Wikisource dawikisource https://da.wikisource.org/wiki/Forside MediaWiki 1.47.0-wmf.12 first-letter Media Speciel Diskussion Bruger Brugerdiskussion Wikisource Wikisource diskussion Fil Fildiskussion MediaWiki MediaWiki diskussion Skabelon Skabelondiskussion Hjælp Hjælp diskussion Kategori Kategoridiskussion Forfatter Forfatterdiskussion Side Sidediskussion Indeks Indeksdiskussion TimedText TimedText talk Modul Moduldiskussion Event Event talk 3 19844 471487 35749 2026-07-25T12:34:47Z MGA73 457 /* Dejligt at du er her! */ nyt afsnit 471487 wikitext text/x-wiki {{velkommen|[[Bruger:Simeondahl|Simeondahl]] ([[Brugerdiskussion:Simeondahl|diskussion]]) 16. apr 2015, 20:09 (UTC)}} == Dejligt at du er her! == Hej! Dejligt at du er her. Der er ikke mange aktive på den danske wikisource, og jeg har skrevet på [[Wikisource:Skriptoriet#Hvordan_får_vi_færdiggjort_glemte_værker]] og [[:w:Wikipedia:Landsbybrønden/Brug af Wikisource]]. Så hvis du har lyst, må du meget gerne bruge 2 minutter, og fortælle hvorfor du kigger forbi, og hvis du har forslag til hvordan vi kan lokke andre brugere til. Skriv også meget gerne, hvis der er noget, der "driller". Jeg havde svært ved at finde ud af tingene i starten, men fordi jeg har kigget rundt længe nok, så kan jeg ikke huske hvad, der drillede, og hvor jeg ledte først. [[Bruger:MGA73|MGA73]] ([[Brugerdiskussion:MGA73|diskussion]]) 25. jul. 2026, 12:34 (UTC) pzkho7fy821pviijgubgivrnufht9pv 471540 471487 2026-07-25T15:40:12Z MGA73 457 /* Dejligt at du er her! */ Kommentar 471540 wikitext text/x-wiki {{velkommen|[[Bruger:Simeondahl|Simeondahl]] ([[Brugerdiskussion:Simeondahl|diskussion]]) 16. apr 2015, 20:09 (UTC)}} == Dejligt at du er her! == Hej! Dejligt at du er her. Der er ikke mange aktive på den danske wikisource, og jeg har skrevet på [[Wikisource:Skriptoriet#Hvordan_får_vi_færdiggjort_glemte_værker]] og [[:w:Wikipedia:Landsbybrønden/Brug af Wikisource]]. Så hvis du har lyst, må du meget gerne bruge 2 minutter, og fortælle hvorfor du kigger forbi, og hvis du har forslag til hvordan vi kan lokke andre brugere til. Skriv også meget gerne, hvis der er noget, der "driller". Jeg havde svært ved at finde ud af tingene i starten, men fordi jeg har kigget rundt længe nok, så kan jeg ikke huske hvad, der drillede, og hvor jeg ledte først. [[Bruger:MGA73|MGA73]] ([[Brugerdiskussion:MGA73|diskussion]]) 25. jul. 2026, 12:34 (UTC) : Jeg bemærkede, at du skrev "jeg ved ikke hvorfor pdf siden ikke vises længere...". Det ved jeg heller ikke, men det er irriterende. Jeg har forsøgt at finde ud af det ved at læse alle mulige og umulige steder og jeg har også spurgt AI om hvilke årsager, der kan være. P.t. er mit bedste bud, at når man lægger filen op på Commons så begynder "systemet" at lave forskellige thumbs. Hvis man så med det samme begynder at rette på Wikisource, så henter Wikisource forskellige oplysninger og hvis Commons så ikke er helt færdig, så risikerer man at der kommer fejl. En purge på Commons eller på wikisource kan måske hjælpe. Men det er stadig en teori, for jeg synes ikke det er helt logisk, hvornår det virker og hvornår det går galt. Men så vidt jeg kan se virker det nu. : Hvis du har læst teksten grundigt på de sider du lægger op, så må du gerne markere dem som korrekturlæst. : Jeg kan se, at du har sprunget indholdsfortegnelsen over. Hvis du ikke lige ved hvordan, så kan du fx lave den ved at indsætte kode som denne: :: <pre>{{dotted TOC page listing||[[Jorden og Kometen|JORDEN OG KOMETEN]]|7|col3-width=2em}}</pre> : Håber du kan bruge det til noget. --[[Bruger:MGA73|MGA73]] ([[Brugerdiskussion:MGA73|diskussion]]) 25. jul. 2026, 15:40 (UTC) d7u8q4hqicjdk1atzlb0q0tql0h3ewe 104 31049 471505 470593 2026-07-25T15:02:49Z MGA73bot 792 Retter lige apostrof til buet 471505 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="4" user="PWidergren" />{{c|6}}</noinclude>Han opregnede, hvad det havde kostet ham at købe Garnet, og hvor lang Tid der forrige Vinter var gaaet med til at istandsætte Redskaberne. „Der er ialt lidt Skade for mellem halvtreds og hundrede Rigsdaler, foruden Arbejdet,“ sluttede han. „Det bliver mere,“ sagde Broderen. „Ne-ei, men {{sp|det}} bli’r det ogsaa.“ Da de kom ind, kom Konen dem i Møde og spurgte, hvordan det var gaaet, alt imens hun satte varm Mad frem paa Bordet. Og Erikson fortalte, mens de andre udfyldte Fortællingen, nøje og detailleret, hvor meget der var blevet ødelagt og hvad der var blevet reddet. Han hostede et Par Gange og drog Vejret dybt. Konen mærkede det. „Du er da vel aldrig gaaet hen og er bleven syg,“ sagde hun. „Aa nej, det skulde jeg da ikke tro.“ Da de var færdige med at spise, gik Erikson hen og saá ud ad Vinduet. „Tænk, hvor mange Baade og Garn der er blevet ødelagt i Nat ud over hele Landet,“ sagde han. „Det løber op til mange Tusinde Rigsdaler. Det er værst, forstaar sig, for dem, som ikke har andet at leve af.“ Ja, Stormen var faret haardt frem. Som en Farsot havde den bortrevet Redskaber og sønderslaaet Baade. Paa et Sted langt ude mellem<noinclude><references/></noinclude> py7ibiggjl5tl4ksrg4fvmdmkruvhvk 104 31061 471526 470681 2026-07-25T15:10:25Z MGA73bot 792 Retter lige apostrof til buet 471526 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="4" user="SimmeD" />{{c|18}}</noinclude>hørte man en hulke henne fra Fruentimmergruppen, og hist og her fik man de smukt sammenlagte Lommetørklæder viklede ud. Da istemmede Degnen med skarp vibrerende Røst den gamle Salme: {{venstremargen|5em|<poem> Saa vandre vi paa Jord vor Vej, Vi vandre med hverandre; Kom. hvo Du er! og overvej, Hvorhen Du snart skal vandre. Du bygger Hus, Du ønsker Ro: Se her det Hus, hvor Du skal bo, Den Seng, hvor Du skal hvile. O! at vi her til Guds Behag Maa redeligen vandre, Saa i vor Faders Hus en Dag Vi atter sé hverandre. Den frommes Prøve bli’r ej lang! Hans Død er blot en Overgang Til Saligheden hisset. </poem>}} Og alle de omkringstaaende stemte i med, højlydt eller lavmælt, alt eftersom enhver havde Stemme til. Og saa tog seks Karle Kisten og bar den ned ad Bakken til den smalle Vig, som skar dybt ind i Landet mellem Egetræer og Graner. Men ude paa Trappen stod Konen sortklædt med hvidt Forklæde og Lommetørklædet for Øjnene og saá efter de bortdragende. Da de havde sat Kisten ned i den store Færge, og Karl August havde taget Plads ved Roret, strøg han sig over Øjnene med Bagen af Haanden og tænkte paa Broderen, som nu skulde ned i Jorden. Men da Vinden fyldte Sejlene, og Færgen<noinclude><references/></noinclude> o1k3f438kccv2ymmr368efe7edcqlxo 104 31065 471527 471068 2026-07-25T15:10:26Z MGA73bot 792 Retter lige apostrof til buet 471527 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="4" user="SimmeD" />{{c|22}}</noinclude>{{bindestreg2|hed|Tavshed}}. Man tog for sig af Retterne, drak hverandre til under mange Komplimenter og talte i Enstavelsesord. Men alt som Tiden led, blev Stemningen muntrere. En og anden Spøg kastedes ud, man skreg i Munden paa hverandre, Ansigterne skinnede af Rus og Mættelse. Da Solen sank ned bag Granerne, som i en Krans stod om den røde Gaard, skulde man have troet, at det var et muntert Høstgilde og ikke et Begravelsesfølge. En Harmonika var kommen frem. Og paa Trappen sad fire Karle med en Brændevinsflaske imellem sig; den ene spillede „Skotsk“, og de andre hørte til, trampede Takten, drak hverandre til og skreg, at man skulde hente Pigerne og rydde ud af Loen. To Fiskere holdt hinanden omfavnede, som var de fastkædede for hele Livet, ramlede frem og tilbage og skoggerlo hele Tiden. Deres Øjne var røde, de forsøgte stadig at tale, men kunde ikke faa et Ord frem. Henne omkring Bordet i Løvsalen sad tre gamle Bønder, hver med sit Glas i Haanden, mens den ene, Gang efter Gang, til en gammel Melodi sang: {{venstremargen|5em|<poem> Hvi skulde jeg mig skamme Naar hen til Kæresten jeg gaar? Min Mo’r har gjort det samme I sine unge Aar. </poem>}} Karl August deltog ikke i det almindelige Uvæsen. Han stod for sig selv og vaklede paa Benene. Han tænkte paa, at Broderen var død, og om han ikke burde holde en Tale til hans Minde. Saa {{bindestreg1|be}}<noinclude><references/></noinclude> 395l1aalyk7ne4jvp2t72k4a70eg4bx 104 31067 471528 470687 2026-07-25T15:10:29Z MGA73bot 792 Retter lige apostrof til buet 471528 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="4" user="SimmeD" />{{c|24}}</noinclude>efter hende og spørge, hvornaar hun vilde forlade Gaarden. Men i Fuldskaben havde han en Fornemmelse af, at dette var uklogt og vilde sé daarligt ud. Og han begyndte atter at tænke paa Hilda. Det gik op for ham, at nogen for hans Skyld havde talt ondt om hende paa Kirkebakken. Naturligvis var det denne fordømte Tøs, denne Lena. Om han endda kunde faa fat i hende. Hvad kom det hende ved, at han gik til Hilda. Han vaklede op ad Trappen og slog med et Smæld Køkkendøren op. Der var ingen derinde. Men hun kom nok snart ind, saa skulde han gi’e hende. I det samme kom Konen selv ind, bærende en stor Bakke med de fine Kaffekopper og Brændevinsflasken. Hun saa ikke Karl August og stillede ganske rolig Bakken fra sig paa Bordet ved Vinduet. Karl August stod bag ved hende med Hatten i Nakken og Hænderne i Bukselommerne. „Hvad har Lena med mig at skaffe?“ begyndte han. „Jeg skal Djævlen annamme mig lære hende. Hun gaar og snakker ondt om Hilda, Du. Men det kommer ikke hende ved, forstaar Du det?“ Katrina saa kun paa ham og forstod, at han var drukken. Og vant til saadant noget, sagde hun bare: „Skam Dig, at Du er i saadan en Tilstand, ligesom Du har været med til at faa din Bro’r i Jorden. Der er jo ingen, som vil Dig noget.“ Men i det samme kom Pigen ind, og nu brød<noinclude><references/></noinclude> 5v5p9mo4gzr4wdelcfcwsdertaknnpe 104 31068 471529 470688 2026-07-25T15:10:35Z MGA73bot 792 Retter lige apostrof til buet 471529 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="4" user="SimmeD" />{{c|25}}</noinclude>det løs for fuldt Alvor. Karl August tog et Tag i sin Hat og slængte den med et voldsomt Kast hen i et Hjørne, saa at Katten forskrækket flygtede op paa Komfuret. Han stødte Svigerinden, som vilde lægge sig imellem, bort, foer arrig op og ned ad Gulvet, slog Hænderne sammen, saa det hørtes i hele Huset og skreg uophørlig: „Dér er den forbandede Tøs. Hvad har Du med mig at skaffe? Hvorfor gaar Du og snakker ondt paa Kirkebakken om mig og Hilda? Saa Du har ikke sagt noget, siger Du? Lyver Du oven i Købet? Hold Kæft siger jeg. Det rager ikke Dig, Katrina, for nu skal hun og jeg snakkes ved!“ Han sænkede Stemmen og talte sagtere. — „Naa, saa Du siger altsaa, at jeg og Hilda er Kærester, hva'? Tag Du Dig i Vare, for kanske jeg véd ligesaa god Besked om Dig. Og jeg skal Fanden ta’e mig lære Dig, skal jeg.“ Pigen jamrede sig, saa det hørtes helt ud i Gaarden. Den ene efter den anden af Husets Folk styrtede til for at sé paa Optrinet. Somme forsøgte at lægge sig imellem, og somme gav Karl August Ret. „Nej, vær nu fornuftig, Karl August. Du maa ikke bære Dig saadan ad. — Slip Pigen, hører Du. Hvad vil Du dog, Mand?“ „Nej, det er rigtigt, Karl August. Giv Du hende bare. Hun er altid saa led i sin Mund.“ Karl August var aldeles vild. Fuldskaben, som han før havde behersket, brød nu frem, og Vreden, som var bleven næret ved Tanken om, at han<noinclude><references/></noinclude> aihvk9rctkmplhgx3xpsewl622nw1ly 104 31069 471530 471140 2026-07-25T15:10:52Z MGA73bot 792 Retter lige apostrof til buet 471530 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="4" user="SimmeD" />{{c|26}}</noinclude>maaske ikke kom til at overtage Gaarden, fik Luft ved denne Anledning, som ellers sikkert aldeles ikke vilde have berørt ham. Pigen jamrede sig og græd. Hun havde slidt sig løs og var flygtet hen i et Hjørne ved Ovnen. Dér sad hun næsten helt op paa Ovnpladen og holdt angst Hænderne op for sig. Karl August var altid saadan, naar han blev tirret eller var fuld. Han sprang frem imod hende. Der hørtes et tungt Slag, og Pigen skreg højt. „Hjælp, Hjælp!“ Men ingen rørte sig. En Del syntes nok, det var skammeligt, men Pigen var ikke afholdt paa Gaarden, og ingen vilde for hendes Skyld indlade sig i Klammeri. Karl August stod midt paa Gulvet, bandte og skreg, ustandselig gentagende samme Ord og Udtryk. „Det er Løgn — siger jeg — en forbandet Løgn. Og Fanden skal ta’e mig, om jeg vil taale det af saadan en.“ Imidlertid begyndte flere at lægge sig imellem. Optrinet havde næsten varet en Time. Og de forstandigste syntes, at det var Synd for den sørgeklædte Kone, som stod henne ved Chatollet og græd over, at Karl August var i saadan Tilstand netop den Dag. Det lykkedes tilsidst at faa ham ud i Gaarden. Men dér sled han sig løs, svor paa, at nu var det ham, der var Herre paa Gaarden, og han vilde gaa<noinclude><references/></noinclude> plp9dni7ps7290qfw9lewxbj6t3938n 104 31070 471531 80320 2026-07-25T15:10:53Z MGA73bot 792 Retter lige apostrof til buet 471531 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="4" user="SimmeD" />{{c|27}}</noinclude>til Hilda og tale med hende. Og Lena derinde, hende skulde han nok en anden Gang faa fat paa. Dermed forsvandt han bag om Bygningen og gik ind ad Skoven til. Dagen efter fandtes han sovende tæt nede ved Stranden med Fødderne i en Bæk, og Hovedet paa en Græsbunke. Den Dag var Karl August igen sig selv, blot endnu mere grundende end ellers. Til Pigen sagde han ikke et Ord og heller ikke til Katrina, førend Aftenen kom. Men da Karlene havde spist Nadvere og havde lagt sig til Hvile paa Loftet, og Pigerne vare gaaede ud for at hente Vand, blev han ene tilbage i Køkkenet hos Svigerinden, som gik ud og ind og havde travlt med at rede Seng. „Jeg var nok noget uregerlig igaar Aftes?“ begyndte han. „Ja, det er vel ikke værd at tale om det nu,“ mente Katrina. „Du havde jo drukket, og naar man har det, véd man ikke, hvad man gør.“ Der blev et Øjebliks Tavshed. Karl August spyttede dybsindig frem for sig og hostede. „Ja, saa skulde vi vel have en Ordning paa, hvordan det nu skal være,“ begyndte han — „med Gaarden.“ Katrina stod og saa stivt paa ham. „Med Gaarden?“ gentog hun. „Ja, med Gaarden. Hvordan Du skal forholde Dig med den nu, da min Bro’r er død.“ Katrina lod, som hun ikke forstod, hvad han<noinclude><references/></noinclude> 80t3tlwiz0dd8u0d7mvrgof1zo65h6a 104 31280 471532 470709 2026-07-25T15:10:55Z MGA73bot 792 Retter lige apostrof til buet 471532 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="4" user="MGA73" />{{c|48}}</noinclude>som hans Fader før ham behøve at staa med tomme Hænder, naar han en Gang skulde begynde at arbejde sig frem gennem Livet. Erikson var en Aften kommen hjem i usædvanlig godt Humør. Han havde fortalt Historier for Karlene og budt dem en Snaps til Nadveren. Alle havde været længere oppe end sædvanlig, og da Erikson om Aftenen kom ind til sin Kone for at lægge sig, gik han og saá saa listig og oprømt ud, at hun spekulerede paa, hvad det skulde ende med. „Synes Du ikke, at vi kunde ha’e det bedre, end vi har det?“ sagde han saa endelig. Hun saá forundret paa ham, glad over at han talte saa fortroligt til hende. Hun syntes, at det stygge, som saa nylig var kommet ind i hendes Liv, gled bort, og hun svarede: „Aa, ja saamæn. Det kunde vi jo nok. Men jeg synes, vi har det godt, som vi har det.“ Han havde sat sig i det ene Sofahjørne, og mens han tændte Piben, lo han indvendig. „Aa, ja saamæn. Naturligvis har vi det godt. Men bedre er i alt Fald bedre.“ Han begyndte at tale saa livligt og flydende, at Konen sad aldeles himmelfalden og saá ud, som om hun havde Syner. „Tænk, om vi kunde bygge hele Huset her om, Du, og gøre Kostalden større og holde flere Kreaturer og købe hele Gaarden af Baronen og holde os med Hest og gøre Vejen gennem Skoven i Stand, saa at vi kan køre til Kirken og ha’e<noinclude><references/></noinclude> fnfb7iv3tlqm8c2g5attpejl4o4ljzr 104 31281 471533 470710 2026-07-25T15:10:58Z MGA73bot 792 Retter lige apostrof til buet 471533 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="4" user="MGA73" />{{c|49}}</noinclude>det godt, naar vi bli’er gamle, og leve i Ro og lade Drengen faa noget efter os, naar han en Gang skal begynde, saa han ikke behøver at gaa her og rode i Marken som hans Fa’er. Det var der noget ved, ikke Du?“ Tea begyndte næsten at faa en Mistanke om, at der var noget galt fat med Manden. Men han sad dér saa fornøjet og glad, saa hun vidste alligevel ikke, hvad hun skulde tro. „Jeg mener, Du er godt tosset,“ sagde hun. „Hvor skulde vi faa det fra?“ „Hvor vi skulde faa det fra?“ sagde han. „Lad mig bare om det. Og vær Du vis paa, at det {{sp|skal}} gaa. For nu skal Du høre, hvad jeg har gaaet og udspekuleret.“ Han tog en Nøgle op af Vestelommen, lukkede Chatollet op og tog ud af en lille hemmelig Skuffe et Stykke Papir, som han viklede op. Med en underfundig Mine lagde han Piben bort og viste Konen det. „Her staar det klart med Tal,“ sagde han. „Og nu skal Du bare høre. Har Du sét Skoven, som staar paa vores Jord? Den er allerede ikke saa lidt værd.“ „Ja, men den maa Du ikke hugge mere af end til det Brændsel, som vi selv bruger.“ „Hugge af? Nej det forstaar sig. Men jeg kan vel købe den, sér Du — købe den som den staar og groer. Har Du ikke hørt, hvordan Skovkøbere bærer sig ad herude i Skærgaarden, hvordan de køber Skoven og lejer Folk, som hugger og fragter<noinclude><references/></noinclude> s86av5g2qfayt5nupvmzwc9q2jgvn01 104 31297 471534 470328 2026-07-25T15:11:00Z MGA73bot 792 Retter lige apostrof til buet 471534 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="4" user="MGA73" />{{c|56}}</noinclude>igen. Ikke med min bedste Vilje.“ Erikson blev en Stund staaende. Og stirrende frem for sig som en Søvngænger tog han Hatten op fra Gulvet. „Ja, saa er det vel bedst, at jeg gaar,“ sagde han. Han holdt allerede Haanden paa Laasen. „Nej, vent lidt; Erikson har jo ikke endnu svaret mig paa mit Spørgsmaal. Vil Erikson paatage sig Kørslerne eller ikke?“ Manden saá et Øjeblik ud, som om han ikke vidste, hvorom der var Spørgsmaal. Men lidt efter lidt antog Ansigtet atter sit sædvanlige betænksomme, lidt listige Udtryk, og med et Glimt i Øjet spurgte han: „Ja, hvor meget troer Baronen, han vil gi’e?“ „Det faar I naturligvis afgøre med hinanden. Han kommer i alt Fald en Dag ud og sér paa Skoven.“ „Ja, saa kan vi jo tale om det.“ Baronen rakte ham Haanden. „Jeg skal sige det til ham. Han kommer vist i næste Uge.“ Erikson bukkede igen: „Og saa takker jeg Hr. Baronen saa meget, at Hr. Baronen har tænkt paa mig.“ „Ingen Aarsag, kære Erikson. Saa Farvel. Det var kedeligt, han ikke kom lidt før. Men det er jo altid godt at faa noget med af Fortjenesten.“ Erikson gik. Med bøjet Ryg, lidt usikker i Knæhaserne og med den venstre Arm daskende<noinclude><references/></noinclude> m1htz6i03rb72dm9t0lz4t0hdy2lgcn 104 31484 471535 471046 2026-07-25T15:11:02Z MGA73bot 792 Retter lige apostrof til buet 471535 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="4" user="PWidergren" />{{c|77}}</noinclude>Det kunde ikke være saa forfærdeligt, som hun først havde tænkt sig det. Der maatte indtræffe en Forandring. Der maatte hænde noget, som kunde løfte den ulidelige Byrde fra hendes Skuldre. Ti dette holdt hun ikke ud. Hun vilde aldrig kunne det. Til al Lykke var Høbjærgningen begyndt, saa at Malin næsten hele Dagen hjalp til ved Høsletten og blot undtagelsesvis var inde. Konen var glad derover; thi efterat den første Følelse af Rædsel havde lagt sig, efterfulgtes den af det voldsomste Had til Pigen. Hun kunde knapt beherske sig, naar hun var i Nærheden af hende. Malin havde desuden i den sidste Tid vist sig studs og genstridig. Hun vidste nu godt hvorfor. Pigen havde et Overtag over hende: det var hende, som egenlig var Madmo’r paa Gaarden. Anna kunde have Lyst til at gøre hende noget ondt, hvad det saa skulde koste, eller i det mindste sige hende Sandheden, sige hende lige op i hendes aabne Ansigt, hvad hun var. Hun sagde Ordet højt for sig selv, naar hun var ene. Ti det var hende, denne Malin, der havde forhekset hendes Mand; der i et eneste Øjeblik havde revet alt det ned, som udgjorde hendes Lykke og Livshaab. Hun, ventede bare paa en Lejlighed. Hun skulde sige hende Sandheden i rene Ord. Saa kunde hendes Mand vælge, hvem af dem han vilde beholde. Hun sad nede ved Dammen, som laa tæt op til Vaaningshuset, og rensede Fisk, som hun skulde koge til Middag. Hun skrabede saa voldsomt med<noinclude><references/></noinclude> 2ose7f86nmgvcpqwpgv9mti30rq4joz 104 31485 471536 471047 2026-07-25T15:11:23Z MGA73bot 792 Retter lige apostrof til buet 471536 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="4" user="PWidergren" />{{c|78}}</noinclude>Kniven, at Skællene føg omkring hende. Hun følte en Slags Vellyst ved at skære Hovederne af Fiskene, som om det var en vis anden, hun mishandlede. Den ene Fisk efter den anden kastedes hovedløs, renset og skrabet i Soldet ved Siden af hende. Saa pludselig hørte hun Skridt i Nærheden. Man var standset en Dag med Høsletten, fordi det havde regnet den foregaaende Dag. Hun behøvede ikke at sé op. Hun vidste, at det var Malin. „Skal jeg nu ikke hjælpe vor Mo’r?“ sagde hun. Stemmen var aldrig forekommen Anna saa sledsk og falsk. Hun nikkede blot til Svar uden at vende sig om. Malin satte sig ved Siden af paa en Sten, tog ligeledes en Fisk af Bunken, og de sad begge en Stund tavse, sysselsatte med deres Arbejde. Konen tænkte paa, hvordan hun skulde begynde. Hendes Hænder rystede, saa hun knapt kunde føre Kniven. Der var som et Slør for hendes Øjne, saa hun kun dunkelt kunde skælne, hvad hun havde for sig. „Skal vi rense alle Fiskene?“ spurgte Malin efter en Tids Forløb. Ved Lyden af Stemmen foer den anden igen sammen. Hun kastede Fisk, Kniv og Brædt fra sig og sprang op. „Tæve!“ skreg hun og stillede sig op lige overfor hende, dirrende af Vrede. Hun løftede sin Haand, tilsølet som den var af Blod og Fiskeskæl og slog hende haardt i Ansigtet. Hun kunde ikke faa et eneste Ord mer frem. {{nop}}<noinclude><references/></noinclude> m6375xin5tbcvybvjmm79rq26lncjmn 104 31486 471537 471048 2026-07-25T15:11:27Z MGA73bot 792 Retter lige apostrof til buet 471537 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="4" user="PWidergren" />{{c|79}}</noinclude>Malin sprang ogsaa op. Hun gik et Par Skridt baglænds, blev helt hvid i Ansigtet, Øjnene stod stivt frem, og der trak sig et Par dybe Furer om Munden. Hun saá et Øjeblik ud, som vilde hun slaa igen, men hun vidste, at det ikke vilde betale sig, saa stor og stærk som Konen var. „Det skal I komme til at fortryde,“ sagde hun lavmælt. „Fortryde,“ skreg den anden. „Jeg sværger Dig, saa sandt der er en Salighed til, at jeg aldrig skal fortryde det. Du sér ellers køn ud i Fjæset nu, din forbandede Tøs. Gaa nu til ham, saadan som Du sér ud, og prøv, om Du kan forlokke ham med dine Helvedes Kunster. Men det siger jeg Dig, at en af os to skal ud af Huset, Du eller jeg. Og beskæmme Dig for alle hæderlige Folk, det skal jeg gøre, saa de skal faa at vide, hvad for en Du er, og saa Du skal faa det at høre hele dit Liv igennem. Og jeg skal gaa til Præsten og til Sognefogden med: saa skal vi dog nok faa at sé, om saadan en som Du skal ha’e Ret overfor et hæderligt Menneske. Forstaar Du mig, din —“ Den anden var gaaet flere Skridt baglænds. Og tilsidst vendte hun sig om og løb bort. Hun vilde gaa til Karlson, for at han kunde tage hende under sin Beskyttelse, tænkte hun. Men hun var i saa voldsomt et Oprør, at hun knap rigtig vidste, hvad hun gjorde, før hun fik Øje paa Karlson, som var i Færd med at vende Hø mellem Regnbygerne et godt Stykke borte fra de andre Karle. Hun gik<noinclude><references/></noinclude> t1x28jnjx53mu71samytxkvquseybhb 104 31489 471538 471051 2026-07-25T15:11:29Z MGA73bot 792 Retter lige apostrof til buet 471538 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="4" user="PWidergren" />{{c|82}}</noinclude>skulde ud. Konen svarede ikke et Ord. Hun turde ikke spørge om, hvorhen han skulde. „Du maa ikke lade nogen fremmed komme ind, mens jeg er borte,“ sagde han. Det lovede hun. Da han var gaaet, følte hun først Lyst til at gaa ud, kalde ham tilbage og bede ham, at han dog ikke maatte gøre baade sig og Barnet og hende rent ulykkelige. Men det blev ikke til noget. Hun gjorde som sædvanligt i Orden til Aftensmaden og gik bagefter alene og sørgede for Opvaskningen. Alt imens tænkte hun besynderlige Tanker. Hun mindedes, hvordan Karlson var kommen til hende, straks efter at han var sluppen ud, og havde sagt til hende, at hun ikke skulde bryde sig om, hvad de andre snakkede. For det skulde nok blive godt altsammen, bare hun vilde. Og i det samme mindedes hun, hvor underlig blankt Solen netop den Aften havde skinnet over Vejen, da hun gik alene op til det lille Husmandssted, hvor hendes Moder boede. Hun havde lukket Gangdøren. Der var saa uhyggeligt og saa forladt denne Aften. Det lød, som om nogen bankede. Nej, der var nok ingen. Saa mindedes hun hans første Gave, en stor fin Dug og en Honningkage, hvori der var to Hjærter med en Pil tværs igennem, og nedenunder stod der: {{venstremargen|5em|<poem> „To Hjærters Lue Bli’r altid tændt af Amors Bue.“ </poem>}} {{nop}}<noinclude><references/></noinclude> 0elr703ps9udkjf5crmgoazvha0znn5 104 31573 471541 71792 2026-07-25T16:41:52Z MGA73 457 /* Validated */ Fjernede | 471541 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="4" user="MGA73" />{{c|I DANSK LITTERATUR 1870—1904}} {{streg}}</noinclude>om hvert nyt verk, der duede. Ja, de verker, der duede mindre, blev ofte modtagne med venlig overbærenhed. Der var en lykkelig ungdomsfølelse over den hele skare. Den magtfølelse, som griber de unge, når de merker, hvorledes det vokser, deres fond af viden, af forståelse, af erkjendelse, eller hvorledes deres kunstneriske skaben vinder nye seire, eller hvorledes deres sociale arbeide bærer frugt. Under alt dette var selve de emner, de behandlede, ofte alt andet end lyse. De skrev med arbeidets glæde om sørgelige ting. De skildrede nutidslivets konflikter, indre modsigelser og lidelser i dystre farver. Der var sorg og mistro og hverdag i deres bøger, mens der var fest i deres sind. Den fest, arbeidet gir, kunstnerens fest. Hertil kom, at mange af dem var optimister: de troede på en social forbedring, ja, deres bøger var ofte indlæg i den sociale strid, de havde et mål udenfor det kunstneriske, og dette mål føltes ikke sjelden som i det egentlige. Lidt efter lidt stilnede kampiveren af, begeistringen tabte sin glans. Den sociale bedring udeblev. Den store borgerlige klump lod sig ikke saa let sprænge. Digterne begyndte selv at tvile. Men da først følte de selv rigtig, hvor deres emner var grå og sørgmodige. Deres læsere havde længe følt det; også mange af dem, der havde havt den kunstsans, at de kunde glæde sig ved de mørke skildringer for deres digteriske værd, var begyndt at gå trætte. Forfatterne og publikum fører hver sit stemningsliv, men der øves uvilkårlig en gjensidig indflydelse. Forfatternes kunstneriske magt kan {{sp|tvinge}} publikum, men det hænder ogsaa, at publikum lidt efter lidt, ubevidst,<noinclude><references/> {{c|— 19 —}}</noinclude> 7c501shgchp27ehhlp39bu0y37sb5oz 104 31574 471542 71793 2026-07-25T16:44:54Z MGA73 457 /* Validated */ 471542 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="4" user="MGA73" />{{c|SVINGNINGER OG STEMNINGER}} {{streg}}</noinclude>gjør sin stemning gjældende hos forfattere, der mindst af alt vilde gå publikum tilhånde. Mod slutningen af ottiårene ser vi da også, at der både i Danmark og Sverige klages sterkt over realismens „gråhed“. Der kaldes høit paa livsglæden. Man er træt af hverdagslivet og de sørgmodige farver. Det er denne stemning, som yttrer sig så sterkt hos Holger Drachmann, at han endog må foranstalte etslags løssigelse fra sine gamle kampfæller. Han synes næsten at ville si, at det er dem, der tidligere har formørket solen for ham. Og nu {{sp|vil}} han glæde sig ved den blå himmel. Det er hos os, nogle år efter, den samme polemiske livsglæde, der udtrykkes i Vilhelm Krags „Ouverture“: „Verden er grå — nej verden er deilig.“ I Sverige var det Verner v. Heidenstam, der først og fremst blev den nye stemnings tolk. Han debuterede 1888 med „''Vallfart och vandringsår''“ og anslog allerede her en ny tone, af trodsig livslyst, af skjønhedslængsel, af entusiasme for antiken. Og dog bankede der en nervøs uro under ordene, det moderne livs tærende uro. Den stolte idealist var merket af sin tid. Heidenstam har bestemtere og fyldigere end nogen danske eller nordmand givet udtryk for de tanker og følelser, der ligger under det litterære omslag i slutningen af ottiårene. Bortset fra, at han forsøger at hævde en væsentlig uoverensstemmelse mellem realismens ideer og det svenske folkelynne, kan hans ord passe også for de samtidige rørelser i Danmark og Norge. Grundtanken for „''Vallfart och vandringsår''“ udførte han videre i brochuren „''Renässans''“ og i det lille stykke, han udgav sammen<noinclude><references/> {{c|— 20 —}}</noinclude> 10eep60w6ccxipya5scwsfom42g31hz 104 31575 471543 71799 2026-07-25T16:57:23Z MGA73 457 /* Validated */ 471543 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="4" user="MGA73" />{{c|I DANSK LITTERATUR 1870—1904}} {{streg}}</noinclude>med Oscar Levertin „''Pepitas Bröllop''“. Hvor meget der i det enkelte kan være urigtigt i Heidenstams kritik og navnlig i de paralleller, han drager mellem fransk og nordisk realisme, er den meget karakteristisk for den træthed, som den realistiske digtnings objektive detajlskildring havde efterladt i sindene. Den fik svar i Thor Hedbergs lille skrift „''Glådje''“, hvor digteren betonede, at der endnu var så liden grund for den livsglæde, Heidenstam søgte at fremmane i digtningen, og at denne glæde alene kunde bli en frugt af det arbeide, der endnu var så lidet fremskredet. Georg Nordensvan har på væsentlige punkter truffet det rette i et brev til „Finsk Tidsskrift“, hvor han omtaler denne feide: „Heidenstams opsats har her gjort megen væsen af sig. Af høires kritikere har nogle skyndt sig at række ham hånden, fordi han udtaler sig mod gråmalingen i kunsten, og fordi han spår naturalismen undergang, ganske som om nogen havde troet, at den digtform var udødelig eller den absolut rette, og så lukker de øinene for hans radikalisme, hans beundring for Zola og hans flere steder betonede venskab for den hadede og frygtede Strindberg. I det store og hele er der slet ikke noget nyt i Heidenstams programartede og vel fordringsfulde brochure. Han vil — han som andre —, at forfatteren skal stræbe mod selvstændighed, og at landets litteratur ligeledes skal søge at bevare sit nationale lynne og vogte sig for at bygge på forbilleder fra udlandet. At vi er glade, er nok ønskeligt, og det er i alle tilfælde morsommere at le end at gråte; men selv om en og anden af de forfattere, som følger modens krav, nu kommer til at gjøre en frontforandring, tror jeg ikke,<noinclude><references/> {{c|— 21 —}}</noinclude> 8559max8n7yt18lpu654b7mfsefbw8d 104 31576 471544 470780 2026-07-25T17:00:32Z MGA73 457 /* Validated */ 471544 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="4" user="MGA73" />{{c|SVINGNINGER OG STEMNINGER}} {{streg}}</noinclude>denne vil faa nogen afgjørende indflydelse paa vor litteraturs holdning. — — Hvortil tjener det at agitere for den ene eller den anden måde, hvorpå der skrives? Lad forfatterne skrive så frit og ubundet som muligt, og lad man opmuntre dem, så de kan leve af sit arbeide, — så vil sikkert personligheden komme frem.“ Der var det relativt nye i Heidenstams „programartede“ brochure, at den var udtryk for en ny sterk stemning i sindene. Men ellers har Nordensvan ganske rigtig udtrykt, hvad der var og blev det levedygtige og frugtbare i den bevægelse, der just var vakt: tanken om personlighedens frie udfoldelse. I realismens kritik af den ældre digtning og i visse af dens teorier, der var ifærd med at stivne til dogmer, havde der været et element, der kunde virke fiendtlig mod denne personlighedens frie udfoldelse. Fra omkring 1890 ytrer der sig hos den yngste slegt, der ved den tid begynder at gjøre sig gjældende, et broget mangeartet kunstnerisk liv, hvor de forskjelligste forfatterpersonligheder søger sin egen form, romantisk eller naturalistisk, i drømmen eller virkeligheden, i genren eller symbolet, i en lyrik, der stod tonekunsten nær, eller en prosa, der helt impressionistisk fremtryllede dagliglivets komiske enkeltheder. Den litterære krise i slutningen af ottiårene fik således en lykkelig udgang. Der havde været adskillig reklame, adskillig grøn teoretiseren, litterært snak og udenlandsk mode i den opposition, som rettedes mod realismen. Særlig uheldig var den måde, hvorpå man vendte sig mod Georg Brandes og syntes at ville fortælle ham, at nu var hans tid forbi, nu havde han gjort sin {{bindestreg1|gjer}}<noinclude><references/> {{c|— 22 —}}</noinclude> hkxieaao0fqd9i6q43rm8c0cgfd6wlo 104 31577 471545 470781 2026-07-25T17:03:48Z MGA73 457 /* Validated */ 471545 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="4" user="MGA73" />{{c|I DANSK LITTERATUR 1870—1904}} {{streg}}</noinclude>{{bindestreg2|ning|gjerning}}, og Gud ved, om den var så fortjenstfuld endda. Det er rigtigt, at der var flere fænomener, som Brandes havde bedømt lidt énsidig. Og ildnet af den kampstemning — der just satte ham i stand til at ildne andre — havde han under sin omtale af historiske forhold undertiden været tilbøjelig til særlig at fremdrage det, der kastede lys over dagens strid: der havde ikke altid været forskerens objektive ro i hans behandling af fortiden. Alt, hvad der var svagt, blev nu fremdraget, navnlig af en enkelt betydelig modstander, svensken Ola Hansson. Denne mand, hvis talentfulde kritiske arbeider sikkert har bidraget sterkt til at udvide de unges horisont, har — mens han med rette atter og atter betonede nødvendigheden af digterens selvfordybelse, af at søge sin egen og sit folks eiendommelighed, — samtidig gjort Brandes megen uret. Han har forsøgt at fremstille den, hvem Nordens ungdom skylder mest, som en fremmed i Norden. Denne misstemning ligeoverfor Georg Brandes blev imidlertid kun af kortere varighed. Ganske naturligt, fordi mesterens åndssmidighed lod ham forstå de stemninger, der gjorde sig gjældende hos nittiårenes unge, fuldt så klart og så inderlig som nogen anden. Alt hvad der rørte sig ude i Europa af nyt og merkeligt, fandt fremdeles sin tolk i ham. Han var ikke i nogen henseende stivnet i den idékreds, der bestemte karakteren af det politiske og litterære liv i Danmark i sytti- og ottiaarene. Med al sin sympati for folkenes kamp mod bornerede og tyranniske regjeringer var han ingen forstokket demokrat. Hans glødende frisind reiste sig også mod det tyranni, som det moderne flertalsvælde kan udøve. Det synes også,<noinclude><references/> {{c|— 23 —}}</noinclude> daequcvr62nsdsb1zgewe2kve9c9k6d 104 31578 471546 71797 2026-07-25T17:06:48Z MGA73 457 /* Validated */ 471546 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="4" user="MGA73" />{{c|SVINGNINGER OG STEMNINGER}} {{streg}}</noinclude>som om hans erfaringer gjennem årenes løb har berøvet ham adskilligt af hans oprindelige tillid til demokratiet. Uden at der på noget sted kan påvises noget brud i hans anskuelser, vil man, ved at sammenligne hans tidligere og hans senere arbejder, føle, at der her er en ikke ringe forskjel. Hos ingen har Nietzches arbeider mødt en mere åben sympati end just hos Georg Brandes. Og ligesom han, Stuart Mills og Lassalles fint forstående kritiker, var blandt de første, der gjorde Norden bekjendt med den store tyske digter-filosofs aristokratiske radikalisme, således har han på skjønlitteraturens område med den samme glæde og varme, hvormed han engang skildrede den franske realismes stormænd, Flaubert, brødrene Goncourt og Zola, for sit nordiske publikum, senere forklaret kunstnere af helt nye retninger, Maeterlinck f. eks. Ligeoverfor denne alsidighed er det helt mislykket at ville gjøre Georg Brandes til partimand. På ét område virker han måske relativt streng og umedgjørlig. Hans frisind på det religiøse felt er af så lidenskabelig natur, at ethvert tilløb til kirkelighed, til religiøst påtryk vækker hans varmeste uvilje. Og den lette religiøse sentimentalitet, der har smittet endel af nittiårenes novellelitteratur, er ham heller ikke synderlig smagelig. Jeg har sagt, at den litterære krise omkring 1890 væsentlig havde det gode resultut, at den bevirkede en større frihed i formen, en dristigere udfoldelse af digternes personlighed, deres særegne evne. Forøvrigt blev der, som Nordensvan spåede, ingen mere afgjørende frontforandring. Det er dog ikke helt rigtigt: på ét punkt, og et ikke uvæsentligt, foregik der virkelig en frontforandring.<noinclude><references/> {{c|— 24 —}}</noinclude> 2gxlrqz1byhtxlcpok74gk14m45z2fq 104 31579 471547 470782 2026-07-25T17:10:22Z MGA73 457 /* Validated */ 471547 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="4" user="MGA73" />{{c|I DANSK LITTERATUR 1870—1904}} {{streg}}</noinclude>Dengang Georg Brandes kaldte til nyt liv i Danmark, havde han sagt: forlad de gamle aflagte idealer og opsøg virkelighedens problemer. Så intimt forbundne som den sociale og litterære bevægelse dengang var, kom ganske naturlig den lange række af sociale problemer til at gjøre sin gang gjennem skjønlitteraturen. To store norske digtere — Ibsen og Bjørnson — viste her veien. Nu er det jo meget muligt, at der kan opstå god kunst, selv om kunstverkets skelet er et samfundsproblem. Det har de to nævnte digtere hyppig vist. En fare er der altid: når digteren samtidig skal løse eller i hvert fald belyse problemet, kan dette virke hindrende for hans kunstneriske frihed, og det kan forlede ham til at gjøre vold paa livet. Men ottiårenes problemdigtning gik endnu videre, navnlig i Sverige og Norge, kanske mindre i Danmark. Problemet blev ofte det væsentlige, og digtningen fik et stedse mere udpræget aktuelt formaal, en bestemt tendens. En betragtelig del af ottiårenes realistiske litteratur tilhører denne tendensdigtning. „Man forivrede sig,“ skriver en svensk kritiker, som nylig har behandlet denne periode, David Sprengel, „man gjorde tendensen til et grovt formet løsen og begyndte tilsidst at glemme, at al denne drøftelse af forskjellige spørgsmaal, denne reformiver, denne lyst til at bære strå til det almenes store høstak dog ikke i og for sig kunde gjøre en bog til et kunstverk. „Det verk, som ikke i og for sig indebærer en bestræbelse, en nyttig hensigt, er et unyttigt verk, et dødt produkt,“ erklærede en forfatterinde i denne periode, og hun udtrykte manges mening.“ — I Sverige var det navnlig endel {{bindestreg1|forfatter}}<noinclude><references/> {{c|— 25 —}}</noinclude> nced936qtt49kmdx1nuxxbtq895xrbk 104 31595 471539 471064 2026-07-25T15:11:30Z MGA73bot 792 Retter lige apostrof til buet 471539 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="4" user="PWidergren" />{{c|89}}</noinclude>kunde bære mig, og nu har jeg gaaet her og ventet hele Morgenen, til jeg tænkte, at Deres Højærværdighed var opstaaet.“ Pastoren spurgte hende, om hun vidste, hvem det var, der havde slaaet Konen ihjæl. Nej, hun havde slet ikke turdet sé efter noget. Hun var bare løben sin Vej. „Og Provsten kan vel tænke, hvordan en bli’r, naar man saadan sér, hvad onde Mennesker bedriver. Og det er sandt, som jeg si’er, at det hele Natten er kommet mig for, at jeg hørte hende skrige og saá Blodet, som løb og løb. Og saa tænkte jeg, at det var bedst, jeg gik til Deres Højærværdighed. For jeg syntes dog, jeg maatte tale om det for nogen. Saa fælt som det var.“ Præsten søgte at berolige hende, saa godt han kunde, og bad hende saa om at gaa. Han takkede hende for, at hun havde talt om det, og roste hende for, at hun var kommen til ham. Han halvvejs skød hende ud ad Døren og sagde, at han skulde sende Bud efter hende, hvis han behøvede at tale med hende igen. Derpaa raabte han ud, at Frokosten straks skulde sættes paa Bordet. Naar han havde spist, vilde han gaa til Fogden, som boede omtrent en Fjerdingvej borte. Det Liv, han havde ført i denne afsides liggende By, blandt Mennesker, der ikke handlede og levede paa Basis af Overbevisninger, men drevne af Instinkter og Omstændigheder, havde givet ham en<noinclude><references/></noinclude> al0x5ne14nw3uyrb0depznx23gsadwq 104 31727 471498 471154 2026-07-25T15:00:50Z MGA73bot 792 Retter lige apostrof til buet 471498 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="4" user="PWidergren" />{{c|104}}</noinclude>{{bindestreg2|tion|Position}}. Læberne trak sig en Smule op, og der kom en lille trodsig Rynke mellem Øjenbrynene. Jan Nils sprang straks frem og greb Pigen om Livet. Hun værgede sig af al Kraft, snoede sig som en Slange i hans Arme, kastede Hovedet snart til den ene, snart til den anden Side og passede tilsidst paa med en hastig Vending at slaa Huen af ham. Han saá til Siden og greb instinktmæssigt efter Huen, som allerede laa paa Jorden. Med ét rev Karin sig løs, gav ham endnu et Slag i Nakken og sprang bag ved en Stolpe. Med et „saa sku’ da osse —“ tog han Huen op, satte den paa igen og løb efter hende, rundt om Stolpen, standsede, vendte, forsøgte at faa fat i hende, i det han bøjede sig helt hen over den. Men hun trak sig tilbage og holdt sig hele Tiden i Sikkerhed. Tilsidst fik han fat i hendes Arm. Hun gav et lille Skrig fra sig og slog ham med den Haand, hun havde fri, lige midt i Ansigtet. Han trak Vejret dybt efter Anstrængelsen, men lo hele Tiden ved sig selv. Det var jo Spøg og Leg, og et Kys var hverken forbudt eller noget usædvanligt. Hun havde kysset ham mange Gange og holdt jo saa inderlig meget af ham. Men hun vilde ikke kysse ham. Nej, hun vilde ikke. Det var saa morsomt at vise ham, at han ikke fik alt, hvad han vilde, og naar han vilde. „Uh, hvor Du er styg, Jan,“ sagde hun. Han stod nu med hende bøjet ind til sig, og hun følte hans Læber paa sin Kind. {{nop}}<noinclude><references/></noinclude> tqz2rc1jn9zxb68jm30bpd4mk5fo4nh 104 32400 471499 471156 2026-07-25T15:01:14Z MGA73bot 792 Retter lige apostrof til buet 471499 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="4" user="PWidergren" />{{c|106}}</noinclude>{{venstremargen|5em|<poem> Om alle Buske var Flæsk og Grød og Grøften var fuld af Drikke, da skulde jeg ta’e et stort Stykke Brød og dygtig til Varerne stikke. </poem>}} Naar hun standsede, stod ogsaa han stille og saá alvorlig og tankefuld ud over Sletten, som hvilede i Sollysets varme, vaarlige, entonige Farve. Han kom hende stedse nærmere og nærmere, mens de gik. Tilsidst lagde han Armen om hendes Liv og drog hende sagte til sig. Hun lod ham gøre det og bøjede af og til i et kort Øjeblik Hovedet mod hans Skulder, idet hun lukkede Øjnene. Lidt efter saá hun ham saa op i Ansigtet og smilede. Han bøjede sig ned og kyssede hende flere Gange. „Jeg faar nok alligevel Lov at kysse Dig,“ sagde han. Hun svarede ikke, nikkede blot med Hovedet og krøb tættere ind til ham. De var kommet op paa Bakken og saá nu i nogen Afstand Jonas foran dem. Karin slyngede Armen om Jans Hals, kyssede ham atter med et Smil om Læberne og løsnede sig sagte ud af hans Arm. „Drengen kunde sé os,“ sagde hun. Og med et Spring puffede hun til ham og begyndte at løbe hen ad Vejen. Han løb efter, og i fuld Fart indhentede de Køerne og gik saa ganske smaat videre, varme og forpustede, mens Kobjælderne klirrede og den lille Bæk nede i Dalstrøget rislende løb hen over Stene og Granrødder. {{nop}}<noinclude><references/></noinclude> l9lhue6bncbk5hplmv2jntbppd4folp 104 32402 471500 471157 2026-07-25T15:01:33Z MGA73bot 792 Retter lige apostrof til buet 471500 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="4" user="PWidergren" />{{c|107}}</noinclude>Karin havde været paa Gaarden i seks Aar, og de var alle gaaet, som om det kun havde været ét, lykkeligt og hurtigt, som Tiden gaar, naar man selv er ung, lykkelig og arbejdsglad, og alle disse Aar havde været som en varm Kærlighedsdrøm, først fjærn og ubevidst, siden nærmere, virkeligere og fuldere, da Jan selv begyndte at tale til hende og sige hende, at han holdt af hende, og at de nok en Gang skulde blive gift, skønt han var en rig Bondesøn og hun en fattig Husmandsdatter. Og Arbejdsdagene gik hverken stille eller kedeligt. Pigerne tog deres Spinderokker og flyttede med sig ind i Stuen til „gamle Mo’r“, og saa gammel hun var, sang hun for dem, saa lang Dagen var, om Rosendal, der var borte i syv lange Aar og kom tilbage til sin Brud, der havde været ham tro, eller om Hyrdepigen, som sang en Vise for Kongen, saa at han selv satte hende Guldkronen paa Hovedet, eller om Hertug Frøjdenborg og Frøken Adelin<ref>Efter Samraad med Forfatteren hidsættes de karakteristiske Folkeviser uoversatte. {{højre|{{større|O. A.}}{{afstand}}}}</ref>: {{venstremargen|5em|<poem> De lade de liken alt uppå en bår, Och fruar ocb jungfrur de krusa deras hår. De lade de liken alt udi en graf. Der sofva de södt till domedag. Det växte en lind uppå bägge deras graf, Hon ståndar där grön till domedag. </poem>}} {{nop}}<noinclude><references/></noinclude> 8u814lk1fr90rl9tqln3k7alllitkhd 104 32403 471501 471158 2026-07-25T15:01:55Z MGA73bot 792 Retter lige apostrof til buet 471501 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="4" user="PWidergren" />{{c|108}}</noinclude>{{venstremargen|5em|<poem> Den linden hon växte öfver kyrkokam — For alt hvad som kärt är i verlden — Det ena bladet tager det andra i famn. Mig tyckes, det är tungt till att lefva. </poem>}} Eller ogsaa sang hun sørgelige Kærlighedsviser, korte sørgelige Viser: {{venstremargen|7em|<poem> Din kärlek liknas vid en snö Som föll uti April. När den går bort, jag måste dö Och mer ej vara till. Du tänker dig att svika mig, Det har du i ditt sinn? Du gör blott, hvad behager dig Men Sorgen den blir min. </poem>}} Og dér lærte Karin at synge mange Viser. Eller ogsaa fortalte gamle Mo’r Eventyr, muntre og raske Eventyr om Fanden, som blev narret, om Fattigper og Rigeper, og hvordan Vorherre gik om paa Jorden og om St. Peter og Bro’r Lystig, men først og sidst fortalte hun om Prinsessen, som sad fangen i Bjærget, og om den fattige Svinedreng, som alle lo af, fordi han havde vovet at kigge saa højt, men som alligevel drog ud i Verden og vandt Prinsessen og det halve Kongerige oven i Købet. Det fortalte hun om, mens Spinderokkerne snurrede og Pigerne sad og tænkte underlige Tanker under Arbejdet. Og ved Jul og Midsommer var der Dans og<noinclude><references/></noinclude> ndhlw64vkd5314ich8hlwgygx799h5q 104 32405 471503 471160 2026-07-25T15:02:19Z MGA73bot 792 Retter lige apostrof til buet 471503 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="4" user="PWidergren" />{{c|110}}</noinclude><poem> Och bröllopet varade i dagarne tre, Men inte ville Bruden på sin brudegumme se ::::Under tiden. Haf tack min hjärtans flicka för din uppriktighed, För nu så har jag seglat sjutusen milars väg ::::Under tiden. Och jungfrun hon somnade i Rosendals famn, Så att hon inte vaknade förrän i Engeland ::::Under tiden.<ref>Denne hidtil utrykte Vise er af Forfatteren gengivet, som han har fundet den i Folkemunde. Melodien dertil er højst simpel, tung og melankolsk. {{højre|{{større|O. A.}}{{afstand}}}}</ref> </poem> Og han græd, og hun græd, hver Gang hun sang det sidste Vers, og de svor hinanden tusinde Eder, og de lo gennem Taarerne. Men Mo’r Berg kunde ikke med blide Øjne sé paa, at hendes Jan Nils giftede sig med en fattig Pige, og da hun derfor syntes, at Forholdet havde varet længe nok til at kunne blive farligt, saa sagde hun en smuk Dag til Karin, at hun maatte flytte. Og saa kom Karin hjem igen til sin Moder, som boede i Husmandsstedet paa den anden Side af Skoven. Hendes Fader var død, mens hun tjente hos Bergs. Karin sørgede imidlertid ikke over det. Hun var saa vis paa, at Jan vilde være hende tro, og om Sommeraftenerne traf de altid hinanden ved den store Sten, som laa under de høje Graner midt<noinclude> <references/></noinclude> 7nz9xykz0e0agfosa19j6a0wlm50ee4 104 32406 471504 471161 2026-07-25T15:02:29Z MGA73bot 792 Retter lige apostrof til buet 471504 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="4" user="PWidergren" />{{c|111}}</noinclude>imellem hendes og Jans Hjem. Ti hjem til hende var han bange for at komme. Det kunde hurtigt rygtes ude omkring i Byen, og saa kunde det let hænde, at ogsaa hans Moder fik det at høre, og det var han bange for. Karin havde en Tid mærket, at Jan saá modfalden ud, og hun forstod, at det kom af, at de var slemme ved ham i Hjemmet, og det gjorde hende saa ondt, men hun kunde ikke gøre andet end blot til Gengæld være dobbelt saa kærlig imod ham. Og mange Gange bad hun ham, at han ikke skulde tænke paa hende, men saa svarede han altid, at han blev ulykkelig for hele Livet, hvis han ikke fik hende. Saa var det en Søndag. De havde taget af den nyhøstede Rug og havde bagt om Lørdagen, og hun var ene i Kirke. Og da hun kom ud i Solskinnet paa Kirkebakken, hørte hun, idet hun gik gennem Folkehoben, som langsomt gik ned til Vejen ad de ujævne Stentrin, en Bondepige, der hviskende sagde til en anden, at Jan Nils’ Kæreste skulde komme i næste Uge fra Nabosognet med sin Moder for at sé paa Sagerne, og at Giftermaalet var saa godt som afgjort. Hun kunde ikke komme til at tale med Nils, for han var beskæftiget med at spænde Hestene for. Men da han fik Øje paa hende, lod han Hestene staa og gik hen til hende og bad hende møde sig ved Stenen næste Morgen. Saa gik han sin Vej igen, og hun gik hjem. Men hun tænkte slet ikke<noinclude><references/></noinclude> dj8t912f09og995xq50rr4aetpe42w7 104 32408 471488 470578 2026-07-25T14:22:37Z PWidergren 7506 /* Valideret */ 471488 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="4" user="PWidergren" />{{c|113}}</noinclude>blive til bare Kiv og Splid, og alle Kvindfolkene i Huset vilde falde over ham, og han vilde lide ved, at de var onde mod hende, uden han alligevel kunde forsvare hende imod dem. Hun havde ogsaa allerede før tænkt paa det, skønt hun aldrig havde sagt noget. Men nu stod det for hende saa klart, som om det var skrevet, hvordan alt vilde blive, nu, mens han laa dér og græd, og hun sad og blev siddende og ikke en Gang havde Mod til at gaa hen til ham. Tilsidst rejste hun sig op, og han fik Øje paa hende. Han blev først rød i Hovedet, og saa begyndte han igen at græde. „Jeg vil ikke ha’e nogen anden end Dig,“ mumlede han. „Og det er Mo’r, som mod min Vilje har ført mig Kæresten paa Halsen. Men jeg vil ikke ha’e nogen anden end Dig.“ Karin sad og saá ned for sig. Saa saá hun op, og med unaturlig tør Stemme sagde hun: „Ja, det faar være, som det være vil. Men nu er jeg kommet for at sige Dig, at Du skal ikke bryde Dig om mig, men adlyde din Mo’r.“ Hun fik ikke sagt mere, for Jan græd, og hun syntes, det var saa svært at sé hans Sorg, saa hun bare vilde trøste ham, og talte om, at alt nok vilde blive godt igen, naar blot der var gaaet nogen Tid. Og tilsidst gik han, og Karin sad ene tilbage og saá efter ham. Men saa blussede det igen op i hende: at han<noinclude><references/></noinclude> 2r2a1ruzt4tkcfsnnnuht4ep4kso7ec 104 32409 471489 470579 2026-07-25T14:24:19Z PWidergren 7506 /* Valideret */ 471489 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="4" user="PWidergren" />{{c|114}}</noinclude>havde kunnet gaa saadan og ikke en Gang havde sagt et Ord om, at han vilde forsøge at forandre sin Moders Vilje. Og pludselig følte hun sig saa aldeles forladt, at hun lagde sig ned i Græsset, hvor han nylig havde ligget, og græd, som om hendes Hjærte skulde briste. Hun vidste ikke, hvor længe hun laa dér. Hun vidste kun, at han var gaaet fra hende og aldrig vilde komme igen. Og da hun rejste sig op, stod Solen højt paa Himlen, og Duggen var borte fra Græs og Træer, og Fuglene var blevne tavse, og Grenene duftede ikke længer. Hun gik i mange Dage som i Søvne, og hun troede ikke, at hun længe skulde overleve det. Men Tiden gik, og hun levede i alt Fald, og hun vænnede sig til Smærten, og hun lærte at arbejde uden at være glad og uden at synge. Ti der gives intet Tidspunkt i Livet, der er saa smærteligt og saa fuldt af Pinsler, som naar man hører op med at haabe paa, at Livet skal byde en noget nyt, og naar man med en Hjærtet sammensnørende Sikkerhed gør sig det klart, at man maa nøjes med det, man har, og ikke haabe blot det fjærneste Gran ud over det. Den fattige — hvis han da ikke forfalder til Sløvhed eller Elendighed — har ikke Tid til at beklage sig over et forfejlet Liv eller sørge over et bristet Hjærte. Den ene Dag fordrer, at han skal sørge for den næste, og denne Fordring maa han lyde, om det saa svider aldrig saa haardt, og det er kun sjældent, at hans Liv giver ham en Hvileplads, hvorfra han i<noinclude><references/></noinclude> dep05b360e9okgnlydhow9eovtpvcsj 104 32410 471490 470580 2026-07-25T14:26:59Z PWidergren 7506 /* Valideret */ 471490 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="4" user="PWidergren" />{{c|115}}</noinclude>Ro kan overskue det forbigangne og slaa Bro over til Fremtiden. Stille og tyst dør hans Livslykke, og Tomheden tvinger ham ikke til Oprør eller Fortvivlelse. Ti Vanen at savne har saa meget at betyde, naar det gælder om at gøre et Menneske ydmygt, og det er saa nyttigt ikke at faa Lov til at tænke paa sig selv, naar det gælder om at bringe en Hjærtesorg til Ro. Karin lærte sig dette i de lange Aar, og det blev hendes ensomme Livs Historie. Hun talte ikke med mange om sin Sorg. Moderen sagde heller ikke noget til hende. Hun vidste, at saadant noget maatte have sin Tid, og at naar den Tid var gaaet, saa gaar det over af sig selv. Og Karin havde ingen andre at tale med. Pigerne i Byen vilde hun ikke betro sig til. De havde bare gjort Nar af hende og været misundelige paa hende den Gang, de troede, at hun skulde have Jan Nils. Hun gik Moderen til Haande hjemme og hjalp de yngre Sødskende med deres Klæder og andet. Karl Johan var altid saa slem til at rive itu, hvad han fik paa. Hun passede Stalden med Koen og Hønsene, og om Foraaret var det hende, som gravede {{rettelse|Kortoffelbedet|Kartoffelbedet}} og lagde Kartoflerne. Moderen var ogsaa begyndt at blive gammel og magtede ikke saa meget som før. Men mangen Sommermorgen, naar hun var staaet op tidligere end de andre og stod alene paa Trappen udenfor Døren og saá ned over Bakken med den lille Kartoffelmark med Hegnet udenom og saá Solen lyse over<noinclude><references/></noinclude> s1xu56h2o653oinm9gl1ufw02ute233 104 32453 471491 470581 2026-07-25T14:29:19Z PWidergren 7506 /* Valideret */ 471491 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="4" user="PWidergren" />{{c|116}}</noinclude>Husets Tag og paa Skoven foran hende, da randt der hende i Hu en lille underlig Vise, som hun aldrig før havde forstaaet, men som hun nu syntes var den sandeste og den bedste af dem allesammen, meget sandere og bedre end Viserne om Hertug Frøjdenborg og Rosendal: {{venstremargen|5em|<poem> Och liten Karin stod i kvarnen och mol, Där yppa hun en visa, förrän hanen han gol, För ekelöf och lindelöfven gröna. </poem>}} Ja, i Møllen skulde hun gaa alle sine Levedage, og hun skulde heller aldrig have nogen anden at kvæde sin Vise for. Og af og til syntes hun, at det aldrig i Livet kunde være ret, og Gud kunde ikke ville, at hun skulde have det saa. Da nogle Aar var gaaet, faldt Moderen en Dag ned fra Loftet og fik et slemt Brud i Ryggen. I tolv Aar laa hun til Sengs uden at kunne hjælpe sig selv; i de første ti Aar havde hun ikke været ude under aaben Himmel, men de sidste Aar kunde hun akkurat kravle hen til Døren, naar det var Sommer og varmt, og dér sad hun da og saá ud over Bakken og Kartoffelbedet og inddrak det lune Solskin. Og i alle disse Aar maatte Karin gaa derhjemme og alene passe Moderen, efterat hendes Sødskende var flyttet hjemme fra, havde giftet sig eller faaet Plads ude i Sognet. Det var ofte smaat baade med Mad og med andet, og det var en særlig Naade af Herskabet paa Herregaarden, at de fik Lov at beholde Huset uden at betale<noinclude><references/></noinclude> 5vwalry3kksfk973ruye5fbziqmj4p3 104 32454 471492 470582 2026-07-25T14:31:35Z PWidergren 7506 /* Valideret */ 471492 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="4" user="PWidergren" />{{c|117}}</noinclude>Afgift, saalænge Moderen var saa syg. Karin var bleven hvidere i Huden, og Klæderne hang løsere om hendes Liv og Hofter. Men hun klagede aldrig, og der laa ofte et venligt og lyst Smil om hendes Læber, som det gjorde Folk godt at sé paa. Jan Nils var imidlertid bleven gift, men man sagde, at hans Moder, som havde bragt Giftermaalet i Stand, ikke havde Glæde af det. Ti de to Ægtefolk levede daarligt sammen, og Jan blev stadig blødere og svagere og lod Konen skalte og valte, som hun vilde. Og Karin græd mange Gange for hans Skyld. Tilsidst havde han slaaet sig paa at drikke. Han døde tidligt, og Karin følte sig næsten let om Hjærtet, da hun hørte det. {{asteriskrække}} En Dag — det var i Avgust — var Moderen daarligere end sædvanlig. Og en Aften i Skumringen døde hun, mens Karin sad ved Siden af Sengen og læste højt for hende af Lukas’ Evangelium. Karin sad den Aften længe i Tanker. Hun tænkte paa de gode Dage, da hun og Jan Nils mødtes; hun tænkte paa alle hans gode Ord, og paa, hvordan de havde sunget og leget sammen. Det var, som om hvasse Torne stak i hende, naar hun mindedes de gamle Melodier. Og hun takkede Gud, at han havde faaet Lov til at gaa saa tidlig<noinclude><references/></noinclude> o8vik4dur2ra2qukq7kh5yr39zl8jqb 104 32455 471493 470583 2026-07-25T14:33:32Z PWidergren 7506 /* Valideret */ 471493 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="4" user="PWidergren" />{{c|118}}</noinclude>bort, da det var blevet saa sørgeligt for ham heri Verden. Og saa tænkte hun paa den Dag, hun havde ligget ene i Skoven og grædt, da han var gaaet fra hende. Hun havde aldrig siden grædt paa den Maade, og hun syntes, at der ikke mere kunde hænde hende noget rigtig tungt. Men hun mindedes saa grant, hvordan alt havde været den Dag. Lige tæt ved det Sted, hvor hun laa, var en flad Sten med røde Striber i. Hun kunde sé den for sig, naar hun vilde, bare hun lukkede Øjnene i. Og hun tænkte paa, at der var gaaet nogleogtyve Aar siden da, og at hun nu var gammel, og hun kunde i Tankerne ikke skille det ene Aar ud fra det andet. Hun kunde blot huske den Dag, da Moderen faldt ned og slog Ryggen fordærvet, og da Søsteren og den yngste Broder kom i Tjeneste, og da den ældste giftede sig. Hun sad med foldede Hænder og saá paa Moderens Legeme, der laa stivt og ubevægeligt foran hende, og hun kom til at tænke paa, at hun intet havde i Huset, og at hun ikke en Gang vidste, hvad hun skulde svøbe Moderen i. Hun gik hele den følgende Morgen og tænkte paa dette, indtil hun ud paa Formiddagen besluttede sig til at gaa op paa Herregaarden og spørge Fruen, om hun ikke havde noget, som hun kunde give hende. Karin klædte sig pænt paa og begav sig paa Vej i den sorte Søndagsdragt og Silkesjalet samt<noinclude><references/></noinclude> 96yqgooe5xi3t4vwm638hu5zmnq0obj 104 32456 471494 470584 2026-07-25T14:35:14Z PWidergren 7506 /* Valideret */ 471494 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="4" user="PWidergren" />{{c|119}}</noinclude>med et graat Uldsjal over Armen. Fruen kom selv ud i Køkkenet for at tale med hende. Fruen var ung og glad, smuk som den lyse Dag og havde ikke tænkt meget paa andre Mennesker, hverken fattige eller andre. „Saa Karins Mo’r er død?“ sagde hun. „Stakkels Kone, det var da kun godt, at hun fik en Ende paa det. Hun har jo været syg saa længe?“ Og den smukke Frues Øjne skinnede af Taarer. „Ja, det var jo godt, at Gud havde taget hende til sig,“ sagde Karin. Og saa kom hun frem med sin Bøn om noget til at svøbe Liget med. Den unge Frue grundede lidt og gik saa op paa sit Værelse for at søge i sine Gemmer. Hun kunde ikke finde andet end en gammel hvid Tarlatanskjole. Den tog hun med sig og gav Karin. Hun mente ikke noget ondt dermed, men hun kunde ikke undertrykke et lille Smil, da hun kom med den. Hun syntes, det var saa kostelig en Tanke, at Karin skulde svøbe den gamle i Tarlatanskjolen. Karin kunde ikke glemme det Smil. Hun saa det, og det gjorde hende saa ondt, for hun kunde ikke forstaa, hvad der dér var at le af, og hun tænkte paa det hele Tiden, mens hun sprættede Kjolen op for at faa den til at passe til Svøbningen, og hun saá det endnu, da alt var ordnet og hun med foldede Hænder sad og saá paa Moderen, som laa i sin hvide Dragt med Hænderne foldede sammen over Brystet. {{nop}}<noinclude><references/></noinclude> ixr5wp1vme76ump1gw8tsmp181izble 104 32457 471495 470585 2026-07-25T14:52:07Z PWidergren 7506 /* Valideret */ 471495 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="4" user="PWidergren" />{{c|120}}</noinclude>Da Moderen var begravet, flyttede Karin hen til sin Broder, som var gift og boede i et andet Sogn. Han havde en Tid været ude af Stand til at arbejde og hans Kone var bleven blind, saa Karin maatte nu passe hans mange Børn, mens Aarene gik og de voksede op. Og Karin forblev ugift, skønt hun havde mange gode Tilbud. Men hun syntes altid, at det var bedre at være saa fattig, som hun var, end uden Kærlighed i Hjærtet at blive gift, om det saa skulde være med en Helgaardsbonde. Nogle Aar efter døde Svigerinden, og da Børnene paa den Tid var komne ud paa egen Haand, flyttede Anders og hun ind i et lille Husmandssted, som laa i Yderkanten af Skoven og hvorfra man saá ud over den vidtstrakte, ensformige Slette. Og dér levede de i mange Aar af det lidet, Karin kunde fortjene, og af, hvad gode Mennesker gav dem. I de sidste Aar havde Anders mest ligget til Sengs. {{asteriskrække}} Det var sent paa Høsten. Middagssolen skinnede ned over Sletten og kastede Glans paa Markerne, hvor Rugstubbene stod tilbage, paa Egebakkerne, hvor Egenes Blade endnu var mørkegrønne, paa de gnistrende Birkebakker, som blinkede i gult og rødt, og paa den alvorlige Krans af Graner og Fyrretræer, som begyndte, hvor {{bindestreg1|Birke}}<noinclude><references/></noinclude> ftb2bj5ans4atzy3u1skgthfjpv4r63 104 32458 471496 470139 2026-07-25T14:54:24Z PWidergren 7506 /* Valideret */ 471496 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="4" user="PWidergren" />{{c|121}}</noinclude>{{bindestreg2|træerne|Birketræerne}} endte, og i en mørk Bue strakte sig videre langs med Sletten. Det er helt underlige Tanker, som kommer over én en saadan Eftermiddag, naar man er ene ude at gaa; naar det sér ud, som om Solen gjorde alt for at forvirre Øjet og forgylde den svundne Sommers visnede Skønhed; naar det er varmt i Luften og Himlen er blaa, som om det var Foraar, mens Træernes Grene staar halvvejs nøgne, og Foden hvert Øjeblik tramper paa visne Blade. Jeg gik ind gennem Granskoven, hen over et Stykke Land, hvor Træerne var afbrændte og som nu stod med tørrede høje Stubbe og smaa frodige Granskud, som vilde spire op og vokse sig store, inden ogsaa de skulde hugges om eller afbrændes. Der laa en fugtig Glans over de mosbegroede Stene og de tyttebærfyldte Tuer. Jeg fulgte Gangstien, som svingede ind gennem Skoven, og stod snart ved Begyndelsen af Sletten, som vidtstrakt laa foran mig, blændende solbelyst. Et Stykke fra mig laa Karins og Anders’ Hytte med den høje Skorsten, som sad paa Skraa paa Taget, og de lappede Ruder, der skinnede som Sæbebobler i Solskinnet. Karin stod i Gaarden, ifærd med at røre Mørtel sammen til at udbedre Skorstenen med. Vi hilste venligt paa hinanden, for Karin og jeg havde længe været gode Venner. Jeg bad hende om et Glas Vand og gik ind i Huset. Der saá fattigt ud derinde, men der var {{bindestreg1|ren}}<noinclude><references/></noinclude> ftiapevj2g3lol05bkhjxatrtv2keaq 104 32459 471497 470587 2026-07-25T15:00:12Z PWidergren 7506 /* Valideret */ 471497 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="4" user="PWidergren" />{{c|122}}</noinclude>{{bindestreg2|ligt|renligt}} og pynteligt, og som alle andre Husmandsstuer havde ogsaa denne sit Ildsted, sit enrisbestrøede Gulv, sit røde, storblomstrede Hjørneskab med Initialer til Karins Forældres Navne i hvidt og Aarstallet for deres Giftermaal, 1797, et brunmalet Slagbord, en Træbænk og en Seng, hvor Anders laa og sov. Jeg havde været her mange Gange, og Karin havde efter Haanden meddelt mig alt, hvad jeg ovenfor har fortalt om hendes Liv. Nu satte jeg mig lidt til Ro paa Bænken og spurgte, hvordan det stod til. Jo, det gik jo Gudskelov saa slidelig, men med Anders var det stadig snavst. Han maatte holde sig til Sengs og magtede ikke en Gang at gaa til Kirken; men han kunde endnu sé at læse og var ligesaa glad ved Bøger som før, og han læste og udlagde for hende af Bøgerne. „Det er naturligvis nok svært,“ sluttede hun, „men Gud hjælper, selv naar der ingen Udvej synes for Mennesker, og saa længe jeg faar Lov til at beholde Helbreden, gaar det nok{{rettelse||.}} Jeg er blot bange for, at jeg skal dø før ham. For han kan ikke klare sig uden mig.“ Og saa begyndte vi igen, som vi havde gjort saa mange Gange før, at tale om, hvordan Karins Liv var gaaet og om hendes Kærlighed og hvordan Jan havde forladt hende. Anders var imidlertid vaagnet og laa og hørte paa Samtalen, mens han nu og da nikkede med Hovedet. Jeg saá paa Karin. Hun saá ikke bitter ud. {{bindestreg1|An}}<noinclude><references/></noinclude> m1ozctmg3wcb2bzsmfkxbdwty9yhkqb 104 32460 471502 470588 2026-07-25T15:02:07Z PWidergren 7506 /* Valideret */ 471502 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="4" user="PWidergren" />{{c|123}}</noinclude>{{bindestreg2|sigtet|Ansigtet}} var furet, men Øjnene var lyse og venlige, og Munden var lukket med et mildt og sørgmodigt Træk. Jeg kunde ikke lade være at spørge: „Tænker Karin aldrig paa, hvor meget bedre det kunde have været?“ „Aa jo,“ svarede hun. „Aa jo til Tider. Men for det meste har jeg jo ikke Tid til det. Men jeg tror, at det var nu saa bestemt, at jeg ikke skulde giftes, for hvem havde saa Mo’r og mine Sødskende haft til at sørge for sig? Det forstaar sig — jeg har jo haft nogen Sorg i mine Dage, og naar jeg sidder her i Ensomheden, saa kan det vel træffe sig, at jeg grunder over, hvordan det kan være, at somme skal ha’e saa megen Sorg. Men Anders udlægger Guds Ord saa godt for mig, saa hvis han bare var rask, kunde han forkynde Guds Ord for os alle her, og han har faaet ud af det, at Gud har en Mening med dem, som han lægger saadanne Kors paa. Og det synes jeg, at jeg saa godt kan forstaa.“ Hun tav en Stund og saá ned paa sine Hænder, som hun holdt foldede i Skødet. Saa løftede hun igen Øjnene op og sagde stille: „Før tænkte jeg jo ogsaa nok paa, hvor meget bedre det kunde ha’e været, om jeg havde faaet Lov at blive gift, som jeg den Gang tænkte det. Men nu, da jeg er saa gammel, saa jeg sér hele mit Liv bagved mig, saa forstaar jeg nok, at som han var, saadan var han bleven ved at være. For hvor Træet falder, dér bliver det liggende, og naar ikke Kærligheden kunde gøre ham til Mand, da det behøvedes, saa var han heller ikke siden bleven<noinclude><references/></noinclude> lqdall04hundlj2yd4itctuflhfasl7 104 32461 471509 471070 2026-07-25T15:08:29Z PWidergren 7506 /* Valideret */ 471509 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="4" user="PWidergren" />{{c|124}}</noinclude>det. — Jeg er nu saa rolig for alt, for det er snart forbi, og naar Bekymringerne kommer og vi maa sulte og fryse og ingen Klæder har, saa tænker jeg, at der er ikke længe tilbage. For det bliver snart Foraar.“ — Jeg rejste mig og sagde Farvel. Karin fulgte mig til Leddet. „Det er en skøn Aarstid, den, vi har. De kalder det „Brittsommer{{rettelse|“|““}}<ref>„Brittsommar“ eller „Brittmesso-sommar“ kaldes i en Del af Sverig de fire Dage, som falder nærmest om den 7de Oktober, hvilken Dag er Sankta Brigittas (ɔ: Brittas) Dag. De plejer at udmærke sig ved sommerligt Vejr, ifølge Folketroen paa Grund af Helgenens Forbønner. Sammenlign det franske {{sp|été de Saint Martin}}. {{højre|{{større|O. A.}}{{afstand}}}}</ref>, sagde Karin. „Det er et velsignet smukt Efteraar.“ „Ja, det er det, Karin.“ Hun saa sig om paa de farveskiftende Birkebakker og den solbelyste Slette, hvor Grøden var afmejet, og hendes Øjne lyste, da hun tog mig i Haanden. Men da jeg siden gik ind ad Skoven til og, hvor Vejen bøjede af, vendte mig om for at nikke til Karin, som endnu stod ved Leddet og saá efter mig, da blev det min Tur at mindes det gamle Vers, som Karin før havde talt om, og jeg gentog det i Tankerne flere Gange, mens jeg gik videre: „Och liten Karin stod vid kvarnen och mol.“ {{streg|10em|style=margin-top:3em;}} {{streg|10em|style=margin-bottom:3em;}}<noinclude><references/></noinclude> 05sz8epvxjtp4iqmfe9e48sfb8litnm 104 33232 471506 74354 2026-07-25T15:02:59Z MGA73bot 792 Retter lige apostrof til buet 471506 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Peter Alberti" />{{c|134}}</noinclude>„Hvad har Du med den Lømmel at skaffe?“ sagde han tilsidst, og hans Læber dirrede. Hun saá trodsigt op: „Har jeg maaske ikke Lov til at tale med Folk?“ Han brød ud i en Strøm af hæftige Ord, blev ildrød i Hovedet, knyttede Hænderne og slog om sig i Luften, mens han talte. „Jeg taaler ikke, at Du taler med nogen anden paa den Maade,“ sagde han. „Jeg vil ha’e Dig for mig selv. Det er dumt af mig at være saadan overfor Dig, som jeg er. For Du bryder Dig dog ikke om mig. Men det er Synd af Dig, Elin, naar Du sér, hvormeget jeg holder af Dig.“ Men saa var hun bleven vred for Alvor og havde sagt: „Være mod mig, som Du er! Jeg synes saamæn kun, Du er ond imod mig. Altid skænder Du paa mig og gør Vrøvl for ingen Ting. Jeg bryder mig slet ikke om Dig, og jeg vil helst være fri for Dig. Nu véd Du det.“ „Fik jeg at vide, at Du havde med nogen anden at gøre, saa skød jeg Dig,“ udbrød han. „Skyde mig! Jøsses saa Du taler.“ Imens var de naaet hen til Huset, hvor Elin boede, og hun skulde lige til at sige Farvel og gaa op. Men i det samme kom hun tilfældigvis til at sé paa hans Ansigt. Han var ganske bleg og rolig, men han saá saa ulykkelig ud, at hun fik ondt af ham. {{nop}}<noinclude><references/></noinclude> 00dxjw46bncfl10lsi1reuc8ip90stj 104 33233 471507 74355 2026-07-25T15:03:09Z MGA73bot 792 Retter lige apostrof til buet 471507 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Peter Alberti" />{{c|135}}</noinclude>„Men hvorfor vil Du ogsaa altid være saadan?“ sagde hun. „Du forstaar slet ikke. hvordan det er fat med mig,“ svarede han. Og paa den Maade var det gaaet mange Gange. Men efter denne Samtale gik Elin i en stadig Frygt for, at han skulde gøre hende noget ondt, og hun var altid bange for at være alene med ham. Men hvad skulde det til at tænke paa det netop i Dag? Hun rejste sig fra Sofaen og gik hen til Moderen, som havde lagt Bøffen paa en Tallerken og var i Færd med at hælde Sauce paa den med en Ske. Hun nikkede til Datteren og strøg med den Haand, der var fri, henover hendes Haar. „Jeg vilde ha’e, at vi skulde ha’e noget godt til Middag i Dag, mit Barn,“ sagde hun. Elin tog en ren Serviet frem, som hun lagde paa Bordet, Tallerkener, Gafler og Knive. Saa hentede hun en Flaske Øl og stillede den midt paa Bordet. Maden spistes i Tavshed. Blot nu og da kom der en kort og ligegyldig Bemærkning. Da de var færdige, sagde Moderen, mens hun blev siddende ved Bordet og saa lige over paa Datteren: „Jeg vilde gærne tale med Dig om en Sag, som jeg en Tid har gaaet og tiet med.“ „Hvad er det?“ „Husker Du Johanson, Bonden fra Haryd nede<noinclude><references/></noinclude> 0vtl0mobef2xkortcnqmclhuaesnp5x 104 33234 471508 470594 2026-07-25T15:04:50Z MGA73bot 792 Retter lige apostrof til buet 471508 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Peter Alberti" />{{c|136}}</noinclude>i Smaaland? Han plejede at besøge din Fa’r, naar han var i Byen.“ Elin saá forundret paa Moderen: „Naa-h?“ „Jo, sér Du, Sagen er, at han længe har været i Lag med mig — Du véd, at han er Enkemand — om jeg ikke vilde komme ned til ham og hjælpe ham med alt, hvad der nu kan være at tage Vare paa i den store Gaard. Sér Du, han vil gifte sig med mig. Jeg har hele Tiden sagt, at han maatte vente, hvis det virkelig var hans Alvor. For først var der din Søster, men nu er hun voksen og sørger for sig selv. Og saa var der Dig, som jeg ikke vilde lade blive ene tilbage her, og fremmede Børn vil han ikke ha’e, siger han. Men nu har Du jo ogsaa gaaet til Præsten og kan faa en Plads, og hvordan det saa gaar, saa bli’r jeg tilsidst gammel og kan ikke arbejde saa meget som før. Og man kan jo aldrig vide, men kommer der noget i Vejen med nogen af Jer, saa kan det altid være rart at ha’e nogen at holde sig til. Og Johansen er en velstaaende Mand og sidder godt i det, saa naar jeg først er bleven hans Kone, saa strækker det nok til, saa I kan faa lidt med.“ Elin saá over paa Moderen. Hun var aldrig falden paa den Tanke, at Moderen kunde gifte sig igen. Madam Søderstrøm var en Kone paa en otteogtredive Aar. Hun var lille og forladen, med lysegult, glatstrøget Haar og matblaa Øjne, hvorom<noinclude><references/></noinclude> f4u9jy72142ybpd2d2bzfljqm37ikzb 104 33235 471510 74357 2026-07-25T15:08:51Z MGA73bot 792 Retter lige apostrof til buet 471510 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Peter Alberti" />{{c|137}}</noinclude>Aarene havde draget et Par smaa Rynker. Hendes Ansigt hørte til dem, som ældes sent, og hendes Skikkelse var endnu fyldig og fast. Arbejdet havde ikke kuet hende, havde blot givet hendes Ansigt et vaagent og raskt Udtryk. Hendes Hænder var smaa og buttede, fulde af fine Rynker og med en bleg, blaarød Farve, som kommer af altfor meget at tage paa vaadt Tøj. Elin saá til Siden og rødmede. „Skal det være snart?“ sagde hun. „Ja, vi havde tænkt nu til Sommer, hvis jeg finder en god Plads til Dig.“ Elins Hoved sank stadig længere ned mod Bordet. Hun støttede Panden mod Hænderne og græd stille. Moderen gik hen til hende, bøjede sig sagte ned og tog hendes Hænder bort. „Græd ikke, lille Elin,“ sagde hun. „Vi skal nok sørge for, at Du faar det rigtig godt. Jeg gør det jo kun for Jeres Skyld, Barn. Tænk om I skulde staa ganske alene, hvis jeg falder fra og ikke længer kan hjælpe Jer. Der er ingen, som véd, hvad der kan ske. Og om I saa ogsaa faar det godt, saa slipper I da i alt Fald for at have Besvær med mig, naar jeg bli’r gammel og svagelig.“ Elin tørrede Taarerne bort og saá op. „Jamen saa er han saa gammel,“ sagde hun. „Tænk nu ikke mere paa det. Han er flink<noinclude><references/></noinclude> soviq7bqm3xhidb4k7z8rwd3imf43ox 104 33236 471511 470595 2026-07-25T15:08:53Z MGA73bot 792 Retter lige apostrof til buet 471511 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Peter Alberti" />{{c|138}}</noinclude>og rask endnu. Der er ingen, der kan sé paa ham, at han er nær ved de Treds.“ De hjalp hinanden med at tage af Bordet og vaske Tallerkenerne af. Pludselig sagde Moderen: „Der er en Sag til, som jeg ogsaa gærne vilde tale med Dig om. Du tænker vel ikke paa, at det skal blive til noget rigtigt mellem Dig og Fredrik. For Du er jo kun et Barn endnu, og han har hellerikke noget, saa det bli’r bare til lutter Elendighed.“ Elin holdt Tallerkenen, som hun var i Færd med at tørre af, op for Ansigtet, mens hun svarede: „Nej, men jeg synes hellerikke saadan videre om ham.“ „Husk paa, at jeg nu har sagt Dig det,“ vedblev Moderen. „Du maa lade ham vide, hvad han har at rette sig efter. For han er saadan en løjerlig Fyr og slet ikke som andre Mandfolk. Man véd aldrig, hvad han kan hitte paa for gale Streger.“ „Aa, det skal Du saamæn ikke bryde Dig om, Mo’r. For jeg tænker slet ikke paa at gifte mig.“ — — Hun følte sig meget underlig til Mode efter Samtalen med Moderen. Hun skulde overlades til sig selv, komme ud blandt fremmede, arbejde for at leve. Ene, ganske alene. Hele sin Barndom havde hun levet i den søndre Del af Byen. Hun kendte hver eneste Krog dér. Her havde hun kørt med Slæde, og her havde hun gaaet hver Dag, naar hun skulde til Skole, ned ad den stejle Bakke, hvor hun saa ofte var falden,<noinclude><references/></noinclude> sg4reusmps456poqf4seygdnrxh4jm4 104 33365 471512 75006 2026-07-25T15:08:55Z MGA73bot 792 Retter lige apostrof til buet 471512 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Peter Alberti" />{{c|144}}</noinclude>vidste, hvordan det var. Mon hun skulde holdes meget strængt, saa hun aldrig fik Lov til at gaa ud? Vilde hun faa meget at gøre? Vilde Fruen være god imod hende? Hun satte Hatten lige og net og rettede paa Handskerne. Saa skyndte hun sig op ad Trapperne og ringede paa. En noget mager Dame omkring de Treds med et svageligt Udseende kom ud og lukkede op. „Naa er Du dér, mit Barn. Kom ind. Er din Mo’r nu rejst?“ Elin nejede dybt og blev staaende ved Døren til den lille Dagligstue, mens Fruen gik hen og satte sig i Sofaen. „Gaa nu ind i dit Kammer, Barn, og gør Dig i Stand og tag dit Tøj af. Men først vil jeg sige Dig ét. Du skal altid tale Sandhed til mig, saa skal vi nok blive gode Venner. Vil Du love mig det?“ Elin var purpurrød. Hun stod og kneb i sine Handsker. „Ja,“ sagde hun hviskende. „Naa, gaa Du saa ind i dit Kammer. Du kan vel nok huske Vejen, siden Du var her sidst?“ „Jo,“ sagde Elin igen. Og inden hun vidste, hvordan det var gaaet til, var hun gaaet gennem Salen og ind i det lille Køkken, som skulde være hendes Hjem. Hun saá sig om. Et lille Rum med et smalt Vindue og Udsigt over en Gaard. Paa<noinclude><references/></noinclude> mhpes0tvkp2srk0andhbe92nr1elxcj 104 33371 471513 470601 2026-07-25T15:08:57Z MGA73bot 792 Retter lige apostrof til buet 471513 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Peter Alberti" />{{c|149}}</noinclude>at skælve let, og naar hun saa kom hjem og skulde sætte sig til at læse højt af Marie Sophie Schwartz eller Alexander Dumas ''père'', ringede det som en vilter Musik for hendes Øre, hun sad og trommede Takten til sine Tanker mod sit Knæ, og Fru Sivert maatte en Gang imellem rette hende, naar hun læste fejl. „Det er dog forfærdeligt, Barn, saa Du maa ha’e meget at tænke paa i Dag. Hvad er det, Du siger? „Folkets lige“? Der maa jo staa „Lidelse“, kan jeg tænke?“ En Dag kom Fruen ud i Køkkenet og sagde, at hun vilde faa en ny Herre at opvarte. Revisoren, som havde boet paa Kvisten, skulde flytte, og den, som nu kom til at bo dér, var en ung Herre, som gik paa „karolinska institutet“<ref>Den medicinske Skole i Stockholm. {{højre|O. A.}}</ref> og skulde være Læge. „Du skal naturligvis være høflig og venlig imod ham,“ sagde Fruen. „Men Du maa ogsaa ta’e Dig i Vare for ham, for saadanne Herrer er ikke rare for de unge Piger.“ Nogle Dage efter saa Elin et Bybud komme kørende ind i Gaarden med en stor Oppakning, et Par Kufferter, en Bogkasse, en lang Reol og en Kurvestol. Han kom op i Køkkenet og spurgte om, hvor Hr. Bjørling boede. I det samme kom Fruen ud og sagde, at det var en Trappe højere op i Kvistværelset i Gavlen. Han vilde snart<noinclude> <references/></noinclude> aeaw9rqpp6i7o8v85kitkhqizfkphwx 104 33385 471514 432166 2026-07-25T15:09:08Z MGA73bot 792 Retter lige apostrof til buet 471514 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Peter Alberti" /></noinclude>{{centrer|1=<h2 style="border-bottom:none;">III.</h2>}} {{startbogstav2|F}}ru Sivert sendte en Dag efter Frokost Elin ud. Derpaa vendte hun sig om mod sin Mand, som sad i Sofaen og læste „Dagens Nyheter“. „Jeg kan ikke forstaa, hvad der er i Vejen med Pigen. Hun er ikke sig selv.“ „Med Pigen? Hvad skulde der være i Vejen med Pigen?“ Hr. Sivert blev ved at læse. „Jeg be’er Dig, hold dog op at læse, og hør paa, hvad jeg siger. Naa, læg nu den dejlige Avis bort. Tror du maaske, den løber fra Dig? For jeg skal sige Dig, at der er noget galt fat med Pigen. Har Du ikke lagt Mærke til, hvor ofte hun be’er om at maatte gaa ud om Aftenen, og et Par Gange er hun jo ikke kommet hjem før efter 12.“ „Jamen hun har jo været indbudt til {{nowrap|...}}“ „Snak! Hvem véd, hvor hun har været. I Gaar Aftes gik jeg ud i Køkkenet, og da var hun borte, skønt Hatten og Kaaben hang paa deres Plads, og det varede en god Time, inden jeg hørte hende komme ind igen. Har Du ikke sét, hvor fin<noinclude><references/></noinclude> qd9e7bfk0qlaqw3ip781j2zdtmhfmyo 104 33386 471515 470608 2026-07-25T15:09:10Z MGA73bot 792 Retter lige apostrof til buet 471515 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Peter Alberti" />{{c|158}}</noinclude>hun er bleven paa det sidste? Handsker og Tørklæder og Gud maa vide, hvad det altsammen er?“ „Jamen, bedste Ven, Du kan da vel ikke tro, at Barnet {{nowrap|...}}“ „Snak, siger jeg. Du maa hjælpe mig at passe paa den Skat Gottfrid, som er din Bro’rsøn, og som Du har skaffet herind i Huset, skønt jeg sa’e, at jeg ikke vilde ha’e en saadan Kavallér, som bare vilde løbe mig efter Pigen. Men nu har vi’et, som vi har’et, og det siger jeg, at hvis jeg faar at vide, at der er noget paa Færde mellem dem, skal han ud af Huset, og det i samme hellige Øjeblik. Og hun for Resten med. Skønt for hende er det da egenlig Synd. Men man kan ikke ha’e saadan en i Huset. Det er ganske umuligt. Folk har saamæn nok endda at snakke om.“ „Jamen, hvad vil Du da ha’e, at jeg skal gøre?“ „Hvad du skal gøre? Du skal holde Øjnene aabne, forstaar Du? Du kan jo f. Eks. gaa op paa Monsieurs Værelse en Gang, naar Du sér, at hun ikke er hjemme. Jeg siger bare: saa skal vi sé.“ Manden lovede, at han nok skulde læse Knægten Teksten, og hvad han lovede, det var sikkert som Guld. Han havde virkelig fattet Kærlighed til Pigen, og han følte en hæderlig gammel Mands hele Forbitrelse ved Tanken om, at noget saadant skulde kunne hænde den lille kønne, uskyldige Pige, der havde været næsten som et Barn for ham, og han begyndte samme Dag sin Rolle som husligt Opdagelsespoliti. {{nop}}<noinclude><references/></noinclude> 1ti1bdlu477x7h8nu8t4a4fco8eobpo 104 33388 471516 75038 2026-07-25T15:09:12Z MGA73bot 792 Retter lige apostrof til buet 471516 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Peter Alberti" />{{c|160}}</noinclude>hende om det. Men det var vel ikke saa farligt. Der var jo ingen, som fik det at vide. Blot kigge indenfor. Hun gik stille ud i Entreen og saá sig om. Hun tog i Døren op til Loftet. Den knirkede. Hun standsede atter og lyttede. Nej, alt var stille. Saa gik hun let og sagte op ad Trappen og aabnede Døren til Gottfrids Værelse. Han sad foran Spejlet og bandt sit Tørklæde, i Skjorteærmer, med opknappet Vest. Hun standsede i Døren, smilede med hele Ansigtet. Han vendte sig om. „Nej, men er Du gal! Hvis nogen kom herop!“ Hun lukkede Døren og gik hen mod ham med Hænderne paa Ryggen. „Aa, der kommer ingen.“ Med et lille Hop kastede hun sig om hans Hals. „Jeg har længtes saa forfærdeligt efter Dig.“ „Lille Barn.“ Han drog hende ned paa sit Skød, og hun sad og saá ham ind i Ansigtet, mens hun knyttede Hænderne udenom hans Hals. „Jeg holder saa meget af Dig. Der er ingen, der er som Du.“ Han følte sig lidt forlegen og kyssede hende for at slippe for at sé hende ind i Ansigtet. „Aa, det skal Du ikke være saa vis paa.“ Der var bestemt nogen, som tog i Laasen. Han fo’r op, og Elin blev staaende raadvild midt paa Gulvet. Hun vilde gaa hen til ham, men han<noinclude><references/></noinclude> k1zanmz71v73h48hncxhki4x8kc2fnp 104 33390 471517 470612 2026-07-25T15:09:13Z MGA73bot 792 Retter lige apostrof til buet 471517 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Peter Alberti" />{{c|162}}</noinclude>sig frem paa egen Haand, lære sig et eller andet, at sy eller vaske eller noget andet. Ligegyldigt hvad. Aa, men Gottfrid vilde nok hjælpe hende. Men… Hendes Søster maatte have det at vide. Ja, det var nødvendigt, det kunde ikke nytte andet. Men Moderen! Det brændte inde i hende, og Graaden var ved at bryde frem. „Mo’r, Mo’r, aa — hvis han endda havde været her!“ Hun satte Tallerkenerne bort, som hun var i Færd med, og græd. „Saa var det aldrig, aldrig skét.“ Men Gottfrid vilde vel nok hitte paa Raad. Han var jo saa god imod hende, og hun vilde alligevel ikke ønske, at hun ikke havde truffet ham. Det andet, det var jo nok kedeligt, men det gik vel over. Hun hørte, at han gik paa Trappen, og hun tørrede Taarerne bort. Blodet pressede sig sammen i hendes Bryst. Hun gik hen til Døren og aabnede den paa Klem. Med nedslagne Øjne og Graaden i Halsen stod hun foran han. Han saá oprørt ud og vilde først gaa forbi hende. Men hun standsede ham. {{nop}}<noinclude><references/></noinclude> p3zfraclt31ri8jkbxrkc6ldjufuu85 104 33391 471518 470613 2026-07-25T15:09:23Z MGA73bot 792 Retter lige apostrof til buet 471518 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Peter Alberti" />{{c|163}}</noinclude>Han trak sig tilbage fra den Haand, som hun havde lagt paa hans Arm. „Naa, hvad er der nu i Vejen?“ „Det var min Fejl,“ sagde hun. Han saá sig om, bange for, at der skulde komme nogen. „Ja, det var en gruelig Dumhed,“ sagde han. „Jeg faar naturligvis ikke Lov til at blive her,“ sagde hun, og Taarerne trængte sig igen frem. Han gjorde en utaalmodig Bevægelse. „Ja, græd nu bare ikke.“ „Aa, Du véd ikke, hvordan det er fat med mig. Du maa være lidt venlig mod mig.“ Han blev pludselig opmærksom. „Du er da vel aldrig {{nowrap|. . .}}“ „Nej, det var ikke det, jeg mente. Men jeg faar ikke Lov at blive her, og Fruen bli’r saa vred, og hun har før været saa god mod mig.“ „Jamen hvem har sagt, at Du skal blive? Hør nu, hvad jeg vil sige, Elin, og vær en fornuftig Pige.“ Han bøjede sig op mod Rækværket og drog hende til sig. „Hvis Fruen nu bli’r slem imod Dig og siger stygge Ord til Dig, saa skal Du ikke staa og høre paa det, men sig saa blot, at Du vil skifte.“ „Ja, men …“ „Nej, hør nu blot, hvad jeg siger. Du kan jo tage bort og komme til at lære noget, og i Begyndelsen skal jeg nok hjælpe Dig og skaffe Dig et Værelse. Du kan jo nok forstaa, at jeg ikke vil<noinclude><references/></noinclude> chjubg482en7d6g5w0zcn9g37sik4zf 104 33392 471519 470614 2026-07-25T15:09:28Z MGA73bot 792 Retter lige apostrof til buet 471519 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Peter Alberti" />{{c|164}}</noinclude>ha’e, at Du skal faa Ubehageligheder for min Skyld. Du vilde jo aldrig faa Lov at være i Fred, nu da de har faaet dette her at vide. Og desuden vilde jeg jo aldrig mere kunne komme sammen med Dig, hvis Du blev her.“ „Nej, det er ogsaa sandt.“ „Ja—a. For Resten har jeg jo altid sagt Dig, at det ikke kunde vare evigt, og vi har jo heller aldrig holdt af hinanden paa den Manér.“ Hun saá bort og mumlede: „Nej, ikke Du, naturligvis, men jeg.“ „Ja, men jeg vil i alt Fald hjælpe Dig, og har Du først faaet lært et eller andet, saa kan Du ha’e det meget bedre end her.“ Et Smil foer over hendes Ansigt. „Du forlader mig alligevel ikke, vel?“ Han vidste ikke, hvad han skulde svare. Han tog hendes Hoved mellem sine Hænder og klappede hende. „Gaa nu ind,“ sagde han. „Og lad mig siden vide, hvordan det er gaaet.“ Han løb hurtigt ned ad Trappen, og Elin gik igen ind i Køkkenet. — — Der blev et ordenligt Røre hos Siverts. Manden var rasende og bandte paa, at den unge Herre skulde flytte til den første, og at Pigen skulde bort selv samme Dag. For man kunde ikke have en saadan Person i Huset. Men Fruen, som virkelig holdt af Pigen, sagde, at hun havde taget det altfor voldsomt lige straks,<noinclude><references/></noinclude> rcoesca7an8bb4bvoo7na9v5f2jw12n 104 33394 471520 470615 2026-07-25T15:09:35Z MGA73bot 792 Retter lige apostrof til buet 471520 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Peter Alberti" />{{c|166}}</noinclude>Hun adlød langsomt. „Ja, saa Du vil flytte. Naa, og hvad skal Du saa tage Dig for?“ „Jeg skal lære at sy Skjorter.“ Elin havde slet ikke før tænkt paa det. Hun havde ikke Begreb om, hvad det var at sy Skjorter, eller hvor man kunde lære det. Men den Tone, hvori hun sagde det, var saa rolig, som om hun talte om en længe og modent overvejet Beslutning. „Naa, og saa skal vel Gottfrid hjælpe Dig, kan jeg tænke?“ Elin nikkede. „Naa, og saa bagefter? Naar han er bleven ked af Dig?“ Elin brast i Graad. „Jeg vil flytte,“ sagde hun. „For jeg kan dog ikke blive her, nu da Herren og Fruen véd det. Jeg behøver ikke at blive en daarlig én for det. For jeg vil ikke ha’e med nogen anden at gøre.“ „Har han sagt, at han tænker paa at gifte sig med Dig?“ Hun saá ned. „Nej,“ sagde hun hviskende. „Ja, men hvad tænker Du dog paa?“ brød det ud af den gamle Dame. Hun havde altid bildt sig ind, at en Mand bragte en fattig Pige til at falde ved at love hende Ægteskab. „Du vil da vel ikke sige, at Du {{nowrap|. . .}}“ {{nop}}<noinclude><references/></noinclude> 7809d4pc93vnvt70ocb69votkel5iw3 104 33395 471521 470616 2026-07-25T15:09:36Z MGA73bot 792 Retter lige apostrof til buet 471521 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Peter Alberti" />{{c|167}}</noinclude>Elin rødmede stærkt, og Graaden sad hende i Halsen. „Jeg behøver ikke at blive en daarlig én for det,“ gentog hun. „Kære Barn,“ sagde den gamle Dame og klappede hende, „det siger Du nu, saa længe som han gi’er Dig alt, hvad Du ønsker. Men naar han er bleven træt af Dig, holder han op med det. Og naar Du saa selv skal arbejde for dit Udkomme og det ikke slaar til til at skaffe Dig alt, hvad Du nu er bleven vant til, Fornøjelser og pæne Klæder og andet, som Du holder af, saa gaar det, saa nødig jeg siger det, rent Pokker i Vold med Dig. Jeg kender saa mange Piger, som det er gaaet galt for, og som er begyndt som Du.“ „Men Fruen maa ikke tro, at jeg vil blive en saadan Pige. Nej, det bli’r jeg aldrig.“ „Nej, jeg {{sp|vil}} i det mindste ikke tro det. For jeg havde haabet, at jeg en Dag skulde have sét Dig rigtig godt gift med en pæn Arbejder, og at Du skulde blive et lykkeligt og dygtigt Menneske. Der er nok mere end én, som har haft gode Øjne til Dig. Ikke?“ „Jo—o. Men …“ „Naa? Hvad mener Du?“ „Jeg har aldrig rigtig kunnet med nogen af dem. De er altid saa simple, saa …“ „Hvad mener Du med det? At de ikke har pæne Klæder og ikke er saa rene paa Hænderne og ikke kan tale saa pænt? Er det det?“ {{nop}}<noinclude><references/></noinclude> li9gb5xq7geq0whlwcsiqswusgo1a23 104 33396 471522 470748 2026-07-25T15:09:38Z MGA73bot 792 Retter lige apostrof til buet 471522 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Peter Alberti" />{{c|168}}</noinclude>Og den gamle Dame talte længe. Hun talte om, hvor meget de havde gjort for Elin, mens hun var dér i Huset, om de Farer, som en enlig Pige udsætter sig for, og hun malte hendes tilkommende Liv i saa sorte Farver, at Elin pludselig rejste sig og sagde: „Ja, naar Fruen tror saa daarligt om mig, saa …“ Og hun holdt fast ved sin Beslutning. Hun vilde skifte nu paa Lørdag. Men da blev Fru Sivert for Alvor vred og sagde, at hun kunde gaa, hvorhen hun vilde. „Men kommer Du en Gang i Ulykke, saa kom ikke til mig og bed om Hjælp. For nu har jeg sagt Dig, hvordan det vil gaa, og vil Du ikke tro mig, saa faar Du selv tage Følgerne.“ Og dermed var Elin gaaet ud. Ved Middagen kom hun ikke ind til Bordet. — — Men om Eftermiddagen gik den gamle Frue ud i Køkkenet. Hun fandt Elin beskæftiget med at sy en hvid Strimmel i sin sorte Kjole. „Hvor skal Du hen?“ Elin holdt haardnakket Øjnene fæstede til sit Arbejde. I en lav, undertrykt Tone, som hun forgæves stræbte at gøre naturlig, svarede hun: „Jeg vilde gaa hen et Sted, hvor jeg har hørt, at de sy’r Skjorter, og spørge, om jeg ikke kunde komme til at lære dér.“ „Ja saa. Ja, jeg vilde blot sige Dig ét endnu; jeg var maaske lidt for stræng mod Dig i {{bindestreg1|Formid}}<noinclude><references/></noinclude> ta43tcj89j9uh50uxvomar4sufgcg8c 104 33397 471523 470749 2026-07-25T15:09:54Z MGA73bot 792 Retter lige apostrof til buet 471523 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Peter Alberti" />{{c|169}}</noinclude>{{bindestreg2|dags|Formiddags}}, og jeg vilde sige Dig det, at hvis Du skulde komme i Forlegenhed, saa kan Du komme til mig. Vil Du love mig det?“ „Jeg si’er Fruen saa mange Tak, men jeg haaber ikke, det skal gaa saa galt.“ Den gamle Frue rystede paa Hovedet og gik stille ind i sin Stue igen. {{centrer|<nowiki>*</nowiki>}} Om Lørdagen flyttede Elin. Hun kom til at bo i den søndre Bydel hos en fattig gammel Kone, som hun kendte, og Gottfrid betalte otte Kroner om Maaneden for hende. Om Dagen gik hun og syede Kjoler hos en Syjomfru. Der havde ikke været nogen Plads i Skjortemagasinet. Da hun vendte tilbage, dér op til Bakkerne, til den Egn, hvor hun havde boet hele sin Barndom, hvor hun havde sagt Farvel til sin Mo’er, og hvorfra hun var flyttet for at prøve paa selv at arbejde sig frem i den store, larmende Verden dér nede, da følte hun sig underlig til Mode. Hvad havde hun vundet? Hvad var der blevet af hende? Og hvordan var hun egenlig kommen til at synes om ham? Hun grundede og grundede derpaa, og det forekom hende stadig mere og mere underligt. Først havde hun syntes om ham, fordi han gav hende saadanne kønne Sager. Hun havde holdt meget af at gaa fint klædt, og hos Siverts havde<noinclude><references/></noinclude> meom7ahpn0vb2sne4vlzs1nyxfqbkdn 104 33453 471524 470623 2026-07-25T15:09:56Z MGA73bot 792 Retter lige apostrof til buet 471524 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Peter Alberti" />{{c|174}}</noinclude>at lide for det Fejltrin, hvori han i alt Fald havde mere Skyld end hun. Han søgte efter noget at sige hende, men han fandt intet andet end dette: „Græd ikke, græd ikke. Det skal nok blive godt.“ Tilsidst blev hun roligere, og selv Gottfrid begyndte at sé hele Sagen i et noget andet Lys. Det hele var jo ganske naturligt, og det galdt blot om at indrette alt saa fornuftigt som muligt. De sad længe og talte sammen. Han talte venligt og roligt til hende. Han gjorde sig Umage for, at hun ikke skulde tro, at han, nu da dette var kommet til, vilde skille sig af med hende. Og da Elin tilsidst skulde hjem og han fulgte hende hele Vejen, var hun næsten mere oprømt end hun plejede at være. Hun spøgede og lo af hans Indfald. Da han henne ved hendes Port sagde Godnat, puttede hun sig helt ind til ham og lo lidt, mens hun saá ham op i Ansigtet med sine skinnende glade Barneøjne. „Véd Du hvad, Gottfrid!“ sagde hun. „Jeg synes alligevel det er saa morsomt, Du, at jeg skal være Mo’r.“ Han smilede tvungent og sagde hende Godnat. Men da han gik hjem gennem Gaderne, forfulgtes han af den Tanke, om han dog ikke paa en eller anden Maade skulde kunne slippe lettere fra hele Sagen. — — Det mærkeligste ved Elin, baade mens Gottfrid var i Byen og siden, da han ud paa Foraaret var<noinclude><references/></noinclude> ljxoalkh9vclecpipbhe3vx56o9t8gw 104 33458 471525 470627 2026-07-25T15:10:08Z MGA73bot 792 Retter lige apostrof til buet 471525 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Peter Alberti" />{{c|179}}</noinclude>man stod stille og saá efter dem, men Elin mærkede intet, følte intet. Hun blot stirrede paa alle, som gik forbi, om det ikke skulde være Gottfrid, indtil hun igen vaktes af en Stemme, som spurgte: „Hvem venter Frøkenen paa?“ Hun foer sammen og tog Veninden under Armen. Der var tomt foran dem paa Fortovet, den sidste Vogn rullede hurtigt bort. Der kom ikke flere. Veninden trak hende med sig, og de gik hurtigt hen til Operaen. Samme Venten, samme Angst og samme Resultat. De gik forbi „mindra teatern“ og hen til „nya“, og da der heller ingen kom dér, listede de sig stille og forskræmte om udenfor Kaféerne, ved Berns Salon Blanchs Kafé og Operakaféen, midt imellem alle de tvivlsomme Herrer og Damer, som ved Nattetider befolker Gaderne. Og naar det blev saa sént, at de ikke vovede at være ude længere, næsten løb de over Norrbro og langs Skeppsbron, hvor Gasflammerne flimrede mat, og hvor der saá saa uhyggeligt og mørkt ud i de snævre Gyder, der som dybe Grøfter graver sig ind i Byen og fører al den Urenlighed, som ikke faar Lov at komme frem ved Dagens Lys, ud og ind. Bagved Gustaf III’s Statue standsede de forpustede for at hvile et Øjeblik. Foran dem laa Norrstrøms og Saltsjöns i hinanden flydende Vand, mørkt med funklende Lysstrimer. De maatte smutte ind i en Port for at slippe<noinclude><references/></noinclude> hyksprxzjjwq74nqwrb3txb8n0okmal 104 108286 471548 432426 2026-07-25T23:21:42Z Ditlev Petersen 5631 471548 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="PWidergren" /></noinclude>handh och {{Forkortelse|xij.|12}} ærckebisscope och hwndrede the tiæne i wor capelle oc hwerth monet modh tha fare the borth och saa komme andre igien Boerdhet thet wij haffwe ær aff {{Forkortelse|thn̄ |then}} ædelste smaragdo som i wore lande moo wære och for the stheene dydh moo enghen drwckene worde. oc {{Forkortelse|xxx.|30}} koninger tiæne oss och alt theres herscap. Vdhen for porthen standher een stolpæ aff cristallo ther ær paa een gwld hwalff i hwalffuen liggher een speghel oc i {{Forkortelse|hannū|hannum}} moo wij see hoo som wos wijl ijlldæ eller wæl Then tijd wij ther opp gaa tha ligge ther twsent trapper opp til. een deel aff trappen ær aff saphyro oc then annen ær<noinclude><references/></noinclude> ka7nrweuuejxd5b1mr90bfqu4zaqax5 104 122243 471473 2026-07-25T12:16:57Z Malene 287 jeg ved ikke hvorfor pdf siden ikke vises længere?? men jeg fortsætter med at hælde teksten ind. Hvis nogen ved bedre må i meget gerne rette så teknikken virker her. 471473 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="1" user="Malene" /></noinclude>var mest tør i Halsen. Saa satte de Huen paa, tog Stokken i Haanden og marcherede af, imens de sang: <poem> »Agurkesalat og Lammesteg og Lammesteg og Agurkesala—et! Nej, nej, nej, nej, nej, nej, nej! Lammesteg, det faar du ej.« </poem> Men da Studenterne var komne helt ned ad Bakken og saa langt bort, at man ikke mere kunde høre deres Sang og ikke sé andet af dem end en Støvsky — da lød der en umaadelig Latter efter dem. Den lød fra Gærdet og Grøften og helt ind over Marken. Den vilde Rose lo, saa den tabte en Bunke af sine Blade. Smørblomsten grinte over hele Ansigtet, Mælkebøtten gjorde ligedan, og Blaaklokken rystede af Latter, saa alle Klokkerne kimede. De mange tusinde Rugstraa inde paa Marken virrede med Aksene af Lystighed, og en ung Klinte, der endnu stod i Knop, klukkede saadan af Latter, at den sprængte sit Hylster og sprang en Dag for tidlig ud. »Er det dog ikke ubegribeligt, at Folk kan være saa dumme?« sagde Rosen, da den havde lét saa længe, at den ikke kunde mere. »Der gaar nu de tre Studenter og synger og skraaler og tror fuldt og fast, at vi staar her og tager os ud for deres Skyld. Og saa er Studenterne endda de klogeste af alle Mennesker.« »Ja, saa maa de andre rigtignok være slemme,« sagde Mælkebøtten. »Jeg kan virkelig ikke taale saa megen Morskab paa Morgenstunden,« sagde Rosen igen. »Ler jeg saadan een Gang til, saa dratter alle mine Blade. Og det gaar ikke an, for i Dag bliver det Vejr til at gøre Forretninger.«<noinclude><references/></noinclude> gmh0i94dqshxevdlp0jelbry0fdtd9v 104 122244 471474 2026-07-25T12:17:24Z Malene 287 +tekst 471474 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="1" user="Malene" /></noinclude>»Ja, jeg er klar,« sagde Blaaklokken og ringlede med Klokkerne. »Honning har jeg nok af, og mine Støvknappe springer, bare et Flueben rører ved dem.« »Sé, hvor jeg har stillet alle mine smaa Blomster sammen!« sagde Mælkebøtten fornøjet. »Har nogen af jer sét saa nydelig en Blomsterkurv?« »Det Kneb kender vi,« sagde den vilde Gulerod, der stod paa Gærdet ved Siden af Rosen og holdt sig nok saa rank. »Jeg bærer mig lige saadan ad ... vil I sé en Skærm, der kan præsentere sig? Lod jeg mine Blomster sidde enkeltvis, kunde de vente længe, før man opdagede dem. Men nu tænker jeg, det gaar. Jeg har ogsaa fundet paa at anbringe en rød Blomst midt i min hvide Skærm. Den er ganske gold og duer til ingenting, det er bare Reklame. Dyrene skal altid hen og kigge efter den. Ja, man maa være om sig, saadan som Konkurrencen er stegen.« »''Jeg'' vilde nu aldrig holde saadan en aaben Butik,« sagde den gule Torskemund, der stod med sin Krone tæt lukket. »Jeg bryder mig ikke om, at Fluer og den Slags Smaakravl skal rende lige fra Gaden ind i mig. ''Min'' Honning er kun til Fals for en ordentlig Humlebasse, der har Kræfter til at lukke mig op.« »Blæse være med alle jeres Kneb!« sagde den vilde Rose paa Gærdet. »Jeg behøver Gud ske Lov ikke den Slags. Jeg har en gammel og reel Forretning, der staar aaben for enhver honnet Person. Og mine Blomster er saa store og saa kønne, at den Bi, der ikke kan sé dem, maa være blind paa alle sine seks Tusinde Øjne. Jeg holder saamænd ikke engang Honning.« »Hvad for noget?« raabte Mælkebøtten.<noinclude><references/></noinclude> 1w9ppcr4okcbz874as3pdb51jqcd846 104 122245 471475 2026-07-25T12:17:43Z Malene 287 +tekst 471475 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="1" user="Malene" /></noinclude>»Hvad siger du?« sagde Klinten. »Er det muligt?« skreg Nelliken og Snerren og Kamilleblomsten. Og Torskemunden gabede en lille Smule af bar Forundring og spurgte: »Hvad har du da at byde Bierne paa?« »Jeg har mit Blomsterstøv,« svarede Rosen. »Det bruger de til Bibrød. Du véd, til deres Maddiker. Og jeg har saa rigeligt, at det ingenting gør, om der gaar en hel Del i Skuddermudder.« Solen steg paa Himlen og tørrede Duggen bort. »Nu ringer jeg Markedet ind,« sagde Blaaklokken. Alle Blomsterne rettede paa sig og skinnede og duftede og gjorde sig Umage for at sé godt ud. Og alle Vegne fra summede og surrede Fluer og Bier og Sommerfugle og Gedehamse og en Mængde andre Insekter, der havde siddet gemte Natten over i deres Reder eller under store Blade eller andre Steder, hvor der var tørt og lunt. De spredte sig over Gærdet og Grøfteranden, fløj fra den ene Blomst til den anden og krøb ind og ud af dem. Og Blomsterne skinnede og duftede og raabte i Munden paa hverandre. Blaaklokken sang: <poem> »Kling, klang, Bier smaa, kryb ind i mine Klokker blaa! Her er dejlig Honning til jeres unge Dronning.« </poem> »Nu kommer vi, nu kommer vi!« sagde Bierne, og et Øjeblik efter var der en inde i hver eneste af Klokkeblomsterne. De drak saa megen Honning, de kunde aarke, og Støvet dryssede<noinclude><references/></noinclude> rufirgsvmagz0egivf9of3jjzxacwv4 104 122246 471476 2026-07-25T12:18:03Z Malene 287 +tekst 471476 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="1" user="Malene" /></noinclude>fra Støvknappene ned over dem og hang fast i Haarene paa deres laadne Krop. Saa sang den vilde Rose paa Gærdet: <poem> »Kom, gule Bi, saa flink, saa fin! Kom, Sommerfugl, du favre! Min søde Duft, min Kinds Karmin jeg lover liflig Davre. Fuldt er mit røde Rosenskød af Støv til lækkert Maddike-Brød.« </poem> Og Torskemunden sang: <poem> »Dybt i min Kalk er Honningen gemt, at hente den frem er ikke saa nemt. Det kan kun Humlen, den stærke, den sorte, den aabner kækt mine gule Porte. Kom, Humle, kom! Jeg er skabt for dig. Det andet Smaakravl maa flyve for mig.« </poem> »Giv bare Tid, lille Børn,« sagde Humlebien. »Vi kommer til jer allesammen efter Tur.« »Denne Vej!« skreg Mælkebøtten. »Den bedste Honning paa Grøftekanten faas hos mig. Den gule Butik her nede i Græsset — skraas over for den vilde Rose. Højstærede Fluer, behag at sé indenfor! Her er noget for enhver ... alle mine hundrede Blomster er topfulde. Denne Vej! Denne Vej!« Og den vilde Gulerod løftede sin Skærm op over de andre og sang den ene Gang efter den anden det samme Vers: <poem> »Kom til mig, I vævre Fluer, Bier, Gedehamsefruer! Jeg har bare Ting, som duer. Hos den vilde Gulerod faar man Honning frisk og god.« </poem><noinclude><references/></noinclude> nfrxdo4h7ldhf0zfayz89yhyw79whg2 104 122247 471477 2026-07-25T12:18:23Z Malene 287 +tekst 471477 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="1" user="Malene" /></noinclude>»Her er mer, end vi kan overkomme,« sagde Gedehamsen. Og den krøb ind i den ene Blomst og ud af den anden. Bierne bar Blomsterstøvet og Honningen hjem i deres Kuber og skyndte sig af Sted for at hente mere. Humlebierne summede og brummede, Fluerne kravlede og krøb, Sommerfuglene dansede i Luften fra den ene til den anden og bredte deres brogede Vinger ud og samlede dem igen. Saadan gik det hele Dagen. Blomsterne kaldte og sang ustandseligt, og Solen skinnede muntert over det altsammen. Først da den sank bag Skoven, fløj Insekterne hjem, enhver til sin Rede eller sit Hvilested. »Det var en god Dag,« sagde Rosen. »Halvparten af mine Blomster er tømte for Støv. Saadan en Dag til, og jeg er fornøjet.« Blaaklokken nikkede, for den havde ogsaa gjort gode Forretninger. Mælkebøtten havde travlt med at lukke alle sine smaa Blomster i, og Guleroden stod endnu og strittede med sin Skærm, om der ikke skulde komme en forsinket Flue forbi. Men i Græsset paa Grøfteranden laa en stor, gammel Humlebi paa Ryggen og sparkede med alle sine seks Ben i Luften. »Er du kommen noget til, kære Ven?« spurgte den vilde Rose paa Gærdet. »Aa nej!« sagde Humlebien. »Jeg er bare lige ved at kvæles af Latter. Jeg kom til at tænke paa Studenterne, der gik forbi i Morges. Ha, ha, ha! De troede, det var for dem, I skinnede og duftede.« »Ja, det var nogle latterlige Fyre,« sagde Rosen. »Ha, ha, ha!« lo Humlebien igen. »Der gik de og havde ingen Anelse om, at det er for ''min'' Skyld, I gør det ... og for Biernes og Fluernes og Sommerfuglenes. Vorherre maa vide,<noinclude><references/></noinclude> gh6snm8i81hoqx5gu5seu01qum25oso 104 122248 471478 2026-07-25T12:18:39Z Malene 287 +tekst 471478 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="1" user="Malene" /></noinclude>hvordan vi skulde hitte jeres Honningbutiker, naar vi ikke kunde lugte os frem, og I ikke satte et ordentlig kulørt Skilt op.« Der var ingen af de vilde Blomster, der sagde noget, saa længe Humlebien laa paa Grøfteranden og lo. Men ikke saa snart havde den faaet samlet sig op og var fløjet hjem, før de allesammen brast i en Latter, der var akkurat lige saa munter og vældig som den, de sendte efter Studenterne. »Det er jo ikke til at holde ud med de Tossehoveder,« sagde Rosen. »Man skulde da tro, at saadant et Dyr havde bedre Forstand end en Smule Student, men Humlebien bilder sig saamænd ogsaa ind, at vi staar her for dens Skyld.« »Undskyld, at jeg blander mig i Samtalen,« sagde Bogfinken, der sad i Toppen af den vilde Rose. »Jeg var her ogsaa i Morges, da Studenterne gik forbi, og jeg forstaar det ikke rigtigt. Naar I ikke pynter jer for Studenternes Skyld og ikke for Biernes og Sommerfuglenes ... hvem Pokker gør I det da for?« »Vi gør det naturligvis for vores egen Skyld, bedste Finke,« sagde Rosen. »Forklar mig det,« bad Bogfinken. »Jeg gider ikke,« sagde Rosen. »Duggen falder, og jeg maa lukke. Godnat.« Blaaklokken ringede til Aften, Mælkebøtten sov allerede paa Grøftekanten, Torskemunden kneb sine Læber saa fast sammen, at ingen Humlebi i Verden kunde faa dem fra hinanden, og den vilde Gulerod nikkede og sang i Søvne: <poem> »Hos den vilde Gulerod faar man Honning, frisk og god.« </poem> Bogfinken sad og gyngede paa sin Rosengren og var ked af det. Den spekulerede paa det og kunde ikke finde ud af det og ikke falde i Søvn.<noinclude><references/></noinclude> 5jg1nna5igufip4ymii9nvaif1i06l7 104 122249 471479 2026-07-25T12:18:57Z Malene 287 +tekst 471479 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="1" user="Malene" /></noinclude>Saa var der en stor, graa Aftensværmer, som svirrede over Gærdet ind mod Rugen, der stod og hviskede med Aftenvinden. Og lige i det samme fik Bogfinken Øje paa en stor, smuk ''Aftenpragtstjerne'', der rakte sin hvide Krone hen mod Aftensværmeren og sang: <poem> »Løft dine Vinger, bløde og graa, ensomme Sværmer, flyv hid over Gærde! Ene af alle de Blomster smaa er jeg i Aften paa Færde. Alle, som Solen i Øjet saà, slumrer nu sødt, i Drømme de vugge sig. Ene jeg vaager, ventende paa, at dybt i min kølige Kalk du skal dukke dig. Skynd dig, Sommerfugl, blød og graa! Naar Stjernerne slukkes i Gry, maa jeg lukke mig.« </poem> Nu saà Bogfinken, hvorledes Aftensværmeren satte sig paa Blomsten og stak sin lange Snabel ned i dens Kalk. Og da den havde suget al den Honning, der var, og sad og vippede med Vingerne, lød der lidt henne fra akkurat den samme Sang, som Aftenpragtstjernen havde sunget. Bogfinken kunde skimte en stor, hvid Blomst derhenne, og nu fløj Sommerfuglen af Sted og satte sig paa den. »Aftenpragtstjerne,« sagde Bogfinken. »Fortæl mig, hvordan det egentlig hænger sammen med jer Blomster og Bierne og Sommerfuglene. Jeg har siddet her i Dag og sét og hørt det altsammen, men jeg forstaar ikke et Kvidder af det. — Hvad vilde nu Aftensværmeren dig?« »Den fik min Honning,« svarede Pragtstjernen. »Godt,« sagde Bogfinken. »Men hvad gav den dig til Gengæld?« »Den tog mit Blomsterstøv,« sagde Pragtstjernen.<noinclude><references/></noinclude> 3o5hgro33j1kd4hnojz6f35d2u8bels 104 122250 471480 2026-07-25T12:19:14Z Malene 287 +tekst 471480 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="1" user="Malene" /></noinclude>Men Bogfinken rystede paa sit Hoved. »Ja, det kan jo være meget rart for Aftensværmeren,« sagde den. »Den tog det ene og fik det andet, saa den kan sagtens. Men hvad Fornøjelse har ''du'' af den Historie?« »Sér du,« sagde Pragtstjernen, »enhver ordentlig Blomst har to store Bekymringer i sit Liv. Først skal den ''have'' sine Frø, og dernæst skal den være af med dem. Det forstaar du nok?« »Om jeg gør!« svarede Bogfinken. »Det er jo akkurat ligesom hos os. Først skal vi have Ungerne, og saa skal vi sé at faa dem opdragne og sendt ud i Verden. Vi har saamænd heller ikke mere end de samme to Bekymringer. Men de varer omtrent, fra man bliver født, og til man dør, og man bliver somme Tider temmelig mager af dem.« »Naturligvis,« sagde Pragtstjernen. »Man faar ingenting for ingenting i denne Verden. Men det var nu mine Æg og ikke dine Unger, vi skulde snakke om.« »Saa du har Æg?« sagde Bogfinken høflig. »''Det'' har jeg,« sagde Pragtstjernen. »Det, der bliver ud af dine Æg, er ''Unger'', og det, der bliver ud af mine, er ''Frø''. Men først maa Støvet fra Støvdragerne falde paa dem. Ellers bliver de til ingenting. Saadan er det med mig, og saadan er det med alle Blomsterne, og det er Bierne og Sommerfuglene og alle de andre Insekter, der bringer Støvet imellem os.« »Aha!« sagde Bogfinken og fløjtede. »Nu begynder jeg at forstaa det altsammen. De kommer til jer for at hente Honning, og saa faar de Blomsterstøv paa sig.« »Akkurat,« svarede Pragtstjernen. »Støvet hænger i Haarene paa deres Krop, i deres Vinger og deres Ben. Naar de saa kommer hen i en anden Blomst og rumsterer i den efter Honning,<noinclude><references/></noinclude> eu2gea3k9ch67stsete81wgdfwsoiyp 104 122251 471481 2026-07-25T12:19:41Z Malene 287 +tekst 471481 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="1" user="Malene" /></noinclude>saa gnider de Støvet af sig, det falder paa Æggene, og Æggene bliver til Frø.« »Det er nydeligt indrettet,« sagde Bogfinken. »Og det er for at lokke Insekterne til jer, at I har alle de brogede Farver?« »Akkurat,« sagde Pragtstjernen. »Jeg for mit Vedkommende er nu ganske hvid, som du sér. Jeg spekulerer kun i de Insekter, der flyver ud om Natten, og saa er den hvide Farve den, der skinner bedst igennem. Der er for stor en Konkurrence om Dagen, men nu er jeg ganske ene om Budet.« »Naa—aa,« sagde ''Natviolen'', som stod lidt borte og hørte det altsammen. »''Jeg'' tæller da ogsaa med.« »Jeg kan ikke sé dig,« sagde Aftenpragtstjernen. »Hvor staar du? Hvad hedder du? Hvad Farver har din Blomst?« »Jeg hedder Natviol, og min Blomst er brun og grim og lille.« »Saa er du ikke farlig,« sagde Pragtstjernen. »Naa—aa,« sagde Natviolen. »Jeg klarer mig endda. For lidt siden fløj en stor Aftensværmer forbi dig og lige hen i Skødet paa mig. Jeg kaldte paa den ved min ''Duft'', forstaar du ... den sødeste Duft i Natten, ''saa'' sød, at Menneskene har indført mig fra Syden, hvor jeg hører hjemme, og plantet mig i deres Haver. Det er fra Møllerens Have, jeg har forvildet mig herud, og ''nu'' bliver jeg her og staar med dig.« Aftenpragtstjernen vilde svare, men i det samme sang Natviolen: <poem> »Natsommerfugl paa din dansende Flugt i den kølige Luft, kan du finde mig? Ikke jeg skinner som Pragtstjernen smukt, kun ved min sjældne, min dejlige Duft vil jeg binde dig. </poem><noinclude><references/></noinclude> 34vdyvqtywtjhnrz759hq6nfspshmy2 104 122252 471482 2026-07-25T12:20:00Z Malene 287 +tekst 471482 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="1" user="Malene" /></noinclude><poem> Vide bølger den, stærk og sød, evig om Honningen i mit Skød skal den minde dig.« </poem> »Ja — naar du endda vil lade mig beholde Aftensværmerne og nøjes med Natsommerfuglene,« sagde Pragtstjernen. »De fleste af dem spiser ingenting, men flyver forbi den dejligste Honning, som om det var Snavs.« »Der er saamænd nok til jer begge to,« sagde Bogfinken. »Det er ikke noget at skændes om. I skulde bare sé Blomsterne om Dagen. ''Dèr'' staar en Kamp ... det er en anden Historie, kan I tro! — Men hør nu, du Aftenpragtstjerne, der er alligevel noget, jeg ikke forstaar. Hvorfor drysser I ikke selv Støv paa jeres Æg? I har jo nok af det, og det var da meget nemmere.« »Ja — ''jeg'' kunde nu ikke, om jeg ogsaa vilde,« svarede Aftenpragtstjernen. »Jeg har slet ingen Støvdragere i min Blomst, ikke andet end Æg.« »Herre Gud, er du Invalid?« sagde Bogfinken. »Nej, jeg er saamænd ej,« sagde Blomsten. »Saadan er nu vi Aftenpragtstjerner indrettede. Min Søster herhenne ved Gærdet gaar det ligedan. Men derovre paa den anden Side af Vejen staar mine Brødre ... kan du sé det hvide, der skinner derovre? Det er dem. De har bar Støvdragere, men ingen Æg. Saa forstaar du nok, at vi er nødte til at bruge Sommerfuglens Hjælp.« »Ja vel,« sagde Bogfinken. »Men Rosen da? og Smørblomsten? og Mælkebøtten? og Blaaklokken? er det lige saadan med dem?« »Nej,« svarede Pragtstjernen. »De har baade Æg og Støvdragere i deres Blomster, saa de kunde nok klare sig selv, hvis de vilde. Men de vil nødig. For fremmed Støv giver de største og bedste Frø, skal jeg sige dig.«<noinclude><references/></noinclude> r49f08xzwejhhzwh9pt8j785l1hc9p6 104 122253 471483 2026-07-25T12:20:19Z Malene 287 +tekst 471483 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="1" user="Malene" /></noinclude>»Det er altsammen meget mærkeligt,« sagde Bogfinken. »Paa den Maade har I det næsten som vi Dyr, slaas med hverandre om Udkommet, kæmper for Børnene og det hele.« Aftenpragtstjernen nikkede paa sin Stængel og sang sin lille Vise, for der kom netop en stor, graa Sommerfugl flyvende. Men den fløj forbi, og saa sagde Blomsten: »Aa ja saamænd. Men I skriger og slaar hverandre ihjel og pisker rundt fra Morgen til Aften. Vi staar stille, hvor vi staar, og skinner og dufter og passer vores Ting alligevel. Saa en Forskel er der da.« Bogfinken sad lidt og tænkte over det. Saa opdagede den, at Klokken var mange, og skyndte sig hen til sin Rede i Skoven. Og Aftenen gik, og det blev mørkere. Lysene sluktes rundt om i Gaardene, og der var ingen mer, som gik paa Vejen. Natviolen duftede, skjult i Græsset, Rugen hviskede med Nattevinden, og Aftenpragtstjernens hvide Krone skinnede. »Du der — Rug!« sagde Aftenpragtstjernen. »Du er saa lang og naaer saa vidt ... kan du ikke sé, om der er en Aftensværmer i Anmarch?« »Kigger ikke efter den Slags ... kender ikke til det ... kerer mig ikke om det!« svarede Rugen. Og det lød langt hen over Marken, for det var alle Rugstraaene, der svarede paa een Gang, og de bøjede alle deres Aks den samme Vej, for de holdt godt sammen og var enige om alting. »Naa, naa,« sagde Pragtstjernen. »Du behøver da ikke at være saa vigtig. Den Dag kommer vel ogsaa nok, da du har Brug for et Par Bier eller en Sommerfugl.« »Nej, den gør ikke ... gør ikke ... gør ikke!« lød det hen over Rugmarken.<noinclude><references/></noinclude> 3gbns80e1mnpswnnsdwg6a7f59q4m0m 104 122254 471484 2026-07-25T12:20:39Z Malene 287 +tekst 471484 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="1" user="Malene" /></noinclude>»Saa—e?« sagde Pragtstjernen forbløffet. »Saa forstaar jeg egentlig ikke, hvordan I bærer jer ad med jeres Æg og Støv, saa mange som I er ... for I er vist over hundrede?« »Vi er en Million,« svarede Rugen. Og atter lød det hen over Marken, saa det gav Genlyd helt ind i Skoven: »En Million ... Million ... Million!« Det varede noget, inden Pragtstjernen kunde sunde sig, saa overvældet blev den. Men lidt efter sagde den ydmygt: »Vil ikke en af jer fortælle mig, hvordan I bærer jer ad, naar I ikke bruger Bierne og Sommerfuglene? Men kunde det ikke blive bare een af jer? Jeg er kun en enlig Aftenpragtstjerne, og jeg bliver helt uhyggelig, naar I taler allesammen paa een Gang.« Et Øjeblik var der ganske stille i Rugen, mens Pragtstjernen lyttede efter Svar paa sit Spørgsmaal. Saa hviskede et af de Rugstraa, der stod nærmest: »Vi ''drær''.« »Aa—e!« sagde Aftenpragtstjernen. Den stod og saà dum ud, for den vidste ikke, hvad det betød, og generede sig for at spørge. »Hvad er det, de gør?« spurgte Natviolen. »De ''drær'',« sagde Aftenpragtstjernen. Men Rugstraaet bøjede sig helt ned over Blomsterne og hviskede: »I kan sagtens faa Insekterne til at besørge jeres Støv, saadan et Par Stykker I er. Men vores Forretning er altfor stor til, at vi kan hjælpe os paa den Maade. Hos os kommer det hele i Orden paa een Dag, ja, somme Tider paa et Par Timer. Vi bruger ''Vindkraft'', skal jeg sige Dig.« »Aa—e!« sagde Aftenpragtstjernen.<noinclude><references/></noinclude> b96u8pgyuhtqmtwgphabidu7tvg9ohp 104 122255 471485 2026-07-25T12:20:57Z Malene 287 +tekst 471485 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="1" user="Malene" /></noinclude>»Hvad er det, de gør?« spurgte Natviolen. Pragtstjernen fortalte den det, og de var begge to lige kloge. Men saa hviskede Rugstraaet igen: »Naar Støvet er modent, vokser alle vore Støvdragere ud af Akset. Det gaar i en rygende Fart, maa I tro. Støvknappene hænger og dingler i Luften, og saa gælder det at passe Tiden. Naar Solen skinner rigtig mildt, og der ingen Regnskyer er paa Himlen, og det er næsten ganske stille — saa springer alle Støvknappene op, og Støvet falder ud og bølger frem og tilbage over Marken og falder paa Æggene.« »De er en ordentlig Grossererforretning, I har,« sagde Pragtstjernen. »Der maa da gaa en Masse Støv til Spilde,« sagde Natviolen. »Det gør der,« hviskede Rugstraaet. »Men det har vi beregnet i Forvejen, saa vi har nok af det. I Morgen drær vi ... pas paa, saa skal I sé, der staar en hel Sky over Marken.« »I Morgen har vi lukket,« sagde Aftenpragtstjernen, »saa vi maa tro dig paa dit Ord.« »Skade, at Bogfinken ikke er her,« sagde Natviolen. »Den var saa nysgerrig, og her havde den da faaet noget at vide.« De snakkede ikke mere sammen, mens Natten skred, men sang deres Viser og passede deres Honningbutiker; Aftensværmerne og Natsværmerne fløj til og fra; Rugen stod og gyngede og hviskede. Da Morgenen gryede, lukkede Natviolen og Aftenpragtstjernen deres Blomster og dækkede sig, saa godt de kunde. Og Solen stod op i Øst og lod sine Straaler banke paa Døren hos de vilde Dagblomster. »Op med jer, I Syvsovere!« sagde Straalerne. Og den vilde Rose paa Gærdet og Mælkebøtten paa Grøfteranden<noinclude><references/></noinclude> nlrjfvd5etc8un111yznlvqkcqkbw7r 0 122256 471486 2026-07-25T12:23:51Z Malene 287 oprettet - ikke alle sider er klar endnu 471486 wikitext text/x-wiki {{header | titel = Den gamle Pæl | forfatter = Carl Ewald | oversætter = | afsnit = Æventyr, Tredje Samling | forrige = [[Den gamle Pæl]] | næste = [[Korallerne]] | År = 1909 | noter = Fra samlingen ''Æventyr'', Tredje Samling (Gyldendalske Boghandel, Nordisk Forlag, København og Kristiania; tredje oplag 1909), trykte sider 20–31. Teksten gengiver datidens retskrivning (før 1948: ''aa'', store begyndelsesbogstaver i navneord, skelnen mellem ''saa'' og ''saà''). Kilde: [[commons:File:Carl Ewald - Æventyr - Tredje Samling.pdf|indscanning på Wikimedia Commons]]. }} <pages index="Carl Ewald - Æventyr - Tredje Samling.pdf" from=29 to=43 /> {{PD-old}} [[Kategori:1909]] [[Kategori:Eventyr]] [[Kategori:Carl Ewald forfatter]] 4s9oggah6kup8o6v6qw27ijju02g8vc 106 122257 471549 2026-07-26T10:46:27Z MGA73 457 Oprettede siden med "" 471549 proofread-index text/x-wiki {{:MediaWiki:Proofreadpage_index_template |Forfatter= |Titel=[[Den ældste Danmarkskrønike (Roskildekrøniken)]] |Bind= |År=1898 |Oversætter=Jørgen Olrik, Selskabet for historiske Kildeskrifters Oversættelse. |Redaktør= |Udgiver=Nielsen & Lydiche |Sted=København |Kilde=pdf |Billede=2 |Sorter= |Status=K |Sider=<pagelist 1="-" 2="Titelside" 3="Indledning" 4=4 9="Start" 40="Krønikens fortsættelse" /> |Bindoversigt= |Width= |Bemærkninger= |Header= |Footer=<references/> |Licens={{PD-old-70-1923}} }} [[Kategori:Danmarkshistorie]] 6abu625kywimnmehkyuolllq5um7925 104 122258 471550 2026-07-26T10:49:42Z MGA73bot 792 Automatisk genereret side med OCR og strukturering 471550 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="1" user="MGA73bot" /></noinclude>DEN ÆLDSTE DANMARKSKRØNIKE (ROSKILDEKRØNIKEN) OVERSAT AF JORGEN OLRIK UDGIVET AF SELSKABET FOR HISTORISKE KILDESKRIFTERS OVERSÆTTELSE MED UNDERSTØTTELSE AF MINISTERIET FOR KIRKE. OG UNDERVISNINGSVÆSENET KØBENHAVN I KOMMISSION HOS KARL SCHØNBERG TRYKT HOS NIELSEN &amp; LYDICHE 1898<noinclude><references/></noinclude> 9lo6vqfzy1b0jc7r8z5bwiwkueotrj9 471649 471550 2026-07-26T11:11:30Z MGA73 457 471649 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="1" user="MGA73bot" /></noinclude><div style="line-height:150%; border-bottom:none; font-size:150%; text-align:center >DEN ÆLDSTE</div> <div style="line-height:200%; border-bottom:none; font-size:200%; text-align:center >DANMARKSKRØNIKE</div> <div style="line-height:150%; border-bottom:none; font-size:150%; text-align:center >(ROSKILDEKRØNIKEN)</div> {{c|OVERSAT}} {{c|AF}} {{c|{{større|'''JØRGEN OLRIK'''}}}} {{streg|5em}} {{c|UDGIVET AF {{større|'''SELSKABET FOR HISTORISKE KILDESKRIFTERS OVERSÆTTELSE}} MED UNDERSTØTTELSE AF MINISTERIET FOR KIRKE. OG UNDERVISNINGSVÆSENET {{streg|10em}} {{større|KØBENHAVN}} I KOMMISSION HOS KARL SCHØNBERG TRYKT HOS NIELSEN & LYDICHE 1898}} </center><noinclude><references/></noinclude> 3wiqmm2b3b9115w7aguu4jh9rbdixvs 104 122259 471551 2026-07-26T10:50:20Z MGA73bot 792 Automatisk genereret side med OCR og strukturering 471551 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="1" user="MGA73bot" /></noinclude>Den lille krønike, som her er oversat, er det ældste forsøg på at skrive en sammenhængende fremstilling af Dan- marks historie, fra kristendommens indførelse til forfatterens egen samtid. - Krøniken må uden tvivl være forfattet af en dansk mand, der som klerk var knyttet til bispestolen og dom- kapitlet i Roskilde; dette sidste ses tydelig af den store rolle, som Roskildebispen og Roskildekirken spiller i frem- stillingen. Affattelsestiden falder i den første del af Erik Lams regering: Olaf, Harald Kesjes søn, som blev fældet 1143, omtales nemlig i krøniken som endnu levende, og før dette år må denne altså være skreven. Krøniken stanser meget brat; det sidste, som den beretter, er striden mellem Rike og Eskil om ærkebispedømmet i Lund, deres påfølgende udsoning, og Rikes indsættelse til bisp i Roskilde, hvilke be- givenheder fandt sted 1137-381. Kort derefter må krøniken være affattet eller i al fald afsluttet (altså c. 1140). Til krøniken er senere føjet en ganske kort fortsættelse (som går til Valdemar Sejrs tid); denne består dog væsentlig i sætninger, der er optagne ordret af andre kilder, nemlig: a) en ganske kortfattet krønike om Danmarks konger, skrevet på Valdemarernes tid, måske under Valdemar I2; b) de læse- ¹) Derimod omtales ikke bisp Rikes fald for den nævnte Olafs hånd, der fandt sted nogle år senere (årstallet er ikke sikkert; måske 1142). 2) Denne lille krønike er trykt i Scriptores rerum Danicarum I, s. 15-18, hvor dog en noget senere kongerække er indflettet i den, og s. 66-68 efter et andet håndskrift. I sin oprindelige 1*<noinclude><references/></noinclude> 3aohqiu5hzla8exjiyxwbj8ywig6s27 471629 471551 2026-07-26T11:01:52Z MGA73bot 792 Samler orddelinger 471629 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="1" user="MGA73bot" /></noinclude>Den lille krønike, som her er oversat, er det ældste forsøg på at skrive en sammenhængende fremstilling af Danmarks historie, fra kristendommens indførelse til forfatterens egen samtid. - Krøniken må uden tvivl være forfattet af en dansk mand, der som klerk var knyttet til bispestolen og domkapitlet i Roskilde; dette sidste ses tydelig af den store rolle, som Roskildebispen og Roskildekirken spiller i fremstillingen. Affattelsestiden falder i den første del af Erik Lams regering: Olaf, Harald Kesjes søn, som blev fældet 1143, omtales nemlig i krøniken som endnu levende, og før dette år må denne altså være skreven. Krøniken stanser meget brat; det sidste, som den beretter, er striden mellem Rike og Eskil om ærkebispedømmet i Lund, deres påfølgende udsoning, og Rikes indsættelse til bisp i Roskilde, hvilke begivenheder fandt sted 1137-381. Kort derefter må krøniken være affattet eller i al fald afsluttet (altså c. 1140). Til krøniken er senere føjet en ganske kort fortsættelse (som går til Valdemar Sejrs tid); denne består dog væsentlig i sætninger, der er optagne ordret af andre kilder, nemlig: a) en ganske kortfattet krønike om Danmarks konger, skrevet på Valdemarernes tid, måske under Valdemar I2; b) de læse- ¹) Derimod omtales ikke bisp Rikes fald for den nævnte Olafs hånd, der fandt sted nogle år senere (årstallet er ikke sikkert; måske 1142). 2) Denne lille krønike er trykt i Scriptores rerum Danicarum I, s. 15-18, hvor dog en noget senere kongerække er indflettet i den, og s. 66-68 efter et andet håndskrift. I sin oprindelige 1*<noinclude><references/></noinclude> jk6jpdzkuio2xf0br7jrtm7byrxtxjy 471651 471629 2026-07-26T11:22:03Z MGA73 457 Retter tekst... Noten udestår. 471651 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="1" user="MGA73bot" /></noinclude>{{startbogstav2|D}}en lille krønike, som her er oversat, er det ældste forsøg på at skrive en sammenhængende fremstilling af Danmarks historie, fra kristendommens indførelse til forfatterens egen samtid. Krøniken må uden tvivl være forfattet af en dansk mand, der som klerk var knyttet til bispestolen og domkapitlet i Roskilde; dette sidste ses tydelig af den store rolle, som Roskildebispen og Roskildekirken spiller i fremstillingen. — Affattelsestiden falder i den første del af Erik Lams regering: Olaf, Harald Kesjes søn, som blev fældet 1143, omtales nemlig i krøniken som endnu levende, og før dette år må denne altså være skreven. Krøniken stanser meget brat; det sidste, som den beretter, er striden mellem Rike og Eskil om ærkebispedømmet i Lund, deres påfølgende udsoning, og Rikes indsættelse til bisp i Roskilde, hvilke begivenheder fandt sted 1137—38<ref>Derimod omtales ikke bisp Rikes fald for den nævnte Olafs hånd, der fandt sted nogle år senere (årstallet er ikke sikkert; måske 1142).</ref>. Kort derefter må krøniken være affattet eller i al fald afsluttet (altså c. 1140). Til krøniken er senere føjet en ganske kort fortsættelse (som går til Valdemar Sejrs tid); denne består dog væsentlig i sætninger, der er optagne ordret af andre kilder, nemlig: a) en ganske kortfattet krønike om Danmarks konger, skrevet på Valdemarernes tid, måske under Valdemar I<ref>Denne lille krønike er trykt i Scriptores rerum Danicarum I, s. 15—18, hvor dog en noget senere kongerække er indflettet i den, og s. 66—68 efter et andet håndskrift. I sin oprindelige</ref>; b) de {{bindestreg1|læse}}<noinclude><references/> {{højre|1*}}</noinclude> h8rfmg3n7cv8mba86eknpoppa438au9 471652 471651 2026-07-26T11:27:05Z MGA73 457 <ref name="p3"> 471652 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="1" user="MGA73bot" /></noinclude>{{startbogstav2|D}}en lille krønike, som her er oversat, er det ældste forsøg på at skrive en sammenhængende fremstilling af Danmarks historie, fra kristendommens indførelse til forfatterens egen samtid. Krøniken må uden tvivl være forfattet af en dansk mand, der som klerk var knyttet til bispestolen og domkapitlet i Roskilde; dette sidste ses tydelig af den store rolle, som Roskildebispen og Roskildekirken spiller i fremstillingen. — Affattelsestiden falder i den første del af Erik Lams regering: Olaf, Harald Kesjes søn, som blev fældet 1143, omtales nemlig i krøniken som endnu levende, og før dette år må denne altså være skreven. Krøniken stanser meget brat; det sidste, som den beretter, er striden mellem Rike og Eskil om ærkebispedømmet i Lund, deres påfølgende udsoning, og Rikes indsættelse til bisp i Roskilde, hvilke begivenheder fandt sted 1137—38<ref>Derimod omtales ikke bisp Rikes fald for den nævnte Olafs hånd, der fandt sted nogle år senere (årstallet er ikke sikkert; måske 1142).</ref>. Kort derefter må krøniken være affattet eller i al fald afsluttet (altså c. 1140). Til krøniken er senere føjet en ganske kort fortsættelse (som går til Valdemar Sejrs tid); denne består dog væsentlig i sætninger, der er optagne ordret af andre kilder, nemlig: a) en ganske kortfattet krønike om Danmarks konger, skrevet på Valdemarernes tid, måske under Valdemar I<ref name="p3">Denne lille krønike er trykt i Scriptores rerum Danicarum I, s. 15—18, hvor dog en noget senere kongerække er indflettet i den, og s. 66—68 efter et andet håndskrift. I sin oprindelige</ref>; b) de {{bindestreg1|læse}}<noinclude><references/> {{højre|1*}}</noinclude> ohnlv99s3sb6qqlvmb9v64x9snkaa2a 104 122260 471552 2026-07-26T10:50:37Z MGA73bot 792 Automatisk genereret side med OCR og strukturering 471552 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="1" user="MGA73bot" />{{hoved|4||}}</noinclude>stykker om Knud hertugs skrinlæggelse, der affattedes (c. 1170) for at tjene til grundlag for messeordningen ved Knuds- festerne 1. - Denne fortsættelse må være forfattet på Valde- mar Sejrs tid, og er ingen pålidelig kilde; de få selvstæn- dige efterretninger, den har, er delvis urigtige. Krøniken selv frembyder i mange måder en betydelig interesse. Allerede som det første mere sammenhængende forsøg på at skrive Danmarks historie fortjener den vor op- mærksomhed. Forsøget er naturligvis i mange måder ikke faldet heldig ud. Således har forfatteren for den ældre tids vedkommende kun en meget sparsom og usikker dansk tra- dition at bygge på, og den første halvdel af hans skrift består derfor mest af uddrag (délvis ordrette) af den bremiske historieskriver Adam, som 1072 og følgende år forfattede &gt;de hamburgske ærkebispers historie, i hvilket skrift også findes mange oplysninger om Nordens forhold. Vor krønikes uddrag af Adam er dog ingenlunde altid nøjagtige; stundom omdannes Adams efterretninger vilkårligt 2. Allerede i denne første del af krøniken findes, som nævnt, adskillige spredte efterretninger, som må skyldes dansk overlevering, og fra Sven Estridsøns tid bygger den udelukkende på hjemlig tradition; den til selve Roskildekirken knyttede overlevering spiller naturligvis en fremtrædende rolle. Alt eftersom forfatteren kommer nærmere til sin egen samtid, bliver hans fremstilling livligere og fyldigere; ejendommelig er hans livfulde, hyppig meget lidenskabelige form findes den måske næppe noget af stederne. Den består mest af uddrag af Adam af Bremen, men har nogle selvstæn- dige efterretninger om de senere konger, som vistnok må stamme fra 12. årh.s anden halvdel. ¹) At vor krønikes fortsættelse har brugt Knud hertugs levned som kilde (og ikke omvendt), kan, som prof. Steenstrup har gjort opmærksom på (Historisk Tidsskrift 6 række IV, s. 681), sés deraf, at de talrige bogstavrim, der udmærker visse sæt- ninger i fortsættelsen frem for den egentlige krønike, just er en ejendommelighed ved Knuds levned. 2) Nogle enkelte efterretninger synes at måtte stamme fra engelske kilder, men vistnok kun ad indirecte vej.<noinclude><references/></noinclude> dl4g3nrrgo8n2wftnhdojo3seplljvk 471640 471552 2026-07-26T11:02:16Z MGA73bot 792 Samler orddelinger 471640 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="1" user="MGA73bot" />{{hoved|4||}}</noinclude>stykker om Knud hertugs skrinlæggelse, der affattedes (c. 1170) for at tjene til grundlag for messeordningen ved Knudsfesterne 1. - Denne fortsættelse må være forfattet på Valdemar Sejrs tid, og er ingen pålidelig kilde; de få selvstændige efterretninger, den har, er delvis urigtige. Krøniken selv frembyder i mange måder en betydelig interesse. Allerede som det første mere sammenhængende forsøg på at skrive Danmarks historie fortjener den vor opmærksomhed. Forsøget er naturligvis i mange måder ikke faldet heldig ud. Således har forfatteren for den ældre tids vedkommende kun en meget sparsom og usikker dansk tradition at bygge på, og den første halvdel af hans skrift består derfor mest af uddrag (délvis ordrette) af den bremiske historieskriver Adam, som 1072 og følgende år forfattede &gt;de hamburgske ærkebispers historie, i hvilket skrift også findes mange oplysninger om Nordens forhold. Vor krønikes uddrag af Adam er dog ingenlunde altid nøjagtige; stundom omdannes Adams efterretninger vilkårligt 2. Allerede i denne første del af krøniken findes, som nævnt, adskillige spredte efterretninger, som må skyldes dansk overlevering, og fra Sven Estridsøns tid bygger den udelukkende på hjemlig tradition; den til selve Roskildekirken knyttede overlevering spiller naturligvis en fremtrædende rolle. Alt eftersom forfatteren kommer nærmere til sin egen samtid, bliver hans fremstilling livligere og fyldigere; ejendommelig er hans livfulde, hyppig meget lidenskabelige form findes den måske næppe noget af stederne. Den består mest af uddrag af Adam af Bremen, men har nogle selvstændige efterretninger om de senere konger, som vistnok må stamme fra 12. årh.s anden halvdel. ¹) At vor krønikes fortsættelse har brugt Knud hertugs levned som kilde (og ikke omvendt), kan, som prof. Steenstrup har gjort opmærksom på (Historisk Tidsskrift 6 række IV, s. 681), sés deraf, at de talrige bogstavrim, der udmærker visse sætninger i fortsættelsen frem for den egentlige krønike, just er en ejendommelighed ved Knuds levned. 2) Nogle enkelte efterretninger synes at måtte stamme fra engelske kilder, men vistnok kun ad indirecte vej.<noinclude><references/></noinclude> q5ydebd2vzkxfeccolm1bsqwe9266pu 471650 471640 2026-07-26T11:17:46Z MGA73 457 bindestreg 2 471650 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="1" user="MGA73bot" />{{hoved|4||}}</noinclude>{{bindestreg2|stykker|læsestykker}} om Knud hertugs skrinlæggelse, der affattedes (c. 1170) for at tjene til grundlag for messeordningen ved Knudsfesterne 1. - Denne fortsættelse må være forfattet på Valdemar Sejrs tid, og er ingen pålidelig kilde; de få selvstændige efterretninger, den har, er delvis urigtige. Krøniken selv frembyder i mange måder en betydelig interesse. Allerede som det første mere sammenhængende forsøg på at skrive Danmarks historie fortjener den vor opmærksomhed. Forsøget er naturligvis i mange måder ikke faldet heldig ud. Således har forfatteren for den ældre tids vedkommende kun en meget sparsom og usikker dansk tradition at bygge på, og den første halvdel af hans skrift består derfor mest af uddrag (délvis ordrette) af den bremiske historieskriver Adam, som 1072 og følgende år forfattede &gt;de hamburgske ærkebispers historie, i hvilket skrift også findes mange oplysninger om Nordens forhold. Vor krønikes uddrag af Adam er dog ingenlunde altid nøjagtige; stundom omdannes Adams efterretninger vilkårligt 2. Allerede i denne første del af krøniken findes, som nævnt, adskillige spredte efterretninger, som må skyldes dansk overlevering, og fra Sven Estridsøns tid bygger den udelukkende på hjemlig tradition; den til selve Roskildekirken knyttede overlevering spiller naturligvis en fremtrædende rolle. Alt eftersom forfatteren kommer nærmere til sin egen samtid, bliver hans fremstilling livligere og fyldigere; ejendommelig er hans livfulde, hyppig meget lidenskabelige form findes den måske næppe noget af stederne. Den består mest af uddrag af Adam af Bremen, men har nogle selvstændige efterretninger om de senere konger, som vistnok må stamme fra 12. årh.s anden halvdel. ¹) At vor krønikes fortsættelse har brugt Knud hertugs levned som kilde (og ikke omvendt), kan, som prof. Steenstrup har gjort opmærksom på (Historisk Tidsskrift 6 række IV, s. 681), sés deraf, at de talrige bogstavrim, der udmærker visse sætninger i fortsættelsen frem for den egentlige krønike, just er en ejendommelighed ved Knuds levned. 2) Nogle enkelte efterretninger synes at måtte stamme fra engelske kilder, men vistnok kun ad indirecte vej.<noinclude><references/></noinclude> q2l3j2gypwyeiz7pqu30iq8u98gcepp 471653 471650 2026-07-26T11:35:03Z MGA73 457 Noten er forsøgt fixet 471653 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="1" user="MGA73bot" />{{hoved|4||}}</noinclude>{{bindestreg2|stykker|læsestykker}} om Knud hertugs skrinlæggelse, der affattedes (c. 1170) for at tjene til grundlag for messeordningen ved Knudsfesterne <ref>At vor krønikes fortsættelse har brugt Knud hertugs levned som kilde (og ikke omvendt), kan, som prof. Steenstrup har gjort opmærksom på (Historisk Tidsskrift 6 række IV, s. 681), sés deraf, at de talrige bogstavrim, der udmærker visse sætninger i fortsættelsen frem for den egentlige krønike, just er en ejendommelighed ved Knuds levned.</ref>. — Denne fortsættelse må være forfattet på Valdemar Sejrs tid, og er ingen pålidelig kilde; de få selvstændige efterretninger, den har, er delvis urigtige. Krøniken selv frembyder i mange måder en betydelig interesse. Allerede som det første mere sammenhængende forsøg på at skrive Danmarks historie fortjener den vor opmærksomhed. Forsøget er naturligvis i mange måder ikke faldet heldig ud. Således har forfatteren for den ældre tids vedkommende kun en meget sparsom og usikker dansk tradition at bygge på, og den første halvdél af hans skrift består derfor mest af uddrag (délvis ordrette) af den bremiske historieskriver Adam, som 1072 og følgende år forfattede »de hamburgske ærkebispers historie«, i hvilket skrift også findes mange oplysninger om Nordens forhold. Vor krønikes uddrag af Adam er dog ingenlunde altid nøjagtige; stundom omdannes Adams efterretninger vilkårligt<ref>Nogle enkelte efterretninger synes at måtte stamme fra engelske kilder, men vistnok kun ad indirecte vej.</ref>. Allerede i denne første del af krøniken findes, som nævnt, adskillige spredte efterretninger, som må skyldes dansk overlevering, og fra Sven Estridsøns tid bygger den udelukkende på hjemlig tradition; den til selve Roskildekirken knyttede overlevering spiller naturligvis en fremtrædende rolle. — Alt eftersom forfatteren kommer nærmere til sin egen samtid, bliver hans fremstilling livligere og fyldigere; ejendommelig er hans livfulde, hyppig meget lidenskabelige <ref follow="p3">form findes den måske næppe noget af stederne. Den består mest af uddrag af Adam af Bremen, men har nogle selvstændige efterretninger om de senere konger, som vistnok må stamme fra 12. årh.s anden halvdel.</ref><noinclude><references/></noinclude> tje9f3401ihb90ohkz924xz27lz0xva 104 122261 471553 2026-07-26T10:51:10Z MGA73bot 792 Automatisk genereret side med OCR og strukturering 471553 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="1" user="MGA73bot" />{{hoved|||5}}</noinclude>bedømmelse og værdsættelse af personer og tildragelser, medens fremstillingen af selve begivenhederne for det meste er kortfattet og ofte ufuldstændig. Denne krønikens karaktér hænger sammen med, at dens forfatter er en udpræget partimand, opfyldt af borgerkrigenes partilidenskaber, og dømmende alt og alle fra sit partistand- punkt, som hans præstelige stilling træder hélt i baggrunden for. Forfatterens politiske opfattelse er lige den mod- satte af den, som gik sejrrig ud af borgerkrigene, og som vi i det hele finder udtrykt hos historieskriverne fra Valde- marernes tid, Sven Aggesøn og Sakse; hans standpunkt er på Nils&#039;, Magnus&#039; og det ældre kirkelige partis side; han ønsker et mindre udpræget kongedømme med afhængige bisper, men mægtige høvdinger og en uafhængig almue.&lt;&lt; 1 Hans egentlige helt er Magnus Nilsson; derimod har han ikke ord stærke nok til at fordømme Erik Emune, og også hans meninger om de tidligere konger er ganske modsatte af den senere opfattelses: han dadler Erik Egode, er velvillig stemt mod Olaf Hunger, stiller sig køligt til Knud den hel- lige, men lovpriser Harald Hén. I det hele må forfatteren vel nok siges at være en redelig og forholdsvis sandhedskærlig mand; han søger så- ledes ikke at forsvare Magnus&#039; mord på Knud hertug, og om Knud selv har han kun ros at fremføre; men ikke sjæl- den er han naturligvis forblindet af partilidenskaben, og hans fremstilling har et vist præg af bitterhed i sindet, idet han, den konservative mand, fuldstændig misbilliger de nye ret- ninger i tiden. Imidlertid har hans krønike selvfølgelig stor betydning som samtidig kilde for Nils&#039; og Erik Emunes re- gering, og dens værdi for os forøges just ved, at den er så at sige det eneste mindesmærke, som det parti, der lå under i borgerkrigene, har efterladt os. 1) A. D. Jørgensen, Bidrag til Nordens historie s. 208.<noinclude><references/></noinclude> lfp2vlq0xuy2pqq6civu5f33wf4unip 471606 471553 2026-07-26T11:00:12Z MGA73bot 792 Retter lige apostrof (&#039;) til buet 471606 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="1" user="MGA73bot" />{{hoved|||5}}</noinclude>bedømmelse og værdsættelse af personer og tildragelser, medens fremstillingen af selve begivenhederne for det meste er kortfattet og ofte ufuldstændig. Denne krønikens karaktér hænger sammen med, at dens forfatter er en udpræget partimand, opfyldt af borgerkrigenes partilidenskaber, og dømmende alt og alle fra sit partistand- punkt, som hans præstelige stilling træder hélt i baggrunden for. Forfatterens politiske opfattelse er lige den mod- satte af den, som gik sejrrig ud af borgerkrigene, og som vi i det hele finder udtrykt hos historieskriverne fra Valde- marernes tid, Sven Aggesøn og Sakse; hans standpunkt er på Nils’, Magnus’ og det ældre kirkelige partis side; han ønsker et mindre udpræget kongedømme med afhængige bisper, men mægtige høvdinger og en uafhængig almue.&lt;&lt; 1 Hans egentlige helt er Magnus Nilsson; derimod har han ikke ord stærke nok til at fordømme Erik Emune, og også hans meninger om de tidligere konger er ganske modsatte af den senere opfattelses: han dadler Erik Egode, er velvillig stemt mod Olaf Hunger, stiller sig køligt til Knud den hel- lige, men lovpriser Harald Hén. I det hele må forfatteren vel nok siges at være en redelig og forholdsvis sandhedskærlig mand; han søger så- ledes ikke at forsvare Magnus’ mord på Knud hertug, og om Knud selv har han kun ros at fremføre; men ikke sjæl- den er han naturligvis forblindet af partilidenskaben, og hans fremstilling har et vist præg af bitterhed i sindet, idet han, den konservative mand, fuldstændig misbilliger de nye ret- ninger i tiden. Imidlertid har hans krønike selvfølgelig stor betydning som samtidig kilde for Nils’ og Erik Emunes re- gering, og dens værdi for os forøges just ved, at den er så at sige det eneste mindesmærke, som det parti, der lå under i borgerkrigene, har efterladt os. 1) A. D. Jørgensen, Bidrag til Nordens historie s. 208.<noinclude><references/></noinclude> exgz4g55ep8lcct75r2d5buucqycofq 471644 471606 2026-07-26T11:02:23Z MGA73bot 792 Samler orddelinger 471644 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="1" user="MGA73bot" />{{hoved|||5}}</noinclude>bedømmelse og værdsættelse af personer og tildragelser, medens fremstillingen af selve begivenhederne for det meste er kortfattet og ofte ufuldstændig. Denne krønikens karaktér hænger sammen med, at dens forfatter er en udpræget partimand, opfyldt af borgerkrigenes partilidenskaber, og dømmende alt og alle fra sit partistandpunkt, som hans præstelige stilling træder hélt i baggrunden for. Forfatterens politiske opfattelse er lige den modsatte af den, som gik sejrrig ud af borgerkrigene, og som vi i det hele finder udtrykt hos historieskriverne fra Valdemarernes tid, Sven Aggesøn og Sakse; hans standpunkt er på Nils’, Magnus’ og det ældre kirkelige partis side; han ønsker et mindre udpræget kongedømme med afhængige bisper, men mægtige høvdinger og en uafhængig almue.&lt;&lt; 1 Hans egentlige helt er Magnus Nilsson; derimod har han ikke ord stærke nok til at fordømme Erik Emune, og også hans meninger om de tidligere konger er ganske modsatte af den senere opfattelses: han dadler Erik Egode, er velvillig stemt mod Olaf Hunger, stiller sig køligt til Knud den hellige, men lovpriser Harald Hén. I det hele må forfatteren vel nok siges at være en redelig og forholdsvis sandhedskærlig mand; han søger således ikke at forsvare Magnus’ mord på Knud hertug, og om Knud selv har han kun ros at fremføre; men ikke sjælden er han naturligvis forblindet af partilidenskaben, og hans fremstilling har et vist præg af bitterhed i sindet, idet han, den konservative mand, fuldstændig misbilliger de nye retninger i tiden. Imidlertid har hans krønike selvfølgelig stor betydning som samtidig kilde for Nils’ og Erik Emunes regering, og dens værdi for os forøges just ved, at den er så at sige det eneste mindesmærke, som det parti, der lå under i borgerkrigene, har efterladt os. 1) A. D. Jørgensen, Bidrag til Nordens historie s. 208.<noinclude><references/></noinclude> jmplqsexbf1zlksf8yv42ia0j2ekat4 104 122262 471554 2026-07-26T10:51:54Z MGA73bot 792 Automatisk genereret side med OCR og strukturering 471554 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="1" user="MGA73bot" />{{hoved|6||}}</noinclude>- Hvad vor krønikes senere skæbne angår, så har den for det første været kendt og benyttet af den ukendte forfatter til en lille, særlig i Roskildeegnen stedfæstet sagnkrønike, som nu er indflettet i Lundeårbøgerne; ti denne omtaler kong Snjo i ordret samme vendinger som vor krønike Erik Emune. Desuden må sikkert bægge historieskriverne fra Valdemarernes tid: Sven Aggesøn og Sakse, have kendt vor krønike, uden dog at have benyttet den synder- ligt; dens tendens lå jo dem bægge fjernt. At de har kendt den, kan vistnok sluttes af de udtryk, som de bruger ved fremstillingen af Knud den helliges historie, og som synes at indeholde en polemik mod vor krønikes opfat- telse af Knuds personlighed. Sven Aggesøn siger nemlig, at Knuds martyrium »ikke, som nogle tror, skyldtes hans store hårdhed og grumhed, eller et utåleligt åg, som han, den grumme, pålagde folket. &lt;&lt; På samme måde fordømmer Sakse Knuds avindsmænd, der vel indrømmede hans hellig- hed, men dog påstod, at denne mindre skyldtes hans for- tjænester i livet end hans anger i dødsstunden. &lt;&lt; 2 Det forholder sig virkelig så, at de få ord, vor krønike har om Knud den hellige, giver omtrent den mening, som Sakse og Sven Aggesøn så strengt fordømmer. At Sakse har kendt vor krønike, kan for øvrigt også ses af enkelte andre efter- retninger, f. ex. af hans fortælling om bisp Sven Nordmand i Roskilde ³, ligesom beretningen om Poppos jernbyrd i hoved- trækkene er ganske éns hos Sakse og i vor krønike. Men videre meget kan Sakse, som sagt, ikke have benyttet den, og på mange punkter fjerner han sig bevidst fra den. 1 - 1 Krøniken blev først udgiven i Westphalens Monumenta inedita rerum Germanicarum, præcipue Cimbricarum et Mega- polensium I (1739). Denne udgave bygger på et håndskrift, som fandtes i Københavns universitetsbibliotek, dog kun på tredje hånd. Efter dette håndskrift har nemlig den yngre Stephanius o. 1640 udskrevet krøniken i sine samlinger, der 1) Scriptores rerum Danicarum I, s. 57. 2) Saxo ed. Müller p. 593. 3) Saxo ed. Müller p. 598.<noinclude><references/></noinclude> sqlublmqvaorrhz8pe3vefav8a75yt6 471645 471554 2026-07-26T11:02:24Z MGA73bot 792 Samler orddelinger 471645 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="1" user="MGA73bot" />{{hoved|6||}}</noinclude>- Hvad vor krønikes senere skæbne angår, så har den for det første været kendt og benyttet af den ukendte forfatter til en lille, særlig i Roskildeegnen stedfæstet sagnkrønike, som nu er indflettet i Lundeårbøgerne; ti denne omtaler kong Snjo i ordret samme vendinger som vor krønike Erik Emune. Desuden må sikkert bægge historieskriverne fra Valdemarernes tid: Sven Aggesøn og Sakse, have kendt vor krønike, uden dog at have benyttet den synderligt; dens tendens lå jo dem bægge fjernt. At de har kendt den, kan vistnok sluttes af de udtryk, som de bruger ved fremstillingen af Knud den helliges historie, og som synes at indeholde en polemik mod vor krønikes opfattelse af Knuds personlighed. Sven Aggesøn siger nemlig, at Knuds martyrium »ikke, som nogle tror, skyldtes hans store hårdhed og grumhed, eller et utåleligt åg, som han, den grumme, pålagde folket. &lt;&lt; På samme måde fordømmer Sakse Knuds avindsmænd, der vel indrømmede hans hellighed, men dog påstod, at denne mindre skyldtes hans fortjænester i livet end hans anger i dødsstunden. &lt;&lt; 2 Det forholder sig virkelig så, at de få ord, vor krønike har om Knud den hellige, giver omtrent den mening, som Sakse og Sven Aggesøn så strengt fordømmer. At Sakse har kendt vor krønike, kan for øvrigt også ses af enkelte andre efterretninger, f. ex. af hans fortælling om bisp Sven Nordmand i Roskilde ³, ligesom beretningen om Poppos jernbyrd i hovedtrækkene er ganske éns hos Sakse og i vor krønike. Men videre meget kan Sakse, som sagt, ikke have benyttet den, og på mange punkter fjerner han sig bevidst fra den. 1 - 1 Krøniken blev først udgiven i Westphalens Monumenta inedita rerum Germanicarum, præcipue Cimbricarum et Megapolensium I (1739). Denne udgave bygger på et håndskrift, som fandtes i Københavns universitetsbibliotek, dog kun på tredje hånd. Efter dette håndskrift har nemlig den yngre Stephanius o. 1640 udskrevet krøniken i sine samlinger, der 1) Scriptores rerum Danicarum I, s. 57. 2) Saxo ed. Müller p. 593. 3) Saxo ed. Müller p. 598.<noinclude><references/></noinclude> 7so5ndrehvdou8tsq6wc86ng44ud9ov 104 122263 471555 2026-07-26T10:52:00Z MGA73bot 792 Automatisk genereret side med OCR og strukturering 471555 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="1" user="MGA73bot" />{{hoved|||7}}</noinclude>nu gemmes på universitetsbiblioteket i Upsala¹; en afskrift efter ham er det, som Westphalen har ladet trykke, og denne afskrift findes endnu i Hamburg 2. Selve håndskriftet er der- imod gået til grunde ved universitetsbibliotekets brand 1728; dog kan man oplyse om det, at det havde signaturen E 39 og indeholdt forskellige historiske stykker, deriblandt den så- kaldte yngre Næstvedårbog og en årbog, der slutter med året 1412; og dette håndskrift, som Stephanius kalder &gt; ældgammelt&lt;&lt;, kan da tidligst have stammet fra det 15. århundrede ³. Senere udgav Langebek vor krønike i Scriptores rerum Danicarum I, s. 373-87, efter en af kanniken Peder Olufsøn i 16. årh. tagen afskrift af et andet håndskrift; den står i hans samlinger, som endnu gemmes på universitetsbiblio- teket. Krøniken findes endelig også i det håndskrift fra 13. årh., som for c. 40 år siden blev fundet i baron Karl v. Richthofens bibliotek i Leszczyn (Øvre-Schlesien), og som indeholder den førnævnte korte levnedsbeskrivelse af Knud hertug (se H. Olrik, Danske, helgeners levned s. 115); varianter (dog ikke af stor betydning) fra dette håndskrift er trykte i G. Waitz&#039;s indledning til hans udgave af den nævnte levnedsbeskrivelse (Göttingen 1858) s. 6. Uddrag af krø- niken er tillige trykte i Monumenta Germaniæ historica, Scriptores XXIX, s. 21-26. For nærværende oversættelse er Langebeks udgave lagt til grund, dog med nedenstående rettelser, af hvilke flere 1) Krønikens overskrift lyder her: »Incerti auctoris chronologia ex eodem antiquissimo MS. codice bibliothecæ Hafniensis ab A. C. 826 ad 1157. Forud går i Stephanius&#039; samlinger: Anonymi chronologia ab anno Christi 821 ad 1300 ex antiquissimo co- dice in membrana MS. regiæ bibliothecæ Hafniensis, signato E. 39. 2) Varianter efter denne afskriftsamling er meddelte i Archiv für Staats- und Kirchengeschichte der Herzogthümer Schleswig und Holstein II, s. 194. ³) Om håndskriftet sml. B. Smith, Om Kbhvns. Universitetsbiblio- thek før 1728, 8. 149, jfr. sammes Tillæg og Rettelser (fra 1890).. Meddelelser om disse afskrifters indbyrdes forhold skyldes professor Kr. Erslev. -<noinclude><references/></noinclude> aa3rvmfhclb7xns1rzfqvu8lmrsvb60 471607 471555 2026-07-26T11:00:13Z MGA73bot 792 Retter lige apostrof (&#039;) til buet 471607 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="1" user="MGA73bot" />{{hoved|||7}}</noinclude>nu gemmes på universitetsbiblioteket i Upsala¹; en afskrift efter ham er det, som Westphalen har ladet trykke, og denne afskrift findes endnu i Hamburg 2. Selve håndskriftet er der- imod gået til grunde ved universitetsbibliotekets brand 1728; dog kan man oplyse om det, at det havde signaturen E 39 og indeholdt forskellige historiske stykker, deriblandt den så- kaldte yngre Næstvedårbog og en årbog, der slutter med året 1412; og dette håndskrift, som Stephanius kalder &gt; ældgammelt&lt;&lt;, kan da tidligst have stammet fra det 15. århundrede ³. Senere udgav Langebek vor krønike i Scriptores rerum Danicarum I, s. 373-87, efter en af kanniken Peder Olufsøn i 16. årh. tagen afskrift af et andet håndskrift; den står i hans samlinger, som endnu gemmes på universitetsbiblio- teket. Krøniken findes endelig også i det håndskrift fra 13. årh., som for c. 40 år siden blev fundet i baron Karl v. Richthofens bibliotek i Leszczyn (Øvre-Schlesien), og som indeholder den førnævnte korte levnedsbeskrivelse af Knud hertug (se H. Olrik, Danske, helgeners levned s. 115); varianter (dog ikke af stor betydning) fra dette håndskrift er trykte i G. Waitz’s indledning til hans udgave af den nævnte levnedsbeskrivelse (Göttingen 1858) s. 6. Uddrag af krø- niken er tillige trykte i Monumenta Germaniæ historica, Scriptores XXIX, s. 21-26. For nærværende oversættelse er Langebeks udgave lagt til grund, dog med nedenstående rettelser, af hvilke flere 1) Krønikens overskrift lyder her: »Incerti auctoris chronologia ex eodem antiquissimo MS. codice bibliothecæ Hafniensis ab A. C. 826 ad 1157. Forud går i Stephanius’ samlinger: Anonymi chronologia ab anno Christi 821 ad 1300 ex antiquissimo co- dice in membrana MS. regiæ bibliothecæ Hafniensis, signato E. 39. 2) Varianter efter denne afskriftsamling er meddelte i Archiv für Staats- und Kirchengeschichte der Herzogthümer Schleswig und Holstein II, s. 194. ³) Om håndskriftet sml. B. Smith, Om Kbhvns. Universitetsbiblio- thek før 1728, 8. 149, jfr. sammes Tillæg og Rettelser (fra 1890).. Meddelelser om disse afskrifters indbyrdes forhold skyldes professor Kr. Erslev. -<noinclude><references/></noinclude> 7hpivrwahoymr16hzn7kerebby2fn9s 471646 471607 2026-07-26T11:02:25Z MGA73bot 792 Samler orddelinger 471646 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="1" user="MGA73bot" />{{hoved|||7}}</noinclude>nu gemmes på universitetsbiblioteket i Upsala¹; en afskrift efter ham er det, som Westphalen har ladet trykke, og denne afskrift findes endnu i Hamburg 2. Selve håndskriftet er derimod gået til grunde ved universitetsbibliotekets brand 1728; dog kan man oplyse om det, at det havde signaturen E 39 og indeholdt forskellige historiske stykker, deriblandt den såkaldte yngre Næstvedårbog og en årbog, der slutter med året 1412; og dette håndskrift, som Stephanius kalder &gt; ældgammelt&lt;&lt;, kan da tidligst have stammet fra det 15. århundrede ³. Senere udgav Langebek vor krønike i Scriptores rerum Danicarum I, s. 373-87, efter en af kanniken Peder Olufsøn i 16. årh. tagen afskrift af et andet håndskrift; den står i hans samlinger, som endnu gemmes på universitetsbiblioteket. Krøniken findes endelig også i det håndskrift fra 13. årh., som for c. 40 år siden blev fundet i baron Karl v. Richthofens bibliotek i Leszczyn (Øvre-Schlesien), og som indeholder den førnævnte korte levnedsbeskrivelse af Knud hertug (se H. Olrik, Danske, helgeners levned s. 115); varianter (dog ikke af stor betydning) fra dette håndskrift er trykte i G. Waitz’s indledning til hans udgave af den nævnte levnedsbeskrivelse (Göttingen 1858) s. 6. Uddrag af krøniken er tillige trykte i Monumenta Germaniæ historica, Scriptores XXIX, s. 21-26. For nærværende oversættelse er Langebeks udgave lagt til grund, dog med nedenstående rettelser, af hvilke flere 1) Krønikens overskrift lyder her: »Incerti auctoris chronologia ex eodem antiquissimo MS. codice bibliothecæ Hafniensis ab A. C. 826 ad 1157. Forud går i Stephanius’ samlinger: Anonymi chronologia ab anno Christi 821 ad 1300 ex antiquissimo codice in membrana MS. regiæ bibliothecæ Hafniensis, signato E. 39. 2) Varianter efter denne afskriftsamling er meddelte i Archiv für Staats- und Kirchengeschichte der Herzogthümer Schleswig und Holstein II, s. 194. ³) Om håndskriftet sml. B. Smith, Om Kbhvns. Universitetsbibliothek før 1728, 8. 149, jfr. sammes Tillæg og Rettelser (fra 1890).. Meddelelser om disse afskrifters indbyrdes forhold skyldes professor Kr. Erslev. -<noinclude><references/></noinclude> phz9hojsulqt424pc0o1wjst3asmxx2 104 122264 471556 2026-07-26T10:52:19Z MGA73bot 792 Automatisk genereret side med OCR og strukturering 471556 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="1" user="MGA73bot" />{{hoved|8||}}</noinclude>skyldes professor Gertz; de fleste er tagne fra de nævnte varianter, medens et par er optagne efter Adam af Bremen. Endnu skal kun bemærkes, at de partier af krøniken, der nøje bygger på Adam af Bremen og delvis er ordrette udtog af hans text, er trykte med mindre typer end det øvrige; det samme gælder om de sætninger i krønikens fort- sættelse, som ordret er optagne fra Knuds levned eller den nævnte lille krønike. Textrettelser. (De følgende tal betegner sidetallene i Script. rer. Danic. I.) S. 374, linje 13 f. o. sentencia, læs licentia. S. 375, ☐ | S. 376, S. 378, &#039; S. 379, S. 380, S. 381, &quot; S. 382, S. 383, S. 385, &quot; - 16 f. n. Francorum, læs Anglorum. 4 f. n. permotus, læs promotus. 3 f. o. Læs: Aquisgrani palatium stabulum. 12 f. o. revocaret, læs renovaret. 18 f. o. patre, læs patria. 20 f. o. quo, læs quando. 7 f. n. Læs: a sacro fonte levaverit. 9 f. n. Læs: qvi ex concubina erat genitus. 2 f. o. ultro, læs ultimo. 4 f. o. Efter prævenit tilføjes: licet satis regno et nomine digni fuerant. 6 f. o. Læs: qui non sola virtute corporis debellaret potentes, sed animi virtute, nullique parcens iratus! 12 f. o. Læs: decus cleri et salus populi. 4 f. n. MCIV, læs MCIII. 3 f. n. Ciprum, læs Kyprum. 1 f. o. et populi, slettes. 9 f. o. crudelis, læs eruditus. 11 f. o. Læs: ex illo malo liberavit. 14 f. o. intulit, læs contulit. 2 f. o. Læs: ibique per partem populi . . . 5 f. o. XV, læs XII. 11 f. n. et ore, slettes. 4 f. o. sapiens, læs: impaciens. 8 f. n. celebratur, læs celebrabatur. 6 f. n. Junii, 18 Julii. 8 f. n. habentibus, læs: aventibus.<noinclude><references/></noinclude> 5ebthgvumvw2ky2huznyu598kv9ecex 471608 471556 2026-07-26T11:00:15Z MGA73bot 792 Retter lige apostrof (&#039;) til buet 471608 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="1" user="MGA73bot" />{{hoved|8||}}</noinclude>skyldes professor Gertz; de fleste er tagne fra de nævnte varianter, medens et par er optagne efter Adam af Bremen. Endnu skal kun bemærkes, at de partier af krøniken, der nøje bygger på Adam af Bremen og delvis er ordrette udtog af hans text, er trykte med mindre typer end det øvrige; det samme gælder om de sætninger i krønikens fort- sættelse, som ordret er optagne fra Knuds levned eller den nævnte lille krønike. Textrettelser. (De følgende tal betegner sidetallene i Script. rer. Danic. I.) S. 374, linje 13 f. o. sentencia, læs licentia. S. 375, ☐ | S. 376, S. 378, ’ S. 379, S. 380, S. 381, &quot; S. 382, S. 383, S. 385, &quot; - 16 f. n. Francorum, læs Anglorum. 4 f. n. permotus, læs promotus. 3 f. o. Læs: Aquisgrani palatium stabulum. 12 f. o. revocaret, læs renovaret. 18 f. o. patre, læs patria. 20 f. o. quo, læs quando. 7 f. n. Læs: a sacro fonte levaverit. 9 f. n. Læs: qvi ex concubina erat genitus. 2 f. o. ultro, læs ultimo. 4 f. o. Efter prævenit tilføjes: licet satis regno et nomine digni fuerant. 6 f. o. Læs: qui non sola virtute corporis debellaret potentes, sed animi virtute, nullique parcens iratus! 12 f. o. Læs: decus cleri et salus populi. 4 f. n. MCIV, læs MCIII. 3 f. n. Ciprum, læs Kyprum. 1 f. o. et populi, slettes. 9 f. o. crudelis, læs eruditus. 11 f. o. Læs: ex illo malo liberavit. 14 f. o. intulit, læs contulit. 2 f. o. Læs: ibique per partem populi . . . 5 f. o. XV, læs XII. 11 f. n. et ore, slettes. 4 f. o. sapiens, læs: impaciens. 8 f. n. celebratur, læs celebrabatur. 6 f. n. Junii, 18 Julii. 8 f. n. habentibus, læs: aventibus.<noinclude><references/></noinclude> pq4cdqa55uv14jdgmcrg27diqkaech2 471647 471608 2026-07-26T11:02:26Z MGA73bot 792 Samler orddelinger 471647 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="1" user="MGA73bot" />{{hoved|8||}}</noinclude>skyldes professor Gertz; de fleste er tagne fra de nævnte varianter, medens et par er optagne efter Adam af Bremen. Endnu skal kun bemærkes, at de partier af krøniken, der nøje bygger på Adam af Bremen og delvis er ordrette udtog af hans text, er trykte med mindre typer end det øvrige; det samme gælder om de sætninger i krønikens fortsættelse, som ordret er optagne fra Knuds levned eller den nævnte lille krønike. Textrettelser. (De følgende tal betegner sidetallene i Script. rer. Danic. I.) S. 374, linje 13 f. o. sentencia, læs licentia. S. 375, ☐ | S. 376, S. 378, ’ S. 379, S. 380, S. 381, &quot; S. 382, S. 383, S. 385, &quot; - 16 f. n. Francorum, læs Anglorum. 4 f. n. permotus, læs promotus. 3 f. o. Læs: Aquisgrani palatium stabulum. 12 f. o. revocaret, læs renovaret. 18 f. o. patre, læs patria. 20 f. o. quo, læs quando. 7 f. n. Læs: a sacro fonte levaverit. 9 f. n. Læs: qvi ex concubina erat genitus. 2 f. o. ultro, læs ultimo. 4 f. o. Efter prævenit tilføjes: licet satis regno et nomine digni fuerant. 6 f. o. Læs: qui non sola virtute corporis debellaret potentes, sed animi virtute, nullique parcens iratus! 12 f. o. Læs: decus cleri et salus populi. 4 f. n. MCIV, læs MCIII. 3 f. n. Ciprum, læs Kyprum. 1 f. o. et populi, slettes. 9 f. o. crudelis, læs eruditus. 11 f. o. Læs: ex illo malo liberavit. 14 f. o. intulit, læs contulit. 2 f. o. Læs: ibique per partem populi . . . 5 f. o. XV, læs XII. 11 f. n. et ore, slettes. 4 f. o. sapiens, læs: impaciens. 8 f. n. celebratur, læs celebrabatur. 6 f. n. Junii, 18 Julii. 8 f. n. habentibus, læs: aventibus.<noinclude><references/></noinclude> 6jrbxon4y9lpr24xtrjmw6qvtwevqcq 104 122265 471557 2026-07-26T10:52:30Z MGA73bot 792 Automatisk genereret side med OCR og strukturering 471557 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="1" user="MGA73bot" /></noinclude>I det år efter Herrens byrd 826 blev Harald Danekonge døbt ved Mainz af ærkebisp Otgar 1, og løftet op af vandet af kejser Ludvig, i sin kongetids 6te år. Med ham blev også hans broder Erik³ samt kongens hustru og en stor mængde Danske oplyste og knyttede til den kristne tro. Da de nu atter skulde hjem til deres land, og man havde ondt ved at finde nogen lærd mand, som vilde følge med dem, så kom den hellige Ansgar og tilbød sig frivillig tillige med sin ven Autbert. Disse 2 opholdt sig så i 4 år 6 hos kongen, og omvendte mange til troen. Senere vendte Ansgar tilbage og blev ærkebisp i Hamburg: han drog nu rundt, snart blandt Danerne, snart blandt folkene hinsides Elben, og vandt en utallig mængde af bægge folk for troen. Da så den bremiske ærkebisp Ljudrik døde, gav kejser Ludvig (søn af Ludvig og broder til Lothar og Karl) det bremiske ærkebispedømme til Ansgar. Ved denne kongelige gave glædedes den Guds be- kender såre og drog derefter til Danmark. Her gjorde han ¹) Den noget tvivlsomme efterretning, at Otgar døbte Harald, findes ikke hos Adam af Bremen. 2) Ludvig den fromme 814-40. Dåben skete ved neddykning, og den, soin stod fadder, hjalp den døbte op af vandet. 3) Rettere Rørik. Efterretningen er ikke rigtig; Rørik døbtes først c. 860. 4) Hermed menes: døbte. Jfr. Hbr. 6,4. 5) Hermed menes: præst. 6) Ifølge Ansgars levned og Adam af Bremen var det kun 2 år. 7) Med dette udtryk (som tankeløst er optaget fra Adam) menes folkene i Holsten: Holster, Stormarer, Ditmarsker. 8) 845 el. 846. Bremen var et bispedømme (ikke ærkestift), som blev forenet med ærkesædet i Hamburg efter denne bys øde- læggelse. 9) Ludvig den tyske 840-876.<noinclude><references/></noinclude> 6r0lq71iad8fuga5sxvovhc0belydr2 471648 471557 2026-07-26T11:02:27Z MGA73bot 792 Samler orddelinger 471648 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="1" user="MGA73bot" /></noinclude>I det år efter Herrens byrd 826 blev Harald Danekonge døbt ved Mainz af ærkebisp Otgar 1, og løftet op af vandet af kejser Ludvig, i sin kongetids 6te år. Med ham blev også hans broder Erik³ samt kongens hustru og en stor mængde Danske oplyste og knyttede til den kristne tro. Da de nu atter skulde hjem til deres land, og man havde ondt ved at finde nogen lærd mand, som vilde følge med dem, så kom den hellige Ansgar og tilbød sig frivillig tillige med sin ven Autbert. Disse 2 opholdt sig så i 4 år 6 hos kongen, og omvendte mange til troen. Senere vendte Ansgar tilbage og blev ærkebisp i Hamburg: han drog nu rundt, snart blandt Danerne, snart blandt folkene hinsides Elben, og vandt en utallig mængde af bægge folk for troen. Da så den bremiske ærkebisp Ljudrik døde, gav kejser Ludvig (søn af Ludvig og broder til Lothar og Karl) det bremiske ærkebispedømme til Ansgar. Ved denne kongelige gave glædedes den Guds bekender såre og drog derefter til Danmark. Her gjorde han ¹) Den noget tvivlsomme efterretning, at Otgar døbte Harald, findes ikke hos Adam af Bremen. 2) Ludvig den fromme 814-40. Dåben skete ved neddykning, og den, soin stod fadder, hjalp den døbte op af vandet. 3) Rettere Rørik. Efterretningen er ikke rigtig; Rørik døbtes først c. 860. 4) Hermed menes: døbte. Jfr. Hbr. 6,4. 5) Hermed menes: præst. 6) Ifølge Ansgars levned og Adam af Bremen var det kun 2 år. 7) Med dette udtryk (som tankeløst er optaget fra Adam) menes folkene i Holsten: Holster, Stormarer, Ditmarsker. 8) 845 el. 846. Bremen var et bispedømme (ikke ærkestift), som blev forenet med ærkesædet i Hamburg efter denne bys ødelæggelse. 9) Ludvig den tyske 840-876.<noinclude><references/></noinclude> t2v8qcig1ee2yt7lpo2l6oewe8eppd4 104 122266 471558 2026-07-26T10:52:51Z MGA73bot 792 Automatisk genereret side med OCR og strukturering 471558 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="1" user="MGA73bot" />{{hoved|10||}}</noinclude>Danekongen, den før nævnte Erik, kong Haralds broder 1. til- lige med hans folk til ivrige kristne; efter Haralds død var denne nemlig kommen på thronen. Erik byggede først en kirke i Slesvig og gav tillige enhver i sit rige, der vilde det, lov til at antage kristendommen. Imidlertid hærgede Nordmændene i Frankrig og gjorde tog op ad floderne Loire, Seine og Rhinen. Greben af rædsel for dem overlod Frankrigs konge Karl dem det land til be- byggelse, som de endnu ejer³. Dernæst angreb de Danmark og dræbte kong Erik. Efter hans død blev Erik Barn sat på thronen. Med hensyn til denne Erik barn er det såre tvivlsomt, om han var en søn af den førnævnte Erik eller ikke. Forbitret på de kristne lod han snart præsterne bortjage og kirkerne lukke. Uforfærdet drog dog den hellige Ansgar til ham, og forvandlede den grumme hersker fra en vild løve til det blideste lam, så at Erik bâde selv antog kristendommen og ved en kundgørelse befalede alle sine mænd at blive kristne. Nu blev præsterne kaldte tilbage, kirker opførte og istandsatte 6. Desuden blev der bygget en kirke i Ribe, den næste i rækken efter Slesvigs. På den tid samlede Lodbrogs søn, kong Ivar, som siges at have manglet knokler, og hvis brødre Ingvar, 1) Erik eller rettere Hårek er ikke den samme som den førnævnte broder til kong Harald (Rørik); han tilhørte en anden kongeæt. Efterretningen om Håreks omvendelse findes hos Adam af Bremen, men er ikke rigtig. Dog tillod Hårek Ansgar at opføre en kirke i Slesvig, og stillede sig venlig til kristendommen (se det følg- ende!). 2) Hermed menes: krigere fra Norden (Normanner). 3) Normandiet, som Karl den énfoldige 911 overlod til Normanner- høvdingen Kollo. +) Hårek faldt 854 i kamp mod andre kongsæmner, altså mere end 50 år før Normandiets erobring. 3) Hele denne fremstilling, som er tagen fra Adam, er overdreven. Heller ikke den yngre Hårek har ligefrem antaget kristendom- men; men lige så lidt har han forfulgt de kristne blodigt. 6) Denne sætning er temmelig uheldig. Den eneste ny kirke, som byggedes, var den i Ribe (se den følgende sætning!). 7) Forfatteren har åbenbart kendt en dansk tradition om Ivar Benløs. Overhovedet bygger han her på hjemlig overlevering.<noinclude><references/></noinclude> gjx7kbcscuu2g19hmi81rx1e1ki1xka 471609 471558 2026-07-26T11:01:23Z MGA73bot 792 Samler orddelinger 471609 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="1" user="MGA73bot" />{{hoved|10||}}</noinclude>Danekongen, den før nævnte Erik, kong Haralds broder 1. tillige med hans folk til ivrige kristne; efter Haralds død var denne nemlig kommen på thronen. Erik byggede først en kirke i Slesvig og gav tillige enhver i sit rige, der vilde det, lov til at antage kristendommen. Imidlertid hærgede Nordmændene i Frankrig og gjorde tog op ad floderne Loire, Seine og Rhinen. Greben af rædsel for dem overlod Frankrigs konge Karl dem det land til bebyggelse, som de endnu ejer³. Dernæst angreb de Danmark og dræbte kong Erik. Efter hans død blev Erik Barn sat på thronen. Med hensyn til denne Erik barn er det såre tvivlsomt, om han var en søn af den førnævnte Erik eller ikke. Forbitret på de kristne lod han snart præsterne bortjage og kirkerne lukke. Uforfærdet drog dog den hellige Ansgar til ham, og forvandlede den grumme hersker fra en vild løve til det blideste lam, så at Erik bâde selv antog kristendommen og ved en kundgørelse befalede alle sine mænd at blive kristne. Nu blev præsterne kaldte tilbage, kirker opførte og istandsatte 6. Desuden blev der bygget en kirke i Ribe, den næste i rækken efter Slesvigs. På den tid samlede Lodbrogs søn, kong Ivar, som siges at have manglet knokler, og hvis brødre Ingvar, 1) Erik eller rettere Hårek er ikke den samme som den førnævnte broder til kong Harald (Rørik); han tilhørte en anden kongeæt. Efterretningen om Håreks omvendelse findes hos Adam af Bremen, men er ikke rigtig. Dog tillod Hårek Ansgar at opføre en kirke i Slesvig, og stillede sig venlig til kristendommen (se det følgende!). 2) Hermed menes: krigere fra Norden (Normanner). 3) Normandiet, som Karl den énfoldige 911 overlod til Normannerhøvdingen Kollo. +) Hårek faldt 854 i kamp mod andre kongsæmner, altså mere end 50 år før Normandiets erobring. 3) Hele denne fremstilling, som er tagen fra Adam, er overdreven. Heller ikke den yngre Hårek har ligefrem antaget kristendommen; men lige så lidt har han forfulgt de kristne blodigt. 6) Denne sætning er temmelig uheldig. Den eneste ny kirke, som byggedes, var den i Ribe (se den følgende sætning!). 7) Forfatteren har åbenbart kendt en dansk tradition om Ivar Benløs. Overhovedet bygger han her på hjemlig overlevering.<noinclude><references/></noinclude> 7y82vxaqnw2yw4cbut0hhxmor8ifo5j 104 122267 471559 2026-07-26T10:53:25Z MGA73bot 792 Automatisk genereret side med OCR og strukturering 471559 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="1" user="MGA73bot" />{{hoved|||11}}</noinclude>Ubbe, Bjørn og Ulf stod i spidsen for Nordens folk¹, de grummeste af Nordmændene 2 om sig og kaldte også Da- nernes konger til hjælp for at ødelægge Anglernes land. Jeg siger: konger, fordi der den gang var mange konger i Danmark; efter sigende var der nemlig i gamle dage 2 i Jylland, en 3dje på Fyn, en 4de på Sælland, og en 5te i Skåne; men stundom var der 2 over hele Danmark, stundom også 1 over hele Danmark, og stundom 1 over hele Eng- land og Danmark tilsammen, som vi senere skal berette ³. Ivar sejlede altså med en flåde til England og holdt et blodigt slag med Anglernes konger, i hvilket Nordhumbrernes konger Ella og Osbert faldt, medens Denunolf og Berunolf flygtede fra slaget. Øst-Saksernes hellige konge Edmund, som tidligere ofte havde sejret, blev her overvunden, fangen i slaget og bagbunden pisket for Kristi bekendelses skyld, dernæst skudt med pile, og endelig halshugget; derved nåede han martyriets ærefulde krone 5. Således gik det til med dette Nordhumbrernes første nederlag i England. Efter at være dragen videre herfra, delte kong Ing- var sin flåde med 9 konger fra Norden, og lod nogle konger drage mod Frankrig, andre mod Tyskland 6. En del af disse sejlede op ad Elben, gjorde indfald i Saksen, ¹) Af disse 4 nævnes kun Ingvar (der forøvrigt er = Ivar) af Adam af Bremen; engelske kilder kender tillige Ubbe. 2) Se note 2, side 10. 3) Disse betragtninger om småkonger i Danmark er næppe ganske rigtige. Selv om der i 9. årh. var megen kamp mellem forskel- lige konger og kongeslægter, udgjorde Danmark dog allerede da kun ét kongerige. ― 4) Dette slag stod ved York i Nordhumberland 867. Lodbrogs- sønnerne sejrede fuldstændig, og bægge Nordhumbrernes konger faldt. Denunolf og Berunolf synes at være forvanskede navne på 2 konger i Mercia, Ceolulf og Beortulf, som dog intet havde med dette slag at gøre. Engelske kilder, men i noget forvan- sket form, må vel ligge til grund. 5) Edmund dræbtes 870 af Ingvar og Ubbe, men blev ikke fangen i det nævnte slag. Han var Øst-Anglernes konge. 6) Med de følgende hærgetog har Ingvar i virkeligheden intet at gøre.<noinclude><references/></noinclude> nxut84wz1qsf23lezcix3t7v6itm3qr 471610 471559 2026-07-26T11:01:25Z MGA73bot 792 Samler orddelinger 471610 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="1" user="MGA73bot" />{{hoved|||11}}</noinclude>Ubbe, Bjørn og Ulf stod i spidsen for Nordens folk¹, de grummeste af Nordmændene 2 om sig og kaldte også Danernes konger til hjælp for at ødelægge Anglernes land. Jeg siger: konger, fordi der den gang var mange konger i Danmark; efter sigende var der nemlig i gamle dage 2 i Jylland, en 3dje på Fyn, en 4de på Sælland, og en 5te i Skåne; men stundom var der 2 over hele Danmark, stundom også 1 over hele Danmark, og stundom 1 over hele England og Danmark tilsammen, som vi senere skal berette ³. Ivar sejlede altså med en flåde til England og holdt et blodigt slag med Anglernes konger, i hvilket Nordhumbrernes konger Ella og Osbert faldt, medens Denunolf og Berunolf flygtede fra slaget. Øst-Saksernes hellige konge Edmund, som tidligere ofte havde sejret, blev her overvunden, fangen i slaget og bagbunden pisket for Kristi bekendelses skyld, dernæst skudt med pile, og endelig halshugget; derved nåede han martyriets ærefulde krone 5. Således gik det til med dette Nordhumbrernes første nederlag i England. Efter at være dragen videre herfra, delte kong Ingvar sin flåde med 9 konger fra Norden, og lod nogle konger drage mod Frankrig, andre mod Tyskland 6. En del af disse sejlede op ad Elben, gjorde indfald i Saksen, ¹) Af disse 4 nævnes kun Ingvar (der forøvrigt er = Ivar) af Adam af Bremen; engelske kilder kender tillige Ubbe. 2) Se note 2, side 10. 3) Disse betragtninger om småkonger i Danmark er næppe ganske rigtige. Selv om der i 9. årh. var megen kamp mellem forskellige konger og kongeslægter, udgjorde Danmark dog allerede da kun ét kongerige. ― 4) Dette slag stod ved York i Nordhumberland 867. Lodbrogssønnerne sejrede fuldstændig, og bægge Nordhumbrernes konger faldt. Denunolf og Berunolf synes at være forvanskede navne på 2 konger i Mercia, Ceolulf og Beortulf, som dog intet havde med dette slag at gøre. Engelske kilder, men i noget forvansket form, må vel ligge til grund. 5) Edmund dræbtes 870 af Ingvar og Ubbe, men blev ikke fangen i det nævnte slag. Han var Øst-Anglernes konge. 6) Med de følgende hærgetog har Ingvar i virkeligheden intet at gøre.<noinclude><references/></noinclude> ky6jmfevfck5vf3jcxgeerfm5hdtpps 104 122268 471560 2026-07-26T10:53:28Z MGA73bot 792 Automatisk genereret side med OCR og strukturering 471560 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="1" user="MGA73bot" />{{hoved|12||}}</noinclude>- og dræbte der hertug Bruno med 10 grever, da han drog imod dem; sanımen med dem blev også 2 bisper nedhuggede¹. Der- næst angreb de staden Mastricht og jævnede byen med jorden; her var den gang den berømmelige Radbod biskop 2. Til sidst gik de over Rhinen, og stak ild på Köln og Trier. I Aachen opstaldede de deres heste i kejserslottet. Byer med deres borgere tilintetgjorde de; kvinder og småbørn myrdede de med sværdets od; hellige kirker med de troende opbrændte eller omstyrtede de. Mainz begyndte man at genopføre af frygt for barbarerne. - Også Frisland blev da plyndret af de danske. Medens dette skete, døde kong Erik 5, og Frode blev sat på thronen; han blev døbt af Unni, ærkebisp i Bre- men. Straks blev de kirker opbyggede, som før var nedrevne, nemlig de i Slesvig og Ribe. En tredje kirke opførte kongen i Århus til den hellige trefoldigheds ære 8. Nogle siger, at Unni, ærkebisp i Bremen, prædikede for Gorm og Harald, som vare blevne konger i Danmark, gjorde dem venlig stemte mod de kristne, og istandsatte de længe forsømte kirker. Denne Gorm var Haralds Harald styrede i faderens levende live riget i fader; 1) Kamp i Holsten 2. Febr. 880. heim og Minden, der faldt. 2) Radbod blev dog først bisp 899. Det var bisperne af Hildes- 3) Disse vikingetog finder sted 881 og 882. 4) Jfr. Lukas&#039; Evangel. 21, 24. 5) Den yngre Hårik er vistnok død før 873, ti i dette år nævnes 2 brødre, Haldan og Sigfred, som konger i Danmark. 6) Unni var ærkebisp 918-936. 7) Denne sætning er temmelig uheldig. 8) Også andre danske kilder (men ikke Adam af Bremen) kender kong Frode. I forskellige kongerækker og årbøger fra 13. årh. kaldes han Englands overvinder; det må derfor antages, at han har været en vikingekonge, som har gjort tog til England. Sakse beretter, at han lod sig døbe i England, og dette er vel nok rimeligere end vor krønikes efterretning. Fortællingen om hans grundlæggelse af Århuskirken findes kun i vor krønike. 9) Hermed menes måske Adam af Bremen, der vel siger, at Unni prædikede for Gorm og Harald, men udtrykkelig tilføjer, at han intet udrettede hos Gorm, hvorfor Adam betegner denne som en grum tyran (jfr. nedenfor).<noinclude><references/></noinclude> 529590gefnk3w7aj87i2hc8ryaqhfi3 471592 471560 2026-07-26T10:59:01Z MGA73bot 792 Retter lige apostrof (&#039;) til buet 471592 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="1" user="MGA73bot" />{{hoved|12||}}</noinclude>- og dræbte der hertug Bruno med 10 grever, da han drog imod dem; sanımen med dem blev også 2 bisper nedhuggede¹. Der- næst angreb de staden Mastricht og jævnede byen med jorden; her var den gang den berømmelige Radbod biskop 2. Til sidst gik de over Rhinen, og stak ild på Köln og Trier. I Aachen opstaldede de deres heste i kejserslottet. Byer med deres borgere tilintetgjorde de; kvinder og småbørn myrdede de med sværdets od; hellige kirker med de troende opbrændte eller omstyrtede de. Mainz begyndte man at genopføre af frygt for barbarerne. - Også Frisland blev da plyndret af de danske. Medens dette skete, døde kong Erik 5, og Frode blev sat på thronen; han blev døbt af Unni, ærkebisp i Bre- men. Straks blev de kirker opbyggede, som før var nedrevne, nemlig de i Slesvig og Ribe. En tredje kirke opførte kongen i Århus til den hellige trefoldigheds ære 8. Nogle siger, at Unni, ærkebisp i Bremen, prædikede for Gorm og Harald, som vare blevne konger i Danmark, gjorde dem venlig stemte mod de kristne, og istandsatte de længe forsømte kirker. Denne Gorm var Haralds Harald styrede i faderens levende live riget i fader; 1) Kamp i Holsten 2. Febr. 880. heim og Minden, der faldt. 2) Radbod blev dog først bisp 899. Det var bisperne af Hildes- 3) Disse vikingetog finder sted 881 og 882. 4) Jfr. Lukas’ Evangel. 21, 24. 5) Den yngre Hårik er vistnok død før 873, ti i dette år nævnes 2 brødre, Haldan og Sigfred, som konger i Danmark. 6) Unni var ærkebisp 918-936. 7) Denne sætning er temmelig uheldig. 8) Også andre danske kilder (men ikke Adam af Bremen) kender kong Frode. I forskellige kongerækker og årbøger fra 13. årh. kaldes han Englands overvinder; det må derfor antages, at han har været en vikingekonge, som har gjort tog til England. Sakse beretter, at han lod sig døbe i England, og dette er vel nok rimeligere end vor krønikes efterretning. Fortællingen om hans grundlæggelse af Århuskirken findes kun i vor krønike. 9) Hermed menes måske Adam af Bremen, der vel siger, at Unni prædikede for Gorm og Harald, men udtrykkelig tilføjer, at han intet udrettede hos Gorm, hvorfor Adam betegner denne som en grum tyran (jfr. nedenfor).<noinclude><references/></noinclude> 0g20jfum0g4ffqkegbo563bm3r16aax 471611 471592 2026-07-26T11:01:27Z MGA73bot 792 Samler orddelinger 471611 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="1" user="MGA73bot" />{{hoved|12||}}</noinclude>- og dræbte der hertug Bruno med 10 grever, da han drog imod dem; sanımen med dem blev også 2 bisper nedhuggede¹. Dernæst angreb de staden Mastricht og jævnede byen med jorden; her var den gang den berømmelige Radbod biskop 2. Til sidst gik de over Rhinen, og stak ild på Köln og Trier. I Aachen opstaldede de deres heste i kejserslottet. Byer med deres borgere tilintetgjorde de; kvinder og småbørn myrdede de med sværdets od; hellige kirker med de troende opbrændte eller omstyrtede de. Mainz begyndte man at genopføre af frygt for barbarerne. - Også Frisland blev da plyndret af de danske. Medens dette skete, døde kong Erik 5, og Frode blev sat på thronen; han blev døbt af Unni, ærkebisp i Bremen. Straks blev de kirker opbyggede, som før var nedrevne, nemlig de i Slesvig og Ribe. En tredje kirke opførte kongen i Århus til den hellige trefoldigheds ære 8. Nogle siger, at Unni, ærkebisp i Bremen, prædikede for Gorm og Harald, som vare blevne konger i Danmark, gjorde dem venlig stemte mod de kristne, og istandsatte de længe forsømte kirker. Denne Gorm var Haralds Harald styrede i faderens levende live riget i fader; 1) Kamp i Holsten 2. Febr. 880. heim og Minden, der faldt. 2) Radbod blev dog først bisp 899. Det var bisperne af Hildes- 3) Disse vikingetog finder sted 881 og 882. 4) Jfr. Lukas’ Evangel. 21, 24. 5) Den yngre Hårik er vistnok død før 873, ti i dette år nævnes 2 brødre, Haldan og Sigfred, som konger i Danmark. 6) Unni var ærkebisp 918-936. 7) Denne sætning er temmelig uheldig. 8) Også andre danske kilder (men ikke Adam af Bremen) kender kong Frode. I forskellige kongerækker og årbøger fra 13. årh. kaldes han Englands overvinder; det må derfor antages, at han har været en vikingekonge, som har gjort tog til England. Sakse beretter, at han lod sig døbe i England, og dette er vel nok rimeligere end vor krønikes efterretning. Fortællingen om hans grundlæggelse af Århuskirken findes kun i vor krønike. 9) Hermed menes måske Adam af Bremen, der vel siger, at Unni prædikede for Gorm og Harald, men udtrykkelig tilføjer, at han intet udrettede hos Gorm, hvorfor Adam betegner denne som en grum tyran (jfr. nedenfor).<noinclude><references/></noinclude> 1eixh08icwaaqri0bjvqundv9qrrrhe 104 122269 471561 2026-07-26T10:53:32Z MGA73bot 792 Automatisk genereret side med OCR og strukturering 471561 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="1" user="MGA73bot" />{{hoved|||13}}</noinclude>15 år, og efter faderens død herskede han i 50 ár¹. Han antog kristendommen, og havde tilnavnet Blåtand eller Klak-Harald ². Efter Haralds død samlede Sven, en overløber fra Nordmændene, en stor skare, faldt ind i England, udjog kong Edelred, og tog selv riget. Hans sønner, Gorm og Harde-Knud, kunde ikke nøjes med deres eget land, men overfaldt Danmark med plyndringer, dræbte Danekongen Haldan og hans sønner og delte så riget, idet Gorm tog Danmark, Harde - Knud England. Deres fader Sven var nemlig imidlertid død, medens de selv gjorde indfald i Danmark. Om Haldan var søn af Klak-Harald, eller ikke, er tvivlsomt. Gorm var en såre grum konge³; han opslog sit kongesæde på Sælland 6. 1) At Gorm og Harald var samkonger, véd Adam intet om. 2) De to tilnavne, som Harald har, må forfatteren kende af hjem- lig overlevering, der overhovedet hist og her synes at stikke hovedet frem i det sidste afsnit. I det følgende kommer Gorm og Harald éngang til, men fremstillede i nøje overensstemmelse med Adam. 3) I det følgende hersker der stor forvirring. 4) Jfr. s. 10, note 2. Måske menes der dog her: Norges indbyggere. 5) Således betegner Adam ham, som sagt, fordi han ikke vilde an- tage kristendommen. &quot;) I dette afsnit hersker der en ret håbløs forvirring. Skønt Gorm og Harald allerede er nævnte, begyndes der på en hel ny konge- række, i hvilken Gorm og Harald også forekommer, og som vistnok hovedsagelig bygger på Adam af Bremen. Sven nævnes af Adam ikke som konge, men blot som fader til &gt;Hardegon (o: Harde-Knud), der kom fra Norge og fordrev »Sigerik&lt; (ɔ: Sigtrygg) fra Danmark (ikke Haldan, hvem vor krønike nævner, som var konge 873 og ikke har nogetsomhelst med &gt;Klak-Harald at gøre). Vor forfatter blander imidlertid den nævnte Sven sammen med Sven Tjugeskæg og tillægger ham derfor Englands erobring og Edelreds fordrivelse. Følgen heraf bliver den ny fejl, at kongerne Harde-Knud og Gorm (Harde-Knud var iøvrigt ikke Gorms broder, men hans fader) siges at erobre Danmark fra England. Bægge disse fejl (fordobblingen af Gorm og Harald, samt den ene Gorms engelske herkomst) går igen i senere kilder, bl. a. hos Sakse. - Det må dog til vor forfatters<noinclude><references/></noinclude> gvcepuswvobmakxuy3rm674wegzg2kd 471612 471561 2026-07-26T11:01:29Z MGA73bot 792 Samler orddelinger 471612 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="1" user="MGA73bot" />{{hoved|||13}}</noinclude>15 år, og efter faderens død herskede han i 50 ár¹. Han antog kristendommen, og havde tilnavnet Blåtand eller Klak-Harald ². Efter Haralds død samlede Sven, en overløber fra Nordmændene, en stor skare, faldt ind i England, udjog kong Edelred, og tog selv riget. Hans sønner, Gorm og Harde-Knud, kunde ikke nøjes med deres eget land, men overfaldt Danmark med plyndringer, dræbte Danekongen Haldan og hans sønner og delte så riget, idet Gorm tog Danmark, Harde - Knud England. Deres fader Sven var nemlig imidlertid død, medens de selv gjorde indfald i Danmark. Om Haldan var søn af Klak-Harald, eller ikke, er tvivlsomt. Gorm var en såre grum konge³; han opslog sit kongesæde på Sælland 6. 1) At Gorm og Harald var samkonger, véd Adam intet om. 2) De to tilnavne, som Harald har, må forfatteren kende af hjemlig overlevering, der overhovedet hist og her synes at stikke hovedet frem i det sidste afsnit. I det følgende kommer Gorm og Harald éngang til, men fremstillede i nøje overensstemmelse med Adam. 3) I det følgende hersker der stor forvirring. 4) Jfr. s. 10, note 2. Måske menes der dog her: Norges indbyggere. 5) Således betegner Adam ham, som sagt, fordi han ikke vilde antage kristendommen. &quot;) I dette afsnit hersker der en ret håbløs forvirring. Skønt Gorm og Harald allerede er nævnte, begyndes der på en hel ny kongerække, i hvilken Gorm og Harald også forekommer, og som vistnok hovedsagelig bygger på Adam af Bremen. Sven nævnes af Adam ikke som konge, men blot som fader til &gt;Hardegon (o: Harde-Knud), der kom fra Norge og fordrev »Sigerik&lt; (ɔ: Sigtrygg) fra Danmark (ikke Haldan, hvem vor krønike nævner, som var konge 873 og ikke har nogetsomhelst med &gt;Klak-Harald at gøre). Vor forfatter blander imidlertid den nævnte Sven sammen med Sven Tjugeskæg og tillægger ham derfor Englands erobring og Edelreds fordrivelse. Følgen heraf bliver den ny fejl, at kongerne Harde-Knud og Gorm (Harde-Knud var iøvrigt ikke Gorms broder, men hans fader) siges at erobre Danmark fra England. Bægge disse fejl (fordobblingen af Gorm og Harald, samt den ene Gorms engelske herkomst) går igen i senere kilder, bl. a. hos Sakse. - Det må dog til vor forfatters<noinclude><references/></noinclude> pip9ngw67pqdwqep7jcvtke7z4w31r0 104 122270 471562 2026-07-26T10:53:36Z MGA73bot 792 Automatisk genereret side med OCR og strukturering 471562 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="1" user="MGA73bot" />{{hoved|14||}}</noinclude>$ Hans søn Harald var en meget mild mand, som først byggede en kirke på Sælland&#039;. Mod sin faders bud var han en god ven af de kristne, modtog dem efter ævne fra alle egne og tog dem i beskyttelse under forfølgelsen. Faderen forblev i det onde; men da Harald efter hans død var tagen til konge, antog han kristendommen. Han tog imod præster, som kom både fra England og Saksen, og begyndte at dyrke Kristus offentlig. Derfor var han også en meget god ven af den ærværdige bisp Adaldag og af kejser Otto; ja denne sidste løftede endog selv ved dåben Haralds søn op af den hel- lige font og gav ham navnet Sven Otto 5. Den gudfrygtige konge, der ivrigt troede på Kristus, lod sig ikke blot døbe, men udbad sig endog ved sendebud, at der måtte blive indsat bisper i hans rige 6. Ved denne hans bøn glædedes ærkebispen i Bremen, Adaldag, og indviede efter kongens og pavens råd 3 bisper til Danmark&#039;, nemlig Erik 8 til Slesvig, Ljufdag til Ribe, Reginbrand til Århus. Senere indviede Bremer-ærkebispen Adaldag endnu flere andre bisper hos os, nemlig: Marko til Slesvig efter Erik, og Folbert efter Ljufdag i Ribe. - Odinkar Hvide, som var indviet til Sverige, havde også Skåne og Sælland under sig. Efter ham kom Thurgot. undskyldning siges, at Adams danske kongerække er meget uklar. En konge af svensk Et, Olaf, og hans sønner, som Adam nævner, udelader vor forfatter ganske. 1) Trefoldighedskirken i Roskilde. Den var bygget af træ. 2) Harald blev omvendt c. 960, ved Poppos jernbyrd. 3) Erkebisp i Bremen 937-88. 4) Otto den store 986-73. 5) Otto stod altså fadder til Sven, ifølge Adams efterretning, der dog næppe er rigtig. At Sven Tjugeskæg også har heddet Otto, kan der dog ingen tvivl være om. Dobbeltnavne var i den tid ikke ualmindelige. 6) Denne uheldige sætning er vist blot en overdrivelse af Adams ord. Det var naturligvis ikke Harald, der sendte bud efter bisperne, alene af den grund, at disse indsattes 948, og Harald først omvendtes c. 960. 7) År 948. 8) Rettere Hared. 9) Odinkar var en dansk mand, men de andre bisper tyske.<noinclude><references/></noinclude> p9nsgujurhpxyluv0i1wani7f3cspcg 471593 471562 2026-07-26T10:59:41Z MGA73bot 792 Retter lige apostrof (&#039;) til buet 471593 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="1" user="MGA73bot" />{{hoved|14||}}</noinclude>$ Hans søn Harald var en meget mild mand, som først byggede en kirke på Sælland’. Mod sin faders bud var han en god ven af de kristne, modtog dem efter ævne fra alle egne og tog dem i beskyttelse under forfølgelsen. Faderen forblev i det onde; men da Harald efter hans død var tagen til konge, antog han kristendommen. Han tog imod præster, som kom både fra England og Saksen, og begyndte at dyrke Kristus offentlig. Derfor var han også en meget god ven af den ærværdige bisp Adaldag og af kejser Otto; ja denne sidste løftede endog selv ved dåben Haralds søn op af den hel- lige font og gav ham navnet Sven Otto 5. Den gudfrygtige konge, der ivrigt troede på Kristus, lod sig ikke blot døbe, men udbad sig endog ved sendebud, at der måtte blive indsat bisper i hans rige 6. Ved denne hans bøn glædedes ærkebispen i Bremen, Adaldag, og indviede efter kongens og pavens råd 3 bisper til Danmark’, nemlig Erik 8 til Slesvig, Ljufdag til Ribe, Reginbrand til Århus. Senere indviede Bremer-ærkebispen Adaldag endnu flere andre bisper hos os, nemlig: Marko til Slesvig efter Erik, og Folbert efter Ljufdag i Ribe. - Odinkar Hvide, som var indviet til Sverige, havde også Skåne og Sælland under sig. Efter ham kom Thurgot. undskyldning siges, at Adams danske kongerække er meget uklar. En konge af svensk Et, Olaf, og hans sønner, som Adam nævner, udelader vor forfatter ganske. 1) Trefoldighedskirken i Roskilde. Den var bygget af træ. 2) Harald blev omvendt c. 960, ved Poppos jernbyrd. 3) Erkebisp i Bremen 937-88. 4) Otto den store 986-73. 5) Otto stod altså fadder til Sven, ifølge Adams efterretning, der dog næppe er rigtig. At Sven Tjugeskæg også har heddet Otto, kan der dog ingen tvivl være om. Dobbeltnavne var i den tid ikke ualmindelige. 6) Denne uheldige sætning er vist blot en overdrivelse af Adams ord. Det var naturligvis ikke Harald, der sendte bud efter bisperne, alene af den grund, at disse indsattes 948, og Harald først omvendtes c. 960. 7) År 948. 8) Rettere Hared. 9) Odinkar var en dansk mand, men de andre bisper tyske.<noinclude><references/></noinclude> 434ref5pj8qzjg2vvtzzdfslm8q1qf9 471613 471593 2026-07-26T11:01:30Z MGA73bot 792 Samler orddelinger 471613 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="1" user="MGA73bot" />{{hoved|14||}}</noinclude>$ Hans søn Harald var en meget mild mand, som først byggede en kirke på Sælland’. Mod sin faders bud var han en god ven af de kristne, modtog dem efter ævne fra alle egne og tog dem i beskyttelse under forfølgelsen. Faderen forblev i det onde; men da Harald efter hans død var tagen til konge, antog han kristendommen. Han tog imod præster, som kom både fra England og Saksen, og begyndte at dyrke Kristus offentlig. Derfor var han også en meget god ven af den ærværdige bisp Adaldag og af kejser Otto; ja denne sidste løftede endog selv ved dåben Haralds søn op af den hellige font og gav ham navnet Sven Otto 5. Den gudfrygtige konge, der ivrigt troede på Kristus, lod sig ikke blot døbe, men udbad sig endog ved sendebud, at der måtte blive indsat bisper i hans rige 6. Ved denne hans bøn glædedes ærkebispen i Bremen, Adaldag, og indviede efter kongens og pavens råd 3 bisper til Danmark’, nemlig Erik 8 til Slesvig, Ljufdag til Ribe, Reginbrand til Århus. Senere indviede Bremer-ærkebispen Adaldag endnu flere andre bisper hos os, nemlig: Marko til Slesvig efter Erik, og Folbert efter Ljufdag i Ribe. - Odinkar Hvide, som var indviet til Sverige, havde også Skåne og Sælland under sig. Efter ham kom Thurgot. undskyldning siges, at Adams danske kongerække er meget uklar. En konge af svensk Et, Olaf, og hans sønner, som Adam nævner, udelader vor forfatter ganske. 1) Trefoldighedskirken i Roskilde. Den var bygget af træ. 2) Harald blev omvendt c. 960, ved Poppos jernbyrd. 3) Erkebisp i Bremen 937-88. 4) Otto den store 986-73. 5) Otto stod altså fadder til Sven, ifølge Adams efterretning, der dog næppe er rigtig. At Sven Tjugeskæg også har heddet Otto, kan der dog ingen tvivl være om. Dobbeltnavne var i den tid ikke ualmindelige. 6) Denne uheldige sætning er vist blot en overdrivelse af Adams ord. Det var naturligvis ikke Harald, der sendte bud efter bisperne, alene af den grund, at disse indsattes 948, og Harald først omvendtes c. 960. 7) År 948. 8) Rettere Hared. 9) Odinkar var en dansk mand, men de andre bisper tyske.<noinclude><references/></noinclude> ic04jxj5llsmgtpw6vkz4bcqk9wluad 104 122271 471563 2026-07-26T10:53:40Z MGA73bot 792 Automatisk genereret side med OCR og strukturering 471563 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="1" user="MGA73bot" />{{hoved|||15}}</noinclude>Denne Harald genindsatte også Nordmændenes konge Hâkon, der var forjaget fra sit rige¹. Håkons søn var Tryggve, der var Haralds underkonge. Tryggves søn var Olaf Kragebén ³. Harald herskede i 50 år over Danmark; han blev tilsidst såret af sin søn Sven i et slag, og fordreven fra riget. På sin flugt kom han til Venden, og døde der i landflygtighed, sør- gende, som en anden David, mere over sønnens troløshed end over egen ulykke. Hans legeme blev af hans mænd bragt tilbage til fædrelandet og begravet i byen Roskilde 6. Da nu Olaf Krageben, en såre kyndig troldmand, søn af Tryggve (der atter var søn af den Håkon, som blev forjaget fra sit rige, men genindsat af Harald&quot;), hørte dette, så drog han i erindring om hin velgerning 8 straks ned til Da- nerne, forjog kong Sven og tog selv Danernes rige. Sven drog i landflygtighed og henvendte sig så til den mæg- tige konge over Sveerne, som også hed Olaf, med bøn om at blive genindsat i sit rige. Uden tøven kom denne til med sine Sveer og holdt et drabeligt slag, i hvilket Norges konge Olaf faldt, svegen af sin egen trolddomskunst. ¹) Adam, som vor krønike bygger på, er her galt underrettet. Harald Blåtand understøttede Gunhildssønnerne (særlig Harald Gråfel) mod Håkon Adelstensfostre. 2) Atter en af Adams urigtigheder. 3) Olaf Tryggvesøn (995-1000). Tilnavnet Krageben havde han fået af sine fjender, fordi det sagdes om ham, at han spåede af fuglenes flugt. Adam af Bremen opfatter ham nærmest som en stor troldmand; jfr. nedenfor. 4) Harald døde i Jomsborg c. 985. 5) Jfr. 2. Sam. 15 kap. 6) I den nævnte trefoldighedskirke, som han selv havde opført. 7) Se noten ovenfor. 8) Nemlig Håkons genindsættelse ved Harald. Denne urigtige beretning må vistnok bero på misforståelse af Adam (der i øvrigt hellor ikke er meget vel underrettet) og sammenblanding af dennes efterretninger om de 2 Olaf&#039;er. Adam beretter, at Olaf, konge i Sverige, fordrev Sven fra Danmark (hvilket ikke er rigtigt), men derefter slog om, og &gt;genindsatte ham i hans rige; derefter gjorde Olaf Tryggvessøn et angreb på Sven, men faldt. - Sandheden er den, at både Sven og Olaf, Svenskernes konge, var med i den afgørende kamp mod<noinclude><references/></noinclude> r5g46y4k32tmbc1dkcpf6465touvdjr 471594 471563 2026-07-26T10:59:44Z MGA73bot 792 Retter lige apostrof (&#039;) til buet 471594 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="1" user="MGA73bot" />{{hoved|||15}}</noinclude>Denne Harald genindsatte også Nordmændenes konge Hâkon, der var forjaget fra sit rige¹. Håkons søn var Tryggve, der var Haralds underkonge. Tryggves søn var Olaf Kragebén ³. Harald herskede i 50 år over Danmark; han blev tilsidst såret af sin søn Sven i et slag, og fordreven fra riget. På sin flugt kom han til Venden, og døde der i landflygtighed, sør- gende, som en anden David, mere over sønnens troløshed end over egen ulykke. Hans legeme blev af hans mænd bragt tilbage til fædrelandet og begravet i byen Roskilde 6. Da nu Olaf Krageben, en såre kyndig troldmand, søn af Tryggve (der atter var søn af den Håkon, som blev forjaget fra sit rige, men genindsat af Harald&quot;), hørte dette, så drog han i erindring om hin velgerning 8 straks ned til Da- nerne, forjog kong Sven og tog selv Danernes rige. Sven drog i landflygtighed og henvendte sig så til den mæg- tige konge over Sveerne, som også hed Olaf, med bøn om at blive genindsat i sit rige. Uden tøven kom denne til med sine Sveer og holdt et drabeligt slag, i hvilket Norges konge Olaf faldt, svegen af sin egen trolddomskunst. ¹) Adam, som vor krønike bygger på, er her galt underrettet. Harald Blåtand understøttede Gunhildssønnerne (særlig Harald Gråfel) mod Håkon Adelstensfostre. 2) Atter en af Adams urigtigheder. 3) Olaf Tryggvesøn (995-1000). Tilnavnet Krageben havde han fået af sine fjender, fordi det sagdes om ham, at han spåede af fuglenes flugt. Adam af Bremen opfatter ham nærmest som en stor troldmand; jfr. nedenfor. 4) Harald døde i Jomsborg c. 985. 5) Jfr. 2. Sam. 15 kap. 6) I den nævnte trefoldighedskirke, som han selv havde opført. 7) Se noten ovenfor. 8) Nemlig Håkons genindsættelse ved Harald. Denne urigtige beretning må vistnok bero på misforståelse af Adam (der i øvrigt hellor ikke er meget vel underrettet) og sammenblanding af dennes efterretninger om de 2 Olaf’er. Adam beretter, at Olaf, konge i Sverige, fordrev Sven fra Danmark (hvilket ikke er rigtigt), men derefter slog om, og &gt;genindsatte ham i hans rige; derefter gjorde Olaf Tryggvessøn et angreb på Sven, men faldt. - Sandheden er den, at både Sven og Olaf, Svenskernes konge, var med i den afgørende kamp mod<noinclude><references/></noinclude> 0dbw50sazbnoer6t6skmpadp4xo9sqh 471614 471594 2026-07-26T11:01:31Z MGA73bot 792 Samler orddelinger 471614 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="1" user="MGA73bot" />{{hoved|||15}}</noinclude>Denne Harald genindsatte også Nordmændenes konge Hâkon, der var forjaget fra sit rige¹. Håkons søn var Tryggve, der var Haralds underkonge. Tryggves søn var Olaf Kragebén ³. Harald herskede i 50 år over Danmark; han blev tilsidst såret af sin søn Sven i et slag, og fordreven fra riget. På sin flugt kom han til Venden, og døde der i landflygtighed, sørgende, som en anden David, mere over sønnens troløshed end over egen ulykke. Hans legeme blev af hans mænd bragt tilbage til fædrelandet og begravet i byen Roskilde 6. Da nu Olaf Krageben, en såre kyndig troldmand, søn af Tryggve (der atter var søn af den Håkon, som blev forjaget fra sit rige, men genindsat af Harald&quot;), hørte dette, så drog han i erindring om hin velgerning 8 straks ned til Danerne, forjog kong Sven og tog selv Danernes rige. Sven drog i landflygtighed og henvendte sig så til den mægtige konge over Sveerne, som også hed Olaf, med bøn om at blive genindsat i sit rige. Uden tøven kom denne til med sine Sveer og holdt et drabeligt slag, i hvilket Norges konge Olaf faldt, svegen af sin egen trolddomskunst. ¹) Adam, som vor krønike bygger på, er her galt underrettet. Harald Blåtand understøttede Gunhildssønnerne (særlig Harald Gråfel) mod Håkon Adelstensfostre. 2) Atter en af Adams urigtigheder. 3) Olaf Tryggvesøn (995-1000). Tilnavnet Krageben havde han fået af sine fjender, fordi det sagdes om ham, at han spåede af fuglenes flugt. Adam af Bremen opfatter ham nærmest som en stor troldmand; jfr. nedenfor. 4) Harald døde i Jomsborg c. 985. 5) Jfr. 2. Sam. 15 kap. 6) I den nævnte trefoldighedskirke, som han selv havde opført. 7) Se noten ovenfor. 8) Nemlig Håkons genindsættelse ved Harald. Denne urigtige beretning må vistnok bero på misforståelse af Adam (der i øvrigt hellor ikke er meget vel underrettet) og sammenblanding af dennes efterretninger om de 2 Olaf’er. Adam beretter, at Olaf, konge i Sverige, fordrev Sven fra Danmark (hvilket ikke er rigtigt), men derefter slog om, og &gt;genindsatte ham i hans rige; derefter gjorde Olaf Tryggvessøn et angreb på Sven, men faldt. - Sandheden er den, at både Sven og Olaf, Svenskernes konge, var med i den afgørende kamp mod<noinclude><references/></noinclude> 5y7ps6jucp78wc27a79sa2f3z20b1q5 104 122272 471564 2026-07-26T10:53:44Z MGA73bot 792 Automatisk genereret side med OCR og strukturering 471564 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="1" user="MGA73bot" />{{hoved|16||}}</noinclude>Sven med tilnavnet Tjugeskæg¹ havde nu 2 riger. Han var de kristne såre fjendsk, og befalede endog, at de skulde udjages af hans lande. Men, da han, overvunden af Venderne i krig, 3 gange var bleven fangen af disse, og 2 gange havde måttet betale sin egen vægt i sølv, den 3dje gang i guld2, så lærte han endelig efter tugtelsen Gud at kende og begyndte at søge ham og at tro på ham³. Han lod nu biskop Bernhard hente fra Norge, og opførte en kirke i Skåne. Bernhard drog over havet, kom til Sælland, og endte der sit liv; han var et mønster på god vandel 4. Dernæst angreb Sven England, forjog kong Edelred og bemægtigede sig Englands rige, men levede knap 3 måneder derefter ³. Efter hans død tog Edmund (søn af Edelred, hvem Sven havde fordrevet) Knud, Svens søn, og Olaf, søn af Norges konge Olaf, der opholdt sig der som gidsler, og lagde dem i lænker. De flygtede dog ud af hans fængsel og kom på et skib til Bremen, hvor de an- tog den kristne tro og døbtes af den hellige Unvan, Olaf Tryggvesøn, der stod ved Svolder år 1000. Olaf sprang i vandet og omkom således. 1) Tilnavnet Tjugeskæg (o: Tyveskæg, Forkeskæg) må vor forfatter kende af hjemlig tradition. 2) Adam kender kun 2 tilfangetagelser; også dette er vistnok den ene for meget. Det var Jomsvikinger, som fangede Sven. 3) Denne fra Adam hentede fremstilling af Svens omvendelse er meget tendentiøs og overdreven. Sven har aldrig været hed- ning. +) Bernhard, der før havde været bisp hos Olaf den hellige, blev senere af Knud den store (ikke Sven) indsat som bisp i Lund, hvor han var den første bisp; vor krønikes efterretning om ham, som Sakse i det hele følger, er altså mindre rigtig. Sven indkaldte til Sælland og Skåne en bisp Godebald fra England. 5) Sven døde i Gainsborough ved Trentfloden i England 3. Febr. 1014. - 6) Olaf den hellige var, som bekendt ikke søn af Olaf Tryggvesøn, men af Harald Grænske. 7) Denne besynderlige og urigtige fortælling kender Adam slet intet til.<noinclude><references/></noinclude> 5til7b2pvwcev4p5j2g2ll3gj3w0yu7 471615 471564 2026-07-26T11:01:34Z MGA73bot 792 Samler orddelinger 471615 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="1" user="MGA73bot" />{{hoved|16||}}</noinclude>Sven med tilnavnet Tjugeskæg¹ havde nu 2 riger. Han var de kristne såre fjendsk, og befalede endog, at de skulde udjages af hans lande. Men, da han, overvunden af Venderne i krig, 3 gange var bleven fangen af disse, og 2 gange havde måttet betale sin egen vægt i sølv, den 3dje gang i guld2, så lærte han endelig efter tugtelsen Gud at kende og begyndte at søge ham og at tro på ham³. Han lod nu biskop Bernhard hente fra Norge, og opførte en kirke i Skåne. Bernhard drog over havet, kom til Sælland, og endte der sit liv; han var et mønster på god vandel 4. Dernæst angreb Sven England, forjog kong Edelred og bemægtigede sig Englands rige, men levede knap 3 måneder derefter ³. Efter hans død tog Edmund (søn af Edelred, hvem Sven havde fordrevet) Knud, Svens søn, og Olaf, søn af Norges konge Olaf, der opholdt sig der som gidsler, og lagde dem i lænker. De flygtede dog ud af hans fængsel og kom på et skib til Bremen, hvor de antog den kristne tro og døbtes af den hellige Unvan, Olaf Tryggvesøn, der stod ved Svolder år 1000. Olaf sprang i vandet og omkom således. 1) Tilnavnet Tjugeskæg (o: Tyveskæg, Forkeskæg) må vor forfatter kende af hjemlig tradition. 2) Adam kender kun 2 tilfangetagelser; også dette er vistnok den ene for meget. Det var Jomsvikinger, som fangede Sven. 3) Denne fra Adam hentede fremstilling af Svens omvendelse er meget tendentiøs og overdreven. Sven har aldrig været hedning. +) Bernhard, der før havde været bisp hos Olaf den hellige, blev senere af Knud den store (ikke Sven) indsat som bisp i Lund, hvor han var den første bisp; vor krønikes efterretning om ham, som Sakse i det hele følger, er altså mindre rigtig. Sven indkaldte til Sælland og Skåne en bisp Godebald fra England. 5) Sven døde i Gainsborough ved Trentfloden i England 3. Febr. 1014. - 6) Olaf den hellige var, som bekendt ikke søn af Olaf Tryggvesøn, men af Harald Grænske. 7) Denne besynderlige og urigtige fortælling kender Adam slet intet til.<noinclude><references/></noinclude> 7egpwglxc746x1q8v7rb2kgto65lje7 104 122273 471565 2026-07-26T10:53:48Z MGA73bot 792 Automatisk genereret side med OCR og strukturering 471565 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="1" user="MGA73bot" />{{hoved|||17}}</noinclude>ærkebisp i Bremen 1; dernæst vendte de tilbage til Dan- mark 2. Olaf toges derefter til konge over Norge. Han var den første, som lagde hele sit rige under kristentroen; tilsidst blev han dræbt af nogle få mænd i et slag og opnåede martyriets ærefulde krone ³. Hans legeme blev af de troende jordet i Throndhjem og hædres endnu den dag i dag ved mange jer- tegn. Han efterfulgtes på thronen af sin frillesøn Magnus; denne var endnu i drengeårene, men højsindet og skøn af ydre&#039;. Men jeg vil nu vende tilbage til Danernes konger, for at man ikke skal mene, at jeg gaar for langt bort fra det påbegyndte værk. Da nu Anglernes konge Edmund var død, fulgtes han på thronen af sin søn Edelred. Da Knud hørte dette, kom han den gamle hån i hu, som Edelreds fader havde tilføjet ham og Olaf 5, drog over havet med 1000 fuldt- rustede skibe, faldt ind i England med umådelige stridskræfter, og kæmpede i 3 år med Edelred. Tynget såvel af krigen som af sin høje alder døde Edelred, mens han belejredes i byen London Ⓡ, 1) Erkebisp 1013-30. 2) Denne ganske urigtige fremstilling synes nærmest at være frem- kommen ved en grov misforståelse af Adam; hos denne står nemlig i nærheden af efterretningen om Svens død osv. en randbemærkning, der beretter, at Knud i dåben havde fået navnet Lambert, og at han under dette navn stod opført i Bremer- kannikernes bog%; og denne randbemærkning er vist blevet flettet ind i texten af vor forfatter. - Naturligvis var både Knud og Olaf døbte den gang. Olaf var aldeles ikke i forbund med Knud ved Svens død, men deltog tværtimod en kort tid i Edel- reds kampe mod den unge Knud. - 3) Olaf faldt 1030 ved Stiklestad. 4) Magnus hentedes til Norge fra Rusland 1035. 5) Atter her er en håbløs forvirring: vor forfatter er i stort vilde- rede med hensyn til Edelred og Edmund og deres slægtskab; han laver 2 Edelred&#039;er ud af 1. Edmund (med tilnavnet Jernside) var i virkeligheden Edelreds søn (ikke, som hos Adam, hans broder). *) Edelred døde 23. Apr. 1016; Knud var år 1015 kommen tilbage til England med sin flåde, og kæmpede altså ikke i 3 år med ham.. Samme år (1016) døde Edmund 30. Novbr., og Knud blev ene- hersker i England. Londons belejring falder i vinteren 1015-16. Roskildekreniken. 2 -<noinclude><references/></noinclude> m2za2p09t6t2nklcfyufr2e68sc78ji 471595 471565 2026-07-26T10:59:47Z MGA73bot 792 Retter lige apostrof (&#039;) til buet 471595 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="1" user="MGA73bot" />{{hoved|||17}}</noinclude>ærkebisp i Bremen 1; dernæst vendte de tilbage til Dan- mark 2. Olaf toges derefter til konge over Norge. Han var den første, som lagde hele sit rige under kristentroen; tilsidst blev han dræbt af nogle få mænd i et slag og opnåede martyriets ærefulde krone ³. Hans legeme blev af de troende jordet i Throndhjem og hædres endnu den dag i dag ved mange jer- tegn. Han efterfulgtes på thronen af sin frillesøn Magnus; denne var endnu i drengeårene, men højsindet og skøn af ydre’. Men jeg vil nu vende tilbage til Danernes konger, for at man ikke skal mene, at jeg gaar for langt bort fra det påbegyndte værk. Da nu Anglernes konge Edmund var død, fulgtes han på thronen af sin søn Edelred. Da Knud hørte dette, kom han den gamle hån i hu, som Edelreds fader havde tilføjet ham og Olaf 5, drog over havet med 1000 fuldt- rustede skibe, faldt ind i England med umådelige stridskræfter, og kæmpede i 3 år med Edelred. Tynget såvel af krigen som af sin høje alder døde Edelred, mens han belejredes i byen London Ⓡ, 1) Erkebisp 1013-30. 2) Denne ganske urigtige fremstilling synes nærmest at være frem- kommen ved en grov misforståelse af Adam; hos denne står nemlig i nærheden af efterretningen om Svens død osv. en randbemærkning, der beretter, at Knud i dåben havde fået navnet Lambert, og at han under dette navn stod opført i Bremer- kannikernes bog%; og denne randbemærkning er vist blevet flettet ind i texten af vor forfatter. - Naturligvis var både Knud og Olaf døbte den gang. Olaf var aldeles ikke i forbund med Knud ved Svens død, men deltog tværtimod en kort tid i Edel- reds kampe mod den unge Knud. - 3) Olaf faldt 1030 ved Stiklestad. 4) Magnus hentedes til Norge fra Rusland 1035. 5) Atter her er en håbløs forvirring: vor forfatter er i stort vilde- rede med hensyn til Edelred og Edmund og deres slægtskab; han laver 2 Edelred’er ud af 1. Edmund (med tilnavnet Jernside) var i virkeligheden Edelreds søn (ikke, som hos Adam, hans broder). *) Edelred døde 23. Apr. 1016; Knud var år 1015 kommen tilbage til England med sin flåde, og kæmpede altså ikke i 3 år med ham.. Samme år (1016) døde Edmund 30. Novbr., og Knud blev ene- hersker i England. Londons belejring falder i vinteren 1015-16. Roskildekreniken. 2 -<noinclude><references/></noinclude> 8aecpcr70jzcrzs59qa7et8yj6zksh0 471616 471595 2026-07-26T11:01:36Z MGA73bot 792 Samler orddelinger 471616 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="1" user="MGA73bot" />{{hoved|||17}}</noinclude>ærkebisp i Bremen 1; dernæst vendte de tilbage til Danmark 2. Olaf toges derefter til konge over Norge. Han var den første, som lagde hele sit rige under kristentroen; tilsidst blev han dræbt af nogle få mænd i et slag og opnåede martyriets ærefulde krone ³. Hans legeme blev af de troende jordet i Throndhjem og hædres endnu den dag i dag ved mange jertegn. Han efterfulgtes på thronen af sin frillesøn Magnus; denne var endnu i drengeårene, men højsindet og skøn af ydre’. Men jeg vil nu vende tilbage til Danernes konger, for at man ikke skal mene, at jeg gaar for langt bort fra det påbegyndte værk. Da nu Anglernes konge Edmund var død, fulgtes han på thronen af sin søn Edelred. Da Knud hørte dette, kom han den gamle hån i hu, som Edelreds fader havde tilføjet ham og Olaf 5, drog over havet med 1000 fuldtrustede skibe, faldt ind i England med umådelige stridskræfter, og kæmpede i 3 år med Edelred. Tynget såvel af krigen som af sin høje alder døde Edelred, mens han belejredes i byen London Ⓡ, 1) Erkebisp 1013-30. 2) Denne ganske urigtige fremstilling synes nærmest at være fremkommen ved en grov misforståelse af Adam; hos denne står nemlig i nærheden af efterretningen om Svens død osv. en randbemærkning, der beretter, at Knud i dåben havde fået navnet Lambert, og at han under dette navn stod opført i Bremerkannikernes bog%; og denne randbemærkning er vist blevet flettet ind i texten af vor forfatter. - Naturligvis var både Knud og Olaf døbte den gang. Olaf var aldeles ikke i forbund med Knud ved Svens død, men deltog tværtimod en kort tid i Edelreds kampe mod den unge Knud. - 3) Olaf faldt 1030 ved Stiklestad. 4) Magnus hentedes til Norge fra Rusland 1035. 5) Atter her er en håbløs forvirring: vor forfatter er i stort vilderede med hensyn til Edelred og Edmund og deres slægtskab; han laver 2 Edelred’er ud af 1. Edmund (med tilnavnet Jernside) var i virkeligheden Edelreds søn (ikke, som hos Adam, hans broder). *) Edelred døde 23. Apr. 1016; Knud var år 1015 kommen tilbage til England med sin flåde, og kæmpede altså ikke i 3 år med ham.. Samme år (1016) døde Edmund 30. Novbr., og Knud blev enehersker i England. Londons belejring falder i vinteren 1015-16. Roskildekreniken. 2 -<noinclude><references/></noinclude> hnv28l6b7s2d73wu80y3k50uz6yqbsd 104 122274 471566 2026-07-26T10:53:52Z MGA73bot 792 Automatisk genereret side med OCR og strukturering 471566 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="1" user="MGA73bot" />{{hoved|18||}}</noinclude>og efterlod sig en søn Edvard¹, som han havde fået med dronning Emma, en datter af grev Rodbert2. Da nu Knud var bleven sejrherre, ægtede han denne Emma, og fik med hende sønnen Harde-Knud. Knud gav Rikard³) sin søster Estrid tilægte. Forskudt af ham ægtede hun Ulf jarl, uden sin broders samtykke*. Da Knud hørte dette, begyndte han at blive en fjende af Ulf og sin søster, og det i den grad, at han endog jog dem ud af riget.. Endelig udsonede han sig dog - på skrømt med dem, da mange bad for dem og understöttede dem. Efter ikke ret lang tids forløb lod han Ulf dræbe i kirken i Roskilde, da han gik til morgenmessen 5. Hans hustru Estrid gav ham en hæderfuld begravelse; og hun opførte i steden for trækirken en kirke af sten, som hun berigede på mange måder 6. Estrid havde med Ulf 2 Bønner, Sven og Bjørn&quot;. - 1) Edvard blev senere (1042) konge i England. 2) I virkeligheden var Emma en datter af Rikard den frygtløse, hertug i Normandiet 943-96. 3) Hermed menes vel Rikard II, Emmas broder, hertug af Nor- mandiet 996-1026. Imidlertid var det ikke ham, Estrid æg- tede, men Robert II, hertug af Normandiet, død 1035; og ham ægtede hun først efter Ulfs død. 4) At ægteskabet sluttedes mod Knuds vilje, strider mod Adams beretning og er næppe rigtigt. 5) Vi har her den ældste beretning om dette mord, hvilende på lokal tradition, hvoraf vi altså får at vide, at Ulf dræbtes i kirken (ikke i gildeshallen, som Sakse fortæller) ved daggry; ti morgenmesse (matutina) finder sted lige før solopgang. Ulf dræbtes 29. Sept., men året er ikke helt sikkert (1026?). Grun- den til drabet var sandsynligvis, at Ulf, der måske tidligere havde stået i forrædersk forbindelse med Anund Jakob, konge i Sverige, lod den lillo Harde-Knud udråbe til konge mod Knuds vilje og vilde optræde som landets styrer i hans navn. 6) Dette er den ældste stenkirke i Danmark, som vi har efterret- ning om. Estrid har dog ikke bygget kirken færdig; det blev den først, som vi skal se, under bisp Sven Nordmand. Estrids ben er, ligesom trækirkens opførers, Harald Blåtands ben, ind- murede i en pille i den nuværende kirkes kor. 7) Sven er den senere konge Sven Estridsøn. Bjørn blev c. 1045<noinclude><references/></noinclude> 4b5nu0bpql5vjn8235yx6t77gn8dedg 471617 471566 2026-07-26T11:01:38Z MGA73bot 792 Samler orddelinger 471617 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="1" user="MGA73bot" />{{hoved|18||}}</noinclude>og efterlod sig en søn Edvard¹, som han havde fået med dronning Emma, en datter af grev Rodbert2. Da nu Knud var bleven sejrherre, ægtede han denne Emma, og fik med hende sønnen Harde-Knud. Knud gav Rikard³) sin søster Estrid tilægte. Forskudt af ham ægtede hun Ulf jarl, uden sin broders samtykke*. Da Knud hørte dette, begyndte han at blive en fjende af Ulf og sin søster, og det i den grad, at han endog jog dem ud af riget.. Endelig udsonede han sig dog - på skrømt med dem, da mange bad for dem og understöttede dem. Efter ikke ret lang tids forløb lod han Ulf dræbe i kirken i Roskilde, da han gik til morgenmessen 5. Hans hustru Estrid gav ham en hæderfuld begravelse; og hun opførte i steden for trækirken en kirke af sten, som hun berigede på mange måder 6. Estrid havde med Ulf 2 Bønner, Sven og Bjørn&quot;. - 1) Edvard blev senere (1042) konge i England. 2) I virkeligheden var Emma en datter af Rikard den frygtløse, hertug i Normandiet 943-96. 3) Hermed menes vel Rikard II, Emmas broder, hertug af Normandiet 996-1026. Imidlertid var det ikke ham, Estrid ægtede, men Robert II, hertug af Normandiet, død 1035; og ham ægtede hun først efter Ulfs død. 4) At ægteskabet sluttedes mod Knuds vilje, strider mod Adams beretning og er næppe rigtigt. 5) Vi har her den ældste beretning om dette mord, hvilende på lokal tradition, hvoraf vi altså får at vide, at Ulf dræbtes i kirken (ikke i gildeshallen, som Sakse fortæller) ved daggry; ti morgenmesse (matutina) finder sted lige før solopgang. Ulf dræbtes 29. Sept., men året er ikke helt sikkert (1026?). Grunden til drabet var sandsynligvis, at Ulf, der måske tidligere havde stået i forrædersk forbindelse med Anund Jakob, konge i Sverige, lod den lillo Harde-Knud udråbe til konge mod Knuds vilje og vilde optræde som landets styrer i hans navn. 6) Dette er den ældste stenkirke i Danmark, som vi har efterretning om. Estrid har dog ikke bygget kirken færdig; det blev den først, som vi skal se, under bisp Sven Nordmand. Estrids ben er, ligesom trækirkens opførers, Harald Blåtands ben, indmurede i en pille i den nuværende kirkes kor. 7) Sven er den senere konge Sven Estridsøn. Bjørn blev c. 1045<noinclude><references/></noinclude> 75jfg3zhodt0vlbth7qzfc3qm0380rh 104 122275 471567 2026-07-26T10:53:56Z MGA73bot 792 Automatisk genereret side med OCR og strukturering 471567 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="1" user="MGA73bot" />{{hoved|||19}}</noinclude>Efter dette vendte Knud tilbage til England og endte der sit liv¹. Imidlertid indviede Bremer-ærkebispen Libentius 2 til bi- skop i Sælland Avoko, som hans forgænger Unvan først havde indviet 3. Libentius indviede også til Slesvig Poppo 4, og efter ham Esiko 5, samt til Ribe Odinkar 6. Af disse siges Poppo, en såre hellig mand, at have været en meget god ven af Sven. Det var også ham, som på en almindelig forsamling, hvor konge og folk mødte, bar glødende jern i sin hånd og viste sig at være uskadt deraf; hedningene tvivlede nemlig om den kristne tros sandhed, men havde lovet, at de i så fald 8 vilde tro. Følgen heraf blev, at folket antog troen, og at Poppo blev en hellig og højt anset mand i riget 9. Efter Knuds død fik hans 3 sønner kongedømmet. Sven, jarl i England, men dræbtes allerede 1049 af sin fætter Sven Godvinsøn. Der fandtes endnu en tredje broder, Asbjørn, som senere spillede en vis rolle. 1) Knud døde 11. Novbr. 1035. 2) Libentius II 1030-32. 3) Denne sidste sætning må vist bero på en misforståelse. 4) Denne efterretning må bero på en misforståelse af en rand- bemærkning hos Adam af Bremen, hvori berettes, at Poppo døde omtrent på denne tid, hvilket iøvrigt også er galt. I virkelig- heden blev Poppo bisp 965; når han døde, vides ikke bestemt. 5) Esiko var i virkeligheden Poppos efterfølger, men indviedes af Libentius I (988-1013) og døde 1026. Det er vistnok den samme randbemærkning, der volder forvirringen. 6) Atter en misforståelse af Adam. Odinkar (den yngre) var i virkeligheden bisp lige fra århundredets begyndelse; han havde hele Nørre-Jylland under sig. 7) Hermed må vel menes Sven Tjugeskæg. 8) Nemlig hvis jernbyrden lykkedes. 9) Denne tradition om Poppos jernbyrd, som i sine hovedtræk går igen hos Sakse, afviger fra Adams beretning, ifølge hvilken jernbyrden foregik for Erik Sejrsæl, en svensk konge, der en tid havde fordrevet Sven Tjugeskæg. I virkeligheden foregik jernbyrden c. 960 i Harald Blåtands nærværelse. 2*<noinclude><references/></noinclude> jrxcfiyjrxecevnuq5eyhtpiogtfqv4 471618 471567 2026-07-26T11:01:40Z MGA73bot 792 Samler orddelinger 471618 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="1" user="MGA73bot" />{{hoved|||19}}</noinclude>Efter dette vendte Knud tilbage til England og endte der sit liv¹. Imidlertid indviede Bremer-ærkebispen Libentius 2 til biskop i Sælland Avoko, som hans forgænger Unvan først havde indviet 3. Libentius indviede også til Slesvig Poppo 4, og efter ham Esiko 5, samt til Ribe Odinkar 6. Af disse siges Poppo, en såre hellig mand, at have været en meget god ven af Sven. Det var også ham, som på en almindelig forsamling, hvor konge og folk mødte, bar glødende jern i sin hånd og viste sig at være uskadt deraf; hedningene tvivlede nemlig om den kristne tros sandhed, men havde lovet, at de i så fald 8 vilde tro. Følgen heraf blev, at folket antog troen, og at Poppo blev en hellig og højt anset mand i riget 9. Efter Knuds død fik hans 3 sønner kongedømmet. Sven, jarl i England, men dræbtes allerede 1049 af sin fætter Sven Godvinsøn. Der fandtes endnu en tredje broder, Asbjørn, som senere spillede en vis rolle. 1) Knud døde 11. Novbr. 1035. 2) Libentius II 1030-32. 3) Denne sidste sætning må vist bero på en misforståelse. 4) Denne efterretning må bero på en misforståelse af en randbemærkning hos Adam af Bremen, hvori berettes, at Poppo døde omtrent på denne tid, hvilket iøvrigt også er galt. I virkeligheden blev Poppo bisp 965; når han døde, vides ikke bestemt. 5) Esiko var i virkeligheden Poppos efterfølger, men indviedes af Libentius I (988-1013) og døde 1026. Det er vistnok den samme randbemærkning, der volder forvirringen. 6) Atter en misforståelse af Adam. Odinkar (den yngre) var i virkeligheden bisp lige fra århundredets begyndelse; han havde hele Nørre-Jylland under sig. 7) Hermed må vel menes Sven Tjugeskæg. 8) Nemlig hvis jernbyrden lykkedes. 9) Denne tradition om Poppos jernbyrd, som i sine hovedtræk går igen hos Sakse, afviger fra Adams beretning, ifølge hvilken jernbyrden foregik for Erik Sejrsæl, en svensk konge, der en tid havde fordrevet Sven Tjugeskæg. I virkeligheden foregik jernbyrden c. 960 i Harald Blåtands nærværelse. 2*<noinclude><references/></noinclude> fcvp9ft5hrxmpe8ml1xi2iwqm2pvw3c 104 122276 471568 2026-07-26T10:54:00Z MGA73bot 792 Automatisk genereret side med OCR og strukturering 471568 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="1" user="MGA73bot" />{{hoved|20||}}</noinclude>som han havde med Alviva ¹, blev konge i Norge2; Harald, som også var søn af Alviva, i England, og Harde - Knud, søn af Emma, i Danmark. Under ham prædikede Vilhelm, Avokos eftermand ³. Denne Harde Knud drog fra Dan- mark ud imod sin broder Harald, Englands konge, og samlede sin flåde i Flandern; men Haralds pludselige død hindrede krigens udbrud. Harde-Knud besad nu både Danmark og England. Imidlertid døde Harde - Knuds broder Sven i Norge³%; så valgte Nordmændene Magnus, Olaf den helliges frillesøn, til konge. Harde-Knud og Norges konge Magnus traf så den aftale indbyrdes, og bekræftede den med éd på helgenlevninger, at den, som levede længst, skulde tage den først afdødes rige og ligesom med arveret besidde bægge riger 7. Men efter kort tids forløb døde Harde-Knud 8. Da Magnus hørte om hans død, kom han aftalen i hu og drog til Danmark med en stor og mægtig 1) En engelsk frille (Elfgifu), som Knud havde haft. 2) Knud havde alt 1030 indsat Sven til underkonge i Norge; men 1035, endnu før Knuds død, måtte denne vige for Olaf den hel- liges søn Magnus, der hentedes fra Rusland. 3) Avoko, bisp i Roskilde, døde først 1060, og efterfulgtes af Vil- helm. Denne sætning synes derfor mindre heldig og er vist blot en fejlagtig gentagelse af en sætning lidt længere nede. *) 1039 ankom Harde-Knud til Brügge i Flandern og fik her hjælp af grev Balduin; næste forår vilde han kæmpe med broderen, men denne døde pludselig (17. Marts 1040), og Harde-Knud valgtes da til konge i England. 5) Sven var, som bemærket, allerede fordreven 1035, og døde 1036. 6) Hermed ophører den direkte benyttelse af Adam af Bremen. 7) Vi har her den ældste efterretning om denne ejendommelige aftale; den genfindes i ganske samme skikkelse hos Sakse. Ifølge de norske kongesagaer var det lige ved at komme til kamp mellem Harde-Knud og Magnus; men høvdingerne på bægge sider mæglede forlig på det vilkår, at den længstlevende skulde arve den afdødes rige, hvis denne var død sønneløs. - Forliget sluttedes, ifølge sagaerne, på Brenngerne i Götaelvens munding (1036). 8) Harde-Knud døde 8. Juni 1042.<noinclude><references/></noinclude> nitt54s7jshy7i4wgdrv7gqp7vtxzxb 471619 471568 2026-07-26T11:01:41Z MGA73bot 792 Samler orddelinger 471619 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="1" user="MGA73bot" />{{hoved|20||}}</noinclude>som han havde med Alviva ¹, blev konge i Norge2; Harald, som også var søn af Alviva, i England, og Harde - Knud, søn af Emma, i Danmark. Under ham prædikede Vilhelm, Avokos eftermand ³. Denne Harde Knud drog fra Danmark ud imod sin broder Harald, Englands konge, og samlede sin flåde i Flandern; men Haralds pludselige død hindrede krigens udbrud. Harde-Knud besad nu både Danmark og England. Imidlertid døde Harde - Knuds broder Sven i Norge³%; så valgte Nordmændene Magnus, Olaf den helliges frillesøn, til konge. Harde-Knud og Norges konge Magnus traf så den aftale indbyrdes, og bekræftede den med éd på helgenlevninger, at den, som levede længst, skulde tage den først afdødes rige og ligesom med arveret besidde bægge riger 7. Men efter kort tids forløb døde Harde-Knud 8. Da Magnus hørte om hans død, kom han aftalen i hu og drog til Danmark med en stor og mægtig 1) En engelsk frille (Elfgifu), som Knud havde haft. 2) Knud havde alt 1030 indsat Sven til underkonge i Norge; men 1035, endnu før Knuds død, måtte denne vige for Olaf den helliges søn Magnus, der hentedes fra Rusland. 3) Avoko, bisp i Roskilde, døde først 1060, og efterfulgtes af Vilhelm. Denne sætning synes derfor mindre heldig og er vist blot en fejlagtig gentagelse af en sætning lidt længere nede. *) 1039 ankom Harde-Knud til Brügge i Flandern og fik her hjælp af grev Balduin; næste forår vilde han kæmpe med broderen, men denne døde pludselig (17. Marts 1040), og Harde-Knud valgtes da til konge i England. 5) Sven var, som bemærket, allerede fordreven 1035, og døde 1036. 6) Hermed ophører den direkte benyttelse af Adam af Bremen. 7) Vi har her den ældste efterretning om denne ejendommelige aftale; den genfindes i ganske samme skikkelse hos Sakse. Ifølge de norske kongesagaer var det lige ved at komme til kamp mellem Harde-Knud og Magnus; men høvdingerne på bægge sider mæglede forlig på det vilkår, at den længstlevende skulde arve den afdødes rige, hvis denne var død sønneløs. - Forliget sluttedes, ifølge sagaerne, på Brenngerne i Götaelvens munding (1036). 8) Harde-Knud døde 8. Juni 1042.<noinclude><references/></noinclude> rme01etznx4f7y04p91avk0yootw135 104 122277 471569 2026-07-26T10:54:04Z MGA73bot 792 Automatisk genereret side med OCR og strukturering 471569 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="1" user="MGA73bot" />{{hoved|||21}}</noinclude>skare 1. - Sven, kong Harde-Knuds fætter, søn af Estrid og Ulf, hvem Gamle-Knud lod dræbe, drog imod ham, og kæmpede både tilsøs og tillands med ham, men blev tilsidst slagen og flygtede til Skåne 3. Da han nu i Lund traf forberedelser til at flygte til Sverige, se, da kom der bud fra Sælland og meldte, at kong Magnus var død. Straks vendte Sven tilbage til Sælland og valgtes der- næst til konge af Fynboerne, og tilsidst af Jyderne. Sven styrede i mange år Danmark med dygtighed og avlede sønner og døtre med forskellige kvinder 5. 5 sønner af ham blev alle konger, den ene efter den anden. 4 sønner afskares derfra ved en tidlig død, skønt også de havde været værdige til at styre og bære kongenavn 6. Under ham prædikede bisp Vilhelm&#039;; han var en stærk og tapper mand, heftig af sind; ikke alene med sin legemlige kraft kuede han de mægtige 8, men også med sin 1) Adam af Bremen har en hélt anden fremstilling, hvis rigtighed dog er tvivlsom; han lader nemlig Magnus overfalde Danmark, medens Harde-Knud med hæren var ovre i England. 2) Det senere navn på Knud den store. 3) Magnus gjorde Sven til sin jarl; men denne rejste dog snart oprør mod ham, var uheldig, og måtte flygte til Sverige (1044). Det samme gentog sig de følgende år. +) Sandsynligvis som følge af et fald med hesten. Magnus døde 25. Octbr. 1047. Ifølge sagaerne indsatte han Sven til sin efterfølger i Danmark. 5) Svens frillelevned vakte kirkens forargelse. Den engelske krønikeskriver William af Malmesbury samt Knyt- lingasaga nævner, at Sven havde i alt 14 sønner. Om én af disse, ved navn Magnus, fortælles i en randbemærkning til Adam, at han døde på en Romerrejse, før faderen. Benedict faldt med Knud den hellige i Odense; Bjørn dræbtes c. 1100 i Holsten, og Sven døde 1104. 7) Bisp i Roskilde fra 1060. Han var en klerk fra Bremen stift. 8) Hvad der skal forstås ved dette ord, er ikke rigtig klart. Man kunde fristes til at tænke på kongen selv, idet man mindedes Sakses smukke fortælling om Sven Estridsøns forseelse og på- følgende bod; men denne fortælling er vel snarest et senere sagn (jfr. prof. Erslev i Hist. tidsskr. 6. Række III, 602 ff.).<noinclude><references/></noinclude> i945r6yp1f00ro9adl9ug8fo7jea8ci 471596 471569 2026-07-26T10:59:52Z MGA73bot 792 Retter lige apostrof (&#039;) til buet 471596 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="1" user="MGA73bot" />{{hoved|||21}}</noinclude>skare 1. - Sven, kong Harde-Knuds fætter, søn af Estrid og Ulf, hvem Gamle-Knud lod dræbe, drog imod ham, og kæmpede både tilsøs og tillands med ham, men blev tilsidst slagen og flygtede til Skåne 3. Da han nu i Lund traf forberedelser til at flygte til Sverige, se, da kom der bud fra Sælland og meldte, at kong Magnus var død. Straks vendte Sven tilbage til Sælland og valgtes der- næst til konge af Fynboerne, og tilsidst af Jyderne. Sven styrede i mange år Danmark med dygtighed og avlede sønner og døtre med forskellige kvinder 5. 5 sønner af ham blev alle konger, den ene efter den anden. 4 sønner afskares derfra ved en tidlig død, skønt også de havde været værdige til at styre og bære kongenavn 6. Under ham prædikede bisp Vilhelm’; han var en stærk og tapper mand, heftig af sind; ikke alene med sin legemlige kraft kuede han de mægtige 8, men også med sin 1) Adam af Bremen har en hélt anden fremstilling, hvis rigtighed dog er tvivlsom; han lader nemlig Magnus overfalde Danmark, medens Harde-Knud med hæren var ovre i England. 2) Det senere navn på Knud den store. 3) Magnus gjorde Sven til sin jarl; men denne rejste dog snart oprør mod ham, var uheldig, og måtte flygte til Sverige (1044). Det samme gentog sig de følgende år. +) Sandsynligvis som følge af et fald med hesten. Magnus døde 25. Octbr. 1047. Ifølge sagaerne indsatte han Sven til sin efterfølger i Danmark. 5) Svens frillelevned vakte kirkens forargelse. Den engelske krønikeskriver William af Malmesbury samt Knyt- lingasaga nævner, at Sven havde i alt 14 sønner. Om én af disse, ved navn Magnus, fortælles i en randbemærkning til Adam, at han døde på en Romerrejse, før faderen. Benedict faldt med Knud den hellige i Odense; Bjørn dræbtes c. 1100 i Holsten, og Sven døde 1104. 7) Bisp i Roskilde fra 1060. Han var en klerk fra Bremen stift. 8) Hvad der skal forstås ved dette ord, er ikke rigtig klart. Man kunde fristes til at tænke på kongen selv, idet man mindedes Sakses smukke fortælling om Sven Estridsøns forseelse og på- følgende bod; men denne fortælling er vel snarest et senere sagn (jfr. prof. Erslev i Hist. tidsskr. 6. Række III, 602 ff.).<noinclude><references/></noinclude> 0hxsu7tyew47wyjnc5uw3tf4twfftlt 471620 471596 2026-07-26T11:01:42Z MGA73bot 792 Samler orddelinger 471620 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="1" user="MGA73bot" />{{hoved|||21}}</noinclude>skare 1. - Sven, kong Harde-Knuds fætter, søn af Estrid og Ulf, hvem Gamle-Knud lod dræbe, drog imod ham, og kæmpede både tilsøs og tillands med ham, men blev tilsidst slagen og flygtede til Skåne 3. Da han nu i Lund traf forberedelser til at flygte til Sverige, se, da kom der bud fra Sælland og meldte, at kong Magnus var død. Straks vendte Sven tilbage til Sælland og valgtes dernæst til konge af Fynboerne, og tilsidst af Jyderne. Sven styrede i mange år Danmark med dygtighed og avlede sønner og døtre med forskellige kvinder 5. 5 sønner af ham blev alle konger, den ene efter den anden. 4 sønner afskares derfra ved en tidlig død, skønt også de havde været værdige til at styre og bære kongenavn 6. Under ham prædikede bisp Vilhelm’; han var en stærk og tapper mand, heftig af sind; ikke alene med sin legemlige kraft kuede han de mægtige 8, men også med sin 1) Adam af Bremen har en hélt anden fremstilling, hvis rigtighed dog er tvivlsom; han lader nemlig Magnus overfalde Danmark, medens Harde-Knud med hæren var ovre i England. 2) Det senere navn på Knud den store. 3) Magnus gjorde Sven til sin jarl; men denne rejste dog snart oprør mod ham, var uheldig, og måtte flygte til Sverige (1044). Det samme gentog sig de følgende år. +) Sandsynligvis som følge af et fald med hesten. Magnus døde 25. Octbr. 1047. Ifølge sagaerne indsatte han Sven til sin efterfølger i Danmark. 5) Svens frillelevned vakte kirkens forargelse. Den engelske krønikeskriver William af Malmesbury samt Knytlingasaga nævner, at Sven havde i alt 14 sønner. Om én af disse, ved navn Magnus, fortælles i en randbemærkning til Adam, at han døde på en Romerrejse, før faderen. Benedict faldt med Knud den hellige i Odense; Bjørn dræbtes c. 1100 i Holsten, og Sven døde 1104. 7) Bisp i Roskilde fra 1060. Han var en klerk fra Bremen stift. 8) Hvad der skal forstås ved dette ord, er ikke rigtig klart. Man kunde fristes til at tænke på kongen selv, idet man mindedes Sakses smukke fortælling om Sven Estridsøns forseelse og påfølgende bod; men denne fortælling er vel snarest et senere sagn (jfr. prof. Erslev i Hist. tidsskr. 6. Række III, 602 ff.).<noinclude><references/></noinclude> ojz4r9n5vwsng0vutn0n9978jusycpc 104 122278 471570 2026-07-26T10:54:08Z MGA73bot 792 Automatisk genereret side med OCR og strukturering 471570 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="1" user="MGA73bot" />{{hoved|22||}}</noinclude>- sjælelige; og han skånede ingen i sin vrede. På hans tid gav kong Svens moder Estrid, med sin søns sam- tykke, 50 bol¹ til Roskildekirken, hvilken gave den før nævnte bisp bekræftede med kirkens segl og privile- gium 2. Ikke længe efter døde Vilhelm³, og i hans sted ind- satte den berømmelige kong Sven sin navne og kapellan til bisp; denne mand udmærkede sig ved fuldkommen renhed i sæder, og stod højt over alle sine forgæn- gere; han var en skræk for ildgerningsmænd, men en trøst for velsindede; fædrelandets fader, præsteskabets pryd og folkets lykke; en mand af sjælden gudsfrygt, der vilde lede alt til det bedste 5. Han lod kirken i Roskilde opføre næsten fra grunden kede den med en herlig krone 7, med af 6, og smyk- søjler af mar- 1) Ved bol forstodes et stykke jord af bestemt størrelse og god- hed; oprindelig var det måske 1 plovs land; senere var det = på Sælland 1 mark jord, ɔ: så meget jord, som der kunde sås 1 mark korn i (= 240 skpr.). 2) Meningen af dette lidt besynderlige udtryk må være, at kirkens ret til jorden sikkredos ved, at seglet hængtes ved. Gave- brevet må vor forfatter vel selv have set. Seglet, som nævnes, er det ældste kirkelige segl fra Danmark, som vi har efterret- ning om; det ældste bevarede sigil (også fra Roskilde-kirken), som findes på Nationalmuseet, er henved 100 år yngre. Estrids gave nævnes også i kirkens mindebog, der beretter, at godset, som skænkedes, lå i Gønge herred i Skåne. Måske stammede godset, som Sakse fortæller, fra mandeboden for Ulf jarl. 8) Sandsynligvis år 1074. 4) Sven Nordmand, død 1088. Det er kongen, der i disse tider stadig udnævner bisperne, da kirken må støtte sig til konge- magten. 5) Jfr. Hebr. 7, 19. Denne lovtale er, som prof. Steenstrup har víst, en delvis ordret gengivelse af Adam af Bremens karak- teristik af ærkebisp Bescelin (1085-48). 6) Estrid havde påbegyndt kirken (jfr. ovenfor); og bisp Vilhelm må sikkert have bygget videre på den. 7) Hermed menes en lysekrone.<noinclude><references/></noinclude> 7oj938tj7irb82u2pobpwzodx4lrq17 471621 471570 2026-07-26T11:01:44Z MGA73bot 792 Samler orddelinger 471621 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="1" user="MGA73bot" />{{hoved|22||}}</noinclude>- sjælelige; og han skånede ingen i sin vrede. På hans tid gav kong Svens moder Estrid, med sin søns samtykke, 50 bol¹ til Roskildekirken, hvilken gave den før nævnte bisp bekræftede med kirkens segl og privilegium 2. Ikke længe efter døde Vilhelm³, og i hans sted indsatte den berømmelige kong Sven sin navne og kapellan til bisp; denne mand udmærkede sig ved fuldkommen renhed i sæder, og stod højt over alle sine forgængere; han var en skræk for ildgerningsmænd, men en trøst for velsindede; fædrelandets fader, præsteskabets pryd og folkets lykke; en mand af sjælden gudsfrygt, der vilde lede alt til det bedste 5. Han lod kirken i Roskilde opføre næsten fra grunden kede den med en herlig krone 7, med af 6, og smyksøjler af mar- 1) Ved bol forstodes et stykke jord af bestemt størrelse og godhed; oprindelig var det måske 1 plovs land; senere var det = på Sælland 1 mark jord, ɔ: så meget jord, som der kunde sås 1 mark korn i (= 240 skpr.). 2) Meningen af dette lidt besynderlige udtryk må være, at kirkens ret til jorden sikkredos ved, at seglet hængtes ved. Gavebrevet må vor forfatter vel selv have set. Seglet, som nævnes, er det ældste kirkelige segl fra Danmark, som vi har efterretning om; det ældste bevarede sigil (også fra Roskilde-kirken), som findes på Nationalmuseet, er henved 100 år yngre. Estrids gave nævnes også i kirkens mindebog, der beretter, at godset, som skænkedes, lå i Gønge herred i Skåne. Måske stammede godset, som Sakse fortæller, fra mandeboden for Ulf jarl. 8) Sandsynligvis år 1074. 4) Sven Nordmand, død 1088. Det er kongen, der i disse tider stadig udnævner bisperne, da kirken må støtte sig til kongemagten. 5) Jfr. Hebr. 7, 19. Denne lovtale er, som prof. Steenstrup har víst, en delvis ordret gengivelse af Adam af Bremens karakteristik af ærkebisp Bescelin (1085-48). 6) Estrid havde påbegyndt kirken (jfr. ovenfor); og bisp Vilhelm må sikkert have bygget videre på den. 7) Hermed menes en lysekrone.<noinclude><references/></noinclude> 3aix5mspydz3bhyxd7jebz59k6zufu1 104 122279 471571 2026-07-26T10:54:12Z MGA73bot 792 Automatisk genereret side med OCR og strukturering 471571 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="1" user="MGA73bot" />{{hoved|||23}}</noinclude>mor 1 og alskens prydelser 2. Han opførte også et kloster af sten til brødrene³, og, for at der kunde blive 15 præ- bender i alt, gav han fra sit eget bord til brødrene og til kirken, som han indviede til den hellige trefoldigheds ære 5. Desuden byggede han et kloster i Ringsted til ære for den hellige Maria og et andet i Slagelse 6. Imidlertid døde den berømmelige Danekonge Sven Magnus i Jylland, i det år efter Herrens byrd 1074, i sin kongetids 31te år7; hans legeme blev med hæder jordet i Roskilde, således som han selv i levende live havde befalet det 8. Efter hans død fulgte hans søn Harald ham på thronen, og herskede i 7 år°; efter de gamles mening var han den fjerde Danekonge af navnet Harald. Den første var den Harald, som døbtes ved Mainz; den anden var Harald Blåtand; den tredje Harald Gormson 10 og den fjerde denne Harald Svensøn, en &#039; 1) Sandsynligvis granitsøjler, der måske har adskilt midtskibet fra sideskibene. 2) Kirken byggedes af hugne kvadersten i romansk stil. Den af- løstes i begyndelsen af 18. årh. af den nuværende domkirke. På det nævute sigil i Nationalmuseet ses muligvis en flygtig gengivelse af dens forside. 3) Der menes kannikerne ved domkapitlet, som levede efter Augu- stinus&#039; regel; klosteret opførtes lige ved kirken. 4) Ved præbende forstås en bestemt indtægt i gods, tiende el. lign., som udskiltes af kapitlets fælleseje og tillagdes den enkelte kannik på livstid. Så mange præbender der var, så mange kanniker. 5) Kirken var indviet til trefoldigheden og til pave Lucius, hvis hovedskal på denne tid førtes til kirken; den opbevares nu på Nationalmuseet. 6) I Ringsted kloster boede Benedictinere. Kirken og klosteret i Slagelse var indviede til St. Michael. I Ringsted kloster- kirke jordedes senere Knud Lavard og hans efterkommere. 7) Sven døde 28. Apr. 1076 (ikke 1074), i Suddathorp i Sønder- jylland. 8) Også Sven jordedes i Trefoldighedskirken i Roskilde. Harald døde 17. Apr. 1080, og herskede altså kun i 4 år. 10) Jfr. 8. 13, note 5.<noinclude><references/></noinclude> 2mmrmcemmqk2gv4e3eyf1tc6mmrxy7x 471597 471571 2026-07-26T10:59:55Z MGA73bot 792 Retter lige apostrof (&#039;) til buet 471597 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="1" user="MGA73bot" />{{hoved|||23}}</noinclude>mor 1 og alskens prydelser 2. Han opførte også et kloster af sten til brødrene³, og, for at der kunde blive 15 præ- bender i alt, gav han fra sit eget bord til brødrene og til kirken, som han indviede til den hellige trefoldigheds ære 5. Desuden byggede han et kloster i Ringsted til ære for den hellige Maria og et andet i Slagelse 6. Imidlertid døde den berømmelige Danekonge Sven Magnus i Jylland, i det år efter Herrens byrd 1074, i sin kongetids 31te år7; hans legeme blev med hæder jordet i Roskilde, således som han selv i levende live havde befalet det 8. Efter hans død fulgte hans søn Harald ham på thronen, og herskede i 7 år°; efter de gamles mening var han den fjerde Danekonge af navnet Harald. Den første var den Harald, som døbtes ved Mainz; den anden var Harald Blåtand; den tredje Harald Gormson 10 og den fjerde denne Harald Svensøn, en ’ 1) Sandsynligvis granitsøjler, der måske har adskilt midtskibet fra sideskibene. 2) Kirken byggedes af hugne kvadersten i romansk stil. Den af- løstes i begyndelsen af 18. årh. af den nuværende domkirke. På det nævute sigil i Nationalmuseet ses muligvis en flygtig gengivelse af dens forside. 3) Der menes kannikerne ved domkapitlet, som levede efter Augu- stinus’ regel; klosteret opførtes lige ved kirken. 4) Ved præbende forstås en bestemt indtægt i gods, tiende el. lign., som udskiltes af kapitlets fælleseje og tillagdes den enkelte kannik på livstid. Så mange præbender der var, så mange kanniker. 5) Kirken var indviet til trefoldigheden og til pave Lucius, hvis hovedskal på denne tid førtes til kirken; den opbevares nu på Nationalmuseet. 6) I Ringsted kloster boede Benedictinere. Kirken og klosteret i Slagelse var indviede til St. Michael. I Ringsted kloster- kirke jordedes senere Knud Lavard og hans efterkommere. 7) Sven døde 28. Apr. 1076 (ikke 1074), i Suddathorp i Sønder- jylland. 8) Også Sven jordedes i Trefoldighedskirken i Roskilde. Harald døde 17. Apr. 1080, og herskede altså kun i 4 år. 10) Jfr. 8. 13, note 5.<noinclude><references/></noinclude> q3ph1r089cqa8ymb660lxys98rm6nwn 471622 471597 2026-07-26T11:01:45Z MGA73bot 792 Samler orddelinger 471622 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="1" user="MGA73bot" />{{hoved|||23}}</noinclude>mor 1 og alskens prydelser 2. Han opførte også et kloster af sten til brødrene³, og, for at der kunde blive 15 præbender i alt, gav han fra sit eget bord til brødrene og til kirken, som han indviede til den hellige trefoldigheds ære 5. Desuden byggede han et kloster i Ringsted til ære for den hellige Maria og et andet i Slagelse 6. Imidlertid døde den berømmelige Danekonge Sven Magnus i Jylland, i det år efter Herrens byrd 1074, i sin kongetids 31te år7; hans legeme blev med hæder jordet i Roskilde, således som han selv i levende live havde befalet det 8. Efter hans død fulgte hans søn Harald ham på thronen, og herskede i 7 år°; efter de gamles mening var han den fjerde Danekonge af navnet Harald. Den første var den Harald, som døbtes ved Mainz; den anden var Harald Blåtand; den tredje Harald Gormson 10 og den fjerde denne Harald Svensøn, en ’ 1) Sandsynligvis granitsøjler, der måske har adskilt midtskibet fra sideskibene. 2) Kirken byggedes af hugne kvadersten i romansk stil. Den afløstes i begyndelsen af 18. årh. af den nuværende domkirke. På det nævute sigil i Nationalmuseet ses muligvis en flygtig gengivelse af dens forside. 3) Der menes kannikerne ved domkapitlet, som levede efter Augustinus ’ regel; klosteret opførtes lige ved kirken. 4) Ved præbende forstås en bestemt indtægt i gods, tiende el. lign., som udskiltes af kapitlets fælleseje og tillagdes den enkelte kannik på livstid. Så mange præbender der var, så mange kanniker. 5) Kirken var indviet til trefoldigheden og til pave Lucius, hvis hovedskal på denne tid førtes til kirken; den opbevares nu på Nationalmuseet. 6) I Ringsted kloster boede Benedictinere. Kirken og klosteret i Slagelse var indviede til St. Michael. I Ringsted klosterkirke jordedes senere Knud Lavard og hans efterkommere. 7) Sven døde 28. Apr. 1076 (ikke 1074), i Suddathorp i Sønderjylland. 8) Også Sven jordedes i Trefoldighedskirken i Roskilde. Harald døde 17. Apr. 1080, og herskede altså kun i 4 år. 10) Jfr. 8. 13, note 5.<noinclude><references/></noinclude> dn7gplgxn2c2vwfeju8tuijflvezdkg 104 122280 471572 2026-07-26T10:54:18Z MGA73bot 792 Automatisk genereret side med OCR og strukturering 471572 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="1" user="MGA73bot" />{{hoved|24||}}</noinclude>ypperlig mand og såre retfærdig hersker. Han gav alle ret til at bruge skovene, som de mægtige havde tilegnet sig alene ¹. Efter hans død kom hans broder Knud på thronen. Da denne ved en ny og uhørt lov vilde tvinge folket til at betale en skat, som man hos os kalder Nefgjald 2, så blev han fordreven fra Jylland over til Fyn, og léd i - ― - 1) Vor krønikes ros over Harald står i skarp modstrid med Sakses dadel af hans svaghed, der skaffede ham tilnavnet Hén (en blød hvæssesten). Mest bekendt er Harald bleven ved sin lovgiv- ning, som, ifølge Elnod, skaffede ham navn af »fredens og den offentlige friheds fader. Disse love gav Harald på den al- mindelige valgforsamling (Isøre ting), i overensstemmelse med folkets ønsker; og ved senere kongevalg krævede folket dem overholdte af kongsæmnerne. Vor krønike giver os muligvis her en af lovbestemmelserne, hvis mening dog ikke er helt klar. Da vi véd, at det just var stormændene, der satte Haralds valg igennem, tør man næppe opfatte ordet »de mægtige som betegnende stormændene, men snarere: kongen, eller hans fogeder, så at meningen bliver den, at kongerne havde tiltaget sig eneret til skovene, men nu fik også folket brugsret til dem. I virkeligheden betragtedes de store skove (almindingerne) som kongens ejendom; men denne tillod gerne folket at bruge dem (f. ex. til oldensvin). Om Knud den hellige fortæller Knytlingasaga, at han krænkede denne folkets gamle ret, idet han forbød Hallandsfarerne at bruge skovene, for at tvinge dem til at føje sig. Det kunde da måske tænkes, at vor krønikes omtale af den nævnte bestemmelse snarere skyldes den omstæn- dighed, at Knud krænkede den gamle sædvaneret, end at Harald egentlig gav nogen ny lov om dette. Måske har overhovedet Haralds lovgivning kun bestået i et kongeløfte, et tilsagn om at holde de gamle love; hermed stemmer også Sakses efterret- ning om lovene bedst. Sakse fortæller nemlig, at Harald ind- førte brugen af medédsmænd; men dette bevismiddel må sik- kert være af langt ældre oprindelse og kan ikke være blevet indført af Harald Hén. Også Ælnods ord om Haralds love for- liges bedst med denne opfattelse. 2) Nefgjald : Næse-gæld, en skat for hver næse, personskat. Det er muligt, at der med disse ord sigtes til Knuds iver for tien- des indførelse. - At Knud var hensynsløs i valget af midler, er der ingen tvivl om.<noinclude><references/></noinclude> p7ud5q2fnef58tswagg3bqumtfbr04h 471623 471572 2026-07-26T11:01:46Z MGA73bot 792 Samler orddelinger 471623 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="1" user="MGA73bot" />{{hoved|24||}}</noinclude>ypperlig mand og såre retfærdig hersker. Han gav alle ret til at bruge skovene, som de mægtige havde tilegnet sig alene ¹. Efter hans død kom hans broder Knud på thronen. Da denne ved en ny og uhørt lov vilde tvinge folket til at betale en skat, som man hos os kalder Nefgjald 2, så blev han fordreven fra Jylland over til Fyn, og léd i - ― - 1) Vor krønikes ros over Harald står i skarp modstrid med Sakses dadel af hans svaghed, der skaffede ham tilnavnet Hén (en blød hvæssesten). Mest bekendt er Harald bleven ved sin lovgivning, som, ifølge Elnod, skaffede ham navn af »fredens og den offentlige friheds fader. Disse love gav Harald på den almindelige valgforsamling (Isøre ting), i overensstemmelse med folkets ønsker; og ved senere kongevalg krævede folket dem overholdte af kongsæmnerne. Vor krønike giver os muligvis her en af lovbestemmelserne, hvis mening dog ikke er helt klar. Da vi véd, at det just var stormændene, der satte Haralds valg igennem, tør man næppe opfatte ordet »de mægtige som betegnende stormændene, men snarere: kongen, eller hans fogeder, så at meningen bliver den, at kongerne havde tiltaget sig eneret til skovene, men nu fik også folket brugsret til dem. I virkeligheden betragtedes de store skove (almindingerne) som kongens ejendom; men denne tillod gerne folket at bruge dem (f. ex. til oldensvin). Om Knud den hellige fortæller Knytlingasaga, at han krænkede denne folkets gamle ret, idet han forbød Hallandsfarerne at bruge skovene, for at tvinge dem til at føje sig. Det kunde da måske tænkes, at vor krønikes omtale af den nævnte bestemmelse snarere skyldes den omstændighed, at Knud krænkede den gamle sædvaneret, end at Harald egentlig gav nogen ny lov om dette. Måske har overhovedet Haralds lovgivning kun bestået i et kongeløfte, et tilsagn om at holde de gamle love; hermed stemmer også Sakses efterretning om lovene bedst. Sakse fortæller nemlig, at Harald indførte brugen af medédsmænd; men dette bevismiddel må sikkert være af langt ældre oprindelse og kan ikke være blevet indført af Harald Hén. Også Ælnods ord om Haralds love forliges bedst med denne opfattelse. 2) Nefgjald : Næse-gæld, en skat for hver næse, personskat. Det er muligt, at der med disse ord sigtes til Knuds iver for tiendes indførelse. - At Knud var hensynsløs i valget af midler, er der ingen tvivl om.<noinclude><references/></noinclude> inzayna67tvnvmvd3kvzfjddsn3ussd 104 122281 471573 2026-07-26T10:54:22Z MGA73bot 792 Automatisk genereret side med OCR og strukturering 471573 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="1" user="MGA73bot" />{{hoved|||25}}</noinclude>den hellige martyr Albans kirke i Odense martyrdøden foran alteret, med stor anger i hjærtet, i det år efter Her- rens byrd 1090, i sin kongetids 11te år¹. Hans legeme hædres ved store jertegn, og Kristus herliggøres i sin mar- tyr. Med ham dræbtes også hans broder Benedict. Derefter kom rigets stormænd sammen, valgte hans broder Olaf til konge, og tog ham til hersker over hele Danmarks rige. På hans tid herskede i 9 år stor hun- gersnød i Danmark, så at folk næppe kunde afholde sig fra utilladelige og forbudte spiser; ti eftersom under tvin- gende nød loven stundom brydes og overtrædes, så dræbte man heste for at spise dem, og mange slagtede endogsaa deres hunde. Ingen dækkede borde med forskellige retter, og ingen skøttede om at vise nogen overdådighed 4. Denne ulykkes komme havde den ærværdige bisp Sven 5 forudsagt lige efter Knuds drab, og gav derfor med sine faderlige påmindelser mange det råd: ved anger at holde den borte. Men eftersom Gud forhærder, hvem han vil, og ynkes over, hvem han vil 6, så forhærdede han alles hjærter og slog dem, som det var forudsagt, 1) Vor forfatter er uheldig med sine årstal. Knud dræbtes i virkeligheden 10. Juli 1086, altså i sin kongetids 7ende år. Om hans drab og helgenkåring må henvises til Elnods vidt- løftige fremstilling, oversat i H. Olrik, Danske helgeners levned. Ejendommelig er den kølighed, hvormed vor krønike omtaler ham (jfr. indledningen). Knuds bestræbelser for at hævde et stærkt kongedømme har ikke fundet nåde for vor forfatters øjne. 2) Ifølge Sakse og Sven Aggesøn kom på denne tid hele folket sammen til kongevalg (på Isøre i det nordlige Sælland); vor krønike med sin udpræget aristokratiske opfattelse nævner kun stormændene som deltagende i valget. Disse sidste har sikkert også haft den afgørende stemme. 3) Den katolske kirke forbød disse spiser. 4) Også det øvrige Evropa bjemsøgtes for en stor del af lignende uår på denne tid. 5) Den førnævnte Sven Nordmand. 6) Jfr. Rom. 9, 18.<noinclude><references/></noinclude> fm7976xprk1npbmpd7nu4qfsto0eqqb 471624 471573 2026-07-26T11:01:48Z MGA73bot 792 Samler orddelinger 471624 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="1" user="MGA73bot" />{{hoved|||25}}</noinclude>den hellige martyr Albans kirke i Odense martyrdøden foran alteret, med stor anger i hjærtet, i det år efter Herrens byrd 1090, i sin kongetids 11te år¹. Hans legeme hædres ved store jertegn, og Kristus herliggøres i sin martyr. Med ham dræbtes også hans broder Benedict. Derefter kom rigets stormænd sammen, valgte hans broder Olaf til konge, og tog ham til hersker over hele Danmarks rige. På hans tid herskede i 9 år stor hungersnød i Danmark, så at folk næppe kunde afholde sig fra utilladelige og forbudte spiser; ti eftersom under tvingende nød loven stundom brydes og overtrædes, så dræbte man heste for at spise dem, og mange slagtede endogsaa deres hunde. Ingen dækkede borde med forskellige retter, og ingen skøttede om at vise nogen overdådighed 4. Denne ulykkes komme havde den ærværdige bisp Sven 5 forudsagt lige efter Knuds drab, og gav derfor med sine faderlige påmindelser mange det råd: ved anger at holde den borte. Men eftersom Gud forhærder, hvem han vil, og ynkes over, hvem han vil 6, så forhærdede han alles hjærter og slog dem, som det var forudsagt, 1) Vor forfatter er uheldig med sine årstal. Knud dræbtes i virkeligheden 10. Juli 1086, altså i sin kongetids 7ende år. Om hans drab og helgenkåring må henvises til Elnods vidtløftige fremstilling, oversat i H. Olrik, Danske helgeners levned. Ejendommelig er den kølighed, hvormed vor krønike omtaler ham (jfr. indledningen). Knuds bestræbelser for at hævde et stærkt kongedømme har ikke fundet nåde for vor forfatters øjne. 2) Ifølge Sakse og Sven Aggesøn kom på denne tid hele folket sammen til kongevalg (på Isøre i det nordlige Sælland); vor krønike med sin udpræget aristokratiske opfattelse nævner kun stormændene som deltagende i valget. Disse sidste har sikkert også haft den afgørende stemme. 3) Den katolske kirke forbød disse spiser. 4) Også det øvrige Evropa bjemsøgtes for en stor del af lignende uår på denne tid. 5) Den førnævnte Sven Nordmand. 6) Jfr. Rom. 9, 18.<noinclude><references/></noinclude> nutxfzfy7d2a9pcv8m94jabc9b6xzxd 104 122282 471574 2026-07-26T10:54:26Z MGA73bot 792 Automatisk genereret side med OCR og strukturering 471574 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="1" user="MGA73bot" />{{hoved|26||}}</noinclude>- med ulykker. Men hyrden&#039; ynkedes Gud over, og befriede ham fra alle denne syndige verdens trængsler. Ikke tilfreds med et virksomt liv i hjemmets ro som Marthas, vilde denne nemlig også ligesom Maria blive delagtig i den beskuende tanke 2, og i kong Olafs andet år bad han derfor konge og folk om orlov, og besluttede som en bodfærdig pilegrim at drage til Jerusalem. Men da han kom til en ved navn Rhodus, blev han holdt tilbage af sygdom; hans sjæl gav sig sejrrig Kristus i vold, og hans legeme jordedes der på øen af hans grædende lærlinge³. Da hans død rygtedes, sørgede kong Olaf tillige med hele den sællandske kirkes præsteskab, men satte dog Arnold på bispestolen. Denne var en enfoldig mand, og mere forsømmelig, end en omsorgsfuld præst burde være. Dog opførte han en mur af sten omkring klostret i Ros- kilde, og fornyede også samme klosters maling 5. I hans 7ende år døde kong Olaf efter at have hersket i 9 år, af hvilke der end ikke var ét med rigelig høst 6. Efter hans død fulgte hans broder Erik den gode&quot; ham på thronen. Straks hørte den forhadte hungersnød op, og Guds straf vég bort fra folket. Men, om denne overflod kom for Eriks skyld, og den tidligere hungers- nød for Olafs skyld, det må han afgøre, som véd alt, inden det skér, og som ordner alt, når og sådan som han 1) Hermed menes bisp Sven. 2) Jfr. Luk. 10, 28-42. 3) Bisp Sven døde 1088 på Rhodos. Det var dengang ikke ualmindeligt at omgive klostre med mure som befæstning. Muren kan måske tænkes at have omsluttet både kirken og domkapitlets bygning, klosteret. På det nævnte sigil i Nationalmuseet ses en takket murtinde foran kirken. 5) Hermed må vel menes kalkmalerier på væggene og lofterne i bemeldte kloster. 6) Olaf døde 18. Avg. 1095. Eftertiden gav ham tilnavnet Hunger. 7) Eriks egentlige tilnavn var Egode (o: den altid gode)..<noinclude><references/></noinclude> ek311yfof07evxus53xr1ofn3w1u47n 471598 471574 2026-07-26T10:59:57Z MGA73bot 792 Retter lige apostrof (&#039;) til buet 471598 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="1" user="MGA73bot" />{{hoved|26||}}</noinclude>- med ulykker. Men hyrden’ ynkedes Gud over, og befriede ham fra alle denne syndige verdens trængsler. Ikke tilfreds med et virksomt liv i hjemmets ro som Marthas, vilde denne nemlig også ligesom Maria blive delagtig i den beskuende tanke 2, og i kong Olafs andet år bad han derfor konge og folk om orlov, og besluttede som en bodfærdig pilegrim at drage til Jerusalem. Men da han kom til en ved navn Rhodus, blev han holdt tilbage af sygdom; hans sjæl gav sig sejrrig Kristus i vold, og hans legeme jordedes der på øen af hans grædende lærlinge³. Da hans død rygtedes, sørgede kong Olaf tillige med hele den sællandske kirkes præsteskab, men satte dog Arnold på bispestolen. Denne var en enfoldig mand, og mere forsømmelig, end en omsorgsfuld præst burde være. Dog opførte han en mur af sten omkring klostret i Ros- kilde, og fornyede også samme klosters maling 5. I hans 7ende år døde kong Olaf efter at have hersket i 9 år, af hvilke der end ikke var ét med rigelig høst 6. Efter hans død fulgte hans broder Erik den gode&quot; ham på thronen. Straks hørte den forhadte hungersnød op, og Guds straf vég bort fra folket. Men, om denne overflod kom for Eriks skyld, og den tidligere hungers- nød for Olafs skyld, det må han afgøre, som véd alt, inden det skér, og som ordner alt, når og sådan som han 1) Hermed menes bisp Sven. 2) Jfr. Luk. 10, 28-42. 3) Bisp Sven døde 1088 på Rhodos. Det var dengang ikke ualmindeligt at omgive klostre med mure som befæstning. Muren kan måske tænkes at have omsluttet både kirken og domkapitlets bygning, klosteret. På det nævnte sigil i Nationalmuseet ses en takket murtinde foran kirken. 5) Hermed må vel menes kalkmalerier på væggene og lofterne i bemeldte kloster. 6) Olaf døde 18. Avg. 1095. Eftertiden gav ham tilnavnet Hunger. 7) Eriks egentlige tilnavn var Egode (o: den altid gode)..<noinclude><references/></noinclude> et0jh1948j3xw5hdfmeut7tty5vnbnv 471625 471598 2026-07-26T11:01:48Z MGA73bot 792 Samler orddelinger 471625 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="1" user="MGA73bot" />{{hoved|26||}}</noinclude>- med ulykker. Men hyrden’ ynkedes Gud over, og befriede ham fra alle denne syndige verdens trængsler. Ikke tilfreds med et virksomt liv i hjemmets ro som Marthas, vilde denne nemlig også ligesom Maria blive delagtig i den beskuende tanke 2, og i kong Olafs andet år bad han derfor konge og folk om orlov, og besluttede som en bodfærdig pilegrim at drage til Jerusalem. Men da han kom til en ved navn Rhodus, blev han holdt tilbage af sygdom; hans sjæl gav sig sejrrig Kristus i vold, og hans legeme jordedes der på øen af hans grædende lærlinge³. Da hans død rygtedes, sørgede kong Olaf tillige med hele den sællandske kirkes præsteskab, men satte dog Arnold på bispestolen. Denne var en enfoldig mand, og mere forsømmelig, end en omsorgsfuld præst burde være. Dog opførte han en mur af sten omkring klostret i Roskilde, og fornyede også samme klosters maling 5. I hans 7ende år døde kong Olaf efter at have hersket i 9 år, af hvilke der end ikke var ét med rigelig høst 6. Efter hans død fulgte hans broder Erik den gode&quot; ham på thronen. Straks hørte den forhadte hungersnød op, og Guds straf vég bort fra folket. Men, om denne overflod kom for Eriks skyld, og den tidligere hungersnød for Olafs skyld, det må han afgøre, som véd alt, inden det skér, og som ordner alt, når og sådan som han 1) Hermed menes bisp Sven. 2) Jfr. Luk. 10, 28-42. 3) Bisp Sven døde 1088 på Rhodos. Det var dengang ikke ualmindeligt at omgive klostre med mure som befæstning. Muren kan måske tænkes at have omsluttet både kirken og domkapitlets bygning, klosteret. På det nævnte sigil i Nationalmuseet ses en takket murtinde foran kirken. 5) Hermed må vel menes kalkmalerier på væggene og lofterne i bemeldte kloster. 6) Olaf døde 18. Avg. 1095. Eftertiden gav ham tilnavnet Hunger. 7) Eriks egentlige tilnavn var Egode (o: den altid gode)..<noinclude><references/></noinclude> d4b8rzn66ulbprzxctiqtw9ll0r8u1v 104 122283 471575 2026-07-26T10:54:30Z MGA73bot 792 Automatisk genereret side med OCR og strukturering 471575 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="1" user="MGA73bot" />{{hoved|||27}}</noinclude>- selv vil; ti ingen af dem fortjente den lod, de fik 2. Erik herskede i 8 år og fandt på mange ubillige og uret- færdige love ³. Han havde 3 frillesønner: Harald 4, Benedict 5 og Erik 6, samt med sin ægtehustru den høj- byrdige Knud?. I hans kongetids 5te år, i det år efter Herrens byrd 1100, den 15. Juli, blev Jerusalem erobret af de kristne. I sin kongetids 8nde år, i det Herrens år 1103, besluttede endelig Erik at drage til Jerusalem tillige med sin hustru Bodil 8; men da han kom til Cypern, døde han⁹. Da hans død rygtedes, tog Danerne hans broder Nils til konge; han var en godmodig og enfoldig mand, men ingenlunde skikket til at herske 10. I hans dage fandt en stor forfølgelse af præsteskabet sted. I hans konge- tids 20nde år 11 begyndte nemlig en vis Peder Bodilsøn, - ¹) Genklang af forskellige skriftsteder, f. ex. Salm. 115, 3. 2) Af disse ord ses, at vor krønike er nærmest gunstig stemt mod Olaf, men uvillig mod Erik. 3) Denne efterretning forbavser noget, da alle andre kilder roser Erik som den folkekære konge. Erik må vel på lovgivningens område i nogen grad være trådt i Knud den helliges fodspor og således have givet nogle love, som har mishaget vor forfatter stærkt men hvilke, véd vi slet ikke.) Man kan jo tænke på forbedring af trællenes og de fremmedes stilling o. lign. 4) Som senere fik tilnavnet Kesje (et spyd). b) Om denne vides ellers intet. 6) Den senere Erik Emune. 7) Den senere Knud Lavard. 8) Bodil var datter af Thrugot, Sven Estridsøns hirdjarl, der var stamfader til den bekendte stormandsslægt, hvortil de senere ærkebisper Asser og Eskil, og høvdingen Kristjern, samt krø- nikeskriveren Sven Aggesøn hørte. 9) Erik døde på Cypern 10. Juli 1103. Bodil drog videre og nåede Jerusalem; hun døde på Oliebjærget. I Eriks fra- værelse var Harald Kesje sat til rigsstyrer; men han vakte ved sin voldsomhed folkets misnøje og blev forbigået ved konge- valget. 10) Også andre kilder værdsætter Nils omtrent på samme måde. Nils har egentlig heddet Niklas eller Nikles. 11) År 1128.<noinclude><references/></noinclude> knrb7hv2iyrct5fp8ur25blmrpud952 471626 471575 2026-07-26T11:01:49Z MGA73bot 792 Samler orddelinger 471626 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="1" user="MGA73bot" />{{hoved|||27}}</noinclude>- selv vil; ti ingen af dem fortjente den lod, de fik 2. Erik herskede i 8 år og fandt på mange ubillige og uretfærdige love ³. Han havde 3 frillesønner: Harald 4, Benedict 5 og Erik 6, samt med sin ægtehustru den højbyrdige Knud?. I hans kongetids 5te år, i det år efter Herrens byrd 1100, den 15. Juli, blev Jerusalem erobret af de kristne. I sin kongetids 8nde år, i det Herrens år 1103, besluttede endelig Erik at drage til Jerusalem tillige med sin hustru Bodil 8; men da han kom til Cypern, døde han⁹. Da hans død rygtedes, tog Danerne hans broder Nils til konge; han var en godmodig og enfoldig mand, men ingenlunde skikket til at herske 10. I hans dage fandt en stor forfølgelse af præsteskabet sted. I hans kongetids 20nde år 11 begyndte nemlig en vis Peder Bodilsøn, - ¹) Genklang af forskellige skriftsteder, f. ex. Salm. 115, 3. 2) Af disse ord ses, at vor krønike er nærmest gunstig stemt mod Olaf, men uvillig mod Erik. 3) Denne efterretning forbavser noget, da alle andre kilder roser Erik som den folkekære konge. Erik må vel på lovgivningens område i nogen grad være trådt i Knud den helliges fodspor og således have givet nogle love, som har mishaget vor forfatter stærkt men hvilke, véd vi slet ikke.) Man kan jo tænke på forbedring af trællenes og de fremmedes stilling o. lign. 4) Som senere fik tilnavnet Kesje (et spyd). b) Om denne vides ellers intet. 6) Den senere Erik Emune. 7) Den senere Knud Lavard. 8) Bodil var datter af Thrugot, Sven Estridsøns hirdjarl, der var stamfader til den bekendte stormandsslægt, hvortil de senere ærkebisper Asser og Eskil, og høvdingen Kristjern, samt krønikeskriveren Sven Aggesøn hørte. 9) Erik døde på Cypern 10. Juli 1103. Bodil drog videre og nåede Jerusalem; hun døde på Oliebjærget. I Eriks fraværelse var Harald Kesje sat til rigsstyrer; men han vakte ved sin voldsomhed folkets misnøje og blev forbigået ved kongevalget. 10) Også andre kilder værdsætter Nils omtrent på samme måde. Nils har egentlig heddet Niklas eller Nikles. 11) År 1128.<noinclude><references/></noinclude> hrr1vpi92cmxt333xqtzlzoo3r45as1 104 122284 471576 2026-07-26T10:54:33Z MGA73bot 792 Automatisk genereret side med OCR og strukturering 471576 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="1" user="MGA73bot" />{{hoved|28||}}</noinclude>efter råd og tilskyndelse af sin kapellan Nothold, der senere blev bisp i Ribe¹, at rejse det krav til præst- erne, at de, som havde hustruer, skulde sende dem fra sig, og at de, som ingen havde, aldrig måtte tage sig nogen. Dette krav kunde præsterne ikke stå imod, eftersom bisp Arnold allerede tyngedes af sin høje alder, og var syg; nogle blev lemlæstede, andre dræbte, andre jagne i landflygtighed, og kun få beholdt deres ejen- dom. Arnold døde året efter dette bøndernes fore- tagende ³. - I hans sted satte kong Nils sin søn Magnus&#039; kapel- lan Peder, som var en oplyst og boglærd mand, samt den mest veltalende og karaktérfaste blandt alle de daværende bisper i Danmark. Han antog sig snart præsternes sag mod bønderne, og ikke blot befriede han dem fra denne nød, men fik endog sat igennem, at ingen lægmand skulde kunne rette klage mod en præst på de almindelige ting 4, men kun for den hellige synode 5, hvilket ikke tidligere 1) Peder Bodilsøn var en sællandsk stormand, som også senere spillede en betydelig rolle, bl. a. efter Knud hertugs drab, som dennes hævner og Erik Emunes tilhænger. Senere understøt- tede han Roskildebispen Eskil (den senere ærkebisp) mod samme kong Erik. Han stiftede 1185, tillige med sin moder og sine 2 brødre, St. Peders kloster i Næstved. - Nothold blev bisp i Ribe 1134. 2) Den kirkelige reformbevægelse, der krævede, at præsterne skulde leve ugifte (cølibat), var altså også nået til Danmark. 1128 i Langefasten afholdtes just det første almindelige Lateran- møde, på hvilket bl. a. også præsternes ægteskab fordømtes. — Om forfølgelsen har strakt sig udenfor Sællands grænser, véd vi ikke. 3) Ejendommeligt er det at se bønderne, ledede af deres høv- ding Peder Bodilsøn, så ivrige for den kirkelige reform. Arnold døde 1124. 4) Herredstingene og landstinget. 5) Provincialforsamlingen for Roskilde bispedømme, i hvilken bispen førte forsædet og dømte. Allerede Knud den hellige havde, ifølge Sakse, unddraget indbyrdes strid mellem præster fra de<noinclude><references/></noinclude> 0uoxrqbh7hk6i64uz9lg0ox5jnbz79l 471599 471576 2026-07-26T10:59:59Z MGA73bot 792 Retter lige apostrof (&#039;) til buet 471599 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="1" user="MGA73bot" />{{hoved|28||}}</noinclude>efter råd og tilskyndelse af sin kapellan Nothold, der senere blev bisp i Ribe¹, at rejse det krav til præst- erne, at de, som havde hustruer, skulde sende dem fra sig, og at de, som ingen havde, aldrig måtte tage sig nogen. Dette krav kunde præsterne ikke stå imod, eftersom bisp Arnold allerede tyngedes af sin høje alder, og var syg; nogle blev lemlæstede, andre dræbte, andre jagne i landflygtighed, og kun få beholdt deres ejen- dom. Arnold døde året efter dette bøndernes fore- tagende ³. - I hans sted satte kong Nils sin søn Magnus’ kapel- lan Peder, som var en oplyst og boglærd mand, samt den mest veltalende og karaktérfaste blandt alle de daværende bisper i Danmark. Han antog sig snart præsternes sag mod bønderne, og ikke blot befriede han dem fra denne nød, men fik endog sat igennem, at ingen lægmand skulde kunne rette klage mod en præst på de almindelige ting 4, men kun for den hellige synode 5, hvilket ikke tidligere 1) Peder Bodilsøn var en sællandsk stormand, som også senere spillede en betydelig rolle, bl. a. efter Knud hertugs drab, som dennes hævner og Erik Emunes tilhænger. Senere understøt- tede han Roskildebispen Eskil (den senere ærkebisp) mod samme kong Erik. Han stiftede 1185, tillige med sin moder og sine 2 brødre, St. Peders kloster i Næstved. - Nothold blev bisp i Ribe 1134. 2) Den kirkelige reformbevægelse, der krævede, at præsterne skulde leve ugifte (cølibat), var altså også nået til Danmark. 1128 i Langefasten afholdtes just det første almindelige Lateran- møde, på hvilket bl. a. også præsternes ægteskab fordømtes. — Om forfølgelsen har strakt sig udenfor Sællands grænser, véd vi ikke. 3) Ejendommeligt er det at se bønderne, ledede af deres høv- ding Peder Bodilsøn, så ivrige for den kirkelige reform. Arnold døde 1124. 4) Herredstingene og landstinget. 5) Provincialforsamlingen for Roskilde bispedømme, i hvilken bispen førte forsædet og dømte. Allerede Knud den hellige havde, ifølge Sakse, unddraget indbyrdes strid mellem præster fra de<noinclude><references/></noinclude> 3va06tv97gejl7wiocre5mkjxtnolpr 471627 471599 2026-07-26T11:01:50Z MGA73bot 792 Samler orddelinger 471627 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="1" user="MGA73bot" />{{hoved|28||}}</noinclude>efter råd og tilskyndelse af sin kapellan Nothold, der senere blev bisp i Ribe¹, at rejse det krav til præsterne, at de, som havde hustruer, skulde sende dem fra sig, og at de, som ingen havde, aldrig måtte tage sig nogen. Dette krav kunde præsterne ikke stå imod, eftersom bisp Arnold allerede tyngedes af sin høje alder, og var syg; nogle blev lemlæstede, andre dræbte, andre jagne i landflygtighed, og kun få beholdt deres ejendom. Arnold døde året efter dette bøndernes foretagende ³. - I hans sted satte kong Nils sin søn Magnus’ kapellan Peder, som var en oplyst og boglærd mand, samt den mest veltalende og karaktérfaste blandt alle de daværende bisper i Danmark. Han antog sig snart præsternes sag mod bønderne, og ikke blot befriede han dem fra denne nød, men fik endog sat igennem, at ingen lægmand skulde kunne rette klage mod en præst på de almindelige ting 4, men kun for den hellige synode 5, hvilket ikke tidligere 1) Peder Bodilsøn var en sællandsk stormand, som også senere spillede en betydelig rolle, bl. a. efter Knud hertugs drab, som dennes hævner og Erik Emunes tilhænger. Senere understøttede han Roskildebispen Eskil (den senere ærkebisp) mod samme kong Erik. Han stiftede 1185, tillige med sin moder og sine 2 brødre, St. Peders kloster i Næstved. - Nothold blev bisp i Ribe 1134. 2) Den kirkelige reformbevægelse, der krævede, at præsterne skulde leve ugifte (cølibat), var altså også nået til Danmark. 1128 i Langefasten afholdtes just det første almindelige Lateranmøde, på hvilket bl. a. også præsternes ægteskab fordømtes. — Om forfølgelsen har strakt sig udenfor Sællands grænser, véd vi ikke. 3) Ejendommeligt er det at se bønderne, ledede af deres høvding Peder Bodilsøn, så ivrige for den kirkelige reform. Arnold døde 1124. 4) Herredstingene og landstinget. 5) Provincialforsamlingen for Roskilde bispedømme, i hvilken bispen førte forsædet og dømte. Allerede Knud den hellige havde, ifølge Sakse, unddraget indbyrdes strid mellem præster fra de<noinclude><references/></noinclude> ixzij5ku23as57zsjg4vfc2fof274b9 104 122285 471577 2026-07-26T10:54:38Z MGA73bot 792 Automatisk genereret side med OCR og strukturering 471577 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="1" user="MGA73bot" />{{hoved|||29}}</noinclude>var tilladt. De formående præster satte bisp Peder megen pris på, men sin egen kirke¹ gjorde han ingen gavn; derimod prydede han sine gårde med sten- og træhuse 2. Og skønt han således gjorde det sidste til det første, og det første til det sidste, idet han søgte sit eget og kej- serens³, så sagde han dog, at han vilde søge, hvad Guds var, hvis han blot engang fik ro og fred, så han kunde være sammen med Maria og Jakob 4. Og for nu i ger- ning at opfylde, hvad han i tanke og ord havde foresat sig, så lagde han huse og jorder til hellig Clemens&#039; kirke 5, for at der kunde dannes et munkesamlag ved denne. ✗ Men eftersom den gamle fjende altid ligger på lur og altid ser skævt til de retfærdiges gerninger, så udsåede han en så stor tvedragt blandt Danerne, at hverken præsteskab eller menighed har været stedt i større trængsel, lige siden kristendommen slog rod i Danmark. Magnus, kong Nils&#039; eneste søn, dræbte nemlig, på djævelens tilskyndelse, under en skrømtet fred, kong Eriks son Knud, der var en kysk og mådeholden mand, udstyret med forstand og veltalenhed og alle gode egenskaber, i det Herrens år 11306. almindelige tings afgørelse, og nu blev altså i Roskilde stift den bestemmelse sat igennem, at ingen klerk kunde dømmes af en verdslig domstol. Dette var et nyt og vigtigt skridt henimod præsternes uafhængighed. ¹) Der menes Roskildekirken. 2) Også til verdslige bygninger anvendtes altså da sten som bygge- materiale. Gårdene bestod dengang sikkert af mange enkelte, - ikke sammenbyggede huse, hvert til sit brug. 3) Jfr. Matt. 22, 21. - Filipp. 2, 21. 4) Både Maria (i modsætning til Martha) og Jakob (i modsætning til Esav) er allegorier på den stille indadvendto gudsfrygt i modsætning til den udadvendte verdslighed. 5) Måske Clemenskirken i Slagelse. - 6) Knud hertug dræbtes 1131, 7. Jan., af Magnus, som under skin af venskab havde fået ham lokket over på Sælland (se herom H. Olrik, Danske helgeners levned). At vor krønike, der er så hadefuld mod Knuds hævnere, ikke har andet end lovord over Knud selv, må være os en borgen for dennes uplettede karaktér.<noinclude><references/></noinclude> ig16lne20qv16qy98qiga4c44qzjazu 471600 471577 2026-07-26T11:00:00Z MGA73bot 792 Retter lige apostrof (&#039;) til buet 471600 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="1" user="MGA73bot" />{{hoved|||29}}</noinclude>var tilladt. De formående præster satte bisp Peder megen pris på, men sin egen kirke¹ gjorde han ingen gavn; derimod prydede han sine gårde med sten- og træhuse 2. Og skønt han således gjorde det sidste til det første, og det første til det sidste, idet han søgte sit eget og kej- serens³, så sagde han dog, at han vilde søge, hvad Guds var, hvis han blot engang fik ro og fred, så han kunde være sammen med Maria og Jakob 4. Og for nu i ger- ning at opfylde, hvad han i tanke og ord havde foresat sig, så lagde han huse og jorder til hellig Clemens’ kirke 5, for at der kunde dannes et munkesamlag ved denne. ✗ Men eftersom den gamle fjende altid ligger på lur og altid ser skævt til de retfærdiges gerninger, så udsåede han en så stor tvedragt blandt Danerne, at hverken præsteskab eller menighed har været stedt i større trængsel, lige siden kristendommen slog rod i Danmark. Magnus, kong Nils’ eneste søn, dræbte nemlig, på djævelens tilskyndelse, under en skrømtet fred, kong Eriks son Knud, der var en kysk og mådeholden mand, udstyret med forstand og veltalenhed og alle gode egenskaber, i det Herrens år 11306. almindelige tings afgørelse, og nu blev altså i Roskilde stift den bestemmelse sat igennem, at ingen klerk kunde dømmes af en verdslig domstol. Dette var et nyt og vigtigt skridt henimod præsternes uafhængighed. ¹) Der menes Roskildekirken. 2) Også til verdslige bygninger anvendtes altså da sten som bygge- materiale. Gårdene bestod dengang sikkert af mange enkelte, - ikke sammenbyggede huse, hvert til sit brug. 3) Jfr. Matt. 22, 21. - Filipp. 2, 21. 4) Både Maria (i modsætning til Martha) og Jakob (i modsætning til Esav) er allegorier på den stille indadvendto gudsfrygt i modsætning til den udadvendte verdslighed. 5) Måske Clemenskirken i Slagelse. - 6) Knud hertug dræbtes 1131, 7. Jan., af Magnus, som under skin af venskab havde fået ham lokket over på Sælland (se herom H. Olrik, Danske helgeners levned). At vor krønike, der er så hadefuld mod Knuds hævnere, ikke har andet end lovord over Knud selv, må være os en borgen for dennes uplettede karaktér.<noinclude><references/></noinclude> ilb7v34acg396hsvvf8m7xhxp62oxos 471628 471600 2026-07-26T11:01:51Z MGA73bot 792 Samler orddelinger 471628 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="1" user="MGA73bot" />{{hoved|||29}}</noinclude>var tilladt. De formående præster satte bisp Peder megen pris på, men sin egen kirke¹ gjorde han ingen gavn; derimod prydede han sine gårde med sten- og træhuse 2. Og skønt han således gjorde det sidste til det første, og det første til det sidste, idet han søgte sit eget og kejserens ³, så sagde han dog, at han vilde søge, hvad Guds var, hvis han blot engang fik ro og fred, så han kunde være sammen med Maria og Jakob 4. Og for nu i gerning at opfylde, hvad han i tanke og ord havde foresat sig, så lagde han huse og jorder til hellig Clemens’ kirke 5, for at der kunde dannes et munkesamlag ved denne. ✗ Men eftersom den gamle fjende altid ligger på lur og altid ser skævt til de retfærdiges gerninger, så udsåede han en så stor tvedragt blandt Danerne, at hverken præsteskab eller menighed har været stedt i større trængsel, lige siden kristendommen slog rod i Danmark. Magnus, kong Nils’ eneste søn, dræbte nemlig, på djævelens tilskyndelse, under en skrømtet fred, kong Eriks son Knud, der var en kysk og mådeholden mand, udstyret med forstand og veltalenhed og alle gode egenskaber, i det Herrens år 11306. almindelige tings afgørelse, og nu blev altså i Roskilde stift den bestemmelse sat igennem, at ingen klerk kunde dømmes af en verdslig domstol. Dette var et nyt og vigtigt skridt henimod præsternes uafhængighed. ¹) Der menes Roskildekirken. 2) Også til verdslige bygninger anvendtes altså da sten som byggemateriale. Gårdene bestod dengang sikkert af mange enkelte, - ikke sammenbyggede huse, hvert til sit brug. 3) Jfr. Matt. 22, 21. - Filipp. 2, 21. 4) Både Maria (i modsætning til Martha) og Jakob (i modsætning til Esav) er allegorier på den stille indadvendto gudsfrygt i modsætning til den udadvendte verdslighed. 5) Måske Clemenskirken i Slagelse. - 6) Knud hertug dræbtes 1131, 7. Jan., af Magnus, som under skin af venskab havde fået ham lokket over på Sælland (se herom H. Olrik, Danske helgeners levned). At vor krønike, der er så hadefuld mod Knuds hævnere, ikke har andet end lovord over Knud selv, må være os en borgen for dennes uplettede karaktér.<noinclude><references/></noinclude> 02vhcsj71tovrl8h4ydwyhnbpfofm7d 104 122286 471578 2026-07-26T10:54:42Z MGA73bot 792 Automatisk genereret side med OCR og strukturering 471578 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="1" user="MGA73bot" />{{hoved|30||}}</noinclude>Af den grund vakte Knuds brødre, Harald og Erik, op- rør mod kong Nils og hans søn Magnus, og de stræbte på enhver måde efter at berøve Nils hans rige og konge- navn, og Magnus hans liv¹. Erik samlede så alle forrædere og ildgerningsmænd, kom over til Jylland og tiltog sig dér kongenavn efter at have vundet en del af folket ved falske løfter. - Erik var nemlig yngre end Harald og langt mere veltalende end denne; en skændig mand, fuld af raseri og løgn². - Da Harald hørte dette, begav han sig til kong Nils, eftersom han ikke vilde stå under sin yngre broder, dels for alderens skyld, dels på grund af den hob sønner, han havde (nemlig 12), dels endelig for sin umådelige rigdoms skyld, som han uretfærdigt havde røvet fra alle folk³. Kong Nils ilede nu til Jylland, og holdt mange slag med Erik. Denne blev slagen i dem alle, og flygtede til Slesvig 4. ¹) Andre kilder, navnlig Sakse, giver en langt fyldigere fremstil- ling af begivenhederne efter Knuds drab. Knuds venner vilde begrave liget i Roskilde, men Nils nægtede dette, og det jordedes så i Ringsted. Dernæst drog de rundt og ophidsede folket mod Magnus; på et meget bevæget landsting ved Ringsted måtte Nils love at forvise morderen og rense sig selv for beskyld- ningen for meddelagtighed. Men Nils holdt ikke sit ord, og Erik valgtes så til konge på Ringsted landsting. Erik vilde dog ikke hyldes, før Knud var hævnet, og drog over til Jylland (se den følgende sætning i texten). 2) Her mærker man ret partimanden. Ifølge andre beretninger antog Erik ikke kongenavn i Jylland, men først efter sin hjem- komst til Sælland samme år (se lige nedenfor). 3) Også andre kilder beretter om Haralds røveri (ud fra Haralds- borg ved Roskilde). 4) Erik var på sit første Jyllandstog bleven slagen ved Jellinge på grund af Ribebispen Thores svig. Han drog så tilbage til Sælland, antog kongenavn, og drog atter til Jylland, hvor han kastede sig ind i Slesvig, i håb om hjælp fra den tyske konge Lothar. Denne drog også frem til Danevirke, men lod sig for- sone, da det blev tilbudt ham, at Magnus (hvem Nils i mellem- tiden sikkert havde gjort til medkonge) skulde blive hans lens- mand. Mod sit løfte drog Lothar igen tilbage, og Erik måtte<noinclude><references/></noinclude> m4lv1l9d7w5i0r7cj2637xtd4ec38qt 471630 471578 2026-07-26T11:01:55Z MGA73bot 792 Samler orddelinger 471630 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="1" user="MGA73bot" />{{hoved|30||}}</noinclude>Af den grund vakte Knuds brødre, Harald og Erik, oprør mod kong Nils og hans søn Magnus, og de stræbte på enhver måde efter at berøve Nils hans rige og kongenavn, og Magnus hans liv¹. Erik samlede så alle forrædere og ildgerningsmænd, kom over til Jylland og tiltog sig dér kongenavn efter at have vundet en del af folket ved falske løfter. - Erik var nemlig yngre end Harald og langt mere veltalende end denne; en skændig mand, fuld af raseri og løgn². - Da Harald hørte dette, begav han sig til kong Nils, eftersom han ikke vilde stå under sin yngre broder, dels for alderens skyld, dels på grund af den hob sønner, han havde (nemlig 12), dels endelig for sin umådelige rigdoms skyld, som han uretfærdigt havde røvet fra alle folk³. Kong Nils ilede nu til Jylland, og holdt mange slag med Erik. Denne blev slagen i dem alle, og flygtede til Slesvig 4. ¹) Andre kilder, navnlig Sakse, giver en langt fyldigere fremstilling af begivenhederne efter Knuds drab. Knuds venner vilde begrave liget i Roskilde, men Nils nægtede dette, og det jordedes så i Ringsted. Dernæst drog de rundt og ophidsede folket mod Magnus; på et meget bevæget landsting ved Ringsted måtte Nils love at forvise morderen og rense sig selv for beskyldningen for meddelagtighed. Men Nils holdt ikke sit ord, og Erik valgtes så til konge på Ringsted landsting. Erik vilde dog ikke hyldes, før Knud var hævnet, og drog over til Jylland (se den følgende sætning i texten). 2) Her mærker man ret partimanden. Ifølge andre beretninger antog Erik ikke kongenavn i Jylland, men først efter sin hjemkomst til Sælland samme år (se lige nedenfor). 3) Også andre kilder beretter om Haralds røveri (ud fra Haraldsborg ved Roskilde). 4) Erik var på sit første Jyllandstog bleven slagen ved Jellinge på grund af Ribebispen Thores svig. Han drog så tilbage til Sælland, antog kongenavn, og drog atter til Jylland, hvor han kastede sig ind i Slesvig, i håb om hjælp fra den tyske konge Lothar. Denne drog også frem til Danevirke, men lod sig forsone, da det blev tilbudt ham, at Magnus (hvem Nils i mellemtiden sikkert havde gjort til medkonge) skulde blive hans lensmand. Mod sit løfte drog Lothar igen tilbage, og Erik måtte<noinclude><references/></noinclude> ie11z6pah0yk6qgl00zqhz3bnvk3omv 104 122287 471579 2026-07-26T10:54:45Z MGA73bot 792 Automatisk genereret side med OCR og strukturering 471579 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="1" user="MGA73bot" />{{hoved|||31}}</noinclude>I det følgende år kæmpede de tilsøs ved Sejrø; kong Nils&#039; søn Magnus blev her omringet af Eriks hær, fordi han troede, at det var hans fader, der var kommen først; mange fangedes, og endnu flere dræbtes; selv und- slap han med nød og næppe med nogle få skibe ¹. Men i det 3dje år drog kong Nils til Sælland med 100 skibe, og da den største del af folket tillige med bisp Peder var Nils god, måtte Erik flygte ved det første sammenstød, efter at det var kommet til kamp ved Værebro. Nils vandt sejr og hærgede derpå Roskilde³. Erik drog nu til Skåne og søgte hjælp dér; men Skåningerne forjog ham, og han tog så sin tilflugt til Norges konge Magnus, søn af kong Sivard 4, og bønfaldt ham om hjælp. Men denne, der meget vel vidste, hvad han vilde, tilsagde ham kun på skrømt fred og sikkerhed, og lovede at vise ham venlighed i alle ting 5. - Men da i vinteren 1131-32 udholde en hård belejring i Slesvig, af- skåren fra tilførsel, som han var, på grund af den strenge frost. Endelig slap han dog ud af byen ved vårens frembrud og drog atter til Sælland. 1) Dette skete altså 1132. Derefter drog Erik til Jylland, hvor han dræbte bisp Eskil for alteret i hellig Margretes kirke ved Viborg; men derpå blev han slagen ved Onsild (ved Hobro) og måtte flygte; hans tilhænger Kristjern Svensøn var tidligere bleven slagen ved Rønbjærg (Vest for Skive). 2) Mellem Slangerup og Roskilde. 3) Borgerne i Roskilde, der delvis bestod af Tyskere, havde nem- lig sammen med Erik kæmpet mod broderen Harald Kesje; denne flygtede fra sin borg (Haraldsborg), som borgerne jævnede med jorden (1132). Harald hævnede sig nu grusomt på Tysk- erne i Roskilde. 4) Magnus, søn af Sigurd Jorsalfarer, var kommen på thronen efter faderens død 1130, men måtte dele den med sin faders broder Harald Gille. Magnus havde 1132 ægtet Knud Lavards datter, Eriks broderdatter, Kristina. 5) Erik har vistnok nærmet sig mere til Harald Gille, end det be- hagede Magnus, der stod på en meget spændt fod med sin far- broder. Lidt senere søgte i al fald Harald hjælp hos Erik imod Magnus, og da var altså Erik og Harald gode venner.<noinclude><references/></noinclude> 2e9p8h5g12b4jyuyzj7b534rfkxjyx7 471601 471579 2026-07-26T11:00:01Z MGA73bot 792 Retter lige apostrof (&#039;) til buet 471601 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="1" user="MGA73bot" />{{hoved|||31}}</noinclude>I det følgende år kæmpede de tilsøs ved Sejrø; kong Nils’ søn Magnus blev her omringet af Eriks hær, fordi han troede, at det var hans fader, der var kommen først; mange fangedes, og endnu flere dræbtes; selv und- slap han med nød og næppe med nogle få skibe ¹. Men i det 3dje år drog kong Nils til Sælland med 100 skibe, og da den største del af folket tillige med bisp Peder var Nils god, måtte Erik flygte ved det første sammenstød, efter at det var kommet til kamp ved Værebro. Nils vandt sejr og hærgede derpå Roskilde³. Erik drog nu til Skåne og søgte hjælp dér; men Skåningerne forjog ham, og han tog så sin tilflugt til Norges konge Magnus, søn af kong Sivard 4, og bønfaldt ham om hjælp. Men denne, der meget vel vidste, hvad han vilde, tilsagde ham kun på skrømt fred og sikkerhed, og lovede at vise ham venlighed i alle ting 5. - Men da i vinteren 1131-32 udholde en hård belejring i Slesvig, af- skåren fra tilførsel, som han var, på grund af den strenge frost. Endelig slap han dog ud af byen ved vårens frembrud og drog atter til Sælland. 1) Dette skete altså 1132. Derefter drog Erik til Jylland, hvor han dræbte bisp Eskil for alteret i hellig Margretes kirke ved Viborg; men derpå blev han slagen ved Onsild (ved Hobro) og måtte flygte; hans tilhænger Kristjern Svensøn var tidligere bleven slagen ved Rønbjærg (Vest for Skive). 2) Mellem Slangerup og Roskilde. 3) Borgerne i Roskilde, der delvis bestod af Tyskere, havde nem- lig sammen med Erik kæmpet mod broderen Harald Kesje; denne flygtede fra sin borg (Haraldsborg), som borgerne jævnede med jorden (1132). Harald hævnede sig nu grusomt på Tysk- erne i Roskilde. 4) Magnus, søn af Sigurd Jorsalfarer, var kommen på thronen efter faderens død 1130, men måtte dele den med sin faders broder Harald Gille. Magnus havde 1132 ægtet Knud Lavards datter, Eriks broderdatter, Kristina. 5) Erik har vistnok nærmet sig mere til Harald Gille, end det be- hagede Magnus, der stod på en meget spændt fod med sin far- broder. Lidt senere søgte i al fald Harald hjælp hos Erik imod Magnus, og da var altså Erik og Harald gode venner.<noinclude><references/></noinclude> ll3pmir6suu7e41unmhyanmovltt8et 471631 471601 2026-07-26T11:01:56Z MGA73bot 792 Samler orddelinger 471631 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="1" user="MGA73bot" />{{hoved|||31}}</noinclude>I det følgende år kæmpede de tilsøs ved Sejrø; kong Nils’ søn Magnus blev her omringet af Eriks hær, fordi han troede, at det var hans fader, der var kommen først; mange fangedes, og endnu flere dræbtes; selv undslap han med nød og næppe med nogle få skibe ¹. Men i det 3dje år drog kong Nils til Sælland med 100 skibe, og da den største del af folket tillige med bisp Peder var Nils god, måtte Erik flygte ved det første sammenstød, efter at det var kommet til kamp ved Værebro. Nils vandt sejr og hærgede derpå Roskilde³. Erik drog nu til Skåne og søgte hjælp dér; men Skåningerne forjog ham, og han tog så sin tilflugt til Norges konge Magnus, søn af kong Sivard 4, og bønfaldt ham om hjælp. Men denne, der meget vel vidste, hvad han vilde, tilsagde ham kun på skrømt fred og sikkerhed, og lovede at vise ham venlighed i alle ting 5. - Men da i vinteren 1131-32 udholde en hård belejring i Slesvig, afskåren fra tilførsel, som han var, på grund af den strenge frost. Endelig slap han dog ud af byen ved vårens frembrud og drog atter til Sælland. 1) Dette skete altså 1132. Derefter drog Erik til Jylland, hvor han dræbte bisp Eskil for alteret i hellig Margretes kirke ved Viborg; men derpå blev han slagen ved Onsild (ved Hobro) og måtte flygte; hans tilhænger Kristjern Svensøn var tidligere bleven slagen ved Rønbjærg (Vest for Skive). 2) Mellem Slangerup og Roskilde. 3) Borgerne i Roskilde, der delvis bestod af Tyskere, havde nemlig sammen med Erik kæmpet mod broderen Harald Kesje; denne flygtede fra sin borg (Haraldsborg), som borgerne jævnede med jorden (1132). Harald hævnede sig nu grusomt på Tyskerne i Roskilde. 4) Magnus, søn af Sigurd Jorsalfarer, var kommen på thronen efter faderens død 1130, men måtte dele den med sin faders broder Harald Gille. Magnus havde 1132 ægtet Knud Lavards datter, Eriks broderdatter, Kristina. 5) Erik har vistnok nærmet sig mere til Harald Gille, end det behagede Magnus, der stod på en meget spændt fod med sin farbroder. Lidt senere søgte i al fald Harald hjælp hos Erik imod Magnus, og da var altså Erik og Harald gode venner.<noinclude><references/></noinclude> jwmcr140mnfsz5rslwzradaggkyg7jb 104 122288 471580 2026-07-26T10:54:49Z MGA73bot 792 Automatisk genereret side med OCR og strukturering 471580 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="1" user="MGA73bot" />{{hoved|32||}}</noinclude>han først havde modtaget Erik tillige med nogle få led- sagere, så kom meningen af alt, hvad han havde talt i sit hjærte¹, tydelig frem ved selve begivenhedernes gang. Han berøvede nemlig Erik alt det gods, som denne havde bragt med sig, jog hans mænd bort, og befalede sine mænd at holde ham i lænker, og ikke kunde nogen udlænding komme ind til ham. Berøvet alt mærkede Erik nu, at hans liv var i største fare, og tog der- for sin tilflugt til snedige påfund. Han lod nemlig, som om han var syg, for ikke at blive ført til Konghelle; og åbenlyst drak og spiste han intet. Desuden sendte han bud til sine venner i Danmark, med bøn om, at de vilde mindes hans store velgerninger imod dem og derfor hurtig befri ham fra den truende død; han opgav dem også et bestemt tidspunkt. Følgen heraf var, at de netop til den aftalte tid kom derop med et skib, tog Erik om- bord, medens vagterne lå og sov en rus ud³, og flygtede til Skåne med ham, kun ledsaget af dronningen og én ternet. Uagtet Skåningerne tidligere havde nægtet ham hjælp, modtog de ham nu alle éndrægtigt efter fælles råd, ret som slagne af anger, og sagde, at de vilde leve og dø med ham. Dengang var Asser ærkebisp; han var den første ærkebisp for Danmark, Sverige og Norge 5. 1) Genklang af skriftsteder, f. ex. Salme 15, 2. 2) Konghelle var en anselig handelsstad med en kongelig borg. ikke langt fra Götaelvens munding, tæt ved Hallands grænse. 3) Ifølge Sakse var det Eriks kapellan, der hjalp med til at drikke vagterne fulde. Erik sikkrede sig mod forfølgelse ved at bore huller i Magnus&#039; skibe. 4) Eriks dronning var Malfrede, enke efter kong Sigurd Jorsalfarer, som han havde ægtet omtrent samtidig med, at Magnus Si- gurdssøn ægtede hans broderdatter Kristina. Denne sidste blev snart efter forskudt af Magnus, der mistænkte hende for at have stået sin farbroder bi. - Erik sejlede først til Låland, hvor han lod Nils&#039; jarl Ubbe hænge, og derfra til Skåne. 5) Asser var brodersøn af Erik Egodes dronning Bodil og tilhørte<noinclude><references/></noinclude> qnvz3he3vtoh13ebna697x0f09qsq36 471602 471580 2026-07-26T11:00:02Z MGA73bot 792 Retter lige apostrof (&#039;) til buet 471602 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="1" user="MGA73bot" />{{hoved|32||}}</noinclude>han først havde modtaget Erik tillige med nogle få led- sagere, så kom meningen af alt, hvad han havde talt i sit hjærte¹, tydelig frem ved selve begivenhedernes gang. Han berøvede nemlig Erik alt det gods, som denne havde bragt med sig, jog hans mænd bort, og befalede sine mænd at holde ham i lænker, og ikke kunde nogen udlænding komme ind til ham. Berøvet alt mærkede Erik nu, at hans liv var i største fare, og tog der- for sin tilflugt til snedige påfund. Han lod nemlig, som om han var syg, for ikke at blive ført til Konghelle; og åbenlyst drak og spiste han intet. Desuden sendte han bud til sine venner i Danmark, med bøn om, at de vilde mindes hans store velgerninger imod dem og derfor hurtig befri ham fra den truende død; han opgav dem også et bestemt tidspunkt. Følgen heraf var, at de netop til den aftalte tid kom derop med et skib, tog Erik om- bord, medens vagterne lå og sov en rus ud³, og flygtede til Skåne med ham, kun ledsaget af dronningen og én ternet. Uagtet Skåningerne tidligere havde nægtet ham hjælp, modtog de ham nu alle éndrægtigt efter fælles råd, ret som slagne af anger, og sagde, at de vilde leve og dø med ham. Dengang var Asser ærkebisp; han var den første ærkebisp for Danmark, Sverige og Norge 5. 1) Genklang af skriftsteder, f. ex. Salme 15, 2. 2) Konghelle var en anselig handelsstad med en kongelig borg. ikke langt fra Götaelvens munding, tæt ved Hallands grænse. 3) Ifølge Sakse var det Eriks kapellan, der hjalp med til at drikke vagterne fulde. Erik sikkrede sig mod forfølgelse ved at bore huller i Magnus’ skibe. 4) Eriks dronning var Malfrede, enke efter kong Sigurd Jorsalfarer, som han havde ægtet omtrent samtidig med, at Magnus Si- gurdssøn ægtede hans broderdatter Kristina. Denne sidste blev snart efter forskudt af Magnus, der mistænkte hende for at have stået sin farbroder bi. - Erik sejlede først til Låland, hvor han lod Nils’ jarl Ubbe hænge, og derfra til Skåne. 5) Asser var brodersøn af Erik Egodes dronning Bodil og tilhørte<noinclude><references/></noinclude> hvnw4vbbqubf0ly3382yhtuqivh0alr 471632 471602 2026-07-26T11:01:59Z MGA73bot 792 Samler orddelinger 471632 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="1" user="MGA73bot" />{{hoved|32||}}</noinclude>han først havde modtaget Erik tillige med nogle få ledsagere, så kom meningen af alt, hvad han havde talt i sit hjærte¹, tydelig frem ved selve begivenhedernes gang. Han berøvede nemlig Erik alt det gods, som denne havde bragt med sig, jog hans mænd bort, og befalede sine mænd at holde ham i lænker, og ikke kunde nogen udlænding komme ind til ham. Berøvet alt mærkede Erik nu, at hans liv var i største fare, og tog derfor sin tilflugt til snedige påfund. Han lod nemlig, som om han var syg, for ikke at blive ført til Konghelle; og åbenlyst drak og spiste han intet. Desuden sendte han bud til sine venner i Danmark, med bøn om, at de vilde mindes hans store velgerninger imod dem og derfor hurtig befri ham fra den truende død; han opgav dem også et bestemt tidspunkt. Følgen heraf var, at de netop til den aftalte tid kom derop med et skib, tog Erik ombord, medens vagterne lå og sov en rus ud³, og flygtede til Skåne med ham, kun ledsaget af dronningen og én ternet. Uagtet Skåningerne tidligere havde nægtet ham hjælp, modtog de ham nu alle éndrægtigt efter fælles råd, ret som slagne af anger, og sagde, at de vilde leve og dø med ham. Dengang var Asser ærkebisp; han var den første ærkebisp for Danmark, Sverige og Norge 5. 1) Genklang af skriftsteder, f. ex. Salme 15, 2. 2) Konghelle var en anselig handelsstad med en kongelig borg. ikke langt fra Götaelvens munding, tæt ved Hallands grænse. 3) Ifølge Sakse var det Eriks kapellan, der hjalp med til at drikke vagterne fulde. Erik sikkrede sig mod forfølgelse ved at bore huller i Magnus’ skibe. 4) Eriks dronning var Malfrede, enke efter kong Sigurd Jorsalfarer, som han havde ægtet omtrent samtidig med, at Magnus Sigurdssøn ægtede hans broderdatter Kristina. Denne sidste blev snart efter forskudt af Magnus, der mistænkte hende for at have stået sin farbroder bi. - Erik sejlede først til Låland, hvor han lod Nils’ jarl Ubbe hænge, og derfra til Skåne. 5) Asser var brodersøn af Erik Egodes dronning Bodil og tilhørte<noinclude><references/></noinclude> ajfp7tzsnexyke579l12lxn9i1qa5cw 104 122289 471581 2026-07-26T10:54:54Z MGA73bot 792 Automatisk genereret side med OCR og strukturering 471581 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="1" user="MGA73bot" />{{hoved|||33}}</noinclude>Asser var en hæftig og pirrelig mand, ubehersket, uden fasthed: i rigets store forvirring stod han ikke som en mur for Israels hus¹, men vendte sig, hvorhen vinden blæste, ligesom et rør, der svajer for vinden 2). - På den tid blev Lund efter Eriks befaling omgiven med en mur og en vold 3. Kong Nils udbød imidler- tid leding over de ham underlagte lande 4, og gav med stor omsigt den befaling, at alle gode mænd 5 den 4de Juni skulde give møde ved Skåne; ved denne tid fejredes i det år den hellige Pinsefest 6. Anden helligdag gik da mandskabet uforsigtigt i land, og uden at ordne deres sager forstandig; Erik kastede sig imod dem med sin hær og tilføjede hele Danmark et ubeskriveligt og ubodeligt tab. Vé hint grufulde år og hin bitre dag, dødens dag. mørkets dag, fuld af jammer, tung af gråd! Vé hin dag, da Magnus dræbes, Danmarks blomst knækkes; han, den således en meget anselig slægt. Han var bisp i Lund fra 1089, og viedes 1103 til nordisk ærkebisp af den pavelige legat Albe- rik, efter at Erik Egode havde sat oprettelsen af et nordisk ærkesæde igennem. 1) Jfr. Jer. 1, 18. Ezech. 2, 5. 2) Jfr. Matth. 11, 7. I disse ord udtrykker vor forfatter sin mis- billigelse af, at Asser i den afgørende kamp stillede sig på Eriks side. 3) Erik ventede nemlig Nils&#039; og Magnus&#039; angreb den følgende sommer. Byernes forsvarsværker spiller overhovedet en vis rolle i Eriks kampe. 4) Jylland og øerne. 5) Ordet god er vist brugt både i moralsk og i social be- tydning (betegnende de ansete, højtstående mænd i riget, stormændene). 6) Pinsedag var 1134 d. 3dje Juni, og Mandagen d. 4de stod slaget. 7) Udskibningen foregik ved Fotevig, ved Skånes Sydvest-spids. Erik kom sprængende med sit rytteri fra Lund og overraskede hæren ved udskibningen, hvorfor hans folk kunde anrette et forfærdeligt nederlag på modstanderne. Magnus var blandt de fà, der søgte at forsvare sig, kæmpede mandelig, men blev til- sidst fældet. Roskildekroniken. 3<noinclude><references/></noinclude> n9xi1342muybvx7zs6d4tp7ycp9wl91 471603 471581 2026-07-26T11:00:04Z MGA73bot 792 Retter lige apostrof (&#039;) til buet 471603 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="1" user="MGA73bot" />{{hoved|||33}}</noinclude>Asser var en hæftig og pirrelig mand, ubehersket, uden fasthed: i rigets store forvirring stod han ikke som en mur for Israels hus¹, men vendte sig, hvorhen vinden blæste, ligesom et rør, der svajer for vinden 2). - På den tid blev Lund efter Eriks befaling omgiven med en mur og en vold 3. Kong Nils udbød imidler- tid leding over de ham underlagte lande 4, og gav med stor omsigt den befaling, at alle gode mænd 5 den 4de Juni skulde give møde ved Skåne; ved denne tid fejredes i det år den hellige Pinsefest 6. Anden helligdag gik da mandskabet uforsigtigt i land, og uden at ordne deres sager forstandig; Erik kastede sig imod dem med sin hær og tilføjede hele Danmark et ubeskriveligt og ubodeligt tab. Vé hint grufulde år og hin bitre dag, dødens dag. mørkets dag, fuld af jammer, tung af gråd! Vé hin dag, da Magnus dræbes, Danmarks blomst knækkes; han, den således en meget anselig slægt. Han var bisp i Lund fra 1089, og viedes 1103 til nordisk ærkebisp af den pavelige legat Albe- rik, efter at Erik Egode havde sat oprettelsen af et nordisk ærkesæde igennem. 1) Jfr. Jer. 1, 18. Ezech. 2, 5. 2) Jfr. Matth. 11, 7. I disse ord udtrykker vor forfatter sin mis- billigelse af, at Asser i den afgørende kamp stillede sig på Eriks side. 3) Erik ventede nemlig Nils’ og Magnus’ angreb den følgende sommer. Byernes forsvarsværker spiller overhovedet en vis rolle i Eriks kampe. 4) Jylland og øerne. 5) Ordet god er vist brugt både i moralsk og i social be- tydning (betegnende de ansete, højtstående mænd i riget, stormændene). 6) Pinsedag var 1134 d. 3dje Juni, og Mandagen d. 4de stod slaget. 7) Udskibningen foregik ved Fotevig, ved Skånes Sydvest-spids. Erik kom sprængende med sit rytteri fra Lund og overraskede hæren ved udskibningen, hvorfor hans folk kunde anrette et forfærdeligt nederlag på modstanderne. Magnus var blandt de fà, der søgte at forsvare sig, kæmpede mandelig, men blev til- sidst fældet. Roskildekroniken. 3<noinclude><references/></noinclude> eqjfxcijl8xx7y8upwnohe938ry22tv 471633 471603 2026-07-26T11:02:00Z MGA73bot 792 Samler orddelinger 471633 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="1" user="MGA73bot" />{{hoved|||33}}</noinclude>Asser var en hæftig og pirrelig mand, ubehersket, uden fasthed: i rigets store forvirring stod han ikke som en mur for Israels hus¹, men vendte sig, hvorhen vinden blæste, ligesom et rør, der svajer for vinden 2). - På den tid blev Lund efter Eriks befaling omgiven med en mur og en vold 3. Kong Nils udbød imidlertid leding over de ham underlagte lande 4, og gav med stor omsigt den befaling, at alle gode mænd 5 den 4de Juni skulde give møde ved Skåne; ved denne tid fejredes i det år den hellige Pinsefest 6. Anden helligdag gik da mandskabet uforsigtigt i land, og uden at ordne deres sager forstandig; Erik kastede sig imod dem med sin hær og tilføjede hele Danmark et ubeskriveligt og ubodeligt tab. Vé hint grufulde år og hin bitre dag, dødens dag. mørkets dag, fuld af jammer, tung af gråd! Vé hin dag, da Magnus dræbes, Danmarks blomst knækkes; han, den således en meget anselig slægt. Han var bisp i Lund fra 1089, og viedes 1103 til nordisk ærkebisp af den pavelige legat Alberik, efter at Erik Egode havde sat oprettelsen af et nordisk ærkesæde igennem. 1) Jfr. Jer. 1, 18. Ezech. 2, 5. 2) Jfr. Matth. 11, 7. I disse ord udtrykker vor forfatter sin misbilligelse af, at Asser i den afgørende kamp stillede sig på Eriks side. 3) Erik ventede nemlig Nils’ og Magnus’ angreb den følgende sommer. Byernes forsvarsværker spiller overhovedet en vis rolle i Eriks kampe. 4) Jylland og øerne. 5) Ordet god er vist brugt både i moralsk og i social betydning (betegnende de ansete, højtstående mænd i riget, stormændene). 6) Pinsedag var 1134 d. 3dje Juni, og Mandagen d. 4de stod slaget. 7) Udskibningen foregik ved Fotevig, ved Skånes Sydvest-spids. Erik kom sprængende med sit rytteri fra Lund og overraskede hæren ved udskibningen, hvorfor hans folk kunde anrette et forfærdeligt nederlag på modstanderne. Magnus var blandt de fà, der søgte at forsvare sig, kæmpede mandelig, men blev tilsidst fældet. Roskildekroniken. 3<noinclude><references/></noinclude> q8khbghg9nc2b5ukehe1qmtfxp3ulld 104 122290 471582 2026-07-26T10:54:58Z MGA73bot 792 Automatisk genereret side med OCR og strukturering 471582 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="1" user="MGA73bot" />{{hoved|34||}}</noinclude>- skønneste blandt de unge, kæk og kraftig, en glad giver ¹, forstandig, og en elsker af fasthed; Magnus dræbes, og med ham høvdinger2 og 5 bisper, nemlig: Peder fra Roskilde, Thore fra Ribe, Ketil fra Vestervig³, og Henrik, som var fordreven fra Sverige 4. Adelbert 5 fra Slesvig fik i kampen et uhelbredeligt sår, og levede knap halvandet år derefter. En sjette bisp, nemlig Eskil, havde Erik 2 år før denne kamp ladet dræbe i kirken, mens han forret- tede morgengudstjenesten 6; han var en såre skøn, for- standig og vellærd mand. Da nu kong Nils så, at nogle fangedes, andre lem- læstedes, andre dræbtes, og atter andre druknede i vandet, fik han med nød og næppe fat på en hest og nåede ud til et skib tillige med Harald 7. Da han dernæst kom over til Sælland, søgte han efter ævne at sætte mod i sine folk. Derefter drog han til Jylland og satte her Harald over halvdelen af riget, idet han hædrede ham med kongenavn 8. Siden blev han skammelig svegen af Slesvigerne, skønt lejde var givet og bekræftet med éd, og troløst dræbt i staden Slesvig tillige med de stor- mænd, han endnu havde tilbage, den 25nde Juni i det 1) Jfr. 2 Kor. 9, 7. 2) Vi ved, at 2 kongeætlinge faldt i slaget, nemlig Henrik Skade- lår og Magnus, søn af Harald Kesje. 3) Vestervig var endnu da bispesæde; få år efter flyttedes dette til Børglum, hvor et Præmonstratenser-kloster fandtes. ― 4) Henrik havde været bisp i Vesterås. Han skal have været dansk af fødsel. Også Århus bispen Ulfkel må være falden i slaget. Dette store antal bisper, der falder på Nils&#039; og Magnus&#039; side, er ret mærkværdigt. Det viser, hvor nøje bisperne var knyttede til kongemagten; ja, bisperne går endog i kamp for den, skønt det egentlig ikke var dem tilladt at bære våben. 5) Han kaldes senere Adelbjørn, hvilket er navnets danske form. 6) Eskil dræbtes i hellig Margretes kirke ved Viborg 20. Octbr. 1132. Se ovenfor, s. 31, note 1. 7) Harald Kesje. 8) Nils har altså gjort Harald til sin medkonge.<noinclude><references/></noinclude> abe7rrrnpq7j0wknnukrrwhb81ekg3m 471604 471582 2026-07-26T11:00:06Z MGA73bot 792 Retter lige apostrof (&#039;) til buet 471604 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="1" user="MGA73bot" />{{hoved|34||}}</noinclude>- skønneste blandt de unge, kæk og kraftig, en glad giver ¹, forstandig, og en elsker af fasthed; Magnus dræbes, og med ham høvdinger2 og 5 bisper, nemlig: Peder fra Roskilde, Thore fra Ribe, Ketil fra Vestervig³, og Henrik, som var fordreven fra Sverige 4. Adelbert 5 fra Slesvig fik i kampen et uhelbredeligt sår, og levede knap halvandet år derefter. En sjette bisp, nemlig Eskil, havde Erik 2 år før denne kamp ladet dræbe i kirken, mens han forret- tede morgengudstjenesten 6; han var en såre skøn, for- standig og vellærd mand. Da nu kong Nils så, at nogle fangedes, andre lem- læstedes, andre dræbtes, og atter andre druknede i vandet, fik han med nød og næppe fat på en hest og nåede ud til et skib tillige med Harald 7. Da han dernæst kom over til Sælland, søgte han efter ævne at sætte mod i sine folk. Derefter drog han til Jylland og satte her Harald over halvdelen af riget, idet han hædrede ham med kongenavn 8. Siden blev han skammelig svegen af Slesvigerne, skønt lejde var givet og bekræftet med éd, og troløst dræbt i staden Slesvig tillige med de stor- mænd, han endnu havde tilbage, den 25nde Juni i det 1) Jfr. 2 Kor. 9, 7. 2) Vi ved, at 2 kongeætlinge faldt i slaget, nemlig Henrik Skade- lår og Magnus, søn af Harald Kesje. 3) Vestervig var endnu da bispesæde; få år efter flyttedes dette til Børglum, hvor et Præmonstratenser-kloster fandtes. ― 4) Henrik havde været bisp i Vesterås. Han skal have været dansk af fødsel. Også Århus bispen Ulfkel må være falden i slaget. Dette store antal bisper, der falder på Nils’ og Magnus’ side, er ret mærkværdigt. Det viser, hvor nøje bisperne var knyttede til kongemagten; ja, bisperne går endog i kamp for den, skønt det egentlig ikke var dem tilladt at bære våben. 5) Han kaldes senere Adelbjørn, hvilket er navnets danske form. 6) Eskil dræbtes i hellig Margretes kirke ved Viborg 20. Octbr. 1132. Se ovenfor, s. 31, note 1. 7) Harald Kesje. 8) Nils har altså gjort Harald til sin medkonge.<noinclude><references/></noinclude> c9fot5kdfgiv6iglhemgnegevz1c99b 471634 471604 2026-07-26T11:02:06Z MGA73bot 792 Samler orddelinger 471634 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="1" user="MGA73bot" />{{hoved|34||}}</noinclude>- skønneste blandt de unge, kæk og kraftig, en glad giver ¹, forstandig, og en elsker af fasthed; Magnus dræbes, og med ham høvdinger2 og 5 bisper, nemlig: Peder fra Roskilde, Thore fra Ribe, Ketil fra Vestervig³, og Henrik, som var fordreven fra Sverige 4. Adelbert 5 fra Slesvig fik i kampen et uhelbredeligt sår, og levede knap halvandet år derefter. En sjette bisp, nemlig Eskil, havde Erik 2 år før denne kamp ladet dræbe i kirken, mens han forrettede morgengudstjenesten 6; han var en såre skøn, forstandig og vellærd mand. Da nu kong Nils så, at nogle fangedes, andre lemlæstedes, andre dræbtes, og atter andre druknede i vandet, fik han med nød og næppe fat på en hest og nåede ud til et skib tillige med Harald 7. Da han dernæst kom over til Sælland, søgte han efter ævne at sætte mod i sine folk. Derefter drog han til Jylland og satte her Harald over halvdelen af riget, idet han hædrede ham med kongenavn 8. Siden blev han skammelig svegen af Slesvigerne, skønt lejde var givet og bekræftet med éd, og troløst dræbt i staden Slesvig tillige med de stormænd, han endnu havde tilbage, den 25nde Juni i det 1) Jfr. 2 Kor. 9, 7. 2) Vi ved, at 2 kongeætlinge faldt i slaget, nemlig Henrik Skadelår og Magnus, søn af Harald Kesje. 3) Vestervig var endnu da bispesæde; få år efter flyttedes dette til Børglum, hvor et Præmonstratenser-kloster fandtes. ― 4) Henrik havde været bisp i Vesterås. Han skal have været dansk af fødsel. Også Århus bispen Ulfkel må være falden i slaget. Dette store antal bisper, der falder på Nils’ og Magnus’ side, er ret mærkværdigt. Det viser, hvor nøje bisperne var knyttede til kongemagten; ja, bisperne går endog i kamp for den, skønt det egentlig ikke var dem tilladt at bære våben. 5) Han kaldes senere Adelbjørn, hvilket er navnets danske form. 6) Eskil dræbtes i hellig Margretes kirke ved Viborg 20. Octbr. 1132. Se ovenfor, s. 31, note 1. 7) Harald Kesje. 8) Nils har altså gjort Harald til sin medkonge.<noinclude><references/></noinclude> hrinu52gdr1j2fji9hurychowenszqf 104 122291 471583 2026-07-26T10:55:01Z MGA73bot 792 Automatisk genereret side med OCR og strukturering 471583 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="1" user="MGA73bot" />{{hoved|||35}}</noinclude>- nævnte år, i sin kongetids 31te år¹. Men Harald, som kendte hines svigefulde planer, og meget havde frarådet kongen at fæste lid til dem, foregav, at han skulde anden- steds hen 2. Da Erik hørte dette, drog han til Slesvig og gav borgerne rige gaver for den skændige udåd. Her³ indsættes nu Eskil til bisp i Roskilde i steden for Peder; Not- hold trænges ind i Thores sted i Ribe; Self 6 bliver Ketils efterfølger blandt Vendelboerne, og Illuge bliver Ulfkels eftermand i Århus. - Imidlertid dør den tro- løse Adelbjørn 7, Slesvigernes bisp, af sit nævnte sår, og efter ham indsættes Rike, Eriks kapellan 8. Efter at have tilendebragt alt dette, drog Erik til Skåne og tilbragte Julen der. Harald opholdt sig imidler- tid i Jylland og støttedes af såre mange Jyder. Da Erik hørte dette, kom han pludselig over til Sælland, og under stærk frost satte han i stor hast herfra over til Jylland på et skib; den følgende nat fangede han sin intet anende broder tillige med hans børn og hustru i en by ved 1) Nils havde betænkeligheder ved at drage ind i Knud hertugs gamle sæde; men disse blev overvundne, da der blev givet ham gisler, bl. a. selve Slesvigbispen. Men, da han var kommen indenfor, lukkedes byportene. og gildeklokken kaldte medlemmerne af det gilde (édslag) sammen, som Knud hertug havde været oldermand for; derpå dræbtes Nils med sit følge af de ophidsede borgere. 2) Harald undgik derfor at dræbes sammen med Nils. Ifølge Sakse lod han sig nu hylde på Urnehoved ting i Sønderjylland. 3) Altså i Slesvig. 4) Den senere så berømte ærkebisp, brodersøn af Asser. 5) Peder Bodilsøns tidligere kapellan. Jfr. ovenfor s. 28. 6) Han kaldes andensteds Sylvester; han flyttede bispestolen til Børglum. 7) Grunden til, at Adelbjørn her kaldes troløs, er vel den, at hans tilslutning til Nils og Magnus har været mindre oprigtig mént. 8) Adelbjørn døde først 1135. - Som det vil ses, er det paa denne tid stadig kongen, der indsætter bisperne. 9) Harald Kesje var gift med Ragnhild, datter af den norske konge Magnus Barfod. 3*<noinclude><references/></noinclude> hym8c8dlyjzln5r25kc5a4faag5g7oq 471635 471583 2026-07-26T11:02:07Z MGA73bot 792 Samler orddelinger 471635 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="1" user="MGA73bot" />{{hoved|||35}}</noinclude>- nævnte år, i sin kongetids 31te år¹. Men Harald, som kendte hines svigefulde planer, og meget havde frarådet kongen at fæste lid til dem, foregav, at han skulde andensteds hen 2. Da Erik hørte dette, drog han til Slesvig og gav borgerne rige gaver for den skændige udåd. Her³ indsættes nu Eskil til bisp i Roskilde i steden for Peder; Nothold trænges ind i Thores sted i Ribe; Self 6 bliver Ketils efterfølger blandt Vendelboerne, og Illuge bliver Ulfkels eftermand i Århus. - Imidlertid dør den troløse Adelbjørn 7, Slesvigernes bisp, af sit nævnte sår, og efter ham indsættes Rike, Eriks kapellan 8. Efter at have tilendebragt alt dette, drog Erik til Skåne og tilbragte Julen der. Harald opholdt sig imidlertid i Jylland og støttedes af såre mange Jyder. Da Erik hørte dette, kom han pludselig over til Sælland, og under stærk frost satte han i stor hast herfra over til Jylland på et skib; den følgende nat fangede han sin intet anende broder tillige med hans børn og hustru i en by ved 1) Nils havde betænkeligheder ved at drage ind i Knud hertugs gamle sæde; men disse blev overvundne, da der blev givet ham gisler, bl. a. selve Slesvigbispen. Men, da han var kommen indenfor, lukkedes byportene. og gildeklokken kaldte medlemmerne af det gilde (édslag) sammen, som Knud hertug havde været oldermand for; derpå dræbtes Nils med sit følge af de ophidsede borgere. 2) Harald undgik derfor at dræbes sammen med Nils. Ifølge Sakse lod han sig nu hylde på Urnehoved ting i Sønderjylland. 3) Altså i Slesvig. 4) Den senere så berømte ærkebisp, brodersøn af Asser. 5) Peder Bodilsøns tidligere kapellan. Jfr. ovenfor s. 28. 6) Han kaldes andensteds Sylvester; han flyttede bispestolen til Børglum. 7) Grunden til, at Adelbjørn her kaldes troløs, er vel den, at hans tilslutning til Nils og Magnus har været mindre oprigtig mént. 8) Adelbjørn døde først 1135. - Som det vil ses, er det paa denne tid stadig kongen, der indsætter bisperne. 9) Harald Kesje var gift med Ragnhild, datter af den norske konge Magnus Barfod. 3*<noinclude><references/></noinclude> smzrf9ei19e4lebthmulqz74r15met9 104 122292 471584 2026-07-26T10:55:04Z MGA73bot 792 Automatisk genereret side med OCR og strukturering 471584 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="1" user="MGA73bot" />{{hoved|36||}}</noinclude>navn Skiping; Erik lod ham dræbe af bødlerne, og hans hoved begravedes af sognemændene dér fra byen i den yderste afkrog af kirkegården 2. Erik gjorde sig meget til af sin broders død; hans sønner lod han bringe til Skåne og holdt dem dér i lænker lige til Avgust måned. Da lagde han onde råd op med Skåningerne og sendte dem til en ø, som kaldes Suer³, hvor han lod dem alle dræbe, og ligene kaste i én og samme grav. Deres navne er disse: Sivard, Erik, Sven, Nils, Harald, Benedict, Misti- vint og Knud. Men Olaf 5 havde, da hans fader og brødre fangedes, blandet sig mellem tiggerne og pilegrimene 6, og således lykkedes det ham, iført nogle af deres klæder, at slippe bort og nå over til Sveriges konge Sverker, hvem han bønfaldt om hjælp. Da denne havde fået hele begivenhedernes følge at høre: hvordan hans fader og brødre var blevne dræbte, så antog han sig Olaf, i det håb, at der kunde komme noget godt ud af ham, og gav ham med stor velvilje i alle Eriks dage en del af sit rige til underhold 7. - Bjørn og Erik Diakon 8 havde Erik ét år før faderens død ladet drukne ved den borg, der ligger ved indløbet til Slesvig. Den tolvte søn Magnus var 1) Skibet i Tørrild herred, Vest for Vejle, i hvis nærhed lå en gammel kongsgård, Haraldskær. 2) Dette skete altså i begyndelsen af 1135. 3) Navnet må vist være forvansket; hvilken ø der menes, er tvivl- somt (Sejerø?). 4) Slavisk navn. Måske har én af Haralds talrige friller været af slavisk herkomst. 5) En niende søn af Harald. 6) Disse opholdt sig sandsynligvis i et andet hus dér på gården. Også ifølge andre kilder undslap Olaf ved list (i kvindeklæder). 7) Olaf kæmpede senere, med svensk hjælp, mod Erik Lam. 8) 2 andre sønner af Harald Kesje; Erik Diakon må have tilhørt præstestanden. 9) Hermed menes måske kastellet Kil ved Mysunde; nærmere ved Slesvig lå Jørgensborg. Ifølge Sakse var Bjørn (med tilnavnet Jernside) og Erik gåede over til Erik Emune; men denne mis-<noinclude><references/></noinclude> i4gbnq0fmcw0npgaagzn1oxxj7uhsp5 471636 471584 2026-07-26T11:02:08Z MGA73bot 792 Samler orddelinger 471636 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="1" user="MGA73bot" />{{hoved|36||}}</noinclude>navn Skiping; Erik lod ham dræbe af bødlerne, og hans hoved begravedes af sognemændene dér fra byen i den yderste afkrog af kirkegården 2. Erik gjorde sig meget til af sin broders død; hans sønner lod han bringe til Skåne og holdt dem dér i lænker lige til Avgust måned. Da lagde han onde råd op med Skåningerne og sendte dem til en ø, som kaldes Suer³, hvor han lod dem alle dræbe, og ligene kaste i én og samme grav. Deres navne er disse: Sivard, Erik, Sven, Nils, Harald, Benedict, Mistivint og Knud. Men Olaf 5 havde, da hans fader og brødre fangedes, blandet sig mellem tiggerne og pilegrimene 6, og således lykkedes det ham, iført nogle af deres klæder, at slippe bort og nå over til Sveriges konge Sverker, hvem han bønfaldt om hjælp. Da denne havde fået hele begivenhedernes følge at høre: hvordan hans fader og brødre var blevne dræbte, så antog han sig Olaf, i det håb, at der kunde komme noget godt ud af ham, og gav ham med stor velvilje i alle Eriks dage en del af sit rige til underhold 7. - Bjørn og Erik Diakon 8 havde Erik ét år før faderens død ladet drukne ved den borg, der ligger ved indløbet til Slesvig. Den tolvte søn Magnus var 1) Skibet i Tørrild herred, Vest for Vejle, i hvis nærhed lå en gammel kongsgård, Haraldskær. 2) Dette skete altså i begyndelsen af 1135. 3) Navnet må vist være forvansket; hvilken ø der menes, er tvivlsomt (Sejerø?). 4) Slavisk navn. Måske har én af Haralds talrige friller været af slavisk herkomst. 5) En niende søn af Harald. 6) Disse opholdt sig sandsynligvis i et andet hus dér på gården. Også ifølge andre kilder undslap Olaf ved list (i kvindeklæder). 7) Olaf kæmpede senere, med svensk hjælp, mod Erik Lam. 8) 2 andre sønner af Harald Kesje; Erik Diakon må have tilhørt præstestanden. 9) Hermed menes måske kastellet Kil ved Mysunde; nærmere ved Slesvig lå Jørgensborg. Ifølge Sakse var Bjørn (med tilnavnet Jernside) og Erik gåede over til Erik Emune; men denne mis-<noinclude><references/></noinclude> owhdh48ooeaxn1m4oatpb4k5oflblds 104 122293 471585 2026-07-26T10:55:08Z MGA73bot 792 Automatisk genereret side med OCR og strukturering 471585 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="1" user="MGA73bot" />{{hoved|||37}}</noinclude>falden i slaget i Skåne¹ sammen med kong Nils&#039; søn Magnus. Alle disse var Haralds sønner, og alle reves de Alene Olaf er tilbage, et uhyre bort af en tidlig død. med mange hoveder 2. Imidlertid dør ærkebisp Asser af Lund den 13de Maj, og jordes i hellig Lavrentius&#039; kirke 3. Erik bar sig i alle ting ad, som om han var kejser; han ryddede alle hindringer af vejen og tålte ingen lige- mand, endsige overmand; overmodig, opblæst, stor i ond- skab, skrækkelig i al sin færd, fór han frem som et lyn, røvede trods gråd og suk fra folk, som han kunde tænke ejede noget, og fordelte det ranede gods blandt griske og skadefro mennesker 4. Således var Eriks liv, således hans optræden, således hans indgang; men lad os nu se på, hvilken udgang han fik. - Da han engang mødte på et ting i nærheden af Ribe 5, så rejste sig en mand ved navn Plog (på Latin aratrum), og strakte den intet anende konge til jorden ved et dødeligt sår; Plog var en hæslig, lavstammet mand, tænkte dem dog for at stå i forbindelse med faderen, lod dem fængsle og sætte i den nævnte borg, samt endelig drukne. 1) Slaget ved Fotevig 1134. 2) Jfr. Horats&#039; Epistler I, 1, 76. - Olaf kæmpede senere med Erik Lam og dræbte bl. a. Roskildebispen Rike, men blev slagen gentagne gange og dræbt 1143. - 3) Asser døde ikke d. 13de, men d. 5te Maj, 1137. Lavrentius- kirken i Lund var grundlagt af Asser, men fuldførtes først af Eskil. 4) Denne skildring af Erik Emuno er naturligvis i høj grad over- dreven. Men at Erik virkelig var grusom og hensynsløs, derom vidner noksom hans adfærd mod broderen og hans børn. Sakse siger, at han var en skræk for de store, men elsket af de små&lt;&lt;. 1 5) Ifølge Sven Aggesøn var det Urnehoved ting i Sønderjylland, men det er ret tvivlsomt, om ovenstående udtryk kan forenes med denne efterretning. 6) Aratrum betyder på Latin en plov.<noinclude><references/></noinclude> 8itx96ap7fsxspg5luodivgbec7jhse 471605 471585 2026-07-26T11:00:10Z MGA73bot 792 Retter lige apostrof (&#039;) til buet 471605 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="1" user="MGA73bot" />{{hoved|||37}}</noinclude>falden i slaget i Skåne¹ sammen med kong Nils’ søn Magnus. Alle disse var Haralds sønner, og alle reves de Alene Olaf er tilbage, et uhyre bort af en tidlig død. med mange hoveder 2. Imidlertid dør ærkebisp Asser af Lund den 13de Maj, og jordes i hellig Lavrentius’ kirke 3. Erik bar sig i alle ting ad, som om han var kejser; han ryddede alle hindringer af vejen og tålte ingen lige- mand, endsige overmand; overmodig, opblæst, stor i ond- skab, skrækkelig i al sin færd, fór han frem som et lyn, røvede trods gråd og suk fra folk, som han kunde tænke ejede noget, og fordelte det ranede gods blandt griske og skadefro mennesker 4. Således var Eriks liv, således hans optræden, således hans indgang; men lad os nu se på, hvilken udgang han fik. - Da han engang mødte på et ting i nærheden af Ribe 5, så rejste sig en mand ved navn Plog (på Latin aratrum), og strakte den intet anende konge til jorden ved et dødeligt sår; Plog var en hæslig, lavstammet mand, tænkte dem dog for at stå i forbindelse med faderen, lod dem fængsle og sætte i den nævnte borg, samt endelig drukne. 1) Slaget ved Fotevig 1134. 2) Jfr. Horats’ Epistler I, 1, 76. - Olaf kæmpede senere med Erik Lam og dræbte bl. a. Roskildebispen Rike, men blev slagen gentagne gange og dræbt 1143. - 3) Asser døde ikke d. 13de, men d. 5te Maj, 1137. Lavrentius- kirken i Lund var grundlagt af Asser, men fuldførtes først af Eskil. 4) Denne skildring af Erik Emuno er naturligvis i høj grad over- dreven. Men at Erik virkelig var grusom og hensynsløs, derom vidner noksom hans adfærd mod broderen og hans børn. Sakse siger, at han var en skræk for de store, men elsket af de små&lt;&lt;. 1 5) Ifølge Sven Aggesøn var det Urnehoved ting i Sønderjylland, men det er ret tvivlsomt, om ovenstående udtryk kan forenes med denne efterretning. 6) Aratrum betyder på Latin en plov.<noinclude><references/></noinclude> l46xcri6x49jwh21h9ektonkczbc7v0 471637 471605 2026-07-26T11:02:10Z MGA73bot 792 Samler orddelinger 471637 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="1" user="MGA73bot" />{{hoved|||37}}</noinclude>falden i slaget i Skåne¹ sammen med kong Nils’ søn Magnus. Alle disse var Haralds sønner, og alle reves de Alene Olaf er tilbage, et uhyre bort af en tidlig død. med mange hoveder 2. Imidlertid dør ærkebisp Asser af Lund den 13de Maj, og jordes i hellig Lavrentius’ kirke 3. Erik bar sig i alle ting ad, som om han var kejser; han ryddede alle hindringer af vejen og tålte ingen ligemand, endsige overmand; overmodig, opblæst, stor i ondskab, skrækkelig i al sin færd, fór han frem som et lyn, røvede trods gråd og suk fra folk, som han kunde tænke ejede noget, og fordelte det ranede gods blandt griske og skadefro mennesker 4. Således var Eriks liv, således hans optræden, således hans indgang; men lad os nu se på, hvilken udgang han fik. - Da han engang mødte på et ting i nærheden af Ribe 5, så rejste sig en mand ved navn Plog (på Latin aratrum), og strakte den intet anende konge til jorden ved et dødeligt sår; Plog var en hæslig, lavstammet mand, tænkte dem dog for at stå i forbindelse med faderen, lod dem fængsle og sætte i den nævnte borg, samt endelig drukne. 1) Slaget ved Fotevig 1134. 2) Jfr. Horats’ Epistler I, 1, 76. - Olaf kæmpede senere med Erik Lam og dræbte bl. a. Roskildebispen Rike, men blev slagen gentagne gange og dræbt 1143. - 3) Asser døde ikke d. 13de, men d. 5te Maj, 1137. Lavrentiuskirken i Lund var grundlagt af Asser, men fuldførtes først af Eskil. 4) Denne skildring af Erik Emuno er naturligvis i høj grad overdreven. Men at Erik virkelig var grusom og hensynsløs, derom vidner noksom hans adfærd mod broderen og hans børn. Sakse siger, at han var en skræk for de store, men elsket af de små&lt;&lt;. 1 5) Ifølge Sven Aggesøn var det Urnehoved ting i Sønderjylland, men det er ret tvivlsomt, om ovenstående udtryk kan forenes med denne efterretning. 6) Aratrum betyder på Latin en plov.<noinclude><references/></noinclude> p9kf7rnxk69k92iog1r4il0vae2w2ln 104 122294 471586 2026-07-26T10:55:11Z MGA73bot 792 Automatisk genereret side med OCR og strukturering 471586 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="1" user="MGA73bot" />{{hoved|38||}}</noinclude>der af egen kraft intet udrettede, men Herren var ploven og i lansen, ligesom Herren var i slyngen og i stenen 2. Da Erik nu var død således og jordet i Ribe, kom landets stormænd sammen og valgte Erik den 3dje til konge, en søstersøn af den nævnte Erik ³. Han var en énfoldig mand, mere end det stemmede med hans konge- lige værdighed; han var uden fasthed i alle sine veje, og en tilintetgørelse både af kongedømmet og af præste- skabet 4. På den tid opstod der en hæftig strid mellem bispen i Slesvig, Rike, og bispen i Roskilde, Eskil, om ærkebispe- dømmet i Lund 5. Denne kamp fik dog den ærværdige Peder Bodilsøn 6 stanset ved sit vise råd og sin snilde kløgt, og forligte dem på det vilkår, at Eskil skulde have ærkebispedømmet. Uagtet Rike var valgt af det skånske præsteskab og folk, fulgte han dog den nævnte 1) Hentydning til Plogs navn. 2) Nemlig da David dræbte Goliath; jfr. 1. Sam. 17, 49-50. Erik dræbtes 17. Sept. 1137. Ifølge Sakse hørte Plog til Veder- laget. Da Erik dræbtes, flygtede hans mænd undtagen hans søstersøn Erik Håkonsøn, som blev konge efter ham. Plog slap uskadt bort fra tinget. 3) Rigsforsamlingen på Isøre hørte nemlig op under borgerkrigens uroligheder. Erik var søn af Erik Egodes datter Ragnhild, der var gift med høvdingen Håkon den Norske. Erik valgtes, fordi Sven Eriksøn, Magnus Nilssøn, og Valdemar Knudsøn endnu var børn på den tid. 4) Erik fik tilnavnet Lam eller Spag; han var personlig tapper, men viste liden styreævne, også ifølge andre kilder. 5) Erik Emune havde af fjendskab mod Eskil tvunget Lunds ‹lom- kapitel til at vælge Rike til ærkebisp efter Asser; men straks efter Eriks drab gjorde Lundekannikerne uden videre valget om, skønt dette stred mod de kanoniske regler, og valgte Eskil. Heraf opstod striden. 6) Den førnævnte sællandske stormand, som døde c. 1142. 7) Det kanoniske valg gik således for sig, at domkapitlet valgte bispen, og folket samtykkede deri.<noinclude><references/></noinclude> a0isgzfaugyhx7sg9ml596myz9kbmp2 471638 471586 2026-07-26T11:02:12Z MGA73bot 792 Samler orddelinger 471638 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="1" user="MGA73bot" />{{hoved|38||}}</noinclude>der af egen kraft intet udrettede, men Herren var ploven og i lansen, ligesom Herren var i slyngen og i stenen 2. Da Erik nu var død således og jordet i Ribe, kom landets stormænd sammen og valgte Erik den 3dje til konge, en søstersøn af den nævnte Erik ³. Han var en énfoldig mand, mere end det stemmede med hans kongelige værdighed; han var uden fasthed i alle sine veje, og en tilintetgørelse både af kongedømmet og af præsteskabet 4. På den tid opstod der en hæftig strid mellem bispen i Slesvig, Rike, og bispen i Roskilde, Eskil, om ærkebispedømmet i Lund 5. Denne kamp fik dog den ærværdige Peder Bodilsøn 6 stanset ved sit vise råd og sin snilde kløgt, og forligte dem på det vilkår, at Eskil skulde have ærkebispedømmet. Uagtet Rike var valgt af det skånske præsteskab og folk, fulgte han dog den nævnte 1) Hentydning til Plogs navn. 2) Nemlig da David dræbte Goliath; jfr. 1. Sam. 17, 49-50. Erik dræbtes 17. Sept. 1137. Ifølge Sakse hørte Plog til Vederlaget. Da Erik dræbtes, flygtede hans mænd undtagen hans søstersøn Erik Håkonsøn, som blev konge efter ham. Plog slap uskadt bort fra tinget. 3) Rigsforsamlingen på Isøre hørte nemlig op under borgerkrigens uroligheder. Erik var søn af Erik Egodes datter Ragnhild, der var gift med høvdingen Håkon den Norske. Erik valgtes, fordi Sven Eriksøn, Magnus Nilssøn, og Valdemar Knudsøn endnu var børn på den tid. 4) Erik fik tilnavnet Lam eller Spag; han var personlig tapper, men viste liden styreævne, også ifølge andre kilder. 5) Erik Emune havde af fjendskab mod Eskil tvunget Lunds ‹lomkapitel til at vælge Rike til ærkebisp efter Asser; men straks efter Eriks drab gjorde Lundekannikerne uden videre valget om, skønt dette stred mod de kanoniske regler, og valgte Eskil. Heraf opstod striden. 6) Den førnævnte sællandske stormand, som døde c. 1142. 7) Det kanoniske valg gik således for sig, at domkapitlet valgte bispen, og folket samtykkede deri.<noinclude><references/></noinclude> f492fhmae9nrb5fa2wycfiq5xob4yv0 104 122295 471587 2026-07-26T10:55:15Z MGA73bot 792 Automatisk genereret side med OCR og strukturering 471587 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="1" user="MGA73bot" />{{hoved|||39}}</noinclude>Peders råd, undgik kiv og krig og bemægtigede sig bispedømmet i Roskilde, trods klerkes og lægmænds ind- sigelser ¹. ¹) Med denne bemærkning, som viser forfatterens uvilje mod hans ny bisp, slutter han sin krønike brat. Rike dræbtes, som nævnt, nogle år efter (1142?) af Olaf, og før denne tid må krøniken antages at være afsluttet. Om det følgende stykke, krønikens fortsættelse, henvises til indledningen. De sætninger, der er optagne ordret enten fra Knud hertugs levned, eller fra den i indledningen nævnte lille krønike, er trykte med mindre typer.<noinclude><references/></noinclude> j7841tr6tu9x626mmfanzgnn13iu91u 471639 471587 2026-07-26T11:02:14Z MGA73bot 792 Samler orddelinger 471639 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="1" user="MGA73bot" />{{hoved|||39}}</noinclude>Peders råd, undgik kiv og krig og bemægtigede sig bispedømmet i Roskilde, trods klerkes og lægmænds indsigelser ¹. ¹) Med denne bemærkning, som viser forfatterens uvilje mod hans ny bisp, slutter han sin krønike brat. Rike dræbtes, som nævnt, nogle år efter (1142?) af Olaf, og før denne tid må krøniken antages at være afsluttet. Om det følgende stykke, krønikens fortsættelse, henvises til indledningen. De sætninger, der er optagne ordret enten fra Knud hertugs levned, eller fra den i indledningen nævnte lille krønike, er trykte med mindre typer.<noinclude><references/></noinclude> 4cj3q7zsf2r9cnu9iuu7ynqys2z841w 104 122296 471588 2026-07-26T10:55:18Z MGA73bot 792 Automatisk genereret side med OCR og strukturering 471588 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="1" user="MGA73bot" /></noinclude>Krønikens fortsættelse. Efter at have tilvejebragt den sikreste fred i sit fædre- land, nedlagde kong Erik i sit 10ende år kongeværdigheden, gik i kloster, modtog munkekutten og bød fro farvel til jordens jammer¹; dernæst hensov han ved et saligt endeligt i Herren2. Efter hans død kom Jyderne sammen og valgte Knud, søn af Magnus Nilsson. Men Skåningerne valgte Sven, Erik Emunes søn, og satte ham til konge over sig. Deraf blev følgen en lang 12 års kamp mellem Sven og Knud. Da nemlig Sven fik riget, forsvandt freden, oprør opstod, og den indre uro kaldte selv fredelige folk til kamp. Endelig, i det 10ende år 5 kom alle Daner sammen, virkede for fred og valgte 2 til konger: Knud, som før var valgt af Jyderne, og Valdemar, søn af den hellige Knud hertug og martyr 6. Sven blev forjagen fra Danmark 1) Bogstavrimene i nogle af krønikens sætninger er de fleste steder søgt gengivne. 2) 1146 trådte Erik Lam ind i Knudsklostret i Odense og døde samme år. ― Den lille krønike, som fortsættelsens forfatter her skriver ud af, siger om Erik Roskildekrønikens ord forstand. - - i skarp modstrid med selve at han styrede Danmark med stor 3) Her i fortsættelsen møder vi for første gang det tilnavn, som selve krønikens forfatter mindst af alt vilde tillægge Erik: Emune, den mindeværdige, berømmelige. 4) Dette tal er lidt for højt. 5) I virkeligheden fandt de følgende begivenheder sted år 1154. 6) Denne fremstilling er ikke ganke korrekt. - Knud havde tid- ligere gentagne gange kæmpet uheldig mod Sven og var bleven<noinclude><references/></noinclude> bfl1xs5kyw1po2jqrq5cg2b9xapyj1a 471641 471588 2026-07-26T11:02:18Z MGA73bot 792 Samler orddelinger 471641 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="1" user="MGA73bot" /></noinclude>Krønikens fortsættelse. Efter at have tilvejebragt den sikreste fred i sit fædreland, nedlagde kong Erik i sit 10ende år kongeværdigheden, gik i kloster, modtog munkekutten og bød fro farvel til jordens jammer¹; dernæst hensov han ved et saligt endeligt i Herren2. Efter hans død kom Jyderne sammen og valgte Knud, søn af Magnus Nilsson. Men Skåningerne valgte Sven, Erik Emunes søn, og satte ham til konge over sig. Deraf blev følgen en lang 12 års kamp mellem Sven og Knud. Da nemlig Sven fik riget, forsvandt freden, oprør opstod, og den indre uro kaldte selv fredelige folk til kamp. Endelig, i det 10ende år 5 kom alle Daner sammen, virkede for fred og valgte 2 til konger: Knud, som før var valgt af Jyderne, og Valdemar, søn af den hellige Knud hertug og martyr 6. Sven blev forjagen fra Danmark 1) Bogstavrimene i nogle af krønikens sætninger er de fleste steder søgt gengivne. 2) 1146 trådte Erik Lam ind i Knudsklostret i Odense og døde samme år. ― Den lille krønike, som fortsættelsens forfatter her skriver ud af, siger om Erik Roskildekrønikens ord forstand. - - i skarp modstrid med selve at han styrede Danmark med stor 3) Her i fortsættelsen møder vi for første gang det tilnavn, som selve krønikens forfatter mindst af alt vilde tillægge Erik: Emune, den mindeværdige, berømmelige. 4) Dette tal er lidt for højt. 5) I virkeligheden fandt de følgende begivenheder sted år 1154. 6) Denne fremstilling er ikke ganke korrekt. - Knud havde tidligere gentagne gange kæmpet uheldig mod Sven og var bleven<noinclude><references/></noinclude> tp17mkuggqp9fuflv0ghpi6mpjhc8do 104 122297 471589 2026-07-26T10:55:22Z MGA73bot 792 Automatisk genereret side med OCR og strukturering 471589 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="1" user="MGA73bot" />{{hoved|||41}}</noinclude>og flygtede til Saksen, til sin svigerfader, Saksens hertug 1, som han opholdt sig hos i omtrent 3 år, langt fra riget. Endelig i det 3dje år fór han under skin af fred hjem til fædrelandet. Da kom Sven, Knud og Valdemar sammen, efter gensidig at have givet gidsler, virkede efter forstandige folks råd for fred, og stræbte at stanse spliden i staten. Frænderne sluttede da følgende forlig: at Danmark skulde deles, og hver af dem frit råde over en tredjedel³. Det var et forrædersk forlig og en falsk fred, som da sluttedes. Ti da de derefter samledes i Roskilde, blev Knud og hans frænde Konstantin skammelig myrdede af Sven, den 9ende Avgust. Valdemar undslap, dog hårdt såret; han flygtede til Jylland og bad Jyderne om hjælp. Sven drog efter ham, kæmpede på Gradehede med ham, men tabte efter Guds vilje slaget og bukkede ynkelig under; han fik således den død, som han ved sine rænker havde gjort sig fortjent til. Hans lig jordedes i landsbyens kirke 4. Herefter blev den berømmelige Valdemar, søn af den hellige Knud hertug og martyr, der atter var en søn af Erik den gode, sat på thronen af alle Danmarks bedste mænd 5, salvet til konge af ærkebisp Eskil, iført purpuret, højtidelig kronet, og med hæder sat på rigets kongestol, i fordreven; men Sven gjorde sig snart forhadt ved overmod; Valdemar nærmede sig da til Knud (han stod tidligere på Svens side), og disse 2 udråbtes 1154 til konger af Jyderne. Da de derpå med jydske stridskræfter sejlede over til Sælland, svig- tedes Sven af sine folk og måtte flygte. ¹) Det var ikke Saksens hertug, men markgrev Konrad af Meissen, der var Svens svigerfader, og til hvem han flygtede. 2) Nemlig 1157. 3) Sven drog med en vendisk flåde til Fyn og mødtes i Odense med Valdemar, sommeren 1157. Kort efter mødtes alle 3 konger (og stormændene) på Låland; her sluttedes forlig, og Valdemar delte Danmark i 3 dele, af hvilke han selv tog Jylland, medens Sven valgte Skåne, og Knud altså fik øerne. Rettere i nærheden af drabsstedet i et lille kapel, hvis tomt i vore dage er bleven mærket med en stenstøtte. 5) Hermed menes stormændene.<noinclude><references/></noinclude> 2ssaxnlk0d4124tj66wrpxvhuztmras 471642 471589 2026-07-26T11:02:19Z MGA73bot 792 Samler orddelinger 471642 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="1" user="MGA73bot" />{{hoved|||41}}</noinclude>og flygtede til Saksen, til sin svigerfader, Saksens hertug 1, som han opholdt sig hos i omtrent 3 år, langt fra riget. Endelig i det 3dje år fór han under skin af fred hjem til fædrelandet. Da kom Sven, Knud og Valdemar sammen, efter gensidig at have givet gidsler, virkede efter forstandige folks råd for fred, og stræbte at stanse spliden i staten. Frænderne sluttede da følgende forlig: at Danmark skulde deles, og hver af dem frit råde over en tredjedel³. Det var et forrædersk forlig og en falsk fred, som da sluttedes. Ti da de derefter samledes i Roskilde, blev Knud og hans frænde Konstantin skammelig myrdede af Sven, den 9ende Avgust. Valdemar undslap, dog hårdt såret; han flygtede til Jylland og bad Jyderne om hjælp. Sven drog efter ham, kæmpede på Gradehede med ham, men tabte efter Guds vilje slaget og bukkede ynkelig under; han fik således den død, som han ved sine rænker havde gjort sig fortjent til. Hans lig jordedes i landsbyens kirke 4. Herefter blev den berømmelige Valdemar, søn af den hellige Knud hertug og martyr, der atter var en søn af Erik den gode, sat på thronen af alle Danmarks bedste mænd 5, salvet til konge af ærkebisp Eskil, iført purpuret, højtidelig kronet, og med hæder sat på rigets kongestol, i fordreven; men Sven gjorde sig snart forhadt ved overmod; Valdemar nærmede sig da til Knud (han stod tidligere på Svens side), og disse 2 udråbtes 1154 til konger af Jyderne. Da de derpå med jydske stridskræfter sejlede over til Sælland, svigtedes Sven af sine folk og måtte flygte. ¹) Det var ikke Saksens hertug, men markgrev Konrad af Meissen, der var Svens svigerfader, og til hvem han flygtede. 2) Nemlig 1157. 3) Sven drog med en vendisk flåde til Fyn og mødtes i Odense med Valdemar, sommeren 1157. Kort efter mødtes alle 3 konger (og stormændene) på Låland; her sluttedes forlig, og Valdemar delte Danmark i 3 dele, af hvilke han selv tog Jylland, medens Sven valgte Skåne, og Knud altså fik øerne. Rettere i nærheden af drabsstedet i et lille kapel, hvis tomt i vore dage er bleven mærket med en stenstøtte. 5) Hermed menes stormændene.<noinclude><references/></noinclude> dlaf3qbutyls8eab00586qcf20etqax 104 122298 471590 2026-07-26T10:55:26Z MGA73bot 792 Automatisk genereret side med OCR og strukturering 471590 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="1" user="MGA73bot" />{{hoved|42||}}</noinclude>året 1157 efter Herrens byrd ¹. Han styrede i 26 år 2 Dane- riget med ære. Ti hedningerne førte han til tro, de troende til fred, de fredelige til tryghed; had vendte han til kærlighed, smærte til fryd, krig til fred, og nød til velstand. Efter ham fulgte hans søn Knud, og efter Knud er dennes broder Valdemar kommen på thronen³. ¹) Denne efterretning om Valdemars højtidelige kroning findes kun her og må sikkert være fejlagtig, ligesom adskillige andre af vor fortsættelses selvstændige efterretninger (jfr. ovenfor). I virkeligheden fandt den første højtidelige danske kongekroning sted 1170, da Eskil kronede Valdemars lille søn Knud, samtidig med Knud hertugs skrinlæggelse. Måske er efterretningen højtidelige kroning 1204. - snarest en genklang af Valdemar Sejrs 2) Rettere i 25 år. 3) Hermed slutter fortsættelsen, og den må derfor antages at være forfattet under Valdemar Sejr.<noinclude><references/></noinclude> pbuxkywgbfpmhevkotwi5onoe7dz92a 471643 471590 2026-07-26T11:02:21Z MGA73bot 792 Samler orddelinger 471643 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="1" user="MGA73bot" />{{hoved|42||}}</noinclude>året 1157 efter Herrens byrd ¹. Han styrede i 26 år 2 Daneriget med ære. Ti hedningerne førte han til tro, de troende til fred, de fredelige til tryghed; had vendte han til kærlighed, smærte til fryd, krig til fred, og nød til velstand. Efter ham fulgte hans søn Knud, og efter Knud er dennes broder Valdemar kommen på thronen³. ¹) Denne efterretning om Valdemars højtidelige kroning findes kun her og må sikkert være fejlagtig, ligesom adskillige andre af vor fortsættelses selvstændige efterretninger (jfr. ovenfor). I virkeligheden fandt den første højtidelige danske kongekroning sted 1170, da Eskil kronede Valdemars lille søn Knud, samtidig med Knud hertugs skrinlæggelse. Måske er efterretningen højtidelige kroning 1204. - snarest en genklang af Valdemar Sejrs 2) Rettere i 25 år. 3) Hermed slutter fortsættelsen, og den må derfor antages at være forfattet under Valdemar Sejr.<noinclude><references/></noinclude> iczpb7oypxgud9klx6enp3mszkif2wf 104 122299 471591 2026-07-26T10:55:53Z MGA73 457 /* Without text */ 471591 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="0" user="MGA73" /></noinclude>Claus Rønlev Slægtsforskning Denne søgbare PDF-fil er downloadet fra min personlige hjemmeside www.ronlev.dk. Det er tilladt at dele PDF-filen med andre, da der ikke er ophavsret til titlen. Besøg www.ronlev.dk. Måske er der andre af mine flere tusinde artikler og scannede bøger, der har interesse. Mange venlige hilsener Claus Rønlev<noinclude><references/></noinclude> rhan4skl65po7sc32ap0vv04skqq1l7 0 122300 471654 2026-07-26T11:39:22Z MGA73 457 Oprettede siden med "<pages index="Den ældste Danmarkskrønike (Roskildekrøniken).pdf" header=1 from=2 to=42 /> <references /> [[Kategori:1898]] [[Kategori:Danmarkshistorie]]" 471654 wikitext text/x-wiki <pages index="Den ældste Danmarkskrønike (Roskildekrøniken).pdf" header=1 from=2 to=42 /> <references /> [[Kategori:1898]] [[Kategori:Danmarkshistorie]] lxfwphmpf6c3614m304i7hhv3lzjvuk