Wikisource dawikisource https://da.wikisource.org/wiki/Forside MediaWiki 1.47.0-wmf.11 first-letter Media Speciel Diskussion Bruger Brugerdiskussion Wikisource Wikisource diskussion Fil Fildiskussion MediaWiki MediaWiki diskussion Skabelon Skabelondiskussion Hjælp Hjælp diskussion Kategori Kategoridiskussion Forfatter Forfatterdiskussion Side Sidediskussion Indeks Indeksdiskussion TimedText TimedText talk Modul Moduldiskussion Event Event talk 104 31037 470105 71332 2026-07-16T16:15:07Z MGA73 457 ... 470105 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="4" user="Peter Alberti" /></noinclude> <h2 style="text-align:center;border-bottom:none;">Indhold.</h2> {{streg|4em}} {{Dotted TOC page listing|||Side|symbol=&nbsp;}} {{dotted TOC page listing||[[Fattigfolk/Mellem Øerne|Mellem Øerne]]|1|chapter-width=2.1em|col0text=|col3-width=5em}} {{dotted TOC page listing||[[Fattigfolk/Forbrydere|Forbrydere]]|63|chapter-width=2.1em|col0text=|col3-width=5em}} {{dotted TOC page listing||[[Fattigfolk/Karin|Karin]]|97|chapter-width=2.1em|col0text=|col3-width=5em}} {{dotted TOC page listing||[[Fattigfolk/Alene i den store By|Alene i den store By]]|125|chapter-width=2.1em|col0text=|col3-width=5em}} {{streg|8em}} {{streg|8em}}<noinclude><references/></noinclude> gyvsujmm7spjsnvj96147lhqd9ikmj6 470106 470105 2026-07-16T17:27:32Z PWidergren 7506 470106 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="4" user="Peter Alberti" /></noinclude> <h2 style="text-align:center;border-bottom:none;">Indhold.</h2> {{streg|4em}} {{Dotted TOC page listing|||Side|symbol=&nbsp;}} {{dotted TOC page listing||[[Fattigfolk/Mellem Øerne|Mellem Øerne]]|1|chapter-width=2.1em|col0text=|col3-width=5em}} {{dotted TOC page listing||[[Fattigfolk/Forbrydere|Forbrydere]]|63|chapter-width=2.1em|col0text=|col3-width=5em}} {{dotted TOC page listing||[[Fattigfolk/Karin|Karin]]|97|chapter-width=2.1em|col0text=|col3-width=5em}} {{dotted TOC page listing||[[Fattigfolk/Alene i den store By|Alene i den store By]]|125|chapter-width=2.1em|col0text=|col3-width=5em}} {{streg|8em|style=margin-top:3em;}} {{streg|8em|style=margin-bottom:3em;}}<noinclude><references/></noinclude> 1p6axnryme3zveyo547nfyn6pzvi5ed 470107 470106 2026-07-16T17:30:17Z PWidergren 7506 470107 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="4" user="Peter Alberti" /></noinclude> <h2 style="text-align:center;border-bottom:none;">Indhold.</h2> {{streg|4em}} {{Dotted TOC page listing|||Side|symbol=&nbsp;}} {{dotted TOC page listing||[[Fattigfolk/Mellem Øerne|Mellem Øerne]]|1|chapter-width=2.1em|col0text=|col3-width=2em}} {{dotted TOC page listing||[[Fattigfolk/Forbrydere|Forbrydere]]|63|chapter-width=2.1em|col0text=|col3-width=2em}} {{dotted TOC page listing||[[Fattigfolk/Karin|Karin]]|97|chapter-width=2.1em|col0text=|col3-width=2em}} {{dotted TOC page listing||[[Fattigfolk/Alene i den store By|Alene i den store By]]|125|chapter-width=2.1em|col0text=|col3-width=2em}} {{streg|8em|style=margin-top:3em;}} {{streg|8em|style=margin-bottom:3em;}}<noinclude><references/></noinclude> dekjwwewnbd60vjsttdf4dwyvvk8t3s 104 31057 470112 80212 2026-07-16T18:31:30Z MGA73bot 792 Retter citationstegn (ret evt manuelt til »« hvis „“ er forkert) 470112 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="4" user="SimmeD" />{{c|14}}</noinclude>fjærn og nærliggende Tanke, Tænk, om Broderen skulde dø. „En saadan Ulykke,“ mumlede han hen for sig, „en saadan Ulykke.“ Men samtidig kunde han ikke lade være at have en Følelse af, at det var, som aabnede der sig derigennem en Mulighed for ham selv. Det var et lille Glimt af Sollys, som brød frem gennem Hverdagsskyernes graa Ensformighed, og det Glimt betød for ham Muligheden af hurtigere end ellers at komme under eget Tag og blive sin egen Mand med Gaard og Jord at raade over. Søen var nok rar, men han havde aldrig rigtig kunnet trives ved det Liv. Deroppe i Huset laa imidlertid Broderen og kæmpede med Døden. Snart var det klart for alle, at det var galt fat, og man besluttede næste Morgen i god Tid at køre efter Lægen. Om Natten sad Broderen og Konen oppe og vaagede. Den syge laa stille og aandede tungt med hørlige, lange Aandedrag, som af og til af­ brødes af en haard, pinlig og langvarig Hoste. Det var ganske stille udenfor. Blot nu og da gik et Vindpust som en sagte Susen gennem Gran­skoven og ude i Gaarden gøede Hunden op ved en indbildt Lyd. Konen sad stille henne ved Sen­gen, og Karl August havde flyttet sig hen til Ovnen, hvor han bøjede sig ind mod den kalkede Væg. Han havde arbejdet hele Dagen og desuden haft saa mange underlige Tanker. En Time eller mer efter Midnat sov han ind, og i Værelset hørtes<noinclude><references/></noinclude> 12xjp73sfgcticti53g3jmlf9xnsaon 104 31060 470114 80292 2026-07-16T18:38:55Z MGA73 457 samler ord 470114 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="4" user="SimmeD" />{{c|17}}</noinclude>op ad Bakken og standsede tvivlraadige udenfor Gaarden. Derinde var alt pyntet og parat. I en stor firkantet Løvhytte ude i Gaarden laa Liget paa en Slags Paradeseng, dannet af to Træbukke og nogle uhøvlede Planker, som var lagte derover. Paa denne stod Kisten, sort, behængt med Bladkranse og Grønt, og i Kisten laa Liget med Salmebogen mellem Hænderne og i al Hemmelighed et Stykke Staal under Hovedpuden. Lige tæt ved var Fro­kostbordet dækket med Smør og Brød, Øl, salt Kød, Ost, kold Sild, der i Anledning af Højtidelig­heden var stegt i Smør, Pølse, Ostekage og den pyntelige, firkantede slebne Brændevinsflaske. Konen viste sig ikke; det var Karl August, som tog imod, og for hver, som kom, skulde han hilse, takke for sidst, tage imod Føringen og takke for den. Man havde ordnet sig i Flokke. Konerne stod for sig, Pigerne for sig, Mændene og de unge Karle stod ogsaa for sig. Da Samtalen en Stund var ført stille mellem Mand og Mand, og man siden var blevet vel for­ plejet med baade Mad og Frokostsnapse, gik Karl August hen og hviskede et Par Ord til Degnen. Denne gik frem til Ligets Hovedgærde, og nogle Øjeblikke var der aldeles lydløst. Alle Hatte toges af, og Konerne nejede stille og dybt. Hænderne foldedes, og alle Hoveder bøjedes. Der gik som et sagte Suk gennem hele Forsamlingen. Af og til<noinclude><references/></noinclude> chjnkzjv7x220q3bomc9kbwpqy42d1r 104 31063 470113 80295 2026-07-16T18:31:35Z MGA73bot 792 Retter citationstegn (ret evt manuelt til »« hvis „“ er forkert) 470113 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="4" user="SimmeD" />{{c|20}}</noinclude>— Begravelsen var forbi. I smaa Flokke trak man bort fra Kirkegaarden, Ligtoget søgte ned ad Søen til. Karl August gik hen til Præsten og spurgte ham, om han ikke vilde vise dem den Ære at følge med til Middagen. Men Præsten undskyldte sig. Han havde saa meget at gøre med de statistiske Beregninger, som Dagen efter skulde sendes ind til Konsistorium. De to Mænd gik langsomt ned ad Bakken i Samtale. „Hvem skal nu overtage Gaarden, nu da han er gaaet bort?“ spurgte Præsten. Karl August saá ikke op. Han svarede lang­somt, bange for at sé altfor glad ud: „Det bli’r vel mig, som kommer til at staa for det hele nu.” „Og helt høre op med at ligge paa Søen og sejle med Fragt?” „Ja, det havde jeg tænkt.” „Naa, men hvis nu Katrina selv vil blive sid­dende med Gaarden, til den ældste Dreng bliver voksen?“ Det var aldrig med en Tanke faldet Karl August ind. Han saá fra Siden op paa Præsten. Paa én Gang kom der en Angst over ham , som han ikke før havde følt noget til. Han var til Mode, omtrent som naar man er gaaet en lang og besværlig Vej for at søge nogen, og man saa, naar man endelig er naaet derhen, ikke træffer ham hjemme. Han tænkte paa, at han maaske kunde faa Lov til at begynde om igen med at arbejde og vente og<noinclude><references/></noinclude> kqoj8c6r3j5v40j3jkv8o2zrft6sv7p 104 31064 470115 80296 2026-07-16T18:50:17Z MGA73bot 792 Tilføjet {{bindestreg1}} for orddeling 470115 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="4" user="SimmeD" />{{c|21}}</noinclude>arbejde og vente. Men saa fik den Stemning, som havde fulgt ham paa Henfarten, atter Overhaand, og han svarede: „Aa-aa — det gør hun ikke.” De var komne ned til Baaden. Pastoren nik­kede til Farvel De lagde fra Land, og nu gik det samme Vej tilbage, forbi smaabitte Øer og ind gen­nem Sunde, frem over den blanke Fjord, som saá mørkere ud i Eftermiddagssolen og ind i den lange Vig, hvor srnaa graa Baadehuse laa langs med lave, i Aarenes Løb ormstukne Træbrygger. Da de kom op paa Gaarden, var Bordet dæk­ket i den store Løvsal, hvor Kisten havde staaet. Et stort Fjælebord med Tallerkener, Mad, Øl og Brændevin. Ikke heller nu viste Værtinden sig, men en Kone fra en af Nabogaardene udfyldte hendes Pligter. Karl August var kommen i en anden Stemning, end han havde været i om Formiddagen. Uroen jagede i ham, og han vilde have givet hvad det skulde være, for at alt havde været forbi, og han kunde faa Lov til at tale med Katrina om Sagen. Tænk, om hun skulde blive siddende paa Gaarden! Han følte sig aldeles forstemt, snakkede kun lidt, sad længe ene og tog ganske stille den ene Snaps efter den anden. Men ingen lagde Mærke dertil. Man antog, at det kom af, at han tænkte paa Broderen, og Gildet skred frem, mere og mere utvungent, alt som Tiden gik. Middagen var begyndt under en højtidelig {{bindestreg1|Tavs}}<noinclude><references/></noinclude> ep4wa9yjferr5ashxs9xh8p5wny6lho 104 31065 470116 80315 2026-07-16T18:50:20Z MGA73bot 792 Tilføjet {{bindestreg2}} for orddeling 470116 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="4" user="SimmeD" />{{c|22}}</noinclude>{{bindestreg2|hed|Tavshed}}. Man tog for sig af Retterne, drak hverandre til under mange Komplimenter og talte i Ensta­velsesord. Men alt som Tiden led, blev Stemningen muntrere. En og anden Spøg kastedes ud, man skreg i Munden paa hverandre, Ansigterne skinnede af Rus og Mættelse. Da Solen sank ned bag Gra­nerne, som i en Krans stod om den røde Gaard, skulde man have troet, at det var et muntert Høst­gilde og ikke et Begravelsesfølge. En Harmonika var kommen frem. Og paa Trappen sad fire Karle med en Brændevinsflaske imellem sig; den ene spillede „Skotsk”, og de andre hørte til, trampede Takten, drak hverandre til og skreg, at man skulde hente Pigerne og rydde ud af Loen. To Fiskere holdt hinanden omfavnede, som var de fastkædede for hele Livet, ramlede frem og tilbage og skoggerlo hele Tiden. Deres Øjne var røde, de forsøgte stadig at tale, men kunde ikke faa et Ord frem. Henne omkring Bor­det i Løvsalen sad tre gamle Bønder, hver med sit Glas i Haanden, mens den ene, Gang efter Gang, til en gammel Melodi sang: {{venstremargen|5em|<poem> Hvi skulde jeg mig skamme Naar hen til Kæresten jeg gaar? Min Mo'r har gjort det samme I sine unge Aar. </poem>}} Karl August deltog ikke i det almindelige Uvæ­sen. Han stod for sig selv og vaklede paa Benene. Han tænkte paa, at Broderen var død, og om han ikke burde holde en Tale til hans Minde. Saa be-<noinclude><references/></noinclude> bdryzvtwk3c6rnlj8ek5x08w6lyr4e5 470117 470116 2026-07-16T18:52:42Z MGA73bot 792 Tilføjet {{bindestreg1}} for orddeling 470117 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="4" user="SimmeD" />{{c|22}}</noinclude>{{bindestreg2|hed|Tavshed}}. Man tog for sig af Retterne, drak hverandre til under mange Komplimenter og talte i Ensta­velsesord. Men alt som Tiden led, blev Stemningen muntrere. En og anden Spøg kastedes ud, man skreg i Munden paa hverandre, Ansigterne skinnede af Rus og Mættelse. Da Solen sank ned bag Gra­nerne, som i en Krans stod om den røde Gaard, skulde man have troet, at det var et muntert Høst­gilde og ikke et Begravelsesfølge. En Harmonika var kommen frem. Og paa Trappen sad fire Karle med en Brændevinsflaske imellem sig; den ene spillede „Skotsk”, og de andre hørte til, trampede Takten, drak hverandre til og skreg, at man skulde hente Pigerne og rydde ud af Loen. To Fiskere holdt hinanden omfavnede, som var de fastkædede for hele Livet, ramlede frem og tilbage og skoggerlo hele Tiden. Deres Øjne var røde, de forsøgte stadig at tale, men kunde ikke faa et Ord frem. Henne omkring Bor­det i Løvsalen sad tre gamle Bønder, hver med sit Glas i Haanden, mens den ene, Gang efter Gang, til en gammel Melodi sang: {{venstremargen|5em|<poem> Hvi skulde jeg mig skamme Naar hen til Kæresten jeg gaar? Min Mo'r har gjort det samme I sine unge Aar. </poem>}} Karl August deltog ikke i det almindelige Uvæ­sen. Han stod for sig selv og vaklede paa Benene. Han tænkte paa, at Broderen var død, og om han ikke burde holde en Tale til hans Minde. Saa {{bindestreg1|be}}<noinclude><references/></noinclude> 0zcoftb8nm3n2ju4sw2lltn6bfvmusm 104 31066 470118 80316 2026-07-16T18:52:43Z MGA73bot 792 Tilføjet {{bindestreg2}} for orddeling 470118 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="4" user="SimmeD" />{{c|23}}</noinclude>{{bindestreg2|gyndte|begyndte}} han at tænke paa sin Baad, som han havde i Søen, og at regne efter, hvad han kunde faa for den, hvis den skulde sælges. Og saa kom han til at tænke paa den unge Pige, Hilda, som han ikke havde været henne at hilse paa en eneste Gang, efter at Broderen var død. „Jeg vil gaa til hende i Aften,“ sagde han, idet han trak Hatten ned paa den ene Side. Saa vendte han sig om og tog et Par Trin opad Trappen, hvor Karlen sad og spillede „Skotsk“, afvekslende med Melodier fra Soldaterviser og „Fatinitza“. I det samme kom Katrina ud paa Trap­pen. Gæsterne var begyndt at bryde op, og hun kom nu for at sige Farvel og lade sig takke for Mad. Hun var helt sortklædt, barhovedet, med Haaret strøget glat ned over Tindingerne og med en brun Hornkam i Nakken. Hun stillede sig paa Trappen lige overfor Karl August, medens Gæsterne den ene efter den anden kom frem, nejede og bukkede, takkede og sagde Farvel. Hun tog dem alle i Haanden, idet hun bøjede sig til Højre og Venstre. „Tag til Takke, Koner. Tag til Takke, Mænd.“ Og allesammen gik fra hende til Karl August, rystede hans Haand og forsvandt i Mørket i en lang Række ned ad Bakken ud til Søen. Karl August blev staaende paa samme Plads og saá i omtaaget Uklarhed, hvordan Svigerinden gik ned til Løvsalen og begyndte at hjælpe Pigerne med at bære Fadene ind. Han tænkte paa at følge<noinclude><references/></noinclude> 6cva779ys9tfbfoiepl0iswjse4ovag 2 31164 470104 432430 2026-07-16T16:09:43Z MGA73 457 4 470104 wikitext text/x-wiki Vær så venlig og se min brugerside på svenska Wikisource: [[:sv:Användare:PWidergren|Användare:PWidergren]] Helt korrekturlæst eller helt valideret tekst:<br /> '''2021'''<br /> <span class="quality4">1.</span>&nbsp;&nbsp;[[Indeks:Julies_dagbog.djvu|Peter Nansen: Julies dagbog.]] (1893)<br /> <span class="quality3">2.</span>&nbsp;&nbsp;[[Indeks:Danske_digtere_1904.djvu|Hjalmar Christensen: Danske Digtere i Nutiden]]. (1904)<br /> <span class="quality3">3.</span>&nbsp;&nbsp;[[Indeks:Unge_Mennesker.djvu|Peter Nansen: Unge Mennesker]] (1883)<br /> <span class="quality3">4.</span>&nbsp;&nbsp;[[Indeks:E_Brandes_Lykkens_Blændværk_1898.djvu|Edvard Brandes: Lykkens Blændværk.]] (1898)<br /> <span class="quality3">5.</span>&nbsp;&nbsp;[[Indeks:H_Drachmann_Med_den_brede_Pensel_1887.djvu|Holgar Drachmann: Med den brede Pensel.]] (1887)<br /> <span class="quality3">6.</span>&nbsp;&nbsp;[[Indeks:Gamle_billeder.djvu|Sophus Schandorph: Gamle Billeder.]] (1899)<br /> '''2022'''<br /> <span class="quality4">1.</span>&nbsp;&nbsp;[[Indeks:Liv og Død.djvu|Hermann Bang: Liv og Død.]] (1899) — Valideret<br /> <span class="quality3">2.</span>&nbsp;&nbsp;[[Indeks:E Bøgh Digte 1860.djvu|Erik Bøgh: Digte.]] (1860)<br /> <span class="quality3">3.</span>&nbsp;&nbsp;[[Indeks:De uden Fædreland 1906.djvu|Hermann Bang: De uden Fædreland.]] (1906)<br /> <span class="quality4">4.</span>&nbsp;&nbsp;[[Indeks:Billedbog_uden_Billeder.djvu|Hans Christian Andersen: Billedbog uden Billeder.]] (1840) — Valideret<br /> <span class="quality3">5.</span>&nbsp;&nbsp;[[Indeks:To Tidsaldre.djvu|Thomasine Gyllembourg: To Tidsaldre.]] (1845)<br /> '''2023'''<br /> <span class="quality4">1.</span>&nbsp;&nbsp;[[Indeks:JPJacobsen_-_Marie_Grubbe.djvu|JPJacobsen: Marie Grubbe]] (1876) — Valideret<br /> <span class="quality4">2.</span>&nbsp;&nbsp;[[Indeks:Schandorph_Det_gamle_apothek_1885.djvu|Sophus Schandorph: Det gamle apothek.]] (1885)<br /> '''2026'''<br /> <span class="quality3">1.</span>&nbsp;&nbsp;[[Indeks:Historie om Jon Præst - 1510.pdf|Gotfred af Ghemen: Historie om Jon Præst]] (1510) <br /> Generated using [https://xtools.wmcloud.org/ec-yearcounts/da.wikisource.org/PWidergren XTools] on 2026-07-07 14:31 === Year counts === {| class="wikitable sortable" ! Year ! Count |- | 2021 | {{FORMATNUM:2941}} |- | 2022 | {{FORMATNUM:2532}} |- | 2023 | {{FORMATNUM:595}} |- | 2024 | {{FORMATNUM:397}} |- | 2025 | {{FORMATNUM:57}} |- | 2026 | {{FORMATNUM:148}} |} lc7vnm0crbs4hkpoe040c6ovyyjik5w 104 31222 470119 80344 2026-07-16T18:53:21Z MGA73bot 792 Tilføjet {{bindestreg1}} for orddeling 470119 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="4" user="SimmeD" />{{c|36}}</noinclude>ikke meget, men man kunde sé, at han var urolig. Han iagttog hele Dagen Vejret, og ved Middags­tid sagde han til om, at Baaden skulde gøres i Orden. Ude i Køkkenet gik Pigerne mere stille end sædvanlig for ikke at forstyrre den syge, som laa i Værelset indenfor. Køkkenet var lavloftet med to Vinduer. I den store aabne Ovn brændte Ild. Fire Spid hang ned fra Loftet, fuldt besatte med haarde Brødkager. En Hunkat med sin Unge laa i en Krog, Pander og Lerkar stod rundt om i Uorden som Tegn paa, at den styrende Haand for Tiden savnedes. Ved et stort opslaaet Bord sad Erikson, hans to Karle og en tredje, som arbejdede for Dagløn, og spiste til Middag, bestaaende af saltet Fisk og Kartofler. De havde ventet hele Dagen paa, at Vejret skulde stille af. Men Vejret blev snarere værre. Det saá ud til at blive en rigtig tre Dages Storm efter alle Kunstens Regler. Og nu gik det ikke an at vente længere. Manden selv saá alvorlig ud, og Middagen spistes i Tavshed. Da den var til Ende, rejste Husbonden sig og gik ind i Stuen. Han tog varsomt paa Klinken og lukkede stille Døren efter sig. Lidt efter kom han tilbage, og efter at have vekslet et Par Ord gik alle Folkene ned til Søen. Baadene laa i en Vig, som var i Læ for Blæ­sten. At sejle var det ikke til at tænke paa. De gik ned i den største Pram, et Fartøj bygget {{bindestreg1|om}}<noinclude><references/></noinclude> 6l4nx4edox2drrjdesuck5h33h8tifl 104 31223 470120 80345 2026-07-16T18:53:22Z MGA73bot 792 Tilføjet {{bindestreg2}} for orddeling 470120 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="4" user="SimmeD" />{{c|37}}</noinclude>{{bindestreg2|trent|omtrent}} som en Baad med en lille Køl, ikke flad­bundet som de sædvanlige Indsøpramme. Et Par Reserveaarer toges med, Vandet østes ud, og de fire Mænd satte sig hver ved sin Aare, to og to paa hver Toft. Sædvanligvis behøvedes der blot en Karl for at ro et saadant Fartøj. Men i Dag maatte der Kraft paa, hvis de i det hele taget skulde komme frem. Der var ingen, som havde gjort nogen Ind­vending, da det galdt om at følge med. Men der var heller ingen, som var uvidende om, at det kunde gælde Livet. De roede langs med Land, hvor der var roligt, og vendte saa lige ud paa Fjorden for at komme op mod Vinden og undgaa at blive knuste mod Klippen, som de skulde forbi. Her bar Søen paa med fuldstændigt Raseri. Saa langt man kunde sé, øjnedes blot det sorte Vand med brede, hvide Rande af Skum. Hist og her et mørkt Punkt, som ragede op mellem de væltende Bølger, Øer og smaa Skær, foran dem en lille rolig Plet, som laa i Læ, og rundt om et stærkt Drøn, Lyden af den urolige Vandmasse, blandet med Stormens Susen. Det var et tungt Arbejde at komme op her med Modvind, og langsomt gik det da ogsaa, næsten Tomme for Tomme. De sad tavse og tog haarde Tag. Bag dem den store aabne Sø, som de kom stadig læn­ger ud i, foran dem Landet, som de arbejdede sig bort fra. En Aare knækket i dette Øjeblik, en Standsning i Roningen, og de var i samme Nu<noinclude><references/></noinclude> f6n6qmyu1h5dyit09mrtamtfaojkdh8 104 31224 470151 80346 2026-07-16T19:21:52Z MGA73 457 l 470151 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="4" user="SimmeD" />{{c|38}}</noinclude>blevne slyngede tilbage, og Baaden vilde være knust i Stumper mod den mørke stejle Klippevæg. Men da de vel var komne i Gang, var næsten det værste Arbejde gjort. Da de først var derude, galdt det blot om at blive ved, sejgt og mekanisk, uden at trættes eller give efter. Der behøvedes ingen Kommando. Alle kendte Farvandet. Hver af dem havde været her mange Gange før, det var tilstrækkeligt, at en af dem en Gang imellem vendte sig om og kastede et Blik ud over Søen, og, som ført af en eneste usynlig Vilje, vendte Prammen og gik forbi Oddene, over Smaafjorde, gennem Sunde og tilsidst igen en god halv Time lige op mod Vinden for saa endelig med Medbør pilsnart at dukke ned mellem Bølgerne og gaa ind under det faste Land, Maalet for deres Rejse. Baaden gjordes fast, og alle fire gik lige ind paa Kroen for at styrke sig med en Snaps, hvorpaa Karlene drev ned til Baaden igen, og Husbon­den gik op for at besørge et Par Indkøb og hente Jordemoderen. Deres Ø hørte egenlig ikke ind under hendes Distrikt, hvorfor man maatte være høflig. Hun var en dygtig, skulderbred, snaksom og noget vidtløftig Kone, i hvis Natur det paa ingen Maade laa straks at gaa ind paa en Sag uden at gøre Indvendinger. Hun talte om det haarde Vejr og den lange Tur paa Vandet. Men Erikson holdt fast ved sit, at nu var de komne for at hente hende, og nu var der ikke Tid til at søge efter nogen anden. Og da det aldrig havde været hendes<noinclude><references/></noinclude> peoj40dayuxmjeum2bo5al5r1ohngem 104 31277 470157 71339 2026-07-16T19:32:12Z MGA73 457 /* Validated */ 470157 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="4" user="MGA73" />{{c|45}}</noinclude>skreg. Men hun kunde for Hulken knap faa et Ord frem, saadan rystede hun. Han havde slaaet hende. Og hun havde ikke løftet sin Haand til Værge. Hun havde ikke en Gang forsøgt at forsvare sig. Hun havde ladet sig slaa som en Hund. Hun følte en brændende Anger over, at hun ikke havde til­føjet ham noget ondt, i det mindste da han vendte Ryggen til og gik. Havde kastet noget paa ham. Omsider blev hun roligere. Han var jo fuld, og saa véd man jo ikke, hvad man gør. Han var jo ellers god imod hende. I Morgen vilde det være godt igen. Han vilde maaske sige hende et venligt Ord, og saa vilde det være som før. Hun tørrede Taarerne af. Hendes Aandedrag gik roligere, og hun talte sagte med Barnet. Men saa kom den bitre Følelse over hende igen. Om han saa ogsaa tusind Gange blev god igen, og om der intet blev tilbage, som kunde minde om det skete, han {{sp|havde}} dog slaaet hende. Hun vilde aldrig kunne glemme det. Og det for­ færdeligste var, at hun ikke kendte nogen Mand, som havde slaaet sin Kone kun én Gang. Det var med det, som med naar man begynder at drikke. Det kom igen. Det vilde komme igen. Der fandtes ingen Hjælp. Havde han slaaet hende én Gang, vilde han gøre det flere, og hun vilde aldrig holde det ud, aldrig. Hele Livet syntes hende som en navn­løs Elendighed, et tungt, hensigtsløst Arbejde uden Løn. {{nop}}<noinclude><references/></noinclude> nxs3mvjo3xgzb673nfncwuubzqiu8j7 104 31278 470318 71340 2026-07-17T07:25:47Z MGA73 457 /* Validated */ 470318 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="4" user="MGA73" />{{c|46}}</noinclude>Da hun om Aftenen gik ind for at lægge sig, var han allerede gaaet til Sengs. Han havde været ude, mens hun gjorde i Stand efter Nadveren. Hun havde ikke vidst hvor. Nu sov han tungt med en haard, langtrukken Snorken. Ansigtet var rød­skjoldet og Munden halvaaben. Hun væmmedes ved at sé paa ham og lagde sig i Sengen saa langt som muligt til den ene Side. Længe laa hun vaagen, og i Mørket forekom det skete hende endnu forfærdeligere, Hun brast igen i Taarer og græd stille, indtil hun faldt i Søvn og sov haardt. Da hun om Morgenen vaagnede, rejste hun sig hurtigt op som af en ond Drøm. Hun havde en Følelse af, at noget forfærdeligt ventede hende i Dagens Løb. Saa kom hun til at røre ved Skulderen, som gjorde ondt, og Erindringen vendte tilbage. Hun saá til Siden. Erikson sov endnu. Og hun listede sig op, klædte sig hurtigt paa og gik ud. Det gik ikke saa let med Arbejdet som forhen. Hun fuldendte sine Sysler ganske som sædvanlig, men hun kunde ikke slippe bort fra sine Tanker. Ud af Erindringen om Voldshandlingen voksede tunge, mørke Forladthedsfølelser frem. Ti hun havde ingen at flygte til, naar det var {{sp|fra ham}}, hun skulde flygte. Erikson følte sig ogsaa underlig til Mode. Det var gaaet med ham, som det altid gaar med en Mand, især naar han maa slide sig raa med at arbejde for Føden. Det er ikke Kærlig­heden, som former hans Karakter og Liv, men det<noinclude><references/></noinclude> jm65hkn0cq4jpqd6spxcp5tl8volj2c 104 31279 470319 71341 2026-07-17T07:29:31Z MGA73 457 /* Validated */ 470319 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="4" user="MGA73" />{{c|47}}</noinclude>er det simple Spørgsmaal: skal jeg blive staaende paa samme Trin i Samfundet som min Fader før mig, eller skal jeg i nogen Retning kunne blive noget mere, rykke op til en Stilling, som han ikke har kunnet naa til? Eller skal jeg hele mit Liv staa og trampe paa samme Plet og aldrig komme videre? Derfor havde heller ikke Kærligheden spillet nogen stor Rolle i hans Ægteskab. Han havde giftet sig, fordi han behøvede en, som kunde være ham behjælpelig med Gaarden. Og „saa var der vel ogsaa lidt andet med i Spillet“, som han selv sagde. Men hans Liv havde ikke givet ham nogen Lejlighed til at komme i Berøring med nogen finere Følel­sesverden. Og hele Gaarsdagens Hændelse blev heller ikke gjort til Genstand for mange Tanker. Højst efterlod de en Slags Stemning, som lod ham føle et stadigt, om ikke særdeles stærkt Ubehag. Og desuden havde han, nu da han var nøgtern, i andre Sager at tænke paa. Han troede at have faaet Kig paa det „noget“, som skulde hjælpe ham frem i Verden. I Maaneder var han gaaet og havde grublet derover, grublet og tænkt frem og tilbage, beregnet i sit stille Sind og havde tiet med Sagen, indtil han syntes, den var rigtig klar. Og tilsidst havde han betænksomt stukket Næven i Lommen, stoppet sig en frisk Pibe og sagt til sig selv, at det bestemt vilde gaa. Det var ikke muligt andet. Og uden nogen vidste et Ord deraf, skulde han være den rigeste Mand i Sognet, og hans Dreng skulde ikke<noinclude><references/></noinclude> n3t8dbubjxlhaaoh9ifpjfbff3zvbtv 104 31280 470320 71342 2026-07-17T07:31:32Z MGA73 457 /* Validated */ 470320 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="4" user="MGA73" />{{c|48}}</noinclude>som hans Fader før ham behøve at staa med tomme Hænder, naar han en Gang skulde begynde at arbejde sig frem gennem Livet. Erikson var en Aften kommen hjem i usæd­vanlig godt Humør. Han havde fortalt Historier for Karlene og budt dem en Snaps til Nadveren. Alle havde været længere oppe end sædvanlig, og da Erikson om Aftenen kom ind til sin Kone for at lægge sig, gik han og saá saa listig og oprømt ud, at hun spekulerede paa, hvad det skulde ende med. „Synes Du ikke, at vi kunde ha'e det bedre, end vi har det?“ sagde han saa endelig. Hun saá forundret paa ham, glad over at han talte saa fortroligt til hende. Hun syntes, at det stygge, som saa nylig var kommet ind i hendes Liv, gled bort, og hun svarede: „Aa, ja saamæn. Det kunde vi jo nok. Men jeg synes, vi har det godt, som vi har det.“ Han havde sat sig i det ene Sofahjørne, og mens han tændte Piben, lo han indvendig. „Aa, ja saamæn. Naturligvis har vi det godt. Men bedre er i alt Fald bedre.“ Han begyndte at tale saa livligt og flydende, at Konen sad aldeles himmelfalden og saá ud, som om hun havde Syner. „Tænk, om vi kunde bygge hele Huset her om, Du, og gøre Kostalden større og holde flere Kreaturer og købe hele Gaarden af Baronen og holde os med Hest og gøre Vejen gennem Skoven i Stand, saa at vi kan køre til Kirken og ha'e<noinclude><references/></noinclude> 18xmz9iyr79qvdopjzc6v83kdzg45ui 104 31281 470321 71343 2026-07-17T07:33:23Z MGA73 457 /* Validated */ 470321 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="4" user="MGA73" />{{c|49}}</noinclude>det godt, naar vi bli'er gamle, og leve i Ro og lade Drengen faa noget efter os, naar han en Gang skal begynde, saa han ikke behøver at gaa her og rode i Marken som hans Fa'er. Det var der noget ved, ikke Du?“ Tea begyndte næsten at faa en Mistanke om, at der var noget galt fat med Manden. Men han sad dér saa fornøjet og glad, saa hun vidste allige­vel ikke, hvad hun skulde tro. „Jeg mener, Du er godt tosset,“ sagde hun. „Hvor skulde vi faa det fra?“ „Hvor vi skulde faa det fra?“ sagde han. „Lad mig bare om det. Og vær Du vis paa, at det {{sp|skal}} gaa. For nu skal Du høre, hvad jeg har gaaet og udspekuleret.“ Han tog en Nøgle op af Vestelommen, lukkede Chatollet op og tog ud af en lille hemmelig Skuffe et Stykke Papir, som han viklede op. Med en underfundig Mine lagde han Piben bort og viste Konen det. „Her staar det klart med Tal,“ sagde han. „Og nu skal Du bare høre. Har Du sét Skoven, som staar paa vores Jord? Den er allerede ikke saa lidt værd.“ „Ja, men den maa Du ikke hugge mere af end til det Brændsel, som vi selv bruger.“ „Hugge af? Nej det forstaar sig. Men jeg kan vel købe den, sér Du — købe den som den staar og groer. Har Du ikke hørt, hvordan Skovkøbere bærer sig ad herude i Skærgaarden, hvordan de køber Skoven og lejer Folk, som hugger og fragter<noinclude><references/></noinclude> nkmjva0io06f1s599uyojpqy7viy74j 104 31282 470121 71344 2026-07-16T18:53:39Z MGA73bot 792 Tilføjet {{bindestreg1}} for orddeling 470121 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Peter Alberti" />{{c|50}}</noinclude>den. Men nu havde jeg tænkt, at hvis jeg kunde købe den, som den staar, paa saadanne Vilkaar, at jeg ikke behøvede at betale straks, men fik Lov til at gøre det efter Haanden, saa kunde jeg have det til Vinterarbejde og selv sammen med Karlene hugge den og køre den ned til Søen, og saa kunde jeg sælge den som Brænde eller Tøm­mer, hvad det nu kunde blive. Tænk bare, saadanne Egetræer her findes; og saadanne Fyrrer og saadanne Graner. Der staar jo de stolteste Mastetræer, som rent ud faar Lov til at raadne ned af sig selv, om ingen tager dem.“ „Ja, men troer Du, Baronen gaar ind paa det?“ „Ja, det troer jeg nok. For man siger, han bruger en farlig Bunke Penge, og saa findes der altid Huller at stoppe.“ De sad en Stund stille og tankefulde. Der vår- ingen af dem, som ikke vidste, hvormeget denne Forandring betød, og underlige Tanker rørte sig i deres Sind. Der var blevet mørkt inde i Værelset, og gennem de smaa Ruder trængte blot en svag Lysning. Ti derude laa Julinatten over Skoven, Markerne og Engene, og det var, som om Fremtidsforhaabninger spirede frem med nye Afgrøder for nye Dage af den dunkle, fredfyldte Nat. De tænkte begge paa det samme, hver paa sin Maade. En Formindskelse af den sparsommelige Tarvelighed, en Udsigt til bedre Dage, en Mulighed for en rolig Alderdom og noget at efterlade Drengen; deres Tanker dvælede ved {{sp|deres}} {{bindestreg1|Ung}}<noinclude><references/></noinclude> labvxdorywv7ugt97xs2tu5w539nkug 470322 470121 2026-07-17T08:16:31Z MGA73 457 /* Validated */ 470322 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="4" user="MGA73" />{{c|50}}</noinclude>den. Men nu havde jeg tænkt, at hvis jeg kunde købe den, som den staar, paa saadanne Vilkaar, at jeg ikke behøvede at betale straks, men fik Lov til at gøre det efter Haanden, saa kunde jeg have det til Vinterarbejde og selv sammen med Karlene hugge den og køre den ned til Søen, og saa kunde jeg sælge den som Brænde eller Tøm­mer, hvad det nu kunde blive. Tænk bare, saadanne Egetræer her findes; og saadanne Fyrrer og saadanne Graner. Der staar jo de stolteste Mastetræer, som rent ud faar Lov til at raadne ned af sig selv, om ingen tager dem.“ „Ja, men troer Du, Baronen gaar ind paa det?“ „Ja, det troer jeg nok. For man siger, han bruger en farlig Bunke Penge, og saa findes der altid Huller at stoppe.“ De sad en Stund stille og tankefulde. Der vår- ingen af dem, som ikke vidste, hvormeget denne Forandring betød, og underlige Tanker rørte sig i deres Sind. Der var blevet mørkt inde i Værelset, og gennem de smaa Ruder trængte blot en svag Lysning. Ti derude laa Julinatten over Skoven, Markerne og Engene, og det var, som om Fremtidsforhaabninger spirede frem med nye Afgrøder for nye Dage af den dunkle, fredfyldte Nat. De tænkte begge paa det samme, hver paa sin Maade. En Formindskelse af den sparsommelige Tarvelighed, en Udsigt til bedre Dage, en Mulighed for en rolig Alderdom og noget at efterlade Drengen; deres Tanker dvælede ved {{sp|deres}} {{bindestreg1|Ung}}<noinclude><references/></noinclude> lw9kpxqifm5pmrjr3uyfyraqtbo10e2 104 31283 470122 71345 2026-07-16T18:53:40Z MGA73bot 792 Tilføjet {{bindestreg2}} for orddeling 470122 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Peter Alberti" />{{c|51}}</noinclude>{{bindestreg2|domsminder|Ungdomsminder}}, hvor langsomt de hver for sig havde maattet kæmpe sig frem, hvor sent de havde kun­net gifte sig og sætte Bo, og hvor meget Arbejde og Slid de i den Tid havde haft, medens bedre Folks Børn sorgløse og glade inddrak et Fond af Livslyst til at tære paa, naar de trange Dage kom. Hos Manden gryede ogsaa en anden Tanke, som kun i sjældne Øjeblikke kommer til Orde i Fattig­folks Liv. Han tog sin Kone i Haanden og sagde stille: „Og saa kan maaske Drengen komme til at lære noget, saa han véd mere end jeg.“ Og i Konens Sind gryede et andet Haab, som hun ikke vilde sige højt, men som lokkede Glædestaarer frem i hendes Øjne, og som holdt hende længe vaagen. Om han fik det rigtig godt og ikke havde for meget Slid og Bekymring, vilde han maaske ogsaa nok lade være at slaa hende. Det var blevet sent, og Ægtefolkene gik stille til Sengs. Og Søvnen kom med sin styrkende Dvale, indtil Morgenen atter brød frem over deres unge Forhaabningers Arbejdsdag — — — Det blev nu aftalt, at Erikson en af de nær­meste Dage skulde rejse over til Baronen og søge at faa Sagen afgjort. Men i de „nærmeste Dage“ var det knapt med Tid, og saa kom Høsten. Dag for Dag opsattes Rejsen, ti Erikson mente, at det havde vel god Tid med det. Skoven blev vel staaende. {{nop}}<noinclude><references/></noinclude> svsv815pfshxryugjlpcbb43dftgywo 470323 470122 2026-07-17T08:19:16Z MGA73 457 /* Validated */ 470323 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="4" user="MGA73" />{{c|51}}</noinclude>{{bindestreg2|domsminder|Ungdomsminder}}, hvor langsomt de hver for sig havde maattet kæmpe sig frem, hvor sent de havde kun­net gifte sig og sætte Bo, og hvor meget Arbejde og Slid de i den Tid havde haft, medens bedre Folks Børn sorgløse og glade inddrak et Fond af Livslyst til at tære paa, naar de trange Dage kom. Hos Manden gryede ogsaa en anden Tanke, som kun i sjældne Øjeblikke kommer til Orde i Fattig­folks Liv. Han tog sin Kone i Haanden og sagde stille: „Og saa kan maaske Drengen komme til at lære noget, saa han véd mere end jeg.“ Og i Konens Sind gryede et andet Haab, som hun ikke vilde sige højt, men som lokkede Glædestaarer frem i hendes Øjne, og som holdt hende længe vaagen. Om han fik det rigtig godt og ikke havde for meget Slid og Bekymring, vilde han maaske ogsaa nok lade være at slaa hende. Det var blevet sent, og Ægtefolkene gik stille til Sengs. Og Søvnen kom med sin styrkende Dvale, indtil Morgenen atter brød frem over deres unge Forhaabningers Arbejdsdag — — — Det blev nu aftalt, at Erikson en af de nær­meste Dage skulde rejse over til Baronen og søge at faa Sagen afgjort. Men i de „nærmeste Dage“ var det knapt med Tid, og saa kom Høsten. Dag for Dag opsattes Rejsen, ti Erikson mente, at det havde vel god Tid med det. Skoven blev vel staaende. {{nop}}<noinclude><references/></noinclude> 2zfx3n4focxfpszr9mr2fd7v2dk8omr 104 31293 470324 71367 2026-07-17T08:21:22Z MGA73 457 /* Validated */ 470324 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="4" user="MGA73" />{{c|52}}</noinclude>Saa gik to Maaneder hen, i hvilke Høet, Rugen og Hveden bjærgedes. Det havde regnet de sidste Dage, og Havren laa gennemblødt og halvgrøn i store Stakke, ventende paa Sol og Tørvejr. Solen kom med Blæst, og paa Gaarden fik man travlt med det sidste Bjærgningsarbejde. Sidste Læs var bragt i Hus, og om Aftenen sagde Erikson til sin Kone: „I Morgen rejser jeg og taler med Baronen.“ Det var en solblank Septembermorgen, da han gik i Prammen for at ro over at tage et nyt Tag i sit Liv. Taagen laa som en kold Damp over Søen, og Klippernes og Øernes Konturer tegnede sig usikkert. Som en rund, gul Bold saás Solen gennem Taagen, og over Vandet svævede hvide Stumper Taage som fantastisk flossede Lysstrimler. I lette Hop joges de af Morgenvinden hen over den blanke, kolde Vandflade og førtes ind mod Skov­kanten, hvor de splittedes mod de mørkegrønne Toppe, indtil de som en let, næsten usynlig Damp forsvandt i Rummet. Erikson tog til Aarerne og roede lige frem mod den hvidgraa Mur, der veg bort, jo længere han kom, medens Solen voksede og voksede og sendte tættere og tættere Knipper af Straaler ned gennem Disen. Ude paa Søen saa han nærmest omkring sig som en vid, aaben Ring af Vand og dér bag ved: den skinnende Krans af graat og hvidt, hvor­igennem Landets Konturer skimtedes. Stedse videre blev Synskredsen, stedse mere løftede Taagen sig,<noinclude><references/></noinclude> k5j159hr6hxm0s57y3hj2ha6tvxzmsp 104 31294 470123 71368 2026-07-16T18:53:51Z MGA73bot 792 Tilføjet {{bindestreg1}} for orddeling 470123 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Peter Alberti" />{{c|53}}</noinclude>og tilsidst blev den staaende som en tæt, mørk Mur langt ude ad Havet til. Erikson roede jævnt og roligt uden at sé sig om, som den gør, der kender hver eneste Krog at Farvandet; og som af sig selv vendte Baaden gennem de smaa, smalle Sunde og flød afsted, som fandtes der hverken Stene eller Grund. Han var noget tvivlraadig til Mode og grundede hele Tiden paa, hvad han skulde sige til Baronen. Og han udtænkte indtil det mindste, hvordan han skulde belægge sine Ord, og hvordan han skulde overtale ham, hvis det behøvedes. Men hvis nu Baronen ikke vilde sælge Skoven? Aa jo, hvad skulde han med den? Dér hvor den stod, havde han jo ingen Nytte af den. Endnu nogle Tag med Aarerne, og den lille Brygge med det hvide Rækværk saás tydelig mod det mørke Vand, ud over hvilket slanke Birketræer bøjede deres allerede gulsprængte Kroner. Og gen­nem Birketræernes dirrende Løv, hen over Eges og Lindes mørke Tag saás en hvid Gavl og en Skorsten, ud af hvilken Røgen let og kredsende svævede i Vejret. Erikson bandt Baaden fast, gemte Piben under Fortoften, tog Frakken paa og knappede den omhyggeligt. Derpaa tog han af Frakkelommen en lille gul Messingdaase med Spejl i Laaget, tog Hat­ten af og ordnede Haaret med Hænderne. Hatten sattes paa, og han tog et sidste Overblik over, hvad han kunde sé af sin Person i Spejlet. {{bindestreg1|Daa}}<noinclude><references/></noinclude> l77t1qnv437blv9yr71b3b2l6r5a2zk 470325 470123 2026-07-17T08:23:08Z MGA73 457 /* Validated */ 470325 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="4" user="MGA73" />{{c|53}}</noinclude>og tilsidst blev den staaende som en tæt, mørk Mur langt ude ad Havet til. Erikson roede jævnt og roligt uden at sé sig om, som den gør, der kender hver eneste Krog at Farvandet; og som af sig selv vendte Baaden gennem de smaa, smalle Sunde og flød afsted, som fandtes der hverken Stene eller Grund. Han var noget tvivlraadig til Mode og grundede hele Tiden paa, hvad han skulde sige til Baronen. Og han udtænkte indtil det mindste, hvordan han skulde belægge sine Ord, og hvordan han skulde overtale ham, hvis det behøvedes. Men hvis nu Baronen ikke vilde sælge Skoven? Aa jo, hvad skulde han med den? Dér hvor den stod, havde han jo ingen Nytte af den. Endnu nogle Tag med Aarerne, og den lille Brygge med det hvide Rækværk saás tydelig mod det mørke Vand, ud over hvilket slanke Birketræer bøjede deres allerede gulsprængte Kroner. Og gen­nem Birketræernes dirrende Løv, hen over Eges og Lindes mørke Tag saás en hvid Gavl og en Skorsten, ud af hvilken Røgen let og kredsende svævede i Vejret. Erikson bandt Baaden fast, gemte Piben under Fortoften, tog Frakken paa og knappede den omhyggeligt. Derpaa tog han af Frakkelommen en lille gul Messingdaase med Spejl i Laaget, tog Hat­ten af og ordnede Haaret med Hænderne. Hatten sattes paa, og han tog et sidste Overblik over, hvad han kunde sé af sin Person i Spejlet. {{bindestreg1|Daa}}<noinclude><references/></noinclude> n65c3nbvnki5nilqsteu1w6lj6nextd 104 31295 470124 71369 2026-07-16T18:53:52Z MGA73bot 792 Tilføjet {{bindestreg2}} for orddeling 470124 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Peter Alberti" />{{c|54}}</noinclude>{{bindestreg2|sen|Daasen}} puttedes igen i Lommen, og med lange, hurtige Skridt gik han gennem Parken op ad Vejen, som førte til Herregaarden. En stor Hund sprang frem og gav sig til at gø voldsomt. Erikson lokkede og talte godt for den, mens han tog Vejen til Køkkenet og hele Tiden forsigtig saá sig om efter Hunden, som murrende fulgte efter ham. Han gik ind og spurgte om Baronen var hjemme. Han stod med Hatten i Haanden henne ved Døren og ventede, til Pigen kom tilbage og hentede ham. Baronen stod midt paa Gulvet og røg en Cigar. Det var en lang mager Mand med et gulblegt An­sigt og et Par velvillige Øjne bag en Pincenez med sorte Hornkanter. Han nikkede, da han henne ved Døren fik Øje paa Manden, som satte Hatten fra sig paa Gulvet og blev staaende og bukkede. „Nej, se Goddag, Erikson“ — Baronen gik frem og tog ham i Haanden — „det var udmærket, at Erikson kom i Dag. Jeg skulde netop til at sende Bud efter ham.“ Erikson blev stikkende i, hvad han vilde sige. Han saá sig om, flyttede paa Fødderne og sagde blot „Ja, saa“, idet han rømmede sig, som om det havde været hans Mening at sige noget mere. „Der har netop været en Mand her“, vedblev Baronen, idet han tog nogle Drag af Cigaren, „som har sluttet Handel med mig om at købe den Skov, som staar paa Eriksons Mark, og han spurgte, om<noinclude><references/></noinclude> 387f2f9mpkzwzm2mdeh8k3mogeqtf22 470326 470124 2026-07-17T08:25:03Z MGA73 457 /* Validated */ 470326 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="4" user="MGA73" />{{c|54}}</noinclude>{{bindestreg2|sen|Daasen}} puttedes igen i Lommen, og med lange, hurtige Skridt gik han gennem Parken op ad Vejen, som førte til Herregaarden. En stor Hund sprang frem og gav sig til at gø voldsomt. Erikson lokkede og talte godt for den, mens han tog Vejen til Køkkenet og hele Tiden forsigtig saá sig om efter Hunden, som murrende fulgte efter ham. Han gik ind og spurgte om Baronen var hjemme. Han stod med Hatten i Haanden henne ved Døren og ventede, til Pigen kom tilbage og hentede ham. Baronen stod midt paa Gulvet og røg en Cigar. Det var en lang mager Mand med et gulblegt An­sigt og et Par velvillige Øjne bag en Pincenez med sorte Hornkanter. Han nikkede, da han henne ved Døren fik Øje paa Manden, som satte Hatten fra sig paa Gulvet og blev staaende og bukkede. „Nej, se Goddag, Erikson“ — Baronen gik frem og tog ham i Haanden — „det var udmærket, at Erikson kom i Dag. Jeg skulde netop til at sende Bud efter ham.“ Erikson blev stikkende i, hvad han vilde sige. Han saá sig om, flyttede paa Fødderne og sagde blot „Ja, saa“, idet han rømmede sig, som om det havde været hans Mening at sige noget mere. „Der har netop været en Mand her“, vedblev Baronen, idet han tog nogle Drag af Cigaren, „som har sluttet Handel med mig om at købe den Skov, som staar paa Eriksons Mark, og han spurgte, om<noinclude><references/></noinclude> 3v04nuk4546mpvo3n238h622lhuw601 104 31296 470327 71370 2026-07-17T08:26:47Z MGA73 457 /* Validated */ 470327 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="4" user="MGA73" />{{c|55}}</noinclude>jeg vidste nogen, som vilde paatage sig at hugge den for ham og transportere Tømmeret ned til Søen. Jeg syntes, det kunde være et rart Vinterarbejde for Erikson, og det indbringer nok heller ikke saa lidt.“ Erikson havde hele Tiden staaet og sét ned paa Gulvet. Han følte sig som trykket til Jorden, og han kæmpede med sig selv for at blive Herre over sin Stemme. „Har Baronen solgt Skoven?“ sagde han tilsidst. Baronen saá forundret paa ham. „Ja vist har jeg solgt Skoven. Det er jo det, jeg siger.“ „Jeg havde ellers tænkt at spørge, om jeg ikke kunde købe den.“ „Du?“ — Baronen gik ham to Skridt nærmere — „Vilde Du købe den?“ „Ja, jeg havde tænkt paa det. Lidt har jeg sparet sammen, og Resten tænkte…“ „Ja, men jeg har jo allerede solgt den. Jeg kan ikke lade Købet gaa tilbage. Det er ganske umuligt. Hvis Erikson var kommen i Gaar. Men nu er det for sent.“ „Ja, det er det vel, er det.“ Og efter nogle Øjeblikkes Tavshed føjede han til: „Hvis jeg var kommen i Gaar, kunde det saa være bragt i Orden?“ „Ja, jeg vilde ikke have haft noget imod det. Men jeg kan jo ikke gøre det, som er gjort, om<noinclude><references/></noinclude> i3m7s2qjef993u8rnrecxng1zrgscoa 104 31297 470328 71371 2026-07-17T08:28:33Z MGA73 457 /* Validated */ 470328 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="4" user="MGA73" />{{c|56}}</noinclude>igen. Ikke med min bedste Vilje.“ Erikson blev en Stund staaende. Og stirrende frem for sig som en Søvngænger tog han Hatten op fra Gulvet. „Ja, saa er det vel bedst, at jeg gaar,“ sagde han. Han holdt allerede Haanden paa Laasen. „Nej, vent lidt; Erikson har jo ikke endnu svaret mig paa mit Spørgsmaal. Vil Erikson paatage sig Kørslerne eller ikke?“ Manden saá et Øjeblik ud, som om han ikke vidste, hvorom der var Spørgsmaal. Men lidt efter lidt antog Ansigtet atter sit sædvanlige betænksomme, lidt listige Udtryk, og med et Glimt i Øjet spurgte han: „Ja, hvor meget troer Baronen, han vil gi'e?“ „Det faar I naturligvis afgøre med hinanden. Han kommer i alt Fald en Dag ud og sér paa Skoven.“ „Ja, saa kan vi jo tale om det.“ Baronen rakte ham Haanden. „Jeg skal sige det til ham. Han kommer vist i næste Uge.“ Erikson bukkede igen: „Og saa takker jeg Hr. Baronen saa meget, at Hr. Baronen har tænkt paa mig.“ „Ingen Aarsag, kære Erikson. Saa Farvel. Det var kedeligt, han ikke kom lidt før. Men det er jo altid godt at faa noget med af Fortjenesten.“ Erikson gik. Med bøjet Ryg, lidt usikker i Knæhaserne og med den venstre Arm daskende<noinclude><references/></noinclude> j4lbqm61twdoy50wbav50kaalqs09wc 104 31298 470329 71372 2026-07-17T08:30:04Z MGA73 457 /* Validated */ 470329 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="4" user="MGA73" />{{c|57}}</noinclude>langt frem gik han med lange, tunge Skridt ned mod Stranden, gik i Baaden og skød den hæftig ud i Søen. Der fandtes ikke en fornuftig Tanke i hans Hjærne. Hvorfor han var kommen, hvad han havde villet, hvad han havde sagt, og hvad han havde gjort, laa i en forvirret Blanding gemt i hans Hoved til det pinlige Øieblik, da Erindringen vilde gøre det alt saa frygtelig klart, og Forstanden vilde komme og sige ham, at nu var Leddene i hans Livs Kæde fuldtallige, og aldrig vilde der komme nye til. Dette nye Led, som han havde haabet selv at kunne føje ind deri, det var for stedse borte. Det skulde aldrig hjælpe ham til at løfte ham op til det Samfundslag, som laa højere end hans eget. Det var halvfærdigt Arbejde, som aldrig skulde gøres færdigt. Han roede bort uden at sé op, uden at sé hverken til Højre eller Venstre, bort, saa at Vandet skummede om Baaden, og de udhulede Aarer peb og hvinede i deres udslidte Gænger. I en Times Tid roede han saaledes uden at vide, hvorhen det gik. Sveden perlede paa hans Pande, og Huen havde han kastet af sig, saa at Solen frit brændte hans fugtige Ansigt, og Vinden purrede op i hans Haar, som var vaadt og klæbrigt ved Tindingerne. Aandeløs holdt han inde og lod Baaden drive for den Fart, den havde faaet. Han tog Øse­karret, bøjede sig ud over Rælingen og drak tre<noinclude><references/></noinclude> fgk2tfiy5w7qsdky7chci1dyd5g8adm 104 31299 470330 71373 2026-07-17T08:31:14Z MGA73 457 /* Validated */ 470330 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="4" user="MGA73" />{{c|58}}</noinclude>Gange efter hinanden af Saltvandet. Saa saá han op, som var han vaagnet af en Drøm, mælkede, at han var kommen ud af Kursen og vendte Baaden hjemad. Han tog Huen paa og begyndte langsomt at ro videre. Den Spænding, han havde været i, begyndte at forsvinde. Langsomt og sik­kert antog atter den ydre Verden sit sædvanlige Udseende for hans Øjne. Han saá ud over Fjorden. Glitrende graa laa den i Høstsolens Lys, medens de drivende Skyer, som spejlede sig i Søen, langt borte saá ud som store, mørke Pletter paa Vand­fladen. Dér laa Sundet, som han skulde igennem, Vandet var brunt, hvor Revet strakte sin lange, smalle Tunge frem. Klippen paa den anden Side stod lodret, stejlt ned mod det mørke Vand, som i dumpe Klynk skvulpede mod den, og foran sig saá han Vejen, hvor Strandbreddens Hasler og Ege lyste lysegrønt i Middagssolen, og hvor Vejen begyndte, som han skulde gaa for at komme hjem. Ja hjem. Hvad skulde han sige hjemme? Han tog igen et kraftigt Tag i Aarerne og roede stærkt til, indtil Baadens Bund skrabede mod Landet, og Bølgerne, som den havde sat i Bevægelse, sagte sugedes tilbage ud i Havet. Han tog Aarerne til sig, gik i Land paa Stenene, som stak op af det grundede Vand, og trak Baaden efter sig. Paa Stranden blev han staaende, tog Huen<noinclude><references/></noinclude> 58u5bo6emofmizqzvq01rtqrkkl4rss 104 31300 470331 71374 2026-07-17T08:32:30Z MGA73 457 /* Validated */ 470331 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="4" user="MGA73" />{{c|59}}</noinclude>af, drog et dybt, dybt Aandedrag og lod Vinden kølende spille hen. over Kinder og Pande. Det var den tungeste Vej, han i sit Liv var gaaet. Han skulde gaa hjem og møde sin Kone. Og hun vilde komme ham i Møde og have Maden parat for at traktere ham paa den store Dag, og hun vilde spørge ham, hvordan det var gaaet, og han skulde sige hende, at de skulde have det ganske som nu hele Livet igennem, og de maatte stræbe og arbejde endnu paa deres gamle Dage, og deres Dreng skulde heller ikke have andet end en fattig Bondegaardsforpagtning, hvor der ikke en Gang fandtes Skov. For naar han blev voksen, var den jo rodhuggen og uden nogen Nytte for dem, og Vinden fra Søen skulde uhindret blæse hen over Markerne med Storm og Kulde. Han gik langsomt op ad Vejen, men da han kom til Bakken, som førte op til Gaarden, satte han sig ned for i det mindste at vente en Stund. Men det faldt ham ind, at det ikke blev bedre for det. Det var som at faa en Tand trukken ud. Det var bedst, jo før det blev gjort. Man opnaaede bare, at Svien blev siddende saa meget længere. Han slog Laagen op og gik ind i Gaarden. Der var ingen dér, heller ingen i Vinduet. Forsigtig og sagte gik han ind i Huset. Dér stod Konen og holdt i Haanden et dryppende Fed Uld­garn, som hun havde dyppet i en Spand med Farve. Hun slap det og gik henimod Erikson, som<noinclude><references/></noinclude> nuw9ps3b5bn46nwmq5fijlrw4n1pewb 104 31301 470332 71375 2026-07-17T08:33:50Z MGA73 457 /* Validated */ 470332 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="4" user="MGA73" />{{c|60}}</noinclude>stille, uden at sé paa hende gik hen til Vinduet og lagde Huen fra sig. „Naa!“ Han svarede ikke straks, søgte efter en eller anden Omvej til at sige det. „Naa. hvordan gik det saa, Erikson? Du kan da vel svare mig, skulde jeg tro.“ Og hun skub­bede til ham med Bagen af Haandleddet, for at han ikke skulde faa Farve paa Søndagsfrakken. Han fandt ikke mere end et eneste at sige, det samme, som han ikke straks havde villet være ud med. „Den var solgt i Forvejen,“ sagde han lavt uden at sé sig om. Tea gik et Skridt baglænds og satte sig ved Bordet. Erikson vendte sig om. Han hørte, hvordan Konen græd. „Aa, ja,“ sagde han. „Naturligvis. Men jeg fortjener altid lidt paa at hugge Skoven om Vinteren og køre den ned til Søen.“ Men Tea græd, saa at Taarerne en efter en randt ned ad hendes Kinder. Hun gik hen og tørrede sine Hænder af, og idet Stemmen tilsløredes af Graaden, lagde hun Armene fast om Mandens Hals og hulkede: „Herregud, Erikson, Herregud.“ {{asteriskrække}} Og Vinter efter Vinter gik, som det løse Sand uophørlig rinder af Tidens store, uudtømmelige<noinclude><references/></noinclude> kgb94zkomagmvkao211brbjtmclb3ti 104 31302 470333 71376 2026-07-17T08:34:49Z MGA73 457 /* Validated */ 470333 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="4" user="MGA73" />{{c|61}}</noinclude>Timeglas. Erikson fik ikke Skoven, men han fik Kørslerne. Og da nogen Tid var gaaet, kunde han selv tale om hele Historien og forklare, at han var fornøjet med det endda, som det var. Og Tea hændte det nok mere end én Gang, at hendes Mand slog hende. Men hun led ikke derved som før. Han syntes jo om hende og var god imod hende. Ti der findes ingen, som ikke strider imod i Begyndelsen, naar Livet byder ham sin bedske Drik, og dog findes der ingen, som ikke taaler mer, end han troer. {{streg|10em}} {{streg|10em}}<noinclude><references/></noinclude> 9xoig3q8j7fxg9lxy8g7bhp7j369kz3 104 31335 470125 71415 2026-07-16T18:54:05Z MGA73bot 792 Tilføjet {{bindestreg1}} for orddeling 470125 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Peter Alberti" />{{c|67}}</noinclude>I Begyndelsen havde hun følt sig lidt ængstelig ved at være alene med ham. Men han var som forvandlet. Han sagde hende aldrig et ondt Ord, han arbejdede, han lod Brændevinen fare, og da de havde faaet Barnet, begyndte hun for Alvor at haabe det bedste af Fremtiden. Hun havde aldrig troet, at hun skulde faa ham at sé saa god og mild, som han var i den Tid, og mangen Gang, naar hun sad alene og gav Barnet Die, tænkte hun ved sig selv, at om nu nogen Sinde hans onde Aand skulde faa Magt over ham, vilde hun bare behøve at minde ham om de lykkelige Dage, da han var saa glad ved sit Barn. I nu snart fem Aar havde hun dog ikke haft noget saadant nødigt, og hun begyndte næsten at glemme sin første Angst. Men da indtraf pludselig en Forandring. Hendes Mand blev med ét faamælt og inde­sluttet, uden at hun kunde opdage Grunden. Naar han om Aftenen efter endt Arbejde kom ind, talte han ikke med hende som før. Han spiste Maden i Tavshed og sad saa længe i Tanker paa sin Stol mellem Bordet og Væverstolen. Naar han var be­skæftiget med sit Arbejde, lagde hun Mærke til, at han af og til pludselig hørte op dermed og i lange Tider stod og stirrede frem for sig, som om han ikke kunde komme bort fra noget, han tænkte paa. Hun vovede ikke at spørge ham om, hvad der var i Vejen, ikke en Gang at lade ham forstaa, at hun havde mærket noget. Men hun passede i {{bindestreg1|Stil}}<noinclude><references/></noinclude> 6b9t06b6uakt05mhw0fhhpzzjlfd7af 104 31336 470126 71416 2026-07-16T18:54:06Z MGA73bot 792 Tilføjet {{bindestreg2}} for orddeling 470126 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Peter Alberti" />{{c|68}}</noinclude>{{bindestreg2|hed|Stilhed}} paa ham, og for hver Dag, der gik, blev hun uroligere. Hun vidste ikke hvorfor, men det forekom hende under Tiden, som om hendes Liv var levet til Ende, og som om der vilde hænde noget, som med ét Slag vilde ødelægge alt, hvad disse Aar havde bygget op. Hvad tænkte han paa? Hvad var der i Vejen? Hun lovede sig selv Dag efter Dag, at hun skulde sé at finde en Lejlighed til rigtig at udspørge ham. Men naar hun troede, at nu havde hun Mod, fandt hun ingen Lejlighed, og naar der en Gang imellem tilbød sig en Lejlighed, svigtede Modet hende. Det var en Sommeraften i Juli. Luften var lun: Duft af nyslaaet Hø, af blomstrende Kløver og Lind, Lyd af Kobjælder, Kreaturernes Brølen, og henne fra Landevejen et kort, skarpt Hundeglam. Anna havde lige været ude at malke. Hun kom langsomt gaaende nede fra Engen med den tunge Mælkespand i den højre Haand, gik over Marken, hvor Rugens Aks, som allerede begyndte at gulne, hang tungt ned, gik ind gennem Leddet, som førte til den indhegnede Plads, hvor Staldene laa, og skulde netop til at passere den store Halmstak, som laa tæt ved Staldbygningen, for gennem det andet Led at komme op til Gaarden, da hun pludselig standsede. Der var nogen, som talte bagved Halmstakken. Hun stod ganske stille og holdt Vejret for bedre at høre. Det var hendes Mands Stemme. Hun satte Spanden fra sig og listede sig forsigtigt nærmere, idet hun<noinclude><references/></noinclude> dy94fwal3z88w96kozlukrpxwhh5hun 104 31337 470127 71417 2026-07-16T18:54:14Z MGA73bot 792 Tilføjet {{bindestreg1}} for orddeling 470127 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Peter Alberti" />{{c|69}}</noinclude>skjulte sig bag Halmstakken for, usét, at kunne høre, hvad der blev sagt dér bagved. Da hun kom nær­mere, skælnede hun tydeligt to Stemmer, og hun hørte, at den ene var en Fruentimmmerrøst, skønt hun endnu ikke kunde skælne, hvem det var. Hun gjorde forsigtigt et Skridt til den ene Side og bøjede sig frem for at sé. Begge de talende sad eller rettere halvt laa i Halmen. Hendes Mand holdt en Kvinde om Livet, bøjede sig ned over hende og kyssede hende Gang efter Gang, uden at hun syntes at gøre nogen Modstand. Konen flyttede sig endnu et Skridt nærmere for at kunne sé hendes Ansigt. Hun var lige ved at give et Skrig fra sig. Det var hendes egen Tjenestepige. Med tilbagetrængt Aandedræt stod hun en Stund stille og stirrede paa Parret, indtil hun næsten syntes, at al Ting dan­sede for hendes Øjne. Hun flyttede sig tilbage til sin første Plads. Hun behøvede ikke at sé mere. Sagte og umærkeligt gled ligesom en Taage over hendes Sind og Tanker. Hele hendes Verden blev et graat i graat. Nu fandtes der intet mere at stole paa, det vidste hun. Var de gamle Dages Vildskab begyndt at leve op igen hos hendes Mand, vilde den ikke mere være til at betvinge. Lang­somt og sikkert vilde den ødelægge hans Liv og hendes med. Hun vilde intet kunne gøre imod det. Men en stikkende, pinlig Følelse greb hende, da hun tænkte paa det uskyldige Barn. Hun kunde ikke gøre sig klart, hvad der nu vilde hænde. Denne Taage — eller hvad det er, der i slige {{bindestreg1|Øje}}<noinclude><references/></noinclude> 408n2cbzrtufkgjiguom7qeifzf24gn 104 31338 470128 71418 2026-07-16T18:54:15Z MGA73bot 792 Tilføjet {{bindestreg2}} for orddeling 470128 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Peter Alberti" />{{c|70}}</noinclude>{{bindestreg2|blikke|Øjeblikke}} formørker vort Indre — gled videre. Den svøbte alle Tanker, Følelser, Forestillinger og Er­indringer i et vildsomt Mørke. Den skjulte Sporene af det, som havde været, og af det, som var. Hun blev staaende paa samme Plet, stille, uden at kunne røre sig, bedøvet af det voldsomme Slag. Pludselig foer hun sammen ved et Par tydeligt udtalte Ord. Hun hørte Pigen sige: „Men hvis jeg nu fik et Barn? Hvordan skulde det saa gaa?“ Og saa hørte hun Manden svare: „Kællingen bryder vi os Pokker om. Hende skal jeg nok sørge for.“ Hun maatte gøre Vold paa sig for ikke at skrige højt, saa tog hun Mælkespanden op fra Jor­den og gik med langsomme, vaklende Skridt op mod Vaaningshuset. Da hun vendte sig paa Trap­pen, saá hun Manden staa nede ved Staldleddet og sé efter hende. Han havde imidlertid ikke sét hende, da hun lyttede. Men han havde hørt hende gaa gennem Leddet, som førte ud til Staldbakken, og var sprun­get op for at sé, hvem det var. Da han saá, at det var hans Kone, blev han staaende for paa hendes Udseende og Maade at være paa at opdage, om hun havde mærket noget eller ej. Da han ikke kunde sé noget usædvanligt, vendte han om og gik tilbage igen. Malin — saadan hed Pigen — havde ikke været mer end et halvt Aar i Karlsons Tjeneste. Hun<noinclude><references/></noinclude> splxioa0egbfaiwy4nifxs7r77frid0 104 31341 470129 71421 2026-07-16T18:54:23Z MGA73bot 792 Tilføjet {{bindestreg1}} for orddeling 470129 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Peter Alberti" />{{c|73}}</noinclude>saadanne Tanker, saá han igen alt i Virkelighedens fulde, klare Lys. Nej, vilde han vinde noget, fik han nok selv Lov til at skaffe sig det. Det syntes ham, som om en mørk Skygge, han ikke kunde undfly, kom ham stedse nærmere. Den kom tæt hen til ham, lagde sin Haand paa hans Skulder og trykkede ham i Knæ mod Jorden. Det var mest om Aftenen, at han havde disse Fantasier, og under Tiden laa han hele Timer vaagen, badet i kold Sved, og han vovede knap at sove af Frygt for, at han under Søvnen skulde forraade sine Tanker. — Det var to Dage efter den store Opdagelse. Det var lykkedes Konen at tie overfor sin Mand. Det var lykkedes hende at bilde ham ind, at alt var som før, at hun intet vidste og intet havde sét. Men det havde kostet hende en uhyre Anstrængelse at spille den Komedje. Det forekom hende under Tiden, som om hun levede ganske alene i et frem­med Hus blandt fremmede Mennesker, og disse to Dage syntes hende lige saa lange som flere Aar. Ja, hun selv var bleven et nyt Menneske, som saá tilbage paa sit forrige Jeg som paa en anden. Hendes første Følelse havde været Forskræk­kelse. For enhver Pris maatte hun skjule for Man­den, hvad hun havde sét. Hun vidste ikke hvorfor, men hun havde en Fornemmelse af, at det vilde gaa ud over hende selv, i Fald det blev opdaget. Hun kunde aldrig glemme, hvordan hun havde følt sig til Mode, da Manden et Par Timer efter Scenen bag Halmstakken kom ind til hende i {{bindestreg1|Køk}}<noinclude><references/></noinclude> iy58rkx4v3h6kvotcjs6eaaorumc6da 104 31342 470130 71422 2026-07-16T18:54:24Z MGA73bot 792 Tilføjet {{bindestreg2}} for orddeling 470130 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Peter Alberti" />{{c|74}}</noinclude>{{bindestreg2|kenet|Køkkenet}} og uden at sige noget satte sig ved Bordet. Hun ventede hvert Øjeblik, at han skulde spørge hende, hvorfor hun havde staaet og lyttet, og hun følte en isnende Kulde i alle Ledemod ved Tanken om, hvad hun dog skulde svare. Men da han havde siddet en Stund, spurgte han i Stedet for, om ikke Nadveren snart var færdig. Hun foer sammen ved Lyden af hans Stemme, og hun sva­rede som i Søvne, at Grøden straks var færdig. Disse Øjeblikke kunde hun aldrig faa ud af sine Tanker; hun tænkte paa dem, hver Gang hendes Mand talte til hende, og hun pinte sig med den Mistanke, at han alligevel vidste alt, men at han, lige saa lidt som hun, vilde tale derom. Altsaa var der da ingen Forandring skét med ham? Han var i Bund og Grund den samme, som han altid havde været. Det var bare en Lejlighed, han havde manglet, for at de gamle Lyster i uhæm­met Fart skulde nedbryde, hvad Aarene og hun havde rejst som en Skillemur mellem ham og hans tidligere Liv. Han var den samme, som han altid havde været, og nu skulde hans Vildskab bryde frem med en Kraft som aldrig før. Hun skulde sé, hvordan den lagde hans og hendes Liv øde, og hun skulde kun kunne staa og sé til. Intet skulde hun formaa at gøre for at holde ham tilbage. Men hun kunde jo tage Livet af sig. Langsomt gled den Tanke ind over hende, og som en yderste Nødvendighed gennemisnede den hele hendes Krop. {{nop}}<noinclude><references/></noinclude> aezno9nshrcjp8pyphieputfsg11ysy 104 31492 470131 71670 2026-07-16T18:54:37Z MGA73bot 792 Tilføjet {{bindestreg1}} for orddeling 470131 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Peter Alberti" />{{c|85}}</noinclude>hørtes en Stemme, som var hendes Mands: „Luk op.“ Hun trak sagte Slaaen fra og gik baglænds ind i Køkkenet, hvor der var Lys. Hun tav af Rædsel og saá bare, at han havde nogen med sig. Han lukkede omhyggeligt Døren og gik ind i Køkkenet. Han havde en lang Kniv i Haanden. I Døren saás et fint, skært Kvindeansigt med et Par kolde, graa Øjne, som betragtede hende. Hun gik hen til Sengen, søgte efter noget at værge sig med og udstødte et gennemtrængende Skrig. Tiggerkonen, som havde faaet Lov til at sove paa Høloftet, var straks gaaet derop, var krøben ned i Høet og var sovet ind. Henimod Midnat vaagnede hun ved, at hun syntes at høre et Nødraab. Hun lagde sig ned igen i den Tanke, at hun havde drømt, men hun havde næppe lukket Øjnene, før hun atter hørte samme Skrig. Det lød, som om det kom fra en, som man mishand­lede. Hun saá sig forskrækket om, stod op og lyttede i Mørket. Hun gik hen til Døren, som vendte ud mod Vaaningshuset, aabnede den paa Klem og lyttede. Da hørte hun det samme Skrig igen, vildt og skærende. Saa pludselig afbrødes det, som om nogen med Vold holdt den skrigendes Mund til. Lyden kom fra Vaaningshuset, og der brændte Lys i Vinduet. Et graat, laset Stykke Tøj var hængt for Ruden. Den gamle Kone rystede over hele Kroppen, men gik alligevel hen, satte Øjet til Vin­duet og saá ind i Værelset. Alt var i Lysskæret saa klart og tydeligt, som om det havde været {{bindestreg1|høj}}<noinclude><references/></noinclude> 7x0o7vgo9wn1nl67ssy6z80ljn0dcdv 104 31493 470132 71671 2026-07-16T18:54:38Z MGA73bot 792 Tilføjet {{bindestreg2}} for orddeling 470132 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Peter Alberti" />{{c|86}}</noinclude>{{bindestreg2|lys|højlys}} Dag. Paa Sengen laa Konen, som hun for lidt siden havde talt med. Den øverste Del af Kroppen var næsten nøgen, Fødderne og den ene Arm var bundne. Ved Sengen stod en lang, grovt udseende Karl, skarpt belyst af Lysskæret. Han holdt hen­ des venstre Arm i Vejret, mens han med den an­ den Haand stak hende under det venstre Bryst med en Kniv. Ved Siden af Sengen stod en endnu ung Kvinde med et fint blegt Ansigt og holdt en Skaal under det stærkt rindende Blod. Konen, der stod dér udenfor alene, opfattede alt dette med et eneste Blik. Hun vovede ikke at blive staaende et Minut længere, men vendte om og løb bort, saa stærkt hun kunde, mens de af Regnen opblødte Skørter slog om hendes Ben og i Mørket Grenene fra Træerne ruskede Vand ned over hende, naar hun kom dem for nær paa den smalle Skovsti. — Næste Morgen trak Skyerne bort for Sønden­vinden, og Solen skinnede klart ind gennem Præstegaardens Vinduer, glitrede i Regndraaberne, som endnu sad paa Blade og Græsstraa, og i smaa Vandpytter, som hist og her havde samlet sig i Hullerne paa Stentrappens store, flade Kalksten. Fuglene i Syringhækkene og i de gamle utugtede Lindetræer kvidrede omkap i det smukke Vejr, og henne ved Kæret steg en tynd, let Taage i Vejret, splittedes af Vinden og fløj i lette, uldagtige Totter hen over Buske og Træer. Pastoren var nylig opstanden. Han stod i sit Vindue og saá ud over det for ham saa velbekendte<noinclude><references/></noinclude> dh3nvmwhskzpjytgghasrvechrclxke 104 31722 470133 71973 2026-07-16T18:54:54Z MGA73bot 792 Tilføjet {{bindestreg1}} for orddeling 470133 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Peter Alberti" /></noinclude>{{startbogstav2|D}}et var Foraaret 1825. Det var kommet sént, og i flere Uger havde man allerede gaaet og ventet paa den Dag, da Landmanden skulde kunne sætte Ploven i Jorden. Men kolde og regnsvangre havde Skyerne samlet sig sammen over Sletten, Gang efter Gang havde de rystet Masser af Sne ned over Jorden, og Gang efter Gang var Grøfterne igen frosne til, og Snesløret havde lagt sig tykt i Skoven, hvor Vandet var vældet op efter den stærke Vaarflom og stod højt over Køreveje og Gangstier, mens Porsen i Kærene var bøjet af Snesjasket og Vandet var steget over Isstykkerne, som havde suget sig fast ved Pile- og Ellebuskenes nederste Grene. Vidtstrakt, tung og melankolsk laa Sletten. Saa langt Øjet kunde naa, saás ikke andet end den flade Uendelighed af Mark og Jord, afbrudt af utallige, hinanden krydsende Gærder, hist og her en Stribe usmeltet Sne bag en Halmstak eller i Skyg­gen af en høj Grøftevold. Helt yderst ude løftede Kirketaarnet i den lille By, som laa midt paa Slet­ten, sig ensomt og tungsindigt op over de lave Tage, og paa den anden Side strakte sig i en tung {{bindestreg1|Bue}}<noinclude><references/></noinclude> k9z2jjsneln5inozwopaltkir55xwju 104 31723 470134 71974 2026-07-16T18:54:55Z MGA73bot 792 Tilføjet {{bindestreg2}} for orddeling 470134 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Peter Alberti" />{{c|100}}</noinclude>{{bindestreg2|linje|Buelinje}} den mørke Granskov, hvor spredte Birketræer stak frem og brød den ensformige Ring af mørke­grønt Naaleløv. Og over denne Flade hang en mørk, tung Himmel, og den kolde Nordenvind peb om Hjør­nerne paa store Høgby, der laa i Udkanten af Skoven, som om det vilde krybe i Læ for de hæftige Vindstød, der havde frit Spillerum ude paa Sletten. Blæsten ruskede i Vinduer og Døre, ka­stede nedfaldne Kviste og det fjorgamle Løv rundt om. Store Skyer førte den med sig, tunge, kolde Skyer, som skiftevis udladede sig med Sne og Regn, mens Sletten laa livløs og stivnet i de første Maj­dage, og Birketræerne ude i Haven slog om sig med deres smidige, nøgne Vidjer, som om der aldrig skulde komme Knopper eller Blade, og Ege­træerne, skaldede, knudrede og uberørte af Blæsten, stod i Dynger af halvfrosne Blade, som i Aarenes Løb var faldne af og laa og smuldrede hen ved deres Fødder. Der saá trist ud baade paa Gaarden og udenfor, koldt, uhyggeligt og vinteragtigt. Og i Stald og i Køkken drev Karlene om uden Beskæftigelse, og Kreaturet stod inde og tykkede resigneret paa Re­sten af forrige Aars mugne Halm. Da kom en Dag en stærk, varm Vind Syd fra, som aandede paa Søen og smeltede Sneen. Be­frielsesværket var for længe siden begyndt midt ude i Kæret, der laa i en Fordybning nede paa Slet­ten. Det var blot nærmest ved Bredderne og i smaa,<noinclude><references/></noinclude> dn1wi7ovhu78ywntv26kak507izewx2 104 31726 470135 71977 2026-07-16T18:55:03Z MGA73bot 792 Tilføjet {{bindestreg1}} for orddeling 470135 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Peter Alberti" />{{c|103}}</noinclude>undersætsig, med store grove Hænder, noget rynket i Ansigtet. Et Par smaa Poser paa begge Sider af Munden fortæller tydeligt om Vellevnet og Smag for god Mad. Hun mønstrer Kreaturerne, alt efter­som de gaar forbi hende, en efter en, tæller dem i Tankerne for at glæde sig over Antallet og raaber til Drengen, som viser en vis Tilbøjelighed til med en Pisk at sætte Køerne i Galop: „Hold op med det, Jonas. Hvad skal det være godt for at slaa Køerne? Kan Du ikke lade dem være? Løb ikke med dem, siger jeg. Pokker til Knægt, som ikke hører, hvad man siger. Sé til, at Du kan dy Dig!“ Jonas svarede ikke, han tog et Tag i Bukselin­ningen og gik langsommere, overvejende Muligheden af at faa Køerne til at løbe, naar han var kommet ud paa Landevejen. Da Kreaturerne var komne ud, saá Madam Berg endnu en Gang ud over Him­len for at sé, om Vejret vilde holde sig, og gik saa ind igen i Huset, mens Karin og Jan Nils blev staaende for at lukke Porten. „Naa Karin skal vi saa kysses?“ sagde Jan Nils, da de stod alene derude. Han var en lang Karl med et lille, fortidlig gammelt Ansigt, bredt, over Kævebenene, med et Par kønne lyseblaa Øjne, et kort, tyndt Skæg om en godmodigt smilende Mund og lyst glat Haar over en veldannet Pande, der allerede var furet af et Par jævntløbende Linjer. „Ja forsøg,“ sagde Karin og stillede sig {{bindestreg1|Posi}}<noinclude><references/></noinclude> 23x9c66ismhotjgbe8e7nxcnx2inn0b 104 31727 470136 71978 2026-07-16T18:55:04Z MGA73bot 792 Tilføjet {{bindestreg2}} for orddeling 470136 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Peter Alberti" />{{c|104}}</noinclude>{{bindestreg2|tion|Position}}. Læberne trak sig en Smule op, og der kom en lille trodsig Rynke mellem Øjenbrynene. Jan Nils sprang straks frem og greb Pigen om Livet. Hun værgede sig af al Kraft, snoede sig som en Slange i hans Arme, kastede Hovedet snart til den ene, snart til den anden Side og pas­sede tilsidst paa med en hastig Vending at slaa Huen af ham. Han saá til Siden og greb instinkt­mæssigt efter Huen, som allerede laa paa Jorden. Med ét rev Karin sig løs, gav ham endnu et Slag i Nakken og sprang bag ved en Stolpe. Med et „saa sku' da osse —“ tog han Huen op, satte den paa igen og løb efter hende, rundt om Stolpen, stand­sede, vendte, forsøgte at faa fat i hende, i det han bøjede sig helt hen over den. Men hun trak sig tilbage og holdt sig hele Tiden i Sikkerhed. Til­ sidst fik han fat i hendes Arm. Hun gav et lille Skrig fra sig og slog ham med den Haand, hun havde fri, lige midt i Ansigtet. Han trak Vejret dybt efter Anstrængelsen, men lo hele Tiden ved sig selv. Det var jo Spøg og Leg, og et Kys var hverken forbudt eller noget usædvanligt. Hun havde kysset ham mange Gange og holdt jo saa inder­lig meget af ham. Men hun vilde ikke kysse ham. Nej, hun vilde ikke. Det var saa morsomt at vise ham, at han ikke fik alt, hvad han vilde, og naar han vilde. „Uh, hvor Du er styg, Jan,“ sagde hun. Han stod nu med hende bøjet ind til sig, og hun følte hans Læber paa sin Kind. {{nop}}<noinclude><references/></noinclude> 4st8bjagtuq3htw99s6a13u92a6fz3n 104 32457 470137 72978 2026-07-16T18:55:18Z MGA73bot 792 Tilføjet {{bindestreg1}} for orddeling 470137 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Peter Alberti" />{{c|120}}</noinclude>Da Moderen var begravet, flyttede Karin hen til sin Broder, som var gift og boede i et andet Sogn. Han havde en Tid været ude af Stand til at arbejde og hans Kone var bleven blind, saa Karin maatte nu passe hans mange Børn, mens Aarene gik og de voksede op. Og Karin forblev ugift, skønt hun havde mange gode Tilbud. Men hun syntes altid, at det var bedre at være saa fattig, som hun var, end uden Kærlighed i Hjærtet at blive gift, om det saa skulde være med en Helgaardsbonde. Nogle Aar efter døde Svigerinden, og da Børnene paa den Tid var komne ud paa egen Haand, flyttede Anders og hun ind i et lille Husmandssted, som laa i Yderkanten af Skoven og hvorfra man saá ud over den vidtstrakte, ensformige Slette. Og dér levede de i mange Aar af det lidet, Karin kunde fortjene, og af, hvad gode Mennesker gav dem. I de sidste Aar havde Anders mest ligget til Sengs. {{asteriskrække}} Det var sent paa Høsten. Middagssolen skin­nede ned over Sletten og kastede Glans paa Mar­kerne, hvor Rugstubbene stod tilbage, paa Ege­bakkerne, hvor Egenes Blade endnu var mørke­grønne, paa de gnistrende Birkebakker, som blin­kede i gult og rødt, og paa den alvorlige Krans af Graner og Fyrretræer, som begyndte, hvor {{bindestreg1|Birke}}<noinclude><references/></noinclude> rx87zgajrozcaklie2yn196ery3doat 104 32458 470138 72979 2026-07-16T18:55:19Z MGA73bot 792 Tilføjet {{bindestreg2}} for orddeling 470138 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Peter Alberti" />{{c|121}}</noinclude>{{bindestreg2|træerne|Birketræerne}} endte, og i en mørk Bue strakte sig videre langs med Sletten. Det er helt underlige Tanker, som kommer over én en saadan Eftermiddag, naar man er ene ude at gaa; naar det sér ud, som om Solen gjorde alt for at forvirre Øjet og forgylde den svundne Sommers visnede Skønhed; naar det er varmt i Luften og Himlen er blaa, som om det var Foraar, mens Træernes Grene staar halvvejs nøgne, og Foden hvert Øjeblik tramper paa visne Blade. Jeg gik ind gennem Granskoven, hen over et Stykke Land, hvor Træerne var afbrændte og som nu stod med tørrede høje Stubbe og smaa frodige Granskud, som vilde spire op og vokse sig store, inden ogsaa de skulde hugges om eller afbrændes. Der laa en fugtig Glans over de mosbegroede Stene og de tyttebærfyldte Tuer. Jeg fulgte Gangstien, som svingede ind gennem Skoven, og stod snart ved Begyndelsen af Sletten, som vidtstrakt laa foran mig, blændende solbelyst. Et Stykke fra mig laa Karins og Anders' Hytte med den høje Skorsten, som sad paa Skraa paa Taget, og de lappede Ruder, der skinnede som Sæbebobler i Solskinnet. Karin stod i Gaarden, ifærd med at røre Mørtel sammen til at udbedre Skorstenen med. Vi hilste venligt paa hinanden, for Karin og jeg havde længe været gode Venner. Jeg bad hende om et Glas Vand og gik ind i Huset. Der saá fattigt ud derinde, men der var ren-<noinclude><references/></noinclude> r9rzi6gqtw7qrghfuvc3coppo7avksg 470139 470138 2026-07-16T18:55:24Z MGA73bot 792 Tilføjet {{bindestreg1}} for orddeling 470139 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Peter Alberti" />{{c|121}}</noinclude>{{bindestreg2|træerne|Birketræerne}} endte, og i en mørk Bue strakte sig videre langs med Sletten. Det er helt underlige Tanker, som kommer over én en saadan Eftermiddag, naar man er ene ude at gaa; naar det sér ud, som om Solen gjorde alt for at forvirre Øjet og forgylde den svundne Sommers visnede Skønhed; naar det er varmt i Luften og Himlen er blaa, som om det var Foraar, mens Træernes Grene staar halvvejs nøgne, og Foden hvert Øjeblik tramper paa visne Blade. Jeg gik ind gennem Granskoven, hen over et Stykke Land, hvor Træerne var afbrændte og som nu stod med tørrede høje Stubbe og smaa frodige Granskud, som vilde spire op og vokse sig store, inden ogsaa de skulde hugges om eller afbrændes. Der laa en fugtig Glans over de mosbegroede Stene og de tyttebærfyldte Tuer. Jeg fulgte Gangstien, som svingede ind gennem Skoven, og stod snart ved Begyndelsen af Sletten, som vidtstrakt laa foran mig, blændende solbelyst. Et Stykke fra mig laa Karins og Anders' Hytte med den høje Skorsten, som sad paa Skraa paa Taget, og de lappede Ruder, der skinnede som Sæbebobler i Solskinnet. Karin stod i Gaarden, ifærd med at røre Mørtel sammen til at udbedre Skorstenen med. Vi hilste venligt paa hinanden, for Karin og jeg havde længe været gode Venner. Jeg bad hende om et Glas Vand og gik ind i Huset. Der saá fattigt ud derinde, men der var {{bindestreg1|ren}}<noinclude><references/></noinclude> 2kgccttikutm8um0h99vhprtkrko1ce 104 32459 470140 72980 2026-07-16T18:55:25Z MGA73bot 792 Tilføjet {{bindestreg2}} for orddeling 470140 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Peter Alberti" />{{c|122}}</noinclude>{{bindestreg2|ligt|renligt}} og pynteligt, og som alle andre Husmands­stuer havde ogsaa denne sit Ildsted, sit enrisbestrøede Gulv, sit røde, storblomstrede Hjørneskab med Initialer til Karins Forældres Navne i hvidt og Aarstallet for deres Giftermaal, 1797, et brunmalet Slagbord, en Træbænk og en Seng, hvor Anders laa og sov. Jeg havde været her mange Gange, og Karin havde efter Haanden meddelt mig alt, hvad jeg ovenfor har fortalt om hendes Liv. Nu satte jeg mig lidt til Ro paa Bænken og spurgte, hvordan det stod til. Jo, det gik jo Gudskelov saa slidelig, men med Anders var det stadig snavst. Han maatte holde sig til Sengs og magtede ikke en Gang at gaa til Kirken; men han kunde endnu sé at læse og var ligesaa glad ved Bøger som før, og han læste og udlagde for hende af Bøgerne. „Det er naturligvis nok svært,“ sluttede hun, „men Gud hjælper, selv naar der ingen Udvej synes for Mennesker, og saa længe jeg faar Lov til at beholde Helbreden, gaar det nok{{rettelse||.}} Jeg er blot bange for, at jeg skal dø før ham. For han kan ikke klare sig uden mig.“ Og saa begyndte vi igen, som vi havde gjort saa mange Gange før, at tale om, hvordan Karins Liv var gaaet og om hendes Kærlighed og hvordan Jan havde forladt hende. Anders var imidlertid vaagnet og laa og hørte paa Samtalen, mens han nu og da nikkede med Hovedet. Jeg saá paa Karin. Hun saá ikke bitter ud. An-<noinclude><references/></noinclude> bfl34u4k6rh9e1pzat47h7p8e7neek9 470141 470140 2026-07-16T18:55:30Z MGA73bot 792 Tilføjet {{bindestreg1}} for orddeling 470141 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Peter Alberti" />{{c|122}}</noinclude>{{bindestreg2|ligt|renligt}} og pynteligt, og som alle andre Husmands­stuer havde ogsaa denne sit Ildsted, sit enrisbestrøede Gulv, sit røde, storblomstrede Hjørneskab med Initialer til Karins Forældres Navne i hvidt og Aarstallet for deres Giftermaal, 1797, et brunmalet Slagbord, en Træbænk og en Seng, hvor Anders laa og sov. Jeg havde været her mange Gange, og Karin havde efter Haanden meddelt mig alt, hvad jeg ovenfor har fortalt om hendes Liv. Nu satte jeg mig lidt til Ro paa Bænken og spurgte, hvordan det stod til. Jo, det gik jo Gudskelov saa slidelig, men med Anders var det stadig snavst. Han maatte holde sig til Sengs og magtede ikke en Gang at gaa til Kirken; men han kunde endnu sé at læse og var ligesaa glad ved Bøger som før, og han læste og udlagde for hende af Bøgerne. „Det er naturligvis nok svært,“ sluttede hun, „men Gud hjælper, selv naar der ingen Udvej synes for Mennesker, og saa længe jeg faar Lov til at beholde Helbreden, gaar det nok{{rettelse||.}} Jeg er blot bange for, at jeg skal dø før ham. For han kan ikke klare sig uden mig.“ Og saa begyndte vi igen, som vi havde gjort saa mange Gange før, at tale om, hvordan Karins Liv var gaaet og om hendes Kærlighed og hvordan Jan havde forladt hende. Anders var imidlertid vaagnet og laa og hørte paa Samtalen, mens han nu og da nikkede med Hovedet. Jeg saá paa Karin. Hun saá ikke bitter ud. {{bindestreg1|An}}<noinclude><references/></noinclude> j3punssv9r7f6wnkmu4zkidw2804yjr 104 32460 470142 72981 2026-07-16T18:55:31Z MGA73bot 792 Tilføjet {{bindestreg2}} for orddeling 470142 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Peter Alberti" />{{c|123}}</noinclude>{{bindestreg2|sigtet|Ansigtet}} var furet, men Øjnene var lyse og venlige, og Munden var lukket med et mildt og sørgmodigt Træk. Jeg kunde ikke lade være at spørge: „Tænker Karin aldrig paa, hvor meget bedre det kunde have været?“ „Aa jo,“ svarede hun. „Aa jo til Tider. Men for det meste har jeg jo ikke Tid til det. Men jeg tror, at det var nu saa bestemt, at jeg ikke skulde giftes, for hvem havde saa Mo'r og mine Sødskende haft til at sørge for sig? Det forstaar sig — jeg har jo haft nogen Sorg i mine Dage, og naar jeg sidder her i Ensomheden, saa kan det vel træffe sig, at jeg grunder over, hvordan det kan være, at somme skal ha'e saa megen Sorg. Men Anders udlægger Guds Ord saa godt for mig, saa hvis han bare var rask, kunde han forkynde Guds Ord for os alle her, og han har faaet ud af det, at Gud har en Mening med dem, som han lægger saadanne Kors paa. Og det synes jeg, at jeg saa godt kan forstaa.“ Hun tav en Stund og saá ned paa sine Hæn­der, som hun holdt foldede i Skødet. Saa løftede hun igen Øjnene op og sagde stille: „Før tænkte jeg jo ogsaa nok paa, hvor meget bedre det kunde ha'e været, om jeg havde faaet Lov at blive gift, som jeg den Gang tænkte det. Men nu, da jeg er saa gammel, saa jeg sér hele mit Liv bagved mig, saa forstaar jeg nok, at som han var, saadan var han bleven ved at være. For hvor Træet falder, dér bliver det liggende, og naar ikke Kærligheden kunde gøre ham til Mand, da det behøvedes, saa var han heller ikke siden bleven<noinclude><references/></noinclude> jww59p9gnjxph76wxwzsg8yl4we5y7u 106 98730 470189 247202 2026-07-16T21:07:18Z Øystein Tvede 7273 470189 proofread-index text/x-wiki {{:MediaWiki:Proofreadpage_index_template |Forfatter=[[Forfatter:Herman Bang|Herman Bang]] |Titel=[[Under Aaget]] |Bind= |År=1890 |Oversætter= |Redaktør= |Udgiver=J.H. Schubothes Boghandel |Sted=København |Kilde=djvu |Billede=15 |Sorter= |Status=K |Sider=<pagelist 19=1 /> |Bindoversigt= |Width= |Bemærkninger=[[Under Aaget/1|Til Jonas Lie]] [[Under Aaget/2|En dejlig Dag]] [[Under Aaget/3|Irene Holm]] [[Under Aaget/4|Frøken Caja]] |Header= |Footer=<references/> |Licens= }} [[Kategori:Noveller]] ko7hsjelb2mebw39m8cotz5brpffuwq 470195 470189 2026-07-16T23:20:39Z Øystein Tvede 7273 470195 proofread-index text/x-wiki {{:MediaWiki:Proofreadpage_index_template |Forfatter=[[Forfatter:Herman Bang|Herman Bang]] |Titel=[[Under Aaget]] |Bind= |År=1890 |Oversætter= |Redaktør= |Udgiver=J.H. Schubothes Boghandel |Sted=København |Kilde=djvu |Billede=15 |Sorter= |Status=K |Sider=<pagelist 19=1 /> |Bindoversigt= |Width= |Bemærkninger=[[Under Aaget/1|Til Jonas Lie]] [[Under Aaget/1b|«Hun havde indbudt . . .»]] [[Under Aaget/2|En dejlig Dag]] [[Under Aaget/3|Irene Holm]] [[Under Aaget/4|Frøken Caja]] |Header= |Footer=<references/> |Licens= }} [[Kategori:Noveller]] 3fk5w8sw4fpwg9sz2lx62jkx502vdpi 470196 470195 2026-07-16T23:21:28Z Øystein Tvede 7273 470196 proofread-index text/x-wiki {{:MediaWiki:Proofreadpage_index_template |Forfatter=[[Forfatter:Herman Bang|Herman Bang]] |Titel=[[Under Aaget]] |Bind= |År=1890 |Oversætter= |Redaktør= |Udgiver=J.H. Schubothes Boghandel |Sted=København |Kilde=djvu |Billede=15 |Sorter= |Status=K |Sider=<pagelist 19=1 /> |Bindoversigt= |Width= |Bemærkninger=* [[Under Aaget/1|Til Jonas Lie]] * [[Under Aaget/1b|«Hun havde indbudt . . .»]] * [[Under Aaget/2|En dejlig Dag]] * [[Under Aaget/3|Irene Holm]] * [[Under Aaget/4|Frøken Caja]] |Header= |Footer=<references/> |Licens= }} [[Kategori:Noveller]] 73dweltrcc6z3cq3mteetglvx8a8kbh 104 98731 470306 246669 2026-07-17T01:52:21Z Øystein Tvede 7273 470306 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude> {{c|{{større|IRENE HOLM.}}}} {{Padded page break}}<noinclude><references/></noinclude> mzg1p56kc1rj8cknnds8uxgzo9lweih 470307 470306 2026-07-17T01:53:26Z Øystein Tvede 7273 470307 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude> {{c|{{sp|{{større|IRENE HOLM.200%}}}}}} {{Padded page break}}<noinclude><references/></noinclude> 1jg1t1cvryqzzkugqxdp490rb9a0q5e 470308 470307 2026-07-17T01:53:38Z Øystein Tvede 7273 470308 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude> {{c|{{sp|{{større|IRENE HOLM.|200%}}}}}} {{Padded page break}}<noinclude><references/></noinclude> jul61w7acnf68qtf7av2js71ss2bnr9 104 98737 470278 246878 2026-07-17T00:42:27Z Øystein Tvede 7273 470278 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>kom hun næsten altid til at tænke paa «da hun var paa Skolen ved Dansen» . . . . Og pludselig kunde hun le halvhøjt op med en tøset Latter, midt som hun laa . . . . Og hun faldt i Søvn, mens hun endnu tænkte paa den Tid ― den lystige Tid . . . . Prøverne, naar de stak hinanden med Knappenaale ― — i Læggene . . . . og hvinte . . . . Og Aftenerne ― ― i Garderoberne . . . . hvor det summede . . . . alle Stemmerne . . . . og Regissørens Klokke . . . . Frøken Irene Holm vaagnede endnu om Nætterne, naar hun havde drømt, hun forfejlede en Entré . . . . {{streg|5em}}<noinclude><references/></noinclude> 3uuuwygsahff465r3z6bb75ft05y7if 470309 470278 2026-07-17T01:54:53Z Øystein Tvede 7273 470309 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>kom hun næsten altid til at tænke paa «da hun var paa Skolen ved Dansen» . . . . Og pludselig kunde hun le halvhøjt op med en tøset Latter, midt som hun laa . . . . Og hun faldt i Søvn, mens hun endnu tænkte paa den Tid ― den lystige Tid . . . . Prøverne, naar de stak hinanden med Knappenaale ― — i Læggene . . . . og hvinte . . . . Og Aftenerne ― ― i Garderoberne . . . . hvor det summede . . . . alle Stemmerne . . . . og Regissørens Klokke . . . . Frøken Irene Holm vaagnede endnu om Nætterne, naar hun havde drømt, hun forfejlede en Entré . . . . {{streg|5em}} {{Padded page break}}<noinclude><references/></noinclude> 0kfmgehbfo7rfv4su08ai142q0r3r2s 104 98741 470199 292398 2026-07-16T23:39:57Z Øystein Tvede 7273 470199 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>Skræder Brodersens Instrument, saa Støvet stod i Skyer og Kakkelovnen dansede paa Løvefødderne. Der kom ogsaa flere Tilskuere. En Gang imellem de fra Præstens, Frøkenen og Kapellanen. Frøken Holm dansede for under de to Olielamper med Brystet frem og strakt Vrist: — {{sp|Kast}} Fødderne, lille Børn, kast Fødderne, {{sp|saadan}} {{. . .|4}} Frøken Holm kastede Fødderne og løftede op i Kjolen: Der var Publikum. ― ― ― Hver Uge sendte Frøken Holm det hæklede Arbejde til København. Posten blev afleveret hos Skolelæreren. Hun havde hver Gang pakket eller skrevet forkert, og Skolelæreren maatte gøre det om. Hun stod og saá til med sine Sekstenaars Smaanik. Aviserne, der var kommet med Posten, laa til Uddeling paa et af Skolebordene. En Dag bad hun, om hun maaske turde se «Ber-<noinclude><references/></noinclude> ld9jn1uen79tr4ejxgmv71wkkq66hol 470200 470199 2026-07-16T23:40:17Z Øystein Tvede 7273 470200 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>Skræder Brodersens Instrument, saa Støvet stod i Skyer og Kakkelovnen dansede paa Løvefødderne. Der kom ogsaa flere Tilskuere. En Gang imellem de fra Præstens, Frøkenen og Kapellanen. Frøken Holm dansede for under de to Olielamper med Brystet frem og strakt Vrist: — {{sp|Kast}} Fødderne, lille Børn, kast Fødderne, {{sp|saadan}} {{. . . .}} Frøken Holm kastede Fødderne og løftede op i Kjolen: Der var Publikum. ― ― ― Hver Uge sendte Frøken Holm det hæklede Arbejde til København. Posten blev afleveret hos Skolelæreren. Hun havde hver Gang pakket eller skrevet forkert, og Skolelæreren maatte gøre det om. Hun stod og saá til med sine Sekstenaars Smaanik. Aviserne, der var kommet med Posten, laa til Uddeling paa et af Skolebordene. En Dag bad hun, om hun maaske turde se «Ber-<noinclude><references/></noinclude> f22xj9de0uq63ofvq6fg0lwxbi90tvz 470201 470200 2026-07-16T23:40:35Z Øystein Tvede 7273 470201 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>Skræder Brodersens Instrument, saa Støvet stod i Skyer og Kakkelovnen dansede paa Løvefødderne. Der kom ogsaa flere Tilskuere. En Gang imellem de fra Præstens, Frøkenen og Kapellanen. Frøken Holm dansede for under de to Olielamper med Brystet frem og strakt Vrist: — {{sp|Kast}} Fødderne, lille Børn, kast Fødderne, {{sp|saadan}} . . . . Frøken Holm kastede Fødderne og løftede op i Kjolen: Der var Publikum. ― ― ― Hver Uge sendte Frøken Holm det hæklede Arbejde til København. Posten blev afleveret hos Skolelæreren. Hun havde hver Gang pakket eller skrevet forkert, og Skolelæreren maatte gøre det om. Hun stod og saá til med sine Sekstenaars Smaanik. Aviserne, der var kommet med Posten, laa til Uddeling paa et af Skolebordene. En Dag bad hun, om hun maaske turde se «Ber-<noinclude><references/></noinclude> bd9fs0juj73x8ie2pxp9607oulbytbk 104 98747 470279 247052 2026-07-17T00:44:04Z Øystein Tvede 7273 470279 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>i Vintermørket, ræd som en Hare, forfulgt af alle Balletskolens gamle Spøgelseshistorier. Hun skulde forbi en Dam, omgivet af Pile. Hun stirrede ufravendt paa Træerne, der strakte sine store Arme op i Mørket. Hun følte Hjærtet som en kold Sten i sit Bryst. De dansede tre Timer. (Hun kommanderede. Hun svingede. Herre-Eleverne dansede hun med, saa hun fik hektisk Rødt paa Kinderne.) Saa skulde hun Vejen hjem. Peter Madsens Gaardport var lukket. Drengen fulgte hende ud med Lygten og fik Porten op. Han holdt Lygten højt op i Haanden et Øjeblik, mens hun gik ud i Mørket. Og hun hørte hans «Godnat» bag sig, og Portfløjen, der blev trukket frem over Brolægningen og blev lukket. Paa det første Stykke Vej var det Hegn, med Buske, der bøjede sig og nikkede . . . . ― ― ― Det begyndte at melde Foraar, da Frøken Irene Holms Kursus var endt. Holdet fra Peter Madsens vilde have Afdansning i Kroen. {{streg|5em}}<noinclude><references/></noinclude> pl8cnn06jbko122wgy6lsovak9bysup 470280 470279 2026-07-17T00:44:17Z Øystein Tvede 7273 470280 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>i Vintermørket, ræd som en Hare, forfulgt af alle Balletskolens gamle Spøgelseshistorier. Hun skulde forbi en Dam, omgivet af Pile. Hun stirrede ufravendt paa Træerne, der strakte sine store Arme op i Mørket. Hun følte Hjærtet som en kold Sten i sit Bryst. De dansede tre Timer. (Hun kommanderede. Hun svingede. Herre-Eleverne dansede hun med, saa hun fik hektisk Rødt paa Kinderne.) Saa skulde hun Vejen hjem. Peter Madsens Gaardport var lukket. Drengen fulgte hende ud med Lygten og fik Porten op. Han holdt Lygten højt op i Haanden et Øjeblik, mens hun gik ud i Mørket. Og hun hørte hans «Godnat» bag sig, og Portfløjen, der blev trukket frem over Brolægningen og blev lukket. Paa det første Stykke Vej var det Hegn, med Buske, der bøjede sig og nikkede . . . . ― ― ― Det begyndte at melde Foraar, da Frøken Irene Holms Kursus var endt. Holdet fra Peter Madsens vilde have Afdansning i Kroen. {{streg|5em}}<noinclude><references/></noinclude> ntz276f6mtft5maly50yzxjke2k0yas 470310 470280 2026-07-17T01:55:40Z Øystein Tvede 7273 470310 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>i Vintermørket, ræd som en Hare, forfulgt af alle Balletskolens gamle Spøgelseshistorier. Hun skulde forbi en Dam, omgivet af Pile. Hun stirrede ufravendt paa Træerne, der strakte sine store Arme op i Mørket. Hun følte Hjærtet som en kold Sten i sit Bryst. De dansede tre Timer. (Hun kommanderede. Hun svingede. Herre-Eleverne dansede hun med, saa hun fik hektisk Rødt paa Kinderne.) Saa skulde hun Vejen hjem. Peter Madsens Gaardport var lukket. Drengen fulgte hende ud med Lygten og fik Porten op. Han holdt Lygten højt op i Haanden et Øjeblik, mens hun gik ud i Mørket. Og hun hørte hans «Godnat» bag sig, og Portfløjen, der blev trukket frem over Brolægningen og blev lukket. Paa det første Stykke Vej var det Hegn, med Buske, der bøjede sig og nikkede . . . . ― ― ― Det begyndte at melde Foraar, da Frøken Irene Holms Kursus var endt. Holdet fra Peter Madsens vilde have Afdansning i Kroen. {{streg|5em}} {{Padded page break}}<noinclude><references/></noinclude> 3xzvnva1mzwhops7ooj47vf506wy19v 104 98758 470206 292406 2026-07-16T23:47:56Z Øystein Tvede 7273 470206 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude> Præstefrøkenen blev staaende paa Vejen og saá efter den gamle Paraply, saa længe hun øjnede den. Frøken Irene Holm havde indbudt til et «Foraarskursus i den moderne Selskabsdans» i en nær Flække. Der havde tegnet sig seks Elever. {{sp|Der}} drog hun hen — for at fortsætte {{sp|det}}, man kalder Livet. {{streg|5em}}<noinclude><references/></noinclude> junxjoiww0pehubs90aoe1cajaew3xy 104 98759 470190 302443 2026-07-16T21:13:34Z Øystein Tvede 7273 470190 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>{{c|{{større|UNDER AAGET.}} [[Under Aaget/2|EN DEJLIG DAG]]. — [[Under Aaget/3|IRENE HOLM]]. — [[Under Aaget/4|FRØKEN CAJA.]]}}<noinclude><references/></noinclude> j7dr7hrohiuose4qlmyy107njtw60a5 470194 470190 2026-07-16T23:19:40Z Øystein Tvede 7273 470194 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>{{c|{{større|UNDER AAGET.}} EN DEJLIG DAG. — IRENE HOLM. — FRØKEN CAJA.}}<noinclude><references/></noinclude> 0lo5yvqeh0tvdf0fpntfoa6lrv8le5i 470207 470194 2026-07-16T23:49:57Z Øystein Tvede 7273 470207 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>{{c|{{sp|{{større|UNDER AAGET.|200%}}}} {{streg|3em}} EN DEJLIG DAG. — IRENE HOLM. — FRØKEN CAJA.}}<noinclude><references/></noinclude> duxdwnsuii5gfeyv9lbyp936z7yzhga 470208 470207 2026-07-16T23:50:35Z Øystein Tvede 7273 470208 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>{{c|{{antikva|{{sp|{{større|UNDER AAGET.|200%}}}}}} {{streg|3em}} EN DEJLIG DAG. — IRENE HOLM. — FRØKEN CAJA.}}<noinclude><references/></noinclude> b67az4z1pf5ujafstdlt13lhnmibnx5 470209 470208 2026-07-16T23:51:20Z Øystein Tvede 7273 470209 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>{{c|{{sp|{{større|UNDER AAGET.|230%}}}} {{streg|3em}} EN DEJLIG DAG. — IRENE HOLM. — FRØKEN CAJA.}}<noinclude><references/></noinclude> ak2ozp2fpca0iwv0iwdjgym9an6dta0 470296 470209 2026-07-17T01:43:29Z Øystein Tvede 7273 470296 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>{{c|{{sp|{{større|UNDER AAGET.|230%}}}} {{streg|3em}} EN DEJLIG DAG. — IRENE HOLM. — FRØKEN CAJA.}} {{Padded page break}}<noinclude><references/></noinclude> 2nrthixdcaffznbec89x4ebe681afok 0 98760 470186 431114 2026-07-16T21:01:31Z Øystein Tvede 7273 470186 wikitext text/x-wiki <pages index="Bang Under Aaget.djvu" from=121 to=148 header=1 /> [[Kategori:Noveller]] [[Kategori:Årstal mangler]] k7sizjdack8n0xih5ye2tprd67iegje 104 98874 470210 302446 2026-07-16T23:53:35Z Øystein Tvede 7273 470210 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude> {{c|HERMAN BANG. {{sp|{{større|UNDER AAGET.|230%}}}} {{small|NOVELLER.}} KØBENHAVN. {{small|Forlagt af I. H. Schubothes Boghandel.}} {{sp|{{small|GRÆBES BOGTRTKKERI.|60%}}}} {{small|1890.}}}}<noinclude><references/></noinclude> 00uymfsywn3gocp624mb8ae4041lp1d 470211 470210 2026-07-16T23:54:25Z Øystein Tvede 7273 470211 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude> {{c|HERMAN BANG. {{sp|{{større|UNDER AAGET.|230%}}}} {{small|NOVELLER.}} KØBENHAVN. {{small|Forlagt af I. H. Schubothes Boghandel.}} {{sp|{{smaller|GRÆBES BOGTRYKKERI.}}}} {{small|1890.}}}}<noinclude><references/></noinclude> 9pimhwxk8ipvo3hpivs1fbwbjdrql08 470212 470211 2026-07-16T23:54:36Z Øystein Tvede 7273 470212 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude> {{c|HERMAN BANG. {{sp|{{større|UNDER AAGET.|230%}}}} {{small|NOVELLER.}} KØBENHAVN. {{small|Forlagt af I. H. Schubothes Boghandel.}} {{sp|{{mindre|GRÆBES BOGTRYKKERI.}}}} {{small|1890.}}}}<noinclude><references/></noinclude> bhdqqfnai4k8iayt0zn0r7zlzhimyey 470213 470212 2026-07-16T23:54:55Z Øystein Tvede 7273 470213 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude> {{c|HERMAN BANG. {{sp|{{større|UNDER AAGET.|230%}}}} {{small|NOVELLER.}} KØBENHAVN. {{small|Forlagt af I. H. Schubothes Boghandel.}} {{sp|{{mindre|GRÆBES BOGTRYKKERI.}}}} {{small|1890.}}}}<noinclude><references/></noinclude> tjh84kpbc8i5u1pij56fvqlk3kykn0j 470214 470213 2026-07-16T23:55:34Z Øystein Tvede 7273 470214 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude> {{c|HERMAN BANG. {{sp|{{større|UNDER AAGET.|230%}}}} {{small|NOVELLER.}} KØBENHAVN.<br> {{small|Forlagt af I. H. Schubothes Boghandel.}}<br> {{sp|{{mindre|GRÆBES BOGTRYKKERI.}}}}<br> {{small|1890.}}}}<noinclude><references/></noinclude> cu70nm3h9v7ub2wgwevtdnqeet9g0dd 104 98880 470215 302419 2026-07-16T23:56:38Z Øystein Tvede 7273 470215 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>skene pidskede disse Dyr. Ti deres Gang fortnede de ikke. Og Slagene — mon de fornam dem? Undertiden gik jeg ud af min Dør, og jeg vilde række dem en Skive Brød — men den i det mindste tog de ikke. De sled kun videre — mod deres Maal, mod Bjerget. En Dag i Middagsstunden var Færdselen spærret. Et Dyr var styrtet. Det var at undskylde — ti det var dødt. Kudskene bandede og bragte det bort. Et andet Spand blev spændt for den samme Vogn. Brolægningen fortsattes. Men jeg hører endnu idag i mit Øre de tunge Vognes Slid i Gaden — op mod Bjerget. Og De, Mester, som skrev Nordbakkens Historie, vil føle som jeg. — — — {{streg|5em}}<noinclude><references/></noinclude> nirty3d88o3n62aahp4dq5ked8gd2x2 470216 470215 2026-07-16T23:56:50Z Øystein Tvede 7273 470216 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>skene pidskede disse Dyr. Ti deres Gang fortnede de ikke. Og Slagene — mon de fornam dem? Undertiden gik jeg ud af min Dør, og jeg vilde række dem en Skive Brød — men den i det mindste tog de ikke. De sled kun videre — mod deres Maal, mod Bjerget. En Dag i Middagsstunden var Færdselen spærret. Et Dyr var styrtet. Det var at undskylde — ti det var dødt. Kudskene bandede og bragte det bort. Et andet Spand blev spændt for den samme Vogn. Brolægningen fortsattes. Men jeg hører endnu idag i mit Øre de tunge Vognes Slid i Gaden — op mod Bjerget. Og De, Mester, som skrev Nordbakkens Historie, vil føle som jeg. — — — {{streg|5em}}<noinclude><references/></noinclude> 52cxezgqedqigk3i9qokw94ummmrjtf 470298 470216 2026-07-17T01:44:58Z Øystein Tvede 7273 470298 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>skene pidskede disse Dyr. Ti deres Gang fortnede de ikke. Og Slagene — mon de fornam dem? Undertiden gik jeg ud af min Dør, og jeg vilde række dem en Skive Brød — men den i det mindste tog de ikke. De sled kun videre — mod deres Maal, mod Bjerget. En Dag i Middagsstunden var Færdselen spærret. Et Dyr var styrtet. Det var at undskylde — ti det var dødt. Kudskene bandede og bragte det bort. Et andet Spand blev spændt for den samme Vogn. Brolægningen fortsattes. Men jeg hører endnu idag i mit Øre de tunge Vognes Slid i Gaden — op mod Bjerget. Og De, Mester, som skrev Nordbakkens Historie, vil føle som jeg. — — — {{streg|5em}} {{Padded page break}}<noinclude><references/></noinclude> 2zioznxcc9bwamf74qp0gtpbccsyqx2 104 98881 470217 302451 2026-07-16T23:57:06Z Øystein Tvede 7273 470217 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude> Jeg var endnu næsten et Barn, da jeg læste «Den Fremsynte» for første Gang. Og hjemme tog de Bogen fra mig, fordi «den virkede saa altfor stærkt paa mig.» Hvor betog den Bog mig, den sære Fortælling om enkelte Sjæles hemmelige Evne, om hvilken der gik Sagn i min egen Slægt. En Fortælling om Nerver, som flænger selve Fremtids-Mørket og griber det Tilkommendes Billede i et Syn. Og i «Den Fremsynte» lærte jeg ogsaa første Gang at elske Norge. Bjørnstjerne Bjørnsons Norge — jeg kendte det, det var den lyse Sommer med Birkes Stammer, Blomster over de vide Myrer og Lykken hjemme i et hvidmalt Hus. Og «Brands» Fædreland, det var Ørknen tilfjelds, ikke Sand, men den<noinclude><references/></noinclude> rtwbym1c7ix5771wdlu4joskrznb2wp 104 98884 470281 302455 2026-07-17T00:47:35Z Øystein Tvede 7273 470281 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>med socialistiske Doktriner som i et socialdemokratisk Forsamlingshus — da «Livsslaven» kom og Problemet blev Livet. For mig flængede den Bog Taager som Lys gaar gennem Skyer. Her var de store Spørgsmaal nedlagte i de smaa Liv og her brændte Samfundsproblemerne som Skæbne for Mennesketilværelser. Der er ingen «Ord». Stille flyder kun en Fortælling. Der er slet ingen oplysende Disput. Det Hele er kun Nikolajs stakkels Livsstrid. Der er ingen Person, som hænger et socialistisk Hjerte luerødt uden paa sin Vest. Der fuldbyrdes kun yderst stilfærdig en Skæbne. Men alt {{sp|det}}, hvorom de andre gennem Aar havde talt, saa de slog sig Hænderne blodige i de knastørre Katedre, det gjorde De til selve Livets Skær, til Stængerne i et Bur, til Maskerne i det Næt, hvor et Menneske søndersledes. Jeg kunde forstaa, om den Bog, «Livsslaven», ved Siden af tre-fire andre laa paa Socialisternes Talerstole — hvor man jo hverken<noinclude><references/></noinclude> 14mknktgoaqvowxfbvjqs84w9nco9rk 104 98888 470218 302429 2026-07-17T00:09:06Z Øystein Tvede 7273 470218 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude> Men saa talte De Deres Ord om Kvindens Stilling: De malte «Ma’s» Liv. Hvordan Moderen til Slægten havde levet, fortalte De i stilfærdige Ord. Hvordan hun, som alle Sønner elsker højest, havde henslidt sit Liv i Fjeldbygden, hos Kaptejn Jæger — det fortalte De. Og saa var der vel ikke saa mange, som jo ikke nok mente, at der kunde dog være noget i det, om der blev lidt mere Udvikling og lidt mer Ligestilling for Kvinderne — for Fremtiden. «Et Samliv» er vel «Familjen paa Giljes» jævnbyrdige Søster. Det var sidst i Kristiania — igen havde jeg hos Hals’ talt om Dem, Deres Bøger, til hvilke jeg bestandig saa gerne vendte tilbage. Saa kom jeg ned til Vognen; paa Dækket laa nogle Blomster, et Par kun, som til at fæste ved Brystet. Der var stukket en lille Seddel ind ved dem, hvorpaa der var skrevet i Hast, med Blyant:<noinclude><references/></noinclude> qla3v8rtjexsfxofx5mruj19oksooz1 104 98889 470219 302430 2026-07-17T00:09:39Z Øystein Tvede 7273 470219 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude> «Fra Alette Mørck». Blomsterne var til Dem, Jonas Lie — mig tilkom de ikke. «Et Samliv» rummer Dem helt. I denne dybe og graa Skildring af de tusind Ægteskaber har De vist hele Deres Kunst og indesluttet Deres hele Hjerte. Og i mine stille Tanker glider altid Deres kære Billede sagte sammen med den gamle Krabbes: ved de norske Hjems Arne er det Dem selv, der sidder og stirrer ind i Ilden — Arnen, der {{sp|kunde}} rumme saamegen Lykke. Kunde rumme, hvis Kærligheden blev den «Hjertets og {{sp|Forstandens}} Kunst», hvor det gjaldt «det Gamle»: ikke blot at modta’e men ogsaa at gi’» — og «begge Dele med barmhjertige Hænder.» ― ― ― Hjemmenes milde Filosofi og Hjertets dybsindige Lærdomme har De prædiket for alle og dem har De skænket til alle. Men for hver Kunstner, hvis Felt er<noinclude><references/></noinclude> 19cxe8gs0hf42ilu2sjt4yuwfvyyzls 104 98891 470282 302432 2026-07-17T00:50:06Z Øystein Tvede 7273 470282 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude> Saa levende er Deres Ords Billeder, at f. E.: «Majsa Jons» {{sp|er}} et Skuespil. Et fremstillet Skuespil. Men hvilken intens Kraft Deres Syn maa eje, hvilken Viljeanspændelse De maa nedlægge i Arbejdet for at fæstne dette Syn — det kan kun den ane, hvis egne yderste Kræfter er nedlagte i dette store Vanskeligste: at genskabe i Kunst det bevægede, det mangfoldige Liv. I det De har villet vise os selve Situationen i sin Bevægelse, har De tillige undgaaet de endeløse Beskrivelser, til hvilke en stor Del moderne Fortællere henfaldt og som simpelt hen gør dem ulæselige. Beskrivelser af Sol paa Møbler og Skygger over Stuer. Disse Folk har hørt om et Milieu. De har lært noget om Omgivelser. Og saa begynder de paa deres Opremsninger — af Møbler, af Vægtapeter, af Farver paa Sofaer, Stole og Bordben, døde Opremsninger af de døde Ting. De, Mester, som med uendelig Anspændelse kun sér Deres Mennesker i Handlen, i fortsat Handlen, faar ikke Tid til at sé alt<noinclude><references/></noinclude> cnry78upug5h84q61fmzw69d8l05f44 104 98892 470283 302460 2026-07-17T00:50:33Z Øystein Tvede 7273 470283 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>dette skæbnesvangre Udenom. De sér og viser os kun de døde Genstande, som spiller med, som griber ind i den bevægede Menneske-Handlen. Men dér sér De ogsaa det Store som det Mindste. Dér sér De Kommandørindens Ringe og Cecilias Pudseklude og Barbros store Hovedtøj med de mægtige og stramme Sløjfer. De sér ogsaa det Store: Solen, De viser os den, naar den skinner for ét af Deres Mennesker, De lader os føle Natten, naar den lægger sig tung over en af Deres levende Skikkelser. Alt sér De, hvad der staar i Forhold til Deres bevægede Menneske. Fremfor alt sér De dog alt det Smaa, Smaatingene, hvormed, hvori vort Liv glider hen. Dagliglivet — Livet med og i de smaa Ting — har De derfor skildret som før i Norden ingen. Maaske har just Deres Mesterskab her lagt Dem en Synd paa Samvittigheden. De er blevet den ufrivillige Plejefader til en mærkelig Goddag- og Farvelliteratur, der paginerer<noinclude><references/></noinclude> 8rr8r1liqonrw7gn6ivgnz8vgwxxlgt 104 98894 470299 302435 2026-07-17T01:46:37Z Øystein Tvede 7273 470299 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>Liv, Deres Personer lever, haaber, kæmper, græder sagte, skuffes, glædes, døer — som vi. De viser os dette Livs tusind Smaating, der er vor Skæbneflods Leje, og som hvor døde de end er, tit blev en Kniv i vor Smerte, et Springbrædt for vor Fryd. Jeg mindes en saadan lille Hverdagslivets Ting fra en Dag, hvor én af dem gik bort, som jeg har haft kærest. Derinde i Sovekamret var der Dødskamp og Stilhed. Til og fra, til og fra gik i Dagligstuen vi Børn, lyttende ved Døren. Min Søster sad i Krogen paa en Skammel, taareløs, og klynkede som en lille Hund. Jeg drev ud af Stuen, hvileløs, gennem de andre Rum, som stod forladte, ud i Køkkenet: ved det brede Bord sad Folkene foran det store Fad og spiste i en lang Rad. Det var jo Middagstid og Maden var sat frem. . . . {{Padded page break}}<noinclude><references/></noinclude> mfwa3ja3ld6s5wm67fr7576wj6au9s1 104 98895 470284 302436 2026-07-17T00:51:45Z Øystein Tvede 7273 470284 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude> Modtag nu, kære Jonas Lie, disse Fortællinger som en Gave, hvis bedste Værd er Sindet, hvormed de sendes. De er Stilhedens Mand. Larmende Hyldest søgte De aldrig. Takken, man bringer Dem, bør da være stilfærdig som De selv. De blev ikke navnkundig ved ét Slag, som under Gny løftede Deres Navn paa Skjold. Langsom var Deres Vej og De erobrede aldrig paa én Morgen Landet. De erobrede kun stille Hjem efter Hjem. Og en Dag vil De have omspændt Norden. Da vil meget Støv, som epokegørende Værker rejste, have lagt sig over disse samme Værker. Men Deres simple Bøger — tænk: «kun en stakkels Sypiges Historie» — vil leve lige unge: Hjemmenes altid fornyede Historie.<noinclude><references/></noinclude> jwpo8ak429i1ddvglnpsdwm5z3wr1hc 104 98896 470203 302437 2026-07-16T23:46:13Z Øystein Tvede 7273 470203 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude> De æstetiske Fordringer vil skifte. Man vil have proklameret Glæden som Modedronning i Brochurer og udslettet Sorgen af Verden med et Pennestrøg. Man vil have haft under Behandling det fornemme Sjæleliv, som belægger Elskov som Had med mange Citater og af de dybsindigste Forfattere. Man vil atter have tronsat den sociale Roman for igen at afslide den Purpuret. Teori vil have nedhugget Teori. Men Deres Fortællinger, de vil leve og være unge som selve det Liv, hvilket de genskabte i Deres milde Digtersjæls Lys. {{streg|3em}}<noinclude><references/></noinclude> 2jfoi6d7i0pwik0s300q80hmt2x36g2 470204 470203 2026-07-16T23:46:34Z Øystein Tvede 7273 470204 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude> De æstetiske Fordringer vil skifte. Man vil have proklameret Glæden som Modedronning i Brochurer og udslettet Sorgen af Verden med et Pennestrøg. Man vil have haft under Behandling det fornemme Sjæleliv, som belægger Elskov som Had med mange Citater og af de dybsindigste Forfattere. Man vil atter have tronsat den sociale Roman for igen at afslide den Purpuret. Teori vil have nedhugget Teori. Men Deres Fortællinger, de vil leve og være unge som selve det Liv, hvilket de genskabte i Deres milde Digtersjæls Lys. {{streg|5em}}<noinclude><references/></noinclude> b68y3kga0mynedij32axo65urtzcqbb 470300 470204 2026-07-17T01:46:58Z Øystein Tvede 7273 470300 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude> De æstetiske Fordringer vil skifte. Man vil have proklameret Glæden som Modedronning i Brochurer og udslettet Sorgen af Verden med et Pennestrøg. Man vil have haft under Behandling det fornemme Sjæleliv, som belægger Elskov som Had med mange Citater og af de dybsindigste Forfattere. Man vil atter have tronsat den sociale Roman for igen at afslide den Purpuret. Teori vil have nedhugget Teori. Men Deres Fortællinger, de vil leve og være unge som selve det Liv, hvilket de genskabte i Deres milde Digtersjæls Lys. {{streg|5em}} {{Padded page break}}<noinclude><references/></noinclude> e6a2mirz9kpq7qsu2spsiufl4fzokzf 104 98898 470317 302439 2026-07-17T02:05:34Z Øystein Tvede 7273 470317 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude> «Hun havde indbudt til et nyt Kursus i Holdning, Dans og Bevægelse — i den næste Flække. Og nu drog hun videre for at fortsætte {{sp|det}}, som en Del Mennesker kalder Livet.»<noinclude><references/></noinclude> f7g1qw3ugwun5ts0u2q9ksd0v1fdhg5 104 98900 470295 302462 2026-07-17T01:25:58Z Øystein Tvede 7273 470295 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>{{c|{{større|EN DEJLIG DAG.|200%}} FORTÆLLING FRA EN KROG I LIVET.}} {{streg|4em}}<noinclude><references/></noinclude> 2aggnurrt94u1xpiatjpupf7dpn70b9 470301 470295 2026-07-17T01:47:42Z Øystein Tvede 7273 470301 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>{{c|{{større|EN DEJLIG DAG.|200%}} FORTÆLLING FRA EN KROG I LIVET.}} {{streg|4em}} {{Padded page break}}<noinclude><references/></noinclude> bt1hm3lrr3ujpvoy9he2ckrz189boqp 470313 470301 2026-07-17T01:58:04Z Øystein Tvede 7273 470313 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>{{c|{{sp|{{større|EN DEJLIG DAG.|200%}}}} FORTÆLLING FRA EN KROG I LIVET.}} {{streg|4em}} {{Padded page break}}<noinclude><references/></noinclude> 57wjex4coxf0gx9yd9apn2s8ihrnp0w 0 98902 470191 431559 2026-07-16T21:20:17Z Øystein Tvede 7273 470191 wikitext text/x-wiki <div id="ws-summary"> <pages index="Bang Under Aaget.djvu" next="[[Under Aaget/1|Til Jonas Lie]]" from=15 to=17 header=1 /> {{c|[[Under Aaget/1|Til Jonas Lie]]}} {{c|[[Under Aaget/2|En dejlig Dag]]}} {{c|[[Under Aaget/3|Irene Holm]]}} {{c|[[Under Aaget/4|Frøken Caja]]}} </div> [[Kategori:Noveller]] [[Kategori:Årstal mangler]] qylsavc4u7mnsee2ua55bm421y1sprg 470193 470191 2026-07-16T23:19:05Z Øystein Tvede 7273 470193 wikitext text/x-wiki <div id="ws-summary"> <pages index="Bang Under Aaget.djvu" next="[[Under Aaget/1|Til Jonas Lie]]" from=15 to=17 header=1 /> {{c|[[Under Aaget/1|Til Jonas Lie]]}} {{c|[[Under Aaget/1b|«Hun havde indbudt . . .»]]}} {{c|[[Under Aaget/2|En dejlig Dag]]}} {{c|[[Under Aaget/3|Irene Holm]]}} {{c|[[Under Aaget/4|Frøken Caja]]}} </div> [[Kategori:Noveller]] [[Kategori:Årstal mangler]] kwidt2wb6hh02i3577h7xoi7mub1yk2 470202 470193 2026-07-16T23:44:02Z Øystein Tvede 7273 470202 wikitext text/x-wiki <div id="ws-summary"> <pages index="Bang Under Aaget.djvu" next="[[Under Aaget/1|Til Jonas Lie]]" from=15 to=17 header=1 /> {{c|[[Under Aaget/1|Til Jonas Lie]]}} {{c|[[Under Aaget/1b|«Hun havde indbudt . . .»]]}} {{c|[[Under Aaget/2|En dejlig Dag]]}} {{c|[[Under Aaget/3|Irene Holm]]}} {{c|[[Under Aaget/4|Frøken Caja]]}} </div> [[Kategori:Noveller]] [[Kategori:1890]] jt9702oq9feoh0gdv2lb0fmisg5fk9n 470297 470202 2026-07-17T01:44:03Z Øystein Tvede 7273 470297 wikitext text/x-wiki <div id="ws-summary"> <pages index="Bang Under Aaget.djvu" next="[[Under Aaget/1|Til Jonas Lie]]" from=15 to=17 header=1 /> {{Padded page break}} {{c|[[Under Aaget/1|Til Jonas Lie]]}} {{c|[[Under Aaget/1b|«Hun havde indbudt . . .»]]}} {{c|[[Under Aaget/2|En dejlig Dag]]}} {{c|[[Under Aaget/3|Irene Holm]]}} {{c|[[Under Aaget/4|Frøken Caja]]}} </div> [[Kategori:Noveller]] [[Kategori:1890]] aeyor8qu7ju5swxnee2z1nisk6y7093 0 98903 470197 302447 2026-07-16T23:22:04Z Øystein Tvede 7273 470197 wikitext text/x-wiki <div id="ws-summary"> <pages index="Bang Under Aaget.djvu" from=19 to=40 header=1 /> a3dceqa284r8rsj0ti6lhdaznrjw8p5 104 98904 470220 302463 2026-07-17T00:11:54Z Øystein Tvede 7273 470220 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude> {{c|I.}} '''D'''er var jo ingen, der fattede, hvordan det var gaaet til. Da General af Varén havde faaet den Idé, at nu {{sp|vilde}} han have Fru Sofie Simonin op at spille i sin Afkrog, og Telegrammet var kommet om, at Fruen skulde have den Ære — mod Erlæggelsen blot af 6000 Frks., optalte i Finlands Bank — var jo Etvøs’ sendt ud med Listerne naturligvis. De gik med Listerne hver Gang, der var Komité — til Indsamling eller Basar eller Subskriptionsbal; hver Gang var jo de i Komitéerne for at ordne og for at løbe, baade Fru Etvøs: lille, sammenskrumpen, skuldersmal og lige op og ned som et Brædt; alting gik paa Figuren, Hoved og Hænder og Fødder<noinclude><references/></noinclude> f1rxvn3msae331jya9xf0hrzkx5b23x 104 104933 470221 385351 2026-07-17T00:12:20Z Øystein Tvede 7273 470221 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>og Munden med; Øjnene var det eneste, der ikke var med i al den Bevægelse og som ikke vidste, hvad Munden løb med, de brændte altid ligesom af en anden Bekymring dybt inde i deres Huler. Og Adjunkten med Bukserne helt oppe om de magre Ben og Stilebøger i de udbulnede Lommer — saa Frakken slattede, mens han løb med Brystkassen og Mankehovedet frem, som en Vædder, der gaar Storm. Manken og den vældige Brystkasse, det var egentlig det eneste, som var blevet tilbage af Studentersangeren Jakob Etvøs fra Helsingfors, som de kaldte for Kæmpen . . . . Etvøs’ havde jo rendt, som sagt, nu med Sofie-Simonin-Abonnementet, som de plejede, og de var, da hun skulde komme, paa Perronen som alle de andre: nogle af Komitéen var meget ubevægeligt stramme, nogle var trippende; kun Generalinden stod med den store Velkomstbuket og saå akkurat saa fornemsøvnig ud, som hun altid plejede. Og saa var Fru Simonin kommen, lille, gemytlig og smilende og hun havde nikket og<noinclude><references/></noinclude> 82dit37dgjevavqg15pyk0ruuzoy2y7 470285 470221 2026-07-17T00:53:31Z Øystein Tvede 7273 470285 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>og Munden med; Øjnene var det eneste, der ikke var med i al den Bevægelse og som ikke vidste, hvad Munden løb med, de brændte altid ligesom af en anden Bekymring dybt inde i deres Huler. Og Adjunkten med Bukserne helt oppe om de magre Ben og Stilebøger i de udbulnede Lommer — saa Frakken slattede, mens han løb med Brystkassen og Mankehovedet frem, som en Vædder, der gaar Storm. Manken og den vældige Brystkasse, det var egentlig det eneste, som var blevet tilbage af Studentersangeren Jakob Etvøs fra Helsingfors, som de kaldte for Kæmpen . . . . Etvøs’ havde jo rendt, som sagt, nu med Sofie-Simonin-Abonnementet, som de plejede, og de var, da hun skulde komme, paa Perronen som alle de andre: nogle af Komitéen var meget ubevægeligt stramme, nogle var trippende; kun Generalinden stod med den store Velkomstbuket og saá akkurat saa fornemsøvnig ud, som hun altid plejede. Og saa var Fru Simonin kommen, lille, gemytlig og smilende og hun havde nikket og<noinclude><references/></noinclude> 4di3hmty4u00fnqv8ru0ouml2ioje8s 104 104934 470192 385353 2026-07-16T21:23:16Z Øystein Tvede 7273 470192 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>hilst og talt og — kørte; i Generalens Vogn, med «Truppen,» de to Herrer, og Adjunkten som Fjærdemand paa Generalens Plady i Vognen. Herren maa vide, hvordan Etvøs var kommen derind: Fru Simonin havde kun lét og Herrerne af Truppen havde lét og Døren var slaaet til paa det Etvøs'ske Uldtørklæde — Uldtørklæder af Fru Etvøs' Strikning var Familjen Etvøs' hovedsagelige Værn mod Vinteren, de indskrænkede sig mest til at beskytte Halsene —; Generalen stod og saa lidt langt efter sin egen bortkørende Ekvipage, {{sp|han}} var ikke naaet længer end til at gøre mange Buk foran Vogndøren. Saa under Køreturen maa det vel være sket eller da de skiltes. Fru Simonin har vel sagt i sit Hjærtes Uskyldighed: — Ja — saa spiser vi hos Dem i Morgen. Hvad i al Verden vidste hun, om hvem der var Hoved og hvem der var Hale i Komitéen. Hr. Etvøs stod endnu med Hatten i Haanden i Hotelporten længe efter, at Fru<noinclude><references/></noinclude> qfpkuop64dsbatb5uu9srkwgkl66gu3 470222 470192 2026-07-17T00:12:44Z Øystein Tvede 7273 470222 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>hilst og talt og — kørte; i Generalens Vogn, med «Truppen,» de to Herrer, og Adjunkten som Fjærdemand paa Generalens Plady i Vognen. Herren maa vide, hvordan Etvøs var kommen derind: Fru Simonin havde kun lét og Herrerne af Truppen havde lét og Døren var slaaet til paa det Etvøs’ske Uldtørklæde — Uldtørklæder af Fru Etvøs’ Strikning var Familjen Etvøs’ hovedsagelige Værn mod Vinteren, de indskrænkede sig mest til at beskytte Halsene —; Generalen stod og saa lidt langt efter sin egen bortkørende Ekvipage, {{sp|han}} var ikke naaet længer end til at gøre mange Buk foran Vogndøren. Saa under Køreturen maa det vel være sket eller da de skiltes. Fru Simonin har vel sagt i sit Hjærtes Uskyldighed: — Ja — saa spiser vi hos Dem i Morgen. Hvad i al Verden vidste hun, om hvem der var Hoved og hvem der var Hale i Komitéen. Hr. Etvøs stod endnu med Hatten i Haanden i Hotelporten længe efter, at Fru<noinclude><references/></noinclude> qqlxkowqyk7qz9mma0x9qxc51lh0ke8 470286 470222 2026-07-17T00:54:14Z Øystein Tvede 7273 470286 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>hilst og talt og — kørte; i Generalens Vogn, med «Truppen,» de to Herrer, og Adjunkten som Fjærdemand paa Generalens Plads i Vognen. Herren maa vide, hvordan Etvøs var kommen derind: Fru Simonin havde kun lét og Herrerne af Truppen havde lét og Døren var slaaet til paa det Etvøs’ske Uldtørklæde — Uldtørklæder af Fru Etvøs’ Strikning var Familjen Etvøs’ hovedsagelige Værn mod Vinteren, de indskrænkede sig mest til at beskytte Halsene —; Generalen stod og saa lidt langt efter sin egen bortkørende Ekvipage, {{sp|han}} var ikke naaet længer end til at gøre mange Buk foran Vogndøren. Saa under Køreturen maa det vel være sket eller da de skiltes. Fru Simonin har vel sagt i sit Hjærtes Uskyldighed: — Ja — saa spiser vi hos Dem i Morgen. Hvad i al Verden vidste hun, om hvem der var Hoved og hvem der var Hale i Komitéen. Hr. Etvøs stod endnu med Hatten i Haanden i Hotelporten længe efter, at Fru<noinclude><references/></noinclude> 2srtqnm7ckydl0vqufhmtvcp9f0tsfx 104 104935 470223 385355 2026-07-17T00:13:06Z Øystein Tvede 7273 470223 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>Simonin var kommen af Vognen og op. Han vidste ikke rigtig, om han {{sp|begreb}}: — De vilde spise hos ham i Morgen. — De vilde gøre ham den Ære at spise hos ham i Morgen. Han kunde slet ikke fange nogen rigtig klar Forestilling, men han bare løb, hjemad, hjem til Adolfa, hjem for at faa det sagt .... for der var jo nok noget, noget tyngende ved Æren ogsaa: Hr. Etvøs syntes rigtig, han begyndte at blive saa hed, mens han løb. — Men Jakob, men Jakob, raabte Fruen, hun var endnu i den Astrakans Stumpjakke og regerede med den mindste. Det var saa svært for Fru Etvøs at komme baade i og af Tøjet; der var altid noget at løbe om i Krogene eller en af deres ni, som faldt og græd — til det sidste. Etvøs bare satte sig haardt i en Stol. Han syntes næsten, han blev endnu mere stakaandet nu herinde, hvor de otte Rørstole stod og saa’ saa langt efter hinanden og Tapetet (Etvøs saa’ det nu) var sat paa i saa mange klistrede Bider.<noinclude><references/></noinclude> kgqqjb7wal29w7rewoql3bc1b8dj5ip 470287 470223 2026-07-17T00:55:02Z Øystein Tvede 7273 470287 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>Simonin var kommen af Vognen og op. Han vidste ikke rigtig, om han {{sp|begreb}}: — De vilde spise hos ham i Morgen. — De vilde gøre ham den Ære at spise hos ham i Morgen. Han kunde slet ikke fange nogen rigtig klar Forestilling, men han bare løb, hjemad, hjem til Adolfa, hjem for at faa det sagt . . . . for der var jo nok noget, noget tyngende ved Æren ogsaa: Hr. Etvøs syntes rigtig, han begyndte at blive saa hed, mens han løb. — Men Jakob, men Jakob, raabte Fruen, hun var endnu i den Astrakans Stumpjakke og regerede med den mindste. Det var saa svært for Fru Etvøs at komme baade i og af Tøjet; der var altid noget at løbe om i Krogene eller en af deres ni, som faldt og græd — til det sidste. Etvøs bare satte sig haardt i en Stol. Han syntes næsten, han blev endnu mere stakaandet nu herinde, hvor de otte Rørstole stod og saá saa langt efter hinanden og Tapetet (Etvøs saá det nu) var sat paa i saa mange klistrede Bider.<noinclude><references/></noinclude> ar5nrfvkfyyn2wgzov681zs25yfkkqy 104 104936 470224 385356 2026-07-17T00:13:31Z Øystein Tvede 7273 470224 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude> — Men Jakob, men Jakob — hva’ er ’et? Fruen blev staaende angst, med den mindste paa sin Arm. — De spiser her i Morgen, sagde Etvøs brat, som en Mand, der opgiver det hele. — Hvem? De? spurgte Fru Etvøs, der slet ikke forstod. Hos Etvøs’ spiste aldrig andre end de ni — og saa Pigen og Adjunkten det, der blev tilovers. — Fruen — Fru Simonin — hun vil spise hos os. Og maaske mest for at sprede lidt paa den alt tungere Luft begyndte Hr. Etvøs at tale meget højt — men i noget hakkende Sætninger — om Æren, den store Ære; de var jo ligefrem blevet foretrukne for Generalens. Men Fru Etvøs hørte ikke. Hun havde først kun sat sig, mens hun saå paa Etvøs med et Par højst forskrækkede Øjne. Saa sagde hun i en stille, klagende Tone: — Aa, men, Jakob, hvordan kunde det<noinclude><references/></noinclude> ptyp0xryqv9do85d5gka5wf2grn43xq 470288 470224 2026-07-17T00:56:01Z Øystein Tvede 7273 470288 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude> — Men Jakob, men Jakob — hva’ er ’et? Fruen blev staaende angst, med den mindste paa sin Arm. — De spiser her i Morgen, sagde Etvøs brat, som en Mand, der opgiver det hele. — Hvem? De? spurgte Fru Etvøs, der slet ikke forstod. Hos Etvøs’ spiste aldrig andre end de ni — og saa Pigen og Adjunkten det, der blev tilovers. — Fruen — Fru Simonin — hun vil spise hos os. Og maaske mest for at sprede lidt paa den alt tungere Luft begyndte Hr. Etvøs at tale meget højt — men i noget hakkende Sætninger — om Æren, den store Ære; de var jo ligefrem blevet foretrukne for Generalens. Men Fru Etvøs hørte ikke. Hun havde først kun sat sig, mens hun saá paa Etvøs med et Par højst forskrækkede Øjne. Saa sagde hun i en stille, klagende Tone: — Aa, men, Jakob, hvordan kunde det<noinclude><references/></noinclude> 7uxtn681zklm1ytzflmdtc8cusz2ojx 104 104937 470225 385359 2026-07-17T00:13:59Z Øystein Tvede 7273 470225 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>gaa til? aa, men Jakob, hvordan gik det dog til? At det {{sp|var}} «gaaet til,» det tvivlede Fru Etvøs ikke et Øjeblik paa. Hun var saa inderlig vant til, at det frygtelige maatte hænde. Etvøs standsede med Æren og tørrede sig over Panden: han vidste selv ikke, hvordan det var gaaet til: — Hun sagde, hun vilde spise hos os, gentog han bare pustende. — Og du si’er i Morgen? sagde Fru Etvøs. — Ja — min Pige. Fru Etvøs førte, mens hun sad, sine magre Hænder over det tynde Haar ned imod Tindingerne. Det var hendes Vane, naar noget særdeles pinagtigt kom paa. I Aarenes Løb var det, som havde hun gravet de stakkels Tindinger ud til et Par Gruber, saa hule var de. Nu borede hun og borede hun: — Aa — men, Jakob, {{sp|her}} — aa, men, Jakob, {{sp|her}}, sagde hun og slog ud med begge Hænderne.<noinclude><references/></noinclude> c9piwi54wkpjncljr9m2rkw2du6mgl0 104 104938 470226 385360 2026-07-17T00:14:16Z Øystein Tvede 7273 470226 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude> Hun saa ud i Stuen fra Væg til Væg: nej, der var jo ikke ét konserveret Møbel. Etvøs svarede ikke, han saå, at Skuepladsen var pauvre. Der var stille lidt, Fru Etvøs var begyndt at gaa op og ned: — Kan du faa Forskud? spurgte hun saa sagte. — Ja vel, min Pige, ja vel, min Pige — {{sp|det}} gav et Sæt i Etvøs —: jeg {{sp|maa}} jo, jeg {{sp|maa}} jo, gentog han to Gange. — Men to hundrede Mark, to hundrede Mark (Fru Etvøs sagde det i en Tone, som kunde ing^n menneskelig Magt rejse den Summa) : man gør det ikke under to hundrede Mark .... Fru Etvøs tog en Storsum paa Slump; i Virkeligheden anede hun jo ikke, hvad «man gjorde det for»: de havde . ikke havt fremmede, siden Nr. tre af de ni blev døbt, og det var Etvøs’ Kolleger til en « Smørgås.» Fru Etvøs blev ved at gaa frem og tilbage. Hun var allerede ganske i Selen under denne sidste Tilskikkelse:<noinclude><references/></noinclude> 0kv8d9o944ckqoq0j9c7ns6d5g9tmbp 470289 470226 2026-07-17T00:57:34Z Øystein Tvede 7273 470289 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude> Hun saa ud i Stuen fra Væg til Væg: nej, der var jo ikke ét konserveret Møbel. Etvøs svarede ikke, han saá, at Skuepladsen var pauvre. Der var stille lidt, Fru Etvøs var begyndt at gaa op og ned: — Kan du faa Forskud? spurgte hun saa sagte. — Ja vel, min Pige, ja vel, min Pige — {{sp|det}} gav et Sæt i Etvøs —: jeg {{sp|maa}} jo, jeg {{sp|maa}} jo, gentog han to Gange. — Men to hundrede Mark, to hundrede Mark (Fru Etvøs sagde det i en Tone, som kunde ingen menneskelig Magt rejse den Summa): man gør det ikke under to hundrede Mark . . . . Fru Etvøs tog en Storsum paa Slump; i Virkeligheden anede hun jo ikke, hvad «man gjorde det for»: de havde ikke havt fremmede, siden Nr. tre af de ni blev døbt, og det var Etvøs’ Kolleger til en «Smørgås.» Fru Etvøs blev ved at gaa frem og tilbage. Hun var allerede ganske i Selen under denne sidste Tilskikkelse:<noinclude><references/></noinclude> ab4l4le2mhrf5haj5mvgal0y6d1qgv8 104 104939 470227 385361 2026-07-17T00:16:54Z Øystein Tvede 7273 470227 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude> — Saa maa hele Komitéen jo bedes, sagde hun med sin træt-grundende Stemme. — Ja, min Pige, svarte Etvøs, der var blevet meget spag siden den Tale om Forskudet. Fru Etvøs tænkte: Aa, Maden var ikke det værste, Kogekonen kunde de ta’e. Men alt det andet, alt det andet .... bare Dugene — — Fru Etvøs troede saamæn ikke, hun havde to hele Duge. — Gaar du saa, Jakob, sagde hun saa i samme stille Tone: efter .... de Penge? — Ja, min Pige, svarte Etvøs. Han rent ud svedte. Om Forskud kunde der slet ikke være Tale, og han vidste ikke mer, hvor de to hundrede skulde tages, end den sidst ankomne af de ni, der brølede midt paa Gulvet. — Børn, Børn, tyssede den vandrende Fru Etvøs. Det var de otte, som rumsterede i Spisestuen. — Ja, saa gaar jeg, sagde Adjunkten og stod op, han var saare tung i sine lange Ben. Fru Etvøs standsede lidt:<noinclude><references/></noinclude> m9tja1ou1av9euuehqehxwxqf677qt2 470290 470227 2026-07-17T00:58:10Z Øystein Tvede 7273 470290 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude> — Saa maa hele Komitéen jo bedes, sagde hun med sin træt-grundende Stemme. — Ja, min Pige, svarte Etvøs, der var blevet meget spag siden den Tale om Forskudet. Fru Etvøs tænkte: Aa, Maden var ikke det værste, Kogekonen kunde de ta’e. Men alt det andet, alt det andet . . . . bare Dugene — — Fru Etvøs troede saamæn ikke, hun havde to hele Duge. — Gaar du saa, Jakob, sagde hun saa i samme stille Tone: efter . . . . de Penge? — Ja, min Pige, svarte Etvøs. Han rent ud svedte. Om Forskud kunde der slet ikke være Tale, og han vidste ikke mer, hvor de to hundrede skulde tages, end den sidst ankomne af de ni, der brølede midt paa Gulvet. — Børn, Børn, tyssede den vandrende Fru Etvøs. Det var de otte, som rumsterede i Spisestuen. — Ja, saa gaar jeg, sagde Adjunkten og stod op, han var saare tung i sine lange Ben. Fru Etvøs standsede lidt:<noinclude><references/></noinclude> pnmihee3yikx4g0z81gfrn66c8mfx8v 104 104940 470228 385362 2026-07-17T00:17:14Z Øystein Tvede 7273 470228 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude> — De hundrede kunde du maaske laane hos Cerlachius, sagde hun meget tøvende. — Jeg havde tænkt det, sagde Etvøs. Han havde intet som helst tænkt. Men nu gik han for at forsøge. Da han var gaaet, faldt Fru Etvøs et Øjeblik ned i den Stol, han havde forladt — naar det til daglig en sjælden Gang hændte, at Fru Etvøs kom til Sæde, saa det ud, som hun ganske knækkede — : det var, som havde hun lutter Myrer oppe i sit Hoved: — Aa — nej, nej, Maden er ikke det værste — aa nej Maden er jo ikke det værste, blev hun ved at sige, mens hun sad med rokkende Hoved. — Hva’ er nu det? saa fo’r hun op. Der havde lydt et Bums fra Spisestuen, saa Træhuset gav sig i Fugerne. Det var én af de ni, som faldt ned. — Silla, Silla, raabte Fru Etvøs paa Pigen. — Sil — — la . . . — Og jeg, som er i Kaabe, sagde Fru Etvøs og tog sig forfjamsket op til Haaret.<noinclude><references/></noinclude> 9gtik6g6493e14dx35lam53lvdknf5p 104 104941 470291 385363 2026-07-17T00:59:57Z Øystein Tvede 7273 470291 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>Fru Etvøs havde det hyppig med saadan pludselig at opdage, at hun befandt sig, til lidt urette Tid, i det eller det Klædningsstykke. — Silla, Silla, blev hun ved at raabe, mens hun tog Kaaben af: Silla viste sig med en Gulvklud: Der var bestandig én eller anden af de yngste, der havde været upaalidelig i en Krog. — Ja, ja, sagde Fru Etvøs (alting var i Bevægelse paa hende nu igjen): nu er der andet, nu er der andet . . . . Silla skulde til Lektors Frue og faa Adressen paa Kogekonen. {{streg|5em}}<noinclude><references/></noinclude> dfairgmy0bgdsm0snkl8hu77rsf9p1m 470302 470291 2026-07-17T01:48:46Z Øystein Tvede 7273 470302 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>Fru Etvøs havde det hyppig med saadan pludselig at opdage, at hun befandt sig, til lidt urette Tid, i det eller det Klædningsstykke. — Silla, Silla, blev hun ved at raabe, mens hun tog Kaaben af: Silla viste sig med en Gulvklud: Der var bestandig én eller anden af de yngste, der havde været upaalidelig i en Krog. — Ja, ja, sagde Fru Etvøs (alting var i Bevægelse paa hende nu igjen): nu er der andet, nu er der andet . . . . Silla skulde til Lektors Frue og faa Adressen paa Kogekonen. {{streg|5em}} {{Padded page break}}<noinclude><references/></noinclude> lls00aj3w18uxpugku1yk4adtghorda 104 104943 470229 385366 2026-07-17T00:17:45Z Øystein Tvede 7273 470229 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude> — De hundrede for i Dag, sagde han og skød de fem Mønter rask hen over Bordet. — Naa — Gud ske Lov . . . Det kom som et Suk: det var da en Draabe i hendes Bekymrings Hav. — Gaa du saa ind, Etvøs, sagde hun: du har jo Stile. Adjunkten fyldte saa svært, han var blevet saa kry og talte om al Verden, som de dog burde invitere: — Og saa maa vi dekorere, sagde han, der maa jo pyntes op. Han slog med de lange Arme, malende, frem mod de gabende Vægge, som om han ophængte usynlige Guirlander: — Kære du, kære du, sagde han, man gør meget med lidt. — Ja, Etvøs, ja — — men gaa du nu ind. Der var jo ikke det tørre Sted at finde paa noget Gulv. Silla vaskede, saa der stod Skum af Vandstrømmene, og Emmeline, den ældste, gik i Stivsko og tørrede de større Møbler efter — der var saa mange glemte Femfingre rundt omkring paa de Etvøs’ske Mobilier.<noinclude><references/></noinclude> 7120fg8grrljl61czt1x0muq3xg0bct 104 104945 470230 385368 2026-07-17T00:18:22Z Øystein Tvede 7273 470230 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>hun talte, som undskyldte hun en Forseelse — se no’en hos os i Morgen . . . skulde vi . . . — Seksten, lagde hun til, i en Tone, som var nu det værste sagt. Madam Börner nikkede kun. Saa sagde hun med en mat trykket, gudhengiven Røst og Øjnene over paa Glassene. — Hvor mange Serveringer? spurgte hun. — Ja, ja, stammede Fru Etvøs, hvem Stemmen gjorde endnu mer forfjamsket: Hun anser det for {{sp|ganske}} fortvivlet, sagde hun til sig selv. — Ja, ja, sagde hun, det er forvænte Folk, meget forvænte Folk, Madam. — Saa er det mindste seks, sagde Madam Borner i samme matte Tonefald. Der var bestandig noget ved Madam Börner, saa man syntes altid, hun ligesom talte med foldede Hænder. — Ja, svarede Fru Etvøs, der uafladelig rokkede paa Stolen; hun vilde svaret ja, om Madammen havde sagt seksten. Madam Borner begyndte paa Spisesedlen og nævnede Retter og Biretter og «Garnerin-<noinclude><references/></noinclude> rxlzix99x3vtzyc6q1sepszun5z7mlv 470292 470230 2026-07-17T01:01:07Z Øystein Tvede 7273 470292 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>hun talte, som undskyldte hun en Forseelse — se no’en hos os i Morgen . . . skulde vi . . . — Seksten, lagde hun til, i en Tone, som var nu det værste sagt. Madam Börner nikkede kun. Saa sagde hun med en mat trykket, gudhengiven Røst og Øjnene over paa Glassene. — Hvor mange Serveringer? spurgte hun. — Ja, ja, stammede Fru Etvøs, hvem Stemmen gjorde endnu mer forfjamsket: Hun anser det for {{sp|ganske}} fortvivlet, sagde hun til sig selv. — Ja, ja, sagde hun, det er forvænte Folk, meget forvænte Folk, Madam. — Saa er det mindste seks, sagde Madam Börner i samme matte Tonefald. Der var bestandig noget ved Madam Börner, saa man syntes altid, hun ligesom talte med foldede Hænder. — Ja, svarede Fru Etvøs, der uafladelig rokkede paa Stolen; hun vilde svaret ja, om Madammen havde sagt seksten. Madam Börner begyndte paa Spisesedlen og nævnede Retter og Biretter og «Garnerin-<noinclude><references/></noinclude> qr4i4ptbim3dy2qyad48lgp8esvmlzg 104 104946 470293 385369 2026-07-17T01:01:53Z Øystein Tvede 7273 470293 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>ger» med en Stemme, som læste hun Landeplager op af en Poenitentse (Stemmen havde Madam Börner af sin Sygdom: hun gik bestandig rundt med Saar paa Tarmene af den megen Sætten-Smag paa Mad i Faget), mens Fru Etvøs, der ingenting forstod, hun havde saa lidt Kogekunst ud over det daglige, blev ved at sige: — Ja — naar det blot bliver pænt, naar det blot bliver pænt . . .; og pludselig slog Armene ligesom værnende rundt om de usalige Glas; hun syntes, Madammen tog ikke Øjnene fra dom: — Glassene lejer vi, sagde hun, ganske stakaandet. Men Madam Börner blev kun ved i samme Moll en lang Stund, mens Fru Etvøs, der bestandig troede, at det specielt var deres Kasus, der laa saa tungt paa Madammen, blev mer og mere deprimeret — ogsaa af de mange Navne, Kogekonen førte i sin Mund — og sagde klagende: — Ja, det bliver svært, det bliver saamæn svært . . .<noinclude><references/></noinclude> 3sqenjg1wggwc21w20dzljkmsjfbsl1 104 104947 470231 385370 2026-07-17T00:18:43Z Øystein Tvede 7273 470231 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude> — Og hvad vil det saa koste? spurgte hun med et Sæt. Hendes Øine fulgte angest Madammens haardhudede Fingre, som begyndte at bevæge sig, tællende paa Bordet, som spillede hun Øvelser paa et Klaver. — Aa, vi hjælper os iaften med halvfjærdsindstyve Mark, erklærede Madammen, til at begynde med . . . Det gav et Ryk i Fru Etvøs, der følte ned til Pungen med de hundrede: — Ja, sagde hun, dem vil jeg saa gi’ Dem straks; og hun lagde Guldstykkerne op paa Bordet, ét efter ét — Kendere tage saadan paa Antikviteter — mens hun pludselig fik Taarer i Øjnene. Madam Börner tog dem: — Hvor skal der saa spises? spurgte hun i samme Tonart som før. Det var ikke til at sige, hvor denne bestandige stille Bekymring hos Madammen ængstede Fru Etvøs: — Spises? — alle Ord kom som Stød fra hende — spises?<noinclude><references/></noinclude> 1b3w52m3420xt3qwam0txjsh1j2kiwg 104 104948 470232 385371 2026-07-17T00:19:01Z Øystein Tvede 7273 470232 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude> — Jo, der skulde jo spises her. — Naa — saa, sagde Madam Börner, der maaske slet ikke hørte, men dog saa ud, som fik hun en ny Hjobspost for hvert Svar. — Nej, sér De, nej, vi er jo ikke forberedte, det er kommet over os, det er jo kommet saadan over os, sagde Fru Etvøs. Madam Börner bad kun, om hun maatte se Køkkenet. Fru Etvøs havde i Stilhed længe skælvet for Køkkenet — Køkkenet var ikke Sillas bedste Side, og man kunde ikke sige, at der netop skinnede. — Jo — , Køkkenet, sagde hun, naturligvis ... . Hun kom op fra Stolen. — Børn, Børn, tyssede hun: Børn . . . De ni var efterhaanden stimlede sammen paa det vaade Gulv og fo’r hujende og særdeles forstyrrede op og ned ad Ryggene paa hinanden : de forstod, at der var Tale om Mad, om megen Mad. — Emmeline, lys os, sagde Fru Etvøs;<noinclude><references/></noinclude> o3c07qut5g2p6u91k3hm9gfwyujvqcp 104 104950 470233 385373 2026-07-17T00:19:54Z Øystein Tvede 7273 470233 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude> — Det er lidt rustent . . . (Ringene paa de tre af Hullerne var ganske røde, de nøjedes med at koge paa det ene Hul hos Etvøs’). — Men, Porcellæn har vi, sagde hun pludselig fuldkommen umotiveret: et fuldstændigt Stel til atten, det Kronbergske Stel, blev hun ved, klamrende sig til Stellet, det Kronbergske Stel, helt slaaet til Jorden foran dette røde Komfur: — En Brudegave, sagde hun, fra det Kronbergske Hus. Og hun begyndte pludselig at tale om det Kronbergske Hus, hvor hun havde været som en Datter (Fru Etvøs havde været der som Guvernante), da den gamle Greve levede og de {{sp|rejste}} — ivrigt og febrilsk, pralende, i én Strøm, som vilde hun pynte op med alle de Kronbergske Aner i sit tomme Køkken. — Ja, saa Godnat, sagde Madam Börner, hvis Martyrium den grevelige Familje Kronberg ikke syntes at sprede: jeg møder Klokken syv. — Godnat — lys Emmeline — lys. — Godnat. Emmeline lyste Madam Börner. Selv blev<noinclude><references/></noinclude> kt41phca1tfi510gol1jrw4yhgd6pse 104 104951 470234 385374 2026-07-17T00:20:17Z Øystein Tvede 7273 470234 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>Fru Etvøs i det kolde Køkken — hun sad og græd paa en gammel Blok ved det kolde Ildsted. Saa kom der nogen listende i Mørket. Det var Emmeline. Hun stod lidt ved Siden af den grædende Moder i Mørket. Saa tog hun hende ned om Hovedet: — Moer, hviskede hun: hvorfor skal vi ogeaa ha’e de fremmede. Og hun begyndte selv at græde, ganske stille. Fru Etvøs tog Hænderne bort fra sit Ansigt: — Hys, sagde hun, jeg hører Fa’er; og de gik ind. Etvøs var let at høre, for han raabte gennem alle Stuer, mens han løb op og ned, saa Benklæderne slubrede: — Jo, de kommer, de kommer, sagde han, som om han endnu havde tvivlet paa Underet: jeg har været deroppe — {{sp|hos hende}}, sagde han og ligesom sænkede Stemmen. — Men, Etvøs .... — De bad mig, de bad mig jo, min Pige, værgede Etvøs for sig.<noinclude><references/></noinclude> 2dikj7sguh12nfrbjl9in365ztvjukj 104 104954 470235 385377 2026-07-17T00:20:44Z Øystein Tvede 7273 470235 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude> — Jacob Svenssons har ogsaa {{sp|Vine}}, sagde Adjunkten, som grundede. — Ja, Jakob, nikkede Fru Etvøs; men det skal jo dog en Gang betales. Adjunkten vidste det: — Men nu maa vi se paa Æren, min Pige, sagde han og begyndte at gaa op og ned : — Vi bliver seksten. — Ja, svarte Fru Etvøs: hvis vi {{sp|skal}} ha’e Lektorens med. Adjunkten standsede midt i Stuen med fremstrakt Haand, og han sagde igen med nøjagtig samme Blik i Øjnene som før: — Adolfa — saa hun spillede. — — — Fru Etvøs havde faaet Etvøs til Ro med samt de otte. Det var saa besværligt med Etvøs, saalænge han var oppe. Han enten huskede noget, eller han fik en «Idé» hvert femte Minut og gik saa og udviklede den, ud og ind, over de vaade Gulve. Men nu var han kommen til Ro, og kun Emmeline var blevet oppe.<noinclude><references/></noinclude> l2zkh38rhk2cafq15wmskhlzmmpe1dw 104 104955 470236 385378 2026-07-17T00:21:03Z Øystein Tvede 7273 470236 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude> Hun hjalp til med at aftørre Stellet og tørrede varsomt og sindigt med ivrige Børns stramme Mund og Øjne, der stod stive i hendes Hoved — Tallerken paa Tallerken. Fru Etvøs kom ikke langt med Arbejdet. Hvert Nu fo’r hun op og løb om med tomme Hænder: — Listen, Listen — hvor var nu Listen? Det var Fortegnelsen over Kogekonens «Kar». Den blev funden i Skabet, og grundende faldt Fru Etvøs hen over «Listen»: De kunde nok hverken laanes eller lejes. — Mo’er, sagde Emmeline med sin eftertænksomme eller ligesom hemmelighedsfulde Mine — der var saa mange Ting, som hun og Moderen var vant til at hviske om og som de andre ikke skulde høre —: — Hos Gerda’s i Klubben har de saa mange Kar. Men Fru Etvøs hørte det ikke. Det var da ogsaa, som skød i Aften alle Tanker frem i Forvirring, paa én Gang, glemte og halvglemte og fra forlængesiden. Hun tænkte paa den Kronbergske Tid, da de rejste ... Og<noinclude><references/></noinclude> 3wauf9klg9mm0bk69aonmla2d565zvj 104 104956 470237 385379 2026-07-17T00:21:33Z Øystein Tvede 7273 470237 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>hun tænkte paa Vinteren siden, da hun og Etvøs, de mødtes for første Gang, da han var Solosanger ved alle Festsalskoncerter . . . — Jo, Mo’er, sagde Emmeline igen; de har dem i Klubben. Hendes bekymrede Tanker syslede stadig med Karrene. — Ja, min Pige; Fru Etvøs vaagnede: — Aa, Gud, sagde hun : at vi ikke glemmer den Klods til det ene Klavérbén. Det var en Tankeforbindelse med Festsalskoncerterne. — Og gaa saa du ind, Emmeline, gaa saa du ind. Emmeline rejste sig og lagde besindigt alting sammen. Saa sagde hun og blev staaende ved Siden af sin Moder: — Mo’er — tror du, den Kogekone er ærlig? — Vi maa haabe det, sukkede Fru Etvøs. Godnat, min Pige. Fru Etvøs rejste sig. Hun vilde se, om Gulvet i Dagligstuen var tørt. Med det løftede Lys stod hun midt i Stuen og saa sig om fra Plet til Plet. Aldrig havde hun sét den saa fattig.<noinclude><references/></noinclude> cmjl2hkl2ciegwun6q7zy5ighb6odkj 104 108271 470108 432158 2026-07-16T18:27:55Z MGA73bot 792 Retter citationstegn (ret evt manuelt til »« hvis „“ er forkert) 470108 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="PWidergren" />{{c|182}}</noinclude>besøge ham en Aften, og da hun kom, bad han hende tage Plads. Hans Stemme havde en dæm­pet, tør Klang, som gjorde hende ganske beklemt. Hun sad i Sofaen og saá bange paa ham, mens han tog Plads i Gyngestolen lige overfor. „Ja, saa skulde vi vel tale om, hvordan vi skal ordne det nu . . . med Barnet,“ sagde han. „Du véd, at jeg altid har sagt, at vi før eller senere maatte skilles. Og naar det først vel er overstaaet, bli’r det ogsaa bedst — baade for Dig og mig,“ tilføjede han med en Mine, som om han talte blot for hendes Skyld. „Til Foraaret rejser jeg bort fra {{rettelse|Stokholm|Stockholm}}, og hvornaar jeg saa kommer tilbage, véd jeg endnu ikke.“ Hun sad og krammede Fingrene mod hinanden. „Du kan da vel i det mindste mødes med mig som før,“ sagde hun. „Du behøver ikke at være bange for, at det skal blive vanskeligt at blive af med mig,“ vedblev hun tøvende. „Blot Du siger et Ord, saa skal jeg aldrig mere besvære Dig.“ En stærk Misstemning greb ham. „Det er heller ikke min Mening. Det er ikke det, jeg er bange for. Men jeg tænker ogsaa paa Dig. Naar det alligevel en Gang skal ské, er det meget bedre, at det sker snart. For lever vi længere sammen, bli’r det meget sværere — baade for Dig og mig.“ Det forekom Elin, som om noget smukt, hun havde bygget sig op langt borte, langsomt faldt i Stykker og lod Udsigten over hendes Livs Fremtids-<noinclude><references/></noinclude> ml18ev1l0wq2eqhx0rjnh4cj2xv6ss4 470143 470108 2026-07-16T18:56:09Z MGA73bot 792 Tilføjet {{bindestreg1}} for orddeling 470143 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="PWidergren" />{{c|182}}</noinclude>besøge ham en Aften, og da hun kom, bad han hende tage Plads. Hans Stemme havde en dæm­pet, tør Klang, som gjorde hende ganske beklemt. Hun sad i Sofaen og saá bange paa ham, mens han tog Plads i Gyngestolen lige overfor. „Ja, saa skulde vi vel tale om, hvordan vi skal ordne det nu . . . med Barnet,“ sagde han. „Du véd, at jeg altid har sagt, at vi før eller senere maatte skilles. Og naar det først vel er overstaaet, bli’r det ogsaa bedst — baade for Dig og mig,“ tilføjede han med en Mine, som om han talte blot for hendes Skyld. „Til Foraaret rejser jeg bort fra {{rettelse|Stokholm|Stockholm}}, og hvornaar jeg saa kommer tilbage, véd jeg endnu ikke.“ Hun sad og krammede Fingrene mod hinanden. „Du kan da vel i det mindste mødes med mig som før,“ sagde hun. „Du behøver ikke at være bange for, at det skal blive vanskeligt at blive af med mig,“ vedblev hun tøvende. „Blot Du siger et Ord, saa skal jeg aldrig mere besvære Dig.“ En stærk Misstemning greb ham. „Det er heller ikke min Mening. Det er ikke det, jeg er bange for. Men jeg tænker ogsaa paa Dig. Naar det alligevel en Gang skal ské, er det meget bedre, at det sker snart. For lever vi længere sammen, bli’r det meget sværere — baade for Dig og mig.“ Det forekom Elin, som om noget smukt, hun havde bygget sig op langt borte, langsomt faldt i Stykker og lod Udsigten over hendes Livs {{bindestreg1|Fremtids}}<noinclude><references/></noinclude> o46g5ny5y26qdoxo4z1rngpvb5era8u 470335 470143 2026-07-17T09:14:00Z MGA73 457 /* Validated */ 470335 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="4" user="MGA73" />{{c|182}}</noinclude>besøge ham en Aften, og da hun kom, bad han hende tage Plads. Hans Stemme havde en dæm­pet, tør Klang, som gjorde hende ganske beklemt. Hun sad i Sofaen og saá bange paa ham, mens han tog Plads i Gyngestolen lige overfor. „Ja, saa skulde vi vel tale om, hvordan vi skal ordne det nu . . . med Barnet,“ sagde han. „Du véd, at jeg altid har sagt, at vi før eller senere maatte skilles. Og naar det først vel er overstaaet, bli’r det ogsaa bedst — baade for Dig og mig,“ tilføjede han med en Mine, som om han talte blot for hendes Skyld. „Til Foraaret rejser jeg bort fra {{rettelse|Stokholm|Stockholm}}, og hvornaar jeg saa kommer tilbage, véd jeg endnu ikke.“ Hun sad og krammede Fingrene mod hinanden. „Du kan da vel i det mindste mødes med mig som før,“ sagde hun. „Du behøver ikke at være bange for, at det skal blive vanskeligt at blive af med mig,“ vedblev hun tøvende. „Blot Du siger et Ord, saa skal jeg aldrig mere besvære Dig.“ En stærk Misstemning greb ham. „Det er heller ikke min Mening. Det er ikke det, jeg er bange for. Men jeg tænker ogsaa paa Dig. Naar det alligevel en Gang skal ské, er det meget bedre, at det sker snart. For lever vi længere sammen, bli’r det meget sværere — baade for Dig og mig.“ Det forekom Elin, som om noget smukt, hun havde bygget sig op langt borte, langsomt faldt i Stykker og lod Udsigten over hendes Livs {{bindestreg1|Fremtids}}<noinclude><references/></noinclude> h58fzu1gdp7uv40vknek4i5dnpt2i8e 104 108272 470144 432161 2026-07-16T18:56:10Z MGA73bot 792 Tilføjet {{bindestreg2}} for orddeling 470144 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="PWidergren" />{{c|183}}</noinclude>{{bindestreg2|vej|Fremtidsvej}} ubegrænset øde og ensformig. Hun saá den ikke længer i Nydelsens Øjebliksglans med smilende Hvilepladser ved hvert tænkeligt Ophold. Men hun saá sig selv gaa alene og udtæret om, førende ved Haanden et spædt Væsen, hvis Træk hun ikke klart kunde skælne. En svag Gysen gik gennem hende og hun saá aandsfraværende op paa ham. „Hvordan har Du tænkt at indrette det med Barnet?“ spurgte hun. Det var ham lidt svært at komme frem med Svaret. For det var netop det, han saa længe havde tænkt over paa sin Manér, og den Sag havde han gjort klar for sig selv, at han ikke kunde holde ud at have et Barn paa Halsen, som han skulde sé til og vaage over. Det vilde blive bekosteligt og vanskeligt i enhver Henseende og vilde medføre tusinde Ubehageligheder, naar han en Gang vilde gifte sig. Der var noget i ham, som forbød ham at sige hende det. Men han tvang sig til det. „Du maa ikke blive ked af det,“ begyndte han. „Men jeg er ikke rig, og jeg kan ikke indrette det paa anden Maade. Du kan jo sé til Barnet, saa ofte Du vil. Men naar jeg straks betaler firehundrede Kroner for det, kan vi faa det ind paa Opfostringshuset, og dér bliver der i alle Henseender sørget godt for det.“ Elin rejste sig op. Hver Fiber i hende skælvede, hun gik hen til ham og slog sine Arme om hans Hals. „Søde, kære Gottfrid, det maa Du ikke gøre. Aa, det maa Du ikke. Jeg be’r Dig jo ikke om, at<noinclude><references/></noinclude> jrpf3nmue2wzgb7x4liw78jwhmcp5bh 104 118785 470334 444083 2026-07-17T09:10:20Z MGA73 457 /* Validated */ 470334 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="4" user="MGA73" />{{c|186}}</noinclude>Og hun følte en Slags stille Lykke ved disse Tanker. Friske og unge spirede inde i hende Forhaabninger, som hun aldrig før havde drømt om; midt i alt dette, som hun syntes var tungt og glæde­løst, saá hun et rødkindet Barneansigt, som en Gang vilde takke hende, fordi hun ikke havde sendt ham ud blandt fremmede, hvor han maaske vilde komme til at sulte og det vilde gaa ham daarligt. Og in­derst inde i hende gryede en Anelse om, at man kunde faa noget at leve for her i Livet. Og Dagene gik. Elin sad nu mest hjemme. Det pinte hende, at Folk saá paa hende, naar hun gik paa Gaden. Hele Formiddagen hjalp hun Konen, som hun boede hos, at sy, og efter Middag tog hun igen fat paa Arbejdet, til hun blev træt, og det be­gyndte at skumre. Saa lagde hun Sytøjet bort og krøb lidt op i Sofahjørnet med Fødderne ind under sig. Dér sad hun og stirrede ud i Mørket og tænkte med Undren paa, hvordan alt skulde føje sig for hende. Saa tændte Konen Lampen og Elin krøb igen ned fra Sofaen, tog Arbejdet frem og syede, til det blev Aften og hun gik til Sengs, træt og tanketom. Det var Dagen før Juleaften. Om Natten var der faldet Sne. Hvid og skin­nende bredte den sig ud over alle Tagene, i Trappe­trin langs Bakkerne mod Syd, hen over Byen mel­lem Broerne, og dér bagved hævede atter det hvide ituskaarne Dække sig som en opad skraanende Flade. {{nop}}<noinclude><references/></noinclude> m4j0133h2gvbgb2xb94rxazr5y90fn5 104 118792 470109 444091 2026-07-16T18:28:35Z MGA73bot 792 Retter citationstegn (ret evt manuelt til »« hvis „“ er forkert) 470109 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="PWidergren" />{{c|193}}</noinclude>bløde Læber bevægede sig i Søvne, og den ene Haand hvilede ovenpaa Tæppet. Saadanne smaa Fingre han havde. Neglene var helt gennemsigtige. Hun bøjede sig ned over ham og saá paa, hvordan det gav smaa Ryk i Øjenlaagene, og lod ham aande paa sin Kind. Hun kyssede ham forsigtigt paa Panden, der kom et Smil om hendes Læber, mens Øjnene straalede. Og da hun var gaaet til Sengs, saá hun endnu en Gang op og nikkede til Barnet, efter at hun havde flyttet Vuggen saa tæt op til sig, at hun blot behøvede at strække Haanden ud for at naa den. „Sov lille Unge. Du skal ikke komme bort fra din Mo’er, det skal Du ikke.“ — — Næste Morgen stod Elin op i god Tid og gjorde rent i Værelset. Hun bragte Sofaen i Orden, fejede Gulvet, tørrede Støvet af Møblerne og Smaatingene paa Kommoden og lagde Brænde i Kakkelovnen. Gottfrid havde lovet at komme og hilse paa Drengen, som han endnu ikke havde sét. De skulde i Forening afgøre, hvordan de skulde indrette det med Drengen, og fik han blot Barnet at sé, tænkte Elin, saa kunde han ikke nænne at tage ham fra hende. Det haabede hun sikkert, men hun følte sig alligevel beklemt, da hun sad og traadte Symaskinen og ventede paa, at han skulde komme. Pludselig foer hun op. Hun havde ikke hørt ham gaa i Gangen udenfor, og han havde aabnet Døren uden at banke paa. {{nop}}<noinclude><references/> {{hoved|{{m|Fattigfolk.}}||{{m|13}}}}</noinclude> 3ilaiuk7urmkz2qrlbj3llzzq663ja9 104 120738 470110 446092 2026-07-16T18:28:47Z MGA73bot 792 Retter citationstegn (ret evt manuelt til »« hvis „“ er forkert) 470110 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="PWidergren" />{{c|194}}</noinclude>Han tog Frakken af og gik lidt kejtet hen mod Vuggen. Da han fik Øje paa Elin, standsede han et Øjeblik og gav hende Haanden. „Hvor Du sér bleg ud,“ sagde han. Hun drog ham hen til Drengen, som laa vaagen og med sine smaa vidt aabnede Øjne stirrede paa den fremmede. „Sér Du, han skriger ikke,“ sagde hun og puttede sig op til ham. „Han er ikke bange for Dig.“ Og hun tog Drengen op og holdt ham undse­ lig hen til Faderen. Han blev pludselig varm om Hjærtet, og mens han tog Næseklemmerne af, som var bievne duggede af Varmen i Værelset, tog han en af Drengens Hænder og kyssede hans Fingre. „Er han ikke stor og flink?“ sagde Elin. En let Rødmen kom og gik paa hendes Kinder, og hun bevægede sig nervøst, mens hun snakkede med den lille og vendte og drejede ham for rigtig at vise ham fra alle Sider. Gottfrid følte sig ubehagelig og forlegen til Mode. Han havde ikke tænkt saa meget paa Drengen. Det var ganske andre Tanker, som under deres Mængde og Vægt havde trængt Faderfølelsen til Side. Det var ganske andre Ting, han vilde sige hende, end Kæleord, og han følte sig ilde til Pas. Han vidste ikke, hvordan han nu skulde kunne komme frem med det, som dog en Gang maatte siges. Det kunde opsættes og han kunde gaa, som<noinclude><references/></noinclude> nimbmzw1fbw8zd24qqrvgjls26c4r91 104 122083 470111 470071 2026-07-16T18:28:49Z MGA73bot 792 Retter citationstegn (ret evt manuelt til »« hvis „“ er forkert) 470111 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="PWidergren" />{{c|218}}</noinclude>bandt det fast i Knaphullet paa sin Frakke. Derpaa knappede han hendes Kaabe op og knyttede med et Par stærke Knuder Enderne fast i et af Knaphullerne. Elin forsøgte at le. „Hvad er det, Du bestiller?" sagde hun. Han rejste sig op og tvang hende til at følge efter. Saa sagde han langsomt: „Skal vi nu dø?" Hun var nær ved at skrige højt, men hun be­tvang sig. „Hvad er det, Du siger? Du maa ikke spøge saadan.“ Han greb hende haardt i Armen. „Tror Du, jeg drømmer?" skreg han. „Har jeg maaske noget at leve for? Har jeg noget, som jeg bryder mig om at leve for?“ Hun trak sig bort fra ham, saa langt hun kunde komme. „Hvor kan Du tale saadan? Har Du ikke noget at leve for, Du, som baade har Kone og Børn? Har Du ikke noget at leve for …“ „Tal ikke om det nu," skreg han. „Kom ikke igen med den Historie!“ Elin følte, hvordan hendes Sind omtaagedes af Rædsel. Hun lagde begge Armene om ham og holdt ham med al sin Kraft tilbage. Og i Feber­hast strømmede Ordene fra hendes Læber. „Gør det ikke,“ sagde hun hastigt, men lavt, og med en pludselig kvindelig List tilføjede hun: {{nop}}<noinclude><references/></noinclude> 2a6eheceic4j8xb5e5lszuoxn6gk2v2 104 122095 470084 2026-07-16T13:25:21Z Øystein Tvede 7273 /* Korrekturlæst */ 470084 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>52 De strammede Gardiner, som dog ikke rakte, Stolene, saa spredte, som dog ikke fyldte, Pynteklæderne, til at dække, som Pigebørnene forærede hende til Jul — var de saa pauvre, saa latterlige. . . . Ja — ja — ret var det. Her havde hun henslæbt sit Liv. Her havde hun født Børn, mens hun forgæves regnede, og ammet og visset og født igen og forgæves sparet; og født paany og altid «dækket» forgæves — mens alting blev udslidt og forfaldt. . . . Og Etvøs — han bøjede kun Ryg som hun: fra Maaltid til Maaltid var hendes, fra Skole til Skole, det var hans. . . . Men de elskede jo hinanden. Aa — ja, gjorde de? Hun vidste det ikke mere. Til at elske hørte der vel ogsaa Tanker. Og Fru Etvøs syntes, de kun sled, af Dagen i Dagen, med Gælden og med de ni, der skulde klædes og mættes. Mat vendte Fru Etvøs om og gik ind i Sovekamret. Adjunkten vaagnede og satte sig op i Sængen: — Du, sagde han: hendes Billede hænger vi op over Klaveret. Det var ét af Sofie-<noinclude><references/></noinclude> e6wlvfbgdzmgao74bd9dcvzb3awxpgc 470085 470084 2026-07-16T13:25:34Z Øystein Tvede 7273 470085 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude> De strammede Gardiner, som dog ikke rakte, Stolene, saa spredte, som dog ikke fyldte, Pynteklæderne, til at dække, som Pigebørnene forærede hende til Jul — var de saa pauvre, saa latterlige. . . . Ja — ja — ret var det. Her havde hun henslæbt sit Liv. Her havde hun født Børn, mens hun forgæves regnede, og ammet og visset og født igen og forgæves sparet; og født paany og altid «dækket» forgæves — mens alting blev udslidt og forfaldt. . . . Og Etvøs — han bøjede kun Ryg som hun: fra Maaltid til Maaltid var hendes, fra Skole til Skole, det var hans. . . . Men de elskede jo hinanden. Aa — ja, gjorde de? Hun vidste det ikke mere. Til at elske hørte der vel ogsaa Tanker. Og Fru Etvøs syntes, de kun sled, af Dagen i Dagen, med Gælden og med de ni, der skulde klædes og mættes. Mat vendte Fru Etvøs om og gik ind i Sovekamret. Adjunkten vaagnede og satte sig op i Sængen: — Du, sagde han: hendes Billede hænger vi op over Klaveret. Det var ét af Sofie-<noinclude><references/></noinclude> rie9zhholcee25yutxsp9sss3179wva 104 122096 470086 2026-07-16T13:27:32Z Øystein Tvede 7273 /* Korrekturlæst */ 470086 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>Simonin-Billederne i Lystryk, der til Reklame var omdelt i Husene. — Ja, Etvøs, svarte Fruen og lidt efter sov Adjunkten igen. Fru Etvøs sad paa Sængekanten, da Emmeline løftede Hovedet henne fra sin Pude: — Mo'er, hviskede hun med sin hemmelighedsfulde Stemme: — Der er jo tretten Mark i Joakims Sparebøsse. Fru Etvøs havde tænkt paa det Joakimske Særeje: — Ja, ja, Barn, sagde hun: men sov nu. Godnat. — Godnat. Fru Etvøs laa og stirrede ud i Mørket: nu skulde de ikke løbe i Komitéer eller med Lister mér — nu skulde det være forbi. . . Men det var jo det, at Musiken, den havde nu været deres fælles Glæde. . . . Da græd de altid sammen, de stride Taarer. Fru Etvøs var ved at blunde hen, med halvaabne Øjne; hun havde jo Harens Søvn:<noinclude><references/></noinclude> d5ih1y5r9o9xum5gzslsendauetd7oc 470238 470086 2026-07-17T00:22:04Z Øystein Tvede 7273 470238 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>Simonin-Billederne i Lystryk, der til Reklame var omdelt i Husene. — Ja, Etvøs, svarte Fruen og lidt efter sov Adjunkten igen. Fru Etvøs sad paa Sængekanten, da Emmeline løftede Hovedet henne fra sin Pude: — Mo’er, hviskede hun med sin hemmelighedsfulde Stemme: — Der er jo tretten Mark i Joakims Sparebøsse. Fru Etvøs havde tænkt paa det Joakimske Særeje: — Ja, ja, Barn, sagde hun: men sov nu. Godnat. — Godnat. Fru Etvøs laa og stirrede ud i Mørket: nu skulde de ikke løbe i Komitéer eller med Lister mér — nu skulde det være forbi. . . Men det var jo det, at Musiken, den havde nu været deres fælles Glæde. . . . Da græd de altid sammen, de stride Taarer. Fru Etvøs var ved at blunde hen, med halvaabne Øjne; hun havde jo Harens Søvn:<noinclude><references/></noinclude> ktqetq3rxmp8atqet7gbyfsvax0atve 104 122097 470087 2026-07-16T13:28:36Z Øystein Tvede 7273 /* Korrekturlæst */ 470087 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>i tretten Aar havde hun lyttet efter Vuggen med Haanden ud over Sængekanten . . . . — Inga k u n d e ha'e den hvide Kjole, overvejede hun endnu. Hendes Tanker fablede om, at vel et Par af de ni maatte ind ved Efterretten — som de kom hos Kronbergs. Saa slumrede hun hen. Emmeline laa stille og lyttede efter hendes Aandedrag. Hendes Hjærte var trangt af et bittert Nag. {{--}}<noinclude><references/></noinclude> 62b707kbmcr5j95pdgieywjx6vz5m1n 470088 470087 2026-07-16T13:29:07Z Øystein Tvede 7273 470088 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>i tretten Aar havde hun lyttet efter Vuggen med Haanden ud over Sængekanten . . . . — Inga {{sp|k u n d e}} ha'e den hvide Kjole, overvejede hun endnu. Hendes Tanker fablede om, at vel et Par af de ni maatte ind ved Efterretten — som de kom hos Kronbergs. Saa slumrede hun hen. Emmeline laa stille og lyttede efter hendes Aandedrag. Hendes Hjærte var trangt af et bittert Nag. {{---}}<noinclude><references/></noinclude> o1ve51qn8t224nm01jie61wbh7vh5kf 470089 470088 2026-07-16T13:29:30Z Øystein Tvede 7273 470089 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>i tretten Aar havde hun lyttet efter Vuggen med Haanden ud over Sængekanten . . . . — Inga {{sp|kunde}} ha'e den hvide Kjole, overvejede hun endnu. Hendes Tanker fablede om, at vel et Par af de ni maatte ind ved Efterretten — som de kom hos Kronbergs. Saa slumrede hun hen. Emmeline laa stille og lyttede efter hendes Aandedrag. Hendes Hjærte var trangt af et bittert Nag. {{---}}<noinclude><references/></noinclude> 6mtnk37eaq1aapjq8tke8rq4k9nr4x1 470239 470089 2026-07-17T00:22:34Z Øystein Tvede 7273 470239 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>i tretten Aar havde hun lyttet efter Vuggen med Haanden ud over Sængekanten . . . . — Inga {{sp|kunde}} ha’e den hvide Kjole, overvejede hun endnu. Hendes Tanker fablede om, at vel et Par af de ni maatte ind ved Efterretten — som de kom hos Kronbergs. Saa slumrede hun hen. Emmeline laa stille og lyttede efter hendes Aandedrag. Hendes Hjærte var trangt af et bittert Nag. {{streg|5em}}<noinclude><references/></noinclude> 9m03nxm3ymspdzaut42y5nsr7vegjv3 470240 470239 2026-07-17T00:22:45Z Øystein Tvede 7273 470240 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>i tretten Aar havde hun lyttet efter Vuggen med Haanden ud over Sængekanten . . . . — Inga {{sp|kunde}} ha’e den hvide Kjole, overvejede hun endnu. Hendes Tanker fablede om, at vel et Par af de ni maatte ind ved Efterretten — som de kom hos Kronbergs. Saa slumrede hun hen. Emmeline laa stille og lyttede efter hendes Aandedrag. Hendes Hjærte var trangt af et bittert Nag. {{streg|5em}}<noinclude><references/></noinclude> g97g1e1f86xf5lapj21ahqol2k7kyyr 470303 470240 2026-07-17T01:49:46Z Øystein Tvede 7273 470303 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>i tretten Aar havde hun lyttet efter Vuggen med Haanden ud over Sængekanten . . . . — Inga {{sp|kunde}} ha’e den hvide Kjole, overvejede hun endnu. Hendes Tanker fablede om, at vel et Par af de ni maatte ind ved Efterretten — som de kom hos Kronbergs. Saa slumrede hun hen. Emmeline laa stille og lyttede efter hendes Aandedrag. Hendes Hjærte var trangt af et bittert Nag. {{streg|5em}} {{Padded page break}}<noinclude><references/></noinclude> n6ry1o5ppbt39sryng04hlxrib9tq1g 104 122098 470090 2026-07-16T13:31:25Z Øystein Tvede 7273 /* Korrekturlæst */ 470090 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>{{c|III.}} Karrene fra Klubben var kommet, og i Køkkenet var Madam Bomer i fuld Gang: hun gik rundt mellem sine Tilberedninger med en egen markeret Gudhengivenhed som en Diakonisse mellem sine Sygesænge. Silla hakkede og Silla skar: — De ska’ vel ikke mér end putte det i Munden, sagde hun, mens Madam Bömer lidt efter lidt blev ganske hjemme i Lokaliteterne: hun gav Silla en sammenhængende Fremstilling af sin Sygdoms Udvikling over Gryderne. Det var Fru Etvøs, der forstyrrede den rolige Gænge. Hun løb kun ud og ind hvert femte Minut for at spørge, om «Varerne fra Svensson» var kommet.<noinclude><references/></noinclude> 3vwqe1csjn8vocakxd6ymreha8evmbi 470091 470090 2026-07-16T13:31:39Z Øystein Tvede 7273 470091 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude> {{c|III.}} Karrene fra Klubben var kommet, og i Køkkenet var Madam Bomer i fuld Gang: hun gik rundt mellem sine Tilberedninger med en egen markeret Gudhengivenhed som en Diakonisse mellem sine Sygesænge. Silla hakkede og Silla skar: — De ska’ vel ikke mér end putte det i Munden, sagde hun, mens Madam Bömer lidt efter lidt blev ganske hjemme i Lokaliteterne: hun gav Silla en sammenhængende Fremstilling af sin Sygdoms Udvikling over Gryderne. Det var Fru Etvøs, der forstyrrede den rolige Gænge. Hun løb kun ud og ind hvert femte Minut for at spørge, om «Varerne fra Svensson» var kommet.<noinclude><references/></noinclude> rc1ipwzi250da7zrlmnnjqjrwijiv07 470294 470091 2026-07-17T01:02:36Z Øystein Tvede 7273 470294 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude> {{c|III.}} Karrene fra Klubben var kommet, og i Køkkenet var Madam Bomer i fuld Gang: hun gik rundt mellem sine Tilberedninger med en egen markeret Gudhengivenhed som en Diakonisse mellem sine Sygesænge. Silla hakkede og Silla skar: — De ska’ vel ikke mér end putte det i Munden, sagde hun, mens Madam Börner lidt efter lidt blev ganske hjemme i Lokaliteterne: hun gav Silla en sammenhængende Fremstilling af sin Sygdoms Udvikling over Gryderne. Det var Fru Etvøs, der forstyrrede den rolige Gænge. Hun løb kun ud og ind hvert femte Minut for at spørge, om «Varerne fra Svensson» var kommet.<noinclude><references/></noinclude> f01x0f1s7i8tjpm9fw74t2rxsp10oo9 104 122099 470092 2026-07-16T13:33:06Z Øystein Tvede 7273 /* Korrekturlæst */ 470092 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude> Etvøs lod jo ikke til saa meget som blot at ville høre om Penge (han bare gik og «dekorerede»); Fru Etvøs vendte tilbage til Spisestuen: — Mo'er — er de kommet? hvidskede Emmeline. — Endnu ikke. Og de sad igen, ventende, tæt ved Vinduet, med kolde Hænder — de kunde intet ta' sig til. Fru Etvøs gik igen; hun vilde ikke spørge mer, hun gik kun lidt støjende om og væltede Laaget af «Karrene». Madam Börner forstod saa vel: hun havde kogt i saa mange Slags Huse: — Ligger her lidt Drikkepenge? sagde hun. For De viser vel Drengen herind, naar han kommer? — Aa ja, aa ja, sagde Fru Etvøs, hvis Ansigt lyste op, mens hun søgte nogle Skillinger. — Aa, Tak, aa Tak, sagde hun og tog Madammen om Haandleddene — hun vilde have trykket hendes Hænder: fra det Øjeblik forstod de to hinanden.<noinclude><references/></noinclude> ppvej5c0oaaswa4yfssh5zx7joynlnu 470241 470092 2026-07-17T00:23:32Z Øystein Tvede 7273 470241 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude> Etvøs lod jo ikke til saa meget som blot at ville høre om Penge (han bare gik og «dekorerede»); Fru Etvøs vendte tilbage til Spisestuen: — Mo’er — er de kommet? hvidskede Emmeline. — Endnu ikke. Og de sad igen, ventende, tæt ved Vinduet, med kolde Hænder — de kunde intet ta’ sig til. Fru Etvøs gik igen; hun vilde ikke spørge mer, hun gik kun lidt støjende om og væltede Laaget af «Karrene». Madam Börner forstod saa vel: hun havde kogt i saa mange Slags Huse: — Ligger her lidt Drikkepenge? sagde hun. For De viser vel Drengen herind, naar han kommer? — Aa ja, aa ja, sagde Fru Etvøs, hvis Ansigt lyste op, mens hun søgte nogle Skillinger. — Aa, Tak, aa Tak, sagde hun og tog Madammen om Haandleddene — hun vilde have trykket hendes Hænder: fra det Øjeblik forstod de to hinanden.<noinclude><references/></noinclude> ixtol7uzclahpkjpr9whqtamrbsrxb5 104 122100 470093 2026-07-16T13:36:40Z Øystein Tvede 7273 /* Korrekturlæst */ 470093 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude> — Og det {{sp|værste}} er, at man mister Smagen, sagde Madam Börner. Hun fortsatte til Silla om sin Sygdom, da Fru Etvøs var inde igen. Fru Etvøs havde Kjolerne fremme — sin den sorte Silke og den hvide — bredte ud til Eftersyn over et Par Stole —: — Mo'er, raabte Emmeline, der {{sp|er}} han. Det var Drengen med Varerne: Denne Vej, denne Vej, sagde Fru Etvøs, der følte hele den gamle Angest, mens hun viste den ranglede Urtekræmmer ud gennem Spisestuen ; og de lyttede begge, Emmeline og hun, til han {{sp|gik}} — med sin Drikkeskilling. Det var som Fru Etvøs vaagnede op, da Varerne var vel i Hus. Hun var inde hos Etvøs og saå paa «Dekorationerne» — det var Lystrykket og et Par besynderlige Hjørnesofaer, hvis Bestanddele var Sengemadratser og Pakkasser —: — Ja, naar de blot vil ta' til Takke. . . saa gaar det jo nok, gaar det nok. . . Hun var ude i Køkkenet og gik i Vejen, {{sp|hvor hun}} stod:<noinclude><references/></noinclude> 2jpwtlxa01zi6lcdsxys00gx4cwxam6 470242 470093 2026-07-17T00:23:51Z Øystein Tvede 7273 470242 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude> — Og det {{sp|værste}} er, at man mister Smagen, sagde Madam Börner. Hun fortsatte til Silla om sin Sygdom, da Fru Etvøs var inde igen. Fru Etvøs havde Kjolerne fremme — sin den sorte Silke og den hvide — bredte ud til Eftersyn over et Par Stole —: — Mo’er, raabte Emmeline, der {{sp|er}} han. Det var Drengen med Varerne: Denne Vej, denne Vej, sagde Fru Etvøs, der følte hele den gamle Angest, mens hun viste den ranglede Urtekræmmer ud gennem Spisestuen ; og de lyttede begge, Emmeline og hun, til han {{sp|gik}} — med sin Drikkeskilling. Det var som Fru Etvøs vaagnede op, da Varerne var vel i Hus. Hun var inde hos Etvøs og saå paa «Dekorationerne» — det var Lystrykket og et Par besynderlige Hjørnesofaer, hvis Bestanddele var Sengemadratser og Pakkasser —: — Ja, naar de blot vil ta’ til Takke. . . saa gaar det jo nok, gaar det nok. . . Hun var ude i Køkkenet og gik i Vejen, {{sp|hvor hun}} stod:<noinclude><references/></noinclude> 0hc3wbte6olivus8ndai77l6lenp01y 104 122101 470094 2026-07-16T13:39:46Z Øystein Tvede 7273 /* Korrekturlæst */ 470094 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude> — Ja, nu er der da no'et at ta' af, sagde hun og stod og følte lykkelig rundt paa Varebunken og løftede Vinflaskerne, med et Par Øjne, der straalte: en hel Velsignelse, sagde hun. . Hun vandrede tilbage til Etvøs, der draperede Sofaerne: — Åa, ja, Etvøs, sagde hun og sad et Øjeblik og saå frem for sig: En Afveksling er det jo. — ÅAdolfa, sagde Etvøs, der gik til og fra og betragtede det fuldbyrdede: — Det er en Ære — en uglemmelig Ære. Hr. Etvøs svedte, som haglede det af ham. Der blev ringet paa Gadedøren, og Fru Etvøs maatte ud for at lukke op. Det var Hofretspræsidentens Datter, en douce, glatbehandsket Dame, der nu paa tyvende Aar gik lydløs om i Præsidentens høje Embedsbolig og repræsenterede. Hun kom for at takke for Indbydelsen i den hemmelige Tanke at tilbyde ét eller andet til Hjælp. Men da hun var kommen til Sæde midt i Forvirringen — Fru Etvøs løb rundt om en<noinclude><references/></noinclude> gh5ml5wjm38ljfi67rlvkf18g2a90qj 470243 470094 2026-07-17T00:24:50Z Øystein Tvede 7273 470243 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude> — Ja, nu er der da no’et at ta’ af, sagde hun og stod og følte lykkelig rundt paa Varebunken og løftede Vinflaskerne, med et Par Øjne, der straalte: en hel Velsignelse, sagde hun. Hun vandrede tilbage til Etvøs, der draperede Sofaerne: — Åa, ja, Etvøs, sagde hun og sad et Øjeblik og saá frem for sig: En Afveksling er det jo. — ÅAdolfa, sagde Etvøs, der gik til og fra og betragtede det fuldbyrdede: — Det er en Ære — en uglemmelig Ære. Hr. Etvøs svedte, som haglede det af ham. Der blev ringet paa Gadedøren, og Fru Etvøs maatte ud for at lukke op. Det var Hofretspræsidentens Datter, en douce, glatbehandsket Dame, der nu paa tyvende Aar gik lydløs om i Præsidentens høje Embedsbolig og repræsenterede. Hun kom for at takke for Indbydelsen i den hemmelige Tanke at tilbyde ét eller andet til Hjælp. Men da hun var kommen til Sæde midt i Forvirringen — Fru Etvøs løb rundt om en<noinclude><references/></noinclude> 41f9hbzmebojpkrfvdgaztou67vj72i 104 122102 470095 2026-07-16T13:41:58Z Øystein Tvede 7273 /* Korrekturlæst */ 470095 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>Stol: her er saa uryddeligt, meget uryddeligt, sagde hun, for Etvøs dekorerer — opgav hun i Stilhed sin Tanke: — Det var bedre, det hele blev énsartet. Etvøs stillede sig bag hendes Stol for at sé, hvordan Arrangementet tog sig ud fra hendes Plads: — Aa jo, vi gør, hvad vi kan, sagde han og slog fornøjet Manken frem og tilbage. Emmeline vogtede, fra en Krog, mistænksomt paa Hofretspræsidentens Datter, saa længe hun var i Stuen. Frøkenen maatte ind og sé Stellet, der saá ud, som var det stillet til Auktion paa det lange Bord i den Etvøs'ske Spisestue: — Men det er jo ingen Sag, sagde Frøkenen, naar man, som De, har Tingene. Hun gik hjem, hvid af Forskrækkelse over de Etvøs'ske Tilberedelser. — Ligefrem paa Byens Vegne, sagde hun til Faderen, Præsidenten. Fru Etvøs var vendt tilbage til de to Kjoler. Det blev til, at Inga skulde ind til Efterretten.<noinclude><references/></noinclude> 6u8ihvy4mowsaegpvx1mo4b6cg9nrsq 470244 470095 2026-07-17T00:25:16Z Øystein Tvede 7273 470244 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>Stol: her er saa uryddeligt, meget uryddeligt, sagde hun, for Etvøs dekorerer — opgav hun i Stilhed sin Tanke: — Det var bedre, det hele blev énsartet. Etvøs stillede sig bag hendes Stol for at sé, hvordan Arrangementet tog sig ud fra hendes Plads: — Aa jo, vi gør, hvad vi kan, sagde han og slog fornøjet Manken frem og tilbage. Emmeline vogtede, fra en Krog, mistænksomt paa Hofretspræsidentens Datter, saa længe hun var i Stuen. Frøkenen maatte ind og sé Stellet, der saá ud, som var det stillet til Auktion paa det lange Bord i den Etvøs’ske Spisestue: — Men det er jo ingen Sag, sagde Frøkenen, naar man, som De, har Tingene. Hun gik hjem, hvid af Forskrækkelse over de Etvøs’ske Tilberedelser. — Ligefrem paa Byens Vegne, sagde hun til Faderen, Præsidenten. Fru Etvøs var vendt tilbage til de to Kjoler. Det blev til, at Inga skulde ind til Efterretten.<noinclude><references/></noinclude> d2g9r656s4fbiox2m1bcewhlxp3z68w 104 122103 470096 2026-07-16T13:46:02Z Øystein Tvede 7273 /* Korrekturlæst */ 470096 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude> — — — — Emmeline — {{sp|er}} hun der? Fru Etvøs var i Underliv og løb til og fra ud af Sovekamret. Det var Silla, der i sidste Nu var sendt til Hofretspræsidentens efter Servietter — man kunde ikke lade Ericsson, Lejetjeneren, det fremmede Menneske, haandtere de Etvøs'ske Mundvidskere: de {{sp|var}} ikke til saa kombinerede Faconer. — Er hun der? Silla kom ikke. Hun blev jo standset foran hver Gadedør af en Veninde, der skulde ha'e Beretning, vidt og bredt: — Og Talg ska' de osse æde, sluttede Silla foragteligt og løb videre (hun mente de mange Stearinfundamenter, som Madam Börner kunstfærdigen udhuggede for at bære hendes gastronomiske Undere). — Naa — hej for en Fart, raabte Veninden, som blev staaende i Gadedøren. Der var noget utænkelig altid jumbende ved Silla bagtil. Det skyldtes en Slags Halvkrinoline, som hun standhaftig bar gennem alle Modens<noinclude><references/></noinclude> msplnbkv1kc34zw5a6cm7oymz1m28m2 470245 470096 2026-07-17T00:25:40Z Øystein Tvede 7273 470245 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude> — — — — Emmeline — {{sp|er}} hun der? Fru Etvøs var i Underliv og løb til og fra ud af Sovekamret. Det var Silla, der i sidste Nu var sendt til Hofretspræsidentens efter Servietter — man kunde ikke lade Ericsson, Lejetjeneren, det fremmede Menneske, haandtere de Etvøs’ske Mundvidskere: de {{sp|var}} ikke til saa kombinerede Faconer. — Er hun der? Silla kom ikke. Hun blev jo standset foran hver Gadedør af en Veninde, der skulde ha’e Beretning, vidt og bredt: — Og Talg ska’ de osse æde, sluttede Silla foragteligt og løb videre (hun mente de mange Stearinfundamenter, som Madam Börner kunstfærdigen udhuggede for at bære hendes gastronomiske Undere). — Naa — hej for en Fart, raabte Veninden, som blev staaende i Gadedøren. Der var noget utænkelig altid jumbende ved Silla bagtil. Det skyldtes en Slags Halvkrinoline, som hun standhaftig bar gennem alle Modens<noinclude><references/></noinclude> ix98yyccl3h0x46z8ukyvcsz88bb8eq 104 122104 470097 2026-07-16T13:48:39Z Øystein Tvede 7273 /* Korrekturlæst */ 470097 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>Omvekslinger; hun gik aldrig paa Gaden uden hastig at iføre sig dette stærkt bevægelige Klædningsstykke. — Nu er hun der, Mo'er, raabte Emmeline fra Vinduet. — Aa — saa Gud ske Lov, sukkede Fru Etvøs, der i Sovekamret betragtede sin sorte Silke i Spejlet: Den havde trukket sig i de fleste Sømme. Emmeline synede den ogsaa — stille, forfra og bagfra. Saa sagde hun med sin betænksomme Stemme: — Moer, vi kunde blække den. — Aa, nej, aa, nej, værgede Fru Etvøs sig mat og knappede de øverste Knapper i Livet: der stod et Par Lommetørklædesnipper frem over Underlivet. Fru Etvøs maatte nødvendig hjælpe lidt efter paa Fladheden, naar hun var i den Silke. — Men din Broche, Mo'er, mindede Emmeline. Brochen kom paa. Det var en stor rødmosset Mosaikamor, som glad afskød sin Pil<noinclude><references/></noinclude> ifn2y6rrnhhxicvqq7u5dehxp6685n7 470246 470097 2026-07-17T00:26:17Z Øystein Tvede 7273 470246 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>Omvekslinger; hun gik aldrig paa Gaden uden hastig at iføre sig dette stærkt bevægelige Klædningsstykke. — Nu er hun der, Mo’er, raabte Emmeline fra Vinduet. — Aa — saa Gud ske Lov, sukkede Fru Etvøs, der i Sovekamret betragtede sin sorte Silke i Spejlet: Den havde trukket sig i de fleste Sømme. Emmeline synede den ogsaa — stille, forfra og bagfra. Saa sagde hun med sin betænksomme Stemme: — Moer, vi kunde blække den. — Aa, nej, aa, nej, værgede Fru Etvøs sig mat og knappede de øverste Knapper i Livet: der stod et Par Lommetørklædesnipper frem over Underlivet. Fru Etvøs maatte nødvendig hjælpe lidt efter paa Fladheden, naar hun var i den Silke. — Men din Broche, Mo’er, mindede Emmeline. Brochen kom paa. Det var en stor rødmosset Mosaikamor, som glad afskød sin Pil<noinclude><references/></noinclude> 1ugrxetmysmttg3161c89en2o2t2dfj 104 122105 470098 2026-07-16T13:50:52Z Øystein Tvede 7273 /* Korrekturlæst */ 470098 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>mod Beskueren — Fru Etvøs bar den til alle Festiviteter. Etvøs slog Døren op: Naa — er du færdig? sagde han og skubbede hende bort fra Spejlet: ” — Ja — naar de bare {{sp|var}} her, sagde han, bare de alle var her . . . Det var Adjunktens hele Sorg: at han ikke skulde faa hele Skaren sammen. Fru Etvøs var inde i Spisestuen; hun arrangerede for hundrede Gang de mange Enebærkviste, hvormed hun havde fyldt de Kronbergske Opsatser. Det slog et Par haarde Slag paa den yderste Dør. Det var Cerlachius, som sagde, han vilde bare sé ind om, før han trak i Kisteklæderne. Han smækkede med Tungen ad den megen Madlugt, og vilde løbe igen: — Det er sandt, lille Frue, sagde han, Karlen kommer hen med no'en Flasker. Jeg tænkte, det kunde aldrig skade. Börner véd, hvad de skal drikkes til . . . Det var for at faa dét sagt, han var<noinclude><references/></noinclude> ebishymxl947d185xgb36naeudt8cv6 470247 470098 2026-07-17T00:26:50Z Øystein Tvede 7273 470247 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>mod Beskueren — Fru Etvøs bar den til alle Festiviteter. Etvøs slog Døren op: Naa — er du færdig? sagde han og skubbede hende bort fra Spejlet: — Ja — naar de bare {{sp|var}} her, sagde han, bare de alle var her . . . Det var Adjunktens hele Sorg: at han ikke skulde faa hele Skaren sammen. Fru Etvøs var inde i Spisestuen; hun arrangerede for hundrede Gang de mange Enebærkviste, hvormed hun havde fyldt de Kronbergske Opsatser. Det slog et Par haarde Slag paa den yderste Dør. Det var Cerlachius, som sagde, han vilde bare sé ind om, før han trak i Kisteklæderne. Han smækkede med Tungen ad den megen Madlugt, og vilde løbe igen: — Det er sandt, lille Frue, sagde han, Karlen kommer hen med no’en Flasker. Jeg tænkte, det kunde aldrig skade. Börner véd, hvad de skal drikkes til . . . Det var for at faa dét sagt, han var<noinclude><references/></noinclude> dk0vmdgkjrjsaud8ipagc10uuhror3k 104 122106 470099 2026-07-16T13:52:33Z Øystein Tvede 7273 /* Korrekturlæst */ 470099 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>kommen. Cerlachius havde megen Mistillid til de Etvøs'ske Vingsorter. Fru Etvøs fulgte ham ud. — Mo'er, bi lidt, sagde Emmeline, da hun kom ind igen. Hun satte {{sp|dog}} en Smule Blæk, {{sp|der}} paa det hvide, i Ærmegabet. {{----}}<noinclude><references/></noinclude> ssih597l6r7xkij1rqjndtaidymkc8a 470100 470099 2026-07-16T13:52:47Z Øystein Tvede 7273 470100 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>kommen. Cerlachius havde megen Mistillid til de Etvøs'ske Vingsorter. Fru Etvøs fulgte ham ud. — Mo'er, bi lidt, sagde Emmeline, da hun kom ind igen. Hun satte {{sp|dog}} en Smule Blæk, {{sp|der}} paa det hvide, i Ærmegabet. {{---}}<noinclude><references/></noinclude> p5mj699316g7tkaiotd378akuy28ptj 470248 470100 2026-07-17T00:27:25Z Øystein Tvede 7273 470248 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>kommen. Cerlachius havde megen Mistillid til de Etvøs’ske Vingsorter. Fru Etvøs fulgte ham ud. — Mo’er, bi lidt, sagde Emmeline, da hun kom ind igen. Hun satte {{sp|dog}} en Smule Blæk, {{sp|der}} paa det hvide, i Ærmegabet. {{streg|5em}}<noinclude><references/></noinclude> q8anb5eahqr7wtt64esayeocs920npr 470304 470248 2026-07-17T01:50:15Z Øystein Tvede 7273 470304 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>kommen. Cerlachius havde megen Mistillid til de Etvøs’ske Vingsorter. Fru Etvøs fulgte ham ud. — Mo’er, bi lidt, sagde Emmeline, da hun kom ind igen. Hun satte {{sp|dog}} en Smule Blæk, {{sp|der}} paa det hvide, i Ærmegabet. {{streg|5em}} {{Padded page break}}<noinclude><references/></noinclude> 1414817urhc2hpa6dgxze9l50jm9851 104 122107 470101 2026-07-16T13:55:06Z Øystein Tvede 7273 /* Korrekturlæst */ 470101 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude> {{c|IV.}} Det havde ringet. De {{sp|var}} der. Alle Døre i det Etvøs'ske Paulun drønede påa én Gang op og i som under Jordskælv, saa alle Gulve rystede. — Min Pige, skreg Etvøs fra Stuen: du skal vel være inde. Selv løb han ud. — Ja, ja, Etvøs — men Inga . . . Det var, som de alle drejede rundt om hinanden — bevidstløse, et halvt Minut, ligesom Faar under Torden. — Mo'er hviskede Emmeline: du skulde lade Tjeneren lukke op. — Ja — ja, Barn, men hvor er han? Ericsson fandtes i Køkkenet, hvor han fik mange Ordrer af Madam Börner, der havde<noinclude><references/></noinclude> 5by0yuey8o8ccoqfxo2hh4vwf55clya 470249 470101 2026-07-17T00:28:00Z Øystein Tvede 7273 470249 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude> {{c|IV.}} Det havde ringet. De {{sp|var}} der. Alle Døre i det Etvøs’ske Paulun drønede påa én Gang op og i som under Jordskælv, saa alle Gulve rystede. — Min Pige, skreg Etvøs fra Stuen: du skal vel være inde. Selv løb han ud. — Ja, ja, Etvøs — men Inga . . . Det var, som de alle drejede rundt om hinanden — bevidstløse, et halvt Minut, ligesom Faar under Torden. — Mo’er hviskede Emmeline: du skulde lade Tjeneren lukke op. — Ja — ja, Barn, men hvor er han? Ericsson fandtes i Køkkenet, hvor han fik mange Ordrer af Madam Börner, der havde<noinclude><references/></noinclude> m34ecuru909dt9yzrki9521pj7eeu0n 104 122108 470102 2026-07-16T14:07:00Z Øystein Tvede 7273 /* Korrekturlæst */ 470102 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>iført sig en stor stram Kappe før Serveringen; tilsidst kom han ud og lukkede op. Det var Fru Simonin med Truppen. Hun kom altid paa Slaget; det var en Slags Koncertvane, som hun bibeholdt ogsaa i Privathuse. Hun og de to Herrer fyldte hele Gangen med Pelse og kom endelig ind i Stuen, hvor der ingen var. Fru Simonin saå sig et Øjeblik om: — Naa, det er her, sagde hun blot, vendt til Violinisten, og begyndte noget ublidt at stampe op og ned ad Gulvet i det Atlaskes Fodtøj — som om det var de andre, der havde fastslaaet det Etvøs'ske Festmaaltid. Fru Etvøs dumpede brat ind — hun troede, Etvøs var her; hun hilste med to Kniks og maatte jo sige noget, mens de to Herrer bukkede, . . . om «Æren — Æren» og . . . «saa højt mod Nord», sagde hun hakkende og førte hjælpeløs den Mosaik-Amor frem og tilbage paa det flade Bryst. — Ja, Billedet har vi, sagde hun saa fuldkommen ude af det, da Fru Simonin standsede under Lystrykket. — Ich sehe das, sagde Fru Simonin meget<noinclude><references/></noinclude> g4rryfn94860a1uz14a9194pvichsvd 470250 470102 2026-07-17T00:28:31Z Øystein Tvede 7273 470250 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>iført sig en stor stram Kappe før Serveringen; tilsidst kom han ud og lukkede op. Det var Fru Simonin med Truppen. Hun kom altid paa Slaget; det var en Slags Koncertvane, som hun bibeholdt ogsaa i Privathuse. Hun og de to Herrer fyldte hele Gangen med Pelse og kom endelig ind i Stuen, hvor der ingen var. Fru Simonin saå sig et Øjeblik om: — Naa, det er her, sagde hun blot, vendt til Violinisten, og begyndte noget ublidt at stampe op og ned ad Gulvet i det Atlaskes Fodtøj — som om det var de andre, der havde fastslaaet det Etvøs’ske Festmaaltid. Fru Etvøs dumpede brat ind — hun troede, Etvøs var her; hun hilste med to Kniks og maatte jo sige noget, mens de to Herrer bukkede, . . . om «Æren — Æren» og . . . «saa højt mod Nord», sagde hun hakkende og førte hjælpeløs den Mosaik-Amor frem og tilbage paa det flade Bryst. — Ja, Billedet har vi, sagde hun saa fuldkommen ude af det, da Fru Simonin standsede under Lystrykket. — Ich sehe das, sagde Fru Simonin meget<noinclude><references/></noinclude> gwg8vhahdz6lsthur5svi04oqj2jxft 104 122109 470103 2026-07-16T14:12:14Z Øystein Tvede 7273 /* Korrekturlæst */ 470103 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>tørt og blev ugenert ved at gaa op og ned, som gjaldt det at holde Varmen paa en Jærnbaneperron: Hun blev mere og mere oplagt til at ta'e den Etvøs'ske Salon som en Fornærmelse, og Selvbeherskelse var just ikke nogen Egenskab, der netop betegnede hende. Fru Etvøs {{sp|havde}} jo set det, knap hun var indenfor Døren: at Ovnen var glemt — eller havde hun tænkt, det vilde gi'e Varme nok af alle de mange Mennesker, naar de kom? . . . Hun vidste det ikke. Men nu {{sp|var}} den glemt . . . . Etvøs kom ind, med Handsker paa og bukkede — meget; men Fru Etvøs hørte slet ikke, hvad nogen sagde, selv stod hun og talte Engelsk, med en underlig ligesom forgemt Accent, med én af Herrerne. Det var Tenoristen, en ung Capoul-Haaret Normand, Fru Simonin havde pousseret i Petersburg, og som svarede noget hen i Vejret paa sit Modersmaal. Af de andre kom der stadig ingen, og de<noinclude><references/></noinclude> 5a548gdc8o6e7klxchusan2k7g6nobc 470251 470103 2026-07-17T00:28:53Z Øystein Tvede 7273 470251 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>tørt og blev ugenert ved at gaa op og ned, som gjaldt det at holde Varmen paa en Jærnbaneperron: Hun blev mere og mere oplagt til at ta’e den Etvøs’ske Salon som en Fornærmelse, og Selvbeherskelse var just ikke nogen Egenskab, der netop betegnede hende. Fru Etvøs {{sp|havde}} jo set det, knap hun var indenfor Døren: at Ovnen var glemt — eller havde hun tænkt, det vilde gi’e Varme nok af alle de mange Mennesker, naar de kom? . . . Hun vidste det ikke. Men nu {{sp|var}} den glemt . . . . Etvøs kom ind, med Handsker paa og bukkede — meget; men Fru Etvøs hørte slet ikke, hvad nogen sagde, selv stod hun og talte Engelsk, med en underlig ligesom forgemt Accent, med én af Herrerne. Det var Tenoristen, en ung Capoul-Haaret Normand, Fru Simonin havde pousseret i Petersburg, og som svarede noget hen i Vejret paa sit Modersmaal. Af de andre kom der stadig ingen, og de<noinclude><references/></noinclude> fyaownlo3bgyqszarzns163k465etjj 104 122110 470145 2026-07-16T18:56:45Z Øystein Tvede 7273 /* Korrekturlæst */ 470145 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>blev ved at tale. Fru Etvøs hørte Etvøs sige: Rubinstein. Lidt efter var de begge komne ud i Spisestuen igen — de vidste vel ikke selv hvordan —: — Sér du, sagde Etvøs, der var fuldkommen febrilsk: at det er en meget behagelig Dame. Fru Etvøs fandt hende ikke just behagelig, men hun havde overhovedet ikke ventet noget behageligt; hun stod foran Bordet og førte Hænderne over hinanden: — Der er ikke i Ovnen, sagde hun blot. — Men {{sp|én}} maa vel være der inde, får hun op igen og gik ind. — Was meinen denn eigentlich die Kerlg? hørte hun Fru Simonin sige højt henne ved Vinduet, hvor hun skændtes med Violinisten. Det ringede; det var Generalens. — Nu har vi dem, sagde Etvøs, der strejfede op og ned forbi Spisebordet: nu er de der. Han turde ikke gaa ind. Det blev ved at ringe og der kom flere<noinclude><references/></noinclude> izmaom3n3jhmny3cr2kwsxlo41a73f1 104 122111 470146 2026-07-16T18:59:29Z Øystein Tvede 7273 /* Korrekturlæst */ 470146 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>Gæster — fler og fler, Etvøs hørte Stemmerne i Gangen. ' — Nu maa der rettes an, sagde Fru Etvøs, der kom ud, højrød i sit Hoved. Hr. Etvøs gav sig noget at bestille med Vinen og sagde: — Hvordan gaar det, Adolfa? — Der er kommet tolv, sagde hun blot igen og gik ud, mod Køkkenet. I den lille mørke Gang stod Emmeline, som ikke holdt det ud inde hos de andre: Er {{sp|Generalens}} der, Mo'er? hvidskede hun. — Ja, svarte Fru Etvøs og gik ind i Køkkenet: — Nu venter vi kun paa Lektorens, sagde hun hastig. — Og de smaa Vandbakkelser, sagde Madam Börner, hvis Stemme fik ligesom en noget skarpere Klang, naar det nærmede sig Anretningen. — Er {{sp|de}} her ikke? sagde Fru Etvøs forvildet; hun vidste ikke, {{sp|hvor}} hun skulde være: noget galt var der allevegne, og hun gik ind i Spigestuen igen og flyttede Tallerken-<noinclude><references/></noinclude> dczcozooqtf2p9aogydsij5s5kd7tue 470252 470146 2026-07-17T00:29:22Z Øystein Tvede 7273 470252 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>Gæster — fler og fler, Etvøs hørte Stemmerne i Gangen. — Nu maa der rettes an, sagde Fru Etvøs, der kom ud, højrød i sit Hoved. Hr. Etvøs gav sig noget at bestille med Vinen og sagde: — Hvordan gaar det, Adolfa? — Der er kommet tolv, sagde hun blot igen og gik ud, mod Køkkenet. I den lille mørke Gang stod Emmeline, som ikke holdt det ud inde hos de andre: Er {{sp|Generalens}} der, Mo’er? hvidskede hun. — Ja, svarte Fru Etvøs og gik ind i Køkkenet: — Nu venter vi kun paa Lektorens, sagde hun hastig. — Og de smaa Vandbakkelser, sagde Madam Börner, hvis Stemme fik ligesom en noget skarpere Klang, naar det nærmede sig Anretningen. — Er {{sp|de}} her ikke? sagde Fru Etvøs forvildet; hun vidste ikke, {{sp|hvor}} hun skulde være: noget galt var der allevegne, og hun gik ind i Spigestuen igen og flyttede Tallerken-<noinclude><references/></noinclude> a7o1h99hu6e5vs8c8kf1z4rzhzk18c5 104 122112 470147 2026-07-16T19:01:05Z Øystein Tvede 7273 /* Korrekturlæst */ 470147 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>stabler og Flasker meningsløst rundt paa et Anrettebord i Krogen: — Men jeg skal huske Anderssons, sagde hun (Anderssons var den svigtende Bager) en anden Gang, en anden Gang, sagde hun, som skulde Etvøs' have Diner igen i den kommende Uge. — Mo'er, hvidskede Emmeline, der var fulgt ind med hende og lyttede ved Stuedøren: der er ingen, som taler. — Nej, sagde Fru Etvøs overbevist. — Jo — nu Frøken Zelchen, mældte Emmeline. — Der skulde jo ha'e været lagt Papir, sagde Fru Etvøs ganske aandsfraværende og saå ned ad Anrettebordets Bén, der rokkede. Døren gik. Det var Etvøs: — Der mangler kun Lektorens, mældte han svedt og forpustet, som var det en Nyhed. —— Ja, men bliv dog derinde, sagde Fru Etvøs. Emmeline var stille gaaet hen og lagde Papir under Anrettebordets Bén. Døren lukkede sig paany bag Etvøs, der<noinclude><references/></noinclude> pm5f3simm63k6qxwlr9ud77rqterybk 470253 470147 2026-07-17T00:29:41Z Øystein Tvede 7273 470253 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>stabler og Flasker meningsløst rundt paa et Anrettebord i Krogen: — Men jeg skal huske Anderssons, sagde hun (Anderssons var den svigtende Bager) en anden Gang, en anden Gang, sagde hun, som skulde Etvøs’ have Diner igen i den kommende Uge. — Mo’er, hvidskede Emmeline, der var fulgt ind med hende og lyttede ved Stuedøren: der er ingen, som taler. — Nej, sagde Fru Etvøs overbevist. — Jo — nu Frøken Zelchen, mældte Emmeline. — Der skulde jo ha’e været lagt Papir, sagde Fru Etvøs ganske aandsfraværende og saå ned ad Anrettebordets Bén, der rokkede. Døren gik. Det var Etvøs: — Der mangler kun Lektorens, mældte han svedt og forpustet, som var det en Nyhed. —— Ja, men bliv dog derinde, sagde Fru Etvøs. Emmeline var stille gaaet hen og lagde Papir under Anrettebordets Bén. Døren lukkede sig paany bag Etvøs, der<noinclude><references/></noinclude> 9a4ts018nfjd3xgeq7k0ecc9fhpdp1y 104 122113 470148 2026-07-16T19:06:47Z Øystein Tvede 7273 /* Korrekturlæst */ 470148 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>igen gik over til Cerlachius og Herrerne, som, alt mens Ventetiden længedes, ligesom blev helt borte, som holdt de sig {{sp|udenfor}}, med Ryggene mod Selskabet og Ansigterne ind i Væggen: — Men jeg {{sp|kan}} s'gu heller ikke forstaa, hvordan det er gaaet til, sagde Cerlachius, han var saamæn selv ganske svedt paa Adjunktens Vegne. — Gamle Ven, sagde Etvøs, véd vi’et selv? Der var igen en rum Tid ikke nogen anden, som sagde noget, end Frøken Zelchen, der stadig midt paa Gulvet førte en mager Konversation med to, tre Lokalspidser. Generalen holdt sig uafbrudt ved Siden af Fru Simonin, der var meget tavs, ubevægelig, som stod han Skildvagt. Og den lille danske Vicekonsul, en spinkel og jomfrunalsk Person, der stadig trippede i sine smaa Lakstøvler, sagde vist for tiende Gang: — Men mon hun ikke hellere taler Fransk? Saa kom Lektorens. Der blev straks<noinclude><references/></noinclude> 39hib8808mzgmmnogtvoemstq8wj5n9 470149 470148 2026-07-16T19:11:07Z Øystein Tvede 7273 470149 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>igen gik over til Cerlachius og Herrerne, som, alt mens Ventetiden længedes, ligesom blev helt borte, som holdt {{sp|de}} sig {{sp|udenfor}}, med Ryggene mod Selskabet og Ansigterne ind i Væggen: — Men jeg {{sp|kan}} s'gu heller ikke forstaa, hvordan det er gaaet til, sagde Cerlachius, han var saamæn selv ganske svedt paa Adjunktens Vegne. — Gamle Ven, sagde Etvøs, véd vi’et selv? Der var igen en rum Tid ikke nogen anden, som sagde noget, end Frøken Zelchen, der stadig midt paa Gulvet førte en mager Konversation med to, tre Lokalspidser. Generalen holdt sig uafbrudt ved Siden af Fru Simonin, der var meget tavs, ubevægelig, som stod han Skildvagt. Og den lille danske Vicekonsul, en spinkel og jomfrunalsk Person, der stadig trippede i sine smaa Lakstøvler, sagde vist for tiende Gang: — Men mon hun ikke hellere taler Fransk? Saa kom Lektorens. Der blev straks<noinclude><references/></noinclude> 95bkez3hkmtm9ah5vgfjo5wkwuovlbf 470254 470149 2026-07-17T00:30:14Z Øystein Tvede 7273 470254 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>igen gik over til Cerlachius og Herrerne, som, alt mens Ventetiden længedes, ligesom blev helt borte, som holdt {{sp|de}} sig {{sp|udenfor}}, med Ryggene mod Selskabet og Ansigterne ind i Væggen: — Men jeg {{sp|kan}} s’gu heller ikke forstaa, hvordan det er gaaet til, sagde Cerlachius, han var saamæn selv ganske svedt paa Adjunktens Vegne. — Gamle Ven, sagde Etvøs, véd vi’et selv? Der var igen en rum Tid ikke nogen anden, som sagde noget, end Frøken Zelchen, der stadig midt paa Gulvet førte en mager Konversation med to, tre Lokalspidser. Generalen holdt sig uafbrudt ved Siden af Fru Simonin, der var meget tavs, ubevægelig, som stod han Skildvagt. Og den lille danske Vicekonsul, en spinkel og jomfrunalsk Person, der stadig trippede i sine smaa Lakstøvler, sagde vist for tiende Gang: — Men mon hun ikke hellere taler Fransk? Saa kom Lektorens. Der blev straks<noinclude><references/></noinclude> 6cnnge4kmckdty2m4owtgzmr0drjf7x 104 122114 470150 2026-07-16T19:21:16Z Øystein Tvede 7273 /* Korrekturlæst */ 470150 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>ligesom lidt friskere Luft over Selskabet — man vidste, det var de sidste — mens Lektorinden, en ualmindelig bred Dame i broncefarvet Atlask med meget selvlavet Point de Laze over Barmen, særdeles rank gik gennem hele Stuen og sagde til Generalen i en afgjort Tone, saa det hørtes gennem den ganske Stue: — Vil De maaske forestille mig? Fru Etvøs lukkede Spisestuedøren op, og de saå, der var tændt paa Bordet. Herrerne begyndte at røre paa sig for at finde Damer, og Etvøs slog i Hænderne. Fru von Linden, en blond og svær Landadelsdame, der omtrent maalte Højde med Generalen, kom noget tungt op fra én af de Etvøs'ske Fletstole: — Naa — Gud give, det gaar, sagde hun inderlig velvillig og stillede sig op med Præsidenten: Etvøs skulde jo gaa i Forvejen med Fru Simonin. Hun stod midt i «Truppen» — hun var blevet noget mildere stemt ved Lyden af Forsamlingens mange klingende Navne, og for Resten var hun jo ogsaa ret vant til selskabelige Overraskelser —: — Na — lustiges Nest, sagde hun med<noinclude><references/></noinclude> lkn866qxtn3j93t1bmxfly1jeced6ir 470255 470150 2026-07-17T00:30:35Z Øystein Tvede 7273 470255 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>ligesom lidt friskere Luft over Selskabet — man vidste, det var de sidste — mens Lektorinden, en ualmindelig bred Dame i broncefarvet Atlask med meget selvlavet Point de Laze over Barmen, særdeles rank gik gennem hele Stuen og sagde til Generalen i en afgjort Tone, saa det hørtes gennem den ganske Stue: — Vil De maaske forestille mig? Fru Etvøs lukkede Spisestuedøren op, og de saå, der var tændt paa Bordet. Herrerne begyndte at røre paa sig for at finde Damer, og Etvøs slog i Hænderne. Fru von Linden, en blond og svær Landadelsdame, der omtrent maalte Højde med Generalen, kom noget tungt op fra én af de Etvøs’ske Fletstole: — Naa — Gud give, det gaar, sagde hun inderlig velvillig og stillede sig op med Præsidenten: Etvøs skulde jo gaa i Forvejen med Fru Simonin. Hun stod midt i «Truppen» — hun var blevet noget mildere stemt ved Lyden af Forsamlingens mange klingende Navne, og for Resten var hun jo ogsaa ret vant til selskabelige Overraskelser —: — Na — lustiges Nest, sagde hun med<noinclude><references/></noinclude> sl4m1ose3y8ec1o1i7vixa2cw2xzppf 104 122115 470152 2026-07-16T19:22:28Z Øystein Tvede 7273 /* Korrekturlæst */ 470152 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>opskudte Skuldre paa sit Bajrisk til Violinisten, og gik med Etvøs. Bogstavelig midt i Døren kilede en blond lille Spidsnæse med Lorgnet, der styrede Vicekonsulen til Bords, sig midt ind mellem Fru Simonin og Generalinden, der førtes af Grev Silfverhjelm af Toldvæsenet, og maalte Fru Simonin og hendes Diamantagraffer, som havde hele Fænomenet været livløst og udstillet i en Montre. Fru Etvøs skulde have Tenoristen. Men først gik hun hen og stak bagfra stille sin magre Haand ind under Frøken Zelchens Arm: — Tak, sagde hun sagte. Hendes Øjne skinnede, som havde hun høj Feber. De Kronberg'ske Skatte gyngede noget paa Festbordet, før Ben og Slæb kom til Ro og alle var til Sæde i de to lidt ujævne Rækker — de Etvøs'ske Stole var jo af Højde lidt ulige. Ericsson bød Suppen om under megen Højtidelighed. Bag Fru Etvøs lukkedes Døren til Dagligstuen sagte, Det var Emmeline, som havde<noinclude><references/></noinclude> s89dmuojclcckksu7nndc4cqdfjpm7t 470256 470152 2026-07-17T00:31:10Z Øystein Tvede 7273 470256 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>opskudte Skuldre paa sit Bajrisk til Violinisten, og gik med Etvøs. Bogstavelig midt i Døren kilede en blond lille Spidsnæse med Lorgnet, der styrede Vicekonsulen til Bords, sig midt ind mellem Fru Simonin og Generalinden, der førtes af Grev Silfverhjelm af Toldvæsenet, og maalte Fru Simonin og hendes Diamantagraffer, som havde hele Fænomenet været livløst og udstillet i en Montre. Fru Etvøs skulde have Tenoristen. Men først gik hun hen og stak bagfra stille sin magre Haand ind under Frøken Zelchens Arm: — Tak, sagde hun sagte. Hendes Øjne skinnede, som havde hun høj Feber. De Kronberg’ske Skatte gyngede noget paa Festbordet, før Ben og Slæb kom til Ro og alle var til Sæde i de to lidt ujævne Rækker — de Etvøs’ske Stole var jo af Højde lidt ulige. Ericsson bød Suppen om under megen Højtidelighed. Bag Fru Etvøs lukkedes Døren til Dagligstuen sagte, Det var Emmeline, som havde<noinclude><references/></noinclude> ixl5ba88vzlqg0y32b2me8m6g5jhpzk 104 122116 470153 2026-07-16T19:23:57Z Øystein Tvede 7273 /* Korrekturlæst */ 470153 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>slæbt Birkebrænde ind gennem Forgangen og vilde lægge i Kakkelovnen. De havde baaret et Par Retter ud og ind. Byens Folk nærmest sad, som var de indbudte Tilhørere og ventede paa, hvad der maatte komme; og Truppen spiste. Etvøs hørte man sige: «Men De drikker jo ikke, kære Ven, De drikker jo ikke», og gøre mange Bommerter i de fremmede Tungemaal, som jo {{sp|ogsaa}} dæmmede op for Konversationen, saa den kom kun som nogle meget lamme Brudstykker. Fru Etvøs havde Sveddraaber paa Panden: hun saå alt som gennem et Slør. — Der er ingen rigtig Munterhed, sagde hun med sin forlegne Stemme og løftede Glasset mod Lektorinden. — Aa, synes De ikke, svarte Lektorinden med en Venlighed, der virkede ganske som et Dolkestød. Truppen havde jo nok fortalt et Par Anekdoter, en hver — mens alle holdt inde med at spise undtagen Zelchens og Generalens<noinclude><references/></noinclude> 9pqa70z87mlhapk9wkc2zhrosdmv4i5 104 122117 470154 2026-07-16T19:27:38Z Øystein Tvede 7273 /* Korrekturlæst */ 470154 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>— men saa blev der bare ganske stille en lang Stund efter: — Mon de drikker noget? Drikker de no'et derhenne? sagde Fru Etvøs nu, hun ogsaa. — Raskere, min Ven, raskere, hvidskede hun til Ericsson. Ericsson havde den Tilbøjelighed at standse lidt i Serveringen og ville høre, hvad der blev sagt. Silla gik rundt med Saucene; hun lod Døren staa til den lille Gang, saa tætte Skyer stod fra det Madam Börner'ske Værksted ind i Stuen, hvor der i Forvejen var hedt nok, og Herrerne i Stilhed begyndte at blive rød- hovedede. Børnene begyndte man ogsaa at høre; de tog sig til, Gud maa vide hvad, Stolen brændte under Fru Etvøs, som de larmede: — Om jeg rejste mig, sagde hun over til Fru von Linden, da der pludselig lød et Bums, som satte en Vædder mod Døren til Gangen.<noinclude><references/></noinclude> 8agfplmcid05k8igb6hlbmzkyf1gifk 470257 470154 2026-07-17T00:31:45Z Øystein Tvede 7273 470257 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>— men saa blev der bare ganske stille en lang Stund efter: — Mon de drikker noget? Drikker de no’et derhenne? sagde Fru Etvøs nu, hun ogsaa. — Raskere, min Ven, raskere, hvidskede hun til Ericsson. Ericsson havde den Tilbøjelighed at standse lidt i Serveringen og ville høre, hvad der blev sagt. Silla gik rundt med Saucene; hun lod Døren staa til den lille Gang, saa tætte Skyer stod fra det Madam Börner’ske Værksted ind i Stuen, hvor der i Forvejen var hedt nok, og Herrerne i Stilhed begyndte at blive rød- hovedede. Børnene begyndte man ogsaa at høre; de tog sig til, Gud maa vide hvad, Stolen brændte under Fru Etvøs, som de larmede: — Om jeg rejste mig, sagde hun over til Fru von Linden, da der pludselig lød et Bums, som satte en Vædder mod Døren til Gangen.<noinclude><references/></noinclude> l7sh16se0vlflc40q1tj5f54bormzrg 104 122118 470155 2026-07-16T19:29:27Z Øystein Tvede 7273 /* Korrekturlæst */ 470155 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude> — Aa — det er Børnene, sagde Fru Etvøs, der kom op fra Sædet. Der blev meget stille efter Plumpet, saa alle hørte Fru Simonin sige — det var noget af det første, hun havde sagt —: — Sie haben Kinder? sagde hun højst uforstyrret. — Ja, ni, sagde Etvøs. — {{sp|Neun}}. Fru Simonin lagde Kniv og Gaffel fra sig og saá ned paa Fru Etvøs med uskrømtet Forbavselse : — Sie Unglückliche, sagde hun saa i et Udraab, som kom det fra Hjærtets Dyb. De brast alle uvilkaarligt paa én Gang i Latter og lo, saa de dukkede frem over Bordet, men Fru Simonin, der ikke syntes, der var noget morsomt i det, raabte uforstyrret ind i Støjen: — Ja, ich meine das, saa de lo igen højere end før. De holdt slet ikke op. Cerlachius, der blev ved at klukke, sagde:<noinclude><references/></noinclude> nzxibsfb8yevsc6e3yid2pvpq906qcy 104 122119 470156 2026-07-16T19:30:22Z Øystein Tvede 7273 /* Korrekturlæst */ 470156 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude> — Ja — hun kan saagu ha'e Ret i det, og drak med Adjunkten. De lo igen og begyndte at tale, mens de lo. Det var, som var der faldet en Sten fra Fru Etvøs' Hjærte: Præsidenten drak med hende og ogsaa Generalen løftede sit Glas; hun var af Glæde som det dryppende Blod. Fru Simonin skød Diamantarmbaandene af sig og puttede dem i et Glas: hun var kommen til sit Yndlingstema: om Menneskeslægtens Formerelse. Hendes lystige Bajrer-Dialekt lød over det hele — hun gik gladelig ind paa sit Æmne med de dejlige Arme helt frem over Bordet. Herrerne saå kun hende med Busten som den bevægede Kalk af en stor hvid Blomst op over Kniplingerne, mens hun talte. General-inden og Frøken Zelchen ligesom fjærnede en lidt vel stærk Odeur med deres højtidelige Vifter. Spidsnæsen sad som fra det Nu, hvor hun kom til Bords, med Handskerne ved Siden af sig og væbnet med Lorgnetten, som havde hun anbragt sig i et Parket.<noinclude><references/></noinclude> f5grm2kfxayzdf17qpvhfw7jgibz5lz 470258 470156 2026-07-17T00:32:14Z Øystein Tvede 7273 470258 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude> — Ja — hun kan saagu ha’e Ret i det, og drak med Adjunkten. De lo igen og begyndte at tale, mens de lo. Det var, som var der faldet en Sten fra Fru Etvøs’ Hjærte: Præsidenten drak med hende og ogsaa Generalen løftede sit Glas; hun var af Glæde som det dryppende Blod. Fru Simonin skød Diamantarmbaandene af sig og puttede dem i et Glas: hun var kommen til sit Yndlingstema: om Menneskeslægtens Formerelse. Hendes lystige Bajrer-Dialekt lød over det hele — hun gik gladelig ind paa sit Æmne med de dejlige Arme helt frem over Bordet. Herrerne saå kun hende med Busten som den bevægede Kalk af en stor hvid Blomst op over Kniplingerne, mens hun talte. General-inden og Frøken Zelchen ligesom fjærnede en lidt vel stærk Odeur med deres højtidelige Vifter. Spidsnæsen sad som fra det Nu, hvor hun kom til Bords, med Handskerne ved Siden af sig og væbnet med Lorgnetten, som havde hun anbragt sig i et Parket.<noinclude><references/></noinclude> fi2hl25dt4rib19sllf5o5avtnwjfuu 104 122120 470158 2026-07-16T19:32:59Z Øystein Tvede 7273 /* Korrekturlæst */ 470158 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude> Lektorinden sagde stramt til sin Herre, der ikke hørte det: — At hun havde ventet dette af saadanne omkringrejsende Damer. — Gott, dass die Weiber sich dazu hergeben, blev Fru Simonin ved og løftede Armene i Forbavselse. Fru Linden lo omkap med Herrerne og satte" begge Albuerne paa Bordet: Glad Person, sagde hun til Præsidenten, der havde skudt Guldbrillerne op og saå paa Fru Simonin med de blotte Øjne. Turen kom til Cerlachius's gode Bourgogne, og Alverden drak med Etvøs, der sad bred af Lykke paa sin Stol: Tak, kære Venner, Tak, kære Venner, sagde han og slog ud med Haanden. Og Fru Etvøs sagde til Tenoristen med et lille, endnu frygtsomt Smil: — Nu tror jeg dog ikke, hun keder sig saa meget, og da Tenoren var vis paa det modsatte, sagde hun og smilede saa lykkelig med hel aaben Mund:<noinclude><references/></noinclude> jjddstwzb0n60sf2s69qezojso8n4bl 470159 470158 2026-07-16T19:39:56Z Øystein Tvede 7273 470159 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude> Lektorinden sagde stramt til sin Herre, der ikke hørte det: — At hun havde ventet dette af saadanne omkringrejsende Damer. — Gott, dass die Weiber sich dazu hergeben, blev Fru Simonin ved og løftede Armene i Forbavselse. Fru Linden lo omkap med Herrerne og satte begge Albuerne paa Bordet: Glad Person, sagde hun til Præsidenten, der havde skudt Guldbrillerne op og saå paa Fru Simonin med de blotte Øjne. Turen kom til Cerlachius's gode Bourgogne, og Alverden drak med Etvøs, der sad bred af Lykke paa sin Stol: Tak, kære Venner, Tak, kære Venner, sagde han og slog ud med Haanden. Og Fru Etvøs sagde til Tenoristen med et lille, endnu frygtsomt Smil: — Nu tror jeg dog ikke, hun keder sig saa meget, og da Tenoren var vis paa det modsatte, sagde hun og smilede saa lykkelig med hel aaben Mund:<noinclude><references/></noinclude> gy3vffawq3y45vs7h7z9zupj4dupx9c 470259 470159 2026-07-17T00:32:34Z Øystein Tvede 7273 470259 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude> Lektorinden sagde stramt til sin Herre, der ikke hørte det: — At hun havde ventet dette af saadanne omkringrejsende Damer. — Gott, dass die Weiber sich dazu hergeben, blev Fru Simonin ved og løftede Armene i Forbavselse. Fru Linden lo omkap med Herrerne og satte begge Albuerne paa Bordet: Glad Person, sagde hun til Præsidenten, der havde skudt Guldbrillerne op og saå paa Fru Simonin med de blotte Øjne. Turen kom til Cerlachius’s gode Bourgogne, og Alverden drak med Etvøs, der sad bred af Lykke paa sin Stol: Tak, kære Venner, Tak, kære Venner, sagde han og slog ud med Haanden. Og Fru Etvøs sagde til Tenoristen med et lille, endnu frygtsomt Smil: — Nu tror jeg dog ikke, hun keder sig saa meget, og da Tenoren var vis paa det modsatte, sagde hun og smilede saa lykkelig med hel aaben Mund:<noinclude><references/></noinclude> gsxee02e1cnkc3x4fbyk64a57qntcuq 104 122121 470160 2026-07-16T19:56:04Z Øystein Tvede 7273 /* Korrekturlæst */ 470160 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude> — Aa, Gud ske Lov — tror De, tror De? . . . Silfverhjelm drak forstaaende med Cerlachius — han kendte Bourgognen — og Violinisten lagde i Vej med en Historie, som, alle hørte, under Latter. Fru Simonin havde det oppe ved sin Bordende mellem Etvøs og Generalen saa hyggeligt som i en Kakkelovnskrog. — Ja, wer nur jetzt a' gutes Glas Bier håtte, sagde hun, som var det Højden af Velvære. Etvøs saå lidt uvis paa hende: — Men det kan jo skaffes, sagde han saa og rejste sig, lidt usikker var han, da han kom op. — Hvilket? hvilket, Etvøs? spurgte Fru Etvøs urolig nedefra. Og Spidsnæsen, der ikke heller havde hørt, spurgte højt og med fremstrakt Hals: — Hvad vil hun ha'e? — Ach — a' Glas Bier, sagde Fru Simonin yderlig beroligende. Ved Generalindens Bordside blev der mere og mere tavst; de ud-<noinclude><references/></noinclude> 77lhuwkl6kzyab8jr3p4da8918w8kuf 470260 470160 2026-07-17T00:33:26Z Øystein Tvede 7273 470260 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude> — Aa, Gud ske Lov — tror De, tror De? . . . Silfverhjelm drak forstaaende med Cerlachius — han kendte Bourgognen — og Violinisten lagde i Vej med en Historie, som, alle hørte, under Latter. Fru Simonin havde det oppe ved sin Bordende mellem Etvøs og Generalen saa hyggeligt som i en Kakkelovnskrog. — Ja, wer nur jetzt a’ gutes Glas Bier håtte, sagde hun, som var det Højden af Velvære. Etvøs saå lidt uvis paa hende: — Men det kan jo skaffes, sagde han saa og rejste sig, lidt usikker var han, da han kom op. — Hvilket? hvilket, Etvøs? spurgte Fru Etvøs urolig nedefra. Og Spidsnæsen, der ikke heller havde hørt, spurgte højt og med fremstrakt Hals: — Hvad vil hun ha’e? — Ach — a’ Glas Bier, sagde Fru Simonin yderlig beroligende. Ved Generalindens Bordside blev der mere og mere tavst; de ud-<noinclude><references/></noinclude> qmqm5xqxvz0epb90iqyuqb9gnb1uvl7 104 122122 470161 2026-07-16T19:59:22Z Øystein Tvede 7273 /* Korrekturlæst */ 470161 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>79 spilede Vifter virkede næsten som et Slags Stakit. Etvøs var ude. Dørene lod han staa. — Er der Øl? sagde han forvirret og løb rundt, som kunde han finde Øllet et eller andetsteds paa Bordene. Har vi Øl? — {{sp|Hvad}}? sagde Madam Börner, der var ved den søde Budding. — Hun ønsker Øl, sagde Etvøs, der forfjamsket rodede i sine tomme Lommer. Og de andre gentog det, ganske hallucinerede af dette højst simple Ord, mens ogsaa de begyndte at bevæge sig sanseløst rundt. — Ja — Silla har vel Penge, sagde Etvøs, der brat brød af: Men rask — rask — — sagde han og løb ind. Inde havde Fru Etvøs faaet Ericsson fat: — Emmeline har Penge, hvidskede hun og sendte ham ud. Gustaf Adolf af de ni sprang efter Øllet. Der var blevet ligesom lidt mere stille igen, og Fru-Simonin, der havde sét let ned over ' Generalindens Række (Generalinden var en født Prinsesse Trubetzkoi og hun til-<noinclude><references/></noinclude> 0tg458q49r683sps4w99z25moz2pe67 470162 470161 2026-07-16T19:59:38Z Øystein Tvede 7273 470162 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>spilede Vifter virkede næsten som et Slags Stakit. Etvøs var ude. Dørene lod han staa. — Er der Øl? sagde han forvirret og løb rundt, som kunde han finde Øllet et eller andetsteds paa Bordene. Har vi Øl? — {{sp|Hvad}}? sagde Madam Börner, der var ved den søde Budding. — Hun ønsker Øl, sagde Etvøs, der forfjamsket rodede i sine tomme Lommer. Og de andre gentog det, ganske hallucinerede af dette højst simple Ord, mens ogsaa de begyndte at bevæge sig sanseløst rundt. — Ja — Silla har vel Penge, sagde Etvøs, der brat brød af: Men rask — rask — — sagde han og løb ind. Inde havde Fru Etvøs faaet Ericsson fat: — Emmeline har Penge, hvidskede hun og sendte ham ud. Gustaf Adolf af de ni sprang efter Øllet. Der var blevet ligesom lidt mere stille igen, og Fru-Simonin, der havde sét let ned over ' Generalindens Række (Generalinden var en født Prinsesse Trubetzkoi og hun til-<noinclude><references/></noinclude> eaczmktl615xzgs8kfjgs2g4ydst7iq 470261 470162 2026-07-17T00:34:05Z Øystein Tvede 7273 470261 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>spilede Vifter virkede næsten som et Slags Stakit. Etvøs var ude. Dørene lod han staa. — Er der Øl? sagde han forvirret og løb rundt, som kunde han finde Øllet et eller andetsteds paa Bordene. Har vi Øl? — {{sp|Hvad}}? sagde Madam Börner, der var ved den søde Budding. — Hun ønsker Øl, sagde Etvøs, der forfjamsket rodede i sine tomme Lommer. Og de andre gentog det, ganske hallucinerede af dette højst simple Ord, mens ogsaa de begyndte at bevæge sig sanseløst rundt. — Ja — Silla har vel Penge, sagde Etvøs, der brat brød af: Men rask — rask — — sagde han og løb ind. Inde havde Fru Etvøs faaet Ericsson fat: — Emmeline har Penge, hvidskede hun og sendte ham ud. Gustaf Adolf af de ni sprang efter Øllet. Der var blevet ligesom lidt mere stille igen, og Fru-Simonin, der havde sét let ned over Generalindens Række (Generalinden var en født Prinsesse Trubetzkoi og hun til-<noinclude><references/></noinclude> bkoaxwssis43rtp8r85mjr6yztqfgg6 104 122123 470163 2026-07-16T20:02:55Z Øystein Tvede 7273 /* Korrekturlæst */ 470163 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>bragte sin finske Forvisning med et Udtryk i Ansigtet som en Potentat, der døjer en Gallaforestilling hos en mindre Fætter og i et Sprog, han ikke fatter), slog over i Fransken og bragte Generalinden en Hilsen fra Fyrstinde Ghika, som hun netop havde truffet i Paris. Hun blev ved at tale Fransk, mens hun sprang over til Rumænien og fortalte om Dronning Elisabeth — ''la charmante femme!'' — og Hoffet i Bukarest. — Rene Tyve er de i det Hul, sagde Violinisten kort og han begyndte at fortælle en Anekdote om Hofmarschallen i Rumænien, der havde stjaalet det Armbaand, Dronningen vilde skænke Fru Simonin; Fru Simonin hørte ikke; hun blev ved at konversere Generalinden, der lidt efter lidt tøede op og spurgte, om en Agraf af Perler paa Fru Simonins Skulder hørte til en Garniture — hvad den ikke gjorde, den var en Gave af Hendes Majestæt Dronningen af Spanien: — ''Des perles exquises — n'est-ce-pas, madame''. Generalinden faldt hen i Lovtaler, over<noinclude><references/></noinclude> p4x6jjpf9e6redeqpzmcs6h07ytv0ig 470262 470163 2026-07-17T00:34:22Z Øystein Tvede 7273 470262 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>bragte sin finske Forvisning med et Udtryk i Ansigtet som en Potentat, der døjer en Gallaforestilling hos en mindre Fætter og i et Sprog, han ikke fatter), slog over i Fransken og bragte Generalinden en Hilsen fra Fyrstinde Ghika, som hun netop havde truffet i Paris. Hun blev ved at tale Fransk, mens hun sprang over til Rumænien og fortalte om Dronning Elisabeth — ''la charmante femme!'' — og Hoffet i Bukarest. — Rene Tyve er de i det Hul, sagde Violinisten kort og han begyndte at fortælle en Anekdote om Hofmarschallen i Rumænien, der havde stjaalet det Armbaand, Dronningen vilde skænke Fru Simonin; Fru Simonin hørte ikke; hun blev ved at konversere Generalinden, der lidt efter lidt tøede op og spurgte, om en Agraf af Perler paa Fru Simonins Skulder hørte til en Garniture — hvad den ikke gjorde, den var en Gave af Hendes Majestæt Dronningen af Spanien: — ''Des perles exquises — n’est-ce-pas, madame''. Generalinden faldt hen i Lovtaler, over<noinclude><references/></noinclude> 41ihvzs6knzxjispw7u84y2mpxcgsbk 104 122124 470164 2026-07-16T20:05:31Z Øystein Tvede 7273 /* Korrekturlæst */ 470164 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>Perlerne. Og Fru Simonin kaldte Violinisten op — Etvøs var ude igen at se om Øllet —: — Ôtez ça, sagde hun, og han løste Agraffen, der begyndte at gaa rundt, mens Fru Simonin igen slog over i Tysken og fortalte om, hvordan hun havde spillet Billard med Majestæten Kong Alfons. Agraffen gik fra Haand til Haand, mens Fru Simonin blev ved at fortælle, saa det summede med kongelige Navne rundt om de kronberg'ske Opsatser, og alle hørte til med glade og skinnende Ansigter, som faldt al den Hof-Sol paa dem selv, der var her til Bords med Berømtheden. Em efter en følte atter Trang til at drikke med Værtens, og der var en stadig Nikken og Skaalen over Bordet med Tak og Tak tilbage — kun Lektorinden sad lige upaavirket og holdt Agraffen fra sig, som om den lugtede stygt: — Naa, lad os hellere sige, den er fra en {{sp|Prins}}, sagde hun og lod den gaa videre, saa Fru Etvøs fik den i sine magre Fingre:<noinclude><references/></noinclude> oczfk66k4z8497vlxm9q9qkuux39c6j 470263 470164 2026-07-17T00:34:44Z Øystein Tvede 7273 470263 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>Perlerne. Og Fru Simonin kaldte Violinisten op — Etvøs var ude igen at se om Øllet —: — Ôtez ça, sagde hun, og han løste Agraffen, der begyndte at gaa rundt, mens Fru Simonin igen slog over i Tysken og fortalte om, hvordan hun havde spillet Billard med Majestæten Kong Alfons. Agraffen gik fra Haand til Haand, mens Fru Simonin blev ved at fortælle, saa det summede med kongelige Navne rundt om de kronberg’ske Opsatser, og alle hørte til med glade og skinnende Ansigter, som faldt al den Hof-Sol paa dem selv, der var her til Bords med Berømtheden. Em efter en følte atter Trang til at drikke med Værtens, og der var en stadig Nikken og Skaalen over Bordet med Tak og Tak tilbage — kun Lektorinden sad lige upaavirket og holdt Agraffen fra sig, som om den lugtede stygt: — Naa, lad os hellere sige, den er fra en {{sp|Prins}}, sagde hun og lod den gaa videre, saa Fru Etvøs fik den i sine magre Fingre:<noinclude><references/></noinclude> h6ra53sraag91cnxe5xjesqa5agcyq7 104 122125 470165 2026-07-16T20:08:12Z Øystein Tvede 7273 /* Korrekturlæst */ 470165 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>hun kendte ikke Livet igen, syntes hun, Fru Etvøs: — Åa — at det skulde kunne hænde hos os, sagde hun og sad og drejede Perlesmykket i sin Haand. — Mais, madame, vous oubliez votre bock, sagde Generalinden og pegede med et affabelt Smil over paa den ankomne Flaske, som Fru Simonin lod staa. De havde naaet Stegen, som Ericsson, der havde faaet tømt adskillige Vinrester paa Marschen gennem den lille Gang, bød om med smaa opmuntrende Skulderknubs til Kendinger — Ericsson havde den Vane at protegere visse Yndlinge under Serveringen — og Fru Etvøs tænkte pludselig paa Inga og rejste sig stille, da Etvøs med ét stod op; og hun satte sig igen, som blev hun trykket til Jorden: — Etvøs vilde tale. . — Nu skaaler Adjunkten, raabte Silla, der bar Kompotten, i Forbifart og slog Døren op til Indelukket, hvor Emmeline sad paa Sengekanten ved et Lys i en Flaske og sled med den Hvide: der skulde med Blonder<noinclude><references/></noinclude> cfqd06w2mlqgonnfzczk1qspqbp7ayj 104 122126 470166 2026-07-16T20:09:44Z Øystein Tvede 7273 /* Korrekturlæst */ 470166 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>dækkes en sidste Rift, mens Inga kuldegysende ventede i et lille Skørt: — Nu skaaler Adjunkten, hørte man Silla igen i Køkkenet. Emmeline sad ganske stiv, foran Lyset, med Hænderne i sit Skød — man hørte alt gennem de aabnede Døre, Etvøs stod lidt, saa sagde han med en meget lav Stemme og lige tæt ind paa Fru Simonin: — Jeg vilde kun takke Dem — takke Dem, fordi De i Dag har givet os Glæde og Glans — — og Glans, gentog han endnu sagtere, mens han stirrede frem over Bordet og tav igen, han fandt ikke flere Ord. Der var stille lidt. Saa raabte de alle Hurra, ni Gange og alle Herrerne brød op, under Støj, for at klinke med Fru Simonin. Fru Etvøs sad og saå op mod hende, der smilte over alle de bukkende Ansigter — ogsaa Generalinden havde rejst sig i sit Silke: — Hvor De maa være lykkelig, sagde Fru Etvøs halvsagte og dvælende til Tenoren og tog ikke Øjnene derfra.<noinclude><references/></noinclude> r1bm0o97belrxqy3tey019qfj2azzgd 104 122127 470167 2026-07-16T20:12:59Z Øystein Tvede 7273 /* Korrekturlæst */ 470167 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude> — Aa, nej, svarte han kun langsomt og stirrede, han ogsaa, frem for sig — men en anden Vej. Inga var inde ved Efterretten. Mens hun gik fra Skød til Skød, kom Fru Simonin i Tanker om sin Agraf. Den fandtes landet hos Vicekonsulens Dame: hun havde ikke kunnet skille sig fra den. De brød op fra Bordet, og der blev en høj Takken fra alle Stuer, hvor alle talte, muntre og mætte, og Etvøs gik fra Favn til Favn: — — Tak, min Bro'er, sagde Silfverhjelm og slog Adjunkten fast paa begge Skulderblade. Fru Etvøs gik mellem Damerne fra Haand til Haand. — Dejlig Dag, sagde Fru Linden og trykkede hendes Fingre med sine svære Hænder, før hun tungt faldt ned paa et af de Etvøs'ske Arrangementer: — Aa, Gud ske Lov, sagde hun og sukkede langt og befriet. Fru Etvøs var gaaet videre. Hvad hver<noinclude><references/></noinclude> 75ul4k8tn58mhuynovg09xn4rqohecg 470264 470167 2026-07-17T00:35:22Z Øystein Tvede 7273 470264 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude> — Aa, nej, svarte han kun langsomt og stirrede, han ogsaa, frem for sig — men en anden Vej. Inga var inde ved Efterretten. Mens hun gik fra Skød til Skød, kom Fru Simonin i Tanker om sin Agraf. Den fandtes landet hos Vicekonsulens Dame: hun havde ikke kunnet skille sig fra den. De brød op fra Bordet, og der blev en høj Takken fra alle Stuer, hvor alle talte, muntre og mætte, og Etvøs gik fra Favn til Favn: — — Tak, min Bro’er, sagde Silfverhjelm og slog Adjunkten fast paa begge Skulderblade. Fru Etvøs gik mellem Damerne fra Haand til Haand. — Dejlig Dag, sagde Fru Linden og trykkede hendes Fingre med sine svære Hænder, før hun tungt faldt ned paa et af de Etvøs’ske Arrangementer: — Aa, Gud ske Lov, sagde hun og sukkede langt og befriet. Fru Etvøs var gaaet videre. Hvad hver<noinclude><references/></noinclude> m4s36j72c1an4cgb6vix5hlinae3ex5 104 122128 470168 2026-07-16T20:15:44Z Øystein Tvede 7273 /* Korrekturlæst */ 470168 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>enkelt sagde, hørte hun slet ikke, men hun saá dem smile og vidste, det var venligt — mens hun ligesom gled fra Kreds til Kreds. Hos Lektorinden stod der ogsaa to Damer, som tog hende længe i Haanden og talte om, hvor godt alt var gaaet: — Og det er ikke let, naar man tilmed maa laane sig frem, sagde Lektorinden. — Aa, {{sp|nej}}, brød Fru Etvøs ud og trykkede hendes Haand fast, hun var altfor lykkelig til at føle nogen Brodd. Hun gik forbi Fru Simonin — der med Truppen havde trukket sig lidt tilbage imod Vinduerne: Na, Kinder, sagde hun, schwer mit so verschiedenen Wölfen zu heulen — og hun gik hen og tog Cerlachius i begge Hænder. Hun sagde ingen Ting, men stod bare og saå ham taknemmelig op i det røde og runde Ansigt. Der blev stort Spektakel. Herrerne gik allerede i Gang med megen Cognac, og Violinisten gjorde Behændighedskunster med en Underkop midt i en Kreds af Damer. Silla, der skulde samle Kaffekopper sammen, mønstrede, med den fyldte Bakke støttet mod sin<noinclude><references/></noinclude> rkbisodku8jz6yle3w6l5l0y3pcfee6 104 122129 470169 2026-07-16T20:17:50Z Øystein Tvede 7273 /* Korrekturlæst */ 470169 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>Mave, nøje hver enkelts Toilettepragt, og Grev Silfverhjelm vilde, ført af Ericsson, ud at komplimentere Madam Börner. Alle Døre var aabne, det var, som det hele Hus flød i ét i den festlige Glæde. Inderst saå man et Øjeblik Emmeline, der uddelte Rationer til de otte ved Lyset i Flasken paa Bordet ved Fodenden af Sængene . . . . — Nu er De tilfreds, sagde den lille Tenorist, der stod ved Siden af Fru Etvøs. — Ja, sagde hun, og lo ham lige op i Ansigtet som et Barn. {{---}}<noinclude><references/></noinclude> 6gn1gu3769fr64iaq0u5okngzwpsf1b 470305 470169 2026-07-17T01:51:19Z Øystein Tvede 7273 470305 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>Mave, nøje hver enkelts Toilettepragt, og Grev Silfverhjelm vilde, ført af Ericsson, ud at komplimentere Madam Börner. Alle Døre var aabne, det var, som det hele Hus flød i ét i den festlige Glæde. Inderst saå man et Øjeblik Emmeline, der uddelte Rationer til de otte ved Lyset i Flasken paa Bordet ved Fodenden af Sængene . . . . — Nu er De tilfreds, sagde den lille Tenorist, der stod ved Siden af Fru Etvøs. — Ja, sagde hun, og lo ham lige op i Ansigtet som et Barn. {{streg|5em}} {{Padded page break}}<noinclude><references/></noinclude> cdobsyj76sd3q7lcc6m5ezkoz11bz5i 104 122130 470170 2026-07-16T20:19:36Z Øystein Tvede 7273 /* Korrekturlæst */ 470170 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude> {{c|V.}} Fru Simonin gabede adskilligt bag sin Vifte. Nu havde hun til Afveksling flyttet sig over mod Kakkelovnen — den var glohed nu, takket være Emmeline — og stod med et Par Herrer, hvoraf den ene var Vicekonsulen: — Altes Ding, sagde hun for at komme løs igen og pegede paa Klaveret. Hun slog et Par Toner an, idet hun gik forbi, og endnu et Par: — Sie, Berg, sagde hun med ét interesseret: hören Sie doch, es klingt wie eine Spinette. Hun skubbede til Pianostolen og satte sig, mens hun blev ved at tage nogle Akkorder. Der var ingen der vidste, hvordan Frøken<noinclude><references/></noinclude> a4307iw5e73mmk97v35ep5v0wmg8oj5 104 122131 470171 2026-07-16T20:21:05Z Øystein Tvede 7273 /* Korrekturlæst */ 470171 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>Blanck, Spidsnæsen, pludselig var kommen forrest og sad to Skridt foran alle andre, i en Fletstol med sin Lorgnet. Stille var der blevet som med et Slag. Etvøs stod ved Siden af sin Kone: — Adolfa, Adolfa, blev han ved at hviske, mens han krampagtig klemte om hendes Haandled. Fru Simonin slog over i et lille Stykke af Haydn. — Klingt doch lustig? was? sagde hun, da det var ude. Ingen svarede, og hun spillede igen — en lille Ting af Scarlatti. Fru Etvøs saá ud, som saå hun et bibelsk Syn midt i sin egen Dagligstue. Fru Simonin holdt op og slog kun endnu lidt i Tasterne: — Singt denn hier Niemand? sagde hun i en Tone, saa hun kunde lige saa godt have spurgt, om muligen ikke nogen af Herskaberne gik paa Hænderne. — Jo — Hr. Etvøs sang . . .<noinclude><references/></noinclude> fhvdq2pwvl0tdg4038jsk2r6n6x23ah 104 122132 470172 2026-07-16T20:23:16Z Øystein Tvede 7273 /* Korrekturlæst */ 470172 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude> — Hr. Etvøs er Stedets Tenor, sagde Vicekonsulen, der læspede. — Dann singen Sie doch etwas, sagde Fru Simonin i ganske den samme Tone og blev ved at slaa Knips til Tasterne. Etvøs var bleven saa bleg som et Lagen: — Det kunde der jo slet ikke være Tale om, sagde han, og førte de svedige Hænder hen over hinanden: at synge for hende (han kunde knap faa Ordene frem) — ja, hvis han havde no'et — om han blot havde no'et. — — Men — og han gik nærmere til Klaveret — det var altsammen gammelt, hvad han havde... Selskabet nedlagde dæmpede Indsigelser. Fru Etvøs stod bag Ryggen af sin Mand og trippede ligesom han, mens hun bevægede Læberne til Ord, som ingen hørte. — Om han ikke vil synge, sagde Fru von Linden mat og lagde Hænderne tungt i sit Skød. — Og nu efter Maden, sagde Etvøs, i den tunge Luft . . . Og hvem skulde akkompagnere?<noinclude><references/></noinclude> 9vceghljtvorq05t71sj14cp1lh9qo0 470265 470172 2026-07-17T00:36:09Z Øystein Tvede 7273 470265 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude> — Hr. Etvøs er Stedets Tenor, sagde Vicekonsulen, der læspede. — Dann singen Sie doch etwas, sagde Fru Simonin i ganske den samme Tone og blev ved at slaa Knips til Tasterne. Etvøs var bleven saa bleg som et Lagen: — Det kunde der jo slet ikke være Tale om, sagde han, og førte de svedige Hænder hen over hinanden: at synge for hende (han kunde knap faa Ordene frem) — ja, hvis han havde no’et — om han blot havde no’et. — — Men — og han gik nærmere til Klaveret — det var altsammen gammelt, hvad han havde . . . Selskabet nedlagde dæmpede Indsigelser. Fru Etvøs stod bag Ryggen af sin Mand og trippede ligesom han, mens hun bevægede Læberne til Ord, som ingen hørte. — Om han ikke vil synge, sagde Fru von Linden mat og lagde Hænderne tungt i sit Skød. — Og nu efter Maden, sagde Etvøs, i den tunge Luft . . . Og hvem skulde akkompagnere?<noinclude><references/></noinclude> k5yaqudapjzoin4egop6dh42c2z0ugl 104 122133 470173 2026-07-16T20:25:02Z Øystein Tvede 7273 /* Korrekturlæst */ 470173 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude> — Ah — ich, sagde Fru Simonin, i den samme Tone som før. — Syng ''Alfredo'', sagde Fru Etvøs, der stadig stod lige bag sin Mand og næppe fik Ordene frem af Bevægelse. — Ja, ja, sagde Etvøs, der ikke saá Noderne: men hvor er den? Fru Etvøs var borte. Hun var efter Pa- stillerne og saa det lunkne Vand til at rense Munden med. — Men denne Luft, sagde Etvøs, og nu er der tilmed lagt i . . . Han tænkte paa at aabne et Vindu i Spisestuen, og han løb ud i sin Forvirring, gennem alle Rum ind i Sovekamret: — Hvem har da ogsaa lagt i? raabte han, saa man kan kvæles derinde. — Jeg, Fa'er, sagde Emmeline. — Naa — altid skal ogsaa du gøre, hvad ingen be'er dig om. Etvøs gik bort fra Spejlet, hvor han havde ordnet sig som en Aktør i en Foyer. — Altid, sagde han igen og gik. Emmeline havde ikke svaret. Langsomt<noinclude><references/></noinclude> lnecnakkz0m7un1x0zpzqelfn059v1x 470266 470173 2026-07-17T00:36:45Z Øystein Tvede 7273 470266 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude> — Ah — ich, sagde Fru Simonin, i den samme Tone som før. — Syng ''Alfredo'', sagde Fru Etvøs, der stadig stod lige bag sin Mand og næppe fik Ordene frem af Bevægelse. — Ja, ja, sagde Etvøs, der ikke saá Noderne: men hvor er den? Fru Etvøs var borte. Hun var efter Pastillerne og saa det lunkne Vand til at rense Munden med. — Men denne Luft, sagde Etvøs, og nu er der tilmed lagt i . . . Han tænkte paa at aabne et Vindu i Spisestuen, og han løb ud i sin Forvirring, gennem alle Rum ind i Sovekamret: — Hvem har da ogsaa lagt i? raabte han, saa man kan kvæles derinde. — Jeg, Fa’er, sagde Emmeline. — Naa — altid skal ogsaa du gøre, hvad ingen be'er dig om. Etvøs gik bort fra Spejlet, hvor han havde ordnet sig som en Aktør i en Foyer. — Altid, sagde han igen og gik. Emmeline havde ikke svaret. Langsomt<noinclude><references/></noinclude> 9uilb8i8euz1ujz6kinsxbzqpo5eqv2 104 122134 470174 2026-07-16T20:26:18Z Øystein Tvede 7273 /* Korrekturlæst */ 470174 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>begyndte det at svide i hendes Øjne: saa græd hun ganske stille, siddende i Krogen ved sin Sæng — hun havde gennemgaaet saa mange Sindsbevægelser i disse fire og tyve Timer. Fru Etvøs kom med det lunkne Vand: — Aa, Emmeline, sagde hun undskyldende, Fa'er skal jo synge. Han var allerede begyndt, og Fru Etvøs blev staaende. De lyttede begge to, Moder og Datter, med fremadbøjede Hoveder, ubevægelige: — Han er ved Stemme, hviskede Fru Etvøs med et Smil, og de lyttede igen. — Nu kommer det Sted, sagde Fru Etvøs og tog Emmeline om Armen. Det var en Passage, som det ikke faldt Jakob Etvøs saa let at komme over netop med Brysttone. — Ja, han er ved Stemme, gentog hun igen og smilte: Stedet var klaret. Da Etvøs holdt op, klappede de alle, og Fru Etvøs slap Emmeline, dirrende af Bevægelse; som vilde hun hastigst ind i Støjen, aabnede hun Døren og gik ind i Lyset. Etvøs straalede og sagde:<noinclude><references/></noinclude> 3mtxn0dgik5of6bkwkbyaerk43dgom8 470267 470174 2026-07-17T00:37:17Z Øystein Tvede 7273 470267 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>begyndte det at svide i hendes Øjne: saa græd hun ganske stille, siddende i Krogen ved sin Sæng — hun havde gennemgaaet saa mange Sindsbevægelser i disse fire og tyve Timer. Fru Etvøs kom med det lunkne Vand: — Aa, Emmeline, sagde hun undskyldende, Fa’er skal jo synge. Han var allerede begyndt, og Fru Etvøs blev staaende. De lyttede begge to, Moder og Datter, med fremadbøjede Hoveder, ubevægelige: — Han er ved Stemme, hviskede Fru Etvøs med et Smil, og de lyttede igen. — Nu kommer det Sted, sagde Fru Etvøs og tog Emmeline om Armen. Det var en Passage, som det ikke faldt Jakob Etvøs saa let at komme over netop med Brysttone. — Ja, han er ved Stemme, gentog hun igen og smilte: Stedet var klaret. Da Etvøs holdt op, klappede de alle, og Fru Etvøs slap Emmeline, dirrende af Bevægelse; som vilde hun hastigst ind i Støjen, aabnede hun Døren og gik ind i Lyset. Etvøs straalede og sagde:<noinclude><references/></noinclude> ozhn1vlvfdxoyprecxtpeh8d8ckurfw 104 122135 470175 2026-07-16T20:27:34Z Øystein Tvede 7273 /* Korrekturlæst */ 470175 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude> — Ja — naar man bliver saaledes akkompagneret, og famlede om nye Noder. — Er hat ja gelernt, sagde Violinisten, der gik frem mod Fru Etvøs. — Ja — studeret har min Mand, sagde hun. Kun Silfverhjelm sagde til Cerlachius: — Ja — jeg er nu ikke musikalsk, og vendte tilbage til Spisestuen, hvor Emmeline var listet frem: hun vilde sé sin Fader. Etvøs begyndte at synge igen -— vendt imod Selskabet, purpurrød, gyngende med Kroppen, slyngende de slidte Toner ud, højere og højere, med straalende Ansigt, rent borte, mens Fru Simonin lidt efter lidt ligesom blev ganske Automat — med Hovedet paa Skæv — og kun lod Hænderne gaa op og ned, op og ned ad Tangenterne. Tenoristen maatte i Skjul. Han søgte til Etvøs' Værelse, hvor der brændte en stille Lampe. Men bag Døren stødte han paa Fru Etvøs, der sad gemt, stirrende gennem Sprækken, med rokkende Hoved, ind paa Manden, der sang. Tenoristen blev forvirret og vilde sige<noinclude><references/></noinclude> a51nuuae9y933rhwlsvvugjvdyy8344 470268 470175 2026-07-17T00:37:41Z Øystein Tvede 7273 470268 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude> — Ja — naar man bliver saaledes akkompagneret, og famlede om nye Noder. — Er hat ja gelernt, sagde Violinisten, der gik frem mod Fru Etvøs. — Ja — studeret har min Mand, sagde hun. Kun Silfverhjelm sagde til Cerlachius: — Ja — jeg er nu ikke musikalsk, og vendte tilbage til Spisestuen, hvor Emmeline var listet frem: hun vilde sé sin Fader. Etvøs begyndte at synge igen -— vendt imod Selskabet, purpurrød, gyngende med Kroppen, slyngende de slidte Toner ud, højere og højere, med straalende Ansigt, rent borte, mens Fru Simonin lidt efter lidt ligesom blev ganske Automat — med Hovedet paa Skæv — og kun lod Hænderne gaa op og ned, op og ned ad Tangenterne. Tenoristen maatte i Skjul. Han søgte til Etvøs’ Værelse, hvor der brændte en stille Lampe. Men bag Døren stødte han paa Fru Etvøs, der sad gemt, stirrende gennem Sprækken, med rokkende Hoved, ind paa Manden, der sang. Tenoristen blev forvirret og vilde sige<noinclude><references/></noinclude> 130ry7y3jgo1k3nhgt4hrnh88ako61j 104 122136 470176 2026-07-16T20:29:30Z Øystein Tvede 7273 /* Korrekturlæst */ 470176 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>noget — et Adjektiv om Sangeren, men fik ikke Tid, for Fru Etvøs stod pludselig op og fik ham med et ned paa en Stol og begyndte at tale — til ham, den vildfremmede, den ligegyldige om deres Liv, det trange Liv, deres Tilværelse, saa smaat, saa smaat, sagde hun. — Og der er ingen Forandring, sagde hun, i de lange Aar. Hun gentog Ordene, som talte hun til sig selv, og hun saá atter paa ham, med Ansigtet ind i hans, vedblivende at tale, febrilsk og hastig fortællende om deres Ungdom, at hun havde rejst — «der ude, der ude», sagde hun; om Etvøs, hvad han vilde hvad han havde tænkt: — At bryde ud — for der var Kræfter, sagde hun og førte de udspilede Hænder som to trætte Hamre op og ned mod sine Knæ. — Og saa sidder man her, sagde hun og pludselig stirrede ham ind i Ansigtet med et Par Øjne, der intet saá: her . . . Hun skød Døren til — der inde blev Etvøs ved at synge, sang Arie paa Arie, alle Herrer var flyttede til Spisestuen nu — og hun blev ved at holde Tenoristen fast med<noinclude><references/></noinclude> 2zvm7sp769c79xkdfcr3cl8aynlbdw3 104 122137 470177 2026-07-16T20:32:24Z Øystein Tvede 7273 /* Korrekturlæst */ 470177 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>samme Strøm af Ord, bøjende sig frem imod ham, holdende om hans Hænder: — Saa blir det Længsel, forstaar De, den lange Længsel, forstaar De, mens man sidder her Aar efter Aar . . . Pludseligt brød Taarerne ud af hendes Øjne, og hun græd, sagte og ustandseligt, bestandig med Ansigtet vendt imod ham. Den lille Tenorist havde ikke rørt sig, han vidste ikke et Ord at sige, sagde kun og bukkede halvt: — Ja, man forstaar jo, forstaar jo . . . at her er indskrænket, Frue. Ude i Stuen var Etvøs holdt op at synge, og alle Mennesker talte i Munden paa hinanden. Med ét slog Fru Etvøs Døren helt op igen: — Nu er de nok færdige, sagde hun og søgte at betvinge sig, Tenoristen kun bukkede og gik uden Ord; Etvøs var gaaet ind i Spisestuen, hvor alle klappede; han ligesom førte Haanden hen {{sp|over}} Lektor og Cerlachius: — Nu har man for Resten først Røsten, sagde han og slog sig ind mod Struben.<noinclude><references/></noinclude> m2314kbijfs5yh4mv946a36h8df4mj9 104 122138 470178 2026-07-16T20:35:24Z Øystein Tvede 7273 /* Korrekturlæst */ 470178 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude> Saa vendte han tilbage til Stuen, og Damerne samledes i en Kreds for at sige ham Behageligheder: — Nej vist, sagde han, man har jo ikke glemt alt: det blusser op i de begejstrede Øjeblikke. Men pludselig blev han distræt og stod og stirrede med et Par tomme Øjne, til han brød ud af Kredsen med et brat: «Undskyld». Han havde faaet Øje paa Violinisten, der endnu ikke havde udtalt sig. Han skød hen imod Violinspilleren med mange sære Kast med Hovedet, og han begyndte en Samtale om Kunstsang: han vidste ikke, hvordan de Folk ansatte Tonen. Og midt i det sagde han med et kort lille Nik — halvhøjt, saadan som Kolleger imellem —: — Naa — hvordan var'et saa? Violinisten saå først lidt paa ham — han havde ikke mere Tanken ved de Etvøs'ske Ydelser — før han sagde: — Jo, det er en overordentlig udholdende Stemme.<noinclude><references/></noinclude> pkirxsz5mrt7d21i8s67dzbwp1uec03 470269 470178 2026-07-17T00:38:26Z Øystein Tvede 7273 470269 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude> Saa vendte han tilbage til Stuen, og Damerne samledes i en Kreds for at sige ham Behageligheder: — Nej vist, sagde han, man har jo ikke glemt alt: det blusser op i de begejstrede Øjeblikke. Men pludselig blev han distræt og stod og stirrede med et Par tomme Øjne, til han brød ud af Kredsen med et brat: «Undskyld». Han havde faaet Øje paa Violinisten, der endnu ikke havde udtalt sig. Han skød hen imod Violinspilleren med mange sære Kast med Hovedet, og han begyndte en Samtale om Kunstsang: han vidste ikke, hvordan de Folk ansatte Tonen. Og midt i det sagde han med et kort lille Nik — halvhøjt, saadan som Kolleger imellem —: — Naa — hvordan var’et saa? Violinisten saå først lidt paa ham — han havde ikke mere Tanken ved de Etvøs’ske Ydelser — før han sagde: — Jo, det er en overordentlig udholdende Stemme.<noinclude><references/></noinclude> d2g900hd89ba59je7ul2925uzkigu6q 104 122139 470179 2026-07-16T20:39:08Z Øystein Tvede 7273 /* Korrekturlæst */ 470179 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude> Der gik et Lys op over Etvøs' Ansigt: — Ikke sandt? sagde han og nikkede med et ubeskrivelig tilfredsstillet Tonefald: — Man véd dog noget om Sang, sagde han og talte længe om, hvordan {{sp|han}} ansatte Tonen. Generalinden havde allerede faaet Overkastet om sig for at bryde op, og Fru Simonin kom op af Stolen, lidt vel hastigt: — Ja — gehen wir, sagde hun og tog et langt Ryk i sine Handsker. Der blev et stort Opbrud af alle Damer, mens Fru Etvøs kom ind fra Adjunktens Stue: — Allerede, sagde hun, men skal det være allerede . . . — Saa brat det dog kom, sagde hun og tog Haand efter Haand. — Naa, De maa {{sp|saamæn}} være træt, sagde Fru Linden og slog hende ned paa begge Skuldre. — Aa, nej, aa, nej, sagde Fru Etvøs kun og rystede paa Hovedet, mens hun beholdt hver enkelt Haand, som vilde hun slet ikke slippe den:<noinclude><references/></noinclude> pfx3ah4v8n746nnnc8n06rp6vq49qex 470270 470179 2026-07-17T00:38:46Z Øystein Tvede 7273 470270 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude> Der gik et Lys op over Etvøs’ Ansigt: — Ikke sandt? sagde han og nikkede med et ubeskrivelig tilfredsstillet Tonefald: — Man véd dog noget om Sang, sagde han og talte længe om, hvordan {{sp|han}} ansatte Tonen. Generalinden havde allerede faaet Overkastet om sig for at bryde op, og Fru Simonin kom op af Stolen, lidt vel hastigt: — Ja — gehen wir, sagde hun og tog et langt Ryk i sine Handsker. Der blev et stort Opbrud af alle Damer, mens Fru Etvøs kom ind fra Adjunktens Stue: — Allerede, sagde hun, men skal det være allerede . . . — Saa brat det dog kom, sagde hun og tog Haand efter Haand. — Naa, De maa {{sp|saamæn}} være træt, sagde Fru Linden og slog hende ned paa begge Skuldre. — Aa, nej, aa, nej, sagde Fru Etvøs kun og rystede paa Hovedet, mens hun beholdt hver enkelt Haand, som vilde hun slet ikke slippe den:<noinclude><references/></noinclude> 1467zrt9gwdmkjohqnhi07c837wpkel 104 122140 470180 2026-07-16T20:43:28Z Øystein Tvede 7273 /* Korrekturlæst */ 470180 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude> — Men det er slet ikke saa silde, sagde hun til Lektorinden. Døren til Gangen stod aaben, som gennem en Taage saå hun Damerne én efter én forsvinde ind i de store Kaaber . . . Men Herrerne var ikke saadan til straks at faa med, de drak endnu, de raabte ogsaa Hurra for hende, og hun drak med et Øjeblik — til ogsaa de var ude, og hun hørte dem bare tumle i den yderste Gang: Det var Cerlachius' Stemme: — Saa drak vi {{sp|det}} festlige Bæger, sagde han. Nu slog Gadedøren i. Fru Etvøs hørte endnu Stemmerne langs ad Gaden. Saa blev ogsaa {{sp|dér}} stille. Længe gik hun om, som lyttede hun endnu efter den døde Støj — rundt om stod Fletstolene forladte, Bordet var fuldt af de halvtømte Glas. Lysene i Stagerne slukkede hun, ét efter ét — af økonomisk Vane — saa kun Lampen brændte og der blev halvmørkt igen. Men saa faldt hun pludselig sammen og<noinclude><references/></noinclude> 3auj2vunopkmo4oniww8w4yl3jvzi2n 470271 470180 2026-07-17T00:39:05Z Øystein Tvede 7273 470271 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude> — Men det er slet ikke saa silde, sagde hun til Lektorinden. Døren til Gangen stod aaben, som gennem en Taage saå hun Damerne én efter én forsvinde ind i de store Kaaber . . . Men Herrerne var ikke saadan til straks at faa med, de drak endnu, de raabte ogsaa Hurra for hende, og hun drak med et Øjeblik — til ogsaa de var ude, og hun hørte dem bare tumle i den yderste Gang: Det var Cerlachius’ Stemme: — Saa drak vi {{sp|det}} festlige Bæger, sagde han. Nu slog Gadedøren i. Fru Etvøs hørte endnu Stemmerne langs ad Gaden. Saa blev ogsaa {{sp|dér}} stille. Længe gik hun om, som lyttede hun endnu efter den døde Støj — rundt om stod Fletstolene forladte, Bordet var fuldt af de halvtømte Glas. Lysene i Stagerne slukkede hun, ét efter ét — af økonomisk Vane — saa kun Lampen brændte og der blev halvmørkt igen. Men saa faldt hun pludselig sammen og<noinclude><references/></noinclude> o9zk7gvv72onzgxtj2xv8ogm031m4jo 104 122141 470181 2026-07-16T20:47:23Z Øystein Tvede 7273 /* Korrekturlæst */ 470181 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>hun græd igen, med Hovedet ned mod sit gamle Klaver. Det var Silla, der vækkede hende. Madam Börner ventede paa at sige Farvel. Fru Etvøs gik ud i Køkkenet, hvor Madam Börner sad meget tilknappet ved Vandspanden. Hun takkede saa mange, mange Gange, sagde hun med sin Stemme, der var usikker af Graaden endnu. — Det var ogsaa den {{sp|store}} Bryllupsanretning, sagde Madam Börner, der ikke bevægede sig. — Men det har da ingen Hast, sagde Fru Etvøs, der satte sig paa Blokken og tog Kogekonens Hænder, hendes ogsaa: man kan vel tale lidt, sagde hun, det er da ikke saa silde . . . Men Madam Börner havde Hast: Det var ikke for sin Fornøjelse, hun kogte rundt om — med {{sp|sin}} Sygdom. Men man havde Børn, syv Børn, og Börner, han var ikke paalidelig. Og værst var'et de Dage, hun var ude. Madam Börner sad og talte i én Tone med Øjnene ned i sit Skjød. Fru Etvøs hørte knap, hun sad kun, med<noinclude><references/></noinclude> kwgirct0plyomujismthdfjyozjuct7 470272 470181 2026-07-17T00:39:24Z Øystein Tvede 7273 470272 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>hun græd igen, med Hovedet ned mod sit gamle Klaver. Det var Silla, der vækkede hende. Madam Börner ventede paa at sige Farvel. Fru Etvøs gik ud i Køkkenet, hvor Madam Börner sad meget tilknappet ved Vandspanden. Hun takkede saa mange, mange Gange, sagde hun med sin Stemme, der var usikker af Graaden endnu. — Det var ogsaa den {{sp|store}} Bryllupsanretning, sagde Madam Börner, der ikke bevægede sig. — Men det har da ingen Hast, sagde Fru Etvøs, der satte sig paa Blokken og tog Kogekonens Hænder, hendes ogsaa: man kan vel tale lidt, sagde hun, det er da ikke saa silde . . . Men Madam Börner havde Hast: Det var ikke for sin Fornøjelse, hun kogte rundt om — med {{sp|sin}} Sygdom. Men man havde Børn, syv Børn, og Börner, han var ikke paalidelig. Og værst var’et de Dage, hun var ude. Madam Börner sad og talte i én Tone med Øjnene ned i sit Skjød. Fru Etvøs hørte knap, hun sad kun, med<noinclude><references/></noinclude> fyjvqwo86q6htwuydlg0xsb2y4dohsv 104 122142 470182 2026-07-16T20:51:28Z Øystein Tvede 7273 /* Korrekturlæst */ 470182 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>Ansigtet ved Siden af Madammens og rystede paa Hovedet; hun vidste, det var en Vise om Elende: — Ja vel, ja vel, sagde hun ligesom et Omkvæd og blev ved at bevæge Hovedet som et Akkompagnement. Men saa vaagnede hun og sagde: Men har De faaet no'et? . . . De har jo ikke faaet no'et — med hjem. Der er da Munde nok, som maa smage . . . Og hun begyndte at pakke ind, Stykke paa Stykke, af Levningerne, i en Kurv. Saa gik Madem Börner, og ogsaa i Køkkenet var der tomt. . . . . . Gæsterne gik hjem ad Gaderne. Lektorinden tog lidt haardt om Armen af Lektor: — Hun var dejlig Louise, sagde Lektor og standsede under en Lygte. — Hun var {{sp|nøgen}}, Kalle, svarte blot Lektorinden. Lektor gik duknakket videre i Tavshed. Da hun aabnede Gadedøren, sagde Lektorinden afsluttende og drejede haardt i Laasen:<noinclude><references/></noinclude> egvqx9dpsvkg03uhz6fuy470lkvq971 470273 470182 2026-07-17T00:39:43Z Øystein Tvede 7273 470273 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>Ansigtet ved Siden af Madammens og rystede paa Hovedet; hun vidste, det var en Vise om Elende: — Ja vel, ja vel, sagde hun ligesom et Omkvæd og blev ved at bevæge Hovedet som et Akkompagnement. Men saa vaagnede hun og sagde: Men har De faaet no’et? . . . De har jo ikke faaet no'et — med hjem. Der er da Munde nok, som maa smage . . . Og hun begyndte at pakke ind, Stykke paa Stykke, af Levningerne, i en Kurv. Saa gik Madem Börner, og ogsaa i Køkkenet var der tomt. . . . . . Gæsterne gik hjem ad Gaderne. Lektorinden tog lidt haardt om Armen af Lektor: — Hun var dejlig Louise, sagde Lektor og standsede under en Lygte. — Hun var {{sp|nøgen}}, Kalle, svarte blot Lektorinden. Lektor gik duknakket videre i Tavshed. Da hun aabnede Gadedøren, sagde Lektorinden afsluttende og drejede haardt i Laasen:<noinclude><references/></noinclude> aq8jn4aobtj0kl9qvgrdzqhszn9301a 104 122143 470183 2026-07-16T20:54:06Z Øystein Tvede 7273 /* Korrekturlæst */ 470183 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude> — Det er Cerlachius, der har betalt. Spidsnæsen blev fulgt af den danske Vicekonsul, der nu paa Hjemvejen var fuld af franske Adjektiver: — Det siger jeg, sagde Frøkenen: hun er ikke proper. . . . . . Generalinden var længst hjemvendt og tog Haarblomsterne af foran sit Spejl. Da hun løste den sidste Blomst, sagde hun og skød Skuldrene op, mens hun vendte sig om til Generalen: — C'est bonnet blanc et blanc bonnet. Fru Simonin hvilede, oppe i sin Stue, ud i en Slaabrok. Længe betragtede hun Spidsen af sine Tøfler: i Morgen var det hos Generalens, der skulde spises. Saa slog hun Hælene sammen og sagde resigneret: — Na — am End', sie haben ihr Geld bezahlt. Etvøs havde fulgt Tenoristen, der helst vilde gaa til Hotellet. Han var endnu ved Kunstsangen og vidste ikke, hvordan de Folk behandlede deres Instrument.<noinclude><references/></noinclude> ts0206v71wkdquw8pg1pr66j98njl4u 470274 470183 2026-07-17T00:40:11Z Øystein Tvede 7273 470274 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude> — Det er Cerlachius, der har betalt. Spidsnæsen blev fulgt af den danske Vicekonsul, der nu paa Hjemvejen var fuld af franske Adjektiver: — Det siger jeg, sagde Frøkenen: hun er ikke proper. . . . . . Generalinden var længst hjemvendt og tog Haarblomsterne af foran sit Spejl. Da hun løste den sidste Blomst, sagde hun og skød Skuldrene op, mens hun vendte sig om til Generalen: — C’est bonnet blanc et blanc bonnet. Fru Simonin hvilede, oppe i sin Stue, ud i en Slaabrok. Længe betragtede hun Spidsen af sine Tøfler: i Morgen var det hos Generalens, der skulde spises. Saa slog hun Hælene sammen og sagde resigneret: — Na — am End’, sie haben ihr Geld bezahlt. Etvøs havde fulgt Tenoristen, der helst vilde gaa til Hotellet. Han var endnu ved Kunstsangen og vidste ikke, hvordan de Folk behandlede deres Instrument.<noinclude><references/></noinclude> 45zt4d8dv8xtaq1l0x2h4oqcc1oonsz 104 122144 470184 2026-07-16T20:56:46Z Øystein Tvede 7273 /* Korrekturlæst */ 470184 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude> Han standsede ved hvert tiende Skridt. Da de endelig skiltes ved Hotelporten, sagde Etvøs hastigt og saå hen over Sangeren: — Mon det var for silde at bryde ud? Og da Tenoren øjensynlig ikke forstod, sagde han: — Jeg mener at bygge paa denne her? og pegede hurtig paa sin Strube. — Men hvorfor vel? sagde Tenoristen og blev blodrød. Etvøs blev ved at gaa op og ned i Gaden, længe. Da han endelig kom hjem, var han endnu stadig i Ekstace, men tilsidst kom dog alle i Sæng. Faderen sov allerede, da Emmeline rejste sig halvt op fra sin Madrats: — Mo'er, hviskede hun. — Ja. — Jeg hørte Frøken von Zelchen sige noget. — Hvad da, hviskede Moderen. — At det jo var en udmærket Dag, sagde hun til sin Fa'er.<noinclude><references/></noinclude> t5dsku7elusjwrw2yj4mxcgb664heri 470275 470184 2026-07-17T00:40:36Z Øystein Tvede 7273 470275 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude> Han standsede ved hvert tiende Skridt. Da de endelig skiltes ved Hotelporten, sagde Etvøs hastigt og saå hen over Sangeren: — Mon det var for silde at bryde ud? Og da Tenoren øjensynlig ikke forstod, sagde han: — Jeg mener at bygge paa denne her? og pegede hurtig paa sin Strube. — Men hvorfor vel? sagde Tenoristen og blev blodrød. Etvøs blev ved at gaa op og ned i Gaden, længe. Da han endelig kom hjem, var han endnu stadig i Ekstace, men tilsidst kom dog alle i Sæng. Faderen sov allerede, da Emmeline rejste sig halvt op fra sin Madrats: — Mo’er, hviskede hun. — Ja. — Jeg hørte Frøken von Zelchen sige noget. — Hvad da, hviskede Moderen. — At det jo var en udmærket Dag, sagde hun til sin Fa’er.<noinclude><references/></noinclude> eyhfcm0bsrvcpftao3kt7vlj1c9zqvm 104 122145 470185 2026-07-16T20:59:40Z Øystein Tvede 7273 /* Korrekturlæst */ 470185 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude> — Hvor hørte du det? hviskede Fru Etvøs tilbage. — Jeg havde listet mig ned i Porten, da de gik, sagde Emmeline. Fru Etvøs laa og smilte: — Godnat, Barn. — Godnat. . . . . . Tredjedagen efter rejste Fru Simonin om Morgenen. (Hun skulde konsertere i Rusland. Sytten Koncerter i en og tyve Dage, ét Program. Begyndelsen skulde ske i Kiew. Saa fulgte de øvrige Byer — hun kendte ikke deres Navne.) Fru Etvøs var paa Banen med et Par Roser i Staniol — saadan et Par fattigbladede, blege no'en, som kan halvt springe ud paa et Gravsted, ved Juletid. Etvøs havde jo ikke Tid — han var paa Vejen til sin Skole. Men i en af Gaderne, som Jærnbanen skar, stod en lang Figur og svingede med en Hat. Det var Etvøs med to af de ni, der løb ti Skole. Vinden tog i de lange Uldtørklæder som tre graa Faner. {{---}}<noinclude><references/></noinclude> lro4084z1rnhrs3f13ik5t5npaidz0s 470205 470185 2026-07-16T23:47:26Z Øystein Tvede 7273 470205 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude> — Hvor hørte du det? hviskede Fru Etvøs tilbage. — Jeg havde listet mig ned i Porten, da de gik, sagde Emmeline. Fru Etvøs laa og smilte: — Godnat, Barn. — Godnat. . . . . . Tredjedagen efter rejste Fru Simonin om Morgenen. (Hun skulde konsertere i Rusland. Sytten Koncerter i en og tyve Dage, ét Program. Begyndelsen skulde ske i Kiew. Saa fulgte de øvrige Byer — hun kendte ikke deres Navne.) Fru Etvøs var paa Banen med et Par Roser i Staniol — saadan et Par fattigbladede, blege no'en, som kan halvt springe ud paa et Gravsted, ved Juletid. Etvøs havde jo ikke Tid — han var paa Vejen til sin Skole. Men i en af Gaderne, som Jærnbanen skar, stod en lang Figur og svingede med en Hat. Det var Etvøs med to af de ni, der løb ti Skole. Vinden tog i de lange Uldtørklæder som tre graa Faner. {{streg|5em}}<noinclude><references/></noinclude> 8lfnt6qa1b4j5zsj6i1qclyr3rk0hbo 470276 470205 2026-07-17T00:41:00Z Øystein Tvede 7273 470276 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude> — Hvor hørte du det? hviskede Fru Etvøs tilbage. — Jeg havde listet mig ned i Porten, da de gik, sagde Emmeline. Fru Etvøs laa og smilte: — Godnat, Barn. — Godnat. . . . . . Tredjedagen efter rejste Fru Simonin om Morgenen. (Hun skulde konsertere i Rusland. Sytten Koncerter i en og tyve Dage, ét Program. Begyndelsen skulde ske i Kiew. Saa fulgte de øvrige Byer — hun kendte ikke deres Navne.) Fru Etvøs var paa Banen med et Par Roser i Staniol — saadan et Par fattigbladede, blege no’en, som kan halvt springe ud paa et Gravsted, ved Juletid. Etvøs havde jo ikke Tid — han var paa Vejen til sin Skole. Men i en af Gaderne, som Jærnbanen skar, stod en lang Figur og svingede med en Hat. Det var Etvøs med to af de ni, der løb ti Skole. Vinden tog i de lange Uldtørklæder som tre graa Faner. {{streg|5em}}<noinclude><references/></noinclude> by9s18fsax6i3unc43qm9oie9yse0r8 470277 470276 2026-07-17T00:41:14Z Øystein Tvede 7273 470277 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude> — Hvor hørte du det? hviskede Fru Etvøs tilbage. — Jeg havde listet mig ned i Porten, da de gik, sagde Emmeline. Fru Etvøs laa og smilte: — Godnat, Barn. — Godnat. . . . . . Tredjedagen efter rejste Fru Simonin om Morgenen. (Hun skulde konsertere i Rusland. Sytten Koncerter i en og tyve Dage, ét Program. Begyndelsen skulde ske i Kiew. Saa fulgte de øvrige Byer — hun kendte ikke deres Navne.) Fru Etvøs var paa Banen med et Par Roser i Staniol — saadan et Par fattigbladede, blege no’en, som kan halvt springe ud paa et Gravsted, ved Juletid. Etvøs havde jo ikke Tid — han var paa Vejen til sin Skole. Men i en af Gaderne, som Jærnbanen skar, stod en lang Figur og svingede med en Hat. Det var Etvøs med to af de ni, der løb ti Skole. Vinden tog i de lange Uldtørklæder som tre graa Faner. {{streg|5em}}<noinclude><references/></noinclude> 02fjdq3wwb8fi2n88ci17g4n3j5za0p 0 122146 470187 2026-07-16T21:03:15Z Øystein Tvede 7273 Oprettede siden med "<pages index="Bang Under Aaget.djvu" from=43 to=120 header=1 />" 470187 wikitext text/x-wiki <pages index="Bang Under Aaget.djvu" from=43 to=120 header=1 /> inftq1wjjxd8nesqzivy4846780td9r 0 122147 470188 2026-07-16T21:05:08Z Øystein Tvede 7273 Oprettede siden med "<pages index="Bang Under Aaget.djvu" from=121 to=148 header=1 />" 470188 wikitext text/x-wiki <pages index="Bang Under Aaget.djvu" from=121 to=148 header=1 /> mhso7n3szb5lpgpldw0x5y1xp545l4j 0 122148 470198 2026-07-16T23:22:43Z Øystein Tvede 7273 Oprettede siden med "<div id="ws-summary"> <pages index="Bang Under Aaget.djvu" from=41 to=41 header=1 />" 470198 wikitext text/x-wiki <div id="ws-summary"> <pages index="Bang Under Aaget.djvu" from=41 to=41 header=1 /> 9t8wc4xs937vnfcmj3nw2owssf8z76a 104 122149 470311 2026-07-17T01:57:11Z Øystein Tvede 7273 /* Korrekturlæst */ 470311 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude> {{c|{{større|FRØKEN CAJA.|200%}} {{Padded page break}}<noinclude><references/></noinclude> p5xjjhtm04ggh4u87xbnwtrixsidvn3 470312 470311 2026-07-17T01:57:38Z Øystein Tvede 7273 470312 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude> {{c|{{sp|{{større|FRØKEN CAJA.|200%}}}}}} {{Padded page break}}<noinclude><references/></noinclude> este2cdin06j444vxaji92fz6vtbdm6 104 122150 470314 2026-07-17T01:58:18Z Øystein Tvede 7273 /* Uden tekst */ 470314 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="0" user="Øystein Tvede" /></noinclude><noinclude><references/></noinclude> abfg9xd7kjifmfb04hxamcb6m40piio 104 122151 470315 2026-07-17T01:59:39Z Øystein Tvede 7273 /* Korrekturlæst */ 470315 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>{{c|I.}} Endelig var alle Pensionærerne summet afsted, og Døren paa tredje Sal slog op og slogi. «Selskabsfuglenes» Pludren lød sidst paa Trappen. Og nu vilde der være Fred i Dagligstuen en Time. Fru Canth sad paa sin Yndlingsplads i Sofaen under sin Moders Billede. Hun blundede og hun vaagnede, mens Kappebaandene sagte gik. Frøken Caja bare sov — haardt, ret op og ned paa sin Stol bag Maskinen. Hendes Mund stod aaben og hendes Aandedrag hørtes højt: det var, som aste hun selv i Søvne. Men pludselig taug Aandedrættet og hun vaagnede<noinclude><references/></noinclude> 7zbmi6siph0hbnzxlxfdaqzc0a8atra 104 122152 470316 2026-07-17T02:02:47Z Øystein Tvede 7273 /* Korrekturlæst */ 470316 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>Afsats lød en høj Pludren. Det var Sundbyerne, der gik i Kirke. Oppefra hørte man Fru Casse-Muckadell i Ordskifte med Eugenia. Naar Fru Muckadell talte med Undergivne, mærkede man endnu paa Tonefaldet, at hun — gennem tre Ægteskaber — havde ægtet sig op i Adelen fra Mejerske: ― ― ― Kirkeklokkerne begyndte at lyde. Begge Fortouge vare fulde: De løb hist og de løb her. Nogle havde Psalmebøger i Hænderne. Pludselig sprang Taarerne frem af Arnljot Qulies Øjne og greben af en dyb, en ubeskrivelig Smerte græd han — græd foran Livets Tærskel. {{streg|5em}}<noinclude><references/></noinclude> 18v7w8bdzjlx3vc7xwub944usfjjser