Wikibooks dawikibooks https://da.wikibooks.org/wiki/Forside MediaWiki 1.47.0-wmf.20 first-letter Media Speciel Diskussion Bruger Brugerdiskussion Wikibooks Wikibooks diskussion Fil Fildiskussion MediaWiki MediaWiki diskussion Skabelon Skabelondiskussion Hjælp Hjælp diskussion Kategori Kategoridiskussion TimedText TimedText talk Modul Moduldiskussion Event Event talk 0 7376 42644 2026-09-21T06:27:15Z Sven Halfdan Nielsen 3898 oprettet, en begyndelse 42644 wikitext text/x-wiki Fænomenet "økonomiske konjunkturer" er velkendt. Ulige teoretikere er fremkommet med ulige teorier om deres længde og årsager, men fælles for dem alle er, at man kan skelne mellem fire faser: en krisetid, en opgangstid, en højkonjunktur og en nedgangstid, hvor efter udviklingen begynder forfra. Ole Hyldtoft har beskrevet disse ulige teorier og konjunkturforløb og sat dem sammen til en helhed bestående af korte, mellemlange og lange perioder, som altså giver et yderst sammensat svingningsforløb. Han har også påpeget problemerne ved teorierne bag dem, og så langt er jeg enig med ham. Men han fremkommer ikke med et forslag til et alternativt udviklingsforløb, men anvender alligevel de teorier, som han selv netop lige har modbevist, med et elendigt resultat til følge. Her vil jeg i stedet gøre mig til talsmand for et alternativ. I dette forslag er der kun een relevant svingning, og periodeforløbet varer nøjagtigt 60 år fra start til slutning fordelt på fire faser af hver 15 års længde. Hvorfor varer svingningsperioden 60 år? Forklaringen er teknologisk og/eller idemæssig (politisk). Den forstås nok bedst, når man ser den i dens konkrete sammenhæng. Vi begynder med en krise, hvor produktion og omsætning svigter og forholdet til udlandet er dårligt eller mangelfuldt. Men under krisens overflade er der folk, som søger nye veje: omlægninger af produktionen, nye teknikker og teknologier (måske inspireret udefra), nye markeder eller veje til genåbning af gamle. Nogle af disse tiltag mislykkes, men ikke alle. Der sker en åbning, et gennembrud. Fra dette beskedne "brohoved" sker der en spredning, en afsmittende virkning. Ny økonomisk fremgang sætter ind. Under en ny højkonjunktur udnyttes mulighederne fuldt ud. Der er velstand over hele linjen. Der risikeres måske. Ingen forestiller sig en ny krise, men efterhånden taber højkonjunkturen sin virkning: der er trods alt begrænsninger på behovene, udviklingen tenderer måske imod overproduktion, eller der kan indtræde ny konkurrence udefra. Markedet indskrænkes og udtørres efterhånden. Udviklingen ender i en ny krise, og så begynder konjunkturerne forfra. Det skal være min påstand, at dette forløb i mangt og meget svarer til forløbet af et menneskeliv: som barn er man hjælpeløs og helt afhængig af sine forældre, men man vokser hurtigt til og lærer, og man lærer hurtigt. Når man når omkring de 15 år - konfirmationsalderen - begynder man at blive betragtet som "voksen": det er nu, at man vælger livsvej og karriere, hvad enten den er praktisk eller teoretisk, får sit lærediplom eller eksamen og træder ud i voksenverdenen. Nogle bliver selvstændige, andre lønmodtagere. Det er også i disse år, at man som regel etablerer sig med en familie. Fra omkring de 30 til 45 år yder man sit bedste både i arbejdslivet, i sin fritid og i familien. Efterhånden aftager drivkraften, men bliver "sat" og mindre ambitiøs (med mindre man er karriereorienteret, og den faktisk ydede indsats egentlig ikke betyder så meget). Fra omkring 60 års alder begynder forfaldet at sætte ind: alle de dårligdomme, som man tidligere kunne se bort fra, viser sig nu at sætte deres præg alligevel. Langsomt men sikkert svækkes evnerne: hørelsen, synet, bevægelsesevnen. I stedet for at samle ny viden, begynder man at få erfaringer: gammel viden ses nu i lyset af livserfaringen. Men en efter en svigter de gamle evner indtil, at hjertet nægter at arbejde længere. Men der er en forbindelse imellem disse to forløb. Det skal være min påstand, at man som menneske også præges af de konjunkturer, som man vokser op under: var det opgangstider eller højkonjunktur, så er man dårligere udrustet, når modgangen sætter ind. Var det derimod krisetider og tider med modgang, så er man rustet til at tage udfordringerne op. Da den ene generation afløser den anden, så er det også de samme menneskelige evner, som ligger bag de økonomiske konjunkturer. De her beskrevne hovedtræk i konjunkturforløbet betyder ikke, at der ikke også kan peges på andre både kortere og længere varende begivenheder, som kan skabe nogen forstyrrelse i den overordnede udvikling. Et vulkanudbrud kan skabe en kortere klimakrise, hvor høsten svigter. Epidemier, oversvømmelser, brande, krige og lignende kan sætte deres særlige præg over færre eller flere år og måske enten forstærke en allerede igangværende konjunktur eller omvendt svække den. Omvendt er der træk i samfundsudviklingen, som har betydelig længere varighed. Det gælder de helt grundlæggende træk ved samfundets indretning. I etnografien bruges som regel udtrykket "kultur" for at beskrive disse træk, men disse kulturens hovedfase kan underinddeles efter typer og redskaber, hvorved vi ender med arkæologiens og historikernes tidsinddeling. Jeg har anvendt denne inddeling i min skildring af den forhistoriske bebyggelses udvikling. Men dette er en historie for sig. Tilbage til de økonomiske konjunkturer. Dem kan vi følge gennem hele den historiske tid tilbage til begyndelsen af middelalderen og måske endnu længere. Og de viser sig at optræde forbløffende regelmæssigt og hver gang vise sig i form af karakteristiske træk. === Noter === === Litteratur === * Ole Hyldtoft: ''Københavns industrialisering 1840-1914''; Viborg 1984; ISBN 87-7351-255-9 dy01omfrm0c4b7b0a0suqr91n62zsob 42645 42644 2026-09-21T06:30:58Z Sven Halfdan Nielsen 3898 indsat note 42645 wikitext text/x-wiki Fænomenet "økonomiske konjunkturer" er velkendt. Ulige teoretikere er fremkommet med ulige teorier om deres længde og årsager, men fælles for dem alle er, at man kan skelne mellem fire faser: en krisetid, en opgangstid, en højkonjunktur og en nedgangstid, hvor efter udviklingen begynder forfra. Ole Hyldtoft har beskrevet disse ulige teorier og konjunkturforløb og sat dem sammen til en helhed bestående af korte, mellemlange og lange perioder, som altså giver et yderst sammensat svingningsforløb. Han har også påpeget problemerne ved teorierne bag dem<ref>Hyldtoft (1984), s. 38-45</ref>, og så langt er jeg enig med ham. Men han fremkommer ikke med et forslag til et alternativt udviklingsforløb, men anvender alligevel de teorier, som han selv netop lige har modbevist, med et elendigt resultat til følge. Her vil jeg i stedet gøre mig til talsmand for et alternativ. I dette forslag er der kun een relevant svingning, og periodeforløbet varer nøjagtigt 60 år fra start til slutning fordelt på fire faser af hver 15 års længde. Hvorfor varer svingningsperioden 60 år? Forklaringen er teknologisk og/eller idemæssig (politisk). Den forstås nok bedst, når man ser den i dens konkrete sammenhæng. Vi begynder med en krise, hvor produktion og omsætning svigter og forholdet til udlandet er dårligt eller mangelfuldt. Men under krisens overflade er der folk, som søger nye veje: omlægninger af produktionen, nye teknikker og teknologier (måske inspireret udefra), nye markeder eller veje til genåbning af gamle. Nogle af disse tiltag mislykkes, men ikke alle. Der sker en åbning, et gennembrud. Fra dette beskedne "brohoved" sker der en spredning, en afsmittende virkning. Ny økonomisk fremgang sætter ind. Under en ny højkonjunktur udnyttes mulighederne fuldt ud. Der er velstand over hele linjen. Der risikeres måske. Ingen forestiller sig en ny krise, men efterhånden taber højkonjunkturen sin virkning: der er trods alt begrænsninger på behovene, udviklingen tenderer måske imod overproduktion, eller der kan indtræde ny konkurrence udefra. Markedet indskrænkes og udtørres efterhånden. Udviklingen ender i en ny krise, og så begynder konjunkturerne forfra. Det skal være min påstand, at dette forløb i mangt og meget svarer til forløbet af et menneskeliv: som barn er man hjælpeløs og helt afhængig af sine forældre, men man vokser hurtigt til og lærer, og man lærer hurtigt. Når man når omkring de 15 år - konfirmationsalderen - begynder man at blive betragtet som "voksen": det er nu, at man vælger livsvej og karriere, hvad enten den er praktisk eller teoretisk, får sit lærediplom eller eksamen og træder ud i voksenverdenen. Nogle bliver selvstændige, andre lønmodtagere. Det er også i disse år, at man som regel etablerer sig med en familie. Fra omkring de 30 til 45 år yder man sit bedste både i arbejdslivet, i sin fritid og i familien. Efterhånden aftager drivkraften, men bliver "sat" og mindre ambitiøs (med mindre man er karriereorienteret, og den faktisk ydede indsats egentlig ikke betyder så meget). Fra omkring 60 års alder begynder forfaldet at sætte ind: alle de dårligdomme, som man tidligere kunne se bort fra, viser sig nu at sætte deres præg alligevel. Langsomt men sikkert svækkes evnerne: hørelsen, synet, bevægelsesevnen. I stedet for at samle ny viden, begynder man at få erfaringer: gammel viden ses nu i lyset af livserfaringen. Men en efter en svigter de gamle evner indtil, at hjertet nægter at arbejde længere. Men der er en forbindelse imellem disse to forløb. Det skal være min påstand, at man som menneske også præges af de konjunkturer, som man vokser op under: var det opgangstider eller højkonjunktur, så er man dårligere udrustet, når modgangen sætter ind. Var det derimod krisetider og tider med modgang, så er man rustet til at tage udfordringerne op. Da den ene generation afløser den anden, så er det også de samme menneskelige evner, som ligger bag de økonomiske konjunkturer. De her beskrevne hovedtræk i konjunkturforløbet betyder ikke, at der ikke også kan peges på andre både kortere og længere varende begivenheder, som kan skabe nogen forstyrrelse i den overordnede udvikling. Et vulkanudbrud kan skabe en kortere klimakrise, hvor høsten svigter. Epidemier, oversvømmelser, brande, krige og lignende kan sætte deres særlige præg over færre eller flere år og måske enten forstærke en allerede igangværende konjunktur eller omvendt svække den. Omvendt er der træk i samfundsudviklingen, som har betydelig længere varighed. Det gælder de helt grundlæggende træk ved samfundets indretning. I etnografien bruges som regel udtrykket "kultur" for at beskrive disse træk, men disse kulturens hovedfase kan underinddeles efter typer og redskaber, hvorved vi ender med arkæologiens og historikernes tidsinddeling. Jeg har anvendt denne inddeling i min skildring af den forhistoriske bebyggelses udvikling. Men dette er en historie for sig. Tilbage til de økonomiske konjunkturer. Dem kan vi følge gennem hele den historiske tid tilbage til begyndelsen af middelalderen og måske endnu længere. Og de viser sig at optræde forbløffende regelmæssigt og hver gang vise sig i form af karakteristiske træk. === <big>Noter</big> === {{Reflist|3}} === <big>Litteratur</big> === * Ole Hyldtoft: ''Københavns industrialisering 1840-1914''; Viborg 1984; ISBN 87-7351-255-9 jac751cmrnbzzdczf3jidpjzrxn4d5b 42646 42645 2026-09-21T06:32:18Z Sven Halfdan Nielsen 3898 småret 42646 wikitext text/x-wiki Fænomenet "økonomiske konjunkturer" er velkendt. Ulige teoretikere er fremkommet med ulige teorier om deres længde og årsager, men fælles for dem alle er, at man kan skelne mellem fire faser: en krisetid, en opgangstid, en højkonjunktur og en nedgangstid, hvor efter udviklingen begynder forfra. Ole Hyldtoft har beskrevet disse ulige teorier og konjunkturforløb og sat dem sammen til en helhed bestående af korte, mellemlange og lange perioder, som altså giver et yderst sammensat svingningsforløb. Han har også påpeget problemerne ved teorierne bag dem<ref>Hyldtoft (1984), s. 38-45</ref>, og så langt er jeg enig med ham. Men han fremkommer ikke med et forslag til et alternativt udviklingsforløb, men anvender alligevel de teorier, som han selv netop lige har modbevist, med et elendigt resultat til følge. Her vil jeg i stedet gøre mig til talsmand for et alternativ. I dette forslag er der kun een relevant svingning, og periodeforløbet varer nøjagtigt 60 år fra start til slutning fordelt på fire faser af hver 15 års længde. Hvorfor varer svingningsperioden 60 år? Forklaringen er teknologisk og/eller idemæssig (politisk). Den forstås nok bedst, når man ser den i dens konkrete sammenhæng. Vi begynder med en krise, hvor produktion og omsætning svigter og forholdet til udlandet er dårligt eller mangelfuldt. Men under krisens overflade er der folk, som søger nye veje: omlægninger af produktionen, nye teknikker og teknologier (måske inspireret udefra), nye markeder eller veje til genåbning af gamle. Nogle af disse tiltag mislykkes, men ikke alle. Der sker en åbning, et gennembrud. Fra dette beskedne "brohoved" sker der en spredning, en afsmittende virkning. Ny økonomisk fremgang sætter ind. Under en ny højkonjunktur udnyttes mulighederne fuldt ud. Der er velstand over hele linjen. Der risikeres måske. Ingen forestiller sig en ny krise, men efterhånden taber højkonjunkturen sin virkning: der er trods alt begrænsninger på behovene, udviklingen tenderer måske imod overproduktion, eller der kan indtræde ny konkurrence udefra. Markedet indskrænkes og udtørres efterhånden. Udviklingen ender i en ny krise, og så begynder konjunkturerne forfra. Det skal være min påstand, at dette forløb i mangt og meget svarer til forløbet af et menneskeliv: som barn er man hjælpeløs og helt afhængig af sine forældre, men man vokser hurtigt til og lærer, og man lærer hurtigt. Når man når omkring de 15 år - svarende til konfirmationsalderen - begynder man at blive betragtet som "voksen": det er nu, at man vælger livsvej og karriere, hvad enten den er praktisk eller teoretisk, får sit lærediplom eller eksamen og træder ud i voksenverdenen. Nogle bliver selvstændige, andre lønmodtagere. Det er også i disse år, at man som regel etablerer sig med en familie. Fra omkring de 30 til 45 år yder man sit bedste både i arbejdslivet, i sin fritid og i familien. Efterhånden aftager drivkraften, men bliver "sat" og mindre ambitiøs (med mindre man er karriereorienteret, og den faktisk ydede indsats egentlig ikke betyder så meget). Fra omkring 60 års alder begynder forfaldet at sætte ind: alle de dårligdomme, som man tidligere kunne se bort fra, viser sig nu at sætte deres præg alligevel. Langsomt men sikkert svækkes evnerne: hørelsen, synet, bevægelsesevnen. I stedet for at samle ny viden, begynder man at få erfaringer: gammel viden ses nu i lyset af livserfaringen. Men en efter en svigter de gamle evner indtil, at hjertet nægter at arbejde længere. Men der er en forbindelse imellem disse to forløb. Det skal være min påstand, at man som menneske også præges af de konjunkturer, som man vokser op under: var det opgangstider eller højkonjunktur, så er man dårligere udrustet, når modgangen sætter ind. Var det derimod krisetider og tider med modgang, så er man rustet til at tage udfordringerne op. Da den ene generation afløser den anden, så er det også de samme menneskelige evner, som ligger bag de økonomiske konjunkturer. De her beskrevne hovedtræk i konjunkturforløbet betyder ikke, at der ikke også kan peges på andre både kortere og længere varende begivenheder, som kan skabe nogen forstyrrelse i den overordnede udvikling. Et vulkanudbrud kan skabe en kortere klimakrise, hvor høsten svigter. Epidemier, oversvømmelser, brande, krige og lignende kan sætte deres særlige præg over færre eller flere år og måske enten forstærke en allerede igangværende konjunktur eller omvendt svække den. Omvendt er der træk i samfundsudviklingen, som har betydelig længere varighed. Det gælder de helt grundlæggende træk ved samfundets indretning. I etnografien bruges som regel udtrykket "kultur" for at beskrive disse træk, men disse kulturens hovedfase kan underinddeles efter typer og redskaber, hvorved vi ender med arkæologiens og historikernes tidsinddeling. Jeg har anvendt denne inddeling i min skildring af den forhistoriske bebyggelses udvikling. Men dette er en historie for sig. Tilbage til de økonomiske konjunkturer. Dem kan vi følge gennem hele den historiske tid tilbage til begyndelsen af middelalderen og måske endnu længere. Og de viser sig at optræde forbløffende regelmæssigt og hver gang vise sig i form af karakteristiske træk. === <big>Noter</big> === {{Reflist|3}} === <big>Litteratur</big> === * Ole Hyldtoft: ''Københavns industrialisering 1840-1914''; Viborg 1984; ISBN 87-7351-255-9 kbss8fujixr4dtq5vqp7xag369nubgx 42647 42646 2026-09-21T06:32:51Z Sven Halfdan Nielsen 3898 småret 42647 wikitext text/x-wiki Fænomenet "økonomiske konjunkturer" er velkendt. Ulige teoretikere er fremkommet med ulige teorier om deres længde og årsager, men fælles for dem alle er, at man kan skelne mellem fire faser: en krisetid, en opgangstid, en højkonjunktur og en nedgangstid, hvor efter udviklingen begynder forfra. Ole Hyldtoft har beskrevet disse ulige teorier og konjunkturforløb og sat dem sammen til en helhed bestående af korte, mellemlange og lange perioder, som altså giver et yderst sammensat svingningsforløb. Han har også påpeget problemerne ved teorierne bag dem<ref>Hyldtoft (1984), s. 38-45</ref>, og så langt er jeg enig med ham. Men han fremkommer ikke med et forslag til et alternativt udviklingsforløb, men anvender alligevel de teorier, som han selv netop lige har modbevist, med et elendigt resultat til følge. Her vil jeg i stedet gøre mig til talsmand for et alternativ. I dette forslag er der kun een relevant svingning, og periodeforløbet varer nøjagtigt 60 år fra start til slutning fordelt på fire faser af hver 15 års længde. Hvorfor varer svingningsperioden 60 år? Forklaringen er teknologisk og/eller idemæssig (politisk). Den forstås nok bedst, når man ser den i dens konkrete sammenhæng. Vi begynder med en krise, hvor produktion og omsætning svigter og forholdet til udlandet er dårligt eller mangelfuldt. Men under krisens overflade er der folk, som søger nye veje: omlægninger af produktionen, nye teknikker og teknologier (måske inspireret udefra), nye markeder eller veje til genåbning af gamle. Nogle af disse tiltag mislykkes, men ikke alle. Der sker en åbning, et gennembrud. Fra dette beskedne "brohoved" sker der en spredning, en afsmittende virkning. En ny økonomisk fremgang sætter ind. Under en ny højkonjunktur udnyttes mulighederne fuldt ud. Der er velstand over hele linjen. Der risikeres måske. Ingen forestiller sig en ny krise, men efterhånden taber højkonjunkturen sin virkning: der er trods alt begrænsninger på behovene, udviklingen tenderer måske imod overproduktion, eller der kan indtræde ny konkurrence udefra. Markedet indskrænkes og udtørres efterhånden. Udviklingen ender i en ny krise, og så begynder konjunkturerne forfra. Det skal være min påstand, at dette forløb i mangt og meget svarer til forløbet af et menneskeliv: som barn er man hjælpeløs og helt afhængig af sine forældre, men man vokser hurtigt til og lærer, og man lærer hurtigt. Når man når omkring de 15 år - svarende til konfirmationsalderen - begynder man at blive betragtet som "voksen": det er nu, at man vælger livsvej og karriere, hvad enten den er praktisk eller teoretisk, får sit lærediplom eller eksamen og træder ud i voksenverdenen. Nogle bliver selvstændige, andre lønmodtagere. Det er også i disse år, at man som regel etablerer sig med en familie. Fra omkring de 30 til 45 år yder man sit bedste både i arbejdslivet, i sin fritid og i familien. Efterhånden aftager drivkraften, men bliver "sat" og mindre ambitiøs (med mindre man er karriereorienteret, og den faktisk ydede indsats egentlig ikke betyder så meget). Fra omkring 60 års alder begynder forfaldet at sætte ind: alle de dårligdomme, som man tidligere kunne se bort fra, viser sig nu at sætte deres præg alligevel. Langsomt men sikkert svækkes evnerne: hørelsen, synet, bevægelsesevnen. I stedet for at samle ny viden, begynder man at få erfaringer: gammel viden ses nu i lyset af livserfaringen. Men en efter en svigter de gamle evner indtil, at hjertet nægter at arbejde længere. Men der er en forbindelse imellem disse to forløb. Det skal være min påstand, at man som menneske også præges af de konjunkturer, som man vokser op under: var det opgangstider eller højkonjunktur, så er man dårligere udrustet, når modgangen sætter ind. Var det derimod krisetider og tider med modgang, så er man rustet til at tage udfordringerne op. Da den ene generation afløser den anden, så er det også de samme menneskelige evner, som ligger bag de økonomiske konjunkturer. De her beskrevne hovedtræk i konjunkturforløbet betyder ikke, at der ikke også kan peges på andre både kortere og længere varende begivenheder, som kan skabe nogen forstyrrelse i den overordnede udvikling. Et vulkanudbrud kan skabe en kortere klimakrise, hvor høsten svigter. Epidemier, oversvømmelser, brande, krige og lignende kan sætte deres særlige præg over færre eller flere år og måske enten forstærke en allerede igangværende konjunktur eller omvendt svække den. Omvendt er der træk i samfundsudviklingen, som har betydelig længere varighed. Det gælder de helt grundlæggende træk ved samfundets indretning. I etnografien bruges som regel udtrykket "kultur" for at beskrive disse træk, men disse kulturens hovedfase kan underinddeles efter typer og redskaber, hvorved vi ender med arkæologiens og historikernes tidsinddeling. Jeg har anvendt denne inddeling i min skildring af den forhistoriske bebyggelses udvikling. Men dette er en historie for sig. Tilbage til de økonomiske konjunkturer. Dem kan vi følge gennem hele den historiske tid tilbage til begyndelsen af middelalderen og måske endnu længere. Og de viser sig at optræde forbløffende regelmæssigt og hver gang vise sig i form af karakteristiske træk. === <big>Noter</big> === {{Reflist|3}} === <big>Litteratur</big> === * Ole Hyldtoft: ''Københavns industrialisering 1840-1914''; Viborg 1984; ISBN 87-7351-255-9 c1r35vfxakbmhuegaprldxqi64v8hdn 42648 42647 2026-09-21T06:33:41Z Sven Halfdan Nielsen 3898 småret 42648 wikitext text/x-wiki Fænomenet "økonomiske konjunkturer" er velkendt. Ulige teoretikere er fremkommet med ulige teorier om deres længde og årsager, men fælles for dem alle er, at man kan skelne mellem fire faser: en krisetid, en opgangstid, en højkonjunktur og en nedgangstid, hvor efter udviklingen begynder forfra. Ole Hyldtoft har beskrevet disse ulige teorier og konjunkturforløb og sat dem sammen til en helhed bestående af korte, mellemlange og lange perioder, som altså giver et yderst sammensat svingningsforløb. Han har også påpeget problemerne ved teorierne bag dem<ref>Hyldtoft (1984), s. 38-45</ref>, og så langt er jeg enig med ham. Men han fremkommer ikke med et forslag til et alternativt udviklingsforløb, men anvender alligevel de teorier, som han selv netop lige har modbevist, med et elendigt resultat til følge. Her vil jeg i stedet gøre mig til talsmand for et alternativ. I dette forslag er der kun een relevant svingning, og periodeforløbet varer nøjagtigt 60 år fra start til slutning fordelt på fire faser af hver 15 års længde. Hvorfor varer svingningsperioden 60 år? Forklaringen er teknologisk og/eller idemæssig (politisk). Den forstås nok bedst, når man ser den i dens konkrete sammenhæng. Vi begynder med en krise, hvor produktion og omsætning svigter og forholdet til udlandet er dårligt eller mangelfuldt. Men under krisens overflade er der folk, som søger nye veje: omlægninger af produktionen, nye teknikker og teknologier (måske inspireret udefra), nye markeder eller veje til genåbning af gamle. Nogle af disse tiltag mislykkes, men ikke alle. Der sker en åbning, et gennembrud. Fra dette beskedne "brohoved" sker der en spredning, en afsmittende virkning. En ny økonomisk fremgang sætter ind. Under en ny højkonjunktur udnyttes mulighederne fuldt ud. Der er velstand over hele linjen. Der risikeres måske. Ingen forestiller sig en ny krise, men efterhånden taber højkonjunkturen sin virkning: der er trods alt begrænsninger på behovene, udviklingen tenderer måske imod overproduktion, eller der kan indtræde ny konkurrence udefra. Markedet bliver efterhånden indskrænket og udtørrer. Udviklingen ender i en ny krise, og så begynder konjunkturerne forfra. Det skal være min påstand, at dette forløb i mangt og meget svarer til forløbet af et menneskeliv: som barn er man hjælpeløs og helt afhængig af sine forældre, men man vokser hurtigt til og lærer, og man lærer hurtigt. Når man når omkring de 15 år - svarende til konfirmationsalderen - begynder man at blive betragtet som "voksen": det er nu, at man vælger livsvej og karriere, hvad enten den er praktisk eller teoretisk, får sit lærediplom eller eksamen og træder ud i voksenverdenen. Nogle bliver selvstændige, andre lønmodtagere. Det er også i disse år, at man som regel etablerer sig med en familie. Fra omkring de 30 til 45 år yder man sit bedste både i arbejdslivet, i sin fritid og i familien. Efterhånden aftager drivkraften, men bliver "sat" og mindre ambitiøs (med mindre man er karriereorienteret, og den faktisk ydede indsats egentlig ikke betyder så meget). Fra omkring 60 års alder begynder forfaldet at sætte ind: alle de dårligdomme, som man tidligere kunne se bort fra, viser sig nu at sætte deres præg alligevel. Langsomt men sikkert svækkes evnerne: hørelsen, synet, bevægelsesevnen. I stedet for at samle ny viden, begynder man at få erfaringer: gammel viden ses nu i lyset af livserfaringen. Men en efter en svigter de gamle evner indtil, at hjertet nægter at arbejde længere. Men der er en forbindelse imellem disse to forløb. Det skal være min påstand, at man som menneske også præges af de konjunkturer, som man vokser op under: var det opgangstider eller højkonjunktur, så er man dårligere udrustet, når modgangen sætter ind. Var det derimod krisetider og tider med modgang, så er man rustet til at tage udfordringerne op. Da den ene generation afløser den anden, så er det også de samme menneskelige evner, som ligger bag de økonomiske konjunkturer. De her beskrevne hovedtræk i konjunkturforløbet betyder ikke, at der ikke også kan peges på andre både kortere og længere varende begivenheder, som kan skabe nogen forstyrrelse i den overordnede udvikling. Et vulkanudbrud kan skabe en kortere klimakrise, hvor høsten svigter. Epidemier, oversvømmelser, brande, krige og lignende kan sætte deres særlige præg over færre eller flere år og måske enten forstærke en allerede igangværende konjunktur eller omvendt svække den. Omvendt er der træk i samfundsudviklingen, som har betydelig længere varighed. Det gælder de helt grundlæggende træk ved samfundets indretning. I etnografien bruges som regel udtrykket "kultur" for at beskrive disse træk, men disse kulturens hovedfase kan underinddeles efter typer og redskaber, hvorved vi ender med arkæologiens og historikernes tidsinddeling. Jeg har anvendt denne inddeling i min skildring af den forhistoriske bebyggelses udvikling. Men dette er en historie for sig. Tilbage til de økonomiske konjunkturer. Dem kan vi følge gennem hele den historiske tid tilbage til begyndelsen af middelalderen og måske endnu længere. Og de viser sig at optræde forbløffende regelmæssigt og hver gang vise sig i form af karakteristiske træk. === <big>Noter</big> === {{Reflist|3}} === <big>Litteratur</big> === * Ole Hyldtoft: ''Københavns industrialisering 1840-1914''; Viborg 1984; ISBN 87-7351-255-9 2gste836phqjpib5krhps2m0lu2p0gd 42649 42648 2026-09-21T06:34:24Z Sven Halfdan Nielsen 3898 småret 42649 wikitext text/x-wiki Fænomenet "økonomiske konjunkturer" er velkendt. Ulige teoretikere er fremkommet med ulige teorier om deres længde og årsager, men fælles for dem alle er, at man kan skelne mellem fire faser: en krisetid, en opgangstid, en højkonjunktur og en nedgangstid, hvor efter udviklingen begynder forfra. Ole Hyldtoft har beskrevet disse ulige teorier og konjunkturforløb og sat dem sammen til en helhed bestående af korte, mellemlange og lange perioder, som altså giver et yderst sammensat svingningsforløb. Han har også påpeget problemerne ved teorierne bag dem<ref>Hyldtoft (1984), s. 38-45</ref>, og så langt er jeg enig med ham. Men han fremkommer ikke med et forslag til et alternativt udviklingsforløb, men anvender alligevel de teorier, som han selv netop lige har modbevist, med et elendigt resultat til følge. Her vil jeg i stedet gøre mig til talsmand for et alternativ. I dette forslag er der kun een relevant svingning, og periodeforløbet varer nøjagtigt 60 år fra start til slutning fordelt på fire faser af hver 15 års længde. Hvorfor varer svingningsperioden 60 år? Forklaringen er teknologisk og/eller idemæssig (politisk). Den forstås nok bedst, når man ser den i dens konkrete sammenhæng. Vi begynder med en krise, hvor produktion og omsætning svigter og forholdet til udlandet er dårligt eller mangelfuldt. Men under krisens overflade er der folk, som søger nye veje: omlægninger af produktionen, nye teknikker og teknologier (måske inspireret udefra), nye markeder eller veje til genåbning af gamle. Nogle af disse tiltag mislykkes, men ikke alle. Der sker en åbning, et gennembrud. Fra dette beskedne "brohoved" sker der en spredning, en afsmittende virkning. En ny økonomisk fremgang sætter ind. Under en ny højkonjunktur udnyttes mulighederne fuldt ud. Der er velstand over hele linjen. Der risikeres måske. Ingen forestiller sig en ny krise, men efterhånden taber højkonjunkturen sin virkning: der er trods alt begrænsninger på behovene, udviklingen tenderer måske imod overproduktion, eller der kan indtræde ny konkurrence udefra. Markedet bliver efterhånden indskrænket og udtørrer. Udviklingen ender i en ny krise, og så begynder konjunkturerne forfra. Det skal være min påstand, at dette forløb i mangt og meget svarer til forløbet af et menneskeliv: som barn er man hjælpeløs og helt afhængig af sine forældre, men man vokser hurtigt til og lærer, og man lærer hurtigt. Når man når omkring de 15 år - svarende til konfirmationsalderen - begynder man at blive betragtet som "voksen": det er nu, at man vælger livsvej og karriere, hvad enten den er praktisk eller teoretisk, får sit lærediplom eller eksamen og træder ud i voksenverdenen. Nogle bliver selvstændige, andre lønmodtagere. Det er også i disse år, at man som regel etablerer sig med en familie. Fra omkring de 30 til 45 år yder man sit bedste både i arbejdslivet, i sin fritid og i familien. Efterhånden aftager drivkraften, men bliver "sat" og mindre ambitiøs (med mindre man er karriereorienteret, og den faktisk ydede indsats egentlig ikke betyder så meget). Fra omkring 60 års alder begynder forfaldet at sætte ind: alle de dårligdomme, som man tidligere kunne se bort fra, viser sig nu at sætte deres præg alligevel. Langsomt men sikkert svækkes evnerne: hørelsen, synet, bevægelsesevnen. I stedet for at samle ny viden, begynder man at få erfaringer: gammel viden ses nu i lyset af livserfaringen. Men en efter en svigter de gamle evner indtil, at hjertet nægter at arbejde længere. Men der er en forbindelse imellem disse to forløb. Det skal være min påstand, at man som menneske også bliver præget af de konjunkturer, som man vokser op under: var det opgangstider eller højkonjunktur, så er man dårligere udrustet, når modgangen sætter ind. Var det derimod krisetider og tider med modgang, så er man rustet til at tage udfordringerne op. Da den ene generation afløser den anden, så er det også de samme menneskelige evner, som ligger bag de økonomiske konjunkturer. De her beskrevne hovedtræk i konjunkturforløbet betyder ikke, at der ikke også kan peges på andre både kortere og længere varende begivenheder, som kan skabe nogen forstyrrelse i den overordnede udvikling. Et vulkanudbrud kan skabe en kortere klimakrise, hvor høsten svigter. Epidemier, oversvømmelser, brande, krige og lignende kan sætte deres særlige præg over færre eller flere år og måske enten forstærke en allerede igangværende konjunktur eller omvendt svække den. Omvendt er der træk i samfundsudviklingen, som har betydelig længere varighed. Det gælder de helt grundlæggende træk ved samfundets indretning. I etnografien bruges som regel udtrykket "kultur" for at beskrive disse træk, men disse kulturens hovedfase kan underinddeles efter typer og redskaber, hvorved vi ender med arkæologiens og historikernes tidsinddeling. Jeg har anvendt denne inddeling i min skildring af den forhistoriske bebyggelses udvikling. Men dette er en historie for sig. Tilbage til de økonomiske konjunkturer. Dem kan vi følge gennem hele den historiske tid tilbage til begyndelsen af middelalderen og måske endnu længere. Og de viser sig at optræde forbløffende regelmæssigt og hver gang vise sig i form af karakteristiske træk. === <big>Noter</big> === {{Reflist|3}} === <big>Litteratur</big> === * Ole Hyldtoft: ''Københavns industrialisering 1840-1914''; Viborg 1984; ISBN 87-7351-255-9 lh5tfljv5d0dnll3eed1p6bhlgn5i3w 42650 42649 2026-09-21T06:38:08Z Sven Halfdan Nielsen 3898 småret 42650 wikitext text/x-wiki Fænomenet "økonomiske konjunkturer" er velkendt. Ulige teoretikere er fremkommet med ulige teorier om deres længde og årsager, men fælles for dem alle er, at man kan skelne mellem fire faser: en krisetid, en opgangstid, en højkonjunktur og en nedgangstid, hvor efter udviklingen begynder forfra. Ole Hyldtoft har beskrevet disse ulige teorier og konjunkturforløb og sat dem sammen til en helhed bestående af korte, mellemlange og lange perioder, som altså giver et yderst sammensat svingningsforløb. Han har også påpeget problemerne ved teorierne bag dem<ref>Hyldtoft (1984), s. 38-45</ref>, og så langt er jeg enig med ham. Men han fremkommer ikke med et forslag til et alternativt udviklingsforløb, men anvender alligevel de teorier, som han selv netop lige har modbevist, med et elendigt resultat til følge. Her vil jeg i stedet gøre mig til talsmand for et alternativ. I dette forslag er der kun een relevant svingning, og periodeforløbet varer nøjagtigt 60 år fra start til slutning fordelt på fire faser af hver 15 års længde. Hvorfor varer svingningsperioden 60 år? Forklaringen er teknologisk og/eller idemæssig (politisk). Den forstås nok bedst, når man ser den i dens konkrete sammenhæng. Vi begynder med en krise, hvor produktion og omsætning svigter og forholdet til udlandet er dårligt eller mangelfuldt. Men under krisens overflade er der folk, som søger nye veje: omlægninger af produktionen, nye teknikker og teknologier (måske inspireret udefra), nye markeder eller veje til genåbning af gamle. Nogle af disse tiltag mislykkes, men ikke alle. Der sker en åbning, et gennembrud. Fra dette beskedne "brohoved" sker der en spredning, en afsmittende virkning. En ny økonomisk fremgang sætter ind. Under en ny højkonjunktur udnyttes mulighederne fuldt ud. Der er velstand over hele linjen. Der risikeres måske. Ingen forestiller sig en ny krise, men efterhånden taber højkonjunkturen sin virkning: der er trods alt begrænsninger på behovene, udviklingen tenderer måske imod overproduktion, eller der kan indtræde ny konkurrence udefra. Markedet bliver efterhånden indskrænket og udtørrer. Udviklingen ender i en ny krise, og så begynder konjunkturerne forfra. Det skal være min påstand, at dette forløb i mangt og meget svarer til forløbet af et menneskeliv: som barn er man hjælpeløs og helt afhængig af sine forældre, men man vokser hurtigt til og lærer, og man lærer hurtigt. Når man når omkring de 15 år - svarende til konfirmationsalderen - begynder man at blive betragtet som "voksen": det er nu, at man vælger livsvej og karriere, hvad enten den er praktisk eller teoretisk, får sit lærediplom eller eksamen og træder ud i voksenverdenen. Nogle bliver selvstændige, andre lønmodtagere. Det er også i disse år, at man som regel etablerer sig med en familie. Fra omkring de 30 til 45 år yder man sit bedste både i arbejdslivet, i sin fritid og i familien. Efterhånden aftager drivkraften, men bliver "sat" og mindre ambitiøs (med mindre man er karriereorienteret, og den faktisk ydede indsats egentlig ikke betyder så meget). Fra omkring 60 års alder begynder forfaldet at sætte ind: alle de dårligdomme, som man tidligere kunne se bort fra, viser sig nu at sætte deres præg alligevel. Langsomt men sikkert svækkes evnerne: hørelsen, synet, bevægelsesevnen. I stedet for at samle ny viden, begynder man at få erfaringer: gammel viden ses nu i lyset af livserfaringen. Men en efter en svigter de gamle evner indtil, at hjertet nægter at arbejde længere. Men der er en forbindelse imellem disse to forløb. Det skal være min påstand, at man som menneske også bliver præget af de konjunkturer, som man vokser op under: var det opgangstider eller højkonjunktur, så er man dårligere udrustet, når modgangen sætter ind. Var det derimod krisetider og tider med modgang, så er man rustet til at tage udfordringerne op. Da den ene generation afløser den anden, så er det også de samme menneskelige evner, som ligger bag de økonomiske konjunkturer. De her beskrevne hovedtræk i konjunkturforløbet betyder ikke, at der ikke også kan peges på andre både kortere og længere varende begivenheder, som kan skabe nogen forstyrrelse i den overordnede udvikling. Et vulkanudbrud kan skabe en kortere klimakrise, hvor høsten svigter. Epidemier, oversvømmelser, brande, krige og lignende kan sætte deres særlige præg over færre eller flere år og måske enten forstærke en allerede igangværende konjunktur eller omvendt svække den. Omvendt er der træk i samfundsudviklingen, som har betydelig længere varighed. Det gælder de helt grundlæggende træk ved samfundets indretning. I etnografien bruges som regel udtrykket "kultur" for at beskrive disse træk, men disse kulturens hovedfaser kan underinddeles efter typer og redskaber, hvorved vi ender med arkæologiens og historikernes tidsinddeling. Jeg har anvendt denne inddeling i min skildring af den forhistoriske bebyggelses udvikling. Men dette er en historie for sig. Tilbage til de økonomiske konjunkturer. Dem kan vi følge gennem hele den historiske tid tilbage til begyndelsen af middelalderen og måske endnu længere. Og de viser sig at optræde forbløffende regelmæssigt og hver gang vise sig i form af karakteristiske træk. === <big>Noter</big> === {{Reflist|3}} === <big>Litteratur</big> === * Ole Hyldtoft: ''Københavns industrialisering 1840-1914''; Viborg 1984; ISBN 87-7351-255-9 7ah4o80n18moqlqqlf94civjcnkfl5e 42651 42650 2026-09-21T06:50:01Z Sven Halfdan Nielsen 3898 småret 42651 wikitext text/x-wiki Fænomenet "økonomiske konjunkturer" er velkendt. Ulige teoretikere er fremkommet med ulige teorier om deres længde og årsager, men fælles for dem alle er, at man kan skelne mellem fire faser: en krisetid, en opgangstid, en højkonjunktur og en nedgangstid, hvor efter udviklingen begynder forfra. Ole Hyldtoft har beskrevet disse ulige teorier og konjunkturforløb og sat dem sammen til en helhed bestående af korte, mellemlange og lange perioder, som altså giver et yderst sammensat svingningsforløb. Han har også påpeget problemerne ved teorierne bag dem<ref>Hyldtoft (1984), s. 38-45</ref>, og så langt er jeg enig med ham. Men han fremkommer ikke med et forslag til et alternativt udviklingsforløb, men anvender alligevel de teorier, som han selv netop lige har modbevist, med et elendigt resultat til følge. Her vil jeg i stedet gøre mig til talsmand for et alternativ. I dette forslag er der kun een relevant svingning, og periodeforløbet varer nøjagtigt 60 år fra start til slutning fordelt på fire faser af hver 15 års længde. Hvorfor varer svingningsperioden 60 år? Forklaringen er teknologisk og/eller idemæssig (politisk). Den forstås nok bedst, når man ser den i dens konkrete sammenhæng. Vi begynder med en krise, hvor produktion og omsætning svigter og forholdet til udlandet er dårligt eller mangelfuldt. Men under krisens overflade er der folk, som søger nye veje: omlægninger af produktionen, nye teknikker og teknologier (måske inspireret udefra), nye markeder eller veje til genåbning af gamle. Nogle af disse tiltag mislykkes, men ikke alle. Der sker en åbning, et gennembrud. Fra dette beskedne "brohoved" sker der en spredning, en afsmittende virkning. En ny økonomisk fremgang sætter ind. Under en ny højkonjunktur udnyttes mulighederne fuldt ud. Der er velstand over hele linjen. Der risikeres måske. Ingen forestiller sig en ny krise, men efterhånden taber højkonjunkturen sin virkning: der er trods alt begrænsninger på behovene, udviklingen tenderer måske imod overproduktion, eller der kan indtræde ny konkurrence udefra. Markedet bliver efterhånden indskrænket og udtørrer. Udviklingen ender i en ny krise, og så begynder konjunkturerne forfra. Det skal være min påstand, at dette forløb i mangt og meget svarer til forløbet af et menneskeliv: som barn er man hjælpeløs og helt afhængig af sine forældre, men man vokser hurtigt til og lærer, og man lærer hurtigt. Når man når omkring de 15 år - svarende til konfirmationsalderen - begynder man at blive betragtet som "voksen": det er nu, at man vælger livsvej og karriere, hvad enten den er praktisk eller teoretisk, får sit lærediplom eller eksamen og træder ud i voksenverdenen. Nogle bliver selvstændige, andre lønmodtagere. Det er også i disse år, at man som regel etablerer sig med en familie. Fra omkring de 30 til 45 år yder man sit bedste både i arbejdslivet, i sin fritid og i familien. Efterhånden aftager drivkraften, men bliver "sat" og mindre ambitiøs (med mindre man er karriereorienteret, og den faktisk ydede indsats egentlig ikke betyder så meget). Fra omkring 60 års alder begynder forfaldet at sætte ind: alle de dårligdomme, som man tidligere kunne se bort fra, viser sig nu at sætte deres præg alligevel. Langsomt men sikkert svækkes evnerne: hørelsen, synet, bevægelsesevnen. I stedet for at samle ny viden, begynder man at få erfaringer: gammel viden ses nu i lyset af livserfaringen. Men en efter en svigter de gamle evner indtil, at hjertet nægter at arbejde længere. Men der er en forbindelse imellem disse to forløb. Det skal være min påstand, at man som menneske også bliver præget af de konjunkturer, som man vokser op under: var det opgangstider eller højkonjunktur, så er man dårligere udrustet, når modgangen sætter ind. Var det derimod krisetider og tider med modgang, så er man rustet til at tage udfordringerne op. Da den ene generation afløser den anden, så er det også de samme menneskelige evner, som ligger bag de økonomiske konjunkturer. De her beskrevne hovedtræk i konjunkturforløbet betyder ikke, at der ikke også kan peges på andre både kortere og længere varende begivenheder, som kan skabe nogen forstyrrelse i den overordnede udvikling. Et vulkanudbrud kan skabe en kortere klimakrise, hvor høsten svigter. Epidemier, oversvømmelser, brande, krige og lignende kan sætte deres særlige præg over færre eller flere år og måske enten forstærke en allerede igangværende konjunktur eller omvendt svække den. Omvendt er der træk i samfundsudviklingen, som har betydelig længere varighed. Det gælder de helt grundlæggende træk ved samfundets indretning. I etnografien bruges som regel udtrykket "kultur" for at beskrive disse træk, men disse kulturens hovedfaser kan underinddeles efter typer og redskaber, hvorved vi ender med arkæologiens og historikernes tidsinddeling. Jeg har anvendt denne inddeling i min skildring af den forhistoriske bebyggelses udvikling. Christian Vibe har gjort sig til talsmand foren sammenhæng mellem disse kulturperioder og klimatiske svingninger forårsaget af forandringer i jordens rotationsakse<ref>Vibe (1982), s.297-320</ref>, og jeg kan et langt stykke hen ad vejen tilslutte mig dette for den forhistoriske periodes vedkommende, men dette er i mine øjne en historie for sig og har ikke så meget at gøre med de sociale, teknologiske og økonomiske svingninger, som vi her taler om. Tilbage til de økonomiske konjunkturer. Dem kan vi følge gennem hele den historiske tid tilbage til begyndelsen af middelalderen og måske endnu længere. Og de viser sig at optræde forbløffende regelmæssigt og hver gang vise sig i form af karakteristiske træk. === <big>Noter</big> === {{Reflist|3}} === <big>Litteratur</big> === * Ole Hyldtoft: ''Københavns industrialisering 1840-1914''; Viborg 1984; ISBN 87-7351-255-9 * Christian Vibe: "Mikro-istider" (i: ''Naturens Verden'' 1982 nr. 9, s. 297-320; ISBN 87-7496-821-1) 99mh0ivaih5qljbd73tjh3x92gkmz3e 42652 42651 2026-09-21T06:50:46Z Sven Halfdan Nielsen 3898 småret 42652 wikitext text/x-wiki Fænomenet "økonomiske konjunkturer" er velkendt. Ulige teoretikere er fremkommet med ulige teorier om deres længde og årsager, men fælles for dem alle er, at man kan skelne mellem fire faser: en krisetid, en opgangstid, en højkonjunktur og en nedgangstid, hvor efter udviklingen begynder forfra. Ole Hyldtoft har beskrevet disse ulige teorier og konjunkturforløb og sat dem sammen til en helhed bestående af korte, mellemlange og lange perioder, som altså giver et yderst sammensat svingningsforløb. Han har også påpeget problemerne ved teorierne bag dem<ref>Hyldtoft (1984), s. 38-45</ref>, og så langt er jeg enig med ham. Men han fremkommer ikke med et forslag til et alternativt udviklingsforløb, men anvender alligevel de teorier, som han selv netop lige har modbevist, med et elendigt resultat til følge. Her vil jeg i stedet gøre mig til talsmand for et alternativ. I dette forslag er der kun een relevant svingning, og periodeforløbet varer nøjagtigt 60 år fra start til slutning fordelt på fire faser af hver 15 års længde. Hvorfor varer svingningsperioden 60 år? Forklaringen er teknologisk og/eller idemæssig (politisk). Den forstås nok bedst, når man ser den i dens konkrete sammenhæng. Vi begynder med en krise, hvor produktion og omsætning svigter og forholdet til udlandet er dårligt eller mangelfuldt. Men under krisens overflade er der folk, som søger nye veje: omlægninger af produktionen, nye teknikker og teknologier (måske inspireret udefra), nye markeder eller veje til genåbning af gamle. Nogle af disse tiltag mislykkes, men ikke alle. Der sker en åbning, et gennembrud. Fra dette beskedne "brohoved" sker der en spredning, en afsmittende virkning. En ny økonomisk fremgang sætter ind. Under en ny højkonjunktur udnyttes mulighederne fuldt ud. Der er velstand over hele linjen. Der risikeres måske. Ingen forestiller sig en ny krise, men efterhånden taber højkonjunkturen sin virkning: der er trods alt begrænsninger på behovene, udviklingen tenderer måske imod overproduktion, eller der kan indtræde ny konkurrence udefra. Markedet bliver efterhånden indskrænket og udtørrer. Udviklingen ender i en ny krise, og så begynder konjunkturerne forfra. Det skal være min påstand, at dette forløb i mangt og meget svarer til forløbet af et menneskeliv: som barn er man hjælpeløs og helt afhængig af sine forældre, men man vokser hurtigt til og lærer, og man lærer hurtigt. Når man når omkring de 15 år - svarende til konfirmationsalderen - begynder man at blive betragtet som "voksen": det er nu, at man vælger livsvej og karriere, hvad enten den er praktisk eller teoretisk, får sit lærediplom eller eksamen og træder ud i voksenverdenen. Nogle bliver selvstændige, andre lønmodtagere. Det er også i disse år, at man som regel etablerer sig med en familie. Fra omkring de 30 til 45 år yder man sit bedste både i arbejdslivet, i sin fritid og i familien. Efterhånden aftager drivkraften, men bliver "sat" og mindre ambitiøs (med mindre man er karriereorienteret, og den faktisk ydede indsats egentlig ikke betyder så meget). Fra omkring 60 års alder begynder forfaldet at sætte ind: alle de dårligdomme, som man tidligere kunne se bort fra, viser sig nu at sætte deres præg alligevel. Langsomt men sikkert svækkes evnerne: hørelsen, synet, bevægelsesevnen. I stedet for at samle ny viden, begynder man at få erfaringer: gammel viden ses nu i lyset af livserfaringen. Men en efter en svigter de gamle evner indtil, at hjertet nægter at arbejde længere. Men der er en forbindelse imellem disse to forløb. Det skal være min påstand, at man som menneske også bliver præget af de konjunkturer, som man vokser op under: var det opgangstider eller højkonjunktur, så er man dårligere udrustet, når modgangen sætter ind. Var det derimod krisetider og tider med modgang, så er man rustet til at tage udfordringerne op. Da den ene generation afløser den anden, så er det også de samme menneskelige evner, som ligger bag de økonomiske konjunkturer. De her beskrevne hovedtræk i konjunkturforløbet betyder ikke, at der ikke også kan peges på andre både kortere og længere varende begivenheder, som kan skabe nogen forstyrrelse i den overordnede udvikling. Et vulkanudbrud kan skabe en kortere klimakrise, hvor høsten svigter. Epidemier, oversvømmelser, brande, krige og lignende kan sætte deres særlige præg over færre eller flere år og måske enten forstærke en allerede igangværende konjunktur eller omvendt svække den. Omvendt er der træk i samfundsudviklingen, som har betydelig længere varighed. Det gælder de helt grundlæggende træk ved samfundets indretning. I etnografien bruges som regel udtrykket "kultur" for at beskrive disse træk, men disse kulturens hovedfaser kan underinddeles efter typer og redskaber, hvorved vi ender med arkæologiens og historikernes tidsinddeling. Jeg har anvendt denne inddeling i min skildring af den forhistoriske bebyggelses udvikling. Christian Vibe har gjort sig til talsmand for en nærmere sammenhæng mellem disse kulturperioder og klimatiske svingninger forårsaget af forandringer i jordens rotationsakse<ref>Vibe (1982), s.297-320</ref>, og jeg kan et langt stykke hen ad vejen tilslutte mig dette for den forhistoriske periodes vedkommende, men dette er i mine øjne en historie for sig og har ikke så meget at gøre med de sociale, teknologiske og økonomiske svingninger, som vi her taler om. Tilbage til de økonomiske konjunkturer. Dem kan vi følge gennem hele den historiske tid tilbage til begyndelsen af middelalderen og måske endnu længere. Og de viser sig at optræde forbløffende regelmæssigt og hver gang vise sig i form af karakteristiske træk. === <big>Noter</big> === {{Reflist|3}} === <big>Litteratur</big> === * Ole Hyldtoft: ''Københavns industrialisering 1840-1914''; Viborg 1984; ISBN 87-7351-255-9 * Christian Vibe: "Mikro-istider" (i: ''Naturens Verden'' 1982 nr. 9, s. 297-320; ISBN 87-7496-821-1) 3afix9qyzobcqiitiom9p9ig8uoxa1v 42653 42652 2026-09-21T08:04:35Z Sven Halfdan Nielsen 3898 småret 42653 wikitext text/x-wiki Fænomenet "økonomiske konjunkturer" er velkendt. Ulige teoretikere er fremkommet med ulige teorier om deres længde og årsager, men fælles for dem alle er, at man kan skelne mellem fire faser: en krisetid, en opgangstid, en højkonjunktur og en nedgangstid, hvor efter udviklingen begynder forfra. Ole Hyldtoft har beskrevet disse ulige teorier og konjunkturforløb og sat dem sammen til en helhed bestående af korte, mellemlange og lange perioder, som altså giver et yderst sammensat svingningsforløb. Han har også påpeget problemerne ved teorierne bag dem<ref>Hyldtoft (1984), s. 38-45</ref>, og så langt er jeg enig med ham. Men han fremkommer ikke med et forslag til et alternativt udviklingsforløb, men anvender alligevel de teorier, som han selv netop lige har modbevist, med et elendigt resultat til følge. Her vil jeg i stedet gøre mig til talsmand for et alternativ. I dette forslag er der kun een relevant svingning, og periodeforløbet varer nøjagtigt 60 år fra start til slutning fordelt på fire faser af hver 15 års længde. Hvorfor varer svingningsperioden 60 år? Forklaringen er teknologisk og/eller idemæssig (politisk). Den forstås nok bedst, når man ser den i dens konkrete sammenhæng. Vi begynder med en krise, hvor produktion og omsætning svigter og forholdet til udlandet er dårligt eller mangelfuldt. Men under krisens overflade er der folk, som søger nye veje: omlægninger af produktionen, nye teknikker og teknologier (måske inspireret udefra), nye markeder eller veje til genåbning af gamle. Nogle af disse tiltag mislykkes, men ikke alle. Der sker en åbning, et gennembrud. Fra dette beskedne "brohoved" sker der en spredning, en afsmittende virkning. En ny økonomisk fremgang sætter ind. Under en ny højkonjunktur udnyttes mulighederne fuldt ud. Der er velstand over hele linjen. Der risikeres måske. Ingen forestiller sig en ny krise, men efterhånden taber højkonjunkturen sin virkning: der er trods alt begrænsninger på behovene, udviklingen tenderer måske imod overproduktion, eller der kan indtræde ny konkurrence udefra. Markedet bliver efterhånden indskrænket og udtørrer. Udviklingen ender i en ny krise, og så begynder konjunkturerne forfra. Det skal være min påstand, at dette forløb i mangt og meget svarer til forløbet af et menneskeliv: som barn er man hjælpeløs og helt afhængig af sine forældre, men man vokser hurtigt til og lærer, og man lærer hurtigt. Når man når omkring de 15 år - svarende til konfirmationsalderen - begynder man at blive betragtet som "voksen": det er nu, at man vælger livsvej og karriere, hvad enten den er praktisk eller teoretisk, får sit lærediplom eller eksamen og træder ud i voksenverdenen. Nogle bliver selvstændige, andre lønmodtagere. Det er også i disse år, at man som regel etablerer sig med en familie. Fra omkring de 30 til 45 år yder man sit bedste både i arbejdslivet, i sin fritid og i familien. Efterhånden aftager drivkraften, men bliver "sat" og mindre ambitiøs (med mindre man er karriereorienteret, og den faktisk ydede indsats egentlig ikke betyder så meget). Fra omkring 60 års alder begynder forfaldet at sætte ind: alle de dårligdomme, som man tidligere kunne se bort fra, viser sig nu at sætte deres præg alligevel. Langsomt men sikkert svækkes evnerne: hørelsen, synet, bevægelsesevnen. I stedet for at samle ny viden, begynder man at få erfaringer: gammel viden ses nu i lyset af livserfaringen. Men en efter en svigter de gamle evner indtil, at hjertet nægter at arbejde længere. Men der er en forbindelse imellem disse to forløb. Det skal være min påstand, at man som menneske også bliver præget af de konjunkturer, som man vokser op under: var det opgangstider eller højkonjunktur, så er man dårligere udrustet, når modgangen sætter ind. Var det derimod krisetider og tider med modgang, så er man rustet til at tage udfordringerne op. Da den ene generation afløser den anden, så er det også de samme menneskelige evner, som ligger bag de økonomiske konjunkturer. De her beskrevne hovedtræk i konjunkturforløbet betyder ikke, at der ikke også kan peges på andre både kortere og længere varende begivenheder, som kan skabe nogen forstyrrelse i den overordnede udvikling. Et vulkanudbrud kan skabe en kortere klimakrise, hvor høsten svigter. Epidemier, oversvømmelser, brande, krige og lignende kan sætte deres særlige præg over færre eller flere år og måske enten forstærke en allerede igangværende konjunktur eller omvendt svække den. Omvendt er der træk i samfundsudviklingen, som har betydelig længere varighed. Det gælder de helt grundlæggende træk ved samfundets indretning. I etnografien bruges som regel udtrykket "kultur" for at beskrive disse træk, men disse kulturens hovedfaser kan underinddeles efter typer og redskaber, hvorved vi ender med arkæologiens og historikernes tidsinddeling. Jeg har anvendt denne inddeling i min skildring af den forhistoriske bebyggelses udvikling. Christian Vibe har gjort sig til talsmand for en nærmere sammenhæng mellem disse kulturperioder og klimatiske svingninger forårsaget af forandringer i jordens rotationsakse<ref>Vibe (1982), s.297-320</ref>, og jeg kan et langt stykke hen ad vejen tilslutte mig dette for den forhistoriske periodes vedkommende, men dette er i mine øjne en historie for sig og har ikke så meget at gøre med de sociale, teknologiske og økonomiske svingninger, som vi her taler om. Tilbage til de økonomiske konjunkturer. Dem kan vi følge gennem hele den historiske tid tilbage til begyndelsen af middelalderen og måske endnu længere. Og de viser sig at optræde forbløffende regelmæssigt og hver gang vise sig i form af karakteristiske træk. Der kan dog være grund til at understrege, at de skiftende konjunkturer har haft uens indflydelse på de ulige samfundsgrupper på samme tid. === <big>Noter</big> === {{Reflist|3}} === <big>Litteratur</big> === * Ole Hyldtoft: ''Københavns industrialisering 1840-1914''; Viborg 1984; ISBN 87-7351-255-9 * Christian Vibe: "Mikro-istider" (i: ''Naturens Verden'' 1982 nr. 9, s. 297-320; ISBN 87-7496-821-1) f7dp4sv9811iav9kn59p3oxzsuuujht 42654 42653 2026-09-21T08:45:42Z Sven Halfdan Nielsen 3898 /* Litteratur */ +1 42654 wikitext text/x-wiki Fænomenet "økonomiske konjunkturer" er velkendt. Ulige teoretikere er fremkommet med ulige teorier om deres længde og årsager, men fælles for dem alle er, at man kan skelne mellem fire faser: en krisetid, en opgangstid, en højkonjunktur og en nedgangstid, hvor efter udviklingen begynder forfra. Ole Hyldtoft har beskrevet disse ulige teorier og konjunkturforløb og sat dem sammen til en helhed bestående af korte, mellemlange og lange perioder, som altså giver et yderst sammensat svingningsforløb. Han har også påpeget problemerne ved teorierne bag dem<ref>Hyldtoft (1984), s. 38-45</ref>, og så langt er jeg enig med ham. Men han fremkommer ikke med et forslag til et alternativt udviklingsforløb, men anvender alligevel de teorier, som han selv netop lige har modbevist, med et elendigt resultat til følge. Her vil jeg i stedet gøre mig til talsmand for et alternativ. I dette forslag er der kun een relevant svingning, og periodeforløbet varer nøjagtigt 60 år fra start til slutning fordelt på fire faser af hver 15 års længde. Hvorfor varer svingningsperioden 60 år? Forklaringen er teknologisk og/eller idemæssig (politisk). Den forstås nok bedst, når man ser den i dens konkrete sammenhæng. Vi begynder med en krise, hvor produktion og omsætning svigter og forholdet til udlandet er dårligt eller mangelfuldt. Men under krisens overflade er der folk, som søger nye veje: omlægninger af produktionen, nye teknikker og teknologier (måske inspireret udefra), nye markeder eller veje til genåbning af gamle. Nogle af disse tiltag mislykkes, men ikke alle. Der sker en åbning, et gennembrud. Fra dette beskedne "brohoved" sker der en spredning, en afsmittende virkning. En ny økonomisk fremgang sætter ind. Under en ny højkonjunktur udnyttes mulighederne fuldt ud. Der er velstand over hele linjen. Der risikeres måske. Ingen forestiller sig en ny krise, men efterhånden taber højkonjunkturen sin virkning: der er trods alt begrænsninger på behovene, udviklingen tenderer måske imod overproduktion, eller der kan indtræde ny konkurrence udefra. Markedet bliver efterhånden indskrænket og udtørrer. Udviklingen ender i en ny krise, og så begynder konjunkturerne forfra. Det skal være min påstand, at dette forløb i mangt og meget svarer til forløbet af et menneskeliv: som barn er man hjælpeløs og helt afhængig af sine forældre, men man vokser hurtigt til og lærer, og man lærer hurtigt. Når man når omkring de 15 år - svarende til konfirmationsalderen - begynder man at blive betragtet som "voksen": det er nu, at man vælger livsvej og karriere, hvad enten den er praktisk eller teoretisk, får sit lærediplom eller eksamen og træder ud i voksenverdenen. Nogle bliver selvstændige, andre lønmodtagere. Det er også i disse år, at man som regel etablerer sig med en familie. Fra omkring de 30 til 45 år yder man sit bedste både i arbejdslivet, i sin fritid og i familien. Efterhånden aftager drivkraften, men bliver "sat" og mindre ambitiøs (med mindre man er karriereorienteret, og den faktisk ydede indsats egentlig ikke betyder så meget). Fra omkring 60 års alder begynder forfaldet at sætte ind: alle de dårligdomme, som man tidligere kunne se bort fra, viser sig nu at sætte deres præg alligevel. Langsomt men sikkert svækkes evnerne: hørelsen, synet, bevægelsesevnen. I stedet for at samle ny viden, begynder man at få erfaringer: gammel viden ses nu i lyset af livserfaringen. Men en efter en svigter de gamle evner indtil, at hjertet nægter at arbejde længere. Men der er en forbindelse imellem disse to forløb. Det skal være min påstand, at man som menneske også bliver præget af de konjunkturer, som man vokser op under: var det opgangstider eller højkonjunktur, så er man dårligere udrustet, når modgangen sætter ind. Var det derimod krisetider og tider med modgang, så er man rustet til at tage udfordringerne op. Da den ene generation afløser den anden, så er det også de samme menneskelige evner, som ligger bag de økonomiske konjunkturer. De her beskrevne hovedtræk i konjunkturforløbet betyder ikke, at der ikke også kan peges på andre både kortere og længere varende begivenheder, som kan skabe nogen forstyrrelse i den overordnede udvikling. Et vulkanudbrud kan skabe en kortere klimakrise, hvor høsten svigter. Epidemier, oversvømmelser, brande, krige og lignende kan sætte deres særlige præg over færre eller flere år og måske enten forstærke en allerede igangværende konjunktur eller omvendt svække den. Omvendt er der træk i samfundsudviklingen, som har betydelig længere varighed. Det gælder de helt grundlæggende træk ved samfundets indretning. I etnografien bruges som regel udtrykket "kultur" for at beskrive disse træk, men disse kulturens hovedfaser kan underinddeles efter typer og redskaber, hvorved vi ender med arkæologiens og historikernes tidsinddeling. Jeg har anvendt denne inddeling i min skildring af den forhistoriske bebyggelses udvikling. Christian Vibe har gjort sig til talsmand for en nærmere sammenhæng mellem disse kulturperioder og klimatiske svingninger forårsaget af forandringer i jordens rotationsakse<ref>Vibe (1982), s.297-320</ref>, og jeg kan et langt stykke hen ad vejen tilslutte mig dette for den forhistoriske periodes vedkommende, men dette er i mine øjne en historie for sig og har ikke så meget at gøre med de sociale, teknologiske og økonomiske svingninger, som vi her taler om. Tilbage til de økonomiske konjunkturer. Dem kan vi følge gennem hele den historiske tid tilbage til begyndelsen af middelalderen og måske endnu længere. Og de viser sig at optræde forbløffende regelmæssigt og hver gang vise sig i form af karakteristiske træk. Der kan dog være grund til at understrege, at de skiftende konjunkturer har haft uens indflydelse på de ulige samfundsgrupper på samme tid. === <big>Noter</big> === {{Reflist|3}} === <big>Litteratur</big> === * Will Durant: "Spencer" (i: Will Durant: ''Store Tænkere, oversat og bearbejdet af Krista og Jørgen Jørgensen''; København 1952; s. 239-268) * Ole Hyldtoft: ''Københavns industrialisering 1840-1914''; Viborg 1984; ISBN 87-7351-255-9 * Christian Vibe: "Mikro-istider" (i: ''Naturens Verden'' 1982 nr. 9, s. 297-320; ISBN 87-7496-821-1) 5u181u46qrzxtw61f2t5qqx3azbh7i7 42655 42654 2026-09-21T09:19:14Z Sven Halfdan Nielsen 3898 småret 42655 wikitext text/x-wiki Fænomenet "økonomiske konjunkturer" er velkendt. Ulige teoretikere er fremkommet med ulige teorier om deres længde og årsager, men fælles for dem alle er, at man kan skelne mellem fire faser: en krisetid, en opgangstid, en højkonjunktur og en nedgangstid, hvor efter udviklingen begynder forfra. Ole Hyldtoft har beskrevet disse ulige teorier og konjunkturforløb og sat dem sammen til en helhed bestående af korte, mellemlange og lange perioder, som altså giver et yderst sammensat svingningsforløb. Han har også påpeget problemerne ved teorierne bag dem<ref>Hyldtoft (1984), s. 38-45</ref>, og så langt er jeg enig med ham. Men han fremkommer ikke med et forslag til et alternativt udviklingsforløb, men anvender alligevel de teorier, som han selv netop lige har modbevist, med et elendigt resultat til følge. Her vil jeg i stedet gøre mig til talsmand for et alternativ. I dette forslag er der kun een relevant svingning, og periodeforløbet varer nøjagtigt 60 år fra start til slutning fordelt på fire faser af hver 15 års længde. Hvorfor varer svingningsperioden 60 år? Forklaringen er teknologisk og/eller idemæssig (politisk). Den forstås nok bedst, når man ser den i dens konkrete sammenhæng. Vi begynder med en krise, hvor produktion og omsætning svigter og forholdet til udlandet er dårligt eller mangelfuldt. Men under krisens overflade er der folk, som søger nye veje: omlægninger af produktionen, nye teknikker og teknologier (måske inspireret udefra), nye markeder eller veje til genåbning af gamle. Nogle af disse tiltag mislykkes, men ikke alle. Der sker en åbning, et gennembrud. Fra dette beskedne "brohoved" sker der en spredning, en afsmittende virkning. En ny økonomisk fremgang sætter ind. Under en ny højkonjunktur udnyttes mulighederne fuldt ud. Der er velstand over hele linjen. Der risikeres måske. Ingen forestiller sig en ny krise, men efterhånden taber højkonjunkturen sin virkning: der er trods alt begrænsninger på behovene, udviklingen tenderer måske imod overproduktion, eller der kan indtræde ny konkurrence udefra. Markedet bliver efterhånden indskrænket og udtørrer. Udviklingen ender i en ny krise, og så begynder konjunkturerne forfra. Det skal være min påstand, at dette forløb i mangt og meget svarer til forløbet af et menneskeliv: som barn er man hjælpeløs og helt afhængig af sine forældre, men man vokser hurtigt til og lærer, og man lærer hurtigt. Når man når omkring de 15 år - svarende til konfirmationsalderen - begynder man at blive betragtet som "voksen": det er nu, at man vælger livsvej og karriere, hvad enten den er praktisk eller teoretisk, får sit lærediplom eller eksamen og træder ud i voksenverdenen. Nogle bliver selvstændige, andre lønmodtagere. Det er også i disse år, at man som regel etablerer sig med en familie. Fra omkring de 30 til 45 år yder man sit bedste både i arbejdslivet, i sin fritid og i familien. Efterhånden aftager drivkraften, men bliver "sat" og mindre ambitiøs (med mindre man er karriereorienteret, og den faktisk ydede indsats egentlig ikke betyder så meget). Fra omkring 60 års alder begynder forfaldet at sætte ind: alle de dårligdomme, som man tidligere kunne se bort fra, viser sig nu at sætte deres præg alligevel. Langsomt men sikkert svækkes evnerne: hørelsen, synet, bevægelsesevnen. I stedet for at samle ny viden, begynder man at få erfaringer: gammel viden ses nu i lyset af livserfaringen. Men en efter en svigter de gamle evner indtil, at hjertet nægter at arbejde længere. Men der er en forbindelse imellem disse to forløb. Det skal være min påstand, at man som menneske også bliver præget af de konjunkturer, som man vokser op under: var det opgangstider eller højkonjunktur, så er man dårligere udrustet, når modgangen sætter ind. Var det derimod krisetider og tider med modgang, så er man rustet til at tage udfordringerne op. Da den ene generation afløser den anden, så er det også de samme menneskelige evner, som ligger bag de økonomiske konjunkturer. Er konjunkturforløbet en naturlov? Det mener jeg, at den kan sigesat være. Allerede Herbert Spencer opstillede en omfattende teori om et udviklingsforløb, hvor det spredte først samles, dernæst omdannest fra homogent til heterogent og endelig når et stadie, hvor det hæmmes i enhver videre udvikling.<ref>Durant, s. 252-255</ref> På lignende måde har Peter Maskell argumenteret for, at "industriens flugt fra storbyen" er en følge af, at det, som i begyndelsen kan være en storbyfordel, over tid "stiller sig hindrende i vejen for områdets fortsatte udvikling og derved åbner mulighed for, at andre - udviklingsmæssigt tilbageliggende - nationer eller regioner kan overtage førerpositionen."<ref>Maskell, s. 286</ref> Selv om der ikke er tale om en biologisk naturlov, kan man argumentere for, at der er tale om en social-økonomisk naturlov, der afspejler sig i stedmæssig henseende og i henseende til samfundets virkemåde. De samme mekanismer, som på et tidspunkt virker fremmende på en givet udvikling, vil før eller siden virke hæmmende, fordi de interesserede og besluttende parter ikke er rede til at opgive det, man kender så længe, at det stadig giver dem en slags udbytte. Først når krakket er indtruffet, vil det være muligt og endda nødvendigt at justere samfundsudviklingen. De her beskrevne hovedtræk i konjunkturforløbet betyder ikke, at der ikke også kan peges på andre både kortere og længere varende begivenheder, som kan skabe nogen forstyrrelse i den overordnede udvikling. Et vulkanudbrud kan skabe en kortere klimakrise, hvor høsten svigter. Epidemier, oversvømmelser, brande, krige og lignende kan sætte deres særlige præg over færre eller flere år og måske enten forstærke en allerede igangværende konjunktur eller omvendt svække den. Omvendt er der træk i samfundsudviklingen, som har betydelig længere varighed. Det gælder de helt grundlæggende træk ved samfundets indretning. I etnografien bruges som regel udtrykket "kultur" for at beskrive disse træk, men disse kulturens hovedfaser kan underinddeles efter typer og redskaber, hvorved vi ender med arkæologiens og historikernes tidsinddeling. Jeg har anvendt denne inddeling i min skildring af den forhistoriske bebyggelses udvikling. Christian Vibe har gjort sig til talsmand for en nærmere sammenhæng mellem disse kulturperioder og klimatiske svingninger forårsaget af forandringer i jordens rotationsakse<ref>Vibe (1982), s.297-320</ref>, og jeg kan et langt stykke hen ad vejen tilslutte mig dette for den forhistoriske periodes vedkommende, men dette er i mine øjne en historie for sig og har ikke så meget at gøre med de sociale, teknologiske og økonomiske svingninger, som vi her taler om. Tilbage til de økonomiske konjunkturer. Dem kan vi følge gennem hele den historiske tid tilbage til begyndelsen af middelalderen og måske endnu længere. Og de viser sig at optræde forbløffende regelmæssigt og hver gang vise sig i form af karakteristiske træk. Der kan dog være grund til at understrege, at de skiftende konjunkturer har haft uens indflydelse på de ulige samfundsgrupper på samme tid. === <big>Noter</big> === {{Reflist|3}} === <big>Litteratur</big> === * Will Durant: "Spencer" (i: Will Durant: ''Store Tænkere, oversat og bearbejdet af Krista og Jørgen Jørgensen''; København 1952; s. 239-268) * John Kenneth Galbraith: ''Det rige samfund''; 2. reviderede udgave; Gyldendals Uglebøger 1969 * John Kenneth Galbraith: ''Det store krak 1929''; Gyldendal 1986; ISBN 87-01-68542-2 * Ole Hyldtoft: ''Københavns industrialisering 1840-1914''; Viborg 1984; ISBN 87-7351-255-9 * Peter Maskell: "Industriens flugt fra storbyen. Årsager og konsekvenser" (Handelshøjskolen i København: ''Skriftrækken 7''; Erhvervsøkonomisk Forlag S/I, København 1986; ISBN 87-17-03475-2) * Christian Vibe: "Mikro-istider" (i: ''Naturens Verden'' 1982 nr. 9, s. 297-320; ISBN 87-7496-821-1) n4hgxltoxv493ee2s9sgfouc40f7eio 42656 42655 2026-09-21T09:26:29Z Sven Halfdan Nielsen 3898 småret 42656 wikitext text/x-wiki Fænomenet "økonomiske konjunkturer" er velkendt. Ulige teoretikere er fremkommet med ulige teorier om deres længde og årsager, men fælles for dem alle er, at man kan skelne mellem fire faser: en krisetid, en opgangstid, en højkonjunktur og en nedgangstid, hvor efter udviklingen begynder forfra. Ole Hyldtoft har beskrevet disse ulige teorier og konjunkturforløb og sat dem sammen til en helhed bestående af korte, mellemlange og lange perioder, som altså giver et yderst sammensat svingningsforløb. Han har også påpeget problemerne ved teorierne bag dem<ref>Hyldtoft (1984), s. 38-45</ref>, og så langt er jeg enig med ham. Men han fremkommer ikke med et forslag til et alternativt udviklingsforløb, men anvender alligevel de teorier, som han selv netop lige har modbevist, med et elendigt resultat til følge. Her vil jeg i stedet gøre mig til talsmand for et alternativ. I dette forslag er der kun een relevant svingning, og periodeforløbet varer nøjagtigt 60 år fra start til slutning fordelt på fire faser af hver 15 års længde. Hvorfor varer svingningsperioden 60 år? Forklaringen er teknologisk og/eller idemæssig (politisk). Den forstås nok bedst, når man ser den i dens konkrete sammenhæng. Vi begynder med en krise, hvor produktion og omsætning svigter og forholdet til udlandet er dårligt eller mangelfuldt. Men under krisens overflade er der folk, som søger nye veje: omlægninger af produktionen, nye teknikker og teknologier (måske inspireret udefra), nye markeder eller veje til genåbning af gamle. Nogle af disse tiltag mislykkes, men ikke alle. Der sker en åbning, et gennembrud. Fra dette beskedne "brohoved" sker der en spredning, en afsmittende virkning. En ny økonomisk fremgang sætter ind. Under en ny højkonjunktur udnyttes mulighederne fuldt ud. Der er velstand over hele linjen. Der risikeres måske. Ingen forestiller sig en ny krise, men efterhånden taber højkonjunkturen sin virkning: der er trods alt begrænsninger på behovene, udviklingen tenderer måske imod overproduktion, eller der kan indtræde ny konkurrence udefra. Markedet bliver efterhånden indskrænket og udtørrer. Udviklingen ender i en ny krise, og så begynder konjunkturerne forfra. Det skal være min påstand, at dette forløb i mangt og meget svarer til forløbet af et menneskeliv: som barn er man hjælpeløs og helt afhængig af sine forældre, men man vokser hurtigt til og lærer, og man lærer hurtigt. Når man når omkring de 15 år - svarende til konfirmationsalderen - begynder man at blive betragtet som "voksen": det er nu, at man vælger livsvej og karriere, hvad enten den er praktisk eller teoretisk, får sit lærediplom eller eksamen og træder ud i voksenverdenen. Nogle bliver selvstændige, andre lønmodtagere. Det er også i disse år, at man som regel etablerer sig med en familie. Fra omkring de 30 til 45 år yder man sit bedste både i arbejdslivet, i sin fritid og i familien. Efterhånden aftager drivkraften, men bliver "sat" og mindre ambitiøs (med mindre man er karriereorienteret, og den faktisk ydede indsats egentlig ikke betyder så meget). Fra omkring 60 års alder begynder forfaldet at sætte ind: alle de dårligdomme, som man tidligere kunne se bort fra, viser sig nu at sætte deres præg alligevel. Langsomt men sikkert svækkes evnerne: hørelsen, synet, bevægelsesevnen. I stedet for at samle ny viden, begynder man at få erfaringer: gammel viden ses nu i lyset af livserfaringen. Men en efter en svigter de gamle evner indtil, at hjertet nægter at arbejde længere. Men der er en forbindelse imellem disse to forløb. Det skal være min påstand, at man som menneske også bliver præget af de konjunkturer, som man vokser op under: var det opgangstider eller højkonjunktur, så er man dårligere udrustet, når modgangen sætter ind. Var det derimod krisetider og tider med modgang, så er man rustet til at tage udfordringerne op. Da den ene generation afløser den anden, så er det også de samme menneskelige evner, som ligger bag de økonomiske konjunkturer. Er konjunkturforløbet en naturlov? Det mener jeg, at den kan sigesat være. Allerede Herbert Spencer opstillede en omfattende teori om et udviklingsforløb, hvor det spredte først samles, dernæst omdannest fra homogent til heterogent og endelig når et stadie, hvor det hæmmes i enhver videre udvikling.<ref>Durant, s. 252-255</ref> På lignende måde har Peter Maskell argumenteret for, at "industriens flugt fra storbyen" er en følge af, at det, som i begyndelsen kan være en storbyfordel, over tid "stiller sig hindrende i vejen for områdets fortsatte udvikling og derved åbner mulighed for, at andre - udviklingsmæssigt tilbageliggende - nationer eller regioner kan overtage førerpositionen."<ref>Maskell, s. 286</ref> Selv om der ikke er tale om en biologisk naturlov, kan man argumentere for, at der er tale om en social-økonomisk naturlov, der afspejler sig i stedmæssig henseende og i henseende til samfundets virkemåde. De samme mekanismer, som på et tidspunkt virker fremmende på en givet udvikling, vil før eller siden virke hæmmende, fordi de interesserede og besluttende parter ikke er rede til at opgive det, man kender så længe, at det stadig giver dem en slags udbytte. Først når krakket er indtruffet, vil det være muligt og endda nødvendigt at justere samfundsudviklingen. Men selvi en krisesituation vil der kunne være kræfter, som ønsker at opretholde denne, fordi det kan give dem afpresningsmuligheder i forhold til andre personer eller samfundsgrupper, det gælder fx. i diktaturer, hvor ingen nok så alvorlig krise giver anledning til forandringer. I sådanne tilfælde kan krisen forekomme at være kronisk indtil, at der indtræder en regulær social revolution. De her beskrevne hovedtræk i konjunkturforløbet betyder ikke, at der ikke også kan peges på andre både kortere og længere varende begivenheder, som kan skabe nogen forstyrrelse i den overordnede udvikling. Et vulkanudbrud kan skabe en kortere klimakrise, hvor høsten svigter. Epidemier, oversvømmelser, brande, krige og lignende kan sætte deres særlige præg over færre eller flere år og måske enten forstærke en allerede igangværende konjunktur eller omvendt svække den. Omvendt er der træk i samfundsudviklingen, som har betydelig længere varighed. Det gælder de helt grundlæggende træk ved samfundets indretning. I etnografien bruges som regel udtrykket "kultur" for at beskrive disse træk, men disse kulturens hovedfaser kan underinddeles efter typer og redskaber, hvorved vi ender med arkæologiens og historikernes tidsinddeling. Jeg har anvendt denne inddeling i min skildring af den forhistoriske bebyggelses udvikling. Christian Vibe har gjort sig til talsmand for en nærmere sammenhæng mellem disse kulturperioder og klimatiske svingninger forårsaget af forandringer i jordens rotationsakse<ref>Vibe (1982), s.297-320</ref>, og jeg kan et langt stykke hen ad vejen tilslutte mig dette for den forhistoriske periodes vedkommende, men dette er i mine øjne en historie for sig og har ikke så meget at gøre med de sociale, teknologiske og økonomiske svingninger, som vi her taler om. Tilbage til de økonomiske konjunkturer. Dem kan vi følge gennem hele den historiske tid tilbage til begyndelsen af middelalderen og måske endnu længere. Og de viser sig at optræde forbløffende regelmæssigt og hver gang vise sig i form af karakteristiske træk. Der kan dog være grund til at understrege, at de skiftende konjunkturer har haft uens indflydelse på de ulige samfundsgrupper på samme tid. === <big>Noter</big> === {{Reflist|3}} === <big>Litteratur</big> === * Will Durant: "Spencer" (i: Will Durant: ''Store Tænkere, oversat og bearbejdet af Krista og Jørgen Jørgensen''; København 1952; s. 239-268) * John Kenneth Galbraith: ''Det rige samfund''; 2. reviderede udgave; Gyldendals Uglebøger 1969 * John Kenneth Galbraith: ''Det store krak 1929''; Gyldendal 1986; ISBN 87-01-68542-2 * Ole Hyldtoft: ''Københavns industrialisering 1840-1914''; Viborg 1984; ISBN 87-7351-255-9 * Peter Maskell: "Industriens flugt fra storbyen. Årsager og konsekvenser" (Handelshøjskolen i København: ''Skriftrækken 7''; Erhvervsøkonomisk Forlag S/I, København 1986; ISBN 87-17-03475-2) * Christian Vibe: "Mikro-istider" (i: ''Naturens Verden'' 1982 nr. 9, s. 297-320; ISBN 87-7496-821-1) a1o3g98sic1dszds8c4ev3o8xd6h6rg 42657 42656 2026-09-21T09:30:34Z Sven Halfdan Nielsen 3898 småret 42657 wikitext text/x-wiki Fænomenet "økonomiske konjunkturer" er velkendt. Ulige teoretikere er fremkommet med ulige teorier om deres længde og årsager, men fælles for dem alle er, at man kan skelne mellem fire faser: en krisetid, en opgangstid, en højkonjunktur og en nedgangstid, hvor efter udviklingen begynder forfra. Ole Hyldtoft har beskrevet disse ulige teorier og konjunkturforløb og sat dem sammen til en helhed bestående af korte, mellemlange og lange perioder, som altså giver et yderst sammensat svingningsforløb. Han har også påpeget problemerne ved teorierne bag dem<ref>Hyldtoft (1984), s. 38-45</ref>, og så langt er jeg enig med ham. Men han fremkommer ikke med et forslag til et alternativt udviklingsforløb, men anvender alligevel de teorier, som han selv netop lige har modbevist, med et elendigt resultat til følge. Her vil jeg i stedet gøre mig til talsmand for et alternativ. I dette forslag er der kun een relevant svingning, og periodeforløbet varer nøjagtigt 60 år fra start til slutning fordelt på fire faser af hver 15 års længde. Hvorfor varer svingningsperioden 60 år? Forklaringen er teknologisk og/eller idemæssig (politisk). Den forstås nok bedst, når man ser den i dens konkrete sammenhæng. Vi begynder med en krise, hvor produktion og omsætning svigter og forholdet til udlandet er dårligt eller mangelfuldt. Men under krisens overflade er der folk, som søger nye veje: omlægninger af produktionen, nye teknikker og teknologier (måske inspireret udefra), nye markeder eller veje til genåbning af gamle. Nogle af disse tiltag mislykkes, men ikke alle. Der sker en åbning, et gennembrud. Fra dette beskedne "brohoved" sker der en spredning, en afsmittende virkning. En ny økonomisk fremgang sætter ind. Under en ny højkonjunktur udnyttes mulighederne fuldt ud. Der er velstand over hele linjen. Der risikeres måske. Ingen forestiller sig en ny krise, men efterhånden taber højkonjunkturen sin virkning: der er trods alt begrænsninger på behovene, udviklingen tenderer måske imod overproduktion, eller der kan indtræde ny konkurrence udefra. Markedet bliver efterhånden indskrænket og udtørrer. Udviklingen ender i en ny krise, og så begynder konjunkturerne forfra. Det skal være min påstand, at dette forløb i mangt og meget svarer til forløbet af et menneskeliv: som barn er man hjælpeløs og helt afhængig af sine forældre, men man vokser hurtigt til og lærer, og man lærer hurtigt. Når man når omkring de 15 år - svarende til konfirmationsalderen - begynder man at blive betragtet som "voksen": det er nu, at man vælger livsvej og karriere, hvad enten den er praktisk eller teoretisk, får sit lærediplom eller eksamen og træder ud i voksenverdenen. Nogle bliver selvstændige, andre lønmodtagere. Det er også i disse år, at man som regel etablerer sig med en familie. Fra omkring de 30 til 45 år yder man sit bedste både i arbejdslivet, i sin fritid og i familien. Efterhånden aftager drivkraften, men bliver "sat" og mindre ambitiøs (med mindre man er karriereorienteret, og den faktisk ydede indsats egentlig ikke betyder så meget). Fra omkring 60 års alder begynder forfaldet at sætte ind: alle de dårligdomme, som man tidligere kunne se bort fra, viser sig nu at sætte deres præg alligevel. Langsomt men sikkert svækkes evnerne: hørelsen, synet, bevægelsesevnen. I stedet for at samle ny viden, begynder man at få erfaringer: gammel viden ses nu i lyset af livserfaringen. Men en efter en svigter de gamle evner indtil, at hjertet nægter at arbejde længere. Men der er en forbindelse imellem disse to forløb. Det skal være min påstand, at man som menneske også bliver præget af de konjunkturer, som man vokser op under: var det opgangstider eller højkonjunktur, så er man dårligere udrustet, når modgangen sætter ind. Var det derimod krisetider og tider med modgang, så er man rustet til at tage udfordringerne op. Da den ene generation afløser den anden, så er det også de samme menneskelige evner, som ligger bag de økonomiske konjunkturer. Er konjunkturforløbet en naturlov? Det mener jeg, at den kan sigesat være. Allerede Herbert Spencer opstillede en omfattende teori om et udviklingsforløb, hvor det spredte først samles, dernæst omdannest fra homogent til heterogent og endelig når et stadie, hvor det hæmmes i enhver videre udvikling.<ref>Durant, s. 252-255</ref> På lignende måde har Peter Maskell argumenteret for, at "industriens flugt fra storbyen" er en følge af, at det, som i begyndelsen kan være en storbyfordel, over tid "stiller sig hindrende i vejen for områdets fortsatte udvikling og derved åbner mulighed for, at andre - udviklingsmæssigt tilbageliggende - nationer eller regioner kan overtage førerpositionen."<ref>Maskell, s. 286</ref> Selv om der ikke er tale om en biologisk naturlov, kan man argumentere for, at der er tale om en social-økonomisk naturlov, der afspejler sig i stedmæssig henseende og i henseende til samfundets virkemåde. De samme mekanismer, som på et tidspunkt virker fremmende på en givet udvikling, vil før eller siden virke hæmmende, fordi de interesserede og besluttende parter ikke er rede til at opgive det, man kender så længe, at det stadig giver dem en slags udbytte. Først når krakket er indtruffet, vil det være muligt og endda nødvendigt at justere samfundsudviklingen. Men selv i en krisesituation vil der kunne være kræfter, som ønsker at opretholde denne, fordi det kan give dem afpresningsmuligheder i forhold til andre personer eller samfundsgrupper, det gælder fx. i diktaturer, hvor ingen nok så alvorlig krise giver anledning til forandringer. I sådanne tilfælde kan krisen forekomme at være kronisk indtil, at der indtræder en regulær social revolution. De her beskrevne hovedtræk i konjunkturforløbet betyder ikke, at der ikke også kan peges på andre både kortere og længere varende begivenheder, som kan skabe nogen forstyrrelse i den overordnede udvikling. Et vulkanudbrud kan skabe en kortere klimakrise, hvor høsten svigter. Epidemier, oversvømmelser, brande, krige og lignende kan sætte deres særlige præg over færre eller flere år og måske enten forstærke en allerede igangværende konjunktur eller omvendt svække den. Omvendt er der træk i samfundsudviklingen, som har betydelig længere varighed. Det gælder de helt grundlæggende træk ved samfundets indretning. I etnografien bruges som regel udtrykket "kultur" for at beskrive disse træk, men disse kulturens hovedfaser kan underinddeles efter typer og redskaber, hvorved vi ender med arkæologiens og historikernes tidsinddeling. Jeg har anvendt denne inddeling i min skildring af den forhistoriske bebyggelses udvikling. Christian Vibe har gjort sig til talsmand for en nærmere sammenhæng mellem disse kulturperioder og klimatiske svingninger forårsaget af forandringer i jordens rotationsakse<ref>Vibe (1982), s.297-320</ref>, og jeg kan et langt stykke hen ad vejen tilslutte mig dette for den forhistoriske periodes vedkommende, men dette er i mine øjne en historie for sig og har ikke så meget at gøre med de sociale, teknologiske og økonomiske svingninger, som vi her taler om. Tilbage til de økonomiske konjunkturer. Dem kan vi følge gennem hele den historiske tid tilbage til begyndelsen af middelalderen og måske endnu længere. Og de viser sig at optræde forbløffende regelmæssigt og hver gang vise sig i form af karakteristiske træk. Der kan dog være grund til at understrege, at de skiftende konjunkturer har haft uens indflydelse på de ulige samfundsgrupper på samme tid. === <big>Noter</big> === {{Reflist|3}} === <big>Litteratur</big> === * Will Durant: "Spencer" (i: Will Durant: ''Store Tænkere, oversat og bearbejdet af Krista og Jørgen Jørgensen''; København 1952; s. 239-268) * John Kenneth Galbraith: ''Det rige samfund''; 2. reviderede udgave; Gyldendals Uglebøger 1969 * John Kenneth Galbraith: ''Det store krak 1929''; Gyldendal 1986; ISBN 87-01-68542-2 * Ole Hyldtoft: ''Københavns industrialisering 1840-1914''; Viborg 1984; ISBN 87-7351-255-9 * Peter Maskell: "Industriens flugt fra storbyen. Årsager og konsekvenser" (Handelshøjskolen i København: ''Skriftrækken 7''; Erhvervsøkonomisk Forlag S/I, København 1986; ISBN 87-17-03475-2) * Christian Vibe: "Mikro-istider" (i: ''Naturens Verden'' 1982 nr. 9, s. 297-320; ISBN 87-7496-821-1) 2pvkpdhgxh86iztjds0haw5p7tu47zd 42658 42657 2026-09-21T09:31:20Z Sven Halfdan Nielsen 3898 småret 42658 wikitext text/x-wiki Fænomenet "økonomiske konjunkturer" er velkendt. Ulige teoretikere er fremkommet med ulige teorier om deres længde og årsager, men fælles for dem alle er, at man kan skelne mellem fire faser: en krisetid, en opgangstid, en højkonjunktur og en nedgangstid, hvor efter udviklingen begynder forfra. Ole Hyldtoft har beskrevet disse ulige teorier og konjunkturforløb og sat dem sammen til en helhed bestående af korte, mellemlange og lange perioder, som altså giver et yderst sammensat svingningsforløb. Han har også påpeget problemerne ved teorierne bag dem<ref>Hyldtoft (1984), s. 38-45</ref>, og så langt er jeg enig med ham. Men han fremkommer ikke med et forslag til et alternativt udviklingsforløb, men anvender alligevel de teorier, som han selv netop lige har modbevist, med et elendigt resultat til følge. Her vil jeg i stedet gøre mig til talsmand for et alternativ. I dette forslag er der kun een relevant svingning, og periodeforløbet varer nøjagtigt 60 år fra start til slutning fordelt på fire faser af hver 15 års længde. Hvorfor varer svingningsperioden 60 år? Forklaringen er teknologisk og/eller idemæssig (politisk). Den forstås nok bedst, når man ser den i dens konkrete sammenhæng. Vi begynder med en krise, hvor produktion og omsætning svigter og forholdet til udlandet er dårligt eller mangelfuldt. Men under krisens overflade er der folk, som søger nye veje: omlægninger af produktionen, nye teknikker og teknologier (måske inspireret udefra), nye markeder eller veje til genåbning af gamle. Nogle af disse tiltag mislykkes, men ikke alle. Der sker en åbning, et gennembrud. Fra dette beskedne "brohoved" sker der en spredning, en afsmittende virkning. En ny økonomisk fremgang sætter ind. Under en ny højkonjunktur udnyttes mulighederne fuldt ud. Der er velstand over hele linjen. Der risikeres måske. Ingen forestiller sig en ny krise, men efterhånden taber højkonjunkturen sin virkning: der er trods alt begrænsninger på behovene, udviklingen tenderer måske imod overproduktion, eller der kan indtræde ny konkurrence udefra. Markedet bliver efterhånden indskrænket og udtørrer. Udviklingen ender i en ny krise, og så begynder konjunkturerne forfra. Det skal være min påstand, at dette forløb i mangt og meget svarer til forløbet af et menneskeliv: som barn er man hjælpeløs og helt afhængig af sine forældre, men man vokser hurtigt til og lærer, og man lærer hurtigt. Når man når omkring de 15 år - svarende til konfirmationsalderen - begynder man at blive betragtet som "voksen": det er nu, at man vælger livsvej og karriere, hvad enten den er praktisk eller teoretisk, får sit lærediplom eller eksamen og træder ud i voksenverdenen. Nogle bliver selvstændige, andre lønmodtagere. Det er også i disse år, at man som regel etablerer sig med en familie. Fra omkring de 30 til 45 år yder man sit bedste både i arbejdslivet, i sin fritid og i familien. Efterhånden aftager drivkraften, men bliver "sat" og mindre ambitiøs (med mindre man er karriereorienteret, og den faktisk ydede indsats egentlig ikke betyder så meget). Fra omkring 60 års alder begynder forfaldet at sætte ind: alle de dårligdomme, som man tidligere kunne se bort fra, viser sig nu at sætte deres præg alligevel. Langsomt men sikkert svækkes evnerne: hørelsen, synet, bevægelsesevnen. I stedet for at samle ny viden, begynder man at få erfaringer: gammel viden ses nu i lyset af livserfaringen. Men en efter en svigter de gamle evner indtil, at hjertet nægter at arbejde længere. Men der er en forbindelse imellem disse to forløb. Det skal være min påstand, at man som menneske også bliver præget af de konjunkturer, som man vokser op under: var det opgangstider eller højkonjunktur, så er man dårligere udrustet, når modgangen sætter ind. Var det derimod krisetider og tider med modgang, så er man rustet til at tage udfordringerne op. Da den ene generation afløser den anden, så er det også de samme menneskelige evner, som ligger bag de økonomiske konjunkturer. Er konjunkturforløbet en naturlov? Det mener jeg, at den kan sigesat være. Allerede Herbert Spencer opstillede en omfattende teori om et udviklingsforløb, hvor det spredte først samles, dernæst omdannest fra homogent til heterogent og endelig når et stadie, hvor det hæmmes i enhver videre udvikling.<ref>Durant, s. 252-255</ref> På lignende måde har Peter Maskell argumenteret for, at "industriens flugt fra storbyen" er en følge af, at det, som i begyndelsen kan være en storbyfordel, over tid "stiller sig hindrende i vejen for områdets fortsatte udvikling og derved åbner mulighed for, at andre - udviklingsmæssigt tilbageliggende - nationer eller regioner kan overtage førerpositionen."<ref>Maskell, s. 286</ref> Selv om der ikke er tale om en biologisk naturlov, kan man argumentere for, at der er tale om en social-økonomisk naturlov, der afspejler sig i stedmæssig henseende og i henseende til samfundets virkemåde. De samme mekanismer, som på et tidspunkt virker fremmende på en givet udvikling, vil før eller siden virke hæmmende, fordi de interesserede og besluttende parter ikke er rede til at opgive det, man kender så længe, at det stadig giver dem en slags udbytte. Først når krakket er indtruffet, vil det være muligt og endda nødvendigt at justere samfundsudviklingen. Men selv i en krisesituation vil der kunne være kræfter, som ønsker at opretholde denne tilstand, fordi det kan give dem afpresningsmuligheder i forhold til andre personer eller samfundsgrupper, det gælder fx. i diktaturer, hvor ingen nok så alvorlig krise giver anledning til forandringer. I sådanne tilfælde kan krisen forekomme at være kronisk indtil, at der indtræder en regulær social revolution. De her beskrevne hovedtræk i konjunkturforløbet betyder ikke, at der ikke også kan peges på andre både kortere og længere varende begivenheder, som kan skabe nogen forstyrrelse i den overordnede udvikling. Et vulkanudbrud kan skabe en kortere klimakrise, hvor høsten svigter. Epidemier, oversvømmelser, brande, krige og lignende kan sætte deres særlige præg over færre eller flere år og måske enten forstærke en allerede igangværende konjunktur eller omvendt svække den. Omvendt er der træk i samfundsudviklingen, som har betydelig længere varighed. Det gælder de helt grundlæggende træk ved samfundets indretning. I etnografien bruges som regel udtrykket "kultur" for at beskrive disse træk, men disse kulturens hovedfaser kan underinddeles efter typer og redskaber, hvorved vi ender med arkæologiens og historikernes tidsinddeling. Jeg har anvendt denne inddeling i min skildring af den forhistoriske bebyggelses udvikling. Christian Vibe har gjort sig til talsmand for en nærmere sammenhæng mellem disse kulturperioder og klimatiske svingninger forårsaget af forandringer i jordens rotationsakse<ref>Vibe (1982), s.297-320</ref>, og jeg kan et langt stykke hen ad vejen tilslutte mig dette for den forhistoriske periodes vedkommende, men dette er i mine øjne en historie for sig og har ikke så meget at gøre med de sociale, teknologiske og økonomiske svingninger, som vi her taler om. Tilbage til de økonomiske konjunkturer. Dem kan vi følge gennem hele den historiske tid tilbage til begyndelsen af middelalderen og måske endnu længere. Og de viser sig at optræde forbløffende regelmæssigt og hver gang vise sig i form af karakteristiske træk. Der kan dog være grund til at understrege, at de skiftende konjunkturer har haft uens indflydelse på de ulige samfundsgrupper på samme tid. === <big>Noter</big> === {{Reflist|3}} === <big>Litteratur</big> === * Will Durant: "Spencer" (i: Will Durant: ''Store Tænkere, oversat og bearbejdet af Krista og Jørgen Jørgensen''; København 1952; s. 239-268) * John Kenneth Galbraith: ''Det rige samfund''; 2. reviderede udgave; Gyldendals Uglebøger 1969 * John Kenneth Galbraith: ''Det store krak 1929''; Gyldendal 1986; ISBN 87-01-68542-2 * Ole Hyldtoft: ''Københavns industrialisering 1840-1914''; Viborg 1984; ISBN 87-7351-255-9 * Peter Maskell: "Industriens flugt fra storbyen. Årsager og konsekvenser" (Handelshøjskolen i København: ''Skriftrækken 7''; Erhvervsøkonomisk Forlag S/I, København 1986; ISBN 87-17-03475-2) * Christian Vibe: "Mikro-istider" (i: ''Naturens Verden'' 1982 nr. 9, s. 297-320; ISBN 87-7496-821-1) sur51ey42qq66abpq4axigx3gp2odfe 42659 42658 2026-09-21T11:30:49Z Sven Halfdan Nielsen 3898 sprogret 42659 wikitext text/x-wiki Fænomenet "økonomiske konjunkturer" er velkendt. Ulige teoretikere er fremkommet med ulige teorier om deres længde og årsager, men fælles for dem alle er, at man kan skelne mellem fire faser: en krisetid, en opgangstid, en højkonjunktur og en nedgangstid, hvor efter udviklingen begynder forfra. Ole Hyldtoft har beskrevet disse ulige teorier og konjunkturforløb og sat dem sammen til en helhed bestående af korte, mellemlange og lange perioder, som altså giver et yderst sammensat svingningsforløb. Han har også påpeget problemerne ved teorierne bag dem<ref>Hyldtoft (1984), s. 38-45</ref>, og så langt er jeg enig med ham. Men han fremkommer ikke med et forslag til et alternativt udviklingsforløb, men anvender alligevel de teorier, som han selv netop lige har modbevist, med et elendigt resultat til følge. Her vil jeg i stedet gøre mig til talsmand for et alternativ. I dette forslag er der kun een relevant svingning, og periodeforløbet varer nøjagtigt 60 år fra start til slutning fordelt på fire faser af hver 15 års længde. Hvorfor varer svingningsperioden 60 år? Forklaringen er teknologisk og/eller idemæssig (politisk). Den forstås nok bedst, når man ser den i dens konkrete sammenhæng. Vi begynder med en krise, hvor produktion og omsætning svigter og forholdet til udlandet er dårligt eller mangelfuldt. Men under krisens overflade er der folk, som søger nye veje: omlægninger af produktionen, nye teknikker og teknologier (måske inspireret udefra), nye markeder eller veje til genåbning af gamle. Nogle af disse tiltag mislykkes, men ikke alle. Der sker en åbning, et gennembrud. Fra dette beskedne "brohoved" sker der en spredning, en afsmittende virkning. En ny økonomisk fremgang sætter ind. Under en ny højkonjunktur udnyttes mulighederne fuldt ud. Der er velstand over hele linjen. Der risikeres måske. Ingen forestiller sig en ny krise, men efterhånden taber højkonjunkturen sin virkning: der er trods alt begrænsninger på behovene, udviklingen tenderer måske imod overproduktion, eller der kan indtræde ny konkurrence udefra. Markedet bliver efterhånden indskrænket og udtørrer. Udviklingen ender i en ny krise, og så begynder konjunkturerne forfra. Det skal være min påstand, at dette forløb i mangt og meget svarer til forløbet af et menneskeliv: som barn er man hjælpeløs og helt afhængig af sine forældre, men man vokser hurtigt til og lærer, og man lærer hurtigt. Når man når omkring de 15 år - svarende til konfirmationsalderen - begynder man at blive betragtet som "voksen": det er nu, at man vælger livsvej og karriere, hvad enten den er praktisk eller teoretisk, får sit lærediplom eller eksamen og træder ud i voksenverdenen. Nogle bliver selvstændige, andre lønmodtagere. Det er også i disse år, at man som regel etablerer sig med en familie. Fra omkring de 30 til 45 år yder man sit bedste både i arbejdslivet, i sin fritid og i familien. Efterhånden aftager drivkraften, men bliver "sat" og mindre ambitiøs (med mindre man er karriereorienteret, og den faktisk ydede indsats egentlig ikke betyder så meget). Fra omkring 60 års alder begynder forfaldet at sætte ind: alle de dårligdomme, som man tidligere kunne se bort fra, viser sig nu at sætte deres præg alligevel. Langsomt men sikkert svækkes evnerne: hørelsen, synet, bevægelsesevnen. I stedet for at samle ny viden, begynder man at få erfaringer: gammel viden ses nu i lyset af livserfaringen. Men en efter en svigter de gamle evner indtil, at hjertet nægter at arbejde længere. Men der er en forbindelse imellem disse to forløb. Det skal være min påstand, at man som menneske også bliver præget af de konjunkturer, som man vokser op under: var det opgangstider eller højkonjunktur, så er man dårligere udrustet, når modgangen sætter ind. Var det derimod krisetider og tider med modgang, så er man rustet til at tage udfordringerne op. Da den ene generation afløser den anden, så er det også de samme menneskelige evner, som ligger bag de økonomiske konjunkturer. Er konjunkturforløbet en naturlov? Det mener jeg, at den kan sigesat være. Allerede Herbert Spencer opstillede en omfattende teori om et udviklingsforløb, hvor det spredte først samles, dernæst omdannes fra homogent til heterogent og endelig når et stadie, hvor det hæmmes i enhver videre udvikling.<ref>Durant, s. 252-255</ref> På lignende måde har Peter Maskell argumenteret for, at "industriens flugt fra storbyen" er en følge af, at det, som i begyndelsen kan være en storbyfordel, over tid "stiller sig hindrende i vejen for områdets fortsatte udvikling og derved åbner mulighed for, at andre - udviklingsmæssigt tilbageliggende - nationer eller regioner kan overtage førerpositionen."<ref>Maskell, s. 286</ref> Selv om der ikke er tale om en biologisk naturlov, kan man argumentere for, at der er tale om en social-økonomisk naturlov, der afspejler sig i stedmæssig henseende og i henseende til samfundets virkemåde. De samme mekanismer, som på et tidspunkt virker fremmende på en givet udvikling, vil før eller siden virke hæmmende, fordi de interesserede og besluttende parter ikke er rede til at opgive det, man kender så længe, at det stadig giver dem en slags udbytte. Først når krakket er indtruffet, vil det være muligt og endda nødvendigt at justere samfundsudviklingen. Men selv i en krisesituation vil der kunne være kræfter, som ønsker at opretholde denne tilstand, fordi det kan give dem afpresningsmuligheder i forhold til andre personer eller samfundsgrupper, det gælder fx. i diktaturer, hvor ingen nok så alvorlig krise giver anledning til forandringer. I sådanne tilfælde kan krisen forekomme at være kronisk indtil, at der indtræder en regulær social revolution. De her beskrevne hovedtræk i konjunkturforløbet betyder ikke, at der ikke også kan peges på andre både kortere og længere varende begivenheder, som kan skabe nogen forstyrrelse i den overordnede udvikling. Et vulkanudbrud kan skabe en kortere klimakrise, hvor høsten svigter. Epidemier, oversvømmelser, brande, krige og lignende kan sætte deres særlige præg over færre eller flere år og måske enten forstærke en allerede igangværende konjunktur eller omvendt svække den. Omvendt er der træk i samfundsudviklingen, som har betydelig længere varighed. Det gælder de helt grundlæggende træk ved samfundets indretning. I etnografien bruges som regel udtrykket "kultur" for at beskrive disse træk, men disse kulturens hovedfaser kan underinddeles efter typer og redskaber, hvorved vi ender med arkæologiens og historikernes tidsinddeling. Jeg har anvendt denne inddeling i min skildring af den forhistoriske bebyggelses udvikling. Christian Vibe har gjort sig til talsmand for en nærmere sammenhæng mellem disse kulturperioder og klimatiske svingninger forårsaget af forandringer i jordens rotationsakse<ref>Vibe (1982), s.297-320</ref>, og jeg kan et langt stykke hen ad vejen tilslutte mig dette for den forhistoriske periodes vedkommende, men dette er i mine øjne en historie for sig og har ikke så meget at gøre med de sociale, teknologiske og økonomiske svingninger, som vi her taler om. Tilbage til de økonomiske konjunkturer. Dem kan vi følge gennem hele den historiske tid tilbage til begyndelsen af middelalderen og måske endnu længere. Og de viser sig at optræde forbløffende regelmæssigt og hver gang vise sig i form af karakteristiske træk. Der kan dog være grund til at understrege, at de skiftende konjunkturer har haft uens indflydelse på de ulige samfundsgrupper på samme tid. === <big>Noter</big> === {{Reflist|3}} === <big>Litteratur</big> === * Will Durant: "Spencer" (i: Will Durant: ''Store Tænkere, oversat og bearbejdet af Krista og Jørgen Jørgensen''; København 1952; s. 239-268) * John Kenneth Galbraith: ''Det rige samfund''; 2. reviderede udgave; Gyldendals Uglebøger 1969 * John Kenneth Galbraith: ''Det store krak 1929''; Gyldendal 1986; ISBN 87-01-68542-2 * Ole Hyldtoft: ''Københavns industrialisering 1840-1914''; Viborg 1984; ISBN 87-7351-255-9 * Peter Maskell: "Industriens flugt fra storbyen. Årsager og konsekvenser" (Handelshøjskolen i København: ''Skriftrækken 7''; Erhvervsøkonomisk Forlag S/I, København 1986; ISBN 87-17-03475-2) * Christian Vibe: "Mikro-istider" (i: ''Naturens Verden'' 1982 nr. 9, s. 297-320; ISBN 87-7496-821-1) btbrv1d6au0f0ghlj93pi7ve78vq6un