, at hans søn skulle have haft en fane med måske som sit eget fra faderen stammende banner og enten (hvilket er temmelig utænkeligt) selv have hævet dette på et kritisk tidspunkt under slaget, eller (mere sandsynligt) at det af vinden fra kongens telt var revet løs og på mærkelig vis var blevet blæst hen over de kæmpende, hvilket er blevet opfattet som en guddommelig indgriben. I så fald var den bogstaveligt talt på det nærmeste "faldet fra himlen". Det er muligt, at det er synet af denne fane højt mod himlen, der gav de kæmpende det mod og den vilje, der skulle til for at vinde slaget. At Valdemar den Store som den korstogskonge, han var med sit korstog til Rygen i 1169, skulle have haft et korsbanner som sit personlige mærke, er vel ikke ganske utænkeligt, og det ville næppe heller være mærkeligt, at det samme banner måtte være medbragt under dette nye korstog af hans søn. Hvis Bayeux-tapetet virkelig afspejler danske deltagere i slaget ved Hastings, indebærer det, at flaget går tilbage til Sven Estridsens tid. Det lader sig intil videre ikke fastslå med sikkerhed, og der findes en anden og måske mere sandsynlig mulighed for hvorledes, at korsbanneret kan være blevet Valdemar den Stores personlige mærke. Valdemar den Stores hustru, dronning Sophie, var datter af Richiza og en russisk fyrste.<ref>Fenger, s. 160</ref> Vi ved fra en engelsk kilde fra 1170-erne, at hun havde stået bag et dansk felttog til Finland til støtte for hendes fader og brødre.<ref>Fenger, s. 161</ref> Vi ved derimod ikke, om der er en forbindelse mellem væringerne og deres flag i Miklagård som gengivet i Ioannis Skylitzis Krønike, Sophie og hendes russiske fader og Valdemar den Stores valg af kongeligt banner. At Sophie var en særdeles indflydelsesrige person i Valdemars liv og gerning, er hævet over al tvivl.<ref>Fenger, s. 166</ref> === Danske korstog til Estland i ny belysning === Omflytningen af begivenheden til et nyt år og et nyt sted stiller alle den danske korstog til Estland i et nyt lys og dermed også spørgsmålet om Dannebrogs oprindelse. Først og fremmest kan der være grund til at pege på, at sagnet ''ikke'' har forbindelse med nogle af de øvrige kilder, som indgår i de ældste skriftlige overleveringer. Der er tale om en helt selvstændig og uafhængig tradition.<ref name="Fab 1933 493">Fabricius (1933), s. 493</ref> Der kan ligeledes være grund til at påpege, at ingen kilde, dansk eller udenlandsk, forbinder Dannebrog med begivenhederne i 1219.<ref name="Fab 1933 494">Fabricius (1933), s. 494</ref> Dernæst må der være god grund til at fremhæve, at den danske korstogsvirksomhed er af betydelig ælde. De ældste omtaler, ''Rydårbogen'' og kongefortegnelsen i ''Lund Domkirkes Nekrologium'', der tillægger Knud den Store en sådan virksomhed, antagelig hviler på misforståelser (måske en navneforveksling af Knud den Store og Knud den Hellige).<ref name="Fab 1933 496f">Fabricius (1933), s. 496f</ref> Derimod er der fra tiden fra omkring 1070-1080 sikre efterretninger om danske korstog til Estland. Således oplyser ''Saxo'', at Knud den Hellige i slutningen af Sven Estridsens regeringstid samlede landets ungdom og indlagde sig berømmelse ved sejre over sembere og estere. ''Jyske Krønike'' har gentaget Saxos udsagn.<ref name="Fab 1933 497">Fabricius (1933), s. 497</ref> Vi kender ikke nærmere til denne og den senere tids korstog til disse egne, men forekomsten af danske stednavne ved Riga på ''holm'' (Stenholm, Langholm og Rigeholm), ''næs'' (om Kurlands forbjerge), ''sund'' og ''klint'' (om det nordlige Estlands bratte skrænter) tyder på forbindelser til dansk (eller svensk) område.<ref name="Fab 1933 498">Fabricius (1933), s. 498</ref> I 1170 indtraf der, ifølge ''Saxo'', et angreb fra kurlandske og estiske sørøvere mod Øland, hvor angriberne først efter blodige kampe blev nedkæmpet af en dansk flåde under ledelse af Esbern Snare og Christoffer, kong Valdemars uægte søn.<ref name="Fab 1933 498f">Fabricius (1933), s. 498f</ref> Omtrent samtidig, efter Rygens erobring i 1169, optræder en biskop Fulco af Estland som medunderskriver på et brev herom, hvilket viser dels hans tilstedeværelse i Danmark, dels at Danmark havde missions- og korstogsvirksomhed rettet mod Estland på denne tid.<ref name="Fab 1933 499">Fabricius (1933), s. 499</ref> Det vides, at ærkebiskop Eskil af Lund under sin landflygtighed til Frankrig havde kontakt til abbed Peter i klosteret Moutier-la-Celle, der anbefaler ham munken Fulco som missionær til Estland. Eskil lader ham bispevie, men vi kender ikke nærmere til hvornår og under hvilke omstændigheder, han er kommet til Danmark.<ref name="Fab 1933 499f">Fabricius (1933), s. 499f</ref> Det er muligt, at Fulco har indledt en missionsvirksomhed omend næppe med den store fremgang. Derimod fik en tysk cisterciensermunk ved navn Theodorik udnævnelse til biskop over esterne og han søgte dansk støtte til missionsvirksomhed via ærkebiskoppen i Lund, og paven lagde Estland ind under ærkesædet i Lund. På samme tid arbejdede en gejstlig fra Bremen, Albert, for missionsvirksomhed i Livland, han søgte støtte hos den tyske staufiske kong Filip, og han blev biskop i Riga. Tyskerne organiserer sig i Sværdriddernes Orden, som paven godkender i 1202.<ref name="Fen 1989 240"/> Meget tyder på, at den danske korstogsvirksomhed i de følgende årtier var rettet imod Venden, som først nu kommer under endeligt dansk herredømme.<ref name="Fab 1933 504">Fabricius (1933), s. 504</ref> Men i 1197 indledes et omfattende dansk korstog til Estland.<ref>Ulige årbøger angiver lidt forskellige år for dette korstog: 1194, 1196 og 1197, men nøjere undersøgelser har påvist daterings- og afskrivningsfejl for de to første års vedkommende, jvf. Fabricius (1933), s. 504-506</ref><ref name="Fen 1989 239">Fenger (1989), s. 239</ref> Atter afbrydes korstogsvirksomheden midlertidigt i forbindelse med, at Absalon dør 1201, kong Knud VI dør 1202 og Esbern Snare dør 1204 samt med Danmarks magtovertagelse i Holsten, der sker under betydelige kampe<ref name="Fab 1933 507">Fabricius (1933), s. 507</ref>, men i 1205 søger kong Valdemar om tilladelse til at oprette et bispesæde i Estland, hvilket han får tilladelse til den 13. januar 1206.<ref name="Fab 1933 507"/> Antagelig i 1206 skriver pave Innocens III til Anders Sunesen:</br> "''Da du i din retfærdighed og fromhed påtænker at straffe uret mod kristenheden, og da du med fromt forsæt har besluttet at drage imod hedningerne, bevilger vi dig ved dette brev myndighed til at ordinere en troende biskop i en by, som du med Kristi hjælp kan vinde for dyrkelsen af den kristne tro, efter at hedningernes smuds er fjernet''".<ref name="Fen 1989 239f">Fenger (1989), s. 239f</ref></br> Et dansk korstog synes rettet imod Saremaa (Øsel), hvor der opføres en mindre borg, men uden tilstrækkeligt mandskab må man atter forlade øen; Anders Sunesøn drog herfra med biskop Nicolaus af Slesvig til Riga for vinteren.<ref name="Fab 1933 509">Fabricius (1933), s. 509</ref><ref name="Fen 1989 240">Fenger (1989), s. 240</ref> I 1208 skal korstoget til det sydlige Estland være fundet sted. Det savnes imidlertid i omtalen i klosterårbøgerne, måske fordi der samme år foregik et katastrofalt krigstog til Sverige, som endte med nederlaget ved Lena den 31. januar, og som pådrog sig hele opmærksomheden.<ref name="Fab 1933 509"/> Som årsag til dette korstog må måske ses, at tyskerne samme år havde underlagt sig Livland og havde overskredet grænsen til Estland.<ref name="Fab 1933 511">Fabricius (1933), s. 511</ref> Det var derfor på høje tid, hvis Danmark ikke skulle risikere, at hele det baltiske område blev underlagt tysk overherredæmme. Også i de følgende år genoptages korstogene til Estland, således 1210, efter, at man havde sikret sig imod tyske udplyndringer i Danmark, mens korstoget fandt sted.<ref name="Fab 1933 510">Fabricius (1933), s. 510</ref> Men netop på dette tidspunkt indtræder en magtkamp om Estland og Livland mellem Sværdridderordenen på den ene side og biskoppen i Riga på den anden.<ref name="Fab 1933 512">Fabricius (1933), s. 512</ref> Denne magtkamp fører til, at paven i stedet giver ærkebiskop Andreas Sunesen legatmyndighed i alt, hvad der angår mission i Baltikum. Den 4. april 1212 får ærkebispen et tilsagn som leder af missionsvirksomheden.<ref name="Fen 1989 267">Fenger (1989), s. 267</ref> Heri anvendes som begrundelse herfor blandt andet følgende:</br> "''Da du altså, optændt af iver for Kristendommen, mægtigt har arbejdet på at omvende de omboende hedninger fra vildfarelsen til sandheden, og endnu agter at arbejde, så mener vi, at vor befuldmægtigelse, for at du rigeligere og virkningsfuldere må kunne udføre det, bør overgives dig; og vi befaler vore brødre ærkebiskoppen af Uppsala og hans lydbiskopper og biskopper og de andre kirkers øvrige prælater i Danmark og Sverige ved denne vor skrivelse, at de skal være dig, der som pavestolens legat trofast arbejder på denne gerning, behjælpelig..''"<ref name="Fab 1933 513">Fabricius (1933), s. 513</ref></br> Det er sandsynligt, at den "mægtige" virksomhed, der henvises til, blandt andet har omfattet et korstog i 1208. Konklusionen af dette historiske forløb bliver, at: "''Der kan saaledes ikke ud fra tidshistoriske Grunde rejses nogen Invending mod Danebrogssagnets Tidsfæstelse til 1208 og Stedfæstelsen til Fellin.''"<ref name="Fab 1933 517f">Fabricius (1933), s. 517f</ref> === Dannebrog og slaget ved Lyndanisse i 1219 === Men hvorledes så med selve overleveringen? Det står fast, at den ikke kan være "lånt" fra andre kilder. Det står også fast, at da Peder Olsen nedskriver begivenheden, forsøger han at få sit ellers ukendte korstog rettet til et kendt korstog.<ref name="Fab 1933 523">Fabricius (1933), s. 523</ref> Men netop dette, at korstoget 1208 ellers er ukendt, taler for, at det har været en gammel overlevering om Dannebrog, som ''netop'' var knyttet til 1208 og til Fellin.<ref name="Fab 1933 525">Fabricius (1933), s. 525</ref> Det må anses for usandsynligt, at et sådant sagn skulle være en senere tids konstruktion.<ref name="Fab 1933 526">Fabricius (1933), s. 526</ref> Hvad angår selve forløbet af slaget kan der være grund til at bemærke sig Henrik af Livlands fremstilling af begivenhederne i 1219. Ifølge denne var kong Valdemar kommet til Estland med sin enorme flåde på 1500 skibe for at tilse opførelsen af en ny borg i stedet for den gamle Lyndanisse<ref>navnet menes afledt af estisk: danernes borg</ref>, som blev sløjfet for at give plads til den nye. De omgivende folkegrupper, revelerne og harjerne, samlede en stor hær og sendte deres ledere til kongen for at forhandle en fred. Kongen gav disse udsendinge gaver, og hans biskopper døbte dem; med i kongens følge var lensmanden Vitslav fra Rygen, ærkebiskop Andreas og tre biskopper: kansleren Niels fra Slesvig, Ebbe fra Århus og Theodorik, der var indviet som ny biskop over Estland. Tre dage efter fredsforhandlingerne vendte esterne imidlertid tilbage med deres hær og angreb den danske lejr fra flere sider om aftenen efter nadveren. Nogle stormede det telt, hvor biskop Theodorik lå, ud fra formodningen, at det var kongens telt, og han blev dræbt på stedet; andre angreb andre mål, og mange blev hugget ned. Netop, som det så værst ud for danskerne, vendte Vitslav med sin vendiske hær sig imod esterne og drev dem på flugt; andre estere under fremrykning standsede op ved dette syn, og danskerne fik samlet sig, kongen med sit mandskab, der også omfattede nogle tyskere, kom til stede, og efter kamp blev esterne slået på flugt, og mange blev dræbte. Kongen og biskopperne takkede Gud for sejren, kong Valdemar lod sin kapellan Viscelin indvie til Theodoriks efterfølger og drog hjem efter at have fuldført borgens opførelse, mens biskopperne med deres mandskab forblev i landet og færdiggjorde dettes underkastelse under den danske krone og kirke.<ref name="Jør 1875 445f">Jørgensen (1875), s. 445f</ref><ref name="Fen 1989 267f">Fenger (1989), s. 267f</ref> Denne beretning, som er nogenlunde samtidig med begivenhederne men en andenhånds beretning, giver anledning til en række spørgsmål. Det virker utroligt, at kongen skulle være ankommet med en så stor hær blot for at ombygge en borg. Mere troværdigt er det, at der var tale om et regulært korstog. Men endnu mere bemærkelsesværdigt er det, at esterne skulle have angrebet biskop Theodoriks telt i den tro, at det var kongens. Hvad fik dem til at tro det? Og hvordan identificerede de dette kongens formodede telt? Er Dannebrog en medvirkende del af forklaringen? I så fald: på hvilken måde? Svaret på disse spørgsmål kan meget vel vise sig at være en nøgle til forståelse af begivenhedsforløbet. Under alle omstændigheder ''bestyrker'' denne teori også teorien om, at det egentlig var et medtaget banner. Tilbage bliver spørgsmålet om de historiske omstændigheder omkring flagets betydning i slaget. Det kunne tænkes, at der var tale om en pavelig fane. Men ingen overlevering taler om en sådan pavelig fane.<ref name="Fab 1933 530">Fabricius (1933), s. 530</ref> Antagelsen er grundløs. En anden mulighed er, at det skulle være Johannitterne fane. Men det er usandsynligt, at paven vil have anvendt et banner, som allerede var i brug.<ref name="Fab 1933 529">Fabricius (1933), s. 529</ref> Også denne antagelse må anses for grundløs. Endelig kunne der være tale om en biskoppelig fane, men absolut intet kan understøtte denne antagelse. Fabricius har foreslået, at hvis flaget ikke svævede ned fra oven, kunne det måske, hvis vi følger den skildring, som Henrik af Livland giver, være en undsætningstrop, der kom til med den biskoppelige korsfane højt løftet i spidsen.<ref name="Fab 1933 531">Fabricius (1933), s. 531</ref> Imod denne antagelse taler først og fremmest, at der ingen beviser findes for, at en sådan "biskoppelig" fane skulle have eksisteret, og for det andet, at hvis det virkelig var en undsætningstrop, der havde bragt fanen til slaget, ville man have forventet, et dette var blevet indarbejdet i den senere tradition. Set i dette lys bliver forklaringen med et løsrevet kongeligt banner bragt til slaget af vinden langt mere sandsynlig. Vi kan måske underbygge denne hypotese: ''hvis'' det er rigtigt, at Dannebrog første gang spillede en rolle under den danske korstogsmission i 1208 under omstændigheder, som måske er blevet husket men aldrig nedskrevet i samtiden, og ''hvis'' flaget viste sig netop på det mest kritiske tidspunkt under slaget, og ''hvis'' nogen i et guddommeligt indfald har forstået den symbolske betydning af at indgyde korstogsridderne ekstra mod og kraft netop på dette tidspunkt, og ''hvis'' flaget var taget med igen under det nye korstog i 1219, ''så'' kan det med rimelighed forklare to ting, som ellers bliver vanskelige at forklare: for det første hvorfor Dannebrog er blevet knyttet til begivenhederne i 1219, selvom dets oprindelse skriver sig til 1208, og for det andet hvorfor flaget var med korstogsridderne under dette nye togt: det var blevet "modtaget" under et tidligere korstog og var blevet forbundet med en sejr i dette, hvorfor det som sejrssymbol blev taget med igen og atter gav en sejr. I begge tilfælde havde danskerne befundet sig i en kritisk situation, som ved et mirakel var blevet vendt til en sejr: første gang da flaget var svævet hen over de kæmpende, og anden gang, da hjælpetropperne dukkede op på det mest kritiske tidspunkt. Begge begivenheder er blevet husket som noget enestående, men da de ikke er blevet skrevet ned i tide, er de i hukommelsen blevet blandet sammen og til dels forvekslet. Dermed er traditionen om Dannebrogs oprindelse og betydning i nogen grad blevet forskudt fra den oprindelige, mindre betydningsfulde begivenhed til den senere, afgørende begivenhed. Og dermed fik Dannebrog også den betydning som sejrssymbol, som flere hundrede år senere blev nedskrevet. Det kan tillige forklare en anden, mindre bemærket side af begivenhedsforløbet: hvis fanen var med igen i 1219, og hvis det var dette kongens personlige banner, som fejlagtigt fik esterne til at angribe ærkebispens telt i den tro, at det var kongens telt, så bestyrker det yderligere flagets høje alder. Det ville være naturligt at medbringe ''samme'' korstogsfane på begge korstog, fordi de drejede sig om ''samme'' sag. Brugen af en korsfane er bevidnet allerede fra Valdemar den Stores tid<ref name="Fen 1989 269">Fenger (1989), s. 269</ref>, hvor den sandsynligvis symboliserer kongen og hverken det danske rige eller paven. At danskerne netop havde et banner med kors som symbol er selvsagt naturligt for et korstog. Nok så vigtigt: forudsat, at Danmark forud for slaget i 1219 allerede havde udkæmpet slag i det sydlige Estland omkring et årti tidligere, bliver det lettere forståeligt, hvorfor kong Valdemar i 1218 kræver herredømmet over hele Estland, hvorfor han spærrer Lübecks havn for de tyske korstogsfarere i 1219 og 1220, hvorfor Anders Sunesøn erklærer hele Estland som tilhørende Danmark, samt hvorfor hele Estland i 1221 i et forlig med biskop Adelbert tillægges Danmark. Der var hverken tale om en lunefuld udnyttelse af heldige omstændigheder fra dansk side eller om et dansk imperialistisk krav men derimod om at fuldende den virksomhed, som var begyndt årtier før og som skridt for skridt var blevet udstrakt til hele det estiske område.<ref name="Fab 1933 532f">Fabricius (1933), s. 532f</ref> Det synes rimeligt at drage den slutning, at selv om korsbanneret altså sandsynligvis er ældre end 1208 (eller 1219), så var det først ved et af disse slag og snarest i 1208, at det kom til at spille den afgørende rolle for slagets udfald, der gjorde, at der blev skabt en tradition omkring det. Slaget i 1219 var måske på sin egen måde vigtigt, men Dannebrog spillede næppe den samme rolle for dette slags udfald. Her var det hjælpetropperne, som spillede den vigtigste rolle. Ovenstående er, hvad vi med rimelig sikkerhed tør sige om Dannebrogs oprindelse og betydning for Danmarks overherredømme over Estland. Tilbage bliver at følge nogle hovedtræk i flagets senere historie. === Tallinn, Lübeck og Erik Klipping === Der kan i forbifarten være anledning til at gøre op med endnu en myte. Den omstændighed, at Tallinns lille segl afspejler Dannebrog, samt at det ses over Strandporten, har givet anledning til den teori, at der er en særlig forbindelse mellem dette sted og denne fane.<ref name="Fab 1933 528">Fabricius (1933), s. 528</ref> Det er efter min opfattelse en misforståelse. Den rette sammenhæng er snarere følgende: Det danske overherredømme over Estland var i begyndelsen meget usikkert. Efter en længere tids uroligheder blev der i 1238 indgået et forlig, kaldet Stensby-aftalen, hvorved den tyske ridderorden måtte overdrage borgen i Tallinn, som den havde besat, til den danske konge.<ref>Fenger (1989), s. 324</ref> Lidt senere, inden hendes død i 1282<ref>Hørby (1989), s. 140</ref>, gav den danske konge, Erik Klipping, og især hans moder, Margrete Sambiria, Tallinn dets stadsret, som det fik efter forlæg fra Lübecks stadsret.<ref>Hørby (1989), s. 123</ref><ref>Hørby (1992), s. 36</ref> Når Tallinns segl fra 1294 og dets såkaldt "store" byvåben viser tre kronede løver, en nøje kopi af det danske våben<ref>Bartholdy (1992), s. 9</ref>, når Sankt Knudsgildet og andre gilder i Tallinn i 1400-tallet anvender et hvidt kors i rødt felt som sit våben<ref>Bartholdy (1992), s. 10</ref> og når man ved, at Lübeck tillige havde et hvidt kors på rød grund som sit byvåben, er det så urimeligt at antage, at Tallinns byvåben markerer ''hvem'', som gav det dets stadsret, mens Tallinns lille segl sammen med symbolet over Strandporten angiver ''hvorfra'', at Tallinn fik sin stadsret? Det mener jeg ikke. Tværtimod er det i mine øjne logisk. Hvis det forholder sig således, betyder det imidlertid, at der ingen sammenhæng er mellem Dannebrog på seglet og over Standporten og begivenhederne i 1219. === Kendt siden 1300-tallet === [[File:Gelre Folio 55v.jpg|thumb|right|Dannebrog gengivet i "Armorial Gelre".]] Jeg har tidligere opstillet den hypotese, at Dannebrog kan være begyndt som den danske konges ''personlige'' banner. Kan denne hypotese underbygges? Ja, det kan den. Som nævnt optræder et kvadratisk korsbanner på både en mønt og på et segl fra Valdemar den Stores tid. Det taler stærkt for en forbindelse mellem denne konge og dette bannermærke. Historisk kendes Dannebrog siden 1300-tallet. Dannebrog er således bevidnet af den hollandske herold ''Gelre'' (1334-1375), der i værket "Armorial Gelre" blandt andet gengiver et våben for "die coninc van danmarke" visende, rigsvåbenet med 3 leoparder forbundet med en gylden hjelm med hermelinsklædte og påfuglebesatte vesselhorn samt et kvadratisk Dannebrogsflag.<ref name=autogeneret1 /><ref>[https://commons.wikimedia.org/wiki/File:Gelre_Folio_55v.jpg Gelre Folio 55v]</ref> Ligeledes i ''Bellenville-våbenbogen'' 1380-90 findes et skjold med et kors med navnet ''Denenbroce'' over. Fra denne tid må både flagets navn og udseende derfor regnes som værende fastslåede kendsgerninger. Således er både flaget og navnet dokumenteret ''senest'' fra Valdemar Atterdags tid og ''kan'' stamme fra de estiske korstog blot 150 år før eller tidligere. Læg dertil, at vi genfinder det samme kvadratiske kortbanner på et segl fra Erik af Pommerns tid. Det betyder, at vi kan dokumentere, at mindst tre danske konger har anvendt det selvsamme symbol som sit banner. Dette taler meget stærkt for, at det allerede på denne tid har vundet hævd som kongens traditionelle banner. Det skulle være mærkeligt, om ikke dette også var tilfældet på Valdemar Sejrs tid, som falder midt i de tre andre kongers. Det betyder, at vi med en til vished grænsende sandsynlighed har godtgjort hypotesen om, at dette banner må have fulgt med kongen på dennes korstog. === Erik af Pommern === Det danske korsflag kendes brugt af Erik af Pommern og symboliserede på daværende tid tillige hansestaden Lübecks våben. Lübecks gamle våben var et hvidt kors på en rød baggrund, dannet som en modsætning til den tysk-romerske kejsers hvide flag med et rødt kors, et flag som stammede fra Romerriget, og som er bevaret i det engelske flag (Sankt Georgs kors). Det synes rimeligt at antage, at Erik af Pommern derfor har haft et dobbelt formål med at anvende dette banner: dels var anvendelsen allerede blevet en tradition for danske konger, dels kunne symbolet bruges til at markere, at han hævdede at være retmæssig byherre over Lübeck, lige som Valdemar Sejr havde været det.<ref>Hørby (1992), s. 35</ref> Vi ved, at Erik af Pommern indførte dannebrogskorset i sit unionssegl fra 1398<ref>Bartholdy (1992), s. 7</ref>, og at det lige siden har indgået i alle danske rigsvåbener som en fast bestanddel. Det menes, at Dannebrog oprindeligt blev opbevaret sammen med rigets øvrige klenodier, i Folen, det faste tårn på Kalundborg Slot.<ref>Jørgensen (1887), s. 168</ref> Det ville være logisk, når der ikke længere foregik korstog. Vi har et andet bevis for Dannebrogs betydning på Erik af Pommerns tid: da dronning Filippa i 1430 døde i Vadstena kloster, kom Erik kort efter og oprettede en evig messetjeneste bestående af 12 klerke, som skulle kaldes "kongens kapellaner" og "hwar klærk hafni vppa sit røklinn rykens baner, swasom ær eth røt kors vppa eth gulth fiæld".<ref>Jørgensen (1887), s. 154</ref> === Dannebrog og Sverige === Dannebrog optræder også i begivenheder efter Erik af Pommerns tid, hvilket bekræfter dets fastslåede stilling som kongens banner og samlende symbol under krigsbegivenheder. Ifølge svenske krøniker blev "Danabroka" i 1439 ført ind i Sverige, og i 1464 tog svenske bønder en fane med Dannebrog fra Christian I og senere oplevede en sejr i Slaget ved Brunkeberg i 1471. Ærkebispens krønike i Lund oplyser, at Christian I i 1448 fik overrakt rigets flag.<ref>Jørgensen (1887), s. 161</ref><ref name="Bar 1992 13f">Bartholdy (1992), s. 13f</ref> Vi har flere beviser på flagets eksistens på denne tid: i en afbildning i Roskilde domkirke 1498 af det skib, som førte Sankt Lucius' hoved til Danmark, og i folkevisen om kong Hans' bryllup fra 1478, som oplyser, at skibet, som henter hans brud, har "Danebroge i fremmerstavn".<ref>Jørgensen (1887), s. 158</ref> Disse oplysninger bevidner flagets vedvarende brug og dets betydning som den danske konges rigssymbol. === Togtet til Ditmarsken === Under krigen i Ditmarsken i år 1500 var et Dannebrogsflag, der efter sigende var det originale fra 1219, med. Under slaget ved Hemmingstedt blev det ført af marsk Hans von Ahlefeldt<ref>oplysningen findes hos den kongelige historiograf Hans Svanning, der i 1558-59 skrev en fremstilling af kong Hans' historie og heri bringer oplysningen, at :"rigets banner, delt af hvidt og rødt i form af et kors, og nedfalden fra himlen til kong Valdemar II, som der fortælles, da han førte krig mod Livlænderne, som dengang var kristendommens fjender", her gik tabt. Det er sikkert fra Svanning, at Huitfeldt har hentet samme oplysning, jvf. Jørgensen (1887), s. 169.</ref>. Han faldt imidlertid under slaget, og flaget blev erobret af ditmarskerne. Det blev ophængt i kirken i Wöhrden<ref>oplysningen skyldes præsten og historikeren Johan Neocorus, der afsluttede sin krønike i 1598 og hvis fader havde været degn i Wöhrden i 20 år, da han døde i 1580, jvf Jørgensen (1887), s. 178f</ref>, og blev først generobret i 1559<ref>Uafhængigt af Svanning fortæller Johan Rantzov i sin omtale af dette sidste togt til Ditmarsken, at der blandt de tilbageerobrede faner også var: :"et stykke af det banner, som man siger til sin tid ved et mirakel blev givet en dansk konge imod russerne og som fordum kong Hans havde taget med i håb om derved at stride heldigt imod Ditmarskerne.", jvf. Jørgensen (1887), s. 170f</ref> – da næsten ødelagt af fugtighed og ælde – og ophængt i Slesvig kirke, hvor det endeligt gik til engang i 1660'erne.<ref>kilden hertil er Hans de Hofman, som i 7. del af "Den danske Atlas" fra 1781 s. 605 oplyser om koret i Slesvig domkirke, at: :"I dette kor hængte den berømte danske fane Danebrog... og var at se, indtil den ved 1660 af alder og forrådnelse aldeles forfaldt, da nogle børn ved deres leg nedrev den af loftet og ingen bekymrede sig om at samle dens levninger." Men fra omtrent samme tid stammer en oplysning i et tysk værk, at fanen havde hængt i Nikolaikirken i Kiel, jvf Jørgensen (1887), s. 182. Jørgensen tillægger dog oplysningen om Slesvig domkirke størst troværdighed, jvf samme. s. 185f</ref><ref name="Bar 1992 14"/> I borgerkrigen ''Grevens fejde'' anvendte den ene part et stribet flag; blåt, gult og rødt i rigsvåbnets farver, og den anden part, den sejrende, brugte et rødt-hvidt korsflag, med fire lige lange arme. === Nyere tid === Siden 1500-tallet har Dannebrog angivet danske skibes nationalitet<ref>Bartholdy (1992), s. 11</ref>, og i 1600- og begyndelsen af 1700-tallet indgik et Dannebrogsfelt i hærens faner.<ref name=autogeneret3>Achen, s. 108</ref> I 1696 fastlagde en kongelig resolution flagets mål, og disse har siden overvejende været opretholdt.<ref name="Bar 1992 14">Bartholdy (1992), s. 14</ref> Indtil 1743 brugte man et sort-hvidt korsflag som sørgeflag, derefter blev det besluttet at flage på halvt i stedet for<ref>[http://www.crwflags.com/fotw/flags/dk-sorg.html Danish Mourning Flag (until 1743)<!-- Bot genereret titel -->]</ref>. I 1785 blev Dannebrog genindført som fane for nogle danske regimenter, og i 1801 blev det fane for landeværnet.<ref name=autogeneret3 /> I 1807 digtede B.S. Ingemann:<br /> "''Vift højt på Kodans bølge''<br /> ''blodrøde Dannebrog''"<br /> og i de følgende årtier skrev flere danske digtere, N.F.S. Grundtvig, Oehlenschläger, Chr. Winther, H.C. Andersen, digte om Dannebrog.<ref name=autogeneret3 /> I 1830-erne og 1840-erne udviklede Dannebrog sig til et folkeflag. I 1842 blev det regimentsfane i hele hæren.<ref>Achen, s. 109</ref> Endnuså sent som i 1833 blev det forbudt den danske befolkning privat at flage, men forbuddet blev reelt ikke håndhævet. Under Treårskrigen 1848-1850 flagede befolkningen med Dannebrog i stort omfang, og i 1854 blev det omsider officielt tilladt private at flage.<ref>Bartholdy (1992), s. 14</ref> === <big>Lovgivning</big> === Valdemarsdag den 15. juni blev indført i 1912 ved cirkulære Nr. 391 af 24. december 1912 for at markere Dannebrogs oprindelse, men som det fremgår, hviler det på en delvis misforståelse af traditionen. På den anden side: hvis det tidligere begivenhedsforløb er korrekt forstået, og slaget i 1219 markerede en slags afslutning på hele den forud gående danske missionsvirksomhed i Estland, så er markeringen af denne begivenhed historisk rimelig og forståelig. Og lige meget hvormeget man forsøger at skille myte fra historisk virkelighed, så står det fast, at denne afslutning spillede en afgørende rolle for, at Estland blev et kristent område, og at Danmark har hovedæren herfor. I 1929 blev der udarbejdet et forslag til en officiel flaglov af en særlig kommission, men lovforslaget er aldrig blevet færdigbehandlet eller vedtaget.<ref>Bartholdy (1992), s. 15</ref> === <big>Noter</big> === {{reflist|2}} === <big>Litteratur</big> === * Sven Tito Achen: ''Heraldikkens femten glæder''; København 1978; ISBN 87-12-00222-4 * Nils G. Bartholdy: "Dannebrog - legende og virkelighed" (Michael Andersen og Frank Birkebæk (red.): ''1219 - Dannebrog og Estland''; Roskilde Museums Forlag 1992; ISBN 87-88563-189; s. 6-16) * L.P. Fabricius: "Sagnet om Danebroge og de ældste Forbindelser med Estland" (''Kirkehistoriske Samlinger'', Sjette Række, Første Binds første Hefte, København 1933) * Ole Fenger: "Kirker rejses alle vegne" (Olaf Olsen (red.): ''Gyldendal og Politikens Danmarkshistorie'', bind 4: 1050-1250; København 1989; ISBN 87-89068-06-8) * Henning Henningsen: "Dannebrog og flagføring til søs" (''Handels- og Søfartsmuseets årbog 1969'', s. 7-81) * Kai Hørby: "Velstands krise og tusind baghold" (Olaf Olsen (red.): ''Gyldendal og Politikens Danmarkshistorie'', bind 5: 1250-1400; København 1989; ISBN 87-89068-07-6) * Kai Hørby: "Danmark og Estland i middelalderen" (Michael Andersen og Frank Birkebæk (red.): ''1219 - Dannebrog og Estland''; Roskilde Museums Forlag 1992; ISBN 87-88563-189; s. 30-38) * A.D. Jørgensen: "Om Danebroges Oprindelse" (''Historisk Tidsskrift'', 4. række, Bind 5; 1875) * A.D. Jørgensen: "Undersøgelser vedrørende Danebroge og det danske kongevåben" (''Historisk Tidsskrift'', 6. række, Bind 1; 1887) * J.O. Kock: "Sagnet om Dannebrog" (''Danske Studier'' 1951; s. 34-48) * John Lind: "Den faldt fra himlen ned" (Kronik i ''Skalk'' 2001, nr. 6, s. 20-27) * E. Løffler: "Bidrag til Bedømmelse af Danebrogs-Sagnets historiske Værd" (''Historisk Tidsskrift'', Bind 5. række, 2 (1880); s. 562-566) * ''Salmonsens Konversationsleksikon'', 2. udgave, bind V, s. 515-517; opslag: Dannebroge * [http://www.navalhistory.dk/Danish/Flaget/FlagetsHistorie.htm Flagets historie], i ''Dansk Marinehistorie'' af Johnny E. Balsved, haoronejznmljl11jwmu5x9v3c1wfoz 42614 42613 2026-08-31T05:09:44Z Sven Halfdan Nielsen 3898 småret 42614 wikitext text/x-wiki Traditionen om Dannebrogs oprindelse er velkendt: Dannebrog faldt ned fra himlen under et dansk korstog til Estland, og det spillede en afgørende rolle for det danske overherredømme over Estland fra 1219. Således lyder myten om Dannebrog, men bag enhver myte gemmer der sig en historisk realitet, og ved at grave denne historiske realitet bag myten frem opnår vi en bedre forståelse af fortiden. Det ligger nær at stille 3 spørgsmål:</br> - er tidsfæstelsen korrekt?</br> - er stedfæstelsen korrekt?</br> - er begivenhedsforløbet korrekt? Svaret på det første spørgsmål er: ja, den ''oprindelige'' tidsfæstelse er sikkert korrekt. Denne tidsfæstelse passer nøje med det begivenhedsforløb, som vi ellers kender. Svaret på det andet spørgsmål er: ja, den ''oprindelige'' stedfæstelse er korrekt. Denne stedfæstelse passer med og ''bekræfter'' de forhold, som vi ellers kender. Svaret på det tredie spørgsmål er: ja, flaget kan forbindes med ''en bestemt begivenhed''. Der er enkeltheder i forløbet, som det ikke længere er muligt at efterkontrollere. Der kan her være grund til at skelne mellem det ''oplevede'' forløb og det ''faktiske'' forløb. Traditionen er baseret på det oplevede forløb således, som dette siden blev husket. === <big>Dannebrogs oprindelse</big> === Dannebrogs oprindelse falder i tre dele: traditionen, de omstændigheder under hvilke traditionen er blevet nedskrevet og flagets senere historie. === Traditionen === [[Fil:Danmarks flag 1219 Lorentzen.jpg|thumb|450px|Det berømte maleri af Christian August Lorentzen fra 1809 af begivenhederne i 1219.]] Ifølge overleveringen, der findes uafhængigt af hinanden hos dels forfatteren af ''Danske Krønike'' fra 1520-erne Christiern Pedersen<ref>formuleringen omtalt under et korstog i 1208 til "Estland, Pryssland, Kurland og Finland" lyder:</br> "''somme mene og sige at samme kong Valdemar skulle fange Dannebrog ned af himlen samme tid, som er et hvidt kors i et rødt felt''", jvf. Lind, s. 24. </ref>, dels munken Peder Olsen (Petrus Olai) fra Gråbrødreklostret i Roskilde, dels historikeren Arild Huitfeldt<ref name=autogeneret1>Lind, s. 23</ref>, faldt Dannebrog ned fra himlen under slaget ved Lyndanisse (i dag Tallinn i Estland) den 15. juni 1219, senere kendt og markeret som Valdemarsdag. Der er imidlertid usikkerhed om tid og sted er korrekte<ref name="bjerg">''Dannebrog'' af Hans Christian Bjerg, s.12, ISBN 87-7739-906-4.</ref>. Det skyldes, at både Christiern Pedersen og Peder Olsen oplyser, at begivenheden fandt sted i året 1208 i Livland på et sted, som kaldes Fellin (Viljandi) i nutidens Estland. Fremstillingen hos Peder Olsen, der findes i en samling notater, ''Collectanea'', til Danmarks historie og menes at være skrevet omkring 1527 men stammer fra en ældre kilde, hvis alder er ukendt<ref>Kock, s. 34</ref>, er den mest oplysende og lyder i sin helhed:</br> "''MCCXIX''<ref>1219</ref>''. Valdemar II angreb Estland, en provins i Livland, fra søen med 1500 krigsskibe og gjorde landgang, og efter mange kampe omvendte han det overvundne land til Kristus og lod folket døbe. Han førte præster dertil fra Danmark og byggede Reval, der nu er en vigtig by og særdeles udmærket og kendt. Heraf kommer det, at kirken i Reval lige til denne dag er forblevet under Danmarks ærkebiskop i Lund, skønt den verdslige magt i tidens løb er gået over til den tyske ordens brødre i nævnte provins. Da nu kong Valdemar var gået i land med hæren i Estland, sagde biskoppen i Århus til ham, da han blev forskrækket over hedningernes mængde, at han skulle love, at han, såfremt han vandt sejr, ville forbedre sig over for sine undersåtter og den hellige Niels i Århus, hvis offergaver han havde tilegnet sig. Det samme råd fik han af den ærværdige Anders, ærkebiskop i Lund, en mand af forunderlig enfold og uskyld, der såvel i live som efter sin død vandt ry ved mange mirakler. Kongen gav dem ret, afgav løftet og fik sejr. Ærkebiskoppen kaldte så stormændene sammen og lod dem love, at svende på tolv år og der over stedse skulle fejre dagen før den hellige Laurentius' fest med faste på brød og vand, hvis de fik sejr. Efter at de så havde påkaldt de hellige Laurentius og Niels, blev slaget begyndt på Vitus' og Modestus' dag. Ærkebiskoppen, der sammen med lydbisper og andre gejstlige fra et bjerg så ud over begge hære, bad nu under tårer for de kristne som en anden Moses med hænderne løftede mod himlen. Når han løftede hænderne i bøn, sejrede danskerne; men når han af træthed lod de gamle hænder synke ned, blev danskerne slået. Men biskopperne og præsterne understøttede den gamle mand. Og således blev den sejrende konge et andet menneske, lod Kristi lære forkynde og kirker bygge dér; siden hen styrede han landene med mildhed og retfærdighed, skrev love og ærede den hellige Niels.''</br> ''Et andet sted står der, at da de rettroende danske på denne Valdemar II's tid i det Herrens år 1208 kæmpede i Livland på det sted, som kaldes Fellin, mod de vantro livlændere og allerede næsten overvundne fromt anråbte om guddommelig hjælp, modtog de straks som belønning et banner, der faldt ned fra himlen, og som var mærket med et hvidt kors, påtrykt en ulddug, og de hørte en røst fra himlen, at når det blev løftet højt til vejrs, ville de straks knuse deres modstandere og vinde fuldstændig sejr; og således skete det. Men det banner plejer med sit sædvanlige navn at kaldes Danebroge. (Denne sejr menes at være den, som danskerne vandt i Estland, og som allerede er omtalt for nylig; men der er fejl i årstallet etc. - Ligeledes har jeg et andet sted fundet, at kong Valdemar og ærkebiskop Anders gjorde et tog til Estland i 1220).''"<ref>her gengivet efter Kock, s. 34f</ref><ref name="Fab 1933 493f">Fabricius (1933), s. 493f</ref> Det er naturligvis usikkert, hvad der egentlig skete under slaget ved Lyndanisse eller slaget ved Fellin, da overleveringen først er nedskrevet 300 år efter begivenhederne skulle have fundet sted <ref name=bjerg />. Historikerne har derfor forsøgt at finde den historiske begivenhed bag ved traditionen. Man kan således fastslå, at Peder Olsens fremstilling har hentet sine bestanddele flere steder, og at de oprindelig ikke har udgjort en helhed. Herom kan siges følgende:</br> 1. Det indledende afsnit om slaget ved Reval (Tallinn) svarer til fremstillingen i ''Rydårbogen'' og i ''Jyske Krønike'' og kan være hentet fra disse kilder.<ref>Kock, s. 35</ref><ref name="Fab 1933 486">Fabricius (1933), s. 486</ref></br> 2. Afsnittet om den hellige Niels i Århus kan stamme fra en bog om Niels, men findes ikke i hans ''vita''. Det tyder ikke på, at historien har en historisk baggrund. Snarere er den tilkommet efter, at Niels blev helgen, formentlig i midten af det 14. århundrede.<ref>Kock, s. 35f</ref><ref name="Fab 1933 486"/></br> 3. Afsnittet om Laurentius-fasten er helt malplaceret. Sankt Laurentius' dag er den 10. august, mens slaget fandt sted på Vitus' og Modestus' dag den 15. juni. ''Saxo'' omtaler et slag ved Ljutka (Lütjenburg), der fandt sted på Laurentius' dag, og formentlig er indskuddet hentet herfra.<ref name=autogeneret2>Kock, s. 36</ref><ref name="Fab 1933 487">Fabricius (1933), s. 487</ref></br> 4. Historien om ærkebispens oprakte hænder er hentet fra ''2. Mosebog'' (17, 9ff).<ref name=autogeneret2 /><ref name="Fab 1933 487"/></br> 5. Historien om det nedfaldne flag er uden direkte forbillede. Fra Portugal (hvorfra dronning Berengaria stammer) findes en tradition fra 1217 om et jærtegn i form af et kors på himlen til tegn på portugisernes sejr over maurerne i kampen ved Alcazar.<ref>Kock, s. 37</ref> Det betyder, at der findes en tradition næsten samtidig med den danske, hvilket styrker en tidsfæstelse til begyndelsen af 1200-tallet. Skønt der er forskelle (intet flag i Portugal), kan begivenheden i Portugal være blevet kendt også i Danmark og have styrket den danske tradition, men der er intet bevis for en direkte forbindelse.<ref>Kock, s. 42</ref></br> Med hensyn til selve dateringen af Dannebrogs fald fra himlen er det nutidens historikeres opfattelse, at når to kilder uafhængigt af hinanden daterer begivenheden til et andet sted og en anden tid end nutidens tradition siger, så må nutidens tradition anses som fejlagtig og den ældste tradition som den rigtige med hensyn til tid og sted.<ref>Lind, s. 26</ref> Dette kan også forklare, hvorfor der ingen omtale af Dannebrog er i den samtidige skildring i Henrik af Livlands krønike.<ref>Enn Tarvel (red.): ''Henriku Liivimaa Kroonika''; "Olion" Tallinn 1993; ISBN 5-450-01319-1; s. 140</ref> På lignende måde som bidragene om den hellige Niels og om Anders Sunesens løftede hænder er tilføjede den oprindelige fremstilling, så menes traditionen om Dannebrog at være overført fra det mindre betydningsfulde slag i 1208 til det vigtigere slag i 1219, der indledte den danske besættelse af det nordlige Estland som led i opbygningen af myten om netop dette slag.<ref name=autogeneret2 /> Endelig bør det nævnes, at traditionen blev nedskrevet kort tid efter, at danskerne havde mistet det originale Dannebrog under togtet til Ditmarsken i 1500. Det menes, at flaget var taget med, netop fordi man på grund af traditionen mente, at det ville bringe sejr.<ref>Jørgensen (1875), s. 417</ref> Som muligt ophavssted og som en anden mulighed har man peget på, at banneret kunne stamme fra Johanniterordenen eller være et korsbanner givet af paven, men disse og andre muligheder er blevet tilbageviste af historikerne.<ref>Jørgensen (1875), s. 426-429 for Johanniterordenens vedkommende, s. 431-432 for pavens vedkommende</ref> <ref>Jørgensen (1887), s. 149-153</ref> <ref>Lind, s. 25</ref> Der kan måske være grund til at se nærmere på disse hypoteser. === Myten om Johanniterordenen === Historikere i det 19. og 20. århundrede brød sig ikke om det himmelfaldne flag og søgte mere jordnære forklaringer. Især søgte man efter forbilleder for Dannebrog. Især hæftede man sig ved Johanniterordenen som en mulig kilde, da denne orden blandt andet havde et våben, som mindede om Dannebrog. En række mulige forbindelser har været foreslået. Man har peget på, at Valdemar Atterdag besøgte den hellige grav i påsken 1347 og her blev slået til ridder af hertug Erik af Sachsen.<ref>Jørgensen (1875), s. 426</ref> Kong Valdemar stiftede et Sankt Hans-kloster på Dueholm viet til Marie Magdalene på hvis festdag, han fik ridderslaget.<ref name="Jør 427">Jørgensen (1875), s. 427</ref> Yderligere oplyser Thomas Bartholin i sin bog om Dannebrogsordenen, at Valdemar på gamle tapeter på Københavns Slot var fremstillet med et hvidt ordenskors. Da korset første gang kendes fra et brev fra år 1356 og kongenavnet Valdemar er fælles, måtte en forbindelse anses som mulig.<ref name="Jør 427"/> Senere forskning har imidlertid vist, at Thomas Bartholins fremstilling bygger på et forfalsket kobberstik, hvorved denne del af beviset falder sammen.<ref>Jørgensen (1875), s. 429</ref> Ydermere har det vist sig, at ingen dansk konge har søgt sit gravsted hos Sankt Hans-ordenen, og der findes ingen optegnelser til støtte for en forbindelse.<ref>Jørgensen (1875), s. 430</ref> Denne forklaring må således afvises, da der ingen forbindelse findes mellem Sankt Hans-huse, deres velgørere og Johanniterordenen.<ref>Jørgensen (1875), s. 431</ref> Man har også tænkt sig, at Johanniterordenens symboler skulle være overtaget skridt for skridt i dansk tradition, men imod dette taler, at der findes en specifik tradition for flagets oprindelse, som ikke kan afvises.<ref>Jørgensen (1875), s. 434-437</ref> Tilbage er kun den mulighed, at flagets oprindelse med al sandsynlighed på den ene eller anden måde har forbindelse til et korstog til Estland.<ref>Jørgensen (1875), s. 437</ref> Den eneste samtidige kilde er Henrik af Livlands krønike, der imidlertid er stærkt tendensiøs: han forsøgte at nedgøre ethvert dansk bidrag til kristningen af Baltikum<ref>Jørgensen (1875), s. 439</ref>, ja endog at gøre dansk tilstedeværelse til utidig indblanding<ref>Jørgensen (1875), s. 441</ref> og bestrider endda, at Valdemar skulle have været på korstog.<ref>Jørgensen (1875), s. 442</ref> Således fremstilles han i 1219 som værende på besøg for at besigtige byggeriet af en ny borg, ikke som erobrer.<ref>Jørgensen (1875), s. 445f</ref> Esterne angreb for at stoppe opførelsen af borgen, men blev selv angrebet af vendiske hjælpetropper, som var kommet sammen med danskerne. Dannebrog omtales ikke.<ref>Jørgensen (1875), s. 447</ref> Tydeligvis er der tale om en andenhånds beretning baseret på rygter, ikke om et øjenvidne til begivenhederne. A. D. Jørgensen har forsøgsvis opstillet den hypotese, at esterne angreb biskop Theodoriks telt, fordi der foran var et banner, som opfattedes som hovedbanneret (det vil sige: kongens banner). Han stiller spørgsmålet, om Theodorik kan forbindes med Johanniterordenen.<ref>Jørgensen (1875), s. 448</ref> Theodoriks oprindelse er ukendt, men han optræder som missionær både hos liverne og esterne i forskellige opisoder med sagnagtige træk.<ref>Jørgensen (1875), s. 449</ref> Han blev sendt til pavestolen, hvor han den 15. april 1201 fik en bulle af pave Innocens, der opfordrede alle kristne i Vendland og Saxland til at drage til Livland.<ref>Jørgensen (1875), s. 450</ref> Theodorik forsøgte at få anerkendt Baltikum som sit bispedømme, men stødte på vanskeligheder. Derfor skal han have sluttet sig til den danske konge, idet paven havde givet biskop Anders Sunesen en bulle på at indvie en biskop i Estland.<ref>Jørgensen (1875), s. 456</ref> Da Tempelridderne på daværende tidspunkt havde et rødt kors på hvid baggrund som sit mærke, måtte et dansk korstog ske under et andet mærke, og han har så "lånt" Sankt Hans-brødrenes korsbanner.<ref>Jørgensen (1875), s. 457</ref> Det skulle således være dette banner, der var opsat foran hans telt, og som slaget med esterne derfor kom til at stå om.<ref name="Jør 458">Jørgensen (1875), s. 458</ref> Theodorik døde under slaget, og efter slaget måtte omstændighederne omkring fanens oprindelse og betydning have været uklar<ref name="Jør 458"/>, da det fuldstændig adskilte sig fra kongens banner: løverne og hjerterne. "Saa sagde man, at det var kommet ned fra Himlen midt i Slagets trængsel".<ref>Jørgensen (1875), s. 457</ref> Problemet med denne hypotese er, at den på intet punkt finder støtte i kilderne<ref name="Jør 458"/>, og A.D. Jørgensen understregede, at den kun var en hypotese, som fornyede studier måtte styrke eller svække,<ref>Jørgensen (1887), s. 150</ref> og at "''kun derom er alle enige, at Savojens Kors er lig Johanniternes, og det samme er Tilfældet med vort Danebroge.''"<ref>Jørgensen (1887), s. 153</ref> I og med, at flagets oprindelse nu henlægges til ''en anden begivenhed'', slaget i 1208, er grundlaget for hele denne konstruktion imidlertid bortfaldet. De nærmere omstændigheder omkring flagets oprindelse er fortsat ukendte. === Myten om dronning Berengaria og Dannebrog === Som tidligere nævnt har det været overvejet, om myten om Dannebrogs fald fra himlen var forbundet med dronning Berengaria. Hun blev gift med Valdemar Sejr i 1214 og døde i 1221.<ref name="Fen 1989 61">Fenger (1989), s. 61</ref> Hun stammede fra Portugal, og det er overleveringer herfra, som har været inddraget i forsøgene på at forklare myten. Det er blevet påpeget, først af overbibliotekar Christian Bruun, at der i portugisiske skrifter fortælles om et jærtegn, der i 1217 blev set i Portugal under en kamp imod maurerne ved Alcazar. Ifølge disse viste der sig et kors på himlen som tegn på sejren. Teorien er senere taget op af pastor L.P. Fabritius, som mener, at det er den eneste tradition i den kristne verden, som tåler sammenligning med sagnet om Dannebrog. Han forbinder de to begivenheder ved at påpege, at Berengaria var blevet dansk dronning blot tre år tidligere, og at der takket være en livlig forbindelse mellem Portugal og Danmark er mulighed for, at historien er kommet hertil. Det viser sig imidlertid, at denne antagelse ikke holder: dels kendes der ingen livlig forbindelse mellem de to lande, dels har der været rejst tvivl om, at hun kom fra Portugal. I flere danske årbøger siges, at hun var søster til greven af Flandern, og da der ydermere var arvestridigheder imellem hendes broder, kongen af Portugal, og to af deres søstre, bliver det endnu mindre sandsynligt, at der har været en forbindelse.<ref name="Koc 1951 37">Koch (1951), s. 37</ref> Dertil kommer den afgørende forskel, at der i Portugal var tale om et syn på himlen, men i Estland var tale om et faktisk flag, som efterfølgende blev bragt hjem til Danmark. Og hvis dateringen til 1208 opretholdes som den rette, udebliver muligheden for, at traditionen stammer fra Portugal også af kronologiske grunde.<ref name="Koc 1951 38">Koch (1951), s. 38</ref> Endelig har der været peget på, at den portugisiske tradition måske stammer fra et langt ældre slag, nemlig slaget ved Orique i det sydlige Portugal den 25. juli 1139. I dette slag var den sejrende feltherre Afonso Henriques, dronning Berengarias bedstefader, som ifølge en senere legende før slaget havde set et kors på himlen omgivet af engle i hvide klæder, og at Kristus havde lovet ham sejr og at hans efterkommere ville blive konger i Portugal. Det er imidlertid tvivlsomt, om dronning Berengaria overhovedet har kendt til denne tradition, idet slaget endnu i begyndelsen af 13. århundrede ikke havde opnået den berømmelse, som det senere fik. Det kan end ikke udelukkes, at traditionen om det ældre slag hviler på traditionen fra det senere slag.<ref name="Koc 1951 41f">Koch (1951), s. 41f</ref> Det må tilføjes, at der findes en endnu ældre tradition, nemlig kejser Konstantins korsvision før Slaget ved Ponte Molle i år 312 mod Maxentius, der fulgtes af ordene "''in hoc signo vinces''", det vil sige "under dette tegn skal du sejre". Og på freskerne om "Det sande Kors" legende" i Arezzo, malet af Piero delle Francesca i 1450-erne, ses Konstantin vinde over Maxentius ved at holde er kors frem på en måde, hvor det kan opfattes som værende faldet fra himlen.<ref name="Bar 1992 11f">Bartholdy (1992), s. 11f</ref> Der er intet, som kan understøtte, at den danske tradition skulle have noget med den portugisiske tradition at gøre. Hvilket dog ikke forhindrede Christian IV i på sine guldmønter fra 1591 at gengive den store portugisiske guldmønt kaldet ''portugaløser'' med Kristuskors og sætningen "in hoc signo vinces", sikkert fordi at denne var kendt fra Arild Huitfeldts krønike, der udkom 1600-1603, og hvor begivenheden forøvrigt henlagdes til 1219.<ref>Bartholdy (1992), s. 9, 12</ref> === Er Dannebrog ældre? === Spørgsmålet er, om flaget kunne være ældre. Enkelte forskere mener, at der har været en forløber for Dannebrog: De mener, at danske konger brugte et rødt flag med to ravne i sort, når de drog i krig. Kong Knud den Store skulle ifølge engelske kilder have ført en ravnefane i slaget ved Ashington i Essex i 1016 <ref>Anonym: "Dannebrogs historie" (''Spejderbladet Væbneren'', s. 179-182)</ref>. Men det vides ikke, om denne fane generelt er blevet brugt af den danske kongeslægt. På Bayeux-tapetet fra omkring 1068 fører bagtroppen et rødt flag med et hvidt kors, muligvis danske slægtninge til Vilhelm Erobreren, der i front fører Sankt Georgskorset i slaget ved Hastings i 1066. Ioannis Skylitzis Krønike fra ''Biblioteca Nacional'', Madrid, viser væringer fra Miklagård (''Den Store By'', Byzans-Konstantinopel-Istanbul) omkring år 1100 med et rødt flag med et hvidt kors. Mønter, der viser et korsbanner, blev slået allerede under Valdemar den Store<ref>Fenger, s. 269</ref><ref>Lind, s. 21</ref> og et korsbanner kendes tillige fra et segl fra hans tid (og senere fra et segl fra Erik af Pommerns tid), men disse fortilfælde er ikke overbevisende, ''med mindre'' at man antager, at hans søn skulle have haft en fane med måske som sit eget fra faderen stammende banner og enten (hvilket er temmelig utænkeligt) selv have hævet dette på et kritisk tidspunkt under slaget, eller (mere sandsynligt) at det af vinden fra kongens telt var revet løs og på mærkelig vis var blevet blæst hen over de kæmpende, hvilket er blevet opfattet som en guddommelig indgriben. I så fald var den bogstaveligt talt på det nærmeste "faldet fra himlen". Det er muligt, at det er synet af denne fane højt mod himlen, der gav de kæmpende det mod og den vilje, der skulle til for at vinde slaget. At Valdemar den Store som den korstogskonge, han var med sit korstog til Rygen i 1169, skulle have haft et korsbanner som sit personlige mærke, er vel ikke ganske utænkeligt, og det ville næppe heller være mærkeligt, at det samme banner måtte være medbragt under dette nye korstog af hans søn. Hvis Bayeux-tapetet virkelig afspejler danske deltagere i slaget ved Hastings, indebærer det, at flaget går tilbage til Sven Estridsens tid. Det lader sig intil videre ikke fastslå med sikkerhed, og der findes en anden og måske mere sandsynlig mulighed for hvorledes, at korsbanneret kan være blevet Valdemar den Stores personlige mærke. Valdemar den Stores hustru, dronning Sophie, var datter af Richiza og en russisk fyrste.<ref>Fenger, s. 160</ref> Vi ved fra en engelsk kilde fra 1170-erne, at hun havde stået bag et dansk felttog til Finland til støtte for hendes fader og brødre.<ref>Fenger, s. 161</ref> Vi ved derimod ikke, om der er en forbindelse mellem væringerne og deres flag i Miklagård som gengivet i Ioannis Skylitzis Krønike, Sophie og hendes russiske fader og Valdemar den Stores valg af kongeligt banner. At Sophie var en særdeles indflydelsesrige person i Valdemars liv og gerning, er hævet over al tvivl.<ref>Fenger, s. 166</ref> === Danske korstog til Estland i ny belysning === Omflytningen af begivenheden til et nyt år og et nyt sted stiller alle den danske korstog til Estland i et nyt lys og dermed også spørgsmålet om Dannebrogs oprindelse. Først og fremmest kan der være grund til at pege på, at sagnet ''ikke'' har forbindelse med nogle af de øvrige kilder, som indgår i de ældste skriftlige overleveringer. Der er tale om en helt selvstændig og uafhængig tradition.<ref name="Fab 1933 493">Fabricius (1933), s. 493</ref> Der kan ligeledes være grund til at påpege, at ingen kilde, dansk eller udenlandsk, forbinder Dannebrog med begivenhederne i 1219.<ref name="Fab 1933 494">Fabricius (1933), s. 494</ref> Dernæst må der være god grund til at fremhæve, at den danske korstogsvirksomhed er af betydelig ælde. De ældste omtaler, ''Rydårbogen'' og kongefortegnelsen i ''Lund Domkirkes Nekrologium'', der tillægger Knud den Store en sådan virksomhed, antagelig hviler på misforståelser (måske en navneforveksling af Knud den Store og Knud den Hellige).<ref name="Fab 1933 496f">Fabricius (1933), s. 496f</ref> Derimod er der fra tiden fra omkring 1070-1080 sikre efterretninger om danske korstog til Estland. Således oplyser ''Saxo'', at Knud den Hellige i slutningen af Sven Estridsens regeringstid samlede landets ungdom og indlagde sig berømmelse ved sejre over sembere og estere. ''Jyske Krønike'' har gentaget Saxos udsagn.<ref name="Fab 1933 497">Fabricius (1933), s. 497</ref> Vi kender ikke nærmere til denne og den senere tids korstog til disse egne, men forekomsten af danske stednavne ved Riga på ''holm'' (Stenholm, Langholm og Rigeholm), ''næs'' (om Kurlands forbjerge), ''sund'' og ''klint'' (om det nordlige Estlands bratte skrænter) tyder på forbindelser til dansk (eller svensk) område.<ref name="Fab 1933 498">Fabricius (1933), s. 498</ref> I 1170 indtraf der, ifølge ''Saxo'', et angreb fra kurlandske og estiske sørøvere mod Øland, hvor angriberne først efter blodige kampe blev nedkæmpet af en dansk flåde under ledelse af Esbern Snare og Christoffer, kong Valdemars uægte søn.<ref name="Fab 1933 498f">Fabricius (1933), s. 498f</ref> Omtrent samtidig, efter Rygens erobring i 1169, optræder en biskop Fulco af Estland som medunderskriver på et brev herom, hvilket viser dels hans tilstedeværelse i Danmark, dels at Danmark havde missions- og korstogsvirksomhed rettet mod Estland på denne tid.<ref name="Fab 1933 499">Fabricius (1933), s. 499</ref> Det vides, at ærkebiskop Eskil af Lund under sin landflygtighed til Frankrig havde kontakt til abbed Peter i klosteret Moutier-la-Celle, der anbefaler ham munken Fulco som missionær til Estland. Eskil lader ham bispevie, men vi kender ikke nærmere til hvornår og under hvilke omstændigheder, han er kommet til Danmark.<ref name="Fab 1933 499f">Fabricius (1933), s. 499f</ref> Det er muligt, at Fulco har indledt en missionsvirksomhed omend næppe med den store fremgang. Derimod fik en tysk cisterciensermunk ved navn Theodorik udnævnelse til biskop over esterne og han søgte dansk støtte til missionsvirksomhed via ærkebiskoppen i Lund, og paven lagde Estland ind under ærkesædet i Lund. På samme tid arbejdede en gejstlig fra Bremen, Albert, for missionsvirksomhed i Livland, han søgte støtte hos den tyske staufiske kong Filip, og han blev biskop i Riga. Tyskerne organiserer sig i Sværdriddernes Orden, som paven godkender i 1202.<ref name="Fen 1989 240"/> Meget tyder på, at den danske korstogsvirksomhed i de følgende årtier var rettet imod Venden, som først nu kommer under endeligt dansk herredømme.<ref name="Fab 1933 504">Fabricius (1933), s. 504</ref> Men i 1197 indledes et omfattende dansk korstog til Estland.<ref>Ulige årbøger angiver lidt forskellige år for dette korstog: 1194, 1196 og 1197, men nøjere undersøgelser har påvist daterings- og afskrivningsfejl for de to første års vedkommende, jvf. Fabricius (1933), s. 504-506</ref><ref name="Fen 1989 239">Fenger (1989), s. 239</ref> Atter afbrydes korstogsvirksomheden midlertidigt i forbindelse med, at Absalon dør 1201, kong Knud VI dør 1202 og Esbern Snare dør 1204 samt med Danmarks magtovertagelse i Holsten, der sker under betydelige kampe<ref name="Fab 1933 507">Fabricius (1933), s. 507</ref>, men i 1205 søger kong Valdemar om tilladelse til at oprette et bispesæde i Estland, hvilket han får tilladelse til den 13. januar 1206.<ref name="Fab 1933 507"/> Antagelig i 1206 skriver pave Innocens III til Anders Sunesen:</br> "''Da du i din retfærdighed og fromhed påtænker at straffe uret mod kristenheden, og da du med fromt forsæt har besluttet at drage imod hedningerne, bevilger vi dig ved dette brev myndighed til at ordinere en troende biskop i en by, som du med Kristi hjælp kan vinde for dyrkelsen af den kristne tro, efter at hedningernes smuds er fjernet''".<ref name="Fen 1989 239f">Fenger (1989), s. 239f</ref></br> Et dansk korstog synes rettet imod Saremaa (Øsel), hvor der opføres en mindre borg, men uden tilstrækkeligt mandskab må man atter forlade øen; Anders Sunesøn drog herfra med biskop Nicolaus af Slesvig til Riga for vinteren.<ref name="Fab 1933 509">Fabricius (1933), s. 509</ref><ref name="Fen 1989 240">Fenger (1989), s. 240</ref> I 1208 skal korstoget til det sydlige Estland være fundet sted. Det savnes imidlertid i omtalen i klosterårbøgerne, måske fordi der samme år foregik et katastrofalt krigstog til Sverige, som endte med nederlaget ved Lena den 31. januar, og som pådrog sig hele opmærksomheden.<ref name="Fab 1933 509"/> Som årsag til dette korstog må måske ses, at tyskerne samme år havde underlagt sig Livland og havde overskredet grænsen til Estland.<ref name="Fab 1933 511">Fabricius (1933), s. 511</ref> Det var derfor på høje tid, hvis Danmark ikke skulle risikere, at hele det baltiske område blev underlagt tysk overherredæmme. Også i de følgende år genoptages korstogene til Estland, således 1210, efter, at man havde sikret sig imod tyske udplyndringer i Danmark, mens korstoget fandt sted.<ref name="Fab 1933 510">Fabricius (1933), s. 510</ref> Men netop på dette tidspunkt indtræder en magtkamp om Estland og Livland mellem Sværdridderordenen på den ene side og biskoppen i Riga på den anden.<ref name="Fab 1933 512">Fabricius (1933), s. 512</ref> Denne magtkamp fører til, at paven i stedet giver ærkebiskop Andreas Sunesen legatmyndighed i alt, hvad der angår mission i Baltikum. Den 4. april 1212 får ærkebispen et tilsagn som leder af missionsvirksomheden.<ref name="Fen 1989 267">Fenger (1989), s. 267</ref> Heri anvendes som begrundelse herfor blandt andet følgende:</br> "''Da du altså, optændt af iver for Kristendommen, mægtigt har arbejdet på at omvende de omboende hedninger fra vildfarelsen til sandheden, og endnu agter at arbejde, så mener vi, at vor befuldmægtigelse, for at du rigeligere og virkningsfuldere må kunne udføre det, bør overgives dig; og vi befaler vore brødre ærkebiskoppen af Uppsala og hans lydbiskopper og biskopper og de andre kirkers øvrige prælater i Danmark og Sverige ved denne vor skrivelse, at de skal være dig, der som pavestolens legat trofast arbejder på denne gerning, behjælpelig..''"<ref name="Fab 1933 513">Fabricius (1933), s. 513</ref></br> Det er sandsynligt, at den "mægtige" virksomhed, der henvises til, blandt andet har omfattet et korstog i 1208. Konklusionen af dette historiske forløb bliver, at: "''Der kan saaledes ikke ud fra tidshistoriske Grunde rejses nogen Invending mod Danebrogssagnets Tidsfæstelse til 1208 og Stedfæstelsen til Fellin.''"<ref name="Fab 1933 517f">Fabricius (1933), s. 517f</ref> === Dannebrog og slaget ved Lyndanisse i 1219 === Men hvorledes så med selve overleveringen? Det står fast, at den ikke kan være "lånt" fra andre kilder. Det står også fast, at da Peder Olsen nedskriver begivenheden, forsøger han at få sit ellers ukendte korstog rettet til et kendt korstog.<ref name="Fab 1933 523">Fabricius (1933), s. 523</ref> Men netop dette, at korstoget 1208 ellers er ukendt, taler for, at det har været en gammel overlevering om Dannebrog, som ''netop'' var knyttet til 1208 og til Fellin.<ref name="Fab 1933 525">Fabricius (1933), s. 525</ref> Det må anses for usandsynligt, at et sådant sagn skulle være en senere tids konstruktion.<ref name="Fab 1933 526">Fabricius (1933), s. 526</ref> Hvad angår selve forløbet af slaget kan der være grund til at bemærke sig Henrik af Livlands fremstilling af begivenhederne i 1219. Ifølge denne var kong Valdemar kommet til Estland med sin enorme flåde på 1500 skibe for at tilse opførelsen af en ny borg i stedet for den gamle Lyndanisse<ref>navnet menes afledt af estisk: danernes borg</ref>, som blev sløjfet for at give plads til den nye. De omgivende folkegrupper, revelerne og harjerne, samlede en stor hær og sendte deres ledere til kongen for at forhandle en fred. Kongen gav disse udsendinge gaver, og hans biskopper døbte dem; med i kongens følge var lensmanden Vitslav fra Rygen, ærkebiskop Andreas og tre biskopper: kansleren Niels fra Slesvig, Ebbe fra Århus og Theodorik, der var indviet som ny biskop over Estland. Tre dage efter fredsforhandlingerne vendte esterne imidlertid tilbage med deres hær og angreb den danske lejr fra flere sider om aftenen efter nadveren. Nogle stormede det telt, hvor biskop Theodorik lå, ud fra formodningen, at det var kongens telt, og han blev dræbt på stedet; andre angreb andre mål, og mange blev hugget ned. Netop, som det så værst ud for danskerne, vendte Vitslav med sin vendiske hær sig imod esterne og drev dem på flugt; andre estere under fremrykning standsede op ved dette syn, og danskerne fik samlet sig, kongen med sit mandskab, der også omfattede nogle tyskere, kom til stede, og efter kamp blev esterne slået på flugt, og mange blev dræbte. Kongen og biskopperne takkede Gud for sejren, kong Valdemar lod sin kapellan Viscelin indvie til Theodoriks efterfølger og drog hjem efter at have fuldført borgens opførelse, mens biskopperne med deres mandskab forblev i landet og færdiggjorde dettes underkastelse under den danske krone og kirke.<ref name="Jør 1875 445f">Jørgensen (1875), s. 445f</ref><ref name="Fen 1989 267f">Fenger (1989), s. 267f</ref> Denne beretning, som er nogenlunde samtidig med begivenhederne men en andenhånds beretning, giver anledning til en række spørgsmål. Det virker utroligt, at kongen skulle være ankommet med en så stor hær blot for at ombygge en borg. Mere troværdigt er det, at der var tale om et regulært korstog. Men endnu mere bemærkelsesværdigt er det, at esterne skulle have angrebet biskop Theodoriks telt i den tro, at det var kongens. Hvad fik dem til at tro det? Og hvordan identificerede de dette kongens formodede telt? Er Dannebrog en medvirkende del af forklaringen? I så fald: på hvilken måde? Svaret på disse spørgsmål kan meget vel vise sig at være en nøgle til forståelse af begivenhedsforløbet. Under alle omstændigheder ''bestyrker'' denne teori også teorien om, at det egentlig var et medtaget banner. Tilbage bliver spørgsmålet om de historiske omstændigheder omkring flagets betydning i slaget. Det kunne tænkes, at der var tale om en pavelig fane. Men ingen overlevering taler om en sådan pavelig fane.<ref name="Fab 1933 530">Fabricius (1933), s. 530</ref> Antagelsen er grundløs. En anden mulighed er, at det skulle være Johannitterne fane. Men det er usandsynligt, at paven vil have anvendt et banner, som allerede var i brug.<ref name="Fab 1933 529">Fabricius (1933), s. 529</ref> Også denne antagelse må anses for grundløs. Endelig kunne der være tale om en biskoppelig fane, men absolut intet kan understøtte denne antagelse. Fabricius har foreslået, at hvis flaget ikke svævede ned fra oven, kunne det måske, hvis vi følger den skildring, som Henrik af Livland giver, være en undsætningstrop, der kom til med den biskoppelige korsfane højt løftet i spidsen.<ref name="Fab 1933 531">Fabricius (1933), s. 531</ref> Imod denne antagelse taler først og fremmest, at der ingen beviser findes for, at en sådan "biskoppelig" fane skulle have eksisteret, og for det andet, at hvis det virkelig var en undsætningstrop, der havde bragt fanen til slaget, ville man have forventet, et dette var blevet indarbejdet i den senere tradition. Set i dette lys bliver forklaringen med et løsrevet kongeligt banner bragt til slaget af vinden langt mere sandsynlig. Vi kan måske underbygge denne hypotese: ''hvis'' det er rigtigt, at Dannebrog første gang spillede en rolle under den danske korstogsmission i 1208 under omstændigheder, som måske er blevet husket men aldrig nedskrevet i samtiden, og ''hvis'' flaget viste sig netop på det mest kritiske tidspunkt under slaget, og ''hvis'' nogen i et guddommeligt indfald har forstået den symbolske betydning af at indgyde korstogsridderne ekstra mod og kraft netop på dette tidspunkt, og ''hvis'' flaget var taget med igen under det nye korstog i 1219, ''så'' kan det med rimelighed forklare to ting, som ellers bliver vanskelige at forklare: for det første hvorfor Dannebrog er blevet knyttet til begivenhederne i 1219, selvom dets oprindelse skriver sig til 1208, og for det andet hvorfor flaget var med korstogsridderne under dette nye togt: det var blevet "modtaget" under et tidligere korstog og var blevet forbundet med en sejr i dette, hvorfor det som sejrssymbol blev taget med igen og atter gav en sejr. I begge tilfælde havde danskerne befundet sig i en kritisk situation, som ved et mirakel var blevet vendt til en sejr: første gang da flaget var svævet hen over de kæmpende, og anden gang, da hjælpetropperne dukkede op på det mest kritiske tidspunkt. Begge begivenheder er blevet husket som noget enestående, men da de ikke er blevet skrevet ned i tide, er de i hukommelsen blevet blandet sammen og til dels forvekslet. Dermed er traditionen om Dannebrogs oprindelse og betydning i nogen grad blevet forskudt fra den oprindelige, mindre betydningsfulde begivenhed til den senere, afgørende begivenhed. Og dermed fik Dannebrog også den betydning som sejrssymbol, som flere hundrede år senere blev nedskrevet. Det kan tillige forklare en anden, mindre bemærket side af begivenhedsforløbet: hvis fanen var med igen i 1219, og hvis det var dette kongens personlige banner, som fejlagtigt fik esterne til at angribe ærkebispens telt i den tro, at det var kongens telt, så bestyrker det yderligere flagets høje alder. Det ville være naturligt at medbringe ''samme'' korstogsfane på begge korstog, fordi de drejede sig om ''samme'' sag. Brugen af en korsfane er bevidnet allerede fra Valdemar den Stores tid<ref name="Fen 1989 269">Fenger (1989), s. 269</ref>, hvor den sandsynligvis symboliserer kongen og hverken det danske rige eller paven. At danskerne netop havde et banner med kors som symbol er selvsagt naturligt for et korstog. Nok så vigtigt: forudsat, at Danmark forud for slaget i 1219 allerede havde udkæmpet slag i det sydlige Estland omkring et årti tidligere, bliver det lettere forståeligt, hvorfor kong Valdemar i 1218 kræver herredømmet over hele Estland, hvorfor han spærrer Lübecks havn for de tyske korstogsfarere i 1219 og 1220, hvorfor Anders Sunesøn erklærer hele Estland som tilhørende Danmark, samt hvorfor hele Estland i 1221 i et forlig med biskop Adelbert tillægges Danmark. Der var hverken tale om en lunefuld udnyttelse af heldige omstændigheder fra dansk side eller om et dansk imperialistisk krav men derimod om at fuldende den virksomhed, som var begyndt årtier før og som skridt for skridt var blevet udstrakt til hele det estiske område.<ref name="Fab 1933 532f">Fabricius (1933), s. 532f</ref> Det synes rimeligt at drage den slutning, at selv om korsbanneret altså sandsynligvis er ældre end 1208 (eller 1219), så var det først ved et af disse slag og snarest i 1208, at det kom til at spille den afgørende rolle for slagets udfald, der gjorde, at der blev skabt en tradition omkring det. Slaget i 1219 var måske på sin egen måde vigtigt, men Dannebrog spillede næppe den samme rolle for dette slags udfald. Her var det hjælpetropperne, som spillede den vigtigste rolle. Ovenstående er, hvad vi med rimelig sikkerhed tør sige om Dannebrogs oprindelse og betydning for Danmarks overherredømme over Estland. Tilbage bliver at følge nogle hovedtræk i flagets senere historie. === Tallinn, Lübeck og Erik Klipping === Der kan i forbifarten være anledning til at gøre op med endnu en myte. Den omstændighed, at Tallinns lille segl afspejler Dannebrog, samt at det ses over Strandporten, har givet anledning til den teori, at der er en særlig forbindelse mellem dette sted og denne fane.<ref name="Fab 1933 528">Fabricius (1933), s. 528</ref> Det er efter min opfattelse en misforståelse. Den rette sammenhæng er snarere følgende: Det danske overherredømme over Estland var i begyndelsen meget usikkert. Efter en længere tids uroligheder blev der i 1238 indgået et forlig, kaldet Stensby-aftalen, hvorved den tyske ridderorden måtte overdrage borgen i Tallinn, som den havde besat, til den danske konge.<ref>Fenger (1989), s. 324</ref> Lidt senere, inden hendes død i 1282<ref>Hørby (1989), s. 140</ref>, gav den danske konge, Erik Klipping, og især hans moder, Margrete Sambiria, Tallinn dets stadsret, som det fik efter forlæg fra Lübecks stadsret.<ref>Hørby (1989), s. 123</ref><ref>Hørby (1992), s. 36</ref> Når Tallinns segl fra 1294 og dets såkaldt "store" byvåben viser tre kronede løver, en nøje kopi af det danske våben<ref>Bartholdy (1992), s. 9</ref>, når Sankt Knudsgildet og andre gilder i Tallinn i 1400-tallet anvender et hvidt kors i rødt felt som sit våben<ref>Bartholdy (1992), s. 10</ref> og når man ved, at Lübeck tillige havde et hvidt kors på rød grund som sit byvåben, er det så urimeligt at antage, at Tallinns byvåben markerer ''hvem'', som gav det dets stadsret, mens Tallinns lille segl sammen med symbolet over Strandporten angiver ''hvorfra'', at Tallinn fik sin stadsret? Det mener jeg ikke. Tværtimod er det i mine øjne logisk. Hvis det forholder sig således, betyder det imidlertid, at der ingen sammenhæng er mellem Dannebrog på seglet og over Standporten og begivenhederne i 1219. === Kendt siden 1300-tallet === [[File:Gelre Folio 55v.jpg|thumb|right|Dannebrog gengivet i "Armorial Gelre".]] Jeg har tidligere opstillet den hypotese, at Dannebrog kan være begyndt som den danske konges ''personlige'' banner. Kan denne hypotese underbygges? Ja, det kan den. Som nævnt optræder et kvadratisk korsbanner på både en mønt og på et segl fra Valdemar den Stores tid. Det taler stærkt for en forbindelse mellem denne konge og dette bannermærke. Historisk kendes Dannebrog siden 1300-tallet. Dannebrog er således bevidnet af den hollandske herold ''Gelre'' (1334-1375), der i værket "Armorial Gelre" blandt andet gengiver et våben for "die coninc van danmarke" visende, rigsvåbenet med 3 leoparder forbundet med en gylden hjelm med hermelinsklædte og påfuglebesatte vesselhorn samt et kvadratisk Dannebrogsflag.<ref name=autogeneret1 /><ref>[https://commons.wikimedia.org/wiki/File:Gelre_Folio_55v.jpg Gelre Folio 55v]</ref> Ligeledes i ''Bellenville-våbenbogen'' 1380-90 findes et skjold med et kors med navnet ''Denenbroce'' over. Fra denne tid må både flagets navn og udseende derfor regnes som værende fastslåede kendsgerninger. Således er både flaget og navnet dokumenteret ''senest'' fra Valdemar Atterdags tid og ''kan'' stamme fra de estiske korstog blot 150 år før eller tidligere. Læg dertil, at vi genfinder det samme kvadratiske kortbanner på et segl fra Erik af Pommerns tid. Det betyder, at vi kan dokumentere, at mindst tre danske konger har anvendt det selvsamme symbol som sit banner. Dette taler meget stærkt for, at det allerede på denne tid har vundet hævd som kongens traditionelle banner. Det skulle være mærkeligt, om ikke dette også var tilfældet på Valdemar Sejrs tid, som falder midt i de tre andre kongers. Det betyder, at vi med en til vished grænsende sandsynlighed har godtgjort hypotesen om, at dette banner må have fulgt med kongen på dennes korstog. === Erik af Pommern === Det danske korsflag kendes brugt af Erik af Pommern og symboliserede på daværende tid tillige hansestaden Lübecks våben. Lübecks gamle våben var et hvidt kors på en rød baggrund, dannet som en modsætning til den tysk-romerske kejsers hvide flag med et rødt kors, et flag som stammede fra Romerriget, og som er bevaret i det engelske flag (Sankt Georgs kors). Det synes rimeligt at antage, at Erik af Pommern derfor har haft et dobbelt formål med at anvende dette banner: dels var anvendelsen allerede blevet en tradition for danske konger, dels kunne symbolet bruges til at markere, at han hævdede at være retmæssig byherre over Lübeck, lige som Valdemar Sejr havde været det.<ref>Hørby (1992), s. 35</ref> Vi ved, at Erik af Pommern indførte dannebrogskorset i sit unionssegl fra 1398<ref>Bartholdy (1992), s. 7</ref>, og at det lige siden har indgået i alle danske rigsvåbener som en fast bestanddel. Det menes, at Dannebrog oprindeligt blev opbevaret sammen med rigets øvrige klenodier, i Folen, det faste tårn på Kalundborg Slot.<ref>Jørgensen (1887), s. 168</ref> Det ville være logisk, når der ikke længere foregik korstog. Vi har et andet bevis for Dannebrogs betydning på Erik af Pommerns tid: da dronning Filippa i 1430 døde i Vadstena kloster, kom Erik kort efter og oprettede en evig messetjeneste bestående af 12 klerke, som skulle kaldes "kongens kapellaner" og "hwar klærk hafni vppa sit røklinn rykens baner, swasom ær eth røt kors vppa eth gulth fiæld".<ref>Jørgensen (1887), s. 154</ref> === Dannebrog og Sverige === Dannebrog optræder også i begivenheder efter Erik af Pommerns tid, hvilket bekræfter dets fastslåede stilling som kongens banner og samlende symbol under krigsbegivenheder. Ifølge svenske krøniker blev "Danabroka" i 1439 ført ind i Sverige, og i 1464 tog svenske bønder en fane med Dannebrog fra Christian I og senere oplevede en sejr i Slaget ved Brunkeberg i 1471.<ref>Jørgensen (1887), s. 172</ref> Ærkebispens krønike i Lund oplyser, at Christian I i 1448 fik overrakt rigets flag.<ref>Jørgensen (1887), s. 161</ref><ref name="Bar 1992 13f">Bartholdy (1992), s. 13f</ref> Vi har flere beviser på flagets eksistens på denne tid: i en afbildning i Roskilde domkirke 1498 af det skib, som førte Sankt Lucius' hoved til Danmark, og i folkevisen om kong Hans' bryllup fra 1478, som oplyser, at skibet, som henter hans brud, har "Danebroge i fremmerstavn".<ref>Jørgensen (1887), s. 158</ref> Disse og andre oplysninger bevidner flagets vedvarende brug og dets betydning som den danske konges rigssymbol. === Togtet til Ditmarsken === Under krigen i Ditmarsken i år 1500 var et Dannebrogsflag, der efter sigende var det originale fra 1219, med. Under slaget ved Hemmingstedt blev det ført af marsk Hans von Ahlefeldt<ref>oplysningen findes hos den kongelige historiograf Hans Svanning, der i 1558-59 skrev en fremstilling af kong Hans' historie og heri bringer oplysningen, at :"rigets banner, delt af hvidt og rødt i form af et kors, og nedfalden fra himlen til kong Valdemar II, som der fortælles, da han førte krig mod Livlænderne, som dengang var kristendommens fjender", her gik tabt. Det er sikkert fra Svanning, at Huitfeldt har hentet samme oplysning, jvf. Jørgensen (1887), s. 169.</ref>. Han faldt imidlertid under slaget, og flaget blev erobret af ditmarskerne. Det blev ophængt i kirken i Wöhrden<ref>oplysningen skyldes præsten og historikeren Johan Neocorus, der afsluttede sin krønike i 1598 og hvis fader havde været degn i Wöhrden i 20 år, da han døde i 1580, jvf Jørgensen (1887), s. 178f</ref>, og blev først generobret i 1559<ref>Uafhængigt af Svanning fortæller Johan Rantzov i sin omtale af dette sidste togt til Ditmarsken, at der blandt de tilbageerobrede faner også var: :"et stykke af det banner, som man siger til sin tid ved et mirakel blev givet en dansk konge imod russerne og som fordum kong Hans havde taget med i håb om derved at stride heldigt imod Ditmarskerne.", jvf. Jørgensen (1887), s. 170f</ref> – da næsten ødelagt af fugtighed og ælde – og ophængt i Slesvig kirke, hvor det endeligt gik til engang i 1660'erne.<ref>kilden hertil er Hans de Hofman, som i 7. del af "Den danske Atlas" fra 1781 s. 605 oplyser om koret i Slesvig domkirke, at: :"I dette kor hængte den berømte danske fane Danebrog... og var at se, indtil den ved 1660 af alder og forrådnelse aldeles forfaldt, da nogle børn ved deres leg nedrev den af loftet og ingen bekymrede sig om at samle dens levninger." Men fra omtrent samme tid stammer en oplysning i et tysk værk, at fanen havde hængt i Nikolaikirken i Kiel, jvf Jørgensen (1887), s. 182. Jørgensen tillægger dog oplysningen om Slesvig domkirke størst troværdighed, jvf samme. s. 185f</ref><ref name="Bar 1992 14"/> I borgerkrigen ''Grevens fejde'' anvendte den ene part et stribet flag; blåt, gult og rødt i rigsvåbnets farver, og den anden part, den sejrende, brugte et rødt-hvidt korsflag, med fire lige lange arme. === Nyere tid === Siden 1500-tallet har Dannebrog angivet danske skibes nationalitet<ref>Bartholdy (1992), s. 11</ref>, og i 1600- og begyndelsen af 1700-tallet indgik et Dannebrogsfelt i hærens faner.<ref name=autogeneret3>Achen, s. 108</ref> I 1696 fastlagde en kongelig resolution flagets mål, og disse har siden overvejende været opretholdt.<ref name="Bar 1992 14">Bartholdy (1992), s. 14</ref> Indtil 1743 brugte man et sort-hvidt korsflag som sørgeflag, derefter blev det besluttet at flage på halvt i stedet for<ref>[http://www.crwflags.com/fotw/flags/dk-sorg.html Danish Mourning Flag (until 1743)<!-- Bot genereret titel -->]</ref>. I 1785 blev Dannebrog genindført som fane for nogle danske regimenter, og i 1801 blev det fane for landeværnet.<ref name=autogeneret3 /> I 1807 digtede B.S. Ingemann:<br /> "''Vift højt på Kodans bølge''<br /> ''blodrøde Dannebrog''"<br /> og i de følgende årtier skrev flere danske digtere, N.F.S. Grundtvig, Oehlenschläger, Chr. Winther, H.C. Andersen, digte om Dannebrog.<ref name=autogeneret3 /> I 1830-erne og 1840-erne udviklede Dannebrog sig til et folkeflag. I 1842 blev det regimentsfane i hele hæren.<ref>Achen, s. 109</ref> Endnuså sent som i 1833 blev det forbudt den danske befolkning privat at flage, men forbuddet blev reelt ikke håndhævet. Under Treårskrigen 1848-1850 flagede befolkningen med Dannebrog i stort omfang, og i 1854 blev det omsider officielt tilladt private at flage.<ref>Bartholdy (1992), s. 14</ref> === <big>Lovgivning</big> === Valdemarsdag den 15. juni blev indført i 1912 ved cirkulære Nr. 391 af 24. december 1912 for at markere Dannebrogs oprindelse, men som det fremgår, hviler det på en delvis misforståelse af traditionen. På den anden side: hvis det tidligere begivenhedsforløb er korrekt forstået, og slaget i 1219 markerede en slags afslutning på hele den forud gående danske missionsvirksomhed i Estland, så er markeringen af denne begivenhed historisk rimelig og forståelig. Og lige meget hvormeget man forsøger at skille myte fra historisk virkelighed, så står det fast, at denne afslutning spillede en afgørende rolle for, at Estland blev et kristent område, og at Danmark har hovedæren herfor. I 1929 blev der udarbejdet et forslag til en officiel flaglov af en særlig kommission, men lovforslaget er aldrig blevet færdigbehandlet eller vedtaget.<ref>Bartholdy (1992), s. 15</ref> === <big>Noter</big> === {{reflist|2}} === <big>Litteratur</big> === * Sven Tito Achen: ''Heraldikkens femten glæder''; København 1978; ISBN 87-12-00222-4 * Nils G. Bartholdy: "Dannebrog - legende og virkelighed" (Michael Andersen og Frank Birkebæk (red.): ''1219 - Dannebrog og Estland''; Roskilde Museums Forlag 1992; ISBN 87-88563-189; s. 6-16) * L.P. Fabricius: "Sagnet om Danebroge og de ældste Forbindelser med Estland" (''Kirkehistoriske Samlinger'', Sjette Række, Første Binds første Hefte, København 1933) * Ole Fenger: "Kirker rejses alle vegne" (Olaf Olsen (red.): ''Gyldendal og Politikens Danmarkshistorie'', bind 4: 1050-1250; København 1989; ISBN 87-89068-06-8) * Henning Henningsen: "Dannebrog og flagføring til søs" (''Handels- og Søfartsmuseets årbog 1969'', s. 7-81) * Kai Hørby: "Velstands krise og tusind baghold" (Olaf Olsen (red.): ''Gyldendal og Politikens Danmarkshistorie'', bind 5: 1250-1400; København 1989; ISBN 87-89068-07-6) * Kai Hørby: "Danmark og Estland i middelalderen" (Michael Andersen og Frank Birkebæk (red.): ''1219 - Dannebrog og Estland''; Roskilde Museums Forlag 1992; ISBN 87-88563-189; s. 30-38) * A.D. Jørgensen: "Om Danebroges Oprindelse" (''Historisk Tidsskrift'', 4. række, Bind 5; 1875) * A.D. Jørgensen: "Undersøgelser vedrørende Danebroge og det danske kongevåben" (''Historisk Tidsskrift'', 6. række, Bind 1; 1887) * J.O. Kock: "Sagnet om Dannebrog" (''Danske Studier'' 1951; s. 34-48) * John Lind: "Den faldt fra himlen ned" (Kronik i ''Skalk'' 2001, nr. 6, s. 20-27) * E. Løffler: "Bidrag til Bedømmelse af Danebrogs-Sagnets historiske Værd" (''Historisk Tidsskrift'', Bind 5. række, 2 (1880); s. 562-566) * ''Salmonsens Konversationsleksikon'', 2. udgave, bind V, s. 515-517; opslag: Dannebroge * [http://www.navalhistory.dk/Danish/Flaget/FlagetsHistorie.htm Flagets historie], i ''Dansk Marinehistorie'' af Johnny E. Balsved, 0on906825pkhfidtyvzhbl6zagjk39i 42615 42614 2026-08-31T06:34:15Z Sven Halfdan Nielsen 3898 udvidet en smule 42615 wikitext text/x-wiki Traditionen om Dannebrogs oprindelse er velkendt: Dannebrog faldt ned fra himlen under et dansk korstog til Estland, og det spillede en afgørende rolle for det danske overherredømme over Estland fra 1219. Således lyder myten om Dannebrog, men bag enhver myte gemmer der sig en historisk realitet, og ved at grave denne historiske realitet bag myten frem opnår vi en bedre forståelse af fortiden. Det ligger nær at stille 3 spørgsmål:</br> - er tidsfæstelsen korrekt?</br> - er stedfæstelsen korrekt?</br> - er begivenhedsforløbet korrekt? Svaret på det første spørgsmål er: ja, den ''oprindelige'' tidsfæstelse er sikkert korrekt. Denne tidsfæstelse passer nøje med det begivenhedsforløb, som vi ellers kender. Svaret på det andet spørgsmål er: ja, den ''oprindelige'' stedfæstelse er korrekt. Denne stedfæstelse passer med og ''bekræfter'' de forhold, som vi ellers kender. Svaret på det tredie spørgsmål er: ja, flaget kan forbindes med ''en bestemt begivenhed''. Der er enkeltheder i forløbet, som det ikke længere er muligt at efterkontrollere. Der kan her være grund til at skelne mellem det ''oplevede'' forløb og det ''faktiske'' forløb. Traditionen er baseret på det oplevede forløb således, som dette siden blev husket. === <big>Dannebrogs oprindelse</big> === Dannebrogs oprindelse falder i tre dele: traditionen, de omstændigheder under hvilke traditionen er blevet nedskrevet og flagets senere historie. === Traditionen === [[Fil:Danmarks flag 1219 Lorentzen.jpg|thumb|450px|Det berømte maleri af Christian August Lorentzen fra 1809 af begivenhederne i 1219.]] Ifølge overleveringen, der findes uafhængigt af hinanden hos dels forfatteren af ''Danske Krønike'' fra 1520-erne Christiern Pedersen<ref>formuleringen omtalt under et korstog i 1208 til "Estland, Pryssland, Kurland og Finland" lyder:</br> "''somme mene og sige at samme kong Valdemar skulle fange Dannebrog ned af himlen samme tid, som er et hvidt kors i et rødt felt''", jvf. Lind, s. 24. </ref>, dels munken Peder Olsen (Petrus Olai) fra Gråbrødreklostret i Roskilde, dels historikeren Arild Huitfeldt<ref name=autogeneret1>Lind, s. 23</ref>, faldt Dannebrog ned fra himlen under slaget ved Lyndanisse (i dag Tallinn i Estland) den 15. juni 1219, senere kendt og markeret som Valdemarsdag. Der er imidlertid usikkerhed om tid og sted er korrekte<ref name="bjerg">''Dannebrog'' af Hans Christian Bjerg, s.12, ISBN 87-7739-906-4.</ref>. Det skyldes, at både Christiern Pedersen og Peder Olsen oplyser, at begivenheden fandt sted i året 1208 i Livland på et sted, som kaldes Fellin (Viljandi) i nutidens Estland. Fremstillingen hos Peder Olsen, der findes i en samling notater, ''Collectanea'', til Danmarks historie og menes at være skrevet omkring 1527 men stammer fra en ældre kilde, hvis alder er ukendt<ref>Kock, s. 34</ref>, er den mest oplysende og lyder i sin helhed:</br> "''MCCXIX''<ref>1219</ref>''. Valdemar II angreb Estland, en provins i Livland, fra søen med 1500 krigsskibe og gjorde landgang, og efter mange kampe omvendte han det overvundne land til Kristus og lod folket døbe. Han førte præster dertil fra Danmark og byggede Reval, der nu er en vigtig by og særdeles udmærket og kendt. Heraf kommer det, at kirken i Reval lige til denne dag er forblevet under Danmarks ærkebiskop i Lund, skønt den verdslige magt i tidens løb er gået over til den tyske ordens brødre i nævnte provins. Da nu kong Valdemar var gået i land med hæren i Estland, sagde biskoppen i Århus til ham, da han blev forskrækket over hedningernes mængde, at han skulle love, at han, såfremt han vandt sejr, ville forbedre sig over for sine undersåtter og den hellige Niels i Århus, hvis offergaver han havde tilegnet sig. Det samme råd fik han af den ærværdige Anders, ærkebiskop i Lund, en mand af forunderlig enfold og uskyld, der såvel i live som efter sin død vandt ry ved mange mirakler. Kongen gav dem ret, afgav løftet og fik sejr. Ærkebiskoppen kaldte så stormændene sammen og lod dem love, at svende på tolv år og der over stedse skulle fejre dagen før den hellige Laurentius' fest med faste på brød og vand, hvis de fik sejr. Efter at de så havde påkaldt de hellige Laurentius og Niels, blev slaget begyndt på Vitus' og Modestus' dag. Ærkebiskoppen, der sammen med lydbisper og andre gejstlige fra et bjerg så ud over begge hære, bad nu under tårer for de kristne som en anden Moses med hænderne løftede mod himlen. Når han løftede hænderne i bøn, sejrede danskerne; men når han af træthed lod de gamle hænder synke ned, blev danskerne slået. Men biskopperne og præsterne understøttede den gamle mand. Og således blev den sejrende konge et andet menneske, lod Kristi lære forkynde og kirker bygge dér; siden hen styrede han landene med mildhed og retfærdighed, skrev love og ærede den hellige Niels.''</br> ''Et andet sted står der, at da de rettroende danske på denne Valdemar II's tid i det Herrens år 1208 kæmpede i Livland på det sted, som kaldes Fellin, mod de vantro livlændere og allerede næsten overvundne fromt anråbte om guddommelig hjælp, modtog de straks som belønning et banner, der faldt ned fra himlen, og som var mærket med et hvidt kors, påtrykt en ulddug, og de hørte en røst fra himlen, at når det blev løftet højt til vejrs, ville de straks knuse deres modstandere og vinde fuldstændig sejr; og således skete det. Men det banner plejer med sit sædvanlige navn at kaldes Danebroge. (Denne sejr menes at være den, som danskerne vandt i Estland, og som allerede er omtalt for nylig; men der er fejl i årstallet etc. - Ligeledes har jeg et andet sted fundet, at kong Valdemar og ærkebiskop Anders gjorde et tog til Estland i 1220).''"<ref>her gengivet efter Kock, s. 34f</ref><ref name="Fab 1933 493f">Fabricius (1933), s. 493f</ref> Det er naturligvis usikkert, hvad der egentlig skete under slaget ved Lyndanisse eller slaget ved Fellin, da overleveringen først er nedskrevet 300 år efter begivenhederne skulle have fundet sted <ref name=bjerg />. Historikerne har derfor forsøgt at finde den historiske begivenhed bag ved traditionen. Man kan således fastslå, at Peder Olsens fremstilling har hentet sine bestanddele flere steder, og at de oprindelig ikke har udgjort en helhed. Herom kan siges følgende:</br> 1. Det indledende afsnit om slaget ved Reval (Tallinn) svarer til fremstillingen i ''Rydårbogen'' og i ''Jyske Krønike'' og kan være hentet fra disse kilder.<ref>Kock, s. 35</ref><ref name="Fab 1933 486">Fabricius (1933), s. 486</ref></br> 2. Afsnittet om den hellige Niels i Århus kan stamme fra en bog om Niels, men findes ikke i hans ''vita''. Det tyder ikke på, at historien har en historisk baggrund. Snarere er den tilkommet efter, at Niels blev helgen, formentlig i midten af det 14. århundrede.<ref>Kock, s. 35f</ref><ref name="Fab 1933 486"/></br> 3. Afsnittet om Laurentius-fasten er helt malplaceret. Sankt Laurentius' dag er den 10. august, mens slaget fandt sted på Vitus' og Modestus' dag den 15. juni. ''Saxo'' omtaler et slag ved Ljutka (Lütjenburg), der fandt sted på Laurentius' dag, og formentlig er indskuddet hentet herfra.<ref name=autogeneret2>Kock, s. 36</ref><ref name="Fab 1933 487">Fabricius (1933), s. 487</ref></br> 4. Historien om ærkebispens oprakte hænder er hentet fra ''2. Mosebog'' (17, 9ff).<ref name=autogeneret2 /><ref name="Fab 1933 487"/></br> 5. Historien om det nedfaldne flag er uden direkte forbillede. Fra Portugal (hvorfra dronning Berengaria stammer) findes en tradition fra 1217 om et jærtegn i form af et kors på himlen til tegn på portugisernes sejr over maurerne i kampen ved Alcazar.<ref>Kock, s. 37</ref> Det betyder, at der findes en tradition næsten samtidig med den danske, hvilket styrker en tidsfæstelse til begyndelsen af 1200-tallet. Skønt der er forskelle (intet flag i Portugal), kan begivenheden i Portugal være blevet kendt også i Danmark og have styrket den danske tradition, men der er intet bevis for en direkte forbindelse.<ref>Kock, s. 42</ref></br> Med hensyn til selve dateringen af Dannebrogs fald fra himlen er det nutidens historikeres opfattelse, at når to kilder uafhængigt af hinanden daterer begivenheden til et andet sted og en anden tid end nutidens tradition siger, så må nutidens tradition anses som fejlagtig og den ældste tradition som den rigtige med hensyn til tid og sted.<ref>Lind, s. 26</ref> Dette kan også forklare, hvorfor der ingen omtale af Dannebrog er i den samtidige skildring i Henrik af Livlands krønike.<ref>Enn Tarvel (red.): ''Henriku Liivimaa Kroonika''; "Olion" Tallinn 1993; ISBN 5-450-01319-1; s. 140</ref> På lignende måde som bidragene om den hellige Niels og om Anders Sunesens løftede hænder er tilføjede den oprindelige fremstilling, så menes traditionen om Dannebrog at være overført fra det mindre betydningsfulde slag i 1208 til det vigtigere slag i 1219, der indledte den danske besættelse af det nordlige Estland som led i opbygningen af myten om netop dette slag.<ref name=autogeneret2 /> Endelig bør det nævnes, at traditionen blev nedskrevet kort tid efter, at danskerne havde mistet det originale Dannebrog under togtet til Ditmarsken i 1500. Det menes, at flaget var taget med, netop fordi man på grund af traditionen mente, at det ville bringe sejr.<ref>Jørgensen (1875), s. 417</ref> Som muligt ophavssted og som en anden mulighed har man peget på, at banneret kunne stamme fra Johanniterordenen eller være et korsbanner givet af paven, men disse og andre muligheder er blevet tilbageviste af historikerne.<ref>Jørgensen (1875), s. 426-429 for Johanniterordenens vedkommende, s. 431-432 for pavens vedkommende</ref> <ref>Jørgensen (1887), s. 149-153</ref> <ref>Lind, s. 25</ref> Der kan måske være grund til at se nærmere på disse hypoteser. === Myten om Johanniterordenen === Historikere i det 19. og 20. århundrede brød sig ikke om det himmelfaldne flag og søgte mere jordnære forklaringer. Især søgte man efter forbilleder for Dannebrog. Især hæftede man sig ved Johanniterordenen som en mulig kilde, da denne orden blandt andet havde et våben, som mindede om Dannebrog. En række mulige forbindelser har været foreslået. Man har peget på, at Valdemar Atterdag besøgte den hellige grav i påsken 1347 og her blev slået til ridder af hertug Erik af Sachsen.<ref>Jørgensen (1875), s. 426</ref> Kong Valdemar stiftede et Sankt Hans-kloster på Dueholm viet til Marie Magdalene på hvis festdag, han fik ridderslaget.<ref name="Jør 427">Jørgensen (1875), s. 427</ref> Yderligere oplyser Thomas Bartholin i sin bog om Dannebrogsordenen, at Valdemar på gamle tapeter på Københavns Slot var fremstillet med et hvidt ordenskors. Da korset første gang kendes fra et brev fra år 1356 og kongenavnet Valdemar er fælles, måtte en forbindelse anses som mulig.<ref name="Jør 427"/> Senere forskning har imidlertid vist, at Thomas Bartholins fremstilling bygger på et forfalsket kobberstik, hvorved denne del af beviset falder sammen.<ref>Jørgensen (1875), s. 429</ref> Ydermere har det vist sig, at ingen dansk konge har søgt sit gravsted hos Sankt Hans-ordenen, og der findes ingen optegnelser til støtte for en forbindelse.<ref>Jørgensen (1875), s. 430</ref> Denne forklaring må således afvises, da der ingen forbindelse findes mellem Sankt Hans-huse, deres velgørere og Johanniterordenen.<ref>Jørgensen (1875), s. 431</ref> Man har også tænkt sig, at Johanniterordenens symboler skulle være overtaget skridt for skridt i dansk tradition, men imod dette taler, at der findes en specifik tradition for flagets oprindelse, som ikke kan afvises.<ref>Jørgensen (1875), s. 434-437</ref> Tilbage er kun den mulighed, at flagets oprindelse med al sandsynlighed på den ene eller anden måde har forbindelse til et korstog til Estland.<ref>Jørgensen (1875), s. 437</ref> Den eneste samtidige kilde er Henrik af Livlands krønike, der imidlertid er stærkt tendensiøs: han forsøgte at nedgøre ethvert dansk bidrag til kristningen af Baltikum<ref>Jørgensen (1875), s. 439</ref>, ja endog at gøre dansk tilstedeværelse til utidig indblanding<ref>Jørgensen (1875), s. 441</ref> og bestrider endda, at Valdemar skulle have været på korstog.<ref>Jørgensen (1875), s. 442</ref> Således fremstilles han i 1219 som værende på besøg for at besigtige byggeriet af en ny borg, ikke som erobrer.<ref>Jørgensen (1875), s. 445f</ref> Esterne angreb for at stoppe opførelsen af borgen, men blev selv angrebet af vendiske hjælpetropper, som var kommet sammen med danskerne. Dannebrog omtales ikke.<ref>Jørgensen (1875), s. 447</ref> Tydeligvis er der tale om en andenhånds beretning baseret på rygter, ikke om et øjenvidne til begivenhederne. A. D. Jørgensen har forsøgsvis opstillet den hypotese, at esterne angreb biskop Theodoriks telt, fordi der foran var et banner, som opfattedes som hovedbanneret (det vil sige: kongens banner). Han stiller spørgsmålet, om Theodorik kan forbindes med Johanniterordenen.<ref>Jørgensen (1875), s. 448</ref> Theodoriks oprindelse er ukendt, men han optræder som missionær både hos liverne og esterne i forskellige opisoder med sagnagtige træk.<ref>Jørgensen (1875), s. 449</ref> Han blev sendt til pavestolen, hvor han den 15. april 1201 fik en bulle af pave Innocens, der opfordrede alle kristne i Vendland og Saxland til at drage til Livland.<ref>Jørgensen (1875), s. 450</ref> Theodorik forsøgte at få anerkendt Baltikum som sit bispedømme, men stødte på vanskeligheder. Derfor skal han have sluttet sig til den danske konge, idet paven havde givet biskop Anders Sunesen en bulle på at indvie en biskop i Estland.<ref>Jørgensen (1875), s. 456</ref> Da Tempelridderne på daværende tidspunkt havde et rødt kors på hvid baggrund som sit mærke, måtte et dansk korstog ske under et andet mærke, og han har så "lånt" Sankt Hans-brødrenes korsbanner.<ref>Jørgensen (1875), s. 457</ref> Det skulle således være dette banner, der var opsat foran hans telt, og som slaget med esterne derfor kom til at stå om.<ref name="Jør 458">Jørgensen (1875), s. 458</ref> Theodorik døde under slaget, og efter slaget måtte omstændighederne omkring fanens oprindelse og betydning have været uklar<ref name="Jør 458"/>, da det fuldstændig adskilte sig fra kongens banner: løverne og hjerterne. "Saa sagde man, at det var kommet ned fra Himlen midt i Slagets trængsel".<ref>Jørgensen (1875), s. 457</ref> Problemet med denne hypotese er, at den på intet punkt finder støtte i kilderne<ref name="Jør 458"/>, og A.D. Jørgensen understregede, at den kun var en hypotese, som fornyede studier måtte styrke eller svække,<ref>Jørgensen (1887), s. 150</ref> og at "''kun derom er alle enige, at Savojens Kors er lig Johanniternes, og det samme er Tilfældet med vort Danebroge.''"<ref>Jørgensen (1887), s. 153</ref> I og med, at flagets oprindelse nu henlægges til ''en anden begivenhed'', slaget i 1208, er grundlaget for hele denne konstruktion imidlertid bortfaldet. De nærmere omstændigheder omkring flagets oprindelse er fortsat ukendte. === Myten om dronning Berengaria og Dannebrog === Som tidligere nævnt har det været overvejet, om myten om Dannebrogs fald fra himlen var forbundet med dronning Berengaria. Hun blev gift med Valdemar Sejr i 1214 og døde i 1221.<ref name="Fen 1989 61">Fenger (1989), s. 61</ref> Hun stammede fra Portugal, og det er overleveringer herfra, som har været inddraget i forsøgene på at forklare myten. Det er blevet påpeget, først af overbibliotekar Christian Bruun, at der i portugisiske skrifter fortælles om et jærtegn, der i 1217 blev set i Portugal under en kamp imod maurerne ved Alcazar. Ifølge disse viste der sig et kors på himlen som tegn på sejren. Teorien er senere taget op af pastor L.P. Fabritius, som mener, at det er den eneste tradition i den kristne verden, som tåler sammenligning med sagnet om Dannebrog. Han forbinder de to begivenheder ved at påpege, at Berengaria var blevet dansk dronning blot tre år tidligere, og at der takket være en livlig forbindelse mellem Portugal og Danmark er mulighed for, at historien er kommet hertil. Det viser sig imidlertid, at denne antagelse ikke holder: dels kendes der ingen livlig forbindelse mellem de to lande, dels har der været rejst tvivl om, at hun kom fra Portugal. I flere danske årbøger siges, at hun var søster til greven af Flandern, og da der ydermere var arvestridigheder imellem hendes broder, kongen af Portugal, og to af deres søstre, bliver det endnu mindre sandsynligt, at der har været en forbindelse.<ref name="Koc 1951 37">Koch (1951), s. 37</ref> Dertil kommer den afgørende forskel, at der i Portugal var tale om et syn på himlen, men i Estland var tale om et faktisk flag, som efterfølgende blev bragt hjem til Danmark. Og hvis dateringen til 1208 opretholdes som den rette, udebliver muligheden for, at traditionen stammer fra Portugal også af kronologiske grunde.<ref name="Koc 1951 38">Koch (1951), s. 38</ref> Endelig har der været peget på, at den portugisiske tradition måske stammer fra et langt ældre slag, nemlig slaget ved Orique i det sydlige Portugal den 25. juli 1139. I dette slag var den sejrende feltherre Afonso Henriques, dronning Berengarias bedstefader, som ifølge en senere legende før slaget havde set et kors på himlen omgivet af engle i hvide klæder, og at Kristus havde lovet ham sejr og at hans efterkommere ville blive konger i Portugal. Det er imidlertid tvivlsomt, om dronning Berengaria overhovedet har kendt til denne tradition, idet slaget endnu i begyndelsen af 13. århundrede ikke havde opnået den berømmelse, som det senere fik. Det kan end ikke udelukkes, at traditionen om det ældre slag hviler på traditionen fra det senere slag.<ref name="Koc 1951 41f">Koch (1951), s. 41f</ref> Det må tilføjes, at der findes en endnu ældre tradition, nemlig kejser Konstantins korsvision før Slaget ved Ponte Molle i år 312 mod Maxentius, der fulgtes af ordene "''in hoc signo vinces''", det vil sige "under dette tegn skal du sejre". Og på freskerne om "Det sande Kors" legende" i Arezzo, malet af Piero delle Francesca i 1450-erne, ses Konstantin vinde over Maxentius ved at holde er kors frem på en måde, hvor det kan opfattes som værende faldet fra himlen.<ref name="Bar 1992 11f">Bartholdy (1992), s. 11f</ref> Der er intet, som kan understøtte, at den danske tradition skulle have noget med den portugisiske tradition at gøre. Hvilket dog ikke forhindrede Christian IV i på sine guldmønter fra 1591 at gengive den store portugisiske guldmønt kaldet ''portugaløser'' med Kristuskors og sætningen "in hoc signo vinces", sikkert fordi at denne var kendt fra Arild Huitfeldts krønike, der udkom 1600-1603, og hvor begivenheden forøvrigt henlagdes til 1219.<ref>Bartholdy (1992), s. 9, 12</ref> === Er Dannebrog ældre? === Spørgsmålet er, om flaget kunne være ældre. Enkelte forskere mener, at der har været en forløber for Dannebrog: De mener, at danske konger brugte et rødt flag med to ravne i sort, når de drog i krig. Kong Knud den Store skulle ifølge engelske kilder have ført en ravnefane i slaget ved Ashington i Essex i 1016 <ref>Anonym: "Dannebrogs historie" (''Spejderbladet Væbneren'', s. 179-182)</ref>. Men det vides ikke, om denne fane generelt er blevet brugt af den danske kongeslægt. På Bayeux-tapetet fra omkring 1068 fører bagtroppen et rødt flag med et hvidt kors, muligvis danske slægtninge til Vilhelm Erobreren, der i front fører Sankt Georgskorset i slaget ved Hastings i 1066. Ioannis Skylitzis Krønike fra ''Biblioteca Nacional'', Madrid, viser væringer fra Miklagård (''Den Store By'', Byzans-Konstantinopel-Istanbul) omkring år 1100 med et rødt flag med et hvidt kors. Mønter, der viser et korsbanner, blev slået allerede under Valdemar den Store<ref>Fenger, s. 269</ref><ref>Lind, s. 21</ref> og et korsbanner kendes tillige fra et segl fra hans tid (og senere fra et segl fra Erik af Pommerns tid), men disse fortilfælde er ikke overbevisende, ''med mindre'' at man antager, at hans søn skulle have haft en fane med måske som sit eget fra faderen stammende banner og enten (hvilket er temmelig utænkeligt) selv have hævet dette på et kritisk tidspunkt under slaget, eller (mere sandsynligt) at det af vinden fra kongens telt var revet løs og på mærkelig vis var blevet blæst hen over de kæmpende, hvilket er blevet opfattet som en guddommelig indgriben. I så fald var den bogstaveligt talt på det nærmeste "faldet fra himlen". Det er muligt, at det er synet af denne fane højt mod himlen, der gav de kæmpende det mod og den vilje, der skulle til for at vinde slaget. At Valdemar den Store som den korstogskonge, han var med sit korstog til Rygen i 1169, skulle have haft et korsbanner som sit personlige mærke, er vel ikke ganske utænkeligt, og det ville næppe heller være mærkeligt, at det samme banner måtte være medbragt under dette nye korstog af hans søn. Hvis Bayeux-tapetet virkelig afspejler danske deltagere i slaget ved Hastings, indebærer det, at flaget går tilbage til Sven Estridsens tid. Det lader sig intil videre ikke fastslå med sikkerhed, og der findes en anden og måske mere sandsynlig mulighed for hvorledes, at korsbanneret kan være blevet Valdemar den Stores personlige mærke. Valdemar den Stores hustru, dronning Sophie, var datter af Richiza og en russisk fyrste.<ref>Fenger, s. 160</ref> Vi ved fra en engelsk kilde fra 1170-erne, at hun havde stået bag et dansk felttog til Finland til støtte for hendes fader og brødre.<ref>Fenger, s. 161</ref> Vi ved derimod ikke, om der er en forbindelse mellem væringerne og deres flag i Miklagård som gengivet i Ioannis Skylitzis Krønike, Sophie og hendes russiske fader og Valdemar den Stores valg af kongeligt banner. At Sophie var en særdeles indflydelsesrige person i Valdemars liv og gerning, er hævet over al tvivl.<ref>Fenger, s. 166</ref> === Danske korstog til Estland i ny belysning === Omflytningen af begivenheden til et nyt år og et nyt sted stiller alle den danske korstog til Estland i et nyt lys og dermed også spørgsmålet om Dannebrogs oprindelse. Først og fremmest kan der være grund til at pege på, at sagnet ''ikke'' har forbindelse med nogle af de øvrige kilder, som indgår i de ældste skriftlige overleveringer. Der er tale om en helt selvstændig og uafhængig tradition.<ref name="Fab 1933 493">Fabricius (1933), s. 493</ref> Der kan ligeledes være grund til at påpege, at ingen kilde, dansk eller udenlandsk, forbinder Dannebrog med begivenhederne i 1219.<ref name="Fab 1933 494">Fabricius (1933), s. 494</ref> Dernæst må der være god grund til at fremhæve, at den danske korstogsvirksomhed er af betydelig ælde. De ældste omtaler, ''Rydårbogen'' og kongefortegnelsen i ''Lund Domkirkes Nekrologium'', der tillægger Knud den Store en sådan virksomhed, antagelig hviler på misforståelser (måske en navneforveksling af Knud den Store og Knud den Hellige).<ref name="Fab 1933 496f">Fabricius (1933), s. 496f</ref> Derimod er der fra tiden fra omkring 1070-1080 sikre efterretninger om danske korstog til Estland. Således oplyser ''Saxo'', at Knud den Hellige i slutningen af Sven Estridsens regeringstid samlede landets ungdom og indlagde sig berømmelse ved sejre over sembere og estere. ''Jyske Krønike'' har gentaget Saxos udsagn.<ref name="Fab 1933 497">Fabricius (1933), s. 497</ref> Vi kender ikke nærmere til denne og den senere tids korstog til disse egne, men forekomsten af danske stednavne ved Riga på ''holm'' (Stenholm, Langholm og Rigeholm), ''næs'' (om Kurlands forbjerge), ''sund'' og ''klint'' (om det nordlige Estlands bratte skrænter) tyder på forbindelser til dansk (eller svensk) område.<ref name="Fab 1933 498">Fabricius (1933), s. 498</ref> I 1170 indtraf der, ifølge ''Saxo'', et angreb fra kurlandske og estiske sørøvere mod Øland, hvor angriberne først efter blodige kampe blev nedkæmpet af en dansk flåde under ledelse af Esbern Snare og Christoffer, kong Valdemars uægte søn.<ref name="Fab 1933 498f">Fabricius (1933), s. 498f</ref> Omtrent samtidig, efter Rygens erobring i 1169, optræder en biskop Fulco af Estland som medunderskriver på et brev herom, hvilket viser dels hans tilstedeværelse i Danmark, dels at Danmark havde missions- og korstogsvirksomhed rettet mod Estland på denne tid.<ref name="Fab 1933 499">Fabricius (1933), s. 499</ref> Det vides, at ærkebiskop Eskil af Lund under sin landflygtighed til Frankrig havde kontakt til abbed Peter i klosteret Moutier-la-Celle, der anbefaler ham munken Fulco som missionær til Estland. Eskil lader ham bispevie, men vi kender ikke nærmere til hvornår og under hvilke omstændigheder, han er kommet til Danmark.<ref name="Fab 1933 499f">Fabricius (1933), s. 499f</ref> Det er muligt, at Fulco har indledt en missionsvirksomhed omend næppe med den store fremgang. Derimod fik en tysk cisterciensermunk ved navn Theodorik udnævnelse til biskop over esterne og han søgte dansk støtte til missionsvirksomhed via ærkebiskoppen i Lund, og paven lagde Estland ind under ærkesædet i Lund. På samme tid arbejdede en gejstlig fra Bremen, Albert, for missionsvirksomhed i Livland, han søgte støtte hos den tyske staufiske kong Filip, og han blev biskop i Riga. Tyskerne organiserer sig i Sværdriddernes Orden, som paven godkender i 1202.<ref name="Fen 1989 240"/> Meget tyder på, at den danske korstogsvirksomhed i de følgende årtier var rettet imod Venden, som først nu kommer under endeligt dansk herredømme.<ref name="Fab 1933 504">Fabricius (1933), s. 504</ref> Men i 1197 indledes et omfattende dansk korstog til Estland.<ref>Ulige årbøger angiver lidt forskellige år for dette korstog: 1194, 1196 og 1197, men nøjere undersøgelser har påvist daterings- og afskrivningsfejl for de to første års vedkommende, jvf. Fabricius (1933), s. 504-506</ref><ref name="Fen 1989 239">Fenger (1989), s. 239</ref> Atter afbrydes korstogsvirksomheden midlertidigt i forbindelse med, at Absalon dør 1201, kong Knud VI dør 1202 og Esbern Snare dør 1204 samt med Danmarks magtovertagelse i Holsten, der sker under betydelige kampe<ref name="Fab 1933 507">Fabricius (1933), s. 507</ref>, men i 1205 søger kong Valdemar om tilladelse til at oprette et bispesæde i Estland, hvilket han får tilladelse til den 13. januar 1206.<ref name="Fab 1933 507"/> Antagelig i 1206 skriver pave Innocens III til Anders Sunesen:</br> "''Da du i din retfærdighed og fromhed påtænker at straffe uret mod kristenheden, og da du med fromt forsæt har besluttet at drage imod hedningerne, bevilger vi dig ved dette brev myndighed til at ordinere en troende biskop i en by, som du med Kristi hjælp kan vinde for dyrkelsen af den kristne tro, efter at hedningernes smuds er fjernet''".<ref name="Fen 1989 239f">Fenger (1989), s. 239f</ref></br> Et dansk korstog synes rettet imod Saremaa (Øsel), hvor der opføres en mindre borg, men uden tilstrækkeligt mandskab må man atter forlade øen; Anders Sunesøn drog herfra med biskop Nicolaus af Slesvig til Riga for vinteren.<ref name="Fab 1933 509">Fabricius (1933), s. 509</ref><ref name="Fen 1989 240">Fenger (1989), s. 240</ref> I 1208 skal korstoget til det sydlige Estland være fundet sted. Det savnes imidlertid i omtalen i klosterårbøgerne, måske fordi der samme år foregik et katastrofalt krigstog til Sverige, som endte med nederlaget ved Lena den 31. januar, og som pådrog sig hele opmærksomheden.<ref name="Fab 1933 509"/> Som årsag til dette korstog må måske ses, at tyskerne samme år havde underlagt sig Livland og havde overskredet grænsen til Estland.<ref name="Fab 1933 511">Fabricius (1933), s. 511</ref> Det var derfor på høje tid, hvis Danmark ikke skulle risikere, at hele det baltiske område blev underlagt tysk overherredæmme. Også i de følgende år genoptages korstogene til Estland, således 1210, efter, at man havde sikret sig imod tyske udplyndringer i Danmark, mens korstoget fandt sted.<ref name="Fab 1933 510">Fabricius (1933), s. 510</ref> Men netop på dette tidspunkt indtræder en magtkamp om Estland og Livland mellem Sværdridderordenen på den ene side og biskoppen i Riga på den anden.<ref name="Fab 1933 512">Fabricius (1933), s. 512</ref> Denne magtkamp fører til, at paven i stedet giver ærkebiskop Andreas Sunesen legatmyndighed i alt, hvad der angår mission i Baltikum. Den 4. april 1212 får ærkebispen et tilsagn som leder af missionsvirksomheden.<ref name="Fen 1989 267">Fenger (1989), s. 267</ref> Heri anvendes som begrundelse herfor blandt andet følgende:</br> "''Da du altså, optændt af iver for Kristendommen, mægtigt har arbejdet på at omvende de omboende hedninger fra vildfarelsen til sandheden, og endnu agter at arbejde, så mener vi, at vor befuldmægtigelse, for at du rigeligere og virkningsfuldere må kunne udføre det, bør overgives dig; og vi befaler vore brødre ærkebiskoppen af Uppsala og hans lydbiskopper og biskopper og de andre kirkers øvrige prælater i Danmark og Sverige ved denne vor skrivelse, at de skal være dig, der som pavestolens legat trofast arbejder på denne gerning, behjælpelig..''"<ref name="Fab 1933 513">Fabricius (1933), s. 513</ref></br> Det er sandsynligt, at den "mægtige" virksomhed, der henvises til, blandt andet har omfattet et korstog i 1208. Konklusionen af dette historiske forløb bliver, at: "''Der kan saaledes ikke ud fra tidshistoriske Grunde rejses nogen Invending mod Danebrogssagnets Tidsfæstelse til 1208 og Stedfæstelsen til Fellin.''"<ref name="Fab 1933 517f">Fabricius (1933), s. 517f</ref> === Dannebrog og slaget ved Lyndanisse i 1219 === Men hvorledes så med selve overleveringen? Det står fast, at den ikke kan være "lånt" fra andre kilder. Det står også fast, at da Peder Olsen nedskriver begivenheden, forsøger han at få sit ellers ukendte korstog rettet til et kendt korstog.<ref name="Fab 1933 523">Fabricius (1933), s. 523</ref> Men netop dette, at korstoget 1208 ellers er ukendt, taler for, at det har været en gammel overlevering om Dannebrog, som ''netop'' var knyttet til 1208 og til Fellin.<ref name="Fab 1933 525">Fabricius (1933), s. 525</ref> Det må anses for usandsynligt, at et sådant sagn skulle være en senere tids konstruktion.<ref name="Fab 1933 526">Fabricius (1933), s. 526</ref> Hvad angår selve forløbet af slaget kan der være grund til at bemærke sig Henrik af Livlands fremstilling af begivenhederne i 1219. Ifølge denne var kong Valdemar kommet til Estland med sin enorme flåde på 1500 skibe for at tilse opførelsen af en ny borg i stedet for den gamle Lyndanisse<ref>navnet menes afledt af estisk: danernes borg</ref>, som blev sløjfet for at give plads til den nye. De omgivende folkegrupper, revelerne og harjerne, samlede en stor hær og sendte deres ledere til kongen for at forhandle en fred. Kongen gav disse udsendinge gaver, og hans biskopper døbte dem; med i kongens følge var lensmanden Vitslav fra Rygen, ærkebiskop Andreas og tre biskopper: kansleren Niels fra Slesvig, Ebbe fra Århus og Theodorik, der var indviet som ny biskop over Estland. Tre dage efter fredsforhandlingerne vendte esterne imidlertid tilbage med deres hær og angreb den danske lejr fra flere sider om aftenen efter nadveren. Nogle stormede det telt, hvor biskop Theodorik lå, ud fra formodningen, at det var kongens telt, og han blev dræbt på stedet; andre angreb andre mål, og mange blev hugget ned. Netop, som det så værst ud for danskerne, vendte Vitslav med sin vendiske hær sig imod esterne og drev dem på flugt; andre estere under fremrykning standsede op ved dette syn, og danskerne fik samlet sig, kongen med sit mandskab, der også omfattede nogle tyskere, kom til stede, og efter kamp blev esterne slået på flugt, og mange blev dræbte. Kongen og biskopperne takkede Gud for sejren, kong Valdemar lod sin kapellan Viscelin indvie til Theodoriks efterfølger og drog hjem efter at have fuldført borgens opførelse, mens biskopperne med deres mandskab forblev i landet og færdiggjorde dettes underkastelse under den danske krone og kirke.<ref name="Jør 1875 445f">Jørgensen (1875), s. 445f</ref><ref name="Fen 1989 267f">Fenger (1989), s. 267f</ref> Denne beretning, som er nogenlunde samtidig med begivenhederne men en andenhånds beretning, giver anledning til en række spørgsmål. Det virker utroligt, at kongen skulle være ankommet med en så stor hær blot for at ombygge en borg. Mere troværdigt er det, at der var tale om et regulært korstog. Men endnu mere bemærkelsesværdigt er det, at esterne skulle have angrebet biskop Theodoriks telt i den tro, at det var kongens. Hvad fik dem til at tro det? Og hvordan identificerede de dette kongens formodede telt? Er Dannebrog en medvirkende del af forklaringen? I så fald: på hvilken måde? Svaret på disse spørgsmål kan meget vel vise sig at være en nøgle til forståelse af begivenhedsforløbet. Under alle omstændigheder ''bestyrker'' denne teori også teorien om, at det egentlig var et medtaget banner. Tilbage bliver spørgsmålet om de historiske omstændigheder omkring flagets betydning i slaget. Det kunne tænkes, at der var tale om en pavelig fane. Men ingen overlevering taler om en sådan pavelig fane.<ref name="Fab 1933 530">Fabricius (1933), s. 530</ref> Antagelsen er grundløs. En anden mulighed er, at det skulle være Johannitterne fane. Men det er usandsynligt, at paven vil have anvendt et banner, som allerede var i brug.<ref name="Fab 1933 529">Fabricius (1933), s. 529</ref> Også denne antagelse må anses for grundløs. Endelig kunne der være tale om en biskoppelig fane, men absolut intet kan understøtte denne antagelse. Fabricius har foreslået, at hvis flaget ikke svævede ned fra oven, kunne det måske, hvis vi følger den skildring, som Henrik af Livland giver, være en undsætningstrop, der kom til med den biskoppelige korsfane højt løftet i spidsen.<ref name="Fab 1933 531">Fabricius (1933), s. 531</ref> Imod denne antagelse taler først og fremmest, at der ingen beviser findes for, at en sådan "biskoppelig" fane skulle have eksisteret, og for det andet, at hvis det virkelig var en undsætningstrop, der havde bragt fanen til slaget, ville man have forventet, et dette var blevet indarbejdet i den senere tradition. Set i dette lys bliver forklaringen med et løsrevet kongeligt banner bragt til slaget af vinden langt mere sandsynlig. Vi kan måske underbygge denne hypotese: ''hvis'' det er rigtigt, at Dannebrog første gang spillede en rolle under den danske korstogsmission i 1208 under omstændigheder, som måske er blevet husket men aldrig nedskrevet i samtiden, og ''hvis'' flaget viste sig netop på det mest kritiske tidspunkt under slaget, og ''hvis'' nogen i et guddommeligt indfald har forstået den symbolske betydning af at indgyde korstogsridderne ekstra mod og kraft netop på dette tidspunkt, og ''hvis'' flaget var taget med igen under det nye korstog i 1219, ''så'' kan det med rimelighed forklare to ting, som ellers bliver vanskelige at forklare: for det første hvorfor Dannebrog er blevet knyttet til begivenhederne i 1219, selvom dets oprindelse skriver sig til 1208, og for det andet hvorfor flaget var med korstogsridderne under dette nye togt: det var blevet "modtaget" under et tidligere korstog og var blevet forbundet med en sejr i dette, hvorfor det som sejrssymbol blev taget med igen og atter gav en sejr. I begge tilfælde havde danskerne befundet sig i en kritisk situation, som ved et mirakel var blevet vendt til en sejr: første gang da flaget var svævet hen over de kæmpende, og anden gang, da hjælpetropperne dukkede op på det mest kritiske tidspunkt. Begge begivenheder er blevet husket som noget enestående, men da de ikke er blevet skrevet ned i tide, er de i hukommelsen blevet blandet sammen og til dels forvekslet. Dermed er traditionen om Dannebrogs oprindelse og betydning i nogen grad blevet forskudt fra den oprindelige, mindre betydningsfulde begivenhed til den senere, afgørende begivenhed. Og dermed fik Dannebrog også den betydning som sejrssymbol, som flere hundrede år senere blev nedskrevet. Det kan tillige forklare en anden, mindre bemærket side af begivenhedsforløbet: hvis fanen var med igen i 1219, og hvis det var dette kongens personlige banner, som fejlagtigt fik esterne til at angribe ærkebispens telt i den tro, at det var kongens telt, så bestyrker det yderligere flagets høje alder. Det ville være naturligt at medbringe ''samme'' korstogsfane på begge korstog, fordi de drejede sig om ''samme'' sag. Brugen af en korsfane er bevidnet allerede fra Valdemar den Stores tid<ref name="Fen 1989 269">Fenger (1989), s. 269</ref>, hvor den sandsynligvis symboliserer kongen og hverken det danske rige eller paven. At danskerne netop havde et banner med kors som symbol er selvsagt naturligt for et korstog. Nok så vigtigt: forudsat, at Danmark forud for slaget i 1219 allerede havde udkæmpet slag i det sydlige Estland omkring et årti tidligere, bliver det lettere forståeligt, hvorfor kong Valdemar i 1218 kræver herredømmet over hele Estland, hvorfor han spærrer Lübecks havn for de tyske korstogsfarere i 1219 og 1220, hvorfor Anders Sunesøn erklærer hele Estland som tilhørende Danmark, samt hvorfor hele Estland i 1221 i et forlig med biskop Adelbert tillægges Danmark. Der var hverken tale om en lunefuld udnyttelse af heldige omstændigheder fra dansk side eller om et dansk imperialistisk krav men derimod om at fuldende den virksomhed, som var begyndt årtier før og som skridt for skridt var blevet udstrakt til hele det estiske område.<ref name="Fab 1933 532f">Fabricius (1933), s. 532f</ref> Det synes rimeligt at drage den slutning, at selv om korsbanneret altså sandsynligvis er ældre end 1208 (eller 1219), så var det først ved et af disse slag og snarest i 1208, at det kom til at spille den afgørende rolle for slagets udfald, der gjorde, at der blev skabt en tradition omkring det. Slaget i 1219 var måske på sin egen måde vigtigt, men Dannebrog spillede næppe den samme rolle for dette slags udfald. Her var det hjælpetropperne, som spillede den vigtigste rolle. Ovenstående er, hvad vi med rimelig sikkerhed tør sige om Dannebrogs oprindelse og betydning for Danmarks overherredømme over Estland. Tilbage bliver at følge nogle hovedtræk i flagets senere historie. === Tallinn, Lübeck og Erik Klipping === Der kan i forbifarten være anledning til at gøre op med endnu en myte. Den omstændighed, at Tallinns lille segl afspejler Dannebrog, samt at det ses over Strandporten, har givet anledning til den teori, at der er en særlig forbindelse mellem dette sted og denne fane.<ref name="Fab 1933 528">Fabricius (1933), s. 528</ref> Det er efter min opfattelse en misforståelse. Den rette sammenhæng er snarere følgende: Det danske overherredømme over Estland var i begyndelsen meget usikkert. Efter en længere tids uroligheder blev der i 1238 indgået et forlig, kaldet Stensby-aftalen, hvorved den tyske ridderorden måtte overdrage borgen i Tallinn, som den havde besat, til den danske konge.<ref>Fenger (1989), s. 324</ref> Lidt senere, inden hendes død i 1282<ref>Hørby (1989), s. 140</ref>, gav den danske konge, Erik Klipping, og især hans moder, Margrete Sambiria, Tallinn dets stadsret, som det fik efter forlæg fra Lübecks stadsret.<ref>Hørby (1989), s. 123</ref><ref>Hørby (1992), s. 36</ref> Når Tallinns segl fra 1294 og dets såkaldt "store" byvåben viser tre kronede løver, en nøje kopi af det danske våben<ref>Bartholdy (1992), s. 9</ref>, når Sankt Knudsgildet og andre gilder i Tallinn i 1400-tallet anvender et hvidt kors i rødt felt som sit våben<ref>Bartholdy (1992), s. 10</ref> og når man ved, at Lübeck tillige havde et hvidt kors på rød grund som sit byvåben, er det så urimeligt at antage, at Tallinns byvåben markerer ''hvem'', som gav det dets stadsret, mens Tallinns lille segl sammen med symbolet over Strandporten angiver ''hvorfra'', at Tallinn fik sin stadsret? Det mener jeg ikke. Tværtimod er det i mine øjne logisk. Hvis det forholder sig således, betyder det imidlertid, at der ingen sammenhæng er mellem Dannebrog på seglet og over Standporten og begivenhederne i 1219. === Kendt siden 1300-tallet === [[File:Gelre Folio 55v.jpg|thumb|right|Dannebrog gengivet i "Armorial Gelre".]] Jeg har tidligere opstillet den hypotese, at Dannebrog kan være begyndt som den danske konges ''personlige'' banner. Kan denne hypotese underbygges? Ja, det kan den. Som nævnt optræder et kvadratisk korsbanner på både en mønt og på et segl fra Valdemar den Stores tid. Det taler stærkt for en forbindelse mellem denne konge og dette bannermærke. Historisk kendes Dannebrog siden 1300-tallet. Dannebrog er således bevidnet af den hollandske herold ''Gelre'' (1334-1375), der i værket "Armorial Gelre" blandt andet gengiver et våben for "die coninc van danmarke" visende, rigsvåbenet med 3 leoparder forbundet med en gylden hjelm med hermelinsklædte og påfuglebesatte vesselhorn samt et kvadratisk Dannebrogsflag.<ref name=autogeneret1 /><ref>[https://commons.wikimedia.org/wiki/File:Gelre_Folio_55v.jpg Gelre Folio 55v]</ref> Ligeledes i ''Bellenville-våbenbogen'' 1380-90 findes et skjold med et kors med navnet ''Denenbroce'' over. Fra denne tid må både flagets navn og udseende derfor regnes som værende fastslåede kendsgerninger. Således er både flaget og navnet dokumenteret ''senest'' fra Valdemar Atterdags tid og ''kan'' stamme fra de estiske korstog blot 150 år før eller tidligere. Læg dertil, at vi genfinder det samme kvadratiske kortbanner på et segl fra Erik af Pommerns tid. Det betyder, at vi kan dokumentere, at mindst tre danske konger har anvendt det selvsamme symbol som sit banner. Dette taler meget stærkt for, at det allerede på denne tid har vundet hævd som kongens traditionelle banner. Det skulle være mærkeligt, om ikke dette også var tilfældet på Valdemar Sejrs tid, som falder midt i de tre andre kongers. Det betyder, at vi med en til vished grænsende sandsynlighed har godtgjort hypotesen om, at dette banner må have fulgt med kongen på dennes korstog. === Erik af Pommern === Det danske korsflag kendes brugt af Erik af Pommern og symboliserede på daværende tid tillige hansestaden Lübecks våben. Lübecks gamle våben var et hvidt kors på en rød baggrund, dannet som en modsætning til den tysk-romerske kejsers hvide flag med et rødt kors, et flag som stammede fra Romerriget, og som er bevaret i det engelske flag (Sankt Georgs kors). Det synes rimeligt at antage, at Erik af Pommern derfor har haft et dobbelt formål med at anvende dette banner: dels var anvendelsen allerede blevet en tradition for danske konger, dels kunne symbolet bruges til at markere, at han hævdede at være retmæssig byherre over Lübeck, lige som Valdemar Sejr havde været det.<ref>Hørby (1992), s. 35</ref> Vi ved, at Erik af Pommern indførte dannebrogskorset i sit unionssegl fra 1398<ref>Bartholdy (1992), s. 7</ref>, og at det lige siden har indgået i alle danske rigsvåbener som en fast bestanddel. Det menes, at Dannebrog oprindeligt blev opbevaret sammen med rigets øvrige klenodier, i Folen, det faste tårn på Kalundborg Slot.<ref>Jørgensen (1887), s. 168</ref> Det ville være logisk, når der ikke længere foregik korstog. Vi har et andet bevis for Dannebrogs betydning på Erik af Pommerns tid: da dronning Filippa i 1430 døde i Vadstena kloster, kom Erik kort efter og oprettede en evig messetjeneste bestående af 12 klerke, som skulle kaldes "kongens kapellaner" og "hwar klærk hafni vppa sit røklinn rykens baner, swasom ær eth røt kors vppa eth gulth fiæld".<ref>Jørgensen (1887), s. 154</ref> === Dannebrog og Sverige === Dannebrog optræder også i begivenheder efter Erik af Pommerns tid, hvilket bekræfter dets fastslåede stilling som kongens banner og samlende symbol under krigsbegivenheder. Ifølge svenske krøniker blev "Danabroka" i 1439 ført ind i Sverige, og i 1464 tog svenske bønder en fane med Dannebrog fra Christian I og senere oplevede en sejr i Slaget ved Brunkeberg i 1471.<ref>Jørgensen (1887), s. 172</ref> Ærkebispens krønike i Lund oplyser, at Christian I i 1448 fik overrakt rigets flag.<ref>Jørgensen (1887), s. 161</ref><ref name="Bar 1992 13f">Bartholdy (1992), s. 13f</ref> Vi har flere beviser på flagets eksistens på denne tid: i en afbildning i Roskilde domkirke 1498 af det skib, som førte Sankt Lucius' hoved til Danmark, og i folkevisen om kong Hans' bryllup fra 1478, som oplyser, at skibet, som henter hans brud, har "Danebroge i fremmerstavn".<ref>Jørgensen (1887), s. 158</ref> Disse og andre oplysninger bevidner flagets vedvarende brug og dets betydning som den danske konges rigssymbol. === Togtet til Ditmarsken === Under krigen i Ditmarsken i år 1500 var et Dannebrogsflag, der efter sigende var det originale fra 1219, med. Under slaget ved Hemmingstedt blev det ført af marsk Hans von Ahlefeldt<ref>oplysningen findes hos den kongelige historiograf Hans Svanning, der i 1558-59 skrev en fremstilling af kong Hans' historie og heri bringer oplysningen, at :"rigets banner, delt af hvidt og rødt i form af et kors, og nedfalden fra himlen til kong Valdemar II, som der fortælles, da han førte krig mod Livlænderne, som dengang var kristendommens fjender", her gik tabt. Det er sikkert fra Svanning, at Huitfeldt har hentet samme oplysning, jvf. Jørgensen (1887), s. 169.</ref>. Han faldt imidlertid under slaget, og flaget blev erobret af ditmarskerne. Det blev ophængt i kirken i Wöhrden<ref>oplysningen skyldes præsten og historikeren Johan Neocorus, der afsluttede sin krønike i 1598 og hvis fader havde været degn i Wöhrden i 20 år, da han døde i 1580, jvf Jørgensen (1887), s. 178f</ref>, og blev først generobret i 1559<ref>Uafhængigt af Svanning fortæller Johan Rantzov i sin omtale af dette sidste togt til Ditmarsken, at der blandt de tilbageerobrede faner også var: :"et stykke af det banner, som man siger til sin tid ved et mirakel blev givet en dansk konge imod russerne og som fordum kong Hans havde taget med i håb om derved at stride heldigt imod Ditmarskerne.", jvf. Jørgensen (1887), s. 170f</ref> – da næsten ødelagt af fugtighed og ælde – og ophængt i Slesvig kirke, hvor det endeligt gik til engang i 1660'erne.<ref>kilden hertil er Hans de Hofman, som i 7. del af "Den danske Atlas" fra 1781 s. 605 oplyser om koret i Slesvig domkirke, at: :"I dette kor hængte den berømte danske fane Danebrog... og var at se, indtil den ved 1660 af alder og forrådnelse aldeles forfaldt, da nogle børn ved deres leg nedrev den af loftet og ingen bekymrede sig om at samle dens levninger." Men fra omtrent samme tid stammer en oplysning i et tysk værk, at fanen havde hængt i Nikolaikirken i Kiel, jvf Jørgensen (1887), s. 182. Jørgensen tillægger dog oplysningen om Slesvig domkirke størst troværdighed, jvf samme. s. 185f</ref><ref name="Bar 1992 14"/> I borgerkrigen ''Grevens fejde'' anvendte den ene part et stribet flag; blåt, gult og rødt i rigsvåbnets farver, og den anden part, den sejrende, brugte et rødt-hvidt korsflag, med fire lige lange arme. === Nyere tid === Siden 1500-tallet har Dannebrog angivet danske skibes nationalitet<ref>Bartholdy (1992), s. 11</ref>, og i 1600- og begyndelsen af 1700-tallet indgik et Dannebrogsfelt i hærens faner.<ref name=autogeneret3>Achen, s. 108</ref> I 1696 fastlagde en kongelig resolution flagets mål, og disse har siden overvejende været opretholdt.<ref name="Bar 1992 14">Bartholdy (1992), s. 14</ref> Indtil 1743 brugte man et sort-hvidt korsflag som sørgeflag, derefter blev det besluttet at flage på halvt i stedet for<ref>[http://www.crwflags.com/fotw/flags/dk-sorg.html Danish Mourning Flag (until 1743)<!-- Bot genereret titel -->]</ref>. I 1785 blev Dannebrog genindført som fane for nogle danske regimenter, og i 1801 blev det fane for landeværnet.<ref name=autogeneret3 /> I 1807 digtede B.S. Ingemann:<br /> "''Vift højt på Kodans bølge''<br /> ''blodrøde Dannebrog''"<br /> og i de følgende årtier skrev flere danske digtere, N.F.S. Grundtvig, Oehlenschläger, Chr. Winther, H.C. Andersen, digte om Dannebrog.<ref name=autogeneret3 /> I 1830-erne og 1840-erne udviklede Dannebrog sig til et folkeflag. I 1842 blev det regimentsfane i hele hæren.<ref>Achen, s. 109</ref> Endnuså sent som i 1833 blev det forbudt den danske befolkning privat at flage, men forbuddet blev reelt ikke håndhævet. Under Treårskrigen 1848-1850 flagede befolkningen med Dannebrog i stort omfang, og i 1854 blev det omsider officielt tilladt private at flage.<ref>Bartholdy (1992), s. 14</ref> === <big>Lovgivning</big> === Valdemarsdag den 15. juni blev indført i 1912 ved cirkulære Nr. 391 af 24. december 1912 for at markere Dannebrogs oprindelse, men som det fremgår, hviler det på en delvis misforståelse af traditionen. På den anden side: hvis det tidligere begivenhedsforløb er korrekt forstået, og slaget i 1219 markerede en slags afslutning på hele den forud gående danske missionsvirksomhed i Estland, så er markeringen af denne begivenhed historisk rimelig og forståelig. Og lige meget hvormeget man forsøger at skille myte fra historisk virkelighed, så står det fast, at denne afslutning spillede en afgørende rolle for, at Estland blev et kristent område, og at Danmark har hovedæren herfor. I 1929 blev der udarbejdet et forslag til en officiel flaglov af en særlig kommission, men lovforslaget er aldrig blevet færdigbehandlet eller vedtaget.<ref>Bartholdy (1992), s. 15</ref> === <big>Sammenfatning og konklusion</big> === Vi er nået til vejs ende, og resultatet turde være klart: historien om det himmelfaldne flag i 1219 er en myte og en misforståelse. Den sande historie synes at være som følger: Flaget selv er sandsynligvis meget ældre. Det går utvivlsomt tilbage til Valdemar den Store, som har antaget det som sit personlige kongelige banner. Vi ved ikke hvorfra, han har hentet inspirationen, det kan være fra England eller fra sin hustru og væringerne eller et helt tredie sted fra. Dette kan også forklare hvorfor, at der ikke findes nogen tradition om, at det skulle hidrøre fra paven, eller nogen forbindelse til Johannitterordenen. Senere er det åbenbart gået i arv som fast kongeligt banner. Kongen har sikkert medtaget det på sine korstog. Under korstoget til Estland og slaget ved Fellin i 1208 kom det til at spille en særlig rolle, idet det midt under slaget, da danskerne var truet af nederlag, åbenbart rev sig løs og svævede hen over de kæmpende og indgav danskerne det mod og den beslutsomhed, der gjorde, at de vandt dette slag. Begivenheden er siden blevet husket i mundtlige beretninger. Intet taler til støtte for, at traditionen har nogen forbindelse med de himmelske jærtegn, som skal have vist sig i Portugal, idet den danske tradition efter alt at dømme er ældre. Først langt senere har man i Danmark fået kendskab til den portugisiske tradition. Spørgsmålet, om der var tale om guddommelig indgriben, er i sidste ende et trosspørgsmål, men der er ikke tvivl om, at det er således, at man i datiden har opfattet begivenheden på samme måde som i andre lignende tilfælde. Flaget har sikkert været med igen under det nye korstog til Lyndanisse i 1219. Det er muligt, at de har stået foran biskoppens telt og har forledt esterne til at angribe dette. Også denne gang indtraf der et under, idet undsættelsesstyrkerne nåede frem netop, som danskerne var mest trængt. Om disse har haft fanen med sig, vides ikke med sikkerhed, men også dette under er blevet husket. Når Tallinn har tre løver i sit store våben og et Dannebrog i sit lille segl, hænger det sandsynligvis sammen med, at byen fik sine stadsrettigheder af den danske konge og inspireret fra Lübecks stadsrettigheder, hvilket de to symboler afspejler. Det har intet at gøre med slaget i 1219. Allerede i datiden eller måske lidt senere har flaget fået det navn, som siden har været knyttet til det. Også de til flaget knyttede begivenheder er blevet husket, men i tidens løb er de blevet blandet sammen. Da flaget var med under felttoget i 1500 til Ditmarsken, var det for at give sejr, men det endte i nederlag, og flaget gik tabt. Efter dette blev erindringerne om dets betydning nedskrevne, men da med den usikkerhed som da var indtrådt om tid og sted. Flaget blev siden genvundet men fik ikke længere den værdige opmærksomhed, som det kunne påkræve, og det gik op i råd og ælde. Men dets symbolske værdi blev bevaret, dog fortsat kun som kongeligt banner. Med kongens støtte blev det siden anvendt af danske forsvarsstyrker og til skibe under kongelig beskyttelse. Men i Treårskrigen 1848-58 flagede befolkningen trods forbuddet, og dermed banedes vejen for, at det blev det nationalt samlende symbol, som det siden har været. === <big>Noter</big> === {{reflist|2}} === <big>Litteratur</big> === * Sven Tito Achen: ''Heraldikkens femten glæder''; København 1978; ISBN 87-12-00222-4 * Nils G. Bartholdy: "Dannebrog - legende og virkelighed" (Michael Andersen og Frank Birkebæk (red.): ''1219 - Dannebrog og Estland''; Roskilde Museums Forlag 1992; ISBN 87-88563-189; s. 6-16) * L.P. Fabricius: "Sagnet om Danebroge og de ældste Forbindelser med Estland" (''Kirkehistoriske Samlinger'', Sjette Række, Første Binds første Hefte, København 1933) * Ole Fenger: "Kirker rejses alle vegne" (Olaf Olsen (red.): ''Gyldendal og Politikens Danmarkshistorie'', bind 4: 1050-1250; København 1989; ISBN 87-89068-06-8) * Henning Henningsen: "Dannebrog og flagføring til søs" (''Handels- og Søfartsmuseets årbog 1969'', s. 7-81) * Kai Hørby: "Velstands krise og tusind baghold" (Olaf Olsen (red.): ''Gyldendal og Politikens Danmarkshistorie'', bind 5: 1250-1400; København 1989; ISBN 87-89068-07-6) * Kai Hørby: "Danmark og Estland i middelalderen" (Michael Andersen og Frank Birkebæk (red.): ''1219 - Dannebrog og Estland''; Roskilde Museums Forlag 1992; ISBN 87-88563-189; s. 30-38) * A.D. Jørgensen: "Om Danebroges Oprindelse" (''Historisk Tidsskrift'', 4. række, Bind 5; 1875) * A.D. Jørgensen: "Undersøgelser vedrørende Danebroge og det danske kongevåben" (''Historisk Tidsskrift'', 6. række, Bind 1; 1887) * J.O. Kock: "Sagnet om Dannebrog" (''Danske Studier'' 1951; s. 34-48) * John Lind: "Den faldt fra himlen ned" (Kronik i ''Skalk'' 2001, nr. 6, s. 20-27) * E. Løffler: "Bidrag til Bedømmelse af Danebrogs-Sagnets historiske Værd" (''Historisk Tidsskrift'', Bind 5. række, 2 (1880); s. 562-566) * ''Salmonsens Konversationsleksikon'', 2. udgave, bind V, s. 515-517; opslag: Dannebroge * [http://www.navalhistory.dk/Danish/Flaget/FlagetsHistorie.htm Flagets historie], i ''Dansk Marinehistorie'' af Johnny E. Balsved, abl68hghkaj7f7uw4pf27dhyequis8j 42616 42615 2026-08-31T09:03:48Z Sven Halfdan Nielsen 3898 småret 42616 wikitext text/x-wiki Traditionen om Dannebrogs oprindelse er velkendt: Dannebrog faldt ned fra himlen under et dansk korstog til Estland, og det spillede en afgørende rolle for det danske overherredømme over Estland fra 1219. Således lyder myten om Dannebrog, men bag enhver myte gemmer der sig en historisk realitet, og ved at grave denne historiske realitet bag myten frem opnår vi en bedre forståelse af fortiden. Det ligger nær at stille 3 spørgsmål:</br> - er tidsfæstelsen korrekt?</br> - er stedfæstelsen korrekt?</br> - er begivenhedsforløbet korrekt? Svaret på det første spørgsmål er: ja, den ''oprindelige'' tidsfæstelse er sikkert korrekt. Denne tidsfæstelse passer nøje med det begivenhedsforløb, som vi ellers kender. Svaret på det andet spørgsmål er: ja, den ''oprindelige'' stedfæstelse er korrekt. Denne stedfæstelse passer med og ''bekræfter'' de forhold, som vi ellers kender. Svaret på det tredie spørgsmål er: ja, flaget kan forbindes med ''en bestemt begivenhed''. Der er enkeltheder i forløbet, som det ikke længere er muligt at efterkontrollere. Der kan her være grund til at skelne mellem det ''oplevede'' forløb og det ''faktiske'' forløb. Traditionen er baseret på det oplevede forløb således, som dette siden blev husket. === <big>Dannebrogs oprindelse</big> === Dannebrogs oprindelse falder i tre dele: traditionen, de omstændigheder under hvilke traditionen er blevet nedskrevet og flagets senere historie. === Traditionen === [[Fil:Danmarks flag 1219 Lorentzen.jpg|thumb|450px|Det berømte maleri af Christian August Lorentzen fra 1809 af begivenhederne i 1219.]] Ifølge overleveringen, der findes uafhængigt af hinanden hos dels forfatteren af ''Danske Krønike'' fra 1520-erne Christiern Pedersen<ref>formuleringen omtalt under et korstog i 1208 til "Estland, Pryssland, Kurland og Finland" lyder:</br> "''somme mene og sige at samme kong Valdemar skulle fange Dannebrog ned af himlen samme tid, som er et hvidt kors i et rødt felt''", jvf. Lind, s. 24. </ref>, dels munken Peder Olsen (Petrus Olai) fra Gråbrødreklostret i Roskilde, dels historikeren Arild Huitfeldt<ref name=autogeneret1>Lind, s. 23</ref>, faldt Dannebrog ned fra himlen under slaget ved Lyndanisse (i dag Tallinn i Estland) den 15. juni 1219, senere kendt og markeret som Valdemarsdag. Der er imidlertid usikkerhed om tid og sted er korrekte<ref name="bjerg">''Dannebrog'' af Hans Christian Bjerg, s.12, ISBN 87-7739-906-4.</ref>. Det skyldes, at både Christiern Pedersen og Peder Olsen oplyser, at begivenheden fandt sted i året 1208 i Livland på et sted, som kaldes Fellin (Viljandi) i nutidens Estland. Fremstillingen hos Peder Olsen, der findes i en samling notater, ''Collectanea'', til Danmarks historie og menes at være skrevet omkring 1527 men stammer fra en ældre kilde, hvis alder er ukendt<ref>Kock, s. 34</ref>, er den mest oplysende og lyder i sin helhed:</br> "''MCCXIX''<ref>1219</ref>''. Valdemar II angreb Estland, en provins i Livland, fra søen med 1500 krigsskibe og gjorde landgang, og efter mange kampe omvendte han det overvundne land til Kristus og lod folket døbe. Han førte præster dertil fra Danmark og byggede Reval, der nu er en vigtig by og særdeles udmærket og kendt. Heraf kommer det, at kirken i Reval lige til denne dag er forblevet under Danmarks ærkebiskop i Lund, skønt den verdslige magt i tidens løb er gået over til den tyske ordens brødre i nævnte provins. Da nu kong Valdemar var gået i land med hæren i Estland, sagde biskoppen i Århus til ham, da han blev forskrækket over hedningernes mængde, at han skulle love, at han, såfremt han vandt sejr, ville forbedre sig over for sine undersåtter og den hellige Niels i Århus, hvis offergaver han havde tilegnet sig. Det samme råd fik han af den ærværdige Anders, ærkebiskop i Lund, en mand af forunderlig enfold og uskyld, der såvel i live som efter sin død vandt ry ved mange mirakler. Kongen gav dem ret, afgav løftet og fik sejr. Ærkebiskoppen kaldte så stormændene sammen og lod dem love, at svende på tolv år og der over stedse skulle fejre dagen før den hellige Laurentius' fest med faste på brød og vand, hvis de fik sejr. Efter at de så havde påkaldt de hellige Laurentius og Niels, blev slaget begyndt på Vitus' og Modestus' dag. Ærkebiskoppen, der sammen med lydbisper og andre gejstlige fra et bjerg så ud over begge hære, bad nu under tårer for de kristne som en anden Moses med hænderne løftede mod himlen. Når han løftede hænderne i bøn, sejrede danskerne; men når han af træthed lod de gamle hænder synke ned, blev danskerne slået. Men biskopperne og præsterne understøttede den gamle mand. Og således blev den sejrende konge et andet menneske, lod Kristi lære forkynde og kirker bygge dér; siden hen styrede han landene med mildhed og retfærdighed, skrev love og ærede den hellige Niels.''</br> ''Et andet sted står der, at da de rettroende danske på denne Valdemar II's tid i det Herrens år 1208 kæmpede i Livland på det sted, som kaldes Fellin, mod de vantro livlændere og allerede næsten overvundne fromt anråbte om guddommelig hjælp, modtog de straks som belønning et banner, der faldt ned fra himlen, og som var mærket med et hvidt kors, påtrykt en ulddug, og de hørte en røst fra himlen, at når det blev løftet højt til vejrs, ville de straks knuse deres modstandere og vinde fuldstændig sejr; og således skete det. Men det banner plejer med sit sædvanlige navn at kaldes Danebroge. (Denne sejr menes at være den, som danskerne vandt i Estland, og som allerede er omtalt for nylig; men der er fejl i årstallet etc. - Ligeledes har jeg et andet sted fundet, at kong Valdemar og ærkebiskop Anders gjorde et tog til Estland i 1220).''"<ref>her gengivet efter Kock, s. 34f</ref><ref name="Fab 1933 493f">Fabricius (1933), s. 493f</ref> Det er naturligvis usikkert, hvad der egentlig skete under slaget ved Lyndanisse eller slaget ved Fellin, da overleveringen først er nedskrevet 300 år efter begivenhederne skulle have fundet sted <ref name=bjerg />. Historikerne har derfor forsøgt at finde den historiske begivenhed bag ved traditionen. Man kan således fastslå, at Peder Olsens fremstilling har hentet sine bestanddele flere steder, og at de oprindelig ikke har udgjort en helhed. Herom kan siges følgende:</br> 1. Det indledende afsnit om slaget ved Reval (Tallinn) svarer til fremstillingen i ''Rydårbogen'' og i ''Jyske Krønike'' og kan være hentet fra disse kilder.<ref>Kock, s. 35</ref><ref name="Fab 1933 486">Fabricius (1933), s. 486</ref></br> 2. Afsnittet om den hellige Niels i Århus kan stamme fra en bog om Niels, men findes ikke i hans ''vita''. Det tyder ikke på, at historien har en historisk baggrund. Snarere er den tilkommet efter, at Niels blev helgen, formentlig i midten af det 14. århundrede.<ref>Kock, s. 35f</ref><ref name="Fab 1933 486"/></br> 3. Afsnittet om Laurentius-fasten er helt malplaceret. Sankt Laurentius' dag er den 10. august, mens slaget fandt sted på Vitus' og Modestus' dag den 15. juni. ''Saxo'' omtaler et slag ved Ljutka (Lütjenburg), der fandt sted på Laurentius' dag, og formentlig er indskuddet hentet herfra.<ref name=autogeneret2>Kock, s. 36</ref><ref name="Fab 1933 487">Fabricius (1933), s. 487</ref></br> 4. Historien om ærkebispens oprakte hænder er hentet fra ''2. Mosebog'' (17, 9ff).<ref name=autogeneret2 /><ref name="Fab 1933 487"/></br> 5. Historien om det nedfaldne flag er uden direkte forbillede. Fra Portugal (hvorfra dronning Berengaria stammer) findes en tradition fra 1217 om et jærtegn i form af et kors på himlen til tegn på portugisernes sejr over maurerne i kampen ved Alcazar.<ref>Kock, s. 37</ref> Det betyder, at der findes en tradition næsten samtidig med den danske, hvilket styrker en tidsfæstelse til begyndelsen af 1200-tallet. Skønt der er forskelle (intet flag i Portugal), kan begivenheden i Portugal være blevet kendt også i Danmark og have styrket den danske tradition, men der er intet bevis for en direkte forbindelse.<ref>Kock, s. 42</ref></br> Med hensyn til selve dateringen af Dannebrogs fald fra himlen er det nutidens historikeres opfattelse, at når to kilder uafhængigt af hinanden daterer begivenheden til et andet sted og en anden tid end nutidens tradition siger, så må nutidens tradition anses som fejlagtig og den ældste tradition som den rigtige med hensyn til tid og sted.<ref>Lind, s. 26</ref> Dette kan også forklare, hvorfor der ingen omtale af Dannebrog er i den samtidige skildring i Henrik af Livlands krønike.<ref>Enn Tarvel (red.): ''Henriku Liivimaa Kroonika''; "Olion" Tallinn 1993; ISBN 5-450-01319-1; s. 140</ref> På lignende måde som bidragene om den hellige Niels og om Anders Sunesens løftede hænder er tilføjede den oprindelige fremstilling, så menes traditionen om Dannebrog at være overført fra det mindre betydningsfulde slag i 1208 til det vigtigere slag i 1219, der indledte den danske besættelse af det nordlige Estland som led i opbygningen af myten om netop dette slag.<ref name=autogeneret2 /> Endelig bør det nævnes, at traditionen blev nedskrevet kort tid efter, at danskerne havde mistet det originale Dannebrog under togtet til Ditmarsken i 1500. Det menes, at flaget var taget med, netop fordi man på grund af traditionen mente, at det ville bringe sejr.<ref>Jørgensen (1875), s. 417</ref> Som muligt ophavssted og som en anden mulighed har man peget på, at banneret kunne stamme fra Johanniterordenen eller være et korsbanner givet af paven, men disse og andre muligheder er blevet tilbageviste af historikerne.<ref>Jørgensen (1875), s. 426-429 for Johanniterordenens vedkommende, s. 431-432 for pavens vedkommende</ref> <ref>Jørgensen (1887), s. 149-153</ref> <ref>Lind, s. 25</ref> Der kan måske være grund til at se nærmere på disse hypoteser. === Myten om Johanniterordenen === Historikere i det 19. og 20. århundrede brød sig ikke om det himmelfaldne flag og søgte mere jordnære forklaringer. Især søgte man efter forbilleder for Dannebrog. Især hæftede man sig ved Johanniterordenen som en mulig kilde, da denne orden blandt andet havde et våben, som mindede om Dannebrog. En række mulige forbindelser har været foreslået. Man har peget på, at Valdemar Atterdag besøgte den hellige grav i påsken 1347 og her blev slået til ridder af hertug Erik af Sachsen.<ref>Jørgensen (1875), s. 426</ref> Kong Valdemar stiftede et Sankt Hans-kloster på Dueholm viet til Marie Magdalene på hvis festdag, han fik ridderslaget.<ref name="Jør 427">Jørgensen (1875), s. 427</ref> Yderligere oplyser Thomas Bartholin i sin bog om Dannebrogsordenen, at Valdemar på gamle tapeter på Københavns Slot var fremstillet med et hvidt ordenskors. Da korset første gang kendes fra et brev fra år 1356 og kongenavnet Valdemar er fælles, måtte en forbindelse anses som mulig.<ref name="Jør 427"/> Senere forskning har imidlertid vist, at Thomas Bartholins fremstilling bygger på et forfalsket kobberstik, hvorved denne del af beviset falder sammen.<ref>Jørgensen (1875), s. 429</ref> Ydermere har det vist sig, at ingen dansk konge har søgt sit gravsted hos Sankt Hans-ordenen, og der findes ingen optegnelser til støtte for en forbindelse.<ref>Jørgensen (1875), s. 430</ref> Denne forklaring må således afvises, da der ingen forbindelse findes mellem Sankt Hans-huse, deres velgørere og Johanniterordenen.<ref>Jørgensen (1875), s. 431</ref> Man har også tænkt sig, at Johanniterordenens symboler skulle være overtaget skridt for skridt i dansk tradition, men imod dette taler, at der findes en specifik tradition for flagets oprindelse, som ikke kan afvises.<ref>Jørgensen (1875), s. 434-437</ref> Tilbage er kun den mulighed, at flagets oprindelse med al sandsynlighed på den ene eller anden måde har forbindelse til et korstog til Estland.<ref>Jørgensen (1875), s. 437</ref> Den eneste samtidige kilde er Henrik af Livlands krønike, der imidlertid er stærkt tendensiøs: han forsøgte at nedgøre ethvert dansk bidrag til kristningen af Baltikum<ref>Jørgensen (1875), s. 439</ref>, ja endog at gøre dansk tilstedeværelse til utidig indblanding<ref>Jørgensen (1875), s. 441</ref> og bestrider endda, at Valdemar skulle have været på korstog.<ref>Jørgensen (1875), s. 442</ref> Således fremstilles han i 1219 som værende på besøg for at besigtige byggeriet af en ny borg, ikke som erobrer.<ref>Jørgensen (1875), s. 445f</ref> Esterne angreb for at stoppe opførelsen af borgen, men blev selv angrebet af vendiske hjælpetropper, som var kommet sammen med danskerne. Dannebrog omtales ikke.<ref>Jørgensen (1875), s. 447</ref> Tydeligvis er der tale om en andenhånds beretning baseret på rygter, ikke om et øjenvidne til begivenhederne. A. D. Jørgensen har forsøgsvis opstillet den hypotese, at esterne angreb biskop Theodoriks telt, fordi der foran var et banner, som opfattedes som hovedbanneret (det vil sige: kongens banner). Han stiller spørgsmålet, om Theodorik kan forbindes med Johanniterordenen.<ref>Jørgensen (1875), s. 448</ref> Theodoriks oprindelse er ukendt, men han optræder som missionær både hos liverne og esterne i forskellige opisoder med sagnagtige træk.<ref>Jørgensen (1875), s. 449</ref> Han blev sendt til pavestolen, hvor han den 15. april 1201 fik en bulle af pave Innocens, der opfordrede alle kristne i Vendland og Saxland til at drage til Livland.<ref>Jørgensen (1875), s. 450</ref> Theodorik forsøgte at få anerkendt Baltikum som sit bispedømme, men stødte på vanskeligheder. Derfor skal han have sluttet sig til den danske konge, idet paven havde givet biskop Anders Sunesen en bulle på at indvie en biskop i Estland.<ref>Jørgensen (1875), s. 456</ref> Da Tempelridderne på daværende tidspunkt havde et rødt kors på hvid baggrund som sit mærke, måtte et dansk korstog ske under et andet mærke, og han har så "lånt" Sankt Hans-brødrenes korsbanner.<ref>Jørgensen (1875), s. 457</ref> Det skulle således være dette banner, der var opsat foran hans telt, og som slaget med esterne derfor kom til at stå om.<ref name="Jør 458">Jørgensen (1875), s. 458</ref> Theodorik døde under slaget, og efter slaget måtte omstændighederne omkring fanens oprindelse og betydning have været uklar<ref name="Jør 458"/>, da det fuldstændig adskilte sig fra kongens banner: løverne og hjerterne. "Saa sagde man, at det var kommet ned fra Himlen midt i Slagets trængsel".<ref>Jørgensen (1875), s. 457</ref> Problemet med denne hypotese er, at den på intet punkt finder støtte i kilderne<ref name="Jør 458"/>, og A.D. Jørgensen understregede, at den kun var en hypotese, som fornyede studier måtte styrke eller svække,<ref>Jørgensen (1887), s. 150</ref> og at "''kun derom er alle enige, at Savojens Kors er lig Johanniternes, og det samme er Tilfældet med vort Danebroge.''"<ref>Jørgensen (1887), s. 153</ref> I og med, at flagets oprindelse nu henlægges til ''en anden begivenhed'', slaget i 1208, er grundlaget for hele denne konstruktion imidlertid bortfaldet. De nærmere omstændigheder omkring flagets oprindelse er fortsat ukendte. === Myten om dronning Berengaria og Dannebrog === Som tidligere nævnt har det været overvejet, om myten om Dannebrogs fald fra himlen var forbundet med dronning Berengaria. Hun blev gift med Valdemar Sejr i 1214 og døde i 1221.<ref name="Fen 1989 61">Fenger (1989), s. 61</ref> Hun stammede fra Portugal, og det er overleveringer herfra, som har været inddraget i forsøgene på at forklare myten. Det er blevet påpeget, først af overbibliotekar Christian Bruun, at der i portugisiske skrifter fortælles om et jærtegn, der i 1217 blev set i Portugal under en kamp imod maurerne ved Alcazar. Ifølge disse viste der sig et kors på himlen som tegn på sejren. Teorien er senere taget op af pastor L.P. Fabritius, som mener, at det er den eneste tradition i den kristne verden, som tåler sammenligning med sagnet om Dannebrog. Han forbinder de to begivenheder ved at påpege, at Berengaria var blevet dansk dronning blot tre år tidligere, og at der takket være en livlig forbindelse mellem Portugal og Danmark er mulighed for, at historien er kommet hertil. Det viser sig imidlertid, at denne antagelse ikke holder: dels kendes der ingen livlig forbindelse mellem de to lande, dels har der været rejst tvivl om, at hun kom fra Portugal. I flere danske årbøger siges, at hun var søster til greven af Flandern, og da der ydermere var arvestridigheder imellem hendes broder, kongen af Portugal, og to af deres søstre, bliver det endnu mindre sandsynligt, at der har været en forbindelse.<ref name="Koc 1951 37">Koch (1951), s. 37</ref> Dertil kommer den afgørende forskel, at der i Portugal var tale om et syn på himlen, men i Estland var tale om et faktisk flag, som efterfølgende blev bragt hjem til Danmark. Og hvis dateringen til 1208 opretholdes som den rette, udebliver muligheden for, at traditionen stammer fra Portugal også af kronologiske grunde.<ref name="Koc 1951 38">Koch (1951), s. 38</ref> Endelig har der været peget på, at den portugisiske tradition måske stammer fra et langt ældre slag, nemlig slaget ved Orique i det sydlige Portugal den 25. juli 1139. I dette slag var den sejrende feltherre Afonso Henriques, dronning Berengarias bedstefader, som ifølge en senere legende før slaget havde set et kors på himlen omgivet af engle i hvide klæder, og at Kristus havde lovet ham sejr og at hans efterkommere ville blive konger i Portugal. Det er imidlertid tvivlsomt, om dronning Berengaria overhovedet har kendt til denne tradition, idet slaget endnu i begyndelsen af 13. århundrede ikke havde opnået den berømmelse, som det senere fik. Det kan end ikke udelukkes, at traditionen om det ældre slag hviler på traditionen fra det senere slag.<ref name="Koc 1951 41f">Koch (1951), s. 41f</ref> Det må tilføjes, at der findes en endnu ældre tradition, nemlig kejser Konstantins korsvision før Slaget ved Ponte Molle i år 312 mod Maxentius, der fulgtes af ordene "''in hoc signo vinces''", det vil sige "under dette tegn skal du sejre". Og på freskerne om "Det sande Kors" legende" i Arezzo, malet af Piero delle Francesca i 1450-erne, ses Konstantin vinde over Maxentius ved at holde er kors frem på en måde, hvor det kan opfattes som værende faldet fra himlen.<ref name="Bar 1992 11f">Bartholdy (1992), s. 11f</ref> Der er intet, som kan understøtte, at den danske tradition skulle have noget med den portugisiske tradition at gøre. Hvilket dog ikke forhindrede Christian IV i på sine guldmønter fra 1591 at gengive den store portugisiske guldmønt kaldet ''portugaløser'' med Kristuskors og sætningen "in hoc signo vinces", sikkert fordi at denne var kendt fra Arild Huitfeldts krønike, der udkom 1600-1603, og hvor begivenheden forøvrigt henlagdes til 1219.<ref>Bartholdy (1992), s. 9, 12</ref> === Er Dannebrog ældre? === Spørgsmålet er, om flaget kunne være ældre. Enkelte forskere mener, at der har været en forløber for Dannebrog: De mener, at danske konger brugte et rødt flag med to ravne i sort, når de drog i krig. Kong Knud den Store skulle ifølge engelske kilder have ført en ravnefane i slaget ved Ashington i Essex i 1016 <ref>Anonym: "Dannebrogs historie" (''Spejderbladet Væbneren'', s. 179-182)</ref>. Men det vides ikke, om denne fane generelt er blevet brugt af den danske kongeslægt. På Bayeux-tapetet fra omkring 1068 fører bagtroppen et rødt flag med et hvidt kors, muligvis danske slægtninge til Vilhelm Erobreren, der i front fører Sankt Georgskorset i slaget ved Hastings i 1066. Ioannis Skylitzis Krønike fra ''Biblioteca Nacional'', Madrid, viser væringer fra Miklagård (''Den Store By'', Byzans-Konstantinopel-Istanbul) omkring år 1100 med et rødt flag med et hvidt kors. Mønter, der viser et korsbanner, blev slået allerede under Valdemar den Store<ref>Fenger, s. 269</ref><ref>Lind, s. 21</ref> og et korsbanner kendes tillige fra et segl fra hans tid (og senere fra et segl fra Erik af Pommerns tid), men disse fortilfælde er ikke overbevisende, ''med mindre'' at man antager, at hans søn skulle have haft en fane med måske som sit eget fra faderen stammende banner og enten (hvilket er temmelig utænkeligt) selv have hævet dette på et kritisk tidspunkt under slaget, eller (mere sandsynligt) at det af vinden fra kongens telt var revet løs og på mærkelig vis var blevet blæst hen over de kæmpende, hvilket er blevet opfattet som en guddommelig indgriben. I så fald var den bogstaveligt talt på det nærmeste "faldet fra himlen". Det er muligt, at det er synet af denne fane højt mod himlen, der gav de kæmpende det mod og den vilje, der skulle til for at vinde slaget. At Valdemar den Store som den korstogskonge, han var med sit korstog til Rygen i 1169, skulle have haft et korsbanner som sit personlige mærke, er vel ikke ganske utænkeligt, og det ville næppe heller være mærkeligt, at det samme banner måtte være medbragt under dette nye korstog af hans søn. Hvis Bayeux-tapetet virkelig afspejler danske deltagere i slaget ved Hastings, indebærer det, at flaget går tilbage til Sven Estridsens tid. Det lader sig intil videre ikke fastslå med sikkerhed, og der findes en anden og måske mere sandsynlig mulighed for hvorledes, at korsbanneret kan være blevet Valdemar den Stores personlige mærke. Valdemar den Stores hustru, dronning Sophie, var datter af Richiza og en russisk fyrste.<ref>Fenger, s. 160</ref> Vi ved fra en engelsk kilde fra 1170-erne, at hun havde stået bag et dansk felttog til Finland til støtte for hendes fader og brødre.<ref>Fenger, s. 161</ref> Vi ved derimod ikke, om der er en forbindelse mellem væringerne og deres flag i Miklagård som gengivet i Ioannis Skylitzis Krønike, Sophie og hendes russiske fader og Valdemar den Stores valg af kongeligt banner. At Sophie var en særdeles indflydelsesrige person i Valdemars liv og gerning, er hævet over al tvivl.<ref>Fenger, s. 166</ref> === Danske korstog til Estland i ny belysning === Omflytningen af begivenheden til et nyt år og et nyt sted stiller alle den danske korstog til Estland i et nyt lys og dermed også spørgsmålet om Dannebrogs oprindelse. Først og fremmest kan der være grund til at pege på, at sagnet ''ikke'' har forbindelse med nogle af de øvrige kilder, som indgår i de ældste skriftlige overleveringer. Der er tale om en helt selvstændig og uafhængig tradition.<ref name="Fab 1933 493">Fabricius (1933), s. 493</ref> Der kan ligeledes være grund til at påpege, at ingen kilde, dansk eller udenlandsk, forbinder Dannebrog med begivenhederne i 1219.<ref name="Fab 1933 494">Fabricius (1933), s. 494</ref> Dernæst må der være god grund til at fremhæve, at den danske korstogsvirksomhed er af betydelig ælde. De ældste omtaler, ''Rydårbogen'' og kongefortegnelsen i ''Lund Domkirkes Nekrologium'', der tillægger Knud den Store en sådan virksomhed, antagelig hviler på misforståelser (måske en navneforveksling af Knud den Store og Knud den Hellige).<ref name="Fab 1933 496f">Fabricius (1933), s. 496f</ref> Derimod er der fra tiden fra omkring 1070-1080 sikre efterretninger om danske korstog til Estland. Således oplyser ''Saxo'', at Knud den Hellige i slutningen af Sven Estridsens regeringstid samlede landets ungdom og indlagde sig berømmelse ved sejre over sembere og estere. ''Jyske Krønike'' har gentaget Saxos udsagn.<ref name="Fab 1933 497">Fabricius (1933), s. 497</ref> Vi kender ikke nærmere til denne og den senere tids korstog til disse egne, men forekomsten af danske stednavne ved Riga på ''holm'' (Stenholm, Langholm og Rigeholm), ''næs'' (om Kurlands forbjerge), ''sund'' og ''klint'' (om det nordlige Estlands bratte skrænter) tyder på forbindelser til dansk (eller svensk) område.<ref name="Fab 1933 498">Fabricius (1933), s. 498</ref> I 1170 indtraf der, ifølge ''Saxo'', et angreb fra kurlandske og estiske sørøvere mod Øland, hvor angriberne først efter blodige kampe blev nedkæmpet af en dansk flåde under ledelse af Esbern Snare og Christoffer, kong Valdemars uægte søn.<ref name="Fab 1933 498f">Fabricius (1933), s. 498f</ref> Omtrent samtidig, efter Rygens erobring i 1169, optræder en biskop Fulco af Estland som medunderskriver på et brev herom, hvilket viser dels hans tilstedeværelse i Danmark, dels at Danmark havde missions- og korstogsvirksomhed rettet mod Estland på denne tid.<ref name="Fab 1933 499">Fabricius (1933), s. 499</ref> Det vides, at ærkebiskop Eskil af Lund under sin landflygtighed til Frankrig havde kontakt til abbed Peter i klosteret Moutier-la-Celle, der anbefaler ham munken Fulco som missionær til Estland. Eskil lader ham bispevie, men vi kender ikke nærmere til hvornår og under hvilke omstændigheder, han er kommet til Danmark.<ref name="Fab 1933 499f">Fabricius (1933), s. 499f</ref> Det er muligt, at Fulco har indledt en missionsvirksomhed omend næppe med den store fremgang. Derimod fik en tysk cisterciensermunk ved navn Theodorik udnævnelse til biskop over esterne og han søgte dansk støtte til missionsvirksomhed via ærkebiskoppen i Lund, og paven lagde Estland ind under ærkesædet i Lund. På samme tid arbejdede en gejstlig fra Bremen, Albert, for missionsvirksomhed i Livland, han søgte støtte hos den tyske staufiske kong Filip, og han blev biskop i Riga. Tyskerne organiserer sig i Sværdriddernes Orden, som paven godkender i 1202.<ref name="Fen 1989 240"/> Meget tyder på, at den danske korstogsvirksomhed i de følgende årtier var rettet imod Venden, som først nu kommer under endeligt dansk herredømme.<ref name="Fab 1933 504">Fabricius (1933), s. 504</ref> Men i 1197 indledes et omfattende dansk korstog til Estland.<ref>Ulige årbøger angiver lidt forskellige år for dette korstog: 1194, 1196 og 1197, men nøjere undersøgelser har påvist daterings- og afskrivningsfejl for de to første års vedkommende, jvf. Fabricius (1933), s. 504-506</ref><ref name="Fen 1989 239">Fenger (1989), s. 239</ref> Atter afbrydes korstogsvirksomheden midlertidigt i forbindelse med, at Absalon dør 1201, kong Knud VI dør 1202 og Esbern Snare dør 1204 samt med Danmarks magtovertagelse i Holsten, der sker under betydelige kampe<ref name="Fab 1933 507">Fabricius (1933), s. 507</ref>, men i 1205 søger kong Valdemar om tilladelse til at oprette et bispesæde i Estland, hvilket han får tilladelse til den 13. januar 1206.<ref name="Fab 1933 507"/> Antagelig i 1206 skriver pave Innocens III til Anders Sunesen:</br> "''Da du i din retfærdighed og fromhed påtænker at straffe uret mod kristenheden, og da du med fromt forsæt har besluttet at drage imod hedningerne, bevilger vi dig ved dette brev myndighed til at ordinere en troende biskop i en by, som du med Kristi hjælp kan vinde for dyrkelsen af den kristne tro, efter at hedningernes smuds er fjernet''".<ref name="Fen 1989 239f">Fenger (1989), s. 239f</ref></br> Et dansk korstog synes rettet imod Saremaa (Øsel), hvor der opføres en mindre borg, men uden tilstrækkeligt mandskab må man atter forlade øen; Anders Sunesøn drog herfra med biskop Nicolaus af Slesvig til Riga for vinteren.<ref name="Fab 1933 509">Fabricius (1933), s. 509</ref><ref name="Fen 1989 240">Fenger (1989), s. 240</ref> I 1208 skal korstoget til det sydlige Estland være fundet sted. Det savnes imidlertid i omtalen i klosterårbøgerne, måske fordi der samme år foregik et katastrofalt krigstog til Sverige, som endte med nederlaget ved Lena den 31. januar, og som pådrog sig hele opmærksomheden.<ref name="Fab 1933 509"/> Som årsag til dette korstog må måske ses, at tyskerne samme år havde underlagt sig Livland og havde overskredet grænsen til Estland.<ref name="Fab 1933 511">Fabricius (1933), s. 511</ref> Det var derfor på høje tid, hvis Danmark ikke skulle risikere, at hele det baltiske område blev underlagt tysk overherredæmme. Også i de følgende år genoptages korstogene til Estland, således 1210, efter, at man havde sikret sig imod tyske udplyndringer i Danmark, mens korstoget fandt sted.<ref name="Fab 1933 510">Fabricius (1933), s. 510</ref> Men netop på dette tidspunkt indtræder en magtkamp om Estland og Livland mellem Sværdridderordenen på den ene side og biskoppen i Riga på den anden.<ref name="Fab 1933 512">Fabricius (1933), s. 512</ref> Denne magtkamp fører til, at paven i stedet giver ærkebiskop Andreas Sunesen legatmyndighed i alt, hvad der angår mission i Baltikum. Den 4. april 1212 får ærkebispen et tilsagn som leder af missionsvirksomheden.<ref name="Fen 1989 267">Fenger (1989), s. 267</ref> Heri anvendes som begrundelse herfor blandt andet følgende:</br> "''Da du altså, optændt af iver for Kristendommen, mægtigt har arbejdet på at omvende de omboende hedninger fra vildfarelsen til sandheden, og endnu agter at arbejde, så mener vi, at vor befuldmægtigelse, for at du rigeligere og virkningsfuldere må kunne udføre det, bør overgives dig; og vi befaler vore brødre ærkebiskoppen af Uppsala og hans lydbiskopper og biskopper og de andre kirkers øvrige prælater i Danmark og Sverige ved denne vor skrivelse, at de skal være dig, der som pavestolens legat trofast arbejder på denne gerning, behjælpelig..''"<ref name="Fab 1933 513">Fabricius (1933), s. 513</ref></br> Det er sandsynligt, at den "mægtige" virksomhed, der henvises til, blandt andet har omfattet et korstog i 1208. Konklusionen af dette historiske forløb bliver, at: "''Der kan saaledes ikke ud fra tidshistoriske Grunde rejses nogen Invending mod Danebrogssagnets Tidsfæstelse til 1208 og Stedfæstelsen til Fellin.''"<ref name="Fab 1933 517f">Fabricius (1933), s. 517f</ref> === Dannebrog og slaget ved Lyndanisse i 1219 === Men hvorledes så med selve overleveringen? Det står fast, at den ikke kan være "lånt" fra andre kilder. Det står også fast, at da Peder Olsen nedskriver begivenheden, forsøger han at få sit ellers ukendte korstog rettet til et kendt korstog.<ref name="Fab 1933 523">Fabricius (1933), s. 523</ref> Men netop dette, at korstoget 1208 ellers er ukendt, taler for, at det har været en gammel overlevering om Dannebrog, som ''netop'' var knyttet til 1208 og til Fellin.<ref name="Fab 1933 525">Fabricius (1933), s. 525</ref> Det må anses for usandsynligt, at et sådant sagn skulle være en senere tids konstruktion.<ref name="Fab 1933 526">Fabricius (1933), s. 526</ref> Hvad angår selve forløbet af slaget kan der være grund til at bemærke sig Henrik af Livlands fremstilling af begivenhederne i 1219. Ifølge denne var kong Valdemar kommet til Estland med sin enorme flåde på 1500 skibe for at tilse opførelsen af en ny borg i stedet for den gamle Lyndanisse<ref>navnet menes afledt af estisk: danernes borg</ref>, som blev sløjfet for at give plads til den nye. De omgivende folkegrupper, revelerne og harjerne, samlede en stor hær og sendte deres ledere til kongen for at forhandle en fred. Kongen gav disse udsendinge gaver, og hans biskopper døbte dem; med i kongens følge var lensmanden Vitslav fra Rygen, ærkebiskop Andreas og tre biskopper: kansleren Niels fra Slesvig, Ebbe fra Århus og Theodorik, der var indviet som ny biskop over Estland. Tre dage efter fredsforhandlingerne vendte esterne imidlertid tilbage med deres hær og angreb den danske lejr fra flere sider om aftenen efter nadveren. Nogle stormede det telt, hvor biskop Theodorik lå, ud fra formodningen, at det var kongens telt, og han blev dræbt på stedet; andre angreb andre mål, og mange blev hugget ned. Netop, som det så værst ud for danskerne, vendte Vitslav med sin vendiske hær sig imod esterne og drev dem på flugt; andre estere under fremrykning standsede op ved dette syn, og danskerne fik samlet sig, kongen med sit mandskab, der også omfattede nogle tyskere, kom til stede, og efter kamp blev esterne slået på flugt, og mange blev dræbte. Kongen og biskopperne takkede Gud for sejren, kong Valdemar lod sin kapellan Viscelin indvie til Theodoriks efterfølger og drog hjem efter at have fuldført borgens opførelse, mens biskopperne med deres mandskab forblev i landet og færdiggjorde dettes underkastelse under den danske krone og kirke.<ref name="Jør 1875 445f">Jørgensen (1875), s. 445f</ref><ref name="Fen 1989 267f">Fenger (1989), s. 267f</ref> Denne beretning, som er nogenlunde samtidig med begivenhederne men en andenhånds beretning, giver anledning til en række spørgsmål. Det virker utroligt, at kongen skulle være ankommet med en så stor hær blot for at ombygge en borg. Mere troværdigt er det, at der var tale om et regulært korstog. Men endnu mere bemærkelsesværdigt er det, at esterne skulle have angrebet biskop Theodoriks telt i den tro, at det var kongens. Hvad fik dem til at tro det? Og hvordan identificerede de dette kongens formodede telt? Er Dannebrog en medvirkende del af forklaringen? I så fald: på hvilken måde? Svaret på disse spørgsmål kan meget vel vise sig at være en nøgle til forståelse af begivenhedsforløbet. Under alle omstændigheder ''bestyrker'' denne teori også teorien om, at det egentlig var et medtaget banner. Tilbage bliver spørgsmålet om de historiske omstændigheder omkring flagets betydning i slaget. Det kunne tænkes, at der var tale om en pavelig fane. Men ingen overlevering taler om en sådan pavelig fane.<ref name="Fab 1933 530">Fabricius (1933), s. 530</ref> Antagelsen er grundløs. En anden mulighed er, at det skulle være Johannitterne fane. Men det er usandsynligt, at paven vil have anvendt et banner, som allerede var i brug.<ref name="Fab 1933 529">Fabricius (1933), s. 529</ref> Også denne antagelse må anses for grundløs. Endelig kunne der være tale om en biskoppelig fane, men absolut intet kan understøtte denne antagelse. Fabricius har foreslået, at hvis flaget ikke svævede ned fra oven, kunne det måske, hvis vi følger den skildring, som Henrik af Livland giver, være en undsætningstrop, der kom til med den biskoppelige korsfane højt løftet i spidsen.<ref name="Fab 1933 531">Fabricius (1933), s. 531</ref> Imod denne antagelse taler først og fremmest, at der ingen beviser findes for, at en sådan "biskoppelig" fane skulle have eksisteret, og for det andet, at hvis det virkelig var en undsætningstrop, der havde bragt fanen til slaget, ville man have forventet, et dette var blevet indarbejdet i den senere tradition. Set i dette lys bliver forklaringen med et løsrevet kongeligt banner bragt til slaget af vinden langt mere sandsynlig. Vi kan måske underbygge denne hypotese: ''hvis'' det er rigtigt, at Dannebrog første gang spillede en rolle under den danske korstogsmission i 1208 under omstændigheder, som måske er blevet husket men aldrig nedskrevet i samtiden, og ''hvis'' flaget viste sig netop på det mest kritiske tidspunkt under slaget, og ''hvis'' nogen i et guddommeligt indfald har forstået den symbolske betydning af at indgyde korstogsridderne ekstra mod og kraft netop på dette tidspunkt, og ''hvis'' flaget var taget med igen under det nye korstog i 1219, ''så'' kan det med rimelighed forklare to ting, som ellers bliver vanskelige at forklare: for det første hvorfor Dannebrog er blevet knyttet til begivenhederne i 1219, selvom dets oprindelse skriver sig til 1208, og for det andet hvorfor flaget var med korstogsridderne under dette nye togt: det var blevet "modtaget" under et tidligere korstog og var blevet forbundet med en sejr i dette, hvorfor det som sejrssymbol blev taget med igen og atter gav en sejr. I begge tilfælde havde danskerne befundet sig i en kritisk situation, som ved et mirakel var blevet vendt til en sejr: første gang da flaget var svævet hen over de kæmpende, og anden gang, da hjælpetropperne dukkede op på det mest kritiske tidspunkt. Begge begivenheder er blevet husket som noget enestående, men da de ikke er blevet skrevet ned i tide, er de i hukommelsen blevet blandet sammen og til dels forvekslet. Dermed er traditionen om Dannebrogs oprindelse og betydning i nogen grad blevet forskudt fra den oprindelige, mindre betydningsfulde begivenhed til den senere, afgørende begivenhed. Og dermed fik Dannebrog også den betydning som sejrssymbol, som flere hundrede år senere blev nedskrevet. Det kan tillige forklare en anden, mindre bemærket side af begivenhedsforløbet: hvis fanen var med igen i 1219, og hvis det var dette kongens personlige banner, som fejlagtigt fik esterne til at angribe ærkebispens telt i den tro, at det var kongens telt, så bestyrker det yderligere flagets høje alder. Det ville være naturligt at medbringe ''samme'' korstogsfane på begge korstog, fordi de drejede sig om ''samme'' sag. Brugen af en korsfane er bevidnet allerede fra Valdemar den Stores tid<ref name="Fen 1989 269">Fenger (1989), s. 269</ref>, hvor den sandsynligvis symboliserer kongen og hverken det danske rige eller paven. At danskerne netop havde et banner med kors som symbol er selvsagt naturligt for et korstog. Nok så vigtigt: forudsat, at Danmark forud for slaget i 1219 allerede havde udkæmpet slag i det sydlige Estland omkring et årti tidligere, bliver det lettere forståeligt, hvorfor kong Valdemar i 1218 kræver herredømmet over hele Estland, hvorfor han spærrer Lübecks havn for de tyske korstogsfarere i 1219 og 1220, hvorfor Anders Sunesøn erklærer hele Estland som tilhørende Danmark, samt hvorfor hele Estland i 1221 i et forlig med biskop Adelbert tillægges Danmark. Der var hverken tale om en lunefuld udnyttelse af heldige omstændigheder fra dansk side eller om et dansk imperialistisk krav men derimod om at fuldende den virksomhed, som var begyndt årtier før og som skridt for skridt var blevet udstrakt til hele det estiske område.<ref name="Fab 1933 532f">Fabricius (1933), s. 532f</ref> Det synes rimeligt at drage den slutning, at selv om korsbanneret altså sandsynligvis er ældre end 1208 (eller 1219), så var det først ved et af disse slag og snarest i 1208, at det kom til at spille den afgørende rolle for slagets udfald, der gjorde, at der blev skabt en tradition omkring det. Slaget i 1219 var måske på sin egen måde vigtigt, men Dannebrog spillede næppe den samme rolle for dette slags udfald. Her var det hjælpetropperne, som spillede den vigtigste rolle. Ovenstående er, hvad vi med rimelig sikkerhed tør sige om Dannebrogs oprindelse og betydning for Danmarks overherredømme over Estland. Tilbage bliver at følge nogle hovedtræk i flagets senere historie. === Tallinn, Lübeck og Erik Klipping === Der kan i forbifarten være anledning til at gøre op med endnu en myte. Den omstændighed, at Tallinns lille segl afspejler Dannebrog, samt at det ses over Strandporten, har givet anledning til den teori, at der er en særlig forbindelse mellem dette sted og denne fane.<ref name="Fab 1933 528">Fabricius (1933), s. 528</ref> Det er efter min opfattelse en misforståelse. Den rette sammenhæng er snarere følgende: Det danske overherredømme over Estland var i begyndelsen meget usikkert. Efter en længere tids uroligheder blev der i 1238 indgået et forlig, kaldet Stensby-aftalen, hvorved den tyske ridderorden måtte overdrage borgen i Tallinn, som den havde besat, til den danske konge.<ref>Fenger (1989), s. 324</ref> Lidt senere, inden hendes død i 1282<ref>Hørby (1989), s. 140</ref>, gav den danske konge, Erik Klipping, og især hans moder, Margrete Sambiria, Tallinn dets stadsret, som det fik efter forlæg fra Lübecks stadsret.<ref>Hørby (1989), s. 123</ref><ref>Hørby (1992), s. 36</ref> Når Tallinns segl fra 1294 og dets såkaldt "store" byvåben viser tre kronede løver, en nøje kopi af det danske våben<ref>Bartholdy (1992), s. 9</ref>, når Sankt Knudsgildet og andre gilder i Tallinn i 1400-tallet anvender et hvidt kors i rødt felt som sit våben<ref>Bartholdy (1992), s. 10</ref> og når man ved, at Lübeck tillige havde et hvidt kors på rød grund som sit byvåben, er det så urimeligt at antage, at Tallinns byvåben markerer ''hvem'', som gav det dets stadsret, mens Tallinns lille segl sammen med symbolet over Strandporten angiver ''hvorfra'', at Tallinn fik sin stadsret? Det mener jeg ikke. Tværtimod er det i mine øjne logisk. Hvis det forholder sig således, betyder det imidlertid, at der ingen sammenhæng er mellem Dannebrog på seglet og over Standporten og begivenhederne i 1219. === Kendt siden 1300-tallet === [[File:Gelre Folio 55v.jpg|thumb|right|Dannebrog gengivet i "Armorial Gelre".]] Jeg har tidligere opstillet den hypotese, at Dannebrog kan være begyndt som den danske konges ''personlige'' banner. Kan denne hypotese underbygges? Ja, det kan den. Som nævnt optræder et kvadratisk korsbanner på både en mønt og på et segl fra Valdemar den Stores tid. Det taler stærkt for en forbindelse mellem denne konge og dette bannermærke. Historisk kendes Dannebrog siden 1300-tallet. Dannebrog er således bevidnet af den hollandske herold ''Gelre'' (1334-1375), der i værket "Armorial Gelre" blandt andet gengiver et våben for "die coninc van danmarke" visende, rigsvåbenet med 3 leoparder forbundet med en gylden hjelm med hermelinsklædte og påfuglebesatte vesselhorn samt et kvadratisk Dannebrogsflag.<ref name=autogeneret1 /><ref>[https://commons.wikimedia.org/wiki/File:Gelre_Folio_55v.jpg Gelre Folio 55v]</ref> Ligeledes i ''Bellenville-våbenbogen'' 1380-90 findes et skjold med et kors med navnet ''Denenbroce'' over. Fra denne tid må både flagets navn og udseende derfor regnes som værende fastslåede kendsgerninger. Således er både flaget og navnet dokumenteret ''senest'' fra Valdemar Atterdags tid og ''kan'' stamme fra de estiske korstog blot 150 år før eller tidligere. Læg dertil, at vi genfinder det samme kvadratiske kortbanner på et segl fra Erik af Pommerns tid. Det betyder, at vi kan dokumentere, at mindst tre danske konger har anvendt det selvsamme symbol som sit banner. Dette taler meget stærkt for, at det allerede på denne tid har vundet hævd som kongens traditionelle banner. Det skulle være mærkeligt, om ikke dette også var tilfældet på Valdemar Sejrs tid, som falder midt i de tre andre kongers. Det betyder, at vi med en til vished grænsende sandsynlighed har godtgjort hypotesen om, at dette banner må have fulgt med kongen på dennes korstog. === Erik af Pommern === Det danske korsflag kendes brugt af Erik af Pommern og symboliserede på daværende tid tillige hansestaden Lübecks våben. Lübecks gamle våben var et hvidt kors på en rød baggrund, dannet som en modsætning til den tysk-romerske kejsers hvide flag med et rødt kors, et flag som stammede fra Romerriget, og som er bevaret i det engelske flag (Sankt Georgs kors). Det synes rimeligt at antage, at Erik af Pommern derfor har haft et dobbelt formål med at anvende dette banner: dels var anvendelsen allerede blevet en tradition for danske konger, dels kunne symbolet bruges til at markere, at han hævdede at være retmæssig byherre over Lübeck, lige som Valdemar Sejr havde været det.<ref>Hørby (1992), s. 35</ref> Vi ved, at Erik af Pommern indførte dannebrogskorset i sit unionssegl fra 1398<ref>Bartholdy (1992), s. 7</ref>, og at det lige siden har indgået i alle danske rigsvåbener som en fast bestanddel. Det menes, at Dannebrog oprindeligt blev opbevaret sammen med rigets øvrige klenodier, i Folen, det faste tårn på Kalundborg Slot.<ref>Jørgensen (1887), s. 168</ref> Det ville være logisk, når der ikke længere foregik korstog. Vi har et andet bevis for Dannebrogs betydning på Erik af Pommerns tid: da Erik flygtede fra Danmark "''..saa giorde hand sigh strax hemmeligh rede och foer til Kallunborg och thogh der Danmarckis ipperste klenodie .. Hand togh der en bannere som kallis Dannebroge, huilcken Gud sende dannske mend ned aff himmelen med sin hellige engill, ath the skulle føre hannom i krigh mellom dem och theris finder, som the och giorde och wonde ther med stuor priss och ære''".<ref>Fabricius (1933), s. 519</ref> Denne skildring skyldes Christiern Pedersen, kannik i Lund, som også i anden sammenhæng omtaler Dannebrogs oprindelse, og som har nedskrevet den i begyndelsen af 1500-tallet. Det er ikke muligt med sikkerhed at vide, om det var kendskabet til myten om flagets oprindelse, der fik kong Erik til at tage det med sig, men helt udelukke det kan man næppe. I så fald er det et indicium for traditionens vedligeholdelse frem til dens nedskrivelse. === Dannebrog og Sverige === Dannebrog optræder også i begivenheder efter Erik af Pommerns tid, hvilket bekræfter dets fastslåede stilling som kongens banner og samlende symbol under krigsbegivenheder. Ifølge svenske krøniker blev "Danabroka" i 1439 ført ind i Sverige, og i 1464 tog svenske bønder en fane med Dannebrog fra Christian I og senere oplevede en sejr i Slaget ved Brunkeberg i 1471.<ref>Jørgensen (1887), s. 172</ref> Ærkebispens krønike i Lund oplyser, at Christian I i 1448 fik overrakt rigets flag.<ref>Jørgensen (1887), s. 161</ref><ref name="Bar 1992 13f">Bartholdy (1992), s. 13f</ref> Vi har flere beviser på flagets eksistens på denne tid: i en afbildning i Roskilde domkirke 1498 af det skib, som førte Sankt Lucius' hoved til Danmark, og i folkevisen om kong Hans' bryllup fra 1478, som oplyser, at skibet, som henter hans brud, har "Danebroge i fremmerstavn".<ref>Jørgensen (1887), s. 158</ref> Disse og andre oplysninger bevidner flagets vedvarende brug og dets betydning som den danske konges rigssymbol. === Togtet til Ditmarsken === Under krigen i Ditmarsken i år 1500 var et Dannebrogsflag, der efter sigende var det originale fra 1219, med. Under slaget ved Hemmingstedt blev det ført af marsk Hans von Ahlefeldt<ref>oplysningen findes hos den kongelige historiograf Hans Svanning, der i 1558-59 skrev en fremstilling af kong Hans' historie og heri bringer oplysningen, at :"rigets banner, delt af hvidt og rødt i form af et kors, og nedfalden fra himlen til kong Valdemar II, som der fortælles, da han førte krig mod Livlænderne, som dengang var kristendommens fjender", her gik tabt. Det er sikkert fra Svanning, at Huitfeldt har hentet samme oplysning, jvf. Jørgensen (1887), s. 169.</ref>. Han faldt imidlertid under slaget, og flaget blev erobret af ditmarskerne. Det blev ophængt i kirken i Wöhrden<ref>oplysningen skyldes præsten og historikeren Johan Neocorus, der afsluttede sin krønike i 1598 og hvis fader havde været degn i Wöhrden i 20 år, da han døde i 1580, jvf Jørgensen (1887), s. 178f</ref>, og blev først generobret i 1559<ref>Uafhængigt af Svanning fortæller Johan Rantzov i sin omtale af dette sidste togt til Ditmarsken, at der blandt de tilbageerobrede faner også var: :"et stykke af det banner, som man siger til sin tid ved et mirakel blev givet en dansk konge imod russerne og som fordum kong Hans havde taget med i håb om derved at stride heldigt imod Ditmarskerne.", jvf. Jørgensen (1887), s. 170f</ref> – da næsten ødelagt af fugtighed og ælde – og ophængt i Slesvig kirke, hvor det endeligt gik til engang i 1660'erne.<ref>kilden hertil er Hans de Hofman, som i 7. del af "Den danske Atlas" fra 1781 s. 605 oplyser om koret i Slesvig domkirke, at: :"I dette kor hængte den berømte danske fane Danebrog... og var at se, indtil den ved 1660 af alder og forrådnelse aldeles forfaldt, da nogle børn ved deres leg nedrev den af loftet og ingen bekymrede sig om at samle dens levninger." Men fra omtrent samme tid stammer en oplysning i et tysk værk, at fanen havde hængt i Nikolaikirken i Kiel, jvf Jørgensen (1887), s. 182. Jørgensen tillægger dog oplysningen om Slesvig domkirke størst troværdighed, jvf samme. s. 185f</ref><ref name="Bar 1992 14"/> I borgerkrigen ''Grevens fejde'' anvendte den ene part et stribet flag; blåt, gult og rødt i rigsvåbnets farver, og den anden part, den sejrende, brugte et rødt-hvidt korsflag, med fire lige lange arme. === Nyere tid === Siden 1500-tallet har Dannebrog angivet danske skibes nationalitet<ref>Bartholdy (1992), s. 11</ref>, og i 1600- og begyndelsen af 1700-tallet indgik et Dannebrogsfelt i hærens faner.<ref name=autogeneret3>Achen, s. 108</ref> I 1696 fastlagde en kongelig resolution flagets mål, og disse har siden overvejende været opretholdt.<ref name="Bar 1992 14">Bartholdy (1992), s. 14</ref> Indtil 1743 brugte man et sort-hvidt korsflag som sørgeflag, derefter blev det besluttet at flage på halvt i stedet for<ref>[http://www.crwflags.com/fotw/flags/dk-sorg.html Danish Mourning Flag (until 1743)<!-- Bot genereret titel -->]</ref>. I 1785 blev Dannebrog genindført som fane for nogle danske regimenter, og i 1801 blev det fane for landeværnet.<ref name=autogeneret3 /> I 1807 digtede B.S. Ingemann:<br /> "''Vift højt på Kodans bølge''<br /> ''blodrøde Dannebrog''"<br /> og i de følgende årtier skrev flere danske digtere, N.F.S. Grundtvig, Oehlenschläger, Chr. Winther, H.C. Andersen, digte om Dannebrog.<ref name=autogeneret3 /> I 1830-erne og 1840-erne udviklede Dannebrog sig til et folkeflag. I 1842 blev det regimentsfane i hele hæren.<ref>Achen, s. 109</ref> Endnuså sent som i 1833 blev det forbudt den danske befolkning privat at flage, men forbuddet blev reelt ikke håndhævet. Under Treårskrigen 1848-1850 flagede befolkningen med Dannebrog i stort omfang, og i 1854 blev det omsider officielt tilladt private at flage.<ref>Bartholdy (1992), s. 14</ref> === <big>Lovgivning</big> === Valdemarsdag den 15. juni blev indført i 1912 ved cirkulære Nr. 391 af 24. december 1912 for at markere Dannebrogs oprindelse, men som det fremgår, hviler det på en delvis misforståelse af traditionen. På den anden side: hvis det tidligere begivenhedsforløb er korrekt forstået, og slaget i 1219 markerede en slags afslutning på hele den forud gående danske missionsvirksomhed i Estland, så er markeringen af denne begivenhed historisk rimelig og forståelig. Og lige meget hvormeget man forsøger at skille myte fra historisk virkelighed, så står det fast, at denne afslutning spillede en afgørende rolle for, at Estland blev et kristent område, og at Danmark har hovedæren herfor. I 1929 blev der udarbejdet et forslag til en officiel flaglov af en særlig kommission, men lovforslaget er aldrig blevet færdigbehandlet eller vedtaget.<ref>Bartholdy (1992), s. 15</ref> === <big>Sammenfatning og konklusion</big> === Vi er nået til vejs ende, og resultatet turde være klart: historien om det himmelfaldne flag i 1219 er en myte og en misforståelse. Den sande historie synes at være som følger: Flaget selv er sandsynligvis meget ældre. Det går utvivlsomt tilbage til Valdemar den Store, som har antaget det som sit personlige kongelige banner. Vi ved ikke hvorfra, han har hentet inspirationen, det kan være fra England eller fra sin hustru og væringerne eller et helt tredie sted fra. Dette kan også forklare hvorfor, at der ikke findes nogen tradition om, at det skulle hidrøre fra paven, eller nogen forbindelse til Johannitterordenen. Senere er det åbenbart gået i arv som fast kongeligt banner. Kongen har sikkert medtaget det på sine korstog. Under korstoget til Estland og slaget ved Fellin i 1208 kom det til at spille en særlig rolle, idet det midt under slaget, da danskerne var truet af nederlag, åbenbart rev sig løs og svævede hen over de kæmpende og indgav danskerne det mod og den beslutsomhed, der gjorde, at de vandt dette slag. Begivenheden er siden blevet husket i mundtlige beretninger. Intet taler til støtte for, at traditionen har nogen forbindelse med de himmelske jærtegn, som skal have vist sig i Portugal, idet den danske tradition efter alt at dømme er ældre. Først langt senere har man i Danmark fået kendskab til den portugisiske tradition. Spørgsmålet, om der var tale om guddommelig indgriben, er i sidste ende et trosspørgsmål, men der er ikke tvivl om, at det er således, at man i datiden har opfattet begivenheden på samme måde som i andre lignende tilfælde. Flaget har sikkert været med igen under det nye korstog til Lyndanisse i 1219. Det er muligt, at de har stået foran biskoppens telt og har forledt esterne til at angribe dette. Også denne gang indtraf der et under, idet undsættelsesstyrkerne nåede frem netop, som danskerne var mest trængt. Om disse har haft fanen med sig, vides ikke med sikkerhed, men også dette under er blevet husket. Når Tallinn har tre løver i sit store våben og et Dannebrog i sit lille segl, hænger det sandsynligvis sammen med, at byen fik sine stadsrettigheder af den danske konge og inspireret fra Lübecks stadsrettigheder, hvilket de to symboler afspejler. Det har intet at gøre med slaget i 1219. Allerede i datiden eller måske lidt senere har flaget fået det navn, som siden har været knyttet til det. Også de til flaget knyttede begivenheder er blevet husket, men i tidens løb er de blevet blandet sammen. Da flaget var med under felttoget i 1500 til Ditmarsken, var det for at give sejr, men det endte i nederlag, og flaget gik tabt. Efter dette blev erindringerne om dets betydning nedskrevne, men da med den usikkerhed som da var indtrådt om tid og sted. Flaget blev siden genvundet men fik ikke længere den værdige opmærksomhed, som det kunne påkræve, og det gik op i råd og ælde. Men dets symbolske værdi blev bevaret, dog fortsat kun som kongeligt banner. Med kongens støtte blev det siden anvendt af danske forsvarsstyrker og til skibe under kongelig beskyttelse. Men i Treårskrigen 1848-58 flagede befolkningen trods forbuddet, og dermed banedes vejen for, at det blev det nationalt samlende symbol, som det siden har været. === <big>Noter</big> === {{reflist|2}} === <big>Litteratur</big> === * Sven Tito Achen: ''Heraldikkens femten glæder''; København 1978; ISBN 87-12-00222-4 * Nils G. Bartholdy: "Dannebrog - legende og virkelighed" (Michael Andersen og Frank Birkebæk (red.): ''1219 - Dannebrog og Estland''; Roskilde Museums Forlag 1992; ISBN 87-88563-189; s. 6-16) * L.P. Fabricius: "Sagnet om Danebroge og de ældste Forbindelser med Estland" (''Kirkehistoriske Samlinger'', Sjette Række, Første Binds første Hefte, København 1933) * Ole Fenger: "Kirker rejses alle vegne" (Olaf Olsen (red.): ''Gyldendal og Politikens Danmarkshistorie'', bind 4: 1050-1250; København 1989; ISBN 87-89068-06-8) * Henning Henningsen: "Dannebrog og flagføring til søs" (''Handels- og Søfartsmuseets årbog 1969'', s. 7-81) * Kai Hørby: "Velstands krise og tusind baghold" (Olaf Olsen (red.): ''Gyldendal og Politikens Danmarkshistorie'', bind 5: 1250-1400; København 1989; ISBN 87-89068-07-6) * Kai Hørby: "Danmark og Estland i middelalderen" (Michael Andersen og Frank Birkebæk (red.): ''1219 - Dannebrog og Estland''; Roskilde Museums Forlag 1992; ISBN 87-88563-189; s. 30-38) * A.D. Jørgensen: "Om Danebroges Oprindelse" (''Historisk Tidsskrift'', 4. række, Bind 5; 1875) * A.D. Jørgensen: "Undersøgelser vedrørende Danebroge og det danske kongevåben" (''Historisk Tidsskrift'', 6. række, Bind 1; 1887) * J.O. Kock: "Sagnet om Dannebrog" (''Danske Studier'' 1951; s. 34-48) * John Lind: "Den faldt fra himlen ned" (Kronik i ''Skalk'' 2001, nr. 6, s. 20-27) * E. Løffler: "Bidrag til Bedømmelse af Danebrogs-Sagnets historiske Værd" (''Historisk Tidsskrift'', Bind 5. række, 2 (1880); s. 562-566) * ''Salmonsens Konversationsleksikon'', 2. udgave, bind V, s. 515-517; opslag: Dannebroge * [http://www.navalhistory.dk/Danish/Flaget/FlagetsHistorie.htm Flagets historie], i ''Dansk Marinehistorie'' af Johnny E. Balsved, ry8mzqvbihj4rcmxjhbd1vdnpjs2w5f 42617 42616 2026-08-31T09:05:14Z Sven Halfdan Nielsen 3898 småret 42617 wikitext text/x-wiki Traditionen om Dannebrogs oprindelse er velkendt: Dannebrog faldt ned fra himlen under et dansk korstog til Estland, og det spillede en afgørende rolle for det danske overherredømme over Estland fra 1219. Således lyder myten om Dannebrog, men bag enhver myte gemmer der sig en historisk realitet, og ved at grave denne historiske realitet bag myten frem opnår vi en bedre forståelse af fortiden. Det ligger nær at stille 3 spørgsmål:</br> - er tidsfæstelsen korrekt?</br> - er stedfæstelsen korrekt?</br> - er begivenhedsforløbet korrekt? Svaret på det første spørgsmål er: ja, den ''oprindelige'' tidsfæstelse er sikkert korrekt. Denne tidsfæstelse passer nøje med det begivenhedsforløb, som vi ellers kender. Svaret på det andet spørgsmål er: ja, den ''oprindelige'' stedfæstelse er korrekt. Denne stedfæstelse passer med og ''bekræfter'' de forhold, som vi ellers kender. Svaret på det tredie spørgsmål er: ja, flaget kan forbindes med ''en bestemt begivenhed''. Der er enkeltheder i forløbet, som det ikke længere er muligt at efterkontrollere. Der kan her være grund til at skelne mellem det ''oplevede'' forløb og det ''faktiske'' forløb. Traditionen er baseret på det oplevede forløb således, som dette siden blev husket. === <big>Dannebrogs oprindelse</big> === Dannebrogs oprindelse falder i tre dele: traditionen, de omstændigheder under hvilke traditionen er blevet nedskrevet og flagets senere historie. === Traditionen === [[Fil:Danmarks flag 1219 Lorentzen.jpg|thumb|450px|Det berømte maleri af Christian August Lorentzen fra 1809 af begivenhederne i 1219.]] Ifølge overleveringen, der findes uafhængigt af hinanden hos dels forfatteren af ''Danske Krønike'' fra 1520-erne Christiern Pedersen<ref>formuleringen omtalt under et korstog i 1208 til "Estland, Pryssland, Kurland og Finland" lyder:</br> "''somme mene og sige at samme kong Valdemar skulle fange Dannebrog ned af himlen samme tid, som er et hvidt kors i et rødt felt''", jvf. Lind, s. 24. </ref>, dels munken Peder Olsen (Petrus Olai) fra Gråbrødreklostret i Roskilde, dels historikeren Arild Huitfeldt<ref name=autogeneret1>Lind, s. 23</ref>, faldt Dannebrog ned fra himlen under slaget ved Lyndanisse (i dag Tallinn i Estland) den 15. juni 1219, senere kendt og markeret som Valdemarsdag. Der er imidlertid usikkerhed om tid og sted er korrekte<ref name="bjerg">''Dannebrog'' af Hans Christian Bjerg, s.12, ISBN 87-7739-906-4.</ref>. Det skyldes, at både Christiern Pedersen og Peder Olsen oplyser, at begivenheden fandt sted i året 1208 i Livland på et sted, som kaldes Fellin (Viljandi) i nutidens Estland. Fremstillingen hos Peder Olsen, der findes i en samling notater, ''Collectanea'', til Danmarks historie og menes at være skrevet omkring 1527 men stammer fra en ældre kilde, hvis alder er ukendt<ref>Kock, s. 34</ref>, er den mest oplysende og lyder i sin helhed:</br> "''MCCXIX''<ref>1219</ref>''. Valdemar II angreb Estland, en provins i Livland, fra søen med 1500 krigsskibe og gjorde landgang, og efter mange kampe omvendte han det overvundne land til Kristus og lod folket døbe. Han førte præster dertil fra Danmark og byggede Reval, der nu er en vigtig by og særdeles udmærket og kendt. Heraf kommer det, at kirken i Reval lige til denne dag er forblevet under Danmarks ærkebiskop i Lund, skønt den verdslige magt i tidens løb er gået over til den tyske ordens brødre i nævnte provins. Da nu kong Valdemar var gået i land med hæren i Estland, sagde biskoppen i Århus til ham, da han blev forskrækket over hedningernes mængde, at han skulle love, at han, såfremt han vandt sejr, ville forbedre sig over for sine undersåtter og den hellige Niels i Århus, hvis offergaver han havde tilegnet sig. Det samme råd fik han af den ærværdige Anders, ærkebiskop i Lund, en mand af forunderlig enfold og uskyld, der såvel i live som efter sin død vandt ry ved mange mirakler. Kongen gav dem ret, afgav løftet og fik sejr. Ærkebiskoppen kaldte så stormændene sammen og lod dem love, at svende på tolv år og der over stedse skulle fejre dagen før den hellige Laurentius' fest med faste på brød og vand, hvis de fik sejr. Efter at de så havde påkaldt de hellige Laurentius og Niels, blev slaget begyndt på Vitus' og Modestus' dag. Ærkebiskoppen, der sammen med lydbisper og andre gejstlige fra et bjerg så ud over begge hære, bad nu under tårer for de kristne som en anden Moses med hænderne løftede mod himlen. Når han løftede hænderne i bøn, sejrede danskerne; men når han af træthed lod de gamle hænder synke ned, blev danskerne slået. Men biskopperne og præsterne understøttede den gamle mand. Og således blev den sejrende konge et andet menneske, lod Kristi lære forkynde og kirker bygge dér; siden hen styrede han landene med mildhed og retfærdighed, skrev love og ærede den hellige Niels.''</br> ''Et andet sted står der, at da de rettroende danske på denne Valdemar II's tid i det Herrens år 1208 kæmpede i Livland på det sted, som kaldes Fellin, mod de vantro livlændere og allerede næsten overvundne fromt anråbte om guddommelig hjælp, modtog de straks som belønning et banner, der faldt ned fra himlen, og som var mærket med et hvidt kors, påtrykt en ulddug, og de hørte en røst fra himlen, at når det blev løftet højt til vejrs, ville de straks knuse deres modstandere og vinde fuldstændig sejr; og således skete det. Men det banner plejer med sit sædvanlige navn at kaldes Danebroge. (Denne sejr menes at være den, som danskerne vandt i Estland, og som allerede er omtalt for nylig; men der er fejl i årstallet etc. - Ligeledes har jeg et andet sted fundet, at kong Valdemar og ærkebiskop Anders gjorde et tog til Estland i 1220).''"<ref>her gengivet efter Kock, s. 34f</ref><ref name="Fab 1933 493f">Fabricius (1933), s. 493f</ref> Det er naturligvis usikkert, hvad der egentlig skete under slaget ved Lyndanisse eller slaget ved Fellin, da overleveringen først er nedskrevet 300 år efter begivenhederne skulle have fundet sted <ref name=bjerg />. Historikerne har derfor forsøgt at finde den historiske begivenhed bag ved traditionen. Man kan således fastslå, at Peder Olsens fremstilling har hentet sine bestanddele flere steder, og at de oprindelig ikke har udgjort en helhed. Herom kan siges følgende:</br> 1. Det indledende afsnit om slaget ved Reval (Tallinn) svarer til fremstillingen i ''Rydårbogen'' og i ''Jyske Krønike'' og kan være hentet fra disse kilder.<ref>Kock, s. 35</ref><ref name="Fab 1933 486">Fabricius (1933), s. 486</ref></br> 2. Afsnittet om den hellige Niels i Århus kan stamme fra en bog om Niels, men findes ikke i hans ''vita''. Det tyder ikke på, at historien har en historisk baggrund. Snarere er den tilkommet efter, at Niels blev helgen, formentlig i midten af det 14. århundrede.<ref>Kock, s. 35f</ref><ref name="Fab 1933 486"/></br> 3. Afsnittet om Laurentius-fasten er helt malplaceret. Sankt Laurentius' dag er den 10. august, mens slaget fandt sted på Vitus' og Modestus' dag den 15. juni. ''Saxo'' omtaler et slag ved Ljutka (Lütjenburg), der fandt sted på Laurentius' dag, og formentlig er indskuddet hentet herfra.<ref name=autogeneret2>Kock, s. 36</ref><ref name="Fab 1933 487">Fabricius (1933), s. 487</ref></br> 4. Historien om ærkebispens oprakte hænder er hentet fra ''2. Mosebog'' (17, 9ff).<ref name=autogeneret2 /><ref name="Fab 1933 487"/></br> 5. Historien om det nedfaldne flag er uden direkte forbillede. Fra Portugal (hvorfra dronning Berengaria stammer) findes en tradition fra 1217 om et jærtegn i form af et kors på himlen til tegn på portugisernes sejr over maurerne i kampen ved Alcazar.<ref>Kock, s. 37</ref> Det betyder, at der findes en tradition næsten samtidig med den danske, hvilket styrker en tidsfæstelse til begyndelsen af 1200-tallet. Skønt der er forskelle (intet flag i Portugal), kan begivenheden i Portugal være blevet kendt også i Danmark og have styrket den danske tradition, men der er intet bevis for en direkte forbindelse.<ref>Kock, s. 42</ref></br> Med hensyn til selve dateringen af Dannebrogs fald fra himlen er det nutidens historikeres opfattelse, at når to kilder uafhængigt af hinanden daterer begivenheden til et andet sted og en anden tid end nutidens tradition siger, så må nutidens tradition anses som fejlagtig og den ældste tradition som den rigtige med hensyn til tid og sted.<ref>Lind, s. 26</ref> Dette kan også forklare, hvorfor der ingen omtale af Dannebrog er i den samtidige skildring i Henrik af Livlands krønike.<ref>Enn Tarvel (red.): ''Henriku Liivimaa Kroonika''; "Olion" Tallinn 1993; ISBN 5-450-01319-1; s. 140</ref> På lignende måde som bidragene om den hellige Niels og om Anders Sunesens løftede hænder er tilføjede den oprindelige fremstilling, så menes traditionen om Dannebrog at være overført fra det mindre betydningsfulde slag i 1208 til det vigtigere slag i 1219, der indledte den danske besættelse af det nordlige Estland som led i opbygningen af myten om netop dette slag.<ref name=autogeneret2 /> Endelig bør det nævnes, at traditionen blev nedskrevet kort tid efter, at danskerne havde mistet det originale Dannebrog under togtet til Ditmarsken i 1500. Det menes, at flaget var taget med, netop fordi man på grund af traditionen mente, at det ville bringe sejr.<ref>Jørgensen (1875), s. 417</ref> Som muligt ophavssted og som en anden mulighed har man peget på, at banneret kunne stamme fra Johanniterordenen eller være et korsbanner givet af paven, men disse og andre muligheder er blevet tilbageviste af historikerne.<ref>Jørgensen (1875), s. 426-429 for Johanniterordenens vedkommende, s. 431-432 for pavens vedkommende</ref> <ref>Jørgensen (1887), s. 149-153</ref> <ref>Lind, s. 25</ref> Der kan måske være grund til at se nærmere på disse hypoteser. === Myten om Johanniterordenen === Historikere i det 19. og 20. århundrede brød sig ikke om det himmelfaldne flag og søgte mere jordnære forklaringer. Især søgte man efter forbilleder for Dannebrog. Især hæftede man sig ved Johanniterordenen som en mulig kilde, da denne orden blandt andet havde et våben, som mindede om Dannebrog. En række mulige forbindelser har været foreslået. Man har peget på, at Valdemar Atterdag besøgte den hellige grav i påsken 1347 og her blev slået til ridder af hertug Erik af Sachsen.<ref>Jørgensen (1875), s. 426</ref> Kong Valdemar stiftede et Sankt Hans-kloster på Dueholm viet til Marie Magdalene på hvis festdag, han fik ridderslaget.<ref name="Jør 427">Jørgensen (1875), s. 427</ref> Yderligere oplyser Thomas Bartholin i sin bog om Dannebrogsordenen, at Valdemar på gamle tapeter på Københavns Slot var fremstillet med et hvidt ordenskors. Da korset første gang kendes fra et brev fra år 1356 og kongenavnet Valdemar er fælles, måtte en forbindelse anses som mulig.<ref name="Jør 427"/> Senere forskning har imidlertid vist, at Thomas Bartholins fremstilling bygger på et forfalsket kobberstik, hvorved denne del af beviset falder sammen.<ref>Jørgensen (1875), s. 429</ref> Ydermere har det vist sig, at ingen dansk konge har søgt sit gravsted hos Sankt Hans-ordenen, og der findes ingen optegnelser til støtte for en forbindelse.<ref>Jørgensen (1875), s. 430</ref> Denne forklaring må således afvises, da der ingen forbindelse findes mellem Sankt Hans-huse, deres velgørere og Johanniterordenen.<ref>Jørgensen (1875), s. 431</ref> Man har også tænkt sig, at Johanniterordenens symboler skulle være overtaget skridt for skridt i dansk tradition, men imod dette taler, at der findes en specifik tradition for flagets oprindelse, som ikke kan afvises.<ref>Jørgensen (1875), s. 434-437</ref> Tilbage er kun den mulighed, at flagets oprindelse med al sandsynlighed på den ene eller anden måde har forbindelse til et korstog til Estland.<ref>Jørgensen (1875), s. 437</ref> Den eneste samtidige kilde er Henrik af Livlands krønike, der imidlertid er stærkt tendensiøs: han forsøgte at nedgøre ethvert dansk bidrag til kristningen af Baltikum<ref>Jørgensen (1875), s. 439</ref>, ja endog at gøre dansk tilstedeværelse til utidig indblanding<ref>Jørgensen (1875), s. 441</ref> og bestrider endda, at Valdemar skulle have været på korstog.<ref>Jørgensen (1875), s. 442</ref> Således fremstilles han i 1219 som værende på besøg for at besigtige byggeriet af en ny borg, ikke som erobrer.<ref>Jørgensen (1875), s. 445f</ref> Esterne angreb for at stoppe opførelsen af borgen, men blev selv angrebet af vendiske hjælpetropper, som var kommet sammen med danskerne. Dannebrog omtales ikke.<ref>Jørgensen (1875), s. 447</ref> Tydeligvis er der tale om en andenhånds beretning baseret på rygter, ikke om et øjenvidne til begivenhederne. A. D. Jørgensen har forsøgsvis opstillet den hypotese, at esterne angreb biskop Theodoriks telt, fordi der foran var et banner, som opfattedes som hovedbanneret (det vil sige: kongens banner). Han stiller spørgsmålet, om Theodorik kan forbindes med Johanniterordenen.<ref>Jørgensen (1875), s. 448</ref> Theodoriks oprindelse er ukendt, men han optræder som missionær både hos liverne og esterne i forskellige opisoder med sagnagtige træk.<ref>Jørgensen (1875), s. 449</ref> Han blev sendt til pavestolen, hvor han den 15. april 1201 fik en bulle af pave Innocens, der opfordrede alle kristne i Vendland og Saxland til at drage til Livland.<ref>Jørgensen (1875), s. 450</ref> Theodorik forsøgte at få anerkendt Baltikum som sit bispedømme, men stødte på vanskeligheder. Derfor skal han have sluttet sig til den danske konge, idet paven havde givet biskop Anders Sunesen en bulle på at indvie en biskop i Estland.<ref>Jørgensen (1875), s. 456</ref> Da Tempelridderne på daværende tidspunkt havde et rødt kors på hvid baggrund som sit mærke, måtte et dansk korstog ske under et andet mærke, og han har så "lånt" Sankt Hans-brødrenes korsbanner.<ref>Jørgensen (1875), s. 457</ref> Det skulle således være dette banner, der var opsat foran hans telt, og som slaget med esterne derfor kom til at stå om.<ref name="Jør 458">Jørgensen (1875), s. 458</ref> Theodorik døde under slaget, og efter slaget måtte omstændighederne omkring fanens oprindelse og betydning have været uklar<ref name="Jør 458"/>, da det fuldstændig adskilte sig fra kongens banner: løverne og hjerterne. "Saa sagde man, at det var kommet ned fra Himlen midt i Slagets trængsel".<ref>Jørgensen (1875), s. 457</ref> Problemet med denne hypotese er, at den på intet punkt finder støtte i kilderne<ref name="Jør 458"/>, og A.D. Jørgensen understregede, at den kun var en hypotese, som fornyede studier måtte styrke eller svække,<ref>Jørgensen (1887), s. 150</ref> og at "''kun derom er alle enige, at Savojens Kors er lig Johanniternes, og det samme er Tilfældet med vort Danebroge.''"<ref>Jørgensen (1887), s. 153</ref> I og med, at flagets oprindelse nu henlægges til ''en anden begivenhed'', slaget i 1208, er grundlaget for hele denne konstruktion imidlertid bortfaldet. De nærmere omstændigheder omkring flagets oprindelse er fortsat ukendte. === Myten om dronning Berengaria og Dannebrog === Som tidligere nævnt har det været overvejet, om myten om Dannebrogs fald fra himlen var forbundet med dronning Berengaria. Hun blev gift med Valdemar Sejr i 1214 og døde i 1221.<ref name="Fen 1989 61">Fenger (1989), s. 61</ref> Hun stammede fra Portugal, og det er overleveringer herfra, som har været inddraget i forsøgene på at forklare myten. Det er blevet påpeget, først af overbibliotekar Christian Bruun, at der i portugisiske skrifter fortælles om et jærtegn, der i 1217 blev set i Portugal under en kamp imod maurerne ved Alcazar. Ifølge disse viste der sig et kors på himlen som tegn på sejren. Teorien er senere taget op af pastor L.P. Fabritius, som mener, at det er den eneste tradition i den kristne verden, som tåler sammenligning med sagnet om Dannebrog. Han forbinder de to begivenheder ved at påpege, at Berengaria var blevet dansk dronning blot tre år tidligere, og at der takket være en livlig forbindelse mellem Portugal og Danmark er mulighed for, at historien er kommet hertil. Det viser sig imidlertid, at denne antagelse ikke holder: dels kendes der ingen livlig forbindelse mellem de to lande, dels har der været rejst tvivl om, at hun kom fra Portugal. I flere danske årbøger siges, at hun var søster til greven af Flandern, og da der ydermere var arvestridigheder imellem hendes broder, kongen af Portugal, og to af deres søstre, bliver det endnu mindre sandsynligt, at der har været en forbindelse.<ref name="Koc 1951 37">Koch (1951), s. 37</ref> Dertil kommer den afgørende forskel, at der i Portugal var tale om et syn på himlen, men i Estland var tale om et faktisk flag, som efterfølgende blev bragt hjem til Danmark. Og hvis dateringen til 1208 opretholdes som den rette, udebliver muligheden for, at traditionen stammer fra Portugal også af kronologiske grunde.<ref name="Koc 1951 38">Koch (1951), s. 38</ref> Endelig har der været peget på, at den portugisiske tradition måske stammer fra et langt ældre slag, nemlig slaget ved Orique i det sydlige Portugal den 25. juli 1139. I dette slag var den sejrende feltherre Afonso Henriques, dronning Berengarias bedstefader, som ifølge en senere legende før slaget havde set et kors på himlen omgivet af engle i hvide klæder, og at Kristus havde lovet ham sejr og at hans efterkommere ville blive konger i Portugal. Det er imidlertid tvivlsomt, om dronning Berengaria overhovedet har kendt til denne tradition, idet slaget endnu i begyndelsen af 13. århundrede ikke havde opnået den berømmelse, som det senere fik. Det kan end ikke udelukkes, at traditionen om det ældre slag hviler på traditionen fra det senere slag.<ref name="Koc 1951 41f">Koch (1951), s. 41f</ref> Det må tilføjes, at der findes en endnu ældre tradition, nemlig kejser Konstantins korsvision før Slaget ved Ponte Molle i år 312 mod Maxentius, der fulgtes af ordene "''in hoc signo vinces''", det vil sige "under dette tegn skal du sejre". Og på freskerne om "Det sande Kors" legende" i Arezzo, malet af Piero delle Francesca i 1450-erne, ses Konstantin vinde over Maxentius ved at holde er kors frem på en måde, hvor det kan opfattes som værende faldet fra himlen.<ref name="Bar 1992 11f">Bartholdy (1992), s. 11f</ref> Der er intet, som kan understøtte, at den danske tradition skulle have noget med den portugisiske tradition at gøre. Hvilket dog ikke forhindrede Christian IV i på sine guldmønter fra 1591 at gengive den store portugisiske guldmønt kaldet ''portugaløser'' med Kristuskors og sætningen "in hoc signo vinces", sikkert fordi at denne var kendt fra Arild Huitfeldts krønike, der udkom 1600-1603, og hvor begivenheden forøvrigt henlagdes til 1219.<ref>Bartholdy (1992), s. 9, 12</ref> === Er Dannebrog ældre? === Spørgsmålet er, om flaget kunne være ældre. Enkelte forskere mener, at der har været en forløber for Dannebrog: De mener, at danske konger brugte et rødt flag med to ravne i sort, når de drog i krig. Kong Knud den Store skulle ifølge engelske kilder have ført en ravnefane i slaget ved Ashington i Essex i 1016 <ref>Anonym: "Dannebrogs historie" (''Spejderbladet Væbneren'', s. 179-182)</ref>. Men det vides ikke, om denne fane generelt er blevet brugt af den danske kongeslægt. På Bayeux-tapetet fra omkring 1068 fører bagtroppen et rødt flag med et hvidt kors, muligvis danske slægtninge til Vilhelm Erobreren, der i front fører Sankt Georgskorset i slaget ved Hastings i 1066. Ioannis Skylitzis Krønike fra ''Biblioteca Nacional'', Madrid, viser væringer fra Miklagård (''Den Store By'', Byzans-Konstantinopel-Istanbul) omkring år 1100 med et rødt flag med et hvidt kors. Mønter, der viser et korsbanner, blev slået allerede under Valdemar den Store<ref>Fenger, s. 269</ref><ref>Lind, s. 21</ref> og et korsbanner kendes tillige fra et segl fra hans tid (og senere fra et segl fra Erik af Pommerns tid), men disse fortilfælde er ikke overbevisende, ''med mindre'' at man antager, at hans søn skulle have haft en fane med måske som sit eget fra faderen stammende banner og enten (hvilket er temmelig utænkeligt) selv have hævet dette på et kritisk tidspunkt under slaget, eller (mere sandsynligt) at det af vinden fra kongens telt var revet løs og på mærkelig vis var blevet blæst hen over de kæmpende, hvilket er blevet opfattet som en guddommelig indgriben. I så fald var den bogstaveligt talt på det nærmeste "faldet fra himlen". Det er muligt, at det er synet af denne fane højt mod himlen, der gav de kæmpende det mod og den vilje, der skulle til for at vinde slaget. At Valdemar den Store som den korstogskonge, han var med sit korstog til Rygen i 1169, skulle have haft et korsbanner som sit personlige mærke, er vel ikke ganske utænkeligt, og det ville næppe heller være mærkeligt, at det samme banner måtte være medbragt under dette nye korstog af hans søn. Hvis Bayeux-tapetet virkelig afspejler danske deltagere i slaget ved Hastings, indebærer det, at flaget går tilbage til Sven Estridsens tid. Det lader sig intil videre ikke fastslå med sikkerhed, og der findes en anden og måske mere sandsynlig mulighed for hvorledes, at korsbanneret kan være blevet Valdemar den Stores personlige mærke. Valdemar den Stores hustru, dronning Sophie, var datter af Richiza og en russisk fyrste.<ref>Fenger, s. 160</ref> Vi ved fra en engelsk kilde fra 1170-erne, at hun havde stået bag et dansk felttog til Finland til støtte for hendes fader og brødre.<ref>Fenger, s. 161</ref> Vi ved derimod ikke, om der er en forbindelse mellem væringerne og deres flag i Miklagård som gengivet i Ioannis Skylitzis Krønike, Sophie og hendes russiske fader og Valdemar den Stores valg af kongeligt banner. At Sophie var en særdeles indflydelsesrige person i Valdemars liv og gerning, er hævet over al tvivl.<ref>Fenger, s. 166</ref> === Danske korstog til Estland i ny belysning === Omflytningen af begivenheden til et nyt år og et nyt sted stiller alle den danske korstog til Estland i et nyt lys og dermed også spørgsmålet om Dannebrogs oprindelse. Først og fremmest kan der være grund til at pege på, at sagnet ''ikke'' har forbindelse med nogle af de øvrige kilder, som indgår i de ældste skriftlige overleveringer. Der er tale om en helt selvstændig og uafhængig tradition.<ref name="Fab 1933 493">Fabricius (1933), s. 493</ref> Der kan ligeledes være grund til at påpege, at ingen kilde, dansk eller udenlandsk, forbinder Dannebrog med begivenhederne i 1219.<ref name="Fab 1933 494">Fabricius (1933), s. 494</ref> Dernæst må der være god grund til at fremhæve, at den danske korstogsvirksomhed er af betydelig ælde. De ældste omtaler, ''Rydårbogen'' og kongefortegnelsen i ''Lund Domkirkes Nekrologium'', der tillægger Knud den Store en sådan virksomhed, antagelig hviler på misforståelser (måske en navneforveksling af Knud den Store og Knud den Hellige).<ref name="Fab 1933 496f">Fabricius (1933), s. 496f</ref> Derimod er der fra tiden fra omkring 1070-1080 sikre efterretninger om danske korstog til Estland. Således oplyser ''Saxo'', at Knud den Hellige i slutningen af Sven Estridsens regeringstid samlede landets ungdom og indlagde sig berømmelse ved sejre over sembere og estere. ''Jyske Krønike'' har gentaget Saxos udsagn.<ref name="Fab 1933 497">Fabricius (1933), s. 497</ref> Vi kender ikke nærmere til denne og den senere tids korstog til disse egne, men forekomsten af danske stednavne ved Riga på ''holm'' (Stenholm, Langholm og Rigeholm), ''næs'' (om Kurlands forbjerge), ''sund'' og ''klint'' (om det nordlige Estlands bratte skrænter) tyder på forbindelser til dansk (eller svensk) område.<ref name="Fab 1933 498">Fabricius (1933), s. 498</ref> I 1170 indtraf der, ifølge ''Saxo'', et angreb fra kurlandske og estiske sørøvere mod Øland, hvor angriberne først efter blodige kampe blev nedkæmpet af en dansk flåde under ledelse af Esbern Snare og Christoffer, kong Valdemars uægte søn.<ref name="Fab 1933 498f">Fabricius (1933), s. 498f</ref> Omtrent samtidig, efter Rygens erobring i 1169, optræder en biskop Fulco af Estland som medunderskriver på et brev herom, hvilket viser dels hans tilstedeværelse i Danmark, dels at Danmark havde missions- og korstogsvirksomhed rettet mod Estland på denne tid.<ref name="Fab 1933 499">Fabricius (1933), s. 499</ref> Det vides, at ærkebiskop Eskil af Lund under sin landflygtighed til Frankrig havde kontakt til abbed Peter i klosteret Moutier-la-Celle, der anbefaler ham munken Fulco som missionær til Estland. Eskil lader ham bispevie, men vi kender ikke nærmere til hvornår og under hvilke omstændigheder, han er kommet til Danmark.<ref name="Fab 1933 499f">Fabricius (1933), s. 499f</ref> Det er muligt, at Fulco har indledt en missionsvirksomhed omend næppe med den store fremgang. Derimod fik en tysk cisterciensermunk ved navn Theodorik udnævnelse til biskop over esterne og han søgte dansk støtte til missionsvirksomhed via ærkebiskoppen i Lund, og paven lagde Estland ind under ærkesædet i Lund. På samme tid arbejdede en gejstlig fra Bremen, Albert, for missionsvirksomhed i Livland, han søgte støtte hos den tyske staufiske kong Filip, og han blev biskop i Riga. Tyskerne organiserer sig i Sværdriddernes Orden, som paven godkender i 1202.<ref name="Fen 1989 240"/> Meget tyder på, at den danske korstogsvirksomhed i de følgende årtier var rettet imod Venden, som først nu kommer under endeligt dansk herredømme.<ref name="Fab 1933 504">Fabricius (1933), s. 504</ref> Men i 1197 indledes et omfattende dansk korstog til Estland.<ref>Ulige årbøger angiver lidt forskellige år for dette korstog: 1194, 1196 og 1197, men nøjere undersøgelser har påvist daterings- og afskrivningsfejl for de to første års vedkommende, jvf. Fabricius (1933), s. 504-506</ref><ref name="Fen 1989 239">Fenger (1989), s. 239</ref> Atter afbrydes korstogsvirksomheden midlertidigt i forbindelse med, at Absalon dør 1201, kong Knud VI dør 1202 og Esbern Snare dør 1204 samt med Danmarks magtovertagelse i Holsten, der sker under betydelige kampe<ref name="Fab 1933 507">Fabricius (1933), s. 507</ref>, men i 1205 søger kong Valdemar om tilladelse til at oprette et bispesæde i Estland, hvilket han får tilladelse til den 13. januar 1206.<ref name="Fab 1933 507"/> Antagelig i 1206 skriver pave Innocens III til Anders Sunesen:</br> "''Da du i din retfærdighed og fromhed påtænker at straffe uret mod kristenheden, og da du med fromt forsæt har besluttet at drage imod hedningerne, bevilger vi dig ved dette brev myndighed til at ordinere en troende biskop i en by, som du med Kristi hjælp kan vinde for dyrkelsen af den kristne tro, efter at hedningernes smuds er fjernet''".<ref name="Fen 1989 239f">Fenger (1989), s. 239f</ref></br> Et dansk korstog synes rettet imod Saremaa (Øsel), hvor der opføres en mindre borg, men uden tilstrækkeligt mandskab må man atter forlade øen; Anders Sunesøn drog herfra med biskop Nicolaus af Slesvig til Riga for vinteren.<ref name="Fab 1933 509">Fabricius (1933), s. 509</ref><ref name="Fen 1989 240">Fenger (1989), s. 240</ref> I 1208 skal korstoget til det sydlige Estland være fundet sted. Det savnes imidlertid i omtalen i klosterårbøgerne, måske fordi der samme år foregik et katastrofalt krigstog til Sverige, som endte med nederlaget ved Lena den 31. januar, og som pådrog sig hele opmærksomheden.<ref name="Fab 1933 509"/> Som årsag til dette korstog må måske ses, at tyskerne samme år havde underlagt sig Livland og havde overskredet grænsen til Estland.<ref name="Fab 1933 511">Fabricius (1933), s. 511</ref> Det var derfor på høje tid, hvis Danmark ikke skulle risikere, at hele det baltiske område blev underlagt tysk overherredæmme. Også i de følgende år genoptages korstogene til Estland, således 1210, efter, at man havde sikret sig imod tyske udplyndringer i Danmark, mens korstoget fandt sted.<ref name="Fab 1933 510">Fabricius (1933), s. 510</ref> Men netop på dette tidspunkt indtræder en magtkamp om Estland og Livland mellem Sværdridderordenen på den ene side og biskoppen i Riga på den anden.<ref name="Fab 1933 512">Fabricius (1933), s. 512</ref> Denne magtkamp fører til, at paven i stedet giver ærkebiskop Andreas Sunesen legatmyndighed i alt, hvad der angår mission i Baltikum. Den 4. april 1212 får ærkebispen et tilsagn som leder af missionsvirksomheden.<ref name="Fen 1989 267">Fenger (1989), s. 267</ref> Heri anvendes som begrundelse herfor blandt andet følgende:</br> "''Da du altså, optændt af iver for Kristendommen, mægtigt har arbejdet på at omvende de omboende hedninger fra vildfarelsen til sandheden, og endnu agter at arbejde, så mener vi, at vor befuldmægtigelse, for at du rigeligere og virkningsfuldere må kunne udføre det, bør overgives dig; og vi befaler vore brødre ærkebiskoppen af Uppsala og hans lydbiskopper og biskopper og de andre kirkers øvrige prælater i Danmark og Sverige ved denne vor skrivelse, at de skal være dig, der som pavestolens legat trofast arbejder på denne gerning, behjælpelig..''"<ref name="Fab 1933 513">Fabricius (1933), s. 513</ref></br> Det er sandsynligt, at den "mægtige" virksomhed, der henvises til, blandt andet har omfattet et korstog i 1208. Konklusionen af dette historiske forløb bliver, at: "''Der kan saaledes ikke ud fra tidshistoriske Grunde rejses nogen Invending mod Danebrogssagnets Tidsfæstelse til 1208 og Stedfæstelsen til Fellin.''"<ref name="Fab 1933 517f">Fabricius (1933), s. 517f</ref> === Dannebrog og slaget ved Lyndanisse i 1219 === Men hvorledes så med selve overleveringen? Det står fast, at den ikke kan være "lånt" fra andre kilder. Det står også fast, at da Peder Olsen nedskriver begivenheden, forsøger han at få sit ellers ukendte korstog rettet til et kendt korstog.<ref name="Fab 1933 523">Fabricius (1933), s. 523</ref> Men netop dette, at korstoget 1208 ellers er ukendt, taler for, at det har været en gammel overlevering om Dannebrog, som ''netop'' var knyttet til 1208 og til Fellin.<ref name="Fab 1933 525">Fabricius (1933), s. 525</ref> Det må anses for usandsynligt, at et sådant sagn skulle være en senere tids konstruktion.<ref name="Fab 1933 526">Fabricius (1933), s. 526</ref> Hvad angår selve forløbet af slaget kan der være grund til at bemærke sig Henrik af Livlands fremstilling af begivenhederne i 1219. Ifølge denne var kong Valdemar kommet til Estland med sin enorme flåde på 1500 skibe for at tilse opførelsen af en ny borg i stedet for den gamle Lyndanisse<ref>navnet menes afledt af estisk: danernes borg</ref>, som blev sløjfet for at give plads til den nye. De omgivende folkegrupper, revelerne og harjerne, samlede en stor hær og sendte deres ledere til kongen for at forhandle en fred. Kongen gav disse udsendinge gaver, og hans biskopper døbte dem; med i kongens følge var lensmanden Vitslav fra Rygen, ærkebiskop Andreas og tre biskopper: kansleren Niels fra Slesvig, Ebbe fra Århus og Theodorik, der var indviet som ny biskop over Estland. Tre dage efter fredsforhandlingerne vendte esterne imidlertid tilbage med deres hær og angreb den danske lejr fra flere sider om aftenen efter nadveren. Nogle stormede det telt, hvor biskop Theodorik lå, ud fra formodningen, at det var kongens telt, og han blev dræbt på stedet; andre angreb andre mål, og mange blev hugget ned. Netop, som det så værst ud for danskerne, vendte Vitslav med sin vendiske hær sig imod esterne og drev dem på flugt; andre estere under fremrykning standsede op ved dette syn, og danskerne fik samlet sig, kongen med sit mandskab, der også omfattede nogle tyskere, kom til stede, og efter kamp blev esterne slået på flugt, og mange blev dræbte. Kongen og biskopperne takkede Gud for sejren, kong Valdemar lod sin kapellan Viscelin indvie til Theodoriks efterfølger og drog hjem efter at have fuldført borgens opførelse, mens biskopperne med deres mandskab forblev i landet og færdiggjorde dettes underkastelse under den danske krone og kirke.<ref name="Jør 1875 445f">Jørgensen (1875), s. 445f</ref><ref name="Fen 1989 267f">Fenger (1989), s. 267f</ref> Denne beretning, som er nogenlunde samtidig med begivenhederne men en andenhånds beretning, giver anledning til en række spørgsmål. Det virker utroligt, at kongen skulle være ankommet med en så stor hær blot for at ombygge en borg. Mere troværdigt er det, at der var tale om et regulært korstog. Men endnu mere bemærkelsesværdigt er det, at esterne skulle have angrebet biskop Theodoriks telt i den tro, at det var kongens. Hvad fik dem til at tro det? Og hvordan identificerede de dette kongens formodede telt? Er Dannebrog en medvirkende del af forklaringen? I så fald: på hvilken måde? Svaret på disse spørgsmål kan meget vel vise sig at være en nøgle til forståelse af begivenhedsforløbet. Under alle omstændigheder ''bestyrker'' denne teori også teorien om, at det egentlig var et medtaget banner. Tilbage bliver spørgsmålet om de historiske omstændigheder omkring flagets betydning i slaget. Det kunne tænkes, at der var tale om en pavelig fane. Men ingen overlevering taler om en sådan pavelig fane.<ref name="Fab 1933 530">Fabricius (1933), s. 530</ref> Antagelsen er grundløs. En anden mulighed er, at det skulle være Johannitterne fane. Men det er usandsynligt, at paven vil have anvendt et banner, som allerede var i brug.<ref name="Fab 1933 529">Fabricius (1933), s. 529</ref> Også denne antagelse må anses for grundløs. Endelig kunne der være tale om en biskoppelig fane, men absolut intet kan understøtte denne antagelse. Fabricius har foreslået, at hvis flaget ikke svævede ned fra oven, kunne det måske, hvis vi følger den skildring, som Henrik af Livland giver, være en undsætningstrop, der kom til med den biskoppelige korsfane højt løftet i spidsen.<ref name="Fab 1933 531">Fabricius (1933), s. 531</ref> Imod denne antagelse taler først og fremmest, at der ingen beviser findes for, at en sådan "biskoppelig" fane skulle have eksisteret, og for det andet, at hvis det virkelig var en undsætningstrop, der havde bragt fanen til slaget, ville man have forventet, et dette var blevet indarbejdet i den senere tradition. Set i dette lys bliver forklaringen med et løsrevet kongeligt banner bragt til slaget af vinden langt mere sandsynlig. Vi kan måske underbygge denne hypotese: ''hvis'' det er rigtigt, at Dannebrog første gang spillede en rolle under den danske korstogsmission i 1208 under omstændigheder, som måske er blevet husket men aldrig nedskrevet i samtiden, og ''hvis'' flaget viste sig netop på det mest kritiske tidspunkt under slaget, og ''hvis'' nogen i et guddommeligt indfald har forstået den symbolske betydning af at indgyde korstogsridderne ekstra mod og kraft netop på dette tidspunkt, og ''hvis'' flaget var taget med igen under det nye korstog i 1219, ''så'' kan det med rimelighed forklare to ting, som ellers bliver vanskelige at forklare: for det første hvorfor Dannebrog er blevet knyttet til begivenhederne i 1219, selvom dets oprindelse skriver sig til 1208, og for det andet hvorfor flaget var med korstogsridderne under dette nye togt: det var blevet "modtaget" under et tidligere korstog og var blevet forbundet med en sejr i dette, hvorfor det som sejrssymbol blev taget med igen og atter gav en sejr. I begge tilfælde havde danskerne befundet sig i en kritisk situation, som ved et mirakel var blevet vendt til en sejr: første gang da flaget var svævet hen over de kæmpende, og anden gang, da hjælpetropperne dukkede op på det mest kritiske tidspunkt. Begge begivenheder er blevet husket som noget enestående, men da de ikke er blevet skrevet ned i tide, er de i hukommelsen blevet blandet sammen og til dels forvekslet. Dermed er traditionen om Dannebrogs oprindelse og betydning i nogen grad blevet forskudt fra den oprindelige, mindre betydningsfulde begivenhed til den senere, afgørende begivenhed. Og dermed fik Dannebrog også den betydning som sejrssymbol, som flere hundrede år senere blev nedskrevet. Det kan tillige forklare en anden, mindre bemærket side af begivenhedsforløbet: hvis fanen var med igen i 1219, og hvis det var dette kongens personlige banner, som fejlagtigt fik esterne til at angribe ærkebispens telt i den tro, at det var kongens telt, så bestyrker det yderligere flagets høje alder. Det ville være naturligt at medbringe ''samme'' korstogsfane på begge korstog, fordi de drejede sig om ''samme'' sag. Brugen af en korsfane er bevidnet allerede fra Valdemar den Stores tid<ref name="Fen 1989 269">Fenger (1989), s. 269</ref>, hvor den sandsynligvis symboliserer kongen og hverken det danske rige eller paven. At danskerne netop havde et banner med kors som symbol er selvsagt naturligt for et korstog. Nok så vigtigt: forudsat, at Danmark forud for slaget i 1219 allerede havde udkæmpet slag i det sydlige Estland omkring et årti tidligere, bliver det lettere forståeligt, hvorfor kong Valdemar i 1218 kræver herredømmet over hele Estland, hvorfor han spærrer Lübecks havn for de tyske korstogsfarere i 1219 og 1220, hvorfor Anders Sunesøn erklærer hele Estland som tilhørende Danmark, samt hvorfor hele Estland i 1221 i et forlig med biskop Adelbert tillægges Danmark. Der var hverken tale om en lunefuld udnyttelse af heldige omstændigheder fra dansk side eller om et dansk imperialistisk krav men derimod om at fuldende den virksomhed, som var begyndt årtier før og som skridt for skridt var blevet udstrakt til hele det estiske område.<ref name="Fab 1933 532f">Fabricius (1933), s. 532f</ref> Det synes rimeligt at drage den slutning, at selv om korsbanneret altså sandsynligvis er ældre end 1208 (eller 1219), så var det først ved et af disse slag og snarest i 1208, at det kom til at spille den afgørende rolle for slagets udfald, der gjorde, at der blev skabt en tradition omkring det. Slaget i 1219 var måske på sin egen måde vigtigt, men Dannebrog spillede næppe den samme rolle for dette slags udfald. Her var det hjælpetropperne, som spillede den vigtigste rolle. Ovenstående er, hvad vi med rimelig sikkerhed tør sige om Dannebrogs oprindelse og betydning for Danmarks overherredømme over Estland. Tilbage bliver at følge nogle hovedtræk i flagets senere historie. === Tallinn, Lübeck og Erik Klipping === Der kan i forbifarten være anledning til at gøre op med endnu en myte. Den omstændighed, at Tallinns lille segl afspejler Dannebrog, samt at det ses over Strandporten, har givet anledning til den teori, at der er en særlig forbindelse mellem dette sted og denne fane.<ref name="Fab 1933 528">Fabricius (1933), s. 528</ref> Det er efter min opfattelse en misforståelse. Den rette sammenhæng er snarere følgende: Det danske overherredømme over Estland var i begyndelsen meget usikkert. Efter en længere tids uroligheder blev der i 1238 indgået et forlig, kaldet Stensby-aftalen, hvorved den tyske ridderorden måtte overdrage borgen i Tallinn, som den havde besat, til den danske konge.<ref>Fenger (1989), s. 324</ref> Lidt senere, inden hendes død i 1282<ref>Hørby (1989), s. 140</ref>, gav den danske konge, Erik Klipping, og især hans moder, Margrete Sambiria, Tallinn dets stadsret, som det fik efter forlæg fra Lübecks stadsret.<ref>Hørby (1989), s. 123</ref><ref>Hørby (1992), s. 36</ref> Når Tallinns segl fra 1294 og dets såkaldt "store" byvåben viser tre kronede løver, en nøje kopi af det danske våben<ref>Bartholdy (1992), s. 9</ref>, når Sankt Knudsgildet og andre gilder i Tallinn i 1400-tallet anvender et hvidt kors i rødt felt som sit våben<ref>Bartholdy (1992), s. 10</ref> og når man ved, at Lübeck tillige havde et hvidt kors på rød grund som sit byvåben, er det så urimeligt at antage, at Tallinns byvåben markerer ''hvem'', som gav det dets stadsret, mens Tallinns lille segl sammen med symbolet over Strandporten angiver ''hvorfra'', at Tallinn fik sin stadsret? Det mener jeg ikke. Tværtimod er det i mine øjne logisk. Hvis det forholder sig således, betyder det imidlertid, at der ingen sammenhæng er mellem Dannebrog på seglet og over Standporten og begivenhederne i 1219. === Kendt siden 1300-tallet === [[File:Gelre Folio 55v.jpg|thumb|right|Dannebrog gengivet i "Armorial Gelre".]] Jeg har tidligere opstillet den hypotese, at Dannebrog kan være begyndt som den danske konges ''personlige'' banner. Kan denne hypotese underbygges? Ja, det kan den. Som nævnt optræder et kvadratisk korsbanner på både en mønt og på et segl fra Valdemar den Stores tid. Det taler stærkt for en forbindelse mellem denne konge og dette bannermærke. Historisk kendes Dannebrog siden 1300-tallet. Dannebrog er således bevidnet af den hollandske herold ''Gelre'' (1334-1375), der i værket "Armorial Gelre" blandt andet gengiver et våben for "die coninc van danmarke" visende, rigsvåbenet med 3 leoparder forbundet med en gylden hjelm med hermelinsklædte og påfuglebesatte vesselhorn samt et kvadratisk Dannebrogsflag.<ref name=autogeneret1 /><ref>[https://commons.wikimedia.org/wiki/File:Gelre_Folio_55v.jpg Gelre Folio 55v]</ref> Ligeledes i ''Bellenville-våbenbogen'' 1380-90 findes et skjold med et kors med navnet ''Denenbroce'' over. Fra denne tid må både flagets navn og udseende derfor regnes som værende fastslåede kendsgerninger. Således er både flaget og navnet dokumenteret ''senest'' fra Valdemar Atterdags tid og ''kan'' stamme fra de estiske korstog blot 150 år før eller tidligere. Læg dertil, at vi genfinder det samme kvadratiske kortbanner på et segl fra Erik af Pommerns tid. Det betyder, at vi kan dokumentere, at mindst tre danske konger har anvendt det selvsamme symbol som sit banner. Dette taler meget stærkt for, at det allerede på denne tid har vundet hævd som kongens traditionelle banner. Det skulle være mærkeligt, om ikke dette også var tilfældet på Valdemar Sejrs tid, som falder midt i de tre andre kongers. Det betyder, at vi med en til vished grænsende sandsynlighed har godtgjort hypotesen om, at dette banner må have fulgt med kongen på dennes korstog. === Erik af Pommern === Det danske korsflag kendes brugt af Erik af Pommern og symboliserede på daværende tid tillige hansestaden Lübecks våben. Lübecks gamle våben var et hvidt kors på en rød baggrund, dannet som en modsætning til den tysk-romerske kejsers hvide flag med et rødt kors, et flag som stammede fra Romerriget, og som er bevaret i det engelske flag (Sankt Georgs kors). Det synes rimeligt at antage, at Erik af Pommern derfor har haft et dobbelt formål med at anvende dette banner: dels var anvendelsen allerede blevet en tradition for danske konger, dels kunne symbolet bruges til at markere, at han hævdede at være retmæssig byherre over Lübeck, lige som Valdemar Sejr havde været det.<ref>Hørby (1992), s. 35</ref> Vi ved, at Erik af Pommern indførte dannebrogskorset i sit unionssegl fra 1398<ref>Bartholdy (1992), s. 7</ref>, og at det lige siden har indgået i alle danske rigsvåbener som en fast bestanddel. Det menes, at Dannebrog oprindeligt blev opbevaret sammen med rigets øvrige klenodier, i Folen, det faste tårn på Kalundborg Slot.<ref>Jørgensen (1887), s. 168</ref> Det ville være logisk, når der ikke længere foregik korstog. Vi har et andet bevis for Dannebrogs betydning på Erik af Pommerns tid: da Erik flygtede fra Danmark "''..saa giorde hand sigh strax hemmeligh rede och foer til Kallunborg och thogh der Danmarckis ipperste klenodie .. Hand togh der en bannere som kallis Dannebroge, huilcken Gud sende dannske mend ned aff himmelen med sin hellige engill, ath the skulle føre hannom i krigh mellom dem och theris finder, som the och giorde och wonde ther med stuor priss och ære''".<ref>Fabricius (1933), s. 519</ref> Denne skildring skyldes Christiern Pedersen, kannik i Lund, som også i anden sammenhæng omtaler traditionen om Dannebrogs oprindelse, og som har nedskrevet oplysningen i begyndelsen af 1500-tallet. Det er ikke muligt med sikkerhed at vide, om det var kendskabet til myten om flagets oprindelse, der fik kong Erik til at tage det med sig, men helt udelukke det kan man næppe. I så fald er det et indicium for traditionens vedligeholdelse frem til dens nedskrivelse. === Dannebrog og Sverige === Dannebrog optræder også i begivenheder efter Erik af Pommerns tid, hvilket bekræfter dets fastslåede stilling som kongens banner og samlende symbol under krigsbegivenheder. Ifølge svenske krøniker blev "Danabroka" i 1439 ført ind i Sverige, og i 1464 tog svenske bønder en fane med Dannebrog fra Christian I og senere oplevede en sejr i Slaget ved Brunkeberg i 1471.<ref>Jørgensen (1887), s. 172</ref> Ærkebispens krønike i Lund oplyser, at Christian I i 1448 fik overrakt rigets flag.<ref>Jørgensen (1887), s. 161</ref><ref name="Bar 1992 13f">Bartholdy (1992), s. 13f</ref> Vi har flere beviser på flagets eksistens på denne tid: i en afbildning i Roskilde domkirke 1498 af det skib, som førte Sankt Lucius' hoved til Danmark, og i folkevisen om kong Hans' bryllup fra 1478, som oplyser, at skibet, som henter hans brud, har "Danebroge i fremmerstavn".<ref>Jørgensen (1887), s. 158</ref> Disse og andre oplysninger bevidner flagets vedvarende brug og dets betydning som den danske konges rigssymbol. === Togtet til Ditmarsken === Under krigen i Ditmarsken i år 1500 var et Dannebrogsflag, der efter sigende var det originale fra 1219, med. Under slaget ved Hemmingstedt blev det ført af marsk Hans von Ahlefeldt<ref>oplysningen findes hos den kongelige historiograf Hans Svanning, der i 1558-59 skrev en fremstilling af kong Hans' historie og heri bringer oplysningen, at :"rigets banner, delt af hvidt og rødt i form af et kors, og nedfalden fra himlen til kong Valdemar II, som der fortælles, da han førte krig mod Livlænderne, som dengang var kristendommens fjender", her gik tabt. Det er sikkert fra Svanning, at Huitfeldt har hentet samme oplysning, jvf. Jørgensen (1887), s. 169.</ref>. Han faldt imidlertid under slaget, og flaget blev erobret af ditmarskerne. Det blev ophængt i kirken i Wöhrden<ref>oplysningen skyldes præsten og historikeren Johan Neocorus, der afsluttede sin krønike i 1598 og hvis fader havde været degn i Wöhrden i 20 år, da han døde i 1580, jvf Jørgensen (1887), s. 178f</ref>, og blev først generobret i 1559<ref>Uafhængigt af Svanning fortæller Johan Rantzov i sin omtale af dette sidste togt til Ditmarsken, at der blandt de tilbageerobrede faner også var: :"et stykke af det banner, som man siger til sin tid ved et mirakel blev givet en dansk konge imod russerne og som fordum kong Hans havde taget med i håb om derved at stride heldigt imod Ditmarskerne.", jvf. Jørgensen (1887), s. 170f</ref> – da næsten ødelagt af fugtighed og ælde – og ophængt i Slesvig kirke, hvor det endeligt gik til engang i 1660'erne.<ref>kilden hertil er Hans de Hofman, som i 7. del af "Den danske Atlas" fra 1781 s. 605 oplyser om koret i Slesvig domkirke, at: :"I dette kor hængte den berømte danske fane Danebrog... og var at se, indtil den ved 1660 af alder og forrådnelse aldeles forfaldt, da nogle børn ved deres leg nedrev den af loftet og ingen bekymrede sig om at samle dens levninger." Men fra omtrent samme tid stammer en oplysning i et tysk værk, at fanen havde hængt i Nikolaikirken i Kiel, jvf Jørgensen (1887), s. 182. Jørgensen tillægger dog oplysningen om Slesvig domkirke størst troværdighed, jvf samme. s. 185f</ref><ref name="Bar 1992 14"/> I borgerkrigen ''Grevens fejde'' anvendte den ene part et stribet flag; blåt, gult og rødt i rigsvåbnets farver, og den anden part, den sejrende, brugte et rødt-hvidt korsflag, med fire lige lange arme. === Nyere tid === Siden 1500-tallet har Dannebrog angivet danske skibes nationalitet<ref>Bartholdy (1992), s. 11</ref>, og i 1600- og begyndelsen af 1700-tallet indgik et Dannebrogsfelt i hærens faner.<ref name=autogeneret3>Achen, s. 108</ref> I 1696 fastlagde en kongelig resolution flagets mål, og disse har siden overvejende været opretholdt.<ref name="Bar 1992 14">Bartholdy (1992), s. 14</ref> Indtil 1743 brugte man et sort-hvidt korsflag som sørgeflag, derefter blev det besluttet at flage på halvt i stedet for<ref>[http://www.crwflags.com/fotw/flags/dk-sorg.html Danish Mourning Flag (until 1743)<!-- Bot genereret titel -->]</ref>. I 1785 blev Dannebrog genindført som fane for nogle danske regimenter, og i 1801 blev det fane for landeværnet.<ref name=autogeneret3 /> I 1807 digtede B.S. Ingemann:<br /> "''Vift højt på Kodans bølge''<br /> ''blodrøde Dannebrog''"<br /> og i de følgende årtier skrev flere danske digtere, N.F.S. Grundtvig, Oehlenschläger, Chr. Winther, H.C. Andersen, digte om Dannebrog.<ref name=autogeneret3 /> I 1830-erne og 1840-erne udviklede Dannebrog sig til et folkeflag. I 1842 blev det regimentsfane i hele hæren.<ref>Achen, s. 109</ref> Endnuså sent som i 1833 blev det forbudt den danske befolkning privat at flage, men forbuddet blev reelt ikke håndhævet. Under Treårskrigen 1848-1850 flagede befolkningen med Dannebrog i stort omfang, og i 1854 blev det omsider officielt tilladt private at flage.<ref>Bartholdy (1992), s. 14</ref> === <big>Lovgivning</big> === Valdemarsdag den 15. juni blev indført i 1912 ved cirkulære Nr. 391 af 24. december 1912 for at markere Dannebrogs oprindelse, men som det fremgår, hviler det på en delvis misforståelse af traditionen. På den anden side: hvis det tidligere begivenhedsforløb er korrekt forstået, og slaget i 1219 markerede en slags afslutning på hele den forud gående danske missionsvirksomhed i Estland, så er markeringen af denne begivenhed historisk rimelig og forståelig. Og lige meget hvormeget man forsøger at skille myte fra historisk virkelighed, så står det fast, at denne afslutning spillede en afgørende rolle for, at Estland blev et kristent område, og at Danmark har hovedæren herfor. I 1929 blev der udarbejdet et forslag til en officiel flaglov af en særlig kommission, men lovforslaget er aldrig blevet færdigbehandlet eller vedtaget.<ref>Bartholdy (1992), s. 15</ref> === <big>Sammenfatning og konklusion</big> === Vi er nået til vejs ende, og resultatet turde være klart: historien om det himmelfaldne flag i 1219 er en myte og en misforståelse. Den sande historie synes at være som følger: Flaget selv er sandsynligvis meget ældre. Det går utvivlsomt tilbage til Valdemar den Store, som har antaget det som sit personlige kongelige banner. Vi ved ikke hvorfra, han har hentet inspirationen, det kan være fra England eller fra sin hustru og væringerne eller et helt tredie sted fra. Dette kan også forklare hvorfor, at der ikke findes nogen tradition om, at det skulle hidrøre fra paven, eller nogen forbindelse til Johannitterordenen. Senere er det åbenbart gået i arv som fast kongeligt banner. Kongen har sikkert medtaget det på sine korstog. Under korstoget til Estland og slaget ved Fellin i 1208 kom det til at spille en særlig rolle, idet det midt under slaget, da danskerne var truet af nederlag, åbenbart rev sig løs og svævede hen over de kæmpende og indgav danskerne det mod og den beslutsomhed, der gjorde, at de vandt dette slag. Begivenheden er siden blevet husket i mundtlige beretninger. Intet taler til støtte for, at traditionen har nogen forbindelse med de himmelske jærtegn, som skal have vist sig i Portugal, idet den danske tradition efter alt at dømme er ældre. Først langt senere har man i Danmark fået kendskab til den portugisiske tradition. Spørgsmålet, om der var tale om guddommelig indgriben, er i sidste ende et trosspørgsmål, men der er ikke tvivl om, at det er således, at man i datiden har opfattet begivenheden på samme måde som i andre lignende tilfælde. Flaget har sikkert været med igen under det nye korstog til Lyndanisse i 1219. Det er muligt, at de har stået foran biskoppens telt og har forledt esterne til at angribe dette. Også denne gang indtraf der et under, idet undsættelsesstyrkerne nåede frem netop, som danskerne var mest trængt. Om disse har haft fanen med sig, vides ikke med sikkerhed, men også dette under er blevet husket. Når Tallinn har tre løver i sit store våben og et Dannebrog i sit lille segl, hænger det sandsynligvis sammen med, at byen fik sine stadsrettigheder af den danske konge og inspireret fra Lübecks stadsrettigheder, hvilket de to symboler afspejler. Det har intet at gøre med slaget i 1219. Allerede i datiden eller måske lidt senere har flaget fået det navn, som siden har været knyttet til det. Også de til flaget knyttede begivenheder er blevet husket, men i tidens løb er de blevet blandet sammen. Da flaget var med under felttoget i 1500 til Ditmarsken, var det for at give sejr, men det endte i nederlag, og flaget gik tabt. Efter dette blev erindringerne om dets betydning nedskrevne, men da med den usikkerhed som da var indtrådt om tid og sted. Flaget blev siden genvundet men fik ikke længere den værdige opmærksomhed, som det kunne påkræve, og det gik op i råd og ælde. Men dets symbolske værdi blev bevaret, dog fortsat kun som kongeligt banner. Med kongens støtte blev det siden anvendt af danske forsvarsstyrker og til skibe under kongelig beskyttelse. Men i Treårskrigen 1848-58 flagede befolkningen trods forbuddet, og dermed banedes vejen for, at det blev det nationalt samlende symbol, som det siden har været. === <big>Noter</big> === {{reflist|2}} === <big>Litteratur</big> === * Sven Tito Achen: ''Heraldikkens femten glæder''; København 1978; ISBN 87-12-00222-4 * Nils G. Bartholdy: "Dannebrog - legende og virkelighed" (Michael Andersen og Frank Birkebæk (red.): ''1219 - Dannebrog og Estland''; Roskilde Museums Forlag 1992; ISBN 87-88563-189; s. 6-16) * L.P. Fabricius: "Sagnet om Danebroge og de ældste Forbindelser med Estland" (''Kirkehistoriske Samlinger'', Sjette Række, Første Binds første Hefte, København 1933) * Ole Fenger: "Kirker rejses alle vegne" (Olaf Olsen (red.): ''Gyldendal og Politikens Danmarkshistorie'', bind 4: 1050-1250; København 1989; ISBN 87-89068-06-8) * Henning Henningsen: "Dannebrog og flagføring til søs" (''Handels- og Søfartsmuseets årbog 1969'', s. 7-81) * Kai Hørby: "Velstands krise og tusind baghold" (Olaf Olsen (red.): ''Gyldendal og Politikens Danmarkshistorie'', bind 5: 1250-1400; København 1989; ISBN 87-89068-07-6) * Kai Hørby: "Danmark og Estland i middelalderen" (Michael Andersen og Frank Birkebæk (red.): ''1219 - Dannebrog og Estland''; Roskilde Museums Forlag 1992; ISBN 87-88563-189; s. 30-38) * A.D. Jørgensen: "Om Danebroges Oprindelse" (''Historisk Tidsskrift'', 4. række, Bind 5; 1875) * A.D. Jørgensen: "Undersøgelser vedrørende Danebroge og det danske kongevåben" (''Historisk Tidsskrift'', 6. række, Bind 1; 1887) * J.O. Kock: "Sagnet om Dannebrog" (''Danske Studier'' 1951; s. 34-48) * John Lind: "Den faldt fra himlen ned" (Kronik i ''Skalk'' 2001, nr. 6, s. 20-27) * E. Løffler: "Bidrag til Bedømmelse af Danebrogs-Sagnets historiske Værd" (''Historisk Tidsskrift'', Bind 5. række, 2 (1880); s. 562-566) * ''Salmonsens Konversationsleksikon'', 2. udgave, bind V, s. 515-517; opslag: Dannebroge * [http://www.navalhistory.dk/Danish/Flaget/FlagetsHistorie.htm Flagets historie], i ''Dansk Marinehistorie'' af Johnny E. Balsved, ayriuj2nmj4cvhnwvxpv9johshhpgnc 42618 42617 2026-08-31T09:06:03Z Sven Halfdan Nielsen 3898 småret 42618 wikitext text/x-wiki Traditionen om Dannebrogs oprindelse er velkendt: Dannebrog faldt ned fra himlen under et dansk korstog til Estland, og det spillede en afgørende rolle for det danske overherredømme over Estland fra 1219. Således lyder myten om Dannebrog, men bag enhver myte gemmer der sig en historisk realitet, og ved at grave denne historiske realitet bag myten frem opnår vi en bedre forståelse af fortiden. Det ligger nær at stille 3 spørgsmål:</br> - er tidsfæstelsen korrekt?</br> - er stedfæstelsen korrekt?</br> - er begivenhedsforløbet korrekt? Svaret på det første spørgsmål er: ja, den ''oprindelige'' tidsfæstelse er sikkert korrekt. Denne tidsfæstelse passer nøje med det begivenhedsforløb, som vi ellers kender. Svaret på det andet spørgsmål er: ja, den ''oprindelige'' stedfæstelse er korrekt. Denne stedfæstelse passer med og ''bekræfter'' de forhold, som vi ellers kender. Svaret på det tredie spørgsmål er: ja, flaget kan forbindes med ''en bestemt begivenhed''. Der er enkeltheder i forløbet, som det ikke længere er muligt at efterkontrollere. Der kan her være grund til at skelne mellem det ''oplevede'' forløb og det ''faktiske'' forløb. Traditionen er baseret på det oplevede forløb således, som dette siden blev husket. === <big>Dannebrogs oprindelse</big> === Dannebrogs oprindelse falder i tre dele: traditionen, de omstændigheder under hvilke traditionen er blevet nedskrevet og flagets senere historie. === Traditionen === [[Fil:Danmarks flag 1219 Lorentzen.jpg|thumb|450px|Det berømte maleri af Christian August Lorentzen fra 1809 af begivenhederne i 1219.]] Ifølge overleveringen, der findes uafhængigt af hinanden hos dels forfatteren af ''Danske Krønike'' fra 1520-erne Christiern Pedersen<ref>formuleringen omtalt under et korstog i 1208 til "Estland, Pryssland, Kurland og Finland" lyder:</br> "''somme mene og sige at samme kong Valdemar skulle fange Dannebrog ned af himlen samme tid, som er et hvidt kors i et rødt felt''", jvf. Lind, s. 24. </ref>, dels munken Peder Olsen (Petrus Olai) fra Gråbrødreklostret i Roskilde, dels historikeren Arild Huitfeldt<ref name=autogeneret1>Lind, s. 23</ref>, faldt Dannebrog ned fra himlen under slaget ved Lyndanisse (i dag Tallinn i Estland) den 15. juni 1219, senere kendt og markeret som Valdemarsdag. Der er imidlertid usikkerhed om tid og sted er korrekte<ref name="bjerg">''Dannebrog'' af Hans Christian Bjerg, s.12, ISBN 87-7739-906-4.</ref>. Det skyldes, at både Christiern Pedersen og Peder Olsen oplyser, at begivenheden fandt sted i året 1208 i Livland på et sted, som kaldes Fellin (Viljandi) i nutidens Estland. Fremstillingen hos Peder Olsen, der findes i en samling notater, ''Collectanea'', til Danmarks historie og menes at være skrevet omkring 1527 men stammer fra en ældre kilde, hvis alder er ukendt<ref>Kock, s. 34</ref>, er den mest oplysende og lyder i sin helhed:</br> "''MCCXIX''<ref>1219</ref>''. Valdemar II angreb Estland, en provins i Livland, fra søen med 1500 krigsskibe og gjorde landgang, og efter mange kampe omvendte han det overvundne land til Kristus og lod folket døbe. Han førte præster dertil fra Danmark og byggede Reval, der nu er en vigtig by og særdeles udmærket og kendt. Heraf kommer det, at kirken i Reval lige til denne dag er forblevet under Danmarks ærkebiskop i Lund, skønt den verdslige magt i tidens løb er gået over til den tyske ordens brødre i nævnte provins. Da nu kong Valdemar var gået i land med hæren i Estland, sagde biskoppen i Århus til ham, da han blev forskrækket over hedningernes mængde, at han skulle love, at han, såfremt han vandt sejr, ville forbedre sig over for sine undersåtter og den hellige Niels i Århus, hvis offergaver han havde tilegnet sig. Det samme råd fik han af den ærværdige Anders, ærkebiskop i Lund, en mand af forunderlig enfold og uskyld, der såvel i live som efter sin død vandt ry ved mange mirakler. Kongen gav dem ret, afgav løftet og fik sejr. Ærkebiskoppen kaldte så stormændene sammen og lod dem love, at svende på tolv år og der over stedse skulle fejre dagen før den hellige Laurentius' fest med faste på brød og vand, hvis de fik sejr. Efter at de så havde påkaldt de hellige Laurentius og Niels, blev slaget begyndt på Vitus' og Modestus' dag. Ærkebiskoppen, der sammen med lydbisper og andre gejstlige fra et bjerg så ud over begge hære, bad nu under tårer for de kristne som en anden Moses med hænderne løftede mod himlen. Når han løftede hænderne i bøn, sejrede danskerne; men når han af træthed lod de gamle hænder synke ned, blev danskerne slået. Men biskopperne og præsterne understøttede den gamle mand. Og således blev den sejrende konge et andet menneske, lod Kristi lære forkynde og kirker bygge dér; siden hen styrede han landene med mildhed og retfærdighed, skrev love og ærede den hellige Niels.''</br> ''Et andet sted står der, at da de rettroende danske på denne Valdemar II's tid i det Herrens år 1208 kæmpede i Livland på det sted, som kaldes Fellin, mod de vantro livlændere og allerede næsten overvundne fromt anråbte om guddommelig hjælp, modtog de straks som belønning et banner, der faldt ned fra himlen, og som var mærket med et hvidt kors, påtrykt en ulddug, og de hørte en røst fra himlen, at når det blev løftet højt til vejrs, ville de straks knuse deres modstandere og vinde fuldstændig sejr; og således skete det. Men det banner plejer med sit sædvanlige navn at kaldes Danebroge. (Denne sejr menes at være den, som danskerne vandt i Estland, og som allerede er omtalt for nylig; men der er fejl i årstallet etc. - Ligeledes har jeg et andet sted fundet, at kong Valdemar og ærkebiskop Anders gjorde et tog til Estland i 1220).''"<ref>her gengivet efter Kock, s. 34f</ref><ref name="Fab 1933 493f">Fabricius (1933), s. 493f</ref> Det er naturligvis usikkert, hvad der egentlig skete under slaget ved Lyndanisse eller slaget ved Fellin, da overleveringen først er nedskrevet 300 år efter begivenhederne skulle have fundet sted <ref name=bjerg />. Historikerne har derfor forsøgt at finde den historiske begivenhed bag ved traditionen. Man kan således fastslå, at Peder Olsens fremstilling har hentet sine bestanddele flere steder, og at de oprindelig ikke har udgjort en helhed. Herom kan siges følgende:</br> 1. Det indledende afsnit om slaget ved Reval (Tallinn) svarer til fremstillingen i ''Rydårbogen'' og i ''Jyske Krønike'' og kan være hentet fra disse kilder.<ref>Kock, s. 35</ref><ref name="Fab 1933 486">Fabricius (1933), s. 486</ref></br> 2. Afsnittet om den hellige Niels i Århus kan stamme fra en bog om Niels, men findes ikke i hans ''vita''. Det tyder ikke på, at historien har en historisk baggrund. Snarere er den tilkommet efter, at Niels blev helgen, formentlig i midten af det 14. århundrede.<ref>Kock, s. 35f</ref><ref name="Fab 1933 486"/></br> 3. Afsnittet om Laurentius-fasten er helt malplaceret. Sankt Laurentius' dag er den 10. august, mens slaget fandt sted på Vitus' og Modestus' dag den 15. juni. ''Saxo'' omtaler et slag ved Ljutka (Lütjenburg), der fandt sted på Laurentius' dag, og formentlig er indskuddet hentet herfra.<ref name=autogeneret2>Kock, s. 36</ref><ref name="Fab 1933 487">Fabricius (1933), s. 487</ref></br> 4. Historien om ærkebispens oprakte hænder er hentet fra ''2. Mosebog'' (17, 9ff).<ref name=autogeneret2 /><ref name="Fab 1933 487"/></br> 5. Historien om det nedfaldne flag er uden direkte forbillede. Fra Portugal (hvorfra dronning Berengaria stammer) findes en tradition fra 1217 om et jærtegn i form af et kors på himlen til tegn på portugisernes sejr over maurerne i kampen ved Alcazar.<ref>Kock, s. 37</ref> Det betyder, at der findes en tradition næsten samtidig med den danske, hvilket styrker en tidsfæstelse til begyndelsen af 1200-tallet. Skønt der er forskelle (intet flag i Portugal), kan begivenheden i Portugal være blevet kendt også i Danmark og have styrket den danske tradition, men der er intet bevis for en direkte forbindelse.<ref>Kock, s. 42</ref></br> Med hensyn til selve dateringen af Dannebrogs fald fra himlen er det nutidens historikeres opfattelse, at når to kilder uafhængigt af hinanden daterer begivenheden til et andet sted og en anden tid end nutidens tradition siger, så må nutidens tradition anses som fejlagtig og den ældste tradition som den rigtige med hensyn til tid og sted.<ref>Lind, s. 26</ref> Dette kan også forklare, hvorfor der ingen omtale af Dannebrog er i den samtidige skildring i Henrik af Livlands krønike.<ref>Enn Tarvel (red.): ''Henriku Liivimaa Kroonika''; "Olion" Tallinn 1993; ISBN 5-450-01319-1; s. 140</ref> På lignende måde som bidragene om den hellige Niels og om Anders Sunesens løftede hænder er tilføjede den oprindelige fremstilling, så menes traditionen om Dannebrog at være overført fra det mindre betydningsfulde slag i 1208 til det vigtigere slag i 1219, der indledte den danske besættelse af det nordlige Estland som led i opbygningen af myten om netop dette slag.<ref name=autogeneret2 /> Endelig bør det nævnes, at traditionen blev nedskrevet kort tid efter, at danskerne havde mistet det originale Dannebrog under togtet til Ditmarsken i 1500. Det menes, at flaget var taget med, netop fordi man på grund af traditionen mente, at det ville bringe sejr.<ref>Jørgensen (1875), s. 417</ref> Som muligt ophavssted og som en anden mulighed har man peget på, at banneret kunne stamme fra Johanniterordenen eller være et korsbanner givet af paven, men disse og andre muligheder er blevet tilbageviste af historikerne.<ref>Jørgensen (1875), s. 426-429 for Johanniterordenens vedkommende, s. 431-432 for pavens vedkommende</ref> <ref>Jørgensen (1887), s. 149-153</ref> <ref>Lind, s. 25</ref> Der kan måske være grund til at se nærmere på disse hypoteser. === Myten om Johanniterordenen === Historikere i det 19. og 20. århundrede brød sig ikke om det himmelfaldne flag og søgte mere jordnære forklaringer. Især søgte man efter forbilleder for Dannebrog. Især hæftede man sig ved Johanniterordenen som en mulig kilde, da denne orden blandt andet havde et våben, som mindede om Dannebrog. En række mulige forbindelser har været foreslået. Man har peget på, at Valdemar Atterdag besøgte den hellige grav i påsken 1347 og her blev slået til ridder af hertug Erik af Sachsen.<ref>Jørgensen (1875), s. 426</ref> Kong Valdemar stiftede et Sankt Hans-kloster på Dueholm viet til Marie Magdalene på hvis festdag, han fik ridderslaget.<ref name="Jør 427">Jørgensen (1875), s. 427</ref> Yderligere oplyser Thomas Bartholin i sin bog om Dannebrogsordenen, at Valdemar på gamle tapeter på Københavns Slot var fremstillet med et hvidt ordenskors. Da korset første gang kendes fra et brev fra år 1356 og kongenavnet Valdemar er fælles, måtte en forbindelse anses som mulig.<ref name="Jør 427"/> Senere forskning har imidlertid vist, at Thomas Bartholins fremstilling bygger på et forfalsket kobberstik, hvorved denne del af beviset falder sammen.<ref>Jørgensen (1875), s. 429</ref> Ydermere har det vist sig, at ingen dansk konge har søgt sit gravsted hos Sankt Hans-ordenen, og der findes ingen optegnelser til støtte for en forbindelse.<ref>Jørgensen (1875), s. 430</ref> Denne forklaring må således afvises, da der ingen forbindelse findes mellem Sankt Hans-huse, deres velgørere og Johanniterordenen.<ref>Jørgensen (1875), s. 431</ref> Man har også tænkt sig, at Johanniterordenens symboler skulle være overtaget skridt for skridt i dansk tradition, men imod dette taler, at der findes en specifik tradition for flagets oprindelse, som ikke kan afvises.<ref>Jørgensen (1875), s. 434-437</ref> Tilbage er kun den mulighed, at flagets oprindelse med al sandsynlighed på den ene eller anden måde har forbindelse til et korstog til Estland.<ref>Jørgensen (1875), s. 437</ref> Den eneste samtidige kilde er Henrik af Livlands krønike, der imidlertid er stærkt tendensiøs: han forsøgte at nedgøre ethvert dansk bidrag til kristningen af Baltikum<ref>Jørgensen (1875), s. 439</ref>, ja endog at gøre dansk tilstedeværelse til utidig indblanding<ref>Jørgensen (1875), s. 441</ref> og bestrider endda, at Valdemar skulle have været på korstog.<ref>Jørgensen (1875), s. 442</ref> Således fremstilles han i 1219 som værende på besøg for at besigtige byggeriet af en ny borg, ikke som erobrer.<ref>Jørgensen (1875), s. 445f</ref> Esterne angreb for at stoppe opførelsen af borgen, men blev selv angrebet af vendiske hjælpetropper, som var kommet sammen med danskerne. Dannebrog omtales ikke.<ref>Jørgensen (1875), s. 447</ref> Tydeligvis er der tale om en andenhånds beretning baseret på rygter, ikke om et øjenvidne til begivenhederne. A. D. Jørgensen har forsøgsvis opstillet den hypotese, at esterne angreb biskop Theodoriks telt, fordi der foran var et banner, som opfattedes som hovedbanneret (det vil sige: kongens banner). Han stiller spørgsmålet, om Theodorik kan forbindes med Johanniterordenen.<ref>Jørgensen (1875), s. 448</ref> Theodoriks oprindelse er ukendt, men han optræder som missionær både hos liverne og esterne i forskellige opisoder med sagnagtige træk.<ref>Jørgensen (1875), s. 449</ref> Han blev sendt til pavestolen, hvor han den 15. april 1201 fik en bulle af pave Innocens, der opfordrede alle kristne i Vendland og Saxland til at drage til Livland.<ref>Jørgensen (1875), s. 450</ref> Theodorik forsøgte at få anerkendt Baltikum som sit bispedømme, men stødte på vanskeligheder. Derfor skal han have sluttet sig til den danske konge, idet paven havde givet biskop Anders Sunesen en bulle på at indvie en biskop i Estland.<ref>Jørgensen (1875), s. 456</ref> Da Tempelridderne på daværende tidspunkt havde et rødt kors på hvid baggrund som sit mærke, måtte et dansk korstog ske under et andet mærke, og han har så "lånt" Sankt Hans-brødrenes korsbanner.<ref>Jørgensen (1875), s. 457</ref> Det skulle således være dette banner, der var opsat foran hans telt, og som slaget med esterne derfor kom til at stå om.<ref name="Jør 458">Jørgensen (1875), s. 458</ref> Theodorik døde under slaget, og efter slaget måtte omstændighederne omkring fanens oprindelse og betydning have været uklar<ref name="Jør 458"/>, da det fuldstændig adskilte sig fra kongens banner: løverne og hjerterne. "Saa sagde man, at det var kommet ned fra Himlen midt i Slagets trængsel".<ref>Jørgensen (1875), s. 457</ref> Problemet med denne hypotese er, at den på intet punkt finder støtte i kilderne<ref name="Jør 458"/>, og A.D. Jørgensen understregede, at den kun var en hypotese, som fornyede studier måtte styrke eller svække,<ref>Jørgensen (1887), s. 150</ref> og at "''kun derom er alle enige, at Savojens Kors er lig Johanniternes, og det samme er Tilfældet med vort Danebroge.''"<ref>Jørgensen (1887), s. 153</ref> I og med, at flagets oprindelse nu henlægges til ''en anden begivenhed'', slaget i 1208, er grundlaget for hele denne konstruktion imidlertid bortfaldet. De nærmere omstændigheder omkring flagets oprindelse er fortsat ukendte. === Myten om dronning Berengaria og Dannebrog === Som tidligere nævnt har det været overvejet, om myten om Dannebrogs fald fra himlen var forbundet med dronning Berengaria. Hun blev gift med Valdemar Sejr i 1214 og døde i 1221.<ref name="Fen 1989 61">Fenger (1989), s. 61</ref> Hun stammede fra Portugal, og det er overleveringer herfra, som har været inddraget i forsøgene på at forklare myten. Det er blevet påpeget, først af overbibliotekar Christian Bruun, at der i portugisiske skrifter fortælles om et jærtegn, der i 1217 blev set i Portugal under en kamp imod maurerne ved Alcazar. Ifølge disse viste der sig et kors på himlen som tegn på sejren. Teorien er senere taget op af pastor L.P. Fabritius, som mener, at det er den eneste tradition i den kristne verden, som tåler sammenligning med sagnet om Dannebrog. Han forbinder de to begivenheder ved at påpege, at Berengaria var blevet dansk dronning blot tre år tidligere, og at der takket være en livlig forbindelse mellem Portugal og Danmark er mulighed for, at historien er kommet hertil. Det viser sig imidlertid, at denne antagelse ikke holder: dels kendes der ingen livlig forbindelse mellem de to lande, dels har der været rejst tvivl om, at hun kom fra Portugal. I flere danske årbøger siges, at hun var søster til greven af Flandern, og da der ydermere var arvestridigheder imellem hendes broder, kongen af Portugal, og to af deres søstre, bliver det endnu mindre sandsynligt, at der har været en forbindelse.<ref name="Koc 1951 37">Koch (1951), s. 37</ref> Dertil kommer den afgørende forskel, at der i Portugal var tale om et syn på himlen, men i Estland var tale om et faktisk flag, som efterfølgende blev bragt hjem til Danmark. Og hvis dateringen til 1208 opretholdes som den rette, udebliver muligheden for, at traditionen stammer fra Portugal også af kronologiske grunde.<ref name="Koc 1951 38">Koch (1951), s. 38</ref> Endelig har der været peget på, at den portugisiske tradition måske stammer fra et langt ældre slag, nemlig slaget ved Orique i det sydlige Portugal den 25. juli 1139. I dette slag var den sejrende feltherre Afonso Henriques, dronning Berengarias bedstefader, som ifølge en senere legende før slaget havde set et kors på himlen omgivet af engle i hvide klæder, og at Kristus havde lovet ham sejr og at hans efterkommere ville blive konger i Portugal. Det er imidlertid tvivlsomt, om dronning Berengaria overhovedet har kendt til denne tradition, idet slaget endnu i begyndelsen af 13. århundrede ikke havde opnået den berømmelse, som det senere fik. Det kan end ikke udelukkes, at traditionen om det ældre slag hviler på traditionen fra det senere slag.<ref name="Koc 1951 41f">Koch (1951), s. 41f</ref> Det må tilføjes, at der findes en endnu ældre tradition, nemlig kejser Konstantins korsvision før Slaget ved Ponte Molle i år 312 mod Maxentius, der fulgtes af ordene "''in hoc signo vinces''", det vil sige "under dette tegn skal du sejre". Og på freskerne om "Det sande Kors" legende" i Arezzo, malet af Piero delle Francesca i 1450-erne, ses Konstantin vinde over Maxentius ved at holde er kors frem på en måde, hvor det kan opfattes som værende faldet fra himlen.<ref name="Bar 1992 11f">Bartholdy (1992), s. 11f</ref> Der er intet, som kan understøtte, at den danske tradition skulle have noget med den portugisiske tradition at gøre. Hvilket dog ikke forhindrede Christian IV i på sine guldmønter fra 1591 at gengive den store portugisiske guldmønt kaldet ''portugaløser'' med Kristuskors og sætningen "in hoc signo vinces", sikkert fordi at denne var kendt fra Arild Huitfeldts krønike, der udkom 1600-1603, og hvor begivenheden forøvrigt henlagdes til 1219.<ref>Bartholdy (1992), s. 9, 12</ref> === Er Dannebrog ældre? === Spørgsmålet er, om flaget kunne være ældre. Enkelte forskere mener, at der har været en forløber for Dannebrog: De mener, at danske konger brugte et rødt flag med to ravne i sort, når de drog i krig. Kong Knud den Store skulle ifølge engelske kilder have ført en ravnefane i slaget ved Ashington i Essex i 1016 <ref>Anonym: "Dannebrogs historie" (''Spejderbladet Væbneren'', s. 179-182)</ref>. Men det vides ikke, om denne fane generelt er blevet brugt af den danske kongeslægt. På Bayeux-tapetet fra omkring 1068 fører bagtroppen et rødt flag med et hvidt kors, muligvis danske slægtninge til Vilhelm Erobreren, der i front fører Sankt Georgskorset i slaget ved Hastings i 1066. Ioannis Skylitzis Krønike fra ''Biblioteca Nacional'', Madrid, viser væringer fra Miklagård (''Den Store By'', Byzans-Konstantinopel-Istanbul) omkring år 1100 med et rødt flag med et hvidt kors. Mønter, der viser et korsbanner, blev slået allerede under Valdemar den Store<ref>Fenger, s. 269</ref><ref>Lind, s. 21</ref> og et korsbanner kendes tillige fra et segl fra hans tid (og senere fra et segl fra Erik af Pommerns tid), men disse fortilfælde er ikke overbevisende, ''med mindre'' at man antager, at hans søn skulle have haft en fane med måske som sit eget fra faderen stammende banner og enten (hvilket er temmelig utænkeligt) selv have hævet dette på et kritisk tidspunkt under slaget, eller (mere sandsynligt) at det af vinden fra kongens telt var revet løs og på mærkelig vis var blevet blæst hen over de kæmpende, hvilket er blevet opfattet som en guddommelig indgriben. I så fald var den bogstaveligt talt på det nærmeste "faldet fra himlen". Det er muligt, at det er synet af denne fane højt mod himlen, der gav de kæmpende det mod og den vilje, der skulle til for at vinde slaget. At Valdemar den Store som den korstogskonge, han var med sit korstog til Rygen i 1169, skulle have haft et korsbanner som sit personlige mærke, er vel ikke ganske utænkeligt, og det ville næppe heller være mærkeligt, at det samme banner måtte være medbragt under dette nye korstog af hans søn. Hvis Bayeux-tapetet virkelig afspejler danske deltagere i slaget ved Hastings, indebærer det, at flaget går tilbage til Sven Estridsens tid. Det lader sig intil videre ikke fastslå med sikkerhed, og der findes en anden og måske mere sandsynlig mulighed for hvorledes, at korsbanneret kan være blevet Valdemar den Stores personlige mærke. Valdemar den Stores hustru, dronning Sophie, var datter af Richiza og en russisk fyrste.<ref>Fenger, s. 160</ref> Vi ved fra en engelsk kilde fra 1170-erne, at hun havde stået bag et dansk felttog til Finland til støtte for hendes fader og brødre.<ref>Fenger, s. 161</ref> Vi ved derimod ikke, om der er en forbindelse mellem væringerne og deres flag i Miklagård som gengivet i Ioannis Skylitzis Krønike, Sophie og hendes russiske fader og Valdemar den Stores valg af kongeligt banner. At Sophie var en særdeles indflydelsesrige person i Valdemars liv og gerning, er hævet over al tvivl.<ref>Fenger, s. 166</ref> === Danske korstog til Estland i ny belysning === Omflytningen af begivenheden til et nyt år og et nyt sted stiller alle den danske korstog til Estland i et nyt lys og dermed også spørgsmålet om Dannebrogs oprindelse. Først og fremmest kan der være grund til at pege på, at sagnet ''ikke'' har forbindelse med nogle af de øvrige kilder, som indgår i de ældste skriftlige overleveringer. Der er tale om en helt selvstændig og uafhængig tradition.<ref name="Fab 1933 493">Fabricius (1933), s. 493</ref> Der kan ligeledes være grund til at påpege, at ingen kilde, dansk eller udenlandsk, forbinder Dannebrog med begivenhederne i 1219.<ref name="Fab 1933 494">Fabricius (1933), s. 494</ref> Dernæst må der være god grund til at fremhæve, at den danske korstogsvirksomhed er af betydelig ælde. De ældste omtaler, ''Rydårbogen'' og kongefortegnelsen i ''Lund Domkirkes Nekrologium'', der tillægger Knud den Store en sådan virksomhed, antagelig hviler på misforståelser (måske en navneforveksling af Knud den Store og Knud den Hellige).<ref name="Fab 1933 496f">Fabricius (1933), s. 496f</ref> Derimod er der fra tiden fra omkring 1070-1080 sikre efterretninger om danske korstog til Estland. Således oplyser ''Saxo'', at Knud den Hellige i slutningen af Sven Estridsens regeringstid samlede landets ungdom og indlagde sig berømmelse ved sejre over sembere og estere. ''Jyske Krønike'' har gentaget Saxos udsagn.<ref name="Fab 1933 497">Fabricius (1933), s. 497</ref> Vi kender ikke nærmere til denne og den senere tids korstog til disse egne, men forekomsten af danske stednavne ved Riga på ''holm'' (Stenholm, Langholm og Rigeholm), ''næs'' (om Kurlands forbjerge), ''sund'' og ''klint'' (om det nordlige Estlands bratte skrænter) tyder på forbindelser til dansk (eller svensk) område.<ref name="Fab 1933 498">Fabricius (1933), s. 498</ref> I 1170 indtraf der, ifølge ''Saxo'', et angreb fra kurlandske og estiske sørøvere mod Øland, hvor angriberne først efter blodige kampe blev nedkæmpet af en dansk flåde under ledelse af Esbern Snare og Christoffer, kong Valdemars uægte søn.<ref name="Fab 1933 498f">Fabricius (1933), s. 498f</ref> Omtrent samtidig, efter Rygens erobring i 1169, optræder en biskop Fulco af Estland som medunderskriver på et brev herom, hvilket viser dels hans tilstedeværelse i Danmark, dels at Danmark havde missions- og korstogsvirksomhed rettet mod Estland på denne tid.<ref name="Fab 1933 499">Fabricius (1933), s. 499</ref> Det vides, at ærkebiskop Eskil af Lund under sin landflygtighed til Frankrig havde kontakt til abbed Peter i klosteret Moutier-la-Celle, der anbefaler ham munken Fulco som missionær til Estland. Eskil lader ham bispevie, men vi kender ikke nærmere til hvornår og under hvilke omstændigheder, han er kommet til Danmark.<ref name="Fab 1933 499f">Fabricius (1933), s. 499f</ref> Det er muligt, at Fulco har indledt en missionsvirksomhed omend næppe med den store fremgang. Derimod fik en tysk cisterciensermunk ved navn Theodorik udnævnelse til biskop over esterne og han søgte dansk støtte til missionsvirksomhed via ærkebiskoppen i Lund, og paven lagde Estland ind under ærkesædet i Lund. På samme tid arbejdede en gejstlig fra Bremen, Albert, for missionsvirksomhed i Livland, han søgte støtte hos den tyske staufiske kong Filip, og han blev biskop i Riga. Tyskerne organiserer sig i Sværdriddernes Orden, som paven godkender i 1202.<ref name="Fen 1989 240"/> Meget tyder på, at den danske korstogsvirksomhed i de følgende årtier var rettet imod Venden, som først nu kommer under endeligt dansk herredømme.<ref name="Fab 1933 504">Fabricius (1933), s. 504</ref> Men i 1197 indledes et omfattende dansk korstog til Estland.<ref>Ulige årbøger angiver lidt forskellige år for dette korstog: 1194, 1196 og 1197, men nøjere undersøgelser har påvist daterings- og afskrivningsfejl for de to første års vedkommende, jvf. Fabricius (1933), s. 504-506</ref><ref name="Fen 1989 239">Fenger (1989), s. 239</ref> Atter afbrydes korstogsvirksomheden midlertidigt i forbindelse med, at Absalon dør 1201, kong Knud VI dør 1202 og Esbern Snare dør 1204 samt med Danmarks magtovertagelse i Holsten, der sker under betydelige kampe<ref name="Fab 1933 507">Fabricius (1933), s. 507</ref>, men i 1205 søger kong Valdemar om tilladelse til at oprette et bispesæde i Estland, hvilket han får tilladelse til den 13. januar 1206.<ref name="Fab 1933 507"/> Antagelig i 1206 skriver pave Innocens III til Anders Sunesen:</br> "''Da du i din retfærdighed og fromhed påtænker at straffe uret mod kristenheden, og da du med fromt forsæt har besluttet at drage imod hedningerne, bevilger vi dig ved dette brev myndighed til at ordinere en troende biskop i en by, som du med Kristi hjælp kan vinde for dyrkelsen af den kristne tro, efter at hedningernes smuds er fjernet''".<ref name="Fen 1989 239f">Fenger (1989), s. 239f</ref></br> Et dansk korstog synes rettet imod Saremaa (Øsel), hvor der opføres en mindre borg, men uden tilstrækkeligt mandskab må man atter forlade øen; Anders Sunesøn drog herfra med biskop Nicolaus af Slesvig til Riga for vinteren.<ref name="Fab 1933 509">Fabricius (1933), s. 509</ref><ref name="Fen 1989 240">Fenger (1989), s. 240</ref> I 1208 skal korstoget til det sydlige Estland være fundet sted. Det savnes imidlertid i omtalen i klosterårbøgerne, måske fordi der samme år foregik et katastrofalt krigstog til Sverige, som endte med nederlaget ved Lena den 31. januar, og som pådrog sig hele opmærksomheden.<ref name="Fab 1933 509"/> Som årsag til dette korstog må måske ses, at tyskerne samme år havde underlagt sig Livland og havde overskredet grænsen til Estland.<ref name="Fab 1933 511">Fabricius (1933), s. 511</ref> Det var derfor på høje tid, hvis Danmark ikke skulle risikere, at hele det baltiske område blev underlagt tysk overherredæmme. Også i de følgende år genoptages korstogene til Estland, således 1210, efter, at man havde sikret sig imod tyske udplyndringer i Danmark, mens korstoget fandt sted.<ref name="Fab 1933 510">Fabricius (1933), s. 510</ref> Men netop på dette tidspunkt indtræder en magtkamp om Estland og Livland mellem Sværdridderordenen på den ene side og biskoppen i Riga på den anden.<ref name="Fab 1933 512">Fabricius (1933), s. 512</ref> Denne magtkamp fører til, at paven i stedet giver ærkebiskop Andreas Sunesen legatmyndighed i alt, hvad der angår mission i Baltikum. Den 4. april 1212 får ærkebispen et tilsagn som leder af missionsvirksomheden.<ref name="Fen 1989 267">Fenger (1989), s. 267</ref> Heri anvendes som begrundelse herfor blandt andet følgende:</br> "''Da du altså, optændt af iver for Kristendommen, mægtigt har arbejdet på at omvende de omboende hedninger fra vildfarelsen til sandheden, og endnu agter at arbejde, så mener vi, at vor befuldmægtigelse, for at du rigeligere og virkningsfuldere må kunne udføre det, bør overgives dig; og vi befaler vore brødre ærkebiskoppen af Uppsala og hans lydbiskopper og biskopper og de andre kirkers øvrige prælater i Danmark og Sverige ved denne vor skrivelse, at de skal være dig, der som pavestolens legat trofast arbejder på denne gerning, behjælpelig..''"<ref name="Fab 1933 513">Fabricius (1933), s. 513</ref></br> Det er sandsynligt, at den "mægtige" virksomhed, der henvises til, blandt andet har omfattet et korstog i 1208. Konklusionen af dette historiske forløb bliver, at: "''Der kan saaledes ikke ud fra tidshistoriske Grunde rejses nogen Invending mod Danebrogssagnets Tidsfæstelse til 1208 og Stedfæstelsen til Fellin.''"<ref name="Fab 1933 517f">Fabricius (1933), s. 517f</ref> === Dannebrog og slaget ved Lyndanisse i 1219 === Men hvorledes så med selve overleveringen? Det står fast, at den ikke kan være "lånt" fra andre kilder. Det står også fast, at da Peder Olsen nedskriver begivenheden, forsøger han at få sit ellers ukendte korstog rettet til et kendt korstog.<ref name="Fab 1933 523">Fabricius (1933), s. 523</ref> Men netop dette, at korstoget 1208 ellers er ukendt, taler for, at det har været en gammel overlevering om Dannebrog, som ''netop'' var knyttet til 1208 og til Fellin.<ref name="Fab 1933 525">Fabricius (1933), s. 525</ref> Det må anses for usandsynligt, at et sådant sagn skulle være en senere tids konstruktion.<ref name="Fab 1933 526">Fabricius (1933), s. 526</ref> Hvad angår selve forløbet af slaget kan der være grund til at bemærke sig Henrik af Livlands fremstilling af begivenhederne i 1219. Ifølge denne var kong Valdemar kommet til Estland med sin enorme flåde på 1500 skibe for at tilse opførelsen af en ny borg i stedet for den gamle Lyndanisse<ref>navnet menes afledt af estisk: danernes borg</ref>, som blev sløjfet for at give plads til den nye. De omgivende folkegrupper, revelerne og harjerne, samlede en stor hær og sendte deres ledere til kongen for at forhandle en fred. Kongen gav disse udsendinge gaver, og hans biskopper døbte dem; med i kongens følge var lensmanden Vitslav fra Rygen, ærkebiskop Andreas og tre biskopper: kansleren Niels fra Slesvig, Ebbe fra Århus og Theodorik, der var indviet som ny biskop over Estland. Tre dage efter fredsforhandlingerne vendte esterne imidlertid tilbage med deres hær og angreb den danske lejr fra flere sider om aftenen efter nadveren. Nogle stormede det telt, hvor biskop Theodorik lå, ud fra formodningen, at det var kongens telt, og han blev dræbt på stedet; andre angreb andre mål, og mange blev hugget ned. Netop, som det så værst ud for danskerne, vendte Vitslav med sin vendiske hær sig imod esterne og drev dem på flugt; andre estere under fremrykning standsede op ved dette syn, og danskerne fik samlet sig, kongen med sit mandskab, der også omfattede nogle tyskere, kom til stede, og efter kamp blev esterne slået på flugt, og mange blev dræbte. Kongen og biskopperne takkede Gud for sejren, kong Valdemar lod sin kapellan Viscelin indvie til Theodoriks efterfølger og drog hjem efter at have fuldført borgens opførelse, mens biskopperne med deres mandskab forblev i landet og færdiggjorde dettes underkastelse under den danske krone og kirke.<ref name="Jør 1875 445f">Jørgensen (1875), s. 445f</ref><ref name="Fen 1989 267f">Fenger (1989), s. 267f</ref> Denne beretning, som er nogenlunde samtidig med begivenhederne men en andenhånds beretning, giver anledning til en række spørgsmål. Det virker utroligt, at kongen skulle være ankommet med en så stor hær blot for at ombygge en borg. Mere troværdigt er det, at der var tale om et regulært korstog. Men endnu mere bemærkelsesværdigt er det, at esterne skulle have angrebet biskop Theodoriks telt i den tro, at det var kongens. Hvad fik dem til at tro det? Og hvordan identificerede de dette kongens formodede telt? Er Dannebrog en medvirkende del af forklaringen? I så fald: på hvilken måde? Svaret på disse spørgsmål kan meget vel vise sig at være en nøgle til forståelse af begivenhedsforløbet. Under alle omstændigheder ''bestyrker'' denne teori også teorien om, at det egentlig var et medtaget banner. Tilbage bliver spørgsmålet om de historiske omstændigheder omkring flagets betydning i slaget. Det kunne tænkes, at der var tale om en pavelig fane. Men ingen overlevering taler om en sådan pavelig fane.<ref name="Fab 1933 530">Fabricius (1933), s. 530</ref> Antagelsen er grundløs. En anden mulighed er, at det skulle være Johannitterne fane. Men det er usandsynligt, at paven vil have anvendt et banner, som allerede var i brug.<ref name="Fab 1933 529">Fabricius (1933), s. 529</ref> Også denne antagelse må anses for grundløs. Endelig kunne der være tale om en biskoppelig fane, men absolut intet kan understøtte denne antagelse. Fabricius har foreslået, at hvis flaget ikke svævede ned fra oven, kunne det måske, hvis vi følger den skildring, som Henrik af Livland giver, være en undsætningstrop, der kom til med den biskoppelige korsfane højt løftet i spidsen.<ref name="Fab 1933 531">Fabricius (1933), s. 531</ref> Imod denne antagelse taler først og fremmest, at der ingen beviser findes for, at en sådan "biskoppelig" fane skulle have eksisteret, og for det andet, at hvis det virkelig var en undsætningstrop, der havde bragt fanen til slaget, ville man have forventet, et dette var blevet indarbejdet i den senere tradition. Set i dette lys bliver forklaringen med et løsrevet kongeligt banner bragt til slaget af vinden langt mere sandsynlig. Vi kan måske underbygge denne hypotese: ''hvis'' det er rigtigt, at Dannebrog første gang spillede en rolle under den danske korstogsmission i 1208 under omstændigheder, som måske er blevet husket men aldrig nedskrevet i samtiden, og ''hvis'' flaget viste sig netop på det mest kritiske tidspunkt under slaget, og ''hvis'' nogen i et guddommeligt indfald har forstået den symbolske betydning af at indgyde korstogsridderne ekstra mod og kraft netop på dette tidspunkt, og ''hvis'' flaget var taget med igen under det nye korstog i 1219, ''så'' kan det med rimelighed forklare to ting, som ellers bliver vanskelige at forklare: for det første hvorfor Dannebrog er blevet knyttet til begivenhederne i 1219, selvom dets oprindelse skriver sig til 1208, og for det andet hvorfor flaget var med korstogsridderne under dette nye togt: det var blevet "modtaget" under et tidligere korstog og var blevet forbundet med en sejr i dette, hvorfor det som sejrssymbol blev taget med igen og atter gav en sejr. I begge tilfælde havde danskerne befundet sig i en kritisk situation, som ved et mirakel var blevet vendt til en sejr: første gang da flaget var svævet hen over de kæmpende, og anden gang, da hjælpetropperne dukkede op på det mest kritiske tidspunkt. Begge begivenheder er blevet husket som noget enestående, men da de ikke er blevet skrevet ned i tide, er de i hukommelsen blevet blandet sammen og til dels forvekslet. Dermed er traditionen om Dannebrogs oprindelse og betydning i nogen grad blevet forskudt fra den oprindelige, mindre betydningsfulde begivenhed til den senere, afgørende begivenhed. Og dermed fik Dannebrog også den betydning som sejrssymbol, som flere hundrede år senere blev nedskrevet. Det kan tillige forklare en anden, mindre bemærket side af begivenhedsforløbet: hvis fanen var med igen i 1219, og hvis det var dette kongens personlige banner, som fejlagtigt fik esterne til at angribe ærkebispens telt i den tro, at det var kongens telt, så bestyrker det yderligere flagets høje alder. Det ville være naturligt at medbringe ''samme'' korstogsfane på begge korstog, fordi de drejede sig om ''samme'' sag. Brugen af en korsfane er bevidnet allerede fra Valdemar den Stores tid<ref name="Fen 1989 269">Fenger (1989), s. 269</ref>, hvor den sandsynligvis symboliserer kongen og hverken det danske rige eller paven. At danskerne netop havde et banner med kors som symbol er selvsagt naturligt for et korstog. Nok så vigtigt: forudsat, at Danmark forud for slaget i 1219 allerede havde udkæmpet slag i det sydlige Estland omkring et årti tidligere, bliver det lettere forståeligt, hvorfor kong Valdemar i 1218 kræver herredømmet over hele Estland, hvorfor han spærrer Lübecks havn for de tyske korstogsfarere i 1219 og 1220, hvorfor Anders Sunesøn erklærer hele Estland som tilhørende Danmark, samt hvorfor hele Estland i 1221 i et forlig med biskop Adelbert tillægges Danmark. Der var hverken tale om en lunefuld udnyttelse af heldige omstændigheder fra dansk side eller om et dansk imperialistisk krav men derimod om at fuldende den virksomhed, som var begyndt årtier før og som skridt for skridt var blevet udstrakt til hele det estiske område.<ref name="Fab 1933 532f">Fabricius (1933), s. 532f</ref> Det synes rimeligt at drage den slutning, at selv om korsbanneret altså sandsynligvis er ældre end 1208 (eller 1219), så var det først ved et af disse slag og snarest i 1208, at det kom til at spille den afgørende rolle for slagets udfald, der gjorde, at der blev skabt en tradition omkring det. Slaget i 1219 var måske på sin egen måde vigtigt, men Dannebrog spillede næppe den samme rolle for dette slags udfald. Her var det hjælpetropperne, som spillede den vigtigste rolle. Ovenstående er, hvad vi med rimelig sikkerhed tør sige om Dannebrogs oprindelse og betydning for Danmarks overherredømme over Estland. Tilbage bliver at følge nogle hovedtræk i flagets senere historie. === Tallinn, Lübeck og Erik Klipping === Der kan i forbifarten være anledning til at gøre op med endnu en myte. Den omstændighed, at Tallinns lille segl afspejler Dannebrog, samt at det ses over Strandporten, har givet anledning til den teori, at der er en særlig forbindelse mellem dette sted og denne fane.<ref name="Fab 1933 528">Fabricius (1933), s. 528</ref> Det er efter min opfattelse en misforståelse. Den rette sammenhæng er snarere følgende: Det danske overherredømme over Estland var i begyndelsen meget usikkert. Efter en længere tids uroligheder blev der i 1238 indgået et forlig, kaldet Stensby-aftalen, hvorved den tyske ridderorden måtte overdrage borgen i Tallinn, som den havde besat, til den danske konge.<ref>Fenger (1989), s. 324</ref> Lidt senere, inden hendes død i 1282<ref>Hørby (1989), s. 140</ref>, gav den danske konge, Erik Klipping, og især hans moder, Margrete Sambiria, Tallinn dets stadsret, som det fik efter forlæg fra Lübecks stadsret.<ref>Hørby (1989), s. 123</ref><ref>Hørby (1992), s. 36</ref> Når Tallinns segl fra 1294 og dets såkaldt "store" byvåben viser tre kronede løver, en nøje kopi af det danske våben<ref>Bartholdy (1992), s. 9</ref>, når Sankt Knudsgildet og andre gilder i Tallinn i 1400-tallet anvender et hvidt kors i rødt felt som sit våben<ref>Bartholdy (1992), s. 10</ref> og når man ved, at Lübeck tillige havde et hvidt kors på rød grund som sit byvåben, er det så urimeligt at antage, at Tallinns byvåben markerer ''hvem'', som gav byen dens stadsret, mens Tallinns lille segl sammen med symbolet over Strandporten angiver ''hvorfra'', at Tallinn fik sin stadsret? Det mener jeg ikke. Tværtimod er det i mine øjne logisk. Hvis det forholder sig således, betyder det imidlertid, at der ingen sammenhæng er mellem Dannebrog på seglet og over Standporten og begivenhederne i 1219. === Kendt siden 1300-tallet === [[File:Gelre Folio 55v.jpg|thumb|right|Dannebrog gengivet i "Armorial Gelre".]] Jeg har tidligere opstillet den hypotese, at Dannebrog kan være begyndt som den danske konges ''personlige'' banner. Kan denne hypotese underbygges? Ja, det kan den. Som nævnt optræder et kvadratisk korsbanner på både en mønt og på et segl fra Valdemar den Stores tid. Det taler stærkt for en forbindelse mellem denne konge og dette bannermærke. Historisk kendes Dannebrog siden 1300-tallet. Dannebrog er således bevidnet af den hollandske herold ''Gelre'' (1334-1375), der i værket "Armorial Gelre" blandt andet gengiver et våben for "die coninc van danmarke" visende, rigsvåbenet med 3 leoparder forbundet med en gylden hjelm med hermelinsklædte og påfuglebesatte vesselhorn samt et kvadratisk Dannebrogsflag.<ref name=autogeneret1 /><ref>[https://commons.wikimedia.org/wiki/File:Gelre_Folio_55v.jpg Gelre Folio 55v]</ref> Ligeledes i ''Bellenville-våbenbogen'' 1380-90 findes et skjold med et kors med navnet ''Denenbroce'' over. Fra denne tid må både flagets navn og udseende derfor regnes som værende fastslåede kendsgerninger. Således er både flaget og navnet dokumenteret ''senest'' fra Valdemar Atterdags tid og ''kan'' stamme fra de estiske korstog blot 150 år før eller tidligere. Læg dertil, at vi genfinder det samme kvadratiske kortbanner på et segl fra Erik af Pommerns tid. Det betyder, at vi kan dokumentere, at mindst tre danske konger har anvendt det selvsamme symbol som sit banner. Dette taler meget stærkt for, at det allerede på denne tid har vundet hævd som kongens traditionelle banner. Det skulle være mærkeligt, om ikke dette også var tilfældet på Valdemar Sejrs tid, som falder midt i de tre andre kongers. Det betyder, at vi med en til vished grænsende sandsynlighed har godtgjort hypotesen om, at dette banner må have fulgt med kongen på dennes korstog. === Erik af Pommern === Det danske korsflag kendes brugt af Erik af Pommern og symboliserede på daværende tid tillige hansestaden Lübecks våben. Lübecks gamle våben var et hvidt kors på en rød baggrund, dannet som en modsætning til den tysk-romerske kejsers hvide flag med et rødt kors, et flag som stammede fra Romerriget, og som er bevaret i det engelske flag (Sankt Georgs kors). Det synes rimeligt at antage, at Erik af Pommern derfor har haft et dobbelt formål med at anvende dette banner: dels var anvendelsen allerede blevet en tradition for danske konger, dels kunne symbolet bruges til at markere, at han hævdede at være retmæssig byherre over Lübeck, lige som Valdemar Sejr havde været det.<ref>Hørby (1992), s. 35</ref> Vi ved, at Erik af Pommern indførte dannebrogskorset i sit unionssegl fra 1398<ref>Bartholdy (1992), s. 7</ref>, og at det lige siden har indgået i alle danske rigsvåbener som en fast bestanddel. Det menes, at Dannebrog oprindeligt blev opbevaret sammen med rigets øvrige klenodier, i Folen, det faste tårn på Kalundborg Slot.<ref>Jørgensen (1887), s. 168</ref> Det ville være logisk, når der ikke længere foregik korstog. Vi har et andet bevis for Dannebrogs betydning på Erik af Pommerns tid: da Erik flygtede fra Danmark "''..saa giorde hand sigh strax hemmeligh rede och foer til Kallunborg och thogh der Danmarckis ipperste klenodie .. Hand togh der en bannere som kallis Dannebroge, huilcken Gud sende dannske mend ned aff himmelen med sin hellige engill, ath the skulle føre hannom i krigh mellom dem och theris finder, som the och giorde och wonde ther med stuor priss och ære''".<ref>Fabricius (1933), s. 519</ref> Denne skildring skyldes Christiern Pedersen, kannik i Lund, som også i anden sammenhæng omtaler traditionen om Dannebrogs oprindelse, og som har nedskrevet oplysningen i begyndelsen af 1500-tallet. Det er ikke muligt med sikkerhed at vide, om det var kendskabet til myten om flagets oprindelse, der fik kong Erik til at tage det med sig, men helt udelukke det kan man næppe. I så fald er det et indicium for traditionens vedligeholdelse frem til dens nedskrivelse. === Dannebrog og Sverige === Dannebrog optræder også i begivenheder efter Erik af Pommerns tid, hvilket bekræfter dets fastslåede stilling som kongens banner og samlende symbol under krigsbegivenheder. Ifølge svenske krøniker blev "Danabroka" i 1439 ført ind i Sverige, og i 1464 tog svenske bønder en fane med Dannebrog fra Christian I og senere oplevede en sejr i Slaget ved Brunkeberg i 1471.<ref>Jørgensen (1887), s. 172</ref> Ærkebispens krønike i Lund oplyser, at Christian I i 1448 fik overrakt rigets flag.<ref>Jørgensen (1887), s. 161</ref><ref name="Bar 1992 13f">Bartholdy (1992), s. 13f</ref> Vi har flere beviser på flagets eksistens på denne tid: i en afbildning i Roskilde domkirke 1498 af det skib, som førte Sankt Lucius' hoved til Danmark, og i folkevisen om kong Hans' bryllup fra 1478, som oplyser, at skibet, som henter hans brud, har "Danebroge i fremmerstavn".<ref>Jørgensen (1887), s. 158</ref> Disse og andre oplysninger bevidner flagets vedvarende brug og dets betydning som den danske konges rigssymbol. === Togtet til Ditmarsken === Under krigen i Ditmarsken i år 1500 var et Dannebrogsflag, der efter sigende var det originale fra 1219, med. Under slaget ved Hemmingstedt blev det ført af marsk Hans von Ahlefeldt<ref>oplysningen findes hos den kongelige historiograf Hans Svanning, der i 1558-59 skrev en fremstilling af kong Hans' historie og heri bringer oplysningen, at :"rigets banner, delt af hvidt og rødt i form af et kors, og nedfalden fra himlen til kong Valdemar II, som der fortælles, da han førte krig mod Livlænderne, som dengang var kristendommens fjender", her gik tabt. Det er sikkert fra Svanning, at Huitfeldt har hentet samme oplysning, jvf. Jørgensen (1887), s. 169.</ref>. Han faldt imidlertid under slaget, og flaget blev erobret af ditmarskerne. Det blev ophængt i kirken i Wöhrden<ref>oplysningen skyldes præsten og historikeren Johan Neocorus, der afsluttede sin krønike i 1598 og hvis fader havde været degn i Wöhrden i 20 år, da han døde i 1580, jvf Jørgensen (1887), s. 178f</ref>, og blev først generobret i 1559<ref>Uafhængigt af Svanning fortæller Johan Rantzov i sin omtale af dette sidste togt til Ditmarsken, at der blandt de tilbageerobrede faner også var: :"et stykke af det banner, som man siger til sin tid ved et mirakel blev givet en dansk konge imod russerne og som fordum kong Hans havde taget med i håb om derved at stride heldigt imod Ditmarskerne.", jvf. Jørgensen (1887), s. 170f</ref> – da næsten ødelagt af fugtighed og ælde – og ophængt i Slesvig kirke, hvor det endeligt gik til engang i 1660'erne.<ref>kilden hertil er Hans de Hofman, som i 7. del af "Den danske Atlas" fra 1781 s. 605 oplyser om koret i Slesvig domkirke, at: :"I dette kor hængte den berømte danske fane Danebrog... og var at se, indtil den ved 1660 af alder og forrådnelse aldeles forfaldt, da nogle børn ved deres leg nedrev den af loftet og ingen bekymrede sig om at samle dens levninger." Men fra omtrent samme tid stammer en oplysning i et tysk værk, at fanen havde hængt i Nikolaikirken i Kiel, jvf Jørgensen (1887), s. 182. Jørgensen tillægger dog oplysningen om Slesvig domkirke størst troværdighed, jvf samme. s. 185f</ref><ref name="Bar 1992 14"/> I borgerkrigen ''Grevens fejde'' anvendte den ene part et stribet flag; blåt, gult og rødt i rigsvåbnets farver, og den anden part, den sejrende, brugte et rødt-hvidt korsflag, med fire lige lange arme. === Nyere tid === Siden 1500-tallet har Dannebrog angivet danske skibes nationalitet<ref>Bartholdy (1992), s. 11</ref>, og i 1600- og begyndelsen af 1700-tallet indgik et Dannebrogsfelt i hærens faner.<ref name=autogeneret3>Achen, s. 108</ref> I 1696 fastlagde en kongelig resolution flagets mål, og disse har siden overvejende været opretholdt.<ref name="Bar 1992 14">Bartholdy (1992), s. 14</ref> Indtil 1743 brugte man et sort-hvidt korsflag som sørgeflag, derefter blev det besluttet at flage på halvt i stedet for<ref>[http://www.crwflags.com/fotw/flags/dk-sorg.html Danish Mourning Flag (until 1743)<!-- Bot genereret titel -->]</ref>. I 1785 blev Dannebrog genindført som fane for nogle danske regimenter, og i 1801 blev det fane for landeværnet.<ref name=autogeneret3 /> I 1807 digtede B.S. Ingemann:<br /> "''Vift højt på Kodans bølge''<br /> ''blodrøde Dannebrog''"<br /> og i de følgende årtier skrev flere danske digtere, N.F.S. Grundtvig, Oehlenschläger, Chr. Winther, H.C. Andersen, digte om Dannebrog.<ref name=autogeneret3 /> I 1830-erne og 1840-erne udviklede Dannebrog sig til et folkeflag. I 1842 blev det regimentsfane i hele hæren.<ref>Achen, s. 109</ref> Endnuså sent som i 1833 blev det forbudt den danske befolkning privat at flage, men forbuddet blev reelt ikke håndhævet. Under Treårskrigen 1848-1850 flagede befolkningen med Dannebrog i stort omfang, og i 1854 blev det omsider officielt tilladt private at flage.<ref>Bartholdy (1992), s. 14</ref> === <big>Lovgivning</big> === Valdemarsdag den 15. juni blev indført i 1912 ved cirkulære Nr. 391 af 24. december 1912 for at markere Dannebrogs oprindelse, men som det fremgår, hviler det på en delvis misforståelse af traditionen. På den anden side: hvis det tidligere begivenhedsforløb er korrekt forstået, og slaget i 1219 markerede en slags afslutning på hele den forud gående danske missionsvirksomhed i Estland, så er markeringen af denne begivenhed historisk rimelig og forståelig. Og lige meget hvormeget man forsøger at skille myte fra historisk virkelighed, så står det fast, at denne afslutning spillede en afgørende rolle for, at Estland blev et kristent område, og at Danmark har hovedæren herfor. I 1929 blev der udarbejdet et forslag til en officiel flaglov af en særlig kommission, men lovforslaget er aldrig blevet færdigbehandlet eller vedtaget.<ref>Bartholdy (1992), s. 15</ref> === <big>Sammenfatning og konklusion</big> === Vi er nået til vejs ende, og resultatet turde være klart: historien om det himmelfaldne flag i 1219 er en myte og en misforståelse. Den sande historie synes at være som følger: Flaget selv er sandsynligvis meget ældre. Det går utvivlsomt tilbage til Valdemar den Store, som har antaget det som sit personlige kongelige banner. Vi ved ikke hvorfra, han har hentet inspirationen, det kan være fra England eller fra sin hustru og væringerne eller et helt tredie sted fra. Dette kan også forklare hvorfor, at der ikke findes nogen tradition om, at det skulle hidrøre fra paven, eller nogen forbindelse til Johannitterordenen. Senere er det åbenbart gået i arv som fast kongeligt banner. Kongen har sikkert medtaget det på sine korstog. Under korstoget til Estland og slaget ved Fellin i 1208 kom det til at spille en særlig rolle, idet det midt under slaget, da danskerne var truet af nederlag, åbenbart rev sig løs og svævede hen over de kæmpende og indgav danskerne det mod og den beslutsomhed, der gjorde, at de vandt dette slag. Begivenheden er siden blevet husket i mundtlige beretninger. Intet taler til støtte for, at traditionen har nogen forbindelse med de himmelske jærtegn, som skal have vist sig i Portugal, idet den danske tradition efter alt at dømme er ældre. Først langt senere har man i Danmark fået kendskab til den portugisiske tradition. Spørgsmålet, om der var tale om guddommelig indgriben, er i sidste ende et trosspørgsmål, men der er ikke tvivl om, at det er således, at man i datiden har opfattet begivenheden på samme måde som i andre lignende tilfælde. Flaget har sikkert været med igen under det nye korstog til Lyndanisse i 1219. Det er muligt, at de har stået foran biskoppens telt og har forledt esterne til at angribe dette. Også denne gang indtraf der et under, idet undsættelsesstyrkerne nåede frem netop, som danskerne var mest trængt. Om disse har haft fanen med sig, vides ikke med sikkerhed, men også dette under er blevet husket. Når Tallinn har tre løver i sit store våben og et Dannebrog i sit lille segl, hænger det sandsynligvis sammen med, at byen fik sine stadsrettigheder af den danske konge og inspireret fra Lübecks stadsrettigheder, hvilket de to symboler afspejler. Det har intet at gøre med slaget i 1219. Allerede i datiden eller måske lidt senere har flaget fået det navn, som siden har været knyttet til det. Også de til flaget knyttede begivenheder er blevet husket, men i tidens løb er de blevet blandet sammen. Da flaget var med under felttoget i 1500 til Ditmarsken, var det for at give sejr, men det endte i nederlag, og flaget gik tabt. Efter dette blev erindringerne om dets betydning nedskrevne, men da med den usikkerhed som da var indtrådt om tid og sted. Flaget blev siden genvundet men fik ikke længere den værdige opmærksomhed, som det kunne påkræve, og det gik op i råd og ælde. Men dets symbolske værdi blev bevaret, dog fortsat kun som kongeligt banner. Med kongens støtte blev det siden anvendt af danske forsvarsstyrker og til skibe under kongelig beskyttelse. Men i Treårskrigen 1848-58 flagede befolkningen trods forbuddet, og dermed banedes vejen for, at det blev det nationalt samlende symbol, som det siden har været. === <big>Noter</big> === {{reflist|2}} === <big>Litteratur</big> === * Sven Tito Achen: ''Heraldikkens femten glæder''; København 1978; ISBN 87-12-00222-4 * Nils G. Bartholdy: "Dannebrog - legende og virkelighed" (Michael Andersen og Frank Birkebæk (red.): ''1219 - Dannebrog og Estland''; Roskilde Museums Forlag 1992; ISBN 87-88563-189; s. 6-16) * L.P. Fabricius: "Sagnet om Danebroge og de ældste Forbindelser med Estland" (''Kirkehistoriske Samlinger'', Sjette Række, Første Binds første Hefte, København 1933) * Ole Fenger: "Kirker rejses alle vegne" (Olaf Olsen (red.): ''Gyldendal og Politikens Danmarkshistorie'', bind 4: 1050-1250; København 1989; ISBN 87-89068-06-8) * Henning Henningsen: "Dannebrog og flagføring til søs" (''Handels- og Søfartsmuseets årbog 1969'', s. 7-81) * Kai Hørby: "Velstands krise og tusind baghold" (Olaf Olsen (red.): ''Gyldendal og Politikens Danmarkshistorie'', bind 5: 1250-1400; København 1989; ISBN 87-89068-07-6) * Kai Hørby: "Danmark og Estland i middelalderen" (Michael Andersen og Frank Birkebæk (red.): ''1219 - Dannebrog og Estland''; Roskilde Museums Forlag 1992; ISBN 87-88563-189; s. 30-38) * A.D. Jørgensen: "Om Danebroges Oprindelse" (''Historisk Tidsskrift'', 4. række, Bind 5; 1875) * A.D. Jørgensen: "Undersøgelser vedrørende Danebroge og det danske kongevåben" (''Historisk Tidsskrift'', 6. række, Bind 1; 1887) * J.O. Kock: "Sagnet om Dannebrog" (''Danske Studier'' 1951; s. 34-48) * John Lind: "Den faldt fra himlen ned" (Kronik i ''Skalk'' 2001, nr. 6, s. 20-27) * E. Løffler: "Bidrag til Bedømmelse af Danebrogs-Sagnets historiske Værd" (''Historisk Tidsskrift'', Bind 5. række, 2 (1880); s. 562-566) * ''Salmonsens Konversationsleksikon'', 2. udgave, bind V, s. 515-517; opslag: Dannebroge * [http://www.navalhistory.dk/Danish/Flaget/FlagetsHistorie.htm Flagets historie], i ''Dansk Marinehistorie'' af Johnny E. Balsved, docn3au9y1jjpm12doogdrdk1946ke1 42619 42618 2026-08-31T09:11:29Z Sven Halfdan Nielsen 3898 småret 42619 wikitext text/x-wiki Traditionen om Dannebrogs oprindelse er velkendt: Dannebrog faldt ned fra himlen under et dansk korstog til Estland, og det spillede en afgørende rolle for det danske overherredømme over Estland fra 1219. Således lyder myten om Dannebrog, men bag enhver myte gemmer der sig en historisk realitet, og ved at grave denne historiske realitet bag myten frem opnår vi en bedre forståelse af fortiden. Det ligger nær at stille 3 spørgsmål:</br> - er tidsfæstelsen korrekt?</br> - er stedfæstelsen korrekt?</br> - er begivenhedsforløbet korrekt? Svaret på det første spørgsmål er: ja, den ''oprindelige'' tidsfæstelse er sikkert korrekt. Denne tidsfæstelse passer nøje med det begivenhedsforløb, som vi ellers kender. Svaret på det andet spørgsmål er: ja, den ''oprindelige'' stedfæstelse er korrekt. Denne stedfæstelse passer med og ''bekræfter'' de forhold, som vi ellers kender. Svaret på det tredie spørgsmål er: ja, flaget kan forbindes med ''en bestemt begivenhed''. Der er enkeltheder i forløbet, som det ikke længere er muligt at efterkontrollere. Der kan her være grund til at skelne mellem det ''oplevede'' forløb og det ''faktiske'' forløb. Traditionen er baseret på det oplevede forløb således, som dette siden blev husket. === <big>Dannebrogs oprindelse</big> === Dannebrogs oprindelse falder i tre dele: traditionen, de omstændigheder under hvilke traditionen er blevet nedskrevet og flagets senere historie. === Traditionen === [[Fil:Danmarks flag 1219 Lorentzen.jpg|thumb|450px|Det berømte maleri af Christian August Lorentzen fra 1809 af begivenhederne i 1219.]] Ifølge overleveringen, der findes uafhængigt af hinanden hos dels forfatteren af ''Danske Krønike'' fra 1520-erne Christiern Pedersen<ref>formuleringen omtalt under et korstog i 1208 til "Estland, Pryssland, Kurland og Finland" lyder:</br> "''somme mene og sige at samme kong Valdemar skulle fange Dannebrog ned af himlen samme tid, som er et hvidt kors i et rødt felt''", jvf. Lind, s. 24. </ref>, dels munken Peder Olsen (Petrus Olai) fra Gråbrødreklostret i Roskilde, dels historikeren Arild Huitfeldt<ref name=autogeneret1>Lind, s. 23</ref>, faldt Dannebrog ned fra himlen under slaget ved Lyndanisse (i dag Tallinn i Estland) den 15. juni 1219, senere kendt og markeret som Valdemarsdag. Der er imidlertid usikkerhed om tid og sted er korrekte<ref name="bjerg">''Dannebrog'' af Hans Christian Bjerg, s.12, ISBN 87-7739-906-4.</ref>. Det skyldes, at både Christiern Pedersen og Peder Olsen oplyser, at begivenheden fandt sted i året 1208 i Livland på et sted, som kaldes Fellin (Viljandi) i nutidens Estland. Fremstillingen hos Peder Olsen, der findes i en samling notater, ''Collectanea'', til Danmarks historie og menes at være skrevet omkring 1527 men stammer fra en ældre kilde, hvis alder er ukendt<ref>Kock, s. 34</ref>, er den mest oplysende og lyder i sin helhed:</br> "''MCCXIX''<ref>1219</ref>''. Valdemar II angreb Estland, en provins i Livland, fra søen med 1500 krigsskibe og gjorde landgang, og efter mange kampe omvendte han det overvundne land til Kristus og lod folket døbe. Han førte præster dertil fra Danmark og byggede Reval, der nu er en vigtig by og særdeles udmærket og kendt. Heraf kommer det, at kirken i Reval lige til denne dag er forblevet under Danmarks ærkebiskop i Lund, skønt den verdslige magt i tidens løb er gået over til den tyske ordens brødre i nævnte provins. Da nu kong Valdemar var gået i land med hæren i Estland, sagde biskoppen i Århus til ham, da han blev forskrækket over hedningernes mængde, at han skulle love, at han, såfremt han vandt sejr, ville forbedre sig over for sine undersåtter og den hellige Niels i Århus, hvis offergaver han havde tilegnet sig. Det samme råd fik han af den ærværdige Anders, ærkebiskop i Lund, en mand af forunderlig enfold og uskyld, der såvel i live som efter sin død vandt ry ved mange mirakler. Kongen gav dem ret, afgav løftet og fik sejr. Ærkebiskoppen kaldte så stormændene sammen og lod dem love, at svende på tolv år og der over stedse skulle fejre dagen før den hellige Laurentius' fest med faste på brød og vand, hvis de fik sejr. Efter at de så havde påkaldt de hellige Laurentius og Niels, blev slaget begyndt på Vitus' og Modestus' dag. Ærkebiskoppen, der sammen med lydbisper og andre gejstlige fra et bjerg så ud over begge hære, bad nu under tårer for de kristne som en anden Moses med hænderne løftede mod himlen. Når han løftede hænderne i bøn, sejrede danskerne; men når han af træthed lod de gamle hænder synke ned, blev danskerne slået. Men biskopperne og præsterne understøttede den gamle mand. Og således blev den sejrende konge et andet menneske, lod Kristi lære forkynde og kirker bygge dér; siden hen styrede han landene med mildhed og retfærdighed, skrev love og ærede den hellige Niels.''</br> ''Et andet sted står der, at da de rettroende danske på denne Valdemar II's tid i det Herrens år 1208 kæmpede i Livland på det sted, som kaldes Fellin, mod de vantro livlændere og allerede næsten overvundne fromt anråbte om guddommelig hjælp, modtog de straks som belønning et banner, der faldt ned fra himlen, og som var mærket med et hvidt kors, påtrykt en ulddug, og de hørte en røst fra himlen, at når det blev løftet højt til vejrs, ville de straks knuse deres modstandere og vinde fuldstændig sejr; og således skete det. Men det banner plejer med sit sædvanlige navn at kaldes Danebroge. (Denne sejr menes at være den, som danskerne vandt i Estland, og som allerede er omtalt for nylig; men der er fejl i årstallet etc. - Ligeledes har jeg et andet sted fundet, at kong Valdemar og ærkebiskop Anders gjorde et tog til Estland i 1220).''"<ref>her gengivet efter Kock, s. 34f</ref><ref name="Fab 1933 493f">Fabricius (1933), s. 493f</ref> Det er naturligvis usikkert, hvad der egentlig skete under slaget ved Lyndanisse eller slaget ved Fellin, da overleveringen først er nedskrevet 300 år efter begivenhederne skulle have fundet sted <ref name=bjerg />. Historikerne har derfor forsøgt at finde den historiske begivenhed bag ved traditionen. Man kan således fastslå, at Peder Olsens fremstilling har hentet sine bestanddele flere steder, og at de oprindelig ikke har udgjort en helhed. Herom kan siges følgende:</br> 1. Det indledende afsnit om slaget ved Reval (Tallinn) svarer til fremstillingen i ''Rydårbogen'' og i ''Jyske Krønike'' og kan være hentet fra disse kilder.<ref>Kock, s. 35</ref><ref name="Fab 1933 486">Fabricius (1933), s. 486</ref></br> 2. Afsnittet om den hellige Niels i Århus kan stamme fra en bog om Niels, men findes ikke i hans ''vita''. Det tyder ikke på, at historien har en historisk baggrund. Snarere er den tilkommet efter, at Niels blev helgen, formentlig i midten af det 14. århundrede.<ref>Kock, s. 35f</ref><ref name="Fab 1933 486"/></br> 3. Afsnittet om Laurentius-fasten er helt malplaceret. Sankt Laurentius' dag er den 10. august, mens slaget fandt sted på Vitus' og Modestus' dag den 15. juni. ''Saxo'' omtaler et slag ved Ljutka (Lütjenburg), der fandt sted på Laurentius' dag, og formentlig er indskuddet hentet herfra.<ref name=autogeneret2>Kock, s. 36</ref><ref name="Fab 1933 487">Fabricius (1933), s. 487</ref></br> 4. Historien om ærkebispens oprakte hænder er hentet fra ''2. Mosebog'' (17, 9ff).<ref name=autogeneret2 /><ref name="Fab 1933 487"/></br> 5. Historien om det nedfaldne flag er uden direkte forbillede. Fra Portugal (hvorfra dronning Berengaria stammer) findes en tradition fra 1217 om et jærtegn i form af et kors på himlen til tegn på portugisernes sejr over maurerne i kampen ved Alcazar.<ref>Kock, s. 37</ref> Det betyder, at der findes en tradition næsten samtidig med den danske, hvilket styrker en tidsfæstelse til begyndelsen af 1200-tallet. Skønt der er forskelle (intet flag i Portugal), kan begivenheden i Portugal være blevet kendt også i Danmark og have styrket den danske tradition, men der er intet bevis for en direkte forbindelse.<ref>Kock, s. 42</ref></br> Med hensyn til selve dateringen af Dannebrogs fald fra himlen er det nutidens historikeres opfattelse, at når to kilder uafhængigt af hinanden daterer begivenheden til et andet sted og en anden tid end nutidens tradition siger, så må nutidens tradition anses som fejlagtig og den ældste tradition som den rigtige med hensyn til tid og sted.<ref>Lind, s. 26</ref> Dette kan også forklare, hvorfor der ingen omtale af Dannebrog er i den samtidige skildring i Henrik af Livlands krønike.<ref>Enn Tarvel (red.): ''Henriku Liivimaa Kroonika''; "Olion" Tallinn 1993; ISBN 5-450-01319-1; s. 140</ref> På lignende måde som bidragene om den hellige Niels og om Anders Sunesens løftede hænder er tilføjede den oprindelige fremstilling, så menes traditionen om Dannebrog at være overført fra det mindre betydningsfulde slag i 1208 til det vigtigere slag i 1219, der indledte den danske besættelse af det nordlige Estland som led i opbygningen af myten om netop dette slag.<ref name=autogeneret2 /> Endelig bør det nævnes, at traditionen blev nedskrevet kort tid efter, at danskerne havde mistet det originale Dannebrog under togtet til Ditmarsken i 1500. Det menes, at flaget var taget med, netop fordi man på grund af traditionen mente, at det ville bringe sejr.<ref>Jørgensen (1875), s. 417</ref> Som muligt ophavssted og som en anden mulighed har man peget på, at banneret kunne stamme fra Johanniterordenen eller være et korsbanner givet af paven, men disse og andre muligheder er blevet tilbageviste af historikerne.<ref>Jørgensen (1875), s. 426-429 for Johanniterordenens vedkommende, s. 431-432 for pavens vedkommende</ref> <ref>Jørgensen (1887), s. 149-153</ref> <ref>Lind, s. 25</ref> Der kan måske være grund til at se nærmere på disse hypoteser. === Myten om Johanniterordenen === Historikere i det 19. og 20. århundrede brød sig ikke om det himmelfaldne flag og søgte mere jordnære forklaringer. Især søgte man efter forbilleder for Dannebrog. Især hæftede man sig ved Johanniterordenen som en mulig kilde, da denne orden blandt andet havde et våben, som mindede om Dannebrog. En række mulige forbindelser har været foreslået. Man har peget på, at Valdemar Atterdag besøgte den hellige grav i påsken 1347 og her blev slået til ridder af hertug Erik af Sachsen.<ref>Jørgensen (1875), s. 426</ref> Kong Valdemar stiftede et Sankt Hans-kloster på Dueholm viet til Marie Magdalene på hvis festdag, han fik ridderslaget.<ref name="Jør 427">Jørgensen (1875), s. 427</ref> Yderligere oplyser Thomas Bartholin i sin bog om Dannebrogsordenen, at Valdemar på gamle tapeter på Københavns Slot var fremstillet med et hvidt ordenskors. Da korset første gang kendes fra et brev fra år 1356 og kongenavnet Valdemar er fælles, måtte en forbindelse anses som mulig.<ref name="Jør 427"/> Senere forskning har imidlertid vist, at Thomas Bartholins fremstilling bygger på et forfalsket kobberstik, hvorved denne del af beviset falder sammen.<ref>Jørgensen (1875), s. 429</ref> Ydermere har det vist sig, at ingen dansk konge har søgt sit gravsted hos Sankt Hans-ordenen, og der findes ingen optegnelser til støtte for en forbindelse.<ref>Jørgensen (1875), s. 430</ref> Denne forklaring må således afvises, da der ingen forbindelse findes mellem Sankt Hans-huse, deres velgørere og Johanniterordenen.<ref>Jørgensen (1875), s. 431</ref> Man har også tænkt sig, at Johanniterordenens symboler skulle være overtaget skridt for skridt i dansk tradition, men imod dette taler, at der findes en specifik tradition for flagets oprindelse, som ikke kan afvises.<ref>Jørgensen (1875), s. 434-437</ref> Tilbage er kun den mulighed, at flagets oprindelse med al sandsynlighed på den ene eller anden måde har forbindelse til et korstog til Estland.<ref>Jørgensen (1875), s. 437</ref> Den eneste samtidige kilde er Henrik af Livlands krønike, der imidlertid er stærkt tendensiøs: han forsøgte at nedgøre ethvert dansk bidrag til kristningen af Baltikum<ref>Jørgensen (1875), s. 439</ref>, ja endog at gøre dansk tilstedeværelse til utidig indblanding<ref>Jørgensen (1875), s. 441</ref> og bestrider endda, at Valdemar skulle have været på korstog.<ref>Jørgensen (1875), s. 442</ref> Således fremstilles han i 1219 som værende på besøg for at besigtige byggeriet af en ny borg, ikke som erobrer.<ref>Jørgensen (1875), s. 445f</ref> Esterne angreb for at stoppe opførelsen af borgen, men blev selv angrebet af vendiske hjælpetropper, som var kommet sammen med danskerne. Dannebrog omtales ikke.<ref>Jørgensen (1875), s. 447</ref> Tydeligvis er der tale om en andenhånds beretning baseret på rygter, ikke om et øjenvidne til begivenhederne. A. D. Jørgensen har forsøgsvis opstillet den hypotese, at esterne angreb biskop Theodoriks telt, fordi der foran var et banner, som opfattedes som hovedbanneret (det vil sige: kongens banner). Han stiller spørgsmålet, om Theodorik kan forbindes med Johanniterordenen.<ref>Jørgensen (1875), s. 448</ref> Theodoriks oprindelse er ukendt, men han optræder som missionær både hos liverne og esterne i forskellige opisoder med sagnagtige træk.<ref>Jørgensen (1875), s. 449</ref> Han blev sendt til pavestolen, hvor han den 15. april 1201 fik en bulle af pave Innocens, der opfordrede alle kristne i Vendland og Saxland til at drage til Livland.<ref>Jørgensen (1875), s. 450</ref> Theodorik forsøgte at få anerkendt Baltikum som sit bispedømme, men stødte på vanskeligheder. Derfor skal han have sluttet sig til den danske konge, idet paven havde givet biskop Anders Sunesen en bulle på at indvie en biskop i Estland.<ref>Jørgensen (1875), s. 456</ref> Da Tempelridderne på daværende tidspunkt havde et rødt kors på hvid baggrund som sit mærke, måtte et dansk korstog ske under et andet mærke, og han har så "lånt" Sankt Hans-brødrenes korsbanner.<ref>Jørgensen (1875), s. 457</ref> Det skulle således være dette banner, der var opsat foran hans telt, og som slaget med esterne derfor kom til at stå om.<ref name="Jør 458">Jørgensen (1875), s. 458</ref> Theodorik døde under slaget, og efter slaget måtte omstændighederne omkring fanens oprindelse og betydning have været uklar<ref name="Jør 458"/>, da det fuldstændig adskilte sig fra kongens banner: løverne og hjerterne. "Saa sagde man, at det var kommet ned fra Himlen midt i Slagets trængsel".<ref>Jørgensen (1875), s. 457</ref> Problemet med denne hypotese er, at den på intet punkt finder støtte i kilderne<ref name="Jør 458"/>, og A.D. Jørgensen understregede, at den kun var en hypotese, som fornyede studier måtte styrke eller svække,<ref>Jørgensen (1887), s. 150</ref> og at "''kun derom er alle enige, at Savojens Kors er lig Johanniternes, og det samme er Tilfældet med vort Danebroge.''"<ref>Jørgensen (1887), s. 153</ref> I og med, at flagets oprindelse nu henlægges til ''en anden begivenhed'', slaget i 1208, er grundlaget for hele denne konstruktion imidlertid bortfaldet. De nærmere omstændigheder omkring flagets oprindelse er fortsat ukendte. === Myten om dronning Berengaria og Dannebrog === Som tidligere nævnt har det været overvejet, om myten om Dannebrogs fald fra himlen var forbundet med dronning Berengaria. Hun blev gift med Valdemar Sejr i 1214 og døde i 1221.<ref name="Fen 1989 61">Fenger (1989), s. 61</ref> Hun stammede fra Portugal, og det er overleveringer herfra, som har været inddraget i forsøgene på at forklare myten. Det er blevet påpeget, først af overbibliotekar Christian Bruun, at der i portugisiske skrifter fortælles om et jærtegn, der i 1217 blev set i Portugal under en kamp imod maurerne ved Alcazar. Ifølge disse viste der sig et kors på himlen som tegn på sejren. Teorien er senere taget op af pastor L.P. Fabritius, som mener, at det er den eneste tradition i den kristne verden, som tåler sammenligning med sagnet om Dannebrog. Han forbinder de to begivenheder ved at påpege, at Berengaria var blevet dansk dronning blot tre år tidligere, og at der takket være en livlig forbindelse mellem Portugal og Danmark er mulighed for, at historien er kommet hertil. Det viser sig imidlertid, at denne antagelse ikke holder: dels kendes der ingen livlig forbindelse mellem de to lande, dels har der været rejst tvivl om, at hun kom fra Portugal. I flere danske årbøger siges, at hun var søster til greven af Flandern, og da der ydermere var arvestridigheder imellem hendes broder, kongen af Portugal, og to af deres søstre, bliver det endnu mindre sandsynligt, at der har været en forbindelse.<ref name="Koc 1951 37">Koch (1951), s. 37</ref> Dertil kommer den afgørende forskel, at der i Portugal var tale om et syn på himlen, men i Estland var tale om et faktisk flag, som efterfølgende blev bragt hjem til Danmark. Og hvis dateringen til 1208 opretholdes som den rette, udebliver muligheden for, at traditionen stammer fra Portugal også af kronologiske grunde.<ref name="Koc 1951 38">Koch (1951), s. 38</ref> Endelig har der været peget på, at den portugisiske tradition måske stammer fra et langt ældre slag, nemlig slaget ved Orique i det sydlige Portugal den 25. juli 1139. I dette slag var den sejrende feltherre Afonso Henriques, dronning Berengarias bedstefader, som ifølge en senere legende før slaget havde set et kors på himlen omgivet af engle i hvide klæder, og at Kristus havde lovet ham sejr og at hans efterkommere ville blive konger i Portugal. Det er imidlertid tvivlsomt, om dronning Berengaria overhovedet har kendt til denne tradition, idet slaget endnu i begyndelsen af 13. århundrede ikke havde opnået den berømmelse, som det senere fik. Det kan end ikke udelukkes, at traditionen om det ældre slag hviler på traditionen fra det senere slag.<ref name="Koc 1951 41f">Koch (1951), s. 41f</ref> Det må tilføjes, at der findes en endnu ældre tradition, nemlig kejser Konstantins korsvision før Slaget ved Ponte Molle i år 312 mod Maxentius, der fulgtes af ordene "''in hoc signo vinces''", det vil sige "under dette tegn skal du sejre". Og på freskerne om "Det sande Kors" legende" i Arezzo, malet af Piero delle Francesca i 1450-erne, ses Konstantin vinde over Maxentius ved at holde er kors frem på en måde, hvor det kan opfattes som værende faldet fra himlen.<ref name="Bar 1992 11f">Bartholdy (1992), s. 11f</ref> Der er intet, som kan understøtte, at den danske tradition skulle have noget med den portugisiske tradition at gøre. Hvilket dog ikke forhindrede Christian IV i på sine guldmønter fra 1591 at gengive den store portugisiske guldmønt kaldet ''portugaløser'' med Kristuskors og sætningen "in hoc signo vinces", sikkert fordi at denne var kendt fra Arild Huitfeldts krønike, der udkom 1600-1603, og hvor begivenheden forøvrigt henlagdes til 1219.<ref>Bartholdy (1992), s. 9, 12</ref> === Er Dannebrog ældre? === Spørgsmålet er, om flaget kunne være ældre. Enkelte forskere mener, at der har været en forløber for Dannebrog: De mener, at danske konger brugte et rødt flag med to ravne i sort, når de drog i krig. Kong Knud den Store skulle ifølge engelske kilder have ført en ravnefane i slaget ved Ashington i Essex i 1016 <ref>Anonym: "Dannebrogs historie" (''Spejderbladet Væbneren'', s. 179-182)</ref>. Men det vides ikke, om denne fane generelt er blevet brugt af den danske kongeslægt. På Bayeux-tapetet fra omkring 1068 fører bagtroppen et rødt flag med et hvidt kors, muligvis danske slægtninge til Vilhelm Erobreren, der i front fører Sankt Georgskorset i slaget ved Hastings i 1066. Ioannis Skylitzis Krønike fra ''Biblioteca Nacional'', Madrid, viser væringer fra Miklagård (''Den Store By'', Byzans-Konstantinopel-Istanbul) omkring år 1100 med et rødt flag med et hvidt kors. Mønter, der viser et korsbanner, blev slået allerede under Valdemar den Store<ref>Fenger, s. 269</ref><ref>Lind, s. 21</ref> og et korsbanner kendes tillige fra et segl fra hans tid (og senere fra et segl fra Erik af Pommerns tid), men disse fortilfælde er ikke overbevisende, ''med mindre'' at man antager, at hans søn skulle have haft en fane med måske som sit eget fra faderen stammende banner og enten (hvilket er temmelig utænkeligt) selv have hævet dette på et kritisk tidspunkt under slaget, eller (mere sandsynligt) at det af vinden fra kongens telt var revet løs og på mærkelig vis var blevet blæst hen over de kæmpende, hvilket er blevet opfattet som en guddommelig indgriben. I så fald var den bogstaveligt talt på det nærmeste "faldet fra himlen". Det er muligt, at det er synet af denne fane højt mod himlen, der gav de kæmpende det mod og den vilje, der skulle til for at vinde slaget. At Valdemar den Store som den korstogskonge, han var med sit korstog til Rygen i 1169, skulle have haft et korsbanner som sit personlige mærke, er vel ikke ganske utænkeligt, og det ville næppe heller være mærkeligt, at det samme banner måtte være medbragt under dette nye korstog af hans søn. Hvis Bayeux-tapetet virkelig afspejler danske deltagere i slaget ved Hastings, indebærer det, at flaget går tilbage til Sven Estridsens tid. Det lader sig intil videre ikke fastslå med sikkerhed, og der findes en anden og måske mere sandsynlig mulighed for hvorledes, at korsbanneret kan være blevet Valdemar den Stores personlige mærke. Valdemar den Stores hustru, dronning Sophie, var datter af Richiza og en russisk fyrste.<ref>Fenger, s. 160</ref> Vi ved fra en engelsk kilde fra 1170-erne, at hun havde stået bag et dansk felttog til Finland til støtte for hendes fader og brødre.<ref>Fenger, s. 161</ref> Vi ved derimod ikke, om der er en forbindelse mellem væringerne og deres flag i Miklagård som gengivet i Ioannis Skylitzis Krønike, Sophie og hendes russiske fader og Valdemar den Stores valg af kongeligt banner. At Sophie var en særdeles indflydelsesrige person i Valdemars liv og gerning, er hævet over al tvivl.<ref>Fenger, s. 166</ref> === Danske korstog til Estland i ny belysning === Omflytningen af begivenheden til et nyt år og et nyt sted stiller alle den danske korstog til Estland i et nyt lys og dermed også spørgsmålet om Dannebrogs oprindelse. Først og fremmest kan der være grund til at pege på, at sagnet ''ikke'' har forbindelse med nogle af de øvrige kilder, som indgår i de ældste skriftlige overleveringer. Der er tale om en helt selvstændig og uafhængig tradition.<ref name="Fab 1933 493">Fabricius (1933), s. 493</ref> Der kan ligeledes være grund til at påpege, at ingen kilde, dansk eller udenlandsk, forbinder Dannebrog med begivenhederne i 1219.<ref name="Fab 1933 494">Fabricius (1933), s. 494</ref> Dernæst må der være god grund til at fremhæve, at den danske korstogsvirksomhed er af betydelig ælde. De ældste omtaler, ''Rydårbogen'' og kongefortegnelsen i ''Lund Domkirkes Nekrologium'', der tillægger Knud den Store en sådan virksomhed, antagelig hviler på misforståelser (måske en navneforveksling af Knud den Store og Knud den Hellige).<ref name="Fab 1933 496f">Fabricius (1933), s. 496f</ref> Derimod er der fra tiden fra omkring 1070-1080 sikre efterretninger om danske korstog til Estland. Således oplyser ''Saxo'', at Knud den Hellige i slutningen af Sven Estridsens regeringstid samlede landets ungdom og indlagde sig berømmelse ved sejre over sembere og estere. ''Jyske Krønike'' har gentaget Saxos udsagn.<ref name="Fab 1933 497">Fabricius (1933), s. 497</ref> Vi kender ikke nærmere til denne og den senere tids korstog til disse egne, men forekomsten af danske stednavne ved Riga på ''holm'' (Stenholm, Langholm og Rigeholm), ''næs'' (om Kurlands forbjerge), ''sund'' og ''klint'' (om det nordlige Estlands bratte skrænter) tyder på forbindelser til dansk (eller svensk) område.<ref name="Fab 1933 498">Fabricius (1933), s. 498</ref> I 1170 indtraf der, ifølge ''Saxo'', et angreb fra kurlandske og estiske sørøvere mod Øland, hvor angriberne først efter blodige kampe blev nedkæmpet af en dansk flåde under ledelse af Esbern Snare og Christoffer, kong Valdemars uægte søn.<ref name="Fab 1933 498f">Fabricius (1933), s. 498f</ref> Omtrent samtidig, efter Rygens erobring i 1169, optræder en biskop Fulco af Estland som medunderskriver på et brev herom, hvilket viser dels hans tilstedeværelse i Danmark, dels at Danmark havde missions- og korstogsvirksomhed rettet mod Estland på denne tid.<ref name="Fab 1933 499">Fabricius (1933), s. 499</ref> Det vides, at ærkebiskop Eskil af Lund under sin landflygtighed til Frankrig havde kontakt til abbed Peter i klosteret Moutier-la-Celle, der anbefaler ham munken Fulco som missionær til Estland. Eskil lader ham bispevie, men vi kender ikke nærmere til hvornår og under hvilke omstændigheder, han er kommet til Danmark.<ref name="Fab 1933 499f">Fabricius (1933), s. 499f</ref> Det er muligt, at Fulco har indledt en missionsvirksomhed omend næppe med den store fremgang. Derimod fik en tysk cisterciensermunk ved navn Theodorik udnævnelse til biskop over esterne og han søgte dansk støtte til missionsvirksomhed via ærkebiskoppen i Lund, og paven lagde Estland ind under ærkesædet i Lund. På samme tid arbejdede en gejstlig fra Bremen, Albert, for missionsvirksomhed i Livland, han søgte støtte hos den tyske staufiske kong Filip, og han blev biskop i Riga. Tyskerne organiserer sig i Sværdriddernes Orden, som paven godkender i 1202.<ref name="Fen 1989 240"/> Meget tyder på, at den danske korstogsvirksomhed i de følgende årtier var rettet imod Venden, som først nu kommer under endeligt dansk herredømme.<ref name="Fab 1933 504">Fabricius (1933), s. 504</ref> Men i 1197 indledes et omfattende dansk korstog til Estland.<ref>Ulige årbøger angiver lidt forskellige år for dette korstog: 1194, 1196 og 1197, men nøjere undersøgelser har påvist daterings- og afskrivningsfejl for de to første års vedkommende, jvf. Fabricius (1933), s. 504-506</ref><ref name="Fen 1989 239">Fenger (1989), s. 239</ref> Atter afbrydes korstogsvirksomheden midlertidigt i forbindelse med, at Absalon dør 1201, kong Knud VI dør 1202 og Esbern Snare dør 1204 samt med Danmarks magtovertagelse i Holsten, der sker under betydelige kampe<ref name="Fab 1933 507">Fabricius (1933), s. 507</ref>, men i 1205 søger kong Valdemar om tilladelse til at oprette et bispesæde i Estland, hvilket han får tilladelse til den 13. januar 1206.<ref name="Fab 1933 507"/> Antagelig i 1206 skriver pave Innocens III til Anders Sunesen:</br> "''Da du i din retfærdighed og fromhed påtænker at straffe uret mod kristenheden, og da du med fromt forsæt har besluttet at drage imod hedningerne, bevilger vi dig ved dette brev myndighed til at ordinere en troende biskop i en by, som du med Kristi hjælp kan vinde for dyrkelsen af den kristne tro, efter at hedningernes smuds er fjernet''".<ref name="Fen 1989 239f">Fenger (1989), s. 239f</ref></br> Et dansk korstog synes rettet imod Saremaa (Øsel), hvor der opføres en mindre borg, men uden tilstrækkeligt mandskab må man atter forlade øen; Anders Sunesøn drog herfra med biskop Nicolaus af Slesvig til Riga for vinteren.<ref name="Fab 1933 509">Fabricius (1933), s. 509</ref><ref name="Fen 1989 240">Fenger (1989), s. 240</ref> I 1208 skal korstoget til det sydlige Estland være fundet sted. Det savnes imidlertid i omtalen i klosterårbøgerne, måske fordi der samme år foregik et katastrofalt krigstog til Sverige, som endte med nederlaget ved Lena den 31. januar, og som pådrog sig hele opmærksomheden.<ref name="Fab 1933 509"/> Som årsag til dette korstog må måske ses, at tyskerne samme år havde underlagt sig Livland og havde overskredet grænsen til Estland.<ref name="Fab 1933 511">Fabricius (1933), s. 511</ref> Det var derfor på høje tid, hvis Danmark ikke skulle risikere, at hele det baltiske område blev underlagt tysk overherredæmme. Også i de følgende år genoptages korstogene til Estland, således 1210, efter, at man havde sikret sig imod tyske udplyndringer i Danmark, mens korstoget fandt sted.<ref name="Fab 1933 510">Fabricius (1933), s. 510</ref> Men netop på dette tidspunkt indtræder en magtkamp om Estland og Livland mellem Sværdridderordenen på den ene side og biskoppen i Riga på den anden.<ref name="Fab 1933 512">Fabricius (1933), s. 512</ref> Denne magtkamp fører til, at paven i stedet giver ærkebiskop Andreas Sunesen legatmyndighed i alt, hvad der angår mission i Baltikum. Den 4. april 1212 får ærkebispen et tilsagn som leder af missionsvirksomheden.<ref name="Fen 1989 267">Fenger (1989), s. 267</ref> Heri anvendes som begrundelse herfor blandt andet følgende:</br> "''Da du altså, optændt af iver for Kristendommen, mægtigt har arbejdet på at omvende de omboende hedninger fra vildfarelsen til sandheden, og endnu agter at arbejde, så mener vi, at vor befuldmægtigelse, for at du rigeligere og virkningsfuldere må kunne udføre det, bør overgives dig; og vi befaler vore brødre ærkebiskoppen af Uppsala og hans lydbiskopper og biskopper og de andre kirkers øvrige prælater i Danmark og Sverige ved denne vor skrivelse, at de skal være dig, der som pavestolens legat trofast arbejder på denne gerning, behjælpelig..''"<ref name="Fab 1933 513">Fabricius (1933), s. 513</ref></br> Det er sandsynligt, at den "mægtige" virksomhed, der henvises til, blandt andet har omfattet et korstog i 1208. Konklusionen af dette historiske forløb bliver, at: "''Der kan saaledes ikke ud fra tidshistoriske Grunde rejses nogen Invending mod Danebrogssagnets Tidsfæstelse til 1208 og Stedfæstelsen til Fellin.''"<ref name="Fab 1933 517f">Fabricius (1933), s. 517f</ref> === Dannebrog og slaget ved Lyndanisse i 1219 === Men hvorledes så med selve overleveringen? Det står fast, at den ikke kan være "lånt" fra andre kilder. Det står også fast, at da Peder Olsen nedskriver begivenheden, forsøger han at få sit ellers ukendte korstog rettet til et kendt korstog.<ref name="Fab 1933 523">Fabricius (1933), s. 523</ref> Men netop dette, at korstoget 1208 ellers er ukendt, taler for, at det har været en gammel overlevering om Dannebrog, som ''netop'' var knyttet til 1208 og til Fellin.<ref name="Fab 1933 525">Fabricius (1933), s. 525</ref> Det må anses for usandsynligt, at et sådant sagn skulle være en senere tids konstruktion.<ref name="Fab 1933 526">Fabricius (1933), s. 526</ref> Hvad angår selve forløbet af slaget kan der være grund til at bemærke sig Henrik af Livlands fremstilling af begivenhederne i 1219. Ifølge denne var kong Valdemar kommet til Estland med sin enorme flåde på 1500 skibe for at tilse opførelsen af en ny borg i stedet for den gamle Lyndanisse<ref>navnet menes afledt af estisk: danernes borg</ref>, som blev sløjfet for at give plads til den nye. De omgivende folkegrupper, revelerne og harjerne, samlede en stor hær og sendte deres ledere til kongen for at forhandle en fred. Kongen gav disse udsendinge gaver, og hans biskopper døbte dem; med i kongens følge var lensmanden Vitslav fra Rygen, ærkebiskop Andreas og tre biskopper: kansleren Niels fra Slesvig, Ebbe fra Århus og Theodorik, der var indviet som ny biskop over Estland. Tre dage efter fredsforhandlingerne vendte esterne imidlertid tilbage med deres hær og angreb den danske lejr fra flere sider om aftenen efter nadveren. Nogle stormede det telt, hvor biskop Theodorik lå, ud fra formodningen, at det var kongens telt, og han blev dræbt på stedet; andre angreb andre mål, og mange blev hugget ned. Netop, som det så værst ud for danskerne, vendte Vitslav med sin vendiske hær sig imod esterne og drev dem på flugt; andre estere under fremrykning standsede op ved dette syn, og danskerne fik samlet sig, kongen med sit mandskab, der også omfattede nogle tyskere, kom til stede, og efter kamp blev esterne slået på flugt, og mange blev dræbte. Kongen og biskopperne takkede Gud for sejren, kong Valdemar lod sin kapellan Viscelin indvie til Theodoriks efterfølger og drog hjem efter at have fuldført borgens opførelse, mens biskopperne med deres mandskab forblev i landet og færdiggjorde dettes underkastelse under den danske krone og kirke.<ref name="Jør 1875 445f">Jørgensen (1875), s. 445f</ref><ref name="Fen 1989 267f">Fenger (1989), s. 267f</ref> Denne beretning, som er nogenlunde samtidig med begivenhederne men en andenhånds beretning, giver anledning til en række spørgsmål. Det virker utroligt, at kongen skulle være ankommet med en så stor hær blot for at ombygge en borg. Mere troværdigt er det, at der var tale om et regulært korstog. Men endnu mere bemærkelsesværdigt er det, at esterne skulle have angrebet biskop Theodoriks telt i den tro, at det var kongens. Hvad fik dem til at tro det? Og hvordan identificerede de dette kongens formodede telt? Er Dannebrog en medvirkende del af forklaringen? I så fald: på hvilken måde? Svaret på disse spørgsmål kan meget vel vise sig at være en nøgle til forståelse af begivenhedsforløbet. Under alle omstændigheder ''bestyrker'' denne teori også teorien om, at det egentlig var et medtaget banner. Tilbage bliver spørgsmålet om de historiske omstændigheder omkring flagets betydning i slaget. Det kunne tænkes, at der var tale om en pavelig fane. Men ingen overlevering taler om en sådan pavelig fane.<ref name="Fab 1933 530">Fabricius (1933), s. 530</ref> Antagelsen er grundløs. En anden mulighed er, at det skulle være Johannitterne fane. Men det er usandsynligt, at paven vil have anvendt et banner, som allerede var i brug.<ref name="Fab 1933 529">Fabricius (1933), s. 529</ref> Også denne antagelse må anses for grundløs. Endelig kunne der være tale om en biskoppelig fane, men absolut intet kan understøtte denne antagelse. Fabricius har foreslået, at hvis flaget ikke svævede ned fra oven, kunne det måske, hvis vi følger den skildring, som Henrik af Livland giver, være en undsætningstrop, der kom til med den biskoppelige korsfane højt løftet i spidsen.<ref name="Fab 1933 531">Fabricius (1933), s. 531</ref> Imod denne antagelse taler først og fremmest, at der ingen beviser findes for, at en sådan "biskoppelig" fane skulle have eksisteret, og for det andet, at hvis det virkelig var en undsætningstrop, der havde bragt fanen til slaget, ville man have forventet, et dette var blevet indarbejdet i den senere tradition. Set i dette lys bliver forklaringen med et løsrevet kongeligt banner bragt til slaget af vinden langt mere sandsynlig. Vi kan måske underbygge denne hypotese: ''hvis'' det er rigtigt, at Dannebrog første gang spillede en rolle under den danske korstogsmission i 1208 under omstændigheder, som måske er blevet husket men aldrig nedskrevet i samtiden, og ''hvis'' flaget viste sig netop på det mest kritiske tidspunkt under slaget, og ''hvis'' nogen i et guddommeligt indfald har forstået den symbolske betydning af at indgyde korstogsridderne ekstra mod og kraft netop på dette tidspunkt, og ''hvis'' flaget var taget med igen under det nye korstog i 1219, ''så'' kan det med rimelighed forklare to ting, som ellers bliver vanskelige at forklare: for det første hvorfor Dannebrog er blevet knyttet til begivenhederne i 1219, selvom dets oprindelse skriver sig til 1208, og for det andet hvorfor flaget var med korstogsridderne under dette nye togt: det var blevet "modtaget" under et tidligere korstog og var blevet forbundet med en sejr i dette, hvorfor det som sejrssymbol blev taget med igen og atter gav en sejr. I begge tilfælde havde danskerne befundet sig i en kritisk situation, som ved et mirakel var blevet vendt til en sejr: første gang da flaget var svævet hen over de kæmpende, og anden gang, da hjælpetropperne dukkede op på det mest kritiske tidspunkt. Begge begivenheder er blevet husket som noget enestående, men da de ikke er blevet skrevet ned i tide, er de i hukommelsen blevet blandet sammen og til dels forvekslet. Dermed er traditionen om Dannebrogs oprindelse og betydning i nogen grad blevet forskudt fra den oprindelige, mindre betydningsfulde begivenhed til den senere, afgørende begivenhed. Og dermed fik Dannebrog også den betydning som sejrssymbol, som flere hundrede år senere blev nedskrevet. Det kan tillige forklare en anden, mindre bemærket side af begivenhedsforløbet: hvis fanen var med igen i 1219, og hvis det var dette kongens personlige banner, som fejlagtigt fik esterne til at angribe ærkebispens telt i den tro, at det var kongens telt, så bestyrker det yderligere flagets høje alder. Det ville være naturligt at medbringe ''samme'' korstogsfane på begge korstog, fordi de drejede sig om ''samme'' sag. Brugen af en korsfane er bevidnet allerede fra Valdemar den Stores tid<ref name="Fen 1989 269">Fenger (1989), s. 269</ref>, hvor den sandsynligvis symboliserer kongen og hverken det danske rige eller paven. At danskerne netop havde et banner med kors som symbol er selvsagt naturligt for et korstog. Nok så vigtigt: forudsat, at Danmark forud for slaget i 1219 allerede havde udkæmpet slag i det sydlige Estland omkring et årti tidligere, bliver det lettere forståeligt, hvorfor kong Valdemar i 1218 kræver herredømmet over hele Estland, hvorfor han spærrer Lübecks havn for de tyske korstogsfarere i 1219 og 1220, hvorfor Anders Sunesøn erklærer hele Estland som tilhørende Danmark, samt hvorfor hele Estland i 1221 i et forlig med biskop Adelbert tillægges Danmark. Der var hverken tale om en lunefuld udnyttelse af heldige omstændigheder fra dansk side eller om et dansk imperialistisk krav men derimod om at fuldende den virksomhed, som var begyndt årtier før og som skridt for skridt var blevet udstrakt til hele det estiske område.<ref name="Fab 1933 532f">Fabricius (1933), s. 532f</ref> Det synes rimeligt at drage den slutning, at selv om korsbanneret altså sandsynligvis er ældre end 1208 (eller 1219), så var det først ved et af disse slag og snarest i 1208, at det kom til at spille den afgørende rolle for slagets udfald, der gjorde, at der blev skabt en tradition omkring det. Slaget i 1219 var måske på sin egen måde vigtigt, men Dannebrog spillede næppe den samme rolle for dette slags udfald. Her var det hjælpetropperne, som spillede den vigtigste rolle. Ovenstående er, hvad vi med rimelig sikkerhed tør sige om Dannebrogs oprindelse og betydning for Danmarks overherredømme over Estland. Tilbage bliver at følge nogle hovedtræk i flagets senere historie. === Tallinn, Lübeck og Erik Klipping === Der kan i forbifarten være anledning til at gøre op med endnu en myte. Den omstændighed, at Tallinns lille segl afspejler Dannebrog, samt at det ses over Strandporten, har givet anledning til den teori, at der er en særlig forbindelse mellem dette sted og denne fane.<ref name="Fab 1933 528">Fabricius (1933), s. 528</ref> Det er efter min opfattelse en misforståelse. Den rette sammenhæng er snarere følgende: Det danske overherredømme over Estland var i begyndelsen meget usikkert. Efter en længere tids uroligheder blev der i 1238 indgået et forlig, kaldet Stensby-aftalen, hvorved den tyske ridderorden måtte overdrage borgen i Tallinn, som den havde besat, til den danske konge.<ref>Fenger (1989), s. 324</ref> Lidt senere, inden hendes død i 1282<ref>Hørby (1989), s. 140</ref>, gav den danske konge, Erik Klipping, og især hans moder, Margrete Sambiria, Tallinn dets stadsret, som det fik efter forlæg fra Lübecks stadsret.<ref>Hørby (1989), s. 123</ref><ref>Hørby (1992), s. 36</ref> Når Tallinns segl fra 1294 og dets såkaldt "store" byvåben viser tre kronede løver, en nøje kopi af det danske våben<ref>Bartholdy (1992), s. 9</ref>, når Sankt Knudsgildet og andre gilder i Tallinn i 1400-tallet anvender et hvidt kors i rødt felt som sit våben<ref>Bartholdy (1992), s. 10</ref> og når man ved, at Lübeck tillige havde et hvidt kors på rød grund som sit byvåben, er det så urimeligt at antage, at Tallinns byvåben markerer ''hvem'', som gav byen dens stadsret, mens Tallinns lille segl sammen med symbolet over Strandporten angiver ''hvorfra'', at Tallinn fik sin stadsret? Det mener jeg ikke. Tværtimod er det i mine øjne logisk. Hvis det forholder sig således, betyder det imidlertid, at der ingen sammenhæng er mellem Dannebrog på seglet og over Standporten og begivenhederne i 1219. === Kendt siden 1300-tallet === [[File:Gelre Folio 55v.jpg|thumb|right|Dannebrog gengivet i "Armorial Gelre".]] Jeg har tidligere opstillet den hypotese, at Dannebrog kan være begyndt som den danske konges ''personlige'' banner. Kan denne hypotese underbygges? Ja, det kan den. Som nævnt optræder et kvadratisk korsbanner på både en mønt og på et segl fra Valdemar den Stores tid. Det taler stærkt for en forbindelse mellem denne konge og dette bannermærke. Historisk kendes Dannebrog siden 1300-tallet. Dannebrog er således bevidnet af den hollandske herold ''Gelre'' (1334-1375), der i værket "Armorial Gelre" blandt andet gengiver et våben for "die coninc van danmarke" visende, rigsvåbenet med 3 leoparder forbundet med en gylden hjelm med hermelinsklædte og påfuglebesatte vesselhorn samt et kvadratisk Dannebrogsflag.<ref name=autogeneret1 /><ref>[https://commons.wikimedia.org/wiki/File:Gelre_Folio_55v.jpg Gelre Folio 55v]</ref> Ligeledes i ''Bellenville-våbenbogen'' 1380-90 findes et skjold med et kors med navnet ''Denenbroce'' over. Fra denne tid må både flagets navn og udseende derfor regnes som værende fastslåede kendsgerninger. Således er både flaget og navnet dokumenteret ''senest'' fra Valdemar Atterdags tid og ''kan'' stamme fra de estiske korstog blot 150 år før eller tidligere. Læg dertil, at vi genfinder det samme kvadratiske kortbanner på et segl fra Erik af Pommerns tid. Det betyder, at vi kan dokumentere, at mindst tre danske konger har anvendt det selvsamme symbol som sit banner. Dette taler meget stærkt for, at det allerede på denne tid har vundet hævd som kongens traditionelle banner. Det skulle være mærkeligt, om ikke dette også var tilfældet på Valdemar Sejrs tid, som falder midt i de tre andre kongers. Det betyder, at vi med en til vished grænsende sandsynlighed har godtgjort hypotesen om, at dette banner må have fulgt med kongen på dennes korstog. === Erik af Pommern === Det danske korsflag kendes brugt af Erik af Pommern og symboliserede på daværende tid tillige hansestaden Lübecks våben. Lübecks gamle våben var et hvidt kors på en rød baggrund, dannet som en modsætning til den tysk-romerske kejsers hvide flag med et rødt kors, et flag som stammede fra Romerriget, og som er bevaret i det engelske flag (Sankt Georgs kors). Det synes rimeligt at antage, at Erik af Pommern derfor har haft et dobbelt formål med at anvende dette banner: dels var anvendelsen allerede blevet en tradition for danske konger, dels kunne symbolet bruges til at markere, at han hævdede at være retmæssig byherre over Lübeck, lige som Valdemar Sejr havde været det.<ref>Hørby (1992), s. 35</ref> Vi ved, at Erik af Pommern indførte dannebrogskorset i sit unionssegl fra 1398<ref>Bartholdy (1992), s. 7</ref>, og at det lige siden har indgået i alle danske rigsvåbener som en fast bestanddel. Det menes, at Dannebrog oprindeligt blev opbevaret sammen med rigets øvrige klenodier, i Folen, det faste tårn på Kalundborg Slot.<ref>Jørgensen (1887), s. 168</ref> Det ville være logisk, når der ikke længere foregik korstog. Vi har et andet bevis for Dannebrogs betydning på Erik af Pommerns tid: da Erik flygtede fra Danmark "''..saa giorde hand sigh strax hemmeligh rede och foer til Kallunborg och thogh der Danmarckis ipperste klenodie .. Hand togh der en bannere som kallis Dannebroge, huilcken Gud sende dannske mend ned aff himmelen med sin hellige engill, ath the skulle føre hannom i krigh mellom dem och theris finder, som the och giorde och wonde ther med stuor priss och ære''".<ref>Fabricius (1933), s. 519</ref> Denne skildring skyldes Christiern Pedersen, kannik i Lund, som også i anden sammenhæng omtaler traditionen om Dannebrogs oprindelse, og som har nedskrevet oplysningen i begyndelsen af 1500-tallet. Der kan næppe være tvivl om, at det er den samme tradition som refereret af Peder Olsen.<ref>Fabricius (1933), s. 522</ref> Desværre er det ikke muligt med sikkerhed at udlede, om det var kendskabet til myten om flagets oprindelse, der fik kong Erik til at tage det med sig, men helt udelukke det kan man næppe. I så fald er det et indicium for traditionens vedligeholdelse frem til dens nedskrivelse. === Dannebrog og Sverige === Dannebrog optræder også i begivenheder efter Erik af Pommerns tid, hvilket bekræfter dets fastslåede stilling som kongens banner og samlende symbol under krigsbegivenheder. Ifølge svenske krøniker blev "Danabroka" i 1439 ført ind i Sverige, og i 1464 tog svenske bønder en fane med Dannebrog fra Christian I og senere oplevede en sejr i Slaget ved Brunkeberg i 1471.<ref>Jørgensen (1887), s. 172</ref> Ærkebispens krønike i Lund oplyser, at Christian I i 1448 fik overrakt rigets flag.<ref>Jørgensen (1887), s. 161</ref><ref name="Bar 1992 13f">Bartholdy (1992), s. 13f</ref> Vi har flere beviser på flagets eksistens på denne tid: i en afbildning i Roskilde domkirke 1498 af det skib, som førte Sankt Lucius' hoved til Danmark, og i folkevisen om kong Hans' bryllup fra 1478, som oplyser, at skibet, som henter hans brud, har "Danebroge i fremmerstavn".<ref>Jørgensen (1887), s. 158</ref> Disse og andre oplysninger bevidner flagets vedvarende brug og dets betydning som den danske konges rigssymbol. === Togtet til Ditmarsken === Under krigen i Ditmarsken i år 1500 var et Dannebrogsflag, der efter sigende var det originale fra 1219, med. Under slaget ved Hemmingstedt blev det ført af marsk Hans von Ahlefeldt<ref>oplysningen findes hos den kongelige historiograf Hans Svanning, der i 1558-59 skrev en fremstilling af kong Hans' historie og heri bringer oplysningen, at :"rigets banner, delt af hvidt og rødt i form af et kors, og nedfalden fra himlen til kong Valdemar II, som der fortælles, da han førte krig mod Livlænderne, som dengang var kristendommens fjender", her gik tabt. Det er sikkert fra Svanning, at Huitfeldt har hentet samme oplysning, jvf. Jørgensen (1887), s. 169.</ref>. Han faldt imidlertid under slaget, og flaget blev erobret af ditmarskerne. Det blev ophængt i kirken i Wöhrden<ref>oplysningen skyldes præsten og historikeren Johan Neocorus, der afsluttede sin krønike i 1598 og hvis fader havde været degn i Wöhrden i 20 år, da han døde i 1580, jvf Jørgensen (1887), s. 178f</ref>, og blev først generobret i 1559<ref>Uafhængigt af Svanning fortæller Johan Rantzov i sin omtale af dette sidste togt til Ditmarsken, at der blandt de tilbageerobrede faner også var: :"et stykke af det banner, som man siger til sin tid ved et mirakel blev givet en dansk konge imod russerne og som fordum kong Hans havde taget med i håb om derved at stride heldigt imod Ditmarskerne.", jvf. Jørgensen (1887), s. 170f</ref> – da næsten ødelagt af fugtighed og ælde – og ophængt i Slesvig kirke, hvor det endeligt gik til engang i 1660'erne.<ref>kilden hertil er Hans de Hofman, som i 7. del af "Den danske Atlas" fra 1781 s. 605 oplyser om koret i Slesvig domkirke, at: :"I dette kor hængte den berømte danske fane Danebrog... og var at se, indtil den ved 1660 af alder og forrådnelse aldeles forfaldt, da nogle børn ved deres leg nedrev den af loftet og ingen bekymrede sig om at samle dens levninger." Men fra omtrent samme tid stammer en oplysning i et tysk værk, at fanen havde hængt i Nikolaikirken i Kiel, jvf Jørgensen (1887), s. 182. Jørgensen tillægger dog oplysningen om Slesvig domkirke størst troværdighed, jvf samme. s. 185f</ref><ref name="Bar 1992 14"/> I borgerkrigen ''Grevens fejde'' anvendte den ene part et stribet flag; blåt, gult og rødt i rigsvåbnets farver, og den anden part, den sejrende, brugte et rødt-hvidt korsflag, med fire lige lange arme. === Nyere tid === Siden 1500-tallet har Dannebrog angivet danske skibes nationalitet<ref>Bartholdy (1992), s. 11</ref>, og i 1600- og begyndelsen af 1700-tallet indgik et Dannebrogsfelt i hærens faner.<ref name=autogeneret3>Achen, s. 108</ref> I 1696 fastlagde en kongelig resolution flagets mål, og disse har siden overvejende været opretholdt.<ref name="Bar 1992 14">Bartholdy (1992), s. 14</ref> Indtil 1743 brugte man et sort-hvidt korsflag som sørgeflag, derefter blev det besluttet at flage på halvt i stedet for<ref>[http://www.crwflags.com/fotw/flags/dk-sorg.html Danish Mourning Flag (until 1743)<!-- Bot genereret titel -->]</ref>. I 1785 blev Dannebrog genindført som fane for nogle danske regimenter, og i 1801 blev det fane for landeværnet.<ref name=autogeneret3 /> I 1807 digtede B.S. Ingemann:<br /> "''Vift højt på Kodans bølge''<br /> ''blodrøde Dannebrog''"<br /> og i de følgende årtier skrev flere danske digtere, N.F.S. Grundtvig, Oehlenschläger, Chr. Winther, H.C. Andersen, digte om Dannebrog.<ref name=autogeneret3 /> I 1830-erne og 1840-erne udviklede Dannebrog sig til et folkeflag. I 1842 blev det regimentsfane i hele hæren.<ref>Achen, s. 109</ref> Endnuså sent som i 1833 blev det forbudt den danske befolkning privat at flage, men forbuddet blev reelt ikke håndhævet. Under Treårskrigen 1848-1850 flagede befolkningen med Dannebrog i stort omfang, og i 1854 blev det omsider officielt tilladt private at flage.<ref>Bartholdy (1992), s. 14</ref> === <big>Lovgivning</big> === Valdemarsdag den 15. juni blev indført i 1912 ved cirkulære Nr. 391 af 24. december 1912 for at markere Dannebrogs oprindelse, men som det fremgår, hviler det på en delvis misforståelse af traditionen. På den anden side: hvis det tidligere begivenhedsforløb er korrekt forstået, og slaget i 1219 markerede en slags afslutning på hele den forud gående danske missionsvirksomhed i Estland, så er markeringen af denne begivenhed historisk rimelig og forståelig. Og lige meget hvormeget man forsøger at skille myte fra historisk virkelighed, så står det fast, at denne afslutning spillede en afgørende rolle for, at Estland blev et kristent område, og at Danmark har hovedæren herfor. I 1929 blev der udarbejdet et forslag til en officiel flaglov af en særlig kommission, men lovforslaget er aldrig blevet færdigbehandlet eller vedtaget.<ref>Bartholdy (1992), s. 15</ref> === <big>Sammenfatning og konklusion</big> === Vi er nået til vejs ende, og resultatet turde være klart: historien om det himmelfaldne flag i 1219 er en myte og en misforståelse. Den sande historie synes at være som følger: Flaget selv er sandsynligvis meget ældre. Det går utvivlsomt tilbage til Valdemar den Store, som har antaget det som sit personlige kongelige banner. Vi ved ikke hvorfra, han har hentet inspirationen, det kan være fra England eller fra sin hustru og væringerne eller et helt tredie sted fra. Dette kan også forklare hvorfor, at der ikke findes nogen tradition om, at det skulle hidrøre fra paven, eller nogen forbindelse til Johannitterordenen. Senere er det åbenbart gået i arv som fast kongeligt banner. Kongen har sikkert medtaget det på sine korstog. Under korstoget til Estland og slaget ved Fellin i 1208 kom det til at spille en særlig rolle, idet det midt under slaget, da danskerne var truet af nederlag, åbenbart rev sig løs og svævede hen over de kæmpende og indgav danskerne det mod og den beslutsomhed, der gjorde, at de vandt dette slag. Begivenheden er siden blevet husket i mundtlige beretninger. Intet taler til støtte for, at traditionen har nogen forbindelse med de himmelske jærtegn, som skal have vist sig i Portugal, idet den danske tradition efter alt at dømme er ældre. Først langt senere har man i Danmark fået kendskab til den portugisiske tradition. Spørgsmålet, om der var tale om guddommelig indgriben, er i sidste ende et trosspørgsmål, men der er ikke tvivl om, at det er således, at man i datiden har opfattet begivenheden på samme måde som i andre lignende tilfælde. Flaget har sikkert været med igen under det nye korstog til Lyndanisse i 1219. Det er muligt, at de har stået foran biskoppens telt og har forledt esterne til at angribe dette. Også denne gang indtraf der et under, idet undsættelsesstyrkerne nåede frem netop, som danskerne var mest trængt. Om disse har haft fanen med sig, vides ikke med sikkerhed, men også dette under er blevet husket. Når Tallinn har tre løver i sit store våben og et Dannebrog i sit lille segl, hænger det sandsynligvis sammen med, at byen fik sine stadsrettigheder af den danske konge og inspireret fra Lübecks stadsrettigheder, hvilket de to symboler afspejler. Det har intet at gøre med slaget i 1219. Allerede i datiden eller måske lidt senere har flaget fået det navn, som siden har været knyttet til det. Også de til flaget knyttede begivenheder er blevet husket, men i tidens løb er de blevet blandet sammen. Da flaget var med under felttoget i 1500 til Ditmarsken, var det for at give sejr, men det endte i nederlag, og flaget gik tabt. Efter dette blev erindringerne om dets betydning nedskrevne, men da med den usikkerhed som da var indtrådt om tid og sted. Flaget blev siden genvundet men fik ikke længere den værdige opmærksomhed, som det kunne påkræve, og det gik op i råd og ælde. Men dets symbolske værdi blev bevaret, dog fortsat kun som kongeligt banner. Med kongens støtte blev det siden anvendt af danske forsvarsstyrker og til skibe under kongelig beskyttelse. Men i Treårskrigen 1848-58 flagede befolkningen trods forbuddet, og dermed banedes vejen for, at det blev det nationalt samlende symbol, som det siden har været. === <big>Noter</big> === {{reflist|2}} === <big>Litteratur</big> === * Sven Tito Achen: ''Heraldikkens femten glæder''; København 1978; ISBN 87-12-00222-4 * Nils G. Bartholdy: "Dannebrog - legende og virkelighed" (Michael Andersen og Frank Birkebæk (red.): ''1219 - Dannebrog og Estland''; Roskilde Museums Forlag 1992; ISBN 87-88563-189; s. 6-16) * L.P. Fabricius: "Sagnet om Danebroge og de ældste Forbindelser med Estland" (''Kirkehistoriske Samlinger'', Sjette Række, Første Binds første Hefte, København 1933) * Ole Fenger: "Kirker rejses alle vegne" (Olaf Olsen (red.): ''Gyldendal og Politikens Danmarkshistorie'', bind 4: 1050-1250; København 1989; ISBN 87-89068-06-8) * Henning Henningsen: "Dannebrog og flagføring til søs" (''Handels- og Søfartsmuseets årbog 1969'', s. 7-81) * Kai Hørby: "Velstands krise og tusind baghold" (Olaf Olsen (red.): ''Gyldendal og Politikens Danmarkshistorie'', bind 5: 1250-1400; København 1989; ISBN 87-89068-07-6) * Kai Hørby: "Danmark og Estland i middelalderen" (Michael Andersen og Frank Birkebæk (red.): ''1219 - Dannebrog og Estland''; Roskilde Museums Forlag 1992; ISBN 87-88563-189; s. 30-38) * A.D. Jørgensen: "Om Danebroges Oprindelse" (''Historisk Tidsskrift'', 4. række, Bind 5; 1875) * A.D. Jørgensen: "Undersøgelser vedrørende Danebroge og det danske kongevåben" (''Historisk Tidsskrift'', 6. række, Bind 1; 1887) * J.O. Kock: "Sagnet om Dannebrog" (''Danske Studier'' 1951; s. 34-48) * John Lind: "Den faldt fra himlen ned" (Kronik i ''Skalk'' 2001, nr. 6, s. 20-27) * E. Løffler: "Bidrag til Bedømmelse af Danebrogs-Sagnets historiske Værd" (''Historisk Tidsskrift'', Bind 5. række, 2 (1880); s. 562-566) * ''Salmonsens Konversationsleksikon'', 2. udgave, bind V, s. 515-517; opslag: Dannebroge * [http://www.navalhistory.dk/Danish/Flaget/FlagetsHistorie.htm Flagets historie], i ''Dansk Marinehistorie'' af Johnny E. Balsved, oeoirqe81ypao70va8kvl3agmqlnz1j 42620 42619 2026-08-31T09:19:25Z Sven Halfdan Nielsen 3898 småret 42620 wikitext text/x-wiki Traditionen om Dannebrogs oprindelse er velkendt: Dannebrog faldt ned fra himlen under et dansk korstog til Estland, og det spillede en afgørende rolle for det danske overherredømme over Estland fra 1219. Således lyder myten om Dannebrog, men bag enhver myte gemmer der sig en historisk realitet, og ved at grave denne historiske realitet bag myten frem opnår vi en bedre forståelse af fortiden. Det ligger nær at stille 3 spørgsmål:</br> - er tidsfæstelsen korrekt?</br> - er stedfæstelsen korrekt?</br> - er begivenhedsforløbet korrekt? Svaret på det første spørgsmål er: ja, den ''oprindelige'' tidsfæstelse er sikkert korrekt. Denne tidsfæstelse passer nøje med det begivenhedsforløb, som vi ellers kender. Svaret på det andet spørgsmål er: ja, den ''oprindelige'' stedfæstelse er korrekt. Denne stedfæstelse passer med og ''bekræfter'' de forhold, som vi ellers kender. Svaret på det tredie spørgsmål er: ja, flaget kan forbindes med ''en bestemt begivenhed''. Der er enkeltheder i forløbet, som det ikke længere er muligt at efterkontrollere. Der kan her være grund til at skelne mellem det ''oplevede'' forløb og det ''faktiske'' forløb. Traditionen er baseret på det oplevede forløb således, som dette siden blev husket. === <big>Dannebrogs oprindelse</big> === Dannebrogs oprindelse falder i tre dele: traditionen, de omstændigheder under hvilke traditionen er blevet nedskrevet og flagets senere historie. === Traditionen === [[Fil:Danmarks flag 1219 Lorentzen.jpg|thumb|450px|Det berømte maleri af Christian August Lorentzen fra 1809 af begivenhederne i 1219.]] Ifølge overleveringen, der findes uafhængigt af hinanden hos dels forfatteren af ''Danske Krønike'' fra 1520-erne Christiern Pedersen<ref>formuleringen omtalt under et korstog i 1208 til "Estland, Pryssland, Kurland og Finland" lyder:</br> "''somme mene og sige at samme kong Valdemar skulle fange Dannebrog ned af himlen samme tid, som er et hvidt kors i et rødt felt''", jvf. Lind, s. 24. </ref>, dels munken Peder Olsen (Petrus Olai) fra Gråbrødreklostret i Roskilde, dels historikeren Arild Huitfeldt<ref name=autogeneret1>Lind, s. 23</ref>, faldt Dannebrog ned fra himlen under slaget ved Lyndanisse (i dag Tallinn i Estland) den 15. juni 1219, senere kendt og markeret som Valdemarsdag. Der er imidlertid usikkerhed om tid og sted er korrekte<ref name="bjerg">''Dannebrog'' af Hans Christian Bjerg, s.12, ISBN 87-7739-906-4.</ref>. Det skyldes, at både Christiern Pedersen og Peder Olsen oplyser, at begivenheden fandt sted i året 1208 i Livland på et sted, som kaldes Fellin (Viljandi) i nutidens Estland. Fremstillingen hos Peder Olsen, der findes i en samling notater, ''Collectanea'', til Danmarks historie og menes at være skrevet omkring 1527 men stammer fra en ældre kilde, hvis alder er ukendt<ref>Kock, s. 34</ref>, er den mest oplysende og lyder i sin helhed:</br> "''MCCXIX''<ref>1219</ref>''. Valdemar II angreb Estland, en provins i Livland, fra søen med 1500 krigsskibe og gjorde landgang, og efter mange kampe omvendte han det overvundne land til Kristus og lod folket døbe. Han førte præster dertil fra Danmark og byggede Reval, der nu er en vigtig by og særdeles udmærket og kendt. Heraf kommer det, at kirken i Reval lige til denne dag er forblevet under Danmarks ærkebiskop i Lund, skønt den verdslige magt i tidens løb er gået over til den tyske ordens brødre i nævnte provins. Da nu kong Valdemar var gået i land med hæren i Estland, sagde biskoppen i Århus til ham, da han blev forskrækket over hedningernes mængde, at han skulle love, at han, såfremt han vandt sejr, ville forbedre sig over for sine undersåtter og den hellige Niels i Århus, hvis offergaver han havde tilegnet sig. Det samme råd fik han af den ærværdige Anders, ærkebiskop i Lund, en mand af forunderlig enfold og uskyld, der såvel i live som efter sin død vandt ry ved mange mirakler. Kongen gav dem ret, afgav løftet og fik sejr. Ærkebiskoppen kaldte så stormændene sammen og lod dem love, at svende på tolv år og der over stedse skulle fejre dagen før den hellige Laurentius' fest med faste på brød og vand, hvis de fik sejr. Efter at de så havde påkaldt de hellige Laurentius og Niels, blev slaget begyndt på Vitus' og Modestus' dag. Ærkebiskoppen, der sammen med lydbisper og andre gejstlige fra et bjerg så ud over begge hære, bad nu under tårer for de kristne som en anden Moses med hænderne løftede mod himlen. Når han løftede hænderne i bøn, sejrede danskerne; men når han af træthed lod de gamle hænder synke ned, blev danskerne slået. Men biskopperne og præsterne understøttede den gamle mand. Og således blev den sejrende konge et andet menneske, lod Kristi lære forkynde og kirker bygge dér; siden hen styrede han landene med mildhed og retfærdighed, skrev love og ærede den hellige Niels.''</br> ''Et andet sted står der, at da de rettroende danske på denne Valdemar II's tid i det Herrens år 1208 kæmpede i Livland på det sted, som kaldes Fellin, mod de vantro livlændere og allerede næsten overvundne fromt anråbte om guddommelig hjælp, modtog de straks som belønning et banner, der faldt ned fra himlen, og som var mærket med et hvidt kors, påtrykt en ulddug, og de hørte en røst fra himlen, at når det blev løftet højt til vejrs, ville de straks knuse deres modstandere og vinde fuldstændig sejr; og således skete det. Men det banner plejer med sit sædvanlige navn at kaldes Danebroge. (Denne sejr menes at være den, som danskerne vandt i Estland, og som allerede er omtalt for nylig; men der er fejl i årstallet etc. - Ligeledes har jeg et andet sted fundet, at kong Valdemar og ærkebiskop Anders gjorde et tog til Estland i 1220).''"<ref>her gengivet efter Kock, s. 34f</ref><ref name="Fab 1933 493f">Fabricius (1933), s. 493f</ref> Det er naturligvis usikkert, hvad der egentlig skete under slaget ved Lyndanisse eller slaget ved Fellin, da overleveringen først er nedskrevet 300 år efter begivenhederne skulle have fundet sted <ref name=bjerg />. Historikerne har derfor forsøgt at finde den historiske begivenhed bag ved traditionen. Man kan således fastslå, at Peder Olsens fremstilling har hentet sine bestanddele flere steder, og at de oprindelig ikke har udgjort en helhed. Herom kan siges følgende:</br> 1. Det indledende afsnit om slaget ved Reval (Tallinn) svarer til fremstillingen i ''Rydårbogen'' og i ''Jyske Krønike'' og kan være hentet fra disse kilder.<ref>Kock, s. 35</ref><ref name="Fab 1933 486">Fabricius (1933), s. 486</ref></br> 2. Afsnittet om den hellige Niels i Århus kan stamme fra en bog om Niels, men findes ikke i hans ''vita''. Det tyder ikke på, at historien har en historisk baggrund. Snarere er den tilkommet efter, at Niels blev helgen, formentlig i midten af det 14. århundrede.<ref>Kock, s. 35f</ref><ref name="Fab 1933 486"/></br> 3. Afsnittet om Laurentius-fasten er helt malplaceret. Sankt Laurentius' dag er den 10. august, mens slaget fandt sted på Vitus' og Modestus' dag den 15. juni. ''Saxo'' omtaler et slag ved Ljutka (Lütjenburg), der fandt sted på Laurentius' dag, og formentlig er indskuddet hentet herfra.<ref name=autogeneret2>Kock, s. 36</ref><ref name="Fab 1933 487">Fabricius (1933), s. 487</ref></br> 4. Historien om ærkebispens oprakte hænder er hentet fra ''2. Mosebog'' (17, 9ff).<ref name=autogeneret2 /><ref name="Fab 1933 487"/></br> 5. Historien om det nedfaldne flag er uden direkte forbillede. Fra Portugal (hvorfra dronning Berengaria stammer) findes en tradition fra 1217 om et jærtegn i form af et kors på himlen til tegn på portugisernes sejr over maurerne i kampen ved Alcazar.<ref>Kock, s. 37</ref> Det betyder, at der findes en tradition næsten samtidig med den danske, hvilket styrker en tidsfæstelse til begyndelsen af 1200-tallet. Skønt der er forskelle (intet flag i Portugal), kan begivenheden i Portugal være blevet kendt også i Danmark og have styrket den danske tradition, men der er intet bevis for en direkte forbindelse.<ref>Kock, s. 42</ref></br> Med hensyn til selve dateringen af Dannebrogs fald fra himlen er det nutidens historikeres opfattelse, at når to kilder uafhængigt af hinanden daterer begivenheden til et andet sted og en anden tid end nutidens tradition siger, så må nutidens tradition anses som fejlagtig og den ældste tradition som den rigtige med hensyn til tid og sted.<ref>Lind, s. 26</ref> Dette kan også forklare, hvorfor der ingen omtale af Dannebrog er i den samtidige skildring i Henrik af Livlands krønike.<ref>Enn Tarvel (red.): ''Henriku Liivimaa Kroonika''; "Olion" Tallinn 1993; ISBN 5-450-01319-1; s. 140</ref> På lignende måde som bidragene om den hellige Niels og om Anders Sunesens løftede hænder er tilføjede den oprindelige fremstilling, så menes traditionen om Dannebrog at være overført fra det mindre betydningsfulde slag i 1208 til det vigtigere slag i 1219, der indledte den danske besættelse af det nordlige Estland som led i opbygningen af myten om netop dette slag.<ref name=autogeneret2 /> Endelig bør det nævnes, at traditionen blev nedskrevet kort tid efter, at danskerne havde mistet det originale Dannebrog under togtet til Ditmarsken i 1500. Det menes, at flaget var taget med, netop fordi man på grund af traditionen mente, at det ville bringe sejr.<ref>Jørgensen (1875), s. 417</ref> Som muligt ophavssted og som en anden mulighed har man peget på, at banneret kunne stamme fra Johanniterordenen eller være et korsbanner givet af paven, men disse og andre muligheder er blevet tilbageviste af historikerne.<ref>Jørgensen (1875), s. 426-429 for Johanniterordenens vedkommende, s. 431-432 for pavens vedkommende</ref> <ref>Jørgensen (1887), s. 149-153</ref> <ref>Lind, s. 25</ref> Der kan måske være grund til at se nærmere på disse hypoteser. === Myten om Johanniterordenen === Historikere i det 19. og 20. århundrede brød sig ikke om det himmelfaldne flag og søgte mere jordnære forklaringer. Især søgte man efter forbilleder for Dannebrog. Især hæftede man sig ved Johanniterordenen som en mulig kilde, da denne orden blandt andet havde et våben, som mindede om Dannebrog. En række mulige forbindelser har været foreslået. Man har peget på, at Valdemar Atterdag besøgte den hellige grav i påsken 1347 og her blev slået til ridder af hertug Erik af Sachsen.<ref>Jørgensen (1875), s. 426</ref> Kong Valdemar stiftede et Sankt Hans-kloster på Dueholm viet til Marie Magdalene på hvis festdag, han fik ridderslaget.<ref name="Jør 427">Jørgensen (1875), s. 427</ref> Yderligere oplyser Thomas Bartholin i sin bog om Dannebrogsordenen, at Valdemar på gamle tapeter på Københavns Slot var fremstillet med et hvidt ordenskors. Da korset første gang kendes fra et brev fra år 1356 og kongenavnet Valdemar er fælles, måtte en forbindelse anses som mulig.<ref name="Jør 427"/> Senere forskning har imidlertid vist, at Thomas Bartholins fremstilling bygger på et forfalsket kobberstik, hvorved denne del af beviset falder sammen.<ref>Jørgensen (1875), s. 429</ref> Ydermere har det vist sig, at ingen dansk konge har søgt sit gravsted hos Sankt Hans-ordenen, og der findes ingen optegnelser til støtte for en forbindelse.<ref>Jørgensen (1875), s. 430</ref> Denne forklaring må således afvises, da der ingen forbindelse findes mellem Sankt Hans-huse, deres velgørere og Johanniterordenen.<ref>Jørgensen (1875), s. 431</ref> Man har også tænkt sig, at Johanniterordenens symboler skulle være overtaget skridt for skridt i dansk tradition, men imod dette taler, at der findes en specifik tradition for flagets oprindelse, som ikke kan afvises.<ref>Jørgensen (1875), s. 434-437</ref> Tilbage er kun den mulighed, at flagets oprindelse med al sandsynlighed på den ene eller anden måde har forbindelse til et korstog til Estland.<ref>Jørgensen (1875), s. 437</ref> Den eneste samtidige kilde er Henrik af Livlands krønike, der imidlertid er stærkt tendensiøs: han forsøgte at nedgøre ethvert dansk bidrag til kristningen af Baltikum<ref>Jørgensen (1875), s. 439</ref>, ja endog at gøre dansk tilstedeværelse til utidig indblanding<ref>Jørgensen (1875), s. 441</ref> og bestrider endda, at Valdemar skulle have været på korstog.<ref>Jørgensen (1875), s. 442</ref> Således fremstilles han i 1219 som værende på besøg for at besigtige byggeriet af en ny borg, ikke som erobrer.<ref>Jørgensen (1875), s. 445f</ref> Esterne angreb for at stoppe opførelsen af borgen, men blev selv angrebet af vendiske hjælpetropper, som var kommet sammen med danskerne. Dannebrog omtales ikke.<ref>Jørgensen (1875), s. 447</ref> Tydeligvis er der tale om en andenhånds beretning baseret på rygter, ikke om et øjenvidne til begivenhederne. A. D. Jørgensen har forsøgsvis opstillet den hypotese, at esterne angreb biskop Theodoriks telt, fordi der foran var et banner, som opfattedes som hovedbanneret (det vil sige: kongens banner). Han stiller spørgsmålet, om Theodorik kan forbindes med Johanniterordenen.<ref>Jørgensen (1875), s. 448</ref> Theodoriks oprindelse er ukendt, men han optræder som missionær både hos liverne og esterne i forskellige opisoder med sagnagtige træk.<ref>Jørgensen (1875), s. 449</ref> Han blev sendt til pavestolen, hvor han den 15. april 1201 fik en bulle af pave Innocens, der opfordrede alle kristne i Vendland og Saxland til at drage til Livland.<ref>Jørgensen (1875), s. 450</ref> Theodorik forsøgte at få anerkendt Baltikum som sit bispedømme, men stødte på vanskeligheder. Derfor skal han have sluttet sig til den danske konge, idet paven havde givet biskop Anders Sunesen en bulle på at indvie en biskop i Estland.<ref>Jørgensen (1875), s. 456</ref> Da Tempelridderne på daværende tidspunkt havde et rødt kors på hvid baggrund som sit mærke, måtte et dansk korstog ske under et andet mærke, og han har så "lånt" Sankt Hans-brødrenes korsbanner.<ref>Jørgensen (1875), s. 457</ref> Det skulle således være dette banner, der var opsat foran hans telt, og som slaget med esterne derfor kom til at stå om.<ref name="Jør 458">Jørgensen (1875), s. 458</ref> Theodorik døde under slaget, og efter slaget måtte omstændighederne omkring fanens oprindelse og betydning have været uklar<ref name="Jør 458"/>, da det fuldstændig adskilte sig fra kongens banner: løverne og hjerterne. "Saa sagde man, at det var kommet ned fra Himlen midt i Slagets trængsel".<ref>Jørgensen (1875), s. 457</ref> Problemet med denne hypotese er, at den på intet punkt finder støtte i kilderne<ref name="Jør 458"/>, og A.D. Jørgensen understregede, at den kun var en hypotese, som fornyede studier måtte styrke eller svække,<ref>Jørgensen (1887), s. 150</ref> og at "''kun derom er alle enige, at Savojens Kors er lig Johanniternes, og det samme er Tilfældet med vort Danebroge.''"<ref>Jørgensen (1887), s. 153</ref> I og med, at flagets oprindelse nu henlægges til ''en anden begivenhed'', slaget i 1208, er grundlaget for hele denne konstruktion imidlertid bortfaldet. De nærmere omstændigheder omkring flagets oprindelse er fortsat ukendte. === Myten om dronning Berengaria og Dannebrog === Som tidligere nævnt har det været overvejet, om myten om Dannebrogs fald fra himlen var forbundet med dronning Berengaria. Hun blev gift med Valdemar Sejr i 1214 og døde i 1221.<ref name="Fen 1989 61">Fenger (1989), s. 61</ref> Hun stammede fra Portugal, og det er overleveringer herfra, som har været inddraget i forsøgene på at forklare myten. Det er blevet påpeget, først af overbibliotekar Christian Bruun, at der i portugisiske skrifter fortælles om et jærtegn, der i 1217 blev set i Portugal under en kamp imod maurerne ved Alcazar. Ifølge disse viste der sig et kors på himlen som tegn på sejren. Teorien er senere taget op af pastor L.P. Fabritius, som mener, at det er den eneste tradition i den kristne verden, som tåler sammenligning med sagnet om Dannebrog. Han forbinder de to begivenheder ved at påpege, at Berengaria var blevet dansk dronning blot tre år tidligere, og at der takket være en livlig forbindelse mellem Portugal og Danmark er mulighed for, at historien er kommet hertil. Det viser sig imidlertid, at denne antagelse ikke holder: dels kendes der ingen livlig forbindelse mellem de to lande, dels har der været rejst tvivl om, at hun kom fra Portugal. I flere danske årbøger siges, at hun var søster til greven af Flandern, og da der ydermere var arvestridigheder imellem hendes broder, kongen af Portugal, og to af deres søstre, bliver det endnu mindre sandsynligt, at der har været en forbindelse.<ref name="Koc 1951 37">Koch (1951), s. 37</ref> Dertil kommer den afgørende forskel, at der i Portugal var tale om et syn på himlen, men i Estland var tale om et faktisk flag, som efterfølgende blev bragt hjem til Danmark. Og hvis dateringen til 1208 opretholdes som den rette, udebliver muligheden for, at traditionen stammer fra Portugal også af kronologiske grunde.<ref name="Koc 1951 38">Koch (1951), s. 38</ref> Endelig har der været peget på, at den portugisiske tradition måske stammer fra et langt ældre slag, nemlig slaget ved Orique i det sydlige Portugal den 25. juli 1139. I dette slag var den sejrende feltherre Afonso Henriques, dronning Berengarias bedstefader, som ifølge en senere legende før slaget havde set et kors på himlen omgivet af engle i hvide klæder, og at Kristus havde lovet ham sejr og at hans efterkommere ville blive konger i Portugal. Det er imidlertid tvivlsomt, om dronning Berengaria overhovedet har kendt til denne tradition, idet slaget endnu i begyndelsen af 13. århundrede ikke havde opnået den berømmelse, som det senere fik. Det kan end ikke udelukkes, at traditionen om det ældre slag hviler på traditionen fra det senere slag.<ref name="Koc 1951 41f">Koch (1951), s. 41f</ref> Det må tilføjes, at der findes en endnu ældre tradition, nemlig kejser Konstantins korsvision før Slaget ved Ponte Molle i år 312 mod Maxentius, der fulgtes af ordene "''in hoc signo vinces''", det vil sige "under dette tegn skal du sejre". Og på freskerne om "Det sande Kors" legende" i Arezzo, malet af Piero delle Francesca i 1450-erne, ses Konstantin vinde over Maxentius ved at holde er kors frem på en måde, hvor det kan opfattes som værende faldet fra himlen.<ref name="Bar 1992 11f">Bartholdy (1992), s. 11f</ref> Der er intet, som kan understøtte, at den danske tradition skulle have noget med den portugisiske tradition at gøre. Hvilket dog ikke forhindrede Christian IV i på sine guldmønter fra 1591 at gengive den store portugisiske guldmønt kaldet ''portugaløser'' med Kristuskors og sætningen "in hoc signo vinces", sikkert fordi at denne var kendt fra Arild Huitfeldts krønike, der udkom 1600-1603, og hvor begivenheden forøvrigt henlagdes til 1219.<ref>Bartholdy (1992), s. 9, 12</ref> === Er Dannebrog ældre? === Spørgsmålet er, om flaget kunne være ældre. Enkelte forskere mener, at der har været en forløber for Dannebrog: De mener, at danske konger brugte et rødt flag med to ravne i sort, når de drog i krig. Kong Knud den Store skulle ifølge engelske kilder have ført en ravnefane i slaget ved Ashington i Essex i 1016 <ref>Anonym: "Dannebrogs historie" (''Spejderbladet Væbneren'', s. 179-182)</ref>. Men det vides ikke, om denne fane generelt er blevet brugt af den danske kongeslægt. På Bayeux-tapetet fra omkring 1068 fører bagtroppen et rødt flag med et hvidt kors, muligvis danske slægtninge til Vilhelm Erobreren, der i front fører Sankt Georgskorset i slaget ved Hastings i 1066. Ioannis Skylitzis Krønike fra ''Biblioteca Nacional'', Madrid, viser væringer fra Miklagård (''Den Store By'', Byzans-Konstantinopel-Istanbul) omkring år 1100 med et rødt flag med et hvidt kors. Mønter, der viser et korsbanner, blev slået allerede under Valdemar den Store<ref>Fenger, s. 269</ref><ref>Lind, s. 21</ref> og et korsbanner kendes tillige fra et segl fra hans tid (og senere fra et segl fra Erik af Pommerns tid), men disse fortilfælde er ikke overbevisende, ''med mindre'' at man antager, at hans søn skulle have haft en fane med måske som sit eget fra faderen stammende banner og enten (hvilket er temmelig utænkeligt) selv have hævet dette på et kritisk tidspunkt under slaget, eller (mere sandsynligt) at det af vinden fra kongens telt var revet løs og på mærkelig vis var blevet blæst hen over de kæmpende, hvilket er blevet opfattet som en guddommelig indgriben. I så fald var den bogstaveligt talt på det nærmeste "faldet fra himlen". Det er muligt, at det er synet af denne fane højt mod himlen, der gav de kæmpende det mod og den vilje, der skulle til for at vinde slaget. At Valdemar den Store som den korstogskonge, han var med sit korstog til Rygen i 1169, skulle have haft et korsbanner som sit personlige mærke, er vel ikke ganske utænkeligt, og det ville næppe heller være mærkeligt, at det samme banner måtte være medbragt under dette nye korstog af hans søn. Hvis Bayeux-tapetet virkelig afspejler danske deltagere i slaget ved Hastings, indebærer det, at flaget går tilbage til Sven Estridsens tid. Det lader sig intil videre ikke fastslå med sikkerhed, og der findes en anden og måske mere sandsynlig mulighed for hvorledes, at korsbanneret kan være blevet Valdemar den Stores personlige mærke. Valdemar den Stores hustru, dronning Sophie, var datter af Richiza og en russisk fyrste.<ref>Fenger, s. 160</ref> Vi ved fra en engelsk kilde fra 1170-erne, at hun havde stået bag et dansk felttog til Finland til støtte for hendes fader og brødre.<ref>Fenger, s. 161</ref> Vi ved derimod ikke, om der er en forbindelse mellem væringerne og deres flag i Miklagård som gengivet i Ioannis Skylitzis Krønike, Sophie og hendes russiske fader og Valdemar den Stores valg af kongeligt banner. At Sophie var en særdeles indflydelsesrige person i Valdemars liv og gerning, er hævet over al tvivl.<ref>Fenger, s. 166</ref> === Danske korstog til Estland i ny belysning === Omflytningen af begivenheden til et nyt år og et nyt sted stiller alle den danske korstog til Estland i et nyt lys og dermed også spørgsmålet om Dannebrogs oprindelse. Først og fremmest kan der være grund til at pege på, at sagnet ''ikke'' har forbindelse med nogle af de øvrige kilder, som indgår i de ældste skriftlige overleveringer. Der er tale om en helt selvstændig og uafhængig tradition.<ref name="Fab 1933 493">Fabricius (1933), s. 493</ref> Der kan ligeledes være grund til at påpege, at ingen kilde, dansk eller udenlandsk, forbinder Dannebrog med begivenhederne i 1219.<ref name="Fab 1933 494">Fabricius (1933), s. 494</ref> Dernæst må der være god grund til at fremhæve, at den danske korstogsvirksomhed er af betydelig ælde. De ældste omtaler, ''Rydårbogen'' og kongefortegnelsen i ''Lund Domkirkes Nekrologium'', der tillægger Knud den Store en sådan virksomhed, antagelig hviler på misforståelser (måske en navneforveksling af Knud den Store og Knud den Hellige).<ref name="Fab 1933 496f">Fabricius (1933), s. 496f</ref> Derimod er der fra tiden fra omkring 1070-1080 sikre efterretninger om danske korstog til Estland. Således oplyser ''Saxo'', at Knud den Hellige i slutningen af Sven Estridsens regeringstid samlede landets ungdom og indlagde sig berømmelse ved sejre over sembere og estere. ''Jyske Krønike'' har gentaget Saxos udsagn.<ref name="Fab 1933 497">Fabricius (1933), s. 497</ref> Vi kender ikke nærmere til denne og den senere tids korstog til disse egne, men forekomsten af danske stednavne ved Riga på ''holm'' (Stenholm, Langholm og Rigeholm), ''næs'' (om Kurlands forbjerge), ''sund'' og ''klint'' (om det nordlige Estlands bratte skrænter) tyder på forbindelser til dansk (eller svensk) område.<ref name="Fab 1933 498">Fabricius (1933), s. 498</ref> I 1170 indtraf der, ifølge ''Saxo'', et angreb fra kurlandske og estiske sørøvere mod Øland, hvor angriberne først efter blodige kampe blev nedkæmpet af en dansk flåde under ledelse af Esbern Snare og Christoffer, kong Valdemars uægte søn.<ref name="Fab 1933 498f">Fabricius (1933), s. 498f</ref> Omtrent samtidig, efter Rygens erobring i 1169, optræder en biskop Fulco af Estland som medunderskriver på et brev herom, hvilket viser dels hans tilstedeværelse i Danmark, dels at Danmark havde missions- og korstogsvirksomhed rettet mod Estland på denne tid.<ref name="Fab 1933 499">Fabricius (1933), s. 499</ref> Det vides, at ærkebiskop Eskil af Lund under sin landflygtighed til Frankrig havde kontakt til abbed Peter i klosteret Moutier-la-Celle, der anbefaler ham munken Fulco som missionær til Estland. Eskil lader ham bispevie, men vi kender ikke nærmere til hvornår og under hvilke omstændigheder, han er kommet til Danmark.<ref name="Fab 1933 499f">Fabricius (1933), s. 499f</ref> Det er muligt, at Fulco har indledt en missionsvirksomhed omend næppe med den store fremgang. Derimod fik en tysk cisterciensermunk ved navn Theodorik udnævnelse til biskop over esterne og han søgte dansk støtte til missionsvirksomhed via ærkebiskoppen i Lund, og paven lagde Estland ind under ærkesædet i Lund. På samme tid arbejdede en gejstlig fra Bremen, Albert, for missionsvirksomhed i Livland, han søgte støtte hos den tyske staufiske kong Filip, og han blev biskop i Riga. Tyskerne organiserer sig i Sværdriddernes Orden, som paven godkender i 1202.<ref name="Fen 1989 240"/> Meget tyder på, at den danske korstogsvirksomhed i de følgende årtier var rettet imod Venden, som først nu kommer under endeligt dansk herredømme.<ref name="Fab 1933 504">Fabricius (1933), s. 504</ref> Men i 1197 indledes et omfattende dansk korstog til Estland.<ref>Ulige årbøger angiver lidt forskellige år for dette korstog: 1194, 1196 og 1197, men nøjere undersøgelser har påvist daterings- og afskrivningsfejl for de to første års vedkommende, jvf. Fabricius (1933), s. 504-506</ref><ref name="Fen 1989 239">Fenger (1989), s. 239</ref> Atter afbrydes korstogsvirksomheden midlertidigt i forbindelse med, at Absalon dør 1201, kong Knud VI dør 1202 og Esbern Snare dør 1204 samt med Danmarks magtovertagelse i Holsten, der sker under betydelige kampe<ref name="Fab 1933 507">Fabricius (1933), s. 507</ref>, men i 1205 søger kong Valdemar om tilladelse til at oprette et bispesæde i Estland, hvilket han får tilladelse til den 13. januar 1206.<ref name="Fab 1933 507"/> Antagelig i 1206 skriver pave Innocens III til Anders Sunesen:</br> "''Da du i din retfærdighed og fromhed påtænker at straffe uret mod kristenheden, og da du med fromt forsæt har besluttet at drage imod hedningerne, bevilger vi dig ved dette brev myndighed til at ordinere en troende biskop i en by, som du med Kristi hjælp kan vinde for dyrkelsen af den kristne tro, efter at hedningernes smuds er fjernet''".<ref name="Fen 1989 239f">Fenger (1989), s. 239f</ref></br> Et dansk korstog synes rettet imod Saremaa (Øsel), hvor der opføres en mindre borg, men uden tilstrækkeligt mandskab må man atter forlade øen; Anders Sunesøn drog herfra med biskop Nicolaus af Slesvig til Riga for vinteren.<ref name="Fab 1933 509">Fabricius (1933), s. 509</ref><ref name="Fen 1989 240">Fenger (1989), s. 240</ref> I 1208 skal korstoget til det sydlige Estland være fundet sted. Det savnes imidlertid i omtalen i klosterårbøgerne, måske fordi der samme år foregik et katastrofalt krigstog til Sverige, som endte med nederlaget ved Lena den 31. januar, og som pådrog sig hele opmærksomheden.<ref name="Fab 1933 509"/> Som årsag til dette korstog må måske ses, at tyskerne samme år havde underlagt sig Livland og havde overskredet grænsen til Estland.<ref name="Fab 1933 511">Fabricius (1933), s. 511</ref> Det var derfor på høje tid, hvis Danmark ikke skulle risikere, at hele det baltiske område blev underlagt tysk overherredæmme. Også i de følgende år genoptages korstogene til Estland, således 1210, efter, at man havde sikret sig imod tyske udplyndringer i Danmark, mens korstoget fandt sted.<ref name="Fab 1933 510">Fabricius (1933), s. 510</ref> Men netop på dette tidspunkt indtræder en magtkamp om Estland og Livland mellem Sværdridderordenen på den ene side og biskoppen i Riga på den anden.<ref name="Fab 1933 512">Fabricius (1933), s. 512</ref> Denne magtkamp fører til, at paven i stedet giver ærkebiskop Andreas Sunesen legatmyndighed i alt, hvad der angår mission i Baltikum. Den 4. april 1212 får ærkebispen et tilsagn som leder af missionsvirksomheden.<ref name="Fen 1989 267">Fenger (1989), s. 267</ref> Heri anvendes som begrundelse herfor blandt andet følgende:</br> "''Da du altså, optændt af iver for Kristendommen, mægtigt har arbejdet på at omvende de omboende hedninger fra vildfarelsen til sandheden, og endnu agter at arbejde, så mener vi, at vor befuldmægtigelse, for at du rigeligere og virkningsfuldere må kunne udføre det, bør overgives dig; og vi befaler vore brødre ærkebiskoppen af Uppsala og hans lydbiskopper og biskopper og de andre kirkers øvrige prælater i Danmark og Sverige ved denne vor skrivelse, at de skal være dig, der som pavestolens legat trofast arbejder på denne gerning, behjælpelig..''"<ref name="Fab 1933 513">Fabricius (1933), s. 513</ref></br> Det er sandsynligt, at den "mægtige" virksomhed, der henvises til, blandt andet har omfattet et korstog i 1208. Konklusionen af dette historiske forløb bliver, at: "''Der kan saaledes ikke ud fra tidshistoriske Grunde rejses nogen Invending mod Danebrogssagnets Tidsfæstelse til 1208 og Stedfæstelsen til Fellin.''"<ref name="Fab 1933 517f">Fabricius (1933), s. 517f</ref> === Dannebrog og slaget ved Lyndanisse i 1219 === Men hvorledes så med selve overleveringen? Det står fast, at den ikke kan være "lånt" fra andre kilder. Det står også fast, at da Peder Olsen nedskriver begivenheden, forsøger han at få sit ellers ukendte korstog rettet til et kendt korstog.<ref name="Fab 1933 523">Fabricius (1933), s. 523</ref> Men netop dette, at korstoget 1208 ellers er ukendt, taler for, at det har været en gammel overlevering om Dannebrog, som ''netop'' var knyttet til 1208 og til Fellin.<ref name="Fab 1933 525">Fabricius (1933), s. 525</ref> Det må anses for usandsynligt, at et sådant sagn skulle være en senere tids konstruktion.<ref name="Fab 1933 526">Fabricius (1933), s. 526</ref> Hvad angår selve forløbet af slaget kan der være grund til at bemærke sig Henrik af Livlands fremstilling af begivenhederne i 1219. Ifølge denne var kong Valdemar kommet til Estland med sin enorme flåde på 1500 skibe for at tilse opførelsen af en ny borg i stedet for den gamle Lyndanisse<ref>navnet menes afledt af estisk: danernes borg</ref>, som blev sløjfet for at give plads til den nye. De omgivende folkegrupper, revelerne og harjerne, samlede en stor hær og sendte deres ledere til kongen for at forhandle en fred. Kongen gav disse udsendinge gaver, og hans biskopper døbte dem; med i kongens følge var lensmanden Vitslav fra Rygen, ærkebiskop Andreas og tre biskopper: kansleren Niels fra Slesvig, Ebbe fra Århus og Theodorik, der var indviet som ny biskop over Estland. Tre dage efter fredsforhandlingerne vendte esterne imidlertid tilbage med deres hær og angreb den danske lejr fra flere sider om aftenen efter nadveren. Nogle stormede det telt, hvor biskop Theodorik lå, ud fra formodningen, at det var kongens telt, og han blev dræbt på stedet; andre angreb andre mål, og mange blev hugget ned. Netop, som det så værst ud for danskerne, vendte Vitslav med sin vendiske hær sig imod esterne og drev dem på flugt; andre estere under fremrykning standsede op ved dette syn, og danskerne fik samlet sig, kongen med sit mandskab, der også omfattede nogle tyskere, kom til stede, og efter kamp blev esterne slået på flugt, og mange blev dræbte. Kongen og biskopperne takkede Gud for sejren, kong Valdemar lod sin kapellan Viscelin indvie til Theodoriks efterfølger og drog hjem efter at have fuldført borgens opførelse, mens biskopperne med deres mandskab forblev i landet og færdiggjorde dettes underkastelse under den danske krone og kirke.<ref name="Jør 1875 445f">Jørgensen (1875), s. 445f</ref><ref name="Fen 1989 267f">Fenger (1989), s. 267f</ref> Denne beretning, som er nogenlunde samtidig med begivenhederne men en andenhånds beretning, giver anledning til en række spørgsmål. Det virker utroligt, at kongen skulle være ankommet med en så stor hær blot for at ombygge en borg. Mere troværdigt er det, at der var tale om et regulært korstog. Men endnu mere bemærkelsesværdigt er det, at esterne skulle have angrebet biskop Theodoriks telt i den tro, at det var kongens. Hvad fik dem til at tro det? Og hvordan identificerede de dette kongens formodede telt? Er Dannebrog en medvirkende del af forklaringen? I så fald: på hvilken måde? Svaret på disse spørgsmål kan meget vel vise sig at være en nøgle til forståelse af begivenhedsforløbet. Under alle omstændigheder ''bestyrker'' denne teori også teorien om, at det egentlig var et medtaget banner. Tilbage bliver spørgsmålet om de historiske omstændigheder omkring flagets betydning i slaget. Det kunne tænkes, at der var tale om en pavelig fane. Men ingen overlevering taler om en sådan pavelig fane.<ref name="Fab 1933 530">Fabricius (1933), s. 530</ref> Antagelsen er grundløs. En anden mulighed er, at det skulle være Johannitterne fane. Men det er usandsynligt, at paven vil have anvendt et banner, som allerede var i brug.<ref name="Fab 1933 529">Fabricius (1933), s. 529</ref> Også denne antagelse må anses for grundløs. Endelig kunne der være tale om en biskoppelig fane, men absolut intet kan understøtte denne antagelse. Fabricius har foreslået, at hvis flaget ikke svævede ned fra oven, kunne det måske, hvis vi følger den skildring, som Henrik af Livland giver, være en undsætningstrop, der kom til med den biskoppelige korsfane højt løftet i spidsen.<ref name="Fab 1933 531">Fabricius (1933), s. 531</ref> Imod denne antagelse taler først og fremmest, at der ingen beviser findes for, at en sådan "biskoppelig" fane skulle have eksisteret, og for det andet, at hvis det virkelig var en undsætningstrop, der havde bragt fanen til slaget, ville man have forventet, et dette var blevet indarbejdet i den senere tradition. Set i dette lys bliver forklaringen med et løsrevet kongeligt banner bragt til slaget af vinden langt mere sandsynlig. Vi kan måske underbygge denne hypotese: ''hvis'' det er rigtigt, at Dannebrog første gang spillede en rolle under den danske korstogsmission i 1208 under omstændigheder, som måske er blevet husket men aldrig nedskrevet i samtiden, og ''hvis'' flaget viste sig netop på det mest kritiske tidspunkt under slaget, og ''hvis'' nogen i et guddommeligt indfald har forstået den symbolske betydning af at indgyde korstogsridderne ekstra mod og kraft netop på dette tidspunkt, og ''hvis'' flaget var taget med igen under det nye korstog i 1219, ''så'' kan det med rimelighed forklare to ting, som ellers bliver vanskelige at forklare: for det første hvorfor Dannebrog er blevet knyttet til begivenhederne i 1219, selvom dets oprindelse skriver sig til 1208, og for det andet hvorfor flaget var med korstogsridderne under dette nye togt: det var blevet "modtaget" under et tidligere korstog og var blevet forbundet med en sejr i dette, hvorfor det som sejrssymbol blev taget med igen og atter gav en sejr. I begge tilfælde havde danskerne befundet sig i en kritisk situation, som ved et mirakel var blevet vendt til en sejr: første gang da flaget var svævet hen over de kæmpende, og anden gang, da hjælpetropperne dukkede op på det mest kritiske tidspunkt. Begge begivenheder er blevet husket som noget enestående, men da de ikke er blevet skrevet ned i tide, er de i hukommelsen blevet blandet sammen og til dels forvekslet. Dermed er traditionen om Dannebrogs oprindelse og betydning i nogen grad blevet forskudt fra den oprindelige, mindre betydningsfulde begivenhed til den senere, afgørende begivenhed. Og dermed fik Dannebrog også den betydning som sejrssymbol, som flere hundrede år senere blev nedskrevet. Det kan tillige forklare en anden, mindre bemærket side af begivenhedsforløbet: hvis fanen var med igen i 1219, og hvis det var dette kongens personlige banner, som fejlagtigt fik esterne til at angribe ærkebispens telt i den tro, at det var kongens telt, så bestyrker det yderligere flagets høje alder. Det ville være naturligt at medbringe ''samme'' korstogsfane på begge korstog, fordi de drejede sig om ''samme'' sag. Brugen af en korsfane er bevidnet allerede fra Valdemar den Stores tid<ref name="Fen 1989 269">Fenger (1989), s. 269</ref>, hvor den sandsynligvis symboliserer kongen og hverken det danske rige eller paven. At danskerne netop havde et banner med kors som symbol er selvsagt naturligt for et korstog. Nok så vigtigt: forudsat, at Danmark forud for slaget i 1219 allerede havde udkæmpet slag i det sydlige Estland omkring et årti tidligere, bliver det lettere forståeligt, hvorfor kong Valdemar i 1218 kræver herredømmet over hele Estland, hvorfor han spærrer Lübecks havn for de tyske korstogsfarere i 1219 og 1220, hvorfor Anders Sunesøn erklærer hele Estland som tilhørende Danmark, samt hvorfor hele Estland i 1221 i et forlig med biskop Adelbert tillægges Danmark. Der var hverken tale om en lunefuld udnyttelse af heldige omstændigheder fra dansk side eller om et dansk imperialistisk krav men derimod om at fuldende den virksomhed, som var begyndt årtier før og som skridt for skridt var blevet udstrakt til hele det estiske område.<ref name="Fab 1933 532f">Fabricius (1933), s. 532f</ref> Det synes rimeligt at drage den slutning, at selv om korsbanneret altså sandsynligvis er ældre end 1208 (eller 1219), så var det først ved et af disse slag og snarest i 1208, at det kom til at spille den afgørende rolle for slagets udfald, der gjorde, at der blev skabt en tradition omkring det. Slaget i 1219 var måske på sin egen måde vigtigt, men Dannebrog spillede næppe den samme rolle for dette slags udfald. Her var det hjælpetropperne, som spillede den vigtigste rolle. Ovenstående er, hvad vi med rimelig sikkerhed tør sige om Dannebrogs oprindelse og betydning for Danmarks overherredømme over Estland. Tilbage bliver at følge nogle hovedtræk i flagets senere historie. === Tallinn, Lübeck og Erik Klipping === Der kan i forbifarten være anledning til at gøre op med endnu en myte. Den omstændighed, at Tallinns lille segl afspejler Dannebrog, samt at det ses over Strandporten, har givet anledning til den teori, at der er en særlig forbindelse mellem dette sted og denne fane.<ref name="Fab 1933 528">Fabricius (1933), s. 528</ref> Det er efter min opfattelse en misforståelse. Den rette sammenhæng er snarere følgende: Det danske overherredømme over Estland var i begyndelsen meget usikkert. Efter en længere tids uroligheder blev der i 1238 indgået et forlig, kaldet Stensby-aftalen, hvorved den tyske ridderorden måtte overdrage borgen i Tallinn, som den havde besat, til den danske konge.<ref>Fenger (1989), s. 324</ref> Lidt senere, inden hendes død i 1282<ref>Hørby (1989), s. 140</ref>, gav den danske konge, Erik Klipping, og især hans moder, Margrete Sambiria, Tallinn dets stadsret, som det fik efter forlæg fra Lübecks stadsret.<ref>Hørby (1989), s. 123</ref><ref>Hørby (1992), s. 36</ref> Når Tallinns segl fra 1294 og dets såkaldt "store" byvåben viser tre kronede løver, en nøje kopi af det danske våben<ref>Bartholdy (1992), s. 9</ref>, når Sankt Knudsgildet og andre gilder i Tallinn i 1400-tallet anvender et hvidt kors i rødt felt som sit våben<ref>Bartholdy (1992), s. 10</ref> og når man ved, at Lübeck tillige havde et hvidt kors på rød grund som sit byvåben, er det så urimeligt at antage, at Tallinns byvåben markerer ''hvem'', som gav byen dens stadsret, mens Tallinns lille segl sammen med symbolet over Strandporten angiver ''hvorfra'', at Tallinn fik sin stadsret? Det mener jeg ikke. Tværtimod er det i mine øjne logisk. Hvis det forholder sig således, betyder det imidlertid, at der ingen sammenhæng er mellem Dannebrog på seglet og over Standporten og begivenhederne i 1219. === Kendt siden 1300-tallet === [[File:Gelre Folio 55v.jpg|thumb|right|Dannebrog gengivet i "Armorial Gelre".]] Jeg har tidligere opstillet den hypotese, at Dannebrog kan være begyndt som den danske konges ''personlige'' banner. Kan denne hypotese underbygges? Ja, det kan den. Som nævnt optræder et kvadratisk korsbanner på både en mønt og på et segl fra Valdemar den Stores tid. Det taler stærkt for en forbindelse mellem denne konge og dette bannermærke. Historisk kendes Dannebrog siden 1300-tallet. Dannebrog er således bevidnet af den hollandske herold ''Gelre'' (1334-1375), der i værket "Armorial Gelre" blandt andet gengiver et våben for "die coninc van danmarke" visende, rigsvåbenet med 3 leoparder forbundet med en gylden hjelm med hermelinsklædte og påfuglebesatte vesselhorn samt et kvadratisk Dannebrogsflag.<ref name=autogeneret1 /><ref>[https://commons.wikimedia.org/wiki/File:Gelre_Folio_55v.jpg Gelre Folio 55v]</ref> Ligeledes i ''Bellenville-våbenbogen'' 1380-90 findes et skjold med et kors med navnet ''Denenbroce'' over. Fra denne tid må både flagets navn og udseende derfor regnes som værende fastslåede kendsgerninger. Således er både flaget og navnet dokumenteret ''senest'' fra Valdemar Atterdags tid og ''kan'' stamme fra de estiske korstog blot 150 år før eller tidligere. Læg dertil, at vi genfinder det samme kvadratiske kortbanner på et segl fra Erik af Pommerns tid. Det betyder, at vi kan dokumentere, at mindst tre danske konger har anvendt det selvsamme symbol som sit banner. Dette taler meget stærkt for, at det allerede på denne tid har vundet hævd som kongens traditionelle banner. Det skulle være mærkeligt, om ikke dette også var tilfældet på Valdemar Sejrs tid, som falder midt i de tre andre kongers. Det betyder, at vi med en til vished grænsende sandsynlighed har godtgjort hypotesen om, at dette banner må have fulgt med kongen på dennes korstog. === Erik af Pommern === Det danske korsflag kendes brugt af Erik af Pommern og symboliserede på daværende tid tillige hansestaden Lübecks våben. Lübecks gamle våben var et hvidt kors på en rød baggrund, dannet som en modsætning til den tysk-romerske kejsers hvide flag med et rødt kors, et flag som stammede fra Romerriget, og som er bevaret i det engelske flag (Sankt Georgs kors). Det synes rimeligt at antage, at Erik af Pommern derfor har haft et dobbelt formål med at anvende dette banner: dels var anvendelsen allerede blevet en tradition for danske konger, dels kunne symbolet bruges til at markere, at han hævdede at være retmæssig byherre over Lübeck, lige som Valdemar Sejr havde været det.<ref>Hørby (1992), s. 35</ref> Vi ved, at Erik af Pommern indførte dannebrogskorset i sit unionssegl fra 1398<ref>Bartholdy (1992), s. 7</ref>, og at det lige siden har indgået i alle danske rigsvåbener som en fast bestanddel. Det menes, at Dannebrog oprindeligt blev opbevaret sammen med rigets øvrige klenodier, i Folen, det faste tårn på Kalundborg Slot.<ref>Jørgensen (1887), s. 168</ref> Det ville være logisk, når der ikke længere foregik korstog. Vi har et andet bevis for Dannebrogs betydning på Erik af Pommerns tid: da Erik flygtede fra Danmark "''..saa giorde hand sigh strax hemmeligh rede och foer til Kallunborg och thogh der Danmarckis ipperste klenodie .. Hand togh der en bannere som kallis Dannebroge, huilcken Gud sende dannske mend ned aff himmelen med sin hellige engill, ath the skulle føre hannom i krigh mellom dem och theris finder, som the och giorde och wonde ther med stuor priss och ære''".<ref>Fabricius (1933), s. 519</ref> Denne skildring skyldes Christiern Pedersen, kannik i Lund, som også i anden sammenhæng omtaler traditionen om Dannebrogs oprindelse, og som har nedskrevet oplysningen i begyndelsen af 1500-tallet. Der kan næppe være tvivl om, at det er den samme tradition som refereret af Peder Olsen.<ref>Fabricius (1933), s. 522</ref> Desværre er det ikke muligt med sikkerhed at udlede, om det var kendskabet til myten om flagets oprindelse, der fik kong Erik til at tage det med sig, men helt udelukke det kan man næppe. I så fald er det et indicium for traditionens vedligeholdelse frem til dens nedskrivelse. === Dannebrog og Sverige === Dannebrog optræder også i begivenheder efter Erik af Pommerns tid, hvilket bekræfter dets fastslåede stilling som kongens banner og samlende symbol under krigsbegivenheder. Ifølge svenske krøniker blev "Danabroka" i 1439 ført ind i Sverige, og i 1464 tog svenske bønder en fane med Dannebrog fra Christian I og senere oplevede en sejr i Slaget ved Brunkeberg i 1471.<ref>Jørgensen (1887), s. 172</ref> Ærkebispens krønike i Lund oplyser, at Christian I i 1448 fik overrakt rigets flag.<ref>Jørgensen (1887), s. 161</ref><ref name="Bar 1992 13f">Bartholdy (1992), s. 13f</ref> Vi har flere beviser på flagets eksistens på denne tid: i en afbildning i Roskilde domkirke 1498 af det skib, som førte Sankt Lucius' hoved til Danmark, og i folkevisen om kong Hans' bryllup fra 1478, som oplyser, at skibet, som henter hans brud, har "Danebroge i fremmerstavn".<ref>Jørgensen (1887), s. 158</ref> Disse og andre oplysninger bevidner flagets vedvarende brug og dets betydning som den danske konges rigssymbol. === Togtet til Ditmarsken === Under krigen i Ditmarsken i år 1500 var et Dannebrogsflag, der efter sigende var det originale fra 1219, med. Under slaget ved Hemmingstedt blev det ført af marsk Hans von Ahlefeldt<ref>oplysningen findes hos den kongelige historiograf Hans Svanning, der i 1558-59 skrev en fremstilling af kong Hans' historie og heri bringer oplysningen, at :"rigets banner, delt af hvidt og rødt i form af et kors, og nedfalden fra himlen til kong Valdemar II, som der fortælles, da han førte krig mod Livlænderne, som dengang var kristendommens fjender", her gik tabt. Det er sikkert fra Svanning, at Huitfeldt har hentet samme oplysning, jvf. Jørgensen (1887), s. 169.</ref>. Han faldt imidlertid under slaget, og flaget blev erobret af ditmarskerne. Det blev ophængt i kirken i Wöhrden<ref>oplysningen skyldes præsten og historikeren Johan Neocorus, der afsluttede sin krønike i 1598 og hvis fader havde været degn i Wöhrden i 20 år, da han døde i 1580, jvf Jørgensen (1887), s. 178f</ref>, og blev først generobret i 1559. Uafhængigt af Svanning fortæller Johan Rantzov i sin omtale af dette sidste togt til Ditmarsken, at der blandt de tilbageerobrede faner også var: "''et stykke af det banner, som man siger til sin tid ved et mirakel blev givet en dansk konge imod russerne og som fordum kong Hans havde taget med i håb om derved at stride heldigt imod Ditmarskerne.''" <ref>Jørgensen (1887), s. 170f</ref> - da næsten ødelagt af fugtighed og ælde - og ophængt i Slesvig kirke, hvor det endeligt gik til engang i 1660'erne.<ref>kilden hertil er Hans de Hofman, som i 7. del af "Den danske Atlas" fra 1781 s. 605 oplyser om koret i Slesvig domkirke, at: :"I dette kor hængte den berømte danske fane Danebrog... og var at se, indtil den ved 1660 af alder og forrådnelse aldeles forfaldt, da nogle børn ved deres leg nedrev den af loftet og ingen bekymrede sig om at samle dens levninger." Men fra omtrent samme tid stammer en oplysning i et tysk værk, at fanen havde hængt i Nikolaikirken i Kiel, jvf Jørgensen (1887), s. 182. Jørgensen tillægger dog oplysningen om Slesvig domkirke størst troværdighed, jvf samme. s. 185f</ref><ref name="Bar 1992 14"/> I borgerkrigen ''Grevens fejde'' anvendte den ene part et stribet flag; blåt, gult og rødt i rigsvåbnets farver, og den anden part, den sejrende, brugte et rødt-hvidt korsflag, med fire lige lange arme. === Nyere tid === Siden 1500-tallet har Dannebrog angivet danske skibes nationalitet<ref>Bartholdy (1992), s. 11</ref>, og i 1600- og begyndelsen af 1700-tallet indgik et Dannebrogsfelt i hærens faner.<ref name=autogeneret3>Achen, s. 108</ref> I 1696 fastlagde en kongelig resolution flagets mål, og disse har siden overvejende været opretholdt.<ref name="Bar 1992 14">Bartholdy (1992), s. 14</ref> Indtil 1743 brugte man et sort-hvidt korsflag som sørgeflag, derefter blev det besluttet at flage på halvt i stedet for<ref>[http://www.crwflags.com/fotw/flags/dk-sorg.html Danish Mourning Flag (until 1743)<!-- Bot genereret titel -->]</ref>. I 1785 blev Dannebrog genindført som fane for nogle danske regimenter, og i 1801 blev det fane for landeværnet.<ref name=autogeneret3 /> I 1807 digtede B.S. Ingemann:<br /> "''Vift højt på Kodans bølge''<br /> ''blodrøde Dannebrog''"<br /> og i de følgende årtier skrev flere danske digtere, N.F.S. Grundtvig, Oehlenschläger, Chr. Winther, H.C. Andersen, digte om Dannebrog.<ref name=autogeneret3 /> I 1830-erne og 1840-erne udviklede Dannebrog sig til et folkeflag. I 1842 blev det regimentsfane i hele hæren.<ref>Achen, s. 109</ref> Endnuså sent som i 1833 blev det forbudt den danske befolkning privat at flage, men forbuddet blev reelt ikke håndhævet. Under Treårskrigen 1848-1850 flagede befolkningen med Dannebrog i stort omfang, og i 1854 blev det omsider officielt tilladt private at flage.<ref>Bartholdy (1992), s. 14</ref> === <big>Lovgivning</big> === Valdemarsdag den 15. juni blev indført i 1912 ved cirkulære Nr. 391 af 24. december 1912 for at markere Dannebrogs oprindelse, men som det fremgår, hviler det på en delvis misforståelse af traditionen. På den anden side: hvis det tidligere begivenhedsforløb er korrekt forstået, og slaget i 1219 markerede en slags afslutning på hele den forud gående danske missionsvirksomhed i Estland, så er markeringen af denne begivenhed historisk rimelig og forståelig. Og lige meget hvormeget man forsøger at skille myte fra historisk virkelighed, så står det fast, at denne afslutning spillede en afgørende rolle for, at Estland blev et kristent område, og at Danmark har hovedæren herfor. I 1929 blev der udarbejdet et forslag til en officiel flaglov af en særlig kommission, men lovforslaget er aldrig blevet færdigbehandlet eller vedtaget.<ref>Bartholdy (1992), s. 15</ref> === <big>Sammenfatning og konklusion</big> === Vi er nået til vejs ende, og resultatet turde være klart: historien om det himmelfaldne flag i 1219 er en myte og en misforståelse. Den sande historie synes at være som følger: Flaget selv er sandsynligvis meget ældre. Det går utvivlsomt tilbage til Valdemar den Store, som har antaget det som sit personlige kongelige banner. Vi ved ikke hvorfra, han har hentet inspirationen, det kan være fra England eller fra sin hustru og væringerne eller et helt tredie sted fra. Dette kan også forklare hvorfor, at der ikke findes nogen tradition om, at det skulle hidrøre fra paven, eller nogen forbindelse til Johannitterordenen. Senere er det åbenbart gået i arv som fast kongeligt banner. Kongen har sikkert medtaget det på sine korstog. Under korstoget til Estland og slaget ved Fellin i 1208 kom det til at spille en særlig rolle, idet det midt under slaget, da danskerne var truet af nederlag, åbenbart rev sig løs og svævede hen over de kæmpende og indgav danskerne det mod og den beslutsomhed, der gjorde, at de vandt dette slag. Begivenheden er siden blevet husket i mundtlige beretninger. Intet taler til støtte for, at traditionen har nogen forbindelse med de himmelske jærtegn, som skal have vist sig i Portugal, idet den danske tradition efter alt at dømme er ældre. Først langt senere har man i Danmark fået kendskab til den portugisiske tradition. Spørgsmålet, om der var tale om guddommelig indgriben, er i sidste ende et trosspørgsmål, men der er ikke tvivl om, at det er således, at man i datiden har opfattet begivenheden på samme måde som i andre lignende tilfælde. Flaget har sikkert været med igen under det nye korstog til Lyndanisse i 1219. Det er muligt, at de har stået foran biskoppens telt og har forledt esterne til at angribe dette. Også denne gang indtraf der et under, idet undsættelsesstyrkerne nåede frem netop, som danskerne var mest trængt. Om disse har haft fanen med sig, vides ikke med sikkerhed, men også dette under er blevet husket. Når Tallinn har tre løver i sit store våben og et Dannebrog i sit lille segl, hænger det sandsynligvis sammen med, at byen fik sine stadsrettigheder af den danske konge og inspireret fra Lübecks stadsrettigheder, hvilket de to symboler afspejler. Det har intet at gøre med slaget i 1219. Allerede i datiden eller måske lidt senere har flaget fået det navn, som siden har været knyttet til det. Også de til flaget knyttede begivenheder er blevet husket, men i tidens løb er de blevet blandet sammen. Da flaget var med under felttoget i 1500 til Ditmarsken, var det for at give sejr, men det endte i nederlag, og flaget gik tabt. Efter dette blev erindringerne om dets betydning nedskrevne, men da med den usikkerhed som da var indtrådt om tid og sted. Flaget blev siden genvundet men fik ikke længere den værdige opmærksomhed, som det kunne påkræve, og det gik op i råd og ælde. Men dets symbolske værdi blev bevaret, dog fortsat kun som kongeligt banner. Med kongens støtte blev det siden anvendt af danske forsvarsstyrker og til skibe under kongelig beskyttelse. Men i Treårskrigen 1848-58 flagede befolkningen trods forbuddet, og dermed banedes vejen for, at det blev det nationalt samlende symbol, som det siden har været. === <big>Noter</big> === {{reflist|2}} === <big>Litteratur</big> === * Sven Tito Achen: ''Heraldikkens femten glæder''; København 1978; ISBN 87-12-00222-4 * Nils G. Bartholdy: "Dannebrog - legende og virkelighed" (Michael Andersen og Frank Birkebæk (red.): ''1219 - Dannebrog og Estland''; Roskilde Museums Forlag 1992; ISBN 87-88563-189; s. 6-16) * L.P. Fabricius: "Sagnet om Danebroge og de ældste Forbindelser med Estland" (''Kirkehistoriske Samlinger'', Sjette Række, Første Binds første Hefte, København 1933) * Ole Fenger: "Kirker rejses alle vegne" (Olaf Olsen (red.): ''Gyldendal og Politikens Danmarkshistorie'', bind 4: 1050-1250; København 1989; ISBN 87-89068-06-8) * Henning Henningsen: "Dannebrog og flagføring til søs" (''Handels- og Søfartsmuseets årbog 1969'', s. 7-81) * Kai Hørby: "Velstands krise og tusind baghold" (Olaf Olsen (red.): ''Gyldendal og Politikens Danmarkshistorie'', bind 5: 1250-1400; København 1989; ISBN 87-89068-07-6) * Kai Hørby: "Danmark og Estland i middelalderen" (Michael Andersen og Frank Birkebæk (red.): ''1219 - Dannebrog og Estland''; Roskilde Museums Forlag 1992; ISBN 87-88563-189; s. 30-38) * A.D. Jørgensen: "Om Danebroges Oprindelse" (''Historisk Tidsskrift'', 4. række, Bind 5; 1875) * A.D. Jørgensen: "Undersøgelser vedrørende Danebroge og det danske kongevåben" (''Historisk Tidsskrift'', 6. række, Bind 1; 1887) * J.O. Kock: "Sagnet om Dannebrog" (''Danske Studier'' 1951; s. 34-48) * John Lind: "Den faldt fra himlen ned" (Kronik i ''Skalk'' 2001, nr. 6, s. 20-27) * E. Løffler: "Bidrag til Bedømmelse af Danebrogs-Sagnets historiske Værd" (''Historisk Tidsskrift'', Bind 5. række, 2 (1880); s. 562-566) * ''Salmonsens Konversationsleksikon'', 2. udgave, bind V, s. 515-517; opslag: Dannebroge * [http://www.navalhistory.dk/Danish/Flaget/FlagetsHistorie.htm Flagets historie], i ''Dansk Marinehistorie'' af Johnny E. Balsved, 2w075amdfwr7kp2975qj1wgvuooqrny 42621 42620 2026-08-31T09:22:23Z Sven Halfdan Nielsen 3898 42621 wikitext text/x-wiki Traditionen om Dannebrogs oprindelse er velkendt: Dannebrog faldt ned fra himlen under et dansk korstog til Estland, og det spillede en afgørende rolle for det danske overherredømme over Estland fra 1219. Således lyder myten om Dannebrog, men bag enhver myte gemmer der sig en historisk realitet, og ved at grave denne historiske realitet bag myten frem opnår vi en bedre forståelse af fortiden. Det ligger nær at stille 3 spørgsmål:</br> - er tidsfæstelsen korrekt?</br> - er stedfæstelsen korrekt?</br> - er begivenhedsforløbet korrekt? Svaret på det første spørgsmål er: ja, den ''oprindelige'' tidsfæstelse er sikkert korrekt. Denne tidsfæstelse passer nøje med det begivenhedsforløb, som vi ellers kender. Svaret på det andet spørgsmål er: ja, den ''oprindelige'' stedfæstelse er korrekt. Denne stedfæstelse passer med og ''bekræfter'' de forhold, som vi ellers kender. Svaret på det tredie spørgsmål er: ja, flaget kan forbindes med ''en bestemt begivenhed''. Der er enkeltheder i forløbet, som det ikke længere er muligt at efterkontrollere. Der kan her være grund til at skelne mellem det ''oplevede'' forløb og det ''faktiske'' forløb. Traditionen er baseret på det oplevede forløb således, som dette siden blev husket. === <big>Dannebrogs oprindelse</big> === Dannebrogs oprindelse falder i tre dele: traditionen, de omstændigheder under hvilke traditionen er blevet nedskrevet og flagets senere historie. === Traditionen === [[Fil:Danmarks flag 1219 Lorentzen.jpg|thumb|450px|Det berømte maleri af Christian August Lorentzen fra 1809 af begivenhederne i 1219.]] Ifølge overleveringen, der findes uafhængigt af hinanden hos dels forfatteren af ''Danske Krønike'' fra 1520-erne Christiern Pedersen<ref>formuleringen omtalt under et korstog i 1208 til "Estland, Pryssland, Kurland og Finland" lyder:</br> "''somme mene og sige at samme kong Valdemar skulle fange Dannebrog ned af himlen samme tid, som er et hvidt kors i et rødt felt''", jvf. Lind, s. 24. </ref>, dels munken Peder Olsen (Petrus Olai) fra Gråbrødreklostret i Roskilde, dels historikeren Arild Huitfeldt<ref name=autogeneret1>Lind, s. 23</ref>, faldt Dannebrog ned fra himlen under slaget ved Lyndanisse (i dag Tallinn i Estland) den 15. juni 1219, senere kendt og markeret som Valdemarsdag. Der er imidlertid usikkerhed om tid og sted er korrekte<ref name="bjerg">''Dannebrog'' af Hans Christian Bjerg, s.12, ISBN 87-7739-906-4.</ref>. Det skyldes, at både Christiern Pedersen og Peder Olsen oplyser, at begivenheden fandt sted i året 1208 i Livland på et sted, som kaldes Fellin (Viljandi) i nutidens Estland. Fremstillingen hos Peder Olsen, der findes i en samling notater, ''Collectanea'', til Danmarks historie og menes at være skrevet omkring 1527 men stammer fra en ældre kilde, hvis alder er ukendt<ref>Kock, s. 34</ref>, er den mest oplysende og lyder i sin helhed:</br> "''MCCXIX''<ref>1219</ref>''. Valdemar II angreb Estland, en provins i Livland, fra søen med 1500 krigsskibe og gjorde landgang, og efter mange kampe omvendte han det overvundne land til Kristus og lod folket døbe. Han førte præster dertil fra Danmark og byggede Reval, der nu er en vigtig by og særdeles udmærket og kendt. Heraf kommer det, at kirken i Reval lige til denne dag er forblevet under Danmarks ærkebiskop i Lund, skønt den verdslige magt i tidens løb er gået over til den tyske ordens brødre i nævnte provins. Da nu kong Valdemar var gået i land med hæren i Estland, sagde biskoppen i Århus til ham, da han blev forskrækket over hedningernes mængde, at han skulle love, at han, såfremt han vandt sejr, ville forbedre sig over for sine undersåtter og den hellige Niels i Århus, hvis offergaver han havde tilegnet sig. Det samme råd fik han af den ærværdige Anders, ærkebiskop i Lund, en mand af forunderlig enfold og uskyld, der såvel i live som efter sin død vandt ry ved mange mirakler. Kongen gav dem ret, afgav løftet og fik sejr. Ærkebiskoppen kaldte så stormændene sammen og lod dem love, at svende på tolv år og der over stedse skulle fejre dagen før den hellige Laurentius' fest med faste på brød og vand, hvis de fik sejr. Efter at de så havde påkaldt de hellige Laurentius og Niels, blev slaget begyndt på Vitus' og Modestus' dag. Ærkebiskoppen, der sammen med lydbisper og andre gejstlige fra et bjerg så ud over begge hære, bad nu under tårer for de kristne som en anden Moses med hænderne løftede mod himlen. Når han løftede hænderne i bøn, sejrede danskerne; men når han af træthed lod de gamle hænder synke ned, blev danskerne slået. Men biskopperne og præsterne understøttede den gamle mand. Og således blev den sejrende konge et andet menneske, lod Kristi lære forkynde og kirker bygge dér; siden hen styrede han landene med mildhed og retfærdighed, skrev love og ærede den hellige Niels.''</br> ''Et andet sted står der, at da de rettroende danske på denne Valdemar II's tid i det Herrens år 1208 kæmpede i Livland på det sted, som kaldes Fellin, mod de vantro livlændere og allerede næsten overvundne fromt anråbte om guddommelig hjælp, modtog de straks som belønning et banner, der faldt ned fra himlen, og som var mærket med et hvidt kors, påtrykt en ulddug, og de hørte en røst fra himlen, at når det blev løftet højt til vejrs, ville de straks knuse deres modstandere og vinde fuldstændig sejr; og således skete det. Men det banner plejer med sit sædvanlige navn at kaldes Danebroge. (Denne sejr menes at være den, som danskerne vandt i Estland, og som allerede er omtalt for nylig; men der er fejl i årstallet etc. - Ligeledes har jeg et andet sted fundet, at kong Valdemar og ærkebiskop Anders gjorde et tog til Estland i 1220).''"<ref>her gengivet efter Kock, s. 34f</ref><ref name="Fab 1933 493f">Fabricius (1933), s. 493f</ref> Det er naturligvis usikkert, hvad der egentlig skete under slaget ved Lyndanisse eller slaget ved Fellin, da overleveringen først er nedskrevet 300 år efter begivenhederne skulle have fundet sted <ref name=bjerg />. Historikerne har derfor forsøgt at finde den historiske begivenhed bag ved traditionen. Man kan således fastslå, at Peder Olsens fremstilling har hentet sine bestanddele flere steder, og at de oprindelig ikke har udgjort en helhed. Herom kan siges følgende:</br> 1. Det indledende afsnit om slaget ved Reval (Tallinn) svarer til fremstillingen i ''Rydårbogen'' og i ''Jyske Krønike'' og kan være hentet fra disse kilder.<ref>Kock, s. 35</ref><ref name="Fab 1933 486">Fabricius (1933), s. 486</ref></br> 2. Afsnittet om den hellige Niels i Århus kan stamme fra en bog om Niels, men findes ikke i hans ''vita''. Det tyder ikke på, at historien har en historisk baggrund. Snarere er den tilkommet efter, at Niels blev helgen, formentlig i midten af det 14. århundrede.<ref>Kock, s. 35f</ref><ref name="Fab 1933 486"/></br> 3. Afsnittet om Laurentius-fasten er helt malplaceret. Sankt Laurentius' dag er den 10. august, mens slaget fandt sted på Vitus' og Modestus' dag den 15. juni. ''Saxo'' omtaler et slag ved Ljutka (Lütjenburg), der fandt sted på Laurentius' dag, og formentlig er indskuddet hentet herfra.<ref name=autogeneret2>Kock, s. 36</ref><ref name="Fab 1933 487">Fabricius (1933), s. 487</ref></br> 4. Historien om ærkebispens oprakte hænder er hentet fra ''2. Mosebog'' (17, 9ff).<ref name=autogeneret2 /><ref name="Fab 1933 487"/></br> 5. Historien om det nedfaldne flag er uden direkte forbillede. Fra Portugal (hvorfra dronning Berengaria stammer) findes en tradition fra 1217 om et jærtegn i form af et kors på himlen til tegn på portugisernes sejr over maurerne i kampen ved Alcazar.<ref>Kock, s. 37</ref> Det betyder, at der findes en tradition næsten samtidig med den danske, hvilket styrker en tidsfæstelse til begyndelsen af 1200-tallet. Skønt der er forskelle (intet flag i Portugal), kan begivenheden i Portugal være blevet kendt også i Danmark og have styrket den danske tradition, men der er intet bevis for en direkte forbindelse.<ref>Kock, s. 42</ref></br> Med hensyn til selve dateringen af Dannebrogs fald fra himlen er det nutidens historikeres opfattelse, at når to kilder uafhængigt af hinanden daterer begivenheden til et andet sted og en anden tid end nutidens tradition siger, så må nutidens tradition anses som fejlagtig og den ældste tradition som den rigtige med hensyn til tid og sted.<ref>Lind, s. 26</ref> Dette kan også forklare, hvorfor der ingen omtale af Dannebrog er i den samtidige skildring i Henrik af Livlands krønike.<ref>Enn Tarvel (red.): ''Henriku Liivimaa Kroonika''; "Olion" Tallinn 1993; ISBN 5-450-01319-1; s. 140</ref> På lignende måde som bidragene om den hellige Niels og om Anders Sunesens løftede hænder er tilføjede den oprindelige fremstilling, så menes traditionen om Dannebrog at være overført fra det mindre betydningsfulde slag i 1208 til det vigtigere slag i 1219, der indledte den danske besættelse af det nordlige Estland som led i opbygningen af myten om netop dette slag.<ref name=autogeneret2 /> Endelig bør det nævnes, at traditionen blev nedskrevet kort tid efter, at danskerne havde mistet det originale Dannebrog under togtet til Ditmarsken i 1500. Det menes, at flaget var taget med, netop fordi man på grund af traditionen mente, at det ville bringe sejr.<ref>Jørgensen (1875), s. 417</ref> Som muligt ophavssted og som en anden mulighed har man peget på, at banneret kunne stamme fra Johanniterordenen eller være et korsbanner givet af paven, men disse og andre muligheder er blevet tilbageviste af historikerne.<ref>Jørgensen (1875), s. 426-429 for Johanniterordenens vedkommende, s. 431-432 for pavens vedkommende</ref> <ref>Jørgensen (1887), s. 149-153</ref> <ref>Lind, s. 25</ref> Der kan måske være grund til at se nærmere på disse hypoteser. === Myten om Johanniterordenen === Historikere i det 19. og 20. århundrede brød sig ikke om det himmelfaldne flag og søgte mere jordnære forklaringer. Især søgte man efter forbilleder for Dannebrog. Især hæftede man sig ved Johanniterordenen som en mulig kilde, da denne orden blandt andet havde et våben, som mindede om Dannebrog. En række mulige forbindelser har været foreslået. Man har peget på, at Valdemar Atterdag besøgte den hellige grav i påsken 1347 og her blev slået til ridder af hertug Erik af Sachsen.<ref>Jørgensen (1875), s. 426</ref> Kong Valdemar stiftede et Sankt Hans-kloster på Dueholm viet til Marie Magdalene på hvis festdag, han fik ridderslaget.<ref name="Jør 427">Jørgensen (1875), s. 427</ref> Yderligere oplyser Thomas Bartholin i sin bog om Dannebrogsordenen, at Valdemar på gamle tapeter på Københavns Slot var fremstillet med et hvidt ordenskors. Da korset første gang kendes fra et brev fra år 1356 og kongenavnet Valdemar er fælles, måtte en forbindelse anses som mulig.<ref name="Jør 427"/> Senere forskning har imidlertid vist, at Thomas Bartholins fremstilling bygger på et forfalsket kobberstik, hvorved denne del af beviset falder sammen.<ref>Jørgensen (1875), s. 429</ref> Ydermere har det vist sig, at ingen dansk konge har søgt sit gravsted hos Sankt Hans-ordenen, og der findes ingen optegnelser til støtte for en forbindelse.<ref>Jørgensen (1875), s. 430</ref> Denne forklaring må således afvises, da der ingen forbindelse findes mellem Sankt Hans-huse, deres velgørere og Johanniterordenen.<ref>Jørgensen (1875), s. 431</ref> Man har også tænkt sig, at Johanniterordenens symboler skulle være overtaget skridt for skridt i dansk tradition, men imod dette taler, at der findes en specifik tradition for flagets oprindelse, som ikke kan afvises.<ref>Jørgensen (1875), s. 434-437</ref> Tilbage er kun den mulighed, at flagets oprindelse med al sandsynlighed på den ene eller anden måde har forbindelse til et korstog til Estland.<ref>Jørgensen (1875), s. 437</ref> Den eneste samtidige kilde er Henrik af Livlands krønike, der imidlertid er stærkt tendensiøs: han forsøgte at nedgøre ethvert dansk bidrag til kristningen af Baltikum<ref>Jørgensen (1875), s. 439</ref>, ja endog at gøre dansk tilstedeværelse til utidig indblanding<ref>Jørgensen (1875), s. 441</ref> og bestrider endda, at Valdemar skulle have været på korstog.<ref>Jørgensen (1875), s. 442</ref> Således fremstilles han i 1219 som værende på besøg for at besigtige byggeriet af en ny borg, ikke som erobrer.<ref>Jørgensen (1875), s. 445f</ref> Esterne angreb for at stoppe opførelsen af borgen, men blev selv angrebet af vendiske hjælpetropper, som var kommet sammen med danskerne. Dannebrog omtales ikke.<ref>Jørgensen (1875), s. 447</ref> Tydeligvis er der tale om en andenhånds beretning baseret på rygter, ikke om et øjenvidne til begivenhederne. A. D. Jørgensen har forsøgsvis opstillet den hypotese, at esterne angreb biskop Theodoriks telt, fordi der foran var et banner, som opfattedes som hovedbanneret (det vil sige: kongens banner). Han stiller spørgsmålet, om Theodorik kan forbindes med Johanniterordenen.<ref>Jørgensen (1875), s. 448</ref> Theodoriks oprindelse er ukendt, men han optræder som missionær både hos liverne og esterne i forskellige opisoder med sagnagtige træk.<ref>Jørgensen (1875), s. 449</ref> Han blev sendt til pavestolen, hvor han den 15. april 1201 fik en bulle af pave Innocens, der opfordrede alle kristne i Vendland og Saxland til at drage til Livland.<ref>Jørgensen (1875), s. 450</ref> Theodorik forsøgte at få anerkendt Baltikum som sit bispedømme, men stødte på vanskeligheder. Derfor skal han have sluttet sig til den danske konge, idet paven havde givet biskop Anders Sunesen en bulle på at indvie en biskop i Estland.<ref>Jørgensen (1875), s. 456</ref> Da Tempelridderne på daværende tidspunkt havde et rødt kors på hvid baggrund som sit mærke, måtte et dansk korstog ske under et andet mærke, og han har så "lånt" Sankt Hans-brødrenes korsbanner.<ref>Jørgensen (1875), s. 457</ref> Det skulle således være dette banner, der var opsat foran hans telt, og som slaget med esterne derfor kom til at stå om.<ref name="Jør 458">Jørgensen (1875), s. 458</ref> Theodorik døde under slaget, og efter slaget måtte omstændighederne omkring fanens oprindelse og betydning have været uklar<ref name="Jør 458"/>, da det fuldstændig adskilte sig fra kongens banner: løverne og hjerterne. "Saa sagde man, at det var kommet ned fra Himlen midt i Slagets trængsel".<ref>Jørgensen (1875), s. 457</ref> Problemet med denne hypotese er, at den på intet punkt finder støtte i kilderne<ref name="Jør 458"/>, og A.D. Jørgensen understregede, at den kun var en hypotese, som fornyede studier måtte styrke eller svække,<ref>Jørgensen (1887), s. 150</ref> og at "''kun derom er alle enige, at Savojens Kors er lig Johanniternes, og det samme er Tilfældet med vort Danebroge.''"<ref>Jørgensen (1887), s. 153</ref> I og med, at flagets oprindelse nu henlægges til ''en anden begivenhed'', slaget i 1208, er grundlaget for hele denne konstruktion imidlertid bortfaldet. De nærmere omstændigheder omkring flagets oprindelse er fortsat ukendte. === Myten om dronning Berengaria og Dannebrog === Som tidligere nævnt har det været overvejet, om myten om Dannebrogs fald fra himlen var forbundet med dronning Berengaria. Hun blev gift med Valdemar Sejr i 1214 og døde i 1221.<ref name="Fen 1989 61">Fenger (1989), s. 61</ref> Hun stammede fra Portugal, og det er overleveringer herfra, som har været inddraget i forsøgene på at forklare myten. Det er blevet påpeget, først af overbibliotekar Christian Bruun, at der i portugisiske skrifter fortælles om et jærtegn, der i 1217 blev set i Portugal under en kamp imod maurerne ved Alcazar. Ifølge disse viste der sig et kors på himlen som tegn på sejren. Teorien er senere taget op af pastor L.P. Fabritius, som mener, at det er den eneste tradition i den kristne verden, som tåler sammenligning med sagnet om Dannebrog. Han forbinder de to begivenheder ved at påpege, at Berengaria var blevet dansk dronning blot tre år tidligere, og at der takket være en livlig forbindelse mellem Portugal og Danmark er mulighed for, at historien er kommet hertil. Det viser sig imidlertid, at denne antagelse ikke holder: dels kendes der ingen livlig forbindelse mellem de to lande, dels har der været rejst tvivl om, at hun kom fra Portugal. I flere danske årbøger siges, at hun var søster til greven af Flandern, og da der ydermere var arvestridigheder imellem hendes broder, kongen af Portugal, og to af deres søstre, bliver det endnu mindre sandsynligt, at der har været en forbindelse.<ref name="Koc 1951 37">Koch (1951), s. 37</ref> Dertil kommer den afgørende forskel, at der i Portugal var tale om et syn på himlen, men i Estland var tale om et faktisk flag, som efterfølgende blev bragt hjem til Danmark. Og hvis dateringen til 1208 opretholdes som den rette, udebliver muligheden for, at traditionen stammer fra Portugal også af kronologiske grunde.<ref name="Koc 1951 38">Koch (1951), s. 38</ref> Endelig har der været peget på, at den portugisiske tradition måske stammer fra et langt ældre slag, nemlig slaget ved Orique i det sydlige Portugal den 25. juli 1139. I dette slag var den sejrende feltherre Afonso Henriques, dronning Berengarias bedstefader, som ifølge en senere legende før slaget havde set et kors på himlen omgivet af engle i hvide klæder, og at Kristus havde lovet ham sejr og at hans efterkommere ville blive konger i Portugal. Det er imidlertid tvivlsomt, om dronning Berengaria overhovedet har kendt til denne tradition, idet slaget endnu i begyndelsen af 13. århundrede ikke havde opnået den berømmelse, som det senere fik. Det kan end ikke udelukkes, at traditionen om det ældre slag hviler på traditionen fra det senere slag.<ref name="Koc 1951 41f">Koch (1951), s. 41f</ref> Det må tilføjes, at der findes en endnu ældre tradition, nemlig kejser Konstantins korsvision før Slaget ved Ponte Molle i år 312 mod Maxentius, der fulgtes af ordene "''in hoc signo vinces''", det vil sige "under dette tegn skal du sejre". Og på freskerne om "Det sande Kors" legende" i Arezzo, malet af Piero delle Francesca i 1450-erne, ses Konstantin vinde over Maxentius ved at holde er kors frem på en måde, hvor det kan opfattes som værende faldet fra himlen.<ref name="Bar 1992 11f">Bartholdy (1992), s. 11f</ref> Der er intet, som kan understøtte, at den danske tradition skulle have noget med den portugisiske tradition at gøre. Hvilket dog ikke forhindrede Christian IV i på sine guldmønter fra 1591 at gengive den store portugisiske guldmønt kaldet ''portugaløser'' med Kristuskors og sætningen "in hoc signo vinces", sikkert fordi at denne var kendt fra Arild Huitfeldts krønike, der udkom 1600-1603, og hvor begivenheden forøvrigt henlagdes til 1219.<ref>Bartholdy (1992), s. 9, 12</ref> === Er Dannebrog ældre? === Spørgsmålet er, om flaget kunne være ældre. Enkelte forskere mener, at der har været en forløber for Dannebrog: De mener, at danske konger brugte et rødt flag med to ravne i sort, når de drog i krig. Kong Knud den Store skulle ifølge engelske kilder have ført en ravnefane i slaget ved Ashington i Essex i 1016 <ref>Anonym: "Dannebrogs historie" (''Spejderbladet Væbneren'', s. 179-182)</ref>. Men det vides ikke, om denne fane generelt er blevet brugt af den danske kongeslægt. På Bayeux-tapetet fra omkring 1068 fører bagtroppen et rødt flag med et hvidt kors, muligvis danske slægtninge til Vilhelm Erobreren, der i front fører Sankt Georgskorset i slaget ved Hastings i 1066. Ioannis Skylitzis Krønike fra ''Biblioteca Nacional'', Madrid, viser væringer fra Miklagård (''Den Store By'', Byzans-Konstantinopel-Istanbul) omkring år 1100 med et rødt flag med et hvidt kors. Mønter, der viser et korsbanner, blev slået allerede under Valdemar den Store<ref>Fenger, s. 269</ref><ref>Lind, s. 21</ref> og et korsbanner kendes tillige fra et segl fra hans tid (og senere fra et segl fra Erik af Pommerns tid), men disse fortilfælde er ikke overbevisende, ''med mindre'' at man antager, at hans søn skulle have haft en fane med måske som sit eget fra faderen stammende banner og enten (hvilket er temmelig utænkeligt) selv have hævet dette på et kritisk tidspunkt under slaget, eller (mere sandsynligt) at det af vinden fra kongens telt var revet løs og på mærkelig vis var blevet blæst hen over de kæmpende, hvilket er blevet opfattet som en guddommelig indgriben. I så fald var den bogstaveligt talt på det nærmeste "faldet fra himlen". Det er muligt, at det er synet af denne fane højt mod himlen, der gav de kæmpende det mod og den vilje, der skulle til for at vinde slaget. At Valdemar den Store som den korstogskonge, han var med sit korstog til Rygen i 1169, skulle have haft et korsbanner som sit personlige mærke, er vel ikke ganske utænkeligt, og det ville næppe heller være mærkeligt, at det samme banner måtte være medbragt under dette nye korstog af hans søn. Hvis Bayeux-tapetet virkelig afspejler danske deltagere i slaget ved Hastings, indebærer det, at flaget går tilbage til Sven Estridsens tid. Det lader sig intil videre ikke fastslå med sikkerhed, og der findes en anden og måske mere sandsynlig mulighed for hvorledes, at korsbanneret kan være blevet Valdemar den Stores personlige mærke. Valdemar den Stores hustru, dronning Sophie, var datter af Richiza og en russisk fyrste.<ref>Fenger, s. 160</ref> Vi ved fra en engelsk kilde fra 1170-erne, at hun havde stået bag et dansk felttog til Finland til støtte for hendes fader og brødre.<ref>Fenger, s. 161</ref> Vi ved derimod ikke, om der er en forbindelse mellem væringerne og deres flag i Miklagård som gengivet i Ioannis Skylitzis Krønike, Sophie og hendes russiske fader og Valdemar den Stores valg af kongeligt banner. At Sophie var en særdeles indflydelsesrige person i Valdemars liv og gerning, er hævet over al tvivl.<ref>Fenger, s. 166</ref> === Danske korstog til Estland i ny belysning === Omflytningen af begivenheden til et nyt år og et nyt sted stiller alle den danske korstog til Estland i et nyt lys og dermed også spørgsmålet om Dannebrogs oprindelse. Først og fremmest kan der være grund til at pege på, at sagnet ''ikke'' har forbindelse med nogle af de øvrige kilder, som indgår i de ældste skriftlige overleveringer. Der er tale om en helt selvstændig og uafhængig tradition.<ref name="Fab 1933 493">Fabricius (1933), s. 493</ref> Der kan ligeledes være grund til at påpege, at ingen kilde, dansk eller udenlandsk, forbinder Dannebrog med begivenhederne i 1219.<ref name="Fab 1933 494">Fabricius (1933), s. 494</ref> Dernæst må der være god grund til at fremhæve, at den danske korstogsvirksomhed er af betydelig ælde. De ældste omtaler, ''Rydårbogen'' og kongefortegnelsen i ''Lund Domkirkes Nekrologium'', der tillægger Knud den Store en sådan virksomhed, antagelig hviler på misforståelser (måske en navneforveksling af Knud den Store og Knud den Hellige).<ref name="Fab 1933 496f">Fabricius (1933), s. 496f</ref> Derimod er der fra tiden fra omkring 1070-1080 sikre efterretninger om danske korstog til Estland. Således oplyser ''Saxo'', at Knud den Hellige i slutningen af Sven Estridsens regeringstid samlede landets ungdom og indlagde sig berømmelse ved sejre over sembere og estere. ''Jyske Krønike'' har gentaget Saxos udsagn.<ref name="Fab 1933 497">Fabricius (1933), s. 497</ref> Vi kender ikke nærmere til denne og den senere tids korstog til disse egne, men forekomsten af danske stednavne ved Riga på ''holm'' (Stenholm, Langholm og Rigeholm), ''næs'' (om Kurlands forbjerge), ''sund'' og ''klint'' (om det nordlige Estlands bratte skrænter) tyder på forbindelser til dansk (eller svensk) område.<ref name="Fab 1933 498">Fabricius (1933), s. 498</ref> I 1170 indtraf der, ifølge ''Saxo'', et angreb fra kurlandske og estiske sørøvere mod Øland, hvor angriberne først efter blodige kampe blev nedkæmpet af en dansk flåde under ledelse af Esbern Snare og Christoffer, kong Valdemars uægte søn.<ref name="Fab 1933 498f">Fabricius (1933), s. 498f</ref> Omtrent samtidig, efter Rygens erobring i 1169, optræder en biskop Fulco af Estland som medunderskriver på et brev herom, hvilket viser dels hans tilstedeværelse i Danmark, dels at Danmark havde missions- og korstogsvirksomhed rettet mod Estland på denne tid.<ref name="Fab 1933 499">Fabricius (1933), s. 499</ref> Det vides, at ærkebiskop Eskil af Lund under sin landflygtighed til Frankrig havde kontakt til abbed Peter i klosteret Moutier-la-Celle, der anbefaler ham munken Fulco som missionær til Estland. Eskil lader ham bispevie, men vi kender ikke nærmere til hvornår og under hvilke omstændigheder, han er kommet til Danmark.<ref name="Fab 1933 499f">Fabricius (1933), s. 499f</ref> Det er muligt, at Fulco har indledt en missionsvirksomhed omend næppe med den store fremgang. Derimod fik en tysk cisterciensermunk ved navn Theodorik udnævnelse til biskop over esterne og han søgte dansk støtte til missionsvirksomhed via ærkebiskoppen i Lund, og paven lagde Estland ind under ærkesædet i Lund. På samme tid arbejdede en gejstlig fra Bremen, Albert, for missionsvirksomhed i Livland, han søgte støtte hos den tyske staufiske kong Filip, og han blev biskop i Riga. Tyskerne organiserer sig i Sværdriddernes Orden, som paven godkender i 1202.<ref name="Fen 1989 240"/> Meget tyder på, at den danske korstogsvirksomhed i de følgende årtier var rettet imod Venden, som først nu kommer under endeligt dansk herredømme.<ref name="Fab 1933 504">Fabricius (1933), s. 504</ref> Men i 1197 indledes et omfattende dansk korstog til Estland.<ref>Ulige årbøger angiver lidt forskellige år for dette korstog: 1194, 1196 og 1197, men nøjere undersøgelser har påvist daterings- og afskrivningsfejl for de to første års vedkommende, jvf. Fabricius (1933), s. 504-506</ref><ref name="Fen 1989 239">Fenger (1989), s. 239</ref> Atter afbrydes korstogsvirksomheden midlertidigt i forbindelse med, at Absalon dør 1201, kong Knud VI dør 1202 og Esbern Snare dør 1204 samt med Danmarks magtovertagelse i Holsten, der sker under betydelige kampe<ref name="Fab 1933 507">Fabricius (1933), s. 507</ref>, men i 1205 søger kong Valdemar om tilladelse til at oprette et bispesæde i Estland, hvilket han får tilladelse til den 13. januar 1206.<ref name="Fab 1933 507"/> Antagelig i 1206 skriver pave Innocens III til Anders Sunesen:</br> "''Da du i din retfærdighed og fromhed påtænker at straffe uret mod kristenheden, og da du med fromt forsæt har besluttet at drage imod hedningerne, bevilger vi dig ved dette brev myndighed til at ordinere en troende biskop i en by, som du med Kristi hjælp kan vinde for dyrkelsen af den kristne tro, efter at hedningernes smuds er fjernet''".<ref name="Fen 1989 239f">Fenger (1989), s. 239f</ref></br> Et dansk korstog synes rettet imod Saremaa (Øsel), hvor der opføres en mindre borg, men uden tilstrækkeligt mandskab må man atter forlade øen; Anders Sunesøn drog herfra med biskop Nicolaus af Slesvig til Riga for vinteren.<ref name="Fab 1933 509">Fabricius (1933), s. 509</ref><ref name="Fen 1989 240">Fenger (1989), s. 240</ref> I 1208 skal korstoget til det sydlige Estland være fundet sted. Det savnes imidlertid i omtalen i klosterårbøgerne, måske fordi der samme år foregik et katastrofalt krigstog til Sverige, som endte med nederlaget ved Lena den 31. januar, og som pådrog sig hele opmærksomheden.<ref name="Fab 1933 509"/> Som årsag til dette korstog må måske ses, at tyskerne samme år havde underlagt sig Livland og havde overskredet grænsen til Estland.<ref name="Fab 1933 511">Fabricius (1933), s. 511</ref> Det var derfor på høje tid, hvis Danmark ikke skulle risikere, at hele det baltiske område blev underlagt tysk overherredæmme. Også i de følgende år genoptages korstogene til Estland, således 1210, efter, at man havde sikret sig imod tyske udplyndringer i Danmark, mens korstoget fandt sted.<ref name="Fab 1933 510">Fabricius (1933), s. 510</ref> Men netop på dette tidspunkt indtræder en magtkamp om Estland og Livland mellem Sværdridderordenen på den ene side og biskoppen i Riga på den anden.<ref name="Fab 1933 512">Fabricius (1933), s. 512</ref> Denne magtkamp fører til, at paven i stedet giver ærkebiskop Andreas Sunesen legatmyndighed i alt, hvad der angår mission i Baltikum. Den 4. april 1212 får ærkebispen et tilsagn som leder af missionsvirksomheden.<ref name="Fen 1989 267">Fenger (1989), s. 267</ref> Heri anvendes som begrundelse herfor blandt andet følgende:</br> "''Da du altså, optændt af iver for Kristendommen, mægtigt har arbejdet på at omvende de omboende hedninger fra vildfarelsen til sandheden, og endnu agter at arbejde, så mener vi, at vor befuldmægtigelse, for at du rigeligere og virkningsfuldere må kunne udføre det, bør overgives dig; og vi befaler vore brødre ærkebiskoppen af Uppsala og hans lydbiskopper og biskopper og de andre kirkers øvrige prælater i Danmark og Sverige ved denne vor skrivelse, at de skal være dig, der som pavestolens legat trofast arbejder på denne gerning, behjælpelig..''"<ref name="Fab 1933 513">Fabricius (1933), s. 513</ref></br> Det er sandsynligt, at den "mægtige" virksomhed, der henvises til, blandt andet har omfattet et korstog i 1208. Konklusionen af dette historiske forløb bliver, at: "''Der kan saaledes ikke ud fra tidshistoriske Grunde rejses nogen Invending mod Danebrogssagnets Tidsfæstelse til 1208 og Stedfæstelsen til Fellin.''"<ref name="Fab 1933 517f">Fabricius (1933), s. 517f</ref> === Dannebrog og slaget ved Lyndanisse i 1219 === Men hvorledes så med selve overleveringen? Det står fast, at den ikke kan være "lånt" fra andre kilder. Det står også fast, at da Peder Olsen nedskriver begivenheden, forsøger han at få sit ellers ukendte korstog rettet til et kendt korstog.<ref name="Fab 1933 523">Fabricius (1933), s. 523</ref> Men netop dette, at korstoget 1208 ellers er ukendt, taler for, at det har været en gammel overlevering om Dannebrog, som ''netop'' var knyttet til 1208 og til Fellin.<ref name="Fab 1933 525">Fabricius (1933), s. 525</ref> Det må anses for usandsynligt, at et sådant sagn skulle være en senere tids konstruktion.<ref name="Fab 1933 526">Fabricius (1933), s. 526</ref> Hvad angår selve forløbet af slaget kan der være grund til at bemærke sig Henrik af Livlands fremstilling af begivenhederne i 1219. Ifølge denne var kong Valdemar kommet til Estland med sin enorme flåde på 1500 skibe for at tilse opførelsen af en ny borg i stedet for den gamle Lyndanisse<ref>navnet menes afledt af estisk: danernes borg</ref>, som blev sløjfet for at give plads til den nye. De omgivende folkegrupper, revelerne og harjerne, samlede en stor hær og sendte deres ledere til kongen for at forhandle en fred. Kongen gav disse udsendinge gaver, og hans biskopper døbte dem; med i kongens følge var lensmanden Vitslav fra Rygen, ærkebiskop Andreas og tre biskopper: kansleren Niels fra Slesvig, Ebbe fra Århus og Theodorik, der var indviet som ny biskop over Estland. Tre dage efter fredsforhandlingerne vendte esterne imidlertid tilbage med deres hær og angreb den danske lejr fra flere sider om aftenen efter nadveren. Nogle stormede det telt, hvor biskop Theodorik lå, ud fra formodningen, at det var kongens telt, og han blev dræbt på stedet; andre angreb andre mål, og mange blev hugget ned. Netop, som det så værst ud for danskerne, vendte Vitslav med sin vendiske hær sig imod esterne og drev dem på flugt; andre estere under fremrykning standsede op ved dette syn, og danskerne fik samlet sig, kongen med sit mandskab, der også omfattede nogle tyskere, kom til stede, og efter kamp blev esterne slået på flugt, og mange blev dræbte. Kongen og biskopperne takkede Gud for sejren, kong Valdemar lod sin kapellan Viscelin indvie til Theodoriks efterfølger og drog hjem efter at have fuldført borgens opførelse, mens biskopperne med deres mandskab forblev i landet og færdiggjorde dettes underkastelse under den danske krone og kirke.<ref name="Jør 1875 445f">Jørgensen (1875), s. 445f</ref><ref name="Fen 1989 267f">Fenger (1989), s. 267f</ref> Denne beretning, som er nogenlunde samtidig med begivenhederne men en andenhånds beretning, giver anledning til en række spørgsmål. Det virker utroligt, at kongen skulle være ankommet med en så stor hær blot for at ombygge en borg. Mere troværdigt er det, at der var tale om et regulært korstog. Men endnu mere bemærkelsesværdigt er det, at esterne skulle have angrebet biskop Theodoriks telt i den tro, at det var kongens. Hvad fik dem til at tro det? Og hvordan identificerede de dette kongens formodede telt? Er Dannebrog en medvirkende del af forklaringen? I så fald: på hvilken måde? Svaret på disse spørgsmål kan meget vel vise sig at være en nøgle til forståelse af begivenhedsforløbet. Under alle omstændigheder ''bestyrker'' denne teori også teorien om, at det egentlig var et medtaget banner. Tilbage bliver spørgsmålet om de historiske omstændigheder omkring flagets betydning i slaget. Det kunne tænkes, at der var tale om en pavelig fane. Men ingen overlevering taler om en sådan pavelig fane.<ref name="Fab 1933 530">Fabricius (1933), s. 530</ref> Antagelsen er grundløs. En anden mulighed er, at det skulle være Johannitterne fane. Men det er usandsynligt, at paven vil have anvendt et banner, som allerede var i brug.<ref name="Fab 1933 529">Fabricius (1933), s. 529</ref> Også denne antagelse må anses for grundløs. Endelig kunne der være tale om en biskoppelig fane, men absolut intet kan understøtte denne antagelse. Fabricius har foreslået, at hvis flaget ikke svævede ned fra oven, kunne det måske, hvis vi følger den skildring, som Henrik af Livland giver, være en undsætningstrop, der kom til med den biskoppelige korsfane højt løftet i spidsen.<ref name="Fab 1933 531">Fabricius (1933), s. 531</ref> Imod denne antagelse taler først og fremmest, at der ingen beviser findes for, at en sådan "biskoppelig" fane skulle have eksisteret, og for det andet, at hvis det virkelig var en undsætningstrop, der havde bragt fanen til slaget, ville man have forventet, et dette var blevet indarbejdet i den senere tradition. Set i dette lys bliver forklaringen med et løsrevet kongeligt banner bragt til slaget af vinden langt mere sandsynlig. Vi kan måske underbygge denne hypotese: ''hvis'' det er rigtigt, at Dannebrog første gang spillede en rolle under den danske korstogsmission i 1208 under omstændigheder, som måske er blevet husket men aldrig nedskrevet i samtiden, og ''hvis'' flaget viste sig netop på det mest kritiske tidspunkt under slaget, og ''hvis'' nogen i et guddommeligt indfald har forstået den symbolske betydning af at indgyde korstogsridderne ekstra mod og kraft netop på dette tidspunkt, og ''hvis'' flaget var taget med igen under det nye korstog i 1219, ''så'' kan det med rimelighed forklare to ting, som ellers bliver vanskelige at forklare: for det første hvorfor Dannebrog er blevet knyttet til begivenhederne i 1219, selvom dets oprindelse skriver sig til 1208, og for det andet hvorfor flaget var med korstogsridderne under dette nye togt: det var blevet "modtaget" under et tidligere korstog og var blevet forbundet med en sejr i dette, hvorfor det som sejrssymbol blev taget med igen og atter gav en sejr. I begge tilfælde havde danskerne befundet sig i en kritisk situation, som ved et mirakel var blevet vendt til en sejr: første gang da flaget var svævet hen over de kæmpende, og anden gang, da hjælpetropperne dukkede op på det mest kritiske tidspunkt. Begge begivenheder er blevet husket som noget enestående, men da de ikke er blevet skrevet ned i tide, er de i hukommelsen blevet blandet sammen og til dels forvekslet. Dermed er traditionen om Dannebrogs oprindelse og betydning i nogen grad blevet forskudt fra den oprindelige, mindre betydningsfulde begivenhed til den senere, afgørende begivenhed. Og dermed fik Dannebrog også den betydning som sejrssymbol, som flere hundrede år senere blev nedskrevet. Det kan tillige forklare en anden, mindre bemærket side af begivenhedsforløbet: hvis fanen var med igen i 1219, og hvis det var dette kongens personlige banner, som fejlagtigt fik esterne til at angribe ærkebispens telt i den tro, at det var kongens telt, så bestyrker det yderligere flagets høje alder. Det ville være naturligt at medbringe ''samme'' korstogsfane på begge korstog, fordi de drejede sig om ''samme'' sag. Brugen af en korsfane er bevidnet allerede fra Valdemar den Stores tid<ref name="Fen 1989 269">Fenger (1989), s. 269</ref>, hvor den sandsynligvis symboliserer kongen og hverken det danske rige eller paven. At danskerne netop havde et banner med kors som symbol er selvsagt naturligt for et korstog. Nok så vigtigt: forudsat, at Danmark forud for slaget i 1219 allerede havde udkæmpet slag i det sydlige Estland omkring et årti tidligere, bliver det lettere forståeligt, hvorfor kong Valdemar i 1218 kræver herredømmet over hele Estland, hvorfor han spærrer Lübecks havn for de tyske korstogsfarere i 1219 og 1220, hvorfor Anders Sunesøn erklærer hele Estland som tilhørende Danmark, samt hvorfor hele Estland i 1221 i et forlig med biskop Adelbert tillægges Danmark. Der var hverken tale om en lunefuld udnyttelse af heldige omstændigheder fra dansk side eller om et dansk imperialistisk krav men derimod om at fuldende den virksomhed, som var begyndt årtier før og som skridt for skridt var blevet udstrakt til hele det estiske område.<ref name="Fab 1933 532f">Fabricius (1933), s. 532f</ref> Det synes rimeligt at drage den slutning, at selv om korsbanneret altså sandsynligvis er ældre end 1208 (eller 1219), så var det først ved et af disse slag og snarest i 1208, at det kom til at spille den afgørende rolle for slagets udfald, der gjorde, at der blev skabt en tradition omkring det. Slaget i 1219 var måske på sin egen måde vigtigt, men Dannebrog spillede næppe den samme rolle for dette slags udfald. Her var det hjælpetropperne, som spillede den vigtigste rolle. Ovenstående er, hvad vi med rimelig sikkerhed tør sige om Dannebrogs oprindelse og betydning for Danmarks overherredømme over Estland. Tilbage bliver at følge nogle hovedtræk i flagets senere historie. === Tallinn, Lübeck og Erik Klipping === Der kan i forbifarten være anledning til at gøre op med endnu en myte. Den omstændighed, at Tallinns lille segl afspejler Dannebrog, samt at det ses over Strandporten, har givet anledning til den teori, at der er en særlig forbindelse mellem dette sted og denne fane.<ref name="Fab 1933 528">Fabricius (1933), s. 528</ref> Det er efter min opfattelse en misforståelse. Den rette sammenhæng er snarere følgende: Det danske overherredømme over Estland var i begyndelsen meget usikkert. Efter en længere tids uroligheder blev der i 1238 indgået et forlig, kaldet Stensby-aftalen, hvorved den tyske ridderorden måtte overdrage borgen i Tallinn, som den havde besat, til den danske konge.<ref>Fenger (1989), s. 324</ref> Lidt senere, inden hendes død i 1282<ref>Hørby (1989), s. 140</ref>, gav den danske konge, Erik Klipping, og især hans moder, Margrete Sambiria, Tallinn dets stadsret, som det fik efter forlæg fra Lübecks stadsret.<ref>Hørby (1989), s. 123</ref><ref>Hørby (1992), s. 36</ref> Når Tallinns segl fra 1294 og dets såkaldt "store" byvåben viser tre kronede løver, en nøje kopi af det danske våben<ref>Bartholdy (1992), s. 9</ref>, når Sankt Knudsgildet og andre gilder i Tallinn i 1400-tallet anvender et hvidt kors i rødt felt som sit våben<ref>Bartholdy (1992), s. 10</ref> og når man ved, at Lübeck tillige havde et hvidt kors på rød grund som sit byvåben, er det så urimeligt at antage, at Tallinns byvåben markerer ''hvem'', som gav byen dens stadsret, mens Tallinns lille segl sammen med symbolet over Strandporten angiver ''hvorfra'', at Tallinn fik sin stadsret? Det mener jeg ikke. Tværtimod er det i mine øjne logisk. Hvis det forholder sig således, betyder det imidlertid, at der ingen sammenhæng er mellem Dannebrog på seglet og over Standporten og begivenhederne i 1219. === Kendt siden 1300-tallet === [[File:Gelre Folio 55v.jpg|thumb|right|Dannebrog gengivet i "Armorial Gelre".]] Jeg har tidligere opstillet den hypotese, at Dannebrog kan være begyndt som den danske konges ''personlige'' banner. Kan denne hypotese underbygges? Ja, det kan den. Som nævnt optræder et kvadratisk korsbanner på både en mønt og på et segl fra Valdemar den Stores tid. Det taler stærkt for en forbindelse mellem denne konge og dette bannermærke. Historisk kendes Dannebrog siden 1300-tallet. Dannebrog er således bevidnet af den hollandske herold ''Gelre'' (1334-1375), der i værket "Armorial Gelre" blandt andet gengiver et våben for "die coninc van danmarke" visende, rigsvåbenet med 3 leoparder forbundet med en gylden hjelm med hermelinsklædte og påfuglebesatte vesselhorn samt et kvadratisk Dannebrogsflag.<ref name=autogeneret1 /><ref>[https://commons.wikimedia.org/wiki/File:Gelre_Folio_55v.jpg Gelre Folio 55v]</ref> Ligeledes i ''Bellenville-våbenbogen'' 1380-90 findes et skjold med et kors med navnet ''Denenbroce'' over. Fra denne tid må både flagets navn og udseende derfor regnes som værende fastslåede kendsgerninger. Således er både flaget og navnet dokumenteret ''senest'' fra Valdemar Atterdags tid og ''kan'' stamme fra de estiske korstog blot 150 år før eller tidligere. Læg dertil, at vi genfinder det samme kvadratiske kortbanner på et segl fra Erik af Pommerns tid. Det betyder, at vi kan dokumentere, at mindst tre danske konger har anvendt det selvsamme symbol som sit banner. Dette taler meget stærkt for, at det allerede på denne tid har vundet hævd som kongens traditionelle banner. Det skulle være mærkeligt, om ikke dette også var tilfældet på Valdemar Sejrs tid, som falder midt i de tre andre kongers. Det betyder, at vi med en til vished grænsende sandsynlighed har godtgjort hypotesen om, at dette banner må have fulgt med kongen på dennes korstog. === Erik af Pommern === Det danske korsflag kendes brugt af Erik af Pommern og symboliserede på daværende tid tillige hansestaden Lübecks våben. Lübecks gamle våben var et hvidt kors på en rød baggrund, dannet som en modsætning til den tysk-romerske kejsers hvide flag med et rødt kors, et flag som stammede fra Romerriget, og som er bevaret i det engelske flag (Sankt Georgs kors). Det synes rimeligt at antage, at Erik af Pommern derfor har haft et dobbelt formål med at anvende dette banner: dels var anvendelsen allerede blevet en tradition for danske konger, dels kunne symbolet bruges til at markere, at han hævdede at være retmæssig byherre over Lübeck, lige som Valdemar Sejr havde været det.<ref>Hørby (1992), s. 35</ref> Vi ved, at Erik af Pommern indførte dannebrogskorset i sit unionssegl fra 1398<ref>Bartholdy (1992), s. 7</ref>, og at det lige siden har indgået i alle danske rigsvåbener som en fast bestanddel. Det menes, at Dannebrog oprindeligt blev opbevaret sammen med rigets øvrige klenodier, i Folen, det faste tårn på Kalundborg Slot.<ref>Jørgensen (1887), s. 168</ref> Det ville være logisk, når der ikke længere foregik korstog. Vi har et andet bevis for Dannebrogs betydning på Erik af Pommerns tid: da Erik flygtede fra Danmark "''..saa giorde hand sigh strax hemmeligh rede och foer til Kallunborg och thogh der Danmarckis ipperste klenodie .. Hand togh der en bannere som kallis Dannebroge, huilcken Gud sende dannske mend ned aff himmelen med sin hellige engill, ath the skulle føre hannom i krigh mellom dem och theris finder, som the och giorde och wonde ther med stuor priss och ære''".<ref>Fabricius (1933), s. 519</ref> Denne skildring skyldes Christiern Pedersen, kannik i Lund, som også i anden sammenhæng omtaler traditionen om Dannebrogs oprindelse, og som har nedskrevet oplysningen i begyndelsen af 1500-tallet. Der kan næppe være tvivl om, at det er den samme tradition som refereret af Peder Olsen.<ref>Fabricius (1933), s. 522</ref> Desværre er det ikke muligt med sikkerhed at udlede, om det var kendskabet til myten om flagets oprindelse, der fik kong Erik til at tage det med sig, men helt udelukke det kan man næppe. I så fald er det et indicium for traditionens vedligeholdelse frem til dens nedskrivelse. === Dannebrog og Sverige === Dannebrog optræder også i begivenheder efter Erik af Pommerns tid, hvilket bekræfter dets fastslåede stilling som kongens banner og samlende symbol under krigsbegivenheder. Ifølge svenske krøniker blev "Danabroka" i 1439 ført ind i Sverige, Ærkebispens krønike i Lund oplyser, at Christian I i 1448 fik overrakt rigets flag.<ref>Jørgensen (1887), s. 161</ref><ref name="Bar 1992 13f">Bartholdy (1992), s. 13f</ref>og i 1464 tog svenske bønder en fane med Dannebrog fra Christian I og senere oplevede en sejr i Slaget ved Brunkeberg i 1471.<ref>Jørgensen (1887), s. 172</ref> Vi har flere beviser på flagets eksistens på denne tid: i en afbildning i Roskilde domkirke 1498 af det skib, som førte Sankt Lucius' hoved til Danmark, og i folkevisen om kong Hans' bryllup fra 1478, som oplyser, at skibet, som henter hans brud, har "Danebroge i fremmerstavn".<ref>Jørgensen (1887), s. 158</ref> Disse og andre oplysninger bevidner flagets vedvarende brug og dets betydning som den danske konges rigssymbol. === Togtet til Ditmarsken === Under krigen i Ditmarsken i år 1500 var et Dannebrogsflag, der efter sigende var det originale fra 1219, med. Under slaget ved Hemmingstedt blev det ført af marsk Hans von Ahlefeldt<ref>oplysningen findes hos den kongelige historiograf Hans Svanning, der i 1558-59 skrev en fremstilling af kong Hans' historie og heri bringer oplysningen, at :"rigets banner, delt af hvidt og rødt i form af et kors, og nedfalden fra himlen til kong Valdemar II, som der fortælles, da han førte krig mod Livlænderne, som dengang var kristendommens fjender", her gik tabt. Det er sikkert fra Svanning, at Huitfeldt har hentet samme oplysning, jvf. Jørgensen (1887), s. 169.</ref>. Han faldt imidlertid under slaget, og flaget blev erobret af ditmarskerne. Det blev ophængt i kirken i Wöhrden<ref>oplysningen skyldes præsten og historikeren Johan Neocorus, der afsluttede sin krønike i 1598 og hvis fader havde været degn i Wöhrden i 20 år, da han døde i 1580, jvf Jørgensen (1887), s. 178f</ref>, og blev først generobret i 1559. Uafhængigt af Svanning fortæller Johan Rantzov i sin omtale af dette sidste togt til Ditmarsken, at der blandt de tilbageerobrede faner også var: "''et stykke af det banner, som man siger til sin tid ved et mirakel blev givet en dansk konge imod russerne og som fordum kong Hans havde taget med i håb om derved at stride heldigt imod Ditmarskerne.''" <ref>Jørgensen (1887), s. 170f</ref> - da næsten ødelagt af fugtighed og ælde - og ophængt i Slesvig kirke, hvor det endeligt gik til engang i 1660'erne.<ref>kilden hertil er Hans de Hofman, som i 7. del af "Den danske Atlas" fra 1781 s. 605 oplyser om koret i Slesvig domkirke, at: :"I dette kor hængte den berømte danske fane Danebrog... og var at se, indtil den ved 1660 af alder og forrådnelse aldeles forfaldt, da nogle børn ved deres leg nedrev den af loftet og ingen bekymrede sig om at samle dens levninger." Men fra omtrent samme tid stammer en oplysning i et tysk værk, at fanen havde hængt i Nikolaikirken i Kiel, jvf Jørgensen (1887), s. 182. Jørgensen tillægger dog oplysningen om Slesvig domkirke størst troværdighed, jvf samme. s. 185f</ref><ref name="Bar 1992 14"/> I borgerkrigen ''Grevens fejde'' anvendte den ene part et stribet flag; blåt, gult og rødt i rigsvåbnets farver, og den anden part, den sejrende, brugte et rødt-hvidt korsflag, med fire lige lange arme. === Nyere tid === Siden 1500-tallet har Dannebrog angivet danske skibes nationalitet<ref>Bartholdy (1992), s. 11</ref>, og i 1600- og begyndelsen af 1700-tallet indgik et Dannebrogsfelt i hærens faner.<ref name=autogeneret3>Achen, s. 108</ref> I 1696 fastlagde en kongelig resolution flagets mål, og disse har siden overvejende været opretholdt.<ref name="Bar 1992 14">Bartholdy (1992), s. 14</ref> Indtil 1743 brugte man et sort-hvidt korsflag som sørgeflag, derefter blev det besluttet at flage på halvt i stedet for<ref>[http://www.crwflags.com/fotw/flags/dk-sorg.html Danish Mourning Flag (until 1743)<!-- Bot genereret titel -->]</ref>. I 1785 blev Dannebrog genindført som fane for nogle danske regimenter, og i 1801 blev det fane for landeværnet.<ref name=autogeneret3 /> I 1807 digtede B.S. Ingemann:<br /> "''Vift højt på Kodans bølge''<br /> ''blodrøde Dannebrog''"<br /> og i de følgende årtier skrev flere danske digtere, N.F.S. Grundtvig, Oehlenschläger, Chr. Winther, H.C. Andersen, digte om Dannebrog.<ref name=autogeneret3 /> I 1830-erne og 1840-erne udviklede Dannebrog sig til et folkeflag. I 1842 blev det regimentsfane i hele hæren.<ref>Achen, s. 109</ref> Endnuså sent som i 1833 blev det forbudt den danske befolkning privat at flage, men forbuddet blev reelt ikke håndhævet. Under Treårskrigen 1848-1850 flagede befolkningen med Dannebrog i stort omfang, og i 1854 blev det omsider officielt tilladt private at flage.<ref>Bartholdy (1992), s. 14</ref> === <big>Lovgivning</big> === Valdemarsdag den 15. juni blev indført i 1912 ved cirkulære Nr. 391 af 24. december 1912 for at markere Dannebrogs oprindelse, men som det fremgår, hviler det på en delvis misforståelse af traditionen. På den anden side: hvis det tidligere begivenhedsforløb er korrekt forstået, og slaget i 1219 markerede en slags afslutning på hele den forud gående danske missionsvirksomhed i Estland, så er markeringen af denne begivenhed historisk rimelig og forståelig. Og lige meget hvormeget man forsøger at skille myte fra historisk virkelighed, så står det fast, at denne afslutning spillede en afgørende rolle for, at Estland blev et kristent område, og at Danmark har hovedæren herfor. I 1929 blev der udarbejdet et forslag til en officiel flaglov af en særlig kommission, men lovforslaget er aldrig blevet færdigbehandlet eller vedtaget.<ref>Bartholdy (1992), s. 15</ref> === <big>Sammenfatning og konklusion</big> === Vi er nået til vejs ende, og resultatet turde være klart: historien om det himmelfaldne flag i 1219 er en myte og en misforståelse. Den sande historie synes at være som følger: Flaget selv er sandsynligvis meget ældre. Det går utvivlsomt tilbage til Valdemar den Store, som har antaget det som sit personlige kongelige banner. Vi ved ikke hvorfra, han har hentet inspirationen, det kan være fra England eller fra sin hustru og væringerne eller et helt tredie sted fra. Dette kan også forklare hvorfor, at der ikke findes nogen tradition om, at det skulle hidrøre fra paven, eller nogen forbindelse til Johannitterordenen. Senere er det åbenbart gået i arv som fast kongeligt banner. Kongen har sikkert medtaget det på sine korstog. Under korstoget til Estland og slaget ved Fellin i 1208 kom det til at spille en særlig rolle, idet det midt under slaget, da danskerne var truet af nederlag, åbenbart rev sig løs og svævede hen over de kæmpende og indgav danskerne det mod og den beslutsomhed, der gjorde, at de vandt dette slag. Begivenheden er siden blevet husket i mundtlige beretninger. Intet taler til støtte for, at traditionen har nogen forbindelse med de himmelske jærtegn, som skal have vist sig i Portugal, idet den danske tradition efter alt at dømme er ældre. Først langt senere har man i Danmark fået kendskab til den portugisiske tradition. Spørgsmålet, om der var tale om guddommelig indgriben, er i sidste ende et trosspørgsmål, men der er ikke tvivl om, at det er således, at man i datiden har opfattet begivenheden på samme måde som i andre lignende tilfælde. Flaget har sikkert været med igen under det nye korstog til Lyndanisse i 1219. Det er muligt, at de har stået foran biskoppens telt og har forledt esterne til at angribe dette. Også denne gang indtraf der et under, idet undsættelsesstyrkerne nåede frem netop, som danskerne var mest trængt. Om disse har haft fanen med sig, vides ikke med sikkerhed, men også dette under er blevet husket. Når Tallinn har tre løver i sit store våben og et Dannebrog i sit lille segl, hænger det sandsynligvis sammen med, at byen fik sine stadsrettigheder af den danske konge og inspireret fra Lübecks stadsrettigheder, hvilket de to symboler afspejler. Det har intet at gøre med slaget i 1219. Allerede i datiden eller måske lidt senere har flaget fået det navn, som siden har været knyttet til det. Også de til flaget knyttede begivenheder er blevet husket, men i tidens løb er de blevet blandet sammen. Da flaget var med under felttoget i 1500 til Ditmarsken, var det for at give sejr, men det endte i nederlag, og flaget gik tabt. Efter dette blev erindringerne om dets betydning nedskrevne, men da med den usikkerhed som da var indtrådt om tid og sted. Flaget blev siden genvundet men fik ikke længere den værdige opmærksomhed, som det kunne påkræve, og det gik op i råd og ælde. Men dets symbolske værdi blev bevaret, dog fortsat kun som kongeligt banner. Med kongens støtte blev det siden anvendt af danske forsvarsstyrker og til skibe under kongelig beskyttelse. Men i Treårskrigen 1848-58 flagede befolkningen trods forbuddet, og dermed banedes vejen for, at det blev det nationalt samlende symbol, som det siden har været. === <big>Noter</big> === {{reflist|2}} === <big>Litteratur</big> === * Sven Tito Achen: ''Heraldikkens femten glæder''; København 1978; ISBN 87-12-00222-4 * Nils G. Bartholdy: "Dannebrog - legende og virkelighed" (Michael Andersen og Frank Birkebæk (red.): ''1219 - Dannebrog og Estland''; Roskilde Museums Forlag 1992; ISBN 87-88563-189; s. 6-16) * L.P. Fabricius: "Sagnet om Danebroge og de ældste Forbindelser med Estland" (''Kirkehistoriske Samlinger'', Sjette Række, Første Binds første Hefte, København 1933) * Ole Fenger: "Kirker rejses alle vegne" (Olaf Olsen (red.): ''Gyldendal og Politikens Danmarkshistorie'', bind 4: 1050-1250; København 1989; ISBN 87-89068-06-8) * Henning Henningsen: "Dannebrog og flagføring til søs" (''Handels- og Søfartsmuseets årbog 1969'', s. 7-81) * Kai Hørby: "Velstands krise og tusind baghold" (Olaf Olsen (red.): ''Gyldendal og Politikens Danmarkshistorie'', bind 5: 1250-1400; København 1989; ISBN 87-89068-07-6) * Kai Hørby: "Danmark og Estland i middelalderen" (Michael Andersen og Frank Birkebæk (red.): ''1219 - Dannebrog og Estland''; Roskilde Museums Forlag 1992; ISBN 87-88563-189; s. 30-38) * A.D. Jørgensen: "Om Danebroges Oprindelse" (''Historisk Tidsskrift'', 4. række, Bind 5; 1875) * A.D. Jørgensen: "Undersøgelser vedrørende Danebroge og det danske kongevåben" (''Historisk Tidsskrift'', 6. række, Bind 1; 1887) * J.O. Kock: "Sagnet om Dannebrog" (''Danske Studier'' 1951; s. 34-48) * John Lind: "Den faldt fra himlen ned" (Kronik i ''Skalk'' 2001, nr. 6, s. 20-27) * E. Løffler: "Bidrag til Bedømmelse af Danebrogs-Sagnets historiske Værd" (''Historisk Tidsskrift'', Bind 5. række, 2 (1880); s. 562-566) * ''Salmonsens Konversationsleksikon'', 2. udgave, bind V, s. 515-517; opslag: Dannebroge * [http://www.navalhistory.dk/Danish/Flaget/FlagetsHistorie.htm Flagets historie], i ''Dansk Marinehistorie'' af Johnny E. Balsved, 9mqqlr8hyb8op6udcvtvfxhj67icfkh 42622 42621 2026-08-31T09:28:44Z Sven Halfdan Nielsen 3898 småret 42622 wikitext text/x-wiki Traditionen om Dannebrogs oprindelse er velkendt: Dannebrog faldt ned fra himlen under et dansk korstog til Estland, og det spillede en afgørende rolle for det danske overherredømme over Estland fra 1219. Således lyder myten om Dannebrog, men bag enhver myte gemmer der sig en historisk realitet, og ved at grave denne historiske realitet bag myten frem opnår vi en bedre forståelse af fortiden. Det ligger nær at stille 3 spørgsmål:</br> - er tidsfæstelsen korrekt?</br> - er stedfæstelsen korrekt?</br> - er begivenhedsforløbet korrekt? Svaret på det første spørgsmål er: ja, den ''oprindelige'' tidsfæstelse er sikkert korrekt. Denne tidsfæstelse passer nøje med det begivenhedsforløb, som vi ellers kender. Svaret på det andet spørgsmål er: ja, den ''oprindelige'' stedfæstelse er korrekt. Denne stedfæstelse passer med og ''bekræfter'' de forhold, som vi ellers kender. Svaret på det tredie spørgsmål er: ja, flaget kan forbindes med ''en bestemt begivenhed''. Der er enkeltheder i forløbet, som det ikke længere er muligt at efterkontrollere. Der kan her være grund til at skelne mellem det ''oplevede'' forløb og det ''faktiske'' forløb. Traditionen er baseret på det oplevede forløb således, som dette siden blev husket. === <big>Dannebrogs oprindelse</big> === Dannebrogs oprindelse falder i tre dele: traditionen, de omstændigheder under hvilke traditionen er blevet nedskrevet og flagets senere historie. === Traditionen === [[Fil:Danmarks flag 1219 Lorentzen.jpg|thumb|450px|Det berømte maleri af Christian August Lorentzen fra 1809 af begivenhederne i 1219.]] Ifølge overleveringen, der findes uafhængigt af hinanden hos dels forfatteren af ''Danske Krønike'' fra 1520-erne Christiern Pedersen<ref>formuleringen omtalt under et korstog i 1208 til "Estland, Pryssland, Kurland og Finland" lyder:</br> "''somme mene og sige at samme kong Valdemar skulle fange Dannebrog ned af himlen samme tid, som er et hvidt kors i et rødt felt''", jvf. Lind, s. 24. </ref>, dels munken Peder Olsen (Petrus Olai) fra Gråbrødreklostret i Roskilde, dels historikeren Arild Huitfeldt<ref name=autogeneret1>Lind, s. 23</ref>, faldt Dannebrog ned fra himlen under slaget ved Lyndanisse (i dag Tallinn i Estland) den 15. juni 1219, senere kendt og markeret som Valdemarsdag. Der er imidlertid usikkerhed om tid og sted er korrekte<ref name="bjerg">''Dannebrog'' af Hans Christian Bjerg, s.12, ISBN 87-7739-906-4.</ref>. Det skyldes, at både Christiern Pedersen og Peder Olsen oplyser, at begivenheden fandt sted i året 1208 i Livland på et sted, som kaldes Fellin (Viljandi) i nutidens Estland. Fremstillingen hos Peder Olsen, der findes i en samling notater, ''Collectanea'', til Danmarks historie og menes at være skrevet omkring 1527 men stammer fra en ældre kilde, hvis alder er ukendt<ref>Kock, s. 34</ref>, er den mest oplysende og lyder i sin helhed:</br> "''MCCXIX''<ref>1219</ref>''. Valdemar II angreb Estland, en provins i Livland, fra søen med 1500 krigsskibe og gjorde landgang, og efter mange kampe omvendte han det overvundne land til Kristus og lod folket døbe. Han førte præster dertil fra Danmark og byggede Reval, der nu er en vigtig by og særdeles udmærket og kendt. Heraf kommer det, at kirken i Reval lige til denne dag er forblevet under Danmarks ærkebiskop i Lund, skønt den verdslige magt i tidens løb er gået over til den tyske ordens brødre i nævnte provins. Da nu kong Valdemar var gået i land med hæren i Estland, sagde biskoppen i Århus til ham, da han blev forskrækket over hedningernes mængde, at han skulle love, at han, såfremt han vandt sejr, ville forbedre sig over for sine undersåtter og den hellige Niels i Århus, hvis offergaver han havde tilegnet sig. Det samme råd fik han af den ærværdige Anders, ærkebiskop i Lund, en mand af forunderlig enfold og uskyld, der såvel i live som efter sin død vandt ry ved mange mirakler. Kongen gav dem ret, afgav løftet og fik sejr. Ærkebiskoppen kaldte så stormændene sammen og lod dem love, at svende på tolv år og der over stedse skulle fejre dagen før den hellige Laurentius' fest med faste på brød og vand, hvis de fik sejr. Efter at de så havde påkaldt de hellige Laurentius og Niels, blev slaget begyndt på Vitus' og Modestus' dag. Ærkebiskoppen, der sammen med lydbisper og andre gejstlige fra et bjerg så ud over begge hære, bad nu under tårer for de kristne som en anden Moses med hænderne løftede mod himlen. Når han løftede hænderne i bøn, sejrede danskerne; men når han af træthed lod de gamle hænder synke ned, blev danskerne slået. Men biskopperne og præsterne understøttede den gamle mand. Og således blev den sejrende konge et andet menneske, lod Kristi lære forkynde og kirker bygge dér; siden hen styrede han landene med mildhed og retfærdighed, skrev love og ærede den hellige Niels.''</br> ''Et andet sted står der, at da de rettroende danske på denne Valdemar II's tid i det Herrens år 1208 kæmpede i Livland på det sted, som kaldes Fellin, mod de vantro livlændere og allerede næsten overvundne fromt anråbte om guddommelig hjælp, modtog de straks som belønning et banner, der faldt ned fra himlen, og som var mærket med et hvidt kors, påtrykt en ulddug, og de hørte en røst fra himlen, at når det blev løftet højt til vejrs, ville de straks knuse deres modstandere og vinde fuldstændig sejr; og således skete det. Men det banner plejer med sit sædvanlige navn at kaldes Danebroge. (Denne sejr menes at være den, som danskerne vandt i Estland, og som allerede er omtalt for nylig; men der er fejl i årstallet etc. - Ligeledes har jeg et andet sted fundet, at kong Valdemar og ærkebiskop Anders gjorde et tog til Estland i 1220).''"<ref>her gengivet efter Kock, s. 34f</ref><ref name="Fab 1933 493f">Fabricius (1933), s. 493f</ref> Det er naturligvis usikkert, hvad der egentlig skete under slaget ved Lyndanisse eller slaget ved Fellin, da overleveringen først er nedskrevet 300 år efter begivenhederne skulle have fundet sted <ref name=bjerg />. Historikerne har derfor forsøgt at finde den historiske begivenhed bag ved traditionen. Man kan således fastslå, at Peder Olsens fremstilling har hentet sine bestanddele flere steder, og at de oprindelig ikke har udgjort en helhed. Herom kan siges følgende:</br> 1. Det indledende afsnit om slaget ved Reval (Tallinn) svarer til fremstillingen i ''Rydårbogen'' og i ''Jyske Krønike'' og kan være hentet fra disse kilder.<ref>Kock, s. 35</ref><ref name="Fab 1933 486">Fabricius (1933), s. 486</ref></br> 2. Afsnittet om den hellige Niels i Århus kan stamme fra en bog om Niels, men findes ikke i hans ''vita''. Det tyder ikke på, at historien har en historisk baggrund. Snarere er den tilkommet efter, at Niels blev helgen, formentlig i midten af det 14. århundrede.<ref>Kock, s. 35f</ref><ref name="Fab 1933 486"/></br> 3. Afsnittet om Laurentius-fasten er helt malplaceret. Sankt Laurentius' dag er den 10. august, mens slaget fandt sted på Vitus' og Modestus' dag den 15. juni. ''Saxo'' omtaler et slag ved Ljutka (Lütjenburg), der fandt sted på Laurentius' dag, og formentlig er indskuddet hentet herfra.<ref name=autogeneret2>Kock, s. 36</ref><ref name="Fab 1933 487">Fabricius (1933), s. 487</ref></br> 4. Historien om ærkebispens oprakte hænder er hentet fra ''2. Mosebog'' (17, 9ff).<ref name=autogeneret2 /><ref name="Fab 1933 487"/></br> 5. Historien om det nedfaldne flag er uden direkte forbillede. Fra Portugal (hvorfra dronning Berengaria stammer) findes en tradition fra 1217 om et jærtegn i form af et kors på himlen til tegn på portugisernes sejr over maurerne i kampen ved Alcazar.<ref>Kock, s. 37</ref> Det betyder, at der findes en tradition næsten samtidig med den danske, hvilket styrker en tidsfæstelse til begyndelsen af 1200-tallet. Skønt der er forskelle (intet flag i Portugal), kan begivenheden i Portugal være blevet kendt også i Danmark og have styrket den danske tradition, men der er intet bevis for en direkte forbindelse.<ref>Kock, s. 42</ref></br> Med hensyn til selve dateringen af Dannebrogs fald fra himlen er det nutidens historikeres opfattelse, at når to kilder uafhængigt af hinanden daterer begivenheden til et andet sted og en anden tid end nutidens tradition siger, så må nutidens tradition anses som fejlagtig og den ældste tradition som den rigtige med hensyn til tid og sted.<ref>Lind, s. 26</ref> Dette kan også forklare, hvorfor der ingen omtale af Dannebrog er i den samtidige skildring i Henrik af Livlands krønike.<ref>Enn Tarvel (red.): ''Henriku Liivimaa Kroonika''; "Olion" Tallinn 1993; ISBN 5-450-01319-1; s. 140</ref> På lignende måde som bidragene om den hellige Niels og om Anders Sunesens løftede hænder er tilføjede den oprindelige fremstilling, så menes traditionen om Dannebrog at være overført fra det mindre betydningsfulde slag i 1208 til det vigtigere slag i 1219, der indledte den danske besættelse af det nordlige Estland som led i opbygningen af myten om netop dette slag.<ref name=autogeneret2 /> Endelig bør det nævnes, at traditionen blev nedskrevet kort tid efter, at danskerne havde mistet det originale Dannebrog under togtet til Ditmarsken i 1500. Det menes, at flaget var taget med, netop fordi man på grund af traditionen mente, at det ville bringe sejr.<ref>Jørgensen (1875), s. 417</ref> Som muligt ophavssted og som en anden mulighed har man peget på, at banneret kunne stamme fra Johanniterordenen eller være et korsbanner givet af paven, men disse og andre muligheder er blevet tilbageviste af historikerne.<ref>Jørgensen (1875), s. 426-429 for Johanniterordenens vedkommende, s. 431-432 for pavens vedkommende</ref> <ref>Jørgensen (1887), s. 149-153</ref> <ref>Lind, s. 25</ref> Der kan måske være grund til at se nærmere på disse hypoteser. === Myten om Johanniterordenen === Historikere i det 19. og 20. århundrede brød sig ikke om det himmelfaldne flag og søgte mere jordnære forklaringer. Især søgte man efter forbilleder for Dannebrog. Især hæftede man sig ved Johanniterordenen som en mulig kilde, da denne orden blandt andet havde et våben, som mindede om Dannebrog. En række mulige forbindelser har været foreslået. Man har peget på, at Valdemar Atterdag besøgte den hellige grav i påsken 1347 og her blev slået til ridder af hertug Erik af Sachsen.<ref>Jørgensen (1875), s. 426</ref> Kong Valdemar stiftede et Sankt Hans-kloster på Dueholm viet til Marie Magdalene på hvis festdag, han fik ridderslaget.<ref name="Jør 427">Jørgensen (1875), s. 427</ref> Yderligere oplyser Thomas Bartholin i sin bog om Dannebrogsordenen, at Valdemar på gamle tapeter på Københavns Slot var fremstillet med et hvidt ordenskors. Da korset første gang kendes fra et brev fra år 1356 og kongenavnet Valdemar er fælles, måtte en forbindelse anses som mulig.<ref name="Jør 427"/> Senere forskning har imidlertid vist, at Thomas Bartholins fremstilling bygger på et forfalsket kobberstik, hvorved denne del af beviset falder sammen.<ref>Jørgensen (1875), s. 429</ref> Ydermere har det vist sig, at ingen dansk konge har søgt sit gravsted hos Sankt Hans-ordenen, og der findes ingen optegnelser til støtte for en forbindelse.<ref>Jørgensen (1875), s. 430</ref> Denne forklaring må således afvises, da der ingen forbindelse findes mellem Sankt Hans-huse, deres velgørere og Johanniterordenen.<ref>Jørgensen (1875), s. 431</ref> Man har også tænkt sig, at Johanniterordenens symboler skulle være overtaget skridt for skridt i dansk tradition, men imod dette taler, at der findes en specifik tradition for flagets oprindelse, som ikke kan afvises.<ref>Jørgensen (1875), s. 434-437</ref> Tilbage er kun den mulighed, at flagets oprindelse med al sandsynlighed på den ene eller anden måde har forbindelse til et korstog til Estland.<ref>Jørgensen (1875), s. 437</ref> Den eneste samtidige kilde er Henrik af Livlands krønike, der imidlertid er stærkt tendensiøs: han forsøgte at nedgøre ethvert dansk bidrag til kristningen af Baltikum<ref>Jørgensen (1875), s. 439</ref>, ja endog at gøre dansk tilstedeværelse til utidig indblanding<ref>Jørgensen (1875), s. 441</ref> og bestrider endda, at Valdemar skulle have været på korstog.<ref>Jørgensen (1875), s. 442</ref> Således fremstilles han i 1219 som værende på besøg for at besigtige byggeriet af en ny borg, ikke som erobrer.<ref>Jørgensen (1875), s. 445f</ref> Esterne angreb for at stoppe opførelsen af borgen, men blev selv angrebet af vendiske hjælpetropper, som var kommet sammen med danskerne. Dannebrog omtales ikke.<ref>Jørgensen (1875), s. 447</ref> Tydeligvis er der tale om en andenhånds beretning baseret på rygter, ikke om et øjenvidne til begivenhederne. A. D. Jørgensen har forsøgsvis opstillet den hypotese, at esterne angreb biskop Theodoriks telt, fordi der foran var et banner, som opfattedes som hovedbanneret (det vil sige: kongens banner). Han stiller spørgsmålet, om Theodorik kan forbindes med Johanniterordenen.<ref>Jørgensen (1875), s. 448</ref> Theodoriks oprindelse er ukendt, men han optræder som missionær både hos liverne og esterne i forskellige opisoder med sagnagtige træk.<ref>Jørgensen (1875), s. 449</ref> Han blev sendt til pavestolen, hvor han den 15. april 1201 fik en bulle af pave Innocens, der opfordrede alle kristne i Vendland og Saxland til at drage til Livland.<ref>Jørgensen (1875), s. 450</ref> Theodorik forsøgte at få anerkendt Baltikum som sit bispedømme, men stødte på vanskeligheder. Derfor skal han have sluttet sig til den danske konge, idet paven havde givet biskop Anders Sunesen en bulle på at indvie en biskop i Estland.<ref>Jørgensen (1875), s. 456</ref> Da Tempelridderne på daværende tidspunkt havde et rødt kors på hvid baggrund som sit mærke, måtte et dansk korstog ske under et andet mærke, og han har så "lånt" Sankt Hans-brødrenes korsbanner.<ref>Jørgensen (1875), s. 457</ref> Det skulle således være dette banner, der var opsat foran hans telt, og som slaget med esterne derfor kom til at stå om.<ref name="Jør 458">Jørgensen (1875), s. 458</ref> Theodorik døde under slaget, og efter slaget måtte omstændighederne omkring fanens oprindelse og betydning have været uklar<ref name="Jør 458"/>, da det fuldstændig adskilte sig fra kongens banner: løverne og hjerterne. "Saa sagde man, at det var kommet ned fra Himlen midt i Slagets trængsel".<ref>Jørgensen (1875), s. 457</ref> Problemet med denne hypotese er, at den på intet punkt finder støtte i kilderne<ref name="Jør 458"/>, og A.D. Jørgensen understregede, at den kun var en hypotese, som fornyede studier måtte styrke eller svække,<ref>Jørgensen (1887), s. 150</ref> og at "''kun derom er alle enige, at Savojens Kors er lig Johanniternes, og det samme er Tilfældet med vort Danebroge.''"<ref>Jørgensen (1887), s. 153</ref> I og med, at flagets oprindelse nu henlægges til ''en anden begivenhed'', slaget i 1208, er grundlaget for hele denne konstruktion imidlertid bortfaldet. De nærmere omstændigheder omkring flagets oprindelse er fortsat ukendte. === Myten om dronning Berengaria og Dannebrog === Som tidligere nævnt har det været overvejet, om myten om Dannebrogs fald fra himlen var forbundet med dronning Berengaria. Hun blev gift med Valdemar Sejr i 1214 og døde i 1221.<ref name="Fen 1989 61">Fenger (1989), s. 61</ref> Hun stammede fra Portugal, og det er overleveringer herfra, som har været inddraget i forsøgene på at forklare myten. Det er blevet påpeget, først af overbibliotekar Christian Bruun, at der i portugisiske skrifter fortælles om et jærtegn, der i 1217 blev set i Portugal under en kamp imod maurerne ved Alcazar. Ifølge disse viste der sig et kors på himlen som tegn på sejren. Teorien er senere taget op af pastor L.P. Fabritius, som mener, at det er den eneste tradition i den kristne verden, som tåler sammenligning med sagnet om Dannebrog. Han forbinder de to begivenheder ved at påpege, at Berengaria var blevet dansk dronning blot tre år tidligere, og at der takket være en livlig forbindelse mellem Portugal og Danmark er mulighed for, at historien er kommet hertil. Det viser sig imidlertid, at denne antagelse ikke holder: dels kendes der ingen livlig forbindelse mellem de to lande, dels har der været rejst tvivl om, at hun kom fra Portugal. I flere danske årbøger siges, at hun var søster til greven af Flandern, og da der ydermere var arvestridigheder imellem hendes broder, kongen af Portugal, og to af deres søstre, bliver det endnu mindre sandsynligt, at der har været en forbindelse.<ref name="Koc 1951 37">Koch (1951), s. 37</ref> Dertil kommer den afgørende forskel, at der i Portugal var tale om et syn på himlen, men i Estland var tale om et faktisk flag, som efterfølgende blev bragt hjem til Danmark. Og hvis dateringen til 1208 opretholdes som den rette, udebliver muligheden for, at traditionen stammer fra Portugal også af kronologiske grunde.<ref name="Koc 1951 38">Koch (1951), s. 38</ref> Endelig har der været peget på, at den portugisiske tradition måske stammer fra et langt ældre slag, nemlig slaget ved Orique i det sydlige Portugal den 25. juli 1139. I dette slag var den sejrende feltherre Afonso Henriques, dronning Berengarias bedstefader, som ifølge en senere legende før slaget havde set et kors på himlen omgivet af engle i hvide klæder, og at Kristus havde lovet ham sejr og at hans efterkommere ville blive konger i Portugal. Det er imidlertid tvivlsomt, om dronning Berengaria overhovedet har kendt til denne tradition, idet slaget endnu i begyndelsen af 13. århundrede ikke havde opnået den berømmelse, som det senere fik. Det kan end ikke udelukkes, at traditionen om det ældre slag hviler på traditionen fra det senere slag.<ref name="Koc 1951 41f">Koch (1951), s. 41f</ref> Det må tilføjes, at der findes en endnu ældre tradition, nemlig kejser Konstantins korsvision før Slaget ved Ponte Molle i år 312 mod Maxentius, der fulgtes af ordene "''in hoc signo vinces''", det vil sige "under dette tegn skal du sejre". Og på freskerne om "Det sande Kors" legende" i Arezzo, malet af Piero delle Francesca i 1450-erne, ses Konstantin vinde over Maxentius ved at holde er kors frem på en måde, hvor det kan opfattes som værende faldet fra himlen.<ref name="Bar 1992 11f">Bartholdy (1992), s. 11f</ref> Der er intet, som kan understøtte, at den danske tradition skulle have noget med den portugisiske tradition at gøre. Hvilket dog ikke forhindrede Christian IV i på sine guldmønter fra 1591 at gengive den store portugisiske guldmønt kaldet ''portugaløser'' med Kristuskors og sætningen "in hoc signo vinces", sikkert fordi at denne var kendt fra Arild Huitfeldts krønike, der udkom 1600-1603, og hvor begivenheden forøvrigt henlagdes til 1219.<ref>Bartholdy (1992), s. 9, 12</ref> === Er Dannebrog ældre? === Spørgsmålet er, om flaget kunne være ældre. Enkelte forskere mener, at der har været en forløber for Dannebrog: De mener, at danske konger brugte et rødt flag med to ravne i sort, når de drog i krig. Kong Knud den Store skulle ifølge engelske kilder have ført en ravnefane i slaget ved Ashington i Essex i 1016 <ref>Anonym: "Dannebrogs historie" (''Spejderbladet Væbneren'', s. 179-182)</ref>. Men det vides ikke, om denne fane generelt er blevet brugt af den danske kongeslægt. På Bayeux-tapetet fra omkring 1068 fører bagtroppen et rødt flag med et hvidt kors, muligvis danske slægtninge til Vilhelm Erobreren, der i front fører Sankt Georgskorset i slaget ved Hastings i 1066. Ioannis Skylitzis Krønike fra ''Biblioteca Nacional'', Madrid, viser væringer fra Miklagård (''Den Store By'', Byzans-Konstantinopel-Istanbul) omkring år 1100 med et rødt flag med et hvidt kors. Mønter, der viser et korsbanner, blev slået allerede under Valdemar den Store<ref>Fenger, s. 269</ref><ref>Lind, s. 21</ref> og et korsbanner kendes tillige fra et segl fra hans tid (og senere fra et segl fra Erik af Pommerns tid), men disse fortilfælde er ikke overbevisende, ''med mindre'' at man antager, at hans søn skulle have haft en fane med måske som sit eget fra faderen stammende banner og enten (hvilket er temmelig utænkeligt) selv have hævet dette på et kritisk tidspunkt under slaget, eller (mere sandsynligt) at det af vinden fra kongens telt var revet løs og på mærkelig vis var blevet blæst hen over de kæmpende, hvilket er blevet opfattet som en guddommelig indgriben. I så fald var den bogstaveligt talt på det nærmeste "faldet fra himlen". Det er muligt, at det er synet af denne fane højt mod himlen, der gav de kæmpende det mod og den vilje, der skulle til for at vinde slaget. At Valdemar den Store som den korstogskonge, han var med sit korstog til Rygen i 1169, skulle have haft et korsbanner som sit personlige mærke, er vel ikke ganske utænkeligt, og det ville næppe heller være mærkeligt, at det samme banner måtte være medbragt under dette nye korstog af hans søn. Hvis Bayeux-tapetet virkelig afspejler danske deltagere i slaget ved Hastings, indebærer det, at flaget går tilbage til Sven Estridsens tid. Det lader sig intil videre ikke fastslå med sikkerhed, og der findes en anden og måske mere sandsynlig mulighed for hvorledes, at korsbanneret kan være blevet Valdemar den Stores personlige mærke. Valdemar den Stores hustru, dronning Sophie, var datter af Richiza og en russisk fyrste.<ref>Fenger, s. 160</ref> Vi ved fra en engelsk kilde fra 1170-erne, at hun havde stået bag et dansk felttog til Finland til støtte for hendes fader og brødre.<ref>Fenger, s. 161</ref> Vi ved derimod ikke, om der er en forbindelse mellem væringerne og deres flag i Miklagård som gengivet i Ioannis Skylitzis Krønike, Sophie og hendes russiske fader og Valdemar den Stores valg af kongeligt banner. At Sophie var en særdeles indflydelsesrige person i Valdemars liv og gerning, er hævet over al tvivl.<ref>Fenger, s. 166</ref> === Danske korstog til Estland i ny belysning === Omflytningen af begivenheden til et nyt år og et nyt sted stiller alle den danske korstog til Estland i et nyt lys og dermed også spørgsmålet om Dannebrogs oprindelse. Først og fremmest kan der være grund til at pege på, at sagnet ''ikke'' har forbindelse med nogle af de øvrige kilder, som indgår i de ældste skriftlige overleveringer. Der er tale om en helt selvstændig og uafhængig tradition.<ref name="Fab 1933 493">Fabricius (1933), s. 493</ref> Der kan ligeledes være grund til at påpege, at ingen kilde, dansk eller udenlandsk, forbinder Dannebrog med begivenhederne i 1219.<ref name="Fab 1933 494">Fabricius (1933), s. 494</ref> Dernæst må der være god grund til at fremhæve, at den danske korstogsvirksomhed er af betydelig ælde. De ældste omtaler, ''Rydårbogen'' og kongefortegnelsen i ''Lund Domkirkes Nekrologium'', der tillægger Knud den Store en sådan virksomhed, antagelig hviler på misforståelser (måske en navneforveksling af Knud den Store og Knud den Hellige).<ref name="Fab 1933 496f">Fabricius (1933), s. 496f</ref> Derimod er der fra tiden fra omkring 1070-1080 sikre efterretninger om danske korstog til Estland. Således oplyser ''Saxo'', at Knud den Hellige i slutningen af Sven Estridsens regeringstid samlede landets ungdom og indlagde sig berømmelse ved sejre over sembere og estere. ''Jyske Krønike'' har gentaget Saxos udsagn.<ref name="Fab 1933 497">Fabricius (1933), s. 497</ref> Vi kender ikke nærmere til denne og den senere tids korstog til disse egne, men forekomsten af danske stednavne ved Riga på ''holm'' (Stenholm, Langholm og Rigeholm), ''næs'' (om Kurlands forbjerge), ''sund'' og ''klint'' (om det nordlige Estlands bratte skrænter) tyder på forbindelser til dansk (eller svensk) område.<ref name="Fab 1933 498">Fabricius (1933), s. 498</ref> I 1170 indtraf der, ifølge ''Saxo'', et angreb fra kurlandske og estiske sørøvere mod Øland, hvor angriberne først efter blodige kampe blev nedkæmpet af en dansk flåde under ledelse af Esbern Snare og Christoffer, kong Valdemars uægte søn.<ref name="Fab 1933 498f">Fabricius (1933), s. 498f</ref> Omtrent samtidig, efter Rygens erobring i 1169, optræder en biskop Fulco af Estland som medunderskriver på et brev herom, hvilket viser dels hans tilstedeværelse i Danmark, dels at Danmark havde missions- og korstogsvirksomhed rettet mod Estland på denne tid.<ref name="Fab 1933 499">Fabricius (1933), s. 499</ref> Det vides, at ærkebiskop Eskil af Lund under sin landflygtighed til Frankrig havde kontakt til abbed Peter i klosteret Moutier-la-Celle, der anbefaler ham munken Fulco som missionær til Estland. Eskil lader ham bispevie, men vi kender ikke nærmere til hvornår og under hvilke omstændigheder, han er kommet til Danmark.<ref name="Fab 1933 499f">Fabricius (1933), s. 499f</ref> Det er muligt, at Fulco har indledt en missionsvirksomhed omend næppe med den store fremgang. Derimod fik en tysk cisterciensermunk ved navn Theodorik udnævnelse til biskop over esterne og han søgte dansk støtte til missionsvirksomhed via ærkebiskoppen i Lund, og paven lagde Estland ind under ærkesædet i Lund. På samme tid arbejdede en gejstlig fra Bremen, Albert, for missionsvirksomhed i Livland, han søgte støtte hos den tyske staufiske kong Filip, og han blev biskop i Riga. Tyskerne organiserer sig i Sværdriddernes Orden, som paven godkender i 1202.<ref name="Fen 1989 240"/> Meget tyder på, at den danske korstogsvirksomhed i de følgende årtier var rettet imod Venden, som først nu kommer under endeligt dansk herredømme.<ref name="Fab 1933 504">Fabricius (1933), s. 504</ref> Men i 1197 indledes et omfattende dansk korstog til Estland.<ref>Ulige årbøger angiver lidt forskellige år for dette korstog: 1194, 1196 og 1197, men nøjere undersøgelser har påvist daterings- og afskrivningsfejl for de to første års vedkommende, jvf. Fabricius (1933), s. 504-506</ref><ref name="Fen 1989 239">Fenger (1989), s. 239</ref> Atter afbrydes korstogsvirksomheden midlertidigt i forbindelse med, at Absalon dør 1201, kong Knud VI dør 1202 og Esbern Snare dør 1204 samt med Danmarks magtovertagelse i Holsten, der sker under betydelige kampe<ref name="Fab 1933 507">Fabricius (1933), s. 507</ref>, men i 1205 søger kong Valdemar om tilladelse til at oprette et bispesæde i Estland, hvilket han får tilladelse til den 13. januar 1206.<ref name="Fab 1933 507"/> Antagelig i 1206 skriver pave Innocens III til Anders Sunesen:</br> "''Da du i din retfærdighed og fromhed påtænker at straffe uret mod kristenheden, og da du med fromt forsæt har besluttet at drage imod hedningerne, bevilger vi dig ved dette brev myndighed til at ordinere en troende biskop i en by, som du med Kristi hjælp kan vinde for dyrkelsen af den kristne tro, efter at hedningernes smuds er fjernet''".<ref name="Fen 1989 239f">Fenger (1989), s. 239f</ref></br> Et dansk korstog synes rettet imod Saremaa (Øsel), hvor der opføres en mindre borg, men uden tilstrækkeligt mandskab må man atter forlade øen; Anders Sunesøn drog herfra med biskop Nicolaus af Slesvig til Riga for vinteren.<ref name="Fab 1933 509">Fabricius (1933), s. 509</ref><ref name="Fen 1989 240">Fenger (1989), s. 240</ref> I 1208 skal korstoget til det sydlige Estland være fundet sted. Det savnes imidlertid i omtalen i klosterårbøgerne, måske fordi der samme år foregik et katastrofalt krigstog til Sverige, som endte med nederlaget ved Lena den 31. januar, og som pådrog sig hele opmærksomheden.<ref name="Fab 1933 509"/> Som årsag til dette korstog må måske ses, at tyskerne samme år havde underlagt sig Livland og havde overskredet grænsen til Estland.<ref name="Fab 1933 511">Fabricius (1933), s. 511</ref> Det var derfor på høje tid, hvis Danmark ikke skulle risikere, at hele det baltiske område blev underlagt tysk overherredæmme. Også i de følgende år genoptages korstogene til Estland, således 1210, efter, at man havde sikret sig imod tyske udplyndringer i Danmark, mens korstoget fandt sted.<ref name="Fab 1933 510">Fabricius (1933), s. 510</ref> Men netop på dette tidspunkt indtræder en magtkamp om Estland og Livland mellem Sværdridderordenen på den ene side og biskoppen i Riga på den anden.<ref name="Fab 1933 512">Fabricius (1933), s. 512</ref> Denne magtkamp fører til, at paven i stedet giver ærkebiskop Andreas Sunesen legatmyndighed i alt, hvad der angår mission i Baltikum. Den 4. april 1212 får ærkebispen et tilsagn som leder af missionsvirksomheden.<ref name="Fen 1989 267">Fenger (1989), s. 267</ref> Heri anvendes som begrundelse herfor blandt andet følgende:</br> "''Da du altså, optændt af iver for Kristendommen, mægtigt har arbejdet på at omvende de omboende hedninger fra vildfarelsen til sandheden, og endnu agter at arbejde, så mener vi, at vor befuldmægtigelse, for at du rigeligere og virkningsfuldere må kunne udføre det, bør overgives dig; og vi befaler vore brødre ærkebiskoppen af Uppsala og hans lydbiskopper og biskopper og de andre kirkers øvrige prælater i Danmark og Sverige ved denne vor skrivelse, at de skal være dig, der som pavestolens legat trofast arbejder på denne gerning, behjælpelig..''"<ref name="Fab 1933 513">Fabricius (1933), s. 513</ref></br> Det er sandsynligt, at den "mægtige" virksomhed, der henvises til, blandt andet har omfattet et korstog i 1208. Konklusionen af dette historiske forløb bliver, at: "''Der kan saaledes ikke ud fra tidshistoriske Grunde rejses nogen Invending mod Danebrogssagnets Tidsfæstelse til 1208 og Stedfæstelsen til Fellin.''"<ref name="Fab 1933 517f">Fabricius (1933), s. 517f</ref> === Dannebrog og slaget ved Lyndanisse i 1219 === Men hvorledes så med selve overleveringen? Det står fast, at den ikke kan være "lånt" fra andre kilder. Det står også fast, at da Peder Olsen nedskriver begivenheden, forsøger han at få sit ellers ukendte korstog rettet til et kendt korstog.<ref name="Fab 1933 523">Fabricius (1933), s. 523</ref> Men netop dette, at korstoget 1208 ellers er ukendt, taler for, at det har været en gammel overlevering om Dannebrog, som ''netop'' var knyttet til 1208 og til Fellin.<ref name="Fab 1933 525">Fabricius (1933), s. 525</ref> Det må anses for usandsynligt, at et sådant sagn skulle være en senere tids konstruktion.<ref name="Fab 1933 526">Fabricius (1933), s. 526</ref> Hvad angår selve forløbet af slaget kan der være grund til at bemærke sig Henrik af Livlands fremstilling af begivenhederne i 1219. Ifølge denne var kong Valdemar kommet til Estland med sin enorme flåde på 1500 skibe for at tilse opførelsen af en ny borg i stedet for den gamle Lyndanisse<ref>navnet menes afledt af estisk: danernes borg</ref>, som blev sløjfet for at give plads til den nye. De omgivende folkegrupper, revelerne og harjerne, samlede en stor hær og sendte deres ledere til kongen for at forhandle en fred. Kongen gav disse udsendinge gaver, og hans biskopper døbte dem; med i kongens følge var lensmanden Vitslav fra Rygen, ærkebiskop Andreas og tre biskopper: kansleren Niels fra Slesvig, Ebbe fra Århus og Theodorik, der var indviet som ny biskop over Estland. Tre dage efter fredsforhandlingerne vendte esterne imidlertid tilbage med deres hær og angreb den danske lejr fra flere sider om aftenen efter nadveren. Nogle stormede det telt, hvor biskop Theodorik lå, ud fra formodningen, at det var kongens telt, og han blev dræbt på stedet; andre angreb andre mål, og mange blev hugget ned. Netop, som det så værst ud for danskerne, vendte Vitslav med sin vendiske hær sig imod esterne og drev dem på flugt; andre estere under fremrykning standsede op ved dette syn, og danskerne fik samlet sig, kongen med sit mandskab, der også omfattede nogle tyskere, kom til stede, og efter kamp blev esterne slået på flugt, og mange blev dræbte. Kongen og biskopperne takkede Gud for sejren, kong Valdemar lod sin kapellan Viscelin indvie til Theodoriks efterfølger og drog hjem efter at have fuldført borgens opførelse, mens biskopperne med deres mandskab forblev i landet og færdiggjorde dettes underkastelse under den danske krone og kirke.<ref name="Jør 1875 445f">Jørgensen (1875), s. 445f</ref><ref name="Fen 1989 267f">Fenger (1989), s. 267f</ref> Denne beretning, som er nogenlunde samtidig med begivenhederne men en andenhånds beretning, giver anledning til en række spørgsmål. Det virker utroligt, at kongen skulle være ankommet med en så stor hær blot for at ombygge en borg. Mere troværdigt er det, at der var tale om et regulært korstog. Men endnu mere bemærkelsesværdigt er det, at esterne skulle have angrebet biskop Theodoriks telt i den tro, at det var kongens. Hvad fik dem til at tro det? Og hvordan identificerede de dette kongens formodede telt? Er Dannebrog en medvirkende del af forklaringen? I så fald: på hvilken måde? Svaret på disse spørgsmål kan meget vel vise sig at være en nøgle til forståelse af begivenhedsforløbet. Under alle omstændigheder ''bestyrker'' denne teori også teorien om, at det egentlig var et medtaget banner. Tilbage bliver spørgsmålet om de historiske omstændigheder omkring flagets betydning i slaget. Det kunne tænkes, at der var tale om en pavelig fane. Men ingen overlevering taler om en sådan pavelig fane.<ref name="Fab 1933 530">Fabricius (1933), s. 530</ref> Antagelsen er grundløs. En anden mulighed er, at det skulle være Johannitterne fane. Men det er usandsynligt, at paven vil have anvendt et banner, som allerede var i brug.<ref name="Fab 1933 529">Fabricius (1933), s. 529</ref> Også denne antagelse må anses for grundløs. Endelig kunne der være tale om en biskoppelig fane, men absolut intet kan understøtte denne antagelse. Fabricius har foreslået, at hvis flaget ikke svævede ned fra oven, kunne det måske, hvis vi følger den skildring, som Henrik af Livland giver, være en undsætningstrop, der kom til med den biskoppelige korsfane højt løftet i spidsen.<ref name="Fab 1933 531">Fabricius (1933), s. 531</ref> Imod denne antagelse taler først og fremmest, at der ingen beviser findes for, at en sådan "biskoppelig" fane skulle have eksisteret, og for det andet, at hvis det virkelig var en undsætningstrop, der havde bragt fanen til slaget, ville man have forventet, et dette var blevet indarbejdet i den senere tradition. Set i dette lys bliver forklaringen med et løsrevet kongeligt banner bragt til slaget af vinden langt mere sandsynlig. Vi kan måske underbygge denne hypotese: ''hvis'' det er rigtigt, at Dannebrog første gang spillede en rolle under den danske korstogsmission i 1208 under omstændigheder, som måske er blevet husket men aldrig nedskrevet i samtiden, og ''hvis'' flaget viste sig netop på det mest kritiske tidspunkt under slaget, og ''hvis'' nogen i et guddommeligt indfald har forstået den symbolske betydning af at indgyde korstogsridderne ekstra mod og kraft netop på dette tidspunkt, og ''hvis'' flaget var taget med igen under det nye korstog i 1219, ''så'' kan det med rimelighed forklare to ting, som ellers bliver vanskelige at forklare: for det første hvorfor Dannebrog er blevet knyttet til begivenhederne i 1219, selvom dets oprindelse skriver sig til 1208, og for det andet hvorfor flaget var med korstogsridderne under dette nye togt: det var blevet "modtaget" under et tidligere korstog og var blevet forbundet med en sejr i dette, hvorfor det som sejrssymbol blev taget med igen og atter gav en sejr. I begge tilfælde havde danskerne befundet sig i en kritisk situation, som ved et mirakel var blevet vendt til en sejr: første gang da flaget var svævet hen over de kæmpende, og anden gang, da hjælpetropperne dukkede op på det mest kritiske tidspunkt. Begge begivenheder er blevet husket som noget enestående, men da de ikke er blevet skrevet ned i tide, er de i hukommelsen blevet blandet sammen og til dels forvekslet. Dermed er traditionen om Dannebrogs oprindelse og betydning i nogen grad blevet forskudt fra den oprindelige, mindre betydningsfulde begivenhed til den senere, afgørende begivenhed. Og dermed fik Dannebrog også den betydning som sejrssymbol, som flere hundrede år senere blev nedskrevet. Det kan tillige forklare en anden, mindre bemærket side af begivenhedsforløbet: hvis fanen var med igen i 1219, og hvis det var dette kongens personlige banner, som fejlagtigt fik esterne til at angribe ærkebispens telt i den tro, at det var kongens telt, så bestyrker det yderligere flagets høje alder. Det ville være naturligt at medbringe ''samme'' korstogsfane på begge korstog, fordi de drejede sig om ''samme'' sag. Brugen af en korsfane er bevidnet allerede fra Valdemar den Stores tid<ref name="Fen 1989 269">Fenger (1989), s. 269</ref>, hvor den sandsynligvis symboliserer kongen og hverken det danske rige eller paven. At danskerne netop havde et banner med kors som symbol er selvsagt naturligt for et korstog. Nok så vigtigt: forudsat, at Danmark forud for slaget i 1219 allerede havde udkæmpet slag i det sydlige Estland omkring et årti tidligere, bliver det lettere forståeligt, hvorfor kong Valdemar i 1218 kræver herredømmet over hele Estland, hvorfor han spærrer Lübecks havn for de tyske korstogsfarere i 1219 og 1220, hvorfor Anders Sunesøn erklærer hele Estland som tilhørende Danmark, samt hvorfor hele Estland i 1221 i et forlig med biskop Adelbert tillægges Danmark. Der var hverken tale om en lunefuld udnyttelse af heldige omstændigheder fra dansk side eller om et dansk imperialistisk krav men derimod om at fuldende den virksomhed, som var begyndt årtier før og som skridt for skridt var blevet udstrakt til hele det estiske område.<ref name="Fab 1933 532f">Fabricius (1933), s. 532f</ref> Det synes rimeligt at drage den slutning, at selv om korsbanneret altså sandsynligvis er ældre end 1208 (eller 1219), så var det først ved et af disse slag og snarest i 1208, at det kom til at spille den afgørende rolle for slagets udfald, der gjorde, at der blev skabt en tradition omkring det. Slaget i 1219 var måske på sin egen måde vigtigt, men Dannebrog spillede næppe den samme rolle for dette slags udfald. Her var det hjælpetropperne, som spillede den vigtigste rolle. Ovenstående er, hvad vi med rimelig sikkerhed tør sige om Dannebrogs oprindelse og betydning for Danmarks overherredømme over Estland. Tilbage bliver at følge nogle hovedtræk i flagets senere historie. === Tallinn, Lübeck og Erik Klipping === Der kan i forbifarten være anledning til at gøre op med endnu en myte. Den omstændighed, at Tallinns lille segl afspejler Dannebrog, samt at det ses over Strandporten, har givet anledning til den teori, at der er en særlig forbindelse mellem dette sted og denne fane.<ref name="Fab 1933 528">Fabricius (1933), s. 528</ref> Det er efter min opfattelse en misforståelse. Den rette sammenhæng er snarere følgende: Det danske overherredømme over Estland var i begyndelsen meget usikkert. Efter en længere tids uroligheder blev der i 1238 indgået et forlig, kaldet Stensby-aftalen, hvorved den tyske ridderorden måtte overdrage borgen i Tallinn, som den havde besat, til den danske konge.<ref>Fenger (1989), s. 324</ref> Lidt senere, inden hendes død i 1282<ref>Hørby (1989), s. 140</ref>, gav den danske konge, Erik Klipping, og især hans moder, Margrete Sambiria, Tallinn dets stadsret, som det fik efter forlæg fra Lübecks stadsret.<ref>Hørby (1989), s. 123</ref><ref>Hørby (1992), s. 36</ref> Når Tallinns segl fra 1294 og dets såkaldt "store" byvåben viser tre kronede løver, en nøje kopi af det danske våben<ref>Bartholdy (1992), s. 9</ref>, når Sankt Knudsgildet og andre gilder i Tallinn i 1400-tallet anvender et hvidt kors i rødt felt som sit våben<ref>Bartholdy (1992), s. 10</ref> og når man ved, at Lübeck tillige havde et hvidt kors på rød grund som sit byvåben, er det så urimeligt at antage, at Tallinns byvåben markerer ''hvem'', som gav byen dens stadsret, mens Tallinns lille segl sammen med symbolet over Strandporten angiver ''hvorfra'', at Tallinn fik sin stadsret? Det mener jeg ikke. Tværtimod er det i mine øjne logisk. Hvis det forholder sig således, betyder det imidlertid, at der ingen sammenhæng er mellem Dannebrog på seglet og over Standporten og begivenhederne i 1219. === Kendt siden 1300-tallet === [[File:Gelre Folio 55v.jpg|thumb|right|Dannebrog gengivet i "Armorial Gelre".]] Jeg har tidligere opstillet den hypotese, at Dannebrog kan være begyndt som den danske konges ''personlige'' banner. Kan denne hypotese underbygges? Ja, det kan den. Som nævnt optræder et kvadratisk korsbanner på både en mønt og på et segl fra Valdemar den Stores tid. Det taler stærkt for en forbindelse mellem denne konge og dette bannermærke. Historisk kendes Dannebrog siden 1300-tallet. Dannebrog er således bevidnet af den hollandske herold ''Gelre'' (1334-1375), der i værket "Armorial Gelre" blandt andet gengiver et våben for "die coninc van danmarke" visende, rigsvåbenet med 3 leoparder forbundet med en gylden hjelm med hermelinsklædte og påfuglebesatte vesselhorn samt et kvadratisk Dannebrogsflag.<ref name=autogeneret1 /><ref>[https://commons.wikimedia.org/wiki/File:Gelre_Folio_55v.jpg Gelre Folio 55v]</ref> Ligeledes i ''Bellenville-våbenbogen'' 1380-90 findes et skjold med et kors med navnet ''Denenbroce'' over. Fra denne tid må både flagets navn og udseende derfor regnes som værende fastslåede kendsgerninger. Således er både flaget og navnet dokumenteret ''senest'' fra Valdemar Atterdags tid og ''kan'' stamme fra de estiske korstog blot 150 år før eller tidligere. Læg dertil, at vi genfinder det samme kvadratiske kortbanner på et segl fra Erik af Pommerns tid. Det betyder, at vi kan dokumentere, at mindst tre danske konger har anvendt det selvsamme symbol som sit banner. Dette taler meget stærkt for, at det allerede på denne tid har vundet hævd som kongens traditionelle banner. Det skulle være mærkeligt, om ikke dette også var tilfældet på Valdemar Sejrs tid, som falder midt i de tre andre kongers. Det betyder, at vi med en til vished grænsende sandsynlighed har godtgjort hypotesen om, at dette banner må have fulgt med kongen på dennes korstog. === Erik af Pommern === Det danske korsflag kendes brugt af Erik af Pommern og symboliserede på daværende tid tillige hansestaden Lübecks våben. Lübecks gamle våben var et hvidt kors på en rød baggrund, dannet som en modsætning til den tysk-romerske kejsers hvide flag med et rødt kors, et flag som stammede fra Romerriget, og som er bevaret i det engelske flag (Sankt Georgs kors). Det synes rimeligt at antage, at Erik af Pommern derfor har haft et dobbelt formål med at anvende dette banner: dels var anvendelsen allerede blevet en tradition for danske konger, dels kunne symbolet bruges til at markere, at han hævdede at være retmæssig byherre over Lübeck, lige som Valdemar Sejr havde været det.<ref>Hørby (1992), s. 35</ref> Vi ved, at Erik af Pommern indførte dannebrogskorset i sit unionssegl fra 1398<ref>Bartholdy (1992), s. 7</ref>, og at det lige siden har indgået i alle danske rigsvåbener som en fast bestanddel. Det menes, at Dannebrog oprindeligt blev opbevaret sammen med rigets øvrige klenodier, i Folen, det faste tårn på Kalundborg Slot.<ref>Jørgensen (1887), s. 168</ref> Det ville være logisk, når der ikke længere foregik korstog. Vi har et andet bevis for Dannebrogs betydning på Erik af Pommerns tid: da Erik flygtede fra Danmark "''..saa giorde hand sigh strax hemmeligh rede och foer til Kallunborg och thogh der Danmarckis ipperste klenodie .. Hand togh der en bannere som kallis Dannebroge, huilcken Gud sende dannske mend ned aff himmelen med sin hellige engill, ath the skulle føre hannom i krigh mellom dem och theris finder, som the och giorde och wonde ther med stuor priss och ære''".<ref>Fabricius (1933), s. 519</ref> Denne skildring skyldes Christiern Pedersen, kannik i Lund, som også i anden sammenhæng omtaler traditionen om Dannebrogs oprindelse, og som har nedskrevet oplysningen i begyndelsen af 1500-tallet. Der kan næppe være tvivl om, at det er den samme tradition som refereret af Peder Olsen.<ref>Fabricius (1933), s. 522</ref> Desværre er det ikke muligt med sikkerhed at udlede, om det var kendskabet til myten om flagets oprindelse, der fik kong Erik til at tage det med sig, men helt udelukke det kan man næppe. I så fald er det et indicium for traditionens vedligeholdelse frem til dens nedskrivelse. === Dannebrog og Sverige === Dannebrog optræder også i begivenheder efter Erik af Pommerns tid, hvilket bekræfter dets fastslåede stilling som kongens banner og samlende symbol under krigsbegivenheder. Ifølge svenske krøniker blev "Danabroka" i 1439 ført ind i Sverige. Ærkebispens krønike i Lund oplyser, at Christian I i 1448 fik overrakt rigets flag.<ref>Jørgensen (1887), s. 161</ref><ref name="Bar 1992 13f">Bartholdy (1992), s. 13f</ref> Senere, i 1464, tog svenske bønder angiveligt en fane med Dannebrog fra Christian I og måske som følge deraf oplevede de en sejr i Slaget ved Brunkeberg i 1471.<ref>Jørgensen (1887), s. 172</ref> Vi har flere beviser på flagets eksistens på denne tid: i folkevisen om kong Hans' bryllup fra 1478 oplyses, at skibet, som hentede hans brud, havde "Danebroge i fremmerstavn", og en afbildning i Roskilde domkirke fra 1498 af det skib, som førte Sankt Lucius' hoved til Danmark, viser skibet med Dannebrog som orlogsflag.<ref>Jørgensen (1887), s. 158</ref> Disse og andre oplysninger bevidner flagets vedvarende brug og dets betydning som den danske konges rigssymbol. === Togtet til Ditmarsken === Under krigen i Ditmarsken i år 1500 var et Dannebrogsflag, der efter sigende var det originale fra 1219, med. Under slaget ved Hemmingstedt blev det ført af marsk Hans von Ahlefeldt<ref>oplysningen findes hos den kongelige historiograf Hans Svanning, der i 1558-59 skrev en fremstilling af kong Hans' historie og heri bringer oplysningen, at :"rigets banner, delt af hvidt og rødt i form af et kors, og nedfalden fra himlen til kong Valdemar II, som der fortælles, da han førte krig mod Livlænderne, som dengang var kristendommens fjender", her gik tabt. Det er sikkert fra Svanning, at Huitfeldt har hentet samme oplysning, jvf. Jørgensen (1887), s. 169.</ref>. Han faldt imidlertid under slaget, og flaget blev erobret af ditmarskerne. Det blev ophængt i kirken i Wöhrden<ref>oplysningen skyldes præsten og historikeren Johan Neocorus, der afsluttede sin krønike i 1598 og hvis fader havde været degn i Wöhrden i 20 år, da han døde i 1580, jvf Jørgensen (1887), s. 178f</ref>, og blev først generobret i 1559. Uafhængigt af Svanning fortæller Johan Rantzov i sin omtale af dette sidste togt til Ditmarsken, at der blandt de tilbageerobrede faner også var: "''et stykke af det banner, som man siger til sin tid ved et mirakel blev givet en dansk konge imod russerne og som fordum kong Hans havde taget med i håb om derved at stride heldigt imod Ditmarskerne.''" <ref>Jørgensen (1887), s. 170f</ref> - da næsten ødelagt af fugtighed og ælde - og ophængt i Slesvig kirke, hvor det endeligt gik til engang i 1660'erne.<ref>kilden hertil er Hans de Hofman, som i 7. del af "Den danske Atlas" fra 1781 s. 605 oplyser om koret i Slesvig domkirke, at: :"I dette kor hængte den berømte danske fane Danebrog... og var at se, indtil den ved 1660 af alder og forrådnelse aldeles forfaldt, da nogle børn ved deres leg nedrev den af loftet og ingen bekymrede sig om at samle dens levninger." Men fra omtrent samme tid stammer en oplysning i et tysk værk, at fanen havde hængt i Nikolaikirken i Kiel, jvf Jørgensen (1887), s. 182. Jørgensen tillægger dog oplysningen om Slesvig domkirke størst troværdighed, jvf samme. s. 185f</ref><ref name="Bar 1992 14"/> I borgerkrigen ''Grevens fejde'' anvendte den ene part et stribet flag; blåt, gult og rødt i rigsvåbnets farver, og den anden part, den sejrende, brugte et rødt-hvidt korsflag, med fire lige lange arme. === Nyere tid === Siden 1500-tallet har Dannebrog angivet danske skibes nationalitet<ref>Bartholdy (1992), s. 11</ref>, og i 1600- og begyndelsen af 1700-tallet indgik et Dannebrogsfelt i hærens faner.<ref name=autogeneret3>Achen, s. 108</ref> I 1696 fastlagde en kongelig resolution flagets mål, og disse har siden overvejende været opretholdt.<ref name="Bar 1992 14">Bartholdy (1992), s. 14</ref> Indtil 1743 brugte man et sort-hvidt korsflag som sørgeflag, derefter blev det besluttet at flage på halvt i stedet for<ref>[http://www.crwflags.com/fotw/flags/dk-sorg.html Danish Mourning Flag (until 1743)<!-- Bot genereret titel -->]</ref>. I 1785 blev Dannebrog genindført som fane for nogle danske regimenter, og i 1801 blev det fane for landeværnet.<ref name=autogeneret3 /> I 1807 digtede B.S. Ingemann:<br /> "''Vift højt på Kodans bølge''<br /> ''blodrøde Dannebrog''"<br /> og i de følgende årtier skrev flere danske digtere, N.F.S. Grundtvig, Oehlenschläger, Chr. Winther, H.C. Andersen, digte om Dannebrog.<ref name=autogeneret3 /> I 1830-erne og 1840-erne udviklede Dannebrog sig til et folkeflag. I 1842 blev det regimentsfane i hele hæren.<ref>Achen, s. 109</ref> Endnuså sent som i 1833 blev det forbudt den danske befolkning privat at flage, men forbuddet blev reelt ikke håndhævet. Under Treårskrigen 1848-1850 flagede befolkningen med Dannebrog i stort omfang, og i 1854 blev det omsider officielt tilladt private at flage.<ref>Bartholdy (1992), s. 14</ref> === <big>Lovgivning</big> === Valdemarsdag den 15. juni blev indført i 1912 ved cirkulære Nr. 391 af 24. december 1912 for at markere Dannebrogs oprindelse, men som det fremgår, hviler det på en delvis misforståelse af traditionen. På den anden side: hvis det tidligere begivenhedsforløb er korrekt forstået, og slaget i 1219 markerede en slags afslutning på hele den forud gående danske missionsvirksomhed i Estland, så er markeringen af denne begivenhed historisk rimelig og forståelig. Og lige meget hvormeget man forsøger at skille myte fra historisk virkelighed, så står det fast, at denne afslutning spillede en afgørende rolle for, at Estland blev et kristent område, og at Danmark har hovedæren herfor. I 1929 blev der udarbejdet et forslag til en officiel flaglov af en særlig kommission, men lovforslaget er aldrig blevet færdigbehandlet eller vedtaget.<ref>Bartholdy (1992), s. 15</ref> === <big>Sammenfatning og konklusion</big> === Vi er nået til vejs ende, og resultatet turde være klart: historien om det himmelfaldne flag i 1219 er en myte og en misforståelse. Den sande historie synes at være som følger: Flaget selv er sandsynligvis meget ældre. Det går utvivlsomt tilbage til Valdemar den Store, som har antaget det som sit personlige kongelige banner. Vi ved ikke hvorfra, han har hentet inspirationen, det kan være fra England eller fra sin hustru og væringerne eller et helt tredie sted fra. Dette kan også forklare hvorfor, at der ikke findes nogen tradition om, at det skulle hidrøre fra paven, eller nogen forbindelse til Johannitterordenen. Senere er det åbenbart gået i arv som fast kongeligt banner. Kongen har sikkert medtaget det på sine korstog. Under korstoget til Estland og slaget ved Fellin i 1208 kom det til at spille en særlig rolle, idet det midt under slaget, da danskerne var truet af nederlag, åbenbart rev sig løs og svævede hen over de kæmpende og indgav danskerne det mod og den beslutsomhed, der gjorde, at de vandt dette slag. Begivenheden er siden blevet husket i mundtlige beretninger. Intet taler til støtte for, at traditionen har nogen forbindelse med de himmelske jærtegn, som skal have vist sig i Portugal, idet den danske tradition efter alt at dømme er ældre. Først langt senere har man i Danmark fået kendskab til den portugisiske tradition. Spørgsmålet, om der var tale om guddommelig indgriben, er i sidste ende et trosspørgsmål, men der er ikke tvivl om, at det er således, at man i datiden har opfattet begivenheden på samme måde som i andre lignende tilfælde. Flaget har sikkert været med igen under det nye korstog til Lyndanisse i 1219. Det er muligt, at de har stået foran biskoppens telt og har forledt esterne til at angribe dette. Også denne gang indtraf der et under, idet undsættelsesstyrkerne nåede frem netop, som danskerne var mest trængt. Om disse har haft fanen med sig, vides ikke med sikkerhed, men også dette under er blevet husket. Når Tallinn har tre løver i sit store våben og et Dannebrog i sit lille segl, hænger det sandsynligvis sammen med, at byen fik sine stadsrettigheder af den danske konge og inspireret fra Lübecks stadsrettigheder, hvilket de to symboler afspejler. Det har intet at gøre med slaget i 1219. Allerede i datiden eller måske lidt senere har flaget fået det navn, som siden har været knyttet til det. Også de til flaget knyttede begivenheder er blevet husket, men i tidens løb er de blevet blandet sammen. Da flaget var med under felttoget i 1500 til Ditmarsken, var det for at give sejr, men det endte i nederlag, og flaget gik tabt. Efter dette blev erindringerne om dets betydning nedskrevne, men da med den usikkerhed som da var indtrådt om tid og sted. Flaget blev siden genvundet men fik ikke længere den værdige opmærksomhed, som det kunne påkræve, og det gik op i råd og ælde. Men dets symbolske værdi blev bevaret, dog fortsat kun som kongeligt banner. Med kongens støtte blev det siden anvendt af danske forsvarsstyrker og til skibe under kongelig beskyttelse. Men i Treårskrigen 1848-58 flagede befolkningen trods forbuddet, og dermed banedes vejen for, at det blev det nationalt samlende symbol, som det siden har været. === <big>Noter</big> === {{reflist|2}} === <big>Litteratur</big> === * Sven Tito Achen: ''Heraldikkens femten glæder''; København 1978; ISBN 87-12-00222-4 * Nils G. Bartholdy: "Dannebrog - legende og virkelighed" (Michael Andersen og Frank Birkebæk (red.): ''1219 - Dannebrog og Estland''; Roskilde Museums Forlag 1992; ISBN 87-88563-189; s. 6-16) * L.P. Fabricius: "Sagnet om Danebroge og de ældste Forbindelser med Estland" (''Kirkehistoriske Samlinger'', Sjette Række, Første Binds første Hefte, København 1933) * Ole Fenger: "Kirker rejses alle vegne" (Olaf Olsen (red.): ''Gyldendal og Politikens Danmarkshistorie'', bind 4: 1050-1250; København 1989; ISBN 87-89068-06-8) * Henning Henningsen: "Dannebrog og flagføring til søs" (''Handels- og Søfartsmuseets årbog 1969'', s. 7-81) * Kai Hørby: "Velstands krise og tusind baghold" (Olaf Olsen (red.): ''Gyldendal og Politikens Danmarkshistorie'', bind 5: 1250-1400; København 1989; ISBN 87-89068-07-6) * Kai Hørby: "Danmark og Estland i middelalderen" (Michael Andersen og Frank Birkebæk (red.): ''1219 - Dannebrog og Estland''; Roskilde Museums Forlag 1992; ISBN 87-88563-189; s. 30-38) * A.D. Jørgensen: "Om Danebroges Oprindelse" (''Historisk Tidsskrift'', 4. række, Bind 5; 1875) * A.D. Jørgensen: "Undersøgelser vedrørende Danebroge og det danske kongevåben" (''Historisk Tidsskrift'', 6. række, Bind 1; 1887) * J.O. Kock: "Sagnet om Dannebrog" (''Danske Studier'' 1951; s. 34-48) * John Lind: "Den faldt fra himlen ned" (Kronik i ''Skalk'' 2001, nr. 6, s. 20-27) * E. Løffler: "Bidrag til Bedømmelse af Danebrogs-Sagnets historiske Værd" (''Historisk Tidsskrift'', Bind 5. række, 2 (1880); s. 562-566) * ''Salmonsens Konversationsleksikon'', 2. udgave, bind V, s. 515-517; opslag: Dannebroge * [http://www.navalhistory.dk/Danish/Flaget/FlagetsHistorie.htm Flagets historie], i ''Dansk Marinehistorie'' af Johnny E. Balsved, bm1x8byvae2fchblx2ji8bv5gkyepsl 42623 42622 2026-08-31T09:30:14Z Sven Halfdan Nielsen 3898 småret 42623 wikitext text/x-wiki Traditionen om Dannebrogs oprindelse er velkendt: Dannebrog faldt ned fra himlen under et dansk korstog til Estland, og det spillede en afgørende rolle for det danske overherredømme over Estland fra 1219. Således lyder myten om Dannebrog, men bag enhver myte gemmer der sig en historisk realitet, og ved at grave denne historiske realitet bag myten frem opnår vi en bedre forståelse af fortiden. Det ligger nær at stille 3 spørgsmål:</br> - er tidsfæstelsen korrekt?</br> - er stedfæstelsen korrekt?</br> - er begivenhedsforløbet korrekt? Svaret på det første spørgsmål er: ja, den ''oprindelige'' tidsfæstelse er sikkert korrekt. Denne tidsfæstelse passer nøje med det begivenhedsforløb, som vi ellers kender. Svaret på det andet spørgsmål er: ja, den ''oprindelige'' stedfæstelse er korrekt. Denne stedfæstelse passer med og ''bekræfter'' de forhold, som vi ellers kender. Svaret på det tredie spørgsmål er: ja, flaget kan forbindes med ''en bestemt begivenhed''. Der er enkeltheder i forløbet, som det ikke længere er muligt at efterkontrollere. Der kan her være grund til at skelne mellem det ''oplevede'' forløb og det ''faktiske'' forløb. Traditionen er baseret på det oplevede forløb således, som dette siden blev husket. === <big>Dannebrogs oprindelse</big> === Dannebrogs oprindelse falder i tre dele: traditionen, de omstændigheder under hvilke traditionen er blevet nedskrevet og flagets senere historie. === Traditionen === [[Fil:Danmarks flag 1219 Lorentzen.jpg|thumb|450px|Det berømte maleri af Christian August Lorentzen fra 1809 af begivenhederne i 1219.]] Ifølge overleveringen, der findes uafhængigt af hinanden hos dels forfatteren af ''Danske Krønike'' fra 1520-erne Christiern Pedersen<ref>formuleringen omtalt under et korstog i 1208 til "Estland, Pryssland, Kurland og Finland" lyder:</br> "''somme mene og sige at samme kong Valdemar skulle fange Dannebrog ned af himlen samme tid, som er et hvidt kors i et rødt felt''", jvf. Lind, s. 24. </ref>, dels munken Peder Olsen (Petrus Olai) fra Gråbrødreklostret i Roskilde, dels historikeren Arild Huitfeldt<ref name=autogeneret1>Lind, s. 23</ref>, faldt Dannebrog ned fra himlen under slaget ved Lyndanisse (i dag Tallinn i Estland) den 15. juni 1219, senere kendt og markeret som Valdemarsdag. Der er imidlertid usikkerhed om tid og sted er korrekte<ref name="bjerg">''Dannebrog'' af Hans Christian Bjerg, s.12, ISBN 87-7739-906-4.</ref>. Det skyldes, at både Christiern Pedersen og Peder Olsen oplyser, at begivenheden fandt sted i året 1208 i Livland på et sted, som kaldes Fellin (Viljandi) i nutidens Estland. Fremstillingen hos Peder Olsen, der findes i en samling notater, ''Collectanea'', til Danmarks historie og menes at være skrevet omkring 1527 men stammer fra en ældre kilde, hvis alder er ukendt<ref>Kock, s. 34</ref>, er den mest oplysende og lyder i sin helhed:</br> "''MCCXIX''<ref>1219</ref>''. Valdemar II angreb Estland, en provins i Livland, fra søen med 1500 krigsskibe og gjorde landgang, og efter mange kampe omvendte han det overvundne land til Kristus og lod folket døbe. Han førte præster dertil fra Danmark og byggede Reval, der nu er en vigtig by og særdeles udmærket og kendt. Heraf kommer det, at kirken i Reval lige til denne dag er forblevet under Danmarks ærkebiskop i Lund, skønt den verdslige magt i tidens løb er gået over til den tyske ordens brødre i nævnte provins. Da nu kong Valdemar var gået i land med hæren i Estland, sagde biskoppen i Århus til ham, da han blev forskrækket over hedningernes mængde, at han skulle love, at han, såfremt han vandt sejr, ville forbedre sig over for sine undersåtter og den hellige Niels i Århus, hvis offergaver han havde tilegnet sig. Det samme råd fik han af den ærværdige Anders, ærkebiskop i Lund, en mand af forunderlig enfold og uskyld, der såvel i live som efter sin død vandt ry ved mange mirakler. Kongen gav dem ret, afgav løftet og fik sejr. Ærkebiskoppen kaldte så stormændene sammen og lod dem love, at svende på tolv år og der over stedse skulle fejre dagen før den hellige Laurentius' fest med faste på brød og vand, hvis de fik sejr. Efter at de så havde påkaldt de hellige Laurentius og Niels, blev slaget begyndt på Vitus' og Modestus' dag. Ærkebiskoppen, der sammen med lydbisper og andre gejstlige fra et bjerg så ud over begge hære, bad nu under tårer for de kristne som en anden Moses med hænderne løftede mod himlen. Når han løftede hænderne i bøn, sejrede danskerne; men når han af træthed lod de gamle hænder synke ned, blev danskerne slået. Men biskopperne og præsterne understøttede den gamle mand. Og således blev den sejrende konge et andet menneske, lod Kristi lære forkynde og kirker bygge dér; siden hen styrede han landene med mildhed og retfærdighed, skrev love og ærede den hellige Niels.''</br> ''Et andet sted står der, at da de rettroende danske på denne Valdemar II's tid i det Herrens år 1208 kæmpede i Livland på det sted, som kaldes Fellin, mod de vantro livlændere og allerede næsten overvundne fromt anråbte om guddommelig hjælp, modtog de straks som belønning et banner, der faldt ned fra himlen, og som var mærket med et hvidt kors, påtrykt en ulddug, og de hørte en røst fra himlen, at når det blev løftet højt til vejrs, ville de straks knuse deres modstandere og vinde fuldstændig sejr; og således skete det. Men det banner plejer med sit sædvanlige navn at kaldes Danebroge. (Denne sejr menes at være den, som danskerne vandt i Estland, og som allerede er omtalt for nylig; men der er fejl i årstallet etc. - Ligeledes har jeg et andet sted fundet, at kong Valdemar og ærkebiskop Anders gjorde et tog til Estland i 1220).''"<ref>her gengivet efter Kock, s. 34f</ref><ref name="Fab 1933 493f">Fabricius (1933), s. 493f</ref> Det er naturligvis usikkert, hvad der egentlig skete under slaget ved Lyndanisse eller slaget ved Fellin, da overleveringen først er nedskrevet 300 år efter begivenhederne skulle have fundet sted <ref name=bjerg />. Historikerne har derfor forsøgt at finde den historiske begivenhed bag ved traditionen. Man kan således fastslå, at Peder Olsens fremstilling har hentet sine bestanddele flere steder, og at de oprindelig ikke har udgjort en helhed. Herom kan siges følgende:</br> 1. Det indledende afsnit om slaget ved Reval (Tallinn) svarer til fremstillingen i ''Rydårbogen'' og i ''Jyske Krønike'' og kan være hentet fra disse kilder.<ref>Kock, s. 35</ref><ref name="Fab 1933 486">Fabricius (1933), s. 486</ref></br> 2. Afsnittet om den hellige Niels i Århus kan stamme fra en bog om Niels, men findes ikke i hans ''vita''. Det tyder ikke på, at historien har en historisk baggrund. Snarere er den tilkommet efter, at Niels blev helgen, formentlig i midten af det 14. århundrede.<ref>Kock, s. 35f</ref><ref name="Fab 1933 486"/></br> 3. Afsnittet om Laurentius-fasten er helt malplaceret. Sankt Laurentius' dag er den 10. august, mens slaget fandt sted på Vitus' og Modestus' dag den 15. juni. ''Saxo'' omtaler et slag ved Ljutka (Lütjenburg), der fandt sted på Laurentius' dag, og formentlig er indskuddet hentet herfra.<ref name=autogeneret2>Kock, s. 36</ref><ref name="Fab 1933 487">Fabricius (1933), s. 487</ref></br> 4. Historien om ærkebispens oprakte hænder er hentet fra ''2. Mosebog'' (17, 9ff).<ref name=autogeneret2 /><ref name="Fab 1933 487"/></br> 5. Historien om det nedfaldne flag er uden direkte forbillede. Fra Portugal (hvorfra dronning Berengaria stammer) findes en tradition fra 1217 om et jærtegn i form af et kors på himlen til tegn på portugisernes sejr over maurerne i kampen ved Alcazar.<ref>Kock, s. 37</ref> Det betyder, at der findes en tradition næsten samtidig med den danske, hvilket styrker en tidsfæstelse til begyndelsen af 1200-tallet. Skønt der er forskelle (intet flag i Portugal), kan begivenheden i Portugal være blevet kendt også i Danmark og have styrket den danske tradition, men der er intet bevis for en direkte forbindelse.<ref>Kock, s. 42</ref></br> Med hensyn til selve dateringen af Dannebrogs fald fra himlen er det nutidens historikeres opfattelse, at når to kilder uafhængigt af hinanden daterer begivenheden til et andet sted og en anden tid end nutidens tradition siger, så må nutidens tradition anses som fejlagtig og den ældste tradition som den rigtige med hensyn til tid og sted.<ref>Lind, s. 26</ref> Dette kan også forklare, hvorfor der ingen omtale af Dannebrog er i den samtidige skildring i Henrik af Livlands krønike.<ref>Enn Tarvel (red.): ''Henriku Liivimaa Kroonika''; "Olion" Tallinn 1993; ISBN 5-450-01319-1; s. 140</ref> På lignende måde som bidragene om den hellige Niels og om Anders Sunesens løftede hænder er tilføjede den oprindelige fremstilling, så menes traditionen om Dannebrog at være overført fra det mindre betydningsfulde slag i 1208 til det vigtigere slag i 1219, der indledte den danske besættelse af det nordlige Estland som led i opbygningen af myten om netop dette slag.<ref name=autogeneret2 /> Endelig bør det nævnes, at traditionen blev nedskrevet kort tid efter, at danskerne havde mistet det originale Dannebrog under togtet til Ditmarsken i 1500. Det menes, at flaget var taget med, netop fordi man på grund af traditionen mente, at det ville bringe sejr.<ref>Jørgensen (1875), s. 417</ref> Som muligt ophavssted og som en anden mulighed har man peget på, at banneret kunne stamme fra Johanniterordenen eller være et korsbanner givet af paven, men disse og andre muligheder er blevet tilbageviste af historikerne.<ref>Jørgensen (1875), s. 426-429 for Johanniterordenens vedkommende, s. 431-432 for pavens vedkommende</ref> <ref>Jørgensen (1887), s. 149-153</ref> <ref>Lind, s. 25</ref> Der kan måske være grund til at se nærmere på disse hypoteser. === Myten om Johanniterordenen === Historikere i det 19. og 20. århundrede brød sig ikke om det himmelfaldne flag og søgte mere jordnære forklaringer. Især søgte man efter forbilleder for Dannebrog. Især hæftede man sig ved Johanniterordenen som en mulig kilde, da denne orden blandt andet havde et våben, som mindede om Dannebrog. En række mulige forbindelser har været foreslået. Man har peget på, at Valdemar Atterdag besøgte den hellige grav i påsken 1347 og her blev slået til ridder af hertug Erik af Sachsen.<ref>Jørgensen (1875), s. 426</ref> Kong Valdemar stiftede et Sankt Hans-kloster på Dueholm viet til Marie Magdalene på hvis festdag, han fik ridderslaget.<ref name="Jør 427">Jørgensen (1875), s. 427</ref> Yderligere oplyser Thomas Bartholin i sin bog om Dannebrogsordenen, at Valdemar på gamle tapeter på Københavns Slot var fremstillet med et hvidt ordenskors. Da korset første gang kendes fra et brev fra år 1356 og kongenavnet Valdemar er fælles, måtte en forbindelse anses som mulig.<ref name="Jør 427"/> Senere forskning har imidlertid vist, at Thomas Bartholins fremstilling bygger på et forfalsket kobberstik, hvorved denne del af beviset falder sammen.<ref>Jørgensen (1875), s. 429</ref> Ydermere har det vist sig, at ingen dansk konge har søgt sit gravsted hos Sankt Hans-ordenen, og der findes ingen optegnelser til støtte for en forbindelse.<ref>Jørgensen (1875), s. 430</ref> Denne forklaring må således afvises, da der ingen forbindelse findes mellem Sankt Hans-huse, deres velgørere og Johanniterordenen.<ref>Jørgensen (1875), s. 431</ref> Man har også tænkt sig, at Johanniterordenens symboler skulle være overtaget skridt for skridt i dansk tradition, men imod dette taler, at der findes en specifik tradition for flagets oprindelse, som ikke kan afvises.<ref>Jørgensen (1875), s. 434-437</ref> Tilbage er kun den mulighed, at flagets oprindelse med al sandsynlighed på den ene eller anden måde har forbindelse til et korstog til Estland.<ref>Jørgensen (1875), s. 437</ref> Den eneste samtidige kilde er Henrik af Livlands krønike, der imidlertid er stærkt tendensiøs: han forsøgte at nedgøre ethvert dansk bidrag til kristningen af Baltikum<ref>Jørgensen (1875), s. 439</ref>, ja endog at gøre dansk tilstedeværelse til utidig indblanding<ref>Jørgensen (1875), s. 441</ref> og bestrider endda, at Valdemar skulle have været på korstog.<ref>Jørgensen (1875), s. 442</ref> Således fremstilles han i 1219 som værende på besøg for at besigtige byggeriet af en ny borg, ikke som erobrer.<ref>Jørgensen (1875), s. 445f</ref> Esterne angreb for at stoppe opførelsen af borgen, men blev selv angrebet af vendiske hjælpetropper, som var kommet sammen med danskerne. Dannebrog omtales ikke.<ref>Jørgensen (1875), s. 447</ref> Tydeligvis er der tale om en andenhånds beretning baseret på rygter, ikke om et øjenvidne til begivenhederne. A. D. Jørgensen har forsøgsvis opstillet den hypotese, at esterne angreb biskop Theodoriks telt, fordi der foran var et banner, som opfattedes som hovedbanneret (det vil sige: kongens banner). Han stiller spørgsmålet, om Theodorik kan forbindes med Johanniterordenen.<ref>Jørgensen (1875), s. 448</ref> Theodoriks oprindelse er ukendt, men han optræder som missionær både hos liverne og esterne i forskellige opisoder med sagnagtige træk.<ref>Jørgensen (1875), s. 449</ref> Han blev sendt til pavestolen, hvor han den 15. april 1201 fik en bulle af pave Innocens, der opfordrede alle kristne i Vendland og Saxland til at drage til Livland.<ref>Jørgensen (1875), s. 450</ref> Theodorik forsøgte at få anerkendt Baltikum som sit bispedømme, men stødte på vanskeligheder. Derfor skal han have sluttet sig til den danske konge, idet paven havde givet biskop Anders Sunesen en bulle på at indvie en biskop i Estland.<ref>Jørgensen (1875), s. 456</ref> Da Tempelridderne på daværende tidspunkt havde et rødt kors på hvid baggrund som sit mærke, måtte et dansk korstog ske under et andet mærke, og han har så "lånt" Sankt Hans-brødrenes korsbanner.<ref>Jørgensen (1875), s. 457</ref> Det skulle således være dette banner, der var opsat foran hans telt, og som slaget med esterne derfor kom til at stå om.<ref name="Jør 458">Jørgensen (1875), s. 458</ref> Theodorik døde under slaget, og efter slaget måtte omstændighederne omkring fanens oprindelse og betydning have været uklar<ref name="Jør 458"/>, da det fuldstændig adskilte sig fra kongens banner: løverne og hjerterne. "Saa sagde man, at det var kommet ned fra Himlen midt i Slagets trængsel".<ref>Jørgensen (1875), s. 457</ref> Problemet med denne hypotese er, at den på intet punkt finder støtte i kilderne<ref name="Jør 458"/>, og A.D. Jørgensen understregede, at den kun var en hypotese, som fornyede studier måtte styrke eller svække,<ref>Jørgensen (1887), s. 150</ref> og at "''kun derom er alle enige, at Savojens Kors er lig Johanniternes, og det samme er Tilfældet med vort Danebroge.''"<ref>Jørgensen (1887), s. 153</ref> I og med, at flagets oprindelse nu henlægges til ''en anden begivenhed'', slaget i 1208, er grundlaget for hele denne konstruktion imidlertid bortfaldet. De nærmere omstændigheder omkring flagets oprindelse er fortsat ukendte. === Myten om dronning Berengaria og Dannebrog === Som tidligere nævnt har det været overvejet, om myten om Dannebrogs fald fra himlen var forbundet med dronning Berengaria. Hun blev gift med Valdemar Sejr i 1214 og døde i 1221.<ref name="Fen 1989 61">Fenger (1989), s. 61</ref> Hun stammede fra Portugal, og det er overleveringer herfra, som har været inddraget i forsøgene på at forklare myten. Det er blevet påpeget, først af overbibliotekar Christian Bruun, at der i portugisiske skrifter fortælles om et jærtegn, der i 1217 blev set i Portugal under en kamp imod maurerne ved Alcazar. Ifølge disse viste der sig et kors på himlen som tegn på sejren. Teorien er senere taget op af pastor L.P. Fabritius, som mener, at det er den eneste tradition i den kristne verden, som tåler sammenligning med sagnet om Dannebrog. Han forbinder de to begivenheder ved at påpege, at Berengaria var blevet dansk dronning blot tre år tidligere, og at der takket være en livlig forbindelse mellem Portugal og Danmark er mulighed for, at historien er kommet hertil. Det viser sig imidlertid, at denne antagelse ikke holder: dels kendes der ingen livlig forbindelse mellem de to lande, dels har der været rejst tvivl om, at hun kom fra Portugal. I flere danske årbøger siges, at hun var søster til greven af Flandern, og da der ydermere var arvestridigheder imellem hendes broder, kongen af Portugal, og to af deres søstre, bliver det endnu mindre sandsynligt, at der har været en forbindelse.<ref name="Koc 1951 37">Koch (1951), s. 37</ref> Dertil kommer den afgørende forskel, at der i Portugal var tale om et syn på himlen, men i Estland var tale om et faktisk flag, som efterfølgende blev bragt hjem til Danmark. Og hvis dateringen til 1208 opretholdes som den rette, udebliver muligheden for, at traditionen stammer fra Portugal også af kronologiske grunde.<ref name="Koc 1951 38">Koch (1951), s. 38</ref> Endelig har der været peget på, at den portugisiske tradition måske stammer fra et langt ældre slag, nemlig slaget ved Orique i det sydlige Portugal den 25. juli 1139. I dette slag var den sejrende feltherre Afonso Henriques, dronning Berengarias bedstefader, som ifølge en senere legende før slaget havde set et kors på himlen omgivet af engle i hvide klæder, og at Kristus havde lovet ham sejr og at hans efterkommere ville blive konger i Portugal. Det er imidlertid tvivlsomt, om dronning Berengaria overhovedet har kendt til denne tradition, idet slaget endnu i begyndelsen af 13. århundrede ikke havde opnået den berømmelse, som det senere fik. Det kan end ikke udelukkes, at traditionen om det ældre slag hviler på traditionen fra det senere slag.<ref name="Koc 1951 41f">Koch (1951), s. 41f</ref> Det må tilføjes, at der findes en endnu ældre tradition, nemlig kejser Konstantins korsvision før Slaget ved Ponte Molle i år 312 mod Maxentius, der fulgtes af ordene "''in hoc signo vinces''", det vil sige "under dette tegn skal du sejre". Og på freskerne om "Det sande Kors" legende" i Arezzo, malet af Piero delle Francesca i 1450-erne, ses Konstantin vinde over Maxentius ved at holde er kors frem på en måde, hvor det kan opfattes som værende faldet fra himlen.<ref name="Bar 1992 11f">Bartholdy (1992), s. 11f</ref> Der er intet, som kan understøtte, at den danske tradition skulle have noget med den portugisiske tradition at gøre. Hvilket dog ikke forhindrede Christian IV i på sine guldmønter fra 1591 at gengive den store portugisiske guldmønt kaldet ''portugaløser'' med Kristuskors og sætningen "in hoc signo vinces", sikkert fordi at denne var kendt fra Arild Huitfeldts krønike, der udkom 1600-1603, og hvor begivenheden forøvrigt henlagdes til 1219.<ref>Bartholdy (1992), s. 9, 12</ref> === Er Dannebrog ældre? === Spørgsmålet er, om flaget kunne være ældre. Enkelte forskere mener, at der har været en forløber for Dannebrog: De mener, at danske konger brugte et rødt flag med to ravne i sort, når de drog i krig. Kong Knud den Store skulle ifølge engelske kilder have ført en ravnefane i slaget ved Ashington i Essex i 1016 <ref>Anonym: "Dannebrogs historie" (''Spejderbladet Væbneren'', s. 179-182)</ref>. Men det vides ikke, om denne fane generelt er blevet brugt af den danske kongeslægt. På Bayeux-tapetet fra omkring 1068 fører bagtroppen et rødt flag med et hvidt kors, muligvis danske slægtninge til Vilhelm Erobreren, der i front fører Sankt Georgskorset i slaget ved Hastings i 1066. Ioannis Skylitzis Krønike fra ''Biblioteca Nacional'', Madrid, viser væringer fra Miklagård (''Den Store By'', Byzans-Konstantinopel-Istanbul) omkring år 1100 med et rødt flag med et hvidt kors. Mønter, der viser et korsbanner, blev slået allerede under Valdemar den Store<ref>Fenger, s. 269</ref><ref>Lind, s. 21</ref> og et korsbanner kendes tillige fra et segl fra hans tid (og senere fra et segl fra Erik af Pommerns tid), men disse fortilfælde er ikke overbevisende, ''med mindre'' at man antager, at hans søn skulle have haft en fane med måske som sit eget fra faderen stammende banner og enten (hvilket er temmelig utænkeligt) selv have hævet dette på et kritisk tidspunkt under slaget, eller (mere sandsynligt) at det af vinden fra kongens telt var revet løs og på mærkelig vis var blevet blæst hen over de kæmpende, hvilket er blevet opfattet som en guddommelig indgriben. I så fald var den bogstaveligt talt på det nærmeste "faldet fra himlen". Det er muligt, at det er synet af denne fane højt mod himlen, der gav de kæmpende det mod og den vilje, der skulle til for at vinde slaget. At Valdemar den Store som den korstogskonge, han var med sit korstog til Rygen i 1169, skulle have haft et korsbanner som sit personlige mærke, er vel ikke ganske utænkeligt, og det ville næppe heller være mærkeligt, at det samme banner måtte være medbragt under dette nye korstog af hans søn. Hvis Bayeux-tapetet virkelig afspejler danske deltagere i slaget ved Hastings, indebærer det, at flaget går tilbage til Sven Estridsens tid. Det lader sig intil videre ikke fastslå med sikkerhed, og der findes en anden og måske mere sandsynlig mulighed for hvorledes, at korsbanneret kan være blevet Valdemar den Stores personlige mærke. Valdemar den Stores hustru, dronning Sophie, var datter af Richiza og en russisk fyrste.<ref>Fenger, s. 160</ref> Vi ved fra en engelsk kilde fra 1170-erne, at hun havde stået bag et dansk felttog til Finland til støtte for hendes fader og brødre.<ref>Fenger, s. 161</ref> Vi ved derimod ikke, om der er en forbindelse mellem væringerne og deres flag i Miklagård som gengivet i Ioannis Skylitzis Krønike, Sophie og hendes russiske fader og Valdemar den Stores valg af kongeligt banner. At Sophie var en særdeles indflydelsesrige person i Valdemars liv og gerning, er hævet over al tvivl.<ref>Fenger, s. 166</ref> === Danske korstog til Estland i ny belysning === Omflytningen af begivenheden til et nyt år og et nyt sted stiller alle den danske korstog til Estland i et nyt lys og dermed også spørgsmålet om Dannebrogs oprindelse. Først og fremmest kan der være grund til at pege på, at sagnet ''ikke'' har forbindelse med nogle af de øvrige kilder, som indgår i de ældste skriftlige overleveringer. Der er tale om en helt selvstændig og uafhængig tradition.<ref name="Fab 1933 493">Fabricius (1933), s. 493</ref> Der kan ligeledes være grund til at påpege, at ingen kilde, dansk eller udenlandsk, forbinder Dannebrog med begivenhederne i 1219.<ref name="Fab 1933 494">Fabricius (1933), s. 494</ref> Dernæst må der være god grund til at fremhæve, at den danske korstogsvirksomhed er af betydelig ælde. De ældste omtaler, ''Rydårbogen'' og kongefortegnelsen i ''Lund Domkirkes Nekrologium'', der tillægger Knud den Store en sådan virksomhed, antagelig hviler på misforståelser (måske en navneforveksling af Knud den Store og Knud den Hellige).<ref name="Fab 1933 496f">Fabricius (1933), s. 496f</ref> Derimod er der fra tiden fra omkring 1070-1080 sikre efterretninger om danske korstog til Estland. Således oplyser ''Saxo'', at Knud den Hellige i slutningen af Sven Estridsens regeringstid samlede landets ungdom og indlagde sig berømmelse ved sejre over sembere og estere. ''Jyske Krønike'' har gentaget Saxos udsagn.<ref name="Fab 1933 497">Fabricius (1933), s. 497</ref> Vi kender ikke nærmere til denne og den senere tids korstog til disse egne, men forekomsten af danske stednavne ved Riga på ''holm'' (Stenholm, Langholm og Rigeholm), ''næs'' (om Kurlands forbjerge), ''sund'' og ''klint'' (om det nordlige Estlands bratte skrænter) tyder på forbindelser til dansk (eller svensk) område.<ref name="Fab 1933 498">Fabricius (1933), s. 498</ref> I 1170 indtraf der, ifølge ''Saxo'', et angreb fra kurlandske og estiske sørøvere mod Øland, hvor angriberne først efter blodige kampe blev nedkæmpet af en dansk flåde under ledelse af Esbern Snare og Christoffer, kong Valdemars uægte søn.<ref name="Fab 1933 498f">Fabricius (1933), s. 498f</ref> Omtrent samtidig, efter Rygens erobring i 1169, optræder en biskop Fulco af Estland som medunderskriver på et brev herom, hvilket viser dels hans tilstedeværelse i Danmark, dels at Danmark havde missions- og korstogsvirksomhed rettet mod Estland på denne tid.<ref name="Fab 1933 499">Fabricius (1933), s. 499</ref> Det vides, at ærkebiskop Eskil af Lund under sin landflygtighed til Frankrig havde kontakt til abbed Peter i klosteret Moutier-la-Celle, der anbefaler ham munken Fulco som missionær til Estland. Eskil lader ham bispevie, men vi kender ikke nærmere til hvornår og under hvilke omstændigheder, han er kommet til Danmark.<ref name="Fab 1933 499f">Fabricius (1933), s. 499f</ref> Det er muligt, at Fulco har indledt en missionsvirksomhed omend næppe med den store fremgang. Derimod fik en tysk cisterciensermunk ved navn Theodorik udnævnelse til biskop over esterne og han søgte dansk støtte til missionsvirksomhed via ærkebiskoppen i Lund, og paven lagde Estland ind under ærkesædet i Lund. På samme tid arbejdede en gejstlig fra Bremen, Albert, for missionsvirksomhed i Livland, han søgte støtte hos den tyske staufiske kong Filip, og han blev biskop i Riga. Tyskerne organiserer sig i Sværdriddernes Orden, som paven godkender i 1202.<ref name="Fen 1989 240"/> Meget tyder på, at den danske korstogsvirksomhed i de følgende årtier var rettet imod Venden, som først nu kommer under endeligt dansk herredømme.<ref name="Fab 1933 504">Fabricius (1933), s. 504</ref> Men i 1197 indledes et omfattende dansk korstog til Estland.<ref>Ulige årbøger angiver lidt forskellige år for dette korstog: 1194, 1196 og 1197, men nøjere undersøgelser har påvist daterings- og afskrivningsfejl for de to første års vedkommende, jvf. Fabricius (1933), s. 504-506</ref><ref name="Fen 1989 239">Fenger (1989), s. 239</ref> Atter afbrydes korstogsvirksomheden midlertidigt i forbindelse med, at Absalon dør 1201, kong Knud VI dør 1202 og Esbern Snare dør 1204 samt med Danmarks magtovertagelse i Holsten, der sker under betydelige kampe<ref name="Fab 1933 507">Fabricius (1933), s. 507</ref>, men i 1205 søger kong Valdemar om tilladelse til at oprette et bispesæde i Estland, hvilket han får tilladelse til den 13. januar 1206.<ref name="Fab 1933 507"/> Antagelig i 1206 skriver pave Innocens III til Anders Sunesen:</br> "''Da du i din retfærdighed og fromhed påtænker at straffe uret mod kristenheden, og da du med fromt forsæt har besluttet at drage imod hedningerne, bevilger vi dig ved dette brev myndighed til at ordinere en troende biskop i en by, som du med Kristi hjælp kan vinde for dyrkelsen af den kristne tro, efter at hedningernes smuds er fjernet''".<ref name="Fen 1989 239f">Fenger (1989), s. 239f</ref></br> Et dansk korstog synes rettet imod Saremaa (Øsel), hvor der opføres en mindre borg, men uden tilstrækkeligt mandskab må man atter forlade øen; Anders Sunesøn drog herfra med biskop Nicolaus af Slesvig til Riga for vinteren.<ref name="Fab 1933 509">Fabricius (1933), s. 509</ref><ref name="Fen 1989 240">Fenger (1989), s. 240</ref> I 1208 skal korstoget til det sydlige Estland være fundet sted. Det savnes imidlertid i omtalen i klosterårbøgerne, måske fordi der samme år foregik et katastrofalt krigstog til Sverige, som endte med nederlaget ved Lena den 31. januar, og som pådrog sig hele opmærksomheden.<ref name="Fab 1933 509"/> Som årsag til dette korstog må måske ses, at tyskerne samme år havde underlagt sig Livland og havde overskredet grænsen til Estland.<ref name="Fab 1933 511">Fabricius (1933), s. 511</ref> Det var derfor på høje tid, hvis Danmark ikke skulle risikere, at hele det baltiske område blev underlagt tysk overherredæmme. Også i de følgende år genoptages korstogene til Estland, således 1210, efter, at man havde sikret sig imod tyske udplyndringer i Danmark, mens korstoget fandt sted.<ref name="Fab 1933 510">Fabricius (1933), s. 510</ref> Men netop på dette tidspunkt indtræder en magtkamp om Estland og Livland mellem Sværdridderordenen på den ene side og biskoppen i Riga på den anden.<ref name="Fab 1933 512">Fabricius (1933), s. 512</ref> Denne magtkamp fører til, at paven i stedet giver ærkebiskop Andreas Sunesen legatmyndighed i alt, hvad der angår mission i Baltikum. Den 4. april 1212 får ærkebispen et tilsagn som leder af missionsvirksomheden.<ref name="Fen 1989 267">Fenger (1989), s. 267</ref> Heri anvendes som begrundelse herfor blandt andet følgende:</br> "''Da du altså, optændt af iver for Kristendommen, mægtigt har arbejdet på at omvende de omboende hedninger fra vildfarelsen til sandheden, og endnu agter at arbejde, så mener vi, at vor befuldmægtigelse, for at du rigeligere og virkningsfuldere må kunne udføre det, bør overgives dig; og vi befaler vore brødre ærkebiskoppen af Uppsala og hans lydbiskopper og biskopper og de andre kirkers øvrige prælater i Danmark og Sverige ved denne vor skrivelse, at de skal være dig, der som pavestolens legat trofast arbejder på denne gerning, behjælpelig..''"<ref name="Fab 1933 513">Fabricius (1933), s. 513</ref></br> Det er sandsynligt, at den "mægtige" virksomhed, der henvises til, blandt andet har omfattet et korstog i 1208. Konklusionen af dette historiske forløb bliver, at: "''Der kan saaledes ikke ud fra tidshistoriske Grunde rejses nogen Invending mod Danebrogssagnets Tidsfæstelse til 1208 og Stedfæstelsen til Fellin.''"<ref name="Fab 1933 517f">Fabricius (1933), s. 517f</ref> === Dannebrog og slaget ved Lyndanisse i 1219 === Men hvorledes så med selve overleveringen? Det står fast, at den ikke kan være "lånt" fra andre kilder. Det står også fast, at da Peder Olsen nedskriver begivenheden, forsøger han at få sit ellers ukendte korstog rettet til et kendt korstog.<ref name="Fab 1933 523">Fabricius (1933), s. 523</ref> Men netop dette, at korstoget 1208 ellers er ukendt, taler for, at det har været en gammel overlevering om Dannebrog, som ''netop'' var knyttet til 1208 og til Fellin.<ref name="Fab 1933 525">Fabricius (1933), s. 525</ref> Det må anses for usandsynligt, at et sådant sagn skulle være en senere tids konstruktion.<ref name="Fab 1933 526">Fabricius (1933), s. 526</ref> Hvad angår selve forløbet af slaget kan der være grund til at bemærke sig Henrik af Livlands fremstilling af begivenhederne i 1219. Ifølge denne var kong Valdemar kommet til Estland med sin enorme flåde på 1500 skibe for at tilse opførelsen af en ny borg i stedet for den gamle Lyndanisse<ref>navnet menes afledt af estisk: danernes borg</ref>, som blev sløjfet for at give plads til den nye. De omgivende folkegrupper, revelerne og harjerne, samlede en stor hær og sendte deres ledere til kongen for at forhandle en fred. Kongen gav disse udsendinge gaver, og hans biskopper døbte dem; med i kongens følge var lensmanden Vitslav fra Rygen, ærkebiskop Andreas og tre biskopper: kansleren Niels fra Slesvig, Ebbe fra Århus og Theodorik, der var indviet som ny biskop over Estland. Tre dage efter fredsforhandlingerne vendte esterne imidlertid tilbage med deres hær og angreb den danske lejr fra flere sider om aftenen efter nadveren. Nogle stormede det telt, hvor biskop Theodorik lå, ud fra formodningen, at det var kongens telt, og han blev dræbt på stedet; andre angreb andre mål, og mange blev hugget ned. Netop, som det så værst ud for danskerne, vendte Vitslav med sin vendiske hær sig imod esterne og drev dem på flugt; andre estere under fremrykning standsede op ved dette syn, og danskerne fik samlet sig, kongen med sit mandskab, der også omfattede nogle tyskere, kom til stede, og efter kamp blev esterne slået på flugt, og mange blev dræbte. Kongen og biskopperne takkede Gud for sejren, kong Valdemar lod sin kapellan Viscelin indvie til Theodoriks efterfølger og drog hjem efter at have fuldført borgens opførelse, mens biskopperne med deres mandskab forblev i landet og færdiggjorde dettes underkastelse under den danske krone og kirke.<ref name="Jør 1875 445f">Jørgensen (1875), s. 445f</ref><ref name="Fen 1989 267f">Fenger (1989), s. 267f</ref> Denne beretning, som er nogenlunde samtidig med begivenhederne men en andenhånds beretning, giver anledning til en række spørgsmål. Det virker utroligt, at kongen skulle være ankommet med en så stor hær blot for at ombygge en borg. Mere troværdigt er det, at der var tale om et regulært korstog. Men endnu mere bemærkelsesværdigt er det, at esterne skulle have angrebet biskop Theodoriks telt i den tro, at det var kongens. Hvad fik dem til at tro det? Og hvordan identificerede de dette kongens formodede telt? Er Dannebrog en medvirkende del af forklaringen? I så fald: på hvilken måde? Svaret på disse spørgsmål kan meget vel vise sig at være en nøgle til forståelse af begivenhedsforløbet. Under alle omstændigheder ''bestyrker'' denne teori også teorien om, at det egentlig var et medtaget banner. Tilbage bliver spørgsmålet om de historiske omstændigheder omkring flagets betydning i slaget. Det kunne tænkes, at der var tale om en pavelig fane. Men ingen overlevering taler om en sådan pavelig fane.<ref name="Fab 1933 530">Fabricius (1933), s. 530</ref> Antagelsen er grundløs. En anden mulighed er, at det skulle være Johannitterne fane. Men det er usandsynligt, at paven vil have anvendt et banner, som allerede var i brug.<ref name="Fab 1933 529">Fabricius (1933), s. 529</ref> Også denne antagelse må anses for grundløs. Endelig kunne der være tale om en biskoppelig fane, men absolut intet kan understøtte denne antagelse. Fabricius har foreslået, at hvis flaget ikke svævede ned fra oven, kunne det måske, hvis vi følger den skildring, som Henrik af Livland giver, være en undsætningstrop, der kom til med den biskoppelige korsfane højt løftet i spidsen.<ref name="Fab 1933 531">Fabricius (1933), s. 531</ref> Imod denne antagelse taler først og fremmest, at der ingen beviser findes for, at en sådan "biskoppelig" fane skulle have eksisteret, og for det andet, at hvis det virkelig var en undsætningstrop, der havde bragt fanen til slaget, ville man have forventet, et dette var blevet indarbejdet i den senere tradition. Set i dette lys bliver forklaringen med et løsrevet kongeligt banner bragt til slaget af vinden langt mere sandsynlig. Vi kan måske underbygge denne hypotese: ''hvis'' det er rigtigt, at Dannebrog første gang spillede en rolle under den danske korstogsmission i 1208 under omstændigheder, som måske er blevet husket men aldrig nedskrevet i samtiden, og ''hvis'' flaget viste sig netop på det mest kritiske tidspunkt under slaget, og ''hvis'' nogen i et guddommeligt indfald har forstået den symbolske betydning af at indgyde korstogsridderne ekstra mod og kraft netop på dette tidspunkt, og ''hvis'' flaget var taget med igen under det nye korstog i 1219, ''så'' kan det med rimelighed forklare to ting, som ellers bliver vanskelige at forklare: for det første hvorfor Dannebrog er blevet knyttet til begivenhederne i 1219, selvom dets oprindelse skriver sig til 1208, og for det andet hvorfor flaget var med korstogsridderne under dette nye togt: det var blevet "modtaget" under et tidligere korstog og var blevet forbundet med en sejr i dette, hvorfor det som sejrssymbol blev taget med igen og atter gav en sejr. I begge tilfælde havde danskerne befundet sig i en kritisk situation, som ved et mirakel var blevet vendt til en sejr: første gang da flaget var svævet hen over de kæmpende, og anden gang, da hjælpetropperne dukkede op på det mest kritiske tidspunkt. Begge begivenheder er blevet husket som noget enestående, men da de ikke er blevet skrevet ned i tide, er de i hukommelsen blevet blandet sammen og til dels forvekslet. Dermed er traditionen om Dannebrogs oprindelse og betydning i nogen grad blevet forskudt fra den oprindelige, mindre betydningsfulde begivenhed til den senere, afgørende begivenhed. Og dermed fik Dannebrog også den betydning som sejrssymbol, som flere hundrede år senere blev nedskrevet. Det kan tillige forklare en anden, mindre bemærket side af begivenhedsforløbet: hvis fanen var med igen i 1219, og hvis det var dette kongens personlige banner, som fejlagtigt fik esterne til at angribe ærkebispens telt i den tro, at det var kongens telt, så bestyrker det yderligere flagets høje alder. Det ville være naturligt at medbringe ''samme'' korstogsfane på begge korstog, fordi de drejede sig om ''samme'' sag. Brugen af en korsfane er bevidnet allerede fra Valdemar den Stores tid<ref name="Fen 1989 269">Fenger (1989), s. 269</ref>, hvor den sandsynligvis symboliserer kongen og hverken det danske rige eller paven. At danskerne netop havde et banner med kors som symbol er selvsagt naturligt for et korstog. Nok så vigtigt: forudsat, at Danmark forud for slaget i 1219 allerede havde udkæmpet slag i det sydlige Estland omkring et årti tidligere, bliver det lettere forståeligt, hvorfor kong Valdemar i 1218 kræver herredømmet over hele Estland, hvorfor han spærrer Lübecks havn for de tyske korstogsfarere i 1219 og 1220, hvorfor Anders Sunesøn erklærer hele Estland som tilhørende Danmark, samt hvorfor hele Estland i 1221 i et forlig med biskop Adelbert tillægges Danmark. Der var hverken tale om en lunefuld udnyttelse af heldige omstændigheder fra dansk side eller om et dansk imperialistisk krav men derimod om at fuldende den virksomhed, som var begyndt årtier før og som skridt for skridt var blevet udstrakt til hele det estiske område.<ref name="Fab 1933 532f">Fabricius (1933), s. 532f</ref> Det synes rimeligt at drage den slutning, at selv om korsbanneret altså sandsynligvis er ældre end 1208 (eller 1219), så var det først ved et af disse slag og snarest i 1208, at det kom til at spille den afgørende rolle for slagets udfald, der gjorde, at der blev skabt en tradition omkring det. Slaget i 1219 var måske på sin egen måde vigtigt, men Dannebrog spillede næppe den samme rolle for dette slags udfald. Her var det hjælpetropperne, som spillede den vigtigste rolle. Ovenstående er, hvad vi med rimelig sikkerhed tør sige om Dannebrogs oprindelse og betydning for Danmarks overherredømme over Estland. Tilbage bliver at følge nogle hovedtræk i flagets senere historie. === Tallinn, Lübeck og Erik Klipping === Der kan i forbifarten være anledning til at gøre op med endnu en myte. Den omstændighed, at Tallinns lille segl afspejler Dannebrog, samt at det ses over Strandporten, har givet anledning til den teori, at der er en særlig forbindelse mellem dette sted og denne fane.<ref name="Fab 1933 528">Fabricius (1933), s. 528</ref> Det er efter min opfattelse en misforståelse. Den rette sammenhæng er snarere følgende: Det danske overherredømme over Estland var i begyndelsen meget usikkert. Efter en længere tids uroligheder blev der i 1238 indgået et forlig, kaldet Stensby-aftalen, hvorved den tyske ridderorden måtte overdrage borgen i Tallinn, som den havde besat, til den danske konge.<ref>Fenger (1989), s. 324</ref> Lidt senere, inden hendes død i 1282<ref>Hørby (1989), s. 140</ref>, gav den danske konge, Erik Klipping, og især hans moder, Margrete Sambiria, Tallinn dets stadsret, som det fik efter forlæg fra Lübecks stadsret.<ref>Hørby (1989), s. 123</ref><ref>Hørby (1992), s. 36</ref> Når Tallinns segl fra 1294 og dets såkaldt "store" byvåben viser tre kronede løver, en nøje kopi af det danske våben<ref>Bartholdy (1992), s. 9</ref>, når Sankt Knudsgildet og andre gilder i Tallinn i 1400-tallet anvender et hvidt kors i rødt felt som sit våben<ref>Bartholdy (1992), s. 10</ref> og når man ved, at Lübeck tillige havde et hvidt kors på rød grund som sit byvåben, er det så urimeligt at antage, at Tallinns byvåben markerer ''hvem'', som gav byen dens stadsret, mens Tallinns lille segl sammen med symbolet over Strandporten angiver ''hvorfra'', at Tallinn fik sin stadsret? Det mener jeg ikke. Tværtimod er det i mine øjne logisk. Hvis det forholder sig således, betyder det imidlertid, at der ingen sammenhæng er mellem Dannebrog på seglet og over Standporten og begivenhederne i 1219. === Kendt siden 1300-tallet === [[File:Gelre Folio 55v.jpg|thumb|right|Dannebrog gengivet i "Armorial Gelre".]] Jeg har tidligere opstillet den hypotese, at Dannebrog kan være begyndt som den danske konges ''personlige'' banner. Kan denne hypotese underbygges? Ja, det kan den. Som nævnt optræder et kvadratisk korsbanner på både en mønt og på et segl fra Valdemar den Stores tid. Det taler stærkt for en forbindelse mellem denne konge og dette bannermærke. Historisk kendes Dannebrog siden 1300-tallet. Dannebrog er således bevidnet af den hollandske herold ''Gelre'' (1334-1375), der i værket "Armorial Gelre" blandt andet gengiver et våben for "die coninc van danmarke" visende, rigsvåbenet med 3 leoparder forbundet med en gylden hjelm med hermelinsklædte og påfuglebesatte vesselhorn samt et kvadratisk Dannebrogsflag.<ref name=autogeneret1 /><ref>[https://commons.wikimedia.org/wiki/File:Gelre_Folio_55v.jpg Gelre Folio 55v]</ref> Ligeledes i ''Bellenville-våbenbogen'' 1380-90 findes et skjold med et kors med navnet ''Denenbroce'' over. Fra denne tid må både flagets navn og udseende derfor regnes som værende fastslåede kendsgerninger. Således er både flaget og navnet dokumenteret ''senest'' fra Valdemar Atterdags tid og ''kan'' stamme fra de estiske korstog blot 150 år før eller tidligere. Læg dertil, at vi genfinder det samme kvadratiske kortbanner på et segl fra Erik af Pommerns tid. Det betyder, at vi kan dokumentere, at mindst tre danske konger har anvendt det selvsamme symbol som sit banner. Dette taler meget stærkt for, at det allerede på denne tid har vundet hævd som kongens traditionelle banner. Det skulle være mærkeligt, om ikke dette også var tilfældet på Valdemar Sejrs tid, som falder midt i de tre andre kongers. Det betyder, at vi med en til vished grænsende sandsynlighed har godtgjort hypotesen om, at dette banner må have fulgt med kongen på dennes korstog. === Erik af Pommern === Det danske korsflag kendes brugt af Erik af Pommern og symboliserede på daværende tid tillige hansestaden Lübecks våben. Lübecks gamle våben var et hvidt kors på en rød baggrund, dannet som en modsætning til den tysk-romerske kejsers hvide flag med et rødt kors, et flag som stammede fra Romerriget, og som er bevaret i det engelske flag (Sankt Georgs kors). Det synes rimeligt at antage, at Erik af Pommern derfor har haft et dobbelt formål med at anvende dette banner: dels var anvendelsen allerede blevet en tradition for danske konger, dels kunne symbolet bruges til at markere, at han hævdede at være retmæssig byherre over Lübeck, lige som Valdemar Sejr havde været det.<ref>Hørby (1992), s. 35</ref> Vi ved, at Erik af Pommern indførte dannebrogskorset i sit unionssegl fra 1398<ref>Bartholdy (1992), s. 7</ref>, og at det lige siden har indgået i alle danske rigsvåbener som en fast bestanddel. Det menes, at Dannebrog oprindeligt blev opbevaret sammen med rigets øvrige klenodier, i Folen, det faste tårn på Kalundborg Slot.<ref>Jørgensen (1887), s. 168</ref> Det ville være logisk, når der ikke længere foregik korstog. Vi har et andet bevis for Dannebrogs betydning på Erik af Pommerns tid: da Erik flygtede fra Danmark "''..saa giorde hand sigh strax hemmeligh rede och foer til Kallunborg och thogh der Danmarckis ipperste klenodie .. Hand togh der en bannere som kallis Dannebroge, huilcken Gud sende dannske mend ned aff himmelen med sin hellige engill, ath the skulle føre hannom i krigh mellom dem och theris finder, som the och giorde och wonde ther med stuor priss och ære''".<ref>Fabricius (1933), s. 519</ref> Denne skildring skyldes Christiern Pedersen, kannik i Lund, som også i anden sammenhæng omtaler traditionen om Dannebrogs oprindelse, og som har nedskrevet oplysningen i begyndelsen af 1500-tallet. Der kan næppe være tvivl om, at det er den samme tradition som refereret af Peder Olsen.<ref>Fabricius (1933), s. 522</ref> Desværre er det ikke muligt med sikkerhed at udlede, om det var kendskabet til myten om flagets oprindelse, der fik kong Erik til at tage det med sig, men helt udelukke det kan man næppe. I så fald er det et indicium for traditionens vedligeholdelse frem til dens nedskrivelse. === Dannebrog og Sverige === Dannebrog optræder også i begivenheder efter Erik af Pommerns tid, hvilket bekræfter dets fastslåede stilling som kongens banner og samlende symbol under krigsbegivenheder. Ifølge svenske krøniker blev "Danabroka" i 1439 ført ind i Sverige. Ærkebispens krønike i Lund oplyser, at Christian I i 1448 fik overrakt rigets flag.<ref>Jørgensen (1887), s. 161</ref><ref name="Bar 1992 13f">Bartholdy (1992), s. 13f</ref> Senere, i 1464, tog svenske bønder angiveligt en fane med Dannebrog fra Christian I og måske som følge deraf oplevede de en sejr i Slaget ved Brunkeberg i 1471.<ref>Jørgensen (1887), s. 172</ref> Vi har flere beviser på flagets eksistens på denne tid: i folkevisen om kong Hans' bryllup fra 1478 oplyses, at skibet, som hentede hans brud, havde "Danebroge i fremmerstavn", og en afbildning i Roskilde domkirke fra 1498 af det skib, som førte Sankt Lucius' hoved til Danmark, viser skibet med Dannebrog som orlogsflag.<ref>Jørgensen (1887), s. 158</ref> Disse og andre oplysninger bevidner flagets vedvarende brug og dets betydning som den danske konges rigssymbol. === Togtet til Ditmarsken === Under krigen i Ditmarsken i år 1500 var et Dannebrogsflag, der efter sigende var det originale fra 1219, med. Under slaget ved Hemmingstedt blev det ført af marsk Hans von Ahlefeldt<ref>oplysningen findes hos den kongelige historiograf Hans Svanning, der i 1558-59 skrev en fremstilling af kong Hans' historie og heri bringer oplysningen, at :"rigets banner, delt af hvidt og rødt i form af et kors, og nedfalden fra himlen til kong Valdemar II, som der fortælles, da han førte krig mod Livlænderne, som dengang var kristendommens fjender", her gik tabt. Det er sikkert fra Svanning, at Huitfeldt har hentet samme oplysning, jvf. Jørgensen (1887), s. 169.</ref>. Han faldt imidlertid under slaget, og flaget blev erobret af ditmarskerne. Det blev ophængt i kirken i Wöhrden<ref>oplysningen skyldes præsten og historikeren Johan Neocorus, der afsluttede sin krønike i 1598 og hvis fader havde været degn i Wöhrden i 20 år, da han døde i 1580, jvf Jørgensen (1887), s. 178f</ref>, og blev først generobret i 1559. Uafhængigt af Svanning fortæller Johan Rantzov i sin omtale af dette sidste togt til Ditmarsken, at der blandt de tilbageerobrede faner også var: "''et stykke af det banner, som man siger til sin tid ved et mirakel blev givet en dansk konge imod russerne og som fordum kong Hans havde taget med i håb om derved at stride heldigt imod Ditmarskerne.''" <ref>Jørgensen (1887), s. 170f</ref> - da næsten ødelagt af fugtighed og ælde - og ophængt i Slesvig kirke, hvor det åbenbart endeligt gik til engang i 1660-erne.<ref>kilden hertil er Hans de Hofman, som i 7. del af "Den danske Atlas" fra 1781 s. 605 oplyser om koret i Slesvig domkirke, at: :"I dette kor hængte den berømte danske fane Danebrog... og var at se, indtil den ved 1660 af alder og forrådnelse aldeles forfaldt, da nogle børn ved deres leg nedrev den af loftet og ingen bekymrede sig om at samle dens levninger." Men fra omtrent samme tid stammer en oplysning i et tysk værk, at fanen havde hængt i Nikolaikirken i Kiel, jvf Jørgensen (1887), s. 182. Jørgensen tillægger dog oplysningen om Slesvig domkirke størst troværdighed, jvf samme. s. 185f</ref><ref name="Bar 1992 14"/> I borgerkrigen ''Grevens fejde'' anvendte den ene part et stribet flag; blåt, gult og rødt i rigsvåbnets farver, og den anden part, den sejrende, brugte et rødt-hvidt korsflag, med fire lige lange arme. === Nyere tid === Siden 1500-tallet har Dannebrog angivet danske skibes nationalitet<ref>Bartholdy (1992), s. 11</ref>, og i 1600- og begyndelsen af 1700-tallet indgik et Dannebrogsfelt i hærens faner.<ref name=autogeneret3>Achen, s. 108</ref> I 1696 fastlagde en kongelig resolution flagets mål, og disse har siden overvejende været opretholdt.<ref name="Bar 1992 14">Bartholdy (1992), s. 14</ref> Indtil 1743 brugte man et sort-hvidt korsflag som sørgeflag, derefter blev det besluttet at flage på halvt i stedet for<ref>[http://www.crwflags.com/fotw/flags/dk-sorg.html Danish Mourning Flag (until 1743)<!-- Bot genereret titel -->]</ref>. I 1785 blev Dannebrog genindført som fane for nogle danske regimenter, og i 1801 blev det fane for landeværnet.<ref name=autogeneret3 /> I 1807 digtede B.S. Ingemann:<br /> "''Vift højt på Kodans bølge''<br /> ''blodrøde Dannebrog''"<br /> og i de følgende årtier skrev flere danske digtere, N.F.S. Grundtvig, Oehlenschläger, Chr. Winther, H.C. Andersen, digte om Dannebrog.<ref name=autogeneret3 /> I 1830-erne og 1840-erne udviklede Dannebrog sig til et folkeflag. I 1842 blev det regimentsfane i hele hæren.<ref>Achen, s. 109</ref> Endnuså sent som i 1833 blev det forbudt den danske befolkning privat at flage, men forbuddet blev reelt ikke håndhævet. Under Treårskrigen 1848-1850 flagede befolkningen med Dannebrog i stort omfang, og i 1854 blev det omsider officielt tilladt private at flage.<ref>Bartholdy (1992), s. 14</ref> === <big>Lovgivning</big> === Valdemarsdag den 15. juni blev indført i 1912 ved cirkulære Nr. 391 af 24. december 1912 for at markere Dannebrogs oprindelse, men som det fremgår, hviler det på en delvis misforståelse af traditionen. På den anden side: hvis det tidligere begivenhedsforløb er korrekt forstået, og slaget i 1219 markerede en slags afslutning på hele den forud gående danske missionsvirksomhed i Estland, så er markeringen af denne begivenhed historisk rimelig og forståelig. Og lige meget hvormeget man forsøger at skille myte fra historisk virkelighed, så står det fast, at denne afslutning spillede en afgørende rolle for, at Estland blev et kristent område, og at Danmark har hovedæren herfor. I 1929 blev der udarbejdet et forslag til en officiel flaglov af en særlig kommission, men lovforslaget er aldrig blevet færdigbehandlet eller vedtaget.<ref>Bartholdy (1992), s. 15</ref> === <big>Sammenfatning og konklusion</big> === Vi er nået til vejs ende, og resultatet turde være klart: historien om det himmelfaldne flag i 1219 er en myte og en misforståelse. Den sande historie synes at være som følger: Flaget selv er sandsynligvis meget ældre. Det går utvivlsomt tilbage til Valdemar den Store, som har antaget det som sit personlige kongelige banner. Vi ved ikke hvorfra, han har hentet inspirationen, det kan være fra England eller fra sin hustru og væringerne eller et helt tredie sted fra. Dette kan også forklare hvorfor, at der ikke findes nogen tradition om, at det skulle hidrøre fra paven, eller nogen forbindelse til Johannitterordenen. Senere er det åbenbart gået i arv som fast kongeligt banner. Kongen har sikkert medtaget det på sine korstog. Under korstoget til Estland og slaget ved Fellin i 1208 kom det til at spille en særlig rolle, idet det midt under slaget, da danskerne var truet af nederlag, åbenbart rev sig løs og svævede hen over de kæmpende og indgav danskerne det mod og den beslutsomhed, der gjorde, at de vandt dette slag. Begivenheden er siden blevet husket i mundtlige beretninger. Intet taler til støtte for, at traditionen har nogen forbindelse med de himmelske jærtegn, som skal have vist sig i Portugal, idet den danske tradition efter alt at dømme er ældre. Først langt senere har man i Danmark fået kendskab til den portugisiske tradition. Spørgsmålet, om der var tale om guddommelig indgriben, er i sidste ende et trosspørgsmål, men der er ikke tvivl om, at det er således, at man i datiden har opfattet begivenheden på samme måde som i andre lignende tilfælde. Flaget har sikkert været med igen under det nye korstog til Lyndanisse i 1219. Det er muligt, at de har stået foran biskoppens telt og har forledt esterne til at angribe dette. Også denne gang indtraf der et under, idet undsættelsesstyrkerne nåede frem netop, som danskerne var mest trængt. Om disse har haft fanen med sig, vides ikke med sikkerhed, men også dette under er blevet husket. Når Tallinn har tre løver i sit store våben og et Dannebrog i sit lille segl, hænger det sandsynligvis sammen med, at byen fik sine stadsrettigheder af den danske konge og inspireret fra Lübecks stadsrettigheder, hvilket de to symboler afspejler. Det har intet at gøre med slaget i 1219. Allerede i datiden eller måske lidt senere har flaget fået det navn, som siden har været knyttet til det. Også de til flaget knyttede begivenheder er blevet husket, men i tidens løb er de blevet blandet sammen. Da flaget var med under felttoget i 1500 til Ditmarsken, var det for at give sejr, men det endte i nederlag, og flaget gik tabt. Efter dette blev erindringerne om dets betydning nedskrevne, men da med den usikkerhed som da var indtrådt om tid og sted. Flaget blev siden genvundet men fik ikke længere den værdige opmærksomhed, som det kunne påkræve, og det gik op i råd og ælde. Men dets symbolske værdi blev bevaret, dog fortsat kun som kongeligt banner. Med kongens støtte blev det siden anvendt af danske forsvarsstyrker og til skibe under kongelig beskyttelse. Men i Treårskrigen 1848-58 flagede befolkningen trods forbuddet, og dermed banedes vejen for, at det blev det nationalt samlende symbol, som det siden har været. === <big>Noter</big> === {{reflist|2}} === <big>Litteratur</big> === * Sven Tito Achen: ''Heraldikkens femten glæder''; København 1978; ISBN 87-12-00222-4 * Nils G. Bartholdy: "Dannebrog - legende og virkelighed" (Michael Andersen og Frank Birkebæk (red.): ''1219 - Dannebrog og Estland''; Roskilde Museums Forlag 1992; ISBN 87-88563-189; s. 6-16) * L.P. Fabricius: "Sagnet om Danebroge og de ældste Forbindelser med Estland" (''Kirkehistoriske Samlinger'', Sjette Række, Første Binds første Hefte, København 1933) * Ole Fenger: "Kirker rejses alle vegne" (Olaf Olsen (red.): ''Gyldendal og Politikens Danmarkshistorie'', bind 4: 1050-1250; København 1989; ISBN 87-89068-06-8) * Henning Henningsen: "Dannebrog og flagføring til søs" (''Handels- og Søfartsmuseets årbog 1969'', s. 7-81) * Kai Hørby: "Velstands krise og tusind baghold" (Olaf Olsen (red.): ''Gyldendal og Politikens Danmarkshistorie'', bind 5: 1250-1400; København 1989; ISBN 87-89068-07-6) * Kai Hørby: "Danmark og Estland i middelalderen" (Michael Andersen og Frank Birkebæk (red.): ''1219 - Dannebrog og Estland''; Roskilde Museums Forlag 1992; ISBN 87-88563-189; s. 30-38) * A.D. Jørgensen: "Om Danebroges Oprindelse" (''Historisk Tidsskrift'', 4. række, Bind 5; 1875) * A.D. Jørgensen: "Undersøgelser vedrørende Danebroge og det danske kongevåben" (''Historisk Tidsskrift'', 6. række, Bind 1; 1887) * J.O. Kock: "Sagnet om Dannebrog" (''Danske Studier'' 1951; s. 34-48) * John Lind: "Den faldt fra himlen ned" (Kronik i ''Skalk'' 2001, nr. 6, s. 20-27) * E. Løffler: "Bidrag til Bedømmelse af Danebrogs-Sagnets historiske Værd" (''Historisk Tidsskrift'', Bind 5. række, 2 (1880); s. 562-566) * ''Salmonsens Konversationsleksikon'', 2. udgave, bind V, s. 515-517; opslag: Dannebroge * [http://www.navalhistory.dk/Danish/Flaget/FlagetsHistorie.htm Flagets historie], i ''Dansk Marinehistorie'' af Johnny E. Balsved, a7fvduwgmqs0iug0fz6ys2j1e3dl6yf