Wikisource dawikisource https://da.wikisource.org/wiki/Forside MediaWiki 1.47.0-wmf.23 first-letter Media Speciel Diskussion Bruger Brugerdiskussion Wikisource Wikisource diskussion Fil Fildiskussion MediaWiki MediaWiki diskussion Skabelon Skabelondiskussion Hjælp Hjælp diskussion Kategori Kategoridiskussion Forfatter Forfatterdiskussion Side Sidediskussion Indeks Indeksdiskussion TimedText TimedText talk Modul Moduldiskussion Event Event talk 104 31689 482559 470812 2026-10-10T16:13:44Z MGA73 457 /* Validated */ -i 482559 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="4" user="MGA73" />{{c|JOHANNES JØRGENSEN.}} {{streg}}</noinclude>usikker samfundsstilling, tar sig af den beskedne og veke yngling, og lærer ham det liv at kjende, der både er gjenstand for hans lyst og hans frygt. Til gjengjæld skjænker han hende den kjærlighed, som hans bløde, virkelighedssky sind kan gi, en myg, skjælvende hengivenhed, som rører og smigrer hende. Der er en egen syg sødme i dette forhold, en ung og en fin følelse, som en modtagelig læser ikke let vil glemme. Det ender med skuffelse; den blege, kejtede yngling er ikke skikket til at ta kampen op, livet er ham for brutalt og vanskeligt, kjærlighed lønnes med svig, og det stille, gode landliv, hans fars gård, blir hans tilflugt, han ryster den store bys onde støv af sine fødder og søger hjem. Men han har ikke længer noget hjem, han merker snart, at han er fremmed i sin faders gård, han har mistet det, der var hans, uden at finde noget nyt. Han er blit en ensom mand, „en fremmed“. I Jørgensens nærmest følgende digtning er denne „hjemve“ grundtonen, der er nok en svag variation af melodien, og det hænder, at den nu og da klinger lysere, og undertiden har man en følelse af, at „livets træ“ har skjænket digteren nogle af de frugter, hans første ungdom så sårt begjærede. Og i den frygtsomme landsgut, i den hjemsyge, elskende yngling, ser vi lidt efter lidt vokse frem en anden, mere selvbevidst, men mindre original og mindre tiltrækkende personlighed. Den „fremmede“ er begyndt at finde sig tilrette. Livet har måske ikke budt ham såmeget, og det er kanske heller ikke såmeget derfra, han har hentet de bestanddele, hvormed han støtter op sin nye personlighed; men der gives lærerige {{bindestreg1|bø}}<noinclude><references/> {{c|— 132 —}}</noinclude> oobjppf30s5p5rmbpi790jdfl9axs5m 104 31690 482560 470814 2026-10-10T16:19:00Z MGA73 457 482560 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="PWidergren" />{{c|JOHANNES JØRGENSEN.}} {{streg}}</noinclude>{{bindestreg2|ger|bøger}} om livet, og den digter, som studerer dem dygtig, kan undertiden ad den vej få, hvad han trænger. Gjennem sin stil og sin emnebehandling havde forfatteren af „En fremmed“, straks vist, at han med kjærlighed og udbytte havde levet sig ind i den litterære bevægelse, hvis ledende mand var Georg Brandes, og hvis originaleste stilist var J. P. Jacobsen. Og dette forhold havde bare virket godt på den unge kunstner, tjent til at udvikle hans porcellænsskjøre, farvemættede stil, der ofte gav det spæde indhold dets hovedsagelige tiltrækning. Men saa blev den franske litteratur, særlig Huysmans, kilden, hvoraf Jørgensens digtning øste, hvad der manglede den i personligt indhold. Med rørende troskab fulgte Jørgensen Huysmans’ rute: den stilfulde overmættelse, den kunstlede fordærvelse, de artistiske snurrepiberier i „A rebours“ vakte hans beundring og efterlignelsestrang lige sterkt som den senere trappist-forklædning. Med velbehag indåndede han den atmosfære af storstad, disse merkelige parfymer, som strømmede ham imøde fra den flittige franske modedigter. Et og andet brudstykke, som havde bedåret ham ved sin krydrede duft, lod han i dansk oversættelse komme sine ulærde landsmænd tilgode: jeg mindes særlig nogle jod- og merkurialfarvede fantasier over „la grande vérole“, som blev gengit i „Tilskueren“. Men det var dog i Jørgensens egen produktion, man ret kunde få et indtryk af, ''hvor'' intimt forholdet var mellem ham og hans franske mester. Selv om dicipelen ikke overskred {{rettelse|''d''en|''den''}} grænse, der også i litteraturen bør adskille mit fra dit, så hændte det dog, at den nu til det ukjendelige opklædte Anders med en sådan {{bindestreg1|in}}<noinclude><references/> {{c|— 133 —}}</noinclude> 5jtsdlkwc75e3adp7zhpl9cub5g40gd 482561 482560 2026-10-10T16:23:58Z MGA73 457 /* Validated */ 482561 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="4" user="MGA73" />{{c|JOHANNES JØRGENSEN.}} {{streg}}</noinclude>{{bindestreg2|ger|bøger}} om livet, og den digter, som studerer dem dygtig, kan undertiden ad den vej få, hvad han trænger. Gjennem sin stil og sin emnebehandling havde forfatteren af „En fremmed“, straks vist, at han med kjærlighed og udbytte havde levet sig ind i den litterære bevægelse, hvis ledende mand var Georg Brandes, og hvis originaleste stilist var J. P. Jacobsen. Og dette forhold havde bare virket godt på den unge kunstner, tjent til at udvikle hans porcellænsskjøre, farvemættede stil, der ofte gav det spæde indhold dets hovedsagelige tiltrækning. Men saa blev den franske litteratur, særlig Huysmans, kilden, hvoraf Jørgensens digtning øste, hvad der manglede den i personligt indhold. Med rørende troskab fulgte Jørgensen Huysmans’ rute: den stilfulde overmættelse, den kunstlede fordærvelse, de artistiske snurrepiberier i „A rebours“ vakte hans beundring og efterlignelsestrang lige sterkt som den senere trappist-forklædning. Med velbehag indåndede han den atmosfære af storstad, disse merkelige parfymer, som strømmede ham imøde fra den flittige franske modedigter. Et og andet brudstykke, som havde bedåret ham ved sin krydrede duft, lod han i dansk oversættelse komme sine ulærde landsmænd tilgode: jeg mindes særlig nogle jod- og merkurialfarvede fantasier over „la grande vérole“, som blev gengit i „Tilskueren“. Men det var dog i Jørgensens egen produktion, man ret kunde få et indtryk af, ''hvor'' intimt forholdet var mellem ham og hans franske mester. Selv om dicipelen ikke overskred {{rettelse|''d''en|<i>den</i>}} grænse, der også i litteraturen bør adskille mit fra dit, så hændte det dog, at den nu til det ukjendelige opklædte Anders med en sådan {{bindestreg1|in}}<noinclude><references/> {{c|— 133 —}}</noinclude> 0g2rbox3t6hd546rqufv21c7hl90ydk 482562 482561 2026-10-10T16:29:08Z MGA73 457 482562 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="4" user="MGA73" />{{c|JOHANNES JØRGENSEN.}} {{streg}}</noinclude>{{bindestreg2|ger|bøger}} om livet, og den digter, som studerer dem dygtig, kan undertiden ad den vej få, hvad han trænger. Gjennem sin stil og sin emnebehandling havde forfatteren af „En fremmed“, straks vist, at han med kjærlighed og udbytte havde levet sig ind i den litterære bevægelse, hvis ledende mand var Georg Brandes, og hvis originaleste stilist var J. P. Jacobsen. Og dette forhold havde bare virket godt på den unge kunstner, tjent til at udvikle hans porcellænsskjøre, farvemættede stil, der ofte gav det spæde indhold dets hovedsagelige tiltrækning. Men saa blev den franske litteratur, særlig Huysmans, kilden, hvoraf Jørgensens digtning øste, hvad der manglede den i personligt indhold. Med rørende troskab fulgte Jørgensen Huysmans’ rute: den stilfulde overmættelse, den kunstlede fordærvelse, de artistiske snurrepiberier i „A rebours“ vakte hans beundring og efterlignelsestrang lige sterkt som den senere trappist-forklædning. Med velbehag indåndede han den atmosfære af storstad, disse merkelige parfymer, som strømmede ham imøde fra den flittige franske modedigter. Et og andet brudstykke, som havde bedåret ham ved sin krydrede duft, lod han i dansk oversættelse komme sine ulærde landsmænd tilgode: jeg mindes særlig nogle jod- og merkurialfarvede fantasier over „la grande vérole“, som blev gengit i „Tilskueren“. Men det var dog i Jørgensens egen produktion, man ret kunde få et indtryk af, ''hvor'' intimt forholdet var mellem ham og hans franske mester. Selv om dicipelen ikke overskred ''{{rettelse|den|den}}'' grænse, der også i litteraturen bør adskille mit fra dit, så hændte det dog, at den nu til det ukjendelige opklædte Anders med en sådan {{bindestreg1|in}}<noinclude><references/> {{c|— 133 —}}</noinclude> 3oyj3bye81b54k7bnlg2ar6f198apvo 482563 482562 2026-10-10T16:32:28Z MGA73 457 482563 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="4" user="MGA73" />{{c|JOHANNES JØRGENSEN.}} {{streg}}</noinclude>{{bindestreg2|ger|bøger}} om livet, og den digter, som studerer dem dygtig, kan undertiden ad den vej få, hvad han trænger. Gjennem sin stil og sin emnebehandling havde forfatteren af „En fremmed“, straks vist, at han med kjærlighed og udbytte havde levet sig ind i den litterære bevægelse, hvis ledende mand var Georg Brandes, og hvis originaleste stilist var J. P. Jacobsen. Og dette forhold havde bare virket godt på den unge kunstner, tjent til at udvikle hans porcellænsskjøre, farvemættede stil, der ofte gav det spæde indhold dets hovedsagelige tiltrækning. Men saa blev den franske litteratur, særlig Huysmans, kilden, hvoraf Jørgensens digtning øste, hvad der manglede den i personligt indhold. Med rørende troskab fulgte Jørgensen Huysmans’ rute: den stilfulde overmættelse, den kunstlede fordærvelse, de artistiske snurrepiberier i „A rebours“ vakte hans beundring og efterlignelsestrang lige sterkt som den senere trappist-forklædning. Med velbehag indåndede han den atmosfære af storstad, disse merkelige parfymer, som strømmede ham imøde fra den flittige franske modedigter. Et og andet brudstykke, som havde bedåret ham ved sin krydrede duft, lod han i dansk oversættelse komme sine ulærde landsmænd tilgode: jeg mindes særlig nogle jod- og merkurialfarvede fantasier over „la grande vérole“, som blev gengit i „Tilskueren“. Men det var dog i Jørgensens egen produktion, man ret kunde få et indtryk af, ''hvor'' intimt forholdet var mellem ham og hans franske mester. Selv om dicipelen ikke overskred {{rettelse|''d''en|den}} grænse, der også i litteraturen bør adskille mit fra dit, så hændte det dog, at den nu til det ukjendelige opklædte Anders med en sådan {{bindestreg1|in}}<noinclude><references/> {{c|— 133 —}}</noinclude> hwxzmvti0i2dh1pn53cirx423j3yhwi 104 31691 482564 470815 2026-10-10T16:36:27Z MGA73 457 /* Validated */ 482564 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="4" user="MGA73" />{{c|JOHANNES JØRGENSEN.}} {{streg}}</noinclude>{{bindestreg2|tensitet|intensitet}} satte sig ind i Des Esseintes’ fornemmelser, at man rent ud sagt kunde forveksle dem; det var vanskeligt at vide, hvilken af de to herrer man havde den ære at underholde sig med. Den tone, hvormed den nye Anders f. eks. drøftede de forskjellige flaskeformers poesi, var så fortræffelig eftergjort, at man et øjeblik syntes at befinde sig i Des Esseintes’ hemmelighedsfulde gemakker. Kort sagt: det var den gamle historie om lensmandsdrengen, der gik, hilste, talte i næsen og spyttede akkurat som lensmanden. Huysmans blev interesseret for klosterlivet, det gik Jørgensen ligedan. Tonen blev mere og mere katolsk; tilsidst opstod der i den danske Des Esseintes en troens stridsmand, der ved sin ildfulde og dømmesyge veltalenhed satte gamle bekjendte i forbauselse. Men denne sidste forvandling fjernede ham ikke så lidet fra mesteren. Det artistiske moment i Jørgensens katolicisme syntes i enkelte af hans senere skrifter at underordne sig en real interesse, en troesiver, en nidkjær bekjæmpelse af „livsløgnen“, som gjorde et mere personligt og ærligt indtryk end noget andet af hans forfattervirksomhed siden „En fremmed“, En modesag ''kan'' blive en hjertesag, og var det let at se, at den stas, Jørgensen lånte hos Huysmans, ikke var bestemt for ham, kunde der i flere af hans senere bøger fremlyse en alvor, som fortjener at respekteres. Det var ikke længer den lille usikre danske dekadent, der havde læst sig til en artistisk fordærvelse, det var den fremmede, der endelig følte sig hjemme i sin fars gård. Han vedligeholdt vistnok forbindelsen med Frankrige, — det har en tid været Ernest Hello, der særlig var gjenstand for hans<noinclude><references/> {{c|— 134 —}}</noinclude> swjnn02r88lrk7r2elgskjm7prx2smn 104 31692 482565 71939 2026-10-10T16:43:26Z MGA73 457 /* Validated */ 482565 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="4" user="MGA73" />{{c|JOHANNES JØRGENSEN.}} {{streg}}</noinclude>beundring, — men iøvrigt bør man ikke lade sig vildlede af det elegante katolske snit: der stak en hidsig lutheransk lægprædikant under det fremmede udstyr. Den germanske religiøsitet viser en rigdom af liv og temmelig skarpe modsætninger: der er retninger, hvor det negative, det udelukkende, det fordømmende i visse kristelige dogmer blir det centrale, blir bestemmende for livsopfatningen; jeg vil ikke påstå, at Jørgensens religiøsitet er af denne art; der har undertiden været en stille og skjøn inderlighed i hans små prækener, den samme sarte poesi som i en og anden erotisk stemning fra hans unge dage; men man opdager dog i argumentation, i følelse, i det hele åndelige fysionomi visse træk, som leder tanken hen paa den snevre, glædefiendtlige vakthed, der særlig i visse egne af Danmark og Norge forfølger al verdslig livslyst med sin selvgode knurren. Det er smukt, når Joh.s Jørgensen ender sine „Lignelser“ med disse ord: „Og dette minde er for mig som at vende tilbage fra megen forfængelig viden til den klare, enfoldige visdom og fra gadernes forvirrede støj til et hjems livssalige stilhed. Og at skrive disse linjer, der nu står på papiret, er som at sætte blomster i en gammel vase foran et halvt hensmuldret billede, der stirrer ud fra en murnische med to store, dybe øjne.“ Men det er ikke nær så smukt, at han, den nyomvendte, der for kort tid tilbage for vild i „megen forfængelig viden“, vender sig med skjældsord mod dem, der endnu ikke har fundet „den klare, enfoldige visdom,“ og fortæller de mænd,<noinclude><references/> {{c|— 136 —}}</noinclude> bajy8y38h6xr2cboyk2wld6ob5anuzp 482566 482565 2026-10-10T16:43:57Z MGA73 457 5 482566 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="4" user="MGA73" />{{c|JOHANNES JØRGENSEN.}} {{streg}}</noinclude>beundring, — men iøvrigt bør man ikke lade sig vildlede af det elegante katolske snit: der stak en hidsig lutheransk lægprædikant under det fremmede udstyr. Den germanske religiøsitet viser en rigdom af liv og temmelig skarpe modsætninger: der er retninger, hvor det negative, det udelukkende, det fordømmende i visse kristelige dogmer blir det centrale, blir bestemmende for livsopfatningen; jeg vil ikke påstå, at Jørgensens religiøsitet er af denne art; der har undertiden været en stille og skjøn inderlighed i hans små prækener, den samme sarte poesi som i en og anden erotisk stemning fra hans unge dage; men man opdager dog i argumentation, i følelse, i det hele åndelige fysionomi visse træk, som leder tanken hen paa den snevre, glædefiendtlige vakthed, der særlig i visse egne af Danmark og Norge forfølger al verdslig livslyst med sin selvgode knurren. Det er smukt, når Joh.s Jørgensen ender sine „Lignelser“ med disse ord: „Og dette minde er for mig som at vende tilbage fra megen forfængelig viden til den klare, enfoldige visdom og fra gadernes forvirrede støj til et hjems livssalige stilhed. Og at skrive disse linjer, der nu står på papiret, er som at sætte blomster i en gammel vase foran et halvt hensmuldret billede, der stirrer ud fra en murnische med to store, dybe øjne.“ Men det er ikke nær så smukt, at han, den nyomvendte, der for kort tid tilbage for vild i „megen forfængelig viden“, vender sig med skjældsord mod dem, der endnu ikke har fundet „den klare, enfoldige visdom,“ og fortæller de mænd,<noinclude><references/> {{c|— 135 —}}</noinclude> 5c95dmd2ud8s7o11hurd86qb6gwp1nd 104 31694 482567 71941 2026-10-10T16:48:23Z MGA73 457 /* Validated */ indryk 482567 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="4" user="MGA73" />{{c|JOHANNES JØRGENSEN.}} {{streg}}</noinclude>han skylder sin kunstneriske opdragelse, at de er „gemenhedens advokater“. — Joh.s Jørgensen har samlet mange rariteter på sin vandring fra Huysmans’ artistisk-medicinske laboratorium til sydens klostre, hvis gamle inskriptioner rummer så mangen forunderlig visdom. Ligesom for år tilbage Des Esseintes’ recepter øvede en troldomsagtig indflydelse på hans nerver, således har senere de gamle runer over en klosterport havt den samme virkning. Jeg har stødt paa en sådan inskription, som jeg skjænker ham. Den er taget fra nogle gamle rejsebreve<ref>C. G. Bugge i tidsskriftet „Fra Udlandet“ 1861, I. side 98.</ref> og lyder i vedkommende forfatters oversættelse saaledes: {{venstremargen|3em|<poem>Til legemets timelige og sjælens evige vel :::tag af troens rødder, renhedens liljer, kjærlighedens roser, håbets blomster, sønderknuselsens absinth, :::ydmyghedens violer, så meget som muligt lige dele. Det blandes med bekjendelsens sirup, stødes i samvittighedens morter, opløses i tårevand, koges i anfægtelsens ild og deraf laves en drik; tag ind af denne morgen og aften.</poem>}} — — Det forekommer mig, at denne recept medtager alt, hvad man med rimelighed kan forlange. Man gjenkjender straks visse af de processer, som ikke få af den moderne tids digtere har gjennemgået: — sønderknuselsens absinth, der blandes med bekjendelsens sirup og opløses i tårevand; der er jo også de læsere, som ikke<noinclude><references/> {{c|— 136 —}}</noinclude> idqk3wzqkegrtdfx2dswnd951hc2g1w 104 31695 482568 154185 2026-10-11T08:01:12Z MGA73 457 /* Validated */ 482568 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="4" user="MGA73" />{{c|JOHANNES JØRGENSEN.}} {{streg}}</noinclude>finder siruppen usmagelig. I løbet af få år nåede Johs. Jørgensen udover det første bekjendelsens stadium. Tar man f. eks. en bog som „Lignelser“, møder man ikke længer en novice, men en veileder og læge; det er nu andre, som skal ha den fornøielse „at ta ind morgen og aften.“ Iøvrigt er bogen væsentlig en buket af godtkjøbs åndrigheder, hvor der dog lyser et og andet varmere og smukkere ord. I en flau indledning, „Eritis sicut Deus“, fortæller forfatteren sin „kære unge ven“, hvordan han skal finde „den lønlige gjenvej“ gjennem verdens vildfarelser, ved at „gaa i skole“ hos „den arme, forførte Gretchen.“ Der er glatte sætninger, som ligner tanker og får etslags mening, fordi vi fra andet hold har fået dybere og bedre belærelse om „den lønlige genvej“, — et skruet ubehændigt stykke, „Solens åg“, hvor den naivt simple eventyrtone, der tildels er lykkedes i „Hvedekornet“, virker ganske falsk, — det melodramatiske „Skyggen“, hvor forfatteren vender sig bebrejdende mod den store ungdomsforførende digter, hvis magt han også en gang har kjendt, og beder ham stikke sin „rottefængerfløjte“ i lommen, — „Giftblanderen“, formelt det bedste i samlingen, sluttet og energisk, et lidet kunstverk, — „Lægen“ efter hans franske ven Ernest Hello, — „Lys i Natten“, hvor modsætningen mellem det, den „fremmede“ søgte fordum engang, og det, der senere er blit hans mål, træder virkningsfuldt frem — og tilsidst en liden efterskrift, en virkelig fin og smuk stemning, „Imitatio Christi“, — sådan er omtrent indholdet af denne Jørgensens lille prækensamling, der alligevel virker ''noget'' mere sympatisk end flere af hans øvrige andagtsbøger og polemiske<noinclude><references/> {{c|— 137 —}}</noinclude> 9ow1qyw1skzbrfq8422z0hx5qgjmcaq