Wikibooks dawikibooks https://da.wikibooks.org/wiki/Forside MediaWiki 1.47.0-wmf.19 first-letter Media Speciel Diskussion Bruger Brugerdiskussion Wikibooks Wikibooks diskussion Fil Fildiskussion MediaWiki MediaWiki diskussion Skabelon Skabelondiskussion Hjælp Hjælp diskussion Kategori Kategoridiskussion TimedText TimedText talk Modul Moduldiskussion Event Event talk 0 6817 42625 42623 2026-09-10T04:45:24Z Sven Halfdan Nielsen 3898 småret 42625 wikitext text/x-wiki Traditionen om Dannebrogs oprindelse er velkendt: Dannebrog faldt ned fra himlen under et dansk korstog til Estland, og det spillede en afgørende rolle for det danske overherredømme over Estland fra 1219. Således lyder myten om Dannebrog, men bag enhver myte gemmer der sig en historisk realitet, og ved at grave denne historiske realitet bag myten frem opnår vi en bedre forståelse af fortiden. Det ligger nær at stille 3 spørgsmål:</br> - er tidsfæstelsen korrekt?</br> - er stedfæstelsen korrekt?</br> - er begivenhedsforløbet korrekt? Svaret på det første spørgsmål er: ja, den ''oprindelige'' tidsfæstelse er sikkert korrekt. Denne tidsfæstelse passer nøje med det begivenhedsforløb, som vi ellers kender. Svaret på det andet spørgsmål er: ja, den ''oprindelige'' stedfæstelse er korrekt. Denne stedfæstelse passer med og ''bekræfter'' de forhold, som vi ellers kender. Svaret på det tredie spørgsmål er: ja, flaget kan forbindes med ''en bestemt begivenhed''. Der er enkeltheder i forløbet, som det ikke længere er muligt at efterkontrollere. Der kan her være grund til at skelne mellem det ''oplevede'' forløb og det ''faktiske'' forløb. Traditionen er baseret på det oplevede forløb således, som dette siden blev husket. === <big>Dannebrogs oprindelse</big> === Dannebrogs oprindelse falder i tre dele: traditionen, de omstændigheder under hvilke traditionen er blevet nedskrevet og flagets senere historie. === Traditionen === [[Fil:Danmarks flag 1219 Lorentzen.jpg|thumb|450px|Det berømte maleri af Christian August Lorentzen fra 1809 af begivenhederne i 1219.]] Ifølge overleveringen, der findes uafhængigt af hinanden hos dels forfatteren af ''Danske Krønike'' fra 1520-erne Christiern Pedersen<ref>formuleringen omtalt under et korstog i 1208 til "Estland, Pryssland, Kurland og Finland" lyder:</br> "''somme mene og sige at samme kong Valdemar skulle fange Dannebrog ned af himlen samme tid, som er et hvidt kors i et rødt felt''", jvf. Lind, s. 24. </ref>, dels munken Peder Olsen (Petrus Olai) fra Gråbrødreklostret i Roskilde, dels historikeren Arild Huitfeldt<ref name=autogeneret1>Lind, s. 23</ref>, faldt Dannebrog ned fra himlen under slaget ved Lyndanisse (i dag Tallinn i Estland) den 15. juni 1219, senere kendt og markeret som Valdemarsdag. Der er imidlertid usikkerhed om tid og sted er korrekte<ref name="bjerg">''Dannebrog'' af Hans Christian Bjerg, s.12, ISBN 87-7739-906-4.</ref>. Det skyldes, at både Christiern Pedersen og Peder Olsen oplyser, at begivenheden fandt sted i året 1208 i Livland på et sted, som kaldes Fellin (Viljandi) i nutidens Estland. Fremstillingen hos Peder Olsen, der findes i en samling notater, ''Collectanea'', til Danmarks historie og menes at være skrevet omkring 1527 men stammer fra en ældre kilde, hvis alder er ukendt<ref>Kock, s. 34</ref>, er den mest oplysende og lyder i sin helhed:</br> "''MCCXIX''<ref>1219</ref>''. Valdemar II angreb Estland, en provins i Livland, fra søen med 1500 krigsskibe og gjorde landgang, og efter mange kampe omvendte han det overvundne land til Kristus og lod folket døbe. Han førte præster dertil fra Danmark og byggede Reval, der nu er en vigtig by og særdeles udmærket og kendt. Heraf kommer det, at kirken i Reval lige til denne dag er forblevet under Danmarks ærkebiskop i Lund, skønt den verdslige magt i tidens løb er gået over til den tyske ordens brødre i nævnte provins. Da nu kong Valdemar var gået i land med hæren i Estland, sagde biskoppen i Århus til ham, da han blev forskrækket over hedningernes mængde, at han skulle love, at han, såfremt han vandt sejr, ville forbedre sig over for sine undersåtter og den hellige Niels i Århus, hvis offergaver han havde tilegnet sig. Det samme råd fik han af den ærværdige Anders, ærkebiskop i Lund, en mand af forunderlig enfold og uskyld, der såvel i live som efter sin død vandt ry ved mange mirakler. Kongen gav dem ret, afgav løftet og fik sejr. Ærkebiskoppen kaldte så stormændene sammen og lod dem love, at svende på tolv år og der over stedse skulle fejre dagen før den hellige Laurentius' fest med faste på brød og vand, hvis de fik sejr. Efter at de så havde påkaldt de hellige Laurentius og Niels, blev slaget begyndt på Vitus' og Modestus' dag. Ærkebiskoppen, der sammen med lydbisper og andre gejstlige fra et bjerg så ud over begge hære, bad nu under tårer for de kristne som en anden Moses med hænderne løftede mod himlen. Når han løftede hænderne i bøn, sejrede danskerne; men når han af træthed lod de gamle hænder synke ned, blev danskerne slået. Men biskopperne og præsterne understøttede den gamle mand. Og således blev den sejrende konge et andet menneske, lod Kristi lære forkynde og kirker bygge dér; siden hen styrede han landene med mildhed og retfærdighed, skrev love og ærede den hellige Niels.''</br> ''Et andet sted står der, at da de rettroende danske på denne Valdemar II's tid i det Herrens år 1208 kæmpede i Livland på det sted, som kaldes Fellin, mod de vantro livlændere og allerede næsten overvundne fromt anråbte om guddommelig hjælp, modtog de straks som belønning et banner, der faldt ned fra himlen, og som var mærket med et hvidt kors, påtrykt en ulddug, og de hørte en røst fra himlen, at når det blev løftet højt til vejrs, ville de straks knuse deres modstandere og vinde fuldstændig sejr; og således skete det. Men det banner plejer med sit sædvanlige navn at kaldes Danebroge. (Denne sejr menes at være den, som danskerne vandt i Estland, og som allerede er omtalt for nylig; men der er fejl i årstallet etc. - Ligeledes har jeg et andet sted fundet, at kong Valdemar og ærkebiskop Anders gjorde et tog til Estland i 1220).''"<ref>her gengivet efter Kock, s. 34f</ref><ref name="Fab 1933 493f">Fabricius (1933), s. 493f</ref> Det er naturligvis usikkert, hvad der egentlig skete under slaget ved Lyndanisse eller slaget ved Fellin, da overleveringen først er nedskrevet 300 år efter begivenhederne skulle have fundet sted <ref name=bjerg />. Historikerne har derfor forsøgt at finde den historiske begivenhed bag ved traditionen. Man kan således fastslå, at Peder Olsens fremstilling har hentet sine bestanddele flere steder, og at de oprindelig ikke har udgjort en helhed. Herom kan siges følgende:</br> 1. Det indledende afsnit om slaget ved Reval (Tallinn) svarer til fremstillingen i ''Rydårbogen'' og i ''Jyske Krønike'' og kan være hentet fra disse kilder.<ref>Kock, s. 35</ref><ref name="Fab 1933 486">Fabricius (1933), s. 486</ref></br> 2. Afsnittet om den hellige Niels i Århus kan stamme fra en bog om Niels, men findes ikke i hans ''vita''. Det tyder ikke på, at historien har en historisk baggrund. Snarere er den tilkommet efter, at Niels blev helgen, formentlig i midten af det 14. århundrede.<ref>Kock, s. 35f</ref><ref name="Fab 1933 486"/></br> 3. Afsnittet om Laurentius-fasten er helt malplaceret. Sankt Laurentius' dag er den 10. august, mens slaget fandt sted på Vitus' og Modestus' dag den 15. juni. ''Saxo'' omtaler et slag ved Ljutka (Lütjenburg), der fandt sted på Laurentius' dag, og formentlig er indskuddet hentet herfra.<ref name=autogeneret2>Kock, s. 36</ref><ref name="Fab 1933 487">Fabricius (1933), s. 487</ref></br> 4. Historien om ærkebispens oprakte hænder er hentet fra ''2. Mosebog'' (17, 9ff).<ref name=autogeneret2 /><ref name="Fab 1933 487"/></br> 5. Historien om det nedfaldne flag er uden direkte forbillede. Fra Portugal (hvorfra dronning Berengaria stammer) findes en tradition fra 1217 om et jærtegn i form af et kors på himlen til tegn på portugisernes sejr over maurerne i kampen ved Alcazar.<ref>Kock, s. 37</ref> Det betyder, at der findes en tradition næsten samtidig med den danske, hvilket styrker en tidsfæstelse til begyndelsen af 1200-tallet. Skønt der er forskelle (intet flag i Portugal), kan begivenheden i Portugal være blevet kendt også i Danmark og have styrket den danske tradition, men der er intet bevis for en direkte forbindelse.<ref>Kock, s. 42</ref></br> Med hensyn til selve dateringen af Dannebrogs fald fra himlen er det nutidens historikeres opfattelse, at når to kilder uafhængigt af hinanden daterer begivenheden til et andet sted og en anden tid end nutidens tradition siger, så må nutidens tradition anses som fejlagtig og den ældste tradition som den rigtige med hensyn til tid og sted.<ref>Lind, s. 26</ref> Dette kan også forklare, hvorfor der ingen omtale af Dannebrog er i den samtidige skildring i Henrik af Livlands krønike.<ref>Enn Tarvel (red.): ''Henriku Liivimaa Kroonika''; "Olion" Tallinn 1993; ISBN 5-450-01319-1; s. 140</ref> På lignende måde som bidragene om den hellige Niels og om Anders Sunesens løftede hænder er tilføjede den oprindelige fremstilling, så menes traditionen om Dannebrog at være overført fra det mindre betydningsfulde slag i 1208 til det vigtigere slag i 1219, der indledte den danske besættelse af det nordlige Estland som led i opbygningen af myten om netop dette slag.<ref name=autogeneret2 /> Endelig bør det nævnes, at traditionen blev nedskrevet kort tid efter, at danskerne havde mistet det originale Dannebrog under togtet til Ditmarsken i 1500. Det menes, at flaget var taget med, netop fordi man på grund af traditionen mente, at det ville bringe sejr.<ref>Jørgensen (1875), s. 417</ref> Som muligt ophavssted og som en anden mulighed har man peget på, at banneret kunne stamme fra Johanniterordenen eller være et korsbanner givet af paven, men disse og andre muligheder er blevet tilbageviste af historikerne.<ref>Jørgensen (1875), s. 426-429 for Johanniterordenens vedkommende, s. 431-432 for pavens vedkommende</ref> <ref>Jørgensen (1887), s. 149-153</ref> <ref>Lind, s. 25</ref> Der kan måske være grund til at se nærmere på disse hypoteser. === Myten om Johanniterordenen === Historikere i det 19. og 20. århundrede brød sig ikke om det himmelfaldne flag og søgte mere jordnære forklaringer. Især søgte man efter forbilleder for Dannebrog. Især hæftede man sig ved Johanniterordenen som en mulig kilde, da denne orden blandt andet havde et våben, som mindede om Dannebrog. En række mulige forbindelser har været foreslået. Man har peget på, at Valdemar Atterdag besøgte den hellige grav i påsken 1347 og her blev slået til ridder af hertug Erik af Sachsen.<ref>Jørgensen (1875), s. 426</ref> Kong Valdemar stiftede et Sankt Hans-kloster på Dueholm viet til Marie Magdalene på hvis festdag, han fik ridderslaget.<ref name="Jør 427">Jørgensen (1875), s. 427</ref> Yderligere oplyser Thomas Bartholin i sin bog om Dannebrogsordenen, at Valdemar på gamle tapeter på Københavns Slot var fremstillet med et hvidt ordenskors. Da korset første gang kendes fra et brev fra år 1356 og kongenavnet Valdemar er fælles, måtte en forbindelse anses som mulig.<ref name="Jør 427"/> Senere forskning har imidlertid vist, at Thomas Bartholins fremstilling bygger på et forfalsket kobberstik, hvorved denne del af beviset falder sammen.<ref>Jørgensen (1875), s. 429</ref> Ydermere har det vist sig, at ingen dansk konge har søgt sit gravsted hos Sankt Hans-ordenen, og der findes ingen optegnelser til støtte for en forbindelse.<ref>Jørgensen (1875), s. 430</ref> Denne forklaring må således afvises, da der ingen forbindelse findes mellem Sankt Hans-huse, deres velgørere og Johanniterordenen.<ref>Jørgensen (1875), s. 431</ref> Man har også tænkt sig, at Johanniterordenens symboler skulle være overtaget skridt for skridt i dansk tradition, men imod dette taler, at der findes en specifik tradition for flagets oprindelse, som ikke kan afvises.<ref>Jørgensen (1875), s. 434-437</ref> Tilbage er kun den mulighed, at flagets oprindelse med al sandsynlighed på den ene eller anden måde har forbindelse til et korstog til Estland.<ref>Jørgensen (1875), s. 437</ref> Den eneste samtidige kilde er Henrik af Livlands krønike, der imidlertid er stærkt tendensiøs: han forsøgte at nedgøre ethvert dansk bidrag til kristningen af Baltikum<ref>Jørgensen (1875), s. 439</ref>, ja endog at gøre dansk tilstedeværelse til utidig indblanding<ref>Jørgensen (1875), s. 441</ref> og bestrider endda, at Valdemar skulle have været på korstog.<ref>Jørgensen (1875), s. 442</ref> Således fremstilles han i 1219 som værende på besøg for at besigtige byggeriet af en ny borg, ikke som erobrer.<ref>Jørgensen (1875), s. 445f</ref> Esterne angreb for at stoppe opførelsen af borgen, men blev selv angrebet af vendiske hjælpetropper, som var kommet sammen med danskerne. Dannebrog omtales ikke.<ref>Jørgensen (1875), s. 447</ref> Tydeligvis er der tale om en andenhånds beretning baseret på rygter, ikke om et øjenvidne til begivenhederne. A. D. Jørgensen har forsøgsvis opstillet den hypotese, at esterne angreb biskop Theodoriks telt, fordi der foran var et banner, som opfattedes som hovedbanneret (det vil sige: kongens banner). Han stiller spørgsmålet, om Theodorik kan forbindes med Johanniterordenen.<ref>Jørgensen (1875), s. 448</ref> Theodoriks oprindelse er ukendt, men han optræder som missionær både hos liverne og esterne i forskellige opisoder med sagnagtige træk.<ref>Jørgensen (1875), s. 449</ref> Han blev sendt til pavestolen, hvor han den 15. april 1201 fik en bulle af pave Innocens, der opfordrede alle kristne i Vendland og Saxland til at drage til Livland.<ref>Jørgensen (1875), s. 450</ref> Theodorik forsøgte at få anerkendt Baltikum som sit bispedømme, men stødte på vanskeligheder. Derfor skal han have sluttet sig til den danske konge, idet paven havde givet biskop Anders Sunesen en bulle på at indvie en biskop i Estland.<ref>Jørgensen (1875), s. 456</ref> Da Tempelridderne på daværende tidspunkt havde et rødt kors på hvid baggrund som sit mærke, måtte et dansk korstog ske under et andet mærke, og han har så "lånt" Sankt Hans-brødrenes korsbanner.<ref>Jørgensen (1875), s. 457</ref> Det skulle således være dette banner, der var opsat foran hans telt, og som slaget med esterne derfor kom til at stå om.<ref name="Jør 458">Jørgensen (1875), s. 458</ref> Theodorik døde under slaget, og efter slaget måtte omstændighederne omkring fanens oprindelse og betydning have været uklar<ref name="Jør 458"/>, da det fuldstændig adskilte sig fra kongens banner: løverne og hjerterne. "Saa sagde man, at det var kommet ned fra Himlen midt i Slagets trængsel".<ref>Jørgensen (1875), s. 457</ref> Problemet med denne hypotese er, at den på intet punkt finder støtte i kilderne<ref name="Jør 458"/>, og A.D. Jørgensen understregede, at den kun var en hypotese, som fornyede studier måtte styrke eller svække,<ref>Jørgensen (1887), s. 150</ref> og at "''kun derom er alle enige, at Savojens Kors er lig Johanniternes, og det samme er Tilfældet med vort Danebroge.''"<ref>Jørgensen (1887), s. 153</ref> I og med, at flagets oprindelse nu henlægges til ''en anden begivenhed'', slaget i 1208, er grundlaget for hele denne konstruktion imidlertid bortfaldet. De nærmere omstændigheder omkring flagets oprindelse er fortsat ukendte. === Myten om dronning Berengaria og Dannebrog === Som tidligere nævnt har det været overvejet, om myten om Dannebrogs fald fra himlen var forbundet med dronning Berengaria. Hun blev gift med Valdemar Sejr i 1214 og døde i 1221.<ref name="Fen 1989 61">Fenger (1989), s. 61</ref> Hun stammede fra Portugal, og det er overleveringer herfra, som har været inddraget i forsøgene på at forklare myten. Det er blevet påpeget, først af overbibliotekar Christian Bruun, at der i portugisiske skrifter fortælles om et jærtegn, der i 1217 blev set i Portugal under en kamp imod maurerne ved Alcazar. Ifølge disse viste der sig et kors på himlen som tegn på sejren. Teorien er senere taget op af pastor L.P. Fabritius, som mener, at det er den eneste tradition i den kristne verden, som tåler sammenligning med sagnet om Dannebrog. Han forbinder de to begivenheder ved at påpege, at Berengaria var blevet dansk dronning blot tre år tidligere, og at der takket være en livlig forbindelse mellem Portugal og Danmark er mulighed for, at historien er kommet hertil. Det viser sig imidlertid, at denne antagelse ikke holder: dels kendes der ingen livlig forbindelse mellem de to lande, dels har der været rejst tvivl om, at hun kom fra Portugal. I flere danske årbøger siges, at hun var søster til greven af Flandern, og da der ydermere var arvestridigheder imellem hendes broder, kongen af Portugal, og to af deres søstre, bliver det endnu mindre sandsynligt, at der har været en forbindelse.<ref name="Koc 1951 37">Koch (1951), s. 37</ref> Dertil kommer den afgørende forskel, at der i Portugal var tale om et syn på himlen, men i Estland var tale om et faktisk flag, som efterfølgende blev bragt hjem til Danmark. Og hvis dateringen til 1208 opretholdes som den rette, udebliver muligheden for, at traditionen stammer fra Portugal også af kronologiske grunde.<ref name="Koc 1951 38">Koch (1951), s. 38</ref> Endelig har der været peget på, at den portugisiske tradition måske stammer fra et langt ældre slag, nemlig slaget ved Orique i det sydlige Portugal den 25. juli 1139. I dette slag var den sejrende feltherre Afonso Henriques, dronning Berengarias bedstefader, som ifølge en senere legende før slaget havde set et kors på himlen omgivet af engle i hvide klæder, og at Kristus havde lovet ham sejr og at hans efterkommere ville blive konger i Portugal. Det er imidlertid tvivlsomt, om dronning Berengaria overhovedet har kendt til denne tradition, idet slaget endnu i begyndelsen af 13. århundrede ikke havde opnået den berømmelse, som det senere fik. Det kan end ikke udelukkes, at traditionen om det ældre slag hviler på traditionen fra det senere slag.<ref name="Koc 1951 41f">Koch (1951), s. 41f</ref> Det må tilføjes, at der findes en endnu ældre tradition, nemlig kejser Konstantins korsvision før Slaget ved Ponte Molle i år 312 mod Maxentius, der fulgtes af ordene "''in hoc signo vinces''", det vil sige "under dette tegn skal du sejre". Og på freskerne om "Det sande Kors" legende" i Arezzo, malet af Piero delle Francesca i 1450-erne, ses Konstantin vinde over Maxentius ved at holde er kors frem på en måde, hvor det kan opfattes som værende faldet fra himlen.<ref name="Bar 1992 11f">Bartholdy (1992), s. 11f</ref> Der er intet, som kan understøtte, at den danske tradition skulle have noget med den portugisiske tradition at gøre. Hvilket dog ikke forhindrede Christian IV i på sine guldmønter fra 1591 at gengive den store portugisiske guldmønt kaldet ''portugaløser'' med Kristuskors og sætningen "in hoc signo vinces", sikkert fordi at denne var kendt fra Arild Huitfeldts krønike, der udkom 1600-1603, og hvor begivenheden forøvrigt henlagdes til 1219.<ref>Bartholdy (1992), s. 9, 12</ref> === Er Dannebrog ældre? === Spørgsmålet er, om flaget kunne være ældre. Enkelte forskere mener, at der har været en forløber for Dannebrog: De mener, at danske konger brugte et rødt flag med to ravne i sort, når de drog i krig. Kong Knud den Store skulle ifølge engelske kilder have ført en ravnefane i slaget ved Ashington i Essex i 1016 <ref>Anonym: "Dannebrogs historie" (''Spejderbladet Væbneren'', s. 179-182)</ref>. Men det vides ikke, om denne fane generelt er blevet brugt af den danske kongeslægt. På Bayeux-tapetet fra omkring 1068 fører bagtroppen et rødt flag med et hvidt kors, muligvis danske slægtninge til Vilhelm Erobreren, der i front fører Sankt Georgskorset i slaget ved Hastings i 1066. Ioannis Skylitzis Krønike fra ''Biblioteca Nacional'', Madrid, viser væringer fra Miklagård (''Den Store By'', Byzans-Konstantinopel-Istanbul) omkring år 1100 med et rødt flag med et hvidt kors. Mønter, der viser et korsbanner, blev slået allerede under Valdemar den Store<ref>Fenger, s. 269</ref><ref>Lind, s. 21</ref> og et korsbanner kendes tillige fra et segl fra hans tid (og senere fra et segl fra Erik af Pommerns tid), men disse fortilfælde er ikke overbevisende, ''med mindre'' at man antager, at hans søn skulle have haft en fane med måske som sit eget fra faderen stammende banner og enten (hvilket er temmelig utænkeligt) selv have hævet dette på et kritisk tidspunkt under slaget, eller (mere sandsynligt) at det af vinden fra kongens telt var revet løs og på mærkelig vis var blevet blæst hen over de kæmpende, hvilket er blevet opfattet som en guddommelig indgriben. I så fald var den bogstaveligt talt på det nærmeste "faldet fra himlen". Det er muligt, at det er synet af denne fane højt mod himlen, der gav de kæmpende det mod og den vilje, der skulle til for at vinde slaget. At Valdemar den Store som den korstogskonge, han var med sit korstog til Rygen i 1169, skulle have haft et korsbanner som sit personlige mærke, er vel ikke ganske utænkeligt, og det ville næppe heller være mærkeligt, at det samme banner måtte være medbragt under dette nye korstog af hans søn. Hvis Bayeux-tapetet virkelig afspejler danske deltagere i slaget ved Hastings, indebærer det, at flaget går tilbage til Sven Estridsens tid. Det lader sig intil videre ikke fastslå med sikkerhed, og der findes en anden og måske mere sandsynlig mulighed for hvorledes, at korsbanneret kan være blevet Valdemar den Stores personlige mærke. Valdemar den Stores hustru, dronning Sophie, var datter af Richiza og en russisk fyrste.<ref>Fenger, s. 160</ref> Vi ved fra en engelsk kilde fra 1170-erne, at hun havde stået bag et dansk felttog til Finland til støtte for hendes fader og brødre.<ref>Fenger, s. 161</ref> Vi ved derimod ikke, om der er en forbindelse mellem væringerne og deres flag i Miklagård som gengivet i Ioannis Skylitzis Krønike, Sophie og hendes russiske fader og Valdemar den Stores valg af kongeligt banner. At Sophie var en særdeles indflydelsesrige person i Valdemars liv og gerning, er hævet over al tvivl.<ref>Fenger, s. 166</ref> === Danske korstog til Estland i ny belysning === Omflytningen af begivenheden til et nyt år og et nyt sted stiller alle den danske korstog til Estland i et nyt lys og dermed også spørgsmålet om Dannebrogs oprindelse. Først og fremmest kan der være grund til at pege på, at sagnet ''ikke'' har forbindelse med nogle af de øvrige kilder, som indgår i de ældste skriftlige overleveringer. Der er tale om en helt selvstændig og uafhængig tradition.<ref name="Fab 1933 493">Fabricius (1933), s. 493</ref> Der kan ligeledes være grund til at påpege, at ingen kilde, dansk eller udenlandsk, forbinder Dannebrog med begivenhederne i 1219.<ref name="Fab 1933 494">Fabricius (1933), s. 494</ref> Dernæst må der være god grund til at fremhæve, at den danske korstogsvirksomhed er af betydelig ælde. De ældste omtaler, ''Rydårbogen'' og kongefortegnelsen i ''Lund Domkirkes Nekrologium'', der tillægger Knud den Store en sådan virksomhed, antagelig hviler på misforståelser (måske en navneforveksling af Knud den Store og Knud den Hellige).<ref name="Fab 1933 496f">Fabricius (1933), s. 496f</ref> Derimod er der fra tiden fra omkring 1070-1080 sikre efterretninger om danske korstog til Estland. Således oplyser ''Saxo'', at Knud den Hellige i slutningen af Sven Estridsens regeringstid samlede landets ungdom og indlagde sig berømmelse ved sejre over sembere og estere. ''Jyske Krønike'' har gentaget Saxos udsagn.<ref name="Fab 1933 497">Fabricius (1933), s. 497</ref> Vi kender ikke nærmere til denne og den senere tids korstog til disse egne, men forekomsten af danske stednavne ved Riga på ''holm'' (Stenholm, Langholm og Rigeholm), ''næs'' (om Kurlands forbjerge), ''sund'' og ''klint'' (om det nordlige Estlands bratte skrænter) tyder på forbindelser til dansk (eller svensk) område.<ref name="Fab 1933 498">Fabricius (1933), s. 498</ref> I 1170 indtraf der, ifølge ''Saxo'', et angreb fra kurlandske og estiske sørøvere mod Øland, hvor angriberne først efter blodige kampe blev nedkæmpet af en dansk flåde under ledelse af Esbern Snare og Christoffer, kong Valdemars uægte søn.<ref name="Fab 1933 498f">Fabricius (1933), s. 498f</ref> Omtrent samtidig, efter Rygens erobring i 1169, optræder en biskop Fulco af Estland som medunderskriver på et brev herom, hvilket viser dels hans tilstedeværelse i Danmark, dels at Danmark havde missions- og korstogsvirksomhed rettet mod Estland på denne tid.<ref name="Fab 1933 499">Fabricius (1933), s. 499</ref> Det vides, at ærkebiskop Eskil af Lund under sin landflygtighed til Frankrig havde kontakt til abbed Peter i klosteret Moutier-la-Celle, der anbefaler ham munken Fulco som missionær til Estland. Eskil lader ham bispevie, men vi kender ikke nærmere til hvornår og under hvilke omstændigheder, han er kommet til Danmark.<ref name="Fab 1933 499f">Fabricius (1933), s. 499f</ref> Det er muligt, at Fulco har indledt en missionsvirksomhed omend næppe med den store fremgang. Derimod fik en tysk cisterciensermunk ved navn Theodorik udnævnelse til biskop over esterne og han søgte dansk støtte til missionsvirksomhed via ærkebiskoppen i Lund, og paven lagde Estland ind under ærkesædet i Lund. På samme tid arbejdede en gejstlig fra Bremen, Albert, for missionsvirksomhed i Livland, han søgte støtte hos den tyske staufiske kong Filip, og han blev biskop i Riga. Tyskerne organiserer sig i Sværdriddernes Orden, som paven godkender i 1202.<ref name="Fen 1989 240"/> Meget tyder på, at den danske korstogsvirksomhed i de følgende årtier var rettet imod Venden, som først nu kommer under endeligt dansk herredømme.<ref name="Fab 1933 504">Fabricius (1933), s. 504</ref> Men i 1197 indledes et omfattende dansk korstog til Estland.<ref>Ulige årbøger angiver lidt forskellige år for dette korstog: 1194, 1196 og 1197, men nøjere undersøgelser har påvist daterings- og afskrivningsfejl for de to første års vedkommende, jvf. Fabricius (1933), s. 504-506</ref><ref name="Fen 1989 239">Fenger (1989), s. 239</ref> Atter afbrydes korstogsvirksomheden midlertidigt i forbindelse med, at Absalon dør 1201, kong Knud VI dør 1202 og Esbern Snare dør 1204 samt med Danmarks magtovertagelse i Holsten, der sker under betydelige kampe<ref name="Fab 1933 507">Fabricius (1933), s. 507</ref>, men i 1205 søger kong Valdemar om tilladelse til at oprette et bispesæde i Estland, hvilket han får tilladelse til den 13. januar 1206.<ref name="Fab 1933 507"/> Antagelig i 1206 skriver pave Innocens III til Anders Sunesen:</br> "''Da du i din retfærdighed og fromhed påtænker at straffe uret mod kristenheden, og da du med fromt forsæt har besluttet at drage imod hedningerne, bevilger vi dig ved dette brev myndighed til at ordinere en troende biskop i en by, som du med Kristi hjælp kan vinde for dyrkelsen af den kristne tro, efter at hedningernes smuds er fjernet''".<ref name="Fen 1989 239f">Fenger (1989), s. 239f</ref></br> Et dansk korstog synes rettet imod Saremaa (Øsel), hvor der opføres en mindre borg, men uden tilstrækkeligt mandskab må man atter forlade øen; Anders Sunesøn drog herfra med biskop Nicolaus af Slesvig til Riga for vinteren.<ref name="Fab 1933 509">Fabricius (1933), s. 509</ref><ref name="Fen 1989 240">Fenger (1989), s. 240</ref> I 1208 skal korstoget til det sydlige Estland være fundet sted. Det savnes imidlertid i omtalen i klosterårbøgerne, måske fordi der samme år foregik et katastrofalt krigstog til Sverige, som endte med nederlaget ved Lena den 31. januar, og som pådrog sig hele opmærksomheden.<ref name="Fab 1933 509"/> Som årsag til dette korstog må måske ses, at tyskerne samme år havde underlagt sig Livland og havde overskredet grænsen til Estland.<ref name="Fab 1933 511">Fabricius (1933), s. 511</ref> Det var derfor på høje tid, hvis Danmark ikke skulle risikere, at hele det baltiske område blev underlagt tysk overherredæmme. Også i de følgende år genoptages korstogene til Estland, således 1210, efter, at man havde sikret sig imod tyske udplyndringer i Danmark, mens korstoget fandt sted.<ref name="Fab 1933 510">Fabricius (1933), s. 510</ref> Men netop på dette tidspunkt indtræder en magtkamp om Estland og Livland mellem Sværdridderordenen på den ene side og biskoppen i Riga på den anden.<ref name="Fab 1933 512">Fabricius (1933), s. 512</ref> Denne magtkamp fører til, at paven i stedet giver ærkebiskop Andreas Sunesen legatmyndighed i alt, hvad der angår mission i Baltikum. Den 4. april 1212 får ærkebispen et tilsagn som leder af missionsvirksomheden.<ref name="Fen 1989 267">Fenger (1989), s. 267</ref> Heri anvendes som begrundelse herfor blandt andet følgende:</br> "''Da du altså, optændt af iver for Kristendommen, mægtigt har arbejdet på at omvende de omboende hedninger fra vildfarelsen til sandheden, og endnu agter at arbejde, så mener vi, at vor befuldmægtigelse, for at du rigeligere og virkningsfuldere må kunne udføre det, bør overgives dig; og vi befaler vore brødre ærkebiskoppen af Uppsala og hans lydbiskopper og biskopper og de andre kirkers øvrige prælater i Danmark og Sverige ved denne vor skrivelse, at de skal være dig, der som pavestolens legat trofast arbejder på denne gerning, behjælpelig..''"<ref name="Fab 1933 513">Fabricius (1933), s. 513</ref></br> Det er sandsynligt, at den "mægtige" virksomhed, der henvises til, blandt andet har omfattet et korstog i 1208. Konklusionen af dette historiske forløb bliver, at: "''Der kan saaledes ikke ud fra tidshistoriske Grunde rejses nogen Invending mod Danebrogssagnets Tidsfæstelse til 1208 og Stedfæstelsen til Fellin.''"<ref name="Fab 1933 517f">Fabricius (1933), s. 517f</ref> === Dannebrog og slaget ved Lyndanisse i 1219 === Men hvorledes så med selve overleveringen? Det står fast, at den ikke kan være "lånt" fra andre kilder. Det står også fast, at da Peder Olsen nedskriver begivenheden, forsøger han at få sit ellers ukendte korstog rettet til et kendt korstog.<ref name="Fab 1933 523">Fabricius (1933), s. 523</ref> Men netop dette, at korstoget 1208 ellers er ukendt, taler for, at det har været en gammel overlevering om Dannebrog, som ''netop'' var knyttet til 1208 og til Fellin.<ref name="Fab 1933 525">Fabricius (1933), s. 525</ref> Det må anses for usandsynligt, at et sådant sagn skulle være en senere tids konstruktion.<ref name="Fab 1933 526">Fabricius (1933), s. 526</ref> Hvad angår selve forløbet af slaget kan der være grund til at bemærke sig Henrik af Livlands fremstilling af begivenhederne i 1219. Ifølge denne var kong Valdemar kommet til Estland med sin enorme flåde på 1500 skibe for at tilse opførelsen af en ny borg i stedet for den gamle Lyndanisse<ref>navnet menes afledt af estisk: danernes borg</ref>, som blev sløjfet for at give plads til den nye. De omgivende folkegrupper, revelerne og harjerne, samlede en stor hær og sendte deres ledere til kongen for at forhandle en fred. Kongen gav disse udsendinge gaver, og hans biskopper døbte dem; med i kongens følge var lensmanden Vitslav fra Rygen, ærkebiskop Andreas og tre biskopper: kansleren Niels fra Slesvig, Ebbe fra Århus og Theodorik, der var indviet som ny biskop over Estland. Tre dage efter fredsforhandlingerne vendte esterne imidlertid tilbage med deres hær og angreb den danske lejr fra flere sider om aftenen efter nadveren. Nogle stormede det telt, hvor biskop Theodorik lå, ud fra formodningen, at det var kongens telt, og han blev dræbt på stedet; andre angreb andre mål, og mange blev hugget ned. Netop, som det så værst ud for danskerne, vendte Vitslav med sin vendiske hær sig imod esterne og drev dem på flugt; andre estere under fremrykning standsede op ved dette syn, og danskerne fik samlet sig, kongen med sit mandskab, der også omfattede nogle tyskere, kom til stede, og efter kamp blev esterne slået på flugt, og mange blev dræbte. Kongen og biskopperne takkede Gud for sejren, kong Valdemar lod sin kapellan Viscelin indvie til Theodoriks efterfølger og drog hjem efter at have fuldført borgens opførelse, mens biskopperne med deres mandskab forblev i landet og færdiggjorde dettes underkastelse under den danske krone og kirke.<ref name="Jør 1875 445f">Jørgensen (1875), s. 445f</ref><ref name="Fen 1989 267f">Fenger (1989), s. 267f</ref> Denne beretning, som er nogenlunde samtidig med begivenhederne men en andenhånds beretning, giver anledning til en række spørgsmål. Det virker utroligt, at kongen skulle være ankommet med en så stor hær blot for at ombygge en borg. Mere troværdigt er det, at der var tale om et regulært korstog. Men endnu mere bemærkelsesværdigt er det, at esterne skulle have angrebet biskop Theodoriks telt i den tro, at det var kongens. Hvad fik dem til at tro det? Og hvordan identificerede de dette kongens formodede telt? Er Dannebrog en medvirkende del af forklaringen? I så fald: på hvilken måde? Svaret på disse spørgsmål kan meget vel vise sig at være en nøgle til forståelse af begivenhedsforløbet. Under alle omstændigheder ''bestyrker'' denne teori også teorien om, at det egentlig var et medtaget banner. Tilbage bliver spørgsmålet om de historiske omstændigheder omkring flagets betydning i slaget. Det kunne tænkes, at der var tale om en pavelig fane. Men ingen overlevering taler om en sådan pavelig fane.<ref name="Fab 1933 530">Fabricius (1933), s. 530</ref> Antagelsen er grundløs. En anden mulighed er, at det skulle være Johannitterne fane. Men det er usandsynligt, at paven vil have anvendt et banner, som allerede var i brug.<ref name="Fab 1933 529">Fabricius (1933), s. 529</ref> Også denne antagelse må anses for grundløs. Endelig kunne der være tale om en biskoppelig fane, men absolut intet kan understøtte denne antagelse. Fabricius har foreslået, at hvis flaget ikke svævede ned fra oven, kunne det måske, hvis vi følger den skildring, som Henrik af Livland giver, være en undsætningstrop, der kom til med den biskoppelige korsfane højt løftet i spidsen.<ref name="Fab 1933 531">Fabricius (1933), s. 531</ref> Imod denne antagelse taler først og fremmest, at der ingen beviser findes for, at en sådan "biskoppelig" fane skulle have eksisteret, og for det andet, at hvis det virkelig var en undsætningstrop, der havde bragt fanen til slaget, ville man have forventet, et dette var blevet indarbejdet i den senere tradition. Set i dette lys bliver forklaringen med et løsrevet kongeligt banner bragt til slaget af vinden langt mere sandsynlig. Vi kan måske underbygge denne hypotese: ''hvis'' det er rigtigt, at Dannebrog første gang spillede en rolle under den danske korstogsmission i 1208 under omstændigheder, som måske er blevet husket men aldrig nedskrevet i samtiden, og ''hvis'' flaget viste sig netop på det mest kritiske tidspunkt under slaget, og ''hvis'' nogen i et guddommeligt indfald har forstået den symbolske betydning af at indgyde korstogsridderne ekstra mod og kraft netop på dette tidspunkt, og ''hvis'' flaget var taget med igen under det nye korstog i 1219, ''så'' kan det med rimelighed forklare to ting, som ellers bliver vanskelige at forklare: for det første hvorfor Dannebrog er blevet knyttet til begivenhederne i 1219, selvom dets oprindelse skriver sig til 1208, og for det andet hvorfor flaget var med korstogsridderne under dette nye togt: det var blevet "modtaget" under et tidligere korstog og var blevet forbundet med en sejr i dette, hvorfor det som sejrssymbol blev taget med igen og atter gav en sejr. I begge tilfælde havde danskerne befundet sig i en kritisk situation, som ved et mirakel var blevet vendt til en sejr: første gang da flaget var svævet hen over de kæmpende, og anden gang, da hjælpetropperne dukkede op på det mest kritiske tidspunkt. Begge begivenheder er blevet husket som noget enestående, men da de ikke er blevet skrevet ned i tide, er de i hukommelsen blevet blandet sammen og til dels forvekslet. Dermed er traditionen om Dannebrogs oprindelse og betydning i nogen grad blevet forskudt fra den oprindelige, mindre betydningsfulde begivenhed til den senere, afgørende begivenhed. Og dermed fik Dannebrog også den betydning som sejrssymbol, som flere hundrede år senere blev nedskrevet. Det kan tillige forklare en anden, mindre bemærket side af begivenhedsforløbet: hvis fanen var med igen i 1219, og hvis det var dette kongens personlige banner, som fejlagtigt fik esterne til at angribe ærkebispens telt i den tro, at det var kongens telt, så bestyrker det yderligere flagets høje alder. Det ville være naturligt at medbringe ''samme'' korstogsfane på begge korstog, fordi de drejede sig om ''samme'' sag. Brugen af en korsfane er bevidnet allerede fra Valdemar den Stores tid<ref name="Fen 1989 269">Fenger (1989), s. 269</ref>, hvor den sandsynligvis symboliserer kongen og hverken det danske rige eller paven. At danskerne netop havde et banner med kors som symbol er selvsagt naturligt for et korstog. Nok så vigtigt: forudsat, at Danmark forud for slaget i 1219 allerede havde udkæmpet slag i det sydlige Estland omkring et årti tidligere, bliver det lettere forståeligt, hvorfor kong Valdemar i 1218 kræver herredømmet over hele Estland, hvorfor han spærrer Lübecks havn for de tyske korstogsfarere i 1219 og 1220, hvorfor Anders Sunesøn erklærer hele Estland som tilhørende Danmark, samt hvorfor hele Estland i 1221 i et forlig med biskop Adelbert tillægges Danmark. Der var hverken tale om en lunefuld udnyttelse af heldige omstændigheder fra dansk side eller om et dansk imperialistisk krav men derimod om at fuldende den virksomhed, som var begyndt årtier før og som skridt for skridt var blevet udstrakt til hele det estiske område.<ref name="Fab 1933 532f">Fabricius (1933), s. 532f</ref> Det synes rimeligt at drage den slutning, at selv om korsbanneret altså sandsynligvis er ældre end 1208 (eller 1219), så var det først ved et af disse slag og snarest i 1208, at det kom til at spille den afgørende rolle for slagets udfald, der gjorde, at der blev skabt en tradition omkring det. Slaget i 1219 var måske på sin egen måde vigtigt, men Dannebrog spillede næppe den samme rolle for dette slags udfald. Her var det hjælpetropperne, som spillede den vigtigste rolle. Ovenstående er, hvad vi med rimelig sikkerhed tør sige om Dannebrogs oprindelse og betydning for Danmarks overherredømme over Estland. Tilbage bliver at følge nogle hovedtræk i flagets senere historie. === Tallinn, Lübeck og Erik Klipping === Der kan i forbifarten være anledning til at gøre op med endnu en myte. Den omstændighed, at Tallinns lille segl afspejler Dannebrog, samt at det ses over Strandporten, har givet anledning til den teori, at der er en særlig forbindelse mellem dette sted og denne fane.<ref name="Fab 1933 528">Fabricius (1933), s. 528</ref> Det er efter min opfattelse en misforståelse. Den rette sammenhæng er snarere følgende: Det danske overherredømme over Estland var i begyndelsen meget usikkert. Efter en længere tids uroligheder blev der i 1238 indgået et forlig, kaldet Stensby-aftalen, hvorved den tyske ridderorden måtte overdrage borgen i Tallinn, som den havde besat, til den danske konge.<ref>Fenger (1989), s. 324</ref> Lidt senere, inden hendes død i 1282<ref>Hørby (1989), s. 140</ref>, gav den danske konge, Erik Klipping, og især hans moder, Margrete Sambiria, Tallinn dets stadsret, som det fik efter forlæg fra Lübecks stadsret.<ref>Hørby (1989), s. 123</ref><ref>Hørby (1992), s. 36</ref> Når Tallinns segl fra 1294 og dets såkaldt "store" byvåben viser tre kronede løver, en nøje kopi af det danske våben<ref>Bartholdy (1992), s. 9</ref>, når Sankt Knudsgildet og andre gilder i Tallinn i 1400-tallet anvender et hvidt kors i rødt felt som sit våben<ref>Bartholdy (1992), s. 10</ref> og når man ved, at Lübeck tillige havde et hvidt kors på rød grund som sit byvåben, er det så urimeligt at antage, at Tallinns byvåben markerer ''hvem'', som gav byen dens stadsret, mens Tallinns lille segl sammen med symbolet over Strandporten angiver ''hvorfra'', at Tallinn fik sin stadsret? Det mener jeg ikke. Tværtimod er det i mine øjne logisk. Hvis det forholder sig således, betyder det imidlertid, at der ingen sammenhæng er mellem Dannebrog på seglet og over Standporten og begivenhederne i 1219. === Kendt siden 1300-tallet === [[File:Gelre Folio 55v.jpg|thumb|right|Dannebrog gengivet i "Armorial Gelre".]] Jeg har tidligere opstillet den hypotese, at Dannebrog kan være begyndt som den danske konges ''personlige'' banner. Kan denne hypotese underbygges? Ja, det kan den. Som nævnt optræder et kvadratisk korsbanner på både en mønt og på et segl fra Valdemar den Stores tid. Det taler stærkt for en forbindelse mellem denne konge og dette bannermærke. Historisk kendes Dannebrog siden 1300-tallet. Dannebrog er således bevidnet af den hollandske herold ''Gelre'' (1334-1375), der i værket "Armorial Gelre" blandt andet gengiver et våben for "die coninc van danmarke" visende, rigsvåbenet med 3 leoparder forbundet med en gylden hjelm med hermelinsklædte og påfuglebesatte vesselhorn samt et kvadratisk Dannebrogsflag.<ref name=autogeneret1 /><ref>[https://commons.wikimedia.org/wiki/File:Gelre_Folio_55v.jpg Gelre Folio 55v]</ref> Ligeledes i ''Bellenville-våbenbogen'' 1380-90 findes et skjold med et kors med navnet ''Denenbroce'' over. Fra denne tid må både flagets navn og udseende derfor regnes som værende fastslåede kendsgerninger. Således er både flaget og navnet dokumenteret ''senest'' fra Valdemar Atterdags tid og ''kan'' stamme fra de estiske korstog blot 150 år før eller tidligere. Læg dertil, at vi genfinder det samme kvadratiske kortbanner på et segl fra Erik af Pommerns tid. Det betyder, at vi kan dokumentere, at mindst tre danske konger har anvendt det selvsamme symbol som sit banner. Dette taler meget stærkt for, at det allerede på denne tid har vundet hævd som kongens traditionelle banner. Det skulle være mærkeligt, om ikke dette også var tilfældet på Valdemar Sejrs tid, som falder midt i de tre andre kongers. Det betyder, at vi med en til vished grænsende sandsynlighed har godtgjort hypotesen om, at dette banner må have fulgt med kongen på dennes korstog. === Erik af Pommern === Det danske korsflag kendes brugt af Erik af Pommern og symboliserede på daværende tid tillige hansestaden Lübecks våben. Lübecks gamle våben var et hvidt kors på en rød baggrund, dannet som en modsætning til den tysk-romerske kejsers hvide flag med et rødt kors, et flag som stammede fra Romerriget, og som er bevaret i det engelske flag (Sankt Georgs kors). Det synes rimeligt at antage, at Erik af Pommern derfor har haft et dobbelt formål med at anvende dette banner: dels var anvendelsen allerede blevet en tradition for danske konger, dels kunne symbolet bruges til at markere, at han hævdede at være retmæssig byherre over Lübeck, lige som Valdemar Sejr havde været det.<ref>Hørby (1992), s. 35</ref> Vi ved, at Erik af Pommern indførte dannebrogskorset i sit unionssegl fra 1398<ref>Bartholdy (1992), s. 7</ref>, og at det lige siden har indgået i alle danske rigsvåbener som en fast bestanddel. Det menes, at Dannebrog oprindeligt blev opbevaret sammen med rigets øvrige klenodier, i Folen, det faste tårn på Kalundborg Slot.<ref>Jørgensen (1887), s. 168</ref> Det ville være logisk, når der ikke længere foregik korstog. Vi har et andet bevis for Dannebrogs betydning på Erik af Pommerns tid: da Erik flygtede fra Danmark "''..saa giorde hand sigh strax hemmeligh rede och foer til Kallunborg och thogh der Danmarckis ipperste klenodie .. Hand togh der en bannere som kallis Dannebroge, huilcken Gud sende dannske mend ned aff himmelen med sin hellige engill, ath the skulle føre hannom i krigh mellom dem och theris finder, som the och giorde och wonde ther med stuor priss och ære''".<ref>Fabricius (1933), s. 519</ref> Denne skildring skyldes Christiern Pedersen, kannik i Lund, som også i anden sammenhæng omtaler traditionen om Dannebrogs oprindelse, og som har nedskrevet oplysningen i begyndelsen af 1500-tallet. Der kan næppe være tvivl om, at det er den samme tradition som refereret af Peder Olsen.<ref>Fabricius (1933), s. 522</ref> Desværre er det ikke muligt med sikkerhed at udlede, om det var kendskabet til myten om flagets oprindelse, der fik kong Erik til at tage det med sig, men helt udelukke det kan man næppe. I så fald er det et indicium for traditionens vedligeholdelse frem til dens nedskrivelse. === Dannebrog og Sverige === Dannebrog optræder også i begivenheder efter Erik af Pommerns tid, hvilket bekræfter dets fastslåede stilling som kongens banner og samlende symbol under krigsbegivenheder. Ifølge svenske krøniker blev "Danabroka" i 1439 ført ind i Sverige. Ærkebispens krønike i Lund oplyser, at Christian I i 1448 fik overrakt rigets flag.<ref>Jørgensen (1887), s. 161</ref><ref name="Bar 1992 13f">Bartholdy (1992), s. 13f</ref> Senere, i 1464, tog svenske bønder angiveligt en fane med Dannebrog fra Christian I og måske som følge deraf oplevede de en sejr i Slaget ved Brunkeberg i 1471.<ref>Jørgensen (1887), s. 172</ref> Vi har flere beviser på flagets eksistens på denne tid: i folkevisen om kong Hans' bryllup fra 1478 oplyses, at skibet, som hentede hans brud, havde "Danebroge i fremmerstavn", og en afbildning i Roskilde domkirke fra 1498 af det skib, som førte Sankt Lucius' hoved til Danmark, viser skibet med Dannebrog som orlogsflag.<ref>Jørgensen (1887), s. 158</ref> Disse og andre oplysninger bevidner flagets vedvarende brug og dets betydning som den danske konges rigssymbol. === Togtet til Ditmarsken === Under krigen i Ditmarsken i år 1500 var et Dannebrogsflag, der efter sigende var det originale fra 1219, med. Under slaget ved Hemmingstedt blev det ført af marsk Hans von Ahlefeldt<ref>oplysningen findes hos den kongelige historiograf Hans Svanning, der i 1558-59 skrev en fremstilling af kong Hans' historie og heri bringer oplysningen, at :"rigets banner, delt af hvidt og rødt i form af et kors, og nedfalden fra himlen til kong Valdemar II, som der fortælles, da han førte krig mod Livlænderne, som dengang var kristendommens fjender", her gik tabt. Det er sikkert fra Svanning, at Huitfeldt har hentet samme oplysning, jvf. Jørgensen (1887), s. 169.</ref>. Han faldt imidlertid under slaget, og flaget blev erobret af ditmarskerne. Det blev ophængt i kirken i Wöhrden<ref>oplysningen skyldes præsten og historikeren Johan Neocorus, der afsluttede sin krønike i 1598 og hvis fader havde været degn i Wöhrden i 20 år, da han døde i 1580, jvf Jørgensen (1887), s. 178f</ref>, og blev først generobret i 1559. Uafhængigt af Svanning fortæller Johan Rantzov i sin omtale af dette sidste togt til Ditmarsken, at der blandt de tilbageerobrede faner også var: "''et stykke af det banner, som man siger til sin tid ved et mirakel blev givet en dansk konge imod russerne og som fordum kong Hans havde taget med i håb om derved at stride heldigt imod Ditmarskerne.''" <ref>Jørgensen (1887), s. 170f</ref> - da næsten ødelagt af fugtighed og ælde - og ophængt i Slesvig kirke, hvor det åbenbart endeligt gik til engang i 1660-erne.<ref>kilden hertil er Hans de Hofman, som i 7. del af "Den danske Atlas" fra 1781 s. 605 oplyser om koret i Slesvig domkirke, at: :"I dette kor hængte den berømte danske fane Danebrog... og var at se, indtil den ved 1660 af alder og forrådnelse aldeles forfaldt, da nogle børn ved deres leg nedrev den af loftet og ingen bekymrede sig om at samle dens levninger." Men fra omtrent samme tid stammer en oplysning i et tysk værk, at fanen havde hængt i Nikolaikirken i Kiel, jvf Jørgensen (1887), s. 182. Jørgensen tillægger dog oplysningen om Slesvig domkirke størst troværdighed, jvf samme. s. 185f</ref><ref name="Bar 1992 14"/> I borgerkrigen ''Grevens fejde'' anvendte den ene part et stribet flag; blåt, gult og rødt i rigsvåbnets farver, og den anden part, den sejrende, brugte et rødt-hvidt korsflag, med fire lige lange arme. === Nyere tid === Siden 1500-tallet har Dannebrog angivet danske skibes nationalitet<ref>Bartholdy (1992), s. 11</ref>, og i 1600- og begyndelsen af 1700-tallet indgik et Dannebrogsfelt i hærens faner.<ref name=autogeneret3>Achen, s. 108</ref> I 1696 fastlagde en kongelig resolution flagets mål, og disse har siden overvejende været opretholdt.<ref name="Bar 1992 14">Bartholdy (1992), s. 14</ref> Indtil 1743 brugte man et sort-hvidt korsflag som sørgeflag, derefter blev det besluttet at flage på halvt i stedet for<ref>[http://www.crwflags.com/fotw/flags/dk-sorg.html Danish Mourning Flag (until 1743)<!-- Bot genereret titel -->]</ref>. I 1785 blev Dannebrog genindført som fane for nogle danske regimenter, og i 1801 blev det fane for landeværnet.<ref name=autogeneret3 /> I 1807 digtede B.S. Ingemann:<br /> "''Vift højt på Kodans bølge''<br /> ''blodrøde Dannebrog''"<br /> og i de følgende årtier skrev flere danske digtere, N.F.S. Grundtvig, Oehlenschläger, Chr. Winther, H.C. Andersen, digte om Dannebrog.<ref name=autogeneret3 /> I 1830-erne og 1840-erne udviklede Dannebrog sig til et folkeflag. I 1842 blev det regimentsfane i hele hæren.<ref>Achen, s. 109</ref> Endnuså sent som i 1833 blev det forbudt den danske befolkning privat at flage, men forbuddet blev reelt ikke håndhævet. Under Treårskrigen 1848-1850 flagede befolkningen med Dannebrog i stort omfang, og i 1854 blev det omsider officielt tilladt private at flage.<ref>Bartholdy (1992), s. 14</ref> === <big>Lovgivning</big> === Valdemarsdag den 15. juni blev indført i 1912 ved cirkulære Nr. 391 af 24. december 1912 for at markere Dannebrogs oprindelse, men som det fremgår, hviler det på en delvis misforståelse af traditionen. På den anden side: hvis det tidligere begivenhedsforløb er korrekt forstået, og slaget i 1219 markerede en slags afslutning på hele den forud gående danske missionsvirksomhed i Estland, så er markeringen af denne begivenhed historisk rimelig og forståelig. Og lige meget hvormeget man forsøger at skille myte fra historisk virkelighed, så står det fast, at denne afslutning spillede en afgørende rolle for, at Estland blev et kristent område, og at Danmark har hovedæren herfor. I 1929 blev der udarbejdet et forslag til en officiel flaglov af en særlig kommission, men lovforslaget er aldrig blevet færdigbehandlet eller vedtaget.<ref>Bartholdy (1992), s. 15</ref> === <big>Sammenfatning og konklusion</big> === Vi er nået til vejs ende, og resultatet turde være klart: historien om det himmelfaldne flag i 1219 er en myte og en misforståelse. Den sande historie synes at være som følger: Flaget selv er sandsynligvis meget ældre. Det går utvivlsomt tilbage til Valdemar den Store, som har antaget det som sit personlige kongelige banner. Vi ved ikke hvorfra, han har hentet inspirationen, det kan være fra England eller fra sin hustru og væringerne eller et helt tredie sted fra. Dette kan også forklare hvorfor, at der ikke findes nogen tradition om, at det skulle hidrøre fra paven eller have nogen forbindelse til Johannitterordenen. Senere er det åbenbart gået i arv som fast kongeligt banner. Kongen har sikkert medtaget det på sine korstog. Under korstoget til Estland og slaget ved Fellin i 1208 kom det til at spille en særlig rolle, idet det midt under slaget, da danskerne var truet af nederlag, åbenbart rev sig løs og svævede hen over de kæmpende og indgav danskerne det mod og den beslutsomhed, der gjorde, at de vandt dette slag. Begivenheden er siden blevet husket i mundtlige beretninger. Intet taler til støtte for, at traditionen har nogen forbindelse med de himmelske jærtegn, som skal have vist sig i Portugal, idet den danske tradition efter alt at dømme er ældre. Først langt senere har man i Danmark fået kendskab til den portugisiske tradition. Spørgsmålet, om der var tale om guddommelig indgriben, er i sidste ende et trosspørgsmål, men der er ikke tvivl om, at det er således, at man i datiden har opfattet begivenheden på samme måde som i andre lignende tilfælde. Flaget har sikkert været med igen under det nye korstog til Lyndanisse i 1219. Det er muligt, at de har stået foran biskoppens telt og har forledt esterne til at angribe dette. Også denne gang indtraf der et under, idet undsættelsesstyrkerne nåede frem netop, som danskerne var mest trængt. Om disse har haft fanen med sig, vides ikke med sikkerhed, men også dette under er blevet husket. Når Tallinn har tre løver i sit store våben og et Dannebrog i sit lille segl, hænger det sandsynligvis sammen med, at byen fik sine stadsrettigheder af den danske konge og inspireret fra Lübecks stadsrettigheder, hvilket de to symboler afspejler. Det har intet at gøre med slaget i 1219. Allerede i datiden eller måske lidt senere har flaget fået det navn, som siden har været knyttet til det. Også de til flaget knyttede begivenheder er blevet husket, men i tidens løb er de blevet blandet sammen. Da flaget var med under felttoget i 1500 til Ditmarsken, var det for at give sejr, men det endte i nederlag, og flaget gik tabt. Efter dette blev erindringerne om dets betydning nedskrevne, men da med den usikkerhed som da var indtrådt om tid og sted. Flaget blev siden genvundet men fik ikke længere den værdige opmærksomhed, som det kunne påkræve, og det gik op i råd og ælde. Men dets symbolske værdi blev bevaret, dog fortsat kun som kongeligt banner. Med kongens støtte blev det siden anvendt af danske forsvarsstyrker og til skibe under kongelig beskyttelse. Men i Treårskrigen 1848-58 flagede befolkningen trods forbuddet, og dermed banedes vejen for, at det blev det nationalt samlende symbol, som det siden har været. === <big>Noter</big> === {{reflist|2}} === <big>Litteratur</big> === * Sven Tito Achen: ''Heraldikkens femten glæder''; København 1978; ISBN 87-12-00222-4 * Nils G. Bartholdy: "Dannebrog - legende og virkelighed" (Michael Andersen og Frank Birkebæk (red.): ''1219 - Dannebrog og Estland''; Roskilde Museums Forlag 1992; ISBN 87-88563-189; s. 6-16) * L.P. Fabricius: "Sagnet om Danebroge og de ældste Forbindelser med Estland" (''Kirkehistoriske Samlinger'', Sjette Række, Første Binds første Hefte, København 1933) * Ole Fenger: "Kirker rejses alle vegne" (Olaf Olsen (red.): ''Gyldendal og Politikens Danmarkshistorie'', bind 4: 1050-1250; København 1989; ISBN 87-89068-06-8) * Henning Henningsen: "Dannebrog og flagføring til søs" (''Handels- og Søfartsmuseets årbog 1969'', s. 7-81) * Kai Hørby: "Velstands krise og tusind baghold" (Olaf Olsen (red.): ''Gyldendal og Politikens Danmarkshistorie'', bind 5: 1250-1400; København 1989; ISBN 87-89068-07-6) * Kai Hørby: "Danmark og Estland i middelalderen" (Michael Andersen og Frank Birkebæk (red.): ''1219 - Dannebrog og Estland''; Roskilde Museums Forlag 1992; ISBN 87-88563-189; s. 30-38) * A.D. Jørgensen: "Om Danebroges Oprindelse" (''Historisk Tidsskrift'', 4. række, Bind 5; 1875) * A.D. Jørgensen: "Undersøgelser vedrørende Danebroge og det danske kongevåben" (''Historisk Tidsskrift'', 6. række, Bind 1; 1887) * J.O. Kock: "Sagnet om Dannebrog" (''Danske Studier'' 1951; s. 34-48) * John Lind: "Den faldt fra himlen ned" (Kronik i ''Skalk'' 2001, nr. 6, s. 20-27) * E. Løffler: "Bidrag til Bedømmelse af Danebrogs-Sagnets historiske Værd" (''Historisk Tidsskrift'', Bind 5. række, 2 (1880); s. 562-566) * ''Salmonsens Konversationsleksikon'', 2. udgave, bind V, s. 515-517; opslag: Dannebroge * [http://www.navalhistory.dk/Danish/Flaget/FlagetsHistorie.htm Flagets historie], i ''Dansk Marinehistorie'' af Johnny E. Balsved, ek5hgm500x6tble9fvb1a7a0gbzvhy3 0 6822 42630 42624 2026-09-10T05:38:36Z Sven Halfdan Nielsen 3898 Fjernede sideversion [[Special:Diff/42624|42624]] af [[Special:Contributions/Karaw6458|Karaw6458]] ([[User talk:Karaw6458|diskussion]]) 42630 wikitext text/x-wiki [[File:Gården fra Øster Larsker, Bornholm - panoramio.jpg|thumb|360px|Gård fra Øster Larsker på Bornholm.]] En ''enestegård'' er en gård, som før landboreformerne lå for sig selv og ikke indgik i et dyrkningsfællesskab. Enestegården adskiller sig derved fra ''enkeltgården'', der nok lå for sig selv, men hvis drift alligevel var underlagt et dyrkningsfællesskab.<ref name="Sc 30"/> Til enestegårde regnes ''ikke'' herregårde, møller og lignende.<ref>modsat Schacke (2003), s. 28</ref> Det har været foreslået, at kriteriet "ligger for sig selv" kræver, at der er mindst 200 m til nærmeste nabobebyggelse.<ref name="Sc 30">Schacke (2003), s. 30</ref> Det har ligeledes være foreslået, at kriteriet "gård" betyder, at der skal være et jordtilliggende på mindst 1 tønde hartkorn.<ref>Hansen (1964), s. 19</ref><ref>Schacke (2003), s. 29</ref> Steder med mindre jord blev i ældre tid kaldt for "''enstedbol''".<ref>Knudsen, s. 78</ref> Begge kriterier skal være opfyldt. En præstegård beliggende i en landsby men med sin jord udskiftet fra det øvrige fællesskab, vil opfylde det sidstnævnte men ikke det førstnævnte krav.<ref name="Sc 30"/> Bebyggelser bestående af to gårde betragtes i forskningen ofte som to enkeltgårde.<ref>Hansen (1964), s. 20f</ref> Når der tales om enkelt- og enestegårde må der tidsmæssigt refereres til tiden før landboreformerne, da formålet med disse reformer netop var at give hver gård et eget jordtilliggende (og dermed gøre dem til enestegårde), og da mange gårde blev udflyttede i forbindelse med eller forlængelse af landboreformerne, ligesom senere udstykninger har skabt nye enestegårde. Enkeltgårde forekommer i hele landet. De er af uens alder, for langt de flestes vedkommende sikkert opståede som udflytterbebyggelse fra landsbyer og derfor beliggende i de områder, som ikke hørte under landsbyfællesskabet, det vil sige på gamle overdrev. De områder, hvor vilkårene for enkeltgårdsbebyggelse var bedst, og hvor de udgjorde den største andel af landbrugsbebyggelsen, var derfor sådanne områder, som ikke begunstigede landsbyer, især tidligere overdrevs- og skovområder, hvor bevoksningen skulle ryddes og jorden opdyrkes fra grunden af. Sådanne områder var ofte bakkede, riftede og ujævne. Der har utvivlsomt til alle tider, helt tilbage til middelalderens begyndelse, været folk, der har været parate til at gøre forsøget med at klare sig selv, også selvom mange enkelt- og enestegårde nedlagdes igen, blandt andet under indtryk af sygdomsepidemier eller krige. Kun Bornholm og en del af Vestjylland var områder med enestegårde helt tilbage til middelalderens begyndelse. Ved siden af "normale" enestegårde, hvis hovedformål er landbrug, har eksisteret en række gårde opståede i forbindelse med bestemte formål, fx. færgegårde, præstegårde, Sankt Jørgensgårde (det vil sige spedalskhedssygehuse) og gårde i tilknytning til fx. oprettelse af teglværker<ref>Schacke (2006), s. 126f</ref> samt lystgårde, der fungerede som landsteder. === <big>Beliggenhed og fordeling</big> === Undersøgelser har vist, at enkeltgårde og enestegårde forekommer i hele landet<ref name="Sch 15">Schacke (2003), s. 15</ref>, men at de har udgjort uens ''andele'' af den samlede landbebyggelse: i den østlige del af Jylland og på øerne udgjorde enkeltgårdsbebebyggelsen i 1688 overvejende under 15% af den samlede bebyggelse med enkelte områder, i Vest- og Nordjylland var andelen næsten overalt højere end 15%, mange steder over 30% og i enkelte spredte sogne over 60%.<ref>Stoklund (1996), s. 62</ref> Særlig stor betydning spillede de i det østlige Vendsyssel, i Vandfuld herred, i det vestlige Jylland, i de jyske hedeegne, på dele af Fyn, i mindre dele af Nordøstsjælland, spredt over Midt- og Sydsjælland samt på Bornholm; desuden på den skandinaviske halvø.<ref>Schacke (2003), s. 14f</ref> De nævnte områder er landskabeligt ret uens, så det er en række forhold, der har gjort sig gældende for fraværet af landsbyer. Det må nævnes, at enkelt- og enestegårde ikke er forekommet ''jævnt fordelt''. Især mindre enestegårde lå samlede i bestemte områder, hvorimod de større enestegårde lå mere spredt.<ref>Schacke (2006), s. 179</ref> === Læsø === Et område med 100% enkeltgårde var Læsø. Bebyggelsen var spredt. Til hver ejendom hørte en "have", det vil sige et dyrket og indhegnet areal i tilknytning til gården og adskilt fra naboejendomme. Disse haver menes oprindeligt dannede ved skovrydning. Gårdene var beliggende i havernes udkant nær grænsen til de fælles udmarker. Deres andele i haven kunne være indbyrdes adskilt, men der kunne også forekomme blanding af agre og dyrkningsfællesskab. Fra en formodet oprindelig struktur kan i løbet af middelalderen være sket en opdeling i mindre brug og udviklet et sekundært dyrkningsfællesskab, der mindede om det i landsbyer.<ref>Stoklund (1996), s. 61, 64</ref> Karl-Erik Frandsen betegner systemet som "individuelle indelukker" men behandler det ellers ikke nærmere.<ref>Frandsen (1983), bilagskort</ref> === Vendsyssel === I Vendsyssel dominerer enkelt- og enestegårde i det stærkt bakkede dødislandskab men er også udbredt på den hævede stenalderhavbund såvel på yoldia-fladen som på littorina-fladen.<ref>Hansen (1970), s. 36</ref> Bebyggelse og landbrugsdrift er nærmere undersøgt af Viggo Hansen. For ''morænelandskabet'' konstateres, at "den kraftige udvaskning af de øvre jordlag, podsoleringen og den vanskelige adgang til grundvand er alle grunde, der taler mod en bosættelse på plateauets indre ...bebyggelsen skyr disse steder og placerer sig i randen af plateauerne, enten et stykke nede ad dalsiderne eller i spidsen af en sidedal, hvorfra der er let adgang til dalbunden."<ref>Hansen (1964), s. 94</ref> Det konstateres, at "bebyggelsen (enkeltgårde) er lokaliseret til de små sidedales øverste spidser, hvorved gårdene netop kommer til at ligge, hvor ager møder eng" og at "der kun hører en gård til hver sidedal."<ref>Hansen (1964), s. 102</ref> Som uddybende forklaring gives, at "enkeltgårdsbebyggelsens dominans må ... ses derudfra, at af de to vigtigste bebyggelseslokaliserende faktorer forekommer kun agerjorden i større sammenhængende områder, mens engen er splittet op i mindre partier som kildedale med fald bort fra agerlandet, hvorved kontakten mellem ager og eng er blevet punktformet (dalspidserne)."<ref name="Ha 103">Hansen (1964), s. 103</ref> Om bebyggelsens alder siges, at "ingen kan føres længere tilbage end til middelalderen".<ref name="Ha 103"/> For ''dødisområderne'' beskrives landskabet således: "et stort antal isolerede bakker af vekslende højde og stejlhed, adskilte af små, uregelmæssigt formede lavninger, som ved deres mangel på naturligt, overjordisk afløb mange steder fremtræder som vandhuller, småmoser og engpletter i forskellig vegetationsudvikling (dødishuller)."<ref name="Ha 103"/> "Da ingen af de to for bebyggelseslokaliseringen så vigtige elementer, ager og eng, findes i større, sammenhængende flader, modsætter denne landskabsform (dødislandskabet) sig dannelsen af landsbyer, men favoriserer enkeltgårdsbebyggelse."<ref name="Ha 105">Hansen (1964), s. 105</ref> Det menes, at bebyggelsen overvejende er fra sen middelalder: "ingen af dem går tilbage til tiden før 1300, og antagelig er de endda yngre end 1400".<ref name="Ha 106">Hansen (1964), s. 106</ref> ''Yoldiafladerne'', der kun findes i Vendsyssel, er gennemskåret af ådale, som bidrager til at spalte fladerne op i mindre arealer. I dette landskab konstateres to typer af enkeltgårde, dels "en bebyggelse nær den øvre, marine grænse, hvor profilet er stejlest, og oftest i forbindelse med dale af fladetypen (kildedale)", dels "en bebyggelse på de lavere og mere jævne dele af plateauet, og altid på kanten af en erosionsdal, ofte af "bakkelandstypen"."<ref name="Ha 108">Hansen (1964), s. 108</ref> Stednavne tyder på, at "bebyggelsen næppe kan være ældre end senmiddelalder, og at der ... er sket et kolonisationsfremstød i 1400- og 1500-tallet, sandsynligvis ind i et skovland, og at dette landnam har haft de samme to udgangspunkter ..., nemlig såvel fra bakkelandet som fra åmundingen, samt at initiativet ad den sidste vej er kommet fra adelen og kirken, mens bondestanden har været den aktive kraft ad den førstnævnte vej."<ref name="Ha 115"/> For ''grænsen mellem yoldia- og littorinafladerne'' konstateres, at "med en afstand af 300-500 m gennemskæres yoldiaskrænten af tørre erosionsdale, der har skåret sig 300-500 m tilbage i fladen"<ref name="Ha 116">Hansen (1964), s. 116</ref> og at "disse små fossile erosionskløfter har virket bebyggelseslokaliserende, idet man ved deres munding finder en række smågårde (Engebæksgård, Nørreknøs, Mellemknøs, Bakken, Sønderknøs og Endel)".<ref name="Ha 117">Hansen (1964), s. 117</ref> "Den smukke gårdrække i Lyngså er opstået ved sammenflytning af flere mindre bebyggelser samtidig med en naturlig indre vækst ved kløvning og deling." Navnet Lyngså kendes fra 1402 som Lywnxweth.<ref name="Ha 119">Hansen (1964), s. 119</ref> Endelsen -with (-ved) har grundbetydningen "grænse", sekundært "grænseskov".<ref name="KH 173">Hald (1950), s. 173</ref> For ''littorinafladerne'' konstateres en senmiddelalderlig bebyggelsesekspansion "næsten udelukkende som enkeltgårdsoprettelse" i form af "et stort antal enkeltgårde, som fortrinsvis anlagdes langs vandløb og på gamle strandvolde, d.v.s. de steder som havde den bedste dræning."<ref name="Ha 121">Hansen (1964), s. 121</ref> Om enkeltgårdsbebyggelsen i Elling sogn konstateres, at Jerup kan føres tilbage til højmiddelalder, og "enkeltgårdsbebyggelsen er begyndt meget nær samtidigt i den vestlige del, hvorfra den i løbet af 1400-1500-tallet har bredt sig mod øst".<ref name="Ha 128">Hansen (1964), s. 128</ref> "Af rimme-doppe systemets to morfologiske elementer skaber normalt alene tørvedopperne grundlag for agerdyrkning, ligesom disse er alene om det nødvendige tilskud til enghø til vinterfoder for husdyrholdet, mens rimmerne højst kan yde et karrigt, omend uvurderligt bidrag til sommergræsningen, og da især for fåreholdet." Det var et landskab, der "under normale forhold fremmer en spredt bebyggelse og hindrer dannelsen af landsbyer. Det er ligeledes indlysende, at bebyggelsestætheden er afhængig af doppernes udstrækning pr. arealenhed samt af den måde, hvorpå de er opsplittede i brede eller smallere bånd."<ref name="Ha 124">Hansen (1964), s. 124</ref> Helt specielle var forholdene i ''områder med klitdannelser og sandflugt''. Disse områder, der lå i tilknytning til Vesterhavet, bestod af tre delområder: længst mod vest selve havklitten og inden for denne et område opdelt af parabelklitter og mellem disses fløje en sandslette dannet ved afblæsning, og hvor grundvandstryk fra havklitten gjorde det muligt at udøve agerbrug.<ref name="Ha 129">Hansen (1964), s. 129f</ref> Sådanne områder kunne som regel kun bebygges med enkeltgårde, "der kunne udnytte sandrimmerne til fåregræsning og tørvedopperne til ager eller til høslet." Sandflugt gjorde, at sådanne gårde jævnligt blev tvunget til at flytte sig.<ref name="Ha 38"/><ref name="Ha 130">Hansen (1964), s. 130</ref> I disse egne var kvægavl den dominerende driftsform.<ref name="Ha 131">Hansen (1964), s. 131</ref> Fælles for forklaringerne på enkelt- og enestegårdenes beliggenhed er således forskellige landskabelige forhold, idet Viggo Hansen tillægger forhold, der begrænser muligheden for dannelse af landsbyer, en hovedrolle for, at der i stedet fremkom en enkeltgårdsbebyggelse.<ref name="Ha 132">Hansen (1964), s. 132f</ref> Enkeltbebyggelsen synes overalt i Vendsyssel først at kunne dateres til høj- og senmiddelalder, men det kan bero på det overleverede skriftlige kildemateriale. Viggo Hansen mener, at bebyggelsen på de diluviale plateauer "er begyndt som enkeltgårde eller gårdgrupper, som derefter, hvor mulighederne bød sig, ved deling og kløvning i tidens løb udviklede sig til landsbyer. På yoldiafladerne synes denne landsbydannelse derimod at være delvis fuldbyrdet, inden enkeltgårdsbebyggelsen, især storgårdene, kom til, og det samme har været tilfældet på litorinafladerne, hvor enkeltgårdene formentlig er det yngste bebyggelseselement, især i rimmer-dopper terrænet og på de lavtliggende flader i sydøst. Ligeledes må enkeltgårdsbebyggelsen i dødislandskabet anses for at være relativt ung."<ref name="Ha 133">Hansen (1964), s. 133</ref> Hvis denne vurdering er rigtig, betyder det, at man først har bebygget de dele af landskabet, hvor mulighederne for samlede landsbybebyggelser var bedst, mens enkeltbebyggelsen har været en sen supplerende udvidelse i mangel af andre og bedre muligheder. Det har været formodet, at det østlige Vendsyssels senmiddelalderlige enkeltgårdsbebyggelse tillige i vid udstrækning er fremkommet ved skovrydninger<ref>Stoklund (1996), s. 64f</ref>, hvorimod enkeltgårdsbebyggelsen på litorinafladerne forklares ved en drift omfattende store arealer og specialiseret i "kvæghold, som kunne udnytte engenes græsningsressourcer".<ref name="Ha 38">Hansen (1970), s. 38</ref> Karl-Erik Frandsen har undersøgt driftsformerne og finder, at de på litorinafladen og i morænelandskabet i Vendsyssel overvejende var græsmarksbrug, hvorimod på yoldiafladen større eller mindre dele af jorden blev dyrket som alsædejord, mens resten af den dyrkede jord indgik i et skifte med kortere og længere hvileperioder, en slags indmark-udmarksbrug.<ref>Frandsen (1983), s. 244f</ref> Den udbredte forekomst af alsædejord i Vendsyssel<ref name="KEF 259">Frandsen (1983), s. 259</ref> er udtryk for en driftsform med hovedvægt på kvægavl, idet dette er en forudsætning for alsædebrug.<ref>Dam (2010), s. 58. Når Dam samme sted skriver, at "Alsædebruget forekom kun sjældent i Danmark. Det fandtes kun på mindre og spredte områder og næsten kun i Østdanmark", så tager denne karakteristik ikke hensyn til kombinationen græsmarksbrug med alsæd, som var meget udbredt netop i Vendsyssel.</ref> Dette bekræftes af, at alsædebrug ofte havde stor produktion af mælk, smør og ost at yde i landgilde eller sælge<ref name="KEF 77">Frandsen (1988), s. 77</ref> samt af forekomst af fodernød, foderokser og staldokser, det vil sige kvæg til opfedning.<ref name="KEF 23">Frandsen (1988), s. 23-26</ref> === Vandfuld og Skodborg herreder === Et udpræget område for enkeltgårde og enestegårde er Vandfuld herred vest for Lemvig. Hovedparten af de gårdnavne, som kendes i nyere tid, lader sig påvise tilbage til 1500-tallet og enkelte endda tilbage til 1400-tallet. Dette tyder på, at enkeltgårdsbebyggelsen i hvert fald går tilbage til omkring midten af middelalderen.<ref name="ED 209">Damgaard (2006), s. 209</ref> Enkeltgårdsprocenten var i 1682 omkring 75% og i enkelte sogne endda næsten 100%.<ref>Aakjær, s. 212</ref> Jordbunden er i den nordlige del af herredet leret men mere sandet i den sydlige del.<ref name="Fr 61">Frandsen (1988), s. 61</ref> Karl-Erik Frandsen mener, at "mange gårde udover særjorder til hver gård indgik i et mere eller mindre udviklet dyrkningsfællesskab" og konstaterer, at "ofte var de enkelte sogne inddelt i fjerdinger, som tilsyneladende havde dyrkningsfællesskab. Om Wester Fiering i Hygum s., der bestod af en lang række enkeltgårde, fortæller Markbogen, at "Indmarcken liger ved Wumarken i flæd. Indmarcksjorden, som icke er Alsæde mens Brød eller Giøde Jord, hwilcken bruges efter Giøden 4 Aar" med byg-rug-havre-havre med rotationen 4/6, medens "HafrelandsJorden icke giødes udslebis 4 Aar med Hafre" (rotation 4/9). Det ser ud til, at brødjorden og udmarken ikke var topografisk adskilt, men da matrikelkort fra Hygum s. er fattigt på marknavne, er det umuligt at foretage en nærmere analyse."<ref>Frandsen (1983), s. 232</ref> Trods navnet enkeltgårde boede i realiteten ofte 2-3 familier på hver gård, hvorved skelnen mellem gård og landsby i praksis blev teoretisk.<ref name="Fr 61"/> Som eksempel på driften nævner Frandsen gården Munkgård med 80 tønder land agerjord skyldsat til 14 tønder hartkorn. Jorden var inddelt i 27 fald, hvoraf Munkgård havde eneandel i 18, mens de øvrige lå i "et vist fællesskab med andre gårde i den nordlige del af Vandborg sogn".<ref name="Fr 61"/> Jorden blev drevet ved græsmarksbrug uden tægter<ref name="Fr 35">Frandsen (1988), s. 35</ref> i "en uregelmæssig rotation med sædskiftet (eftergødning): byg-byg-havre-havre, efterfulgt af 4-5 års hvile". Denne indmarksjord blev suppleret af udmarksjord, der 2-3 år blev dyrket med havre efterfulgt af 7-10 års græsning. Uden for de dyrkede områder lå heder og overdrev, der blev udnyttet af bønderne "i et vidtgående græsningsfællesskab".<ref name="Fr 64">Frandsen (1988), s. 64</ref> Som forklaring på den udprægede enestegårdsbebyggelse i Skodborg og Vandfuld herreder har været peget for forskellige forhold. Området har siden slutningen af middelalderen været åbent uden skove eller anden træbevoksning af betydning.<ref name="ED 209"/> Beliggenheden nær den jyske vestkyst har betydet, at saltholdig blæst og havgus har været en vedvarende miljøfaktor, som fra vestkysten rakte langt ind i landet. Dette betød, at afgrøder kun vanskeligt lod sig dyrke, hvorimod græs ikke tog nævneværdig skade. Det vil sige, at landskabet egnede sig for græsning og høbjergning men ikke til kornavl. Under disse forhold ville et landbrug rettet mod opdræt af heste og kvæg give den bedste udnyttelse af landskab og de klimatiske vilkår. Men denne driftsform indebar også, at behovet for dyrkningsfællesskab var fraværende.<ref name="ED 216">Damgaard (2006), s. 216</ref> Også de vanskelige samfærdselsforhold fremmede denne husdyravl, idet vejnettet var elendigt og vilkårene for søfart ringe, hvorimod kvæg og heste selv kunne fragte sig til markeder, enten i Holstebro eller længere væk. Det er beregnet, at studedrift fra Lemvigegnen til Husum eller Itzehoe i Holsten kunne klares på 8-12 dage, hvorimod sejlads let kunne vare længere.<ref name="ED 216f">Damgaard (2006), s. 216f</ref> Yderligere kan det have spillet ind, at egnen - i lighed med Bornholm - var uden stedlige godser og i stedet hørte under fjernt beliggende bispesæder. Dette kan have betydet, at der manglede en interesse i at bringe landbrugene i en samlet bebyggelse for derved at kunne kontrollere dem bedre.<ref name="ED 217">Damgaard (2006), s. 217</ref> At hovedvægten har været lagt på husdyrhold - til trods for stedvist gode jorbundsforhold og høj opdyrkningsgrad - bekræftes af Erich Pontoppidan i ''Danske Atlas'' Tomus V: "''I Vandfuldherred falder skiønne Mersk-Enge, god Agerland, samt de beste og største Heste i Jylland. Dette Herred udgiør i sin hele Strekning ikke over 1½ Miil, og indsluttes af Skodborgherred. Disse tvende Herreder ere noget nær af lige Beskaffenhed. Her avles megen Havre og godt Byg, men noget mindre Rug, derimod voxer her overflødigt Græs og Høe, og hvor ikke er Mersk der findes gode Giest-Enge. Det er derfor her overalt falder de anseelige og sterke Heste, store Stude og ypperlige Malke-Kiøer, store Svin, og særdeles gode Faar. Og siden saavel de større som mindre Creature her have noget forud frem for andensteds i Landet, drives der med Heste, Qvæg, og alle af dem kommende Producter, en ganske betydelig Handel, hvorved mange baade Bønder og andre have lagt sig god Formue til. ...Her findes ingen store Bondebyer, men næsten hver Mand boer for sig imellem sin Ager og Eng. De af Bønderne, som ere Selv-Eiere, kan ikke andet end staae sig got, og Fæstebønder, som accordere sig frie for Hoverie, ere og i god Stand."'' Han oplyser videre, at driften er mangesidig og at salg af produkter omfatter: "''foruden levende Creature, deres Øvrige Producter, Havre, Byg, Kiød, Uld, Huder, Skind, Flesk, tør og salt Fisk, Talg, indtil Vox, thi de legge og temmelig Vind paa BieAvlen''" samt at handelen især retter sig mod Holland og Hamborg.<ref name="EP 781f">Pontoppidan (1764), s. 781-782</ref> Men Arent Berntsen konstaterede allerede i 1656, at bønderne ved Limfjorden avlede meget hø og havde store fælleder til græsning, "''så de en stor Deel af alle slags Fæned kunde underholde / oc skiøne store Heste oc Hopper tilegge oc dem Aarligen i Holstedbroes Marcket affhende.''"<ref name="AB 135">Berntsen (1656), s. 135</ref> Om bebyggelses- og dyrkningsforholdene konstaterer Karl-Erik Frandsen om Vandfuld herred, at "''iøvrigt var herredet præget af enkeltgårdsbebyggelse, hvor dog mange gårde udover særjorder til hver gård indgik i et mere eller mindre udviklet dyrkningsfællesskab, hvis funktion det dog er vanskeligt at erkende mere præcist.''" Han peger på, at "''ofte var de enkelte sogne var inddelt i fjerdinger, som tilsyneladende havde dyrkningsfællesskab.''" Om Skodborg herred konstateres, at "''herredet minder meget om Vandfuld h. med hensyn til bebyggelsesstruktur og dyrkningssystemer.''"<ref>Frandsen (1983), s. 232</ref> === Vestjylland === For Ulvborg herred finder Viggo Hansen, at der fandtes 20 enkeltgårde i Nissum sogn med 65% af hartkornet, og i Husby sogn 12 gårde med 53% af hartkornet, mens enkeltgårdene i to sogne i Hind herred var langt færre, i Vedersø sogn blot 5 og i Stadil sogn blot 3, til trods for, at de landskabelige forhold var de samme i alle sognene.<ref name="Ha 274"/> Han konstaterer, at "''det mest slående træk i bebyggelsesmønsteret er gårdenes typiske placering på grænselinjen mellem ager og eng, hvorved den bedst mulige kontakt mellem disse to ressourcekilder har været opnået.''"<ref name="Ha 273">Hansen (1985), s. 273</ref> Han konstaterer endvidere, at en række enkeltliggende gårde lå med indbyrdes afstande på 250 til 300 m men ofte dannede gårdgrupper med fællesnavne som Sønderby i Nissum sogn, Østerby, Kirkeby og Øby i Husby sogn, Kærby, Hugby og Kirkeby i Vedersø sogn samt Mejlby i Stadil sogn. Han finder yderligere, at de ældste af disse fællesnavne er Mejlby (omtalt 1263), Halkær (omtalt 1319) og Opstrup (omtalt 1321), alle i Stadil sogn, mens andre gårdgruppenavne først kendes fra 1400- og 1500-tallet.<ref name="Ha 274">Hansen (1985), s. 274</ref> Som bevis på, at enkeltbebyggelsen er den oprindelige i disse sogne nævner han "de enlige kirker", idet "''intet tyder på en tidlig gårdudflytning fra kirkernes nærhed, og den hyppige forekomst af navneendelsen -by som fællesnavn for en gruppe gårde må anses for en tilføjelse fra middelalderens slutning som en praktisk foranstaltning.''"<ref name="Ha 275">Hansen (1985), s. 275</ref> Endvidere konstateres for Nissum sogn, der angiveligt kun talte 4 landsbyer og 24 enestegårde, at langt de fleste af de mange enkeltbebyggelser har deres jorder indbyrdes blandede mellem hinanden, "''blot Brandstrup, Udstrup, Vang og Glistrup samt et par små bol i snævrere forstand kan kaldes enestegårde. De øvrige gårde har nok det meste af deres jord liggende omkring gården uden indblanding af andre, men så har de til gengæld lodder i andres mark som Pilgård med 26 tdr. ld omkring gården, 5 tdr. ld. i Sønderby, 2 tdr. ld. i Svejdal og i Torup foruden mindre lodder andre steder. Annexgården har 15 tdr. ld. ved gården, 11 tdr. ld. ved Pilgård, 6 tdr. ld. i Sønderby etc. Helt ekstrem var situationen i marken til de 3 bol Svejdal, Ravnsborg og Maedige. Her havde næsten alle gårde i Sønder Nissum andel''".<ref name="Ha 275"/> Viggo Hansen mener på denne baggrund, "''at der i Sønder Nissum er tale om en oprindelig, spredt gårdbebyggelse, men at man på et senere tidspunkt har indtaget jord fra udmarken i fællesskab med de nærmeste, berørte naboer, og at også "landsbygårde" som i Sønderby har taget del deri med en hovedparcel som udgangspunkt, svarende til forholdene i Øster Husby.''"<ref name="Ha 275f">Hansen (1985), s. 275f</ref> Det modsvares af oplysninger for Vind sogn i modelbogen: "''Bestaar mestendeel af smaa boliger biugt wdi Heden, hwis Jord største delen af Heden er opbrudt''".<ref>Frandsen (1983), s. 231</ref> Han finder et lignende partielt fællesskab i Vedersø sogn og Stadil sogn.<ref name="Ha 276">Hansen (1985), s. 276</ref> Dyrkningsformen i området var græsmarksbrug uden tægter.<ref name="Ha 276"/> Karl-Erik Fransen er enig i, at fællesnavne dækker over enkeltgårde: "''Selv når der var en landsbylignende bebyggelse som Vesterby med 5 gårde, så var dette mere at betragte som en gruppe af gårde end som en egentlig landsby, idet der nok var dyrkningsfællesskab, men størstedelen af agerjorden lå alligevel individuelt indhegnet til hver gård.''"<ref>Frandsen (1983), s. 230</ref> === De jyske hedeegne === De jyske hedeegne falder i to hovedgrupper, beliggende henholdsvis vest og øst for hovedstilstandslinjen. Vest for hovedstilstandslinjen var landskabet præget af to hovedtræk: bakkeøer og hedesletter (smeltevandssletter). På tværs af disse, men mest udpræget på hedesletterne var forekomsten af ådale med tilknyttede større eller mindre engområder.<ref name="Je 66">Jensen og Jensen (1979), s. 66</ref> Den ældre bebyggelse fra 1600-tallet og tidligere var altovervejende knyttet til disse ådale.<ref name="Je 67">Jensen og Jensen (1979), s. 67</ref> Bebyggelsen ligger spredt langs ådalene, oftest som mere eller mindre enkeltgårdsbebyggelse men undertiden med tendens til sammenklumpning i bebyggelser af mere eller mindre udpræget landsbykarakter, oftest på steder hvor to vandløb løb sammen.<ref>Hansen (1970a), s. 33</ref> I bronzealder og keltisk jernalder fremkommer de såkaldte "digevoldingsagre", der kan være begyndt allerede omkring 1.200 f.Kr.<ref>Hedeager (1988), s. 150</ref> men først fik deres karakteristiske skelvolde omkring 500 f.Kr.<ref name="He 151">Hedeager (1988), s. 151</ref> Disse agre, der har været pløjet med en ard, indgik formentlig i en form for indmark-udmarks-drift, hvor anvendelse af staldgødning formodentlig har indgået som en del af driften<ref name="He 151"/><ref>Nielsen (1982), s. 27</ref>, ophører antagelig igen i romerske jernalder (omkring 200 e.Kr.) og foranlediger, at de opgivne agre i det østlige Danmark springer i skov, hvorimod bebyggelsen næppe er ophørt i de vestjyske hedeegne.<ref name="He 151"/> Dette taler for en fortsat drift men på nye vilkår. Den hidtidige blanding af agre med byg, hede, moser og lysåben skov samt formodentlig høsletenge fortsatte. Men omkring overgangen til germansk jernalder synes skoven at være ryddet og heden at brede sig. Byg har fortsat været den foretrukne afgrøde, men fra tidlig middelalder begynder rug at dukke op.<ref>Odgaard, s. 8f</ref> Ved Vorbasse og ved Nørre Snede er fundet landsbyer fra germansk jernalder. I begge tilfælde lå landsbyen på en bakkeø, omgivet af store engarealer.<ref name="He 129">Hedeager (1988), s. 129</ref> Begge steder viser "store stalde og lader, der vidner om et intensivt kvæghold, og landsbybebyggelsen her i Midtjylland - såvel som andre steder - er ikke opgivet eller flyttet, men ligger stadig inden for det samme ressourceområde som i de forudgående århundreder."<ref name="He 171">Hedeager (1988), s. 171</ref> Et pollendiagram fra Vorbasse viser, at kornmarker har domineret, at overdrev voksede i udstrækning, og at der henimod vikingetiden kan være sket en fremgang i kvægavl på bekostning af agerbrug, ligesom også heden tiltog.<ref>Hedeager (1988), s. 171f</ref> Også vikingebopladsen Omgård ved Nørre Omme lå på et plateau omgivet af eng. Omgård bestod i 7. århundrede af spredt liggende langhuse, men i 9. århundrede fremvoksede en storgård.<ref name="He 134">Hedeager (1988), s. 134</ref> I både Vorbasse og Omgård kan påvises, at bebyggelsen er blevet fornyet inden for samme område gennem jernalderen og vikingetid, og først på overgangen til middelalder synes en omflytning at have fundet sted.<ref name="He 136">Hedeager (1988), s. 136</ref> I Vorbasses tilfælde kan konstateres, at landsbyen er blevet flyttet samlet<ref name="He 134"/>, men i andre tilfælde kan der være sket en omflytning af bebyggelsen, små landsbyer, fra de indre hedeegne<ref name="He 152">Hedeager (1988), s. 152</ref> ud til ådalene og nu måske lagt fortrinsvis som spredt enkeltgårdsbebyggelse.<ref>jvf. Mathiassen. Viggo Hansen (1970), taler i omtalen af ''Den midtjyske åbebyggelse'' s. 31 om, at "for at undgå det ofte store tidstab, der medgik i transporterne mellem by og mark, gjaldt det om at bo så nær sin ager som muligt, og den bedste økonomiske løsning ville da være en enkeltgårdsbeliggelse" og Hansen (1970a) s. 32 taler om "tilbagerykning til ådalenes umiddelbare nærhed"</ref> Måske kan ådalsdriften som den senere kendes føres tilbage til denne tid. Hvornår omflytningen fra landsbyer i indlandet til ådalsbebyggelse har fundet sted, lader sig næppe entydigt fastslå, men udgravninger fra Loft<ref name="P-H">Poulsen-Hansen (19xx), s. 79-88</ref> og Horsbøl<ref name="EM 136">Petersen (2006)</ref> ved Grindsted tyder på, at det må være sket senest i sen vikingetid og/eller tidlig middelalder. Sandsynligvis har udviklingen været glidende: nogle har startet, andre fulgte eksemplets magt. Om forløbet op til dette skifte giver forholdene ved Omgård nærmere oplysning: Omgård eksisterede i vikingetid fra 800-tallet<ref name="Nielsen 66">Nielsen (1977), s. 66</ref> frem til 1000-1050 e.Kr.<ref name="Nielsen 49">Nielsen (1976), s. 49</ref> Forud har andetsteds i samme område eksisteret landsbyer fra romersk jernalder og ældre germansk jernalder ved Højris<ref name="Nielsen 130f">Nielsen (1984), s. 130</ref> og endnu tidligere fandtes en stormandsgård, som i 2. århundrede f.Kr. lå ved Grønbjerg skole men ved midten af 1. århundrede f.Kr. flyttede til Sig.<ref name="Nielsen 132">Nielsen (1984), s. 132</ref> Senere, omkring 400 e.Kr. blev bebyggelsen i Højris udvidet, formodentlig med tilflyttere fra omgivende områder, men kort efter blev den nedlagt, og der fandtes herefter øjensynligt kun een landsby i Omgård/Sig<ref name="Nielsen 138">Nielsen (1984), s. 138</ref>, men omkring 600 flyttede landsbyen mod vest, og en tilknyttet storgård forsvandt.<ref name="Nielsen 139">Nielsen (1984), s. 139</ref> Hvis dette billede har været typisk, ser udviklingen i store træk således ud: landsbybebyggelsen fra keltisk jernalder fortsatte i romersk jernalder og i germansk jernalder, omend med omflytninger og efterhånden samlinger i færre men større bebyggelser. Pollenanalyser antyder, at der på samme tid skete en intensivering af agerbruget, hvor tidligere skov forsvandt og hede vandt frem<ref name="Jonassen 23">Jonassen (1958), s. 23</ref><ref name="Odgaard 11"/>, og denne udvikling må ses som et led i bevidst fremelskning af lyngen blandt andet ved jævnlig afbrænding, sikkert fordi den friske toplyng er velegnet som foder, herunder vinterfoder,<ref name="Odgaard 11">Odgaard (1981), s. 11</ref> og angiveligt kunne få kvægets mælkeydelse til at stige.<ref name="Steensberg 14">Steensberg (1993), s. 14</ref> Udnyttelsen af heden har været kendt i både bronzealder og keltisk jernalder, den synes at være intensiveret i romersk og/eller germansk jernalder,<ref name="Odgaard 10">Odgaard (1981), s. 10</ref> sikkert som led i en kvægrettet landbrugsdrift,<ref name="Stoklund 20">Stoklund (1987), s. 20</ref> men i slutningen af vikingetid og/eller begyndelsen af middelalder må den endelige omlægning til ådalsbrug, til dels i form af enkeltgårdsbebyggelse, være sket. Omlægningen indebar, at heden ikke længere var central i kvægholdets foderforsyning. I stedet overtog engene langs åerne nu denne rolle. Det var foderet fra ådalenes enge, der blev afgørende for kvægholdets størrelse, kvæget styrede omfanget af den staldgødning, der kunne produceres, og denne var atter afgørende for hvor stor en del af heden, der kunne opdyrkes. Kvæget omfattede både de flokke af stude, der blev afsat til opfedning og salg i Nordtysklands og Hollands byer og de flokke af får, der leverede uld.<ref name="Stoklund 20"/> Lyngen fra heden blev imidlertid fortsat udnyttet, som tækkemateriale, til sengefyld, til fejekoste, til brændsel og til opblandning med staldgødningen for at få et bedre egnet gødningsprodukt<ref name="Stoklund 20f">Stoklund (1987), s. 20f</ref> foruden, at fårene direkte kunne udnytte lyngen som foder. Mellem 1682 og 1796 skete der øjensynligt en udvidelse af bebyggelsen, fortrinsvis i de allerede bebyggede områder, og i flere tilfælde ved etablering af dobbeltgårde, fx i Borris sogn Gjaldbæk, Gaasdal, Sønderby og andre.<ref name="Je 67"/> Driftsystemet var helt baseret på engene, der gav hø til vinterfodring af kvæget, mens fårene måtte græsse på heden. Det var gødningen fra husdyrene, især i form af staldgødning som var forudsætningen for opdyrkningen af agre. Agrene blev efter oppløjning udnyttede til kornavl i 4-5 år, hvor efter de henlå til græs i 6-8, undertiden 10 år. Dyrkningen bestod i 6-radet byg-rug-rug-boghvede/havre.<ref name="Je 70">Jensen og Jensen (1979), s. 70</ref> Forholdet mellem det dyrkede areal og det, der henlå til græsning, varierede mellem 1:3 og 1:5.<ref name="Je 67"/> Arealerne under omdrift strakte sig 0,5-1 km ind i landet fra åerne at regne.<ref name="Je 67"/> Heden blev udnyttet til fåregræsning, herunder ved lyngslet til foder om vinteren, men desuden blev hede afbrændt for at udnytte asken som supplerende næringstilførsel på ageren, og lyngtørv blev udnyttet til strøelse i stalden for at opsuge alje, derpå blandet i møddingen og i denne form brug til markgødning.<ref name="Fr 229">Frandsen (1983), s. 229</ref><ref name="Je 70"/> Heden krævede lang regenerationstid efter græsning, lyngslet, askebrænding og afskrælning af tørv, så der krævedes ret store hedearealer for en fleksibel udnyttelse.<ref name="Je 71">Jensen og Jensen (1979), s. 71</ref> Både de ret begrænsede engarealer langs åerne og de nødvendige store hedearealer bidrog således til at fremme enkeltgårdsbebyggelsen vest for hovedstilstandslinjen. Dyrkningsformen er blevet betegnet som græsningsbrug med og uden tægter.<ref name="Fr 259">Frandsen (1983), s. 259</ref> Øst for hovedstilstandslinjen forekom både hede og enkeltbebyggelse fortrinsvis i områder med en jordbund overvejende bestående af relativt sandede jorder. I Jylland var græsningsbrug med tægter dominerende i fx. Himmerland og på dele af Djursland, men på andre dele af Djursland (og i Nordøstsjælland, hvor både sandjorder var dominerende og enkeltbebyggelse relativt betydningsfulde) var vangebrug den fremherskende dyrkningsform i landsbyer.<ref>Frandsen (1983), indre omslag; Frandsen (1988), s. 12 og 35</ref> === Fyn === For Fyns vedkommende har Adam Tybjærg Schacke fundet 654 enkelt- og enestegårde. Af disse er 56 ikke stedfæstet, 52 kunne ikke findes i "modelbøger" i forbindelse med matriklen 1682, 67 lå mindre en 200 m fra en landsby, 47 havde under 1 tønde hartkorn og regnedes derfor ikke for gårde, og 3 var landsbyer ifølge "modelbøger". Tilbage bliver 429 enkelt- og enestegårde, som har været genstand for nøjere undersøgelse med hensyn til beliggenhed.<ref name="Sch 50">Schacke (2003), s. 50</ref> For de fynske enkelt- og enestegårdes vedkommende er foretaget en sammenlignende undersøgelse af beliggenheden i forhold til dødisområder og randområder og fundet denne fordeling<ref name="Sch 67">Schacke (2003), s. 67</ref><ref name="Sch 181">Schacke (2006), s. 181</ref>: {| class="wikitable" |- ! Landskab ! Enestegårde ! Enkeltgårde ! Landsbyer |- ! Dødisområder<br />og randmoræner | style="text-align: right;"| <br />126 (46%) | style="text-align: right;"| <br />27 (18%) | style="text-align: right;"| <br />75 (12%) |- ! Andre områder | style="text-align: right;"| 146 (54%) | style="text-align: right;"| 130 (82%) | style="text-align: right;"| 542 (88%) |- ! I alt ! style="text-align: right;"| 272 (100%) ! style="text-align: right;"| 157 (100%) ! style="text-align: right;"| 617 (100%) |} Enestegårde udviser et markant afvigende fordelingsmønster, mens enkeltgårde viser et fordelingsmønster, der ligner det for landsbyer. Eftersom enkeltgårde er defineret som gårde, der indgår i et dyrkningsfællesskab, er dette næppe overraskende.<ref name="Sch 62">Schacke (2003), s. 62</ref> Geografisk viser det sig, at det især er sogne nord, øst og syd for Vissenbjerg sogn, der har en høj koncentration af enestegårde, hvor dødislandskabet sikkert er en betydelig del af forklaringen, men enestegårde findes også i andre områder, hvor dette ikke kan være forklaringen.<ref name="Sch 67"/> I forhold til terrænets karakter, hvor kuperet terræn defineres som områder med over 6° hældning, ser fordelingen således ud<ref name="Sch 181"/><ref name="Sch 71">Schacke (2003), s. 71</ref>: {| class="wikitable" |- ! Landskab ! Enestegårde ! Enkeltgårde ! Landsbyer |- ! Kuperet terræn | style="text-align: right;"| 113 (42%) | style="text-align: right;"| 61 (39%) | style="text-align: right;"| 100 (16%) |- ! Andre områder | style="text-align: right;"| 159 (58%) | style="text-align: right;"| 96 (61%) | style="text-align: right;"| 517 (84%) |- ! I alt ! style="text-align: right;"| 272 (100%) ! style="text-align: right;"| 157 (100%) ! style="text-align: right;"| 617 (100%) |} Her minder fordelingen for enestegårde og enkeltgårde mere om hinanden og afviger klart fra landsbyernes fordeling. At "fladt" terræn alt andet giver bedre muligheder for at huse landsbyer i forhold til et kuperet terræn, er næppe overraskende. Derimod gælder der ikke en omvendt sammenhæng, at der kun findes få enestegårde og enkeltgårde i "fladt" terræn.<ref name="Sch 71"/> Dette hænger formodentlig sammen med, at enkelt- og enestegårde er opståede enten som udflyttere fra landsbyer på overdrevsjorder eller som nybyggere i bakket terræn, som spillede ingen eller en mindre betydning for landsbyer. Endelig er foretaget en undersøgelse af fordelingen i forhold til landskabelige bygder<ref name="Sch 181"/><ref name="Sch 73">Schacke (2003), s. 73</ref>: {| class="wikitable" |- ! Landskab ! Enestegårde ! Enkeltgårde ! Landsbyer |- ! Kystbygd | style="text-align: right;"| 56 (21%) | style="text-align: right;"| 56 (36%) | style="text-align: right;"| 244 (40%) |- ! Slettebygd | style="text-align: right;"| 46 (17%) | style="text-align: right;"| 49 (31%) | style="text-align: right;"| 231 (37%) |- ! Skovbygd | style="text-align: right;"| 170 (62%) | style="text-align: right;"| 52 (33%) | style="text-align: right;"| 142 (23%) |- ! I alt ! style="text-align: right;"| 272 (100%) ! style="text-align: right;"| 157 (100%) ! style="text-align: right;"| 617 (100%) |} Enestegårde viser en markant højere tilstedeværelse i skovbygdområder i forhold til kystbygd og slettebygd. Dette kan hænge sammen med, at udflytterbebyggelser i højere grad har været henvist til skovområder og i mindre grad til kystområder.<ref name="Sch 185">Schacke (2006), s. 185</ref> Enkeltgårde viser en næsten ens fordeling på de tre bygder, igen markant højere i skovbygd i forhold til fordelingen af landsbyer og formentlig af samme grund. Opgjort efter tid og oprindelsesårsag ser fordelingen på Fyn således ud<ref name="note 2"/>: {| class="wikitable" |- ! Tid ! før<br/>1350 ! 1350-<br/>1500 ! 1500-<br/>1536 ! 1536-<br/>1600 ! 1601-<br/>1660 ! 1660-<br/>1684 ! I alt |- ! Tidligere hovedgård | style="text-align: right;"| 4 | style="text-align: right;"| 55 | style="text-align: right;"| 12 | style="text-align: right;"| 13 | style="text-align: right;"| 5 | style="text-align: right;"| 12 | style="text-align: right;"| '''101''' |- ! Ved voldsted | style="text-align: right;"| - | style="text-align: right;"| 2 | style="text-align: right;"| 1 | style="text-align: right;"| 1 | style="text-align: right;"| 1 | style="text-align: right;"| 1 | style="text-align: right;"| '''6''' |- ! Rydningsgård | style="text-align: right;"| 2 | style="text-align: right;"| 34 | style="text-align: right;"| 39 | style="text-align: right;"| 23 | style="text-align: right;"| 14 | style="text-align: right;"| 16 | style="text-align: right;"| '''128''' |- ! Skovbol | style="text-align: right;"| - | style="text-align: right;"| 2 | style="text-align: right;"| 4 | style="text-align: right;"| 12 | style="text-align: right;"| 11 | style="text-align: right;"| 45 | style="text-align: right;"| '''74''' |- ! Kystbol | style="text-align: right;"| 1 | style="text-align: right;"| 1 | style="text-align: right;"| - | style="text-align: right;"| 5 | style="text-align: right;"| 2 | style="text-align: right;"| 3 | style="text-align: right;"| '''12''' |- ! Kystgård | style="text-align: right;"| 3 | style="text-align: right;"| 2 | style="text-align: right;"| 1 | style="text-align: right;"| 6 | style="text-align: right;"| 2 | style="text-align: right;"| - | style="text-align: right;"| '''14''' |- ! Mosegård | style="text-align: right;"| - | style="text-align: right;"| 4 | style="text-align: right;"| 4 | style="text-align: right;"| 4 | style="text-align: right;"| 2 | style="text-align: right;"| 2 | style="text-align: right;"| '''16''' |- ! Torp | style="text-align: right;"| 1 | style="text-align: right;"| 32 | style="text-align: right;"| 9 | style="text-align: right;"| 8 | style="text-align: right;"| 6 | style="text-align: right;"| 2 | style="text-align: right;"| '''58''' |- ! Tidligere landsby | style="text-align: right;"| - | style="text-align: right;"| 2 | style="text-align: right;"| - | style="text-align: right;"| - | style="text-align: right;"| - | style="text-align: right;"| - | style="text-align: right;"| '''2''' |- ! Gejstlig | style="text-align: right;"| - | style="text-align: right;"| 1 | style="text-align: right;"| 2 | style="text-align: right;"| 1 | style="text-align: right;"| - | style="text-align: right;"| 1 | style="text-align: right;"| '''5''' |- ! Industri | style="text-align: right;"| - | style="text-align: right;"| 1 | style="text-align: right;"| - | style="text-align: right;"| 4 | style="text-align: right;"| - | style="text-align: right;"| 3 | style="text-align: right;"| '''8''' |- ! Færgegårde mm | style="text-align: right;"| - | style="text-align: right;"| 2 | style="text-align: right;"| - | style="text-align: right;"| 1 | style="text-align: right;"| 2 | style="text-align: right;"| - | style="text-align: right;"| '''5''' |- ! I alt ! style="text-align: right;"| '''11''' ! style="text-align: right;"| '''138''' ! style="text-align: right;"| '''72''' ! style="text-align: right;"| '''78''' ! style="text-align: right;"| '''45''' ! style="text-align: right;"| '''85''' ! style="text-align: right;"| '''429''' |} Ved tidligere hovedgårde forstås enkeltgårde, som på et tidspunkt har været sæde for en herremand eller væbner, men som senere mistede sin priviligerede status.<ref name="Sch 94">Schacke (2003), s. 94</ref> I forlængelse heraf kan enkeltgårde beliggende ved voldsteder ses som formodede fortsættelser af højmiddelalderlige borges ladegårde.<ref name="Sch 101">Schacke (2003), s. 101</ref> En tredie mulighed er, at gården har været en brydegård, det vil sige en større gård drevet af en forvalter, en bryde, ved hjælp fra fæstebønder og -husmænd.<ref name="Sch 100f">Schacke (2003), s. 100-101</ref> Det er næppe helt tilfældigt, at mere end halvdelen af gårdene af denne type fremkommer i senmiddelalderen og at det udgør omtrent 40% af alle i dette tidsrum. Ved torper forstås bebyggelser opstået ved udflytninger fra en adelsby, især i tiden 1050-1350, det vil sige før Den sorte Død satte ind.<ref name="Sch 91">Schacke (2003), s. 91 angiver 1000-1300</ref> I princippet kan sådanne torper fra begyndelsen være oprettet som enkelt- eller dobbeltgårde,<ref name="Sch 91"/> men der foreligger også mulighed for, at en torp oprindeligt har været en større landsby, hvor en eller flere gårde senere er blevet nedlagte fx. i forbindelse med, at hovedgårde enten er blevet nyoprettede eller har udvidet deres jordtilliggende på bekostning af landsbygårde.<ref name="Sch 92">Schacke (2003), s. 92</ref> Torperne er, i lighed med de tidligere hovedgårde, typiske for senmiddelalderen, idet de udgør over halvdelen, ligesom de udgør næsten en fjerdedel af alle i dette tidsrum. Ved tidligere landsbyer forstås landsbyer, der er blevet opløste ved, at gårde er blevet udflyttede, nedlagte og/eller sammenlagte.<ref name="Sch 84f">Schacke (2003), s. 84f</ref> Som for torperne kan dette være sket ved, at en eller flere gårde senere er blevet nedlagte fx. i forbindelse med, at hovedgårde enten er blevet nyoprettede eller har udvidet deres jordtilliggende på bekostning af landsbygårde.<ref name="Sch 85">Schacke (2003), s. 85</ref> Forskelle i forhold til torperne består egentlig kun i, at der er tale om gamle adelsbyer. Opløsning af landsbyer ved opsplitning og udflytning synes at forekomme i 1500-tallet, hvor en sådan skæbne på Fyn formodes at have ramt Pederstrup, Ejlstrup, Spedsbjerg, Dyregrav Væde og Visby.<ref name="Sch 88">Schacke (2003), s. 88</ref> Interessant i denne sammenhæng er udviklingen i det bakkede Vissenbjerg sogn: den oprindelige landsby Vissenbjerg synes at være splittet op i ni landsbytorper, hver bestående af flere gårde, nemlig Bred, Assenbølle, Gadsbølle, Andebølle, Koelbjerg, Skovsby, Kelstrup, Magtenbølle og Skalbjerg. Følgen af denne opsplitning var, at der kun opstod een enkeltgård, nemlig gården Fuglevig, som netop ikke flyttede. Hvornår det er sket, vides ikke, men en af de nye landsbyer, Skalbjerg, omtales første gang i 1295 som ''Skalebyarg'', så det kan være sket i 1200-tallet. Først i begyndelsen af 1500-tallet optræder en række enestegårde, der formodes at være opståede ved fornyede udparcelleringer, og først i 1600-tallet udvikledes nye enkelt- og dobbeltgårdsbebyggelser.<ref name="Sch 111">Schacke (2003), s. 111</ref> Det hører med til billedet, at bebyggelsen bestod af selvejergårde.<ref name="Sch 112">Schacke (2003), s. 112</ref> Det har været foreslået, at dette forhindrede gårdene i at blive delte og dermed oprettelse af nye enestegårde.<ref name="Sch 188">Schacke (2006), s. 188</ref> I stedet blev der oprettet jordegne fæstehuse.<ref name="Sch 189">Schacke (2006), s. 189</ref> Vigtigst i denne sammenhæng er imidlertid, at Vissenbjerg er et eksempel på, at til trods for (eller snarere: på grund af) landskabet var fremkomsten af enkeltgårde et ret sent forekommende fænomen. De opstod som nødløsning, en tilpasning til vilkårene. Fremvæksten af enkeltgårde skete øjensynligt især mellem 1664 og 1688 og mange oprindelig i form af huse, som opdyrkede nye "vænger, løkker og skovjord".<ref name="Po 246">Porsmose (1981), s. 246</ref> Omkring halvdelen af samtlige enkeltgårde er betegnede som rydningsgårde, skovbol og kystbol.<ref name="Sch 131">Schacke (2003), s. 131. Kriterierne er uklare, men Schacke nævner, at -bol som regel er oprettede i 1600-tallet og er på under 3 tønder hartkorn. Desuden synes bebyggelser med navne på -hus ofte henført til gruppen</ref> Disse opfattes alle som nyanlæg i skovområder hvoraf mange, fraset rydningsgårdene, og de er af ret sen oprindelse (1500-tallet eller senere).<ref name="Sch 128">Schacke (2003), s. 128</ref> De er oprettede på initiativ af godsejere, både kirkelige og verdslige, for at opnå en bedre udnyttelse af deres tilliggender.<ref name="Sch 113f">Schacke (2003), s. 113-131</ref> I Vissenbjergområdets sydøstlige udkant menes Store Appe, Lille Appe, Broholm, Brunsvig, Bøllemose, Edsbjerg, Grynborg, Store Hesbjerg, Lille Hesbjerg, Knudstrup, Nyrnberg, Skavenborg, Skræppenborg, Store Stærmose, Lille Stærmose, Tobo og Vosemose alle at være opståede som rydninger og skovbol i den tidligere Hesbjerg skov<ref name="Sch 118">Schacke (2003), s. 118</ref>og ved Holme Kloster (senere Brahetrolleborg) skal en række enestegårde i området mellem sognene Krarup, Hundstrup, Vester Åby og Brahetrolleborg formodentlig tilskrives cisterciensernes godspolitik<ref name="Sch 113ff">Schacke (2003), s. 113-114</ref>, mens en række enestegårde fra 1600-tallet må tilskrives den verdslige godspolitik.<ref name="Sch 115">Schacke (2003), s. 115</ref> På lignende måde må en række kystbol, Snave, Bøgebjerg, Blæsenborg og Løkkegård, tilskrives Hverringe gods<ref name="Sch 123f">Schacke (2003), s. 123-124</ref>, og et lignende billede tegner sig for Rugård gods.<ref name="Sch 123ff">Schacke (2003), s. 123-126</ref> En række enkeltgårde var gejstlige, fx. ladegårde (grangier) for klostre<ref name="Sch 114">Schacke (2003), s. 114</ref> eller Sankt Jørgensgårde (spedalskhedshospitaler)<ref name="Sch 127"/>, oprettede i forbindelse med færgefart (færgegårde)<ref name="Sch 127">Schacke (2003), s. 127</ref> og i forbindelse med teglværker<ref name="Sch 120">Schacke (2003), s. 120</ref>. Mosegårdene lå markant ved moser, men synes iøvrigt at have været torper, tidligere hovedgårde, rydningsgårde og så videre.<ref name="Sch 128">Schacke (2003), s. 128</ref> Om dyrkningsformen oplyser Karl-Erik Frandsen for Sanderum sogns vedkommende om gårdene i dødislandskabet, at "enkeltgårdene dyrkede deres jord i løkker med forskellig rotation dog overvejende 3/3."<ref>Frandsen (1983), s. 146</ref> Om landsbyerne i Vissenbjerg sogn siges: "Det er endvidere tydeligt (mest udpræget i Skalbjerg, Magtenbølle og Andebølle) hvordan de enkelte vange var identiske med en enkelt fladbakke, således at gærderne fulgte lavninger mellem bakkerne."<ref>Frandsen (1983), s. 168</ref> Dyrkningsformen i landsbyerne karakteriseres som "uregelmæssigt vangebrug med henved 5 vange til hver by med 2/3 som den fremherskende rotation men med adskillige varianter deraf"<ref>Frandsen (1983), s. 169</ref>, eller sagt med andre ord: selv i dette bakkede terræn har man tilstræbt at fastholde en form for vangebrug mest muligt. Måske har dette vanskelige landsbyfællesskab været den bedst mulige tilpasning til landskabet og længst muligt været at foretrække frem for alternativet: en spredt enkeltgårdsbebyggelse.<ref name="Po 182">Porsmose (1981), s. 182</ref> Den løsning blev først taget i brug, da der ikke længere var nogen alternativer. === Nordøstsjælland === I Nordøstsjælland er det kun i enkelte udprægede skovegne, at enkeltgårdsprocenten i 1682 var relativt høj: 37% i Blovstrød sogn, 35% i Esbønderup sogn og 28% i Mårum sogn.<ref>Aakjær, s. 214</ref> Nordøstsjælland, nærmere bestemt Frederiksborg amt, er kendt som et område med en karakteristisk bebyggelsesudvikling: stednavne på -inge, -um, -lev, -løse og -by, der viser tilbage til vikingetid eller tidligere, forekommer i amtets vestlige del omkring Roskilde Fjord, hvorimod stednavne, der vidner om rydning i løbet af middelalderen på -torp, -rød, -holt og -køb, helt dominererer i amtets østlige del mellem Gribskov og Øresund.<ref>Porsmose (1988), s. 248</ref> Adam af Bremen oplyser, at den nordlige del af Sjælland var "øde"<ref>Lund, s. 203</ref>, Kong Valdemars Jordebog fra 1231 omtaler som kongelev "Ørwith og de byer, som ere opståede deraf"<ref>Nielsen (1873), s. 127</ref> og helt frem til landboreformerne var skov helt dominerende i området<ref>Nielsen (1969), s. 12, 35, 41</ref> - alt sammen vidnesbyrd om et skovpræget og sent bebygget område. De områder, som ikke var skov, henlå som store overdrev således, at bebyggelsen og dens jorder lå som mere eller mindre sammenhængende "øer" i tilknytning til overdrevene og skovene.<ref>Madsen, s. 120</ref> Dertil kommer, at Nordøstsjælland åbenbart overvejende er uden herregårde og har været krongods, først som kongelev, senere, efter Reformationen, i kraft af det kongelige opkøb af Hillerødsholm, det eneste private gods i området<ref>J.P. Trap: Danmark, 3. udgave, bind 2, s. 117</ref>; kun Krogerup var tilbage efter enevældens indførelse, og det opstod først i kraft af enevældige privilegier. Under disse forhold bliver enkelt- og enestegårdsbebyggelsen i 1682 af interesse. I de daværende Hørsholm birk, Frederiksborg birk, Kregme birk og Kronborg birk fandtes i 1682 ialt 140 enkelt- og enestegårde, heraf var 29 dobbeltgårde. Af de nævnte bebyggelser var 16 møller, 5 ladegårde, 6 fiskerlejer og 15 klassificerede som huse med jord. Af de 98 eneste- eller dobbeltgårde uden for disse særgrupper var de 16 med huse med eller uden jord.<ref name="Pe 5-14">Pedersen, s. 5-14</ref> Enkeltgårdene ligger fordelt med de største samlinger i Bloustrød og Hørsholm sogne (henholdsvis 14 og 8 gårde), i Tikøb Sogn (15 gårde), i Esbønderup og Søborg sogne (11 og 12 gårde), mindre udtalt i Mårum (6 gårde), Græsted og Nødebo sogne (begge 4 gårde). I de øvrige sogne er der kun tale om 1-3 enkeltgårde og i flere sogne ikke en eneste.<ref name="Pe 5-14"/> Landskabet består overvejende af blandede sandede og lerede moræneaflejringer fra sidste istid, men intet tyder på nogen beliggenhed i særligt kuperede områder. Derimod antyder navnene på enkeltbebyggelserne, at der overvejende var tale om udflytterbebyggelser og rydninger (i alt 52)<ref>15 bar endelsen -rup eller -strup, nemlig: Blistrup, Bonderup, Bostrup, Børstrup, Holgestrup, Kagerup, Manderup, Mortenstrup, Munkerup, Reerstrup, Sibberup, Strand-Børstrup, Tinkerup, Tipperup, Ubberup, 21 -rup + gård/hus, nemlig Borupgård, Boserupgård, Flynderupgård, Kattrupgård, Kistrupgård, Kollerupgård, Krogerupgård, Lokkeruphus, Mørdrupgårde, Nellerupgård, Paastrupgård, Pederstrupgård, Slutterupgård, Stimestrupgård, Stokkerupgård, Svenstrupgård, Torupgård, Tågerupgård, Voxstrupgård, Østrupgård, Øverupgård, 2 rød, nemlig: Bregnerød, Ubberød, 4 -rød + gård, nemlig Allerødgård, Ebberødgård, Jellerød gård, Skallerødgård, 5 torp, nemlig: Breelte Torp, Bukkeballe Torp, Eskemose Torp, Langilte Torp, Hvedehavetorp, 1 køb: Hestkøb, 3 køb + gård, nemlig: Ebbekøbgård, Holgerskøbgård, Tokkekøbgård, 1 holt: Ørsholt, 3 holt + gård/hus, nemlig: Høveltegård, Lilholtgård, Stenholt Hus</ref>, andre har endelser, der henviser til naturforhold <ref>3 bæk, nemlig: Hellebækgård, Passebækgård, Søbækhus, 1 kilde: Rødkilde, 1 vælde: Dønnevælde, 1 holm: Tupholm, 3 holm + gård, nemlig: Holmegård, Lindholmsgårde, Sandholmgård, 1 næs: Ravnsnæs, 1 næs + gård: Grønnæssegårde, 1 dal: Kokkedal, 1 høj: Firhøj, 1 bjerg; Hesbjerg, 1 bjerg + gård: Bannebjerggård, 1 vang: Gurre Vang, 1 lund: Frydenlund, 1 skov: Hindskov</ref>, og til bebyggelse <ref>1 ager: Højsager, 1 tofte: Fredstofte, 1 borg: Mikkelsborg, 1 høj (i betydningen ''hejd'', "indhegning", jvf. Dalberg og Sørensen, s. 146) + gård: Kathøjgård, 1 borg + gård: Glarborggård, 2 hus, nemlig: Ertelandshus, Fabians Hus, 1 by: Risby</ref>. 11 har andre navne på gård<ref>Bolandsgård, Bossegård, Fredbogård, Hovegård, Kassegården, Munkegårde, Nakkegård, Nebbegård, Sandegårde (nu: Såne), Strøgård, Stumpedyssegård</ref> mens endelig 4 har andre navne <ref>Blakshejde, Ferle, Haregab, Roland</ref>. Beliggenheden er overalt marginal i forhold til de egentlige landsbyer, hvilket peger mod en oprettelse på gamle overdrev eller ved rydning af skov. Til nærmere belysning heraf kan siges, at i Kong Valdemars Jordebog fra 1219 omtales "''Seles Oræ''" mellem ''Karlæbothæ'' (Karlebo) og ''Slangæthorp'' (Slangerup).<ref>Nielsen (1873), s. 46</ref> Efter forholdene må der være tale om et skovområde ved Sjælsø.<ref>Nielsen (1873), s. 128f</ref> Landsbyen Sjælsmark omtales i Roskildebispens Jordebog (omkring 1370) som ''Syælsmarkæ''<ref>Hald (1950), s. 159</ref> og må altså være opstået i den mellemliggende periode. Bloustrød kendes fra skrivelse i Esrum Klosters brevbog dateret 11. juni 1265 som Blaustruth<ref>Nielsen (1880-81), s. 65</ref>. Af landsby- og gårdnavne optræder i 1346 Mørdrup i Uggeløse sogn, Ebberød, Isterød, Skerød, Usserød, Vallerød i Birkerød sogn, Kettinge, Luserød, Sandholm, Høvelte (som ''Høholt'')<ref>Hald (1950), s. 175</ref><ref>Eggert (2006), s. 79</ref> og Stimestrup (som ''Stimanstorp'').<ref>Hald (1950), s. 115</ref> Det vides, at kong Valdemar Atterdag den 22. juli 1348 på Nebbegård indgik en aftale om indløsning af Fyn.<ref>Molbech (1848), s. 73</ref> Disse steder må således alle have deres oprindelse i højmiddelalder. Det forhold, at foruden Høveltegård også Agiltegård (''Agilt'', lensregnskaber 1588-89)<ref>Eggert (2006), s. 28</ref>, Langilte Torp (''Langolt'', Esrum Klosters brevbog 1497)<ref>Nielsen (1880-81), s. 270</ref><ref>Eggert (2006), s. 90</ref> og den forsvundne gård Bre(d)elte Torp (''Bredolt'', 1493)<ref>Eggert (2006), s. 38</ref> findes i samme sogn<ref>Hald (1950), s. 175</ref> og at endelsen -holt næsten altid har betydningen "lille skov"<ref>Hald (1950), s. 176</ref>, taler for, at disse gårde alle er opstået ved rydning af mindre skovområder, ligesom de mange bebyggelser på -rød må have en lignende oprindelse. Som navnematerialet er overleveret, er det muligt, at landsbyerne på -rød stammer fra tidlig middelalder, mens enkeltgårdene på -holt først er tilkommet i høj- og/eller senmiddelalder. Det forhold, at store dele af området hørte under Kronen og senere under Hørsholm gods, taler for, at udviklingen må være sket under kontrol fra kongen og/eller dette gods. Et lignende billede tegner sig i Tikøb sogn: der kendes kun få bebyggelser fra jernalderen. Mellem Saunte og Borsholm er fundet 3 gårde, der øjensynligt har afløst hinanden, fra tiden omkring Kristi fødsel, og ved Sindshvile nær Kvistgård er fundet en jernalderbebyggelse bestående af 9 huse, der formodentlig delvist har afløst hinanden, fra tiden mellem Kristi fødsel og 6-700 e.Kr.<ref>Hvass (1998), s. 23f</ref> Stednavnene Horneby og Risby kan række tilbage til vikingetid, men indtil videre er denne periode fraværende i arkæologiske fund. En række enkeltgårde opstod som torper og kendes allerede fra tidligt i middelalderen, det gælder fx. Borupgård (''Bothorp'', Esrum Klosters brevbog 1178, 1211)<ref>Nielsen (1880-81), s. 6, 58</ref>, Flynderup (''Flunrethorp'', Esrum Klosters brevbog 1211)<ref name="Ni 57f">Nielsen (1880-81), s. 57, 58</ref>, Holgestrup (''Halgerstorp'', Esrum Klosters brevbog 1178)<ref>Nielsen (1880-81), s. 5, 55</ref>, Reerstrup (''Rethærstorp'', Esrum Klosters brevbog 1211)<ref name="Ni 57f"/> og Såne (''Sande'', Esrum Klosters brevbog 1178, 1211)<ref>Nielsen (1880-81), s. 5, 58</ref>, mens andre første kendes fra 1400-tallet, fx Busserup (''Bvtzserop'', Esrum Klosters brevbog 1497)<ref name="Ni 269">Nielsen (1880-81), s. 269</ref>, Egebæk (''Egebæck'', Esrum Klosters brevbog 1497)<ref name="Ni 269"/> Kathøj (''Kathee'', Esrum Klosters brevbog 1499)<ref>Nielsen (1880-81), s. 146</ref> og Risby (''Rysby'', Esrum Klosters brevbog 1497)<ref>Nielsen (1880-81), s. 268</ref>. I flere tilfælde ligger disse på en måde, der antyder, at de er udflyttertorper eller skovbol. I sognets vestlige del er det nærliggende at se kirkebyen Tikøb (''Tiwithcop'', nævnt 1164-78)<ref>Hvass (1998), s. 25</ref> som udgangspunkt for de omgivende landsbyer og enkelt- eller dobbeltgårde: Harreshøj mod nord, Såne mod vest, Jonstrup mod sydvest, Lille Esbønderup mod syd og Kathøj mod sydøst. I sognets sydlige del kan Mørdrup, hvis høje alder sandsynliggøres af marknavnet "Gammelby Agre" syd for landsbyen (hvor en forgænger fra vikingetid kan have ligget), hvorfra senere Nyrup, der kendes allerede i 1100-tallet (''Nuthorp'', Esrum Klosters brevbog 2. november 1178)<ref>Nielsen (1880-81), s. 5</ref>, mod sydvest, hvorfra senere Reerstrup mod sydvest og måske Gurre mod nord (hvorfra senere Ørsholt og Ratterup kan være udgået), mod syd Tibberup, mod øst Esperød ved kysten og Egebæk, der senere atter forsvandt, Flynderup mod nord, Busserupgård (og måske Rørtang og Borup) kan være udflyttede, og i sognets nordlige del kan Horneby og/eller Risby have været udgangspunkt for udvidelse med Havreholm (og - eventuelt senere - Bistrup, Bøtterup og Plejelt) mod sydvest, Borsholm og Saunte mod øst, mens Skibstrup og senere Apperup kan være nye udvidelser, Horserød er en rydningsby. Andre enkeltgårde kendes først fra 1500-tallet og senere, fx Teglstrup og Hellebækgård der ligger øst for Apperup og kan afspejle en senere udvidelsesfase. I denne henseende minder situationen om Vissenbjerg på Fyn: hvor muligt er torpekspansionen overvejende sket som samlede landsbyer, og først i det mest kuperede terræn vinder enkeltgårde frem.<ref>Schacke (2003), s. 114. Om cisterciencernes klostergods på Fyn skriver Schacke blandt andet: "Klosteret synes altså at have påvirket bebyggelsesbilledet gennem sin forvaltning af skovens ressourcer. Man har tilsyneladende anset enkeltgårde for den mest hensigtsmæssige bebyggelsestype i dette bakkede og skovklædte område." En lignende bedømmelse kan anlægges af forholdene i Nordøstsjælland.</ref> Billedet gentager sig i andre nordsjællandske sogne, omend mindre udtalt. Det forhold, at størstedelen af området i middelalderen hørte under Esrum kloster gør det rimeligt at antage, at dele af disse torper og skovbol må være tilkommet under klosterets medvirken. Hvis det forholder sig således, er der tale om et billede med væsentlige paralleller til billedet på Fyn. Kun egentlige herregårde savnes i Nordøstsjælland. === Bornholm === Egentlige landsbyer har ikke eksisteret på Bornholm i historisk tid. De bornholmske enkeltgårde kan inddeles i 4 grupper: selvejergårde, vornedegårde, præste- og degnegårde samt proprietærgårde.<ref name="Hansen 34">Hansen (1970), s. 34</ref> Med hensyn til gårdenes beliggenhed er peget på, at de ofte ligger på række med selvejergårde nærmest kysten og vornedegårde inden for disse.<ref name="Hansen 34"/> Det er opgjort, at der ialt findes 70 gårdrækker eller gårdgrupper, der bar fællesnavne<ref name="Zangenberg 13"/>, heraf 53 endende på "by", 2 på "løse" og 1 på "stad".<ref name="Zahrtmann 14">Zahrtmann (1924), s. 14</ref> På den del af øen, der præges af granitterræn, er det "almindeligt, at den yderste gårdrække ligger langs den linje, hvor terrænet begynder at skråne stærkere ned mod kysten".<ref name="Hansen 34"/> Viggo Hansen formoder, at "de talrige sprækkedale kan måske have dannet et naturligt skel mellem de enkelte besiddelser, ligesom det brudte relief i det hele taget kan have været udslaggivende for enkeltgårdsarrangementet".<ref name="Hansen 35">Hansen (1970), s. 35</ref> Også på Bornholm kendes digevoldingsagre fra keltisk jernalder<ref name="Jørgensen 23">Jørgensen (1988), s. 23</ref>, og det er muligt, at dette system senere er blevet videreudviklet og til dels differentieret med overvejende kornavl på øens sydlige del men kvægavl baseret på eng og høslet på lerjorderne i Øster herred.<ref name="Jørgensen 25">Jørgensen (1988), s. 25</ref> Allerede i jernalderen synes bopladserne at være lagte på de tørre områder men i tilknytning til enge, og der synes at have eksisteret et op til 2 km bredt bælte af enge langs kysten.<ref name="Jørgensen 25"/> Blandt de mest betydningsfulde samlede landsbybopladser kan nævnes Sorte Muld i Ibsker, Sandegård i Åker, Smørenge i Vestermarie, Rytterbakken i Østerlars, der alle kan dateres til germansk jernalder.<ref>Jensen (2004), s. 198</ref> Dette kunne antyde, at enkeltgårdsbebyggelsen først er opstået senere. Bebyggelsen i vikingetid synes karakteriseret ved, at flere gårde kan have ligget samlet i små bygder på typisk 3 gårde, der har ligget tæt enten på række eller i en trekantet formation. I vikingetiden blev også bygget storgårde med langhuse på 40-45 meters længde og 8 meters bredde. Gærder har indhegnet gårde og marker, men senest i tidlig middelalder er disse hegn blevet afløst af gravede skelgrøfter. Bebyggelsesstrukturen, skel- og hegningssystemet minder om forholdene i historisk tid indtil udskiftningen. Det er således muligt, at det senere indmark-udmarks-system går tilbage til vikingetid<ref>[http://www.bornholmsmuseum.dk/udforsk/bornholms-historie/tidsperiodeoversigt/vikingetid-paa-bornholm.aspx "Vikingetid på Bornholm" (Bornholms Museum)]</ref>, og at systemet med jordstykker, der nærmest ligger som løkker mellem hinanden<ref name="Zahrtmann 17">Zahrtmann (1924), s. 17</ref> til dels er en følge af en gradvis udvidelse af dyrkningen over tid. Det er værd at bemærke, at Bornholm indtil begyndelsen af middelalderen var præget af løvskov med eg, bøg og avnbøg som fremtrædende træarter. Fra begyndelsen af middelalderen (1100-1300) indtrådte imidlertid en forstærket græsning samtidig med, at træ blev udnyttet til tømmer og brændsel. Derved blev store skovområder afløste af hedevegetation, og der dannedes midt på øen et stort område kaldet Højlyngen på omkring 12.000 ha svarende til henved en femtedel af øens samlede areal. Den intensive græsning førte til udtørring og jorderosion, hvorved det højtliggende grundfjeld blev eksponeret flere steder.<ref name="Åby 85f">Åby (1998), s. 85-86</ref> Det er sandsynligt, at der er en sammenhæng mellem den forøgede græsning, at løvskoven forsvandt og afløstes af hede og den samtidige fremkomst af en spredt enkeltgårdsbebyggelse. At bebyggelsen allerede i 1100-tallet lå spredt bekræftes af Saxo, der i midten af 1100-tallet karakteriserer Aakirkeby som "vicus agrestis", det vil sige landsby, åbenbart i modsætning til den øvrige enkeltgårdsbebyggelse.<ref name="IN 161">Nielsen (1996), s. 161</ref> Det er sandsynligt, at vandløb har været styrende for bebyggelsens beliggenhed i middelalderen, og at bebyggelsen er sket fra kystegne indad men uden af omfatte højlyngen på øens centrale dele, der forblev overdrev.<ref name="Zahrtmann 13">Zahrtmann (1924), s. 13</ref> Ofte ser det ud til, at gårdene havde en egen "plaskemølle" (lille vandmølle til egen brug).<ref name="Zangenberg 13">Zangenberg (1928), s. 134</ref> Omkring år 1300 skal gårddelinger have resulteret i dannelsen af 949 gårde<ref name="Zahrtmann 11">Zahrtmann (1924), s. 11</ref>, nemlig 680 selvejergårde, 224 vornedegårde, 15 præste- og 15 degnegårde samt 15 frimandsgårde (senere proprietærgårde).<ref name="Zahrtmann 12">Zahrtmann (1924), s. 12</ref> Det formodes, at Den sorte Død 1348-50 bragte en ende på bebyggelsesekspansionen.<ref name="Zahrtmann 16">Zahrtmann (1924), s. 16</ref> Gårdene blev i ældre tid karakteriseret ved den til enhver tid værende indehaver<ref name="Zahrtmann 12"/>, og gården skulle udelte gå i arv til ældste søn. Gårdenes jorder lå spredte med en hovedlod på 10-16 hektar under stadig omdrift, resten som en snes eller flere udlodder, der kunne ligge indtil 4 km fra gården, undertiden i nabosogne. Eksempelvis havde Rødsker præstegård i 1569 22 stykker ager varierende fra 3 skæpper til 4 tønder udsæd og 18 stykker eng på fra 0,5 til 7 læs hø.<ref name="Zahrtmann 14"/> Det var imidlertid ikke al jorden, der blev opdyrket: spredt lå skov, krat og lyngheder mellem agrene.<ref name="Zahrtmann 16"/> Uopdyrkede forblev Almindingen på i alt 600 hektar, højlyngen strækkende sig fra Almindingen ud mod kysten flere steder, strandmarker det vil sige uopdyrkede kyststrøg og sognemarker, fællesmarker beliggende mellem de enkelte gårdes agre.<ref name="Zahrtmann 18">Zahrtmann (1924), s. 18</ref> Almindingen, højlyngen og strandmarkerne blev udnyttede af bønder i fællesskab til græsning for deres kvæg<ref name="Zahrtmann 24">Zahrtmann (1924), s. 24</ref>, og dette er måske en del af forklaringen på enkeltgårdene: i lighed med forholdene i Vandfuld herred spillede kvægbrug en fremherskende rolle på Bornholm. Kendetegnende er, at de bornholmske gårde i 1500-tallet i væsentlig udstrækning lagde deres afgifter i smør, jævnfør fx Lund Stifts Landebog 1569.<ref name="Hübertz 325ff">Hübertz (1852), s. 325-359</ref> Udtrykt som andel af den samlede landgilde udgjorde smørafgiften i 1658 mellem 43 og 50%.<ref name="Rasmussen 1988 72">Rasmussen (1988), s. 72</ref> I 1656 skriver Arent Berntsen herom: "''Oc enddog Naturen hafver nectet forbe[nævn]^te Land store begrib/ saa er det dog derimod dits rigere Fructbarhed conditionerit, efftersom det icke allene giffver Indbyggerne alle slags Korn/ synderlig Byg oc Haffre: Men endogsaa fornemmeligen formedelst des øffverflødige Græsning oc Eng underholde Indbyggerne meget Qvæg/ saa de baade Smør/ Oste/ Uld/ oc deslige Ware til Fremmede kunde hafve at affhende/ saa vel som aff meget Fæned/ de Aarligen haffve at slacte/ store Partier Kiød/ Huder/ Skind/ oc Talg udføre.''"<ref name="Berntsen 89">Berntsen (1656), s. 89</ref> For et landbrug, hvor husdyrhold spillede en hovedrolle, var spredt bosættelse at foretrække. Systemet holdt sig helt op i 1800-tallet, omend bønder fra tid til anden lod mindre stykker hidtil uopdyrket jord opdyrke.<ref name="Zahrtmann 28">Zahrtmann (1924), s. 28</ref> Derimod modsatte bønderne sig i fællesskab Kronens forsøg på at tilegne sig jorden og lade den nykolonisere.<ref name="Zahrtmann 34">Zahrtmann (1924), s. 34ff</ref> === Sammenfatning === Den geografiske gennemgang af enkelt- og enestegårdenes fordeling viser en række karakteristiske træk: <br /> - i visse områder (Vandfuld herred, Vestjylland, hedeegne, Bornholm) synes en spredt bebyggelse at gå helt tilbage til i hvert fald ældre middelalder. I jernalder fandtes der mindre landsbyer på selve heden, men disse er senere blevet opgivet og bebyggelsen flyttet ud til ådale og andre engområder, hvor den ofte fik karakter af spredt enkeltgårdsbebyggelse. I takt med, at bebyggelsen efterfølgende har udvidet sig, er der udviklet et system, hvor hver enestegård har bibeholdt sine egne jordlodder, men hvor disse efterhånden er kommet i berøring med og derfor ligger blandet mellem hinanden. I hedeegne synes driftsform og landskabelige forhold således i fællesskab at have spillet en betydelig rolle for forekomsten af enkelt- og enestegårde. En lignende udvikling med skift fra fælles boplads til spredte gårde kan være sket på Bornholm i vikingetid og/eller tidlig middelalder. I disse tilfælde synes enkeltgårdsdriften at være fremmet helt fra middelalderens begyndelse.<br /> - i andre områder (Østjylland og øerne fraset Bornholm) synes landsbyen at have været den nærmest enerådende bebyggelsesform ved middelalderens begyndelse, sikkert til dels i kraft af de da herskende dyrkningsforhold. I disse områder er til skiftende tider sket en udflytning, både af enkeltgårde og af flere gårde samtidigt, til tidligere uopdyrkede jorder, enten på overdrev eller i skovområder. Mange af disse udflyttere har utvivlsomt tilhørt de bedst stillede dele af befolkningen, høj- og lavadelen, og udflytningen kan være sket som led i markeringen af social status men tillige for at sikre sig herredømmet over bestemte ressourcer.<ref>Porsmose (1987), s. 90f, 105</ref><ref name="Sch 133">Schacke (2003), s. 133</ref> Omfanget af denne udflytning har til dels afspejlet de for hånden værende muligheder, og hvor udflytningsmulighederne var utilstrækkelige, kan den sociale proces i stedet have vist sig i form af indskrænkninger eller nedlæggelser af hidtil eksisterende landsbyer. Både på Fyn, i Nordøstsjælland og i Vendsyssel tegner der sig et udviklingsbillede, hvor tidlig udflytning så vidt muligt først er sket som samlede torper og rydningsbebyggelser i områder, hvor dette var muligt, mens udflytning af enkelt- og enestegårde overvejende er sket i senere faser og i de områder, der af forskellige årsager ikke favoriserede samlede bebyggelser. Landskabelige forhold, så som bakket terræn og manglende engarealer, har virket hæmmende på dannelsen af egentlige landsbyer og dermed - alt andet lige - fremmende på opkomsten af enkeltgårde. Formentlig skal bebyggelsens oprindelige fremtræden ud over de landskabelige forudsætninger også ses i lyset af de datidige driftsformer. Det er således næppe tilfældigt, at forskellige varianter af græsmarksbrug var fremherskende i de jyske enkelt- og enestegårdsområder endnu i 1600-tallet. Der kan være tale om en driftsform med rødder helt tilbage til tiden for digevoldingsagre. === <big>Driftsformer</big> === Det står klart, at der var en sammenhæng mellem enkeltgårde og en landbrugsdrift med hovedvægten på husdyrhold. Driften var ikke indrettet på samme måde overalt men måtte være tilpasset de stedlige landskabelige forhold. Man kan således skelne mellem skovbaseret landbrug, ådalsbrug (hedebrug), klitbrug, engbrug, marskbrug og slettebrug. Fælles for alle driftsformer var de fem ressourcer, som var afgørende for driften. Vigtigst var adgangen til ferskvand, enten i form af en sø, en å, et kildevæld eller grundvand hentet i en brønd. Dernæst fulgte adgangen til græsningsarealer for husdyrene, hvis gødning var af betydning for agre, der blev anvendt til dyrkning af afgrøder. Dernæst fulgte adgangen til brændsel og endelig adgang til bygningsmaterialer.<ref>Hansen (1970), s. 14</ref> Det er blevet sagt, at størrelse og fordeling af agre og enge var de bestemmende faktorer for, om landbrugene lå samlede i landsbyer eller spredt som enkeltgårde.<ref>Hansen (1970), s. 15</ref> === Det skovbaserede enkeltbrug === En stor del af enestegårdene lå i skovområder, og de havde som regel alsædebrug.<ref>Frandsen (1983), s. 102, 103</ref><ref name="St 1980 17">Stoklund (1980), s. 17</ref> Markfelterne lå som rydninger i skoven. Driften med alsædebrug var betinget af et stort kvæghold i skovområder<ref>Skrubbeltrang (1944), s. 279</ref>, der sikrede stor mængder af gødning således, at jorden kunne dyrkes hvert år uden at blive udpint. Andre lysninger i skoven blev anvendt til stævningsdrift, græsning og høslet.<ref name="St 2006 33"/> Skoven var desuden forsyningskilde for træ til bygningstømmer, redskaber, brændsel og andre formål.<ref name="St 2006 33">Stoklund (2006), s. 33</ref> Mange skovbønder havde en binæring ved siden af deres landbrugsdrift.<ref name="St 1998 14ff">Stoklund (1998), s. 14-26</ref> De mange små markfelter skyldtes til dels, at terrænet var bakket, undertiden også mere sumpet end ellers. Jorden var som regel lige så frugtbar som ved agerbrug i åbne områder og bestod af muld- og lerjord.<ref name="EP 2006 16">Porsmose (2006), s. 16</ref> Man skelnede mellem overskov, der omfattede de store træer med de olden som de producerede, og underskov, som omfattede hassel, tjørn og anden kratvækst.<ref name="St 1980 16">Stoklund (1980), s. 16</ref> Skovene leverede store mængder af olden til gavn for svineholdet. I skoven fandtes kohaver, kalvehaver og hestehaver, der var indhegnede lysninger til græsning<ref name="St 1980 17"/>, mens enghaver blev anvendt til høslet. Disse indelukker kunne på skift blive anvendt til ager og eng. Et stort antal indelukker, som bønderne selv kunne råde over, blev anvendt til at fremme produktionen af træ til særlige formål fx tøndebånd, hjulmageri, fremstilling af træsko, træ til kulsvidning og så videre.<ref name="St 1980 18">Stoklund (1980), s. 18</ref><ref>Stoklund (1996), s. 71</ref> Overgangen fra lysåben skov til kratbevoksede men ellers åbne overdrev var glidende.<ref>Stoklund (1996), s. 70</ref> På samme måde som skove blev takserede til svins olden blev overdrev takserede til høveders græsning.<ref name="St 1980 17"/> Stævningsskove blev drevet ved, at de blev opdelt i 15-25 parceller, idet man hvert år udnyttede en parcel. Træerne blev stævnede i rodhøjde således, at de skød igen fra stubben med et stort antal nye grene, blandt hvilke der kunne tyndes ud og de afskårne stykker anvendes til ris og staver til gærder.<ref>Worsøe (1979), s. 9, 25-26, 36-38</ref> Man lod 1-2 stammer blive tilbage, som efter 15-25 år kunne bruges til gavntræ eller brændselsformål. Ved denne behandling fremkom lysninger i skoven, hvilket gavner græsvæksten, og stævningsskove kunne derfor også tjene til kreaturgræsning<ref>Worsøe (1979), s. 21-24</ref> og til høslet.<ref>Worsøe (1979), s. 14</ref> De græssende husdyr æder selvsåede unge træer, og der sker derfor kun en begrænset opvækst af overskov, hvilket over tid kan føre til mangler på træ til byggeformål og lignende. Det kan være svært at belyse forskellen mellem landsbyer og enkeltgårde i skovområder, da variationen ifølge sagens natur kunne være stor fra sted til sted og over tid, men hvis man fx. i det skovrige Kalvehave Sogn på Sydsjælland sammenligner de to enkeltgårde Ellebrødgård og Rødsbjerggård med landsbyerne i sognet, hvor der ligeledes overvejende blev drevet alsædebrug<ref>Frandsen (1983), s. 110 og bilagskort</ref>, så finder man for 1719, at den gennemsnitlige besætning for heste var 5,1 i landsbyerne men 7 på enestegårdene, for kvæg var 2,5 i landsbyerne og 3 på enestegårdene, for ungnød var 1,8 i landsbyerne og 3 på enestegårdene, for får var 5,6 i landsbyerne og 6 på enestegårdene (oplysninger for svin er ikke bevaret), altså større besætninger på enestegårdene, den gennemsnitlige græsning var 8,8 høveder i landsbyerne og 13,5 på enestegårdene, høavlen var 5,2 læs for landsbyerne og 6 læs for enestegårdene, den årlige udsædning af rug var 3,1 tønde for landsbyerne og 4,25 tønde for enestegårdene, af byg 3,6 tønde for landsbyerne og 5 tønder for enestegårdene, af havre 2,25 tønde for landsbyerne og 1,25 tønde for enestegårdene, ialt 9 tønder udsæd pr gård i landsbyerne og 10,5 tønde udsæd pr gård for enestegårdene.<ref>Munk (1955), s. 298f</ref> Et lignende billede tegner sig i nabosognet Øster Egesborg ved sammenligning mellem landsbyerne på den ene side og Eskebjerggård på den anden.<ref>Munk (1955), s. 302f</ref><ref>Det er i denne sammenhæng mindre vigtigt, om tællingen så angiver lavere tal end ved skifteforretninger før og senere som påpeget af Skrubbeltrang (Skrubbeltrang (1954-56), s. 267), idet en manipulation - hvis der er tale om en sådan - i givet fald må forventes at være af samme størrelsesorden for alle gårde. Det er derimod ikke helt uden betydning, hvis man vil forsøge at lave et stof- og energikredsløb for et skovbaseret landbrug under "normale" forhold.</ref> Skovbaserede landbrug forekom flere steder i landet, ikke mindst i det nordøstlige og sydøstlige Sjælland, i de indre vestlige og sydlige dele af Fyn og i store dele af Vendsyssel (hvor skoven siden helt forsvandt) samt på Skanderborgegnen men tillige fx. på Falster. === Ådalsbruget (hedebruget) === Ådalsbruget eller hedebruget var udbredt i Vestjyllands hedeegne. Her var jorden stærkt sandet både på bakkeøer og på hedesletter. Landskabet var præget af omfattende lyngheder med kær og moser, der var uegnede til opdyrkning.<ref name="EP 2006 16"/> Bebyggelsen og landbrugsdriften var derfor beliggende overvejende langs de vandløb, som gennemskar området, og hvor jorden nærmest disse var præget af større og mindre enge egnede til græsning og høslet. Omkring gårdene lå et mindre opdyrket areal, indmarken, som grænsede mod henholdsvis eng og hede. Ved gården lå desuden en kålgård. Heden var i det store og hele uopdyrkede men fra tid til anden blev der også her inddraget agre til dyrkning, dog kun i et enkelt eller nogle få år, hvorefter jorden atter måtte hvile i flere år.<ref name="HB 1991 18">Hedeplejebogen (1991), s. 18</ref> Eng og hede indgik som integrerede dele af driften. Hedebruget krævede store arealer til driften men kun en mindre del var opdyrket. I et tilfælde udgjorde det samlede areal således 306,2 ha, heraf var kun 12,1 ha tilsået ager, 18,2 ha utilsået ager, 6,6 ha eng og hele 269,2 ha hede.<ref name="HB 1991 21">Hedeplejebogen (1991), s. 21</ref> Med et så store behov af arealer til omdriften var det uundgåeligt, at bebyggelsen måtte blive mere eller mindre spredt. Kun få steder, især hvor åer og bække løb sammen, var ådalene store nok til, at der kunne dannes egentlige landsbyer.<ref name="VH 1970 31">Hansen (1970), s. 31</ref> Heden blev fortrinsvis brugt til græsning for får, som gik ude det meste af året og kun i de strengeste vintermåneder kom på stald. Mange steder blev fårene imidlertid samlet i folde om natten, hvorved bonden kunne opsamle en del af gødningen. Foruden får græssede også ungkvæg i grønninger, det vil sige i kær og på andre græsarealer i heden. På en gård af den nævnte størrelse blev således holdt omkring 50 får og om sommeren 3-5 stykker ungkvæg. Det er beregnet, at græsningstrykket på heden var 0,2 får pr. ha samt om sommeren yderligere 0,02 stykker ungkvæg pr. ha. Til gården hørte også 2 heste, 2-4 køer og 2-4 stude, der imidlertid græssede på engen om foråret men fra midt i maj blev tøjrede på de hvilende agre og senere igen atter på eng.<ref name="HB 1991 20">Hedeplejebogen (1991), s. 20</ref> Køerne, som græssede på engen om formiddagen, kom hver dag ved middagstid på stald og var her natten over. Derved kunne man effektivt samle den gødning, de producerede. Om vinteren var de på stald og blev fodret dels med hø høstet på engarealerne, dels med halm og afgrøder. Høhøst var en forudsætning for kvægholdet, og for at kunne holde gårdens besætning blev høstet omkring 25 læs om året.<ref name="HB 1991 19">Hedeplejebogen (1991), s. 19</ref> Selve heden blev udnyttet på flere måder. Lyng blev anvendt til foder, hvis den var 3-4 år gammel, men foderværdien var mindre end værdien af enghø.<ref name="HB 1991 21"/> I gennemsnit kunne høstes 7-8 læs lynghø om året, men der kunne være store udsving fra år til år.<ref name="HB 1991 22">Hedeplejebogen (1991), s. 22</ref> Lyng blev også anvendt til strøelse for dyrene, og den blev anvendt til at dække møddingen, som brændsel og til tagdækning.<ref name="HB 1991 22"/> I heden blev desuden opgravet tynde lyngtørv, kaldet træk, som blev sat på kant på gårdpladsen eller i foldene på heden for at opsamle dyrenes gødning og urin, blive trådt i stykker og blive æltet sammen med denne for at ende på møddingen.<ref name="HB 1991 22f">Hedeplejebogen (1991), s. 22f</ref> Husdyrholdet og dertil knyttede møddinger spillede en central rolle i driften. En gård kunne således have flere møddinger, hver med flere hundrede læs således, at der årligt kunne udbringes op mod 1000 læs blandingsmøg, svarende til 250-300 tons, på markerne.<ref name="HB 1991 26">Hedeplejebogen (1991), s. 26</ref> Fra heden hentede man desuden 60-100 læs brændetørv, der gav en rigelig og god aske til gødskning af marker.<ref name="HB 1991 23">Hedeplejebogen (1991), s. 23</ref> === Klitbruget === Langs den jyske vestkyst fra Grenen i nord til Skallingen og Rømø i syd<ref name="VH 1957 69">Hansen (1957), s. 59</ref> fandtes bag strandbredden en indtil et par km bredt klitbælte, dog iblandet partier af lynghede, eng og græs og visse steder mindre søer; bag dette fandtes flere steder en indtil 5 km bred sandslette<ref name="VH 1957 73">Hansen (1957), s. 73</ref> og længere inde mere udbredt hede.<ref name="KF 1983 67">Frandsen (1983), s. 67</ref> Jorden var meget sandet<ref name="KF 1983 67"/> og husdyrholdet yderst begrænset, i gennemsnit 1-2 heste, et par køer, en ungnød, en kalv, nogle får og måske en ged.<ref name="KF 1983 69">Frandsen (1983), s. 69</ref> Da dyrene ikke kunne levere den fornødne gødning, måtte man supplere med tang og fiskeaffald fra fisk fanget i havet. Klitdannelsen formodes at være sket fra 1200-tallet<ref name="VH 1957 80">Hansen (1957), s. 80</ref>, og senere blev sandflugt et vedvarende problem i disse områder.<ref name="HB 1991 27">Hedeplejebogen (1991), s. 271</ref> Sandflugten medførte, at bebyggelsen med mellemrum måtte opgives og flyttes til et andet sted, hvor muligheden for at drive landbrug overhovedet var tilstede.<ref name="VH 1964 70ff">Hansen (1964), s. 70-77</ref> Det har været en udbredt opfattelse, at fårenes græsning i klitter på hjelme og marehalm samt i de mellemliggende lyngarealer samt vinterfoder skaffet sammesteds var en stærkt medvirkende årsag til sandflugten.<ref name="MB 2007 93">Buse (2007), s. 93</ref> I 1802 kommenterede Knud Aagaard i ''Beskrivelse over Thye'' forholdet således: "''Det værste ved klittaget er, at det er så godt et foder.''"<ref name="MB 2007 94">Buse (2007), s. 94</ref> I klitbruget spillede får den rolle, som køer ellers havde: foruden, at de gav uld til beklædning, blev får slagtede for at skaffe kød, mens tælle (fårefedt) blev brug til fremstilling af lys. Fårekødet kunne saltes, tørres, ryges og opbevares lige som røget skinke fra en slagtet gris, når dette var muligt. I den tid af året, da fårene havde diende lam, kunne de også malkes og mælken bruges til fremstilling af ost, men dette synes at have været en sjælden brug. Overskydende lam kunne sælges. Beder blev opdrættet, til de nåede en alder af 2-3 år og solgt for at opnå den bedste pris.<ref name="MB 2007 101">Buse (2007), s. 101</ref> Landbrugsdriften måtte tilpasses landskabet, der bestod af sammenblæste 10-15 m høje klitter med i bedste fald en sparsom beplantning, der kunne danne læ for sandsletter opståede som flader afblæste ned til grundvandet, samt havklitter.<ref name="VH 1964 128f">Hansen (1964), s. 128f</ref><ref name="VH 1957 71">Hansen (1957), s. 71</ref> Det var kun på sandsletterne, at der kunne drives lidt agerbrug, idet grundvandet sikrede de beskedne muligheder herfor, og det var som regel også her, at bebyggelsen lå.<ref name="VH 1964 130">Hansen (1964), s. 130</ref> Landbruget var imidlertid helt afhængigt af græsningsområder, hvis beliggenhed og udstrækning til stadighed blev påvirket af sandets vandring, og kvæg- og fåreavl var - trods dens beskedne størrelse - det dominerende træk ved driften.<ref name="VH 1964 131">Hansen (1964), s. 131</ref> Agerjorden var delt i tægter, der lå som spredte parceller i hede- og græsningsområder. Hvert år blev 2-3 af disse tægter udlagte til græsning, mens de øvrige indgik i et uregelmæssigt sædskifte med byg og rug. Kun byggen fik tilført gødning.<ref name="KF 1983 69"/> Høslet og et ikke ubetydeligt fiskeri næsten året rundt indgik som en del af driftsformen.<ref name="BS 1978 25">Stoklund (1978), s. 25</ref><ref name="MB 2007 94f">Buse (2007), s. 94-95</ref> === Engbruget === Særlige driftsvilkår fandtes i områder, der udgjorde hævet havbund, dels littorina-flader, dels yoldia-flader. Sådanne områder findes fortrinsvis i det nordlige Jylland, især på begge sider af Limfjorden men også ved Ålbæk bugt nord for Frederikshavn. Disse områder var stærkt påvirkede af højtliggende grundvand og dermed omfattende engområder, og bebyggelsen måtte derfor være henvist til steder, der lå lidt højere end omgivelserne, og jorden derfor blev naturligt drænet. Områderne var prægede af rimmer og dopper, det vil sige sandrygge og mellemliggende lavninger. Bebyggelsen blev som regel lagt på de gamle strandvolde samt langs åer, hvor forudsætningerne for naturlig dræning var de bedste.<ref name="VH 1964 63">Hansen (1964), s. 63</ref> Landbrugsdriften blev i disse områder helt domineret af kvæghold, idet de højere liggende sandrimmer blev udnyttede til fåregræsning, engarealerne til kvæggræsning og de lavere liggende dopper med deres tørvebevoksning kunne udnyttes til ager og/eller høslet.<ref name="VH 1970 38">Hansen (1970), s. 38</ref> Inddragelsen af disse omfattende engområder til egentlig bebyggelse indtraf først i slutningen af 1400-tallet, og udviklingen fortsatte i 1500-tallet og senere.<ref name="VH 1970 38"/> Fremkomsten af disse nye brug må ses i lyset af de gode priser i samtiden på kvæg og kvægprodukter som smør og ost. De nye landbrug blev anlagte som spredt enkeltgårdsbebyggelse, og derved blev engbruget en ny driftsform.<ref name="VH 1964 59f">Hansen (1964), s. 59-60</ref> Ikke mindst i Kjær herred i Vendsyssel oprettedes fra midten af 1500-tallet til anden halvdel af 1600-tallet mere end et halvt hundrede nye engbrug<ref name="VH 1964 60">Hansen (1964), s. 60</ref>, fortrinsvis på littorina-fladen men tillige på de lidt højereliggende yoldia-flader og i mange tilfælde nær overgangen mellem de to.<ref name="VH 1964 62">Hansen (1964), s. 62</ref> Afgørende for driften af disse engbrug var udnyttelsen af de omfattende engarealer, der sikrede vinterfoder til det store kreaturhold.<ref name="VH 1964 63 mv">Hansen (1964), s. 63, 127</ref> Derimod var opdyrkningsgraden i 1688 påfaldende lav sammenlignet med andre landskaber i Vendsyssel.<ref name="VH 1964 23">Hansen (1964), s. 23</ref> === Marskbruget === I Sønderjylland blev landskabet delt i tre hovedområder: marsken, gesten og østlandet.<ref name="CPR 2006 43">Porskrog Rasmussen (2006), s. 43</ref> Østlandet var morænelandskab. Gesten omfattede bakkeøer og hedeslette mens marsken, skabt af tidevandsaflejringer, lå ud mod Vadehavet.<ref name="CPR 2006 43"/> Bebyggelsen i dette områder var beliggende dels på gestranden, hvor der kunne ligge samlede landsbyer og med agerjord på gesten og eng i marsken<ref name="CPR 2006 45">Porskrog Rasmussen (2006), s. 45</ref>, dels på verfter beliggende ude i marsken og Vadehavet. Disse verfter var kunstigt opførte forhøjninger, der skulle være højere end højvandet i Vadehavet. Sådanne verfter var som regel ikke større end, at de kun kunne rumme en enkelt gård, og dermed var den spredte enkeltbebyggelse på forhånd givet. Af samme grund fandtes her intet driftsfællesskab.<ref name="CPR 2006 51">Porskrog Rasmussen (2006), s. 51</ref> Marsken er særlig frugtbar og bestod af lerjorde og endda svære lerjorde med 25-45% ler.<ref name="KR 1986 6f">Rasmussen (1986), s. 6-7</ref> Lerindholdet sikrede marsken en særlig evne til at fastholde såvel vand som næringsstoffer.<ref name="CPR 2006 43"/> De store mængder af nedbør sikrede samtidig, at der aldrig manglede vand.<ref name="CPR 2006 43"/> Marsken blev som regel inddiget i koge, det vil sige felter der var delvist beskyttede mod højvandet. Disse koge kunne anvendes både til agerdyrkning, især for de lidt højere liggende deles vedkommende, og til græsning.<ref name="CPR 2006 43"/> Kornavlen var sammensat og omfattede byg, havre, ærter og bønner, i Ejdersted tillige rug og havre.<ref name="CPR 2006 57">Porskrog Rasmussen (2006), s. 57</ref> Marskens vigtigste rolle var dog at sikre et omfattende husdyrhold, ikke mindst af malkekvæg.<ref name="CPR 2006 59">Porskrog Rasmussen (2006), s. 59</ref> I studehandelens tid spillede marsken tillige en væsentlig rolle for opfedning af de stude, der blev solgte i de nederlandske og tyske byer.<ref name="NHJ 1937 216">Jacobsen (1937), s. 216</ref> Forholdene betød, at marskområder som Ejdersted på samme tid kunne producere og sælge korn, kvæg, smør og ost.<ref name="MJ 1961 79">Jespersen (1961), s. 79</ref> Dyrkningsformen på gestranden var alsædebrug som følge af de store gødningsmængder, der måtte tilskrives det omfattende kvæghold, som atter skyldtes marskens særligt gode græsningsmuligheder.<ref name="KEF 1983 219">Frandsen (1983), s. 219</ref> === Slettebruget === Det er næppe tilfældigt, at enkeltgårde fortrinsvis fandtes i de landskaber, der ikke udgjordes at store let kuperede moræneflader, idet disse var helt dominerede af små og store samlede landsbyer, men der var undtagelser. For Fyns vedkommende tyder en undersøgelse på, at "hovedgårde, og en række enkeltgårde iøvrigt, for høbjergningsmulighedernes vedkommende havde fået betydeligt mere end deres forholdsvise andel", hvilket må sættes i forbindelse med et forholdsvis stort husdyrhold, der for hovedgårdenes vedkommende atter må ses i lyset af deres eneret til studehandel og dermed ønske om at sikre sig mest mulig engareal.<ref name="FSP 1984 219">Stendal Pedersen (1984), s. 219</ref> Stort husdyrhold betød mere gødning, dermed større afgrødeudbytte og derfor - alt andet lige - også større hartkornsansættelse for gården. En sammenligning mellem gårde i landsbyer på den ene side, enkelt- og enestegårde på den anden viser, at en "normal" bondegård havde et gennemsnitligt hartkorn på 6,3 tønder mod 6,8 tønder hartkorn for enkelt- og enestegårde, idet enestegårde i gennemsnit havde 6,2 tønder hartkorn men enkeltgårde 7,7 tønder hartkorn.<ref name="ATS 2003 63">Schacke (2003), s. 63</ref> Når der tages hensyn til de landskabelige forhold, bliver den gennemsnitlige ansættelse 9,4 tønder hartkorn for enestegårde og 8,6 tønder hartkorn for enkeltgårde, altså i begge tilfælde langt over gennemsnittet for landsbygårde, idet gårdene i randmoræneområder med videre var klart mindre end gennemsnittet.<ref name="ATS 2003 73">Schacke (2003), s. 73</ref> En del af forklaringen herpå kan være, at en gård i små landsbyer på 3 gårde er blevet nedlagt og jorden fordelt på de to øvrige (samtidig med, at landsbyen forandres til to enkeltgårde), eller at en enkeltgård har en fortid som hovedgård. Omtrent 15% kan forklares ved sådanne forhold.<ref name="ATS 2003 107">Schacke (2003), s. 107</ref> Dertil kommer gårde, som tidligere hørte under adelen eller klostre. Ligheder i driften med hovedgårde er altså ikke helt tilfældig, selvom enkelt- og enestegårde ikke havde andet gods tilknyttet. Endnu en mulighed må nævnes: ved oprettelse af en torp eller rydningsgård kan der måske have været mere jord til rådighed at etablere driften på, og den nye gård har derved fra starten haft potentiale til en større drift.<ref>Noget sådant synes at være tilfældet for den oprettede (men senere atter nedlagte) torp Todderup mellem Tilst og True, jvf. Hoff og Jeppesen (1991-92), s. 182</ref> Men dette har sikkert kun været tilfældet i tidlig middelalder, da ressourcerne endnu var rigelige. Fra senmiddelalderen har det krævet en priviligeret stilling at kunne gøre krav på større ressourcer. Skønt driften af enkelt- og enestegårde vel har lignet den på landsbygårde, har enkelt- og enestegårde haft en sikrere drift i kraft at de større og bedre græsningsmuligheder, og dette har kunnet smitte af på afgrødedyrkningen. Af samme grund må sådanne gårde have været at særlig interesse at få lagt ind under hovedgårde. Klart er det, at hvis enestegårde havde større græsnings- og høsletarealer til rådighed, så kunne de holde flere husdyr, derved få mere gødning, derved opnå et højere høstudbytte, derved enten sælge (en del af) overskuddet eller udnytte dette til yderligere forøgelse af husdyrbesætningen. Der har dog været en grænse, hvor udvidelser ikke lod sig gøre under de givne natur- og driftsforhold. På Lolland er det konstateret, at mange enkeltgårde drev et vangebrug svarende til det, man på samme tid havde i landsbyer.<ref>Widding (1949), fx. s. 28, 78, 95</ref> Også på Lolland dominerer smør som landgilde på enkeltgårde<ref name="KEF 1983 118f"/>, og ærter udgjorde en mindre men fast del af selvejerbøndernes afgifter.<ref name="KEF 1983 118f">Frandsen (1983), s. 118f</ref><ref>Dam (2010), s. 180f</ref> === <big>Historie</big> === Enkeltgårde kan i princippet opstå på tre måder: - som udflytterbebyggelse fra eksisterende bebyggelser (landsbyer),<ref>Schacke (2006), s. 91-94</ref> <br /> - ved, at gårde i landsbyer nedlægges således, at bebyggelsen fra et givet tidspunkt registreres som enkeltbebyggelse, ikke længere som landsby,<ref>Schacke (2006), s. 84-91</ref> <br /> - ved, at tidligere hovedgårde mister deres tidligere priviligerede stilling og "nedgraderes" til enkelt- eller enestegårde.<ref>Schacke (2006), s. 94-108</ref><br /> Betydningen af de tre årsager har varieret over tid.<ref>Schacke (2006), s. 131</ref> Ligeledes har antallet af enkelt- og enestegårde tidsmæssigt varieret over tid.<ref>Schacke (2006), s. 77-84</ref> === Jernalder og vikingetid === Enkeltgårde kendes fra både jernalder og vikingetid. I Jylland kendes enkeltgårde blandt andet fra Krusborg<ref>Frydenlund Jensen (2015), s. 131-143</ref>, Kalvslund<ref>Søvsø (2013), s. 131-147</ref> og Horsbøl<ref>Petersen (2006)</ref>. På Sjælland kendes en vandrende gård fra Torstorp Nørreby ved Høje Tåstrup. I alt har gården flyttet sig 8 gange mellem keltisk og germansk jernalder.<ref>Rønne (1986), s. 11-14</ref> En række enkeltgårde fra vikingetid har haft karakter af stormandsgårde, fx gården ved Tissø i Vestsjælland.<ref>Jensen (2004), s. 300-308</ref> Disse gårde synes imidlertid at været forsvundet igen ved overgangen til middelalder. Dette indebærer, at spørgsmålet: "hvad er ældst, landsbyen eller enkeltgården?" bliver meningsløst, da begge åbenbart forekom allerede i forhistorisk tid og begge har eksisteret som permanent bebyggelse siden middelalderens begyndelse. === Middelalderen === Et stort antal enkelt- og enestegårde er formodentlig opståede som udflyttede gårde allerede i højmiddelalderen. At en sådan udvikling er fundet sted kan påvises eller i hvert fald sandsynliggøres på to måder: dels at der i de gamle landskabslove fandtes bestemmelser, som fastslog reglerne for forholdet mellem sådanne udflytterbebyggelser og deres adelbyer, dels at der findes et stort antal bebyggelser, hvis navne (stednavne) antyder, at de opstod på en bestemt persons initiativ, idet navnet typisk er sammensat af et personnavn<ref name="Po 240">Porsmose (1988), s. 240</ref> + en karakteristisk endelse (-rud, -rød, -holt, -tved, -skov og lignende).<ref name="Po 248">Porsmose (1988), s. 248</ref> Stednavneforskere har påpeget, at steder som Lysgård ved Viborg og Davgård ved Vejle, der senere udviklede sig til ret store landsbyer, i deres ældste form var entalsformen ''gård'': "Den rimeligste forklaring er, at de to landsbyer er opstået af enkeltgårde, hvad man ellers ikke har sikre vidnesbyrd om."<ref>Dalberg og Sørensen, s. 43</ref> I ''Jyske Lov'' fra 1241 bestemmes, at en udflytterbebyggelse, en torp, havde en 3-årig prøvetid, hvorunder det kunne kræves, at torpen blev flyttet tilbage til den adelby, den var flyttet ud fra, hvis udflytningen viste sig at være til skade for adelsbyen. Desuden havde adelsbyen ret til at føre bevis, hvis der opstod uenighed om jordfordelingen mellem torp og adelsby.<ref name="Po 237">Porsmose (1988), s. 237</ref> Tilsvarende fandtes i ''Eriks Sjællandske Lov'' regler om fordelingen af nedlagte udflytterbebyggelsers jorder.<ref name="HJ"/><ref name="Po 238">Porsmose (1988), s. 238</ref> I mange tilfælde har de udflyttede gårde formodentligt beholdt dyrkningsfællesskab med moderbyen.<ref name="Po 238"/> ==== Tidlig middelalder og højmiddelalder ==== Meget tyder på, at et stort antal enkeltgårde i Østdanmark er opståede ved udflytninger fra centrale landsbyer i tidlig middelalder og/eller højmiddelalder. Stednavneformer bestående af et personnavn + endelser som -torp, -rød<ref>Hald, s. 146</ref> og -køb<ref>Hald, s. 138</ref> er stærke vidnedsbyrd herom. Ydermere kan i flere tilfælde noget sådant påvises: I Mejlstrup sogn i Østjylland, fandtes således følgende bebyggelsesbillede: "''Største Delen af Sognet optages af den store Landsby Mejlby, men mod Nord og Øst ligger en Krans af Torper, Karlstrup, Bygballe, Ogstrup og Krannestrup, ''alle Enkeltgaarde'' (Bygballe dog tidligere to Gaarde). Mellem Bygballe og Ogstrup naar en smal Strimmel af Mejlbys Jord ud til Sognegrænsen mod Nord. I denne smalle "Korridor" ligger Højen Bastruphøj, et Minde om, at her engang maa have ligget en Bebyggelse Bastrup; Vejen fra Mejlby nordpaa hedder endnu Bastrupvejen. Naar Bymarken frembyder et saadant Billede, kan der ikke godt være Tvivl om, at Mejlby er den oprindelige Bebyggelse, som de andre er udflyttet fra, og som paa et eller andet Tidspunkt atter har opslugt den nedlagte Torp Bastrup.''"<ref>Hald, s. 31f (min fremhævelse)</ref> Selv om mange torper oprindeligt har været startet af navngivne enkeltpersoner, kan deres succes have medført senere tilflytning i tilfælde, hvor dette var muligt. Et eksempel på en tidlig udflytterbebyggelse er Todderup (oprindeligt Thorbjørns torp) ved Tilst nær Århus, der synes at have eksisteret i 1200- og begyndelsen af 1300-tallet. Torpen er en udflytter kun påvist ad arkæologisk vej. Den har bestået af 2 længebygninger, henholdsvis 15 og 18 m lange, der enten har eksisteret samtidig eller har afløst hinanden. Tilsvarende blev fundet to brønde, den ene af træ dateret til 1230, den anden af kampesten og dateret til omkring år 1300. Også i dette tilfælde kan kampestensbrønden være en afløser for kassebrønden. Da torpen senere blev nedlagt igen, blev dens jorder delt mellem de to nabolandsbyer True og Tilst. I Århus Domkapitels jordebog fra 1313 nævnes under Tilst "således i Tobbætorp Mark en fjerdedel af hele dette område såvel i eng som i ager".<ref name="HJ">Hoff og Jeppesen</ref> I Esrum klosters jordebog nævnes blandt andre Sacerethorp i 1178<ref>Nielsen, s. 5, 55</ref>, Arnbiornkiøp i 1211<ref>Nielsen, s. 56, 58</ref>, Arløgsbørnruth i 1239<ref>Nielsen, s. 227</ref>, Dauisthorp i 1151, ca. 1173, 1178 og 1211<ref>Nielsen, s. 3, 5, 55, 56, 58, 87</ref>, Dowertholt omkring 1178 og i 1211<ref>Nielsen, s. 55, 57, 58</ref> og Jorthæholm i 1178<ref>Nielsen, s. 6, 55</ref> men ingen af dem senere. I disse og andre tilfælde synes der at være tale om tidlige nordøstsjællandske torper, formentlig enkeltgårde, som åbenbart ikke overleverede i længden. Andre, fx. Borup (Bothorp, nævnt 1178, 1211)<ref>Nielsen, s. 6, 55, 172</ref>, Reerstrup (Rethærstorp, 2 gårde, nævnt 1211, 1497 og 1499)<ref>Nielsen, s. 57, 58, 146, 269</ref>, Holgerstrup (Halgitzstrup, 2 gårde, nævnt 1178, 1497, 1499)<ref>Nielsen, s. 5, 55, 146, 269</ref> og Flynderup (oprindelig 3 gårde, senere reduceret til een gård, nævnt 1211, 1497, 1499)<ref>Nielsen, s. 57, 58, 146, 269</ref>, Såne (oprindelig Sande, i 1497 angivet som dobbeltgård, nævnt 1173, 1174, 1178, 1184, 1189, 1193, 1211, 1228, 1497, 1499)<ref>Nielsen, s. 5, 8, 10, 14, 18, 55-58, 87, 94-96, 146, 269</ref> overlevede trods deres beskedne størrelse. Det er umuligt at sige både hvor mange enkeltgårde der er opstået før Den sorte Død 1348-1350, og hvor mange der atter forsvandt under denne epidemi. Erland Porsmose angiver for Fyn, at der forsvandt 102 bebyggelser, hvoraf 84 kun kendes som marknavne. Han oplyser også at 79 af de forsvundne bebyggelser havde endelsen -torp<ref>Porsmose (1987), s. 83</ref>, og at der kendes 26 bebyggelser med navnet "Torp", hvoraf 15 forsvandt i senmiddelalderen.<ref>Porsmose (1987), s. 84</ref> Det er som oftest umuligt at sige, om der har været tale om enkeltbebyggelser, dobbeltbebyggelser eller egentlige landsbyer. Dertil kommer, at mange enkelt- eller enestegårdsbebyggelser kan have eksisteret i kortere eller længere tid og være forsvundet igen uden at have efterladt sig spor i overleverede dokumenter.<ref>Porsmose (1987) oplyser således, s. 83, at kun hver tiende landsby på Fyn er omtalt i dokumenter ældre end 1300 og kun hver syvende i dokumenter ældre end 1350</ref> Også indførelsen af trevangsbrug kan have været årsag til, at udflytterbebyggelser kan være "flyttet tilbage" til landsbyfællesskabet.<ref>Porsmose (1987), s. 87</ref> Endelig kan både enkeltgårde og dele af eller hele landsbyer være nedlagt i forbindelse med oprettelser eller udvidelser af hovedgårde.<ref>Porsmose (1987) oplyser, s. 154, at mindst "41 fynske landsbyer blev lagt under hovedgårdsjord" mellem 1525 og 1774</ref> I forbindelse med en opgørelse over enkelt- og enestegårde på Fyn, der eksisterede i 1688, har Adam Tybjærg Schacke fundet, at 11 var omtalt i skriftlige kilder før 1350, heraf 4 tidligere hovedgårde (eller formodede sådanne), 2 rydningsgårde, 1 kystbol, 3 kystgårde og 1 torp.<ref name="note 2"/> Flere af kystbebyggelserne lå på småøer.<ref>Schacke (2003), s. 78, 80</ref> ==== Senmiddelalderen ==== Senmiddelalderen var en periode af genopbygning efter nedgangen under Den sorte Død. Denne genopbygning synes i ret høj grad at være sket i form af enkelt- og enestegårde snarere end i form af nye landsbyer. Denne udvikling må imidlertid også ses i lyset af konjunkturerne for landbrugsprodukter: mens kornpriserne faldt fra omkring 1320 og udviste en faldende tendens helt frem til omkring 1500, var priserne på husdyrprodukter som kvæg og smør særdeles gode.<ref name="Po 1988 322">Porsmose (1988), s. 322</ref> Da befolkningsvæksten og bebyggelsesekspansionen satte ind i 1400-tallet, skete det derfor ofte som skovenestegårde med store tilliggender af oldenskove og med landgilde ydet i smør og andre husdyrprodukter frem for i afgrøder.<ref name="Po 1988 339">Porsmose (1988), s. 339</ref><ref name="BP 8">Poulsen (1985), s. 8</ref> Dette måtte imidlertid fremme en bebyggelse, der understøttede denne driftsform, og her var en spredt bebebyggelse med gode olden-, græsnings- og høsletmuligheder at foretrække frem for en samlet bebyggelse, hvor de enkelte gårdes husdyr måtte konkurrere om at udnytte de samme ressourcer. Men det var også en driftsform, som gjorde inddragelse af de jorder, som under den afgrøderettede driftsform var mindre egnede, til nu at blive de bedst egnede. Dermed var der en dobbelt fordel ved at nu inddrage disse jorder og til at opføre gårde som spredt bebyggelse. For Vendsyssels vedkommende konstaterer Viggo Hansen en ekspansion på yoldiafladen i senmiddelalderen fx Skjølstrup (omtalt 1432 som Skiørstorp) og Krættrup (omtalt 1432 som Kræptrup) ved Volstrup<ref name="Ha 109">Hansen (1964), s. 109</ref> samt på Vorsådalens yoldiaflade, hvor ekspansionen sandsynligvis skete på gammelt skovland.<ref name="Ha 115">Hansen (1964), s. 115</ref> Om bebyggelsen langs østkysten i Elling sogn finder Viggo Hansen, at "de fleste enkeltgårde [omtales] første gang 1662 og før den tid er kun omtalt Skarnvad (1511) og Nielstrup (1552), mens Jerup er omtalt 1552." Andre enkeltgårde er "Nørtved og Skeltved, der begge nævnes 1467".<ref name="Ha 128">Hansen (1964), s. 128</ref> I alle tilfælde synes bebyggelsesvæksten at være knyttet sammen med en driftsform overvejende rettet mod kvægavl.<ref name="Ha 131">Hansen (1964), s. 131</ref> For Fyns vedkommende finder er konstateret, at "i 1400-tallet begyndte landsbyhovedgårdene at flytte ud af landsbyerne og oftest blev de placeret ved store eng- og/eller skovstrækninger i ejerlavets udkant", ligesom deres jorder blev udskilte fra dyrkningsfællesskabet,<ref>Porsmose (1987), s. 90</ref> og at "1400-tallets markante interesse for skovene har ført til en udparcellering af skov-enestegårde i de skovrige landsbyejerlav." Konkret nævnes 4 enestegårde: Falden, Lysholt, Rønnemosegård og Skanneshave (der angiveligt er oprettet omkring 1470) i Bukkerup.<ref>Porsmose (1987), s. 105</ref> Desuden nævnes på Iversnæs gods år 1500 en række skov-enestegårde: Grimmelykke, Nyfæste, Stuven, Ulskov og Pejrup.<ref>Porsmose (1987), s. 105</ref> I kystnære områder nævnes Ollit, Varbjerg og Sparretorn, der ligeledes betegnes skov-enestegårde.<ref>Porsmose (1987), s. 106f. Porsmose nævner enkeltgårdene Knudstrup, Vosemose, Hesbjerg, Grynborg og Bøllemose.</ref> Sideløbende skete der godskoncentrationer, hvorved tidligere hovedgårde blev reducerede til fæstegårde. Således købte lensmanden på Nyborg slot, Steen Basse, hovedgården Pugholm men lod den tidligere ejer, væbneren Jens Sommer, fortsætte som lejer. Ligeledes købte han to hovedgårde i Skam sogn, Jersore og Rostrupgård, og i Bjerre herred hovedgårdene Bullerupgård og Klarskovgård. Alle disse hovedgårde blev reducerede til fæstegårde. Det er skønnet, at antallet af adelige hovedgårde på Fyn på denne måde blev omtrent halveret.<ref>Porsmose (1987), s. 92</ref> I forbindelse med en opgørelse over enkelt- og enestegårde på Fyn, der eksisterede i 1688, har Adam Tybjærg Schacke fundet, at 138 første gang er omtalt i perioden 1350-1500 og yderligere 72 i perioden 1501-1536.<ref name="note 1"/> Af disse var 67 tidligere hovedgårde (eller formodede sådanne), 73 rydningsgårde, 1 kystbol, 3 kystgårde, 8 mosegårde, 41 torper, 2 gårde i nærheden af voldsted, 3 gejstlige, 1 oprettet i forbindelse med industri, 2 i forbindelse med færgefart eller lignende og 2 tidligere landsbyer, hvor gårde var blevet nedlagt.<ref name="note 2">Schacke (2003), bilag 7 (s. 169-183). Det bemærkes, at der er tale om deres status i 1684</ref> I Esrum Klosters jordebog nævnes i 1497 blandt andet Butzerop (Busserup), Egebæck ("Mansiones due"), Enøre, Mvnkegarden, og Ørløse<ref name="Ni 269"/>, mens Rysby ("Two garde") nævnes i 1497 og 1499<ref>Nielsen, s. 146, 268</ref> og Kathee (Kathøj) i 1499<ref>Nielsen, s. 146</ref>. I disse og andre tilfælde, hvor der kun nævnes en enkelt fæsteyder eller to, fx Langholt, Følstrop, Petherstrop, Scallerøth, Eskemoseholt, Vathsyngerøth, Lvtstrop<ref>Nielsen, s. 270</ref>, Myrthorp (Mørdrupgård)<ref>Nielsen, s. 271</ref>, Utlære vdi Iørlwndhæret (Jørlunde herred)<ref>Nielsen, s. 241-243, 271</ref>, kan der være tale om enkelt- og dobbeltgårde oprettede i Nordøstsjælland i senmiddelalderen. === Renæssancen === ==== Vendsyssel ==== For Vendsyssels vedkommende viser en sammenligning mellem præsteindberetningerne 1553 og matriklen 1682 en markant tendens til oprettelse af nye gårde uden for landsbyerne.<ref name="Ha 59">Hansen (1964), s. 59</ref> I løbet af denne periode opstod i Vadum sogn 2 nye gårde, i Sulsted sogn 3 nye gårde, i Ajstrup sogn 3 nye gårde, i Hammer sogn 2 nye gårde, i Vester Hassing sogn 10 nye gårde, i Øster Hassing sogn 18 nye gårde og i Ulsted sogn 15 nye gårde.<ref name="Ha 60">Hansen (1964), s. 60</ref> Viggo Hansen konstaterer, at "i løbet af især sidste halvdel af 1500-tallet og fortsættende sig gennem største delen af 1600-tallet er der i den sydlige del af Vendsyssel sket en kraftig ekspansion af bebyggelsen, der dels havde karakter af en udvidelse af bestående landsbyer, især rækkebyerne på randen af de marine flader (Melsted, Vestbjerg), og dels ytrede sig i oprettelsen af nye enestegårde ude på fladerne, først og fremmest på de lidt højereliggende yoldiaflader, men også på de dele af litorinafladerne, hvor de naturlige afvandingsforhold var bedst, langs åer (Melholt) og på gamle strandvolde (Starbæk, Holtet). Kun i færre tilfælde har der været tale om en udskiftning og udflytning til bymarkernes fjernere dele, men snarere om en nykolonisering på mer eller mindre naturlig bund som eng, overdrev og skov. Fælles for mange af nybyggerne synes de betydelige engarealer, der foruden at give vinterfoder til gårdenes eget kreaturhold utvivlsomt også gennem salg af hø har været en ikke uvæsentlig indtægtskilde. I den vestlige del af Kjær herred, hvor der fra ældre tid har ligget en del hovedgårde, synes tendenserne til godssamling at være fortsat (Gl. Vrå, Rødslet), delvis på bekostning af allerede eksisterende og tilsyneladende ikke særligt gamle enestegårde. Betegnende for de nye enestegårde er den hyppige forekomst af navne, der hentyder til skovbevoksning eller skovrydning (holt, lund, skov, tved), til overdrev (hede) og fugtige arealer (bæk, sig)."<ref name="Ha 63">Hansen (1964), s. 63</ref> Men samtidig med enkeltgårdsekspansionen i den sydvestlige del af Vendsyssel optræder problemer med ødegårde især i Vensyssels vestlige og nordlige kyststrækninger som følge af sandflugt, hvilket afspejler sig i samtidige præsteindberetninger. Sandflugten begynder omkring 1550. I 1571 klages der over ødelæggelser af marker i Råbjerg, Tversted, Tornby, Akallerup, Rubjerg, Mårup, Furreby og Kjetterup, men "det er først i indberetningen fra 1625, at alle kystsognene og enkelte andre (Vrensted) får sandflugten at mærke. Kulminationen synes dog først at nås omkring 1690, da ødelæggelserne giver sig udtryk i talrige ødegårde i Vendsyssel".<ref name="Ha 73">Hansen (1964), s. 73</ref> Ved siden af sandflugt har også været peget på kysterosion som mulig årsag til, at kystnær bebyggelse forsvandt.<ref name="Ha 78">Hansen (1964), s. 78</ref> ==== Fyn ==== I forbindelse med en opgørelse over enkelt- og enestegårde på Fyn, der eksisterede i 1688, har Adam Tybjærg Schacke fundet, at 78 første gang er omtalt i perioden 1537-1600 og yderligere 45 i perioden 1601-1660.<ref name="note 1"/> Af disse var 18 tidligere hovedgårde (eller formodede sådanne), 37 rydningsgårde, 23 skovbol, 7 kystbol, 8 kystgårde, 6 mosegårde, 14 torper, 2 gårde i nærheden af voldsted, 1 gejstlig, 4 oprettede i forbindelse med teglværksvirksomhed<ref>Porsmose (1987) oplyser, s. 153f, at daværende kansler og lensmand på Dalum Kloster, Johan Friis, oprettede et teglværk i klosterets skove i Ubberup sogn og i forbindelse hermed indkaldte tyskere, der slog sig ned i skovbol med tyske navne: Vittenberg, Nyrnberg, Brunsvig, Skavenberg og Leipzig</ref>, og 3 oprettede i forbindelse med færgefart eller lignende.<ref name="note 2"/> De mange rydningsgårde, skovbol og kystbol må opfattes som led i en bevidst godspolitik for at opnå en bedre udnyttelse af godsernes jordtilliggender, herunder råstofudnyttelse. Sigende var en række skov-enestegårde under Iversnæs gods i 1500 kendetegnede ved deres store tilliggender af oldenskove og ved, at de ikke skulle yde landgilde i korn men som regel i smør.<ref name="Po 1987 106">Porsmose (1987), s. 106</ref> Tilsvarende i den vestlige del af Vissenbjergområdet, hvor Iversnæs havde gårdene Grimmelykke, Nyfæste, Stuven, Ulskov samt Pejrup, hvis skove i 1664 blev takseret til 100 svins olden.<ref name="Po 1987 106"/> Dette taler for, at hovedvægten på disse gårde blev lagt på husdyrhold frem for agerbrug, og driftsmåden har derved ligheder med den, der forekom i andre områder med enestegårde, således i Vandfuld herred og på Bornholm. Overhovedet synes 1400-tallet (og de følgende århundreder) at være den centrale periode for anlæggelse af sådanne skov-enestegårde på Fyn.<ref name="Po 1987 107">Porsmose (1987), s. 107</ref> ==== Nordøstsjælland ==== I Bloustrød Sogn optræder en række gårde første gang i lensregnskaberne 1582-83: Agelte, Bredelte, Hvedehave<ref name="FAS 26">''Frederiksborg Amts Stednavne'' (1929), s. 26</ref>, Klangendrup<ref name="FAS 27">''Frederiksborg Amts Stednavne'' (1929), s. 27</ref>, Mortenstrup, Nebbe, Slutterup<ref name="FAS 28">''Frederiksborg Amts Stednavne'' (1929), s. 28</ref> og Tokkekøb<ref name="FAS 29">''Frederiksborg Amts Stednavne'' (1929), s. 29</ref>, hvortil kommer Stumpedysse, der dog omtales allerede 1511.<ref name="FAS 28"/> Disse gårde beliggenhed, så vidt den er kendt, taler for, at der er tale om ret sene enestegårde udflyttede fra ældre landsbyer. Dette forløb minder om det, som kendes fra Tikøb Sogn, og et lignende billede tegner sig for Mårum, Græsted, Søborg og Esbønderup sogne. === Enevælden === Under Enevælden skete der relativt få forandringer med hensyn til nye enkelt- og enestegårdes beliggenhed. Kun for den første tid efter enevældens indførelse kan der på Fyn konstateres en vis udvikling. Takket være oplysninger i Erik Pontoppidans ''Danske Atlas'' fra 1764ff foreligger der en mulighed for at danne sig et delvist overblik over omfanget af enkelt- og enestegårde ved tiden umiddelbart forud for landboreformerne. Denne situation kan sammenlignes med situationen i matriklen fra 1682-88, hvorved der kan dannes et - ganske vist mangelfuldt - overblik over udviklingen i den mellemliggende periode. Mens antallet af huse var stærkt stigende i perioden, var dette ikke tilfældet med antallet af enestegårde. Her var hovedindtrykket snarere en periode af stabilitet, omend med variationer. ==== Nordøstsjælland ==== I Nordøstsjælland genfindes i det store og hele de samme gårde hos Pontoppidan omkring 1774 som Pedersen havde fundet i matriklen for 1688 fx i Bloustrød sogn, Birkerød sogn, Karlebo sogn, Tikøb sogn (med Hornbæk sogn), Asminderød sogn, Græsted sogn, Søborg sogn, Mårum sogn, Helsinge sogn, Esbønderup sogn og Nødebo sogn. Fraset et par nytilkomne tyske kolonistgårde og omvendt 5 gårde, der var blevet nedlagte og erstattede af husmandssteder, idet jorden var blevet lagt under det kongelige stutteri samt to steder, hvor antallet af gårde var vokset med to således, at der ikke længere var tale om enkeltgårdsbebyggelse, var billedet øjensynligt uforandret.<ref>Erik Pontoppidan: ''Den Danske Atlas'', Tomus VI (1774), s. 25ff og Pedersen (1928), s. 5-14.</ref> 101 navngivne gårde i 1682 blev genfundet i 1774, undertiden med tilkomne huse. 20 navngivne gårde er forsvundet (eller omnævnt uden at sikker identificering er mulig), 14 nye navne forekommer. Kun i få tilfælde er der sket sikre forskydninger: Pontoppidan oplyser, at 5 torpgårde i Esbønderup sogn, "Hallindrupgaarde, Boeserupgaard, Sebberupgaard, Taarupgaard, Keistrupgaard ere alle afbrudte og Jorden bruges til Kongens Stutterie, der findes nu alene ved disse Stæder 10 Huusmænd."<ref>Pontoppidan, s. 30</ref> I Asminderød sogn er tilkommet 2 gårde (Brunmark), der angives som "tyske kolonistgårde". I Tikøb sogn: "Harringhøy er en Dansk Colonist-Gaard; Cammer-Laqvei Kaas driver nu samme." Ferle i Søborg Sogn var vokset fra 2 til 4 gårde, og Flynderupgård i Tikøb sogn var vokset fra 1 til 3 gårde, hvorved de teknisk set ikke længere var enkelt- eller enestegårde. Sandholmgård blev udskilt af sognets omfattende krongods i 1680 og overdraget til kgl. vildtmester Caspar Meyer. Flere af de nordsjællandske gårde havde i 1688 relativt store jordtilliggender, hvilket peger mod en tilknytning til godser eller eksistens som lystgårde. Frederik IV gjorde Hørsholm slot med underliggende Sogne, Karlebo, Blovstrød og Birkerød, til livgeding for dronning Louise.<ref>Trap (1898), s. 76</ref> Senere, i 1774, oplyser Erich Pontoppidan, at "Tokkekiøb og Leereltegaard, samt Sandholm, ere anseelig bygte, og hvortil endeel Huusmænd giør Hof-Gierning; disse tre Gaarde ere henlagte til Hirschholms fri Hartkorn", "Eskemodsegaard tilhører Etatz-Raad Valter", "Ebberædsgaard tilhører Grevinde Rantzau", "Kokkedalsgaard, Eyeren er Kammer-Herre og Amtmand v. Levitzau", "Folehaugegaard, bygt af Kammer-Herre Schindel paa frie Hoved-Gaards Jord". I enkelte tilfælde, fx Flynderupgård, er der tale om en tidligere landsby, der i 1600-tallet var reduceret til en enkelt gård. Mens dyrkningsformen i landsbyerne var trevangsbrug, var dyrkningsformen på enkeltgårdene som regel alsædebrug; kystbebyggelser med fiskeri havde afvigende driftsformer.<ref>Frandsen (1983), s. 102-103</ref> ==== Sydsjælland ==== På Sydsjælland, i det skovrige Kalvehave sogn, er billedet det samme som i Nordsjælland: fraset nogle møller/møllegårde er bebyggelsen stabil.<ref>Erik Pontoppidan: ''Den Danske Atlas'', Tomus VI (1774) og Pedersen (1928), s. 54f. 6 enestegårde er genfundne, 3 møllegårde forsvundne mens 1 mølle er tilkommet.</ref> ==== Fyn ==== I forbindelse med en opgørelse over enkelt- og enestegårde på Fyn, der eksisterede i 1688, har Adam Tybjærg Schacke fundet, at 85 første gang er omtalt i perioden 1661-1688.<ref name="note 1">de ''kan'' således være ældre</ref> Af disse var 12 tidligere hovedgårde (eller formodede sådanne), 16 rydningsgårde, 45 skovbol, 3 kystbol, 2 mosegårde, 2 torper, 1 gård i nærheden af voldsted, 1 gejstlig og 3 oprettede i forbindelse med industri.<ref name="note 2"/> For tiden mellem 1688 og 1774 gentager derimod indtrykket fra Sjælland sig på Fyn. De enkelt- og enestegårde (samt dobbeltgårde), som Schacke omtaler i sin undersøgelse, kan overvejende genfindes hos Pontoppidan. ==== Jyske hedeegne ==== Med hensyn til de jyske hedeegne konstateres for Borris og Sønder Felding sogne, at "i 1682 er der ca. 115 bebyggelser ...og en optælling i 1796 viser omkring 150. Tilvæksten er sket i de allerede beboede områder, og der er adskillige eksempler på dobbeltgårde i 1796, hvor matriklen kun angiver en gård: Gjaldbæk, Sønderby, Gaasdal m.fl. Også i de mere sluttede bebyggelser som f.eks. Debelmose er der kommet nye ejendomme til, og nogle huse er bygget omkring Borris kirke."<ref>Jensen & Jensen (1979), s. 67</ref> Hovedindtrykket er dels geografisk stabilitet (bebyggelserne lå altovervejende i ådale), dels en vækst som mest synes at måtte tilskrives gårdkløvninger snarere end egentlige nyoprettelser. ==== Vendsyssel ==== For Vendsyssels vedkommende sker der som nævnt en vis nedgang som følge af sandflugt, der kulminerer omkring 1690. === Sammenfatning === Forholdene taler for, at enkelt- og enestegårde er af uens oprindelse: der fandtes storgårde allerede i forhistorisk tid, men historiske enkelt- og enestegårde må tilskrives dels omflytninger i sene vikingetid og/eller tidlig middelalder i hedeegne til ådale og på Bornholm, formodentlig som led i en driftsomlægning, dels i Østdanmark i form af torper, det vil sige udflytterbebyggelser, i tidlig middelalder og højmiddelalder og senere antagelig fortrinsvis som nyopførte høj- og lavadelige gårde for at markere en højere social status og måske for bedre at kunne hævde retten til og udnyttelsen af særlige ressourcer som skove, fiskevande med mere. Oprettelsen af enestegårde i øvrigt synes at være en ret sen foreteelse, som først kom i brug, hvis/når muligheden for samlede landsbyer var udtømte. Dette indtryk gentager sig i Vendsyssel, på Fyn og i Nordøstsjælland. Enkelte steder, især i det nordvestlige Jylland og på Bornholm, må enestegårdenes dominans snarest tilskrives driftsforholdene, idet disse favoriserede husdyrhold på bekostning af agerbrug, og husdyrhold krævede ikke bosættelse i landsbyer, vider og vedtægter, på samme måde, som agerbrug gjorde det. De sent anlagte enkeltgårde, som ligeledes ofte lagde hovedvægten på husdyrhold, var ofte - men ikke altid - udtryk for en tilpasning til stedlige landskabelige forhold.<ref>Dam (2010), s. 78. Dam påpeger med rette, at i områder "domineret af enkeltgårde var landbruget ligeså intensivt som i de øvrige frugtbare egne", og han mener, at bebyggelsesstrukturen var et resultat af en delvis tilpasning til driftsformen, der igen var en delvis tilpasning til naturgrundlaget, men han uddyber ikke nærmere denne forklaring.</ref> Selv om der er en vis sammenhæng mellem enestegårde, terrænforhold og driftsform, er det ikke muligt at fastslå i hvilken udstrækning, det ene har betinget det andet. Terrænet kan have begunstiget husdyrhold på bekostning af agerbrug, men de sent oprettede enkeltgårde må med stor sandsynlighed også tilskrives de da bedre konjunkturer for animalske produkter på bekostning af kornavl til faldende afsætningspriser. Oprettelse af enestegårde kan altså hænge sammen med ønsket om at udnytte gode samtidige konjunkturer for animalske produkter: stude, kød, skind, smør, ost og så videre. Og hvor husdyrholdet spillede hovedrollen for landbruget synes en spredt beliggenhed i form af enkeltgårde at være foretrukket, selv hvis de landskabelige forhold gjorde landsbydannelse mulig. Men man kan ikke automatisk slutte omvendt<ref>Dam (2010), s. 183-196</ref>, idet man mange steder også forsøgte at udnytte de gode konjunkturer for animalske produkter i de gamle landsbyer. Forskellen består derfor især i, at hvor enkeltgårdene var nyanlæg, var driftsomlægningen i landsbyerne blot en tilpasning til konjunkturerne. En anden årsag til fremkomsten af enkeltgårde var imidlertid sociale forhold. Mange enestegårde synes oprindeligt at have været hovedgårde for adelige og væbnere, der senere mistede deres særstilling. I andre tilfælde kunne enestegårde opstå, fordi andre gårde i en landsby var blevet nedlagte og deres jord inddraget under en hovedgård eller dennes ladegård(e). I atter andre tilfælde opstod enkeltgårde ved (adeligt) påbud fx. i forbindelse med teglværksdrift. Fremkomsten af enestegårde synes at gå i stå omkring enevældens indførelse, hvis man ser man bort fra borgerlige landsteder. Først i forbindelse med landboreformerne indtraf en ny bølge af enestegårde, men da som led i en helt ny udvikling. === <big>Noter</big> === {{Reflist|3}} === <big>Litteratur</big> === * Arent Berntsen: ''Danmarckis oc Norgis Fructbar Herlighed''; 1656 (genoptryk af Selskabet for Udgivelse af Kilder til Dansk Historie, København 1971; ISBN 87-7500-700-2) * Mie Buse: "Fåreavl på klithederne i Thy før og nu" (i: ''Landbohistorisk Tidsskrift'' 2007:1; s. 89-114) * Vibeke Dalberg og John Kousgaard-Sørensen: ''Stednavneforskning 2. Udnyttelsesmuligheder''. Universitetsforlaget i København. I kommission hos Gyldendal. København 1979; ISBN 87-500-1891-4 * Peder Dam: ''Det øvrige vi nyde. Studier af landgilde og landbrugsproduktion i Danmark i 1600-tallet''; Landbohistorisk Selskab, Viborg 2010; ISBN 978-87-7526-216-8 * Ellen Damgaard: "Velstående bønder i det vestjyske enestegårdsområde" (i: ''Bygder. Regionale variationer i det danske landbrug fra jernalder til 2000'' (Landbohistorisk Selskab, 2006), s. 207-218; * Birgit Eggert: "Danske stednavne på -''holt''" (ph.d.-afhandling, Afdeling for Navneforskning, Nordisk Forskningsinstitut, Københavns Universitet 2006) * Karl-Erik Frandsen: ''Vang og tægt. Studier over dyrkningssystemer og agrarstrukturer i Danmarks landsbyer 1682-83''; Bygd 1983; ISBN 87-87293-25-0 * Karl-Erik Frandsen: "1536-ca. 1720" (i: Claus Bjørn (red): ''Det danske landbrugs historie'', Bind II: 1536-1810; Landbohistorisk Selskab 1988; ISBN 87-7526-074-3; s. 9-209) * "Frederiksborg Amts Stednavne" (''Danmarks Stednavne Nr. 2'', udgivet af Stednavneudvalget; København 1929) * Steen Frydenlund Jensen: "Krusborg - enkeltgårde med central gravplads fra ældre jernalder" (i: Selskabet Arkæologiske Skrifter: ''Arkæologiske Skrifter 13''; København 2015; ISBN 978-87-89500-13-3; s. 131-143) * Kristian Hald: ''Vore Stednavne''; København 1950 * Viggo Hansen: "Sandflugten i Thy og dens indflydelse på kulturlandskabet" (i: ''Geografisk Tidssskrift'', bd. 56; København 1957; s. 69-92) * Viggo Hansen: "Landskab og bebyggelse i Vendsyssel. Studier over landbebyggelsens udvikling indtil slutningen af 1600-tallet" (''Kulturgeografiske Skrifter'', Bd. 7; København 1964) * Viggo Hansen: "Hedens bebyggelse" (i: ''Danmarks Natur'', bd. 7: Hede, overdrev og eng; København 1970; ISBN 87-567-0459-3; s. 29-41) - forkortet: Hansen (1970a) * Viggo Hansen: "Bebyggelsens historie" (i: ''Danmarks Natur'', bd. 9: Det bebyggede land; København 1970; ISBN 87-567-1269-3; s. 9-138) * Lotte Hedeager: "Jernalder" (i: Claus Bjørn (red): ''Det danske landbrugs historie'', Bind I: 4.000 f.Kr.-1536; Landbohistorisk Selskab 1988; ISBN 87-7526-073-5; s. 109-202) * ''Hedeplejebogen - de danske heders historie, pleje og udforskning''; Miljøministeriet, Skov- og Naturstyrelsen 1991; ISBN 87-503-9485-1 * Annette Hoff og Jens Jeppesen: "Todderup. En udgravet torpbebyggelse og torperne historisk belyst" (i: ''Kuml'' 1991-92; s. 165-188) * Annette Hoff og Jens Jeppesen: "Thorbjørns torp" (''Skalk'' 1992 Nr. 1; s. 9-13) * Lone Hvass: "Ørved og ævred - brudstykker af Nordøstsjællands oldtidsbebyggelse" (i: ''Helsingør Kommunes Museer Årbog 1998''; ISSN 0108-0393; s. 7-28) * J.R. Hübertz: ''Aktstykker til Bornholms Historie''; Kjøbenhavn 1852 * N.H. Jacobsen: "Skibsfarten i det danske Vadehav. En erhvervsgeografisk Studie" (''Det Kongelige Danske Geografiske Selskabs Kulturhistoriske Skrifter'', bind II; Kjøbenhavn 1937) * Jørgen Jensen: ''Danmarks oldtid. Yngre Jernalder og Vikingetid 400-1050 e.Kr.''; København 2004; ISBN 87-02-00333-3 * Margot Jespersen: "Eiderstedt. Et stagnerende marskområde" (i: ''Geografisk Tidssskrift'', bd. 60; København 1961; s. 74-86) * H. Jonassen: "Natur og mennesker i Vestjylland" (i: ''Hardsyssels Aarbog'', 52. bind; København 1958; s. 5-36) * Lars Jørgensen: "Oldtidens landbrug 4000 f.Kr. - 1000 e.Kr." (i: Bornholms landbrug gennem tiderne; ''Bornholmske Samlinger III. række - 2. bind''; Rønne 1988; ISBN 87-87042-21-5; s. 21-27) * Lars Bjørn Madsen: ''En beskrivelse af Tikøb Sogn i året 1681''; Helsingør Kommunes Museer 1997; ISBN 87-89120-36-1 * Therkel Mathiassen: "Studier over Vestjyllands oldtidsbebyggelse" (''Nationalmuseets Skrifter, Arkæologisk-Historisk Række II''; 1948) * Dorthe Kaldal Mikkelsen: "Single farm or village? Settlement structure during the late Iron Age and the Viking Period" (i: ''Ruralia III''; Praha 2000; s. 46-59) * Holger Munk: ''Rytterbonden. En landbrugs- og kulturhistorisk studie fra Vordingborg Rytterdistrikt 1718-1768''; København 1955 *Ingrid Nielsen: "Aakirkeby 1346. Da købstaden fik sine egne love" (i: ''Bornholmske Samlinger'' III Række 10 Bind; Bornholms Historiske Samfund 1996; ISBN 87-87042-02-9; s. 159-166) * Leif Chr. Nielsen: "Omgård - en vestjysk landsby fra vikingetid. En foreløbig redegørelse" (i: ''Hardsyssels Årbog'', Anden række bind 10; Lemvig 1976; s. 37-54) * Leif Chr. Nielsen: "Omgård - en vestjysk landsby fra vikingetid. En redegørelse for de fortsatte undersøgelser i 1976" (i: ''Hardsyssels Årbog'', Anden række bind 11; Lemvig 1977; s. 59-84) * Leif Chr. Nielsen: "Landsbyer i ældre jernalder i Nr.Omme sogn" (i: ''Hardsyssels Årbog'', Anden række bind 18; Holstebro 1984; s. 125-140) * P. Chr. Nielsen: "Skovenes historie" (i: ''Danmarks Natur'', bd. 6: Skovene; København 1969; s. 9-64) * Oluf Nielsen: ''Liber Census Daniæ. Kong Valdemar den Andens Jordebog''; København 1873 * Oluf Nielsen: ''Codex Esromensis. Esrom Klosters Brevbog''; Kjøbenhavn 1880-81 (genoptryk København 1973; ISBN 87-7500-423-2) * Svend Nielsen: "Muld" (i: ''Skalk'' 1982 Nr. 3; s. 23-27) * Bent Odgaard: "Hedebønder" (i: ''Skalk'' 1981 Nr. 2; s. 8-11) * Christian-Peter Petersen: "Horsbøl - 3 enggårde fra sen vikingetid og tidlig middelalder" (''Arkæologisk Undersøgelse 2006 Horsbøl''; Esbjerg Museum) * Carsten Porskrog Rasmussen: "Godsejermagt eller naturtilpasning? De regionale mønstre i det slesvigske landbrug i 1700-tallet og deres sammenhæng med naturforhold og godssystemer" (i: Per Grau Møller, Mette Svart Kristiansen (red.): ''Bygder. Regionale variationer i danske landbrug fra jernalder til 2000''; Landbohistorisk Selskab 2006; ISBN 87-7526-206-1; s. 41-62) * Erland Porsmose: "Den regulerede landsby" (''Odense University Studies in History and Social Sciences, Vol. 72''; Odense Universitetsforlag 1981; ISBN 87-7492-349-8) * Erland Porsmose: "De fynske landsbyers historie – i dyrkningsfællesskabets tid" (''Odense University Studies in History and Social Sciences Vol. 109''; Odense Universitetsforlag 1987; ISBN 87-7492-650-0) * Erland Porsmose: "Middelalder o. 1000-1536" (i: Claus Bjørn (red.): ''Det danske landbrugs historie I. Oldtid og middelalder''; Landbohistorisk Selskab, Odense 1988; ISBN 87-7526-073-5; s. 205-416) * Erland Porsmose: "Bygder. Regionale variationer - problemer og muligheder" (i: Per Grau Møller, Mette Svart Kristiansen (red.): ''Bygder. Regionale variationer i danske landbrug fra jernalder til 2000''; Landbohistorisk Selskab 2006; ISBN 87-7526-206-1; s. 9-24) * Bjørn Poulsen: "Korn eller kvæg. Landbrugets specialisering i senmiddelalderen belyst ved studier på Stevns og i Odsherred" (i: ''Bol og By'' 1985, s. 7-20) * Kamma Marie Poulsen-Hansen: "Loft - bebyggelse fra 1100-tallet til i dag" (Fra Ribe Amt; s. 79-88) * Ebbe Gert Rasmussen: "Jordbrug og landgilde på Bornholm ved midten af det 17. århundrede" (i: Bornholms Landbrug gennem tiderne, ''Bornholmske Samlinger'' 3 række 2 bind; Rønne 1988; ISBN 87-87042-21-5; s. 55-85) * Kjeld Rasmussen: "Jordbund" (i: Kr. Marius Jensen og Anette Reenberg (red.): ''Landbrugsatlas Danmark'', Det Kongelige Danske Geografiske Selskab, København 1986; ISBN 87-421-0521-8; s. 4-9) * Preben Rønne: "Gård på vandring" (''Skalk'' 1986 nr. 5; s. 11-14) * Adam Tybjærg Schacke: "Enestegårde på Fyn – natur eller besiddelsesforhold?" (i: Per Grau Møller, Mette Svart Kristiansen (red.): ''Bygder. Regionale variationer i danske landbrug fra jernalder til 2000''; Landbohistorisk Selskab 2006; ISBN 87-7526-206-1; s. 175-191; * Adam Tybjærg Schacke: ''Enkelt- og enestegårde på Fyn. I dyrkningsfællesskabets tid'', Landbohistorisk Selskab 2003; ISBN 87-7526-183-9. * Fridlev Skrubbeltrang: "Nogle Kilder til ældre dansk Landbrugsstatistik" (i: ''Historisk Tidsskrift'' bind 11 række 1; 1944; s. 245-286) * Fridlev Skrubbeltrang: "Om brugen af landbohistorisk materiale" (i: ''Fortid og Nutid'' bind XIX; 1954-56; s. 245-286) * Axel Steensberg: "Landnam" (i: ''Skalk'' 1993, Nr. 2; s. 11-15) * Finn Stendal Pedersen: ''Fyns landbrugs vilkår 1682''; Odense Universitetsforlag 1984; ISBN 87-7492-548-2) * Bjarne Stoklund: "Ploven og pennen" (i: ''Skalk'' 1978, Nr. 6; s. 18-27) * Bjarne Stoklund: "Menneskeskabt hede" (i: ''Skalk'' 1987, Nr. 2; s. 18-27) * Bjarne Stoklund: "Enkeltgårdslandskaber, skov- og hedebygder" (i: ''Kulturhistorien i planlægningen. De kulturhistoriske interesser i landskabet''; Miljø- og Energiministeriet, Skov- og Naturstyrelsen 1996; s. 60-77) * Bjarne Stoklund: "Bønder og binæringer" (i: ''Bol og By'' 98:2; 1998; s. 8-47) * Bjarne Stoklund: "Bygder, aktivitetsfelter og økotyper. Etnologien og de regionale variationer" (i: Per Grau Møller, Mette Svart Kristiansen (red.): ''Bygder. Regionale variationer i danske landbrug fra jernalder til 2000''; Landbohistorisk Selskab 2006; ISBN 87-7526-206-1; s. 25-40) * Steffen Stummann Hansen: "Oldtidsagrene på Gørding Hede" (i: ''Hardsyssels Årbog'', Anden række bind 14; Lemvig 1980; s. 139-154) * Morten Søvsø: "Enkeltgården syd for Kalvslund Kirke - dens historie og udvikling gennem yngre germansk jernalder og vikingetid" (i: ''Arkæologi i Slesvig/Archäologie in Schleswig'' 14; 2013; ISBN 978-87-87584-34-4; s. 131-147) * J.P. Trap: ''Kongeriget Danmark''; 3. Udgave 2. Bind: Frederiksborg, Kjøbenhavns, Holbæk, Sorø og Præstø Amter; Kjøbenhavn 1898 * Ole Widding: ''Markfællesskab og landskifte. Studier over lollandske markbøger 1681 og 1682''; København 1949 * Eiler Worsøe: ''Stævningsskovene''; Danmarks Naturfredningsforenings Forlag 1979; ISBN 87-87030-12-8 * H. Zangenberg: "Bornholmske Gaarde" (i: ''Bornholmske Samlinger'', Nittende Bind; Rønne 1928; s. 133-152) * M.K. Zartmann: "Opdyrkningen af Bornholm igjennem Tiderne" (i: ''Bornholmske Samlinger'', Femtende Bind; Rønne 1924; s. 1-73) * Bent Åby: "Hedens bebyggelseshistorie og udnyttelse i en østdansk landsdel: Bornholm" (i: Seminarrapport Den danske hede. Afholdt på Skarrildhus 21. september 1998 af ''Skov- og Naturstyrelsen''; s. 83-90) * Svend Aakjær: "Landsby og enkeltgaard" (i: ''Fortid og Nutid''; bind 10; København 1933-34; s. 209-228) === <big>Eksterne henvisninger</big> === * [http://www.arkivthy.dk/images/FraSognene/Hillerslev/Oddershedeg.pdf Torsten Balle: "Hillerslev sogn, Oddershedegård, de gamle enestedsgårde, ca 1660-1970"] * [http://www.tidsskrift.dk/index.php/fortidognutid/article/viewFile/47331/88010 Viggo Hansen: "Økologiske vilkår i en vestjysk landbrugsegn belyst gennem 1688-matriklen" (''Fortid og Nutid'', 1985; s. 271-282)] * [http://www.histfyn.dk/PDF/1928/Historisk%20Bem%C3%A6rkninger%20om%20Enesteg%C3%A5rdene%20i%20Vissenbjerg%20Sogn.pdf Fr. Hjort: "Historiske Bemærkninger om Enestegaardene, der indrammer Vissenbjerg Sogn" (i: ''Årbog for Odense og Assens Amter 1928''; s. 480-498] * [https://tidsskrift.dk/geografisktidsskrift/article/view/45940/56339 Ruth Helkiær Jensen og Kr.M. Jensen: "KULTURLANDSKABET I BORRIS OG SDR. FELDING — en kortbladsanalyse af et vestjysk landbrugssamfund og en dokumentation for dets udvikling" (''Geografisk Tidsskrift'', Bind 78-79; 1979; s. 61-99)] * [http://img.kb.dk/tidsskriftdk/pdf/ho/ho_4rk_0001-PDF/ho_4rk_0001_96496.pdf Hans Knudsen: "Indberetninger fra Præsterne i Aalborg Stift 1638" (''Historie/Jyske Samlinger'', 4. række, Bind 1; 1911)] * [https://books.googleusercontent.com/books/content?req=AKW5Qaeb2KbyunG1jf1oVSEtvDYCZFtsebPaQbYhZBo1QrLkhFqP27bNgI1JDOxo8CAMrE9V3fR1zRlt9EG73g3Vxm-b8rVPvnm8b1_IYF6a4V1GEJ-OU0HhZrmdSOK5PFYIg7bOmnQGU5rfXjS0BZZLOeXr4yj1yaE9CawPfccNVQho167paaA2Lm16NlG8Z2T4NekXMdPtSmgQ2avz9SdF3jJ85hOLYHqjtvWvFrVYF5Z1q2Z6N8iwdlY09-MxaVVh9pX7gXO5D7svK-UdjKyznB9vPDLcRaVHagNE2GS0sFqWgrOsZjE C. Molbech: ''Historiske Aarbøger, til Oplysning og Vejledning i Nordens, særdeles Danmarks Historie''; 2 del; Kjøbenhavn 1848] [[Kategori:Bebyggelsesudviklingen i Danmark]] jzh0ce34v4xndxfbu65lb4ewbuhescd 0 7362 42626 42248 2026-09-10T04:57:21Z Sven Halfdan Nielsen 3898 udvidet en smule 42626 wikitext text/x-wiki [[Fil:Philippe de Champaigne - Moses with the Ten Commandments - WGA04717.jpg|thumb|400px|Ifølge nye videnskabelige kildekritiske teorier er det ikke Moses, som har skrevet Mosebøgerne. Maleri af Philippe de Champaigne.]] === <big>Fortale</big> === Jødedommens ældste historie har hidtil været indhyllet i mørke. Traditionen hviler på ''Tanakh'' eller Gamle Testamente, men dette synes først at have fundet sin endelige form i det 2. århundrede f.Kr. i det hasmonæiske kongerige. Hvor meget, traditionerne har ændret sig før denne tid, er et åbent spørgsmål. Foruden Gamle Testamente er de vigtigste kilder til belysning af spørgsmålet især arkæologiske fund, men også her er der store problemer med troværdigheden. Flere kilders oprindelse er omstridte og dermed bliver deres udsagnsværdi også tvivlsom. Det er først i løbet af den seneste menneskealder, at der tegner sig et mere klart billede af den omskiftelige historie, men hidtil har mig bekendt ingen forsøgt at gøre denne viden tilgængelig på dansk. Jeg har derfor efter fattig evne forsøgt at skildre denne på grundlag af tilgængeligt materiale. Jeg har desuden tilføjet notehenvisninger til de skriftlige kilder, som jeg anvendt. Når man forsøger at skildre kendt historie således som tilfældet er med Gamle Testamente, stilles man over for to problemer: dels må man forsøge at sætte denne fremstilling i forhold til det billede, som andre kilder tegner, dels må man forsøge at forstå den forvandling og forvanskning af oprindelige kilder, som fremstillingen i Gamle Testamente nu afspejler. Den foreliggende undersøgelse falder i to hoveddele, dels en undersøgelse af jødernes faktiske historie således som den lader sig fastslå baseret på grundlag af arkæologiske og historiske kilder, herunder spørgsmålet om jødernes religion, dels en kildekritisk analyse af ''Tanakh'' eller Gamle Testamente. Afslutningsvis vil der blive foretaget en vurdering af hvilken indflydelse, ''Tanakh'' har haft på jødernes selvforståelse og Gamle Testamente har på kristen selvforståelse. Der kan være grund til at understrege, at stort set alt i denne undersøgelse alene skyldes yderst kompetente forskeres virke, og jeg har efter evne forsøgt at henvise til denne forskning. Litteraturen herom findes i den afsluttende litteraturliste. Desuden har jeg inddraget andre inspirationskilder, hvor jeg finder dem relevante og troværdige. Derimod er fortolkningen af disse ulige arbejder min egen, og de oprindelige forskere kan og bør derfor ikke drages til ansvar for denne fortolkning. Mange kunne have skrevet denne bog bedre end jeg, alle kunne have skrevet den anderledes, men hvis ikke at jeg havde skrevet den, var den måske aldrig blevet skrevet. Utallige er de, der ønsker sig, at denne bog aldrig havde set dagens lys. Men almindelig og videnskabelig redelighed forlanger, at sandheden bliver kendt. Om bogens titel skal jeg blot bemærke, at jeg har valgt ordet "jødedom", fordi det betegner jødisk religion og kultur på samme tid. Dette modsat andre ord, som både betegner folk og ideologi på samme tid, hvilket er både uheldigt og uønsket for den, der ønsker en præciseret sprogbrug. Sven Halfdan Nielsen</br> Pärnu, den 5. maj 2026 === <big>Indledning</big> === Al historisk og litterær forskning må hvile på kildekritiske undersøgelser. Dette betyder, at arkæologiske og sproglige kilder kritisk må vurderes med henblik på deres oprindelsessituation, eventuelle tendens, forholden sig til de omtalte begivenheder og for sproglige kilder tillige deres formål (som udmærket kan være mangesidigt). Kilderne må stilles i forhold til, hvad der ellers vides om tiden, og de må forsøges tolket således, at de er bedst i overensstemmelse med denne viden, og at de ikke modsiger denne viden. Hvis det sidste er tilfældet, må man spørge, om fortolkningen er rigtig, eller om den hidtidige "viden" må revideres. I 1636 forsøgte den irske ærkebiskop Ussher at bestemme verdens urhistorie. Det skete med udgangspunkt i Gamle Testamente, som han antog var en troværdig kilde til denne tid. På grundlag af de oplysninger, som fandtes heri, beregnede han, at verden var blevet skabt år 4004 f.Kr., og at Syndfloden var fundet sted år 2501 f.Kr. Fra da af havde menneskeheden foretaget sin spredning ud over jorden.<ref>Bibby (1980), s. 12</ref> I de næste omkring 200 år var dette udgangspunktet, når oldforskere forsøgte at skildre deres egne landes ældste historie, indtil omkring midten af 1800-tallet, da arkæologien først som amatørvidenskab og senere som faglig disciplin pillede Usshers forestillinger fra hinanden og påviste, at jordens og menneskehedens historie var betydeligt ældre.<ref>Bibby (1980), s. 13-36</ref> Dette førte til et paradigmeskift i fortolkningen af Gamle Testamente, som ikke længere blev anset som korrekt skildring af hele menneskehedens historie men alene af jødernes historie. Men i denne egenskab blev den fortsat anset som troværdig historisk kilde. Endnu i 1978, da Geoffrey Bibby udgav sin klassiske bog "''Det forsvundne årtusinde''", spillede beretningerne om Abraham, jøderne i Egypten og deres udvandring herfra en egen rolle i skildringen af dette tidsrum.<ref>Bibby (1978), s. 63ff</ref> Men blot få år senere, i 1988, fremkom den første moderne kildekritiske analyse, som fuldstændigt pillede Bibbys antagelse fra hinanden. Det skulle blive starten på et nyt paradigmeskift i forståelsen af Gamle Testamente. Denne analyse blev i 2015 opdateret på engelsk, og det er denne version, som er anvendt i det følgende. Men bogen førte også til beskyldninger om jødefjendtlighed imod forfatteren, Niels Peter Lemche, fordi den pillede jødernes egen hidtidige selvforståelse fra hinanden. Lige siden afslutningen af 2. verdenskrig og især i det 21. århundrede har beskyldninger om "anti-semitisme" fået et kraftigt opsving. Der kan derfor være grund til at gøre nogle bemærkninger om min opfattelse af dette begreb og dets anvendelse. For mig består udtrykket "anti-semitisme" af to dele: "anti" betyder imod, og "semitisme" betegner en politisk, nationalistisk ideologi. Dette indebærer, at jeg skelner mellem jøder som kulturel folkegruppe på den ene side og en semitisk ideologi på den anden. Jeg har intet imod folk, som identificerer sig selv som jøder i religiøs og kulturel henseende så længe, at dette ikke berører deres forhold til andre folkegrupper. For mig er "jøde" altså en betegnelse, der i princippet ikke adskiller sig fra dansker, tysker, armener, kurder, japaner eller en hvilken som helst anden national folkegruppe. Anderledes forholder det sig med begrebet "semitisme". Her er der i mine øjne tale om en totalitær og intolerant national ideologi, som tåler sammenligning med fx. fascismen i Italien og nazismen i Tyskland. Der er med andre ord tale om en ekskluderende ideologi, som på samme tid legitimerer en bestemt handlemåde over for andre befolkningsgrupper. Dette kan der senere være grund til at vende tilbage til, når vi har gjort os selve grundlaget for denne tankegang klart. Lad mig sige det straks: det er ikke "anti-semitisk" at anlægge en anden betragtningsmåde en den, som såkaldte "semitter" selv anlægger - med mindre at man tilføjer, at sådanne semitter har et snævert syn og en snæver fortolkningsramme båret af egne fordomme. I denne henseende minder semitter og muhammedanere om hinanden. Begge promoverer en bestemt fortolkning, og begge benægter retten til at inddrage andre kilder eller til at anlægge en anden og bedre forståelse. For mig skræmmer udsigten til at blive tillagt smædeord mig ikke. Afgørende for mig er objektivt at se på alle fastslåede kendsgerninger og så nå frem til den forståelse, som er mest og bedst i overensstemmelse hermed. Hvis andre har problemer hermed, er det deres problem, ikke mit. De ønsker at forsvare en myte, men for mig er det de historiske kendsgerninger bag myten, som er det vigtigste. Myter er overtro og vantro. Men som Hans Christian Ørsted har sagt det, vil videnskaben overvinde overtroen og vantroen<ref>Ørsted (1978), s. 106</ref>, og således må det være. Det gælder her som i tilfældet med muhammedanismen<ref>se ''Muhammedanismen i kildekritisk belysning''</ref>, at modstanden og modviljen imod at blive konfronteret med nye kendsgerninger dybest set blot viser hvor usikre, forsvarere af den herskende ideologi i virkeligheden er. Hvis de var sikre i deres overbevisning, ville de velkomme enhver udfordring, idet de vil kunne tage den op og sagligt imødegå den og dermed forstærke deres position, men således forholder det sig ikke, tværtimod. Bogen afspejler forskningens nuværende stade, den er en skildring af kendsgerningerne således, som disse tegner sig i det Herrens år 2026. Det er muligt, at fremtiden vil ændre dette billede, og således må det være. Det bør tilføjes, at forskningsfeltet er inde i en rivende udvikling i disse år. Det kan derfor ikke udelukkes, at forskningen om føje år vil give et andet, mere omfattende men måske også revideret billede i forhold til nu, og således må det være. Det er den eneste måde, at vor viden kan forøges og forbedres på. Og skulle denne bog medvirke til at fremme en sådan forskning, har den opfyldt sit formål. === <big>Jødedommens oprindelse og tidlige udvikling</big> === Formålet med det følgende er at skildre jødedommens ældste historie. Hovedvægten vil blive lagt på de arkæologiske vidnesbyrd. Bibelen vil imidlertid blive inddraget, hvis og når den kan belyse historiske kendsgerninger. En række emner vil blive underkastet en særskilt behandling. Jeg har valgt at følge den traditionelle tidsinddeling med hensyn til jødisk historie men at holde den religiøse og den verdslige side af denne historie adskilte, da det giver en bedre forståelse. ==== Den kana'næiske forbindelse ==== For at forstå Kana'ans ældste historie kan det være hensigtsmæssigt at starte i Egypten. Her var omkring 3000 f.Kr. opstået to kongeriger kaldet Øvre og Nedre Egypten. Omkring 2850 f.Kr. blev disse forenede i det Gamle Rige.<ref>Bibby (1978), s. 14</ref> Tidligt tog dette også magten over Sinai-ørkenen, hvorved det fik kontrollen over udvindingen af kobber (som var råstof til fremstilling af bronze), tyrkis- og granat-sten. Gamle Rige etablerede handelsforbindelser fra Syrien mod nordøst til Punt (antagelig på Afrikas Horn) i syd. Fra tid til anden foretog det militære kampagner både til Libyen og Kana'an, det vil sige Palæstina. Gamle Rige blev i 2052 f.Kr afløst af Mellemste Rige. Dette videreudviklede handelsforbindelserne til blandt andre Kreta og Babylon. Den vigtigste begivenhed i dettes eksistens var dog, at der indvandrede et folk kaldet ''hyksos'' fra nordøst, som etablerede sig med en egen hovedstad i Avaris i Nilens delta.<ref>Bibby (1978), s. 98</ref> Senere tog disse indvandrere magten i Egypten.<ref>Bibby (1978), s. 124ff</ref> Efter omtrent to hundrede år blev disse indvandrere angiveligt fordrevne lige til Palæstinas grænse<ref>Bibby (1978), s. 128</ref>, og i forlængelse heraf benyttede Egypten øjensynligt lejligheden til vedvarende at tage magten over Kana'ans mange småriger.<ref>Bibby (1978), s. 134</ref> Vigtigst i denne sammenhæng er det dog, at vi fra denne tid har en række officielle skrivelser, de så kaldte Amarna breve, som belyser forholdet mellem den egyptiske farao og Kana'ans stedlige fyrster.<ref>Lemche (2015), s. 83</ref> Disse breve giver tillige det første kildebelagte indblik i de daværende sociale forhold i Kana'an samt i tidens politiske og økonomiske begivenheder. Disse breve viser et land præget af stammebaserede bystater, der hver kontrollerede de omgivende landbrugsområder i lavlandet, mens bjerglandet, som strakte sig i nord-sydgående retning lige vest for Det døde Hav og Jordan-floden, længe var nærmest ubeboet. Der synes på daværende tidspunkt ikke at have været nogen vedvarende etniske, kulturelle eller sproglige forskelle på de enkelte bystaters folk<ref>Lemche (2015), s. 837</ref>, og de synes alle at have haft den samme religiøse tro. I det 2. århundrede f.Kr. var Kana'an beboet af stammer med hver deres skytsguddom. Disse guddomme hørte til den kana'anæiske gudeverden og omfattede blandt andre ''El'', ''Ba'al'' og ''Jahve''. Over tid begyndte bjergbønderne imidlertid at skille sig ud og hævde, at de ikke stammede fra kana'anæerne i lavlandet, skønt både sproglige og religiøse træk fra tiden 1200-1000 f.Kr. tyder på, at de udviklede sig fra en kana'anæisk fælles kultur i den grad, at det ofte er svært at skelne imellem dem.<ref>Dinkgreve (2021), kap. 8</ref> Hvornår, denne udskillelsesproces er fundet sted, vides ikke, men den må være påbegyndt inden 1207 f.Kr., idet kana'anæerne og israelitterne på en stele rejst af farao Merneptah dateret til dette tidspunkt udtrykkeligt er nævnt som to uens folkegrupper:</br> - "Kana'en er udplyndret,</br> - Israel er lagt øde."</br> Det er værd at bemærke, at de hieroglyffer, som angiver navnet Kana'an, viser, at der er tale om et land, mens de, som angiver Israel, viser, at der er tale om et folkegruppe.<ref>Dinkgreve (2021), kap. 8</ref> Det er også den eneste kilde fraset Gamle Testamente som nævner et folk kaldet "Israel" på denne tid.<ref>Novacek (2011), s. 66</ref> Hvad tør vi udlede af dette? Først og fremmest, at der i datiden fandtes to befolkningsgrupper eller nationer, dels kana'anæerne dels en gruppe kendetegnet ved at dyrke guden ''El''. Man skal dog næppe lægge for meget i denne deling. Den afspejler snarest en deling mellem folkeslag, der levede i lavlandet, og andre folk, der var begyndt at etablere sig og leve i bjergene. Hverken kulturelt eller religiøst synes der dog endnu på denne tid at have været den store forskel imellem dem. Det menes, at den oprindelige gud for disse nye bjergbønder synes at have været ''El'', idet navnet "Isra-el" betyder "El's styre".<ref>Dinkgreve (2021), kap. 8</ref> Vi har imidlertid grund til at formode, at hebræerne på denne tid endnu ikke betegnede sig ved dette navn. Kildekritiske undersøgelser af Mosebøgerne har vist, at disse er skrevet af flere forskellige forfattere, hvoraf to af forskerne kaldes P og E. Begge disse forfattere kalder Gud for ''El'' indtil, at Gud angiveligt selv kalder sig ''Jahve'' over for Moses: "Jeg er Jahve. Jeg viste mig for Abraham og Isak og Jakob som ''El-Shaddai'', men mit navn er ''Jahve''. Jeg gjorde ikke det bekendt for dem".<ref>Bibelen (1992), s. 72</ref> Det bør tilføjes, at i Første Mosebog forekommer 17 tilfælde af associationer med ''El'' (fx. Bethel) men ikke een eneste med ''Jahve''. Der er desuden eet tilfælde med henvisning til ''Ba'al'', nemlig Ashbel, Benjamins søn. Dette taler for, at jøderne på tidspunktet for Mosebøgernes nedskrivning mente, at de oprindeligt havde dyrket ''El'', men at de nu gik over til at bruge benævnelsen ''Jahve'' i stedet. Dette er tvivlsomt. Som vi skal se neden for, er der tale om en kunstigt skabt men forkert selvforståelse. Men hvad gemmer der sig egentlig bag dette navneskifte? Lad os se lidt nærmere på kilderne. ==== Gudeforsamlingen ==== På en to tusinde år gammel læderklud fundet i en hule findes en tekst med følgende indhold: da den højeste gud gav nationerne deres arv, da han delte menneskeheden, fastlagde han deres indbyrdes grænser i henhold til antallet af gudesønner. Denne tekst kendes ligeledes fra Femte Mosebog 32:8-9, hvor den indgår i "Moses sang" og lyder således:</br> "Da den Højeste fordelte folkene,</br> da han skilte menneskene fra hinanden,</br> fastsatte han folkenes områder</br> efter tallet på gudssønnerne.</br> Herrens del blev hans folk,</br> Jakob blev hans arvelod."<ref>Bibelen (1992), s. 237</ref></br> Teksten var identisk med den tekst, som jøderne kopierede i århundrede før Kristi fødsel. Den findes i den græske version af Gamle Testamente fra 3. og 2. århundrede f.Kr. Jøderne ændrede siden teksten fra "gudssønner" til "Israels sønner". Tages teksten for pålydende, har den højeste gud inddelt menneskene i nationer og givet hver nation en søn som guddommelig leder. I det følgende vers fortælles hvilken søn, der blev tildelt hvilken nation, og det oplyses, at Jahve fik tildelt Jacobs stamme eller Israel. Det må her bemærkes, at Jahve her tydeligt er en mindre, en underordnet gud i forhold til den højeste gud. Bibelforskere som Mark Smith og Frank Moore Cross fra Harvard mener, at det er her, at Jahve gøres til guddom for Jacobs stamme. Teksten i Kumran (bedre kendt som Dødehavsrullerne) bevarede den oprindelige tekst, men den blev i middelalderen tilsyneladende tilpasset. I ''Salmernes Bog'' salme 82 findes følgende:</br> "Gud træder frem i gudeforsamlingen,</br> blandt guderne holder han dom:</br> Hvor længe vil I dømme uretfærdigt</br> og tage parti for de ugudelige? Sela</br> Skaf de svage og faderløse deres ret,</br> frikend de hjælpeløse og arme,</br> udfri de svage og fattige,</br> red dem fra de ugudeliges magt! De forstår og fatter intet,</br> de vandrer i mørke,</br> jordens grundvolde rokkes.</br> Jeg har sagt: I er guder,</br> I er alle sønner af den Højeste.</br> Dog skal I dø som mennesker,</br> og I skal falde som en af stormændene. Rejs dig, Gud, hold dom over jorden,</br> for du har alle folkene som ejendom."<ref>Bibelen (1992), s. 693</ref> Denne salme indeholder altså mindet om en gudeforsamling, som også afspejles i den langt ældre tekst. Ordet "guderne" i den originale tekst er ''Elohim'', i flertal. Det viser, at der var en tid i jødernes historie, hvor flerguderi øjensynligt var en almen forståelse. Og en af disse gudesønner var åbenbart Jahve. Et lignende minde findes i Første Mosebog kapitel 6, der begynder således: "Da menneskene begyndte at blive talrige på jorden og fik døtre, så gudesønnerne, at menneskedøtrene var smukke. Blandt dem tog de sig alle de koner, de havde lyst til. Da sagde Herren: "Min livsånde skal ikke forblive i mennesket for evigt. De er dødelige, deres levetid skal være 120 år".</br> Dengang gudesønnerne gik ind til menneskedøtrene og fik børn med dem - men også siden hen - var der faldne på jorden. Det er heltene, navnkundige mænd fra ældgamle dage."<ref>Bibelen (1992), s. 12. Den danske oversættelse har "kæmper" i stedet for "faldne" men det originale ord er ''nefilim'' med netop denne betydning</ref> Disse spredte kildetekster i Gamle Testamente viser, at polyteisme eller dyrkelse af flere guder på daværende tidspunkt var normen i Kana'an. Der kunne siges meget om disse guder, men her vil vi samle os om de vigtigste i den foreliggende sammenhæng. ==== El ==== I 1928 fandt en bonde i Ras Shamra ved Middelhavskysten (nu i Syrien) et omkring 3.000 år gammelt gravkammer. En udgravning det følgende år viste, at det dækkede over dels en større gravplads, dels en forhistorisk by: Ugarit, en vigtig handelsby fra omkring 1450 f.Kr. til 1192 f.Kr., idet byen blev brændt af og blev opgivet antagelig mellem 1190 f.Kr. og 1185 f.Kr. Blandt de mange fund var et stort antal lertavler og mange af dem med religiøse tekster: mytologiske vers, hymner til guder, lister over præsternes ofringer. Den ledende guddom i Ugarit hed ''El''. ''El'' var gudernes fader, skaber af alle levende væsener, den evige konge. Han blev beskrevet som en ældre skægget mand, som sad på en trone med en krone med tyrehorn. Hans hustru hed ''Ashera''<ref>Dinkgreve (2021), kap. 8</ref>, hun var moder til 70 guder ifølge teksterne. Blandt sønnerne var stormguden ''Baal'', havguden ''Jam'', dødsguden ''Mott'' og krigergudinden ''Anat''. Tilsammen blev de kaldt ''Ilham'', det vil sige børn af ''El''. I Bibelens skildring af skabelsen optræder ordet ''Elohim'', på hæbraisk et ord for guddom, hvilket er umiddelbart sammenligneligt med ordet i Ugarit, men ordet er flertal, ikke ental. Og flere af beretningerne i Gamle Testamente bruger netop (men ikke alene) dette ord om Gud: ''El Shaddai'' (Gud den Almægtige), ''El Elyon'' (Gud den Højeste)<ref>Novacek (2011), s. 41</ref>, ''El Olam'' (den evige Gud), ''El Bethel'' (Bethels Gud). Det er det samme navn som den øverste gud i kana'anæernes gudeverden. Af disse kendsgerninger tør drages to slutninger. Den ene er, at Gud i den hebraiske forståelse ikke i starten var fuldstændig og enerådende men i stedet udviklede sig over tid, langsomt ved en proces, der bedst kan beskrives som konvergens: flere guder smeltede sammen i een guddom. Den anden slutning, man tør drage, er den, at israelitterne udviklede sig som folk fra kana'anæerne. Deres første gud var kana'anæernes gud ''El''. For de folk, som levede i bjergene i Kana'an omkring 1100 f.Kr. var der ikke nogen markant forskel imellem deres egen religion og de omgivende folkeslags religion: de dyrkede den samme fadergud og modergudinde. Dette har været anerkendt af arkæologer siden omkring 1970 baseret på fundne lertavler, indskrevne navne på lerkar, fund af husguder og af husaltre. Der kan være grund til at fremhæve, at ''El'' havde en udpræget nordlig udbredelse, i Hittitternes rige og i Kana'an men øjensynligt ikke syd herfor. Her finder vi til gengæld en anden guddom: ''Jahve''. ==== Jahve ==== Som allerede omtalt havde jøderne et andet navn på deres gud: ''Jahve''. Hvor stammer dette navn fra? Hvor og hvornår overtog han de egenskaber, som tidligere blev tillagt ''El''? For at svare på disse spørgsmål, må vi inddrage nye kilder. En kildegruppe, som bør nævnes, er tempelindskrifter fra Egypten, især Nubien. Som eksempel kan nævnes et tempel nu beliggende i Sudan på Nilens vestre bred. Det blev opført af farao Aman Hototeep III (bedstefader til Tutankhamon), som regerede Egypten fra ca. 1390 f.Kr. til 1352 f.Kr., og var tilegnet guden Amon Ra. På en af søjlerne i dette tempel, der omtaler underkuede folkeslag, optræder "Tashasu YHWH". Nationen ''Shassu'' var et semitisk folkeslag, nomader, kvæghyrder, der strejfede om i ørkenen ved den sydlige grænse for Kana'an. Betegnende nok identificeres de ikke ved deres landområde men derimod ved deres guddom, ''Jahve'', omtrent 200 år før at israelitterne ellers optræder i historiske tekster ifølge gængs fortolkning. Denne og andre indskrifter dateres til Egyptens nye kongerige, det vil sige tiden mellem 1550 f.Kr. og 1069 f.Kr. På grundlag af disse indskrifter menes Shassu-folkets område at være afgrænset fra det sydlige Jordan i øst gennem Negev-ørkenen til ind i Sinai mod vest. Det menes, at bjerget Seir har ligget omtrent midt i dette område, ved Amara.<ref>Hen (2021)</ref> Dermed kan vi fastslå Jahves omtrentlige oprindelsestid og tidlige udbredelsesområde. Det bør tilføjes, at ''Jahve'' i indskrifterne aldrig optræder som guddom for egypterne. Egyptologen Donald Redford slutter heraf, at ''Jahve'' oprindeligt var en edomitisk eller midianistisk gud i de sydlige ørkenområder, som blev dyrket i områder, som den hebraiske bibel selv udpeger som stedet for jødernes oprindelse, som stedet hvor Moses hørte Gud tale fra en brændende busk, og i ''Dommerbogen'' findes blandt andet "Deboras sejrssang", som dateres til 12. århundrede f.Kr.<ref>Dinkgreve (2021), kap. 8</ref>, med følgende linjer: Herre, da du drog ud fra Se'ir,</br> da du skred frem fra Edoms land,</br> skælvede jorden, himlen dryppede af regn,</br> ja, skyerne dryppede af vand.</br> Bjergene rystede foran Herren,</br> Sinajs Herre,</br> foran Herren, Israels Gud.<ref>Bibelen (1992), s. 276</ref></br> Taget bogstaveligt siges det, at guddommen bredte sig fra syd, fra Edom, nordpå, det vil sige ind i Kana'an. Edom lå i den nordøstlige del af Sinaj-ørknen, sydøst for Det Døde Hav. Men der er mere, som kan understøtte, at det er herfra, jøderne har hentet deres guddom. Jahve introduceres af Moses efter, at Jetro, Moses svigerfader, sammen med sine sønner havde sluttet sig til jøderne.<ref>Bibelen (1992), s. 87</ref> Ifølge Anden Mosebog kapitel 3:1 var Jetro præst i Midjan.<ref>Bibelen (1992), s. 68</ref> Det må rejse spørgsmålet, om det er fra ham, at Moses har overtaget sin guddom Jahve. Men ifølge Dommerbogen kapitel 1:16 var Jetro kenit: "Efterkommere af den kenit, der var Moses' svigerfar, drog sammen med judæerne op fra Palmebyen til Judas ørken i Arads sydland og bosatte sig hos befolkningen dér."<ref>Bibelen (1992), s. 271</ref> Kenitterne var Kains efterkommere. I Første Mosebog kapitel 4:17-22 læser vi: "Kain lå med sin kone, og hun blev gravid og fødte Enok. Så byggede han en by og gav den navn efter sin søn Enok. Enok fik sønnen Irad, Irad fik Mehujael, Mehujael fik Metushael, og Metushael fik Lemek. Lemek tog sig to koner, den ene hed Ada, den anden Silla. Han blev stamfader til dem, der bor i telte og holder kvæg. Også Silla fødte en søn, Tubal-Kain, stamfader til smedene, alle dem, der forarbejder kobber og jern."<ref>Bibelen (1992), s. 11</ref> Vi ved, at i andre kulturer som egyptisk, græsk og romersk er smedekunsten forbundet med vulkaner: i romersk mytologi hed smedeguden ligefrem ''Vulkan''. Læg dertil profetien i Esajas' Bog kapitel 31:9, der nævner "Herren, som har sit bål på Zion og sin ovn i Jerusalem".<ref>Bibelen (1992), s. 874</ref> Og for at fuldende billede findes i Anden Mosebog kapitel 19:18-19 følgende beskrivelse af bjerget: "Hele Sinajs bjerg var hyllet i røg, fordi Herren var steget ned på det i ild og røgen steg til vejrs som røgen fra en smelteovn. Hele bjerget skælvede af stor rædsel, og hornklangen blev kraftigere og kraftigere."<ref>Bibelen (1992), s. 88</ref> Det kunne være en beskrivelse af en aktiv vulkan. Disse sammenfald kan næppe være tilfældige. Er der tale om, at Jahve oprindelig var en smedegud forbundet med vulkanisme, og at han er overtaget af Moses (hvis han er en historisk person) fra sin svigerfaders kultur? I så fald viser det, at der findes en religiøs forhistorie om ''Jahve'', som man siden har forsøgt at fortrænge, og denne må efter alt at dømme have sammenhæng med fremkomsten af smedekunsten at gøre. Af det foregående tør vi slutte, at ''Jahve'' ikke begyndte i Israel. Han begyndte som en "skytsguddom" blandt nomadiske stammer uden en konge, uden templer og uden et skriftsprog. På et eller andet tidspunkt, måske som følge af handel eller af en edomitisk eller midjanitisk udvandring nordpå, kom denne gud til kana'anæerne, og der mødte han en anden guddom: den gamle gud ''El''. Hvad, der siden fulgte, var konvergens: før dannelsen af et kongerige, før opførelsen af det første tempel, blev ''El'' "opslugt" af ''Jahve''. Derved fik den nye fusionerede guddom begge navne i Gamle Testamente. Der kan være grund til at vende tilbage til denne problematik igen senere, når vi forsøger at samle trådene til jødedommens historie. ==== Ashera ==== Men denne gud stod ikke alene, han havde en kvindelig partner, en gudinde: ''Ashera''. Ashera optræder i kana'anæernes hjem som gudindestatuette, hendes navn findes på forrådskar og i gravskrifter. I tekster fra 8. århundrede f.Kr. bliver hun påkaldt ved siden af Jahve som om de hørte sammen og var ligestillede. Vi ved nu, at hun i århundreder var blevet dyrket af jøderne som gudinde. Hun kunne gå på vandet, hendes tilnavn var ''Kudu'', den hellige. Hun findes gengivet på et egyptisk kunstværk fra samme tid stående på ryggen af en løve og med en slange i hver hånd. Kort sagt var hun en af de store modergudinder i Mellemøsten. I to bygninger daterede til tiden 801-770 f.Kr. i det nordøstlige Sinai ved bjerget Contilit Azud fandt arkæologer i 1975 store forrådskar med en tekst skrevet på tidlig hebraisk: "Jeg velsigner dig ved Jahve af Samaria og hans Ashera"<ref>Novacek (2011), s. 92</ref> og "Jeg velsigner dig ved Jahve af Teman og hans Ashera". Her står israelitternes mandlige guddom sammen med kana'anæernes gudinde. Teman var den egn i ørkenen, hvor ifølge Habakuks Bog kapitel 3:3 Jahve havde sin oprindelse:</br> "Gud kommer fra Teman,</br> den Hellige fra Parans bjerge".<ref>Bibelen (1992), s. 1187</ref> I Hebron blev tilsvarende fundet en gravskrift dateret til midten af 8. århundrede f.Kr.: "Velsignet være Uryyaho ved Jahve for fra hans fjender ved Ashera har han frelst ham". Desuden har man fundet over tusind små gudindestatuetter, heraf 400 alene i Jerusalem, der ifølge Raz Kletter utvivlsomt forestiller Ashera skildret med krop som en cylinder med to markerede bryster og hænder, der tilbyder dem, samt et smilende ansigt. De dateres alle til 8. og 7. århundrede f.Kr. og de blev alle fundet i private hjem, ikke i templer. De viser, at dyrkelsen fandt sted under det delte kongerige som noget alment udbredt, ikke som noget særegent for de få. Som supplement til en forståelse kan man gå til Gamle Testamente, hvor der er bevaret flere passager, hvori Ashera-dyrkelsen omtales. Den følgende oversigt gør ikke krav på fuldstændighed. I Første Kongebog kapitel 14 læser vi: "Salomos søn Rehabeam blev konge i Juda. .. Rehabeam var enogfyrre år, da han blev konge, og han regerede sytten år i Jerusalem, den by Herren havde udvalgt af alle Israels stammer til at sætte sit navn på. Hans mor hed Na'ama og var fra Ammon. Judæerne gjorde, hvad der var ondt i Herrens øjne, og med de synder, de begik, gjorde de ham mere vred, end deres fædre havde gjort. Også de byggede offerhøje og lavede stenstøtter og Ashera-pæle på alle høje bakker og under alle grønne træer; der var endog mandlige helligskøger i landet."<ref>Bibelen (1992), s. 396</ref> I kapitel 15 læser vi: "I Nebats søn kong Jeroboams attende regeringsår blev Abija konge over Juda. Han regerede tre år i Jerusalem. Hans mor hed Ma'aka og var datter af Absalom. Han fulgte alle de synder, som hans far havde begået før ham..<ref>Bibelen (1992), s. 396</ref> I Israels konge Jeroboams tyvende regeringsår blev Asa konge over Juda. Han regerede enogfyrre år i Jerusalem. Hans mor hed Ma'aka og var datter af Absalom. Asa gjorde, hvad der var ret i Herrens øjne, lige som sin fader David. Han forviste de mandlige helligskøger fra landet og fjernede alle de møgguder, som hans forfædre havde lavet. Han fjernede også sin mor Ma'aka som kongemoder, fordi hun havde ladet fremstille en rædselsstøtte til Ashera. Asa huggede støtten om og brændte den i Kedrondalen. Offerhøjene forsvandt ikke.."<ref>Bibelen (1992), s. 396f</ref> I kapitel 16 læser vi: "Omris søn Akab blev konge over Israel i Judas konge Asas otteogtredivte regeringsår, og Omris søn Akab regerede toogtyve år i Samaria over Israel. Omris søn Akab gjorde, hvad der var ondt i Herrens øjne, værre end nogen før ham. Da det ikke var nok for ham at følge Nebats søn Jeroboams synder, giftede han sig med sidoniernes konge Etba'als datter Jezabel, og han gav sig til at dyrke og tilbede Ba'al. Han rejste et alter for Ba'al i Ba'als tempel, som han havde bygget i Samaria. Akab lavede en Ashera-pæl, og Akab gjorde mere endnu, så han krænkede Herren, Israels Gud, mere end nogen af Israels konger, der havde været før ham."<ref>Bibelen (1992), s. 399</ref> I Anden Kongebog kapitel 21 omtales kong Manassa. Om hans gerninger hedder det: "Han gjorde, hvad der var ondt i Herrens øjne efter de afskyelige skikke hos de folkeslag, som Herren havde drevet bort foran israelitterne. Han genopbyggede de offerhøje, som hans fader Hizkija havde ødelagt; han rejste altre for Ba'al, og han lavede en Ashera-pæl, sådan som Israels konge Akab havde gjort, og han tilbad hele himlens hær og dyrkede den. .. Og i de to forgårde til Herrens tempel byggede han altre for hele himlens hær. .. Og han opstillede Ashera-billedet, han havde lavet, i dette tempel, om hvilket Herren havde sagt til David og til hans søn Salomo: "''På dette tempel og på Jerusalem, som jeg har udvalgt blandt alle Israels stammer, vil jeg sætte mit navn til evig tid; og jeg vil ikke mere jage Israel bort fra det land, som jeg gav deres fædre, når de blot omhyggeligt vil gøre alt det, jeg har befalet dem, og holde hele loven, som min tjener Moses gav dem.''" Men de ville ikke høre, og Manassa forledte dem til at handle værre end de folkeslag, som Herren havde udryddet for israellitterne."<ref>Bibelen (1992), s. 438f</ref> I Anden Kongebog kapitel 23 oplyses, at denne afgudsdyrkelse holdt sig til Josija stoppede den: "Så befalede kongen ypperstepræsten Hilkija, andenpræsterne og dørvogterne at fjerne alle de ting, der var lavet til Ba'al og til Ashera og til hele himlens hær, fra Herrens tempel, og han brændte dem uden for Jerusalem .. Helligskøgernes rum i Herrens tempel, hvor kvinderne vævede klæder til Ashera, rev han ned. .. Også alteret i Betel, offerhøjen som Jeroboam, Nebats søn, havde opført, han som forledte Israel til synd, både dette alter og offerhøjen rev Josija ned, og han knuste stenene til støv og brændte Ashera-pælen."<ref>Bibelen (1992), s. 441</ref> Profeten Jeremis beklagede sig i Jeremias' Bog kapitel 7: "Kan du ikke se, hvad de gør i Judas byer og Jerusalems gader? Børnene samler brænde, fædrene tænder ild og kvinderne ælter dej, så de kan lave offerkager til Himmeldronningen og udgyde drikofre for andre guder og krænke mig."<ref>Bibelen (1992), s. 950</ref> Han taler om ''Ishtar'', Mesopotamiens version af Ashera, mens hun blev adopteret som ''Afrodite'' i Grækenland og blev kaldt ''Astarte'' af kana'anæerne og senere af fønikerne.<ref>Novacek (2011), s. 38</ref> Der kan således ikke være tvivl om, at Ashera-dyrkelsen var udbredt blandt jøderne i flere århundreder, snart officielt snart uofficielt. Manassa regerede fra 697 f.Kr. til 642 f.Kr. og Josija skal have stoppet Ashera-dyrkelsen omkring 622 f.Kr. Men uofficielt fortsatte dyrkelsen helt frem til babylonernes erobring af Jerusalem. Det vigtigste i denne sammenhæng er, at denne afgudsdyrkelse, som det også fremgår af Gamle Testamente, fandt sted længe efter, at jøderne skulle være gået over til monoteisme. ==== Den centraliserede gudsdyrkelse ==== Men hvornår begyndte den monoteistiske gudsdyrkelse blandt jøderne? Skal man tro Gamle Testamente tyder meget på, at det var en udvikling i to trin: først skete der en centralisering af gudsdyrkelsen, og langt senere en overgang til monoteisme. Første kilde til denne udvikling findes i Moseloven. Her hedder det: "Du må ikke lave dig noget gudebillede i form af noget som helst oppe i himlen eller nede på jorden eller i vandet under jorden. Du må ikke tilbede dem og dyrke dem, for jeg, Herren din Gud, er en misundelig Gud."<ref>Bibelen (1992), s. 89. I oversættelsen til dansk bruges ordet "lidenskabelig" i stedet for "misundelig"</ref> Det siges ikke, at der ikke findes andre guder, kun at jøderne ikke længere måtte dyrke dem. Næste kilde findes i Anden Kongebog om kong Josija, som regerede 640-609 f.Kr. Her hedder det: "Og statsskriveren Shafan fortalte kongen, at præsten Hilkija havde givet ham en bog, og Shafan læste den op for kongen."<ref>Bibelen (1992), s. 440</ref> Forskere mener, at den bog, der her er tale om, sandsynligvis var Femte Mosebog. Femte Mosebog adskiller sig tydeligt fra de foregående fire Mosebøger, så meget at man mener, at den har sin egen forfatter (eller egne forfattere), der af forskerne kaldes D. Denne forfatter D genkendes også i en række andre tekster i Gamle Testamente: Joshua-bogen, Første og Anden Dommerbog, Samuels Bog samt Første og Anden Kongebog. Det menes, at alle disse bøger er forfattede af samme person eller personkreds.<ref>Dinkgreve (2021), kap. 8</ref> Anden Kongebog fortæller om kong Josiah, at han centraliserede gudsdyrkelsen og forbød stedlige altre: "Han hentede alle præsterne fra Judas byer, og offerhøjene lige fra Geba til Be'ersheba, hvor de havde tændt offerild, gjorde han urene, og portofferhøjene, som lå ved kommandantensen Josvas port til venstre, når man går ind ad byporten, rev han ned."<ref>Bibelen (1992), s. 441</ref> Som det siges: "Der havde ikke tidligere været nogen konge, der som han af hele sit hjerte og af hele sin sjæl og af hele sin styrke vendte om til Herren, helt efter Moses' lov og efter ham kom der ingen som han."<ref>Bibelen (1992), s. 442</ref> Tydeligvis var der tale om at samle al religiøs magt på et sted og under kongens kontrol.<ref>Lemche (2015), s. 176</ref> Det var med andre ord en religiøs revolution. For at retfærdiggøre denne revolution måtte man opfinde en spådom, der kunne retfærdiggøre den. Her træder nu to kilder ind. Den ene findes i Første Kongebog. Her omtales en gudsmand, som råber imod et alter: "Alter, alter! Dette siger Herren: I Davids hus skal der fødes en søn ved navn Josija. På dig skal han slagte de offerhøjspræster, som tænder offerild på dig, og han skal brænde menneskeknogler på dig."<ref>Bibelen (1992), s. 393</ref> Den anden er Femte Mosebog: allerede i første sætning gives indtrykket af, at denne bog er Moses' sidste ord inden sin død<ref>Bibelen (1992), s. 200</ref>, og her formuleres en "ny moselov" begyndende således: "Dette er de love og retsregler, som I omhyggeligt skal følge i det land, Herren, dine fædres Gud, har givet dig i eje, så længe i lever på jorden. I skal ødelægge alle de steder, hvor de folk, I fordriver, har dyrket deres guder, på de høje bjerge, på bakkerne og under alle grønne træer. I skal rive deres altre ned og knuse deres stenstøtter, deres Ashera-pæle skal I brænde, og deres gudebilleder skal I hugge om; I skal udslette deres navn fra de steder. For på den måde må I ikke dyrke Herren jeres Gud. Nej, I skal søge til de sted, Herren jeres Gud udvælger blandt alle jeres stammer til at sætte navn på, så det kan bo der. Dér skal du komme, og derhen skal I bringe jeres brændofre og slagtofre, jeres tiender og afgifter, jeres løfteofre og frivilligofre og det førstefødte af jeres køer og får."<ref>Bibelen (1992), s. 214</ref> Men trods dette forsøg på at legitimere centraliseringen af gudsdyrkelsen holdt det ikke længe. Snart begyndte folk atter deres decentrale gudsdyrkelse, og som vi tidligere har set, opgav de aldrig deres Ashera-dyrkelse. Den omstændighed, at det netop er D, som promoverer den centraliserede gudsdyrkelse, gør, at forfatteren med stor sandsynlighed skal søges i præsteskabet ved det kongelige hof i Josijas levetid, det vil sige omkring 623 f.Kr.<ref>Lemche (2015), s. 177</ref> ==== Hebræerne i Kana'an ==== Vi har fulgt kana'anæernes religiøse udvikling, men hvordan forholder det sig med områdets politiske udvikling? Det er en broget historie, hvor Gamle Testamente trods påviselige fejl alligevel kan give nyttige oplysninger. Ifølge Gamle Testamentes narrativ begyndte jødernes historie med de tre patriarker: Abraham, Isak og Jakob, som skal have levet omkring 2200-1900 f.Kr.<ref>Lemche (2015), s. 35</ref> Denne tidsfæstelse er imidlertid en anakronisme, idet Abraham - den første i rækken - angiveligt ifølge Første Mosebog kapitel 21: 34<ref>Bibelen (1992), s. 27</ref> opholdt sig hos filistrene. Disse optræder først i Kana'an omkring 1177 f.Kr. under navnet "peleset" som en del af de folkeslag, kaldet "Havfolket" (engelsk: ''Sea people''), der på dette tidspunkt indvandrer til området, hvor deres tilstedeværelse nedbryder den hidtidige samfundsorden.<ref>Lemche (2015), s. 89</ref><ref>Russell (2009), s. 6</ref> Forudsat, at Abraham er en historisk person, og at han rettelig skal omflyttes i tid, så bliver hans optræden også mere logisk i dens narrative sammenhæng: Han skal stamme fra bosættelsen Haran, som lå i et grænseområde nord for Eufrat, der på skift blev kontrolleret af Mittaniriget, Hittitterne og Babylonien. Det ville derfor ikke være ulogisk, hvis han var flygtet fra uroligheder i sin hjemstavn. Det vil kunne forklare hvorfor, at han betegnes som en "hebræer", det vil sige illegal flygtning, i Gamle Testamente, og det vil logisk forklare ham som en af de ledere af en hær af lejesoldater og marodører, som øjensynligt prægede tiden. Denne antagelse understøttes af, at der utvivlsomt var folk fra hittitternes område blandt indvandrerne.<ref>Russell (2009), s. 38</ref> Som et passende udgangspunkt må altså tages bronzealderen før, at den gamle verdensorden brød sammen. På denne tid bestod Kana'an eller Palæstina af en række små kongedømmer, ret beset bystater idet hver havde en by som sit politisk-administrative hovedsæde. Befolkningen var mere eller mindre besiddelsesløse hoveriarbejdere for kongen: de kunne være engageret i landbrug, håndværk, handel og forsvar. Om nogen etnisk-national deling var der næppe tale, alle talte samme sprog og havde den samme religion. Egypten med dets faraoer udgjorde siden 15. århundrede f.Kr. den overordnede magt, som småkongerne måtte underkaste sig. Til gengæld blandede Egypten sig ikke i de stridigheder der foregik internt i Kana'an om magtområder. Sådanne mindre krige synes at have hørt til dagens orden, men de forhindrede ikke tidens internationale handel med varer.<ref>Lemche (2015), s. 84-89</ref> Meget taler for, at det var ankomsten af "havfolket" omkring 1177 f.Kr. som udløste en ny politisk udvikling. Frem til sammenbruddet havde området været præget af kana'anæiske kongefamilier, som styrede mindre områder fra deres centralt beliggende byer. Hidtil havde områder i nord været under hittitisk overherredømme og området i syd som helhed været under egyptisk kontrol, men nu svækkedes denne kontrol<ref>Porter (2016), s. 384</ref>, og det indebar, at der indtraf muligheder for større indbyrdes stammekrige i området. Det betød også, at folk udefra nu kunne blande sig med held i disse stedlige stammekrige. Det er muligt, at hebræernes erobringer netop hører hjemme i denne sammenhæng. Til trods for, at Gamle Testamente fremstiller disse kampe som religionskrige mellem folkeslag med polyteisme og jøderne med deres påståede monoteisme, er der intet, som tyder på, at dette er korrekt. Snarere må vi se disse kampe som sket mellem et imperialistisk erobrerfolk og stedlige bofaste stammer. At der også var religiøse forskelle imellem dem, understregede blot krigenes stammemæssige karakter. Mens filistrene bosatte sig ved kysten, flyttede hebræerne ind mod øst og bosatte sig overvejende i højlandet, hvor de over tid tilegnede sig megen af den stedlige kultur, samtidig med at deres frænder, aramæerne, slog sig ned mod nordøst i Syrien. Hebræerne fik i denne besættelse støtte fra beslægtede og ligesindede nomadiske stammer og semitiske folkeslag. Alliancen var mulig, fordi de alle dyrkede Jahve.<ref>Novacek (2011), s. 66</ref> Denne fælles kult var længe den eneste institution, som bandt folket sammen, og det kunne ikke forhindre, at der jævnligt opstod konflikter mellem dem. Der kan på dette sted være grund til at gøre op med myten om Jerikos erobring. Ifølge den bibelske tradition skete erobringen ved, at de omgivende bymure styrtede sammen.<ref>Bibelen (1992), s. 248f</ref> Problemet er, at det arkæologisk kan påvises, at der ingen bymure var!<ref>Novacek (2011), s. 66</ref> Forklaringen er, at Kana'an indtil da havde været underlagt Egypten, hvis overherredømme var blevet afgjort efter slaget ved Megiddo i 1479 f.Kr. Efter erobringen beholdt eliten i de kana'anæiske familier deres styrende rolle, når blot de var loyale i forhold til den egyptiske farao, men de måtte acceptere, at de ikke måtte befæste deres byer, (hvilket gav dem problemer blandt andet, da Megiddo blev angrebet af Lab'ayu fra det nærliggende Shechem).<ref>Novacek (2011), s. 25</ref> Både Jeriko og Ai var øjensynligt ubeboede på tidspunktet for "erobringen".<ref>Russell (2009), s. 29</ref> Det må rejse spørgsmålet, om israelitterne overhovedet nogen sinde har erobret Kana'an, eller om de så at sige "overtog" havfolkets faktisk påviste erobringer og indskrev dem i deres historie? Overhovedet har det været praktisk talt umuligt at påvise israelitterne bosættelse i Levanten. Forskere har ment, at en række nye bosættelser i marginale områder i bjergegne kunne være deres bosættelser<ref>Porter (2016), s. 386</ref>, men der kan lige så godt være tale om, at nogle kana'anæere fra lavlandet efter det handelsmæssige sammenbrud valgte at flytte ud og etablere sig med et nyt men mere holdbart selvforsynende landbrug<ref>Porter (2016), s. 388f</ref>, hvor handel som helhed spillede en mindre rolle end tidligere og især var af regional snarere end international karakter.<ref>Porter (2016), s. 388</ref> Ulige forsøg på at identificere bestemte former for genstande som værende israelitiske er strandet på, at de selv samme genstande også findes i områder uden israelsk bosættelse ifølge Gamle Testamente, de kan derfor ikke levere det ønskede bevis.<ref>Porter (2016), s. 387</ref> I den første tid efter hebræernes indvandring var tilstandene i Kana'an væsentlig som før. Det var langt fra lykkedes hebræerne at udrydde hele den bosatte befolkning, så det endte med, at hebræerne bosatte sig i egne bosættelser. De ulige folk og stammer levede i samfund hver for sig med byerne som centrum for de omgivende landsbyer. Hebræerne erobrede og ødelagde de mere civiliserede kana'anitter men overtog deres skriftsystem. De overtog også kana'anitternes byggeskik, men uden at hebræernes byggerier nåede samme høje stade som deres forgængere. Jerusalem var på denne tid et lille sted uden stor betydning og kunne ikke måle sig med andre byer i området. Hidtil har spørgsmålet om hebræernes oprindelse kun været antydet. I det følgende skal der gøres et forsøg på at besvare dette spørgsmål mere uddybende. Tør man tro Josvabogen kapitel 20, blev der oprettet særlige bebyggelser kaldet "tilflugtsbyer" for kriminelle, hvor disse kunne søge politisk asyl og unddrage sig retsforfølgelse for deres kriminelle gerninger: "Herren talte til Josva og sagde: "Sig til israelitterne, at de skal udpege de tilflugtsbyer, som jeg talte til jer om ved Moses, så en drabsmand, der uforsætligt og uforvarende slår nogen ihjel, kan flygte dertil; de skal være tilflugtssteder for jer mod blodhævneren. Når drabsmanden søger tilflugt i en af disse byer og stiller sig ved indgangen til byporten, skal han forelægge sin sag for de ældste i den by. De skal give ham adgang til byen og give ham et sted, hvor han kan bo hos dem. Når blodhævneren forfølger ham, må de ikke udlevere drabsmanden til ham; det var jo uforvarende, han slog sin næste ihjel, han havde ikke tidligere næret fjendskab mod ham. Han kan så blive boende i den by, indtil han stilles for menighedens domstol, eller indtil den ypperstepræst dør, som er der til dentid. Da kan drabsmanden vende tilbage til sin by og sit hus, den by, han er flygtet fra"."<ref>Bibelen (1992), s. 264</ref> De var en ordning, som kunne beskytte enhver kriminel mod retsforfølgelse. Men måske forklaringen skal søges i områdets almindelige historie netop på denne tid. I Anden Mosebog kapitel 21 findes blandt andet følgende retsregler for samfundslivet: "Når du køber en hebraisk træl, skal han være træl i seks år, men i det syvende år skal han frigives uden vederlag."<ref>Bibelen (1992), s. 90</ref> Hvad er det for nogle hebraiske trælle, der henvises til? Gennem flere hundrede år, fra 18. til 12. århundrede f.Kr. optræder i de bevarede skriftlige kilder omtaler af folk kaldet ''apiru'' eller ''hapiru'', som kendes fra hele den frugtbare halvmånes område fra Syrien i nord ned til og med Egypten. Beskrivelsen af dem viser, at de ikke udgjorde en etnisk gruppe men snarere en social gruppe på randen af samfundet.<ref>Russell (2009), s. 42</ref> Niels Peter Lemche mener, at udtrykket ''habiru'' oprindelig betegnede folk, som af den ene eller anden grund var flygtet fra deres hjemstavn.<ref>Lemche (2015), s. 91</ref> I begyndelsen forsøgte de stedlige småkonger at slippe af med disse flygtninge igen ved at lade dem hjemsende. Men dermed gjorde man dem til illegale, og følgen var, at de efterhånden også opførte sig som sådanne. Meget tyder på, at de søgte til områder, som var uden for småkongernes kontrol, nemlig til de stedlige bjergegne i den nordlige og mellemste del af landet. Her kunne de leve i nogenlunde fred og fri for faren for at blive hjemsendt.<ref>Lemche (2015), s. 92</ref> Lemche mener, at ordet "''hebræer''" er afledt af ''habiru'': de to ord optræder samtidigt i kilderne, og det kan meget vel være, at vi her har den egentlige årsag til, at hebræerne som folkegruppe blev udskilt fra den fastboende befolkning i lavlandet.<ref>Lemche (2015), s. 94</ref> Det er muligt, at de hebræiske trælle, som Mosebogen henviser til, var sådanne, som søgte at legitimere sit ophold ved at underkaste sig en art "prøvetid" med henblik på senere at blive anerkendt som fri borger.<ref>Lemche (2015), s. 93</ref> Og det er ligeledes muligt, at de "flygtningebyer", som tidligere blev omtalt, har samme historiske oprindelse: det er minderne om en tid, da jøderne var hebræere, illegale flygtninge som opholdt sig i bosættelser, hvor de kunne få "politisk asyl". Det bør for god ordens skyld tilføjes, at vi ikke ved i hvilken udstrækning, disse hebræere i bjerglandet var flygtninge eller var folk fra lavlandet, som selv havde forladt dette på grund af klimaforandringer i tiden 1200-900 f.Kr., især tørke, der gjorde landbrugsdrift i lavlandet mere usikker men begunstigede landbrugsdrift i bjerglandet<ref>Russell (2009), s. 14, 34, 170-194</ref>, eller fordi at de ganske enkelt ikke længere kunne holde trællelivet under småkongerne ud. For hebræerne var dette under alle omstændigheder ikke noget minde, som man ønskede at bevare, så i stedet opfandt man historien om undertrykkelsen i Egypten, flugten herfra og Guds løfte om landet som en alternativ forklaring, der skulle stille magtovertagelsen i et bedre lys. Hvordan det nu end forholder sig, så var det i hvert fald ikke en endelig løsning på problemet. Før eller siden måtte denne illegale flygtningebefolkning i bjergene opnå en sådan størrelse, at den også kunne udgøre en politisk magtfaktor. Tør vi tro, at der bag historien om Moses også skjuler sig en erindring om en tilvandring til bjergegnene fra syd, det vil sige fra ebonitternes og midjanitternes område, måske som en nyorientering mod nord i stedet for mod Egypten i vest, når de skulle søge græsgange og vand til deres dyr<ref>Russell (2009), s. 25</ref>, så betyder det, at bjergbefolkningen fik markante befolkningstilskud over tid og dermed blev militært stærkere. Det indebar, at den kunne føre krige for at opnå ret til at danne en egen statsdannelse. Og det bliver lettere at forstå hvorfor, at "Israel" først optræder som folkegruppe snarere end som et velorganiseret statsligt landområde. Hvis der er sket en indvandring fra syd, kan det måske også bidrage til at forklare forholdet mellem guderne ''El'' og ''Jahve'': mens ''El'' synes at have været den traditionelle guddom i de nordlige egne, så stammer ''Jahve'' netop fra ebonitter og midjanitter. Man kan forestille sig, at de har bragt deres gudsdyrkelse med sig, da de indvandrede.<ref>Russell (2009), s. 2</ref> Det har ført til en slags "magtkamp" mellem de to guddomme, der imidlertid endte med en slags "sammensmeltning" af de to guddomme, dog med Jahve som det nye dominerende navn. Måske den senere tendens til at centralisere gudsdyrkelsen også skal ses i dette lys. Vi ved ikke meget om selve samfundets indretning. Lemche antager, at det var bygget op af flere lag af sociale forbindelser: familien, klanen og stammen. Især synes familien og slægten at have spillet en betydelig rolle. Dette afspejles i de omfattende slægtstavler, som indgår i Gamle Testamente. De skulle vise, at alle israelittere i sidste ende var i familie med hinanden og derfor dele af nationen, idet de alle stammede fra deres fælles stamfader: Jakob.<ref>Lemche (2015), s. 98</ref> Endnu et forhold kan måske understøtte denne antagelse: det er blevet påpeget, at nedskrevne love sikkert ikke spillede nogen rolle i disse samfund. Deres retstilstand var den, at hver klan eller "familie" omfattede et større antal medlemmer, som stod i afhængighedsforhold til klanens eller "familiens" overhoved eller leder, en slags patron-klient forhold. Inden for denne var det overhovedet eller klanlederen, som afgjorde uenigheder, og indbyrdes udnævnte klanernes ledere en neutral opmand til at finde en løsning. Det var en ordning, som minder om den, man finder i blandt andet mafiaen. Nedskrevne love ville være en forhindring, hvis denne samfundstilstand skulle fungere. Moseloven, for så vidt den faktisk eksisterede og spillede nogen rolle, var ganske enkelt den ydre ramme betinget af klanfællesskabets religiøse selvforståelse. At det faktisk forholdt sig således antydes af, at der ingen tekster findes med henvisninger til love eller skrevne retsregler fra de store udgravninger i Ugarit og Alalakh.<ref>Lemche (1995), s. 1695-1716</ref> Det er muligt, at det er denne retstilstand, der afspejles i Femte Mosebog kapitel 16:18-20 i bestemmelserne om dommere og skrivere: "I hver af jeres stammer skal du indsætte dommere og skrivere i de byer, som Herren din Gud giver dig, og de skal dømme folket retførdigt. Du må ikke bøje retten, du må ikke begunstige nogen, og du må ikke lade dig bestikke, for bestikkelse blinder øjnene på de vise og forvansker de uskyldiges sag. Retfærdighed alene skal du stræbe efter, for at du må leve og tage det land i besiddelse, som Herren din Gud vil give dig."<ref>Bibelen (1992), s. 219</ref> Det er muligt, at Abraham, hvis han er en historisk person, var en sådan illegal flygtning og mafia boss. I Første Mosebog kapitel 14:13 kaldes han udtrykkeligt "hebræeren"<ref>Bibelen (1992), s. 19</ref>, og denne fremhævede benævnelse kan begrunde denne antagelse.<ref>Thompson (2015), s. 244f</ref> Det skal bemærkes, at Abraham i denne historie, der handler om hans sejr over fire konger, som havde udplyndret Sodoma og Gomorra, fremstilles som en anden gangsterleder, som var i stand til at rejse en hær på flere hundrede "våbenføre mænd, der var født som hans trælle".<ref>Bibelen (1992), s. 19</ref> Det må i denne forbindelse tilføjes, at det hebræiske ord ''ebed'', som normalt oversættes ved "slave", også kan oversættes ved "afhængig" (af en anden person)<ref>Lemche (1995), s. 1711</ref>, altså netop et patron-klient forhold som skildret oven for. Det var en sidebemærkning, tilbage til hovedhistorien. Vi har to versioner af historien om "erobringen af Kana'an", i Joshuabogen og i Dommerbogen. Dommerbogens version er temmelig kort og menes at være den oprindelige,<ref>Russell (2009), 27</ref> Ifølge denne version lykkedes det i første omgang kun jøderne at "erobre" bjerglandet men ikke lavlandet. Måske dette afspejler det forhold, at indvandringen netop skete til de områder, hvor hebræerne boede. Først senere opnåede bjergfolkene en styrke, der gjorde det muligt for dem også at erobre lavlandet, men i erindringen og i Gamle Testamentes narrativ er de to faser af eller led i denne "erobring" antagelig blevet slået sammen i een. Skal man tro Gamle Testamente fortsatte jøderne også efter deres magtovertagelse både deres terror og blodbad. I Dommerbogen kapitel 1 læser vi: "Så drog Juda op, og Herren gav kana'anæerne og perizzitterne i deres hånd, og de slog dem i Bezek og dræbte ti tusind mand. ..Judæerne angreb Jerusalem og indtog den. De huggede indbyggerne ned med sværd og stak ild på byen."<ref>Bibelen (1992), s. 271</ref> I de byer, som det angiveligt ikke lykkedes jøderne at udrydde befolkningen, blev disse i stedet gjort til hoveriarbejdere.<ref>Bibelen (1992), s. 272</ref> Det kan næppe undre, hvis denne opførsel gav anledning til yderligere uro, og at nye kampe fulgte. Ved en lejlighed slog jøderne angiveligt "omkring ti tusind moabitter ihjel. .. Derefter havde landet ro i firs år".<ref>Bibelen (1992), s. 274</ref> Der er bare et stort problem ved hele dette narrativ: ingen samtidige kilder, hverken de utallige breve fra Kana'an til farao eller arkæologiske spor kan underbygge, at nogen erobring og israelsk bosættelse skulle have fundet sted.<ref>Lemche (2015), s. 116, 118</ref> Josvabogen kapitel 8 fortæller om erobringen af byen Aj<ref>Bibelen (1992), s. 252</ref>, men arkæologisk kan det bevises, at Aj var lagt øde allerede omkring 2300 f.Kr.!<ref>Lemche (2015), s. 117</ref> Lemche mener derfor, at narrativet om "erobringen" af Kana'an er skabt efter, at jøderne havde taget magten i et forsøg på at "rekonstruere" den jødiske statsdannelses oprindelse.<ref>Lemche (2015), s. 118</ref> ==== Dommer- og kongetiden ==== Efter Josvas angivelige erobringer fulgte dommertiden, hvor landet blev styret af de såkaldte dommere. Tør man tro Gamle Testamente førte det til, at filistre og ammonitter for en tid fik overtaget.<ref>Bibelen (1992), s. 286</ref> Også internt var der øjensynlig magtkampe, således forenedes de andre stammer mod Benjamins stamme.<ref>Bibelen (1992), s. 297ff</ref> Men som vi senere skal se, er der her snarest tale om et vandremotiv, som intet har a gøre med en historisk begivenhed. Dommertiden fremstår som et narrativ, der skal begrunde hvorfor, at jøderne etablere et kongerige. Efterhånden blev lovløsheden ifølge narrativet for meget, og hebræerne besluttede sig for at etablere et eget kongerige i Palæstina. Denne institution kom som en nødvendig følge af både de interne lovløse tilstande og behovet for at organisere krigsførelsen mod andre folkegrupper.<ref>Lemche (2015), s. 137</ref> I vest udgjorde filistrene en stærkere modstand end kana'anæerne på grund af, at de havde udviklet jernsmedning. Mod nord boede fønikerne i Libanon, der var mest optaget af handel. Da kana'anæerne stadig blev mere undertrykte, skabte det grundlaget for etableringen af det hebræiske kongedømme omkring 1000 f.Kr. Først under dommeren Samuel opstår der blandt jøderne angiveligt krav om etableringen af et kongerige. Landets første konge hed Saul.<ref>Bibelen (1992), s. 317</ref> Han dateres til omkring 1000-tallet f.Kr. Tør vi tro Første Samuelsbog, gennemførte han adskillige krige.<ref>Bibelen (1992), s. 320</ref> Kana'an var angiveligt forenet under ham og hans to efterfølgere, David og Salomo. Disse traditioner kunne have hvilet på oplysninger hentet i kongelige arkiver, som siden er gået tabt. Men der findes ingen beviser på, at sådanne arkiver har eksisteret.<ref>Lemche (2015), s. 126</ref> Narrativet om Saul som konge er anekdotisk. Historien begynder med, at folket kræver en konge og ikke vil lytte til profeten Samuel og hans advarsler om at udnævne en konge. Tilfældet vil, at Samuel allerede forinden har mødt Saul og salvet ham til fyrste. Først senere udnævnes han så officielt til konge. Og hele historien ender med, at Saul viser sig at være håbløst uduelig som regent, og folket indser, efter at have modtaget et varsel i form af torden og regn, at det ønskede en konge som erstatning for dets afgudsdyrkelse. Det er een lang moralsk historie om det dårlige ved at have en konge som overhoved.<ref>Bibelen (1992), s. 312-317</ref><ref>Lemche (2015), s. 126f</ref> Efter som Saul udnævnes til konge i tre omgange: først som barn, dernæst ved lodkastning ved helligdommen Mizpah og endelig ved helligdommen Gilgal, er der grund til at antage, at der er tale om en historie sammensat af flere bestanddele. Og beretningen om Saul som konge minder i hele sin opbygning nærmest om eventyret om konen i muddergrøften. Historierne om David som konge er næsten lige så eventyragtige. Det gælder historien om hvordan, at han blev konge (som vi vender tilbage til senere), og det gælder historien om Batseba og hendes mand Urias.<ref>Bibelen (1992), s. 352-354</ref> Der er ikke megen grund til at tro, at disse fortællinger har noget med en historisk virkelighed at gøre. Og historierne om hans krige og størrelsen af hans imperium kan meget vel være indskrevet i fortællingen for at begrunde jødernes imperialistiske krav.<ref>Lemche (2015), s. 131</ref> Skildringen af kong Davids liv er af Niels Peder Lemche rammende blevet karakteriseret på denne måde: "Davidsberetningen er sammensat af to fortællinger, dels en lang eposlignende beretning om den unge helt, der går så meget ondt igennem for at vinde prinsessen og det halve kongerige, en fortælling som i høj grad var velkendt i den gamle Orient, dels historien om et familiedrama, som kun har sin lige i græske dramaer om familier i opløsning."<ref>Lemche (2013), s. 25</ref> Et højdepunkt i skildringen af Davids liv i Gamle Testamente er hans erobring af Jerusalem<ref>Bibelen (1992), s. 347</ref>, men atter er der antagelig tale om en anakronisme, da Jerusalem næppe eksisterede på hans tid, det vil sige omkring 1000 f.Kr.<ref>Lemche (2013), s. 24</ref> Salomo beskrives i Gamle Testamente som en mægtig konge, der blandt andet opførte et gudstempel i Jerusalem, men arkæologiske undersøgelser har ikke kunnet bekræfte dette<ref>Russell (2009), s. 147</ref>, og Salomo er påfaldende totalt fraværende i ikke-bibelske kilder. Det har fået mange historikere til at mene, at Salomo må have været en småkonge.<ref>Novacek (2011), s. 83</ref> Også israelitterne synes fraværende i arkæologiske fund fra denne tid, i stedet dominerer kypriotisk og fønikisk lertøj samt stedlige efterligninger af dette.<ref>Novacek (2011), s. 89, 93</ref> Også i andre henseender er historien om Salomo mere legendarisk end historisk. Således er den kendte historie om dronningen af Saba og hendes besøg i Første Kongebog kapitel 10<ref>Bibelen (1992), s. 388f</ref> en ren myte af den enkle grund, at kongeriget Saba endnu ikke eksisterede i Salomos levetid.<ref>Lemche (2015), s. 149</ref> Da kong Salomo døde i 922 f.Kr. blev det hebræiske kongedømme delt i to: Kongeriget Israel og Kongeriget Juda. Det var kun Juda og Benjamins stammer, som accepterede Salomos søn Rehabeam som deres konge, og de oprettede dermed det sydlige kongerige Juda med Jerusalem som hovedstad. Mod nord gjorde de øvrige stammer Jeroboam til konge og oprettede kongeriget Israel med Sikem og senere Samaria som hovedstad. Vigtigst i denne sammenhæng er, at der intet stammesammenhold var, end ikke deres religion kunne holde sammen på dem, og som vi allerede har set, skete der jævnligt frafald fra denne, lige som israelitterne indgiftede sig i andre folkegrupper nok så meget som indbyrdes. Der var konstant magtkampe, hvilket afspejler det totale fravær af national solidaritet og enhed. Også udefra skete angreb. Anden Krønikebog er fuld af bereninger om disse krige. Det bør for god skyld nævnes, at en basalt stele fra Dhiban omtaler, at kong Mesha fra det moabitiske kongerige overvandt Kongeriget Israel og udvidede sit rige, en begivenhed som menes afspejlet i Anden Kongebog kapitel 3.<ref>Porter (2016), s. 382</ref><ref>Bibelen (1992), s. 412</ref> Skildringen af det delte kongeriges tid er ellers sparsom i Gamle Testamente. Ofte henvises til "Judas Kongers Krønike"<ref>Bibelen (1992), s. 396f</ref> og "Israels Kongers Krønike"<ref>Bibelen (1992), s. 397f</ref> Dette tyder på, at sådanne krøniker har eksisteret, selv om de ikke kendes længere. Man tør antage, at i hvert fald navne og de utallige krige, der nævnes, hviler på sådanne krønikenedtegnelser. Hvad angår de øvrige narrativer, er derimod intet sikkert. De virker nærmest legendeagtige, det gælder eksempelvis historien om Nabots vingård.<ref>Bibelen (1992), s. 405f</ref> Kongeriget Israel ophørte, da Assyrien erobrer hovedstaden Samaria 722 f.Kr. Herved mistede også de 10 nordlige israelske stammer deres betydning. Nogle af indbyggerne i Kongeriget Israel blev deporteret af assyrierne, men arkæologisk kan der ikke dokumenteres nogen befolkningsudskiftning eller nogen nedgang i befolkningstallet, og genetiske undersøgelser antyder også en kontinuitet i områdets befolkningssammensætning. Hovedparten af befolkningen synes således at være forblevet i området og samaritanerne menes at være de mest direkte efterkommere af befolkningen i Kongeriget Israel, hvilket også er i overenstemmelse med deres egen opfattelse. Nogle beboere fra Kongeriget Israel må antages at være flygtet til kongeriget Juda, hvilket kan forklare hvordan de nordlige stammers myter er blevet inkorporerede i den tekster i Gamle Testamente, som blev samlede i Kongeriget Juda. Det er muligt, at det var på denne tid, mens Judariget endnu bestod, at "jøde" (''yehudi'') er blevet taget i brug som en etnisk samlebetegnelse for israelitterne. ==== Eksilet i Babylon ==== Efter erobringen af kongeriget Israel var kongeriget Juda alene tilbage. Det kan til dels forklare hvorfor, at indbyggerne betegnede sig som "judæere" (senere som "jøder"). Der er næppe tvivl om, at hvis jøderne havde modstået angreb udefra, ville afgudsdyrkelsen have fortsat. Der ville fortsat have været private gudindestatuetter og private altre. Men een begivenhed ændrede jødernes historie og dermed verdenshistorien: babylonernes erobring af Jerusalem i 587 f.Kr. Forud gik en belejring, som varede to og et halvt år. Vilkårene under belejringen var forfærdelige: jøderne sultede, men vi ved fra samtidige beretninger, at de ikke holdt sig tilbage fra at spise deres egne børn. Da Nebukadnezer erobrede Jerusalem, blev Salomons tempel brændt ned til grunden. Kongepaladset blev brændt ned. Huse blev brændt ned. Forsvarsanlæggene omkring byen blev revet ned sten for sten. Kong Zedekiah, som havde forsøgt at flygte, blev fanget og ført frem for Nebukadnezer. Det sidste, han så, var, at han sønner blev slået ihjel. Så blev han gjort blind, og måtte i denne tilstand foretage vandringen til Babylon. Dette ifølge Anden Kongebog kapitel 25:1-7<ref>Bibelen (1992), s. 444</ref>, men nøjagtig den samme skæbne overgik Artayktes, som var kommandør over Sestos ved Hellesponten<ref>Herodot Bog IX: 120</ref>, så det er et spørgsmål, om der er tale om en "lånt" historie.<ref>Wesselius (2013), s. 45</ref> Store dele af den jødiske befolkning, måske 10-20%, blev tvangsforflyttet til Babylon. Det skete i tre omgange: i 597, 587 og 582 f.Kr.<ref>Lemche (2015), s. 181</ref> Tvangsfordrivelsen ramte formodentlig især eliten, de ledende lag, som altså mistede sin magtstilling. For den tilbageværende del af befolkningen var det af største vigtighed, at der tilsyneladende ikke skete nogen indvandring af fremmede befolkningsgrupper, som kunne have undergravet deres stilling som de dominerende befolkning.<ref>Lemche (2015), s. 182</ref> Da eliten forlod Jerusalem, måtte den uundgåeligt miste troen på sine guder, som havde svigtet den. Hvad, der skete under det babylonske fangenskab, var imidlertid ekstraordinært: i stedet for at blive integrerede i deres nye omgivelser valgte de skriftkloge jøder den modsatte vej, nemlig at bevare og redigere deres historiske traditioner.<ref>Lemche (2015), s. 160f</ref> Sigende optræder byen ''Al Yahuda'' i Babylon på denne tid. Jøderne samlede, hvad de havde bevaret om deres historie, og begyndte at nedskrive det. Undervejs blev traditionen omskrevet og tilpasset deres nye selvforståelse. Bibelforskere mener, at det var antagelig på denne tid, at traditionerne i ''Tanakh'' begyndte at få deres endelige form. Og det var tilsyneladende også her, at jødernes tro fik den monoteistiske karakter, som siden skulle gøre sig gældende. Det er her, at profeten Ezekiel fortæller, at Gud gør ham opmærksom på den afgudsdyrkelse, som finder sted.<ref>Bibelen (1992), s. 1048</ref> Det er her, at Gud lover at straffe jøderne for denne afgudsdyrkelse.<ref>Bibelen (1992), s. 1049</ref><ref>Lemche (1983), s. 17f</ref> Det er her, at jødernes bortførelse bliver stillet i udsigt. Det er her, at grunden lægges til den fortolkning, at eksilet gøres nødvendigt for, at jøderne langt om længe endegyldigt kan vende sig mod den sande gudsdyrkelse. Og det er her, at profeten Esajas formulerer sine propagandistiske og doktrinære anklager. Det er her, at Gud gøres til den, som lover jøderne håb om frihed igen. Det er her, at retten til "det lovede land" formuleres. Og det er her, at Gud bliver gjort enevældig.<ref>Lemche (2015), s. 189</ref> To eksempler fra Esajas Bog kan belyse det: i vers 44 linje 6: "Jeg er den første, og jeg er den sidste, der er ingen anden Gud end mig"<ref>Bibelen (1992), s. 895</ref> og i vers 45 linje 5: "Jeg er Herren, der er ingen anden, der er ingen anden Gud end mig".<ref>Bibelen (1992), s. 897</ref></br> Selv alt det gode og alt den onde har samme oprindelse:</br> "Jeg danner lys og skaber mørke,</br> jeg frembringer fred og skaber ulykke,</br> jeg, Herren frembringer alt dette."<ref>Bibelen (1992), s. 897</ref></br> For første gang optræder jøderne som et folk med kun een erklæret Gud. Der kan næppe være tvivl om, at dette var følgen af en bestemt strategi: elitens kamp for ikke at blive opslugt af imperiet. Over for de mange guddomme i Babylon sætter jøderne en enkelt gud som deres modstykke. Derved, og kun derved, kan de opretholde deres særegne identitet som folk. Hvis Jahve havde været een gud blandt mange andre, havde han tabt og havde ingen fremtid. Kun ved at gøre ham almægtig, ved at hævde at han havde brugt Nebukadnezar som et redskab i sin egen guddommelige plan, kunne de opretholde deres identitet og deres håb om en fremtid. De gamle guder måtte udryddes eller bortforklares som fejltagelser, der kunne forklare jødernes ulykkelige skæbne. Og derfor blev den traditionelle historie omskrevet punkt for punkt for at kunne understøtte det nye narrativ.<ref>Lemche (2015), s. 190</ref> Nået så langt tog de skriftkloge åbenbart det næste skridt: de måtte som modstykke til Mesopotamiens tradition opfinde og udvikle deres egen skabelsesberetning og deres egen beretning om en altomfattende oversvømmelse. Inspirationen hentede de hos babylonerne selv. De tog de velkendte babylonske beretninger men omskrev dem således, at de udgjorde en polemisk kontrast til den tro og de traditioner, som blev hyldet af deres omgivelser. Der vil være lejlighed til at se nærmere på disse ved en gennemgang af Gamle Testamente. ==== Jødernes tilbagevenden til Jerusalem ==== I 539 f.Kr. indtræder så afslutningen på jødernes tid i eksil. Dette år erobrer perserne Babylon, og Cyrus den Store erklærer straks efter en almen amnesti. Der efter giver han tilladelse til, at fordrevne folkeslag må vende tilbage til deres hjemegn og genoptage deres gudsdyrkelse.<ref>Lemche (2015), s. 193</ref> Også jøderne vendte hjem. Ifølge Ezras Bog vendte i alt 42.360 jøder tilbage til Jerusalem foruden deres trælle og trælkvinder, i alt 7.337, samt 200 sangere og sangerinder, det vil sige i runde tal 50.000 personer.<ref>Bibelen (1992), s. 510</ref> Om dette tal er korrekt, vides ikke. Der har været peget på, at der i virkeligheden ikke var meget at vende tilbage til. Sammenlignet med forholdene i Mesopotamien var Kana'an langt fattigere og underudviklet, og ingen kunne forvente at få tidligere ejendom tilbage. Det måtte kræve en overbevisende begrundelse at motivere befolkningen til at vende hjem. Netop ved at slå på, at Jerusalem var det sted, som Jahve havde valgt til sit tempel, og som udgangspunkt for en ny stat af samme storhed som under kong David, har præster og religiøse propagandamagere kunnet få befolkningen med sig.<ref>Lemche (2015), s. 195</ref> Og samtidig har de kunnet genvinde deres elitære position i samfundet. Det vigtige er, at da jøderne vendte tilbage til Jerusalem, var det med en ny, monoteistisk religion. Den var i store træk skabt under deres eksil, omskrevet og suppleret i forhold til tidligere. Den forenede folk og tro i en næsten uadskillelig helhed. Der kan her være grund til at stille et vigtigt spørgsmål: betyder dette så, at jøderne vendte hjem med en fuldt udviklet fælles trosretning? Nej, intet taler for dette. Snarere må vi regne med, at det kun var en lille gruppe af teologiske skriftlærde, som havde taget del i den redigeringsproces, som var foregået i Babylon, og at det kun var dem, som havde det fulde kendskab til det nye narrativ om jødernes oprindelse, som de havde skabt. Langt den største del af befolkningen, som var forblevet i området, var uvidende om den nye ideologiske udvikling. Dette indebærer, at det først er efter deres tilbagevenden, at de skriftkloge for alvor kan begynde at promovere og udbrede deres nye narrativ til hele befolkningen og dermed skabe den identitetsforståelse, som denne siden udviklede. Samtidig synes eliten, at dømme efter en bemærkning i Ezras Bog kapitel 7:16, at have udnyttet de gunstige muligheder for at overtale rige jøder i Babylon til at forpligte sig til at finansiere deres genopbygningsprojekt.<ref>Bibelen (1992), s. 524</ref><ref>Lemche (2015), s. 202</ref> ==== Persisk tid ==== Under det persiske herredømmes tid (538-332 f.Kr.) sad der persiske statholdere i landets ulige dele. Vi ved, at statholderen i Judæa 408 f.Kr. hed Bagohi, dels fra Josefos, dels fra papyrusfundene i Elefantine. At statholderen i Samaria var en samaritan, Sanballat, tyder på, at perserne ikke har blandet sig i Palæstinas forhold, når oprør ikke foranledigede dem til at gribe ind, som tilfældet var under Artaxerxes III (358-338 f.Kr.). Det var under persisk beskyttelse, at Nehemia og Ezra genoprettede den jødiske menighed i Jerusalem. Vi ved sandt at sige ikke meget om den jødiske religionsdyrkelse på denne tid. Meget tyder på, at der skete en langsom spredning af den nydannede monoteistiske tro, sikkert som et politisk-nationalt redskab over for det persiske overherredømme. Men intet taler for, at denne endnu formelt var slået igennem. Ikke bedre står det til med genopbygningen af Jerusalem. Arkæologerne kan ikke finde spor efter en sådan genopbygning hverken i 6., 5. eller 4. århundrede f.Kr. En egentlig genopbygning synes først at have fundet sted i 2. århundrede f.Kr. Indtil da lå de egenlige centre øjensynligt i Samaria og i Sikem nord for Jerusalem.<ref>Lemche (2013), s. 24</ref> Ifølge den israelske arkæolog Israel Finkelstein var Jerusalem indtil da en mindre bosættelse med omkring 500 indbyggere svarende til omkring hundrede familier. Ganske vist fandtes der et tempel i byen, idet vi har breve fra bosættelsen Elefantine i Egypten, som antyder dette i forbindelse med opførelsen af et nyt Jahve-tempel i denne by<ref>Lemche (2013), s. 27</ref>, men om nogen storby var der åbenbart langt fra tale. Elefantine var en jødisk by i Egypten fra 400-tallet f.Kr. Den er interessant, fordi den kan vise træk ved og fravær af jødisk levevis på denne tid. Byen blev antagelig grundlagt i midten af 6. århundrede f.Kr. af folk, der var emigreret fra Syene-området i Palæstina.<ref>Barnea (2024), s. 1</ref> Vi ved, at der eksisterede et særligt tempel for dyrkelsen af Jahve indtil 410 f.Kr., da det blev ødelagt. En jødisk befolkning nævnes sidste gang i kilderne i 399 f.Kr., hvad, der skete med den jødiske befolkning efter denne tid, er ukendt.<ref>Adler (2025), s. 39</ref> Historien om jødernes udvandring fra Egypten kendes ikke i denne by, hvilket tyder på, at denne tradition er yngre end 400-tallet. Ligeledes kendte befolkningen ikke til ''torah'', det vil sige jødisk lov, så også denne må være yngre end 400-tallet. Endvidere dyrkede jøderne i denne by flere guder (jahvisme) i modsætning til senere tids monoteisme (judaisme). Således har vi flere kilder fra 400-tallet f.Kr., der vidner om zoroastracisme, herunder et ild-alter og et tempel.<ref>Barnea (2024), s. 3-7</ref> En lignende jødisk polyteisme kendes fra andre byer.<ref>Adler (2025), s. 41-47</ref> Men dette indebærer også, at jøderne stadig ikke på denne tid var monoteister til trods for de bestræbelser, som præsteskabet havde udført under eksilet i Babylon. I stedet tolkes situationen således, at den jødiske kult udviklede sig gravist over tid blandt andet inspireret af zoroastrisk kult indtil, at de fik den form som kendes fra den hebraiske bibel.<ref>Barnea (2024), s. 29</ref> Hvis byen blev grundlagt af dem, som ikke endte i Babylon, kan dette forklare deres fastholden ved polyteisme og ukendskab til den monoteisme, som blev udviklet i Babylon. Dermed adskiller kulten på denne tid blandt jøder sig markant fra den, som ses i hasmonæisk tid.<ref>Adler (2025), s. 48</ref> Yonatan Adler ved Ariel University har kaldt denne kult og levevis "proto-jødisk" (''proto-Judaic'') og definerer den således: "Et protojødisk kulturelt træk er således et særskilt element af den israelitiske og/eller jødiske livsstil, som med tiden blev lovgivet som en forskrift for regulering i en eller flere af Mosebøgernes tekster, og som i sidste ende blev optaget som en del af jødedommen."<ref>Adler (2024), s. 5</ref> Et eksempel herpå er at spise svinekød. I to af Mosebøgerne (Tredie Mosebog kapitel 11:1-8<ref>Bibelen (1992), s. 126f</ref> og Femte Mosebog kapitel 14:3-8<ref>Bibelen (1992), s. 216</ref>) forbydes det jøder at spise svinekød, men arkæologiske fund fra tiden fra sen bronzealder (1300-1130 f.Kr.) frem til jernalder (586 f.Kr.) viser, at svin faktisk blev avlet til fortæring i strid med denne bestemmelse, skønt de er fraværende i nogle bopladser henregnet til kana'anære og fønikere i jernalderen uden, at det derfor med sikkerhed kan siges at være bevidste valg; økonomiske, økologiske og sociale forhold kan have spillet ind.<ref>Adler (2024), s. 13</ref> Flere jødiske leveregler tilskrives således myter i Mosebøgerne, og det kan ikke afvises, at disse myter ''netop'' er blevet til for at kunne begrunde og legitimere disse leveregler.<ref>Adler (2024), s. 21</ref> Det gælder blandt andet reglen om at omskære drengebørn.<ref>Adler (2024), s. 20f</ref> Niels Peter Lemche anser Nehemias' Bog og Ezras Bog som omtrent samtidige skildringer af udviklingen på denne tid. På grundlag af beskrivelserne i disse bøger når han frem til følgende: Nehemias genopbyggede templet i Jerusalem og lod store dele af landbefolkningen flytte ind til byen i strid med guvernørerne i Samaria og de omgivende provinser. Desuden gennemførte han en social reform, der afskaffede al gæld og som tilbagegav ejendom tidligere konfiskeret fra landbefolkningen til denne.<ref>Lemche (2015), s. 199</ref> Ezra gik endnu videre: han gav Nehemias' reformer en ideologisk begrundelse, idet han udskilte og isolerede den jødiske befolkning i både religiøs og etnisk henseende i forhold til omgivende egne. Dette sker ved at erklære jødisk religion som særegen, ved at erklære jøder som "Guds udvalgte folk" og ved at erklære jøder som "etnisk rene". Det var en politik, som måtte føre til et uovervindeligt brud med andre befolkningsgrupper i Samaria.<ref>Lemche (2015), s. 200</ref> Der kan være grund til at vende tilbage til dette emne senere. På dette sted er det vigtigste at bemærke, at vi her ser den etnisk-religiøse ideologi, som var blevet formuleret under eksilet i Babylon, omsat til politisk handling. Sat på spidsen kan man sige, at vi taler om skabelsen af et særligt jødisk folkeslag. Uden for Jerusalem og Samaria førte denne udvikling til, at jøderne nu mere markant isolerede sig fra andre folkeslag i form af en særskilt religionsdyrkelse.<ref>Lemche (2015), s. 201</ref> Havde der allerede under eksilet været tendenser til dannelse af særlige jødiske bosættelser og byer som den tidligere nævnte egyptiske by Elefantine og bosættelsen Al Yahuda ved Babylon, så ser vi her begyndelsen på regulære ghettodannelser. ==== Hellenistisk tid ==== I den græske periode fra Alexander den Stores erobring i 332 f.Kr. til 167 f.Kr. blev Palæstina atter genstand for strid mellem Syrien, hvor seleukiderne herskede efter Alexanders død 323 f.Kr., og Ægypten, der beherskedes af ptolemæerne. Frem til 198 f.Kr. var overvejende Egypten, fra den tid, efter Antiochos IIIs sejr ved Paneas, syrerne Palæstinas herrer. Efter, at Babylon, Ninive og Shushan var gået til grunde, og Alexandria var blevet grundlagt, flyttede tyngdepunktet vest på, og Palæstina fik igen samme betydning som i 15. århundrede f.Kr. Under ptolemæerne regeredes Palæstina af guvernører (hegemon, epitropos), om hvis myndigheds udstrækning kun lidt vides. Skatteopkrævningen var overladt - ved licitation - til skatteforpagtere. I jødernes kreds fik kirkelige forsamlinger og ypperstepræsten en vidtgående myndighed. Under seleukiderne stod Palæstina, der kaldtes Fønikien, sammen med dele af Syrien under en militærguvernør, og syrisk militær besatte landet. Skatten indkrævedes af seleukidiske embedsmænd. Fra 165 f.Kr., da Antiochos Epifanes forbød jødisk gudsdyrkelse, blev landet ramt af de makkabæiske kampe, der skulle bane vejen for det hasmonæiske dynasti. Undersøgelser tyder på, at jøderne i almindelighed stadig ikke kendte til ''torah'', det vil sige jødisk lov, i begyndelsen af hellenistisk tid, og slet ikke at de respekterede og fulgte den.<ref>Adler (2025), s. 34</ref> Således er der flere eksempler på, at judæere to ågerrenter af deres udlån.<ref>Adler (2025), s. 28</ref> Der er også bevis på, at nogle judæere selv på denne tid dyrkede andre guder end Jahve.<ref>Adler (2025), s. 27</ref> Og skønt ordet "''sabbat''" forekommer, lader det sig ikke fastslå, om dette havde samme betydning som senere eller blot henviste til en jødisk helligdag.<ref>Adler (2025), s. 28</ref> Faktisk forekommer ordet "''sabbat''" ikke een eneste gang i Gamle Testamente. Omvendt er der ingen arkæologiske beviser på, at jøderne tog deres rituelle bade i bassiner, således som foreskrevet i ''torah'', og heller ikke at de iagttog særlige rituelle renselsesregler omkring deres mad.<ref>Adler (2025), s. 26</ref> Der har været peget på, at Aristeas i et brev oplyser, at Ptolemæus II Philadelphus (regerede 285-246 f.Kr.) tog 72 jøder fra Jerusalem til Alexandria for at få oversat en jødisk lov til græsk til sit bibliotek.<ref>Adler (2025), s. 31</ref> ''Torah'' er ikke nævnt ved navn, så der er ingen beviser på, at det er den, som der henvises til, men selv om dette var tilfældet, kan dette ikke tages som udtryk for, at jøderne i almindelighed kendte og fulgte loven.<ref>Adler (2025), s. 32</ref> Dette til trods for, at jøderne på denne tid ellers nød udstrakt selvstyre både i Judæa og i andre områder.<ref>Adler (2025), s. 24</ref> Dette har fået Yonatan Adler til at betegne jødisk kultur på denne tid som "jahveisme" (''Yahwism'') i modsætning til den "judaisme" (''Judaism''), der først fulgte senere og som fulgte ''torah''-en.<ref>Adler (2025), s. 7</ref> Men uanset benævnelsen betyder det, at traditionel jødisk kultur først stammer fra tiden ''efter'' hellenistisk tid. ==== Det hasmonæiske kongerige ==== Den hasmonæiske eller senhellenistiske periode strakte sig fra 167 f.Kr. til 63 f.Kr. Betegnelsen "Det hasmonæiske kongerige" dækker over en yderst omtumlet periode i jødisk historie, som strakte sig fra midten af 2. århundrede f.Kr. til midten af 1. århundrede f.Kr. Hasmonæerne var en jødisk præsteslægt, som spillede den førende politisk rolle på denne tid. Betegnelsen er dannet efter Hasmon, der var Mattatija’s bedstefader. I årene 168-161 f.Kr. ledede hasmonæerne kampen for national og religiøs frihed mod seleukiderne, som under Antiochos IV havde underkuet dem. Bevægelsen begyndte under Mattatija, men blev fortsat af hans sønner, først Judas Makkabæer, efter hvem slægten often kaldes makkabæerne; han fik genoprettet den jødiske gudsdyrkelse i 165 f.Kr. og opnåede i 161 f.Kr. religionsfrihed. Dette år overvandt han den syriske feltherre Nikanor og sluttede forbund med Romerne, men døde kort efter. Hasmonæerne optrådte der efter som et dynasti, der kæmpede for deres egen magtstilling. Judas’ broder, Jonatan, som afløste ham som leder, lod sig i 153 f.Kr. udnævne til ypperstepræst, skønt han efter jødisk lov ikke havde ret til denne stilling. Dette betød et brud med de lovtro, som de oprindelige havde kæmpet for. Efter hans mord i 143 f.Kr. lykkedes det broderen Simon (143-135 f.Kr.) at få landets selvstændighed anerkendt og at erobre syrernes borg i Jerusalem. Som følge heraf blev han af befolkningen hyldet som arvelig ypperstepræst og som verdslig hersker i 141 f.Kr. Dermed havde hasmonæerne opnået formel anerkendelse af deres dynasti. Det betød imidlertid ikke, at der nu herskede fred, tværtimod. Under Simon’s søn, Johannes Hyrkan (134-104 f.Kr.), indtraf et åbent brud mellem hasmonæerne på den ene side og farisæerne på den anden. Under de fortsatte kampe undertvang han den autonome stat Edom og ødelagde Samaria og også den samaritanske helligdom på Garizim. Hans sønner, Aristobul (104-102 f.Kr.) og Alexander Jannæos (102-76 f.Kr.) var brutale herskere og fjernede sig langt fra styrets oprindelige karakter, idet de var udpræget hellenistisk sindede. Alexander udnævnte sin dronning Salma Alexandra til sin efterfølger (78-69 f.Kr.), mens sønnen Hyrkan II blev ypperstepræst. Midt i de hele etablerede armenerne et kortvarigt herredømme (70-63 f.Kr.) idet de erobrede landet og lagde området under deres overherredømme. Men den interne magtkamp fortsatte uafbrudt. Salma sluttede sig til farisæerne, og hun kom derved i modsætning til saddukæerne, som samlede sig om hendes anden søn, som efter hendes død tog magten fra sin broder og herskede som Aristobul II, dog under vedvarende kampe, indtil Pompejus afsatte ham og tog ham med til Rom i 63 f.Kr. Efter ulige forsøg på opstand blev Aristobul og hans søn Alexander myrdet i 48 f.Kr. Hyrkan II, der af Pompejus nu blev anerkendt som ypperstepræst med Antipater som verdslig leder, blev af Cæsar forfremmet til ethnarch, mens den faktiske myndighed efterhånden gik over til Herodes efter Antipater’s død. Aristobul’s anden søn, Antigonos, gjorde imidlertid oprør og blev en kort (40-37 f.Kr.) tid konge, mens Hyrkan blev bortført og fik ørene skåret af. I 37 f.Kr. erobrede den af Romerriget anerkendte Herodes så Jerusalem, og Antigonos blev henrettet i Antiochia. Dermed var hasmonæernes herredømme bragt til ende. Herodes levede en tid i venskab med Hyrkan men lod ham så dræbe. Herodes var besvogret med hasmonæerne, idet hans hustru Mariamme var datter af Aristobul II’s søn Alexander. Dette forhindrede dog ikke, at han lod hendes broder Aristobul dræbe. Senere dræbte han ligeledes hende selv og hendes moder. Endelig dræbte han nogle hasmonæere, der opholdt sig hos hans svoger i Idumæa. Således blev det Herodes, som endte slægtens magtdrømme.<ref>Pedersen (1919), s. 943f</ref> Så meget om den politiske udvikling. Det vigtigste i denne sammenhæng er, at de var i denne omtumlede tid, at vi for første gang ser tydelige spor af en jødisk kultur og religionsdyrkelse. Årsagen er klar nok: lederen af den nye stat var en ypperstepræst, som nu tillige blev den politiske, kultiske og militære leder af den nye stat. Og det er tydeligvis på denne tid, at denne nye magt manifesterer sig også religiøst. Det er først fra denne tid, at de første synagoger optræder. Det er først fra denne tid, at ''Tanakh'' optræder i sin endelige skikkelse. Det er først fra denne tid, at der optræder beviser på, at jøderne i deres levevis fulgte bibelsk lov, der nu bliver promoveret som "deres forfædres lov" og påvirker et utal af leveregler både i og uden for jødernes "hjemland".<ref>Adler (2025), s. 67</ref> Først nu optræder mønter uden billede. Det bør desuden erindres, at der ingen omtale findes af sabbaten i Gamle Testamente. Endelig fortjener det at blive nævnt, at de hasmonæiske regenter ikke betegnede sig selv som israelittere men som "ledere af det jødiske samfund", hvilket blandt andet fremgår af deres mønter. Senere skulle romerne under kejser Hadrian omdøbe Kana'an til Palæstina, men den samme benævnelse blev anvendt for området allerede af den græske historiker Herodot<ref>Herodot (1979) i bog I:105, II:106, III:91, IV:39 og VII:89</ref> og før ham af Sennacherib i annalerne om dennes krigskampagner. Meget tyder således på, at selvidentiteten "jøde" synes først at blive skabt i det 2. århundrede f.Kr. efter hasmonæernes oprør og etableringen af kongeriget baseret på religiøse regler. ==== Romersk styre ==== Romersk tid strækker sig fra sidste århundrede f.Kr, til første århundrede e.Kr. Det kendetegnes ved at området i denne periode havde en romersk guvernør. Yonatan Adler har undersøgt de kulturelle traditioner i dette tidsrum og finder, at de følger senere jødiske traditioner: der er renselsesbassiner og husgeråd af kalk som udtryk for jødiske relselsesritualer samt mønter, vægdekorationer i huse og hjemligt udstyr som udtrykkeligt undgår at vise mennesker og dyr i overensstemmelse med påbuddet i Mosebøgerne. Han konstaterer yderligere, at disse træk er særligt markante i de områder, som vides at have haft en overvejende jødisk befolkning, men ikke nødvendigvis i områder hvor andre befolkningsgrupper var dominerende. Han konstaterer endvidere, at disse rituelle træk tydeligt går tilbage til hasmonæisk tid men ikke med sikkerhed lader sig følge længere tilbage, til dels på grund af et svagt og mangelfuldt arkæologisk og skriftligt bevismateriale. Som beviserne nu stiller sig, var det i hasmonæisk tid, at disse rituelle træk slog igennem og efterhånden bredte sig til den samlede befolkning og i romersk tid allerede var blevet normen.<ref>Adler (2022)</ref> Det er på denne baggrund, at Jesus må ses: i en tid, hvor mange jøder drømte om og håbede på at genskabe deres egen selvstændige stat, trådte han frem med sit provokerende budskab, at "Guds rige ikke var af denne verden". Ikke nok med det: han udfordrede farisæerne og de skriftkloge, og oven i alt dette ophævede han jøder som Guds udvalgte folk og erklærede enhver, som følger Guds ord og hans påbud som en del af den udvalgte befolkning. I det givne politisk-religiøse klima gjorde det ham farlig for en national jødisk politik, så han måtte stoppes, og det blev han som bekendt. Men det stoppede ikke hans budskab i at blive yderligere spredt, tværtimod. Frem til 70 e.Kr. opstod der ulige retninger inden for jødedommen, hvoraf saddukæerne, farisæerne og essæerne synes at have været de væsentligste. Desuden opstod der en række messianske og apokalyptiske bevægelser. Saddukæerne var en gruppe der var tilknyttet præstedømmet i templet i Jerusalem. I modsætning til farisæerne, som påberåbte sig myndighed på grund af deres lærdom og fromhed, baserede saddukæerne deres særstilling på afstamning og status. Meget tyder på, at de repræsenterede Hasmonæernes klan, der tidligere havde regeret som præstekonger. De nægtede at acceptere læresætninger som ikke direkte var nævnt i ''Torah'', også selv om læren var nævnt et andet sted i Tanakh. Ja, de "anså det for en dyd at debattere" sådanne sager. Et eksempel på en sådan debat findes i Mattæusevangeliet kapitel 22:23-33, hvor de satte Jesus på prøve med hensyn til opstandelsen. Idet saddukæerne opstillede en tænkt situation hvor en enke havde været gift med syv mænd, spurgte de: "Hvem af de syv skal nu have hende til hustru i opstandelsen?" I denne sammenhæng var det selvfølgelig uvæsentligt om den tænkte enke havde været gift 14 eller 21 gange. Jesus svarer: "I opstandelsen gifter mænd sig ikke og kvinder bortgiftes ikke."<ref>Bibelen (1992), s. 1251</ref> Saddukæerne accepterede ikke eksistensen af et liv efter døden, og benægtede derfor også den farisæiske doktrin om en genopstandelse, hvilket netop var den forestilling, som Jesus prædikede. I Markusevangeliet kaptel 12:18-27 omtales en anden version af historien: da Jesus vidste, at saddukæerne ikke accepterede andre inspirerede skribenter end Moses, argumenterede han ved at citere fra ''Torah''. Han sagde: "Med hensyn til at de døde oprejses, har I da ikke læst i Moses’ bog, i beretningen om tornebusken, hvordan Gud sagde til ham: ’Jeg er Abrahams Gud og Isaks Gud og Jakobs Gud’? Han er ikke dødes men levendes Gud."<ref>Bibelen (1992), s. 1281</ref> Saddukæerne ønskede ikke, at en Messias skulle dukke op og lave om på tingene og da de betragtede Jesus som en trussel mod deres position, sammensvor de sig med farisæerne om at slå Jesus ihjel.<ref>Bibelen (1992), s. 1258f, 1352</ref> Farisæerne var kendetegnede ved, at de lagde stor vægt på overholdelse af Moseloven, især renhedsforskrifterne og desuden på "fædrenes overleveringer", som var en betegnelse for hele den mundtlige fortolkning af Moseloven. Bevægelsens etik havde mange detaljerede forskrifter og praktiske anvisninger. Essæerne levede i en slags kommunisme, hvor medlemmerne aflagde tavshedsløfte og ingen måtte besidde ejendom, hverken bolig eller slave, jord eller kvæg. Deres indkomster skulle overlades til en forvalter, som forestod indkøb af det nødvendige og sørgede for mad og underhold til gruppen. De forkastede også ægteskab, alle former for standsforskelle samt slaveri. De var soldyrkere og sendte hver morgen bønner op til solen. Når de havde afføring, gjorde de det inden døre for ikke at "besmitte" sollyset. Af de mange retninger inden for jødedommen overlevede kun den rabbinske jødedom, som byggede på farisæerne og deres lære. Den rabbinske jødedom var kendetegnet ved at hævde, at den skrevne ''Torah'' ikke kan fortolkes korrekt uden henvisning til den "mundtlige" ''Torah'' og den dertil hørende litteratur, der specificerer hvilken adfærd, der er sanktioneret af loven. Med et moderne udtryk var de fundamentalistiske teokrater. Når de andre fraktioner her er nævnt, er det for at vise, at jødedommen langt fra var nogen samlet bevægelse selv op til eller på Jesu tid. Stednavnet "Israel" første gang optræder på en mønt dateret til 66 e.Kr. møntet i forbindelse med jødernes oprør mod romerne.<ref>Lemche (2015), s. 15</ref> Efter oprøret 70 e.Kr. var det for en lang tid slut med jødiske forsøg på at skabe en egen stat. Jesu budskab og det mislykkede oprør førte til, at den jødiske befolkning blev sprængt i tre grupper: den ene gruppe var de traditionelle jøder, som holdt fast ved farisæerne og deres budskab, den anden gruppe var de kristne, som nu satte sig for at udbrede det nye budskab, og den tredie gruppe var judeo-nazaræerne, som fortolkede udviklingen på deres egen måde og mente, at genskabelsen af templet i Jerusalem var en forudsætning for, at Messias ville vende tilbage. De arbejdede i flere hundrede år på dette mål, men da de endelig fik magten i Jerusalem i år 634 og Messias alligevel ikke vendte tilbage, blev bevægelsen omformet til en ny arabisk religiøs bevægelse, som i 749 efter abbasidernes magtovertagelse endte som muhammedismen, komplet med en egen profet, en egen hellig bog og med et nyt religiøst midtpunkt i Mekka.<ref>se ''Muhammedanismen i kildekritisk belysning''</ref> ==== Sammenfatning ==== Hvordan skal begivenhedsforløbet nu fortolkes? Et foreløbigt svar kunne lydes således: det ser ud til, at hebræerne udskilte sig fra kana'anæerne allerede i slutningen af 13. århundrede f.Kr., og at de oprindeligt levede i bjergområderne i den sydlige og mellemste del af Kana'an. De kan have været flygtninge, og de kan være folk, som havde forladt deres hjembyer i lavlandet. Det er muligt, at det netop var denne særstilling som illegale i bjerglandet, der dannede grundlag for, at de udviklede en særlig identitetsfølelse. Denne tilstand varede indtil, at hebræerne under det magttomrum, som fulgte sammenbruddet omkring 1177 f.Kr., først erobrede lavlandet og dernæst etablerede et egentligt kongerige, der imidlertid efter meget kort tid blev delt i to, Israel og Judæa. Deres etnisk-nationale udskillelse var dog åbenbart ikke mere udtalt end, at israelitterne jævnligt synes at have giftet sig med kvinder fra andre stammegrupper. Så langt, vi tør tro Bibelens fremstilling, var de polyteister, det vil sige dyrkede flere guder. Ganske vist var der perioder, hvor der gjordes forsøg på at indføre monoteisme, men dels var der stadige tilbageslag, dels skete disse forsøg på det statslige niveau, mens den almindelige befolkning synes at have fastholdt polyteismen uden afbrydelser gennem flere hundrede år helt frem til og med landsforvisningen til Babylon. Religionsdyrkelsen synes at have udviklet sig fra at have været spredt i de enkelte husstande, landsbyer og stammer hen imod en statslig centralisering med deraf følgende voksende magt for præsteskab og konger. Efter alt at dømme er det først under eksilet i Babylon, at præsteskabet blandt jøderne udvikler en erklæret monoteisme, mens dette ikke synes at være tilfældet for den brede befolkning. Hele jødernes tidligere historie bliver nu omfortolket af præsteskabet i lyset af denne nye religion, og den bliver promoveret og legitimeret af nogle få erklærede profeter. Efter jødernes tilbagevenden til Kana'an efter eksilet i Babylon bliver den nye religion gjort til et redskab for præsteskabets politiske mål: en selvstændig teokratisk stat. Dette mål bliver opnået, men den nye stat varer kun i henved hundrede år, og igennem hele sin eksistens er den præget af interne magtkampe blandt den ledende religiøse elite. Meget tyder dog på, at det først er på denne tid, at monoteismen slår igennem også i den brede jødiske befolknings livsstil og levemåde og bliver det centrale element i israelitternes selvforståelse. Men dette forudsatte og krævede præsteskabet både som den etnisk-religiøse og den statspolitiske magthaver. Efter alt at dømme er det tidligst fra denne tid, at vi kan tale om jødedom i moderne forstand. Men denne udvikling forudsatte, som vi har set, en dramatisk omskrivning af den jødiske historie. Meget måtte udelades eller totalt omskrives. På den anden side blev der indført nye elementer, som næppe har meget med den historiske udvikling at gøre men som gav jøderne en forhistorie så lang som nogen. Niels Peter Lemche har betegnet ''Tanakh'' eller Gamle Testamente som et langt politisk propagandaskrift til fordel for Jerusalem som hovedstad i en jødisk stat og med templet i Jerusalem som det religiøse og politiske midtpunkt.<ref>Lemche (2013), s. 25</ref> Han mener, at dette er sket på et tidspunkt, hvor Sikem endnu var det egentlige midtpunkt med et tempel for samaritanerne, men at dette tempel blev ødelagt, mens samaritanerne blev beskrevet som "et pariafolk" set med jødiske øjne.<ref>Lemche (2013), s. 29</ref> Han antager, at der findes mindelser om denne tidligere tilstand i Josvabogen kapitel 24:1, hvor det israelske folk forenes gennem pagten med Jahve netop i Sikem<ref>Bibelen (1992), s. 269</ref><ref>Lemche (2013), s. 30</ref>, og i Første Kongebog kapitel 12, hvor det også netop er i Sikem, at befolkningen bliver splittet mellem to stater, Israel og Juda.<ref>Bibelen (1992), s. 392f</ref><ref>Lemche (2013), s. 31</ref> Hvis han har ret, kan det både forklare og indirekte bevise hvorfor, at det først er efter hjemvendelsen fra eksilet i Babylon, at Gamle Testamente har fået sin endelige udformning, nemlig som led i en national statsdannende proces, der skulle gøre Jerusalem til den nye hovedstad. Jødernes senere historie falder uden for fremkomsten af ''Tanakh'' og dermed uden for denne behandling, selv om der åbenbart er foregået redaktionelle ændringer i teksten også senere end i den her behandlede periode. === <big>Problemerne med Gamle Testamente</big> === I jødedommen spiller ''Tanakh'' eller Gamle Testamente en flersidet rolle, både som kilde til jødisk historie, til jødisk religion og til moralske begreber i jødisk tankegang. Vi har allerede set på det første aspekt af denne problemstilling og konstateret, at den langt fra kan understøtte traditionen om jøder som et monoteistisk folk. Nu skal opmærksomheden rettes imod ''Tanakh'' som troværdig kilde til jødisk historie. Et passende kildekritisk udgangspunkt ved vurderingen af Gamle Testamentes troværdighed må være de modsætninger, der er mellem dennes fremstilling og de faktuelle kendsgerninger. Der er således ingen beviser for eksistensen af de fem mosebøger før slutningen af 4. århundrede f.Kr. inklusive eksistensen af en person ved navn Moses.<ref>Gad Barnea</ref> Problemerne med teksterne lader sig inddele i tre delspørgsmål:</br> - er der een eller flere forfattere til Tanakh?</br> - er dele af teksterne lånt fra andre kulturer?</br> - er originale tekster blevet forandrede?</br> Svaret er i alle tre tilfælde bekræftende. Der kan derfor være grund til at behandle hvert af dem særskilt. === Forfattere og deres datering === Tekstanalytikere mener, at ''Tanakh'' (Gamle Testamente) er blevet til i tre omgange:</br> - en arkæisk fase: 11.-10. århundrede f.Kr.</br> - en klassisk fase: 9.-6. århundrede f.Kr.</br> - en sen fase: 5. århundrede f.Kr. eller senere.</br> Eksempelvis mener man, at den ældste del af Første Mosebog er historien om Jakobs velsignelse (i kapitel 47), som skal stamme fra arkæisk tid, men størstedelen af resten stammer fra klassisk tid. I en række tilfælde forekommer tilsyneladende dubblerede historier med både ligheder men også klare forskelle. Forskerne mener, at det afspejler sammenskrivning af to eller flere ulige overleveringer. Kildeforskere mener at kunne udskille fire lag i eller snarere forfattere til Mosebøgerne: J: ''Jahvisten'', hvor Gud sædvanligvis kaldes ''Jahve''; et litterært lag der i modsætning til Præsteskriftet er præget af lægmandssynspunkter.</br> E: ''Elohisten'', hvor gudsbetegnelsen er ''Elohim''.</br> D: ''Deuteronomisten'', det vil sige "forfatteren" til Femte Mosebog.</br> P: ''Præsteskriftet'', et litterært lag i mosebøgerne, der antages at være blevet til i præstelige kredse, og som udviser særlig interesse for kultiske forhold. J- og E-teksterne menes nedskrevet efter, at det oprindelige kongerige var blevet delt i to: Israel i nord og Judæa i syd. J-teksterne menes at stamme fra Judæa, E-teksterne menes at stamme fra Israel. J-teksterne dateres til tidsrummet mellem 848 f.Kr. og 722 f.Kr., idet disse tekster omtaler Babylon og Calah (Nimrod) som store byer. Desuden nævnes Edom som en autonom stat, hvilket først skete efter 848 f.Kr. E-teksterne lader sig ikke datere nærmere end til 9. eller 8. århundrede f.Kr. P-teksterne dateres til 6. århundrede f.Kr. og menes skrevet efter, at templet i Jerusalem var revet ned, og jøderne var blevet tvangsforflyttede til Babylon. Dette kan forklare hvorfor, at der ikke findes en eneste henvisning til templet i Jerusalem.<ref>Dinkgreve (2021), kap. 8</ref> Problemet ved en tekstanalyse af ''Tanakh'' er, at teksterne synes at være flettet sammen fra to eller flere oprindelige kilder til een sammenhængende historie. Det formodes, at J- og E-teksterne er blevet sammenskrevne efter 722 f.Kr., da Israel blev erobret af assyrerne, og flygtninge fra Israel i nord kom sydpå til Judæa og bragte deres E-traditoner med sig. Her blev de sammenskrevne til en ny version, JE, der ofte giver et judæisk perspektiv. Men hvordan kan vi skelne imellem de forskellige tekster? Lad os tage nogle eksempler. Under ørkenvandringen lader Moses vand springe fra klippen. I det ene tilfælde sker det uden problemer, i det andet pålægges Moses af Gud at tale til klippen, men han slår på den med sin stav i stedet, og som straf for at have ignoreret dette pålæg får han ikke love til at betræde Kana'an men kun at se det udefra. (exodus 18) J-teksten angiver, at Abraham boede i Hebron, som er en judæisk by, men E-teksten fortæller om Jakobs kamp med Gud i Peni-El, som er en israelsk by. I beskrivelsen af Jakobs sønner nævner J-teksten Judæa, mens E-teksten nævner stammer der var dele af Israel. I E-teksten lader Aron skabe guldkalven til jødernes tilbedelse, men denne historie findes ikke i J-teksten. Præsterne i Judæa hævdes at være efterkommere efter Aron, Moses broder, mens præster i Israel nævner andre levitter. P-teksterne skiller sig ud ved at lægge vægt på love, lige som den tildeler Aron en større rolle, ligestillet med Moses. I ''JE''-teksten er det Moses' stav, som udfører mirakler (Første Mosebog kapitel 4), i P-teksten er det Arons stav (kapitel 7). I P-teksten er Aron den første, som ofrer, mens i ''JE''-teksten omtales flere tidligere ofringer, blandt andre Kain og Abel, Abraham og Isak samt Jakob, mens ingen af disse tilfælde omtales i P-teksten. Det menes, at dette afspejler P-tekstens mål om at give de aronitiske præster eneret på ofringer til Gud. Under ørkenvandringen optræder to uens oprør: i ''JE''-teksten er det Dathon og Abiram, som udfordrer Moses ved at sige, at det ville være bedre for jøderne at vende tilbage til Egypten, men at de opsluges af jorden i et jordskælv. I P-versionen er det levitterne under ledelse af Korah, som udfordrer Aron, men ligeledes dør. Ligeledes omtaler P-teksterne ingen tilfælde, hvor folk besøges af engle eller får visioner, således omtales ikke historien om Josef og han 6 drømmesyner, ej heller de to engle i Sodoma og Gomorra eller Jakobs kamp med Gud. Sigende nok nævnes ordet "profet" kun een gang i P-teksten og da med henvisning til Aron. Vigtigst i denne sammehæng er, at Tanakh ikke er historie men en samling af anekdoter, som er sammenstykkede og omskrevne for at give ''indtryk'' af at være historie. === Lånte historier === Sammenligninger mellem bibelske beretninger og tilsvarende overleveringer fra sumerisk og mesopotamisk kultur viser, at flere af historierne er blevet overtaget herfra, men at de er blevet omskrevne og tilpassede for at passe ind i den myte om jødernes oprindelse og historie, som man ønskede fremmet. Det gælder således blandt andre historierne om skabelsen, om Kain og Abel, om Noa og vandfloden samt om Sodoma og Gomorra. Andre beretninger er tilsyneladende ligeledes lånt fra andre kulturer, således udvandringen fra Egypten, der blev foretaget af et folk kaldet ''hyksos'', ikke af jøderne. Der kan være grund til at nævne nogle af disse beretninger, som jøderne så at sige adopterede. ==== Skabelsesberetningen ==== Den babylonske skabelsesberetning hedder ''Enuma Elish''. Dene kendes blandt andet fra Nineveh i Mesopotamien. Dens hovedtræk er følgende: i begyndelsen var der kun vand: guden ''Absu''s ferske vand og gudinden ''Tiamat''s salte vand. De blev blandede, og fra denne blanding blev født de første guder. Men disse yngre guder forstyrrede deres forældres søvn, så Tiamat sendte i vrede en hær af monstre for at ødelægge dem. Ud af dette kaos trådte ''Marduk'', stormguden og Babylons skytsguddom, som kæmpede imod ''Tiamat'' i en duel. Han affyrede en pil, som skabte hul i hendes mave og splittede hendes hjerte. Der efter skar han hendes krop op i to halvdele: af den ene skabte han himmelhvælvingen, af den anden halvdel jorden. Han satte stjerner i deres konstellationer, han satte månen til at angive månederne og solen til at lyse om dagen. Endelig skabte han menneskene af blod fra en død guddom blandet med ler for, at de kunne udføre det tunge arbejde for evigt.<ref>Dinkgreve (2021), kap. 3</ref> Den jødiske skabelsesberetning er i alle henseender et modstykke til den babylonske beretning: i stedet for flere guder er der kun een gud, i stedet for en skabelseskamp foregår skabelsen i Gamle Testamente med ord, i stedet for at menneskene er slaver for guderne er de i Bibelen skabt i Guds billede. Men der er også ligheder: rækkefølgen med adskillelse af himmelhvælving og den faste jord, fiksering af dag og nat samt tiden og endelig at menneskene skabes sidst i forløbet. Det kan som en sidebemærkning oplyses, at det hebraiske ord i Første Mosebog 1:2 for urdybet, ''tehom'', filologisk er forbundet med ''Tiamat'', saltvandsgudinden i den babylonske skabelsesberetning. Det er muligt, at der også indgår græsk indflydelse på skabelsesberetningens udforming. Når denne fremhæver det varme (lyset), det kolde (mørket), det våde (vandet) og det tørre (landet), så giver det visse mindelser om den græske lære om de fire grundelementer således, som man blandt andet finder den hos Thales af Milet og hos Seneca.<ref>Lemche (2013), s. 26</ref><ref>Lund (1993), s. 76f</ref> ==== Kain og Abel ==== Også den bibelske fortælling om Kain og Abel synes at have rod i to sumerisk myter. I den ene sumeriske myte omtales en hyrde (''Dumuzid''/Tammuz) og en landmand (''Enkimdu''), der begge konkurrerer om gudinden Inannas opmærksomhed. Den bibelske parallel: Ligesom i den sumeriske historie repræsenterer Kain hyrden, mens Abel repræsenterer bonden. Men i stedet for en uafklaret konkurrence eller forsoning tager den bibelske beretning en mørk drejning til brodermord. En anden variant er en sumerisk myte, hvor kvægguden (''Lahor'') og korngudinden (''Ashnan'') skabes af guderne for at sørge for mad og tøj. I disse historier diskuterer de to, hvem der må anses for mest værdifuld for den menneskelige civilisation. Den bibelske parallel er modsætningen mellem den omvandrende hyrde og den bofaste kornavler, men her bruges den til at skabe en søskenderivalisering, der ender i brodermord. Mens sumeriske myter brugte søskende til at fremhæve to byggestene i den menneskelige civilisation og fokuserer på samarbejde eller venskabelig rivalisering, brugte hebraiske forfattere den lånte fortælling til at skildre den syndefulde menneskelige natur, herunder konsekvenserne af misundelse. Forskere antager, at disse velkendte myter sandsynligvis blev integreret i den hebraiske tradition under deres babylonske eksil i det 6. århundrede f.Kr., hvilket tillod forfattere at omarbejde regionale kulturelle temaer, så de passede til deres monoteistiske verdensbillede. ==== Noa og vandfloden ==== Også historien om Noa og vandfloden er overtaget fra andre kulturer. I 1872 fandt man i British Museums store samling fra Assurbanipals bogsamling et store epos kaldet ''Gilgamesh''. I kapitel 11 af dette epos findes en historie, hvis hovedtræk er følgende: guderne beslutter at udrydde menneskene ved at drukne dem, men vandenes gud, Enki, advarer Utu-nipishtim om faren og tilråder ham at bygge en ark og tage sin familie og sit kvæg med ombord, hvilket skete. I seks dage og nætter varer uvejret og oversvømmelsen, men på den syvende dag rammer arken toppen af et bjerg i Armenien. For at undersøge om oversvømmelsen er overstået sendes først en due og så en svale ud, men de vender begge tilbage. Først, da en ravn sendes ud og ikke vender tilbage, viste det, at vandene nu var sunket, og at Utu-nipishtim kunne forlade arken. Det gør han og foretager et takoffer til guderne. Enki bad så den øverste af guderne, Enlil, om at love, at han aldrig i fremtiden ville straffe hele menneskeheden for nogle fås synder, hvilket denne lover. Han rører Uti-nipishtim og dennes hustru på panden og erklærer: "Hidtil har Utu-nipishtim været dødelig. Nu skal han og hans hustru være som guderne; og de skal bo i det fjerne, ved flodernes munding".<ref>Bibby (1971), s. 62f</ref> Lighederne med Bibelens beretning om syndfloden er indlysende til trods for forskellene: navnene er ændrede, de mange guder er erstattet af een Gud, men ellers er beretningen i sine kernetræk den samme. Senere, i 1899 og 1900, viste udgravninger i Nippur i Mesopotamien, at den akkadiske beretning selv havde en forgænger. I 1914 blev fra disse udgravninger offentliggjort en tavle fra Nippur med en lignende beretning, der imidlertid stammer fra Sumer og således er betydeligt ældre end den akkadiske beretning. Tavlen er ukomplet, idet kun den nederste trediedel er bevaret, men syndflodsberetningen er atter den samme, selv om hovedpersonen nu hedder Ziusudra i stedet for Utu-nipishtim. I den sumeriske version ender historien således: "Anu og Enlil viste velvilje mod Ziusudra, liv som en gud giver de ham, evig ånde som en gud bringer de ned til ham. Så kongen Ziusudra, bevareren af planternes navn og af menneskeslægtens sæd, lod de bo i overfartslandet. Dilmuns land, det sted hvor solen står op".<ref>Bibby (1971), s. 64</ref> Pointen her er, at Bibelens syndflodsberetning er et plagiat, ikke en oprindelig historie, men at den inddrages som et led i den rekonstruerede beretning om jødernes historie. ==== Edens have ==== I den sumeriske beretning optræder også det hellige land Dilmun. Dette land beskrives som et sted, hvor rovdyr, sygdom og alderdom ikke eksisterer: I Dilmun tier ravnen,</br> rovfuglen skriger ikke,</br> løven dræber ikke,</br> ukendt er den kid-fortærende vildhund,</br> ukendt det kornædende vildsvin.</br> Malten som enken spreder på taget -</br> himlens fugle opæder ikke denne malt.</br> Duen hænger ikke med hovedet.</br> Den øjensyge siger ikke: "Jeg er øjensyg",</br> den hovedsyge siger ikke: "Jeg er hovedsyg",</br> den gamle kvinde siger ikke: "Jeg er en gammel kvinde",</br> den gamle mand siger ikke: "Jeg er en gammel mand".<ref>Bibby (1971), s. 66</ref> Det har været foreslået, at dette ideelle levested har været forbillede for jødernes opfattelse af Edens have. I dag ved vi, at Dilmun ikke var en myte om Paradis men navnet på en faktisk eksisterende stat med Bahrain som sit midtpunkt, der drev en omfattende handel og søfart fra Indusdalen i øst til Mesopotamien i nordvest. Dette er et sidespring, men hvis det viser sig, at Dilmun er inspirationskilden til Edens Have, vil det være endnu et eksempel på kulturelle traditioner, som jøderne har lånt, adapteret, og inkorporeret i deres egen historiske myte. ==== Babelstårnet ==== Historien om Babelstårnet er velkendt og lyder således: "Hele jorden havde samme sprog og samme tungemål. Da de brød op mod øst, stødte de på en dal i landet Sinear, hvor de slog sig ned. De sagde til hinanden: "kom, lad os stryge teglsten og brænde dem hårde!" De brugte tegl som sten og asfalt som mørtel. Så sagde de: "lad os bygge en by med et tårn, som når op til himlen, og skabe os et navn, for at vi ikke skal blive spredt ud over hele jorden." Herren steg ned for at se byen og tårnet, som menneskene byggede. Så sagde Herren: "se, de er eet folk med samme sprog. Når de begynder at handle sådan, vil intet af det, de planlægger, være umuligt for dem. Lad os stige derned og forvirre deres sprog, så at de ikke forstår hinanden." Så spredte Herren dem derfra ud over hele jorden, så at de måtte holde op med at bygge byen. Derfor hedder den Babel, for dér forvirrede Herren sproget på hele jorden, og derfra spredte Herren menneskene ud over hele jorden."<ref>Bibelen (1992), s. 17</ref> Denne historie synes at være skabt med to formål. Det ene er at forklare hvorfor, at ulige folkeslag taler uens sprog. Men historien har muligvis et andet formål: at nedgøre babylonernes ziggurater (tempeltårne), som antagelig blev lavet som en slags forbindelse mellem himmel og jord. Nebukadnezar II (omkring 605-562 f.Kr.), som erobrede Judah, ødelagde Jerusalem og bragte mange jøder til Babylon, byggede også et ziggurat i syv lag kaldet ''Etemenanki'', hvilket kan oversættes "Himmelens og Jordens Grundvolds Hus".<ref>Dinkgreve (2021), kap. 3</ref> ==== Abraham ==== I Første Mosebog kapitel 12 introduceres Abraham som israelitternes mytiske stamfader.<ref>Bibelen (1992), s. 17ff</ref> Følger man kronologien i Gamle Testamente, skal han dateres til omkring 2100 f.Kr. og således blandt andet før jødernes ophold i Egypten. Men i Første Mosebog kapitel 21 vers 34 hedder det: "Abraham boede lang tid som fremmed i filistrenes land"<ref>Bibelen (1992), s. 27</ref>, og vi ved, at filistrene først ankom til Kana'an i 12. århundrede f.Kr. som en del af de såkaldte "havfolk" (engelsk: ''Sea People''). Dette betyder, at ''enten'' er Abraham en fri opfindelse, som intet har med en historisk person at gøre, ''eller'' også hører han hjemme i 12. århundrede og er israelitternes stamfader, men i så fald eksisterede de ikke som folk, da de angiveligt opholdt sig i og udvandrede fra Egypten. Også aramæerne omtales og stammer ligeledes fra 12. århundrede, hvilket tyder på, at den sidst nævnte forklaring er den rette. Men der er andre problemer med Abraham. Ifølge P-kilden skal han stamme fra Ur i Kaldæa<ref>Bibelen (1992), s. 17</ref> og have draget gennem den frugtbare halvmåne først til Haran (nu Aram, beliggende i Tyrkiet) og senere videre til Kana'an. I de to kilder J og E er Ur ikke nævnt, kun Haran. Det har derfor været antaget, at det er hans oprindelige hjemsted. Det ville kunne forklare hvorfor, at hans forfædre Serug, Nahor og Terah har navne efter landsbyer omkring Haran, som Abrahams broder har navn efter. Det har været foreslået, at benævnelsen "hebræer" skulle oversættes med "hinsides floden", idet Haran ligger på den modsatte, nordlige, bred af Eufrat.<ref>Dinkgreve (2021), kap. 8</ref> Det er påpeget, at samme tradition findes i Josvabogen kapitel 24:2 i omtalen af pagtslutningen i Sikem: "Josva sagde til hele folket: "Dette siger Herren, Israels Gud: I gamle dage boede jeres fædre på den anden side af Eufratfloden, Tera, Abrahams og Nakors far, og de dyrkede andre guder"."<ref>Bibelen (1992), s. 269</ref> Men der er endnu et problem: Kaldæa fik først sit navn i det 8. eller 7. århundrede f.Kr.<ref>Lemche (2015), s. 37</ref> Det er derfor ikke kronologisk muligt, at Abraham kan stamme der fra, hvis han levede forud for den jødiske bosættelse i Egypten. Det betyder tillige, at hele den tradition, som hviler på ham som stamfader til jøderne, tilsvarende skulle forskubbes frem i tid. Snarest viser det hvornår, at traditionen er blevet optaget i den historiske tekst, og antagelig med det formål at forbinde Abraham med Noa og Ararat. Imidlertid savnede Abraham en slægtshistorie, så i Første Krønikebog kapitel 1 får han den. Her hører vi at han er søn af Sem, som på sin side er søn af Noa, som atter er efterkommer af Adam.<ref>Bibelen (1992), s. 446</ref> Men som vi netop har set, er han i Josvabogen søn af Tera.<ref>Bibelen (1992), s. 269</ref> Der er således interne modsætninger i de narrativer, som de ulige slægtslister og narrativer i ulige dele af Gamle Testamente giver. Dette viser, at man har forsøgt at sammenskrive ulige narrativer til et men med ringe held. ==== Sodoma og Gomorra ==== Historien om Sodoma og Gomorras ødelæggelse optræder som et sidemotiv i beretningen om Abrahams liv i Første Mosebog kapitel 18:16-33 og kapitel 19:1-28. Bibelforskere er generelt enige om, at selvom Gamle Testamente ikke direkte "låner" historien om Sodoma og Gomorra fra en specifik sumerisk kilde, deler fortællingen om guddommelig ødelæggelse, guddommelige besøgende og den flammende omstyrtelse af en by slående motiver med tidligere mesopotamisk litteratur og bredere oldtidsmytologi fra Nærøsten. Således "Akkads forbandelse: Ekur hævnet", et akkadisk/sumerisk litterært værk dateret til mellem 2112 f.Kr. og 2004 f.Kr., som beskriver den pludselige ødelæggelse af byen Akkad. Myten blev skrevet hundreder af år efter Naram-Sins liv og er digterens forsøg på at forklare, hvordan det lykkedes for gutianerne at erobre Sumer. Efter en indledende passage, der beskriver Akkads herlighed før dets ødelæggelse, fortæller digtet om, hvordan Naram-Sin gjorde hovedguden Enlil vred ved at plyndre Ekur, der var Enlils tempel i Nippur. I sin vrede kaldte Enlil gutianerne ned fra bjergene øst for Tigris, hvilket bragte pest, hungersnød og død over hele Mesopotamien. For at begrænse denne ødelæggelse, bestemte otte af guderne (nemlig Inanna, Enki, Sin, Ninurta, Utu, Ishkur, Nusku og Nidaba), at kun byen Akkad skulle ødelægges for at skåne resten af ​​Sumer, og de forbandede den. Historien slutter med, at digteren skriver om Akkads skæbne, idet den velstående by lægges i aske i overensstemmelse med gudernes forbandelse. Temaet om guddommelig straf for en bys ''hybris'' eller umoral er således et udbredt motiv i oldtidens verdensbillede. Det kan ikke vides sikkert, om det er denne historie, der har dannet forbillede for Gamle Testamentes historie om Sodoma og Gomorra, men motivet menneskers umoral og manglende respekt for guddommen er det samme. Den bibelske version rummer Abrahams forsøg på at undgå ødelæggelsen, hvis der blot fandtes ti retfærdige indbyggere i byen, men selv så få fandtes der åbenbart ikke. Kun Lot, Abrahams slægtning, reddes fra ulykken: "Da solen stod op over landet, og Lot var kommet til Soar, lod Herren svovl og ild regne ned over Sodoma og Gomorra fra Herren i himlen. Han ødelagde disse byer, ja hele Jordandalen, alle, der boede i byerne, og alt, der voksede på markederne."<ref>Bibelen (1992), s. 25</ref> Naturvidenskabeligt set kunne det være beskrivelsen af en meteorregn eller af nedfald fra et vulkanudbrud. ==== Moses ==== I Anden Mosebog kapitel 2 introduceres den mytiske skikkelse Moses som israelitternes befrier fra trældommen i Egypten. Historien begynder med hans fødsel. Ifølge myten havde farao befalet, at alle drengebørn skulle dræbes ved fødslen, men Moses' moder reddede ham ved at placere ham i en sivkurv, hvor han blev fundet og adopteret af faraos datter.<ref>Bibelen (1992), s. 67</ref> Denne historie er imidlertid utvivlsomt adopteret fra sumerisk tradition, idet en tilsvarende historie fortælles om kong Sargon af Assad.<ref>Dinkgreve (2021), kap. 8</ref> Der er således ingen grund til at tillægge denne del af traditionen nogen historisk baggrund. Senere fortæller Anden Mosebog, at Moses blev pålagt af Gud at føre israelitterne ud af Egypten. Det hedder i den forbindelse, at Gud blandt andet siger til Moses: "Jeg er din faders Gud, Abrahams Gud, Isaks Gud og Jakobs Gud".<ref>Bibelen (1992), s. 69</ref> Her stå vi på ny over for problemet, at henvisningen til Abraham åbenbart er en anakronisme. Det betyder, at der kan rejses tvivl om både den historiske skikkelse Moses og om Mosebøgerne som kilde til israelitternes tidlige historie overhovedet. Kendsgerningen er, at der findes ingen beviser på eksistensen af de fem mosebøger før slutningen af det 4. århundrede f.Kr., herunder eksistensen af en person kaldet Moses.<ref>Gad Barnea</ref> Men den farao, som med stor sandsynlighed fordrev semitterne fra Egypten, hed Ahmoses, hvilket på hebraisk betyder "Moses' broder". Så måske at der er en sammenhæng her. ==== David ==== Kong David spiller en central rolle i narrativet om det "ældste" israelske kongerige. Som vi allerede har set, har meget af historien om ham præg af eventyr. I det følgende vil vi gå bag om dette og dekomponere historien om ham. Skildringen af Davids liv og levned findes i Første Samuelsbog kapitel 16-31 og Anden Samuelsbog kapitel 1-24. I Første Samuelsbog er hans historie blevet indflettet i historien om kong Saul men på en sådan måde, at det er let at udskille tre ulige narrativer:</br> - dem, der handler om David alene,</br> - dem, der handler om Saul alene, og</br> - dem, der handler om både Saul og David.</br> I det følgende vil hovedvægten blive lagt på de narrativer, der alene omhandler David. Disse afsnit fremstiller i høj grad David som en krigsherre, eller om man vil: leder af en bande lejesoldater. Det drejer sig om følgende afsnit:</br> - Første Samuelsbog kapitel 17:12, 14; kapitel 23:1-5, 13 og 14; kapitel 25:2-29, 31-42; kapitel 27: 2-3, 5-11; kapitel 30:1-2, 8-20, 26-31</br> - Anden Samuelsbog kapitel 2:1-4, 11, kapitel 3:2-5, kapitel 5:4, 6-11 og muligvis endnu 2-3 tekststykker. Hvis man udskiller disse tekststeder og læser dem i sammenhæng, så får man følgende historie: David var den ottende og yngste søn af Jesse fra Bethlehem i Juda. Uden udsigt til at arve noget af betydning fra sin fader forlader han tidligt hjemmet og bliver leder af en bande lejesoldater stykket sammen af kriminelle elementer. I denne egenskab tilbyder han sine tjenester til enhver, som vil betale ham for det. Blandt meget andet genvinder han de værdier, som andre banditter havde frarøvet Ziklag, og han går i tjeneste hos filisterkongen Achish. Som følge af sine meritter ender han med at blive udpeget til konge over Juda efter at være flyttet til Hebron. Blandt andet tager han magten i Jerusalem. Dette er i korte træk den oprindelige kernehistorie om David. To jødiske forskere, Ed Greenstein og David Marcus, har påpeget, at denne historie har påfaldende ligheder med historien om to andre personer: Jefta, som omtales i Dommerbogen kapitel 11 og 12<ref>Bibelen (1992), s. 286-288</ref>, samt Idrimi, en personlighed som regerede over bystaten Alalakh ved Tyrkiets sydkyst. I alle tre tilfælde handler historierne om en person uden fremtidsmuligheder, som først drager ud i den store verden og vinder fremgang, og der efter ender som hersker. Ganske vist er der også forskelle: Jefta er søn af en prostitueret og forstødes af sin fader, mens Idrimi efter en familiestrid flygter til sin moders hjemland, men lighederne er for store til at være tilfældige. Nuvel, kernehistorien om David skildrer ham i relation til det sydlige kongerige Juda, ikke i forhold til det nordlige kongerige Israel i de to kongerigers tid. Jacob L. Wright mener derfor, at hele Davis livshistorie er skabt efter, at Assyrien havde overvundet den nordlige stat Israel og har haft til formål at fremstille Juda som den egentlige legitime efterfølger til det forud gående samlede kongerige. For at opnå dette mål blev det nødvendigt at supplere kernehistorien med en tilføjelse, der gjorde David til konge over det samlede kongerige, hvilket var det, der skete ved den senere sammenskrivning med historien om Saul, men samtidig måtte man fjerne mest muligt af den oprindelige historie om lejesoldatføreren, til gengæld tilføjede man de farverige historier om kampen med Goliath, David og hans forhold til Saul, forholdet til Jonathan og Michal, hans flygtningetid, hans militære meritter i udlandet, affæren med Batseba, krigen mod Absalom og om Salomo som hans efterfølger. Alle disse tilføjelser har skullet kompensere for udrensningerne og give hans livshistorie ny farve og nyt fylde.<ref>Wright (2014)</ref> Som man vil forstå, er der næppe noget i skildringen af David og hans liv, som har historisk troværdighed. ==== Josef ==== Davids livshistorie er også interessant af en anden grund: hvis man sammenligner hans livsskæbne med to andre skikkelser i Gamle Testamente, Jakob og Josef, viser det sig, at der er forbløffende ligheder: det er de samme begivenheder, samme personkreds, men i visse tilfælde optræder David nærmest i kontrast til Josef. Det er derfor rimeligt at antage, at den ene må have dannet forbillede, da den andens livsskæbne skulle skildres, men det er usikkert hvem, der har dannet forbillede for hvem. Josef møder vi i Første Mosebog kapitel 37 og 39, hvilken skildring kan sammenlignes med Første Samuelsbog kapitel 16-18. Lighederne er påfaldende: begge hører til de yngste sønner i en større familie, begge er hyrder. Begge skildres som tiltrækkende mennesker. Begge får et tegn på, at de vil blive regenter: David velsignes mens Josef får en drøm herom. Begge får karriere i kongehuset: David hos Saul, Josef hos farao - alt sammen noget, der kunne karakteriseres som jødiske standardeventyr. Men lighederne går videre: begge sendes på en rejse, begge rammes af deres brødres misundelse, og ingen af dem vender hjem. Men der er også modstillinger: hvor David besejrer Goliath og får en kåbe af Sauls søn Jonathan, så bliver Josef netop frataget den kåbe, der markerer, at han er sin faders favorit. Fælles for begge er også deres affærer med gifte kvinder: David med Bathsheba og Josef med Potifars hustru, men hvor David faktisk begår utroskab, så gør Josef det netop ikke, så her ser vi atter kontrasten mellem de to fremhævet. Lighederne fortsætter, når vi inddrager de kvindelige skikkelser: Tamar og Dinah. Både Davids datter Tamar og Jakobs datter Dinah bliver voldtaget, men i begge tilfælde reagerer deres fædre med udtalt passivitet, mens deres brødre i begge tilfælde reagerer med vrede. I begge tilfælde begrundes deres ulykkelige skæbner med de synder, som tidligere er blevet begåede. Endelig har forskerne peget på, at de samme sætninger genfindes i begge historier:</br> - "alle skulle gå ud" (Første Mosebog 45:1 og Anden Samuelsbog 13:10</br> - "kom og lig hos mig" (Første Mosebog 39:8 og Anden Samuelsbog 13:12</br> - "lang ærmekjole" (Første Mosebog 37:4 + 23 og Anden Samuelsbog 13:18</br> Parallellerne er flere, men det anførte turde være tilstrækkeligt til at vise, at de to skildringer næppe er blevet til uafhængigt af hinanden.<ref>Kline (2024)</ref> En ikke ringe del af Første Mosebog, fra kapitel 37 til og med kapitel 50 handler om Josef og hans meritter. Men som vi har set er der ingen grund til at tro, at disse dækker over nogen historisk virkelighed. Således er historien om Josef og Potifars hustru i kapitel 39 mere eller mindre kopieret fra og omskrevet på grundlag af en egyptisk fortælling om to brødre, der ragede uklar, da den ene broders hustru forsøgte at forføre den anden.<ref>Bibelen (1992), s. 50f</ref><ref>Lemche (2013), s. 26</ref> Det kan tilføjes, at Josef antagelig har dannet forbillede for Daniels Bog. Atter ser vi klare paralleller: to personer af fornem byrd, der fra deres hjemland ender i et fremmed land, hvor de begge opnår en høj stilling ved det kongelige hof i kraft af deres evner som drømmetydere. Og i begge tilfælde er der dobbelte drømme, om den nærmeste fremtid og om en noget fjernere fremtid.<ref>Wesselius (1999), s. 29</ref> Fælles for dem er også, at de introduceres som følge af et guddommeligt løfte.<ref>Wesselius (1999), s. 30</ref> I narrativ sammenhæng er formålet med historierne om Josef ganske enkelt at danne det bindeled, der skulle give en forklaring på hvorfor, at jøderne var kommet til Egypten.<ref>Thompson (2014), s. 9</ref> ==== Græske narrativer ==== Men det er ikke kun fra Sumer og Mesopotamien at Gamle Testamenter har lånt narrativer. Nogle kildekritikere tilhørende den såkaldte "Københavnerskole"<ref>Lemche (2014), s. 98-120</ref> har peget på, at også græske narrativer har ydet deres bidrag, lad os tage nogle eksempler: Jan-Wim Wesselius har foretaget undersøgelser, der viser, hvordan Første Mosebog og Anden Mosebog afspejler Herodots skrifter, især sidstnævntes beretning om persiske kongers liv. Han sammenlignede i detaljer lighederne mellem Josef og Kyros, og især mellem Moses og Xerxes. Josef og Kyros har begge drømme, bliver afsløret for at dø, går i eksil, bliver skjult i en periode og bliver konger, når deres identitet afsløres. Moses og Xerxes drager ud for at erobre enten Kana'an eller Grækenland og krydser vand med deres folk. Mange andre detaljer nævnes, såvel som sammenligninger mellem Terah og Phraortes (en medisk konge), Abraham og Kyaxares (en medisk konge), Isak og Astyges (en medisk konge) og Jakob og Mandane (Kyros' mor).<ref>Wesselius (1999), s. 24-77</ref><ref>Wesselius (2002), s. 6-47</ref> Philippe Guillaume mener, at kreative skrivere i Alexandria i det andet århundrede f.Kr. indsatte dommere i Mosebøgernes historie, hvilket afspejlede et politisk-ideologisk behov hos de hasmonæiske herskere i Palæstina. Det formodes, at indsættelsen af disse dommere var inspireret af Hesiods ''Værker og Dage'', især afsnittet om heltene, som Hesiod indsatte i de fire tidsaldre. Det modsvarer den måde, hvorpå dommere blev indsat i den jødiske historie. Det synes at have haft et dobbelt formål: dels at underminere påstande om arveret til magten fra efterkommere af kong Davids dynasti, idet historier om heroiske dommere nu optræder før kongerne David og Salomon og dermed med større ælde, dels at hjælpe de hasmonæiske herskere, der netop ikke kunne hævde at have nogen afstamning fra David som grundlag for deres påstande om et messiansk styre.<ref>Guillaume (2014), s. 147-164</ref>. Katherine Stott har påpeget, at Davids opstigning, som skildret i Første Samuelsbog kapitel 16-31 og i Anden Samuelsbog kapitel 1-8, muligvis er inspireret af den fortælling, der beskriver Kyros' opstigning til Persiens og Mediens trone i teksten i Herodots Historier. Hun ser følgende paralleller:</br> - Kyros og David starter begge under ydmyge kår,</br> - begge træder ind i den forrige konges hof,</br> - i begge tilfælde bliver den pågældende konge jaloux på dem,</br> - i begge tilfælde bliver de truet med døden af ​​den pågældende konge,</br> - begge flygter fra hoffet,</br> - begge bliver folkelige ledere,</br> - i begge tilfælde hopper en allieret af,</br> - begge tilraner sig kongerigets herredømme,</br> - begge får succes på grund af deres militære dygtighed,</br> - begge skåner den gamle konges liv i en periode,</br> - der er et tragisk element i den forrige konges fald i begge tilfælde, og</br> - i begge tilfælde er udfaldet dannelsen af ​​en ny politisk enhed.</br> Stott bemærkede, at denne græske tekst kun i den hellenistiske æra ville have været tilgængelig for den bibelske forfatter.<ref>Stott (2002), s. 62-71, 77-78)</ref>. Også Hesiod menes at være blandt inspirationskilderne. Hans ''Theogoni'' (Oldgræsk: Θεογονία), det vil sige "gudernes slægtsforskning eller fødsel" menes at have inspireret til skabelsesberetningen i Første Mosebog, og hans ''Kvindernes Katalog'' (oldgræsk: Γυναικῶν Κατάλογος) – også kendt som ''Ehoiai'' (oldgræsk: Ἠοῖαι), et fragmentarisk græsk episk digt, i hvilket "kvinderne" i titlen var faktisk heltinder, hvoraf mange lå hos guder og angiveligt fødte heltene fra græsk mytologi, menes at være blandt forbillederne for de genealogier, der findes i hele Første Mosebog kapitlerne 1-11 det vil sige til og med omtalen af Noas efterkommere.<ref>Gnuse (2017)</ref>. Fortællinger i Første Mosebog kapitlerne 1-11 kan også vises at have betydelige paralleller med beretninger nedskrevet hos græske historikere, således Hekateus fra Milet (''Periegesis'' og genealogier) og Herodot fra Halicarnassus (''Historie''), herunder skildringer af menneskelige leveveje (Første Mosebog kapitel 4:20-22), de tre sønner af en syndflodshelt, der er menneskehedens forfædre (Første Mosebog kapitel 9:18-19 og kapitel 10:1-32) samt plantningen af ​​en vingård (Første Mosebog kapitel 9:20-27).<ref>Bibelen (1992), s. 15f</ref><ref>Gnuse (2019)</ref> Ældre latinske traditioner, der ligger bag beretningerne i Ovids ''Fasti'' 5, 493-544 og ''Metamorfoser'' 8, 625-725, kan have inspireret fortællingerne om de budbringere, der fortæller Abraham om hans kommende søn, og de budbringere, der advarer Lot om at forlade Sodoma i Første Mosebog 18:1-15; 19:12-26. <ref>Gnuse (2017)</ref>. Det er foreslået, at en fortælling om Democedes af Kroton i Herodots ''Historie'' 3, 125-132 kan have givet anledning til fortællingen om Josef, der fortolker faraos drømme i Første Mosebog 41:1-36<ref>Bibelen (1992), s. 52-54</ref>, hvilken igen har inspireret til drømmeberetningerne i Daniels Bog<ref>Bibelen (1992), s. 1104-1112</ref><ref>Gnuse (2010)</ref>. Den korte fortælling om den store kriger Achilleus' ædle, talende heste i ''Iliaden'' 19, 395-424 kan være løst overtaget og indpasset i beretningen om Bileams æsel i Fjerde Mosebog kapitel 22:22-35, hvor et simpelt æsel bringer skam over en tåbelig profet.<ref>Bibelen (1992), s. 181</ref> Talende dyr er langt mere almindelige i græsk litteratur end i Bibelen. <ref>Gnuse (2017)</ref> Ofrelsen af ​​Ifigenia i to skuespil af Euripides omkring 400 f.Kr.: ''Ifigenia blandt Taurierne'' og ''Ifigenia i Aulis'', kan have inspireret beretningen om Jeftas ofring af sin datter i Dommerbogen kapitel 11:30, 34-40, som synes at være indsat i beretningen om Jeftas kamp mod ammonitterne. <ref>Gnuse (2019)</ref> Arrian fra Nicomedia, en græsk historiker fra 2.århundrede f.Kr. har skrevet en beretning om Alexander den Store, herunder om det spildte vand i Anabasis af Alexander i Sjette bog kapitel 26.1-3. Denne skildring kan have inspireret en lignende historie om David i Anden Samuels Bog 23:15-17. Davids handling med at hælde det vand ud, som hans modige soldater hentede bag fjendens linjer, virker ikke som en fornuftig historie, mens Alexanders handling i den gedrosiske ørken i Balochistan, hvor tørst virkelig er et problem, gør.<ref>Gnuse (1998)</ref>. I flere tilfælde kan det sandsynliggøres, at disse broderende fortællinger optræder som et vedhæng til ældre beretninger og måske af samme grund er placeret i slutningen af ​​bibelske bøger, hvor de ser ud til kun med en løs forbindelse at have været knyttet til bøgernes hovedfortællinger. Dette gælder især i Dommerbogen, hvor fortællingerne i Dommerbogen kapitel 13-16 om Samson ser ud til at være skrevet i en helt anden stil end resten af ​​Dommerbogen. Et stort antal forskellige græske legender om Herakles synes at have haft indflydelse på Samson-fortællingerne i Dommerbogens kapitel 13-16 og må være kommet til på et sent tidspunkt, sandsynligvis i den hellenistiske tid. Der er alt for mange græske paralleller inden for disse fire kapitler til, at de kan afvises som blot tilfældige fortællingshistoristiske sammentræf.<ref>Gnuse (2018)</ref> Afsnittene i Dommerbogens kapitel 17-21 om Mika, om Dan-stammens udvandring til Lakash samt om Benjamitternes skændselsdåd fremstår ligeledes som tilføjede tillæg til resten af ​​bogen, og netop dér finder vi beretningen om kvinderne, der blev kidnappet fra Silo. "Voldtagelsen af ​​de sabinske kvinder", en gammel fortælling som findes omtalt hos Titus Livius i hans ''Historie'' bind 1 kapitel 9:1-16) og hos Plutarch i hans ''Parallelle Liv'' (oldgræsk: Βίοι Παράλληλοι), en serie på 48 biografier over kendte mænd i afsnittet om Romulus, kan have været forbillede for historien Benjamitterne og de bortførte piger i Dommerbogen kapitel 21:1-24.<ref>Bibelen (1992), s.300</ref><ref>Gnuse (2007)</ref> Fortællingerne om Josef, Bileam og Jefta kunne være blevet placeret i den bibelske tekst i den persiske periode kort efter 400 f.Kr., såvel som bibelske tekster i Første Mosebog 1-11 med Hesiod, Hekateus og Herodot som inspirationskilder. Men de andre fortællinger synes mere sandsynligt at have deres oprindelse fra hellenistisk tid, og man kan derfor argumentere for, at alle disse tekster opstod samtidigt og derfor må høre hjemme i den hellenistiske tid. Anden Samuelsbog kapitel 21-23 synes også at være et appendiks, og heri finder vi David, der hælder det vand, han har modtaget fra sine krigere, ud. Dommerbogen kapitler 13-21 og Anden Samuelsbog 21-23 kunne derfor være blevet føjet til Femte Mosebogs historier på et meget sent tidspunkt. Historierne om Josef i Første Mosebog kaptel 39-50, der skulle forklare jødernes ophold i Egypten, ses af forskere som en sen tilføjelse fra omkring 400 f.Kr. eller senere, hvorfor Herodots indflydelse på Josefs drømmetydning er sandsynlig. Andre beretninger ser ud til at være blevet indsat noget ujævnt midt i deres fortællende kontekst. Dette er tydeligst i beretningen om Jeftas ofring af sin datter, som synes at være indsat midt i Jeftas slag i Transjordan, og fortællingen om Bileam og hans æsel, som fremstiller Bileam som en helt anden person end den, der findes i resten af ​​Fjerde Mosebog 22-24. Historien om de tre engle, der besøger Abraham og pludselig kun bliver to i antal, da de besøger Lot, har modsvarende romerske beretninger, hvor der er henholdsvis tre og to engle i fortællingerne fra Ovid. Desuden vidner detaljerne i dialogen i Første Mosebog kapitel 18 og 19 også om en senere tids skrivestil. Således synes indflydelsen fra klassiske romerske og græske beretninger at være mest sandsynlig i historier, der synes at være senere tilføjelser og indsættelser i hovedhistorierne. Foruden indholdsmæssige ligheder er der også opbygningsmæssige ligheder. Daniel Hawk bemærkede, at Aischylos' ''Orestia'' og Gamle Testamentes narrativ fra Første Samuelsbog kapitel 8 til Anden Kongebog kapitel 8 deler sammenlignelige struktur og karakterer, idet begge har et tredelt skema og begge bruger metaforer til at afspejle overgangen fra et slægtskabssamfund til et borgersamfund: mens Agamemnon og Saul afspejler den gamle samfundsorden, viser Orestes og David overgangstiden, og Athena og Salomon indfører den nye samfundsorden. Forfatteren til Femte Mosebog brugte ''Orestia'' som model for sine "modtagne traditioner vedrørende det israelitiske monarki". Hawk mener, at den hellenistiske tid kan have været det tidspunkt, hvor den bibelske forfatter havde adgang til og også brugte Aischylus' skrifter.<ref>Hawk (2003), s. 73-88</ref> Wesselius har undersøgt slægtsforbindelserne i skildringerne af patriarkerne i Gamle Testamente, især omkring Moses, og omkring Xerxes som skildret hos Herodot og finder forbløffende overensstemmelser, idet der for begge findes den samme slægtsstruktur i fem slægtsled, lige som deres geografiske forbindelser med henholdsvis Lydien og Egypten nøjagtig svarer til hinanden i hvert enkelt slægtsled.<ref>Wesselius (2013), s. 55 og 73</ref> Disse og andre eksempler er blevet fremhævet af nogle forskere, der generelt er enige om, hvordan hellenistisk litteratur formede den oprindelige historie efter 300 f.Kr. eller endda efter 200 f.Kr., i den makkabæiske æra. Larsson mener, at de bibelske beretninger blev skabt i det ptolemæiske Egypten i det andet århundrede f.Kr. og påvirket af betydelige græske historikere fra det tredje århundrede f.Kr., så som Berossos, Manetho og Eratosthenes.<ref>Larsson (2004), s. 296-311</ref> På grundlag af sådanne iagttagelser mener Niels Peter Lemche, at Dommerbogen og sikkert også andre dele af Gamle Testamente først er blevet skrevet eller har fundet deres endelige form omkring 272 f.Kr.<ref>Lemche (2024)</ref> Etienne Nodet vurderer, at Mosebøgerne opstod i begyndelsen af ​​det tredje århundrede f.Kr., mens profeterne og nogle af skrifterne blev skabt i det andet århundrede f.Kr.; disse tekster blev udformede i Alexandria under hellenistisk indflydelse.<ref>Nodet (2014), s. 36-55</ref> Emanuel Pfoh mener, at selvom den primære historie blev skabt i den hellenistiske æra, stammer nogle traditioner fra den assyriske og persiske tid og blev udviklet af krønikeskrivere gennem årene, men grundlæggende blev teksten formet under hellenistisk indflydelse.<ref>2014; s. 23, 33-35</ref> Hvordan det nu forholder sig, står det klart, at både den sene tilblivelse og dens mulige motiver undergraver store dele af Gamle Testamente som en troværdig historisk kilde. Det er muligt, at der findes en historisk kerne, som over tid er blevet udbygget og pyntet på med narrativer hentet fra græske traditioner, men indtil videre må det konstateres, at næsten alt i Gamle Testamentes narrativer lader sig betvivle med hensyn til troværdighed. Mest afgørende i denne sammenhæng er det imidlertid, at hvis disse kritikere tilhørende "Københavnerskolen" har ret, så betyder det, at ''Tanakh'' eller Gamle Testamente langt fra var færdigskrevet endsige færdigredigeret, da jøderne vente tilbage til Jerusalen efter eksilet i Babylon. Forud ventede endnu en lang redigeringsproces, og det kan også forklare hvorfor, at vi skal helt frem til 2. århundrede f.Kr. (eller tidligst 3. århundrede f.Kr.) før, at jøderne udviser noget kendskab til deres religiøse skrifter. Forklaringen er den enkle, at først da havde skrifterne nået et så fuldendt udseende, at de lod sig anvende i den national-politiske propaganda. ==== Hyksos-problemet ==== Mens arkæologerne med rimelig sikkerhed tør fastslå, at der fandtes en særlig israelitisk befolkning fra omkring 1200 f.Kr., så er der mere usikkerhed om tiden forud. Hovedspørgsmålet kan formuleres således: er jødernes ophold i og udvandring fra Egypten en historisk begivenhed eller ej? Holdningerne spænder fra fuldstændig afvisning af denne historie til ubetinget tilslutning. For at løse problemet må vil opspalte det i tre delspørgsmål:</br> - kan der påvises et ophold af en semitisk befolkning i Egypten?</br> - hvis ja: inden for hvilket tidsrum?</br> - hvis ja: var det israelitter eller ej? Det umiddelbare svar på spørgsmålet er, at der faktisk findes oplysninger om en fremmed befolkning i Egypten. Men denne befolkning, kaldes af egypterne selv ''Hiku-khasut'', det vil sige "ørkenfyrsterne" (hvilket på græsk er blevet til ''hyksos''<ref>Bibby (1978), s. 96</ref>, og denne benævnelse bruges almindeligvis og derfor også her), ikke "hebræerne", "jøderne" eller "israelitterne", og ingen af disse betegnelser kendes i samtiden, end ikke fra Kana'an. Forskerne mener at kunne fastslå, at disse ''hyksos'' ankom fra øst til Egypten i det 18. århundrede f.Kr., regerede over Egypten i det 17. og 16. århundrede f.Kr. men senere forsvandt igen. Der er fundet en grav rejst over en mand ved navn ''Aper-El'', det vil sige "El's tjener", som tjente hos faraonerne Amenhotep III og Akhenaten i det 14. århundrede f.Kr.<ref>Dinkgreve (2021), kap. 8</ref> Et passende udgangspunkt for vurdering af udvandringens troværdighed kan være Simcha Jacobovici og hans film "''The Exodus decoded''". Heri giver han blandt andet en omfattende dokumentation, som nok kan være en nøjere gennemgang værd. Simcha tager udgangspunkt i bibelkritiske afvisninger af udvandringen, som traditionelt blev dateret til 1270 f.Kr. det vil sige i Ramses II's regeringstid men hvor der ingen beviser for en sådan begivenhed findes. Simcha mener, at denne datering er forkert, og at den korrekte tidsfæstelse er omkring 1500 f.Kr. Som beviser for denne tidsfæstelse anfører han følgende: ''Hyksos''-folket skulle være kommet til Egypten omtrent 200 år før, at de atter udvandrede, det vil sige 1700 f.Kr. I en grav i Beni Hassan ved Nilen omkring 400 km syd for Cairo findes et vægmaleri, som antagelig viser en indvandring til Egypten. Befolkningen er semitter med skæg, flerfarvede dragter og med benævnelsen "''Amo''". I ''Tanakh'' (Gamle Testamente) anvendes benævnelsen "''Amo Israel''", det vil sige "Guds folk". Benævnelsen er den samme og deres ophold passer nøje med traditionen. ''Hyksos''-folkets hovedstad var Avaris, der ligger i Nilens delta nord for Cairo. Avaris er blevet udgravet af professor Manfred Bietak fra Wien. Han har blandt andet fundet 9 seglstamper med navnet "Jakob", hvilket nøje svarer til den bibelske tradition om faraos betroede mand, Josef, der netop var søn af Jakob. Ifølge traditionen ender indvandrerne som slaver. I Serabit El Khadim i Sinai-ørkenen blev udvundet tyrkis-sten i miner ved slaveri. I en af disse minder findes en alfabetisk (ikke-egyptisk) indskrift på væggen: "El, hjælp mig". ''El'' var navnet på en semitisk guddom. En stele rejst af farao Ahmoses og dateret til omkring 1500 f.Kr. fortæller om blandt andet storm og mørke i overensstemmelse med den bibelske tradition, og den nævner gud i ental. Ahmoses er kendt for at have udvist ''hyksos''-folket. Navnet Ahmoses betyder på egyptisk "månen er født" men på hebraisk "Moses' broder". Omkring 1500 f.Kr. indtraf et stort vulkanudbrud på øen Santorini i det græske øhav. Simcha mener, at det var denne begivenhed, som udløste udvandringen, og at den også kan forklare Egyptens ti plager. Hans argumentation herfor er følgende: I Avaris er fundet vulkansk pimpsten dateret til omkring 1500 f.Kr. Dette viser (om ikke andet) at Egypten blev påvirket af netop dette vilkanudbrud. Vulkanudbruddet og tilhørende jordskælv havde følgende bivirkninger:</br> - vandet bliver rødt. Årsagen er, at rust frigøres ved gasudbrud fra bunden og opblandes i vandet. Dette skete blandt andet i 1986 ved Nyos-søen i Cameroon.</br> - frøer. Hopper ud af vandet, når det bliver forurenet.</br> - lus, fluer og epidemi følger som eftervirkninger af miljøkatastrofen</br> - sår og bylder. Disse kendes ligeledes fra Nyos-begivenheden i 1986.</br> - hagl. Is og ild = "vulkansk hagl" omtales i den såkaldte Ipuwer-papyros og skyldes, at vulkansk aske blandes med vand i atmosfæren.</br> - græshopper. Bringes på vandring på grund af klimaændringen.</br> - mørke. Skyldes en askesky, der fra vulkanudbruddet bredte sig til Nilens delta, hvilket er bevist ved korn af asken fundet af Jean-Daniel Stanley fra Smithsonian Institute.</br> - førstefødte sønner døde. Skyldes at CO_² frigøres fra jordens indre og lægger sig lige ved jordens overflade. Da de ældste priviligerede sønner sov på en lav seng, blev de dræbt af gassen, mens andre børn der sov på de flade tage aldrig blev berørt inden, at gassen opløstes igen. Noget tilsvarende blev observeret i Nyos. Yderligere er der udgravet massegrave i Avaris, som kun omfatter personer af mandkøn og ikke krigere. Og Ahmoses' egen søn døde som 12-årig (hans begravede lig er fundet).</br> Ifølge Simcha er alle disse begivenheder således naturlige mulige følger af vulkanudbruddet. [[Fil:Stele_of_Grave_Circle_A_Mycenae_NAMA_1428.JPG|200px|thumb|Gravstele fra Mykene, der viser Farao, som forfølger Moses. De er omgivet af vand på begge sider.]] Velkendt er historien om havets deling.<ref>Bibelen (1992), s. 82</ref> Den korrekte formulering i Bibelen er "Yam Suf", det vil sige Sivhavet. Men siv vokser ikke i saltvand, så der er tale om en stor sø. På Ismailia Regional Museum findes en granitsten med en indskrift i hieroglyffer, ''El Arish''-indskriften, der fortæller om udvandringen set fra faraos side. Her kaldes lederen for "ørkenprinsen". Mere bemærkelsesværdigt er det, at indskriften også fortæller, at vandene delte sig (markeret som bølger + 2 knive), og at indskriften nævner stedet for denne begivenhed: ''El Balah'', en nu tidligere sø beliggende øst for Avaris nær overgangen til Sinai-ørkenen. Simcha mener, at som følge af de tektoniske forskydninger og deraf følgende jordskred løftede den afrikanske plade sig 1-2 meter og skabte en landkorridor, men kort efter fulgte en tsunami, som druknede faraos hær. Simcha peger på et vægmaleri på Santorini, som viser en sejlads fra en by omgivet af mure. Simcha mener, at den viste by er Avaris, idet der her også er fundet minoiske vægmalerier, hvilket vidner om handelsforbindelser. En del af udvandrerne skulle således være draget til Grækenland. I Mykene er fundet guldgenstande og sværd i en grav dateret til 1500 f.Kr. De kan stamme fra sådanne udvandrere. Desuden er fundet tre gravsten med billeder visende først en mand på en stridsvogn, der forfølger en gående mand omgivet af bølger, dernæst at den gående mand er nået højere liggende land og har vendt sig imod stridsvognen, og endelig at stridsvognen drukner i bølgerne. Billederne viser, let forenklet, faraos forfølgelse af Moses. Det er i bogstaveligste forstand en tegneserie om begivenheden. Simcha peger dernæst på, at jordskælv kunne have ført til, at gas og olie blev frigivet og måske blev antændt, og derved gav anledning til røgsøjler om dagen og ildsøjler om natten svarende til beretningen i Anden Mosebog kapitel 13 vers 21-22: "Herren gik foran dem, om dagen i en skysøjle for at føre dem på vejen og om natten i en ildsøjle for at lyse for dem, så at de kunne gå både dag og nat. Skysøjlen fjernede sig ikke fra folket om dagen og ildsøjlen ikke om natten."<ref>Bibelen (1992), s. 81</ref> Endelig mener Simcha at kunne påvise, hvor bjerget Sinai lå. Og han mener at have fundet billedlige gengivelser af Pagtens Ark - i Grækenland af alle steder! Så langt Simcha. Det giver anledning til en række spørgsmål: er begivenheden fejldateret? Det er der faktisk en del, der tyder på. Begivenheden fandt efter alt at dømme sted omkring 1500 f.Kr. Kan et vulkanudbrud være forklaringen på begivenhedsforløbet? Svaret må være, at det er muligt, i hvert fald er der intet, som tyder på, at det ikke kunne være tilfældet. Var dette ''hyksos''-folk ''Amo'' og var det semitter? Ja, det er sandsynligt. Var det også israelitter? Det er muligt, men ikke sikkert. Vi har tidligere fastslået, at Gamle Testamentes historie om udvandringen fra Egypten tidsmæssigt er uforenelig med historien om Abraham som israelitternes stamfader, idet hans ophold i filistrenes land er flere hundrede år yngre end udvandringen. Og det forbliver uforklarligt, at et folk, som kaldte sig selv Israel, ikke optræder under dette navn men af Egypterne kaldtes henholdsvis ''Amo'' og ''Hyksos''. Historien om ''exodus'' eller udvandringen fra Egypten kendes ikke fra Elephantine, en jødisk by i Egypten fra 400-tallet f.Kr., hvilket kunne tyde på, at denne tradition i jødisk historieforståelse enten må være yngre end denne tid eller endnu ikke spillede den rolle i jødisk selvforståelse, som den senere fik. Hvis man vil være besværlig, kan man opstille følgende alternative hypotese: udskibningen fra Egypten til Mykene eksisterer ikke i det bibelske narrativ. Hvis man alligevel forudsætter, at det afspejler en historisk kendsgerning, så kunne disse udvandrere, ''hyksos'', have taget hele traditionen med sig og billedligt gengivet den på deres gravsteler. Da "havfolket" (som beviseligt stammer fra Grækenland foruden andre steder) langt senere, omkring 1177 f.Kr., kom til Palæstina, bragte de traditionen med sig. Det er her fra, at jøderne senere overtog den, omformulerede den til en ørkenvandring med Moselov og hele molevitten og dermed tillige skrev det oprindelige folk ud af beretningen og satte sig selv ind i stedet som led i en selvskabt historisk tradition. Der er selvsagt ingen beviser for en sådan udvikling, men der er heller intet, som modsiger den, og den ville forklare årsagen til, at traditionen åbenbart overlevede i Mykene. Og hvad mere er: det kunne forklare hvorfor, at folk fra Middelhavets nordlige kyster søgte øst- og sydpå (i stedet for vestpå), da deres hjemlige forhold ikke tillod dem at blive boende, hvor de var. Et indicium for, at teorien kunne være rigtig, er det forhold, at Mykene var et handelscentrum i tiden 1600-1100 f.Kr. blandt andet med handelsforbindelser til Levanten. Blandt de forhandlede varer var genstande af elfenben fundet i Megiddo, der viser handelsforbindelser til Det Ægæiske Hav, Kypern, Hittitterne samt Egypten.<ref>Novacek (2011), s. 47f</ref> Det indebærer, at "havfolket" meget vel kan have haft handelsforbindelser med Levanten tidligere og derfor kendte til områdets frugtbarhed inden, at de udvandrede dertil. Et andet mindre indicium er, at de eneste antikke indskrifter, hvor personer kalder sig selv for "israelitter", findes på øen Delos i Grækenland og viser, at de var kommet dertil fra Kreta. Det fremgår også, at de hyldede bjerget Gerizim (ved Nablus, på Vestbredden) som deres helligdom, hvilket indebærer, at de efter alt at dømme egentlig var samaritanere. Ganske vist er både Delos-indskrifterne og Gerizim-templet langt yngre og stammer fra persisk eller græsk tid<ref>Hjelm (2015), s. 228-230</ref>, men det er rimeligt at spørge, om de afspejler og er følger af langt ældre forbindelser. Hvis det forholder sig således, kan ''hyksos''-folket oprindeligt have været samaritanere. Til støtte for denne antagelse tjener, at samaritanerne i deres selvforståelse betragtede sig som efterkommere af Josef og hans sønner Manasse og Efraim, hvilket er bevidnet af Josefus.<ref>Hjelm (2015), s. 228</ref> I denne forbindelse bør nævnes to forhold, som kan understøtte denne tradition: dels ved vi, at bystaten Samaria havde en forgænger i Shechem, som mindst lader sig føre tilbage til 14. århundrede f.Kr.<ref>Lemche (2024), s. 3</ref> Det er altså muligt, at denne nye statsdannelse kunne være etableret af ''hyksos''-folket, hvis de udvandrede til Kana'an i stedet for at tage på ørkenvandring. Dels er der store overensstemmelser imellem de to trosretninger, samaritanismen og jødedommen.<ref>Hemmer-Gudme (2015), s. 262</ref> Dette indebærer, at de oprindeligt har været een tradition, men at der senest i 2. århundrede f.Kr. er indtrådt et brud, antagelig fordi samaritanerne holdt fast ved Gerizim som det hellige sted, mens jøderne gjorde Jerusalem til deres religiøse centrum.<ref>Hemmer-Gudme (2015), s. 262f</ref> Endelig må nævnes, at ''Eqwesh'' - en af "havfolkets" folkegrupper, der menes at samme fra det Ægæiske Hav - ifølge en indskrift i Karnak som de ''eneste'' blandt indvandrerfolkene skulle være omskårne, hvilket stærkt taler for, at de havde en oprindelse i kana'anæisk kultur. Vi kan måske underbygge denne antagelse med de såkaldte Amarna breve opkaldt efter Tell el-Armarna, Akhnatens hovedstad i det 14. århundrede f.Kr.<ref>Waterhouse (2001), s. 31</ref> Disse breve omhandler mange emner, men et af dem er ''habiru'', de lovløse i Kana'an på denne tid. Af brevene tør udledes, at de var modstandere af kongedømmet<ref>Waterhouse (2001), s. 32</ref>, at de havde et kerneområde i det gallilæiske bjergland<ref>Waterhouse (2001), s. 34</ref>, og at de var indvandrere.<ref>Waterhouse (2001), s. 41</ref> Det er tænkeligt, at en del af disse ''habiru'' var de samme ''hyksos''-folk, som havde forladt Egypten og nu var vendt tilbage til Kana'an. Særlig bemærkelsesværdigt er et af disse breve, der oplyser, at Shechem frivilligt og uden kamp havde sluttet sig til dem.<ref>Waterhouse (2001), s. 38</ref> Når man betænker, at Sechem var hovedstad i Samaria, så må man spørge, om de senere samaritanere udviklede sig som et blandingsfolk af landets oprindelige indbyggere og disse indvandrere? Læg dertil at Josef benævnes som hebræer fra hebræernes land i Første Mosebog kapitel 40:15.<ref>Bibelen (1992), s. 52</ref> Disse forhold understøtter samaritanernes egen traditioner om at være efterkommere efter Josef og hans sønner. Også tidsmæssigt passer det, at ''habiru'' optræder i århundredet efter, at ''hyksos'' havde forladt Egypten. Endelig bliver det forståeligt hvorfor, at ''hyksos'' så at sige "forsvandt": de blev en del af ''habiru'' og/eller af befolkningen i Samaria, hvis de da ikke udvandrede til Grækenland. Der eksisterer ingen skriftlige kilder, som kan understøtte en udvandring enten fra Egypten eller Kana'an til Grækenland, men forklaringen kan være den enkle, at en mindre udvandring - især hvis den var fredelig - ikke har været en omtale værd for datidens ledende folk. Udvandringen kan være motiveret af, at det var svært for de egyptiske migranter at finde plads i Kana'an, hvorfor en udvandring til Grækenland, som de var fortrolige med fra deres samhandel, var et logisk alternativ. Vi kan måske komme et skridt videre: hvis vi tør tage de mange indskrifter fra Ugarit som et indicium, så er det muligt, at ''El'' oprindelig var en guddom fortrinsvis dyrket i den nordlige del af Kana'an. Efter som ''El'' også optræder som guddom for de semitter, som kom til Egypten og slog sig ned i Avaris, så tør vi gå ud fra, at det også var netop fra dette område, at ''hyksos''-folket stammede. Det er sandsynligt, at det først var efter deres tilbagevenden til Kana'an, at nogle af dem kort efter udvandrede til deres handelsforbindelser i Grækenland, måske som følge af egypternes magtovertagelse i Kana'an. Om nogen ørkenvandring var der ikke tale. Eller rettere: selv om en gruppe af ''hyksos''-folk sejlede til Grækenland, forhindrer dette ikke, at en betydelig gruppe søgte tilbage til deres hjemland; derimod er det mindre sandsynligt, at de drog østpå og slog sig ned blant edomitter og midjanitter. Det har været foreslået, at det kun var en mindre stamme, som senere blev til "hele Israels folk", og som så måske også var blandt dem, der senere søgte nord på til bjergegnene i det sydlige Kana'an<ref>Russell (2009), s. 27</ref>, men det er mere sandsynligt, at hele ørkenvandringen snarere var et narrativ, der skulle forklare hvorfor, at folk fra Egypten valgte en lang omvej og kom til Kana'ans bjergegne fra syd i stedet for at vælge den langt kortere vej tilbage til deres formodede hjemland. Samtidig kunne det bruges til at indskrive Pagtens Ark i historien. Hvad så med Jahve? Jahve blev måske oprindelig dyrket af ''Shassu''-folket på Østbredden, det vil sige i Jordan, og i det nordøstlige Sinai blandt edomitter og midjanitter. Herfra bredte dyrkelsen sig så nord over til hebræerne i bjergegnene. Det er muligt, at Jahves modvilje mod andre guder i virkeligheden afspejler en religiøs konflikt mellem den nordlige og den sydlige religion, og det er muligt, at også centraliseringen af gudsdyrkelsen i virkeligheden skal ses i dette lys. Endelig kan det forklare delingen i et nordligt Israel og et sydligt Juda: det modsvarer de to guddommes dominerende områder, ''El'' i nord og ''Jahve'' i syd. ''Shassu''-folket har øjensynligt kun haft begrænsede forbindelser med Egypten, der konstant omtaler dem som "Shassu, Jahves land".<ref>Hen (2021)</ref> Vi tør heraf udelukke, at ''Shassu''-folket kan være identisk med ''hyksos''-folket. Det sætter snævre grænser for, hvad der blev af ''hyksos''. Udvandring er en nærliggende mulighed, især fordi ''hyksos'' ikke ses noget sted i Kana'an, hvilket er ikke mærkeligt, når man erindrer, at Kana'an på den tid var lydland under Egypten. Det kan endvidere udelukkes, at de kunne være søgt op i bjergene i Kana'an allerede i 15. århundrede f.Kr., da bebyggelsen her er 2-300 år yngre. Endelig er omtalen af Israel i 1207 f.Kr. et indicium for, at der ikke er tale om samme folk som ''hyksos'', i så fald ville man forvente, at egypterne ville bruge det samme navn. Ligeledes kan vi udelukke, at det var israelitterne selv, som indvandrede sammen med havfolket, fordi dette skete 1177 f.Kr., mens Israel som omtalt nævnes på en stele allerede fra 1207 f.Kr. Tydeligvis var der tale om to uens folk. Måske jøderne "overtog" selvbenævnelsen "israelitter" som led i en politisk strategi, der så at sige skulle udrydde samaritanernes legitimitet som folkeslag i Kana'an.<ref>Lemche (2024), s. 5</ref> Kildekritisk må det konstateres, at Mosebøgerne ret beset forsøger at forene to temmelig uforenelige historiske traditioner: på den ene side traditionen fra Mesopotamien omfattende Edens Have (Dilmun), Babelstårnet (zigguraterne) og Noas ark, hvor Abraham indgår som det forklarende bindeled hvorfor, at jødernes stamfader udvandrede til Kana'an, på den anden side traditionen om Jakob (Israel)<ref>Bibelen (1992), s. 46</ref>, Josef og hans brødre<ref>Bibelen (1992), s. 48f</ref>, Israels udvandring til Egypten<ref>Bibelen (1992), s. 59</ref> og Moses<ref>Bibelen (1992), s. 67</ref> med udvandring, ørkenvandring, moseloven og løftet om Kana'an.<ref>Bibelen (1992), s. 243</ref> Der kan næppe være tvivl om, at den jødiske beretning om udvandringen fra Egypten og den egyptiske beretning om fordrivelsen af de fremmede omtaler den samme begivenhed set fra to sider. For så vidt behøver ingen af dem at give det sande billede: hvis årsagen til udvandringen fra Egypten virkelig var et vulkanudbrud, kunne de forringede leveforhold efter dette meget vel være årsag til, at folk udvandrede eller bortvandrede igen. At jøderne eller israelitterne har taget begivenheden til sig er for så vidt ikke anderledes end andre historier, som de har adopteret og adapteret. Som en sidebemærkning skal det lige nævnes, at den egyptiske konge Amenhotep IV, bedre kendt som Akhenaten, som var gift med Nefertiti og fader til Tutankhaton, og som er gået over i historien som den første monoteistiske konge, regerede fra omkring 1353 til 1336 f.Kr. Det betyder, at han regerede henved 150 år efter, at ''hyksos'' udvandrede, og at hans monoteisme således ingen forbindelse har med Moses. Lige så lidt er der grund til at tro, at hans monoteisme har været inspiration for jødernes monoteisme. ==== Bearbejdede profetier ==== De mange profetiske tekster i Gamle Testamente udgør et eget problem. Kort sagt er de kildekritiske studier i stigende grad blevet opmærksomme på, at der heller ikke i dette tilfælde er tale om originale tekster. I stedet er disse tekster blevet ændret for at tilpasse dem til bestemte formål. Esajas', Jeremias', Ezekiels og de tolv "små" profeters profetier mangler en historie og opretholder ikke en ensartet kronologisk rækkefølge. Disse profetiske bøger ses ikke længere som blot kilder, hvorved læserne kan få adgang til fortiden. De læses nu som bevidste kompositioner, der genpræsenterer og fortolker profeternes ord i tekstform. Allerede i de sidst nævnte profeters tekster er der tegn på en bevidst manipulerende formulering af ​​profetier. Historien i Jeremias kapitel 36 beskriver for eksempel en proces, hvor ulige budskaber i forskellige former fra forskellige tider og steder sammensættes i tekstform af profetens skriver. Når denne rulle efterfølgende bliver ødelagt som kongens reaktion på dens oplæsning side for side<ref>Bibelen (1992), s. 995-997</ref>, så sker der ikke blot en omskrivning af rullen, men også en betydelig tilføjelse af lignende ord, hvilket vidner om bogens litterære vækst. Profeter som Jeremias er ikke længere tilgængelige i den oprindelig version, men deres ord forbliver tilgængelige i de bøger, der bærer deres navne. Disse bøger danner et særskilt korpus inden for den bibelske kanon. Når Daniel refererer til Jeremias' profeti om halvfjerds år i Daniels Bog kapitel 9:2<ref>Bibelen (1992), s. 1117</ref>, taler han om Jeremias' bog blandt en flerhed af profetiske bøger, jævnfør også Ezekiels Bog 38:17<ref>Bibelen (1992), s. 1091</ref>. De tidligste postbibelske fortolkere af den profetiske litteratur var de skriftkloge, oversættere og kommentatorer, der videregav, gengav og forklarede teksterne. Den tidligst dokumenterede periode med skriftlig overlevering fra omkring 250 f.Kr. indtil 132-135 e.Kr. bærer tydelige vidnesbyrd om, at datidens skriftkloge ikke så sig selv som blot afskrivere på samme måde som skriftkloge fra en senere periode. De så snarere sig selv som ligestillede med de oprindelige forfattere, og de udvidede ofte den bibelske tekst med fortolkninger, der var beregnet til at hjælpe læserne med at forstå teksten. Disse skriftkloge havde deres eget syn på den bibelske tekst og ønskede at sikre en teologisk korrekt læsning af den. Blandt de profetiske bøger forekommer de mest fremragende eksempler på fortolkningsmæssig udvidelse i Jeremias' og Ezekiels Bøger i den masoretiske tekst, det vil sige i en version kopieret, redigeret og spredt af en gruppe jøder kendt som masoreterne mellem det 7. og 10. århundrede e.Kr. I disse udgaver har udvidelsen nået grænsen for skabelsen af helt ​​nye udgaver af bøgerne. De hebraiske tekster bag de oldgræske versioner af disse bøger er betydeligt kortere førsteudgaver. Mange af udvidelserne i andenudgaverne, der findes i den masoretiske tekst, er af fortolkende eller forklarende art. For eksempel er den i Jeremias' omtalte fjende fra nord ikke udtrykkeligt identificeret i oldgræske eller dens hebraiske kilde, hvilket efterlader den åben for den slags dommedagsagtige fortolkning, der findes i Ezekiels Bog kapitel 38:14-17<ref>Bibelen (1992), s. 1091</ref>, men den masoretiske tekst identificerer udtrykkeligt denne fjende som Babylon i udvidelsen af ​​Jeremias 25:9, hvilket skaber en interessant konflikt med Jeremias' Bog kapitel 50:3 og dens profeti om en fjende fra nord, der kommer mod Babylon.<ref>Bibelen (1992), s. 1017</ref> Et andet eksempel er versionen af ​​Jeremias' profeti om halvfjerds år i Jeremias' Bog kapitel 25:11-12.<ref>Bibelen (1992), s. 979</ref> I den oldgræske version er denne profeti ikke eksplicit begrænset til perioden under det babylonsk fangenskab, jævnfør Daniels Bog kapitel 9:1-2, 24-27<ref>Bibelen (1992), s. 1118</ref>, men udvidelserne i den masoretiske tekst gør denne begrænsning af profetien udtrykkelig, således i Jeremias' Bog kapitel 29:10.<ref>Bibelen (1992), s. 984</ref> For Ezekiels Bog forekommer en af ​​de mest bemærkelsesværdige udvidelser i den masoretiske udgave af Ezekiels Bog kapitel 36:23-38, som mangler. Denne ret lange udvidelse er åbenbart baseret på materiale fundet andre steder både i og uden for Ezekiels Bog. Man kan mene at alle disse præciseringer og fortolkninger er afskrivernes velmenende forsøg på at forstå og fortolke den oprindelige tekst bedre, men når det forholder sig således med disse profetiske tekster, rejser det uundgåeligt spørgsmålet om og i hvilken grad, det samme er tilfældet med andre tekster i Gamle Testamente. Og det svækker betydeligt Gamle Testamentes værdi som sikker og troværdig kilde til jødernes historie. === Sammenfatning === Denne gennemgang af Gamle Testamente har kun omfattet en mindre del af den samlede tekst, men selv denne meget begrænsede gennemgang har belyst en række problemer:</br> - Gamle Testamente er ''ikke'' en historisk redegørelse for jødernes historie, selv om den giver indtryk af dette,</br> - det er i stedet en samling af traditioner, anekdoter og myter skrevet af ulige forfattere til ulige tider</br> - der er gjort forsøg på at sammenskrive og harmonisere disse narrativer</br> - hvilket ikke kan skjule, at der er kronologiske problemer</br> - og at væsentlige traditioner er hentet fra andre kulturer, især Sumer og Mesopotamien men også fra Grækenland. Vi tør antage, at skildringen af kongetiden og det delte kongerige med navnelister over regenterne er rimelig troværdig, blandt andet fordi deres navne forekommer i andre kilder, men vi har kun ringe mulighed for at vide i hvilken udstrækning, historierne om dem er blevet ændrede for at tilpasse sig et senere monoteistisk narrativ. Niels Peter Lemche har kaldt Gamle Testamente for en form for ''erindringslitteratur''. Han mener, at egentlig historieskrivning er en forskningsgren, hvor historikeren følger bestemte metoder for at nå frem til en forståelse, som kan modstå enhver kildekritik. Omvendt forholder det sig med erindringer, der ikke er bundet af særlige regler eller metoder.<ref>Lemche (2013), s. 19</ref> Til gengæld indgår der her et element af selvforståelse og af tolkning, hvilket betyder, at erindringen formuleres på en måde, der afspejler forfatterens narrativ. Det betyder, at det kan indeholde anekdoter<ref>Lemche (2013), s. 20</ref>, som ikke kan stå for en kildekritisk prøvelse, men som accepteres på grundlag af deres "elegante stil" og "moralske indhold"<ref>Lemche (2013), s. 21</ref> samt vel ikke mindst for deres underholdende værdi. Det betyder også, at faktiske begivenheder og andre forhold kan flyttes frem eller tilbage i tid for at fremme et bestemt narrativ. Set i dette lys bliver de mange lånte historier i Gamle Testamente forståelige. Disse havde til formål at give både fylde og "farve" til en ellers måske kort årstals- og begivenhedsliste baseret på krøniker og kongelige annaler.<ref>Lemche (2013), s. 22</ref> Men de undergraver også Gamle Testamente som historisk kilde, og dette problem forstærkes ved Gamle Testamentes rolle som en slags propagandaskrift formuleret af en intellektuel elite.<ref>Lemche (2013), s. 31</ref> === <big>Semitismen, jødedommens tankesæt</big> === Vi har i det foregående set på Gamle Testamente som et muligt historisk kildeskrift. Man kan imidlertid også anlægge en helt anden synsvinkel, nemlig Gamle Testamente som ideologisk grundlag nærmere betegnet som grundlag for en jødisk national etnicitet samt for en særlig jødisk etik. Det skal på forhånd understreges, at det følgende ikke omfatter alle jøder, idet mange alene identificerer sig som tilhørende denne folkegruppe af genealogiske og traditionsbårne årsager, det vil sige med hensyn til deres familiære oprindelse samt højtider og mindedage. Men der findes også kredse i den jødiske befolkning, der opfatter Gamle Testamente som en anvisning på hvordan, at jøder kan og bør opføre sig. Alle kender begrebet "anti-semitisme", men få eller ingen ved, hvad udtrykket "semitisme" egentlig dækker over. Man vil således lede forgæves efter det i en ordbog eller eksempelvis på ''wikipedia''. Her vil begrebet blivet forstået således, at det dækker over den tankegang eller de tankegange, som kan udledes og af nogle er blevet udledt af Gamle Testamente. Det betyder, at der her vil blive set bort fra jødisk mysticisme, kabala, frankisme og lignende ældre og nyere afledede ideologier, hvilke hver for sig er en særskilt undersøgelse værd. Læser man Gamle Testamente, vil man se, at bestemte tankegange bliver promoveret. Det drejer sig i hovedsagen om følgende:</br> - det udvalgte folk</br> - racisme</br> - retten til Kana'an</br> - retten til at myrde hele befolkninger</br> - "honningfælder" og pengeafpresning</br> I det følgende vil hvert af disse emner blive gennemgået særskilt. === Det udvalgte folk === Ideen om jøderne som Guds udvalgte folk tager udgangspunkt i Første Mosebog kapitel 12: her møder vi Abram ved Ur i Kaldæa. Videre hedder det: "Herren sagde til Abram: "Forlad dit land og din slægt og din fars hus, og drag til det land, jeg vil vise dig. Jeg vil gøre dig til et stort folk og velsigne dig. Jeg vil gøre dit navn stort, og du skal være en velsignelse.</br> Jeg vil velsigne dem, der velsigner dig,</br> og den, der forbander dig, vil jeg forbande.</br> I dig skal alle jordens slægter velsignes"."<ref>Bibelen (1992), s. 17f</ref> Senere gentages denne priviligerede stilling i andre sammenhænge, således over for Jakob i Betel. I Første Mosebog kapitel 35:9-13 hedder det: "Gud viste sig igen for Jakob, efter at han var kommet hjem fra Paddan-Aram. Han velsignede ham og sagde til ham: "Dit navn er Jakob; men nu skal du ikke længere hedde Jakob. Dit navn skal være Israel." Og han gav ham navnet Israel. Han sagde til ham: "Jeg er Gud den Almægtige. Bliv frugtbar og talrig! Et folk, ja, en mængde folkeslag skal nedstamme fra dig, og konger skal fremstå af dit eget kød og blod. Det land, jeg gav Abraham og Isak, giver jeg dig og dine efterkommere." Så steg Gud op fraham, dér hvor han havde talt med ham."<ref>Bibelen (1992), s. 46</ref> I Anden Mosebog kapitel 3:7-10 findes følgende: "Så sagde Herren: "Jeg har set mit folks lidelse i Egypten, og jeg har hørt deres klageskrig over slavefogederne. Jeg har lagt mig deres lidelser på sinde, og derfor er jeg kommet ned for at redde dem fra egypterne og føre dem op fra dette land til et godt og vidtstrakt land, et land der flyder med mælk og honning, dér hvor kana'anæerne, hittitterne, amoritterne, perizzitterne, hivvitterne og jebusitterne bor. Nu har israelitternes klageskrig nået mig, og jeg har set, hvordan egypterne undertrykker dem. Gå nu! Jeg vil sende dig til Farao. Du skal føre mit folk israelitterne ud af Egypten"."<ref>Bibelen (1992), s. 69</ref> Dette og tilsvarende formuleringer med "mit folk israelitterne" har givet jøderne en identitet som Guds udvalgte folk i den jødiske selvforståelse. === Racismen === Racismen er en logisk følge af ideen om Guds udvalgte folk. Et folk kan selvsagt ikke være "udvalgt", hvis andre folk kan indgiftes i det. Følgelig er Gamle Testamente fuldt af forbud mod at gifte sig med ægtefæller fra andre folkeslag<ref>Lemche (2015), s. 226</ref> og kritik, når de alligevel gjorde det. Lad os tage nogen eksempler. I Femte Mosebog kapitel 7:1-4 finder vi følgende påbud af Moses: "Når Herren din Gud fører dig til det land, du skal ind og erobre, og han driver store folkeslag væk foran dig, hittitterne, girgashitterne, amoritterne, kana'anæerne, perizzitterne, hivvitterne og jebusitterne, syv folk, der er større og mægtigere end du, og Herren din Gud overgiver dem til dig, og du besejrer dem, da skal du lægge band på dem. Du må ikke slutte pagt med dem og ikke vise dem barmhjertighed. Du må ikke bringe dig i familie me dem; du må ikke give dine døtre til deres sønner, og du må ikke lade dine sønner gifte sig med deres døtre, for det vil få dine sønner til at vige fra mig og dyrke andre guder. Da vil Herrens vrede flamme op imod jer, og han vil hurtigt udrydde dig."<ref>Bibelen (1992), s. 208</ref> Dette gælder blandt andre kong Salomo. I Første Kongebog 11:1-4 læses således følgende: "Kong Salomo elskede mange udenlandske kvinder foruden Faraos datter, moabitiske, ammonitiske, edomitiske, sidoniske og hittitiske; om de folk havde Herren sagt til israelitterne: "I må ikke indlade jer med dem, og de må indlade sig med jer, for så vender de jeres hjerte til deres guder." Dem elskede Salomo, og han holdt fast ved dem. Han havde syv hundrede hustruer med fyrstelig rang og tre hundrede medhustruer, og hans hustruer bragte hans hjerte på afveje."<ref>Bibelen (1992), s. 390</ref> I Ezras Bog kapitel 9:10-12 optræder Ezras bodsklage med blandt andet dette: "Vor Gud, hvad skal vi nu sige efter dette? For vi har svigtet de befalinger, du gav gennem dine tjenere, profeterne, da du sagde: Det land, I skal ind og tage i besiddelse, er et urent land på grund af de fremmede folks urenhed med de afskyelige handlinger, som de i deres urenhed har fyldt det med fra ende til anden. Derfor må I ikke give jeres døtre til deres sønner, og I må ikke lade jeres sønner gifte sig med deres døtre."<ref>Bibelen (1992), s. 527</ref> og i Kapitel 10:10-12 bliver dette gentaget: "Så rejste præsten Ezra sig og sagde til dem: "I har handlet troløst ved at gifte jer med fremmede kvinder; I har øget Israels skyld. Aflæg nu bekendelse for Herren, jeres fædres Gud, og gør hans vilje. Skil jer ud fra landets folk og de fremmede kvinder"."<ref>Bibelen (1992), s. 528</ref> I Nehemias' Bog kapitel 10:31 indgår israelitterne blandt andet følgende forpligtelse: "Vi vil ikke give vores døtre til landets folk, og vi vil ikke lade vores sønner gifte sig med deres døtre."<ref>Bibelen (1992), s. 542</ref> Således kunne man blive ved. === Lebensraum === Jødernes ret til Kana'ans land hidrører fra Første Mosebog. I kapitel 12 læser vi: "Dengang boede kana'anæerne i landet. Herren viste sig for Abram og sagde: "Jeg vil give dine efterkommere dette land"."<ref>Bibelen (1992), s. 18</ref> Senere, i kapitel 15, præciseres udstrækningen af dette jødiske lebensraum: "Den dag sluttede Herren pagt med Abram. Han sagde: "Jeg giver dine efterkommere dette land fra Egyptens flod (det vil sige Nilen) til den store flod, Eufratfloden: kenitterne, kenizzitterne, kadmonitterne, hittitterne, perizzitterne, refaitterne, amoritterne, kana'anæerne, girgashitterne og jebusitterne"."<ref>Bibelen (1992), s. 20f</ref> Størrelsen af dette jødiske lebensraum er påfaldende. Sammenlignet med officielle landegrænser i 2026 omfatter dette område: den østlige halvdel af Egypten inklusive hele Sinai, Palæstina inklusive Gaza og Vestbredden, Libanon, Jordan, Saudi Arabien, Yemen, Oman, Forenede Arabiske Emirater, Qatar, Bahrain, Kuwait, Irak samt Syrien. Nogle jødiske imperialister medregner også Kypern til området. En anden afgrænsning findes i Fjerde Mosebog kapitel 34. Heri læser vi: "Herren talte til Moses og sagde: "Giv israelitterne denne befaling: I kommer nu til Kana'an, det land, der tilfalder jer som arvelod, Kana'ans land i dets fulde udstrækning. Jeres sydgrænse skal gå fra Sins ørken langs med Edom. I syd skal jeres grænse gå fra enden af Salthavet i øst. Så skal grænsen dreje syd om Akrabbim-passet, gå videre til Sin og ende syd for Kadesh-Barnea. Så skal den fortsætte til Hasar-Addar og gå videre til Asmon. Så skal grænsen dreje fra Asmon mod Egyptens bæk og ende ude ved havet.</br> Grænsen i vest: Det Store Hav med kyststrækning. Det skal være jeres vestgrænse.</br> Dette skal være jeres nordgrænse: Fra Det Store Hav skal I trække en linie til bjerget Hor; fra bjerget Hor skal I trække en linie til Lebo-Hamat, og grænsen skal ende i Sedad. Så skal grænsen gå videre til Zifron, og den skal ende i Hasar-Enan. Det skal være jeres nordgrænse.</br> Som grænse i øst skal I trække en linie fra Hasar-Enan til Shefam. Så skal grænsen gå ned fra Shefam til Ribla øst for Ajin, og grænsen skal fortsætte ned og støde til bjergryggen øst for Kinneretsøen. Så skal grænsen gå ned til Jordan og ende ved Salthavet.</br> Dette skal være jeres land med dets grænser hele vejen rundt."<ref>Bibelen (1992), s. 196</ref> Dette er unægteligt en noget anden afgrænsning end før. Den kritiske læser vi måske spørge om Herren ikke havde forklaret sig godt nok over for Moses eller måske havde ændret holdning, eller om der måske er en helt tredie forklaring? Den tænkende læser vil måske kigge nærmere på andre dele af samme historie. Vi hører, at Abraham fik børn både med Sara, sin hustru, nemlig jøderne, og med Hagar fra Egypten, hans trælkvinde, nemlig ismaelitterne, det vil sige araberne.<ref>Bibelen (1992), s. 21</ref> Så var det nu jøderne, araberne eller begge grupper som skulle leve i dette område? Desuden tog han sig en ny hustru: Ketura, med hvem han også fik efterkommere.<ref>Bibelen (1992), s. 31</ref> Det er således ret uklart hvem, der skulle overtage dette lebensraum. Således tænker semitisterne ikke. De er imperialister, og de vil have det hele for sig selv. De mener at have ret til at fordrive andre folkeslag og ser Gamle Testamente som kilde til denne ret. === Retten til folkemord === Jødernes ret til at myrde befolkningerne, som levede i Kana'an, forekommer allerede i Mosebøgerne. I Femte Mosebog kapitel 20:16-17 findes således følgende påbud udtalt af Moses: "i de folks byer, som Herren din Gud vil give dig i eje, må du ikke lade en eneste beholde livet; du skal lægge band på dem, på hittitterne, amoritterne, kana'anæerne, perizzitterne, hivvitterne og jebusitterne, sådan som Herren din Gud har befalet dig."<ref>Bibelen (1992), s. 223</ref> I Josvabogen hører vi hvordan, at jøderne hensynsløst myrdede indbyggerne i Kana'an, eksempelvis i kapitel 8:24-29: "Da israelitterne på åben mark havde dræbt alle de indbyggere fra Aj, som havde forfulgt dem ud i ørkenen, og da alle til sidste mand var faldet for sværdet, vendte alle israelitterne tilbage til Aj og huggede indbyggerne ned med sværd. Den dag blev der dræbt i alt tolv tusind mænd og kvinder, alle indbyggerne i Aj. Josva trak ikke sin udstrakte hånd med krumsværdet tilbage, før han havde lagt band på alle indbyggerne i Aj. ..Og Josva brændte Aj ned; han gjorde den til en øde ruinhøj for evigt, og det er den den dag i dag. Ajs konge hængte de på et træ og lod ham hænge til aften. Da solen gik ned, gav Josva sine folk befaling om at tage liget ned fra træet og kaste det hen ved indgangen til byporten. Så kastede de en stor stendynge op over ham, og den ligger der den dag i dag."<ref>Bibelen (1992), s. 251f</ref> Tilsvarende i Josvabogen kapitel 10:28-43: "Samme dag indtog Josva Makkeda. Han slog byen og dens konge med sværd og lagde band på byen og alle, der var i den; der var ingen, der overlevede. Han gjorde det samme med kongen i Makkeba, som han havde gjort med kongen i Jeriko.</br> Fra Makkeda drog Josva sammen med hele Israel videre til Libna. Han gik til angreb på Libna, og Herren gav også denne by og dens konge i Israels hånd. Josva slog byen og alle, der var i den, med sværd; der var ingen, der overlevede. Han gjorde det samme med kongen dér, som han havde gjort med kongen i Jeriko.</br> Fra Libna drog Josva sammen med hele Israel videre til Lakish. Han belejrede byen og gik til angreb på den, og Herren gav Lakish i Israels hånd. Den følgende dag indtog Josva byen; han slog den og alle, der var i den, med sværd, ganske som han havde gjort med Libna. Da drog Gezers konge Horam op for at komme Lakish til undsætning, men Josva slog kongen og hans hær; der var ingen, der overlevede.</br> Fra Lakish drog Josva sammen med hele Israel videre til Eglon. De belejrede byen og gik til angreb på den, og samme dag indtog de den og slog den med sværd. Den dag lagde han band på alle, der var i byen, ganske som han havde gjort med Lakish.</br> Fra Eglon drog Josva sammen med hele Israel op til Hebron. De gik til angreb på byen og indtog den; de slog byen, dens konge, alle dens byer og alle, der var i den, med sværd; der var ingen, der overlevede. Ganske som han havde gjort med Eglon, lagde han band på byen og på alle, der var i den.</br> Så vendte Josva sig sammen med hele Israel mod Debir. Han gik til angreb på byen og indtog den med dens kong og alle dens byer. De slog dem med sværd og lagde band på alle, der var i den; der var ingen, der overlevede. Han gjorde det samme med Debir og dens konge, som han havde gjort med Hebron og med Libna og dens konge.</br> Således besejrede Josva hele landet: Bjerglandet, Sydlandet, Lavlandet og Skråningerne og alle kongerne dér. Der var ingen, der overlevede; hver levende sjæl lagde han band på, sådan som Herren, Israels Gud, havde befalet. Josva besejrede dem fra Kadesh-Barnea til Gaza, i hele landet Goshen og helt til Gibeon. Alle disse konger og deres lande undertvang Josva på én gang, for Herren, Israels Gud, førte krig for Israel. Så vendte Josva sammen med hele Israel tilbage til lejren i Gilgal."<ref>Bibelen (1992), s. 255</ref> I Josvabogen Kapitel 11 fortsætter folkemordene i det nordlige Kana'an, blandt andet Hasor: "Alle, der var i byen, huggede de ned med sværd og lagde band på dem, så ikke en levende sjæl blev tilbage; og Josva brændte Hasor ned."<ref>Bibelen (1992), s. 256</ref> Da massemordet var til ende, blev rovet, det vil sige Kana'an, delt mellem israelitternes stammer.<ref>Bibelen (1992), s. 257-264</ref> Det minder om en langt senere begivenhed: under Sovjetunionen i Stalintiden gennemførte terrororganisationen OGPU under ledelse af jøden Genrikh Jagoda<ref>Lina (2003), s.315</ref> samt NKVD overvejende ledet af jøder<ref>Lina (2003), s.318, 327</ref> i 1932-33 et massemord på og en massefordrivelse af ukrainske bønder fra deres gårde, en begivenhed der blev kendt som ''holodomor''. Mindre kendt er, at OGPU overvejende bestod af jøder, og at disse efterfølgende som en belønning oprettede deres egne kollektivlandbrug, kibbutz'er, på de myrdede og fordrevne ukraineres jord.<ref>Holocaustmuseet i USA, film</ref> Jødisk historieforståelse trækker lange spor. Det var ikke kun ved erobringen af Kana'an, at jøderne begik massemord. I Esters Bog kapitel 9:2-16 hører vi: "I alle kong Ahasverus' provinser samledes jøderne i deres byer for at lægge hånd på dem, der ville dem noget ondt. .. Den trettende dag i måneden adar samledes de øvrige jøder i kongens provinser og forsvarede deres liv; de fik fred for deres fjender, og de dræbte 75.000 af deres modstandere".<ref>Bibelen (1992), s. 555</ref> Flere eksempler end de nævnte kunne være fremhævet, men budskabet og moralen er tydelig nok: i "hellig krig" er massemord på guddommens befaling ikke blot acceptabel men en pligt at gennemføre. Det er mildest talt absurd at se hvordan den samme ideologi, som hyldede folkemord i Gamle Testamente, har haft travl med at fremstille de selv samme massemordere som et uskyldigt forfulgt folkefærd i det 20. og starten af det 21. århundrede. === Honningfælder og pengeafpresning === Historier i Gamle Testamente giver jøderne tvivlsomme moralbegreber, eksempelvis at prostituere deres hustruer og døtre i form af "honningfælder", det vil sige lokkemad for en efterfølgende afpresning. Det begynder med selveste Abraham. I Første Mosebog kapitel 20:2-16 læser vi: "Abraham sagde om sin kone Sara, at hun var hans søster, og Abimelek, kongen i Gerar, sendte bud efter Sara. Om natten kom Gud i en drøm til Abimelek og sagde til ham: "Nu skal du dø, fordi du har taget denne kvinde, for hun er gift".<ref>Bibelen (1992), s. 25</ref> Senere, da sandheden er blevet klar, hører vi: "Så gav Abimelek Abraham får og køer, trælle og trælkvinder, og han gav ham hans kone Sara tilbage. Og Abimelek sagde: "Mit land ligger åbent for dig. Slå dig ned, hvor du har lyst!" Til Sara sagde han: "Nu giver jeg din bror tusind sekel sølv. Det skal lukke øjnene på alle dem, der hører dig til. Nu har du fået fuld oprejsning"."<ref>Bibelen (1992), s. 26</ref> Så Abrahams afpresning lykkedes. Senere gentager historien sig med små variationer. I Esters Bog hører vi, at jøden Mordokaj sender sin datter til kong Ahasverus' harem, hvor "hun vandt hans velvilje". .."Ester havde ikke fortalt, hvilket folk og hvilken slægt, hun tilhørte, for Mordokaj havde sagt til hende, at hun ikke måtte fortælle det." Men senere udnyttes hun til at redde jøderne, og naturligvis belønnes både hun og hendes fader for dette bedrag: "Og Mordokaj fik foretræde for kongen, for Ester havde fortalt, hvordan han var i familie med hende. Kongen tog sin signetring, som han havde frataget Haman, og overdrog den til Mordokaj. Og Ester satte Mordokaj over Hamans hus."<ref>Bibelen (1992), s. 549, 554</ref> Nu var det ikke altid, at afpresningsmanøvren lykkedes. I Første Mosebog kapitel 26:1-11 hører vi om Isak og hans hustru Rebekka, som han forsøger at prostituere. I dette tilfælde mislykkes forsøget imidlertid, fordi filisterkongen Abimelek opdager sagens rette sammenhæng inden, at honningfælden når at klappe i med et offer.<ref>Bibelen (1992), s. 33</ref> Nu må man ikke tro, at dette var noget særligt. I datidens samfund synes organiseret prostitution at have været normalt, især i tilknytning til religiøse templer; det vidner Bibelens omtaler af såkaldte "helligskøger" klart om. Det særlige i de nævnte tilfælde var, at den blev udøvet af privatpersoner. Men det hændte altså, at afpresningen mislykkedes. Så måtte jøderne finde på andre afpresningsmetoder. Et godt eksempel hører vi om i Nehemias' Bog kapitel 5:1-5. Heri hører vi: "Der lød stærke klager fra folket og deres hustruer mod deres judæiske brødre. Nogle sagde: "''Vi må give vores sønner og døtre i pant, for at vi kan få korn og noget at spise og opretholde livet.''" Andre sagde: "''Vi må pantsætte vores marker, vingårde og huse, for at vi kan få korn under hungersnøden.''" Og andre sagde: "''Vi har måttet belåne vores marker og vingårde for at få penge til skatten til kongen. Vi er dog af samme kød og blod som vores brødre, og vore sønner er ligesom deres, men vi må tvinge vores sønner og døtre i trældom; ja, nogle af vores døtre er allerede gjort til trælle. Vi står magtesløse, for vores marker og vingårde tilhører andre!''"</br> .. De tidligere statholdere, som var før mig, havde lagt tunge byrder på folket ved at opkræve fyrre sekel sølv til deres daglige forbrug af brød og vin; også deres mænd undertrykte folket."<ref>Bibelen (1992), s. 533</ref> Overbeskatning og åger har alle dage været effektive metoder for magthavere, der ønskede at give deres tyverier et skær af legitimitet. Således legitimerer Gamle Testamente jødernes brug af honningfælder og pengeafpresning så længe, at de ikke rettes imod deres egne trosfæller. === Sammenfatning === I 1973 fremkom udtrykket "narrativ teologi".<ref>Bjerg (1984), s. 11</ref> Udtrykkets betydning har været noget uklar, men pointen er, at hvis en kristen vil forklare sin tro og identitet, så kan dette ske ved at fortælle om Jesu ord og gerninger. På lignende måde kan jødedommens indhold bedst forstås ved at fortælle historier fra Gamle Testamente. Som vi har set, er sådanne historier ikke just moralske. Ideen om det udvalgte folk, der ikke må gifte sig med folk fra andre folkeslag men nok har ret til at udnytte dets kvinder i honningfælder til pengeafpresning, og som mener sig i sin gode ret til hensynsløst at udrydde andre folkeslag "i Guds navn", fremavler en tvivlsom moral. Hvis man vil være lidt uvenlig, kan man med god grund hævde, at denne tvivlsomme moral langt hen af vejen også afspejler sig i jødernes nyere historie. Vi har i det foregående set hvordan, at denne moral henter sin inspiration i fortællinger fra Gamle Testamente. Og denne moral understreges ved at de samme emner bliver gentaget med blot mindre variationer flere gange som for at understrege, at den ikke er knyttet til en bestemt historisk situation men netop har evig gyldighed. I lighed med sit afkom, muhammedanismen, er denne moral præget af en foragt for dem, som ikke tilhører "in-gruppen". Der kan måske være grund til at uddybe dette udtryk nærmere. Alle mennesker udvikler en eller anden form for bevidsthed om at tilhøre et bestemt etnisk fællesskab, herunder skaber de et dertil knyttet begrebsapparat. Man kan skelne mellem det navn, som en etnisk gruppe bruger om sig selv i denne selvidentifikation, og det navn, som andre bruger om den samme gruppe. Nogle gange, men ikke altid, bruger de samme benævnelse, men deres opfattelse af gruppens afgrænsning og indhold behøver ikke at være det samme, men kan tilpasses den aktuelle situation.<ref>Lund (1993), s. 81</ref> Betegnelsen afspejler en bevidsthed om hvem, man hører sammen med i et fællesskab, og hvem, der ikke hører til dette fællesskab.<ref>Lund (1993), s. 9</ref> Ofte, men ikke altid, vil de, som ikke tilhører dette fællesskab, blive set ned på, mens man selv ophøjes for sine gode egenskaber.<ref>Lund (1993), s. 13-26</ref> Denne vi-bevidsthed skabes i vid udstrækning ved historier, beretninger og myter, om et skæbnefællesskab gennem utallige slægtled. Ofte vil disse historier blive fyldt med navne på legendariske personligheder, hvis liv og gerninger bliver en del af den personlige identitetsfølelse. Og som regel vil en del af denne historie omfatte etnogoni, det vil sige de indfødtes egen mytiske forklaring på deres oprindelse<ref>Lund (1993), s. 49</ref>, som regel i form af en mytisk stamfader.<ref>Lund (1993), s. 91</ref> I dansk sammenhæng kan man tænke på Saxo og hans Danmarkshistorie. I germansk sammenhæng er det myten om Tvisto, der er grundlaget for identiteten<ref>Lund (1993), s. 90</ref>, og for jøderne er det Abraham, der har denne rolle. Men sådanne historiske beretninger og myter har ikke kun den funktion at begrunde selvidentiteten men tillige at begrunde moralbegreber, hvad der er "god" og "ond" opførsel. For jøderne er det netop historierne i Gamle Testamente, som opfylder denne opgave. Over tid kan disse funktioner aftage i betydning, fordi behovet for dem ikke længere er så stort. Dette fordi at myter erstattes med faktiske historiske erindringer. Men for visse grupper er dette ikke tilfælde. Her kan udviklingen tvært imod gå i den modsatte retning og udvikle sig til en regulær fanatisme, der kan motivere og begrunde næsten enhver handling. Denne fanatisme kan formuleres og organiseres i en dertil hørende ideologi, en -isme. Semitisme er en sådan ideologi, der i princippet ikke adskiller sig fra enhver anden -isme bortset fra den etniske gruppe, hvis selvfølelse og handlingsmønster, den skal begrunde. === <big>Sammenfatning og konklusion</big> === Vi er nået vejs ende i gennemgangen, og resultatet taler for sig selv. Ikke blot er det officielle narrativ ikke korrekt, for hver del af dette narrativ findes en alternativ forklaring, og tilsammen tegner disse træk et andet men helt entydigt billede. Først og fremmest: Gamle Testamente er ''ikke'' jødisk historieskrivning.<ref>Adler (2022), Preface</ref> Der kan påvises et utal af indlån fra andre kulturer, eksempelvis historien om Moses i sivkurven og Noas ark, som tydeligt viser, at denne "historie" er en myte, et narrativ, skabt for at give jødisk identitet en høj alder. I stedet tjener Gamle Testamente som redskab til at give jøder en national identitet igennem deres trosretning, i særdeleshed ''Jahve''. Det er i ''Jahves'' navn, at de udvandrer fra Egypten, erobrer Kana'an og i nyere tid trækker sig ind i etniske ghettoer.<ref>Crone og Cook (1977), s. 42</ref> Hele den jødiske kultur er een lang markering af begivenheder hentet fra myterne i Gamle Testamente. Men som vi har set, er disse myter i vid udstrækning ikke andet end anekdoter, der er blevet samlede, sammen- og omskrevne for at give ''indtryk'' af at være en sammenhængende fremstilling af jødernes historie til trods for påviselige anakronismer. Således som kildematerialet nu foreligger, er det mest sandsynligt, at "israelitterne" udviklede sig som en ''ny'' folkegruppe eller etnicitet under opholdet i bjergene, sikkert som en blanding af illegale hebræere, af bønder fra lavlandet og muligvis under indflydelse af den nye guddom ''Jahve'', som edomitter og midjanitter bragte med sig, da disse indvandrede fra syd. Således både åndeligt og mandskabsmæssigt forstærkede og under indtryk af de urolige tider var denne blandingsbefolkning i stand til at tage kampen op imod lavlandets små kongeriger, men deres nye stat fik kun en kort levetid, hvor efter den blev delt i to mindre riger, som ligeledes havde en kortere eksistenstid inden, at de blev erobret af stærkere magter udefra. Under elitens eksil i Babylon udvikledes en ny national monoteistisk ideologi, som øjensynligt strammede reglerne for hvem, der tilhørte in-gruppen, og hvem, der blev regnet som fremmede. Også denne ideologi kom til magten, men atter kun en kort tid inden, at den endegyldigt brød sammen dels som følge af indre splittelse, både indbyrdes magtkampe og senere, da kristendommen og judeo-nazaræerne skilte sig ud, dels fordi at den ikke kunne klare sig i kampen mod en stærkere magt: Romerriget. Dette betyder, at jøderne som folkeslag ''ikke'' er mere end 4.000 år gammelt således, som Gamle Testamente gerne vil give indtryk af. I stedet var der tale om en etnisk dannelse i en proces, som det tog omkring 1.300 år at fuldføre. Selv om "Israel" nævnes på en egyptisk stele fra 1207 f.Kr., så er dette ikke bevis på, at der fandtes et israelsk folk. Der findes ingen konkrete beviser på, at bjergfolket udgjorde en forenet etnisk-national enhed.<ref>Lemche (2015), s. 112</ref> Det er muligt, at benævnelsen for egypterne ganske enkelt udgjorde en geografisk kategori på samme måde som benævnelsen "germanere" udgjorde det i Romerriget.<ref>Lund (1993), s. 93</ref> Med andre ord var de identiske med "habiru", hebræerne, dem uden for staternes lov og ret. Heller ikke etableringen af en samlet stat kan anses som bevis for, at israelitterne nu udgjorde et samlet folk. Ganske vist forsøgte kong Saul at etablere et kongeligt dynasti ved at gøre sin søn, Ishba'al, til konge<ref>Lemche (2015), s. 142</ref>, men den sande magt lå hos stammeledere, som i stedet valgte David til ny konge.<ref>Lemche (2015), s. 143</ref> Også dennes efterfølger, Salomon, forsøgte at forene riget under en central administration med nye administraive grænser<ref>Lemche (2015), s. 145</ref>, med en centraliseret gudsdyrkelse<ref>Bibelen (1992), s. 381-387</ref> og med en stående hær, der skulle undertrykke enhver modstand mod centralmagten<ref>Lemche (2015), s. 146</ref>, men dette forhindrede ikke statens sammenbrud ved hans død. I stedet for en samlet stat udviklede der sig to nye statsdannelser, Israel og Juda, men heller ikke i disse stater var enhed eller arvefølge sikker. Således blev kongen myrdet af sin garde omkring 878 f.Kr.<ref>Bibelen (1992), s. 398</ref>, og Omri blev konge. Hans navn (der sikkert er en omskrivning af Omar) tyder på, at han var en arabisk bandeleder på samme måde, som David havde været det.<ref>Lemche (2015), s. 153</ref> Forsøg på at styrke den nationale identitet gennem en centraliseret Jahve-dyrkelse mislykkedes, som vi har set, og i 722 f.Kr. brød småstaten Israel sammen, mens Juda blev et vasalkongerige under Assyrien.<ref>Lemche (2015), s. 170</ref> Der er intet grundlag for at antage en særlig etnisk-kulturel national identitet. Forsøgene på at skabe en sådan skete først under elitens eksil i Babylon, men selv efter dennes tilbagevenden til Jerusalem tog det flere hundrede år at overbevise befolkningen om at tilslutte sig projektet. Og da dette endelig skete, brød projektet sammen indefra i form af interne magtkampe. Endelig under Romerriget blev den møjsommeligt sammentømrede jødiske befolkning sprængt i tre delgrupper efter Jesu død. Først efter dette var der så få jøder tilbage, at de kan siges at udgøre en homogen national kulturel gruppe - blot for at blive spredt for alle vinde under den jødiske diaspora i de næste omkring 1900 år! Det eneste, der holdt dem sammen som etnisk gruppe, var dyrkelsen af ''Jahve'' og bestemte riter samt mindedage knyttede til deres historiske myter. Jødernes "historie" er i virkeligheden i vid udstrækning ''alle'' de kana'anæiske befolkningsgruppers historie. Først sent i dette forløb udskiller de sig endeligt som etnisk kulturel gruppe. Men, kunne man spørge, betyder dette så ikke, at jøderne trods alt har en fælles historie, som Gamle Testamente afspejler? Svaret er nej, både etnisk og i henseende til selvforståelse. I etnisk henseende er det tydeligst, hvis man ser på hebræere som gruppe: i det 15. århundrede f.Kr. var Kana'an et homogent befolkningsområde, som kunstigt var inddelt i en række små feudale kongeriger. Så dukkede ''hyksos''-folket op, flygtninge fra Egypten, som efter 200 års udlændighed nu vendte hjem. Der var ikke umiddelbart plads til dem, så de indledte en marodørvirksomhed. Nogle af dem blev hurtigt trætte af dette, de fandt skibslejlighed og drog til Mykene, hvor de blev assimilerede men bevarede deres traditioner. Andre opnåede en forståelse med samaritanerne og blev assimilerede med dem. Men tilbage var stadig en gruppe af marodører. I takt med, at vilkårene for marodørvirksomhed i lavlandet blev sværere på grund af Egyptens voksende kontrol, søgte marodørerne op i bjerglandet, hvor de slog sig ned. De fik følgeskab af traditionelle kana'anæere, som var blevet trætte af trælletilværelsen. Her udviklede de en fælles identitet som dyrkere af den samme guddom: ''El''. De var hebræere og blev benævnt israelittere, men de udgjorde ikke en etnisk nation så lidt som en senere tids sørøvere i Vestindien gjorde det. Kun skæbnefællesskabet bandt dem sammen. Så dukkede nye indvandrere op: havfolket og andre folk fra nord. Sammen med tørke og andre problemer blussede uroen op igen. Fra syd ankom edomitter til bjerglandet med deres egen stammegud: ''Jahve''. Han blev efterhånden assimileret med ''El'' og blev hebræernes nye stammegud. Edomitterne selv blev assimilerede i den hebræiske befolkning. De gav dem en ny styrke, og tilsammen kastede de sig ud i en ny erobring af lavlandet. Resten er velkendt. Hebræerne omfattede således mindst tre forskellige grupper, dels stedlige kana'anæere, dels indvandrere som Abraham fra Mittaniriget, dels edomitter fra Negev-ørkenen. I etnisk og social henseende var de et sammenrend af befolkningselementer, som var udstødt af de organiserede småriger. Og langt de fleste kana'anærere oplevede aldrig eksilet i Babylon. I henseende til selvforståelse afspejler gruppens sprængning i tre delgrupper efter Jesu død, at de aldrig følte sig som en national helhed. Vi ved ikke hvor stor en andel, som holdt fast ved den jødedom, som eliten havde forsøgt at prakke dem på, men det var tydeligvis et klart mindretal både i Kana'an og blandt de migranter, som havde slået sig ned andre steder i Romerriget. Jødedom som national identitet og skæbnefællesskab er en myte. Dernæst: jøderne var tydeligvis ''ikke'' det monoteistiske folkefærd, som de gerne vil give indtryk af, tværtimod. Så langt, at Gamle Testamentes fremstilling overhovedet afspejler en historisk virkelighed, dyrkede jøderne flere guder gennem flere hundrede år. Vi ser en udvikling i flere trin:</br> - første trin: to guder, ''Jahve'' og ''El'', forenes i en "supergud"</br> - andet trin: gudsdyrkelsen centraliseres og kontrolleres af kongen</br> - tredie trin: de lavere guder og gudinder forkastes, fordi at de ikke hjalp i en kritisk situation</br> - fjerde trin: præsteskabet udvikler et nyt narrativ til at forstærke dets magt og betydning som samlende kraft.</br> Det var en udvikling, hvor hvert trin var en logisk følge af det foregående, når behovet for en forandring i det herskende narrativ indtraf. Den nye ideologi var, som de fleste totalitære ideologier, et spørgsmål om at legitimere retten til magtudøvelse. Dette grundlag blev konstrueret ad hoc, det vil sige spontant efter behov. Dets grundlag var aldrig vel funderet, og vi kan nu afvise det fuldstændigt som fusk og forfalskning fra ende til anden. Samtidig var det en udvikling, hvor hvert trin bidrog med særlige træk til den nye ideologis udvikling: først blev stammeguden anvendt til at legitimere myten om "det udvalgte folk", herunder en racistisk ultrasemitisk afvisning af ægteskaber med repræsentanter fra andre folkeslag, og hvor regulært folkemord legitimeres som en følge af Jahves beslutning og påbud. Dernæst må den snart svækkede kongemagt i den nye nationale stat styrke sin stilling i befolkningen, hvilket sker ved centralisering af gudsdyrkelsen. Da så statsdannelsen alligevel bryder sammen, bliver det nødvendigt at udpege en skyldig årsag, og her må husguderne holde for. Endelig må det nye narrativ styrkes, hvilket blandt andet sker ved kampen for en ny egen stat. De mange profeter har først og fremmest til formål at legitimere den nye nationale ideologi som Jahves vilje. Endelig er det også fra Gamle Testamente, at mange jøder henter deres moralbegreber på godt og ondt. Det bør betones, at semitismen som ideologi er langt yngre end jøderne som befolkningsgruppe. Man skal helt frem til 2. århundrede f.Kr. før, at semitismen som ideologi udvikles. Det er en hadefuld, racistisk, imperialistisk, voldelig og menneskeforagtende hensynsløs ideologi, som med rimelighed kan anses for at være stamfaderen til alle senere lukkede samfunds ideologier.<ref>jævnfør: ''Det åbne samfund og dets fjender - opdateret''</ref> Det er næppe overraskende, at den blev udviklet af et præsteskab, som ønskede at hævde en ubegrænset kontrol over alle samfundsmedlemmers liv og tankegang. Det er indlysende, at hvis der kan rejses tvivl om troværdigheden af beretningerne i Gamle Testamente, så er det ikke blot et kildekritisk problem. Det er hele grundlaget for jødedommen, der vælter. Jødedommen er, som muhammedanismen, det, som i kommunistkina kaldes en ''tofu-dreg'' konstruktion: en bygning eller anden konstruktion opført af underlødige bestanddele som gør, at den før eller senere falder sammen af sig selv. Hidtil har Gamle Testamentes narrativer aldrig være underkastet en kildekritisk analyse, i modsætning til Nye Testamente, som allerede i 1800-tallet og begyndelsen af 1900-tallet blev underkastet en sådan analyse, som den bestod med udmærkelse. Det er først i de seneste år, at et sådant arbejde er igangsat og vel at bemærke er det til dels gjort af jødiske arkæologer og historikere. Det gør, at deres resultater ikke blot kan afvises med smædeudtryk som "anti-semitisme". Det er derfor, at det har været så vigtigt at gøre disse resultater bekendt for et dansk publikum. Og hvis denne bog kan bidrage til fortsatte og uddybende studier af denne problematik, så har den opfyldt sit formål. Det er for så vidt tilfældigt, at dette sker netop på en tid, hvor staten Israel og dens regering udsættes for en stigende international kritik for sin handlemåde, og så måske alligevel ikke. I alt for lang tid har kritik af jøder og Israel kunnet undertrykkes på grund af myterne om begivenheder under 2. verdenskrig. Men nu ligger disse begivenheder så langt tilbage, 2-4 slægtled, at de ikke længere kan beskytte imod kritik. Og samtidig har både rabiate jøder og den israelske regering i de seneste år udvist en optræden, som let lader sig kritisere. Det er ikke stedet her at uddybe dette emne, det kan fortjene en særskilt behandling og hører hjemme i politisk sammenhæng, ikke i forbindelse med jødedommen som religion og kultur, selv om der kan argumenteres for, at disse områder til dels overlapper hinanden. Vi har set hvilken afgørende inflydelse, den kildekritiske analyse af Gamle Testamente har på forståelsen af jødedommens historie, men hvorledes forholder det sig med kristendommen? Hvilken indflydelse har kildekritikken på kristendommen? Det enkleste svar er: ingen. Gamle Testamente spiller kun en rolle i kristendommen på to måder:</br> - dels at vise at Jesus som messias er forudset allerede af gammeltestamentelige profeter; det er i denne sammenhæng ikke vigtigt, om dette var faktisk var tilfældet, men derimod at jøderne i hans samtid mente, at det forholdt sig således</br> - dels at vise de religiøse dogmer, som Jesus gjorde op med. Det viser sig i hans gentagne: "I har hørt at ... men jeg siger jer at ...", jævnfør Matthæusevangeliet kapitel 5.<ref>Bibelen (1992), s. 1225-1227</ref> Jesu lære er i virkeligheden eet stort opgør med jødedommens tankegang og etniske snæversynethed, han var i denne sammenhæng helt på linje med den foreliggende kildekritiske analyse, selv om både hans metode og budskab var et andet. Især i sidst nævnte sammenhæng er det vigtigt at forstå, at der ''ikke'' eksisterer nogen "jødisk-kristne værdier". Dette moderne udtryk er intet andet end et jødisk forsøg på at tage kristne som gidsler for deres egne ideer. I virkeligheden er det kristendommen, der introducerer næstekærlighed og respekt for medmennesker uanset deres etniske tilhørsforhold, og i forlængelse heraf introducerer både menneskerettigheder og folkestyre. Intet af dette findes i jødedommen, her er det nationalt-etnisk snæversyn, som dominerer hele vejen. Jødedommen er og forbliver en anti-kristen ideologi, fordi den hviler på en selvforståelse baseret på manipulerede kilder i form af Gamle Testamentes skrifter. Og ved at påvise disse manipulationer, myter og omskrivninger, beviser moderne kildekritik, at kristendommen var og er et berettiget opgør med jødedommen. Endnu for en menneskealder kunne forskere i jødedommen leve i deres vildfarelse om, at selv om der måske var problemer med Gamle Testamente som kilde til jødedommens historie, så var den i sine hovedtræk alligevel korrekt. Således er det ikke længere. Det kan nu bevises, at der bag den mytiske fortælling gemmer sig en anden historie. Det er historien om et folk, som blev skabt af menneskelige spildrester, som levede en semi-kriminel tilværelse, og som over tid udviklede en ideologi og et tankesæt, der legitimerede denne virksomhed. Det var en udvikling, som var dømt til at skabe grundlag for vedvarende konflikter med omgivende samfund. Jødedommens nyere historie er faldet uden for denne undersøgelse, men det er vigtigt at forstå, at semitismen som ideologi har sine rødder i denne historie. Jeg er nået til den konklusion, at semitisme ikke er en teologi, men en ideologi baseret på følgende påstande:</br> - Semitter er overlegne alle andre racer, som skal være eller blive slaver af semitterne (også kendt som racisme)</br> - De har "adopteret" og transformeret andre nationers historie til en national racistisk fortælling (f.eks. Noas syndflod)</br> - De har brugt denne fortælling til at gøre krav på et territorium, som de kun har kontrolleret i 2 gange 150 år (det gamle formodede kongerige under Saul, David og Salomon og det hasmoneiske kongerige) - De har brugt den samme fortælling om, hvordan de "erobrede" landet plus "løfter" fra deres guder, til at formulere et imperialistisk krav på landet mellem Nilen og Eufrat</br> - De har brugt den samme fortælling til at forbyde folk fra "nationen" at gifte sig med folk fra andre nationer/stammer, undtagen når det tjener deres politiske mål (også kendt som honningfælder)</br> - De har brugt den samme fortælling til at retfærdiggøre mord på folk fra de "mindre nationer"</br> - De har brugt penge som et redskab til at bestikke og afpresse folk ved magten, inklusive Det Hvide Hus, for at bøje sig for deres mål</br> - de har brugt underholdning til at få folk til at ignorere deres politiske mål eller som propaganda for disse mål</br> - de har brugt love til at forbyde al kritik af deres aktiviteter. Det følger logisk, at kristendommen er under angreb fra disse semitter af to grunde:</br> - det sociale budskab i kristendommen: "elsk din fjende som dig selv" er farligt på grund af semitismens manglende etik, og</br> - hvis man kender kristen historie, kan man gennemskue den semitiske propaganda. Da semitisme stadig i sin kerne er den gamle tilbedelse af guderne El, Baal og Jahve, inklusive ofring af børn af mindreværdige racer, er denne bevidsthed en trussel mod selve kernen i deres ideologiske "teologi". Det er min antagelse og påstand, at alle senere totalitære ideologier i sidste ende kan føres tilbage til semitismen. Det kunne være fristende at pege på den kendsgerning, at Karl Marx, Lenin, Trotski og andre tilhængere af totalitære samfund var jøder, men ingen må forledes til at tro, at den samme ideologi ikke også findes udbredt blandt folk fra andre nationer, blot er disse ikke bevidste om deres ideologiske ophav. Men følgerne af denne tankegang er nu tydelige for enhver. Lad så være, at begivenheder i de senere år i Gaza, på Vestbredden, i Libanon, i Egypten, over for Syrien, Iran og mange andre steder uden tvivl har bidraget til at fremme verdensopinionens bevidsthed om denne ideologi og dens indbyggede brydninger med omgivende samfund. Et træ kendes på dets frugter, og hele verden har nu set de frugter, som semitisk fundamentalisme bringer med sig. Myten om det forfulgte uskyldige folkefærd lader sig ikke længere opretholde. Og jo mere skingre, hysteriske og fanatiske jødedommens fundamentalister bliver i deres holdninger og opførsel, desto hurtigere vil de miste de sidste rester af en troværdighed, som de i virkeligheden aldrig har haft. === <big>Noter</big> === {{Reflist|3}} === <big>Litteratur</big> === * Yonatan Adler: ''The Origins of Judaism. An Archaeological-historical Reappraisal''; Yale University 2022; ISBN 978-0-300-25490-7 * Yonatan Adler: "Toward Identifying Proto-Judaic Cultural Features in Ancient Israel and Judea" (i: ''Journal of Ancient Judaism'' (2024), s. 1-28) * Yonatan Adler: ''Between Yahwism and Judaism. Judean Cult and Culture during the Early Hellenistic Period (332-175 BEC)''; Cambridge University Press 2025; ISBN 978-009-45961-7 * Gad Barnea: "P. Berlin 13464, Yahwism and Achaemenid Zoroastrianism at Elephantine" (2024) * Geoffrey Bibby: ''I Dilmun tier ravnen''; Wormanium 1971; ISBN 87-85-1600-40 * Geoffrey Bibby: ''Det forsvundne årtusinde''; Wormanium 1978; ISBN 87-8516-053-9 * Geoffrey Bibby: ''Spadens vidnesbyrd''; Wormanium 1980; ISBN 87-8516-071-7 * ''Bibelen''; Det Danske Bibelselskab 1992; 1. udgave 1. oplag; ISBN 87-7325-276-6 * Svend Bjerg: "Den kristne grundfortælling. Studier over fortælling og teologi" (''Teologiske Studier'', bind 8; 2. oplag 1984; Aarhus 1984; ISBN 87-7003-409-5) * Patricia Crone og Michael Cook: ''Hagarism. The Making of The Islamic World''; Cambridge 1977; ISBN 0-521-21133-6 * Stephan Peter Dinkgreve: ''In Search of the Sublime: A world history of humanity's relentless pursuit of scientific truth, moral excellence, and enlightenment''; 2021 * Robert Gnuse: "Spilt Water: Tales of David (II Sam 23:13-17) and Alexander the Great (Arrian, Anabasis of Alexander 6.26.1-3)." (i: ''Scandinavian Journal of the Old Testament''; 1998, bind 12, s. 233-248) * Robert Gnuse: "Abducted Wives: A Hellenistic Narrative in the Book of Judges?" (i: ''Scandinavian Journal of the Old Testament''; 2007; bind 22, s. 272-285) * Robert Gnuse: "From Prison to Prestige: The Hero who helps a King in Jewish and Greek Literature." (i: ''Catholic Biblical Quarterly''; 2010 bind 72, s. 31-45) * Robert Gnuse: "Divine Messengers in Genesis 18-19 and Ovid." (i: ''Scandinavian Journal of the Old Testament''; 2017; bind 31, s. 66-79) * Robert Gnuse: "Greek Connections: Genesis 1-11 and the Poetry of Hesiod" (i: ''Biblical Theology Bulletin''; 2017 nr. 47, s. 131-143 * Robert Gnuse: "Heed Your Steeds: Achilles’ Horses and Balaam’s Donkey." (i: ''International Journal of Research in Humanities and Social Sciences''; 2017; række 4 hæfte 6; s. 1-5) * Robert Gnuse: "Samson and Heracles Revisited." (i: ''Scandinavian Journal of the Old Testament''; 2018, bind 32, s. 1-19) * Robert Gnuse: "Greek Historians and the Primeval History." (i: ''International Journal of Research in Humanities and Social Sciences''; 2019; række 6 hæfte 1, s. 20-25) * Robert Gnuse: "Jephthah’s Daughter and Iphigenia in the Plays of Euripides" (i: ''International Journal of the Arts and Humanities''; 2019; række 5 hæfte 1, s. 16-23) * Robert Gnuse: "Hellenism and the Primary History: The Imprint of Greek Sources in Genesis-2 Kings" ''Copenhagen International Seminar''; Routledge, London 2020 * Philippe Guillaume: "Hesiod’s heroic age and the biblical period of the Judges." (i: Thomas Thompson and Philippe Wajdenbaum (red.): ''The Bible and Hellenism: Greek Influence on Jewish and Early Christian Literature. Copenhagen International Seminar''; Routledge, New York 2014; s. 146-164) * Daniel Hawk: "Violent Grace: Tragedy and Transformation in the Orestia and the Deuteronomistic History." (i: ''Scandinavian Journal of the Old Testament''; 2003, bind 18, s. 73-88) * Anne Katrine de Hemmer Gudme: "Blev templet på Garizim bygget med templet i Jerusalem som forbillede?" (i: ''Dansk Teologisk Tidsskrift'' 78. årgang, 2015; s. 261-281) * Racheli Shalomi Hen: "Signs of YHWH, God of the Hebrews, in New Kingdom Egypt?" (i: ''Entangled Religions'' 12.2; 2021) * ''Herodots Historie'', oversat af Thure Hastrup og Leo Hjortsø; Bind 1: Bog I-IV, Bind 2: Bog V-IX; København 1979; ISBN 87-01-72851-2 * Ingrid Hjelm: "The Pentateuch that the Samaritans Chose" (i: ''Dansk Teologisk Tidsskrift'' 78. årgang; 2015; s. 225-242) * Joanna G. Kline: "Narrative Analogy in the David Story: Parallels between Genesis 25-50 and 1 Samuel 16-1 Kings 2" (''Forschungen zum Alten Testament'' 2 række, 154; 2024; ISBN 978-3-16-158252-3) * Gerhard Larsson: "Possible Hellenistic Influence in the Historical Parts of the Old Testament." i: ''Scandinavian Journal of the Old Testament''; 2004; bind 18, s. 296-311) * Niels Peter Lemche: "Det Bibelske Hjemland - Det Gamle Testamente og jødernes historiske ret til Palæstina" (i: ''Religionsvidenskabeligt Tidsskrift'', 3; 1983; s. 5-21) * Niels Peter Lemche: "The Old Testament-A Hellenistic Book" (: ''Scandinavian Journal of the Old Testament''; 1993 bind 7, s. 163-193) * Niels Peter Lemche: "Is It Still Possible to Write a History of Ancient Israel?" (i: ''Scandinavian Journal of the Old Testament''; 1994, bind 8, s. 163-188) * Niels Peter Lemche: "Justice in Western Asia in Antiquity, or: why no Laws were needed" (i: ''Chicago-Kent Law Review'', volume 70; 1995; p. 1695-1716) * Niels Peter Lemche: "Good and Bad in History: The Greek Connection." (i: Steven McKenzie and Thomas Römer (red.): "Rethinking the Foundations: Historiography in the Ancient World and in the Bible. Essays in Honour of John Van Seters"; ''Beihefte zur Zeitschrift für die altestamentliche Wissenschaft'' nr. 294; Walter de Gruyter, Berlin 2000; s. 127-140) * Niels Peter Lemche: "How Does One Date an Expression of Mental History?" (i: Lester Grabbe (red.): "Did Moses Speak Attic? Jewish Historiography and Scripture in the Hellenistic Period" (i: ''Journal for the Study of the Old Testament Supplement Series'' 317/European Seminar on Historical Methodology 3; Sheffield Academic Press, Sheffield 2001; s. 200-224) * Niels Peter Lemche: "On the Problems of Reconstructing Pre-Hellenistic Israelite (Palestinian) History" (i: ''The Journal of Hebrew Scriptures'', vol. 3; 2001) * Niels Peter Lemche: "Introduction. The Samaritans in History and Tradition" (i: Ingrid Hjelm (red.): ''Changing Perspectives 10'': "Samaritans and Jews in History"; New York 2024; ISBN 978-1-032-70289-6; s. 1-8) * Niels Peter Lemche: "Does the Idea of the Old Testament as a Hellenistic Book Prevent Source Criticism of the Pentateuch?" (i: ''Scandinavian Journal of the Old Testament''; 2011, bind 25, s. 75-92) * Niels Peter Lemche. "Historie og kulturel erindring i Det Gamle Testamente" (i: ''Dansk Teologisk Tidsskrift'', 76. årgang; 2013; s. 18-31) * Niels Peter Lemche: "Après le déluge: Københavnerskolen eller kaos?" (i: ''Dansk Teologisk Tidsskrift'', 77. årgang; 2014; s. 98-120) * Niels Peter Lemche: "When the End is the Beginning: Creating a National History?" (i: ''Scandinavian Journal of the Old Testament''; 2015, bind 29, s. 22-32) * Niels Peter Lemche: ''Ancient Israel. A New History of Israel'', Second Edition; London 2015; ISBN 978-0-56766-278-1 * Niels Peter Lemche: If I Forget You, Jerusalem! Studies on the Old Testament (''Discourses in Ancient Near Eastern and Biblical Studies''); 2024; ISBN 978-1800504-36-3 * Jüri Lina: ''Skorpioni märgi all. Nõukogude võimu tõus ja langus''; Stockholm 2003; ISBN 91-972897-9-5 * Allan A. Lund: ''De etnografiske kilder til Nordens tidlige historie''; Wormanium 1993; ISBN 87-89531-08-6 * Etienee Nodet: "Editing the Bible: Alexandria or Babylon?" (i: Thomas Thompson and Philippe Wajdenbaum (red.): ''The Bible and Hellenism: Greek Influence on Jewish and Early Christian Literature. Copenhagen International Seminar''; Routledge, New York 2014; s. 36-55) * Gabrielle Vera Novacek: ''Ancient Israel. Highlights from the Collections of The Oriental Institute University of Chicago''; University of Chicago 2011; ISBN 978-1-88923-65-3 * Johannes Pedersen: "Hasmonæer" (i: ''Salmonsens Konversationsleksikon'', 2. udgave, bind X; 1919; s. 943-944) * Emanuel Pfoh: "Ancient historiography, biblical stories and Hellenism" (i: Thomas Thompson and Philippe Wajdenbaum (red.): ''The Bible and Hellenism: Greek Influence on Jewish and Early Christian Literature. Copenhagen International Seminar''; Routledge, New York 2014; s. 19-35) * Benjamin W. Porter: "Assembling the Iron Age Levant: The Archaeology of Communities, Polities and Imperial Peripheries" (i: ''Journal of Archaeological Research'' vol. 24; 2016; s. 373-420) * Irina Russell: ''The Settlers In The Central Hill Country Of Palestine During Iron Age I (ca 1200-1000 BCE): Where Did They Come From And Why Did They Move?''; University of South Africa 2009 * Katherine Stott: "Herodotus and the Old Testament: A Comparative Reading of the Ascendancy Stories of King Cyrus and David." (i: ''Scandinavian Journal for the Study of the Old Testament''; 2002; bind 16 s. 52-78) * Thomas L. Thompson: "The Joseph and Moses narratives 4: narratives about the origin of Israel" (i: ''Biblical Narrative and Palestine History. Changing Perspectives 2''; Equinox 2013; ISBN 978-1-908049-95-7; s. 9-11) * Thomas L. Thompson: "Biblical Archaeology: The Hydra of Palestine's History" (i: ''Dansk Teologisk Tidsskrift'', 78. årgang; 2015; s. 243-260) * S. Douglas Waterhouse: "Who are the Habiru of the Amarna Letters?" (i: ''Journal of the Adventist Theological Society'' 12/1; 2001; s. 31-42) * Jan-Wim Wesselius: "Discontinuity, Congruence and the Making of the Hebrew Bible." (i: ''Scandinavian Journal for the Study of the Old Testament''; 1999 bind 13 s. 24-77) * Jan-Wim Wesselius: "The Origin of the History of Israel: Herodotus’ Histories as Blueprint for the First Books of the Bible" (i: ''Journal for the Study of the Old Testament Supplement Series''; Sheffield Academic Press, Sheffield 2002) * Jacob L. Wright: "David, king of Judah (Not Israel)"; dateret Juli 2014, hentet fra hjemmesiden ''The Bible and Interpretation'' * Hans Christian Ørsted: "Overtro og Vantro i deres Forhold til Naturvidenskaben" (''Aanden i Naturen''; 4. udgave; København 1978; ISBN 87-414-8972-1; s. 76-106) === <big>Film</big> === * Simca Jacobovici: ''The Exodus Decoded'' g564nkow248q86u30pe2sbjdms6gu06 42627 42626 2026-09-10T04:59:05Z Sven Halfdan Nielsen 3898 stilret 42627 wikitext text/x-wiki [[Fil:Philippe de Champaigne - Moses with the Ten Commandments - WGA04717.jpg|thumb|400px|Ifølge nye videnskabelige kildekritiske teorier er det ikke Moses, som har skrevet Mosebøgerne. Maleri af Philippe de Champaigne.]] === <big>Fortale</big> === Jødedommens ældste historie har hidtil været indhyllet i mørke. Traditionen hviler på ''Tanakh'' eller Gamle Testamente, men dette synes først at have fundet sin endelige form i det 2. århundrede f.Kr. i det hasmonæiske kongerige. Hvor meget, traditionerne har ændret sig før denne tid, er et åbent spørgsmål. Foruden Gamle Testamente er de vigtigste kilder til belysning af spørgsmålet især arkæologiske fund, men også her er der store problemer med troværdigheden. Flere kilders oprindelse er omstridte og dermed bliver deres udsagnsværdi også tvivlsom. Det er først i løbet af den seneste menneskealder, at der tegner sig et mere klart billede af den omskiftelige historie, men hidtil har mig bekendt ingen forsøgt at gøre denne viden tilgængelig på dansk. Jeg har derfor efter fattig evne forsøgt at skildre denne på grundlag af tilgængeligt materiale. Jeg har desuden tilføjet notehenvisninger til de skriftlige kilder, som jeg anvendt. Når man forsøger at skildre kendt historie således som tilfældet er med Gamle Testamente, stilles man over for to problemer: dels må man forsøge at sætte denne fremstilling i forhold til det billede, som andre kilder tegner, dels må man forsøge at forstå den forvandling og forvanskning af oprindelige kilder, som fremstillingen i Gamle Testamente nu afspejler. Den foreliggende undersøgelse falder i to hoveddele, dels en undersøgelse af jødernes faktiske historie således som den lader sig fastslå baseret på grundlag af arkæologiske og historiske kilder, herunder spørgsmålet om jødernes religion, dels en kildekritisk analyse af ''Tanakh'' eller Gamle Testamente. Afslutningsvis vil der blive foretaget en vurdering af hvilken indflydelse, ''Tanakh'' har haft på jødernes selvforståelse og Gamle Testamente har på kristen selvforståelse. Der kan være grund til at understrege, at stort set alt i denne undersøgelse alene skyldes yderst kompetente forskeres virke, og jeg har efter evne forsøgt at henvise til denne forskning. Litteraturen herom findes i den afsluttende litteraturliste. Desuden har jeg inddraget andre inspirationskilder, hvor jeg finder dem relevante og troværdige. Derimod er fortolkningen af disse ulige arbejder min egen, og de oprindelige forskere kan og bør derfor ikke drages til ansvar for denne fortolkning. Mange kunne have skrevet denne bog bedre end jeg, alle kunne have skrevet den anderledes, men hvis ikke at jeg havde skrevet den, var den måske aldrig blevet skrevet. Utallige er de, der ønsker sig, at denne bog aldrig havde set dagens lys. Men almindelig og videnskabelig redelighed forlanger, at sandheden bliver kendt. Om bogens titel skal jeg blot bemærke, at jeg har valgt ordet "jødedom", fordi det betegner jødisk religion og kultur på samme tid. Dette modsat andre ord, som både betegner folk og ideologi på samme tid, hvilket er både uheldigt og uønsket for den, der ønsker en præciseret sprogbrug. Sven Halfdan Nielsen</br> Pärnu, den 5. maj 2026 === <big>Indledning</big> === Al historisk og litterær forskning må hvile på kildekritiske undersøgelser. Dette betyder, at arkæologiske og sproglige kilder kritisk må vurderes med henblik på deres oprindelsessituation, eventuelle tendens, forholden sig til de omtalte begivenheder og for sproglige kilder tillige deres formål (som udmærket kan være mangesidigt). Kilderne må stilles i forhold til, hvad der ellers vides om tiden, og de må forsøges tolket således, at de er bedst i overensstemmelse med denne viden, og at de ikke modsiger denne viden. Hvis det sidste er tilfældet, må man spørge, om fortolkningen er rigtig, eller om den hidtidige "viden" må revideres. I 1636 forsøgte den irske ærkebiskop Ussher at bestemme verdens urhistorie. Det skete med udgangspunkt i Gamle Testamente, som han antog var en troværdig kilde til denne tid. På grundlag af de oplysninger, som fandtes heri, beregnede han, at verden var blevet skabt år 4004 f.Kr., og at Syndfloden var fundet sted år 2501 f.Kr. Fra da af havde menneskeheden foretaget sin spredning ud over jorden.<ref>Bibby (1980), s. 12</ref> I de næste omkring 200 år var dette udgangspunktet, når oldforskere forsøgte at skildre deres egne landes ældste historie, indtil omkring midten af 1800-tallet, da arkæologien først som amatørvidenskab og senere som faglig disciplin pillede Usshers forestillinger fra hinanden og påviste, at jordens og menneskehedens historie var betydeligt ældre.<ref>Bibby (1980), s. 13-36</ref> Dette førte til et paradigmeskift i fortolkningen af Gamle Testamente, som ikke længere blev anset som korrekt skildring af hele menneskehedens historie men alene af jødernes historie. Men i denne egenskab blev den fortsat anset som troværdig historisk kilde. Endnu i 1978, da Geoffrey Bibby udgav sin klassiske bog "''Det forsvundne årtusinde''", spillede beretningerne om Abraham, jøderne i Egypten og deres udvandring herfra en egen rolle i skildringen af dette tidsrum.<ref>Bibby (1978), s. 63ff</ref> Men blot få år senere, i 1988, fremkom den første moderne kildekritiske analyse, som fuldstændigt pillede Bibbys antagelse fra hinanden. Det skulle blive starten på et nyt paradigmeskift i forståelsen af Gamle Testamente. Denne analyse blev i 2015 opdateret på engelsk, og det er denne version, som er anvendt i det følgende. Men bogen førte også til beskyldninger om jødefjendtlighed imod forfatteren, Niels Peter Lemche, fordi den pillede jødernes egen hidtidige selvforståelse fra hinanden. Lige siden afslutningen af 2. verdenskrig og især i det 21. århundrede har beskyldninger om "anti-semitisme" fået et kraftigt opsving. Der kan derfor være grund til at gøre nogle bemærkninger om min opfattelse af dette begreb og dets anvendelse. For mig består udtrykket "anti-semitisme" af to dele: "anti" betyder imod, og "semitisme" betegner en politisk, nationalistisk ideologi. Dette indebærer, at jeg skelner mellem jøder som kulturel folkegruppe på den ene side og en semitisk ideologi på den anden. Jeg har intet imod folk, som identificerer sig selv som jøder i religiøs og kulturel henseende så længe, at dette ikke berører deres forhold til andre folkegrupper. For mig er "jøde" altså en betegnelse, der i princippet ikke adskiller sig fra dansker, tysker, armener, kurder, japaner eller en hvilken som helst anden national folkegruppe. Anderledes forholder det sig med begrebet "semitisme". Her er der i mine øjne tale om en totalitær og intolerant national ideologi, som tåler sammenligning med fx. fascismen i Italien og nazismen i Tyskland. Der er med andre ord tale om en ekskluderende ideologi, som på samme tid legitimerer en bestemt handlemåde over for andre befolkningsgrupper. Dette kan der senere være grund til at vende tilbage til, når vi har gjort os selve grundlaget for denne tankegang klart. Lad mig sige det straks: det er ikke "anti-semitisk" at anlægge en anden betragtningsmåde en den, som såkaldte "semitter" selv anlægger - med mindre at man tilføjer, at sådanne semitter har et snævert syn og en snæver fortolkningsramme båret af egne fordomme. I denne henseende minder semitter og muhammedanere om hinanden. Begge promoverer en bestemt fortolkning, og begge benægter retten til at inddrage andre kilder eller til at anlægge en anden og bedre forståelse. For mig skræmmer udsigten til at blive tillagt smædeord mig ikke. Afgørende for mig er objektivt at se på alle fastslåede kendsgerninger og så nå frem til den forståelse, som er mest og bedst i overensstemmelse hermed. Hvis andre har problemer hermed, er det deres problem, ikke mit. De ønsker at forsvare en myte, men for mig er det de historiske kendsgerninger bag myten, som er det vigtigste. Myter er overtro og vantro. Men som Hans Christian Ørsted har sagt det, vil videnskaben overvinde overtroen og vantroen<ref>Ørsted (1978), s. 106</ref>, og således må det være. Det gælder her som i tilfældet med muhammedanismen<ref>se ''Muhammedanismen i kildekritisk belysning''</ref>, at modstanden og modviljen imod at blive konfronteret med nye kendsgerninger dybest set blot viser hvor usikre, forsvarere af den herskende ideologi i virkeligheden er. Hvis de var sikre i deres overbevisning, ville de velkomme enhver udfordring, idet de vil kunne tage den op og sagligt imødegå den og dermed forstærke deres position, men således forholder det sig ikke, tværtimod. Bogen afspejler forskningens nuværende stade, den er en skildring af kendsgerningerne således, som disse tegner sig i det Herrens år 2026. Det er muligt, at fremtiden vil ændre dette billede, og således må det være. Det bør tilføjes, at forskningsfeltet er inde i en rivende udvikling i disse år. Det kan derfor ikke udelukkes, at forskningen om føje år vil give et andet, mere omfattende men måske også revideret billede i forhold til nu, og således må det være. Det er den eneste måde, at vor viden kan forøges og forbedres på. Og skulle denne bog medvirke til at fremme en sådan forskning, har den opfyldt sit formål. === <big>Jødedommens oprindelse og tidlige udvikling</big> === Formålet med det følgende er at skildre jødedommens ældste historie. Hovedvægten vil blive lagt på de arkæologiske vidnesbyrd. Bibelen vil imidlertid blive inddraget, hvis og når den kan belyse historiske kendsgerninger. En række emner vil blive underkastet en særskilt behandling. Jeg har valgt at følge den traditionelle tidsinddeling med hensyn til jødisk historie men at holde den religiøse og den verdslige side af denne historie adskilte, da det giver en bedre forståelse. ==== Den kana'næiske forbindelse ==== For at forstå Kana'ans ældste historie kan det være hensigtsmæssigt at starte i Egypten. Her var omkring 3000 f.Kr. opstået to kongeriger kaldet Øvre og Nedre Egypten. Omkring 2850 f.Kr. blev disse forenede i det Gamle Rige.<ref>Bibby (1978), s. 14</ref> Tidligt tog dette også magten over Sinai-ørkenen, hvorved det fik kontrollen over udvindingen af kobber (som var råstof til fremstilling af bronze), tyrkis- og granat-sten. Gamle Rige etablerede handelsforbindelser fra Syrien mod nordøst til Punt (antagelig på Afrikas Horn) i syd. Fra tid til anden foretog det militære kampagner både til Libyen og Kana'an, det vil sige Palæstina. Gamle Rige blev i 2052 f.Kr afløst af Mellemste Rige. Dette videreudviklede handelsforbindelserne til blandt andre Kreta og Babylon. Den vigtigste begivenhed i dettes eksistens var dog, at der indvandrede et folk kaldet ''hyksos'' fra nordøst, som etablerede sig med en egen hovedstad i Avaris i Nilens delta.<ref>Bibby (1978), s. 98</ref> Senere tog disse indvandrere magten i Egypten.<ref>Bibby (1978), s. 124ff</ref> Efter omtrent to hundrede år blev disse indvandrere angiveligt fordrevne lige til Palæstinas grænse<ref>Bibby (1978), s. 128</ref>, og i forlængelse heraf benyttede Egypten øjensynligt lejligheden til vedvarende at tage magten over Kana'ans mange småriger.<ref>Bibby (1978), s. 134</ref> Vigtigst i denne sammenhæng er det dog, at vi fra denne tid har en række officielle skrivelser, de så kaldte Amarna breve, som belyser forholdet mellem den egyptiske farao og Kana'ans stedlige fyrster.<ref>Lemche (2015), s. 83</ref> Disse breve giver tillige det første kildebelagte indblik i de daværende sociale forhold i Kana'an samt i tidens politiske og økonomiske begivenheder. Disse breve viser et land præget af stammebaserede bystater, der hver kontrollerede de omgivende landbrugsområder i lavlandet, mens bjerglandet, som strakte sig i nord-sydgående retning lige vest for Det døde Hav og Jordan-floden, længe var nærmest ubeboet. Der synes på daværende tidspunkt ikke at have været nogen vedvarende etniske, kulturelle eller sproglige forskelle på de enkelte bystaters folk<ref>Lemche (2015), s. 837</ref>, og de synes alle at have haft den samme religiøse tro. I det 2. århundrede f.Kr. var Kana'an beboet af stammer med hver deres skytsguddom. Disse guddomme hørte til den kana'anæiske gudeverden og omfattede blandt andre ''El'', ''Ba'al'' og ''Jahve''. Over tid begyndte bjergbønderne imidlertid at skille sig ud og hævde, at de ikke stammede fra kana'anæerne i lavlandet, skønt både sproglige og religiøse træk fra tiden 1200-1000 f.Kr. tyder på, at de udviklede sig fra en kana'anæisk fælles kultur i den grad, at det ofte er svært at skelne imellem dem.<ref>Dinkgreve (2021), kap. 8</ref> Hvornår, denne udskillelsesproces er fundet sted, vides ikke, men den må være påbegyndt inden 1207 f.Kr., idet kana'anæerne og israelitterne på en stele rejst af farao Merneptah dateret til dette tidspunkt udtrykkeligt er nævnt som to uens folkegrupper:</br> - "Kana'en er udplyndret,</br> - Israel er lagt øde."</br> Det er værd at bemærke, at de hieroglyffer, som angiver navnet Kana'an, viser, at der er tale om et land, mens de, som angiver Israel, viser, at der er tale om et folkegruppe.<ref>Dinkgreve (2021), kap. 8</ref> Det er også den eneste kilde fraset Gamle Testamente som nævner et folk kaldet "Israel" på denne tid.<ref>Novacek (2011), s. 66</ref> Hvad tør vi udlede af dette? Først og fremmest, at der i datiden fandtes to befolkningsgrupper eller nationer, dels kana'anæerne dels en gruppe kendetegnet ved at dyrke guden ''El''. Man skal dog næppe lægge for meget i denne deling. Den afspejler snarest en deling mellem folkeslag, der levede i lavlandet, og andre folk, der var begyndt at etablere sig og leve i bjergene. Hverken kulturelt eller religiøst synes der dog endnu på denne tid at have været den store forskel imellem dem. Det menes, at den oprindelige gud for disse nye bjergbønder synes at have været ''El'', idet navnet "Isra-el" betyder "El's styre".<ref>Dinkgreve (2021), kap. 8</ref> Vi har imidlertid grund til at formode, at hebræerne på denne tid endnu ikke betegnede sig ved dette navn. Kildekritiske undersøgelser af Mosebøgerne har vist, at disse er skrevet af flere forskellige forfattere, hvoraf to af forskerne kaldes P og E. Begge disse forfattere kalder Gud for ''El'' indtil, at Gud angiveligt selv kalder sig ''Jahve'' over for Moses: "Jeg er Jahve. Jeg viste mig for Abraham og Isak og Jakob som ''El-Shaddai'', men mit navn er ''Jahve''. Jeg gjorde ikke det bekendt for dem".<ref>Bibelen (1992), s. 72</ref> Det bør tilføjes, at i Første Mosebog forekommer 17 tilfælde af associationer med ''El'' (fx. Bethel) men ikke een eneste med ''Jahve''. Der er desuden eet tilfælde med henvisning til ''Ba'al'', nemlig Ashbel, Benjamins søn. Dette taler for, at jøderne på tidspunktet for Mosebøgernes nedskrivning mente, at de oprindeligt havde dyrket ''El'', men at de nu gik over til at bruge benævnelsen ''Jahve'' i stedet. Dette er tvivlsomt. Som vi skal se neden for, er der tale om en kunstigt skabt men forkert selvforståelse. Men hvad gemmer der sig egentlig bag dette navneskifte? Lad os se lidt nærmere på kilderne. ==== Gudeforsamlingen ==== På en to tusinde år gammel læderklud fundet i en hule findes en tekst med følgende indhold: da den højeste gud gav nationerne deres arv, da han delte menneskeheden, fastlagde han deres indbyrdes grænser i henhold til antallet af gudesønner. Denne tekst kendes ligeledes fra Femte Mosebog 32:8-9, hvor den indgår i "Moses sang" og lyder således:</br> "Da den Højeste fordelte folkene,</br> da han skilte menneskene fra hinanden,</br> fastsatte han folkenes områder</br> efter tallet på gudssønnerne.</br> Herrens del blev hans folk,</br> Jakob blev hans arvelod."<ref>Bibelen (1992), s. 237</ref></br> Teksten var identisk med den tekst, som jøderne kopierede i århundrede før Kristi fødsel. Den findes i den græske version af Gamle Testamente fra 3. og 2. århundrede f.Kr. Jøderne ændrede siden teksten fra "gudssønner" til "Israels sønner". Tages teksten for pålydende, har den højeste gud inddelt menneskene i nationer og givet hver nation en søn som guddommelig leder. I det følgende vers fortælles hvilken søn, der blev tildelt hvilken nation, og det oplyses, at Jahve fik tildelt Jacobs stamme eller Israel. Det må her bemærkes, at Jahve her tydeligt er en mindre, en underordnet gud i forhold til den højeste gud. Bibelforskere som Mark Smith og Frank Moore Cross fra Harvard mener, at det er her, at Jahve gøres til guddom for Jacobs stamme. Teksten i Kumran (bedre kendt som Dødehavsrullerne) bevarede den oprindelige tekst, men den blev i middelalderen tilsyneladende tilpasset. I ''Salmernes Bog'' salme 82 findes følgende:</br> "Gud træder frem i gudeforsamlingen,</br> blandt guderne holder han dom:</br> Hvor længe vil I dømme uretfærdigt</br> og tage parti for de ugudelige? Sela</br> Skaf de svage og faderløse deres ret,</br> frikend de hjælpeløse og arme,</br> udfri de svage og fattige,</br> red dem fra de ugudeliges magt! De forstår og fatter intet,</br> de vandrer i mørke,</br> jordens grundvolde rokkes.</br> Jeg har sagt: I er guder,</br> I er alle sønner af den Højeste.</br> Dog skal I dø som mennesker,</br> og I skal falde som en af stormændene. Rejs dig, Gud, hold dom over jorden,</br> for du har alle folkene som ejendom."<ref>Bibelen (1992), s. 693</ref> Denne salme indeholder altså mindet om en gudeforsamling, som også afspejles i den langt ældre tekst. Ordet "guderne" i den originale tekst er ''Elohim'', i flertal. Det viser, at der var en tid i jødernes historie, hvor flerguderi øjensynligt var en almen forståelse. Og en af disse gudesønner var åbenbart Jahve. Et lignende minde findes i Første Mosebog kapitel 6, der begynder således: "Da menneskene begyndte at blive talrige på jorden og fik døtre, så gudesønnerne, at menneskedøtrene var smukke. Blandt dem tog de sig alle de koner, de havde lyst til. Da sagde Herren: "Min livsånde skal ikke forblive i mennesket for evigt. De er dødelige, deres levetid skal være 120 år".</br> Dengang gudesønnerne gik ind til menneskedøtrene og fik børn med dem - men også siden hen - var der faldne på jorden. Det er heltene, navnkundige mænd fra ældgamle dage."<ref>Bibelen (1992), s. 12. Den danske oversættelse har "kæmper" i stedet for "faldne" men det originale ord er ''nefilim'' med netop denne betydning</ref> Disse spredte kildetekster i Gamle Testamente viser, at polyteisme eller dyrkelse af flere guder på daværende tidspunkt var normen i Kana'an. Der kunne siges meget om disse guder, men her vil vi samle os om de vigtigste i den foreliggende sammenhæng. ==== El ==== I 1928 fandt en bonde i Ras Shamra ved Middelhavskysten (nu i Syrien) et omkring 3.000 år gammelt gravkammer. En udgravning det følgende år viste, at det dækkede over dels en større gravplads, dels en forhistorisk by: Ugarit, en vigtig handelsby fra omkring 1450 f.Kr. til 1192 f.Kr., idet byen blev brændt af og blev opgivet antagelig mellem 1190 f.Kr. og 1185 f.Kr. Blandt de mange fund var et stort antal lertavler og mange af dem med religiøse tekster: mytologiske vers, hymner til guder, lister over præsternes ofringer. Den ledende guddom i Ugarit hed ''El''. ''El'' var gudernes fader, skaber af alle levende væsener, den evige konge. Han blev beskrevet som en ældre skægget mand, som sad på en trone med en krone med tyrehorn. Hans hustru hed ''Ashera''<ref>Dinkgreve (2021), kap. 8</ref>, hun var moder til 70 guder ifølge teksterne. Blandt sønnerne var stormguden ''Baal'', havguden ''Jam'', dødsguden ''Mott'' og krigergudinden ''Anat''. Tilsammen blev de kaldt ''Ilham'', det vil sige børn af ''El''. I Bibelens skildring af skabelsen optræder ordet ''Elohim'', på hæbraisk et ord for guddom, hvilket er umiddelbart sammenligneligt med ordet i Ugarit, men ordet er flertal, ikke ental. Og flere af beretningerne i Gamle Testamente bruger netop (men ikke alene) dette ord om Gud: ''El Shaddai'' (Gud den Almægtige), ''El Elyon'' (Gud den Højeste)<ref>Novacek (2011), s. 41</ref>, ''El Olam'' (den evige Gud), ''El Bethel'' (Bethels Gud). Det er det samme navn som den øverste gud i kana'anæernes gudeverden. Af disse kendsgerninger tør drages to slutninger. Den ene er, at Gud i den hebraiske forståelse ikke i starten var fuldstændig og enerådende men i stedet udviklede sig over tid, langsomt ved en proces, der bedst kan beskrives som konvergens: flere guder smeltede sammen i een guddom. Den anden slutning, man tør drage, er den, at israelitterne udviklede sig som folk fra kana'anæerne. Deres første gud var kana'anæernes gud ''El''. For de folk, som levede i bjergene i Kana'an omkring 1100 f.Kr. var der ikke nogen markant forskel imellem deres egen religion og de omgivende folkeslags religion: de dyrkede den samme fadergud og modergudinde. Dette har været anerkendt af arkæologer siden omkring 1970 baseret på fundne lertavler, indskrevne navne på lerkar, fund af husguder og af husaltre. Der kan være grund til at fremhæve, at ''El'' havde en udpræget nordlig udbredelse, i Hittitternes rige og i Kana'an men øjensynligt ikke syd herfor. Her finder vi til gengæld en anden guddom: ''Jahve''. ==== Jahve ==== Som allerede omtalt havde jøderne et andet navn på deres gud: ''Jahve''. Hvor stammer dette navn fra? Hvor og hvornår overtog han de egenskaber, som tidligere blev tillagt ''El''? For at svare på disse spørgsmål, må vi inddrage nye kilder. En kildegruppe, som bør nævnes, er tempelindskrifter fra Egypten, især Nubien. Som eksempel kan nævnes et tempel nu beliggende i Sudan på Nilens vestre bred. Det blev opført af farao Aman Hototeep III (bedstefader til Tutankhamon), som regerede Egypten fra ca. 1390 f.Kr. til 1352 f.Kr., og var tilegnet guden Amon Ra. På en af søjlerne i dette tempel, der omtaler underkuede folkeslag, optræder "Tashasu YHWH". Nationen ''Shassu'' var et semitisk folkeslag, nomader, kvæghyrder, der strejfede om i ørkenen ved den sydlige grænse for Kana'an. Betegnende nok identificeres de ikke ved deres landområde men derimod ved deres guddom, ''Jahve'', omtrent 200 år før at israelitterne ellers optræder i historiske tekster ifølge gængs fortolkning. Denne og andre indskrifter dateres til Egyptens nye kongerige, det vil sige tiden mellem 1550 f.Kr. og 1069 f.Kr. På grundlag af disse indskrifter menes Shassu-folkets område at være afgrænset fra det sydlige Jordan i øst gennem Negev-ørkenen til ind i Sinai mod vest. Det menes, at bjerget Seir har ligget omtrent midt i dette område, ved Amara.<ref>Hen (2021)</ref> Dermed kan vi fastslå Jahves omtrentlige oprindelsestid og tidlige udbredelsesområde. Det bør tilføjes, at ''Jahve'' i indskrifterne aldrig optræder som guddom for egypterne. Egyptologen Donald Redford slutter heraf, at ''Jahve'' oprindeligt var en edomitisk eller midianistisk gud i de sydlige ørkenområder, som blev dyrket i områder, som den hebraiske bibel selv udpeger som stedet for jødernes oprindelse, som stedet hvor Moses hørte Gud tale fra en brændende busk, og i ''Dommerbogen'' findes blandt andet "Deboras sejrssang", som dateres til 12. århundrede f.Kr.<ref>Dinkgreve (2021), kap. 8</ref>, med følgende linjer: Herre, da du drog ud fra Se'ir,</br> da du skred frem fra Edoms land,</br> skælvede jorden, himlen dryppede af regn,</br> ja, skyerne dryppede af vand.</br> Bjergene rystede foran Herren,</br> Sinajs Herre,</br> foran Herren, Israels Gud.<ref>Bibelen (1992), s. 276</ref></br> Taget bogstaveligt siges det, at guddommen bredte sig fra syd, fra Edom, nordpå, det vil sige ind i Kana'an. Edom lå i den nordøstlige del af Sinaj-ørknen, sydøst for Det Døde Hav. Men der er mere, som kan understøtte, at det er herfra, jøderne har hentet deres guddom. Jahve introduceres af Moses efter, at Jetro, Moses svigerfader, sammen med sine sønner havde sluttet sig til jøderne.<ref>Bibelen (1992), s. 87</ref> Ifølge Anden Mosebog kapitel 3:1 var Jetro præst i Midjan.<ref>Bibelen (1992), s. 68</ref> Det må rejse spørgsmålet, om det er fra ham, at Moses har overtaget sin guddom Jahve. Men ifølge Dommerbogen kapitel 1:16 var Jetro kenit: "Efterkommere af den kenit, der var Moses' svigerfar, drog sammen med judæerne op fra Palmebyen til Judas ørken i Arads sydland og bosatte sig hos befolkningen dér."<ref>Bibelen (1992), s. 271</ref> Kenitterne var Kains efterkommere. I Første Mosebog kapitel 4:17-22 læser vi: "Kain lå med sin kone, og hun blev gravid og fødte Enok. Så byggede han en by og gav den navn efter sin søn Enok. Enok fik sønnen Irad, Irad fik Mehujael, Mehujael fik Metushael, og Metushael fik Lemek. Lemek tog sig to koner, den ene hed Ada, den anden Silla. Han blev stamfader til dem, der bor i telte og holder kvæg. Også Silla fødte en søn, Tubal-Kain, stamfader til smedene, alle dem, der forarbejder kobber og jern."<ref>Bibelen (1992), s. 11</ref> Vi ved, at i andre kulturer som egyptisk, græsk og romersk er smedekunsten forbundet med vulkaner: i romersk mytologi hed smedeguden ligefrem ''Vulkan''. Læg dertil profetien i Esajas' Bog kapitel 31:9, der nævner "Herren, som har sit bål på Zion og sin ovn i Jerusalem".<ref>Bibelen (1992), s. 874</ref> Og for at fuldende billede findes i Anden Mosebog kapitel 19:18-19 følgende beskrivelse af bjerget: "Hele Sinajs bjerg var hyllet i røg, fordi Herren var steget ned på det i ild og røgen steg til vejrs som røgen fra en smelteovn. Hele bjerget skælvede af stor rædsel, og hornklangen blev kraftigere og kraftigere."<ref>Bibelen (1992), s. 88</ref> Det kunne være en beskrivelse af en aktiv vulkan. Disse sammenfald kan næppe være tilfældige. Er der tale om, at Jahve oprindelig var en smedegud forbundet med vulkanisme, og at han er overtaget af Moses (hvis han er en historisk person) fra sin svigerfaders kultur? I så fald viser det, at der findes en religiøs forhistorie om ''Jahve'', som man siden har forsøgt at fortrænge, og denne må efter alt at dømme have sammenhæng med fremkomsten af smedekunsten at gøre. Af det foregående tør vi slutte, at ''Jahve'' ikke begyndte i Israel. Han begyndte som en "skytsguddom" blandt nomadiske stammer uden en konge, uden templer og uden et skriftsprog. På et eller andet tidspunkt, måske som følge af handel eller af en edomitisk eller midjanitisk udvandring nordpå, kom denne gud til kana'anæerne, og der mødte han en anden guddom: den gamle gud ''El''. Hvad, der siden fulgte, var konvergens: før dannelsen af et kongerige, før opførelsen af det første tempel, blev ''El'' "opslugt" af ''Jahve''. Derved fik den nye fusionerede guddom begge navne i Gamle Testamente. Der kan være grund til at vende tilbage til denne problematik igen senere, når vi forsøger at samle trådene til jødedommens historie. ==== Ashera ==== Men denne gud stod ikke alene, han havde en kvindelig partner, en gudinde: ''Ashera''. Ashera optræder i kana'anæernes hjem som gudindestatuette, hendes navn findes på forrådskar og i gravskrifter. I tekster fra 8. århundrede f.Kr. bliver hun påkaldt ved siden af Jahve som om de hørte sammen og var ligestillede. Vi ved nu, at hun i århundreder var blevet dyrket af jøderne som gudinde. Hun kunne gå på vandet, hendes tilnavn var ''Kudu'', den hellige. Hun findes gengivet på et egyptisk kunstværk fra samme tid stående på ryggen af en løve og med en slange i hver hånd. Kort sagt var hun en af de store modergudinder i Mellemøsten. I to bygninger daterede til tiden 801-770 f.Kr. i det nordøstlige Sinai ved bjerget Contilit Azud fandt arkæologer i 1975 store forrådskar med en tekst skrevet på tidlig hebraisk: "Jeg velsigner dig ved Jahve af Samaria og hans Ashera"<ref>Novacek (2011), s. 92</ref> og "Jeg velsigner dig ved Jahve af Teman og hans Ashera". Her står israelitternes mandlige guddom sammen med kana'anæernes gudinde. Teman var den egn i ørkenen, hvor ifølge Habakuks Bog kapitel 3:3 Jahve havde sin oprindelse:</br> "Gud kommer fra Teman,</br> den Hellige fra Parans bjerge".<ref>Bibelen (1992), s. 1187</ref> I Hebron blev tilsvarende fundet en gravskrift dateret til midten af 8. århundrede f.Kr.: "Velsignet være Uryyaho ved Jahve for fra hans fjender ved Ashera har han frelst ham". Desuden har man fundet over tusind små gudindestatuetter, heraf 400 alene i Jerusalem, der ifølge Raz Kletter utvivlsomt forestiller Ashera skildret med krop som en cylinder med to markerede bryster og hænder, der tilbyder dem, samt et smilende ansigt. De dateres alle til 8. og 7. århundrede f.Kr. og de blev alle fundet i private hjem, ikke i templer. De viser, at dyrkelsen fandt sted under det delte kongerige som noget alment udbredt, ikke som noget særegent for de få. Som supplement til en forståelse kan man gå til Gamle Testamente, hvor der er bevaret flere passager, hvori Ashera-dyrkelsen omtales. Den følgende oversigt gør ikke krav på fuldstændighed. I Første Kongebog kapitel 14 læser vi: "Salomos søn Rehabeam blev konge i Juda. .. Rehabeam var enogfyrre år, da han blev konge, og han regerede sytten år i Jerusalem, den by Herren havde udvalgt af alle Israels stammer til at sætte sit navn på. Hans mor hed Na'ama og var fra Ammon. Judæerne gjorde, hvad der var ondt i Herrens øjne, og med de synder, de begik, gjorde de ham mere vred, end deres fædre havde gjort. Også de byggede offerhøje og lavede stenstøtter og Ashera-pæle på alle høje bakker og under alle grønne træer; der var endog mandlige helligskøger i landet."<ref>Bibelen (1992), s. 396</ref> I kapitel 15 læser vi: "I Nebats søn kong Jeroboams attende regeringsår blev Abija konge over Juda. Han regerede tre år i Jerusalem. Hans mor hed Ma'aka og var datter af Absalom. Han fulgte alle de synder, som hans far havde begået før ham..<ref>Bibelen (1992), s. 396</ref> I Israels konge Jeroboams tyvende regeringsår blev Asa konge over Juda. Han regerede enogfyrre år i Jerusalem. Hans mor hed Ma'aka og var datter af Absalom. Asa gjorde, hvad der var ret i Herrens øjne, lige som sin fader David. Han forviste de mandlige helligskøger fra landet og fjernede alle de møgguder, som hans forfædre havde lavet. Han fjernede også sin mor Ma'aka som kongemoder, fordi hun havde ladet fremstille en rædselsstøtte til Ashera. Asa huggede støtten om og brændte den i Kedrondalen. Offerhøjene forsvandt ikke.."<ref>Bibelen (1992), s. 396f</ref> I kapitel 16 læser vi: "Omris søn Akab blev konge over Israel i Judas konge Asas otteogtredivte regeringsår, og Omris søn Akab regerede toogtyve år i Samaria over Israel. Omris søn Akab gjorde, hvad der var ondt i Herrens øjne, værre end nogen før ham. Da det ikke var nok for ham at følge Nebats søn Jeroboams synder, giftede han sig med sidoniernes konge Etba'als datter Jezabel, og han gav sig til at dyrke og tilbede Ba'al. Han rejste et alter for Ba'al i Ba'als tempel, som han havde bygget i Samaria. Akab lavede en Ashera-pæl, og Akab gjorde mere endnu, så han krænkede Herren, Israels Gud, mere end nogen af Israels konger, der havde været før ham."<ref>Bibelen (1992), s. 399</ref> I Anden Kongebog kapitel 21 omtales kong Manassa. Om hans gerninger hedder det: "Han gjorde, hvad der var ondt i Herrens øjne efter de afskyelige skikke hos de folkeslag, som Herren havde drevet bort foran israelitterne. Han genopbyggede de offerhøje, som hans fader Hizkija havde ødelagt; han rejste altre for Ba'al, og han lavede en Ashera-pæl, sådan som Israels konge Akab havde gjort, og han tilbad hele himlens hær og dyrkede den. .. Og i de to forgårde til Herrens tempel byggede han altre for hele himlens hær. .. Og han opstillede Ashera-billedet, han havde lavet, i dette tempel, om hvilket Herren havde sagt til David og til hans søn Salomo: "''På dette tempel og på Jerusalem, som jeg har udvalgt blandt alle Israels stammer, vil jeg sætte mit navn til evig tid; og jeg vil ikke mere jage Israel bort fra det land, som jeg gav deres fædre, når de blot omhyggeligt vil gøre alt det, jeg har befalet dem, og holde hele loven, som min tjener Moses gav dem.''" Men de ville ikke høre, og Manassa forledte dem til at handle værre end de folkeslag, som Herren havde udryddet for israellitterne."<ref>Bibelen (1992), s. 438f</ref> I Anden Kongebog kapitel 23 oplyses, at denne afgudsdyrkelse holdt sig til Josija stoppede den: "Så befalede kongen ypperstepræsten Hilkija, andenpræsterne og dørvogterne at fjerne alle de ting, der var lavet til Ba'al og til Ashera og til hele himlens hær, fra Herrens tempel, og han brændte dem uden for Jerusalem .. Helligskøgernes rum i Herrens tempel, hvor kvinderne vævede klæder til Ashera, rev han ned. .. Også alteret i Betel, offerhøjen som Jeroboam, Nebats søn, havde opført, han som forledte Israel til synd, både dette alter og offerhøjen rev Josija ned, og han knuste stenene til støv og brændte Ashera-pælen."<ref>Bibelen (1992), s. 441</ref> Profeten Jeremis beklagede sig i Jeremias' Bog kapitel 7: "Kan du ikke se, hvad de gør i Judas byer og Jerusalems gader? Børnene samler brænde, fædrene tænder ild og kvinderne ælter dej, så de kan lave offerkager til Himmeldronningen og udgyde drikofre for andre guder og krænke mig."<ref>Bibelen (1992), s. 950</ref> Han taler om ''Ishtar'', Mesopotamiens version af Ashera, mens hun blev adopteret som ''Afrodite'' i Grækenland og blev kaldt ''Astarte'' af kana'anæerne og senere af fønikerne.<ref>Novacek (2011), s. 38</ref> Der kan således ikke være tvivl om, at Ashera-dyrkelsen var udbredt blandt jøderne i flere århundreder, snart officielt snart uofficielt. Manassa regerede fra 697 f.Kr. til 642 f.Kr. og Josija skal have stoppet Ashera-dyrkelsen omkring 622 f.Kr. Men uofficielt fortsatte dyrkelsen helt frem til babylonernes erobring af Jerusalem. Det vigtigste i denne sammenhæng er, at denne afgudsdyrkelse, som det også fremgår af Gamle Testamente, fandt sted længe efter, at jøderne skulle være gået over til monoteisme. ==== Den centraliserede gudsdyrkelse ==== Men hvornår begyndte den monoteistiske gudsdyrkelse blandt jøderne? Skal man tro Gamle Testamente tyder meget på, at det var en udvikling i to trin: først skete der en centralisering af gudsdyrkelsen, og langt senere en overgang til monoteisme. Første kilde til denne udvikling findes i Moseloven. Her hedder det: "Du må ikke lave dig noget gudebillede i form af noget som helst oppe i himlen eller nede på jorden eller i vandet under jorden. Du må ikke tilbede dem og dyrke dem, for jeg, Herren din Gud, er en misundelig Gud."<ref>Bibelen (1992), s. 89. I oversættelsen til dansk bruges ordet "lidenskabelig" i stedet for "misundelig"</ref> Det siges ikke, at der ikke findes andre guder, kun at jøderne ikke længere måtte dyrke dem. Næste kilde findes i Anden Kongebog om kong Josija, som regerede 640-609 f.Kr. Her hedder det: "Og statsskriveren Shafan fortalte kongen, at præsten Hilkija havde givet ham en bog, og Shafan læste den op for kongen."<ref>Bibelen (1992), s. 440</ref> Forskere mener, at den bog, der her er tale om, sandsynligvis var Femte Mosebog. Femte Mosebog adskiller sig tydeligt fra de foregående fire Mosebøger, så meget at man mener, at den har sin egen forfatter (eller egne forfattere), der af forskerne kaldes D. Denne forfatter D genkendes også i en række andre tekster i Gamle Testamente: Joshua-bogen, Første og Anden Dommerbog, Samuels Bog samt Første og Anden Kongebog. Det menes, at alle disse bøger er forfattede af samme person eller personkreds.<ref>Dinkgreve (2021), kap. 8</ref> Anden Kongebog fortæller om kong Josiah, at han centraliserede gudsdyrkelsen og forbød stedlige altre: "Han hentede alle præsterne fra Judas byer, og offerhøjene lige fra Geba til Be'ersheba, hvor de havde tændt offerild, gjorde han urene, og portofferhøjene, som lå ved kommandantensen Josvas port til venstre, når man går ind ad byporten, rev han ned."<ref>Bibelen (1992), s. 441</ref> Som det siges: "Der havde ikke tidligere været nogen konge, der som han af hele sit hjerte og af hele sin sjæl og af hele sin styrke vendte om til Herren, helt efter Moses' lov og efter ham kom der ingen som han."<ref>Bibelen (1992), s. 442</ref> Tydeligvis var der tale om at samle al religiøs magt på et sted og under kongens kontrol.<ref>Lemche (2015), s. 176</ref> Det var med andre ord en religiøs revolution. For at retfærdiggøre denne revolution måtte man opfinde en spådom, der kunne retfærdiggøre den. Her træder nu to kilder ind. Den ene findes i Første Kongebog. Her omtales en gudsmand, som råber imod et alter: "Alter, alter! Dette siger Herren: I Davids hus skal der fødes en søn ved navn Josija. På dig skal han slagte de offerhøjspræster, som tænder offerild på dig, og han skal brænde menneskeknogler på dig."<ref>Bibelen (1992), s. 393</ref> Den anden er Femte Mosebog: allerede i første sætning gives indtrykket af, at denne bog er Moses' sidste ord inden sin død<ref>Bibelen (1992), s. 200</ref>, og her formuleres en "ny moselov" begyndende således: "Dette er de love og retsregler, som I omhyggeligt skal følge i det land, Herren, dine fædres Gud, har givet dig i eje, så længe i lever på jorden. I skal ødelægge alle de steder, hvor de folk, I fordriver, har dyrket deres guder, på de høje bjerge, på bakkerne og under alle grønne træer. I skal rive deres altre ned og knuse deres stenstøtter, deres Ashera-pæle skal I brænde, og deres gudebilleder skal I hugge om; I skal udslette deres navn fra de steder. For på den måde må I ikke dyrke Herren jeres Gud. Nej, I skal søge til de sted, Herren jeres Gud udvælger blandt alle jeres stammer til at sætte navn på, så det kan bo der. Dér skal du komme, og derhen skal I bringe jeres brændofre og slagtofre, jeres tiender og afgifter, jeres løfteofre og frivilligofre og det førstefødte af jeres køer og får."<ref>Bibelen (1992), s. 214</ref> Men trods dette forsøg på at legitimere centraliseringen af gudsdyrkelsen holdt det ikke længe. Snart begyndte folk atter deres decentrale gudsdyrkelse, og som vi tidligere har set, opgav de aldrig deres Ashera-dyrkelse. Den omstændighed, at det netop er D, som promoverer den centraliserede gudsdyrkelse, gør, at forfatteren med stor sandsynlighed skal søges i præsteskabet ved det kongelige hof i Josijas levetid, det vil sige omkring 623 f.Kr.<ref>Lemche (2015), s. 177</ref> ==== Hebræerne i Kana'an ==== Vi har fulgt kana'anæernes religiøse udvikling, men hvordan forholder det sig med områdets politiske udvikling? Det er en broget historie, hvor Gamle Testamente trods påviselige fejl alligevel kan give nyttige oplysninger. Ifølge Gamle Testamentes narrativ begyndte jødernes historie med de tre patriarker: Abraham, Isak og Jakob, som skal have levet omkring 2200-1900 f.Kr.<ref>Lemche (2015), s. 35</ref> Denne tidsfæstelse er imidlertid en anakronisme, idet Abraham - den første i rækken - angiveligt ifølge Første Mosebog kapitel 21: 34<ref>Bibelen (1992), s. 27</ref> opholdt sig hos filistrene. Disse optræder først i Kana'an omkring 1177 f.Kr. under navnet "peleset" som en del af de folkeslag, kaldet "Havfolket" (engelsk: ''Sea people''), der på dette tidspunkt indvandrer til området, hvor deres tilstedeværelse nedbryder den hidtidige samfundsorden.<ref>Lemche (2015), s. 89</ref><ref>Russell (2009), s. 6</ref> Forudsat, at Abraham er en historisk person, og at han rettelig skal omflyttes i tid, så bliver hans optræden også mere logisk i dens narrative sammenhæng: Han skal stamme fra bosættelsen Haran, som lå i et grænseområde nord for Eufrat, der på skift blev kontrolleret af Mittaniriget, Hittitterne og Babylonien. Det ville derfor ikke være ulogisk, hvis han var flygtet fra uroligheder i sin hjemstavn. Det vil kunne forklare hvorfor, at han betegnes som en "hebræer", det vil sige illegal flygtning, i Gamle Testamente, og det vil logisk forklare ham som en af de ledere af en hær af lejesoldater og marodører, som øjensynligt prægede tiden. Denne antagelse understøttes af, at der utvivlsomt var folk fra hittitternes område blandt indvandrerne.<ref>Russell (2009), s. 38</ref> Som et passende udgangspunkt må altså tages bronzealderen før, at den gamle verdensorden brød sammen. På denne tid bestod Kana'an eller Palæstina af en række små kongedømmer, ret beset bystater idet hver havde en by som sit politisk-administrative hovedsæde. Befolkningen var mere eller mindre besiddelsesløse hoveriarbejdere for kongen: de kunne være engageret i landbrug, håndværk, handel og forsvar. Om nogen etnisk-national deling var der næppe tale, alle talte samme sprog og havde den samme religion. Egypten med dets faraoer udgjorde siden 15. århundrede f.Kr. den overordnede magt, som småkongerne måtte underkaste sig. Til gengæld blandede Egypten sig ikke i de stridigheder der foregik internt i Kana'an om magtområder. Sådanne mindre krige synes at have hørt til dagens orden, men de forhindrede ikke tidens internationale handel med varer.<ref>Lemche (2015), s. 84-89</ref> Meget taler for, at det var ankomsten af "havfolket" omkring 1177 f.Kr. som udløste en ny politisk udvikling. Frem til sammenbruddet havde området været præget af kana'anæiske kongefamilier, som styrede mindre områder fra deres centralt beliggende byer. Hidtil havde områder i nord været under hittitisk overherredømme og området i syd som helhed været under egyptisk kontrol, men nu svækkedes denne kontrol<ref>Porter (2016), s. 384</ref>, og det indebar, at der indtraf muligheder for større indbyrdes stammekrige i området. Det betød også, at folk udefra nu kunne blande sig med held i disse stedlige stammekrige. Det er muligt, at hebræernes erobringer netop hører hjemme i denne sammenhæng. Til trods for, at Gamle Testamente fremstiller disse kampe som religionskrige mellem folkeslag med polyteisme og jøderne med deres påståede monoteisme, er der intet, som tyder på, at dette er korrekt. Snarere må vi se disse kampe som sket mellem et imperialistisk erobrerfolk og stedlige bofaste stammer. At der også var religiøse forskelle imellem dem, understregede blot krigenes stammemæssige karakter. Mens filistrene bosatte sig ved kysten, flyttede hebræerne ind mod øst og bosatte sig overvejende i højlandet, hvor de over tid tilegnede sig megen af den stedlige kultur, samtidig med at deres frænder, aramæerne, slog sig ned mod nordøst i Syrien. Hebræerne fik i denne besættelse støtte fra beslægtede og ligesindede nomadiske stammer og semitiske folkeslag. Alliancen var mulig, fordi de alle dyrkede Jahve.<ref>Novacek (2011), s. 66</ref> Denne fælles kult var længe den eneste institution, som bandt folket sammen, og det kunne ikke forhindre, at der jævnligt opstod konflikter mellem dem. Der kan på dette sted være grund til at gøre op med myten om Jerikos erobring. Ifølge den bibelske tradition skete erobringen ved, at de omgivende bymure styrtede sammen.<ref>Bibelen (1992), s. 248f</ref> Problemet er, at det arkæologisk kan påvises, at der ingen bymure var!<ref>Novacek (2011), s. 66</ref> Forklaringen er, at Kana'an indtil da havde været underlagt Egypten, hvis overherredømme var blevet afgjort efter slaget ved Megiddo i 1479 f.Kr. Efter erobringen beholdt eliten i de kana'anæiske familier deres styrende rolle, når blot de var loyale i forhold til den egyptiske farao, men de måtte acceptere, at de ikke måtte befæste deres byer, (hvilket gav dem problemer blandt andet, da Megiddo blev angrebet af Lab'ayu fra det nærliggende Shechem).<ref>Novacek (2011), s. 25</ref> Både Jeriko og Ai var øjensynligt ubeboede på tidspunktet for "erobringen".<ref>Russell (2009), s. 29</ref> Det må rejse spørgsmålet, om israelitterne overhovedet nogen sinde har erobret Kana'an, eller om de så at sige "overtog" havfolkets faktisk påviste erobringer og indskrev dem i deres historie? Overhovedet har det været praktisk talt umuligt at påvise israelitterne bosættelse i Levanten. Forskere har ment, at en række nye bosættelser i marginale områder i bjergegne kunne være deres bosættelser<ref>Porter (2016), s. 386</ref>, men der kan lige så godt være tale om, at nogle kana'anæere fra lavlandet efter det handelsmæssige sammenbrud valgte at flytte ud og etablere sig med et nyt men mere holdbart selvforsynende landbrug<ref>Porter (2016), s. 388f</ref>, hvor handel som helhed spillede en mindre rolle end tidligere og især var af regional snarere end international karakter.<ref>Porter (2016), s. 388</ref> Ulige forsøg på at identificere bestemte former for genstande som værende israelitiske er strandet på, at de selv samme genstande også findes i områder uden israelsk bosættelse ifølge Gamle Testamente, de kan derfor ikke levere det ønskede bevis.<ref>Porter (2016), s. 387</ref> I den første tid efter hebræernes indvandring var tilstandene i Kana'an væsentlig som før. Det var langt fra lykkedes hebræerne at udrydde hele den bosatte befolkning, så det endte med, at hebræerne bosatte sig i egne bosættelser. De ulige folk og stammer levede i samfund hver for sig med byerne som centrum for de omgivende landsbyer. Hebræerne erobrede og ødelagde de mere civiliserede kana'anitter men overtog deres skriftsystem. De overtog også kana'anitternes byggeskik, men uden at hebræernes byggerier nåede samme høje stade som deres forgængere. Jerusalem var på denne tid et lille sted uden stor betydning og kunne ikke måle sig med andre byer i området. Hidtil har spørgsmålet om hebræernes oprindelse kun været antydet. I det følgende skal der gøres et forsøg på at besvare dette spørgsmål mere uddybende. Tør man tro Josvabogen kapitel 20, blev der oprettet særlige bebyggelser kaldet "tilflugtsbyer" for kriminelle, hvor disse kunne søge politisk asyl og unddrage sig retsforfølgelse for deres kriminelle gerninger: "Herren talte til Josva og sagde: "Sig til israelitterne, at de skal udpege de tilflugtsbyer, som jeg talte til jer om ved Moses, så en drabsmand, der uforsætligt og uforvarende slår nogen ihjel, kan flygte dertil; de skal være tilflugtssteder for jer mod blodhævneren. Når drabsmanden søger tilflugt i en af disse byer og stiller sig ved indgangen til byporten, skal han forelægge sin sag for de ældste i den by. De skal give ham adgang til byen og give ham et sted, hvor han kan bo hos dem. Når blodhævneren forfølger ham, må de ikke udlevere drabsmanden til ham; det var jo uforvarende, han slog sin næste ihjel, han havde ikke tidligere næret fjendskab mod ham. Han kan så blive boende i den by, indtil han stilles for menighedens domstol, eller indtil den ypperstepræst dør, som er der til dentid. Da kan drabsmanden vende tilbage til sin by og sit hus, den by, han er flygtet fra"."<ref>Bibelen (1992), s. 264</ref> De var en ordning, som kunne beskytte enhver kriminel mod retsforfølgelse. Men måske forklaringen skal søges i områdets almindelige historie netop på denne tid. I Anden Mosebog kapitel 21 findes blandt andet følgende retsregler for samfundslivet: "Når du køber en hebraisk træl, skal han være træl i seks år, men i det syvende år skal han frigives uden vederlag."<ref>Bibelen (1992), s. 90</ref> Hvad er det for nogle hebraiske trælle, der henvises til? Gennem flere hundrede år, fra 18. til 12. århundrede f.Kr. optræder i de bevarede skriftlige kilder omtaler af folk kaldet ''apiru'' eller ''hapiru'', som kendes fra hele den frugtbare halvmånes område fra Syrien i nord ned til og med Egypten. Beskrivelsen af dem viser, at de ikke udgjorde en etnisk gruppe men snarere en social gruppe på randen af samfundet.<ref>Russell (2009), s. 42</ref> Niels Peter Lemche mener, at udtrykket ''habiru'' oprindelig betegnede folk, som af den ene eller anden grund var flygtet fra deres hjemstavn.<ref>Lemche (2015), s. 91</ref> I begyndelsen forsøgte de stedlige småkonger at slippe af med disse flygtninge igen ved at lade dem hjemsende. Men dermed gjorde man dem til illegale, og følgen var, at de efterhånden også opførte sig som sådanne. Meget tyder på, at de søgte til områder, som var uden for småkongernes kontrol, nemlig til de stedlige bjergegne i den nordlige og mellemste del af landet. Her kunne de leve i nogenlunde fred og fri for faren for at blive hjemsendt.<ref>Lemche (2015), s. 92</ref> Lemche mener, at ordet "''hebræer''" er afledt af ''habiru'': de to ord optræder samtidigt i kilderne, og det kan meget vel være, at vi her har den egentlige årsag til, at hebræerne som folkegruppe blev udskilt fra den fastboende befolkning i lavlandet.<ref>Lemche (2015), s. 94</ref> Det er muligt, at de hebræiske trælle, som Mosebogen henviser til, var sådanne, som søgte at legitimere sit ophold ved at underkaste sig en art "prøvetid" med henblik på senere at blive anerkendt som fri borger.<ref>Lemche (2015), s. 93</ref> Og det er ligeledes muligt, at de "flygtningebyer", som tidligere blev omtalt, har samme historiske oprindelse: det er minderne om en tid, da jøderne var hebræere, illegale flygtninge som opholdt sig i bosættelser, hvor de kunne få "politisk asyl". Det bør for god ordens skyld tilføjes, at vi ikke ved i hvilken udstrækning, disse hebræere i bjerglandet var flygtninge eller var folk fra lavlandet, som selv havde forladt dette på grund af klimaforandringer i tiden 1200-900 f.Kr., især tørke, der gjorde landbrugsdrift i lavlandet mere usikker men begunstigede landbrugsdrift i bjerglandet<ref>Russell (2009), s. 14, 34, 170-194</ref>, eller fordi at de ganske enkelt ikke længere kunne holde trællelivet under småkongerne ud. For hebræerne var dette under alle omstændigheder ikke noget minde, som man ønskede at bevare, så i stedet opfandt man historien om undertrykkelsen i Egypten, flugten herfra og Guds løfte om landet som en alternativ forklaring, der skulle stille magtovertagelsen i et bedre lys. Hvordan det nu end forholder sig, så var det i hvert fald ikke en endelig løsning på problemet. Før eller siden måtte denne illegale flygtningebefolkning i bjergene opnå en sådan størrelse, at den også kunne udgøre en politisk magtfaktor. Tør vi tro, at der bag historien om Moses også skjuler sig en erindring om en tilvandring til bjergegnene fra syd, det vil sige fra ebonitternes og midjanitternes område, måske som en nyorientering mod nord i stedet for mod Egypten i vest, når de skulle søge græsgange og vand til deres dyr<ref>Russell (2009), s. 25</ref>, så betyder det, at bjergbefolkningen fik markante befolkningstilskud over tid og dermed blev militært stærkere. Det indebar, at den kunne føre krige for at opnå ret til at danne en egen statsdannelse. Og det bliver lettere at forstå hvorfor, at "Israel" først optræder som folkegruppe snarere end som et velorganiseret statsligt landområde. Hvis der er sket en indvandring fra syd, kan det måske også bidrage til at forklare forholdet mellem guderne ''El'' og ''Jahve'': mens ''El'' synes at have været den traditionelle guddom i de nordlige egne, så stammer ''Jahve'' netop fra ebonitter og midjanitter. Man kan forestille sig, at de har bragt deres gudsdyrkelse med sig, da de indvandrede.<ref>Russell (2009), s. 2</ref> Det har ført til en slags "magtkamp" mellem de to guddomme, der imidlertid endte med en slags "sammensmeltning" af de to guddomme, dog med Jahve som det nye dominerende navn. Måske den senere tendens til at centralisere gudsdyrkelsen også skal ses i dette lys. Vi ved ikke meget om selve samfundets indretning. Lemche antager, at det var bygget op af flere lag af sociale forbindelser: familien, klanen og stammen. Især synes familien og slægten at have spillet en betydelig rolle. Dette afspejles i de omfattende slægtstavler, som indgår i Gamle Testamente. De skulle vise, at alle israelittere i sidste ende var i familie med hinanden og derfor dele af nationen, idet de alle stammede fra deres fælles stamfader: Jakob.<ref>Lemche (2015), s. 98</ref> Endnu et forhold kan måske understøtte denne antagelse: det er blevet påpeget, at nedskrevne love sikkert ikke spillede nogen rolle i disse samfund. Deres retstilstand var den, at hver klan eller "familie" omfattede et større antal medlemmer, som stod i afhængighedsforhold til klanens eller "familiens" overhoved eller leder, en slags patron-klient forhold. Inden for denne var det overhovedet eller klanlederen, som afgjorde uenigheder, og indbyrdes udnævnte klanernes ledere en neutral opmand til at finde en løsning. Det var en ordning, som minder om den, man finder i blandt andet mafiaen. Nedskrevne love ville være en forhindring, hvis denne samfundstilstand skulle fungere. Moseloven, for så vidt den faktisk eksisterede og spillede nogen rolle, var ganske enkelt den ydre ramme betinget af klanfællesskabets religiøse selvforståelse. At det faktisk forholdt sig således antydes af, at der ingen tekster findes med henvisninger til love eller skrevne retsregler fra de store udgravninger i Ugarit og Alalakh.<ref>Lemche (1995), s. 1695-1716</ref> Det er muligt, at det er denne retstilstand, der afspejles i Femte Mosebog kapitel 16:18-20 i bestemmelserne om dommere og skrivere: "I hver af jeres stammer skal du indsætte dommere og skrivere i de byer, som Herren din Gud giver dig, og de skal dømme folket retførdigt. Du må ikke bøje retten, du må ikke begunstige nogen, og du må ikke lade dig bestikke, for bestikkelse blinder øjnene på de vise og forvansker de uskyldiges sag. Retfærdighed alene skal du stræbe efter, for at du må leve og tage det land i besiddelse, som Herren din Gud vil give dig."<ref>Bibelen (1992), s. 219</ref> Det er muligt, at Abraham, hvis han er en historisk person, var en sådan illegal flygtning og mafia boss. I Første Mosebog kapitel 14:13 kaldes han udtrykkeligt "hebræeren"<ref>Bibelen (1992), s. 19</ref>, og denne fremhævede benævnelse kan begrunde denne antagelse.<ref>Thompson (2015), s. 244f</ref> Det skal bemærkes, at Abraham i denne historie, der handler om hans sejr over fire konger, som havde udplyndret Sodoma og Gomorra, fremstilles som en anden gangsterleder, som var i stand til at rejse en hær på flere hundrede "våbenføre mænd, der var født som hans trælle".<ref>Bibelen (1992), s. 19</ref> Det må i denne forbindelse tilføjes, at det hebræiske ord ''ebed'', som normalt oversættes ved "slave", også kan oversættes ved "afhængig" (af en anden person)<ref>Lemche (1995), s. 1711</ref>, altså netop et patron-klient forhold som skildret oven for. Det var en sidebemærkning, tilbage til hovedhistorien. Vi har to versioner af historien om "erobringen af Kana'an", i Joshuabogen og i Dommerbogen. Dommerbogens version er temmelig kort og menes at være den oprindelige,<ref>Russell (2009), 27</ref> Ifølge denne version lykkedes det i første omgang kun jøderne at "erobre" bjerglandet men ikke lavlandet. Måske dette afspejler det forhold, at indvandringen netop skete til de områder, hvor hebræerne boede. Først senere opnåede bjergfolkene en styrke, der gjorde det muligt for dem også at erobre lavlandet, men i erindringen og i Gamle Testamentes narrativ er de to faser af eller led i denne "erobring" antagelig blevet slået sammen i een. Skal man tro Gamle Testamente fortsatte jøderne også efter deres magtovertagelse både deres terror og blodbad. I Dommerbogen kapitel 1 læser vi: "Så drog Juda op, og Herren gav kana'anæerne og perizzitterne i deres hånd, og de slog dem i Bezek og dræbte ti tusind mand. ..Judæerne angreb Jerusalem og indtog den. De huggede indbyggerne ned med sværd og stak ild på byen."<ref>Bibelen (1992), s. 271</ref> I de byer, som det angiveligt ikke lykkedes jøderne at udrydde befolkningen, blev disse i stedet gjort til hoveriarbejdere.<ref>Bibelen (1992), s. 272</ref> Det kan næppe undre, hvis denne opførsel gav anledning til yderligere uro, og at nye kampe fulgte. Ved en lejlighed slog jøderne angiveligt "omkring ti tusind moabitter ihjel. .. Derefter havde landet ro i firs år".<ref>Bibelen (1992), s. 274</ref> Der er bare et stort problem ved hele dette narrativ: ingen samtidige kilder, hverken de utallige breve fra Kana'an til farao eller arkæologiske spor kan underbygge, at nogen erobring og israelsk bosættelse skulle have fundet sted.<ref>Lemche (2015), s. 116, 118</ref> Josvabogen kapitel 8 fortæller om erobringen af byen Aj<ref>Bibelen (1992), s. 252</ref>, men arkæologisk kan det bevises, at Aj var lagt øde allerede omkring 2300 f.Kr.!<ref>Lemche (2015), s. 117</ref> Lemche mener derfor, at narrativet om "erobringen" af Kana'an er skabt efter, at jøderne havde taget magten i et forsøg på at "rekonstruere" den jødiske statsdannelses oprindelse.<ref>Lemche (2015), s. 118</ref> ==== Dommer- og kongetiden ==== Efter Josvas angivelige erobringer fulgte dommertiden, hvor landet blev styret af de såkaldte dommere. Tør man tro Gamle Testamente førte det til, at filistre og ammonitter for en tid fik overtaget.<ref>Bibelen (1992), s. 286</ref> Også internt var der øjensynlig magtkampe, således forenedes de andre stammer mod Benjamins stamme.<ref>Bibelen (1992), s. 297ff</ref> Men som vi senere skal se, er der her snarest tale om et vandremotiv, som intet har a gøre med en historisk begivenhed. Dommertiden fremstår som et narrativ, der skal begrunde hvorfor, at jøderne etablere et kongerige. Efterhånden blev lovløsheden ifølge narrativet for meget, og hebræerne besluttede sig for at etablere et eget kongerige i Palæstina. Denne institution kom som en nødvendig følge af både de interne lovløse tilstande og behovet for at organisere krigsførelsen mod andre folkegrupper.<ref>Lemche (2015), s. 137</ref> I vest udgjorde filistrene en stærkere modstand end kana'anæerne på grund af, at de havde udviklet jernsmedning. Mod nord boede fønikerne i Libanon, der var mest optaget af handel. Da kana'anæerne stadig blev mere undertrykte, skabte det grundlaget for etableringen af det hebræiske kongedømme omkring 1000 f.Kr. Først under dommeren Samuel opstår der blandt jøderne angiveligt krav om etableringen af et kongerige. Landets første konge hed Saul.<ref>Bibelen (1992), s. 317</ref> Han dateres til omkring 1000-tallet f.Kr. Tør vi tro Første Samuelsbog, gennemførte han adskillige krige.<ref>Bibelen (1992), s. 320</ref> Kana'an var angiveligt forenet under ham og hans to efterfølgere, David og Salomo. Disse traditioner kunne have hvilet på oplysninger hentet i kongelige arkiver, som siden er gået tabt. Men der findes ingen beviser på, at sådanne arkiver har eksisteret.<ref>Lemche (2015), s. 126</ref> Narrativet om Saul som konge er anekdotisk. Historien begynder med, at folket kræver en konge og ikke vil lytte til profeten Samuel og hans advarsler om at udnævne en konge. Tilfældet vil, at Samuel allerede forinden har mødt Saul og salvet ham til fyrste. Først senere udnævnes han så officielt til konge. Og hele historien ender med, at Saul viser sig at være håbløst uduelig som regent, og folket indser, efter at have modtaget et varsel i form af torden og regn, at det ønskede en konge som erstatning for dets afgudsdyrkelse. Det er een lang moralsk historie om det dårlige ved at have en konge som overhoved.<ref>Bibelen (1992), s. 312-317</ref><ref>Lemche (2015), s. 126f</ref> Efter som Saul udnævnes til konge i tre omgange: først som barn, dernæst ved lodkastning ved helligdommen Mizpah og endelig ved helligdommen Gilgal, er der grund til at antage, at der er tale om en historie sammensat af flere bestanddele. Og beretningen om Saul som konge minder i hele sin opbygning nærmest om eventyret om konen i muddergrøften. Historierne om David som konge er næsten lige så eventyragtige. Det gælder historien om hvordan, at han blev konge (som vi vender tilbage til senere), og det gælder historien om Batseba og hendes mand Urias.<ref>Bibelen (1992), s. 352-354</ref> Der er ikke megen grund til at tro, at disse fortællinger har noget med en historisk virkelighed at gøre. Og historierne om hans krige og størrelsen af hans imperium kan meget vel være indskrevet i fortællingen for at begrunde jødernes imperialistiske krav.<ref>Lemche (2015), s. 131</ref> Skildringen af kong Davids liv er af Niels Peder Lemche rammende blevet karakteriseret på denne måde: "Davidsberetningen er sammensat af to fortællinger, dels en lang eposlignende beretning om den unge helt, der går så meget ondt igennem for at vinde prinsessen og det halve kongerige, en fortælling som i høj grad var velkendt i den gamle Orient, dels historien om et familiedrama, som kun har sin lige i græske dramaer om familier i opløsning."<ref>Lemche (2013), s. 25</ref> Et højdepunkt i skildringen af Davids liv i Gamle Testamente er hans erobring af Jerusalem<ref>Bibelen (1992), s. 347</ref>, men atter er der antagelig tale om en anakronisme, da Jerusalem næppe eksisterede på hans tid, det vil sige omkring 1000 f.Kr.<ref>Lemche (2013), s. 24</ref> Salomo beskrives i Gamle Testamente som en mægtig konge, der blandt andet opførte et gudstempel i Jerusalem, men arkæologiske undersøgelser har ikke kunnet bekræfte dette<ref>Russell (2009), s. 147</ref>, og Salomo er påfaldende totalt fraværende i ikke-bibelske kilder. Det har fået mange historikere til at mene, at Salomo må have været en småkonge.<ref>Novacek (2011), s. 83</ref> Også israelitterne synes fraværende i arkæologiske fund fra denne tid, i stedet dominerer kypriotisk og fønikisk lertøj samt stedlige efterligninger af dette.<ref>Novacek (2011), s. 89, 93</ref> Også i andre henseender er historien om Salomo mere legendarisk end historisk. Således er den kendte historie om dronningen af Saba og hendes besøg i Første Kongebog kapitel 10<ref>Bibelen (1992), s. 388f</ref> en ren myte af den enkle grund, at kongeriget Saba endnu ikke eksisterede i Salomos levetid.<ref>Lemche (2015), s. 149</ref> Da kong Salomo døde i 922 f.Kr. blev det hebræiske kongedømme delt i to: Kongeriget Israel og Kongeriget Juda. Det var kun Juda og Benjamins stammer, som accepterede Salomos søn Rehabeam som deres konge, og de oprettede dermed det sydlige kongerige Juda med Jerusalem som hovedstad. Mod nord gjorde de øvrige stammer Jeroboam til konge og oprettede kongeriget Israel med Sikem og senere Samaria som hovedstad. Vigtigst i denne sammenhæng er, at der intet stammesammenhold var, end ikke deres religion kunne holde sammen på dem, og som vi allerede har set, skete der jævnligt frafald fra denne, lige som israelitterne indgiftede sig i andre folkegrupper nok så meget som indbyrdes. Der var konstant magtkampe, hvilket afspejler det totale fravær af national solidaritet og enhed. Også udefra skete angreb. Anden Krønikebog er fuld af bereninger om disse krige. Det bør for god skyld nævnes, at en basalt stele fra Dhiban omtaler, at kong Mesha fra det moabitiske kongerige overvandt Kongeriget Israel og udvidede sit rige, en begivenhed som menes afspejlet i Anden Kongebog kapitel 3.<ref>Porter (2016), s. 382</ref><ref>Bibelen (1992), s. 412</ref> Skildringen af det delte kongeriges tid er ellers sparsom i Gamle Testamente. Ofte henvises til "Judas Kongers Krønike"<ref>Bibelen (1992), s. 396f</ref> og "Israels Kongers Krønike"<ref>Bibelen (1992), s. 397f</ref> Dette tyder på, at sådanne krøniker har eksisteret, selv om de ikke kendes længere. Man tør antage, at i hvert fald navne og de utallige krige, der nævnes, hviler på sådanne krønikenedtegnelser. Hvad angår de øvrige narrativer, er derimod intet sikkert. De virker nærmest legendeagtige, det gælder eksempelvis historien om Nabots vingård.<ref>Bibelen (1992), s. 405f</ref> Kongeriget Israel ophørte, da Assyrien erobrer hovedstaden Samaria 722 f.Kr. Herved mistede også de 10 nordlige israelske stammer deres betydning. Nogle af indbyggerne i Kongeriget Israel blev deporteret af assyrierne, men arkæologisk kan der ikke dokumenteres nogen befolkningsudskiftning eller nogen nedgang i befolkningstallet, og genetiske undersøgelser antyder også en kontinuitet i områdets befolkningssammensætning. Hovedparten af befolkningen synes således at være forblevet i området og samaritanerne menes at være de mest direkte efterkommere af befolkningen i Kongeriget Israel, hvilket også er i overenstemmelse med deres egen opfattelse. Nogle beboere fra Kongeriget Israel må antages at være flygtet til kongeriget Juda, hvilket kan forklare hvordan de nordlige stammers myter er blevet inkorporerede i den tekster i Gamle Testamente, som blev samlede i Kongeriget Juda. Det er muligt, at det var på denne tid, mens Judariget endnu bestod, at "jøde" (''yehudi'') er blevet taget i brug som en etnisk samlebetegnelse for israelitterne. ==== Eksilet i Babylon ==== Efter erobringen af kongeriget Israel var kongeriget Juda alene tilbage. Det kan til dels forklare hvorfor, at indbyggerne betegnede sig som "judæere" (senere som "jøder"). Der er næppe tvivl om, at hvis jøderne havde modstået angreb udefra, ville afgudsdyrkelsen have fortsat. Der ville fortsat have været private gudindestatuetter og private altre. Men een begivenhed ændrede jødernes historie og dermed verdenshistorien: babylonernes erobring af Jerusalem i 587 f.Kr. Forud gik en belejring, som varede to og et halvt år. Vilkårene under belejringen var forfærdelige: jøderne sultede, men vi ved fra samtidige beretninger, at de ikke holdt sig tilbage fra at spise deres egne børn. Da Nebukadnezer erobrede Jerusalem, blev Salomons tempel brændt ned til grunden. Kongepaladset blev brændt ned. Huse blev brændt ned. Forsvarsanlæggene omkring byen blev revet ned sten for sten. Kong Zedekiah, som havde forsøgt at flygte, blev fanget og ført frem for Nebukadnezer. Det sidste, han så, var, at han sønner blev slået ihjel. Så blev han gjort blind, og måtte i denne tilstand foretage vandringen til Babylon. Dette ifølge Anden Kongebog kapitel 25:1-7<ref>Bibelen (1992), s. 444</ref>, men nøjagtig den samme skæbne overgik Artayktes, som var kommandør over Sestos ved Hellesponten<ref>Herodot Bog IX: 120</ref>, så det er et spørgsmål, om der er tale om en "lånt" historie.<ref>Wesselius (2013), s. 45</ref> Store dele af den jødiske befolkning, måske 10-20%, blev tvangsforflyttet til Babylon. Det skete i tre omgange: i 597, 587 og 582 f.Kr.<ref>Lemche (2015), s. 181</ref> Tvangsfordrivelsen ramte formodentlig især eliten, de ledende lag, som altså mistede sin magtstilling. For den tilbageværende del af befolkningen var det af største vigtighed, at der tilsyneladende ikke skete nogen indvandring af fremmede befolkningsgrupper, som kunne have undergravet deres stilling som de dominerende befolkning.<ref>Lemche (2015), s. 182</ref> Da eliten forlod Jerusalem, måtte den uundgåeligt miste troen på sine guder, som havde svigtet den. Hvad, der skete under det babylonske fangenskab, var imidlertid ekstraordinært: i stedet for at blive integrerede i deres nye omgivelser valgte de skriftkloge jøder den modsatte vej, nemlig at bevare og redigere deres historiske traditioner.<ref>Lemche (2015), s. 160f</ref> Sigende optræder byen ''Al Yahuda'' i Babylon på denne tid. Jøderne samlede, hvad de havde bevaret om deres historie, og begyndte at nedskrive det. Undervejs blev traditionen omskrevet og tilpasset deres nye selvforståelse. Bibelforskere mener, at det var antagelig på denne tid, at traditionerne i ''Tanakh'' begyndte at få deres endelige form. Og det var tilsyneladende også her, at jødernes tro fik den monoteistiske karakter, som siden skulle gøre sig gældende. Det er her, at profeten Ezekiel fortæller, at Gud gør ham opmærksom på den afgudsdyrkelse, som finder sted.<ref>Bibelen (1992), s. 1048</ref> Det er her, at Gud lover at straffe jøderne for denne afgudsdyrkelse.<ref>Bibelen (1992), s. 1049</ref><ref>Lemche (1983), s. 17f</ref> Det er her, at jødernes bortførelse bliver stillet i udsigt. Det er her, at grunden lægges til den fortolkning, at eksilet gøres nødvendigt for, at jøderne langt om længe endegyldigt kan vende sig mod den sande gudsdyrkelse. Og det er her, at profeten Esajas formulerer sine propagandistiske og doktrinære anklager. Det er her, at Gud gøres til den, som lover jøderne håb om frihed igen. Det er her, at retten til "det lovede land" formuleres. Og det er her, at Gud bliver gjort enevældig.<ref>Lemche (2015), s. 189</ref> To eksempler fra Esajas Bog kan belyse det: i vers 44 linje 6: "Jeg er den første, og jeg er den sidste, der er ingen anden Gud end mig"<ref>Bibelen (1992), s. 895</ref> og i vers 45 linje 5: "Jeg er Herren, der er ingen anden, der er ingen anden Gud end mig".<ref>Bibelen (1992), s. 897</ref></br> Selv alt det gode og alt den onde har samme oprindelse:</br> "Jeg danner lys og skaber mørke,</br> jeg frembringer fred og skaber ulykke,</br> jeg, Herren frembringer alt dette."<ref>Bibelen (1992), s. 897</ref></br> For første gang optræder jøderne som et folk med kun een erklæret Gud. Der kan næppe være tvivl om, at dette var følgen af en bestemt strategi: elitens kamp for ikke at blive opslugt af imperiet. Over for de mange guddomme i Babylon sætter jøderne en enkelt gud som deres modstykke. Derved, og kun derved, kan de opretholde deres særegne identitet som folk. Hvis Jahve havde været een gud blandt mange andre, havde han tabt og havde ingen fremtid. Kun ved at gøre ham almægtig, ved at hævde at han havde brugt Nebukadnezar som et redskab i sin egen guddommelige plan, kunne de opretholde deres identitet og deres håb om en fremtid. De gamle guder måtte udryddes eller bortforklares som fejltagelser, der kunne forklare jødernes ulykkelige skæbne. Og derfor blev den traditionelle historie omskrevet punkt for punkt for at kunne understøtte det nye narrativ.<ref>Lemche (2015), s. 190</ref> Nået så langt tog de skriftkloge åbenbart det næste skridt: de måtte som modstykke til Mesopotamiens tradition opfinde og udvikle deres egen skabelsesberetning og deres egen beretning om en altomfattende oversvømmelse. Inspirationen hentede de hos babylonerne selv. De tog de velkendte babylonske beretninger men omskrev dem således, at de udgjorde en polemisk kontrast til den tro og de traditioner, som blev hyldet af deres omgivelser. Der vil være lejlighed til at se nærmere på disse ved en gennemgang af Gamle Testamente. ==== Jødernes tilbagevenden til Jerusalem ==== I 539 f.Kr. indtræder så afslutningen på jødernes tid i eksil. Dette år erobrer perserne Babylon, og Cyrus den Store erklærer straks efter en almen amnesti. Der efter giver han tilladelse til, at fordrevne folkeslag må vende tilbage til deres hjemegn og genoptage deres gudsdyrkelse.<ref>Lemche (2015), s. 193</ref> Også jøderne vendte hjem. Ifølge Ezras Bog vendte i alt 42.360 jøder tilbage til Jerusalem foruden deres trælle og trælkvinder, i alt 7.337, samt 200 sangere og sangerinder, det vil sige i runde tal 50.000 personer.<ref>Bibelen (1992), s. 510</ref> Om dette tal er korrekt, vides ikke. Der har været peget på, at der i virkeligheden ikke var meget at vende tilbage til. Sammenlignet med forholdene i Mesopotamien var Kana'an langt fattigere og underudviklet, og ingen kunne forvente at få tidligere ejendom tilbage. Det måtte kræve en overbevisende begrundelse at motivere befolkningen til at vende hjem. Netop ved at slå på, at Jerusalem var det sted, som Jahve havde valgt til sit tempel, og som udgangspunkt for en ny stat af samme storhed som under kong David, har præster og religiøse propagandamagere kunnet få befolkningen med sig.<ref>Lemche (2015), s. 195</ref> Og samtidig har de kunnet genvinde deres elitære position i samfundet. Det vigtige er, at da jøderne vendte tilbage til Jerusalem, var det med en ny, monoteistisk religion. Den var i store træk skabt under deres eksil, omskrevet og suppleret i forhold til tidligere. Den forenede folk og tro i en næsten uadskillelig helhed. Der kan her være grund til at stille et vigtigt spørgsmål: betyder dette så, at jøderne vendte hjem med en fuldt udviklet fælles trosretning? Nej, intet taler for dette. Snarere må vi regne med, at det kun var en lille gruppe af teologiske skriftlærde, som havde taget del i den redigeringsproces, som var foregået i Babylon, og at det kun var dem, som havde det fulde kendskab til det nye narrativ om jødernes oprindelse, som de havde skabt. Langt den største del af befolkningen, som var forblevet i området, var uvidende om den nye ideologiske udvikling. Dette indebærer, at det først er efter deres tilbagevenden, at de skriftkloge for alvor kan begynde at promovere og udbrede deres nye narrativ til hele befolkningen og dermed skabe den identitetsforståelse, som denne siden udviklede. Samtidig synes eliten, at dømme efter en bemærkning i Ezras Bog kapitel 7:16, at have udnyttet de gunstige muligheder for at overtale rige jøder i Babylon til at forpligte sig til at finansiere deres genopbygningsprojekt.<ref>Bibelen (1992), s. 524</ref><ref>Lemche (2015), s. 202</ref> ==== Persisk tid ==== Under det persiske herredømmes tid (538-332 f.Kr.) sad der persiske statholdere i landets ulige dele. Vi ved, at statholderen i Judæa 408 f.Kr. hed Bagohi, dels fra Josefos, dels fra papyrusfundene i Elefantine. At statholderen i Samaria var en samaritan, Sanballat, tyder på, at perserne ikke har blandet sig i Palæstinas forhold, når oprør ikke foranledigede dem til at gribe ind, som tilfældet var under Artaxerxes III (358-338 f.Kr.). Det var under persisk beskyttelse, at Nehemia og Ezra genoprettede den jødiske menighed i Jerusalem. Vi ved sandt at sige ikke meget om den jødiske religionsdyrkelse på denne tid. Meget tyder på, at der skete en langsom spredning af den nydannede monoteistiske tro, sikkert som et politisk-nationalt redskab over for det persiske overherredømme. Men intet taler for, at denne endnu formelt var slået igennem. Ikke bedre står det til med genopbygningen af Jerusalem. Arkæologerne kan ikke finde spor efter en sådan genopbygning hverken i 6., 5. eller 4. århundrede f.Kr. En egentlig genopbygning synes først at have fundet sted i 2. århundrede f.Kr. Indtil da lå de egenlige centre øjensynligt i Samaria og i Sikem nord for Jerusalem.<ref>Lemche (2013), s. 24</ref> Ifølge den israelske arkæolog Israel Finkelstein var Jerusalem indtil da en mindre bosættelse med omkring 500 indbyggere svarende til omkring hundrede familier. Ganske vist fandtes der et tempel i byen, idet vi har breve fra bosættelsen Elefantine i Egypten, som antyder dette i forbindelse med opførelsen af et nyt Jahve-tempel i denne by<ref>Lemche (2013), s. 27</ref>, men om nogen storby var der åbenbart langt fra tale. Elefantine var en jødisk by i Egypten fra 400-tallet f.Kr. Den er interessant, fordi den kan vise træk ved og fravær af jødisk levevis på denne tid. Byen blev antagelig grundlagt i midten af 6. århundrede f.Kr. af folk, der var emigreret fra Syene-området i Palæstina.<ref>Barnea (2024), s. 1</ref> Vi ved, at der eksisterede et særligt tempel for dyrkelsen af Jahve indtil 410 f.Kr., da det blev ødelagt. En jødisk befolkning nævnes sidste gang i kilderne i 399 f.Kr., hvad, der skete med den jødiske befolkning efter denne tid, er ukendt.<ref>Adler (2025), s. 39</ref> Historien om jødernes udvandring fra Egypten kendes ikke i denne by, hvilket tyder på, at denne tradition er yngre end 400-tallet. Ligeledes kendte befolkningen ikke til ''torah'', det vil sige jødisk lov, så også denne må være yngre end 400-tallet. Endvidere dyrkede jøderne i denne by flere guder (jahvisme) i modsætning til senere tids monoteisme (judaisme). Således har vi flere kilder fra 400-tallet f.Kr., der vidner om zoroastracisme, herunder et ild-alter og et tempel.<ref>Barnea (2024), s. 3-7</ref> En lignende jødisk polyteisme kendes fra andre byer.<ref>Adler (2025), s. 41-47</ref> Men dette indebærer også, at jøderne stadig ikke på denne tid var monoteister til trods for de bestræbelser, som præsteskabet havde udført under eksilet i Babylon. I stedet tolkes situationen således, at den jødiske kult udviklede sig gravist over tid blandt andet inspireret af zoroastrisk kult indtil, at de fik den form som kendes fra den hebraiske bibel.<ref>Barnea (2024), s. 29</ref> Hvis byen blev grundlagt af dem, som ikke endte i Babylon, kan dette forklare deres fastholden ved polyteisme og ukendskab til den monoteisme, som blev udviklet i Babylon. Dermed adskiller kulten på denne tid blandt jøder sig markant fra den, som ses i hasmonæisk tid.<ref>Adler (2025), s. 48</ref> Yonatan Adler ved Ariel University har kaldt denne kult og levevis "proto-jødisk" (''proto-Judaic'') og definerer den således: "Et protojødisk kulturelt træk er således et særskilt element af den israelitiske og/eller jødiske livsstil, som med tiden blev lovgivet som en forskrift for regulering i en eller flere af Mosebøgernes tekster, og som i sidste ende blev optaget som en del af jødedommen."<ref>Adler (2024), s. 5</ref> Et eksempel herpå er at spise svinekød. I to af Mosebøgerne (Tredie Mosebog kapitel 11:1-8<ref>Bibelen (1992), s. 126f</ref> og Femte Mosebog kapitel 14:3-8<ref>Bibelen (1992), s. 216</ref>) forbydes det jøder at spise svinekød, men arkæologiske fund fra tiden fra sen bronzealder (1300-1130 f.Kr.) frem til jernalder (586 f.Kr.) viser, at svin faktisk blev avlet til fortæring i strid med denne bestemmelse, skønt de er fraværende i nogle bopladser henregnet til kana'anære og fønikere i jernalderen uden, at det derfor med sikkerhed kan siges at være bevidste valg; økonomiske, økologiske og sociale forhold kan have spillet ind.<ref>Adler (2024), s. 13</ref> Flere jødiske leveregler tilskrives således myter i Mosebøgerne, og det kan ikke afvises, at disse myter ''netop'' er blevet til for at kunne begrunde og legitimere disse leveregler.<ref>Adler (2024), s. 21</ref> Det gælder blandt andet reglen om at omskære drengebørn.<ref>Adler (2024), s. 20f</ref> Niels Peter Lemche anser Nehemias' Bog og Ezras Bog som omtrent samtidige skildringer af udviklingen på denne tid. På grundlag af beskrivelserne i disse bøger når han frem til følgende: Nehemias genopbyggede templet i Jerusalem og lod store dele af landbefolkningen flytte ind til byen i strid med guvernørerne i Samaria og de omgivende provinser. Desuden gennemførte han en social reform, der afskaffede al gæld og som tilbagegav ejendom tidligere konfiskeret fra landbefolkningen til denne.<ref>Lemche (2015), s. 199</ref> Ezra gik endnu videre: han gav Nehemias' reformer en ideologisk begrundelse, idet han udskilte og isolerede den jødiske befolkning i både religiøs og etnisk henseende i forhold til omgivende egne. Dette sker ved at erklære jødisk religion som særegen, ved at erklære jøder som "Guds udvalgte folk" og ved at erklære jøder som "etnisk rene". Det var en politik, som måtte føre til et uovervindeligt brud med andre befolkningsgrupper i Samaria.<ref>Lemche (2015), s. 200</ref> Der kan være grund til at vende tilbage til dette emne senere. På dette sted er det vigtigste at bemærke, at vi her ser den etnisk-religiøse ideologi, som var blevet formuleret under eksilet i Babylon, omsat til politisk handling. Sat på spidsen kan man sige, at vi taler om skabelsen af et særligt jødisk folkeslag. Uden for Jerusalem og Samaria førte denne udvikling til, at jøderne nu mere markant isolerede sig fra andre folkeslag i form af en særskilt religionsdyrkelse.<ref>Lemche (2015), s. 201</ref> Havde der allerede under eksilet været tendenser til dannelse af særlige jødiske bosættelser og byer som den tidligere nævnte egyptiske by Elefantine og bosættelsen Al Yahuda ved Babylon, så ser vi her begyndelsen på regulære ghettodannelser. ==== Hellenistisk tid ==== I den græske periode fra Alexander den Stores erobring i 332 f.Kr. til 167 f.Kr. blev Palæstina atter genstand for strid mellem Syrien, hvor seleukiderne herskede efter Alexanders død 323 f.Kr., og Ægypten, der beherskedes af ptolemæerne. Frem til 198 f.Kr. var overvejende Egypten, fra den tid, efter Antiochos IIIs sejr ved Paneas, syrerne Palæstinas herrer. Efter, at Babylon, Ninive og Shushan var gået til grunde, og Alexandria var blevet grundlagt, flyttede tyngdepunktet vest på, og Palæstina fik igen samme betydning som i 15. århundrede f.Kr. Under ptolemæerne regeredes Palæstina af guvernører (hegemon, epitropos), om hvis myndigheds udstrækning kun lidt vides. Skatteopkrævningen var overladt - ved licitation - til skatteforpagtere. I jødernes kreds fik kirkelige forsamlinger og ypperstepræsten en vidtgående myndighed. Under seleukiderne stod Palæstina, der kaldtes Fønikien, sammen med dele af Syrien under en militærguvernør, og syrisk militær besatte landet. Skatten indkrævedes af seleukidiske embedsmænd. Fra 165 f.Kr., da Antiochos Epifanes forbød jødisk gudsdyrkelse, blev landet ramt af de makkabæiske kampe, der skulle bane vejen for det hasmonæiske dynasti. Undersøgelser tyder på, at jøderne i almindelighed stadig ikke kendte til ''torah'', det vil sige jødisk lov, i begyndelsen af hellenistisk tid, og slet ikke at de respekterede og fulgte den.<ref>Adler (2025), s. 34</ref> Således er der flere eksempler på, at judæere to ågerrenter af deres udlån.<ref>Adler (2025), s. 28</ref> Der er også bevis på, at nogle judæere selv på denne tid dyrkede andre guder end Jahve.<ref>Adler (2025), s. 27</ref> Og skønt ordet "''sabbat''" forekommer, lader det sig ikke fastslå, om dette havde samme betydning som senere eller blot henviste til en jødisk helligdag.<ref>Adler (2025), s. 28</ref> Faktisk forekommer ordet "''sabbat''" ikke een eneste gang i Gamle Testamente. Omvendt er der ingen arkæologiske beviser på, at jøderne tog deres rituelle bade i bassiner, således som foreskrevet i ''torah'', og heller ikke at de iagttog særlige rituelle renselsesregler omkring deres mad.<ref>Adler (2025), s. 26</ref> Der har været peget på, at Aristeas i et brev oplyser, at Ptolemæus II Philadelphus (regerede 285-246 f.Kr.) tog 72 jøder fra Jerusalem til Alexandria for at få oversat en jødisk lov til græsk til sit bibliotek.<ref>Adler (2025), s. 31</ref> ''Torah'' er ikke nævnt ved navn, så der er ingen beviser på, at det er den, som der henvises til, men selv om dette var tilfældet, kan dette ikke tages som udtryk for, at jøderne i almindelighed kendte og fulgte loven.<ref>Adler (2025), s. 32</ref> Dette til trods for, at jøderne på denne tid ellers nød udstrakt selvstyre både i Judæa og i andre områder.<ref>Adler (2025), s. 24</ref> Dette har fået Yonatan Adler til at betegne jødisk kultur på denne tid som "jahveisme" (''Yahwism'') i modsætning til den "judaisme" (''Judaism''), der først fulgte senere og som fulgte ''torah''-en.<ref>Adler (2025), s. 7</ref> Men uanset benævnelsen betyder det, at traditionel jødisk kultur først stammer fra tiden ''efter'' hellenistisk tid. ==== Det hasmonæiske kongerige ==== Den hasmonæiske eller senhellenistiske periode strakte sig fra 167 f.Kr. til 63 f.Kr. Betegnelsen "Det hasmonæiske kongerige" dækker over en yderst omtumlet periode i jødisk historie, som strakte sig fra midten af 2. århundrede f.Kr. til midten af 1. århundrede f.Kr. Hasmonæerne var en jødisk præsteslægt, som spillede den førende politisk rolle på denne tid. Betegnelsen er dannet efter Hasmon, der var Mattatija’s bedstefader. I årene 168-161 f.Kr. ledede hasmonæerne kampen for national og religiøs frihed mod seleukiderne, som under Antiochos IV havde underkuet dem. Bevægelsen begyndte under Mattatija, men blev fortsat af hans sønner, først Judas Makkabæer, efter hvem slægten often kaldes makkabæerne; han fik genoprettet den jødiske gudsdyrkelse i 165 f.Kr. og opnåede i 161 f.Kr. religionsfrihed. Dette år overvandt han den syriske feltherre Nikanor og sluttede forbund med Romerne, men døde kort efter. Hasmonæerne optrådte der efter som et dynasti, der kæmpede for deres egen magtstilling. Judas’ broder, Jonatan, som afløste ham som leder, lod sig i 153 f.Kr. udnævne til ypperstepræst, skønt han efter jødisk lov ikke havde ret til denne stilling. Dette betød et brud med de lovtro, som de oprindelige havde kæmpet for. Efter hans mord i 143 f.Kr. lykkedes det broderen Simon (143-135 f.Kr.) at få landets selvstændighed anerkendt og at erobre syrernes borg i Jerusalem. Som følge heraf blev han af befolkningen hyldet som arvelig ypperstepræst og som verdslig hersker i 141 f.Kr. Dermed havde hasmonæerne opnået formel anerkendelse af deres dynasti. Det betød imidlertid ikke, at der nu herskede fred, tværtimod. Under Simon’s søn, Johannes Hyrkan (134-104 f.Kr.), indtraf et åbent brud mellem hasmonæerne på den ene side og farisæerne på den anden. Under de fortsatte kampe undertvang han den autonome stat Edom og ødelagde Samaria og også den samaritanske helligdom på Garizim. Hans sønner, Aristobul (104-102 f.Kr.) og Alexander Jannæos (102-76 f.Kr.) var brutale herskere og fjernede sig langt fra styrets oprindelige karakter, idet de var udpræget hellenistisk sindede. Alexander udnævnte sin dronning Salma Alexandra til sin efterfølger (78-69 f.Kr.), mens sønnen Hyrkan II blev ypperstepræst. Midt i de hele etablerede armenerne et kortvarigt herredømme (70-63 f.Kr.) idet de erobrede landet og lagde området under deres overherredømme. Men den interne magtkamp fortsatte uafbrudt. Salma sluttede sig til farisæerne, og hun kom derved i modsætning til saddukæerne, som samlede sig om hendes anden søn, som efter hendes død tog magten fra sin broder og herskede som Aristobul II, dog under vedvarende kampe, indtil Pompejus afsatte ham og tog ham med til Rom i 63 f.Kr. Efter ulige forsøg på opstand blev Aristobul og hans søn Alexander myrdet i 48 f.Kr. Hyrkan II, der af Pompejus nu blev anerkendt som ypperstepræst med Antipater som verdslig leder, blev af Cæsar forfremmet til ethnarch, mens den faktiske myndighed efterhånden gik over til Herodes efter Antipater’s død. Aristobul’s anden søn, Antigonos, gjorde imidlertid oprør og blev en kort (40-37 f.Kr.) tid konge, mens Hyrkan blev bortført og fik ørene skåret af. I 37 f.Kr. erobrede den af Romerriget anerkendte Herodes så Jerusalem, og Antigonos blev henrettet i Antiochia. Dermed var hasmonæernes herredømme bragt til ende. Herodes levede en tid i venskab med Hyrkan men lod ham så dræbe. Herodes var besvogret med hasmonæerne, idet hans hustru Mariamme var datter af Aristobul II’s søn Alexander. Dette forhindrede dog ikke, at han lod hendes broder Aristobul dræbe. Senere dræbte han ligeledes hende selv og hendes moder. Endelig dræbte han nogle hasmonæere, der opholdt sig hos hans svoger i Idumæa. Således blev det Herodes, som endte slægtens magtdrømme.<ref>Pedersen (1919), s. 943f</ref> Så meget om den politiske udvikling. Det vigtigste i denne sammenhæng er, at de var i denne omtumlede tid, at vi for første gang ser tydelige spor af en jødisk kultur og religionsdyrkelse. Årsagen er klar nok: lederen af den nye stat var en ypperstepræst, som nu tillige blev den politiske, kultiske og militære leder af den nye stat. Og det er tydeligvis på denne tid, at denne nye magt manifesterer sig også religiøst. Det er først fra denne tid, at de første synagoger optræder. Det er først fra denne tid, at ''Tanakh'' optræder i sin endelige skikkelse. Det er først fra denne tid, at der optræder beviser på, at jøderne i deres levevis fulgte bibelsk lov, der nu bliver promoveret som "deres forfædres lov" og påvirker et utal af leveregler både i og uden for jødernes "hjemland".<ref>Adler (2025), s. 67</ref> Først nu optræder mønter uden billede. Det bør desuden erindres, at der ingen omtale findes af sabbaten i Gamle Testamente. Endelig fortjener det at blive nævnt, at de hasmonæiske regenter ikke betegnede sig selv som israelittere men som "ledere af det jødiske samfund", hvilket blandt andet fremgår af deres mønter. Senere skulle romerne under kejser Hadrian omdøbe Kana'an til Palæstina, men den samme benævnelse blev anvendt for området allerede af den græske historiker Herodot<ref>Herodot (1979) i bog I:105, II:106, III:91, IV:39 og VII:89</ref> og før ham af Sennacherib i annalerne om dennes krigskampagner. Meget tyder således på, at selvidentiteten "jøde" synes først at blive skabt i det 2. århundrede f.Kr. efter hasmonæernes oprør og etableringen af kongeriget baseret på religiøse regler. ==== Romersk styre ==== Romersk tid strækker sig fra sidste århundrede f.Kr, til første århundrede e.Kr. Det kendetegnes ved at området i denne periode havde en romersk guvernør. Yonatan Adler har undersøgt de kulturelle traditioner i dette tidsrum og finder, at de følger senere jødiske traditioner: der er renselsesbassiner og husgeråd af kalk som udtryk for jødiske relselsesritualer samt mønter, vægdekorationer i huse og hjemligt udstyr som udtrykkeligt undgår at vise mennesker og dyr i overensstemmelse med påbuddet i Mosebøgerne. Han konstaterer yderligere, at disse træk er særligt markante i de områder, som vides at have haft en overvejende jødisk befolkning, men ikke nødvendigvis i områder hvor andre befolkningsgrupper var dominerende. Han konstaterer endvidere, at disse rituelle træk tydeligt går tilbage til hasmonæisk tid men ikke med sikkerhed lader sig følge længere tilbage, til dels på grund af et svagt og mangelfuldt arkæologisk og skriftligt bevismateriale. Som beviserne nu stiller sig, var det i hasmonæisk tid, at disse rituelle træk slog igennem og efterhånden bredte sig til den samlede befolkning og i romersk tid allerede var blevet normen.<ref>Adler (2022)</ref> Det er på denne baggrund, at Jesus må ses: i en tid, hvor mange jøder drømte om og håbede på at genskabe deres egen selvstændige stat, trådte han frem med sit provokerende budskab, at "Guds rige ikke var af denne verden". Ikke nok med det: han udfordrede farisæerne og de skriftkloge, og oven i alt dette ophævede han jøder som Guds udvalgte folk og erklærede enhver, som følger Guds ord og hans påbud som en del af den udvalgte befolkning. I det givne politisk-religiøse klima gjorde det ham farlig for en national jødisk politik, så han måtte stoppes, og det blev han som bekendt. Men det stoppede ikke hans budskab i at blive yderligere spredt, tværtimod. Frem til 70 e.Kr. opstod der ulige retninger inden for jødedommen, hvoraf saddukæerne, farisæerne og essæerne synes at have været de væsentligste. Desuden opstod der en række messianske og apokalyptiske bevægelser. Saddukæerne var en gruppe der var tilknyttet præstedømmet i templet i Jerusalem. I modsætning til farisæerne, som påberåbte sig myndighed på grund af deres lærdom og fromhed, baserede saddukæerne deres særstilling på afstamning og status. Meget tyder på, at de repræsenterede Hasmonæernes klan, der tidligere havde regeret som præstekonger. De nægtede at acceptere læresætninger som ikke direkte var nævnt i ''Torah'', også selv om læren var nævnt et andet sted i Tanakh. Ja, de "anså det for en dyd at debattere" sådanne sager. Et eksempel på en sådan debat findes i Mattæusevangeliet kapitel 22:23-33, hvor de satte Jesus på prøve med hensyn til opstandelsen. Idet saddukæerne opstillede en tænkt situation hvor en enke havde været gift med syv mænd, spurgte de: "Hvem af de syv skal nu have hende til hustru i opstandelsen?" I denne sammenhæng var det selvfølgelig uvæsentligt om den tænkte enke havde været gift 14 eller 21 gange. Jesus svarer: "I opstandelsen gifter mænd sig ikke og kvinder bortgiftes ikke."<ref>Bibelen (1992), s. 1251</ref> Saddukæerne accepterede ikke eksistensen af et liv efter døden, og benægtede derfor også den farisæiske doktrin om en genopstandelse, hvilket netop var den forestilling, som Jesus prædikede. I Markusevangeliet kaptel 12:18-27 omtales en anden version af historien: da Jesus vidste, at saddukæerne ikke accepterede andre inspirerede skribenter end Moses, argumenterede han ved at citere fra ''Torah''. Han sagde: "Med hensyn til at de døde oprejses, har I da ikke læst i Moses’ bog, i beretningen om tornebusken, hvordan Gud sagde til ham: ’Jeg er Abrahams Gud og Isaks Gud og Jakobs Gud’? Han er ikke dødes men levendes Gud."<ref>Bibelen (1992), s. 1281</ref> Saddukæerne ønskede ikke, at en Messias skulle dukke op og lave om på tingene og da de betragtede Jesus som en trussel mod deres position, sammensvor de sig med farisæerne om at slå Jesus ihjel.<ref>Bibelen (1992), s. 1258f, 1352</ref> Farisæerne var kendetegnede ved, at de lagde stor vægt på overholdelse af Moseloven, især renhedsforskrifterne og desuden på "fædrenes overleveringer", som var en betegnelse for hele den mundtlige fortolkning af Moseloven. Bevægelsens etik havde mange detaljerede forskrifter og praktiske anvisninger. Essæerne levede i en slags kommunisme, hvor medlemmerne aflagde tavshedsløfte og ingen måtte besidde ejendom, hverken bolig eller slave, jord eller kvæg. Deres indkomster skulle overlades til en forvalter, som forestod indkøb af det nødvendige og sørgede for mad og underhold til gruppen. De forkastede også ægteskab, alle former for standsforskelle samt slaveri. De var soldyrkere og sendte hver morgen bønner op til solen. Når de havde afføring, gjorde de det inden døre for ikke at "besmitte" sollyset. Af de mange retninger inden for jødedommen overlevede kun den rabbinske jødedom, som byggede på farisæerne og deres lære. Den rabbinske jødedom var kendetegnet ved at hævde, at den skrevne ''Torah'' ikke kan fortolkes korrekt uden henvisning til den "mundtlige" ''Torah'' og den dertil hørende litteratur, der specificerer hvilken adfærd, der er sanktioneret af loven. Med et moderne udtryk var de fundamentalistiske teokrater. Når de andre fraktioner her er nævnt, er det for at vise, at jødedommen langt fra var nogen samlet bevægelse selv op til eller på Jesu tid. Stednavnet "Israel" første gang optræder på en mønt dateret til 66 e.Kr. møntet i forbindelse med jødernes oprør mod romerne.<ref>Lemche (2015), s. 15</ref> Efter oprøret 70 e.Kr. var det for en lang tid slut med jødiske forsøg på at skabe en egen stat. Jesu budskab og det mislykkede oprør førte til, at den jødiske befolkning blev sprængt i tre grupper: den ene gruppe var de traditionelle jøder, som holdt fast ved farisæerne og deres budskab, den anden gruppe var de kristne, som nu satte sig for at udbrede det nye budskab, og den tredie gruppe var judeo-nazaræerne, som fortolkede udviklingen på deres egen måde og mente, at genskabelsen af templet i Jerusalem var en forudsætning for, at Messias ville vende tilbage. De arbejdede i flere hundrede år på dette mål, men da de endelig fik magten i Jerusalem i år 634 og Messias alligevel ikke vendte tilbage, blev bevægelsen omformet til en ny arabisk religiøs bevægelse, som i 749 efter abbasidernes magtovertagelse endte som muhammedismen, komplet med en egen profet, en egen hellig bog og med et nyt religiøst midtpunkt i Mekka.<ref>se ''Muhammedanismen i kildekritisk belysning''</ref> ==== Sammenfatning ==== Hvordan skal begivenhedsforløbet nu fortolkes? Et foreløbigt svar kunne lydes således: det ser ud til, at hebræerne udskilte sig fra kana'anæerne allerede i slutningen af 13. århundrede f.Kr., og at de oprindeligt levede i bjergområderne i den sydlige og mellemste del af Kana'an. De kan have været flygtninge, og de kan være folk, som havde forladt deres hjembyer i lavlandet. Det er muligt, at det netop var denne særstilling som illegale i bjerglandet, der dannede grundlag for, at de udviklede en særlig identitetsfølelse. Denne tilstand varede indtil, at hebræerne under det magttomrum, som fulgte sammenbruddet omkring 1177 f.Kr., først erobrede lavlandet og dernæst etablerede et egentligt kongerige, der imidlertid efter meget kort tid blev delt i to, Israel og Judæa. Deres etnisk-nationale udskillelse var dog åbenbart ikke mere udtalt end, at israelitterne jævnligt synes at have giftet sig med kvinder fra andre stammegrupper. Så langt, vi tør tro Bibelens fremstilling, var de polyteister, det vil sige dyrkede flere guder. Ganske vist var der perioder, hvor der gjordes forsøg på at indføre monoteisme, men dels var der stadige tilbageslag, dels skete disse forsøg på det statslige niveau, mens den almindelige befolkning synes at have fastholdt polyteismen uden afbrydelser gennem flere hundrede år helt frem til og med landsforvisningen til Babylon. Religionsdyrkelsen synes at have udviklet sig fra at have været spredt i de enkelte husstande, landsbyer og stammer hen imod en statslig centralisering med deraf følgende voksende magt for præsteskab og konger. Efter alt at dømme er det først under eksilet i Babylon, at præsteskabet blandt jøderne udvikler en erklæret monoteisme, mens dette ikke synes at være tilfældet for den brede befolkning. Hele jødernes tidligere historie bliver nu omfortolket af præsteskabet i lyset af denne nye religion, og den bliver promoveret og legitimeret af nogle få erklærede profeter. Efter jødernes tilbagevenden til Kana'an efter eksilet i Babylon bliver den nye religion gjort til et redskab for præsteskabets politiske mål: en selvstændig teokratisk stat. Dette mål bliver opnået, men den nye stat varer kun i henved hundrede år, og igennem hele sin eksistens er den præget af interne magtkampe blandt den ledende religiøse elite. Meget tyder dog på, at det først er på denne tid, at monoteismen slår igennem også i den brede jødiske befolknings livsstil og levemåde og bliver det centrale element i israelitternes selvforståelse. Men dette forudsatte og krævede præsteskabet både som den etnisk-religiøse og den statspolitiske magthaver. Efter alt at dømme er det tidligst fra denne tid, at vi kan tale om jødedom i moderne forstand. Men denne udvikling forudsatte, som vi har set, en dramatisk omskrivning af den jødiske historie. Meget måtte udelades eller totalt omskrives. På den anden side blev der indført nye elementer, som næppe har meget med den historiske udvikling at gøre men som gav jøderne en forhistorie så lang som nogen. Niels Peter Lemche har betegnet ''Tanakh'' eller Gamle Testamente som et langt politisk propagandaskrift til fordel for Jerusalem som hovedstad i en jødisk stat og med templet i Jerusalem som det religiøse og politiske midtpunkt.<ref>Lemche (2013), s. 25</ref> Han mener, at dette er sket på et tidspunkt, hvor Sikem endnu var det egentlige midtpunkt med et tempel for samaritanerne, men at dette tempel blev ødelagt, mens samaritanerne blev beskrevet som "et pariafolk" set med jødiske øjne.<ref>Lemche (2013), s. 29</ref> Han antager, at der findes mindelser om denne tidligere tilstand i Josvabogen kapitel 24:1, hvor det israelske folk forenes gennem pagten med Jahve netop i Sikem<ref>Bibelen (1992), s. 269</ref><ref>Lemche (2013), s. 30</ref>, og i Første Kongebog kapitel 12, hvor det også netop er i Sikem, at befolkningen bliver splittet mellem to stater, Israel og Juda.<ref>Bibelen (1992), s. 392f</ref><ref>Lemche (2013), s. 31</ref> Hvis han har ret, kan det både forklare og indirekte bevise hvorfor, at det først er efter hjemvendelsen fra eksilet i Babylon, at Gamle Testamente har fået sin endelige udformning, nemlig som led i en national statsdannende proces, der skulle gøre Jerusalem til den nye hovedstad. Jødernes senere historie falder uden for fremkomsten af ''Tanakh'' og dermed uden for denne behandling, selv om der åbenbart er foregået redaktionelle ændringer i teksten også senere end i den her behandlede periode. === <big>Problemerne med Gamle Testamente</big> === I jødedommen spiller ''Tanakh'' eller Gamle Testamente en flersidet rolle, både som kilde til jødisk historie, til jødisk religion og til moralske begreber i jødisk tankegang. Vi har allerede set på det første aspekt af denne problemstilling og konstateret, at den langt fra kan understøtte traditionen om jøder som et monoteistisk folk. Nu skal opmærksomheden rettes imod ''Tanakh'' som troværdig kilde til jødisk historie. Et passende kildekritisk udgangspunkt ved vurderingen af Gamle Testamentes troværdighed må være de modsætninger, der er mellem dennes fremstilling og de faktuelle kendsgerninger. Der er således ingen beviser for eksistensen af de fem mosebøger før slutningen af 4. århundrede f.Kr. inklusive eksistensen af en person ved navn Moses.<ref>Gad Barnea</ref> Problemerne med teksterne lader sig inddele i tre delspørgsmål:</br> - er der een eller flere forfattere til Tanakh?</br> - er dele af teksterne lånt fra andre kulturer?</br> - er originale tekster blevet forandrede?</br> Svaret er i alle tre tilfælde bekræftende. Der kan derfor være grund til at behandle hvert af dem særskilt. === Forfattere og deres datering === Tekstanalytikere mener, at ''Tanakh'' (Gamle Testamente) er blevet til i tre omgange:</br> - en arkæisk fase: 11.-10. århundrede f.Kr.</br> - en klassisk fase: 9.-6. århundrede f.Kr.</br> - en sen fase: 5. århundrede f.Kr. eller senere.</br> Eksempelvis mener man, at den ældste del af Første Mosebog er historien om Jakobs velsignelse (i kapitel 47), som skal stamme fra arkæisk tid, men størstedelen af resten stammer fra klassisk tid. I en række tilfælde forekommer tilsyneladende dubblerede historier med både ligheder men også klare forskelle. Forskerne mener, at det afspejler sammenskrivning af to eller flere ulige overleveringer. Kildeforskere mener at kunne udskille fire lag i eller snarere forfattere til Mosebøgerne: J: ''Jahvisten'', hvor Gud sædvanligvis kaldes ''Jahve''; et litterært lag der i modsætning til Præsteskriftet er præget af lægmandssynspunkter.</br> E: ''Elohisten'', hvor gudsbetegnelsen er ''Elohim''.</br> D: ''Deuteronomisten'', det vil sige "forfatteren" til Femte Mosebog.</br> P: ''Præsteskriftet'', et litterært lag i mosebøgerne, der antages at være blevet til i præstelige kredse, og som udviser særlig interesse for kultiske forhold. J- og E-teksterne menes nedskrevet efter, at det oprindelige kongerige var blevet delt i to: Israel i nord og Judæa i syd. J-teksterne menes at stamme fra Judæa, E-teksterne menes at stamme fra Israel. J-teksterne dateres til tidsrummet mellem 848 f.Kr. og 722 f.Kr., idet disse tekster omtaler Babylon og Calah (Nimrod) som store byer. Desuden nævnes Edom som en autonom stat, hvilket først skete efter 848 f.Kr. E-teksterne lader sig ikke datere nærmere end til 9. eller 8. århundrede f.Kr. P-teksterne dateres til 6. århundrede f.Kr. og menes skrevet efter, at templet i Jerusalem var revet ned, og jøderne var blevet tvangsforflyttede til Babylon. Dette kan forklare hvorfor, at der ikke findes en eneste henvisning til templet i Jerusalem.<ref>Dinkgreve (2021), kap. 8</ref> Problemet ved en tekstanalyse af ''Tanakh'' er, at teksterne synes at være flettet sammen fra to eller flere oprindelige kilder til een sammenhængende historie. Det formodes, at J- og E-teksterne er blevet sammenskrevne efter 722 f.Kr., da Israel blev erobret af assyrerne, og flygtninge fra Israel i nord kom sydpå til Judæa og bragte deres E-traditoner med sig. Her blev de sammenskrevne til en ny version, JE, der ofte giver et judæisk perspektiv. Men hvordan kan vi skelne imellem de forskellige tekster? Lad os tage nogle eksempler. Under ørkenvandringen lader Moses vand springe fra klippen. I det ene tilfælde sker det uden problemer, i det andet pålægges Moses af Gud at tale til klippen, men han slår på den med sin stav i stedet, og som straf for at have ignoreret dette pålæg får han ikke love til at betræde Kana'an men kun at se det udefra. (exodus 18) J-teksten angiver, at Abraham boede i Hebron, som er en judæisk by, men E-teksten fortæller om Jakobs kamp med Gud i Peni-El, som er en israelsk by. I beskrivelsen af Jakobs sønner nævner J-teksten Judæa, mens E-teksten nævner stammer der var dele af Israel. I E-teksten lader Aron skabe guldkalven til jødernes tilbedelse, men denne historie findes ikke i J-teksten. Præsterne i Judæa hævdes at være efterkommere efter Aron, Moses broder, mens præster i Israel nævner andre levitter. P-teksterne skiller sig ud ved at lægge vægt på love, lige som den tildeler Aron en større rolle, ligestillet med Moses. I ''JE''-teksten er det Moses' stav, som udfører mirakler (Første Mosebog kapitel 4), i P-teksten er det Arons stav (kapitel 7). I P-teksten er Aron den første, som ofrer, mens i ''JE''-teksten omtales flere tidligere ofringer, blandt andre Kain og Abel, Abraham og Isak samt Jakob, mens ingen af disse tilfælde omtales i P-teksten. Det menes, at dette afspejler P-tekstens mål om at give de aronitiske præster eneret på ofringer til Gud. Under ørkenvandringen optræder to uens oprør: i ''JE''-teksten er det Dathon og Abiram, som udfordrer Moses ved at sige, at det ville være bedre for jøderne at vende tilbage til Egypten, men at de opsluges af jorden i et jordskælv. I P-versionen er det levitterne under ledelse af Korah, som udfordrer Aron, men ligeledes dør. Ligeledes omtaler P-teksterne ingen tilfælde, hvor folk besøges af engle eller får visioner, således omtales ikke historien om Josef og han 6 drømmesyner, ej heller de to engle i Sodoma og Gomorra eller Jakobs kamp med Gud. Sigende nok nævnes ordet "profet" kun een gang i P-teksten og da med henvisning til Aron. Vigtigst i denne sammehæng er, at Tanakh ikke er historie men en samling af anekdoter, som er sammenstykkede og omskrevne for at give ''indtryk'' af at være historie. === Lånte historier === Sammenligninger mellem bibelske beretninger og tilsvarende overleveringer fra sumerisk og mesopotamisk kultur viser, at flere af historierne er blevet overtaget herfra, men at de er blevet omskrevne og tilpassede for at passe ind i den myte om jødernes oprindelse og historie, som man ønskede fremmet. Det gælder således blandt andre historierne om skabelsen, om Kain og Abel, om Noa og vandfloden samt om Sodoma og Gomorra. Andre beretninger er tilsyneladende ligeledes lånt fra andre kulturer, således udvandringen fra Egypten, der blev foretaget af et folk kaldet ''hyksos'', ikke af jøderne. Der kan være grund til at nævne nogle af disse beretninger, som jøderne så at sige adopterede. ==== Skabelsesberetningen ==== Den babylonske skabelsesberetning hedder ''Enuma Elish''. Dene kendes blandt andet fra Nineveh i Mesopotamien. Dens hovedtræk er følgende: i begyndelsen var der kun vand: guden ''Absu''s ferske vand og gudinden ''Tiamat''s salte vand. De blev blandede, og fra denne blanding blev født de første guder. Men disse yngre guder forstyrrede deres forældres søvn, så Tiamat sendte i vrede en hær af monstre for at ødelægge dem. Ud af dette kaos trådte ''Marduk'', stormguden og Babylons skytsguddom, som kæmpede imod ''Tiamat'' i en duel. Han affyrede en pil, som skabte hul i hendes mave og splittede hendes hjerte. Der efter skar han hendes krop op i to halvdele: af den ene skabte han himmelhvælvingen, af den anden halvdel jorden. Han satte stjerner i deres konstellationer, han satte månen til at angive månederne og solen til at lyse om dagen. Endelig skabte han menneskene af blod fra en død guddom blandet med ler for, at de kunne udføre det tunge arbejde for evigt.<ref>Dinkgreve (2021), kap. 3</ref> Den jødiske skabelsesberetning er i alle henseender et modstykke til den babylonske beretning: i stedet for flere guder er der kun een gud, i stedet for en skabelseskamp foregår skabelsen i Gamle Testamente med ord, i stedet for at menneskene er slaver for guderne er de i Bibelen skabt i Guds billede. Men der er også ligheder: rækkefølgen med adskillelse af himmelhvælving og den faste jord, fiksering af dag og nat samt tiden og endelig at menneskene skabes sidst i forløbet. Det kan som en sidebemærkning oplyses, at det hebraiske ord i Første Mosebog 1:2 for urdybet, ''tehom'', filologisk er forbundet med ''Tiamat'', saltvandsgudinden i den babylonske skabelsesberetning. Det er muligt, at der også indgår græsk indflydelse på skabelsesberetningens udforming. Når denne fremhæver det varme (lyset), det kolde (mørket), det våde (vandet) og det tørre (landet), så giver det visse mindelser om den græske lære om de fire grundelementer således, som man blandt andet finder den hos Thales af Milet og hos Seneca.<ref>Lemche (2013), s. 26</ref><ref>Lund (1993), s. 76f</ref> ==== Kain og Abel ==== Også den bibelske fortælling om Kain og Abel synes at have rod i to sumerisk myter. I den ene sumeriske myte omtales en hyrde (''Dumuzid''/Tammuz) og en landmand (''Enkimdu''), der begge konkurrerer om gudinden Inannas opmærksomhed. Den bibelske parallel: Ligesom i den sumeriske historie repræsenterer Kain hyrden, mens Abel repræsenterer bonden. Men i stedet for en uafklaret konkurrence eller forsoning tager den bibelske beretning en mørk drejning til brodermord. En anden variant er en sumerisk myte, hvor kvægguden (''Lahor'') og korngudinden (''Ashnan'') skabes af guderne for at sørge for mad og tøj. I disse historier diskuterer de to, hvem der må anses for mest værdifuld for den menneskelige civilisation. Den bibelske parallel er modsætningen mellem den omvandrende hyrde og den bofaste kornavler, men her bruges den til at skabe en søskenderivalisering, der ender i brodermord. Mens sumeriske myter brugte søskende til at fremhæve to byggestene i den menneskelige civilisation og fokuserer på samarbejde eller venskabelig rivalisering, brugte hebraiske forfattere den lånte fortælling til at skildre den syndefulde menneskelige natur, herunder konsekvenserne af misundelse. Forskere antager, at disse velkendte myter sandsynligvis blev integreret i den hebraiske tradition under deres babylonske eksil i det 6. århundrede f.Kr., hvilket tillod forfattere at omarbejde regionale kulturelle temaer, så de passede til deres monoteistiske verdensbillede. ==== Noa og vandfloden ==== Også historien om Noa og vandfloden er overtaget fra andre kulturer. I 1872 fandt man i British Museums store samling fra Assurbanipals bogsamling et store epos kaldet ''Gilgamesh''. I kapitel 11 af dette epos findes en historie, hvis hovedtræk er følgende: guderne beslutter at udrydde menneskene ved at drukne dem, men vandenes gud, Enki, advarer Utu-nipishtim om faren og tilråder ham at bygge en ark og tage sin familie og sit kvæg med ombord, hvilket skete. I seks dage og nætter varer uvejret og oversvømmelsen, men på den syvende dag rammer arken toppen af et bjerg i Armenien. For at undersøge om oversvømmelsen er overstået sendes først en due og så en svale ud, men de vender begge tilbage. Først, da en ravn sendes ud og ikke vender tilbage, viste det, at vandene nu var sunket, og at Utu-nipishtim kunne forlade arken. Det gør han og foretager et takoffer til guderne. Enki bad så den øverste af guderne, Enlil, om at love, at han aldrig i fremtiden ville straffe hele menneskeheden for nogle fås synder, hvilket denne lover. Han rører Uti-nipishtim og dennes hustru på panden og erklærer: "Hidtil har Utu-nipishtim været dødelig. Nu skal han og hans hustru være som guderne; og de skal bo i det fjerne, ved flodernes munding".<ref>Bibby (1971), s. 62f</ref> Lighederne med Bibelens beretning om syndfloden er indlysende til trods for forskellene: navnene er ændrede, de mange guder er erstattet af een Gud, men ellers er beretningen i sine kernetræk den samme. Senere, i 1899 og 1900, viste udgravninger i Nippur i Mesopotamien, at den akkadiske beretning selv havde en forgænger. I 1914 blev fra disse udgravninger offentliggjort en tavle fra Nippur med en lignende beretning, der imidlertid stammer fra Sumer og således er betydeligt ældre end den akkadiske beretning. Tavlen er ukomplet, idet kun den nederste trediedel er bevaret, men syndflodsberetningen er atter den samme, selv om hovedpersonen nu hedder Ziusudra i stedet for Utu-nipishtim. I den sumeriske version ender historien således: "Anu og Enlil viste velvilje mod Ziusudra, liv som en gud giver de ham, evig ånde som en gud bringer de ned til ham. Så kongen Ziusudra, bevareren af planternes navn og af menneskeslægtens sæd, lod de bo i overfartslandet. Dilmuns land, det sted hvor solen står op".<ref>Bibby (1971), s. 64</ref> Pointen her er, at Bibelens syndflodsberetning er et plagiat, ikke en oprindelig historie, men at den inddrages som et led i den rekonstruerede beretning om jødernes historie. ==== Edens have ==== I den sumeriske beretning optræder også det hellige land Dilmun. Dette land beskrives som et sted, hvor rovdyr, sygdom og alderdom ikke eksisterer: I Dilmun tier ravnen,</br> rovfuglen skriger ikke,</br> løven dræber ikke,</br> ukendt er den kid-fortærende vildhund,</br> ukendt det kornædende vildsvin.</br> Malten som enken spreder på taget -</br> himlens fugle opæder ikke denne malt.</br> Duen hænger ikke med hovedet.</br> Den øjensyge siger ikke: "Jeg er øjensyg",</br> den hovedsyge siger ikke: "Jeg er hovedsyg",</br> den gamle kvinde siger ikke: "Jeg er en gammel kvinde",</br> den gamle mand siger ikke: "Jeg er en gammel mand".<ref>Bibby (1971), s. 66</ref> Det har været foreslået, at dette ideelle levested har været forbillede for jødernes opfattelse af Edens have. I dag ved vi, at Dilmun ikke var en myte om Paradis men navnet på en faktisk eksisterende stat med Bahrain som sit midtpunkt, der drev en omfattende handel og søfart fra Indusdalen i øst til Mesopotamien i nordvest. Dette er et sidespring, men hvis det viser sig, at Dilmun er inspirationskilden til Edens Have, vil det være endnu et eksempel på kulturelle traditioner, som jøderne har lånt, adapteret, og inkorporeret i deres egen historiske myte. ==== Babelstårnet ==== Historien om Babelstårnet er velkendt og lyder således: "Hele jorden havde samme sprog og samme tungemål. Da de brød op mod øst, stødte de på en dal i landet Sinear, hvor de slog sig ned. De sagde til hinanden: "kom, lad os stryge teglsten og brænde dem hårde!" De brugte tegl som sten og asfalt som mørtel. Så sagde de: "lad os bygge en by med et tårn, som når op til himlen, og skabe os et navn, for at vi ikke skal blive spredt ud over hele jorden." Herren steg ned for at se byen og tårnet, som menneskene byggede. Så sagde Herren: "se, de er eet folk med samme sprog. Når de begynder at handle sådan, vil intet af det, de planlægger, være umuligt for dem. Lad os stige derned og forvirre deres sprog, så at de ikke forstår hinanden." Så spredte Herren dem derfra ud over hele jorden, så at de måtte holde op med at bygge byen. Derfor hedder den Babel, for dér forvirrede Herren sproget på hele jorden, og derfra spredte Herren menneskene ud over hele jorden."<ref>Bibelen (1992), s. 17</ref> Denne historie synes at være skabt med to formål. Det ene er at forklare hvorfor, at ulige folkeslag taler uens sprog. Men historien har muligvis et andet formål: at nedgøre babylonernes ziggurater (tempeltårne), som antagelig blev lavet som en slags forbindelse mellem himmel og jord. Nebukadnezar II (omkring 605-562 f.Kr.), som erobrede Judah, ødelagde Jerusalem og bragte mange jøder til Babylon, byggede også et ziggurat i syv lag kaldet ''Etemenanki'', hvilket kan oversættes "Himmelens og Jordens Grundvolds Hus".<ref>Dinkgreve (2021), kap. 3</ref> ==== Abraham ==== I Første Mosebog kapitel 12 introduceres Abraham som israelitternes mytiske stamfader.<ref>Bibelen (1992), s. 17ff</ref> Følger man kronologien i Gamle Testamente, skal han dateres til omkring 2100 f.Kr. og således blandt andet før jødernes ophold i Egypten. Men i Første Mosebog kapitel 21 vers 34 hedder det: "Abraham boede lang tid som fremmed i filistrenes land"<ref>Bibelen (1992), s. 27</ref>, og vi ved, at filistrene først ankom til Kana'an i 12. århundrede f.Kr. som en del af de såkaldte "havfolk" (engelsk: ''Sea People''). Dette betyder, at ''enten'' er Abraham en fri opfindelse, som intet har med en historisk person at gøre, ''eller'' også hører han hjemme i 12. århundrede og er israelitternes stamfader, men i så fald eksisterede de ikke som folk, da de angiveligt opholdt sig i og udvandrede fra Egypten. Også aramæerne omtales og stammer ligeledes fra 12. århundrede, hvilket tyder på, at den sidst nævnte forklaring er den rette. Men der er andre problemer med Abraham. Ifølge P-kilden skal han stamme fra Ur i Kaldæa<ref>Bibelen (1992), s. 17</ref> og have draget gennem den frugtbare halvmåne først til Haran (nu Aram, beliggende i Tyrkiet) og senere videre til Kana'an. I de to kilder J og E er Ur ikke nævnt, kun Haran. Det har derfor været antaget, at det er hans oprindelige hjemsted. Det ville kunne forklare hvorfor, at hans forfædre Serug, Nahor og Terah har navne efter landsbyer omkring Haran, som Abrahams broder har navn efter. Det har været foreslået, at benævnelsen "hebræer" skulle oversættes med "hinsides floden", idet Haran ligger på den modsatte, nordlige, bred af Eufrat.<ref>Dinkgreve (2021), kap. 8</ref> Det er påpeget, at samme tradition findes i Josvabogen kapitel 24:2 i omtalen af pagtslutningen i Sikem: "Josva sagde til hele folket: "Dette siger Herren, Israels Gud: I gamle dage boede jeres fædre på den anden side af Eufratfloden, Tera, Abrahams og Nakors far, og de dyrkede andre guder"."<ref>Bibelen (1992), s. 269</ref> Men der er endnu et problem: Kaldæa fik først sit navn i det 8. eller 7. århundrede f.Kr.<ref>Lemche (2015), s. 37</ref> Det er derfor ikke kronologisk muligt, at Abraham kan stamme der fra, hvis han levede forud for den jødiske bosættelse i Egypten. Det betyder tillige, at hele den tradition, som hviler på ham som stamfader til jøderne, tilsvarende skulle forskubbes frem i tid. Snarest viser det hvornår, at traditionen er blevet optaget i den historiske tekst, og antagelig med det formål at forbinde Abraham med Noa og Ararat. Imidlertid savnede Abraham en slægtshistorie, så i Første Krønikebog kapitel 1 får han den. Her hører vi at han er søn af Sem, som på sin side er søn af Noa, som atter er efterkommer af Adam.<ref>Bibelen (1992), s. 446</ref> Men som vi netop har set, er han i Josvabogen søn af Tera.<ref>Bibelen (1992), s. 269</ref> Der er således interne modsætninger i de narrativer, som de ulige slægtslister og narrativer i ulige dele af Gamle Testamente giver. Dette viser, at man har forsøgt at sammenskrive ulige narrativer til et men med ringe held. ==== Sodoma og Gomorra ==== Historien om Sodoma og Gomorras ødelæggelse optræder som et sidemotiv i beretningen om Abrahams liv i Første Mosebog kapitel 18:16-33 og kapitel 19:1-28. Bibelforskere er generelt enige om, at selvom Gamle Testamente ikke direkte "låner" historien om Sodoma og Gomorra fra en specifik sumerisk kilde, deler fortællingen om guddommelig ødelæggelse, guddommelige besøgende og den flammende omstyrtelse af en by slående motiver med tidligere mesopotamisk litteratur og bredere oldtidsmytologi fra Nærøsten. Således "Akkads forbandelse: Ekur hævnet", et akkadisk/sumerisk litterært værk dateret til mellem 2112 f.Kr. og 2004 f.Kr., som beskriver den pludselige ødelæggelse af byen Akkad. Myten blev skrevet hundreder af år efter Naram-Sins liv og er digterens forsøg på at forklare, hvordan det lykkedes for gutianerne at erobre Sumer. Efter en indledende passage, der beskriver Akkads herlighed før dets ødelæggelse, fortæller digtet om, hvordan Naram-Sin gjorde hovedguden Enlil vred ved at plyndre Ekur, der var Enlils tempel i Nippur. I sin vrede kaldte Enlil gutianerne ned fra bjergene øst for Tigris, hvilket bragte pest, hungersnød og død over hele Mesopotamien. For at begrænse denne ødelæggelse, bestemte otte af guderne (nemlig Inanna, Enki, Sin, Ninurta, Utu, Ishkur, Nusku og Nidaba), at kun byen Akkad skulle ødelægges for at skåne resten af ​​Sumer, og de forbandede den. Historien slutter med, at digteren skriver om Akkads skæbne, idet den velstående by lægges i aske i overensstemmelse med gudernes forbandelse. Temaet om guddommelig straf for en bys ''hybris'' eller umoral er således et udbredt motiv i oldtidens verdensbillede. Det kan ikke vides sikkert, om det er denne historie, der har dannet forbillede for Gamle Testamentes historie om Sodoma og Gomorra, men motivet menneskers umoral og manglende respekt for guddommen er det samme. Den bibelske version rummer Abrahams forsøg på at undgå ødelæggelsen, hvis der blot fandtes ti retfærdige indbyggere i byen, men selv så få fandtes der åbenbart ikke. Kun Lot, Abrahams slægtning, reddes fra ulykken: "Da solen stod op over landet, og Lot var kommet til Soar, lod Herren svovl og ild regne ned over Sodoma og Gomorra fra Herren i himlen. Han ødelagde disse byer, ja hele Jordandalen, alle, der boede i byerne, og alt, der voksede på markederne."<ref>Bibelen (1992), s. 25</ref> Naturvidenskabeligt set kunne det være beskrivelsen af en meteorregn eller af nedfald fra et vulkanudbrud. ==== Moses ==== I Anden Mosebog kapitel 2 introduceres den mytiske skikkelse Moses som israelitternes befrier fra trældommen i Egypten. Historien begynder med hans fødsel. Ifølge myten havde farao befalet, at alle drengebørn skulle dræbes ved fødslen, men Moses' moder reddede ham ved at placere ham i en sivkurv, hvor han blev fundet og adopteret af faraos datter.<ref>Bibelen (1992), s. 67</ref> Denne historie er imidlertid utvivlsomt adopteret fra sumerisk tradition, idet en tilsvarende historie fortælles om kong Sargon af Assad.<ref>Dinkgreve (2021), kap. 8</ref> Der er således ingen grund til at tillægge denne del af traditionen nogen historisk baggrund. Senere fortæller Anden Mosebog, at Moses blev pålagt af Gud at føre israelitterne ud af Egypten. Det hedder i den forbindelse, at Gud blandt andet siger til Moses: "Jeg er din faders Gud, Abrahams Gud, Isaks Gud og Jakobs Gud".<ref>Bibelen (1992), s. 69</ref> Her stå vi på ny over for problemet, at henvisningen til Abraham åbenbart er en anakronisme. Det betyder, at der kan rejses tvivl om både den historiske skikkelse Moses og om Mosebøgerne som kilde til israelitternes tidlige historie overhovedet. Kendsgerningen er, at der findes ingen beviser på eksistensen af de fem mosebøger før slutningen af det 4. århundrede f.Kr., herunder eksistensen af en person kaldet Moses.<ref>Gad Barnea</ref> Men den farao, som med stor sandsynlighed fordrev semitterne fra Egypten, hed Ahmoses, hvilket på hebraisk betyder "Moses' broder". Så måske at der er en sammenhæng her. ==== David ==== Kong David spiller en central rolle i narrativet om det "ældste" israelske kongerige. Som vi allerede har set, har meget af historien om ham præg af eventyr. I det følgende vil vi gå bag om dette og dekomponere historien om ham. Skildringen af Davids liv og levned findes i Første Samuelsbog kapitel 16-31 og Anden Samuelsbog kapitel 1-24. I Første Samuelsbog er hans historie blevet indflettet i historien om kong Saul men på en sådan måde, at det er let at udskille tre ulige narrativer:</br> - dem, der handler om David alene,</br> - dem, der handler om Saul alene, og</br> - dem, der handler om både Saul og David.</br> I det følgende vil hovedvægten blive lagt på de narrativer, der alene omhandler David. Disse afsnit fremstiller i høj grad David som en krigsherre, eller om man vil: leder af en bande lejesoldater. Det drejer sig om følgende afsnit:</br> - Første Samuelsbog kapitel 17:12, 14; kapitel 23:1-5, 13 og 14; kapitel 25:2-29, 31-42; kapitel 27: 2-3, 5-11; kapitel 30:1-2, 8-20, 26-31</br> - Anden Samuelsbog kapitel 2:1-4, 11, kapitel 3:2-5, kapitel 5:4, 6-11 og muligvis endnu 2-3 tekststykker. Hvis man udskiller disse tekststeder og læser dem i sammenhæng, så får man følgende historie: David var den ottende og yngste søn af Jesse fra Bethlehem i Juda. Uden udsigt til at arve noget af betydning fra sin fader forlader han tidligt hjemmet og bliver leder af en bande lejesoldater stykket sammen af kriminelle elementer. I denne egenskab tilbyder han sine tjenester til enhver, som vil betale ham for det. Blandt meget andet genvinder han de værdier, som andre banditter havde frarøvet Ziklag, og han går i tjeneste hos filisterkongen Achish. Som følge af sine meritter ender han med at blive udpeget til konge over Juda efter at være flyttet til Hebron. Blandt andet tager han magten i Jerusalem. Dette er i korte træk den oprindelige kernehistorie om David. To jødiske forskere, Ed Greenstein og David Marcus, har påpeget, at denne historie har påfaldende ligheder med historien om to andre personer: Jefta, som omtales i Dommerbogen kapitel 11 og 12<ref>Bibelen (1992), s. 286-288</ref>, samt Idrimi, en personlighed som regerede over bystaten Alalakh ved Tyrkiets sydkyst. I alle tre tilfælde handler historierne om en person uden fremtidsmuligheder, som først drager ud i den store verden og vinder fremgang, og der efter ender som hersker. Ganske vist er der også forskelle: Jefta er søn af en prostitueret og forstødes af sin fader, mens Idrimi efter en familiestrid flygter til sin moders hjemland, men lighederne er for store til at være tilfældige. Nuvel, kernehistorien om David skildrer ham i relation til det sydlige kongerige Juda, ikke i forhold til det nordlige kongerige Israel i de to kongerigers tid. Jacob L. Wright mener derfor, at hele Davis livshistorie er skabt efter, at Assyrien havde overvundet den nordlige stat Israel og har haft til formål at fremstille Juda som den egentlige legitime efterfølger til det forud gående samlede kongerige. For at opnå dette mål blev det nødvendigt at supplere kernehistorien med en tilføjelse, der gjorde David til konge over det samlede kongerige, hvilket var det, der skete ved den senere sammenskrivning med historien om Saul, men samtidig måtte man fjerne mest muligt af den oprindelige historie om lejesoldatføreren, til gengæld tilføjede man de farverige historier om kampen med Goliath, David og hans forhold til Saul, forholdet til Jonathan og Michal, hans flygtningetid, hans militære meritter i udlandet, affæren med Batseba, krigen mod Absalom og om Salomo som hans efterfølger. Alle disse tilføjelser har skullet kompensere for udrensningerne og give hans livshistorie ny farve og nyt fylde.<ref>Wright (2014)</ref> Som man vil forstå, er der næppe noget i skildringen af David og hans liv, som har historisk troværdighed. ==== Josef ==== Davids livshistorie er også interessant af en anden grund: hvis man sammenligner hans livsskæbne med to andre skikkelser i Gamle Testamente, Jakob og Josef, viser det sig, at der er forbløffende ligheder: det er de samme begivenheder, samme personkreds, men i visse tilfælde optræder David nærmest i kontrast til Josef. Det er derfor rimeligt at antage, at den ene må have dannet forbillede, da den andens livsskæbne skulle skildres, men det er usikkert hvem, der har dannet forbillede for hvem. Josef møder vi i Første Mosebog kapitel 37 og 39, hvilken skildring kan sammenlignes med Første Samuelsbog kapitel 16-18. Lighederne er påfaldende: begge hører til de yngste sønner i en større familie, begge er hyrder. Begge skildres som tiltrækkende mennesker. Begge får et tegn på, at de vil blive regenter: David velsignes mens Josef får en drøm herom. Begge får karriere i kongehuset: David hos Saul, Josef hos farao - alt sammen noget, der kunne karakteriseres som jødiske standardeventyr. Men lighederne går videre: begge sendes på en rejse, begge rammes af deres brødres misundelse, og ingen af dem vender hjem. Men der er også modstillinger: hvor David besejrer Goliath og får en kåbe af Sauls søn Jonathan, så bliver Josef netop frataget den kåbe, der markerer, at han er sin faders favorit. Fælles for begge er også deres affærer med gifte kvinder: David med Bathsheba og Josef med Potifars hustru, men hvor David faktisk begår utroskab, så gør Josef det netop ikke, så her ser vi atter kontrasten mellem de to fremhævet. Lighederne fortsætter, når vi inddrager de kvindelige skikkelser: Tamar og Dinah. Både Davids datter Tamar og Jakobs datter Dinah bliver voldtaget, men i begge tilfælde reagerer deres fædre med udtalt passivitet, mens deres brødre i begge tilfælde reagerer med vrede. I begge tilfælde begrundes deres ulykkelige skæbner med de synder, som tidligere er blevet begåede. Endelig har forskerne peget på, at de samme sætninger genfindes i begge historier:</br> - "alle skulle gå ud" (Første Mosebog 45:1 og Anden Samuelsbog 13:10</br> - "kom og lig hos mig" (Første Mosebog 39:8 og Anden Samuelsbog 13:12</br> - "lang ærmekjole" (Første Mosebog 37:4 + 23 og Anden Samuelsbog 13:18</br> Parallellerne er flere, men det anførte turde være tilstrækkeligt til at vise, at de to skildringer næppe er blevet til uafhængigt af hinanden.<ref>Kline (2024)</ref> En ikke ringe del af Første Mosebog, fra kapitel 37 til og med kapitel 50 handler om Josef og hans meritter. Men som vi har set er der ingen grund til at tro, at disse dækker over nogen historisk virkelighed. Således er historien om Josef og Potifars hustru i kapitel 39 mere eller mindre kopieret fra og omskrevet på grundlag af en egyptisk fortælling om to brødre, der ragede uklar, da den ene broders hustru forsøgte at forføre den anden.<ref>Bibelen (1992), s. 50f</ref><ref>Lemche (2013), s. 26</ref> Det kan tilføjes, at Josef antagelig har dannet forbillede for Daniels Bog. Atter ser vi klare paralleller: to personer af fornem byrd, der fra deres hjemland ender i et fremmed land, hvor de begge opnår en høj stilling ved det kongelige hof i kraft af deres evner som drømmetydere. Og i begge tilfælde er der dobbelte drømme, om den nærmeste fremtid og om en noget fjernere fremtid.<ref>Wesselius (1999), s. 29</ref> Fælles for dem er også, at de introduceres som følge af et guddommeligt løfte.<ref>Wesselius (1999), s. 30</ref> I narrativ sammenhæng er formålet med historierne om Josef ganske enkelt at danne det bindeled, der skulle give en forklaring på hvorfor, at jøderne var kommet til Egypten.<ref>Thompson (2014), s. 9</ref> ==== Græske narrativer ==== Men det er ikke kun fra Sumer og Mesopotamien at Gamle Testamenter har lånt narrativer. Nogle kildekritikere tilhørende den såkaldte "Københavnerskole"<ref>Lemche (2014), s. 98-120</ref> har peget på, at også græske narrativer har ydet deres bidrag, lad os tage nogle eksempler: Jan-Wim Wesselius har foretaget undersøgelser, der viser, hvordan Første Mosebog og Anden Mosebog afspejler Herodots skrifter, især sidstnævntes beretning om persiske kongers liv. Han sammenlignede i detaljer lighederne mellem Josef og Kyros, og især mellem Moses og Xerxes. Josef og Kyros har begge drømme, bliver afsløret for at dø, går i eksil, bliver skjult i en periode og bliver konger, når deres identitet afsløres. Moses og Xerxes drager ud for at erobre enten Kana'an eller Grækenland og krydser vand med deres folk. Mange andre detaljer nævnes, såvel som sammenligninger mellem Terah og Phraortes (en medisk konge), Abraham og Kyaxares (en medisk konge), Isak og Astyges (en medisk konge) og Jakob og Mandane (Kyros' mor).<ref>Wesselius (1999), s. 24-77</ref><ref>Wesselius (2002), s. 6-47</ref> Philippe Guillaume mener, at kreative skrivere i Alexandria i det andet århundrede f.Kr. indsatte dommere i Mosebøgernes historie, hvilket afspejlede et politisk-ideologisk behov hos de hasmonæiske herskere i Palæstina. Det formodes, at indsættelsen af disse dommere var inspireret af Hesiods ''Værker og Dage'', især afsnittet om heltene, som Hesiod indsatte i de fire tidsaldre. Det modsvarer den måde, hvorpå dommere blev indsat i den jødiske historie. Det synes at have haft et dobbelt formål: dels at underminere påstande om arveret til magten fra efterkommere af kong Davids dynasti, idet historier om heroiske dommere nu optræder før kongerne David og Salomon og dermed med større ælde, dels at hjælpe de hasmonæiske herskere, der netop ikke kunne hævde at have nogen afstamning fra David som grundlag for deres påstande om et messiansk styre.<ref>Guillaume (2014), s. 147-164</ref>. Katherine Stott har påpeget, at Davids opstigning, som skildret i Første Samuelsbog kapitel 16-31 og i Anden Samuelsbog kapitel 1-8, muligvis er inspireret af den fortælling, der beskriver Kyros' opstigning til Persiens og Mediens trone i teksten i Herodots Historier. Hun ser følgende paralleller:</br> - Kyros og David starter begge under ydmyge kår,</br> - begge træder ind i den forrige konges hof,</br> - i begge tilfælde bliver den pågældende konge jaloux på dem,</br> - i begge tilfælde bliver de truet med døden af ​​den pågældende konge,</br> - begge flygter fra hoffet,</br> - begge bliver folkelige ledere,</br> - i begge tilfælde hopper en allieret af,</br> - begge tilraner sig kongerigets herredømme,</br> - begge får succes på grund af deres militære dygtighed,</br> - begge skåner den gamle konges liv i en periode,</br> - der er et tragisk element i den forrige konges fald i begge tilfælde, og</br> - i begge tilfælde er udfaldet dannelsen af ​​en ny politisk enhed.</br> Stott bemærkede, at denne græske tekst kun i den hellenistiske æra ville have været tilgængelig for den bibelske forfatter.<ref>Stott (2002), s. 62-71, 77-78)</ref>. Også Hesiod menes at være blandt inspirationskilderne. Hans ''Theogoni'' (Oldgræsk: Θεογονία), det vil sige "gudernes slægtsforskning eller fødsel" menes at have inspireret til skabelsesberetningen i Første Mosebog, og hans ''Kvindernes Katalog'' (oldgræsk: Γυναικῶν Κατάλογος) – også kendt som ''Ehoiai'' (oldgræsk: Ἠοῖαι), et fragmentarisk græsk episk digt, i hvilket "kvinderne" i titlen var faktisk heltinder, hvoraf mange lå hos guder og angiveligt fødte heltene fra græsk mytologi, menes at være blandt forbillederne for de genealogier, der findes i hele Første Mosebog kapitlerne 1-11 det vil sige til og med omtalen af Noas efterkommere.<ref>Gnuse (2017)</ref>. Fortællinger i Første Mosebog kapitlerne 1-11 kan også vises at have betydelige paralleller med beretninger nedskrevet hos græske historikere, således Hekateus fra Milet (''Periegesis'' og genealogier) og Herodot fra Halicarnassus (''Historie''), herunder skildringer af menneskelige leveveje (Første Mosebog kapitel 4:20-22), de tre sønner af en syndflodshelt, der er menneskehedens forfædre (Første Mosebog kapitel 9:18-19 og kapitel 10:1-32) samt plantningen af ​​en vingård (Første Mosebog kapitel 9:20-27).<ref>Bibelen (1992), s. 15f</ref><ref>Gnuse (2019)</ref> Ældre latinske traditioner, der ligger bag beretningerne i Ovids ''Fasti'' 5, 493-544 og ''Metamorfoser'' 8, 625-725, kan have inspireret fortællingerne om de budbringere, der fortæller Abraham om hans kommende søn, og de budbringere, der advarer Lot om at forlade Sodoma i Første Mosebog 18:1-15; 19:12-26. <ref>Gnuse (2017)</ref>. Det er foreslået, at en fortælling om Democedes af Kroton i Herodots ''Historie'' 3, 125-132 kan have givet anledning til fortællingen om Josef, der fortolker faraos drømme i Første Mosebog 41:1-36<ref>Bibelen (1992), s. 52-54</ref>, hvilken igen har inspireret til drømmeberetningerne i Daniels Bog<ref>Bibelen (1992), s. 1104-1112</ref><ref>Gnuse (2010)</ref>. Den korte fortælling om den store kriger Achilleus' ædle, talende heste i ''Iliaden'' 19, 395-424 kan være løst overtaget og indpasset i beretningen om Bileams æsel i Fjerde Mosebog kapitel 22:22-35, hvor et simpelt æsel bringer skam over en tåbelig profet.<ref>Bibelen (1992), s. 181</ref> Talende dyr er langt mere almindelige i græsk litteratur end i Bibelen. <ref>Gnuse (2017)</ref> Ofrelsen af ​​Ifigenia i to skuespil af Euripides omkring 400 f.Kr.: ''Ifigenia blandt Taurierne'' og ''Ifigenia i Aulis'', kan have inspireret beretningen om Jeftas ofring af sin datter i Dommerbogen kapitel 11:30, 34-40, som synes at være indsat i beretningen om Jeftas kamp mod ammonitterne. <ref>Gnuse (2019)</ref> Arrian fra Nicomedia, en græsk historiker fra 2.århundrede f.Kr. har skrevet en beretning om Alexander den Store, herunder om det spildte vand i Anabasis af Alexander i Sjette bog kapitel 26.1-3. Denne skildring kan have inspireret en lignende historie om David i Anden Samuels Bog 23:15-17. Davids handling med at hælde det vand ud, som hans modige soldater hentede bag fjendens linjer, virker ikke som en fornuftig historie, mens Alexanders handling i den gedrosiske ørken i Balochistan, hvor tørst virkelig er et problem, gør.<ref>Gnuse (1998)</ref>. I flere tilfælde kan det sandsynliggøres, at disse broderende fortællinger optræder som et vedhæng til ældre beretninger og måske af samme grund er placeret i slutningen af ​​bibelske bøger, hvor de ser ud til kun med en løs forbindelse at have været knyttet til bøgernes hovedfortællinger. Dette gælder især i Dommerbogen, hvor fortællingerne i Dommerbogen kapitel 13-16 om Samson ser ud til at være skrevet i en helt anden stil end resten af ​​Dommerbogen. Et stort antal forskellige græske legender om Herakles synes at have haft indflydelse på Samson-fortællingerne i Dommerbogens kapitel 13-16 og må være kommet til på et sent tidspunkt, sandsynligvis i den hellenistiske tid. Der er alt for mange græske paralleller inden for disse fire kapitler til, at de kan afvises som blot tilfældige fortællingshistoristiske sammentræf.<ref>Gnuse (2018)</ref> Afsnittene i Dommerbogens kapitel 17-21 om Mika, om Dan-stammens udvandring til Lakash samt om Benjamitternes skændselsdåd fremstår ligeledes som tilføjede tillæg til resten af ​​bogen, og netop dér finder vi beretningen om kvinderne, der blev kidnappet fra Silo. "Voldtagelsen af ​​de sabinske kvinder", en gammel fortælling som findes omtalt hos Titus Livius i hans ''Historie'' bind 1 kapitel 9:1-16) og hos Plutarch i hans ''Parallelle Liv'' (oldgræsk: Βίοι Παράλληλοι), en serie på 48 biografier over kendte mænd i afsnittet om Romulus, kan have været forbillede for historien Benjamitterne og de bortførte piger i Dommerbogen kapitel 21:1-24.<ref>Bibelen (1992), s.300</ref><ref>Gnuse (2007)</ref> Fortællingerne om Josef, Bileam og Jefta kunne være blevet placeret i den bibelske tekst i den persiske periode kort efter 400 f.Kr., såvel som bibelske tekster i Første Mosebog 1-11 med Hesiod, Hekateus og Herodot som inspirationskilder. Men de andre fortællinger synes mere sandsynligt at have deres oprindelse fra hellenistisk tid, og man kan derfor argumentere for, at alle disse tekster opstod samtidigt og derfor må høre hjemme i den hellenistiske tid. Anden Samuelsbog kapitel 21-23 synes også at være et appendiks, og heri finder vi David, der hælder det vand, han har modtaget fra sine krigere, ud. Dommerbogen kapitler 13-21 og Anden Samuelsbog 21-23 kunne derfor være blevet føjet til Femte Mosebogs historier på et meget sent tidspunkt. Historierne om Josef i Første Mosebog kaptel 39-50, der skulle forklare jødernes ophold i Egypten, ses af forskere som en sen tilføjelse fra omkring 400 f.Kr. eller senere, hvorfor Herodots indflydelse på Josefs drømmetydning er sandsynlig. Andre beretninger ser ud til at være blevet indsat noget ujævnt midt i deres fortællende kontekst. Dette er tydeligst i beretningen om Jeftas ofring af sin datter, som synes at være indsat midt i Jeftas slag i Transjordan, og fortællingen om Bileam og hans æsel, som fremstiller Bileam som en helt anden person end den, der findes i resten af ​​Fjerde Mosebog 22-24. Historien om de tre engle, der besøger Abraham og pludselig kun bliver to i antal, da de besøger Lot, har modsvarende romerske beretninger, hvor der er henholdsvis tre og to engle i fortællingerne fra Ovid. Desuden vidner detaljerne i dialogen i Første Mosebog kapitel 18 og 19 også om en senere tids skrivestil. Således synes indflydelsen fra klassiske romerske og græske beretninger at være mest sandsynlig i historier, der synes at være senere tilføjelser og indsættelser i hovedhistorierne. Foruden indholdsmæssige ligheder er der også opbygningsmæssige ligheder. Daniel Hawk bemærkede, at Aischylos' ''Orestia'' og Gamle Testamentes narrativ fra Første Samuelsbog kapitel 8 til Anden Kongebog kapitel 8 deler sammenlignelige struktur og karakterer, idet begge har et tredelt skema og begge bruger metaforer til at afspejle overgangen fra et slægtskabssamfund til et borgersamfund: mens Agamemnon og Saul afspejler den gamle samfundsorden, viser Orestes og David overgangstiden, og Athena og Salomon indfører den nye samfundsorden. Forfatteren til Femte Mosebog brugte ''Orestia'' som model for sine "modtagne traditioner vedrørende det israelitiske monarki". Hawk mener, at den hellenistiske tid kan have været det tidspunkt, hvor den bibelske forfatter havde adgang til og også brugte Aischylus' skrifter.<ref>Hawk (2003), s. 73-88</ref> Wesselius har undersøgt slægtsforbindelserne i skildringerne af patriarkerne i Gamle Testamente, især omkring Moses, og omkring Xerxes som skildret hos Herodot og finder forbløffende overensstemmelser, idet der for begge findes den samme slægtsstruktur i fem slægtsled, lige som deres geografiske forbindelser med henholdsvis Lydien og Egypten nøjagtig svarer til hinanden i hvert enkelt slægtsled.<ref>Wesselius (2013), s. 55 og 73</ref> Disse og andre eksempler er blevet fremhævet af nogle forskere, der generelt er enige om, hvordan hellenistisk litteratur formede den oprindelige historie efter 300 f.Kr. eller endda efter 200 f.Kr., i den makkabæiske æra. Larsson mener, at de bibelske beretninger blev skabt i det ptolemæiske Egypten i det andet århundrede f.Kr. og påvirket af betydelige græske historikere fra det tredje århundrede f.Kr., så som Berossos, Manetho og Eratosthenes.<ref>Larsson (2004), s. 296-311</ref> På grundlag af sådanne iagttagelser mener Niels Peter Lemche, at Dommerbogen og sikkert også andre dele af Gamle Testamente først er blevet skrevet eller har fundet deres endelige form omkring 272 f.Kr.<ref>Lemche (2024)</ref> Etienne Nodet vurderer, at Mosebøgerne opstod i begyndelsen af ​​det tredje århundrede f.Kr., mens profeterne og nogle af skrifterne blev skabt i det andet århundrede f.Kr.; disse tekster blev udformede i Alexandria under hellenistisk indflydelse.<ref>Nodet (2014), s. 36-55</ref> Emanuel Pfoh mener, at selvom den primære historie blev skabt i den hellenistiske æra, stammer nogle traditioner fra den assyriske og persiske tid og blev udviklet af krønikeskrivere gennem årene, men grundlæggende blev teksten formet under hellenistisk indflydelse.<ref>2014; s. 23, 33-35</ref> Hvordan det nu forholder sig, står det klart, at både den sene tilblivelse og dens mulige motiver undergraver store dele af Gamle Testamente som en troværdig historisk kilde. Det er muligt, at der findes en historisk kerne, som over tid er blevet udbygget og pyntet på med narrativer hentet fra græske traditioner, men indtil videre må det konstateres, at næsten alt i Gamle Testamentes narrativer lader sig betvivle med hensyn til troværdighed. Mest afgørende i denne sammenhæng er det imidlertid, at hvis disse kritikere tilhørende "Københavnerskolen" har ret, så betyder det, at ''Tanakh'' eller Gamle Testamente langt fra var færdigskrevet endsige færdigredigeret, da jøderne vente tilbage til Jerusalen efter eksilet i Babylon. Forud ventede endnu en lang redigeringsproces, og det kan også forklare hvorfor, at vi skal helt frem til 2. århundrede f.Kr. (eller tidligst 3. århundrede f.Kr.) før, at jøderne udviser noget kendskab til deres religiøse skrifter. Forklaringen er den enkle, at først da havde skrifterne nået et så fuldendt udseende, at de lod sig anvende i den national-politiske propaganda. ==== Hyksos-problemet ==== Mens arkæologerne med rimelig sikkerhed tør fastslå, at der fandtes en særlig israelitisk befolkning fra omkring 1200 f.Kr., så er der mere usikkerhed om tiden forud. Hovedspørgsmålet kan formuleres således: er jødernes ophold i og udvandring fra Egypten en historisk begivenhed eller ej? Holdningerne spænder fra fuldstændig afvisning af denne historie til ubetinget tilslutning. For at løse problemet må vil opspalte det i tre delspørgsmål:</br> - kan der påvises et ophold af en semitisk befolkning i Egypten?</br> - hvis ja: inden for hvilket tidsrum?</br> - hvis ja: var det israelitter eller ej? Det umiddelbare svar på spørgsmålet er, at der faktisk findes oplysninger om en fremmed befolkning i Egypten. Men denne befolkning, kaldes af egypterne selv ''Hiku-khasut'', det vil sige "ørkenfyrsterne" (hvilket på græsk er blevet til ''hyksos''<ref>Bibby (1978), s. 96</ref>, og denne benævnelse bruges almindeligvis og derfor også her), ikke "hebræerne", "jøderne" eller "israelitterne", og ingen af disse betegnelser kendes i samtiden, end ikke fra Kana'an. Forskerne mener at kunne fastslå, at disse ''hyksos'' ankom fra øst til Egypten i det 18. århundrede f.Kr., regerede over Egypten i det 17. og 16. århundrede f.Kr. men senere forsvandt igen. Der er fundet en grav rejst over en mand ved navn ''Aper-El'', det vil sige "El's tjener", som tjente hos faraonerne Amenhotep III og Akhenaten i det 14. århundrede f.Kr.<ref>Dinkgreve (2021), kap. 8</ref> Et passende udgangspunkt for vurdering af udvandringens troværdighed kan være Simcha Jacobovici og hans film "''The Exodus decoded''". Heri giver han blandt andet en omfattende dokumentation, som nok kan være en nøjere gennemgang værd. Simcha tager udgangspunkt i bibelkritiske afvisninger af udvandringen, som traditionelt blev dateret til 1270 f.Kr. det vil sige i Ramses II's regeringstid men hvor der ingen beviser for en sådan begivenhed findes. Simcha mener, at denne datering er forkert, og at den korrekte tidsfæstelse er omkring 1500 f.Kr. Som beviser for denne tidsfæstelse anfører han følgende: ''Hyksos''-folket skulle være kommet til Egypten omtrent 200 år før, at de atter udvandrede, det vil sige 1700 f.Kr. I en grav i Beni Hassan ved Nilen omkring 400 km syd for Cairo findes et vægmaleri, som antagelig viser en indvandring til Egypten. Befolkningen er semitter med skæg, flerfarvede dragter og med benævnelsen "''Amo''". I ''Tanakh'' (Gamle Testamente) anvendes benævnelsen "''Amo Israel''", det vil sige "Guds folk". Benævnelsen er den samme og deres ophold passer nøje med traditionen. ''Hyksos''-folkets hovedstad var Avaris, der ligger i Nilens delta nord for Cairo. Avaris er blevet udgravet af professor Manfred Bietak fra Wien. Han har blandt andet fundet 9 seglstamper med navnet "Jakob", hvilket nøje svarer til den bibelske tradition om faraos betroede mand, Josef, der netop var søn af Jakob. Ifølge traditionen ender indvandrerne som slaver. I Serabit El Khadim i Sinai-ørkenen blev udvundet tyrkis-sten i miner ved slaveri. I en af disse minder findes en alfabetisk (ikke-egyptisk) indskrift på væggen: "El, hjælp mig". ''El'' var navnet på en semitisk guddom. En stele rejst af farao Ahmoses og dateret til omkring 1500 f.Kr. fortæller om blandt andet storm og mørke i overensstemmelse med den bibelske tradition, og den nævner gud i ental. Ahmoses er kendt for at have udvist ''hyksos''-folket. Navnet Ahmoses betyder på egyptisk "månen er født" men på hebraisk "Moses' broder". Omkring 1500 f.Kr. indtraf et stort vulkanudbrud på øen Santorini i det græske øhav. Simcha mener, at det var denne begivenhed, som udløste udvandringen, og at den også kan forklare Egyptens ti plager. Hans argumentation herfor er følgende: I Avaris er fundet vulkansk pimpsten dateret til omkring 1500 f.Kr. Dette viser (om ikke andet) at Egypten blev påvirket af netop dette vilkanudbrud. Vulkanudbruddet og tilhørende jordskælv havde følgende bivirkninger:</br> - vandet bliver rødt. Årsagen er, at rust frigøres ved gasudbrud fra bunden og opblandes i vandet. Dette skete blandt andet i 1986 ved Nyos-søen i Cameroon.</br> - frøer. Hopper ud af vandet, når det bliver forurenet.</br> - lus, fluer og epidemi følger som eftervirkninger af miljøkatastrofen</br> - sår og bylder. Disse kendes ligeledes fra Nyos-begivenheden i 1986.</br> - hagl. Is og ild = "vulkansk hagl" omtales i den såkaldte Ipuwer-papyros og skyldes, at vulkansk aske blandes med vand i atmosfæren.</br> - græshopper. Bringes på vandring på grund af klimaændringen.</br> - mørke. Skyldes en askesky, der fra vulkanudbruddet bredte sig til Nilens delta, hvilket er bevist ved korn af asken fundet af Jean-Daniel Stanley fra Smithsonian Institute.</br> - førstefødte sønner døde. Skyldes at CO_² frigøres fra jordens indre og lægger sig lige ved jordens overflade. Da de ældste priviligerede sønner sov på en lav seng, blev de dræbt af gassen, mens andre børn der sov på de flade tage aldrig blev berørt inden, at gassen opløstes igen. Noget tilsvarende blev observeret i Nyos. Yderligere er der udgravet massegrave i Avaris, som kun omfatter personer af mandkøn og ikke krigere. Og Ahmoses' egen søn døde som 12-årig (hans begravede lig er fundet).</br> Ifølge Simcha er alle disse begivenheder således naturlige mulige følger af vulkanudbruddet. [[Fil:Stele_of_Grave_Circle_A_Mycenae_NAMA_1428.JPG|200px|thumb|Gravstele fra Mykene, der viser Farao, som forfølger Moses. De er omgivet af vand på begge sider.]] Velkendt er historien om havets deling.<ref>Bibelen (1992), s. 82</ref> Den korrekte formulering i Bibelen er "Yam Suf", det vil sige Sivhavet. Men siv vokser ikke i saltvand, så der er tale om en stor sø. På Ismailia Regional Museum findes en granitsten med en indskrift i hieroglyffer, ''El Arish''-indskriften, der fortæller om udvandringen set fra faraos side. Her kaldes lederen for "ørkenprinsen". Mere bemærkelsesværdigt er det, at indskriften også fortæller, at vandene delte sig (markeret som bølger + 2 knive), og at indskriften nævner stedet for denne begivenhed: ''El Balah'', en nu tidligere sø beliggende øst for Avaris nær overgangen til Sinai-ørkenen. Simcha mener, at som følge af de tektoniske forskydninger og deraf følgende jordskred løftede den afrikanske plade sig 1-2 meter og skabte en landkorridor, men kort efter fulgte en tsunami, som druknede faraos hær. Simcha peger på et vægmaleri på Santorini, som viser en sejlads fra en by omgivet af mure. Simcha mener, at den viste by er Avaris, idet der her også er fundet minoiske vægmalerier, hvilket vidner om handelsforbindelser. En del af udvandrerne skulle således være draget til Grækenland. I Mykene er fundet guldgenstande og sværd i en grav dateret til 1500 f.Kr. De kan stamme fra sådanne udvandrere. Desuden er fundet tre gravsten med billeder visende først en mand på en stridsvogn, der forfølger en gående mand omgivet af bølger, dernæst at den gående mand er nået højere liggende land og har vendt sig imod stridsvognen, og endelig at stridsvognen drukner i bølgerne. Billederne viser, let forenklet, faraos forfølgelse af Moses. Det er i bogstaveligste forstand en tegneserie om begivenheden. Simcha peger dernæst på, at jordskælv kunne have ført til, at gas og olie blev frigivet og måske blev antændt, og derved gav anledning til røgsøjler om dagen og ildsøjler om natten svarende til beretningen i Anden Mosebog kapitel 13 vers 21-22: "Herren gik foran dem, om dagen i en skysøjle for at føre dem på vejen og om natten i en ildsøjle for at lyse for dem, så at de kunne gå både dag og nat. Skysøjlen fjernede sig ikke fra folket om dagen og ildsøjlen ikke om natten."<ref>Bibelen (1992), s. 81</ref> Endelig mener Simcha at kunne påvise, hvor bjerget Sinai lå. Og han mener at have fundet billedlige gengivelser af Pagtens Ark - i Grækenland af alle steder! Så langt Simcha. Det giver anledning til en række spørgsmål: er begivenheden fejldateret? Det er der faktisk en del, der tyder på. Begivenheden fandt efter alt at dømme sted omkring 1500 f.Kr. Kan et vulkanudbrud være forklaringen på begivenhedsforløbet? Svaret må være, at det er muligt, i hvert fald er der intet, som tyder på, at det ikke kunne være tilfældet. Var dette ''hyksos''-folk ''Amo'' og var det semitter? Ja, det er sandsynligt. Var det også israelitter? Det er muligt, men ikke sikkert. Vi har tidligere fastslået, at Gamle Testamentes historie om udvandringen fra Egypten tidsmæssigt er uforenelig med historien om Abraham som israelitternes stamfader, idet hans ophold i filistrenes land er flere hundrede år yngre end udvandringen. Og det forbliver uforklarligt, at et folk, som kaldte sig selv Israel, ikke optræder under dette navn men af Egypterne kaldtes henholdsvis ''Amo'' og ''Hyksos''. Historien om ''exodus'' eller udvandringen fra Egypten kendes ikke fra Elephantine, en jødisk by i Egypten fra 400-tallet f.Kr., hvilket kunne tyde på, at denne tradition i jødisk historieforståelse enten må være yngre end denne tid eller endnu ikke spillede den rolle i jødisk selvforståelse, som den senere fik. Hvis man vil være besværlig, kan man opstille følgende alternative hypotese: udskibningen fra Egypten til Mykene eksisterer ikke i det bibelske narrativ. Hvis man alligevel forudsætter, at det afspejler en historisk kendsgerning, så kunne disse udvandrere, ''hyksos'', have taget hele traditionen med sig og billedligt gengivet den på deres gravsteler. Da "havfolket" (som beviseligt stammer fra Grækenland foruden andre steder) langt senere, omkring 1177 f.Kr., kom til Palæstina, bragte de traditionen med sig. Det er her fra, at jøderne senere overtog den, omformulerede den til en ørkenvandring med Moselov og hele molevitten og dermed tillige skrev det oprindelige folk ud af beretningen og satte sig selv ind i stedet som led i en selvskabt historisk tradition. Der er selvsagt ingen beviser for en sådan udvikling, men der er heller intet, som modsiger den, og den ville forklare årsagen til, at traditionen åbenbart overlevede i Mykene. Og hvad mere er: det kunne forklare hvorfor, at folk fra Middelhavets nordlige kyster søgte øst- og sydpå (i stedet for vestpå), da deres hjemlige forhold ikke tillod dem at blive boende, hvor de var. Et indicium for, at teorien kunne være rigtig, er det forhold, at Mykene var et handelscentrum i tiden 1600-1100 f.Kr. blandt andet med handelsforbindelser til Levanten. Blandt de forhandlede varer var genstande af elfenben fundet i Megiddo, der viser handelsforbindelser til Det Ægæiske Hav, Kypern, Hittitterne samt Egypten.<ref>Novacek (2011), s. 47f</ref> Det indebærer, at "havfolket" meget vel kan have haft handelsforbindelser med Levanten tidligere og derfor kendte til områdets frugtbarhed inden, at de udvandrede dertil. Et andet mindre indicium er, at de eneste antikke indskrifter, hvor personer kalder sig selv for "israelitter", findes på øen Delos i Grækenland og viser, at de var kommet dertil fra Kreta. Det fremgår også, at de hyldede bjerget Gerizim (ved Nablus, på Vestbredden) som deres helligdom, hvilket indebærer, at de efter alt at dømme egentlig var samaritanere. Ganske vist er både Delos-indskrifterne og Gerizim-templet langt yngre og stammer fra persisk eller græsk tid<ref>Hjelm (2015), s. 228-230</ref>, men det er rimeligt at spørge, om de afspejler og er følger af langt ældre forbindelser. Hvis det forholder sig således, kan ''hyksos''-folket oprindeligt have været samaritanere. Til støtte for denne antagelse tjener, at samaritanerne i deres selvforståelse betragtede sig som efterkommere af Josef og hans sønner Manasse og Efraim, hvilket er bevidnet af Josefus.<ref>Hjelm (2015), s. 228</ref> I denne forbindelse bør nævnes to forhold, som kan understøtte denne tradition: dels ved vi, at bystaten Samaria havde en forgænger i Shechem, som mindst lader sig føre tilbage til 14. århundrede f.Kr.<ref>Lemche (2024), s. 3</ref> Det er altså muligt, at denne nye statsdannelse kunne være etableret af ''hyksos''-folket, hvis de udvandrede til Kana'an i stedet for at tage på ørkenvandring. Dels er der store overensstemmelser imellem de to trosretninger, samaritanismen og jødedommen.<ref>Hemmer-Gudme (2015), s. 262</ref> Dette indebærer, at de oprindeligt har været een tradition, men at der senest i 2. århundrede f.Kr. er indtrådt et brud, antagelig fordi samaritanerne holdt fast ved Gerizim som det hellige sted, mens jøderne gjorde Jerusalem til deres religiøse centrum.<ref>Hemmer-Gudme (2015), s. 262f</ref> Endelig må nævnes, at ''Eqwesh'' - en af "havfolkets" folkegrupper, der menes at samme fra det Ægæiske Hav - ifølge en indskrift i Karnak som de ''eneste'' blandt indvandrerfolkene skulle være omskårne, hvilket stærkt taler for, at de havde en oprindelse i kana'anæisk kultur. Vi kan måske underbygge denne antagelse med de såkaldte Amarna breve opkaldt efter Tell el-Armarna, Akhnatens hovedstad i det 14. århundrede f.Kr.<ref>Waterhouse (2001), s. 31</ref> Disse breve omhandler mange emner, men et af dem er ''habiru'', de lovløse i Kana'an på denne tid. Af brevene tør udledes, at de var modstandere af kongedømmet<ref>Waterhouse (2001), s. 32</ref>, at de havde et kerneområde i det gallilæiske bjergland<ref>Waterhouse (2001), s. 34</ref>, og at de var indvandrere.<ref>Waterhouse (2001), s. 41</ref> Det er tænkeligt, at en del af disse ''habiru'' var de samme ''hyksos''-folk, som havde forladt Egypten og nu var vendt tilbage til Kana'an. Særlig bemærkelsesværdigt er et af disse breve, der oplyser, at Shechem frivilligt og uden kamp havde sluttet sig til dem.<ref>Waterhouse (2001), s. 38</ref> Når man betænker, at Sechem var hovedstad i Samaria, så må man spørge, om de senere samaritanere udviklede sig som et blandingsfolk af landets oprindelige indbyggere og disse indvandrere? Læg dertil at Josef benævnes som hebræer fra hebræernes land i Første Mosebog kapitel 40:15.<ref>Bibelen (1992), s. 52</ref> Disse forhold understøtter samaritanernes egen traditioner om at være efterkommere efter Josef og hans sønner. Også tidsmæssigt passer det, at ''habiru'' optræder i århundredet efter, at ''hyksos'' havde forladt Egypten. Endelig bliver det forståeligt hvorfor, at ''hyksos'' så at sige "forsvandt": de blev en del af ''habiru'' og/eller af befolkningen i Samaria, hvis de da ikke udvandrede til Grækenland. Der eksisterer ingen skriftlige kilder, som kan understøtte en udvandring enten fra Egypten eller Kana'an til Grækenland, men forklaringen kan være den enkle, at en mindre udvandring - især hvis den var fredelig - ikke har været en omtale værd for datidens ledende folk. Udvandringen kan være motiveret af, at det var svært for de egyptiske migranter at finde plads i Kana'an, hvorfor en udvandring til Grækenland, som de var fortrolige med fra deres samhandel, var et logisk alternativ. Vi kan måske komme et skridt videre: hvis vi tør tage de mange indskrifter fra Ugarit som et indicium, så er det muligt, at ''El'' oprindelig var en guddom fortrinsvis dyrket i den nordlige del af Kana'an. Efter som ''El'' også optræder som guddom for de semitter, som kom til Egypten og slog sig ned i Avaris, så tør vi gå ud fra, at det også var netop fra dette område, at ''hyksos''-folket stammede. Det er sandsynligt, at det først var efter deres tilbagevenden til Kana'an, at nogle af dem kort efter udvandrede til deres handelsforbindelser i Grækenland, måske som følge af egypternes magtovertagelse i Kana'an. Om nogen ørkenvandring var der ikke tale. Eller rettere: selv om en gruppe af ''hyksos''-folk sejlede til Grækenland, forhindrer dette ikke, at en betydelig gruppe søgte tilbage til deres hjemland; derimod er det mindre sandsynligt, at de drog østpå og slog sig ned blant edomitter og midjanitter. Det har været foreslået, at det kun var en mindre stamme, som senere blev til "hele Israels folk", og som så måske også var blandt dem, der senere søgte nord på til bjergegnene i det sydlige Kana'an<ref>Russell (2009), s. 27</ref>, men det er mere sandsynligt, at hele ørkenvandringen snarere var et narrativ, der skulle forklare hvorfor, at folk fra Egypten valgte en lang omvej og kom til Kana'ans bjergegne fra syd i stedet for at vælge den langt kortere vej tilbage til deres formodede hjemland. Samtidig kunne det bruges til at indskrive Pagtens Ark i historien. Hvad så med Jahve? Jahve blev måske oprindelig dyrket af ''Shassu''-folket på Østbredden, det vil sige i Jordan, og i det nordøstlige Sinai blandt edomitter og midjanitter. Herfra bredte dyrkelsen sig så nord over til hebræerne i bjergegnene. Det er muligt, at Jahves modvilje mod andre guder i virkeligheden afspejler en religiøs konflikt mellem den nordlige og den sydlige religion, og det er muligt, at også centraliseringen af gudsdyrkelsen i virkeligheden skal ses i dette lys. Endelig kan det forklare delingen i et nordligt Israel og et sydligt Juda: det modsvarer de to guddommes dominerende områder, ''El'' i nord og ''Jahve'' i syd. ''Shassu''-folket har øjensynligt kun haft begrænsede forbindelser med Egypten, der konstant omtaler dem som "Shassu, Jahves land".<ref>Hen (2021)</ref> Vi tør heraf udelukke, at ''Shassu''-folket kan være identisk med ''hyksos''-folket. Det sætter snævre grænser for, hvad der blev af ''hyksos''. Udvandring er en nærliggende mulighed, især fordi ''hyksos'' ikke ses noget sted i Kana'an, hvilket er ikke mærkeligt, når man erindrer, at Kana'an på den tid var lydland under Egypten. Det kan endvidere udelukkes, at de kunne være søgt op i bjergene i Kana'an allerede i 15. århundrede f.Kr., da bebyggelsen her er 2-300 år yngre. Endelig er omtalen af Israel i 1207 f.Kr. et indicium for, at der ikke er tale om samme folk som ''hyksos'', i så fald ville man forvente, at egypterne ville bruge det samme navn. Ligeledes kan vi udelukke, at det var israelitterne selv, som indvandrede sammen med havfolket, fordi dette skete 1177 f.Kr., mens Israel som omtalt nævnes på en stele allerede fra 1207 f.Kr. Tydeligvis var der tale om to uens folk. Måske jøderne "overtog" selvbenævnelsen "israelitter" som led i en politisk strategi, der så at sige skulle udrydde samaritanernes legitimitet som folkeslag i Kana'an.<ref>Lemche (2024), s. 5</ref> Kildekritisk må det konstateres, at Mosebøgerne ret beset forsøger at forene to temmelig uforenelige historiske traditioner: på den ene side traditionen fra Mesopotamien omfattende Edens Have (Dilmun), Babelstårnet (zigguraterne) og Noas ark, hvor Abraham indgår som det forklarende bindeled hvorfor, at jødernes stamfader udvandrede til Kana'an, på den anden side traditionen om Jakob (Israel)<ref>Bibelen (1992), s. 46</ref>, Josef og hans brødre<ref>Bibelen (1992), s. 48f</ref>, Israels udvandring til Egypten<ref>Bibelen (1992), s. 59</ref> og Moses<ref>Bibelen (1992), s. 67</ref> med udvandring, ørkenvandring, moseloven og løftet om Kana'an.<ref>Bibelen (1992), s. 243</ref> Der kan næppe være tvivl om, at den jødiske beretning om udvandringen fra Egypten og den egyptiske beretning om fordrivelsen af de fremmede omtaler den samme begivenhed set fra to sider. For så vidt behøver ingen af dem at give det sande billede: hvis årsagen til udvandringen fra Egypten virkelig var et vulkanudbrud, kunne de forringede leveforhold efter dette meget vel være årsag til, at folk udvandrede eller bortvandrede igen. At jøderne eller israelitterne har taget begivenheden til sig er for så vidt ikke anderledes end andre historier, som de har adopteret og adapteret. Som en sidebemærkning skal det lige nævnes, at den egyptiske konge Amenhotep IV, bedre kendt som Akhenaten, som var gift med Nefertiti og fader til Tutankhaton, og som er gået over i historien som den første monoteistiske konge, regerede fra omkring 1353 til 1336 f.Kr. Det betyder, at han regerede henved 150 år efter, at ''hyksos'' udvandrede, og at hans monoteisme således ingen forbindelse har med Moses. Lige så lidt er der grund til at tro, at hans monoteisme har været inspiration for jødernes monoteisme. ==== Bearbejdede profetier ==== De mange profetiske tekster i Gamle Testamente udgør et eget problem. Kort sagt er de kildekritiske studier i stigende grad blevet opmærksomme på, at der heller ikke i dette tilfælde er tale om originale tekster. I stedet er disse tekster blevet ændret for at tilpasse dem til bestemte formål. Esajas', Jeremias', Ezekiels og de tolv "små" profeters profetier mangler en historie og opretholder ikke en ensartet kronologisk rækkefølge. Disse profetiske bøger ses ikke længere som blot kilder, hvorved læserne kan få adgang til fortiden. De læses nu som bevidste kompositioner, der genpræsenterer og fortolker profeternes ord i tekstform. Allerede i de sidst nævnte profeters tekster er der tegn på en bevidst manipulerende formulering af ​​profetier. Historien i Jeremias kapitel 36 beskriver for eksempel en proces, hvor ulige budskaber i forskellige former fra forskellige tider og steder sammensættes i tekstform af profetens skriver. Når denne rulle efterfølgende bliver ødelagt som kongens reaktion på dens oplæsning side for side<ref>Bibelen (1992), s. 995-997</ref>, så sker der ikke blot en omskrivning af rullen, men også en betydelig tilføjelse af lignende ord, hvilket vidner om bogens litterære vækst. Profeter som Jeremias er ikke længere tilgængelige i den oprindelig version, men deres ord forbliver tilgængelige i de bøger, der bærer deres navne. Disse bøger danner et særskilt korpus inden for den bibelske kanon. Når Daniel refererer til Jeremias' profeti om halvfjerds år i Daniels Bog kapitel 9:2<ref>Bibelen (1992), s. 1117</ref>, taler han om Jeremias' bog blandt en flerhed af profetiske bøger, jævnfør også Ezekiels Bog 38:17<ref>Bibelen (1992), s. 1091</ref>. De tidligste postbibelske fortolkere af den profetiske litteratur var de skriftkloge, oversættere og kommentatorer, der videregav, gengav og forklarede teksterne. Den tidligst dokumenterede periode med skriftlig overlevering fra omkring 250 f.Kr. indtil 132-135 e.Kr. bærer tydelige vidnesbyrd om, at datidens skriftkloge ikke så sig selv som blot afskrivere på samme måde som skriftkloge fra en senere periode. De så snarere sig selv som ligestillede med de oprindelige forfattere, og de udvidede ofte den bibelske tekst med fortolkninger, der var beregnet til at hjælpe læserne med at forstå teksten. Disse skriftkloge havde deres eget syn på den bibelske tekst og ønskede at sikre en teologisk korrekt læsning af den. Blandt de profetiske bøger forekommer de mest fremragende eksempler på fortolkningsmæssig udvidelse i Jeremias' og Ezekiels Bøger i den masoretiske tekst, det vil sige i en version kopieret, redigeret og spredt af en gruppe jøder kendt som masoreterne mellem det 7. og 10. århundrede e.Kr. I disse udgaver har udvidelsen nået grænsen for skabelsen af helt ​​nye udgaver af bøgerne. De hebraiske tekster bag de oldgræske versioner af disse bøger er betydeligt kortere førsteudgaver. Mange af udvidelserne i andenudgaverne, der findes i den masoretiske tekst, er af fortolkende eller forklarende art. For eksempel er den i Jeremias' omtalte fjende fra nord ikke udtrykkeligt identificeret i oldgræske eller dens hebraiske kilde, hvilket efterlader den åben for den slags dommedagsagtige fortolkning, der findes i Ezekiels Bog kapitel 38:14-17<ref>Bibelen (1992), s. 1091</ref>, men den masoretiske tekst identificerer udtrykkeligt denne fjende som Babylon i udvidelsen af ​​Jeremias 25:9, hvilket skaber en interessant konflikt med Jeremias' Bog kapitel 50:3 og dens profeti om en fjende fra nord, der kommer mod Babylon.<ref>Bibelen (1992), s. 1017</ref> Et andet eksempel er versionen af ​​Jeremias' profeti om halvfjerds år i Jeremias' Bog kapitel 25:11-12.<ref>Bibelen (1992), s. 979</ref> I den oldgræske version er denne profeti ikke eksplicit begrænset til perioden under det babylonsk fangenskab, jævnfør Daniels Bog kapitel 9:1-2, 24-27<ref>Bibelen (1992), s. 1118</ref>, men udvidelserne i den masoretiske tekst gør denne begrænsning af profetien udtrykkelig, således i Jeremias' Bog kapitel 29:10.<ref>Bibelen (1992), s. 984</ref> For Ezekiels Bog forekommer en af ​​de mest bemærkelsesværdige udvidelser i den masoretiske udgave af Ezekiels Bog kapitel 36:23-38, som mangler. Denne ret lange udvidelse er åbenbart baseret på materiale fundet andre steder både i og uden for Ezekiels Bog. Man kan mene at alle disse præciseringer og fortolkninger er afskrivernes velmenende forsøg på at forstå og fortolke den oprindelige tekst bedre, men når det forholder sig således med disse profetiske tekster, rejser det uundgåeligt spørgsmålet om og i hvilken grad, det samme er tilfældet med andre tekster i Gamle Testamente. Og det svækker betydeligt Gamle Testamentes værdi som sikker og troværdig kilde til jødernes historie. === Sammenfatning === Denne gennemgang af Gamle Testamente har kun omfattet en mindre del af den samlede tekst, men selv denne meget begrænsede gennemgang har belyst en række problemer:</br> - Gamle Testamente er ''ikke'' en historisk redegørelse for jødernes historie, selv om den giver indtryk af dette,</br> - det er i stedet en samling af traditioner, anekdoter og myter skrevet af ulige forfattere til ulige tider</br> - der er gjort forsøg på at sammenskrive og harmonisere disse narrativer</br> - hvilket ikke kan skjule, at der er kronologiske problemer</br> - og at væsentlige traditioner er hentet fra andre kulturer, især Sumer og Mesopotamien men også fra Grækenland. Vi tør antage, at skildringen af kongetiden og det delte kongerige med navnelister over regenterne er rimelig troværdig, blandt andet fordi deres navne forekommer i andre kilder, men vi har kun ringe mulighed for at vide i hvilken udstrækning, historierne om dem er blevet ændrede for at tilpasse sig et senere monoteistisk narrativ. Niels Peter Lemche har kaldt Gamle Testamente for en form for ''erindringslitteratur''. Han mener, at egentlig historieskrivning er en forskningsgren, hvor historikeren følger bestemte metoder for at nå frem til en forståelse, som kan modstå enhver kildekritik. Omvendt forholder det sig med erindringer, der ikke er bundet af særlige regler eller metoder.<ref>Lemche (2013), s. 19</ref> Til gengæld indgår der her et element af selvforståelse og af tolkning, hvilket betyder, at erindringen formuleres på en måde, der afspejler forfatterens narrativ. Det betyder, at det kan indeholde anekdoter<ref>Lemche (2013), s. 20</ref>, som ikke kan stå for en kildekritisk prøvelse, men som accepteres på grundlag af deres "elegante stil" og "moralske indhold"<ref>Lemche (2013), s. 21</ref> samt vel ikke mindst for deres underholdende værdi. Det betyder også, at faktiske begivenheder og andre forhold kan flyttes frem eller tilbage i tid for at fremme et bestemt narrativ. Set i dette lys bliver de mange lånte historier i Gamle Testamente forståelige. Disse havde til formål at give både fylde og "farve" til en ellers måske kort årstals- og begivenhedsliste baseret på krøniker og kongelige annaler.<ref>Lemche (2013), s. 22</ref> Men de undergraver også Gamle Testamente som historisk kilde, og dette problem forstærkes ved Gamle Testamentes rolle som en slags propagandaskrift formuleret af en intellektuel elite.<ref>Lemche (2013), s. 31</ref> === <big>Semitismen, jødedommens tankesæt</big> === Vi har i det foregående set på Gamle Testamente som et muligt historisk kildeskrift. Man kan imidlertid også anlægge en helt anden synsvinkel, nemlig Gamle Testamente som ideologisk grundlag nærmere betegnet som grundlag for en jødisk national etnicitet samt for en særlig jødisk etik. Det skal på forhånd understreges, at det følgende ikke omfatter alle jøder, idet mange alene identificerer sig som tilhørende denne folkegruppe af genealogiske og traditionsbårne årsager, det vil sige med hensyn til deres familiære oprindelse samt højtider og mindedage. Men der findes også kredse i den jødiske befolkning, der opfatter Gamle Testamente som en anvisning på hvordan, at jøder kan og bør opføre sig. Alle kender begrebet "anti-semitisme", men få eller ingen ved, hvad udtrykket "semitisme" egentlig dækker over. Man vil således lede forgæves efter det i en ordbog eller eksempelvis på ''wikipedia''. Her vil begrebet blivet forstået således, at det dækker over den tankegang eller de tankegange, som kan udledes og af nogle er blevet udledt af Gamle Testamente. Det betyder, at der her vil blive set bort fra jødisk mysticisme, kabala, frankisme og lignende ældre og nyere afledede ideologier, hvilke hver for sig er en særskilt undersøgelse værd. Læser man Gamle Testamente, vil man se, at bestemte tankegange bliver promoveret. Det drejer sig i hovedsagen om følgende:</br> - det udvalgte folk</br> - racisme</br> - retten til Kana'an</br> - retten til at myrde hele befolkninger</br> - "honningfælder" og pengeafpresning</br> I det følgende vil hvert af disse emner blive gennemgået særskilt. === Det udvalgte folk === Ideen om jøderne som Guds udvalgte folk tager udgangspunkt i Første Mosebog kapitel 12: her møder vi Abram ved Ur i Kaldæa. Videre hedder det: "Herren sagde til Abram: "Forlad dit land og din slægt og din fars hus, og drag til det land, jeg vil vise dig. Jeg vil gøre dig til et stort folk og velsigne dig. Jeg vil gøre dit navn stort, og du skal være en velsignelse.</br> Jeg vil velsigne dem, der velsigner dig,</br> og den, der forbander dig, vil jeg forbande.</br> I dig skal alle jordens slægter velsignes"."<ref>Bibelen (1992), s. 17f</ref> Senere gentages denne priviligerede stilling i andre sammenhænge, således over for Jakob i Betel. I Første Mosebog kapitel 35:9-13 hedder det: "Gud viste sig igen for Jakob, efter at han var kommet hjem fra Paddan-Aram. Han velsignede ham og sagde til ham: "Dit navn er Jakob; men nu skal du ikke længere hedde Jakob. Dit navn skal være Israel." Og han gav ham navnet Israel. Han sagde til ham: "Jeg er Gud den Almægtige. Bliv frugtbar og talrig! Et folk, ja, en mængde folkeslag skal nedstamme fra dig, og konger skal fremstå af dit eget kød og blod. Det land, jeg gav Abraham og Isak, giver jeg dig og dine efterkommere." Så steg Gud op fraham, dér hvor han havde talt med ham."<ref>Bibelen (1992), s. 46</ref> I Anden Mosebog kapitel 3:7-10 findes følgende: "Så sagde Herren: "Jeg har set mit folks lidelse i Egypten, og jeg har hørt deres klageskrig over slavefogederne. Jeg har lagt mig deres lidelser på sinde, og derfor er jeg kommet ned for at redde dem fra egypterne og føre dem op fra dette land til et godt og vidtstrakt land, et land der flyder med mælk og honning, dér hvor kana'anæerne, hittitterne, amoritterne, perizzitterne, hivvitterne og jebusitterne bor. Nu har israelitternes klageskrig nået mig, og jeg har set, hvordan egypterne undertrykker dem. Gå nu! Jeg vil sende dig til Farao. Du skal føre mit folk israelitterne ud af Egypten"."<ref>Bibelen (1992), s. 69</ref> Dette og tilsvarende formuleringer med "mit folk israelitterne" har givet jøderne en identitet som Guds udvalgte folk i den jødiske selvforståelse. === Racismen === Racismen er en logisk følge af ideen om Guds udvalgte folk. Et folk kan selvsagt ikke være "udvalgt", hvis andre folk kan indgiftes i det. Følgelig er Gamle Testamente fuldt af forbud mod at gifte sig med ægtefæller fra andre folkeslag<ref>Lemche (2015), s. 226</ref> og kritik, når de alligevel gjorde det. Lad os tage nogen eksempler. I Femte Mosebog kapitel 7:1-4 finder vi følgende påbud af Moses: "Når Herren din Gud fører dig til det land, du skal ind og erobre, og han driver store folkeslag væk foran dig, hittitterne, girgashitterne, amoritterne, kana'anæerne, perizzitterne, hivvitterne og jebusitterne, syv folk, der er større og mægtigere end du, og Herren din Gud overgiver dem til dig, og du besejrer dem, da skal du lægge band på dem. Du må ikke slutte pagt med dem og ikke vise dem barmhjertighed. Du må ikke bringe dig i familie me dem; du må ikke give dine døtre til deres sønner, og du må ikke lade dine sønner gifte sig med deres døtre, for det vil få dine sønner til at vige fra mig og dyrke andre guder. Da vil Herrens vrede flamme op imod jer, og han vil hurtigt udrydde dig."<ref>Bibelen (1992), s. 208</ref> Dette gælder blandt andre kong Salomo. I Første Kongebog 11:1-4 læses således følgende: "Kong Salomo elskede mange udenlandske kvinder foruden Faraos datter, moabitiske, ammonitiske, edomitiske, sidoniske og hittitiske; om de folk havde Herren sagt til israelitterne: "I må ikke indlade jer med dem, og de må indlade sig med jer, for så vender de jeres hjerte til deres guder." Dem elskede Salomo, og han holdt fast ved dem. Han havde syv hundrede hustruer med fyrstelig rang og tre hundrede medhustruer, og hans hustruer bragte hans hjerte på afveje."<ref>Bibelen (1992), s. 390</ref> I Ezras Bog kapitel 9:10-12 optræder Ezras bodsklage med blandt andet dette: "Vor Gud, hvad skal vi nu sige efter dette? For vi har svigtet de befalinger, du gav gennem dine tjenere, profeterne, da du sagde: Det land, I skal ind og tage i besiddelse, er et urent land på grund af de fremmede folks urenhed med de afskyelige handlinger, som de i deres urenhed har fyldt det med fra ende til anden. Derfor må I ikke give jeres døtre til deres sønner, og I må ikke lade jeres sønner gifte sig med deres døtre."<ref>Bibelen (1992), s. 527</ref> og i Kapitel 10:10-12 bliver dette gentaget: "Så rejste præsten Ezra sig og sagde til dem: "I har handlet troløst ved at gifte jer med fremmede kvinder; I har øget Israels skyld. Aflæg nu bekendelse for Herren, jeres fædres Gud, og gør hans vilje. Skil jer ud fra landets folk og de fremmede kvinder"."<ref>Bibelen (1992), s. 528</ref> I Nehemias' Bog kapitel 10:31 indgår israelitterne blandt andet følgende forpligtelse: "Vi vil ikke give vores døtre til landets folk, og vi vil ikke lade vores sønner gifte sig med deres døtre."<ref>Bibelen (1992), s. 542</ref> Således kunne man blive ved. === Lebensraum === Jødernes ret til Kana'ans land hidrører fra Første Mosebog. I kapitel 12 læser vi: "Dengang boede kana'anæerne i landet. Herren viste sig for Abram og sagde: "Jeg vil give dine efterkommere dette land"."<ref>Bibelen (1992), s. 18</ref> Senere, i kapitel 15, præciseres udstrækningen af dette jødiske lebensraum: "Den dag sluttede Herren pagt med Abram. Han sagde: "Jeg giver dine efterkommere dette land fra Egyptens flod (det vil sige Nilen) til den store flod, Eufratfloden: kenitterne, kenizzitterne, kadmonitterne, hittitterne, perizzitterne, refaitterne, amoritterne, kana'anæerne, girgashitterne og jebusitterne"."<ref>Bibelen (1992), s. 20f</ref> Størrelsen af dette jødiske lebensraum er påfaldende. Sammenlignet med officielle landegrænser i 2026 omfatter dette område: den østlige halvdel af Egypten inklusive hele Sinai, Palæstina inklusive Gaza og Vestbredden, Libanon, Jordan, Saudi Arabien, Yemen, Oman, Forenede Arabiske Emirater, Qatar, Bahrain, Kuwait, Irak samt Syrien. Nogle jødiske imperialister medregner også Kypern til området. En anden afgrænsning findes i Fjerde Mosebog kapitel 34. Heri læser vi: "Herren talte til Moses og sagde: "Giv israelitterne denne befaling: I kommer nu til Kana'an, det land, der tilfalder jer som arvelod, Kana'ans land i dets fulde udstrækning. Jeres sydgrænse skal gå fra Sins ørken langs med Edom. I syd skal jeres grænse gå fra enden af Salthavet i øst. Så skal grænsen dreje syd om Akrabbim-passet, gå videre til Sin og ende syd for Kadesh-Barnea. Så skal den fortsætte til Hasar-Addar og gå videre til Asmon. Så skal grænsen dreje fra Asmon mod Egyptens bæk og ende ude ved havet.</br> Grænsen i vest: Det Store Hav med kyststrækning. Det skal være jeres vestgrænse.</br> Dette skal være jeres nordgrænse: Fra Det Store Hav skal I trække en linie til bjerget Hor; fra bjerget Hor skal I trække en linie til Lebo-Hamat, og grænsen skal ende i Sedad. Så skal grænsen gå videre til Zifron, og den skal ende i Hasar-Enan. Det skal være jeres nordgrænse.</br> Som grænse i øst skal I trække en linie fra Hasar-Enan til Shefam. Så skal grænsen gå ned fra Shefam til Ribla øst for Ajin, og grænsen skal fortsætte ned og støde til bjergryggen øst for Kinneretsøen. Så skal grænsen gå ned til Jordan og ende ved Salthavet.</br> Dette skal være jeres land med dets grænser hele vejen rundt."<ref>Bibelen (1992), s. 196</ref> Dette er unægteligt en noget anden afgrænsning end før. Den kritiske læser vi måske spørge om Herren ikke havde forklaret sig godt nok over for Moses eller måske havde ændret holdning, eller om der måske er en helt tredie forklaring? Den tænkende læser vil måske kigge nærmere på andre dele af samme historie. Vi hører, at Abraham fik børn både med Sara, sin hustru, nemlig jøderne, og med Hagar fra Egypten, hans trælkvinde, nemlig ismaelitterne, det vil sige araberne.<ref>Bibelen (1992), s. 21</ref> Så var det nu jøderne, araberne eller begge grupper som skulle leve i dette område? Desuden tog han sig en ny hustru: Ketura, med hvem han også fik efterkommere.<ref>Bibelen (1992), s. 31</ref> Det er således ret uklart hvem, der skulle overtage dette lebensraum. Således tænker semitisterne ikke. De er imperialister, og de vil have det hele for sig selv. De mener at have ret til at fordrive andre folkeslag og ser Gamle Testamente som kilde til denne ret. === Retten til folkemord === Jødernes ret til at myrde befolkningerne, som levede i Kana'an, forekommer allerede i Mosebøgerne. I Femte Mosebog kapitel 20:16-17 findes således følgende påbud udtalt af Moses: "i de folks byer, som Herren din Gud vil give dig i eje, må du ikke lade en eneste beholde livet; du skal lægge band på dem, på hittitterne, amoritterne, kana'anæerne, perizzitterne, hivvitterne og jebusitterne, sådan som Herren din Gud har befalet dig."<ref>Bibelen (1992), s. 223</ref> I Josvabogen hører vi hvordan, at jøderne hensynsløst myrdede indbyggerne i Kana'an, eksempelvis i kapitel 8:24-29: "Da israelitterne på åben mark havde dræbt alle de indbyggere fra Aj, som havde forfulgt dem ud i ørkenen, og da alle til sidste mand var faldet for sværdet, vendte alle israelitterne tilbage til Aj og huggede indbyggerne ned med sværd. Den dag blev der dræbt i alt tolv tusind mænd og kvinder, alle indbyggerne i Aj. Josva trak ikke sin udstrakte hånd med krumsværdet tilbage, før han havde lagt band på alle indbyggerne i Aj. ..Og Josva brændte Aj ned; han gjorde den til en øde ruinhøj for evigt, og det er den den dag i dag. Ajs konge hængte de på et træ og lod ham hænge til aften. Da solen gik ned, gav Josva sine folk befaling om at tage liget ned fra træet og kaste det hen ved indgangen til byporten. Så kastede de en stor stendynge op over ham, og den ligger der den dag i dag."<ref>Bibelen (1992), s. 251f</ref> Tilsvarende i Josvabogen kapitel 10:28-43: "Samme dag indtog Josva Makkeda. Han slog byen og dens konge med sværd og lagde band på byen og alle, der var i den; der var ingen, der overlevede. Han gjorde det samme med kongen i Makkeba, som han havde gjort med kongen i Jeriko.</br> Fra Makkeda drog Josva sammen med hele Israel videre til Libna. Han gik til angreb på Libna, og Herren gav også denne by og dens konge i Israels hånd. Josva slog byen og alle, der var i den, med sværd; der var ingen, der overlevede. Han gjorde det samme med kongen dér, som han havde gjort med kongen i Jeriko.</br> Fra Libna drog Josva sammen med hele Israel videre til Lakish. Han belejrede byen og gik til angreb på den, og Herren gav Lakish i Israels hånd. Den følgende dag indtog Josva byen; han slog den og alle, der var i den, med sværd, ganske som han havde gjort med Libna. Da drog Gezers konge Horam op for at komme Lakish til undsætning, men Josva slog kongen og hans hær; der var ingen, der overlevede.</br> Fra Lakish drog Josva sammen med hele Israel videre til Eglon. De belejrede byen og gik til angreb på den, og samme dag indtog de den og slog den med sværd. Den dag lagde han band på alle, der var i byen, ganske som han havde gjort med Lakish.</br> Fra Eglon drog Josva sammen med hele Israel op til Hebron. De gik til angreb på byen og indtog den; de slog byen, dens konge, alle dens byer og alle, der var i den, med sværd; der var ingen, der overlevede. Ganske som han havde gjort med Eglon, lagde han band på byen og på alle, der var i den.</br> Så vendte Josva sig sammen med hele Israel mod Debir. Han gik til angreb på byen og indtog den med dens kong og alle dens byer. De slog dem med sværd og lagde band på alle, der var i den; der var ingen, der overlevede. Han gjorde det samme med Debir og dens konge, som han havde gjort med Hebron og med Libna og dens konge.</br> Således besejrede Josva hele landet: Bjerglandet, Sydlandet, Lavlandet og Skråningerne og alle kongerne dér. Der var ingen, der overlevede; hver levende sjæl lagde han band på, sådan som Herren, Israels Gud, havde befalet. Josva besejrede dem fra Kadesh-Barnea til Gaza, i hele landet Goshen og helt til Gibeon. Alle disse konger og deres lande undertvang Josva på én gang, for Herren, Israels Gud, førte krig for Israel. Så vendte Josva sammen med hele Israel tilbage til lejren i Gilgal."<ref>Bibelen (1992), s. 255</ref> I Josvabogen Kapitel 11 fortsætter folkemordene i det nordlige Kana'an, blandt andet Hasor: "Alle, der var i byen, huggede de ned med sværd og lagde band på dem, så ikke en levende sjæl blev tilbage; og Josva brændte Hasor ned."<ref>Bibelen (1992), s. 256</ref> Da massemordet var til ende, blev rovet, det vil sige Kana'an, delt mellem israelitternes stammer.<ref>Bibelen (1992), s. 257-264</ref> Det minder om en langt senere begivenhed: under Sovjetunionen i Stalintiden gennemførte terrororganisationen OGPU under ledelse af jøden Genrikh Jagoda<ref>Lina (2003), s.315</ref> samt NKVD overvejende ledet af jøder<ref>Lina (2003), s.318, 327</ref> i 1932-33 et massemord på og en massefordrivelse af ukrainske bønder fra deres gårde, en begivenhed der blev kendt som ''holodomor''. Mindre kendt er, at OGPU overvejende bestod af jøder, og at disse efterfølgende som en belønning oprettede deres egne kollektivlandbrug, kibbutz'er, på de myrdede og fordrevne ukraineres jord.<ref>Holocaustmuseet i USA, film</ref> Jødisk historieforståelse trækker lange spor. Det var ikke kun ved erobringen af Kana'an, at jøderne begik massemord. I Esters Bog kapitel 9:2-16 hører vi: "I alle kong Ahasverus' provinser samledes jøderne i deres byer for at lægge hånd på dem, der ville dem noget ondt. .. Den trettende dag i måneden adar samledes de øvrige jøder i kongens provinser og forsvarede deres liv; de fik fred for deres fjender, og de dræbte 75.000 af deres modstandere".<ref>Bibelen (1992), s. 555</ref> Flere eksempler end de nævnte kunne være fremhævet, men budskabet og moralen er tydelig nok: i "hellig krig" er massemord på guddommens befaling ikke blot acceptabel men en pligt at gennemføre. Det er mildest talt absurd at se hvordan den samme ideologi, som hyldede folkemord i Gamle Testamente, har haft travl med at fremstille de selv samme massemordere som et uskyldigt forfulgt folkefærd i det 20. og starten af det 21. århundrede. === Honningfælder og pengeafpresning === Historier i Gamle Testamente giver jøderne tvivlsomme moralbegreber, eksempelvis at prostituere deres hustruer og døtre i form af "honningfælder", det vil sige lokkemad for en efterfølgende afpresning. Det begynder med selveste Abraham. I Første Mosebog kapitel 20:2-16 læser vi: "Abraham sagde om sin kone Sara, at hun var hans søster, og Abimelek, kongen i Gerar, sendte bud efter Sara. Om natten kom Gud i en drøm til Abimelek og sagde til ham: "Nu skal du dø, fordi du har taget denne kvinde, for hun er gift".<ref>Bibelen (1992), s. 25</ref> Senere, da sandheden er blevet klar, hører vi: "Så gav Abimelek Abraham får og køer, trælle og trælkvinder, og han gav ham hans kone Sara tilbage. Og Abimelek sagde: "Mit land ligger åbent for dig. Slå dig ned, hvor du har lyst!" Til Sara sagde han: "Nu giver jeg din bror tusind sekel sølv. Det skal lukke øjnene på alle dem, der hører dig til. Nu har du fået fuld oprejsning"."<ref>Bibelen (1992), s. 26</ref> Så Abrahams afpresning lykkedes. Senere gentager historien sig med små variationer. I Esters Bog hører vi, at jøden Mordokaj sender sin datter til kong Ahasverus' harem, hvor "hun vandt hans velvilje". .."Ester havde ikke fortalt, hvilket folk og hvilken slægt, hun tilhørte, for Mordokaj havde sagt til hende, at hun ikke måtte fortælle det." Men senere udnyttes hun til at redde jøderne, og naturligvis belønnes både hun og hendes fader for dette bedrag: "Og Mordokaj fik foretræde for kongen, for Ester havde fortalt, hvordan han var i familie med hende. Kongen tog sin signetring, som han havde frataget Haman, og overdrog den til Mordokaj. Og Ester satte Mordokaj over Hamans hus."<ref>Bibelen (1992), s. 549, 554</ref> Nu var det ikke altid, at afpresningsmanøvren lykkedes. I Første Mosebog kapitel 26:1-11 hører vi om Isak og hans hustru Rebekka, som han forsøger at prostituere. I dette tilfælde mislykkes forsøget imidlertid, fordi filisterkongen Abimelek opdager sagens rette sammenhæng inden, at honningfælden når at klappe i med et offer.<ref>Bibelen (1992), s. 33</ref> Nu må man ikke tro, at dette var noget særligt. I datidens samfund synes organiseret prostitution at have været normalt, især i tilknytning til religiøse templer; det vidner Bibelens omtaler af såkaldte "helligskøger" klart om. Det særlige i de nævnte tilfælde var, at den blev udøvet af privatpersoner. Men det hændte altså, at afpresningen mislykkedes. Så måtte jøderne finde på andre afpresningsmetoder. Et godt eksempel hører vi om i Nehemias' Bog kapitel 5:1-5. Heri hører vi: "Der lød stærke klager fra folket og deres hustruer mod deres judæiske brødre. Nogle sagde: "''Vi må give vores sønner og døtre i pant, for at vi kan få korn og noget at spise og opretholde livet.''" Andre sagde: "''Vi må pantsætte vores marker, vingårde og huse, for at vi kan få korn under hungersnøden.''" Og andre sagde: "''Vi har måttet belåne vores marker og vingårde for at få penge til skatten til kongen. Vi er dog af samme kød og blod som vores brødre, og vore sønner er ligesom deres, men vi må tvinge vores sønner og døtre i trældom; ja, nogle af vores døtre er allerede gjort til trælle. Vi står magtesløse, for vores marker og vingårde tilhører andre!''"</br> .. De tidligere statholdere, som var før mig, havde lagt tunge byrder på folket ved at opkræve fyrre sekel sølv til deres daglige forbrug af brød og vin; også deres mænd undertrykte folket."<ref>Bibelen (1992), s. 533</ref> Overbeskatning og åger har alle dage været effektive metoder for magthavere, der ønskede at give deres tyverier et skær af legitimitet. Således legitimerer Gamle Testamente jødernes brug af honningfælder og pengeafpresning så længe, at de ikke rettes imod deres egne trosfæller. === Sammenfatning === I 1973 fremkom udtrykket "narrativ teologi".<ref>Bjerg (1984), s. 11</ref> Udtrykkets betydning har været noget uklar, men pointen er, at hvis en kristen vil forklare sin tro og identitet, så kan dette ske ved at fortælle om Jesu ord og gerninger. På lignende måde kan jødedommens indhold bedst forstås ved at fortælle historier fra Gamle Testamente. Som vi har set, er sådanne historier ikke just moralske. Ideen om det udvalgte folk, der ikke må gifte sig med folk fra andre folkeslag men nok har ret til at udnytte dets kvinder i honningfælder til pengeafpresning, og som mener sig i sin gode ret til hensynsløst at udrydde andre folkeslag "i Guds navn", fremavler en tvivlsom moral. Hvis man vil være lidt uvenlig, kan man med god grund hævde, at denne tvivlsomme moral langt hen af vejen også afspejler sig i jødernes nyere historie. Vi har i det foregående set hvordan, at denne moral henter sin inspiration i fortællinger fra Gamle Testamente. Og denne moral understreges ved at de samme emner bliver gentaget med blot mindre variationer flere gange som for at understrege, at den ikke er knyttet til en bestemt historisk situation men netop har evig gyldighed. I lighed med sit afkom, muhammedanismen, er denne moral præget af en foragt for dem, som ikke tilhører "in-gruppen". Der kan måske være grund til at uddybe dette udtryk nærmere. Alle mennesker udvikler en eller anden form for bevidsthed om at tilhøre et bestemt etnisk fællesskab, herunder skaber de et dertil knyttet begrebsapparat. Man kan skelne mellem det navn, som en etnisk gruppe bruger om sig selv i denne selvidentifikation, og det navn, som andre bruger om den samme gruppe. Nogle gange, men ikke altid, bruger de samme benævnelse, men deres opfattelse af gruppens afgrænsning og indhold behøver ikke at være det samme, men kan tilpasses den aktuelle situation.<ref>Lund (1993), s. 81</ref> Betegnelsen afspejler en bevidsthed om hvem, man hører sammen med i et fællesskab, og hvem, der ikke hører til dette fællesskab.<ref>Lund (1993), s. 9</ref> Ofte, men ikke altid, vil de, som ikke tilhører dette fællesskab, blive set ned på, mens man selv ophøjes for sine gode egenskaber.<ref>Lund (1993), s. 13-26</ref> Denne vi-bevidsthed skabes i vid udstrækning ved historier, beretninger og myter, om et skæbnefællesskab gennem utallige slægtled. Ofte vil disse historier blive fyldt med navne på legendariske personligheder, hvis liv og gerninger bliver en del af den personlige identitetsfølelse. Og som regel vil en del af denne historie omfatte etnogoni, det vil sige de indfødtes egen mytiske forklaring på deres oprindelse<ref>Lund (1993), s. 49</ref>, som regel i form af en mytisk stamfader.<ref>Lund (1993), s. 91</ref> I dansk sammenhæng kan man tænke på Saxo og hans Danmarkshistorie. I germansk sammenhæng er det myten om Tvisto, der er grundlaget for identiteten<ref>Lund (1993), s. 90</ref>, og for jøderne er det Abraham, der har denne rolle. Men sådanne historiske beretninger og myter har ikke kun den funktion at begrunde selvidentiteten men tillige at begrunde moralbegreber, hvad der er "god" og "ond" opførsel. For jøderne er det netop historierne i Gamle Testamente, som opfylder denne opgave. Over tid kan disse funktioner aftage i betydning, fordi behovet for dem ikke længere er så stort. Dette fordi at myter erstattes med faktiske historiske erindringer. Men for visse grupper er dette ikke tilfælde. Her kan udviklingen tvært imod gå i den modsatte retning og udvikle sig til en regulær fanatisme, der kan motivere og begrunde næsten enhver handling. Denne fanatisme kan formuleres og organiseres i en dertil hørende ideologi, en -isme. Semitisme er en sådan ideologi, der i princippet ikke adskiller sig fra enhver anden -isme bortset fra den etniske gruppe, hvis selvfølelse og handlingsmønster, den skal begrunde. === <big>Sammenfatning og konklusion</big> === Vi er nået vejs ende i gennemgangen, og resultatet taler for sig selv. Ikke blot er det officielle narrativ ikke korrekt, for hver del af dette narrativ findes en alternativ forklaring, og tilsammen tegner disse træk et andet men helt entydigt billede. Først og fremmest: Gamle Testamente er ''ikke'' jødisk historieskrivning.<ref>Adler (2022), Preface</ref> Der kan påvises et utal af indlån fra andre kulturer, eksempelvis historien om Moses i sivkurven og Noas ark, som tydeligt viser, at denne "historie" er en myte, et narrativ, skabt for at give jødisk identitet en høj alder. I stedet tjener Gamle Testamente som redskab til at give jøder en national identitet igennem deres trosretning, i særdeleshed ''Jahve''. Det er i ''Jahves'' navn, at de udvandrer fra Egypten, erobrer Kana'an og i nyere tid trækker sig ind i etniske ghettoer.<ref>Crone og Cook (1977), s. 42</ref> Hele den jødiske kultur er een lang markering af begivenheder hentet fra myterne i Gamle Testamente. Men som vi har set, er disse myter i vid udstrækning ikke andet end anekdoter, der er blevet samlede, sammen- og omskrevne for at give ''indtryk'' af at være en sammenhængende fremstilling af jødernes historie til trods for påviselige anakronismer. Således som kildematerialet nu foreligger, er det mest sandsynligt, at "israelitterne" udviklede sig som en ''ny'' folkegruppe eller etnicitet under opholdet i bjergene, sikkert som en blanding af illegale hebræere, af bønder fra lavlandet og muligvis under indflydelse af den nye guddom ''Jahve'', som edomitter og midjanitter bragte med sig, da disse indvandrede fra syd. Således både åndeligt og mandskabsmæssigt forstærkede og under indtryk af de urolige tider var denne blandingsbefolkning i stand til at tage kampen op imod lavlandets små kongeriger, men deres nye stat fik kun en kort levetid, hvor efter den blev delt i to mindre riger, som ligeledes havde en kortere eksistenstid inden, at de blev erobret af stærkere magter udefra. Under elitens eksil i Babylon udvikledes en ny national monoteistisk ideologi, som øjensynligt strammede reglerne for hvem, der tilhørte in-gruppen, og hvem, der blev regnet som fremmede. Også denne ideologi kom til magten, men atter kun en kort tid inden, at den endegyldigt brød sammen dels som følge af indre splittelse, både indbyrdes magtkampe og senere, da kristendommen og judeo-nazaræerne skilte sig ud, dels fordi at den ikke kunne klare sig i kampen mod en stærkere magt: Romerriget. Dette betyder, at jøderne som folkeslag ''ikke'' er mere end 4.000 år gammelt således, som Gamle Testamente gerne vil give indtryk af. I stedet var der tale om en etnisk dannelse i en proces, som det tog omkring 1.300 år at fuldføre. Selv om "Israel" nævnes på en egyptisk stele fra 1207 f.Kr., så er dette ikke bevis på, at der fandtes et israelsk folk. Der findes ingen konkrete beviser på, at bjergfolket udgjorde en forenet etnisk-national enhed.<ref>Lemche (2015), s. 112</ref> Det er muligt, at benævnelsen for egypterne ganske enkelt udgjorde en geografisk kategori på samme måde som benævnelsen "germanere" udgjorde det i Romerriget.<ref>Lund (1993), s. 93</ref> Med andre ord var de identiske med "habiru", hebræerne, dem uden for staternes lov og ret. Heller ikke etableringen af en samlet stat kan anses som bevis for, at israelitterne nu udgjorde et samlet folk. Ganske vist forsøgte kong Saul at etablere et kongeligt dynasti ved at gøre sin søn, Ishba'al, til konge<ref>Lemche (2015), s. 142</ref>, men den sande magt lå hos stammeledere, som i stedet valgte David til ny konge.<ref>Lemche (2015), s. 143</ref> Også dennes efterfølger, Salomon, forsøgte at forene riget under en central administration med nye administraive grænser<ref>Lemche (2015), s. 145</ref>, med en centraliseret gudsdyrkelse<ref>Bibelen (1992), s. 381-387</ref> og med en stående hær, der skulle undertrykke enhver modstand mod centralmagten<ref>Lemche (2015), s. 146</ref>, men dette forhindrede ikke statens sammenbrud ved hans død. I stedet for en samlet stat udviklede der sig to nye statsdannelser, Israel og Juda, men heller ikke i disse stater var enhed eller arvefølge sikker. Således blev kongen myrdet af sin garde omkring 878 f.Kr.<ref>Bibelen (1992), s. 398</ref>, og Omri blev konge. Hans navn (der sikkert er en omskrivning af Omar) tyder på, at han var en arabisk bandeleder på samme måde, som David havde været det.<ref>Lemche (2015), s. 153</ref> Forsøg på at styrke den nationale identitet gennem en centraliseret Jahve-dyrkelse mislykkedes, som vi har set, og i 722 f.Kr. brød småstaten Israel sammen, mens Juda blev et vasalkongerige under Assyrien.<ref>Lemche (2015), s. 170</ref> Der er intet grundlag for at antage en særlig etnisk-kulturel national identitet. Forsøgene på at skabe en sådan skete først under elitens eksil i Babylon, men selv efter dennes tilbagevenden til Jerusalem tog det flere hundrede år at overbevise befolkningen om at tilslutte sig projektet. Og da dette endelig skete, brød projektet sammen indefra i form af interne magtkampe. Endelig under Romerriget blev den møjsommeligt sammentømrede jødiske befolkning sprængt i tre delgrupper efter Jesu død. Først efter dette var der så få jøder tilbage, at de kan siges at udgøre en homogen national kulturel gruppe - blot for at blive spredt for alle vinde under den jødiske diaspora i de næste omkring 1900 år! Det eneste, der holdt dem sammen som etnisk gruppe, var dyrkelsen af ''Jahve'' og bestemte riter samt mindedage knyttede til deres historiske myter. Jødernes "historie" er i virkeligheden i vid udstrækning ''alle'' de kana'anæiske befolkningsgruppers historie. Først sent i dette forløb udskiller de sig endeligt som etnisk kulturel gruppe. Men, kunne man spørge, betyder dette så ikke, at jøderne trods alt har en fælles historie, som Gamle Testamente afspejler? Svaret er nej, både etnisk og i henseende til selvforståelse. I etnisk henseende er det tydeligst, hvis man ser på hebræere som gruppe: i det 15. århundrede f.Kr. var Kana'an et homogent befolkningsområde, som kunstigt var inddelt i en række små feudale kongeriger. Så dukkede ''hyksos''-folket op, flygtninge fra Egypten, som efter 200 års udlændighed nu vendte hjem. Der var ikke umiddelbart plads til dem, så de indledte en marodørvirksomhed. Nogle af dem blev hurtigt trætte af dette, de fandt skibslejlighed og drog til Mykene, hvor de blev assimilerede men bevarede deres traditioner. Andre opnåede en forståelse med samaritanerne og blev assimilerede med dem. Men tilbage var stadig en gruppe af marodører. I takt med, at vilkårene for marodørvirksomhed i lavlandet blev sværere på grund af Egyptens voksende kontrol, søgte marodørerne op i bjerglandet, hvor de slog sig ned. De fik følgeskab af traditionelle kana'anæere, som var blevet trætte af trælletilværelsen. Her udviklede de en fælles identitet som dyrkere af den samme guddom: ''El''. De var hebræere og blev benævnt israelittere, men de udgjorde ikke en etnisk nation så lidt som en senere tids sørøvere i Vestindien gjorde det. Kun skæbnefællesskabet bandt dem sammen. Så dukkede nye indvandrere op: havfolket og andre folk fra nord. Sammen med tørke og andre problemer blussede uroen op igen. Fra syd ankom edomitter til bjerglandet med deres egen stammegud: ''Jahve''. Han blev efterhånden assimileret med ''El'' og blev hebræernes nye stammegud. Edomitterne selv blev assimilerede i den hebræiske befolkning. De gav dem en ny styrke, og tilsammen kastede de sig ud i en ny erobring af lavlandet. Resten er velkendt. Hebræerne omfattede således mindst tre forskellige grupper, dels stedlige kana'anæere, dels indvandrere som Abraham fra Mittaniriget, dels edomitter fra Negev-ørkenen. I etnisk og social henseende var de et sammenrend af befolkningselementer, som var udstødt af de organiserede småriger. Og langt de fleste kana'anærere oplevede aldrig eksilet i Babylon. I henseende til selvforståelse afspejler gruppens sprængning i tre delgrupper efter Jesu død, at de aldrig følte sig som en national helhed. Vi ved ikke hvor stor en andel, som holdt fast ved den jødedom, som eliten havde forsøgt at prakke dem på, men det var tydeligvis et klart mindretal både i Kana'an og blandt de migranter, som havde slået sig ned andre steder i Romerriget. Jødedom som national identitet og skæbnefællesskab er en myte. Dernæst: jøderne var tydeligvis ''ikke'' det monoteistiske folkefærd, som de gerne vil give indtryk af, tværtimod. Så langt, at Gamle Testamentes fremstilling overhovedet afspejler en historisk virkelighed, dyrkede jøderne flere guder gennem flere hundrede år. Vi ser en udvikling i flere trin:</br> - første trin: to guder, ''Jahve'' og ''El'', forenes i en "supergud"</br> - andet trin: gudsdyrkelsen centraliseres og kontrolleres af kongen</br> - tredie trin: de lavere guder og gudinder forkastes, fordi at de ikke hjalp i en kritisk situation</br> - fjerde trin: præsteskabet udvikler et nyt narrativ til at forstærke dets magt og betydning som samlende kraft.</br> Det var en udvikling, hvor hvert trin var en logisk følge af det foregående, når behovet for en forandring i det herskende narrativ indtraf. Den nye ideologi var, som de fleste totalitære ideologier, et spørgsmål om at legitimere retten til magtudøvelse. Dette grundlag blev konstrueret ad hoc, det vil sige spontant efter behov. Dets grundlag var aldrig vel funderet, og vi kan nu afvise det fuldstændigt som fusk og forfalskning fra ende til anden. Samtidig var det en udvikling, hvor hvert trin bidrog med særlige træk til den nye ideologis udvikling: først blev stammeguden anvendt til at legitimere myten om "det udvalgte folk", herunder en racistisk ultrasemitisk afvisning af ægteskaber med repræsentanter fra andre folkeslag, og hvor regulært folkemord legitimeres som en følge af Jahves beslutning og påbud. Dernæst må den snart svækkede kongemagt i den nye nationale stat styrke sin stilling i befolkningen, hvilket sker ved centralisering af gudsdyrkelsen. Da så statsdannelsen alligevel bryder sammen, bliver det nødvendigt at udpege en skyldig årsag, og her må husguderne holde for. Endelig må det nye narrativ styrkes, hvilket blandt andet sker ved kampen for en ny egen stat. De mange profeter har først og fremmest til formål at legitimere den nye nationale ideologi som Jahves vilje. Endelig er det også fra Gamle Testamente, at mange jøder henter deres moralbegreber på godt og ondt. Det bør betones, at semitismen som ideologi er langt yngre end jøderne som befolkningsgruppe. Man skal helt frem til 2. århundrede f.Kr. før, at semitismen som ideologi udvikles. Det er en hadefuld, racistisk, imperialistisk, voldelig og menneskeforagtende hensynsløs ideologi, som med rimelighed kan anses for at være stamfaderen til alle senere lukkede samfunds ideologier.<ref>jævnfør: ''Det åbne samfund og dets fjender - opdateret''</ref> Det er næppe overraskende, at den blev udviklet af et præsteskab, som ønskede at hævde en ubegrænset kontrol over alle samfundsmedlemmers liv og tankegang. Det er indlysende, at hvis der kan rejses tvivl om troværdigheden af beretningerne i Gamle Testamente, så er det ikke blot et kildekritisk problem. Det er hele grundlaget for jødedommen, der vælter. Jødedommen er, som muhammedanismen, det, som i kommunistkina kaldes en ''tofu-dreg'' konstruktion: en bygning eller anden konstruktion opført af underlødige bestanddele som gør, at den før eller senere falder sammen af sig selv. Hidtil har Gamle Testamentes narrativer aldrig være underkastet en kildekritisk analyse, i modsætning til Nye Testamente, som allerede i 1800-tallet og begyndelsen af 1900-tallet blev underkastet en sådan analyse, som den bestod med udmærkelse. Det er først i de seneste år, at et sådant arbejde er igangsat og vel at bemærke er det til dels gjort af jødiske arkæologer og historikere. Det gør, at deres resultater ikke blot kan afvises med smædeudtryk som "anti-semitisme". Det er derfor, at det har været så vigtigt at gøre disse resultater bekendt for et dansk publikum. Og hvis denne bog kan bidrage til fortsatte og uddybende studier af denne problematik, så har den opfyldt sit formål. Det er for så vidt tilfældigt, at dette sker netop på en tid, hvor staten Israel og dens regering udsættes for en stigende international kritik for sin handlemåde, og så måske alligevel ikke. I alt for lang tid har kritik af jøder og Israel kunnet undertrykkes på grund af myterne om begivenheder under 2. verdenskrig. Men nu ligger disse begivenheder så langt tilbage, 2-4 slægtled, at de ikke længere kan beskytte imod kritik. Og samtidig har både rabiate jøder og den israelske regering i de seneste år udvist en optræden, som let lader sig kritisere. Det er ikke stedet her at uddybe dette emne, det kan fortjene en særskilt behandling og hører hjemme i politisk sammenhæng, ikke i forbindelse med jødedommen som religion og kultur, selv om der kan argumenteres for, at disse områder til dels overlapper hinanden. Vi har set hvilken afgørende inflydelse, den kildekritiske analyse af Gamle Testamente har på forståelsen af jødedommens historie, men hvorledes forholder det sig med kristendommen? Hvilken indflydelse har kildekritikken på kristendommen? Det enkleste svar er: ingen. Gamle Testamente spiller kun en rolle i kristendommen på to måder:</br> - dels at vise at Jesus som messias er forudset allerede af gammeltestamentelige profeter; det er i denne sammenhæng ikke vigtigt, om dette var faktisk var tilfældet, men derimod at jøderne i hans samtid mente, at det forholdt sig således</br> - dels at vise de religiøse dogmer, som Jesus gjorde op med. Det viser sig i hans gentagne: "I har hørt at ... men jeg siger jer at ...", jævnfør Matthæusevangeliet kapitel 5.<ref>Bibelen (1992), s. 1225-1227</ref> Jesu lære er i virkeligheden eet stort opgør med jødedommens tankegang og etniske snæversynethed, han var i denne sammenhæng helt på linje med den foreliggende kildekritiske analyse, selv om både hans metode og budskab var et andet. Især i sidst nævnte sammenhæng er det vigtigt at forstå, at der ''ikke'' eksisterer nogen "jødisk-kristne værdier". Dette moderne udtryk er intet andet end et jødisk forsøg på at tage kristne som gidsler for deres egne ideer. I virkeligheden er det kristendommen, der introducerer næstekærlighed og respekt for medmennesker uanset deres etniske tilhørsforhold, og i forlængelse heraf introducerer både menneskerettigheder og folkestyre. Intet af dette findes i jødedommen, her er det nationalt-etnisk snæversyn, som dominerer hele vejen. Jødedommen er og forbliver en anti-kristen ideologi, fordi den hviler på en selvforståelse baseret på manipulerede kilder i form af Gamle Testamentes skrifter. Og ved at påvise disse manipulationer, myter og omskrivninger, beviser moderne kildekritik, at kristendommen var og er et berettiget opgør med jødedommen. Endnu for en menneskealder kunne forskere i jødedommen leve i deres vildfarelse om, at selv om der måske var problemer med Gamle Testamente som kilde til jødedommens historie, så var den i sine hovedtræk alligevel korrekt. Således er det ikke længere. Det kan nu bevises, at der bag den mytiske fortælling gemmer sig en anden historie. Det er historien om et folk, som blev skabt af menneskelige spildrester, som levede en semi-kriminel tilværelse, og som over tid udviklede en ideologi og et tankesæt, der legitimerede denne virksomhed. Det var en udvikling, som var dømt til at skabe grundlag for vedvarende konflikter med omgivende samfund. Jødedommens nyere historie er faldet uden for denne undersøgelse, men det er vigtigt at forstå, at semitismen som ideologi har sine rødder i denne historie. Jeg er nået til den konklusion, at semitisme ikke er en teologi, men en ideologi baseret på følgende påstande:</br> - semitter er overlegne alle andre racer, som skal være eller blive slaver af semitterne (også kendt som racisme)</br> - de har "adopteret" og transformeret andre nationers historie til en national racistisk fortælling (f.eks. Noas syndflod)</br> - de har brugt denne fortælling til at gøre krav på et territorium, som de kun har kontrolleret i 2 gange 150 år (det gamle formodede kongerige under Saul, David og Salomon og det hasmoneiske kongerige) - de har brugt den samme fortælling om, hvordan de "erobrede" landet plus "løfter" fra deres guder, til at formulere et imperialistisk krav på landet mellem Nilen og Eufrat</br> - de har brugt den samme fortælling til at forbyde folk fra "nationen" at gifte sig med folk fra andre nationer/stammer, undtagen når det tjener deres politiske mål (også kendt som honningfælder)</br> - de har brugt den samme fortælling til at retfærdiggøre mord på folk fra de "mindre nationer"</br> - de har brugt penge som et redskab til at bestikke og afpresse folk ved magten, inklusive Det Hvide Hus, for at bøje sig for deres mål</br> - de har brugt underholdning til at få folk til at ignorere deres politiske mål eller som propaganda for disse mål</br> - de har brugt love til at forbyde al kritik af deres aktiviteter. Det følger logisk, at kristendommen er under angreb fra disse semitter af to grunde:</br> - det sociale budskab i kristendommen: "elsk din fjende som dig selv" er farligt på grund af semitismens manglende etik, og</br> - hvis man kender kristen historie, kan man gennemskue den semitiske propaganda. Da semitisme stadig i sin kerne er den gamle tilbedelse af guderne El, Baal og Jahve, inklusive ofring af børn af mindreværdige racer, er denne bevidsthed en trussel mod selve kernen i deres ideologiske "teologi". Det er min antagelse og påstand, at alle senere totalitære ideologier i sidste ende kan føres tilbage til semitismen. Det kunne være fristende at pege på den kendsgerning, at Karl Marx, Lenin, Trotski og andre tilhængere af totalitære samfund var jøder, men ingen må forledes til at tro, at den samme ideologi ikke også findes udbredt blandt folk fra andre nationer, blot er disse ikke bevidste om deres ideologiske ophav. Men følgerne af denne tankegang er nu tydelige for enhver. Lad så være, at begivenheder i de senere år i Gaza, på Vestbredden, i Libanon, i Egypten, over for Syrien, Iran og mange andre steder uden tvivl har bidraget til at fremme verdensopinionens bevidsthed om denne ideologi og dens indbyggede brydninger med omgivende samfund. Et træ kendes på dets frugter, og hele verden har nu set de frugter, som semitisk fundamentalisme bringer med sig. Myten om det forfulgte uskyldige folkefærd lader sig ikke længere opretholde. Og jo mere skingre, hysteriske og fanatiske jødedommens fundamentalister bliver i deres holdninger og opførsel, desto hurtigere vil de miste de sidste rester af en troværdighed, som de i virkeligheden aldrig har haft. === <big>Noter</big> === {{Reflist|3}} === <big>Litteratur</big> === * Yonatan Adler: ''The Origins of Judaism. An Archaeological-historical Reappraisal''; Yale University 2022; ISBN 978-0-300-25490-7 * Yonatan Adler: "Toward Identifying Proto-Judaic Cultural Features in Ancient Israel and Judea" (i: ''Journal of Ancient Judaism'' (2024), s. 1-28) * Yonatan Adler: ''Between Yahwism and Judaism. Judean Cult and Culture during the Early Hellenistic Period (332-175 BEC)''; Cambridge University Press 2025; ISBN 978-009-45961-7 * Gad Barnea: "P. Berlin 13464, Yahwism and Achaemenid Zoroastrianism at Elephantine" (2024) * Geoffrey Bibby: ''I Dilmun tier ravnen''; Wormanium 1971; ISBN 87-85-1600-40 * Geoffrey Bibby: ''Det forsvundne årtusinde''; Wormanium 1978; ISBN 87-8516-053-9 * Geoffrey Bibby: ''Spadens vidnesbyrd''; Wormanium 1980; ISBN 87-8516-071-7 * ''Bibelen''; Det Danske Bibelselskab 1992; 1. udgave 1. oplag; ISBN 87-7325-276-6 * Svend Bjerg: "Den kristne grundfortælling. Studier over fortælling og teologi" (''Teologiske Studier'', bind 8; 2. oplag 1984; Aarhus 1984; ISBN 87-7003-409-5) * Patricia Crone og Michael Cook: ''Hagarism. The Making of The Islamic World''; Cambridge 1977; ISBN 0-521-21133-6 * Stephan Peter Dinkgreve: ''In Search of the Sublime: A world history of humanity's relentless pursuit of scientific truth, moral excellence, and enlightenment''; 2021 * Robert Gnuse: "Spilt Water: Tales of David (II Sam 23:13-17) and Alexander the Great (Arrian, Anabasis of Alexander 6.26.1-3)." (i: ''Scandinavian Journal of the Old Testament''; 1998, bind 12, s. 233-248) * Robert Gnuse: "Abducted Wives: A Hellenistic Narrative in the Book of Judges?" (i: ''Scandinavian Journal of the Old Testament''; 2007; bind 22, s. 272-285) * Robert Gnuse: "From Prison to Prestige: The Hero who helps a King in Jewish and Greek Literature." (i: ''Catholic Biblical Quarterly''; 2010 bind 72, s. 31-45) * Robert Gnuse: "Divine Messengers in Genesis 18-19 and Ovid." (i: ''Scandinavian Journal of the Old Testament''; 2017; bind 31, s. 66-79) * Robert Gnuse: "Greek Connections: Genesis 1-11 and the Poetry of Hesiod" (i: ''Biblical Theology Bulletin''; 2017 nr. 47, s. 131-143 * Robert Gnuse: "Heed Your Steeds: Achilles’ Horses and Balaam’s Donkey." (i: ''International Journal of Research in Humanities and Social Sciences''; 2017; række 4 hæfte 6; s. 1-5) * Robert Gnuse: "Samson and Heracles Revisited." (i: ''Scandinavian Journal of the Old Testament''; 2018, bind 32, s. 1-19) * Robert Gnuse: "Greek Historians and the Primeval History." (i: ''International Journal of Research in Humanities and Social Sciences''; 2019; række 6 hæfte 1, s. 20-25) * Robert Gnuse: "Jephthah’s Daughter and Iphigenia in the Plays of Euripides" (i: ''International Journal of the Arts and Humanities''; 2019; række 5 hæfte 1, s. 16-23) * Robert Gnuse: "Hellenism and the Primary History: The Imprint of Greek Sources in Genesis-2 Kings" ''Copenhagen International Seminar''; Routledge, London 2020 * Philippe Guillaume: "Hesiod’s heroic age and the biblical period of the Judges." (i: Thomas Thompson and Philippe Wajdenbaum (red.): ''The Bible and Hellenism: Greek Influence on Jewish and Early Christian Literature. Copenhagen International Seminar''; Routledge, New York 2014; s. 146-164) * Daniel Hawk: "Violent Grace: Tragedy and Transformation in the Orestia and the Deuteronomistic History." (i: ''Scandinavian Journal of the Old Testament''; 2003, bind 18, s. 73-88) * Anne Katrine de Hemmer Gudme: "Blev templet på Garizim bygget med templet i Jerusalem som forbillede?" (i: ''Dansk Teologisk Tidsskrift'' 78. årgang, 2015; s. 261-281) * Racheli Shalomi Hen: "Signs of YHWH, God of the Hebrews, in New Kingdom Egypt?" (i: ''Entangled Religions'' 12.2; 2021) * ''Herodots Historie'', oversat af Thure Hastrup og Leo Hjortsø; Bind 1: Bog I-IV, Bind 2: Bog V-IX; København 1979; ISBN 87-01-72851-2 * Ingrid Hjelm: "The Pentateuch that the Samaritans Chose" (i: ''Dansk Teologisk Tidsskrift'' 78. årgang; 2015; s. 225-242) * Joanna G. Kline: "Narrative Analogy in the David Story: Parallels between Genesis 25-50 and 1 Samuel 16-1 Kings 2" (''Forschungen zum Alten Testament'' 2 række, 154; 2024; ISBN 978-3-16-158252-3) * Gerhard Larsson: "Possible Hellenistic Influence in the Historical Parts of the Old Testament." i: ''Scandinavian Journal of the Old Testament''; 2004; bind 18, s. 296-311) * Niels Peter Lemche: "Det Bibelske Hjemland - Det Gamle Testamente og jødernes historiske ret til Palæstina" (i: ''Religionsvidenskabeligt Tidsskrift'', 3; 1983; s. 5-21) * Niels Peter Lemche: "The Old Testament-A Hellenistic Book" (: ''Scandinavian Journal of the Old Testament''; 1993 bind 7, s. 163-193) * Niels Peter Lemche: "Is It Still Possible to Write a History of Ancient Israel?" (i: ''Scandinavian Journal of the Old Testament''; 1994, bind 8, s. 163-188) * Niels Peter Lemche: "Justice in Western Asia in Antiquity, or: why no Laws were needed" (i: ''Chicago-Kent Law Review'', volume 70; 1995; p. 1695-1716) * Niels Peter Lemche: "Good and Bad in History: The Greek Connection." (i: Steven McKenzie and Thomas Römer (red.): "Rethinking the Foundations: Historiography in the Ancient World and in the Bible. Essays in Honour of John Van Seters"; ''Beihefte zur Zeitschrift für die altestamentliche Wissenschaft'' nr. 294; Walter de Gruyter, Berlin 2000; s. 127-140) * Niels Peter Lemche: "How Does One Date an Expression of Mental History?" (i: Lester Grabbe (red.): "Did Moses Speak Attic? Jewish Historiography and Scripture in the Hellenistic Period" (i: ''Journal for the Study of the Old Testament Supplement Series'' 317/European Seminar on Historical Methodology 3; Sheffield Academic Press, Sheffield 2001; s. 200-224) * Niels Peter Lemche: "On the Problems of Reconstructing Pre-Hellenistic Israelite (Palestinian) History" (i: ''The Journal of Hebrew Scriptures'', vol. 3; 2001) * Niels Peter Lemche: "Introduction. The Samaritans in History and Tradition" (i: Ingrid Hjelm (red.): ''Changing Perspectives 10'': "Samaritans and Jews in History"; New York 2024; ISBN 978-1-032-70289-6; s. 1-8) * Niels Peter Lemche: "Does the Idea of the Old Testament as a Hellenistic Book Prevent Source Criticism of the Pentateuch?" (i: ''Scandinavian Journal of the Old Testament''; 2011, bind 25, s. 75-92) * Niels Peter Lemche. "Historie og kulturel erindring i Det Gamle Testamente" (i: ''Dansk Teologisk Tidsskrift'', 76. årgang; 2013; s. 18-31) * Niels Peter Lemche: "Après le déluge: Københavnerskolen eller kaos?" (i: ''Dansk Teologisk Tidsskrift'', 77. årgang; 2014; s. 98-120) * Niels Peter Lemche: "When the End is the Beginning: Creating a National History?" (i: ''Scandinavian Journal of the Old Testament''; 2015, bind 29, s. 22-32) * Niels Peter Lemche: ''Ancient Israel. A New History of Israel'', Second Edition; London 2015; ISBN 978-0-56766-278-1 * Niels Peter Lemche: If I Forget You, Jerusalem! Studies on the Old Testament (''Discourses in Ancient Near Eastern and Biblical Studies''); 2024; ISBN 978-1800504-36-3 * Jüri Lina: ''Skorpioni märgi all. Nõukogude võimu tõus ja langus''; Stockholm 2003; ISBN 91-972897-9-5 * Allan A. Lund: ''De etnografiske kilder til Nordens tidlige historie''; Wormanium 1993; ISBN 87-89531-08-6 * Etienee Nodet: "Editing the Bible: Alexandria or Babylon?" (i: Thomas Thompson and Philippe Wajdenbaum (red.): ''The Bible and Hellenism: Greek Influence on Jewish and Early Christian Literature. Copenhagen International Seminar''; Routledge, New York 2014; s. 36-55) * Gabrielle Vera Novacek: ''Ancient Israel. Highlights from the Collections of The Oriental Institute University of Chicago''; University of Chicago 2011; ISBN 978-1-88923-65-3 * Johannes Pedersen: "Hasmonæer" (i: ''Salmonsens Konversationsleksikon'', 2. udgave, bind X; 1919; s. 943-944) * Emanuel Pfoh: "Ancient historiography, biblical stories and Hellenism" (i: Thomas Thompson and Philippe Wajdenbaum (red.): ''The Bible and Hellenism: Greek Influence on Jewish and Early Christian Literature. Copenhagen International Seminar''; Routledge, New York 2014; s. 19-35) * Benjamin W. Porter: "Assembling the Iron Age Levant: The Archaeology of Communities, Polities and Imperial Peripheries" (i: ''Journal of Archaeological Research'' vol. 24; 2016; s. 373-420) * Irina Russell: ''The Settlers In The Central Hill Country Of Palestine During Iron Age I (ca 1200-1000 BCE): Where Did They Come From And Why Did They Move?''; University of South Africa 2009 * Katherine Stott: "Herodotus and the Old Testament: A Comparative Reading of the Ascendancy Stories of King Cyrus and David." (i: ''Scandinavian Journal for the Study of the Old Testament''; 2002; bind 16 s. 52-78) * Thomas L. Thompson: "The Joseph and Moses narratives 4: narratives about the origin of Israel" (i: ''Biblical Narrative and Palestine History. Changing Perspectives 2''; Equinox 2013; ISBN 978-1-908049-95-7; s. 9-11) * Thomas L. Thompson: "Biblical Archaeology: The Hydra of Palestine's History" (i: ''Dansk Teologisk Tidsskrift'', 78. årgang; 2015; s. 243-260) * S. Douglas Waterhouse: "Who are the Habiru of the Amarna Letters?" (i: ''Journal of the Adventist Theological Society'' 12/1; 2001; s. 31-42) * Jan-Wim Wesselius: "Discontinuity, Congruence and the Making of the Hebrew Bible." (i: ''Scandinavian Journal for the Study of the Old Testament''; 1999 bind 13 s. 24-77) * Jan-Wim Wesselius: "The Origin of the History of Israel: Herodotus’ Histories as Blueprint for the First Books of the Bible" (i: ''Journal for the Study of the Old Testament Supplement Series''; Sheffield Academic Press, Sheffield 2002) * Jacob L. Wright: "David, king of Judah (Not Israel)"; dateret Juli 2014, hentet fra hjemmesiden ''The Bible and Interpretation'' * Hans Christian Ørsted: "Overtro og Vantro i deres Forhold til Naturvidenskaben" (''Aanden i Naturen''; 4. udgave; København 1978; ISBN 87-414-8972-1; s. 76-106) === <big>Film</big> === * Simca Jacobovici: ''The Exodus Decoded'' cxr1s5q1kpi96i0a4muqs06to3p4iek 42628 42627 2026-09-10T05:01:01Z Sven Halfdan Nielsen 3898 sprogret 42628 wikitext text/x-wiki [[Fil:Philippe de Champaigne - Moses with the Ten Commandments - WGA04717.jpg|thumb|400px|Ifølge nye videnskabelige kildekritiske teorier er det ikke Moses, som har skrevet Mosebøgerne. Maleri af Philippe de Champaigne.]] === <big>Fortale</big> === Jødedommens ældste historie har hidtil været indhyllet i mørke. Traditionen hviler på ''Tanakh'' eller Gamle Testamente, men dette synes først at have fundet sin endelige form i det 2. århundrede f.Kr. i det hasmonæiske kongerige. Hvor meget, traditionerne har ændret sig før denne tid, er et åbent spørgsmål. Foruden Gamle Testamente er de vigtigste kilder til belysning af spørgsmålet især arkæologiske fund, men også her er der store problemer med troværdigheden. Flere kilders oprindelse er omstridte og dermed bliver deres udsagnsværdi også tvivlsom. Det er først i løbet af den seneste menneskealder, at der tegner sig et mere klart billede af den omskiftelige historie, men hidtil har mig bekendt ingen forsøgt at gøre denne viden tilgængelig på dansk. Jeg har derfor efter fattig evne forsøgt at skildre denne på grundlag af tilgængeligt materiale. Jeg har desuden tilføjet notehenvisninger til de skriftlige kilder, som jeg anvendt. Når man forsøger at skildre kendt historie således som tilfældet er med Gamle Testamente, stilles man over for to problemer: dels må man forsøge at sætte denne fremstilling i forhold til det billede, som andre kilder tegner, dels må man forsøge at forstå den forvandling og forvanskning af oprindelige kilder, som fremstillingen i Gamle Testamente nu afspejler. Den foreliggende undersøgelse falder i to hoveddele, dels en undersøgelse af jødernes faktiske historie således som den lader sig fastslå baseret på grundlag af arkæologiske og historiske kilder, herunder spørgsmålet om jødernes religion, dels en kildekritisk analyse af ''Tanakh'' eller Gamle Testamente. Afslutningsvis vil der blive foretaget en vurdering af hvilken indflydelse, ''Tanakh'' har haft på jødernes selvforståelse og Gamle Testamente har på kristen selvforståelse. Der kan være grund til at understrege, at stort set alt i denne undersøgelse alene skyldes yderst kompetente forskeres virke, og jeg har efter evne forsøgt at henvise til denne forskning. Litteraturen herom findes i den afsluttende litteraturliste. Desuden har jeg inddraget andre inspirationskilder, hvor jeg finder dem relevante og troværdige. Derimod er fortolkningen af disse ulige arbejder min egen, og de oprindelige forskere kan og bør derfor ikke drages til ansvar for denne fortolkning. Mange kunne have skrevet denne bog bedre end jeg, alle kunne have skrevet den anderledes, men hvis ikke at jeg havde skrevet den, var den måske aldrig blevet skrevet. Utallige er de, der ønsker sig, at denne bog aldrig havde set dagens lys. Men almindelig og videnskabelig redelighed forlanger, at sandheden bliver kendt. Om bogens titel skal jeg blot bemærke, at jeg har valgt ordet "jødedom", fordi det betegner jødisk religion og kultur på samme tid. Dette modsat andre ord, som både betegner folk og ideologi på samme tid, hvilket er både uheldigt og uønsket for den, der ønsker en præciseret sprogbrug. Sven Halfdan Nielsen</br> Pärnu, den 5. maj 2026 === <big>Indledning</big> === Al historisk og litterær forskning må hvile på kildekritiske undersøgelser. Dette betyder, at arkæologiske og sproglige kilder kritisk må vurderes med henblik på deres oprindelsessituation, eventuelle tendens, forholden sig til de omtalte begivenheder og for sproglige kilder tillige deres formål (som udmærket kan være mangesidigt). Kilderne må stilles i forhold til, hvad der ellers vides om tiden, og de må forsøges tolket således, at de er bedst i overensstemmelse med denne viden, og at de ikke modsiger denne viden. Hvis det sidste er tilfældet, må man spørge, om fortolkningen er rigtig, eller om den hidtidige "viden" må revideres. I 1636 forsøgte den irske ærkebiskop Ussher at bestemme verdens urhistorie. Det skete med udgangspunkt i Gamle Testamente, som han antog var en troværdig kilde til denne tid. På grundlag af de oplysninger, som fandtes heri, beregnede han, at verden var blevet skabt år 4004 f.Kr., og at Syndfloden var fundet sted år 2501 f.Kr. Fra da af havde menneskeheden foretaget sin spredning ud over jorden.<ref>Bibby (1980), s. 12</ref> I de næste omkring 200 år var dette udgangspunktet, når oldforskere forsøgte at skildre deres egne landes ældste historie, indtil omkring midten af 1800-tallet, da arkæologien først som amatørvidenskab og senere som faglig disciplin pillede Usshers forestillinger fra hinanden og påviste, at jordens og menneskehedens historie var betydeligt ældre.<ref>Bibby (1980), s. 13-36</ref> Dette førte til et paradigmeskift i fortolkningen af Gamle Testamente, som ikke længere blev anset som korrekt skildring af hele menneskehedens historie men alene af jødernes historie. Men i denne egenskab blev den fortsat anset som troværdig historisk kilde. Endnu i 1978, da Geoffrey Bibby udgav sin klassiske bog "''Det forsvundne årtusinde''", spillede beretningerne om Abraham, jøderne i Egypten og deres udvandring herfra en egen rolle i skildringen af dette tidsrum.<ref>Bibby (1978), s. 63ff</ref> Men blot få år senere, i 1988, fremkom den første moderne kildekritiske analyse, som fuldstændigt pillede Bibbys antagelse fra hinanden. Det skulle blive starten på et nyt paradigmeskift i forståelsen af Gamle Testamente. Denne analyse blev i 2015 opdateret på engelsk, og det er denne version, som er anvendt i det følgende. Men bogen førte også til beskyldninger om jødefjendtlighed imod forfatteren, Niels Peter Lemche, fordi den pillede jødernes egen hidtidige selvforståelse fra hinanden. Lige siden afslutningen af 2. verdenskrig og især i det 21. århundrede har beskyldninger om "anti-semitisme" fået et kraftigt opsving. Der kan derfor være grund til at gøre nogle bemærkninger om min opfattelse af dette begreb og dets anvendelse. For mig består udtrykket "anti-semitisme" af to dele: "anti" betyder imod, og "semitisme" betegner en politisk, nationalistisk ideologi. Dette indebærer, at jeg skelner mellem jøder som kulturel folkegruppe på den ene side og en semitisk ideologi på den anden. Jeg har intet imod folk, som identificerer sig selv som jøder i religiøs og kulturel henseende så længe, at dette ikke berører deres forhold til andre folkegrupper. For mig er "jøde" altså en betegnelse, der i princippet ikke adskiller sig fra dansker, tysker, armener, kurder, japaner eller en hvilken som helst anden national folkegruppe. Anderledes forholder det sig med begrebet "semitisme". Her er der i mine øjne tale om en totalitær og intolerant national ideologi, som tåler sammenligning med fx. fascismen i Italien og nazismen i Tyskland. Der er med andre ord tale om en ekskluderende ideologi, som på samme tid legitimerer en bestemt handlemåde over for andre befolkningsgrupper. Dette kan der senere være grund til at vende tilbage til, når vi har gjort os selve grundlaget for denne tankegang klart. Lad mig sige det straks: det er ikke "anti-semitisk" at anlægge en anden betragtningsmåde en den, som såkaldte "semitter" selv anlægger - med mindre at man tilføjer, at sådanne semitter har et snævert syn og en snæver fortolkningsramme båret af egne fordomme. I denne henseende minder semitter og muhammedanere om hinanden. Begge promoverer en bestemt fortolkning, og begge benægter retten til at inddrage andre kilder eller til at anlægge en anden og bedre forståelse. For mig skræmmer udsigten til at blive tillagt smædeord mig ikke. Afgørende for mig er objektivt at se på alle fastslåede kendsgerninger og så nå frem til den forståelse, som er mest og bedst i overensstemmelse hermed. Hvis andre har problemer hermed, er det deres problem, ikke mit. De ønsker at forsvare en myte, men for mig er det de historiske kendsgerninger bag myten, som er det vigtigste. Myter er overtro og vantro. Men som Hans Christian Ørsted har sagt det, vil videnskaben overvinde overtroen og vantroen<ref>Ørsted (1978), s. 106</ref>, og således må det være. Det gælder her som i tilfældet med muhammedanismen<ref>se ''Muhammedanismen i kildekritisk belysning''</ref>, at modstanden og modviljen imod at blive konfronteret med nye kendsgerninger dybest set blot viser hvor usikre, forsvarere af den herskende ideologi i virkeligheden er. Hvis de var sikre i deres overbevisning, ville de velkomme enhver udfordring, idet de vil kunne tage den op og sagligt imødegå den og dermed forstærke deres position, men således forholder det sig ikke, tværtimod. Bogen afspejler forskningens nuværende stade, den er en skildring af kendsgerningerne således, som disse tegner sig i det Herrens år 2026. Det er muligt, at fremtiden vil ændre dette billede, og således må det være. Det bør tilføjes, at forskningsfeltet er inde i en rivende udvikling i disse år. Det kan derfor ikke udelukkes, at forskningen om føje år vil give et andet, mere omfattende men måske også revideret billede i forhold til nu, og således må det være. Det er den eneste måde, at vor viden kan forøges og forbedres på. Og skulle denne bog medvirke til at fremme en sådan forskning, har den opfyldt sit formål. === <big>Jødedommens oprindelse og tidlige udvikling</big> === Formålet med det følgende er at skildre jødedommens ældste historie. Hovedvægten vil blive lagt på de arkæologiske vidnesbyrd. Bibelen vil imidlertid blive inddraget, hvis og når den kan belyse historiske kendsgerninger. En række emner vil blive underkastet en særskilt behandling. Jeg har valgt at følge den traditionelle tidsinddeling med hensyn til jødisk historie men at holde den religiøse og den verdslige side af denne historie adskilte, da det giver en bedre forståelse. ==== Den kana'næiske forbindelse ==== For at forstå Kana'ans ældste historie kan det være hensigtsmæssigt at starte i Egypten. Her var omkring 3000 f.Kr. opstået to kongeriger kaldet Øvre og Nedre Egypten. Omkring 2850 f.Kr. blev disse forenede i det Gamle Rige.<ref>Bibby (1978), s. 14</ref> Tidligt tog dette også magten over Sinai-ørkenen, hvorved det fik kontrollen over udvindingen af kobber (som var råstof til fremstilling af bronze), tyrkis- og granat-sten. Gamle Rige etablerede handelsforbindelser fra Syrien mod nordøst til Punt (antagelig på Afrikas Horn) i syd. Fra tid til anden foretog det militære kampagner både til Libyen og Kana'an, det vil sige Palæstina. Gamle Rige blev i 2052 f.Kr afløst af Mellemste Rige. Dette videreudviklede handelsforbindelserne til blandt andre Kreta og Babylon. Den vigtigste begivenhed i dettes eksistens var dog, at der indvandrede et folk kaldet ''hyksos'' fra nordøst, som etablerede sig med en egen hovedstad i Avaris i Nilens delta.<ref>Bibby (1978), s. 98</ref> Senere tog disse indvandrere magten i Egypten.<ref>Bibby (1978), s. 124ff</ref> Efter omtrent to hundrede år blev disse indvandrere angiveligt fordrevne lige til Palæstinas grænse<ref>Bibby (1978), s. 128</ref>, og i forlængelse heraf benyttede Egypten øjensynligt lejligheden til vedvarende at tage magten over Kana'ans mange småriger.<ref>Bibby (1978), s. 134</ref> Vigtigst i denne sammenhæng er det dog, at vi fra denne tid har en række officielle skrivelser, de så kaldte Amarna breve, som belyser forholdet mellem den egyptiske farao og Kana'ans stedlige fyrster.<ref>Lemche (2015), s. 83</ref> Disse breve giver tillige det første kildebelagte indblik i de daværende sociale forhold i Kana'an samt i tidens politiske og økonomiske begivenheder. Disse breve viser et land præget af stammebaserede bystater, der hver kontrollerede de omgivende landbrugsområder i lavlandet, mens bjerglandet, som strakte sig i nord-sydgående retning lige vest for Det døde Hav og Jordan-floden, længe var nærmest ubeboet. Der synes på daværende tidspunkt ikke at have været nogen vedvarende etniske, kulturelle eller sproglige forskelle på de enkelte bystaters folk<ref>Lemche (2015), s. 837</ref>, og de synes alle at have haft den samme religiøse tro. I det 2. århundrede f.Kr. var Kana'an beboet af stammer med hver deres skytsguddom. Disse guddomme hørte til den kana'anæiske gudeverden og omfattede blandt andre ''El'', ''Ba'al'' og ''Jahve''. Over tid begyndte bjergbønderne imidlertid at skille sig ud og hævde, at de ikke stammede fra kana'anæerne i lavlandet, skønt både sproglige og religiøse træk fra tiden 1200-1000 f.Kr. tyder på, at de udviklede sig fra en kana'anæisk fælles kultur i den grad, at det ofte er svært at skelne imellem dem.<ref>Dinkgreve (2021), kap. 8</ref> Hvornår, denne udskillelsesproces er fundet sted, vides ikke, men den må være påbegyndt inden 1207 f.Kr., idet kana'anæerne og israelitterne på en stele rejst af farao Merneptah dateret til dette tidspunkt udtrykkeligt er nævnt som to uens folkegrupper:</br> - "Kana'en er udplyndret,</br> - Israel er lagt øde."</br> Det er værd at bemærke, at de hieroglyffer, som angiver navnet Kana'an, viser, at der er tale om et land, mens de, som angiver Israel, viser, at der er tale om et folkegruppe.<ref>Dinkgreve (2021), kap. 8</ref> Det er også den eneste kilde fraset Gamle Testamente som nævner et folk kaldet "Israel" på denne tid.<ref>Novacek (2011), s. 66</ref> Hvad tør vi udlede af dette? Først og fremmest, at der i datiden fandtes to befolkningsgrupper eller nationer, dels kana'anæerne dels en gruppe kendetegnet ved at dyrke guden ''El''. Man skal dog næppe lægge for meget i denne deling. Den afspejler snarest en deling mellem folkeslag, der levede i lavlandet, og andre folk, der var begyndt at etablere sig og leve i bjergene. Hverken kulturelt eller religiøst synes der dog endnu på denne tid at have været den store forskel imellem dem. Det menes, at den oprindelige gud for disse nye bjergbønder synes at have været ''El'', idet navnet "Isra-el" betyder "El's styre".<ref>Dinkgreve (2021), kap. 8</ref> Vi har imidlertid grund til at formode, at hebræerne på denne tid endnu ikke betegnede sig ved dette navn. Kildekritiske undersøgelser af Mosebøgerne har vist, at disse er skrevet af flere forskellige forfattere, hvoraf to af forskerne kaldes P og E. Begge disse forfattere kalder Gud for ''El'' indtil, at Gud angiveligt selv kalder sig ''Jahve'' over for Moses: "Jeg er Jahve. Jeg viste mig for Abraham og Isak og Jakob som ''El-Shaddai'', men mit navn er ''Jahve''. Jeg gjorde ikke det bekendt for dem".<ref>Bibelen (1992), s. 72</ref> Det bør tilføjes, at i Første Mosebog forekommer 17 tilfælde af associationer med ''El'' (fx. Bethel) men ikke een eneste med ''Jahve''. Der er desuden eet tilfælde med henvisning til ''Ba'al'', nemlig Ashbel, Benjamins søn. Dette taler for, at jøderne på tidspunktet for Mosebøgernes nedskrivning mente, at de oprindeligt havde dyrket ''El'', men at de nu gik over til at bruge benævnelsen ''Jahve'' i stedet. Dette er tvivlsomt. Som vi skal se neden for, er der tale om en kunstigt skabt men forkert selvforståelse. Men hvad gemmer der sig egentlig bag dette navneskifte? Lad os se lidt nærmere på kilderne. ==== Gudeforsamlingen ==== På en to tusinde år gammel læderklud fundet i en hule findes en tekst med følgende indhold: da den højeste gud gav nationerne deres arv, da han delte menneskeheden, fastlagde han deres indbyrdes grænser i henhold til antallet af gudesønner. Denne tekst kendes ligeledes fra Femte Mosebog 32:8-9, hvor den indgår i "Moses sang" og lyder således:</br> "Da den Højeste fordelte folkene,</br> da han skilte menneskene fra hinanden,</br> fastsatte han folkenes områder</br> efter tallet på gudssønnerne.</br> Herrens del blev hans folk,</br> Jakob blev hans arvelod."<ref>Bibelen (1992), s. 237</ref></br> Teksten var identisk med den tekst, som jøderne kopierede i århundrede før Kristi fødsel. Den findes i den græske version af Gamle Testamente fra 3. og 2. århundrede f.Kr. Jøderne ændrede siden teksten fra "gudssønner" til "Israels sønner". Tages teksten for pålydende, har den højeste gud inddelt menneskene i nationer og givet hver nation en søn som guddommelig leder. I det følgende vers fortælles hvilken søn, der blev tildelt hvilken nation, og det oplyses, at Jahve fik tildelt Jacobs stamme eller Israel. Det må her bemærkes, at Jahve her tydeligt er en mindre, en underordnet gud i forhold til den højeste gud. Bibelforskere som Mark Smith og Frank Moore Cross fra Harvard mener, at det er her, at Jahve gøres til guddom for Jacobs stamme. Teksten i Kumran (bedre kendt som Dødehavsrullerne) bevarede den oprindelige tekst, men den blev i middelalderen tilsyneladende tilpasset. I ''Salmernes Bog'' salme 82 findes følgende:</br> "Gud træder frem i gudeforsamlingen,</br> blandt guderne holder han dom:</br> Hvor længe vil I dømme uretfærdigt</br> og tage parti for de ugudelige? Sela</br> Skaf de svage og faderløse deres ret,</br> frikend de hjælpeløse og arme,</br> udfri de svage og fattige,</br> red dem fra de ugudeliges magt! De forstår og fatter intet,</br> de vandrer i mørke,</br> jordens grundvolde rokkes.</br> Jeg har sagt: I er guder,</br> I er alle sønner af den Højeste.</br> Dog skal I dø som mennesker,</br> og I skal falde som en af stormændene. Rejs dig, Gud, hold dom over jorden,</br> for du har alle folkene som ejendom."<ref>Bibelen (1992), s. 693</ref> Denne salme indeholder altså mindet om en gudeforsamling, som også afspejles i den langt ældre tekst. Ordet "guderne" i den originale tekst er ''Elohim'', i flertal. Det viser, at der var en tid i jødernes historie, hvor flerguderi øjensynligt var en almen forståelse. Og en af disse gudesønner var åbenbart Jahve. Et lignende minde findes i Første Mosebog kapitel 6, der begynder således: "Da menneskene begyndte at blive talrige på jorden og fik døtre, så gudesønnerne, at menneskedøtrene var smukke. Blandt dem tog de sig alle de koner, de havde lyst til. Da sagde Herren: "Min livsånde skal ikke forblive i mennesket for evigt. De er dødelige, deres levetid skal være 120 år".</br> Dengang gudesønnerne gik ind til menneskedøtrene og fik børn med dem - men også siden hen - var der faldne på jorden. Det er heltene, navnkundige mænd fra ældgamle dage."<ref>Bibelen (1992), s. 12. Den danske oversættelse har "kæmper" i stedet for "faldne" men det originale ord er ''nefilim'' med netop denne betydning</ref> Disse spredte kildetekster i Gamle Testamente viser, at polyteisme eller dyrkelse af flere guder på daværende tidspunkt var normen i Kana'an. Der kunne siges meget om disse guder, men her vil vi samle os om de vigtigste i den foreliggende sammenhæng. ==== El ==== I 1928 fandt en bonde i Ras Shamra ved Middelhavskysten (nu i Syrien) et omkring 3.000 år gammelt gravkammer. En udgravning det følgende år viste, at det dækkede over dels en større gravplads, dels en forhistorisk by: Ugarit, en vigtig handelsby fra omkring 1450 f.Kr. til 1192 f.Kr., idet byen blev brændt af og blev opgivet antagelig mellem 1190 f.Kr. og 1185 f.Kr. Blandt de mange fund var et stort antal lertavler og mange af dem med religiøse tekster: mytologiske vers, hymner til guder, lister over præsternes ofringer. Den ledende guddom i Ugarit hed ''El''. ''El'' var gudernes fader, skaber af alle levende væsener, den evige konge. Han blev beskrevet som en ældre skægget mand, som sad på en trone med en krone med tyrehorn. Hans hustru hed ''Ashera''<ref>Dinkgreve (2021), kap. 8</ref>, hun var moder til 70 guder ifølge teksterne. Blandt sønnerne var stormguden ''Baal'', havguden ''Jam'', dødsguden ''Mott'' og krigergudinden ''Anat''. Tilsammen blev de kaldt ''Ilham'', det vil sige børn af ''El''. I Bibelens skildring af skabelsen optræder ordet ''Elohim'', på hæbraisk et ord for guddom, hvilket er umiddelbart sammenligneligt med ordet i Ugarit, men ordet er flertal, ikke ental. Og flere af beretningerne i Gamle Testamente bruger netop (men ikke alene) dette ord om Gud: ''El Shaddai'' (Gud den Almægtige), ''El Elyon'' (Gud den Højeste)<ref>Novacek (2011), s. 41</ref>, ''El Olam'' (den evige Gud), ''El Bethel'' (Bethels Gud). Det er det samme navn som den øverste gud i kana'anæernes gudeverden. Af disse kendsgerninger tør drages to slutninger. Den ene er, at Gud i den hebraiske forståelse ikke i starten var fuldstændig og enerådende men i stedet udviklede sig over tid, langsomt ved en proces, der bedst kan beskrives som konvergens: flere guder smeltede sammen i een guddom. Den anden slutning, man tør drage, er den, at israelitterne udviklede sig som folk fra kana'anæerne. Deres første gud var kana'anæernes gud ''El''. For de folk, som levede i bjergene i Kana'an omkring 1100 f.Kr. var der ikke nogen markant forskel imellem deres egen religion og de omgivende folkeslags religion: de dyrkede den samme fadergud og modergudinde. Dette har været anerkendt af arkæologer siden omkring 1970 baseret på fundne lertavler, indskrevne navne på lerkar, fund af husguder og af husaltre. Der kan være grund til at fremhæve, at ''El'' havde en udpræget nordlig udbredelse, i Hittitternes rige og i Kana'an men øjensynligt ikke syd herfor. Her finder vi til gengæld en anden guddom: ''Jahve''. ==== Jahve ==== Som allerede omtalt havde jøderne et andet navn på deres gud: ''Jahve''. Hvor stammer dette navn fra? Hvor og hvornår overtog han de egenskaber, som tidligere blev tillagt ''El''? For at svare på disse spørgsmål, må vi inddrage nye kilder. En kildegruppe, som bør nævnes, er tempelindskrifter fra Egypten, især Nubien. Som eksempel kan nævnes et tempel nu beliggende i Sudan på Nilens vestre bred. Det blev opført af farao Aman Hototeep III (bedstefader til Tutankhamon), som regerede Egypten fra ca. 1390 f.Kr. til 1352 f.Kr., og var tilegnet guden Amon Ra. På en af søjlerne i dette tempel, der omtaler underkuede folkeslag, optræder "Tashasu YHWH". Nationen ''Shassu'' var et semitisk folkeslag, nomader, kvæghyrder, der strejfede om i ørkenen ved den sydlige grænse for Kana'an. Betegnende nok identificeres de ikke ved deres landområde men derimod ved deres guddom, ''Jahve'', omtrent 200 år før at israelitterne ellers optræder i historiske tekster ifølge gængs fortolkning. Denne og andre indskrifter dateres til Egyptens nye kongerige, det vil sige tiden mellem 1550 f.Kr. og 1069 f.Kr. På grundlag af disse indskrifter menes Shassu-folkets område at være afgrænset fra det sydlige Jordan i øst gennem Negev-ørkenen til ind i Sinai mod vest. Det menes, at bjerget Seir har ligget omtrent midt i dette område, ved Amara.<ref>Hen (2021)</ref> Dermed kan vi fastslå Jahves omtrentlige oprindelsestid og tidlige udbredelsesområde. Det bør tilføjes, at ''Jahve'' i indskrifterne aldrig optræder som guddom for egypterne. Egyptologen Donald Redford slutter heraf, at ''Jahve'' oprindeligt var en edomitisk eller midianistisk gud i de sydlige ørkenområder, som blev dyrket i områder, som den hebraiske bibel selv udpeger som stedet for jødernes oprindelse, som stedet hvor Moses hørte Gud tale fra en brændende busk, og i ''Dommerbogen'' findes blandt andet "Deboras sejrssang", som dateres til 12. århundrede f.Kr.<ref>Dinkgreve (2021), kap. 8</ref>, med følgende linjer: Herre, da du drog ud fra Se'ir,</br> da du skred frem fra Edoms land,</br> skælvede jorden, himlen dryppede af regn,</br> ja, skyerne dryppede af vand.</br> Bjergene rystede foran Herren,</br> Sinajs Herre,</br> foran Herren, Israels Gud.<ref>Bibelen (1992), s. 276</ref></br> Taget bogstaveligt siges det, at guddommen bredte sig fra syd, fra Edom, nordpå, det vil sige ind i Kana'an. Edom lå i den nordøstlige del af Sinaj-ørknen, sydøst for Det Døde Hav. Men der er mere, som kan understøtte, at det er herfra, jøderne har hentet deres guddom. Jahve introduceres af Moses efter, at Jetro, Moses svigerfader, sammen med sine sønner havde sluttet sig til jøderne.<ref>Bibelen (1992), s. 87</ref> Ifølge Anden Mosebog kapitel 3:1 var Jetro præst i Midjan.<ref>Bibelen (1992), s. 68</ref> Det må rejse spørgsmålet, om det er fra ham, at Moses har overtaget sin guddom Jahve. Men ifølge Dommerbogen kapitel 1:16 var Jetro kenit: "Efterkommere af den kenit, der var Moses' svigerfar, drog sammen med judæerne op fra Palmebyen til Judas ørken i Arads sydland og bosatte sig hos befolkningen dér."<ref>Bibelen (1992), s. 271</ref> Kenitterne var Kains efterkommere. I Første Mosebog kapitel 4:17-22 læser vi: "Kain lå med sin kone, og hun blev gravid og fødte Enok. Så byggede han en by og gav den navn efter sin søn Enok. Enok fik sønnen Irad, Irad fik Mehujael, Mehujael fik Metushael, og Metushael fik Lemek. Lemek tog sig to koner, den ene hed Ada, den anden Silla. Han blev stamfader til dem, der bor i telte og holder kvæg. Også Silla fødte en søn, Tubal-Kain, stamfader til smedene, alle dem, der forarbejder kobber og jern."<ref>Bibelen (1992), s. 11</ref> Vi ved, at i andre kulturer som egyptisk, græsk og romersk er smedekunsten forbundet med vulkaner: i romersk mytologi hed smedeguden ligefrem ''Vulkan''. Læg dertil profetien i Esajas' Bog kapitel 31:9, der nævner "Herren, som har sit bål på Zion og sin ovn i Jerusalem".<ref>Bibelen (1992), s. 874</ref> Og for at fuldende billede findes i Anden Mosebog kapitel 19:18-19 følgende beskrivelse af bjerget: "Hele Sinajs bjerg var hyllet i røg, fordi Herren var steget ned på det i ild og røgen steg til vejrs som røgen fra en smelteovn. Hele bjerget skælvede af stor rædsel, og hornklangen blev kraftigere og kraftigere."<ref>Bibelen (1992), s. 88</ref> Det kunne være en beskrivelse af en aktiv vulkan. Disse sammenfald kan næppe være tilfældige. Er der tale om, at Jahve oprindelig var en smedegud forbundet med vulkanisme, og at han er overtaget af Moses (hvis han er en historisk person) fra sin svigerfaders kultur? I så fald viser det, at der findes en religiøs forhistorie om ''Jahve'', som man siden har forsøgt at fortrænge, og denne må efter alt at dømme have sammenhæng med fremkomsten af smedekunsten at gøre. Af det foregående tør vi slutte, at ''Jahve'' ikke begyndte i Israel. Han begyndte som en "skytsguddom" blandt nomadiske stammer uden en konge, uden templer og uden et skriftsprog. På et eller andet tidspunkt, måske som følge af handel eller af en edomitisk eller midjanitisk udvandring nordpå, kom denne gud til kana'anæerne, og der mødte han en anden guddom: den gamle gud ''El''. Hvad, der siden fulgte, var konvergens: før dannelsen af et kongerige, før opførelsen af det første tempel, blev ''El'' "opslugt" af ''Jahve''. Derved fik den nye fusionerede guddom begge navne i Gamle Testamente. Der kan være grund til at vende tilbage til denne problematik igen senere, når vi forsøger at samle trådene til jødedommens historie. ==== Ashera ==== Men denne gud stod ikke alene, han havde en kvindelig partner, en gudinde: ''Ashera''. Ashera optræder i kana'anæernes hjem som gudindestatuette, hendes navn findes på forrådskar og i gravskrifter. I tekster fra 8. århundrede f.Kr. bliver hun påkaldt ved siden af Jahve som om de hørte sammen og var ligestillede. Vi ved nu, at hun i århundreder var blevet dyrket af jøderne som gudinde. Hun kunne gå på vandet, hendes tilnavn var ''Kudu'', den hellige. Hun findes gengivet på et egyptisk kunstværk fra samme tid stående på ryggen af en løve og med en slange i hver hånd. Kort sagt var hun en af de store modergudinder i Mellemøsten. I to bygninger daterede til tiden 801-770 f.Kr. i det nordøstlige Sinai ved bjerget Contilit Azud fandt arkæologer i 1975 store forrådskar med en tekst skrevet på tidlig hebraisk: "Jeg velsigner dig ved Jahve af Samaria og hans Ashera"<ref>Novacek (2011), s. 92</ref> og "Jeg velsigner dig ved Jahve af Teman og hans Ashera". Her står israelitternes mandlige guddom sammen med kana'anæernes gudinde. Teman var den egn i ørkenen, hvor ifølge Habakuks Bog kapitel 3:3 Jahve havde sin oprindelse:</br> "Gud kommer fra Teman,</br> den Hellige fra Parans bjerge".<ref>Bibelen (1992), s. 1187</ref> I Hebron blev tilsvarende fundet en gravskrift dateret til midten af 8. århundrede f.Kr.: "Velsignet være Uryyaho ved Jahve for fra hans fjender ved Ashera har han frelst ham". Desuden har man fundet over tusind små gudindestatuetter, heraf 400 alene i Jerusalem, der ifølge Raz Kletter utvivlsomt forestiller Ashera skildret med krop som en cylinder med to markerede bryster og hænder, der tilbyder dem, samt et smilende ansigt. De dateres alle til 8. og 7. århundrede f.Kr. og de blev alle fundet i private hjem, ikke i templer. De viser, at dyrkelsen fandt sted under det delte kongerige som noget alment udbredt, ikke som noget særegent for de få. Som supplement til en forståelse kan man gå til Gamle Testamente, hvor der er bevaret flere passager, hvori Ashera-dyrkelsen omtales. Den følgende oversigt gør ikke krav på fuldstændighed. I Første Kongebog kapitel 14 læser vi: "Salomos søn Rehabeam blev konge i Juda. .. Rehabeam var enogfyrre år, da han blev konge, og han regerede sytten år i Jerusalem, den by Herren havde udvalgt af alle Israels stammer til at sætte sit navn på. Hans mor hed Na'ama og var fra Ammon. Judæerne gjorde, hvad der var ondt i Herrens øjne, og med de synder, de begik, gjorde de ham mere vred, end deres fædre havde gjort. Også de byggede offerhøje og lavede stenstøtter og Ashera-pæle på alle høje bakker og under alle grønne træer; der var endog mandlige helligskøger i landet."<ref>Bibelen (1992), s. 396</ref> I kapitel 15 læser vi: "I Nebats søn kong Jeroboams attende regeringsår blev Abija konge over Juda. Han regerede tre år i Jerusalem. Hans mor hed Ma'aka og var datter af Absalom. Han fulgte alle de synder, som hans far havde begået før ham..<ref>Bibelen (1992), s. 396</ref> I Israels konge Jeroboams tyvende regeringsår blev Asa konge over Juda. Han regerede enogfyrre år i Jerusalem. Hans mor hed Ma'aka og var datter af Absalom. Asa gjorde, hvad der var ret i Herrens øjne, lige som sin fader David. Han forviste de mandlige helligskøger fra landet og fjernede alle de møgguder, som hans forfædre havde lavet. Han fjernede også sin mor Ma'aka som kongemoder, fordi hun havde ladet fremstille en rædselsstøtte til Ashera. Asa huggede støtten om og brændte den i Kedrondalen. Offerhøjene forsvandt ikke.."<ref>Bibelen (1992), s. 396f</ref> I kapitel 16 læser vi: "Omris søn Akab blev konge over Israel i Judas konge Asas otteogtredivte regeringsår, og Omris søn Akab regerede toogtyve år i Samaria over Israel. Omris søn Akab gjorde, hvad der var ondt i Herrens øjne, værre end nogen før ham. Da det ikke var nok for ham at følge Nebats søn Jeroboams synder, giftede han sig med sidoniernes konge Etba'als datter Jezabel, og han gav sig til at dyrke og tilbede Ba'al. Han rejste et alter for Ba'al i Ba'als tempel, som han havde bygget i Samaria. Akab lavede en Ashera-pæl, og Akab gjorde mere endnu, så han krænkede Herren, Israels Gud, mere end nogen af Israels konger, der havde været før ham."<ref>Bibelen (1992), s. 399</ref> I Anden Kongebog kapitel 21 omtales kong Manassa. Om hans gerninger hedder det: "Han gjorde, hvad der var ondt i Herrens øjne efter de afskyelige skikke hos de folkeslag, som Herren havde drevet bort foran israelitterne. Han genopbyggede de offerhøje, som hans fader Hizkija havde ødelagt; han rejste altre for Ba'al, og han lavede en Ashera-pæl, sådan som Israels konge Akab havde gjort, og han tilbad hele himlens hær og dyrkede den. .. Og i de to forgårde til Herrens tempel byggede han altre for hele himlens hær. .. Og han opstillede Ashera-billedet, han havde lavet, i dette tempel, om hvilket Herren havde sagt til David og til hans søn Salomo: "''På dette tempel og på Jerusalem, som jeg har udvalgt blandt alle Israels stammer, vil jeg sætte mit navn til evig tid; og jeg vil ikke mere jage Israel bort fra det land, som jeg gav deres fædre, når de blot omhyggeligt vil gøre alt det, jeg har befalet dem, og holde hele loven, som min tjener Moses gav dem.''" Men de ville ikke høre, og Manassa forledte dem til at handle værre end de folkeslag, som Herren havde udryddet for israellitterne."<ref>Bibelen (1992), s. 438f</ref> I Anden Kongebog kapitel 23 oplyses, at denne afgudsdyrkelse holdt sig til Josija stoppede den: "Så befalede kongen ypperstepræsten Hilkija, andenpræsterne og dørvogterne at fjerne alle de ting, der var lavet til Ba'al og til Ashera og til hele himlens hær, fra Herrens tempel, og han brændte dem uden for Jerusalem .. Helligskøgernes rum i Herrens tempel, hvor kvinderne vævede klæder til Ashera, rev han ned. .. Også alteret i Betel, offerhøjen som Jeroboam, Nebats søn, havde opført, han som forledte Israel til synd, både dette alter og offerhøjen rev Josija ned, og han knuste stenene til støv og brændte Ashera-pælen."<ref>Bibelen (1992), s. 441</ref> Profeten Jeremis beklagede sig i Jeremias' Bog kapitel 7: "Kan du ikke se, hvad de gør i Judas byer og Jerusalems gader? Børnene samler brænde, fædrene tænder ild og kvinderne ælter dej, så de kan lave offerkager til Himmeldronningen og udgyde drikofre for andre guder og krænke mig."<ref>Bibelen (1992), s. 950</ref> Han taler om ''Ishtar'', Mesopotamiens version af Ashera, mens hun blev adopteret som ''Afrodite'' i Grækenland og blev kaldt ''Astarte'' af kana'anæerne og senere af fønikerne.<ref>Novacek (2011), s. 38</ref> Der kan således ikke være tvivl om, at Ashera-dyrkelsen var udbredt blandt jøderne i flere århundreder, snart officielt snart uofficielt. Manassa regerede fra 697 f.Kr. til 642 f.Kr. og Josija skal have stoppet Ashera-dyrkelsen omkring 622 f.Kr. Men uofficielt fortsatte dyrkelsen helt frem til babylonernes erobring af Jerusalem. Det vigtigste i denne sammenhæng er, at denne afgudsdyrkelse, som det også fremgår af Gamle Testamente, fandt sted længe efter, at jøderne skulle være gået over til monoteisme. ==== Den centraliserede gudsdyrkelse ==== Men hvornår begyndte den monoteistiske gudsdyrkelse blandt jøderne? Skal man tro Gamle Testamente tyder meget på, at det var en udvikling i to trin: først skete der en centralisering af gudsdyrkelsen, og langt senere en overgang til monoteisme. Første kilde til denne udvikling findes i Moseloven. Her hedder det: "Du må ikke lave dig noget gudebillede i form af noget som helst oppe i himlen eller nede på jorden eller i vandet under jorden. Du må ikke tilbede dem og dyrke dem, for jeg, Herren din Gud, er en misundelig Gud."<ref>Bibelen (1992), s. 89. I oversættelsen til dansk bruges ordet "lidenskabelig" i stedet for "misundelig"</ref> Det siges ikke, at der ikke findes andre guder, kun at jøderne ikke længere måtte dyrke dem. Næste kilde findes i Anden Kongebog om kong Josija, som regerede 640-609 f.Kr. Her hedder det: "Og statsskriveren Shafan fortalte kongen, at præsten Hilkija havde givet ham en bog, og Shafan læste den op for kongen."<ref>Bibelen (1992), s. 440</ref> Forskere mener, at den bog, der her er tale om, sandsynligvis var Femte Mosebog. Femte Mosebog adskiller sig tydeligt fra de foregående fire Mosebøger, så meget at man mener, at den har sin egen forfatter (eller egne forfattere), der af forskerne kaldes D. Denne forfatter D genkendes også i en række andre tekster i Gamle Testamente: Joshua-bogen, Første og Anden Dommerbog, Samuels Bog samt Første og Anden Kongebog. Det menes, at alle disse bøger er forfattede af samme person eller personkreds.<ref>Dinkgreve (2021), kap. 8</ref> Anden Kongebog fortæller om kong Josiah, at han centraliserede gudsdyrkelsen og forbød stedlige altre: "Han hentede alle præsterne fra Judas byer, og offerhøjene lige fra Geba til Be'ersheba, hvor de havde tændt offerild, gjorde han urene, og portofferhøjene, som lå ved kommandantensen Josvas port til venstre, når man går ind ad byporten, rev han ned."<ref>Bibelen (1992), s. 441</ref> Som det siges: "Der havde ikke tidligere været nogen konge, der som han af hele sit hjerte og af hele sin sjæl og af hele sin styrke vendte om til Herren, helt efter Moses' lov og efter ham kom der ingen som han."<ref>Bibelen (1992), s. 442</ref> Tydeligvis var der tale om at samle al religiøs magt på et sted og under kongens kontrol.<ref>Lemche (2015), s. 176</ref> Det var med andre ord en religiøs revolution. For at retfærdiggøre denne revolution måtte man opfinde en spådom, der kunne retfærdiggøre den. Her træder nu to kilder ind. Den ene findes i Første Kongebog. Her omtales en gudsmand, som råber imod et alter: "Alter, alter! Dette siger Herren: I Davids hus skal der fødes en søn ved navn Josija. På dig skal han slagte de offerhøjspræster, som tænder offerild på dig, og han skal brænde menneskeknogler på dig."<ref>Bibelen (1992), s. 393</ref> Den anden er Femte Mosebog: allerede i første sætning gives indtrykket af, at denne bog er Moses' sidste ord inden sin død<ref>Bibelen (1992), s. 200</ref>, og her formuleres en "ny moselov" begyndende således: "Dette er de love og retsregler, som I omhyggeligt skal følge i det land, Herren, dine fædres Gud, har givet dig i eje, så længe i lever på jorden. I skal ødelægge alle de steder, hvor de folk, I fordriver, har dyrket deres guder, på de høje bjerge, på bakkerne og under alle grønne træer. I skal rive deres altre ned og knuse deres stenstøtter, deres Ashera-pæle skal I brænde, og deres gudebilleder skal I hugge om; I skal udslette deres navn fra de steder. For på den måde må I ikke dyrke Herren jeres Gud. Nej, I skal søge til de sted, Herren jeres Gud udvælger blandt alle jeres stammer til at sætte navn på, så det kan bo der. Dér skal du komme, og derhen skal I bringe jeres brændofre og slagtofre, jeres tiender og afgifter, jeres løfteofre og frivilligofre og det førstefødte af jeres køer og får."<ref>Bibelen (1992), s. 214</ref> Men trods dette forsøg på at legitimere centraliseringen af gudsdyrkelsen holdt det ikke længe. Snart begyndte folk atter deres decentrale gudsdyrkelse, og som vi tidligere har set, opgav de aldrig deres Ashera-dyrkelse. Den omstændighed, at det netop er D, som promoverer den centraliserede gudsdyrkelse, gør, at forfatteren med stor sandsynlighed skal søges i præsteskabet ved det kongelige hof i Josijas levetid, det vil sige omkring 623 f.Kr.<ref>Lemche (2015), s. 177</ref> ==== Hebræerne i Kana'an ==== Vi har fulgt kana'anæernes religiøse udvikling, men hvordan forholder det sig med områdets politiske udvikling? Det er en broget historie, hvor Gamle Testamente trods påviselige fejl alligevel kan give nyttige oplysninger. Ifølge Gamle Testamentes narrativ begyndte jødernes historie med de tre patriarker: Abraham, Isak og Jakob, som skal have levet omkring 2200-1900 f.Kr.<ref>Lemche (2015), s. 35</ref> Denne tidsfæstelse er imidlertid en anakronisme, idet Abraham - den første i rækken - angiveligt ifølge Første Mosebog kapitel 21: 34<ref>Bibelen (1992), s. 27</ref> opholdt sig hos filistrene. Disse optræder først i Kana'an omkring 1177 f.Kr. under navnet "peleset" som en del af de folkeslag, kaldet "Havfolket" (engelsk: ''Sea people''), der på dette tidspunkt indvandrer til området, hvor deres tilstedeværelse nedbryder den hidtidige samfundsorden.<ref>Lemche (2015), s. 89</ref><ref>Russell (2009), s. 6</ref> Forudsat, at Abraham er en historisk person, og at han rettelig skal omflyttes i tid, så bliver hans optræden også mere logisk i dens narrative sammenhæng: Han skal stamme fra bosættelsen Haran, som lå i et grænseområde nord for Eufrat, der på skift blev kontrolleret af Mittaniriget, Hittitterne og Babylonien. Det ville derfor ikke være ulogisk, hvis han var flygtet fra uroligheder i sin hjemstavn. Det vil kunne forklare hvorfor, at han betegnes som en "hebræer", det vil sige illegal flygtning, i Gamle Testamente, og det vil logisk forklare ham som en af de ledere af en hær af lejesoldater og marodører, som øjensynligt prægede tiden. Denne antagelse understøttes af, at der utvivlsomt var folk fra hittitternes område blandt indvandrerne.<ref>Russell (2009), s. 38</ref> Som et passende udgangspunkt må altså tages bronzealderen før, at den gamle verdensorden brød sammen. På denne tid bestod Kana'an eller Palæstina af en række små kongedømmer, ret beset bystater idet hver havde en by som sit politisk-administrative hovedsæde. Befolkningen var mere eller mindre besiddelsesløse hoveriarbejdere for kongen: de kunne være engageret i landbrug, håndværk, handel og forsvar. Om nogen etnisk-national deling var der næppe tale, alle talte samme sprog og havde den samme religion. Egypten med dets faraoer udgjorde siden 15. århundrede f.Kr. den overordnede magt, som småkongerne måtte underkaste sig. Til gengæld blandede Egypten sig ikke i de stridigheder der foregik internt i Kana'an om magtområder. Sådanne mindre krige synes at have hørt til dagens orden, men de forhindrede ikke tidens internationale handel med varer.<ref>Lemche (2015), s. 84-89</ref> Meget taler for, at det var ankomsten af "havfolket" omkring 1177 f.Kr. som udløste en ny politisk udvikling. Frem til sammenbruddet havde området været præget af kana'anæiske kongefamilier, som styrede mindre områder fra deres centralt beliggende byer. Hidtil havde områder i nord været under hittitisk overherredømme og området i syd som helhed været under egyptisk kontrol, men nu svækkedes denne kontrol<ref>Porter (2016), s. 384</ref>, og det indebar, at der indtraf muligheder for større indbyrdes stammekrige i området. Det betød også, at folk udefra nu kunne blande sig med held i disse stedlige stammekrige. Det er muligt, at hebræernes erobringer netop hører hjemme i denne sammenhæng. Til trods for, at Gamle Testamente fremstiller disse kampe som religionskrige mellem folkeslag med polyteisme og jøderne med deres påståede monoteisme, er der intet, som tyder på, at dette er korrekt. Snarere må vi se disse kampe som sket mellem et imperialistisk erobrerfolk og stedlige bofaste stammer. At der også var religiøse forskelle imellem dem, understregede blot krigenes stammemæssige karakter. Mens filistrene bosatte sig ved kysten, flyttede hebræerne ind mod øst og bosatte sig overvejende i højlandet, hvor de over tid tilegnede sig megen af den stedlige kultur, samtidig med at deres frænder, aramæerne, slog sig ned mod nordøst i Syrien. Hebræerne fik i denne besættelse støtte fra beslægtede og ligesindede nomadiske stammer og semitiske folkeslag. Alliancen var mulig, fordi de alle dyrkede Jahve.<ref>Novacek (2011), s. 66</ref> Denne fælles kult var længe den eneste institution, som bandt folket sammen, og det kunne ikke forhindre, at der jævnligt opstod konflikter mellem dem. Der kan på dette sted være grund til at gøre op med myten om Jerikos erobring. Ifølge den bibelske tradition skete erobringen ved, at de omgivende bymure styrtede sammen.<ref>Bibelen (1992), s. 248f</ref> Problemet er, at det arkæologisk kan påvises, at der ingen bymure var!<ref>Novacek (2011), s. 66</ref> Forklaringen er, at Kana'an indtil da havde været underlagt Egypten, hvis overherredømme var blevet afgjort efter slaget ved Megiddo i 1479 f.Kr. Efter erobringen beholdt eliten i de kana'anæiske familier deres styrende rolle, når blot de var loyale i forhold til den egyptiske farao, men de måtte acceptere, at de ikke måtte befæste deres byer, (hvilket gav dem problemer blandt andet, da Megiddo blev angrebet af Lab'ayu fra det nærliggende Shechem).<ref>Novacek (2011), s. 25</ref> Både Jeriko og Ai var øjensynligt ubeboede på tidspunktet for "erobringen".<ref>Russell (2009), s. 29</ref> Det må rejse spørgsmålet, om israelitterne overhovedet nogen sinde har erobret Kana'an, eller om de så at sige "overtog" havfolkets faktisk påviste erobringer og indskrev dem i deres historie? Overhovedet har det været praktisk talt umuligt at påvise israelitterne bosættelse i Levanten. Forskere har ment, at en række nye bosættelser i marginale områder i bjergegne kunne være deres bosættelser<ref>Porter (2016), s. 386</ref>, men der kan lige så godt være tale om, at nogle kana'anæere fra lavlandet efter det handelsmæssige sammenbrud valgte at flytte ud og etablere sig med et nyt men mere holdbart selvforsynende landbrug<ref>Porter (2016), s. 388f</ref>, hvor handel som helhed spillede en mindre rolle end tidligere og især var af regional snarere end international karakter.<ref>Porter (2016), s. 388</ref> Ulige forsøg på at identificere bestemte former for genstande som værende israelitiske er strandet på, at de selv samme genstande også findes i områder uden israelsk bosættelse ifølge Gamle Testamente, de kan derfor ikke levere det ønskede bevis.<ref>Porter (2016), s. 387</ref> I den første tid efter hebræernes indvandring var tilstandene i Kana'an væsentlig som før. Det var langt fra lykkedes hebræerne at udrydde hele den bosatte befolkning, så det endte med, at hebræerne bosatte sig i egne bosættelser. De ulige folk og stammer levede i samfund hver for sig med byerne som centrum for de omgivende landsbyer. Hebræerne erobrede og ødelagde de mere civiliserede kana'anitter men overtog deres skriftsystem. De overtog også kana'anitternes byggeskik, men uden at hebræernes byggerier nåede samme høje stade som deres forgængere. Jerusalem var på denne tid et lille sted uden stor betydning og kunne ikke måle sig med andre byer i området. Hidtil har spørgsmålet om hebræernes oprindelse kun været antydet. I det følgende skal der gøres et forsøg på at besvare dette spørgsmål mere uddybende. Tør man tro Josvabogen kapitel 20, blev der oprettet særlige bebyggelser kaldet "tilflugtsbyer" for kriminelle, hvor disse kunne søge politisk asyl og unddrage sig retsforfølgelse for deres kriminelle gerninger: "Herren talte til Josva og sagde: "Sig til israelitterne, at de skal udpege de tilflugtsbyer, som jeg talte til jer om ved Moses, så en drabsmand, der uforsætligt og uforvarende slår nogen ihjel, kan flygte dertil; de skal være tilflugtssteder for jer mod blodhævneren. Når drabsmanden søger tilflugt i en af disse byer og stiller sig ved indgangen til byporten, skal han forelægge sin sag for de ældste i den by. De skal give ham adgang til byen og give ham et sted, hvor han kan bo hos dem. Når blodhævneren forfølger ham, må de ikke udlevere drabsmanden til ham; det var jo uforvarende, han slog sin næste ihjel, han havde ikke tidligere næret fjendskab mod ham. Han kan så blive boende i den by, indtil han stilles for menighedens domstol, eller indtil den ypperstepræst dør, som er der til dentid. Da kan drabsmanden vende tilbage til sin by og sit hus, den by, han er flygtet fra"."<ref>Bibelen (1992), s. 264</ref> De var en ordning, som kunne beskytte enhver kriminel mod retsforfølgelse. Men måske forklaringen skal søges i områdets almindelige historie netop på denne tid. I Anden Mosebog kapitel 21 findes blandt andet følgende retsregler for samfundslivet: "Når du køber en hebraisk træl, skal han være træl i seks år, men i det syvende år skal han frigives uden vederlag."<ref>Bibelen (1992), s. 90</ref> Hvad er det for nogle hebraiske trælle, der henvises til? Gennem flere hundrede år, fra 18. til 12. århundrede f.Kr. optræder i de bevarede skriftlige kilder omtaler af folk kaldet ''apiru'' eller ''hapiru'', som kendes fra hele den frugtbare halvmånes område fra Syrien i nord ned til og med Egypten. Beskrivelsen af dem viser, at de ikke udgjorde en etnisk gruppe men snarere en social gruppe på randen af samfundet.<ref>Russell (2009), s. 42</ref> Niels Peter Lemche mener, at udtrykket ''habiru'' oprindelig betegnede folk, som af den ene eller anden grund var flygtet fra deres hjemstavn.<ref>Lemche (2015), s. 91</ref> I begyndelsen forsøgte de stedlige småkonger at slippe af med disse flygtninge igen ved at lade dem hjemsende. Men dermed gjorde man dem til illegale, og følgen var, at de efterhånden også opførte sig som sådanne. Meget tyder på, at de søgte til områder, som var uden for småkongernes kontrol, nemlig til de stedlige bjergegne i den nordlige og mellemste del af landet. Her kunne de leve i nogenlunde fred og fri for faren for at blive hjemsendt.<ref>Lemche (2015), s. 92</ref> Lemche mener, at ordet "''hebræer''" er afledt af ''habiru'': de to ord optræder samtidigt i kilderne, og det kan meget vel være, at vi her har den egentlige årsag til, at hebræerne som folkegruppe blev udskilt fra den fastboende befolkning i lavlandet.<ref>Lemche (2015), s. 94</ref> Det er muligt, at de hebræiske trælle, som Mosebogen henviser til, var sådanne, som søgte at legitimere sit ophold ved at underkaste sig en art "prøvetid" med henblik på senere at blive anerkendt som fri borger.<ref>Lemche (2015), s. 93</ref> Og det er ligeledes muligt, at de "flygtningebyer", som tidligere blev omtalt, har samme historiske oprindelse: det er minderne om en tid, da jøderne var hebræere, illegale flygtninge som opholdt sig i bosættelser, hvor de kunne få "politisk asyl". Det bør for god ordens skyld tilføjes, at vi ikke ved i hvilken udstrækning, disse hebræere i bjerglandet var flygtninge eller var folk fra lavlandet, som selv havde forladt dette på grund af klimaforandringer i tiden 1200-900 f.Kr., især tørke, der gjorde landbrugsdrift i lavlandet mere usikker men begunstigede landbrugsdrift i bjerglandet<ref>Russell (2009), s. 14, 34, 170-194</ref>, eller fordi at de ganske enkelt ikke længere kunne holde trællelivet under småkongerne ud. For hebræerne var dette under alle omstændigheder ikke noget minde, som man ønskede at bevare, så i stedet opfandt man historien om undertrykkelsen i Egypten, flugten herfra og Guds løfte om landet som en alternativ forklaring, der skulle stille magtovertagelsen i et bedre lys. Hvordan det nu end forholder sig, så var det i hvert fald ikke en endelig løsning på problemet. Før eller siden måtte denne illegale flygtningebefolkning i bjergene opnå en sådan størrelse, at den også kunne udgøre en politisk magtfaktor. Tør vi tro, at der bag historien om Moses også skjuler sig en erindring om en tilvandring til bjergegnene fra syd, det vil sige fra ebonitternes og midjanitternes område, måske som en nyorientering mod nord i stedet for mod Egypten i vest, når de skulle søge græsgange og vand til deres dyr<ref>Russell (2009), s. 25</ref>, så betyder det, at bjergbefolkningen fik markante befolkningstilskud over tid og dermed blev militært stærkere. Det indebar, at den kunne føre krige for at opnå ret til at danne en egen statsdannelse. Og det bliver lettere at forstå hvorfor, at "Israel" først optræder som folkegruppe snarere end som et velorganiseret statsligt landområde. Hvis der er sket en indvandring fra syd, kan det måske også bidrage til at forklare forholdet mellem guderne ''El'' og ''Jahve'': mens ''El'' synes at have været den traditionelle guddom i de nordlige egne, så stammer ''Jahve'' netop fra ebonitter og midjanitter. Man kan forestille sig, at de har bragt deres gudsdyrkelse med sig, da de indvandrede.<ref>Russell (2009), s. 2</ref> Det har ført til en slags "magtkamp" mellem de to guddomme, der imidlertid endte med en slags "sammensmeltning" af de to guddomme, dog med Jahve som det nye dominerende navn. Måske den senere tendens til at centralisere gudsdyrkelsen også skal ses i dette lys. Vi ved ikke meget om selve samfundets indretning. Lemche antager, at det var bygget op af flere lag af sociale forbindelser: familien, klanen og stammen. Især synes familien og slægten at have spillet en betydelig rolle. Dette afspejles i de omfattende slægtstavler, som indgår i Gamle Testamente. De skulle vise, at alle israelittere i sidste ende var i familie med hinanden og derfor dele af nationen, idet de alle stammede fra deres fælles stamfader: Jakob.<ref>Lemche (2015), s. 98</ref> Endnu et forhold kan måske understøtte denne antagelse: det er blevet påpeget, at nedskrevne love sikkert ikke spillede nogen rolle i disse samfund. Deres retstilstand var den, at hver klan eller "familie" omfattede et større antal medlemmer, som stod i afhængighedsforhold til klanens eller "familiens" overhoved eller leder, en slags patron-klient forhold. Inden for denne var det overhovedet eller klanlederen, som afgjorde uenigheder, og indbyrdes udnævnte klanernes ledere en neutral opmand til at finde en løsning. Det var en ordning, som minder om den, man finder i blandt andet mafiaen. Nedskrevne love ville være en forhindring, hvis denne samfundstilstand skulle fungere. Moseloven, for så vidt den faktisk eksisterede og spillede nogen rolle, var ganske enkelt den ydre ramme betinget af klanfællesskabets religiøse selvforståelse. At det faktisk forholdt sig således antydes af, at der ingen tekster findes med henvisninger til love eller skrevne retsregler fra de store udgravninger i Ugarit og Alalakh.<ref>Lemche (1995), s. 1695-1716</ref> Det er muligt, at det er denne retstilstand, der afspejles i Femte Mosebog kapitel 16:18-20 i bestemmelserne om dommere og skrivere: "I hver af jeres stammer skal du indsætte dommere og skrivere i de byer, som Herren din Gud giver dig, og de skal dømme folket retførdigt. Du må ikke bøje retten, du må ikke begunstige nogen, og du må ikke lade dig bestikke, for bestikkelse blinder øjnene på de vise og forvansker de uskyldiges sag. Retfærdighed alene skal du stræbe efter, for at du må leve og tage det land i besiddelse, som Herren din Gud vil give dig."<ref>Bibelen (1992), s. 219</ref> Det er muligt, at Abraham, hvis han er en historisk person, var en sådan illegal flygtning og mafia boss. I Første Mosebog kapitel 14:13 kaldes han udtrykkeligt "hebræeren"<ref>Bibelen (1992), s. 19</ref>, og denne fremhævede benævnelse kan begrunde denne antagelse.<ref>Thompson (2015), s. 244f</ref> Det skal bemærkes, at Abraham i denne historie, der handler om hans sejr over fire konger, som havde udplyndret Sodoma og Gomorra, fremstilles som en anden gangsterleder, som var i stand til at rejse en hær på flere hundrede "våbenføre mænd, der var født som hans trælle".<ref>Bibelen (1992), s. 19</ref> Det må i denne forbindelse tilføjes, at det hebræiske ord ''ebed'', som normalt oversættes ved "slave", også kan oversættes ved "afhængig" (af en anden person)<ref>Lemche (1995), s. 1711</ref>, altså netop et patron-klient forhold som skildret oven for. Det var en sidebemærkning, tilbage til hovedhistorien. Vi har to versioner af historien om "erobringen af Kana'an", i Joshuabogen og i Dommerbogen. Dommerbogens version er temmelig kort og menes at være den oprindelige,<ref>Russell (2009), 27</ref> Ifølge denne version lykkedes det i første omgang kun jøderne at "erobre" bjerglandet men ikke lavlandet. Måske dette afspejler det forhold, at indvandringen netop skete til de områder, hvor hebræerne boede. Først senere opnåede bjergfolkene en styrke, der gjorde det muligt for dem også at erobre lavlandet, men i erindringen og i Gamle Testamentes narrativ er de to faser af eller led i denne "erobring" antagelig blevet slået sammen i een. Skal man tro Gamle Testamente fortsatte jøderne også efter deres magtovertagelse både deres terror og blodbad. I Dommerbogen kapitel 1 læser vi: "Så drog Juda op, og Herren gav kana'anæerne og perizzitterne i deres hånd, og de slog dem i Bezek og dræbte ti tusind mand. ..Judæerne angreb Jerusalem og indtog den. De huggede indbyggerne ned med sværd og stak ild på byen."<ref>Bibelen (1992), s. 271</ref> I de byer, som det angiveligt ikke lykkedes jøderne at udrydde befolkningen, blev disse i stedet gjort til hoveriarbejdere.<ref>Bibelen (1992), s. 272</ref> Det kan næppe undre, hvis denne opførsel gav anledning til yderligere uro, og at nye kampe fulgte. Ved en lejlighed slog jøderne angiveligt "omkring ti tusind moabitter ihjel. .. Derefter havde landet ro i firs år".<ref>Bibelen (1992), s. 274</ref> Der er bare et stort problem ved hele dette narrativ: ingen samtidige kilder, hverken de utallige breve fra Kana'an til farao eller arkæologiske spor kan underbygge, at nogen erobring og israelsk bosættelse skulle have fundet sted.<ref>Lemche (2015), s. 116, 118</ref> Josvabogen kapitel 8 fortæller om erobringen af byen Aj<ref>Bibelen (1992), s. 252</ref>, men arkæologisk kan det bevises, at Aj var lagt øde allerede omkring 2300 f.Kr.!<ref>Lemche (2015), s. 117</ref> Lemche mener derfor, at narrativet om "erobringen" af Kana'an er skabt efter, at jøderne havde taget magten i et forsøg på at "rekonstruere" den jødiske statsdannelses oprindelse.<ref>Lemche (2015), s. 118</ref> ==== Dommer- og kongetiden ==== Efter Josvas angivelige erobringer fulgte dommertiden, hvor landet blev styret af de såkaldte dommere. Tør man tro Gamle Testamente førte det til, at filistre og ammonitter for en tid fik overtaget.<ref>Bibelen (1992), s. 286</ref> Også internt var der øjensynlig magtkampe, således forenedes de andre stammer mod Benjamins stamme.<ref>Bibelen (1992), s. 297ff</ref> Men som vi senere skal se, er der her snarest tale om et vandremotiv, som intet har a gøre med en historisk begivenhed. Dommertiden fremstår som et narrativ, der skal begrunde hvorfor, at jøderne etablere et kongerige. Efterhånden blev lovløsheden ifølge narrativet for meget, og hebræerne besluttede sig for at etablere et eget kongerige i Palæstina. Denne institution kom som en nødvendig følge af både de interne lovløse tilstande og behovet for at organisere krigsførelsen mod andre folkegrupper.<ref>Lemche (2015), s. 137</ref> I vest udgjorde filistrene en stærkere modstand end kana'anæerne på grund af, at de havde udviklet jernsmedning. Mod nord boede fønikerne i Libanon, der var mest optaget af handel. Da kana'anæerne stadig blev mere undertrykte, skabte det grundlaget for etableringen af det hebræiske kongedømme omkring 1000 f.Kr. Først under dommeren Samuel opstår der blandt jøderne angiveligt krav om etableringen af et kongerige. Landets første konge hed Saul.<ref>Bibelen (1992), s. 317</ref> Han dateres til omkring 1000-tallet f.Kr. Tør vi tro Første Samuelsbog, gennemførte han adskillige krige.<ref>Bibelen (1992), s. 320</ref> Kana'an var angiveligt forenet under ham og hans to efterfølgere, David og Salomo. Disse traditioner kunne have hvilet på oplysninger hentet i kongelige arkiver, som siden er gået tabt. Men der findes ingen beviser på, at sådanne arkiver har eksisteret.<ref>Lemche (2015), s. 126</ref> Narrativet om Saul som konge er anekdotisk. Historien begynder med, at folket kræver en konge og ikke vil lytte til profeten Samuel og hans advarsler om at udnævne en konge. Tilfældet vil, at Samuel allerede forinden har mødt Saul og salvet ham til fyrste. Først senere udnævnes han så officielt til konge. Og hele historien ender med, at Saul viser sig at være håbløst uduelig som regent, og folket indser, efter at have modtaget et varsel i form af torden og regn, at det ønskede en konge som erstatning for dets afgudsdyrkelse. Det er een lang moralsk historie om det dårlige ved at have en konge som overhoved.<ref>Bibelen (1992), s. 312-317</ref><ref>Lemche (2015), s. 126f</ref> Efter som Saul udnævnes til konge i tre omgange: først som barn, dernæst ved lodkastning ved helligdommen Mizpah og endelig ved helligdommen Gilgal, er der grund til at antage, at der er tale om en historie sammensat af flere bestanddele. Og beretningen om Saul som konge minder i hele sin opbygning nærmest om eventyret om konen i muddergrøften. Historierne om David som konge er næsten lige så eventyragtige. Det gælder historien om hvordan, at han blev konge (som vi vender tilbage til senere), og det gælder historien om Batseba og hendes mand Urias.<ref>Bibelen (1992), s. 352-354</ref> Der er ikke megen grund til at tro, at disse fortællinger har noget med en historisk virkelighed at gøre. Og historierne om hans krige og størrelsen af hans imperium kan meget vel være indskrevet i fortællingen for at begrunde jødernes imperialistiske krav.<ref>Lemche (2015), s. 131</ref> Skildringen af kong Davids liv er af Niels Peder Lemche rammende blevet karakteriseret på denne måde: "Davidsberetningen er sammensat af to fortællinger, dels en lang eposlignende beretning om den unge helt, der går så meget ondt igennem for at vinde prinsessen og det halve kongerige, en fortælling som i høj grad var velkendt i den gamle Orient, dels historien om et familiedrama, som kun har sin lige i græske dramaer om familier i opløsning."<ref>Lemche (2013), s. 25</ref> Et højdepunkt i skildringen af Davids liv i Gamle Testamente er hans erobring af Jerusalem<ref>Bibelen (1992), s. 347</ref>, men atter er der antagelig tale om en anakronisme, da Jerusalem næppe eksisterede på hans tid, det vil sige omkring 1000 f.Kr.<ref>Lemche (2013), s. 24</ref> Salomo beskrives i Gamle Testamente som en mægtig konge, der blandt andet opførte et gudstempel i Jerusalem, men arkæologiske undersøgelser har ikke kunnet bekræfte dette<ref>Russell (2009), s. 147</ref>, og Salomo er påfaldende totalt fraværende i ikke-bibelske kilder. Det har fået mange historikere til at mene, at Salomo må have været en småkonge.<ref>Novacek (2011), s. 83</ref> Også israelitterne synes fraværende i arkæologiske fund fra denne tid, i stedet dominerer kypriotisk og fønikisk lertøj samt stedlige efterligninger af dette.<ref>Novacek (2011), s. 89, 93</ref> Også i andre henseender er historien om Salomo mere legendarisk end historisk. Således er den kendte historie om dronningen af Saba og hendes besøg i Første Kongebog kapitel 10<ref>Bibelen (1992), s. 388f</ref> en ren myte af den enkle grund, at kongeriget Saba endnu ikke eksisterede i Salomos levetid.<ref>Lemche (2015), s. 149</ref> Da kong Salomo døde i 922 f.Kr. blev det hebræiske kongedømme delt i to: Kongeriget Israel og Kongeriget Juda. Det var kun Juda og Benjamins stammer, som accepterede Salomos søn Rehabeam som deres konge, og de oprettede dermed det sydlige kongerige Juda med Jerusalem som hovedstad. Mod nord gjorde de øvrige stammer Jeroboam til konge og oprettede kongeriget Israel med Sikem og senere Samaria som hovedstad. Vigtigst i denne sammenhæng er, at der intet stammesammenhold var, end ikke deres religion kunne holde sammen på dem, og som vi allerede har set, skete der jævnligt frafald fra denne, lige som israelitterne indgiftede sig i andre folkegrupper nok så meget som indbyrdes. Der var konstant magtkampe, hvilket afspejler det totale fravær af national solidaritet og enhed. Også udefra skete angreb. Anden Krønikebog er fuld af bereninger om disse krige. Det bør for god skyld nævnes, at en basalt stele fra Dhiban omtaler, at kong Mesha fra det moabitiske kongerige overvandt Kongeriget Israel og udvidede sit rige, en begivenhed som menes afspejlet i Anden Kongebog kapitel 3.<ref>Porter (2016), s. 382</ref><ref>Bibelen (1992), s. 412</ref> Skildringen af det delte kongeriges tid er ellers sparsom i Gamle Testamente. Ofte henvises til "Judas Kongers Krønike"<ref>Bibelen (1992), s. 396f</ref> og "Israels Kongers Krønike"<ref>Bibelen (1992), s. 397f</ref> Dette tyder på, at sådanne krøniker har eksisteret, selv om de ikke kendes længere. Man tør antage, at i hvert fald navne og de utallige krige, der nævnes, hviler på sådanne krønikenedtegnelser. Hvad angår de øvrige narrativer, er derimod intet sikkert. De virker nærmest legendeagtige, det gælder eksempelvis historien om Nabots vingård.<ref>Bibelen (1992), s. 405f</ref> Kongeriget Israel ophørte, da Assyrien erobrer hovedstaden Samaria 722 f.Kr. Herved mistede også de 10 nordlige israelske stammer deres betydning. Nogle af indbyggerne i Kongeriget Israel blev deporteret af assyrierne, men arkæologisk kan der ikke dokumenteres nogen befolkningsudskiftning eller nogen nedgang i befolkningstallet, og genetiske undersøgelser antyder også en kontinuitet i områdets befolkningssammensætning. Hovedparten af befolkningen synes således at være forblevet i området og samaritanerne menes at være de mest direkte efterkommere af befolkningen i Kongeriget Israel, hvilket også er i overenstemmelse med deres egen opfattelse. Nogle beboere fra Kongeriget Israel må antages at være flygtet til kongeriget Juda, hvilket kan forklare hvordan de nordlige stammers myter er blevet inkorporerede i den tekster i Gamle Testamente, som blev samlede i Kongeriget Juda. Det er muligt, at det var på denne tid, mens Judariget endnu bestod, at "jøde" (''yehudi'') er blevet taget i brug som en etnisk samlebetegnelse for israelitterne. ==== Eksilet i Babylon ==== Efter erobringen af kongeriget Israel var kongeriget Juda alene tilbage. Det kan til dels forklare hvorfor, at indbyggerne betegnede sig som "judæere" (senere som "jøder"). Der er næppe tvivl om, at hvis jøderne havde modstået angreb udefra, ville afgudsdyrkelsen have fortsat. Der ville fortsat have været private gudindestatuetter og private altre. Men een begivenhed ændrede jødernes historie og dermed verdenshistorien: babylonernes erobring af Jerusalem i 587 f.Kr. Forud gik en belejring, som varede to og et halvt år. Vilkårene under belejringen var forfærdelige: jøderne sultede, men vi ved fra samtidige beretninger, at de ikke holdt sig tilbage fra at spise deres egne børn. Da Nebukadnezer erobrede Jerusalem, blev Salomons tempel brændt ned til grunden. Kongepaladset blev brændt ned. Huse blev brændt ned. Forsvarsanlæggene omkring byen blev revet ned sten for sten. Kong Zedekiah, som havde forsøgt at flygte, blev fanget og ført frem for Nebukadnezer. Det sidste, han så, var, at han sønner blev slået ihjel. Så blev han gjort blind, og måtte i denne tilstand foretage vandringen til Babylon. Dette ifølge Anden Kongebog kapitel 25:1-7<ref>Bibelen (1992), s. 444</ref>, men nøjagtig den samme skæbne overgik Artayktes, som var kommandør over Sestos ved Hellesponten<ref>Herodot Bog IX: 120</ref>, så det er et spørgsmål, om der er tale om en "lånt" historie.<ref>Wesselius (2013), s. 45</ref> Store dele af den jødiske befolkning, måske 10-20%, blev tvangsforflyttet til Babylon. Det skete i tre omgange: i 597, 587 og 582 f.Kr.<ref>Lemche (2015), s. 181</ref> Tvangsfordrivelsen ramte formodentlig især eliten, de ledende lag, som altså mistede sin magtstilling. For den tilbageværende del af befolkningen var det af største vigtighed, at der tilsyneladende ikke skete nogen indvandring af fremmede befolkningsgrupper, som kunne have undergravet deres stilling som de dominerende befolkning.<ref>Lemche (2015), s. 182</ref> Da eliten forlod Jerusalem, måtte den uundgåeligt miste troen på sine guder, som havde svigtet den. Hvad, der skete under det babylonske fangenskab, var imidlertid ekstraordinært: i stedet for at blive integrerede i deres nye omgivelser valgte de skriftkloge jøder den modsatte vej, nemlig at bevare og redigere deres historiske traditioner.<ref>Lemche (2015), s. 160f</ref> Sigende optræder byen ''Al Yahuda'' i Babylon på denne tid. Jøderne samlede, hvad de havde bevaret om deres historie, og begyndte at nedskrive det. Undervejs blev traditionen omskrevet og tilpasset deres nye selvforståelse. Bibelforskere mener, at det var antagelig på denne tid, at traditionerne i ''Tanakh'' begyndte at få deres endelige form. Og det var tilsyneladende også her, at jødernes tro fik den monoteistiske karakter, som siden skulle gøre sig gældende. Det er her, at profeten Ezekiel fortæller, at Gud gør ham opmærksom på den afgudsdyrkelse, som finder sted.<ref>Bibelen (1992), s. 1048</ref> Det er her, at Gud lover at straffe jøderne for denne afgudsdyrkelse.<ref>Bibelen (1992), s. 1049</ref><ref>Lemche (1983), s. 17f</ref> Det er her, at jødernes bortførelse bliver stillet i udsigt. Det er her, at grunden lægges til den fortolkning, at eksilet gøres nødvendigt for, at jøderne langt om længe endegyldigt kan vende sig mod den sande gudsdyrkelse. Og det er her, at profeten Esajas formulerer sine propagandistiske og doktrinære anklager. Det er her, at Gud gøres til den, som lover jøderne håb om frihed igen. Det er her, at retten til "det lovede land" formuleres. Og det er her, at Gud bliver gjort enevældig.<ref>Lemche (2015), s. 189</ref> To eksempler fra Esajas Bog kan belyse det: i vers 44 linje 6: "Jeg er den første, og jeg er den sidste, der er ingen anden Gud end mig"<ref>Bibelen (1992), s. 895</ref> og i vers 45 linje 5: "Jeg er Herren, der er ingen anden, der er ingen anden Gud end mig".<ref>Bibelen (1992), s. 897</ref></br> Selv alt det gode og alt den onde har samme oprindelse:</br> "Jeg danner lys og skaber mørke,</br> jeg frembringer fred og skaber ulykke,</br> jeg, Herren frembringer alt dette."<ref>Bibelen (1992), s. 897</ref></br> For første gang optræder jøderne som et folk med kun een erklæret Gud. Der kan næppe være tvivl om, at dette var følgen af en bestemt strategi: elitens kamp for ikke at blive opslugt af imperiet. Over for de mange guddomme i Babylon sætter jøderne en enkelt gud som deres modstykke. Derved, og kun derved, kan de opretholde deres særegne identitet som folk. Hvis Jahve havde været een gud blandt mange andre, havde han tabt og havde ingen fremtid. Kun ved at gøre ham almægtig, ved at hævde at han havde brugt Nebukadnezar som et redskab i sin egen guddommelige plan, kunne de opretholde deres identitet og deres håb om en fremtid. De gamle guder måtte udryddes eller bortforklares som fejltagelser, der kunne forklare jødernes ulykkelige skæbne. Og derfor blev den traditionelle historie omskrevet punkt for punkt for at kunne understøtte det nye narrativ.<ref>Lemche (2015), s. 190</ref> Nået så langt tog de skriftkloge åbenbart det næste skridt: de måtte som modstykke til Mesopotamiens tradition opfinde og udvikle deres egen skabelsesberetning og deres egen beretning om en altomfattende oversvømmelse. Inspirationen hentede de hos babylonerne selv. De tog de velkendte babylonske beretninger men omskrev dem således, at de udgjorde en polemisk kontrast til den tro og de traditioner, som blev hyldet af deres omgivelser. Der vil være lejlighed til at se nærmere på disse ved en gennemgang af Gamle Testamente. ==== Jødernes tilbagevenden til Jerusalem ==== I 539 f.Kr. indtræder så afslutningen på jødernes tid i eksil. Dette år erobrer perserne Babylon, og Cyrus den Store erklærer straks efter en almen amnesti. Der efter giver han tilladelse til, at fordrevne folkeslag må vende tilbage til deres hjemegn og genoptage deres gudsdyrkelse.<ref>Lemche (2015), s. 193</ref> Også jøderne vendte hjem. Ifølge Ezras Bog vendte i alt 42.360 jøder tilbage til Jerusalem foruden deres trælle og trælkvinder, i alt 7.337, samt 200 sangere og sangerinder, det vil sige i runde tal 50.000 personer.<ref>Bibelen (1992), s. 510</ref> Om dette tal er korrekt, vides ikke. Der har været peget på, at der i virkeligheden ikke var meget at vende tilbage til. Sammenlignet med forholdene i Mesopotamien var Kana'an langt fattigere og underudviklet, og ingen kunne forvente at få tidligere ejendom tilbage. Det måtte kræve en overbevisende begrundelse at motivere befolkningen til at vende hjem. Netop ved at slå på, at Jerusalem var det sted, som Jahve havde valgt til sit tempel, og som udgangspunkt for en ny stat af samme storhed som under kong David, har præster og religiøse propagandamagere kunnet få befolkningen med sig.<ref>Lemche (2015), s. 195</ref> Og samtidig har de kunnet genvinde deres elitære position i samfundet. Det vigtige er, at da jøderne vendte tilbage til Jerusalem, var det med en ny, monoteistisk religion. Den var i store træk skabt under deres eksil, omskrevet og suppleret i forhold til tidligere. Den forenede folk og tro i en næsten uadskillelig helhed. Der kan her være grund til at stille et vigtigt spørgsmål: betyder dette så, at jøderne vendte hjem med en fuldt udviklet fælles trosretning? Nej, intet taler for dette. Snarere må vi regne med, at det kun var en lille gruppe af teologiske skriftlærde, som havde taget del i den redigeringsproces, som var foregået i Babylon, og at det kun var dem, som havde det fulde kendskab til det nye narrativ om jødernes oprindelse, som de havde skabt. Langt den største del af befolkningen, som var forblevet i området, var uvidende om den nye ideologiske udvikling. Dette indebærer, at det først er efter deres tilbagevenden, at de skriftkloge for alvor kan begynde at promovere og udbrede deres nye narrativ til hele befolkningen og dermed skabe den identitetsforståelse, som denne siden udviklede. Samtidig synes eliten, at dømme efter en bemærkning i Ezras Bog kapitel 7:16, at have udnyttet de gunstige muligheder for at overtale rige jøder i Babylon til at forpligte sig til at finansiere deres genopbygningsprojekt.<ref>Bibelen (1992), s. 524</ref><ref>Lemche (2015), s. 202</ref> ==== Persisk tid ==== Under det persiske herredømmes tid (538-332 f.Kr.) sad der persiske statholdere i landets ulige dele. Vi ved, at statholderen i Judæa 408 f.Kr. hed Bagohi, dels fra Josefos, dels fra papyrusfundene i Elefantine. At statholderen i Samaria var en samaritan, Sanballat, tyder på, at perserne ikke har blandet sig i Palæstinas forhold, når oprør ikke foranledigede dem til at gribe ind, som tilfældet var under Artaxerxes III (358-338 f.Kr.). Det var under persisk beskyttelse, at Nehemia og Ezra genoprettede den jødiske menighed i Jerusalem. Vi ved sandt at sige ikke meget om den jødiske religionsdyrkelse på denne tid. Meget tyder på, at der skete en langsom spredning af den nydannede monoteistiske tro, sikkert som et politisk-nationalt redskab over for det persiske overherredømme. Men intet taler for, at denne endnu formelt var slået igennem. Ikke bedre står det til med genopbygningen af Jerusalem. Arkæologerne kan ikke finde spor efter en sådan genopbygning hverken i 6., 5. eller 4. århundrede f.Kr. En egentlig genopbygning synes først at have fundet sted i 2. århundrede f.Kr. Indtil da lå de egenlige centre øjensynligt i Samaria og i Sikem nord for Jerusalem.<ref>Lemche (2013), s. 24</ref> Ifølge den israelske arkæolog Israel Finkelstein var Jerusalem indtil da en mindre bosættelse med omkring 500 indbyggere svarende til omkring hundrede familier. Ganske vist fandtes der et tempel i byen, idet vi har breve fra bosættelsen Elefantine i Egypten, som antyder dette i forbindelse med opførelsen af et nyt Jahve-tempel i denne by<ref>Lemche (2013), s. 27</ref>, men om nogen storby var der åbenbart langt fra tale. Elefantine var en jødisk by i Egypten fra 400-tallet f.Kr. Den er interessant, fordi den kan vise træk ved og fravær af jødisk levevis på denne tid. Byen blev antagelig grundlagt i midten af 6. århundrede f.Kr. af folk, der var emigreret fra Syene-området i Palæstina.<ref>Barnea (2024), s. 1</ref> Vi ved, at der eksisterede et særligt tempel for dyrkelsen af Jahve indtil 410 f.Kr., da det blev ødelagt. En jødisk befolkning nævnes sidste gang i kilderne i 399 f.Kr., hvad, der skete med den jødiske befolkning efter denne tid, er ukendt.<ref>Adler (2025), s. 39</ref> Historien om jødernes udvandring fra Egypten kendes ikke i denne by, hvilket tyder på, at denne tradition er yngre end 400-tallet. Ligeledes kendte befolkningen ikke til ''torah'', det vil sige jødisk lov, så også denne må være yngre end 400-tallet. Endvidere dyrkede jøderne i denne by flere guder (jahvisme) i modsætning til senere tids monoteisme (judaisme). Således har vi flere kilder fra 400-tallet f.Kr., der vidner om zoroastracisme, herunder et ild-alter og et tempel.<ref>Barnea (2024), s. 3-7</ref> En lignende jødisk polyteisme kendes fra andre byer.<ref>Adler (2025), s. 41-47</ref> Men dette indebærer også, at jøderne stadig ikke på denne tid var monoteister til trods for de bestræbelser, som præsteskabet havde udført under eksilet i Babylon. I stedet tolkes situationen således, at den jødiske kult udviklede sig gravist over tid blandt andet inspireret af zoroastrisk kult indtil, at de fik den form som kendes fra den hebraiske bibel.<ref>Barnea (2024), s. 29</ref> Hvis byen blev grundlagt af dem, som ikke endte i Babylon, kan dette forklare deres fastholden ved polyteisme og ukendskab til den monoteisme, som blev udviklet i Babylon. Dermed adskiller kulten på denne tid blandt jøder sig markant fra den, som ses i hasmonæisk tid.<ref>Adler (2025), s. 48</ref> Yonatan Adler ved Ariel University har kaldt denne kult og levevis "proto-jødisk" (''proto-Judaic'') og definerer den således: "Et protojødisk kulturelt træk er således et særskilt element af den israelitiske og/eller jødiske livsstil, som med tiden blev lovgivet som en forskrift for regulering i en eller flere af Mosebøgernes tekster, og som i sidste ende blev optaget som en del af jødedommen."<ref>Adler (2024), s. 5</ref> Et eksempel herpå er at spise svinekød. I to af Mosebøgerne (Tredie Mosebog kapitel 11:1-8<ref>Bibelen (1992), s. 126f</ref> og Femte Mosebog kapitel 14:3-8<ref>Bibelen (1992), s. 216</ref>) forbydes det jøder at spise svinekød, men arkæologiske fund fra tiden fra sen bronzealder (1300-1130 f.Kr.) frem til jernalder (586 f.Kr.) viser, at svin faktisk blev avlet til fortæring i strid med denne bestemmelse, skønt de er fraværende i nogle bopladser henregnet til kana'anære og fønikere i jernalderen uden, at det derfor med sikkerhed kan siges at være bevidste valg; økonomiske, økologiske og sociale forhold kan have spillet ind.<ref>Adler (2024), s. 13</ref> Flere jødiske leveregler tilskrives således myter i Mosebøgerne, og det kan ikke afvises, at disse myter ''netop'' er blevet til for at kunne begrunde og legitimere disse leveregler.<ref>Adler (2024), s. 21</ref> Det gælder blandt andet reglen om at omskære drengebørn.<ref>Adler (2024), s. 20f</ref> Niels Peter Lemche anser Nehemias' Bog og Ezras Bog som omtrent samtidige skildringer af udviklingen på denne tid. På grundlag af beskrivelserne i disse bøger når han frem til følgende: Nehemias genopbyggede templet i Jerusalem og lod store dele af landbefolkningen flytte ind til byen i strid med guvernørerne i Samaria og de omgivende provinser. Desuden gennemførte han en social reform, der afskaffede al gæld og som tilbagegav ejendom tidligere konfiskeret fra landbefolkningen til denne.<ref>Lemche (2015), s. 199</ref> Ezra gik endnu videre: han gav Nehemias' reformer en ideologisk begrundelse, idet han udskilte og isolerede den jødiske befolkning i både religiøs og etnisk henseende i forhold til omgivende egne. Dette sker ved at erklære jødisk religion som særegen, ved at erklære jøder som "Guds udvalgte folk" og ved at erklære jøder som "etnisk rene". Det var en politik, som måtte føre til et uovervindeligt brud med andre befolkningsgrupper i Samaria.<ref>Lemche (2015), s. 200</ref> Der kan være grund til at vende tilbage til dette emne senere. På dette sted er det vigtigste at bemærke, at vi her ser den etnisk-religiøse ideologi, som var blevet formuleret under eksilet i Babylon, omsat til politisk handling. Sat på spidsen kan man sige, at vi taler om skabelsen af et særligt jødisk folkeslag. Uden for Jerusalem og Samaria førte denne udvikling til, at jøderne nu mere markant isolerede sig fra andre folkeslag i form af en særskilt religionsdyrkelse.<ref>Lemche (2015), s. 201</ref> Havde der allerede under eksilet været tendenser til dannelse af særlige jødiske bosættelser og byer som den tidligere nævnte egyptiske by Elefantine og bosættelsen Al Yahuda ved Babylon, så ser vi her begyndelsen på regulære ghettodannelser. ==== Hellenistisk tid ==== I den græske periode fra Alexander den Stores erobring i 332 f.Kr. til 167 f.Kr. blev Palæstina atter genstand for strid mellem Syrien, hvor seleukiderne herskede efter Alexanders død 323 f.Kr., og Ægypten, der beherskedes af ptolemæerne. Frem til 198 f.Kr. var overvejende Egypten, fra den tid, efter Antiochos IIIs sejr ved Paneas, syrerne Palæstinas herrer. Efter, at Babylon, Ninive og Shushan var gået til grunde, og Alexandria var blevet grundlagt, flyttede tyngdepunktet vest på, og Palæstina fik igen samme betydning som i 15. århundrede f.Kr. Under ptolemæerne regeredes Palæstina af guvernører (hegemon, epitropos), om hvis myndigheds udstrækning kun lidt vides. Skatteopkrævningen var overladt - ved licitation - til skatteforpagtere. I jødernes kreds fik kirkelige forsamlinger og ypperstepræsten en vidtgående myndighed. Under seleukiderne stod Palæstina, der kaldtes Fønikien, sammen med dele af Syrien under en militærguvernør, og syrisk militær besatte landet. Skatten indkrævedes af seleukidiske embedsmænd. Fra 165 f.Kr., da Antiochos Epifanes forbød jødisk gudsdyrkelse, blev landet ramt af de makkabæiske kampe, der skulle bane vejen for det hasmonæiske dynasti. Undersøgelser tyder på, at jøderne i almindelighed stadig ikke kendte til ''torah'', det vil sige jødisk lov, i begyndelsen af hellenistisk tid, og slet ikke at de respekterede og fulgte den.<ref>Adler (2025), s. 34</ref> Således er der flere eksempler på, at judæere to ågerrenter af deres udlån.<ref>Adler (2025), s. 28</ref> Der er også bevis på, at nogle judæere selv på denne tid dyrkede andre guder end Jahve.<ref>Adler (2025), s. 27</ref> Og skønt ordet "''sabbat''" forekommer, lader det sig ikke fastslå, om dette havde samme betydning som senere eller blot henviste til en jødisk helligdag.<ref>Adler (2025), s. 28</ref> Faktisk forekommer ordet "''sabbat''" ikke een eneste gang i Gamle Testamente. Omvendt er der ingen arkæologiske beviser på, at jøderne tog deres rituelle bade i bassiner, således som foreskrevet i ''torah'', og heller ikke at de iagttog særlige rituelle renselsesregler omkring deres mad.<ref>Adler (2025), s. 26</ref> Der har været peget på, at Aristeas i et brev oplyser, at Ptolemæus II Philadelphus (regerede 285-246 f.Kr.) tog 72 jøder fra Jerusalem til Alexandria for at få oversat en jødisk lov til græsk til sit bibliotek.<ref>Adler (2025), s. 31</ref> ''Torah'' er ikke nævnt ved navn, så der er ingen beviser på, at det er den, som der henvises til, men selv om dette var tilfældet, kan dette ikke tages som udtryk for, at jøderne i almindelighed kendte og fulgte loven.<ref>Adler (2025), s. 32</ref> Dette til trods for, at jøderne på denne tid ellers nød udstrakt selvstyre både i Judæa og i andre områder.<ref>Adler (2025), s. 24</ref> Dette har fået Yonatan Adler til at betegne jødisk kultur på denne tid som "jahveisme" (''Yahwism'') i modsætning til den "judaisme" (''Judaism''), der først fulgte senere og som fulgte ''torah''-en.<ref>Adler (2025), s. 7</ref> Men uanset benævnelsen betyder det, at traditionel jødisk kultur først stammer fra tiden ''efter'' hellenistisk tid. ==== Det hasmonæiske kongerige ==== Den hasmonæiske eller senhellenistiske periode strakte sig fra 167 f.Kr. til 63 f.Kr. Betegnelsen "Det hasmonæiske kongerige" dækker over en yderst omtumlet periode i jødisk historie, som strakte sig fra midten af 2. århundrede f.Kr. til midten af 1. århundrede f.Kr. Hasmonæerne var en jødisk præsteslægt, som spillede den førende politisk rolle på denne tid. Betegnelsen er dannet efter Hasmon, der var Mattatija’s bedstefader. I årene 168-161 f.Kr. ledede hasmonæerne kampen for national og religiøs frihed mod seleukiderne, som under Antiochos IV havde underkuet dem. Bevægelsen begyndte under Mattatija, men blev fortsat af hans sønner, først Judas Makkabæer, efter hvem slægten often kaldes makkabæerne; han fik genoprettet den jødiske gudsdyrkelse i 165 f.Kr. og opnåede i 161 f.Kr. religionsfrihed. Dette år overvandt han den syriske feltherre Nikanor og sluttede forbund med Romerne, men døde kort efter. Hasmonæerne optrådte der efter som et dynasti, der kæmpede for deres egen magtstilling. Judas’ broder, Jonatan, som afløste ham som leder, lod sig i 153 f.Kr. udnævne til ypperstepræst, skønt han efter jødisk lov ikke havde ret til denne stilling. Dette betød et brud med de lovtro, som de oprindelige havde kæmpet for. Efter hans mord i 143 f.Kr. lykkedes det broderen Simon (143-135 f.Kr.) at få landets selvstændighed anerkendt og at erobre syrernes borg i Jerusalem. Som følge heraf blev han af befolkningen hyldet som arvelig ypperstepræst og som verdslig hersker i 141 f.Kr. Dermed havde hasmonæerne opnået formel anerkendelse af deres dynasti. Det betød imidlertid ikke, at der nu herskede fred, tværtimod. Under Simon’s søn, Johannes Hyrkan (134-104 f.Kr.), indtraf et åbent brud mellem hasmonæerne på den ene side og farisæerne på den anden. Under de fortsatte kampe undertvang han den autonome stat Edom og ødelagde Samaria og også den samaritanske helligdom på Garizim. Hans sønner, Aristobul (104-102 f.Kr.) og Alexander Jannæos (102-76 f.Kr.) var brutale herskere og fjernede sig langt fra styrets oprindelige karakter, idet de var udpræget hellenistisk sindede. Alexander udnævnte sin dronning Salma Alexandra til sin efterfølger (78-69 f.Kr.), mens sønnen Hyrkan II blev ypperstepræst. Midt i de hele etablerede armenerne et kortvarigt herredømme (70-63 f.Kr.) idet de erobrede landet og lagde området under deres overherredømme. Men den interne magtkamp fortsatte uafbrudt. Salma sluttede sig til farisæerne, og hun kom derved i modsætning til saddukæerne, som samlede sig om hendes anden søn, som efter hendes død tog magten fra sin broder og herskede som Aristobul II, dog under vedvarende kampe, indtil Pompejus afsatte ham og tog ham med til Rom i 63 f.Kr. Efter ulige forsøg på opstand blev Aristobul og hans søn Alexander myrdet i 48 f.Kr. Hyrkan II, der af Pompejus nu blev anerkendt som ypperstepræst med Antipater som verdslig leder, blev af Cæsar forfremmet til ethnarch, mens den faktiske myndighed efterhånden gik over til Herodes efter Antipater’s død. Aristobul’s anden søn, Antigonos, gjorde imidlertid oprør og blev en kort (40-37 f.Kr.) tid konge, mens Hyrkan blev bortført og fik ørene skåret af. I 37 f.Kr. erobrede den af Romerriget anerkendte Herodes så Jerusalem, og Antigonos blev henrettet i Antiochia. Dermed var hasmonæernes herredømme bragt til ende. Herodes levede en tid i venskab med Hyrkan men lod ham så dræbe. Herodes var besvogret med hasmonæerne, idet hans hustru Mariamme var datter af Aristobul II’s søn Alexander. Dette forhindrede dog ikke, at han lod hendes broder Aristobul dræbe. Senere dræbte han ligeledes hende selv og hendes moder. Endelig dræbte han nogle hasmonæere, der opholdt sig hos hans svoger i Idumæa. Således blev det Herodes, som endte slægtens magtdrømme.<ref>Pedersen (1919), s. 943f</ref> Så meget om den politiske udvikling. Det vigtigste i denne sammenhæng er, at de var i denne omtumlede tid, at vi for første gang ser tydelige spor af en jødisk kultur og religionsdyrkelse. Årsagen er klar nok: lederen af den nye stat var en ypperstepræst, som nu tillige blev den politiske, kultiske og militære leder af den nye stat. Og det er tydeligvis på denne tid, at denne nye magt manifesterer sig også religiøst. Det er først fra denne tid, at de første synagoger optræder. Det er først fra denne tid, at ''Tanakh'' optræder i sin endelige skikkelse. Det er først fra denne tid, at der optræder beviser på, at jøderne i deres levevis fulgte bibelsk lov, der nu bliver promoveret som "deres forfædres lov" og påvirker et utal af leveregler både i og uden for jødernes "hjemland".<ref>Adler (2025), s. 67</ref> Først nu optræder mønter uden billede. Det bør desuden erindres, at der ingen omtale findes af sabbaten i Gamle Testamente. Endelig fortjener det at blive nævnt, at de hasmonæiske regenter ikke betegnede sig selv som israelittere men som "ledere af det jødiske samfund", hvilket blandt andet fremgår af deres mønter. Senere skulle romerne under kejser Hadrian omdøbe Kana'an til Palæstina, men den samme benævnelse blev anvendt for området allerede af den græske historiker Herodot<ref>Herodot (1979) i bog I:105, II:106, III:91, IV:39 og VII:89</ref> og før ham af Sennacherib i annalerne om dennes krigskampagner. Meget tyder således på, at selvidentiteten "jøde" synes først at blive skabt i det 2. århundrede f.Kr. efter hasmonæernes oprør og etableringen af kongeriget baseret på religiøse regler. ==== Romersk styre ==== Romersk tid strækker sig fra sidste århundrede f.Kr, til første århundrede e.Kr. Det kendetegnes ved at området i denne periode havde en romersk guvernør. Yonatan Adler har undersøgt de kulturelle traditioner i dette tidsrum og finder, at de følger senere jødiske traditioner: der er renselsesbassiner og husgeråd af kalk som udtryk for jødiske relselsesritualer samt mønter, vægdekorationer i huse og hjemligt udstyr som udtrykkeligt undgår at vise mennesker og dyr i overensstemmelse med påbuddet i Mosebøgerne. Han konstaterer yderligere, at disse træk er særligt markante i de områder, som vides at have haft en overvejende jødisk befolkning, men ikke nødvendigvis i områder hvor andre befolkningsgrupper var dominerende. Han konstaterer endvidere, at disse rituelle træk tydeligt går tilbage til hasmonæisk tid men ikke med sikkerhed lader sig følge længere tilbage, til dels på grund af et svagt og mangelfuldt arkæologisk og skriftligt bevismateriale. Som beviserne nu stiller sig, var det i hasmonæisk tid, at disse rituelle træk slog igennem og efterhånden bredte sig til den samlede befolkning og i romersk tid allerede var blevet normen.<ref>Adler (2022)</ref> Det er på denne baggrund, at Jesus må ses: i en tid, hvor mange jøder drømte om og håbede på at genskabe deres egen selvstændige stat, trådte han frem med sit provokerende budskab, at "Guds rige ikke var af denne verden". Ikke nok med det: han udfordrede farisæerne og de skriftkloge, og oven i alt dette ophævede han jøder som Guds udvalgte folk og erklærede enhver, som følger Guds ord og hans påbud som en del af den udvalgte befolkning. I det givne politisk-religiøse klima gjorde det ham farlig for en national jødisk politik, så han måtte stoppes, og det blev han som bekendt. Men det stoppede ikke hans budskab i at blive yderligere spredt, tværtimod. Frem til 70 e.Kr. opstod der ulige retninger inden for jødedommen, hvoraf saddukæerne, farisæerne og essæerne synes at have været de væsentligste. Desuden opstod der en række messianske og apokalyptiske bevægelser. Saddukæerne var en gruppe der var tilknyttet præstedømmet i templet i Jerusalem. I modsætning til farisæerne, som påberåbte sig myndighed på grund af deres lærdom og fromhed, baserede saddukæerne deres særstilling på afstamning og status. Meget tyder på, at de repræsenterede Hasmonæernes klan, der tidligere havde regeret som præstekonger. De nægtede at acceptere læresætninger som ikke direkte var nævnt i ''Torah'', også selv om læren var nævnt et andet sted i Tanakh. Ja, de "anså det for en dyd at debattere" sådanne sager. Et eksempel på en sådan debat findes i Mattæusevangeliet kapitel 22:23-33, hvor de satte Jesus på prøve med hensyn til opstandelsen. Idet saddukæerne opstillede en tænkt situation hvor en enke havde været gift med syv mænd, spurgte de: "Hvem af de syv skal nu have hende til hustru i opstandelsen?" I denne sammenhæng var det selvfølgelig uvæsentligt om den tænkte enke havde været gift 14 eller 21 gange. Jesus svarer: "I opstandelsen gifter mænd sig ikke og kvinder bortgiftes ikke."<ref>Bibelen (1992), s. 1251</ref> Saddukæerne accepterede ikke eksistensen af et liv efter døden, og benægtede derfor også den farisæiske doktrin om en genopstandelse, hvilket netop var den forestilling, som Jesus prædikede. I Markusevangeliet kaptel 12:18-27 omtales en anden version af historien: da Jesus vidste, at saddukæerne ikke accepterede andre inspirerede skribenter end Moses, argumenterede han ved at citere fra ''Torah''. Han sagde: "Med hensyn til at de døde oprejses, har I da ikke læst i Moses’ bog, i beretningen om tornebusken, hvordan Gud sagde til ham: ’Jeg er Abrahams Gud og Isaks Gud og Jakobs Gud’? Han er ikke dødes men levendes Gud."<ref>Bibelen (1992), s. 1281</ref> Saddukæerne ønskede ikke, at en Messias skulle dukke op og lave om på tingene og da de betragtede Jesus som en trussel mod deres position, sammensvor de sig med farisæerne om at slå Jesus ihjel.<ref>Bibelen (1992), s. 1258f, 1352</ref> Farisæerne var kendetegnede ved, at de lagde stor vægt på overholdelse af Moseloven, især renhedsforskrifterne og desuden på "fædrenes overleveringer", som var en betegnelse for hele den mundtlige fortolkning af Moseloven. Bevægelsens etik havde mange detaljerede forskrifter og praktiske anvisninger. Essæerne levede i en slags kommunisme, hvor medlemmerne aflagde tavshedsløfte og ingen måtte besidde ejendom, hverken bolig eller slave, jord eller kvæg. Deres indkomster skulle overlades til en forvalter, som forestod indkøb af det nødvendige og sørgede for mad og underhold til gruppen. De forkastede også ægteskab, alle former for standsforskelle samt slaveri. De var soldyrkere og sendte hver morgen bønner op til solen. Når de havde afføring, gjorde de det inden døre for ikke at "besmitte" sollyset. Af de mange retninger inden for jødedommen overlevede kun den rabbinske jødedom, som byggede på farisæerne og deres lære. Den rabbinske jødedom var kendetegnet ved at hævde, at den skrevne ''Torah'' ikke kan fortolkes korrekt uden henvisning til den "mundtlige" ''Torah'' og den dertil hørende litteratur, der specificerer hvilken adfærd, der er sanktioneret af loven. Med et moderne udtryk var de fundamentalistiske teokrater. Når de andre fraktioner her er nævnt, er det for at vise, at jødedommen langt fra var nogen samlet bevægelse selv op til eller på Jesu tid. Stednavnet "Israel" første gang optræder på en mønt dateret til 66 e.Kr. møntet i forbindelse med jødernes oprør mod romerne.<ref>Lemche (2015), s. 15</ref> Efter oprøret 70 e.Kr. var det for en lang tid slut med jødiske forsøg på at skabe en egen stat. Jesu budskab og det mislykkede oprør førte til, at den jødiske befolkning blev sprængt i tre grupper: den ene gruppe var de traditionelle jøder, som holdt fast ved farisæerne og deres budskab, den anden gruppe var de kristne, som nu satte sig for at udbrede det nye budskab, og den tredie gruppe var judeo-nazaræerne, som fortolkede udviklingen på deres egen måde og mente, at genskabelsen af templet i Jerusalem var en forudsætning for, at Messias ville vende tilbage. De arbejdede i flere hundrede år på dette mål, men da de endelig fik magten i Jerusalem i år 634 og Messias alligevel ikke vendte tilbage, blev bevægelsen omformet til en ny arabisk religiøs bevægelse, som i 749 efter abbasidernes magtovertagelse endte som muhammedismen, komplet med en egen profet, en egen hellig bog og med et nyt religiøst midtpunkt i Mekka.<ref>se ''Muhammedanismen i kildekritisk belysning''</ref> ==== Sammenfatning ==== Hvordan skal begivenhedsforløbet nu fortolkes? Et foreløbigt svar kunne lydes således: det ser ud til, at hebræerne udskilte sig fra kana'anæerne allerede i slutningen af 13. århundrede f.Kr., og at de oprindeligt levede i bjergområderne i den sydlige og mellemste del af Kana'an. De kan have været flygtninge, og de kan være folk, som havde forladt deres hjembyer i lavlandet. Det er muligt, at det netop var denne særstilling som illegale i bjerglandet, der dannede grundlag for, at de udviklede en særlig identitetsfølelse. Denne tilstand varede indtil, at hebræerne under det magttomrum, som fulgte sammenbruddet omkring 1177 f.Kr., først erobrede lavlandet og dernæst etablerede et egentligt kongerige, der imidlertid efter meget kort tid blev delt i to, Israel og Judæa. Deres etnisk-nationale udskillelse var dog åbenbart ikke mere udtalt end, at israelitterne jævnligt synes at have giftet sig med kvinder fra andre stammegrupper. Så langt, vi tør tro Bibelens fremstilling, var de polyteister, det vil sige dyrkede flere guder. Ganske vist var der perioder, hvor der gjordes forsøg på at indføre monoteisme, men dels var der stadige tilbageslag, dels skete disse forsøg på det statslige niveau, mens den almindelige befolkning synes at have fastholdt polyteismen uden afbrydelser gennem flere hundrede år helt frem til og med landsforvisningen til Babylon. Religionsdyrkelsen synes at have udviklet sig fra at have været spredt i de enkelte husstande, landsbyer og stammer hen imod en statslig centralisering med deraf følgende voksende magt for præsteskab og konger. Efter alt at dømme er det først under eksilet i Babylon, at præsteskabet blandt jøderne udvikler en erklæret monoteisme, mens dette ikke synes at være tilfældet for den brede befolkning. Hele jødernes tidligere historie bliver nu omfortolket af præsteskabet i lyset af denne nye religion, og den bliver promoveret og legitimeret af nogle få erklærede profeter. Efter jødernes tilbagevenden til Kana'an efter eksilet i Babylon bliver den nye religion gjort til et redskab for præsteskabets politiske mål: en selvstændig teokratisk stat. Dette mål bliver opnået, men den nye stat varer kun i henved hundrede år, og igennem hele sin eksistens er den præget af interne magtkampe blandt den ledende religiøse elite. Meget tyder dog på, at det først er på denne tid, at monoteismen slår igennem også i den brede jødiske befolknings livsstil og levemåde og bliver det centrale element i israelitternes selvforståelse. Men dette forudsatte og krævede præsteskabet både som den etnisk-religiøse og den statspolitiske magthaver. Efter alt at dømme er det tidligst fra denne tid, at vi kan tale om jødedom i moderne forstand. Men denne udvikling forudsatte, som vi har set, en dramatisk omskrivning af den jødiske historie. Meget måtte udelades eller totalt omskrives. På den anden side blev der indført nye elementer, som næppe har meget med den historiske udvikling at gøre men som gav jøderne en forhistorie så lang som nogen. Niels Peter Lemche har betegnet ''Tanakh'' eller Gamle Testamente som et langt politisk propagandaskrift til fordel for Jerusalem som hovedstad i en jødisk stat og med templet i Jerusalem som det religiøse og politiske midtpunkt.<ref>Lemche (2013), s. 25</ref> Han mener, at dette er sket på et tidspunkt, hvor Sikem endnu var det egentlige midtpunkt med et tempel for samaritanerne, men at dette tempel blev ødelagt, mens samaritanerne blev beskrevet som "et pariafolk" set med jødiske øjne.<ref>Lemche (2013), s. 29</ref> Han antager, at der findes mindelser om denne tidligere tilstand i Josvabogen kapitel 24:1, hvor det israelske folk forenes gennem pagten med Jahve netop i Sikem<ref>Bibelen (1992), s. 269</ref><ref>Lemche (2013), s. 30</ref>, og i Første Kongebog kapitel 12, hvor det også netop er i Sikem, at befolkningen bliver splittet mellem to stater, Israel og Juda.<ref>Bibelen (1992), s. 392f</ref><ref>Lemche (2013), s. 31</ref> Hvis han har ret, kan det både forklare og indirekte bevise hvorfor, at det først er efter hjemvendelsen fra eksilet i Babylon, at Gamle Testamente har fået sin endelige udformning, nemlig som led i en national statsdannende proces, der skulle gøre Jerusalem til den nye hovedstad. Jødernes senere historie falder uden for fremkomsten af ''Tanakh'' og dermed uden for denne behandling, selv om der åbenbart er foregået redaktionelle ændringer i teksten også senere end i den her behandlede periode. === <big>Problemerne med Gamle Testamente</big> === I jødedommen spiller ''Tanakh'' eller Gamle Testamente en flersidet rolle, både som kilde til jødisk historie, til jødisk religion og til moralske begreber i jødisk tankegang. Vi har allerede set på det første aspekt af denne problemstilling og konstateret, at den langt fra kan understøtte traditionen om jøder som et monoteistisk folk. Nu skal opmærksomheden rettes imod ''Tanakh'' som troværdig kilde til jødisk historie. Et passende kildekritisk udgangspunkt ved vurderingen af Gamle Testamentes troværdighed må være de modsætninger, der er mellem dennes fremstilling og de faktuelle kendsgerninger. Der er således ingen beviser for eksistensen af de fem mosebøger før slutningen af 4. århundrede f.Kr. inklusive eksistensen af en person ved navn Moses.<ref>Gad Barnea</ref> Problemerne med teksterne lader sig inddele i tre delspørgsmål:</br> - er der een eller flere forfattere til Tanakh?</br> - er dele af teksterne lånt fra andre kulturer?</br> - er originale tekster blevet forandrede?</br> Svaret er i alle tre tilfælde bekræftende. Der kan derfor være grund til at behandle hvert af dem særskilt. === Forfattere og deres datering === Tekstanalytikere mener, at ''Tanakh'' (Gamle Testamente) er blevet til i tre omgange:</br> - en arkæisk fase: 11.-10. århundrede f.Kr.</br> - en klassisk fase: 9.-6. århundrede f.Kr.</br> - en sen fase: 5. århundrede f.Kr. eller senere.</br> Eksempelvis mener man, at den ældste del af Første Mosebog er historien om Jakobs velsignelse (i kapitel 47), som skal stamme fra arkæisk tid, men størstedelen af resten stammer fra klassisk tid. I en række tilfælde forekommer tilsyneladende dubblerede historier med både ligheder men også klare forskelle. Forskerne mener, at det afspejler sammenskrivning af to eller flere ulige overleveringer. Kildeforskere mener at kunne udskille fire lag i eller snarere forfattere til Mosebøgerne: J: ''Jahvisten'', hvor Gud sædvanligvis kaldes ''Jahve''; et litterært lag der i modsætning til Præsteskriftet er præget af lægmandssynspunkter.</br> E: ''Elohisten'', hvor gudsbetegnelsen er ''Elohim''.</br> D: ''Deuteronomisten'', det vil sige "forfatteren" til Femte Mosebog.</br> P: ''Præsteskriftet'', et litterært lag i mosebøgerne, der antages at være blevet til i præstelige kredse, og som udviser særlig interesse for kultiske forhold. J- og E-teksterne menes nedskrevet efter, at det oprindelige kongerige var blevet delt i to: Israel i nord og Judæa i syd. J-teksterne menes at stamme fra Judæa, E-teksterne menes at stamme fra Israel. J-teksterne dateres til tidsrummet mellem 848 f.Kr. og 722 f.Kr., idet disse tekster omtaler Babylon og Calah (Nimrod) som store byer. Desuden nævnes Edom som en autonom stat, hvilket først skete efter 848 f.Kr. E-teksterne lader sig ikke datere nærmere end til 9. eller 8. århundrede f.Kr. P-teksterne dateres til 6. århundrede f.Kr. og menes skrevet efter, at templet i Jerusalem var revet ned, og jøderne var blevet tvangsforflyttede til Babylon. Dette kan forklare hvorfor, at der ikke findes en eneste henvisning til templet i Jerusalem.<ref>Dinkgreve (2021), kap. 8</ref> Problemet ved en tekstanalyse af ''Tanakh'' er, at teksterne synes at være flettet sammen fra to eller flere oprindelige kilder til een sammenhængende historie. Det formodes, at J- og E-teksterne er blevet sammenskrevne efter 722 f.Kr., da Israel blev erobret af assyrerne, og flygtninge fra Israel i nord kom sydpå til Judæa og bragte deres E-traditoner med sig. Her blev de sammenskrevne til en ny version, JE, der ofte giver et judæisk perspektiv. Men hvordan kan vi skelne imellem de forskellige tekster? Lad os tage nogle eksempler. Under ørkenvandringen lader Moses vand springe fra klippen. I det ene tilfælde sker det uden problemer, i det andet pålægges Moses af Gud at tale til klippen, men han slår på den med sin stav i stedet, og som straf for at have ignoreret dette pålæg får han ikke love til at betræde Kana'an men kun at se det udefra. (exodus 18) J-teksten angiver, at Abraham boede i Hebron, som er en judæisk by, men E-teksten fortæller om Jakobs kamp med Gud i Peni-El, som er en israelsk by. I beskrivelsen af Jakobs sønner nævner J-teksten Judæa, mens E-teksten nævner stammer der var dele af Israel. I E-teksten lader Aron skabe guldkalven til jødernes tilbedelse, men denne historie findes ikke i J-teksten. Præsterne i Judæa hævdes at være efterkommere efter Aron, Moses broder, mens præster i Israel nævner andre levitter. P-teksterne skiller sig ud ved at lægge vægt på love, lige som den tildeler Aron en større rolle, ligestillet med Moses. I ''JE''-teksten er det Moses' stav, som udfører mirakler (Første Mosebog kapitel 4), i P-teksten er det Arons stav (kapitel 7). I P-teksten er Aron den første, som ofrer, mens i ''JE''-teksten omtales flere tidligere ofringer, blandt andre Kain og Abel, Abraham og Isak samt Jakob, mens ingen af disse tilfælde omtales i P-teksten. Det menes, at dette afspejler P-tekstens mål om at give de aronitiske præster eneret på ofringer til Gud. Under ørkenvandringen optræder to uens oprør: i ''JE''-teksten er det Dathon og Abiram, som udfordrer Moses ved at sige, at det ville være bedre for jøderne at vende tilbage til Egypten, men at de opsluges af jorden i et jordskælv. I P-versionen er det levitterne under ledelse af Korah, som udfordrer Aron, men ligeledes dør. Ligeledes omtaler P-teksterne ingen tilfælde, hvor folk besøges af engle eller får visioner, således omtales ikke historien om Josef og han 6 drømmesyner, ej heller de to engle i Sodoma og Gomorra eller Jakobs kamp med Gud. Sigende nok nævnes ordet "profet" kun een gang i P-teksten og da med henvisning til Aron. Vigtigst i denne sammehæng er, at Tanakh ikke er historie men en samling af anekdoter, som er sammenstykkede og omskrevne for at give ''indtryk'' af at være historie. === Lånte historier === Sammenligninger mellem bibelske beretninger og tilsvarende overleveringer fra sumerisk og mesopotamisk kultur viser, at flere af historierne er blevet overtaget herfra, men at de er blevet omskrevne og tilpassede for at passe ind i den myte om jødernes oprindelse og historie, som man ønskede fremmet. Det gælder således blandt andre historierne om skabelsen, om Kain og Abel, om Noa og vandfloden samt om Sodoma og Gomorra. Andre beretninger er tilsyneladende ligeledes lånt fra andre kulturer, således udvandringen fra Egypten, der blev foretaget af et folk kaldet ''hyksos'', ikke af jøderne. Der kan være grund til at nævne nogle af disse beretninger, som jøderne så at sige adopterede. ==== Skabelsesberetningen ==== Den babylonske skabelsesberetning hedder ''Enuma Elish''. Dene kendes blandt andet fra Nineveh i Mesopotamien. Dens hovedtræk er følgende: i begyndelsen var der kun vand: guden ''Absu''s ferske vand og gudinden ''Tiamat''s salte vand. De blev blandede, og fra denne blanding blev født de første guder. Men disse yngre guder forstyrrede deres forældres søvn, så Tiamat sendte i vrede en hær af monstre for at ødelægge dem. Ud af dette kaos trådte ''Marduk'', stormguden og Babylons skytsguddom, som kæmpede imod ''Tiamat'' i en duel. Han affyrede en pil, som skabte hul i hendes mave og splittede hendes hjerte. Der efter skar han hendes krop op i to halvdele: af den ene skabte han himmelhvælvingen, af den anden halvdel jorden. Han satte stjerner i deres konstellationer, han satte månen til at angive månederne og solen til at lyse om dagen. Endelig skabte han menneskene af blod fra en død guddom blandet med ler for, at de kunne udføre det tunge arbejde for evigt.<ref>Dinkgreve (2021), kap. 3</ref> Den jødiske skabelsesberetning er i alle henseender et modstykke til den babylonske beretning: i stedet for flere guder er der kun een gud, i stedet for en skabelseskamp foregår skabelsen i Gamle Testamente med ord, i stedet for at menneskene er slaver for guderne er de i Bibelen skabt i Guds billede. Men der er også ligheder: rækkefølgen med adskillelse af himmelhvælving og den faste jord, fiksering af dag og nat samt tiden og endelig at menneskene skabes sidst i forløbet. Det kan som en sidebemærkning oplyses, at det hebraiske ord i Første Mosebog 1:2 for urdybet, ''tehom'', filologisk er forbundet med ''Tiamat'', saltvandsgudinden i den babylonske skabelsesberetning. Det er muligt, at der også indgår græsk indflydelse på skabelsesberetningens udforming. Når denne fremhæver det varme (lyset), det kolde (mørket), det våde (vandet) og det tørre (landet), så giver det visse mindelser om den græske lære om de fire grundelementer således, som man blandt andet finder den hos Thales af Milet og hos Seneca.<ref>Lemche (2013), s. 26</ref><ref>Lund (1993), s. 76f</ref> ==== Kain og Abel ==== Også den bibelske fortælling om Kain og Abel synes at have rod i to sumerisk myter. I den ene sumeriske myte omtales en hyrde (''Dumuzid''/Tammuz) og en landmand (''Enkimdu''), der begge konkurrerer om gudinden Inannas opmærksomhed. Den bibelske parallel: Ligesom i den sumeriske historie repræsenterer Kain hyrden, mens Abel repræsenterer bonden. Men i stedet for en uafklaret konkurrence eller forsoning tager den bibelske beretning en mørk drejning til brodermord. En anden variant er en sumerisk myte, hvor kvægguden (''Lahor'') og korngudinden (''Ashnan'') skabes af guderne for at sørge for mad og tøj. I disse historier diskuterer de to, hvem der må anses for mest værdifuld for den menneskelige civilisation. Den bibelske parallel er modsætningen mellem den omvandrende hyrde og den bofaste kornavler, men her bruges den til at skabe en søskenderivalisering, der ender i brodermord. Mens sumeriske myter brugte søskende til at fremhæve to byggestene i den menneskelige civilisation og fokuserer på samarbejde eller venskabelig rivalisering, brugte hebraiske forfattere den lånte fortælling til at skildre den syndefulde menneskelige natur, herunder konsekvenserne af misundelse. Forskere antager, at disse velkendte myter sandsynligvis blev integreret i den hebraiske tradition under deres babylonske eksil i det 6. århundrede f.Kr., hvilket tillod forfattere at omarbejde regionale kulturelle temaer, så de passede til deres monoteistiske verdensbillede. ==== Noa og vandfloden ==== Også historien om Noa og vandfloden er overtaget fra andre kulturer. I 1872 fandt man i British Museums store samling fra Assurbanipals bogsamling et store epos kaldet ''Gilgamesh''. I kapitel 11 af dette epos findes en historie, hvis hovedtræk er følgende: guderne beslutter at udrydde menneskene ved at drukne dem, men vandenes gud, Enki, advarer Utu-nipishtim om faren og tilråder ham at bygge en ark og tage sin familie og sit kvæg med ombord, hvilket skete. I seks dage og nætter varer uvejret og oversvømmelsen, men på den syvende dag rammer arken toppen af et bjerg i Armenien. For at undersøge om oversvømmelsen er overstået sendes først en due og så en svale ud, men de vender begge tilbage. Først, da en ravn sendes ud og ikke vender tilbage, viste det, at vandene nu var sunket, og at Utu-nipishtim kunne forlade arken. Det gør han og foretager et takoffer til guderne. Enki bad så den øverste af guderne, Enlil, om at love, at han aldrig i fremtiden ville straffe hele menneskeheden for nogle fås synder, hvilket denne lover. Han rører Uti-nipishtim og dennes hustru på panden og erklærer: "Hidtil har Utu-nipishtim været dødelig. Nu skal han og hans hustru være som guderne; og de skal bo i det fjerne, ved flodernes munding".<ref>Bibby (1971), s. 62f</ref> Lighederne med Bibelens beretning om syndfloden er indlysende til trods for forskellene: navnene er ændrede, de mange guder er erstattet af een Gud, men ellers er beretningen i sine kernetræk den samme. Senere, i 1899 og 1900, viste udgravninger i Nippur i Mesopotamien, at den akkadiske beretning selv havde en forgænger. I 1914 blev fra disse udgravninger offentliggjort en tavle fra Nippur med en lignende beretning, der imidlertid stammer fra Sumer og således er betydeligt ældre end den akkadiske beretning. Tavlen er ukomplet, idet kun den nederste trediedel er bevaret, men syndflodsberetningen er atter den samme, selv om hovedpersonen nu hedder Ziusudra i stedet for Utu-nipishtim. I den sumeriske version ender historien således: "Anu og Enlil viste velvilje mod Ziusudra, liv som en gud giver de ham, evig ånde som en gud bringer de ned til ham. Så kongen Ziusudra, bevareren af planternes navn og af menneskeslægtens sæd, lod de bo i overfartslandet. Dilmuns land, det sted hvor solen står op".<ref>Bibby (1971), s. 64</ref> Pointen her er, at Bibelens syndflodsberetning er et plagiat, ikke en oprindelig historie, men at den inddrages som et led i den rekonstruerede beretning om jødernes historie. ==== Edens have ==== I den sumeriske beretning optræder også det hellige land Dilmun. Dette land beskrives som et sted, hvor rovdyr, sygdom og alderdom ikke eksisterer: I Dilmun tier ravnen,</br> rovfuglen skriger ikke,</br> løven dræber ikke,</br> ukendt er den kid-fortærende vildhund,</br> ukendt det kornædende vildsvin.</br> Malten som enken spreder på taget -</br> himlens fugle opæder ikke denne malt.</br> Duen hænger ikke med hovedet.</br> Den øjensyge siger ikke: "Jeg er øjensyg",</br> den hovedsyge siger ikke: "Jeg er hovedsyg",</br> den gamle kvinde siger ikke: "Jeg er en gammel kvinde",</br> den gamle mand siger ikke: "Jeg er en gammel mand".<ref>Bibby (1971), s. 66</ref> Det har været foreslået, at dette ideelle levested har været forbillede for jødernes opfattelse af Edens have. I dag ved vi, at Dilmun ikke var en myte om Paradis men navnet på en faktisk eksisterende stat med Bahrain som sit midtpunkt, der drev en omfattende handel og søfart fra Indusdalen i øst til Mesopotamien i nordvest. Dette er et sidespring, men hvis det viser sig, at Dilmun er inspirationskilden til Edens Have, vil det være endnu et eksempel på kulturelle traditioner, som jøderne har lånt, adapteret, og inkorporeret i deres egen historiske myte. ==== Babelstårnet ==== Historien om Babelstårnet er velkendt og lyder således: "Hele jorden havde samme sprog og samme tungemål. Da de brød op mod øst, stødte de på en dal i landet Sinear, hvor de slog sig ned. De sagde til hinanden: "kom, lad os stryge teglsten og brænde dem hårde!" De brugte tegl som sten og asfalt som mørtel. Så sagde de: "lad os bygge en by med et tårn, som når op til himlen, og skabe os et navn, for at vi ikke skal blive spredt ud over hele jorden." Herren steg ned for at se byen og tårnet, som menneskene byggede. Så sagde Herren: "se, de er eet folk med samme sprog. Når de begynder at handle sådan, vil intet af det, de planlægger, være umuligt for dem. Lad os stige derned og forvirre deres sprog, så at de ikke forstår hinanden." Så spredte Herren dem derfra ud over hele jorden, så at de måtte holde op med at bygge byen. Derfor hedder den Babel, for dér forvirrede Herren sproget på hele jorden, og derfra spredte Herren menneskene ud over hele jorden."<ref>Bibelen (1992), s. 17</ref> Denne historie synes at være skabt med to formål. Det ene er at forklare hvorfor, at ulige folkeslag taler uens sprog. Men historien har muligvis et andet formål: at nedgøre babylonernes ziggurater (tempeltårne), som antagelig blev lavet som en slags forbindelse mellem himmel og jord. Nebukadnezar II (omkring 605-562 f.Kr.), som erobrede Judah, ødelagde Jerusalem og bragte mange jøder til Babylon, byggede også et ziggurat i syv lag kaldet ''Etemenanki'', hvilket kan oversættes "Himmelens og Jordens Grundvolds Hus".<ref>Dinkgreve (2021), kap. 3</ref> ==== Abraham ==== I Første Mosebog kapitel 12 introduceres Abraham som israelitternes mytiske stamfader.<ref>Bibelen (1992), s. 17ff</ref> Følger man kronologien i Gamle Testamente, skal han dateres til omkring 2100 f.Kr. og således blandt andet før jødernes ophold i Egypten. Men i Første Mosebog kapitel 21 vers 34 hedder det: "Abraham boede lang tid som fremmed i filistrenes land"<ref>Bibelen (1992), s. 27</ref>, og vi ved, at filistrene først ankom til Kana'an i 12. århundrede f.Kr. som en del af de såkaldte "havfolk" (engelsk: ''Sea People''). Dette betyder, at ''enten'' er Abraham en fri opfindelse, som intet har med en historisk person at gøre, ''eller'' også hører han hjemme i 12. århundrede og er israelitternes stamfader, men i så fald eksisterede de ikke som folk, da de angiveligt opholdt sig i og udvandrede fra Egypten. Også aramæerne omtales og stammer ligeledes fra 12. århundrede, hvilket tyder på, at den sidst nævnte forklaring er den rette. Men der er andre problemer med Abraham. Ifølge P-kilden skal han stamme fra Ur i Kaldæa<ref>Bibelen (1992), s. 17</ref> og have draget gennem den frugtbare halvmåne først til Haran (nu Aram, beliggende i Tyrkiet) og senere videre til Kana'an. I de to kilder J og E er Ur ikke nævnt, kun Haran. Det har derfor været antaget, at det er hans oprindelige hjemsted. Det ville kunne forklare hvorfor, at hans forfædre Serug, Nahor og Terah har navne efter landsbyer omkring Haran, som Abrahams broder har navn efter. Det har været foreslået, at benævnelsen "hebræer" skulle oversættes med "hinsides floden", idet Haran ligger på den modsatte, nordlige, bred af Eufrat.<ref>Dinkgreve (2021), kap. 8</ref> Det er påpeget, at samme tradition findes i Josvabogen kapitel 24:2 i omtalen af pagtslutningen i Sikem: "Josva sagde til hele folket: "Dette siger Herren, Israels Gud: I gamle dage boede jeres fædre på den anden side af Eufratfloden, Tera, Abrahams og Nakors far, og de dyrkede andre guder"."<ref>Bibelen (1992), s. 269</ref> Men der er endnu et problem: Kaldæa fik først sit navn i det 8. eller 7. århundrede f.Kr.<ref>Lemche (2015), s. 37</ref> Det er derfor ikke kronologisk muligt, at Abraham kan stamme der fra, hvis han levede forud for den jødiske bosættelse i Egypten. Det betyder tillige, at hele den tradition, som hviler på ham som stamfader til jøderne, tilsvarende skulle forskubbes frem i tid. Snarest viser det hvornår, at traditionen er blevet optaget i den historiske tekst, og antagelig med det formål at forbinde Abraham med Noa og Ararat. Imidlertid savnede Abraham en slægtshistorie, så i Første Krønikebog kapitel 1 får han den. Her hører vi at han er søn af Sem, som på sin side er søn af Noa, som atter er efterkommer af Adam.<ref>Bibelen (1992), s. 446</ref> Men som vi netop har set, er han i Josvabogen søn af Tera.<ref>Bibelen (1992), s. 269</ref> Der er således interne modsætninger i de narrativer, som de ulige slægtslister og narrativer i ulige dele af Gamle Testamente giver. Dette viser, at man har forsøgt at sammenskrive ulige narrativer til et men med ringe held. ==== Sodoma og Gomorra ==== Historien om Sodoma og Gomorras ødelæggelse optræder som et sidemotiv i beretningen om Abrahams liv i Første Mosebog kapitel 18:16-33 og kapitel 19:1-28. Bibelforskere er generelt enige om, at selvom Gamle Testamente ikke direkte "låner" historien om Sodoma og Gomorra fra en specifik sumerisk kilde, deler fortællingen om guddommelig ødelæggelse, guddommelige besøgende og den flammende omstyrtelse af en by slående motiver med tidligere mesopotamisk litteratur og bredere oldtidsmytologi fra Nærøsten. Således "Akkads forbandelse: Ekur hævnet", et akkadisk/sumerisk litterært værk dateret til mellem 2112 f.Kr. og 2004 f.Kr., som beskriver den pludselige ødelæggelse af byen Akkad. Myten blev skrevet hundreder af år efter Naram-Sins liv og er digterens forsøg på at forklare, hvordan det lykkedes for gutianerne at erobre Sumer. Efter en indledende passage, der beskriver Akkads herlighed før dets ødelæggelse, fortæller digtet om, hvordan Naram-Sin gjorde hovedguden Enlil vred ved at plyndre Ekur, der var Enlils tempel i Nippur. I sin vrede kaldte Enlil gutianerne ned fra bjergene øst for Tigris, hvilket bragte pest, hungersnød og død over hele Mesopotamien. For at begrænse denne ødelæggelse, bestemte otte af guderne (nemlig Inanna, Enki, Sin, Ninurta, Utu, Ishkur, Nusku og Nidaba), at kun byen Akkad skulle ødelægges for at skåne resten af ​​Sumer, og de forbandede den. Historien slutter med, at digteren skriver om Akkads skæbne, idet den velstående by lægges i aske i overensstemmelse med gudernes forbandelse. Temaet om guddommelig straf for en bys ''hybris'' eller umoral er således et udbredt motiv i oldtidens verdensbillede. Det kan ikke vides sikkert, om det er denne historie, der har dannet forbillede for Gamle Testamentes historie om Sodoma og Gomorra, men motivet menneskers umoral og manglende respekt for guddommen er det samme. Den bibelske version rummer Abrahams forsøg på at undgå ødelæggelsen, hvis der blot fandtes ti retfærdige indbyggere i byen, men selv så få fandtes der åbenbart ikke. Kun Lot, Abrahams slægtning, reddes fra ulykken: "Da solen stod op over landet, og Lot var kommet til Soar, lod Herren svovl og ild regne ned over Sodoma og Gomorra fra Herren i himlen. Han ødelagde disse byer, ja hele Jordandalen, alle, der boede i byerne, og alt, der voksede på markederne."<ref>Bibelen (1992), s. 25</ref> Naturvidenskabeligt set kunne det være beskrivelsen af en meteorregn eller af nedfald fra et vulkanudbrud. ==== Moses ==== I Anden Mosebog kapitel 2 introduceres den mytiske skikkelse Moses som israelitternes befrier fra trældommen i Egypten. Historien begynder med hans fødsel. Ifølge myten havde farao befalet, at alle drengebørn skulle dræbes ved fødslen, men Moses' moder reddede ham ved at placere ham i en sivkurv, hvor han blev fundet og adopteret af faraos datter.<ref>Bibelen (1992), s. 67</ref> Denne historie er imidlertid utvivlsomt adopteret fra sumerisk tradition, idet en tilsvarende historie fortælles om kong Sargon af Assad.<ref>Dinkgreve (2021), kap. 8</ref> Der er således ingen grund til at tillægge denne del af traditionen nogen historisk baggrund. Senere fortæller Anden Mosebog, at Moses blev pålagt af Gud at føre israelitterne ud af Egypten. Det hedder i den forbindelse, at Gud blandt andet siger til Moses: "Jeg er din faders Gud, Abrahams Gud, Isaks Gud og Jakobs Gud".<ref>Bibelen (1992), s. 69</ref> Her stå vi på ny over for problemet, at henvisningen til Abraham åbenbart er en anakronisme. Det betyder, at der kan rejses tvivl om både den historiske skikkelse Moses og om Mosebøgerne som kilde til israelitternes tidlige historie overhovedet. Kendsgerningen er, at der findes ingen beviser på eksistensen af de fem mosebøger før slutningen af det 4. århundrede f.Kr., herunder eksistensen af en person kaldet Moses.<ref>Gad Barnea</ref> Men den farao, som med stor sandsynlighed fordrev semitterne fra Egypten, hed Ahmoses, hvilket på hebraisk betyder "Moses' broder". Så måske at der er en sammenhæng her. ==== David ==== Kong David spiller en central rolle i narrativet om det "ældste" israelske kongerige. Som vi allerede har set, har meget af historien om ham præg af eventyr. I det følgende vil vi gå bag om dette og dekomponere historien om ham. Skildringen af Davids liv og levned findes i Første Samuelsbog kapitel 16-31 og Anden Samuelsbog kapitel 1-24. I Første Samuelsbog er hans historie blevet indflettet i historien om kong Saul men på en sådan måde, at det er let at udskille tre ulige narrativer:</br> - dem, der handler om David alene,</br> - dem, der handler om Saul alene, og</br> - dem, der handler om både Saul og David.</br> I det følgende vil hovedvægten blive lagt på de narrativer, der alene omhandler David. Disse afsnit fremstiller i høj grad David som en krigsherre, eller om man vil: leder af en bande lejesoldater. Det drejer sig om følgende afsnit:</br> - Første Samuelsbog kapitel 17:12, 14; kapitel 23:1-5, 13 og 14; kapitel 25:2-29, 31-42; kapitel 27: 2-3, 5-11; kapitel 30:1-2, 8-20, 26-31</br> - Anden Samuelsbog kapitel 2:1-4, 11, kapitel 3:2-5, kapitel 5:4, 6-11 og muligvis endnu 2-3 tekststykker. Hvis man udskiller disse tekststeder og læser dem i sammenhæng, så får man følgende historie: David var den ottende og yngste søn af Jesse fra Bethlehem i Juda. Uden udsigt til at arve noget af betydning fra sin fader forlader han tidligt hjemmet og bliver leder af en bande lejesoldater stykket sammen af kriminelle elementer. I denne egenskab tilbyder han sine tjenester til enhver, som vil betale ham for det. Blandt meget andet genvinder han de værdier, som andre banditter havde frarøvet Ziklag, og han går i tjeneste hos filisterkongen Achish. Som følge af sine meritter ender han med at blive udpeget til konge over Juda efter at være flyttet til Hebron. Blandt andet tager han magten i Jerusalem. Dette er i korte træk den oprindelige kernehistorie om David. To jødiske forskere, Ed Greenstein og David Marcus, har påpeget, at denne historie har påfaldende ligheder med historien om to andre personer: Jefta, som omtales i Dommerbogen kapitel 11 og 12<ref>Bibelen (1992), s. 286-288</ref>, samt Idrimi, en personlighed som regerede over bystaten Alalakh ved Tyrkiets sydkyst. I alle tre tilfælde handler historierne om en person uden fremtidsmuligheder, som først drager ud i den store verden og vinder fremgang, og der efter ender som hersker. Ganske vist er der også forskelle: Jefta er søn af en prostitueret og forstødes af sin fader, mens Idrimi efter en familiestrid flygter til sin moders hjemland, men lighederne er for store til at være tilfældige. Nuvel, kernehistorien om David skildrer ham i relation til det sydlige kongerige Juda, ikke i forhold til det nordlige kongerige Israel i de to kongerigers tid. Jacob L. Wright mener derfor, at hele Davis livshistorie er skabt efter, at Assyrien havde overvundet den nordlige stat Israel og har haft til formål at fremstille Juda som den egentlige legitime efterfølger til det forud gående samlede kongerige. For at opnå dette mål blev det nødvendigt at supplere kernehistorien med en tilføjelse, der gjorde David til konge over det samlede kongerige, hvilket var det, der skete ved den senere sammenskrivning med historien om Saul, men samtidig måtte man fjerne mest muligt af den oprindelige historie om lejesoldatføreren, til gengæld tilføjede man de farverige historier om kampen med Goliath, David og hans forhold til Saul, forholdet til Jonathan og Michal, hans flygtningetid, hans militære meritter i udlandet, affæren med Batseba, krigen mod Absalom og om Salomo som hans efterfølger. Alle disse tilføjelser har skullet kompensere for udrensningerne og give hans livshistorie ny farve og nyt fylde.<ref>Wright (2014)</ref> Som man vil forstå, er der næppe noget i skildringen af David og hans liv, som har historisk troværdighed. ==== Josef ==== Davids livshistorie er også interessant af en anden grund: hvis man sammenligner hans livsskæbne med to andre skikkelser i Gamle Testamente, Jakob og Josef, viser det sig, at der er forbløffende ligheder: det er de samme begivenheder, samme personkreds, men i visse tilfælde optræder David nærmest i kontrast til Josef. Det er derfor rimeligt at antage, at den ene må have dannet forbillede, da den andens livsskæbne skulle skildres, men det er usikkert hvem, der har dannet forbillede for hvem. Josef møder vi i Første Mosebog kapitel 37 og 39, hvilken skildring kan sammenlignes med Første Samuelsbog kapitel 16-18. Lighederne er påfaldende: begge hører til de yngste sønner i en større familie, begge er hyrder. Begge skildres som tiltrækkende mennesker. Begge får et tegn på, at de vil blive regenter: David velsignes mens Josef får en drøm herom. Begge får karriere i kongehuset: David hos Saul, Josef hos farao - alt sammen noget, der kunne karakteriseres som jødiske standardeventyr. Men lighederne går videre: begge sendes på en rejse, begge rammes af deres brødres misundelse, og ingen af dem vender hjem. Men der er også modstillinger: hvor David besejrer Goliath og får en kåbe af Sauls søn Jonathan, så bliver Josef netop frataget den kåbe, der markerer, at han er sin faders favorit. Fælles for begge er også deres affærer med gifte kvinder: David med Bathsheba og Josef med Potifars hustru, men hvor David faktisk begår utroskab, så gør Josef det netop ikke, så her ser vi atter kontrasten mellem de to fremhævet. Lighederne fortsætter, når vi inddrager de kvindelige skikkelser: Tamar og Dinah. Både Davids datter Tamar og Jakobs datter Dinah bliver voldtaget, men i begge tilfælde reagerer deres fædre med udtalt passivitet, mens deres brødre i begge tilfælde reagerer med vrede. I begge tilfælde begrundes deres ulykkelige skæbner med de synder, som tidligere er blevet begåede. Endelig har forskerne peget på, at de samme sætninger genfindes i begge historier:</br> - "alle skulle gå ud" (Første Mosebog 45:1 og Anden Samuelsbog 13:10</br> - "kom og lig hos mig" (Første Mosebog 39:8 og Anden Samuelsbog 13:12</br> - "lang ærmekjole" (Første Mosebog 37:4 + 23 og Anden Samuelsbog 13:18</br> Parallellerne er flere, men det anførte turde være tilstrækkeligt til at vise, at de to skildringer næppe er blevet til uafhængigt af hinanden.<ref>Kline (2024)</ref> En ikke ringe del af Første Mosebog, fra kapitel 37 til og med kapitel 50 handler om Josef og hans meritter. Men som vi har set er der ingen grund til at tro, at disse dækker over nogen historisk virkelighed. Således er historien om Josef og Potifars hustru i kapitel 39 mere eller mindre kopieret fra og omskrevet på grundlag af en egyptisk fortælling om to brødre, der ragede uklar, da den ene broders hustru forsøgte at forføre den anden.<ref>Bibelen (1992), s. 50f</ref><ref>Lemche (2013), s. 26</ref> Det kan tilføjes, at Josef antagelig har dannet forbillede for Daniels Bog. Atter ser vi klare paralleller: to personer af fornem byrd, der fra deres hjemland ender i et fremmed land, hvor de begge opnår en høj stilling ved det kongelige hof i kraft af deres evner som drømmetydere. Og i begge tilfælde er der dobbelte drømme, om den nærmeste fremtid og om en noget fjernere fremtid.<ref>Wesselius (1999), s. 29</ref> Fælles for dem er også, at de introduceres som følge af et guddommeligt løfte.<ref>Wesselius (1999), s. 30</ref> I narrativ sammenhæng er formålet med historierne om Josef ganske enkelt at danne det bindeled, der skulle give en forklaring på hvorfor, at jøderne var kommet til Egypten.<ref>Thompson (2014), s. 9</ref> ==== Græske narrativer ==== Men det er ikke kun fra Sumer og Mesopotamien at Gamle Testamenter har lånt narrativer. Nogle kildekritikere tilhørende den såkaldte "Københavnerskole"<ref>Lemche (2014), s. 98-120</ref> har peget på, at også græske narrativer har ydet deres bidrag, lad os tage nogle eksempler: Jan-Wim Wesselius har foretaget undersøgelser, der viser, hvordan Første Mosebog og Anden Mosebog afspejler Herodots skrifter, især sidstnævntes beretning om persiske kongers liv. Han sammenlignede i detaljer lighederne mellem Josef og Kyros, og især mellem Moses og Xerxes. Josef og Kyros har begge drømme, bliver afsløret for at dø, går i eksil, bliver skjult i en periode og bliver konger, når deres identitet afsløres. Moses og Xerxes drager ud for at erobre enten Kana'an eller Grækenland og krydser vand med deres folk. Mange andre detaljer nævnes, såvel som sammenligninger mellem Terah og Phraortes (en medisk konge), Abraham og Kyaxares (en medisk konge), Isak og Astyges (en medisk konge) og Jakob og Mandane (Kyros' mor).<ref>Wesselius (1999), s. 24-77</ref><ref>Wesselius (2002), s. 6-47</ref> Philippe Guillaume mener, at kreative skrivere i Alexandria i det andet århundrede f.Kr. indsatte dommere i Mosebøgernes historie, hvilket afspejlede et politisk-ideologisk behov hos de hasmonæiske herskere i Palæstina. Det formodes, at indsættelsen af disse dommere var inspireret af Hesiods ''Værker og Dage'', især afsnittet om heltene, som Hesiod indsatte i de fire tidsaldre. Det modsvarer den måde, hvorpå dommere blev indsat i den jødiske historie. Det synes at have haft et dobbelt formål: dels at underminere påstande om arveret til magten fra efterkommere af kong Davids dynasti, idet historier om heroiske dommere nu optræder før kongerne David og Salomon og dermed med større ælde, dels at hjælpe de hasmonæiske herskere, der netop ikke kunne hævde at have nogen afstamning fra David som grundlag for deres påstande om et messiansk styre.<ref>Guillaume (2014), s. 147-164</ref>. Katherine Stott har påpeget, at Davids opstigning, som skildret i Første Samuelsbog kapitel 16-31 og i Anden Samuelsbog kapitel 1-8, muligvis er inspireret af den fortælling, der beskriver Kyros' opstigning til Persiens og Mediens trone i teksten i Herodots Historier. Hun ser følgende paralleller:</br> - Kyros og David starter begge under ydmyge kår,</br> - begge træder ind i den forrige konges hof,</br> - i begge tilfælde bliver den pågældende konge jaloux på dem,</br> - i begge tilfælde bliver de truet med døden af ​​den pågældende konge,</br> - begge flygter fra hoffet,</br> - begge bliver folkelige ledere,</br> - i begge tilfælde hopper en allieret af,</br> - begge tilraner sig kongerigets herredømme,</br> - begge får succes på grund af deres militære dygtighed,</br> - begge skåner den gamle konges liv i en periode,</br> - der er et tragisk element i den forrige konges fald i begge tilfælde, og</br> - i begge tilfælde er udfaldet dannelsen af ​​en ny politisk enhed.</br> Stott bemærkede, at denne græske tekst kun i den hellenistiske æra ville have været tilgængelig for den bibelske forfatter.<ref>Stott (2002), s. 62-71, 77-78)</ref>. Også Hesiod menes at være blandt inspirationskilderne. Hans ''Theogoni'' (Oldgræsk: Θεογονία), det vil sige "gudernes slægtsforskning eller fødsel" menes at have inspireret til skabelsesberetningen i Første Mosebog, og hans ''Kvindernes Katalog'' (oldgræsk: Γυναικῶν Κατάλογος) – også kendt som ''Ehoiai'' (oldgræsk: Ἠοῖαι), et fragmentarisk græsk episk digt, i hvilket "kvinderne" i titlen var faktisk heltinder, hvoraf mange lå hos guder og angiveligt fødte heltene fra græsk mytologi, menes at være blandt forbillederne for de genealogier, der findes i hele Første Mosebog kapitlerne 1-11 det vil sige til og med omtalen af Noas efterkommere.<ref>Gnuse (2017)</ref>. Fortællinger i Første Mosebog kapitlerne 1-11 kan også vises at have betydelige paralleller med beretninger nedskrevet hos græske historikere, således Hekateus fra Milet (''Periegesis'' og genealogier) og Herodot fra Halicarnassus (''Historie''), herunder skildringer af menneskelige leveveje (Første Mosebog kapitel 4:20-22), de tre sønner af en syndflodshelt, der er menneskehedens forfædre (Første Mosebog kapitel 9:18-19 og kapitel 10:1-32) samt plantningen af ​​en vingård (Første Mosebog kapitel 9:20-27).<ref>Bibelen (1992), s. 15f</ref><ref>Gnuse (2019)</ref> Ældre latinske traditioner, der ligger bag beretningerne i Ovids ''Fasti'' 5, 493-544 og ''Metamorfoser'' 8, 625-725, kan have inspireret fortællingerne om de budbringere, der fortæller Abraham om hans kommende søn, og de budbringere, der advarer Lot om at forlade Sodoma i Første Mosebog 18:1-15; 19:12-26. <ref>Gnuse (2017)</ref>. Det er foreslået, at en fortælling om Democedes af Kroton i Herodots ''Historie'' 3, 125-132 kan have givet anledning til fortællingen om Josef, der fortolker faraos drømme i Første Mosebog 41:1-36<ref>Bibelen (1992), s. 52-54</ref>, hvilken igen har inspireret til drømmeberetningerne i Daniels Bog<ref>Bibelen (1992), s. 1104-1112</ref><ref>Gnuse (2010)</ref>. Den korte fortælling om den store kriger Achilleus' ædle, talende heste i ''Iliaden'' 19, 395-424 kan være løst overtaget og indpasset i beretningen om Bileams æsel i Fjerde Mosebog kapitel 22:22-35, hvor et simpelt æsel bringer skam over en tåbelig profet.<ref>Bibelen (1992), s. 181</ref> Talende dyr er langt mere almindelige i græsk litteratur end i Bibelen. <ref>Gnuse (2017)</ref> Ofrelsen af ​​Ifigenia i to skuespil af Euripides omkring 400 f.Kr.: ''Ifigenia blandt Taurierne'' og ''Ifigenia i Aulis'', kan have inspireret beretningen om Jeftas ofring af sin datter i Dommerbogen kapitel 11:30, 34-40, som synes at være indsat i beretningen om Jeftas kamp mod ammonitterne. <ref>Gnuse (2019)</ref> Arrian fra Nicomedia, en græsk historiker fra 2.århundrede f.Kr. har skrevet en beretning om Alexander den Store, herunder om det spildte vand i Anabasis af Alexander i Sjette bog kapitel 26.1-3. Denne skildring kan have inspireret en lignende historie om David i Anden Samuels Bog 23:15-17. Davids handling med at hælde det vand ud, som hans modige soldater hentede bag fjendens linjer, virker ikke som en fornuftig historie, mens Alexanders handling i den gedrosiske ørken i Balochistan, hvor tørst virkelig er et problem, gør.<ref>Gnuse (1998)</ref>. I flere tilfælde kan det sandsynliggøres, at disse broderende fortællinger optræder som et vedhæng til ældre beretninger og måske af samme grund er placeret i slutningen af ​​bibelske bøger, hvor de ser ud til kun med en løs forbindelse at have været knyttet til bøgernes hovedfortællinger. Dette gælder især i Dommerbogen, hvor fortællingerne i Dommerbogen kapitel 13-16 om Samson ser ud til at være skrevet i en helt anden stil end resten af ​​Dommerbogen. Et stort antal forskellige græske legender om Herakles synes at have haft indflydelse på Samson-fortællingerne i Dommerbogens kapitel 13-16 og må være kommet til på et sent tidspunkt, sandsynligvis i den hellenistiske tid. Der er alt for mange græske paralleller inden for disse fire kapitler til, at de kan afvises som blot tilfældige fortællingshistoristiske sammentræf.<ref>Gnuse (2018)</ref> Afsnittene i Dommerbogens kapitel 17-21 om Mika, om Dan-stammens udvandring til Lakash samt om Benjamitternes skændselsdåd fremstår ligeledes som tilføjede tillæg til resten af ​​bogen, og netop dér finder vi beretningen om kvinderne, der blev kidnappet fra Silo. "Voldtagelsen af ​​de sabinske kvinder", en gammel fortælling som findes omtalt hos Titus Livius i hans ''Historie'' bind 1 kapitel 9:1-16) og hos Plutarch i hans ''Parallelle Liv'' (oldgræsk: Βίοι Παράλληλοι), en serie på 48 biografier over kendte mænd i afsnittet om Romulus, kan have været forbillede for historien Benjamitterne og de bortførte piger i Dommerbogen kapitel 21:1-24.<ref>Bibelen (1992), s.300</ref><ref>Gnuse (2007)</ref> Fortællingerne om Josef, Bileam og Jefta kunne være blevet placeret i den bibelske tekst i den persiske periode kort efter 400 f.Kr., såvel som bibelske tekster i Første Mosebog 1-11 med Hesiod, Hekateus og Herodot som inspirationskilder. Men de andre fortællinger synes mere sandsynligt at have deres oprindelse fra hellenistisk tid, og man kan derfor argumentere for, at alle disse tekster opstod samtidigt og derfor må høre hjemme i den hellenistiske tid. Anden Samuelsbog kapitel 21-23 synes også at være et appendiks, og heri finder vi David, der hælder det vand, han har modtaget fra sine krigere, ud. Dommerbogen kapitler 13-21 og Anden Samuelsbog 21-23 kunne derfor være blevet føjet til Femte Mosebogs historier på et meget sent tidspunkt. Historierne om Josef i Første Mosebog kaptel 39-50, der skulle forklare jødernes ophold i Egypten, ses af forskere som en sen tilføjelse fra omkring 400 f.Kr. eller senere, hvorfor Herodots indflydelse på Josefs drømmetydning er sandsynlig. Andre beretninger ser ud til at være blevet indsat noget ujævnt midt i deres fortællende kontekst. Dette er tydeligst i beretningen om Jeftas ofring af sin datter, som synes at være indsat midt i Jeftas slag i Transjordan, og fortællingen om Bileam og hans æsel, som fremstiller Bileam som en helt anden person end den, der findes i resten af ​​Fjerde Mosebog 22-24. Historien om de tre engle, der besøger Abraham og pludselig kun bliver to i antal, da de besøger Lot, har modsvarende romerske beretninger, hvor der er henholdsvis tre og to engle i fortællingerne fra Ovid. Desuden vidner detaljerne i dialogen i Første Mosebog kapitel 18 og 19 også om en senere tids skrivestil. Således synes indflydelsen fra klassiske romerske og græske beretninger at være mest sandsynlig i historier, der synes at være senere tilføjelser og indsættelser i hovedhistorierne. Foruden indholdsmæssige ligheder er der også opbygningsmæssige ligheder. Daniel Hawk bemærkede, at Aischylos' ''Orestia'' og Gamle Testamentes narrativ fra Første Samuelsbog kapitel 8 til Anden Kongebog kapitel 8 deler sammenlignelige struktur og karakterer, idet begge har et tredelt skema og begge bruger metaforer til at afspejle overgangen fra et slægtskabssamfund til et borgersamfund: mens Agamemnon og Saul afspejler den gamle samfundsorden, viser Orestes og David overgangstiden, og Athena og Salomon indfører den nye samfundsorden. Forfatteren til Femte Mosebog brugte ''Orestia'' som model for sine "modtagne traditioner vedrørende det israelitiske monarki". Hawk mener, at den hellenistiske tid kan have været det tidspunkt, hvor den bibelske forfatter havde adgang til og også brugte Aischylus' skrifter.<ref>Hawk (2003), s. 73-88</ref> Wesselius har undersøgt slægtsforbindelserne i skildringerne af patriarkerne i Gamle Testamente, især omkring Moses, og omkring Xerxes som skildret hos Herodot og finder forbløffende overensstemmelser, idet der for begge findes den samme slægtsstruktur i fem slægtsled, lige som deres geografiske forbindelser med henholdsvis Lydien og Egypten nøjagtig svarer til hinanden i hvert enkelt slægtsled.<ref>Wesselius (2013), s. 55 og 73</ref> Disse og andre eksempler er blevet fremhævet af nogle forskere, der generelt er enige om, hvordan hellenistisk litteratur formede den oprindelige historie efter 300 f.Kr. eller endda efter 200 f.Kr., i den makkabæiske æra. Larsson mener, at de bibelske beretninger blev skabt i det ptolemæiske Egypten i det andet århundrede f.Kr. og påvirket af betydelige græske historikere fra det tredje århundrede f.Kr., så som Berossos, Manetho og Eratosthenes.<ref>Larsson (2004), s. 296-311</ref> På grundlag af sådanne iagttagelser mener Niels Peter Lemche, at Dommerbogen og sikkert også andre dele af Gamle Testamente først er blevet skrevet eller har fundet deres endelige form omkring 272 f.Kr.<ref>Lemche (2024)</ref> Etienne Nodet vurderer, at Mosebøgerne opstod i begyndelsen af ​​det tredje århundrede f.Kr., mens profeterne og nogle af skrifterne blev skabt i det andet århundrede f.Kr.; disse tekster blev udformede i Alexandria under hellenistisk indflydelse.<ref>Nodet (2014), s. 36-55</ref> Emanuel Pfoh mener, at selvom den primære historie blev skabt i den hellenistiske æra, stammer nogle traditioner fra den assyriske og persiske tid og blev udviklet af krønikeskrivere gennem årene, men grundlæggende blev teksten formet under hellenistisk indflydelse.<ref>2014; s. 23, 33-35</ref> Hvordan det nu forholder sig, står det klart, at både den sene tilblivelse og dens mulige motiver undergraver store dele af Gamle Testamente som en troværdig historisk kilde. Det er muligt, at der findes en historisk kerne, som over tid er blevet udbygget og pyntet på med narrativer hentet fra græske traditioner, men indtil videre må det konstateres, at næsten alt i Gamle Testamentes narrativer lader sig betvivle med hensyn til troværdighed. Mest afgørende i denne sammenhæng er det imidlertid, at hvis disse kritikere tilhørende "Københavnerskolen" har ret, så betyder det, at ''Tanakh'' eller Gamle Testamente langt fra var færdigskrevet endsige færdigredigeret, da jøderne vente tilbage til Jerusalen efter eksilet i Babylon. Forud ventede endnu en lang redigeringsproces, og det kan også forklare hvorfor, at vi skal helt frem til 2. århundrede f.Kr. (eller tidligst 3. århundrede f.Kr.) før, at jøderne udviser noget kendskab til deres religiøse skrifter. Forklaringen er den enkle, at først da havde skrifterne nået et så fuldendt udseende, at de lod sig anvende i den national-politiske propaganda. ==== Hyksos-problemet ==== Mens arkæologerne med rimelig sikkerhed tør fastslå, at der fandtes en særlig israelitisk befolkning fra omkring 1200 f.Kr., så er der mere usikkerhed om tiden forud. Hovedspørgsmålet kan formuleres således: er jødernes ophold i og udvandring fra Egypten en historisk begivenhed eller ej? Holdningerne spænder fra fuldstændig afvisning af denne historie til ubetinget tilslutning. For at løse problemet må vil opspalte det i tre delspørgsmål:</br> - kan der påvises et ophold af en semitisk befolkning i Egypten?</br> - hvis ja: inden for hvilket tidsrum?</br> - hvis ja: var det israelitter eller ej? Det umiddelbare svar på spørgsmålet er, at der faktisk findes oplysninger om en fremmed befolkning i Egypten. Men denne befolkning, kaldes af egypterne selv ''Hiku-khasut'', det vil sige "ørkenfyrsterne" (hvilket på græsk er blevet til ''hyksos''<ref>Bibby (1978), s. 96</ref>, og denne benævnelse bruges almindeligvis og derfor også her), ikke "hebræerne", "jøderne" eller "israelitterne", og ingen af disse betegnelser kendes i samtiden, end ikke fra Kana'an. Forskerne mener at kunne fastslå, at disse ''hyksos'' ankom fra øst til Egypten i det 18. århundrede f.Kr., regerede over Egypten i det 17. og 16. århundrede f.Kr. men senere forsvandt igen. Der er fundet en grav rejst over en mand ved navn ''Aper-El'', det vil sige "El's tjener", som tjente hos faraonerne Amenhotep III og Akhenaten i det 14. århundrede f.Kr.<ref>Dinkgreve (2021), kap. 8</ref> Et passende udgangspunkt for vurdering af udvandringens troværdighed kan være Simcha Jacobovici og hans film "''The Exodus decoded''". Heri giver han blandt andet en omfattende dokumentation, som nok kan være en nøjere gennemgang værd. Simcha tager udgangspunkt i bibelkritiske afvisninger af udvandringen, som traditionelt blev dateret til 1270 f.Kr. det vil sige i Ramses II's regeringstid men hvor der ingen beviser for en sådan begivenhed findes. Simcha mener, at denne datering er forkert, og at den korrekte tidsfæstelse er omkring 1500 f.Kr. Som beviser for denne tidsfæstelse anfører han følgende: ''Hyksos''-folket skulle være kommet til Egypten omtrent 200 år før, at de atter udvandrede, det vil sige 1700 f.Kr. I en grav i Beni Hassan ved Nilen omkring 400 km syd for Cairo findes et vægmaleri, som antagelig viser en indvandring til Egypten. Befolkningen er semitter med skæg, flerfarvede dragter og med benævnelsen "''Amo''". I ''Tanakh'' (Gamle Testamente) anvendes benævnelsen "''Amo Israel''", det vil sige "Guds folk". Benævnelsen er den samme og deres ophold passer nøje med traditionen. ''Hyksos''-folkets hovedstad var Avaris, der ligger i Nilens delta nord for Cairo. Avaris er blevet udgravet af professor Manfred Bietak fra Wien. Han har blandt andet fundet 9 seglstamper med navnet "Jakob", hvilket nøje svarer til den bibelske tradition om faraos betroede mand, Josef, der netop var søn af Jakob. Ifølge traditionen ender indvandrerne som slaver. I Serabit El Khadim i Sinai-ørkenen blev udvundet tyrkis-sten i miner ved slaveri. I en af disse minder findes en alfabetisk (ikke-egyptisk) indskrift på væggen: "El, hjælp mig". ''El'' var navnet på en semitisk guddom. En stele rejst af farao Ahmoses og dateret til omkring 1500 f.Kr. fortæller om blandt andet storm og mørke i overensstemmelse med den bibelske tradition, og den nævner gud i ental. Ahmoses er kendt for at have udvist ''hyksos''-folket. Navnet Ahmoses betyder på egyptisk "månen er født" men på hebraisk "Moses' broder". Omkring 1500 f.Kr. indtraf et stort vulkanudbrud på øen Santorini i det græske øhav. Simcha mener, at det var denne begivenhed, som udløste udvandringen, og at den også kan forklare Egyptens ti plager. Hans argumentation herfor er følgende: I Avaris er fundet vulkansk pimpsten dateret til omkring 1500 f.Kr. Dette viser (om ikke andet) at Egypten blev påvirket af netop dette vilkanudbrud. Vulkanudbruddet og tilhørende jordskælv havde følgende bivirkninger:</br> - vandet bliver rødt. Årsagen er, at rust frigøres ved gasudbrud fra bunden og opblandes i vandet. Dette skete blandt andet i 1986 ved Nyos-søen i Cameroon.</br> - frøer. Hopper ud af vandet, når det bliver forurenet.</br> - lus, fluer og epidemi følger som eftervirkninger af miljøkatastrofen</br> - sår og bylder. Disse kendes ligeledes fra Nyos-begivenheden i 1986.</br> - hagl. Is og ild = "vulkansk hagl" omtales i den såkaldte Ipuwer-papyros og skyldes, at vulkansk aske blandes med vand i atmosfæren.</br> - græshopper. Bringes på vandring på grund af klimaændringen.</br> - mørke. Skyldes en askesky, der fra vulkanudbruddet bredte sig til Nilens delta, hvilket er bevist ved korn af asken fundet af Jean-Daniel Stanley fra Smithsonian Institute.</br> - førstefødte sønner døde. Skyldes at CO_² frigøres fra jordens indre og lægger sig lige ved jordens overflade. Da de ældste priviligerede sønner sov på en lav seng, blev de dræbt af gassen, mens andre børn der sov på de flade tage aldrig blev berørt inden, at gassen opløstes igen. Noget tilsvarende blev observeret i Nyos. Yderligere er der udgravet massegrave i Avaris, som kun omfatter personer af mandkøn og ikke krigere. Og Ahmoses' egen søn døde som 12-årig (hans begravede lig er fundet).</br> Ifølge Simcha er alle disse begivenheder således naturlige mulige følger af vulkanudbruddet. [[Fil:Stele_of_Grave_Circle_A_Mycenae_NAMA_1428.JPG|200px|thumb|Gravstele fra Mykene, der viser Farao, som forfølger Moses. De er omgivet af vand på begge sider.]] Velkendt er historien om havets deling.<ref>Bibelen (1992), s. 82</ref> Den korrekte formulering i Bibelen er "Yam Suf", det vil sige Sivhavet. Men siv vokser ikke i saltvand, så der er tale om en stor sø. På Ismailia Regional Museum findes en granitsten med en indskrift i hieroglyffer, ''El Arish''-indskriften, der fortæller om udvandringen set fra faraos side. Her kaldes lederen for "ørkenprinsen". Mere bemærkelsesværdigt er det, at indskriften også fortæller, at vandene delte sig (markeret som bølger + 2 knive), og at indskriften nævner stedet for denne begivenhed: ''El Balah'', en nu tidligere sø beliggende øst for Avaris nær overgangen til Sinai-ørkenen. Simcha mener, at som følge af de tektoniske forskydninger og deraf følgende jordskred løftede den afrikanske plade sig 1-2 meter og skabte en landkorridor, men kort efter fulgte en tsunami, som druknede faraos hær. Simcha peger på et vægmaleri på Santorini, som viser en sejlads fra en by omgivet af mure. Simcha mener, at den viste by er Avaris, idet der her også er fundet minoiske vægmalerier, hvilket vidner om handelsforbindelser. En del af udvandrerne skulle således være draget til Grækenland. I Mykene er fundet guldgenstande og sværd i en grav dateret til 1500 f.Kr. De kan stamme fra sådanne udvandrere. Desuden er fundet tre gravsten med billeder visende først en mand på en stridsvogn, der forfølger en gående mand omgivet af bølger, dernæst at den gående mand er nået højere liggende land og har vendt sig imod stridsvognen, og endelig at stridsvognen drukner i bølgerne. Billederne viser, let forenklet, faraos forfølgelse af Moses. Det er i bogstaveligste forstand en tegneserie om begivenheden. Simcha peger dernæst på, at jordskælv kunne have ført til, at gas og olie blev frigivet og måske blev antændt, og derved gav anledning til røgsøjler om dagen og ildsøjler om natten svarende til beretningen i Anden Mosebog kapitel 13 vers 21-22: "Herren gik foran dem, om dagen i en skysøjle for at føre dem på vejen og om natten i en ildsøjle for at lyse for dem, så at de kunne gå både dag og nat. Skysøjlen fjernede sig ikke fra folket om dagen og ildsøjlen ikke om natten."<ref>Bibelen (1992), s. 81</ref> Endelig mener Simcha at kunne påvise, hvor bjerget Sinai lå. Og han mener at have fundet billedlige gengivelser af Pagtens Ark - i Grækenland af alle steder! Så langt Simcha. Det giver anledning til en række spørgsmål: er begivenheden fejldateret? Det er der faktisk en del, der tyder på. Begivenheden fandt efter alt at dømme sted omkring 1500 f.Kr. Kan et vulkanudbrud være forklaringen på begivenhedsforløbet? Svaret må være, at det er muligt, i hvert fald er der intet, som tyder på, at det ikke kunne være tilfældet. Var dette ''hyksos''-folk ''Amo'' og var det semitter? Ja, det er sandsynligt. Var det også israelitter? Det er muligt, men ikke sikkert. Vi har tidligere fastslået, at Gamle Testamentes historie om udvandringen fra Egypten tidsmæssigt er uforenelig med historien om Abraham som israelitternes stamfader, idet hans ophold i filistrenes land er flere hundrede år yngre end udvandringen. Og det forbliver uforklarligt, at et folk, som kaldte sig selv Israel, ikke optræder under dette navn men af Egypterne kaldtes henholdsvis ''Amo'' og ''Hyksos''. Historien om ''exodus'' eller udvandringen fra Egypten kendes ikke fra Elephantine, en jødisk by i Egypten fra 400-tallet f.Kr., hvilket kunne tyde på, at denne tradition i jødisk historieforståelse enten må være yngre end denne tid eller endnu ikke spillede den rolle i jødisk selvforståelse, som den senere fik. Hvis man vil være besværlig, kan man opstille følgende alternative hypotese: udskibningen fra Egypten til Mykene eksisterer ikke i det bibelske narrativ. Hvis man alligevel forudsætter, at det afspejler en historisk kendsgerning, så kunne disse udvandrere, ''hyksos'', have taget hele traditionen med sig og billedligt gengivet den på deres gravsteler. Da "havfolket" (som beviseligt stammer fra Grækenland foruden andre steder) langt senere, omkring 1177 f.Kr., kom til Palæstina, bragte de traditionen med sig. Det er her fra, at jøderne senere overtog den, omformulerede den til en ørkenvandring med Moselov og hele molevitten og dermed tillige skrev det oprindelige folk ud af beretningen og satte sig selv ind i stedet som led i en selvskabt historisk tradition. Der er selvsagt ingen beviser for en sådan udvikling, men der er heller intet, som modsiger den, og den ville forklare årsagen til, at traditionen åbenbart overlevede i Mykene. Og hvad mere er: det kunne forklare hvorfor, at folk fra Middelhavets nordlige kyster søgte øst- og sydpå (i stedet for vestpå), da deres hjemlige forhold ikke tillod dem at blive boende, hvor de var. Et indicium for, at teorien kunne være rigtig, er det forhold, at Mykene var et handelscentrum i tiden 1600-1100 f.Kr. blandt andet med handelsforbindelser til Levanten. Blandt de forhandlede varer var genstande af elfenben fundet i Megiddo, der viser handelsforbindelser til Det Ægæiske Hav, Kypern, Hittitterne samt Egypten.<ref>Novacek (2011), s. 47f</ref> Det indebærer, at "havfolket" meget vel kan have haft handelsforbindelser med Levanten tidligere og derfor kendte til områdets frugtbarhed inden, at de udvandrede dertil. Et andet mindre indicium er, at de eneste antikke indskrifter, hvor personer kalder sig selv for "israelitter", findes på øen Delos i Grækenland og viser, at de var kommet dertil fra Kreta. Det fremgår også, at de hyldede bjerget Gerizim (ved Nablus, på Vestbredden) som deres helligdom, hvilket indebærer, at de efter alt at dømme egentlig var samaritanere. Ganske vist er både Delos-indskrifterne og Gerizim-templet langt yngre og stammer fra persisk eller græsk tid<ref>Hjelm (2015), s. 228-230</ref>, men det er rimeligt at spørge, om de afspejler og er følger af langt ældre forbindelser. Hvis det forholder sig således, kan ''hyksos''-folket oprindeligt have været samaritanere. Til støtte for denne antagelse tjener, at samaritanerne i deres selvforståelse betragtede sig som efterkommere af Josef og hans sønner Manasse og Efraim, hvilket er bevidnet af Josefus.<ref>Hjelm (2015), s. 228</ref> I denne forbindelse bør nævnes to forhold, som kan understøtte denne tradition: dels ved vi, at bystaten Samaria havde en forgænger i Shechem, som mindst lader sig føre tilbage til 14. århundrede f.Kr.<ref>Lemche (2024), s. 3</ref> Det er altså muligt, at denne nye statsdannelse kunne være etableret af ''hyksos''-folket, hvis de udvandrede til Kana'an i stedet for at tage på ørkenvandring. Dels er der store overensstemmelser imellem de to trosretninger, samaritanismen og jødedommen.<ref>Hemmer-Gudme (2015), s. 262</ref> Dette indebærer, at de oprindeligt har været een tradition, men at der senest i 2. århundrede f.Kr. er indtrådt et brud, antagelig fordi samaritanerne holdt fast ved Gerizim som det hellige sted, mens jøderne gjorde Jerusalem til deres religiøse centrum.<ref>Hemmer-Gudme (2015), s. 262f</ref> Endelig må nævnes, at ''Eqwesh'' - en af "havfolkets" folkegrupper, der menes at samme fra det Ægæiske Hav - ifølge en indskrift i Karnak som de ''eneste'' blandt indvandrerfolkene skulle være omskårne, hvilket stærkt taler for, at de havde en oprindelse i kana'anæisk kultur. Vi kan måske underbygge denne antagelse med de såkaldte Amarna breve opkaldt efter Tell el-Armarna, Akhnatens hovedstad i det 14. århundrede f.Kr.<ref>Waterhouse (2001), s. 31</ref> Disse breve omhandler mange emner, men et af dem er ''habiru'', de lovløse i Kana'an på denne tid. Af brevene tør udledes, at de var modstandere af kongedømmet<ref>Waterhouse (2001), s. 32</ref>, at de havde et kerneområde i det gallilæiske bjergland<ref>Waterhouse (2001), s. 34</ref>, og at de var indvandrere.<ref>Waterhouse (2001), s. 41</ref> Det er tænkeligt, at en del af disse ''habiru'' var de samme ''hyksos''-folk, som havde forladt Egypten og nu var vendt tilbage til Kana'an. Særlig bemærkelsesværdigt er et af disse breve, der oplyser, at Shechem frivilligt og uden kamp havde sluttet sig til dem.<ref>Waterhouse (2001), s. 38</ref> Når man betænker, at Sechem var hovedstad i Samaria, så må man spørge, om de senere samaritanere udviklede sig som et blandingsfolk af landets oprindelige indbyggere og disse indvandrere? Læg dertil at Josef benævnes som hebræer fra hebræernes land i Første Mosebog kapitel 40:15.<ref>Bibelen (1992), s. 52</ref> Disse forhold understøtter samaritanernes egen traditioner om at være efterkommere efter Josef og hans sønner. Også tidsmæssigt passer det, at ''habiru'' optræder i århundredet efter, at ''hyksos'' havde forladt Egypten. Endelig bliver det forståeligt hvorfor, at ''hyksos'' så at sige "forsvandt": de blev en del af ''habiru'' og/eller af befolkningen i Samaria, hvis de da ikke udvandrede til Grækenland. Der eksisterer ingen skriftlige kilder, som kan understøtte en udvandring enten fra Egypten eller Kana'an til Grækenland, men forklaringen kan være den enkle, at en mindre udvandring - især hvis den var fredelig - ikke har været en omtale værd for datidens ledende folk. Udvandringen kan være motiveret af, at det var svært for de egyptiske migranter at finde plads i Kana'an, hvorfor en udvandring til Grækenland, som de var fortrolige med fra deres samhandel, var et logisk alternativ. Vi kan måske komme et skridt videre: hvis vi tør tage de mange indskrifter fra Ugarit som et indicium, så er det muligt, at ''El'' oprindelig var en guddom fortrinsvis dyrket i den nordlige del af Kana'an. Efter som ''El'' også optræder som guddom for de semitter, som kom til Egypten og slog sig ned i Avaris, så tør vi gå ud fra, at det også var netop fra dette område, at ''hyksos''-folket stammede. Det er sandsynligt, at det først var efter deres tilbagevenden til Kana'an, at nogle af dem kort efter udvandrede til deres handelsforbindelser i Grækenland, måske som følge af egypternes magtovertagelse i Kana'an. Om nogen ørkenvandring var der ikke tale. Eller rettere: selv om en gruppe af ''hyksos''-folk sejlede til Grækenland, forhindrer dette ikke, at en betydelig gruppe søgte tilbage til deres hjemland; derimod er det mindre sandsynligt, at de drog østpå og slog sig ned blant edomitter og midjanitter. Det har været foreslået, at det kun var en mindre stamme, som senere blev til "hele Israels folk", og som så måske også var blandt dem, der senere søgte nord på til bjergegnene i det sydlige Kana'an<ref>Russell (2009), s. 27</ref>, men det er mere sandsynligt, at hele ørkenvandringen snarere var et narrativ, der skulle forklare hvorfor, at folk fra Egypten valgte en lang omvej og kom til Kana'ans bjergegne fra syd i stedet for at vælge den langt kortere vej tilbage til deres formodede hjemland. Samtidig kunne det bruges til at indskrive Pagtens Ark i historien. Hvad så med Jahve? Jahve blev måske oprindelig dyrket af ''Shassu''-folket på Østbredden, det vil sige i Jordan, og i det nordøstlige Sinai blandt edomitter og midjanitter. Herfra bredte dyrkelsen sig så nord over til hebræerne i bjergegnene. Det er muligt, at Jahves modvilje mod andre guder i virkeligheden afspejler en religiøs konflikt mellem den nordlige og den sydlige religion, og det er muligt, at også centraliseringen af gudsdyrkelsen i virkeligheden skal ses i dette lys. Endelig kan det forklare delingen i et nordligt Israel og et sydligt Juda: det modsvarer de to guddommes dominerende områder, ''El'' i nord og ''Jahve'' i syd. ''Shassu''-folket har øjensynligt kun haft begrænsede forbindelser med Egypten, der konstant omtaler dem som "Shassu, Jahves land".<ref>Hen (2021)</ref> Vi tør heraf udelukke, at ''Shassu''-folket kan være identisk med ''hyksos''-folket. Det sætter snævre grænser for, hvad der blev af ''hyksos''. Udvandring er en nærliggende mulighed, især fordi ''hyksos'' ikke ses noget sted i Kana'an, hvilket er ikke mærkeligt, når man erindrer, at Kana'an på den tid var lydland under Egypten. Det kan endvidere udelukkes, at de kunne være søgt op i bjergene i Kana'an allerede i 15. århundrede f.Kr., da bebyggelsen her er 2-300 år yngre. Endelig er omtalen af Israel i 1207 f.Kr. et indicium for, at der ikke er tale om samme folk som ''hyksos'', i så fald ville man forvente, at egypterne ville bruge det samme navn. Ligeledes kan vi udelukke, at det var israelitterne selv, som indvandrede sammen med havfolket, fordi dette skete 1177 f.Kr., mens Israel som omtalt nævnes på en stele allerede fra 1207 f.Kr. Tydeligvis var der tale om to uens folk. Måske jøderne "overtog" selvbenævnelsen "israelitter" som led i en politisk strategi, der så at sige skulle udrydde samaritanernes legitimitet som folkeslag i Kana'an.<ref>Lemche (2024), s. 5</ref> Kildekritisk må det konstateres, at Mosebøgerne ret beset forsøger at forene to temmelig uforenelige historiske traditioner: på den ene side traditionen fra Mesopotamien omfattende Edens Have (Dilmun), Babelstårnet (zigguraterne) og Noas ark, hvor Abraham indgår som det forklarende bindeled hvorfor, at jødernes stamfader udvandrede til Kana'an, på den anden side traditionen om Jakob (Israel)<ref>Bibelen (1992), s. 46</ref>, Josef og hans brødre<ref>Bibelen (1992), s. 48f</ref>, Israels udvandring til Egypten<ref>Bibelen (1992), s. 59</ref> og Moses<ref>Bibelen (1992), s. 67</ref> med udvandring, ørkenvandring, moseloven og løftet om Kana'an.<ref>Bibelen (1992), s. 243</ref> Der kan næppe være tvivl om, at den jødiske beretning om udvandringen fra Egypten og den egyptiske beretning om fordrivelsen af de fremmede omtaler den samme begivenhed set fra to sider. For så vidt behøver ingen af dem at give det sande billede: hvis årsagen til udvandringen fra Egypten virkelig var et vulkanudbrud, kunne de forringede leveforhold efter dette meget vel være årsag til, at folk udvandrede eller bortvandrede igen. At jøderne eller israelitterne har taget begivenheden til sig er for så vidt ikke anderledes end andre historier, som de har adopteret og adapteret. Som en sidebemærkning skal det lige nævnes, at den egyptiske konge Amenhotep IV, bedre kendt som Akhenaten, som var gift med Nefertiti og fader til Tutankhaton, og som er gået over i historien som den første monoteistiske konge, regerede fra omkring 1353 til 1336 f.Kr. Det betyder, at han regerede henved 150 år efter, at ''hyksos'' udvandrede, og at hans monoteisme således ingen forbindelse har med Moses. Lige så lidt er der grund til at tro, at hans monoteisme har været inspiration for jødernes monoteisme. ==== Bearbejdede profetier ==== De mange profetiske tekster i Gamle Testamente udgør et eget problem. Kort sagt er de kildekritiske studier i stigende grad blevet opmærksomme på, at der heller ikke i dette tilfælde er tale om originale tekster. I stedet er disse tekster blevet ændret for at tilpasse dem til bestemte formål. Esajas', Jeremias', Ezekiels og de tolv "små" profeters profetier mangler en historie og opretholder ikke en ensartet kronologisk rækkefølge. Disse profetiske bøger ses ikke længere som blot kilder, hvorved læserne kan få adgang til fortiden. De læses nu som bevidste kompositioner, der genpræsenterer og fortolker profeternes ord i tekstform. Allerede i de sidst nævnte profeters tekster er der tegn på en bevidst manipulerende formulering af ​​profetier. Historien i Jeremias kapitel 36 beskriver for eksempel en proces, hvor ulige budskaber i forskellige former fra forskellige tider og steder sammensættes i tekstform af profetens skriver. Når denne rulle efterfølgende bliver ødelagt som kongens reaktion på dens oplæsning side for side<ref>Bibelen (1992), s. 995-997</ref>, så sker der ikke blot en omskrivning af rullen, men også en betydelig tilføjelse af lignende ord, hvilket vidner om bogens litterære vækst. Profeter som Jeremias er ikke længere tilgængelige i den oprindelig version, men deres ord forbliver tilgængelige i de bøger, der bærer deres navne. Disse bøger danner et særskilt korpus inden for den bibelske kanon. Når Daniel refererer til Jeremias' profeti om halvfjerds år i Daniels Bog kapitel 9:2<ref>Bibelen (1992), s. 1117</ref>, taler han om Jeremias' bog blandt en flerhed af profetiske bøger, jævnfør også Ezekiels Bog 38:17<ref>Bibelen (1992), s. 1091</ref>. De tidligste postbibelske fortolkere af den profetiske litteratur var de skriftkloge, oversættere og kommentatorer, der videregav, gengav og forklarede teksterne. Den tidligst dokumenterede periode med skriftlig overlevering fra omkring 250 f.Kr. indtil 132-135 e.Kr. bærer tydelige vidnesbyrd om, at datidens skriftkloge ikke så sig selv som blot afskrivere på samme måde som skriftkloge fra en senere periode. De så snarere sig selv som ligestillede med de oprindelige forfattere, og de udvidede ofte den bibelske tekst med fortolkninger, der var beregnet til at hjælpe læserne med at forstå teksten. Disse skriftkloge havde deres eget syn på den bibelske tekst og ønskede at sikre en teologisk korrekt læsning af den. Blandt de profetiske bøger forekommer de mest fremragende eksempler på fortolkningsmæssig udvidelse i Jeremias' og Ezekiels Bøger i den masoretiske tekst, det vil sige i en version kopieret, redigeret og spredt af en gruppe jøder kendt som masoreterne mellem det 7. og 10. århundrede e.Kr. I disse udgaver har udvidelsen nået grænsen for skabelsen af helt ​​nye udgaver af bøgerne. De hebraiske tekster bag de oldgræske versioner af disse bøger er betydeligt kortere førsteudgaver. Mange af udvidelserne i andenudgaverne, der findes i den masoretiske tekst, er af fortolkende eller forklarende art. For eksempel er den i Jeremias' omtalte fjende fra nord ikke udtrykkeligt identificeret i oldgræske eller dens hebraiske kilde, hvilket efterlader den åben for den slags dommedagsagtige fortolkning, der findes i Ezekiels Bog kapitel 38:14-17<ref>Bibelen (1992), s. 1091</ref>, men den masoretiske tekst identificerer udtrykkeligt denne fjende som Babylon i udvidelsen af ​​Jeremias 25:9, hvilket skaber en interessant konflikt med Jeremias' Bog kapitel 50:3 og dens profeti om en fjende fra nord, der kommer mod Babylon.<ref>Bibelen (1992), s. 1017</ref> Et andet eksempel er versionen af ​​Jeremias' profeti om halvfjerds år i Jeremias' Bog kapitel 25:11-12.<ref>Bibelen (1992), s. 979</ref> I den oldgræske version er denne profeti ikke eksplicit begrænset til perioden under det babylonsk fangenskab, jævnfør Daniels Bog kapitel 9:1-2, 24-27<ref>Bibelen (1992), s. 1118</ref>, men udvidelserne i den masoretiske tekst gør denne begrænsning af profetien udtrykkelig, således i Jeremias' Bog kapitel 29:10.<ref>Bibelen (1992), s. 984</ref> For Ezekiels Bog forekommer en af ​​de mest bemærkelsesværdige udvidelser i den masoretiske udgave af Ezekiels Bog kapitel 36:23-38, som mangler. Denne ret lange udvidelse er åbenbart baseret på materiale fundet andre steder både i og uden for Ezekiels Bog. Man kan mene at alle disse præciseringer og fortolkninger er afskrivernes velmenende forsøg på at forstå og fortolke den oprindelige tekst bedre, men når det forholder sig således med disse profetiske tekster, rejser det uundgåeligt spørgsmålet om og i hvilken grad, det samme er tilfældet med andre tekster i Gamle Testamente. Og det svækker betydeligt Gamle Testamentes værdi som sikker og troværdig kilde til jødernes historie. === Sammenfatning === Denne gennemgang af Gamle Testamente har kun omfattet en mindre del af den samlede tekst, men selv denne meget begrænsede gennemgang har belyst en række problemer:</br> - Gamle Testamente er ''ikke'' en historisk redegørelse for jødernes historie, selv om den giver indtryk af dette,</br> - det er i stedet en samling af traditioner, anekdoter og myter skrevet af ulige forfattere til ulige tider</br> - der er gjort forsøg på at sammenskrive og harmonisere disse narrativer</br> - hvilket ikke kan skjule, at der er kronologiske problemer</br> - og at væsentlige traditioner er hentet fra andre kulturer, især Sumer og Mesopotamien men også fra Grækenland. Vi tør antage, at skildringen af kongetiden og det delte kongerige med navnelister over regenterne er rimelig troværdig, blandt andet fordi deres navne forekommer i andre kilder, men vi har kun ringe mulighed for at vide i hvilken udstrækning, historierne om dem er blevet ændrede for at tilpasse sig et senere monoteistisk narrativ. Niels Peter Lemche har kaldt Gamle Testamente for en form for ''erindringslitteratur''. Han mener, at egentlig historieskrivning er en forskningsgren, hvor historikeren følger bestemte metoder for at nå frem til en forståelse, som kan modstå enhver kildekritik. Omvendt forholder det sig med erindringer, der ikke er bundet af særlige regler eller metoder.<ref>Lemche (2013), s. 19</ref> Til gengæld indgår der her et element af selvforståelse og af tolkning, hvilket betyder, at erindringen formuleres på en måde, der afspejler forfatterens narrativ. Det betyder, at det kan indeholde anekdoter<ref>Lemche (2013), s. 20</ref>, som ikke kan stå for en kildekritisk prøvelse, men som accepteres på grundlag af deres "elegante stil" og "moralske indhold"<ref>Lemche (2013), s. 21</ref> samt vel ikke mindst for deres underholdende værdi. Det betyder også, at faktiske begivenheder og andre forhold kan flyttes frem eller tilbage i tid for at fremme et bestemt narrativ. Set i dette lys bliver de mange lånte historier i Gamle Testamente forståelige. Disse havde til formål at give både fylde og "farve" til en ellers måske kort årstals- og begivenhedsliste baseret på krøniker og kongelige annaler.<ref>Lemche (2013), s. 22</ref> Men de undergraver også Gamle Testamente som historisk kilde, og dette problem forstærkes ved Gamle Testamentes rolle som en slags propagandaskrift formuleret af en intellektuel elite.<ref>Lemche (2013), s. 31</ref> === <big>Semitismen, jødedommens tankesæt</big> === Vi har i det foregående set på Gamle Testamente som et muligt historisk kildeskrift. Man kan imidlertid også anlægge en helt anden synsvinkel, nemlig Gamle Testamente som ideologisk grundlag nærmere betegnet som grundlag for en jødisk national etnicitet samt for en særlig jødisk etik. Det skal på forhånd understreges, at det følgende ikke omfatter alle jøder, idet mange alene identificerer sig som tilhørende denne folkegruppe af genealogiske og traditionsbårne årsager, det vil sige med hensyn til deres familiære oprindelse samt højtider og mindedage. Men der findes også kredse i den jødiske befolkning, der opfatter Gamle Testamente som en anvisning på hvordan, at jøder kan og bør opføre sig. Alle kender begrebet "anti-semitisme", men få eller ingen ved, hvad udtrykket "semitisme" egentlig dækker over. Man vil således lede forgæves efter det i en ordbog eller eksempelvis på ''wikipedia''. Her vil begrebet blivet forstået således, at det dækker over den tankegang eller de tankegange, som kan udledes og af nogle er blevet udledt af Gamle Testamente. Det betyder, at der her vil blive set bort fra jødisk mysticisme, kabala, frankisme og lignende ældre og nyere afledede ideologier, hvilke hver for sig er en særskilt undersøgelse værd. Læser man Gamle Testamente, vil man se, at bestemte tankegange bliver promoveret. Det drejer sig i hovedsagen om følgende:</br> - det udvalgte folk</br> - racisme</br> - retten til Kana'an</br> - retten til at myrde hele befolkninger</br> - "honningfælder" og pengeafpresning</br> I det følgende vil hvert af disse emner blive gennemgået særskilt. === Det udvalgte folk === Ideen om jøderne som Guds udvalgte folk tager udgangspunkt i Første Mosebog kapitel 12: her møder vi Abram ved Ur i Kaldæa. Videre hedder det: "Herren sagde til Abram: "Forlad dit land og din slægt og din fars hus, og drag til det land, jeg vil vise dig. Jeg vil gøre dig til et stort folk og velsigne dig. Jeg vil gøre dit navn stort, og du skal være en velsignelse.</br> Jeg vil velsigne dem, der velsigner dig,</br> og den, der forbander dig, vil jeg forbande.</br> I dig skal alle jordens slægter velsignes"."<ref>Bibelen (1992), s. 17f</ref> Senere gentages denne priviligerede stilling i andre sammenhænge, således over for Jakob i Betel. I Første Mosebog kapitel 35:9-13 hedder det: "Gud viste sig igen for Jakob, efter at han var kommet hjem fra Paddan-Aram. Han velsignede ham og sagde til ham: "Dit navn er Jakob; men nu skal du ikke længere hedde Jakob. Dit navn skal være Israel." Og han gav ham navnet Israel. Han sagde til ham: "Jeg er Gud den Almægtige. Bliv frugtbar og talrig! Et folk, ja, en mængde folkeslag skal nedstamme fra dig, og konger skal fremstå af dit eget kød og blod. Det land, jeg gav Abraham og Isak, giver jeg dig og dine efterkommere." Så steg Gud op fraham, dér hvor han havde talt med ham."<ref>Bibelen (1992), s. 46</ref> I Anden Mosebog kapitel 3:7-10 findes følgende: "Så sagde Herren: "Jeg har set mit folks lidelse i Egypten, og jeg har hørt deres klageskrig over slavefogederne. Jeg har lagt mig deres lidelser på sinde, og derfor er jeg kommet ned for at redde dem fra egypterne og føre dem op fra dette land til et godt og vidtstrakt land, et land der flyder med mælk og honning, dér hvor kana'anæerne, hittitterne, amoritterne, perizzitterne, hivvitterne og jebusitterne bor. Nu har israelitternes klageskrig nået mig, og jeg har set, hvordan egypterne undertrykker dem. Gå nu! Jeg vil sende dig til Farao. Du skal føre mit folk israelitterne ud af Egypten"."<ref>Bibelen (1992), s. 69</ref> Dette og tilsvarende formuleringer med "mit folk israelitterne" har givet jøderne en identitet som Guds udvalgte folk i den jødiske selvforståelse. === Racismen === Racismen er en logisk følge af ideen om Guds udvalgte folk. Et folk kan selvsagt ikke være "udvalgt", hvis andre folk kan indgiftes i det. Følgelig er Gamle Testamente fuldt af forbud mod at gifte sig med ægtefæller fra andre folkeslag<ref>Lemche (2015), s. 226</ref> og kritik, når de alligevel gjorde det. Lad os tage nogen eksempler. I Femte Mosebog kapitel 7:1-4 finder vi følgende påbud af Moses: "Når Herren din Gud fører dig til det land, du skal ind og erobre, og han driver store folkeslag væk foran dig, hittitterne, girgashitterne, amoritterne, kana'anæerne, perizzitterne, hivvitterne og jebusitterne, syv folk, der er større og mægtigere end du, og Herren din Gud overgiver dem til dig, og du besejrer dem, da skal du lægge band på dem. Du må ikke slutte pagt med dem og ikke vise dem barmhjertighed. Du må ikke bringe dig i familie me dem; du må ikke give dine døtre til deres sønner, og du må ikke lade dine sønner gifte sig med deres døtre, for det vil få dine sønner til at vige fra mig og dyrke andre guder. Da vil Herrens vrede flamme op imod jer, og han vil hurtigt udrydde dig."<ref>Bibelen (1992), s. 208</ref> Dette gælder blandt andre kong Salomo. I Første Kongebog 11:1-4 læses således følgende: "Kong Salomo elskede mange udenlandske kvinder foruden Faraos datter, moabitiske, ammonitiske, edomitiske, sidoniske og hittitiske; om de folk havde Herren sagt til israelitterne: "I må ikke indlade jer med dem, og de må indlade sig med jer, for så vender de jeres hjerte til deres guder." Dem elskede Salomo, og han holdt fast ved dem. Han havde syv hundrede hustruer med fyrstelig rang og tre hundrede medhustruer, og hans hustruer bragte hans hjerte på afveje."<ref>Bibelen (1992), s. 390</ref> I Ezras Bog kapitel 9:10-12 optræder Ezras bodsklage med blandt andet dette: "Vor Gud, hvad skal vi nu sige efter dette? For vi har svigtet de befalinger, du gav gennem dine tjenere, profeterne, da du sagde: Det land, I skal ind og tage i besiddelse, er et urent land på grund af de fremmede folks urenhed med de afskyelige handlinger, som de i deres urenhed har fyldt det med fra ende til anden. Derfor må I ikke give jeres døtre til deres sønner, og I må ikke lade jeres sønner gifte sig med deres døtre."<ref>Bibelen (1992), s. 527</ref> og i Kapitel 10:10-12 bliver dette gentaget: "Så rejste præsten Ezra sig og sagde til dem: "I har handlet troløst ved at gifte jer med fremmede kvinder; I har øget Israels skyld. Aflæg nu bekendelse for Herren, jeres fædres Gud, og gør hans vilje. Skil jer ud fra landets folk og de fremmede kvinder"."<ref>Bibelen (1992), s. 528</ref> I Nehemias' Bog kapitel 10:31 indgår israelitterne blandt andet følgende forpligtelse: "Vi vil ikke give vores døtre til landets folk, og vi vil ikke lade vores sønner gifte sig med deres døtre."<ref>Bibelen (1992), s. 542</ref> Således kunne man blive ved. === Lebensraum === Jødernes ret til Kana'ans land hidrører fra Første Mosebog. I kapitel 12 læser vi: "Dengang boede kana'anæerne i landet. Herren viste sig for Abram og sagde: "Jeg vil give dine efterkommere dette land"."<ref>Bibelen (1992), s. 18</ref> Senere, i kapitel 15, præciseres udstrækningen af dette jødiske lebensraum: "Den dag sluttede Herren pagt med Abram. Han sagde: "Jeg giver dine efterkommere dette land fra Egyptens flod (det vil sige Nilen) til den store flod, Eufratfloden: kenitterne, kenizzitterne, kadmonitterne, hittitterne, perizzitterne, refaitterne, amoritterne, kana'anæerne, girgashitterne og jebusitterne"."<ref>Bibelen (1992), s. 20f</ref> Størrelsen af dette jødiske lebensraum er påfaldende. Sammenlignet med officielle landegrænser i 2026 omfatter dette område: den østlige halvdel af Egypten inklusive hele Sinai, Palæstina inklusive Gaza og Vestbredden, Libanon, Jordan, Saudi Arabien, Yemen, Oman, Forenede Arabiske Emirater, Qatar, Bahrain, Kuwait, Irak samt Syrien. Nogle jødiske imperialister medregner også Kypern til området. En anden afgrænsning findes i Fjerde Mosebog kapitel 34. Heri læser vi: "Herren talte til Moses og sagde: "Giv israelitterne denne befaling: I kommer nu til Kana'an, det land, der tilfalder jer som arvelod, Kana'ans land i dets fulde udstrækning. Jeres sydgrænse skal gå fra Sins ørken langs med Edom. I syd skal jeres grænse gå fra enden af Salthavet i øst. Så skal grænsen dreje syd om Akrabbim-passet, gå videre til Sin og ende syd for Kadesh-Barnea. Så skal den fortsætte til Hasar-Addar og gå videre til Asmon. Så skal grænsen dreje fra Asmon mod Egyptens bæk og ende ude ved havet.</br> Grænsen i vest: Det Store Hav med kyststrækning. Det skal være jeres vestgrænse.</br> Dette skal være jeres nordgrænse: Fra Det Store Hav skal I trække en linie til bjerget Hor; fra bjerget Hor skal I trække en linie til Lebo-Hamat, og grænsen skal ende i Sedad. Så skal grænsen gå videre til Zifron, og den skal ende i Hasar-Enan. Det skal være jeres nordgrænse.</br> Som grænse i øst skal I trække en linie fra Hasar-Enan til Shefam. Så skal grænsen gå ned fra Shefam til Ribla øst for Ajin, og grænsen skal fortsætte ned og støde til bjergryggen øst for Kinneretsøen. Så skal grænsen gå ned til Jordan og ende ved Salthavet.</br> Dette skal være jeres land med dets grænser hele vejen rundt."<ref>Bibelen (1992), s. 196</ref> Dette er unægteligt en noget anden afgrænsning end før. Den kritiske læser vi måske spørge om Herren ikke havde forklaret sig godt nok over for Moses eller måske havde ændret holdning, eller om der måske er en helt tredie forklaring? Den tænkende læser vil måske kigge nærmere på andre dele af samme historie. Vi hører, at Abraham fik børn både med Sara, sin hustru, nemlig jøderne, og med Hagar fra Egypten, hans trælkvinde, nemlig ismaelitterne, det vil sige araberne.<ref>Bibelen (1992), s. 21</ref> Så var det nu jøderne, araberne eller begge grupper som skulle leve i dette område? Desuden tog han sig en ny hustru: Ketura, med hvem han også fik efterkommere.<ref>Bibelen (1992), s. 31</ref> Det er således ret uklart hvem, der skulle overtage dette lebensraum. Således tænker semitisterne ikke. De er imperialister, og de vil have det hele for sig selv. De mener at have ret til at fordrive andre folkeslag og ser Gamle Testamente som kilde til denne ret. === Retten til folkemord === Jødernes ret til at myrde befolkningerne, som levede i Kana'an, forekommer allerede i Mosebøgerne. I Femte Mosebog kapitel 20:16-17 findes således følgende påbud udtalt af Moses: "i de folks byer, som Herren din Gud vil give dig i eje, må du ikke lade en eneste beholde livet; du skal lægge band på dem, på hittitterne, amoritterne, kana'anæerne, perizzitterne, hivvitterne og jebusitterne, sådan som Herren din Gud har befalet dig."<ref>Bibelen (1992), s. 223</ref> I Josvabogen hører vi hvordan, at jøderne hensynsløst myrdede indbyggerne i Kana'an, eksempelvis i kapitel 8:24-29: "Da israelitterne på åben mark havde dræbt alle de indbyggere fra Aj, som havde forfulgt dem ud i ørkenen, og da alle til sidste mand var faldet for sværdet, vendte alle israelitterne tilbage til Aj og huggede indbyggerne ned med sværd. Den dag blev der dræbt i alt tolv tusind mænd og kvinder, alle indbyggerne i Aj. Josva trak ikke sin udstrakte hånd med krumsværdet tilbage, før han havde lagt band på alle indbyggerne i Aj. ..Og Josva brændte Aj ned; han gjorde den til en øde ruinhøj for evigt, og det er den den dag i dag. Ajs konge hængte de på et træ og lod ham hænge til aften. Da solen gik ned, gav Josva sine folk befaling om at tage liget ned fra træet og kaste det hen ved indgangen til byporten. Så kastede de en stor stendynge op over ham, og den ligger der den dag i dag."<ref>Bibelen (1992), s. 251f</ref> Tilsvarende i Josvabogen kapitel 10:28-43: "Samme dag indtog Josva Makkeda. Han slog byen og dens konge med sværd og lagde band på byen og alle, der var i den; der var ingen, der overlevede. Han gjorde det samme med kongen i Makkeba, som han havde gjort med kongen i Jeriko.</br> Fra Makkeda drog Josva sammen med hele Israel videre til Libna. Han gik til angreb på Libna, og Herren gav også denne by og dens konge i Israels hånd. Josva slog byen og alle, der var i den, med sværd; der var ingen, der overlevede. Han gjorde det samme med kongen dér, som han havde gjort med kongen i Jeriko.</br> Fra Libna drog Josva sammen med hele Israel videre til Lakish. Han belejrede byen og gik til angreb på den, og Herren gav Lakish i Israels hånd. Den følgende dag indtog Josva byen; han slog den og alle, der var i den, med sværd, ganske som han havde gjort med Libna. Da drog Gezers konge Horam op for at komme Lakish til undsætning, men Josva slog kongen og hans hær; der var ingen, der overlevede.</br> Fra Lakish drog Josva sammen med hele Israel videre til Eglon. De belejrede byen og gik til angreb på den, og samme dag indtog de den og slog den med sværd. Den dag lagde han band på alle, der var i byen, ganske som han havde gjort med Lakish.</br> Fra Eglon drog Josva sammen med hele Israel op til Hebron. De gik til angreb på byen og indtog den; de slog byen, dens konge, alle dens byer og alle, der var i den, med sværd; der var ingen, der overlevede. Ganske som han havde gjort med Eglon, lagde han band på byen og på alle, der var i den.</br> Så vendte Josva sig sammen med hele Israel mod Debir. Han gik til angreb på byen og indtog den med dens kong og alle dens byer. De slog dem med sværd og lagde band på alle, der var i den; der var ingen, der overlevede. Han gjorde det samme med Debir og dens konge, som han havde gjort med Hebron og med Libna og dens konge.</br> Således besejrede Josva hele landet: Bjerglandet, Sydlandet, Lavlandet og Skråningerne og alle kongerne dér. Der var ingen, der overlevede; hver levende sjæl lagde han band på, sådan som Herren, Israels Gud, havde befalet. Josva besejrede dem fra Kadesh-Barnea til Gaza, i hele landet Goshen og helt til Gibeon. Alle disse konger og deres lande undertvang Josva på én gang, for Herren, Israels Gud, førte krig for Israel. Så vendte Josva sammen med hele Israel tilbage til lejren i Gilgal."<ref>Bibelen (1992), s. 255</ref> I Josvabogen Kapitel 11 fortsætter folkemordene i det nordlige Kana'an, blandt andet Hasor: "Alle, der var i byen, huggede de ned med sværd og lagde band på dem, så ikke en levende sjæl blev tilbage; og Josva brændte Hasor ned."<ref>Bibelen (1992), s. 256</ref> Da massemordet var til ende, blev rovet, det vil sige Kana'an, delt mellem israelitternes stammer.<ref>Bibelen (1992), s. 257-264</ref> Det minder om en langt senere begivenhed: under Sovjetunionen i Stalintiden gennemførte terrororganisationen OGPU under ledelse af jøden Genrikh Jagoda<ref>Lina (2003), s.315</ref> samt NKVD overvejende ledet af jøder<ref>Lina (2003), s.318, 327</ref> i 1932-33 et massemord på og en massefordrivelse af ukrainske bønder fra deres gårde, en begivenhed der blev kendt som ''holodomor''. Mindre kendt er, at OGPU overvejende bestod af jøder, og at disse efterfølgende som en belønning oprettede deres egne kollektivlandbrug, kibbutz'er, på de myrdede og fordrevne ukraineres jord.<ref>Holocaustmuseet i USA, film</ref> Jødisk historieforståelse trækker lange spor. Det var ikke kun ved erobringen af Kana'an, at jøderne begik massemord. I Esters Bog kapitel 9:2-16 hører vi: "I alle kong Ahasverus' provinser samledes jøderne i deres byer for at lægge hånd på dem, der ville dem noget ondt. .. Den trettende dag i måneden adar samledes de øvrige jøder i kongens provinser og forsvarede deres liv; de fik fred for deres fjender, og de dræbte 75.000 af deres modstandere".<ref>Bibelen (1992), s. 555</ref> Flere eksempler end de nævnte kunne være fremhævet, men budskabet og moralen er tydelig nok: i "hellig krig" er massemord på guddommens befaling ikke blot acceptabel men en pligt at gennemføre. Det er mildest talt absurd at se hvordan den samme ideologi, som hyldede folkemord i Gamle Testamente, har haft travl med at fremstille de selv samme massemordere som et uskyldigt forfulgt folkefærd i det 20. og starten af det 21. århundrede. === Honningfælder og pengeafpresning === Historier i Gamle Testamente giver jøderne tvivlsomme moralbegreber, eksempelvis at prostituere deres hustruer og døtre i form af "honningfælder", det vil sige lokkemad for en efterfølgende afpresning. Det begynder med selveste Abraham. I Første Mosebog kapitel 20:2-16 læser vi: "Abraham sagde om sin kone Sara, at hun var hans søster, og Abimelek, kongen i Gerar, sendte bud efter Sara. Om natten kom Gud i en drøm til Abimelek og sagde til ham: "Nu skal du dø, fordi du har taget denne kvinde, for hun er gift".<ref>Bibelen (1992), s. 25</ref> Senere, da sandheden er blevet klar, hører vi: "Så gav Abimelek Abraham får og køer, trælle og trælkvinder, og han gav ham hans kone Sara tilbage. Og Abimelek sagde: "Mit land ligger åbent for dig. Slå dig ned, hvor du har lyst!" Til Sara sagde han: "Nu giver jeg din bror tusind sekel sølv. Det skal lukke øjnene på alle dem, der hører dig til. Nu har du fået fuld oprejsning"."<ref>Bibelen (1992), s. 26</ref> Så Abrahams afpresning lykkedes. Senere gentager historien sig med små variationer. I Esters Bog hører vi, at jøden Mordokaj sender sin datter til kong Ahasverus' harem, hvor "hun vandt hans velvilje". .."Ester havde ikke fortalt, hvilket folk og hvilken slægt, hun tilhørte, for Mordokaj havde sagt til hende, at hun ikke måtte fortælle det." Men senere udnyttes hun til at redde jøderne, og naturligvis belønnes både hun og hendes fader for dette bedrag: "Og Mordokaj fik foretræde for kongen, for Ester havde fortalt, hvordan han var i familie med hende. Kongen tog sin signetring, som han havde frataget Haman, og overdrog den til Mordokaj. Og Ester satte Mordokaj over Hamans hus."<ref>Bibelen (1992), s. 549, 554</ref> Nu var det ikke altid, at afpresningsmanøvren lykkedes. I Første Mosebog kapitel 26:1-11 hører vi om Isak og hans hustru Rebekka, som han forsøger at prostituere. I dette tilfælde mislykkes forsøget imidlertid, fordi filisterkongen Abimelek opdager sagens rette sammenhæng inden, at honningfælden når at klappe i med et offer.<ref>Bibelen (1992), s. 33</ref> Nu må man ikke tro, at dette var noget særligt. I datidens samfund synes organiseret prostitution at have været normalt, især i tilknytning til religiøse templer; det vidner Bibelens omtaler af såkaldte "helligskøger" klart om. Det særlige i de nævnte tilfælde var, at den blev udøvet af privatpersoner. Men det hændte altså, at afpresningen mislykkedes. Så måtte jøderne finde på andre afpresningsmetoder. Et godt eksempel hører vi om i Nehemias' Bog kapitel 5:1-5. Heri hører vi: "Der lød stærke klager fra folket og deres hustruer mod deres judæiske brødre. Nogle sagde: "''Vi må give vores sønner og døtre i pant, for at vi kan få korn og noget at spise og opretholde livet.''" Andre sagde: "''Vi må pantsætte vores marker, vingårde og huse, for at vi kan få korn under hungersnøden.''" Og andre sagde: "''Vi har måttet belåne vores marker og vingårde for at få penge til skatten til kongen. Vi er dog af samme kød og blod som vores brødre, og vore sønner er ligesom deres, men vi må tvinge vores sønner og døtre i trældom; ja, nogle af vores døtre er allerede gjort til trælle. Vi står magtesløse, for vores marker og vingårde tilhører andre!''"</br> .. De tidligere statholdere, som var før mig, havde lagt tunge byrder på folket ved at opkræve fyrre sekel sølv til deres daglige forbrug af brød og vin; også deres mænd undertrykte folket."<ref>Bibelen (1992), s. 533</ref> Overbeskatning og åger har alle dage været effektive metoder for magthavere, der ønskede at give deres tyverier et skær af legitimitet. Således legitimerer Gamle Testamente jødernes brug af honningfælder og pengeafpresning så længe, at de ikke rettes imod deres egne trosfæller. === Sammenfatning === I 1973 fremkom udtrykket "narrativ teologi".<ref>Bjerg (1984), s. 11</ref> Udtrykkets betydning har været noget uklar, men pointen er, at hvis en kristen vil forklare sin tro og identitet, så kan dette ske ved at fortælle om Jesu ord og gerninger. På lignende måde kan jødedommens indhold bedst forstås ved at fortælle historier fra Gamle Testamente. Som vi har set, er sådanne historier ikke just moralske. Ideen om det udvalgte folk, der ikke må gifte sig med folk fra andre folkeslag men nok har ret til at udnytte dets kvinder i honningfælder til pengeafpresning, og som mener sig i sin gode ret til hensynsløst at udrydde andre folkeslag "i Guds navn", fremavler en tvivlsom moral. Hvis man vil være lidt uvenlig, kan man med god grund hævde, at denne tvivlsomme moral langt hen af vejen også afspejler sig i jødernes nyere historie. Vi har i det foregående set hvordan, at denne moral henter sin inspiration i fortællinger fra Gamle Testamente. Og denne moral understreges ved at de samme emner bliver gentaget med blot mindre variationer flere gange som for at understrege, at den ikke er knyttet til en bestemt historisk situation men netop har evig gyldighed. I lighed med sit afkom, muhammedanismen, er denne moral præget af en foragt for dem, som ikke tilhører "in-gruppen". Der kan måske være grund til at uddybe dette udtryk nærmere. Alle mennesker udvikler en eller anden form for bevidsthed om at tilhøre et bestemt etnisk fællesskab, herunder skaber de et dertil knyttet begrebsapparat. Man kan skelne mellem det navn, som en etnisk gruppe bruger om sig selv i denne selvidentifikation, og det navn, som andre bruger om den samme gruppe. Nogle gange, men ikke altid, bruger de samme benævnelse, men deres opfattelse af gruppens afgrænsning og indhold behøver ikke at være det samme, men kan tilpasses den aktuelle situation.<ref>Lund (1993), s. 81</ref> Betegnelsen afspejler en bevidsthed om hvem, man hører sammen med i et fællesskab, og hvem, der ikke hører til dette fællesskab.<ref>Lund (1993), s. 9</ref> Ofte, men ikke altid, vil de, som ikke tilhører dette fællesskab, blive set ned på, mens man selv ophøjes for sine gode egenskaber.<ref>Lund (1993), s. 13-26</ref> Denne vi-bevidsthed skabes i vid udstrækning ved historier, beretninger og myter, om et skæbnefællesskab gennem utallige slægtled. Ofte vil disse historier blive fyldt med navne på legendariske personligheder, hvis liv og gerninger bliver en del af den personlige identitetsfølelse. Og som regel vil en del af denne historie omfatte etnogoni, det vil sige de indfødtes egen mytiske forklaring på deres oprindelse<ref>Lund (1993), s. 49</ref>, som regel i form af en mytisk stamfader.<ref>Lund (1993), s. 91</ref> I dansk sammenhæng kan man tænke på Saxo og hans Danmarkshistorie. I germansk sammenhæng er det myten om Tvisto, der er grundlaget for identiteten<ref>Lund (1993), s. 90</ref>, og for jøderne er det Abraham, der har denne rolle. Men sådanne historiske beretninger og myter har ikke kun den funktion at begrunde selvidentiteten men tillige at begrunde moralbegreber, hvad der er "god" og "ond" opførsel. For jøderne er det netop historierne i Gamle Testamente, som opfylder denne opgave. Over tid kan disse funktioner aftage i betydning, fordi behovet for dem ikke længere er så stort. Dette fordi at myter erstattes med faktiske historiske erindringer. Men for visse grupper er dette ikke tilfælde. Her kan udviklingen tvært imod gå i den modsatte retning og udvikle sig til en regulær fanatisme, der kan motivere og begrunde næsten enhver handling. Denne fanatisme kan formuleres og organiseres i en dertil hørende ideologi, en -isme. Semitisme er en sådan ideologi, der i princippet ikke adskiller sig fra enhver anden -isme bortset fra den etniske gruppe, hvis selvfølelse og handlingsmønster, den skal begrunde. === <big>Sammenfatning og konklusion</big> === Vi er nået vejs ende i gennemgangen, og resultatet taler for sig selv. Ikke blot er det officielle narrativ ikke korrekt, for hver del af dette narrativ findes en alternativ forklaring, og tilsammen tegner disse træk et andet men helt entydigt billede. Først og fremmest: Gamle Testamente er ''ikke'' jødisk historieskrivning.<ref>Adler (2022), Preface</ref> Der kan påvises et utal af indlån fra andre kulturer, eksempelvis historien om Moses i sivkurven og Noas ark, som tydeligt viser, at denne "historie" er en myte, et narrativ, skabt for at give jødisk identitet en høj alder. I stedet tjener Gamle Testamente som redskab til at give jøder en national identitet igennem deres trosretning, i særdeleshed ''Jahve''. Det er i ''Jahves'' navn, at de udvandrer fra Egypten, erobrer Kana'an og i nyere tid trækker sig ind i etniske ghettoer.<ref>Crone og Cook (1977), s. 42</ref> Hele den jødiske kultur er een lang markering af begivenheder hentet fra myterne i Gamle Testamente. Men som vi har set, er disse myter i vid udstrækning ikke andet end anekdoter, der er blevet samlede, sammen- og omskrevne for at give ''indtryk'' af at være en sammenhængende fremstilling af jødernes historie til trods for påviselige anakronismer. Således som kildematerialet nu foreligger, er det mest sandsynligt, at "israelitterne" udviklede sig som en ''ny'' folkegruppe eller etnicitet under opholdet i bjergene, sikkert som en blanding af illegale hebræere, af bønder fra lavlandet og muligvis under indflydelse af den nye guddom ''Jahve'', som edomitter og midjanitter bragte med sig, da disse indvandrede fra syd. Således både åndeligt og mandskabsmæssigt forstærkede og under indtryk af de urolige tider var denne blandingsbefolkning i stand til at tage kampen op imod lavlandets små kongeriger, men deres nye stat fik kun en kort levetid, hvor efter den blev delt i to mindre riger, som ligeledes havde en kortere eksistenstid inden, at de blev erobret af stærkere magter udefra. Under elitens eksil i Babylon udvikledes en ny national monoteistisk ideologi, som øjensynligt strammede reglerne for hvem, der tilhørte in-gruppen, og hvem, der blev regnet som fremmede. Også denne ideologi kom til magten, men atter kun en kort tid inden, at den endegyldigt brød sammen dels som følge af indre splittelse, både indbyrdes magtkampe og senere, da kristendommen og judeo-nazaræerne skilte sig ud, dels fordi at den ikke kunne klare sig i kampen mod en stærkere magt: Romerriget. Dette betyder, at jøderne som folkeslag ''ikke'' er mere end 4.000 år gammelt således, som Gamle Testamente gerne vil give indtryk af. I stedet var der tale om en etnisk dannelse i en proces, som det tog omkring 1.300 år at fuldføre. Selv om "Israel" nævnes på en egyptisk stele fra 1207 f.Kr., så er dette ikke bevis på, at der fandtes et israelsk folk. Der findes ingen konkrete beviser på, at bjergfolket udgjorde en forenet etnisk-national enhed.<ref>Lemche (2015), s. 112</ref> Det er muligt, at benævnelsen for egypterne ganske enkelt udgjorde en geografisk kategori på samme måde som benævnelsen "germanere" udgjorde det i Romerriget.<ref>Lund (1993), s. 93</ref> Med andre ord var de identiske med "habiru", hebræerne, dem uden for staternes lov og ret. Heller ikke etableringen af en samlet stat kan anses som bevis for, at israelitterne nu udgjorde et samlet folk. Ganske vist forsøgte kong Saul at etablere et kongeligt dynasti ved at gøre sin søn, Ishba'al, til konge<ref>Lemche (2015), s. 142</ref>, men den sande magt lå hos stammeledere, som i stedet valgte David til ny konge.<ref>Lemche (2015), s. 143</ref> Også dennes efterfølger, Salomon, forsøgte at forene riget under en central administration med nye administraive grænser<ref>Lemche (2015), s. 145</ref>, med en centraliseret gudsdyrkelse<ref>Bibelen (1992), s. 381-387</ref> og med en stående hær, der skulle undertrykke enhver modstand mod centralmagten<ref>Lemche (2015), s. 146</ref>, men dette forhindrede ikke statens sammenbrud ved hans død. I stedet for en samlet stat udviklede der sig to nye statsdannelser, Israel og Juda, men heller ikke i disse stater var enhed eller arvefølge sikker. Således blev kongen myrdet af sin garde omkring 878 f.Kr.<ref>Bibelen (1992), s. 398</ref>, og Omri blev konge. Hans navn (der sikkert er en omskrivning af Omar) tyder på, at han var en arabisk bandeleder på samme måde, som David havde været det.<ref>Lemche (2015), s. 153</ref> Forsøg på at styrke den nationale identitet gennem en centraliseret Jahve-dyrkelse mislykkedes, som vi har set, og i 722 f.Kr. brød småstaten Israel sammen, mens Juda blev et vasalkongerige under Assyrien.<ref>Lemche (2015), s. 170</ref> Der er intet grundlag for at antage en særlig etnisk-kulturel national identitet. Forsøgene på at skabe en sådan skete først under elitens eksil i Babylon, men selv efter dennes tilbagevenden til Jerusalem tog det flere hundrede år at overbevise befolkningen om at tilslutte sig projektet. Og da dette endelig skete, brød projektet sammen indefra i form af interne magtkampe. Endelig under Romerriget blev den møjsommeligt sammentømrede jødiske befolkning sprængt i tre delgrupper efter Jesu død. Først efter dette var der så få jøder tilbage, at de kan siges at udgøre en homogen national kulturel gruppe - blot for at blive spredt for alle vinde under den jødiske diaspora i de næste omkring 1900 år! Det eneste, der holdt dem sammen som etnisk gruppe, var dyrkelsen af ''Jahve'' og bestemte riter samt mindedage knyttede til deres historiske myter. Jødernes "historie" er i virkeligheden i vid udstrækning ''alle'' de kana'anæiske befolkningsgruppers historie. Først sent i dette forløb udskiller de sig endeligt som etnisk kulturel gruppe. Men, kunne man spørge, betyder dette så ikke, at jøderne trods alt har en fælles historie, som Gamle Testamente afspejler? Svaret er nej, både etnisk og i henseende til selvforståelse. I etnisk henseende er det tydeligst, hvis man ser på hebræere som gruppe: i det 15. århundrede f.Kr. var Kana'an et homogent befolkningsområde, som kunstigt var inddelt i en række små feudale kongeriger. Så dukkede ''hyksos''-folket op, flygtninge fra Egypten, som efter 200 års udlændighed nu vendte hjem. Der var ikke umiddelbart plads til dem, så de indledte en marodørvirksomhed. Nogle af dem blev hurtigt trætte af dette, de fandt skibslejlighed og drog til Mykene, hvor de blev assimilerede men bevarede deres traditioner. Andre opnåede en forståelse med samaritanerne og blev assimilerede med dem. Men tilbage var stadig en gruppe af marodører. I takt med, at vilkårene for marodørvirksomhed i lavlandet blev sværere på grund af Egyptens voksende kontrol, søgte marodørerne op i bjerglandet, hvor de slog sig ned. De fik følgeskab af traditionelle kana'anæere, som var blevet trætte af trælletilværelsen. Her udviklede de en fælles identitet som dyrkere af den samme guddom: ''El''. De var hebræere og blev benævnt israelittere, men de udgjorde ikke en etnisk nation så lidt som en senere tids sørøvere i Vestindien gjorde det. Kun skæbnefællesskabet bandt dem sammen. Så dukkede nye indvandrere op: havfolket og andre folk fra nord. Sammen med tørke og andre problemer blussede uroen op igen. Fra syd ankom edomitter til bjerglandet med deres egen stammegud: ''Jahve''. Han blev efterhånden assimileret med ''El'' og blev hebræernes nye stammegud. Edomitterne selv blev assimilerede i den hebræiske befolkning. De gav dem en ny styrke, og tilsammen kastede de sig ud i en ny erobring af lavlandet. Resten er velkendt. Hebræerne omfattede således mindst tre forskellige grupper, dels stedlige kana'anæere, dels indvandrere som Abraham fra Mittaniriget, dels edomitter fra Negev-ørkenen. I etnisk og social henseende var de et sammenrend af befolkningselementer, som var udstødt af de organiserede småriger. Og langt de fleste kana'anærere oplevede aldrig eksilet i Babylon. I henseende til selvforståelse afspejler gruppens sprængning i tre delgrupper efter Jesu død, at de aldrig følte sig som en national helhed. Vi ved ikke hvor stor en andel, som holdt fast ved den jødedom, som eliten havde forsøgt at prakke dem på, men det var tydeligvis et klart mindretal både i Kana'an og blandt de migranter, som havde slået sig ned andre steder i Romerriget. Jødedom som national identitet og skæbnefællesskab er en myte. Dernæst: jøderne var tydeligvis ''ikke'' det monoteistiske folkefærd, som de gerne vil give indtryk af, tværtimod. Så langt, at Gamle Testamentes fremstilling overhovedet afspejler en historisk virkelighed, dyrkede jøderne flere guder gennem flere hundrede år. Vi ser en udvikling i flere trin:</br> - første trin: to guder, ''Jahve'' og ''El'', forenes i en "supergud"</br> - andet trin: gudsdyrkelsen centraliseres og kontrolleres af kongen</br> - tredie trin: de lavere guder og gudinder forkastes, fordi at de ikke hjalp i en kritisk situation</br> - fjerde trin: præsteskabet udvikler et nyt narrativ til at forstærke dets magt og betydning som samlende kraft.</br> Det var en udvikling, hvor hvert trin var en logisk følge af det foregående, når behovet for en forandring i det herskende narrativ indtraf. Den nye ideologi var, som de fleste totalitære ideologier, et spørgsmål om at legitimere retten til magtudøvelse. Dette grundlag blev konstrueret ad hoc, det vil sige spontant efter behov. Dets grundlag var aldrig vel funderet, og vi kan nu afvise det fuldstændigt som fusk og forfalskning fra ende til anden. Samtidig var det en udvikling, hvor hvert trin bidrog med særlige træk til den nye ideologis udvikling: først blev stammeguden anvendt til at legitimere myten om "det udvalgte folk", herunder en racistisk ultrasemitisk afvisning af ægteskaber med repræsentanter fra andre folkeslag, og hvor regulært folkemord legitimeres som en følge af Jahves beslutning og påbud. Dernæst må den snart svækkede kongemagt i den nye nationale stat styrke sin stilling i befolkningen, hvilket sker ved centralisering af gudsdyrkelsen. Da så statsdannelsen alligevel bryder sammen, bliver det nødvendigt at udpege en skyldig årsag, og her må husguderne holde for. Endelig må det nye narrativ styrkes, hvilket blandt andet sker ved kampen for en ny egen stat. De mange profeter har først og fremmest til formål at legitimere den nye nationale ideologi som Jahves vilje. Endelig er det også fra Gamle Testamente, at mange jøder henter deres moralbegreber på godt og ondt. Det bør betones, at semitismen som ideologi er langt yngre end jøderne som befolkningsgruppe. Man skal helt frem til 2. århundrede f.Kr. før, at semitismen som ideologi udvikles. Det er en hadefuld, racistisk, imperialistisk, voldelig og menneskeforagtende hensynsløs ideologi, som med rimelighed kan anses for at være stamfaderen til alle senere lukkede samfunds ideologier.<ref>jævnfør: ''Det åbne samfund og dets fjender - opdateret''</ref> Det er næppe overraskende, at den blev udviklet af et præsteskab, som ønskede at hævde en ubegrænset kontrol over alle samfundsmedlemmers liv og tankegang. Det er indlysende, at hvis der kan rejses tvivl om troværdigheden af beretningerne i Gamle Testamente, så er det ikke blot et kildekritisk problem. Det er hele grundlaget for jødedommen, der vælter. Jødedommen er, som muhammedanismen, det, som i kommunistkina kaldes en ''tofu-dreg'' konstruktion: en bygning eller anden konstruktion opført af underlødige bestanddele som gør, at den før eller senere falder sammen af sig selv. Hidtil har Gamle Testamentes narrativer aldrig være underkastet en kildekritisk analyse, i modsætning til Nye Testamente, som allerede i 1800-tallet og begyndelsen af 1900-tallet blev underkastet en sådan analyse, som den bestod med udmærkelse. Det er først i de seneste år, at et sådant arbejde er igangsat og vel at bemærke er det til dels gjort af jødiske arkæologer og historikere. Det gør, at deres resultater ikke blot kan afvises med smædeudtryk som "anti-semitisme". Det er derfor, at det har været så vigtigt at gøre disse resultater bekendt for et dansk publikum. Og hvis denne bog kan bidrage til fortsatte og uddybende studier af denne problematik, så har den opfyldt sit formål. Det er for så vidt tilfældigt, at dette sker netop på en tid, hvor staten Israel og dens regering udsættes for en stigende international kritik for sin handlemåde, og så måske alligevel ikke. I alt for lang tid har kritik af jøder og Israel kunnet undertrykkes på grund af myterne om begivenheder under 2. verdenskrig. Men nu ligger disse begivenheder så langt tilbage, 2-4 slægtled, at de ikke længere kan beskytte imod kritik. Og samtidig har både rabiate jøder og den israelske regering i de seneste år udvist en optræden, som let lader sig kritisere. Det er ikke stedet her at uddybe dette emne, det kan fortjene en særskilt behandling og hører hjemme i politisk sammenhæng, ikke i forbindelse med jødedommen som religion og kultur, selv om der kan argumenteres for, at disse områder til dels overlapper hinanden. Vi har set hvilken afgørende inflydelse, den kildekritiske analyse af Gamle Testamente har på forståelsen af jødedommens historie, men hvorledes forholder det sig med kristendommen? Hvilken indflydelse har kildekritikken på kristendommen? Det enkleste svar er: ingen. Gamle Testamente spiller kun en rolle i kristendommen på to måder:</br> - dels at vise at Jesus som messias er forudset allerede af gammeltestamentelige profeter; det er i denne sammenhæng ikke vigtigt, om dette var faktisk var tilfældet, men derimod at jøderne i hans samtid mente, at det forholdt sig således</br> - dels at vise de religiøse dogmer, som Jesus gjorde op med. Det viser sig i hans gentagne: "I har hørt at ... men jeg siger jer at ...", jævnfør Matthæusevangeliet kapitel 5.<ref>Bibelen (1992), s. 1225-1227</ref> Jesu lære er i virkeligheden eet stort opgør med jødedommens tankegang og etniske snæversynethed, han var i denne sammenhæng helt på linje med den foreliggende kildekritiske analyse, selv om både hans metode og budskab var et andet. Især i sidst nævnte sammenhæng er det vigtigt at forstå, at der ''ikke'' eksisterer nogen "jødisk-kristne værdier". Dette moderne udtryk er intet andet end et jødisk forsøg på at tage kristne som gidsler for deres egne ideer. I virkeligheden er det kristendommen, der introducerer næstekærlighed og respekt for medmennesker uanset deres etniske tilhørsforhold, og i forlængelse heraf introducerer både menneskerettigheder og folkestyre. Intet af dette findes i jødedommen, her er det nationalt-etnisk snæversyn, som dominerer hele vejen. Jødedommen er og forbliver en anti-kristen ideologi, fordi den hviler på en selvforståelse baseret på manipulerede kilder i form af Gamle Testamentes skrifter. Og ved at påvise disse manipulationer, myter og omskrivninger, beviser moderne kildekritik, at kristendommen var og er et berettiget opgør med jødedommen. Endnu for en menneskealder kunne forskere i jødedommen leve i deres vildfarelse om, at selv om der måske var problemer med Gamle Testamente som kilde til jødedommens historie, så var den i sine hovedtræk alligevel korrekt. Således er det ikke længere. Det kan nu bevises, at der bag den mytiske fortælling gemmer sig en anden historie. Det er historien om et folk, som blev skabt af menneskelige spildrester, som levede en semi-kriminel tilværelse, og som over tid udviklede en ideologi og et tankesæt, der legitimerede denne virksomhed. Det var en udvikling, som var dømt til at skabe grundlag for vedvarende konflikter med omgivende samfund. Jødedommens nyere historie er faldet uden for denne undersøgelse, men det er vigtigt at forstå, at semitismen som ideologi har sine rødder i denne historie. Jeg er nået til den konklusion, at semitisme ikke er en teologi, men en ideologi baseret på følgende påstande:</br> - semitter er overlegne alle andre racer, som skal være eller blive slaver af semitterne (også kendt som racisme)</br> - de har "adopteret" og transformeret andre nationers historie til en national racistisk fortælling (f.eks. Noas syndflod)</br> - de har brugt denne fortælling til at gøre krav på et territorium, som de kun har kontrolleret i 2 gange 150 år (det gamle formodede kongerige under Saul, David og Salomon og det hasmoneiske kongerige) - de har brugt den samme fortælling om, hvordan de "erobrede" landet plus "løfter" fra deres guder, til at formulere et imperialistisk krav på landet mellem Nilen og Eufrat</br> - de har brugt den samme fortælling til at forbyde folk fra "nationen" at gifte sig med folk fra andre nationer/stammer, undtagen når det tjener deres politiske mål (også kendt som honningfælder)</br> - de har brugt den samme fortælling til at retfærdiggøre mord på folk fra de "mindre nationer"</br> - de har brugt penge som et redskab til at bestikke og afpresse folk ved magten, inklusive Det Hvide Hus, for at bøje sig for deres mål</br> - de har brugt underholdning til at få folk til at ignorere deres politiske mål eller som propaganda for disse mål</br> - de har brugt love til at forbyde al kritik af deres aktiviteter. Det følger logisk, at kristendommen er under angreb fra disse semitter af to grunde:</br> - det sociale budskab i kristendommen: "elsk din fjende som dig selv" er farligt på grund af semitismens manglende etik, og</br> - hvis man kender kristen historie, kan man gennemskue den semitiske propaganda. Da semitisme stadig i sin kerne er den gamle tilbedelse af guderne El, Baal og Jahve, inklusive ofring af børn af mindreværdige racer, er denne bevidsthed en trussel mod selve kernen i deres ideologiske "teologi". Det er min antagelse og påstand, at alle senere totalitære ideologier i sidste ende kan føres tilbage til semitismen. Det kunne være fristende at pege på den kendsgerning, at Karl Marx, Lenin, Trotski og andre tilhængere af totalitære samfund var jøder, men ingen må forledes til at tro, at den samme ideologi ikke også findes udbredt blandt folk fra andre nationer, blot er disse ikke bevidste om dennes ideologiske ophav. Men følgerne af denne tankegang er nu tydelige for enhver. Lad så være, at begivenheder i de senere år i Gaza, på Vestbredden, i Libanon, i Egypten, over for Syrien, Iran og mange andre steder uden tvivl har bidraget til at fremme verdensopinionens bevidsthed om denne ideologi og dens indbyggede brydninger med omgivende samfund. Et træ kendes på dets frugter, og hele verden har nu set de frugter, som semitisk fundamentalisme bringer med sig. Myten om det forfulgte uskyldige folkefærd lader sig ikke længere opretholde. Og jo mere skingre, hysteriske og fanatiske jødedommens fundamentalister bliver i deres holdninger og opførsel, desto hurtigere vil de miste de sidste rester af en troværdighed, som de i virkeligheden aldrig har haft. === <big>Noter</big> === {{Reflist|3}} === <big>Litteratur</big> === * Yonatan Adler: ''The Origins of Judaism. An Archaeological-historical Reappraisal''; Yale University 2022; ISBN 978-0-300-25490-7 * Yonatan Adler: "Toward Identifying Proto-Judaic Cultural Features in Ancient Israel and Judea" (i: ''Journal of Ancient Judaism'' (2024), s. 1-28) * Yonatan Adler: ''Between Yahwism and Judaism. Judean Cult and Culture during the Early Hellenistic Period (332-175 BEC)''; Cambridge University Press 2025; ISBN 978-009-45961-7 * Gad Barnea: "P. Berlin 13464, Yahwism and Achaemenid Zoroastrianism at Elephantine" (2024) * Geoffrey Bibby: ''I Dilmun tier ravnen''; Wormanium 1971; ISBN 87-85-1600-40 * Geoffrey Bibby: ''Det forsvundne årtusinde''; Wormanium 1978; ISBN 87-8516-053-9 * Geoffrey Bibby: ''Spadens vidnesbyrd''; Wormanium 1980; ISBN 87-8516-071-7 * ''Bibelen''; Det Danske Bibelselskab 1992; 1. udgave 1. oplag; ISBN 87-7325-276-6 * Svend Bjerg: "Den kristne grundfortælling. Studier over fortælling og teologi" (''Teologiske Studier'', bind 8; 2. oplag 1984; Aarhus 1984; ISBN 87-7003-409-5) * Patricia Crone og Michael Cook: ''Hagarism. The Making of The Islamic World''; Cambridge 1977; ISBN 0-521-21133-6 * Stephan Peter Dinkgreve: ''In Search of the Sublime: A world history of humanity's relentless pursuit of scientific truth, moral excellence, and enlightenment''; 2021 * Robert Gnuse: "Spilt Water: Tales of David (II Sam 23:13-17) and Alexander the Great (Arrian, Anabasis of Alexander 6.26.1-3)." (i: ''Scandinavian Journal of the Old Testament''; 1998, bind 12, s. 233-248) * Robert Gnuse: "Abducted Wives: A Hellenistic Narrative in the Book of Judges?" (i: ''Scandinavian Journal of the Old Testament''; 2007; bind 22, s. 272-285) * Robert Gnuse: "From Prison to Prestige: The Hero who helps a King in Jewish and Greek Literature." (i: ''Catholic Biblical Quarterly''; 2010 bind 72, s. 31-45) * Robert Gnuse: "Divine Messengers in Genesis 18-19 and Ovid." (i: ''Scandinavian Journal of the Old Testament''; 2017; bind 31, s. 66-79) * Robert Gnuse: "Greek Connections: Genesis 1-11 and the Poetry of Hesiod" (i: ''Biblical Theology Bulletin''; 2017 nr. 47, s. 131-143 * Robert Gnuse: "Heed Your Steeds: Achilles’ Horses and Balaam’s Donkey." (i: ''International Journal of Research in Humanities and Social Sciences''; 2017; række 4 hæfte 6; s. 1-5) * Robert Gnuse: "Samson and Heracles Revisited." (i: ''Scandinavian Journal of the Old Testament''; 2018, bind 32, s. 1-19) * Robert Gnuse: "Greek Historians and the Primeval History." (i: ''International Journal of Research in Humanities and Social Sciences''; 2019; række 6 hæfte 1, s. 20-25) * Robert Gnuse: "Jephthah’s Daughter and Iphigenia in the Plays of Euripides" (i: ''International Journal of the Arts and Humanities''; 2019; række 5 hæfte 1, s. 16-23) * Robert Gnuse: "Hellenism and the Primary History: The Imprint of Greek Sources in Genesis-2 Kings" ''Copenhagen International Seminar''; Routledge, London 2020 * Philippe Guillaume: "Hesiod’s heroic age and the biblical period of the Judges." (i: Thomas Thompson and Philippe Wajdenbaum (red.): ''The Bible and Hellenism: Greek Influence on Jewish and Early Christian Literature. Copenhagen International Seminar''; Routledge, New York 2014; s. 146-164) * Daniel Hawk: "Violent Grace: Tragedy and Transformation in the Orestia and the Deuteronomistic History." (i: ''Scandinavian Journal of the Old Testament''; 2003, bind 18, s. 73-88) * Anne Katrine de Hemmer Gudme: "Blev templet på Garizim bygget med templet i Jerusalem som forbillede?" (i: ''Dansk Teologisk Tidsskrift'' 78. årgang, 2015; s. 261-281) * Racheli Shalomi Hen: "Signs of YHWH, God of the Hebrews, in New Kingdom Egypt?" (i: ''Entangled Religions'' 12.2; 2021) * ''Herodots Historie'', oversat af Thure Hastrup og Leo Hjortsø; Bind 1: Bog I-IV, Bind 2: Bog V-IX; København 1979; ISBN 87-01-72851-2 * Ingrid Hjelm: "The Pentateuch that the Samaritans Chose" (i: ''Dansk Teologisk Tidsskrift'' 78. årgang; 2015; s. 225-242) * Joanna G. Kline: "Narrative Analogy in the David Story: Parallels between Genesis 25-50 and 1 Samuel 16-1 Kings 2" (''Forschungen zum Alten Testament'' 2 række, 154; 2024; ISBN 978-3-16-158252-3) * Gerhard Larsson: "Possible Hellenistic Influence in the Historical Parts of the Old Testament." i: ''Scandinavian Journal of the Old Testament''; 2004; bind 18, s. 296-311) * Niels Peter Lemche: "Det Bibelske Hjemland - Det Gamle Testamente og jødernes historiske ret til Palæstina" (i: ''Religionsvidenskabeligt Tidsskrift'', 3; 1983; s. 5-21) * Niels Peter Lemche: "The Old Testament-A Hellenistic Book" (: ''Scandinavian Journal of the Old Testament''; 1993 bind 7, s. 163-193) * Niels Peter Lemche: "Is It Still Possible to Write a History of Ancient Israel?" (i: ''Scandinavian Journal of the Old Testament''; 1994, bind 8, s. 163-188) * Niels Peter Lemche: "Justice in Western Asia in Antiquity, or: why no Laws were needed" (i: ''Chicago-Kent Law Review'', volume 70; 1995; p. 1695-1716) * Niels Peter Lemche: "Good and Bad in History: The Greek Connection." (i: Steven McKenzie and Thomas Römer (red.): "Rethinking the Foundations: Historiography in the Ancient World and in the Bible. Essays in Honour of John Van Seters"; ''Beihefte zur Zeitschrift für die altestamentliche Wissenschaft'' nr. 294; Walter de Gruyter, Berlin 2000; s. 127-140) * Niels Peter Lemche: "How Does One Date an Expression of Mental History?" (i: Lester Grabbe (red.): "Did Moses Speak Attic? Jewish Historiography and Scripture in the Hellenistic Period" (i: ''Journal for the Study of the Old Testament Supplement Series'' 317/European Seminar on Historical Methodology 3; Sheffield Academic Press, Sheffield 2001; s. 200-224) * Niels Peter Lemche: "On the Problems of Reconstructing Pre-Hellenistic Israelite (Palestinian) History" (i: ''The Journal of Hebrew Scriptures'', vol. 3; 2001) * Niels Peter Lemche: "Introduction. The Samaritans in History and Tradition" (i: Ingrid Hjelm (red.): ''Changing Perspectives 10'': "Samaritans and Jews in History"; New York 2024; ISBN 978-1-032-70289-6; s. 1-8) * Niels Peter Lemche: "Does the Idea of the Old Testament as a Hellenistic Book Prevent Source Criticism of the Pentateuch?" (i: ''Scandinavian Journal of the Old Testament''; 2011, bind 25, s. 75-92) * Niels Peter Lemche. "Historie og kulturel erindring i Det Gamle Testamente" (i: ''Dansk Teologisk Tidsskrift'', 76. årgang; 2013; s. 18-31) * Niels Peter Lemche: "Après le déluge: Københavnerskolen eller kaos?" (i: ''Dansk Teologisk Tidsskrift'', 77. årgang; 2014; s. 98-120) * Niels Peter Lemche: "When the End is the Beginning: Creating a National History?" (i: ''Scandinavian Journal of the Old Testament''; 2015, bind 29, s. 22-32) * Niels Peter Lemche: ''Ancient Israel. A New History of Israel'', Second Edition; London 2015; ISBN 978-0-56766-278-1 * Niels Peter Lemche: If I Forget You, Jerusalem! Studies on the Old Testament (''Discourses in Ancient Near Eastern and Biblical Studies''); 2024; ISBN 978-1800504-36-3 * Jüri Lina: ''Skorpioni märgi all. Nõukogude võimu tõus ja langus''; Stockholm 2003; ISBN 91-972897-9-5 * Allan A. Lund: ''De etnografiske kilder til Nordens tidlige historie''; Wormanium 1993; ISBN 87-89531-08-6 * Etienee Nodet: "Editing the Bible: Alexandria or Babylon?" (i: Thomas Thompson and Philippe Wajdenbaum (red.): ''The Bible and Hellenism: Greek Influence on Jewish and Early Christian Literature. Copenhagen International Seminar''; Routledge, New York 2014; s. 36-55) * Gabrielle Vera Novacek: ''Ancient Israel. Highlights from the Collections of The Oriental Institute University of Chicago''; University of Chicago 2011; ISBN 978-1-88923-65-3 * Johannes Pedersen: "Hasmonæer" (i: ''Salmonsens Konversationsleksikon'', 2. udgave, bind X; 1919; s. 943-944) * Emanuel Pfoh: "Ancient historiography, biblical stories and Hellenism" (i: Thomas Thompson and Philippe Wajdenbaum (red.): ''The Bible and Hellenism: Greek Influence on Jewish and Early Christian Literature. Copenhagen International Seminar''; Routledge, New York 2014; s. 19-35) * Benjamin W. Porter: "Assembling the Iron Age Levant: The Archaeology of Communities, Polities and Imperial Peripheries" (i: ''Journal of Archaeological Research'' vol. 24; 2016; s. 373-420) * Irina Russell: ''The Settlers In The Central Hill Country Of Palestine During Iron Age I (ca 1200-1000 BCE): Where Did They Come From And Why Did They Move?''; University of South Africa 2009 * Katherine Stott: "Herodotus and the Old Testament: A Comparative Reading of the Ascendancy Stories of King Cyrus and David." (i: ''Scandinavian Journal for the Study of the Old Testament''; 2002; bind 16 s. 52-78) * Thomas L. Thompson: "The Joseph and Moses narratives 4: narratives about the origin of Israel" (i: ''Biblical Narrative and Palestine History. Changing Perspectives 2''; Equinox 2013; ISBN 978-1-908049-95-7; s. 9-11) * Thomas L. Thompson: "Biblical Archaeology: The Hydra of Palestine's History" (i: ''Dansk Teologisk Tidsskrift'', 78. årgang; 2015; s. 243-260) * S. Douglas Waterhouse: "Who are the Habiru of the Amarna Letters?" (i: ''Journal of the Adventist Theological Society'' 12/1; 2001; s. 31-42) * Jan-Wim Wesselius: "Discontinuity, Congruence and the Making of the Hebrew Bible." (i: ''Scandinavian Journal for the Study of the Old Testament''; 1999 bind 13 s. 24-77) * Jan-Wim Wesselius: "The Origin of the History of Israel: Herodotus’ Histories as Blueprint for the First Books of the Bible" (i: ''Journal for the Study of the Old Testament Supplement Series''; Sheffield Academic Press, Sheffield 2002) * Jacob L. Wright: "David, king of Judah (Not Israel)"; dateret Juli 2014, hentet fra hjemmesiden ''The Bible and Interpretation'' * Hans Christian Ørsted: "Overtro og Vantro i deres Forhold til Naturvidenskaben" (''Aanden i Naturen''; 4. udgave; København 1978; ISBN 87-414-8972-1; s. 76-106) === <big>Film</big> === * Simca Jacobovici: ''The Exodus Decoded'' i0g2iazayxtfnvfeidhyixcdc9508qz 42629 42628 2026-09-10T05:16:33Z Sven Halfdan Nielsen 3898 småret 42629 wikitext text/x-wiki [[Fil:Philippe de Champaigne - Moses with the Ten Commandments - WGA04717.jpg|thumb|400px|Ifølge nye videnskabelige kildekritiske teorier er det ikke Moses, som har skrevet Mosebøgerne. Maleri af Philippe de Champaigne.]] === <big>Fortale</big> === Jødedommens ældste historie har hidtil været indhyllet i mørke. Traditionen hviler på ''Tanakh'' eller Gamle Testamente, men dette synes først at have fundet sin endelige form i det 2. århundrede f.Kr. i det hasmonæiske kongerige. Hvor meget, traditionerne har ændret sig før denne tid, er et åbent spørgsmål. Foruden Gamle Testamente er de vigtigste kilder til belysning af spørgsmålet især arkæologiske fund, men også her er der store problemer med troværdigheden. Flere kilders oprindelse er omstridte og dermed bliver deres udsagnsværdi også tvivlsom. Det er først i løbet af den seneste menneskealder, at der tegner sig et mere klart billede af den omskiftelige historie, men hidtil har mig bekendt ingen forsøgt at gøre denne viden tilgængelig på dansk. Jeg har derfor efter fattig evne forsøgt at skildre denne på grundlag af tilgængeligt materiale. Jeg har desuden tilføjet notehenvisninger til de skriftlige kilder, som jeg anvendt. Når man forsøger at skildre kendt historie således som tilfældet er med Gamle Testamente, stilles man over for to problemer: dels må man forsøge at sætte denne fremstilling i forhold til det billede, som andre kilder tegner, dels må man forsøge at forstå den forvandling og forvanskning af oprindelige kilder, som fremstillingen i Gamle Testamente nu afspejler. Den foreliggende undersøgelse falder i to hoveddele, dels en undersøgelse af jødernes faktiske historie således som den lader sig fastslå baseret på grundlag af arkæologiske og historiske kilder, herunder spørgsmålet om jødernes religion, dels en kildekritisk analyse af ''Tanakh'' eller Gamle Testamente. Afslutningsvis vil der blive foretaget en vurdering af hvilken indflydelse, ''Tanakh'' har haft på jødernes selvforståelse og Gamle Testamente har på kristen selvforståelse. Der kan være grund til at understrege, at stort set alt i denne undersøgelse alene skyldes yderst kompetente forskeres virke, og jeg har efter evne forsøgt at henvise til denne forskning. Litteraturen herom findes i den afsluttende litteraturliste. Desuden har jeg inddraget andre inspirationskilder, hvor jeg finder dem relevante og troværdige. Derimod er fortolkningen af disse ulige arbejder min egen, og de oprindelige forskere kan og bør derfor ikke drages til ansvar for denne fortolkning. Mange kunne have skrevet denne bog bedre end jeg, alle kunne have skrevet den anderledes, men hvis ikke at jeg havde skrevet den, var den måske aldrig blevet skrevet. Utallige er de, der ønsker sig, at denne bog aldrig havde set dagens lys. Men almindelig og videnskabelig redelighed forlanger, at sandheden bliver kendt. Om bogens titel skal jeg blot bemærke, at jeg har valgt ordet "jødedom", fordi det betegner jødisk religion og kultur på samme tid. Dette modsat andre ord, som både betegner folk og ideologi på samme tid, hvilket er både uheldigt og uønsket for den, der ønsker en præciseret sprogbrug. Sven Halfdan Nielsen</br> Pärnu, den 5. maj 2026 === <big>Indledning</big> === Al historisk og litterær forskning må hvile på kildekritiske undersøgelser. Dette betyder, at arkæologiske og sproglige kilder kritisk må vurderes med henblik på deres oprindelsessituation, eventuelle tendens, forholden sig til de omtalte begivenheder og for sproglige kilder tillige deres formål (som udmærket kan være mangesidigt). Kilderne må stilles i forhold til, hvad der ellers vides om tiden, og de må forsøges tolket således, at de er bedst i overensstemmelse med denne viden, og at de ikke modsiger denne viden. Hvis det sidste er tilfældet, må man spørge, om fortolkningen er rigtig, eller om den hidtidige "viden" må revideres. I 1636 forsøgte den irske ærkebiskop Ussher at bestemme verdens urhistorie. Det skete med udgangspunkt i Gamle Testamente, som han antog var en troværdig kilde til denne tid. På grundlag af de oplysninger, som fandtes heri, beregnede han, at verden var blevet skabt år 4004 f.Kr., og at Syndfloden var fundet sted år 2501 f.Kr. Fra da af havde menneskeheden foretaget sin spredning ud over jorden.<ref>Bibby (1980), s. 12</ref> I de næste omkring 200 år var dette udgangspunktet, når oldforskere forsøgte at skildre deres egne landes ældste historie, indtil omkring midten af 1800-tallet, da arkæologien først som amatørvidenskab og senere som faglig disciplin pillede Usshers forestillinger fra hinanden og påviste, at jordens og menneskehedens historie var betydeligt ældre.<ref>Bibby (1980), s. 13-36</ref> Dette førte til et paradigmeskift i fortolkningen af Gamle Testamente, som ikke længere blev anset som korrekt skildring af hele menneskehedens historie men alene af jødernes historie. Men i denne egenskab blev den fortsat anset som troværdig historisk kilde. Endnu i 1978, da Geoffrey Bibby udgav sin klassiske bog "''Det forsvundne årtusinde''", spillede beretningerne om Abraham, jøderne i Egypten og deres udvandring herfra en egen rolle i skildringen af dette tidsrum.<ref>Bibby (1978), s. 63ff</ref> Men blot få år senere, i 1988, fremkom den første moderne kildekritiske analyse, som fuldstændigt pillede Bibbys antagelse fra hinanden. Det skulle blive starten på et nyt paradigmeskift i forståelsen af Gamle Testamente. Denne analyse blev i 2015 opdateret på engelsk, og det er denne version, som er anvendt i det følgende. Men bogen førte også til beskyldninger om jødefjendtlighed imod forfatteren, Niels Peter Lemche, fordi den pillede jødernes egen hidtidige selvforståelse fra hinanden. Lige siden afslutningen af 2. verdenskrig og især i det 21. århundrede har beskyldninger om "anti-semitisme" fået et kraftigt opsving. Der kan derfor være grund til at gøre nogle bemærkninger om min opfattelse af dette begreb og dets anvendelse. For mig består udtrykket "anti-semitisme" af to dele: "anti" betyder imod, og "semitisme" betegner en politisk, nationalistisk ideologi. Dette indebærer, at jeg skelner mellem jøder som kulturel folkegruppe på den ene side og en semitisk ideologi på den anden. Jeg har intet imod folk, som identificerer sig selv som jøder i religiøs og kulturel henseende så længe, at dette ikke berører deres forhold til andre folkegrupper. For mig er "jøde" altså en betegnelse, der i princippet ikke adskiller sig fra dansker, tysker, armener, kurder, japaner eller en hvilken som helst anden national folkegruppe. Anderledes forholder det sig med begrebet "semitisme". Her er der i mine øjne tale om en totalitær og intolerant national ideologi, som tåler sammenligning med fx. fascismen i Italien og nazismen i Tyskland. Der er med andre ord tale om en ekskluderende ideologi, som på samme tid legitimerer en bestemt handlemåde over for andre befolkningsgrupper. Dette kan der senere være grund til at vende tilbage til, når vi har gjort os selve grundlaget for denne tankegang klart. Lad mig sige det straks: det er ikke "anti-semitisk" at anlægge en anden betragtningsmåde en den, som såkaldte "semitter" selv anlægger - med mindre at man tilføjer, at sådanne semitter har et snævert syn og en snæver fortolkningsramme båret af egne fordomme. I denne henseende minder semitter og muhammedanere om hinanden. Begge promoverer en bestemt fortolkning, og begge benægter retten til at inddrage andre kilder eller til at anlægge en anden og bedre forståelse. For mig skræmmer udsigten til at blive tillagt smædeord mig ikke. Afgørende for mig er objektivt at se på alle fastslåede kendsgerninger og så nå frem til den forståelse, som er mest og bedst i overensstemmelse hermed. Hvis andre har problemer hermed, er det deres problem, ikke mit. De ønsker at forsvare en myte, men for mig er det de historiske kendsgerninger bag myten, som er det vigtigste. Myter er overtro og vantro. Men som Hans Christian Ørsted har sagt det, vil videnskaben overvinde overtroen og vantroen<ref>Ørsted (1978), s. 106</ref>, og således må det være. Det gælder her som i tilfældet med muhammedanismen<ref>se ''Muhammedanismen i kildekritisk belysning''</ref>, at modstanden og modviljen imod at blive konfronteret med nye kendsgerninger dybest set blot viser hvor usikre, forsvarere af den herskende ideologi i virkeligheden er. Hvis de var sikre i deres overbevisning, ville de velkomme enhver udfordring, idet de vil kunne tage den op og sagligt imødegå den og dermed forstærke deres position, men således forholder det sig ikke, tværtimod. Bogen afspejler forskningens nuværende stade, den er en skildring af kendsgerningerne således, som disse tegner sig i det Herrens år 2026. Det er muligt, at fremtiden vil ændre dette billede, og således må det være. Det bør tilføjes, at forskningsfeltet er inde i en rivende udvikling i disse år. Det kan derfor ikke udelukkes, at forskningen om føje år vil give et andet, mere omfattende men måske også revideret billede i forhold til nu, og således må det være. Det er den eneste måde, at vor viden kan forøges og forbedres på. Og skulle denne bog medvirke til at fremme en sådan forskning, har den opfyldt sit formål. === <big>Jødedommens oprindelse og tidlige udvikling</big> === Formålet med det følgende er at skildre jødedommens ældste historie. Hovedvægten vil blive lagt på de arkæologiske vidnesbyrd. Bibelen vil imidlertid blive inddraget, hvis og når den kan belyse historiske kendsgerninger. En række emner vil blive underkastet en særskilt behandling. Jeg har valgt at følge den traditionelle tidsinddeling med hensyn til jødisk historie men at holde den religiøse og den verdslige side af denne historie adskilte, da det giver en bedre forståelse. ==== Den kana'næiske forbindelse ==== For at forstå Kana'ans ældste historie kan det være hensigtsmæssigt at starte i Egypten. Her var omkring 3000 f.Kr. opstået to kongeriger kaldet Øvre og Nedre Egypten. Omkring 2850 f.Kr. blev disse forenede i det Gamle Rige.<ref>Bibby (1978), s. 14</ref> Tidligt tog dette også magten over Sinai-ørkenen, hvorved det fik kontrollen over udvindingen af kobber (som var råstof til fremstilling af bronze), tyrkis- og granat-sten. Gamle Rige etablerede handelsforbindelser fra Syrien mod nordøst til Punt (antagelig på Afrikas Horn) i syd. Fra tid til anden foretog det militære kampagner både til Libyen og Kana'an, det vil sige Palæstina. Gamle Rige blev i 2052 f.Kr afløst af Mellemste Rige. Dette videreudviklede handelsforbindelserne til blandt andre Kreta og Babylon. Den vigtigste begivenhed i dettes eksistens var dog, at der indvandrede et folk kaldet ''hyksos'' fra nordøst, som etablerede sig med en egen hovedstad i Avaris i Nilens delta.<ref>Bibby (1978), s. 98</ref> Senere tog disse indvandrere magten i Egypten.<ref>Bibby (1978), s. 124ff</ref> Efter omtrent to hundrede år blev disse indvandrere angiveligt fordrevne lige til Palæstinas grænse<ref>Bibby (1978), s. 128</ref>, og i forlængelse heraf benyttede Egypten øjensynligt lejligheden til vedvarende at tage magten over Kana'ans mange småriger.<ref>Bibby (1978), s. 134</ref> Vigtigst i denne sammenhæng er det dog, at vi fra denne tid har en række officielle skrivelser, de så kaldte Amarna breve, som belyser forholdet mellem den egyptiske farao og Kana'ans stedlige fyrster.<ref>Lemche (2015), s. 83</ref> Disse breve giver tillige det første kildebelagte indblik i de daværende sociale forhold i Kana'an samt i tidens politiske og økonomiske begivenheder. Disse breve viser et land præget af stammebaserede bystater, der hver kontrollerede de omgivende landbrugsområder i lavlandet, mens bjerglandet, som strakte sig i nord-sydgående retning lige vest for Det døde Hav og Jordan-floden, længe var nærmest ubeboet. Der synes på daværende tidspunkt ikke at have været nogen vedvarende etniske, kulturelle eller sproglige forskelle på de enkelte bystaters folk<ref>Lemche (2015), s. 837</ref>, og de synes alle at have haft den samme religiøse tro. I det 2. århundrede f.Kr. var Kana'an beboet af stammer med hver deres skytsguddom. Disse guddomme hørte til den kana'anæiske gudeverden og omfattede blandt andre ''El'', ''Ba'al'' og ''Jahve''. Over tid begyndte bjergbønderne imidlertid at skille sig ud og hævde, at de ikke stammede fra kana'anæerne i lavlandet, skønt både sproglige og religiøse træk fra tiden 1200-1000 f.Kr. tyder på, at de udviklede sig fra en kana'anæisk fælles kultur i den grad, at det ofte er svært at skelne imellem dem.<ref>Dinkgreve (2021), kap. 8</ref> Hvornår, denne udskillelsesproces er fundet sted, vides ikke, men den må være påbegyndt inden 1207 f.Kr., idet kana'anæerne og israelitterne på en stele rejst af farao Merneptah dateret til dette tidspunkt udtrykkeligt er nævnt som to uens folkegrupper:</br> - "Kana'en er udplyndret,</br> - Israel er lagt øde."</br> Det er værd at bemærke, at de hieroglyffer, som angiver navnet Kana'an, viser, at der er tale om et land, mens de, som angiver Israel, viser, at der er tale om et folkegruppe.<ref>Dinkgreve (2021), kap. 8</ref> Det er også den eneste kilde fraset Gamle Testamente som nævner et folk kaldet "Israel" på denne tid.<ref>Novacek (2011), s. 66</ref> Hvad tør vi udlede af dette? Først og fremmest, at der i datiden fandtes to befolkningsgrupper eller nationer, dels kana'anæerne dels en gruppe kendetegnet ved at dyrke guden ''El''. Man skal dog næppe lægge for meget i denne deling. Den afspejler snarest en deling mellem folkeslag, der levede i lavlandet, og andre folk, der var begyndt at etablere sig og leve i bjergene. Hverken kulturelt eller religiøst synes der dog endnu på denne tid at have været den store forskel imellem dem. Det menes, at den oprindelige gud for disse nye bjergbønder synes at have været ''El'', idet navnet "Isra-el" betyder "El's styre".<ref>Dinkgreve (2021), kap. 8</ref> Vi har imidlertid grund til at formode, at hebræerne på denne tid endnu ikke betegnede sig ved dette navn. Kildekritiske undersøgelser af Mosebøgerne har vist, at disse er skrevet af flere forskellige forfattere, hvoraf to af forskerne kaldes P og E. Begge disse forfattere kalder Gud for ''El'' indtil, at Gud angiveligt selv kalder sig ''Jahve'' over for Moses: "Jeg er Jahve. Jeg viste mig for Abraham og Isak og Jakob som ''El-Shaddai'', men mit navn er ''Jahve''. Jeg gjorde ikke det bekendt for dem".<ref>Bibelen (1992), s. 72</ref> Det bør tilføjes, at i Første Mosebog forekommer 17 tilfælde af associationer med ''El'' (fx. Bethel) men ikke een eneste med ''Jahve''. Der er desuden eet tilfælde med henvisning til ''Ba'al'', nemlig Ashbel, Benjamins søn. Dette taler for, at jøderne på tidspunktet for Mosebøgernes nedskrivning mente, at de oprindeligt havde dyrket ''El'', men at de nu gik over til at bruge benævnelsen ''Jahve'' i stedet. Dette er tvivlsomt. Som vi skal se neden for, er der tale om en kunstigt skabt men forkert selvforståelse. Men hvad gemmer der sig egentlig bag dette navneskifte? Lad os se lidt nærmere på kilderne. ==== Gudeforsamlingen ==== På en to tusinde år gammel læderklud fundet i en hule findes en tekst med følgende indhold: da den højeste gud gav nationerne deres arv, da han delte menneskeheden, fastlagde han deres indbyrdes grænser i henhold til antallet af gudesønner. Denne tekst kendes ligeledes fra Femte Mosebog 32:8-9, hvor den indgår i "Moses sang" og lyder således:</br> "Da den Højeste fordelte folkene,</br> da han skilte menneskene fra hinanden,</br> fastsatte han folkenes områder</br> efter tallet på gudssønnerne.</br> Herrens del blev hans folk,</br> Jakob blev hans arvelod."<ref>Bibelen (1992), s. 237</ref></br> Teksten var identisk med den tekst, som jøderne kopierede i århundrede før Kristi fødsel. Den findes i den græske version af Gamle Testamente fra 3. og 2. århundrede f.Kr. Jøderne ændrede siden teksten fra "gudssønner" til "Israels sønner". Tages teksten for pålydende, har den højeste gud inddelt menneskene i nationer og givet hver nation en søn som guddommelig leder. I det følgende vers fortælles hvilken søn, der blev tildelt hvilken nation, og det oplyses, at Jahve fik tildelt Jacobs stamme eller Israel. Det må her bemærkes, at Jahve her tydeligt er en mindre, en underordnet gud i forhold til den højeste gud. Bibelforskere som Mark Smith og Frank Moore Cross fra Harvard mener, at det er her, at Jahve gøres til guddom for Jacobs stamme. Teksten i Kumran (bedre kendt som Dødehavsrullerne) bevarede den oprindelige tekst, men den blev i middelalderen tilsyneladende tilpasset. I ''Salmernes Bog'' salme 82 findes følgende:</br> "Gud træder frem i gudeforsamlingen,</br> blandt guderne holder han dom:</br> Hvor længe vil I dømme uretfærdigt</br> og tage parti for de ugudelige? Sela</br> Skaf de svage og faderløse deres ret,</br> frikend de hjælpeløse og arme,</br> udfri de svage og fattige,</br> red dem fra de ugudeliges magt! De forstår og fatter intet,</br> de vandrer i mørke,</br> jordens grundvolde rokkes.</br> Jeg har sagt: I er guder,</br> I er alle sønner af den Højeste.</br> Dog skal I dø som mennesker,</br> og I skal falde som en af stormændene. Rejs dig, Gud, hold dom over jorden,</br> for du har alle folkene som ejendom."<ref>Bibelen (1992), s. 693</ref> Denne salme indeholder altså mindet om en gudeforsamling, som også afspejles i den langt ældre tekst. Ordet "guderne" i den originale tekst er ''Elohim'', i flertal. Det viser, at der var en tid i jødernes historie, hvor flerguderi øjensynligt var en almen forståelse. Og en af disse gudesønner var åbenbart Jahve. Et lignende minde findes i Første Mosebog kapitel 6, der begynder således: "Da menneskene begyndte at blive talrige på jorden og fik døtre, så gudesønnerne, at menneskedøtrene var smukke. Blandt dem tog de sig alle de koner, de havde lyst til. Da sagde Herren: "Min livsånde skal ikke forblive i mennesket for evigt. De er dødelige, deres levetid skal være 120 år".</br> Dengang gudesønnerne gik ind til menneskedøtrene og fik børn med dem - men også siden hen - var der faldne på jorden. Det er heltene, navnkundige mænd fra ældgamle dage."<ref>Bibelen (1992), s. 12. Den danske oversættelse har "kæmper" i stedet for "faldne" men det originale ord er ''nefilim'' med netop denne betydning</ref> Disse spredte kildetekster i Gamle Testamente viser, at polyteisme eller dyrkelse af flere guder på daværende tidspunkt var normen i Kana'an. Der kunne siges meget om disse guder, men her vil vi samle os om de vigtigste i den foreliggende sammenhæng. ==== El ==== I 1928 fandt en bonde i Ras Shamra ved Middelhavskysten (nu i Syrien) et omkring 3.000 år gammelt gravkammer. En udgravning det følgende år viste, at det dækkede over dels en større gravplads, dels en forhistorisk by: Ugarit, en vigtig handelsby fra omkring 1450 f.Kr. til 1192 f.Kr., idet byen blev brændt af og blev opgivet antagelig mellem 1190 f.Kr. og 1185 f.Kr. Blandt de mange fund var et stort antal lertavler og mange af dem med religiøse tekster: mytologiske vers, hymner til guder, lister over præsternes ofringer. Den ledende guddom i Ugarit hed ''El''. ''El'' var gudernes fader, skaber af alle levende væsener, den evige konge. Han blev beskrevet som en ældre skægget mand, som sad på en trone med en krone med tyrehorn. Hans hustru hed ''Ashera''<ref>Dinkgreve (2021), kap. 8</ref>, hun var moder til 70 guder ifølge teksterne. Blandt sønnerne var stormguden ''Baal'', havguden ''Jam'', dødsguden ''Mott'' og krigergudinden ''Anat''. Tilsammen blev de kaldt ''Ilham'', det vil sige børn af ''El''. I Bibelens skildring af skabelsen optræder ordet ''Elohim'', på hæbraisk et ord for guddom, hvilket er umiddelbart sammenligneligt med ordet i Ugarit, men ordet er flertal, ikke ental. Og flere af beretningerne i Gamle Testamente bruger netop (men ikke alene) dette ord om Gud: ''El Shaddai'' (Gud den Almægtige), ''El Elyon'' (Gud den Højeste)<ref>Novacek (2011), s. 41</ref>, ''El Olam'' (den evige Gud), ''El Bethel'' (Bethels Gud). Det er det samme navn som den øverste gud i kana'anæernes gudeverden. Af disse kendsgerninger tør drages to slutninger. Den ene er, at Gud i den hebraiske forståelse ikke i starten var fuldstændig og enerådende men i stedet udviklede sig over tid, langsomt ved en proces, der bedst kan beskrives som konvergens: flere guder smeltede sammen i een guddom. Den anden slutning, man tør drage, er den, at israelitterne udviklede sig som folk fra kana'anæerne. Deres første gud var kana'anæernes gud ''El''. For de folk, som levede i bjergene i Kana'an omkring 1100 f.Kr. var der ikke nogen markant forskel imellem deres egen religion og de omgivende folkeslags religion: de dyrkede den samme fadergud og modergudinde. Dette har været anerkendt af arkæologer siden omkring 1970 baseret på fundne lertavler, indskrevne navne på lerkar, fund af husguder og af husaltre. Der kan være grund til at fremhæve, at ''El'' havde en udpræget nordlig udbredelse, i Hittitternes rige og i Kana'an men øjensynligt ikke syd herfor. Her finder vi til gengæld en anden guddom: ''Jahve''. ==== Jahve ==== Som allerede omtalt havde jøderne et andet navn på deres gud: ''Jahve''. Hvor stammer dette navn fra? Hvor og hvornår overtog han de egenskaber, som tidligere blev tillagt ''El''? For at svare på disse spørgsmål, må vi inddrage nye kilder. En kildegruppe, som bør nævnes, er tempelindskrifter fra Egypten, især Nubien. Som eksempel kan nævnes et tempel nu beliggende i Sudan på Nilens vestre bred. Det blev opført af farao Aman Hototeep III (bedstefader til Tutankhamon), som regerede Egypten fra ca. 1390 f.Kr. til 1352 f.Kr., og var tilegnet guden Amon Ra. På en af søjlerne i dette tempel, der omtaler underkuede folkeslag, optræder "Tashasu YHWH". Nationen ''Shassu'' var et semitisk folkeslag, nomader, kvæghyrder, der strejfede om i ørkenen ved den sydlige grænse for Kana'an. Betegnende nok identificeres de ikke ved deres landområde men derimod ved deres guddom, ''Jahve'', omtrent 200 år før at israelitterne ellers optræder i historiske tekster ifølge gængs fortolkning. Denne og andre indskrifter dateres til Egyptens nye kongerige, det vil sige tiden mellem 1550 f.Kr. og 1069 f.Kr. På grundlag af disse indskrifter menes Shassu-folkets område at være afgrænset fra det sydlige Jordan i øst gennem Negev-ørkenen til ind i Sinai mod vest. Det menes, at bjerget Seir har ligget omtrent midt i dette område, ved Amara.<ref>Hen (2021)</ref> Dermed kan vi fastslå Jahves omtrentlige oprindelsestid og tidlige udbredelsesområde. Det bør tilføjes, at ''Jahve'' i indskrifterne aldrig optræder som guddom for egypterne. Egyptologen Donald Redford slutter heraf, at ''Jahve'' oprindeligt var en edomitisk eller midianistisk gud i de sydlige ørkenområder, som blev dyrket i områder, som den hebraiske bibel selv udpeger som stedet for jødernes oprindelse, som stedet hvor Moses hørte Gud tale fra en brændende busk, og i ''Dommerbogen'' findes blandt andet "Deboras sejrssang", som dateres til 12. århundrede f.Kr.<ref>Dinkgreve (2021), kap. 8</ref>, med følgende linjer: Herre, da du drog ud fra Se'ir,</br> da du skred frem fra Edoms land,</br> skælvede jorden, himlen dryppede af regn,</br> ja, skyerne dryppede af vand.</br> Bjergene rystede foran Herren,</br> Sinajs Herre,</br> foran Herren, Israels Gud.<ref>Bibelen (1992), s. 276</ref></br> Taget bogstaveligt siges det, at guddommen bredte sig fra syd, fra Edom, nordpå, det vil sige ind i Kana'an. Edom lå i den nordøstlige del af Sinaj-ørknen, sydøst for Det Døde Hav. Men der er mere, som kan understøtte, at det er herfra, jøderne har hentet deres guddom. Jahve introduceres af Moses efter, at Jetro, Moses svigerfader, sammen med sine sønner havde sluttet sig til jøderne.<ref>Bibelen (1992), s. 87</ref> Ifølge Anden Mosebog kapitel 3:1 var Jetro præst i Midjan.<ref>Bibelen (1992), s. 68</ref> Det må rejse spørgsmålet, om det er fra ham, at Moses har overtaget sin guddom Jahve. Men ifølge Dommerbogen kapitel 1:16 var Jetro kenit: "Efterkommere af den kenit, der var Moses' svigerfar, drog sammen med judæerne op fra Palmebyen til Judas ørken i Arads sydland og bosatte sig hos befolkningen dér."<ref>Bibelen (1992), s. 271</ref> Kenitterne var Kains efterkommere. I Første Mosebog kapitel 4:17-22 læser vi: "Kain lå med sin kone, og hun blev gravid og fødte Enok. Så byggede han en by og gav den navn efter sin søn Enok. Enok fik sønnen Irad, Irad fik Mehujael, Mehujael fik Metushael, og Metushael fik Lemek. Lemek tog sig to koner, den ene hed Ada, den anden Silla. Han blev stamfader til dem, der bor i telte og holder kvæg. Også Silla fødte en søn, Tubal-Kain, stamfader til smedene, alle dem, der forarbejder kobber og jern."<ref>Bibelen (1992), s. 11</ref> Vi ved, at i andre kulturer som egyptisk, græsk og romersk er smedekunsten forbundet med vulkaner: i romersk mytologi hed smedeguden ligefrem ''Vulkan''. Læg dertil profetien i Esajas' Bog kapitel 31:9, der nævner "Herren, som har sit bål på Zion og sin ovn i Jerusalem".<ref>Bibelen (1992), s. 874</ref> Og for at fuldende billede findes i Anden Mosebog kapitel 19:18-19 følgende beskrivelse af bjerget: "Hele Sinajs bjerg var hyllet i røg, fordi Herren var steget ned på det i ild og røgen steg til vejrs som røgen fra en smelteovn. Hele bjerget skælvede af stor rædsel, og hornklangen blev kraftigere og kraftigere."<ref>Bibelen (1992), s. 88</ref> Det kunne være en beskrivelse af en aktiv vulkan. Disse sammenfald kan næppe være tilfældige. Er der tale om, at Jahve oprindelig var en smedegud forbundet med vulkanisme, og at han er overtaget af Moses (hvis han er en historisk person) fra sin svigerfaders kultur? I så fald viser det, at der findes en religiøs forhistorie om ''Jahve'', som man siden har forsøgt at fortrænge, og denne må efter alt at dømme have sammenhæng med fremkomsten af smedekunsten at gøre. Af det foregående tør vi slutte, at ''Jahve'' ikke begyndte i Israel. Han begyndte som en "skytsguddom" blandt nomadiske stammer uden en konge, uden templer og uden et skriftsprog. På et eller andet tidspunkt, måske som følge af handel eller af en edomitisk eller midjanitisk udvandring nordpå, kom denne gud til kana'anæerne, og der mødte han en anden guddom: den gamle gud ''El''. Hvad, der siden fulgte, var konvergens: før dannelsen af et kongerige, før opførelsen af det første tempel, blev ''El'' "opslugt" af ''Jahve''. Derved fik den nye fusionerede guddom begge navne i Gamle Testamente. Der kan være grund til at vende tilbage til denne problematik igen senere, når vi forsøger at samle trådene til jødedommens historie. ==== Ashera ==== Men denne gud stod ikke alene, han havde en kvindelig partner, en gudinde: ''Ashera''. Ashera optræder i kana'anæernes hjem som gudindestatuette, hendes navn findes på forrådskar og i gravskrifter. I tekster fra 8. århundrede f.Kr. bliver hun påkaldt ved siden af Jahve som om de hørte sammen og var ligestillede. Vi ved nu, at hun i århundreder var blevet dyrket af jøderne som gudinde. Hun kunne gå på vandet, hendes tilnavn var ''Kudu'', den hellige. Hun findes gengivet på et egyptisk kunstværk fra samme tid stående på ryggen af en løve og med en slange i hver hånd. Kort sagt var hun en af de store modergudinder i Mellemøsten. I to bygninger daterede til tiden 801-770 f.Kr. i det nordøstlige Sinai ved bjerget Contilit Azud fandt arkæologer i 1975 store forrådskar med en tekst skrevet på tidlig hebraisk: "Jeg velsigner dig ved Jahve af Samaria og hans Ashera"<ref>Novacek (2011), s. 92</ref> og "Jeg velsigner dig ved Jahve af Teman og hans Ashera". Her står israelitternes mandlige guddom sammen med kana'anæernes gudinde. Teman var den egn i ørkenen, hvor ifølge Habakuks Bog kapitel 3:3 Jahve havde sin oprindelse:</br> "Gud kommer fra Teman,</br> den Hellige fra Parans bjerge".<ref>Bibelen (1992), s. 1187</ref> I Hebron blev tilsvarende fundet en gravskrift dateret til midten af 8. århundrede f.Kr.: "Velsignet være Uryyaho ved Jahve for fra hans fjender ved Ashera har han frelst ham". Desuden har man fundet over tusind små gudindestatuetter, heraf 400 alene i Jerusalem, der ifølge Raz Kletter utvivlsomt forestiller Ashera skildret med krop som en cylinder med to markerede bryster og hænder, der tilbyder dem, samt et smilende ansigt. De dateres alle til 8. og 7. århundrede f.Kr. og de blev alle fundet i private hjem, ikke i templer. De viser, at dyrkelsen fandt sted under det delte kongerige som noget alment udbredt, ikke som noget særegent for de få. Som supplement til en forståelse kan man gå til Gamle Testamente, hvor der er bevaret flere passager, hvori Ashera-dyrkelsen omtales. Den følgende oversigt gør ikke krav på fuldstændighed. I Første Kongebog kapitel 14 læser vi: "Salomos søn Rehabeam blev konge i Juda. .. Rehabeam var enogfyrre år, da han blev konge, og han regerede sytten år i Jerusalem, den by Herren havde udvalgt af alle Israels stammer til at sætte sit navn på. Hans mor hed Na'ama og var fra Ammon. Judæerne gjorde, hvad der var ondt i Herrens øjne, og med de synder, de begik, gjorde de ham mere vred, end deres fædre havde gjort. Også de byggede offerhøje og lavede stenstøtter og Ashera-pæle på alle høje bakker og under alle grønne træer; der var endog mandlige helligskøger i landet."<ref>Bibelen (1992), s. 396</ref> I kapitel 15 læser vi: "I Nebats søn kong Jeroboams attende regeringsår blev Abija konge over Juda. Han regerede tre år i Jerusalem. Hans mor hed Ma'aka og var datter af Absalom. Han fulgte alle de synder, som hans far havde begået før ham..<ref>Bibelen (1992), s. 396</ref> I Israels konge Jeroboams tyvende regeringsår blev Asa konge over Juda. Han regerede enogfyrre år i Jerusalem. Hans mor hed Ma'aka og var datter af Absalom. Asa gjorde, hvad der var ret i Herrens øjne, lige som sin fader David. Han forviste de mandlige helligskøger fra landet og fjernede alle de møgguder, som hans forfædre havde lavet. Han fjernede også sin mor Ma'aka som kongemoder, fordi hun havde ladet fremstille en rædselsstøtte til Ashera. Asa huggede støtten om og brændte den i Kedrondalen. Offerhøjene forsvandt ikke.."<ref>Bibelen (1992), s. 396f</ref> I kapitel 16 læser vi: "Omris søn Akab blev konge over Israel i Judas konge Asas otteogtredivte regeringsår, og Omris søn Akab regerede toogtyve år i Samaria over Israel. Omris søn Akab gjorde, hvad der var ondt i Herrens øjne, værre end nogen før ham. Da det ikke var nok for ham at følge Nebats søn Jeroboams synder, giftede han sig med sidoniernes konge Etba'als datter Jezabel, og han gav sig til at dyrke og tilbede Ba'al. Han rejste et alter for Ba'al i Ba'als tempel, som han havde bygget i Samaria. Akab lavede en Ashera-pæl, og Akab gjorde mere endnu, så han krænkede Herren, Israels Gud, mere end nogen af Israels konger, der havde været før ham."<ref>Bibelen (1992), s. 399</ref> I Anden Kongebog kapitel 21 omtales kong Manassa. Om hans gerninger hedder det: "Han gjorde, hvad der var ondt i Herrens øjne efter de afskyelige skikke hos de folkeslag, som Herren havde drevet bort foran israelitterne. Han genopbyggede de offerhøje, som hans fader Hizkija havde ødelagt; han rejste altre for Ba'al, og han lavede en Ashera-pæl, sådan som Israels konge Akab havde gjort, og han tilbad hele himlens hær og dyrkede den. .. Og i de to forgårde til Herrens tempel byggede han altre for hele himlens hær. .. Og han opstillede Ashera-billedet, han havde lavet, i dette tempel, om hvilket Herren havde sagt til David og til hans søn Salomo: "''På dette tempel og på Jerusalem, som jeg har udvalgt blandt alle Israels stammer, vil jeg sætte mit navn til evig tid; og jeg vil ikke mere jage Israel bort fra det land, som jeg gav deres fædre, når de blot omhyggeligt vil gøre alt det, jeg har befalet dem, og holde hele loven, som min tjener Moses gav dem.''" Men de ville ikke høre, og Manassa forledte dem til at handle værre end de folkeslag, som Herren havde udryddet for israellitterne."<ref>Bibelen (1992), s. 438f</ref> I Anden Kongebog kapitel 23 oplyses, at denne afgudsdyrkelse holdt sig til Josija stoppede den: "Så befalede kongen ypperstepræsten Hilkija, andenpræsterne og dørvogterne at fjerne alle de ting, der var lavet til Ba'al og til Ashera og til hele himlens hær, fra Herrens tempel, og han brændte dem uden for Jerusalem .. Helligskøgernes rum i Herrens tempel, hvor kvinderne vævede klæder til Ashera, rev han ned. .. Også alteret i Betel, offerhøjen som Jeroboam, Nebats søn, havde opført, han som forledte Israel til synd, både dette alter og offerhøjen rev Josija ned, og han knuste stenene til støv og brændte Ashera-pælen."<ref>Bibelen (1992), s. 441</ref> Profeten Jeremis beklagede sig i Jeremias' Bog kapitel 7: "Kan du ikke se, hvad de gør i Judas byer og Jerusalems gader? Børnene samler brænde, fædrene tænder ild og kvinderne ælter dej, så de kan lave offerkager til Himmeldronningen og udgyde drikofre for andre guder og krænke mig."<ref>Bibelen (1992), s. 950</ref> Han taler om ''Ishtar'', Mesopotamiens version af Ashera, mens hun blev adopteret som ''Afrodite'' i Grækenland og blev kaldt ''Astarte'' af kana'anæerne og senere af fønikerne.<ref>Novacek (2011), s. 38</ref> Der kan således ikke være tvivl om, at Ashera-dyrkelsen var udbredt blandt jøderne i flere århundreder, snart officielt snart uofficielt. Manassa regerede fra 697 f.Kr. til 642 f.Kr. og Josija skal have stoppet Ashera-dyrkelsen omkring 622 f.Kr. Men uofficielt fortsatte dyrkelsen helt frem til babylonernes erobring af Jerusalem. Det vigtigste i denne sammenhæng er, at denne afgudsdyrkelse, som det også fremgår af Gamle Testamente, fandt sted længe efter, at jøderne skulle være gået over til monoteisme. ==== Den centraliserede gudsdyrkelse ==== Men hvornår begyndte den monoteistiske gudsdyrkelse blandt jøderne? Skal man tro Gamle Testamente tyder meget på, at det var en udvikling i to trin: først skete der en centralisering af gudsdyrkelsen, og langt senere en overgang til monoteisme. Første kilde til denne udvikling findes i Moseloven. Her hedder det: "Du må ikke lave dig noget gudebillede i form af noget som helst oppe i himlen eller nede på jorden eller i vandet under jorden. Du må ikke tilbede dem og dyrke dem, for jeg, Herren din Gud, er en misundelig Gud."<ref>Bibelen (1992), s. 89. I oversættelsen til dansk bruges ordet "lidenskabelig" i stedet for "misundelig"</ref> Det siges ikke, at der ikke findes andre guder, kun at jøderne ikke længere måtte dyrke dem. Næste kilde findes i Anden Kongebog om kong Josija, som regerede 640-609 f.Kr. Her hedder det: "Og statsskriveren Shafan fortalte kongen, at præsten Hilkija havde givet ham en bog, og Shafan læste den op for kongen."<ref>Bibelen (1992), s. 440</ref> Forskere mener, at den bog, der her er tale om, sandsynligvis var Femte Mosebog. Femte Mosebog adskiller sig tydeligt fra de foregående fire Mosebøger, så meget at man mener, at den har sin egen forfatter (eller egne forfattere), der af forskerne kaldes D. Denne forfatter D genkendes også i en række andre tekster i Gamle Testamente: Joshua-bogen, Første og Anden Dommerbog, Samuels Bog samt Første og Anden Kongebog. Det menes, at alle disse bøger er forfattede af samme person eller personkreds.<ref>Dinkgreve (2021), kap. 8</ref> Anden Kongebog fortæller om kong Josiah, at han centraliserede gudsdyrkelsen og forbød stedlige altre: "Han hentede alle præsterne fra Judas byer, og offerhøjene lige fra Geba til Be'ersheba, hvor de havde tændt offerild, gjorde han urene, og portofferhøjene, som lå ved kommandantensen Josvas port til venstre, når man går ind ad byporten, rev han ned."<ref>Bibelen (1992), s. 441</ref> Som det siges: "Der havde ikke tidligere været nogen konge, der som han af hele sit hjerte og af hele sin sjæl og af hele sin styrke vendte om til Herren, helt efter Moses' lov og efter ham kom der ingen som han."<ref>Bibelen (1992), s. 442</ref> Tydeligvis var der tale om at samle al religiøs magt på et sted og under kongens kontrol.<ref>Lemche (2015), s. 176</ref> Det var med andre ord en religiøs revolution. For at retfærdiggøre denne revolution måtte man opfinde en spådom, der kunne retfærdiggøre den. Her træder nu to kilder ind. Den ene findes i Første Kongebog. Her omtales en gudsmand, som råber imod et alter: "Alter, alter! Dette siger Herren: I Davids hus skal der fødes en søn ved navn Josija. På dig skal han slagte de offerhøjspræster, som tænder offerild på dig, og han skal brænde menneskeknogler på dig."<ref>Bibelen (1992), s. 393</ref> Den anden er Femte Mosebog: allerede i første sætning gives indtrykket af, at denne bog er Moses' sidste ord inden sin død<ref>Bibelen (1992), s. 200</ref>, og her formuleres en "ny moselov" begyndende således: "Dette er de love og retsregler, som I omhyggeligt skal følge i det land, Herren, dine fædres Gud, har givet dig i eje, så længe i lever på jorden. I skal ødelægge alle de steder, hvor de folk, I fordriver, har dyrket deres guder, på de høje bjerge, på bakkerne og under alle grønne træer. I skal rive deres altre ned og knuse deres stenstøtter, deres Ashera-pæle skal I brænde, og deres gudebilleder skal I hugge om; I skal udslette deres navn fra de steder. For på den måde må I ikke dyrke Herren jeres Gud. Nej, I skal søge til de sted, Herren jeres Gud udvælger blandt alle jeres stammer til at sætte navn på, så det kan bo der. Dér skal du komme, og derhen skal I bringe jeres brændofre og slagtofre, jeres tiender og afgifter, jeres løfteofre og frivilligofre og det førstefødte af jeres køer og får."<ref>Bibelen (1992), s. 214</ref> Men trods dette forsøg på at legitimere centraliseringen af gudsdyrkelsen holdt det ikke længe. Snart begyndte folk atter deres decentrale gudsdyrkelse, og som vi tidligere har set, opgav de aldrig deres Ashera-dyrkelse. Den omstændighed, at det netop er D, som promoverer den centraliserede gudsdyrkelse, gør, at forfatteren med stor sandsynlighed skal søges i præsteskabet ved det kongelige hof i Josijas levetid, det vil sige omkring 623 f.Kr.<ref>Lemche (2015), s. 177</ref> ==== Hebræerne i Kana'an ==== Vi har fulgt kana'anæernes religiøse udvikling, men hvordan forholder det sig med områdets politiske udvikling? Det er en broget historie, hvor Gamle Testamente trods påviselige fejl alligevel kan give nyttige oplysninger. Ifølge Gamle Testamentes narrativ begyndte jødernes historie med de tre patriarker: Abraham, Isak og Jakob, som skal have levet omkring 2200-1900 f.Kr.<ref>Lemche (2015), s. 35</ref> Denne tidsfæstelse er imidlertid en anakronisme, idet Abraham - den første i rækken - angiveligt ifølge Første Mosebog kapitel 21: 34<ref>Bibelen (1992), s. 27</ref> opholdt sig hos filistrene. Disse optræder først i Kana'an omkring 1177 f.Kr. under navnet "peleset" som en del af de folkeslag, kaldet "Havfolket" (engelsk: ''Sea people''), der på dette tidspunkt indvandrer til området, hvor deres tilstedeværelse nedbryder den hidtidige samfundsorden.<ref>Lemche (2015), s. 89</ref><ref>Russell (2009), s. 6</ref> Forudsat, at Abraham er en historisk person, og at han rettelig skal omflyttes i tid, så bliver hans optræden også mere logisk i dens narrative sammenhæng: Han skal stamme fra bosættelsen Haran, som lå i et grænseområde nord for Eufrat, der på skift blev kontrolleret af Mittaniriget, Hittitterne og Babylonien. Det ville derfor ikke være ulogisk, hvis han var flygtet fra uroligheder i sin hjemstavn. Det vil kunne forklare hvorfor, at han betegnes som en "hebræer", det vil sige illegal flygtning, i Gamle Testamente, og det vil logisk forklare ham som en af de ledere af en hær af lejesoldater og marodører, som øjensynligt prægede tiden. Denne antagelse understøttes af, at der utvivlsomt var folk fra hittitternes område blandt indvandrerne.<ref>Russell (2009), s. 38</ref> Som et passende udgangspunkt må altså tages bronzealderen før, at den gamle verdensorden brød sammen. På denne tid bestod Kana'an eller Palæstina af en række små kongedømmer, ret beset bystater idet hver havde en by som sit politisk-administrative hovedsæde. Befolkningen var mere eller mindre besiddelsesløse hoveriarbejdere for kongen: de kunne være engageret i landbrug, håndværk, handel og forsvar. Om nogen etnisk-national deling var der næppe tale, alle talte samme sprog og havde den samme religion. Egypten med dets faraoer udgjorde siden 15. århundrede f.Kr. den overordnede magt, som småkongerne måtte underkaste sig. Til gengæld blandede Egypten sig ikke i de stridigheder der foregik internt i Kana'an om magtområder. Sådanne mindre krige synes at have hørt til dagens orden, men de forhindrede ikke tidens internationale handel med varer.<ref>Lemche (2015), s. 84-89</ref> Meget taler for, at det var ankomsten af "havfolket" omkring 1177 f.Kr. som udløste en ny politisk udvikling. Frem til sammenbruddet havde området været præget af kana'anæiske kongefamilier, som styrede mindre områder fra deres centralt beliggende byer. Hidtil havde områder i nord været under hittitisk overherredømme og området i syd som helhed været under egyptisk kontrol, men nu svækkedes denne kontrol<ref>Porter (2016), s. 384</ref>, og det indebar, at der indtraf muligheder for større indbyrdes stammekrige i området. Det betød også, at folk udefra nu kunne blande sig med held i disse stedlige stammekrige. Det er muligt, at hebræernes erobringer netop hører hjemme i denne sammenhæng. Til trods for, at Gamle Testamente fremstiller disse kampe som religionskrige mellem folkeslag med polyteisme og jøderne med deres påståede monoteisme, er der intet, som tyder på, at dette er korrekt. Snarere må vi se disse kampe som sket mellem et imperialistisk erobrerfolk og stedlige bofaste stammer. At der også var religiøse forskelle imellem dem, understregede blot krigenes stammemæssige karakter. Mens filistrene bosatte sig ved kysten, flyttede hebræerne ind mod øst og bosatte sig overvejende i højlandet, hvor de over tid tilegnede sig megen af den stedlige kultur, samtidig med at deres frænder, aramæerne, slog sig ned mod nordøst i Syrien. Hebræerne fik i denne besættelse støtte fra beslægtede og ligesindede nomadiske stammer og semitiske folkeslag. Alliancen var mulig, fordi de alle dyrkede Jahve.<ref>Novacek (2011), s. 66</ref> Denne fælles kult var længe den eneste institution, som bandt folket sammen, og det kunne ikke forhindre, at der jævnligt opstod konflikter mellem dem. Der kan på dette sted være grund til at gøre op med myten om Jerikos erobring. Ifølge den bibelske tradition skete erobringen ved, at de omgivende bymure styrtede sammen.<ref>Bibelen (1992), s. 248f</ref> Problemet er, at det arkæologisk kan påvises, at der ingen bymure var!<ref>Novacek (2011), s. 66</ref> Forklaringen er, at Kana'an indtil da havde været underlagt Egypten, hvis overherredømme var blevet afgjort efter slaget ved Megiddo i 1479 f.Kr. Efter erobringen beholdt eliten i de kana'anæiske familier deres styrende rolle, når blot de var loyale i forhold til den egyptiske farao, men de måtte acceptere, at de ikke måtte befæste deres byer, (hvilket gav dem problemer blandt andet, da Megiddo blev angrebet af Lab'ayu fra det nærliggende Shechem).<ref>Novacek (2011), s. 25</ref> Både Jeriko og Ai var øjensynligt ubeboede på tidspunktet for "erobringen".<ref>Russell (2009), s. 29</ref> Det må rejse spørgsmålet, om israelitterne overhovedet nogen sinde har erobret Kana'an, eller om de så at sige "overtog" havfolkets faktisk påviste erobringer og indskrev dem i deres historie? Overhovedet har det været praktisk talt umuligt at påvise israelitterne bosættelse i Levanten. Forskere har ment, at en række nye bosættelser i marginale områder i bjergegne kunne være deres bosættelser<ref>Porter (2016), s. 386</ref>, men der kan lige så godt være tale om, at nogle kana'anæere fra lavlandet efter det handelsmæssige sammenbrud valgte at flytte ud og etablere sig med et nyt men mere holdbart selvforsynende landbrug<ref>Porter (2016), s. 388f</ref>, hvor handel som helhed spillede en mindre rolle end tidligere og især var af regional snarere end international karakter.<ref>Porter (2016), s. 388</ref> Ulige forsøg på at identificere bestemte former for genstande som værende israelitiske er strandet på, at de selv samme genstande også findes i områder uden israelsk bosættelse ifølge Gamle Testamente, de kan derfor ikke levere det ønskede bevis.<ref>Porter (2016), s. 387</ref> I den første tid efter hebræernes indvandring var tilstandene i Kana'an væsentlig som før. Det var langt fra lykkedes hebræerne at udrydde hele den bosatte befolkning, så det endte med, at hebræerne bosatte sig i egne bosættelser. De ulige folk og stammer levede i samfund hver for sig med byerne som centrum for de omgivende landsbyer. Hebræerne erobrede og ødelagde de mere civiliserede kana'anitter men overtog deres skriftsystem. De overtog også kana'anitternes byggeskik, men uden at hebræernes byggerier nåede samme høje stade som deres forgængere. Jerusalem var på denne tid et lille sted uden stor betydning og kunne ikke måle sig med andre byer i området. Hidtil har spørgsmålet om hebræernes oprindelse kun været antydet. I det følgende skal der gøres et forsøg på at besvare dette spørgsmål mere uddybende. Tør man tro Josvabogen kapitel 20, blev der oprettet særlige bebyggelser kaldet "tilflugtsbyer" for kriminelle, hvor disse kunne søge politisk asyl og unddrage sig retsforfølgelse for deres kriminelle gerninger: "Herren talte til Josva og sagde: "Sig til israelitterne, at de skal udpege de tilflugtsbyer, som jeg talte til jer om ved Moses, så en drabsmand, der uforsætligt og uforvarende slår nogen ihjel, kan flygte dertil; de skal være tilflugtssteder for jer mod blodhævneren. Når drabsmanden søger tilflugt i en af disse byer og stiller sig ved indgangen til byporten, skal han forelægge sin sag for de ældste i den by. De skal give ham adgang til byen og give ham et sted, hvor han kan bo hos dem. Når blodhævneren forfølger ham, må de ikke udlevere drabsmanden til ham; det var jo uforvarende, han slog sin næste ihjel, han havde ikke tidligere næret fjendskab mod ham. Han kan så blive boende i den by, indtil han stilles for menighedens domstol, eller indtil den ypperstepræst dør, som er der til dentid. Da kan drabsmanden vende tilbage til sin by og sit hus, den by, han er flygtet fra"."<ref>Bibelen (1992), s. 264</ref> De var en ordning, som kunne beskytte enhver kriminel mod retsforfølgelse. Men måske forklaringen skal søges i områdets almindelige historie netop på denne tid. I Anden Mosebog kapitel 21 findes blandt andet følgende retsregler for samfundslivet: "Når du køber en hebraisk træl, skal han være træl i seks år, men i det syvende år skal han frigives uden vederlag."<ref>Bibelen (1992), s. 90</ref> Hvad er det for nogle hebraiske trælle, der henvises til? Gennem flere hundrede år, fra 18. til 12. århundrede f.Kr. optræder i de bevarede skriftlige kilder omtaler af folk kaldet ''apiru'' eller ''hapiru'', som kendes fra hele den frugtbare halvmånes område fra Syrien i nord ned til og med Egypten. Beskrivelsen af dem viser, at de ikke udgjorde en etnisk gruppe men snarere en social gruppe på randen af samfundet.<ref>Russell (2009), s. 42</ref> Niels Peter Lemche mener, at udtrykket ''habiru'' oprindelig betegnede folk, som af den ene eller anden grund var flygtet fra deres hjemstavn.<ref>Lemche (2015), s. 91</ref> I begyndelsen forsøgte de stedlige småkonger at slippe af med disse flygtninge igen ved at lade dem hjemsende. Men dermed gjorde man dem til illegale, og følgen var, at de efterhånden også opførte sig som sådanne. Meget tyder på, at de søgte til områder, som var uden for småkongernes kontrol, nemlig til de stedlige bjergegne i den nordlige og mellemste del af landet. Her kunne de leve i nogenlunde fred og fri for faren for at blive hjemsendt.<ref>Lemche (2015), s. 92</ref> Lemche mener, at ordet "''hebræer''" er afledt af ''habiru'': de to ord optræder samtidigt i kilderne, og det kan meget vel være, at vi her har den egentlige årsag til, at hebræerne som folkegruppe blev udskilt fra den fastboende befolkning i lavlandet.<ref>Lemche (2015), s. 94</ref> Det er muligt, at de hebræiske trælle, som Mosebogen henviser til, var sådanne, som søgte at legitimere sit ophold ved at underkaste sig en art "prøvetid" med henblik på senere at blive anerkendt som fri borger.<ref>Lemche (2015), s. 93</ref> Og det er ligeledes muligt, at de "flygtningebyer", som tidligere blev omtalt, har samme historiske oprindelse: det er minderne om en tid, da jøderne var hebræere, illegale flygtninge som opholdt sig i bosættelser, hvor de kunne få "politisk asyl". Det bør for god ordens skyld tilføjes, at vi ikke ved i hvilken udstrækning, disse hebræere i bjerglandet var flygtninge eller var folk fra lavlandet, som selv havde forladt dette på grund af klimaforandringer i tiden 1200-900 f.Kr., især tørke, der gjorde landbrugsdrift i lavlandet mere usikker men begunstigede landbrugsdrift i bjerglandet<ref>Russell (2009), s. 14, 34, 170-194</ref>, eller fordi at de ganske enkelt ikke længere kunne holde trællelivet under småkongerne ud. For hebræerne var dette under alle omstændigheder ikke noget minde, som man ønskede at bevare, så i stedet opfandt man historien om undertrykkelsen i Egypten, flugten herfra og Guds løfte om landet som en alternativ forklaring, der skulle stille magtovertagelsen i et bedre lys. Hvordan det nu end forholder sig, så var det i hvert fald ikke en endelig løsning på problemet. Før eller siden måtte denne illegale flygtningebefolkning i bjergene opnå en sådan størrelse, at den også kunne udgøre en politisk magtfaktor. Tør vi tro, at der bag historien om Moses også skjuler sig en erindring om en tilvandring til bjergegnene fra syd, det vil sige fra ebonitternes og midjanitternes område, måske som en nyorientering mod nord i stedet for mod Egypten i vest, når de skulle søge græsgange og vand til deres dyr<ref>Russell (2009), s. 25</ref>, så betyder det, at bjergbefolkningen fik markante befolkningstilskud over tid og dermed blev militært stærkere. Det indebar, at den kunne føre krige for at opnå ret til at danne en egen statsdannelse. Og det bliver lettere at forstå hvorfor, at "Israel" først optræder som folkegruppe snarere end som et velorganiseret statsligt landområde. Hvis der er sket en indvandring fra syd, kan det måske også bidrage til at forklare forholdet mellem guderne ''El'' og ''Jahve'': mens ''El'' synes at have været den traditionelle guddom i de nordlige egne, så stammer ''Jahve'' netop fra ebonitter og midjanitter. Man kan forestille sig, at de har bragt deres gudsdyrkelse med sig, da de indvandrede.<ref>Russell (2009), s. 2</ref> Det har ført til en slags "magtkamp" mellem de to guddomme, der imidlertid endte med en slags "sammensmeltning" af de to guddomme, dog med Jahve som det nye dominerende navn. Måske den senere tendens til at centralisere gudsdyrkelsen også skal ses i dette lys. Vi ved ikke meget om selve samfundets indretning. Lemche antager, at det var bygget op af flere lag af sociale forbindelser: familien, klanen og stammen. Især synes familien og slægten at have spillet en betydelig rolle. Dette afspejles i de omfattende slægtstavler, som indgår i Gamle Testamente. De skulle vise, at alle israelittere i sidste ende var i familie med hinanden og derfor dele af nationen, idet de alle stammede fra deres fælles stamfader: Jakob.<ref>Lemche (2015), s. 98</ref> Endnu et forhold kan måske understøtte denne antagelse: det er blevet påpeget, at nedskrevne love sikkert ikke spillede nogen rolle i disse samfund. Deres retstilstand var den, at hver klan eller "familie" omfattede et større antal medlemmer, som stod i afhængighedsforhold til klanens eller "familiens" overhoved eller leder, en slags patron-klient forhold. Inden for denne var det overhovedet eller klanlederen, som afgjorde uenigheder, og indbyrdes udnævnte klanernes ledere en neutral opmand til at finde en løsning. Det var en ordning, som minder om den, man finder i blandt andet mafiaen. Nedskrevne love ville være en forhindring, hvis denne samfundstilstand skulle fungere. Moseloven, for så vidt den faktisk eksisterede og spillede nogen rolle, var ganske enkelt den ydre ramme betinget af klanfællesskabets religiøse selvforståelse. At det faktisk forholdt sig således antydes af, at der ingen tekster findes med henvisninger til love eller skrevne retsregler fra de store udgravninger i Ugarit og Alalakh.<ref>Lemche (1995), s. 1695-1716</ref> Det er muligt, at det er denne retstilstand, der afspejles i Femte Mosebog kapitel 16:18-20 i bestemmelserne om dommere og skrivere: "I hver af jeres stammer skal du indsætte dommere og skrivere i de byer, som Herren din Gud giver dig, og de skal dømme folket retførdigt. Du må ikke bøje retten, du må ikke begunstige nogen, og du må ikke lade dig bestikke, for bestikkelse blinder øjnene på de vise og forvansker de uskyldiges sag. Retfærdighed alene skal du stræbe efter, for at du må leve og tage det land i besiddelse, som Herren din Gud vil give dig."<ref>Bibelen (1992), s. 219</ref> Det er muligt, at Abraham, hvis han er en historisk person, var en sådan illegal flygtning og mafia boss. I Første Mosebog kapitel 14:13 kaldes han udtrykkeligt "hebræeren"<ref>Bibelen (1992), s. 19</ref>, og denne fremhævede benævnelse kan begrunde denne antagelse.<ref>Thompson (2015), s. 244f</ref> Det skal bemærkes, at Abraham i denne historie, der handler om hans sejr over fire konger, som havde udplyndret Sodoma og Gomorra, fremstilles som en anden gangsterleder, som var i stand til at rejse en hær på flere hundrede "våbenføre mænd, der var født som hans trælle".<ref>Bibelen (1992), s. 19</ref> Det må i denne forbindelse tilføjes, at det hebræiske ord ''ebed'', som normalt oversættes ved "slave", også kan oversættes ved "afhængig" (af en anden person)<ref>Lemche (1995), s. 1711</ref>, altså netop et patron-klient forhold som skildret oven for. Det var en sidebemærkning, tilbage til hovedhistorien. Vi har to versioner af historien om "erobringen af Kana'an", i Joshuabogen og i Dommerbogen. Dommerbogens version er temmelig kort og menes at være den oprindelige,<ref>Russell (2009), 27</ref> Ifølge denne version lykkedes det i første omgang kun jøderne at "erobre" bjerglandet men ikke lavlandet. Måske dette afspejler det forhold, at indvandringen netop skete til de områder, hvor hebræerne boede. Først senere opnåede bjergfolkene en styrke, der gjorde det muligt for dem også at erobre lavlandet, men i erindringen og i Gamle Testamentes narrativ er de to faser af eller led i denne "erobring" antagelig blevet slået sammen i een. Skal man tro Gamle Testamente fortsatte jøderne også efter deres magtovertagelse både deres terror og blodbad. I Dommerbogen kapitel 1 læser vi: "Så drog Juda op, og Herren gav kana'anæerne og perizzitterne i deres hånd, og de slog dem i Bezek og dræbte ti tusind mand. ..Judæerne angreb Jerusalem og indtog den. De huggede indbyggerne ned med sværd og stak ild på byen."<ref>Bibelen (1992), s. 271</ref> I de byer, som det angiveligt ikke lykkedes jøderne at udrydde befolkningen, blev disse i stedet gjort til hoveriarbejdere.<ref>Bibelen (1992), s. 272</ref> Det kan næppe undre, hvis denne opførsel gav anledning til yderligere uro, og at nye kampe fulgte. Ved en lejlighed slog jøderne angiveligt "omkring ti tusind moabitter ihjel. .. Derefter havde landet ro i firs år".<ref>Bibelen (1992), s. 274</ref> Der er bare et stort problem ved hele dette narrativ: ingen samtidige kilder, hverken de utallige breve fra Kana'an til farao eller arkæologiske spor kan underbygge, at nogen erobring og israelsk bosættelse skulle have fundet sted.<ref>Lemche (2015), s. 116, 118</ref> Josvabogen kapitel 8 fortæller om erobringen af byen Aj<ref>Bibelen (1992), s. 252</ref>, men arkæologisk kan det bevises, at Aj var lagt øde allerede omkring 2300 f.Kr.!<ref>Lemche (2015), s. 117</ref> Lemche mener derfor, at narrativet om "erobringen" af Kana'an er skabt efter, at jøderne havde taget magten i et forsøg på at "rekonstruere" den jødiske statsdannelses oprindelse.<ref>Lemche (2015), s. 118</ref> ==== Dommer- og kongetiden ==== Efter Josvas angivelige erobringer fulgte dommertiden, hvor landet blev styret af de såkaldte dommere. Tør man tro Gamle Testamente førte det til, at filistre og ammonitter for en tid fik overtaget.<ref>Bibelen (1992), s. 286</ref> Også internt var der øjensynlig magtkampe, således forenedes de andre stammer mod Benjamins stamme.<ref>Bibelen (1992), s. 297ff</ref> Men som vi senere skal se, er der her snarest tale om et vandremotiv, som intet har a gøre med en historisk begivenhed. Dommertiden fremstår som et narrativ, der skal begrunde hvorfor, at jøderne etablere et kongerige. Efterhånden blev lovløsheden ifølge narrativet for meget, og hebræerne besluttede sig for at etablere et eget kongerige i Palæstina. Denne institution kom som en nødvendig følge af både de interne lovløse tilstande og behovet for at organisere krigsførelsen mod andre folkegrupper.<ref>Lemche (2015), s. 137</ref> I vest udgjorde filistrene en stærkere modstand end kana'anæerne på grund af, at de havde udviklet jernsmedning. Mod nord boede fønikerne i Libanon, der var mest optaget af handel. Da kana'anæerne stadig blev mere undertrykte, skabte det grundlaget for etableringen af det hebræiske kongedømme omkring 1000 f.Kr. Først under dommeren Samuel opstår der blandt jøderne angiveligt krav om etableringen af et kongerige. Landets første konge hed Saul.<ref>Bibelen (1992), s. 317</ref> Han dateres til omkring 1000-tallet f.Kr. Tør vi tro Første Samuelsbog, gennemførte han adskillige krige.<ref>Bibelen (1992), s. 320</ref> Kana'an var angiveligt forenet under ham og hans to efterfølgere, David og Salomo. Disse traditioner kunne have hvilet på oplysninger hentet i kongelige arkiver, som siden er gået tabt. Men der findes ingen beviser på, at sådanne arkiver har eksisteret.<ref>Lemche (2015), s. 126</ref> Narrativet om Saul som konge er anekdotisk. Historien begynder med, at folket kræver en konge og ikke vil lytte til profeten Samuel og hans advarsler om at udnævne en konge. Tilfældet vil, at Samuel allerede forinden har mødt Saul og salvet ham til fyrste. Først senere udnævnes han så officielt til konge. Og hele historien ender med, at Saul viser sig at være håbløst uduelig som regent, og folket indser, efter at have modtaget et varsel i form af torden og regn, at det ønskede en konge som erstatning for dets afgudsdyrkelse. Det er een lang moralsk historie om det dårlige ved at have en konge som overhoved.<ref>Bibelen (1992), s. 312-317</ref><ref>Lemche (2015), s. 126f</ref> Efter som Saul udnævnes til konge i tre omgange: først som barn, dernæst ved lodkastning ved helligdommen Mizpah og endelig ved helligdommen Gilgal, er der grund til at antage, at der er tale om en historie sammensat af flere bestanddele. Og beretningen om Saul som konge minder i hele sin opbygning nærmest om eventyret om konen i muddergrøften. Historierne om David som konge er næsten lige så eventyragtige. Det gælder historien om hvordan, at han blev konge (som vi vender tilbage til senere), og det gælder historien om Batseba og hendes mand Urias.<ref>Bibelen (1992), s. 352-354</ref> Der er ikke megen grund til at tro, at disse fortællinger har noget med en historisk virkelighed at gøre. Og historierne om hans krige og størrelsen af hans imperium kan meget vel være indskrevet i fortællingen for at begrunde jødernes imperialistiske krav.<ref>Lemche (2015), s. 131</ref> Skildringen af kong Davids liv er af Niels Peder Lemche rammende blevet karakteriseret på denne måde: "Davidsberetningen er sammensat af to fortællinger, dels en lang eposlignende beretning om den unge helt, der går så meget ondt igennem for at vinde prinsessen og det halve kongerige, en fortælling som i høj grad var velkendt i den gamle Orient, dels historien om et familiedrama, som kun har sin lige i græske dramaer om familier i opløsning."<ref>Lemche (2013), s. 25</ref> Et højdepunkt i skildringen af Davids liv i Gamle Testamente er hans erobring af Jerusalem<ref>Bibelen (1992), s. 347</ref>, men atter er der antagelig tale om en anakronisme, da Jerusalem næppe eksisterede på hans tid, det vil sige omkring 1000 f.Kr.<ref>Lemche (2013), s. 24</ref> Salomo beskrives i Gamle Testamente som en mægtig konge, der blandt andet opførte et gudstempel i Jerusalem, men arkæologiske undersøgelser har ikke kunnet bekræfte dette<ref>Russell (2009), s. 147</ref>, og Salomo er påfaldende totalt fraværende i ikke-bibelske kilder. Det har fået mange historikere til at mene, at Salomo må have været en småkonge.<ref>Novacek (2011), s. 83</ref> Også israelitterne synes fraværende i arkæologiske fund fra denne tid, i stedet dominerer kypriotisk og fønikisk lertøj samt stedlige efterligninger af dette.<ref>Novacek (2011), s. 89, 93</ref> Også i andre henseender er historien om Salomo mere legendarisk end historisk. Således er den kendte historie om dronningen af Saba og hendes besøg i Første Kongebog kapitel 10<ref>Bibelen (1992), s. 388f</ref> en ren myte af den enkle grund, at kongeriget Saba endnu ikke eksisterede i Salomos levetid.<ref>Lemche (2015), s. 149</ref> Da kong Salomo døde i 922 f.Kr. blev det hebræiske kongedømme delt i to: Kongeriget Israel og Kongeriget Juda. Det var kun Juda og Benjamins stammer, som accepterede Salomos søn Rehabeam som deres konge, og de oprettede dermed det sydlige kongerige Juda med Jerusalem som hovedstad. Mod nord gjorde de øvrige stammer Jeroboam til konge og oprettede kongeriget Israel med Sikem og senere Samaria som hovedstad. Vigtigst i denne sammenhæng er, at der intet stammesammenhold var, end ikke deres religion kunne holde sammen på dem, og som vi allerede har set, skete der jævnligt frafald fra denne, lige som israelitterne indgiftede sig i andre folkegrupper nok så meget som indbyrdes. Der var konstant magtkampe, hvilket afspejler det totale fravær af national solidaritet og enhed. Også udefra skete angreb. Anden Krønikebog er fuld af bereninger om disse krige. Det bør for god skyld nævnes, at en basalt stele fra Dhiban omtaler, at kong Mesha fra det moabitiske kongerige overvandt Kongeriget Israel og udvidede sit rige, en begivenhed som menes afspejlet i Anden Kongebog kapitel 3.<ref>Porter (2016), s. 382</ref><ref>Bibelen (1992), s. 412</ref> Skildringen af det delte kongeriges tid er ellers sparsom i Gamle Testamente. Ofte henvises til "Judas Kongers Krønike"<ref>Bibelen (1992), s. 396f</ref> og "Israels Kongers Krønike"<ref>Bibelen (1992), s. 397f</ref> Dette tyder på, at sådanne krøniker har eksisteret, selv om de ikke kendes længere. Man tør antage, at i hvert fald navne og de utallige krige, der nævnes, hviler på sådanne krønikenedtegnelser. Hvad angår de øvrige narrativer, er derimod intet sikkert. De virker nærmest legendeagtige, det gælder eksempelvis historien om Nabots vingård.<ref>Bibelen (1992), s. 405f</ref> Kongeriget Israel ophørte, da Assyrien erobrer hovedstaden Samaria 722 f.Kr. Herved mistede også de 10 nordlige israelske stammer deres betydning. Nogle af indbyggerne i Kongeriget Israel blev deporteret af assyrierne, men arkæologisk kan der ikke dokumenteres nogen befolkningsudskiftning eller nogen nedgang i befolkningstallet, og genetiske undersøgelser antyder også en kontinuitet i områdets befolkningssammensætning. Hovedparten af befolkningen synes således at være forblevet i området og samaritanerne menes at være de mest direkte efterkommere af befolkningen i Kongeriget Israel, hvilket også er i overenstemmelse med deres egen opfattelse. Nogle beboere fra Kongeriget Israel må antages at være flygtet til kongeriget Juda, hvilket kan forklare hvordan de nordlige stammers myter er blevet inkorporerede i den tekster i Gamle Testamente, som blev samlede i Kongeriget Juda. Det er muligt, at det var på denne tid, mens Judariget endnu bestod, at "jøde" (''yehudi'') er blevet taget i brug som en etnisk samlebetegnelse for israelitterne. ==== Eksilet i Babylon ==== Efter erobringen af kongeriget Israel var kongeriget Juda alene tilbage. Det kan til dels forklare hvorfor, at indbyggerne betegnede sig som "judæere" (senere som "jøder"). Der er næppe tvivl om, at hvis jøderne havde modstået angreb udefra, ville afgudsdyrkelsen have fortsat. Der ville fortsat have været private gudindestatuetter og private altre. Men een begivenhed ændrede jødernes historie og dermed verdenshistorien: babylonernes erobring af Jerusalem i 587 f.Kr. Forud gik en belejring, som varede to og et halvt år. Vilkårene under belejringen var forfærdelige: jøderne sultede, men vi ved fra samtidige beretninger, at de ikke holdt sig tilbage fra at spise deres egne børn. Da Nebukadnezer erobrede Jerusalem, blev Salomons tempel brændt ned til grunden. Kongepaladset blev brændt ned. Huse blev brændt ned. Forsvarsanlæggene omkring byen blev revet ned sten for sten. Kong Zedekiah, som havde forsøgt at flygte, blev fanget og ført frem for Nebukadnezer. Det sidste, han så, var, at han sønner blev slået ihjel. Så blev han gjort blind, og måtte i denne tilstand foretage vandringen til Babylon. Dette ifølge Anden Kongebog kapitel 25:1-7<ref>Bibelen (1992), s. 444</ref>, men nøjagtig den samme skæbne overgik Artayktes, som var kommandør over Sestos ved Hellesponten<ref>Herodot Bog IX: 120</ref>, så det er et spørgsmål, om der er tale om en "lånt" historie.<ref>Wesselius (2013), s. 45</ref> Store dele af den jødiske befolkning, måske 10-20%, blev tvangsforflyttet til Babylon. Det skete i tre omgange: i 597, 587 og 582 f.Kr.<ref>Lemche (2015), s. 181</ref> Tvangsfordrivelsen ramte formodentlig især eliten, de ledende lag, som altså mistede sin magtstilling. For den tilbageværende del af befolkningen var det af største vigtighed, at der tilsyneladende ikke skete nogen indvandring af fremmede befolkningsgrupper, som kunne have undergravet deres stilling som de dominerende befolkning.<ref>Lemche (2015), s. 182</ref> Da eliten forlod Jerusalem, måtte den uundgåeligt miste troen på sine guder, som havde svigtet den. Hvad, der skete under det babylonske fangenskab, var imidlertid ekstraordinært: i stedet for at blive integrerede i deres nye omgivelser valgte de skriftkloge jøder den modsatte vej, nemlig at bevare og redigere deres historiske traditioner.<ref>Lemche (2015), s. 160f</ref> Sigende optræder byen ''Al Yahuda'' i Babylon på denne tid. Jøderne samlede, hvad de havde bevaret om deres historie, og begyndte at nedskrive det. Undervejs blev traditionen omskrevet og tilpasset deres nye selvforståelse. Bibelforskere mener, at det var antagelig på denne tid, at traditionerne i ''Tanakh'' begyndte at få deres endelige form. Og det var tilsyneladende også her, at jødernes tro fik den monoteistiske karakter, som siden skulle gøre sig gældende. Det er her, at profeten Ezekiel fortæller, at Gud gør ham opmærksom på den afgudsdyrkelse, som finder sted.<ref>Bibelen (1992), s. 1048</ref> Det er her, at Gud lover at straffe jøderne for denne afgudsdyrkelse.<ref>Bibelen (1992), s. 1049</ref><ref>Lemche (1983), s. 17f</ref> Det er her, at jødernes bortførelse bliver stillet i udsigt. Det er her, at grunden lægges til den fortolkning, at eksilet gøres nødvendigt for, at jøderne langt om længe endegyldigt kan vende sig mod den sande gudsdyrkelse. Og det er her, at profeten Esajas formulerer sine propagandistiske og doktrinære anklager. Det er her, at Gud gøres til den, som lover jøderne håb om frihed igen. Det er her, at retten til "det lovede land" formuleres. Og det er her, at Gud bliver gjort enevældig.<ref>Lemche (2015), s. 189</ref> To eksempler fra Esajas Bog kan belyse det: i vers 44 linje 6: "Jeg er den første, og jeg er den sidste, der er ingen anden Gud end mig"<ref>Bibelen (1992), s. 895</ref> og i vers 45 linje 5: "Jeg er Herren, der er ingen anden, der er ingen anden Gud end mig".<ref>Bibelen (1992), s. 897</ref></br> Selv alt det gode og alt den onde har samme oprindelse:</br> "Jeg danner lys og skaber mørke,</br> jeg frembringer fred og skaber ulykke,</br> jeg, Herren frembringer alt dette."<ref>Bibelen (1992), s. 897</ref></br> For første gang optræder jøderne som et folk med kun een erklæret Gud. Der kan næppe være tvivl om, at dette var følgen af en bestemt strategi: elitens kamp for ikke at blive opslugt af imperiet. Over for de mange guddomme i Babylon sætter jøderne en enkelt gud som deres modstykke. Derved, og kun derved, kan de opretholde deres særegne identitet som folk. Hvis Jahve havde været een gud blandt mange andre, havde han tabt og havde ingen fremtid. Kun ved at gøre ham almægtig, ved at hævde at han havde brugt Nebukadnezar som et redskab i sin egen guddommelige plan, kunne de opretholde deres identitet og deres håb om en fremtid. De gamle guder måtte udryddes eller bortforklares som fejltagelser, der kunne forklare jødernes ulykkelige skæbne. Og derfor blev den traditionelle historie omskrevet punkt for punkt for at kunne understøtte det nye narrativ.<ref>Lemche (2015), s. 190</ref> Nået så langt tog de skriftkloge åbenbart det næste skridt: de måtte som modstykke til Mesopotamiens tradition opfinde og udvikle deres egen skabelsesberetning og deres egen beretning om en altomfattende oversvømmelse. Inspirationen hentede de hos babylonerne selv. De tog de velkendte babylonske beretninger men omskrev dem således, at de udgjorde en polemisk kontrast til den tro og de traditioner, som blev hyldet af deres omgivelser. Der vil være lejlighed til at se nærmere på disse ved en gennemgang af Gamle Testamente. ==== Jødernes tilbagevenden til Jerusalem ==== I 539 f.Kr. indtræder så afslutningen på jødernes tid i eksil. Dette år erobrer perserne Babylon, og Cyrus den Store erklærer straks efter en almen amnesti. Der efter giver han tilladelse til, at fordrevne folkeslag må vende tilbage til deres hjemegn og genoptage deres gudsdyrkelse.<ref>Lemche (2015), s. 193</ref> Også jøderne vendte hjem. Ifølge Ezras Bog vendte i alt 42.360 jøder tilbage til Jerusalem foruden deres trælle og trælkvinder, i alt 7.337, samt 200 sangere og sangerinder, det vil sige i runde tal 50.000 personer.<ref>Bibelen (1992), s. 510</ref> Om dette tal er korrekt, vides ikke. Der har været peget på, at der i virkeligheden ikke var meget at vende tilbage til. Sammenlignet med forholdene i Mesopotamien var Kana'an langt fattigere og underudviklet, og ingen kunne forvente at få tidligere ejendom tilbage. Det måtte kræve en overbevisende begrundelse at motivere befolkningen til at vende hjem. Netop ved at slå på, at Jerusalem var det sted, som Jahve havde valgt til sit tempel, og som udgangspunkt for en ny stat af samme storhed som under kong David, har præster og religiøse propagandamagere kunnet få befolkningen med sig.<ref>Lemche (2015), s. 195</ref> Og samtidig har de kunnet genvinde deres elitære position i samfundet. Det vigtige er, at da jøderne vendte tilbage til Jerusalem, var det med en ny, monoteistisk religion. Den var i store træk skabt under deres eksil, omskrevet og suppleret i forhold til tidligere. Den forenede folk og tro i en næsten uadskillelig helhed. Der kan her være grund til at stille et vigtigt spørgsmål: betyder dette så, at jøderne vendte hjem med en fuldt udviklet fælles trosretning? Nej, intet taler for dette. Snarere må vi regne med, at det kun var en lille gruppe af teologiske skriftlærde, som havde taget del i den redigeringsproces, som var foregået i Babylon, og at det kun var dem, som havde det fulde kendskab til det nye narrativ om jødernes oprindelse, som de havde skabt. Langt den største del af befolkningen, som var forblevet i området, var uvidende om den nye ideologiske udvikling. Dette indebærer, at det først er efter deres tilbagevenden, at de skriftkloge for alvor kan begynde at promovere og udbrede deres nye narrativ til hele befolkningen og dermed skabe den identitetsforståelse, som denne siden udviklede. Samtidig synes eliten, at dømme efter en bemærkning i Ezras Bog kapitel 7:16, at have udnyttet de gunstige muligheder for at overtale rige jøder i Babylon til at forpligte sig til at finansiere deres genopbygningsprojekt.<ref>Bibelen (1992), s. 524</ref><ref>Lemche (2015), s. 202</ref> ==== Persisk tid ==== Under det persiske herredømmes tid (538-332 f.Kr.) sad der persiske statholdere i landets ulige dele. Vi ved, at statholderen i Judæa 408 f.Kr. hed Bagohi, dels fra Josefos, dels fra papyrusfundene i Elefantine. At statholderen i Samaria var en samaritan, Sanballat, tyder på, at perserne ikke har blandet sig i Palæstinas forhold, når oprør ikke foranledigede dem til at gribe ind, som tilfældet var under Artaxerxes III (358-338 f.Kr.). Det var under persisk beskyttelse, at Nehemia og Ezra genoprettede den jødiske menighed i Jerusalem. Vi ved sandt at sige ikke meget om den jødiske religionsdyrkelse på denne tid. Meget tyder på, at der skete en langsom spredning af den nydannede monoteistiske tro, sikkert som et politisk-nationalt redskab over for det persiske overherredømme. Men intet taler for, at denne endnu formelt var slået igennem. Ikke bedre står det til med genopbygningen af Jerusalem. Arkæologerne kan ikke finde spor efter en sådan genopbygning hverken i 6., 5. eller 4. århundrede f.Kr. En egentlig genopbygning synes først at have fundet sted i 2. århundrede f.Kr. Indtil da lå de egenlige centre øjensynligt i Samaria og i Sikem nord for Jerusalem.<ref>Lemche (2013), s. 24</ref> Ifølge den israelske arkæolog Israel Finkelstein var Jerusalem indtil da en mindre bosættelse med omkring 500 indbyggere svarende til omkring hundrede familier. Ganske vist fandtes der et tempel i byen, idet vi har breve fra bosættelsen Elefantine i Egypten, som antyder dette i forbindelse med opførelsen af et nyt Jahve-tempel i denne by<ref>Lemche (2013), s. 27</ref>, men om nogen storby var der åbenbart langt fra tale. Elefantine var en jødisk by i Egypten fra 400-tallet f.Kr. Den er interessant, fordi den kan vise træk ved og fravær af jødisk levevis på denne tid. Byen blev antagelig grundlagt i midten af 6. århundrede f.Kr. af folk, der var emigreret fra Syene-området i Palæstina.<ref>Barnea (2024), s. 1</ref> Vi ved, at der eksisterede et særligt tempel for dyrkelsen af Jahve indtil 410 f.Kr., da det blev ødelagt. En jødisk befolkning nævnes sidste gang i kilderne i 399 f.Kr., hvad, der skete med den jødiske befolkning efter denne tid, er ukendt.<ref>Adler (2025), s. 39</ref> Historien om jødernes udvandring fra Egypten kendes ikke i denne by, hvilket tyder på, at denne tradition er yngre end 400-tallet. Ligeledes kendte befolkningen ikke til ''torah'', det vil sige jødisk lov, så også denne må være yngre end 400-tallet. Endvidere dyrkede jøderne i denne by flere guder (jahvisme) i modsætning til senere tids monoteisme (judaisme). Således har vi flere kilder fra 400-tallet f.Kr., der vidner om zoroastracisme, herunder et ild-alter og et tempel.<ref>Barnea (2024), s. 3-7</ref> En lignende jødisk polyteisme kendes fra andre byer.<ref>Adler (2025), s. 41-47</ref> Men dette indebærer også, at jøderne stadig ikke på denne tid var monoteister til trods for de bestræbelser, som præsteskabet havde udført under eksilet i Babylon. I stedet tolkes situationen således, at den jødiske kult udviklede sig gravist over tid blandt andet inspireret af zoroastrisk kult indtil, at de fik den form som kendes fra den hebraiske bibel.<ref>Barnea (2024), s. 29</ref> Hvis byen blev grundlagt af dem, som ikke endte i Babylon, kan dette forklare deres fastholden ved polyteisme og ukendskab til den monoteisme, som blev udviklet i Babylon. Dermed adskiller kulten på denne tid blandt jøder sig markant fra den, som ses i hasmonæisk tid.<ref>Adler (2025), s. 48</ref> Yonatan Adler ved Ariel University har kaldt denne kult og levevis "proto-jødisk" (''proto-Judaic'') og definerer den således: "Et protojødisk kulturelt træk er således et særskilt element af den israelitiske og/eller jødiske livsstil, som med tiden blev lovgivet som en forskrift for regulering i en eller flere af Mosebøgernes tekster, og som i sidste ende blev optaget som en del af jødedommen."<ref>Adler (2024), s. 5</ref> Et eksempel herpå er at spise svinekød. I to af Mosebøgerne (Tredie Mosebog kapitel 11:1-8<ref>Bibelen (1992), s. 126f</ref> og Femte Mosebog kapitel 14:3-8<ref>Bibelen (1992), s. 216</ref>) forbydes det jøder at spise svinekød, men arkæologiske fund fra tiden fra sen bronzealder (1300-1130 f.Kr.) frem til jernalder (586 f.Kr.) viser, at svin faktisk blev avlet til fortæring i strid med denne bestemmelse, skønt de er fraværende i nogle bopladser henregnet til kana'anære og fønikere i jernalderen uden, at det derfor med sikkerhed kan siges at være bevidste valg; økonomiske, økologiske og sociale forhold kan have spillet ind.<ref>Adler (2024), s. 13</ref> Flere jødiske leveregler tilskrives således myter i Mosebøgerne, og det kan ikke afvises, at disse myter ''netop'' er blevet til for at kunne begrunde og legitimere disse leveregler.<ref>Adler (2024), s. 21</ref> Det gælder blandt andet reglen om at omskære drengebørn.<ref>Adler (2024), s. 20f</ref> Niels Peter Lemche anser Nehemias' Bog og Ezras Bog som omtrent samtidige skildringer af udviklingen på denne tid. På grundlag af beskrivelserne i disse bøger når han frem til følgende: Nehemias genopbyggede templet i Jerusalem og lod store dele af landbefolkningen flytte ind til byen i strid med guvernørerne i Samaria og de omgivende provinser. Desuden gennemførte han en social reform, der afskaffede al gæld og som tilbagegav ejendom tidligere konfiskeret fra landbefolkningen til denne.<ref>Lemche (2015), s. 199</ref> Ezra gik endnu videre: han gav Nehemias' reformer en ideologisk begrundelse, idet han udskilte og isolerede den jødiske befolkning i både religiøs og etnisk henseende i forhold til omgivende egne. Dette sker ved at erklære jødisk religion som særegen, ved at erklære jøder som "Guds udvalgte folk" og ved at erklære jøder som "etnisk rene". Det var en politik, som måtte føre til et uovervindeligt brud med andre befolkningsgrupper i Samaria.<ref>Lemche (2015), s. 200</ref> Der kan være grund til at vende tilbage til dette emne senere. På dette sted er det vigtigste at bemærke, at vi her ser den etnisk-religiøse ideologi, som var blevet formuleret under eksilet i Babylon, omsat til politisk handling. Sat på spidsen kan man sige, at vi taler om skabelsen af et særligt jødisk folkeslag. Uden for Jerusalem og Samaria førte denne udvikling til, at jøderne nu mere markant isolerede sig fra andre folkeslag i form af en særskilt religionsdyrkelse.<ref>Lemche (2015), s. 201</ref> Havde der allerede under eksilet været tendenser til dannelse af særlige jødiske bosættelser og byer som den tidligere nævnte egyptiske by Elefantine og bosættelsen Al Yahuda ved Babylon, så ser vi her begyndelsen på regulære ghettodannelser. ==== Hellenistisk tid ==== I den græske periode fra Alexander den Stores erobring i 332 f.Kr. til 167 f.Kr. blev Palæstina atter genstand for strid mellem Syrien, hvor seleukiderne herskede efter Alexanders død 323 f.Kr., og Ægypten, der beherskedes af ptolemæerne. Frem til 198 f.Kr. var overvejende Egypten, fra den tid, efter Antiochos IIIs sejr ved Paneas, syrerne Palæstinas herrer. Efter, at Babylon, Ninive og Shushan var gået til grunde, og Alexandria var blevet grundlagt, flyttede tyngdepunktet vest på, og Palæstina fik igen samme betydning som i 15. århundrede f.Kr. Under ptolemæerne regeredes Palæstina af guvernører (hegemon, epitropos), om hvis myndigheds udstrækning kun lidt vides. Skatteopkrævningen var overladt - ved licitation - til skatteforpagtere. I jødernes kreds fik kirkelige forsamlinger og ypperstepræsten en vidtgående myndighed. Under seleukiderne stod Palæstina, der kaldtes Fønikien, sammen med dele af Syrien under en militærguvernør, og syrisk militær besatte landet. Skatten indkrævedes af seleukidiske embedsmænd. Fra 165 f.Kr., da Antiochos Epifanes forbød jødisk gudsdyrkelse, blev landet ramt af de makkabæiske kampe, der skulle bane vejen for det hasmonæiske dynasti. Undersøgelser tyder på, at jøderne i almindelighed stadig ikke kendte til ''torah'', det vil sige jødisk lov, i begyndelsen af hellenistisk tid, og slet ikke at de respekterede og fulgte den.<ref>Adler (2025), s. 34</ref> Således er der flere eksempler på, at judæere to ågerrenter af deres udlån.<ref>Adler (2025), s. 28</ref> Der er også bevis på, at nogle judæere selv på denne tid dyrkede andre guder end Jahve.<ref>Adler (2025), s. 27</ref> Og skønt ordet "''sabbat''" forekommer, lader det sig ikke fastslå, om dette havde samme betydning som senere eller blot henviste til en jødisk helligdag.<ref>Adler (2025), s. 28</ref> Faktisk forekommer ordet "''sabbat''" ikke een eneste gang i Gamle Testamente. Omvendt er der ingen arkæologiske beviser på, at jøderne tog deres rituelle bade i bassiner, således som foreskrevet i ''torah'', og heller ikke at de iagttog særlige rituelle renselsesregler omkring deres mad.<ref>Adler (2025), s. 26</ref> Der har været peget på, at Aristeas i et brev oplyser, at Ptolemæus II Philadelphus (regerede 285-246 f.Kr.) tog 72 jøder fra Jerusalem til Alexandria for at få oversat en jødisk lov til græsk til sit bibliotek.<ref>Adler (2025), s. 31</ref> ''Torah'' er ikke nævnt ved navn, så der er ingen beviser på, at det er den, som der henvises til, men selv om dette var tilfældet, kan dette ikke tages som udtryk for, at jøderne i almindelighed kendte og fulgte loven.<ref>Adler (2025), s. 32</ref> Dette til trods for, at jøderne på denne tid ellers nød udstrakt selvstyre både i Judæa og i andre områder.<ref>Adler (2025), s. 24</ref> Dette har fået Yonatan Adler til at betegne jødisk kultur på denne tid som "jahveisme" (''Yahwism'') i modsætning til den "judaisme" (''Judaism''), der først fulgte senere og som fulgte ''torah''-en.<ref>Adler (2025), s. 7</ref> Men uanset benævnelsen betyder det, at traditionel jødisk kultur først stammer fra tiden ''efter'' hellenistisk tid. ==== Det hasmonæiske kongerige ==== Den hasmonæiske eller senhellenistiske periode strakte sig fra 167 f.Kr. til 63 f.Kr. Betegnelsen "Det hasmonæiske kongerige" dækker over en yderst omtumlet periode i jødisk historie, som strakte sig fra midten af 2. århundrede f.Kr. til midten af 1. århundrede f.Kr. Hasmonæerne var en jødisk præsteslægt, som spillede den førende politisk rolle på denne tid. Betegnelsen er dannet efter Hasmon, der var Mattatija’s bedstefader. I årene 168-161 f.Kr. ledede hasmonæerne kampen for national og religiøs frihed mod seleukiderne, som under Antiochos IV havde underkuet dem. Bevægelsen begyndte under Mattatija, men blev fortsat af hans sønner, først Judas Makkabæer, efter hvem slægten often kaldes makkabæerne; han fik genoprettet den jødiske gudsdyrkelse i 165 f.Kr. og opnåede i 161 f.Kr. religionsfrihed. Dette år overvandt han den syriske feltherre Nikanor og sluttede forbund med Romerne, men døde kort efter. Hasmonæerne optrådte der efter som et dynasti, der kæmpede for deres egen magtstilling. Judas’ broder, Jonatan, som afløste ham som leder, lod sig i 153 f.Kr. udnævne til ypperstepræst, skønt han efter jødisk lov ikke havde ret til denne stilling. Dette betød et brud med de lovtro, som de oprindelige havde kæmpet for. Efter hans mord i 143 f.Kr. lykkedes det broderen Simon (143-135 f.Kr.) at få landets selvstændighed anerkendt og at erobre syrernes borg i Jerusalem. Som følge heraf blev han af befolkningen hyldet som arvelig ypperstepræst og som verdslig hersker i 141 f.Kr. Dermed havde hasmonæerne opnået formel anerkendelse af deres dynasti. Det betød imidlertid ikke, at der nu herskede fred, tværtimod. Under Simon’s søn, Johannes Hyrkan (134-104 f.Kr.), indtraf et åbent brud mellem hasmonæerne på den ene side og farisæerne på den anden. Under de fortsatte kampe undertvang han den autonome stat Edom og ødelagde Samaria og også den samaritanske helligdom på Garizim. Hans sønner, Aristobul (104-102 f.Kr.) og Alexander Jannæos (102-76 f.Kr.) var brutale herskere og fjernede sig langt fra styrets oprindelige karakter, idet de var udpræget hellenistisk sindede. Alexander udnævnte sin dronning Salma Alexandra til sin efterfølger (78-69 f.Kr.), mens sønnen Hyrkan II blev ypperstepræst. Midt i de hele etablerede armenerne et kortvarigt herredømme (70-63 f.Kr.) idet de erobrede landet og lagde området under deres overherredømme. Men den interne magtkamp fortsatte uafbrudt. Salma sluttede sig til farisæerne, og hun kom derved i modsætning til saddukæerne, som samlede sig om hendes anden søn, som efter hendes død tog magten fra sin broder og herskede som Aristobul II, dog under vedvarende kampe, indtil Pompejus afsatte ham og tog ham med til Rom i 63 f.Kr. Efter ulige forsøg på opstand blev Aristobul og hans søn Alexander myrdet i 48 f.Kr. Hyrkan II, der af Pompejus nu blev anerkendt som ypperstepræst med Antipater som verdslig leder, blev af Cæsar forfremmet til ethnarch, mens den faktiske myndighed efterhånden gik over til Herodes efter Antipater’s død. Aristobul’s anden søn, Antigonos, gjorde imidlertid oprør og blev en kort (40-37 f.Kr.) tid konge, mens Hyrkan blev bortført og fik ørene skåret af. I 37 f.Kr. erobrede den af Romerriget anerkendte Herodes så Jerusalem, og Antigonos blev henrettet i Antiochia. Dermed var hasmonæernes herredømme bragt til ende. Herodes levede en tid i venskab med Hyrkan men lod ham så dræbe. Herodes var besvogret med hasmonæerne, idet hans hustru Mariamme var datter af Aristobul II’s søn Alexander. Dette forhindrede dog ikke, at han lod hendes broder Aristobul dræbe. Senere dræbte han ligeledes hende selv og hendes moder. Endelig dræbte han nogle hasmonæere, der opholdt sig hos hans svoger i Idumæa. Således blev det Herodes, som endte slægtens magtdrømme.<ref>Pedersen (1919), s. 943f</ref> Så meget om den politiske udvikling. Det vigtigste i denne sammenhæng er, at de var i denne omtumlede tid, at vi for første gang ser tydelige spor af en jødisk kultur og religionsdyrkelse. Årsagen er klar nok: lederen af den nye stat var en ypperstepræst, som nu tillige blev den politiske, kultiske og militære leder af den nye stat. Og det er tydeligvis på denne tid, at denne nye magt manifesterer sig også religiøst. Det er først fra denne tid, at de første synagoger optræder. Det er først fra denne tid, at ''Tanakh'' optræder i sin endelige skikkelse. Det er først fra denne tid, at der optræder beviser på, at jøderne i deres levevis fulgte bibelsk lov, der nu bliver promoveret som "deres forfædres lov" og påvirker et utal af leveregler både i og uden for jødernes "hjemland".<ref>Adler (2025), s. 67</ref> Først nu optræder mønter uden billede. Det bør desuden erindres, at der ingen omtale findes af sabbaten i Gamle Testamente. Endelig fortjener det at blive nævnt, at de hasmonæiske regenter ikke betegnede sig selv som israelittere men som "ledere af det jødiske samfund", hvilket blandt andet fremgår af deres mønter. Senere skulle romerne under kejser Hadrian omdøbe Kana'an til Palæstina, men den samme benævnelse blev anvendt for området allerede af den græske historiker Herodot<ref>Herodot (1979) i bog I:105, II:106, III:91, IV:39 og VII:89</ref> og før ham af Sennacherib i annalerne om dennes krigskampagner. Meget tyder således på, at selvidentiteten "jøde" synes først at blive skabt i det 2. århundrede f.Kr. efter hasmonæernes oprør og etableringen af kongeriget baseret på religiøse regler. ==== Romersk styre ==== Romersk tid strækker sig fra sidste århundrede f.Kr, til første århundrede e.Kr. Det kendetegnes ved at området i denne periode havde en romersk guvernør. Yonatan Adler har undersøgt de kulturelle traditioner i dette tidsrum og finder, at de følger senere jødiske traditioner: der er renselsesbassiner og husgeråd af kalk som udtryk for jødiske relselsesritualer samt mønter, vægdekorationer i huse og hjemligt udstyr som udtrykkeligt undgår at vise mennesker og dyr i overensstemmelse med påbuddet i Mosebøgerne. Han konstaterer yderligere, at disse træk er særligt markante i de områder, som vides at have haft en overvejende jødisk befolkning, men ikke nødvendigvis i områder hvor andre befolkningsgrupper var dominerende. Han konstaterer endvidere, at disse rituelle træk tydeligt går tilbage til hasmonæisk tid men ikke med sikkerhed lader sig følge længere tilbage, til dels på grund af et svagt og mangelfuldt arkæologisk og skriftligt bevismateriale. Som beviserne nu stiller sig, var det i hasmonæisk tid, at disse rituelle træk slog igennem og efterhånden bredte sig til den samlede befolkning og i romersk tid allerede var blevet normen.<ref>Adler (2022)</ref> Det er på denne baggrund, at Jesus må ses: i en tid, hvor mange jøder drømte om og håbede på at genskabe deres egen selvstændige stat, trådte han frem med sit provokerende budskab, at "Guds rige ikke var af denne verden". Ikke nok med det: han udfordrede farisæerne og de skriftkloge, og oven i alt dette ophævede han jøder som Guds udvalgte folk og erklærede enhver, som følger Guds ord og hans påbud som en del af den udvalgte befolkning. I det givne politisk-religiøse klima gjorde det ham farlig for en national jødisk politik, så han måtte stoppes, og det blev han som bekendt. Men det stoppede ikke hans budskab i at blive yderligere spredt, tværtimod. Frem til 70 e.Kr. opstod der ulige retninger inden for jødedommen, hvoraf saddukæerne, farisæerne og essæerne synes at have været de væsentligste. Desuden opstod der en række messianske og apokalyptiske bevægelser. Saddukæerne var en gruppe der var tilknyttet præstedømmet i templet i Jerusalem. I modsætning til farisæerne, som påberåbte sig myndighed på grund af deres lærdom og fromhed, baserede saddukæerne deres særstilling på afstamning og status. Meget tyder på, at de repræsenterede Hasmonæernes klan, der tidligere havde regeret som præstekonger. De nægtede at acceptere læresætninger som ikke direkte var nævnt i ''Torah'', også selv om læren var nævnt et andet sted i Tanakh. Ja, de "anså det for en dyd at debattere" sådanne sager. Et eksempel på en sådan debat findes i Mattæusevangeliet kapitel 22:23-33, hvor de satte Jesus på prøve med hensyn til opstandelsen. Idet saddukæerne opstillede en tænkt situation hvor en enke havde været gift med syv mænd, spurgte de: "Hvem af de syv skal nu have hende til hustru i opstandelsen?" I denne sammenhæng var det selvfølgelig uvæsentligt om den tænkte enke havde været gift 14 eller 21 gange. Jesus svarer: "I opstandelsen gifter mænd sig ikke og kvinder bortgiftes ikke."<ref>Bibelen (1992), s. 1251</ref> Saddukæerne accepterede ikke eksistensen af et liv efter døden, og benægtede derfor også den farisæiske doktrin om en genopstandelse, hvilket netop var den forestilling, som Jesus prædikede. I Markusevangeliet kaptel 12:18-27 omtales en anden version af historien: da Jesus vidste, at saddukæerne ikke accepterede andre inspirerede skribenter end Moses, argumenterede han ved at citere fra ''Torah''. Han sagde: "Med hensyn til at de døde oprejses, har I da ikke læst i Moses’ bog, i beretningen om tornebusken, hvordan Gud sagde til ham: ’Jeg er Abrahams Gud og Isaks Gud og Jakobs Gud’? Han er ikke dødes men levendes Gud."<ref>Bibelen (1992), s. 1281</ref> Saddukæerne ønskede ikke, at en Messias skulle dukke op og lave om på tingene og da de betragtede Jesus som en trussel mod deres position, sammensvor de sig med farisæerne om at slå Jesus ihjel.<ref>Bibelen (1992), s. 1258f, 1352</ref> Farisæerne var kendetegnede ved, at de lagde stor vægt på overholdelse af Moseloven, især renhedsforskrifterne og desuden på "fædrenes overleveringer", som var en betegnelse for hele den mundtlige fortolkning af Moseloven. Bevægelsens etik havde mange detaljerede forskrifter og praktiske anvisninger. Essæerne levede i en slags kommunisme, hvor medlemmerne aflagde tavshedsløfte og ingen måtte besidde ejendom, hverken bolig eller slave, jord eller kvæg. Deres indkomster skulle overlades til en forvalter, som forestod indkøb af det nødvendige og sørgede for mad og underhold til gruppen. De forkastede også ægteskab, alle former for standsforskelle samt slaveri. De var soldyrkere og sendte hver morgen bønner op til solen. Når de havde afføring, gjorde de det inden døre for ikke at "besmitte" sollyset. Af de mange retninger inden for jødedommen overlevede kun den rabbinske jødedom, som byggede på farisæerne og deres lære. Den rabbinske jødedom var kendetegnet ved at hævde, at den skrevne ''Torah'' ikke kan fortolkes korrekt uden henvisning til den "mundtlige" ''Torah'' og den dertil hørende litteratur, der specificerer hvilken adfærd, der er sanktioneret af loven. Med et moderne udtryk var de fundamentalistiske teokrater. Når de andre fraktioner her er nævnt, er det for at vise, at jødedommen langt fra var nogen samlet bevægelse selv op til eller på Jesu tid. Stednavnet "Israel" første gang optræder på en mønt dateret til 66 e.Kr. møntet i forbindelse med jødernes oprør mod romerne.<ref>Lemche (2015), s. 15</ref> Efter oprøret 70 e.Kr. var det for en lang tid slut med jødiske forsøg på at skabe en egen stat. Jesu budskab og det mislykkede oprør førte til, at den jødiske befolkning blev sprængt i tre grupper: den ene gruppe var de traditionelle jøder, som holdt fast ved farisæerne og deres budskab, den anden gruppe var de kristne, som nu satte sig for at udbrede det nye budskab, og den tredie gruppe var judeo-nazaræerne, som fortolkede udviklingen på deres egen måde og mente, at genskabelsen af templet i Jerusalem var en forudsætning for, at Messias ville vende tilbage. De arbejdede i flere hundrede år på dette mål, men da de endelig fik magten i Jerusalem i år 634 og Messias alligevel ikke vendte tilbage, blev bevægelsen omformet til en ny arabisk religiøs bevægelse, som i 749 efter abbasidernes magtovertagelse endte som muhammedismen, komplet med en egen profet, en egen hellig bog og med et nyt religiøst midtpunkt i Mekka.<ref>se ''Muhammedanismen i kildekritisk belysning''</ref> ==== Sammenfatning ==== Hvordan skal begivenhedsforløbet nu fortolkes? Et foreløbigt svar kunne lydes således: det ser ud til, at hebræerne udskilte sig fra kana'anæerne allerede i slutningen af 13. århundrede f.Kr., og at de oprindeligt levede i bjergområderne i den sydlige og mellemste del af Kana'an. De kan have været flygtninge, og de kan være folk, som havde forladt deres hjembyer i lavlandet. Det er muligt, at det netop var denne særstilling som illegale i bjerglandet, der dannede grundlag for, at de udviklede en særlig identitetsfølelse. Denne tilstand varede indtil, at hebræerne under det magttomrum, som fulgte sammenbruddet omkring 1177 f.Kr., først erobrede lavlandet og dernæst etablerede et egentligt kongerige, der imidlertid efter meget kort tid blev delt i to, Israel og Judæa. Deres etnisk-nationale udskillelse var dog åbenbart ikke mere udtalt end, at israelitterne jævnligt synes at have giftet sig med kvinder fra andre stammegrupper. Så langt, vi tør tro Bibelens fremstilling, var de polyteister, det vil sige dyrkede flere guder. Ganske vist var der perioder, hvor der gjordes forsøg på at indføre monoteisme, men dels var der stadige tilbageslag, dels skete disse forsøg på det statslige niveau, mens den almindelige befolkning synes at have fastholdt polyteismen uden afbrydelser gennem flere hundrede år helt frem til og med landsforvisningen til Babylon. Religionsdyrkelsen synes at have udviklet sig fra at have været spredt i de enkelte husstande, landsbyer og stammer hen imod en statslig centralisering med deraf følgende voksende magt for præsteskab og konger. Efter alt at dømme er det først under eksilet i Babylon, at præsteskabet blandt jøderne udvikler en erklæret monoteisme, mens dette ikke synes at være tilfældet for den brede befolkning. Hele jødernes tidligere historie bliver nu omfortolket af præsteskabet i lyset af denne nye religion, og den bliver promoveret og legitimeret af nogle få erklærede profeter. Efter jødernes tilbagevenden til Kana'an efter eksilet i Babylon bliver den nye religion gjort til et redskab for præsteskabets politiske mål: en selvstændig teokratisk stat. Dette mål bliver opnået, men den nye stat varer kun i henved hundrede år, og igennem hele sin eksistens er den præget af interne magtkampe blandt den ledende religiøse elite. Meget tyder dog på, at det først er på denne tid, at monoteismen slår igennem også i den brede jødiske befolknings livsstil og levemåde og bliver det centrale element i israelitternes selvforståelse. Men dette forudsatte og krævede præsteskabet både som den etnisk-religiøse og den statspolitiske magthaver. Efter alt at dømme er det tidligst fra denne tid, at vi kan tale om jødedom i moderne forstand. Men denne udvikling forudsatte, som vi har set, en dramatisk omskrivning af den jødiske historie. Meget måtte udelades eller totalt omskrives. På den anden side blev der indført nye elementer, som næppe har meget med den historiske udvikling at gøre men som gav jøderne en forhistorie så lang som nogen. Niels Peter Lemche har betegnet ''Tanakh'' eller Gamle Testamente som et langt politisk propagandaskrift til fordel for Jerusalem som hovedstad i en jødisk stat og med templet i Jerusalem som det religiøse og politiske midtpunkt.<ref>Lemche (2013), s. 25</ref> Han mener, at dette er sket på et tidspunkt, hvor Sikem endnu var det egentlige midtpunkt med et tempel for samaritanerne, men at dette tempel blev ødelagt, mens samaritanerne blev beskrevet som "et pariafolk" set med jødiske øjne.<ref>Lemche (2013), s. 29</ref> Han antager, at der findes mindelser om denne tidligere tilstand i Josvabogen kapitel 24:1, hvor det israelske folk forenes gennem pagten med Jahve netop i Sikem<ref>Bibelen (1992), s. 269</ref><ref>Lemche (2013), s. 30</ref>, og i Første Kongebog kapitel 12, hvor det også netop er i Sikem, at befolkningen bliver splittet mellem to stater, Israel og Juda.<ref>Bibelen (1992), s. 392f</ref><ref>Lemche (2013), s. 31</ref> Hvis han har ret, kan det både forklare og indirekte bevise hvorfor, at det først er efter hjemvendelsen fra eksilet i Babylon, at Gamle Testamente har fået sin endelige udformning, nemlig som led i en national statsdannende proces, der skulle gøre Jerusalem til den nye hovedstad. Jødernes senere historie falder uden for fremkomsten af ''Tanakh'' og dermed uden for denne behandling, selv om der åbenbart er foregået redaktionelle ændringer i teksten også senere end i den her behandlede periode. === <big>Problemerne med Gamle Testamente</big> === I jødedommen spiller ''Tanakh'' eller Gamle Testamente en flersidet rolle, både som kilde til jødisk historie, til jødisk religion og til moralske begreber i jødisk tankegang. Vi har allerede set på det første aspekt af denne problemstilling og konstateret, at den langt fra kan understøtte traditionen om jøder som et monoteistisk folk. Nu skal opmærksomheden rettes imod ''Tanakh'' som troværdig kilde til jødisk historie. Et passende kildekritisk udgangspunkt ved vurderingen af Gamle Testamentes troværdighed må være de modsætninger, der er mellem dennes fremstilling og de faktuelle kendsgerninger. Der er således ingen beviser for eksistensen af de fem mosebøger før slutningen af 4. århundrede f.Kr. inklusive eksistensen af en person ved navn Moses.<ref>Gad Barnea</ref> Problemerne med teksterne lader sig inddele i tre delspørgsmål:</br> - er der een eller flere forfattere til Tanakh?</br> - er dele af teksterne lånt fra andre kulturer?</br> - er originale tekster blevet forandrede?</br> Svaret er i alle tre tilfælde bekræftende. Der kan derfor være grund til at behandle hvert af dem særskilt. === Forfattere og deres datering === Tekstanalytikere mener, at ''Tanakh'' (Gamle Testamente) er blevet til i tre omgange:</br> - en arkæisk fase: 11.-10. århundrede f.Kr.</br> - en klassisk fase: 9.-6. århundrede f.Kr.</br> - en sen fase: 5. århundrede f.Kr. eller senere.</br> Eksempelvis mener man, at den ældste del af Første Mosebog er historien om Jakobs velsignelse (i kapitel 47), som skal stamme fra arkæisk tid, men størstedelen af resten stammer fra klassisk tid. I en række tilfælde forekommer tilsyneladende dubblerede historier med både ligheder men også klare forskelle. Forskerne mener, at det afspejler sammenskrivning af to eller flere ulige overleveringer. Kildeforskere mener at kunne udskille fire lag i eller snarere forfattere til Mosebøgerne: J: ''Jahvisten'', hvor Gud sædvanligvis kaldes ''Jahve''; et litterært lag der i modsætning til Præsteskriftet er præget af lægmandssynspunkter.</br> E: ''Elohisten'', hvor gudsbetegnelsen er ''Elohim''.</br> D: ''Deuteronomisten'', det vil sige "forfatteren" til Femte Mosebog.</br> P: ''Præsteskriftet'', et litterært lag i mosebøgerne, der antages at være blevet til i præstelige kredse, og som udviser særlig interesse for kultiske forhold. J- og E-teksterne menes nedskrevet efter, at det oprindelige kongerige var blevet delt i to: Israel i nord og Judæa i syd. J-teksterne menes at stamme fra Judæa, E-teksterne menes at stamme fra Israel. J-teksterne dateres til tidsrummet mellem 848 f.Kr. og 722 f.Kr., idet disse tekster omtaler Babylon og Calah (Nimrod) som store byer. Desuden nævnes Edom som en autonom stat, hvilket først skete efter 848 f.Kr. E-teksterne lader sig ikke datere nærmere end til 9. eller 8. århundrede f.Kr. P-teksterne dateres til 6. århundrede f.Kr. og menes skrevet efter, at templet i Jerusalem var revet ned, og jøderne var blevet tvangsforflyttede til Babylon. Dette kan forklare hvorfor, at der ikke findes en eneste henvisning til templet i Jerusalem.<ref>Dinkgreve (2021), kap. 8</ref> Problemet ved en tekstanalyse af ''Tanakh'' er, at teksterne synes at være flettet sammen fra to eller flere oprindelige kilder til een sammenhængende historie. Det formodes, at J- og E-teksterne er blevet sammenskrevne efter 722 f.Kr., da Israel blev erobret af assyrerne, og flygtninge fra Israel i nord kom sydpå til Judæa og bragte deres E-traditoner med sig. Her blev de sammenskrevne til en ny version, JE, der ofte giver et judæisk perspektiv. Men hvordan kan vi skelne imellem de forskellige tekster? Lad os tage nogle eksempler. Under ørkenvandringen lader Moses vand springe fra klippen. I det ene tilfælde sker det uden problemer, i det andet pålægges Moses af Gud at tale til klippen, men han slår på den med sin stav i stedet, og som straf for at have ignoreret dette pålæg får han ikke love til at betræde Kana'an men kun at se det udefra. (exodus 18) J-teksten angiver, at Abraham boede i Hebron, som er en judæisk by, men E-teksten fortæller om Jakobs kamp med Gud i Peni-El, som er en israelsk by. I beskrivelsen af Jakobs sønner nævner J-teksten Judæa, mens E-teksten nævner stammer der var dele af Israel. I E-teksten lader Aron skabe guldkalven til jødernes tilbedelse, men denne historie findes ikke i J-teksten. Præsterne i Judæa hævdes at være efterkommere efter Aron, Moses broder, mens præster i Israel nævner andre levitter. P-teksterne skiller sig ud ved at lægge vægt på love, lige som den tildeler Aron en større rolle, ligestillet med Moses. I ''JE''-teksten er det Moses' stav, som udfører mirakler (Første Mosebog kapitel 4), i P-teksten er det Arons stav (kapitel 7). I P-teksten er Aron den første, som ofrer, mens i ''JE''-teksten omtales flere tidligere ofringer, blandt andre Kain og Abel, Abraham og Isak samt Jakob, mens ingen af disse tilfælde omtales i P-teksten. Det menes, at dette afspejler P-tekstens mål om at give de aronitiske præster eneret på ofringer til Gud. Under ørkenvandringen optræder to uens oprør: i ''JE''-teksten er det Dathon og Abiram, som udfordrer Moses ved at sige, at det ville være bedre for jøderne at vende tilbage til Egypten, men at de opsluges af jorden i et jordskælv. I P-versionen er det levitterne under ledelse af Korah, som udfordrer Aron, men ligeledes dør. Ligeledes omtaler P-teksterne ingen tilfælde, hvor folk besøges af engle eller får visioner, således omtales ikke historien om Josef og han 6 drømmesyner, ej heller de to engle i Sodoma og Gomorra eller Jakobs kamp med Gud. Sigende nok nævnes ordet "profet" kun een gang i P-teksten og da med henvisning til Aron. Vigtigst i denne sammehæng er, at Tanakh ikke er historie men en samling af anekdoter, som er sammenstykkede og omskrevne for at give ''indtryk'' af at være historie. === Lånte historier === Sammenligninger mellem bibelske beretninger og tilsvarende overleveringer fra sumerisk og mesopotamisk kultur viser, at flere af historierne er blevet overtaget herfra, men at de er blevet omskrevne og tilpassede for at passe ind i den myte om jødernes oprindelse og historie, som man ønskede fremmet. Det gælder således blandt andre historierne om skabelsen, om Kain og Abel, om Noa og vandfloden samt om Sodoma og Gomorra. Andre beretninger er tilsyneladende ligeledes lånt fra andre kulturer, således udvandringen fra Egypten, der blev foretaget af et folk kaldet ''hyksos'', ikke af jøderne. Der kan være grund til at nævne nogle af disse beretninger, som jøderne så at sige adopterede. ==== Skabelsesberetningen ==== Den babylonske skabelsesberetning hedder ''Enuma Elish''. Dene kendes blandt andet fra Nineveh i Mesopotamien. Dens hovedtræk er følgende: i begyndelsen var der kun vand: guden ''Absu''s ferske vand og gudinden ''Tiamat''s salte vand. De blev blandede, og fra denne blanding blev født de første guder. Men disse yngre guder forstyrrede deres forældres søvn, så Tiamat sendte i vrede en hær af monstre for at ødelægge dem. Ud af dette kaos trådte ''Marduk'', stormguden og Babylons skytsguddom, som kæmpede imod ''Tiamat'' i en duel. Han affyrede en pil, som skabte hul i hendes mave og splittede hendes hjerte. Der efter skar han hendes krop op i to halvdele: af den ene skabte han himmelhvælvingen, af den anden halvdel jorden. Han satte stjerner i deres konstellationer, han satte månen til at angive månederne og solen til at lyse om dagen. Endelig skabte han menneskene af blod fra en død guddom blandet med ler for, at de kunne udføre det tunge arbejde for evigt.<ref>Dinkgreve (2021), kap. 3</ref> Den jødiske skabelsesberetning er i alle henseender et modstykke til den babylonske beretning: i stedet for flere guder er der kun een gud, i stedet for en skabelseskamp foregår skabelsen i Gamle Testamente med ord, i stedet for at menneskene er slaver for guderne er de i Bibelen skabt i Guds billede. Men der er også ligheder: rækkefølgen med adskillelse af himmelhvælving og den faste jord, fiksering af dag og nat samt tiden og endelig at menneskene skabes sidst i forløbet. Det kan som en sidebemærkning oplyses, at det hebraiske ord i Første Mosebog 1:2 for urdybet, ''tehom'', filologisk er forbundet med ''Tiamat'', saltvandsgudinden i den babylonske skabelsesberetning. Det er muligt, at der også indgår græsk indflydelse på skabelsesberetningens udforming. Når denne fremhæver det varme (lyset), det kolde (mørket), det våde (vandet) og det tørre (landet), så giver det visse mindelser om den græske lære om de fire grundelementer således, som man blandt andet finder den hos Thales af Milet og hos Seneca.<ref>Lemche (2013), s. 26</ref><ref>Lund (1993), s. 76f</ref> ==== Kain og Abel ==== Også den bibelske fortælling om Kain og Abel synes at have rod i to sumerisk myter. I den ene sumeriske myte omtales en hyrde (''Dumuzid''/Tammuz) og en landmand (''Enkimdu''), der begge konkurrerer om gudinden Inannas opmærksomhed. Den bibelske parallel: Ligesom i den sumeriske historie repræsenterer Kain hyrden, mens Abel repræsenterer bonden. Men i stedet for en uafklaret konkurrence eller forsoning tager den bibelske beretning en mørk drejning til brodermord. En anden variant er en sumerisk myte, hvor kvægguden (''Lahor'') og korngudinden (''Ashnan'') skabes af guderne for at sørge for mad og tøj. I disse historier diskuterer de to, hvem der må anses for mest værdifuld for den menneskelige civilisation. Den bibelske parallel er modsætningen mellem den omvandrende hyrde og den bofaste kornavler, men her bruges den til at skabe en søskenderivalisering, der ender i brodermord. Mens sumeriske myter brugte søskende til at fremhæve to byggestene i den menneskelige civilisation og fokuserer på samarbejde eller venskabelig rivalisering, brugte hebraiske forfattere den lånte fortælling til at skildre den syndefulde menneskelige natur, herunder konsekvenserne af misundelse. Forskere antager, at disse velkendte myter sandsynligvis blev integreret i den hebraiske tradition under deres babylonske eksil i det 6. århundrede f.Kr., hvilket tillod forfattere at omarbejde regionale kulturelle temaer, så de passede til deres monoteistiske verdensbillede. ==== Noa og vandfloden ==== Også historien om Noa og vandfloden er overtaget fra andre kulturer. I 1872 fandt man i British Museums store samling fra Assurbanipals bogsamling et store epos kaldet ''Gilgamesh''. I kapitel 11 af dette epos findes en historie, hvis hovedtræk er følgende: guderne beslutter at udrydde menneskene ved at drukne dem, men vandenes gud, Enki, advarer Utu-nipishtim om faren og tilråder ham at bygge en ark og tage sin familie og sit kvæg med ombord, hvilket skete. I seks dage og nætter varer uvejret og oversvømmelsen, men på den syvende dag rammer arken toppen af et bjerg i Armenien. For at undersøge om oversvømmelsen er overstået sendes først en due og så en svale ud, men de vender begge tilbage. Først, da en ravn sendes ud og ikke vender tilbage, viste det, at vandene nu var sunket, og at Utu-nipishtim kunne forlade arken. Det gør han og foretager et takoffer til guderne. Enki bad så den øverste af guderne, Enlil, om at love, at han aldrig i fremtiden ville straffe hele menneskeheden for nogle fås synder, hvilket denne lover. Han rører Uti-nipishtim og dennes hustru på panden og erklærer: "Hidtil har Utu-nipishtim været dødelig. Nu skal han og hans hustru være som guderne; og de skal bo i det fjerne, ved flodernes munding".<ref>Bibby (1971), s. 62f</ref> Lighederne med Bibelens beretning om syndfloden er indlysende til trods for forskellene: navnene er ændrede, de mange guder er erstattet af een Gud, men ellers er beretningen i sine kernetræk den samme. Senere, i 1899 og 1900, viste udgravninger i Nippur i Mesopotamien, at den akkadiske beretning selv havde en forgænger. I 1914 blev fra disse udgravninger offentliggjort en tavle fra Nippur med en lignende beretning, der imidlertid stammer fra Sumer og således er betydeligt ældre end den akkadiske beretning. Tavlen er ukomplet, idet kun den nederste trediedel er bevaret, men syndflodsberetningen er atter den samme, selv om hovedpersonen nu hedder Ziusudra i stedet for Utu-nipishtim. I den sumeriske version ender historien således: "Anu og Enlil viste velvilje mod Ziusudra, liv som en gud giver de ham, evig ånde som en gud bringer de ned til ham. Så kongen Ziusudra, bevareren af planternes navn og af menneskeslægtens sæd, lod de bo i overfartslandet. Dilmuns land, det sted hvor solen står op".<ref>Bibby (1971), s. 64</ref> Pointen her er, at Bibelens syndflodsberetning er et plagiat, ikke en oprindelig historie, men at den inddrages som et led i den rekonstruerede beretning om jødernes historie. ==== Edens have ==== I den sumeriske beretning optræder også det hellige land Dilmun. Dette land beskrives som et sted, hvor rovdyr, sygdom og alderdom ikke eksisterer: I Dilmun tier ravnen,</br> rovfuglen skriger ikke,</br> løven dræber ikke,</br> ukendt er den kid-fortærende vildhund,</br> ukendt det kornædende vildsvin.</br> Malten som enken spreder på taget -</br> himlens fugle opæder ikke denne malt.</br> Duen hænger ikke med hovedet.</br> Den øjensyge siger ikke: "Jeg er øjensyg",</br> den hovedsyge siger ikke: "Jeg er hovedsyg",</br> den gamle kvinde siger ikke: "Jeg er en gammel kvinde",</br> den gamle mand siger ikke: "Jeg er en gammel mand".<ref>Bibby (1971), s. 66</ref> Det har været foreslået, at dette ideelle levested har været forbillede for jødernes opfattelse af Edens have. I dag ved vi, at Dilmun ikke var en myte om Paradis men navnet på en faktisk eksisterende stat med Bahrain som sit midtpunkt, der drev en omfattende handel og søfart fra Indusdalen i øst til Mesopotamien i nordvest. Dette er et sidespring, men hvis det viser sig, at Dilmun er inspirationskilden til Edens Have, vil det være endnu et eksempel på kulturelle traditioner, som jøderne har lånt, adapteret, og inkorporeret i deres egen historiske myte. ==== Babelstårnet ==== Historien om Babelstårnet er velkendt og lyder således: "Hele jorden havde samme sprog og samme tungemål. Da de brød op mod øst, stødte de på en dal i landet Sinear, hvor de slog sig ned. De sagde til hinanden: "kom, lad os stryge teglsten og brænde dem hårde!" De brugte tegl som sten og asfalt som mørtel. Så sagde de: "lad os bygge en by med et tårn, som når op til himlen, og skabe os et navn, for at vi ikke skal blive spredt ud over hele jorden." Herren steg ned for at se byen og tårnet, som menneskene byggede. Så sagde Herren: "se, de er eet folk med samme sprog. Når de begynder at handle sådan, vil intet af det, de planlægger, være umuligt for dem. Lad os stige derned og forvirre deres sprog, så at de ikke forstår hinanden." Så spredte Herren dem derfra ud over hele jorden, så at de måtte holde op med at bygge byen. Derfor hedder den Babel, for dér forvirrede Herren sproget på hele jorden, og derfra spredte Herren menneskene ud over hele jorden."<ref>Bibelen (1992), s. 17</ref> Denne historie synes at være skabt med to formål. Det ene er at forklare hvorfor, at ulige folkeslag taler uens sprog. Men historien har muligvis et andet formål: at nedgøre babylonernes ziggurater (tempeltårne), som antagelig blev lavet som en slags forbindelse mellem himmel og jord. Nebukadnezar II (omkring 605-562 f.Kr.), som erobrede Judah, ødelagde Jerusalem og bragte mange jøder til Babylon, byggede også et ziggurat i syv lag kaldet ''Etemenanki'', hvilket kan oversættes "Himmelens og Jordens Grundvolds Hus".<ref>Dinkgreve (2021), kap. 3</ref> ==== Abraham ==== I Første Mosebog kapitel 12 introduceres Abraham som israelitternes mytiske stamfader.<ref>Bibelen (1992), s. 17ff</ref> Følger man kronologien i Gamle Testamente, skal han dateres til omkring 2100 f.Kr. og således blandt andet før jødernes ophold i Egypten. Men i Første Mosebog kapitel 21 vers 34 hedder det: "Abraham boede lang tid som fremmed i filistrenes land"<ref>Bibelen (1992), s. 27</ref>, og vi ved, at filistrene først ankom til Kana'an i 12. århundrede f.Kr. som en del af de såkaldte "havfolk" (engelsk: ''Sea People''). Dette betyder, at ''enten'' er Abraham en fri opfindelse, som intet har med en historisk person at gøre, ''eller'' også hører han hjemme i 12. århundrede og er israelitternes stamfader, men i så fald eksisterede de ikke som folk, da de angiveligt opholdt sig i og udvandrede fra Egypten. Også aramæerne omtales og stammer ligeledes fra 12. århundrede, hvilket tyder på, at den sidst nævnte forklaring er den rette. Men der er andre problemer med Abraham. Ifølge P-kilden skal han stamme fra Ur i Kaldæa<ref>Bibelen (1992), s. 17</ref> og have draget gennem den frugtbare halvmåne først til Haran (nu Aram, beliggende i Tyrkiet) og senere videre til Kana'an. I de to kilder J og E er Ur ikke nævnt, kun Haran. Det har derfor været antaget, at det er hans oprindelige hjemsted. Det ville kunne forklare hvorfor, at hans forfædre Serug, Nahor og Terah har navne efter landsbyer omkring Haran, som Abrahams broder har navn efter. Det har været foreslået, at benævnelsen "hebræer" skulle oversættes med "hinsides floden", idet Haran ligger på den modsatte, nordlige, bred af Eufrat.<ref>Dinkgreve (2021), kap. 8</ref> Det er påpeget, at samme tradition findes i Josvabogen kapitel 24:2 i omtalen af pagtslutningen i Sikem: "Josva sagde til hele folket: "Dette siger Herren, Israels Gud: I gamle dage boede jeres fædre på den anden side af Eufratfloden, Tera, Abrahams og Nakors far, og de dyrkede andre guder"."<ref>Bibelen (1992), s. 269</ref> Men der er endnu et problem: Kaldæa fik først sit navn i det 8. eller 7. århundrede f.Kr.<ref>Lemche (2015), s. 37</ref> Det er derfor ikke kronologisk muligt, at Abraham kan stamme der fra, hvis han levede forud for den jødiske bosættelse i Egypten. Det betyder tillige, at hele den tradition, som hviler på ham som stamfader til jøderne, tilsvarende skulle forskubbes frem i tid. Snarest viser det hvornår, at traditionen er blevet optaget i den historiske tekst, og antagelig med det formål at forbinde Abraham med Noa og Ararat. Imidlertid savnede Abraham en slægtshistorie, så i Første Krønikebog kapitel 1 får han den. Her hører vi at han er søn af Sem, som på sin side er søn af Noa, som atter er efterkommer af Adam.<ref>Bibelen (1992), s. 446</ref> Men som vi netop har set, er han i Josvabogen søn af Tera.<ref>Bibelen (1992), s. 269</ref> Der er således interne modsætninger i de narrativer, som de ulige slægtslister og narrativer i ulige dele af Gamle Testamente giver. Dette viser, at man har forsøgt at sammenskrive ulige narrativer til et men med ringe held. ==== Sodoma og Gomorra ==== Historien om Sodoma og Gomorras ødelæggelse optræder som et sidemotiv i beretningen om Abrahams liv i Første Mosebog kapitel 18:16-33 og kapitel 19:1-28. Bibelforskere er generelt enige om, at selvom Gamle Testamente ikke direkte "låner" historien om Sodoma og Gomorra fra en specifik sumerisk kilde, deler fortællingen om guddommelig ødelæggelse, guddommelige besøgende og den flammende omstyrtelse af en by slående motiver med tidligere mesopotamisk litteratur og bredere oldtidsmytologi fra Nærøsten. Således "Akkads forbandelse: Ekur hævnet", et akkadisk/sumerisk litterært værk dateret til mellem 2112 f.Kr. og 2004 f.Kr., som beskriver den pludselige ødelæggelse af byen Akkad. Myten blev skrevet hundreder af år efter Naram-Sins liv og er digterens forsøg på at forklare, hvordan det lykkedes for gutianerne at erobre Sumer. Efter en indledende passage, der beskriver Akkads herlighed før dets ødelæggelse, fortæller digtet om, hvordan Naram-Sin gjorde hovedguden Enlil vred ved at plyndre Ekur, der var Enlils tempel i Nippur. I sin vrede kaldte Enlil gutianerne ned fra bjergene øst for Tigris, hvilket bragte pest, hungersnød og død over hele Mesopotamien. For at begrænse denne ødelæggelse, bestemte otte af guderne (nemlig Inanna, Enki, Sin, Ninurta, Utu, Ishkur, Nusku og Nidaba), at kun byen Akkad skulle ødelægges for at skåne resten af ​​Sumer, og de forbandede den. Historien slutter med, at digteren skriver om Akkads skæbne, idet den velstående by lægges i aske i overensstemmelse med gudernes forbandelse. Temaet om guddommelig straf for en bys ''hybris'' eller umoral er således et udbredt motiv i oldtidens verdensbillede. Det kan ikke vides sikkert, om det er denne historie, der har dannet forbillede for Gamle Testamentes historie om Sodoma og Gomorra, men motivet menneskers umoral og manglende respekt for guddommen er det samme. Den bibelske version rummer Abrahams forsøg på at undgå ødelæggelsen, hvis der blot fandtes ti retfærdige indbyggere i byen, men selv så få fandtes der åbenbart ikke. Kun Lot, Abrahams slægtning, reddes fra ulykken: "Da solen stod op over landet, og Lot var kommet til Soar, lod Herren svovl og ild regne ned over Sodoma og Gomorra fra Herren i himlen. Han ødelagde disse byer, ja hele Jordandalen, alle, der boede i byerne, og alt, der voksede på markederne."<ref>Bibelen (1992), s. 25</ref> Naturvidenskabeligt set kunne det være beskrivelsen af en meteorregn eller af nedfald fra et vulkanudbrud. ==== Moses ==== I Anden Mosebog kapitel 2 introduceres den mytiske skikkelse Moses som israelitternes befrier fra trældommen i Egypten. Historien begynder med hans fødsel. Ifølge myten havde farao befalet, at alle drengebørn skulle dræbes ved fødslen, men Moses' moder reddede ham ved at placere ham i en sivkurv, hvor han blev fundet og adopteret af faraos datter.<ref>Bibelen (1992), s. 67</ref> Denne historie er imidlertid utvivlsomt adopteret fra sumerisk tradition, idet en tilsvarende historie fortælles om kong Sargon af Assad.<ref>Dinkgreve (2021), kap. 8</ref> Der er således ingen grund til at tillægge denne del af traditionen nogen historisk baggrund. Senere fortæller Anden Mosebog, at Moses blev pålagt af Gud at føre israelitterne ud af Egypten. Det hedder i den forbindelse, at Gud blandt andet siger til Moses: "Jeg er din faders Gud, Abrahams Gud, Isaks Gud og Jakobs Gud".<ref>Bibelen (1992), s. 69</ref> Her stå vi på ny over for problemet, at henvisningen til Abraham åbenbart er en anakronisme. Det betyder, at der kan rejses tvivl om både den historiske skikkelse Moses og om Mosebøgerne som kilde til israelitternes tidlige historie overhovedet. Kendsgerningen er, at der findes ingen beviser på eksistensen af de fem mosebøger før slutningen af det 4. århundrede f.Kr., herunder eksistensen af en person kaldet Moses.<ref>Gad Barnea</ref> Men den farao, som med stor sandsynlighed fordrev semitterne fra Egypten, hed Ahmoses, hvilket på hebraisk betyder "Moses' broder". Så måske at der er en sammenhæng her. ==== David ==== Kong David spiller en central rolle i narrativet om det "ældste" israelske kongerige. Som vi allerede har set, har meget af historien om ham præg af eventyr. I det følgende vil vi gå bag om dette og dekomponere historien om ham. Skildringen af Davids liv og levned findes i Første Samuelsbog kapitel 16-31 og Anden Samuelsbog kapitel 1-24. I Første Samuelsbog er hans historie blevet indflettet i historien om kong Saul men på en sådan måde, at det er let at udskille tre ulige narrativer:</br> - dem, der handler om David alene,</br> - dem, der handler om Saul alene, og</br> - dem, der handler om både Saul og David.</br> I det følgende vil hovedvægten blive lagt på de narrativer, der alene omhandler David. Disse afsnit fremstiller i høj grad David som en krigsherre, eller om man vil: leder af en bande lejesoldater. Det drejer sig om følgende afsnit:</br> - Første Samuelsbog kapitel 17:12, 14; kapitel 23:1-5, 13 og 14; kapitel 25:2-29, 31-42; kapitel 27: 2-3, 5-11; kapitel 30:1-2, 8-20, 26-31</br> - Anden Samuelsbog kapitel 2:1-4, 11, kapitel 3:2-5, kapitel 5:4, 6-11 og muligvis endnu 2-3 tekststykker. Hvis man udskiller disse tekststeder og læser dem i sammenhæng, så får man følgende historie: David var den ottende og yngste søn af Jesse fra Bethlehem i Juda. Uden udsigt til at arve noget af betydning fra sin fader forlader han tidligt hjemmet og bliver leder af en bande lejesoldater stykket sammen af kriminelle elementer. I denne egenskab tilbyder han sine tjenester til enhver, som vil betale ham for det. Blandt meget andet genvinder han de værdier, som andre banditter havde frarøvet Ziklag, og han går i tjeneste hos filisterkongen Achish. Som følge af sine meritter ender han med at blive udpeget til konge over Juda efter at være flyttet til Hebron. Blandt andet tager han magten i Jerusalem. Dette er i korte træk den oprindelige kernehistorie om David. To jødiske forskere, Ed Greenstein og David Marcus, har påpeget, at denne historie har påfaldende ligheder med historien om to andre personer: Jefta, som omtales i Dommerbogen kapitel 11 og 12<ref>Bibelen (1992), s. 286-288</ref>, samt Idrimi, en personlighed som regerede over bystaten Alalakh ved Tyrkiets sydkyst. I alle tre tilfælde handler historierne om en person uden fremtidsmuligheder, som først drager ud i den store verden og vinder fremgang, og der efter ender som hersker. Ganske vist er der også forskelle: Jefta er søn af en prostitueret og forstødes af sin fader, mens Idrimi efter en familiestrid flygter til sin moders hjemland, men lighederne er for store til at være tilfældige. Nuvel, kernehistorien om David skildrer ham i relation til det sydlige kongerige Juda, ikke i forhold til det nordlige kongerige Israel i de to kongerigers tid. Jacob L. Wright mener derfor, at hele Davis livshistorie er skabt efter, at Assyrien havde overvundet den nordlige stat Israel og har haft til formål at fremstille Juda som den egentlige legitime efterfølger til det forud gående samlede kongerige. For at opnå dette mål blev det nødvendigt at supplere kernehistorien med en tilføjelse, der gjorde David til konge over det samlede kongerige, hvilket var det, der skete ved den senere sammenskrivning med historien om Saul, men samtidig måtte man fjerne mest muligt af den oprindelige historie om lejesoldatføreren, til gengæld tilføjede man de farverige historier om kampen med Goliath, David og hans forhold til Saul, forholdet til Jonathan og Michal, hans flygtningetid, hans militære meritter i udlandet, affæren med Batseba, krigen mod Absalom og om Salomo som hans efterfølger. Alle disse tilføjelser har skullet kompensere for udrensningerne og give hans livshistorie ny farve og nyt fylde.<ref>Wright (2014)</ref> Som man vil forstå, er der næppe noget i skildringen af David og hans liv, som har historisk troværdighed. ==== Josef ==== Davids livshistorie er også interessant af en anden grund: hvis man sammenligner hans livsskæbne med to andre skikkelser i Gamle Testamente, Jakob og Josef, viser det sig, at der er forbløffende ligheder: det er de samme begivenheder, samme personkreds, men i visse tilfælde optræder David nærmest i kontrast til Josef. Det er derfor rimeligt at antage, at den ene må have dannet forbillede, da den andens livsskæbne skulle skildres, men det er usikkert hvem, der har dannet forbillede for hvem. Josef møder vi i Første Mosebog kapitel 37 og 39, hvilken skildring kan sammenlignes med Første Samuelsbog kapitel 16-18. Lighederne er påfaldende: begge hører til de yngste sønner i en større familie, begge er hyrder. Begge skildres som tiltrækkende mennesker. Begge får et tegn på, at de vil blive regenter: David velsignes mens Josef får en drøm herom. Begge får karriere i kongehuset: David hos Saul, Josef hos farao - alt sammen noget, der kunne karakteriseres som jødiske standardeventyr. Men lighederne går videre: begge sendes på en rejse, begge rammes af deres brødres misundelse, og ingen af dem vender hjem. Men der er også modstillinger: hvor David besejrer Goliath og får en kåbe af Sauls søn Jonathan, så bliver Josef netop frataget den kåbe, der markerer, at han er sin faders favorit. Fælles for begge er også deres affærer med gifte kvinder: David med Bathsheba og Josef med Potifars hustru, men hvor David faktisk begår utroskab, så gør Josef det netop ikke, så her ser vi atter kontrasten mellem de to fremhævet. Lighederne fortsætter, når vi inddrager de kvindelige skikkelser: Tamar og Dinah. Både Davids datter Tamar og Jakobs datter Dinah bliver voldtaget, men i begge tilfælde reagerer deres fædre med udtalt passivitet, mens deres brødre i begge tilfælde reagerer med vrede. I begge tilfælde begrundes deres ulykkelige skæbner med de synder, som tidligere er blevet begåede. Endelig har forskerne peget på, at de samme sætninger genfindes i begge historier:</br> - "alle skulle gå ud" (Første Mosebog 45:1 og Anden Samuelsbog 13:10</br> - "kom og lig hos mig" (Første Mosebog 39:8 og Anden Samuelsbog 13:12</br> - "lang ærmekjole" (Første Mosebog 37:4 + 23 og Anden Samuelsbog 13:18</br> Parallellerne er flere, men det anførte turde være tilstrækkeligt til at vise, at de to skildringer næppe er blevet til uafhængigt af hinanden.<ref>Kline (2024)</ref> En ikke ringe del af Første Mosebog, fra kapitel 37 til og med kapitel 50 handler om Josef og hans meritter. Men som vi har set er der ingen grund til at tro, at disse dækker over nogen historisk virkelighed. Således er historien om Josef og Potifars hustru i kapitel 39 mere eller mindre kopieret fra og omskrevet på grundlag af en egyptisk fortælling om to brødre, der ragede uklar, da den ene broders hustru forsøgte at forføre den anden.<ref>Bibelen (1992), s. 50f</ref><ref>Lemche (2013), s. 26</ref> Det kan tilføjes, at Josef antagelig har dannet forbillede for Daniels Bog. Atter ser vi klare paralleller: to personer af fornem byrd, der fra deres hjemland ender i et fremmed land, hvor de begge opnår en høj stilling ved det kongelige hof i kraft af deres evner som drømmetydere. Og i begge tilfælde er der dobbelte drømme, om den nærmeste fremtid og om en noget fjernere fremtid.<ref>Wesselius (1999), s. 29</ref> Fælles for dem er også, at de introduceres som følge af et guddommeligt løfte.<ref>Wesselius (1999), s. 30</ref> I narrativ sammenhæng er formålet med historierne om Josef ganske enkelt at danne det bindeled, der skulle give en forklaring på hvorfor, at jøderne var kommet til Egypten.<ref>Thompson (2014), s. 9</ref> ==== Græske narrativer ==== Men det er ikke kun fra Sumer og Mesopotamien at Gamle Testamenter har lånt narrativer. Nogle kildekritikere tilhørende den såkaldte "Københavnerskole"<ref>Lemche (2014), s. 98-120</ref> har peget på, at også græske narrativer har ydet deres bidrag, lad os tage nogle eksempler: Jan-Wim Wesselius har foretaget undersøgelser, der viser, hvordan Første Mosebog og Anden Mosebog afspejler Herodots skrifter, især sidstnævntes beretning om persiske kongers liv. Han sammenlignede i detaljer lighederne mellem Josef og Kyros, og især mellem Moses og Xerxes. Josef og Kyros har begge drømme, bliver afsløret for at dø, går i eksil, bliver skjult i en periode og bliver konger, når deres identitet afsløres. Moses og Xerxes drager ud for at erobre enten Kana'an eller Grækenland og krydser vand med deres folk. Mange andre detaljer nævnes, såvel som sammenligninger mellem Terah og Phraortes (en medisk konge), Abraham og Kyaxares (en medisk konge), Isak og Astyges (en medisk konge) og Jakob og Mandane (Kyros' mor).<ref>Wesselius (1999), s. 24-77</ref><ref>Wesselius (2002), s. 6-47</ref> Philippe Guillaume mener, at kreative skrivere i Alexandria i det andet århundrede f.Kr. indsatte dommere i Mosebøgernes historie, hvilket afspejlede et politisk-ideologisk behov hos de hasmonæiske herskere i Palæstina. Det formodes, at indsættelsen af disse dommere var inspireret af Hesiods ''Værker og Dage'', især afsnittet om heltene, som Hesiod indsatte i de fire tidsaldre. Det modsvarer den måde, hvorpå dommere blev indsat i den jødiske historie. Det synes at have haft et dobbelt formål: dels at underminere påstande om arveret til magten fra efterkommere af kong Davids dynasti, idet historier om heroiske dommere nu optræder før kongerne David og Salomon og dermed med større ælde, dels at hjælpe de hasmonæiske herskere, der netop ikke kunne hævde at have nogen afstamning fra David som grundlag for deres påstande om et messiansk styre.<ref>Guillaume (2014), s. 147-164</ref>. Katherine Stott har påpeget, at Davids opstigning, som skildret i Første Samuelsbog kapitel 16-31 og i Anden Samuelsbog kapitel 1-8, muligvis er inspireret af den fortælling, der beskriver Kyros' opstigning til Persiens og Mediens trone i teksten i Herodots Historier. Hun ser følgende paralleller:</br> - Kyros og David starter begge under ydmyge kår,</br> - begge træder ind i den forrige konges hof,</br> - i begge tilfælde bliver den pågældende konge jaloux på dem,</br> - i begge tilfælde bliver de truet med døden af ​​den pågældende konge,</br> - begge flygter fra hoffet,</br> - begge bliver folkelige ledere,</br> - i begge tilfælde hopper en allieret af,</br> - begge tilraner sig kongerigets herredømme,</br> - begge får succes på grund af deres militære dygtighed,</br> - begge skåner den gamle konges liv i en periode,</br> - der er et tragisk element i den forrige konges fald i begge tilfælde, og</br> - i begge tilfælde er udfaldet dannelsen af ​​en ny politisk enhed.</br> Stott bemærkede, at denne græske tekst kun i den hellenistiske æra ville have været tilgængelig for den bibelske forfatter.<ref>Stott (2002), s. 62-71, 77-78)</ref>. Også Hesiod menes at være blandt inspirationskilderne. Hans ''Theogoni'' (Oldgræsk: Θεογονία), det vil sige "gudernes slægtsforskning eller fødsel" menes at have inspireret til skabelsesberetningen i Første Mosebog, og hans ''Kvindernes Katalog'' (oldgræsk: Γυναικῶν Κατάλογος) – også kendt som ''Ehoiai'' (oldgræsk: Ἠοῖαι), et fragmentarisk græsk episk digt, i hvilket "kvinderne" i titlen var faktisk heltinder, hvoraf mange lå hos guder og angiveligt fødte heltene fra græsk mytologi, menes at være blandt forbillederne for de genealogier, der findes i hele Første Mosebog kapitlerne 1-11 det vil sige til og med omtalen af Noas efterkommere.<ref>Gnuse (2017)</ref>. Fortællinger i Første Mosebog kapitlerne 1-11 kan også vises at have betydelige paralleller med beretninger nedskrevet hos græske historikere, således Hekateus fra Milet (''Periegesis'' og genealogier) og Herodot fra Halicarnassus (''Historie''), herunder skildringer af menneskelige leveveje (Første Mosebog kapitel 4:20-22), de tre sønner af en syndflodshelt, der er menneskehedens forfædre (Første Mosebog kapitel 9:18-19 og kapitel 10:1-32) samt plantningen af ​​en vingård (Første Mosebog kapitel 9:20-27).<ref>Bibelen (1992), s. 15f</ref><ref>Gnuse (2019)</ref> Ældre latinske traditioner, der ligger bag beretningerne i Ovids ''Fasti'' 5, 493-544 og ''Metamorfoser'' 8, 625-725, kan have inspireret fortællingerne om de budbringere, der fortæller Abraham om hans kommende søn, og de budbringere, der advarer Lot om at forlade Sodoma i Første Mosebog 18:1-15; 19:12-26. <ref>Gnuse (2017)</ref>. Det er foreslået, at en fortælling om Democedes af Kroton i Herodots ''Historie'' 3, 125-132 kan have givet anledning til fortællingen om Josef, der fortolker faraos drømme i Første Mosebog 41:1-36<ref>Bibelen (1992), s. 52-54</ref>, hvilken igen har inspireret til drømmeberetningerne i Daniels Bog<ref>Bibelen (1992), s. 1104-1112</ref><ref>Gnuse (2010)</ref>. Den korte fortælling om den store kriger Achilleus' ædle, talende heste i ''Iliaden'' 19, 395-424 kan være løst overtaget og indpasset i beretningen om Bileams æsel i Fjerde Mosebog kapitel 22:22-35, hvor et simpelt æsel bringer skam over en tåbelig profet.<ref>Bibelen (1992), s. 181</ref> Talende dyr er langt mere almindelige i græsk litteratur end i Bibelen. <ref>Gnuse (2017)</ref> Ofrelsen af ​​Ifigenia i to skuespil af Euripides omkring 400 f.Kr.: ''Ifigenia blandt Taurierne'' og ''Ifigenia i Aulis'', kan have inspireret beretningen om Jeftas ofring af sin datter i Dommerbogen kapitel 11:30, 34-40, som synes at være indsat i beretningen om Jeftas kamp mod ammonitterne. <ref>Gnuse (2019)</ref> Arrian fra Nicomedia, en græsk historiker fra 2.århundrede f.Kr. har skrevet en beretning om Alexander den Store, herunder om det spildte vand i Anabasis af Alexander i Sjette bog kapitel 26.1-3. Denne skildring kan have inspireret en lignende historie om David i Anden Samuels Bog 23:15-17. Davids handling med at hælde det vand ud, som hans modige soldater hentede bag fjendens linjer, virker ikke som en fornuftig historie, mens Alexanders handling i den gedrosiske ørken i Balochistan, hvor tørst virkelig er et problem, gør.<ref>Gnuse (1998)</ref>. I flere tilfælde kan det sandsynliggøres, at disse broderende fortællinger optræder som et vedhæng til ældre beretninger og måske af samme grund er placeret i slutningen af ​​bibelske bøger, hvor de ser ud til kun med en løs forbindelse at have været knyttet til bøgernes hovedfortællinger. Dette gælder især i Dommerbogen, hvor fortællingerne i Dommerbogen kapitel 13-16 om Samson ser ud til at være skrevet i en helt anden stil end resten af ​​Dommerbogen. Et stort antal forskellige græske legender om Herakles synes at have haft indflydelse på Samson-fortællingerne i Dommerbogens kapitel 13-16 og må være kommet til på et sent tidspunkt, sandsynligvis i den hellenistiske tid. Der er alt for mange græske paralleller inden for disse fire kapitler til, at de kan afvises som blot tilfældige fortællingshistoristiske sammentræf.<ref>Gnuse (2018)</ref> Afsnittene i Dommerbogens kapitel 17-21 om Mika, om Dan-stammens udvandring til Lakash samt om Benjamitternes skændselsdåd fremstår ligeledes som tilføjede tillæg til resten af ​​bogen, og netop dér finder vi beretningen om kvinderne, der blev kidnappet fra Silo. "Voldtagelsen af ​​de sabinske kvinder", en gammel fortælling som findes omtalt hos Titus Livius i hans ''Historie'' bind 1 kapitel 9:1-16) og hos Plutarch i hans ''Parallelle Liv'' (oldgræsk: Βίοι Παράλληλοι), en serie på 48 biografier over kendte mænd i afsnittet om Romulus, kan have været forbillede for historien Benjamitterne og de bortførte piger i Dommerbogen kapitel 21:1-24.<ref>Bibelen (1992), s.300</ref><ref>Gnuse (2007)</ref> Fortællingerne om Josef, Bileam og Jefta kunne være blevet placeret i den bibelske tekst i den persiske periode kort efter 400 f.Kr., såvel som bibelske tekster i Første Mosebog 1-11 med Hesiod, Hekateus og Herodot som inspirationskilder. Men de andre fortællinger synes mere sandsynligt at have deres oprindelse fra hellenistisk tid, og man kan derfor argumentere for, at alle disse tekster opstod samtidigt og derfor må høre hjemme i den hellenistiske tid. Anden Samuelsbog kapitel 21-23 synes også at være et appendiks, og heri finder vi David, der hælder det vand, han har modtaget fra sine krigere, ud. Dommerbogen kapitler 13-21 og Anden Samuelsbog 21-23 kunne derfor være blevet føjet til Femte Mosebogs historier på et meget sent tidspunkt. Historierne om Josef i Første Mosebog kaptel 39-50, der skulle forklare jødernes ophold i Egypten, ses af forskere som en sen tilføjelse fra omkring 400 f.Kr. eller senere, hvorfor Herodots indflydelse på Josefs drømmetydning er sandsynlig. Andre beretninger ser ud til at være blevet indsat noget ujævnt midt i deres fortællende kontekst. Dette er tydeligst i beretningen om Jeftas ofring af sin datter, som synes at være indsat midt i Jeftas slag i Transjordan, og fortællingen om Bileam og hans æsel, som fremstiller Bileam som en helt anden person end den, der findes i resten af ​​Fjerde Mosebog 22-24. Historien om de tre engle, der besøger Abraham og pludselig kun bliver to i antal, da de besøger Lot, har modsvarende romerske beretninger, hvor der er henholdsvis tre og to engle i fortællingerne fra Ovid. Desuden vidner detaljerne i dialogen i Første Mosebog kapitel 18 og 19 også om en senere tids skrivestil. Således synes indflydelsen fra klassiske romerske og græske beretninger at være mest sandsynlig i historier, der synes at være senere tilføjelser og indsættelser i hovedhistorierne. Foruden indholdsmæssige ligheder er der også opbygningsmæssige ligheder. Daniel Hawk bemærkede, at Aischylos' ''Orestia'' og Gamle Testamentes narrativ fra Første Samuelsbog kapitel 8 til Anden Kongebog kapitel 8 deler sammenlignelige struktur og karakterer, idet begge har et tredelt skema og begge bruger metaforer til at afspejle overgangen fra et slægtskabssamfund til et borgersamfund: mens Agamemnon og Saul afspejler den gamle samfundsorden, viser Orestes og David overgangstiden, og Athena og Salomon indfører den nye samfundsorden. Forfatteren til Femte Mosebog brugte ''Orestia'' som model for sine "modtagne traditioner vedrørende det israelitiske monarki". Hawk mener, at den hellenistiske tid kan have været det tidspunkt, hvor den bibelske forfatter havde adgang til og også brugte Aischylus' skrifter.<ref>Hawk (2003), s. 73-88</ref> Wesselius har undersøgt slægtsforbindelserne i skildringerne af patriarkerne i Gamle Testamente, især omkring Moses, og omkring Xerxes som skildret hos Herodot og finder forbløffende overensstemmelser, idet der for begge findes den samme slægtsstruktur i fem slægtsled, lige som deres geografiske forbindelser med henholdsvis Lydien og Egypten nøjagtig svarer til hinanden i hvert enkelt slægtsled.<ref>Wesselius (2013), s. 55 og 73</ref> Disse og andre eksempler er blevet fremhævet af nogle forskere, der generelt er enige om, hvordan hellenistisk litteratur formede den oprindelige historie efter 300 f.Kr. eller endda efter 200 f.Kr., i den makkabæiske æra. Larsson mener, at de bibelske beretninger blev skabt i det ptolemæiske Egypten i det andet århundrede f.Kr. og påvirket af betydelige græske historikere fra det tredje århundrede f.Kr., så som Berossos, Manetho og Eratosthenes.<ref>Larsson (2004), s. 296-311</ref> På grundlag af sådanne iagttagelser mener Niels Peter Lemche, at Dommerbogen og sikkert også andre dele af Gamle Testamente først er blevet skrevet eller har fundet deres endelige form omkring 272 f.Kr.<ref>Lemche (2024)</ref> Etienne Nodet vurderer, at Mosebøgerne opstod i begyndelsen af ​​det tredje århundrede f.Kr., mens profeterne og nogle af skrifterne blev skabt i det andet århundrede f.Kr.; disse tekster blev udformede i Alexandria under hellenistisk indflydelse.<ref>Nodet (2014), s. 36-55</ref> Emanuel Pfoh mener, at selvom den primære historie blev skabt i den hellenistiske æra, stammer nogle traditioner fra den assyriske og persiske tid og blev udviklet af krønikeskrivere gennem årene, men grundlæggende blev teksten formet under hellenistisk indflydelse.<ref>2014; s. 23, 33-35</ref> Hvordan det nu forholder sig, står det klart, at både den sene tilblivelse og dens mulige motiver undergraver store dele af Gamle Testamente som en troværdig historisk kilde. Det er muligt, at der findes en historisk kerne, som over tid er blevet udbygget og pyntet på med narrativer hentet fra græske traditioner, men indtil videre må det konstateres, at næsten alt i Gamle Testamentes narrativer lader sig betvivle med hensyn til troværdighed. Mest afgørende i denne sammenhæng er det imidlertid, at hvis disse kritikere tilhørende "Københavnerskolen" har ret, så betyder det, at ''Tanakh'' eller Gamle Testamente langt fra var færdigskrevet endsige færdigredigeret, da jøderne vente tilbage til Jerusalen efter eksilet i Babylon. Forud ventede endnu en lang redigeringsproces, og det kan også forklare hvorfor, at vi skal helt frem til 2. århundrede f.Kr. (eller tidligst 3. århundrede f.Kr.) før, at jøderne udviser noget kendskab til deres religiøse skrifter. Forklaringen er den enkle, at først da havde skrifterne nået et så fuldendt udseende, at de lod sig anvende i den national-politiske propaganda. ==== Hyksos-problemet ==== Mens arkæologerne med rimelig sikkerhed tør fastslå, at der fandtes en særlig israelitisk befolkning fra omkring 1200 f.Kr., så er der mere usikkerhed om tiden forud. Hovedspørgsmålet kan formuleres således: er jødernes ophold i og udvandring fra Egypten en historisk begivenhed eller ej? Holdningerne spænder fra fuldstændig afvisning af denne historie til ubetinget tilslutning. For at løse problemet må vil opspalte det i tre delspørgsmål:</br> - kan der påvises et ophold af en semitisk befolkning i Egypten?</br> - hvis ja: inden for hvilket tidsrum?</br> - hvis ja: var det israelitter eller ej? Det umiddelbare svar på spørgsmålet er, at der faktisk findes oplysninger om en fremmed befolkning i Egypten. Men denne befolkning, kaldes af egypterne selv ''Hiku-khasut'', det vil sige "ørkenfyrsterne" (hvilket på græsk er blevet til ''hyksos''<ref>Bibby (1978), s. 96</ref>, og denne benævnelse bruges almindeligvis og derfor også her), ikke "hebræerne", "jøderne" eller "israelitterne", og ingen af disse betegnelser kendes i samtiden, end ikke fra Kana'an. Forskerne mener at kunne fastslå, at disse ''hyksos'' ankom fra øst til Egypten i det 18. århundrede f.Kr., regerede over Egypten i det 17. og 16. århundrede f.Kr. men senere forsvandt igen. Der er fundet en grav rejst over en mand ved navn ''Aper-El'', det vil sige "El's tjener", som tjente hos faraonerne Amenhotep III og Akhenaten i det 14. århundrede f.Kr.<ref>Dinkgreve (2021), kap. 8</ref> Et passende udgangspunkt for vurdering af udvandringens troværdighed kan være Simcha Jacobovici og hans film "''The Exodus decoded''". Heri giver han blandt andet en omfattende dokumentation, som nok kan være en nøjere gennemgang værd. Simcha tager udgangspunkt i bibelkritiske afvisninger af udvandringen, som traditionelt blev dateret til 1270 f.Kr. det vil sige i Ramses II's regeringstid men hvor der ingen beviser for en sådan begivenhed findes. Simcha mener, at denne datering er forkert, og at den korrekte tidsfæstelse er omkring 1500 f.Kr. Som beviser for denne tidsfæstelse anfører han følgende: ''Hyksos''-folket skulle være kommet til Egypten omtrent 200 år før, at de atter udvandrede, det vil sige 1700 f.Kr. I en grav i Beni Hassan ved Nilen omkring 400 km syd for Cairo findes et vægmaleri, som antagelig viser en indvandring til Egypten. Befolkningen er semitter med skæg, flerfarvede dragter og med benævnelsen "''Amo''". I ''Tanakh'' (Gamle Testamente) anvendes benævnelsen "''Amo Israel''", det vil sige "Guds folk". Benævnelsen er den samme og deres ophold passer nøje med traditionen. ''Hyksos''-folkets hovedstad var Avaris, der ligger i Nilens delta nord for Cairo. Avaris er blevet udgravet af professor Manfred Bietak fra Wien. Han har blandt andet fundet 9 seglstamper med navnet "Jakob", hvilket nøje svarer til den bibelske tradition om faraos betroede mand, Josef, der netop var søn af Jakob. Ifølge traditionen ender indvandrerne som slaver. I Serabit El Khadim i Sinai-ørkenen blev udvundet tyrkis-sten i miner ved slaveri. I en af disse minder findes en alfabetisk (ikke-egyptisk) indskrift på væggen: "El, hjælp mig". ''El'' var navnet på en semitisk guddom. En stele rejst af farao Ahmoses og dateret til omkring 1500 f.Kr. fortæller om blandt andet storm og mørke i overensstemmelse med den bibelske tradition, og den nævner gud i ental. Ahmoses er kendt for at have udvist ''hyksos''-folket. Navnet Ahmoses betyder på egyptisk "månen er født" men på hebraisk "Moses' broder". Omkring 1500 f.Kr. indtraf et stort vulkanudbrud på øen Santorini i det græske øhav. Simcha mener, at det var denne begivenhed, som udløste udvandringen, og at den også kan forklare Egyptens ti plager. Hans argumentation herfor er følgende: I Avaris er fundet vulkansk pimpsten dateret til omkring 1500 f.Kr. Dette viser (om ikke andet) at Egypten blev påvirket af netop dette vilkanudbrud. Vulkanudbruddet og tilhørende jordskælv havde følgende bivirkninger:</br> - vandet bliver rødt. Årsagen er, at rust frigøres ved gasudbrud fra bunden og opblandes i vandet. Dette skete blandt andet i 1986 ved Nyos-søen i Cameroon.</br> - frøer. Hopper ud af vandet, når det bliver forurenet.</br> - lus, fluer og epidemi følger som eftervirkninger af miljøkatastrofen</br> - sår og bylder. Disse kendes ligeledes fra Nyos-begivenheden i 1986.</br> - hagl. Is og ild = "vulkansk hagl" omtales i den såkaldte Ipuwer-papyros og skyldes, at vulkansk aske blandes med vand i atmosfæren.</br> - græshopper. Bringes på vandring på grund af klimaændringen.</br> - mørke. Skyldes en askesky, der fra vulkanudbruddet bredte sig til Nilens delta, hvilket er bevist ved korn af asken fundet af Jean-Daniel Stanley fra Smithsonian Institute.</br> - førstefødte sønner døde. Skyldes at CO_² frigøres fra jordens indre og lægger sig lige ved jordens overflade. Da de ældste priviligerede sønner sov på en lav seng, blev de dræbt af gassen, mens andre børn der sov på de flade tage aldrig blev berørt inden, at gassen opløstes igen. Noget tilsvarende blev observeret i Nyos. Yderligere er der udgravet massegrave i Avaris, som kun omfatter personer af mandkøn og ikke krigere. Og Ahmoses' egen søn døde som 12-årig (hans begravede lig er fundet).</br> Ifølge Simcha er alle disse begivenheder således naturlige mulige følger af vulkanudbruddet. [[Fil:Stele_of_Grave_Circle_A_Mycenae_NAMA_1428.JPG|200px|thumb|Gravstele fra Mykene, der viser Farao, som forfølger Moses. De er omgivet af vand på begge sider.]] Velkendt er historien om havets deling.<ref>Bibelen (1992), s. 82</ref> Den korrekte formulering i Bibelen er "Yam Suf", det vil sige Sivhavet. Men siv vokser ikke i saltvand, så der er tale om en stor sø. På Ismailia Regional Museum findes en granitsten med en indskrift i hieroglyffer, ''El Arish''-indskriften, der fortæller om udvandringen set fra faraos side. Her kaldes lederen for "ørkenprinsen". Mere bemærkelsesværdigt er det, at indskriften også fortæller, at vandene delte sig (markeret som bølger + 2 knive), og at indskriften nævner stedet for denne begivenhed: ''El Balah'', en nu tidligere sø beliggende øst for Avaris nær overgangen til Sinai-ørkenen. Simcha mener, at som følge af de tektoniske forskydninger og deraf følgende jordskred løftede den afrikanske plade sig 1-2 meter og skabte en landkorridor, men kort efter fulgte en tsunami, som druknede faraos hær. Simcha peger på et vægmaleri på Santorini, som viser en sejlads fra en by omgivet af mure. Simcha mener, at den viste by er Avaris, idet der her også er fundet minoiske vægmalerier, hvilket vidner om handelsforbindelser. En del af udvandrerne skulle således være draget til Grækenland. I Mykene er fundet guldgenstande og sværd i en grav dateret til 1500 f.Kr. De kan stamme fra sådanne udvandrere. Desuden er fundet tre gravsten med billeder visende først en mand på en stridsvogn, der forfølger en gående mand omgivet af bølger, dernæst at den gående mand er nået højere liggende land og har vendt sig imod stridsvognen, og endelig at stridsvognen drukner i bølgerne. Billederne viser, let forenklet, faraos forfølgelse af Moses. Det er i bogstaveligste forstand en tegneserie om begivenheden. Simcha peger dernæst på, at jordskælv kunne have ført til, at gas og olie blev frigivet og måske blev antændt, og derved gav anledning til røgsøjler om dagen og ildsøjler om natten svarende til beretningen i Anden Mosebog kapitel 13 vers 21-22: "Herren gik foran dem, om dagen i en skysøjle for at føre dem på vejen og om natten i en ildsøjle for at lyse for dem, så at de kunne gå både dag og nat. Skysøjlen fjernede sig ikke fra folket om dagen og ildsøjlen ikke om natten."<ref>Bibelen (1992), s. 81</ref> Endelig mener Simcha at kunne påvise, hvor bjerget Sinai lå. Og han mener at have fundet billedlige gengivelser af Pagtens Ark - i Grækenland af alle steder! Så langt Simcha. Det giver anledning til en række spørgsmål: er begivenheden fejldateret? Det er der faktisk en del, der tyder på. Begivenheden fandt efter alt at dømme sted omkring 1500 f.Kr. Kan et vulkanudbrud være forklaringen på begivenhedsforløbet? Svaret må være, at det er muligt, i hvert fald er der intet, som tyder på, at det ikke kunne være tilfældet. Var dette ''hyksos''-folk ''Amo'' og var det semitter? Ja, det er sandsynligt. Var det også israelitter? Det er muligt, men ikke sikkert. Vi har tidligere fastslået, at Gamle Testamentes historie om udvandringen fra Egypten tidsmæssigt er uforenelig med historien om Abraham som israelitternes stamfader, idet hans ophold i filistrenes land er flere hundrede år yngre end udvandringen. Og det forbliver uforklarligt, at et folk, som kaldte sig selv Israel, ikke optræder under dette navn men af Egypterne kaldtes henholdsvis ''Amo'' og ''Hyksos''. Historien om ''exodus'' eller udvandringen fra Egypten kendes ikke fra Elephantine, en jødisk by i Egypten fra 400-tallet f.Kr., hvilket kunne tyde på, at denne tradition i jødisk historieforståelse enten må være yngre end denne tid eller endnu ikke spillede den rolle i jødisk selvforståelse, som den senere fik. Hvis man vil være besværlig, kan man opstille følgende alternative hypotese: udskibningen fra Egypten til Mykene eksisterer ikke i det bibelske narrativ. Hvis man alligevel forudsætter, at det afspejler en historisk kendsgerning, så kunne disse udvandrere, ''hyksos'', have taget hele traditionen med sig og billedligt gengivet den på deres gravsteler. Da "havfolket" (som beviseligt stammer fra Grækenland foruden andre steder) langt senere, omkring 1177 f.Kr., kom til Palæstina, bragte de traditionen med sig. Det er her fra, at jøderne senere overtog den, omformulerede den til en ørkenvandring med Moselov og hele molevitten og dermed tillige skrev det oprindelige folk ud af beretningen og satte sig selv ind i stedet som led i en selvskabt historisk tradition. Der er selvsagt ingen beviser for en sådan udvikling, men der er heller intet, som modsiger den, og den ville forklare årsagen til, at traditionen åbenbart overlevede i Mykene. Og hvad mere er: det kunne forklare hvorfor, at folk fra Middelhavets nordlige kyster søgte øst- og sydpå (i stedet for vestpå), da deres hjemlige forhold ikke tillod dem at blive boende, hvor de var. Et indicium for, at teorien kunne være rigtig, er det forhold, at Mykene var et handelscentrum i tiden 1600-1100 f.Kr. blandt andet med handelsforbindelser til Levanten. Blandt de forhandlede varer var genstande af elfenben fundet i Megiddo, der viser handelsforbindelser til Det Ægæiske Hav, Kypern, Hittitterne samt Egypten.<ref>Novacek (2011), s. 47f</ref> Det indebærer, at "havfolket" meget vel kan have haft handelsforbindelser med Levanten tidligere og derfor kendte til områdets frugtbarhed inden, at de udvandrede dertil. Et andet mindre indicium er, at de eneste antikke indskrifter, hvor personer kalder sig selv for "israelitter", findes på øen Delos i Grækenland og viser, at de var kommet dertil fra Kreta. Det fremgår også, at de hyldede bjerget Gerizim (ved Nablus, på Vestbredden) som deres helligdom, hvilket indebærer, at de efter alt at dømme egentlig var samaritanere. Ganske vist er både Delos-indskrifterne og Gerizim-templet langt yngre og stammer fra persisk eller græsk tid<ref>Hjelm (2015), s. 228-230</ref>, men det er rimeligt at spørge, om de afspejler og er følger af langt ældre forbindelser. Hvis det forholder sig således, kan ''hyksos''-folket oprindeligt have været samaritanere. Til støtte for denne antagelse tjener, at samaritanerne i deres selvforståelse betragtede sig som efterkommere af Josef og hans sønner Manasse og Efraim, hvilket er bevidnet af Josefus.<ref>Hjelm (2015), s. 228</ref> I denne forbindelse bør nævnes to forhold, som kan understøtte denne tradition: dels ved vi, at bystaten Samaria havde en forgænger i Shechem, som mindst lader sig føre tilbage til 14. århundrede f.Kr.<ref>Lemche (2024), s. 3</ref> Det er altså muligt, at denne nye statsdannelse kunne være etableret af ''hyksos''-folket, hvis de udvandrede til Kana'an i stedet for at tage på ørkenvandring. Dels er der store overensstemmelser imellem de to trosretninger, samaritanismen og jødedommen.<ref>Hemmer-Gudme (2015), s. 262</ref> Dette indebærer, at de oprindeligt har været een tradition, men at der senest i 2. århundrede f.Kr. er indtrådt et brud, antagelig fordi samaritanerne holdt fast ved Gerizim som det hellige sted, mens jøderne gjorde Jerusalem til deres religiøse centrum.<ref>Hemmer-Gudme (2015), s. 262f</ref> Endelig må nævnes, at ''Eqwesh'' - en af "havfolkets" folkegrupper, der menes at samme fra det Ægæiske Hav - ifølge en indskrift i Karnak som de ''eneste'' blandt indvandrerfolkene skulle være omskårne, hvilket stærkt taler for, at de havde en oprindelse i kana'anæisk kultur. Vi kan måske underbygge denne antagelse med de såkaldte Amarna breve opkaldt efter Tell el-Armarna, Akhnatens hovedstad i det 14. århundrede f.Kr.<ref>Waterhouse (2001), s. 31</ref> Disse breve omhandler mange emner, men et af dem er ''habiru'', de lovløse i Kana'an på denne tid. Af brevene tør udledes, at de var modstandere af kongedømmet<ref>Waterhouse (2001), s. 32</ref>, at de havde et kerneområde i det gallilæiske bjergland<ref>Waterhouse (2001), s. 34</ref>, og at de var indvandrere.<ref>Waterhouse (2001), s. 41</ref> Det er tænkeligt, at en del af disse ''habiru'' var de samme ''hyksos''-folk, som havde forladt Egypten og nu var vendt tilbage til Kana'an. Særlig bemærkelsesværdigt er et af disse breve, der oplyser, at Shechem frivilligt og uden kamp havde sluttet sig til dem.<ref>Waterhouse (2001), s. 38</ref> Når man betænker, at Sechem var hovedstad i Samaria, så må man spørge, om de senere samaritanere udviklede sig som et blandingsfolk af landets oprindelige indbyggere og disse indvandrere? Læg dertil at Josef benævnes som hebræer fra hebræernes land i Første Mosebog kapitel 40:15.<ref>Bibelen (1992), s. 52</ref> Disse forhold understøtter samaritanernes egen traditioner om at være efterkommere efter Josef og hans sønner. Også tidsmæssigt passer det, at ''habiru'' optræder i århundredet efter, at ''hyksos'' havde forladt Egypten. Endelig bliver det forståeligt hvorfor, at ''hyksos'' så at sige "forsvandt": de blev en del af ''habiru'' og/eller af befolkningen i Samaria, hvis de da ikke udvandrede til Grækenland. Der eksisterer ingen skriftlige kilder, som kan understøtte en udvandring enten fra Egypten eller Kana'an til Grækenland, men forklaringen kan være den enkle, at en mindre udvandring - især hvis den var fredelig - ikke har været en omtale værd for datidens ledende folk. Udvandringen kan være motiveret af, at det var svært for de egyptiske migranter at finde plads i Kana'an, hvorfor en udvandring til Grækenland, som de var fortrolige med fra deres samhandel, var et logisk alternativ. Vi kan måske komme et skridt videre: hvis vi tør tage de mange indskrifter fra Ugarit som et indicium, så er det muligt, at ''El'' oprindelig var en guddom fortrinsvis dyrket i den nordlige del af Kana'an. Efter som ''El'' også optræder som guddom for de semitter, som kom til Egypten og slog sig ned i Avaris, så tør vi gå ud fra, at det også var netop fra dette område, at ''hyksos''-folket stammede. Det er sandsynligt, at det først var efter deres tilbagevenden til Kana'an, at nogle af dem kort efter udvandrede til deres handelsforbindelser i Grækenland, måske som følge af egypternes magtovertagelse i Kana'an. Om nogen ørkenvandring var der ikke tale. Eller rettere: selv om en gruppe af ''hyksos''-folk sejlede til Grækenland, forhindrer dette ikke, at en betydelig gruppe søgte tilbage til deres hjemland; derimod er det mindre sandsynligt, at de drog østpå og slog sig ned blant edomitter og midjanitter. Det har været foreslået, at det kun var en mindre stamme, som senere blev til "hele Israels folk", og som så måske også var blandt dem, der senere søgte nord på til bjergegnene i det sydlige Kana'an<ref>Russell (2009), s. 27</ref>, men det er mere sandsynligt, at hele ørkenvandringen snarere var et narrativ, der skulle forklare hvorfor, at folk fra Egypten valgte en lang omvej og kom til Kana'ans bjergegne fra syd i stedet for at vælge den langt kortere vej tilbage til deres formodede hjemland. Samtidig kunne det bruges til at indskrive Pagtens Ark i historien. Hvad så med Jahve? Jahve blev måske oprindelig dyrket af ''Shassu''-folket på Østbredden, det vil sige i Jordan, og i det nordøstlige Sinai blandt edomitter og midjanitter. Herfra bredte dyrkelsen sig så nord over til hebræerne i bjergegnene. Det er muligt, at Jahves modvilje mod andre guder i virkeligheden afspejler en religiøs konflikt mellem den nordlige og den sydlige religion, og det er muligt, at også centraliseringen af gudsdyrkelsen i virkeligheden skal ses i dette lys. Endelig kan det forklare delingen i et nordligt Israel og et sydligt Juda: det modsvarer de to guddommes dominerende områder, ''El'' i nord og ''Jahve'' i syd. ''Shassu''-folket har øjensynligt kun haft begrænsede forbindelser med Egypten, der konstant omtaler dem som "Shassu, Jahves land".<ref>Hen (2021)</ref> Vi tør heraf udelukke, at ''Shassu''-folket kan være identisk med ''hyksos''-folket. Det sætter snævre grænser for, hvad der blev af ''hyksos''. Udvandring er en nærliggende mulighed, især fordi ''hyksos'' ikke ses noget sted i Kana'an, hvilket er ikke mærkeligt, når man erindrer, at Kana'an på den tid var lydland under Egypten. Det kan endvidere udelukkes, at de kunne være søgt op i bjergene i Kana'an allerede i 15. århundrede f.Kr., da bebyggelsen her er 2-300 år yngre. Endelig er omtalen af Israel i 1207 f.Kr. et indicium for, at der ikke er tale om samme folk som ''hyksos'', i så fald ville man forvente, at egypterne ville bruge det samme navn. Ligeledes kan vi udelukke, at det var israelitterne selv, som indvandrede sammen med havfolket, fordi dette skete 1177 f.Kr., mens Israel som omtalt nævnes på en stele allerede fra 1207 f.Kr. Tydeligvis var der tale om to uens folk. Måske jøderne "overtog" selvbenævnelsen "israelitter" som led i en politisk strategi, der så at sige skulle udrydde samaritanernes legitimitet som folkeslag i Kana'an.<ref>Lemche (2024), s. 5</ref> Kildekritisk må det konstateres, at Mosebøgerne ret beset forsøger at forene to temmelig uforenelige historiske traditioner: på den ene side traditionen fra Mesopotamien omfattende Edens Have (Dilmun), Babelstårnet (zigguraterne) og Noas ark, hvor Abraham indgår som det forklarende bindeled hvorfor, at jødernes stamfader udvandrede til Kana'an, på den anden side traditionen om Jakob (Israel)<ref>Bibelen (1992), s. 46</ref>, Josef og hans brødre<ref>Bibelen (1992), s. 48f</ref>, Israels udvandring til Egypten<ref>Bibelen (1992), s. 59</ref> og Moses<ref>Bibelen (1992), s. 67</ref> med udvandring, ørkenvandring, moseloven og løftet om Kana'an.<ref>Bibelen (1992), s. 243</ref> Der kan næppe være tvivl om, at den jødiske beretning om udvandringen fra Egypten og den egyptiske beretning om fordrivelsen af de fremmede omtaler den samme begivenhed set fra to sider. For så vidt behøver ingen af dem at give det sande billede: hvis årsagen til udvandringen fra Egypten virkelig var et vulkanudbrud, kunne de forringede leveforhold efter dette meget vel være årsag til, at folk udvandrede eller bortvandrede igen. At jøderne eller israelitterne har taget begivenheden til sig er for så vidt ikke anderledes end andre historier, som de har adopteret og adapteret. Som en sidebemærkning skal det lige nævnes, at den egyptiske konge Amenhotep IV, bedre kendt som Akhenaten, som var gift med Nefertiti og fader til Tutankhaton, og som er gået over i historien som den første monoteistiske konge, regerede fra omkring 1353 til 1336 f.Kr. Det betyder, at han regerede henved 150 år efter, at ''hyksos'' udvandrede, og at hans monoteisme således ingen forbindelse har med Moses. Lige så lidt er der grund til at tro, at hans monoteisme har været inspiration for jødernes monoteisme. ==== Bearbejdede profetier ==== De mange profetiske tekster i Gamle Testamente udgør et eget problem. Kort sagt er de kildekritiske studier i stigende grad blevet opmærksomme på, at der heller ikke i dette tilfælde er tale om originale tekster. I stedet er disse tekster blevet ændret for at tilpasse dem til bestemte formål. Esajas', Jeremias', Ezekiels og de tolv "små" profeters profetier mangler en historie og opretholder ikke en ensartet kronologisk rækkefølge. Disse profetiske bøger ses ikke længere som blot kilder, hvorved læserne kan få adgang til fortiden. De læses nu som bevidste kompositioner, der genpræsenterer og fortolker profeternes ord i tekstform. Allerede i de sidst nævnte profeters tekster er der tegn på en bevidst manipulerende formulering af ​​profetier. Historien i Jeremias kapitel 36 beskriver for eksempel en proces, hvor ulige budskaber i forskellige former fra forskellige tider og steder sammensættes i tekstform af profetens skriver. Når denne rulle efterfølgende bliver ødelagt som kongens reaktion på dens oplæsning side for side<ref>Bibelen (1992), s. 995-997</ref>, så sker der ikke blot en omskrivning af rullen, men også en betydelig tilføjelse af lignende ord, hvilket vidner om bogens litterære vækst. Profeter som Jeremias er ikke længere tilgængelige i den oprindelig version, men deres ord forbliver tilgængelige i de bøger, der bærer deres navne. Disse bøger danner et særskilt korpus inden for den bibelske kanon. Når Daniel refererer til Jeremias' profeti om halvfjerds år i Daniels Bog kapitel 9:2<ref>Bibelen (1992), s. 1117</ref>, taler han om Jeremias' bog blandt en flerhed af profetiske bøger, jævnfør også Ezekiels Bog 38:17<ref>Bibelen (1992), s. 1091</ref>. De tidligste postbibelske fortolkere af den profetiske litteratur var de skriftkloge, oversættere og kommentatorer, der videregav, gengav og forklarede teksterne. Den tidligst dokumenterede periode med skriftlig overlevering fra omkring 250 f.Kr. indtil 132-135 e.Kr. bærer tydelige vidnesbyrd om, at datidens skriftkloge ikke så sig selv som blot afskrivere på samme måde som skriftkloge fra en senere periode. De så snarere sig selv som ligestillede med de oprindelige forfattere, og de udvidede ofte den bibelske tekst med fortolkninger, der var beregnet til at hjælpe læserne med at forstå teksten. Disse skriftkloge havde deres eget syn på den bibelske tekst og ønskede at sikre en teologisk korrekt læsning af den. Blandt de profetiske bøger forekommer de mest fremragende eksempler på fortolkningsmæssig udvidelse i Jeremias' og Ezekiels Bøger i den masoretiske tekst, det vil sige i en version kopieret, redigeret og spredt af en gruppe jøder kendt som masoreterne mellem det 7. og 10. århundrede e.Kr. I disse udgaver har udvidelsen nået grænsen for skabelsen af helt ​​nye udgaver af bøgerne. De hebraiske tekster bag de oldgræske versioner af disse bøger er betydeligt kortere førsteudgaver. Mange af udvidelserne i andenudgaverne, der findes i den masoretiske tekst, er af fortolkende eller forklarende art. For eksempel er den i Jeremias' omtalte fjende fra nord ikke udtrykkeligt identificeret i oldgræske eller dens hebraiske kilde, hvilket efterlader den åben for den slags dommedagsagtige fortolkning, der findes i Ezekiels Bog kapitel 38:14-17<ref>Bibelen (1992), s. 1091</ref>, men den masoretiske tekst identificerer udtrykkeligt denne fjende som Babylon i udvidelsen af ​​Jeremias 25:9, hvilket skaber en interessant konflikt med Jeremias' Bog kapitel 50:3 og dens profeti om en fjende fra nord, der kommer mod Babylon.<ref>Bibelen (1992), s. 1017</ref> Et andet eksempel er versionen af ​​Jeremias' profeti om halvfjerds år i Jeremias' Bog kapitel 25:11-12.<ref>Bibelen (1992), s. 979</ref> I den oldgræske version er denne profeti ikke eksplicit begrænset til perioden under det babylonsk fangenskab, jævnfør Daniels Bog kapitel 9:1-2, 24-27<ref>Bibelen (1992), s. 1118</ref>, men udvidelserne i den masoretiske tekst gør denne begrænsning af profetien udtrykkelig, således i Jeremias' Bog kapitel 29:10.<ref>Bibelen (1992), s. 984</ref> For Ezekiels Bog forekommer en af ​​de mest bemærkelsesværdige udvidelser i den masoretiske udgave af Ezekiels Bog kapitel 36:23-38, som mangler. Denne ret lange udvidelse er åbenbart baseret på materiale fundet andre steder både i og uden for Ezekiels Bog. Man kan mene at alle disse præciseringer og fortolkninger er afskrivernes velmenende forsøg på at forstå og fortolke den oprindelige tekst bedre, men når det forholder sig således med disse profetiske tekster, rejser det uundgåeligt spørgsmålet om og i hvilken grad, det samme er tilfældet med andre tekster i Gamle Testamente. Og det svækker betydeligt Gamle Testamentes værdi som sikker og troværdig kilde til jødernes historie. === Sammenfatning === Denne gennemgang af Gamle Testamente har kun omfattet en mindre del af den samlede tekst, men selv denne meget begrænsede gennemgang har belyst en række problemer:</br> - Gamle Testamente er ''ikke'' en historisk redegørelse for jødernes historie, selv om den giver indtryk af dette,</br> - det er i stedet en samling af traditioner, anekdoter og myter skrevet af ulige forfattere til ulige tider</br> - der er gjort forsøg på at sammenskrive og harmonisere disse narrativer</br> - hvilket ikke kan skjule, at der er kronologiske problemer</br> - og at væsentlige traditioner er hentet fra andre kulturer, især Sumer og Mesopotamien men også fra Grækenland. Vi tør antage, at skildringen af kongetiden og det delte kongerige med navnelister over regenterne er rimelig troværdig, blandt andet fordi deres navne forekommer i andre kilder, men vi har kun ringe mulighed for at vide i hvilken udstrækning, historierne om dem er blevet ændrede for at tilpasse sig et senere monoteistisk narrativ. Niels Peter Lemche har kaldt Gamle Testamente for en form for ''erindringslitteratur''. Han mener, at egentlig historieskrivning er en forskningsgren, hvor historikeren følger bestemte metoder for at nå frem til en forståelse, som kan modstå enhver kildekritik. Omvendt forholder det sig med erindringer, der ikke er bundet af særlige regler eller metoder.<ref>Lemche (2013), s. 19</ref> Til gengæld indgår der her et element af selvforståelse og af tolkning, hvilket betyder, at erindringen formuleres på en måde, der afspejler forfatterens narrativ. Det betyder, at det kan indeholde anekdoter<ref>Lemche (2013), s. 20</ref>, som ikke kan stå for en kildekritisk prøvelse, men som accepteres på grundlag af deres "elegante stil" og "moralske indhold"<ref>Lemche (2013), s. 21</ref> samt vel ikke mindst for deres underholdende værdi. Det betyder også, at faktiske begivenheder og andre forhold kan flyttes frem eller tilbage i tid for at fremme et bestemt narrativ. Set i dette lys bliver de mange lånte historier i Gamle Testamente forståelige. Disse havde til formål at give både fylde og "farve" til en ellers måske kort årstals- og begivenhedsliste baseret på krøniker og kongelige annaler.<ref>Lemche (2013), s. 22</ref> Men de undergraver også Gamle Testamente som historisk kilde, og dette problem forstærkes ved Gamle Testamentes rolle som en slags propagandaskrift formuleret af en intellektuel elite.<ref>Lemche (2013), s. 31</ref> === <big>Semitismen, jødedommens tankesæt</big> === Vi har i det foregående set på Gamle Testamente som et muligt historisk kildeskrift. Man kan imidlertid også anlægge en helt anden synsvinkel, nemlig Gamle Testamente som ideologisk grundlag nærmere betegnet som grundlag for en jødisk national etnicitet samt for en særlig jødisk etik. Det skal på forhånd understreges, at det følgende ikke omfatter alle jøder, idet mange alene identificerer sig som tilhørende denne folkegruppe af genealogiske og traditionsbårne årsager, det vil sige med hensyn til deres familiære oprindelse samt højtider og mindedage. Men der findes også kredse i den jødiske befolkning, der opfatter Gamle Testamente som en anvisning på hvordan, at jøder kan og bør opføre sig. Alle kender begrebet "anti-semitisme", men få eller ingen ved, hvad udtrykket "semitisme" egentlig dækker over. Man vil således lede forgæves efter det i en ordbog eller eksempelvis på ''wikipedia''. Her vil begrebet blivet forstået således, at det dækker over den tankegang eller de tankegange, som kan udledes og af nogle er blevet udledt af Gamle Testamente. Det betyder, at der her vil blive set bort fra jødisk mysticisme, kabala, frankisme og lignende ældre og nyere afledede ideologier, hvilke hver for sig er en særskilt undersøgelse værd. Læser man Gamle Testamente, vil man se, at bestemte tankegange bliver promoveret. Det drejer sig i hovedsagen om følgende:</br> - det udvalgte folk</br> - racisme</br> - retten til Kana'an</br> - retten til at myrde hele befolkninger</br> - "honningfælder" og pengeafpresning</br> I det følgende vil hvert af disse emner blive gennemgået særskilt. === Det udvalgte folk === Ideen om jøderne som Guds udvalgte folk tager udgangspunkt i Første Mosebog kapitel 12: her møder vi Abram ved Ur i Kaldæa. Videre hedder det: "Herren sagde til Abram: "Forlad dit land og din slægt og din fars hus, og drag til det land, jeg vil vise dig. Jeg vil gøre dig til et stort folk og velsigne dig. Jeg vil gøre dit navn stort, og du skal være en velsignelse.</br> Jeg vil velsigne dem, der velsigner dig,</br> og den, der forbander dig, vil jeg forbande.</br> I dig skal alle jordens slægter velsignes"."<ref>Bibelen (1992), s. 17f</ref> Senere gentages denne priviligerede stilling i andre sammenhænge, således over for Jakob i Betel. I Første Mosebog kapitel 35:9-13 hedder det: "Gud viste sig igen for Jakob, efter at han var kommet hjem fra Paddan-Aram. Han velsignede ham og sagde til ham: "Dit navn er Jakob; men nu skal du ikke længere hedde Jakob. Dit navn skal være Israel." Og han gav ham navnet Israel. Han sagde til ham: "Jeg er Gud den Almægtige. Bliv frugtbar og talrig! Et folk, ja, en mængde folkeslag skal nedstamme fra dig, og konger skal fremstå af dit eget kød og blod. Det land, jeg gav Abraham og Isak, giver jeg dig og dine efterkommere." Så steg Gud op fraham, dér hvor han havde talt med ham."<ref>Bibelen (1992), s. 46</ref> I Anden Mosebog kapitel 3:7-10 findes følgende: "Så sagde Herren: "Jeg har set mit folks lidelse i Egypten, og jeg har hørt deres klageskrig over slavefogederne. Jeg har lagt mig deres lidelser på sinde, og derfor er jeg kommet ned for at redde dem fra egypterne og føre dem op fra dette land til et godt og vidtstrakt land, et land der flyder med mælk og honning, dér hvor kana'anæerne, hittitterne, amoritterne, perizzitterne, hivvitterne og jebusitterne bor. Nu har israelitternes klageskrig nået mig, og jeg har set, hvordan egypterne undertrykker dem. Gå nu! Jeg vil sende dig til Farao. Du skal føre mit folk israelitterne ud af Egypten"."<ref>Bibelen (1992), s. 69</ref> Dette og tilsvarende formuleringer med "mit folk israelitterne" har givet jøderne en identitet som Guds udvalgte folk i den jødiske selvforståelse. === Racismen === Racismen er en logisk følge af ideen om Guds udvalgte folk. Et folk kan selvsagt ikke være "udvalgt", hvis andre folk kan indgiftes i det. Følgelig er Gamle Testamente fuldt af forbud mod at gifte sig med ægtefæller fra andre folkeslag<ref>Lemche (2015), s. 226</ref> og kritik, når de alligevel gjorde det. Lad os tage nogen eksempler. I Femte Mosebog kapitel 7:1-4 finder vi følgende påbud af Moses: "Når Herren din Gud fører dig til det land, du skal ind og erobre, og han driver store folkeslag væk foran dig, hittitterne, girgashitterne, amoritterne, kana'anæerne, perizzitterne, hivvitterne og jebusitterne, syv folk, der er større og mægtigere end du, og Herren din Gud overgiver dem til dig, og du besejrer dem, da skal du lægge band på dem. Du må ikke slutte pagt med dem og ikke vise dem barmhjertighed. Du må ikke bringe dig i familie me dem; du må ikke give dine døtre til deres sønner, og du må ikke lade dine sønner gifte sig med deres døtre, for det vil få dine sønner til at vige fra mig og dyrke andre guder. Da vil Herrens vrede flamme op imod jer, og han vil hurtigt udrydde dig."<ref>Bibelen (1992), s. 208</ref> Dette gælder blandt andre kong Salomo. I Første Kongebog 11:1-4 læses således følgende: "Kong Salomo elskede mange udenlandske kvinder foruden Faraos datter, moabitiske, ammonitiske, edomitiske, sidoniske og hittitiske; om de folk havde Herren sagt til israelitterne: "I må ikke indlade jer med dem, og de må indlade sig med jer, for så vender de jeres hjerte til deres guder." Dem elskede Salomo, og han holdt fast ved dem. Han havde syv hundrede hustruer med fyrstelig rang og tre hundrede medhustruer, og hans hustruer bragte hans hjerte på afveje."<ref>Bibelen (1992), s. 390</ref> I Ezras Bog kapitel 9:10-12 optræder Ezras bodsklage med blandt andet dette: "Vor Gud, hvad skal vi nu sige efter dette? For vi har svigtet de befalinger, du gav gennem dine tjenere, profeterne, da du sagde: Det land, I skal ind og tage i besiddelse, er et urent land på grund af de fremmede folks urenhed med de afskyelige handlinger, som de i deres urenhed har fyldt det med fra ende til anden. Derfor må I ikke give jeres døtre til deres sønner, og I må ikke lade jeres sønner gifte sig med deres døtre."<ref>Bibelen (1992), s. 527</ref> og i Kapitel 10:10-12 bliver dette gentaget: "Så rejste præsten Ezra sig og sagde til dem: "I har handlet troløst ved at gifte jer med fremmede kvinder; I har øget Israels skyld. Aflæg nu bekendelse for Herren, jeres fædres Gud, og gør hans vilje. Skil jer ud fra landets folk og de fremmede kvinder"."<ref>Bibelen (1992), s. 528</ref> I Nehemias' Bog kapitel 10:31 indgår israelitterne blandt andet følgende forpligtelse: "Vi vil ikke give vores døtre til landets folk, og vi vil ikke lade vores sønner gifte sig med deres døtre."<ref>Bibelen (1992), s. 542</ref> Således kunne man blive ved. === Lebensraum === Jødernes ret til Kana'ans land hidrører fra Første Mosebog. I kapitel 12 læser vi: "Dengang boede kana'anæerne i landet. Herren viste sig for Abram og sagde: "Jeg vil give dine efterkommere dette land"."<ref>Bibelen (1992), s. 18</ref> Senere, i kapitel 15, præciseres udstrækningen af dette jødiske lebensraum: "Den dag sluttede Herren pagt med Abram. Han sagde: "Jeg giver dine efterkommere dette land fra Egyptens flod (det vil sige Nilen) til den store flod, Eufratfloden: kenitterne, kenizzitterne, kadmonitterne, hittitterne, perizzitterne, refaitterne, amoritterne, kana'anæerne, girgashitterne og jebusitterne"."<ref>Bibelen (1992), s. 20f</ref> Størrelsen af dette jødiske lebensraum er påfaldende. Sammenlignet med officielle landegrænser i 2026 omfatter dette område: den østlige halvdel af Egypten inklusive hele Sinai, Palæstina inklusive Gaza og Vestbredden, Libanon, Jordan, Saudi Arabien, Yemen, Oman, Forenede Arabiske Emirater, Qatar, Bahrain, Kuwait, Irak samt Syrien. Nogle jødiske imperialister medregner også Kypern til området. En anden afgrænsning findes i Fjerde Mosebog kapitel 34. Heri læser vi: "Herren talte til Moses og sagde: "Giv israelitterne denne befaling: I kommer nu til Kana'an, det land, der tilfalder jer som arvelod, Kana'ans land i dets fulde udstrækning. Jeres sydgrænse skal gå fra Sins ørken langs med Edom. I syd skal jeres grænse gå fra enden af Salthavet i øst. Så skal grænsen dreje syd om Akrabbim-passet, gå videre til Sin og ende syd for Kadesh-Barnea. Så skal den fortsætte til Hasar-Addar og gå videre til Asmon. Så skal grænsen dreje fra Asmon mod Egyptens bæk og ende ude ved havet.</br> Grænsen i vest: Det Store Hav med kyststrækning. Det skal være jeres vestgrænse.</br> Dette skal være jeres nordgrænse: Fra Det Store Hav skal I trække en linie til bjerget Hor; fra bjerget Hor skal I trække en linie til Lebo-Hamat, og grænsen skal ende i Sedad. Så skal grænsen gå videre til Zifron, og den skal ende i Hasar-Enan. Det skal være jeres nordgrænse.</br> Som grænse i øst skal I trække en linie fra Hasar-Enan til Shefam. Så skal grænsen gå ned fra Shefam til Ribla øst for Ajin, og grænsen skal fortsætte ned og støde til bjergryggen øst for Kinneretsøen. Så skal grænsen gå ned til Jordan og ende ved Salthavet.</br> Dette skal være jeres land med dets grænser hele vejen rundt."<ref>Bibelen (1992), s. 196</ref> Dette er unægteligt en noget anden afgrænsning end før. Den kritiske læser vi måske spørge om Herren ikke havde forklaret sig godt nok over for Moses eller måske havde ændret holdning, eller om der måske er en helt tredie forklaring? Den tænkende læser vil måske kigge nærmere på andre dele af samme historie. Vi hører, at Abraham fik børn både med Sara, sin hustru, nemlig jøderne, og med Hagar fra Egypten, hans trælkvinde, nemlig ismaelitterne, det vil sige araberne.<ref>Bibelen (1992), s. 21</ref> Så var det nu jøderne, araberne eller begge grupper som skulle leve i dette område? Desuden tog han sig en ny hustru: Ketura, med hvem han også fik efterkommere.<ref>Bibelen (1992), s. 31</ref> Det er således ret uklart hvem, der skulle overtage dette lebensraum. Således tænker semitisterne ikke. De er imperialister, og de vil have det hele for sig selv. De mener at have ret til at fordrive andre folkeslag og ser Gamle Testamente som kilde til denne ret. === Retten til folkemord === Jødernes ret til at myrde befolkningerne, som levede i Kana'an, forekommer allerede i Mosebøgerne. I Femte Mosebog kapitel 20:16-17 findes således følgende påbud udtalt af Moses: "i de folks byer, som Herren din Gud vil give dig i eje, må du ikke lade en eneste beholde livet; du skal lægge band på dem, på hittitterne, amoritterne, kana'anæerne, perizzitterne, hivvitterne og jebusitterne, sådan som Herren din Gud har befalet dig."<ref>Bibelen (1992), s. 223</ref> I Josvabogen hører vi hvordan, at jøderne hensynsløst myrdede indbyggerne i Kana'an, eksempelvis i kapitel 8:24-29: "Da israelitterne på åben mark havde dræbt alle de indbyggere fra Aj, som havde forfulgt dem ud i ørkenen, og da alle til sidste mand var faldet for sværdet, vendte alle israelitterne tilbage til Aj og huggede indbyggerne ned med sværd. Den dag blev der dræbt i alt tolv tusind mænd og kvinder, alle indbyggerne i Aj. Josva trak ikke sin udstrakte hånd med krumsværdet tilbage, før han havde lagt band på alle indbyggerne i Aj. ..Og Josva brændte Aj ned; han gjorde den til en øde ruinhøj for evigt, og det er den den dag i dag. Ajs konge hængte de på et træ og lod ham hænge til aften. Da solen gik ned, gav Josva sine folk befaling om at tage liget ned fra træet og kaste det hen ved indgangen til byporten. Så kastede de en stor stendynge op over ham, og den ligger der den dag i dag."<ref>Bibelen (1992), s. 251f</ref> Tilsvarende i Josvabogen kapitel 10:28-43: "Samme dag indtog Josva Makkeda. Han slog byen og dens konge med sværd og lagde band på byen og alle, der var i den; der var ingen, der overlevede. Han gjorde det samme med kongen i Makkeba, som han havde gjort med kongen i Jeriko.</br> Fra Makkeda drog Josva sammen med hele Israel videre til Libna. Han gik til angreb på Libna, og Herren gav også denne by og dens konge i Israels hånd. Josva slog byen og alle, der var i den, med sværd; der var ingen, der overlevede. Han gjorde det samme med kongen dér, som han havde gjort med kongen i Jeriko.</br> Fra Libna drog Josva sammen med hele Israel videre til Lakish. Han belejrede byen og gik til angreb på den, og Herren gav Lakish i Israels hånd. Den følgende dag indtog Josva byen; han slog den og alle, der var i den, med sværd, ganske som han havde gjort med Libna. Da drog Gezers konge Horam op for at komme Lakish til undsætning, men Josva slog kongen og hans hær; der var ingen, der overlevede.</br> Fra Lakish drog Josva sammen med hele Israel videre til Eglon. De belejrede byen og gik til angreb på den, og samme dag indtog de den og slog den med sværd. Den dag lagde han band på alle, der var i byen, ganske som han havde gjort med Lakish.</br> Fra Eglon drog Josva sammen med hele Israel op til Hebron. De gik til angreb på byen og indtog den; de slog byen, dens konge, alle dens byer og alle, der var i den, med sværd; der var ingen, der overlevede. Ganske som han havde gjort med Eglon, lagde han band på byen og på alle, der var i den.</br> Så vendte Josva sig sammen med hele Israel mod Debir. Han gik til angreb på byen og indtog den med dens kong og alle dens byer. De slog dem med sværd og lagde band på alle, der var i den; der var ingen, der overlevede. Han gjorde det samme med Debir og dens konge, som han havde gjort med Hebron og med Libna og dens konge.</br> Således besejrede Josva hele landet: Bjerglandet, Sydlandet, Lavlandet og Skråningerne og alle kongerne dér. Der var ingen, der overlevede; hver levende sjæl lagde han band på, sådan som Herren, Israels Gud, havde befalet. Josva besejrede dem fra Kadesh-Barnea til Gaza, i hele landet Goshen og helt til Gibeon. Alle disse konger og deres lande undertvang Josva på én gang, for Herren, Israels Gud, førte krig for Israel. Så vendte Josva sammen med hele Israel tilbage til lejren i Gilgal."<ref>Bibelen (1992), s. 255</ref> I Josvabogen Kapitel 11 fortsætter folkemordene i det nordlige Kana'an, blandt andet Hasor: "Alle, der var i byen, huggede de ned med sværd og lagde band på dem, så ikke en levende sjæl blev tilbage; og Josva brændte Hasor ned."<ref>Bibelen (1992), s. 256</ref> Da massemordet var til ende, blev rovet, det vil sige Kana'an, delt mellem israelitternes stammer.<ref>Bibelen (1992), s. 257-264</ref> Det minder om en langt senere begivenhed: under Sovjetunionen i Stalintiden gennemførte terrororganisationen OGPU under ledelse af jøden Genrikh Jagoda<ref>Lina (2003), s.315</ref> samt NKVD overvejende ledet af jøder<ref>Lina (2003), s.318, 327</ref> i 1932-33 et massemord på og en massefordrivelse af ukrainske bønder fra deres gårde, en begivenhed der blev kendt som ''holodomor''. Mindre kendt er, at OGPU overvejende bestod af jøder, og at disse efterfølgende som en belønning oprettede deres egne kollektivlandbrug, kibbutz'er, på de myrdede og fordrevne ukraineres jord.<ref>Holocaustmuseet i USA, film</ref> Jødisk historieforståelse trækker lange spor. Det var ikke kun ved erobringen af Kana'an, at jøderne begik massemord. I Esters Bog kapitel 9:2-16 hører vi: "I alle kong Ahasverus' provinser samledes jøderne i deres byer for at lægge hånd på dem, der ville dem noget ondt. .. Den trettende dag i måneden adar samledes de øvrige jøder i kongens provinser og forsvarede deres liv; de fik fred for deres fjender, og de dræbte 75.000 af deres modstandere".<ref>Bibelen (1992), s. 555</ref> Flere eksempler end de nævnte kunne være fremhævet, men budskabet og moralen er tydelig nok: i "hellig krig" er massemord på guddommens befaling ikke blot acceptabel men en pligt at gennemføre. Det er mildest talt absurd at se hvordan den samme ideologi, som hyldede folkemord i Gamle Testamente, har haft travl med at fremstille de selv samme massemordere som et uskyldigt forfulgt folkefærd i det 20. og starten af det 21. århundrede. === Honningfælder og pengeafpresning === Historier i Gamle Testamente giver jøderne tvivlsomme moralbegreber, eksempelvis at prostituere deres hustruer og døtre i form af "honningfælder", det vil sige lokkemad for en efterfølgende afpresning. Det begynder med selveste Abraham. I Første Mosebog kapitel 20:2-16 læser vi: "Abraham sagde om sin kone Sara, at hun var hans søster, og Abimelek, kongen i Gerar, sendte bud efter Sara. Om natten kom Gud i en drøm til Abimelek og sagde til ham: "Nu skal du dø, fordi du har taget denne kvinde, for hun er gift".<ref>Bibelen (1992), s. 25</ref> Senere, da sandheden er blevet klar, hører vi: "Så gav Abimelek Abraham får og køer, trælle og trælkvinder, og han gav ham hans kone Sara tilbage. Og Abimelek sagde: "Mit land ligger åbent for dig. Slå dig ned, hvor du har lyst!" Til Sara sagde han: "Nu giver jeg din bror tusind sekel sølv. Det skal lukke øjnene på alle dem, der hører dig til. Nu har du fået fuld oprejsning"."<ref>Bibelen (1992), s. 26</ref> Så Abrahams afpresning lykkedes. Senere gentager historien sig med små variationer. I Esters Bog hører vi, at jøden Mordokaj sender sin datter til kong Ahasverus' harem, hvor "hun vandt hans velvilje". .."Ester havde ikke fortalt, hvilket folk og hvilken slægt, hun tilhørte, for Mordokaj havde sagt til hende, at hun ikke måtte fortælle det." Men senere udnyttes hun til at redde jøderne, og naturligvis belønnes både hun og hendes fader for dette bedrag: "Og Mordokaj fik foretræde for kongen, for Ester havde fortalt, hvordan han var i familie med hende. Kongen tog sin signetring, som han havde frataget Haman, og overdrog den til Mordokaj. Og Ester satte Mordokaj over Hamans hus."<ref>Bibelen (1992), s. 549, 554</ref> Nu var det ikke altid, at afpresningsmanøvren lykkedes. I Første Mosebog kapitel 26:1-11 hører vi om Isak og hans hustru Rebekka, som han forsøger at prostituere. I dette tilfælde mislykkes forsøget imidlertid, fordi filisterkongen Abimelek opdager sagens rette sammenhæng inden, at honningfælden når at klappe i med et offer.<ref>Bibelen (1992), s. 33</ref> Nu må man ikke tro, at dette var noget særligt. I datidens samfund synes organiseret prostitution at have været normalt, især i tilknytning til religiøse templer; det vidner Bibelens omtaler af såkaldte "helligskøger" klart om. Det særlige i de nævnte tilfælde var, at den blev udøvet af privatpersoner. Men det hændte altså, at afpresningen mislykkedes. Så måtte jøderne finde på andre afpresningsmetoder. Et godt eksempel hører vi om i Nehemias' Bog kapitel 5:1-5. Heri hører vi: "Der lød stærke klager fra folket og deres hustruer mod deres judæiske brødre. Nogle sagde: "''Vi må give vores sønner og døtre i pant, for at vi kan få korn og noget at spise og opretholde livet.''" Andre sagde: "''Vi må pantsætte vores marker, vingårde og huse, for at vi kan få korn under hungersnøden.''" Og andre sagde: "''Vi har måttet belåne vores marker og vingårde for at få penge til skatten til kongen. Vi er dog af samme kød og blod som vores brødre, og vore sønner er ligesom deres, men vi må tvinge vores sønner og døtre i trældom; ja, nogle af vores døtre er allerede gjort til trælle. Vi står magtesløse, for vores marker og vingårde tilhører andre!''"</br> .. De tidligere statholdere, som var før mig, havde lagt tunge byrder på folket ved at opkræve fyrre sekel sølv til deres daglige forbrug af brød og vin; også deres mænd undertrykte folket."<ref>Bibelen (1992), s. 533</ref> Overbeskatning og åger har alle dage været effektive metoder for magthavere, der ønskede at give deres tyverier et skær af legitimitet. Således legitimerer Gamle Testamente jødernes brug af honningfælder og pengeafpresning så længe, at de ikke rettes imod deres egne trosfæller. === Sammenfatning === I 1973 fremkom udtrykket "narrativ teologi".<ref>Bjerg (1984), s. 11</ref> Udtrykkets betydning har været noget uklar, men pointen er, at hvis en kristen vil forklare sin tro og identitet, så kan dette ske ved at fortælle om Jesu ord og gerninger. På lignende måde kan jødedommens indhold bedst forstås ved at fortælle historier fra Gamle Testamente. Som vi har set, er sådanne historier ikke just moralske. Ideen om det udvalgte folk, der ikke må gifte sig med folk fra andre folkeslag men nok har ret til at udnytte dets kvinder i honningfælder til pengeafpresning, og som mener sig i sin gode ret til hensynsløst at udrydde andre folkeslag "i Guds navn", fremavler en tvivlsom moral. Hvis man vil være lidt uvenlig, kan man med god grund hævde, at denne tvivlsomme moral langt hen af vejen også afspejler sig i jødernes nyere historie. Vi har i det foregående set hvordan, at denne moral henter sin inspiration i fortællinger fra Gamle Testamente. Og denne moral understreges ved at de samme emner bliver gentaget med blot mindre variationer flere gange som for at understrege, at den ikke er knyttet til en bestemt historisk situation men netop har evig gyldighed. I lighed med sit afkom, muhammedanismen, er denne moral præget af en foragt for dem, som ikke tilhører "in-gruppen". Der kan måske være grund til at uddybe dette udtryk nærmere. Alle mennesker udvikler en eller anden form for bevidsthed om at tilhøre et bestemt etnisk fællesskab, herunder skaber de et dertil knyttet begrebsapparat. Man kan skelne mellem det navn, som en etnisk gruppe bruger om sig selv i denne selvidentifikation, og det navn, som andre bruger om den samme gruppe. Nogle gange, men ikke altid, bruger de samme benævnelse, men deres opfattelse af gruppens afgrænsning og indhold behøver ikke at være det samme, men kan tilpasses den aktuelle situation.<ref>Lund (1993), s. 81</ref> Betegnelsen afspejler en bevidsthed om hvem, man hører sammen med i et fællesskab, og hvem, der ikke hører til dette fællesskab.<ref>Lund (1993), s. 9</ref> Ofte, men ikke altid, vil de, som ikke tilhører dette fællesskab, blive set ned på, mens man selv ophøjes for sine gode egenskaber.<ref>Lund (1993), s. 13-26</ref> Denne vi-bevidsthed skabes i vid udstrækning ved historier, beretninger og myter, om et skæbnefællesskab gennem utallige slægtled. Ofte vil disse historier blive fyldt med navne på legendariske personligheder, hvis liv og gerninger bliver en del af den personlige identitetsfølelse. Og som regel vil en del af denne historie omfatte etnogoni, det vil sige de indfødtes egen mytiske forklaring på deres oprindelse<ref>Lund (1993), s. 49</ref>, som regel i form af en mytisk stamfader.<ref>Lund (1993), s. 91</ref> I dansk sammenhæng kan man tænke på Saxo og hans Danmarkshistorie. I germansk sammenhæng er det myten om Tvisto, der er grundlaget for identiteten<ref>Lund (1993), s. 90</ref>, og for jøderne er det Abraham, der har denne rolle. Men sådanne historiske beretninger og myter har ikke kun den funktion at begrunde selvidentiteten men tillige at begrunde moralbegreber, hvad der er "god" og "ond" opførsel. For jøderne er det netop historierne i Gamle Testamente, som opfylder denne opgave. Over tid kan disse funktioner aftage i betydning, fordi behovet for dem ikke længere er så stort. Dette fordi at myter erstattes med faktiske historiske erindringer. Men for visse grupper er dette ikke tilfælde. Her kan udviklingen tvært imod gå i den modsatte retning og udvikle sig til en regulær fanatisme, der kan motivere og begrunde næsten enhver handling. Denne fanatisme kan formuleres og organiseres i en dertil hørende ideologi, en -isme. Semitisme er en sådan ideologi, der i princippet ikke adskiller sig fra enhver anden -isme bortset fra den etniske gruppe, hvis selvfølelse og handlingsmønster, den skal begrunde. === <big>Sammenfatning og konklusion</big> === Vi er nået vejs ende i gennemgangen, og resultatet taler for sig selv. Ikke blot er det officielle narrativ ikke korrekt, for hver del af dette narrativ findes en alternativ forklaring, og tilsammen tegner disse træk et andet men helt entydigt billede. Først og fremmest: Gamle Testamente er ''ikke'' jødisk historieskrivning.<ref>Adler (2022), Preface</ref> Der kan påvises et utal af indlån fra andre kulturer, eksempelvis historien om Moses i sivkurven og Noas ark, som tydeligt viser, at denne "historie" er en myte, et narrativ, skabt for at give jødisk identitet en høj alder. I stedet tjener Gamle Testamente som redskab til at give jøder en national identitet igennem deres trosretning, i særdeleshed ''Jahve''. Det er i ''Jahves'' navn, at de udvandrer fra Egypten, erobrer Kana'an og i nyere tid trækker sig ind i etniske ghettoer.<ref>Crone og Cook (1977), s. 42</ref> Hele den jødiske kultur er een lang markering af begivenheder hentet fra myterne i Gamle Testamente. Men som vi har set, er disse myter i vid udstrækning ikke andet end anekdoter, der er blevet samlede, sammen- og omskrevne for at give ''indtryk'' af at være en sammenhængende fremstilling af jødernes historie til trods for påviselige anakronismer. Således som kildematerialet nu foreligger, er det mest sandsynligt, at "israelitterne" udviklede sig som en ''ny'' folkegruppe eller etnicitet under opholdet i bjergene, sikkert som en blanding af illegale hebræere, af bønder fra lavlandet og muligvis under indflydelse af den nye guddom ''Jahve'', som edomitter og midjanitter bragte med sig, da disse indvandrede fra syd. Således både åndeligt og mandskabsmæssigt forstærkede og under indtryk af de urolige tider var denne blandingsbefolkning i stand til at tage kampen op imod lavlandets små kongeriger, men deres nye stat fik kun en kort levetid, hvor efter den blev delt i to mindre riger, som ligeledes havde en kortere eksistenstid inden, at de blev erobret af stærkere magter udefra. Under elitens eksil i Babylon udvikledes en ny national monoteistisk ideologi, som øjensynligt strammede reglerne for hvem, der tilhørte in-gruppen, og hvem, der blev regnet som fremmede. Også denne ideologi kom til magten, men atter kun en kort tid inden, at den endegyldigt brød sammen dels som følge af indre splittelse, både indbyrdes magtkampe og senere, da kristendommen og judeo-nazaræerne skilte sig ud, dels fordi at den ikke kunne klare sig i kampen mod en stærkere magt: Romerriget. Dette betyder, at jøderne som folkeslag ''ikke'' er mere end 4.000 år gammelt således, som Gamle Testamente gerne vil give indtryk af. I stedet var der tale om en etnisk dannelse i en proces, som det tog omkring 1.300 år at fuldføre. Selv om "Israel" nævnes på en egyptisk stele fra 1207 f.Kr., så er dette ikke bevis på, at der fandtes et israelsk folk. Der findes ingen konkrete beviser på, at bjergfolket udgjorde en forenet etnisk-national enhed.<ref>Lemche (2015), s. 112</ref> Det er muligt, at benævnelsen for egypterne ganske enkelt udgjorde en geografisk kategori på samme måde som benævnelsen "germanere" udgjorde det i Romerriget.<ref>Lund (1993), s. 93</ref> Med andre ord var de identiske med "habiru", hebræerne, dem uden for staternes lov og ret. Heller ikke etableringen af en samlet stat kan anses som bevis for, at israelitterne nu udgjorde et samlet folk. Ganske vist forsøgte kong Saul at etablere et kongeligt dynasti ved at gøre sin søn, Ishba'al, til konge<ref>Lemche (2015), s. 142</ref>, men den sande magt lå hos stammeledere, som i stedet valgte David til ny konge.<ref>Lemche (2015), s. 143</ref> Også dennes efterfølger, Salomon, forsøgte at forene riget under en central administration med nye administraive grænser<ref>Lemche (2015), s. 145</ref>, med en centraliseret gudsdyrkelse<ref>Bibelen (1992), s. 381-387</ref> og med en stående hær, der skulle undertrykke enhver modstand mod centralmagten<ref>Lemche (2015), s. 146</ref>, men dette forhindrede ikke statens sammenbrud ved hans død. I stedet for en samlet stat udviklede der sig to nye statsdannelser, Israel og Juda, men heller ikke i disse stater var enhed eller arvefølge sikker. Således blev kongen myrdet af sin garde omkring 878 f.Kr.<ref>Bibelen (1992), s. 398</ref>, og Omri blev konge. Hans navn (der sikkert er en omskrivning af Omar) tyder på, at han var en arabisk bandeleder på samme måde, som David havde været det.<ref>Lemche (2015), s. 153</ref> Forsøg på at styrke den nationale identitet gennem en centraliseret Jahve-dyrkelse mislykkedes, som vi har set, og i 722 f.Kr. brød småstaten Israel sammen, mens Juda blev et vasalkongerige under Assyrien.<ref>Lemche (2015), s. 170</ref> Der er intet grundlag for at antage en særlig etnisk-kulturel national identitet. Forsøgene på at skabe en sådan skete først under elitens eksil i Babylon, men selv efter dennes tilbagevenden til Jerusalem tog det flere hundrede år at overbevise befolkningen om at tilslutte sig projektet. Og da dette endelig skete, brød projektet sammen indefra i form af interne magtkampe. Endelig under Romerriget blev den møjsommeligt sammentømrede jødiske befolkning sprængt i tre delgrupper efter Jesu død. Først efter dette var der så få jøder tilbage, at de kan siges at udgøre en homogen national kulturel gruppe - blot for at blive spredt for alle vinde under den jødiske diaspora i de næste omkring 1900 år! Det eneste, der holdt dem sammen som etnisk gruppe, var dyrkelsen af ''Jahve'' og bestemte riter samt mindedage knyttede til deres historiske myter. Jødernes "historie" er i virkeligheden i vid udstrækning ''alle'' de kana'anæiske befolkningsgruppers historie. Først sent i dette forløb udskiller de sig endeligt som etnisk kulturel gruppe. Men, kunne man spørge, betyder dette så ikke, at jøderne trods alt har en fælles historie, som Gamle Testamente afspejler? Svaret er nej, både etnisk og i henseende til selvforståelse. I etnisk henseende er det tydeligst, hvis man ser på hebræere som gruppe: i det 15. århundrede f.Kr. var Kana'an et homogent befolkningsområde, som kunstigt var inddelt i en række små feudale kongeriger. Så dukkede ''hyksos''-folket op, flygtninge fra Egypten, som efter 200 års udlændighed nu vendte hjem. Der var ikke umiddelbart plads til dem, så de indledte en marodørvirksomhed. Nogle af dem blev hurtigt trætte af dette, de fandt skibslejlighed og drog til Mykene, hvor de blev assimilerede men bevarede deres traditioner. Andre opnåede en forståelse med samaritanerne og blev assimilerede med dem. Men tilbage var stadig en gruppe af marodører. I takt med, at vilkårene for marodørvirksomhed i lavlandet blev sværere på grund af Egyptens voksende kontrol, søgte marodørerne op i bjerglandet, hvor de slog sig ned. De fik følgeskab af traditionelle kana'anæere, som var blevet trætte af trælletilværelsen. Her udviklede de en fælles identitet som dyrkere af den samme guddom: ''El''. De var hebræere og blev benævnt israelittere, men de udgjorde ikke en etnisk nation så lidt som en senere tids sørøvere i Vestindien gjorde det. Kun skæbnefællesskabet bandt dem sammen. Så dukkede nye indvandrere op: havfolket og andre folk fra nord. Sammen med tørke og andre problemer blussede uroen op igen. Fra syd ankom edomitter til bjerglandet med deres egen stammegud: ''Jahve''. Han blev efterhånden assimileret med ''El'' og blev hebræernes nye stammegud. Edomitterne selv blev assimilerede i den hebræiske befolkning. De gav dem en ny styrke, og tilsammen kastede de sig ud i en ny erobring af lavlandet. Resten er velkendt. Hebræerne omfattede således mindst tre forskellige grupper, dels stedlige kana'anæere, dels indvandrere som Abraham fra Mittaniriget, dels edomitter fra Negev-ørkenen. I etnisk og social henseende var de et sammenrend af befolkningselementer, som var udstødt af de organiserede småriger. Og langt de fleste kana'anærere oplevede aldrig eksilet i Babylon. I henseende til selvforståelse afspejler gruppens sprængning i tre delgrupper efter Jesu død, at de aldrig følte sig som en national helhed. Vi ved ikke hvor stor en andel, som holdt fast ved den jødedom, som eliten havde forsøgt at prakke dem på, men det var tydeligvis et klart mindretal både i Kana'an og blandt de migranter, som havde slået sig ned andre steder i Romerriget. Jødedom som national identitet og skæbnefællesskab er en myte. Dernæst: jøderne var tydeligvis ''ikke'' det monoteistiske folkefærd, som de gerne vil give indtryk af, tværtimod. Så langt, at Gamle Testamentes fremstilling overhovedet afspejler en historisk virkelighed, dyrkede jøderne flere guder gennem flere hundrede år. Vi ser en udvikling i flere trin:</br> - første trin: to guder, ''Jahve'' og ''El'', forenes i en "supergud"</br> - andet trin: gudsdyrkelsen centraliseres og kontrolleres af kongen</br> - tredie trin: de lavere guder og gudinder forkastes, fordi at de ikke hjalp i en kritisk situation</br> - fjerde trin: præsteskabet udvikler et nyt narrativ til at forstærke dets magt og betydning som samlende kraft.</br> Det var en udvikling, hvor hvert trin var en logisk følge af det foregående, når behovet for en forandring i det herskende narrativ indtraf. Den nye ideologi var, som de fleste totalitære ideologier, et spørgsmål om at legitimere retten til magtudøvelse. Dette grundlag blev konstrueret ad hoc, det vil sige spontant efter behov. Dets grundlag var aldrig vel funderet, og vi kan nu afvise det fuldstændigt som fusk og forfalskning fra ende til anden. Samtidig var det en udvikling, hvor hvert trin bidrog med særlige træk til den nye ideologis udvikling: først blev stammeguden anvendt til at legitimere myten om "det udvalgte folk", herunder en racistisk ultrasemitisk afvisning af ægteskaber med repræsentanter fra andre folkeslag, og hvor regulært folkemord legitimeres som en følge af Jahves beslutning og påbud. Dernæst må den snart svækkede kongemagt i den nye nationale stat styrke sin stilling i befolkningen, hvilket sker ved centralisering af gudsdyrkelsen. Da så statsdannelsen alligevel bryder sammen, bliver det nødvendigt at udpege en skyldig årsag, og her må husguderne holde for. Endelig må det nye narrativ styrkes, hvilket blandt andet sker ved kampen for en ny egen stat. De mange profeter har først og fremmest til formål at legitimere den nye nationale ideologi som Jahves vilje. Endelig er det også fra Gamle Testamente, at mange jøder henter deres moralbegreber på godt og ondt. Det bør betones, at semitismen som ideologi er langt yngre end jøderne som befolkningsgruppe. Man skal helt frem til 2. århundrede f.Kr. før, at semitismen som ideologi udvikles. Det er en hadefuld, racistisk, imperialistisk, voldelig og menneskeforagtende hensynsløs ideologi, som med rimelighed kan anses for at være stamfaderen til alle senere lukkede samfunds ideologier.<ref>jævnfør: ''Det åbne samfund og dets fjender - opdateret''</ref> Det er næppe overraskende, at den blev udviklet af et præsteskab, som ønskede at hævde en ubegrænset kontrol over alle samfundsmedlemmers liv og tankegang. Det er indlysende, at hvis der kan rejses tvivl om troværdigheden af beretningerne i Gamle Testamente, så er det ikke blot et kildekritisk problem. Det er hele grundlaget for jødedommen, der vælter. Jødedommen er, som muhammedanismen, det, som i kommunistkina kaldes en ''tofu-dreg'' konstruktion: en bygning eller anden konstruktion opført af underlødige bestanddele som gør, at den før eller senere falder sammen af sig selv. Hidtil har Gamle Testamentes narrativer aldrig være underkastet en kildekritisk analyse, i modsætning til Nye Testamente, som allerede i 1800-tallet og begyndelsen af 1900-tallet blev underkastet en sådan analyse, som den bestod med udmærkelse. Det er først i de seneste år, at et sådant arbejde er igangsat og vel at bemærke er det til dels gjort af jødiske arkæologer og historikere. Det gør, at deres resultater ikke blot kan afvises med smædeudtryk som "anti-semitisme". Det er derfor, at det har været så vigtigt at gøre disse resultater bekendt for et dansk publikum. Og hvis denne bog kan bidrage til fortsatte og uddybende studier af denne problematik, så har den opfyldt sit formål. Det er for så vidt tilfældigt, at dette sker netop på en tid, hvor staten Israel og dens regering udsættes for en stigende international kritik for sin handlemåde, og så måske alligevel ikke. I alt for lang tid har kritik af jøder og Israel kunnet undertrykkes på grund af myterne om begivenheder under 2. verdenskrig. Men nu ligger disse begivenheder så langt tilbage, 2-4 slægtled, at de ikke længere kan beskytte imod kritik. Og samtidig har både rabiate jøder og den israelske regering i de seneste år udvist en optræden, som let lader sig kritisere. Det er ikke stedet her at uddybe dette emne, det kan fortjene en særskilt behandling og hører hjemme i politisk sammenhæng, ikke i forbindelse med jødedommen som religion og kultur, selv om der kan argumenteres for, at disse områder til dels overlapper hinanden. Vi har set hvilken afgørende inflydelse, den kildekritiske analyse af Gamle Testamente har på forståelsen af jødedommens historie, men hvorledes forholder det sig med kristendommen? Hvilken indflydelse har kildekritikken på kristendommen? Det enkleste svar er: ingen. Gamle Testamente spiller kun en rolle i kristendommen på to måder:</br> - dels at vise at Jesus som messias er forudset allerede af gammeltestamentelige profeter; det er i denne sammenhæng ikke vigtigt, om dette var faktisk var tilfældet, men derimod at jøderne i hans samtid mente, at det forholdt sig således</br> - dels at vise de religiøse dogmer, som Jesus gjorde op med. Det viser sig i hans gentagne: "I har hørt at ... men jeg siger jer at ...", jævnfør Matthæusevangeliet kapitel 5.<ref>Bibelen (1992), s. 1225-1227</ref> Jesu lære er i virkeligheden eet stort opgør med jødedommens tankegang og etniske snæversynethed, han var i denne sammenhæng helt på linje med den foreliggende kildekritiske analyse, selv om både hans metode og budskab var et andet. Især i sidst nævnte sammenhæng er det vigtigt at forstå, at der ''ikke'' eksisterer nogen "jødisk-kristne værdier". Dette moderne udtryk er intet andet end et jødisk forsøg på at tage kristne som gidsler for deres egne ideer. I virkeligheden er det kristendommen, der introducerer næstekærlighed og respekt for medmennesker uanset deres etniske tilhørsforhold, og i forlængelse heraf introducerer både menneskerettigheder og folkestyre. Intet af dette findes i jødedommen, her er det nationalt-etnisk snæversyn, som dominerer hele vejen. Jødedommen er og forbliver en anti-kristen ideologi, fordi den hviler på en selvforståelse baseret på manipulerede kilder i form af Gamle Testamentes skrifter. Og ved at påvise disse manipulationer, myter og omskrivninger, beviser moderne kildekritik, at kristendommen var og er et berettiget opgør med jødedommen. Endnu for en menneskealder kunne forskere i jødedommen leve i deres vildfarelse om, at selv om der måske var problemer med Gamle Testamente som kilde til jødedommens historie, så var den i sine hovedtræk alligevel korrekt. Således er det ikke længere. Det kan nu bevises, at der bag den mytiske fortælling gemmer sig en anden historie. Det er historien om et folk, som blev skabt af menneskelige spildrester, som levede en semi-kriminel tilværelse, og som over tid udviklede en ideologi og et tankesæt, der legitimerede denne virksomhed. Det var en udvikling, som var dømt til at skabe grundlag for vedvarende konflikter med omgivende samfund. Jødedommens nyere historie er faldet uden for denne undersøgelse, men det er vigtigt at forstå, at semitismen som ideologi har sine rødder i denne historie. Jeg er nået til den konklusion, at semitisme ikke er en teologi, men en ideologi baseret på følgende påstande:</br> - semitter er overlegne alle andre racer, som skal være eller blive slaver af semitterne (også kendt som racisme)</br> - de har "adopteret" og transformeret andre nationers historie til en national racistisk fortælling (f.eks. Noas syndflod)</br> - de har brugt denne fortælling til at gøre krav på et territorium, som de kun har kontrolleret i 2 gange 150 år (det gamle formodede kongerige under Saul, David og Salomon og det hasmoneiske kongerige) - de har brugt den samme fortælling om, hvordan de "erobrede" landet plus "løfter" fra deres guder, til at formulere et imperialistisk krav på landet mellem Nilen og Eufrat</br> - de har brugt den samme fortælling til at forbyde folk fra "nationen" at gifte sig med folk fra andre nationer/stammer, undtagen når det tjener deres politiske mål (også kendt som honningfælder)</br> - de har brugt den samme fortælling til at retfærdiggøre mord på folk fra de "mindre nationer"</br> - de har brugt penge som et redskab til at bestikke og afpresse folk ved magten, inklusive Det Hvide Hus, for at bøje sig for deres mål</br> - de har brugt underholdning til at få folk til at ignorere deres politiske mål eller som propaganda for disse mål</br> - de har brugt love til at forbyde al kritik af deres aktiviteter. Det følger logisk, at kristendommen er under angreb fra disse semitter af to grunde:</br> - det sociale budskab i kristendommen: "elsk din fjende som dig selv" er farligt på grund af semitismens manglende etik, og</br> - hvis man kender kristen historie, kan man gennemskue den semitiske propaganda. Da semitisme stadig i sin kerne er den gamle tilbedelse af guderne El, Baal og Jahve, inklusive ofring af børn af mindreværdige racer, er denne bevidsthed en trussel mod selve kernen i deres ideologiske "teologi". Det er min antagelse og påstand, at alle senere totalitære ideologier i sidste ende kan føres tilbage til semitismen. Det kunne være fristende at pege på den kendsgerning, at Karl Marx, Lenin, Trotski og andre tilhængere af totalitære samfund var jøder, lige som muhammedanismen beviseligt har sine rødder i semitismen<ref>se nærmere herom i ''[[Muhammedanismen i kildekritisk belysning]]''</ref>, men ingen må forledes til at tro, at den samme ideologi ikke også findes udbredt blandt folk fra andre nationer, blot er disse ikke ''bevidste'' om dennes ideologiske ophav. Men følgerne af denne tankegang er nu tydelige for enhver. Lad så være, at begivenheder i de senere år i Gaza, på Vestbredden, i Libanon, i Egypten, over for Syrien, Iran og mange andre steder uden tvivl har bidraget til at fremme verdensopinionens bevidsthed om denne ideologi og dens indbyggede brydninger med omgivende samfund. Et træ kendes på dets frugter, og hele verden har nu set de frugter, som semitisk fundamentalisme bringer med sig. Myten om det forfulgte uskyldige folkefærd lader sig ikke længere opretholde. Og jo mere skingre, hysteriske og fanatiske jødedommens fundamentalister bliver i deres holdninger og opførsel, desto hurtigere vil de miste de sidste rester af en troværdighed, som de i virkeligheden aldrig har haft. === <big>Noter</big> === {{Reflist|3}} === <big>Litteratur</big> === * Yonatan Adler: ''The Origins of Judaism. An Archaeological-historical Reappraisal''; Yale University 2022; ISBN 978-0-300-25490-7 * Yonatan Adler: "Toward Identifying Proto-Judaic Cultural Features in Ancient Israel and Judea" (i: ''Journal of Ancient Judaism'' (2024), s. 1-28) * Yonatan Adler: ''Between Yahwism and Judaism. Judean Cult and Culture during the Early Hellenistic Period (332-175 BEC)''; Cambridge University Press 2025; ISBN 978-009-45961-7 * Gad Barnea: "P. Berlin 13464, Yahwism and Achaemenid Zoroastrianism at Elephantine" (2024) * Geoffrey Bibby: ''I Dilmun tier ravnen''; Wormanium 1971; ISBN 87-85-1600-40 * Geoffrey Bibby: ''Det forsvundne årtusinde''; Wormanium 1978; ISBN 87-8516-053-9 * Geoffrey Bibby: ''Spadens vidnesbyrd''; Wormanium 1980; ISBN 87-8516-071-7 * ''Bibelen''; Det Danske Bibelselskab 1992; 1. udgave 1. oplag; ISBN 87-7325-276-6 * Svend Bjerg: "Den kristne grundfortælling. Studier over fortælling og teologi" (''Teologiske Studier'', bind 8; 2. oplag 1984; Aarhus 1984; ISBN 87-7003-409-5) * Patricia Crone og Michael Cook: ''Hagarism. The Making of The Islamic World''; Cambridge 1977; ISBN 0-521-21133-6 * Stephan Peter Dinkgreve: ''In Search of the Sublime: A world history of humanity's relentless pursuit of scientific truth, moral excellence, and enlightenment''; 2021 * Robert Gnuse: "Spilt Water: Tales of David (II Sam 23:13-17) and Alexander the Great (Arrian, Anabasis of Alexander 6.26.1-3)." (i: ''Scandinavian Journal of the Old Testament''; 1998, bind 12, s. 233-248) * Robert Gnuse: "Abducted Wives: A Hellenistic Narrative in the Book of Judges?" (i: ''Scandinavian Journal of the Old Testament''; 2007; bind 22, s. 272-285) * Robert Gnuse: "From Prison to Prestige: The Hero who helps a King in Jewish and Greek Literature." (i: ''Catholic Biblical Quarterly''; 2010 bind 72, s. 31-45) * Robert Gnuse: "Divine Messengers in Genesis 18-19 and Ovid." (i: ''Scandinavian Journal of the Old Testament''; 2017; bind 31, s. 66-79) * Robert Gnuse: "Greek Connections: Genesis 1-11 and the Poetry of Hesiod" (i: ''Biblical Theology Bulletin''; 2017 nr. 47, s. 131-143 * Robert Gnuse: "Heed Your Steeds: Achilles’ Horses and Balaam’s Donkey." (i: ''International Journal of Research in Humanities and Social Sciences''; 2017; række 4 hæfte 6; s. 1-5) * Robert Gnuse: "Samson and Heracles Revisited." (i: ''Scandinavian Journal of the Old Testament''; 2018, bind 32, s. 1-19) * Robert Gnuse: "Greek Historians and the Primeval History." (i: ''International Journal of Research in Humanities and Social Sciences''; 2019; række 6 hæfte 1, s. 20-25) * Robert Gnuse: "Jephthah’s Daughter and Iphigenia in the Plays of Euripides" (i: ''International Journal of the Arts and Humanities''; 2019; række 5 hæfte 1, s. 16-23) * Robert Gnuse: "Hellenism and the Primary History: The Imprint of Greek Sources in Genesis-2 Kings" ''Copenhagen International Seminar''; Routledge, London 2020 * Philippe Guillaume: "Hesiod’s heroic age and the biblical period of the Judges." (i: Thomas Thompson and Philippe Wajdenbaum (red.): ''The Bible and Hellenism: Greek Influence on Jewish and Early Christian Literature. Copenhagen International Seminar''; Routledge, New York 2014; s. 146-164) * Daniel Hawk: "Violent Grace: Tragedy and Transformation in the Orestia and the Deuteronomistic History." (i: ''Scandinavian Journal of the Old Testament''; 2003, bind 18, s. 73-88) * Anne Katrine de Hemmer Gudme: "Blev templet på Garizim bygget med templet i Jerusalem som forbillede?" (i: ''Dansk Teologisk Tidsskrift'' 78. årgang, 2015; s. 261-281) * Racheli Shalomi Hen: "Signs of YHWH, God of the Hebrews, in New Kingdom Egypt?" (i: ''Entangled Religions'' 12.2; 2021) * ''Herodots Historie'', oversat af Thure Hastrup og Leo Hjortsø; Bind 1: Bog I-IV, Bind 2: Bog V-IX; København 1979; ISBN 87-01-72851-2 * Ingrid Hjelm: "The Pentateuch that the Samaritans Chose" (i: ''Dansk Teologisk Tidsskrift'' 78. årgang; 2015; s. 225-242) * Joanna G. Kline: "Narrative Analogy in the David Story: Parallels between Genesis 25-50 and 1 Samuel 16-1 Kings 2" (''Forschungen zum Alten Testament'' 2 række, 154; 2024; ISBN 978-3-16-158252-3) * Gerhard Larsson: "Possible Hellenistic Influence in the Historical Parts of the Old Testament." i: ''Scandinavian Journal of the Old Testament''; 2004; bind 18, s. 296-311) * Niels Peter Lemche: "Det Bibelske Hjemland - Det Gamle Testamente og jødernes historiske ret til Palæstina" (i: ''Religionsvidenskabeligt Tidsskrift'', 3; 1983; s. 5-21) * Niels Peter Lemche: "The Old Testament-A Hellenistic Book" (: ''Scandinavian Journal of the Old Testament''; 1993 bind 7, s. 163-193) * Niels Peter Lemche: "Is It Still Possible to Write a History of Ancient Israel?" (i: ''Scandinavian Journal of the Old Testament''; 1994, bind 8, s. 163-188) * Niels Peter Lemche: "Justice in Western Asia in Antiquity, or: why no Laws were needed" (i: ''Chicago-Kent Law Review'', volume 70; 1995; p. 1695-1716) * Niels Peter Lemche: "Good and Bad in History: The Greek Connection." (i: Steven McKenzie and Thomas Römer (red.): "Rethinking the Foundations: Historiography in the Ancient World and in the Bible. Essays in Honour of John Van Seters"; ''Beihefte zur Zeitschrift für die altestamentliche Wissenschaft'' nr. 294; Walter de Gruyter, Berlin 2000; s. 127-140) * Niels Peter Lemche: "How Does One Date an Expression of Mental History?" (i: Lester Grabbe (red.): "Did Moses Speak Attic? Jewish Historiography and Scripture in the Hellenistic Period" (i: ''Journal for the Study of the Old Testament Supplement Series'' 317/European Seminar on Historical Methodology 3; Sheffield Academic Press, Sheffield 2001; s. 200-224) * Niels Peter Lemche: "On the Problems of Reconstructing Pre-Hellenistic Israelite (Palestinian) History" (i: ''The Journal of Hebrew Scriptures'', vol. 3; 2001) * Niels Peter Lemche: "Introduction. The Samaritans in History and Tradition" (i: Ingrid Hjelm (red.): ''Changing Perspectives 10'': "Samaritans and Jews in History"; New York 2024; ISBN 978-1-032-70289-6; s. 1-8) * Niels Peter Lemche: "Does the Idea of the Old Testament as a Hellenistic Book Prevent Source Criticism of the Pentateuch?" (i: ''Scandinavian Journal of the Old Testament''; 2011, bind 25, s. 75-92) * Niels Peter Lemche. "Historie og kulturel erindring i Det Gamle Testamente" (i: ''Dansk Teologisk Tidsskrift'', 76. årgang; 2013; s. 18-31) * Niels Peter Lemche: "Après le déluge: Københavnerskolen eller kaos?" (i: ''Dansk Teologisk Tidsskrift'', 77. årgang; 2014; s. 98-120) * Niels Peter Lemche: "When the End is the Beginning: Creating a National History?" (i: ''Scandinavian Journal of the Old Testament''; 2015, bind 29, s. 22-32) * Niels Peter Lemche: ''Ancient Israel. A New History of Israel'', Second Edition; London 2015; ISBN 978-0-56766-278-1 * Niels Peter Lemche: If I Forget You, Jerusalem! Studies on the Old Testament (''Discourses in Ancient Near Eastern and Biblical Studies''); 2024; ISBN 978-1800504-36-3 * Jüri Lina: ''Skorpioni märgi all. Nõukogude võimu tõus ja langus''; Stockholm 2003; ISBN 91-972897-9-5 * Allan A. Lund: ''De etnografiske kilder til Nordens tidlige historie''; Wormanium 1993; ISBN 87-89531-08-6 * Etienee Nodet: "Editing the Bible: Alexandria or Babylon?" (i: Thomas Thompson and Philippe Wajdenbaum (red.): ''The Bible and Hellenism: Greek Influence on Jewish and Early Christian Literature. Copenhagen International Seminar''; Routledge, New York 2014; s. 36-55) * Gabrielle Vera Novacek: ''Ancient Israel. Highlights from the Collections of The Oriental Institute University of Chicago''; University of Chicago 2011; ISBN 978-1-88923-65-3 * Johannes Pedersen: "Hasmonæer" (i: ''Salmonsens Konversationsleksikon'', 2. udgave, bind X; 1919; s. 943-944) * Emanuel Pfoh: "Ancient historiography, biblical stories and Hellenism" (i: Thomas Thompson and Philippe Wajdenbaum (red.): ''The Bible and Hellenism: Greek Influence on Jewish and Early Christian Literature. Copenhagen International Seminar''; Routledge, New York 2014; s. 19-35) * Benjamin W. Porter: "Assembling the Iron Age Levant: The Archaeology of Communities, Polities and Imperial Peripheries" (i: ''Journal of Archaeological Research'' vol. 24; 2016; s. 373-420) * Irina Russell: ''The Settlers In The Central Hill Country Of Palestine During Iron Age I (ca 1200-1000 BCE): Where Did They Come From And Why Did They Move?''; University of South Africa 2009 * Katherine Stott: "Herodotus and the Old Testament: A Comparative Reading of the Ascendancy Stories of King Cyrus and David." (i: ''Scandinavian Journal for the Study of the Old Testament''; 2002; bind 16 s. 52-78) * Thomas L. Thompson: "The Joseph and Moses narratives 4: narratives about the origin of Israel" (i: ''Biblical Narrative and Palestine History. Changing Perspectives 2''; Equinox 2013; ISBN 978-1-908049-95-7; s. 9-11) * Thomas L. Thompson: "Biblical Archaeology: The Hydra of Palestine's History" (i: ''Dansk Teologisk Tidsskrift'', 78. årgang; 2015; s. 243-260) * S. Douglas Waterhouse: "Who are the Habiru of the Amarna Letters?" (i: ''Journal of the Adventist Theological Society'' 12/1; 2001; s. 31-42) * Jan-Wim Wesselius: "Discontinuity, Congruence and the Making of the Hebrew Bible." (i: ''Scandinavian Journal for the Study of the Old Testament''; 1999 bind 13 s. 24-77) * Jan-Wim Wesselius: "The Origin of the History of Israel: Herodotus’ Histories as Blueprint for the First Books of the Bible" (i: ''Journal for the Study of the Old Testament Supplement Series''; Sheffield Academic Press, Sheffield 2002) * Jacob L. Wright: "David, king of Judah (Not Israel)"; dateret Juli 2014, hentet fra hjemmesiden ''The Bible and Interpretation'' * Hans Christian Ørsted: "Overtro og Vantro i deres Forhold til Naturvidenskaben" (''Aanden i Naturen''; 4. udgave; København 1978; ISBN 87-414-8972-1; s. 76-106) === <big>Film</big> === * Simca Jacobovici: ''The Exodus Decoded'' p813k5zwvtppwy8y3gim5rpcejx2z4t 42631 42629 2026-09-10T07:55:40Z Sven Halfdan Nielsen 3898 småret 42631 wikitext text/x-wiki [[Fil:Philippe de Champaigne - Moses with the Ten Commandments - WGA04717.jpg|thumb|400px|Ifølge nye videnskabelige kildekritiske teorier er det ikke Moses, som har skrevet Mosebøgerne. Maleri af Philippe de Champaigne.]] === <big>Fortale</big> === Jødedommens ældste historie har hidtil været indhyllet i mørke. Traditionen hviler på ''Tanakh'' eller Gamle Testamente, men dette synes først at have fundet sin endelige form i det 2. århundrede f.Kr. i det hasmonæiske kongerige. Hvor meget, traditionerne har ændret sig før denne tid, er et åbent spørgsmål. Foruden Gamle Testamente er de vigtigste kilder til belysning af spørgsmålet især arkæologiske fund, men også her er der store problemer med troværdigheden. Flere kilders oprindelse er omstridte og dermed bliver deres udsagnsværdi også tvivlsom. Det er først i løbet af den seneste menneskealder, at der tegner sig et mere klart billede af den omskiftelige historie, men hidtil har mig bekendt ingen forsøgt at gøre denne viden tilgængelig på dansk. Jeg har derfor efter fattig evne forsøgt at skildre denne på grundlag af tilgængeligt materiale. Jeg har desuden tilføjet notehenvisninger til de skriftlige kilder, som jeg anvendt. Når man forsøger at skildre kendt historie således som tilfældet er med Gamle Testamente, stilles man over for to problemer: dels må man forsøge at sætte denne fremstilling i forhold til det billede, som andre kilder tegner, dels må man forsøge at forstå den forvandling og forvanskning af oprindelige kilder, som fremstillingen i Gamle Testamente nu afspejler. Den foreliggende undersøgelse falder i to hoveddele, dels en undersøgelse af jødernes faktiske historie således som den lader sig fastslå baseret på grundlag af arkæologiske og historiske kilder, herunder spørgsmålet om jødernes religion, dels en kildekritisk analyse af ''Tanakh'' eller Gamle Testamente. Afslutningsvis vil der blive foretaget en vurdering af hvilken indflydelse, ''Tanakh'' har haft på jødernes selvforståelse og Gamle Testamente har på kristen selvforståelse. Der kan være grund til at understrege, at stort set alt i denne undersøgelse alene skyldes yderst kompetente forskeres virke, og jeg har efter evne forsøgt at henvise til denne forskning. Litteraturen herom findes i den afsluttende litteraturliste. Desuden har jeg inddraget andre inspirationskilder, hvor jeg finder dem relevante og troværdige. Derimod er fortolkningen af disse ulige arbejder min egen, og de oprindelige forskere kan og bør derfor ikke drages til ansvar for denne fortolkning. Mange kunne have skrevet denne bog bedre end jeg, alle kunne have skrevet den anderledes, men hvis ikke at jeg havde skrevet den, var den måske aldrig blevet skrevet. Utallige er de, der ønsker sig, at denne bog aldrig havde set dagens lys. Men almindelig og videnskabelig redelighed forlanger, at sandheden bliver kendt. Om bogens titel skal jeg blot bemærke, at jeg har valgt ordet "jødedom", fordi det betegner jødisk religion og kultur på samme tid. Dette modsat andre ord, som både betegner folk og ideologi på samme tid, hvilket er både uheldigt og uønsket for den, der ønsker en præciseret sprogbrug. Sven Halfdan Nielsen</br> Pärnu, den 5. maj 2026 === <big>Indledning</big> === Al historisk og litterær forskning må hvile på kildekritiske undersøgelser. Dette betyder, at arkæologiske og sproglige kilder kritisk må vurderes med henblik på deres oprindelsessituation, eventuelle tendens, forholden sig til de omtalte begivenheder og for sproglige kilder tillige deres formål (som udmærket kan være mangesidigt). Kilderne må stilles i forhold til, hvad der ellers vides om tiden, og de må forsøges tolket således, at de er bedst i overensstemmelse med denne viden, og at de ikke modsiger denne viden. Hvis det sidste er tilfældet, må man spørge, om fortolkningen er rigtig, eller om den hidtidige "viden" må revideres. I 1636 forsøgte den irske ærkebiskop Ussher at bestemme verdens urhistorie. Det skete med udgangspunkt i Gamle Testamente, som han antog var en troværdig kilde til denne tid. På grundlag af de oplysninger, som fandtes heri, beregnede han, at verden var blevet skabt år 4004 f.Kr., og at Syndfloden var fundet sted år 2501 f.Kr. Fra da af havde menneskeheden foretaget sin spredning ud over jorden.<ref>Bibby (1980), s. 12</ref> I de næste omkring 200 år var dette udgangspunktet, når oldforskere forsøgte at skildre deres egne landes ældste historie, indtil omkring midten af 1800-tallet, da arkæologien først som amatørvidenskab og senere som faglig disciplin pillede Usshers forestillinger fra hinanden og påviste, at jordens og menneskehedens historie var betydeligt ældre.<ref>Bibby (1980), s. 13-36</ref> Dette førte til et paradigmeskift i fortolkningen af Gamle Testamente, som ikke længere blev anset som korrekt skildring af hele menneskehedens historie men alene af jødernes historie. Men i denne egenskab blev den fortsat anset som troværdig historisk kilde. Endnu i 1978, da Geoffrey Bibby udgav sin klassiske bog "''Det forsvundne årtusinde''", spillede beretningerne om Abraham, jøderne i Egypten og deres udvandring herfra en egen rolle i skildringen af dette tidsrum.<ref>Bibby (1978), s. 63ff</ref> Men blot få år senere, i 1988, fremkom den første moderne kildekritiske analyse, som fuldstændigt pillede Bibbys antagelse fra hinanden. Det skulle blive starten på et nyt paradigmeskift i forståelsen af Gamle Testamente. Denne analyse blev i 2015 opdateret på engelsk, og det er denne version, som er anvendt i det følgende. Men bogen førte også til beskyldninger om jødefjendtlighed imod forfatteren, Niels Peter Lemche, fordi den pillede jødernes egen hidtidige selvforståelse fra hinanden. Lige siden afslutningen af 2. verdenskrig og især i det 21. århundrede har beskyldninger om "anti-semitisme" fået et kraftigt opsving. Der kan derfor være grund til at gøre nogle bemærkninger om min opfattelse af dette begreb og dets anvendelse. For mig består udtrykket "anti-semitisme" af to dele: "anti" betyder imod, og "semitisme" betegner en politisk, nationalistisk ideologi. Dette indebærer, at jeg skelner mellem jøder som kulturel folkegruppe på den ene side og en semitisk ideologi på den anden. Jeg har intet imod folk, som identificerer sig selv som jøder i religiøs og kulturel henseende så længe, at dette ikke berører deres forhold til andre folkegrupper. For mig er "jøde" altså en betegnelse, der i princippet ikke adskiller sig fra dansker, tysker, armener, kurder, japaner eller en hvilken som helst anden national folkegruppe. Anderledes forholder det sig med begrebet "semitisme". Her er der i mine øjne tale om en totalitær og intolerant national ideologi, som tåler sammenligning med fx. fascismen i Italien og nazismen i Tyskland. Der er med andre ord tale om en ekskluderende ideologi, som på samme tid legitimerer en bestemt handlemåde over for andre befolkningsgrupper. Dette kan der senere være grund til at vende tilbage til, når vi har gjort os selve grundlaget for denne tankegang klart. Lad mig sige det straks: det er ikke "anti-semitisk" at anlægge en anden betragtningsmåde en den, som såkaldte "semitter" selv anlægger - med mindre at man tilføjer, at sådanne semitter har et snævert syn og en snæver fortolkningsramme båret af egne fordomme. I denne henseende minder semitter og muhammedanere om hinanden. Begge promoverer en bestemt fortolkning, og begge benægter retten til at inddrage andre kilder eller til at anlægge en anden og bedre forståelse. For mig skræmmer udsigten til at blive tillagt smædeord mig ikke. Afgørende for mig er objektivt at se på alle fastslåede kendsgerninger og så nå frem til den forståelse, som er mest og bedst i overensstemmelse hermed. Hvis andre har problemer hermed, er det deres problem, ikke mit. De ønsker at forsvare en myte, men for mig er det de historiske kendsgerninger bag myten, som er det vigtigste. Myter er overtro og vantro. Men som Hans Christian Ørsted har sagt det, vil videnskaben overvinde overtroen og vantroen<ref>Ørsted (1978), s. 106</ref>, og således må det være. Det gælder her som i tilfældet med muhammedanismen<ref>se ''Muhammedanismen i kildekritisk belysning''</ref>, at modstanden og modviljen imod at blive konfronteret med nye kendsgerninger dybest set blot viser hvor usikre, forsvarere af den herskende ideologi i virkeligheden er. Hvis de var sikre i deres overbevisning, ville de velkomme enhver udfordring, idet de vil kunne tage den op og sagligt imødegå den og dermed forstærke deres position, men således forholder det sig ikke, tværtimod. Bogen afspejler forskningens nuværende stade, den er en skildring af kendsgerningerne således, som disse tegner sig i det Herrens år 2026. Det er muligt, at fremtiden vil ændre dette billede, og således må det være. Det bør tilføjes, at forskningsfeltet er inde i en rivende udvikling i disse år. Det kan derfor ikke udelukkes, at forskningen om føje år vil give et andet, mere omfattende men måske også revideret billede i forhold til nu, og således må det være. Det er den eneste måde, at vor viden kan forøges og forbedres på. Og skulle denne bog medvirke til at fremme en sådan forskning, har den opfyldt sit formål. === <big>Jødedommens oprindelse og tidlige udvikling</big> === Formålet med det følgende er at skildre jødedommens ældste historie. Hovedvægten vil blive lagt på de arkæologiske vidnesbyrd. Bibelen vil imidlertid blive inddraget, hvis og når den kan belyse historiske kendsgerninger. En række emner vil blive underkastet en særskilt behandling. Jeg har valgt at følge den traditionelle tidsinddeling med hensyn til jødisk historie men at holde den religiøse og den verdslige side af denne historie adskilte, da det giver en bedre forståelse. ==== Den kana'næiske forbindelse ==== For at forstå Kana'ans ældste historie kan det være hensigtsmæssigt at starte i Egypten. Her var omkring 3000 f.Kr. opstået to kongeriger kaldet Øvre og Nedre Egypten. Omkring 2850 f.Kr. blev disse forenede i det Gamle Rige.<ref>Bibby (1978), s. 14</ref> Tidligt tog dette også magten over Sinai-ørkenen, hvorved det fik kontrollen over udvindingen af kobber (som var råstof til fremstilling af bronze), tyrkis- og granat-sten. Gamle Rige etablerede handelsforbindelser fra Syrien mod nordøst til Punt (antagelig på Afrikas Horn) i syd. Fra tid til anden foretog det militære kampagner både til Libyen og Kana'an, det vil sige Palæstina. Gamle Rige blev i 2052 f.Kr afløst af Mellemste Rige. Dette videreudviklede handelsforbindelserne til blandt andre Kreta og Babylon. Den vigtigste begivenhed i dettes eksistens var dog, at der indvandrede et folk kaldet ''hyksos'' fra nordøst, som etablerede sig med en egen hovedstad i Avaris i Nilens delta.<ref>Bibby (1978), s. 98</ref> Senere tog disse indvandrere magten i Egypten.<ref>Bibby (1978), s. 124ff</ref> Efter omtrent to hundrede år blev disse indvandrere angiveligt fordrevne lige til Palæstinas grænse<ref>Bibby (1978), s. 128</ref>, og i forlængelse heraf benyttede Egypten øjensynligt lejligheden til vedvarende at tage magten over Kana'ans mange småriger.<ref>Bibby (1978), s. 134</ref> Vigtigst i denne sammenhæng er det dog, at vi fra denne tid har en række officielle skrivelser, de så kaldte Amarna breve, som belyser forholdet mellem den egyptiske farao og Kana'ans stedlige fyrster.<ref>Lemche (2015), s. 83</ref> Disse breve giver tillige det første kildebelagte indblik i de daværende sociale forhold i Kana'an samt i tidens politiske og økonomiske begivenheder. Disse breve viser et land præget af stammebaserede bystater, der hver kontrollerede de omgivende landbrugsområder i lavlandet, mens bjerglandet, som strakte sig i nord-sydgående retning lige vest for Det døde Hav og Jordan-floden, længe var nærmest ubeboet. Der synes på daværende tidspunkt ikke at have været nogen vedvarende etniske, kulturelle eller sproglige forskelle på de enkelte bystaters folk<ref>Lemche (2015), s. 837</ref>, og de synes alle at have haft den samme religiøse tro. I det 2. århundrede f.Kr. var Kana'an beboet af stammer med hver deres skytsguddom. Disse guddomme hørte til den kana'anæiske gudeverden og omfattede blandt andre ''El'', ''Ba'al'' og ''Jahve''. Over tid begyndte bjergbønderne imidlertid at skille sig ud og hævde, at de ikke stammede fra kana'anæerne i lavlandet, skønt både sproglige og religiøse træk fra tiden 1200-1000 f.Kr. tyder på, at de udviklede sig fra en kana'anæisk fælles kultur i den grad, at det ofte er svært at skelne imellem dem.<ref>Dinkgreve (2021), kap. 8</ref> Hvornår, denne udskillelsesproces er fundet sted, vides ikke, men den må være påbegyndt inden 1207 f.Kr., idet kana'anæerne og israelitterne på en stele rejst af farao Merneptah dateret til dette tidspunkt udtrykkeligt er nævnt som to uens folkegrupper:</br> - "Kana'en er udplyndret,</br> - Israel er lagt øde."</br> Det er værd at bemærke, at de hieroglyffer, som angiver navnet Kana'an, viser, at der er tale om et land, mens de, som angiver Israel, viser, at der er tale om et folkegruppe.<ref>Dinkgreve (2021), kap. 8</ref> Det er også den eneste kilde fraset Gamle Testamente som nævner et folk kaldet "Israel" på denne tid.<ref>Novacek (2011), s. 66</ref> Hvad tør vi udlede af dette? Først og fremmest, at der i datiden fandtes to befolkningsgrupper eller nationer, dels kana'anæerne dels en gruppe kendetegnet ved at dyrke guden ''El''. Man skal dog næppe lægge for meget i denne deling. Den afspejler snarest en deling mellem folkeslag, der levede i lavlandet, og andre folk, der var begyndt at etablere sig og leve i bjergene. Hverken kulturelt eller religiøst synes der dog endnu på denne tid at have været den store forskel imellem dem. Det menes, at den oprindelige gud for disse nye bjergbønder synes at have været ''El'', idet navnet "Isra-el" betyder "El's styre".<ref>Dinkgreve (2021), kap. 8</ref> Vi har imidlertid grund til at formode, at hebræerne på denne tid endnu ikke betegnede sig ved dette navn. Kildekritiske undersøgelser af Mosebøgerne har vist, at disse er skrevet af flere forskellige forfattere, hvoraf to af forskerne kaldes P og E. Begge disse forfattere kalder Gud for ''El'' indtil, at Gud angiveligt selv kalder sig ''Jahve'' over for Moses: "Jeg er Jahve. Jeg viste mig for Abraham og Isak og Jakob som ''El-Shaddai'', men mit navn er ''Jahve''. Jeg gjorde ikke det bekendt for dem".<ref>Bibelen (1992), s. 72</ref> Det bør tilføjes, at i Første Mosebog forekommer 17 tilfælde af associationer med ''El'' (fx. Bethel) men ikke een eneste med ''Jahve''. Der er desuden eet tilfælde med henvisning til ''Ba'al'', nemlig Ashbel, Benjamins søn. Dette taler for, at jøderne på tidspunktet for Mosebøgernes nedskrivning mente, at de oprindeligt havde dyrket ''El'', men at de nu gik over til at bruge benævnelsen ''Jahve'' i stedet. Dette er tvivlsomt. Som vi skal se neden for, er der tale om en kunstigt skabt men forkert selvforståelse. Men hvad gemmer der sig egentlig bag dette navneskifte? Lad os se lidt nærmere på kilderne. ==== Gudeforsamlingen ==== På en to tusinde år gammel læderklud fundet i en hule findes en tekst med følgende indhold: da den højeste gud gav nationerne deres arv, da han delte menneskeheden, fastlagde han deres indbyrdes grænser i henhold til antallet af gudesønner. Denne tekst kendes ligeledes fra Femte Mosebog 32:8-9, hvor den indgår i "Moses sang" og lyder således:</br> "Da den Højeste fordelte folkene,</br> da han skilte menneskene fra hinanden,</br> fastsatte han folkenes områder</br> efter tallet på gudssønnerne.</br> Herrens del blev hans folk,</br> Jakob blev hans arvelod."<ref>Bibelen (1992), s. 237</ref></br> Teksten var identisk med den tekst, som jøderne kopierede i århundrede før Kristi fødsel. Den findes i den græske version af Gamle Testamente fra 3. og 2. århundrede f.Kr. Jøderne ændrede siden teksten fra "gudssønner" til "Israels sønner". Tages teksten for pålydende, har den højeste gud inddelt menneskene i nationer og givet hver nation en søn som guddommelig leder. I det følgende vers fortælles hvilken søn, der blev tildelt hvilken nation, og det oplyses, at Jahve fik tildelt Jacobs stamme eller Israel. Det må her bemærkes, at Jahve her tydeligt er en mindre, en underordnet gud i forhold til den højeste gud. Bibelforskere som Mark Smith og Frank Moore Cross fra Harvard mener, at det er her, at Jahve gøres til guddom for Jacobs stamme. Teksten i Kumran (bedre kendt som Dødehavsrullerne) bevarede den oprindelige tekst, men den blev i middelalderen tilsyneladende tilpasset. I ''Salmernes Bog'' salme 82 findes følgende:</br> "Gud træder frem i gudeforsamlingen,</br> blandt guderne holder han dom:</br> Hvor længe vil I dømme uretfærdigt</br> og tage parti for de ugudelige? Sela</br> Skaf de svage og faderløse deres ret,</br> frikend de hjælpeløse og arme,</br> udfri de svage og fattige,</br> red dem fra de ugudeliges magt! De forstår og fatter intet,</br> de vandrer i mørke,</br> jordens grundvolde rokkes.</br> Jeg har sagt: I er guder,</br> I er alle sønner af den Højeste.</br> Dog skal I dø som mennesker,</br> og I skal falde som en af stormændene. Rejs dig, Gud, hold dom over jorden,</br> for du har alle folkene som ejendom."<ref>Bibelen (1992), s. 693</ref> Denne salme indeholder altså mindet om en gudeforsamling, som også afspejles i den langt ældre tekst. Ordet "guderne" i den originale tekst er ''Elohim'', i flertal. Det viser, at der var en tid i jødernes historie, hvor flerguderi øjensynligt var en almen forståelse. Og en af disse gudesønner var åbenbart Jahve. Et lignende minde findes i Første Mosebog kapitel 6, der begynder således: "Da menneskene begyndte at blive talrige på jorden og fik døtre, så gudesønnerne, at menneskedøtrene var smukke. Blandt dem tog de sig alle de koner, de havde lyst til. Da sagde Herren: "Min livsånde skal ikke forblive i mennesket for evigt. De er dødelige, deres levetid skal være 120 år".</br> Dengang gudesønnerne gik ind til menneskedøtrene og fik børn med dem - men også siden hen - var der faldne på jorden. Det er heltene, navnkundige mænd fra ældgamle dage."<ref>Bibelen (1992), s. 12. Den danske oversættelse har "kæmper" i stedet for "faldne" men det originale ord er ''nefilim'' med netop denne betydning</ref> Disse spredte kildetekster i Gamle Testamente viser, at polyteisme eller dyrkelse af flere guder på daværende tidspunkt var normen i Kana'an. Der kunne siges meget om disse guder, men her vil vi samle os om de vigtigste i den foreliggende sammenhæng. ==== El ==== I 1928 fandt en bonde i Ras Shamra ved Middelhavskysten (nu i Syrien) et omkring 3.000 år gammelt gravkammer. En udgravning det følgende år viste, at det dækkede over dels en større gravplads, dels en forhistorisk by: Ugarit, en vigtig handelsby fra omkring 1450 f.Kr. til 1192 f.Kr., idet byen blev brændt af og blev opgivet antagelig mellem 1190 f.Kr. og 1185 f.Kr. Blandt de mange fund var et stort antal lertavler og mange af dem med religiøse tekster: mytologiske vers, hymner til guder, lister over præsternes ofringer. Den ledende guddom i Ugarit hed ''El''. ''El'' var gudernes fader, skaber af alle levende væsener, den evige konge. Han blev beskrevet som en ældre skægget mand, som sad på en trone med en krone med tyrehorn. Hans hustru hed ''Ashera''<ref>Dinkgreve (2021), kap. 8</ref>, hun var moder til 70 guder ifølge teksterne. Blandt sønnerne var stormguden ''Baal'', havguden ''Jam'', dødsguden ''Mott'' og krigergudinden ''Anat''. Tilsammen blev de kaldt ''Ilham'', det vil sige børn af ''El''. I Bibelens skildring af skabelsen optræder ordet ''Elohim'', på hæbraisk et ord for guddom, hvilket er umiddelbart sammenligneligt med ordet i Ugarit, men ordet er flertal, ikke ental. Og flere af beretningerne i Gamle Testamente bruger netop (men ikke alene) dette ord om Gud: ''El Shaddai'' (Gud den Almægtige), ''El Elyon'' (Gud den Højeste)<ref>Novacek (2011), s. 41</ref>, ''El Olam'' (den evige Gud), ''El Bethel'' (Bethels Gud). Det er det samme navn som den øverste gud i kana'anæernes gudeverden. Af disse kendsgerninger tør drages to slutninger. Den ene er, at Gud i den hebraiske forståelse ikke i starten var fuldstændig og enerådende men i stedet udviklede sig over tid, langsomt ved en proces, der bedst kan beskrives som konvergens: flere guder smeltede sammen i een guddom. Den anden slutning, man tør drage, er den, at israelitterne udviklede sig som folk fra kana'anæerne. Deres første gud var kana'anæernes gud ''El''. For de folk, som levede i bjergene i Kana'an omkring 1100 f.Kr. var der ikke nogen markant forskel imellem deres egen religion og de omgivende folkeslags religion: de dyrkede den samme fadergud og modergudinde. Dette har været anerkendt af arkæologer siden omkring 1970 baseret på fundne lertavler, indskrevne navne på lerkar, fund af husguder og af husaltre. Der kan være grund til at fremhæve, at ''El'' havde en udpræget nordlig udbredelse, i Hittitternes rige og i Kana'an men øjensynligt ikke syd herfor. Her finder vi til gengæld en anden guddom: ''Jahve''. ==== Jahve ==== Som allerede omtalt havde jøderne et andet navn på deres gud: ''Jahve''. Hvor stammer dette navn fra? Hvor og hvornår overtog han de egenskaber, som tidligere blev tillagt ''El''? For at svare på disse spørgsmål, må vi inddrage nye kilder. En kildegruppe, som bør nævnes, er tempelindskrifter fra Egypten, især Nubien. Som eksempel kan nævnes et tempel nu beliggende i Sudan på Nilens vestre bred. Det blev opført af farao Aman Hototeep III (bedstefader til Tutankhamon), som regerede Egypten fra ca. 1390 f.Kr. til 1352 f.Kr., og var tilegnet guden Amon Ra. På en af søjlerne i dette tempel, der omtaler underkuede folkeslag, optræder "Tashasu YHWH". Nationen ''Shassu'' var et semitisk folkeslag, nomader, kvæghyrder, der strejfede om i ørkenen ved den sydlige grænse for Kana'an. Betegnende nok identificeres de ikke ved deres landområde men derimod ved deres guddom, ''Jahve'', omtrent 200 år før at israelitterne ellers optræder i historiske tekster ifølge gængs fortolkning. Denne og andre indskrifter dateres til Egyptens nye kongerige, det vil sige tiden mellem 1550 f.Kr. og 1069 f.Kr. På grundlag af disse indskrifter menes Shassu-folkets område at være afgrænset fra det sydlige Jordan i øst gennem Negev-ørkenen til ind i Sinai mod vest. Det menes, at bjerget Seir har ligget omtrent midt i dette område, ved Amara.<ref>Hen (2021)</ref> Dermed kan vi fastslå Jahves omtrentlige oprindelsestid og tidlige udbredelsesområde. Det bør tilføjes, at ''Jahve'' i indskrifterne aldrig optræder som guddom for egypterne. Egyptologen Donald Redford slutter heraf, at ''Jahve'' oprindeligt var en edomitisk eller midianistisk gud i de sydlige ørkenområder, som blev dyrket i områder, som den hebraiske bibel selv udpeger som stedet for jødernes oprindelse, som stedet hvor Moses hørte Gud tale fra en brændende busk, og i ''Dommerbogen'' findes blandt andet "Deboras sejrssang", som dateres til 12. århundrede f.Kr.<ref>Dinkgreve (2021), kap. 8</ref>, med følgende linjer: Herre, da du drog ud fra Se'ir,</br> da du skred frem fra Edoms land,</br> skælvede jorden, himlen dryppede af regn,</br> ja, skyerne dryppede af vand.</br> Bjergene rystede foran Herren,</br> Sinajs Herre,</br> foran Herren, Israels Gud.<ref>Bibelen (1992), s. 276</ref></br> Taget bogstaveligt siges det, at guddommen bredte sig fra syd, fra Edom, nordpå, det vil sige ind i Kana'an. Edom lå i den nordøstlige del af Sinaj-ørknen, sydøst for Det Døde Hav. Men der er mere, som kan understøtte, at det er herfra, jøderne har hentet deres guddom. Jahve introduceres af Moses efter, at Jetro, Moses svigerfader, sammen med sine sønner havde sluttet sig til jøderne.<ref>Bibelen (1992), s. 87</ref> Ifølge Anden Mosebog kapitel 3:1 var Jetro præst i Midjan.<ref>Bibelen (1992), s. 68</ref> Det må rejse spørgsmålet, om det er fra ham, at Moses har overtaget sin guddom Jahve. Men ifølge Dommerbogen kapitel 1:16 var Jetro kenit: "Efterkommere af den kenit, der var Moses' svigerfar, drog sammen med judæerne op fra Palmebyen til Judas ørken i Arads sydland og bosatte sig hos befolkningen dér."<ref>Bibelen (1992), s. 271</ref> Kenitterne var Kains efterkommere. I Første Mosebog kapitel 4:17-22 læser vi: "Kain lå med sin kone, og hun blev gravid og fødte Enok. Så byggede han en by og gav den navn efter sin søn Enok. Enok fik sønnen Irad, Irad fik Mehujael, Mehujael fik Metushael, og Metushael fik Lemek. Lemek tog sig to koner, den ene hed Ada, den anden Silla. Han blev stamfader til dem, der bor i telte og holder kvæg. Også Silla fødte en søn, Tubal-Kain, stamfader til smedene, alle dem, der forarbejder kobber og jern."<ref>Bibelen (1992), s. 11</ref> Vi ved, at i andre kulturer som egyptisk, græsk og romersk er smedekunsten forbundet med vulkaner: i romersk mytologi hed smedeguden ligefrem ''Vulkan''. Læg dertil profetien i Esajas' Bog kapitel 31:9, der nævner "Herren, som har sit bål på Zion og sin ovn i Jerusalem".<ref>Bibelen (1992), s. 874</ref> Og for at fuldende billede findes i Anden Mosebog kapitel 19:18-19 følgende beskrivelse af bjerget: "Hele Sinajs bjerg var hyllet i røg, fordi Herren var steget ned på det i ild og røgen steg til vejrs som røgen fra en smelteovn. Hele bjerget skælvede af stor rædsel, og hornklangen blev kraftigere og kraftigere."<ref>Bibelen (1992), s. 88</ref> Det kunne være en beskrivelse af en aktiv vulkan. Disse sammenfald kan næppe være tilfældige. Er der tale om, at Jahve oprindelig var en smedegud forbundet med vulkanisme, og at han er overtaget af Moses (hvis han er en historisk person) fra sin svigerfaders kultur? I så fald viser det, at der findes en religiøs forhistorie om ''Jahve'', som man siden har forsøgt at fortrænge, og denne må efter alt at dømme have sammenhæng med fremkomsten af smedekunsten at gøre. Af det foregående tør vi slutte, at ''Jahve'' ikke begyndte i Israel. Han begyndte som en "skytsguddom" blandt nomadiske stammer uden en konge, uden templer og uden et skriftsprog. På et eller andet tidspunkt, måske som følge af handel eller af en edomitisk eller midjanitisk udvandring nordpå, kom denne gud til kana'anæerne, og der mødte han en anden guddom: den gamle gud ''El''. Hvad, der siden fulgte, var konvergens: før dannelsen af et kongerige, før opførelsen af det første tempel, blev ''El'' "opslugt" af ''Jahve''. Derved fik den nye fusionerede guddom begge navne i Gamle Testamente. Der kan være grund til at vende tilbage til denne problematik igen senere, når vi forsøger at samle trådene til jødedommens historie. ==== Ashera ==== Men denne gud stod ikke alene, han havde en kvindelig partner, en gudinde: ''Ashera''. Ashera optræder i kana'anæernes hjem som gudindestatuette, hendes navn findes på forrådskar og i gravskrifter. I tekster fra 8. århundrede f.Kr. bliver hun påkaldt ved siden af Jahve som om de hørte sammen og var ligestillede. Vi ved nu, at hun i århundreder var blevet dyrket af jøderne som gudinde. Hun kunne gå på vandet, hendes tilnavn var ''Kudu'', den hellige. Hun findes gengivet på et egyptisk kunstværk fra samme tid stående på ryggen af en løve og med en slange i hver hånd. Kort sagt var hun en af de store modergudinder i Mellemøsten. I to bygninger daterede til tiden 801-770 f.Kr. i det nordøstlige Sinai ved bjerget Contilit Azud fandt arkæologer i 1975 store forrådskar med en tekst skrevet på tidlig hebraisk: "Jeg velsigner dig ved Jahve af Samaria og hans Ashera"<ref>Novacek (2011), s. 92</ref> og "Jeg velsigner dig ved Jahve af Teman og hans Ashera". Her står israelitternes mandlige guddom sammen med kana'anæernes gudinde. Teman var den egn i ørkenen, hvor ifølge Habakuks Bog kapitel 3:3 Jahve havde sin oprindelse:</br> "Gud kommer fra Teman,</br> den Hellige fra Parans bjerge".<ref>Bibelen (1992), s. 1187</ref> I Hebron blev tilsvarende fundet en gravskrift dateret til midten af 8. århundrede f.Kr.: "Velsignet være Uryyaho ved Jahve for fra hans fjender ved Ashera har han frelst ham". Desuden har man fundet over tusind små gudindestatuetter, heraf 400 alene i Jerusalem, der ifølge Raz Kletter utvivlsomt forestiller Ashera skildret med krop som en cylinder med to markerede bryster og hænder, der tilbyder dem, samt et smilende ansigt. De dateres alle til 8. og 7. århundrede f.Kr. og de blev alle fundet i private hjem, ikke i templer. De viser, at dyrkelsen fandt sted under det delte kongerige som noget alment udbredt, ikke som noget særegent for de få. Som supplement til en forståelse kan man gå til Gamle Testamente, hvor der er bevaret flere passager, hvori Ashera-dyrkelsen omtales. Den følgende oversigt gør ikke krav på fuldstændighed. I Første Kongebog kapitel 14 læser vi: "Salomos søn Rehabeam blev konge i Juda. .. Rehabeam var enogfyrre år, da han blev konge, og han regerede sytten år i Jerusalem, den by Herren havde udvalgt af alle Israels stammer til at sætte sit navn på. Hans mor hed Na'ama og var fra Ammon. Judæerne gjorde, hvad der var ondt i Herrens øjne, og med de synder, de begik, gjorde de ham mere vred, end deres fædre havde gjort. Også de byggede offerhøje og lavede stenstøtter og Ashera-pæle på alle høje bakker og under alle grønne træer; der var endog mandlige helligskøger i landet."<ref>Bibelen (1992), s. 396</ref> I kapitel 15 læser vi: "I Nebats søn kong Jeroboams attende regeringsår blev Abija konge over Juda. Han regerede tre år i Jerusalem. Hans mor hed Ma'aka og var datter af Absalom. Han fulgte alle de synder, som hans far havde begået før ham..<ref>Bibelen (1992), s. 396</ref> I Israels konge Jeroboams tyvende regeringsår blev Asa konge over Juda. Han regerede enogfyrre år i Jerusalem. Hans mor hed Ma'aka og var datter af Absalom. Asa gjorde, hvad der var ret i Herrens øjne, lige som sin fader David. Han forviste de mandlige helligskøger fra landet og fjernede alle de møgguder, som hans forfædre havde lavet. Han fjernede også sin mor Ma'aka som kongemoder, fordi hun havde ladet fremstille en rædselsstøtte til Ashera. Asa huggede støtten om og brændte den i Kedrondalen. Offerhøjene forsvandt ikke.."<ref>Bibelen (1992), s. 396f</ref> I kapitel 16 læser vi: "Omris søn Akab blev konge over Israel i Judas konge Asas otteogtredivte regeringsår, og Omris søn Akab regerede toogtyve år i Samaria over Israel. Omris søn Akab gjorde, hvad der var ondt i Herrens øjne, værre end nogen før ham. Da det ikke var nok for ham at følge Nebats søn Jeroboams synder, giftede han sig med sidoniernes konge Etba'als datter Jezabel, og han gav sig til at dyrke og tilbede Ba'al. Han rejste et alter for Ba'al i Ba'als tempel, som han havde bygget i Samaria. Akab lavede en Ashera-pæl, og Akab gjorde mere endnu, så han krænkede Herren, Israels Gud, mere end nogen af Israels konger, der havde været før ham."<ref>Bibelen (1992), s. 399</ref> I Anden Kongebog kapitel 21 omtales kong Manassa. Om hans gerninger hedder det: "Han gjorde, hvad der var ondt i Herrens øjne efter de afskyelige skikke hos de folkeslag, som Herren havde drevet bort foran israelitterne. Han genopbyggede de offerhøje, som hans fader Hizkija havde ødelagt; han rejste altre for Ba'al, og han lavede en Ashera-pæl, sådan som Israels konge Akab havde gjort, og han tilbad hele himlens hær og dyrkede den. .. Og i de to forgårde til Herrens tempel byggede han altre for hele himlens hær. .. Og han opstillede Ashera-billedet, han havde lavet, i dette tempel, om hvilket Herren havde sagt til David og til hans søn Salomo: "''På dette tempel og på Jerusalem, som jeg har udvalgt blandt alle Israels stammer, vil jeg sætte mit navn til evig tid; og jeg vil ikke mere jage Israel bort fra det land, som jeg gav deres fædre, når de blot omhyggeligt vil gøre alt det, jeg har befalet dem, og holde hele loven, som min tjener Moses gav dem.''" Men de ville ikke høre, og Manassa forledte dem til at handle værre end de folkeslag, som Herren havde udryddet for israellitterne."<ref>Bibelen (1992), s. 438f</ref> I Anden Kongebog kapitel 23 oplyses, at denne afgudsdyrkelse holdt sig til Josija stoppede den: "Så befalede kongen ypperstepræsten Hilkija, andenpræsterne og dørvogterne at fjerne alle de ting, der var lavet til Ba'al og til Ashera og til hele himlens hær, fra Herrens tempel, og han brændte dem uden for Jerusalem .. Helligskøgernes rum i Herrens tempel, hvor kvinderne vævede klæder til Ashera, rev han ned. .. Også alteret i Betel, offerhøjen som Jeroboam, Nebats søn, havde opført, han som forledte Israel til synd, både dette alter og offerhøjen rev Josija ned, og han knuste stenene til støv og brændte Ashera-pælen."<ref>Bibelen (1992), s. 441</ref> Profeten Jeremis beklagede sig i Jeremias' Bog kapitel 7: "Kan du ikke se, hvad de gør i Judas byer og Jerusalems gader? Børnene samler brænde, fædrene tænder ild og kvinderne ælter dej, så de kan lave offerkager til Himmeldronningen og udgyde drikofre for andre guder og krænke mig."<ref>Bibelen (1992), s. 950</ref> Han taler om ''Ishtar'', Mesopotamiens version af Ashera, mens hun blev adopteret som ''Afrodite'' i Grækenland og blev kaldt ''Astarte'' af kana'anæerne og senere af fønikerne.<ref>Novacek (2011), s. 38</ref> Der kan således ikke være tvivl om, at Ashera-dyrkelsen var udbredt blandt jøderne i flere århundreder, snart officielt snart uofficielt. Manassa regerede fra 697 f.Kr. til 642 f.Kr. og Josija skal have stoppet Ashera-dyrkelsen omkring 622 f.Kr. Men uofficielt fortsatte dyrkelsen helt frem til babylonernes erobring af Jerusalem. Det vigtigste i denne sammenhæng er, at denne afgudsdyrkelse, som det også fremgår af Gamle Testamente, fandt sted længe efter, at jøderne skulle være gået over til monoteisme. ==== Den centraliserede gudsdyrkelse ==== Men hvornår begyndte den monoteistiske gudsdyrkelse blandt jøderne? Skal man tro Gamle Testamente tyder meget på, at det var en udvikling i to trin: først skete der en centralisering af gudsdyrkelsen, og langt senere en overgang til monoteisme. Første kilde til denne udvikling findes i Moseloven. Her hedder det: "Du må ikke lave dig noget gudebillede i form af noget som helst oppe i himlen eller nede på jorden eller i vandet under jorden. Du må ikke tilbede dem og dyrke dem, for jeg, Herren din Gud, er en misundelig Gud."<ref>Bibelen (1992), s. 89. I oversættelsen til dansk bruges ordet "lidenskabelig" i stedet for "misundelig"</ref> Det siges ikke, at der ikke findes andre guder, kun at jøderne ikke længere måtte dyrke dem. Næste kilde findes i Anden Kongebog om kong Josija, som regerede 640-609 f.Kr. Her hedder det: "Og statsskriveren Shafan fortalte kongen, at præsten Hilkija havde givet ham en bog, og Shafan læste den op for kongen."<ref>Bibelen (1992), s. 440</ref> Forskere mener, at den bog, der her er tale om, sandsynligvis var Femte Mosebog. Femte Mosebog adskiller sig tydeligt fra de foregående fire Mosebøger, så meget at man mener, at den har sin egen forfatter (eller egne forfattere), der af forskerne kaldes D. Denne forfatter D genkendes også i en række andre tekster i Gamle Testamente: Joshua-bogen, Første og Anden Dommerbog, Samuels Bog samt Første og Anden Kongebog. Det menes, at alle disse bøger er forfattede af samme person eller personkreds.<ref>Dinkgreve (2021), kap. 8</ref> Anden Kongebog fortæller om kong Josiah, at han centraliserede gudsdyrkelsen og forbød stedlige altre: "Han hentede alle præsterne fra Judas byer, og offerhøjene lige fra Geba til Be'ersheba, hvor de havde tændt offerild, gjorde han urene, og portofferhøjene, som lå ved kommandantensen Josvas port til venstre, når man går ind ad byporten, rev han ned."<ref>Bibelen (1992), s. 441</ref> Som det siges: "Der havde ikke tidligere været nogen konge, der som han af hele sit hjerte og af hele sin sjæl og af hele sin styrke vendte om til Herren, helt efter Moses' lov og efter ham kom der ingen som han."<ref>Bibelen (1992), s. 442</ref> Tydeligvis var der tale om at samle al religiøs magt på et sted og under kongens kontrol.<ref>Lemche (2015), s. 176</ref> Det var med andre ord en religiøs revolution. For at retfærdiggøre denne revolution måtte man opfinde en spådom, der kunne retfærdiggøre den. Her træder nu to kilder ind. Den ene findes i Første Kongebog. Her omtales en gudsmand, som råber imod et alter: "Alter, alter! Dette siger Herren: I Davids hus skal der fødes en søn ved navn Josija. På dig skal han slagte de offerhøjspræster, som tænder offerild på dig, og han skal brænde menneskeknogler på dig."<ref>Bibelen (1992), s. 393</ref> Den anden er Femte Mosebog: allerede i første sætning gives indtrykket af, at denne bog er Moses' sidste ord inden sin død<ref>Bibelen (1992), s. 200</ref>, og her formuleres en "ny moselov" begyndende således: "Dette er de love og retsregler, som I omhyggeligt skal følge i det land, Herren, dine fædres Gud, har givet dig i eje, så længe i lever på jorden. I skal ødelægge alle de steder, hvor de folk, I fordriver, har dyrket deres guder, på de høje bjerge, på bakkerne og under alle grønne træer. I skal rive deres altre ned og knuse deres stenstøtter, deres Ashera-pæle skal I brænde, og deres gudebilleder skal I hugge om; I skal udslette deres navn fra de steder. For på den måde må I ikke dyrke Herren jeres Gud. Nej, I skal søge til de sted, Herren jeres Gud udvælger blandt alle jeres stammer til at sætte navn på, så det kan bo der. Dér skal du komme, og derhen skal I bringe jeres brændofre og slagtofre, jeres tiender og afgifter, jeres løfteofre og frivilligofre og det førstefødte af jeres køer og får."<ref>Bibelen (1992), s. 214</ref> Men trods dette forsøg på at legitimere centraliseringen af gudsdyrkelsen holdt det ikke længe. Snart begyndte folk atter deres decentrale gudsdyrkelse, og som vi tidligere har set, opgav de aldrig deres Ashera-dyrkelse. Den omstændighed, at det netop er D, som promoverer den centraliserede gudsdyrkelse, gør, at forfatteren med stor sandsynlighed skal søges i præsteskabet ved det kongelige hof i Josijas levetid, det vil sige omkring 623 f.Kr.<ref>Lemche (2015), s. 177</ref> ==== Hebræerne i Kana'an ==== Vi har fulgt kana'anæernes religiøse udvikling, men hvordan forholder det sig med områdets politiske udvikling? Det er en broget historie, hvor Gamle Testamente trods påviselige fejl alligevel kan give nyttige oplysninger. Ifølge Gamle Testamentes narrativ begyndte jødernes historie med de tre patriarker: Abraham, Isak og Jakob, som skal have levet omkring 2200-1900 f.Kr.<ref>Lemche (2015), s. 35</ref> Denne tidsfæstelse er imidlertid en anakronisme, idet Abraham - den første i rækken - angiveligt ifølge Første Mosebog kapitel 21: 34<ref>Bibelen (1992), s. 27</ref> opholdt sig hos filistrene. Disse optræder først i Kana'an omkring 1177 f.Kr. under navnet "peleset" som en del af de folkeslag, kaldet "Havfolket" (engelsk: ''Sea people''), der på dette tidspunkt indvandrer til området, hvor deres tilstedeværelse nedbryder den hidtidige samfundsorden.<ref>Lemche (2015), s. 89</ref><ref>Russell (2009), s. 6</ref> Forudsat, at Abraham er en historisk person, og at han rettelig skal omflyttes i tid, så bliver hans optræden også mere logisk i dens narrative sammenhæng: Han skal stamme fra bosættelsen Haran, som lå i et grænseområde nord for Eufrat, der på skift blev kontrolleret af Mittaniriget, Hittitterne og Babylonien. Det ville derfor ikke være ulogisk, hvis han var flygtet fra uroligheder i sin hjemstavn. Det vil kunne forklare hvorfor, at han betegnes som en "hebræer", det vil sige illegal flygtning, i Gamle Testamente, og det vil logisk forklare ham som en af de ledere af en hær af lejesoldater og marodører, som øjensynligt prægede tiden. Denne antagelse understøttes af, at der utvivlsomt var folk fra hittitternes område blandt indvandrerne.<ref>Russell (2009), s. 38</ref> Som et passende udgangspunkt må altså tages bronzealderen før, at den gamle verdensorden brød sammen. På denne tid bestod Kana'an eller Palæstina af en række små kongedømmer, ret beset bystater idet hver havde en by som sit politisk-administrative hovedsæde. Befolkningen var mere eller mindre besiddelsesløse hoveriarbejdere for kongen: de kunne være engageret i landbrug, håndværk, handel og forsvar. Om nogen etnisk-national deling var der næppe tale, alle talte samme sprog og havde den samme religion. Egypten med dets faraoer udgjorde siden 15. århundrede f.Kr. den overordnede magt, som småkongerne måtte underkaste sig. Til gengæld blandede Egypten sig ikke i de stridigheder der foregik internt i Kana'an om magtområder. Sådanne mindre krige synes at have hørt til dagens orden, men de forhindrede ikke tidens internationale handel med varer.<ref>Lemche (2015), s. 84-89</ref> Meget taler for, at det var ankomsten af "havfolket" omkring 1177 f.Kr. som udløste en ny politisk udvikling. Frem til sammenbruddet havde området været præget af kana'anæiske kongefamilier, som styrede mindre områder fra deres centralt beliggende byer. Hidtil havde områder i nord været under hittitisk overherredømme og området i syd som helhed været under egyptisk kontrol, men nu svækkedes denne kontrol<ref>Porter (2016), s. 384</ref>, og det indebar, at der indtraf muligheder for større indbyrdes stammekrige i området. Det betød også, at folk udefra nu kunne blande sig med held i disse stedlige stammekrige. Det er muligt, at hebræernes erobringer netop hører hjemme i denne sammenhæng. Til trods for, at Gamle Testamente fremstiller disse kampe som religionskrige mellem folkeslag med polyteisme og jøderne med deres påståede monoteisme, er der intet, som tyder på, at dette er korrekt. Snarere må vi se disse kampe som sket mellem et imperialistisk erobrerfolk og stedlige bofaste stammer. At der også var religiøse forskelle imellem dem, understregede blot krigenes stammemæssige karakter. Mens filistrene bosatte sig ved kysten, flyttede hebræerne ind mod øst og bosatte sig overvejende i højlandet, hvor de over tid tilegnede sig megen af den stedlige kultur, samtidig med at deres frænder, aramæerne, slog sig ned mod nordøst i Syrien. Hebræerne fik i denne besættelse støtte fra beslægtede og ligesindede nomadiske stammer og semitiske folkeslag. Alliancen var mulig, fordi de alle dyrkede Jahve.<ref>Novacek (2011), s. 66</ref> Denne fælles kult var længe den eneste institution, som bandt folket sammen, og det kunne ikke forhindre, at der jævnligt opstod konflikter mellem dem. Der kan på dette sted være grund til at gøre op med myten om Jerikos erobring. Ifølge den bibelske tradition skete erobringen ved, at de omgivende bymure styrtede sammen.<ref>Bibelen (1992), s. 248f</ref> Problemet er, at det arkæologisk kan påvises, at der ingen bymure var!<ref>Novacek (2011), s. 66</ref> Forklaringen er, at Kana'an indtil da havde været underlagt Egypten, hvis overherredømme var blevet afgjort efter slaget ved Megiddo i 1479 f.Kr. Efter erobringen beholdt eliten i de kana'anæiske familier deres styrende rolle, når blot de var loyale i forhold til den egyptiske farao, men de måtte acceptere, at de ikke måtte befæste deres byer, (hvilket gav dem problemer blandt andet, da Megiddo blev angrebet af Lab'ayu fra det nærliggende Shechem).<ref>Novacek (2011), s. 25</ref> Både Jeriko og Ai var øjensynligt ubeboede på tidspunktet for "erobringen".<ref>Russell (2009), s. 29</ref> Det må rejse spørgsmålet, om israelitterne overhovedet nogen sinde har erobret Kana'an, eller om de så at sige "overtog" havfolkets faktisk påviste erobringer og indskrev dem i deres historie? Overhovedet har det været praktisk talt umuligt at påvise israelitterne bosættelse i Levanten. Forskere har ment, at en række nye bosættelser i marginale områder i bjergegne kunne være deres bosættelser<ref>Porter (2016), s. 386</ref>, men der kan lige så godt være tale om, at nogle kana'anæere fra lavlandet efter det handelsmæssige sammenbrud valgte at flytte ud og etablere sig med et nyt men mere holdbart selvforsynende landbrug<ref>Porter (2016), s. 388f</ref>, hvor handel som helhed spillede en mindre rolle end tidligere og især var af regional snarere end international karakter.<ref>Porter (2016), s. 388</ref> Ulige forsøg på at identificere bestemte former for genstande som værende israelitiske er strandet på, at de selv samme genstande også findes i områder uden israelsk bosættelse ifølge Gamle Testamente, de kan derfor ikke levere det ønskede bevis.<ref>Porter (2016), s. 387</ref> I den første tid efter hebræernes indvandring var tilstandene i Kana'an væsentlig som før. Det var langt fra lykkedes hebræerne at udrydde hele den bosatte befolkning, så det endte med, at hebræerne bosatte sig i egne bosættelser. De ulige folk og stammer levede i samfund hver for sig med byerne som centrum for de omgivende landsbyer. Hebræerne erobrede og ødelagde de mere civiliserede kana'anitter men overtog deres skriftsystem. De overtog også kana'anitternes byggeskik, men uden at hebræernes byggerier nåede samme høje stade som deres forgængere. Jerusalem var på denne tid et lille sted uden stor betydning og kunne ikke måle sig med andre byer i området. Hidtil har spørgsmålet om hebræernes oprindelse kun været antydet. I det følgende skal der gøres et forsøg på at besvare dette spørgsmål mere uddybende. Tør man tro Josvabogen kapitel 20, blev der oprettet særlige bebyggelser kaldet "tilflugtsbyer" for kriminelle, hvor disse kunne søge politisk asyl og unddrage sig retsforfølgelse for deres kriminelle gerninger: "Herren talte til Josva og sagde: "Sig til israelitterne, at de skal udpege de tilflugtsbyer, som jeg talte til jer om ved Moses, så en drabsmand, der uforsætligt og uforvarende slår nogen ihjel, kan flygte dertil; de skal være tilflugtssteder for jer mod blodhævneren. Når drabsmanden søger tilflugt i en af disse byer og stiller sig ved indgangen til byporten, skal han forelægge sin sag for de ældste i den by. De skal give ham adgang til byen og give ham et sted, hvor han kan bo hos dem. Når blodhævneren forfølger ham, må de ikke udlevere drabsmanden til ham; det var jo uforvarende, han slog sin næste ihjel, han havde ikke tidligere næret fjendskab mod ham. Han kan så blive boende i den by, indtil han stilles for menighedens domstol, eller indtil den ypperstepræst dør, som er der til dentid. Da kan drabsmanden vende tilbage til sin by og sit hus, den by, han er flygtet fra"."<ref>Bibelen (1992), s. 264</ref> De var en ordning, som kunne beskytte enhver kriminel mod retsforfølgelse. Men måske forklaringen skal søges i områdets almindelige historie netop på denne tid. I Anden Mosebog kapitel 21 findes blandt andet følgende retsregler for samfundslivet: "Når du køber en hebraisk træl, skal han være træl i seks år, men i det syvende år skal han frigives uden vederlag."<ref>Bibelen (1992), s. 90</ref> Hvad er det for nogle hebraiske trælle, der henvises til? Gennem flere hundrede år, fra 18. til 12. århundrede f.Kr. optræder i de bevarede skriftlige kilder omtaler af folk kaldet ''apiru'' eller ''hapiru'', som kendes fra hele den frugtbare halvmånes område fra Syrien i nord ned til og med Egypten. Beskrivelsen af dem viser, at de ikke udgjorde en etnisk gruppe men snarere en social gruppe på randen af samfundet.<ref>Russell (2009), s. 42</ref> Niels Peter Lemche mener, at udtrykket ''habiru'' oprindelig betegnede folk, som af den ene eller anden grund var flygtet fra deres hjemstavn.<ref>Lemche (2015), s. 91</ref> I begyndelsen forsøgte de stedlige småkonger at slippe af med disse flygtninge igen ved at lade dem hjemsende. Men dermed gjorde man dem til illegale, og følgen var, at de efterhånden også opførte sig som sådanne. Meget tyder på, at de søgte til områder, som var uden for småkongernes kontrol, nemlig til de stedlige bjergegne i den nordlige og mellemste del af landet. Her kunne de leve i nogenlunde fred og fri for faren for at blive hjemsendt.<ref>Lemche (2015), s. 92</ref> Lemche mener, at ordet "''hebræer''" er afledt af ''habiru'': de to ord optræder samtidigt i kilderne, og det kan meget vel være, at vi her har den egentlige årsag til, at hebræerne som folkegruppe blev udskilt fra den fastboende befolkning i lavlandet.<ref>Lemche (2015), s. 94</ref> Det er muligt, at de hebræiske trælle, som Mosebogen henviser til, var sådanne, som søgte at legitimere sit ophold ved at underkaste sig en art "prøvetid" med henblik på senere at blive anerkendt som fri borger.<ref>Lemche (2015), s. 93</ref> Og det er ligeledes muligt, at de "flygtningebyer", som tidligere blev omtalt, har samme historiske oprindelse: det er minderne om en tid, da jøderne var hebræere, illegale flygtninge som opholdt sig i bosættelser, hvor de kunne få "politisk asyl". Det bør for god ordens skyld tilføjes, at vi ikke ved i hvilken udstrækning, disse hebræere i bjerglandet var flygtninge eller var folk fra lavlandet, som selv havde forladt dette på grund af klimaforandringer i tiden 1200-900 f.Kr., især tørke, der gjorde landbrugsdrift i lavlandet mere usikker men begunstigede landbrugsdrift i bjerglandet<ref>Russell (2009), s. 14, 34, 170-194</ref>, eller fordi at de ganske enkelt ikke længere kunne holde trællelivet under småkongerne ud. For hebræerne var dette under alle omstændigheder ikke noget minde, som man ønskede at bevare, så i stedet opfandt man historien om undertrykkelsen i Egypten, flugten herfra og Guds løfte om landet som en alternativ forklaring, der skulle stille magtovertagelsen i et bedre lys. Hvordan det nu end forholder sig, så var det i hvert fald ikke en endelig løsning på problemet. Før eller siden måtte denne illegale flygtningebefolkning i bjergene opnå en sådan størrelse, at den også kunne udgøre en politisk magtfaktor. Tør vi tro, at der bag historien om Moses også skjuler sig en erindring om en tilvandring til bjergegnene fra syd, det vil sige fra ebonitternes og midjanitternes område, måske som en nyorientering mod nord i stedet for mod Egypten i vest, når de skulle søge græsgange og vand til deres dyr<ref>Russell (2009), s. 25</ref>, så betyder det, at bjergbefolkningen fik markante befolkningstilskud over tid og dermed blev militært stærkere. Det indebar, at den kunne føre krige for at opnå ret til at danne en egen statsdannelse. Og det bliver lettere at forstå hvorfor, at "Israel" først optræder som folkegruppe snarere end som et velorganiseret statsligt landområde. Hvis der er sket en indvandring fra syd, kan det måske også bidrage til at forklare forholdet mellem guderne ''El'' og ''Jahve'': mens ''El'' synes at have været den traditionelle guddom i de nordlige egne, så stammer ''Jahve'' netop fra ebonitter og midjanitter. Man kan forestille sig, at de har bragt deres gudsdyrkelse med sig, da de indvandrede.<ref>Russell (2009), s. 2</ref> Det har ført til en slags "magtkamp" mellem de to guddomme, der imidlertid endte med en slags "sammensmeltning" af de to guddomme, dog med Jahve som det nye dominerende navn. Måske den senere tendens til at centralisere gudsdyrkelsen også skal ses i dette lys. Vi ved ikke meget om selve samfundets indretning. Lemche antager, at det var bygget op af flere lag af sociale forbindelser: familien, klanen og stammen. Især synes familien og slægten at have spillet en betydelig rolle. Dette afspejles i de omfattende slægtstavler, som indgår i Gamle Testamente. De skulle vise, at alle israelittere i sidste ende var i familie med hinanden og derfor dele af nationen, idet de alle stammede fra deres fælles stamfader: Jakob.<ref>Lemche (2015), s. 98</ref> Endnu et forhold kan måske understøtte denne antagelse: det er blevet påpeget, at nedskrevne love sikkert ikke spillede nogen rolle i disse samfund. Deres retstilstand var den, at hver klan eller "familie" omfattede et større antal medlemmer, som stod i afhængighedsforhold til klanens eller "familiens" overhoved eller leder, en slags patron-klient forhold. Inden for denne var det overhovedet eller klanlederen, som afgjorde uenigheder, og indbyrdes udnævnte klanernes ledere en neutral opmand til at finde en løsning. Det var en ordning, som minder om den, man finder i blandt andet mafiaen. Nedskrevne love ville være en forhindring, hvis denne samfundstilstand skulle fungere. Moseloven, for så vidt den faktisk eksisterede og spillede nogen rolle, var ganske enkelt den ydre ramme betinget af klanfællesskabets religiøse selvforståelse. At det faktisk forholdt sig således antydes af, at der ingen tekster findes med henvisninger til love eller skrevne retsregler fra de store udgravninger i Ugarit og Alalakh.<ref>Lemche (1995), s. 1695-1716</ref> Det er muligt, at det er denne retstilstand, der afspejles i Femte Mosebog kapitel 16:18-20 i bestemmelserne om dommere og skrivere: "I hver af jeres stammer skal du indsætte dommere og skrivere i de byer, som Herren din Gud giver dig, og de skal dømme folket retførdigt. Du må ikke bøje retten, du må ikke begunstige nogen, og du må ikke lade dig bestikke, for bestikkelse blinder øjnene på de vise og forvansker de uskyldiges sag. Retfærdighed alene skal du stræbe efter, for at du må leve og tage det land i besiddelse, som Herren din Gud vil give dig."<ref>Bibelen (1992), s. 219</ref> Det er muligt, at Abraham, hvis han er en historisk person, var en sådan illegal flygtning og mafia boss. I Første Mosebog kapitel 14:13 kaldes han udtrykkeligt "hebræeren"<ref>Bibelen (1992), s. 19</ref>, og denne fremhævede benævnelse kan begrunde denne antagelse.<ref>Thompson (2015), s. 244f</ref> Det skal bemærkes, at Abraham i denne historie, der handler om hans sejr over fire konger, som havde udplyndret Sodoma og Gomorra, fremstilles som en anden gangsterleder, som var i stand til at rejse en hær på flere hundrede "våbenføre mænd, der var født som hans trælle".<ref>Bibelen (1992), s. 19</ref> Det må i denne forbindelse tilføjes, at det hebræiske ord ''ebed'', som normalt oversættes ved "slave", også kan oversættes ved "afhængig" (af en anden person)<ref>Lemche (1995), s. 1711</ref>, altså netop et patron-klient forhold som skildret oven for. Det var en sidebemærkning, tilbage til hovedhistorien. Vi har to versioner af historien om "erobringen af Kana'an", i Joshuabogen og i Dommerbogen. Dommerbogens version er temmelig kort og menes at være den oprindelige,<ref>Russell (2009), 27</ref> Ifølge denne version lykkedes det i første omgang kun jøderne at "erobre" bjerglandet men ikke lavlandet. Måske dette afspejler det forhold, at indvandringen netop skete til de områder, hvor hebræerne boede. Først senere opnåede bjergfolkene en styrke, der gjorde det muligt for dem også at erobre lavlandet, men i erindringen og i Gamle Testamentes narrativ er de to faser af eller led i denne "erobring" antagelig blevet slået sammen i een. Skal man tro Gamle Testamente fortsatte jøderne også efter deres magtovertagelse både deres terror og blodbad. I Dommerbogen kapitel 1 læser vi: "Så drog Juda op, og Herren gav kana'anæerne og perizzitterne i deres hånd, og de slog dem i Bezek og dræbte ti tusind mand. ..Judæerne angreb Jerusalem og indtog den. De huggede indbyggerne ned med sværd og stak ild på byen."<ref>Bibelen (1992), s. 271</ref> I de byer, som det angiveligt ikke lykkedes jøderne at udrydde befolkningen, blev disse i stedet gjort til hoveriarbejdere.<ref>Bibelen (1992), s. 272</ref> Det kan næppe undre, hvis denne opførsel gav anledning til yderligere uro, og at nye kampe fulgte. Ved en lejlighed slog jøderne angiveligt "omkring ti tusind moabitter ihjel. .. Derefter havde landet ro i firs år".<ref>Bibelen (1992), s. 274</ref> Der er bare et stort problem ved hele dette narrativ: ingen samtidige kilder, hverken de utallige breve fra Kana'an til farao eller arkæologiske spor kan underbygge, at nogen erobring og israelsk bosættelse skulle have fundet sted.<ref>Lemche (2015), s. 116, 118</ref> Josvabogen kapitel 8 fortæller om erobringen af byen Aj<ref>Bibelen (1992), s. 252</ref>, men arkæologisk kan det bevises, at Aj var lagt øde allerede omkring 2300 f.Kr.!<ref>Lemche (2015), s. 117</ref> Lemche mener derfor, at narrativet om "erobringen" af Kana'an er skabt efter, at jøderne havde taget magten i et forsøg på at "rekonstruere" den jødiske statsdannelses oprindelse.<ref>Lemche (2015), s. 118</ref> ==== Dommer- og kongetiden ==== Efter Josvas angivelige erobringer fulgte dommertiden, hvor landet blev styret af de såkaldte dommere. Tør man tro Gamle Testamente førte det til, at filistre og ammonitter for en tid fik overtaget.<ref>Bibelen (1992), s. 286</ref> Også internt var der øjensynlig magtkampe, således forenedes de andre stammer mod Benjamins stamme.<ref>Bibelen (1992), s. 297ff</ref> Men som vi senere skal se, er der her snarest tale om et vandremotiv, som intet har a gøre med en historisk begivenhed. Dommertiden fremstår som et narrativ, der skal begrunde hvorfor, at jøderne etablere et kongerige. Efterhånden blev lovløsheden ifølge narrativet for meget, og hebræerne besluttede sig for at etablere et eget kongerige i Palæstina. Denne institution kom som en nødvendig følge af både de interne lovløse tilstande og behovet for at organisere krigsførelsen mod andre folkegrupper.<ref>Lemche (2015), s. 137</ref> I vest udgjorde filistrene en stærkere modstand end kana'anæerne på grund af, at de havde udviklet jernsmedning. Mod nord boede fønikerne i Libanon, der var mest optaget af handel. Da kana'anæerne stadig blev mere undertrykte, skabte det grundlaget for etableringen af det hebræiske kongedømme omkring 1000 f.Kr. Først under dommeren Samuel opstår der blandt jøderne angiveligt krav om etableringen af et kongerige. Landets første konge hed Saul.<ref>Bibelen (1992), s. 317</ref> Han dateres til omkring 1000-tallet f.Kr. Tør vi tro Første Samuelsbog, gennemførte han adskillige krige.<ref>Bibelen (1992), s. 320</ref> Kana'an var angiveligt forenet under ham og hans to efterfølgere, David og Salomo. Disse traditioner kunne have hvilet på oplysninger hentet i kongelige arkiver, som siden er gået tabt. Men der findes ingen beviser på, at sådanne arkiver har eksisteret.<ref>Lemche (2015), s. 126</ref> Narrativet om Saul som konge er anekdotisk. Historien begynder med, at folket kræver en konge og ikke vil lytte til profeten Samuel og hans advarsler om at udnævne en konge. Tilfældet vil, at Samuel allerede forinden har mødt Saul og salvet ham til fyrste. Først senere udnævnes han så officielt til konge. Og hele historien ender med, at Saul viser sig at være håbløst uduelig som regent, og folket indser, efter at have modtaget et varsel i form af torden og regn, at det ønskede en konge som erstatning for dets afgudsdyrkelse. Det er een lang moralsk historie om det dårlige ved at have en konge som overhoved.<ref>Bibelen (1992), s. 312-317</ref><ref>Lemche (2015), s. 126f</ref> Efter som Saul udnævnes til konge i tre omgange: først som barn, dernæst ved lodkastning ved helligdommen Mizpah og endelig ved helligdommen Gilgal, er der grund til at antage, at der er tale om en historie sammensat af flere bestanddele. Og beretningen om Saul som konge minder i hele sin opbygning nærmest om eventyret om konen i muddergrøften. Historierne om David som konge er næsten lige så eventyragtige. Det gælder historien om hvordan, at han blev konge (som vi vender tilbage til senere), og det gælder historien om Batseba og hendes mand Urias.<ref>Bibelen (1992), s. 352-354</ref> Der er ikke megen grund til at tro, at disse fortællinger har noget med en historisk virkelighed at gøre. Og historierne om hans krige og størrelsen af hans imperium kan meget vel være indskrevet i fortællingen for at begrunde jødernes imperialistiske krav.<ref>Lemche (2015), s. 131</ref> Skildringen af kong Davids liv er af Niels Peder Lemche rammende blevet karakteriseret på denne måde: "Davidsberetningen er sammensat af to fortællinger, dels en lang eposlignende beretning om den unge helt, der går så meget ondt igennem for at vinde prinsessen og det halve kongerige, en fortælling som i høj grad var velkendt i den gamle Orient, dels historien om et familiedrama, som kun har sin lige i græske dramaer om familier i opløsning."<ref>Lemche (2013), s. 25</ref> Et højdepunkt i skildringen af Davids liv i Gamle Testamente er hans erobring af Jerusalem<ref>Bibelen (1992), s. 347</ref>, men atter er der antagelig tale om en anakronisme, da Jerusalem næppe eksisterede på hans tid, det vil sige omkring 1000 f.Kr.<ref>Lemche (2013), s. 24</ref> Salomo beskrives i Gamle Testamente som en mægtig konge, der blandt andet opførte et gudstempel i Jerusalem, men arkæologiske undersøgelser har ikke kunnet bekræfte dette<ref>Russell (2009), s. 147</ref>, og Salomo er påfaldende totalt fraværende i ikke-bibelske kilder. Det har fået mange historikere til at mene, at Salomo må have været en småkonge.<ref>Novacek (2011), s. 83</ref> Også israelitterne synes fraværende i arkæologiske fund fra denne tid, i stedet dominerer kypriotisk og fønikisk lertøj samt stedlige efterligninger af dette.<ref>Novacek (2011), s. 89, 93</ref> Også i andre henseender er historien om Salomo mere legendarisk end historisk. Således er den kendte historie om dronningen af Saba og hendes besøg i Første Kongebog kapitel 10<ref>Bibelen (1992), s. 388f</ref> en ren myte af den enkle grund, at kongeriget Saba endnu ikke eksisterede i Salomos levetid.<ref>Lemche (2015), s. 149</ref> Da kong Salomo døde i 922 f.Kr. blev det hebræiske kongedømme delt i to: Kongeriget Israel og Kongeriget Juda. Det var kun Juda og Benjamins stammer, som accepterede Salomos søn Rehabeam som deres konge, og de oprettede dermed det sydlige kongerige Juda med Jerusalem som hovedstad. Mod nord gjorde de øvrige stammer Jeroboam til konge og oprettede kongeriget Israel med Sikem og senere Samaria som hovedstad. Vigtigst i denne sammenhæng er, at der intet stammesammenhold var, end ikke deres religion kunne holde sammen på dem, og som vi allerede har set, skete der jævnligt frafald fra denne, lige som israelitterne indgiftede sig i andre folkegrupper nok så meget som indbyrdes. Der var konstant magtkampe, hvilket afspejler det totale fravær af national solidaritet og enhed. Også udefra skete angreb. Anden Krønikebog er fuld af bereninger om disse krige. Det bør for god skyld nævnes, at en basalt stele fra Dhiban omtaler, at kong Mesha fra det moabitiske kongerige overvandt Kongeriget Israel og udvidede sit rige, en begivenhed som menes afspejlet i Anden Kongebog kapitel 3.<ref>Porter (2016), s. 382</ref><ref>Bibelen (1992), s. 412</ref> Skildringen af det delte kongeriges tid er ellers sparsom i Gamle Testamente. Ofte henvises til "Judas Kongers Krønike"<ref>Bibelen (1992), s. 396f</ref> og "Israels Kongers Krønike"<ref>Bibelen (1992), s. 397f</ref> Dette tyder på, at sådanne krøniker har eksisteret, selv om de ikke kendes længere. Man tør antage, at i hvert fald navne og de utallige krige, der nævnes, hviler på sådanne krønikenedtegnelser. Hvad angår de øvrige narrativer, er derimod intet sikkert. De virker nærmest legendeagtige, det gælder eksempelvis historien om Nabots vingård.<ref>Bibelen (1992), s. 405f</ref> Kongeriget Israel ophørte, da Assyrien erobrer hovedstaden Samaria 722 f.Kr. Herved mistede også de 10 nordlige israelske stammer deres betydning. Nogle af indbyggerne i Kongeriget Israel blev deporteret af assyrierne, men arkæologisk kan der ikke dokumenteres nogen befolkningsudskiftning eller nogen nedgang i befolkningstallet, og genetiske undersøgelser antyder også en kontinuitet i områdets befolkningssammensætning. Hovedparten af befolkningen synes således at være forblevet i området og samaritanerne menes at være de mest direkte efterkommere af befolkningen i Kongeriget Israel, hvilket også er i overenstemmelse med deres egen opfattelse. Nogle beboere fra Kongeriget Israel må antages at være flygtet til kongeriget Juda, hvilket kan forklare hvordan de nordlige stammers myter er blevet inkorporerede i den tekster i Gamle Testamente, som blev samlede i Kongeriget Juda. Det er muligt, at det var på denne tid, mens Judariget endnu bestod, at "jøde" (''yehudi'') er blevet taget i brug som en etnisk samlebetegnelse for israelitterne. ==== Eksilet i Babylon ==== Efter erobringen af kongeriget Israel var kongeriget Juda alene tilbage. Det kan til dels forklare hvorfor, at indbyggerne betegnede sig som "judæere" (senere som "jøder"). Der er næppe tvivl om, at hvis jøderne havde modstået angreb udefra, ville afgudsdyrkelsen have fortsat. Der ville fortsat have været private gudindestatuetter og private altre. Men een begivenhed ændrede jødernes historie og dermed verdenshistorien: babylonernes erobring af Jerusalem i 587 f.Kr. Forud gik en belejring, som varede to og et halvt år. Vilkårene under belejringen var forfærdelige: jøderne sultede, men vi ved fra samtidige beretninger, at de ikke holdt sig tilbage fra at spise deres egne børn. Da Nebukadnezer erobrede Jerusalem, blev Salomons tempel brændt ned til grunden. Kongepaladset blev brændt ned. Huse blev brændt ned. Forsvarsanlæggene omkring byen blev revet ned sten for sten. Kong Zedekiah, som havde forsøgt at flygte, blev fanget og ført frem for Nebukadnezer. Det sidste, han så, var, at han sønner blev slået ihjel. Så blev han gjort blind, og måtte i denne tilstand foretage vandringen til Babylon. Dette ifølge Anden Kongebog kapitel 25:1-7<ref>Bibelen (1992), s. 444</ref>, men nøjagtig den samme skæbne overgik Artayktes, som var kommandør over Sestos ved Hellesponten<ref>Herodot Bog IX: 120</ref>, så det er et spørgsmål, om der er tale om en "lånt" historie.<ref>Wesselius (2013), s. 45</ref> Store dele af den jødiske befolkning, måske 10-20%, blev tvangsforflyttet til Babylon. Det skete i tre omgange: i 597, 587 og 582 f.Kr.<ref>Lemche (2015), s. 181</ref> Tvangsfordrivelsen ramte formodentlig især eliten, de ledende lag, som altså mistede sin magtstilling. For den tilbageværende del af befolkningen var det af største vigtighed, at der tilsyneladende ikke skete nogen indvandring af fremmede befolkningsgrupper, som kunne have undergravet deres stilling som de dominerende befolkning.<ref>Lemche (2015), s. 182</ref> Da eliten forlod Jerusalem, måtte den uundgåeligt miste troen på sine guder, som havde svigtet den. Hvad, der skete under det babylonske fangenskab, var imidlertid ekstraordinært: i stedet for at blive integrerede i deres nye omgivelser valgte de skriftkloge jøder den modsatte vej, nemlig at bevare og redigere deres historiske traditioner.<ref>Lemche (2015), s. 160f</ref> Sigende optræder byen ''Al Yahuda'' i Babylon på denne tid. Jøderne samlede, hvad de havde bevaret om deres historie, og begyndte at nedskrive det. Undervejs blev traditionen omskrevet og tilpasset deres nye selvforståelse. Bibelforskere mener, at det var antagelig på denne tid, at traditionerne i ''Tanakh'' begyndte at få deres endelige form. Og det var tilsyneladende også her, at jødernes tro fik den monoteistiske karakter, som siden skulle gøre sig gældende. Det er her, at profeten Ezekiel fortæller, at Gud gør ham opmærksom på den afgudsdyrkelse, som finder sted.<ref>Bibelen (1992), s. 1048</ref> Det er her, at Gud lover at straffe jøderne for denne afgudsdyrkelse.<ref>Bibelen (1992), s. 1049</ref><ref>Lemche (1983), s. 17f</ref> Det er her, at jødernes bortførelse bliver stillet i udsigt. Det er her, at grunden lægges til den fortolkning, at eksilet gøres nødvendigt for, at jøderne langt om længe endegyldigt kan vende sig mod den sande gudsdyrkelse. Og det er her, at profeten Esajas formulerer sine propagandistiske og doktrinære anklager. Det er her, at Gud gøres til den, som lover jøderne håb om frihed igen. Det er her, at retten til "det lovede land" formuleres. Og det er her, at Gud bliver gjort enevældig.<ref>Lemche (2015), s. 189</ref> To eksempler fra Esajas Bog kan belyse det: i vers 44 linje 6: "Jeg er den første, og jeg er den sidste, der er ingen anden Gud end mig"<ref>Bibelen (1992), s. 895</ref> og i vers 45 linje 5: "Jeg er Herren, der er ingen anden, der er ingen anden Gud end mig".<ref>Bibelen (1992), s. 897</ref></br> Selv alt det gode og alt den onde har samme oprindelse:</br> "Jeg danner lys og skaber mørke,</br> jeg frembringer fred og skaber ulykke,</br> jeg, Herren frembringer alt dette."<ref>Bibelen (1992), s. 897</ref></br> For første gang optræder jøderne som et folk med kun een erklæret Gud. Der kan næppe være tvivl om, at dette var følgen af en bestemt strategi: elitens kamp for ikke at blive opslugt af imperiet. Over for de mange guddomme i Babylon sætter jøderne en enkelt gud som deres modstykke. Derved, og kun derved, kan de opretholde deres særegne identitet som folk. Hvis Jahve havde været een gud blandt mange andre, havde han tabt og havde ingen fremtid. Kun ved at gøre ham almægtig, ved at hævde at han havde brugt Nebukadnezar som et redskab i sin egen guddommelige plan, kunne de opretholde deres identitet og deres håb om en fremtid. De gamle guder måtte udryddes eller bortforklares som fejltagelser, der kunne forklare jødernes ulykkelige skæbne. Og derfor blev den traditionelle historie omskrevet punkt for punkt for at kunne understøtte det nye narrativ.<ref>Lemche (2015), s. 190</ref> Nået så langt tog de skriftkloge åbenbart det næste skridt: de måtte som modstykke til Mesopotamiens tradition opfinde og udvikle deres egen skabelsesberetning og deres egen beretning om en altomfattende oversvømmelse. Inspirationen hentede de hos babylonerne selv. De tog de velkendte babylonske beretninger men omskrev dem således, at de udgjorde en polemisk kontrast til den tro og de traditioner, som blev hyldet af deres omgivelser. Der vil være lejlighed til at se nærmere på disse ved en gennemgang af Gamle Testamente. ==== Jødernes tilbagevenden til Jerusalem ==== I 539 f.Kr. indtræder så afslutningen på jødernes tid i eksil. Dette år erobrer perserne Babylon, og Cyrus den Store erklærer straks efter en almen amnesti. Der efter giver han tilladelse til, at fordrevne folkeslag må vende tilbage til deres hjemegn og genoptage deres gudsdyrkelse.<ref>Lemche (2015), s. 193</ref> Også jøderne vendte hjem. Ifølge Ezras Bog vendte i alt 42.360 jøder tilbage til Jerusalem foruden deres trælle og trælkvinder, i alt 7.337, samt 200 sangere og sangerinder, det vil sige i runde tal 50.000 personer.<ref>Bibelen (1992), s. 510</ref> Om dette tal er korrekt, vides ikke. Der har været peget på, at der i virkeligheden ikke var meget at vende tilbage til. Sammenlignet med forholdene i Mesopotamien var Kana'an langt fattigere og underudviklet, og ingen kunne forvente at få tidligere ejendom tilbage. Det måtte kræve en overbevisende begrundelse at motivere befolkningen til at vende hjem. Netop ved at slå på, at Jerusalem var det sted, som Jahve havde valgt til sit tempel, og som udgangspunkt for en ny stat af samme storhed som under kong David, har præster og religiøse propagandamagere kunnet få befolkningen med sig.<ref>Lemche (2015), s. 195</ref> Og samtidig har de kunnet genvinde deres elitære position i samfundet. Det vigtige er, at da jøderne vendte tilbage til Jerusalem, var det med en ny, monoteistisk religion. Den var i store træk skabt under deres eksil, omskrevet og suppleret i forhold til tidligere. Den forenede folk og tro i en næsten uadskillelig helhed. Der kan her være grund til at stille et vigtigt spørgsmål: betyder dette så, at jøderne vendte hjem med en fuldt udviklet fælles trosretning? Nej, intet taler for dette. Snarere må vi regne med, at det kun var en lille gruppe af teologiske skriftlærde, som havde taget del i den redigeringsproces, som var foregået i Babylon, og at det kun var dem, som havde det fulde kendskab til det nye narrativ om jødernes oprindelse, som de havde skabt. Langt den største del af befolkningen, som var forblevet i området, var uvidende om den nye ideologiske udvikling. Dette indebærer, at det først er efter deres tilbagevenden, at de skriftkloge for alvor kan begynde at promovere og udbrede deres nye narrativ til hele befolkningen og dermed skabe den identitetsforståelse, som denne siden udviklede. Samtidig synes eliten, at dømme efter en bemærkning i Ezras Bog kapitel 7:16, at have udnyttet de gunstige muligheder for at overtale rige jøder i Babylon til at forpligte sig til at finansiere deres genopbygningsprojekt.<ref>Bibelen (1992), s. 524</ref><ref>Lemche (2015), s. 202</ref> ==== Persisk tid ==== Under det persiske herredømmes tid (538-332 f.Kr.) sad der persiske statholdere i landets ulige dele. Vi ved, at statholderen i Judæa 408 f.Kr. hed Bagohi, dels fra Josefos, dels fra papyrusfundene i Elefantine. At statholderen i Samaria var en samaritan, Sanballat, tyder på, at perserne ikke har blandet sig i Palæstinas forhold, når oprør ikke foranledigede dem til at gribe ind, som tilfældet var under Artaxerxes III (358-338 f.Kr.). Det var under persisk beskyttelse, at Nehemia og Ezra genoprettede den jødiske menighed i Jerusalem. Vi ved sandt at sige ikke meget om den jødiske religionsdyrkelse på denne tid. Meget tyder på, at der skete en langsom spredning af den nydannede monoteistiske tro, sikkert som et politisk-nationalt redskab over for det persiske overherredømme. Men intet taler for, at denne endnu formelt var slået igennem. Ikke bedre står det til med genopbygningen af Jerusalem. Arkæologerne kan ikke finde spor efter en sådan genopbygning hverken i 6., 5. eller 4. århundrede f.Kr. En egentlig genopbygning synes først at have fundet sted i 2. århundrede f.Kr. Indtil da lå de egenlige centre øjensynligt i Samaria og i Sikem nord for Jerusalem.<ref>Lemche (2013), s. 24</ref> Ifølge den israelske arkæolog Israel Finkelstein var Jerusalem indtil da en mindre bosættelse med omkring 500 indbyggere svarende til omkring hundrede familier. Ganske vist fandtes der et tempel i byen, idet vi har breve fra bosættelsen Elefantine i Egypten, som antyder dette i forbindelse med opførelsen af et nyt Jahve-tempel i denne by<ref>Lemche (2013), s. 27</ref>, men om nogen storby var der åbenbart langt fra tale. Elefantine var en jødisk by i Egypten fra 400-tallet f.Kr. Den er interessant, fordi den kan vise træk ved og fravær af jødisk levevis på denne tid. Byen blev antagelig grundlagt i midten af 6. århundrede f.Kr. af folk, der var emigreret fra Syene-området i Palæstina.<ref>Barnea (2024), s. 1</ref> Vi ved, at der eksisterede et særligt tempel for dyrkelsen af Jahve indtil 410 f.Kr., da det blev ødelagt. En jødisk befolkning nævnes sidste gang i kilderne i 399 f.Kr., hvad, der skete med den jødiske befolkning efter denne tid, er ukendt.<ref>Adler (2025), s. 39</ref> Historien om jødernes udvandring fra Egypten kendes ikke i denne by, hvilket tyder på, at denne tradition er yngre end 400-tallet. Ligeledes kendte befolkningen ikke til ''torah'', det vil sige jødisk lov, så også denne må være yngre end 400-tallet. Endvidere dyrkede jøderne i denne by flere guder (jahvisme) i modsætning til senere tids monoteisme (judaisme). Således har vi flere kilder fra 400-tallet f.Kr., der vidner om zoroastracisme, herunder et ild-alter og et tempel.<ref>Barnea (2024), s. 3-7</ref> En lignende jødisk polyteisme kendes fra andre byer.<ref>Adler (2025), s. 41-47</ref> Men dette indebærer også, at jøderne stadig ikke på denne tid var monoteister til trods for de bestræbelser, som præsteskabet havde udført under eksilet i Babylon. I stedet tolkes situationen således, at den jødiske kult udviklede sig gravist over tid blandt andet inspireret af zoroastrisk kult indtil, at de fik den form som kendes fra den hebraiske bibel.<ref>Barnea (2024), s. 29</ref> Hvis byen blev grundlagt af dem, som ikke endte i Babylon, kan dette forklare deres fastholden ved polyteisme og ukendskab til den monoteisme, som blev udviklet i Babylon. Dermed adskiller kulten på denne tid blandt jøder sig markant fra den, som ses i hasmonæisk tid.<ref>Adler (2025), s. 48</ref> Yonatan Adler ved Ariel University har kaldt denne kult og levevis "proto-jødisk" (''proto-Judaic'') og definerer den således: "Et protojødisk kulturelt træk er således et særskilt element af den israelitiske og/eller jødiske livsstil, som med tiden blev lovgivet som en forskrift for regulering i en eller flere af Mosebøgernes tekster, og som i sidste ende blev optaget som en del af jødedommen."<ref>Adler (2024), s. 5</ref> Et eksempel herpå er at spise svinekød. I to af Mosebøgerne (Tredie Mosebog kapitel 11:1-8<ref>Bibelen (1992), s. 126f</ref> og Femte Mosebog kapitel 14:3-8<ref>Bibelen (1992), s. 216</ref>) forbydes det jøder at spise svinekød, men arkæologiske fund fra tiden fra sen bronzealder (1300-1130 f.Kr.) frem til jernalder (586 f.Kr.) viser, at svin faktisk blev avlet til fortæring i strid med denne bestemmelse, skønt de er fraværende i nogle bopladser henregnet til kana'anære og fønikere i jernalderen uden, at det derfor med sikkerhed kan siges at være bevidste valg; økonomiske, økologiske og sociale forhold kan have spillet ind.<ref>Adler (2024), s. 13</ref> Flere jødiske leveregler tilskrives således myter i Mosebøgerne, og det kan ikke afvises, at disse myter ''netop'' er blevet til for at kunne begrunde og legitimere disse leveregler.<ref>Adler (2024), s. 21</ref> Det gælder blandt andet reglen om at omskære drengebørn.<ref>Adler (2024), s. 20f</ref> Niels Peter Lemche anser Nehemias' Bog og Ezras Bog som omtrent samtidige skildringer af udviklingen på denne tid. På grundlag af beskrivelserne i disse bøger når han frem til følgende: Nehemias genopbyggede templet i Jerusalem og lod store dele af landbefolkningen flytte ind til byen i strid med guvernørerne i Samaria og de omgivende provinser. Desuden gennemførte han en social reform, der afskaffede al gæld og som tilbagegav ejendom tidligere konfiskeret fra landbefolkningen til denne.<ref>Lemche (2015), s. 199</ref> Ezra gik endnu videre: han gav Nehemias' reformer en ideologisk begrundelse, idet han udskilte og isolerede den jødiske befolkning i både religiøs og etnisk henseende i forhold til omgivende egne. Dette sker ved at erklære jødisk religion som særegen, ved at erklære jøder som "Guds udvalgte folk" og ved at erklære jøder som "etnisk rene". Det var en politik, som måtte føre til et uovervindeligt brud med andre befolkningsgrupper i Samaria.<ref>Lemche (2015), s. 200</ref> Der kan være grund til at vende tilbage til dette emne senere. På dette sted er det vigtigste at bemærke, at vi her ser den etnisk-religiøse ideologi, som var blevet formuleret under eksilet i Babylon, omsat til politisk handling. Sat på spidsen kan man sige, at vi taler om skabelsen af et særligt jødisk folkeslag. Uden for Jerusalem og Samaria førte denne udvikling til, at jøderne nu mere markant isolerede sig fra andre folkeslag i form af en særskilt religionsdyrkelse.<ref>Lemche (2015), s. 201</ref> Havde der allerede under eksilet været tendenser til dannelse af særlige jødiske bosættelser og byer som den tidligere nævnte egyptiske by Elefantine og bosættelsen Al Yahuda ved Babylon, så ser vi her begyndelsen på regulære ghettodannelser. ==== Hellenistisk tid ==== I den græske periode fra Alexander den Stores erobring i 332 f.Kr. til 167 f.Kr. blev Palæstina atter genstand for strid mellem Syrien, hvor seleukiderne herskede efter Alexanders død 323 f.Kr., og Ægypten, der beherskedes af ptolemæerne. Frem til 198 f.Kr. var overvejende Egypten, fra den tid, efter Antiochos IIIs sejr ved Paneas, syrerne Palæstinas herrer. Efter, at Babylon, Ninive og Shushan var gået til grunde, og Alexandria var blevet grundlagt, flyttede tyngdepunktet vest på, og Palæstina fik igen samme betydning som i 15. århundrede f.Kr. Under ptolemæerne regeredes Palæstina af guvernører (hegemon, epitropos), om hvis myndigheds udstrækning kun lidt vides. Skatteopkrævningen var overladt - ved licitation - til skatteforpagtere. I jødernes kreds fik kirkelige forsamlinger og ypperstepræsten en vidtgående myndighed. Under seleukiderne stod Palæstina, der kaldtes Fønikien, sammen med dele af Syrien under en militærguvernør, og syrisk militær besatte landet. Skatten indkrævedes af seleukidiske embedsmænd. Fra 165 f.Kr., da Antiochos Epifanes forbød jødisk gudsdyrkelse, blev landet ramt af de makkabæiske kampe, der skulle bane vejen for det hasmonæiske dynasti. Undersøgelser tyder på, at jøderne i almindelighed stadig ikke kendte til ''torah'', det vil sige jødisk lov, i begyndelsen af hellenistisk tid, og slet ikke at de respekterede og fulgte den.<ref>Adler (2025), s. 34</ref> Således er der flere eksempler på, at judæere to ågerrenter af deres udlån.<ref>Adler (2025), s. 28</ref> Der er også bevis på, at nogle judæere selv på denne tid dyrkede andre guder end Jahve.<ref>Adler (2025), s. 27</ref> Og skønt ordet "''sabbat''" forekommer, lader det sig ikke fastslå, om dette havde samme betydning som senere eller blot henviste til en jødisk helligdag.<ref>Adler (2025), s. 28</ref> Faktisk forekommer ordet "''sabbat''" ikke een eneste gang i Gamle Testamente. Omvendt er der ingen arkæologiske beviser på, at jøderne tog deres rituelle bade i bassiner, således som foreskrevet i ''torah'', og heller ikke at de iagttog særlige rituelle renselsesregler omkring deres mad.<ref>Adler (2025), s. 26</ref> Der har været peget på, at Aristeas i et brev oplyser, at Ptolemæus II Philadelphus (regerede 285-246 f.Kr.) tog 72 jøder fra Jerusalem til Alexandria for at få oversat en jødisk lov til græsk til sit bibliotek.<ref>Adler (2025), s. 31</ref> ''Torah'' er ikke nævnt ved navn, så der er ingen beviser på, at det er den, som der henvises til, men selv om dette var tilfældet, kan dette ikke tages som udtryk for, at jøderne i almindelighed kendte og fulgte loven.<ref>Adler (2025), s. 32</ref> Dette til trods for, at jøderne på denne tid ellers nød udstrakt selvstyre både i Judæa og i andre områder.<ref>Adler (2025), s. 24</ref> Dette har fået Yonatan Adler til at betegne jødisk kultur på denne tid som "jahveisme" (''Yahwism'') i modsætning til den "judaisme" (''Judaism''), der først fulgte senere og som fulgte ''torah''-en.<ref>Adler (2025), s. 7</ref> Men uanset benævnelsen betyder det, at traditionel jødisk kultur først stammer fra tiden ''efter'' hellenistisk tid. ==== Det hasmonæiske kongerige ==== Den hasmonæiske eller senhellenistiske periode strakte sig fra 167 f.Kr. til 63 f.Kr. Betegnelsen "Det hasmonæiske kongerige" dækker over en yderst omtumlet periode i jødisk historie, som strakte sig fra midten af 2. århundrede f.Kr. til midten af 1. århundrede f.Kr. Hasmonæerne var en jødisk præsteslægt, som spillede den førende politisk rolle på denne tid. Betegnelsen er dannet efter Hasmon, der var Mattatija’s bedstefader. I årene 168-161 f.Kr. ledede hasmonæerne kampen for national og religiøs frihed mod seleukiderne, som under Antiochos IV havde underkuet dem. Bevægelsen begyndte under Mattatija, men blev fortsat af hans sønner, først Judas Makkabæer, efter hvem slægten often kaldes makkabæerne; han fik genoprettet den jødiske gudsdyrkelse i 165 f.Kr. og opnåede i 161 f.Kr. religionsfrihed. Dette år overvandt han den syriske feltherre Nikanor og sluttede forbund med Romerne, men døde kort efter. Hasmonæerne optrådte der efter som et dynasti, der kæmpede for deres egen magtstilling. Judas’ broder, Jonatan, som afløste ham som leder, lod sig i 153 f.Kr. udnævne til ypperstepræst, skønt han efter jødisk lov ikke havde ret til denne stilling. Dette betød et brud med de lovtro, som de oprindelige havde kæmpet for. Efter hans mord i 143 f.Kr. lykkedes det broderen Simon (143-135 f.Kr.) at få landets selvstændighed anerkendt og at erobre syrernes borg i Jerusalem. Som følge heraf blev han af befolkningen hyldet som arvelig ypperstepræst og som verdslig hersker i 141 f.Kr. Dermed havde hasmonæerne opnået formel anerkendelse af deres dynasti. Det betød imidlertid ikke, at der nu herskede fred, tværtimod. Under Simon’s søn, Johannes Hyrkan (134-104 f.Kr.), indtraf et åbent brud mellem hasmonæerne på den ene side og farisæerne på den anden. Under de fortsatte kampe undertvang han den autonome stat Edom og ødelagde Samaria og også den samaritanske helligdom på Garizim. Hans sønner, Aristobul (104-102 f.Kr.) og Alexander Jannæos (102-76 f.Kr.) var brutale herskere og fjernede sig langt fra styrets oprindelige karakter, idet de var udpræget hellenistisk sindede. Alexander udnævnte sin dronning Salma Alexandra til sin efterfølger (78-69 f.Kr.), mens sønnen Hyrkan II blev ypperstepræst. Midt i de hele etablerede armenerne et kortvarigt herredømme (70-63 f.Kr.) idet de erobrede landet og lagde området under deres overherredømme. Men den interne magtkamp fortsatte uafbrudt. Salma sluttede sig til farisæerne, og hun kom derved i modsætning til saddukæerne, som samlede sig om hendes anden søn, som efter hendes død tog magten fra sin broder og herskede som Aristobul II, dog under vedvarende kampe, indtil Pompejus afsatte ham og tog ham med til Rom i 63 f.Kr. Efter ulige forsøg på opstand blev Aristobul og hans søn Alexander myrdet i 48 f.Kr. Hyrkan II, der af Pompejus nu blev anerkendt som ypperstepræst med Antipater som verdslig leder, blev af Cæsar forfremmet til ethnarch, mens den faktiske myndighed efterhånden gik over til Herodes efter Antipater’s død. Aristobul’s anden søn, Antigonos, gjorde imidlertid oprør og blev en kort (40-37 f.Kr.) tid konge, mens Hyrkan blev bortført og fik ørene skåret af. I 37 f.Kr. erobrede den af Romerriget anerkendte Herodes så Jerusalem, og Antigonos blev henrettet i Antiochia. Dermed var hasmonæernes herredømme bragt til ende. Herodes levede en tid i venskab med Hyrkan men lod ham så dræbe. Herodes var besvogret med hasmonæerne, idet hans hustru Mariamme var datter af Aristobul II’s søn Alexander. Dette forhindrede dog ikke, at han lod hendes broder Aristobul dræbe. Senere dræbte han ligeledes hende selv og hendes moder. Endelig dræbte han nogle hasmonæere, der opholdt sig hos hans svoger i Idumæa. Således blev det Herodes, som endte slægtens magtdrømme.<ref>Pedersen (1919), s. 943f</ref> Så meget om den politiske udvikling. Det vigtigste i denne sammenhæng er, at de var i denne omtumlede tid, at vi for første gang ser tydelige spor af en jødisk kultur og religionsdyrkelse. Årsagen er klar nok: lederen af den nye stat var en ypperstepræst, som nu tillige blev den politiske, kultiske og militære leder af den nye stat. Og det er tydeligvis på denne tid, at denne nye magt manifesterer sig også religiøst. Det er først fra denne tid, at de første synagoger optræder. Det er først fra denne tid, at ''Tanakh'' optræder i sin endelige skikkelse. Det er først fra denne tid, at der optræder beviser på, at jøderne i deres levevis fulgte bibelsk lov, der nu bliver promoveret som "deres forfædres lov" og påvirker et utal af leveregler både i og uden for jødernes "hjemland".<ref>Adler (2025), s. 67</ref> Først nu optræder mønter uden billede. Det bør desuden erindres, at der ingen omtale findes af sabbaten i Gamle Testamente. Endelig fortjener det at blive nævnt, at de hasmonæiske regenter ikke betegnede sig selv som israelittere men som "ledere af det jødiske samfund", hvilket blandt andet fremgår af deres mønter. Senere skulle romerne under kejser Hadrian omdøbe Kana'an til Palæstina, men den samme benævnelse blev anvendt for området allerede af den græske historiker Herodot<ref>Herodot (1979) i bog I:105, II:106, III:91, IV:39 og VII:89</ref> og før ham af Sennacherib i annalerne om dennes krigskampagner. Meget tyder således på, at selvidentiteten "jøde" synes først at blive skabt i det 2. århundrede f.Kr. efter hasmonæernes oprør og etableringen af kongeriget baseret på religiøse regler. ==== Romersk styre ==== Romersk tid strækker sig fra sidste århundrede f.Kr, til første århundrede e.Kr. Det kendetegnes ved at området i denne periode havde en romersk guvernør. Yonatan Adler har undersøgt de kulturelle traditioner i dette tidsrum og finder, at de følger senere jødiske traditioner: der er renselsesbassiner og husgeråd af kalk som udtryk for jødiske relselsesritualer samt mønter, vægdekorationer i huse og hjemligt udstyr som udtrykkeligt undgår at vise mennesker og dyr i overensstemmelse med påbuddet i Mosebøgerne. Han konstaterer yderligere, at disse træk er særligt markante i de områder, som vides at have haft en overvejende jødisk befolkning, men ikke nødvendigvis i områder hvor andre befolkningsgrupper var dominerende. Han konstaterer endvidere, at disse rituelle træk tydeligt går tilbage til hasmonæisk tid men ikke med sikkerhed lader sig følge længere tilbage, til dels på grund af et svagt og mangelfuldt arkæologisk og skriftligt bevismateriale. Som beviserne nu stiller sig, var det i hasmonæisk tid, at disse rituelle træk slog igennem og efterhånden bredte sig til den samlede befolkning og i romersk tid allerede var blevet normen.<ref>Adler (2022)</ref> Det er på denne baggrund, at Jesus må ses: i en tid, hvor mange jøder drømte om og håbede på at genskabe deres egen selvstændige stat, trådte han frem med sit provokerende budskab, at "Guds rige ikke var af denne verden". Ikke nok med det: han udfordrede farisæerne og de skriftkloge, og oven i alt dette ophævede han jøder som Guds udvalgte folk og erklærede enhver, som følger Guds ord og hans påbud som en del af den udvalgte befolkning. I det givne politisk-religiøse klima gjorde det ham farlig for en national jødisk politik, så han måtte stoppes, og det blev han som bekendt. Men det stoppede ikke hans budskab i at blive yderligere spredt, tværtimod. Frem til 70 e.Kr. opstod der ulige retninger inden for jødedommen, hvoraf saddukæerne, farisæerne og essæerne synes at have været de væsentligste. Desuden opstod der en række messianske og apokalyptiske bevægelser. Saddukæerne var en gruppe der var tilknyttet præstedømmet i templet i Jerusalem. I modsætning til farisæerne, som påberåbte sig myndighed på grund af deres lærdom og fromhed, baserede saddukæerne deres særstilling på afstamning og status. Meget tyder på, at de repræsenterede Hasmonæernes klan, der tidligere havde regeret som præstekonger. De nægtede at acceptere læresætninger som ikke direkte var nævnt i ''Torah'', også selv om læren var nævnt et andet sted i Tanakh. Ja, de "anså det for en dyd at debattere" sådanne sager. Et eksempel på en sådan debat findes i Mattæusevangeliet kapitel 22:23-33, hvor de satte Jesus på prøve med hensyn til opstandelsen. Idet saddukæerne opstillede en tænkt situation hvor en enke havde været gift med syv mænd, spurgte de: "Hvem af de syv skal nu have hende til hustru i opstandelsen?" I denne sammenhæng var det selvfølgelig uvæsentligt om den tænkte enke havde været gift 14 eller 21 gange. Jesus svarer: "I opstandelsen gifter mænd sig ikke og kvinder bortgiftes ikke."<ref>Bibelen (1992), s. 1251</ref> Saddukæerne accepterede ikke eksistensen af et liv efter døden, og benægtede derfor også den farisæiske doktrin om en genopstandelse, hvilket netop var den forestilling, som Jesus prædikede. I Markusevangeliet kaptel 12:18-27 omtales en anden version af historien: da Jesus vidste, at saddukæerne ikke accepterede andre inspirerede skribenter end Moses, argumenterede han ved at citere fra ''Torah''. Han sagde: "Med hensyn til at de døde oprejses, har I da ikke læst i Moses’ bog, i beretningen om tornebusken, hvordan Gud sagde til ham: ’Jeg er Abrahams Gud og Isaks Gud og Jakobs Gud’? Han er ikke dødes men levendes Gud."<ref>Bibelen (1992), s. 1281</ref> Saddukæerne ønskede ikke, at en Messias skulle dukke op og lave om på tingene og da de betragtede Jesus som en trussel mod deres position, sammensvor de sig med farisæerne om at slå Jesus ihjel.<ref>Bibelen (1992), s. 1258f, 1352</ref> Farisæerne var kendetegnede ved, at de lagde stor vægt på overholdelse af Moseloven, især renhedsforskrifterne og desuden på "fædrenes overleveringer", som var en betegnelse for hele den mundtlige fortolkning af Moseloven. Bevægelsens etik havde mange detaljerede forskrifter og praktiske anvisninger. Essæerne levede i en slags kommunisme, hvor medlemmerne aflagde tavshedsløfte og ingen måtte besidde ejendom, hverken bolig eller slave, jord eller kvæg. Deres indkomster skulle overlades til en forvalter, som forestod indkøb af det nødvendige og sørgede for mad og underhold til gruppen. De forkastede også ægteskab, alle former for standsforskelle samt slaveri. De var soldyrkere og sendte hver morgen bønner op til solen. Når de havde afføring, gjorde de det inden døre for ikke at "besmitte" sollyset. Af de mange retninger inden for jødedommen overlevede kun den rabbinske jødedom, som byggede på farisæerne og deres lære. Den rabbinske jødedom var kendetegnet ved at hævde, at den skrevne ''Torah'' ikke kan fortolkes korrekt uden henvisning til den "mundtlige" ''Torah'' og den dertil hørende litteratur, der specificerer hvilken adfærd, der er sanktioneret af loven. Med et moderne udtryk var de fundamentalistiske teokrater. Når de andre fraktioner her er nævnt, er det for at vise, at jødedommen langt fra var nogen samlet bevægelse selv op til eller på Jesu tid. Stednavnet "Israel" første gang optræder på en mønt dateret til 66 e.Kr. møntet i forbindelse med jødernes oprør mod romerne.<ref>Lemche (2015), s. 15</ref> Efter oprøret 70 e.Kr. var det for en lang tid slut med jødiske forsøg på at skabe en egen stat. Jesu budskab og det mislykkede oprør førte til, at den jødiske befolkning blev sprængt i tre grupper: den ene gruppe var de traditionelle jøder, som holdt fast ved farisæerne og deres budskab, den anden gruppe var de kristne, som nu satte sig for at udbrede det nye budskab, og den tredie gruppe var judeo-nazaræerne, som fortolkede udviklingen på deres egen måde og mente, at genskabelsen af templet i Jerusalem var en forudsætning for, at Messias ville vende tilbage. De arbejdede i flere hundrede år på dette mål, men da de endelig fik magten i Jerusalem i år 634 og Messias alligevel ikke vendte tilbage, blev bevægelsen omformet til en ny arabisk religiøs bevægelse, som i 749 efter abbasidernes magtovertagelse endte som muhammedismen, komplet med en egen profet, en egen hellig bog og med et nyt religiøst midtpunkt i Mekka.<ref>se ''Muhammedanismen i kildekritisk belysning''</ref> ==== Sammenfatning ==== Hvordan skal begivenhedsforløbet nu fortolkes? Et foreløbigt svar kunne lydes således: det ser ud til, at hebræerne udskilte sig fra kana'anæerne allerede i slutningen af 13. århundrede f.Kr., og at de oprindeligt levede i bjergområderne i den sydlige og mellemste del af Kana'an. De kan have været flygtninge, og de kan være folk, som havde forladt deres hjembyer i lavlandet. Det er muligt, at det netop var denne særstilling som illegale i bjerglandet, der dannede grundlag for, at de udviklede en særlig identitetsfølelse. Denne tilstand varede indtil, at hebræerne under det magttomrum, som fulgte sammenbruddet omkring 1177 f.Kr., først erobrede lavlandet og dernæst etablerede et egentligt kongerige, der imidlertid efter meget kort tid blev delt i to, Israel og Judæa. Deres etnisk-nationale udskillelse var dog åbenbart ikke mere udtalt end, at israelitterne jævnligt synes at have giftet sig med kvinder fra andre stammegrupper. Så langt, vi tør tro Bibelens fremstilling, var de polyteister, det vil sige dyrkede flere guder. Ganske vist var der perioder, hvor der gjordes forsøg på at indføre monoteisme, men dels var der stadige tilbageslag, dels skete disse forsøg på det statslige niveau, mens den almindelige befolkning synes at have fastholdt polyteismen uden afbrydelser gennem flere hundrede år helt frem til og med landsforvisningen til Babylon. Religionsdyrkelsen synes at have udviklet sig fra at have været spredt i de enkelte husstande, landsbyer og stammer hen imod en statslig centralisering med deraf følgende voksende magt for præsteskab og konger. Efter alt at dømme er det først under eksilet i Babylon, at præsteskabet blandt jøderne udvikler en erklæret monoteisme, mens dette ikke synes at være tilfældet for den brede befolkning. Hele jødernes tidligere historie bliver nu omfortolket af præsteskabet i lyset af denne nye religion, og den bliver promoveret og legitimeret af nogle få erklærede profeter. Efter jødernes tilbagevenden til Kana'an efter eksilet i Babylon bliver den nye religion gjort til et redskab for præsteskabets politiske mål: en selvstændig teokratisk stat. Dette mål bliver opnået, men den nye stat varer kun i henved hundrede år, og igennem hele sin eksistens er den præget af interne magtkampe blandt den ledende religiøse elite. Meget tyder dog på, at det først er på denne tid, at monoteismen slår igennem også i den brede jødiske befolknings livsstil og levemåde og bliver det centrale element i israelitternes selvforståelse. Men dette forudsatte og krævede præsteskabet både som den etnisk-religiøse og den statspolitiske magthaver. Efter alt at dømme er det tidligst fra denne tid, at vi kan tale om jødedom i moderne forstand. Men denne udvikling forudsatte, som vi har set, en dramatisk omskrivning af den jødiske historie. Meget måtte udelades eller totalt omskrives. På den anden side blev der indført nye elementer, som næppe har meget med den historiske udvikling at gøre men som gav jøderne en forhistorie så lang som nogen. Niels Peter Lemche har betegnet ''Tanakh'' eller Gamle Testamente som et langt politisk propagandaskrift til fordel for Jerusalem som hovedstad i en jødisk stat og med templet i Jerusalem som det religiøse og politiske midtpunkt.<ref>Lemche (2013), s. 25</ref> Han mener, at dette er sket på et tidspunkt, hvor Sikem endnu var det egentlige midtpunkt med et tempel for samaritanerne, men at dette tempel blev ødelagt, mens samaritanerne blev beskrevet som "et pariafolk" set med jødiske øjne.<ref>Lemche (2013), s. 29</ref> Han antager, at der findes mindelser om denne tidligere tilstand i Josvabogen kapitel 24:1, hvor det israelske folk forenes gennem pagten med Jahve netop i Sikem<ref>Bibelen (1992), s. 269</ref><ref>Lemche (2013), s. 30</ref>, og i Første Kongebog kapitel 12, hvor det også netop er i Sikem, at befolkningen bliver splittet mellem to stater, Israel og Juda.<ref>Bibelen (1992), s. 392f</ref><ref>Lemche (2013), s. 31</ref> Hvis han har ret, kan det både forklare og indirekte bevise hvorfor, at det først er efter hjemvendelsen fra eksilet i Babylon, at Gamle Testamente har fået sin endelige udformning, nemlig som led i en national statsdannende proces, der skulle gøre Jerusalem til den nye hovedstad. Jødernes senere historie falder uden for fremkomsten af ''Tanakh'' og dermed uden for denne behandling, selv om der åbenbart er foregået redaktionelle ændringer i teksten også senere end i den her behandlede periode. === <big>Problemerne med Gamle Testamente</big> === I jødedommen spiller ''Tanakh'' eller Gamle Testamente en flersidet rolle, både som kilde til jødisk historie, til jødisk religion og til moralske begreber i jødisk tankegang. Vi har allerede set på det første aspekt af denne problemstilling og konstateret, at den langt fra kan understøtte traditionen om jøder som et monoteistisk folk. Nu skal opmærksomheden rettes imod ''Tanakh'' som troværdig kilde til jødisk historie. Et passende kildekritisk udgangspunkt ved vurderingen af Gamle Testamentes troværdighed må være de modsætninger, der er mellem dennes fremstilling og de faktuelle kendsgerninger. Der er således ingen beviser for eksistensen af de fem mosebøger før slutningen af 4. århundrede f.Kr. inklusive eksistensen af en person ved navn Moses.<ref>Gad Barnea</ref> Problemerne med teksterne lader sig inddele i tre delspørgsmål:</br> - er der een eller flere forfattere til Tanakh?</br> - er dele af teksterne lånt fra andre kulturer?</br> - er originale tekster blevet forandrede?</br> Svaret er i alle tre tilfælde bekræftende. Der kan derfor være grund til at behandle hvert af dem særskilt. === Forfattere og deres datering === Tekstanalytikere mener, at ''Tanakh'' (Gamle Testamente) er blevet til i tre omgange:</br> - en arkæisk fase: 11.-10. århundrede f.Kr.</br> - en klassisk fase: 9.-6. århundrede f.Kr.</br> - en sen fase: 5. århundrede f.Kr. eller senere.</br> Eksempelvis mener man, at den ældste del af Første Mosebog er historien om Jakobs velsignelse (i kapitel 47), som skal stamme fra arkæisk tid, men størstedelen af resten stammer fra klassisk tid. I en række tilfælde forekommer tilsyneladende dubblerede historier med både ligheder men også klare forskelle. Forskerne mener, at det afspejler sammenskrivning af to eller flere ulige overleveringer. Kildeforskere mener at kunne udskille fire lag i eller snarere forfattere til Mosebøgerne: J: ''Jahvisten'', hvor Gud sædvanligvis kaldes ''Jahve''; et litterært lag der i modsætning til Præsteskriftet er præget af lægmandssynspunkter.</br> E: ''Elohisten'', hvor gudsbetegnelsen er ''Elohim''.</br> D: ''Deuteronomisten'', det vil sige "forfatteren" til Femte Mosebog.</br> P: ''Præsteskriftet'', et litterært lag i mosebøgerne, der antages at være blevet til i præstelige kredse, og som udviser særlig interesse for kultiske forhold. J- og E-teksterne menes nedskrevet efter, at det oprindelige kongerige var blevet delt i to: Israel i nord og Judæa i syd. J-teksterne menes at stamme fra Judæa, E-teksterne menes at stamme fra Israel. J-teksterne dateres til tidsrummet mellem 848 f.Kr. og 722 f.Kr., idet disse tekster omtaler Babylon og Calah (Nimrod) som store byer. Desuden nævnes Edom som en autonom stat, hvilket først skete efter 848 f.Kr. E-teksterne lader sig ikke datere nærmere end til 9. eller 8. århundrede f.Kr. P-teksterne dateres til 6. århundrede f.Kr. og menes skrevet efter, at templet i Jerusalem var revet ned, og jøderne var blevet tvangsforflyttede til Babylon. Dette kan forklare hvorfor, at der ikke findes en eneste henvisning til templet i Jerusalem.<ref>Dinkgreve (2021), kap. 8</ref> Problemet ved en tekstanalyse af ''Tanakh'' er, at teksterne synes at være flettet sammen fra to eller flere oprindelige kilder til een sammenhængende historie. Det formodes, at J- og E-teksterne er blevet sammenskrevne efter 722 f.Kr., da Israel blev erobret af assyrerne, og flygtninge fra Israel i nord kom sydpå til Judæa og bragte deres E-traditoner med sig. Her blev de sammenskrevne til en ny version, JE, der ofte giver et judæisk perspektiv. Men hvordan kan vi skelne imellem de forskellige tekster? Lad os tage nogle eksempler. Under ørkenvandringen lader Moses vand springe fra klippen. I det ene tilfælde sker det uden problemer, i det andet pålægges Moses af Gud at tale til klippen, men han slår på den med sin stav i stedet, og som straf for at have ignoreret dette pålæg får han ikke love til at betræde Kana'an men kun at se det udefra. (exodus 18) J-teksten angiver, at Abraham boede i Hebron, som er en judæisk by, men E-teksten fortæller om Jakobs kamp med Gud i Peni-El, som er en israelsk by. I beskrivelsen af Jakobs sønner nævner J-teksten Judæa, mens E-teksten nævner stammer der var dele af Israel. I E-teksten lader Aron skabe guldkalven til jødernes tilbedelse, men denne historie findes ikke i J-teksten. Præsterne i Judæa hævdes at være efterkommere efter Aron, Moses broder, mens præster i Israel nævner andre levitter. P-teksterne skiller sig ud ved at lægge vægt på love, lige som den tildeler Aron en større rolle, ligestillet med Moses. I ''JE''-teksten er det Moses' stav, som udfører mirakler (Første Mosebog kapitel 4), i P-teksten er det Arons stav (kapitel 7). I P-teksten er Aron den første, som ofrer, mens i ''JE''-teksten omtales flere tidligere ofringer, blandt andre Kain og Abel, Abraham og Isak samt Jakob, mens ingen af disse tilfælde omtales i P-teksten. Det menes, at dette afspejler P-tekstens mål om at give de aronitiske præster eneret på ofringer til Gud. Under ørkenvandringen optræder to uens oprør: i ''JE''-teksten er det Dathon og Abiram, som udfordrer Moses ved at sige, at det ville være bedre for jøderne at vende tilbage til Egypten, men at de opsluges af jorden i et jordskælv. I P-versionen er det levitterne under ledelse af Korah, som udfordrer Aron, men ligeledes dør. Ligeledes omtaler P-teksterne ingen tilfælde, hvor folk besøges af engle eller får visioner, således omtales ikke historien om Josef og han 6 drømmesyner, ej heller de to engle i Sodoma og Gomorra eller Jakobs kamp med Gud. Sigende nok nævnes ordet "profet" kun een gang i P-teksten og da med henvisning til Aron. Vigtigst i denne sammehæng er, at Tanakh ikke er historie men en samling af anekdoter, som er sammenstykkede og omskrevne for at give ''indtryk'' af at være historie. === Lånte historier === Sammenligninger mellem bibelske beretninger og tilsvarende overleveringer fra sumerisk og mesopotamisk kultur viser, at flere af historierne er blevet overtaget herfra, men at de er blevet omskrevne og tilpassede for at passe ind i den myte om jødernes oprindelse og historie, som man ønskede fremmet. Det gælder således blandt andre historierne om skabelsen, om Kain og Abel, om Noa og vandfloden samt om Sodoma og Gomorra. Andre beretninger er tilsyneladende ligeledes lånt fra andre kulturer, således udvandringen fra Egypten, der blev foretaget af et folk kaldet ''hyksos'', ikke af jøderne. Der kan være grund til at nævne nogle af disse beretninger, som jøderne så at sige adopterede. ==== Skabelsesberetningen ==== Den babylonske skabelsesberetning hedder ''Enuma Elish''. Dene kendes blandt andet fra Nineveh i Mesopotamien. Dens hovedtræk er følgende: i begyndelsen var der kun vand: guden ''Absu''s ferske vand og gudinden ''Tiamat''s salte vand. De blev blandede, og fra denne blanding blev født de første guder. Men disse yngre guder forstyrrede deres forældres søvn, så Tiamat sendte i vrede en hær af monstre for at ødelægge dem. Ud af dette kaos trådte ''Marduk'', stormguden og Babylons skytsguddom, som kæmpede imod ''Tiamat'' i en duel. Han affyrede en pil, som skabte hul i hendes mave og splittede hendes hjerte. Der efter skar han hendes krop op i to halvdele: af den ene skabte han himmelhvælvingen, af den anden halvdel jorden. Han satte stjerner i deres konstellationer, han satte månen til at angive månederne og solen til at lyse om dagen. Endelig skabte han menneskene af blod fra en død guddom blandet med ler for, at de kunne udføre det tunge arbejde for evigt.<ref>Dinkgreve (2021), kap. 3</ref> Den jødiske skabelsesberetning er i alle henseender et modstykke til den babylonske beretning: i stedet for flere guder er der kun een gud, i stedet for en skabelseskamp foregår skabelsen i Gamle Testamente med ord, i stedet for at menneskene er slaver for guderne er de i Bibelen skabt i Guds billede. Men der er også ligheder: rækkefølgen med adskillelse af himmelhvælving og den faste jord, fiksering af dag og nat samt tiden og endelig at menneskene skabes sidst i forløbet. Det kan som en sidebemærkning oplyses, at det hebraiske ord i Første Mosebog 1:2 for urdybet, ''tehom'', filologisk er forbundet med ''Tiamat'', saltvandsgudinden i den babylonske skabelsesberetning. Det er muligt, at der også indgår græsk indflydelse på skabelsesberetningens udforming. Når denne fremhæver det varme (lyset), det kolde (mørket), det våde (vandet) og det tørre (landet), så giver det visse mindelser om den græske lære om de fire grundelementer således, som man blandt andet finder den hos Thales af Milet og hos Seneca.<ref>Lemche (2013), s. 26</ref><ref>Lund (1993), s. 76f</ref> ==== Kain og Abel ==== Også den bibelske fortælling om Kain og Abel synes at have rod i to sumerisk myter. I den ene sumeriske myte omtales en hyrde (''Dumuzid''/Tammuz) og en landmand (''Enkimdu''), der begge konkurrerer om gudinden Inannas opmærksomhed. Den bibelske parallel: Ligesom i den sumeriske historie repræsenterer Kain hyrden, mens Abel repræsenterer bonden. Men i stedet for en uafklaret konkurrence eller forsoning tager den bibelske beretning en mørk drejning til brodermord. En anden variant er en sumerisk myte, hvor kvægguden (''Lahor'') og korngudinden (''Ashnan'') skabes af guderne for at sørge for mad og tøj. I disse historier diskuterer de to, hvem der må anses for mest værdifuld for den menneskelige civilisation. Den bibelske parallel er modsætningen mellem den omvandrende hyrde og den bofaste kornavler, men her bruges den til at skabe en søskenderivalisering, der ender i brodermord. Mens sumeriske myter brugte søskende til at fremhæve to byggestene i den menneskelige civilisation og fokuserer på samarbejde eller venskabelig rivalisering, brugte hebraiske forfattere den lånte fortælling til at skildre den syndefulde menneskelige natur, herunder konsekvenserne af misundelse. Forskere antager, at disse velkendte myter sandsynligvis blev integreret i den hebraiske tradition under deres babylonske eksil i det 6. århundrede f.Kr., hvilket tillod forfattere at omarbejde regionale kulturelle temaer, så de passede til deres monoteistiske verdensbillede. ==== Noa og vandfloden ==== Også historien om Noa og vandfloden er overtaget fra andre kulturer. I 1872 fandt man i British Museums store samling fra Assurbanipals bogsamling et store epos kaldet ''Gilgamesh''. I kapitel 11 af dette epos findes en historie, hvis hovedtræk er følgende: guderne beslutter at udrydde menneskene ved at drukne dem, men vandenes gud, Enki, advarer Utu-nipishtim om faren og tilråder ham at bygge en ark og tage sin familie og sit kvæg med ombord, hvilket skete. I seks dage og nætter varer uvejret og oversvømmelsen, men på den syvende dag rammer arken toppen af et bjerg i Armenien. For at undersøge om oversvømmelsen er overstået sendes først en due og så en svale ud, men de vender begge tilbage. Først, da en ravn sendes ud og ikke vender tilbage, viste det, at vandene nu var sunket, og at Utu-nipishtim kunne forlade arken. Det gør han og foretager et takoffer til guderne. Enki bad så den øverste af guderne, Enlil, om at love, at han aldrig i fremtiden ville straffe hele menneskeheden for nogle fås synder, hvilket denne lover. Han rører Uti-nipishtim og dennes hustru på panden og erklærer: "Hidtil har Utu-nipishtim været dødelig. Nu skal han og hans hustru være som guderne; og de skal bo i det fjerne, ved flodernes munding".<ref>Bibby (1971), s. 62f</ref> Lighederne med Bibelens beretning om syndfloden er indlysende til trods for forskellene: navnene er ændrede, de mange guder er erstattet af een Gud, men ellers er beretningen i sine kernetræk den samme. Senere, i 1899 og 1900, viste udgravninger i Nippur i Mesopotamien, at den akkadiske beretning selv havde en forgænger. I 1914 blev fra disse udgravninger offentliggjort en tavle fra Nippur med en lignende beretning, der imidlertid stammer fra Sumer og således er betydeligt ældre end den akkadiske beretning. Tavlen er ukomplet, idet kun den nederste trediedel er bevaret, men syndflodsberetningen er atter den samme, selv om hovedpersonen nu hedder Ziusudra i stedet for Utu-nipishtim. I den sumeriske version ender historien således: "Anu og Enlil viste velvilje mod Ziusudra, liv som en gud giver de ham, evig ånde som en gud bringer de ned til ham. Så kongen Ziusudra, bevareren af planternes navn og af menneskeslægtens sæd, lod de bo i overfartslandet. Dilmuns land, det sted hvor solen står op".<ref>Bibby (1971), s. 64</ref> Pointen her er, at Bibelens syndflodsberetning er et plagiat, ikke en oprindelig historie, men at den inddrages som et led i den rekonstruerede beretning om jødernes historie. ==== Edens have ==== I den sumeriske beretning optræder også det hellige land Dilmun. Dette land beskrives som et sted, hvor rovdyr, sygdom og alderdom ikke eksisterer: I Dilmun tier ravnen,</br> rovfuglen skriger ikke,</br> løven dræber ikke,</br> ukendt er den kid-fortærende vildhund,</br> ukendt det kornædende vildsvin.</br> Malten som enken spreder på taget -</br> himlens fugle opæder ikke denne malt.</br> Duen hænger ikke med hovedet.</br> Den øjensyge siger ikke: "Jeg er øjensyg",</br> den hovedsyge siger ikke: "Jeg er hovedsyg",</br> den gamle kvinde siger ikke: "Jeg er en gammel kvinde",</br> den gamle mand siger ikke: "Jeg er en gammel mand".<ref>Bibby (1971), s. 66</ref> Det har været foreslået, at dette ideelle levested har været forbillede for jødernes opfattelse af Edens have. I dag ved vi, at Dilmun ikke var en myte om Paradis men navnet på en faktisk eksisterende stat med Bahrain som sit midtpunkt, der drev en omfattende handel og søfart fra Indusdalen i øst til Mesopotamien i nordvest. Dette er et sidespring, men hvis det viser sig, at Dilmun er inspirationskilden til Edens Have, vil det være endnu et eksempel på kulturelle traditioner, som jøderne har lånt, adapteret, og inkorporeret i deres egen historiske myte. ==== Babelstårnet ==== Historien om Babelstårnet er velkendt og lyder således: "Hele jorden havde samme sprog og samme tungemål. Da de brød op mod øst, stødte de på en dal i landet Sinear, hvor de slog sig ned. De sagde til hinanden: "kom, lad os stryge teglsten og brænde dem hårde!" De brugte tegl som sten og asfalt som mørtel. Så sagde de: "lad os bygge en by med et tårn, som når op til himlen, og skabe os et navn, for at vi ikke skal blive spredt ud over hele jorden." Herren steg ned for at se byen og tårnet, som menneskene byggede. Så sagde Herren: "se, de er eet folk med samme sprog. Når de begynder at handle sådan, vil intet af det, de planlægger, være umuligt for dem. Lad os stige derned og forvirre deres sprog, så at de ikke forstår hinanden." Så spredte Herren dem derfra ud over hele jorden, så at de måtte holde op med at bygge byen. Derfor hedder den Babel, for dér forvirrede Herren sproget på hele jorden, og derfra spredte Herren menneskene ud over hele jorden."<ref>Bibelen (1992), s. 17</ref> Denne historie synes at være skabt med to formål. Det ene er at forklare hvorfor, at ulige folkeslag taler uens sprog. Men historien har muligvis et andet formål: at nedgøre babylonernes ziggurater (tempeltårne), som antagelig blev lavet som en slags forbindelse mellem himmel og jord. Nebukadnezar II (omkring 605-562 f.Kr.), som erobrede Judah, ødelagde Jerusalem og bragte mange jøder til Babylon, byggede også et ziggurat i syv lag kaldet ''Etemenanki'', hvilket kan oversættes "Himmelens og Jordens Grundvolds Hus".<ref>Dinkgreve (2021), kap. 3</ref> ==== Abraham ==== I Første Mosebog kapitel 12 introduceres Abraham som israelitternes mytiske stamfader.<ref>Bibelen (1992), s. 17ff</ref> Følger man kronologien i Gamle Testamente, skal han dateres til omkring 2100 f.Kr. og således blandt andet før jødernes ophold i Egypten. Men i Første Mosebog kapitel 21 vers 34 hedder det: "Abraham boede lang tid som fremmed i filistrenes land"<ref>Bibelen (1992), s. 27</ref>, og vi ved, at filistrene først ankom til Kana'an i 12. århundrede f.Kr. som en del af de såkaldte "havfolk" (engelsk: ''Sea People''). Dette betyder, at ''enten'' er Abraham en fri opfindelse, som intet har med en historisk person at gøre, ''eller'' også hører han hjemme i 12. århundrede og er israelitternes stamfader, men i så fald eksisterede de ikke som folk, da de angiveligt opholdt sig i og udvandrede fra Egypten. Også aramæerne omtales og stammer ligeledes fra 12. århundrede, hvilket tyder på, at den sidst nævnte forklaring er den rette. Men der er andre problemer med Abraham. Ifølge P-kilden skal han stamme fra Ur i Kaldæa<ref>Bibelen (1992), s. 17</ref> og have draget gennem den frugtbare halvmåne først til Haran (nu Aram, beliggende i Tyrkiet) og senere videre til Kana'an. I de to kilder J og E er Ur ikke nævnt, kun Haran. Det har derfor været antaget, at det er hans oprindelige hjemsted. Det ville kunne forklare hvorfor, at hans forfædre Serug, Nahor og Terah har navne efter landsbyer omkring Haran, som Abrahams broder har navn efter. Det har været foreslået, at benævnelsen "hebræer" skulle oversættes med "hinsides floden", idet Haran ligger på den modsatte, nordlige, bred af Eufrat.<ref>Dinkgreve (2021), kap. 8</ref> Det er påpeget, at samme tradition findes i Josvabogen kapitel 24:2 i omtalen af pagtslutningen i Sikem: "Josva sagde til hele folket: "Dette siger Herren, Israels Gud: I gamle dage boede jeres fædre på den anden side af Eufratfloden, Tera, Abrahams og Nakors far, og de dyrkede andre guder"."<ref>Bibelen (1992), s. 269</ref> Men der er endnu et problem: Kaldæa fik først sit navn i det 8. eller 7. århundrede f.Kr.<ref>Lemche (2015), s. 37</ref> Det er derfor ikke kronologisk muligt, at Abraham kan stamme der fra, hvis han levede forud for den jødiske bosættelse i Egypten. Det betyder tillige, at hele den tradition, som hviler på ham som stamfader til jøderne, tilsvarende skulle forskubbes frem i tid. Snarest viser det hvornår, at traditionen er blevet optaget i den historiske tekst, og antagelig med det formål at forbinde Abraham med Noa og Ararat. Imidlertid savnede Abraham en slægtshistorie, så i Første Krønikebog kapitel 1 får han den. Her hører vi at han er søn af Sem, som på sin side er søn af Noa, som atter er efterkommer af Adam.<ref>Bibelen (1992), s. 446</ref> Men som vi netop har set, er han i Josvabogen søn af Tera.<ref>Bibelen (1992), s. 269</ref> Der er således interne modsætninger i de narrativer, som de ulige slægtslister og narrativer i ulige dele af Gamle Testamente giver. Dette viser, at man har forsøgt at sammenskrive ulige narrativer til et men med ringe held. ==== Sodoma og Gomorra ==== Historien om Sodoma og Gomorras ødelæggelse optræder som et sidemotiv i beretningen om Abrahams liv i Første Mosebog kapitel 18:16-33 og kapitel 19:1-28. Bibelforskere er generelt enige om, at selvom Gamle Testamente ikke direkte "låner" historien om Sodoma og Gomorra fra en specifik sumerisk kilde, deler fortællingen om guddommelig ødelæggelse, guddommelige besøgende og den flammende omstyrtelse af en by slående motiver med tidligere mesopotamisk litteratur og bredere oldtidsmytologi fra Nærøsten. Således "Akkads forbandelse: Ekur hævnet", et akkadisk/sumerisk litterært værk dateret til mellem 2112 f.Kr. og 2004 f.Kr., som beskriver den pludselige ødelæggelse af byen Akkad. Myten blev skrevet hundreder af år efter Naram-Sins liv og er digterens forsøg på at forklare, hvordan det lykkedes for gutianerne at erobre Sumer. Efter en indledende passage, der beskriver Akkads herlighed før dets ødelæggelse, fortæller digtet om, hvordan Naram-Sin gjorde hovedguden Enlil vred ved at plyndre Ekur, der var Enlils tempel i Nippur. I sin vrede kaldte Enlil gutianerne ned fra bjergene øst for Tigris, hvilket bragte pest, hungersnød og død over hele Mesopotamien. For at begrænse denne ødelæggelse, bestemte otte af guderne (nemlig Inanna, Enki, Sin, Ninurta, Utu, Ishkur, Nusku og Nidaba), at kun byen Akkad skulle ødelægges for at skåne resten af ​​Sumer, og de forbandede den. Historien slutter med, at digteren skriver om Akkads skæbne, idet den velstående by lægges i aske i overensstemmelse med gudernes forbandelse. Temaet om guddommelig straf for en bys ''hybris'' eller umoral er således et udbredt motiv i oldtidens verdensbillede. Det kan ikke vides sikkert, om det er denne historie, der har dannet forbillede for Gamle Testamentes historie om Sodoma og Gomorra, men motivet menneskers umoral og manglende respekt for guddommen er det samme. Den bibelske version rummer Abrahams forsøg på at undgå ødelæggelsen, hvis der blot fandtes ti retfærdige indbyggere i byen, men selv så få fandtes der åbenbart ikke. Kun Lot, Abrahams slægtning, reddes fra ulykken: "Da solen stod op over landet, og Lot var kommet til Soar, lod Herren svovl og ild regne ned over Sodoma og Gomorra fra Herren i himlen. Han ødelagde disse byer, ja hele Jordandalen, alle, der boede i byerne, og alt, der voksede på markederne."<ref>Bibelen (1992), s. 25</ref> Naturvidenskabeligt set kunne det være beskrivelsen af en meteorregn eller af nedfald fra et vulkanudbrud. ==== Moses ==== I Anden Mosebog kapitel 2 introduceres den mytiske skikkelse Moses som israelitternes befrier fra trældommen i Egypten. Historien begynder med hans fødsel. Ifølge myten havde farao befalet, at alle drengebørn skulle dræbes ved fødslen, men Moses' moder reddede ham ved at placere ham i en sivkurv, hvor han blev fundet og adopteret af faraos datter.<ref>Bibelen (1992), s. 67</ref> Denne historie er imidlertid utvivlsomt adopteret fra sumerisk tradition, idet en tilsvarende historie fortælles om kong Sargon af Assad.<ref>Dinkgreve (2021), kap. 8</ref> Der er således ingen grund til at tillægge denne del af traditionen nogen historisk baggrund. Senere fortæller Anden Mosebog, at Moses blev pålagt af Gud at føre israelitterne ud af Egypten. Det hedder i den forbindelse, at Gud blandt andet siger til Moses: "Jeg er din faders Gud, Abrahams Gud, Isaks Gud og Jakobs Gud".<ref>Bibelen (1992), s. 69</ref> Her stå vi på ny over for problemet, at henvisningen til Abraham åbenbart er en anakronisme. Det betyder, at der kan rejses tvivl om både den historiske skikkelse Moses og om Mosebøgerne som kilde til israelitternes tidlige historie overhovedet. Kendsgerningen er, at der findes ingen beviser på eksistensen af de fem mosebøger før slutningen af det 4. århundrede f.Kr., herunder eksistensen af en person kaldet Moses.<ref>Gad Barnea</ref> Men den farao, som med stor sandsynlighed fordrev semitterne fra Egypten, hed Ahmoses, hvilket på hebraisk betyder "Moses' broder". Så måske at der er en sammenhæng her. ==== David ==== Kong David spiller en central rolle i narrativet om det "ældste" israelske kongerige. Som vi allerede har set, har meget af historien om ham præg af eventyr. I det følgende vil vi gå bag om dette og dekomponere historien om ham. Skildringen af Davids liv og levned findes i Første Samuelsbog kapitel 16-31 og Anden Samuelsbog kapitel 1-24. I Første Samuelsbog er hans historie blevet indflettet i historien om kong Saul men på en sådan måde, at det er let at udskille tre ulige narrativer:</br> - dem, der handler om David alene,</br> - dem, der handler om Saul alene, og</br> - dem, der handler om både Saul og David.</br> I det følgende vil hovedvægten blive lagt på de narrativer, der alene omhandler David. Disse afsnit fremstiller i høj grad David som en krigsherre, eller om man vil: leder af en bande lejesoldater. Det drejer sig om følgende afsnit:</br> - Første Samuelsbog kapitel 17:12, 14; kapitel 23:1-5, 13 og 14; kapitel 25:2-29, 31-42; kapitel 27: 2-3, 5-11; kapitel 30:1-2, 8-20, 26-31</br> - Anden Samuelsbog kapitel 2:1-4, 11, kapitel 3:2-5, kapitel 5:4, 6-11 og muligvis endnu 2-3 tekststykker. Hvis man udskiller disse tekststeder og læser dem i sammenhæng, så får man følgende historie: David var den ottende og yngste søn af Jesse fra Bethlehem i Juda. Uden udsigt til at arve noget af betydning fra sin fader forlader han tidligt hjemmet og bliver leder af en bande lejesoldater stykket sammen af kriminelle elementer. I denne egenskab tilbyder han sine tjenester til enhver, som vil betale ham for det. Blandt meget andet genvinder han de værdier, som andre banditter havde frarøvet Ziklag, og han går i tjeneste hos filisterkongen Achish. Som følge af sine meritter ender han med at blive udpeget til konge over Juda efter at være flyttet til Hebron. Blandt andet tager han magten i Jerusalem. Dette er i korte træk den oprindelige kernehistorie om David. To jødiske forskere, Ed Greenstein og David Marcus, har påpeget, at denne historie har påfaldende ligheder med historien om to andre personer: Jefta, som omtales i Dommerbogen kapitel 11 og 12<ref>Bibelen (1992), s. 286-288</ref>, samt Idrimi, en personlighed som regerede over bystaten Alalakh ved Tyrkiets sydkyst. I alle tre tilfælde handler historierne om en person uden fremtidsmuligheder, som først drager ud i den store verden og vinder fremgang, og der efter ender som hersker. Ganske vist er der også forskelle: Jefta er søn af en prostitueret og forstødes af sin fader, mens Idrimi efter en familiestrid flygter til sin moders hjemland, men lighederne er for store til at være tilfældige. Nuvel, kernehistorien om David skildrer ham i relation til det sydlige kongerige Juda, ikke i forhold til det nordlige kongerige Israel i de to kongerigers tid. Jacob L. Wright mener derfor, at hele Davis livshistorie er skabt efter, at Assyrien havde overvundet den nordlige stat Israel og har haft til formål at fremstille Juda som den egentlige legitime efterfølger til det forud gående samlede kongerige. For at opnå dette mål blev det nødvendigt at supplere kernehistorien med en tilføjelse, der gjorde David til konge over det samlede kongerige, hvilket var det, der skete ved den senere sammenskrivning med historien om Saul, men samtidig måtte man fjerne mest muligt af den oprindelige historie om lejesoldatføreren, til gengæld tilføjede man de farverige historier om kampen med Goliath, David og hans forhold til Saul, forholdet til Jonathan og Michal, hans flygtningetid, hans militære meritter i udlandet, affæren med Batseba, krigen mod Absalom og om Salomo som hans efterfølger. Alle disse tilføjelser har skullet kompensere for udrensningerne og give hans livshistorie ny farve og nyt fylde.<ref>Wright (2014)</ref> Som man vil forstå, er der næppe noget i skildringen af David og hans liv, som har historisk troværdighed. ==== Josef ==== Davids livshistorie er også interessant af en anden grund: hvis man sammenligner hans livsskæbne med to andre skikkelser i Gamle Testamente, Jakob og Josef, viser det sig, at der er forbløffende ligheder: det er de samme begivenheder, samme personkreds, men i visse tilfælde optræder David nærmest i kontrast til Josef. Det er derfor rimeligt at antage, at den ene må have dannet forbillede, da den andens livsskæbne skulle skildres, men det er usikkert hvem, der har dannet forbillede for hvem. Josef møder vi i Første Mosebog kapitel 37 og 39, hvilken skildring kan sammenlignes med Første Samuelsbog kapitel 16-18. Lighederne er påfaldende: begge hører til de yngste sønner i en større familie, begge er hyrder. Begge skildres som tiltrækkende mennesker. Begge får et tegn på, at de vil blive regenter: David velsignes mens Josef får en drøm herom. Begge får karriere i kongehuset: David hos Saul, Josef hos farao - alt sammen noget, der kunne karakteriseres som jødiske standardeventyr. Men lighederne går videre: begge sendes på en rejse, begge rammes af deres brødres misundelse, og ingen af dem vender hjem. Men der er også modstillinger: hvor David besejrer Goliath og får en kåbe af Sauls søn Jonathan, så bliver Josef netop frataget den kåbe, der markerer, at han er sin faders favorit. Fælles for begge er også deres affærer med gifte kvinder: David med Bathsheba og Josef med Potifars hustru, men hvor David faktisk begår utroskab, så gør Josef det netop ikke, så her ser vi atter kontrasten mellem de to fremhævet. Lighederne fortsætter, når vi inddrager de kvindelige skikkelser: Tamar og Dinah. Både Davids datter Tamar og Jakobs datter Dinah bliver voldtaget, men i begge tilfælde reagerer deres fædre med udtalt passivitet, mens deres brødre i begge tilfælde reagerer med vrede. I begge tilfælde begrundes deres ulykkelige skæbner med de synder, som tidligere er blevet begåede. Endelig har forskerne peget på, at de samme sætninger genfindes i begge historier:</br> - "alle skulle gå ud" (Første Mosebog 45:1 og Anden Samuelsbog 13:10</br> - "kom og lig hos mig" (Første Mosebog 39:8 og Anden Samuelsbog 13:12</br> - "lang ærmekjole" (Første Mosebog 37:4 + 23 og Anden Samuelsbog 13:18</br> Parallellerne er flere, men det anførte turde være tilstrækkeligt til at vise, at de to skildringer næppe er blevet til uafhængigt af hinanden.<ref>Kline (2024)</ref> En ikke ringe del af Første Mosebog, fra kapitel 37 til og med kapitel 50 handler om Josef og hans meritter. Men som vi har set er der ingen grund til at tro, at disse dækker over nogen historisk virkelighed. Således er historien om Josef og Potifars hustru i kapitel 39 mere eller mindre kopieret fra og omskrevet på grundlag af en egyptisk fortælling om to brødre, der ragede uklar, da den ene broders hustru forsøgte at forføre den anden.<ref>Bibelen (1992), s. 50f</ref><ref>Lemche (2013), s. 26</ref> Det kan tilføjes, at Josef antagelig har dannet forbillede for Daniels Bog. Atter ser vi klare paralleller: to personer af fornem byrd, der fra deres hjemland ender i et fremmed land, hvor de begge opnår en høj stilling ved det kongelige hof i kraft af deres evner som drømmetydere. Og i begge tilfælde er der dobbelte drømme, om den nærmeste fremtid og om en noget fjernere fremtid.<ref>Wesselius (1999), s. 29</ref> Fælles for dem er også, at de introduceres som følge af et guddommeligt løfte.<ref>Wesselius (1999), s. 30</ref> I narrativ sammenhæng er formålet med historierne om Josef ganske enkelt at danne det bindeled, der skulle give en forklaring på hvorfor, at jøderne var kommet til Egypten.<ref>Thompson (2014), s. 9</ref> ==== Græske narrativer ==== Men det er ikke kun fra Sumer og Mesopotamien at Gamle Testamenter har lånt narrativer. Nogle kildekritikere tilhørende den såkaldte "Københavnerskole"<ref>Lemche (2014), s. 98-120</ref> har peget på, at også græske narrativer har ydet deres bidrag, lad os tage nogle eksempler: Jan-Wim Wesselius har foretaget undersøgelser, der viser, hvordan Første Mosebog og Anden Mosebog afspejler Herodots skrifter, især sidstnævntes beretning om persiske kongers liv. Han sammenlignede i detaljer lighederne mellem Josef og Kyros, og især mellem Moses og Xerxes. Josef og Kyros har begge drømme, bliver afsløret for at dø, går i eksil, bliver skjult i en periode og bliver konger, når deres identitet afsløres. Moses og Xerxes drager ud for at erobre enten Kana'an eller Grækenland og krydser vand med deres folk. Mange andre detaljer nævnes, såvel som sammenligninger mellem Terah og Phraortes (en medisk konge), Abraham og Kyaxares (en medisk konge), Isak og Astyges (en medisk konge) og Jakob og Mandane (Kyros' mor).<ref>Wesselius (1999), s. 24-77</ref><ref>Wesselius (2002), s. 6-47</ref> Philippe Guillaume mener, at kreative skrivere i Alexandria i det andet århundrede f.Kr. indsatte dommere i Mosebøgernes historie, hvilket afspejlede et politisk-ideologisk behov hos de hasmonæiske herskere i Palæstina. Det formodes, at indsættelsen af disse dommere var inspireret af Hesiods ''Værker og Dage'', især afsnittet om heltene, som Hesiod indsatte i de fire tidsaldre. Det modsvarer den måde, hvorpå dommere blev indsat i den jødiske historie. Det synes at have haft et dobbelt formål: dels at underminere påstande om arveret til magten fra efterkommere af kong Davids dynasti, idet historier om heroiske dommere nu optræder før kongerne David og Salomon og dermed med større ælde, dels at hjælpe de hasmonæiske herskere, der netop ikke kunne hævde at have nogen afstamning fra David som grundlag for deres påstande om et messiansk styre.<ref>Guillaume (2014), s. 147-164</ref>. Katherine Stott har påpeget, at Davids opstigning, som skildret i Første Samuelsbog kapitel 16-31 og i Anden Samuelsbog kapitel 1-8, muligvis er inspireret af den fortælling, der beskriver Kyros' opstigning til Persiens og Mediens trone i teksten i Herodots Historier. Hun ser følgende paralleller:</br> - Kyros og David starter begge under ydmyge kår,</br> - begge træder ind i den forrige konges hof,</br> - i begge tilfælde bliver den pågældende konge jaloux på dem,</br> - i begge tilfælde bliver de truet med døden af ​​den pågældende konge,</br> - begge flygter fra hoffet,</br> - begge bliver folkelige ledere,</br> - i begge tilfælde hopper en allieret af,</br> - begge tilraner sig kongerigets herredømme,</br> - begge får succes på grund af deres militære dygtighed,</br> - begge skåner den gamle konges liv i en periode,</br> - der er et tragisk element i den forrige konges fald i begge tilfælde, og</br> - i begge tilfælde er udfaldet dannelsen af ​​en ny politisk enhed.</br> Stott bemærkede, at denne græske tekst kun i den hellenistiske æra ville have været tilgængelig for den bibelske forfatter.<ref>Stott (2002), s. 62-71, 77-78)</ref>. Også Hesiod menes at være blandt inspirationskilderne. Hans ''Theogoni'' (Oldgræsk: Θεογονία), det vil sige "gudernes slægtsforskning eller fødsel" menes at have inspireret til skabelsesberetningen i Første Mosebog, og hans ''Kvindernes Katalog'' (oldgræsk: Γυναικῶν Κατάλογος) – også kendt som ''Ehoiai'' (oldgræsk: Ἠοῖαι), et fragmentarisk græsk episk digt, i hvilket "kvinderne" i titlen var faktisk heltinder, hvoraf mange lå hos guder og angiveligt fødte heltene fra græsk mytologi, menes at være blandt forbillederne for de genealogier, der findes i hele Første Mosebog kapitlerne 1-11 det vil sige til og med omtalen af Noas efterkommere.<ref>Gnuse (2017)</ref>. Fortællinger i Første Mosebog kapitlerne 1-11 kan også vises at have betydelige paralleller med beretninger nedskrevet hos græske historikere, således Hekateus fra Milet (''Periegesis'' og genealogier) og Herodot fra Halicarnassus (''Historie''), herunder skildringer af menneskelige leveveje (Første Mosebog kapitel 4:20-22), de tre sønner af en syndflodshelt, der er menneskehedens forfædre (Første Mosebog kapitel 9:18-19 og kapitel 10:1-32) samt plantningen af ​​en vingård (Første Mosebog kapitel 9:20-27).<ref>Bibelen (1992), s. 15f</ref><ref>Gnuse (2019)</ref> Ældre latinske traditioner, der ligger bag beretningerne i Ovids ''Fasti'' 5, 493-544 og ''Metamorfoser'' 8, 625-725, kan have inspireret fortællingerne om de budbringere, der fortæller Abraham om hans kommende søn, og de budbringere, der advarer Lot om at forlade Sodoma i Første Mosebog 18:1-15; 19:12-26. <ref>Gnuse (2017)</ref>. Det er foreslået, at en fortælling om Democedes af Kroton i Herodots ''Historie'' 3, 125-132 kan have givet anledning til fortællingen om Josef, der fortolker faraos drømme i Første Mosebog 41:1-36<ref>Bibelen (1992), s. 52-54</ref>, hvilken igen har inspireret til drømmeberetningerne i Daniels Bog<ref>Bibelen (1992), s. 1104-1112</ref><ref>Gnuse (2010)</ref>. Den korte fortælling om den store kriger Achilleus' ædle, talende heste i ''Iliaden'' 19, 395-424 kan være løst overtaget og indpasset i beretningen om Bileams æsel i Fjerde Mosebog kapitel 22:22-35, hvor et simpelt æsel bringer skam over en tåbelig profet.<ref>Bibelen (1992), s. 181</ref> Talende dyr er langt mere almindelige i græsk litteratur end i Bibelen. <ref>Gnuse (2017)</ref> Ofrelsen af ​​Ifigenia i to skuespil af Euripides omkring 400 f.Kr.: ''Ifigenia blandt Taurierne'' og ''Ifigenia i Aulis'', kan have inspireret beretningen om Jeftas ofring af sin datter i Dommerbogen kapitel 11:30, 34-40, som synes at være indsat i beretningen om Jeftas kamp mod ammonitterne. <ref>Gnuse (2019)</ref> Arrian fra Nicomedia, en græsk historiker fra 2.århundrede f.Kr. har skrevet en beretning om Alexander den Store, herunder om det spildte vand i Anabasis af Alexander i Sjette bog kapitel 26.1-3. Denne skildring kan have inspireret en lignende historie om David i Anden Samuels Bog 23:15-17. Davids handling med at hælde det vand ud, som hans modige soldater hentede bag fjendens linjer, virker ikke som en fornuftig historie, mens Alexanders handling i den gedrosiske ørken i Balochistan, hvor tørst virkelig er et problem, gør.<ref>Gnuse (1998)</ref>. I flere tilfælde kan det sandsynliggøres, at disse broderende fortællinger optræder som et vedhæng til ældre beretninger og måske af samme grund er placeret i slutningen af ​​bibelske bøger, hvor de ser ud til kun med en løs forbindelse at have været knyttet til bøgernes hovedfortællinger. Dette gælder især i Dommerbogen, hvor fortællingerne i Dommerbogen kapitel 13-16 om Samson ser ud til at være skrevet i en helt anden stil end resten af ​​Dommerbogen. Et stort antal forskellige græske legender om Herakles synes at have haft indflydelse på Samson-fortællingerne i Dommerbogens kapitel 13-16 og må være kommet til på et sent tidspunkt, sandsynligvis i den hellenistiske tid. Der er alt for mange græske paralleller inden for disse fire kapitler til, at de kan afvises som blot tilfældige fortællingshistoristiske sammentræf.<ref>Gnuse (2018)</ref> Afsnittene i Dommerbogens kapitel 17-21 om Mika, om Dan-stammens udvandring til Lakash samt om Benjamitternes skændselsdåd fremstår ligeledes som tilføjede tillæg til resten af ​​bogen, og netop dér finder vi beretningen om kvinderne, der blev kidnappet fra Silo. "Voldtagelsen af ​​de sabinske kvinder", en gammel fortælling som findes omtalt hos Titus Livius i hans ''Historie'' bind 1 kapitel 9:1-16) og hos Plutarch i hans ''Parallelle Liv'' (oldgræsk: Βίοι Παράλληλοι), en serie på 48 biografier over kendte mænd i afsnittet om Romulus, kan have været forbillede for historien Benjamitterne og de bortførte piger i Dommerbogen kapitel 21:1-24.<ref>Bibelen (1992), s.300</ref><ref>Gnuse (2007)</ref> Fortællingerne om Josef, Bileam og Jefta kunne være blevet placeret i den bibelske tekst i den persiske periode kort efter 400 f.Kr., såvel som bibelske tekster i Første Mosebog 1-11 med Hesiod, Hekateus og Herodot som inspirationskilder. Men de andre fortællinger synes mere sandsynligt at have deres oprindelse fra hellenistisk tid, og man kan derfor argumentere for, at alle disse tekster opstod samtidigt og derfor må høre hjemme i den hellenistiske tid. Anden Samuelsbog kapitel 21-23 synes også at være et appendiks, og heri finder vi David, der hælder det vand, han har modtaget fra sine krigere, ud. Dommerbogen kapitler 13-21 og Anden Samuelsbog 21-23 kunne derfor være blevet føjet til Femte Mosebogs historier på et meget sent tidspunkt. Historierne om Josef i Første Mosebog kaptel 39-50, der skulle forklare jødernes ophold i Egypten, ses af forskere som en sen tilføjelse fra omkring 400 f.Kr. eller senere, hvorfor Herodots indflydelse på Josefs drømmetydning er sandsynlig. Andre beretninger ser ud til at være blevet indsat noget ujævnt midt i deres fortællende kontekst. Dette er tydeligst i beretningen om Jeftas ofring af sin datter, som synes at være indsat midt i Jeftas slag i Transjordan, og fortællingen om Bileam og hans æsel, som fremstiller Bileam som en helt anden person end den, der findes i resten af ​​Fjerde Mosebog 22-24. Historien om de tre engle, der besøger Abraham og pludselig kun bliver to i antal, da de besøger Lot, har modsvarende romerske beretninger, hvor der er henholdsvis tre og to engle i fortællingerne fra Ovid. Desuden vidner detaljerne i dialogen i Første Mosebog kapitel 18 og 19 også om en senere tids skrivestil. Således synes indflydelsen fra klassiske romerske og græske beretninger at være mest sandsynlig i historier, der synes at være senere tilføjelser og indsættelser i hovedhistorierne. Foruden indholdsmæssige ligheder er der også opbygningsmæssige ligheder. Daniel Hawk bemærkede, at Aischylos' ''Orestia'' og Gamle Testamentes narrativ fra Første Samuelsbog kapitel 8 til Anden Kongebog kapitel 8 deler sammenlignelige struktur og karakterer, idet begge har et tredelt skema og begge bruger metaforer til at afspejle overgangen fra et slægtskabssamfund til et borgersamfund: mens Agamemnon og Saul afspejler den gamle samfundsorden, viser Orestes og David overgangstiden, og Athena og Salomon indfører den nye samfundsorden. Forfatteren til Femte Mosebog brugte ''Orestia'' som model for sine "modtagne traditioner vedrørende det israelitiske monarki". Hawk mener, at den hellenistiske tid kan have været det tidspunkt, hvor den bibelske forfatter havde adgang til og også brugte Aischylus' skrifter.<ref>Hawk (2003), s. 73-88</ref> Wesselius har undersøgt slægtsforbindelserne i skildringerne af patriarkerne i Gamle Testamente, især omkring Moses, og omkring Xerxes som skildret hos Herodot og finder forbløffende overensstemmelser, idet der for begge findes den samme slægtsstruktur i fem slægtsled, lige som deres geografiske forbindelser med henholdsvis Lydien og Egypten nøjagtig svarer til hinanden i hvert enkelt slægtsled.<ref>Wesselius (2013), s. 55 og 73</ref> Disse og andre eksempler er blevet fremhævet af nogle forskere, der generelt er enige om, hvordan hellenistisk litteratur formede den oprindelige historie efter 300 f.Kr. eller endda efter 200 f.Kr., i den makkabæiske æra. Larsson mener, at de bibelske beretninger blev skabt i det ptolemæiske Egypten i det andet århundrede f.Kr. og påvirket af betydelige græske historikere fra det tredje århundrede f.Kr., så som Berossos, Manetho og Eratosthenes.<ref>Larsson (2004), s. 296-311</ref> På grundlag af sådanne iagttagelser mener Niels Peter Lemche, at Dommerbogen og sikkert også andre dele af Gamle Testamente først er blevet skrevet eller har fundet deres endelige form omkring 272 f.Kr.<ref>Lemche (2024)</ref> Etienne Nodet vurderer, at Mosebøgerne opstod i begyndelsen af ​​det tredje århundrede f.Kr., mens profeterne og nogle af skrifterne blev skabt i det andet århundrede f.Kr.; disse tekster blev udformede i Alexandria under hellenistisk indflydelse.<ref>Nodet (2014), s. 36-55</ref> Emanuel Pfoh mener, at selvom den primære historie blev skabt i den hellenistiske æra, stammer nogle traditioner fra den assyriske og persiske tid og blev udviklet af krønikeskrivere gennem årene, men grundlæggende blev teksten formet under hellenistisk indflydelse.<ref>2014; s. 23, 33-35</ref> Hvordan det nu forholder sig, står det klart, at både den sene tilblivelse og dens mulige motiver undergraver store dele af Gamle Testamente som en troværdig historisk kilde. Det er muligt, at der findes en historisk kerne, som over tid er blevet udbygget og pyntet på med narrativer hentet fra græske traditioner, men indtil videre må det konstateres, at næsten alt i Gamle Testamentes narrativer lader sig betvivle med hensyn til troværdighed. Mest afgørende i denne sammenhæng er det imidlertid, at hvis disse kritikere tilhørende "Københavnerskolen" har ret, så betyder det, at ''Tanakh'' eller Gamle Testamente langt fra var færdigskrevet endsige færdigredigeret, da jøderne vente tilbage til Jerusalen efter eksilet i Babylon. Forud ventede endnu en lang redigeringsproces, og det kan også forklare hvorfor, at vi skal helt frem til 2. århundrede f.Kr. (eller tidligst 3. århundrede f.Kr.) før, at jøderne udviser noget kendskab til deres religiøse skrifter. Forklaringen er den enkle, at først da havde skrifterne nået et så fuldendt udseende, at de lod sig anvende i den national-politiske propaganda. ==== Hyksos-problemet ==== Mens arkæologerne med rimelig sikkerhed tør fastslå, at der fandtes en særlig israelitisk befolkning fra omkring 1200 f.Kr., så er der mere usikkerhed om tiden forud. Hovedspørgsmålet kan formuleres således: er jødernes ophold i og udvandring fra Egypten en historisk begivenhed eller ej? Holdningerne spænder fra fuldstændig afvisning af denne historie til ubetinget tilslutning. For at løse problemet må vil opspalte det i tre delspørgsmål:</br> - kan der påvises et ophold af en semitisk befolkning i Egypten?</br> - hvis ja: inden for hvilket tidsrum?</br> - hvis ja: var det israelitter eller ej? Det umiddelbare svar på spørgsmålet er, at der faktisk findes oplysninger om en fremmed befolkning i Egypten. Men denne befolkning, kaldes af egypterne selv ''Hiku-khasut'', det vil sige "ørkenfyrsterne" (hvilket på græsk er blevet til ''hyksos''<ref>Bibby (1978), s. 96</ref>, og denne benævnelse bruges almindeligvis og derfor også her), ikke "hebræerne", "jøderne" eller "israelitterne", og ingen af disse betegnelser kendes i samtiden, end ikke fra Kana'an. Forskerne mener at kunne fastslå, at disse ''hyksos'' ankom fra øst til Egypten i det 18. århundrede f.Kr., regerede over Egypten i det 17. og 16. århundrede f.Kr. men senere forsvandt igen. Der er fundet en grav rejst over en mand ved navn ''Aper-El'', det vil sige "El's tjener", som tjente hos faraonerne Amenhotep III og Akhenaten i det 14. århundrede f.Kr.<ref>Dinkgreve (2021), kap. 8</ref> Et passende udgangspunkt for vurdering af udvandringens troværdighed kan være Simcha Jacobovici og hans film "''The Exodus decoded''". Heri giver han blandt andet en omfattende dokumentation, som nok kan være en nøjere gennemgang værd. Simcha tager udgangspunkt i bibelkritiske afvisninger af udvandringen, som traditionelt blev dateret til 1270 f.Kr. det vil sige i Ramses II's regeringstid men hvor der ingen beviser for en sådan begivenhed findes. Simcha mener, at denne datering er forkert, og at den korrekte tidsfæstelse er omkring 1500 f.Kr. Som beviser for denne tidsfæstelse anfører han følgende: ''Hyksos''-folket skulle være kommet til Egypten omtrent 200 år før, at de atter udvandrede, det vil sige 1700 f.Kr. I en grav i Beni Hassan ved Nilen omkring 400 km syd for Cairo findes et vægmaleri, som antagelig viser en indvandring til Egypten. Befolkningen er semitter med skæg, flerfarvede dragter og med benævnelsen "''Amo''". I ''Tanakh'' (Gamle Testamente) anvendes benævnelsen "''Amo Israel''", det vil sige "Guds folk". Benævnelsen er den samme og deres ophold passer nøje med traditionen. ''Hyksos''-folkets hovedstad var Avaris, der ligger i Nilens delta nord for Cairo. Avaris er blevet udgravet af professor Manfred Bietak fra Wien. Han har blandt andet fundet 9 seglstamper med navnet "Jakob", hvilket nøje svarer til den bibelske tradition om faraos betroede mand, Josef, der netop var søn af Jakob. Ifølge traditionen ender indvandrerne som slaver. I Serabit El Khadim i Sinai-ørkenen blev udvundet tyrkis-sten i miner ved slaveri. I en af disse minder findes en alfabetisk (ikke-egyptisk) indskrift på væggen: "El, hjælp mig". ''El'' var navnet på en semitisk guddom. En stele rejst af farao Ahmoses og dateret til omkring 1500 f.Kr. fortæller om blandt andet storm og mørke i overensstemmelse med den bibelske tradition, og den nævner gud i ental. Ahmoses er kendt for at have udvist ''hyksos''-folket. Navnet Ahmoses betyder på egyptisk "månen er født" men på hebraisk "Moses' broder". Omkring 1500 f.Kr. indtraf et stort vulkanudbrud på øen Santorini i det græske øhav. Simcha mener, at det var denne begivenhed, som udløste udvandringen, og at den også kan forklare Egyptens ti plager. Hans argumentation herfor er følgende: I Avaris er fundet vulkansk pimpsten dateret til omkring 1500 f.Kr. Dette viser (om ikke andet) at Egypten blev påvirket af netop dette vilkanudbrud. Vulkanudbruddet og tilhørende jordskælv havde følgende bivirkninger:</br> - vandet bliver rødt. Årsagen er, at rust frigøres ved gasudbrud fra bunden og opblandes i vandet. Dette skete blandt andet i 1986 ved Nyos-søen i Cameroon.</br> - frøer. Hopper ud af vandet, når det bliver forurenet.</br> - lus, fluer og epidemi følger som eftervirkninger af miljøkatastrofen</br> - sår og bylder. Disse kendes ligeledes fra Nyos-begivenheden i 1986.</br> - hagl. Is og ild = "vulkansk hagl" omtales i den såkaldte Ipuwer-papyros og skyldes, at vulkansk aske blandes med vand i atmosfæren.</br> - græshopper. Bringes på vandring på grund af klimaændringen.</br> - mørke. Skyldes en askesky, der fra vulkanudbruddet bredte sig til Nilens delta, hvilket er bevist ved korn af asken fundet af Jean-Daniel Stanley fra Smithsonian Institute.</br> - førstefødte sønner døde. Skyldes at CO_² frigøres fra jordens indre og lægger sig lige ved jordens overflade. Da de ældste priviligerede sønner sov på en lav seng, blev de dræbt af gassen, mens andre børn der sov på de flade tage aldrig blev berørt inden, at gassen opløstes igen. Noget tilsvarende blev observeret i Nyos. Yderligere er der udgravet massegrave i Avaris, som kun omfatter personer af mandkøn og ikke krigere. Og Ahmoses' egen søn døde som 12-årig (hans begravede lig er fundet).</br> Ifølge Simcha er alle disse begivenheder således naturlige mulige følger af vulkanudbruddet. [[Fil:Stele_of_Grave_Circle_A_Mycenae_NAMA_1428.JPG|200px|thumb|Gravstele fra Mykene, der viser Farao, som forfølger Moses. De er omgivet af vand på begge sider.]] Velkendt er historien om havets deling.<ref>Bibelen (1992), s. 82</ref> Den korrekte formulering i Bibelen er "Yam Suf", det vil sige Sivhavet. Men siv vokser ikke i saltvand, så der er tale om en stor sø. På Ismailia Regional Museum findes en granitsten med en indskrift i hieroglyffer, ''El Arish''-indskriften, der fortæller om udvandringen set fra faraos side. Her kaldes lederen for "ørkenprinsen". Mere bemærkelsesværdigt er det, at indskriften også fortæller, at vandene delte sig (markeret som bølger + 2 knive), og at indskriften nævner stedet for denne begivenhed: ''El Balah'', en nu tidligere sø beliggende øst for Avaris nær overgangen til Sinai-ørkenen. Simcha mener, at som følge af de tektoniske forskydninger og deraf følgende jordskred løftede den afrikanske plade sig 1-2 meter og skabte en landkorridor, men kort efter fulgte en tsunami, som druknede faraos hær. Simcha peger på et vægmaleri på Santorini, som viser en sejlads fra en by omgivet af mure. Simcha mener, at den viste by er Avaris, idet der her også er fundet minoiske vægmalerier, hvilket vidner om handelsforbindelser. En del af udvandrerne skulle således være draget til Grækenland. I Mykene er fundet guldgenstande og sværd i en grav dateret til 1500 f.Kr. De kan stamme fra sådanne udvandrere. Desuden er fundet tre gravsten med billeder visende først en mand på en stridsvogn, der forfølger en gående mand omgivet af bølger, dernæst at den gående mand er nået højere liggende land og har vendt sig imod stridsvognen, og endelig at stridsvognen drukner i bølgerne. Billederne viser, let forenklet, faraos forfølgelse af Moses. Det er i bogstaveligste forstand en tegneserie om begivenheden. Simcha peger dernæst på, at jordskælv kunne have ført til, at gas og olie blev frigivet og måske blev antændt, og derved gav anledning til røgsøjler om dagen og ildsøjler om natten svarende til beretningen i Anden Mosebog kapitel 13 vers 21-22: "Herren gik foran dem, om dagen i en skysøjle for at føre dem på vejen og om natten i en ildsøjle for at lyse for dem, så at de kunne gå både dag og nat. Skysøjlen fjernede sig ikke fra folket om dagen og ildsøjlen ikke om natten."<ref>Bibelen (1992), s. 81</ref> Endelig mener Simcha at kunne påvise, hvor bjerget Sinai lå. Og han mener at have fundet billedlige gengivelser af Pagtens Ark - i Grækenland af alle steder! Så langt Simcha. Det giver anledning til en række spørgsmål: er begivenheden fejldateret? Det er der faktisk en del, der tyder på. Begivenheden fandt efter alt at dømme sted omkring 1500 f.Kr. Kan et vulkanudbrud være forklaringen på begivenhedsforløbet? Svaret må være, at det er muligt, i hvert fald er der intet, som tyder på, at det ikke kunne være tilfældet. Var dette ''hyksos''-folk ''Amo'' og var det semitter? Ja, det er sandsynligt. Var det også israelitter? Det er muligt, men ikke sikkert. Vi har tidligere fastslået, at Gamle Testamentes historie om udvandringen fra Egypten tidsmæssigt er uforenelig med historien om Abraham som israelitternes stamfader, idet hans ophold i filistrenes land er flere hundrede år yngre end udvandringen. Og det forbliver uforklarligt, at et folk, som kaldte sig selv Israel, ikke optræder under dette navn men af Egypterne kaldtes henholdsvis ''Amo'' og ''Hyksos''. Historien om ''exodus'' eller udvandringen fra Egypten kendes ikke fra Elephantine, en jødisk by i Egypten fra 400-tallet f.Kr., hvilket kunne tyde på, at denne tradition i jødisk historieforståelse enten må være yngre end denne tid eller endnu ikke spillede den rolle i jødisk selvforståelse, som den senere fik. Hvis man vil være besværlig, kan man opstille følgende alternative hypotese: udskibningen fra Egypten til Mykene eksisterer ikke i det bibelske narrativ. Hvis man alligevel forudsætter, at det afspejler en historisk kendsgerning, så kunne disse udvandrere, ''hyksos'', have taget hele traditionen med sig og billedligt gengivet den på deres gravsteler. Da "havfolket" (som beviseligt stammer fra Grækenland foruden andre steder) langt senere, omkring 1177 f.Kr., kom til Palæstina, bragte de traditionen med sig. Det er her fra, at jøderne senere overtog den, omformulerede den til en ørkenvandring med Moselov og hele molevitten og dermed tillige skrev det oprindelige folk ud af beretningen og satte sig selv ind i stedet som led i en selvskabt historisk tradition. Der er selvsagt ingen beviser for en sådan udvikling, men der er heller intet, som modsiger den, og den ville forklare årsagen til, at traditionen åbenbart overlevede i Mykene. Og hvad mere er: det kunne forklare hvorfor, at folk fra Middelhavets nordlige kyster søgte øst- og sydpå (i stedet for vestpå), da deres hjemlige forhold ikke tillod dem at blive boende, hvor de var. Et indicium for, at teorien kunne være rigtig, er det forhold, at Mykene var et handelscentrum i tiden 1600-1100 f.Kr. blandt andet med handelsforbindelser til Levanten. Blandt de forhandlede varer var genstande af elfenben fundet i Megiddo, der viser handelsforbindelser til Det Ægæiske Hav, Kypern, Hittitterne samt Egypten.<ref>Novacek (2011), s. 47f</ref> Det indebærer, at "havfolket" meget vel kan have haft handelsforbindelser med Levanten tidligere og derfor kendte til områdets frugtbarhed inden, at de udvandrede dertil. Et andet mindre indicium er, at de eneste antikke indskrifter, hvor personer kalder sig selv for "israelitter", findes på øen Delos i Grækenland og viser, at de var kommet dertil fra Kreta. Det fremgår også, at de hyldede bjerget Gerizim (ved Nablus, på Vestbredden) som deres helligdom, hvilket indebærer, at de efter alt at dømme egentlig var samaritanere. Ganske vist er både Delos-indskrifterne og Gerizim-templet langt yngre og stammer fra persisk eller græsk tid<ref>Hjelm (2015), s. 228-230</ref>, men det er rimeligt at spørge, om de afspejler og er følger af langt ældre forbindelser. Hvis det forholder sig således, kan ''hyksos''-folket oprindeligt have været samaritanere. Til støtte for denne antagelse tjener, at samaritanerne i deres selvforståelse betragtede sig som efterkommere af Josef og hans sønner Manasse og Efraim, hvilket er bevidnet af Josefus.<ref>Hjelm (2015), s. 228</ref> I denne forbindelse bør nævnes to forhold, som kan understøtte denne tradition: dels ved vi, at bystaten Samaria havde en forgænger i Shechem, som mindst lader sig føre tilbage til 14. århundrede f.Kr.<ref>Lemche (2024), s. 3</ref> Det er altså muligt, at denne nye statsdannelse kunne være etableret af ''hyksos''-folket, hvis de udvandrede til Kana'an i stedet for at tage på ørkenvandring. Dels er der store overensstemmelser imellem de to trosretninger, samaritanismen og jødedommen.<ref>Hemmer-Gudme (2015), s. 262</ref> Dette indebærer, at de oprindeligt har været een tradition, men at der senest i 2. århundrede f.Kr. er indtrådt et brud, antagelig fordi samaritanerne holdt fast ved Gerizim som det hellige sted, mens jøderne gjorde Jerusalem til deres religiøse centrum.<ref>Hemmer-Gudme (2015), s. 262f</ref> Endelig må nævnes, at ''Eqwesh'' - en af "havfolkets" folkegrupper, der menes at samme fra det Ægæiske Hav - ifølge en indskrift i Karnak som de ''eneste'' blandt indvandrerfolkene skulle være omskårne, hvilket stærkt taler for, at de havde en oprindelse i kana'anæisk kultur. Vi kan måske underbygge denne antagelse med de såkaldte Amarna breve opkaldt efter Tell el-Armarna, Akhnatens hovedstad i det 14. århundrede f.Kr.<ref>Waterhouse (2001), s. 31</ref> Disse breve omhandler mange emner, men et af dem er ''habiru'', de lovløse i Kana'an på denne tid. Af brevene tør udledes, at de var modstandere af kongedømmet<ref>Waterhouse (2001), s. 32</ref>, at de havde et kerneområde i det gallilæiske bjergland<ref>Waterhouse (2001), s. 34</ref>, og at de var indvandrere.<ref>Waterhouse (2001), s. 41</ref> Det er tænkeligt, at en del af disse ''habiru'' var de samme ''hyksos''-folk, som havde forladt Egypten og nu var vendt tilbage til Kana'an. Særlig bemærkelsesværdigt er et af disse breve, der oplyser, at Shechem frivilligt og uden kamp havde sluttet sig til dem.<ref>Waterhouse (2001), s. 38</ref> Når man betænker, at Sechem var hovedstad i Samaria, så må man spørge, om de senere samaritanere udviklede sig som et blandingsfolk af landets oprindelige indbyggere og disse indvandrere? Læg dertil at Josef benævnes som hebræer fra hebræernes land i Første Mosebog kapitel 40:15.<ref>Bibelen (1992), s. 52</ref> Disse forhold understøtter samaritanernes egen traditioner om at være efterkommere efter Josef og hans sønner. Også tidsmæssigt passer det, at ''habiru'' optræder i århundredet efter, at ''hyksos'' havde forladt Egypten. Endelig bliver det forståeligt hvorfor, at ''hyksos'' så at sige "forsvandt": de blev en del af ''habiru'' og/eller af befolkningen i Samaria, hvis de da ikke udvandrede til Grækenland. Der eksisterer ingen skriftlige kilder, som kan understøtte en udvandring enten fra Egypten eller Kana'an til Grækenland, men forklaringen kan være den enkle, at en mindre udvandring - især hvis den var fredelig - ikke har været en omtale værd for datidens ledende folk. Udvandringen kan være motiveret af, at det var svært for de egyptiske migranter at finde plads i Kana'an, hvorfor en udvandring til Grækenland, som de var fortrolige med fra deres samhandel, var et logisk alternativ. Vi kan måske komme et skridt videre: hvis vi tør tage de mange indskrifter fra Ugarit som et indicium, så er det muligt, at ''El'' oprindelig var en guddom fortrinsvis dyrket i den nordlige del af Kana'an. Efter som ''El'' også optræder som guddom for de semitter, som kom til Egypten og slog sig ned i Avaris, så tør vi gå ud fra, at det også var netop fra dette område, at ''hyksos''-folket stammede. Det er sandsynligt, at det først var efter deres tilbagevenden til Kana'an, at nogle af dem kort efter udvandrede til deres handelsforbindelser i Grækenland, måske som følge af egypternes magtovertagelse i Kana'an. Om nogen ørkenvandring var der ikke tale. Eller rettere: selv om en gruppe af ''hyksos''-folk sejlede til Grækenland, forhindrer dette ikke, at en betydelig gruppe søgte tilbage til deres hjemland; derimod er det mindre sandsynligt, at de drog østpå og slog sig ned blant edomitter og midjanitter. Det har været foreslået, at det kun var en mindre stamme, som senere blev til "hele Israels folk", og som så måske også var blandt dem, der senere søgte nord på til bjergegnene i det sydlige Kana'an<ref>Russell (2009), s. 27</ref>, men det er mere sandsynligt, at hele ørkenvandringen snarere var et narrativ, der skulle forklare hvorfor, at folk fra Egypten valgte en lang omvej og kom til Kana'ans bjergegne fra syd i stedet for at vælge den langt kortere vej tilbage til deres formodede hjemland. Samtidig kunne det bruges til at indskrive Pagtens Ark i historien. Hvad så med Jahve? Jahve blev måske oprindelig dyrket af ''Shassu''-folket på Østbredden, det vil sige i Jordan, og i det nordøstlige Sinai blandt edomitter og midjanitter. Herfra bredte dyrkelsen sig så nord over til hebræerne i bjergegnene. Det er muligt, at Jahves modvilje mod andre guder i virkeligheden afspejler en religiøs konflikt mellem den nordlige og den sydlige religion, og det er muligt, at også centraliseringen af gudsdyrkelsen i virkeligheden skal ses i dette lys. Endelig kan det forklare delingen i et nordligt Israel og et sydligt Juda: det modsvarer de to guddommes dominerende områder, ''El'' i nord og ''Jahve'' i syd. ''Shassu''-folket har øjensynligt kun haft begrænsede forbindelser med Egypten, der konstant omtaler dem som "Shassu, Jahves land".<ref>Hen (2021)</ref> Vi tør heraf udelukke, at ''Shassu''-folket kan være identisk med ''hyksos''-folket. Det sætter snævre grænser for, hvad der blev af ''hyksos''. Udvandring er en nærliggende mulighed, især fordi ''hyksos'' ikke ses noget sted i Kana'an, hvilket er ikke mærkeligt, når man erindrer, at Kana'an på den tid var lydland under Egypten. Det kan endvidere udelukkes, at de kunne være søgt op i bjergene i Kana'an allerede i 15. århundrede f.Kr., da bebyggelsen her er 2-300 år yngre. Endelig er omtalen af Israel i 1207 f.Kr. et indicium for, at der ikke er tale om samme folk som ''hyksos'', i så fald ville man forvente, at egypterne ville bruge det samme navn. Ligeledes kan vi udelukke, at det var israelitterne selv, som indvandrede sammen med havfolket, fordi dette skete 1177 f.Kr., mens Israel som omtalt nævnes på en stele allerede fra 1207 f.Kr. Tydeligvis var der tale om to uens folk. Måske jøderne "overtog" selvbenævnelsen "israelitter" som led i en politisk strategi, der så at sige skulle udrydde samaritanernes legitimitet som folkeslag i Kana'an.<ref>Lemche (2024), s. 5</ref> Kildekritisk må det konstateres, at Mosebøgerne ret beset forsøger at forene to temmelig uforenelige historiske traditioner: på den ene side traditionen fra Mesopotamien omfattende Edens Have (Dilmun), Babelstårnet (zigguraterne) og Noas ark, hvor Abraham indgår som det forklarende bindeled hvorfor, at jødernes stamfader udvandrede til Kana'an, på den anden side traditionen om Jakob (Israel)<ref>Bibelen (1992), s. 46</ref>, Josef og hans brødre<ref>Bibelen (1992), s. 48f</ref>, Israels udvandring til Egypten<ref>Bibelen (1992), s. 59</ref> og Moses<ref>Bibelen (1992), s. 67</ref> med udvandring, ørkenvandring, moseloven og løftet om Kana'an.<ref>Bibelen (1992), s. 243</ref> Der kan næppe være tvivl om, at den jødiske beretning om udvandringen fra Egypten og den egyptiske beretning om fordrivelsen af de fremmede omtaler den samme begivenhed set fra to sider. For så vidt behøver ingen af dem at give det sande billede: hvis årsagen til udvandringen fra Egypten virkelig var et vulkanudbrud, kunne de forringede leveforhold efter dette meget vel være årsag til, at folk udvandrede eller bortvandrede igen. At jøderne eller israelitterne har taget begivenheden til sig er for så vidt ikke anderledes end andre historier, som de har adopteret og adapteret. Som en sidebemærkning skal det lige nævnes, at den egyptiske konge Amenhotep IV, bedre kendt som Akhenaten, som var gift med Nefertiti og fader til Tutankhaton, og som er gået over i historien som den første monoteistiske konge, regerede fra omkring 1353 til 1336 f.Kr. Det betyder, at han regerede henved 150 år efter, at ''hyksos'' udvandrede, og at hans monoteisme således ingen forbindelse har med Moses. Lige så lidt er der grund til at tro, at hans monoteisme har været inspiration for jødernes monoteisme. ==== Bearbejdede profetier ==== De mange profetiske tekster i Gamle Testamente udgør et eget problem. Kort sagt er de kildekritiske studier i stigende grad blevet opmærksomme på, at der heller ikke i dette tilfælde er tale om originale tekster. I stedet er disse tekster blevet ændret for at tilpasse dem til bestemte formål. Esajas', Jeremias', Ezekiels og de tolv "små" profeters profetier mangler en historie og opretholder ikke en ensartet kronologisk rækkefølge. Disse profetiske bøger ses ikke længere som blot kilder, hvorved læserne kan få adgang til fortiden. De læses nu som bevidste kompositioner, der genpræsenterer og fortolker profeternes ord i tekstform. Allerede i de sidst nævnte profeters tekster er der tegn på en bevidst manipulerende formulering af ​​profetier. Historien i Jeremias kapitel 36 beskriver for eksempel en proces, hvor ulige budskaber i forskellige former fra forskellige tider og steder sammensættes i tekstform af profetens skriver. Når denne rulle efterfølgende bliver ødelagt som kongens reaktion på dens oplæsning side for side<ref>Bibelen (1992), s. 995-997</ref>, så sker der ikke blot en omskrivning af rullen, men også en betydelig tilføjelse af lignende ord, hvilket vidner om bogens litterære vækst. Profeter som Jeremias er ikke længere tilgængelige i den oprindelig version, men deres ord forbliver tilgængelige i de bøger, der bærer deres navne. Disse bøger danner et særskilt korpus inden for den bibelske kanon. Når Daniel refererer til Jeremias' profeti om halvfjerds år i Daniels Bog kapitel 9:2<ref>Bibelen (1992), s. 1117</ref>, taler han om Jeremias' bog blandt en flerhed af profetiske bøger, jævnfør også Ezekiels Bog 38:17<ref>Bibelen (1992), s. 1091</ref>. De tidligste postbibelske fortolkere af den profetiske litteratur var de skriftkloge, oversættere og kommentatorer, der videregav, gengav og forklarede teksterne. Den tidligst dokumenterede periode med skriftlig overlevering fra omkring 250 f.Kr. indtil 132-135 e.Kr. bærer tydelige vidnesbyrd om, at datidens skriftkloge ikke så sig selv som blot afskrivere på samme måde som skriftkloge fra en senere periode. De så snarere sig selv som ligestillede med de oprindelige forfattere, og de udvidede ofte den bibelske tekst med fortolkninger, der var beregnet til at hjælpe læserne med at forstå teksten. Disse skriftkloge havde deres eget syn på den bibelske tekst og ønskede at sikre en teologisk korrekt læsning af den. Blandt de profetiske bøger forekommer de mest fremragende eksempler på fortolkningsmæssig udvidelse i Jeremias' og Ezekiels Bøger i den masoretiske tekst, det vil sige i en version kopieret, redigeret og spredt af en gruppe jøder kendt som masoreterne mellem det 7. og 10. århundrede e.Kr. I disse udgaver har udvidelsen nået grænsen for skabelsen af helt ​​nye udgaver af bøgerne. De hebraiske tekster bag de oldgræske versioner af disse bøger er betydeligt kortere førsteudgaver. Mange af udvidelserne i andenudgaverne, der findes i den masoretiske tekst, er af fortolkende eller forklarende art. For eksempel er den i Jeremias' omtalte fjende fra nord ikke udtrykkeligt identificeret i oldgræske eller dens hebraiske kilde, hvilket efterlader den åben for den slags dommedagsagtige fortolkning, der findes i Ezekiels Bog kapitel 38:14-17<ref>Bibelen (1992), s. 1091</ref>, men den masoretiske tekst identificerer udtrykkeligt denne fjende som Babylon i udvidelsen af ​​Jeremias 25:9, hvilket skaber en interessant konflikt med Jeremias' Bog kapitel 50:3 og dens profeti om en fjende fra nord, der kommer mod Babylon.<ref>Bibelen (1992), s. 1017</ref> Et andet eksempel er versionen af ​​Jeremias' profeti om halvfjerds år i Jeremias' Bog kapitel 25:11-12.<ref>Bibelen (1992), s. 979</ref> I den oldgræske version er denne profeti ikke eksplicit begrænset til perioden under det babylonsk fangenskab, jævnfør Daniels Bog kapitel 9:1-2, 24-27<ref>Bibelen (1992), s. 1118</ref>, men udvidelserne i den masoretiske tekst gør denne begrænsning af profetien udtrykkelig, således i Jeremias' Bog kapitel 29:10.<ref>Bibelen (1992), s. 984</ref> For Ezekiels Bog forekommer en af ​​de mest bemærkelsesværdige udvidelser i den masoretiske udgave af Ezekiels Bog kapitel 36:23-38, som mangler. Denne ret lange udvidelse er åbenbart baseret på materiale fundet andre steder både i og uden for Ezekiels Bog. Man kan mene at alle disse præciseringer og fortolkninger er afskrivernes velmenende forsøg på at forstå og fortolke den oprindelige tekst bedre, men når det forholder sig således med disse profetiske tekster, rejser det uundgåeligt spørgsmålet om og i hvilken grad, det samme er tilfældet med andre tekster i Gamle Testamente. Og det svækker betydeligt Gamle Testamentes værdi som sikker og troværdig kilde til jødernes historie. === Sammenfatning === Denne gennemgang af Gamle Testamente har kun omfattet en mindre del af den samlede tekst, men selv denne meget begrænsede gennemgang har belyst en række problemer:</br> - Gamle Testamente er ''ikke'' en historisk redegørelse for jødernes historie, selv om den giver indtryk af dette,</br> - det er i stedet en samling af traditioner, anekdoter og myter skrevet af ulige forfattere til ulige tider</br> - der er gjort forsøg på at sammenskrive og harmonisere disse narrativer</br> - hvilket ikke kan skjule, at der er kronologiske problemer</br> - og at væsentlige traditioner er hentet fra andre kulturer, især Sumer og Mesopotamien men også fra Grækenland. Vi tør antage, at skildringen af kongetiden og det delte kongerige med navnelister over regenterne er rimelig troværdig, blandt andet fordi deres navne forekommer i andre kilder, men vi har kun ringe mulighed for at vide i hvilken udstrækning, historierne om dem er blevet ændrede for at tilpasse sig et senere monoteistisk narrativ. Niels Peter Lemche har kaldt Gamle Testamente for en form for ''erindringslitteratur''. Han mener, at egentlig historieskrivning er en forskningsgren, hvor historikeren følger bestemte metoder for at nå frem til en forståelse, som kan modstå enhver kildekritik. Omvendt forholder det sig med erindringer, der ikke er bundet af særlige regler eller metoder.<ref>Lemche (2013), s. 19</ref> Til gengæld indgår der her et element af selvforståelse og af tolkning, hvilket betyder, at erindringen formuleres på en måde, der afspejler forfatterens narrativ. Det betyder, at det kan indeholde anekdoter<ref>Lemche (2013), s. 20</ref>, som ikke kan stå for en kildekritisk prøvelse, men som accepteres på grundlag af deres "elegante stil" og "moralske indhold"<ref>Lemche (2013), s. 21</ref> samt vel ikke mindst for deres underholdende værdi. Det betyder også, at faktiske begivenheder og andre forhold kan flyttes frem eller tilbage i tid for at fremme et bestemt narrativ. Set i dette lys bliver de mange lånte historier i Gamle Testamente forståelige. Disse havde til formål at give både fylde og "farve" til en ellers måske kort årstals- og begivenhedsliste baseret på krøniker og kongelige annaler.<ref>Lemche (2013), s. 22</ref> Men de undergraver også Gamle Testamente som historisk kilde, og dette problem forstærkes ved Gamle Testamentes rolle som en slags propagandaskrift formuleret af en intellektuel elite.<ref>Lemche (2013), s. 31</ref> === <big>Semitismen, jødedommens tankesæt</big> === Vi har i det foregående set på Gamle Testamente som et muligt historisk kildeskrift. Man kan imidlertid også anlægge en helt anden synsvinkel, nemlig Gamle Testamente som ideologisk grundlag nærmere betegnet som grundlag for en jødisk national etnicitet samt for en særlig jødisk etik. Det skal på forhånd understreges, at det følgende ikke omfatter alle jøder, idet mange alene identificerer sig som tilhørende denne folkegruppe af genealogiske og traditionsbårne årsager, det vil sige med hensyn til deres familiære oprindelse samt højtider og mindedage. Men der findes også kredse i den jødiske befolkning, der opfatter Gamle Testamente som en anvisning på hvordan, at jøder kan og bør opføre sig. Alle kender begrebet "anti-semitisme", men få eller ingen ved, hvad udtrykket "semitisme" egentlig dækker over. Man vil således lede forgæves efter det i en ordbog eller eksempelvis på ''wikipedia''. Her vil begrebet blivet forstået således, at det dækker over den tankegang eller de tankegange, som kan udledes og af nogle er blevet udledt af Gamle Testamente. Det betyder, at der her vil blive set bort fra jødisk mysticisme, kabala, frankisme og lignende ældre og nyere afledede ideologier, hvilke hver for sig er en særskilt undersøgelse værd. Læser man Gamle Testamente, vil man se, at bestemte tankegange bliver promoveret. Det drejer sig i hovedsagen om følgende:</br> - det udvalgte folk</br> - racisme</br> - retten til Kana'an</br> - retten til at myrde hele befolkninger</br> - "honningfælder" og pengeafpresning</br> I det følgende vil hvert af disse emner blive gennemgået særskilt. === Det udvalgte folk === Ideen om jøderne som Guds udvalgte folk tager udgangspunkt i Første Mosebog kapitel 12: her møder vi Abram ved Ur i Kaldæa. Videre hedder det: "Herren sagde til Abram: "Forlad dit land og din slægt og din fars hus, og drag til det land, jeg vil vise dig. Jeg vil gøre dig til et stort folk og velsigne dig. Jeg vil gøre dit navn stort, og du skal være en velsignelse.</br> Jeg vil velsigne dem, der velsigner dig,</br> og den, der forbander dig, vil jeg forbande.</br> I dig skal alle jordens slægter velsignes"."<ref>Bibelen (1992), s. 17f</ref> Senere gentages denne priviligerede stilling i andre sammenhænge, således over for Jakob i Betel. I Første Mosebog kapitel 35:9-13 hedder det: "Gud viste sig igen for Jakob, efter at han var kommet hjem fra Paddan-Aram. Han velsignede ham og sagde til ham: "Dit navn er Jakob; men nu skal du ikke længere hedde Jakob. Dit navn skal være Israel." Og han gav ham navnet Israel. Han sagde til ham: "Jeg er Gud den Almægtige. Bliv frugtbar og talrig! Et folk, ja, en mængde folkeslag skal nedstamme fra dig, og konger skal fremstå af dit eget kød og blod. Det land, jeg gav Abraham og Isak, giver jeg dig og dine efterkommere." Så steg Gud op fraham, dér hvor han havde talt med ham."<ref>Bibelen (1992), s. 46</ref> I Anden Mosebog kapitel 3:7-10 findes følgende: "Så sagde Herren: "Jeg har set mit folks lidelse i Egypten, og jeg har hørt deres klageskrig over slavefogederne. Jeg har lagt mig deres lidelser på sinde, og derfor er jeg kommet ned for at redde dem fra egypterne og føre dem op fra dette land til et godt og vidtstrakt land, et land der flyder med mælk og honning, dér hvor kana'anæerne, hittitterne, amoritterne, perizzitterne, hivvitterne og jebusitterne bor. Nu har israelitternes klageskrig nået mig, og jeg har set, hvordan egypterne undertrykker dem. Gå nu! Jeg vil sende dig til Farao. Du skal føre mit folk israelitterne ud af Egypten"."<ref>Bibelen (1992), s. 69</ref> Dette og tilsvarende formuleringer med "mit folk israelitterne" har givet jøderne en identitet som Guds udvalgte folk i den jødiske selvforståelse. === Racismen === Racismen er en logisk følge af ideen om Guds udvalgte folk. Et folk kan selvsagt ikke være "udvalgt", hvis andre folk kan indgiftes i det. Følgelig er Gamle Testamente fuldt af forbud mod at gifte sig med ægtefæller fra andre folkeslag<ref>Lemche (2015), s. 226</ref> og kritik, når de alligevel gjorde det. Lad os tage nogen eksempler. I Femte Mosebog kapitel 7:1-4 finder vi følgende påbud af Moses: "Når Herren din Gud fører dig til det land, du skal ind og erobre, og han driver store folkeslag væk foran dig, hittitterne, girgashitterne, amoritterne, kana'anæerne, perizzitterne, hivvitterne og jebusitterne, syv folk, der er større og mægtigere end du, og Herren din Gud overgiver dem til dig, og du besejrer dem, da skal du lægge band på dem. Du må ikke slutte pagt med dem og ikke vise dem barmhjertighed. Du må ikke bringe dig i familie me dem; du må ikke give dine døtre til deres sønner, og du må ikke lade dine sønner gifte sig med deres døtre, for det vil få dine sønner til at vige fra mig og dyrke andre guder. Da vil Herrens vrede flamme op imod jer, og han vil hurtigt udrydde dig."<ref>Bibelen (1992), s. 208</ref> Dette gælder blandt andre kong Salomo. I Første Kongebog 11:1-4 læses således følgende: "Kong Salomo elskede mange udenlandske kvinder foruden Faraos datter, moabitiske, ammonitiske, edomitiske, sidoniske og hittitiske; om de folk havde Herren sagt til israelitterne: "I må ikke indlade jer med dem, og de må indlade sig med jer, for så vender de jeres hjerte til deres guder." Dem elskede Salomo, og han holdt fast ved dem. Han havde syv hundrede hustruer med fyrstelig rang og tre hundrede medhustruer, og hans hustruer bragte hans hjerte på afveje."<ref>Bibelen (1992), s. 390</ref> I Ezras Bog kapitel 9:10-12 optræder Ezras bodsklage med blandt andet dette: "Vor Gud, hvad skal vi nu sige efter dette? For vi har svigtet de befalinger, du gav gennem dine tjenere, profeterne, da du sagde: Det land, I skal ind og tage i besiddelse, er et urent land på grund af de fremmede folks urenhed med de afskyelige handlinger, som de i deres urenhed har fyldt det med fra ende til anden. Derfor må I ikke give jeres døtre til deres sønner, og I må ikke lade jeres sønner gifte sig med deres døtre."<ref>Bibelen (1992), s. 527</ref> og i Kapitel 10:10-12 bliver dette gentaget: "Så rejste præsten Ezra sig og sagde til dem: "I har handlet troløst ved at gifte jer med fremmede kvinder; I har øget Israels skyld. Aflæg nu bekendelse for Herren, jeres fædres Gud, og gør hans vilje. Skil jer ud fra landets folk og de fremmede kvinder"."<ref>Bibelen (1992), s. 528</ref> I Nehemias' Bog kapitel 10:31 indgår israelitterne blandt andet følgende forpligtelse: "Vi vil ikke give vores døtre til landets folk, og vi vil ikke lade vores sønner gifte sig med deres døtre."<ref>Bibelen (1992), s. 542</ref> Således kunne man blive ved. === Lebensraum === Jødernes ret til Kana'ans land hidrører fra Første Mosebog. I kapitel 12 læser vi: "Dengang boede kana'anæerne i landet. Herren viste sig for Abram og sagde: "Jeg vil give dine efterkommere dette land"."<ref>Bibelen (1992), s. 18</ref> Senere, i kapitel 15, præciseres udstrækningen af dette jødiske lebensraum: "Den dag sluttede Herren pagt med Abram. Han sagde: "Jeg giver dine efterkommere dette land fra Egyptens flod (det vil sige Nilen) til den store flod, Eufratfloden: kenitterne, kenizzitterne, kadmonitterne, hittitterne, perizzitterne, refaitterne, amoritterne, kana'anæerne, girgashitterne og jebusitterne"."<ref>Bibelen (1992), s. 20f</ref> Størrelsen af dette jødiske lebensraum er påfaldende. Sammenlignet med officielle landegrænser i 2026 omfatter dette område: den østlige halvdel af Egypten inklusive hele Sinai, Palæstina inklusive Gaza og Vestbredden, Libanon, Jordan, Saudi Arabien, Yemen, Oman, Forenede Arabiske Emirater, Qatar, Bahrain, Kuwait, Irak samt Syrien. Nogle jødiske imperialister medregner også Kypern til området. En anden afgrænsning findes i Fjerde Mosebog kapitel 34. Heri læser vi: "Herren talte til Moses og sagde: "Giv israelitterne denne befaling: I kommer nu til Kana'an, det land, der tilfalder jer som arvelod, Kana'ans land i dets fulde udstrækning. Jeres sydgrænse skal gå fra Sins ørken langs med Edom. I syd skal jeres grænse gå fra enden af Salthavet i øst. Så skal grænsen dreje syd om Akrabbim-passet, gå videre til Sin og ende syd for Kadesh-Barnea. Så skal den fortsætte til Hasar-Addar og gå videre til Asmon. Så skal grænsen dreje fra Asmon mod Egyptens bæk og ende ude ved havet.</br> Grænsen i vest: Det Store Hav med kyststrækning. Det skal være jeres vestgrænse.</br> Dette skal være jeres nordgrænse: Fra Det Store Hav skal I trække en linie til bjerget Hor; fra bjerget Hor skal I trække en linie til Lebo-Hamat, og grænsen skal ende i Sedad. Så skal grænsen gå videre til Zifron, og den skal ende i Hasar-Enan. Det skal være jeres nordgrænse.</br> Som grænse i øst skal I trække en linie fra Hasar-Enan til Shefam. Så skal grænsen gå ned fra Shefam til Ribla øst for Ajin, og grænsen skal fortsætte ned og støde til bjergryggen øst for Kinneretsøen. Så skal grænsen gå ned til Jordan og ende ved Salthavet.</br> Dette skal være jeres land med dets grænser hele vejen rundt."<ref>Bibelen (1992), s. 196</ref> Dette er unægteligt en noget anden afgrænsning end før. Den kritiske læser vi måske spørge om Herren ikke havde forklaret sig godt nok over for Moses eller måske havde ændret holdning, eller om der måske er en helt tredie forklaring? Den tænkende læser vil måske kigge nærmere på andre dele af samme historie. Vi hører, at Abraham fik børn både med Sara, sin hustru, nemlig jøderne, og med Hagar fra Egypten, hans trælkvinde, nemlig ismaelitterne, det vil sige araberne.<ref>Bibelen (1992), s. 21</ref> Så var det nu jøderne, araberne eller begge grupper som skulle leve i dette område? Desuden tog han sig en ny hustru: Ketura, med hvem han også fik efterkommere.<ref>Bibelen (1992), s. 31</ref> Det er således ret uklart hvem, der skulle overtage dette lebensraum. Således tænker semitisterne ikke. De er imperialister, og de vil have det hele for sig selv. De mener at have ret til at fordrive andre folkeslag og ser Gamle Testamente som kilde til denne ret. === Retten til folkemord === Jødernes ret til at myrde befolkningerne, som levede i Kana'an, forekommer allerede i Mosebøgerne. I Femte Mosebog kapitel 20:16-17 findes således følgende påbud udtalt af Moses: "i de folks byer, som Herren din Gud vil give dig i eje, må du ikke lade en eneste beholde livet; du skal lægge band på dem, på hittitterne, amoritterne, kana'anæerne, perizzitterne, hivvitterne og jebusitterne, sådan som Herren din Gud har befalet dig."<ref>Bibelen (1992), s. 223</ref> I Josvabogen hører vi hvordan, at jøderne hensynsløst myrdede indbyggerne i Kana'an, eksempelvis i kapitel 8:24-29: "Da israelitterne på åben mark havde dræbt alle de indbyggere fra Aj, som havde forfulgt dem ud i ørkenen, og da alle til sidste mand var faldet for sværdet, vendte alle israelitterne tilbage til Aj og huggede indbyggerne ned med sværd. Den dag blev der dræbt i alt tolv tusind mænd og kvinder, alle indbyggerne i Aj. Josva trak ikke sin udstrakte hånd med krumsværdet tilbage, før han havde lagt band på alle indbyggerne i Aj. ..Og Josva brændte Aj ned; han gjorde den til en øde ruinhøj for evigt, og det er den den dag i dag. Ajs konge hængte de på et træ og lod ham hænge til aften. Da solen gik ned, gav Josva sine folk befaling om at tage liget ned fra træet og kaste det hen ved indgangen til byporten. Så kastede de en stor stendynge op over ham, og den ligger der den dag i dag."<ref>Bibelen (1992), s. 251f</ref> Tilsvarende i Josvabogen kapitel 10:28-43: "Samme dag indtog Josva Makkeda. Han slog byen og dens konge med sværd og lagde band på byen og alle, der var i den; der var ingen, der overlevede. Han gjorde det samme med kongen i Makkeba, som han havde gjort med kongen i Jeriko.</br> Fra Makkeda drog Josva sammen med hele Israel videre til Libna. Han gik til angreb på Libna, og Herren gav også denne by og dens konge i Israels hånd. Josva slog byen og alle, der var i den, med sværd; der var ingen, der overlevede. Han gjorde det samme med kongen dér, som han havde gjort med kongen i Jeriko.</br> Fra Libna drog Josva sammen med hele Israel videre til Lakish. Han belejrede byen og gik til angreb på den, og Herren gav Lakish i Israels hånd. Den følgende dag indtog Josva byen; han slog den og alle, der var i den, med sværd, ganske som han havde gjort med Libna. Da drog Gezers konge Horam op for at komme Lakish til undsætning, men Josva slog kongen og hans hær; der var ingen, der overlevede.</br> Fra Lakish drog Josva sammen med hele Israel videre til Eglon. De belejrede byen og gik til angreb på den, og samme dag indtog de den og slog den med sværd. Den dag lagde han band på alle, der var i byen, ganske som han havde gjort med Lakish.</br> Fra Eglon drog Josva sammen med hele Israel op til Hebron. De gik til angreb på byen og indtog den; de slog byen, dens konge, alle dens byer og alle, der var i den, med sværd; der var ingen, der overlevede. Ganske som han havde gjort med Eglon, lagde han band på byen og på alle, der var i den.</br> Så vendte Josva sig sammen med hele Israel mod Debir. Han gik til angreb på byen og indtog den med dens kong og alle dens byer. De slog dem med sværd og lagde band på alle, der var i den; der var ingen, der overlevede. Han gjorde det samme med Debir og dens konge, som han havde gjort med Hebron og med Libna og dens konge.</br> Således besejrede Josva hele landet: Bjerglandet, Sydlandet, Lavlandet og Skråningerne og alle kongerne dér. Der var ingen, der overlevede; hver levende sjæl lagde han band på, sådan som Herren, Israels Gud, havde befalet. Josva besejrede dem fra Kadesh-Barnea til Gaza, i hele landet Goshen og helt til Gibeon. Alle disse konger og deres lande undertvang Josva på én gang, for Herren, Israels Gud, førte krig for Israel. Så vendte Josva sammen med hele Israel tilbage til lejren i Gilgal."<ref>Bibelen (1992), s. 255</ref> I Josvabogen Kapitel 11 fortsætter folkemordene i det nordlige Kana'an, blandt andet Hasor: "Alle, der var i byen, huggede de ned med sværd og lagde band på dem, så ikke en levende sjæl blev tilbage; og Josva brændte Hasor ned."<ref>Bibelen (1992), s. 256</ref> Da massemordet var til ende, blev rovet, det vil sige Kana'an, delt mellem israelitternes stammer.<ref>Bibelen (1992), s. 257-264</ref> Det minder om en langt senere begivenhed: under Sovjetunionen i Stalintiden gennemførte terrororganisationen OGPU under ledelse af jøden Genrikh Jagoda<ref>Lina (2003), s.315</ref> samt NKVD overvejende ledet af jøder<ref>Lina (2003), s.318, 327</ref> i 1932-33 et massemord på og en massefordrivelse af ukrainske bønder fra deres gårde, en begivenhed der blev kendt som ''holodomor''. Mindre kendt er, at OGPU overvejende bestod af jøder, og at disse efterfølgende som en belønning oprettede deres egne kollektivlandbrug, kibbutz'er, på de myrdede og fordrevne ukraineres jord.<ref>Holocaustmuseet i USA, film</ref> Jødisk historieforståelse trækker lange spor. Det var ikke kun ved erobringen af Kana'an, at jøderne begik massemord. I Esters Bog kapitel 9:2-16 hører vi: "I alle kong Ahasverus' provinser samledes jøderne i deres byer for at lægge hånd på dem, der ville dem noget ondt. .. Den trettende dag i måneden adar samledes de øvrige jøder i kongens provinser og forsvarede deres liv; de fik fred for deres fjender, og de dræbte 75.000 af deres modstandere".<ref>Bibelen (1992), s. 555</ref> Flere eksempler end de nævnte kunne være fremhævet, men budskabet og moralen er tydelig nok: i "hellig krig" er massemord på guddommens befaling ikke blot acceptabel men en pligt at gennemføre. Det er mildest talt absurd at se hvordan den samme ideologi, som hyldede folkemord i Gamle Testamente, har haft travl med at fremstille de selv samme massemordere som et uskyldigt forfulgt folkefærd i det 20. og starten af det 21. århundrede. === Honningfælder og pengeafpresning === Historier i Gamle Testamente giver jøderne tvivlsomme moralbegreber, eksempelvis at prostituere deres hustruer og døtre i form af "honningfælder", det vil sige lokkemad for en efterfølgende afpresning. Det begynder med selveste Abraham. I Første Mosebog kapitel 20:2-16 læser vi: "Abraham sagde om sin kone Sara, at hun var hans søster, og Abimelek, kongen i Gerar, sendte bud efter Sara. Om natten kom Gud i en drøm til Abimelek og sagde til ham: "Nu skal du dø, fordi du har taget denne kvinde, for hun er gift".<ref>Bibelen (1992), s. 25</ref> Senere, da sandheden er blevet klar, hører vi: "Så gav Abimelek Abraham får og køer, trælle og trælkvinder, og han gav ham hans kone Sara tilbage. Og Abimelek sagde: "Mit land ligger åbent for dig. Slå dig ned, hvor du har lyst!" Til Sara sagde han: "Nu giver jeg din bror tusind sekel sølv. Det skal lukke øjnene på alle dem, der hører dig til. Nu har du fået fuld oprejsning"."<ref>Bibelen (1992), s. 26</ref> Så Abrahams afpresning lykkedes. Senere gentager historien sig med små variationer. I Esters Bog hører vi, at jøden Mordokaj sender sin datter til kong Ahasverus' harem, hvor "hun vandt hans velvilje". .."Ester havde ikke fortalt, hvilket folk og hvilken slægt, hun tilhørte, for Mordokaj havde sagt til hende, at hun ikke måtte fortælle det." Men senere udnyttes hun til at redde jøderne, og naturligvis belønnes både hun og hendes fader for dette bedrag: "Og Mordokaj fik foretræde for kongen, for Ester havde fortalt, hvordan han var i familie med hende. Kongen tog sin signetring, som han havde frataget Haman, og overdrog den til Mordokaj. Og Ester satte Mordokaj over Hamans hus."<ref>Bibelen (1992), s. 549, 554</ref> Nu var det ikke altid, at afpresningsmanøvren lykkedes. I Første Mosebog kapitel 26:1-11 hører vi om Isak og hans hustru Rebekka, som han forsøger at prostituere. I dette tilfælde mislykkes forsøget imidlertid, fordi filisterkongen Abimelek opdager sagens rette sammenhæng inden, at honningfælden når at klappe i med et offer.<ref>Bibelen (1992), s. 33</ref> Nu må man ikke tro, at dette var noget særligt. I datidens samfund synes organiseret prostitution at have været normalt, især i tilknytning til religiøse templer; det vidner Bibelens omtaler af såkaldte "helligskøger" klart om. Det særlige i de nævnte tilfælde var, at den blev udøvet af privatpersoner. Men det hændte altså, at afpresningen mislykkedes. Så måtte jøderne finde på andre afpresningsmetoder. Et godt eksempel hører vi om i Nehemias' Bog kapitel 5:1-5. Heri hører vi: "Der lød stærke klager fra folket og deres hustruer mod deres judæiske brødre. Nogle sagde: "''Vi må give vores sønner og døtre i pant, for at vi kan få korn og noget at spise og opretholde livet.''" Andre sagde: "''Vi må pantsætte vores marker, vingårde og huse, for at vi kan få korn under hungersnøden.''" Og andre sagde: "''Vi har måttet belåne vores marker og vingårde for at få penge til skatten til kongen. Vi er dog af samme kød og blod som vores brødre, og vore sønner er ligesom deres, men vi må tvinge vores sønner og døtre i trældom; ja, nogle af vores døtre er allerede gjort til trælle. Vi står magtesløse, for vores marker og vingårde tilhører andre!''"</br> .. De tidligere statholdere, som var før mig, havde lagt tunge byrder på folket ved at opkræve fyrre sekel sølv til deres daglige forbrug af brød og vin; også deres mænd undertrykte folket."<ref>Bibelen (1992), s. 533</ref> Overbeskatning og åger har alle dage været effektive metoder for magthavere, der ønskede at give deres tyverier et skær af legitimitet. Således legitimerer Gamle Testamente jødernes brug af honningfælder og pengeafpresning så længe, at de ikke rettes imod deres egne trosfæller. === Sammenfatning === I 1973 fremkom udtrykket "narrativ teologi".<ref>Bjerg (1984), s. 11</ref> Udtrykkets betydning har været noget uklar, men pointen er, at hvis en kristen vil forklare sin tro og identitet, så kan dette ske ved at fortælle om Jesu ord og gerninger. På lignende måde kan jødedommens indhold bedst forstås ved at fortælle historier fra Gamle Testamente. Som vi har set, er sådanne historier ikke just moralske. Ideen om det udvalgte folk, der ikke må gifte sig med folk fra andre folkeslag men nok har ret til at udnytte dets kvinder i honningfælder til pengeafpresning, og som mener sig i sin gode ret til hensynsløst at udrydde andre folkeslag "i Guds navn", fremavler en tvivlsom moral. Hvis man vil være lidt uvenlig, kan man med god grund hævde, at denne tvivlsomme moral langt hen af vejen også afspejler sig i jødernes nyere historie. Vi har i det foregående set hvordan, at denne moral henter sin inspiration i fortællinger fra Gamle Testamente. Og denne moral understreges ved at de samme emner bliver gentaget med blot mindre variationer flere gange som for at understrege, at den ikke er knyttet til en bestemt historisk situation men netop har evig gyldighed. I lighed med sit afkom, muhammedanismen, er denne moral præget af en foragt for dem, som ikke tilhører "in-gruppen". Der kan måske være grund til at uddybe dette udtryk nærmere. Alle mennesker udvikler en eller anden form for bevidsthed om at tilhøre et bestemt etnisk fællesskab, herunder skaber de et dertil knyttet begrebsapparat. Man kan skelne mellem det navn, som en etnisk gruppe bruger om sig selv i denne selvidentifikation, og det navn, som andre bruger om den samme gruppe. Nogle gange, men ikke altid, bruger de samme benævnelse, men deres opfattelse af gruppens afgrænsning og indhold behøver ikke at være det samme, men kan tilpasses den aktuelle situation.<ref>Lund (1993), s. 81</ref> Betegnelsen afspejler en bevidsthed om hvem, man hører sammen med i et fællesskab, og hvem, der ikke hører til dette fællesskab.<ref>Lund (1993), s. 9</ref> Ofte, men ikke altid, vil de, som ikke tilhører dette fællesskab, blive set ned på, mens man selv ophøjes for sine gode egenskaber.<ref>Lund (1993), s. 13-26</ref> Denne vi-bevidsthed skabes i vid udstrækning ved historier, beretninger og myter, om et skæbnefællesskab gennem utallige slægtled. Ofte vil disse historier blive fyldt med navne på legendariske personligheder, hvis liv og gerninger bliver en del af den personlige identitetsfølelse. Og som regel vil en del af denne historie omfatte etnogoni, det vil sige de indfødtes egen mytiske forklaring på deres oprindelse<ref>Lund (1993), s. 49</ref>, som regel i form af en mytisk stamfader.<ref>Lund (1993), s. 91</ref> I dansk sammenhæng kan man tænke på Saxo og hans Danmarkshistorie. I germansk sammenhæng er det myten om Tvisto, der er grundlaget for identiteten<ref>Lund (1993), s. 90</ref>, og for jøderne er det Abraham, der har denne rolle. Men sådanne historiske beretninger og myter har ikke kun den funktion at begrunde selvidentiteten men tillige at begrunde moralbegreber, hvad der er "god" og "ond" opførsel. For jøderne er det netop historierne i Gamle Testamente, som opfylder denne opgave. Over tid kan disse funktioner aftage i betydning, fordi behovet for dem ikke længere er så stort. Dette fordi at myter erstattes med faktiske historiske erindringer. Men for visse grupper er dette ikke tilfælde. Her kan udviklingen tvært imod gå i den modsatte retning og udvikle sig til en regulær fanatisme, der kan motivere og begrunde næsten enhver handling. Denne fanatisme kan formuleres og organiseres i en dertil hørende ideologi, en -isme. Semitisme er en sådan ideologi, der i princippet ikke adskiller sig fra enhver anden -isme bortset fra den etniske gruppe, hvis selvfølelse og handlingsmønster, den skal begrunde. === <big>Sammenfatning og konklusion</big> === Vi er nået vejs ende i gennemgangen, og resultatet taler for sig selv. Ikke blot er det officielle narrativ ikke korrekt, for hver del af dette narrativ findes en alternativ forklaring, og tilsammen tegner disse træk et andet men helt entydigt billede. Først og fremmest: Gamle Testamente er ''ikke'' jødisk historieskrivning.<ref>Adler (2022), Preface</ref> Der kan påvises et utal af indlån fra andre kulturer, eksempelvis historien om Moses i sivkurven og Noas ark, som tydeligt viser, at denne "historie" er en myte, et narrativ, skabt for at give jødisk identitet en høj alder. I stedet tjener Gamle Testamente som redskab til at give jøder en national identitet igennem deres trosretning, i særdeleshed ''Jahve''. Det er i ''Jahves'' navn, at de udvandrer fra Egypten, erobrer Kana'an og i nyere tid trækker sig ind i etniske ghettoer.<ref>Crone og Cook (1977), s. 42</ref> Hele den jødiske kultur er een lang markering af begivenheder hentet fra myterne i Gamle Testamente. Men som vi har set, er disse myter i vid udstrækning ikke andet end anekdoter, der er blevet samlede, sammen- og omskrevne for at give ''indtryk'' af at være en sammenhængende fremstilling af jødernes historie til trods for påviselige anakronismer. Således som kildematerialet nu foreligger, er det mest sandsynligt, at "israelitterne" udviklede sig som en ''ny'' folkegruppe eller etnicitet under opholdet i bjergene, sikkert som en blanding af illegale hebræere, af bønder fra lavlandet og muligvis under indflydelse af den nye guddom ''Jahve'', som edomitter og midjanitter bragte med sig, da disse indvandrede fra syd. Således både åndeligt og mandskabsmæssigt forstærkede og under indtryk af de urolige tider var denne blandingsbefolkning i stand til at tage kampen op imod lavlandets små kongeriger, men deres nye stat fik kun en kort levetid, hvor efter den blev delt i to mindre riger, som ligeledes havde en kortere eksistenstid inden, at de blev erobret af stærkere magter udefra. Under elitens eksil i Babylon udvikledes en ny national monoteistisk ideologi, som øjensynligt strammede reglerne for hvem, der tilhørte in-gruppen, og hvem, der blev regnet som fremmede. Også denne ideologi kom til magten, men atter kun en kort tid inden, at den endegyldigt brød sammen dels som følge af indre splittelse, både indbyrdes magtkampe og senere, da kristendommen og judeo-nazaræerne skilte sig ud, dels fordi at den ikke kunne klare sig i kampen mod en stærkere magt: Romerriget. Dette betyder, at jøderne som folkeslag ''ikke'' er mere end 4.000 år gammelt således, som Gamle Testamente gerne vil give indtryk af. I stedet var der tale om en etnisk dannelse i en proces, som det tog omkring 1.300 år at fuldføre. Selv om "Israel" nævnes på en egyptisk stele fra 1207 f.Kr., så er dette ikke bevis på, at der fandtes et israelsk folk. Der findes ingen konkrete beviser på, at bjergfolket udgjorde en forenet etnisk-national enhed.<ref>Lemche (2015), s. 112</ref> Det er muligt, at benævnelsen for egypterne ganske enkelt udgjorde en geografisk kategori på samme måde som benævnelsen "germanere" udgjorde det i Romerriget.<ref>Lund (1993), s. 93</ref> Med andre ord var de identiske med "habiru", hebræerne, dem uden for staternes lov og ret. Heller ikke etableringen af en samlet stat kan anses som bevis for, at israelitterne nu udgjorde et samlet folk. Ganske vist forsøgte kong Saul at etablere et kongeligt dynasti ved at gøre sin søn, Ishba'al, til konge<ref>Lemche (2015), s. 142</ref>, men den sande magt lå hos stammeledere, som i stedet valgte David til ny konge.<ref>Lemche (2015), s. 143</ref> Også dennes efterfølger, Salomon, forsøgte at forene riget under en central administration med nye administraive grænser<ref>Lemche (2015), s. 145</ref>, med en centraliseret gudsdyrkelse<ref>Bibelen (1992), s. 381-387</ref> og med en stående hær, der skulle undertrykke enhver modstand mod centralmagten<ref>Lemche (2015), s. 146</ref>, men dette forhindrede ikke statens sammenbrud ved hans død. I stedet for en samlet stat udviklede der sig to nye statsdannelser, Israel og Juda, men heller ikke i disse stater var enhed eller arvefølge sikker. Således blev kongen myrdet af sin garde omkring 878 f.Kr.<ref>Bibelen (1992), s. 398</ref>, og Omri blev konge. Hans navn (der sikkert er en omskrivning af Omar) tyder på, at han var en arabisk bandeleder på samme måde, som David havde været det.<ref>Lemche (2015), s. 153</ref> Forsøg på at styrke den nationale identitet gennem en centraliseret Jahve-dyrkelse mislykkedes, som vi har set, og i 722 f.Kr. brød småstaten Israel sammen, mens Juda blev et vasalkongerige under Assyrien.<ref>Lemche (2015), s. 170</ref> Der er intet grundlag for at antage en særlig etnisk-kulturel national identitet. Forsøgene på at skabe en sådan skete først under elitens eksil i Babylon, men selv efter dennes tilbagevenden til Jerusalem tog det flere hundrede år at overbevise befolkningen om at tilslutte sig projektet. Og da dette endelig skete, brød projektet sammen indefra i form af interne magtkampe. Endelig under Romerriget blev den møjsommeligt sammentømrede jødiske befolkning sprængt i tre delgrupper efter Jesu død. Først efter dette var der så få jøder tilbage, at de kan siges at udgøre en homogen national kulturel gruppe - blot for at blive spredt for alle vinde under den jødiske diaspora i de næste omkring 1900 år! Det eneste, der holdt dem sammen som etnisk gruppe, var dyrkelsen af ''Jahve'' og bestemte riter samt mindedage knyttede til deres historiske myter. Jødernes "historie" er i virkeligheden i vid udstrækning ''alle'' de kana'anæiske befolkningsgruppers historie. Først sent i dette forløb udskiller de sig endeligt som etnisk kulturel gruppe. Men, kunne man spørge, betyder dette så ikke, at jøderne trods alt har en fælles historie, som Gamle Testamente afspejler? Svaret er nej, både etnisk og i henseende til selvforståelse. I etnisk henseende er det tydeligst, hvis man ser på hebræere som gruppe: i det 15. århundrede f.Kr. var Kana'an et homogent befolkningsområde, som kunstigt var inddelt i en række små feudale kongeriger. Så dukkede ''hyksos''-folket op, flygtninge fra Egypten, som efter 200 års udlændighed nu vendte hjem. Der var ikke umiddelbart plads til dem, så de indledte en marodørvirksomhed. Nogle af dem blev hurtigt trætte af dette, de fandt skibslejlighed og drog til Mykene, hvor de blev assimilerede men bevarede deres traditioner. Andre opnåede en forståelse med samaritanerne og blev assimilerede med dem. Men tilbage var stadig en gruppe af marodører. I takt med, at vilkårene for marodørvirksomhed i lavlandet blev sværere på grund af Egyptens voksende kontrol, søgte marodørerne op i bjerglandet, hvor de slog sig ned. De fik følgeskab af traditionelle kana'anæere, som var blevet trætte af trælletilværelsen. Her udviklede de en fælles identitet som dyrkere af den samme guddom: ''El''. De var hebræere og blev benævnt israelittere, men de udgjorde ikke en etnisk nation så lidt som en senere tids sørøvere i Vestindien gjorde det. Kun skæbnefællesskabet bandt dem sammen. Så dukkede nye indvandrere op: havfolket og andre folk fra nord. Sammen med tørke og andre problemer blussede uroen op igen. Fra syd ankom edomitter til bjerglandet med deres egen stammegud: ''Jahve''. Han blev efterhånden assimileret med ''El'' og blev hebræernes nye stammegud. Edomitterne selv blev assimilerede i den hebræiske befolkning. De gav dem en ny styrke, og tilsammen kastede de sig ud i en ny erobring af lavlandet. Resten er velkendt. Hebræerne omfattede således mindst tre forskellige grupper, dels stedlige kana'anæere, dels indvandrere som Abraham fra Mittaniriget, dels edomitter fra Negev-ørkenen. I etnisk og social henseende var de et sammenrend af befolkningselementer, som var udstødt af de organiserede småriger. Og langt de fleste kana'anærere oplevede aldrig eksilet i Babylon. I henseende til selvforståelse afspejler gruppens sprængning i tre delgrupper efter Jesu død, at de aldrig følte sig som en national helhed. Vi ved ikke hvor stor en andel, som holdt fast ved den jødedom, som eliten havde forsøgt at prakke dem på, men det var tydeligvis et klart mindretal både i Kana'an og blandt de migranter, som havde slået sig ned andre steder i Romerriget. Jødedom som national identitet og skæbnefællesskab er en myte. Dernæst: jøderne var tydeligvis ''ikke'' det monoteistiske folkefærd, som de gerne vil give indtryk af, tværtimod. Så langt, at Gamle Testamentes fremstilling overhovedet afspejler en historisk virkelighed, dyrkede jøderne flere guder gennem flere hundrede år. Vi ser en udvikling i flere trin:</br> - første trin: to guder, ''Jahve'' og ''El'', forenes i en "supergud"</br> - andet trin: gudsdyrkelsen centraliseres og kontrolleres af kongen</br> - tredie trin: de lavere guder og gudinder forkastes, fordi at de ikke hjalp i en kritisk situation</br> - fjerde trin: præsteskabet udvikler et nyt narrativ til at forstærke dets magt og betydning som samlende kraft.</br> Det var en udvikling, hvor hvert trin var en logisk følge af det foregående, når behovet for en forandring i det herskende narrativ indtraf. Den nye ideologi var, som de fleste totalitære ideologier, et spørgsmål om at legitimere retten til magtudøvelse. Dette grundlag blev konstrueret ad hoc, det vil sige spontant efter behov. Dets grundlag var aldrig vel funderet, og vi kan nu afvise det fuldstændigt som fusk og forfalskning fra ende til anden. Samtidig var det en udvikling, hvor hvert trin bidrog med særlige træk til den nye ideologis udvikling: først blev stammeguden anvendt til at legitimere myten om "det udvalgte folk", herunder en racistisk ultrasemitisk afvisning af ægteskaber med repræsentanter fra andre folkeslag, og hvor regulært folkemord legitimeres som en følge af Jahves beslutning og påbud. Dernæst må den snart svækkede kongemagt i den nye nationale stat styrke sin stilling i befolkningen, hvilket sker ved centralisering af gudsdyrkelsen. Da så statsdannelsen alligevel bryder sammen, bliver det nødvendigt at udpege en skyldig årsag, og her må husguderne holde for. Endelig må det nye narrativ styrkes, hvilket blandt andet sker ved kampen for en ny egen stat. De mange profeter har først og fremmest til formål at legitimere den nye nationale ideologi som Jahves vilje. Endelig er det også fra Gamle Testamente, at mange jøder henter deres moralbegreber på godt og ondt. Det bør betones, at semitismen som ideologi er langt yngre end jøderne som befolkningsgruppe. Man skal helt frem til 2. århundrede f.Kr. før, at semitismen som ideologi udvikles. Det er en hadefuld, racistisk, imperialistisk, voldelig og menneskeforagtende hensynsløs ideologi, som med rimelighed kan anses for at være stamfaderen til alle senere lukkede samfunds ideologier.<ref>jævnfør: ''Det åbne samfund og dets fjender - opdateret''</ref> Det er næppe overraskende, at den blev udviklet af et præsteskab, som ønskede at hævde en ubegrænset kontrol over alle samfundsmedlemmers liv og tankegang. Det er indlysende, at hvis der kan rejses tvivl om troværdigheden af beretningerne i Gamle Testamente, så er det ikke blot et kildekritisk problem. Det er hele grundlaget for jødedommen, der vælter. Jødedommen er, som muhammedanismen, det, som i kommunistkina kaldes en ''tofu-dreg'' konstruktion: en bygning eller anden konstruktion opført af underlødige bestanddele som gør, at den før eller senere falder sammen af sig selv. Hidtil har Gamle Testamentes narrativer aldrig være underkastet en kildekritisk analyse, i modsætning til Nye Testamente, som allerede i 1800-tallet og begyndelsen af 1900-tallet blev underkastet en sådan analyse, som den bestod med udmærkelse. Det er først i de seneste år, at et sådant arbejde er igangsat og vel at bemærke er det til dels gjort af jødiske arkæologer og historikere. Det gør, at deres resultater ikke blot kan afvises med smædeudtryk som "anti-semitisme". Det er derfor, at det har været så vigtigt at gøre disse resultater bekendt for et dansk publikum. Og hvis denne bog kan bidrage til fortsatte og uddybende studier af denne problematik, så har den opfyldt sit formål. Det er for så vidt tilfældigt, at dette sker netop på en tid, hvor staten Israel og dens regering udsættes for en stigende international kritik for sin handlemåde, og så måske alligevel ikke. I alt for lang tid har kritik af jøder og Israel kunnet undertrykkes på grund af myterne om begivenheder under 2. verdenskrig. Men nu ligger disse begivenheder så langt tilbage, 2-4 slægtled, at de ikke længere kan beskytte imod kritik. Og samtidig har både rabiate jøder og den israelske regering i de seneste år udvist en optræden, som let lader sig kritisere. Det er ikke stedet her at uddybe dette emne, det kan fortjene en særskilt behandling og hører hjemme i politisk sammenhæng, ikke i forbindelse med jødedommen som religion og kultur, selv om der kan argumenteres for, at disse områder til dels overlapper hinanden. Vi har set hvilken afgørende inflydelse, den kildekritiske analyse af Gamle Testamente har på forståelsen af jødedommens historie, men hvorledes forholder det sig med kristendommen? Hvilken indflydelse har kildekritikken på kristendommen? Det enkleste svar er: ingen. Gamle Testamente spiller kun en rolle i kristendommen på to måder:</br> - dels at vise at Jesus som messias er forudset allerede af gammeltestamentelige profeter; det er i denne sammenhæng ikke vigtigt, om dette var faktisk var tilfældet, men derimod at jøderne i hans samtid mente, at det forholdt sig således</br> - dels at vise de religiøse dogmer, som Jesus gjorde op med. Det viser sig i hans gentagne: "I har hørt at ... men jeg siger jer at ...", jævnfør Matthæusevangeliet kapitel 5.<ref>Bibelen (1992), s. 1225-1227</ref> Jesu lære er i virkeligheden eet stort opgør med jødedommens tankegang og etniske snæversynethed, han var i denne sammenhæng helt på linje med den foreliggende kildekritiske analyse, selv om både hans metode og budskab var et andet. Især i sidst nævnte sammenhæng er det vigtigt at forstå, at der ''ikke'' eksisterer nogen "jødisk-kristne værdier". Dette moderne udtryk er intet andet end et jødisk forsøg på at tage kristne som gidsler for deres egne ideer. I virkeligheden er det kristendommen, der introducerer næstekærlighed og respekt for medmennesker uanset deres etniske tilhørsforhold, og i forlængelse heraf introducerer både menneskerettigheder og folkestyre. Intet af dette findes i jødedommen, her er det nationalt-etnisk snæversyn, som dominerer hele vejen. Jødedommen er og forbliver en anti-kristen ideologi, fordi den hviler på en selvforståelse baseret på manipulerede kilder i form af Gamle Testamentes skrifter. Og ved at påvise disse manipulationer, myter og omskrivninger, beviser moderne kildekritik, at kristendommen var og er et berettiget opgør med jødedommen. Endnu for en menneskealder kunne forskere i jødedommen leve i deres vildfarelse om, at selv om der måske var problemer med Gamle Testamente som kilde til jødedommens historie, så var den i sine hovedtræk alligevel korrekt. Således er det ikke længere. Det kan nu bevises, at der bag den mytiske fortælling gemmer sig en anden historie. Det er historien om et folk, som blev skabt af menneskelige spildrester, som levede en semi-kriminel tilværelse, og som over tid udviklede en ideologi og et tankesæt, der legitimerede denne virksomhed. Det var en udvikling, som var dømt til at skabe grundlag for vedvarende konflikter med omgivende samfund. Jødedommens nyere historie er faldet uden for denne undersøgelse, men det er vigtigt at forstå, at semitismen som ideologi har sine rødder i denne historie. Jeg er nået til den konklusion, at semitisme ikke er en teologi, men en ideologi baseret på følgende påstande:</br> - semitter er overlegne alle andre racer eller folkeslag, og disse skal reduceres til at være eller blive slaver af semitterne</br> - de har "adopteret" og transformeret andre nationers historie til en national racistisk fortælling (fx. historien om Noas syndflod)</br> - de har brugt denne fortælling til at gøre krav på et territorium, som de kun har kontrolleret i 2 gange 150 år (det gamle formodede kongerige under Saul, David og Salomon og det hasmonæiske kongerige)</br> - de har brugt den samme fortælling om, hvordan de "erobrede" landet plus "løfter" fra deres guder, til at formulere et imperialistisk krav på landet mellem Nilen og Eufrat</br> - de har brugt den samme fortælling til at forbyde folk fra "nationen" at gifte sig med folk fra andre nationer/stammer, undtagen når det tjener deres politiske mål (også kendt som honningfælder)</br> - de har brugt den samme fortælling til at retfærdiggøre mord på folk fra de "mindre nationer"</br> - de har brugt penge som et redskab til at bestikke og afpresse folk ved magten, inklusive Det Hvide Hus, for at bøje sig for deres mål (fx. i form af film og fjernsynsserier)</br> - de har brugt underholdning til at få folk til at ignorere deres politiske mål eller som propaganda for disse mål</br> - de har brugt love til at forbyde al kritik af deres aktiviteter. Det følger logisk, at kristendommen er under angreb fra disse semitter af to grunde:</br> - det sociale budskab i kristendommen: "elsk din fjende som dig selv" er farligt på grund af semitismens manglende etik, og</br> - hvis man kender kristen historie, kan man gennemskue den semitiske propaganda. Da semitisme stadig i sin kerne er den gamle tilbedelse af guderne El, Baal og Jahve, inklusive ofring af børn af mindreværdige racer, er denne bevidsthed en trussel mod selve kernen i deres ideologiske "teologi". Det er min antagelse og påstand, at alle senere totalitære ideologier i sidste ende kan føres tilbage til semitismen. Det kunne være fristende at pege på den kendsgerning, at Karl Marx, Lenin, Trotski og andre tilhængere af totalitære samfund var jøder, lige som muhammedanismen beviseligt har sine rødder i semitismen<ref>se nærmere herom i ''[[Muhammedanismen i kildekritisk belysning]]''</ref>, men ingen må forledes til at tro, at den samme ideologi ikke også findes udbredt blandt folk fra andre nationer, blot er disse ikke ''bevidste'' om dennes ideologiske ophav. Men følgerne af denne tankegang er nu tydelige for enhver. Lad så være, at begivenheder i de senere år i Gaza, på Vestbredden, i Libanon, i Egypten, over for Syrien, Iran og mange andre steder uden tvivl har bidraget til at fremme verdensopinionens bevidsthed om denne ideologi og dens indbyggede brydninger med omgivende samfund. Et træ kendes på dets frugter, og hele verden har nu set de frugter, som semitisk fundamentalisme bringer med sig. Myten om det forfulgte uskyldige folkefærd lader sig ikke længere opretholde. Og jo mere skingre, hysteriske og fanatiske jødedommens fundamentalister bliver i deres holdninger og opførsel, desto hurtigere vil de miste de sidste rester af en troværdighed, som de i virkeligheden aldrig har haft. === <big>Noter</big> === {{Reflist|3}} === <big>Litteratur</big> === * Yonatan Adler: ''The Origins of Judaism. An Archaeological-historical Reappraisal''; Yale University 2022; ISBN 978-0-300-25490-7 * Yonatan Adler: "Toward Identifying Proto-Judaic Cultural Features in Ancient Israel and Judea" (i: ''Journal of Ancient Judaism'' (2024), s. 1-28) * Yonatan Adler: ''Between Yahwism and Judaism. Judean Cult and Culture during the Early Hellenistic Period (332-175 BEC)''; Cambridge University Press 2025; ISBN 978-009-45961-7 * Gad Barnea: "P. Berlin 13464, Yahwism and Achaemenid Zoroastrianism at Elephantine" (2024) * Geoffrey Bibby: ''I Dilmun tier ravnen''; Wormanium 1971; ISBN 87-85-1600-40 * Geoffrey Bibby: ''Det forsvundne årtusinde''; Wormanium 1978; ISBN 87-8516-053-9 * Geoffrey Bibby: ''Spadens vidnesbyrd''; Wormanium 1980; ISBN 87-8516-071-7 * ''Bibelen''; Det Danske Bibelselskab 1992; 1. udgave 1. oplag; ISBN 87-7325-276-6 * Svend Bjerg: "Den kristne grundfortælling. Studier over fortælling og teologi" (''Teologiske Studier'', bind 8; 2. oplag 1984; Aarhus 1984; ISBN 87-7003-409-5) * Patricia Crone og Michael Cook: ''Hagarism. The Making of The Islamic World''; Cambridge 1977; ISBN 0-521-21133-6 * Stephan Peter Dinkgreve: ''In Search of the Sublime: A world history of humanity's relentless pursuit of scientific truth, moral excellence, and enlightenment''; 2021 * Robert Gnuse: "Spilt Water: Tales of David (II Sam 23:13-17) and Alexander the Great (Arrian, Anabasis of Alexander 6.26.1-3)." (i: ''Scandinavian Journal of the Old Testament''; 1998, bind 12, s. 233-248) * Robert Gnuse: "Abducted Wives: A Hellenistic Narrative in the Book of Judges?" (i: ''Scandinavian Journal of the Old Testament''; 2007; bind 22, s. 272-285) * Robert Gnuse: "From Prison to Prestige: The Hero who helps a King in Jewish and Greek Literature." (i: ''Catholic Biblical Quarterly''; 2010 bind 72, s. 31-45) * Robert Gnuse: "Divine Messengers in Genesis 18-19 and Ovid." (i: ''Scandinavian Journal of the Old Testament''; 2017; bind 31, s. 66-79) * Robert Gnuse: "Greek Connections: Genesis 1-11 and the Poetry of Hesiod" (i: ''Biblical Theology Bulletin''; 2017 nr. 47, s. 131-143 * Robert Gnuse: "Heed Your Steeds: Achilles’ Horses and Balaam’s Donkey." (i: ''International Journal of Research in Humanities and Social Sciences''; 2017; række 4 hæfte 6; s. 1-5) * Robert Gnuse: "Samson and Heracles Revisited." (i: ''Scandinavian Journal of the Old Testament''; 2018, bind 32, s. 1-19) * Robert Gnuse: "Greek Historians and the Primeval History." (i: ''International Journal of Research in Humanities and Social Sciences''; 2019; række 6 hæfte 1, s. 20-25) * Robert Gnuse: "Jephthah’s Daughter and Iphigenia in the Plays of Euripides" (i: ''International Journal of the Arts and Humanities''; 2019; række 5 hæfte 1, s. 16-23) * Robert Gnuse: "Hellenism and the Primary History: The Imprint of Greek Sources in Genesis-2 Kings" ''Copenhagen International Seminar''; Routledge, London 2020 * Philippe Guillaume: "Hesiod’s heroic age and the biblical period of the Judges." (i: Thomas Thompson and Philippe Wajdenbaum (red.): ''The Bible and Hellenism: Greek Influence on Jewish and Early Christian Literature. Copenhagen International Seminar''; Routledge, New York 2014; s. 146-164) * Daniel Hawk: "Violent Grace: Tragedy and Transformation in the Orestia and the Deuteronomistic History." (i: ''Scandinavian Journal of the Old Testament''; 2003, bind 18, s. 73-88) * Anne Katrine de Hemmer Gudme: "Blev templet på Garizim bygget med templet i Jerusalem som forbillede?" (i: ''Dansk Teologisk Tidsskrift'' 78. årgang, 2015; s. 261-281) * Racheli Shalomi Hen: "Signs of YHWH, God of the Hebrews, in New Kingdom Egypt?" (i: ''Entangled Religions'' 12.2; 2021) * ''Herodots Historie'', oversat af Thure Hastrup og Leo Hjortsø; Bind 1: Bog I-IV, Bind 2: Bog V-IX; København 1979; ISBN 87-01-72851-2 * Ingrid Hjelm: "The Pentateuch that the Samaritans Chose" (i: ''Dansk Teologisk Tidsskrift'' 78. årgang; 2015; s. 225-242) * Joanna G. Kline: "Narrative Analogy in the David Story: Parallels between Genesis 25-50 and 1 Samuel 16-1 Kings 2" (''Forschungen zum Alten Testament'' 2 række, 154; 2024; ISBN 978-3-16-158252-3) * Gerhard Larsson: "Possible Hellenistic Influence in the Historical Parts of the Old Testament." i: ''Scandinavian Journal of the Old Testament''; 2004; bind 18, s. 296-311) * Niels Peter Lemche: "Det Bibelske Hjemland - Det Gamle Testamente og jødernes historiske ret til Palæstina" (i: ''Religionsvidenskabeligt Tidsskrift'', 3; 1983; s. 5-21) * Niels Peter Lemche: "The Old Testament-A Hellenistic Book" (: ''Scandinavian Journal of the Old Testament''; 1993 bind 7, s. 163-193) * Niels Peter Lemche: "Is It Still Possible to Write a History of Ancient Israel?" (i: ''Scandinavian Journal of the Old Testament''; 1994, bind 8, s. 163-188) * Niels Peter Lemche: "Justice in Western Asia in Antiquity, or: why no Laws were needed" (i: ''Chicago-Kent Law Review'', volume 70; 1995; p. 1695-1716) * Niels Peter Lemche: "Good and Bad in History: The Greek Connection." (i: Steven McKenzie and Thomas Römer (red.): "Rethinking the Foundations: Historiography in the Ancient World and in the Bible. Essays in Honour of John Van Seters"; ''Beihefte zur Zeitschrift für die altestamentliche Wissenschaft'' nr. 294; Walter de Gruyter, Berlin 2000; s. 127-140) * Niels Peter Lemche: "How Does One Date an Expression of Mental History?" (i: Lester Grabbe (red.): "Did Moses Speak Attic? Jewish Historiography and Scripture in the Hellenistic Period" (i: ''Journal for the Study of the Old Testament Supplement Series'' 317/European Seminar on Historical Methodology 3; Sheffield Academic Press, Sheffield 2001; s. 200-224) * Niels Peter Lemche: "On the Problems of Reconstructing Pre-Hellenistic Israelite (Palestinian) History" (i: ''The Journal of Hebrew Scriptures'', vol. 3; 2001) * Niels Peter Lemche: "Introduction. The Samaritans in History and Tradition" (i: Ingrid Hjelm (red.): ''Changing Perspectives 10'': "Samaritans and Jews in History"; New York 2024; ISBN 978-1-032-70289-6; s. 1-8) * Niels Peter Lemche: "Does the Idea of the Old Testament as a Hellenistic Book Prevent Source Criticism of the Pentateuch?" (i: ''Scandinavian Journal of the Old Testament''; 2011, bind 25, s. 75-92) * Niels Peter Lemche. "Historie og kulturel erindring i Det Gamle Testamente" (i: ''Dansk Teologisk Tidsskrift'', 76. årgang; 2013; s. 18-31) * Niels Peter Lemche: "Après le déluge: Københavnerskolen eller kaos?" (i: ''Dansk Teologisk Tidsskrift'', 77. årgang; 2014; s. 98-120) * Niels Peter Lemche: "When the End is the Beginning: Creating a National History?" (i: ''Scandinavian Journal of the Old Testament''; 2015, bind 29, s. 22-32) * Niels Peter Lemche: ''Ancient Israel. A New History of Israel'', Second Edition; London 2015; ISBN 978-0-56766-278-1 * Niels Peter Lemche: If I Forget You, Jerusalem! Studies on the Old Testament (''Discourses in Ancient Near Eastern and Biblical Studies''); 2024; ISBN 978-1800504-36-3 * Jüri Lina: ''Skorpioni märgi all. Nõukogude võimu tõus ja langus''; Stockholm 2003; ISBN 91-972897-9-5 * Allan A. Lund: ''De etnografiske kilder til Nordens tidlige historie''; Wormanium 1993; ISBN 87-89531-08-6 * Etienee Nodet: "Editing the Bible: Alexandria or Babylon?" (i: Thomas Thompson and Philippe Wajdenbaum (red.): ''The Bible and Hellenism: Greek Influence on Jewish and Early Christian Literature. Copenhagen International Seminar''; Routledge, New York 2014; s. 36-55) * Gabrielle Vera Novacek: ''Ancient Israel. Highlights from the Collections of The Oriental Institute University of Chicago''; University of Chicago 2011; ISBN 978-1-88923-65-3 * Johannes Pedersen: "Hasmonæer" (i: ''Salmonsens Konversationsleksikon'', 2. udgave, bind X; 1919; s. 943-944) * Emanuel Pfoh: "Ancient historiography, biblical stories and Hellenism" (i: Thomas Thompson and Philippe Wajdenbaum (red.): ''The Bible and Hellenism: Greek Influence on Jewish and Early Christian Literature. Copenhagen International Seminar''; Routledge, New York 2014; s. 19-35) * Benjamin W. Porter: "Assembling the Iron Age Levant: The Archaeology of Communities, Polities and Imperial Peripheries" (i: ''Journal of Archaeological Research'' vol. 24; 2016; s. 373-420) * Irina Russell: ''The Settlers In The Central Hill Country Of Palestine During Iron Age I (ca 1200-1000 BCE): Where Did They Come From And Why Did They Move?''; University of South Africa 2009 * Katherine Stott: "Herodotus and the Old Testament: A Comparative Reading of the Ascendancy Stories of King Cyrus and David." (i: ''Scandinavian Journal for the Study of the Old Testament''; 2002; bind 16 s. 52-78) * Thomas L. Thompson: "The Joseph and Moses narratives 4: narratives about the origin of Israel" (i: ''Biblical Narrative and Palestine History. Changing Perspectives 2''; Equinox 2013; ISBN 978-1-908049-95-7; s. 9-11) * Thomas L. Thompson: "Biblical Archaeology: The Hydra of Palestine's History" (i: ''Dansk Teologisk Tidsskrift'', 78. årgang; 2015; s. 243-260) * S. Douglas Waterhouse: "Who are the Habiru of the Amarna Letters?" (i: ''Journal of the Adventist Theological Society'' 12/1; 2001; s. 31-42) * Jan-Wim Wesselius: "Discontinuity, Congruence and the Making of the Hebrew Bible." (i: ''Scandinavian Journal for the Study of the Old Testament''; 1999 bind 13 s. 24-77) * Jan-Wim Wesselius: "The Origin of the History of Israel: Herodotus’ Histories as Blueprint for the First Books of the Bible" (i: ''Journal for the Study of the Old Testament Supplement Series''; Sheffield Academic Press, Sheffield 2002) * Jacob L. Wright: "David, king of Judah (Not Israel)"; dateret Juli 2014, hentet fra hjemmesiden ''The Bible and Interpretation'' * Hans Christian Ørsted: "Overtro og Vantro i deres Forhold til Naturvidenskaben" (''Aanden i Naturen''; 4. udgave; København 1978; ISBN 87-414-8972-1; s. 76-106) === <big>Film</big> === * Simca Jacobovici: ''The Exodus Decoded'' 643zjlzs8amt5512tcm8457ukn6vrt9