Wikisource dawikisource https://da.wikisource.org/wiki/Forside MediaWiki 1.47.0-wmf.8 first-letter Media Speciel Diskussion Bruger Brugerdiskussion Wikisource Wikisource diskussion Fil Fildiskussion MediaWiki MediaWiki diskussion Skabelon Skabelondiskussion Hjælp Hjælp diskussion Kategori Kategoridiskussion Forfatter Forfatterdiskussion Side Sidediskussion Indeks Indeksdiskussion TimedText TimedText talk Modul Moduldiskussion Event Event talk 104 34964 430840 430667 2026-06-25T05:11:47Z MGA73 457 /* Validated */ I 430840 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="4" user="MGA73" />{{c|78}}</noinclude>noget skrækkeligt Noget, naar den gjorde En saadan. For saadan havde Fanny aldrig befundet sig. Det, hun nu følte, var meget værre, meget smerteligere end den rædsomme Hovedpine og Angest, hun havde lidt af mellem sit fjortende og femtende Aar, da hun ræddedes for sine Tanker og for saa meget, der foregik i hende. Først og fremmest det Ansigt, hun troede at have set imellem Gærdets slyngede Vildnis, Mefistofeles — Schrams Ansigt {{nowrap|. . .}} og det andet, det virkelige Ansigt i det luerøde-grønlige Flammeskjær med dets stupide, fæstnede Fortvivlelse {{nowrap|. . .}} Saa den, hun nu var bleven forlovet med {{nowrap|. . .}} thi hun var vel forlovet? Hun kunde i dette Øjeblik have kylet Sofus Brinckmann {{nowrap|. .}} ja {{nowrap|. . .}} hvad skulde det være {{nowrap|. . . . .}} Broncestativet med samt Ildtang og Ildskuffe i Hovedet. Ikke fordi hun ikke kunde lide ham, men fordi hun ikke kunde lide sig selv {{nowrap|. .}} fordi hun var bleven saa hed {{nowrap|. . .}} saa ækel {{nowrap|. . . .}} saadan, som hun var bleven baade den første Aften ved Dammen og nu i Morges {{nowrap|. . . .}} og det var hans Skyld, for, hvis han ikke havde været, var hun aldrig bleven saadan. Kaptejn Frick havde ogsaa taget hende om Livet, og da havde hun ikke været saadan. Hun vilde ønske, hun aldrig havde set Sofus Brinckmann. Hvem skulde tænke, at den store Dreng, som hun havde leget med for mange<noinclude><references/></noinclude> ay3d1aizs8up1admyyq31286n07b4sh 104 34965 430841 430668 2026-06-25T05:14:11Z MGA73 457 /* Validated */ 430841 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="4" user="MGA73" />{{c|79}}</noinclude>Aar siden (hun syntes det var {{sp|mange}} Aar siden) skulde kunne {{nowrap|. . . .}}? Hun maatte tale med Kaptejn Frick! Nej, nej! Tænk, hvor ækel han var i Aftes! Fanny græd som et uvornt Barn, der har en dunkel Fornemmelse af egen Uret, men arrigt skyder den over paa hele Jordkloden i det Hele, og som, hvis Jordkloden havde kunnet rense sig for Skyld, vilde have skudt Skylden paa hele Planetsystemet. Hyndebetrækket paa Væggen! Hun lagde sit Hoved op til det, kjælende for det, som var det et Menneske. Det tog artig og galant mod hendes bløde Kind med sin faste Stopning, men hun følte dets ligegyldige Elasticitet som Noget, der blot sagde: Vær saa artig, lille Frøken! jeg er til Tjeneste, men jeg er for Resten lige glad. Fanny slog sine smaa Knoer røde mod Stopningens smaa Knapper, lo forbitret ad sin Barnagtighed, kastede sig paa den fløjelsbetrukne grønne Chaiselongue og smed sine Sko langt hen ad Gulvet. — Uh! Uh! raabte hun. Er det saadan at være {{nowrap|. . . .}} for {{nowrap|. .}} lovet? Det sidste Ords to sidste Stavelser slugte hun. De klang ikke ud. Det Rædsomste var, at hun begyndte at tænke, strængere, end hun var vant til, og at hun ikke kunde lade være, uagtet hun raabte til<noinclude><references/></noinclude> drpis5y87eb3waatrv3bt7zlvk7slrl 104 34966 430842 430669 2026-06-25T05:17:17Z MGA73 457 /* Validated */ 430842 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="4" user="MGA73" />{{c|80}}</noinclude>sig selv, at hun vilde sove. Men Ingen lystrede lille Fannys Villie, den, som ellers havde saa meget at sige i det gamle Apothek. Alle de Andre lystrede Fanny. Nu kunde Fanny ikke faa Fanny til at lystre sig selv. Det var ikke til at holde ud. Hun havde nydende leget med et Elskovsideal, alt i et Par Aar. Idealet var {{nowrap|. . .}} ja saadant Noget som Lord Byron. Ikke fordi hun den Gang forstod meget af Manfred, som hendes Lærer i Engelsk havde gjennemgaaet med hende; men han, den yngste og livligste af hendes Lærere, havde fortalt hende Legenderne om Lord Byrons Liv, om hans og Vennernes Orgier i Newstead Abbey, da de drak Vin af Forfædrenes sølvindfattede Hjerneskaller, mens en Bjørn og en Ulv holdt Vagt ved Døren; om hans Rejser i æventyrlige Lande og hans Kammeratskab med Ali Pascha, om Bedrifter i Venezia, som Læreren dog ikke gik nærmere ind paa, men som Fanny grundede paa og søgte at gætte, ikke aldeles uden Held. En saadan Mand kunde Apothekerens Datter fra Provinsbyen ønske sig. Vel falder der ikke engelske Pairer, der samtidig ere store Digtere, ned fra Rønnebærtræerne langs Alleen bag om Byen — det vidste Fanny meget vel; men saa hentede hun atter et Citat op fra sin spredte Læsning, fra Aforismerne i Søren Kierkegaards<noinclude><references/></noinclude> 2v89t33zxd614vl2ahvzf1wupvsbq4v 104 34996 430788 78948 2026-06-24T16:28:21Z MGA73 457 e 430788 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="PWidergren" />{{c|278}}</noinclude><section begin=kap22 /> {{c|{{Større|XII.}}}} Trods den mildere Aarstid havde Fanny ikke synderlig søgt Kapellanboligens Have. Denne unge Plantning med tyndt og utæt Løvværk, holdningsløst svajende Stammer, Lysthuset, hvor Slyngplanterne ikke i nogen Maade evnede at dække de uhøvlede Fyrretremmer, hvad var det mod Barndomshavens svulmende Løv, saftige Plæner, brogede Flora? Hun vilde ikke længes til det gamle Apothek, vilde nødig tænke paa det, thi Tanken om det vakte altid et Nag i hendes Sjæl. I Dag vilde hun ned i sin egen Have. Vejret havde klaret op efter Middag. Regndraaberne hang højt, tungt og blinkende i den nystændte Sol; den ellers tørre Plæne drak tørstig Væden. Jo, Fanny vilde læse i Lysthuset i Husmurens Læ og Skygge; hun vilde læse videre i Swinburnes dejlige «Sangé før Solopgang», gjennemtænke og gjennemføle den Text, der faldt hendes ufuldkomne Kundskab til Engelsk saa svær. Hun havde begyndt at erfare Glæden ved at «studere», Fryden over Forstaaelsens pludselig og prægtig fremstraalende Lys, Lønnen for lang Vandring i Misforstaaelsens Mørke eller Halvforstaaelsens Dæmring. Saa satte hun sig da i Lysthuset. Men hun blev lidt forulempet ved det skarpe Gjenskin af<noinclude><references/></noinclude> 6m8jyfh1dfm22wpqjhfhine9gjrkfok 104 34999 430795 430578 2026-06-24T16:41:25Z MGA73 457 -e 430795 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="PWidergren" /></noinclude>bygget paa en Klippe, at de der i Aarhundreder sankede Kapitaler var en uudtømmelig Guldgrube {{nowrap|. . .}} eller som Smaafolk i Byen sagde i hans Barndom: «Apothekeren har Penge i Skjæppevis» {{nowrap|. . .}} havde en saa fast Rod i Vismann, at Betænkelighederne ikke havde kunnet rokke den. — Aa, det er Synd, det er stor Synd! sagde han højt, da han var bleven ene {{nowrap|. . .}} Paa Søndag maa jeg til V. {{nowrap|. . .}} Jeg har rigtignok lovet mig selv, at {{nowrap|. . .}} Men Fruen vil jeg ikke se {{nowrap|. . .}} Jeg vil heller ikke se den Gamle {{nowrap|. . .}} eller den Slubbert til Provisor {{nowrap|. . .}} men jeg vil høre mig for {{nowrap|. . .}} Uden den gamle Kancelliraad var jeg dog vist bleven en Fattighusdreng. {{streg|5em}} <section end=kap24 /> <section begin=kap25 /> {{c|{{Større|XXV.}}}} Den selskabelige Glæde, den daglige jævne Lystighed var forstummet i det gamle Apothek. Tyst og dumpt gik faa Menneskers Fodtrin over de mange tæppebelagte Værelsers Gulve. Den gamle Apotheker var nu en affældig Olding med slapt hængende Træk, med svækket Hukommelse {{nowrap|. . .}} Efter et Par Glas Vin livnede det lidt op i ham, for saa vidt denne Nydelse satte ham i Stand til i Løbet af en halv Time<noinclude><references/></noinclude> 6os1i6g6gzs57lnn4kmafuee7axdl7w 104 35002 430806 82688 2026-06-24T16:59:35Z MGA73 457 -e 430806 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="PWidergren" />{{c|372}}</noinclude>Efter denne Bedrift gik han knejsende om i Stuen, stadig snoende sin mægtige Knevelsbart, uden at Mindet om Don Quijote gjæstede hans Tanker. {{streg|5em}} <section end=kap27 /> <section begin=kap28 /> {{c|{{Større|XXVIII.}}}} Den blygraa Dags surmulende Lys trængte sparsomt gjennem de nedrullede Gardiners Modstand ind i et stort Værelse paa Proprietær Ulkebøls Gaard. Samme Lys blottede uden Solsmigreri de hæslige Spor af Nattens Svirelag. Et langt Bord var fuldt af helt eller halv tømte Flasker, ituslaaede og hele, væltede og staaende Glas. Dugen var spættet af Punsch- og Vinpletter, stribet af Cigaraske, der var vældet ud over de overfyldte Askekoppers Rande, blommet af store Plamaser af Sauce og deslige. Tobaksdampen havde fordelt sig til en hæslig, alt opfyldende og gjennemtrængende Luftmasse, afskylig stinkende efter den gradvise Afkøling, efterhaanden som Kakkelovnsvarmen havde fortaget sig, og den fugtige Efteraarsmorgenduft havde boret sig ind i Stuen. Halvtørre Floder af spildte Drikkevarer sivede i Gulvet, adskillige Stole laa med Benene i Vejret. Paa et Par<noinclude><references/></noinclude> rkbz0fupnn166e5tu3cyfpn9oitxb4m 104 35202 430776 78843 2026-06-24T16:05:08Z MGA73 457 -c 430776 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="PWidergren" />{{c|227}}</noinclude>Det gik ud over «Tilværelsen». Sofus Brinckmann blev enig med sig selv om, at den var nederdrægtig. Han satte sig snart paa én, snart paa en anden Stol. Aa — de kjønne fløjelsbetrukne Stole! Fløjel! Fløjel! Mon han dog ikke var den eneste Kapellan paa Sjælland, som havde Fløjelsbetræk paa Stolene? Mon dog Tilværelsen var saa nederdrægtig? Se, hvor det livner udenfor? Skyerne skilles. Et hvidt Mellemrum øjnes deroppe. Aa, det lysner en lille Smule! Det opslaaede Fortepianos Klaviatur faar sin Del deraf. Klaveret! Sofus Brinckmann løb fra Fløjelssædet paa Rygstolen hen til det rygløse Fløjelssæde paa Klavertaburetten, slog an og sang: <div style="margin-left:3em"><poem> Du, som har Sorg i Sinde, gak ud i Mark og Lund, og lad de svale Vinde dig vifte karsk og sund. </poem></div> Han sang sig ind i «Hjortens Flugt» gjennem Skovene, sang sig over Hindringerne og kom til det Resultat, at han burde være en lykkelig Mand. Da han havde sunget Chr. Winthers Romance igjennem, følte han, at {{sp|han}}, Sofus Brinckmann, havde overvundet værre Hindringer end Hjorten paa Flugten. Han havde været i et koppebefængt Hus. Han blev igjen bange for at have Smitten<noinclude><references/> {{hoved|||15*}}</noinclude> 5one81vt78wzva5ue8d5waf4qm9tv8i 104 35205 430775 78848 2026-06-24T16:03:52Z MGA73 457 ø 430775 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="PWidergren" />{{c|230}}</noinclude>Fra dem løsrev der sig hvert Øjeblik flossede Fnug, som muntert svømmede ud i den blinkende Lysstrøm og opløste flød hen i den. Det store flade Landskab laa nu klart for, med hvide Huse, med rankt opstruttende Trægrupper, med Firkanter af den lave blaagrønne Vintersæd, med kjørende Vogne spredte paa alle Veje — de løftede sig saa kjønt op med Omrids saa skarpe som udskaarne Silhouetter. Levende og dog lydløse bevægede de sig, idealiserede af Lyset og Afstanden. De hvide Kirketaarne, aa, de hvide Kirketaarne! Sofus Brinckmann kunde tælle en syv, otte Stykker fra sit Vindue. Hans Takkebøn bredte sig fra det Individuelle til det Almene. Den blev til Jubel over, at han levede i et kristeligt Land. Ja, her var Noget at virke. Han lovede Gud og sig selv, at han skulde virke med Begejstring, prædike Ordet, besøge Syge, Enker og Faderløse. Han løb over til Skolelæreren og fik en Liste opskrevet paa en Del af den Slags Existenser i Sognet. Da han kom hjem, lyttede han ved Sovekammerdøren. Intet hørtes. Han velsignede sin Fannys søde Søvn, mens de fjerne Kirkeklokkers Klang sagte spillede om hans Øren. {{streg|5em}} <section end=kap18 /><noinclude><references/></noinclude> a4vsqz99idehfcq1m7y67ekwyhdquut 104 35215 430777 430525 2026-06-24T16:07:26Z MGA73 457 f 430777 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="PWidergren" />{{c|239}}</noinclude>Udtryk i Ansigtet, at Skolelæreren sluttede sig til en konfidentiel Meddelelse fra hans Side. Randlev søgte diplomatisk at stemme sit Ansigt i Tonart med den Stemmegaffel, Hr. Ulkebøl havde slaaet an. Men det maa vist have forekommet Proprietæren altfor familiært. Derfor tog han strax Afstand og sagde højlydt, mens Degnen tog Hænderne tilbage, som han først havde tænkt paa at lægge paa Vognfadingen. Fa’en {{nowrap|. . .}} nu har jeg været paa Jagt i otte Dage, og jeg synes, jeg kan smage otte Frokoster og syv Middage endnu. Har De nogensinde smagt Chambertin? Hvad? Det véd De nok ikke, hvad er, gamle Degn! Hø, he —! Jeg lærte den unge Stamherre paa Rugholm, hvordan man brænder Rævepelse {{nowrap|. . .}} for jeg skød sex. Og saa sagde jeg til Grev Eulendorff {{nowrap|. . .}} Kan De stikke den, Eulendorff? Nej jeg kan ikke, Ulkebøl, sagde han. Naa, jeg og Greven, vi er jo gode Venner, og vi kan sige baade det Ene og det Andet til hinanden. Hvad, Randlev? — Ja, det kan De naturligvis, svarede Randlev, afventende den egentlige Meddelelse med høflig smilende Tilbageholdenhed, mens Ordene Pralhans og Løgnepeter surrede i hans Indre. Proprietæren syntes tilfreds med hans Holdning, bøjede sig ud over Agesædets Rand og sagde med en Blanding af Fornemhed og nærgaaende Fortrolig-<noinclude><references/></noinclude> e0o3dewvckb6q9trdepmks2ashwcs1u 104 35222 430778 430531 2026-06-24T16:11:13Z MGA73 457 k + ø + I + k 430778 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="PWidergren" />{{c|245}}</noinclude>Hun laa og ventede paa Døden uden Smerte, blot med sagtelig henglidende Kræfter. Hun var smuk! Hun var yndig som den gamle Profetinde Anna, Fanuels Datter, Lukas 2, 36 og følgende, hun, der sad i Templet og ventede paa Herren. Hun bad mig bringe sig Sakramentet en af Dagene, og, da jeg istemte Brorsons dejlige Psalme: <div style="margin-left:3em"><poem> Allevegne, hvor jeg vanker, Jeg min Jesum har i Tanket. </poem></div> saa piblede Taarerne frem under Øjenlaagene, hendes Læber bevægede sig, og hun nynnede de fire Vers med {{nowrap|. . .}} hun kunde Ordene. Pastor Brinckmann satte sig ved Klaveret og sang Psalmen igjennem med bevæget Stemme. Det sidste Vers tvang han frem gjennem Graad. Saa talte han igjen: — Hvor Livet er rigt {{nowrap|. . .}} o, langt bedre, end vi fortjener! Nu kommer jeg hjem efter en velsignet Gjerning, modtages af mit yndige Hjem og af Dig, min søde, søde Hustru. Han styrtede hen mod Fanny, omfavnede og kyssede hende, satte sig paa Skamlen ved hendes Fødder og lagde sit Hoved i hendes Skjød. Fanny gjengjældte hans Kjærtegn med en venlig Resignation, men sagde Intet. Et Øjeblik følte Sofus Brinckman sig træt og tav. Saa nynnede han: <div style="margin-left:3em"><poem>To Drosler sad paa Bogekvist.</poem></div> Hvad Fanny? Det passer! Ikke sandt? {{nop}}<noinclude><references/></noinclude> tpqvfm9punp36zqhox16yea0eia35zv 104 35224 430779 430533 2026-06-24T16:12:43Z MGA73 457 ny + æ 430779 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="PWidergren" />{{c|247}}</noinclude>— Ja {{nowrap|. .}} ja, men den Slags Bøger {{nowrap|. . .}} — Har Du aldrig læst Noget af Renan? spurgte Fanny. En Braad stak ud af hendes Ord, men den naaede ikke gjennem Brinckmanns Hud. Han svarede som et Barn, halv forknyt, halv gnaven: — Fanny, {{nowrap|. .}} jeg har jo ærlig og aabent tilstaaet Dig, at jeg er svag i Fransk og slet ikke kan Engelsk. Og Du, Fanny hvorfor læser Du den Slags Bøger? — Fordi de lærer mig noget Nyt. — Aa, Fanny, det Gamle er jo saa dejligt {{nowrap|. .}} saa. — Ja, men det er gammelt. Fanny mærkede, at de ensomme Timer og den ivrige Læsning, som Mangel paa al anden Beskæftigelse ligefrem havde tvunget hende ind paa, havde afsat Mod i hendes Sind. De mange løse Kundskaber og Tanker, hun havde skrabet sammen fra sin Undervisning som Barn og ganske ung Pige, havde først samlet sig i hendes Erindring, dernæst havde de ordnet sig i Tankegrupper, klarere og klarere belystes de, og den voxende Klarhed frembragte Modet, som Sollyset driver Planterne op. Modet trængte til Kamp som Kunstneren til et stof at forme af. Mens hendes Mand mere løb end gik hen ad Gulvet, purrende sig i sit tætte brune Haar, fortsatte hun. {{nop}}<noinclude><references/></noinclude> 61slxweum26d8w8alcwdohmuubo9ig9 104 35225 430780 430534 2026-06-24T16:13:53Z MGA73 457 f + f 430780 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="PWidergren" />{{c|248}}</noinclude>— Har Du aldrig, mens Du studerede, gjort Dig bekjendt med Modstandernes Tanker? — Jo, naturligvis, min søde Ven. I Indledningsvidenskaberne gjorde vedkommende Professores os bekjendte med alle Modstandernes Argumenter og lærte os, hvorledes de skulde gjendrives. — Var det ikke sikkere at undersøge dem selv? — Kjære Fanny! Jeg har aldrig følt Evner til at blive saadan en videnskabelig Theolog {{nowrap|. .}} Du ser jo, jeg gaar op i min praktiske Gjerning. Det er saamænd nok til at fylde et helt Liv. — Men den Gjerning skal jo dog hvile paa et sundt Grundlag. Det, der begejstrer Dig til den, skal dog ikke være en Indbildning. — Fanny, kjære Barn {{nowrap|. . .}} Har Du lidt Skade paa din Tro? — Vi taler jo ikke om {{sp|min}} Tro, Brinckmann! — Hvorfor vil Du aldrig kalde mig ved Fornavn, Fanny? — Jeg har jo sagt Dig, at jeg finder dit Fornavn affekteret og sentimentalt. Lad os ikke tale mere om den Ubetydelighed! Hvad vilde Du ellers sige? — Mener han der {{nowrap|. .}} han, Renan {{nowrap|. .}} mener han ikke, at Evangelierne ere uægte, ikke skrevne af dem, hvis Navne de bærer? — Tildels jo. {{nop}}<noinclude><references/></noinclude> emm6ury6leiffye40vbfz3a8cf40lt4 104 35228 430781 430538 2026-06-24T16:15:40Z MGA73 457 f + h + h 430781 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="PWidergren" />{{c|251}}</noinclude>— Bravo! Det beviser, at Du er en ægte poetisk Natur {{nowrap|. . . .}} en ægte Kvinde! — Og i de Religioner, jeg har gjort lidt Bekjendtskab med, ser jeg, at bag Billederne ligger store Sandheder og Skjønheder gjemt. Det er de ædleste Tanker, de forskjellige Nationer har kunnet tænke, og dem bar de klædt paa, som det var dem naturligt. — Kjære, yndige Fanny! Du har jo ligefrem filosofisk Talent {{nowrap|. . .}} Aa det er kedeligt, det har jeg slet ikke. Aa, Fanny! Du vil blive meget sikkere i Kristendommen end jeg. Du vil oparbejde Dig til den; Du vil stige fra Klarhed til Klarhed. Læs og gransk, min søde Pige, mens jeg arbejder praktisk! Naar Du saa om et Aars Tid {{nowrap|. . .}} eller, varer det længere {{nowrap|. . .}} det kan ogsaa være det samme {{nowrap|. .}} men, naar Du saa staar paa den høje Tinde, omstraalet af Naadens Sol, saa rækker Du mig en Haand, og vi skal favnes i det rene Lys paa Bjergets højeste Kam {{nowrap|— —}} {{nowrap|. .}} Herre Gud! Stakkels Renan! Aa, jeg har saa ondt af Fritænkerne, jeg kan ikke harmes paa dem som saa mange andre Præster og kalde dem Djævelens Børn. Nej, det er Guds lidt uvorne Børn, men uvorne Børn er saamænd tidt de mest begavede. Det har jeg erfaret, mens jeg læste i de kjøbenhavnske Skoler. Jeg er vis paa, Naaden venter kjærlig paa de ærlige Granskere, og, griber den dem ikke i Livet, saa er<noinclude><references/></noinclude> lg242gcnnqt7zq26ibdx27sa3hl4811 104 35229 430782 430539 2026-06-24T16:16:29Z MGA73 457 h 430782 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="PWidergren" />{{c|252}}</noinclude>jeg overbevist om, at efter Døden skjænkes der dem en Mellemtilstand, og i den faar deres Tankedrømme Fald i den ene rigtige Retning. I Kraft af den Tro, kjære Fanny, er jeg med paa Nutidens Feltraab: Tolerance. Jeg takker Gud, fordi jeg er under Naaden, og beder til ham for alle, der søge ærlig. Visselig, de skulle finde. — Saadan har Du aldrig talt før, Brinckmann! Du har jo i dine Prædikener tidt gaaet løs paa, hvad Du kalder Tidens Aand. — Har jeg? Naar da, Fanny? hvad var det for en Text, jeg prædikede over? — Det var om Tegnene i Sol og Maane. Du sagde, at de vilde være til Forfærdelse for alle dem, som ikke til den Tid troede. — Hm {{nowrap|. .}} hm {{nowrap|. .}} hm! Ja—a {{nowrap|. .}} Hør Fanny {{nowrap|. . .}} Jeg ved ikke, hvordan jeg skal forklare Dig det {{nowrap|. .}} men jeg er et underligt Menneske. Naar jeg studerede Texten igjennem til min Prædiken, saa dreves jeg af Textens Ord {{nowrap|. . .}} eller snarere {{nowrap|. . .}} dens Stemning {{nowrap|. . .}} dens Tonart {{nowrap|. .}} til at sige Noget, som jeg ikke kjender igjen, naar jeg enten læser det, eller naar Nogen gjør mig opmærksom paa det. Og nu i dette Øjeblik var det, Du sagde, mig ligesom saadan en Text {{nowrap|. . .}} en {{nowrap|. .}} ja {{nowrap|. . .}} en Stemmegassel {{nowrap|. .}} som tvang mig til at tænke i den Tonart {{nowrap|. .}} Ja, men jeg {{sp|har}} Ret. Uden Tolerance vilde Live<noinclude><references/></noinclude> 2hsfy8xjj5n4tx13ec3uopykab3gl9e 104 35230 430783 78906 2026-06-24T16:18:09Z MGA73 457 I + f 430783 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="PWidergren" />{{c|253}}</noinclude>være umuligt. Var Paulus ikke tolerant? Han siger jo, at han har været Alt for Alle. Han ivrede jo evindelig mod den jødiske Intolerance? Han citerer jo en græsk Digter, Aratos, i sin Tale i Athen, Acta 17, 22 og følgende. Der bøjer han sig jo hen mod Pantheismen og erkjender den som Moment i al Religion. Ordmassen kvalte Fannys Interesse for at gaa videre i Diskussionen med Manden. Mens de gik ind i den oplyste Spisestue, mens de sad ved Bordet, talte Brinckmann uafladelig og vedblev at hylde Fannys Sandhedssøgen og dybe religiøse Trang i de varmeste Udtryk. Han spiste hurtig og meget, men uden at give Agt paa, hvad han spiste. Det ærgrede Fanny. Det var fine ristede Koteletter, behandlede som paa det gamle Apothek, der var saa berømt for sit Køkken. Hun gad ikke spørge Brinckmann, om han syntes om Maden. Hun kom til at tænke paa Parenthesen i «Erasmus Montanus» foran en af Per Degns lange Repliker: «Per æder og snakker tillige». Det Minde smeltede Ærgrelsen over i stille Munterhed. Uden Ærgrelse hørte hun nu sin Mand sige eller længe ikke at have hørt efter: — Og er det ikke ogsaa en mod Kristendom mættet Pantheisme, der udtaler sig i de dejlige Ord af Oehlenschläger: {{nop}}<noinclude><references/></noinclude> gjfkmpwcgccjb5wk1tg6lc3wpz7boni 104 35231 430784 430540 2026-06-24T16:20:11Z MGA73 457 Brincksmanns må være forkert 430784 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="PWidergren" />{{c|254}}</noinclude><div style="margin-left:3em"><poem> Hver Vaar, naar Taagerne flygte hen, da fødes det lille Barn Jesus igjen. Den Engel i Luft, i Lund, i Elv, det er vor Frelser, det er ham selv. Derfor Naturen saa huldt og skjønt sig fryder og klæder i Haabets Grønt. </poem></div> Hun lo højt, da han afbrød sig. — Men Gud {{nowrap|. .}} jeg sidder her i Tanker og spiser altfor meget. Bare jeg ikke bliver syg. Ja, Du ler, kjære lille Fanny! Men, da jeg kom fra den søde gamle Kone i Grædsted, saa gik jeg ind hos Rasmus Mogensen paa den Udflyttergaard der ved Omdrejningen af Vejen og saâ til Gaardmandens gamle Moder, en Aftægtskone, som ligger af Benedder i den ene Haand, og der spiste jeg dejlige gule Ærter med grønsaltet Flæsk til, for jeg bliver saa sulten af evindelig at tale og prædike {{nowrap|. . .}} Aa, det har jeg rent glemt. Bare jeg sover godt i Nat! Søde Fanny {{nowrap|. . .}} sæt ikke Kjød paa Aftensbordet! {{nowrap|. .}} Hør, skal vi blunde en Timestid inde i Dagligstuen i Mørke {{nowrap|. . .}} aa {{nowrap|. .}} og lade Kakkelovnens Buldren lulle os i Søvn, mens vi begge to tænker paa og gjennemgaaer i vort Indre de skjønneste Melodier, vi kan huske? Skal vi det Fanny? — Ja, sagde Fanny hen i Vejret. Snart lød gjennem den lune Dagligstue {{rettelse|Brincksmanns|Brinckmanns}} dybe Aandedræt i Søvne; det gik<noinclude><references/></noinclude> szy99085p2gxha1kepj8ul4lv7i1fj3 104 35241 430786 78926 2026-06-24T16:23:36Z MGA73 457 l 430786 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="PWidergren" />{{c|264}}</noinclude>at Stilken brast. Den mørkerøde Vin strømmede ud over Dugen som et Blodvidnesbyrd om, at Husherren talte Alvor. Hidtil havde han bestandig undgaaet Fru Kamps indirekte Anmodninger om at flytte ind i Fannys Værelse. Den gamle Mand havde fredet om det som sit Hus’s Helligdom, med en overtroisk, katholsk Ærefrygt. Han gjemte selv Nøglen til det, afgav den kun, naar der skulde gjøres rent i Værelset, og, skjønt han ellers fyede Værelser, hvor den Akt foregik, som Pesten, trippede han om i Fannys Stue for at kontrolere, at hver Ting kom paa sin Plads. De Nipsgjenstande, hun havde taget med til sit nye Hjem, havde han erstattet med tilsvarende; han var nu helt glad ved, at hun ikke havde forlangt et eneste af Møblerne med sig ud paa Landet. Værelset stod omtrent, som hun havde forladt det: over Sengen laa det broderede Tæppe skinnende i jomfruelig Hvidhed. Chaiselonguen med det grønne, nu lidt falmede Fløjel syntes Bedstefaderen bevarede endnu et let Hautrelief af det slanke Legeme. Han saâ aldrig sig selv i det store Psykespejl. Det var, som om han frygtede for at bortjage hendes Billede, som om Spejlet bevarede det endnu. Hver Dag listede han sig flere Gange derop, bestænkede Gulvtæppet med de Parfumer, han vidste, Fanny havde holdt af. Mange Gange<noinclude><references/></noinclude> m8mhjsmpvokcrn35xt3mjfsg1gcdkaq 104 35242 430785 78927 2026-06-24T16:22:59Z MGA73 457 e 430785 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="PWidergren" />{{c|265}}</noinclude>kyssede han med Taarer i Øjnene Sengens Hovedgærde og kjærtegnede de smaa broncefarvede Silkesko, hun havde efterladt, som var det smaa Kattekillinger. I det Værelse rummedes hans Poesi, hans Religion. Dér blev Kancelliraad Pramman Romantiker. Fru Kamps aarvaagne Øje havde kontroleret Kancelliraad Prammans hyppige Valfarter op paa første Sal og deres Maal. Hun kunde ikke gjøre sig Rede, hvorfor hun var vred eller skinsyg derover, men lige fra den Dag, hun opdagede dem, klagede hun over, at hendes Værelse var koldt, og paastod, at det eneste lune Værelse paa første Sal var Fannys forrige Værelse. Kancelliraad Pramman havde ladt, som om han ikke havde forstaaet det, men nu, paa den stygge, kolde, fugtige Sommerdag, busede det ud af ham. Strax efter at han havde væltet Vinglasset. opdagede han, hvor Fru Kamps Ansigt overskyedes netop samtidig med Himlens udenfor. Han vilde ikke se paa nogen af Delene, han var bange for, at hans gnavne Hidsighed skulde helt tage Magten fra ham. Der var intet Andet at gjøre for Værdighedens Opretholdelse end en alvorsmandig Sortie, og den foretog Kancelliraad Pramman, efterladende sin Kaffe til Køling og sin Husbestyrerinde til hendes Betragtninger. Den gamle Apotheker havde mere at tænke paa, end han kunde bære. I mange Aar havde hans<noinclude><references/></noinclude> bhtb9io0do0r0mbslfm7yvyyop9cnaa 104 35249 430787 78938 2026-06-24T16:26:02Z MGA73 457 Skorsken må være forkert 430787 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="PWidergren" />{{c|270}}</noinclude>bygget op ude i Vænget. Bolberg kommanderede og imponerede; Byens Embedsmænd begyndte med at ryste paa Hovedet; Borgerskabet mente, at det aldrig vilde gaa med den Giftfabrik; men med Murenes voxende Højde sank Spot og Tvivl. Værtshusholderne i den yderste Ende af Vestergade var afgjort paa Kancelliraadens Side. De fik Arbejdernes Søgning. Hin graa og regnfulde Sommerdag efter Frokosten vidste Kancelliraaden ikke noget bedre Middel til at faa sin Stemning løftet end ved at spadsere ud til sit nye Foretagende udenfor, hvad Byen kaldte Vestergades Port, skjønt i Mands Minde aldrig nogen Port havde afsluttet den Gade. Han saâ sit voxende Værks gule Murstensmure knejse over de lave Byhuse, han saâ Kransen paa den høje {{rettelse|Skorsken|Skorsten}} vaje oppe i Luften om Lynaflederens Spids og sagde til sig selv med Stolthed: — Følger den gamle Kancelliraaad ikke ret godt med Tiden? Hvad? Usynlige Stemmer i Luften besvarede Spørgsmaalet efter hans Sind. Han vendte sit Ansigt ind mod «Spidsborgerbyen» og sagde halv højt: — Der kan I selv se, I Filistre! Allerede stilledes der Maskiner op inde i Bygningen. En rolig Metalglans i det døde Dagslys flatterede dem ikke, men gjorde et solidt, dulmende Indtryk paa Bygherren. Hele denne<noinclude><references/></noinclude> fyfhc23pdl2vjf2ticv1v51d0mbj3nf 104 35258 430789 78949 2026-06-24T16:29:03Z MGA73 457 n 430789 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="PWidergren" />{{c|279}}</noinclude>den hvide Mur lige foran. Paa den anden Side Haven laa en Kjørevej; hinsides den en Bondegaard. Stuehuset vendte ud til Vejen med sine uregelmæssig anbragte lave smaarudede Vinduer, fulde af Pelargonier, Geranier og Hortensiaer. Ud til Vejen laa den smalle Del af Bondegaardens Have: en Græsplet med mange enkelte Roser. Den større og bredere Del strakte sig bagom, langs Udhusene til begge Sider. Skyggen af dirrende Blade og faste Tremmer prentede dansende Prikker og Striber, begge Slags lige forstyrrende, ind i den elegante engelske Bogs Text. Stedet var aabenbart alt Andet end heldig valgt til Læsning og Overvejelser af det Læste. Nej, Fanny vilde ned under Hybenbusken lige ud mod Vejen og vende Ryggen til det hvide Stuehus i Bondegaarden. Saalerne i de udskaarne Saffianssko knitrede sagte mod Gangens skarpe Grus. Ved hvert Skridt lynede Strømpernes Purpur frem under den fine drapfarvede, kniplingsbesatte Lærredsmorgenkjoles nederste Søm. Samtidig hørte hun en langt dumpere Lyd i Haven lige over for: tunge Svup i den vaade Jord. Om Hjørnet af Længen til venstre for Fanny kom Gaardmandens unge Kone gaaende langsomt. Hun havde et lille Barn paa Armen; hendes venstre blottede Bryst blev suget spidst ud af<noinclude><references/></noinclude> fyzsiul5a1xtqdakdyhz6ty17k8qgui 104 35266 430790 78958 2026-06-24T16:30:43Z MGA73 457 -. 430790 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="PWidergren" />{{c|287}}</noinclude>Adjunkt Kronmann i Homer om Gudinderne, at de vare større end de dedelige Kvinder. Ja, lærdere eller «intelligentere» end Kristen Povlsens Kone var vel Athene, mente Fru Fanny. «Skjønt Gud véd det», tænkte hun strax, efterat den første Formodning var falden hende ind. Fru Fanny følte sig myg og nedslaaet. Havde denne Gaardmandskone med sin halv vemodige, halv humoristiske Resignation ikke et sandere og sundere Stade i Livet end Forfatteren til den Bog, hun holdt i Haanden — han, den underlige Algernon Swinburne? Havde den genfiske Plebejer Rousseau, som dog stadig henvendte sig til den kultiverede Verden, fortvivlende over den, foragtende den, havde han Ret, naar han paastod, at man blev ulykkeligere, jo mere Ens Tanke skærpedes, jo mere Ens Følelse forfinedes? Skyldtes ikke disse Fornemmelser af skuffede Haab, alle disse utilfredsstillede Længsler, Præstefruen pintes af, hendes Lyst til at hæve sig over Livet paa Vinger, som Naturen nu engang havde nægtet Menneskene? Var det ikke rigtigt at blive saa nær ved Jorden, at man stadig aandede dens Mulds sure, tunge Lugt og følte, at man ligesom Planten, Dyret — ja ligesom Kristen Povlsens Kone — var samme Jordbunds Livegne? O, hvorfor var hun bleven udreven af sin lykkelige Tro paa, at denne Verden var indrettet paa det bedste? «Bedstes», Apothekets Verden! {{nop}}<noinclude><references/></noinclude> c747pft162h3sfzdxlubdgnoihnlepm 104 35313 430791 430569 2026-06-24T16:35:57Z MGA73 457 430791 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="PWidergren" />311</noinclude>vilde vel sagtens koste ham godt og vel 100 Kr. Stykket. Byen handlede ikke synderlig med ham; «Borgerne» mistænkte ham for at holde med «Bønderne». Saa havde han faaet en Del Bondehandel, men hans Kunder vilde have lang Kredit, og saa vilde de oven i Kjøbet have, at han skulde være baade deres Læge og deres Apotheker. De førte syge Børn til ham og forlangte, at han skulde lave Noget, de kunde komme sig af. Vismann havde flere Gange frygtet for at komme i Sammenstød med Kvaksalverlovgivningen, naar han havde raadet Patienterne til engelsk Salt, amerikansk Olie, Kinadraaber eller slige elementære og uskadelige Midler overfor de sædvanlige Maveonder, frembragte af overdreven Nydelse af umoden Frugt, Tykmælk o. dsl. Vismann kastede under sit Arbejde af og til et Nik til sin lille Have {{nowrap|. . .}} Naa, ja {{nowrap|. .}} et tusind Kroner i Nettooverskud kunde han vel faa bjerget. Han mumlede eller gryntede ret tilfreds. Han skyldte Ingen Noget, kunde godt nøjes med Smørrebrød med Paalæg af Sardiner og Ost, som han havde i Butikken. Det var dog et stort Fremskridt fra hans Barndomshjem, hvor Kaffe og tørt Hvedebrød var et Galamaaltid. Vismann var ret tilfreds med Verden og sig selv og nikkede igjen til Georginer, Astere og de sene Roser. Saa gled Blikket op til den lille Hængereol.<noinclude>-e<references/></noinclude> giek5enpbyt0yso64qxn8e2413minzx 104 35345 430792 430576 2026-06-24T16:38:09Z MGA73 457 b 430792 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="PWidergren" />{{c|318}}</noinclude>den anden Rottekat. Jeg nævner ingen, for man skal ikke sige mere, end man kan bevise for Retten. {{nowrap|. . .}} Sig mig {{nowrap|. . .}} æ {{nowrap|. . .}} ædh! {{nowrap|. . .}} Vismann! Ham, Deres ny Medkollega {{nowrap|. . .}} ham Bolbjerg {{nowrap|. . .}} Provisoren {{nowrap|. . .}}? — Hvad han? — Tror De, han har noget imod at hjælpe et Bundefruentimmer op paa en Vogn og «nive» hende i Benene, mens hun kravler op ad Trappetrinet? — Hvor skulde jeg vide det fra? — Nej, det kan De jo ikke godt vide, hvis De ikke kjender ham. Men se {{nowrap|. . .}} ad {{nowrap|. . .}} inden han faar Kap’lanens Enke, saa kan han jo sagtens for Morskabs Skyld forsøge sig i Vidtløftigheder. Vismann rev et Ark Makulatur i Stykker. — Ja, det er ogsaa ærkerligt at tænke sig, sagde Kristen Povlsen aabenbart sympathiserende med Vismanns Gestus. — De har vel Raad til en Red, Vismann! naar jeg kjøber en hel Kasse Segarer til det fine Propretærgilde. {{nowrap|. . .}} Kjøber Ulkebøl hos Dem? {{nowrap|. . .}} Naa, sommetidens. Hvad giver han for Kassen? — Nu skal jeg se {{nowrap|. . .}} 12 Kroner. — Der var dog en myrderlig Pris. {{nowrap|. . .}} Naar det skal lignes paa Hartkornet, saa maa jeg jo tage en til fem. Ja, det kan nu være det Samme, naar jeg ellers holder dem til fire. Ok<noinclude><references/></noinclude> qdomiahwgyjkhwdgbii004s5zyqw6pu 430793 430792 2026-06-24T16:39:10Z MGA73 457 ø 430793 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="PWidergren" />{{c|318}}</noinclude>den anden Rottekat. Jeg nævner ingen, for man skal ikke sige mere, end man kan bevise for Retten. {{nowrap|. . .}} Sig mig {{nowrap|. . .}} æ {{nowrap|. . .}} ædh! {{nowrap|. . .}} Vismann! Ham, Deres ny Medkollega {{nowrap|. . .}} ham Bolbjerg {{nowrap|. . .}} Provisoren {{nowrap|. . .}}? — Hvad han? — Tror De, han har noget imod at hjælpe et Bundefruentimmer op paa en Vogn og «nive» hende i Benene, mens hun kravler op ad Trappetrinet? — Hvor skulde jeg vide det fra? — Nej, det kan De jo ikke godt vide, hvis De ikke kjender ham. Men se {{nowrap|. . .}} ad {{nowrap|. . .}} inden han faar Kap’lanens Enke, saa kan han jo sagtens for Morskabs Skyld forsøge sig i Vidtløftigheder. Vismann rev et Ark Makulatur i Stykker. — Ja, det er ogsaa ærkerligt at tænke sig, sagde Kristen Povlsen aabenbart sympathiserende med Vismanns Gestus. — De har vel Raad til en Rød, Vismann! naar jeg kjøber en hel Kasse Segarer til det fine Propretærgilde. {{nowrap|. . .}} Kjøber Ulkebøl hos Dem? {{nowrap|. . .}} Naa, sommetidens. Hvad giver han for Kassen? — Nu skal jeg se {{nowrap|. . .}} 12 Kroner. — Der var dog en myrderlig Pris. {{nowrap|. . .}} Naar det skal lignes paa Hartkornet, saa maa jeg jo tage en til fem. Ja, det kan nu være det Samme, naar jeg ellers holder dem til fire. Ok<noinclude><references/></noinclude> 54wveup3t7oiqbgqmyu8d4gqj25dvcq 104 35346 430794 430577 2026-06-24T16:39:56Z MGA73 457 e 430794 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="PWidergren" />{{c|319}}</noinclude>{{nowrap|. . .}} ja (Kristen Povlsen nippede til det Glas «Kirsebær-Madera», Vismann havde skjænket for ham). Det maa ellers være haardt for den gamle Apotheker, at han nu skal føde Sønnedatteren med. Hun er da ung nok til at gifte sig igjen. Vismann klemte sine Hænder mod hinanden, saa det knagede i Knoerne. Da det var gjort, sagde han til sig selv, at nu var han aldeles rolig, og sagde højt til Kristen Povlsen: — Aa, han har jo Raad til det. — Nej, de siger s’gu Nej. Vismann havde nok havt sine Betænkeligheder, da han havde hørt om Fabrikprojektet. Nu kunde han ikke tvinge sig Ro til. Hidsig raabte han: — Hvem siger det? — Det siger alle Folk i V. Det er nok gaaet ham galt, siden han har faaet lavet den Fabrik, den, der skal lave hans Mixturer {{nowrap|. . .}} og de siger, at det er billigere at faa dem enten fra Kjøbenhavn eller fra det Udenlandske. Det er ellers mærkeligt nok, men det siger de. Men dette herre Stadsekonemi, det er jo en egen Videnskab for en gammel Mand at granske i. De siger s’gu, at han rider paa Vexler i Diskontobanken deroppe i V. {{nowrap|. . .}} Ja, ja, Vismann! Saa render Deres Dreng jo ned med Varerne hos Jens Hansen {{nowrap|. . .}} for jeg skal videre. Adjøs, Vismann! Den Forestilling, at det gamle Apothek var<noinclude><references/></noinclude> lbs47zjnt7wrjm9lnfnxfobjg1z4zjl 104 35365 430796 430590 2026-06-24T16:44:51Z MGA73 457 ingen - 430796 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="PWidergren" />{{c|331}}</noinclude>tænke, at jeg tænkte mit ved det, om jeg ogsaa ikke sagde Noget, for, naar Mændene har faaet for meget, saa skal Konerne bare tie stille eller snakke dem efter Munden. {{nowrap|. . .}} Men hvad vil Fruen leve af, hvis der skulde hændes Noget? For den Slags Fruentimmer i Fruens Stilling, de kan jo have lært mange kjønne Ting, men det er vel ikke Noget, de kan leve af som Damer. {{nowrap|. . .}} Men, hille den! Klokken er mange, jeg er bange for, at Manden faar spændt for, inden jeg kommer ned hos Værtshusmanden i Pølsestræde, og saa bliver jeg ulykkelig. Farvel, lille Frue! Ja, jeg synes, jeg skulde sige Dem, hvad jeg har hørt. Fanny satte sig i den brede Vinduesfordybning med Hænderne strammede over Knæet. Hun tvang Alt i sig op, hvad hun kunde opdrive af Koldt og Klart. Kristen Povlsens Kone havde altid virket paa hende som en kølig sund Douche. Fanny var tidt, naar hun havde talt med hende, kommen til at tænke paa det berømte Ord: «In der Beschränkung zeigt sich erst der Meister.» Nej, hun havde virkelig ikke lært Noget, som hun kunde leve af! Hun var ikke voxet ud af en sund Jord under Luftens og Lysets fulde Virkning. Dette gamle Apothek havde været en Stat i Staten, en Republik St. Marino, et Fyrstendomme Lichtenstein. Saa længe hun kunde huske, havde hun set ned paa sine Veninder og<noinclude><references/></noinclude> qgjp78y01s78iig8bscw0o074ydf6o9 430797 430796 2026-06-24T16:45:55Z MGA73 457 ø 430797 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="PWidergren" />{{c|331}}</noinclude>tænke, at jeg tænkte mit ved det, om jeg ogsaa ikke sagde Noget, for, naar Mændene har faaet for meget, saa skal Konerne bare tie stille eller snakke dem efter Munden. {{nowrap|. . .}} Men hvad vil Fruen leve af, hvis der skulde hændes Noget? For den Slags Fruentimmer i Fruens Stilling, de kan jo have lært mange kjønne Ting, men det er vel ikke Noget, de kan leve af som Damer. {{nowrap|. . .}} Men, hille den! Klokken er mange, jeg er bange for, at Manden faar spændt for, inden jeg kommer ned hos Værtshusmanden i Pølsestræde, og saa bliver jeg ulykkelig. Farvel, lille Frue! Ja, jeg synes, jeg skulde sige Dem, hvad jeg har hørt. Fanny satte sig i den brede Vinduesfordybning med Hænderne strammede over Knæet. Hun tvang Alt i sig op, hvad hun kunde opdrive af Koldt og Klart. Kristen Povlsens Kone havde altid virket paa hende som en kølig sund Douche. Fanny var tidt, naar hun havde talt med hende, kommen til at tænke paa det berømte Ord: «In der Beschränkung zeigt sich erst der Meister.» Nej, hun havde virkelig ikke lært Noget, som hun kunde leve af! Hun var ikke voxet ud af en sund Jord under Luftens og Lysets fulde Virkning. Dette gamle Apothek havde været en Stat i Staten, en Republik St. Marino, et Fyrstendømme Lichtenstein. Saa længe hun kunde huske, havde hun set ned paa sine Veninder og<noinclude><references/></noinclude> mmasxkyajxr9r86dx0d53mzoev35cyi 104 35531 430798 430597 2026-06-24T16:48:29Z MGA73 457 -, 430798 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="PWidergren" />{{c|339}}</noinclude>men. Hun mærkede Kulde gjennemisne hende, nøgne Vægge skar hende i Øjnene, hæslig Lugt stemmede hende for Brystet. — Men hvorfor er {{sp|jeg}} bedre end de andre? Det er vist en ganske naturlig Straf af den Verdensstyrelse, der i tredje og fjerde Led straffer Uvirksomhed og hensynsløs Benyttelse af Andres Slid {{nowrap|. . .}} Ja, om jeg saa skal slide som en Kokkepige {{nowrap|. . .}} gamle «Bedste?» maa have det godt, saa længe han lever. Fanny tog kraftig om den drejede Mahognistang ovenover en af de gamle Stoles Rygplade. Det gjorde ondt i hendes Hænder. Knoerne blev hvide som Elfenben, det værkede fra Mellemhaandsbenene helt op i Haandleddene; de smaa bløde Puder under hver Finger lignede røde Rosenknopper {{nowrap|. . .}} De Hænder skulde ødelægges. De {{sp|skulde}} ødelægges. Det var haardt at ofre Skjønheder, fremelskede ved flere Slægtleds lykkelige Kaar, aandelig Drivhusvarmes fine Blomster {{nowrap|. . .}} uh, den lange rosenrøde Negl med den elfenbensagtige Rand var knækket paa den højre Lillefinger {{nowrap|. . .}} det gjorde ikke saa lidt ondt. Det blodige Kjød stak frem ved Neglens Rande. Fanny var lige ved at græde, da hun saâ det, men tvang Taarerne tilbage ved med bitter Spot at henvende til sig selv de Ord: Det var Resultatet af mit første Forsøg paa at tage fat. {{nop}}<noinclude><references/> {{hoved|||{{small|22*}}}}</noinclude> oir5pydmtl8d6vdlpjmza9wy8uwsphy 104 35536 430800 430600 2026-06-24T16:51:55Z MGA73 457 ø 430800 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="PWidergren" />{{c|344}}</noinclude>Skulde Fanny vise sig for Kaptejn Frick med forgrædte Øjne? Ikke for Alt i Verden! Hun var kommen et Stykke ud ad Jernbanegaden. Hun kunde se Huset, hvor Kaptejnen boede. Da hendes Blik faldt paa den lysegule Façade, skar den stærkt solbeskinnede Mur hende saaledes i Øjnene, at den tvang hende til at vende Ansigtet til en anden Side. Da saâ hun Fabrikskorstenen ragende op i den blaa Himmel og Røgen bovnende ud af den som løst svulmende sorte Uldtotter. Uh {{nowrap|. . .}} dette lange lysegule Flensborgermurstens Gespenst! Det havde suget Kraft og Marv fra det gamle Renæssancehus fra Kristian IV’des Tid; det havde ædt al dets Livsvarme. Uden at have besluttet det bøjede Fanny uvilkaarlig om ad en Sti til venstre, som over Marken gik forbi nogle Haver og førte ud til den nye Fabrik i Vænget ved Bækken. I hendes Barndom var Vænget fredeligt og øde, Bækken løb, som den vilde. Hun havde om Sommeren barbenet vadet ud i den med andre Smaapiger og forsøgt paa at fange Krebs, om Vinteren havde de lavet saa dejlige Glidebaner paa dens graabrune Isspejl. Nu maatte den trælle unyttig; nu var den tvungen ind i det Svindleri, som var ved at ødelægge dens Herre, den gamle Apotheker. At et skikkeligt Vandløb, hendes Barndomsven, ogsaa kunde tvinges<noinclude><references/></noinclude> tmlxe7n7lpiz4sj67ckbeaatrlxd7jp 104 35539 430799 80040 2026-06-24T16:50:02Z MGA73 457 430799 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="PWidergren" />{{c|347}}</noinclude>Chokolademaskinen med en kort Pibe i Munden. Hans lange, puklede Næse laa nær ned mod Porcelænshovedet. Det var næppe mere stemmende med en saadan Anstalts uskrevne, men naturlige Love, at der ved Fødderne af den magre, blege Kvinde med den i Brystet aabne graa Tvistes Kjole laa et lille Barn, der rodende tilsølede Ansigt og Hænder i Gulvets brune Grus, alt mens det klynkede eller smaaskreg. Fanny passerede Manden, Kvinden og Barnet med en inderlig Trang til at sige Noget til dem. Hun var lige ved at gjøre det; men, da Ordene kom paa hendes Tunge, spyttede hun dem ud. De lignede Sofus Brinckmanns Trivialiteter. Og, da hun var kommen et Stykke forbi den lille Arbejdergruppe, fortrød hun, at hun ikke havde sagt Ordene. De Folk havde maaske været inderlig glade over Kobbermønten. Fanny undte dem Guldmønt. Hvad kunde det hjælpe? Hun {{sp|havde}} jo ingen Guldmønter til dem, hverken i sit Sind eller i sin Portemonnaie. Hun skottede til Siden, da hun gik ind i det næste Rum. Hun saâ Mandens og Konens skulende Blikke og Skuldertræk, syntes, hun hørte en Hvisken, fortolkede den som Satire og Ondskab, blev vred paa den Kone, som holdt sit Barn saa malpropert, ærgrede sig, da hun var skreden over den næste Tærskel, ærgrede sig<noinclude><references/></noinclude> fal17z0a6oz7yqtv32hp0m4fer3ane2 104 35540 430801 430603 2026-06-24T16:53:07Z MGA73 457 -c 430801 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="PWidergren" />{{c|348}}</noinclude>over sin Dumhed, over alle vel stillede Menneskers Dumhed. Thi Haardhjertethed var det jo slet ikke. Nej, det var to Slags Mennesker, som ikke forstod hinanden. Det næste Rum var tomt {{nowrap|. . .}} ja, der var rigtignok ogsaa højt oppe en smaasnakkende Svingrem. Den snakkede for sig selv i kjedelig Enetale. Der stod Kar — hvide, urørte. Der blinkede Opstandere og Tværstykker, Skruer og Valser, — Jernet var hvidt som Sølvplet, jomfruelig rent, stolt knejsende eller liggende, — unyttigt. Alt dette Jomfrujern vilde næppe nogensinde opleve en Formæling med Arbejdet. Det stod eller laa koldt, goldt {{nowrap|. . .}} ak, ligesom Fru Fanny selv {{nowrap|. . .}} til ingen Nytte. Det tredie Rum! Ja, der stod et Par unge Piger. Hun vidste godt, hvor de stammede fra. Den ene var en Sønnedatter af Apothekerhavens fordums Havemand. Fanny havde som ung Pige set hende som syvaarig Tøs ligge paa Maven i Gangene foran Blomsterrabatterne og let, fordi samme Unge puttede Bellis, Primler og Avrikler i Munden og sølede hele sit Ansigt til med den lysegrønne Saft fra Blade og Stængler. Den anden var Datter af en afdød Værtshusholder. I Fannys Barndom var han Kusk paa Apotheket. Hun mindedes, at han blev afskediget for Drukkenskab, at hun, Fanny, var led<noinclude><references/></noinclude> ngvne6136sirlf0m8wkac1wl5vr0x1w 104 35541 430802 430604 2026-06-24T16:53:34Z MGA73 457 ø 430802 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="PWidergren" />{{c|349}}</noinclude>ved ham som ved en Skrubtudse og græd, naar hun skulde ud at kjøre med ham som Kusk. I Datterens flade Ansigt med den plumpe Fladnæse gjenkjendte hun Faderens Træk. Men Pigens vare magre, gustne og blege, mens hans bulnede af Fedme og glødede af Drankerrødme. Hvor kunde der komme noget Godt af et Ophav som Lars Kusk? Det var Synd at overføre sin Modbydelighed fra Faderen til den stakkels, blodfattige fladbrystede Pige, som med de magre, spidse Fingre, tilfedtede af Gelatine, drejede nogle blanke Kapsler, men Fanny kunde ikke overvinde sig til at tiltale hende. Hendes ret kjønne, lille buttede Arbejdsfælle syntes Fanny ved nøjere Eftersyn heller ikke om. Der var noget over hende, som tydede paa, at hun kunde blive næsvis, noget i hendes Maade at hilse paa, i hendes Smil, som hun slikkede fra Læberne strax efter at have sat det op {{nowrap|. .}} ja, hun vidste sikkert mere, end der var godt for hende. Det stødte Fanny, at samme Pige standsede sit Arbejde for at mønstre hendes Toilette med en Blanding af Nyfigenhed og Kyndighed. Fanny fandt, at hun ikke havde Ret til hverken at være nyfigen eller kyndig paa det Omraade. Den magre Pige skulede sky op paa Fanny, hilste knap og gav sig strax igjen til sit Arbejde. Fanny vilde hellere, naar galt skulde være, henvende et Spørgsmaal til hende. {{nop}}<noinclude><references/></noinclude> f1gdyr7pb3swrh6bmobwfm8xkzni7n2 104 36404 430803 430615 2026-06-24T16:55:48Z MGA73 457 e 430803 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="PWidergren" />{{c|362}}</noinclude>haar, Rynkerne om Øjnene var blevne længere og dybere, Skuldrene højnede sig op mod den røde Krave, Ryggen var mindre ret end tidligere. Han maalte Fanny med et skarpt Blik. Hun slog ikke sit ned. — Det er vist bedre, jeg gaar. Ikke Julius? spurgte Fru Frick, der havde søgt at læse et Resultat ud af Begges Miner, men maattet opgive det, da begges Miner vare ubevægelige, haarde, uudtydelige. Fru Frick kunde ikke begribe, at to Elskende kunde se saaledes ud, men hun trøstede sig et Øjeblik med, at Tiden havde forandret sig saa umaadelig siden hendes Ungdom. Hun fik intet Svar paa sit Spørgsmaal. — Ja, men Julius! sagde hun tøvende og frygtsomt; det er dog saa rørende, at Frøk {{nowrap|. . .}} {{nowrap|. . .}} åt Fruen er kommen af sig selv. — Aa — — aa, jeg hørte ikke, hvad Mo’r sagde før. Mo’r skal ikke gaa. Mo’r kan godt blive, sagde Kaptejn Frick. Hans store Overskjæg dirrede, som om en Vind blæste bag ved det {{nowrap|. . . .}} Turde jeg bede Fruen om at tage Plads og sige mig, hvad jeg skylder Æren af Fruens Besøg? Fanny bukkede afværgende med en Bevægelse. Den betød, at hun foretrak at blive staaende, og at hun strax gik igjen. Kaptejnen svarede med en let Bevægelse ud i Luften med sin højre<noinclude><references/></noinclude> r20bh8m5b7k3apkpbi4pbhyjp1nm1ln 104 36736 430804 82686 2026-06-24T16:56:59Z MGA73 457 e 430804 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="PWidergren" />{{c|370}}</noinclude>Gamle paa Thorvaldsens Relief efter de flygtende Amoriner. Han får saa til Vinduet. Udenfor saâ han Fannys høje, ranke Skikkelse gaa i hurtig Gang. Hørte han de fine Fødders lette, elastiske Slag mod Fliserne? Han vidste ikke, om han hørte det eller ikke. Hans Bryst arbejdede som en Pumpe. Havde han gjemt et lille Frø af Haab i en mørk Krog af sin Sjæl? I hvert Tilfælde blev Frøet nu knust under disse spidse Støvlehæles sikre Trin. Aa, den eneste Lindring for ham vilde være at synke sammen i en Stol, afklæde sig al Affektation og forloren Storhed {{nowrap|. .}} Aa, synke sammen — maaske græde ud! Det var saa lokkende, saa fristende at lade det, der laa paa hans Sind, sprudle frem i utæmmet Naturfylde, selv om det kun var Nag og Smerte, selv om den sprudlende Straale med Vælde rev hele det kunstig smeddede Panser itu, den hele .Rustning, han med saa megen Kunstfærdighed havde faaet spændt om sig, saa han havde bevæget sig i den som i en almindelig Klædning. Da knirkede Døren til den gamle Frues Værelse. Den lille spidse Profil kom frem i Aabningen; de blide Dueøjne lyste igjennem dem, nysgjerrig smilende. Da strammede Kaptejnen sig som til en<noinclude><references/></noinclude> 234d60a8kyp064hozmatibeznaasrd5 104 36737 430805 430620 2026-06-24T16:57:46Z MGA73 457 e 430805 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="PWidergren" />{{c|371}}</noinclude>Kongerevue og satte en Mine op, som om han vilde kommandere sig selv og hele Verden: «Ret!» Gamle Fru Fricks Smil døde, og hendes Træk slappedes. — Gik det ikke godt, Julius? spurgte hun. — Brillant, svarede Kaptejnen. — Du er altsaa lykkelig {{nowrap|. .}} nu {{nowrap|. .}} aa. Nej, hvordan er det, Du ser ud? Herre Gud, lille Barn, er der {{nowrap|. . .}}? Hun brast i Graad og aabnede sin Favn. Den lokkede ham maaske nok saa stærkt som Stolen før. Det var det eneste Ly, hans Skæbne eller Livsførelse havde levnet ham. Havde han blot turdet læne sit Hoved til denne gamle trofaste, magre Barm! Nej! Han maatte holde fast ved sit Hoveddogme: Altid at være overlegen i Situationen. — Hvad gaar der af Moder? Moder skulde gaa ind. Moder véd jo, at det er min Arbejdstid. Fru Frick forsvandt lydløst. Da følte Kaptejnen sig et Øjeblik som Alexander Magnus og alle andre Mennesker som Slyngler tilhobe. Han tog et Fotografialbum op af en Skrivebordskuffe og slog det op. Det indeholdt Billeder af flere Generationer af forskjellige Egnes og Byers Skjønheder. Han rev Portræt efter Portræt ud, tændte et Baal af Papir i Kakkelovnen og kastede alle Billederne deri.<noinclude><references/> {{hoved|||24*}}</noinclude> fsgk6hm06q2ny8f2zdnmq2w6fwnun6p 104 37498 430807 430622 2026-06-24T17:04:16Z MGA73 457 s + hør og hør skal nok være hør og bør 430807 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="PWidergren" />{{c|377}}</noinclude>fik han en Fornemmelse af den skrækkelige Luft og aabnede et Par Vinduer. En Røg fôr ud, tæt og hurtig, lig onde Aander, der ere kjede af Indespærringen og længes efter det store Rum, længes fra en Svinebugs Fængsel mod en uendelig Tumleplads. — Saa! sagde Ulkebøl, idet han slog Provisoren paa Pelsen paa det Sted, hvor han sluttede, at Provisorens kjedfuldeste Legemsdel var gjemt. {{nowrap|. . .}} Bolberg fôr op. — Ser Du nu, Du gamle Kabyler og gemytlige Svend {{nowrap|. . .}} nu skal vi gaa over til den alvorlige Del af Festen! Bolberg var bleven helt vaagen og gik hen til Skrivebordet. Ulkebøl slog en Bunke Papirer med et stærkt Klask ned mod Bordets Plade. Bolberg anede alt muligt Ondt. Han samlede alle sine Aandsevner. {{nowrap|. .}} Hør nu, Du gamle Kemiker! sagde Ulkebøl, nu siger jeg de to Prioriteter op i den Giftblanderfabrik {{nowrap|. . .}} Og ser Du, det gaar heller, ikke med Vexelendossement mere. For ser Du {{nowrap|. . .}} man skal elske sin Næste som sig selv, men inte en Stump mere. Jeg holder mig til Texten, som det sig hør og {{rettelse|hør|bør}} for en rettroende Kristen {{nowrap|. .}} Hva’ {{nowrap|. .}}? Den var ikke saa gal, den! Bolberg rejste sig. Han var lige saa høj som Proprietær Ulkebøl, men han skjønnede, at<noinclude><references/></noinclude> bhs1s6b4lgisw4ykjgpk34os18p2wm0 104 107411 430808 430678 2026-06-24T17:09:58Z MGA73bot 792 Ulkebel -> Ulkebøl 430808 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="1" user="MGA73bot" />{{hoved||378|}}</noinclude>den Sidstes Brede vilde mase ham, hvis det kom til et materielt Sammensted. Bolberg sagde til sig selv: — Kaptejnen havde jeg slaaet i Smadder, hvis han ikke var stukket op ad Trappen, men den Isbjern der {{nowrap|. .}} nej! Her nytter Slagsmaal ikke. Farmacevten sagde: — Vil Du ruinere os, Ulkebøl? Nej, min sede Ven, meget nodig, men jeg vil endnu nedigere ruinere mig selv Men skal vi være enige om, at den Fabrik duer ikke? Papirer. — Her, Ulkebøl! Du har tjent godt paa de — Ja vel. Men nu har jeg raget den Smule Penge til mig{{nowrap|. .}} og véd Du hvad, min Ven! Var Du gaaet til en rigtig Aagerkarl, saa var det gamle Kancelli og Du rigtignok komne til at blode anderledes. Tak I den hellige Treenighed for, at 1 er faldne i Hænderne paa en Gjentlemand {{nowrap|. .}} nej {{nowrap|. .}} det gamle Kancelli har vist ingen Sans for Takkebønner. Kancelliet har vist Spati Bagbenene. Du er et Asen. Ja, saadan er jeg født. Her, véd Du hvad? Tror Du, jeg var fuld ved L&#039;hombren i Gaar Aftes? Nej jeg spillede paa Fjolsmanér for at lade Dig vinde, netop fordi jeg havde en<noinclude><references/></noinclude> j99qlqlbg0a0h6uq1fmx79td6erb5qv 104 107412 430809 430679 2026-06-24T17:09:59Z MGA73bot 792 Ulkebel -> Ulkebøl 430809 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="1" user="MGA73bot" />{{hoved||379|}}</noinclude>generende Meddelelse at gjøre Dig paa Morgenkvisten. Bolbergs Fingre greb krampagtig i Papirbunken. Papirerne vare skidne og plettede, som om Skjægdryp af Rødvin og Punsch havde overstænket dem. — Altsaa {{nowrap|. . .}} Du vil{{nowrap|. .}} Du vil ikke være god for os i Banken? — Inte mere, min Hejtelskede! {{nowrap|. .}} Ikke saa meget for det mulige Tab{{nowrap|. .}} {{nowrap|. . .}} men jeg vil s&#039;gu&#039;nte ha&#039;, at Bogholder Beck skal grine ad mig. Det er Peter Vilhelm Ulkebøl, (bandede han tre Eder i Rad) for god til. — — Du er en {{nowrap|. .}} {{nowrap|. . .}} Ja, vel, min gamle Plastersmører, jeg er Alt, hvad Du vil have, jeg skal være, naar Du bare tier stille med det. Ned med de Næver, Albert Bolberg, for de duer inte. Vel? {{nowrap|. .}} Nej vist ej! Der kan Du selv sé. — — Altsaa det Hele skal ramle? Ja, Vorherre vil det ikke anderledes{{nowrap|. .}} Vil Du have, at jeg skal ramle? Egnen siger vi ellers smadres. Bolberg gav sig til at græde. Her paa Naa det gik ikke med Tesens Kroner? spurgte Proprietæren med saa dyb en Folelse, han kunde lægge i sin Stemme, som han tvang fra Studebas over i Kalvetenor{{nowrap|. .}} Har Du budt hende et Tryk mod din bankende Barm?<noinclude><references/></noinclude> o8urvv69wbyxcqndzd8iux1902ta58j 104 107413 430810 430680 2026-06-24T17:10:01Z MGA73bot 792 Ulkebel -> Ulkebøl 430810 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="1" user="MGA73bot" />{{hoved||380|}}</noinclude>- Hold Mund! Ah so! Har hun lyst Dig hjem med en Bergfisk? Hva&#039;{{nowrap|. .}}? — Ti stille! Du er Diskret ja vel . {{nowrap|. .}} Er Du bleven lyst hjem gjennem Munden eller gjennem Pennen? {{nowrap|. .}} Den var godt drejet, den Talemaade! Hva? Jeg kunde have sagt noget meget værre! Bolberg fôr op og tog Ulkebol i Kraven paa Skindtrøjen; men et blidt Tryk af Proprietærens vældige Hænder fik hans til at synke slapt ned. Ulkebøl lo godmodig og sagde: — Ja, ja, Plastersmerer! Jeg kan godt lide, at Du tager fra Dig saa længe, som Du kan. Men den gaar inte, Pedersen! Bolberg rev sig fra ham og slog Panden mod en Vinduespost. Blodet leb ned ad hans Ansigt. Han knyttede Hænderne ud i Værelset og sagde: — Jeg har altid stilet efter noget{{nowrap|. .}} noget Storartet! {{nowrap|. . .}} Og nu skrev et Brev til det tilbage i en duftede{{nowrap|. .}}! — • {{nowrap|. .}} Du, Ulkebøl, jeg hende • • • Hun sendte mig Konvolut {{nowrap|. .}} Men hvor den He, he! Naa Du gik saa vidt? Ja, den solle Kapellan, hendes første Mand, han. naa han var et Fæ {{nowrap|. . .}} men hun var et gyseligt. hampert Fruentimmer. Naar En som jeg naa {{nowrap|. .}} jeg er jo dog den, jeg er men jeg —<noinclude><references/></noinclude> 8uug2gezuqpheed6k8nqog4zm6vzb2v 104 107414 430811 430681 2026-06-24T17:10:02Z MGA73bot 792 Ulkebel -> Ulkebøl 430811 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="1" user="MGA73bot" />{{hoved||381|}}</noinclude>mener, naar jeg saadan smiskede{{nowrap|. .}} det véd Gud i Himlen{{nowrap|. .}} ganske ridderlig til hende{{nowrap|. . . .}} beh! Vinket af! Proprietær Ulkebøl forsøgte sig i Skuespilkunsten ved at lægge Nakken tilbage og se op mod Loftet. — Ja, véd Du hvad, Bolberg? sagde han. Nu har jeg Medlidenhed med Dig. For det er haardt, naar et ordentligt Fruentimmer giver en Gjentlemand et Spark {{nowrap|. . . .}} Mellem os sagt {{nowrap|. .}} det var paa Gyldensten{{nowrap|. .}} jeg var fuld{{nowrap|. .}} det vil sige {{nowrap|. . .}} anleben efter en Jagtmiddag for en halv Snes Aar siden {{nowrap|. .}} og den {{nowrap|. .}} hende, jeg var {{nowrap|. . .}} ja {{nowrap|. . .}} opflammet i {{nowrap|. . .}} var dog kun Datter af en Jægermester {{nowrap|. .}} men adelig var hun, min Salighed! Og, havde jeg faaet hende, var jeg selv bleven Jægermester {{nowrap|. . .}} Ja, det er min største Sorg i mit Liv, at hun bukkede akkurat saadan, sôm jeg nu gjør og sagde - ja, jeg kan ikke gaa saa hojt: God Nat, Hr. Proprietær {{nowrap|. . . .}} Du, Bolberg, jeg faar en Idé! Vi gaar over til Kristen Povlsen med hele denne Papirbunke der og ser, om der er Bid. Jeg bad jo det Bondebæst med i Gaar Aftes, og han er forbandet smigret ved at komme mellem ordentlige Folk{{nowrap|. . .}} Gaa med! Det er en gammel Ræv; men, naar Saxen stilles snildt {{nowrap|. . .}} — — Du sagde jo forleden, at Du kan redde Dig, naar et halvt Aar var gaaet.<noinclude><references/></noinclude> dlp6j1espplznha7ii30vg0xurijdca 104 107415 430812 429439 2026-06-24T17:10:03Z MGA73bot 792 Ulkebel -> Ulkebøl 430812 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="1" user="MGA73bot" />{{hoved||382|}}</noinclude>Kristen Povlsen? Det er ham med den kjenne Kone, sagde Bolberg og slikkede sig om Læberne. — Jaha, ha, ha! Hende, som Du forgangen hjalp op paa Vognen. — Benene. — — Hvad for noget? Jo, hun fortæller, at Du «nev&quot; hende i Sludder! Ja vel. Men saa gaar vi. Kristen Povlsens Porthund goede, og i sin embedsmandige Iver havde den nær kvalt sig i sit Halsbaand; saadan strammede den Lænken ved den tykke Proprietars og den lange Farmacevts Passage gjennem Porten. Tilsidst kunde den ikke ge af lutter Arrigskab, men hvæsede som en Asthmatiker, da Ulkekel i fornem Hartkornsbevidsthed antydede et Spark mod den, ledsaget af Tiltalen: — Hold Kjæft, din Bondeketer! Inde i Stuen sad Kristen Povlsen, noget, men ikke meget medtaget af Gaarsaftenens Svir. Da han herte Hundespektaklet, sagde han ganske rolig til sin Kone: — — — Der er de. Hvem? spurgte hun. Ih, Ulkebøl og Apothekersvenden.<noinclude><references/></noinclude> 7n59u1o356ljmvlgv7vpzq54dwv01j6 430827 430812 2026-06-24T17:10:50Z MGA73bot 792 Ulkebel -> Ulkekøl 430827 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="1" user="MGA73bot" />{{hoved||382|}}</noinclude>Kristen Povlsen? Det er ham med den kjenne Kone, sagde Bolberg og slikkede sig om Læberne. — Jaha, ha, ha! Hende, som Du forgangen hjalp op paa Vognen. — Benene. — — Hvad for noget? Jo, hun fortæller, at Du «nev&quot; hende i Sludder! Ja vel. Men saa gaar vi. Kristen Povlsens Porthund goede, og i sin embedsmandige Iver havde den nær kvalt sig i sit Halsbaand; saadan strammede den Lænken ved den tykke Proprietars og den lange Farmacevts Passage gjennem Porten. Tilsidst kunde den ikke ge af lutter Arrigskab, men hvæsede som en Asthmatiker, da Ulkebøl i fornem Hartkornsbevidsthed antydede et Spark mod den, ledsaget af Tiltalen: — Hold Kjæft, din Bondeketer! Inde i Stuen sad Kristen Povlsen, noget, men ikke meget medtaget af Gaarsaftenens Svir. Da han herte Hundespektaklet, sagde han ganske rolig til sin Kone: — — — Der er de. Hvem? spurgte hun. Ih, Ulkebøl og Apothekersvenden.<noinclude><references/></noinclude> lsv017fqdqbcqqjj1ctomta8ama23bx 104 107416 430813 430682 2026-06-24T17:10:04Z MGA73bot 792 Ulkebel -> Ulkebøl 430813 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="1" user="MGA73bot" />{{hoved||383|}}</noinclude>Du har jo ikke sagt Noget om, at de vilde komme, Kristen. — Kristen. Sagde jeg ikke i Nat{{nowrap|. . .}}? Ja, men {{nowrap|. . .}} i Nat var Du svirendes, Hæ, ja de vilde drikke mig fuld, og jeg drak mig fuld til en Orden, men ikke mere, end at jeg var lige saa udspekuleret som den tykke Ulkebøl, og saa fik jeg Apothekersvenden beserget ved at helde bare Kognakkerter i hans Ølglas. Jeg mærkede nok, hvad de vilde mig, men det skal blive til Legn. — Hvad skal de ha&#039;? sagde Konen, da Ulkebøl og Bolberg vare midt i Gaarden. Skal de have Vin og finere Dele? Kristen Povlsen overvejede Sagen et Par Sekunder. Saa sagde han: — Ja, men den Palle Sery fra Høkeren kan være god nok til den Lejlighed. Vismann tager tilbage af den gode Vin, hvad vi ikke har drukket. Den maa Du ikke tage Hul paa, ikke paa nogen optænkelig Maade. — Naa, Kristen Povlsen! sagde Ulkebøl uden at hilse paa Konen, som strax beskedent trak sig tilbage i en Krog af Stuen; nu skal De blokkes for 10,000 Kr. Men det Giftblanderi kan give otte Procent om et Par Aar. Den Mand dér (han pegede paa Bolberg) ham har nu Vorherre<noinclude><references/></noinclude> kl5iwb3gm40d0d4mf3esdkvnjwgukfh 104 107417 430814 430683 2026-06-24T17:10:05Z MGA73bot 792 Ulkebel -> Ulkebøl 430814 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="1" user="MGA73bot" />{{hoved||384|}}</noinclude>skabt til at presse Tyvekronestykker ud af Sennepsblade. — Det maa være en god Næringsvej. Værsgo&#039; og tag Plads! Trine Palle Sery! Værs&#039;go, værs&#039;go! — Tak, tak, tak, Kristen Povlsen! De har vel ellers bidt et Par Spegesild midt over til Morgen {{nowrap|. . .}} Ja, ja. Ja, ja. Vi er alle Syndere, hvad Druk angaar{{nowrap|. . .}} Ja, Apothekeren, han er desforuden en stor Hund efter Pigerne. Ja, de morer jo ogsaa mange Mennesker, sagde Kristen Povlsen. — Naa, De tager altsaa en Prioritet paa 10,000 i Giftblanderiet? — — Jeg troede, De havde taget den, Ulkebøl! Ja vel, men jeg skal samle Kontanter i en Fart til Centrifugemejeriet, og som god Nabo undte jeg Dem disse udmærkede giftige Papirer. Otte Procent i vore Tider! Hvad, Kristen Povlsen? — Ja, naar man faar dem, er de gode nok. Han gjorde en Pavse, rejste sig med højtidelig Majestæt, gik midt ind mellem Ulkebøl og Bolberg, lagde en Haand paa Skulderen af hyer og sagde langsomt og tert: — Men dem faar jeg aldrig. Ja, men i Gaar Aftes sagde De jo, at De selv havde tænkt paa •<noinclude><references/></noinclude> 6i95isvr0fao480mmrnwrcvoimw1jph 104 107418 430815 429442 2026-06-24T17:10:06Z MGA73bot 792 Ulkebel -> Ulkebøl 430815 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="1" user="MGA73bot" />{{hoved||385|}}</noinclude>Ja, det havde jeg ogsaa, for jeg fik talt med Bogholder Beck i Banken i V. — Den Vrovlebotte! Ja, det er nok muligt. Bolberg tog nu Ordet og gav med stor Tungeraphed Kristen Povlsen en glimrende Oversigt over Fabrikens Status og betonede, at dens Fremtid var aldeles sikret, thi om et halvt Aar eller saa vilde 60,000 Kr. staa til hans, Direkter Bolbergs, Disposition. Men, da Ulkebøl var stærkt engageret og nu skulde bruge sine Penge, saa var Bolberg for Øjeblikket i lidt Forlegenhed og kunde godt være tjent med at give en høj Diskonto. Under denne lange Udvikling havde Kristen Povlsen budt de to Herrer af sine Vennecigarer og sin Hokersherry. Selv tændte han en Pibe, og, jo længere Bolberg talte, jo bredere gjorde Gaardmanden sig, idet han tog Maal af Proprietæren. — Man maa naturligvis have Rede og Rigtighed over det Hele, for man entrerer i saadan en Entreprise, sagde han med bogstavret dansk Udtale af de fremmede Ord. Forstaar sig, brummede Ulkebøl og stak Maven saa langt ud, at der ikke var Haab for Kristen Povlsen i nogen Maade at naa hans Volumen. — De mener? sagde Bolberg. S. Schandorph: Det gamle Apothek. 25<noinclude><references/></noinclude> 2tlkfm2rpv74mbyuek1qsxf1ibhfgat 104 107419 430816 430684 2026-06-24T17:10:08Z MGA73bot 792 Ulkebel -> Ulkebøl 430816 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="1" user="MGA73bot" />{{hoved||386|}}</noinclude>- Jeg mener, naar De lægger Beviser frem for, at De har de 60,000 Kr. til Juni Termin. Hm{{nowrap|. .}} De Beviser kan jeg skaffe med — største Lethed. Saa let, som han bider Halen af en Reje, sekunderede Ulkebøl. — —- Ja, saa{{nowrap|. . .}} Har De dem? Ikke ved Haanden. — Naa — aa — ette? Det var kjedeligt. Nej det er morsomt, Kristen Povlsen! brød Ulkebøl ind med sin Trompetlatter. Han har de 60,000 Kr. i Hjertet. — Det var et svedigt Sted at gjemme dem, bemærkede Kristen Povlsen med et dødningalvorligt Ansigt. Bolberg stødte til Ulkebøl som for at forhindre ham i at tale videre; men denne brolede op: — Snak! Kortene paa Bordet, Plastersmorer! Om et halvt Aar er vor forrige Kapellanfrue myndig og giftefærdig. Henne fra en merk Krog i Stuen lød det pludselig stærkt og haardt. Det er Legn, hvad han siger, Kristen! Alle Øjne fôr hen mod Krogen. — Gaardmandskonen rejste sig; hun havde sit Barn paa Armen. Uden at sige Noget eller hilse paa Nogen gik hun gjennem Stuen. — Ja{{nowrap|. . .}} det var nu ikke Meningen, at<noinclude><references/></noinclude> 4inx1k3xtpqu02lc386kb88qbffxz1g 104 107420 430817 430685 2026-06-24T17:10:09Z MGA73bot 792 Ulkebel -> Ulkebøl 430817 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="1" user="MGA73bot" />{{hoved||387|}}</noinclude>Kvinden skulde snakke med, naar man handler, sagde Gaardmanden {{nowrap|. . .}} Det er lige saa godt, Du gaar, Trine! Ordren var overflødig. Hun var ude af Stuen. Ulkebøl sagde: — Kristen Povlsen er ikke den Mand, der reflekterer paa Fruentimmervrævl, det vidste jeg. Pengene er sikre nok. Kristen Povlsen felte, at hans Kone havde Ret. Havde hun ikke været sikker i sin Sag, havde hun aldrig talt. Dertil kjendte han hende godt nok. Han blæste sit Pibehoved ud i en Spyttebakke, drejede sig om, gjorde paany et Forseg paa at brede sig à la Ulkebol og sagde: Jeg har aldeles ingen Penge. — Men her nu, Kristen Povlsen! sagde Ulkebøl {{nowrap|. . .}} — Behold De Deres Prioriteter og Deres Vexler, Ulkebøl! Behover De Penge til Deres Centrifuge, kan De faa dem til 6 Procent, naar De stiller nogle gode Papirer til Sikkerhed. Det lover jeg Dem, Ulkebøl, og det i Vitterlighedsvidners Overværelse. Ulkebol syntes virkelig, at Kristen Povlsen voxede. Han trak paa Skuldrene, saâ bekymret paa Bolberg, hvis Øjne sked onde Glimt. — Ja, saa farvel, Kristen Povlsen! saa tales vi nærmere ved, sagde Proprietaren. 25°<noinclude><references/></noinclude> 6qcv9skhehmmfy0b47ts6m1o998cvaj 104 107421 430818 430686 2026-06-24T17:10:10Z MGA73bot 792 Ulkebel -> Ulkebøl 430818 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="1" user="MGA73bot" />{{hoved||388|}}</noinclude>- Jeg er til Tjeneste naar som helst, sagde Bonden med en uendelig Selvfølelse. Da Kristen Povlsens Gjæster forlod Huset, gik de gjennem Tofteporten. Midt i den slog Proprietaren Farmacevten paa Skulderen: — Ja, det er skidt, min gamle Ven! Ja, det har omtrent været lige saa vidt med mig for en halv Snes Aar siden. Men jeg stolede paa den Gamle deroppe. Jeg havde assureret den gamle Knaldhytte højt, og Vorherre lod den ogsaa brænde en Nat i Tordenvejr. Naar mau sidder snavs i det, kommer Reli&#039;onen op i En, men det er saamænd ogsaa det Eneste, der er Trøst ved. — Bolberg skulede op mod ham. Nej der var ingen Bagtanke at læse i denne udfoldede Kjed og Haarmasse i Ansigtet. Mon han var i god Tro? Ulkebøl bed Bolberg en Cigar og kastede Kristen Povlsens langt fra sig. — De Bonder byder En altid Kvalmepinde, Du, gamle Ven! Jeg har ondt af Dig{{nowrap|. . . .}} Her, den gamle Kasse, Apotheket{{nowrap|. . .}} den er vist assureret for en Helvedes Hob&#039; Penge{{nowrap|. . .}} Er der Afleder paa Beværtningen? — Hold Mund, dit Udyr! sagde Bolberg. Ingen af Kristen Povlsens to Gjæster anede, at Gaardens nye Mælkestue, som var anbragt i et Kjælderrum, havde en Luge ud til Tofteporten, langt mindre, at denne netop nu stod paa Klem,<noinclude><references/></noinclude> 0n5agpi45hwy7xlqp8h71gbxaqoieqm 104 107422 430819 429446 2026-06-24T17:10:12Z MGA73bot 792 Ulkebel -> Ulkebøl 430819 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="1" user="MGA73bot" />{{hoved||389|}}</noinclude>mindst, at Gaardmandskonen var tyet der ned efter Mandens Udvisningsordre. og — Somme Tider lyner det sent paa Aaret, Resten af Proprietar Ulkebøls Ord forsvandt for Kristen Povlsens Kones Øren. Hun saâ de to hoje Mænds Skikkelser paa Markstien. De blev mindre og mindre, indtil de forsvandt bag Bakken. Mælkefadet rystede i Gaardmandskonens Haand, saa hvide Draaber rislede hen langs hendes lysebrune Fingre. Hun maatte sætte Fadet fra sig paa en Hylde. — Aa, den lille stakkels Præstefrue! sagde hun. Hendes store kjent skaarne Ansigt med den lige Næse, den fregnede Hud, det tynde, glat strøgne blonde Haar saâ i dette Øjeblik ud som et bedrevet Barns. Saa usammensat, skikkelig sorgende var den Felelse, der prægede sig af i det. frue? Hvorfor kunde hun saa godt lide den Præste- Saa spurgte hun sig selv, men kunde intet andet Svar finde end: — For hun er saa pan, rigtig saa nysselig at se paa, og hun taler til en anden En med saadan en pæn Tale. I Tanken holdt Kristen Povlsens Kone Fru Fanny i en ligesaa kjærlig beskyttende Favn som<noinclude><references/></noinclude> 81o960ksh0oaril6q9urh68c7x14yyx 104 107423 430820 430629 2026-06-24T17:10:13Z MGA73bot 792 Ulkebel -> Ulkebøl 430820 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="1" user="MGA73bot" />{{hoved||390|}}</noinclude>39° den, hun bed sine smaa Bern. Den Følelse gjorde hende stærk og overvandt al Nervesitet. Hun var opfødt og opdraget til at gjøre sin Pligt. Hendes Natur og Optugtelse viste hende den lige Vej, men hun gik forsigtig ad den og saâ sig for, inden hun satte sig i Gang. Hun kunde godt regne ud, at hendes Mand ikke SOV efter den nys stedfundne Samtale, skjent han vel kunde trænge dertil, forsviret, · som han var. Hun saâ ham sidde i Stuen paa den høje Bænk ved Enden af Bordet. Han reg Pibe og snittede paa en Træpind uden Hensigt, blot for at have Noget i Hænderne. Hun vidste, at, naar han gjorde det, granskede han paa Noget. Hun sagde til ham: — Ja, det var vel galt, at jeg hørte paa det, Ulkebøl og Provisoren sagde. — Ja, det passede sig ikke rigtig, svarede Manden mut og blev ved at snitte. — — — Men det var godt alligevel. Saa-aa-? For jeg stod nede i Mælkestuen, da de gik gjennem Tofteporten. — — 1 Saa-aa? — Og der hørte jeg mere. Saa-aa? • Ja{{nowrap|. . .}} Kanske den rede Hane en af<noinclude><references/></noinclude> 0r4tv3tw84ea0jxe23vdsm4qtl0tgv1 104 107424 430821 430630 2026-06-24T17:10:14Z MGA73bot 792 Ulkebel -> Ulkebøl 430821 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="1" user="MGA73bot" />{{hoved||391|}}</noinclude>Dagene kommer til at gale over det gamle Apothek i V. Kristen Povlsen saâ op paa sin Kone med en underlig Mine. Fremmede vilde have fundet den fornærmelig. Han havde en Klædeshue paa Hovedet. Den lettede han i Nakken, kloede sig et Par Gange, suttede svært paa Pibespidsen, rejste sig og saâ ud ad Vinduet. lede han. — Ulkebøl er lige godt en Kjeltring, mum- Og Apothekersvenden Bulbjerg, hvad er han da? sagde Grete. — Ham tvinger Neden til at blive det. Men Ulkebøl kan leve uden det. Kristen Povlsen aabnede et Vindue ud til Gaarden og raabte: Spænd for, Nicls! {{nowrap|. . .}} Den ny Fjervogn! De smaa Rede! — — Tak for det, Kristen! sagde Grete. Selv Tak! Hvorfor siger Du ellers Tak? Jo, for Du vil kjøre op til Vismann og saa tage ham med til V. Og det bliver over fem Mil. Og Du er lige godt en retskaffen Mand. Hm! Ja{{nowrap|. . .}} det er man bedst tjent med, sagde Kristen Povlsen og bredte sig. {{nowrap|. . .}} Du kan ellers godt kjøre med, hvis Du kan faa Husmandens Kone til at passe Bernene. — Tak, Kristen!<noinclude><references/></noinclude> pgal9heiflhwxlj675ftkdhywl58058 104 107458 430822 430652 2026-06-24T17:10:17Z MGA73bot 792 Ulkebel -> Ulkebøl 430822 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="1" user="MGA73bot" />{{hoved||429|}}</noinclude>Han tog Hatten af, hilste baade med højre Arm og Ben og sagde: — Naa, Fruen modtager altsaa. Bien! Fanny pegede paa en Havestol. Hr. Ulkebol sagde: For det første finder jeg, at det er \enhver dansk Undersaats {{nowrap|. . .}} he {{nowrap|. . .}} representative {{nowrap|. . .}} Pligt at hilse paa mere notable Landsmænd og Landsmandinder i Udlandet og for det andet har jeg Meddelelser at forebringe Fruen. — hvad &#039;faler? mere specielle Hjemme vilde vi sige: Vi har en Hene at plukke sammen, hæ, hæ, hæ! Fanny gav ham en Opfordring til Meddelelse med et Nik. — Jeg har lidt for Fruens Skyld, men det var inte Fruens Skyld {{nowrap|. . .}} den var ikke saa forkert drejet, hvad? Det var Kristen Povlsens Kone og Provisor Bolberg, som ikke forstod en billedlig Talemaade. Den Bondemalene sagde, at jeg havde raadet Bolberg til at svic Apotheket af, og den Giftblander misforstod mig og sved det virkelig af. Jeg sagde {{nowrap|. .}} har sagt. — — — Det er mig berettet, hvad Hr. Ulkebøl Naa. Var der Noget i det? Nej, det var der vel ikke. Nej, dannede Mennesker forstaar jo Speg og Poesi og saadant Noget. Det vidste jeg godt.<noinclude><references/></noinclude> 6hqmzqtny435i485li123icg6cor8kz 104 107459 430823 430653 2026-06-24T17:10:20Z MGA73bot 792 Ulkebel -> Ulkebøl 430823 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="1" user="MGA73bot" />{{hoved||430|}}</noinclude>- 43° — paa- Men jeg blev, Skam, arresteret for det romantiske Sludders Skyld, blev strax fri, men ser De, i mine Felelsers Rangforordning sidder Æren i fe&#039;ste Klasse. Proprietær Ulkebøl, som var optagen som det kan jeg godt sige skjønnet Gjæst ved vore første Adelsmænds Jagter, felte sig krænket, dybt krænket. Og hvad gjorde Proprietær Ulkebøl? Han solgte sin kjære Gaard {{nowrap|. . .}} handlede natyrligvis ikke som et Fæ {{nowrap|. . .}} tjente godt paa Handelen {{nowrap|. . .}} ja, Frue, som Verden nu er, maa man forene Kristendom og Raveagtighed {{nowrap|. . .}} eller være snild som Slangen og enfoldig som Duen. Og man kan, Fan {{nowrap|. . .}} man kan, Skam, godt forene de to Ting, det er umaadelig nemt for bedre Hoveder. Ikke? Fanny saâ saa opremt ud, at Ulkebol fik Mod til at brede sig. Hans ene tykke Ben med de op til Knæet knappede Gamascher hang ud over Lænestolens ene Arm. —- Naa, saa rejste jeg. Det stakkels Bæst, Bolberg ja om Forladelse, det generer Dem {{nowrap|. . .}} maaske {{nowrap|. . .}}? — — — Hvilket, Hr. Ulkebøl? At here hans Navn. Aldeles ikke. Naa, saa er vi enige. Hvad er det, Italienerne siger, Jeg kan s&#039;gu&#039;nte huske andet Italiensk end domani. Men det siger de Hundetampe meget tidt. Og{{nowrap|. . .}} ja, Italien, det er<noinclude><references/></noinclude> oghmnie29nervfd59kzub1p6jo14phq 104 107461 430824 430694 2026-06-24T17:10:21Z MGA73bot 792 Ulkebel -> Ulkebøl 430824 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="1" user="MGA73bot" />{{hoved||432|}}</noinclude>Noget Visitkort. — — 432 {{nowrap|. . .}} ak ja, ak ja! De ser paa mit Nej, jeg gjorde ikke. Ja, det er saamænd komponeret og konstrueret af den stakkels Bolberg. Jeg sagde saa tidt, at jeg vilde rejse udenlands. Og saa sagde han: Saa maa Du have franske Visitkort, og saa konstruerede han det der. Jeg har nu egentlig ikke havt megen Brug for dem, for de Tampe i disse Lande har jo ingen Sprogkundskab. Hm, stakkels Bolberg! Et stakkels forblindet, exaltereret Menneske! — Er han demt? spurgte Fanny. Den jægerklædte Tourist forsøgte med begge Hænders Tommel- og Pegefinger at omslutte sin Tyrehals: — Æresfølelse havde Bæstet mere af, end han havde af Kristendom{{nowrap|. . .}} Hængt sig, Frue! i Arresten {{nowrap|. . .}} i sine Seler, rent ud sagt. Herren være hans sjæl naadig! {{nowrap|. .}} Ja, De er jo selv Præsteenke, Frue! {{nowrap|. . . .}} De bliver bevæget! Uden at være, hvad vi paa Jagterne kaldte indiskret {{nowrap|. . . .}} hans ulykkelige Kjærlighed til {{nowrap|. . . .}} naa ja {{nowrap|. . .}} Vedkommende{{nowrap|. . .}} inte videre om de Dele{{nowrap|. . .}} Jeg siger Pardon, lige som de siger derovre i Savoien. . Ulkebøl var skuffet ved Fannys iskolde Holdning og Tavshed, da han udslyngede Efterretningen om den ulykkelige Svindlers Endeligt.<noinclude><references/></noinclude> 240zkg1mbgd8yxykzp3znjd5lppflr0 104 107462 430825 430695 2026-06-24T17:10:22Z MGA73bot 792 Ulkebel -> Ulkebøl 430825 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="1" user="MGA73bot" />{{hoved||433|}}</noinclude>Ikke uden Beregning paa at gjøre theatralsk Virkning havde han gjemt Efterretningen om sin Drikkebroders Skæbne. Da Fanny blev ved at iagttage en afventende, hoflig Holdning, som tillod ham at gaa eller blive, lige som han fandt det bekvemmest, blev han utaalmodig. Han maatte nu spille den sidste Trumf ud, da Spillet paa Grund af Medspillerens Passivitet ikke kunde fortsættes længere. Han rejste sig, spilede Benene vidt ud, spændte sin Brystkasse stram som en Kæmpeblære og sagde i deklamerende Præketone: Jeg, Frue, jeg er Kristen; men, oprigtig talt, Deres salig Mands Kristendom kunde jeg ikke gaa ind paa, og Deres kjender jeg ikke Om Forladelse {{nowrap|. .}}! Fanny havde rejst sig fra sin Stol. Ulkebøl saâ, trods sin Stupiditet, Noget i hendes Oje, som jog ham langt fra hende. — Hun glôr akkurat lige som den gamle Grevinde Egernskjold til de Borgerlige ved Jagtmiddagsgilderne. Fra det kristelige Prælatideal sank han ned til det klokkeragtige dito. Han lod sine Tommelfingre sno sig om hinanden som en Degn, der læser Bennen i Korderen. i hans Sind Sagen var: Der havde længe rørt sig Noget hans Samvittighed, hvad man nu vil kalde det Noget, det trængte til Lettelse, — — S. Schandorph: Det gamle Apothek. 28<noinclude><references/></noinclude> lynjkic5gsyw7xcyhqt4v2a4ixrn8gw 104 107463 430826 430655 2026-06-24T17:10:23Z MGA73bot 792 Ulkebel -> Ulkebøl 430826 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="1" user="MGA73bot" />{{hoved||434|}}</noinclude>Noget, han følte det som sin Pligt at aflevere og bekjende, mens han samtidig følte det som sin Skyldighed ikke at opgive Noget af sin Værdighed • forhenværende største Lodsejer i Terslev Sogn lige over for Enken efter den forrige Kapellan i samme Sogn {{nowrap|. . .}} ja hun var Kancelliraad Prammans Datterdatter Det var en Pokkers forviklet Sag for Hr. Ulkebøl. Men Noget vilde og maatte han gjøre for at faa sit Sind sat i dets sædvanlige Ligevægt. Han havde virkelig lidt under Savnet af denne Ligevægt i de mange kjedsommelige og ensomme Timer, han havde tilbragt paa sin Udenlandsrejse, hvor han aldrig havde fundet den fjerneste Anerkjendelse af sin forhenværende Stilling som den største Lodsejer i Terslev Sogn. Han ramsede nu folgende Ord op som en Lektie, han havde lært: — Jeg har gjennem mine forskjellige Korrespondenter bragt i Erfaring, at Apotheket i Deres Fødeby er godt solgt, at det var meget rigelig assurcret, og at Fabriken stiller sig godt. Da jeg nu ved at bruge den merbemeldte billedlige Talemaade maaske har været et Værktøj i Forsynets alvidende Hænder til ét Menneskes Ulykke, til Skræk og Rædsel for Dem, men dog til Gode for Deres Families Forretning og flere Mennesker, . ja! saa Han standsede et Øjeblik, mens han tænkte: — Hun glôr paa mig som en dvask Hønsehund.<noinclude><references/></noinclude> eoi1qqdiuc5oj4rxl93h53murjvjncv 104 108225 430774 2026-06-24T12:18:42Z Johshh 9757 /* Ikke korrekturlæst */ Oprettede siden med "betegner i Rigveda dem begge under eet; senere kaldes den ene Dasra, den anden Nāsatya. Deres Herkomst angives i Rigveda som oftest ubestemt ved Betegnelsen »Himlens Sønner«; senere er de Tvillingsønner af Vivasvat og Tvashṭar’s Datter Saraṇyu (allerede Rigv. X, 17.2) (ell. Sañjñā) — som begge havde paataget sig Skikkelse af Heste — og Brødre til Yama og Yamī samt Manu. Af de Guder, som daglig kører over Himlen, kommer A. tidligst, endnu tidligere... 430774 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="1" user="Johshh" /></noinclude>betegner i Rigveda dem begge under eet; senere kaldes den ene Dasra, den anden Nāsatya. Deres Herkomst angives i Rigveda som oftest ubestemt ved Betegnelsen »Himlens Sønner«; senere er de Tvillingsønner af Vivasvat og Tvashṭar’s Datter Saraṇyu (allerede Rigv. X, 17.2) (ell. Sañjñā) — som begge havde paataget sig Skikkelse af Heste — og Brødre til Yama og Yamī samt Manu. Af de Guder, som daglig kører over Himlen, kommer A. tidligst, endnu tidligere end Morgenrøden. De kører sammen med Solens Datter Sūryā paa en af Ribhu’erne forfærdiget, trehjulet og tresædet, gylden Vogn (ell. maaske rettere Vognskib), der er hurtigere end Tanken og trækkes af vingede Heste (ell. Ørne) ell. af et Æsel (Æsler) ell. flyver af sig selv. De betragtes som de skønneste af alle Guderne. Deres Hustru kaldes ogsaa Açvinī (Sūryā er efter senere Kilder gift med Soma; jfr. allerede Rigv. X, 85). De er Indra’s trofaste Venner og hjælper ham med hans Bedrifter, og der tilskrives dem den samme Bet. for Verdensordenens Opretholdelse og den samme Hjælpsomhed mod Mennesker som andre Guder. Mere karakteristiske er flg. Træk: 1) at de satte et Hestehoved paa rishi’en Dadhyañc, ved Hjælp af hvilket han viste dem Tvashṭar’s Soma; 2) at de er Læger (og som saadanne ogsaa gør Ægteskaber frugtbare); 3) deres Mirakler (f. Eks. at de befriede en Vagtel af Ulvens Gab; gav forskellige blinde deres Syn igen; helbredede en lam; hjalp Atri op af en glødende Hule; skaffede en gl. Jomfru en Mand; gjorde den gamle Cyavana ung igen; gav Viçpalā et Jernben i Stedet for det, som var blevet hugget af hende i Kampen; skaffede Vimada en Kone; skaffede en Kone, hvis Mand var impotent, en Søn; lod 100 Krukker Mjød strømme fra en Hestehov, jfr. Pegasos—Hippokrene; reddede Bhujyu og Rebha fra Havet, etc.). — I Brāhmaṇa’erne berettes, at Guderne fra først af ikke viide lade A. faa Del i Ofret, saasom de var urene, fordi de som Læger omgikkes med Menneskene, og de kaldes çūdraerne blandt Guderne (f. Eks. Mahabhar. XII. 7590). — I Epos’et bliver Paṇḍu’s Hustru Madrī ved A. Moder til Tvillingerne Nakula og Sahadeva (se Mahābhārata). — Astronomien præsiderer de over Nakshatra’en (Acvinī (β & γ i Væderens Billede), og Stjernebilledet »Tvillingerne« benævnes undertiden efter dem. — Trods deres Navn (»forsynet med Heste« e. l.) optræder de ikke som Ryttere, men har dog paa en ell. anden Maade staaet i Forhold til Hesten (jfr. ovenfor om deres Herkomst, om Dadhyañc’s Hestehoved og om Miraklet med Hestehoven). — De stammer sandsynligvis allerede fra den fælles-jafetiske Tid (jfr. bl. a. Rydberg: »Undersökningar i Germansk Mytologi«, Stockholm 1886—1889) og har allerede før Veda-Tiden været stærkt individualiserede; Inderne vidste ikke selv, hvad de skulde identificere dem med (Himmel og Jord; Dag og Nat; Sol og Maane; to fromme Konger). Europæiske Lærde har forklaret dem som Morgen- og Aftenstjernen. Stjernebilledet, Dioskurerne, Morgendæmringen etc. (Litt.: L. Myriantheus, »Die Açvins oder arischen Dioskuren« [München 1876]). (S. S.) D. A. '''acyklisk,''' se Blomst. '''ad,''' lat. Forholdsord: til; hos, ved. <section begin="Ada"/>'''Ada''' [↱ådå], Markedsflække i Ungarn, Komitatet Bács-Bodrog, paa den højre Bred af Theiss, med Dampskibsstation, har (1900) 12081, mest magyariske Indb., der driver Agerdyrkning, Kvægavl og Fiskeri. <section end="Ada"/> <section begin="Adabasar"/>'''Adabasar,''' Ada Bazar, By i Lilleasien, tyrk. Vilajet Ismid, ligger 38 km Ø. f. Ismid og har c. 24000 Indb. A. ligger i en frugtbar Egn ved Floden Sakaria og driver stor Handel med Træ, Korn, Frugt og Kvægprodukter, hvilke Varer for største Delen gaar til Konstantinopel. M. V. <section end="Adabasar"/> <section begin="ad acta"/>'''ad acta''' (lat.), »til Akterne«. Naar en Autoritet ingen Anledning finder til at foretage videre i en Sag, f. Eks. naar en retlig Undersøgelse skal sluttes som resultatløs, udtrykkes dette ved, at Sagens Dokumenter »henlægges til Akterne«; man taler derfor om, at noget er »lagt ad acta«, for at betegne, at Undersøgelsen deraf er sluttet ell. opgivet. V. B. <section end="ad acta"/> <section begin="Adafudia"/>'''Adafudia,''' By i Afrika i Mellemsudan ved en Biflod til Djoliba (Niger), SØ. f. Timbuktu. <section end="Adafudia"/> <section begin="adagio"/>'''adagio''' [a↱dadзo] (ital.), mus. Tempobetegnelse: langsomt, meget langsomt, imellem largo og andante. Ordet a. betyder opr.: bekvem, magelig; i Italien har det derfor ofte endnu som Tempobetegnelse beholdt sin opr. Bet. og kommer derfor det Tempo nærmere, som i de nordlige Lande kaldes andante. — Som Substantiv, en A., betegner det et Musikstykke i langsom Takt; en saadan A. forekommer ofte som anden (sjældnere tredje) Sats i Sonater, Symfonier o. l. — adagietto [ada↱dзet.o]: temmelig langsomt, ikke fuldt saa langsomt som a.; som Substantiv: en lille kort Adagio. S. L. '''Adaktion''' (lat.), Tvang. '''Adaktyli''' (gr.), Mangelen af enkelte Fingre. <section end="adagio"/> <section begin="Adal"/>'''Adal,''' det arab. Navn paa en Del af Kystlandet mellem Abessinien og Bab-el-Mandeb; i videre Forstand regner man ogsaa hertil det mod N. ved det Røde Hav liggende abessiniske Landskab Samhara. Kysten er sandet og øde, og ogsaa det Indre bestaar overvejende af øde Sletter, afbrudte af frugtbare, græsrige Længdedale. Karakteristisk er de isolerede, stejle og sønderrevne Vulkaner (Aiullo 1000 m). I den sydlige Del ligger den 15 km lange Assal-Sø, 174 m lavere end Havet. Den nordlige Del af A. med Byen Assab ejes af Italienerne, den sydlige Del omkr. Tadjurra-Bugten er fr. Besiddelse; her ligger Byerne Djibuti, Tadjurra og. Obok, som er Kulstation og Straffekoloni. C. A. <section end="Adal"/> <section begin="Adalbero"/>'''Adalbero,''' 1) Ærkebiskop i Reims (969—88) støttede ivrig Hugo Capet’s Kongedømme og salvede baade ham og hans Søn Robert. 2) Ærkebiskop i Hamburg-Bremen (1123—48), søgte at genvinde sit Ærkesædes Overhøjhed over Norden. Støttet af Kejseren vandt han til sidst Paven for sin Sag (1133); men nu godtgjorde Ærkebiskop Asser sin Ret, saa A.’s Sejr blev kortvarig; al hans senere Stræben var forgæves. H. O. <section end="Adalbero"/> <section begin="Adalbert"/>'''Adalbert''' [↱a.-] af Hamburg-Bremen var fra Borgen Goseck (senere omdannet til <section end="Adalbert"/><noinclude><references/></noinclude> l1euop5fh7b6361f5dwf8wm56z9vnff 104 108226 430828 2026-06-24T17:47:30Z Johshh 9757 /* Ikke korrekturlæst */ Oprettede siden med " Kloster) paa Grænsen af Sachsen og Thüringen, blev Kannik i Bremen (1032), kom til Halberstadt som Provst og blev af Kejser Henrik III gjort til Ærkebiskop af Hamburg-Bremen (1043). Han viste sig vældig i Viljekraft, fantastisk i Planer, umættelig ærgerrig i sine Maal, henrykt ved Smiger, overmodig i Medgang og knust under Modgang. Pavekronen afslog han (1046), men i Norden vilde han skabe sig en storladen Magtstilling. Ivrig for de kirkelige Kr... 430828 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="1" user="Johshh" /></noinclude> Kloster) paa Grænsen af Sachsen og Thüringen, blev Kannik i Bremen (1032), kom til Halberstadt som Provst og blev af Kejser Henrik III gjort til Ærkebiskop af Hamburg-Bremen (1043). Han viste sig vældig i Viljekraft, fantastisk i Planer, umættelig ærgerrig i sine Maal, henrykt ved Smiger, overmodig i Medgang og knust under Modgang. Pavekronen afslog han (1046), men i Norden vilde han skabe sig en storladen Magtstilling. Ivrig for de kirkelige Krav tvang han den danske Konge Sven Estridsøn til at skille sig fra sin Dronning, Gunhild, fordi hun var i Slægt med ham. Støttet af Tysklands Vælde vandt han alligevel Sven saa vidt, at de i det ydre arbejdede sammen paa den danske Kirkes Fremme. Samtidig omfattede A. den øvrige nordiske Kirke og Missionen blandt Venderne med største Iver; stolt over sit Værk yndede han at samstilles med Ansgar. Det glimrende Billede havde dog sin Vrangside. Den norske Konge, Harald Haardraade, trodsede hans Bud. I Danmark krydsede Sven Estridsøn snildt A.’s Magtstræb, styrede den danske Kirkes Udvikling til Gunst for sit eget Herredømme og søgte at grundlægge et dansk Ærkesæde for at frigøre sin Kirke fra Hamburgs Overhøjhed. A. krævede nu den overordnede Patriarkstilling, som »Tysklands Apostel«, Bonifatius, fordum havde haft; Paven lod ham imidlertid nøjes med apostolsk Vikariat og nogle Smaabegunstigelser, men paa den anden Side fik Danmark heller ikke sit Ærkesæde. Værre var det, at danske Bisper viste sig lidet imødekommende imod ham, Eilbert i Odense trodsede ham aabenlyst. — I Tyskland havde A. allerede under Henrik III haft stor Indflydelse; som Formynder for Henrik IV blev han næsten Indehaver af den tyske Kongemagt; hans Fjender, den sachsiske Hertugæt, maatte ydmyge sig for ham. Fra denne svimlende Højde styrtedes A. pludselig ned i dyb Vanmagt (1066); det skyldtes især Ærkebiskop Anno II af Köln og hans egen Blindhed for Faren. Ulykkerne væltede sig nu over A.: Venderne udryddede straks al Kristendom inden for deres Grænser, saa A.’s slaviske Bispedømmer kun var en Saga; ogsaa i Sverige udbrød Kristenforfølgelse; A. selv stod værgeløs over for Sachsernes Avind, hans rige Stift blev helt lagt øde. I sin Vaande kæmpede A. for atter at komme til Hove, til sidst lykkedes det; trods Sygdom higede han nu krampagtig mod sin fordums Højhed, men døde (16. Marts 1072). (Litt.: Dehio, »Geschichte des Erzbistums Hamburg-Bremen«, I [Berlin 1877]; H. Olrik, »Konge og Præstestand i den danske Middelalder I« [Kbhvn 1905]). H. O. <section begin="Adalbert"/>'''Adalbert''' [↱a.-] af Mainz blev i ung Alder Henrik V’s Kansler (1105) og spillede Hovedrollen ved det for Paven ydmygende Forlig 1111. Da han til Løn herfor var blevet Ærkebiskop i Mainz, blev han Forkæmper for Kirkevælde og Kejserens bitre Fjende. Efter Henriks Død (1125) gennemførte han Valget af den kirkeligsindede Lothar III, men hans Indflydelse dalede snart. A.’s Ærgerrighed var parret med smaalig Havesyge. Han døde 1137. H. O. <section end="Adalbert"/> <section begin="Adalbert"/>'''Adalbert''' [↱a.-] af Prag (Vojtjech), Preussens Apostel, f. omtr. 950 af den mægtige, bøhmiske Fam. Slavnik, d. 997. Han blev opdraget i Magdeburg, og af Beundring for dets Biskop tog han dennes Navn. 983 valgte Bøhmerne ham til Biskop, men hans Forbindelse med Huset Slavnik, der var den bøhmiske Hertugs farligste Modstander, hindrede hans Virksomhed, og hans Kamp mod sine Landsmænds hedenske Sæder gjorde ham saa forhadt, at han maatte rejse bort; 990 gik han i Skt Alexius’ Kloster i Rom. Paa Pavens Befaling vendte han 993 tilbage til Prag, men da Forholdene ikke havde bedret sig, rejste han atter til Rom, hvor han levede til 996, da Paven bød ham enten at vende tilbage til sit Stift ell. ogsaa at gaa som Missionær til Hedningene. Sammen med Kejser Otto III, paa hvem han havde stor Indflydelse, rejste A. mod N.; men da hans Landsmænd afviste ham med Haan, drog han som Missionær til Preusserne, blandt hvilke han kort efter fandt Martyrdøden for en Hedningpræsts Haand. (Litt.: Hauck, »Kirchengeschichte Deutschlands«, III [Leipzig 1896], S. 245 ff.). L. M. <section end="Adalbert"/> <section begin="Adalbert"/>'''Adalbert''' [↱a.-], Heinrich Vilhelm, Prins af Preussen, Brodersøn af Fr. Vilh. III (1811—73), bidrog som Præsident i Rigsmarine-Kommissionen væsentlig til Skabelsen af den tyske Flaade. 1861—71 var han Øverstkommanderende for den preussiske Marine og havde i Krigen 1864 Befaling over Østersøeskadren. A., der hele sit Liv utrættelig virkede for Udviklingen af den tyske Flaade, døde som Generalinspektør over denne. Han var fra 1850 morganatisk formælet med Danserinden Therese Elszler, der blev ophøjet i Adelsstanden som Fru v. Barnim. <section end="Adalbert"/> <section begin="Adaldag"/>'''Adaldag''' [↱a.-], Ærkebiskop af Hamburg-Bremen, d. 988. Som ung Kannik læste han den første Sjælemesse over den lige afdøde Henrik I (936). Otto d. Store gjorde ham straks til sin Kansler og (937) til Ærkebisp af Hamburg-Bremen og styrkede hans Dobbeltstift ved rige Privilegier. A.’s Styrelse er Ærkesædets mest glimrende Tid. I Fællig med Otto udfoldede han en storartet Missionspolitik. Støttet af det store Opsving i Tyskland grundlagde han i Danmark ved Harald Blaatands Hjælp Bispedømmerne Slesvig, Ribe og Aarhus (c. 946), hvortil senere kom Odense, og eet Bispesæde blandt Venderne, Starigard ell. Aldenburg; derved havde den hamburgske Ærkebisp endelig faaet Lydbisper. Dertil kom Harald Blaatands Daab og det store Trosskifte i Danmark, Missionens Forgrening til Norge, Rejsning af Kirker blandt Sachser og Vender og Grundlæggelsen af Klostre, deriblandt et Nonnekloster i Venderstaden Mecklenburg. Kölns Højhed over Bremen lykkedes det ham at bryde, endog den store Ærkebiskop Bruno, Kejser Ottos Broder, maatte give tabt. A.’s sidste Aar formørkedes af Fjendskabet mellem Danmark og Tyskland, en Venderrejsning, der medførte fl. Kristenstiftelsers Undergang og Hamburgs Brand, endelig Harald Blaatands Død og Hedendommens Modstrømning i Danmark. H. O. <section end="Adaldag"/> <section begin="Adalgar"/>'''Adalgar''' [↱a.-], en Munk fra Korvey, blev den hamburgske Ærkebiskop Rimbert’s højre Haand og af ham udnævnt til hans Efterfølger. 888 tiltraadte han Embedet. Med Kölns Ærkebisp, der gjorde Krav paa Overhøjhed over Bremen, <section end="Adalgar"/><noinclude><references/></noinclude> 6wq6g11e8qzy2cmceq7ggrw23y9iwbx 104 108227 430829 2026-06-24T17:49:00Z Johshh 9757 /* Ikke korrekturlæst */ Oprettede siden med "havde han langvarig Tvist, og Pavens Kendelse gik A. imod. I den nordiske Mission udrettede A. intet. Vældige Vikingetog hindrede fredelig Forkyndelse. A. døde 909. H. O. <section begin="Adalhard"/>'''Adalhard''' [↱a.-], 751—826. Fætter til Karl den Store, blev Munk i det nordfranske Kloster Corbie og søgte dernæst dybere Stilhed i Monte Cassino, men hentedes hjem til Corbie som Abbed; en Tid lang var han tillige Rigsstyrer i Italien. Under Ludvi... 430829 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="1" user="Johshh" /></noinclude>havde han langvarig Tvist, og Pavens Kendelse gik A. imod. I den nordiske Mission udrettede A. intet. Vældige Vikingetog hindrede fredelig Forkyndelse. A. døde 909. H. O. <section begin="Adalhard"/>'''Adalhard''' [↱a.-], 751—826. Fætter til Karl den Store, blev Munk i det nordfranske Kloster Corbie og søgte dernæst dybere Stilhed i Monte Cassino, men hentedes hjem til Corbie som Abbed; en Tid lang var han tillige Rigsstyrer i Italien. Under Ludvig den Frommes Frændeforfølgelse mistede A. sine Embeder og Godser og forvistes, men kom dog tilbage og virkede for sit Kloster; som Søn af en sachsisk Moder var han ivrig for Sachsernes Omvendelse og grundlagde derfor en Klosternybygd ved Weser, (Ny) Korvey, hvor Ansgar blev Munk og Skolemester. A. førte et fromt Liv og skrev et vigtigt Skr. om Karl den Stores Hofordning, der nu kun haves i senere Bearbejdelse. H. O. '''Adalhending''' [↱a.-], se Helrim. <section end="Adalhard"/> <section begin="Adalia"/>'''Adalia,''' By paa Sydkysten af Lilleasien, Vilajetet Konia, ligger amfiteatralsk ved Havbugten A. i en meget varm og usund Egn, der er rig paa Oranger, Citroner, Figen, Vin og Morbær. A. er omgivet af en tredobbelt Mur, der stammer fra Middelalderen, og op over den rager en Fæstning med Bastioner og Taarne; den har en udmærket Havn med regelmæssig Dampskibsfart og henved 13000 Indb., hvoraf 3000 Grækere. A. har anselige Levninger af romersk Bygningskunst. Byen hed i Oldtiden Attalia. M. V. <section end="Adalia"/> <section begin="Adalin"/>'''Adalin,''' (C2H5)2CBr.CO.NHCONH2, Bromdiætylacetylurinstof, er et næsten farveløst Pulver uden Smag og meget tungopløseligt i koldt Vand, lettere opløseligt saavel i varmt Vand som i Vinaand m. m. Det anbefales som Lægemiddel mod Nervøsitet, sjælelige Depressionstilstande og Hjertebanken og gives i Doser paa 0,25—1,0 g. E. K. <section end="Adalin"/> <section begin="Adam"/>'''Adam''' [hebr. a.↱da.m], i det Gl. Testamente Betegnelsen for det første Menneske. Navnet er egl. ikke Egennavn, men den hebr. Betegnelse for Menneskeslægten, Menneskeheden. Om Menneskets Tilblivelse haves to Beretninger. Jahvisten fortæller (1. Mos. 2, 4 b—4), at Gud Jahve, førend der endnu eksisterede Planter og Dyr, formede Mennesket (ha-adām) af Muld fra Jorden (ha-adamā) og meddelte det Liv ved at puste i dets Næsebor; han plantede saa en Have i Eden mod Ø. og hensatte Mennesket der for at vogte og dyrke den. Til dets Selskab dannede Jahve alskens Dyr, som Mennesket gav Navn, men uden at finde en af samme Art som sig selv. Da byggede Jahve Kvinden af Menneskets Ribben, og de levede i barnlig Uskyld i Haven. Men da de, først Kvinden, har ladet sig friste af Slangen til at spise af et bestemt Træ mod Jahve’s Forbud, ophører denne Tilstand, Mennesket forbandes til haardt Arbejde, Kvinden til smertefulde Fødsler, og de fordrives fra Haven. Mennesket kaldte Hustruen Eva (chawwa), hun føder Sønnerne Kain og Abel, senere Set. Denne Fortælling med dens anskuelige og naive Fremstilling afspejler det ældre Israels Opfattelse af Menneskets Stilling i Tilværelsen: det er Skabningens Herre; Dyrene er til for dets Skyld; Kvinden er af Mandens Art, men ham underordnet; Livet er fuldt af Besvær, men Lykken er afhængig af, at man retter sig efter sin Guds Forskrifter. Anderledes skildres Menneskehedens Tilblivelse af Præsteskriftet (Kap. 1—2, 4a): efter at Himmel og Jord med alle Planter og Dyr er skabt, frembringer Gud paa den 6. Dag »Mennesket« efter sit eget Billede som Mand og Kvinde og giver dem Herredømme over Dyrene; dog maa de kun spise Planteføde (indtil Noa’s Tid 1. Mos. 9). De faar Sønnen Set, og A. dør 930 Aar gl. (5, 1—5). Om en oprindelig Lykketilstand tales her ikke, derfor ej heller om et Fald, men derimod om en fremadskridende Fordærvelse indtil Syndfloden. — I det øvrige G. T. spiller A. en ringe Rolle, men en saa meget større i den senere Jødedom, hvor man paa A. anvender sine Spekulationer over den menneskelige Natur; et nu tabt Skr. synes at have indeholdt de jødiske Legender om ham. Man finder hos Rabbinerne A. omtalt som den første A. modsat Messias som den anden. Denne Modsætning spiller en stor Rolle i Paulus’ Teologi (Rom. 5, 12—21; 1. Cor. 15, 20 f. 44 ff.). — A. omtales ofte i Koranen. Gud skabte ham af Ler og bød Englene kaste sig ned for ham, hvad de alle gjorde, undtagen Iblis (Djævelen). Den muhammedanske Legende er rig paa Stof om A. J. P. <section end="Adam"/> <section begin="Adam"/>'''Adam.''' Malerfam. fra München. Dens forsk. Medlemmer, der ofte har arbejdet i Fællesskab, har leveret en Række interessante og i Tyskland højt skattede Slagbilleder. Et fælles Træk for alle Malerne A. er Forkærlighed for Dyret, særlig Hesten, der ofte spiller en fremtrædende Rolle i deres Krigsbilleder. 1) Albrecht, f. i Nördlingen 16. Apr. 1786, d. i München 28. Aug. 1862. Han var opr. Konditorsvend, men syslede ivrig med Tegning (særlig af Heste), besøgte Tegneakademiet i Nürnberg; Bekendtskabet med Slagmaleren Rugendas i Augsburg førte hans kunstneriske Trang i Retning af Krigsbilledet. Fra 1809 er han Tilskuer paa Krigsskuepladsen i Østerrig, vinder Hertugen af Leuchtenbergs Gunst, følger denne til Italien, maler her sit første større Slagmaleri (Leoben, 1811) og ledsager derefter Hertugen paa Toget til Moskva 1812. Under store Farer vender han herfra tilbage til sit tidligere Opholdssted München, udfører en stor Mængde Slagbilleder (over 80 for Hertugen af Leuchtenberg) fra den nys overstaaede Krig og offentliggør 1827—33 et litografisk Album med 100 Blade, atter Krigsscener (Voyage pittoresque et militaire). I den flg. Tid arbejder han særlig for Kong Ludvig af Bayern (bl. a. Slaget ved Moskva, i Slottet i München, 1835), maler Hesteportrætter for Kongen af Württemberg og Hertug Christian August paa Als (1838) samt en Række Slagbilleder (nu i Petersborg) fra Leuchtenbergs Liv paa Bestilling af dennes Søn. I Aarh.’s Midte er han atter paa Feltfod, deltager under Radetzky i det italienske Felttog (Slagbilleder fra Novara og Custozza). I sidstnævnte Billeder saavel som i »Stormen paa Dybbøl Skanser« (der alle findes i Münchens ny Pinakotek) er han blevet hjulpet af Sønnen Franz. Et af hans sidste Arbejder er Slaget ved Zorndorf, for Maximilaneum. Hans <section end="Adam"/><noinclude><references/></noinclude> 8rj6t9xiw64py9vl462gz7bsfoyc1yl 104 108228 430830 2026-06-24T17:49:48Z Johshh 9757 /* Ikke korrekturlæst */ Oprettede siden med "Selvbiografi: »Aus dem Leben eines Schlachtenmalers« (Stuttg. 1886) er udkommen efter hans Død. — En Broder til ham er Heinrich, Landskabsmaler og Raderer (1787—1862). Af A. A.’s Sønner er den ældste: 2) Benno, f. i München 15. Juli 1812, d. 9. Marts 1892. Han er en af Tysklands mest ansete Dyrmalere, »den tyske Landseer«, maler saavel Husdyr som Jagtvildt (Rævejagt, »Halali« etc.). 3) Franz, Broder til ovenn., f. i Milano 4. Maj 1815, d. i Münc... 430830 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="1" user="Johshh" /></noinclude>Selvbiografi: »Aus dem Leben eines Schlachtenmalers« (Stuttg. 1886) er udkommen efter hans Død. — En Broder til ham er Heinrich, Landskabsmaler og Raderer (1787—1862). Af A. A.’s Sønner er den ældste: 2) Benno, f. i München 15. Juli 1812, d. 9. Marts 1892. Han er en af Tysklands mest ansete Dyrmalere, »den tyske Landseer«, maler saavel Husdyr som Jagtvildt (Rævejagt, »Halali« etc.). 3) Franz, Broder til ovenn., f. i Milano 4. Maj 1815, d. i München 30. Septbr 1886. Han har gjort sig berømt ved sine Slagmalerier og Dyrebilleder. Gaar Faderen til Haande, deltager med denne og Broderen E. i Felttoget 1849 (offentliggør sine Studier herfra i Stentryk) og er atter (1859) paa Krigsskuepladsen i Italien. Blandt hans mange Arbejder kan nævnes: »Slaget ved Solferino«, »Franskmændenes Tilbagetog fra Rusland« (i Berlin), »Rytterangrebet ved Sedan« (Berlin) og »Kampen ved Orléans« (München); endvidere Portrætter af Franz Joseph og Radetzky. 4) Eugen, Broder til de to sidstnævnte, Slagmaler, f. i München 22. Jan. 1817, d. smst. 4. Juni 1880. Han var som Broderen Franz med i det italienske Felttog (1848—49) og malede under dette en Mængde genreagtige Krigsbilleder og Terrainstudier, der blev udgivne (sammen med F. A.’s ovenfor omtalte) i et af Broderen Julius (1826—74) trykt, litografisk Værk. Han har desuden behandlet den tysk-franske Krig. 5) Emil, Benno’s Søn, er f. i München 20. Maj 1843. Han er Elev af sin Onkel Franz. Hans første udstillede Arbejde »Østerrigsk Lejrscene« (1861) vakte Opsigt. Senere studerede han under Portaels i Bryssel. Han er bekendt som Maler af Jagtbilleder (de to store Malerier »Pardubitzer-Jagtselskabet«, »Lippspringer-do.«), Rytter- og Hesteportrætter. (Litt.: »Das Werk d. Künstlerfamilie A., Text von H. Holland« [Nürnberg 1892]). 6) Julius, Søn af Julius A., f. 18. Maj 1852 i München, d. 23. Septbr 1913 smst., uddannet under Diez og særlig bekendt som Kattemaler. A. Hk. <section begin="Adam"/>'''Adam''' [a↱dã], fr. Kunstnerfamilie fra Nancy. Dens Medlemmer sluttede sig til Bernini’s Stil og drev ofte denne ud til dens yderste Spids. 1) Jaques Sigisbert, f. i Nancy 1670, d. 1747, virkede særlig i sin Fødeby. I denne bevares endnu hans Hus, som han har dekoreret med Billedhuggerarbejder: Basreliefs, Medailloner etc. i heftig bevæget Stil. — Af hans tre Sønner er den ældste og mest bekendte: 2) Lambert Sigisbert (1700—59). 10 Aar opholdt han sig i Rom, vandt der stort Ry, kom ind som Nr. 1 i en Væddestrid om et Udkast til Fontana Trevi, men skaffede sig derved sine italienske Fællers Misundelse og trak sig tilbage fra Konkurrencen, da han 1733 kaldtes til Frankrig. Her udførte han i Louvre »Neptun beroliger Havet«, blev 1737 Medlem af Akademiet, 1744 Prof. Til Versailles’ Neptunfontæne udførte han »Neptun’s og Amfitrite’s Triumf« (Bly, 1740). Hans to allegoriske Arbejder »Jagt« og »Fiskeri« (fremstillede som Nymfer) sendte Ludvig XV som Gave til den preussiske Konge; denne fandt saa meget Behag i dem, at han gjorde flere Bestillinger hos A., der formede Modellerne, som blev udførte af Broderen Gaspard (saaledes »hvilende Mars« i Sanssouci). Et af hans sidste Arbejder var en kolossal Marmorstatue af den hellige Hieronymus (nu i St Roch i Paris). — Hans Kunst var Bernini’sk og vidnede om betydelig teknisk Færdighed i Behandlingen af Marmoret, men dette fik i hans Haand næsten mere »Lighed med Klippestykker med stejle Fordybninger og Kløfter« end med levende Figurer og Draperier. 3) Nicolas Sébastien, foreg.’s Broder (1705—78). Han hjalp Broderen i Paris og Versailles. Af selvstændige Arbejder fra hans Haand kan nævnes »Prometheus« (Louvre), »Polyfem« (1765; Diderot fandt den afskyelig), et Mindesmærke for Dronningen af Polen (han virkede en Tid hos Kong Stanislaus i Nancy) samt Basrelieffet »Den hellige Viktor’s Martyrdød« i Versailles. — Den yngste af de 3 Brødre var: 4) François Gaspard (1710—61). Han blev kaldet til Preussen (i øvrigt ved en Fejltagelse, idet Frederik den Store havde udpeget Broderen, N. S. A.) for at udsmykke Slottene Potsdam og Sanssouci, udførte her talrige Marmorarbejder: »Kleopatra med Slangen«, »Galatea’s Triumf« m. m. Næsten alle hans Arbejder findes uden for Frankrig, hvor han tilbragte de to sidste Aar af sit Liv. (Litt.: Thirion, Les A. et Clodion [1885]). A. Hk. <section end="Adam"/> <section begin="Adam"/>'''Adam''' [a↱dã], Charles Adolphe, fr. Operakomponist (1803—56). Opr. var A. bestemt til Studeringer, men da han stadig begærede at blive Musiker, fik han Tilladelse dertil. I Konservatoriet kunde han imidlertid ikke overvinde sin medfødte Uoplagthed til stadigt Arbejde, førend Boieldieu, der var Lærer i Komposition, blev opmærksom paa hans Improvisationstalent og usædvanlige Lethed til at undfange Melodier og tog sig af hans Undervisning. 1829 debuterede A. med en lille Opera Pierre et Cathérine, og da den blev velvillig modtagen, følte A. sig opmuntret til at arbejde videre i samme Genre — opéra comique. I rastløs Hast skrev han nu en lang Række større og mindre Operaer (foruden en Del Balletmusik); de fleste af disse Arbejder, der var let henkastede og lidet indholdsvægtige, opnaaede kun en rent øjeblikkelig Sukces; enkelte høres dog endnu saasom Le Châlet, Le Brasseur de Preston og navnlig Le Postillon de Longjumeau (1836), A.’s Hovedværk, der har gjort hans Navn bekendt rundt om i Europa. Fra 1846 er der en Standsning i A.’s Kompositionsvirksomhed; han var i denne Periode beskæftiget med at oprette et Théâtre nationale, hvor han dels opførte sine egne Operaer, dels vilde skaffe unge Komponister Adgang til at fremføre deres Arbejder. Foretagendet mislykkedes helt og bragte A. i stor Gæld. Han var imidlertid bleven Konservatorielærer, hvilket sikrede ham økonomisk, og han tog atter fat paa Operakompositionen. Af hans talrige Værker fra denne Periode er de bekendeste La poupée de Nuremberg og Si j’étais roi. <section end="Adam"/><noinclude><references/></noinclude> gyf7mv9gjl7nhhsiggcedc8noxp41d1 104 108229 430831 2026-06-24T17:51:33Z Johshh 9757 /* Ikke korrekturlæst */ Oprettede siden med "Hans sidste Opera er skreven for Offenbach’s Scene, Bouffes Parisiens. Foruden Operaer har A. skrevet forsk. Messer, der dog ikke har stor Værdi, ligesom han har virket som Musikkritiker. 1844 blev han Medlem af Musikakademiet. Hans Selvbiografi og mus. Kritikker er samlede i Souvenirs d’un musicien. A. maa regnes med bl. Repræsentanterne for den ejendommelige fr. opéra comique, men han hører ikke til de mest fremragende af dem. Han naar saaledes... 430831 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="1" user="Johshh" /></noinclude>Hans sidste Opera er skreven for Offenbach’s Scene, Bouffes Parisiens. Foruden Operaer har A. skrevet forsk. Messer, der dog ikke har stor Værdi, ligesom han har virket som Musikkritiker. 1844 blev han Medlem af Musikakademiet. Hans Selvbiografi og mus. Kritikker er samlede i Souvenirs d’un musicien. A. maa regnes med bl. Repræsentanterne for den ejendommelige fr. opéra comique, men han hører ikke til de mest fremragende af dem. Han naar saaledes ikke op i Række med Boieldieu ell. Auber. Hans Operaer har p. Gr. a. deres lette Tilgængelighed, graciøse Melodiøsitet og fikse Tilsnit for en Tid skaffet sig Publikums Yndest og gjort A.’s Navn vel bekendt, men er nu for største Delen forsvundne fra Operascenernes Repertoire. W. B. '''Adam''' [a↱dã], Juliette, se Lamber. <section begin="Adam"/>'''Adam''' [a↱dã], Lucien, fr. Sprogforsker, f. 1833. er berømt som en af de mest fremragende Dyrkere af de ural-altaiske og amerikanske Sprog og har udg. en Mængde Skr. om disse (De l’harmonie des voyelles dans les langues ouralo-altaïques [1874], Examen grammatical comparé de seize langues américaines [1878], Du parler des hommes et du parler des femmes dans la langue Caraïbe [1879], La langue Chiapanique [1887], o. s. v.). Betydelig Fortjeneste har A. ogsaa erhvervet sig ved at fortsætte Bibliothèque linguistique américaine. <section end="Adam"/> <section begin="Adam"/>'''Adam''' [a↱dã], Paul, fr. Forfatter, f. i Paris 7. Decbr 1862, af en flamsk Officersfamilie; hans Fader traadte i Napoleon III’s Tjeneste som Postdirektør. Debuterede 1885 med Romanen Chair molle, der blev anklaget for Usædelighed, men frikendt. 1886 udgav han sammen med J. Moréas Novellesamlingen Le thé chez Miranda og stillede sig derved i Spidsen for den symbolistiske Retning. Men derefter har han udfoldet en overordentlig frodig og omfattende Romanproduktion, der ved sin vældige Fantasi, sin urkraftige Livsfylde, ved Karaktersans, Milieu-Fordybelse og især ved den suveræne Tumlen af Masserne har indbragt ham Navnet af vor Tids Balzac. Som denne ynder han at gruppere sine Emner i hele Romanrækker: Les volontés merveilleuses — L’époque — Le temps et la vie; histoire d’un idéal à travers des siècles. A., der i sin Ungdom sluttede sig til Boulangismen, har senere nærmet sig Socialismen. Af Romanerne kan fremhæves: Robes rouges (1891; Satire over Retsverdenen), Le vice filial (1892), Les mystères (1895; den boulangistiske Bevægelse i Provinserne), L’année de Clarisse (1896), La bataille d’Uhde (1897; krigshistorisk Fantasi), Les tentatives passionées (1898), La force (1899), Basile et Sophia (1900; fra det gamle Byzans), L’enfant d’Austerlitz (1901), La ruse (1902), Le serpent noir (1905), Combats (1905), Les lions (1906), L’homme heureux (1907), Irène et les Eunuques (1907), La vie des élites (3 Bd, 1907—08), L’icône et le croissant (1908) o. s. v. S. Ms. <section end="Adam"/> <section begin="Adam"/>'''Adam''' [a↱dã], Pierre, fr. Kobberstikker, f. i Paris 1799. Han var Elev af P. Guérin, blev Lærer i Kobberstikkunst ved Døvstummeinstituttet i Paris og stak og raderede Portrætter og hist. Arbejder; hans Hovedværk: 80 Portrætter efter Gérard (offentliggjort under Titelen Oeuvre du baron F. Gérard). Goethe omtaler hans Kunst i høje Toner. A. Hk. <section end="Adam"/> <section begin="Adam"/>'''Adam''' [’ädəm], Robert, eng. Arkitekt (1728—92), den berømteste af fire Brødre, der ligesom Faderen William A. dyrkede Bygningskunsten. Han studerede 1754—62 Levningerne af de antikke Bygninger i Italien og Dalmatien, hvor han navnlig anvendte megen Tid paa Ruinerne af Diocletian’s Palads i Spalato, om hvilket han senere udgav et illustreret Pragtværk: The ruins of the palace of emperor Diocletian (London 1764 med 61 Kobbere). 1762 blev han udnævnt til kgl. Arkitekt, men da han 1768 blev Medlem af Parlamentet, fratraadte han denne Stilling; senere virkede han som Arkitekt sammen med sin Broder James (d. 1794). I Forening med denne opførte han en Mængde private og offentlige Bygninger, saaledes de under Navnet the Adelphi (Brødrene) bekendte Huse i London, Universitetet og andre Bygninger i Edinburgh, Sygehuset i Glasgow og Keddleston-Hall ved Derby. Tegningerne til alle de af dem opførte Bygninger udgav han sammen med sin Broder under Titel: The works in architecture of R. and I. A. (3 Bd, London 1778—79; Tillæg 1822). Brødrene A. kan betegnes som Modstandere af Pallidio-Retningen og søgte at arbejde i mere klassisk Stil med et elegant fr. Præg; ikke mindst Interesse har de ved deres Syslen med Værelser og Møbler; for det eng. Møbelhaandværk har »Adamsstilen« haft blivende Bet. C. A. J. <section end="Adam"/> <section begin="Adam"/>'''Adam''' [a↱dã], Victor Vincent, fr. Maler og Litograf (1801—66). Han var Elev af Meynier og Regnault og malede, understøttet af Louis Philippe, Slagbilleder en masse; fl. som Slagene (ved Castiglione, Neuwied og Montebello, kom til Galeriet i Versailles. Han dyrkede desuden Genremaleriet (»Postillonen«) og kastede sig senere især over Litografien (24 Foliobind Blade af A. i Nationalbiblioteket i Paris). A. Hk. <section end="Adam"/> <section begin="Adam af Bremen"/>'''Adam af Bremen,''' Krønikeskriver, blev af Ærkebiskop Adalbert gjort til Kannik og Domskolelærer i Bremen. Her skrev han sit navnkundige Værk »De hamburgske Ærkebispers Historie«, i 3 Bøger, hvortil en geogr.-hist. Skildring slutter sig som den 4de. Begejstring for Ærkesædets nord. Mission drev A. til hans Opgave. For at kunne magte denne drog han til Danmark, hvor selve Kong Sven Estridsøn meddelte ham den danske Overlevering og sine egne Oplevelser. I Bremen udnyttede han Arkivet og Bogsamlingen, dertil mundtlig Overlevering og Ærkebispens Fortælling. A. er en ret paalidelig Historieskriver; dog er hans Benyttelse af ældre Kilder stundom overfladisk. Som Fortæller er han i Reglen tør og knap, kun sjælden giver han sig hen i Stemningen; jo mere han nærmer sig sin egen Tid, desto fyldigere bliver imidlertid hans Fremstilling. A. er ædruelig og upartisk selv over for Samtiden; han har evnet at skildre en saa sammensat Personlighed som Adalberts med dens Storhed og dens Fejl. For Danmarks og Sveriges ældre Historie er hans Værk af stor Bet. Dets endelige Udarbejdelse falder efter Adalbert’s Død (1072), men før Sven Estridsøn’s (1076), under <section end="Adam af Bremen"/><noinclude><references/></noinclude> a6p015m31qsvsagfn00wu217e6tqu7u 104 108230 430832 2026-06-24T18:05:51Z Johshh 9757 /* Ikke korrekturlæst */ Oprettede siden med "Ærkebiskop Liemar, hvem det er tilegnet. A. selv føjede en Del Noter (Scholier) til, som nogle Bremerklerke senere forøgede. Om A.’s øvrige Skæbne ved man intet. Den første Udgave af A.’s Bremerkrønike var A. S. Vedel’s (Kbhvn 1579) efter et Sorø-Haandskrift, der gik til Grunde ved den store Ildebrand i Kbhvn 1728. En kritisk Udgave af Lappenberg findes i Pertz’ Monumenta Germaniæ og særskilt aftrykt. Skriftet er overs. paa Dansk af P. W. Christen... 430832 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="1" user="Johshh" /></noinclude>Ærkebiskop Liemar, hvem det er tilegnet. A. selv føjede en Del Noter (Scholier) til, som nogle Bremerklerke senere forøgede. Om A.’s øvrige Skæbne ved man intet. Den første Udgave af A.’s Bremerkrønike var A. S. Vedel’s (Kbhvn 1579) efter et Sorø-Haandskrift, der gik til Grunde ved den store Ildebrand i Kbhvn 1728. En kritisk Udgave af Lappenberg findes i Pertz’ Monumenta Germaniæ og særskilt aftrykt. Skriftet er overs. paa Dansk af P. W. Christensen 1862. H. O. <section begin="Adam af Fulda"/>'''Adam af Fulda,'''' tysk, musikvidenskabelig Forf. fra Overgangen mellem 15. og 16. Aarh. Hans Hovedværk er De Musica (1490), hvor han i 45 Kapitler efter Tidens Standpunkt gennemgaar Musikken som Kunst og Videnskab. Han var gejstlig og sandsynligvis bl. de første Lutheranere. Hans Navn findes bl. Underskriverne af de Schmalkaldiske Art. 1537. A. H. <section end="Adam af Fulda"/> <section begin="Adam de la Halle"/>'''Adam de la Halle''' [a↱dã-d-la-↱al] med Tilnavnet le Bossu, fr. Digter, der levede i 13. Aarh. Han er f. i Arras, rimeligvis omkr. 1235, men om hans Liv vides næsten intet andet, end at han engang maatte flygte fra sin Fødeby p. Gr. a. politiske Uroligheder, og at han fandt en Beskytter i Grev Robert II af Artois, hvem han 1283 fulgte til Italien, hvor han døde nogle Aar efter. Foruden en Del Smaadigte har A. efterladt to dramatiske Arbejder af meget stor Interesse. Det første af disse, der er forfattet 1262, benævnes Le jeu de la feuillée ell. Le jeu d’Adam; det bestaar af omtr. 1100 parvis rimende Verselinier og giver i en Rk. løst forbundne Scener satiriske Billeder af Smaaborgerlivet i Arras. A. gennemhegler dristig adskillige af sine Bysbørn, som han nævner ved Navn, og spotter vittig over Kvinderne, Munkene, Relikvieuvæsenet o. s. v.; med shakespearesk Frihed indfører han tillige forsk., i Folketroen hjemmehørende, overnaturlige Væsener (Feerne Morgue og Maglore, Hellequin o. s. v.) og lader dem deltage i Handlingen. Dette mærkelige Stykke, der synes at have været opført ved en Majfest, er aldeles enestaaende i Middelalderens Litteratur. A.’s andet større Arbejde, Le jeu de Robin et Marion, er af en hel forsk. Art; det er et yndefuldt Hyrdespil, hvor den gamle Vise om den dydige Hyrdinde, som afslaar Ridderens Elskovstilbud og bliver sin Hyrde tro (smlg. »Henrik og Else« af Chr. Winther), fremtræder i livfuld dramatisk Behandling. Stykket indeholder tillige mange Scener, hvor Hyrdernes glade Friluftsliv fremstilles, man ser deres Lege og Danse og hører deres muntre Sange. Paa Gr. a. det store Antal indlagte Kupletter, til hvilke A. til Dels selv har komponeret Melodierne, kan Le jeu de Robin et Marion betegnes som den ældste »Opéra comique«. (Litt.: Coussemaker, Oeuvres complètes d’Adam de la Halle [Paris 1872]; Bahlsen, »Adam de la Halles Dramen« [Marburg 1885]). Kr. N. <section end="Adam de la Halle"/> <section begin="Adamaua"/>'''Adamaua''' (Adamava, Fumbina), Landskab i den sydlige Del af Sudan mellem 6° og 11° n. Br., tidligere en Prov. af Fellata-Riget Sokoto, nu delt mellem England og Tyskland. A. er i Modsætning til det øvrige Sudan væsentligst et Bjergland, bestaaende af Gnejs, Granit, Porfyr og Grønsten samt yngre Eruptiver stammende fra den vulkanske Kamerunspalte; de største Højder naas i Ssari-Massivet (2000—2400 m), Alantika (2500 m) og Gendero (2700 m). De betydeligste Floder er Benuë, som er en Biflod til Niger, og dens Biflod Faro samt Jedseram, der strømmer til Tsad-Søen. Klimaet er udpræget tropisk ligesom Vegetationen. Befolkningen bestod opr. af en Del hedenske Negerstammer, Batta’erne, indtil de muhammedanske Fellata’er trængte ind fra NV., bosatte sig hist og her i Landet og lidt efter lidt ved deres større Legemskraft og Intelligens, deres Energi og Rigdom undertvang den hedenske Befolkning, som de lod dyrke Jorden for sig. De vigtigste Byer er Jola (c. 15000 Indb.), der ligger i den eng. Del og driver betydelig Handel, samt Gerua, som er Tyskernes Hovedby. Længst mod S. ligger det befæstede Banjo, Landets største Elfenbensmarked. Landet besøgtes første Gang af H. Barth 1851, senere af R. Flegel og S. Passarge. C. A. <section end="Adamaua"/> <section begin="Adamello-Gruppen"/>'''Adamello-Gruppen,''' Bjergmassiv, hørende til de rætiske Alper, paa Grænsen mellem Italien og Tyrol, skilt fra Ortler-Alperne ved det 1874 m høje Tonale-Pas, er dækket af evig Sne og har sit højeste Punkt i Presanella (3564 m) og sit næsthøjeste i Adamello (3554 m). A. blev første Gang bestegen af Payer 1864. G. Ht. <section end="Adamello-Gruppen"/> <section begin="Adamitter"/>'''Adamitter,''' en gnostisk Sekt i Nordafrika i 2. og 3. Aarh., som vilde genoprette den opr. Uskyldstilstand. De gik nøgne ligesom Adam og forkastede Ægteskabet i den Mening, at Adam før Syndefaldet var androgyn. Følgen blev en alt andet end uskyldig Tilstand, og de blev fordømte af Kirken. I 15. Aarh. opstod i Bøhmen en lign. Sekt, en Gren af »den fri Aands Brødre og Søstre«, der ogsaa vilde vende tilbage til den paradisiske Naturtilstand. Sektens Medlemmer forkastede al ydre Gudstjeneste, indførte Kvinde- og Ejendomsfællesskab og samledes nøgne. Paa en Ø i den bøhmiske Flod Luschnitz søgte de at virkeliggøre deres Ideal, men 1421 erobrede Ziska Øen og dræbte mange af dem uden dog helt at udrydde dem. Lignende Bevægelser er flere Gange senere opstaaede, hvor religiøst Sværmeri er gaaet i Pagt med Sanselighed. L. M. <section end="Adamitter"/> <section begin="Adamo"/>'''Adamo,''' Max, Historie- og Genremaler, f. 3. Novbr 1837 i München, d. 31. Decbr 1901. A. uddannedes paa det derværende Akademi, bl. a. af Piloty. Hans »Robespierre’s Fald i Nationalkonventet« (1868) vakte en Del Opsigt, blev udstillet paa Salonen i Paris og indbragte ham en Medaille i Wien. Senere har han bl. a. malet »Vilhelm af Oraniens sidste Samtale med Egmont«, »Karl I«, »Cromwell opløser Parlamentet« og »Adepten i Laboratoriet«. A. Hk. <section end="Adamo"/> <section begin="Adams"/>'''Adams''' [↱ädəmz], Navn paa fl. Byer og Distrikter i U. S. A., hvoraf nævnes flg. Byer: 1) A. i Staten Massachusetts, ligger 220 km V. f. Boston i en høj Bjergdal paa begge Sider af Hoosac Biver (1910: 13026 Indb.). A. er en fremadskridende Industriby med Papir- og Bomuldsfabrikker. I Nærheden hæver sig Saddle Mountain, der er det højeste Punkt i Massachusetts. — 2) A. i New York, ligger 105 km NV. <section end="Adams"/><noinclude><references/></noinclude> 0rrhlg1ypuex5pkk0jqxu9iema8nd8b 104 108231 430833 2026-06-24T18:10:15Z Johshh 9757 /* Ikke korrekturlæst */ Oprettede siden med "f. Utica ved Banen fra Utica til Watertown (1910: 3500 Indb.). — 3) Se North Adams. H. P. S. <section begin="Adams"/>'''Adams''' [↱ädəmz], nordamr. Slægt i Massachusetts af puritansk Oprindelse. {{Illustration}} 1) John A., Nordamerikas Præsident (1797—1801) f. 19. Oktbr 1735, d. 4. Juli 1826, blev 1758 Sagfører i sin Hjemstat og hævdede siden 1761 med stor Dygtighed og Udholdenhed Koloniernes Rettigheder over for den engelske Regering, særlig... 430833 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="1" user="Johshh" /></noinclude>f. Utica ved Banen fra Utica til Watertown (1910: 3500 Indb.). — 3) Se North Adams. H. P. S. <section begin="Adams"/>'''Adams''' [↱ädəmz], nordamr. Slægt i Massachusetts af puritansk Oprindelse. {{Illustration}} 1) John A., Nordamerikas Præsident (1797—1801) f. 19. Oktbr 1735, d. 4. Juli 1826, blev 1758 Sagfører i sin Hjemstat og hævdede siden 1761 med stor Dygtighed og Udholdenhed Koloniernes Rettigheder over for den engelske Regering, særlig i Kampen mod Stempelafgiften 1765. Han valgtes 1771 til Massachusetts’ lovgivende Forsamling og 1774 til Koloniernes Fællesforsamling; foreslog her Washington til deres Overgeneral og støttede 1776 R. H. Lee’s Forslag om at kundgøre deres Uafhængighed, samt var Ordfører for den nærmest af Jefferson affattede Uafhængighedserklæring. 1779 tog han væsentlig Del i Udarbejdelsen af Massachusetts’ ny Forfatning og drog derefter som Koloniernes Underhandler til Europa (havde allerede 1778 været en kort Tid i Paris); han sluttede 1782 sammen med J. Jay (imod B. Franklin) foreløbig Fred med England uden at tage Hensyn til Frankrig og udvirkede desuden Hollands Anerkendelse og Aftale om en Handelspagt. 1785—88 var A. Sendemand i London og skrev her sit store Værk Defense of the constitution and government of the United States (3 Bd, 1787). Efter sin Tilbagekomst blev A. 1789 Vicepræsident (valgt med knap Halvdelen af Stemmerne, genvalgt 1792) og sluttede sig til det føderalistiske Parti, der lagde mere Vægt paa Unionens Enhed end paa Enkeltstaternes Selvstændighed. Ogsaa hævdede han i Modsætning til Flertallet af sine Landsmænd et Dannelsens og Dygtighedens Aristokrati (vilde helst have Senatet bygget paa et saadant Grundlag) med Forkastelse af den fr. Revolutions Lighedsgrundsætninger. 1796 valgtes han som Washington’s Eftermand til Præsident, dog kun med faa Stemmers Overtal over Jefferson, og havde i sin Embedstid megen Modstand at kæmpe imod. De strenge Love, han gennemførte 1798, imod Udlændinge og imod Angreb paa Regeringen, vakte megen Uvilje som stærke Indgreb i den personlige Frihed, og ikke mindre gjorde hans maadeholdne Politik ovf. Frankrig, som hindrede en Krig, skønt han samtidig kraftigt hævdede Unionens Værdighed. Ligesom Washington indtog A. en vis Fornemhed i sin ydre Optræden og gjaldt for at være meget forfængelig. Det var ham ogsaa en dyb Skuffelse, da han ved Præsidentvalget 1800 vragedes for Jefferson, og han forlod sin Embedsbolig uden at afvente Eftermandens Tiltrædelse. De to gamle Medbejlere døde begge samme Dag, 50 Aarsdagen for deres store Fællesværk: Uafhængighedserklæringen. A.’s Værker udgaves 1850—56 i 10 Bd., og hans mærkelige Brevveksling med sin Hustru Abigael Smith (1744—1818) under Frihedskrigen udkom 1875. Hans Levned skildrede J. T. Morse 1885 (ny Udg. 1899). {{Illustration}} 2) John Quincy A., Nordamerikas Præsident (1825—29), foreg.’s Søn, f. 11. Juli 1767, d. 23. Febr 1848, blev 1790 Sagfører i Boston og 1794 Sendemand i Haag og 1797 i Berlin, hvor han 1799 sluttede en Handelspagt med Preussen. Som Unions-Senator for Massachusetts 1803—08 viste han sin politiske Uafhængighed over for sit Parti ved at billige Købet af Louisiana og senere Jefferson’s Afspærring af Udenrigshandelen 1807, men mistede ogsaa derfor sit Tillidshverv. 1809 blev han Sendemand i Skt Petersborg, deltog 1815 i Fredslutningen med England og var derefter Sendemand i London indtil 1817, da han blev Statssekretær, d. v. s. Udenrigsminister under Monroe’s Præsidentskab. Han afsluttede 1819 Købet af Florida og var 1823 den egentlige Ophavsmand til »Monroe-Doktrinen« om Amerikas Uafhængighed over for al europ. Indblanding. 1824 valgtes A. af Repræsentanthuset til Unionens Præsident, takket være H. Clay’s Indflydelse, skønt Sydstatsboernes Yndling Jackson havde faaet flere Valgmandsstemmer end han selv, og da han derefter tog Clay til Statssekretær, fremsattes af Modpartiet de mest nærgaaende Sigtelser imod dem begge. Hans Virksomhed blev derfor ikke særlig frugtbringende som Følge af vedvarende Partikampe, 1831 valgtes A. til Repræsentanthuset og havde Sæde heri indtil sin Død. Uden selv at være Abolitionist var han dog deres ypperste Talsmand og indbragte først Forslaget om at afskaffe Slaveriet i Forbundsdistriktet Columbia; særlig kæmpede han vedholdende og uforfærdet 1836—44 imod den Beslutning, Slaveriets Venner havde faaet vedtaget, om at forbyde paa Forhaand Indbringelse af noget Forslag eller Andragende vedrørende Slaveriet, og betegnede den ligefrem som et Forfatningsbrud. Det lykkedes ham da ogsaa til sidst at faa den tilbagekaldt. A.’s Erindringer og Dagbøger (1795—1848) udgaves i 12 Bd 1874—77; hans Levned skildredes af W. Seward 1849. af Jos. Quincy 1858 og af J. T. Morse 1883. <section end="Adams"/><noinclude><references/></noinclude> 4qgjeb6g60yei3h047v95ytv1ruousv 104 108232 430834 2026-06-24T18:16:11Z Johshh 9757 /* Ikke korrekturlæst */ Oprettede siden med "3) Charles Francis A. (1807—86), Søn af foreg., opr. Sagfører, var 1840—46 Medlem af Massachusetts’ lovgivende Forsamlinger og 1848 Medstifter af det ny politiske Parti »Freesoilers«, der vilde modsætte sig Slaveriets Udvidelse, samt blev dets Kandidat til Vicepræsidentposten. Som Sendemand i London 1861—68 viste han stor Dygtighed og søgte særlig at hindre sydstatlige Kaperes Udrustning i England. 1871—72 var han Medlem af Voldgiftsdomstolen i Al... 430834 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="1" user="Johshh" /></noinclude>3) Charles Francis A. (1807—86), Søn af foreg., opr. Sagfører, var 1840—46 Medlem af Massachusetts’ lovgivende Forsamlinger og 1848 Medstifter af det ny politiske Parti »Freesoilers«, der vilde modsætte sig Slaveriets Udvidelse, samt blev dets Kandidat til Vicepræsidentposten. Som Sendemand i London 1861—68 viste han stor Dygtighed og søgte særlig at hindre sydstatlige Kaperes Udrustning i England. 1871—72 var han Medlem af Voldgiftsdomstolen i Alabama-Sagen (s. d.). Han har udg. sin Farfaders Værker og sin Faders efterladte Papirer. — Hans Søn af samme Navn, f. 1835, tjente i Hæren under Borgerkrigen, til sidst som Brigadegeneral, og var 1884—90 Præsident for Union-Pacifik-Jernbanen, samt skrev 1900 sin Faders Levned i Serien American statesmen. — En anden Søn, Henry, f. 1838, var Faderens Privatsekretær, medens denne var Sendemand i London, og 1870—77 Lærer i Historie ved Harvard-Universitetet. Han har bl. a. skrevet Life of Albert Gallatin (1879) og History of the United States during the administration of Thomas Jefferson and James Madison (9 Bd, 1889—90). 4) Samuel A., Fætter til John A., f. 27. Septbr 1722, d. 2. Oktbr 1803, skrev allerede 1743 for Magistergraden en Afh. om., hvorvidt det var lovligt at gøre Modstand mod Øvrigheden, naar Samfundets Vel kræver det. Han tog siden 1748 virksom Del i Bostons kommunale Møder og var 1765—74 Medlem af Koloniens lovgivende Forsamling. Allerede meget tidlig var han en uforsonlig Modstander af den eng. Regering, virkede siden 1765 som dygtig Agitator baade i Tale og Skr. og tog endog Del i de voldsomme Optrin 1771 og flg.; han var ogsaa en af de første, som var klar over, at Løsrivelse maatte være Maalet. 1774—81 var han Medlem af Koloniernes fælles Forsamling, havde 1779 Del i Massachusetts’ ny Forfatning og medvirkede 1788, skønt selv ivrig Demokrat, for Massachusetts Vedtagelse af Unionsforfatningen; endelig var han 1789—94 Viceguvernør og 1794—97 Guvernør i denne Stat. Hans Skr. (Writings) udgaves 1904—08 i 4 Bd i New York; hans Ætling, W. Wells skrev hans Life and public service (3 Bd, Boston 1865) og J. K. Hosmer, S. A. (Boston 1885). E. E. <section begin="Adams"/>'''Adams''' [↱ädəmz], Charles Kendall, nordamer. Historiker, f. 1835. blev 1867 Prof. i Hist. ved Univ. i Michigan og har især gjort sig bekendt ved sit Skrift Democracy and monarchy in France (1874). <section end="Adams"/> <section begin="Adams"/>'''Adams''' [↱ädəmz], Herbert Baxter, amer. Historiker, f. 1850, blev 1883 Prof. i Historie ved Hopkins-Universitetet i Baltimore og var fra 1882 Sekretær i det amer. »historiske Selskab«. Foruden en Del mindre Arbejder (samlede i John Hopkins University studies in historical and political science, 4 Bd. [1882—86]) har han skrevet Contributions to the educational history of the United States (1887), History of the cooperation in the United States (1888) m. fl. <section end="Adams"/> <section begin="Adams"/>'''Adams''' [↱ädəmz], John Couch, eng. Astronom, f. 5. Juni 1819 i Cornwall, d. 21. Jan. 1892 i Cambridge, blev 1858 Prof. i Matematik i St Andrews, s. A. i Astronomi i Cambridge og 1861 tillige Direktør for Observatoriet smst. 1843 begyndte A. at beskæftige sig med Planeten Uranus og paaviste, at Grunden til Afvigelsen i dens Bane skrev sig fra en da ukendt Planet uden for denne. Han beregnede den ny Planets Plads og overgav Airy sine Resultater. Samtidig var Leverrier optaget af det samme Problem og kom senere end A. til det samme Resultat; men denne publicerede straks sine Beregninger, hvorved Planeten blev funden. (Se nærmere herom Neptun.) For dette Arbejde fik A. 1848 Copley-Medaillen fra Royal Society, og St John College i Cambridge, som A. havde tilhørt, indstiftede 1848 Adams prize, som skulde uddeles hvert andet Aar for det bedste Arbejde i Astronomi, ren Matematik ell. dermed beslægtede Discipliner. Af A.’s øvrige Arbejder nævnes i første Række hans Studier over Maanens Bevægelse, og da specielt hans Diskussion af Maanens sekulære Acceleration (se Maanen), der 1866 blev belønnet med Guldmedaille fra Royal Astronomical Society, hvis Præsident han var 1851—53 og 1874—76. Hans Arbejde over Leonide-Sværmen var banebrydende, og alle Arbejder af denne sin Tids største teoretiske Astronom vakte Opsigt. Han beskæftigede sig ogsaa med rent matematiske Problemer, specielt hvor disse førte til større Regneoperationer. Saaledes beregnede han de Bernouilliske Tal fra 32 til 62, de 31 første var beregnet, af Euler (1—15) og Rothe (16—31), og den naturlige Logaritme for Tallene 2, 3, 5, 7, 10 og Modulen med 273 Decimaler. Ogsaa med Jordmagnetisme har han arbejdet, lige fra 1848, men først efter hans Død er disse Studier blevne publicerede. For Newton havde han den størst mulige Beundring, og han er uden Tvivl den, som har mest indgaaende studeret hans matematiske Arbejder og da specielt hans Principia. Det var da naturligt, at man 1887 overdrog til A. at holde Mindetalen over dette Standard-Værk 200 Aarsdagen for dets Udgivelse — ved Sygdom blev A. hindret deri, men det flg. Aar, da Cambridge University Press publicerede et Katalog over Newton’s Arbejder, overtog A. at beskrive de matematiske Publikationer. Efter A.’s Død blev hans Scientific Papers (Cambridge 1896, 1900) udg. i 2 Bd, hvoraf det første indeholder, hvad A. selv har offentliggjort, medens i 2. Bd er samlet, hvad der henlaa i Manuskript, og her har man hans geniale Lectures on the lunar theory, der ogsaa er udkommen separat (Cambridge 1900). I første Bind har man Biographical Notice forfattet af J. W. L. Glaisher. J. Fr. S. <section end="Adams"/> <section begin="Adams-Acton"/>'''Adams-Acton''' [↱ädəmz-↱äktən], John, eng. Billedhugger, f. 11. Decbr 1834 i Acton (Middlesex), d. i Marts 1898. er udgaaet fra Gibson’s Skole i Rom. Bekendte Værker: Statuer af Gladstone (Liverpool), General Napier (London), Lord Seaton (Devonport), Gravmæler over J. og Ch. Wesley i Westminster Abbey og over Biskop Waldegrave i Carlisle, endvidere en Opstandelsens Engel og »Amor og Psyche«. A. Hk. <section end="Adams-Acton"/> <section begin="Adams"/>'''Adams''' [↱ädəmz] -Aksel betegner en Aksel med tilhørende Akselkasser for Jernbanekøretøjer, der er saaledes konstrueret, at den ved Køretøjets Løb igennem en Sporkurve indstiller sig radielt i Forhold til denne, hvorved Løbet lettes. Indstilleligheden opnaas derved, at de <section end="Adams"/><noinclude><references/></noinclude> t3wnaseza7f8yousml1poi795u8qpx2 104 108233 430835 2026-06-24T18:18:19Z Johshh 9757 /* Ikke korrekturlæst */ Oprettede siden med "lodrette Føringsflader mellem Akselkasser og Køretøjets Rammer er formede efter Cirkelbuer, saa at en Sideforskydning af Akslen samtidig bevirker dennes Drejning. A. er konstrueret af den engelske Ingeniør W. Adams og første Gang prøvet paa Jernbanevogne 1851, paa Lokomotiver 1863. Medens den aldrig har fundet nogen stor Udbredelse ved Jernbanevognene, har den dannet Grundformen for de senere fremkomne og navnlig i den sidste halve Snes Aar anvend... 430835 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="1" user="Johshh" /></noinclude>lodrette Føringsflader mellem Akselkasser og Køretøjets Rammer er formede efter Cirkelbuer, saa at en Sideforskydning af Akslen samtidig bevirker dennes Drejning. A. er konstrueret af den engelske Ingeniør W. Adams og første Gang prøvet paa Jernbanevogne 1851, paa Lokomotiver 1863. Medens den aldrig har fundet nogen stor Udbredelse ved Jernbanevognene, har den dannet Grundformen for de senere fremkomne og navnlig i den sidste halve Snes Aar anvendte Konstruktioner af Webb, Henschel o. fl. af radielt indstillelige Aksler for Lokomotiver. G. K. <section begin="Adamsbjerget"/>'''Adamsbjerget,''' Adamspeak [↱ädəmzpi.k], skovklædt Bjerg (2241 m) paa den eng. Ø Ceylon, af Singhaleserne kaldet Samanella (»Guden Samans Bjerg«). Paa Toppen ses en 1,45 m lang Fordybning, der ligner Sporet af en Menneskefod og efter en kristen Legende hidrører fra den hellige Thomas, efter Buddhisterne fra Buddha og efter Siva-Dyrkerne fra Siva. Ifølge en muhammedansk Legende skriver Fodsporet sig fra Adam, der herfra for sidste Gang skal have skuet ind over Paradiset, og, staaende paa een Fod, i tusinde Aar begrædt Tabet af det. Over Fordybningen er der bygget et lille, aabent Tempel, og skønt Bestigningen er temmelig vanskelig, besøges dette og Bjerget aarlig af Tusinder af Pilgrimme. M. V. <section end="Adamsbjerget"/> <section begin="Adamsbogen"/>'''Adamsbogen,''' hvis egentlige Navn er Sidrâ Rabbû (»den store Bog«) ell. Ginzâ (»Skatten«), er en i den for det mandæiske Trossamfund egne aramæiske Dialekt affattet Samling af hellige Skr. Det sidste store Afsnit af Samlingen, den saakaldte »Kongebog«, er en Art Verdenskronik i mandæisk Belysning. A. er udg. af H. Petermann under Titlen: Thesaurus s. Liber magnus (Leipzig 1867). Henved en Fjerdedel af Værket er oversat af W. Brandt (»Mandäische Schriften«, Göttingen 1893). »Kongebogen« er udgivet og oversat af Ochser i »Zeitschrift f. Assyriologie«, Bd 19 (1905—06). A. C. <section end="Adamsbogen"/> <section begin="Adamsbroen"/>'''Adamsbroen,''' en Række Sandbanker med Klippe- og Koralrev, der strækker sig fra Ceylons Nordkyst over Palks-Strædet til hen imod Øen Rameswaram ved Forindiens Kyst. Der er for Sejladsens Skyld gravet flere Kanaler gennem Sandbankerne, som kun ved Ebbetiden er synlige. M. V. <section end="Adamsbroen"/> <section begin="Adams Børn"/>'''Adams Børn''' bruges som Navn paa Menneskeslægten, især medlidende ell. spøgende (jysk Ordsprog: »Vi er alle Adams Børn — og vil gerne æde Pandekager«). — »Da Adam grov og Eva spandt, hvem var da en Adelsmand«, Folkerim, der 1381 var Slagord under det eng. Bondeoprør, i 15. Aarh. findes i sv. Digtning og endnu høres paa den danske Almues Læber. A. O. '''Adamsfigen,''' se Ficus. <section end="Adams Børn"/> <section begin="Adamsthal"/>'''Adamsthal''' (czechisk Adamov), Landsby i Mähren, 13 km N. f. Brünn, ved Zwittawa og Statsbanelinien Wien-Prag, har Maskinfabrikker og (1900) 792 mest czechiske Indb. Mod Ø. ligger Josefsthal med fl. Kalkhuler, hvor der er gjort forhist. Fund. <section end="Adamsthal"/> <section begin="Adamsæblet"/>'''Adamsæblet''' (hebr.: Ethrog), Frugten af Citrus Pomum Adami Risso, er ægrundt som Orangen, men tre til fire Gange saa stort; Skallen er tyk, grønlig ell. bleggul, med Ar og Mærker som af Menneskebid. Ifølge Talmud skal A. være den Frugt, hvoraf Adam spiste imod Guds Forbud. Det formenes endvidere at være den samme Frugt, som omtales i tredie Mose Bog 23, 40, hvor Bestemmelserne om Løvsalsfesten er givne. Buketter af Palme-, Pile- og Myrtegrene anvendes i Forening med A. ved Gudstjenesten. Efter Festen syltes Frugterne. Deres Hjem er Korfu, Sicilien og Syditalien, hvorfra de forsendes i Kasser med 20—25 Stk. med en Paategning fra den stedlige Overrabbiner, som garanterer for den rigtige Indsamling af dem. A. M. I dgl. Tale benyttes A. til Betegnelse af den paa Halsens Forflade i Midtlinien synlige og følelige, rundagtige Fremstaaenhed, der dannes af Strubehovedet. Benævnelsen stammer fra Forestillingen om, at Adam, da Herren kaldte paa ham, blev saa forskrækket, at en Bid af Æblet blev siddende fast i hans Strube; som et Minde om Syndefaldet bærer Mændene nu dette Mærke. <section end="Adamsæblet"/> <section begin="Adana"/>'''Adana''' [ell. ↱a-], gl. tyrk. By i det sydøstlige Lilleasien ved den sejlbare Seihun, de Gamles Saros, ligger i Vilajetet af samme Navn (Kilikien) mellem Frugt- og Vinhaver 60 km fra Havet NØ. f. Tarsos ved Vejen til Aleppo. A., der har c. 45000 Indb., flest Tyrkere, dog ogsaa Grækere og Armeniere, har ved sin Beliggenhed som Nøglen til Tauros-Passerne (som i Oldtiden, saaledes endnu den Dag i Dag) en stor, strategisk Bet. og har derfor endnu i den nyere Tid (1839) været et Stridens Æble mellem Tyrkiet og Ægypten. A. var paa Pompejus’ Tid et Tilholdssted for Sørøvere, drev allerede dengang en livlig Handel og kappedes i Størrelse og Magt med det nærliggende Tarsos. En lille Klippefæstning behersker Byen, der endnu indeholder forsk. Bygningsmindesmærker fra Oldtiden, f. Eks. den efter Sigende af Hadrian byggede Bro over Seihun. A. driver væsentlig Handel med Uld, Bomuld, Korn, Vin og Frugt. Den er nu ved en 86 km lang Jernbane forbunden med Havnebyen Mersina, hvorfra aarlig udskibes Produkter for henimod 20 Mill. Kr. Vilajetet A. er 39900 km2 med 422400 Indb. M. V. <section end="Adana"/> <section begin="Adangbe"/>'''Adangbe,''' By i det tyske Kolonialdistrikt Togo paa Slavekysten i Øvreguinea, 40 km fra Benin-Bugten, med 7500 Indb. <section end="Adangbe"/> <section begin="Adanson"/>'''Adanson''' [adã’så], Michel, fr. Naturforsker (1727—1806), var først bestemt til Teolog, men forlod dette Studium for at hengive sig til Naturvidenskaberne. Han følte sig især ansporet af Linné’s Metode og drog til Senegal, der dengang var temmelig terra incognita. 1753 forelagde han det franske, ostindiske Kompagni en Plan til Oprettelsen af en Forsøgsstation i Senegal uden Anvendelse af Negerslaver, men der kom intet ud deraf. 1760 søgte England at faa ham til at meddele det sin Plan, hvilket han dog patriotisk nægtede. Imidlertid havde han 1757 udg. sin Histoire naturelle du Senegal. 1761—63 udgav han Méthode nouvelle pour apprendre à connaître les différentes families des plantes (2 Bd), hvori han offentliggjorde et nyt System, som dog <section end="Adanson"/><noinclude><references/></noinclude> e0utbg7h5m27vqadc7va18n3ppvm2jb 104 108234 430836 2026-06-24T18:19:15Z Johshh 9757 /* Ikke korrekturlæst */ Oprettede siden med "ikke er trængt igennem. 1755 forelagde han det fr. Akademi en storartet Plan til en fuldstændig Encyklopædi, der dog trods hans Haab om Ludvig XV’s Understøttelse ikke blev udgiven. Han arbejdede imidlertid stadig paa denne Plan og kom under Revolutionen derved i Nød og Fattigdom; en væsentlig Hjælp var det da, at man tilbød ham en Understøttelse paa 3000 frc. Han efterlod sig store Samlinger og Manuskripter. Foruden ved de nævnte Værker har han i... 430836 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="1" user="Johshh" /></noinclude>ikke er trængt igennem. 1755 forelagde han det fr. Akademi en storartet Plan til en fuldstændig Encyklopædi, der dog trods hans Haab om Ludvig XV’s Understøttelse ikke blev udgiven. Han arbejdede imidlertid stadig paa denne Plan og kom under Revolutionen derved i Nød og Fattigdom; en væsentlig Hjælp var det da, at man tilbød ham en Understøttelse paa 3000 frc. Han efterlod sig store Samlinger og Manuskripter. Foruden ved de nævnte Værker har han især gjort sig fortjent ved sine Studier over Baobab-Træet, der efter ham af Linné kaldtes Adansonia; 1751 gjorde han Videnskaben bekendt med Gymnoten ell. den elektriske Barryg, hvis mærkelige Udladninger han sammenlignede med Leidnerflaskens. 1767 opdagede han Oscillatoriernes mærkelige Bevægelser. Ogsaa over visse Problemer af plantefysiol. Art havde A. spekuleret. Han har udtalt den Tanke, at der maatte herske et simpelt aritmetisk Forhold mellem Temperaturen og Planternes Vækst, idet han antog, at Løvspringstiden var bestemt ved Summen af de Tal, der udtrykker den dgl. Middelvarme, regnede fra Aarets Beg. Fra denne Lære er man senere kommen bort. Af hans efterladte Skr. har Payer 1844—45 udg. Cours d’histoire naturelle fait en 1772, samt Histoire de la botanique et plan des families nat. des plantes (2. Oplag, 1864). Hans Marmorstatue rejstes i Jardin des plantes i Paris 1856, og Tidsskriftet Adansonia har Navn efter ham. V. A. P. <section begin="Adansonia"/>'''Adansonia''' Linn., Slægt af Bombaceerne med kun 3 Arter. A. digitata L. (Abebrødtræ, Baobab i Vestafrika, Tabaldie i Sudan) er et Træ af meget betydelige Dimensioner; det naar en Højde af 12—22 m og et Omfang af c. 47 m; i sit Ydre har det nærmest Lighed med en mægtig Halvkugle. Kun en kortere Tid af Aaret er Træet løvbærende; Bladene er langstilkede og fingrede, med 3—9 helrandede Smaablade; de store, hvide Blomster hænger enkeltvis ned paa Stilke af næsten 1 m Længde. Frugterne, som bliver hængende efter Løvfaldet, er kapselagtige, aflange (indtil 45 cm lange) og tendannede af {{Illustration}} Form; Skallen er i moden Tilstand graabrun, sprød og med en filtagtig Haarbeklædning; mange brune Frø i 5—10 Rum, der omgives af en tør, hvid Marv. A. er først blevet bekendt 1454, fundet af Portugisere ved Kap Verde. Det skal kunne opnaa en meget høj Alder; Adanson, som {{Illustration}} iagttog nogle Indskr. fra 14. og 15. Aarh. paa en Stamme med et Gennemsnit af 9,4 m, anslog — i Henhold til Overvoksningslagets Størrelse — dette Individs Alder til 5150 Aar. Træet har hjemme i Afrika, men er overført til Indien og visse Steder i Sydamerika; næsten overalt er det Genstand for de indfødtes dybe Veneration. Stammen, der ofte er hul, tjener i Vestafrika til Bolig for Negrene, som desuden benytter den til Bygning af deres Fartøjer. Veddet er let og blødt; Barken indeholder seje Taver, der gør den anvendelig som Papirmateriale og til Forfærdigelse af Strikker; desuden benyttes den til Fremstilling af et feberstillende Middel (Cortex Adansoniae). Den syrlige Frugtmarv spises, og de revne Blade (Lalo) tilsættes forsk. Spiser; Nydelsen deraf skal forhindre en alt for stærk Svedafsondring. A. Gregorii F. v. Müll. vokser i Nordaustralien og adskiller sig fra den foregaaende Art ved kortstilkede Blomster og Frugter. Af Frugtmarven fremstilles en kølende Drik. A. M. <section end="Adansonia"/><noinclude><references/></noinclude> g3fr0wsm97ffk7mtcl6l4jcp0bby050 104 108235 430837 2026-06-24T18:21:17Z Johshh 9757 /* Ikke korrekturlæst */ Oprettede siden med " Adaptation kaldes den Forandring, som indtræder i et Organs Tilstand, naar det gaar over fra Hvile til en ikke for kortvarig Virksomhed, ell. omvendt. Da Resultatet af et Organs Arbejde ikke blot er afhængigt af den Paavirknings Art og Styrke, som fremkalder Virksomheden, men ogsaa af selve Organets Tilstand, saa kan en konstant Paavirkning altsaa i Beg. ikke fremkalde et konstant Resultat, fordi selve Organets Tilstand forandrer sig. Men under e... 430837 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="1" user="Johshh" /></noinclude> Adaptation kaldes den Forandring, som indtræder i et Organs Tilstand, naar det gaar over fra Hvile til en ikke for kortvarig Virksomhed, ell. omvendt. Da Resultatet af et Organs Arbejde ikke blot er afhængigt af den Paavirknings Art og Styrke, som fremkalder Virksomheden, men ogsaa af selve Organets Tilstand, saa kan en konstant Paavirkning altsaa i Beg. ikke fremkalde et konstant Resultat, fordi selve Organets Tilstand forandrer sig. Men under en konstant Paavirknings Indflydelse vil Organet i Løbet af kortere ell. længere Tid naa en konstant Tilstand, hvilket kendes derpaa, at Virksomhedens Resultat fra dette Øjeblik at regne er konstant, og Organet siges da at være adapteret, tilpasset for Paavirkningen. A. lader sig paavise saavel ved Muskelarbejde som ved Sanseorganernes Virksomhed. Ved et dertil indrettet Apparat, Ergografen (s. d.), kan man maale Størrelsen af det maksimale Arbejde, som en Muskelgruppe, f. Eks. en Fingers Muskler, i ethvert givet Øjeblik kan præstere. Lader man Fingeren i bestemt Tempo udføre maksimalt Arbejde, aftager dette i Størrelse, indtil det naar en bestemt Værdi afhængig af Tempoet, hvori der arbejdes. Ligeledes har man ved meget indviklede Maalinger, som her ikke lader sig forklare nærmere, overbevist sig om, at Styrken af den Fornemmelse, som en Paavirkning paa et Sanseorgan fremkalder, i Beg. undergaar ret betydelige Forandringer og først bliver konstant i Løbet af 2—30 Sek. I det dgl. Liv kan A. iagttages i visse Tilfælde, hvor Paavirkningerne er meget svage; de vil da, som Følge af A., snart blive umærkelige. Tager man et Par ikke for stærkt farvede Briller paa, vil man efter faa Minutters Forløb ikke længere kunne mærke, at Tingene har faaet en anden Farve. Kommer man fra Kulden ind i en varm Stue, mærkes Varmen straks stærkt, men snart hører Varmefornemmelsen op. Noget lgn. gælder for mange Lugt- og Smagspaavirkninger, der ved fortsat Indvirkning bliver umærkelige. Ophører en Paavirkning, gaar Organet tilbage til sin Hviletilstand, hvilket i Alm. kræver lang Tid. Kommer man f. Eks. fra en sollys Gade ind i et mørkt Værelse, kan man til at begynde med slet intet se, men i Løbet af 20 Min. tilpasser Nethinden sig for Mørket; dog er denne saakaldte Mørkeadaptation endnu efter 2 Timers Forløb ikke fuldstændig. Ligesom de enkelte Organer kan ogsaa hele Organismen adaptere sig for nye Forhold; en saadan A. indtræder f. Eks. altid ved Overgangen fra et Klima til et andet, fra Lavland til Højfjæld, fra tempereret til tropisk Klima o. s. v. Denne Form af A. kaldes Akklimatisation. (Litt.: Lehmann, »Grundzüge der Psychophysiologie« [Leipzig 1912]). Alfr. L. '''Adaptationsteorien,''' se Agglutinationsteorien. <section begin="adaptere"/>'''adaptere''' (af lat. aptus ɔ: skikket til), tilpasse, indrette til; anvende paa. adaptabel, anvendelig. Adaptation, Adaption, Anvendelse, Tilpasning. <section end="adaptere"/> <section begin="Adar"/>'''Adar,''' Navn paa en Guddom hos Assyrerne og Babylonierne, rimeligvis en Krigsgud. Navnet er ikke endnu med Sikkerhed paavist i Indskrifterne, men findes bl. a. som Del af assyriske Personnavne i Bibelen. — A. var tillige Navnet paa den tolvte Maaned i det assyriske Aar, der var et Maaneaar med Maaneder paa afvekslende 29 og 30 Dage. Da Aarets Beg. faldt ved Foraarsjævndøgn, er A. en Foraarsmaaned. For at udjævne Forskellen imellem Maaneaaret og Solaaret indskød Assyrerne med visse Mellemrum en Skudmaaned efter A., »en anden A.«, ligesom med større Mellemrum af og til en anden Skudmaaned midt i Aaret. Navnet betyder rimeligvis »den mørke« (skyfulde). I det gl. Persien finder vi en Maaned Ader, Parsernes niende Maaned, Ordet er rent persisk, beslægtet med det pers. Ord for »Ild«. Ader havde ligesom alle Maaneder i Parsernes Aar (et Solaar paa 365 Dage) 30 Dage; forud for Ader gik de 5 Skuddage. Ægypternes Maaned Athyr har intet at gøre hverken med Assyrernes A. ell. med Parsernes Ader. V. S. I Jødernes senere, fra Babylonierne optagne Tidsregning, som rettede sig efter Maanen, er A. (som hos Babylonierne) Navnet paa den 12. Maaned, nærmest svarende til vor Marts. Adar sheni (d. e. A. Nr. 2) hedder den til Udligning mellem Maaneaaret og Solaaret 7 Gange i et Tidsrum af 19 Aar indskudte Maaned. — I A. falder Purimsfesten. Efter Sagnet er den 7. A. Moses’ Fødsels- og Dødsdag. J. P. '''ad arma''' (lat.), til Vaaben! <section end="Adar"/> <section begin="a dato"/>'''a dato''' ɔ: efter Vekslens Udstedelse, benyttes til Angivelse af en Veksels Betalingstid; a dato-Veksel (Datoveksel): en Veksel, der lyder paa Betalingen vis Tid efter Udstedelsen. '''ad bene placitum''' (lat.), efter Forgodtbefindende. <section end="a dato"/> <section begin="ad bestias"/>'''ad bestias''' (lat.), »til de vilde Dyr«, Udtryk for en i den rom. Kejsertid alm. Dødsstraf, der anvendtes over for grove Forbrydere af ringe Stand og bestod i, at disse sattes til at kæmpe med de vilde Dyr ved de offentlige Skuespil. <section end="ad bestias"/> <section begin="ad calendas Græcas"/>'''ad calendas Græcas''' (lat.) d. s. s. aldrig. Udtrykket er en Spøg, som skriver sig fra den rom. Kejser Augustus, der om upaalidelige Debitorer jævnlig sagde, »at de nok vilde betale paa Grækernes Calendæ«. Hos Romerne var Calendæ (ɔ: den første Dag i hver Maaned) Terminsdag, hos Grækerne fandtes intet tilsvarende Forhold. Derfor vil ad cal. Gr. solvere sige det samme som at betale, naar der kommer to Torsdage i een Uge. C. B. <section end="ad calendas Græcas"/> <section begin="Adcitation"/>'''Adcitation''' (lat., af citatio, Stævning), Retsudtryk for den Handling, hvorved en af Parterne i en allerede paabegyndt Proces indstævner en Trediemand og under Sagen nedlægger en Paastand imod ham. Der haves i dansk Ret ingen positive Bestemmelser om Tilladeligheden af en saadan Handling. Efter vore alm. Procesregler er den imidlertid ofte afskaaret, bl. a. fordi Modparten ell. den indstævnte Trediemand kan gøre Indsigelse derimod; dog vil undertiden den opr. Sagsøger have Krav paa at kunne indstævne en anden ved Siden af den opr. indstævnte, f. Eks. naar den indstævnte opgiver en anden Person som den, Sagen helt ell. delvis angaar. I saadanne Tilfælde er A. hjemlet ved Retsplejelovens § 244. V. B. '''add.,''' se addatur. <section end="Adcitation"/> <section begin="Adda"/>'''Adda''' [↱ad.a], lat. Addua, Biflod til Po i Norditalien, udspringer i Bernina-Alperne ved Monte Fraele i Tyrol og strømmer gennem Veltlin-Dalen <section end="Adda"/><noinclude><references/></noinclude> gmv06jk3tppiy36qwrx8xtzm31dua1l 104 108236 430838 2026-06-24T19:33:19Z Johshh 9757 /* Ikke korrekturlæst */ Oprettede siden med " og Como-Søen. Denne sidste forlader den ved Lecco som en sejlbar Flod og falder efter at have passeret Cassano og Lodi 11 km oven for Cremona i Po efter et 405 km langt Løb. Ved A. sejrede Østgoterne 490 under Theodorik over Odoaker, og 1797 vandt Franskmændene under Napoleon over Østerrigerne i Slaget ved Lodi. H. P. S. <section begin="Adda"/>'''Adda''' [↱a-, eng. ↱äda], Addah, By i eng. Koloni Guldkysten paa Guinea-Kysten, ligger 100 km ØNØ.... 430838 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="1" user="Johshh" /></noinclude> og Como-Søen. Denne sidste forlader den ved Lecco som en sejlbar Flod og falder efter at have passeret Cassano og Lodi 11 km oven for Cremona i Po efter et 405 km langt Løb. Ved A. sejrede Østgoterne 490 under Theodorik over Odoaker, og 1797 vandt Franskmændene under Napoleon over Østerrigerne i Slaget ved Lodi. H. P. S. <section begin="Adda"/>'''Adda''' [↱a-, eng. ↱äda], Addah, By i eng. Koloni Guldkysten paa Guinea-Kysten, ligger 100 km ØNØ. f. Akkra paa højre Bred af Volta, en halv Snes km fra dens Munding og har c. 3000 Indb. Byen, der har gode Betingelser som Handelsby, hørte i sin Tid til de danske Besiddelser. <section end="Adda"/> <section begin="Addams"/>'''Addams''' ↱’ädəmz], Jane, amer. Filantrop, f. 1857 i Illinois. Hun studerede først Medicin, men opgav Studeringerne for at kaste sig over sociale Opgaver og grundlagde 1883 midt i det allerfattigste Kvarter i Chicago det saakaldte »Hull House«, et Centrum for filantropisk Virksomhed over for Fattige og Nødlidende, omfattende Mælkeforsyning til Nyfødte, Børnehave, Læseklub, Folkekøkken, Arbejdsanvisnings- og Oplysningskontor, Retshjælp for Ubemidlede m. m. Som Medlem af Skoleraadet fik hun gennemført en Lov, der forbyder Børn under 14 Aar at arbejde i Fabrikker og at optræde offentlig, og hun var virksom for Oprettelsen af en særlig Domstol, der paaser, at Arbejdstiden for Kvinder og Børn holdes inden for rimelige Grænser. Overalt i Amerika nævnes A. som Forbillede paa det filantropiske Omraade under Hæderstitlen »Amerikas dygtigste Kvinde«. F. B. <section end="Addams"/> <section begin="addatur"/>'''addatur''' (lat.), »maa tilsættes«, forekommer paa Recepter, oftest under den forkortede Form add. '''Addend, addere,''' se Addition. <section end="addatur"/> <section begin="addenda"/>'''addenda''' (lat.), egl. Ting, som skal tilføjes, ɔ: Tilføjelser (til et afsluttet Skrift), Efterslæt, Anhang. <section end="addenda"/> <section begin="addicere"/>'''addicere''' (lat.), tilkende ifølge retslig Afgørelse; Addiktion, den Handling at addicere. <section end="addicere"/> <section begin="addictio in diem"/>'''addictio in diem''' (lat.), teknisk, rom. Retsudtryk for een blandt flere Tillægsaftaler (pacta adjecta), hvorved Hovedkontrakten, kunde knyttes til en Betingelse, her den, at den ene ell. begge Parter i en Kontrakt, navnlig Køb og Salg, skulde have Lov til, inden for en bestemt Frist (dies), at ophæve Handelen, naar han paapegede en Person, der havde gjort ham et fordelagtigere Tilbud. V. B. '''ad diem''' (lat.), til en bestemt Dag. '''Addington''' [↱ädiŋtən], H., se Sidmouth. '''addio''' (ital.), d. s. s. Adieu. <section end="addictio in diem"/> <section begin="Addis"/>'''Addis''' [↱a-] Abeba, Addis Ababa, Adi Abbas, Hovedstaden i Abessinien, ligger i Landskabet Schoa, 435 km SSV. f. Gondar i en Højde af c. 3000 m o. H. Den er mod S. og Ø. omgivet af vide Sletter, men mod N. og V. af høje Bjerge, hvorfra Fjeldbække ledes ind til Byens Haver og Gader. Paa et Højdedrag i Byen ligger Residenskvarteret, som er en By for sig omgivet af høje Mure indesluttende bl. a. Kejserens Villa, den mægtige Tronhal, de højere Administrationsbygninger, Skatkammeret, Mønten, Kirker o. a. Den er en vigtig Handelsby, der staar i Telegraf- og Telefonforbindelse med Harar, hvorfra en Jernbane fører til den fr. Havneby Djibuti ved Tadjura-Bugten; en Jernbane fra Harar til A. er paabegyndt. A., der betyder »den ny Blomst«, stammer først fra 1885, da Negus Menelik’s Dronning Taï anlagde en lille By paa en Lokalitet, der tidligere hed Finfinni, men den fik først Bet., da Menelik 1893 valgte den til Residens, hvad den har været siden da; den er efterhaanden vokset til at blive en afrikansk Storby, og dens Indbyggerantal anslaas nu til c. 100000. I A. afsluttedes 26. Oktbr 1896 Freden mellem Italien og Abessinien efter det for Italienerne uheldige Slag ved Adua. C. A. {{Illustration}} <section end="Addis"/> <section begin="Addison"/>'''Addison,''' Joseph, eng. Forfatter, (1672—1719). A. tog Graden som Master of Arts 1693 og var i Oxford til 1699. Under sit Ophold ved Univ. studerede han navnlig med Iver den lat. Litt. og oversatte en Bog af Vergil’s Georgica og Fragmenter af Ovid’s Metamorfoser; 1699 fik han — der hele sit Liv var en trofast Whig — ved Indflydelse af Lord Halifax og Lord Somers af Whig-Ministeriet en Rejseunderstøttelse paa £ 300 aarlig for at uddanne sig til diplomatisk Tjeneste. Efter 4 Aars Ophold paa Fastlandet vendte han tilbage til England, og gennem Lord Halifax’s Indflydelse fik han det Hverv paa Vers at besynge Marlborough’s Sejr ved Blenheim. Han skrev da Digtet The Campaign og vandt derved foruden Ære og Anseelse et ret godt lønnet Embede, hvorfra han et Par Aar efter steg til et endnu bedre, idet han blev Under-Statssekretær. Fra 1709 skriver sig Beg. af den Virksomhed, hvorved A. har vundet sig sit blivende Ry i eng. Litt. I dette Aar begyndte hans jævnaldrende Skolekammerat og Universitetsfælle Steele under Pseudonymet Isaac Bickerstaff — et Navn, som Swift og andre just da havde gjort populært ved en litterær Spøg — sit periodiske Tidsskr. The Tatler og gav herved det egl. Stød til denne Art af underholdende og moraliserende Tidsskr.-Litt., der strakte sig over en saa stor Del af Aarh. Noget efter at The Tatler, der holdt sig med tre ugentlige Numre fra 12. Apr. 1709 til 2. Jan. 1711, var begyndt at udkomme, sluttede A. sig til Vennen som Medarbejder. Da dette Tidsskrift var ophørt, afløste Vennerne det efter et Par Maaneders Forløb med The Spectator, der udkom dgl. (undt. Søndag) fra 1. Marts 1711 til 6. Decbr 1712; i denne Serie af The Spectator er A.’s Artikler mærkede med et af Bogstaverne: C, L, I, O. Fra Marts 1713 og til Beg. af Oktbr s. A. udgav Steele et nyt, dgl. udkommende Tidsskr. The Guardian, hvortil A. ogsaa leverede Bidrag. 18. Juni 1714 genoptog saa A. alene Udgivelsen af The Spectator, der med tre ugentlige Numre holdt sig til 20. Decbr 1714. <section end="Addison"/><noinclude><references/></noinclude> 84igayjhh2f84elfif734l9l4md993o 104 108237 430839 2026-06-24T19:45:42Z Johshh 9757 /* Ikke korrekturlæst */ Oprettede siden med "Navnlig The Spectator gjorde overordentlig Lykke. Indholdet var højst vekslende: lunefulde Skildringer ud af Livet, Fantasier, Allegorier, Refleksioner, Smaasatirer over Samfundsforhold, litterære Afh., moralske og religiøse Betragtninger; Numrene, der, som det hedder i et af de første (Nr. 10), burde serveres sammen med Familiernes Morgente, vandt stærk Udbredelse baade i By og paa Land, og den Indflydelse, som de og gennem dem særlig A., der skr... 430839 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="1" user="Johshh" /></noinclude>Navnlig The Spectator gjorde overordentlig Lykke. Indholdet var højst vekslende: lunefulde Skildringer ud af Livet, Fantasier, Allegorier, Refleksioner, Smaasatirer over Samfundsforhold, litterære Afh., moralske og religiøse Betragtninger; Numrene, der, som det hedder i et af de første (Nr. 10), burde serveres sammen med Familiernes Morgente, vandt stærk Udbredelse baade i By og paa Land, og den Indflydelse, som de og gennem dem særlig A., der skrev de fleste, øvede paa Middelklassen som Dæmper af Tidens Brutalitet og lette Flagren, var efter alle Vidnesbyrd overordentlig. Apr. 1713 opførtes A.’s Tragedie Cato, hvis fire første Akter var skrevne langt tidligere; den gjorde umaadelig Lykke, til Dels begrundet i, at baade Whigger og Toryer anstrengte sig for i Emnet (Cato’s Stilling over for Cæsar) at finde Allusioner, der kunde tages til Indtægt for dem selv som politiske Partier; over Dramaet er der en vis rolig Værdighed, men det er uden menneskeligt Liv og Individualisering i Karaktererne. Tre Aar efter Cato opførtes Lystspillet The Drummer, et naivt og tarveligt Arbejde. 1714 kom ved Dronning Anna’s Død Whiggerne til Magten, og ligesom A. tidligere (1710) havde støttet sit Parti ved nogle faa Numre af et Ugeblad, The Wig-Examiner, saaledes talte han nu dets Sag i de politiske Tidsskr. The Freeholder (1715—16) og The Old Whig (1719); i dette sidste polemiserede han mod Steele, til hvem Forholdet i de senere Aar havde været køligt. Aug. 1716 giftede A. sig med Enken efter Jarlen af Warwick. Næste Aar udnævntes han under Lord Sunderland’s Ministerium til Medlem af Regeringen; men da han blev sygelig, opgav han sin Ministerpost allerede efter 11 Maaneders Forløb. Det flg. Aar døde han og blev begravet i Westminster Abbedi, hvor hans Statue nu er oprejst. 1721 tryktes første Gang, i hans Ven Tickell’s Udgave af hans Værker, Dialogues on Medals og Fragmentet Evidences of the Christian Religion. — A.’s personlige Karakter var retsindig, elskværdig og vindende, om end noget forbeholden og selvbevidst; af de fleste var han overordentlig afholdt; Swift skriver 1710, at hvis A. vilde vælges til Konge, tror han, det kunde lade sig gøre. Reversen af hans Karakter er given af Pope i Skildringen af Atticus i hans Epistle to Dr. Arbuthnot. — A.’s Bet. som Forf. er nu kun knyttet til hans Prosaarbejder og da navnlig til hans Artikler i Spectator. Han indtager en høj Rang blandt sin Tids ypperlige Prosaister. Hans Stil er rolig, jævn og klar, uden dog at være udvandet i Ordrigdom. Paa Bunden af hans ikke stærkt bevægede, lidt flegmatiske Væsen er der en stille Alvor, der let glider over i moraliserende Betragtninger. Men lige saa let slaar hans Tanke over i Fantasi, og hans Raisonnement former sig til Allegori. Og jævnsides med Fantasien hos A. gaar der et stilfærdigt og højst elskværdigt Lune, der ligesom mætter hans Skildringer og saa pludselig skælmsk og overraskende blinker frem. Som Iagttager af Mennesker og Samfundsliv har han et baade skarpt og mildt Blik. Som Kritiker har han, skønt han i det hele er præget af sin Tids litterære Smag, dog Selvstændighed nok til rosende at henlede Opmærksomheden paa de gamle Folkeviser. Foruden Tickell’s ovenn. Udgave af A.’s Værker kan nævnes Biskop Hurds af 1811, genoptrykt og forøget i Bohn’s British Classics; i Clarendon Press Series er udkommen af A.: Selections from Papers in the Spectator, by T. Arnold. — (Litt.: Lucy Aikin, The Life of Joseph A. [1843]; Courthope, A. [i Serien English Men of Letters]; Ad. Hansen, »A. som litterær Kritiker« [1883]). (Ad. H.) I. O. <section begin="Addison"/>'''Addison''' [↱ädisən], Thomas, eng. Læge (1793—1860), Prof. ved Guy’s Hospital i London. Bekendt ved den af ham beskrevne A.’s Sygdom. <section end="Addison"/> <section begin="Addisons"/>'''Addisons''' [↱ädisəns-] '''Sygdom''' ell. Bronzesygdom, første Gang (1855) beskrevet af den eng. Læge A., ytrer sig foruden ved gastriske, anæmiske og nervøse Forstyrrelser i Reglen ved en karakteristisk, under Sygdommens Fremskriden tiltagende Pigmentering af Huden og synlige Slimhinder. Under tiltagende Kakeksi ender den dødelig i Løbet af højst nogle faa Aar. I Flertallet af Tilfældene findes en sygelig Forandring i Binyrerne, hyppigst en osteagtig Degeneration, dog ikke saa konstant, at den kan betragtes som Sygdommens egl. Væsen, der i en Del Tilfælde maa søges i en funktionel Liden af det sympatiske Nervesystem. A. F. <section end="Addisons"/> <section begin="Additament"/>'''Additament''' (lat.), Tilføjelse, Tillæg. <section end="Additament"/> <section begin="Addition"/>'''Addition''' (Summation, Sammenlægning) er den første Regningsart i Aritmetikken (den første af de saakaldte 4 Species). Den gaar ud paa at finde det Tal, Summen, der indeholder lige saa mange Enheder som visse givne Tal, Addenderne, tilsammen. At 2 Tal skal adderes, angives ved, at man sætter Tegnet + (læs: plus ell. og) imellem dem, f. Eks. 12 + 17 = 29. Ensbenævnte Tal adderes ved, at man adderer de ubenævnte Tal og giver Summen den fælles Benævning; ensbenævnte Brøker f. Eks. adderes ved, at man adderer Tællerne. Brøker med forsk. Nævnere, der skal adderes, gøres ensbenævnte (se Brøk). Er alle Addenderne negative, lægger man deres numeriske Værdier sammen og giver Summen negativt Tegn; har nogle Addender positivt Fortegn, andre negativt, tager man Summen af de positive Addender for sig og af de negative for sig og giver Forskellen mellem de to Summers numeriske Værdier det Fortegn, som den numerisk største Sum har. Derved faas Addendernes algebraiske Sum i Modsætning til Summen af deres numeriske Værdier. Den algebraiske Sum af 18, ÷11, 12 og ÷6 er saaledes 13, medens Summen af de numeriske Værdier er 47. I Mekanikken, hvor Kræfter, Hastigheder m. m. fremstilles ved rette Linier af givne Længder og Retninger, forstaas ved disse Liniers geometriske Sum, den Linie, der fremstiller Resultanten (se Kræfters Sammensætning). Chr. C. '''additional,''' additionel, (lat.), tilføjet, Tillægs-. <section end="Addition"/> <section begin="Additionalakt"/>'''Additionalakt,''' Tillægsakt, saasom til en Traktat ell. Lov. Særlig hyppigt bruges Udtrykket om Tillægsbestemmelser til afsluttede Traktater. Additionalakt (L’Acte additionnel aux constitutions de L’Empire af 22. Apr. 1815) kaldtes den Forfatning, som Napoleon I efter sin Tilbagekomst fra Elba indførte i de hundrede Dage, og hvori han søgte at sammensmelte Kejserdømmet med <section end="Additionalakt"/><noinclude><references/></noinclude> 9wb10sy9o3p329sbv1h1bb20e8ionmw 104 108238 430843 2026-06-25T10:56:57Z Johshh 9757 /* Ikke korrekturlæst */ Oprettede siden med "Chartet af 1814. Den ny Forfatning, med hvis Udarbejdelse Benjamin Constant havde været behjælpelig, indførte saaledes ligesom Chartet et Pairskammer af arvelige Pairer, udnævnte i ubegrænset Antal og et Deputeretkammer, valgt paa 5 Aar. K. B. <section begin="additive Egenskaber"/>'''additive Egenskaber,''' Egenskaber, der kan behandles som Størrelser, hvis samlede Virkning findes ved Sammenlægning af de enkelte Størrelsers Virkninger. Naar f. Ek... 430843 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="1" user="Johshh" /></noinclude>Chartet af 1814. Den ny Forfatning, med hvis Udarbejdelse Benjamin Constant havde været behjælpelig, indførte saaledes ligesom Chartet et Pairskammer af arvelige Pairer, udnævnte i ubegrænset Antal og et Deputeretkammer, valgt paa 5 Aar. K. B. <section begin="additive Egenskaber"/>'''additive Egenskaber,''' Egenskaber, der kan behandles som Størrelser, hvis samlede Virkning findes ved Sammenlægning af de enkelte Størrelsers Virkninger. Naar f. Eks. et lukket Kar indeholder fl. Luftarter, der ikke virker kemisk paa hverandre, vil det samlede Tryk af al Luften være Summen af de Tryk, som hver Luftmasse for sig vilde udøve. Trykkene er altsaa her a. E. K. S. K. <section end="additive Egenskaber"/> <section begin="Addo"/>'''Addo''' [↱ädou], Ado, 1) By og Handelsplads i den eng. Koloni Lagos paa Guinea-Kysten i Vestafrika, ligger 70 km SV. f. Abbeokuta Ø. f. Floden Yewa, der er sejlbar indtil A. — 2) Negerby i den nuv. eng. Koloni Syd-Nigeria i Vestafrika, ligger 275 km ØNØ. f. Lagos og 10 km fra højre Bred af Niger ved en lille Flod af samme Navn. A. var særlig for nogle Aar siden kendt som Hovedstad i Benin-Riget A. og holdtes ganske utilgængelig for Europæere. C. A. <section end="Addo"/> <section begin="addolorato"/>'''addolorato''' (ital.), musikalsk Foredragsbetegnelse: smertelig, vemodig. <section end="addolorato"/> <section begin="adducere"/>'''adducere''' (lat.), tiltrække, hidføre, benyttes i Lægevidenskaben om en Arms ell. et Bens Nærmen til Legemets Midtlinie, det modsatte af abducere (s. d.). — Adduktion, Tiltrækning, det modsatte af Abduktion. <section end="adducere"/> <section begin="Adduktorer"/>'''Adduktorer''' (i Lægevidenskaben), Muskler, der adducerer en Arm ell. et Ben, modsat Abduktorer (s. d.). <section end="Adduktorer"/> <section begin="Ade"/>'''Ade,''' Farvel; nedertysk Ord (laant fra fransk à Dieu), forekommer oftere i Dansk fra 17. Aarh. '''Adeciduata,''' se Indeciduata. <section end="Ade"/> <section begin="à découvert"/>'''à découvert''' [-a-deku↱væ.r] (fr.), uden Dækning. Salg a. d. er Salg paa Tid af Varer ell. Effekter, af hvilke Sælgeren ikke i Salgsøjeblikket er Ejer. <section end="à découvert"/> <section begin="Adel"/>'''Adel.''' Dette Ord betyder egl. »Væsen«, »det egentlige, uforfalskede« og dernæst »det bedste« ell. »det rigtigste«. I denne Bet. findes det endnu i Norsk brugt om det bedste af Veddet; i danske Folkemaal og i Svensk findes ajel og adal som Tillægsord, der betyder fortrinlig. Endvidere haves det i en Række Sammensætninger, der for største Delen nu er forældede (Adelbonde, -by, -gade, -kone, -vej), samt i tyske Personnavne (se ndf.). A. som Betegnelse for Landets fornemste Stand indkom fra Tysk i Middelalderens sidste Del og blev især fra 16. Aarh. alm. Tidligere indkom Tillægsordet »ædelig« og det tilsvarende, en »Ædeling«. A. O. <section end="Adel"/> <section begin="Adel-"/>'''Adel-''' (ældre Adal-) i tyske Personnavne har Ordets Grundbetydning »rigtig«, »ægte«: Adelgunde ɔ: den rette Kampmø, Adelbert (Albert) ɔ: den virkelig straalende, Adelrik ɔ: den virkelig mægtige o. s. v. Mærkelig nok forekommer denne Navnedannelse slet ikke i Nordisk, og Navne som Albert og Alfred er i senere Tid indvandrede fra Tysk og især fra Engelsk. A. O. <section end="Adel-"/> <section begin="Adel"/>'''Adel''' betyder en med særlige Forrettigheder udstyret Stand, nærmest en saadan, der beror paa Slægt og Fødsel; dog kan man ogsaa tale om en personlig Adel, der udslukkes med Indehaveren. I alle Lande fremtræder i den ældre Tid en A. Indernes Krigerkaste er en A. ligesom Krigerne i det gamle Ægypten; Persere, Arabere o. a. orientalske Folk har en A. I den klassiske Oldtid møder vi ved den historiske Tids Beg. en A., som dog i de fleste Stater efterhaanden trænges tilbage. I den romerske Republik fremtræder baade en Embedsadel, Nobiliteten, og en Pengeadel, Ridderne, og i Kejsertiden danner der sig paa ny en A., honorati, bygget paa Fyrstegunst og Rigdom. Paa lgn. Maade har A. ogsaa en lang og omskiftende Historie i det moderne Europa. 1) Europas A. i Alm. Hos næsten alle germanske Folk spores en ældgammel Fødselsadel, der nød særlig Anseelse og ejendommelige Rettigheder, af hvilke en Drabsbøde, højere end den alm. Frimands, holdt sig længst; af A. tog Germanerne deres Konger, fortæller Tacitus. Fødselsadelens Oprindelse er dunkel; Paralleller fra Kelter og Slaver peger dog paa, at den stammer fra Overhovederne for de Slægter, hvoraf Stammerne bestod. I det Øjeblik, da Historiens Lys først falder paa disse Germaner, er denne A. dog aabenbart i stærk Nedgang, og den forsvandt siden helt, gik op i den ny A., der efterhaanden opstod i de Riger, som Germanerne dannede paa det vestromerske Riges Grund. Denne ny A. hænger nøje sammen med Lensvæsenet, idet ved dette først Kongernes Embedsmænd, Hertuger og Grever, blev arvelige og omtr. uafhængige Indehavere af deres Stillinger, og der dernæst af Kongernes og Fyrsternes Tjenestemænd dannede sig en talrig Lavadel. Særmærket for denne A. var dens Karakter af at være Krigere; medens Hovedmassen af Befolkningen gik op i fredeligt Arbejde, bevarede ene de mere velhavende Evne og Lyst til at kæmpe, og A. fremkom derfor først paa den økonomiske Baggrund af store Jordegodser med talrige Fæstere, der arbejdede, medens Godsherren helligede sig til Krig. A. udgjorde i Tal kun en ringe Del af Samfundet; men den bødede paa sit Faatal ved at være tungt rustet og til Hest, medens den faste Borg gav den Ly. Over for den var Kongerne magtesløse; Statsbaandet løsnedes, og den ukrigerske Bonde bøjede sig. Krigeradelen naaede sit Højdepunkt i Korstogstiden. Dens Krigslyst blev her tilfredsstillet ved Kampe for et idealt Maal, og paa disse Tog, hvor alle Europas Folk mødtes, udvikledes en Fællesfølelse, hvorved først ret A. som Stand dannedes. Ridderskabet omfattede hele A., ja selv Fyrsterne; Samlivet fremmede Kulturen, og Ridderdigtningen fremkom. A. blev Fødselsadel, skarpt sondret fra den arbejdende Bonde og den opkommende Borgerstand; de adelige Vaabenskjolde fremtraadte. Men Korstogene genaabnede ogsaa paa ny Europas Forbindelse med Asien og dermed Handel og Industri; fredelige Interesser begyndte at gøre sig gældende, ved Siden af Jordegods kom nu ogsaa den rørlige Ejendom til at spille en Rolle, og dermed begyndte A.’s Særstilling at blive undergravet. Den var ikke mere Landenes <section end="Adel"/><noinclude><references/></noinclude> irnegbfscbhtvf8r7vp2clxnypo5e8j