Wikisource dawikisource https://da.wikisource.org/wiki/Forside MediaWiki 1.47.0-wmf.23 first-letter Media Speciel Diskussion Bruger Brugerdiskussion Wikisource Wikisource diskussion Fil Fildiskussion MediaWiki MediaWiki diskussion Skabelon Skabelondiskussion Hjælp Hjælp diskussion Kategori Kategoridiskussion Forfatter Forfatterdiskussion Side Sidediskussion Indeks Indeksdiskussion TimedText TimedText talk Modul Moduldiskussion Event Event talk 104 31687 482556 71934 2026-10-10T06:26:33Z MGA73 457 /* Validated */ 482556 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="4" user="MGA73" /></noinclude><h2 align="center" style="border-bottom:none;">Johannes Jørgensen.</h2> {{streg|3em}} {{startbogstav|J}}{{sc|ohannes jørgensen}} er født 1866 i Svendborg, søn af en skibsfører, blev student 1884, studerede først filologi, siden geologi, men gik så over til journalistisk virksomhed. Han debuterede 1886 i tidsskriftet „Nutiden“ og udgav det følgende år en samling „Vers“. 1888 kom hans første lidt større novelle „Forårssagn“, 1890 „En fremmed“, 1892 „Sommer“. Han havde oprindelig sluttet sig til den unge falanks, der samledes om Brandes, men fra begyndelsen af nittiårene fjernede han sig mere og mere fra denne. Han gjorde flittige studier i fransk litteratur, han har også oversat flere verker fra denne og leveret kritiske essays over franske forfattere. Den artistiske „fordærvelse“ og den artistiske „religiøsitet“ hos visse grupper af franske digtere gjorde afvekslende indtryk paa ham. Den „symbolistiske“ retning interesserede ham også. Han blev i den danske litteratur fortrinsvis repræsentanten for den moderne religiøse dekadense. 1893 kom „Livets træ“, 1894 „Hjemve“, samt digtsamlingen „Bekendelse“. Han er senere gået over til katolicismen, og de følgende arbeider er nærmest at regne for religiøse opbyggelsesskrifter, i<noinclude><references/> {{c|— 130 —}}</noinclude> fchdp3koyl3c6wvcxbqrjxf072vfs2w 104 31688 482557 71935 2026-10-10T06:32:01Z MGA73 457 /* Validated */ 482557 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="4" user="MGA73" />{{c|JOHANNES JØRGENSEN.}} {{streg}}</noinclude>en udsøgt, tildels søgt stil, overmættet i sin farverige udmalen af enkelthederne. Den betydeligste bog i Johannes Jørgensens ældre produktion er „En fremmed“. Her fik de stemninger, som allerede er det spæde livsindhold i „Forårssagn“, og som bagefter varieres og efterføles i en række sirlig udciselerede stemningsbilleder, et ret fyldigt udtryk, her bankede blodet dog sterkere end i de senere blomsterstykker, hvor små sygelige høstplanter kryber sammen under brocebræmmet løv af sære og omhyggelig studerede farveskiftninger. Det broncebræmmede løv blev ofte det væsentlige, forfatterens kunst gik næsten helt op i udformningen af en bladplantepoesi, der i al sin fattigdom på dybere menneskelig interesse havde sin egen bedrøvede skjønhed. „En fremmed“ er den svage vitalitets rødeste blussen, den er ligesom billedet på dette digterliv, som fattigt og livsbegjærligt fører sin lille sørgelige kamp mod en stor og rig verden, hvis bølger går det så højt over hovedet, at det stakkars digterliv tilsidst skylles ind i en stille bagevje. En bagevje, hvor den frelste sjæl med bitter eftersmag afleverer det salte havvand, der er kommet den påtværs, mens broncebræmmede blade drysser tæt og stille ned over bleggule pinseliljegarnerede strande — —. Helten i „En fremmed“ hedder Anders og er en stakkars landlig ungdom, der har forvildet sig ind til den store og farlige by Kjøbenhavn, hvis mysterier på samme tid tiltrækker og frastøder ham, virker som en feber i blodet, egger hans livsbegjær og fylder ham med hjemlængsel. En smuk og ikke ufordærvet ung kvinde, af lidt<noinclude><references/> {{c|— 131 —}}</noinclude> 5qglz3gafbvttzjg35yi8az5nd8srp6 104 98934 482554 331398 2026-10-09T14:15:35Z Johshh 9757 /* Korrekturlest */ 482554 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Johshh" /></noinclude>Handling, ved hvilken et Folk er et Folk. Thi denne sidste, der nødvendigen maae have foregaaet den første, er Selskabets sande Grundvold. Dersom der ingen foregaaende Forening var til, hvorfra skulde, med mindre Valget var eenstemmigt, den Forpligtelse komme, for det lidet Antal, til at underkaste sig det stores Valg, og af hvad Grund kan tyve, der vil have en Herre, saae Ret til at stemme for ti, der ingen vil have? Loven angl. de fleste Stemmer er selv en indgangen Forening, og forudsætter i det mindste til een Tid Overeenstemmelse. {{c|Siette Capitel.}} {{c|Om den selskabelige Pact.}} Jeg antager nu, at Menneskene ere komne den Tilstand, at hindringerne, som ere deres Vedligeholdelse skadelige i Naturens Stand, overgaae ved deres Modvirkning de Kræfter, ethvert Individ kan anvende for at vedligeholde sig i denne Stand. Da kan denne første oprindelige Stand ei længere bestaae, og det menneskelige Kiøn<noinclude><references/></noinclude> 7y4ug07h17ov01zfjcfur099c9x87ti 104 98935 482555 331399 2026-10-09T19:07:19Z Johshh 9757 /* Korrekturlest */ 482555 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Johshh" /></noinclude>Kiøn skulde forgaae, dersom det ikke forandrede sin Forfatning. Følgelig, eftersom mennesker ikke kan skabe nye Kræfter, men allene forene og styre dem, de have, er der intet andet Middel for dem, til deres Vedligeholdelse, end ved Forenelse at danne en Masse af Kræfter, som kan overvinde Modstanden, sætte dem i Gang ved een eneste Virkekraft, og faae dem til at virke i Overeensstemmelse med hinanden. Denne Masse af Kræfter kan ei blive til uden ved fleres Forbindelse. Men, da ethvert Menneskes Kræfter og Frihed er hans Vedligeholdelses fornemste Verktøi, hvorledes kan han forpligte disse uden at skade sig selv og uden at sætte sig ud af Stand til at vise sig den skyldige Omsorg? Denne Vanskelighed, forbunden med min Gienstand, kan fremsættes paa følgende Maade: "At udfinde en Forbindelses-Maade, hvorved enhver beskyttes og forsvares med den hele fælles Magt af de forbundnes Personer og Gods, og hved hvilken enhver, i det han forener sig med alle, dog ei adlyder uden sig selv, og forbliver siden ligesaa frie, som tilforn." Dette er den pro-<noinclude><references/></noinclude> e9z008gjm9d5x1ifh8bhb97q8utxbv3 104 98936 482558 331400 2026-10-10T09:54:56Z Johshh 9757 /* Korrekturlest */ 482558 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Johshh" /></noinclude>problematiske Grundsætning, hvis Opløsning den selskabelige Forening haver at give. Dette Forbunds Betingelser ere saaledes bestemte ved Sagens Natur, at den mindste Endring skulde giøre dem ganske unyttige og '''frugtesløse;''' hvorfor, omendskiøndt de maaskee aldrig have været ordentligen fremsatte, de dog allevegne forblive de samme, allevegne stiltiende antages og erkiendes, indtil at enhver, naar Folkeforbundet er overtraadt, igien tiltræder sine første Rettigheder, og sætter sig i Besiddelse af sin naturlige Frihed, i det han taber den forbundsmæssige Frihed, for hvilken han afstod hiin. Disse Betingelser, vel overveiede, lade sig alle henføre til een: som bestaaer i enhver af de Forbundnes fuldkomne Overgivelse til det hele Fælledsskab tilligemed alle fine Rettigheder: thi, for det første, naar enhver bortgiver sig ganske og aldeles, er Vilkaaret lige for dem alle, og ingen finder Fordeel ved at gisøre det bebyrdende for de andre. End videre, naar Overgivelsen er uden al Forbeholdenhed, er Foreningen saa fuldkommen, som den kan være, og ingen af de Forbundne kan giøre Fordring paa mere: thi, dersom nogle enkelte beholdte visse Rettigheder til-<noinclude><references/></noinclude> pfso3ljpwmhndmgwinow81myjalm6bj