Wikisource dawikisource https://da.wikisource.org/wiki/Forside MediaWiki 1.47.0-wmf.20 first-letter Media Speciel Diskussion Bruger Brugerdiskussion Wikisource Wikisource diskussion Fil Fildiskussion MediaWiki MediaWiki diskussion Skabelon Skabelondiskussion Hjælp Hjælp diskussion Kategori Kategoridiskussion Forfatter Forfatterdiskussion Side Sidediskussion Indeks Indeksdiskussion TimedText TimedText talk Modul Moduldiskussion Event Event talk 104 31578 481958 471546 2026-09-20T11:48:46Z MGA73 457 resultut skal nok være resultat 481958 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="4" user="MGA73" />{{c|SVINGNINGER OG STEMNINGER}} {{streg}}</noinclude>som om hans erfaringer gjennem årenes løb har berøvet ham adskilligt af hans oprindelige tillid til demokratiet. Uden at der på noget sted kan påvises noget brud i hans anskuelser, vil man, ved at sammenligne hans tidligere og hans senere arbejder, føle, at der her er en ikke ringe forskjel. Hos ingen har Nietzches arbeider mødt en mere åben sympati end just hos Georg Brandes. Og ligesom han, Stuart Mills og Lassalles fint forstående kritiker, var blandt de første, der gjorde Norden bekjendt med den store tyske digter-filosofs aristokratiske radikalisme, således har han på skjønlitteraturens område med den samme glæde og varme, hvormed han engang skildrede den franske realismes stormænd, Flaubert, brødrene Goncourt og Zola, for sit nordiske publikum, senere forklaret kunstnere af helt nye retninger, Maeterlinck f. eks. Ligeoverfor denne alsidighed er det helt mislykket at ville gjøre Georg Brandes til partimand. På ét område virker han måske relativt streng og umedgjørlig. Hans frisind på det religiøse felt er af så lidenskabelig natur, at ethvert tilløb til kirkelighed, til religiøst påtryk vækker hans varmeste uvilje. Og den lette religiøse sentimentalitet, der har smittet endel af nittiårenes novellelitteratur, er ham heller ikke synderlig smagelig. Jeg har sagt, at den litterære krise omkring 1890 væsentlig havde det gode {{rettelse|resultat|resultut}}, at den bevirkede en større frihed i formen, en dristigere udfoldelse af digternes personlighed, deres særegne evne. Forøvrigt blev der, som Nordensvan spåede, ingen mere afgjørende frontforandring. Det er dog ikke helt rigtigt: på ét punkt, og et ikke uvæsentligt, foregik der virkelig en frontforandring.<noinclude><references/> {{c|— 24 —}}</noinclude> qn4fupbmci6e3gdp03qc29j1ibn6gv6 481959 481958 2026-09-20T11:49:12Z MGA73 457 Skal så stå omvendt 481959 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="4" user="MGA73" />{{c|SVINGNINGER OG STEMNINGER}} {{streg}}</noinclude>som om hans erfaringer gjennem årenes løb har berøvet ham adskilligt af hans oprindelige tillid til demokratiet. Uden at der på noget sted kan påvises noget brud i hans anskuelser, vil man, ved at sammenligne hans tidligere og hans senere arbejder, føle, at der her er en ikke ringe forskjel. Hos ingen har Nietzches arbeider mødt en mere åben sympati end just hos Georg Brandes. Og ligesom han, Stuart Mills og Lassalles fint forstående kritiker, var blandt de første, der gjorde Norden bekjendt med den store tyske digter-filosofs aristokratiske radikalisme, således har han på skjønlitteraturens område med den samme glæde og varme, hvormed han engang skildrede den franske realismes stormænd, Flaubert, brødrene Goncourt og Zola, for sit nordiske publikum, senere forklaret kunstnere af helt nye retninger, Maeterlinck f. eks. Ligeoverfor denne alsidighed er det helt mislykket at ville gjøre Georg Brandes til partimand. På ét område virker han måske relativt streng og umedgjørlig. Hans frisind på det religiøse felt er af så lidenskabelig natur, at ethvert tilløb til kirkelighed, til religiøst påtryk vækker hans varmeste uvilje. Og den lette religiøse sentimentalitet, der har smittet endel af nittiårenes novellelitteratur, er ham heller ikke synderlig smagelig. Jeg har sagt, at den litterære krise omkring 1890 væsentlig havde det gode {{rettelse|resultut|resultat}}, at den bevirkede en større frihed i formen, en dristigere udfoldelse af digternes personlighed, deres særegne evne. Forøvrigt blev der, som Nordensvan spåede, ingen mere afgjørende frontforandring. Det er dog ikke helt rigtigt: på ét punkt, og et ikke uvæsentligt, foregik der virkelig en frontforandring.<noinclude><references/> {{c|— 24 —}}</noinclude> 5trcho3ah9epanqht3fy02fuo12xyse 104 31645 481947 71885 2026-09-20T07:41:55Z MGA73 457 /* Validated */ 481947 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="4" user="MGA73" /></noinclude><h2 align="center" style="border-bottom:none;">Karl Larsen.</h2> {{streg|3em}} {{startbogstav|K}}{{sc|arl Larsen}} tilhører samme generation som Herman Bang og Peter Nansen, men der er ikke i hans første produktion nogen afspeiling af de brydninger, som gjerne iagttages hos ottiårenes ungdom. Han var også henved tredive år, da han debuterede, og en fuldt færdig kunstner. Han er født 1860 i Rendsborg, søn af en officer, der faldt ved Dybbøl 1864, hans mor døde nogle år efter, og han voksede op hos sine bedsteforældre i Kjøbenhavn, hvor han blev student 1877 og drev juridiske og statsvidenskabslige studier, indtil hans kunstneriske interesse fik overhånd. Allerede tidlig havde han gjort flere reiser, og hans ganske langvarige ophold i Tyskland gav ham navnlig et solid kjendtskab til det tyske folk, en varm forståelse af tyske stemninger og forhold, som arbeidede sig frem på trods af hans tunge barndomserindringer. Visse partier af „Dr. X“ belyser dette forhold, dobbeltheden i hans stemninger, som den unge kunstner selv tidlig formåede kritisk at iagtta. Hans første bog (1889) indeholder to arbeider, hvis tilblivelse dog daterer sig etpar år før udgivelsen. Deres forskjellige karakter er oplysende for<noinclude><references/> {{c|— 91 —}}</noinclude> auzdk1v6wgcyhuexkst2oibn8v2qoi5 104 31646 481948 71886 2026-09-20T07:44:59Z MGA73 457 /* Validated */ 481948 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="4" user="MGA73" />{{c|KARL LARSEN}} {{streg}}</noinclude>arten af Karl Larsens begavelse. I „Kvinder“ havde han samlet indtryk fra Kjøbenhavn, studeret kjøbenhavnske kvindetyper af ulige rangklasser, og hans iagttagelsesevne viste sig at være lige skarp, som hans evne til at føre disse menneskers udtryksmåde levende i pennen var iøinefaldende. I „Ære“ havde han valgt moderne tyske foreteelser til sit emne, forhold og begreber, der dannede en eiendommelig modsætning til de kjøbenhavnske interiører, men også her havde han skabt sikker og god kunst. Debuten var et træffende udtryk for den unge digters åndssmidighed, i hans trang og vilje til at leve sig ind i det menneskelige livs vekslende, forholdsbetingede former. Det samlende, bærende i denne trang, der vendte sig med så forskjellige emner, var øjensynlig en rent kunstnerisk glæde. Karl Larsens næste arbeide viste, at denne hans glæde var af alsidig natur. Hans kunstnerøie speidede ikke bare rundt i samtidens nærmeste omgivelser. Det søgte med lige stor interesse til en skjønhed, der var fjern i tid og rum. „Den brogede bog“ (1891) bragte en række studier fra middelalderen, som poetisk og sproglig med rette vakte stor opmerksomhed. Dette Karl Larsens verk er betegnende for den nye fase, hvori realismen ved denne tid, begyndelsen af nittiårene, træder ind, for den skjønhedstrang den lidt grå nutidsdigtning havde vakt. Digteren gir sig her helt hen i en romantisk glæde ved fortidens sterke farver. Han øser af den skat, der gjemmer sig i middelalderens poesi, han går tilbage til folkevisernes og ridderromanernes tid. Men han opsøger den med realismens strenge krav til ægthed. Realismen havde skabt det krav, at tidens kolorit<noinclude><references/> {{c|— 92 —}}</noinclude> fyfdu0ne7x822gmt18vtlmzmc4l5qi4 104 31647 481949 71887 2026-09-20T07:47:47Z MGA73 457 /* Validated */ 481949 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="4" user="MGA73" />{{c|KARL LARSEN}} {{streg}}</noinclude>måtte bevares. Det er just det, Karl Larsens sprogkunst i „Den brogede bog“ tilstræber. Han gjenfinder, når han fortæller om ridder Tristans og fru Isoldes liv og død, virkelig den vemodige, enfoldig skjønne klang i middelalderens poesi. Han i har git en reproduktion af den gamle kunst, som er beundringsværdig. — Senere har Karl Larsen valgt sig et materiale, der undertiden danner den sterkest mulige modsætning til emnerne i „Den brogede bog“, men det er den samme glæde ved formen, han føler, enten han så skildrer Kresjan Vesterbro, den kjøbenhavnske bølle, eller Isolde med den hvide hånd, — den samme kunstnerglæde, der besjæler ham, enten han søger at fremtrylle en fjern tid, dens farver og toner, eller at gjengi den tale, der lyder levende i hans nærhed, med dens egen klang. I de følgende reiseskildringer, „Cirkler“ (1893), kan man på hver side se, hvorledes den iagttagende og reproducerende kunstner er den anførende i ham, altid tilstede, altid vågen. „Hans væsen er stil, og han stemmer denne stil om i skiftende tonarter efter de mennesker, han skildrer, og efter de stemninger, som den sete og hørte virkelighed fremkalder hos ham selv. Han føler sig som ferierende turist på bestandig reise gjennem tilværelsen —“ (C. E. Jensen i „Vore dages digtere“). — Karl Larsens styrke er først hans sjeldne sprogsans, der også har fundet videnskabeligt udtryk i hans interessante arbeider over „Dansk soldatersprog“ (1895). Dernæst viser hans forfatterskab en usedvanlig evne til at kunne belyse en personlighed ud- og indvendig ved små karakteristiske træk, bevægelser, der må være foretagne<noinclude><references/> {{c|— 93 —}}</noinclude> hyhuu895z7cr2z92j06wo5vxtvymgkr 104 31648 481950 71888 2026-09-20T07:50:57Z MGA73 457 /* Validated */ 481950 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="4" user="MGA73" />{{c|KARL LARSEN}} {{streg}}</noinclude>just af dette menneske, ytringer, der alene kan være hans. Man har talt om hans fonografiske evne. Udtrykket er ikke dårligt, når det ikke mistydes. De indtryk, han samler, det ansigt eller den lyd, han opfanger, bevarer han så spillevende, at hans kunst får udseende af at være et direkte aftryk af livet. Men dette er naturligvis betinget af en høj kunstnerisk kultur, en fint opdraget iagttagelsesevne. Der er ingen kunst så vanskelig at lære som den at se, sier Goncourt. ''At se'' er netop Karl Larsens kunst. Han ser det karakterfulde i et hoveds eller en hånds bygning. Han ser også de små sjælelige særegenheder, der kanske tydeligere end noget andet fortæller, hvem et menneske er. Karl Larsen repræsenterer i digtningen en lignende begavelse, som Vilhelm Andersen i kritiken. De har begge en evne til at læse det store og væsentlige ud af de små træk. — Karl Larsen kjender merkelig mange mennesker. Han omgåes med lige held etatsrådinder og bøller. Han studerer med lige stor fornøjelse fru Departementschef Halck og Hans Peter Egskov, han aflokker dem med samlerens fryd deres hemmeligheder. Han lurer på en dygtig gammel dames små svagheder og på det menneskelige og gode, der gjemmer sig i en tarvelig soutenør. Han har den åbne varme sans for alt menneskeligt. Uden denne interesse blir artisten gold. Karl Larsen er artist i bedste forstand. Hans glæde er at gjøre det menneskelige kunstnerisk levende. Derimod har det mindre at si for ham, om det menneske, han maler, er værdifuldt eller ikke, om det fører et rigere åndeligt liv. Hovedsagen er, at det rører og bevæger sig, at det lever. Og så, at det er malerisk. At det står karakteristisk<noinclude><references/> {{c|— 94 —}}</noinclude> dvle9bvuymztd63z234zelnldd96nh2 104 31649 481951 154182 2026-09-20T07:54:48Z MGA73 457 /* Validated */ kursiv 481951 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="4" user="MGA73" />{{c|KARL LARSEN}} {{streg}}</noinclude>i sit milieu. Af de to store grupper af digtere, — de, som ser menneskene fra psykologens standpunkt, og de, som ser dem fra malerens, — står Karl Larsen den sidste nærmest. Forsåvidt som han gjerne plejer at spørge, om sujettet er malerisk. Men han ynder just at male de ''sjælelige'' særegenheder. Og fra „Den brogede bog“, hvor maleren i ham er så afgjort fremherskende, merker man en voksende interesse for det psykologiske, indtil hans merkelige dobbeltverk, „En kvindes skriftemål“ (1901) og „Hvi ser du skæven“ (1902) fremtræder som et eneste psykologisk eksperiment. Karl Larsens forfattervirksomhed efter „Den brogede bog“ omfatter foruden de nævnte følgende verker: „Ei blot til lyst“ (1894), der har lignende emner som „Kvinder“, den historiske studie „Søster Marianna og hendes kjærlighedsbreve“ (1894), „Udenfor rangklasserne“ (1896) og „Kresjan Vesterbro“(1897), der begge bevæger sig i folkelige kjøbenhavnsk kredse, romanen „Dr. X“ (1896), der danner et psykologisk midtpunkt i Karl Larsens digtning, „Danske mænd“ (1898), „Under den sidste krig“, uddrag af danske soldaters breve og dagbøger fra 1864 (1898), „Fra det gamle voldkvarter“ (1899), „Seksten år“ (1900), „De ensomme“ (1903) samt de interessante studier over fremmede lande og kulturer: „Lystfart“ (1896), hvor han behandler det moderne Rusland, „Modet og den blanke klinge“ (1898), hvor han færdes i Spanien, og „Poetisk Tyskland“ (1898). — — Allerede i „Cirkler“ røber sig Karl Larsens blik for eiendommelighederne ved den danske middelstand og det danske folkeliv. Senere gjorde han rene studiereiser i baggader og blandt<noinclude><references/> {{c|— 95 —}}</noinclude> 4nkupzd1mrgldf4dkwxh3q18zl11y0s 481957 481951 2026-09-20T11:40:25Z MGA73 457 _ 481957 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="4" user="MGA73" />{{c|KARL LARSEN}} {{streg}}</noinclude>i sit milieu. Af de to store grupper af digtere, — de, som ser menneskene fra psykologens standpunkt, og de, som ser dem fra malerens, — står Karl Larsen den sidste nærmest. Forsåvidt som han gjerne plejer at spørge, om sujettet er malerisk. Men han ynder just at male de ''sjælelige'' særegenheder. Og fra „Den brogede bog“, hvor maleren i ham er så afgjort fremherskende, merker man en voksende interesse for det psykologiske, indtil hans merkelige dobbeltverk, „En kvindes skriftemål“ (1901) og „Hvi ser du skæven“ (1902) fremtræder som et eneste psykologisk eksperiment. Karl Larsens forfattervirksomhed efter „Den brogede bog“ omfatter foruden de nævnte følgende verker: „Ei blot til lyst“ (1894), der har lignende emner som „Kvinder“, den historiske studie „Søster Marianna og hendes kjærlighedsbreve“ (1894), „Udenfor rangklasserne“ (1896) og „Kresjan Vesterbro“ (1897), der begge bevæger sig i folkelige kjøbenhavnsk kredse, romanen „Dr. X“ (1896), der danner et psykologisk midtpunkt i Karl Larsens digtning, „Danske mænd“ (1898), „Under den sidste krig“, uddrag af danske soldaters breve og dagbøger fra 1864 (1898), „Fra det gamle voldkvarter“ (1899), „Seksten år“ (1900), „De ensomme“ (1903) samt de interessante studier over fremmede lande og kulturer: „Lystfart“ (1896), hvor han behandler det moderne Rusland, „Modet og den blanke klinge“ (1898), hvor han færdes i Spanien, og „Poetisk Tyskland“ (1898). — — Allerede i „Cirkler“ røber sig Karl Larsens blik for eiendommelighederne ved den danske middelstand og det danske folkeliv. Senere gjorde han rene studiereiser i baggader og blandt<noinclude><references/> {{c|— 95 —}}</noinclude> lwvoqbt4bltdlwww1owf2hlo4txuwlw 104 31650 481952 470806 2026-09-20T08:07:08Z MGA73 457 /* Validated */ 481952 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="4" user="MGA73" />{{c|KARL LARSEN}} {{streg}}</noinclude>bøllerne og vendte tilbage med rigt udbytte. De skikkelser, han har hentet „udenfor rangklasserne“, er ganske pragtfulde, der er et gemyt i skildringen, som på ethvert punkt afvæbner og vinder læseren, en stor medfølelse og stort humør. For mit vedkommende ved jeg få ting, der har moret mig slig som Hans Peter Egskovs oplevelser. De strålende flygtige udtryk, hvori menneskesjælens snurrige nuanser afspeiler sig i det daglige liv, blandt individer, der hver har dannet sig et livssyn fremvokset, tilpasset, begrænset af deres milieu, har Karl Larsen her indfanget, som man fanger levende sommerfugle. Og hvad er det ikke for fund han har gjort af lystige skikkelser, af friske billeder, af nye ord! Og det merkelige er, at alle disse personer, som Hans Peter Egskov beretter om, dem ser man, ligesom når man hører en malende mundtlig fortælling, i dobbelt lys, på samme tid med egne øine og med fortællerens: således må disse mennesker ha været, og således har de fremstillet sig for Hans Peter. Slig ''ser'' man den „gale“ baron Cronenskjold, som med sit farverige kavallerisprog dog er en gemytlig mand, skjønt han vil ha sig frabedt, at Hans Peter udsoner sine „svinagtige bidrag“ i fuldt liberi, og skjønt han i visse henseender, f. eks. når det gjælder at gjemme mavebæltecigarerne, kan være udspekuleret nok, „en rigtig durkdreven rad“. Slig ''ser'' vi den gamle enkegrevinde, en „ganske herlig dame“, morderlig gammel, som „piber i høie toner og ryster med kæberne“, når Hans Peter har været ude med den mund, der efter hans egen opfatning er skjænket ham af vorherre til forsvar mod hans fiender. Og vi har et lyslevende indtryk af Peter Egskovs familieliv og de {{bindestreg1|vanskelig}}<noinclude><references/> {{c|— 96 —}}</noinclude> lxnha58cbxie3gv1d8iokntfv8tkhrp 104 31651 481953 471115 2026-09-20T08:10:27Z MGA73 457 /* Validated */ 481953 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="4" user="MGA73" />{{c|KARL LARSEN}} {{streg}}</noinclude>{{bindestreg2|heder|vanskeligheder}}, som hans tidligere udenomsforbindelser bereder ham, af virkeligheden og af Hans Peters uforgribelige opfatning af denne: „Jeg har aldrig hørt til dem, der ga’ penge ud til pigebørn, det holdt jeg mig dog for god til. Der sku’ man nok lagt og fyldt knapper i den slags, så ha’de man da været godt tosset; jeg har aldrig haft med andet end ordentlige piger at gøre. — Men så er’et jo osse, man har denne re’lighed bagefter med at man ska’ ud med bidrag. Og det er en slem pukkel, ka’ De tro, at slæbe på siden hen i livet, når man vil tænke på at gifte sig og stifte et familjeliv; der ku’ s’gu osse staten godt træde lidt lindrende til, mange gange.“ Vi ligefrem hører tonefaldet i Hans Peters samtale med de to sedelighedsbetjente, der vil aflægge hans tjenestepige et besøg, fordi der „både var en dyrlægeelev og en anden løjser, som ha’de meldt hende, de var nok b’een lidt uenige om’et bagefter“ — han „får de to sædeligheder smækket over på et par bajere hos Peter Jensen,“ der „sa’ jeg til disse to menneskeædere, at nu ska’ De alli’evel la’ vær’ a’ gå på hende for denne gang og snuppe hende, for det er synd på pigen, og det er en dygtig pige; men sig De bare til overbetjenten, at jeg ska’ som husfar gi’ hende sådan et pulver, så de ska komme til at undvære hende i skønhedskonkurrencen både i Nansensgade og de andre gader.“ Men fremfor alt er den sidste skisse, „Dengang H. P. Egskov mistede det kønneste af sine børn“, et veltalende udtryk for Karl Larsens særegne evne: i billedets umiddelbare livagtighed speiler sig samtidig hans gyldne humør og hans varme deltagelse. „Egskov pustede et øieblik, så sagde han: I morges, da var hun (moren) jo lidt lille<noinclude><references/> {{c|— 97 —}}</noinclude> g8h51kuq8ad4m6zel1t6d9k6kwxn1hz 104 31652 481954 71892 2026-09-20T08:12:42Z MGA73 457 /* Validated */ 481954 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="4" user="MGA73" />{{c|KARL LARSEN}} {{streg}}</noinclude>ved det, da hun ha’de mistet ham, så jeg måtte jo træde til på bedste måde. Og det ka’ jo ikke nytte at græde sig øinene ud a’ hovedet, for vi får ham ikke igen for det, men det sa’ jeg også, at det er ingen løgn, at Vorherre, han ska’ altid ta’ og gemme de bedste, og det var synd for det barn, at han sku’ gå den vei, det ved Gud, det var. For jeg skal si’e Dem, han var så klog, så klog, som De ikke sku’ tænke Dem. Ikke mere end han var halvfjerde år gammel, så når moren, hun klagede over, at man ikke var kommen hjem og lignende, så ha’de han regnet den ud: fa’er er gået med sadelmager Hansen, og de sku’ ud til den og den, og du ka’ tro, mo’er, de sidder nok nede i Peter Jensens kjælder og drikker bajere, og nu ska’ jeg gå hen og hugge ham, jeg kender vejen. Og tror De ikke, han stod der, lige på en gang: god dag, fa’er! — Men at han sku si’e no’et, om at det var mo’ren der vilde ha’ mig hjem; han var altfor durkdreven! Nej, der var no’en hjemme og vilde købe af de store møbler og hvad han ellers sådan ha’de hørt, at mo’ren hun stak ud, når der var no’en, der spurgte efter mig. Jeg ku’ b’ie så lynende gal, mange gange, når vi kom hjem, og skælde ud på moren, men det var jo morderlig klogt af barnet fundet på, det kan man ikke sige andet; han ku’ få folk til at rende med noget, allerede i den alder!“ — — Kresjan Vesterbro hører til et samfundslag, der befinder sig adskillig længere nede end de kredse, hvor Hans Peter Egskov færdes. Det er den kjøbenhavnske bølle, storbyens vagabond, Karl Larsen her har valgt til model, men det er en af de mere godartede eksemplarer, han har<noinclude><references/> {{c|— 98 —}}</noinclude> gzxdf8chkggn6008r92kagyv5czqueg 104 31653 481956 71900 2026-09-20T11:35:53Z MGA73 457 /* Validated */ 481956 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="4" user="MGA73" />{{c|KARL LARSEN}} {{streg}}</noinclude>studeret. Det er det menneskelige, det iboende, endnu bevarede menneskelige gemyt, og de naturlige forudsætninger, den undskyldende forklaring, Karl Larsen søger hos manden fra Vesterbro. Og her har det lykkedes ham at fremlægge et dokument af betydelig human interesse, samtidig med at han har nået sit kunstneriske mål, stillet en original type i en intim belysning, skabt et høist eiendommeligt lidet kunstverk. — — I „Doktor X“ har Karl Larsen henlagt sit menneskestudium til et helt forskjelligt område, til det høit kultiverede nutidsmenneskes komplicerede mekanisme. Han har her med stor sikkerhed grebet og fastholdt det fænomen, at det moderne kulturmenneske fører en dobbelttilværelse. Det ene jeg står udenfor det andet, betragtende, kritiserende. Sterkest kommer dette frem hos kunstneren, hvor det kunstneriske jeg går på vagt om det menneskelige, lever af det, udnytter det, undertiden lammer det. Doktor Falk er kunstner af temperament, kunstner i sit livsforhold, og han blir det tilsidst også i gjerning, han blir det just i det øjeblik, da livet, det umiddelbart menneskelige, kvinden, møder med sit afgjørende krav. Det er logisk rigtigt. Mens kunstneren udøver sit kald, ligger hans menneskelige handleevne ofte brak. Mens hjernen arbeider, kjender hjertet ikke sin besøgelsestid. Men det enkelte tilfælde, Karl Larsen fremdrager, overbeviser mig ikke helt. Eller det griber mig ikke. Doktor Falk er ikke således ilddøbt af kunsten, og Margrete ikke så sterk i sit menneskelige krav, at der blir nogen dybere konflikt. Det hænder ikke sjelden, at betydelige kunstnere i<noinclude><references/> {{c|— 99 —}}</noinclude> 8w25n8oj8yri5z0lmgjq0sokw9ao049 104 36524 481927 481603 2026-09-19T12:15:49Z Johshh 9757 /* Korrekturlest */ 481927 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Johshh" />{{c|99}}</noinclude><section begin="3"/>skulde kunne holde Stand. Dette vil blive den saa meget vanskeligere, hvis den forstandige Del af Folket ikke kan bringes til at føle dens Betydning, ikke kan bringes til at se, at det er godt, om der er Forskjellighed, selv om det forskjellige, der udvikler sig, ikke er bedre, ja selv om det synes dem værre. Hvis Personlighedens Krav nogen Sinde skulle gjøres gjældende, er Tiden nu kommen, da der endnu mangler meget i, at den paatvungne Ensformighed er fuldstændig. Det er kun paa de tidligere Udviklingstrin, at der kan gjøres nogen heldig Modstand mod dens '''Anmasselser'''. Forlangendet om, at alle skulle ligne hverandre, voxer, jo mere det næres. Hvis man venter med at gjøre Modstand, indtil Livet er blevet indskrænket til næsten kun at indeholde en eneste Type, ville alle Afvigelser fra denne Type blive betragtet som ugudelige, umoralske, ja endog som afskylige og stridende mod den menneskelige Natur. Menneskene blive hurtig ude af Stand til at fatte Forskjellighedens Betydning, naar de i nogen Tid have været uvante til at se den. {{---}} <section end="3"/> <section begin="4"/>{{c| === Fjerde Kapitel. === }} {{c|Om Grænserne for Samfundets Myndighed over den enkelte.}} Hvor findes da altsaa nu den berettigede Grænse for den enkeltes Herredemme over sig selv? Hvor begynder Samfundets Myndighed? Hvor meget af det menneskelige Liv ber tilkjendes Personligheden, hvor meget Samfundet? Begge Parter ville faa den Del, der tilkommer dem, naar hver faar det. der særlig vedkommer den. Den Del af Livet, der hovedsagelig interesserer den enkelte, tilkommer Personligheden; den Del, der særlig interesserer Samfundet, tilkommer Samfundet. <section end="4"/><noinclude>{{Højre|7*}} <references/></noinclude> kayni7rklktb9kgu7eer4hdhueg4sdo 104 36525 481932 232288 2026-09-19T19:50:11Z Johshh 9757 /* Korrekturlest */ 481932 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Johshh" />{{c|100}}</noinclude>Uagtet Samfundet ikke hviler paa nogen Kontrakt, og uagtet der ikke opnaas noget ved at tænke sig en Kontrakt, for der ud af at udlede sociale Forpligtelser, skylder dog enhver, der modtager Samfundets Beskyttelse, Erstatning for denne Fordel, og den Kjendsgjerning, at man lever i Samfundet, gjør det uundgaaelig nødvendigt, at ethvert Medlem iagttager en vis Opførsel imod de øvrige. Denne Opførsel bestaar for det første deri, at han ikke maa krænke andres Interesser, eller snarere: visse Interesser, som enten i Følge Lovens udtrykkelige Bestemmelser eller i Følge stiltiende Overenskomst burde betragtes som Rettigheder. For det andet skal ethvert Medlem bære sin efter billige Grundsætninger fastsatte Andel af det Arbejde og de Ofre, der ere nødvendige for at forsvare Samfundet eller dets Medlemmer mod Skade og Krænkelser. Disse Betingelser er Samfundet berettiget til at hævde paa deres Bekostning, der bestræbe sig for at unddrage sig deres Opfyldelse. Og dette er ikke alt, hvad Samfundet kan gjøre. Den enkeltes Handlinger kunne være skadelige for andre, eller han kan ved dem undlade at tage tilbørligt Hensyn til andres Velfærd, uden at han dog ligefrem krænker deres forfatningsmæssige Rettigheder. En saadan Brøde kan med Rette straffes af den offentlige Mening, om end ikke af Loven. Saasnart et Menneskes Handlemaade berører andres Interesser paa en skadelig Maade, har Samfundet Myndighed herover, og Spørgsmaalet opstaar da, om det almindelige Vel vil eller ikke vil fremmes ved Statens Indblanding. Men der er ikke nogen Anledning til at diskutere dette Spørgsmaal, naar Menneskets Handlemaade ikke vedrører andres Interesser, eller ikke behøver at vedrøre dem, naar de ikke ønske det (forudsat at alle vedkommende ere myndige og i Besiddelse af almindelig Forstand). I saadanne Tilfælde burde der være fuldstændig lovlig og social Frihed til at udføre Handlingen og bære Følgerne heraf. Det vilde være en stor Misforstaaelse at tro, at<noinclude><references/></noinclude> sq93xgxc27icz06tn3lqjh44oaad29b 104 36526 481935 232289 2026-09-19T20:43:05Z Johshh 9757 /* Korrekturlest */ 481935 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Johshh" />{{c|101}}</noinclude>denne Theori lærer en saadan selvisk Ligegyldighed, som at vi ikke have noget at gjøre med vore Medmenneskers Opførsel, og at vi ikke skulde bryde os om, om andre handle rigtig, og om det gaar andre godt, saa lange vore egne Interesser ikke berøres. Det, vi trænge til, er ikke nogen Formindskelse, men tvært imod en betydelig Forøgelse af uegennyttige Bestræbelser for andres Vel. Men den uegennyttige Velvilje kan finde andre Midler til at overbevise Folk om deres Vel end Hug og Slag, hvad enten disse Udtryk tages i virkelig eller figurlig Betydning. Jeg er den sidste til at undervurdere Betydningen af Pligterne mod os selv; de staa kun tilbage for de sociale, hvis de overhovedet staa tilbage for dem, og at udvikle begge i samme Grad er Opdragelsens Opgave. Men Opdragelsen virker lige saa fuldt ved Overbevisning og Overtalelse som ved Tvang, og naar Opdragelsen er endt, skulde Pligterne mod os selv kun indskærpes os ved Hjælp af Overbevisning. Menneskene bør hjælpe hverandre med at skjelne godt fra ondt, og de bør opmuntre hverandre til at vælge hint og undgaa dette. De bør bestandig anspore hverandre til en forøget Anvendelse af deres højere Evner og til i stærkere Grad at rette deres Følelser og Bestræbelser imod kloge istedenfor taabelige, imod opløftende istedenfor nedværdigende Maal og Betragtninger. Men hverken et enkelt Menneske eller et nok saa stort Antal af Mennesker er berettiget til at sige til et andet voxent Menneske, at det ikke, for saa vidt angaar dets eget Vel, maa gjøre med sit Liv, som det vil. Man er selv mest interesseret i sit eget Vel; den Interesse, andre have herfor. er, naar de ikke ere knyttede til en ved stærke personlige Baand, ubetydelig i Sammenligning hermed; den Interesse, Samfundet har for ens Personlighed, bestaar (naar hans Opførsel ikke vedrører andre) kun af Brudstykker og er kun ganske middelbar, hvorimod den mest dagligdags Mand eller Kvinde med Hensyn til sine egne Følelser og Forhold raader over Midler, der kunne give en<noinclude><references/></noinclude> fxxfdyv9jwlvsd5b4jq6o4lp731v8vi 104 36527 481938 232290 2026-09-19T21:55:35Z Johshh 9757 /* Korrekturlest */ 481938 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Johshh" />{{c|102}}</noinclude>uendelig bedre Indsigt end de, nogen anden kan besidde. Samfundets Indskriden for at beherske hans Dom og Bestræbelser i Sager, der kun angaa ham, maa være grundet paa almindelige Formodninger; men disse kunne være ganske fejlagtige, og selv om de ere rigtige, er det meget muligt, at de i enkelte Tilfælde ville blive galt anvendte af Folk, der ikke bedre kjende de nærmere Omstændigheder end de, der kun kunne betragte Sagen ude fra. Paa dette Omraade af de menneskelige Handlinger bør Personligheden derfor kunne udfolde sig. Det er nødvendigt, at der i den Maade, hvorpaa Folk handle imod hverandre, for største Delen følges almindelige Regeler, for at man kan vide, hvad man har at vente; men i en Persons egne Anliggender bør hans personlige Selvbestemmelse frit kunne udfolde sig. Betragtninger, der kunne hjælpe hans Dommekraft, Opmuntringer, der kunne styrke hans Vilje, kunne henstilles til ham eller endog paatrænges ham af andre; men han er dog selv den endelige Dommer. Alle Vildfarelser, han maaske trods deres Raad og Advarsler kan gjøre sig skyldig i, ere intet i Sammenligning med den Skade, der er forbunden med at tillade andre at tvinge ham til at gjøre, hvad de anse for hans Vel. Jeg mener ikke derfor, at de Følelser, med hvilke et Menneske betragtes af andre, ikke paa nogen Maade burde paavirkes af hans Forhold lige over for sig selv. Dette er hverken muligt eller ønskeligt. Hvis han glimrer ved nogen af de Egenskaber, der lede til hans Vel, er han for saa vidt en passende Gjenstand for vor Beundring. Han staar jo Idealet for den menneskelige Natur saa meget nærmere. Hvis han i høj Grad mangler disse Egenskaber, vil en Beundring modsat Følelse indtræde. Der gives en saa høj Grad af Daarskab og en saa høj Grad af, hvad man kan kalde lav og fordærvet Smag -- ihvorvel dette Udtryk næppe er ganske heldigt, -- at den Person, der er i Besiddelse heraf, uagtet der ikke maa tilføjes ham Skade, nød-<noinclude><references/></noinclude> 32b6c6rdbf1ifm31l202xkqqn37gsvi 481955 481938 2026-09-20T08:44:11Z Johshh 9757 481955 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Johshh" />{{c|102}}</noinclude>uendelig bedre Indsigt end de, nogen anden kan besidde. Samfundets Indskriden for at beherske hans Dom og Bestræbelser i Sager, der kun angaa ham, maa være grundet paa almindelige Formodninger; men disse kunne være ganske fejlagtige, og selv om de ere rigtige, er det meget muligt, at de i enkelte Tilfælde ville blive galt anvendte af Folk, der ikke bedre kjende de nærmere Omstændigheder end de, der kun kunne betragte Sagen ude fra. Paa dette Omraade af de menneskelige Handlinger bør Personligheden derfor kunne udfolde sig. Det er nødvendigt, at der i den Maade, hvorpaa Folk handle imod hverandre, for største Delen følges almindelige Regeler, for at man kan vide, hvad man har at vente; men i en Persons egne Anliggender bør hans personlige Selvbestemmelse frit kunne udfolde sig. Betragtninger, der kunne hjælpe hans Dømmekraft, Opmuntringer, der kunne styrke hans Vilje, kunne henstilles til ham eller endog paatrænges ham af andre; men han er dog selv den endelige Dommer. Alle Vildfarelser, han maaske trods deres Raad og Advarsler kan gjøre sig skyldig i, ere intet i Sammenligning med den Skade, der er forbunden med at tillade andre at tvinge ham til at gjøre, hvad de anse for hans Vel. Jeg mener ikke derfor, at de Følelser, med hvilke et Menneske betragtes af andre, ikke paa nogen Maade burde paavirkes af hans Forhold lige over for sig selv. Dette er hverken muligt eller ønskeligt. Hvis han glimrer ved nogen af de Egenskaber, der lede til hans Vel, er han for saa vidt en passende Gjenstand for vor Beundring. Han staar jo Idealet for den menneskelige Natur saa meget nærmere. Hvis han i høj Grad mangler disse Egenskaber, vil en Beundring modsat Følelse indtræde. Der gives en saa høj Grad af Daarskab og en saa høj Grad af, hvad man kan kalde lav og fordærvet Smag -- ihvorvel dette Udtryk næppe er ganske heldigt, -- at den Person, der er i Besiddelse heraf, uagtet der ikke maa tilføjes ham Skade, nød-<noinclude><references/></noinclude> qezasqn00kcon6dla4dnvho21ybw0av 106 36837 481931 333720 2026-09-19T19:00:47Z Johshh 9757 481931 proofread-index text/x-wiki {{:MediaWiki:Proofreadpage_index_template |Forfatter=[[Forfatter:Martin Knutzen|Martin Knutzen]] |Titel=Philosophisk Beviis paa den christelige Religions Sandhed |Bind= |År=1742 |Oversætter= |Redaktør= |Udgiver= |Sted=København |Kilde=djvu |Billede=5 |Sorter= |Status=K |Sider=<pagelist from=5 13=1 to=244 /> |Bindoversigt= |Width= |Bemærkninger={{Philosophisk Beviis paa den christelige Religions Sandhed.djvu/7}} {{Philosophisk Beviis paa den christelige Religions Sandhed.djvu/8}} {{Philosophisk Beviis paa den christelige Religions Sandhed.djvu/9}} {{Philosophisk Beviis paa den christelige Religions Sandhed.djvu/10}} {{Philosophisk Beviis paa den christelige Religions Sandhed.djvu/11}} {{Philosophisk Beviis paa den christelige Religions Sandhed.djvu/12}} |Header= |Footer=<references/> |Licens= }} [[Kategori:Filosofi]] mwr5lcw8d7f8ldps2hdps84d2m7ok7g 102 125321 481928 481558 2026-09-19T12:20:25Z Johshh 9757 481928 wikitext text/x-wiki {{Forfatter |Navn=Eiler Hagerup }} *[[En fattig Mands Huus-Bog]] (1731) {{Indeks|En Fattig Mands Huus-Bog (1731).pdf}} nblneuf96bezzvhir3vlvjzkwt3bnir 104 125432 481929 2026-09-19T14:02:27Z Johshh 9757 /* Ikke korrekturlæst */ Oprettede siden med "lig for saa mange Mennisker, at den blef føgt og opfiødt, og fant fleere" 481929 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="1" user="Johshh" /></noinclude>lig for saa mange Mennisker, at den blef føgt og opfiødt, og fant fleere<noinclude><references/></noinclude> js4rkdy5d2qhcmokejdpfk6t314626l 102 125433 481930 2026-09-19T19:00:17Z Johshh 9757 Oprettede siden med "{{Forfatter}} *[[Philosophisk Beviis paa den christelige Religions Sandhed ]] (1731) {{Indeks|Philosophisk Beviis paa den christelige Religions Sandhed.djvu}}" 481930 wikitext text/x-wiki {{Forfatter}} *[[Philosophisk Beviis paa den christelige Religions Sandhed ]] (1731) {{Indeks|Philosophisk Beviis paa den christelige Religions Sandhed.djvu}} porfoi69xk31yuc2rjbyphn0izpg6rf 104 125434 481933 2026-09-19T20:24:50Z TorbenTT 3431 /* Ikke korrekturlæst */ Oprettede siden med "Denne Grundsætning leder umiddelbar til Be- stemmelsen af alle Indskrænkninger, saavel dem der an- gaae Menneskerettighederne i Almindelihed, som Ret- tigheden at tilkiendegive fine Tanker og Meninger i Særdeleshed. Nemlig: de kan 1.) ikke udstrækkes til {{sp|den hele Rettighed.}} Rettigheden selv kan ligesaalidet betages noget Menneske, uden Tyranie og Indgreb i Guds Majestætsrettigheder, som Rettig- heden at leve, indaande Luft, forplante sig... 481933 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="1" user="TorbenTT" />{{hoved|||53}}</noinclude>Denne Grundsætning leder umiddelbar til Be- stemmelsen af alle Indskrænkninger, saavel dem der an- gaae Menneskerettighederne i Almindelihed, som Ret- tigheden at tilkiendegive fine Tanker og Meninger i Særdeleshed. Nemlig: de kan 1.) ikke udstrækkes til {{sp|den hele Rettighed.}} Rettigheden selv kan ligesaalidet betages noget Menneske, uden Tyranie og Indgreb i Guds Majestætsrettigheder, som Rettig- heden at leve, indaande Luft, forplante sig o. s. v. thi baade Fornuftbrugen og Livskraften besidde vi som Gaver fra Gud. Og den der betager mig min Fornufts frie Brug, er ligesaavel en Oprø- rer mod Gud, som den der berøver mig Livet. 2.) Indskrækningerne kan heller ikke strække sig til nogen vis {{sp|Rets-Gienstand.}} Thi ligesaa almin- delig som Skaberen tildeelte mig Evne at tænke, lige- saa almindelig vil han ogsaa at jeg skal meddele mine Tanker. Ligesaalidet altsaa som Staten i Alminde- lighed er berettiget til at forvise en vis Videnskab ud af Verden eller Landet, ligesaalidet er den beføjet til at forbyde en enkelt Statsborger at tænke over denne Videnskab og at bekiendegiøre sine Tanker. Det er altsaa i og for sig ligemeget hvorover jeg tæn- ker og meddeler mine Tanker, enten det er over Læ- gevidenskaben, Historien, Religionen, eller {{bindestreg1|{{sp|Bi}}|Bibelen,}}<noinclude> {{kustode|{{sp|belen,}}}}</noinclude> mti86w59hr3q5nmnq05syndqxxjr16z 481934 481933 2026-09-19T20:26:59Z TorbenTT 3431 /* Korrekturlæst */ 481934 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="TorbenTT" />{{hoved|||53}}</noinclude>Denne Grundsætning leder umiddelbar til Bestemmelsen af alle Indskrænkninger, saavel dem der angaae Menneskerettighederne i Almindelihed, som Rettigheden at tilkiendegive fine Tanker og Meninger i Særdeleshed. Nemlig: de kan 1.) ikke udstrækkes til {{sp|den hele Rettighed.}} Rettigheden selv kan ligesaalidet betages noget Menneske, uden Tyranie og Indgreb i Guds Majestætsrettigheder, som Rettigheden at leve, indaande Luft, forplante sig o. s. v. thi baade Fornuftbrugen og Livskraften besidde vi som Gaver fra Gud. Og den der betager mig min Fornufts frie Brug, er ligesaavel en Oprører mod Gud, som den der berøver mig Livet. 2.) Indskrækningerne kan heller ikke strække sig til nogen vis {{sp|Rets-Gienstand.}} Thi ligesaa almindelig som Skaberen tildeelte mig Evne at tænke, ligesaa almindelig vil han ogsaa at jeg skal meddele mine Tanker. Ligesaalidet altsaa som Staten i Almindelighed er berettiget til at forvise en vis Videnskab ud af Verden eller Landet, ligesaalidet er den beføjet til at forbyde en enkelt Statsborger at tænke over denne Videnskab og at bekiendegiøre sine Tanker. Det er altsaa i og for sig ligemeget hvorover jeg tænker og meddeler mine Tanker, enten det er over Lægevidenskaben, Historien, {{sp|Religionen,}} eller {{bindestreg1|{{sp|Bi}}|Bibelen,}}<noinclude> {{kustode|{{sp|belen,}}}}</noinclude> ecij2q7trtj2y2cok5aapey0flw3s4y 104 125435 481936 2026-09-19T21:03:21Z TorbenTT 3431 /* Ikke korrekturlæst */ Oprettede siden med "{{sp|{{bindestreg2|belen,|Bibelen,}} enten det er over Staten selv eller dens enkelte Lemmer.}} Kundskaber og Domme, som {{sp|i og for sig}} maa taales i Staten, maa ogsaa taales hos hvert enkelt Individ, siden der i Henseende til Menneskerettighederne ingen Undtagelse finder Sted. Menneskerettighederne ere Rettigheder som ethvert Menneske tør udøve: {{sp|fordi han er Menneske.}} — Altsaa — Indskrækningerne strække sig blot til de enkelte Handlin... 481936 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="1" user="TorbenTT" />{{hoved|54||}}</noinclude>{{sp|{{bindestreg2|belen,|Bibelen,}} enten det er over Staten selv eller dens enkelte Lemmer.}} Kundskaber og Domme, som {{sp|i og for sig}} maa taales i Staten, maa ogsaa taales hos hvert enkelt Individ, siden der i Henseende til Menneskerettighederne ingen Undtagelse finder Sted. Menneskerettighederne ere Rettigheder som ethvert Menneske tør udøve: {{sp|fordi han er Menneske.}} — Altsaa — Indskrækningerne strække sig blot til de enkelte Handlinger, hvorved et Menneske giør brug af sin Rettighed, følgelig ikke til den hele Ret- tighed, men blot til Brugen i {{sp|enkelte}} Tilfælde — nemlig naar og for saavidt Selskabets eller Enkeltes Rettigheder, i saadanne enkelte Tilfælde, {{sp|virkelig}} skulde lide noget. Man overveje alting nøje. Thi nærværende Undersøgelse, hvorvidt Staten kan ind- svænke Rettigheden at meddele sine Tanker, er lige- saa vigtig som Spørgsmaaalet: hvorvidt Staten Har Magt over Borgernes Liv? Jeg siger 1) Staten kan {{sp|indskrænke}} Bru- gen — i enkelte Tilfælde. Herved forstaaer jeg ikke at den kan {{sp|foreskrive mig Maaden}} (Formen), og befale mig, at jeg kun maae bekiendtgiøre mine Tanker paa det Sted, til den Tid, idet Sprog i<noinclude> {{kustode|den}}</noinclude> 8ekbtioie1cas646dwsjour9oxsy3bv 481937 481936 2026-09-19T21:05:27Z TorbenTT 3431 /* Korrekturlæst */ 481937 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="TorbenTT" />{{hoved|54||}}</noinclude>{{sp|{{bindestreg2|belen,|Bibelen,}} enten det er over Staten selv eller dens enkelte Lemmer.}} Kundskaber og Domme, som {{sp|i og for sig}} maa taales i Staten, maa ogsaa taales hos hvert enkelt Individ, siden der i Henseende til Menneskerettighederne ingen Undtagelse finder Sted. Menneskerettighederne ere Rettigheder som ethvert Menneske tør udøve: {{sp|fordi han er Menneske.}} — Altsaa — Indskrækningerne strække sig blot til de enkelte Handlinger, hvorved et Menneske giør brug af sin Rettighed, følgelig ikke til den hele Rettighed, men blot til Brugen i {{sp|enkelte}} Tilfælde — nemlig naar og for saavidt Selskabets eller Enkeltes Rettigheder, i saadanne enkelte Tilfælde, {{sp|virkelig}} skulde lide noget. Man overveje alting nøje. Thi nærværende Undersøgelse, hvorvidt Staten kan indskrænke Rettigheden at meddele sine Tanker, er ligesaa vigtig som Spørgsmaaalet: hvorvidt Staten Har Magt over Borgernes Liv? Jeg siger 1) Staten kan {{sp|indskrænke}} Brugen — i enkelte Tilfælde. Herved forstaaer jeg ikke at den kan {{sp|foreskrive mig Maaden}} (Formen), og befale mig, at jeg kun maae bekiendtgiøre mine Tanker paa det Sted, til den Tid, idet Sprog i<noinclude> {{kustode|den}}</noinclude> o9278uz9myjrrmd935pd44en4v6wdbq 104 125436 481939 2026-09-19T22:38:34Z TorbenTT 3431 /* Ikke korrekturlæst */ Oprettede siden med "den Tone o.s.v. — Nej. Den har blot en {{sp|nega- tiv}} Magt over Menneskehedens Rettigheder, Den kan kun {{sp|forbyde enkelte}} Misbrug. Jeg siger 2) Staten kan indskrænke min Ret- tighed {{sp|i enkelte Tilfælde.}} Altsaa ikke {{sp|den hele Brug:}} saa at den f. E. kunde sige: Du maa meddele dine Tanker, naar og hvor du vil, kun ikke i trykte Skrifter. Nej. Den kan kun i {{sp|en- kelte}} Tilfælde forbyde Brugen: f. E. naar en be- kiendtgiord... 481939 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="1" user="TorbenTT" />{{hoved|||55}}</noinclude>den Tone o.s.v. — Nej. Den har blot en {{sp|nega- tiv}} Magt over Menneskehedens Rettigheder, Den kan kun {{sp|forbyde enkelte}} Misbrug. Jeg siger 2) Staten kan indskrænke min Ret- tighed {{sp|i enkelte Tilfælde.}} Altsaa ikke {{sp|den hele Brug:}} saa at den f. E. kunde sige: Du maa meddele dine Tanker, naar og hvor du vil, kun ikke i trykte Skrifter. Nej. Den kan kun i {{sp|en- kelte}} Tilfælde forbyde Brugen: f. E. naar en be- kiendtgiorde eller vilde bekiendtgiøre et trykt Skrift, der var skadeligt for Staten selv: saa kan Staten i dette {{sp|enkelte}} Tilfælde forbyde – {{sp|dette}} Skrift. Jeg siger 3) Staten kan indskrænke Brugen i enkelte Tilfælde, naar Staten selv eller Enkeltes Rettigheder {{sp|virkelig}} var i Fare. Men her gielder ikke Indbildninger og falske Forestillinger. De som ere i Besiddelse af den Lovgivende Magt maa omgaaes {{sp|samvittighedfulde}} med Menneskehedens Rettig- heder. De maae med streng Nøjagtighed undersøge om Brugen i et enkelt Tilfalde foraarsoger nogen {{sp|virkelig}} og jeg lægger til, nogen {{sp|betydelig}} Skade. — Om et Menneske giorde af sin Grund-<noinclude> {{kustode|Ejer-}}</noinclude> d7net7nd5sedow4bu8lf6t8suo00gpo 481940 481939 2026-09-19T22:39:31Z TorbenTT 3431 /* Korrekturlæst */ 481940 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="TorbenTT" />{{hoved|||55}}</noinclude>den Tone o.s.v. — Nej. Den har blot en {{sp|negativ}} Magt over Menneskehedens Rettigheder, Den kan kun {{sp|forbyde enkelte}} Misbrug. Jeg siger 2) Staten kan indskrænke min Ret- tighed {{sp|i enkelte Tilfælde.}} Altsaa ikke {{sp|den hele Brug:}} saa at den f. E. kunde sige: Du maa meddele dine Tanker, naar og hvor du vil, kun ikke i trykte Skrifter. Nej. Den kan kun i {{sp|enkelte}} Tilfælde forbyde Brugen: f. E. naar en bekiendtgiorde eller vilde bekiendtgiøre et trykt Skrift, der var skadeligt for Staten selv: saa kan Staten i dette {{sp|enkelte}} Tilfælde forbyde – {{sp|dette}} Skrift. Jeg siger 3) Staten kan indskrænke Brugen i enkelte Tilfælde, naar Staten selv eller Enkeltes Rettigheder {{sp|virkelig}} var i Fare. Men her gielder ikke Indbildninger og falske Forestillinger. De som ere i Besiddelse af den Lovgivende Magt maa omgaaes {{sp|samvittighedfulde}} med Menneskehedens Rettigheder. De maae med streng Nøjagtighed undersøge om Brugen i et enkelt Tilfalde foraarsoger nogen {{sp|virkelig}} og jeg lægger til, nogen {{sp|betydelig}} Skade. — Om et Menneske giorde af sin Grund-<noinclude> {{kustode|Ejer-}}</noinclude> pfmmkd41s3hkug2i8ycqw7sei9x3xyz 104 125437 481941 2026-09-19T22:55:57Z TorbenTT 3431 /* Ikke korrekturlæst */ Oprettede siden med "Ejerrettighed f. E. den Brug, at han anlagde et aqvatofana Fabrik – eller havde saadanne Ting for med sit Haus at Naboens Huus derved stod i Fare for at styrte ind tilligemed hans eget o. a. s., saa kunde Staten i dette enkelte Tilfælde forbyde ham {{sp|en saadan}} Brug. Naar han derimod anlagde en Have, der var smukkere end hans Naboes, som her- over blev fortrydelig, eller han begyndte meget tid- lig om Morgenen at arbeide ved sin Væverstoel og... 481941 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="1" user="TorbenTT" />{{hoved|56||}}</noinclude>Ejerrettighed f. E. den Brug, at han anlagde et aqvatofana Fabrik – eller havde saadanne Ting for med sit Haus at Naboens Huus derved stod i Fare for at styrte ind tilligemed hans eget o. a. s., saa kunde Staten i dette enkelte Tilfælde forbyde ham {{sp|en saadan}} Brug. Naar han derimod anlagde en Have, der var smukkere end hans Naboes, som her- over blev fortrydelig, eller han begyndte meget tid- lig om Morgenen at arbeide ved sin Væverstoel og derved vækkede sin Naboe som altsaa blev nødt til enten at staae før op, eller at lægge sig anden Steds hen, for ikke at blive forstyrret i sin Roelighed, saa vilde Staten ikke have nogen Ret til at forbyde det- te, fordi i hiint Tilfælde ingen {{sp|virkelig}} Skade var skeet, og i dette ingen {{sp|betydelig}}. Og det vilde være det skiændigste Tyranie om de som vare i Besiddelse af den Lovgipende Magt vilde indskrænke en saadan Brug af Menneskerettighederne. Naar en samvittighedsfuld Regent omhyggeli- gen følger disse 3 Bestemmelser, saa vil han vist ikke sare vild i Anvendelsen af sin Ret at indskrænke Tale- og Skrive-Friehe den. — {{nop}}<noinclude> {{kustode|Og}}</noinclude> 3efcziq978nvbyi7g1qy664wo0n5k61 481942 481941 2026-09-19T22:57:43Z TorbenTT 3431 /* Korrekturlæst */ 481942 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="TorbenTT" />{{hoved|56||}}</noinclude>Ejerrettighed f. E. den Brug, at han anlagde et aqvatofana Fabrik – eller havde saadanne Ting for med sit Haus at Naboens Huus derved stod i Fare for at styrte ind tilligemed hans eget o. a. s., saa kunde Staten i dette enkelte Tilfælde forbyde ham {{sp|en saadan}} Brug. Naar han derimod anlagde en Have, der var smukkere end hans Naboes, som herover blev fortrydelig, eller han begyndte meget tidlig om Morgenen at arbeide ved sin Væverstoel og derved vækkede sin Naboe som altsaa blev nødt til enten at staae før op, eller at lægge sig anden Steds hen, for ikke at blive forstyrret i sin Roelighed, saa vilde Staten ikke have nogen Ret til at forbyde dette, fordi i hiint Tilfælde ingen {{sp|virkelig}} Skade var skeet, og i dette ingen {{sp|betydelig}}. Og det vilde være det skiændigste Tyranie om de som vare i Besiddelse af den Lovgipende Magt vilde indskrænke en saadan Brug af Menneskerettighederne. Naar en samvittighedsfuld Regent omhyggeligen følger disse 3 Bestemmelser, saa vil han vist ikke fare vild i Anvendelsen af sin Ret {{sp|at indskrænke Tale- og Skrive-Frieheden.}} — {{nop}}<noinclude> {{kustode|Og}}</noinclude> 3ca85uba1byxc3nlfzznc88tr8vje9r 481943 481942 2026-09-19T22:58:45Z TorbenTT 3431 481943 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="TorbenTT" />{{hoved|56||}}</noinclude>Ejerrettighed f. E. den Brug, at han anlagde et {{lb|aqvatofana}}-Fabrik – eller havde saadanne Ting for med sit Haus at Naboens Huus derved stod i Fare for at styrte ind tilligemed hans eget o. a. s., saa kunde Staten i dette enkelte Tilfælde forbyde ham {{sp|en saadan}} Brug. Naar han derimod anlagde en Have, der var smukkere end hans Naboes, som herover blev fortrydelig, eller han begyndte meget tidlig om Morgenen at arbeide ved sin Væverstoel og derved vækkede sin Naboe som altsaa blev nødt til enten at staae før op, eller at lægge sig anden Steds hen, for ikke at blive forstyrret i sin Roelighed, saa vilde Staten ikke have nogen Ret til at forbyde dette, fordi i hiint Tilfælde ingen {{sp|virkelig}} Skade var skeet, og i dette ingen {{sp|betydelig}}. Og det vilde være det skiændigste Tyranie om de som vare i Besiddelse af den Lovgipende Magt vilde indskrænke en saadan Brug af Menneskerettighederne. Naar en samvittighedsfuld Regent omhyggeligen følger disse 3 Bestemmelser, saa vil han vist ikke fare vild i Anvendelsen af sin Ret {{sp|at indskrænke Tale- og Skrive-Frieheden.}} — {{nop}}<noinclude> {{kustode|Og}}</noinclude> cwyo2qiz95rt1ogf1nq7yt8rmkfay69 104 125438 481944 2026-09-19T23:06:25Z TorbenTT 3431 /* Ikke korrekturlæst */ Oprettede siden med "Og jeg vil selv forsøge at sikre hans Skridt endnu mere ved at anvende de ommældte Grundsæt ninger paa nogle af de vigtigste Gienstænde, og vise {{sp|hvor}} og {{sp|hvorvidt}} Betingelsen finder Sted, under hvilken han tør vove nogen Indskrænkning, d. e. hvor en {{sp|virkelig}} og tillige {{sp|betydelig}} Ska- de er at befrygte af Brugen af hiin Menneskeret tighed. — Jeg har tænkt saa alvorlig og i saa man- ge Aar over denne Materie, og talt med s... 481944 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="1" user="TorbenTT" />{{hoved|||57}}</noinclude>Og jeg vil selv forsøge at sikre hans Skridt endnu mere ved at anvende de ommældte Grundsæt ninger paa nogle af de vigtigste Gienstænde, og vise {{sp|hvor}} og {{sp|hvorvidt}} Betingelsen finder Sted, under hvilken han tør vove nogen Indskrænkning, d. e. hvor en {{sp|virkelig}} og tillige {{sp|betydelig}} Ska- de er at befrygte af Brugen af hiin Menneskeret tighed. — Jeg har tænkt saa alvorlig og i saa man- ge Aar over denne Materie, og talt med saa man- ge tænkende og samvittighedsfulde Mænd derom, at jeg tør haabe at kunne levere mine Læsere noget grundigt derover. Kun maa jeg bede at man vil læse og bedømme mig uden Fordomme og Auktori- tet. *) — {{kustode|{{større|VIII.}}}} *) Herpaa følger hele 3 Sider, der indeholde en- kelte Punkter af den Kais. Forordning af 11 Juni 1781, tilligemed Forfatterens Kritik derover; disse troer jeg med Føje at kunne udelade, deels fordi de indeholde {{lb|localia}} og altsaa ikke kunne in- teressere Læserne, deels fordi de kuune være borte, uden at Materiens Sammenhæng derved lider noget. {{h|{{sp|Overs. Anmærk.}}}} <references/><noinclude></noinclude> f3ejg5a76irhnxvjq73c4b29fmhvv6z 481945 481944 2026-09-19T23:08:59Z TorbenTT 3431 481945 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="1" user="TorbenTT" />{{hoved|||57}}</noinclude>Og jeg vil selv forsøge at sikre hans Skridt endnu mere ved at anvende de ommældte Grundsætninger paa nogle af de vigtigste Gienstænde, og vise {{sp|hvor}} og {{sp|hvorvidt}} Betingelsen finder Sted, under hvilken han tør vove nogen Indskrænkning, d. e. hvor en {{sp|virkelig}} og tillige {{sp|betydelig}} Skade er at befrygte af Brugen af hiin Menneskerettighed. — Jeg har tænkt saa alvorlig og i saa mange Aar over denne Materie, og talt med saa mange tænkende og samvittighedsfulde Mænd derom, at jeg tør haabe at kunne levere mine Læsere noget grundigt derover. Kun maa jeg bede at man vil læse og bedømme mig uden Fordomme og Auktoritet. <ref>Herpaa følger hele 3 Sider, der indeholde enkelte Punkter af den Kais. Forordning af 11 Juni 1781, tilligemed Forfatterens Kritik derover; disse troer jeg med Føje at kunne udelade, deels fordi de indeholde {{lb|localia}} og altsaa ikke kunne interessere Læserne, deels fordi de kuune være borte, uden at Materiens Sammenhæng derved lider noget. {{h|{{sp|Overs. Anmærk.}}}} </ref>) — {{kustode|{{større|VIII.}}}} <references/> {{streg|6em}}<noinclude></noinclude> exbh3n91yi2g6m97ssclj3ow0v1dul8 481946 481945 2026-09-19T23:10:05Z TorbenTT 3431 /* Korrekturlæst */ 481946 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="TorbenTT" />{{hoved|||57}}</noinclude>Og jeg vil selv forsøge at sikre hans Skridt endnu mere ved at anvende de ommældte Grundsætninger paa nogle af de vigtigste Gienstænde, og vise {{sp|hvor}} og {{sp|hvorvidt}} Betingelsen finder Sted, under hvilken han tør vove nogen Indskrænkning, d. e. hvor en {{sp|virkelig}} og tillige {{sp|betydelig}} Skade er at befrygte af Brugen af hiin Menneskerettighed. — Jeg har tænkt saa alvorlig og i saa mange Aar over denne Materie, og talt med saa mange tænkende og samvittighedsfulde Mænd derom, at jeg tør haabe at kunne levere mine Læsere noget grundigt derover. Kun maa jeg bede at man vil læse og bedømme mig uden Fordomme og Auktoritet. <ref>Herpaa følger hele 3 Sider, der indeholde enkelte Punkter af den Kais. Forordning af 11 Juni 1781, tilligemed Forfatterens Kritik derover; disse troer jeg med Føje at kunne udelade, deels fordi de indeholde {{lb|localia}} og altsaa ikke kunne interessere Læserne, deels fordi de kuune være borte, uden at Materiens Sammenhæng derved lider noget. {{h|{{sp|Overs. Anmærk.}}}} </ref>) — {{kustode|{{større|VIII.}}}} <references/> {{streg|6em}}<noinclude></noinclude> m0fsd14q15vph5odjgpp666f3gc8cwx