Wikisource dawikisource https://da.wikisource.org/wiki/Forside MediaWiki 1.47.0-wmf.24 first-letter Media Speciel Diskussion Bruger Brugerdiskussion Wikisource Wikisource diskussion Fil Fildiskussion MediaWiki MediaWiki diskussion Skabelon Skabelondiskussion Hjælp Hjælp diskussion Kategori Kategoridiskussion Forfatter Forfatterdiskussion Side Sidediskussion Indeks Indeksdiskussion TimedText TimedText talk Modul Moduldiskussion Event Event talk 104 31702 482612 470817 2026-10-15T20:20:15Z MGA73 457 /* Validated */ 482612 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="4" user="MGA73" />{{c|HELGE RODE.}} {{streg}}</noinclude>{{bindestreg2|nisk|ironisk}} og let sentimental. Den er dels et udslag af den træthed, som just i disse år bemægtigede sig så mange sind, reaktionen efter realismens første store kraftudfoldelse, dels et udtryk for noget blødt, selvbeskuende, drømmende i digterens temperament. Helten i „Styrke“ har en sørgmodig tvil om sin egen magt. Den er berettiget allerede derved, at den er der. Den hindrer ham fra at vinde den kvinde, han elsker. Hans kjærlighed har mere poesi end vilje, mere ømhed end dristighed. Han ser med lykkelig sørgmodige øine hendes skjønhed, han skildrer den i vakre ord, men han er ikke mand for at gjøre den til sit bytte. Han beseires og synker tilbage i sine drømme. I det næste verk, digtsamlingen „Hvide blomster“, er drømmen blit selve det digteriske indhold, her har digterens trang til at beskue, til at glæde sig over livets skjønhed og udforske dets mening, nok i sig selv. Som en dansk kritiker har sagt: „her stiger drømmen op fra sjælens havbund som en nyfødt glæde over livet.“ Den ironisk sentimentale træthedsstemning i „Styrke“ udløses hos Helge Rode som hos flere af hans generations digtere i en beskuelsens glæde, hvor den enkelte ikke længere forfølger bestemte opgaver og lider ved ikke at kunne løse dem, men blir stående som undrende tilskuer foran livets skjønne billede, mens den samtidig fremfor alt fordyber sig i sig selv, gir sig helt hen i selvbetragtning, blir sit eget jegs filosof og digter. Der ligger i selve livsfølelsen „en verden af fryd og smerte,“ hvori digteren fordyber sig. Hans livsundren omfatter den verden, der lever udenfor jeget, men især jeget. Det heder:<noinclude><references/> {{c|— 143 —}}</noinclude> oqojj45puu3rppbpr8vczpkwedouqiw 104 31703 482613 471117 2026-10-15T20:22:34Z MGA73 457 /* Validated */ 482613 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="4" user="MGA73" />{{c|HELGE RODE.}} {{streg}}</noinclude>{{venstremargen|5em|<poem>„Å underlige verden! kunde jeg mig sænke i dine hemmeligheders vrimmel, å underlige hjerne, der prøver at tænke, tænker med svimlende svimmel. Å underlige verden! som skrigende ravne flakser alle spørgsmål i stimmel. Å underlige hjerne, der prøver at favne den dybe, — å den grænseløse himmel.</poem>}} I Digtet: „Hvem er jeg?“ {{venstremargen|2em|<poem>Jeg kender et spørgsmål, der fryd mig gav, fryd, som jeg aldrig aned, det åbned for sjælens længsler og krav, og videste veie det baned. Jeg kender et spørgsmål, der skabte min lykke: det er på min pande et lysende smykke. Det springer som kildevæld bag min barm, sælsomme længsler fødes. Det farver mig kinden af glæde varm, i vellyst min hjerne glødes. Det skaber den undren, der flyver og synger. Hver dag den beriger, hver dag den forynger. Måske kan det tænde en hjerne i brand, skænke en broder lykke. Måske kan det hæve et mismods ban, måske kan det stolt henrykke. Og dog er det simpelt, og alle det kender, men når det til bunden, en flamme det tænder.</poem>}}<noinclude><references/> {{c|— 144 —}}</noinclude> rv4gv2cq6dqbdv98i6k8tqzhty95abk 104 31704 482614 71954 2026-10-15T20:24:49Z MGA73 457 /* Validated */ 482614 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="4" user="MGA73" />{{c|HELGE RODE.}} {{streg}}</noinclude>{{venstremargen|2em|<poem>Du spørge ''dig selv'' en dag du er led, tåge din tanke skjuler, du spørge ''dig selv'', så det klinger ned i sjælens krypter og huler. Hvem er ''du'' — du fremmede gådefulde? Hvem er du — du underlig længselsfulde?</poem>}} I denne stille grublen har Helge Rode fundet sig selv. Den har fyldt ham med en dyb skjønhedsglæde: {{venstremargen|4em|<poem>Der er noget smukt et sted i mit sind, saa skønt som aftensols rødmende skin. Der er noget ømt og forfærdelig kært, der er noget sælsomt og bristende skært. Det er som en fjern og smilende ø, der stiger af sjælens krusede sø.</poem>}} Således er livslængslen hos Helge Rode. Den har også sterkere udtryk, der kan komme angst i den, ja rædsel. Men ikke sjelden er den en vemodig glad melodi, der risler varmt igjennem ham. „Hvide blomster“ havde en renhed i klangen og en ægthed i stemningen, som røbede den fødte digter. Men klangen lød undertiden spinkel, og stemningen havde ingen rigere variation. Det hele stansede i undren. Grundmelodien, den altid tilbagevendende i Rodes digtning, var anslået. Men i Rodes senere verker, navnlig da „Kongesønner“ og „Kampene i Stefan Borgs hjem“, er musiken blit fyldigere, mere vekslende og mere fuldtonende, en brusende hymne til livet, til lykken og sorgen. Det viste<noinclude><references/> {{c|— 145 —}}</noinclude> 9mqvybz7kw68x5l3cfuph5uypytudoh 104 31707 482615 154186 2026-10-16T05:00:04Z MGA73 457 /* Validated */ 482615 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="4" user="MGA73" />{{c|HELGE RODE.}} {{streg}}</noinclude>sig, at skjærheden i Helge Rodes digtersind var forbundet med en styrke, som først efterhånden blev sig bevidst og gjorde sig myndig gjældende. Af kongesønnerne Telamon og Oines er den ene tvilen, smerten, dødsfornemmelsen, der gjemmer sig i selve livet, den anden lystfornemmelsen, glæden, viljen til livet. „Helst ønskede jeg,“ sier Telamon, „at jeg var langt herfra — og levede i ørkenen, ukendt af alle. Hvorledes kan man være glad, hvor der er mange. I har ingen øine. Den har ingen øine, som kun ser legemerne og ikke sindene, deres skjulte undren og hæslige urenlighed.“ „Ser I da ikke, menneske, at den tillid til døden, der bryder frem af rædslen og alle vore lidelser, — det er den trøst, vi trænger til. Hvad mer har vi behov? Det er således. Jeg har prøvet det.“ „Der er kun én glæde, der er dyb og ren, — det er længselen efter døden. Der er én skønhed i verden — sorgen og den dybe kærlighed til menneskene, det er altsammen længsel efter døden. Har I aldrig anet en hellig klarhed bag ved alt.“ „Der er dage, hvor mit liv har en skønhed som solnedgangens, en mild sørgmodig glæde og smeltende farver i sindet.“ Men Telamon, den vise, den ensomme, der har fundet sin trøst i sin tillid til døden, kjender ikke sig selv. Han har i virkeligheden ikke nået den hellige klarhed, — ligesålidt som noget menneske kan det. Der er øieblikke, „hvor glæden er vild og hensynsløs“ i ham. Men han ved ikke, hvad denne glæde betyder. Han ved ikke, at der i selve hans stolte negation af livsfølelsen gjemmer sig en brændende livstørst. Hos ham, den ensomme, bryder den frem i skjebnens store stund — som lidenskabelig misundelse. I al dom<noinclude><references/> {{c|— 146 —}}</noinclude> jeav1onj4p2y6ga190i6huixdmwxnds 104 98917 482609 482605 2026-10-15T16:26:48Z Johshh 9757 482609 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Johshh" /></noinclude>{{c|Om den selskabelige Forening, eller Statsrettens Grundsætninger. Første Bog. }} Jeg vil undersøge, om der i den borgerlige Indretning kan gives nogen lovmæssig og sikker Regel for Statsforvaltningen, naar Menneskene betragtes, som de ere, og Lovene, som de kunne være. Jeg vil i denne Undersøgelse altid stræbe at forene, hvad Retten tillader, med det som Fordelen foreskriver, paa det at Retferdighed og Nytte ei skal blive '''akkondrede'''. Jeg begiver mig til min Materies Afhandeling uden at bevise min Gienstands Vigtighed. Spørger man mig, om jeg er Fyrste eller Lovgiver, efter som jeg skriver over Politiken, saa svarer jeg, nei; og at det just er derfor, at jeg<noinclude><references/></noinclude> ctvxfwlx7po2a35f3h47abrbly2rm3b 104 98950 482607 482602 2026-10-15T16:10:34Z Johshh 9757 /* Korrekturlest */ 482607 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Johshh" /></noinclude>{{c|Anden Bog.}} {{c|Om Lovgivningen.}} {{---}} {{c|Første Capitel.}} {{c|Regieringen er uafhændelig.}} {{---}} Den første og vigtigste Følge af de forhen fastsatte Grundsætninger er, at den almindelige Villie kan ene styre Statens Kræfter til dens Stiftelses Øiemed, som er det almindelige Bedste: thi dersom Striden imellem enkelte '''Versoners''' Fordeel haver giort de borgerlige Selskabers Oprettelse nødvendig, er det disse selvsamme Fordeles Forening, som har giort det mye ligt. Hvad som disse forskiellige Fordele have tilfælleds, er det, som udgiør det selskabelige Baand, og dersom der inter Foreningspunct gaves for alle disse Fordele, skulde intet Selstab kunne bestaae. Altsaa er det i Overeen-<noinclude><references/></noinclude> bhbkmxse0epcxtvcjfrmg2r153vxoyr 104 98951 482608 331416 2026-10-15T16:14:16Z Johshh 9757 /* Korrekturlest */ 482608 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Johshh" /></noinclude>stemmelse med den fælleds Fordéel, at Selskabet bør bestyres. Jeg siger altsaa, at da Regieringen, som ei er uden den almindelige Villies Udøvelse, aldrig kan afhændiges, og da Regenten, som ei er uden et sammensat Vasen, ikke kan forestilles uden ved sig selv, kan Magten vel lade sig overdrage, men ei Villien. Endskiøndt det i Sandhed vel ikke er umueligt, at enkelt Mands Villie jo kan forenes med den almindelige Villie i en vis Begivenhed, er det i det mindste umueligt, at denne Overeenstemmelse bliver varig og bestandig; thi enkelt Mands Villie, ifølge dens Natur, sigter altid til visse Fortrin, ligesom den almindelige Villie til Lighed. Det er endnu mere umueligt at erholde en sikker Borgen for denne Overeenstemmelse, om den endog skulde finde Sted, hvilken, naar det endog skulde skee, ei vilde være en Virkning af Kunsten men af Handelsen. Regenten kan vel sige, jeg vil det samme, som den eller den Mand vil, eller, i det mindste, hvad han siger at ville; men han kan ikke sige, hvad den samme Rand i Morgen vil, det selvsamme skal jeg ogsaa ville, eftersom det<noinclude><references/></noinclude> ptmri35vrt2d5qyfss15h4v7le01kyf 104 98952 482610 331417 2026-10-15T16:32:20Z Johshh 9757 /* Korrekturlest */ 482610 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Johshh" /></noinclude>er urimeligt, at Villien paalegger sig Lænker for den tilkommende Tid, og fordi det ei beroer paa nogens Villie at samtykke i hvad der er stridende mod det Væsens Bedste, som vil det. Dersom altsaa Folket ligefrem lover at adlyde, opløses det ved denne Handling, det taber den Egenskab, det havde som Folk; i det Øieblik der opstaaer en Herre, er der ingen Regent mere, og da er Statslegemet tilintetgiort. Dermed vil man ei sige, at Overhovedernes Befalinger ikke kan antages for den almindelige Villie, saalenge det staaer Regenten frit for at sette sig derimod, og han desuagtet ikke giør det. I flige Tilfælde bør man af den almindelige Stiltienhed formode Folkets Samtykke; hvilket nøiere skal forklares. {{---}} Andet Capitel. Regieringen er udelelig. {{---}} Af samme Aarsag, som Regieringen er uafhændelig, er den ogsaa udelelig. Thi Villien er<noinclude><references/></noinclude> kwrpxbbf18569zegodbokvkpx8qeytl 104 98953 482611 331418 2026-10-15T16:38:55Z Johshh 9757 /* Korrekturlest */ 482611 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Johshh" /></noinclude>Taskenspillerne i Japan sønderslide, siger man, et Barn for Tilskuernes Øine, og efterat de have opkastet dets Lemmer i Luften et efter det andet, lade de dem falde sammen og blive til et levende Barn heelt og holden. Saledes er der omtrent og med vore Statskyndiges Taskenspiller-Kunster; efterat de have sønderlemmet Statelegemet ved et Underværk, der passer sig for en Fielleboe, samle de igien Stykkerne sammen, uden at man veed hvorledes. Denne Vildfarelse kommer deraf, at man ei har giort sig nøiagtigt Begreb om den regierende Magt, og at man har antaget det for Dele af denne Magt, der ei var uden udbrudet deraf. Saaledes har man, for Erempel, betragtet den Handling at erklære Krig og slutte Fred som Foretagender af Regieringen, hvilket det dog ikke er, eftersom enhver af dens Foretagender ei er en Lov, men allene en Anvendelse af Loven, en enkelt Handling, der bestemmer Levens Tilfælde, hvilket man tydeligen vil faae at see, naar den Mening, hvori det Ord "Lov" tages, bliver bestemt. Naar man ligeledes vil undersøge de andre Inddelinger, skal man finde, at man tager feil,<noinclude><references/></noinclude> hyz0u0egoi1l8vcr1wqyl60ihggqw8p 104 98954 482616 331419 2026-10-16T08:20:32Z Johshh 9757 /* Korrekturlest */ 482616 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Johshh" /></noinclude>Hvergang man troer at see Regieringen være deelt, og at de Rettigheder, som man tager for Dele af denne Regiering, ere alle den samme underordnede, og forudsette altid en øverste Villie, hvis udøvelse disse Rettigheder ikkun tilstede. Man kan ei noksom sige, hvormegen Dunkelhed denne Mangel paa Nøiagtighed haver udbredt over Forfatternes Bestemmelser i den Materie om Statsretten, naar de have villet dømme om Kongernes og Folkets indbyrdes Rettigheder efter de Grundsætninger, som de antage. Enhver kan see i det tredie og fierde Capitel af den første Bog hos Grotius, hvorledes denne lærde Mand, og hans Oversætter, '''Barbeirac''', indvikler og forvilder sig i deres Sofisterier, af Frygt for enten at sige for meget, eller ei at sige nok efter deres Hensigt, og at forderve deres Sag, som de vilde antage sig. Grotius, der, misfornøiet med sit Fædreneland, havde taget sin Tilflugt til Frankrig, og vilde vinde Ludvig den XIIIdes Yndest, hvilken han tilskrev sin Bog, sparer intet af al muelig Kunst, hvorved han kan berøve Folket alle dets Rettigheder og sætte Kongerne i Besiddelse af samme. '''Barbeirac,''' der tilegnede Kongen af England, Georg<noinclude><references/></noinclude> 8u7jqk8we05am9zfgyenssziwaed48z