Wikikilden nowikisource https://no.wikisource.org/wiki/Wikikilden:Forside MediaWiki 1.47.0-wmf.3 first-letter Medium Spesial Diskusjon Bruker Brukerdiskusjon Wikikilden Wikikilden-diskusjon Fil Fildiskusjon MediaWiki MediaWiki-diskusjon Mal Maldiskusjon Hjelp Hjelpdiskusjon Kategori Kategoridiskusjon Forfatter Forfatterdiskusjon Side Sidediskusjon Indeks Indeksdiskusjon TimedText TimedText talk Modul Moduldiskusjon Arrangement Arrangementsdiskusjon 0 42532 321661 269906 2026-05-21T07:09:40Z ~2026-30233-11 6238 Erstatter siden med 'skule er kjedelig' 321661 wikitext text/x-wiki skule er kjedelig nno4ghgn6gus0qb9fhxycyz6aakyacc 321662 321661 2026-05-21T07:10:07Z NDG 6004 Reverted edits by [[Special:Contribs/~2026-30233-11|~2026-30233-11]] ([[User talk:~2026-30233-11|talk]]) to last version by Øystein Tvede: unexplained content removal 269906 wikitext text/x-wiki <pages index="Kielland - Samlede Værker 1.djvu" from=311 to=315 header=1 /> [[Kategori:Noveller]] [[Kategori:Tekster fra 1880]] [[en:Tales of Two Countries/At the Fair]] 69rn9bu52vmbya5smr8fudsi2qqal00 321663 321662 2026-05-21T07:13:04Z ~2026-30233-11 6238 321663 wikitext text/x-wiki skule er kjedelig bere spell brawl stars 0qwmysl05q7xzxhwq6zqf5a80mmbl76 321664 321663 2026-05-21T07:14:02Z NDG 6004 Reverted edits by [[Special:Contribs/~2026-30233-11|~2026-30233-11]] ([[User talk:~2026-30233-11|talk]]) to last version by NDG: reverting vandalism 269906 wikitext text/x-wiki <pages index="Kielland - Samlede Værker 1.djvu" from=311 to=315 header=1 /> [[Kategori:Noveller]] [[Kategori:Tekster fra 1880]] [[en:Tales of Two Countries/At the Fair]] 69rn9bu52vmbya5smr8fudsi2qqal00 102 137222 321606 321581 2026-05-20T15:48:00Z Øystein Tvede 3938 321606 wikitext text/x-wiki {{forfatterWD |beskrivelse = Fransk forfatter }} ===Tekster=== [[Den forlorne sønns hjemkomst]] (Hamar Stiftstidende 2. februar 1929, anonym oversetter) fzuxobtwncdvheliimr8ao1iwby82pf 321607 321606 2026-05-20T15:48:21Z Øystein Tvede 3938 321607 wikitext text/x-wiki {{forfatterWD |beskrivelse = Fransk forfatter }} ===Tekster=== [[Den forlorne sønns hjemkomst]] (''Hamar Stiftstidende'' 2. februar 1929, anonym oversetter) 5h2zwd8lknn7vkzqib59ztvmp8bbqv1 104 137255 321665 321167 2026-05-21T10:46:28Z Øystein Tvede 3938 321665 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>turalistiske Menneskeskildrings Omraade. Hovedtemaet i denne Bog er en Ægteskabshistorie, udført i Strindbergsk Aand, d. v. s. ud fra den Opfatning, at Forholdet mellem Mand og Hustru med Nødvendighed bliver en Kamp eller rettere sagt et Slagsmaal paa Liv og Død. Den ene Dame, der udgjør den bankede Halvdel i dette Ægteskab, er en ækkel, ond, pervers Skabning, formodentlig en Studie efter Hedda Gabler; den anden, der stilles op som Kontrast til hin magre Sfinx, er en buttet, glad Skjønhed med sterkt erotiske Tilbøieligheder. Den mandlige Part i den ægteskabelige Duel er en raa, brutal, temmelig fordrukken og forøvrigt kjedsommelig Ingeniør. Han er Finnes typiske Ægtemand, en sterk, bjørneærlig Bondenatur, der gaar olm og ond og uvasket omkring som en lurvet Kjøter i sin Lænke og knurrer og reiser Børster mod det, der er af finere Art end han selv. Mildhed og Stolthed, det er for ham Unatur og Affektation; og han føler sig ikke fri, før han en Dag lader Dyret løbe løbsk i sig paa den Maade, at han banker sin Kone. Betegnende nok er denne plebejiske Bedrift stiliseret om til en høist symbolsk Handling; — det er Adam, som straffer Eva, fordi hun har udtalt sig respektstridigt om en af de hellige naturlige Funktioner. Selve Skildringen er<noinclude><references/></noinclude> qio540sru62dtabtgw5vr0mtdr6j01a 104 137256 321666 321168 2026-05-21T10:46:52Z Øystein Tvede 3938 321666 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>derimod udført med al mulig Tydelighed og Virkelighedstroskab. «Et kraftigt Slag af hans Knytnæve slog hende overende, og bagefter satte han Knæerne paa hende, slog Kløerne i den prægtige Haarbølge bag i Nakken og sled hende efter den op og ned; hun holdt sine Hænder for Ansigtet, dem rev han væk, slog hende, til det blødte af Næsen, rykked atter i Haaret og dunked hende op og ned. Tilsidst reiste han sig, spytted paa sin til en Klump sammenrullede Kvinde, gav hende et definitivt Spark og gik sin Vei, skjælvende efter Anstrengelsen, men umaadelig lettet i Sindet.» Denne Pryglescene er indfattet i en Ramme af Naturbeskrivelse og Betragtninger over Mands og Kvindes Væsen, der rummer Romanens betydeligste, stemningsfuldeste Indhold. Der er dog den Hage ved de filosofiske Grublerier over Kjønnenes naturnødvendige, gjensidige Antipati, at de vilde virke mere overbevisende, om det ikke var denne simple Ingeniør og hans frastødende Hustru, der havde fremkaldt dem. Vi tænker slet ikke paa disse to, naar han skriver om «Sorgen, der fik dem til at knytte Haanden mod Naturmagten, Sorgen hos Mand og Kvinde, der, skabt til forskjellig Tid, af forskjelligt Stof(?), faar ud af sit Samliv det trøstesløse: at de, skjønt nødt til at spise af<noinclude><references/></noinclude> intwztwqtx8phsz4ick3j2kmo2sc1av 104 137257 321667 321175 2026-05-21T10:47:13Z Øystein Tvede 3938 321667 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>samme Træer og sove inden samme Gjærde, dog intet har lært at fatte af hinandens Væsen. Begge spiler de hver sin Personligheds Eiendommeligheder mest muligt i Veiret for ikke at faa dem slugt af den andens, og denne Kamp avler et Nag, saa de kun lurer paa at anklage hinanden for den store Dommer; der skjuler sig bag hendes Underkastelse og hans logrende Drifter et Fiendskab som mellem to Mænd paa et Skibsvrag i Havet: de vil gjerne myrde og spise hinanden, skjønt deres Sjæle mødes i det samme Skrig over Livets Rædsel.» Natur-Baggrunden i «To Damer» er den med bitter Ironi markerede Modsætning mellem det lumre, småaborgerlig sølle Ravnekrog-Liv i Byen og det øde, vilde Vestlandssceneri: vid, mørk Fjeldmark, takket af sorte truende Tinder over blanksort sugende og hemmelighedsfuldt Fjorddyb. Det er ude i denne utæmmede, fritvoksende, urørte Natur, at Opgjøret finder Sted mellem Ingeniøren og hans Hustru. Først her, vil Forfatteren sige, bliver vi atter sande ærlige Væsener. Ansigt til Ansigt med de Livsformer, som har bevaret sit Præg gjennem Tidernes Omskiftelighed, medens Mennesket gjennemløb alle Forvandlingens Stadier, afklæder vi os de borgerlige Løgnes falske Flitter og vinder Mod til den store Oprigtighed: at være os selv.<noinclude><references/></noinclude> bykf3yd3puap5jk1azakdrd7l385fu1 104 137262 321668 321182 2026-05-21T10:48:14Z Øystein Tvede 3938 321668 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>Liv og al Lykke», — at han netop skulde blive Skildreren af Undergangsviljen og Ulykke-Frøet i de overmægtige Passioner. De to smaa Dramaer «Uglen» og «Før Afskeden» har begge som Hovedmotiv ægteskabelig Utroskab. Mændene er Bedragerne, — og Bedraget hevner sig i det ene Skuespil paa Ægteherren, der, længe efterat Forbrydelsen er begaaet, rammes af dens Følger. Han pines hele Stykket igjennem af Samvittighedsnag og faar til Slut Vanvidsanfald. I det andet Skuespil er det den uskyldige, dødssyge Hustru, som gribes af Brødens Fang-Traade og drages ud af Livet. «Uglen» er en med enkel, kraftfuld Kunst formet Uhyggestemning. Den bygger sig langsomt op gjennem nogle stilfærdige Interieurer fra et ensomt Hjem paa et øde Næs ved en af Vestlandets Fjorde; den stiger langsomt, baaret af nogle Hverdagsmenneskers jevne Samtaler, — til den pludselig exploderer i Torden, Lynild, Revolverskud, Vanvid. Det, der volder denne Række af ligeløbende Katastrofer i Naturens og Aandens Verdener, er et galant Eventyr, som en sølle Ingeniør har begaaet med en meget tvilsom Frue. I Anledning af denne Brøde er det, Forfatteren nedkalder over den stakkels Mands Hoved alle Hevngudindens Rædsler: rød Dommedagshimmel og forfærdende Syner og<noinclude><references/></noinclude> 0n596n8eqsn9oaurd05jzwi0hd6tt1b 104 137264 321669 321186 2026-05-21T10:49:12Z Øystein Tvede 3938 321669 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude> Finnes sidste Bog, Fortællingen «Rachel» (1895), staar i kunstnerisk Henseende langt tilbage for de to Skuespil. Og Indholdet er de gamle haabløse Betragtninger over «det lille stinkende smalsjælede Menneskedyrs» Daarligheder og onde Skjæbne. Vi møder her atter Fædres Haardhjertethed og Ondskab og Barndomshjemmets fæle Elendighed som forklarende Baggrund til de skildrede Personers mangehaande Gjenvordigheder i Livet. Denne Forklaring virker imidlertid ikke meget overbevisende denne Gang. Hr. Enevold Bader, Romanens Hovedfigur, er en Helt af den allerbedrøveligste Skikkelse. Han har det deiligste Hjem, den sødeste lille Kone og det sødeste lille Barn under Solen, han elsker Hjemmet og disse yndige Væsener med den heftigste taknemmelighedsfyldte Kjærlighed, og dog vedbliver han hele Bogen igjennem at være en uforbederlig Døgenigt, en karakterløs Pjalt, som bedrager sin Kone — af pur snobbet Forfængelighed; som, tiltrods for sit aristokratiske Ydre og sin fornemme ædle Sjæl, er god Kamerat med en forsjoflet Vagabond af en Maler; og som endelig ikke synes at have Talent til andet end at behandle Aagerkarle og stryge Landet rundt for at «slaa» Slægtninge eller Venner for Penge samt — eftersom denne hans Hovedbeskjæftigelse<noinclude><references/></noinclude> 96qkbs5fr2ptqtk49d1nzfhivfpn3jw 102 137359 321614 321407 2026-05-20T22:47:09Z Øystein Tvede 3938 321614 wikitext text/x-wiki {{Forfatter}} ===Tekster=== [[Ung Kjærlighed]] hq8d2p77kvws2qkbwg8s0bgshuzbypr 321643 321614 2026-05-20T23:25:34Z Øystein Tvede 3938 321643 wikitext text/x-wiki {{Forfatter}} ===Tekster=== [[Ung Kjærlighed]] (trykt i Fremskridt 1899, anonym oversetter) p5aqkyky58jhq558d9wwhrit3h9rv9p 321644 321643 2026-05-20T23:25:47Z Øystein Tvede 3938 321644 wikitext text/x-wiki {{Forfatter}} ===Tekster=== [[Ung Kjærlighed]] (trykt i ''Fremskridt'' 1899, anonym oversetter) 0v7wwjoryc0n2i0m2pr2dmy4ud3e8yd 104 137423 321602 321594 2026-05-20T13:23:35Z Øystein Tvede 3938 321602 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>{{c|{{xx-større|'''Den forlorne sønns hjemkomst.'''}} Av André Gide.}} [[File:Stiftstidende 1929.png|600px|center]] {{ramme|'''Den forlorne sønns hjemkomst, som vi med tillatelse av André Gide og hans franske forlegger offentliggjør, regnes som et av den franske litteraturs ypperste arbeider, Det tryktes første gang i „Vers et prose“ 1907 og kom ut i bokform 1909.'''}} Jeg har her, ganske som de gamle altertavlene, malt lignelsen som Vår Herre Jesus Kristus fortalte oss. Den dobbelte inspirasjon, som opfyller mig, lar jeg være dunkel og uutredet og søker ikke å fremheve at den er av guddommelig oprinnelse. Det kan imidlertid hende, at leseren, om han fordrer fromhet av mig, ikke forgjeves søker dette i mitt maleri, hvor jeg — likesom kunstneren tegner sitt navn i hjørnet av maleriet — har falt på kne som en pendant til den forlorne sønn, likesom han med et smil på læbene og tårene strømmende over ansiktet. {{c|'''Den forlorne sønn.'''}} Da den forlorne sønn, efter å ha vært borte lenge, og efter å være blitt trett av sitt liv i synd og forfengelighet og fylt av avsmak for sig selv, av dypet av sin elendighet tenker på sin fars ansikt, på sitt nydelige kammer hvor hans mor bøiet sig over hans seng, på haven med dens rinnende vann — omhyggelig innhegnede have som han alltid hadde lyst å bryte ut av — på sin kloke eldre bror, som han aldri har vært særlig glad i, men som fremdeles bevarer hans egne eiendeler for ham, de eiendeler som han enda ikke har fått anledning til å sløse bort, da tilstår den forlorne sønn for sig selv, at han ikke har funnet lykken, at han ikke engang har formådd å holde fast den beruselse, som han søkte som surrogat for lykken. — Akk, tenker han, om nu min far som først var sint på mig, har trodd at jeg var død, så kanskje han tross min synd, skulde glede sig over å se mig igjen når jeg kommer hjem i stor ydmyghet, med bøiet hode og bestrødd med aske og på kne foran ham sier: Min far, jeg har syndet. — Kanskje han da rekker mig sin hånd og sier: Gakk inn i mitt hus, min sønn! — — Og sønnen begav sig ydmygt på vei. Fra toppen av en ås, får han øie på røksøilene fra sin fars hus, da er det aften, men han venter på nattens komme for at mørket skal skjule en smule av hans elendighet. I det fjerne hører han sin fars stemme, hans knær svikter, han faller ned og bedekker sitt ansikt med sine hender, ti han blyges over sin skam, enda han vet at han er sin fars ektefødte sønn. Han er sulten, i en lomme på sin slidte kjortel har han en håndfull av de fruktbelger, som har vært hans føde og svinenes føde. Han sitter og ser på forberedelsen til aftensmaten. Han ser sin mor komme nedover trappen — Han holder det ikke ut lenger, han springer nedover bakken, går tvers over gården, mens hunden som ikke kjenner ham igjen bjeffer på ham. Han vil tale til tjenerne, men disse viker mistroisk undav og går for å si det til sin herre. Han er hjemme. Uten tvil ventet faren den forlorne sønn, for han kjenner ham straks igjen. Han åpner sin favn, sønnen faller på kne for ham, skjuler sitt ansikt i armen, og roper idet han hever den høire hand mot tilgivelsen. Far, far, jeg har syndet svarlig mot himlen og mot dig, jeg er ikke lenger verd at du taler til mig, men la mig i det minste få leve i en krok av ditt hus, som en av dine tjenere, som den ringeste blandt dem. Faren reiser ham op og omfavner ham. Min sønn, velsignet være den dag du vender tilbake til mig, og den glede hans hjerte strømmer over av gir sig utløp i tårer, han hever hodet efter at han har kysset sin sønn og snur sig mot tjenerne: Hent den fineste klædning hit, sett sko på hans føtter og en dyrebar ring på hans finger. Søk ut den beste gjødede kalv i vårt fjøs, stell istand et festmåltid, ti den sønn som jeg trodde var død lever. Og da nyheten øieblikkelig sprer sig springer han inn for ikke å la nogen annen komme før ham: Mor, den som vi har begredt er kommet tilbake til oss to. Den glede som jubler imot ham som en lovsang, gjør den eldste sønn bekymret. Når han i det hele tatt tar plass ved bordet så er det fordi hans far nøder ham til det ved ivrig å opfordre ham. Han er den eneste av alle bordgjestene — alle tjenerne selv ned til den laveste er innbudt til å delta i måltidet — som ser forarget ut. Hvorfor skal den angrende synder hedres mer enn han som aldri har syndet? Han har alltid fulgt kjærlighetens bud. Og når han nu deltar i måltidet, så er det bare for farens skyld, han vil hykle glede for en aften — men det er også fordi faren og moren har lovet at de den næste dag skal gi den feilende sønn den tuktelse han trenger, og fordi han selv har til hensikt å forbeholde ham det dårlige i hans {{rettelse|opførel|opførsel}}. Bålene ryker mot himlen. Måltidet er avsluttet. Tjenerne har tatt av bordet. Nu går hele det trette hus til hvile, en efter en. Det er natt og ikke et vindpust rører sig. Men i et kammer i huset ligger der en som hele natten igjennom helt til daggry forgjeves prøver på å få sove. {{c|'''Farens bebreidelser.'''}} Min Gud, som et barn faller jeg idag på kne for dig med ansiktet badet i tårer. Når jeg nu gjenkaller og former din gripende lignelse så er det fordi jeg vet hvem som var din forlorne sønn, fordi jeg i ham ser mig selv, fordi jeg iblandt hører inne i mig de ord som du lot han rope fra dypet av hans store nød. Hvor mange av mine leiesvenner har ikke brød i overflod, og jeg dør av hunger! Jeg forestiller mig en fars omfavnelse, og for varmen av en slik kjærlighet smelter mitt hjerte. Jeg forestiller mig den foregående bedrøvelse, jeg kan forestille mig alle detaljer. Jeg er selv den som fra åsens topp med bankende hjerte ser igjen taket på den bolig jeg forlot. Hvad venter jeg da på, for å skynde mig dit, for å gå inn? Man venter mig. Jeg ser gjødkalven som man tilbereder — vent. Skynd dere ikke slik med å gjøre istand festmåltidet. — Forlorne sønn, jeg tenker på dig, fortell mig først hvad din far sa til dig dagen efter velkomstmåltidet. Ah! Trots det at din eldste sønn hvisker i ditt øre. Far, la mig en gang fornemme din røst tvers gjennem hans ord! Min sønn, hvorfor forlot du mig! Forlot jeg dig virkelig far? Er du ikke overalt? Jeg har aldri ophørt å elske dig. La oss ikke fortape oss i ord. Jeg hadde en bolig som omsluttet dig. Den var bygget op for dig. For at din sjel der skulde finne et fristed, i en overflod som var den verdig, et fristed hvor du skulde finne vederkvegelse og arbeide, hvor dine barn skulde få bo. Du arvtageren, sønnen, hvorfor rømte du fra hjemmet? Fordi hjemmet syntes mig et fengsel. Hjemmet, det var ikke du, far! Det er jeg som har opført det for din regning. Ah, det er ikke du som sier dette, det er min bror. Du, du har skapt hele jorden, både hjemmet og det som ikke er hjemmet. Hjemmet har andre enn du opført, i ditt navn, visselig, men det er iallfall andre enn du som har gjort det. Mennesket må ha et tak under hvilket det kan hvile sitt hode. Du innbildske! Tror du at du kan sove under åpen himmel! Er det en innbilsk tanke? Fattigere enn jeg har gjort det. De fattige ja. Du er ikke fattig. Ingen kan frasverge sig sin rikdom. Jeg hadde gjort dig rik for all fremtid. Far, du vet, at da jeg drog bort tok jeg med mig hvad jeg kunde av mine rikdommer. Hvad bryr jeg mig om de eiendeler som man ikke kan føre med sig? Hele den formue du tok med har du dåre sløset bort. Jeg har omsatt ditt gull i fornøielse, dine lærdommer i nykker, min kyskhet i romantikk og min asketiske vandel i begjær. Var det derfor dine kloke foreldre gjorde alt for å utvikle så megen dyd hos dig? Da jeg brandt av en skjønnere ild, blev kanhende hjemlengselen vekket til liv i mig. Tenk på den hellige ild Moses så i den brennende tornebusk. Den brant uten å fortære. Jeg har kjent kjærlighet som fortærer. Den kjærlighet som jeg vil lære dig den husvaler. Og efter ganske kort tid, hvad hadde du så igjen, du forlorne sønn? Minnet om mine nydelser. Og elendigheten som følger dem. I den elendighet følte jeg mig nær dig far. Måtte der elendighet til for å formå dig til å vende tilbake til mig? Jeg vet ikke, jeg vet ikke. Det er i ørkenens tørhet jeg har elsket min tørst høiest. Din elendighet fikk dig til å skatte dine rikdommer høiere. Nei, det var ikke det. Forstår du mig ikke far? Når mitt hjerte tømtes for alt annet fyltes det av hjemlengsel. For alle mine eiendeles pris kjøpte jeg kjærligheten. Var du lykkelig fjernt fra mig?<noinclude><references/></noinclude> rqaxbtsqnu9td31ld0jw71bgui2qjkx 321608 321602 2026-05-20T16:08:29Z Øystein Tvede 3938 321608 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>{{c|{{xx-større|'''Den forlorne sønns hjemkomst.'''}} Av André Gide.}} [[File:Gide Hamar.png|600px|center]] {{ramme|'''Den forlorne sønns hjemkomst, som vi med tillatelse av André Gide og hans franske forlegger offentliggjør, regnes som et av den franske litteraturs ypperste arbeider, Det tryktes første gang i „Vers et prose“ 1907 og kom ut i bokform 1909.'''}} Jeg har her, ganske som de gamle altertavlene, malt lignelsen som Vår Herre Jesus Kristus fortalte oss. Den dobbelte inspirasjon, som opfyller mig, lar jeg være dunkel og uutredet og søker ikke å fremheve at den er av guddommelig oprinnelse. Det kan imidlertid hende, at leseren, om han fordrer fromhet av mig, ikke forgjeves søker dette i mitt maleri, hvor jeg — likesom kunstneren tegner sitt navn i hjørnet av maleriet — har falt på kne som en pendant til den forlorne sønn, likesom han med et smil på læbene og tårene strømmende over ansiktet. {{c|'''Den forlorne sønn.'''}} Da den forlorne sønn, efter å ha vært borte lenge, og efter å være blitt trett av sitt liv i synd og forfengelighet og fylt av avsmak for sig selv, av dypet av sin elendighet tenker på sin fars ansikt, på sitt nydelige kammer hvor hans mor bøiet sig over hans seng, på haven med dens rinnende vann — omhyggelig innhegnede have som han alltid hadde lyst å bryte ut av — på sin kloke eldre bror, som han aldri har vært særlig glad i, men som fremdeles bevarer hans egne eiendeler for ham, de eiendeler som han enda ikke har fått anledning til å sløse bort, da tilstår den forlorne sønn for sig selv, at han ikke har funnet lykken, at han ikke engang har formådd å holde fast den beruselse, som han søkte som surrogat for lykken. — Akk, tenker han, om nu min far som først var sint på mig, har trodd at jeg var død, så kanskje han tross min synd, skulde glede sig over å se mig igjen når jeg kommer hjem i stor ydmyghet, med bøiet hode og bestrødd med aske og på kne foran ham sier: Min far, jeg har syndet. — Kanskje han da rekker mig sin hånd og sier: Gakk inn i mitt hus, min sønn! — — Og sønnen begav sig ydmygt på vei. Fra toppen av en ås, får han øie på røksøilene fra sin fars hus, da er det aften, men han venter på nattens komme for at mørket skal skjule en smule av hans elendighet. I det fjerne hører han sin fars stemme, hans knær svikter, han faller ned og bedekker sitt ansikt med sine hender, ti han blyges over sin skam, enda han vet at han er sin fars ektefødte sønn. Han er sulten, i en lomme på sin slidte kjortel har han en håndfull av de fruktbelger, som har vært hans føde og svinenes føde. Han sitter og ser på forberedelsen til aftensmaten. Han ser sin mor komme nedover trappen — Han holder det ikke ut lenger, han springer nedover bakken, går tvers over gården, mens hunden som ikke kjenner ham igjen bjeffer på ham. Han vil tale til tjenerne, men disse viker mistroisk undav og går for å si det til sin herre. Han er hjemme. Uten tvil ventet faren den forlorne sønn, for han kjenner ham straks igjen. Han åpner sin favn, sønnen faller på kne for ham, skjuler sitt ansikt i armen, og roper idet han hever den høire hand mot tilgivelsen. Far, far, jeg har syndet svarlig mot himlen og mot dig, jeg er ikke lenger verd at du taler til mig, men la mig i det minste få leve i en krok av ditt hus, som en av dine tjenere, som den ringeste blandt dem. Faren reiser ham op og omfavner ham. Min sønn, velsignet være den dag du vender tilbake til mig, og den glede hans hjerte strømmer over av gir sig utløp i tårer, han hever hodet efter at han har kysset sin sønn og snur sig mot tjenerne: Hent den fineste klædning hit, sett sko på hans føtter og en dyrebar ring på hans finger. Søk ut den beste gjødede kalv i vårt fjøs, stell istand et festmåltid, ti den sønn som jeg trodde var død lever. Og da nyheten øieblikkelig sprer sig springer han inn for ikke å la nogen annen komme før ham: Mor, den som vi har begredt er kommet tilbake til oss to. Den glede som jubler imot ham som en lovsang, gjør den eldste sønn bekymret. Når han i det hele tatt tar plass ved bordet så er det fordi hans far nøder ham til det ved ivrig å opfordre ham. Han er den eneste av alle bordgjestene — alle tjenerne selv ned til den laveste er innbudt til å delta i måltidet — som ser forarget ut. Hvorfor skal den angrende synder hedres mer enn han som aldri har syndet? Han har alltid fulgt kjærlighetens bud. Og når han nu deltar i måltidet, så er det bare for farens skyld, han vil hykle glede for en aften — men det er også fordi faren og moren har lovet at de den næste dag skal gi den feilende sønn den tuktelse han trenger, og fordi han selv har til hensikt å forbeholde ham det dårlige i hans {{rettelse|opførel|opførsel}}. Bålene ryker mot himlen. Måltidet er avsluttet. Tjenerne har tatt av bordet. Nu går hele det trette hus til hvile, en efter en. Det er natt og ikke et vindpust rører sig. Men i et kammer i huset ligger der en som hele natten igjennom helt til daggry forgjeves prøver på å få sove. {{c|'''Farens bebreidelser.'''}} Min Gud, som et barn faller jeg idag på kne for dig med ansiktet badet i tårer. Når jeg nu gjenkaller og former din gripende lignelse så er det fordi jeg vet hvem som var din forlorne sønn, fordi jeg i ham ser mig selv, fordi jeg iblandt hører inne i mig de ord som du lot han rope fra dypet av hans store nød. Hvor mange av mine leiesvenner har ikke brød i overflod, og jeg dør av hunger! Jeg forestiller mig en fars omfavnelse, og for varmen av en slik kjærlighet smelter mitt hjerte. Jeg forestiller mig den foregående bedrøvelse, jeg kan forestille mig alle detaljer. Jeg er selv den som fra åsens topp med bankende hjerte ser igjen taket på den bolig jeg forlot. Hvad venter jeg da på, for å skynde mig dit, for å gå inn? Man venter mig. Jeg ser gjødkalven som man tilbereder — vent. Skynd dere ikke slik med å gjøre istand festmåltidet. — Forlorne sønn, jeg tenker på dig, fortell mig først hvad din far sa til dig dagen efter velkomstmåltidet. Ah! Trots det at din eldste sønn hvisker i ditt øre. Far, la mig en gang fornemme din røst tvers gjennem hans ord! Min sønn, hvorfor forlot du mig! Forlot jeg dig virkelig far? Er du ikke overalt? Jeg har aldri ophørt å elske dig. La oss ikke fortape oss i ord. Jeg hadde en bolig som omsluttet dig. Den var bygget op for dig. For at din sjel der skulde finne et fristed, i en overflod som var den verdig, et fristed hvor du skulde finne vederkvegelse og arbeide, hvor dine barn skulde få bo. Du arvtageren, sønnen, hvorfor rømte du fra hjemmet? Fordi hjemmet syntes mig et fengsel. Hjemmet, det var ikke du, far! Det er jeg som har opført det for din regning. Ah, det er ikke du som sier dette, det er min bror. Du, du har skapt hele jorden, både hjemmet og det som ikke er hjemmet. Hjemmet har andre enn du opført, i ditt navn, visselig, men det er iallfall andre enn du som har gjort det. Mennesket må ha et tak under hvilket det kan hvile sitt hode. Du innbildske! Tror du at du kan sove under åpen himmel! Er det en innbilsk tanke? Fattigere enn jeg har gjort det. De fattige ja. Du er ikke fattig. Ingen kan frasverge sig sin rikdom. Jeg hadde gjort dig rik for all fremtid. Far, du vet, at da jeg drog bort tok jeg med mig hvad jeg kunde av mine rikdommer. Hvad bryr jeg mig om de eiendeler som man ikke kan føre med sig? Hele den formue du tok med har du dåre sløset bort. Jeg har omsatt ditt gull i fornøielse, dine lærdommer i nykker, min kyskhet i romantikk og min asketiske vandel i begjær. Var det derfor dine kloke foreldre gjorde alt for å utvikle så megen dyd hos dig? Da jeg brandt av en skjønnere ild, blev kanhende hjemlengselen vekket til liv i mig. Tenk på den hellige ild Moses så i den brennende tornebusk. Den brant uten å fortære. Jeg har kjent kjærlighet som fortærer. Den kjærlighet som jeg vil lære dig den husvaler. Og efter ganske kort tid, hvad hadde du så igjen, du forlorne sønn? Minnet om mine nydelser. Og elendigheten som følger dem. I den elendighet følte jeg mig nær dig far. Måtte der elendighet til for å formå dig til å vende tilbake til mig? Jeg vet ikke, jeg vet ikke. Det er i ørkenens tørhet jeg har elsket min tørst høiest. Din elendighet fikk dig til å skatte dine rikdommer høiere. Nei, det var ikke det. Forstår du mig ikke far? Når mitt hjerte tømtes for alt annet fyltes det av hjemlengsel. For alle mine eiendeles pris kjøpte jeg kjærligheten. Var du lykkelig fjernt fra mig?<noinclude><references/></noinclude> au7rc1e8sw5vgrlcrgnjzbdz0ca1em8 104 137424 321601 321598 2026-05-20T13:13:18Z Øystein Tvede 3938 321601 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude> Jeg følte mig ikke fjernt fra dig. Hvad fikk dig til å vende tilbake. Tal. Jeg vet ikke. Kanskje dovenskapen. Dovenskapen, min sønn! Hvorledes? Kunde den vennes til kjærlighet? Far. jeg har sagt dig at jeg aldri elsket dig så høit som i ørkenen. Men hver morgen følte jeg mig trett av å kjempe for mitt ophold. I ditt hus spiser man sig idetminste mett. Ja, det sørger tjenerne for. Altså, det som har ført dig tilbake er hungeren? Kanskje også feighet, sykdom. — Den dårlige føde svekket mig efterhånden, jeg livnæret mig av ville frukter, gresshopper og honning. Jeg tålte mindre og mindre de forhold som opflammet mig hjemlengseL Om natten, når jeg frøs, tenkte jeg på sengen hjemme hos min far som var varm og god, når jeg sultet tenkte jeg, at hos min far var der alltid mat nok til å stille min hunger. Jeg har reflektert, jeg følte mig hverken tilstrekkelig modig, eller tilstrekkelig sterk til å kjempe lengere, og allikevel — Den fete kalv igår, smakte dig iallfall godt? Den forlorne sønn kaster sig hulkende med ansiktet mot marken: Far, far. Den bitre smaken av fruktbelgene har jeg enda i munnen, intet kan få bort den bitterheten. Stakkars barn, svarer faren og løfter ham op — jeg har kanskje talt for hardt til dig. Det vilde din bror, her er det ham som råder. Han opfordret mig til å si til dig: Ut av mitt hus, her blir du ikke mottatt. Men hør på mig. Det er jeg som har skapt dig, og alt hvad som finnes i dig, det kjenner jeg. Jeg vet hvem som lokket dig på disse stier. Jeg holdt mig i din nærhet. Du skulde ha kalt på mig — jeg var der. Far! Jeg hadde da kunnet finne dig igjen uten å vende tilbake? Dersom du følte dig svak, gjorde du rett i å vende tilbake. Gå nu inn i ditt kammer, som jeg har latt gjøre istand til dig, hvil dig. Imorgen kan du tale med din bror. {{c|'''Den eldste brors bebreidelse.'''}} Den forlorne sønn forsøker først å behandle den annen bror en smule overlegent. Min store bror, begynner han, vi er ikke svært like. Min bror, vi ligner slett ikke hinannen. Den eldste broren: Det er din feil. Hvorfor min? Fordi jeg er rettferdig. Alt som avviker fra det er frukten av innbilskhet. Jeg har altså ikke noget annet karakteristisk enn feil? Kall bare det for fortjeneste som fører dig tilbake til rettferdigheten. Det er denne avstumpning jeg er redd for. Selv det som du vil undertrykke kommer fra faren. Ikke undertrykke, bare forminske en smule. Jeg forstår dig godt. Jeg var iallfall ved å undertrykke den, jeg forminsket mine egne dyder. Og det er også derfor jeg finner dem igjen nu. Forstå mig rett, det er ikke en kvelning jeg begjærer av dig, det er en utvikling jeg foreslår, hvorunder alle motsigelses- og oprørske elementer i ditt kjød og din ånd bør vike harmonisk sammen, det dårlige gi næring til det gode, det gode underkaste sig — Det var nettop den utvikling jeg søkte og fant i ørkenen — slett ikke ulik den du utmaler for mig. For å tale rent ut, så vil jeg tvinge dig til det. Vår far talte ikke så hårde ord. Jeg vet hvad vår far har sagt til dig. Det er vakt. Han uttrykker sig ikke svært tydelig, på en måte slik at man kan gi hans ord den utlegning man ønsker. Men jeg, jeg kjenner hans tanker. Overfor tjenerne er jeg den eneste formidler og den som vil forstå vår far, bør høre på mig. Jeg forstod ham med letthet uten dig. Det trodde du, men du forstod dårlig. Der finnes ikke flere måter å forstå vår far på, der finnes ikke flere måter å lytte til ham på. Der finnes ikke flere måter å elske ham på det at vi må være forenet i denne kjærlighet. I hans hjem. Denne kjærlighet leder oss dit, det bør du forstå eftersom du er kommet tilbake. Si mig nu, hvad drev dig bort herfra? Jeg følte for sterkt, at hjemmet ikke er hele universum. Jeg selv finnes ikke der så helt som dere vilde ha det til. Mot min vilje så jeg for mig andre steder, andre marker og veier å komme dit på, ikke utstukne veier, jeg følte i mig et nytt vesen, som vilde skynde sig dit. Jeg brøt ut. Tenk hvad som vilde hendt dersom jeg, likesom du, hadde forlatt vår fars bolig. Tjenerne og røvere skulde ha stjålet alt vårt gods. Det betød lite for mig da, fordi jeg hadde andre eiendeler. Hvilke din innbilskhet overdrev! Min bror, selvrådigheten har en gang hatt overtaket. Av hvilket kaos menneskene er utgått skal du snart få erfare, om du ikke allerede har gjort det. Det har aldri riktig frigjort sig, hvis ikke ånden løfter det op, tynges det ned av hele sin oprinnelige byrde. Forsøk ikke å lære det av erfaring. Da sideordnede elementer som utgjør ditt jeg venter bare på samtykke, på en liten slappelse fra din side, da vender de tilbake til anarkiet. Men hvad du aldri kommer til å få vite, det er lengden av det tidsrum som er gått for menneskene til å forme mennesket. Når nu modellen er fullbyrdet, så la os holde fast ved den. «Behold det du hører», sier ånden til menighetens engel og legger til: «på det at ingen må ta din krone». {{sp|Det du ha|r}}, det er din krone, det vil si herredømmet over andre og over dig selv. Din krone — innbruddstyven lurer på den, han lusker omkring utenfor dig og inne i dig. Gjem på det du har, bror. Gjem på det du har. Jeg har alt for lenge siden spredt det for alle vinde, jeg kan ikke lenger lukke hånden over det jeg kan kalle min eiendel. Å jo. Jeg skal hjelpe dig. Jeg har voktet over denne eiendel mens du var borte. Og forøvrig kjenner jeg dette ord av ånden. Du citerte det ikke i sin helhet. Det fortsetter således: Til den som overvinner ham skal jeg gjøre en søile i min Guds tempel og han skal aldri mer gå ut derfra. Han skal aldri mer gå ut derfra. Det er nettop det som forferder mig. Om det nu var til hans egen lykke? Ah, jeg forstår godt. Men i dette tempel, jeg var der — Du fant dig ikke tilrette med å være derfra, eftersom du vilde vende tilbake. Jeg vet det, jeg vet det. Jeg vendte tilbake, jeg medgir det. Hvad søker du annetsteds som du ikke finner i overflod her? Eller snarere: det er bare her dine eiendeler finnes. Jeg vet at du har voktet rikdommene for mig. De av dine eiendeler som du ikke har ødet, det vil si vår felles eiendom. Eier jeg da ingenting selv? Jo, den særlige del av gaver som vår far kanskje vil gå med på å gi dig. Det er det eneste jeg bryr mig om, jeg går inn på bare å eie det. Forvovne! Du blir ikke spurt. Oss imellem, denne del er vanskelig, jeg tilråder dig snarere å avstå fra den. Denne del av personlige gaver var nettop det du mistet retten til, det var disse eiendeler du mistet. De andre kunde jeg ikke ta med mig. Du skal også finne dem igjen urørte. Nu er det nok for idag. Gå inn og hvil dig. Imorgen vil din mor tale med dig. {{c|'''Moren.'''}} Forlorne sønn, din sjel skjelver enda efter din brors ord. Hvilken vederkvegelse du føler nu ved din mors føtter og med hennes hånd kjærlig lagt på din trossige nakke! Hvorfor var du så lenge borte fra mig? Og så formår du ikke å svare med annet enn tårer? Hvorfor gråter du min sønn? Jeg har fått igjen. Mens jeg har ventet på dig er mine tårefloder tørket ut. Ventet du bestandig på mig? Jeg har aldri ophørt å håpe på din tilbakekomst. Hver aften før jeg sovnet, tenkte jeg, om han kommer inatt, kan han vel åpne porten? Og jeg holdt mig våken i det lengste. Hver morgen før jeg var helt våken, tenkte jeg: er det idag han kommer tilbake? Siden bad jeg. Jeg har bedt så meget at du tilslutt måtte komme tilbake. Dine bønner har tvunget mig til å vende tilbake. Gjør ikke narr av mig, mitt barn. Mor! Jeg kommer tilbake til dig meget ydmyg. Se hvorledes jeg legger mitt hode mot ditt hjerte. Der finnes ikke en av mine tanker igår, som ikke forekommer mig forfengelige idag. Jeg forstår knapt nok, når jeg er her hos dig, hvorfor jeg forlot hjemmet. Du reiser ikke bort mer? Jeg kan ikke reise igjen. Hvad var det egentlig som drog dig bort? Jeg vil ikke tenke på det mer — ingen ting. Jeg selv. Trodde du da at du skulde bli lykkelig borte fra oss? Jeg søkte ikke lykken. Hvad søkte du da? Jeg søkte — hvem jeg var. Å! Dine foreldres sønn, dine brødres bror. Jeg var ikke lik mine brødre. La oss ikke tale om det. Her har du mig tilbake. Jo, la oss fortsette å tale om det. Tro ikke at dine brødre er så ulik dig. Min eneste streben herefter skal være å ligne dere alle. Du sier det med en slags resignasjon. Ingenting er mer trettende enn å hevde sin egenart. Denne reise trettet mig ut efterhvert. Du er blitt eldre, det er sant. Jeg har lidt. Mitt stakkars barn! Det var ikke sikkert at du hver aften fant en opredt seng, eller at du hvert måltid fant et dekket bord. Jeg spiste det som var å få, ofte var det ikke annet enn umodne eller råttne frukter jeg hadde å spise. Var det bare av hunger du led? Middagssolens glød, den isnende nattevind, de usikre sanndynene i ørkenen, kratt som rev mine føtter tilblods, intet av alt dette kunde stoppe mig, men — jeg har ikke fortalt det til min bror — jeg måtte tjene. Hvorfor har du skjult dette? Under dårlige herrer, som mishandlet min kropp, hundset min stolthet og knapt nok gav mig mat. tenkte jeg: Ah, tjen for å tjene! — I drømme gjenså jeg mitt hjem, jeg kom hjem igjen. Den forlorne sønn senker sitt hode og hans mor stryker ham kjærlig. Hvad vil du nu gjøre? Det har jeg sagt dig. Legge vinn på å bli som min eldre bror, forvalte våre eiendeler, ta mig en hustru som han. Du tenker sikkert på en bestemt når du sier dette? Det er det samme hvem det er, når bare du velger henne. Gjør som du har gjort for min bror. Jeg vil velge henne efter ditt hjerte. Hvad vil det si? Mitt hjerte valgte en gang. Nu avstår jeg fra alt som kan føre mig bort fra dig. Hjelp mig du ved mitt valg. Jeg forsikrer dig at jeg skal føie mig efter dig. Jeg skal også gjøre det når det gjelder mine barn, og min streben skal da ikke synes mig så fruktesløs. Hør, jeg vet et barn som du allerede nu kunde ta dig av. Hvad mener du og hvem taler du om? Om din yngste bror, som enda ikke hadde fylt ti år da du drog bort, og som du knapt kjente igjen og som allikevel — Fortsett mor, hvad er du urolig for nu? I ham burde du ha kjent dig selv igjen, for han er aldeles lik dig, som du var før du drog bort. Lik mig? Som du var ja, sier jeg jo, dessverre ikke slik som du er blitt. Måtte han bli det. Måtte han bli det snart. Tal med ham, uten tvil vil han høre på dig. Gjør det klart for ham hvilken bitter berme du fant i drikken, spar ham. Men hvorfor er du så urolig for min bror? Kanskje det bare er visse trekk. Nei, nei, likheten mellem dere to er dypere enn det. Jeg er urolig nu for ham for slike ting som ikke uroet mig tilstrekkelig da det gjaldt dig. Han leser for meget og foretrekker ikke alltid gode bøker. Er det bare det? Jeg finner ham ofte der hvor haven er høiest, derfra vet du hvor man kan se landet på den annen side av muren. Ja, jeg husker det. Er det alt? Han er mindre hos oss enn i bondegårdene. Hvad gjør han der? Intet ondt. Men det er ikke eierne han besøker, men drengene, helst de som ikke er fra våre trakter. Det er fremforalt en, som kommer langt borte fra, som forteller ham historier. Ah, svinevokteren. Ja, du kjente ham; for å høre på ham følger din yngste bror ham hver aften inn i svinestien, han kommer ikke tilbake før til middagen, uten apetitt, og klærne hans stinker av svinestien. Bebreidelser hjelper ikke, han blir trossig når vi forholder ham saken. Enkelte dager står han op i grålysningen før nogen av oss andre er oppe og følger denne svinevokteren til porten, når han begir sig ut med sin hjord. Han vet at han ikke bør gå ut. Det visste du og! En dag kommer han til å rømme fra mig, det er jeg sikker på. En dag vil han — Nei, jeg skal snakke med ham. Vær ikke urolig. Han vil ta hensyn til det du sier. Så du hvordan han betraktet dig første aftenen? Hvilken tillokkelse dine filler og purpurklædningen som din far iførte dig øvet på ham? Jeg er redd for at disse ting på en eller annen måte forenes i hans fantasi og at det som først lokker ham er fillene. Men denne tanke forekommer mig dum, for når alt kommer til alt min sønn, så hadde du vel ikke forlatt oss hvis du hadde kunnet forutse hvor megen elendighet du skulde gjennomgå, eller hvad? Jeg forstår ikke lenger hvordan jeg kunde forlate dig mor. Nuvel, si dette til ham. Det skal jeg si ham imorgen kveld. Kyss mig nu på pannen som da jeg var liten og du satt hos mig til jeg sovnet. Jeg er søvnig. Sov du, jeg skal be for alle. {{c|'''Dialog med den yngre bror.'''}} Ved siden av den forlorne sønns kammer er der et som tilhører den yngste bror. Den forlorne sønn går med lampen i hånden frem til sengen hvor den yngre hviler med ansiktet snudd mot veggen. Han begynner å tale med lav stemme for ikke å vekke broren, dersom han sover. Jeg vil gjerne tale med dig, min bror. Hvad hindrer dig i å gjøre det? Jeg trodde du sov. Man behøver ikke å sove for å drømme. Du drømte, om hvad? Hvad angår det dig! Når jeg ikke forstår mine drømme, så kan visst ikke du forklare dem for mig. Er de da så subtile? Dersom du fortalte mig dem kunde jeg forsøke. Velger du dine drømme? Mine blir hvad de vil, og er friere enn jeg. Hvad vil du her? Hvorfor forstyrrer du mig i søvnen? Du sover ikke, og jeg skal tale lavt. Hvad vil du mig da? Ingenting dersom du anslår den tonen. Da kan du jo gå din vei. Han går mot døren, men setter lampen ned, den oplyser rummet ganske svakt, han vender tilbake og slår sig ned på sengekanten — i skyggen — og stryker guttens bortvendte panne. Du svarer mig hårdere enn jeg nogensinne har svart din bror. Enda jeg gjorde oprør mot ham. Den trossige gutt reiser sig heftig. Si, er det vår bror som sender dig? Nei min venn, ikke han, men vår mor. Ah, du hadde altså ikke kommet av dig selv. Jeg kommer ihvertfall som din venn. Halvt liggende i sengen betrakter gutten ufravendt broren. Hm, er nogen av mine min venn? Du tar feil, vår bror — Snakk ikke til mig om ham. Jeg hater ham — hele mitt hjerte hater ham. Han er grunnen til at jeg svarte dig så hårdt. Hvorfor? Du forstår det ikke allikevel. Si mig det iallfall. Den hjemkomne tar broren i sine armer og ynglingen åpner sitt hjerte.<noinclude><references/></noinclude> g4xig4ybbzc1racogtglmzdirksloxt 321603 321601 2026-05-20T15:01:12Z Øystein Tvede 3938 321603 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude> Jeg følte mig ikke fjernt fra dig. Hvad fikk dig til å vende tilbake. Tal. Jeg vet ikke. Kanskje dovenskapen. Dovenskapen, min sønn! Hvorledes? Kunde den vennes til kjærlighet? Far, jeg har sagt dig at jeg aldri elsket dig så høit som i ørkenen. Men hver morgen følte jeg mig trett av å kjempe for mitt ophold. I ditt hus spiser man sig idetminste mett. Ja, det sørger tjenerne for. Altså, det som har ført dig tilbake er hungeren? Kanskje også feighet, sykdom. — Den dårlige føde svekket mig efterhånden, jeg livnæret mig av ville frukter, gresshopper og honning. Jeg tålte mindre og mindre de forhold som opflammet mig hjemlengseL Om natten, når jeg frøs, tenkte jeg på sengen hjemme hos min far som var varm og god, når jeg sultet tenkte jeg, at hos min far var der alltid mat nok til å stille min hunger. Jeg har reflektert, jeg følte mig hverken tilstrekkelig modig, eller tilstrekkelig sterk til å kjempe lengere, og allikevel — Den fete kalv igår, smakte dig iallfall godt? Den forlorne sønn kaster sig hulkende med ansiktet mot marken: Far, far. Den bitre smaken av fruktbelgene har jeg enda i munnen, intet kan få bort den bitterheten. Stakkars barn, svarer faren og løfter ham op — jeg har kanskje talt for hardt til dig. Det vilde din bror, her er det ham som råder. Han opfordret mig til å si til dig: Ut av mitt hus, her blir du ikke mottatt. Men hør på mig. Det er jeg som har skapt dig, og alt hvad som finnes i dig, det kjenner jeg. Jeg vet hvem som lokket dig på disse stier. Jeg holdt mig i din nærhet. Du skulde ha kalt på mig — jeg var der. Far! Jeg hadde da kunnet finne dig igjen uten å vende tilbake? Dersom du følte dig svak, gjorde du rett i å vende tilbake. Gå nu inn i ditt kammer, som jeg har latt gjøre istand til dig, hvil dig. Imorgen kan du tale med din bror. {{c|'''Den eldste brors bebreidelse.'''}} Den forlorne sønn forsøker først å behandle den annen bror en smule overlegent. Min store bror, begynner han, vi er ikke svært like. Min bror, vi ligner slett ikke hinannen. Den eldste broren: Det er din feil. Hvorfor min? Fordi jeg er rettferdig. Alt som avviker fra det er frukten av innbilskhet. Jeg har altså ikke noget annet karakteristisk enn feil? Kall bare det for fortjeneste som fører dig tilbake til rettferdigheten. Det er denne avstumpning jeg er redd for. Selv det som du vil undertrykke kommer fra faren. Ikke undertrykke, bare forminske en smule. Jeg forstår dig godt. Jeg var iallfall ved å undertrykke den, jeg forminsket mine egne dyder. Og det er også derfor jeg finner dem igjen nu. Forstå mig rett, det er ikke en kvelning jeg begjærer av dig, det er en utvikling jeg foreslår, hvorunder alle motsigelses- og oprørske elementer i ditt kjød og din ånd bør vike harmonisk sammen, det dårlige gi næring til det gode, det gode underkaste sig — Det var nettop den utvikling jeg søkte og fant i ørkenen — slett ikke ulik den du utmaler for mig. For å tale rent ut, så vil jeg tvinge dig til det. Vår far talte ikke så hårde ord. Jeg vet hvad vår far har sagt til dig. Det er vakt. Han uttrykker sig ikke svært tydelig, på en måte slik at man kan gi hans ord den utlegning man ønsker. Men jeg, jeg kjenner hans tanker. Overfor tjenerne er jeg den eneste formidler og den som vil forstå vår far, bør høre på mig. Jeg forstod ham med letthet uten dig. Det trodde du, men du forstod dårlig. Der finnes ikke flere måter å forstå vår far på, der finnes ikke flere måter å lytte til ham på. Der finnes ikke flere måter å elske ham på det at vi må være forenet i denne kjærlighet. I hans hjem. Denne kjærlighet leder oss dit, det bør du forstå eftersom du er kommet tilbake. Si mig nu, hvad drev dig bort herfra? Jeg følte for sterkt, at hjemmet ikke er hele universum. Jeg selv finnes ikke der så helt som dere vilde ha det til. Mot min vilje så jeg for mig andre steder, andre marker og veier å komme dit på, ikke utstukne veier, jeg følte i mig et nytt vesen, som vilde skynde sig dit. Jeg brøt ut. Tenk hvad som vilde hendt dersom jeg, likesom du, hadde forlatt vår fars bolig. Tjenerne og røvere skulde ha stjålet alt vårt gods. Det betød lite for mig da, fordi jeg hadde andre eiendeler. Hvilke din innbilskhet overdrev! Min bror, selvrådigheten har en gang hatt overtaket. Av hvilket kaos menneskene er utgått skal du snart få erfare, om du ikke allerede har gjort det. Det har aldri riktig frigjort sig, hvis ikke ånden løfter det op, tynges det ned av hele sin oprinnelige byrde. Forsøk ikke å lære det av erfaring. Da sideordnede elementer som utgjør ditt jeg venter bare på samtykke, på en liten slappelse fra din side, da vender de tilbake til anarkiet. Men hvad du aldri kommer til å få vite, det er lengden av det tidsrum som er gått for menneskene til å forme mennesket. Når nu modellen er fullbyrdet, så la os holde fast ved den. «Behold det du hører», sier ånden til menighetens engel og legger til: «på det at ingen må ta din krone». {{sp|Det du ha|r}}, det er din krone, det vil si herredømmet over andre og over dig selv. Din krone — innbruddstyven lurer på den, han lusker omkring utenfor dig og inne i dig. Gjem på det du har, bror. Gjem på det du har. Jeg har alt for lenge siden spredt det for alle vinde, jeg kan ikke lenger lukke hånden over det jeg kan kalle min eiendel. Å jo. Jeg skal hjelpe dig. Jeg har voktet over denne eiendel mens du var borte. Og forøvrig kjenner jeg dette ord av ånden. Du citerte det ikke i sin helhet. Det fortsetter således: Til den som overvinner ham skal jeg gjøre en søile i min Guds tempel og han skal aldri mer gå ut derfra. Han skal aldri mer gå ut derfra. Det er nettop det som forferder mig. Om det nu var til hans egen lykke? Ah, jeg forstår godt. Men i dette tempel, jeg var der — Du fant dig ikke tilrette med å være derfra, eftersom du vilde vende tilbake. Jeg vet det, jeg vet det. Jeg vendte tilbake, jeg medgir det. Hvad søker du annetsteds som du ikke finner i overflod her? Eller snarere: det er bare her dine eiendeler finnes. Jeg vet at du har voktet rikdommene for mig. De av dine eiendeler som du ikke har ødet, det vil si vår felles eiendom. Eier jeg da ingenting selv? Jo, den særlige del av gaver som vår far kanskje vil gå med på å gi dig. Det er det eneste jeg bryr mig om, jeg går inn på bare å eie det. Forvovne! Du blir ikke spurt. Oss imellem, denne del er vanskelig, jeg tilråder dig snarere å avstå fra den. Denne del av personlige gaver var nettop det du mistet retten til, det var disse eiendeler du mistet. De andre kunde jeg ikke ta med mig. Du skal også finne dem igjen urørte. Nu er det nok for idag. Gå inn og hvil dig. Imorgen vil din mor tale med dig. {{c|'''Moren.'''}} Forlorne sønn, din sjel skjelver enda efter din brors ord. Hvilken vederkvegelse du føler nu ved din mors føtter og med hennes hånd kjærlig lagt på din trossige nakke! Hvorfor var du så lenge borte fra mig? Og så formår du ikke å svare med annet enn tårer? Hvorfor gråter du min sønn? Jeg har fått igjen. Mens jeg har ventet på dig er mine tårefloder tørket ut. Ventet du bestandig på mig? Jeg har aldri ophørt å håpe på din tilbakekomst. Hver aften før jeg sovnet, tenkte jeg, om han kommer inatt, kan han vel åpne porten? Og jeg holdt mig våken i det lengste. Hver morgen før jeg var helt våken, tenkte jeg: er det idag han kommer tilbake? Siden bad jeg. Jeg har bedt så meget at du tilslutt måtte komme tilbake. Dine bønner har tvunget mig til å vende tilbake. Gjør ikke narr av mig, mitt barn. Mor! Jeg kommer tilbake til dig meget ydmyg. Se hvorledes jeg legger mitt hode mot ditt hjerte. Der finnes ikke en av mine tanker igår, som ikke forekommer mig forfengelige idag. Jeg forstår knapt nok, når jeg er her hos dig, hvorfor jeg forlot hjemmet. Du reiser ikke bort mer? Jeg kan ikke reise igjen. Hvad var det egentlig som drog dig bort? Jeg vil ikke tenke på det mer — ingen ting. Jeg selv. Trodde du da at du skulde bli lykkelig borte fra oss? Jeg søkte ikke lykken. Hvad søkte du da? Jeg søkte — hvem jeg var. Å! Dine foreldres sønn, dine brødres bror. Jeg var ikke lik mine brødre. La oss ikke tale om det. Her har du mig tilbake. Jo, la oss fortsette å tale om det. Tro ikke at dine brødre er så ulik dig. Min eneste streben herefter skal være å ligne dere alle. Du sier det med en slags resignasjon. Ingenting er mer trettende enn å hevde sin egenart. Denne reise trettet mig ut efterhvert. Du er blitt eldre, det er sant. Jeg har lidt. Mitt stakkars barn! Det var ikke sikkert at du hver aften fant en opredt seng, eller at du hvert måltid fant et dekket bord. Jeg spiste det som var å få, ofte var det ikke annet enn umodne eller råttne frukter jeg hadde å spise. Var det bare av hunger du led? Middagssolens glød, den isnende nattevind, de usikre sanndynene i ørkenen, kratt som rev mine føtter tilblods, intet av alt dette kunde stoppe mig, men — jeg har ikke fortalt det til min bror — jeg måtte tjene. Hvorfor har du skjult dette? Under dårlige herrer, som mishandlet min kropp, hundset min stolthet og knapt nok gav mig mat. tenkte jeg: Ah, tjen for å tjene! — I drømme gjenså jeg mitt hjem, jeg kom hjem igjen. Den forlorne sønn senker sitt hode og hans mor stryker ham kjærlig. Hvad vil du nu gjøre? Det har jeg sagt dig. Legge vinn på å bli som min eldre bror, forvalte våre eiendeler, ta mig en hustru som han. Du tenker sikkert på en bestemt når du sier dette? Det er det samme hvem det er, når bare du velger henne. Gjør som du har gjort for min bror. Jeg vil velge henne efter ditt hjerte. Hvad vil det si? Mitt hjerte valgte en gang. Nu avstår jeg fra alt som kan føre mig bort fra dig. Hjelp mig du ved mitt valg. Jeg forsikrer dig at jeg skal føie mig efter dig. Jeg skal også gjøre det når det gjelder mine barn, og min streben skal da ikke synes mig så fruktesløs. Hør, jeg vet et barn som du allerede nu kunde ta dig av. Hvad mener du og hvem taler du om? Om din yngste bror, som enda ikke hadde fylt ti år da du drog bort, og som du knapt kjente igjen og som allikevel — Fortsett mor, hvad er du urolig for nu? I ham burde du ha kjent dig selv igjen, for han er aldeles lik dig, som du var før du drog bort. Lik mig? Som du var ja, sier jeg jo, dessverre ikke slik som du er blitt. Måtte han bli det. Måtte han bli det snart. Tal med ham, uten tvil vil han høre på dig. Gjør det klart for ham hvilken bitter berme du fant i drikken, spar ham. Men hvorfor er du så urolig for min bror? Kanskje det bare er visse trekk. Nei, nei, likheten mellem dere to er dypere enn det. Jeg er urolig nu for ham for slike ting som ikke uroet mig tilstrekkelig da det gjaldt dig. Han leser for meget og foretrekker ikke alltid gode bøker. Er det bare det? Jeg finner ham ofte der hvor haven er høiest, derfra vet du hvor man kan se landet på den annen side av muren. Ja, jeg husker det. Er det alt? Han er mindre hos oss enn i bondegårdene. Hvad gjør han der? Intet ondt. Men det er ikke eierne han besøker, men drengene, helst de som ikke er fra våre trakter. Det er fremforalt en, som kommer langt borte fra, som forteller ham historier. Ah, svinevokteren. Ja, du kjente ham; for å høre på ham følger din yngste bror ham hver aften inn i svinestien, han kommer ikke tilbake før til middagen, uten apetitt, og klærne hans stinker av svinestien. Bebreidelser hjelper ikke, han blir trossig når vi forholder ham saken. Enkelte dager står han op i grålysningen før nogen av oss andre er oppe og følger denne svinevokteren til porten, når han begir sig ut med sin hjord. Han vet at han ikke bør gå ut. Det visste du og! En dag kommer han til å rømme fra mig, det er jeg sikker på. En dag vil han — Nei, jeg skal snakke med ham. Vær ikke urolig. Han vil ta hensyn til det du sier. Så du hvordan han betraktet dig første aftenen? Hvilken tillokkelse dine filler og purpurklædningen som din far iførte dig øvet på ham? Jeg er redd for at disse ting på en eller annen måte forenes i hans fantasi og at det som først lokker ham er fillene. Men denne tanke forekommer mig dum, for når alt kommer til alt min sønn, så hadde du vel ikke forlatt oss hvis du hadde kunnet forutse hvor megen elendighet du skulde gjennomgå, eller hvad? Jeg forstår ikke lenger hvordan jeg kunde forlate dig mor. Nuvel, si dette til ham. Det skal jeg si ham imorgen kveld. Kyss mig nu på pannen som da jeg var liten og du satt hos mig til jeg sovnet. Jeg er søvnig. Sov du, jeg skal be for alle. {{c|'''Dialog med den yngre bror.'''}} Ved siden av den forlorne sønns kammer er der et som tilhører den yngste bror. Den forlorne sønn går med lampen i hånden frem til sengen hvor den yngre hviler med ansiktet snudd mot veggen. Han begynner å tale med lav stemme for ikke å vekke broren, dersom han sover. Jeg vil gjerne tale med dig, min bror. Hvad hindrer dig i å gjøre det? Jeg trodde du sov. Man behøver ikke å sove for å drømme. Du drømte, om hvad? Hvad angår det dig! Når jeg ikke forstår mine drømme, så kan visst ikke du forklare dem for mig. Er de da så subtile? Dersom du fortalte mig dem kunde jeg forsøke. Velger du dine drømme? Mine blir hvad de vil, og er friere enn jeg. Hvad vil du her? Hvorfor forstyrrer du mig i søvnen? Du sover ikke, og jeg skal tale lavt. Hvad vil du mig da? Ingenting dersom du anslår den tonen. Da kan du jo gå din vei. Han går mot døren, men setter lampen ned, den oplyser rummet ganske svakt, han vender tilbake og slår sig ned på sengekanten — i skyggen — og stryker guttens bortvendte panne. Du svarer mig hårdere enn jeg nogensinne har svart din bror. Enda jeg gjorde oprør mot ham. Den trossige gutt reiser sig heftig. Si, er det vår bror som sender dig? Nei min venn, ikke han, men vår mor. Ah, du hadde altså ikke kommet av dig selv. Jeg kommer ihvertfall som din venn. Halvt liggende i sengen betrakter gutten ufravendt broren. Hm, er nogen av mine min venn? Du tar feil, vår bror — Snakk ikke til mig om ham. Jeg hater ham — hele mitt hjerte hater ham. Han er grunnen til at jeg svarte dig så hårdt. Hvorfor? Du forstår det ikke allikevel. Si mig det iallfall. Den hjemkomne tar broren i sine armer og ynglingen åpner sitt hjerte.<noinclude><references/></noinclude> ly7966axg4ri3lllya6c1wdj54xn4yg 321604 321603 2026-05-20T15:02:04Z Øystein Tvede 3938 321604 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude> Jeg følte mig ikke fjernt fra dig. Hvad fikk dig til å vende tilbake. Tal. Jeg vet ikke. Kanskje dovenskapen. Dovenskapen, min sønn! Hvorledes? Kunde den vennes til kjærlighet? Far, jeg har sagt dig at jeg aldri elsket dig så høit som i ørkenen. Men hver morgen følte jeg mig trett av å kjempe for mitt ophold. I ditt hus spiser man sig idetminste mett. Ja, det sørger tjenerne for. Altså, det som har ført dig tilbake er hungeren? Kanskje også feighet, sykdom. — Den dårlige føde svekket mig efterhånden, jeg livnæret mig av ville frukter, gresshopper og honning. Jeg tålte mindre og mindre de forhold som opflammet mig hjemlengsel. Om natten, når jeg frøs, tenkte jeg på sengen hjemme hos min far som var varm og god, når jeg sultet tenkte jeg, at hos min far var der alltid mat nok til å stille min hunger. Jeg har reflektert, jeg følte mig hverken tilstrekkelig modig, eller tilstrekkelig sterk til å kjempe lengere, og allikevel — Den fete kalv igår, smakte dig iallfall godt? Den forlorne sønn kaster sig hulkende med ansiktet mot marken: Far, far. Den bitre smaken av fruktbelgene har jeg enda i munnen, intet kan få bort den bitterheten. Stakkars barn, svarer faren og løfter ham op — jeg har kanskje talt for hardt til dig. Det vilde din bror, her er det ham som råder. Han opfordret mig til å si til dig: Ut av mitt hus, her blir du ikke mottatt. Men hør på mig. Det er jeg som har skapt dig, og alt hvad som finnes i dig, det kjenner jeg. Jeg vet hvem som lokket dig på disse stier. Jeg holdt mig i din nærhet. Du skulde ha kalt på mig — jeg var der. Far! Jeg hadde da kunnet finne dig igjen uten å vende tilbake? Dersom du følte dig svak, gjorde du rett i å vende tilbake. Gå nu inn i ditt kammer, som jeg har latt gjøre istand til dig, hvil dig. Imorgen kan du tale med din bror. {{c|'''Den eldste brors bebreidelse.'''}} Den forlorne sønn forsøker først å behandle den annen bror en smule overlegent. Min store bror, begynner han, vi er ikke svært like. Min bror, vi ligner slett ikke hinannen. Den eldste broren: Det er din feil. Hvorfor min? Fordi jeg er rettferdig. Alt som avviker fra det er frukten av innbilskhet. Jeg har altså ikke noget annet karakteristisk enn feil? Kall bare det for fortjeneste som fører dig tilbake til rettferdigheten. Det er denne avstumpning jeg er redd for. Selv det som du vil undertrykke kommer fra faren. Ikke undertrykke, bare forminske en smule. Jeg forstår dig godt. Jeg var iallfall ved å undertrykke den, jeg forminsket mine egne dyder. Og det er også derfor jeg finner dem igjen nu. Forstå mig rett, det er ikke en kvelning jeg begjærer av dig, det er en utvikling jeg foreslår, hvorunder alle motsigelses- og oprørske elementer i ditt kjød og din ånd bør vike harmonisk sammen, det dårlige gi næring til det gode, det gode underkaste sig — Det var nettop den utvikling jeg søkte og fant i ørkenen — slett ikke ulik den du utmaler for mig. For å tale rent ut, så vil jeg tvinge dig til det. Vår far talte ikke så hårde ord. Jeg vet hvad vår far har sagt til dig. Det er vakt. Han uttrykker sig ikke svært tydelig, på en måte slik at man kan gi hans ord den utlegning man ønsker. Men jeg, jeg kjenner hans tanker. Overfor tjenerne er jeg den eneste formidler og den som vil forstå vår far, bør høre på mig. Jeg forstod ham med letthet uten dig. Det trodde du, men du forstod dårlig. Der finnes ikke flere måter å forstå vår far på, der finnes ikke flere måter å lytte til ham på. Der finnes ikke flere måter å elske ham på det at vi må være forenet i denne kjærlighet. I hans hjem. Denne kjærlighet leder oss dit, det bør du forstå eftersom du er kommet tilbake. Si mig nu, hvad drev dig bort herfra? Jeg følte for sterkt, at hjemmet ikke er hele universum. Jeg selv finnes ikke der så helt som dere vilde ha det til. Mot min vilje så jeg for mig andre steder, andre marker og veier å komme dit på, ikke utstukne veier, jeg følte i mig et nytt vesen, som vilde skynde sig dit. Jeg brøt ut. Tenk hvad som vilde hendt dersom jeg, likesom du, hadde forlatt vår fars bolig. Tjenerne og røvere skulde ha stjålet alt vårt gods. Det betød lite for mig da, fordi jeg hadde andre eiendeler. Hvilke din innbilskhet overdrev! Min bror, selvrådigheten har en gang hatt overtaket. Av hvilket kaos menneskene er utgått skal du snart få erfare, om du ikke allerede har gjort det. Det har aldri riktig frigjort sig, hvis ikke ånden løfter det op, tynges det ned av hele sin oprinnelige byrde. Forsøk ikke å lære det av erfaring. Da sideordnede elementer som utgjør ditt jeg venter bare på samtykke, på en liten slappelse fra din side, da vender de tilbake til anarkiet. Men hvad du aldri kommer til å få vite, det er lengden av det tidsrum som er gått for menneskene til å forme mennesket. Når nu modellen er fullbyrdet, så la os holde fast ved den. «Behold det du hører», sier ånden til menighetens engel og legger til: «på det at ingen må ta din krone». {{sp|Det du ha|r}}, det er din krone, det vil si herredømmet over andre og over dig selv. Din krone — innbruddstyven lurer på den, han lusker omkring utenfor dig og inne i dig. Gjem på det du har, bror. Gjem på det du har. Jeg har alt for lenge siden spredt det for alle vinde, jeg kan ikke lenger lukke hånden over det jeg kan kalle min eiendel. Å jo. Jeg skal hjelpe dig. Jeg har voktet over denne eiendel mens du var borte. Og forøvrig kjenner jeg dette ord av ånden. Du citerte det ikke i sin helhet. Det fortsetter således: Til den som overvinner ham skal jeg gjøre en søile i min Guds tempel og han skal aldri mer gå ut derfra. Han skal aldri mer gå ut derfra. Det er nettop det som forferder mig. Om det nu var til hans egen lykke? Ah, jeg forstår godt. Men i dette tempel, jeg var der — Du fant dig ikke tilrette med å være derfra, eftersom du vilde vende tilbake. Jeg vet det, jeg vet det. Jeg vendte tilbake, jeg medgir det. Hvad søker du annetsteds som du ikke finner i overflod her? Eller snarere: det er bare her dine eiendeler finnes. Jeg vet at du har voktet rikdommene for mig. De av dine eiendeler som du ikke har ødet, det vil si vår felles eiendom. Eier jeg da ingenting selv? Jo, den særlige del av gaver som vår far kanskje vil gå med på å gi dig. Det er det eneste jeg bryr mig om, jeg går inn på bare å eie det. Forvovne! Du blir ikke spurt. Oss imellem, denne del er vanskelig, jeg tilråder dig snarere å avstå fra den. Denne del av personlige gaver var nettop det du mistet retten til, det var disse eiendeler du mistet. De andre kunde jeg ikke ta med mig. Du skal også finne dem igjen urørte. Nu er det nok for idag. Gå inn og hvil dig. Imorgen vil din mor tale med dig. {{c|'''Moren.'''}} Forlorne sønn, din sjel skjelver enda efter din brors ord. Hvilken vederkvegelse du føler nu ved din mors føtter og med hennes hånd kjærlig lagt på din trossige nakke! Hvorfor var du så lenge borte fra mig? Og så formår du ikke å svare med annet enn tårer? Hvorfor gråter du min sønn? Jeg har fått igjen. Mens jeg har ventet på dig er mine tårefloder tørket ut. Ventet du bestandig på mig? Jeg har aldri ophørt å håpe på din tilbakekomst. Hver aften før jeg sovnet, tenkte jeg, om han kommer inatt, kan han vel åpne porten? Og jeg holdt mig våken i det lengste. Hver morgen før jeg var helt våken, tenkte jeg: er det idag han kommer tilbake? Siden bad jeg. Jeg har bedt så meget at du tilslutt måtte komme tilbake. Dine bønner har tvunget mig til å vende tilbake. Gjør ikke narr av mig, mitt barn. Mor! Jeg kommer tilbake til dig meget ydmyg. Se hvorledes jeg legger mitt hode mot ditt hjerte. Der finnes ikke en av mine tanker igår, som ikke forekommer mig forfengelige idag. Jeg forstår knapt nok, når jeg er her hos dig, hvorfor jeg forlot hjemmet. Du reiser ikke bort mer? Jeg kan ikke reise igjen. Hvad var det egentlig som drog dig bort? Jeg vil ikke tenke på det mer — ingen ting. Jeg selv. Trodde du da at du skulde bli lykkelig borte fra oss? Jeg søkte ikke lykken. Hvad søkte du da? Jeg søkte — hvem jeg var. Å! Dine foreldres sønn, dine brødres bror. Jeg var ikke lik mine brødre. La oss ikke tale om det. Her har du mig tilbake. Jo, la oss fortsette å tale om det. Tro ikke at dine brødre er så ulik dig. Min eneste streben herefter skal være å ligne dere alle. Du sier det med en slags resignasjon. Ingenting er mer trettende enn å hevde sin egenart. Denne reise trettet mig ut efterhvert. Du er blitt eldre, det er sant. Jeg har lidt. Mitt stakkars barn! Det var ikke sikkert at du hver aften fant en opredt seng, eller at du hvert måltid fant et dekket bord. Jeg spiste det som var å få, ofte var det ikke annet enn umodne eller råttne frukter jeg hadde å spise. Var det bare av hunger du led? Middagssolens glød, den isnende nattevind, de usikre sanndynene i ørkenen, kratt som rev mine føtter tilblods, intet av alt dette kunde stoppe mig, men — jeg har ikke fortalt det til min bror — jeg måtte tjene. Hvorfor har du skjult dette? Under dårlige herrer, som mishandlet min kropp, hundset min stolthet og knapt nok gav mig mat. tenkte jeg: Ah, tjen for å tjene! — I drømme gjenså jeg mitt hjem, jeg kom hjem igjen. Den forlorne sønn senker sitt hode og hans mor stryker ham kjærlig. Hvad vil du nu gjøre? Det har jeg sagt dig. Legge vinn på å bli som min eldre bror, forvalte våre eiendeler, ta mig en hustru som han. Du tenker sikkert på en bestemt når du sier dette? Det er det samme hvem det er, når bare du velger henne. Gjør som du har gjort for min bror. Jeg vil velge henne efter ditt hjerte. Hvad vil det si? Mitt hjerte valgte en gang. Nu avstår jeg fra alt som kan føre mig bort fra dig. Hjelp mig du ved mitt valg. Jeg forsikrer dig at jeg skal føie mig efter dig. Jeg skal også gjøre det når det gjelder mine barn, og min streben skal da ikke synes mig så fruktesløs. Hør, jeg vet et barn som du allerede nu kunde ta dig av. Hvad mener du og hvem taler du om? Om din yngste bror, som enda ikke hadde fylt ti år da du drog bort, og som du knapt kjente igjen og som allikevel — Fortsett mor, hvad er du urolig for nu? I ham burde du ha kjent dig selv igjen, for han er aldeles lik dig, som du var før du drog bort. Lik mig? Som du var ja, sier jeg jo, dessverre ikke slik som du er blitt. Måtte han bli det. Måtte han bli det snart. Tal med ham, uten tvil vil han høre på dig. Gjør det klart for ham hvilken bitter berme du fant i drikken, spar ham. Men hvorfor er du så urolig for min bror? Kanskje det bare er visse trekk. Nei, nei, likheten mellem dere to er dypere enn det. Jeg er urolig nu for ham for slike ting som ikke uroet mig tilstrekkelig da det gjaldt dig. Han leser for meget og foretrekker ikke alltid gode bøker. Er det bare det? Jeg finner ham ofte der hvor haven er høiest, derfra vet du hvor man kan se landet på den annen side av muren. Ja, jeg husker det. Er det alt? Han er mindre hos oss enn i bondegårdene. Hvad gjør han der? Intet ondt. Men det er ikke eierne han besøker, men drengene, helst de som ikke er fra våre trakter. Det er fremforalt en, som kommer langt borte fra, som forteller ham historier. Ah, svinevokteren. Ja, du kjente ham; for å høre på ham følger din yngste bror ham hver aften inn i svinestien, han kommer ikke tilbake før til middagen, uten apetitt, og klærne hans stinker av svinestien. Bebreidelser hjelper ikke, han blir trossig når vi forholder ham saken. Enkelte dager står han op i grålysningen før nogen av oss andre er oppe og følger denne svinevokteren til porten, når han begir sig ut med sin hjord. Han vet at han ikke bør gå ut. Det visste du og! En dag kommer han til å rømme fra mig, det er jeg sikker på. En dag vil han — Nei, jeg skal snakke med ham. Vær ikke urolig. Han vil ta hensyn til det du sier. Så du hvordan han betraktet dig første aftenen? Hvilken tillokkelse dine filler og purpurklædningen som din far iførte dig øvet på ham? Jeg er redd for at disse ting på en eller annen måte forenes i hans fantasi og at det som først lokker ham er fillene. Men denne tanke forekommer mig dum, for når alt kommer til alt min sønn, så hadde du vel ikke forlatt oss hvis du hadde kunnet forutse hvor megen elendighet du skulde gjennomgå, eller hvad? Jeg forstår ikke lenger hvordan jeg kunde forlate dig mor. Nuvel, si dette til ham. Det skal jeg si ham imorgen kveld. Kyss mig nu på pannen som da jeg var liten og du satt hos mig til jeg sovnet. Jeg er søvnig. Sov du, jeg skal be for alle. {{c|'''Dialog med den yngre bror.'''}} Ved siden av den forlorne sønns kammer er der et som tilhører den yngste bror. Den forlorne sønn går med lampen i hånden frem til sengen hvor den yngre hviler med ansiktet snudd mot veggen. Han begynner å tale med lav stemme for ikke å vekke broren, dersom han sover. Jeg vil gjerne tale med dig, min bror. Hvad hindrer dig i å gjøre det? Jeg trodde du sov. Man behøver ikke å sove for å drømme. Du drømte, om hvad? Hvad angår det dig! Når jeg ikke forstår mine drømme, så kan visst ikke du forklare dem for mig. Er de da så subtile? Dersom du fortalte mig dem kunde jeg forsøke. Velger du dine drømme? Mine blir hvad de vil, og er friere enn jeg. Hvad vil du her? Hvorfor forstyrrer du mig i søvnen? Du sover ikke, og jeg skal tale lavt. Hvad vil du mig da? Ingenting dersom du anslår den tonen. Da kan du jo gå din vei. Han går mot døren, men setter lampen ned, den oplyser rummet ganske svakt, han vender tilbake og slår sig ned på sengekanten — i skyggen — og stryker guttens bortvendte panne. Du svarer mig hårdere enn jeg nogensinne har svart din bror. Enda jeg gjorde oprør mot ham. Den trossige gutt reiser sig heftig. Si, er det vår bror som sender dig? Nei min venn, ikke han, men vår mor. Ah, du hadde altså ikke kommet av dig selv. Jeg kommer ihvertfall som din venn. Halvt liggende i sengen betrakter gutten ufravendt broren. Hm, er nogen av mine min venn? Du tar feil, vår bror — Snakk ikke til mig om ham. Jeg hater ham — hele mitt hjerte hater ham. Han er grunnen til at jeg svarte dig så hårdt. Hvorfor? Du forstår det ikke allikevel. Si mig det iallfall. Den hjemkomne tar broren i sine armer og ynglingen åpner sitt hjerte.<noinclude><references/></noinclude> 4y9zbrhjtsgi9g8tw848h19bbim57wt 104 137425 321605 321599 2026-05-20T15:38:41Z Øystein Tvede 3938 321605 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>Den aften du kom tilbake kunde jeg ikke sove. Hele natten tenkte jeg: jeg hadde en annen bror, og jeg visste det ikke — det var derfor mitt hjerte banket så, da jeg så dig komme over gårdsplassen omstrålet av herlighet. Akk, jeg var da klædt i filler. Ja, jeg så dig, men du hadde en glorie omkring dig. Og jeg så hvad vår far gjorde. Han satte en ring på din finger, en ring hvis make vår bror ikke har. Jeg vilde spørre hvem du var, jeg visste bare at du kom langt bortefra, og ditt blikk ved bordet — Var du med i festmåltidet? Ja, jeg vet nok at du ikke så mig. Under hele måltidet så du langt bort uten å se noget. Og da du aftenen efter talte med vår far gikk det vel an enda, men tredje aften — Fortsett. Ah, et eneste kjærlig ord kunde du vel ha sagt mig? Du ventet det da? Om jeg ventet det. Tror du at jeg skulde kunne hate vår bror i den grad, hvis du ikke hadde talt så lenge med ham den aftenen? Hvad kunde vel dere ha å si hverandre? Du vet vel, hvis du ligner mig, at du ikke har noget tilfelles med ham. Jeg har gjort ham stor urett. Er det mulig? {{rettelse|Idet|I det}} minste mot vår far og vår mor. Du vet jeg rømte hjemmefra. Ja, jeg vet det. Det er lenge siden, ikke sant? Omtrent da jeg var i din alder. Ah, er det det du kaller urett? Ja, deri lå min urett og min synd. Da du reiste, følte du da at du gjorde urett? Nei, jeg følte inne i mig et krav på å reise. Hvad hendte senere? Hvad var det som forandret det rette til det urette? Jeg har lidt. Er det det som får deg til å si: jeg hadde urett? Nei, ikke just det, det var det som fikk mig til å reflektere. Du hadde altså ikke reflektert før da? Jo, men min svake fornuft lot sig påvirke av mine lyster. Likesom senere av lidelsen. Med det resultat at du vender tilbake — beseiret? Nei, ikke riktig, men resignert. Du har iethvertfall avstått fra å bli den du vilde bli. Hvad min hofferdighet inngav mig å bli. Gutten tier et øieblikk, siden hulker han heftig og roper: Min bror! Jeg er den som du var da du reiste. Å! Si mig, har du ikke støtt på noget annet enn skuffelser på veien? Alt det jeg aner derute — som er ulikt her hjemme — er det bare en forblindelse? Alt nytt jeg føler inne i mig, er det bare vanvidd? Si mig: hvad har gjort dig så motløs på veien? Hvad fikk dig til å vende tilbake? Friheten som jeg søkte mistet jeg som en fange måtte jeg tjene. Jeg er fangen her. Ja, men det er noget annet å tjene dårlige herrer, her er de som du tjener dine foreldre. Ah, tjene for å tjene, har man i det minste ikke frihet til å velge trelldommen? Jeg håper det. Så langt som mine føtter bar mig vandret jeg, søkende mine ønskers mål likesom Saul søkte sine aseninner, men der hvor jeg ventet et kongerike møttes jeg bare av elendighet. Og allikevel — Tok du ikke feil av veien? Jeg gikk rett frem. Er du sikker på det? Og allikevel finnes der kongedømmer og land uten konge, som kan opdages. Hvem har sagt dig det? Jeg vet det. Jeg føler det. Det synes mig som om jeg allerede hersket der. Innbilske! Akk, det var hvad vår bror sa til dig, Hvorfor lar du det nu gå videre til mig? Du skulde ha holdt på denne innbilskhet! Du skulde ikke ha vendt tilbake. Jeg hadde da aldri fått truffet dig. Jo, derborte, der jeg skulde ha truffet dig, der skulde du ha kjent mig igjen som din bror, det forekom mig av og til at det var for å finne dig jeg måtte reise. Må reise? Har du ikke skjønt det? Opmuntrer du mig ikke selv til å reise? Jeg vilde skåne dig for hjemkomsten ved å nekte dig å reise. Nei, nei, si ikke det til mig, nei det er ikke det du mener. Selv du drog jo ut som en erobrer. Og det var just det som fikk mig til å føle trelldommen enda hårdere. Hvorfor underkastet du dig den? Var du allerede så trett? Nei, ikke da, men jeg tvilte. Hvad mener du med det? Tvilte på alt, på mig selv, jeg vilde stoppe, i det minste hake mig fast ved noget, hyggen som denne husbonden lovet mig fristet mig — ja, jeg føler det nu, alt er mislykket for mig. Den forlorne sønn bøier hodet og legger hendene over øinene. Men først? Jeg vandret lenge gjennem et stort tomt område. Ørken? Det var ikke alltid ørken. Hvad søkte du der? Jeg forstår det ikke selv lenger. Reis dig fra min seng. Se efter på bordet ved hodegjerdet, ved siden av den sønderrevne boken. Jeg ser et delt granateple. Det er svinevokteren som gav mig det, efter at han hadde vært borte i tre dager. Ja, det er et villt granateple. Jeg bet i det, det har en forferdelig bitter smak. Men allikevel, hvis jeg var tilstrekkelig tørst, så vet jeg jeg kom til å spise av det. Ah, jeg kan fortelle dig, at det var denne tørst jeg søkte i ørkenen. En tørst som bare denne bittre frukt formår å leske — Nei, nei, men en kommer til å elske denne tørst. Vet du hvor man kan plukke den? I en liten forlatt have man kommer til før aften. Ingen mur skiller den lenger fra ørkenen. Der fløt ingen bekk, nogen halvmodne frukter hang på trærne. Nogen frukter? Samme sort som de i vår have, men ville. Det hadde vært meget varmt hele dagen. Hør her, vet du hvorfor jeg ventet dig iaften? Fordi jeg drar bort i løpet av natten. Inatt, når det begynner å dages. Jeg har omgjerdet mine lender og beholdt mine sandaler på. Hvad? Det som jeg ikke kunde gjøre, det vil du gjøre? Du har åpnet veien for mig, og tanken på dig skal være min støtte. Det er jeg som skal beundre dig, du skal tvertom søke å glemme mig. Hvad tar du med dig? Du vet da sikkert, at jeg som er den yngste bror, ingenting eier. Jeg reiser uten nogen ting. Det er best. Hvad er det du ser på gjennem vinduet? Haven hvor våre døde forfedre hviler. Min bror — ynglingen reiser sig fra sengen og legger sin arm om den eldre brors hals med den samme ømhet som fornemmes gjennem hans stemme. Reis, men ta mig med dig! La mig være! La mig være! Jeg blir for å trøste vår mor. Du skal være tapper uten mig. Nu er tiden inne, himmelen lysner. Gå nu uten å gjøre støi. Gå. Omfavn mig min bror, du tar alle mine forhåpninger med dig. Vær sterk, glem oss, glem mig. Måtte du ikke komme tilbake. Gå forsiktig. Jeg holder lampen — Hold mig i hånden til jeg kommer til porten. Pass dig så du ikke snubler i dørterskelen. {{---}}<noinclude><references/></noinclude> a0siiapc37ljq48g5dsftttwchd2gsi 106 137427 321609 2026-05-20T22:24:30Z Øystein Tvede 3938 Ny side: 321609 proofread-index text/x-wiki {{:MediaWiki:Proofreadpage_index_template |Type=journal |Tittel=Fremskridt |Undertittel= |Bind= |Forfatter=[[Forfatter:Paul Bourget|Paul Bourget]] |Oversetter=anonym |Utgiver= |Illustrator= |Forlag= |Institusjon= |Sted=Skien |Ar=1899 |Sorter= |wikidata_item= |Kilde=pdf |Bilde=1 |Malform=NB |Fremgang=V |Sider=<pagelist /> |Bindfortegnelse= |Sammendrag= }} gcd9hkm7znd1bi0s47hmsupp7a0c70u 321635 321609 2026-05-20T23:08:52Z Øystein Tvede 3938 321635 proofread-index text/x-wiki {{:MediaWiki:Proofreadpage_index_template |Type=journal |Tittel=Fremskridt |Undertittel= |Bind= |Forfatter=[[Forfatter:Paul Bourget|Paul Bourget]] |Oversetter=anonym |Utgiver= |Illustrator= |Forlag= |Institusjon= |Sted=Skien |Ar=1899 |Sorter= |wikidata_item= |Kilde=pdf |Bilde=1 |Malform=NB |Fremgang=V |Sider=<pagelist /> |Bindfortegnelse= |Sammendrag=[[Ung Kjærlighed/01|I]] [[Ung Kjærlighed/02|II]] [[Ung Kjærlighed/03|III]] [[Ung Kjærlighed/04|IV]] [[Ung Kjærlighed/05|V]] [[Ung Kjærlighed/06|VI]] [[Ung Kjærlighed/07|VII]] }} tiegtj5lkvs0tcbeqcq6xsl3q9orbgg 321646 321635 2026-05-20T23:34:25Z Øystein Tvede 3938 321646 proofread-index text/x-wiki {{:MediaWiki:Proofreadpage_index_template |Type=journal |Tittel=Fremskridt |Undertittel= |Bind= |Forfatter=[[Forfatter:Paul Bourget|Paul Bourget]] |Oversetter=anonym |Utgiver= |Illustrator= |Forlag= |Institusjon= |Sted=Skien |Ar=1899 |Sorter= |wikidata_item= |Kilde=pdf |Bilde=1 |Malform=NB |Fremgang=V |Sider=<pagelist /> |Bindfortegnelse= |Sammendrag=*[[Ung Kjærlighed/01|I]] *[[Ung Kjærlighed/02|II]] *[[Ung Kjærlighed/03|III]] *[[Ung Kjærlighed/04|IV]] *[[Ung Kjærlighed/05|V]] *[[Ung Kjærlighed/06|VI]] *[[Ung Kjærlighed/07|VII]] }} 6qqa56a9tx8gq0zfwft48c4gy10lquh 321647 321646 2026-05-20T23:35:29Z Øystein Tvede 3938 321647 proofread-index text/x-wiki {{:MediaWiki:Proofreadpage_index_template |Type=journal |Tittel=Fremskridt |Undertittel= |Bind= |Forfatter=[[Forfatter:Paul Bourget|Paul Bourget]] |Oversetter=anonym |Utgiver= |Illustrator= |Forlag= |Institusjon= |Sted=Skien |Ar=1899 |Sorter= |wikidata_item= |Kilde=pdf |Bilde=1 |Malform=NB |Fremgang=V |Sider=<pagelist /> |Bindfortegnelse= |Sammendrag=* [[Ung Kjærlighed/01|I]] * [[Ung Kjærlighed/02|II]] * [[Ung Kjærlighed/03|III]] * [[Ung Kjærlighed/04|IV]] * [[Ung Kjærlighed/05|V]] * [[Ung Kjærlighed/06|VI]] * [[Ung Kjærlighed/07|VII]] }} tuex72vd96pnkaizdl2hbgqgbu8dqcs 104 137428 321610 2026-05-20T22:30:54Z Øystein Tvede 3938 /* Korrekturlest */ 321610 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>Da Marngot ikke længer kunde se at læse, lagde hun Bogen sammen og saa ud af Vinduet. Slyngplanter i store Jernpotter stod i Vindueskarmen og dannede en Ramme om den unge Kvinde. Paa Væggen ved Siden af hang et Bur, hvori to Kanarifugle sad og sov. Den unge Pige lukkede sine sorg fulde Øine og hengav sig til fine Drømme. Hun mindedes de lykkelige Dage, da hendes kjære, gamle Moder endnu levede og boede sammen med hende paa det lille Kammerisjette Etage. Og da saa den gamle Stakkar en klar Augustnat døde, følte Mar got for første Gang, hvad en stor Sorg vil sige. Margot var den Gang tyve Aar. To Vintre var henrundne siden. Margot havde ikke forladt sin Bolig i sjette Etage. Der arbeidede hun Dag ud og Dag ind, gik kun ud for at hente nyt Arbeide eller for at aflevere det, som var færdigt. Naar hun havde spist til Aftens, gik hun hen til Vinduet, talte med sine smaa Fugle en liden Stund og hensank derpaa i Betragtning af Him melen, hvor Stjernerne tindrer som Hilsener fra Sjælenes Land. II. Hvorfor var hun saa forvirret denne Aften? Hvorfoc sukkede hun saa tungt og beklemt? Fordi en ny Følelse holdt sit Indtog i hendes Hjerte – – lige siden hun første Gang blev var, at der i Værelset vis a vuw hendes boede en ung Mand med et mildt, drøm mende Ansigt, som hver Aften be tragtede hende bag Gardinerne, hvor han stod skjult. Det var en herlig Nat, fuld af berusende Duft af Haver og Park anlæg oppe ved Meudon og Belleville. Den dumpe Støi fra Boulevar derne trængte frem som Bølgerne fra et fjernt Hav. Margot lukkede Øinene og tænkte paa de lytkelige Par, som hun saa ofte mødte paa Gaden, og hun tænkte paa, hvor yndigt det maatte være at vandre gjennem Livet med en vis høi, slank, blond Mand med et An sigt saa venligt og godt... I. Næsten i samme Øieblik aabne des Vinduet ligeoverfor. Der fand tes hverken Fugle eller Blomster; Andrs Duval – saaledes hed den unge Mand –gik tidlig om Morx genen til den store Forretning, hvor han arbeidede, og vendte først sent om Aftenen tilbage til sit Logis. Den unge Mand bøiede sig ud af det aabne Vindu og stirrede længe paa Vinduet tvers over Gaden. ø s. Hver Aften naar han kom hjem, pleiede_han, før han tændte Lampen, med bankende Hjerte at gaa hen til Vinduet. En vemodig Følelse betog ham ved Synet af hans lille Gjen boerske og bragte hans Hjerte til at svulme. Hun trak sig altid tilbage, saa snart hun mærkede, at han betragtede hende. IV. «Madame Bourdet !» «Til Tjeneste, Hr. Duval!» «Det er noget, jeg gjerne øn skede at vide.» «Er det noget, jeg kan give Dem Besked om, saa skal det være mig en Fornøielse.» : Den unge Mand var gaaet ind til Portnerkonen under Paaskud af at spørge efter et Brev. Han fort satte: «De maa virkelig undskylde, Madam Bourdet; men det var min lille Gjenboerske, De ved nok hun, som har et Fuglebur og Blomster i Vinduet.» : fuld f.Portnerkonen lo hemmeligheds «Hr. Duval er maaske forelsket; men da sukker De forgjæves, kan jeg fortælle Dem! Hendes Hjerte er alle rede optaget. «Hvad stiger De! Er hendes Hjerte optaget ?» «Ja, jeg tror det... Frøken Margot kom en Aften ind til mig. Jeg spøgte med hende og sagde, at hun tænkte vel ikke paa at gaa ugist alle sine Dage. Der boede en Kunst ner her, som gjorde flere Forsøg at nærme sig hende. Men hun undgik ham stadig, og da jeg talte til hende om ham, afbrød hun mig pludselig og sagde: «Madame Bourdet, tal ikke mere om den Ting. Mit Hjerte er ikke længere frit.» «Aa,» sagde Andrs og blev al deles bleg. «Jeg siger Dem saa mange Tak, Madame Bourdet.» Og dermed gik ham. «Skal De ogsaa flytte Frøken Margot ?» ....... «Jeg er nødt til det, Madame Bourdet. Jeg har netop faaet en god Plads i en Forretning paa vestre Smeeirnee. bred og maa derfor flytte nær «Ja, jeg forstaar. Men kjede ligt er det, at alle mine bedste Leie boere forlader mig. Nu er ogsaa Deres Nabo, Hr. Duval, en rigtig brav og alvorlig ung Mand, flyttet. Han syntes godt om Logiet, men... ja, naar jeg skal være ganske oprig tig, Frøken Margot, saa var det nok for Deres Skyld!... Ja, det var det virkelig! En Dag spurgte han mig ud om Dem...» «Har han talt med Dem om mig ?» Den unge Piges Kinder blev purpurrøde. «Javist, han var meget interes seret, skjønt han forsøgte at skjule det. Jeg tror næsten han er forelsket i Dem.» «Og hvad sagde De, Madame Bourdet ?» «Alt, hvad jeg vidste, at De var en bra og sød, ung Pige, og at alle høiagtede Dem.» «Var det alt?» «Ja, saa sagde jeg ham, at han<noinclude><references/></noinclude> 3tdibfor8k9w78gsacedx0g6fl5n077 321612 321610 2026-05-20T22:41:25Z Øystein Tvede 3938 321612 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>{{c|{{x-større|Ung Kjærlighed}} Af {{stor|Paul Bourget}}}} {{c|I.}} Da Marngot ikke længer kunde se at læse, lagde hun Bogen sammen og saa ud af Vinduet. Slyngplanter i store Jernpotter stod i Vindueskarmen og dannede en Ramme om den unge Kvinde. Paa Væggen ved Siden af hang et Bur, hvori to Kanarifugle sad og sov. Den unge Pige lukkede sine sorg fulde Øine og hengav sig til fine Drømme. Hun mindedes de lykkelige Dage, da hendes kjære, gamle Moder endnu levede og boede sammen med hende paa det lille Kammerisjette Etage. Og da saa den gamle Stakkar en klar Augustnat døde, følte Mar got for første Gang, hvad en stor Sorg vil sige. Margot var den Gang tyve Aar. To Vintre var henrundne siden. Margot havde ikke forladt sin Bolig i sjette Etage. Der arbeidede hun Dag ud og Dag ind, gik kun ud for at hente nyt Arbeide eller for at aflevere det, som var færdigt. Naar hun havde spist til Aftens, gik hun hen til Vinduet, talte med sine smaa Fugle en liden Stund og hensank derpaa i Betragtning af Him melen, hvor Stjernerne tindrer som Hilsener fra Sjælenes Land. {{c|II.}} Hvorfor var hun saa forvirret denne Aften? Hvorfoc sukkede hun saa tungt og beklemt? Fordi en ny Følelse holdt sit Indtog i hendes Hjerte – – lige siden hun første Gang blev var, at der i Værelset vis a vuw hendes boede en ung Mand med et mildt, drøm mende Ansigt, som hver Aften be tragtede hende bag Gardinerne, hvor han stod skjult. Det var en herlig Nat, fuld af berusende Duft af Haver og Park anlæg oppe ved Meudon og Belleville. Den dumpe Støi fra Boulevar derne trængte frem som Bølgerne fra et fjernt Hav. Margot lukkede Øinene og tænkte paa de lytkelige Par, som hun saa ofte mødte paa Gaden, og hun tænkte paa, hvor yndigt det maatte være at vandre gjennem Livet med en vis høi, slank, blond Mand med et An sigt saa venligt og godt... {{c|III.}} Næsten i samme Øieblik aabne des Vinduet ligeoverfor. Der fand tes hverken Fugle eller Blomster; Andrs Duval – saaledes hed den unge Mand –gik tidlig om Morx genen til den store Forretning, hvor han arbeidede, og vendte først sent om Aftenen tilbage til sit Logis. Den unge Mand bøiede sig ud af det aabne Vindu og stirrede længe paa Vinduet tvers over Gaden. ø s. Hver Aften naar han kom hjem, pleiede_han, før han tændte Lampen, med bankende Hjerte at gaa hen til Vinduet. En vemodig Følelse betog ham ved Synet af hans lille Gjen boerske og bragte hans Hjerte til at svulme. Hun trak sig altid tilbage, saa snart hun mærkede, at han betragtede hende. {{c|IV.}} «Madame Bourdet!» «Til Tjeneste, Hr. Duval!» «Det er noget, jeg gjerne ønskede at vide.» «Er det noget, jeg kan give Dem Besked om, saa skal det være mig en Fornøielse.» : Den unge Mand var gaaet ind til Portnerkonen under Paaskud af at spørge efter et Brev. Han fort satte: «De maa virkelig undskylde, Madam Bourdet; men det var min lille Gjenboerske, De ved nok hun, som har et Fuglebur og Blomster i Vinduet.» : fuld f.Portnerkonen lo hemmeligheds «Hr. Duval er maaske forelsket; men da sukker De forgjæves, kan jeg fortælle Dem! Hendes Hjerte er alle rede optaget. «Hvad stiger De! Er hendes Hjerte optaget ?» «Ja, jeg tror det... Frøken Margot kom en Aften ind til mig. Jeg spøgte med hende og sagde, at hun tænkte vel ikke paa at gaa ugist alle sine Dage. Der boede en Kunst ner her, som gjorde flere Forsøg at nærme sig hende. Men hun undgik ham stadig, og da jeg talte til hende om ham, afbrød hun mig pludselig og sagde: «Madame Bourdet, tal ikke mere om den Ting. Mit Hjerte er ikke længere frit.» «Aa,» sagde Andrs og blev al deles bleg. «Jeg siger Dem saa mange Tak, Madame Bourdet.» Og dermed gik ham. {{c|V.}} «Skal De ogsaa flytte Frøken Margot ?» «Jeg er nødt til det, Madame Bourdet. Jeg har netop faaet en god Plads i en Forretning paa vestre Smeeirnee. bred og maa derfor flytte nær «Ja, jeg forstaar. Men kjede ligt er det, at alle mine bedste Leie boere forlader mig. Nu er ogsaa Deres Nabo, Hr. Duval, en rigtig brav og alvorlig ung Mand, flyttet. Han syntes godt om Logiet, men... ja, naar jeg skal være ganske oprig tig, Frøken Margot, saa var det nok for Deres Skyld!... Ja, det var det virkelig! En Dag spurgte han mig ud om Dem...» «Har han talt med Dem om mig ?» Den unge Piges Kinder blev purpurrøde. «Javist, han var meget interes seret, skjønt han forsøgte at skjule det. Jeg tror næsten han er forelsket i Dem.» «Og hvad sagde De, Madame Bourdet ?» «Alt, hvad jeg vidste, at De var en bra og sød, ung Pige, og at alle høiagtede Dem.» «Var det alt?» «Ja, saa sagde jeg ham, at han<noinclude><references/></noinclude> h88itgj9vxukmu7keugita6rg2r1i4u 321616 321612 2026-05-20T22:50:30Z Øystein Tvede 3938 321616 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>{{c|{{x-større|Ung Kjærlighed}} Af {{stor|Paul Bourget}}}} <section begin="1"/>{{c|I.}} Da Marngot ikke længer kunde se at læse, lagde hun Bogen sammen og saa ud af Vinduet. Slyngplanter i store Jernpotter stod i Vindueskarmen og dannede en Ramme om den unge Kvinde. Paa Væggen ved Siden af hang et Bur, hvori to Kanarifugle sad og sov. Den unge Pige lukkede sine sorg fulde Øine og hengav sig til fine Drømme. Hun mindedes de lykkelige Dage, da hendes kjære, gamle Moder endnu levede og boede sammen med hende paa det lille Kammerisjette Etage. Og da saa den gamle Stakkar en klar Augustnat døde, følte Mar got for første Gang, hvad en stor Sorg vil sige. Margot var den Gang tyve Aar. To Vintre var henrundne siden. Margot havde ikke forladt sin Bolig i sjette Etage. Der arbeidede hun Dag ud og Dag ind, gik kun ud for at hente nyt Arbeide eller for at aflevere det, som var færdigt. Naar hun havde spist til Aftens, gik hun hen til Vinduet, talte med sine smaa Fugle en liden Stund og hensank derpaa i Betragtning af Him melen, hvor Stjernerne tindrer som Hilsener fra Sjælenes Land. <section end="1"/> <section begin="2"/>{{c|II.}} Hvorfor var hun saa forvirret denne Aften? Hvorfoc sukkede hun saa tungt og beklemt? Fordi en ny Følelse holdt sit Indtog i hendes Hjerte – – lige siden hun første Gang blev var, at der i Værelset vis a vuw hendes boede en ung Mand med et mildt, drøm mende Ansigt, som hver Aften be tragtede hende bag Gardinerne, hvor han stod skjult. Det var en herlig Nat, fuld af berusende Duft af Haver og Park anlæg oppe ved Meudon og Belleville. Den dumpe Støi fra Boulevar derne trængte frem som Bølgerne fra et fjernt Hav. Margot lukkede Øinene og tænkte paa de lytkelige Par, som hun saa ofte mødte paa Gaden, og hun tænkte paa, hvor yndigt det maatte være at vandre gjennem Livet med en vis høi, slank, blond Mand med et An sigt saa venligt og godt... <section end="2"/> <section begin="3"/>{{c|III.}} Næsten i samme Øieblik aabne des Vinduet ligeoverfor. Der fand tes hverken Fugle eller Blomster; Andrs Duval – saaledes hed den unge Mand –gik tidlig om Morx genen til den store Forretning, hvor han arbeidede, og vendte først sent om Aftenen tilbage til sit Logis. Den unge Mand bøiede sig ud af det aabne Vindu og stirrede længe paa Vinduet tvers over Gaden. ø s. Hver Aften naar han kom hjem, pleiede_han, før han tændte Lampen, med bankende Hjerte at gaa hen til Vinduet. En vemodig Følelse betog ham ved Synet af hans lille Gjen boerske og bragte hans Hjerte til at svulme. Hun trak sig altid tilbage, saa snart hun mærkede, at han betragtede hende. <section end="3"/> <section begin="4"/>{{c|IV.}} «Madame Bourdet!» «Til Tjeneste, Hr. Duval!» «Det er noget, jeg gjerne ønskede at vide.» «Er det noget, jeg kan give Dem Besked om, saa skal det være mig en Fornøielse.» : Den unge Mand var gaaet ind til Portnerkonen under Paaskud af at spørge efter et Brev. Han fort satte: «De maa virkelig undskylde, Madam Bourdet; men det var min lille Gjenboerske, De ved nok hun, som har et Fuglebur og Blomster i Vinduet.» : fuld f.Portnerkonen lo hemmeligheds «Hr. Duval er maaske forelsket; men da sukker De forgjæves, kan jeg fortælle Dem! Hendes Hjerte er alle rede optaget. «Hvad stiger De! Er hendes Hjerte optaget ?» «Ja, jeg tror det... Frøken Margot kom en Aften ind til mig. Jeg spøgte med hende og sagde, at hun tænkte vel ikke paa at gaa ugist alle sine Dage. Der boede en Kunst ner her, som gjorde flere Forsøg at nærme sig hende. Men hun undgik ham stadig, og da jeg talte til hende om ham, afbrød hun mig pludselig og sagde: «Madame Bourdet, tal ikke mere om den Ting. Mit Hjerte er ikke længere frit.» «Aa,» sagde Andrs og blev al deles bleg. «Jeg siger Dem saa mange Tak, Madame Bourdet.» Og dermed gik ham. <section end="4"/> <section begin="5"/>{{c|V.}} «Skal De ogsaa flytte Frøken Margot ?» «Jeg er nødt til det, Madame Bourdet. Jeg har netop faaet en god Plads i en Forretning paa vestre Smeeirnee. bred og maa derfor flytte nær «Ja, jeg forstaar. Men kjede ligt er det, at alle mine bedste Leie boere forlader mig. Nu er ogsaa Deres Nabo, Hr. Duval, en rigtig brav og alvorlig ung Mand, flyttet. Han syntes godt om Logiet, men... ja, naar jeg skal være ganske oprig tig, Frøken Margot, saa var det nok for Deres Skyld!... Ja, det var det virkelig! En Dag spurgte han mig ud om Dem...» «Har han talt med Dem om mig ?» Den unge Piges Kinder blev purpurrøde. «Javist, han var meget interes seret, skjønt han forsøgte at skjule det. Jeg tror næsten han er forelsket i Dem.» «Og hvad sagde De, Madame Bourdet ?» «Alt, hvad jeg vidste, at De var en bra og sød, ung Pige, og at alle høiagtede Dem.» «Var det alt?» «Ja, saa sagde jeg ham, at han <section end="5"/><noinclude><references/></noinclude> oh7gs4wf1j9jfgonbqlhpnf9vvu6mm3 321619 321616 2026-05-20T22:56:01Z Øystein Tvede 3938 321619 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude><section begin="0"/>{{c|{{x-større|Ung Kjærlighed}} Af {{stor|Paul Bourget}}}} <section end="0"/> <section begin="1"/>{{c|I.}} Da Marngot ikke længer kunde se at læse, lagde hun Bogen sammen og saa ud af Vinduet. Slyngplanter i store Jernpotter stod i Vindueskarmen og dannede en Ramme om den unge Kvinde. Paa Væggen ved Siden af hang et Bur, hvori to Kanarifugle sad og sov. Den unge Pige lukkede sine sorg fulde Øine og hengav sig til fine Drømme. Hun mindedes de lykkelige Dage, da hendes kjære, gamle Moder endnu levede og boede sammen med hende paa det lille Kammerisjette Etage. Og da saa den gamle Stakkar en klar Augustnat døde, følte Mar got for første Gang, hvad en stor Sorg vil sige. Margot var den Gang tyve Aar. To Vintre var henrundne siden. Margot havde ikke forladt sin Bolig i sjette Etage. Der arbeidede hun Dag ud og Dag ind, gik kun ud for at hente nyt Arbeide eller for at aflevere det, som var færdigt. Naar hun havde spist til Aftens, gik hun hen til Vinduet, talte med sine smaa Fugle en liden Stund og hensank derpaa i Betragtning af Him melen, hvor Stjernerne tindrer som Hilsener fra Sjælenes Land. <section end="1"/> <section begin="2"/>{{c|II.}} Hvorfor var hun saa forvirret denne Aften? Hvorfoc sukkede hun saa tungt og beklemt? Fordi en ny Følelse holdt sit Indtog i hendes Hjerte – – lige siden hun første Gang blev var, at der i Værelset vis a vuw hendes boede en ung Mand med et mildt, drøm mende Ansigt, som hver Aften be tragtede hende bag Gardinerne, hvor han stod skjult. Det var en herlig Nat, fuld af berusende Duft af Haver og Park anlæg oppe ved Meudon og Belleville. Den dumpe Støi fra Boulevar derne trængte frem som Bølgerne fra et fjernt Hav. Margot lukkede Øinene og tænkte paa de lytkelige Par, som hun saa ofte mødte paa Gaden, og hun tænkte paa, hvor yndigt det maatte være at vandre gjennem Livet med en vis høi, slank, blond Mand med et An sigt saa venligt og godt... <section end="2"/> <section begin="3"/>{{c|III.}} Næsten i samme Øieblik aabne des Vinduet ligeoverfor. Der fand tes hverken Fugle eller Blomster; Andrs Duval – saaledes hed den unge Mand –gik tidlig om Morx genen til den store Forretning, hvor han arbeidede, og vendte først sent om Aftenen tilbage til sit Logis. Den unge Mand bøiede sig ud af det aabne Vindu og stirrede længe paa Vinduet tvers over Gaden. ø s. Hver Aften naar han kom hjem, pleiede_han, før han tændte Lampen, med bankende Hjerte at gaa hen til Vinduet. En vemodig Følelse betog ham ved Synet af hans lille Gjen boerske og bragte hans Hjerte til at svulme. Hun trak sig altid tilbage, saa snart hun mærkede, at han betragtede hende. <section end="3"/> <section begin="4"/>{{c|IV.}} «Madame Bourdet!» «Til Tjeneste, Hr. Duval!» «Det er noget, jeg gjerne ønskede at vide.» «Er det noget, jeg kan give Dem Besked om, saa skal det være mig en Fornøielse.» : Den unge Mand var gaaet ind til Portnerkonen under Paaskud af at spørge efter et Brev. Han fort satte: «De maa virkelig undskylde, Madam Bourdet; men det var min lille Gjenboerske, De ved nok hun, som har et Fuglebur og Blomster i Vinduet.» : fuld f.Portnerkonen lo hemmeligheds «Hr. Duval er maaske forelsket; men da sukker De forgjæves, kan jeg fortælle Dem! Hendes Hjerte er alle rede optaget. «Hvad stiger De! Er hendes Hjerte optaget ?» «Ja, jeg tror det... Frøken Margot kom en Aften ind til mig. Jeg spøgte med hende og sagde, at hun tænkte vel ikke paa at gaa ugist alle sine Dage. Der boede en Kunst ner her, som gjorde flere Forsøg at nærme sig hende. Men hun undgik ham stadig, og da jeg talte til hende om ham, afbrød hun mig pludselig og sagde: «Madame Bourdet, tal ikke mere om den Ting. Mit Hjerte er ikke længere frit.» «Aa,» sagde Andrs og blev al deles bleg. «Jeg siger Dem saa mange Tak, Madame Bourdet.» Og dermed gik ham. <section end="4"/> <section begin="5"/>{{c|V.}} «Skal De ogsaa flytte Frøken Margot ?» «Jeg er nødt til det, Madame Bourdet. Jeg har netop faaet en god Plads i en Forretning paa vestre Smeeirnee. bred og maa derfor flytte nær «Ja, jeg forstaar. Men kjede ligt er det, at alle mine bedste Leie boere forlader mig. Nu er ogsaa Deres Nabo, Hr. Duval, en rigtig brav og alvorlig ung Mand, flyttet. Han syntes godt om Logiet, men... ja, naar jeg skal være ganske oprig tig, Frøken Margot, saa var det nok for Deres Skyld!... Ja, det var det virkelig! En Dag spurgte han mig ud om Dem...» «Har han talt med Dem om mig ?» Den unge Piges Kinder blev purpurrøde. «Javist, han var meget interes seret, skjønt han forsøgte at skjule det. Jeg tror næsten han er forelsket i Dem.» «Og hvad sagde De, Madame Bourdet ?» «Alt, hvad jeg vidste, at De var en bra og sød, ung Pige, og at alle høiagtede Dem.» «Var det alt?» «Ja, saa sagde jeg ham, at han <section end="5"/><noinclude><references/></noinclude> rqe02fu5c7p315ndcqgif9837j6m1de 321641 321619 2026-05-20T23:19:53Z Øystein Tvede 3938 321641 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude><section begin="0"/>{{c|{{x-større|Ung Kjærlighed}} Af {{stor|Paul Bourget}}}} <section end="0"/> <section begin="1"/>{{c|I.}} Da Margot ikke længer kunde se at læse, lagde hun Bogen sammen og saa ud af Vinduet. Slyngplanter i store Jernpotter stod i Vindueskarmen og dannede en Ramme om den unge Kvinde. Paa Væggen ved Siden af hang et Bur, hvori to Kanarifugle sad og sov. Den unge Pige lukkede sine sorgfulde Øine og hengav sig til sine Drømme. Hun mindedes de lykkelige Dage, da hendes kjære, gamle Moder endnu levede og boede sammen med hende paa det lille Kammer i sjette Etage. Og da saa den gamle Stakkar en klar Augustnat døde, følte Margot for første Gang, hvad en stor Sorg vil sige. Margot var den Gang tyve Aar. To Vintre var henrundne siden. Margot havde ikke forladt sin Bolig i sjette Etage. Der arbeidede hun Dag ud og Dag ind, gik kun ud for at hente nyt Arbeide eller for at aflevere det, som var færdigt. Naar hun havde spist til Aftens, gik hun hen til Vinduet, talte med sine smaa Fugle en liden Stund og hensank derpaa i Betragtning af Himmelen, hvor Stjernerne tindrer som Hilsener fra Sjælenes Land. <section end="1"/> <section begin="2"/>{{c|II.}} Hvorfor var hun saa forvirret denne Aften? Hvorfoc sukkede hun saa tungt og beklemt? Fordi en ny Følelse holdt sit Indtog i hendes Hjerte – – lige siden hun første Gang blev var, at der i Værelset {{antikva|vis a vis}} hendes boede en ung Mand med et mildt, drømmende Ansigt, som hver Aften betragtede hende bag Gardinerne, hvor han stod skjult. Det var en herlig Nat, fuld af berusende Duft af Haver og Parkanlæg oppe ved Meudon og Belleville. Den dumpe Støi fra Boulevarderne trængte frem som Bølgerne fra et fjernt Hav. Margot lukkede Øinene og tænkte paa de lytkelige Par, som hun saa ofte mødte paa Gaden, og hun tænkte paa, hvor yndigt det maatte være at vandre gjennem Livet med en vis høi, slank, blond Mand med et Ansigt saa venligt og godt {{. . .|4}} <section end="2"/> <section begin="3"/>{{c|III.}} Næsten i samme Øieblik aabnedes Vinduet ligeoverfor. Der fandtes hverken Fugle eller Blomster; André Duval – saaledes hed den unge Mand – gik tidlig om Morgenen til den store Forretning, hvor han arbeidede, og vendte først sent om Aftenen tilbage til sit Logis. Den unge Mand bøiede sig ud af det aabne Vindu og stirrede længe paa Vinduet tvers over Gaden. Hver Aften naar han kom hjem, pleiede_han, før han tændte Lampen, med bankende Hjerte at gaa hen til Vinduet. En vemodig Følelse betog ham ved Synet af hans lille Gjenboerske og bragte hans Hjerte til at svulme. Hun trak sig altid tilbage, saa snart hun mærkede, at han betragtede hende. <section end="3"/> <section begin="4"/>{{c|IV.}} «Madame Bourdet!» «Til Tjeneste, Hr. Duval!» «Det er noget, jeg gjerne ønskede at vide.» «Er det noget, jeg kan give Dem Besked om, saa skal det være mig en Fornøielse.» Den unge Mand var gaaet ind til Portnerkonen under Paaskud af at spørge efter et Brev. Han fortsatte: «De maa virkelig undskylde, Madam Bourdet; men det var min lille Gjenboerske, De ved nok hun, som har et Fuglebur og Blomster i Vinduet.» Portnerkonen lo hemmelighedsfuldt. «Hr. Duval er maaske forelsket; men da sukker De forgjæves, kan jeg fortælle Dem! Hendes Hjerte er allerede optaget. «Hvad stiger De! Er hendes Hjerte optaget?» «Ja, jeg tror det . . . Frøken Margot kom en Aften ind til mig. Jeg spøgte med hende og sagde, at hun tænkte vel ikke paa at gaa ugift alle sine Dage. Der boede en Kunstner her, som gjorde flere Forsøg at nærme sig hende. Men hun undgik ham stadig, og da jeg talte til hende om ham, afbrød hun mig pludselig og sagde: «Madame Bourdet, tal ikke mere om den Ting. Mit Hjerte er ikke længere frit.» «Aa,» sagde André og blev aldeles bleg. «Jeg siger Dem saa mange Tak, Madame Bourdet.» Og dermed gik ham. <section end="4"/> <section begin="5"/>{{c|V.}} «Skal De ogsaa flytte Frøken Margot?» «Jeg er nødt til det, Madame Bourdet. Jeg har netop faaet en god Plads i en Forretning paa vestre Seinebred og maa derfor flytte nærmere.» «Ja, jeg forstaar. Men kjedeligt er det, at alle mine bedste Leieboere forlader mig. Nu er ogsaa Deres Nabo, Hr. Duval, en rigtig brav og alvorlig ung Mand, flyttet. Han syntes godt om Logiet, men {{. . .|2}} ja, naar jeg skal være ganske oprigtig, Frøken Margot, saa var det nok for Deres Skyld! {{. . .}} Ja, det var det virkelig! En Dag spurgte han mig ud om Dem {{. . .}}» «Har han talt med Dem om mig?» Den unge Piges Kinder blev purpurrøde. «Javist, han var meget interesseret, skjønt han forsøgte at skjule det. Jeg tror næsten han er forelsket i Dem.» «Og hvad sagde De, Madame Bourdet?» «Alt, hvad jeg vidste, at De var en bra og sød, ung Pige, og at alle høiagtede Dem.» «Var det alt?» «Ja, saa sagde jeg ham, at han<section end="5"/><noinclude><references/></noinclude> 9hkr0cfvp8zvgq5ekp7d6wq2p8ipo26 321655 321641 2026-05-20T23:40:15Z Øystein Tvede 3938 321655 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude><section begin="0"/>{{c|{{x-større|Ung Kjærlighed}} Af {{stor|Paul Bourget}}}} <section end="0"/> <section begin="1"/>{{c|I.}} Da Margot ikke længer kunde se at læse, lagde hun Bogen sammen og saa ud af Vinduet. Slyngplanter i store Jernpotter stod i Vindueskarmen og dannede en Ramme om den unge Kvinde. Paa Væggen ved Siden af hang et Bur, hvori to Kanarifugle sad og sov. Den unge Pige lukkede sine sorgfulde Øine og hengav sig til sine Drømme. Hun mindedes de lykkelige Dage, da hendes kjære, gamle Moder endnu levede og boede sammen med hende paa det lille Kammer i sjette Etage. Og da saa den gamle Stakkar en klar Augustnat døde, følte Margot for første Gang, hvad en stor Sorg vil sige. Margot var den Gang tyve Aar. To Vintre var henrundne siden. Margot havde ikke forladt sin Bolig i sjette Etage. Der arbeidede hun Dag ud og Dag ind, gik kun ud for at hente nyt Arbeide eller for at aflevere det, som var færdigt. Naar hun havde spist til Aftens, gik hun hen til Vinduet, talte med sine smaa Fugle en liden Stund og hensank derpaa i Betragtning af Himmelen, hvor Stjernerne tindrer som Hilsener fra Sjælenes Land. <section end="1"/> <section begin="2"/>{{c|II.}} Hvorfor var hun saa forvirret denne Aften? Hvorfor sukkede hun saa tungt og beklemt? Fordi en ny Følelse holdt sit Indtog i hendes Hjerte – – lige siden hun første Gang blev var, at der i Værelset {{antikva|vis a vis}} hendes boede en ung Mand med et mildt, drømmende Ansigt, som hver Aften betragtede hende bag Gardinerne, hvor han stod skjult. Det var en herlig Nat, fuld af berusende Duft af Haver og Parkanlæg oppe ved Meudon og Belleville. Den dumpe Støi fra Boulevarderne trængte frem som Bølgerne fra et fjernt Hav. Margot lukkede Øinene og tænkte paa de lytkelige Par, som hun saa ofte mødte paa Gaden, og hun tænkte paa, hvor yndigt det maatte være at vandre gjennem Livet med en vis høi, slank, blond Mand med et Ansigt saa venligt og godt {{. . .|4}} <section end="2"/> <section begin="3"/>{{c|III.}} Næsten i samme Øieblik aabnedes Vinduet ligeoverfor. Der fandtes hverken Fugle eller Blomster; André Duval – saaledes hed den unge Mand – gik tidlig om Morgenen til den store Forretning, hvor han arbeidede, og vendte først sent om Aftenen tilbage til sit Logis. Den unge Mand bøiede sig ud af det aabne Vindu og stirrede længe paa Vinduet tvers over Gaden. Hver Aften naar han kom hjem, pleiede_han, før han tændte Lampen, med bankende Hjerte at gaa hen til Vinduet. En vemodig Følelse betog ham ved Synet af hans lille Gjenboerske og bragte hans Hjerte til at svulme. Hun trak sig altid tilbage, saa snart hun mærkede, at han betragtede hende. <section end="3"/> <section begin="4"/>{{c|IV.}} «Madame Bourdet!» «Til Tjeneste, Hr. Duval!» «Det er noget, jeg gjerne ønskede at vide.» «Er det noget, jeg kan give Dem Besked om, saa skal det være mig en Fornøielse.» Den unge Mand var gaaet ind til Portnerkonen under Paaskud af at spørge efter et Brev. Han fortsatte: «De maa virkelig undskylde, Madam Bourdet; men det var min lille Gjenboerske, De ved nok hun, som har et Fuglebur og Blomster i Vinduet.» Portnerkonen lo hemmelighedsfuldt. «Hr. Duval er maaske forelsket; men da sukker De forgjæves, kan jeg fortælle Dem! Hendes Hjerte er allerede optaget. «Hvad stiger De! Er hendes Hjerte optaget?» «Ja, jeg tror det . . . Frøken Margot kom en Aften ind til mig. Jeg spøgte med hende og sagde, at hun tænkte vel ikke paa at gaa ugift alle sine Dage. Der boede en Kunstner her, som gjorde flere Forsøg at nærme sig hende. Men hun undgik ham stadig, og da jeg talte til hende om ham, afbrød hun mig pludselig og sagde: «Madame Bourdet, tal ikke mere om den Ting. Mit Hjerte er ikke længere frit.» «Aa,» sagde André og blev aldeles bleg. «Jeg siger Dem saa mange Tak, Madame Bourdet.» Og dermed gik ham. <section end="4"/> <section begin="5"/>{{c|V.}} «Skal De ogsaa flytte Frøken Margot?» «Jeg er nødt til det, Madame Bourdet. Jeg har netop faaet en god Plads i en Forretning paa vestre Seinebred og maa derfor flytte nærmere.» «Ja, jeg forstaar. Men kjedeligt er det, at alle mine bedste Leieboere forlader mig. Nu er ogsaa Deres Nabo, Hr. Duval, en rigtig brav og alvorlig ung Mand, flyttet. Han syntes godt om Logiet, men {{. . .|2}} ja, naar jeg skal være ganske oprigtig, Frøken Margot, saa var det nok for Deres Skyld! {{. . .}} Ja, det var det virkelig! En Dag spurgte han mig ud om Dem {{. . .}}» «Har han talt med Dem om mig?» Den unge Piges Kinder blev purpurrøde. «Javist, han var meget interesseret, skjønt han forsøgte at skjule det. Jeg tror næsten han er forelsket i Dem.» «Og hvad sagde De, Madame Bourdet?» «Alt, hvad jeg vidste, at De var en bra og sød, ung Pige, og at alle høiagtede Dem.» «Var det alt?» «Ja, saa sagde jeg ham, at han<section end="5"/><noinclude><references/></noinclude> m6wq34irvktvwc5043ssrvpqzv8p04x 104 137429 321611 2026-05-20T22:32:22Z Øystein Tvede 3938 /* Korrekturlest */ 321611 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>intet havde at haabe, da De allerede havde bortgivet Deres Hjerte.» «Og hvad saa??» «Ja, saa takkede han; men jeg kunde se, at han tog sig det meget nær, stakkels Fyr – – –» «Ved De, hvor han bor?» «Javist. I Rue de Laroudon No. 60, bag Sulpice.» Den unge Pige var blevet me get bleg. Hendes store Øine saa saa sørgmodige ud, og da en i det samme aabnede Døren, sagde hun Farvel og skyndte sig til sit lille Værelse. V1. Det var om Afstenen. André Duval var mere end almindelig ned stemt, da han kom ind i sin nye Bolig. Han overraskedes ved at se et Lysskjær derinde. Det kom fra Vinduet ligeoverfor, hvor ingen før havde boet. En ny Leieboer maatte være kommet i Løbet af Dagen. Nysgjerrig nærmede han sig Vin duet og trak Gardinet tilside. Han havde nær sat i et Skrig. Han saa, at Vinduet lige overfor ham var omgivet af samme Slags Slyngplanter som hos hans forrige Gjenbo, og i denne Ramme saa han et ikke mindre velkjendt Ansigt. Var han, uden at vide det, vendt tilbage til sit gamle Logis i Rue Lepice, hvor han før havde drømt saa smukke Drømme ? Eller var den unge Pige der over maaske en anden? Han maatte have Vished... VII. Han skyndte fig ned og saa op igjen ad den anden Trappe. Hans Hjerte slog som det skulde sprænges, da han traadte ind i hendes Værelse. «Er det Dem, er det virkelig Dem ?» udbrød han. «Ja, det er mig.» «Hvilket besynderligt Tilfælde!» «Ja, Hr. Andrs. Tilfældet spil ler os mangt et Puds... Men sig mig, hvorfor flyttede De fra Rue Lepice ?» «Fordi, fordi... Han vovede ikke at sige, hvad han mente, men rødmede som en Skoleguti. «Var det, fordi man talte ondt om mig ?» «Aa, Frøken !» «Har man ikke fortalt Dem, at mit Hjerte ikke var frit ?» «IJv, det har man.» «Nuvel, saa vil jeg sige Dem Sandheden; jeg har aldrig været for elsket i nogen, det sværger jeg paa. Da jeg sa det til Bourdet, var det for at blive kvit den Maler, som var saa generende.» «De er altsaa fri ?» «Jens er fri, det vil sige...» «Detvil sige ?» e Han havde taget hendes Haand og ventede, at hun skulde fortsætte; men da hun taug, bøiede han sig ned til hende og sagde med lav, skjæl vende Stemme: «Margot, jeg elsker dig. Vil du blive min Hustru ?» «Andrs!» stammede hun, «det var jo dig, jeg ventede paa!» {{---}}<noinclude><references/></noinclude> 4jsq4p4zj3slbunojohccptfd6218dk 321613 321611 2026-05-20T22:44:11Z Øystein Tvede 3938 321613 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>intet havde at haabe, da De allerede havde bortgivet Deres Hjerte.» «Og hvad saa??» «Ja, saa takkede han; men jeg kunde se, at han tog sig det meget nær, stakkels Fyr – – –» «Ved De, hvor han bor?» «Javist. I Rue de Laroudon No. 60, bag Sulpice.» Den unge Pige var blevet me get bleg. Hendes store Øine saa saa sørgmodige ud, og da en i det samme aabnede Døren, sagde hun Farvel og skyndte sig til sit lille Værelse. {{c|V1.}} Det var om Afstenen. André Duval var mere end almindelig ned stemt, da han kom ind i sin nye Bolig. Han overraskedes ved at se et Lysskjær derinde. Det kom fra Vinduet ligeoverfor, hvor ingen før havde boet. En ny Leieboer maatte være kommet i Løbet af Dagen. Nysgjerrig nærmede han sig Vin duet og trak Gardinet tilside. Han havde nær sat i et Skrig. Han saa, at Vinduet lige overfor ham var omgivet af samme Slags Slyngplanter som hos hans forrige Gjenbo, og i denne Ramme saa han et ikke mindre velkjendt Ansigt. Var han, uden at vide det, vendt tilbage til sit gamle Logis i Rue Lepice, hvor han før havde drømt saa smukke Drømme ? Eller var den unge Pige der over maaske en anden? Han maatte have Vished... {{c|VII.}} Han skyndte fig ned og saa op igjen ad den anden Trappe. Hans Hjerte slog som det skulde sprænges, da han traadte ind i hendes Værelse. «Er det Dem, er det virkelig Dem ?» udbrød han. «Ja, det er mig.» «Hvilket besynderligt Tilfælde!» «Ja, Hr. Andrs. Tilfældet spil ler os mangt et Puds... Men sig mig, hvorfor flyttede De fra Rue Lepice ?» «Fordi, fordi... Han vovede ikke at sige, hvad han mente, men rødmede som en Skoleguti. «Var det, fordi man talte ondt om mig ?» «Aa, Frøken !» «Har man ikke fortalt Dem, at mit Hjerte ikke var frit ?» «IJv, det har man.» «Nuvel, saa vil jeg sige Dem Sandheden; jeg har aldrig været for elsket i nogen, det sværger jeg paa. Da jeg sa det til Bourdet, var det for at blive kvit den Maler, som var saa generende.» «De er altsaa fri ?» «Jens er fri, det vil sige...» «Detvil sige ?» e Han havde taget hendes Haand og ventede, at hun skulde fortsætte; men da hun taug, bøiede han sig ned til hende og sagde med lav, skjæl vende Stemme: «Margot, jeg elsker dig. Vil du blive min Hustru ?» «Andrs!» stammede hun, «det var jo dig, jeg ventede paa!» {{---}}<noinclude><references/></noinclude> 5wnjqexmyt4d9ev1vz2i2jl6csje2cf 321617 321613 2026-05-20T22:50:53Z Øystein Tvede 3938 321617 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>intet havde at haabe, da De allerede havde bortgivet Deres Hjerte.» «Og hvad saa??» «Ja, saa takkede han; men jeg kunde se, at han tog sig det meget nær, stakkels Fyr – – –» «Ved De, hvor han bor?» «Javist. I Rue de Laroudon No. 60, bag Sulpice.» Den unge Pige var blevet me get bleg. Hendes store Øine saa saa sørgmodige ud, og da en i det samme aabnede Døren, sagde hun Farvel og skyndte sig til sit lille Værelse. <section begin="6"/>{{c|V1.}} Det var om Afstenen. André Duval var mere end almindelig ned stemt, da han kom ind i sin nye Bolig. Han overraskedes ved at se et Lysskjær derinde. Det kom fra Vinduet ligeoverfor, hvor ingen før havde boet. En ny Leieboer maatte være kommet i Løbet af Dagen. Nysgjerrig nærmede han sig Vin duet og trak Gardinet tilside. Han havde nær sat i et Skrig. Han saa, at Vinduet lige overfor ham var omgivet af samme Slags Slyngplanter som hos hans forrige Gjenbo, og i denne Ramme saa han et ikke mindre velkjendt Ansigt. Var han, uden at vide det, vendt tilbage til sit gamle Logis i Rue Lepice, hvor han før havde drømt saa smukke Drømme ? Eller var den unge Pige der over maaske en anden? Han maatte have Vished... <section end="6"/> <section begin="7"/>{{c|VII.}} Han skyndte fig ned og saa op igjen ad den anden Trappe. Hans Hjerte slog som det skulde sprænges, da han traadte ind i hendes Værelse. «Er det Dem, er det virkelig Dem ?» udbrød han. «Ja, det er mig.» «Hvilket besynderligt Tilfælde!» «Ja, Hr. Andrs. Tilfældet spil ler os mangt et Puds... Men sig mig, hvorfor flyttede De fra Rue Lepice ?» «Fordi, fordi... Han vovede ikke at sige, hvad han mente, men rødmede som en Skoleguti. «Var det, fordi man talte ondt om mig ?» «Aa, Frøken !» «Har man ikke fortalt Dem, at mit Hjerte ikke var frit ?» «IJv, det har man.» «Nuvel, saa vil jeg sige Dem Sandheden; jeg har aldrig været for elsket i nogen, det sværger jeg paa. Da jeg sa det til Bourdet, var det for at blive kvit den Maler, som var saa generende.» «De er altsaa fri ?» «Jens er fri, det vil sige...» «Detvil sige ?» e Han havde taget hendes Haand og ventede, at hun skulde fortsætte; men da hun taug, bøiede han sig ned til hende og sagde med lav, skjæl vende Stemme: «Margot, jeg elsker dig. Vil du blive min Hustru ?» «Andrs!» stammede hun, «det var jo dig, jeg ventede paa!» {{---}} <section end="7"/><noinclude><references/></noinclude> hesuy66i9xjsxuvzdzaj92nttfcttwu 321627 321617 2026-05-20T23:02:15Z Øystein Tvede 3938 321627 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude><section begin="5a"/>intet havde at haabe, da De allerede havde bortgivet Deres Hjerte.» «Og hvad saa??» «Ja, saa takkede han; men jeg kunde se, at han tog sig det meget nær, stakkels Fyr – – –» «Ved De, hvor han bor?» «Javist. I Rue de Laroudon No. 60, bag Sulpice.» Den unge Pige var blevet me get bleg. Hendes store Øine saa saa sørgmodige ud, og da en i det samme aabnede Døren, sagde hun Farvel og skyndte sig til sit lille Værelse. <section end="5a"/> <section begin="6"/>{{c|V1.}} Det var om Afstenen. André Duval var mere end almindelig ned stemt, da han kom ind i sin nye Bolig. Han overraskedes ved at se et Lysskjær derinde. Det kom fra Vinduet ligeoverfor, hvor ingen før havde boet. En ny Leieboer maatte være kommet i Løbet af Dagen. Nysgjerrig nærmede han sig Vin duet og trak Gardinet tilside. Han havde nær sat i et Skrig. Han saa, at Vinduet lige overfor ham var omgivet af samme Slags Slyngplanter som hos hans forrige Gjenbo, og i denne Ramme saa han et ikke mindre velkjendt Ansigt. Var han, uden at vide det, vendt tilbage til sit gamle Logis i Rue Lepice, hvor han før havde drømt saa smukke Drømme ? Eller var den unge Pige der over maaske en anden? Han maatte have Vished... <section end="6"/> <section begin="7"/>{{c|VII.}} Han skyndte fig ned og saa op igjen ad den anden Trappe. Hans Hjerte slog som det skulde sprænges, da han traadte ind i hendes Værelse. «Er det Dem, er det virkelig Dem ?» udbrød han. «Ja, det er mig.» «Hvilket besynderligt Tilfælde!» «Ja, Hr. Andrs. Tilfældet spil ler os mangt et Puds... Men sig mig, hvorfor flyttede De fra Rue Lepice ?» «Fordi, fordi... Han vovede ikke at sige, hvad han mente, men rødmede som en Skoleguti. «Var det, fordi man talte ondt om mig ?» «Aa, Frøken !» «Har man ikke fortalt Dem, at mit Hjerte ikke var frit ?» «IJv, det har man.» «Nuvel, saa vil jeg sige Dem Sandheden; jeg har aldrig været for elsket i nogen, det sværger jeg paa. Da jeg sa det til Bourdet, var det for at blive kvit den Maler, som var saa generende.» «De er altsaa fri ?» «Jens er fri, det vil sige...» «Detvil sige ?» e Han havde taget hendes Haand og ventede, at hun skulde fortsætte; men da hun taug, bøiede han sig ned til hende og sagde med lav, skjæl vende Stemme: «Margot, jeg elsker dig. Vil du blive min Hustru ?» «Andrs!» stammede hun, «det var jo dig, jeg ventede paa!» {{---}} <section end="7"/><noinclude><references/></noinclude> mklc8es1udrwofrn76owauwmp2sg6il 321630 321627 2026-05-20T23:03:42Z Øystein Tvede 3938 321630 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude><section begin="5a"/>intet havde at haabe, da De allerede havde bortgivet Deres Hjerte.» «Og hvad saa??» «Ja, saa takkede han; men jeg kunde se, at han tog sig det meget nær, stakkels Fyr – – –» «Ved De, hvor han bor?» «Javist. I Rue de Laroudon No. 60, bag Sulpice.» Den unge Pige var blevet me get bleg. Hendes store Øine saa saa sørgmodige ud, og da en i det samme aabnede Døren, sagde hun Farvel og skyndte sig til sit lille Værelse. <section end="5a"/> <section begin="6"/>{{c|VI.}} Det var om Aftenen. André Duval var mere end almindelig ned stemt, da han kom ind i sin nye Bolig. Han overraskedes ved at se et Lysskjær derinde. Det kom fra Vinduet ligeoverfor, hvor ingen før havde boet. En ny Leieboer maatte være kommet i Løbet af Dagen. Nysgjerrig nærmede han sig Vin duet og trak Gardinet tilside. Han havde nær sat i et Skrig. Han saa, at Vinduet lige overfor ham var omgivet af samme Slags Slyngplanter som hos hans forrige Gjenbo, og i denne Ramme saa han et ikke mindre velkjendt Ansigt. Var han, uden at vide det, vendt tilbage til sit gamle Logis i Rue Lepice, hvor han før havde drømt saa smukke Drømme ? Eller var den unge Pige der over maaske en anden? Han maatte have Vished... <section end="6"/> <section begin="7"/>{{c|VII.}} Han skyndte fig ned og saa op igjen ad den anden Trappe. Hans Hjerte slog som det skulde sprænges, da han traadte ind i hendes Værelse. «Er det Dem, er det virkelig Dem ?» udbrød han. «Ja, det er mig.» «Hvilket besynderligt Tilfælde!» «Ja, Hr. Andrs. Tilfældet spil ler os mangt et Puds... Men sig mig, hvorfor flyttede De fra Rue Lepice ?» «Fordi, fordi... Han vovede ikke at sige, hvad han mente, men rødmede som en Skoleguti. «Var det, fordi man talte ondt om mig ?» «Aa, Frøken !» «Har man ikke fortalt Dem, at mit Hjerte ikke var frit ?» «IJv, det har man.» «Nuvel, saa vil jeg sige Dem Sandheden; jeg har aldrig været for elsket i nogen, det sværger jeg paa. Da jeg sa det til Bourdet, var det for at blive kvit den Maler, som var saa generende.» «De er altsaa fri ?» «Jens er fri, det vil sige...» «Detvil sige ?» e Han havde taget hendes Haand og ventede, at hun skulde fortsætte; men da hun taug, bøiede han sig ned til hende og sagde med lav, skjæl vende Stemme: «Margot, jeg elsker dig. Vil du blive min Hustru ?» «Andrs!» stammede hun, «det var jo dig, jeg ventede paa!» {{---}} <section end="7"/><noinclude><references/></noinclude> 2ck7wuqfzl8ud61dzsu2gtfmzia523t 321642 321630 2026-05-20T23:24:14Z Øystein Tvede 3938 321642 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude><section begin="5a"/>intet havde at haabe, da De allerede havde bortgivet Deres Hjerte.» «Og hvad saa?» «Ja, saa takkede han; men jeg kunde se, at han tog sig det meget nær, stakkels Fyr – – –» «Ved De, hvor han bor?» «Javist. I Rue de Laroudon No. 60, bag Sulpice.» Den unge Pige var blevet meget bleg. Hendes store Øine saa saa sørgmodige ud, og da en i det samme aabnede Døren, sagde hun Farvel og skyndte sig til sit lille Værelse. <section end="5a"/> <section begin="6"/>{{c|VI.}} Det var om Aftenen. André Duval var mere end almindelig nedstemt, da han kom ind i sin nye Bolig. Han overraskedes ved at se et Lysskjær derinde. Det kom fra Vinduet ligeoverfor, hvor ingen før havde boet. En ny Leieboer maatte være kommet i Løbet af Dagen. Nysgjerrig nærmede han sig Vinduet og trak Gardinet tilside. Han havde nær sat i et Skrig. Han saa, at Vinduet lige overfor ham var omgivet af samme Slags Slyngplanter som hos hans forrige Gjenbo, og i denne Ramme saa han et ikke mindre velkjendt Ansigt. Var han, uden at vide det, vendt tilbage til sit gamle Logis i Rue Lepice, hvor han før havde drømt saa smukke Drømme? Eller var den unge Pige der over maaske en anden? Han maatte have Vished {{. . .}} <section end="6"/> <section begin="7"/>{{c|VII.}} Han skyndte sig ned og saa op igjen ad den anden Trappe. Hans Hjerte slog som det skulde sprænges, da han traadte ind i hendes Værelse. «Er det Dem, er det virkelig Dem?» udbrød han. «Ja, det er mig.» «Hvilket besynderligt Tilfælde!» «Ja, Hr. Andrs. Tilfældet spiller os mangt et Puds {{. . .}} Men sig mig, hvorfor flyttede De fra Rue Lepice?» «Fordi, fordi {{. . .}}» Han vovede ikke at sige, hvad han mente, men rødmede som en Skolegut. «Var det, fordi man talte ondt om mig ?» «Aa, Frøken!» «Har man ikke fortalt Dem, at mit Hjerte ikke var frit?» «Jo, det har man.» «Nuvel, saa vil jeg sige Dem Sandheden; jeg har aldrig været forelsket i nogen, det sværger jeg paa. Da jeg sa det til Bourdet, var det for at blive kvit den Maler, som var saa generende.» «De er altsaa fri?» «Jeg er fri, det vil sige . . .» «Det vil sige?» Han havde taget hendes Haand og ventede, at hun skulde fortsætte; men da hun taug, bøiede han sig ned til hende og sagde med lav, skjælvende Stemme: «Margot, jeg elsker dig. Vil du blive min Hustru ?» «André!» stammede hun, «det var jo dig, jeg ventede paa!» {{---}} <section end="7"/><noinclude><references/></noinclude> iz1rtdc28zcv16lf3s6o1zaltz9zqvz 0 137430 321615 2026-05-20T22:48:47Z Øystein Tvede 3938 Ny side: <pages index="Bourget Ung.pdf" from=1 to=2 header=1 /> 321615 wikitext text/x-wiki <pages index="Bourget Ung.pdf" from=1 to=2 header=1 /> r4otcx5lxknm3ldgjldua1h2rt3ea44 321618 321615 2026-05-20T22:54:33Z Øystein Tvede 3938 321618 wikitext text/x-wiki <pages index="Bourget Ung.pdf" from=1 to=2 header=1 /> {{AuxTOC| * [[Ung Kjærlighed/01|1]] [[Ung Kjærlighed/02|2]] [[Ung Kjærlighed/03|3]] [[Ung Kjærlighed/04|4]] [[Ung Kjærlighed/05|5]] [[Ung Kjærlighed/06|6]] [[Ung Kjærlighed/07|7]]}} kf6vcsogjhf80jvw727udoc8r4z1odh 321620 321618 2026-05-20T22:57:09Z Øystein Tvede 3938 321620 wikitext text/x-wiki <pages index="Bourget Ung.pdf" from=1 to=1 fromsection=0 tosection=0 header=1 /> {{AuxTOC| * [[Ung Kjærlighed/01|1]] [[Ung Kjærlighed/02|2]] [[Ung Kjærlighed/03|3]] [[Ung Kjærlighed/04|4]] [[Ung Kjærlighed/05|5]] [[Ung Kjærlighed/06|6]] [[Ung Kjærlighed/07|7]]}} sdmd0i4gqj9mf1j59zo66mmrarjhm5k 321622 321620 2026-05-20T22:58:56Z Øystein Tvede 3938 321622 wikitext text/x-wiki <pages index="Bourget Ung.pdf" from=1 to=1 fromsection=0 tosection=0 header=1 /> {{AuxTOC| * [[Ung Kjærlighed/01|I]] [[Ung Kjærlighed/02|II]] [[Ung Kjærlighed/03|III]] [[Ung Kjærlighed/04|IV]] [[Ung Kjærlighed/05|V]] [[Ung Kjærlighed/06|VI]] [[Ung Kjærlighed/07|VII]]}} q7rpjrfpd0gg5mpfpylzq8f453dq5yt 321632 321622 2026-05-20T23:06:28Z Øystein Tvede 3938 321632 wikitext text/x-wiki <pages index="Bourget Ung.pdf" from=1 to=1 fromsection=0 tosection=0 displayed_from=- displayed_to=- header=1 /> {{c|{{AuxTOC| [[Ung Kjærlighed/01|I]] [[Ung Kjærlighed/02|II]] [[Ung Kjærlighed/03|III]] [[Ung Kjærlighed/04|IV]] [[Ung Kjærlighed/05|V]] [[Ung Kjærlighed/06|VI]] [[Ung Kjærlighed/07|VII]]}}}} otxwmrofem9qzaxxvn4f6urwikjyn2q 321645 321632 2026-05-20T23:31:29Z Øystein Tvede 3938 321645 wikitext text/x-wiki <pages index="Bourget Ung.pdf" next="[[Ung Kjærlighed/01|I]]" from=1 to=1 fromsection=0 tosection=0 displayed_from=- displayed_to=- header=1 /> {{c|{{AuxTOC| [[Ung Kjærlighed/01|I]] [[Ung Kjærlighed/02|II]] [[Ung Kjærlighed/03|III]] [[Ung Kjærlighed/04|IV]] [[Ung Kjærlighed/05|V]] [[Ung Kjærlighed/06|VI]] [[Ung Kjærlighed/07|VII]]}}}} 4tpbvle29xyceseunlehcel9y3qfrd5 0 137431 321621 2026-05-20T22:57:39Z Øystein Tvede 3938 Ny side: <pages index="Bourget Ung.pdf" from=1 to=1 fromsection=1 tosection=1 header=1 /> 321621 wikitext text/x-wiki <pages index="Bourget Ung.pdf" from=1 to=1 fromsection=1 tosection=1 header=1 /> l14qrntxavy95ywmzp7mjm6qf7w6cxw 321633 321621 2026-05-20T23:06:56Z Øystein Tvede 3938 321633 wikitext text/x-wiki <pages index="Bourget Ung.pdf" from=1 to=1 fromsection=1 tosection=1 displayed_from=- displayed_to=- header=1 /> jx5vdguqtq17cttgoi12uv7vuu5pmxx 321648 321633 2026-05-20T23:37:12Z Øystein Tvede 3938 321648 wikitext text/x-wiki <pages index="Bourget Ung.pdf" next="[[Ung Kjærlighed/02|II]]" from=1 to=1 fromsection=1 tosection=1 displayed_from=- displayed_to=- header=1 /> 9jdzbouys0yo9mnii8r5o7mwrtok8cb 0 137432 321623 2026-05-20T22:59:41Z Øystein Tvede 3938 Ny side: <pages index="Bourget Ung.pdf" from=1 to=1 fromsection=2 tosection=2 header=1 /> 321623 wikitext text/x-wiki <pages index="Bourget Ung.pdf" from=1 to=1 fromsection=2 tosection=2 header=1 /> ry6mxmgh3aan3woi829rqliduczah2y 321634 321623 2026-05-20T23:07:17Z Øystein Tvede 3938 321634 wikitext text/x-wiki <pages index="Bourget Ung.pdf" from=1 to=1 fromsection=2 tosection=2 displayed_from=- displayed_to=- header=1 /> ae9mscoz2i5spawnre70mo71w0gh9ed 321649 321634 2026-05-20T23:37:39Z Øystein Tvede 3938 321649 wikitext text/x-wiki <pages index="Bourget Ung.pdf" next="[[Ung Kjærlighed/03|III]]" from=1 to=1 fromsection=2 tosection=2 displayed_from=- displayed_to=- header=1 /> tkp5675eslh43m1choacqjabs5zw0o3 0 137433 321624 2026-05-20T23:00:00Z Øystein Tvede 3938 Ny side: <pages index="Bourget Ung.pdf" from=1 to=1 fromsection=3 tosection=3 header=1 /> 321624 wikitext text/x-wiki <pages index="Bourget Ung.pdf" from=1 to=1 fromsection=3 tosection=3 header=1 /> lk7de3x57lyx48van48cax9y2ydci8e 321636 321624 2026-05-20T23:09:29Z Øystein Tvede 3938 321636 wikitext text/x-wiki <pages index="Bourget Ung.pdf" from=1 to=1 fromsection=3 tosection=3 displayed_from=- displayed_to=- header=1 /> 62gzokhxk3nk549y75lmvhh4pzz7m4d 321650 321636 2026-05-20T23:37:58Z Øystein Tvede 3938 321650 wikitext text/x-wiki <pages index="Bourget Ung.pdf" next="[[Ung Kjærlighed/04|IV]]" from=1 to=1 fromsection=3 tosection=3 displayed_from=- displayed_to=- header=1 /> 2ufzlhtymph86corsaliybi8ob0wwun 0 137434 321625 2026-05-20T23:00:16Z Øystein Tvede 3938 Ny side: <pages index="Bourget Ung.pdf" from=1 to=1 fromsection=4 tosection=4 header=1 /> 321625 wikitext text/x-wiki <pages index="Bourget Ung.pdf" from=1 to=1 fromsection=4 tosection=4 header=1 /> 7ol3mhh4kzb0ojbm7qy5ulffljkqc3h 321637 321625 2026-05-20T23:09:41Z Øystein Tvede 3938 321637 wikitext text/x-wiki <pages index="Bourget Ung.pdf" from=1 to=1 fromsection=4 tosection=4 displayed_from=- displayed_to=- header=1 /> 2pye5ih5ejci5yhoitwk92yi0jfzkyd 321651 321637 2026-05-20T23:38:17Z Øystein Tvede 3938 321651 wikitext text/x-wiki <pages index="Bourget Ung.pdf" next="[[Ung Kjærlighed/05|V]]" from=1 to=1 fromsection=4 tosection=4 displayed_from=- displayed_to=- header=1 /> qki9u5xymhb8qr1bk3vcxfl9viplhhs 0 137435 321626 2026-05-20T23:01:52Z Øystein Tvede 3938 Ny side: <pages index="Bourget Ung.pdf" from=1 to=2 fromsection=5 tosection=5a header=1 /> 321626 wikitext text/x-wiki <pages index="Bourget Ung.pdf" from=1 to=2 fromsection=5 tosection=5a header=1 /> ndsklu2v0peg5fiomc9hgedc4d7q060 321638 321626 2026-05-20T23:09:53Z Øystein Tvede 3938 321638 wikitext text/x-wiki <pages index="Bourget Ung.pdf" from=1 to=2 fromsection=5 tosection=5a displayed_from=- displayed_to=- header=1 /> rug9ko75nzb8v4xhkp1mncj3qf9wkai 321652 321638 2026-05-20T23:38:35Z Øystein Tvede 3938 321652 wikitext text/x-wiki <pages index="Bourget Ung.pdf" next="[[Ung Kjærlighed/06|IV]]" from=1 to=2 fromsection=5 tosection=5a displayed_from=- displayed_to=- header=1 /> 6iprmvoacmi56xif3035t0xiennxyc8 321653 321652 2026-05-20T23:38:53Z Øystein Tvede 3938 321653 wikitext text/x-wiki <pages index="Bourget Ung.pdf" next="[[Ung Kjærlighed/06|VI]]" from=1 to=2 fromsection=5 tosection=5a displayed_from=- displayed_to=- header=1 /> dt60r97oiv0ise2wq4mj8kp6lns2bho 0 137436 321628 2026-05-20T23:02:59Z Øystein Tvede 3938 Ny side: <pages index="Bourget Ung.pdf" from=6 to=6 fromsection=6 tosection=6 header=1 /> 321628 wikitext text/x-wiki <pages index="Bourget Ung.pdf" from=6 to=6 fromsection=6 tosection=6 header=1 /> o3enujkkld1a4hqmmpwzsy1ohc7glsi 321629 321628 2026-05-20T23:03:21Z Øystein Tvede 3938 321629 wikitext text/x-wiki <pages index="Bourget Ung.pdf" from=2 to=2 fromsection=6 tosection=6 header=1 /> 6k1bubhju6o5j797kywfmkk7uno33mg 321639 321629 2026-05-20T23:10:05Z Øystein Tvede 3938 321639 wikitext text/x-wiki <pages index="Bourget Ung.pdf" from=2 to=2 fromsection=6 tosection=6 displayed_from=- displayed_to=- header=1 /> a38itmab2zq54s4mzsx6j0xwdicoeqb 321654 321639 2026-05-20T23:39:11Z Øystein Tvede 3938 321654 wikitext text/x-wiki <pages index="Bourget Ung.pdf" next="[[Ung Kjærlighed/07|VII]]" from=2 to=2 fromsection=6 tosection=6 displayed_from=- displayed_to=- header=1 /> mbjlbcupmy8gbt017sbf8lu9w06i57v 0 137437 321631 2026-05-20T23:04:31Z Øystein Tvede 3938 Ny side: <pages index="Bourget Ung.pdf" from=2 to=2 fromsection=7 header=1 /> 321631 wikitext text/x-wiki <pages index="Bourget Ung.pdf" from=2 to=2 fromsection=7 header=1 /> 4movnousd16cwjh230jgyqkc0nmhahp 321640 321631 2026-05-20T23:10:18Z Øystein Tvede 3938 321640 wikitext text/x-wiki <pages index="Bourget Ung.pdf" from=2 to=2 fromsection=7 displayed_from=- displayed_to=- header=1 /> soklc0dbcmudn4lq0t4nyvppndnf3ma 102 137438 321656 2026-05-20T23:56:02Z Øystein Tvede 3938 Ny side: {{Forfatter}} 321656 wikitext text/x-wiki {{Forfatter}} 8tyxhbgcq09d26jafiddlofedz8dhmb 102 137439 321657 2026-05-20T23:59:03Z Øystein Tvede 3938 Ny side: {{Forfatter}} 321657 wikitext text/x-wiki {{Forfatter}} 8tyxhbgcq09d26jafiddlofedz8dhmb 102 137440 321658 2026-05-21T00:01:45Z Øystein Tvede 3938 Ny side: {{Forfatter}} 321658 wikitext text/x-wiki {{Forfatter}} 8tyxhbgcq09d26jafiddlofedz8dhmb 102 137441 321659 2026-05-21T00:46:43Z Øystein Tvede 3938 Ny side: {{Forfatter}} 321659 wikitext text/x-wiki {{Forfatter}} 8tyxhbgcq09d26jafiddlofedz8dhmb 102 137442 321660 2026-05-21T00:57:26Z Øystein Tvede 3938 Ny side: {{Forfatter}} 321660 wikitext text/x-wiki {{Forfatter}} 8tyxhbgcq09d26jafiddlofedz8dhmb