Wikisource dawikisource https://da.wikisource.org/wiki/Forside MediaWiki 1.47.0-wmf.12 first-letter Media Speciel Diskussion Bruger Brugerdiskussion Wikisource Wikisource diskussion Fil Fildiskussion MediaWiki MediaWiki diskussion Skabelon Skabelondiskussion Hjælp Hjælp diskussion Kategori Kategoridiskussion Forfatter Forfatterdiskussion Side Sidediskussion Indeks Indeksdiskussion TimedText TimedText talk Modul Moduldiskussion Event Event talk 104 32547 471774 73085 2026-07-27T15:02:59Z PWidergren 7506 /* Valideret */ 471774 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="4" user="PWidergren" /></noinclude>{{centrer|1=<h1 style="border-bottom:none;">Alene i den store By.</h1>}} {{nop}}<noinclude><references/></noinclude> 36wq1jdwi6r752ug2qh0xl10xef5tdz 104 32548 471775 470590 2026-07-27T15:50:00Z PWidergren 7506 /* Valideret */ 471775 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="4" user="PWidergren" /></noinclude>{{centrer|1=<h2 style="border-bottom:none;">I.</h2>}} {{startbogstav2|F}}aderen havde været Skomager og var død. Elin havde ingen Erindring bevaret om ham. Han var død, da hun var to Aar gammel, og siden da havde Moderen vasket og strøget, enten hjemme eller ude hos velhavende Folk. Og i snart tretten Aar var det nu lykkedes hende at slaa sig igennem med sine to Pigebørn, saa at den ene havde faaet Plads i en Butik, og Elin, der endnu gik hjemme, hun var kun femten Aar og lige konfirmeret. Det havde sét mørkt ud for Madam Søderstrøm, da Manden ganske pludselig døde og lod hende alene tilbage med sine to smaa i et Par Værelser langt ude i Hornsgatan. I Begyndelsen havde hun troet, at hun aldrig vilde kunne overleve det, og hun havde intet Begreb om, hvordan hun skulde kunne slaa sig igennem. Men tilsidst var det lykkedes hende at faa Butiken udlejet, og hun var flyttet ind i et lille Hus, som laa paa Hjørnet af Hornsgatan og Timmermansbacken. Dér havde hun faaet et Værelse, hvor der var Kakkelovn, og dér havde hun boet med sine to Børn,<noinclude><references/></noinclude> 18j43z67xxu83syqcq1u0mfc77c0k80 104 32549 471776 470591 2026-07-27T15:54:03Z PWidergren 7506 /* Valideret */ 471776 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="4" user="PWidergren" />{{c|128}}</noinclude>til hun havde tjent sig saa meget, at hun kunde leje et Værelse med Køkken og tage mod Vask hjemme, hvad der betalte sig bedre. Og det daglige Arbejde havde forjaget de sørgelige Tanker. Hele Dagen igennem havde hun fuldt op at gøre, og naar Aftenen kom, sov hun tungt efter Dagens Arbejde, og naar Morgenen gryede, gav den hende stadig nyt at tænke paa. Paa den Maade havde hun aldrig faaet Tid til at føle sig alene, og Aarene og Fremgangen havde gjort hende dygtig, praktisk og rask til Arbejdet. Naar Børnene var overladte til sig selv, saá den ældre Søster efter den yngre, saa længe hun da var derhjemme. Da hun kom bort, var Elin allerede tolv Aar. Og Aarene var gaaet og havde efter Haanden gjort Bekymringerne lettere og vakt hos Madam Søderstrøm en Længsel efter at slaa sig til Ro og hvile ud efter det daglige Slid og Slæb. Elin var, som sagt, lige konfirmeret. Hun var vokset op i Frihed, og som andre Børn af hendes Klasse havde hun løbet om paa Gaderne, og nu da hun var femten Aar, var hun ikke saa helt ubekendt med Verden. Hun havde gaaet i Skole, fordi Almueskolens Love nu en Gang ikke vilde have tilladt andet, og fordi Moderen satte en Ære i, at Datteren skulde lære noget, og hun havde været til sin første Altergang, fordi det saa skulde være og fordi hun ikke før kunde faa Plads. Hun havde grædt paa Kirkegulvet, og ved Præstens Ord og<noinclude><references/></noinclude> nor7w2qv028jdke2afvao4y4zcthj13 104 32550 471777 470592 2026-07-27T15:56:12Z PWidergren 7506 /* Valideret */ 471777 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="4" user="PWidergren" />{{c|129}}</noinclude>Orgeltonernes Brus følt ligesom varme Bølger fra en anden Verden gennemstrømme sit Hjærte. Og da hun gik ud af Kirken, og, iført den nye korte Uldkjole, som var knappet bagtil, og med den nye Salmebog i Haanden tog Vej henover de kendte Gader og var kommen ind i det lille Værelse, som havde været hendes Hjem, da vidste hun, at nu var hun voksen og skulde snart til at begynde paa at arbejde sig frem paa egen Haand. Og det var med en ejendommelig Skyhed, at hun tænkte paa sin tilkommende Indtræden som Tjenestepige blandt fremmede. Da hun havde faaet Kaaben af, stillede hun sig et Øjeblik hen foran Spejlet. Og et lyst og friskt Smil brød frem, da hun saá hvor blødt og let det sorte Tøj føjede sig om hendes fyldige, smukt formede Bryst og ned om Hofterne, og hvor den hvide, krusede Strimmel om Halsen fremhævede Ansigtets friske Farve, og hvor rigt hendes lysebrune Haar faldt nedover Panden, under hvilken Øjnene klare og blinkende blaa lyste frem paa begge Sider af en lille morsom, just ikke skøn Stumpnæse. Hun gik et Skridt tilbage, beruset af sin egen Ungdom, og atter spillede der et lille trodsigt Smil om de fyldige Læber, mens en Række stærke og hvide Fortænder skinnede frem. Saa satte hun sig i Sofaen og faldt i Tanker, mens Moderen hakkede Kødet, som hun til Ære<noinclude><references/></noinclude> flqithan9bvqoft3r3suqmnbbx39qys 104 32551 471778 73091 2026-07-27T16:03:40Z PWidergren 7506 /* Valideret */ 471778 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="4" user="PWidergren" />{{c|130}}</noinclude>for Højtidsdagen havde købt paa Torvet til at lave Bøf af. Hun sad og hørte den ensformige, hakkende Lyd, men kunde ikke faa sig til at staa op og hjælpe hende. Stegelugten af Smøret, som sydede paa Panden, opfyldte Værelset. Der var et hvidt Tæppe paa Sengen, og i Vinduet stod et Glas med blaa Annemoner. Elin saá paa Moderen og fulgte tankeløst hendes Bevægelser, naar hun lagde Bøfstykkerne paa Panden og flyttede paa dem med Kniven. Og hendes Øjne tik en fugtig, drømmende Glans, og et lille Glimt af et Smil fløj nu og da over hendes Ansigt. Og mens Elin blev siddende i Sofaen, gled hendes Blik bort fra Moderens Skikkelse og hen til Vinduet. Hun saá en Flig af den blaa Himmel og Toppene af et Par knastede Popler, som stod ude i Gaarden, og længere borte et Par sorte Tage og ud af en Skorsten Røgen, som i tunge Totter trængte sig frem gennem den fugtige Foraarsluft. Dér neden under laa Byen, den store By, hvor hun en Gang imellem havde været, naar Moderen havde sendt hende i et eller andet Ærinde, eller naar hun ellers havde kunnet slippe til det, og hvor hun plejede at staa og sé paa alle de smukke Sager i Butiksvinduerne, Halstørklæder og Kjoletøjer og Smykker og Hatte; hvor hun plejede at sé paa Vagtparaden, naar den gik over Norrbro, og høre paa Musiken, som klang saa stolt, naar det gik op ad Slotsbakken til. Dér havde hun en eneste Gang i<noinclude><references/></noinclude> g71cbqnlzb5o22bv4bo4t2px67g6rlv 104 32552 471779 73090 2026-07-27T16:05:45Z PWidergren 7506 /* Valideret */ 471779 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="4" user="PWidergren" />{{c|131}}</noinclude>sit Liv været til en Opera og sét Riddere i straalende Dragter med hvidt Trikot og en Pige, som sang saa smukt om, at hun havde myrdet sit Barn, og som sad ved en Rok og spandt, og Krigere i Køller og Kravestøvler og dansende Piger i noget saa lyst og hvidt med bløde, hvide Silkesko og lange flagrende Slør af Tyl og midt mellem alt dette en rødklædt Ridder med et underligt Navn, som hun aldrig kunde huske. Han var den onde selv, for han talte saa stygt og vilde gøre alle ondt og lo saa grimt, mens det rundt om ham lyste med et grønt Skær. Og saa lo hun igen og gyngede sagte med den ene Fod over den anden, da hun kom til at tænke paa ham, Saddelmagersvenden, som boede paa den anden Side Gaden, som om Aftenen plejede at passe hende op i Porten og som havde indbudt hende til at gaa med i Teatret den Aften forrige Jul. Hun tænkte paa alt, hvad han havde talt med hende om, og hun saá atter alvorlig ud. Fredrik var en underlig lavstammet ung Fyr, som havde saadan sit eget Væsen og var anderledes end alle andre, syntes Elin. Han talte ikke som andre, han tænkte ikke som andre, og Elin vidste ikke, om hun var bange for ham, eller om hun syntes om ham. Han havde læst en gruelig Mængde Romaner. I sin Fritid bestilte han næsten ikke andet, og han var paa sin Manér fantastisk og overspændt trods nogen civiliseret Heine- og Byronsdyrker. {{nop}}<noinclude><references/></noinclude> 49z2nlkoqep3emdn64j2i3q2xmnvqfu 104 33230 471780 74352 2026-07-27T16:09:13Z PWidergren 7506 /* Valideret */ 471780 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="4" user="PWidergren" />{{c|132}}</noinclude>Hvor han havde talt smukt med hende om Kærlighed og alt saadant noget, som hun endnu ikke havde hørt nogen anden tale til hende om. Men hun blev altid saa bange for ham. For han var saa hæftig og saa alvorlig. Og hun var et glad, et friskt og et livslystent Barn. Fin vilde hun være, og nyde vilde hun ogsaa. Men gifte sig, det havde hun ikke tænkt paa endnu. Saa underlig han dog kunde være. Han havde en Gang givet hende sit Portræt. Det var lyst i Farven og lidt slikket. Han havde Haaret pyntelig skilt og kæmmet med Vand, saa at det laa ganske glatstrøget henover Panden; Kraven sad højt op, og Halstørklædet var bundet i en løs Knude med lange, hængende Snipper. Det gav han hende, og saa sagde han, at hun skulde gemme det godt og tænke paa ham, hver Gang hun saá paa det. „For jeg elsker Dig,“ sagde han, „mer end alt andet i den hele Verden. Og min Kærlighed til Dig er saa stor, at jeg vilde kunne undvære alt andet, blot jeg havde Dig.“ Hun havde sét lidt paa Portrætet, og saa pludselig havde hun givet sig til at lé. „Hvad lér Du af?“ sagde han. Og hun svarede: „Jo, jeg synes, Du sér saa morsom ud. Du sér jo ellers aldrig saadan ud.“ Hun havde ikke ment noget ondt med det.<noinclude><references/></noinclude> rd09j3mz7cnjmy8pkjundscs8z34xk3 104 33231 471781 74353 2026-07-27T16:11:01Z PWidergren 7506 /* Valideret */ 471781 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="4" user="PWidergren" />{{c|133}}</noinclude>Men han blev med ét kridhvid i Ansigtet, rykkede Billedet fra hende, rev det hæftigt i smaa Stumper og gik sin Vej. Men nogle Dage efter var han selv kommen og havde givet hende et nyt Portræt. En anden Gang var hun bleven dygtig vred paa ham over en eller anden Ubetydelighed. Hun havde taget hans Billede, stukket Øjnene ud paa det med en Haarnaal og sendt ham det med Posten. I fjorten Dage havde hun saa ikke sét noget til ham. Hun fortrød, at hun havde været ond imod ham, og næste Gang de mødtes, bad hun ham om et nyt Portræt. Saa havde han givet hende endnu et. Hun følte sig alvorlig til Mode, næsten bange, naar hun tænkte paa alt dette. Hun forstod ham ikke, og hun kunde aldrig være glad, naar hun var sammen med ham. En Dag havde hun staaet paa Gaden og snakket med en Haandværksdreng paa en atten Aar, som hun kendte. Saa var Fredrik kommen gaaende. Han gik forbi dem, standsede et Stykke borte og ventede. Hun saá, at han ventede paa hende, og hun talte længere med den anden, end hun ellers vilde have gjort, for ikke at blive nødt til at træffe Fredrik. Men han holdt ud, og da hun tilsidst maatte gaa og vilde smutte forbi ham, gik han hen til hende og fulgte hende et langt Stykke uden at sige et Ord. {{nop}}<noinclude><references/></noinclude> peouxlfdn8tihd1u5f6c8pkhsf8k14r 104 33232 471782 471506 2026-07-27T16:12:51Z PWidergren 7506 /* Valideret */ 471782 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="4" user="PWidergren" />{{c|134}}</noinclude>„Hvad har Du med den Lømmel at skaffe?“ sagde han tilsidst, og hans Læber dirrede. Hun saá trodsigt op: „Har jeg maaske ikke Lov til at tale med Folk?“ Han brød ud i en Strøm af hæftige Ord, blev ildrød i Hovedet, knyttede Hænderne og slog om sig i Luften, mens han talte. „Jeg taaler ikke, at Du taler med nogen anden paa den Maade,“ sagde han. „Jeg vil ha’e Dig for mig selv. Det er dumt af mig at være saadan overfor Dig, som jeg er. For Du bryder Dig dog ikke om mig. Men det er Synd af Dig, Elin, naar Du sér, hvormeget jeg holder af Dig.“ Men saa var hun bleven vred for Alvor og havde sagt: „Være mod mig, som Du er! Jeg synes saamæn kun, Du er ond imod mig. Altid skænder Du paa mig og gør Vrøvl for ingen Ting. Jeg bryder mig slet ikke om Dig, og jeg vil helst være fri for Dig. Nu véd Du det.“ „Fik jeg at vide, at Du havde med nogen anden at gøre, saa skød jeg Dig,“ udbrød han. „Skyde mig! Jøsses saa Du taler.“ Imens var de naaet hen til Huset, hvor Elin boede, og hun skulde lige til at sige Farvel og gaa op. Men i det samme kom hun tilfældigvis til at sé paa hans Ansigt. Han var ganske bleg og rolig, men han saá saa ulykkelig ud, at hun fik ondt af ham. {{nop}}<noinclude><references/></noinclude> bizdnkdm8l91fjbrsntof60e4snoi19 104 33233 471783 471507 2026-07-27T16:14:59Z PWidergren 7506 /* Valideret */ 471783 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="4" user="PWidergren" />{{c|135}}</noinclude>„Men hvorfor vil Du ogsaa altid være saadan?“ sagde hun. „Du forstaar slet ikke, hvordan det er fat med mig,“ svarede han. Og paa den Maade var det gaaet mange Gange. Men efter denne Samtale gik Elin i en stadig Frygt for, at han skulde gøre hende noget ondt, og hun var altid bange for at være alene med ham. Men hvad skulde det til at tænke paa det netop i Dag? Hun rejste sig fra Sofaen og gik hen til Moderen, som havde lagt Bøffen paa en Tallerken og var i Færd med at hælde Sauce paa den med en Ske. Hun nikkede til Datteren og strøg med den Haand, der var fri, henover hendes Haar. „Jeg vilde ha’e, at vi skulde ha’e noget godt til Middag i Dag, mit Barn,“ sagde hun. Elin tog en ren Serviet frem, som hun lagde paa Bordet, Tallerkener, Gafler og Knive. Saa hentede hun en Flaske Øl og stillede den midt paa Bordet. Maden spistes i Tavshed. Blot nu og da kom der en kort og ligegyldig Bemærkning. Da de var færdige, sagde Moderen, mens hun blev siddende ved Bordet og saa lige over paa Datteren: „Jeg vilde gærne tale med Dig om en Sag, som jeg en Tid har gaaet og tiet med.“ „Hvad er det?“ „Husker Du Johanson, Bonden fra Haryd nede<noinclude><references/></noinclude> johovneszd956oo7a461zn9euhiay1q 104 33234 471784 471508 2026-07-27T16:25:56Z PWidergren 7506 /* Valideret */ 471784 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="4" user="PWidergren" />{{c|136}}</noinclude>i Smaaland? Han plejede at besøge din Fa’r, naar han var i Byen.“ Elin saá forundret paa Moderen: „Naa-h?“ „Jo, sér Du, Sagen er, at han længe har været i Lag med mig — Du véd, at han er Enkemand — om jeg ikke vilde komme ned til ham og hjælpe ham med alt, hvad der nu kan være at tage Vare paa i den store Gaard. Sér Du, han vil gifte sig med mig. Jeg har hele Tiden sagt, at han maatte vente, hvis det virkelig var hans Alvor. For først var der din Søster, men nu er hun voksen og sørger for sig selv. Og saa var der Dig, som jeg ikke vilde lade blive ene tilbage her, og fremmede Børn vil han ikke ha’e, siger han. Men nu har Du jo ogsaa gaaet til Præsten og kan faa en Plads, og hvordan det saa gaar, saa bli’r jeg tilsidst gammel og kan ikke arbejde saa meget som før. Og man kan jo aldrig vide, men kommer der noget i Vejen med nogen af Jer, saa kan det altid være rart at ha’e nogen at holde sig til. Og Johansen er en velstaaende Mand og sidder godt i det, saa naar jeg først er bleven hans Kone, saa strækker det nok til, saa I kan faa lidt med.“ Elin saá over paa Moderen. Hun var aldrig falden paa den Tanke, at Moderen kunde gifte sig igen. Madam Søderstrøm var en Kone paa en otteogtredive Aar. Hun var lille og forladen, med lysegult, glatstrøget Haar og matblaa Øjne, hvorom<noinclude><references/></noinclude> to08w3cukw8c5flaeyc271fsvvkxjjg 104 33235 471785 471510 2026-07-27T16:27:54Z PWidergren 7506 /* Valideret */ 471785 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="4" user="PWidergren" />{{c|137}}</noinclude>Aarene havde draget et Par smaa Rynker. Hendes Ansigt hørte til dem, som ældes sent, og hendes Skikkelse var endnu fyldig og fast. Arbejdet havde ikke kuet hende, havde blot givet hendes Ansigt et vaagent og raskt Udtryk. Hendes Hænder var smaa og buttede, fulde af fine Rynker og med en bleg, blaarød Farve, som kommer af altfor meget at tage paa vaadt Tøj. Elin saá til Siden og rødmede. „Skal det være snart?“ sagde hun. „Ja, vi havde tænkt nu til Sommer, hvis jeg finder en god Plads til Dig.“ Elins Hoved sank stadig længere ned mod Bordet. Hun støttede Panden mod Hænderne og græd stille. Moderen gik hen til hende, bøjede sig sagte ned og tog hendes Hænder bort. „Græd ikke, lille Elin,“ sagde hun. „Vi skal nok sørge for, at Du faar det rigtig godt. Jeg gør det jo kun for Jeres Skyld, Barn. Tænk om I skulde staa ganske alene, hvis jeg falder fra og ikke længer kan hjælpe Jer. Der er ingen, som véd, hvad der kan ske. Og om I saa ogsaa faar det godt, saa slipper I da i alt Fald for at have Besvær med mig, naar jeg bli’r gammel og svagelig.“ Elin tørrede Taarerne bort og saá op. „Jamen saa er han saa gammel,“ sagde hun. „Tænk nu ikke mere paa det. Han er flink<noinclude><references/></noinclude> 5cvje8k4xesqsapgvnxumsxa01sjl3i 104 33236 471786 471511 2026-07-27T16:32:11Z PWidergren 7506 /* Valideret */ 471786 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="4" user="PWidergren" />{{c|138}}</noinclude>og rask endnu. Der er ingen, der kan sé paa ham, at han er nær ved de Treds.“ De hjalp hinanden med at tage af Bordet og vaske Tallerkenerne af. Pludselig sagde Moderen: „Der er en Sag til, som jeg ogsaa gærne vilde tale med Dig om. Du tænker vel ikke paa, at det skal blive til noget rigtigt mellem Dig og Fredrik. For Du er jo kun et Barn endnu, og han har hellerikke noget, saa det bli’r bare til lutter Elendighed.“ Elin holdt Tallerkenen, som hun var i Færd med at tørre af, op for Ansigtet, mens hun svarede: „Nej, men jeg synes hellerikke saadan videre om ham.“ „Husk paa, at jeg nu har sagt Dig det,“ vedblev Moderen. „Du maa lade ham vide, hvad han har at rette sig efter. For han er saadan en løjerlig Fyr og slet ikke som andre Mandfolk. Man véd aldrig, hvad han kan hitte paa for gale Streger.“ „Aa, det skal Du saamæn ikke bryde Dig om, Mo’r. For jeg tænker slet ikke paa at gifte mig.“ — — Hun følte sig meget underlig til Mode efter Samtalen med Moderen. Hun skulde overlades til sig selv, komme ud blandt fremmede, arbejde for at leve. Ene, ganske alene. Hele sin Barndom havde hun levet i den søndre Del af Byen. Hun kendte hver eneste Krog dér. Her havde hun kørt med Slæde, og her havde hun gaaet hver Dag, naar hun skulde til Skole, ned ad den stejle Bakke, hvor hun saa ofte var falden,<noinclude><references/></noinclude> ktpjxdxwimrhtvjoqk4nvas3rvtriax 104 33237 471787 74359 2026-07-27T16:34:17Z PWidergren 7506 /* Valideret */ 471787 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="4" user="PWidergren" />{{c|139}}</noinclude>naar det var glat, saa at Bøgerne var fløjet til én Side og Smørrebrødet til en anden. Her i Gaarden under de høje Popler havde hun leget med en anden Pige, og dér havde Skoledrengene slaaet hende med Sneboldte, saa hun var styrtet hjem grædende og aandeløs af Skræk. Og hun mindedes, hvor ofte hun om Aftenen havde staaet i Porten, naar Lygterne tændtes, og sét ud over den lange, dobbelte Række af Lys, som strakte sig langsmed de lave Huse op mod Hornskroken og ned ad Götgatan til, hvor den bueformede Dobbeltlinje forsvandt i Vinteraftenens kolde Taage. Og hvor den endte, dér vidste hun, at det livlige, smukke, glade Stockholm begyndte. Og oppe paa Skinnarviksbackarna havde hun staaet de gnistrende kolde Vinteraftener og sét Lyslinjerne strække sig blinkende frem mellem de mørke Rækker af høje Bygninger, i Buer, i Kvadrater, i lange, jævntløbende Linjer fra den mørke Kungsholm, hvor Gnisterne fra Dampskorstenene strøedes ud som en Regn af Stjærner i Taagen, hen over Riddarholm-Kirkens utydelige Spir og lige til Ladugårdslandet, hvor Kirketaarnet ragede mørkt og stort og ensomt op over Hustagene. Og under hende strakte Mälaren sig, næsten sort, og sagte og lydløst bevægede en lille Dampbaad sig frem med en rød Lygte i Forstavnen og en Stribe lys Røg efter sig. Hun havde ønsket at kunne komme derned og leve i al denne Herlighed. Og nu skulde hun<noinclude><references/></noinclude> m1jysyytlig9z9psdk2ji7kwg2xhh9o 104 33238 471788 74360 2026-07-27T16:52:51Z PWidergren 7506 /* Valideret */ 471788 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="4" user="PWidergren" />{{c|140}}</noinclude>maaske komme til det. Men nu glædede hun sig ikke dertil. Ti hun havde aldrig tænkt sig, at Moderen skulde lade hende blive alene, og hun følte sig saa bange ved Tanken om at komme ud paa egen Haand. Hun frygtede for sig selv og for, hvad der skulde blive af hende. Hun havde hørt om saa mange, som det var gaaet daarligt for. Hele Byen saá mørk og truende ud for hendes Fantasi, og Lygterne lyste med et usikkert, falskt Skin; det havde ikke mere noget lokkende ved sig. Alt var blot fremmed og tomt og trist. Men inderst i hende fødtes efter Haanden en anden Følelse. Moderen gjorde nok alligevel ret i at gifte sig paa sine gamle Dage. Det gik ikke an at vise det gode, som tilbødes en, fra sig. Ti det kom aldrig anden Gang igen, og det var ingen Spøg ikke at have andet her i Verden at stole paa end sit Arbejde. — — Og Dagene gik, og snart skulde Moderen rejse. Elin havde faaet Plads hos en Porcelænshandler i den nordlige Del af Byen, og hun skulde tiltræde den, naar Moderen var rejst. Dagene gik næsten hurtigere end sædvanlig, syntes hun. En Del af det gamle Bohave var blevet solgt ved Avktion, Resten havde hendes Sødskende faaet. Moderens store Kuffert stod pakket, og Kurven og Bylten laa ved Siden af. Elin græd hele Tiden, mens Bybudet bar Sagerne bort, og saa fulgtes de ned til den lille<noinclude><references/></noinclude> 6id662vtuc4ilu13mhych0sifb939dl 3 54948 471758 471718 2026-07-27T12:39:13Z Ditlev Petersen 5631 /* Skrift fra 1500-tallet */ Svar 471758 wikitext text/x-wiki {{velkommen|[[Bruger:SimmeD|SimmeD]] ([[Brugerdiskussion:SimmeD|diskussion]]) 21. dec. 2025, 07:04 (UTC)}} Velkommen til, dejligt at se der sker noget korrekturlæsning :-) —[[Bruger:SimmeD|SimmeD]] ([[Brugerdiskussion:SimmeD|diskussion]]) 21. dec. 2025, 07:04 (UTC) == Skrift fra 1500-tallet == Hej! Du hjalp mig med noget tekst i [[Indeks:Kongelige Rescripter, Resolutioner og Collegialbreve for Danmark og Norge udtogsvis udgivne i chronologisk Orden. I. Deel (1660–1670).pdf]] fra 1806. Men hvordan ser det ud med tekst fra 1500-tallet? Jeg spørger fordi jeg har arbejder med at validere forskellige tekster, men teksten i [[Indeks:Historie om Jon Præst - 1510.pdf]] synes jeg er noget svær at tyde. Den er "kun" på 15 sider og teksten på hver side er ikke ret lang. Så jeg kan jo nok komme igennem det, men hvis du kan læse det på 15 minutter så vil jeg hellere bruge tiden på nogle af de andre værker. [[Bruger:PWidergren]] har jo listet en række på sin side som burde være klar. [[Bruger:MGA73|MGA73]] ([[Brugerdiskussion:MGA73|diskussion]]) 7. jul. 2026, 12:47 (UTC) :Det tager ikke 15 minutter. Det underlige tegn ligner et tysk z, men det ser underligt ud i teksten. xp̄i er en forkortelse for Christi (Xristi), om den skal skrives helt ud, ved jeg ikke, ellers er den nok uforståelig. Men altså det er trykt, så det kan sikkert læses. Skal jeg prøve? [[Bruger:Ditlev Petersen|Ditlev Petersen]] ([[Brugerdiskussion:Ditlev Petersen|diskussion]]) 8. jul. 2026, 21:00 (UTC) :Ah, Jon Præst. Ham havde jeg næsten glemt, men den besynderlige tekst siger alt. Vandrette streger over et tegn eller et ord plejer at være en forkortelse. Der synes at være latinske ord i teksten (og forkortet). Sådan noget som "som scūs thomas hwilis vdhi" kunne være "sanctus Thomas". Så hvordan håndterer vi den slags? Paranteser? [[Bruger:Ditlev Petersen|Ditlev Petersen]] ([[Brugerdiskussion:Ditlev Petersen|diskussion]]) 8. jul. 2026, 21:06 (UTC) :: Ja, jeg ved godt at 15 minutter var lidt overdrevet (eller underdrevet), men det var mest for at indikere, at det ikke var en opgave som tog mange dage. Eller det tror jeg i alt fald ikke, hvis du ellers kan tyde teksten. Så du må meget gerne prøve, og hvis du er enig i teksten, så marker den gerne som valideret. :: [[Skabelon:Forkortelse]] kan bruges til at angive forkortelser. Det synes jeg virker som en fin service for alle os, som ikke lige har styr på forkortelser fra 1500-tallet :-) :: Jeg har i øvrigt lagt et link på [[Indeksdiskussion:Historie om Jon Præst - 1510.pdf]] til en anden "oversættelse" af teksten. Man kan eventuelt sammenligne med den. Jeg har dog tidligere konstateret, at andre transskriberinger har en del fejl, så man kan ikke stole ukritisk på dem. --[[Bruger:MGA73|MGA73]] ([[Brugerdiskussion:MGA73|diskussion]]) 8. jul. 2026, 21:31 (UTC) :Så er jeg igennem. Nogle af bogstaverne er lidt uklare i trykket, men de var nok ramt rigtigt i de fleste tilfælde. Og så var enkelte typer vendt på hovedet. [[Bruger:Ditlev Petersen|Ditlev Petersen]] ([[Brugerdiskussion:Ditlev Petersen|diskussion]]) 26. jul. 2026, 21:25 (UTC) ::Tak for det! Jeg har lidt svært ved at lyde de bogstaver. Så jeg synes, at det er svært. Hvis man skal blive klogere på de sværeste bogstaver, så skal man nok se, om der er forskellige tryk man kan sammenligne med. --[[Bruger:MGA73|MGA73]] ([[Brugerdiskussion:MGA73|diskussion]]) 27. jul. 2026, 06:15 (UTC) :::Der er også anvendt flere skriftsnit i teksten, desuden må det være en af de meget tidlige bøger trykt i Danmark. Og så har sætteren også haft sit mas med at skelne. :::Jeg skrev engang i en lærebog om typografi (jeg har et stort ego):'' "Resultatet var den gotiske skrift, textura (de “krøllede bogstaver”). En side, skrevet med den værste gotiske skrift, ligner et sort plankeværk, det ene bogstav ligner det andet. Det kræver øvelse at læse sådan noget, også fordi der anvendes forkortelser og ligaturer (tegn der repræsenterer en sammenskrivning af flere tegn, som f.eks. ‘&’, der egentlig er bogstaverne ‘et’ — ordet ‘og’ på latin). Men den gotiske skrift ser ualmindelig flot ud."'' [[Bruger:Ditlev Petersen|Ditlev Petersen]] ([[Brugerdiskussion:Ditlev Petersen|diskussion]]) 27. jul. 2026, 12:39 (UTC) n8gsrngu8867w30m6oguwskp0swkv8i 471760 471758 2026-07-27T12:47:45Z MGA73 457 /* Skrift fra 1500-tallet */ Så er du jo den rette! 471760 wikitext text/x-wiki {{velkommen|[[Bruger:SimmeD|SimmeD]] ([[Brugerdiskussion:SimmeD|diskussion]]) 21. dec. 2025, 07:04 (UTC)}} Velkommen til, dejligt at se der sker noget korrekturlæsning :-) —[[Bruger:SimmeD|SimmeD]] ([[Brugerdiskussion:SimmeD|diskussion]]) 21. dec. 2025, 07:04 (UTC) == Skrift fra 1500-tallet == Hej! Du hjalp mig med noget tekst i [[Indeks:Kongelige Rescripter, Resolutioner og Collegialbreve for Danmark og Norge udtogsvis udgivne i chronologisk Orden. I. Deel (1660–1670).pdf]] fra 1806. Men hvordan ser det ud med tekst fra 1500-tallet? Jeg spørger fordi jeg har arbejder med at validere forskellige tekster, men teksten i [[Indeks:Historie om Jon Præst - 1510.pdf]] synes jeg er noget svær at tyde. Den er "kun" på 15 sider og teksten på hver side er ikke ret lang. Så jeg kan jo nok komme igennem det, men hvis du kan læse det på 15 minutter så vil jeg hellere bruge tiden på nogle af de andre værker. [[Bruger:PWidergren]] har jo listet en række på sin side som burde være klar. [[Bruger:MGA73|MGA73]] ([[Brugerdiskussion:MGA73|diskussion]]) 7. jul. 2026, 12:47 (UTC) :Det tager ikke 15 minutter. Det underlige tegn ligner et tysk z, men det ser underligt ud i teksten. xp̄i er en forkortelse for Christi (Xristi), om den skal skrives helt ud, ved jeg ikke, ellers er den nok uforståelig. Men altså det er trykt, så det kan sikkert læses. Skal jeg prøve? [[Bruger:Ditlev Petersen|Ditlev Petersen]] ([[Brugerdiskussion:Ditlev Petersen|diskussion]]) 8. jul. 2026, 21:00 (UTC) :Ah, Jon Præst. Ham havde jeg næsten glemt, men den besynderlige tekst siger alt. Vandrette streger over et tegn eller et ord plejer at være en forkortelse. Der synes at være latinske ord i teksten (og forkortet). Sådan noget som "som scūs thomas hwilis vdhi" kunne være "sanctus Thomas". Så hvordan håndterer vi den slags? Paranteser? [[Bruger:Ditlev Petersen|Ditlev Petersen]] ([[Brugerdiskussion:Ditlev Petersen|diskussion]]) 8. jul. 2026, 21:06 (UTC) :: Ja, jeg ved godt at 15 minutter var lidt overdrevet (eller underdrevet), men det var mest for at indikere, at det ikke var en opgave som tog mange dage. Eller det tror jeg i alt fald ikke, hvis du ellers kan tyde teksten. Så du må meget gerne prøve, og hvis du er enig i teksten, så marker den gerne som valideret. :: [[Skabelon:Forkortelse]] kan bruges til at angive forkortelser. Det synes jeg virker som en fin service for alle os, som ikke lige har styr på forkortelser fra 1500-tallet :-) :: Jeg har i øvrigt lagt et link på [[Indeksdiskussion:Historie om Jon Præst - 1510.pdf]] til en anden "oversættelse" af teksten. Man kan eventuelt sammenligne med den. Jeg har dog tidligere konstateret, at andre transskriberinger har en del fejl, så man kan ikke stole ukritisk på dem. --[[Bruger:MGA73|MGA73]] ([[Brugerdiskussion:MGA73|diskussion]]) 8. jul. 2026, 21:31 (UTC) :Så er jeg igennem. Nogle af bogstaverne er lidt uklare i trykket, men de var nok ramt rigtigt i de fleste tilfælde. Og så var enkelte typer vendt på hovedet. [[Bruger:Ditlev Petersen|Ditlev Petersen]] ([[Brugerdiskussion:Ditlev Petersen|diskussion]]) 26. jul. 2026, 21:25 (UTC) ::Tak for det! Jeg har lidt svært ved at lyde de bogstaver. Så jeg synes, at det er svært. Hvis man skal blive klogere på de sværeste bogstaver, så skal man nok se, om der er forskellige tryk man kan sammenligne med. --[[Bruger:MGA73|MGA73]] ([[Brugerdiskussion:MGA73|diskussion]]) 27. jul. 2026, 06:15 (UTC) :::Der er også anvendt flere skriftsnit i teksten, desuden må det være en af de meget tidlige bøger trykt i Danmark. Og så har sætteren også haft sit mas med at skelne. :::Jeg skrev engang i en lærebog om typografi (jeg har et stort ego):'' "Resultatet var den gotiske skrift, textura (de “krøllede bogstaver”). En side, skrevet med den værste gotiske skrift, ligner et sort plankeværk, det ene bogstav ligner det andet. Det kræver øvelse at læse sådan noget, også fordi der anvendes forkortelser og ligaturer (tegn der repræsenterer en sammenskrivning af flere tegn, som f.eks. ‘&’, der egentlig er bogstaverne ‘et’ — ordet ‘og’ på latin). Men den gotiske skrift ser ualmindelig flot ud."'' [[Bruger:Ditlev Petersen|Ditlev Petersen]] ([[Brugerdiskussion:Ditlev Petersen|diskussion]]) 27. jul. 2026, 12:39 (UTC) ::::Så er du den rette person til at hjælpe :-) Jeg har selv kastet mig over noget mere læseligt: [[Indeks:Den ældste Danmarkskrønike (Roskildekrøniken).pdf]]. Der er det største problem at finde ud af, hvem der slog hvem ihjel, og hvem der er i familie med hvem. Faktisk er jeg ved at opgive... Tror det bedste er at gøre bogen færdig og så læse den igen. Det er svært at huske navne, når man også skal bruge tid på at rode med fortsatte noter osv. --[[Bruger:MGA73|MGA73]] ([[Brugerdiskussion:MGA73|diskussion]]) 27. jul. 2026, 12:47 (UTC) 7mg3pm1csq0kx95be4w1r5hdg5u9au3 471773 471760 2026-07-27T14:37:53Z MGA73 457 /* Skrift fra 1500-tallet */ Store små... 471773 wikitext text/x-wiki {{velkommen|[[Bruger:SimmeD|SimmeD]] ([[Brugerdiskussion:SimmeD|diskussion]]) 21. dec. 2025, 07:04 (UTC)}} Velkommen til, dejligt at se der sker noget korrekturlæsning :-) —[[Bruger:SimmeD|SimmeD]] ([[Brugerdiskussion:SimmeD|diskussion]]) 21. dec. 2025, 07:04 (UTC) == Skrift fra 1500-tallet == Hej! Du hjalp mig med noget tekst i [[Indeks:Kongelige Rescripter, Resolutioner og Collegialbreve for Danmark og Norge udtogsvis udgivne i chronologisk Orden. I. Deel (1660–1670).pdf]] fra 1806. Men hvordan ser det ud med tekst fra 1500-tallet? Jeg spørger fordi jeg har arbejder med at validere forskellige tekster, men teksten i [[Indeks:Historie om Jon Præst - 1510.pdf]] synes jeg er noget svær at tyde. Den er "kun" på 15 sider og teksten på hver side er ikke ret lang. Så jeg kan jo nok komme igennem det, men hvis du kan læse det på 15 minutter så vil jeg hellere bruge tiden på nogle af de andre værker. [[Bruger:PWidergren]] har jo listet en række på sin side som burde være klar. [[Bruger:MGA73|MGA73]] ([[Brugerdiskussion:MGA73|diskussion]]) 7. jul. 2026, 12:47 (UTC) :Det tager ikke 15 minutter. Det underlige tegn ligner et tysk z, men det ser underligt ud i teksten. xp̄i er en forkortelse for Christi (Xristi), om den skal skrives helt ud, ved jeg ikke, ellers er den nok uforståelig. Men altså det er trykt, så det kan sikkert læses. Skal jeg prøve? [[Bruger:Ditlev Petersen|Ditlev Petersen]] ([[Brugerdiskussion:Ditlev Petersen|diskussion]]) 8. jul. 2026, 21:00 (UTC) :Ah, Jon Præst. Ham havde jeg næsten glemt, men den besynderlige tekst siger alt. Vandrette streger over et tegn eller et ord plejer at være en forkortelse. Der synes at være latinske ord i teksten (og forkortet). Sådan noget som "som scūs thomas hwilis vdhi" kunne være "sanctus Thomas". Så hvordan håndterer vi den slags? Paranteser? [[Bruger:Ditlev Petersen|Ditlev Petersen]] ([[Brugerdiskussion:Ditlev Petersen|diskussion]]) 8. jul. 2026, 21:06 (UTC) :: Ja, jeg ved godt at 15 minutter var lidt overdrevet (eller underdrevet), men det var mest for at indikere, at det ikke var en opgave som tog mange dage. Eller det tror jeg i alt fald ikke, hvis du ellers kan tyde teksten. Så du må meget gerne prøve, og hvis du er enig i teksten, så marker den gerne som valideret. :: [[Skabelon:Forkortelse]] kan bruges til at angive forkortelser. Det synes jeg virker som en fin service for alle os, som ikke lige har styr på forkortelser fra 1500-tallet :-) :: Jeg har i øvrigt lagt et link på [[Indeksdiskussion:Historie om Jon Præst - 1510.pdf]] til en anden "oversættelse" af teksten. Man kan eventuelt sammenligne med den. Jeg har dog tidligere konstateret, at andre transskriberinger har en del fejl, så man kan ikke stole ukritisk på dem. --[[Bruger:MGA73|MGA73]] ([[Brugerdiskussion:MGA73|diskussion]]) 8. jul. 2026, 21:31 (UTC) :Så er jeg igennem. Nogle af bogstaverne er lidt uklare i trykket, men de var nok ramt rigtigt i de fleste tilfælde. Og så var enkelte typer vendt på hovedet. [[Bruger:Ditlev Petersen|Ditlev Petersen]] ([[Brugerdiskussion:Ditlev Petersen|diskussion]]) 26. jul. 2026, 21:25 (UTC) ::Tak for det! Jeg har lidt svært ved at lyde de bogstaver. Så jeg synes, at det er svært. Hvis man skal blive klogere på de sværeste bogstaver, så skal man nok se, om der er forskellige tryk man kan sammenligne med. --[[Bruger:MGA73|MGA73]] ([[Brugerdiskussion:MGA73|diskussion]]) 27. jul. 2026, 06:15 (UTC) :::Der er også anvendt flere skriftsnit i teksten, desuden må det være en af de meget tidlige bøger trykt i Danmark. Og så har sætteren også haft sit mas med at skelne. :::Jeg skrev engang i en lærebog om typografi (jeg har et stort ego):'' "Resultatet var den gotiske skrift, textura (de “krøllede bogstaver”). En side, skrevet med den værste gotiske skrift, ligner et sort plankeværk, det ene bogstav ligner det andet. Det kræver øvelse at læse sådan noget, også fordi der anvendes forkortelser og ligaturer (tegn der repræsenterer en sammenskrivning af flere tegn, som f.eks. ‘&’, der egentlig er bogstaverne ‘et’ — ordet ‘og’ på latin). Men den gotiske skrift ser ualmindelig flot ud."'' [[Bruger:Ditlev Petersen|Ditlev Petersen]] ([[Brugerdiskussion:Ditlev Petersen|diskussion]]) 27. jul. 2026, 12:39 (UTC) ::::Så er du den rette person til at hjælpe :-) Jeg har selv kastet mig over noget mere læseligt: [[Indeks:Den ældste Danmarkskrønike (Roskildekrøniken).pdf]]. Der er det største problem at finde ud af, hvem der slog hvem ihjel, og hvem der er i familie med hvem. Faktisk er jeg ved at opgive... Tror det bedste er at gøre bogen færdig og så læse den igen. Det er svært at huske navne, når man også skal bruge tid på at rode med fortsatte noter osv. --[[Bruger:MGA73|MGA73]] ([[Brugerdiskussion:MGA73|diskussion]]) 27. jul. 2026, 12:47 (UTC) :::::Bogstaverne er lette nok at læse, men jeg synes, at det kan være lidt udfordrende at se hvilken tekst, der står med normal, og hvilken tekst, der står med mindre typer. Jf [[Side:Den ældste Danmarkskrønike (Roskildekrøniken).pdf/8|side 8]] har forfatteren nemlig angivet via størrelsen om det er tekst "snuppet" fra andre eller ej. Tænker, at jeg vil prøve med en stor skærm og måske en lineal eller noget andet for at tjekke efter. --[[Bruger:MGA73|MGA73]] ([[Brugerdiskussion:MGA73|diskussion]]) 27. jul. 2026, 14:37 (UTC) juqcbotgf64qnhrnaazjjri71eo1l4s 104 122258 471766 471680 2026-07-27T13:42:01Z MGA73 457 /* Proofread */ 471766 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="MGA73" /></noinclude><div style="line-height:150%; border-bottom:none; font-size:150%; text-align:center >DEN ÆLDSTE</div> <div style="line-height:200%; border-bottom:none; font-size:200%; text-align:center >DANMARKSKRØNIKE</div> <div style="line-height:150%; border-bottom:none; font-size:150%; text-align:center >(ROSKILDEKRØNIKEN)</div> {{c|OVERSAT}} {{c|AF}} {{c|{{større|'''JØRGEN OLRIK'''}}}} {{streg|5em}} {{c|UDGIVET AF {{større|'''SELSKABET FOR HISTORISKE KILDESKRIFTERS OVERSÆTTELSE}} MED UNDERSTØTTELSE AF MINISTERIET FOR KIRKE. OG UNDERVISNINGSVÆSENET {{streg|10em}} {{større|KØBENHAVN}} I KOMMISSION HOS KARL SCHØNBERG TRYKT HOS NIELSEN & LYDICHE 1898}} {{nop}}<noinclude><references/></noinclude> 8fkf7jruy13426bmspd9fze6zra072y 471789 471766 2026-07-27T19:42:31Z MGA73 457 - 471789 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="MGA73" /></noinclude><div style="line-height:150%; border-bottom:none; font-size:150%; text-align:center >DEN ÆLDSTE</div> <div style="line-height:200%; border-bottom:none; font-size:200%; text-align:center >DANMARKSKRØNIKE</div> <div style="line-height:150%; border-bottom:none; font-size:150%; text-align:center >(ROSKILDEKRØNIKEN)</div> {{c|OVERSAT}} {{c|AF}} {{c|{{større|'''JØRGEN OLRIK'''}}}} {{streg|5em}} {{c|UDGIVET AF {{større|'''SELSKABET FOR HISTORISKE KILDESKRIFTERS OVERSÆTTELSE}} MED UNDERSTØTTELSE AF MINISTERIET FOR KIRKE- OG UNDERVISNINGSVÆSENET {{streg|10em}} {{større|KØBENHAVN}} I KOMMISSION HOS KARL SCHØNBERG TRYKT HOS NIELSEN & LYDICHE 1898}} {{nop}}<noinclude><references/></noinclude> cdqors01ydufu4ks53akducmsuiy994 104 122259 471767 471724 2026-07-27T13:44:29Z MGA73 457 /* Proofread */ 471767 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="MGA73" /></noinclude>{{startbogstav2|D}}en lille krønike, som her er oversat, er det ældste forsøg på at skrive en sammenhængende fremstilling af Danmarks historie, fra kristendommens indførelse til forfatterens egen samtid. Krøniken må uden tvivl være forfattet af en dansk mand, der som klerk var knyttet til bispestolen og domkapitlet i Roskilde; dette sidste ses tydelig af den store rolle, som Roskildebispen og Roskildekirken spiller i fremstillingen. — Affattelsestiden falder i den første del af Erik Lams regering: Olaf, Harald Kesjes søn, som blev fældet 1143, omtales nemlig i krøniken som endnu levende, og før dette år må denne altså være skreven. Krøniken stanser meget brat; det sidste, som den beretter, er striden mellem Rike og Eskil om ærkebispedømmet i Lund, deres påfølgende udsoning, og Rikes indsættelse til bisp i Roskilde, hvilke begivenheder fandt sted 1137—38<ref>Derimod omtales ikke bisp Rikes fald for den nævnte Olafs hånd, der fandt sted nogle år senere (årstallet er ikke sikkert; måske 1142).</ref>. Kort derefter må krøniken være affattet eller i al fald afsluttet (altså c. 1140). Til krøniken er senere føjet en ganske kort fortsættelse (som går til Valdemar Sejrs tid); denne består dog væsentlig i sætninger, der er optagne ordret af andre kilder, nemlig: a) en ganske kortfattet krønike om Danmarks konger, skrevet på Valdemarernes tid, måske under Valdemar I<ref name="p3">Denne lille krønike er trykt i Scriptores rerum Danicarum I, s. 15—18, hvor dog en noget senere kongerække er indflettet i den, og s. 66—68 efter et andet håndskrift. I sin oprindelige</ref>; b) de {{bindestreg1|læse}}<noinclude> <references/> {{small|{{hoved|||1*{{afstand|4em}}}}}}</noinclude> 36fc2be5wtaoak1tfa5wjtw29uzgque 104 122260 471768 471710 2026-07-27T13:51:06Z MGA73 457 /* Proofread */ 471768 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="MGA73" />{{hoved|4||}}</noinclude>{{bindestreg2|stykker|læsestykker}} om Knud hertugs skrinlæggelse, der affattedes (c. 1170) for at tjene til grundlag for messeordningen ved Knudsfesterne <ref>At vor krønikes fortsættelse har brugt Knud hertugs levned som kilde (og ikke omvendt), kan, som prof. Steenstrup har gjort opmærksom på (Historisk Tidsskrift 6 række IV, s. 681), sés deraf, at de talrige bogstavrim, der udmærker visse sætninger i fortsættelsen frem for den egentlige krønike, just er en ejendommelighed ved Knuds levned.</ref>. — Denne fortsættelse må være forfattet på Valdemar Sejrs tid, og er ingen pålidelig kilde; de få selvstændige efterretninger, den har, er delvis urigtige. Krøniken selv frembyder i mange måder en betydelig interesse. Allerede som det første mere sammenhængende forsøg på at skrive Danmarks historie fortjener den vor opmærksomhed. Forsøget er naturligvis i mange måder ikke faldet heldig ud. Således har forfatteren for den ældre tids vedkommende kun en meget sparsom og usikker dansk tradition at bygge på, og den første halvdél af hans skrift består derfor mest af uddrag (délvis ordrette) af den bremiske historieskriver Adam, som 1072 og følgende år forfattede »de hamburgske ærkebispers historie«, i hvilket skrift også findes mange oplysninger om Nordens forhold. Vor krønikes uddrag af Adam er dog ingenlunde altid nøjagtige; stundom omdannes Adams efterretninger vilkårligt<ref>Nogle enkelte efterretninger synes at måtte stamme fra engelske kilder, men vistnok kun ad indirecte vej.</ref>. Allerede i denne første del af krøniken findes, som nævnt, adskillige spredte efterretninger, som må skyldes dansk overlevering, og fra Sven Estridsøns tid bygger den udelukkende på hjemlig tradition; den til selve Roskildekirken knyttede overlevering spiller naturligvis en fremtrædende rolle. — Alt eftersom forfatteren kommer nærmere til sin egen samtid, bliver hans fremstilling livligere og fyldigere; ejendommelig er hans livfulde, hyppig meget lidenskabelige <ref follow="p3">form findes den måske næppe noget af stederne. Den består mest af uddrag af Adam af Bremen, men har nogle selvstændige efterretninger om de senere konger, som vistnok må stamme fra 12. årh.s anden halvdel.</ref><noinclude><references/></noinclude> 3vwfubvqkmt5kw4jbu6bgp7lir4ugnq 104 122261 471769 471681 2026-07-27T13:53:45Z MGA73 457 /* Proofread */ 471769 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="MGA73" />{{hoved|||5}}</noinclude>bedømmelse og værdsættelse af personer og tildragelser, medens fremstillingen af selve begivenhederne for det meste er kortfattet og ofte ufuldstændig. Denne krønikens karaktér hænger sammen med, at dens forfatter er en udpræget partimand, opfyldt af borgerkrigenes partilidenskaber, og dømmende alt og alle fra sit partistandpunkt, som hans præstelige stilling træder hélt i baggrunden for. Forfatterens politiske opfattelse er lige den modsatte af den, som gik sejrrig ud af borgerkrigene, og som vi i det hele finder udtrykt hos historieskriverne fra Valdemarernes tid, Sven Aggesøn og Sakse; hans standpunkt er {{rettelse|«|»}}på Nils’, Magnus’ og det ældre kirkelige partis side; han ønsker et mindre udpræget kongedømme med afhængige bisper, men mægtige høvdinger og en uafhængig almue.«<ref>A. D. Jørgensen, Bidrag til Nordens historie s. 208.</ref> Hans egentlige helt er Magnus Nilssøn; derimod har han ikke ord stærke nok til at fordømme Erik Emune, og også hans meninger om de tidligere konger er ganske modsatte af den senere opfattelses: han dadler Erik Egode, er velvillig stemt mod Olaf Hunger, stiller sig køligt til Knud den hellige, men lovpriser Harald Hén. I det hele må forfatteren vel nok siges at være en redelig og forholdsvis sandhedskærlig mand; han søger således ikke at forsvare Magnus’ mord på Knud hertug, og om Knud selv har han kun ros at fremføre; men ikke sjælden er han naturligvis forblindet af partilidenskaben, og hans fremstilling har et vist præg af bitterhed i sindet, idet han, den konservative mand, fuldstændig misbilliger de nye retninger i tiden. Imidlertid har hans krønike selvfølgelig stor betydning som samtidig kilde for Nils’ og Erik Emunes regering, og dens værdi for os forøges just ved, at den er så at sige det eneste mindesmærke, som det parti, der lå under i borgerkrigene, har efterladt os. {{streg|5em}} {{nop}}<noinclude><references/></noinclude> ojmwljshasc5lwoksfxi2qgruzvhnhj 104 122262 471770 471682 2026-07-27T13:57:42Z MGA73 457 /* Proofread */ 471770 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="MGA73" />{{hoved|6||}}</noinclude>Hvad vor krønikes senere skæbne angår, så har den for det første været kendt og benyttet af den ukendte forfatter til en lille, særlig i Roskildeegnen stedfæstet sagnkrønike, som nu er indflettet i Lundeårbøgerne; ti denne omtaler kong Snjo i ordret samme vendinger som vor krønike Erik Emune. — Desuden må sikkert bægge historieskriverne fra Valdemarernes tid: Sven Aggesøn og Sakse, have kendt vor krønike, uden dog at have benyttet den synderligt; dens tendens lå jo dem bægge fjernt. At de har kendt den, kan vistnok sluttes af de udtryk, som de bruger ved fremstillingen af Knud den helliges historie, og som synes at indeholde en polemik mod vor krønikes opfattelse af Knuds personlighed. Sven Aggesøn siger nemlig, at Knuds martyrium »ikke, som nogle tror, skyldtes hans store hårdhed og grumhed, eller et utåleligt åg, som han, den grumme, pålagde folket.«<ref>Scriptores rerum Danicarum I, s. 57.</ref> På samme måde fordømmer Sakse Knuds avindsmænd, »der vel indrømmede hans hellighed, men dog påstod, at denne mindre skyldtes hans fortjænester i livet end hans anger i dødsstunden.«<ref>Saxo ed. Müller p. 593.</ref> — Det forholder sig virkelig så, at de få ord, vor krønike har om Knud den hellige, giver omtrent den mening, som Sakse og Sven Aggesøn så strengt fordømmer. — At Sakse har kendt vor krønike, kan for øvrigt også ses af enkelte andre efterretninger, f. ex. af hans fortælling om bisp Sven Nordmand i Roskilde<ref>Saxo ed. Müller p. 598.</ref>, ligesom beretningen om Poppos jernbyrd i hovedtrækkene er ganske éns hos Sakse og i vor krønike. Men videre meget kan Sakse, som sagt, ikke have benyttet den, og på mange punkter fjerner han sig bevidst fra den. Krøniken blev først udgiven i Westphalens Monumenta inedita rerum Germanicarum, præcipue Cimbricarum et Megapolensium I (1739). Denne udgave bygger på et håndskrift, som fandtes i Københavns universitetsbibliotek, dog kun på tredje hånd. Efter dette håndskrift har nemlig den yngre Stephanius o. 1640 udskrevet krøniken i sine samlinger, der<noinclude> <references/></noinclude> 3jn33m7e6980h9ujtqwdnpy6ph7v8q4 104 122263 471771 471704 2026-07-27T14:01:51Z MGA73 457 /* Proofread */ <!-- Tom linje før references nødvendig for korrekt linjesamling i sidevisningen --> 471771 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="MGA73" />{{hoved|||7}}</noinclude>nu gemmes på universitetsbiblioteket i Upsala<ref>Krønikens overskrift lyder her: »Incerti auctoris chronologia ex eodem antiquissimo MS. codice bibliothecæ Hafniensis ab A. C. 826 ad 1157.« Forud går i Stephanius’ samlinger: »Anonymi chronologia ab anno Christi 821 ad 1300 ex antiquissimo codice in membrana MS. regiæ bibliothecæ Hafniensis, signato E. 39.«</ref>; en afskrift efter ham er det, som Westphalen har ladet trykke, og denne afskrift findes endnu i Hamburg<ref>Varianter efter denne afskriftsamling er meddelte i Archiv für Staats- und Kirchengeschichte der Herzogthümer Schleswig und Holstein II, s. 194.</ref>. Selve håndskriftet er derimod gået til grunde ved universitetsbibliotekets brand 1728; dog kan man oplyse om det, at det havde signaturen E 39 og indeholdt forskellige historiske stykker, deriblandt den såkaldte yngre Næstvedårbog og en årbog, der slutter med året 1412; og dette håndskrift, som Stephanius kalder »ældgammelt«, kan da tidligst have stammet fra det 15. århundrede<ref>Om håndskriftet sml. B. Smith, Om Kbhvns. Universitetsbibliothek før 1728, s. 149, jfr. sammes Tillæg og Rettelser (fra 1890). — Meddelelser om disse afskrifters indbyrdes forhold skyldes professor Kr. Erslev.</ref>. Senere udgav Langebek vor krønike i Scriptores rerum Danicarum I, s. 373—87, efter en af kanniken Peder Olufsøn i 16. årh. tagen afskrift af et andet håndskrift; den står i hans samlinger, som endnu gemmes på universitetsbiblioteket. — Krøniken findes endelig også i det håndskrift fra 13. årh., som for c. 40 år siden blev fundet i baron Karl v. Richthofens bibliotek i Leszczyn (Øvre-Schlesien), og som indeholder den førnævnte korte levnedsbeskrivelse af Knud hertug (se H. Olrik, Danske, helgeners levned s. 115); varianter (dog ikke af stor betydning) fra dette håndskrift er trykte i G. Waitz’s indledning til hans udgave af den nævnte levnedsbeskrivelse (Göttingen 1858) s. 6. — Uddrag af krøniken er tillige trykte i Monumenta Germaniæ historica, Scriptores XXIX, s. 21—26. For nærværende oversættelse er Langebeks udgave lagt til grund, dog med nedenstående rettelser, af hvilke flere<noinclude> <references/></noinclude> hl4x72ev3of9790zh0vzsfnm56rfhm9 104 122264 471772 471691 2026-07-27T14:06:39Z MGA73 457 /* Proofread */ 471772 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="MGA73" />{{hoved|8||}}</noinclude>skyldes professor Gertz; de fleste er tagne fra de nævnte varianter, medens et par er optagne efter Adam af Bremen. Endnu skal kun bemærkes, at de partier af krøniken, der nøje bygger på Adam af Bremen og delvis er ordrette udtog af hans text, er trykte med mindre typer end det øvrige; det samme gælder om de sætninger i krønikens fortsættelse, som ordret er optagne fra Knuds levned eller den nævnte lille krønike. {{streg|5em}} {{c|{{større|'''Textrettelser.'''}} (De følgende tal betegner sidetallene i Script. rer. Danic. I.)}} {{streg|5em}} {| style="border-collapse:collapse; border:none; background:transparent;" |- | style="text-align:right; min-width:4em" | S. 374, | style="text-align:center; min-width:3em" | linje | style="text-align:right; min-width:4em; padding-right:.8em;" | 13 f. o. | sentencia, {{sp|læs}} licentia. |- | style="text-align:right;" | —{{Afstand|.8em}}, | style="text-align:center;" | — | style="text-align:right; min-width:4em; padding-right:.8em;" | 16 f. n. | Francorum, {{sp|læs}} Anglorum. |- | style="text-align:right;" | —{{Afstand|.8em}}, | style="text-align:center;" | — | style="text-align:right; min-width:4em; padding-right:.8em;" | 4 f. n. | permotus, {{sp|læs}} promotus. |- | style="text-align:right;" | S. 375, | style="text-align:center;" | — | style="text-align:right; min-width:4em; padding-right:.8em;" | 3 f. o. | {{sp|Læs}}: Aquisgrani {{sp|palatium}} stabulum. |- | style="text-align:right;" | —{{Afstand|.8em}}, | style="text-align:center;" | — | style="text-align:right; min-width:4em; padding-right:.8em;" | 12 f. o. | revocaret, {{sp|læs}} renovaret. |- | style="text-align:right;" | —{{Afstand|.8em}}, | style="text-align:center;" | — | style="text-align:right; min-width:4em; padding-right:.8em;" | 18 f. o. | patre, {{sp|læs}} patria. |- | style="text-align:right;" | —{{Afstand|.8em}}, | style="text-align:center;" | — | style="text-align:right; min-width:4em; padding-right:.8em;" | 20 f. o. | quo, {{sp|læs}} quando. |- | style="text-align:right;" | —{{Afstand|.8em}}, | style="text-align:center;" | — | style="text-align:right; min-width:4em; padding-right:.8em;" | 7 f. n. | {{sp|Læs}}: a sacro fonte levaverit. |- | style="text-align:right;" | S. 376, | style="text-align:center;" | — | style="text-align:right; min-width:4em; padding-right:.8em;" | 9 f. n. | {{sp|Læs}}: qui ex concubina {{sp|erat}} genitus. |- | style="text-align:right;" | S. 378, | style="text-align:center;" | — | style="text-align:right; min-width:4em; padding-right:.8em;" | 2 f. o. | ultro, {{sp|læs}} ultimo. |- | style="text-align:right;" | —{{Afstand|.8em}}, | style="text-align:center;" | — | style="text-align:right; min-width:4em; padding-right:.8em;" | 4 f. o. | Efter præmonit {{sp|tilføjes}}: licet satis regno et nomine digni fuerant. |- | style="text-align:right;" | —{{Afstand|.8em}}, | style="text-align:center;" | — | style="text-align:right; min-width:4em; padding-right:.8em;" | 6 f. o. | {{sp|Læs}}: qui {{sp|non}} sola virtute corporis debellaret potentes, {{sp|sed}} animi virtute, nullique parens iratus! |- | style="text-align:right;" | —{{Afstand|.8em}}, | style="text-align:center;" | — | style="text-align:right; min-width:4em; padding-right:.8em;" | 12 f. o. | {{sp|Læs}}: {{sp|decus}} cleri et salus populi. |- | style="text-align:right;" | S. 379, | style="text-align:center;" | — | style="text-align:right; min-width:4em; padding-right:.8em;" | 4 f. n. | MCIV, {{sp|læs}} MCIII. |- | style="text-align:right;" | —{{Afstand|.8em}}, | style="text-align:center;" | — | style="text-align:right; min-width:4em; padding-right:.8em;" | 3 f. n. | Ciprum, {{sp|læs}} Kyprum. |- | style="text-align:right;" | S. 380, | style="text-align:center;" | — | style="text-align:right; min-width:4em; padding-right:.8em;" | 1 f. o. | et populi, {{sp|slettes}}. |- | style="text-align:right;" | —{{Afstand|.8em}}, | style="text-align:center;" | — | style="text-align:right; min-width:4em; padding-right:.8em;" | 9 f. o. | crudelis, {{sp|læs}} eruditus. |- | style="text-align:right;" | —{{Afstand|.8em}}, | style="text-align:center;" | — | style="text-align:right; min-width:4em; padding-right:.8em;" | 11 f. o. | {{sp|Læs}}: ex illo {{sp|malo}} liberavit. |- | style="text-align:right;" | —{{Afstand|.8em}}, | style="text-align:center;" | — | style="text-align:right; min-width:4em; padding-right:.8em;" | 14 f. o. | intulit, {{sp|læs}} contulit. |- | style="text-align:right;" | S. 381, | style="text-align:center;" | — | style="text-align:right; min-width:4em; padding-right:.8em;" | 2 f. o. | {{sp|Læs}}: ibique {{sp|per}} partem populi . . . |- | style="text-align:right;" | —{{Afstand|.8em}}, | style="text-align:center;" | — | style="text-align:right; min-width:4em; padding-right:.8em;" | 5 f. o. | XV, {{sp|læs}} XII. |- | style="text-align:right;" | —{{Afstand|.8em}}, | style="text-align:center;" | — | style="text-align:right; min-width:4em; padding-right:.8em;" | 11 f. n. | et ore, {{sp|slettes}}. |- | style="text-align:right;" | S. 382, | style="text-align:center;" | — | style="text-align:right; min-width:4em; padding-right:.8em;" | 4 f. o. | sapiens, {{sp|læs}}: impaciens. |- | style="text-align:right;" | —{{Afstand|.8em}}, | style="text-align:center;" | — | style="text-align:right; min-width:4em; padding-right:.8em;" | 8 f. n. | celebratur, {{sp|læs}} celebrabatur. |- | style="text-align:right;" | S. 383, | style="text-align:center;" | — | style="text-align:right; min-width:4em; padding-right:.8em;" | 6 f. n. | Junii, {{sp|læs}} Julii. |- | style="text-align:right;" | S. 385, | style="text-align:center;" | — | style="text-align:right; min-width:4em; padding-right:.8em;" | 8 f. n. | habentibus, {{sp|læs}}: aventibus. |} {{streg|5em}} {{streg|5em}} {{nop}}<noinclude><references/></noinclude> o6ery1httbfwl5cc87v7np23txqjwhz 104 122265 471790 471705 2026-07-28T07:17:37Z MGA73 457 471790 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="1" user="MGA73bot" /></noinclude>{{Startbogstav2|I}} {{mindre|det år efter Herrens byrd 826 blev Harald Danekonge døbt ved Mainz}} af ærkebisp Otgar<ref>Den noget tvivlsomme efterretning, at Otgar døbte Harald, findes ikke hos Adam af Bremen.</ref>, {{mindre|og løftet op af vandet af kejser Ludvig<ref>Ludvig den fromme 814—40. Dåben skete ved neddykning, og den, som stod fadder, hjalp den døbte op af vandet.</ref>,}} i sin kongetids 6te år. {{mindre|Med ham blev også hans broder Erik<ref>Rettere Rørik. Efterretningen er ikke rigtig; Rørik døbtes først c. 860.</ref> samt kongens hustru og en stor mængde Danske oplyste<ref>Hermed menes: døbte. Jfr. Hbr. 6,4.</ref> og knyttede til den kristne tro.}} {{mindre|Da de nu atter skulde hjem til deres land, og man havde ondt ved at finde nogen lærd mand<ref>Hermed menes: præst.</ref>, som vilde følge med dem, så kom den hellige Ansgar og tilbød sig frivillig tillige med sin ven Autbert. Disse 2 opholdt sig så}} i 4 år<ref>Ifølge »Ansgars levned« og Adam af Bremen var det kun 2 år.</ref> {{mindre|hos kongen, og omvendte mange til troen. Senere vendte Ansgar tilbage og blev ærkebisp i Hamburg: han drog nu rundt, snart blandt Danerne, snart blandt folkene hinsides Elben<ref>Med dette udtryk (som tankeløst er optaget fra Adam) menes folkene i Holsten: Holster, Stormarer, Ditmarsker.</ref>, og vandt en utallig mængde af bægge folk for troen. Da så den bremiske ærkebisp Ljudrik døde<ref>845 el. 846. Bremen var et bispedømme (ikke ærkestift), som blev forenet med ærkesædet i Hamburg efter denne bys ødelæggelse.</ref>, gav kejser Ludvig<ref>Ludvig den tyske 840—876.</ref> (søn af Ludvig og broder til Lothar og Karl) det bremiske ærkebispedømme til Ansgar. Ved denne kongelige gave glædedes den Guds bekender såre og drog derefter til Danmark. Her gjorde han}}<noinclude> <references/></noinclude> c62zbjurrz21lkhp81rf2s96wrds7gs 471791 471790 2026-07-28T07:21:50Z MGA73 457 /* Proofread */ 471791 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="MGA73" /></noinclude>{{Startbogstav2|I}} {{mindre|det år efter Herrens byrd 826 blev Harald Danekonge døbt ved Mainz}} af ærkebisp Otgar<ref>Den noget tvivlsomme efterretning, at Otgar døbte Harald, findes ikke hos Adam af Bremen.</ref>, {{mindre|og løftet op af vandet af kejser Ludvig<ref>Ludvig den fromme 814—40. Dåben skete ved neddykning, og den, som stod fadder, hjalp den døbte op af vandet.</ref>,}} i sin kongetids 6te år. {{mindre|Med ham blev også hans broder Erik<ref>Rettere Rørik. Efterretningen er ikke rigtig; Rørik døbtes først c. 860.</ref> samt kongens hustru og en stor mængde Danske oplyste<ref>Hermed menes: døbte. Jfr. Hbr. 6,4.</ref> og knyttede til den kristne tro.}} {{mindre|Da de nu atter skulde hjem til deres land, og man havde ondt ved at finde nogen lærd mand<ref>Hermed menes: præst.</ref>, som vilde følge med dem, så kom den hellige Ansgar og tilbød sig frivillig tillige med sin ven Autbert. Disse 2 opholdt sig så}} i 4 år<ref>Ifølge »Ansgars levned« og Adam af Bremen var det kun 2 år.</ref> {{mindre|hos kongen, og omvendte mange til troen. Senere vendte Ansgar tilbage og blev ærkebisp i Hamburg: han drog nu rundt, snart blandt Danerne, snart blandt folkene hinsides Elben<ref>Med dette udtryk (som tankeløst er optaget fra Adam) menes folkene i Holsten: Holster, Stormarer, Ditmarsker.</ref>, og vandt en utallig mængde af bægge folk for troen. Da så den bremiske ærkebisp Ljudrik døde<ref>845 el. 846. Bremen var et bispedømme (ikke ærkestift), som blev forenet med ærkesædet i Hamburg efter denne bys ødelæggelse.</ref>, gav kejser Ludvig<ref>Ludvig den tyske 840—876.</ref> (søn af Ludvig og broder til Lothar og Karl) det bremiske ærkebispedømme til Ansgar. Ved denne kongelige gave glædedes den Guds bekender såre og drog derefter til Danmark. Her gjorde han}}<noinclude> <references/></noinclude> 2sp64ropavig5jho9t2a8fo2yirmsgr 104 122266 471792 471729 2026-07-28T07:29:36Z MGA73 457 /* Proofread */ 471792 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="MGA73" />{{hoved|10||}}</noinclude>{{mindre|Danekongen,}} den før nævnte Erik, kong Haralds broder<ref>Erik eller rettere Hårek er ikke den samme som den førnævnte broder til kong Harald (Rørik); han tilhørte en anden kongeæt. Efterretningen om Håreks omvendelse findes hos Adam af Bremen, men er ikke rigtig. Dog tillod Hårek Ansgar at opføre en kirke i Slesvig, og stillede sig venlig til kristendommen (se det følgende!).</ref>, {{mindre|tillige med hans folk til ivrige kristne; efter Haralds død var denne nemlig kommen på thronen. Erik byggede først en kirke i Slesvig og gav tillige enhver i sit rige, der vilde det, lov til at antage kristendommen.}} {{mindre|Imidlertid hærgede Nordmændene<ref>Hermed menes: krigere fra Norden (Normanner).</ref> i Frankrig og gjorde tog op ad floderne Loire, Seine og Rhinen. Greben af rædsel for dem overlod Frankrigs konge Karl dem det land til bebyggelse, som de endnu ejer<ref>Normandiet, som Karl den énfoldige 911 overlod til Normannerhøvdingen Rollo.</ref>. Dernæst angreb de Danmark og dræbte kong Erik<ref>Hårek faldt 854 i kamp mod andre kongsæmner, altså mere end 50 år før Normandiets erobring.</ref>. Efter hans død blev Erik Barn sat på thronen.}} Med hensyn til denne Erik barn er det såre tvivlsomt, om han var en søn af den førnævnte Erik eller ikke. {{mindre|Forbitret på de kristne lod han snart præsterne bortjage og kirkerne lukke. Uforfærdet drog dog den hellige Ansgar til ham, og forvandlede den grumme hersker fra en vild løve til det blideste lam, så at Erik både selv antog kristendommen og ved en kundgørelse befalede alle sine mænd at blive kristne<ref>Hele denne fremstilling, som er tagen fra Adam, er overdreven. Heller ikke den yngre Hårek har ligefrem antaget kristendommen; men lige så lidt har han forfulgt de kristne blodigt.</ref>.}} Nu blev præsterne kaldte tilbage, kirker opførte og istandsatte<ref>Denne sætning er temmelig uheldig. Den eneste ny kirke, som byggedes, var den i Ribe (se den følgende sætning!).</ref>. {{mindre|Desuden blev der bygget en kirke i Ribe, den næste i rækken efter Slesvigs.}} På den tid samlede Lodbrogs søn, kong Ivar, som siges at have manglet knokler<ref>Forfatteren har åbenbart kendt en dansk tradition om Ivar Benløs. Overhovedet bygger han her på hjemlig overlevering.</ref>, og hvis brødre Ingvar,<noinclude> <references/></noinclude> i6de6b52x9l6mu7yz1o7dqznxenndj3 104 122267 471793 471707 2026-07-28T07:38:30Z MGA73 457 /* Proofread */ 471793 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="MGA73" />{{hoved|||11}}</noinclude>Ubbe, Bjørn og Ulf stod i spidsen for Nordens folk<ref>Af disse 4 nævnes kun Ingvar (der forøvrigt er = Ivar) af Adam af Bremen; engelske kilder kender tillige Ubbe.</ref>, de grummeste af Nordmændene<ref>Se note 2, side 10. [Wikinote: Dvs. note 22]</ref> om sig og kaldte også Danernes konger til hjælp for at ødelægge Anglernes land. Jeg siger: konger, fordi der den gang var mange konger i Danmark; efter sigende var der nemlig i gamle dage 2 i Jylland, en 3dje på Fyn, en 4de på Sælland, og en 5te i Skåne; men stundom var der 2 over hele Danmark, stundom også 1 over hele Danmark, og stundom 1 over hele England og Danmark tilsammen, som vi senere skal berette<ref>Disse betragtninger om småkonger i Danmark er næppe ganske rigtige. Selv om der i 9. årh. var megen kamp mellem forskellige konger og kongeslægter, udgjorde Danmark dog allerede da kun ét kongerige.</ref>. Ivar sejlede altså med en flåde til England og holdt et blodigt slag med Anglernes konger, i hvilket Nordhumbrernes konger Ella og Osbert faldt, medens Denunolf og Berunolf flygtede fra slaget<ref>Dette slag stod ved York i Nordhumberland 867. Lodbrogssønnerne sejrede fuldstændig, og bægge Nordhumbrernes konger faldt. ― Denunolf og Berunolf synes at være forvanskede navne på 2 konger i Mercia, Ceolulf og Beortulf, som dog intet havde med dette slag at gøre. Engelske kilder, men i noget forvansket form, må vel ligge til grund.</ref>. Øst-Saksernes hellige konge Edmund, som tidligere ofte havde sejret, blev her overvunden, fangen i slaget og bagbunden pisket for Kristi bekendelses skyld, dernæst skudt med pile, og endelig halshugget; derved nåede han martyriets ærefulde krone<ref>Edmund dræbtes 870 af Ingvar og Ubbe, men blev ikke fangen i det nævnte slag. Han var Øst-Anglernes konge.</ref>. Således gik det til med dette Nordhumbrernes første nederlag i England. Efter at være dragen videre herfra, delte kong Ingvar sin flåde med 9 konger fra Norden, og lod nogle konger drage mod Frankrig, andre mod Tyskland<ref>Med de følgende hærgetog har Ingvar i virkeligheden intet at gøre.</ref>. En del af disse sejlede op ad Elben, {{mindre|gjorde indfald i Saksen,}}<noinclude> <references/></noinclude> dmlaxues10czs32pt272i2rykrorbi1 104 122268 471794 471708 2026-07-28T07:46:42Z MGA73 457 /* Proofread */ 471794 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="MGA73" />{{hoved|12||}}</noinclude>{{mindre|og dræbte der hertug Bruno med 10 grever, da han drog imod dem; sammen med dem blev også 2 bisper nedhuggede<ref>Kamp i Holsten 2. Febr. 880. — Det var bisperne af Hildeseim og Minden, der faldt.</ref>. Dernæst angreb de staden Mastricht og jævnede byen med jorden; her var den gang den berømmelige Radbod biskop<ref>Radbod blev dog først bisp 899.</ref>. Til sidst gik de over Rhinen, og stak ild på Köln og Trier. I Aachen opstaldede de deres heste i kejserslottet<ref>Disse vikingetog finder sted 881 og 882.</ref>. Byer med deres borgere tilintetgjorde de; kvinder og småbørn myrdede de med sværdets od<ref>Jfr. Lukas’ Evangel. 21, 24.</ref>; hellige kirker med de troende opbrændte eller omstyrtede de. Mainz begyndte man at genopføre af frygt for barbarerne. — Også Frisland blev da plyndret af de danske.}} Medens dette skete, døde kong Erik<ref>Den yngre Hårik er vistnok død før 873, ti i dette år nævnes 2 brødre, Haldan og Sigfred, som konger i Danmark.</ref>, og Frode blev sat på thronen; han blev døbt af Unni, ærkebisp i Bremen<ref>Unni var ærkebisp 918—936.</ref>. Straks blev de kirker opbyggede, som før var nedrevne, nemlig de i Slesvig og Ribe<ref>Denne sætning er temmelig uheldig.</ref>. En tredje kirke opførte kongen i Århus til den hellige trefoldigheds ære<ref>Også andre danske kilder (men ikke Adam af Bremen) kender kong Frode. I forskellige kongerækker og årbøger fra 13. årh. kaldes han Englands overvinder; det må derfor antages, at han har været en vikingekonge, som har gjort tog til England. Sakse beretter, at han lod sig døbe i England, og dette er vel nok rimeligere end vor krønikes efterretning. — Fortællingen om hans grundlæggelse af Århuskirken findes kun i vor krønike.</ref>. Nogle siger<ref>Hermed menes måske Adam af Bremen, der vel siger, at Unni prædikede for Gorm og Harald, men udtrykkelig tilføjer, at han intet udrettede hos Gorm, hvorfor Adam betegner denne som en grum tyran (jfr. nedenfor).</ref>, at {{mindre|Unni, ærkebisp i Bremen, prædikede for Gorm og Harald,}} som vare blevne konger i Danmark, gjorde dem venlig stemte mod de kristne, og istandsatte de længe forsømte kirker. — Denne Gorm var Haralds Harald styrede i faderens levende live riget i fader;<noinclude> <references/></noinclude> om6zjnmbok6y7b5ixvh0s39xlgvkjhx 104 122269 471795 471711 2026-07-28T07:52:26Z MGA73 457 /* Proofread */ 471795 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="MGA73" />{{hoved|||13}}</noinclude>15 år, og efter faderens død {{mindre|herskede han i 50 år<ref>At Gorm og Harald var samkonger, véd Adam intet om.</ref>.}} Han antog kristendommen, og havde tilnavnet Blåtand eller Klak-Harald<ref>De to tilnavne, som Harald har, må forfatteren kende af hjemlig overlevering, der overhovedet hist og her synes at stikke hovedet frem i det sidste afsnit. I det følgende kommer Gorm og Harald éngang til, men fremstillede i nøje overensstemmelse med Adam.</ref>. Efter Haralds død<ref>I det følgende hersker der stor forvirring.</ref> samlede Sven, en overløber fra Nordmændene<ref>Jfr. s. 10, note 2 [Wikinote: Dvs. note 22]. Måske menes der dog her: Norges indbyggere.</ref>, en stor skare, faldt ind i England, udjog kong Edelred, og tog selv riget. Hans sønner, Gorm og Harde-Knud, kunde ikke nøjes med deres eget land, men overfaldt Danmark med plyndringer, dræbte Danekongen Haldan og hans sønner og delte så riget, idet Gorm tog Danmark, Harde-Knud England. Deres fader Sven var nemlig imidlertid død, medens de selv gjorde indfald i Danmark. Om Haldan var søn af Klak-Harald, eller ikke, er tvivlsomt. {{mindre|Gorm var en såre grum konge<ref>Således betegner Adam ham, som sagt, fordi han ikke vilde antage kristendommen.</ref>}}; han opslog sit kongesæde på Sælland<ref name="p13">I dette afsnit hersker der en ret håbløs forvirring. Skønt Gorm og Harald allerede er nævnte, begyndes der på en hel ny kongerække, i hvilken Gorm og Harald også forekommer, og som vistnok hovedsagelig bygger på Adam af Bremen. Sven nævnes af Adam ikke som konge, men blot som fader til »Hardegon (ɔ: Harde-Knud), der kom fra Norge« og fordrev »Sigerik« (ɔ: Sigtrygg) fra Danmark (ikke Haldan, hvem vor krønike nævner, som var konge 873 og ikke har nogetsomhelst med »Klak-Harald« at gøre). Vor forfatter blander imidlertid den nævnte Sven sammen med Sven Tjugeskæg og tillægger ham derfor Englands erobring og Edelreds fordrivelse. Følgen heraf bliver den ny fejl, at kongerne Harde-Knud og Gorm (Harde-Knud var iøvrigt ikke Gorms broder, men hans fader) siges at erobre Danmark fra England. Bægge disse fejl (fordobblingen af Gorm og Harald, samt den ene Gorms engelske herkomst) går igen i senere kilder, bl. a. hos Sakse. — Det må dog til vor forfatters</ref>.<noinclude> <references/></noinclude> qdth7lj9w89vyoe8b07nx13ur3r5qxc 104 122270 471796 471712 2026-07-28T08:02:15Z MGA73 457 /* Proofread */ 471796 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="MGA73" />{{hoved|14||}}</noinclude>{{mindre|Hans søn Harald var en meget mild mand, som først byggede en kirke på Sælland<ref>Trefoldighedskirken i Roskilde. Den var bygget af træ.</ref>. Mod sin faders bud var han en god ven af de kristne, modtog dem efter ævne fra alle egne og tog dem i beskyttelse under forfølgelsen. Faderen forblev i det onde; men da Harald efter hans død var tagen til konge, antog han kristendommen<ref>Harald blev omvendt c. 960, ved Poppos jernbyrd.</ref>.}} Han tog imod præster, som kom både fra England og Saksen, {{mindre|og begyndte at dyrke Kristus offentlig. Derfor var han også en meget god ven af den ærværdige bisp Adaldag<ref>Ærkebisp i Bremen 937—88.</ref> og af kejser Otto<ref>Otto den store 936—73.</ref>; ja denne sidste løftede endog selv ved dåben Haralds søn op af den hellige font og gav ham navnet Sven Otto<ref>Otto stod altså fadder til Sven, ifølge Adams efterretning, der dog næppe er rigtig. At Sven Tjugeskæg også har heddet Otto, kan der dog ingen tvivl være om. Dobbeltnavne var i den tid ikke ualmindelige.</ref>.}} Den gudfrygtige konge, der ivrigt troede på Kristus, lod sig ikke blot døbe, men udbad sig endog ved sendebud, at der måtte blive indsat bisper i hans rige<ref>Denne uheldige sætning er vist blot en overdrivelse af Adams ord. Det var naturligvis ikke Harald, der sendte bud efter bisperne, alene af den grund, at disse indsattes 948, og Harald først omvendtes c. 960.</ref>. Ved denne hans bøn glædedes ærkebispen i Bremen, Adaldag, og indviede efter kongens og pavens råd {{mindre|3 bisper til Danmark<ref>År 948.</ref>, nemlig Erik<ref>Rettere Hared.</ref> til Slesvig, Ljufdag til Ribe, Reginbrand til Århus. — Senere indviede Bremer-ærkebispen Adaldag endnu flere andre bisper hos os, nemlig: Marko}} til Slesvig efter Erik, {{mindre|og Folbert}} efter Ljufdag i Ribe. {{mindre|— Odinkar Hvide, som var indviet til Sverige, havde også Skåne og Sælland under sig<ref>Odinkar var en dansk mand, men de andre bisper tyske.</ref>. Efter ham kom Thurgot.}} <ref follow="p13">undskyldning siges, at Adams danske kongerække er meget uklar. — En konge af svensk Æt, Olaf, og hans sønner, som Adam nævner, udelader vor forfatter ganske.</ref><noinclude> <references/></noinclude> 7ez69275a25bwu6g3aydtz4989in7bc 104 122271 471797 471730 2026-07-28T08:34:13Z MGA73 457 /* Proofread */ 471797 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="MGA73" />{{hoved|||15}}</noinclude>{{mindre|Denne Harald genindsatte også Nordmændenes konge Håkon, der var forjaget fra sit rige<ref>Adam, som vor krønike bygger på, er her galt underrettet. Harald Blåtand understøttede Gunhildssønnerne (særlig Harald Gråfel) mod Håkon Adelstensfostre.</ref>. Håkons søn var Tryggve, der var Haralds underkonge<ref>Atter en af Adams urigtigheder.</ref>. Tryggves søn var Olaf Kragebén<ref>Olaf Tryggvesøn (995—1000). Tilnavnet Krageben havde han fået af sine fjender, fordi det sagdes om ham, at han spåede af fuglenes flugt. Adam af Bremen opfatter ham nærmest som en stor troldmand; jfr. nedenfor.</ref>.}} {{mindre|Harald herskede i 50 år over Danmark; han blev tilsidst såret af sin søn Sven i et slag, og fordreven fra riget. På sin flugt kom han til Venden, og døde der i landflygtighed<ref>Harald døde i Jomsborg c. 985.</ref>, sørgende, som en anden David, mere over sønnens troløshed end over egen ulykke<ref>Jfr. 2. Sam. 15 kap.</ref>. Hans legeme blev af hans mænd bragt tilbage til fædrelandet og begravet i byen Roskilde<ref>I den nævnte trefoldighedskirke, som han selv havde opført.</ref>.}} {{mindre|Da nu Olaf Krageben, en såre kyndig troldmand, søn af Tryggve (der atter var søn af den Håkon, som blev forjaget fra sit rige, men genindsat af Harald<ref>Se noten ovenfor.</ref>), hørte dette,}} så drog han i erindring om hin velgerning<ref>Nemlig Håkons genindsættelse ved Harald.</ref> straks ned til Danerne, forjog kong Sven {{mindre|og tog selv Danernes rige.}} Sven drog i landflygtighed og henvendte sig så til den mægtige konge over Sveerne, som også hed Olaf, med bøn om {{mindre|at blive genindsat i sit rige.}} Uden tøven {{mindre|kom denne til}} med sine Sveer og holdt et drabeligt slag, i hvilket Norges konge Olaf faldt, {{mindre|svegen af sin egen trolddomskunst<ref name="p15">Denne urigtige beretning må vistnok bero på misforståelse af Adam (der i øvrigt heller ikke er meget vel underrettet) og sammenblanding af dennes efterretninger om de 2 Olaf’er. Adam beretter, at Olaf, konge i Sverige, fordrev Sven fra Danmark (hvilket ikke er rigtigt), men derefter slog om, og »genindsatte ham i hans rige«; derefter gjorde Olaf Tryggvessøn et angreb på Sven, men faldt. — Sandheden er den, at både Sven og Olaf, Svenskernes konge, var med i den afgørende kamp mod</ref>.}}<noinclude> <references/></noinclude> 06orsgivwc9r3vlgd9ar8jnv5f9x1vz 104 122272 471798 471714 2026-07-28T08:39:54Z MGA73 457 /* Proofread */ 471798 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="MGA73" />{{hoved|16||}}</noinclude>{{mindre|Sven}} med tilnavnet Tjugeskæg<ref>Tilnavnet Tjugeskæg (ↄ: Tyveskæg, Forkeskæg) må vor forfatter kende af hjemlig tradition.</ref> {{mindre|havde nu 2 riger. Han var de kristne såre fjendsk, og befalede endog, at de skulde udjages af hans lande. Men, da han, overvunden af Venderne i krig, 3 gange var bleven fangen af disse, og 2 gange havde måttet betale sin egen vægt i sølv, den 3dje gang i guld<ref>Adam kender kun 2 tilfangetagelser; også dette er vistnok den ene for meget. Det var Jomsvikinger, som fangede Sven.</ref>, så lærte han endelig efter tugtelsen Gud at kende og begyndte at søge ham og at tro på ham<ref>Denne fra Adam hentede fremstilling af Svens omvendelse er meget tendentiøs og overdreven. Sven har aldrig været hedning.</ref>.}} Han lod nu biskop Bernhard hente fra Norge, og opførte en kirke i Skåne. Bernhard drog over havet, kom til Sælland, og endte der sit liv; han var et mønster på god vandel<ref>Bernhard, der før havde været bisp hos Olaf den hellige, blev senere af Knud den store (ikke Sven) indsat som bisp i Lund, hvor han var den første bisp; vor krønikes efterretning om ham, som Sakse i det hele følger, er altså mindre rigtig. — Sven indkaldte til Sælland og Skåne en bisp Godebald fra England.</ref>. {{mindre|Dernæst angreb Sven England, forjog kong Edelred og bemægtigede sig Englands rige, men levede knap 3 måneder derefter<ref>Sven døde i Gainsborough ved Trentfloden i England 3. Febr. 1014.</ref>.}} Efter hans død tog Edmund (søn af Edelred, hvem Sven havde fordrevet) Knud, Svens søn, og Olaf, {{mindre|søn af Norges konge Olaf<ref>Olaf den hellige var, som bekendt ikke søn af Olaf Tryggvesøn, men af Harald Grænske.</ref>,}} der opholdt sig der som gidsler, og lagde dem i lænker<ref>Denne besynderlige og urigtige fortælling kender Adam slet intet til.</ref>. De flygtede dog ud af hans fængsel og kom på et skib til Bremen, hvor de antog den kristne tro og døbtes af den hellige Unvan, <ref follow="p15">Olaf Tryggvesøn, der stod ved Svolder år 1000. Olaf sprang i vandet og omkom således.</ref><noinclude> <references/></noinclude> gf8o4z5kyypkn3zb94izkthx7wudgg1 104 122273 471799 471725 2026-07-28T08:45:03Z MGA73 457 /* Proofread */ 471799 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="MGA73" />{{hoved|||17}}</noinclude>ærkebisp i Bremen<ref>Ærkebisp 1013—30.</ref>; dernæst vendte de tilbage til Danmark<ref>Denne ganske urigtige fremstilling synes nærmest at være fremkommen ved en grov misforståelse af Adam; hos denne står nemlig i nærheden af efterretningen om Svens død osv. en randbemærkning, der beretter, at Knud i dåben havde fået navnet Lambert, og at han under dette navn stod opført i Bremerkannikernes bog; og denne randbemærkning er vist blevet flettet ind i texten af vor forfatter. — Naturligvis var både Knud og Olaf døbte den gang. — Olaf var aldeles ikke i forbund med Knud ved Svens død, men deltog tværtimod en kort tid i Edelreds kampe mod den unge Knud.</ref>. {{mindre|Olaf toges derefter til konge over Norge. Han var den første, som lagde hele sit rige under kristentroen; tilsidst blev han dræbt af nogle få mænd i et slag og opnåede martyriets ærefulde krone<ref>Olaf faldt 1030 ved Stiklestad.</ref>. Hans legeme blev af de troende jordet i Throndhjem og hædres endnu den dag i dag ved mange jertegn. Han efterfulgtes på thronen af sin frillesøn Magnus; denne var endnu i drengeårene, men højsindet og skøn af ydre<ref>Magnus hentedes til Norge fra Rusland 1035.</ref>.}} — Men jeg vil nu vende tilbage til Danernes konger, for at man ikke skal mene, at jeg gaar for langt bort fra det påbegyndte værk. Da nu Anglernes konge Edmund var død, fulgtes han på thronen af sin søn Edelred. Da Knud hørte dette, kom han den gamle hån i hu, som Edelreds fader havde tilføjet ham og Olaf<ref>Atter her er en håbløs forvirring: vor forfatter er i stort vilderede med hensyn til Edelred og Edmund og deres slægtskab; han laver 2 Edelred’er ud af 1. Edmund (med tilnavnet Jernside) var i virkeligheden Edelreds søn (ikke, som hos Adam, hans broder).</ref>, {{mindre|drog over havet med 1000 fuldtrustede skibe, faldt ind i England med umådelige stridskræfter, og kæmpede i 3 år med Edelred. Tynget såvel af krigen som af sin høje alder døde Edelred, mens han belejredes i byen London<ref>Edelred døde 23. Apr. 1016; Knud var år 1015 kommen tilbage til England med sin flåde, og kæmpede altså ikke i 3 år med ham. — Samme år (1016) døde Edmund 30. Novbr., og Knud blev enehersker i England. Londons belejring falder i vinteren 1015—16.</ref>,}}<noinclude> <references/> {{small|{{hoved|{{afstand|2em}}Roskildekrøniken.||2{{afstand|4em}}}}}}</noinclude> h2755sg8uk5s4exek65jms0sazrgtls 104 122274 471752 471726 2026-07-27T12:08:18Z MGA73 457 {{rettelse|) | }} 471752 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="1" user="MGA73bot" />{{hoved|18||}}</noinclude>og efterlod sig en søn Edvard<ref>Edvard blev senere (1042) konge i England.</ref>, som han havde fået med dronning Emma, en datter af grev Rodbert<ref>I virkeligheden var Emma en datter af Rikard den frygtløse, hertug i Normandiet 943—96.</ref>. Da nu Knud var bleven sejrherre, ægtede han denne Emma, og fik med hende sønnen Harde-Knud. Knud gav Rikard<ref>Hermed menes vel Rikard II, Emmas broder, hertug af Normandiet 996—1026. Imidlertid var det ikke ham, Estrid ægtede, men Robert II, hertug af Normandiet, død 1035; og ham ægtede hun først efter Ulfs død.</ref>{{rettelse|) | }}sin søster Estrid tilægte. Forskudt af ham ægtede hun Ulf jarl, uden sin broders samtykke<ref>At ægteskabet sluttedes mod Knuds vilje, strider mod Adams beretning og er næppe rigtigt.</ref>. Da Knud hørte dette, begyndte han at blive en fjende af Ulf og sin søster, og det i den grad, at han endog jog dem ud af riget. Endelig udsonede han sig dog — på skrømt — med dem, da mange bad for dem og understöttede dem. Efter ikke ret lang tids forløb lod han Ulf dræbe i kirken i Roskilde, da han gik til morgenmessen<ref>Vi har her den ældste beretning om dette mord, hvilende på lokal tradition, hvoraf vi altså får at vide, at Ulf dræbtes i kirken (ikke i gildeshallen, som Sakse fortæller) ved daggry; ti morgenmesse (matutina) finder sted lige før solopgang. Ulf dræbtes 29. Sept., men året er ikke helt sikkert (1026?). Grunden til drabet var sandsynligvis, at Ulf, der måske tidligere havde stået i forrædersk forbindelse med Anund Jakob, konge i Sverige, lod den lille Harde-Knud udråbe til konge mod Knuds vilje og vilde optræde som landets styrer i hans navn.</ref>. Hans hustru Estrid gav ham en hæderfuld begravelse; og hun opførte i steden for trækirken en kirke af sten, som hun berigede på mange måder<ref>Dette er den ældste stenkirke i Danmark, som vi har efterretning om. Estrid har dog ikke bygget kirken færdig; det blev den først, som vi skal se, under bisp Sven Nordmand. Estrids ben er, ligesom trækirkens opførers, Harald Blåtands ben, indmurede i en pille i den nuværende kirkes kor.</ref>. — Estrid havde med Ulf 2 Bønner, Sven og Bjørn<ref name="p18">Sven er den senere konge Sven Estridsøn. Bjørn blev c. 1045</ref>.<noinclude> <references/></noinclude> jrybf3ktgg3013omtsip769kzneeake 471800 471752 2026-07-28T08:51:48Z MGA73 457 /* Proofread */ 471800 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="MGA73" />{{hoved|18||}}</noinclude>{{mindre|og efterlod sig en søn Edvard<ref>Edvard blev senere (1042) konge i England.</ref>, som han havde fået med dronning Emma,}} en datter af grev Rodbert<ref>I virkeligheden var Emma en datter af Rikard den frygtløse, hertug i Normandiet 943—96.</ref>. {{mindre|Da nu Knud var bleven sejrherre, ægtede han denne Emma, og fik med hende sønnen Harde-Knud.}} {{mindre|Knud gav Rikard<ref>Hermed menes vel Rikard II, Emmas broder, hertug af Normandiet 996—1026. Imidlertid var det ikke ham, Estrid ægtede, men Robert II, hertug af Normandiet, død 1035; og ham ægtede hun først efter Ulfs død.</ref>{{rettelse|) | }}sin søster Estrid tilægte. Forskudt af ham ægtede hun Ulf jarl,}} uden sin broders samtykke<ref>At ægteskabet sluttedes mod Knuds vilje, strider mod Adams beretning og er næppe rigtigt.</ref>. Da Knud hørte dette, begyndte han at blive en fjende af Ulf og sin søster, og det i den grad, at han endog jog dem ud af riget. Endelig udsonede han sig dog — på skrømt — med dem, da mange bad for dem og understöttede dem. Efter ikke ret lang tids forløb lod han Ulf dræbe i kirken i Roskilde, da han gik til morgenmessen<ref>Vi har her den ældste beretning om dette mord, hvilende på lokal tradition, hvoraf vi altså får at vide, at Ulf dræbtes i kirken (ikke i gildeshallen, som Sakse fortæller) ved daggry; ti morgenmesse (matutina) finder sted lige før solopgang. Ulf dræbtes 29. Sept., men året er ikke helt sikkert (1026?). Grunden til drabet var sandsynligvis, at Ulf, der måske tidligere havde stået i forrædersk forbindelse med Anund Jakob, konge i Sverige, lod den lille Harde-Knud udråbe til konge mod Knuds vilje og vilde optræde som landets styrer i hans navn.</ref>. Hans hustru Estrid gav ham en hæderfuld begravelse; og hun opførte i steden for trækirken en kirke af sten, som hun berigede på mange måder<ref>Dette er den ældste stenkirke i Danmark, som vi har efterretning om. Estrid har dog ikke bygget kirken færdig; det blev den først, som vi skal se, under bisp Sven Nordmand. Estrids ben er, ligesom trækirkens opførers, Harald Blåtands ben, indmurede i en pille i den nuværende kirkes kor.</ref>. {{mindre|— Estrid havde med Ulf 2 sønner, Sven og Bjørn<ref name="p18">Sven er den senere konge Sven Estridsøn. Bjørn blev c. 1045</ref>.}}<noinclude> <references/></noinclude> kqqu77b36hknixbbjpdfof7siy2k0r9 104 122275 471801 471727 2026-07-28T08:56:13Z MGA73 457 /* Proofread */ 471801 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="MGA73" />{{hoved|||19}}</noinclude>{{mindre|Efter dette vendte Knud tilbage til England og endte der sit liv<ref>Knud døde 11. Novbr. 1035.</ref>.}} {{mindre|Imidlertid indviede Bremer-ærkebispen Libentius<ref>Libentius II 1030—32.</ref> til biskop i Sælland Avoko,}} som hans forgænger Unvan først havde indviet<ref>Denne sidste sætning må vist bero på en misforståelse.</ref>. Libentius indviede også til Slesvig Poppo<ref>Denne efterretning må bero på en misforståelse af en randbemærkning hos Adam af Bremen, hvori berettes, at Poppo døde omtrent på denne tid, hvilket iøvrigt også er galt. I virkeligheden blev Poppo bisp 965; når han døde, vides ikke bestemt.</ref>, og efter ham Esiko<ref>Esiko var i virkeligheden Poppos efterfølger, men indviedes af Libentius I (988—1013) og døde 1026. Det er vistnok den samme randbemærkning, der volder forvirringen.</ref>, samt til Ribe Odinkar<ref>Atter en misforståelse af Adam. Odinkar (den yngre) var i virkeligheden bisp lige fra århundredets begyndelse; han havde hele Nørre-Jylland under sig.</ref>. Af disse siges Poppo, en såre hellig mand, at have været en meget god ven af Sven<ref>Hermed må vel menes Sven Tjugeskæg.</ref>. Det var også ham, som på en almindelig forsamling, hvor konge og folk mødte, bar glødende jern i sin hånd og viste sig at være uskadt deraf; hedningene tvivlede nemlig om den kristne tros sandhed, men havde lovet, at de i så fald<ref>Nemlig hvis jernbyrden lykkedes.</ref> vilde tro. Følgen heraf blev, at folket antog troen, og at Poppo blev en hellig og højt anset mand i riget<ref>Denne tradition om Poppos jernbyrd, som i sine hovedtræk går igen hos Sakse, afviger fra Adams beretning, ifølge hvilken jernbyrden foregik for Erik Sejrsæl, en svensk konge, der en tid havde fordrevet Sven Tjugeskæg. I virkeligheden foregik jernbyrden c. 960 i Harald Blåtands nærværelse.</ref>. {{mindre|Efter Knuds død fik hans 3 sønner kongedømmet. Sven,}} <ref follow="p18">jarl i England, men dræbtes allerede 1049 af sin fætter Sven Godvinsøn. Der fandtes endnu en tredje broder, Asbjørn, som senere spillede en vis rolle.</ref><noinclude> <references/> {{small|{{hoved|||2*{{afstand|4em}}}}}}</noinclude> a1i9opqvzk393xenk6rg3spdrx3ge7c 104 122276 471802 471728 2026-07-28T09:27:32Z MGA73 457 /* Proofread */ 471802 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="MGA73" />{{hoved|20||}}</noinclude>som han havde med Alviva<ref>En engelsk frille (Ælfgifu), som Knud havde haft.</ref>, {{mindre|blev konge i Norge<ref>Knud havde alt 1030 indsat Sven til underkonge i Norge; men 1035, endnu før Knuds død, måtte denne vige for Olaf den helliges søn Magnus, der hentedes fra Rusland.</ref>; Harald,}} som også var søn af Alviva, {{mindre|i England, og Harde-Knud, søn af Emma, i Danmark.}} Under ham prædikede Vilhelm, Avokos eftermand<ref>Avoko, bisp i Roskilde, døde først 1060, og efterfulgtes af Vilhelm. Denne sætning synes derfor mindre heldig og er vist blot en fejlagtig gentagelse af en sætning lidt længere nede.</ref>. {{mindre|— Denne Harde-Knud drog fra Danmark ud imod sin broder Harald, Englands konge, og samlede sin flåde i Flandern; men Haralds pludselige død hindrede krigens udbrud<ref>1039 ankom Harde-Knud til Brügge i Flandern og fik her hjælp af grev Balduin; næste forår vilde han kæmpe med broderen, men denne døde pludselig (17. Marts 1040), og Harde-Knud valgtes da til konge i England.</ref>. — Harde-Knud besad nu både Danmark og England.}} {{mindre|Imidlertid døde Harde-Knuds broder Sven i Norge<ref>Sven var, som bemærket, allerede fordreven 1035, og døde 1036.</ref>; så valgte Nordmændene Magnus, Olaf den helliges frillesøn, til konge<ref>Hermed ophører den direkte benyttelse af Adam af Bremen.</ref>.}} Harde-Knud og Norges konge Magnus traf så den aftale indbyrdes, og bekræftede den med éd på helgenlevninger, at den, som levede længst, skulde tage den først afdødes rige og ligesom med arveret besidde bægge riger<ref>Vi har her den ældste efterretning om denne ejendommelige aftale; den genfindes i ganske samme skikkelse hos Sakse. Ifølge de norske kongesagaer var det lige ved at komme til kamp mellem Harde-Knud og Magnus; men høvdingerne på bægge sider mæglede forlig på det vilkår, at den længstlevende skulde arve den afdødes rige, hvis denne var død sønneløs. — Forliget sluttedes, ifølge sagaerne, på Brenngerne i Götaelvens munding (1036).</ref>. Men efter kort tids forløb døde Harde-Knud<ref>Harde-Knud døde 8. Juni 1042.</ref>. Da Magnus hørte om hans død, kom han aftalen i hu og drog til Danmark med en stor og mægtig<noinclude> <references/></noinclude> jkuofpm0mzzl2la75nfq14vh54xojza 104 122277 471803 471739 2026-07-28T09:34:15Z MGA73 457 /* Proofread */ 471803 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="MGA73" />{{hoved|||21}}</noinclude>skare<ref>Adam af Bremen har en hélt anden fremstilling, hvis rigtighed dog er tvivlsom; han lader nemlig Magnus overfalde Danmark, medens Harde-Knud med hæren var ovre i England.</ref>. — Sven, kong Harde-Knuds fætter, søn af Estrid og Ulf, hvem Gamle-Knud<ref>Det senere navn på Knud den store.</ref> lod dræbe, drog imod ham, og kæmpede både tilsøs og tillands med ham, men blev tilsidst slagen og flygtede til Skåne<ref>Magnus gjorde Sven til sin jarl; men denne rejste dog snart oprør mod ham, var uheldig, og måtte flygte til Sverige (1044). Det samme gentog sig de følgende år.</ref>. Da han nu i Lund traf forberedelser til at flygte til Sverige, se, da kom der bud fra Sælland og meldte, at kong Magnus var død<ref>Sandsynligvis som følge af et fald med hesten. Magnus døde 25. Octbr. 1047. Ifølge sagaerne indsatte han Sven til sin efterfølger i Danmark.</ref>. Straks vendte Sven tilbage til Sælland og valgtes dernæst til konge af Fynboerne, og tilsidst af Jyderne. Sven styrede i mange år Danmark med dygtighed og avlede sønner og døtre med forskellige kvinder<ref>Svens frillelevned vakte kirkens forargelse.</ref>. 5 sønner af ham blev alle konger, den ene efter den anden. 4 sønner afskares derfra ved en tidlig død, skønt også de havde været værdige til at styre og bære kongenavn<ref>Den engelske krønikeskriver William af Malmesbury samt Knytlingasaga nævner, at Sven havde i alt 14 sønner. Om én af disse, ved navn Magnus, fortælles i en randbemærkning til Adam, at han døde på en Romerrejse, før faderen. Benedict faldt med Knud den hellige i Odense; Bjørn dræbtes c. 1100 i Holsten, og Sven døde 1104</ref>. Under ham prædikede bisp Vilhelm<ref>Bisp i Roskilde fra 1060. Han var en klerk fra Bremen stift.</ref>; han var en stærk og tapper mand, heftig af sind; ikke alene med sin legemlige kraft kuede han de mægtige<ref>Hvad der skal forstås ved dette ord, er ikke rigtig klart. Man kunde fristes til at tænke på kongen selv, idet man mindedes Sakses smukke fortælling om Sven Estridsøns forseelse og påfølgende bod; men denne fortælling er vel snarest et senere sagn (jfr. prof. Erslev i Hist. tidsskr. 6. Række III, 602 ff.).</ref>, men også med sin<noinclude> <references/></noinclude> dyki08pvkl39u166bt9c20rjyt0miuy 104 122278 471804 471740 2026-07-28T09:38:44Z MGA73 457 /* Proofread */ 471804 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="MGA73" />{{hoved|22||}}</noinclude>sjælelige; og han skånede ingen i sin vrede. — På hans tid gav kong Svens moder Estrid, med sin søns samtykke, 50 bol<ref>Ved bol forstodes et stykke jord af bestemt størrelse og godhed; oprindelig var det måske = 1 plovs land; senere var det på Sælland = 1 mark jord, ɔ: så meget jord, som der kunde sås 1 mark korn i (= 240 skpr.).</ref> til Roskildekirken, hvilken gave den før nævnte bisp bekræftede med kirkens segl og privilegium<ref>Meningen af dette lidt besynderlige udtryk må være, at kirkens ret til jorden sikkredes ved, at seglet hængtes ved. — Gavebrevet må vor forfatter vel selv have set. Seglet, som nævnes, er det ældste kirkelige segl fra Danmark, som vi har efterretning om; det ældste bevarede sigil (også fra Roskilde-kirken), som findes på Nationalmuseet, er henved 100 år yngre. — Estrids gave nævnes også i kirkens mindebog, der beretter, at godset, som skænkedes, lå i Gønge herred i Skåne. Måske stammede godset, som Sakse fortæller, fra mandeboden for Ulf jarl.</ref>. Ikke længe efter døde Vilhelm<ref>Sandsynligvis år 1074.</ref>, og i hans sted indsatte den berømmelige kong Sven sin navne og kapellan til bisp<ref>Sven Nordmand, død 1088. Det er kongen, der i disse tider stadig udnævner bisperne, da kirken må støtte sig til kongemagten.</ref>; denne mand udmærkede sig ved fuldkommen renhed i sæder, og stod højt over alle sine forgængere; han var en skræk for ildgerningsmænd, men en trøst for velsindede; fædrelandets fader, præsteskabets pryd og folkets lykke; en mand af sjælden gudsfrygt, der vilde lede alt til det bedste<ref>Jfr. Hebr. 7, 19. Denne lovtale er, som prof. Steenstrup har víst, en delvis ordret gengivelse af Adam af Bremens karakteristik af ærkebisp Bescelin (1085—48).</ref>. Han lod kirken i Roskilde opføre næsten fra grunden af<ref>Estrid havde påbegyndt kirken (jfr. ovenfor); og bisp Vilhelm må sikkert have bygget videre på den.</ref>, og smykkede den med en herlig krone<ref>Hermed menes en lysekrone.</ref>, med søjler af {{bindestreg1|mar}}<noinclude> <references/></noinclude> qhhfyjsxp8bshg2l2qfq849mdi9d1he 104 122279 471805 471741 2026-07-28T09:44:04Z MGA73 457 /* Proofread */ 471805 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="MGA73" />{{hoved|||23}}</noinclude>{{bindestreg2|mor|marmor}}<ref>Sandsynligvis granitsøjler, der måske har adskilt midtskibet fra sideskibene.</ref>og alskens prydelser<ref>Kirken byggedes af hugne kvadersten i romansk stil. Den afløstes i begyndelsen af 13. årh. af den nuværende domkirke. På det nævnte sigil i Nationalmuseet ses muligvis en flygtig gengivelse af dens forside.</ref>. Han opførte også et kloster af sten til brødrene<ref>Der menes kannikerne ved domkapitlet, som levede efter Augustinus’ regel; »klosteret« opførtes lige ved kirken.</ref>, og, for at der kunde blive 15 præbender i alt<ref>Ved præbende forstås en bestemt indtægt i gods, tiende el. lign., som udskiltes af kapitlets fælleseje og tillagdes den enkelte kannik på livstid. Så mange præbender der var, så mange kanniker.</ref>, gav han fra sit eget bord til brødrene og til kirken, som han indviede til den hellige trefoldigheds ære<ref>Kirken var indviet til trefoldigheden og til pave Lucius, hvis hovedskal på denne tid førtes til kirken; den opbevares nu på Nationalmuseet.</ref>. Desuden byggede han et kloster i Ringsted til ære for den hellige Maria og et andet i Slagelse<ref>I Ringsted kloster boede Benedictinere. Kirken og klosteret i Slagelse var indviede til St. Michael. — I Ringsted klosterkirke jordedes senere Knud Lavard og hans efterkommere.</ref>. Imidlertid døde den berømmelige Danekonge Sven Magnus i Jylland, i det år efter Herrens byrd 1074, i sin kongetids 31te år<ref>Sven døde 28. Apr. 1076 (ikke 1074), i Suddathorp i Sønderjylland.</ref>; hans legeme blev med hæder jordet i Roskilde, således som han selv i levende live havde befalet det<ref>Også Sven jordedes i Trefoldighedskirken i Roskilde.</ref>. Efter hans død fulgte hans søn Harald ham på thronen, og herskede i 7 år<ref>Harald døde 17. Apr. 1080, og herskede altså kun i 4 år.</ref>; efter de gamles mening var han den fjerde Danekonge af navnet Harald. Den første var den Harald, som døbtes ved Mainz; den anden var Harald Blåtand; den tredje Harald Gormson<ref>Jfr. s. 13, note 5 [Wikinote: Dvs. note 47].</ref> og den fjerde denne Harald Svensøn, en<noinclude> <references/></noinclude> duta4qdzefc267vwtc9if77rgsnd8z6 104 122280 471806 471742 2026-07-28T09:46:54Z MGA73bot 792 Retter Eln til Æln 471806 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="1" user="MGA73bot" />{{hoved|24||}}</noinclude>ypperlig mand og såre retfærdig hersker. Han gav alle ret til at bruge skovene, som de mægtige havde tilegnet sig alene<ref>Vor krønikes ros over Harald står i skarp modstrid med Sakses dadel af hans svaghed, der skaffede ham tilnavnet Hén (en blød hvæssesten). ― Mest bekendt er Harald bleven ved sin lovgivning, som, ifølge Ælnod, skaffede ham navn af »fredens og den offentlige friheds fader«. Disse love gav Harald på den almindelige valgforsamling (Isøre ting), »i overensstemmelse med folkets ønsker«; og ved senere kongevalg krævede folket dem overholdte af kongsæmnerne. ― Vor krønike giver os muligvis her en af lovbestemmelserne, hvis mening dog ikke er helt klar. Da vi véd, at det just var stormændene, der satte Haralds valg igennem, tør man næppe opfatte ordet »de mægtige« som betegnende stormændene, men snarere: kongen, eller hans fogeder, så at meningen bliver den, at kongerne havde tiltaget sig eneret til skovene, men nu fik også folket brugsret til dem. ― I virkeligheden betragtedes de {{sp|store}} skove (almindingerne) som kongens ejendom; men denne tillod gerne folket at bruge dem (f. ex. til oldensvin). Om Knud den hellige fortæller Knytlingasaga, at han krænkede denne folkets gamle ret, idet han forbød Hallandsfarerne at bruge skovene, for at tvinge dem til at føje sig. Det kunde da måske tænkes, at vor krønikes omtale af den nævnte bestemmelse snarere skyldes den omstændighed, at Knud krænkede den gamle sædvaneret, end at Harald egentlig gav nogen ny lov om dette. ― Måske har overhovedet Haralds »lovgivning« kun bestået i et kongeløfte, et tilsagn om at holde de gamle love; hermed stemmer også Sakses efterretning om lovene bedst. Sakse fortæller nemlig, at Harald indførte brugen af medédsmænd; men dette bevismiddel må sikkert være af langt ældre oprindelse og kan ikke være blevet indført af Harald Hén. Også Ælnods ord om Haralds love forliges bedst med denne opfattelse.</ref>. Efter hans død kom hans broder Knud på thronen. Da denne ved en ny og uhørt lov vilde tvinge folket til at betale en skat, som man hos os kalder Nefgjald<ref>Nefgjald ↄ: Næse-gæld, en skat for hver næse, personskat. Det er muligt, at der med disse ord sigtes til Knuds iver for tiendes indførelse. — At Knud var hensynsløs i valget af midler, er der ingen tvivl om.</ref>, så blev han fordreven fra Jylland over til Fyn, og léd i<noinclude> <references/></noinclude> s9i1o9f7n7x0s424mvbvq4nw9nrbmec 471808 471806 2026-07-28T09:50:45Z MGA73 457 /* Proofread */ 471808 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="MGA73" />{{hoved|24||}}</noinclude>ypperlig mand og såre retfærdig hersker. Han gav alle ret til at bruge skovene, som de mægtige havde tilegnet sig alene<ref>Vor krønikes ros over Harald står i skarp modstrid med Sakses dadel af hans svaghed, der skaffede ham tilnavnet Hén (en blød hvæssesten). ― Mest bekendt er Harald bleven ved sin lovgivning, som, ifølge Ælnod, skaffede ham navn af »fredens og den offentlige friheds fader«. Disse love gav Harald på den almindelige valgforsamling (Isøre ting), »i overensstemmelse med folkets ønsker«; og ved senere kongevalg krævede folket dem overholdte af kongsæmnerne. ― Vor krønike giver os muligvis her en af lovbestemmelserne, hvis mening dog ikke er helt klar. Da vi véd, at det just var stormændene, der satte Haralds valg igennem, tør man næppe opfatte ordet »de mægtige« som betegnende stormændene, men snarere: kongen, eller hans fogeder, så at meningen bliver den, at kongerne havde tiltaget sig eneret til skovene, men nu fik også folket brugsret til dem. ― I virkeligheden betragtedes de {{sp|store}} skove (almindingerne) som kongens ejendom; men denne tillod gerne folket at bruge dem (f. ex. til oldensvin). Om Knud den hellige fortæller Knytlingasaga, at han krænkede denne folkets gamle ret, idet han forbød Hallandsfarerne at bruge skovene, for at tvinge dem til at føje sig. Det kunde da måske tænkes, at vor krønikes omtale af den nævnte bestemmelse snarere skyldes den omstændighed, at Knud krænkede den gamle sædvaneret, end at Harald egentlig gav nogen ny lov om dette. ― Måske har overhovedet Haralds »lovgivning« kun bestået i et kongeløfte, et tilsagn om at holde de gamle love; hermed stemmer også Sakses efterretning om lovene bedst. Sakse fortæller nemlig, at Harald indførte brugen af medédsmænd; men dette bevismiddel må sikkert være af langt ældre oprindelse og kan ikke være blevet indført af Harald Hén. Også Ælnods ord om Haralds love forliges bedst med denne opfattelse.</ref>. Efter hans død kom hans broder Knud på thronen. Da denne ved en ny og uhørt lov vilde tvinge folket til at betale en skat, som man hos os kalder Nefgjald<ref>Nefgjald ↄ: Næse-gæld, en skat for hver næse, personskat. Det er muligt, at der med disse ord sigtes til Knuds iver for tiendes indførelse. — At Knud var hensynsløs i valget af midler, er der ingen tvivl om.</ref>, så blev han fordreven fra Jylland over til Fyn, og léd i<noinclude> <references/></noinclude> 7cqpknjajdzlpa9kt9kqxr0kjhoipxe 104 122281 471807 471743 2026-07-28T09:46:58Z MGA73bot 792 Retter Eln til Æln 471807 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="1" user="MGA73bot" />{{hoved|||25}}</noinclude>den hellige martyr Albans kirke i Odense martyrdøden foran alteret, med stor anger i hjærtet, i det år efter Herrens byrd 1090, i sin kongetids 11te år<ref>Vor forfatter er uheldig med sine årstal. Knud dræbtes i virkeligheden 10. Juli 1086, altså i sin kongetids 7ende år. Om hans drab og helgenkåring må henvises til Ælnods vidtløftige fremstilling, oversat i H. Olrik, Danske helgeners levned. Ejendommelig er den kølighed, hvormed vor krønike omtaler ham (jfr. indledningen). Knuds bestræbelser for at hævde et stærkt kongedømme har ikke fundet nåde for vor forfatters øjne.</ref>. Hans legeme hædres ved store jertegn, og Kristus herliggøres i sin martyr. — Med ham dræbtes også hans broder Benedict. Derefter kom rigets stormænd sammen, valgte hans broder Olaf til konge, og tog ham til hersker over hele Danmarks rige<ref>Ifølge Sakse og Sven Aggesøn kom på denne tid hele folket sammen til kongevalg (på Isøre i det nordlige Sælland); vor krønike med sin udpræget aristokratiske opfattelse nævner kun stormændene som deltagende i valget. Disse sidste har sikkert også haft den afgørende stemme.</ref>. På hans tid herskede i 9 år stor hungersnød i Danmark, så at folk næppe kunde afholde sig fra utilladelige og forbudte spiser; ti eftersom under tvingende nød loven stundom brydes og overtrædes, så dræbte man heste for at spise dem, og mange slagtede endogsaa deres hunde<ref>Den katolske kirke forbød disse spiser.</ref>. Ingen dækkede borde med forskellige retter, og ingen skøttede om at vise nogen overdådighed<ref>Også det øvrige Evropa hjemsøgtes for en stor del af lignende uår på denne tid.</ref>. Denne ulykkes komme havde den ærværdige bisp Sven<ref>Den førnævnte Sven Nordmand.</ref> forudsagt lige efter Knuds drab, og gav derfor med sine faderlige påmindelser mange det råd: ved anger at holde den borte. Men eftersom Gud forhærder, hvem han vil, og ynkes over, hvem han vil<ref>Jfr. Rom. 9, 18.</ref>, så forhærdede han alles hjærter og slog dem, som det var forudsagt,<noinclude> <references/></noinclude> gzgkagrqf8s6eh9iz01d5sn7vqgcfag 471809 471807 2026-07-28T09:53:55Z MGA73 457 /* Proofread */ 471809 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="MGA73" />{{hoved|||25}}</noinclude>den hellige martyr Albans kirke i Odense martyrdøden foran alteret, med stor anger i hjærtet, i det år efter Herrens byrd 1090, i sin kongetids 11te år<ref>Vor forfatter er uheldig med sine årstal. Knud dræbtes i virkeligheden 10. Juli 1086, altså i sin kongetids 7ende år. Om hans drab og helgenkåring må henvises til Ælnods vidtløftige fremstilling, oversat i H. Olrik, Danske helgeners levned. Ejendommelig er den kølighed, hvormed vor krønike omtaler ham (jfr. indledningen). Knuds bestræbelser for at hævde et stærkt kongedømme har ikke fundet nåde for vor forfatters øjne.</ref>. Hans legeme hædres ved store jertegn, og Kristus herliggøres i sin martyr. — Med ham dræbtes også hans broder Benedict. Derefter kom rigets stormænd sammen, valgte hans broder Olaf til konge, og tog ham til hersker over hele Danmarks rige<ref>Ifølge Sakse og Sven Aggesøn kom på denne tid hele folket sammen til kongevalg (på Isøre i det nordlige Sælland); vor krønike med sin udpræget aristokratiske opfattelse nævner kun stormændene som deltagende i valget. Disse sidste har sikkert også haft den afgørende stemme.</ref>. På hans tid herskede i 9 år stor hungersnød i Danmark, så at folk næppe kunde afholde sig fra utilladelige og forbudte spiser; ti eftersom under tvingende nød loven stundom brydes og overtrædes, så dræbte man heste for at spise dem, og mange slagtede endogsaa deres hunde<ref>Den katolske kirke forbød disse spiser.</ref>. Ingen dækkede borde med forskellige retter, og ingen skøttede om at vise nogen overdådighed<ref>Også det øvrige Evropa hjemsøgtes for en stor del af lignende uår på denne tid.</ref>. Denne ulykkes komme havde den ærværdige bisp Sven<ref>Den førnævnte Sven Nordmand.</ref> forudsagt lige efter Knuds drab, og gav derfor med sine faderlige påmindelser mange det råd: ved anger at holde den borte. Men eftersom Gud forhærder, hvem han vil, og ynkes over, hvem han vil<ref>Jfr. Rom. 9, 18.</ref>, så forhærdede han alles hjærter og slog dem, som det var forudsagt,<noinclude> <references/></noinclude> 36oow9yllis1w71vy6ddw9ixkb6git1 104 122282 471810 471744 2026-07-28T09:56:49Z MGA73 457 /* Proofread */ 471810 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="MGA73" />{{hoved|26||}}</noinclude>med ulykker. Men hyrden<ref>Hermed menes bisp Sven.</ref> ynkedes Gud over, og befriede ham fra alle denne syndige verdens trængsler. — Ikke tilfreds med et virksomt liv i hjemmets ro som Marthas, vilde denne nemlig også ligesom Maria blive delagtig i den beskuende tanke<ref>Jfr. Luk. 10, 28—42.</ref>, og i kong Olafs andet år bad han derfor konge og folk om orlov, og besluttede som en bodfærdig pilegrim at drage til Jerusalem. Men da han kom til en ø ved navn Rhodus, blev han holdt tilbage af sygdom; hans sjæl gav sig sejrrig Kristus i vold, og hans legeme jordedes der på øen af hans grædende lærlinge<ref>Bisp Sven døde 1088 på Rhodos.</ref>. Da hans død rygtedes, sørgede kong Olaf tillige med hele den sællandske kirkes præsteskab, men satte dog Arnold på bispestolen. Denne var en enfoldig mand, og mere forsømmelig, end en omsorgsfuld præst burde være. Dog opførte han en mur af sten omkring klostret i Roskilde<ref>Det var dengang ikke ualmindeligt at omgive klostre med mure som befæstning. Muren kan måske tænkes at have omsluttet både kirken og domkapitlets bygning, klosteret. På det nævnte sigil i Nationalmuseet ses en takket murtinde foran kirken.</ref>, og fornyede også samme klosters maling<ref>Hermed må vel menes kalkmalerier på væggene og lofterne i bemeldte kloster.</ref>. — I hans 7ende år døde kong Olaf efter at have hersket i 9 år, af hvilke der end ikke var ét med rigelig høst<ref>Olaf døde 18. Avg. 1095. Eftertiden gav ham tilnavnet Hunger.</ref>. Efter hans død fulgte hans broder Erik den gode<ref>Eriks egentlige tilnavn var Egode (ↄ: den altid gode).</ref>; ham på thronen. Straks hørte den forhadte hungersnød op, og Guds straf vég bort fra folket. Men, om denne overflod kom for Eriks skyld, og den tidligere hungersnød for Olafs skyld, det må han afgøre, som véd alt, inden det skér, og som ordner alt, når og sådan som han<noinclude> <references/></noinclude> i38r6upv7cmt3xhm365y2xdbv1mwlmu 104 122283 471811 471745 2026-07-28T10:00:02Z MGA73 457 /* Proofread */ 471811 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="MGA73" />{{hoved|||27}}</noinclude>selv vil<ref>Genklang af forskellige skriftsteder, f. ex. Salm. 115, 3.</ref>; ti ingen af dem fortjente den lod, de fik<ref>Af disse ord ses, at vor krønike er nærmest gunstig stemt mod Olaf, men uvillig mod Erik.</ref>. Erik herskede i 8 år og fandt på mange ubillige og uretfærdige love<ref>Denne efterretning forbavser noget, da alle andre kilder roser Erik som den folkekære konge. Erik må vel på lovgivningens område i nogen grad være trådt i Knud den helliges fodspor og således have givet nogle love, som har mishaget vor forfatter stærkt; men hvilke, véd vi slet ikke. Man kan jo tænke på forbedring af trællenes og de fremmedes stilling o. lign.</ref>. — Han havde 3 frillesønner: Harald<ref>Som senere fik tilnavnet Kesje (et spyd).</ref>, Benedict<ref>Om denne vides ellers intet.</ref> og Erik<ref>Den senere Erik Emune.</ref>, samt med sin ægtehustru den højbyrdige Knud<ref>Den senere Knud Lavard.</ref>. — I hans kongetids 5te år, i det år efter Herrens byrd 1100, den 15. Juli, blev Jerusalem erobret af de kristne. I sin kongetids 8nde år, i det Herrens år 1103, besluttede endelig Erik at drage til Jerusalem tillige med sin hustru Bodil<ref>Bodil var datter af Thrugot, Sven Estridsøns hirdjarl, der var stamfader til den bekendte stormandsslægt, hvortil de senere ærkebisper Asser og Eskil, og høvdingen Kristjern, samt krønikeskriveren Sven Aggesøn hørte.</ref>; men da han kom til Cypern, døde han<ref>Erik døde på Cypern 10. Juli 1103. Bodil drog videre og nåede Jerusalem; hun døde på Oliebjærget. — I Eriks fraværelse var Harald Kesje sat til rigsstyrer; men han vakte ved sin voldsomhed folkets misnøje og blev forbigået ved kongevalget.</ref>. Da hans død rygtedes, tog Danerne hans broder Nils til konge; han var en godmodig og enfoldig mand, men ingenlunde skikket til at herske<ref>Også andre kilder værdsætter Nils omtrent på samme måde. Nils har egentlig heddet Niklas eller Nikles.</ref>. — I hans dage fandt en stor forfølgelse af præsteskabet sted. I hans kongetids 20nde år<ref>År 1128.</ref> begyndte nemlig en vis Peder Bodilsøn,<noinclude> <references/></noinclude> qm0ldmklfaqbua59qz5gpui5a9k6mzc 104 122284 471812 471746 2026-07-28T10:03:14Z MGA73 457 /* Proofread */ 471812 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="MGA73" />{{hoved|28||}}</noinclude>efter råd og tilskyndelse af sin kapellan Nothold, der senere blev bisp i Ribe<ref>Peder Bodilsøn var en sællandsk stormand, som også senere spillede en betydelig rolle, bl. a. efter Knud hertugs drab, som dennes hævner og Erik Emunes tilhænger. Senere understøttede han Roskildebispen Eskil (den senere ærkebisp) mod samme kong Erik. Han stiftede 1185, tillige med sin moder og sine 2 brødre, St. Peders kloster i Næstved. — Nothold blev bisp i Ribe 1134.</ref>, at rejse det krav til præsterne, at de, som havde hustruer, skulde sende dem fra sig, og at de, som ingen havde, aldrig måtte tage sig nogen<ref>Den kirkelige reformbevægelse, der krævede, at præsterne skulde leve ugifte (cølibat), var altså også nået til Danmark. 1128 i Langefasten afholdtes just det første almindelige Lateranmøde, på hvilket bl. a. også præsternes ægteskab fordømtes. — Om forfølgelsen har strakt sig udenfor Sællands grænser, véd vi ikke.</ref>. Dette krav kunde præsterne ikke stå imod, eftersom bisp Arnold allerede tyngedes af sin høje alder, og var syg; nogle blev lemlæstede, andre dræbte, andre jagne i landflygtighed, og kun få beholdt deres ejendom. — Arnold døde året efter dette bøndernes foretagende<ref>Ejendommeligt er det at se {{sp|bønderne}}, ledede af deres høvding Peder Bodilsøn, så ivrige for den kirkelige reform. Arnold døde 1124.</ref>. I hans sted satte kong Nils sin søn Magnus’ kapellan Peder, som var en oplyst og boglærd mand, samt den mest veltalende og karaktérfaste blandt alle de daværende bisper i Danmark. Han antog sig snart præsternes sag mod bønderne, og ikke blot befriede han dem fra denne nød, men fik endog sat igennem, at ingen lægmand skulde kunne rette klage mod en præst på de almindelige ting<ref>Herredstingene og landstinget.</ref>, men kun for den hellige synode<ref name="p28">Provincialforsamlingen for Roskilde bispedømme, i hvilken bispen førte forsædet og dømte. — Allerede Knud den hellige havde, ifølge Sakse, unddraget indbyrdes strid mellem præster fra de</ref>, hvilket ikke tidligere<noinclude> <references/></noinclude> iedln5x1rugwauszfw6gtzk2374ate5 104 122285 471813 471747 2026-07-28T10:06:26Z MGA73 457 /* Proofread */ 471813 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="MGA73" />{{hoved|||29}}</noinclude>var tilladt. — De formående præster satte bisp Peder megen pris på, men sin egen kirke<ref>Der menes Roskildekirken.</ref> gjorde han ingen gavn; derimod prydede han sine gårde med sten- og træhuse<ref>Også til verdslige bygninger anvendtes altså da sten som byggemateriale. — Gårdene bestod dengang sikkert af mange enkelte, ikke sammenbyggede huse, hvert til sit brug.</ref>. Og skønt han således gjorde det sidste til det første, og det første til det sidste, idet han søgte sit eget og kejserens<ref>Jfr. Matt. 22, 21. — Filipp. 2, 21.</ref>, så sagde han dog, at han vilde søge, hvad Guds var, hvis han blot engang fik ro og fred, så han kunde være sammen med Maria og Jakob<ref>Både Maria (i modsætning til Martha) og Jakob (i modsætning til Esav) er allegorier på den stille indadvendte gudsfrygt i modsætning til den udadvendte verdslighed.</ref>. Og for nu i gerning at opfylde, hvad han i tanke og ord havde foresat sig, så lagde han huse og jorder til hellig Clemens’ kirke<ref>Måske Clemenskirken i Slagelse.</ref>, for at der kunde dannes et munkesamlag ved denne. Men eftersom den gamle fjende altid ligger på lur og altid ser skævt til de retfærdiges gerninger, så udsåede han en så stor tvedragt blandt Danerne, at hverken præsteskab eller menighed har været stedt i større trængsel, lige siden kristendommen slog rod i Danmark. — Magnus, kong Nils’ eneste søn, dræbte nemlig, på djævelens tilskyndelse, under en skrømtet fred, kong Eriks søn Knud, der var en kysk og mådeholden mand, udstyret med forstand og veltalenhed og alle gode egenskaber, i det Herrens år 1130<ref>Knud hertug dræbtes 1131, 7. Jan., af Magnus, som under skin af venskab havde fået ham lokket over på Sælland (se herom H. Olrik, Danske helgeners levned). — At vor krønike, der er så hadefuld mod Knuds hævnere, ikke har andet end lovord over Knud selv, må være os en borgen for dennes uplettede karaktér.</ref>. <ref follow="p28">almindelige tings afgørelse, og nu blev altså i Roskilde stift den bestemmelse sat igennem, at ingen klerk kunde dømmes af en verdslig domstol. Dette var et nyt og vigtigt skridt henimod præsternes uafhængighed.</ref><noinclude> <references/></noinclude> 8ikdekj9u3hnhz9mvdcvqb4s8vb070n 104 122286 471814 471748 2026-07-28T10:09:33Z MGA73 457 /* Proofread */ 471814 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="MGA73" />{{hoved|30||}}</noinclude>Af den grund vakte Knuds brødre, Harald og Erik, oprør mod kong Nils og hans søn Magnus, og de stræbte på enhver måde efter at berøve Nils hans rige og kongenavn, og Magnus hans liv<ref>Andre kilder, navnlig Sakse, giver en langt fyldigere fremstilling af begivenhederne efter Knuds drab. Knuds venner vilde begrave liget i Roskilde, men Nils nægtede dette, og det jordedes så i Ringsted. Dernæst drog de rundt og ophidsede folket mod Magnus; på et meget bevæget landsting ved Ringsted måtte Nils love at forvise morderen og rense sig selv for beskyldningen for meddelagtighed. Men Nils holdt ikke sit ord, og Erik valgtes så til konge på Ringsted landsting. Erik vilde dog ikke hyldes, før Knud var hævnet, og drog over til Jylland (se den følgende sætning i texten).</ref>. Erik samlede så alle forrædere og ildgerningsmænd, kom over til Jylland og tiltog sig dér kongenavn efter at have vundet en del af folket ved falske løfter. — Erik var nemlig yngre end Harald og langt mere veltalende end denne; en skændig mand, fuld af raseri og løgn<ref>Her mærker man ret partimanden. — Ifølge andre beretninger antog Erik ikke kongenavn i Jylland, men først efter sin hjemkomst til Sælland samme år (se lige nedenfor).</ref>. Da Harald hørte dette, begav han sig til kong Nils, eftersom han ikke vilde stå under sin yngre broder, dels for alderens skyld, dels på grund af den hob sønner, han havde (nemlig 12), dels endelig for sin umådelige rigdoms skyld, som han uretfærdigt havde røvet fra alle folk<ref>Også andre kilder beretter om Haralds røveri (ud fra Haraldsborg ved Roskilde).</ref>. — Kong Nils ilede nu til Jylland, og holdt mange slag med Erik. Denne blev slagen i dem alle, og flygtede til Slesvig<ref name="p30">Erik var på sit første Jyllandstog bleven slagen ved Jellinge på grund af Ribebispen Thores svig. Han drog så tilbage til Sælland, antog kongenavn, og drog atter til Jylland, hvor han kastede sig ind i Slesvig, i håb om hjælp fra den tyske konge Lothar. Denne drog også frem til Danevirke, men lod sig forsone, da det blev tilbudt ham, at Magnus (hvem Nils i mellemtiden sikkert havde gjort til medkonge) skulde blive hans lensmand. Mod sit løfte drog Lothar igen tilbage, og Erik måtte</ref>.<noinclude> <references/></noinclude> 4j54p54c95i0ologocr5crdlyc2t10z 104 122287 471815 471749 2026-07-28T10:12:41Z MGA73 457 /* Proofread */ 471815 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="MGA73" />{{hoved|||31}}</noinclude>I det følgende år kæmpede de tilsøs ved Sejrø; kong Nils’ søn Magnus blev her omringet af Eriks hær, fordi han troede, at det var hans fader, der var kommen først; mange fangedes, og endnu flere dræbtes; selv undslap han med nød og næppe med nogle få skibe<ref>Dette skete altså 1132. Derefter drog Erik til Jylland, hvor han dræbte bisp Eskil for alteret i hellig Margretes kirke ved Viborg; men derpå blev han slagen ved Onsild (ved Hobro) og måtte flygte; hans tilhænger Kristjern Svensøn var tidligere bleven slagen ved Rønbjærg (Vest for Skive).</ref>. Men i det 3dje år drog kong Nils til Sælland med 100 skibe, og da den største del af folket tillige med bisp Peder var Nils god, måtte Erik flygte ved det første sammenstød, efter at det var kommet til kamp ved Værebro<ref>Mellem Slangerup og Roskilde.</ref>. Nils vandt sejr og hærgede derpå Roskilde<ref>Borgerne i Roskilde, der delvis bestod af Tyskere, havde nemlig sammen med Erik kæmpet mod broderen Harald Kesje; denne flygtede fra sin borg (Haraldsborg), som borgerne jævnede med jorden (1132). Harald hævnede sig nu grusomt på Tyskerne i Roskilde.</ref>. Erik drog nu til Skåne og søgte hjælp dér; men Skåningerne forjog ham, og han tog så sin tilflugt til Norges konge Magnus, søn af kong Sivard<ref>Magnus, søn af Sigurd Jorsalfarer, var kommen på thronen efter faderens død 1130, men måtte dele den med sin faders broder Harald Gille. Magnus havde 1132 ægtet Knud Lavards datter, Eriks broderdatter, Kristina.</ref>, og bønfaldt ham om hjælp. Men denne, der meget vel vidste, hvad han vilde, tilsagde ham kun på skrømt fred og sikkerhed, og lovede at vise ham venlighed i alle ting<ref>Erik har vistnok nærmet sig mere til Harald Gille, end det behagede Magnus, der stod på en meget spændt fod med sin farbroder. Lidt senere søgte i al fald Harald hjælp hos Erik imod Magnus, og da var altså Erik og Harald gode venner.</ref>. — Men da <ref follow="p30">i vinteren 1131—32 udholde en hård belejring i Slesvig, afskåren fra tilførsel, som han var, på grund af den strenge frost. Endelig slap han dog ud af byen ved vårens frembrud og drog atter til Sælland.</ref><noinclude> <references/></noinclude> ph0utlngfopvlmqhklvw1ujql2oeg6m 104 122288 471816 471750 2026-07-28T11:14:39Z MGA73 457 /* Proofread */ 471816 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="MGA73" />{{hoved|32||}}</noinclude>han først havde modtaget Erik tillige med nogle få ledsagere, så kom meningen af alt, hvad han havde talt i sit hjærte<ref>Genklang af skriftsteder, f. ex. Salme 15, 2.</ref>, tydelig frem ved selve begivenhedernes gang. Han berøvede nemlig Erik alt det gods, som denne havde bragt med sig, jog hans mænd bort, og befalede sine mænd at holde ham i lænker, og ikke kunde nogen udlænding komme ind til ham. Berøvet alt mærkede Erik nu, at hans liv var i største fare, og tog derfor sin tilflugt til snedige påfund. Han lod nemlig, som om han var syg, for ikke at blive ført til Konghelle<ref>Konghelle var en anselig handelsstad med en kongelig borg. ikke langt fra Götaelvens munding, tæt ved Hallands grænse.</ref>; og åbenlyst drak og spiste han intet. Desuden sendte han bud til sine venner i Danmark, med bøn om, at de vilde mindes hans store velgerninger imod dem og derfor hurtig befri ham fra den truende død; han opgav dem også et bestemt tidspunkt. Følgen heraf var, at de netop til den aftalte tid kom derop med et skib, tog Erik ombord, medens vagterne lå og sov en rus ud<ref>Ifølge Sakse var det Eriks kapellan, der hjalp med til at drikke vagterne fulde. Erik sikkrede sig mod forfølgelse ved at bore huller i Magnus’ skibe.</ref>, og flygtede til Skåne med ham, kun ledsaget af dronningen og én terne<ref>Eriks dronning var Malfrede, enke efter kong Sigurd Jorsalfarer, som han havde ægtet omtrent samtidig med, at Magnus Sigurdssøn ægtede hans broderdatter Kristina. Denne sidste blev snart efter forskudt af Magnus, der mistænkte hende for at have stået sin farbroder bi. — Erik sejlede først til Låland, hvor han lod Nils’ jarl Ubbe hænge, og derfra til Skåne.</ref>. Uagtet Skåningerne tidligere havde nægtet ham hjælp, modtog de ham nu alle éndrægtigt efter fælles råd, ret som slagne af anger, og sagde, at de vilde leve og dø med ham. Dengang var Asser ærkebisp; han var den første ærkebisp for Danmark, Sverige og Norge<ref name="p32">Asser var brodersøn af Erik Egodes dronning Bodil og tilhørte</ref>.<noinclude> <references/></noinclude> kb7dqdpuqhqbtv693r1patpm3gy0g5m 104 122289 471751 471633 2026-07-27T12:04:42Z MGA73 457 471751 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="1" user="MGA73bot" />{{hoved|||33}}</noinclude>Asser var en hæftig og pirrelig mand, ubehersket, uden fasthed: i rigets store forvirring stod han ikke som en mur for Israels hus<ref>Jfr. Jer. 1, 18. Ezech. 2, 5.</ref>, men vendte sig, hvorhen vinden blæste, ligesom et rør, der svajer for vinden <ref>Jfr. Matth. 11, 7. I disse ord udtrykker vor forfatter sin misbilligelse af, at Asser i den afgørende kamp stillede sig på Eriks side.</ref>). På den tid blev Lund efter Eriks befaling omgiven med en mur og en vold<ref>Erik ventede nemlig Nils’ og Magnus’ angreb den følgende sommer. — Byernes forsvarsværker spiller overhovedet en vis rolle i Eriks kampe.</ref>. — Kong Nils udbød imidlertid leding over de ham underlagte lande<ref>Jylland og øerne.</ref>, og gav med stor omsigt den befaling, at alle gode mænd<ref>Ordet »god« er vist brugt både i moralsk og i social betydning (betegnende de ansete, højtstående mænd i riget, stormændene).</ref> den 4de Juni skulde give møde ved Skåne; ved denne tid fejredes i det år den hellige Pinsefest<ref>Pinsedag var 1134 d. 3dje Juni, og Mandagen d. 4de stod slaget.</ref>. Anden helligdag gik da mandskabet uforsigtigt i land, og uden at ordne deres sager forstandig; Erik kastede sig imod dem med sin hær<ref>Udskibningen foregik ved Fotevig, ved Skånes Sydvest-spids. Erik kom sprængende med sit rytteri fra Lund og overraskede hæren ved udskibningen, hvorfor hans folk kunde anrette et forfærdeligt nederlag på modstanderne. Magnus var blandt de fà, der søgte at forsvare sig, kæmpede mandelig, men blev tilsidst fældet.</ref> og tilføjede hele Danmark et ubeskriveligt og ubodeligt tab. Vé hint grufulde år og hin bitre dag, dødens dag. mørkets dag, fuld af jammer, tung af gråd! Vé hin dag, da Magnus dræbes, Danmarks blomst knækkes; han, den <ref follow="p32">således en meget anselig slægt. Han var bisp i Lund fra 1089, og viedes 1103 til nordisk ærkebisp af den pavelige legat Alberik, efter at Erik Egode havde sat oprettelsen af et nordisk ærkesæde igennem.</ref><noinclude> <references/> {{small|{{hoved|{{afstand|2em}}Roskildekrøniken.||3{{afstand|4em}}}}}}</noinclude> ongs6wzhkuh0bdnj75htjs36dbkmpe3 471753 471751 2026-07-27T12:09:12Z MGA73 457 {{rettelse|).|.}} 471753 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="1" user="MGA73bot" />{{hoved|||33}}</noinclude>Asser var en hæftig og pirrelig mand, ubehersket, uden fasthed: i rigets store forvirring stod han ikke som en mur for Israels hus<ref>Jfr. Jer. 1, 18. Ezech. 2, 5.</ref>, men vendte sig, hvorhen vinden blæste, ligesom et rør, der svajer for vinden <ref>Jfr. Matth. 11, 7. I disse ord udtrykker vor forfatter sin misbilligelse af, at Asser i den afgørende kamp stillede sig på Eriks side.</ref>{{rettelse|).|.}} På den tid blev Lund efter Eriks befaling omgiven med en mur og en vold<ref>Erik ventede nemlig Nils’ og Magnus’ angreb den følgende sommer. — Byernes forsvarsværker spiller overhovedet en vis rolle i Eriks kampe.</ref>. — Kong Nils udbød imidlertid leding over de ham underlagte lande<ref>Jylland og øerne.</ref>, og gav med stor omsigt den befaling, at alle gode mænd<ref>Ordet »god« er vist brugt både i moralsk og i social betydning (betegnende de ansete, højtstående mænd i riget, stormændene).</ref> den 4de Juni skulde give møde ved Skåne; ved denne tid fejredes i det år den hellige Pinsefest<ref>Pinsedag var 1134 d. 3dje Juni, og Mandagen d. 4de stod slaget.</ref>. Anden helligdag gik da mandskabet uforsigtigt i land, og uden at ordne deres sager forstandig; Erik kastede sig imod dem med sin hær<ref>Udskibningen foregik ved Fotevig, ved Skånes Sydvest-spids. Erik kom sprængende med sit rytteri fra Lund og overraskede hæren ved udskibningen, hvorfor hans folk kunde anrette et forfærdeligt nederlag på modstanderne. Magnus var blandt de fà, der søgte at forsvare sig, kæmpede mandelig, men blev tilsidst fældet.</ref> og tilføjede hele Danmark et ubeskriveligt og ubodeligt tab. Vé hint grufulde år og hin bitre dag, dødens dag. mørkets dag, fuld af jammer, tung af gråd! Vé hin dag, da Magnus dræbes, Danmarks blomst knækkes; han, den <ref follow="p32">således en meget anselig slægt. Han var bisp i Lund fra 1089, og viedes 1103 til nordisk ærkebisp af den pavelige legat Alberik, efter at Erik Egode havde sat oprettelsen af et nordisk ærkesæde igennem.</ref><noinclude> <references/> {{small|{{hoved|{{afstand|2em}}Roskildekrøniken.||3{{afstand|4em}}}}}}</noinclude> f1vpgel4680hrqqrjhv3tv06be55vjd 471817 471753 2026-07-28T11:18:34Z MGA73 457 /* Proofread */ 471817 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="MGA73" />{{hoved|||33}}</noinclude>Asser var en hæftig og pirrelig mand, ubehersket, uden fasthed: i rigets store forvirring stod han ikke som en mur for Israels hus<ref>Jfr. Jer. 1, 18. Ezech. 2, 5.</ref>, men vendte sig, hvorhen vinden blæste, ligesom et rør, der svajer for vinden <ref>Jfr. Matth. 11, 7. I disse ord udtrykker vor forfatter sin misbilligelse af, at Asser i den afgørende kamp stillede sig på Eriks side.</ref>{{rettelse|).|.}} På den tid blev Lund efter Eriks befaling omgiven med en mur og en vold<ref>Erik ventede nemlig Nils’ og Magnus’ angreb den følgende sommer. — Byernes forsvarsværker spiller overhovedet en vis rolle i Eriks kampe.</ref>. — Kong Nils udbød imidlertid leding over de ham underlagte lande<ref>Jylland og øerne.</ref>, og gav med stor omsigt den befaling, at alle gode mænd<ref>Ordet »god« er vist brugt både i moralsk og i social betydning (betegnende de ansete, højtstående mænd i riget, stormændene).</ref> den 4de Juni skulde give møde ved Skåne; ved denne tid fejredes i det år den hellige Pinsefest<ref>Pinsedag var 1134 d. 3dje Juni, og Mandagen d. 4de stod slaget.</ref>. Anden helligdag gik da mandskabet uforsigtigt i land, og uden at ordne deres sager forstandig; Erik kastede sig imod dem med sin hær<ref>Udskibningen foregik ved Fotevig, ved Skånes Sydvest-spids. Erik kom sprængende med sit rytteri fra Lund og overraskede hæren ved udskibningen, hvorfor hans folk kunde anrette et forfærdeligt nederlag på modstanderne. Magnus var blandt de få, der søgte at forsvare sig, kæmpede mandelig, men blev tilsidst fældet.</ref> og tilføjede hele Danmark et ubeskriveligt og ubodeligt tab. Vé hint grufulde år og hin bitre dag, dødens dag. mørkets dag, fuld af jammer, tung af gråd! Vé hin dag, da Magnus dræbes, Danmarks blomst knækkes; han, den <ref follow="p32">således en meget anselig slægt. Han var bisp i Lund fra 1089, og viedes 1103 til nordisk ærkebisp af den pavelige legat Alberik, efter at Erik Egode havde sat oprettelsen af et nordisk ærkesæde igennem.</ref><noinclude> <references/> {{small|{{hoved|{{afstand|2em}}Roskildekrøniken.||3{{afstand|4em}}}}}}</noinclude> 09mctqflzdzjg7s5py7svsso1vi9tlh 104 122290 471754 471634 2026-07-27T12:18:59Z MGA73 457 471754 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="1" user="MGA73bot" />{{hoved|34||}}</noinclude>skønneste blandt de unge, kæk og kraftig, en glad giver<ref>Jfr. 2 Kor. 9, 7.</ref>, forstandig, og en elsker af fasthed; Magnus dræbes, og med ham høvdinger<ref>Vi véd, at 2 kongeætlinge faldt i slaget, nemlig Henrik Skadelår og Magnus, søn af Harald Kesje.</ref> og 5 bisper, nemlig: Peder fra Roskilde, Thore fra Ribe, Ketil fra Vestervig<ref>Vestervig var endnu da bispesæde; få år efter flyttedes dette til Børglum, hvor et Præmonstratenser-kloster fandtes.</ref>, og Henrik, som var fordreven fra Sverige<ref>Henrik havde været bisp i Vesterås. Han skal have været dansk af fødsel. — Også Århus bispen Ulfkel må være falden i slaget. Dette store antal bisper, der falder på Nils’ og Magnus’ side, er ret mærkværdigt. Det viser, hvor nøje bisperne var knyttede til kongemagten; ja, bisperne går endog i kamp for den, skønt det egentlig ikke var dem tilladt at bære våben.</ref>. — Adelbert<ref>Han kaldes senere Adelbjørn, hvilket er navnets danske form.</ref> fra Slesvig fik i kampen et uhelbredeligt sår, og levede knap halvandet år derefter. En sjette bisp, nemlig Eskil, havde Erik 2 år før denne kamp ladet dræbe i kirken, mens han forrettede morgengudstjenesten<ref>Eskil dræbtes i hellig Margretes kirke ved Viborg 20. Octbr. 1132. Se ovenfor, s. 31, note 1 [Wikinote: Dvs. note 170].</ref>; han var en såre skøn, forstandig og vellærd mand. Da nu kong Nils så, at nogle fangedes, andre lemlæstedes, andre dræbtes, og atter andre druknede i vandet, fik han med nød og næppe fat på en hest og nåede ud til et skib tillige med Harald<ref>Harald Kesje.</ref>. Da han dernæst kom over til Sælland, søgte han efter ævne at sætte mod i sine folk. Derefter drog han til Jylland og satte her Harald over halvdelen af riget, idet han hædrede ham med kongenavn<ref>Nils har altså gjort Harald til sin medkonge.</ref>. Siden blev han skammelig svegen af Slesvigerne, skønt lejde var givet og bekræftet med éd, og troløst dræbt i staden Slesvig tillige med de stormænd, han endnu havde tilbage, den 25nde Juni i det<noinclude> <references/></noinclude> jvppusznpjntrapxq7rtrpj65otv04t 471818 471754 2026-07-28T11:23:00Z MGA73 457 /* Proofread */ 471818 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="MGA73" />{{hoved|34||}}</noinclude>skønneste blandt de unge, kæk og kraftig, en glad giver<ref>Jfr. 2 Kor. 9, 7.</ref>, forstandig, og en elsker af fasthed; Magnus dræbes, og med ham høvdinger<ref>Vi véd, at 2 kongeætlinge faldt i slaget, nemlig Henrik Skadelår og Magnus, søn af Harald Kesje.</ref> og 5 bisper, nemlig: Peder fra Roskilde, Thore fra Ribe, Ketil fra Vestervig<ref>Vestervig var endnu da bispesæde; få år efter flyttedes dette til Børglum, hvor et Præmonstratenser-kloster fandtes.</ref>, og Henrik, som var fordreven fra Sverige<ref>Henrik havde været bisp i Vesterås. Han skal have været dansk af fødsel. — Også Århus bispen Ulfkel må være falden i slaget. Dette store antal bisper, der falder på Nils’ og Magnus’ side, er ret mærkværdigt. Det viser, hvor nøje bisperne var knyttede til kongemagten; ja, bisperne går endog i kamp for den, skønt det egentlig ikke var dem tilladt at bære våben.</ref>. — Adelbert<ref>Han kaldes senere Adelbjørn, hvilket er navnets danske form.</ref> fra Slesvig fik i kampen et uhelbredeligt sår, og levede knap halvandet år derefter. En sjette bisp, nemlig Eskil, havde Erik 2 år før denne kamp ladet dræbe i kirken, mens han forrettede morgengudstjænesten<ref>Eskil dræbtes i hellig Margretes kirke ved Viborg 20. Octbr. 1132. Se ovenfor, s. 31, note 1 [Wikinote: Dvs. note 170].</ref>; han var en såre skøn, forstandig og vellærd mand. Da nu kong Nils så, at nogle fangedes, andre lemlæstedes, andre dræbtes, og atter andre druknede i vandet, fik han med nød og næppe fat på en hest og nåede ud til et skib tillige med Harald<ref>Harald Kesje.</ref>. Da han dernæst kom over til Sælland, søgte han efter ævne at sætte mod i sine folk. Derefter drog han til Jylland og satte her Harald over halvdelen af riget, idet han hædrede ham med kongenavn<ref>Nils har altså gjort Harald til sin medkonge.</ref>. Siden blev han skammelig svegen af Slesvigerne, skønt lejde var givet og bekræftet med éd, og troløst dræbt i staden Slesvig tillige med de stormænd, han endnu havde tilbage, den 25nde Juni i det<noinclude> <references/></noinclude> a2aouxr517sk5xo8j8pcneum3ci23im 104 122291 471755 471735 2026-07-27T12:25:10Z MGA73 457 471755 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="1" user="MGA73bot" />{{hoved|||35}}</noinclude>nævnte år, i sin kongetids 31te år<ref>Nils havde betænkeligheder ved at drage ind i Knud hertugs gamle sæde; men disse blev overvundne, da der blev givet ham gisler, bl. a. selve Slesvigbispen. — Men, da han var kommen indenfor, lukkedes byportene. og gildeklokken kaldte medlemmerne af det gilde (édslag) sammen, som Knud hertug havde været oldermand for; derpå dræbtes Nils med sit følge af de ophidsede borgere.</ref>. Men Harald, som kendte hines svigefulde planer, og meget havde frarådet kongen at fæste lid til dem, foregav, at han skulde andensteds hen<ref>Harald undgik derfor at dræbes sammen med Nils. Ifølge Sakse lod han sig nu hylde på Urnehoved ting i Sønderjylland.</ref>. Da Erik hørte dette, drog han til Slesvig og gav borgerne rige gaver for den skændige udåd. Her<ref>Altså i Slesvig.</ref> indsættes nu Eskil<ref>Den senere så berømte ærkebisp, brodersøn af Asser.</ref> til bisp i Roskilde i steden for Peder; Nothold<ref>Peder Bodilsøns tidligere kapellan. Jfr. ovenfor s. 28.</ref> trænges ind i Thores sted i Ribe; Self<ref>Han kaldes andensteds Sylvester; han flyttede bispestolen til Børglum.</ref> bliver Ketils efterfølger blandt Vendelboerne, og Illuge bliver Ulfkels eftermand i Århus. — Imidlertid dør den troløse Adelbjørn<ref>Grunden til, at Adelbjørn her kaldes troløs, er vel den, at hans tilslutning til Nils og Magnus har været mindre oprigtig mént.</ref>, Slesvigernes bisp, af sit nævnte sår, og efter ham indsættes Rike, Eriks kapellan<ref>Adelbjørn døde først 1135. — Som det vil ses, er det paa denne tid stadig kongen, der indsætter bisperne.</ref>. Efter at have tilendebragt alt dette, drog Erik til Skåne og tilbragte Julen der. Harald opholdt sig imidlertid i Jylland og støttedes af såre mange Jyder. Da Erik hørte dette, kom han pludselig over til Sælland, og under stærk frost satte han i stor hast herfra over til Jylland på et skib; den følgende nat fangede han sin intet anende broder tillige med hans børn og hustru<ref>Harald Kesje var gift med Ragnhild, datter af den norske konge Magnus Barfod.</ref> i en by ved<noinclude> <references/> {{small|{{hoved|||3*{{afstand|4em}}}}}}</noinclude> t4bi035ohut1c358g7tlo8eiz8cxupg 471819 471755 2026-07-28T11:28:07Z MGA73 457 /* Proofread */ skal vel være komma 471819 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="MGA73" />{{hoved|||35}}</noinclude>nævnte år, i sin kongetids 31te år<ref>Nils havde betænkeligheder ved at drage ind i Knud hertugs gamle sæde; men disse blev overvundne, da der blev givet ham gisler, bl. a. selve Slesvigbispen. — Men, da han var kommen indenfor, lukkedes byportene{{rettelse|.|,}} og gildeklokken kaldte medlemmerne af det gilde (édslag) sammen, som Knud hertug havde været oldermand for; derpå dræbtes Nils med sit følge af de ophidsede borgere.</ref>. Men Harald, som kendte hines svigefulde planer, og meget havde frarådet kongen at fæste lid til dem, foregav, at han skulde andensteds hen<ref>Harald undgik derfor at dræbes sammen med Nils. Ifølge Sakse lod han sig nu hylde på Urnehoved ting i Sønderjylland.</ref>. Da Erik hørte dette, drog han til Slesvig og gav borgerne rige gaver for den skændige udåd. Her<ref>Altså i Slesvig.</ref> indsættes nu Eskil<ref>Den senere så berømte ærkebisp, brodersøn af Asser.</ref> til bisp i Roskilde i steden for Peder; Nothold<ref>Peder Bodilsøns tidligere kapellan. Jfr. ovenfor s. 28.</ref> trænges ind i Thores sted i Ribe; Self<ref>Han kaldes andensteds Sylvester; han flyttede bispestolen til Børglum.</ref> bliver Ketils efterfølger blandt Vendelboerne, og Illuge bliver Ulfkels eftermand i Århus. — Imidlertid dør den troløse Adelbjørn<ref>Grunden til, at Adelbjørn her kaldes troløs, er vel den, at hans tilslutning til Nils og Magnus har været mindre oprigtig mént.</ref>, Slesvigernes bisp, af sit nævnte sår, og efter ham indsættes Rike, Eriks kapellan<ref>Adelbjørn døde først 1135. — Som det vil ses, er det paa denne tid stadig kongen, der indsætter bisperne.</ref>. Efter at have tilendebragt alt dette, drog Erik til Skåne og tilbragte Julen der. Harald opholdt sig imidlertid i Jylland og støttedes af såre mange Jyder. Da Erik hørte dette, kom han pludselig over til Sælland, og under stærk frost satte han i stor hast herfra over til Jylland på et skib; den følgende nat fangede han sin intet anende broder tillige med hans børn og hustru<ref>Harald Kesje var gift med Ragnhild, datter af den norske konge Magnus Barfod.</ref> i en by ved<noinclude> <references/> {{small|{{hoved|||3*{{afstand|4em}}}}}}</noinclude> cs5oq2kf76uvgt3cjmtjkggv890vsrr 104 122292 471756 471736 2026-07-27T12:31:13Z MGA73 457 471756 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="1" user="MGA73bot" />{{hoved|36||}}</noinclude>navn Skiping<ref>Skibet i Tørrild herred, Vest for Vejle, i hvis nærhed lå en gammel kongsgård, Haraldskær.</ref>; Erik lod ham dræbe af bødlerne, og hans hoved begravedes af sognemændene dér fra byen i den yderste afkrog af kirkegården<ref>Dette skete altså i begyndelsen af 1135.</ref>. Erik gjorde sig meget til af sin broders død; hans sønner lod han bringe til Skåne og holdt dem dér i lænker lige til Avgust måned. Da lagde han onde råd op med Skåningerne og sendte dem til en ø, som kaldes Suer<ref>Navnet må vist være forvansket; hvilken ø der menes, er tvivlsomt (Sejerø?).</ref>, hvor han lod dem alle dræbe, og ligene kaste i én og samme grav. Deres navne er disse: Sivard, Erik, Sven, Nils, Harald, Benedict, Mistivint<ref>Slavisk navn. Måske har én af Haralds talrige friller været af slavisk herkomst.</ref> og Knud. Men Olaf<ref>En niende søn af Harald.</ref> havde, da hans fader og brødre fangedes, blandet sig mellem tiggerne og pilegrimene<ref>Disse opholdt sig sandsynligvis i et andet hus dér på gården. Også ifølge andre kilder undslap Olaf ved list (i kvindeklæder).</ref>, og således lykkedes det ham, iført nogle af deres klæder, at slippe bort og nå over til Sveriges konge Sverker, hvem han bønfaldt om hjælp. Da denne havde fået hele begivenhedernes følge at høre: hvordan hans fader og brødre var blevne dræbte, så antog han sig Olaf, i det håb, at der kunde komme noget godt ud af ham, og gav ham med stor velvilje i alle Eriks dage en del af sit rige til underhold<ref>Olaf kæmpede senere, med svensk hjælp, mod Erik Lam.</ref>. — Bjørn og Erik Diakon<ref>2 andre sønner af Harald Kesje; Erik Diakon må have tilhørt præstestanden.</ref> havde Erik ét år før faderens død ladet drukne ved den borg, der ligger ved indløbet til Slesvig<ref name="p36">Hermed menes måske kastellet Kil ved Mysunde; nærmere ved Slesvig lå Jørgensborg. Ifølge Sakse var Bjørn (med tilnavnet Jernside) og Erik gåede over til Erik Emune; men denne {{bindestreg1|mis}}</ref>. Den tolvte søn Magnus var<noinclude> <references/></noinclude> iqogduhv1gmxynl1f98am0qoa7yx17u 471820 471756 2026-07-28T11:31:42Z MGA73 457 /* Proofread */ 471820 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="MGA73" />{{hoved|36||}}</noinclude>navn Skiping<ref>Skibet i Tørrild herred, Vest for Vejle, i hvis nærhed lå en gammel kongsgård, Haraldskær.</ref>; Erik lod ham dræbe af bødlerne, og hans hoved begravedes af sognemændene dér fra byen i den yderste afkrog af kirkegården<ref>Dette skete altså i begyndelsen af 1135.</ref>. Erik gjorde sig meget til af sin broders død; hans sønner lod han bringe til Skåne og holdt dem dér i lænker lige til Avgust måned. Da lagde han onde råd op med Skåningerne og sendte dem til en ø, som kaldes Suer<ref>Navnet må vist være forvansket; hvilken ø der menes, er tvivlsomt (Sejerø?).</ref>, hvor han lod dem alle dræbe, og ligene kaste i én og samme grav. Deres navne er disse: Sivard, Erik, Sven, Nils, Harald, Benedict, Mistivint<ref>Slavisk navn. Måske har én af Haralds talrige friller været af slavisk herkomst.</ref> og Knud. Men Olaf<ref>En niende søn af Harald.</ref> havde, da hans fader og brødre fangedes, blandet sig mellem tiggerne og pilegrimene<ref>Disse opholdt sig sandsynligvis i et andet hus dér på gården. Også ifølge andre kilder undslap Olaf ved list (i kvindeklæder).</ref>, og således lykkedes det ham, iført nogle af deres klæder, at slippe bort og nå over til Sveriges konge Sverker, hvem han bønfaldt om hjælp. Da denne havde fået hele begivenhedernes følge at høre: hvordan hans fader og brødre var blevne dræbte, så antog han sig Olaf, i det håb, at der kunde komme noget godt ud af ham, og gav ham med stor velvilje i alle Eriks dage en del af sit rige til underhold<ref>Olaf kæmpede senere, med svensk hjælp, mod Erik Lam.</ref>. — Bjørn og Erik Diakon<ref>2 andre sønner af Harald Kesje; Erik Diakon må have tilhørt præstestanden.</ref> havde Erik ét år før faderens død ladet drukne ved den borg, der ligger ved indløbet til Slesvig<ref name="p36">Hermed menes måske kastellet Kil ved Mysunde; nærmere ved Slesvig lå Jørgensborg. Ifølge Sakse var Bjørn (med tilnavnet Jernside) og Erik gåede over til Erik Emune; men denne {{bindestreg1|mis}}</ref>. Den tolvte søn Magnus var<noinclude> <references/></noinclude> kcu7xq8wcp6iqwh4nzj5tavh3ehunnv 104 122293 471757 471737 2026-07-27T12:38:02Z MGA73 457 471757 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="1" user="MGA73bot" />{{hoved|||37}}</noinclude>falden i slaget i Skåne<ref>Slaget ved Fotevig 1134.</ref> sammen med kong Nils’ søn Magnus. Alle disse var Haralds sønner, og alle reves de bort af en tidlig død. — Alene Olaf er tilbage, et uhyre med mange hoveder<ref>Jfr. Horats’ Epistler I, 1, 76. — Olaf kæmpede senere med Erik Lam og dræbte bl. a. Roskildebispen Rike, men blev slagen gentagne gange og dræbt 1143.</ref>. Imidlertid dør ærkebisp Asser af Lund den 13de Maj, og jordes i hellig Lavrentius’ kirke<ref>Asser døde ikke d. 13de, men d. 5te Maj, 1137. — Lavrentiuskirken i Lund var grundlagt af Asser, men fuldførtes først af Eskil.</ref>. Erik bar sig i alle ting ad, som om han var kejser; han ryddede alle hindringer af vejen og tålte ingen ligemand, endsige overmand; overmodig, opblæst, stor i ondskab, skrækkelig i al sin færd, fór han frem som et lyn, røvede trods gråd og suk fra folk, som han kunde tænke ejede noget, og fordelte det ranede gods blandt griske og skadefro mennesker<ref>Denne skildring af Erik Emuno er naturligvis i høj grad overdreven. Men at Erik virkelig var grusom og hensynsløs, derom vidner noksom hans adfærd mod broderen og hans børn. — Sakse siger, at han var »en skræk for de store, men elsket af de små«.</ref>. — Således var Eriks liv, således hans optræden, således hans indgang; men lad os nu se på, hvilken udgang han fik. Da han engang mødte på et ting i nærheden af Ribe<ref>Ifølge Sven Aggesøn var det Urnehoved ting i Sønderjylland, men det er ret tvivlsomt, om ovenstående udtryk kan forenes med denne efterretning.</ref>, så rejste sig en mand ved navn Plog (på Latin ''aratrum'')<ref>''Aratrum'' betyder på Latin en plov.</ref>, og strakte den intet anende konge til jorden ved et dødeligt sår; Plog var en hæslig, lavstammet mand, <ref follow="p36">{{bindestreg2|tænkte|mistænkte}} dem dog for at stå i forbindelse med faderen, lod dem fængsle og sætte i den nævnte borg, samt endelig drukne.</ref><noinclude> <references/></noinclude> 8v78ftymrznjwda5chv2eauatsqkob2 471821 471757 2026-07-28T11:35:03Z MGA73 457 /* Proofread */ 471821 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="MGA73" />{{hoved|||37}}</noinclude>falden i slaget i Skåne<ref>Slaget ved Fotevig 1134.</ref> sammen med kong Nils’ søn Magnus. Alle disse var Haralds sønner, og alle reves de bort af en tidlig død. — Alene Olaf er tilbage, et uhyre med mange hoveder<ref>Jfr. Horats’ Epistler I, 1, 76. — Olaf kæmpede senere med Erik Lam og dræbte bl. a. Roskildebispen Rike, men blev slagen gentagne gange og dræbt 1143.</ref>. Imidlertid dør ærkebisp Asser af Lund den 13de Maj, og jordes i hellig Lavrentius’ kirke<ref>Asser døde ikke d. 13de, men d. 5te Maj, 1137. — Lavrentiuskirken i Lund var grundlagt af Asser, men fuldførtes først af Eskil.</ref>. Erik bar sig i alle ting ad, som om han var kejser; han ryddede alle hindringer af vejen og tålte ingen ligemand, endsige overmand; overmodig, opblæst, stor i ondskab, skrækkelig i al sin færd, fór han frem som et lyn, røvede trods gråd og suk fra folk, som han kunde tænke ejede noget, og fordelte det ranede gods blandt griske og skadefro mennesker<ref>Denne skildring af Erik Emuno er naturligvis i høj grad overdreven. Men at Erik virkelig var grusom og hensynsløs, derom vidner noksom hans adfærd mod broderen og hans børn. — Sakse siger, at han var »en skræk for de store, men elsket af de små«.</ref>. — Således var Eriks liv, således hans optræden, således hans indgang; men lad os nu se på, hvilken udgang han fik. Da han engang mødte på et ting i nærheden af Ribe<ref>Ifølge Sven Aggesøn var det Urnehoved ting i Sønderjylland, men det er ret tvivlsomt, om ovenstående udtryk kan forenes med denne efterretning.</ref>, så rejste sig en mand ved navn Plog (på Latin ''aratrum'')<ref>''Aratrum'' betyder på Latin en plov.</ref>, og strakte den intet anende konge til jorden ved et dødeligt sår; Plog var en hæslig, lavstammet mand, <ref follow="p36">{{bindestreg2|tænkte|mistænkte}} dem dog for at stå i forbindelse med faderen, lod dem fængsle og sætte i den nævnte borg, samt endelig drukne.</ref><noinclude> <references/></noinclude> csk1rg5kqzkygo08xdqp3atf9k7wlvj 104 122294 471759 471701 2026-07-27T12:42:50Z MGA73 457 471759 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="1" user="MGA73bot" />{{hoved|38||}}</noinclude>der af egen kraft intet udrettede, men Herren var ploven<ref>Hentydning til Plogs navn.</ref> og i lansen, ligesom Herren var i slyngen og i stenen<ref>Nemlig da David dræbte Goliath; jfr. 1. Sam. 17, 49—50. Erik dræbtes 17. Sept. 1137. — Ifølge Sakse hørte Plog til Vederlaget. Da Erik dræbtes, flygtede hans mænd undtagen hans søstersøn Erik Håkonsøn, som blev konge efter ham. Plog slap uskadt bort fra tinget.</ref>. Da Erik nu var død således og jordet i Ribe, kom landets stormænd sammen og valgte Erik den 3dje til konge, en søstersøn af den nævnte Erik<ref>Rigsforsamlingen på Isøre hørte nemlig op under borgerkrigens uroligheder. — Erik var søn af Erik Egodes datter Ragnhild, der var gift med høvdingen Håkon den Norske. Erik valgtes, fordi Sven Eriksøn, Magnus Nilssøn, og Valdemar Knudsøn endnu var børn på den tid.</ref>. Han var en énfoldig mand, mere end det stemmede med hans kongelige værdighed; han var uden fasthed i alle sine veje, og en tilintetgørelse både af kongedømmet og af præsteskabet <ref>Erik fik tilnavnet Lam eller Spag; han var personlig tapper, men viste liden styreævne, også ifølge andre kilder.</ref>. På den tid opstod der en hæftig strid mellem bispen i Slesvig, Rike, og bispen i Roskilde, Eskil, om ærkebispedømmet i Lund<ref>Erik Emune havde af fjendskab mod Eskil tvunget Lunds domkapitel til at vælge Rike til ærkebisp efter Asser; men straks efter Eriks drab gjorde Lundekannikerne uden videre valget om, skønt dette stred mod de kanoniske regler, og valgte Eskil. Heraf opstod striden.</ref>. Denne kamp fik dog den ærværdige Peder Bodilsøn<ref>Den førnævnte sællandske stormand, som døde c. 1142.</ref> stanset ved sit vise råd og sin snilde kløgt, og forligte dem på det vilkår, at Eskil skulde have ærkebispedømmet. Uagtet Rike var valgt af det skånske præsteskab og folk<ref>Det kanoniske valg gik således for sig, at domkapitlet valgte bispen, og folket samtykkede deri.</ref>, fulgte han dog den nævnte<noinclude> <references/></noinclude> 5tkx2lavvr1h4oa4xxzwnosycf72b3j 471822 471759 2026-07-28T11:39:16Z MGA73 457 /* Proofread */ 471822 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="MGA73" />{{hoved|38||}}</noinclude>der af egen kraft intet udrettede, men Herren var i ploven<ref>Hentydning til Plogs navn.</ref> og i lansen, ligesom Herren var i slyngen og i stenen<ref>Nemlig da David dræbte Goliath; jfr. 1. Sam. 17, 49—50. Erik dræbtes 17. Sept. 1137. — Ifølge Sakse hørte Plog til Vederlaget. Da Erik dræbtes, flygtede hans mænd undtagen hans søstersøn Erik Håkonsøn, som blev konge efter ham. Plog slap uskadt bort fra tinget.</ref>. Da Erik nu var død således og jordet i Ribe, kom landets stormænd sammen og valgte Erik den 3dje til konge, en søstersøn af den nævnte Erik<ref>Rigsforsamlingen på Isøre hørte nemlig op under borgerkrigens uroligheder. — Erik var søn af Erik Egodes datter Ragnhild, der var gift med høvdingen Håkon den Norske. Erik valgtes, fordi Sven Eriksøn, Magnus Nilssøn, og Valdemar Knudsøn endnu var børn på den tid.</ref>. Han var en énfoldig mand, mere end det stemmede med hans kongelige værdighed; han var uden fasthed i alle sine veje, og en tilintetgørelse både af kongedømmet og af præsteskabet <ref>Erik fik tilnavnet Lam eller Spag; han var personlig tapper, men viste liden styreævne, også ifølge andre kilder.</ref>. På den tid opstod der en hæftig strid mellem bispen i Slesvig, Rike, og bispen i Roskilde, Eskil, om ærkebispedømmet i Lund<ref>Erik Emune havde af fjendskab mod Eskil tvunget Lunds domkapitel til at vælge Rike til ærkebisp efter Asser; men straks efter Eriks drab gjorde Lundekannikerne uden videre valget om, skønt dette stred mod de kanoniske regler, og valgte Eskil. Heraf opstod striden.</ref>. Denne kamp fik dog den ærværdige Peder Bodilsøn<ref>Den førnævnte sællandske stormand, som døde c. 1142.</ref> stanset ved sit vise råd og sin snilde kløgt, og forligte dem på det vilkår, at Eskil skulde have ærkebispedømmet. Uagtet Rike var valgt af det skånske præsteskab og folk<ref>Det kanoniske valg gik således for sig, at domkapitlet valgte bispen, og folket samtykkede deri.</ref>, fulgte han dog den nævnte<noinclude> <references/></noinclude> g4i443oso9pixql2k5m4ble98of7uyt 104 122295 471761 471639 2026-07-27T12:53:11Z MGA73 457 Her er en note om skriftstørrelse. Synes nok noget tekst så lidt mindre ud. 471761 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="1" user="MGA73bot" />{{hoved|||39}}</noinclude>Peders råd, undgik kiv og krig og bemægtigede sig bispedømmet i Roskilde, trods klerkes og lægmænds indsigelser <ref>Med denne bemærkning, som viser forfatterens uvilje mod hans ny bisp, slutter han sin krønike brat. Rike dræbtes, som nævnt, nogle år efter (1142?) af Olaf, og før denne tid må krøniken antages at være afsluttet. Om det følgende stykke, krønikens fortsættelse, henvises til indledningen. De sætninger, der er optagne ordret enten fra Knud hertugs levned, eller fra den i indledningen nævnte lille krønike, er trykte med mindre typer.</ref>. {{streg|5em}} {{streg|5em}} {{nop}}<noinclude> <references/></noinclude> sohvyyhr71no9y8oyeuwoouvcov2ltm 471762 471761 2026-07-27T12:54:37Z MGA73 457 <br/> 471762 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="1" user="MGA73bot" />{{hoved|||39}}</noinclude>Peders råd, undgik kiv og krig og bemægtigede sig bispedømmet i Roskilde, trods klerkes og lægmænds indsigelser <ref>Med denne bemærkning, som viser forfatterens uvilje mod hans ny bisp, slutter han sin krønike brat. Rike dræbtes, som nævnt, nogle år efter (1142?) af Olaf, og før denne tid må krøniken antages at være afsluttet.<br/> <br/> Om det følgende stykke, krønikens fortsættelse, henvises til indledningen. De sætninger, der er optagne ordret enten fra Knud hertugs levned, eller fra den i indledningen nævnte lille krønike, er trykte med mindre typer.</ref>. {{streg|5em}} {{streg|5em}} {{nop}}<noinclude> <references/></noinclude> 2sjp7idua8ax4s6fcirfsp4il88t0ar 471823 471762 2026-07-28T11:41:05Z MGA73 457 /* Proofread */ 471823 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="MGA73" />{{hoved|||39}}</noinclude>Peders råd, undgik kiv og krig og bemægtigede sig bispedømmet i Roskilde, trods klerkes og lægmænds indsigelser <ref>Med denne bemærkning, som viser forfatterens uvilje mod hans ny bisp, slutter han sin krønike brat. Rike dræbtes, som nævnt, nogle år efter (1142?) af Olaf, og før denne tid må krøniken antages at være afsluttet.<br/> <br/> Om det følgende stykke, krønikens fortsættelse, henvises til indledningen. De sætninger, der er optagne ordret enten fra Knud hertugs levned, eller fra den i indledningen nævnte lille krønike, er trykte med mindre typer.</ref>. {{streg|5em}} {{streg|5em}} {{nop}}<noinclude> <references/></noinclude> rn0b0bddpkayryen4cym2t31lodgire 104 122296 471763 471641 2026-07-27T13:03:33Z MGA73 457 471763 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="1" user="MGA73bot" /></noinclude><div style="line-height:150%; border-bottom:none; font-size:150%; text-align:center >'''Krønikens fortsættelse.'''</div> {{streg|5em}} {{startbogstav2|E}}fter at have tilvejebragt den sikreste fred i sit fædreland, nedlagde kong Erik i sit 10ende år kongeværdigheden, gik i kloster, modtog munkekutten og bød fro farvel til jordens jammer<ref>Bogstavrimene i nogle af krønikens sætninger er de fleste steder søgt gengivne.</ref>; dernæst hensov han ved et saligt endeligt i Herren<ref>1146 trådte Erik Lam ind i Knudsklostret i Odense og døde samme år. ― Den lille krønike, som fortsættelsens forfatter her skriver ud af, siger om Erik ― i skarp modstrid med selve Roskildekrønikens ord ― at han styrede Danmark med stor forstand.</ref>. Efter hans død kom Jyderne sammen og valgte Knud, søn af Magnus Nilsson. Men Skåningerne valgte Sven, Erik Emunes søn<ref>Her i fortsættelsen møder vi for første gang det tilnavn, som selve krønikens forfatter mindst af alt vilde tillægge Erik: Emune, den mindeværdige, berømmelige.</ref>, og satte ham til konge over sig. Deraf blev følgen en lang 12 års<ref>Dette tal er lidt for højt.</ref> kamp mellem Sven og Knud. Da nemlig Sven fik riget, forsvandt freden, oprør opstod, og den indre uro kaldte selv fredelige folk til kamp. Endelig, i det 10ende år<ref>I virkeligheden fandt de følgende begivenheder sted år 1154.</ref> kom alle Daner sammen, virkede for fred og valgte 2 til konger: Knud, som før var valgt af Jyderne, og Valdemar, søn af den hellige Knud hertug og martyr<ref name="p40">Denne fremstilling er ikke ganke korrekt. ― Knud havde tidligere gentagne gange kæmpet uheldig mod Sven og var bleven</ref>. Sven blev forjagen fra Danmark<noinclude> <references/></noinclude> 0dgehu71rm671bgoodt21oa3ztg5g1a 471824 471763 2026-07-28T11:46:07Z MGA73 457 /* Proofread */ 471824 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="MGA73" /></noinclude><div style="line-height:150%; border-bottom:none; font-size:150%; text-align:center >'''Krønikens fortsættelse.'''</div> {{streg|5em}} {{startbogstav2|E}}{{mindre|fter at have tilvejebragt den sikreste fred i sit fædreland, nedlagde kong Erik i sit 10ende år kongeværdigheden, gik i kloster, modtog munkekutten og bød fro farvel til jordens jammer<ref>Bogstavrimene i nogle af krønikens sætninger er de fleste steder søgt gengivne.</ref>; dernæst hensov han ved et saligt endeligt i Herren<ref>1146 trådte Erik Lam ind i Knudsklostret i Odense og døde samme år. ― Den lille krønike, som fortsættelsens forfatter her skriver ud af, siger om Erik ― i skarp modstrid med selve Roskildekrønikens ord ― at han styrede Danmark med stor forstand.</ref>.}} {{mindre|Efter hans død kom Jyderne sammen og valgte Knud, søn af Magnus Nilsson. Men Skåningerne valgte Sven, Erik Emunes søn<ref>Her i fortsættelsen møder vi for første gang det tilnavn, som selve krønikens forfatter mindst af alt vilde tillægge Erik: Emune, den mindeværdige, berømmelige.</ref>, og satte ham til konge over sig. Deraf blev følgen en lang}} 12 års<ref>Dette tal er lidt for højt.</ref> {{mindre|kamp mellem Sven og Knud. Da nemlig Sven fik riget, forsvandt freden, oprør opstod, og den indre uro kaldte selv fredelige folk til kamp.}} Endelig, i det 10ende år<ref>I virkeligheden fandt de følgende begivenheder sted år 1154.</ref> kom alle Daner sammen, virkede for fred og valgte 2 til konger: Knud, som før var valgt af Jyderne, og Valdemar, søn af den hellige Knud hertug og martyr<ref name="p40">Denne fremstilling er ikke ganke korrekt. ― Knud havde tidligere gentagne gange kæmpet uheldig mod Sven og var bleven</ref>. Sven blev forjagen fra Danmark<noinclude> <references/></noinclude> 7z5pj1mmz3omdcb14xtyvja6trgea61 104 122297 471764 471642 2026-07-27T13:08:54Z MGA73 457 471764 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="1" user="MGA73bot" />{{hoved|||41}}</noinclude>og flygtede til Saksen, til sin svigerfader, Saksens hertug<ref>Det var ikke Saksens hertug, men markgrev Konrad af Meissen, der var Svens svigerfader, og til hvem han flygtede.</ref>, som han opholdt sig hos i omtrent 3 år, langt fra riget. Endelig i det 3dje år<ref>Nemlig 1157.</ref> fór han under skin af fred hjem til fædrelandet. Da kom Sven, Knud og Valdemar sammen, efter gensidig at have givet gidsler, virkede efter forstandige folks råd for fred, og stræbte at stanse spliden i staten. Frænderne sluttede da følgende forlig: at Danmark skulde deles, og hver af dem frit råde over en tredjedel<ref>Sven drog med en vendisk flåde til Fyn og mødtes i Odense med Valdemar, sommeren 1157. Kort efter mødtes alle 3 konger (og stormændene) på Låland; her sluttedes forlig, og Valdemar delte Danmark i 3 dele, af hvilke han selv tog Jylland, medens Sven valgte Skåne, og Knud altså fik øerne.</ref>. Det var et forrædersk forlig og en falsk fred, som da sluttedes. Ti da de derefter samledes i Roskilde, blev Knud og hans frænde Konstantin skammelig myrdede af Sven, den 9ende Avgust. Valdemar undslap, dog hårdt såret; han flygtede til Jylland og bad Jyderne om hjælp. Sven drog efter ham, kæmpede på Gradehede med ham, men tabte efter Guds vilje slaget og bukkede ynkelig under; han fik således den død, som han ved sine rænker havde gjort sig fortjent til. — Hans lig jordedes i landsbyens kirke<ref>Rettere i nærheden af drabsstedet i et lille kapel, hvis tomt i vore dage er bleven mærket med en stenstøtte.</ref>. Herefter blev den berømmelige Valdemar, søn af den hellige Knud hertug og martyr, der atter var en søn af Erik den gode, sat på thronen af alle Danmarks bedste mænd<ref>Hermed menes stormændene.</ref>, salvet til konge af ærkebisp Eskil, iført purpuret, højtidelig kronet, og med hæder sat på rigets kongestol, i <ref follow="p40">fordreven; men Sven gjorde sig snart forhadt ved overmod; Valdemar nærmede sig da til Knud (han stod tidligere på Svens side), og disse 2 udråbtes 1154 til konger af Jyderne. Da de derpå med jydske stridskræfter sejlede over til Sælland, svigtedes Sven af sine folk og måtte flygte.</ref><noinclude> <references/></noinclude> 8mhnva1uld1sdedanlyb37jd66qvtuk 471825 471764 2026-07-28T11:56:57Z MGA73 457 /* Proofread */ 471825 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="MGA73" />{{hoved|||41}}</noinclude>og flygtede til Saksen, til sin svigerfader, Saksens hertug<ref>Det var ikke Saksens hertug, men markgrev Konrad af Meissen, der var Svens svigerfader, og til hvem han flygtede.</ref>, som han opholdt sig hos {{mindre|i omtrent 3 år, langt fra riget. Endelig i det 3dje år<ref>Nemlig 1157.</ref> fór han under skin af fred hjem til fædrelandet. Da kom Sven, Knud og Valdemar sammen, efter gensidig at have givet gidsler, virkede efter forstandige folks råd for fred, og stræbte at stanse spliden i staten. Frænderne sluttede da følgende forlig: at Danmark skulde deles, og hver af dem frit råde over en tredjedel<ref>Sven drog med en vendisk flåde til Fyn og mødtes i Odense med Valdemar, sommeren 1157. Kort efter mødtes alle 3 konger (og stormændene) på Låland; her sluttedes forlig, og Valdemar delte Danmark i 3 dele, af hvilke han selv tog Jylland, medens Sven valgte Skåne, og Knud altså fik øerne.</ref>. Det var et forrædersk forlig og en falsk fred, som da sluttedes. Ti da de derefter samledes i Roskilde, blev Knud og hans frænde Konstantin skammelig myrdede af Sven,}} den 9ende Avgust. {{mindre|Valdemar undslap, dog hårdt såret;}} han flygtede til Jylland og bad Jyderne om hjælp. Sven drog efter ham, {{mindre|kæmpede på Gradehede med ham, men tabte efter Guds vilje slaget og bukkede ynkelig under; han fik således den død, som han ved sine rænker havde gjort sig fortjent til.}} — Hans lig jordedes i landsbyens kirke<ref>Rettere i nærheden af drabsstedet i et lille kapel, hvis tomt i vore dage er bleven mærket med en stenstøtte.</ref>. Herefter blev den berømmelige Valdemar, søn af den hellige Knud hertug og martyr, der atter var en søn af Erik den gode, sat på thronen af alle Danmarks bedste mænd<ref>Hermed menes stormændene.</ref>, salvet til konge af ærkebisp Eskil, iført purpuret, højtidelig kronet, og med hæder sat på rigets kongestol, i <ref follow="p40">fordreven; men Sven gjorde sig snart forhadt ved overmod; Valdemar nærmede sig da til Knud (han stod tidligere på Svens side), og disse 2 udråbtes 1154 til konger af Jyderne. Da de derpå med jydske stridskræfter sejlede over til Sælland, svigtedes Sven af sine folk og måtte flygte.</ref><noinclude> <references/></noinclude> 5o4s63aebdr2a3ab8droe8h97qjzyov 104 122298 471765 471643 2026-07-27T13:11:58Z MGA73 457 471765 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="1" user="MGA73bot" />{{hoved|42||}}</noinclude>året 1157 efter Herrens byrd<ref>Denne efterretning om Valdemars højtidelige kroning findes kun her og må sikkert være fejlagtig, ligesom adskillige andre af vor fortsættelses selvstændige efterretninger (jfr. ovenfor). I virkeligheden fandt den første højtidelige danske kongekroning sted 1170, da Eskil kronede Valdemars lille søn Knud, samtidig med Knud hertugs skrinlæggelse. Måske er efterretningen snarest en genklang af Valdemar Sejrs højtidelige kroning 1204.</ref>. Han styrede i 26 år<ref>Rettere i 25 år.</ref> Daneriget med ære. Ti hedningerne førte han til tro, de troende til fred, de fredelige til tryghed; had vendte han til kærlighed, smærte til fryd, krig til fred, og nød til velstand. Efter ham fulgte hans søn Knud, og efter Knud er dennes broder Valdemar kommen på thronen<ref>Hermed slutter fortsættelsen, og den må derfor antages at være forfattet under Valdemar Sejr.</ref>. {{streg|10em}}<noinclude><references/></noinclude> o5tung31yuyt33ylmjs5dmxuonrgnkf