Wikikilden nowikisource https://no.wikisource.org/wiki/Wikikilden:Forside MediaWiki 1.47.0-wmf.16 first-letter Medium Spesial Diskusjon Bruker Brukerdiskusjon Wikikilden Wikikilden-diskusjon Fil Fildiskusjon MediaWiki MediaWiki-diskusjon Mal Maldiskusjon Hjelp Hjelpdiskusjon Kategori Kategoridiskusjon Forfatter Forfatterdiskusjon Side Sidediskusjon Indeks Indeksdiskusjon Undertekster Undertekstdiskusjon Modul Moduldiskusjon Arrangement Arrangementsdiskusjon 106 34994 331038 326343 2026-08-20T20:39:13Z Øystein Tvede 3938 331038 proofread-index text/x-wiki {{:MediaWiki:Proofreadpage_index_template |Type=book |Tittel=[[Sagn og Fortællinger af Oldtidens Historie for Skolen og Hjemmet. I: De østerlandske Folk og Hellenerne]] |Undertittel= |Bind=I |Forfatter={{forfatterl|John Utheim}} |Oversetter= |Utgiver= |Illustrator= |Forlag=Alb. Cammermeyer |Institusjon= |Sted=Christiania |Ar=1880 |Sorter=Sagn og Fortællinger af Oldtidens Historie |wikidata_item= |Kilde=djvu |Bilde=1 |Malform=NB |Fremgang=C |Sider=<pagelist 5=1 /> |Bindfortegnelse= |Sammendrag=[[De østerlandske Folk/01|1. Sagnet om Rhampsinits Skatkammer]] [[De østerlandske Folk/02|2. Sagnet om Phønix]] [[De østerlandske Folk/03|3. Psammetik. Neko og hans Foretagender]] [[De østerlandske Folk/04|4. Sagnet om Dido og Karthagos Anlæg]] [[De østerlandske Folk/05|5. Kaldæernes Sagn om den store Vandflom]] [[De østerlandske Folk/06|6. Sagnet om Sardanapal]] [[De østerlandske Folk/07|7. Dejokes. Kyaxares. Skythernes Indfald]] [[De østerlandske Folk/08|8. Kyros, det persiske Riges Stifter (55S— 529 f. Kr.)]] [[De østerlandske Folk/09|9. Sagnene om Kong Midas]] [[De østerlandske Folk/10|10. Krøsos, Lydiens sidste Konge (563—549 f. Kr.)]] [[De østerlandske Folk/11|11. Kambyses, Persernes Konge (529—522)]] [[De østerlandske Folk/12|12. Magernes Herredømme (522—521)]] [[De østerlandske Folk/13|13. Dareios, Hystaspes' Søn (521—485)]] [[Hellenerne/14|14. Sagnene om Prometheus og Deukalion]] [[Hellenerne/15|15. Sagnene om Io og Danaiderne]] [[Hellenerne/16|16. Sagnet om Perseus]] }} tsgigwtij5z9pal2fgwofaxpn8rnh77 331040 331038 2026-08-20T21:36:13Z Øystein Tvede 3938 331040 proofread-index text/x-wiki {{:MediaWiki:Proofreadpage_index_template |Type=book |Tittel=[[Sagn og Fortællinger af Oldtidens Historie for Skolen og Hjemmet. I: De østerlandske Folk og Hellenerne]] |Undertittel= |Bind=I |Forfatter={{forfatterl|John Utheim}} |Oversetter= |Utgiver= |Illustrator= |Forlag=Alb. Cammermeyer |Institusjon= |Sted=Christiania |Ar=1880 |Sorter=Sagn og Fortællinger af Oldtidens Historie |wikidata_item= |Kilde=djvu |Bilde=1 |Malform=NB |Fremgang=C |Sider=<pagelist 5=1 /> |Bindfortegnelse= |Sammendrag=[[De østerlandske Folk/01|1. Sagnet om Rhampsinits Skatkammer]] [[De østerlandske Folk/02|2. Sagnet om Phønix]] [[De østerlandske Folk/03|3. Psammetik. Neko og hans Foretagender]] [[De østerlandske Folk/04|4. Sagnet om Dido og Karthagos Anlæg]] [[De østerlandske Folk/05|5. Kaldæernes Sagn om den store Vandflom]] [[De østerlandske Folk/06|6. Sagnet om Sardanapal]] [[De østerlandske Folk/07|7. Dejokes. Kyaxares. Skythernes Indfald]] [[De østerlandske Folk/08|8. Kyros, det persiske Riges Stifter (55S— 529 f. Kr.)]] [[De østerlandske Folk/09|9. Sagnene om Kong Midas]] [[De østerlandske Folk/10|10. Krøsos, Lydiens sidste Konge (563—549 f. Kr.)]] [[De østerlandske Folk/11|11. Kambyses, Persernes Konge (529—522)]] [[De østerlandske Folk/12|12. Magernes Herredømme (522—521)]] [[De østerlandske Folk/13|13. Dareios, Hystaspes' Søn (521—485)]] [[Hellenerne/14|14. Sagnene om Prometheus og Deukalion]] [[Hellenerne/15|15. Sagnene om Io og Danaiderne]] [[Hellenerne/16|16. Sagnet om Perseus]] [[Hellenerne/16|16. Sagnet om Perseus]] [[Hellenerne/17|17. Sagnet om Sisyphos]] [[Hellenerne/18|18. Sagnet om Daphne]] [[Hellenerne/19|19. Sagnene om Herakles]] [[Hellenerne/20|20. Sagnene om Theseus]] [[Hellenerne/21|21. Sagnene om Kadmos og hans Slegt]] }} owm807joaeetutmds7dd4rfbd6kxlgi 331041 331040 2026-08-20T21:37:08Z Øystein Tvede 3938 331041 proofread-index text/x-wiki {{:MediaWiki:Proofreadpage_index_template |Type=book |Tittel=[[Sagn og Fortællinger af Oldtidens Historie for Skolen og Hjemmet. I: De østerlandske Folk og Hellenerne]] |Undertittel= |Bind=I |Forfatter={{forfatterl|John Utheim}} |Oversetter= |Utgiver= |Illustrator= |Forlag=Alb. Cammermeyer |Institusjon= |Sted=Christiania |Ar=1880 |Sorter=Sagn og Fortællinger af Oldtidens Historie |wikidata_item= |Kilde=djvu |Bilde=1 |Malform=NB |Fremgang=C |Sider=<pagelist 5=1 /> |Bindfortegnelse= |Sammendrag=[[De østerlandske Folk/01|1. Sagnet om Rhampsinits Skatkammer]] [[De østerlandske Folk/02|2. Sagnet om Phønix]] [[De østerlandske Folk/03|3. Psammetik. Neko og hans Foretagender]] [[De østerlandske Folk/04|4. Sagnet om Dido og Karthagos Anlæg]] [[De østerlandske Folk/05|5. Kaldæernes Sagn om den store Vandflom]] [[De østerlandske Folk/06|6. Sagnet om Sardanapal]] [[De østerlandske Folk/07|7. Dejokes. Kyaxares. Skythernes Indfald]] [[De østerlandske Folk/08|8. Kyros, det persiske Riges Stifter (55S— 529 f. Kr.)]] [[De østerlandske Folk/09|9. Sagnene om Kong Midas]] [[De østerlandske Folk/10|10. Krøsos, Lydiens sidste Konge (563—549 f. Kr.)]] [[De østerlandske Folk/11|11. Kambyses, Persernes Konge (529—522)]] [[De østerlandske Folk/12|12. Magernes Herredømme (522—521)]] [[De østerlandske Folk/13|13. Dareios, Hystaspes' Søn (521—485)]] [[Hellenerne/14|14. Sagnene om Prometheus og Deukalion]] [[Hellenerne/15|15. Sagnene om Io og Danaiderne]] [[Hellenerne/16|16. Sagnet om Perseus]] [[Hellenerne/17|17. Sagnet om Sisyphos]] [[Hellenerne/18|18. Sagnet om Daphne]] [[Hellenerne/19|19. Sagnene om Herakles]] [[Hellenerne/20|20. Sagnene om Theseus]] [[Hellenerne/21|21. Sagnene om Kadmos og hans Slegt]] }} 5e9a96euqpz6x2bxy948xiguly06aee 331052 331041 2026-08-20T22:08:56Z Øystein Tvede 3938 331052 proofread-index text/x-wiki {{:MediaWiki:Proofreadpage_index_template |Type=book |Tittel=[[Sagn og Fortællinger af Oldtidens Historie for Skolen og Hjemmet. I: De østerlandske Folk og Hellenerne]] |Undertittel= |Bind=I |Forfatter={{forfatterl|John Utheim}} |Oversetter= |Utgiver= |Illustrator= |Forlag=Alb. Cammermeyer |Institusjon= |Sted=Christiania |Ar=1880 |Sorter=Sagn og Fortællinger af Oldtidens Historie |wikidata_item= |Kilde=djvu |Bilde=1 |Malform=NB |Fremgang=C |Sider=<pagelist 5=1 /> |Bindfortegnelse= |Sammendrag=[[De østerlandske Folk/01|1. Sagnet om Rhampsinits Skatkammer]] [[De østerlandske Folk/02|2. Sagnet om Phønix]] [[De østerlandske Folk/03|3. Psammetik. Neko og hans Foretagender]] [[De østerlandske Folk/04|4. Sagnet om Dido og Karthagos Anlæg]] [[De østerlandske Folk/05|5. Kaldæernes Sagn om den store Vandflom]] [[De østerlandske Folk/06|6. Sagnet om Sardanapal]] [[De østerlandske Folk/07|7. Dejokes. Kyaxares. Skythernes Indfald]] [[De østerlandske Folk/08|8. Kyros, det persiske Riges Stifter (55S— 529 f. Kr.)]] [[De østerlandske Folk/09|9. Sagnene om Kong Midas]] [[De østerlandske Folk/10|10. Krøsos, Lydiens sidste Konge (563—549 f. Kr.)]] [[De østerlandske Folk/11|11. Kambyses, Persernes Konge (529—522)]] [[De østerlandske Folk/12|12. Magernes Herredømme (522—521)]] [[De østerlandske Folk/13|13. Dareios, Hystaspes' Søn (521—485)]] [[Hellenerne/14|14. Sagnene om Prometheus og Deukalion]] [[Hellenerne/15|15. Sagnene om Io og Danaiderne]] [[Hellenerne/16|16. Sagnet om Perseus]] [[Hellenerne/17|17. Sagnet om Sisyphos]] [[Hellenerne/18|18. Sagnet om Daphne]] [[Hellenerne/19|19. Sagnene om Herakles]] [[Hellenerne/20|20. Sagnene om Theseus]] [[Hellenerne/21|21. Sagnene om Kadmos og hans Slegt]] [[Hellenerne/22|22. Sagnet om Ødipus]] [[Hellenerne/23|23. De syv mod Theben]] [[Hellenerne/24|24. Sagnet om Iason og Argonautertoget]] [[Hellenerne/25|25. Sagnene om Tantalos, Pelops og Pelopiderne]] [[Hellenerne/26|26. Den troiske Krig. Iliaden]] }} ojpgk7j5a56wc18e27tpxcq9ji6io5p 104 138384 331039 330223 2026-08-20T21:34:52Z Øystein Tvede 3938 331039 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude> {{c|{{sp|Indholdsliste.}}}} {{--}} {{Uten innrykk|De østerlandske Folk.}} Side [[De østerlandske Folk/01|1. Sagnet om Rhampsinits Skatkammer]] i [[De østerlandske Folk/02|2. Sagnet om Phønix]] 4 [[De østerlandske Folk/03|3. Psammetik. Neko og hans Foretagender]] 4 [[De østerlandske Folk/04|4. Sagnet om Dido og Karthagos Anlæg]] 7 [[De østerlandske Folk/05|5. Kaldæernes Sagn om den store Vandflom]] 8 [[De østerlandske Folk/06|6. Sagnet om Sardanapal]] 10 [[De østerlandske Folk/07|7. Dejokes. Kyaxares. Skythernes Indfald]] 11 [[De østerlandske Folk/08|8. Kyros, det persiske Riges Stifter (55S— 529 f. Kr.)]] 14 [[De østerlandske Folk/09|9. Sagnene om Kong Midas]] 25 [[De østerlandske Folk/10|10. Krøsos, Lydiens sidste Konge (563—549 f. Kr.)]] 28 [[De østerlandske Folk/11|11. Kambyses, Persernes Konge (529—522)]] , 38 [[De østerlandske Folk/12|12. Magernes Herredømme (522—521)]] 51 [[De østerlandske Folk/13|13. Dareios, Hystaspes' Søn (521—485)]] 53 Hellenerne. [[Hellenerne/14|14. Sagnene om Prometheus og Deukalion]] 69 [[Hellenerne/15|15. Sagnene om Io og Danaiderne]] 71 [[Hellenerne/16|16. Sagnet om Perseus]] 72 [[Hellenerne/17|17. Sagnet om Sisyphos]] 76 [[Hellenerne/18|18. Sagnet om Daphne]] 77 [[Hellenerne/19|19. Sagnene om Herakles]] 80 [[Hellenerne/20|20. Sagnene om Theseus]] 98 [[Hellenerne/21|21. Sagnene om Kadmos og hans Slegt]] 102 22. Sagnet om Ødipus 105 23. De syv mod Theben 108 24. Sagnet om Iason og Argonautertoget 112 25. Sagnene om Tantalos, Pelops og Pelopiderne 116 26. Den troiske Krig. Iliaden 120<noinclude><references/></noinclude> b8pa3iesn41a0ijr11g13fp3ibtpg9m 331051 331039 2026-08-20T22:07:44Z Øystein Tvede 3938 331051 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude> {{c|{{sp|Indholdsliste.}}}} {{--}} {{Uten innrykk|De østerlandske Folk.}} Side [[De østerlandske Folk/01|1. Sagnet om Rhampsinits Skatkammer]] i [[De østerlandske Folk/02|2. Sagnet om Phønix]] 4 [[De østerlandske Folk/03|3. Psammetik. Neko og hans Foretagender]] 4 [[De østerlandske Folk/04|4. Sagnet om Dido og Karthagos Anlæg]] 7 [[De østerlandske Folk/05|5. Kaldæernes Sagn om den store Vandflom]] 8 [[De østerlandske Folk/06|6. Sagnet om Sardanapal]] 10 [[De østerlandske Folk/07|7. Dejokes. Kyaxares. Skythernes Indfald]] 11 [[De østerlandske Folk/08|8. Kyros, det persiske Riges Stifter (55S— 529 f. Kr.)]] 14 [[De østerlandske Folk/09|9. Sagnene om Kong Midas]] 25 [[De østerlandske Folk/10|10. Krøsos, Lydiens sidste Konge (563—549 f. Kr.)]] 28 [[De østerlandske Folk/11|11. Kambyses, Persernes Konge (529—522)]] 38 [[De østerlandske Folk/12|12. Magernes Herredømme (522—521)]] 51 [[De østerlandske Folk/13|13. Dareios, Hystaspes' Søn (521—485)]] 53 Hellenerne. [[Hellenerne/14|14. Sagnene om Prometheus og Deukalion]] 69 [[Hellenerne/15|15. Sagnene om Io og Danaiderne]] 71 [[Hellenerne/16|16. Sagnet om Perseus]] 72 [[Hellenerne/17|17. Sagnet om Sisyphos]] 76 [[Hellenerne/18|18. Sagnet om Daphne]] 77 [[Hellenerne/19|19. Sagnene om Herakles]] 80 [[Hellenerne/20|20. Sagnene om Theseus]] 98 [[Hellenerne/21|21. Sagnene om Kadmos og hans Slegt]] 102 [[Hellenerne/22|22. Sagnet om Ødipus]] 105 [[Hellenerne/23|23. De syv mod Theben]] 108 [[Hellenerne/24|24. Sagnet om Iason og Argonautertoget]] 112 [[Hellenerne/25|25. Sagnene om Tantalos, Pelops og Pelopiderne]] 116 [[Hellenerne/26|26. Den troiske Krig. Iliaden]] 120<noinclude><references/></noinclude> 4txpr9b2sg515wfm380bq1jl2ydn8hj 104 142605 331035 330251 2026-08-20T20:33:38Z Øystein Tvede 3938 331035 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude><section begin="1"/>Gelanor senere blev fordreven, fik Danaos hans Rige. Da kommer Ægyptos' femti Sønner og forlanger hans Døtre tilegte. Danaos lover dem dette, men giver hver af sine Døtre en Dolk, hvormed de skal myrde sine Egtefæller Brudenatten. Alle fulgte sin Faders Bud undtagen Hypermnestra, som reddede sin Brudgom Lynkeus, der efter Danaos' Død blev Konge i Argos. Til Straf for sin Forbrydelse maatte Danaiderne i Underverdenen bestandig øse Vand i et Kar uden Bund. {{---}} <section end="1"/> <section begin="2"/>{{c|{{stor|16. Sagnet om Perseus.}}}} {{--}} Lynkeus havde med Hypermnestra en Søn ved Navn Abas; dennes Søn var igjen Akrisios, hvis Datter {{sp|Dana|e}} af Faderen blev indesluttet i et Kobberfengsel under Jorden, fordi Oraklet havde spaaet, at hans Dattersøn skulde dræbe ham. Zeus, der var indtagen af Danaes Skjønhed, trængte imidlertid ned til hende, idet han forvandlede sig til en Guldregn, der faldt i Danaes Skjød. Hun fødte Sønnen {{sp|Perseu|s}}, der tilligemed sin Moder blev sat i en aaben Kasse ud paa Havet. Kassen dreves af Bølgerne hen til Øen Seriphos<ref>Seriphos er en af Kykladerne.</ref>, hvis Konge Polydektes egtede Danae og opdrog Perseus. Da denne var bleven voksen, vilde hans Stedfader skaffe ham afveien og sendte <section end="2"/><noinclude><references/></noinclude> 8sfpgrsvbt2jr2ei96ld8800xlb139p 104 142609 331037 330266 2026-08-20T20:35:25Z Øystein Tvede 3938 331037 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude><section begin="1"/>midt paa sit Skjold. Medusahovedet paa Athenestatuerne var et Symbol paa den Evne til at slaa Fienderne med Skræk, som den »stadbeskyttende« Gudinde troedes at have. {{---}} <section end="1"/> <section begin="2"/>{{c|{{stor|17. Sagnet om Sisyphos.}}}} {{--}} Langt oppe i den graa Oldtid levede {{sp|Sisypho|s}}, efter Sagnet den første Hersker i {{sp|Korint|h}}. Han var det snedigste og mest havesyge af alle Mennesker, »Guderne lig i List og kloge Raad«. Ved sin Forslagenhed vandt han sig umaadelige Rigdomme. Men hans Havesyge og Misbruget af de Evner, han havde faaet, styrtede ham tilslut i Ulykken. Han var bleven Vidne til, hvorledes Zeus havde bortført Flodguden Asopos' Datter, den skjønne Ægina. Da hendes bedrøvede Fader kom til Korinth og søgte Raad og Bistand hos Sisyphos, forraadte denne, hvad Zeus havde gjort. Til Løn herfor lod Flodguden den vandrige Kilde Peirene fremsprudle paa Stadens Borg. Zeus straffede den egenkjærlige Forræder ved at sende Døden til ham, forat han skulde bringe ham ned til Underverdenen. Men Sisyphos merkede Dødens Komme, lurede ham op og bandt ham med sterke Baand. Da kom {{sp|Are|s}} (Mars), Krigens sterke Gud, løste Døden ud af dens Fængsel og førte Sisyphos ned til Skyggernes Rige. Men i Forveien havde Sisyphos paalagt sin Hustru ikke at begrave hans afsjælede Legeme, der var bleven tilbage paa Jorden, og <section end="2"/><noinclude><references/></noinclude> q7lth3cxtry6j275k8rl11rjxr0xyy6 104 142612 331043 330269 2026-08-20T21:49:13Z Øystein Tvede 3938 331043 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude><section begin="1"/>ikke at bringe det skyldige Dødningeoffer. Undladelsen af denne hellige Pligt vækker Hades' Vrede, og han lader sig besnakke af Sisyphos til at sende ham op til Oververdenen igjen, forat han kan straffe sin Hustru for den gudløse Forsømmelse og faa alt bragt i Orden. Saaledes undgik den kløgtige atter Dødens Magt; thi paa at vende tilbage igjen tænkte han ikke saa snart. Han hengav sig nu til det lystigste og mest udsvævende Liv. Men Herligheden varede ikke længe. Medens han en Dag sad i et lystigt Lag, stod Døden grinende foran ham og trak ham uden Bøn og Barmhjertighed ned til Skyggelandet. Til Straf for sine Forbrydelser er han dømt til at rulle en svær Stenblok fra Bunden af en Dal op paa Toppen af det Fjeld, der danner Dalens ene Side. Af alle Kræfter stræver han med dette og stemmer imod med Hænder og Fødder. Men naar han endelig engang har naaet Toppen, da ruller pludselig den lumske Sten halsstarrig ned i Dybet igjen, saa den plagede Mand, udmaset som han er, dryppende af Angstens og Arbeidets Sved og bedækket af Støv, paany maa begynde paa sit tunge Arbeide. {{---}} <section end="1"/> <section begin="2"/>{{c|{{sp|18. Sagnet om Daphne.}}}} {{--}} {{sp|Apollon|s}}<ref>Apollon er især Bueskydningens og Sangens og Musikens Gud.</ref> første Kjærlighed var {{sp|Daphn|e}}, Flodguden Peneios'<ref>Elven Peneios gaar gjennem Dalen Tempe i Thessalien. Ethvert Sted, en Elv, en Sø, en Dal, et Bjerg o. s. v., havde sin egen Guddom. </ref> skjønne Datter. Det var ikke Tilfældets Verk, <section end="2"/><noinclude><references/></noinclude> p6nohw7a7quq58f07nkh5yg2mbgp6ky 104 142619 331045 330309 2026-08-20T21:51:01Z Øystein Tvede 3938 331045 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude><section begin="1"/>eviggrønt Løv«. Saaledes talede den herlige Apollon. Men Laurbærtræet nikkede med sine friske Grene og syntes at bevæge sin Krone ligesom til Tegn paa Bifald. {{---}} <section end="1"/> <section begin="2"/>{{c|{{stor|19. Sagnene om Herakles.}}}} {{--}} Fra Perseus' guddommelige Slegt (Stykke 16) nedstammede Grækernes største og ædleste Nationalhelt, {{sp|Herakle|s}} (Hercules). Perseus' Søn Elektryon havde en Datter {{sp|Alkmen|e}}, som blev gift med sin Fætter Amphitryon, der egentlig var Konge i Tiryns, men som ved et ulykkeligt Tilfelde havde dræbt sin Farbroder og Svigerfader og derfor var bleven nødt til at flygte til Theben. Alkmenes Skjønhed havde vakt Zeus' Kjærlighed; han kom til hende i Amphitryons Skikkelse, og senere fødte Alkmene Tvillinger, af hvilke den ene, Herakles, var Zeus' Søn, den anden, Iphikles, Amphitryons Søn. Aldrig havde Hera været mere skinsyg paa sin Egteherre end denne Gang, og hun blev Herakles' bitreste Fiende, allerede før han endnu var født. Ligesom hun tidligere havde forfulgt Io og Perseus, saaledes forfulgte hun nu Alkmene og hendes Søn. Zeus havde svoret en hellig Ed, at den af Perseus' Efterkommere, som paa en bestemt Dag først saa Dagens Lys, skulde herske over den hele Helteslegt og i hele den Egn, hvor denne boede. Da Zeus aflagde dette Løfte, havde han tænkt paa Alkmenes Søn, som netop skulde fødes paa den nævnte Dag; men Hera, der <section end="2"/><noinclude><references/></noinclude> nfxl93nbcvoz7h45kfs4hvbwr6uolz2 104 142644 331048 330340 2026-08-20T21:57:19Z Øystein Tvede 3938 331048 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude><section begin="1"/>De to Venner steg ogsaa i Fællesskab ned i Underverdenen for at føre Demeters Datter {{sp|Persephon|e}} (Proserpina), som Hades havde røvet og gjort til sin Dronning, tilbage til den trøstesløse Moder. Men det lykkedes dem ikke, og de blev endogsaa selv holdte tilbage der, indtil Herakles hefriede dem, da han hentede Kerberos (Side 91). Efter sin Tilbagekomst til Athen finder Theseus Folket i Oprør mod sig og flygter til Øen Skyros, hvis Konge paa en svigagtig Maade dræber ham ved at styrte ham i Havet. I Aaret 469 f. Kr. førte Kimon hans Støv tilbage fra Skyros til Athen, og Athenerne opbyggede til hans Ære et prægtigt Tempel, {{sp|Theseio|n}}, hvis Ruiner man endnu kan se, og dyrkede ham som en Halvgud. {{---}} <section end="1"/> <section begin="2"/>{{c|{{stor|21. Sagnene om Kadmos og hans Slegt.}}}} {{--}} Merkelig er den tragiske Skjebne, som hviler over de fleste græske Helte, og som undertiden gjentager sig gjennem flere Slegtled. Følgerne af en Brøde, begaaet af Slegtens Stifter, hviler truende over hans Efterkommere; det er, som om Nemesis<ref>Nemesis er Ligevegtens Gudinde, Verdensordenens strenge Vogterske. Hemmelighedsfuldt griber dette dunkle Dobbeltvæsen ind i Menneskelivet snart straffende den brodefulde, naar han tror sig tryggest, snart mildt beskyttende Ulykkens skyldløse Se</ref> aldrig lod sig forsone, aldrig kunde glemme den begaaede Brøde. Men vi har i disse Træk kun at se et Udtryk for, hvor levende Tanken om en Verdensorden, der var grundet paa ubøielig Retferd, <section end="2"/><noinclude><references/></noinclude> sw31ebwj535yarbt00p83syksdsgpap 104 142647 331050 330339 2026-08-20T21:59:33Z Øystein Tvede 3938 331050 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude><section begin="1"/>Triumftog kjørte han i en Vogn forspændt med Tigre og Løver og ledsagedes af et stort Følge; til dette hørte blandt andre {{sp|Seilene|r}}, {{sp|Satyre|r}}, {{sp|Bakchante|r}} og {{sp|Mænade|r}}. En anden af Kadmos' Døtre var {{sp|In|o}}, der blev gift med Athamas; begge blev afsindige, i hvilken Tilstand Faderen dræbte den ældste Søn, og Moderen med den yngste sprang i Havet. Kadmos' tredje Datter {{sp|Agau|e}} blev gift med Echion, som var en af de fem Sparter. Agaues Søn {{sp|Pentheu|s}} besteg Thronen i Theben efter sin Morfader. Da Dionysos kom til Theben, haanede Pentheus ham og forbød Kvinderne at dyrke den nye Guddom. Til Straf herfor blev han paa Bjerget Kithæron dræbt af sin egen Moder, der i bakchantisk Raseri tog ham for et vildt Dyr, og derpaa sønderrevet af hende og de andre Bakchantinder blandt hvilke hendes Søstre Ino og Autonoë var. Kadmos' yngste Datter var {{sp|Autono|ë}}. Hendes Søn var {{sp|Aktæo|n}}, der pralede af at kunne maale sig med Jagtens Gudinde Artemis. Til Straf herfor omskabte den fortørnede Gudinde ham til en Hjort, medens han jagede paa Bjerget Kithæron, og han blev sønderslidt af sine egne Hunde. Ingen af Kadmos' Efterkommere fristede dog en saa tung Skjebne som Ødipus, om hvem der skal blive fortalt i det følgende. {{---}} <section end="1"/> <section begin="2"/>{{c|{{stor|22. Sagnet om Ødipus.}}}} {{--}} Kadmos' Sønnesøns Søn hed {{sp|Laïo|s}} og var Konge i Theben. Apollons Orakel havde forudsagt ham, at han <section end="2"/><noinclude><references/></noinclude> 886dz9lr193vhxmxtunod2dwf4kff14 104 142650 331054 330355 2026-08-20T22:10:21Z Øystein Tvede 3938 331054 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude><section begin="1"/>med sin Straf. De lader sig dog tilsidst forsone ved Oldingens Lidelser. Oraklet havde forkyndt ham, at han først hos dem skulde finde Ro. I {{sp|Kolono|s}} i Attika havde de en Helligdom; til denne søger Ødipus hen som bønfaldende, ført af Antigones trofaste Haand, og her finder han endelig paa en hemmelighedsfuld Maade Døden og den Hvile, hvorefter han saa saart havde længtes. {{---}} <section end="1"/> <section begin="2"/>{{c|{{stor|23. De syv mod Theben.}}}} {{--}} Den Forbandelse, som hvilede over Kadmos' Slegt, gik fra Ødipus over paa hans Efterkommere. Hans Sønner af det brødefulde Egteskab, {{sp|Eteokle|s}} og {{sp|Polyneike|s}}, der ei havde havt et Trøstens Ord for sin ulykkelige Fader, og hvem han derfor havde forbandet, kivedes om Arven, og den sidste maatte forlade Landet. De skal efter Sagnet være blevne enige om at regjere hver sit Aar; men Eteokles fandt saadant Behag i Magten, at han, da det første Aar var omme, ikke vilde afstaa den igjen. Den bedragne Polyneikes flygtede ud af Landet og kom i en mørk Uveirsnat til Kong Adrastos' Bolig i Argos. Her traf han en anden landflygtig, {{sp|Tydeu|s}} fra Kalydon i Ætolien. De to kom i en voldsom Kamp om Natteleiet i Forhallen. Adrastos kaldes til ved Larmen og ser med Forundring de fremmede Mænd, Polyneikes klædt i en Løvehud, Tydeus i et Vildsvineskind. Han havde tidligere af Oraklet faaet det Paalæg at gifte sine Døtre med en Løve og et Vildsvin. Han optager derfor de for- <section end="2"/><noinclude><references/></noinclude> 54x7h9t0ltxp51yph7gvrlmdtndjf2d 104 142654 331056 330368 2026-08-20T22:12:02Z Øystein Tvede 3938 331056 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude><section begin="1"/>Den eneste af de syv Fyrster, som faldt i denne Kamp, var Ægialeus, hvis Fader var den eneste, som reddede Livet i den første thebanske Krig. Da Adrastos fik sin Søns Død at vide, døde han af Sorg. Polyneikes' Søn, {{sp|Thersandro|s}}, fik derefter Herredømmet i Theben; men Riget hjemsøgtes af tunge Ulykker, saalænge Kadmos' Æt herskede der. Dette var det Sagn, som gik blandt Grækerne om de to thebanske Krige. {{---}} <section end="1"/> <section begin="2"/>{{c|{{stor|24. Sagnet om Iason og Argonautertoget.}}}} {{--}} Kadmos' Datter Ino var, som før nævnt (Side 105), efter Sagnet bleven gift med {{sp|Athama|s}}, Konge i Orchomenos i Bøotien; denne havde med en tidligere Hustru havt to Børn, Datteren {{sp|Hell|e}} og Sønnen {{sp|Phrixo|s}}. Den onde Stedmoder stod Børnene efter Livet og bragte det ved sine Rænker saa vidt, at Faderen besluttede at ofre Phrixos for at faa godt Aar. Da steg Hermes ned fra Himmelen og hjalp de stakkels moderløse; han gav dem en stor, vakker Buk med gyldent Skind, og paa den skulde Phrixos og hans Søster sætte sig, saa vilde den føre dem gjennem Luften til {{sp|Kolchi|s}}, inderst ved det sorte Hav. Dette gjorde de; men da Helle saa de fraadende Bølger dybt under sig, blev hun svimmel, slap Taget og faldt ned i det Hav, som efter hende er bleven kaldt {{sp|Hellesponto|s}}, d. e. »Helles Hav«. Phrixos deri- <section end="2"/><noinclude><references/></noinclude> lpk2z924ing6atsqpvwkdpaylue81h9 104 142662 331059 330377 2026-08-20T22:14:44Z Øystein Tvede 3938 331059 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude><section begin="1"/>der endog førte sin egen Datter {{sp|Iphigenei|a}} til Alteret for at ofres, men blev selv senere dræbt af sin egen Hustru, {{sp|Klytæmnestr|a}}, og hendes Elsker, {{sp|Ægistho|s}}. Klytæmnestras og Ægisthos' Mord ved {{sp|Oreste|s}}, Agamemnons Søn, danner Slutstenen paa denne lange Række af Forbrydelser. {{---}} <section end="1"/> <section begin="2"/>{{c|{{stor|26. Den troiske Krig. Iliaden.}}}} {{--}} Ved Indseilingen til Hellespontos, der hvor Asien rækker Europa Haanden, ligger paa den asiatiske Kyst et Landskab, der i Oldtiden kaldtes {{sp|Troa|s}}; det danner en bølgeformig Slette, gjennemskaaret af Aasrygge, der udgaar fra det høie {{sp|Ida-Bjer|g}}. Indvaanerne, der var beslegtede med Hellenerne, kaldtes {{sp|Troer|e}} eller {{sp|Troianer|e}} efter {{sp|Tro|s}}, en af de ældste Konger i Landet. Dennes yngre Søn var {{sp|Ganymede|s}}, en Yngling af udmerket Skjønhed, hvem Zeus' Ørn førte op til Olympen, hvor han blev Gudernes udødelige Mundskjænk. Tros' ældre Søn var {{sp|Ilo|s}}, der byggede Staden {{sp|Ilio|n}} (Troia) paa en Slette mellem Floderne {{sp|Simoei|s}} og {{sp|Skamandro|s}}, 42 Stadier fra Hellesponten. Paa den Tid, de Begivenheder, der her skal skildres, foregik, var Kong {{sp|Priamo|s}} Troias Hersker; rig var han paa Gods, end rigere paa Sønner, hvoraf Sagnet lader ham have halvhundrede. En af disse var {{sp|Pari|s}}, der, sat paa Skjønhedens Dommersæde, skulde nedkalde saa megen <section end="2"/><noinclude><references/></noinclude> 0lyqvew1et2hkuhu8ngz7kv4t616whg 104 142702 331061 330498 2026-08-20T22:17:24Z Øystein Tvede 3938 331061 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude><section begin="1"/>antændes paa alle Kanter. Snart er det stolte Ilion kun en rygende Askehob. Kvinder og Børn gjør Grækerne til Fanger, af hvilke de fleste bliver solgte som Træler; af Priamos' Døtre maa den med Spaadomsevne begavede {{sp|Kassandr|a}} følge Agamemnon; den ulykkelige, stedse sørgende Andromache bliver Neoptolemos' Bytte. Af Troerne undkommer kun Antenor og Æneas; med sin gamle, lamme Fader Anchises paa sine Skuldre og sin unge Søn Askanios ved Haanden redder den sidste sig ud af den brændende Stad. Thi Æneas skulde efter Skjebnens Bestemmelse blive Stamfader for en Slegt, der var kaldet til at beherske Verden. {{---}} <section end="1"/> <section begin="2"/>{{c|{{stor|27. Hjemreisen fra Troia. Odysseen.}}}} {{--}} Efterat Grækerne havde ofret Priamos' Datter {{sp|Polyxen|a}} som Sonoffer paa Achilleus' Grav, indskibede de sig for endelig at vende tilbage til Hjemmet; men havde den vundne Seier været dyrekjøbt, blev Hjemreisen det i endnu høiere Grad. Gudernes Vrede hvilede nemlig tungt over mangen Helts Hoved, der i Seiersrusen havde vanhelliget selv Gudernes Templer. Straffen herfor kunde ikke udeblive, og den rammede tungt og ubønhørlig; mange kom vistnok hjem i god Behold som Nestor, Diomedes og Neptolemos; men flere var de, som enten aldrig skulde se Hjemmet, eller hvem der endnu forestod usigelig Jammer, før Hjemkomstens Time slog. <section end="2"/><noinclude><references/></noinclude> jnvldeecfpow9ufcl1xc8j8k8jfz1we 104 142973 331001 2026-08-20T18:38:52Z Øystein Tvede 3938 /* Korrekturlest */ 331001 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude> {{c|{{stor|39. Miltiades. Slaget ved Marathon.}}}} {{--}} En af de fornemste og mægtigste Familier i Athen var {{sp|Philaiderne|s}}. De roste sig af at nedstamme fra en af Troerkrigens Helte, den salaminiske Ajas. En af denne Familie, {{sp|Miltiade|s}}, havde egtet en Datter af Tyrannen Kypselos i Korinth (Side 233). Hans Sønnesøn, der ogsaa hed {{sp|Miltiade|s}}, var paa Peisistratos' Tider den rigeste og mægtigste blandt de attiske Stprmænd. Tanken om at gjøre sig til Statens Herre kan ikke have ligget ham fjernt; desto utaaleligere var det ham at forblive i Byen, da en heldigere Modstander havde vundet Ene herredømmet. Han tænkte ligesom mange andre af Athens mægtige Familier paa at udvandre. Paa den Tid levede der paa den thrakiske Halvø ({{sp|Chersoneso|s}}) en Stamme ved Navn {{sp|Dolonkern|e}}. Haardt trængte af sine Naboer, Absinthierne, sendte de i sin Nød nogle Sendebud til Hellas for at raadspørge Oraklet i Delphi og for at søge Bistand. Guden befalede dem at gaa til Athen ad »den hellige Vei«<ref>Veien fra Athen til dens Nabostad Eleusis kaldtes den «hellige Vel», fordi Athenerne ad denne Vei vandrede to Gange om Aaret i festligt Optog til Eleusis for der at feire en af sine vigtigste Fester, {{sp|Eleusiniern|e}}.</ref> og tage den Mand til Fyrste og Fører, som først tog dem op i sit Hus. Da de i sin fremmede Dragt med Lansen i Haand drog gjen nem Athens Gader, fik Miltiades, der sad i Døren til sit Hus, Øie paa dem. Han kaldte paa de fremmede og aabnede gjestevenlig sit Hus for dem. De bad ham om at reise med dem og staa dem bi i deres Kamp mod Absinthierne og lovede at gjøre ham til sin Hersker.<noinclude><references/></noinclude> d85s14w8dbffjawo1bazmw9stymkw99 331019 331001 2026-08-20T19:49:35Z Øystein Tvede 3938 331019 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude> {{c|{{stor|39. Miltiades. Slaget ved Marathon.}}}} {{--}} En af de fornemste og mægtigste Familier i Athen var {{sp|Philaiderne|s}}. De roste sig af at nedstamme fra en af Troerkrigens Helte, den salaminiske Ajas. En af denne Familie, {{sp|Miltiade|s}}, havde egtet en Datter af Tyrannen Kypselos i Korinth (Side 233). Hans Sønnesøn, der ogsaa hed {{sp|Miltiade|s}}, var paa Peisistratos' Tider den rigeste og mægtigste blandt de attiske Stormænd. Tanken om at gjøre sig til Statens Herre kan ikke have ligget ham fjernt; desto utaaleligere var det ham at forblive i Byen, da en heldigere Modstander havde vundet Eneherredømmet. Han tænkte ligesom mange andre af Athens mægtige Familier paa at udvandre. Paa den Tid levede der paa den thrakiske Halvø ({{sp|Chersoneso|s}}) en Stamme ved Navn {{sp|Dolonkern|e}}. Haardt trængte af sine Naboer, Absinthierne, sendte de i sin Nød nogle Sendebud til Hellas for at raadspørge Oraklet i Delphi og for at søge Bistand. Guden befalede dem at gaa til Athen ad »den hellige Vei«<ref>Veien fra Athen til dens Nabostad Eleusis kaldtes den «hellige Vel», fordi Athenerne ad denne Vei vandrede to Gange om Aaret i festligt Optog til Eleusis for der at feire en af sine vigtigste Fester, {{sp|Eleusiniern|e}}.</ref> og tage den Mand til Fyrste og Fører, som først tog dem op i sit Hus. Da de i sin fremmede Dragt med Lansen i Haand drog gjennem Athens Gader, fik Miltiades, der sad i Døren til sit Hus, Øie paa dem. Han kaldte paa de fremmede og aabnede gjestevenlig sit Hus for dem. De bad ham om at reise med dem og staa dem bi i deres Kamp mod Absinthierne og lovede at gjøre ham til sin Hersker.<noinclude><references/></noinclude> d59s4v2qcms2mq7z2zh94rfswiha565 104 142974 331002 2026-08-20T18:41:26Z Øystein Tvede 3938 /* Korrekturlest */ 331002 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude> Miltiades gik villig ind paa deres Tilbud. Peisistratos kunde det naturligvis kun være kjærkommet at se denne mægtige Mand fjernet, og den gamle Solon skal ogsaa have begunstiget dette Foretagende, der vilde hæve Athens Betydning som Sømagt, nåar det fik Forbindelser ved Hellesponten. Den delphiske Gud blev raadspurgt og gav et gunstigt Svar. Fulgt af mange, som var misfornøiede med Peisistratos' Herredømme, drog Miltiades afsted med nogle Skibe for at vinde sig et nyt Fædreland blandt Barbarerne. Miltiades herskede som en mægtig Fyrste paa Chersonesos fra 559 til sin Død 525. Da han var barnløs, efterfulgtes han i Eneherredømmet af sin Broder Kimons Søn, {{sp|Stesagora|s}}. Da denne døde 518, kom hans yngre Broder {{sp|Miltiade|s}} fra Athen og overtog Regjeringen. Denne er den i den græske Historie saa berømte Helt, Seierherren fra Marathon. Da Kong Dareios i Aaret 515 gjorde sit Skythertog, maatte Miltiades og de i Egnene om {{sp|Proponti|s}} (Marmorasøen) boende græske Kolonister slutte sig til den store Konge. Hvor uheldigt dette Tog løb af, og hvor ilde det vilde have seet ud for den store Konge, hvis man havde fulgt Miltiades' Raad at afbryde Donaubroen, er tidligere omtalt (Side 60). Fra den Tid af var Miltiades stedse en mistenkelig Person i Perserhoffets Øine. Han maatte desuden en Tid forlade sit Fyrstendømme, da Skytherne forfulgte Dareios paa hans Tilbagetog lige til Hellesponten. Efterat Barbarerne var vendte tilbage, kom dog Miltiades atter til Magten paa Chersonesos. I den ioniske Opstand gjorde Miltiades intet for at understøtte lonerne, skjønt han ved Donaubroen havde vist, at Hellenernes Frihed laa ham paa Hjerte. Ingen af hans Skibe viste sig ved Lade (Side 244). Han drog sig dog Opstanden paa anden Maade til Nytte, øen {{sp|Lemno|s}}, der en Tid havde staaet under Perserkongen, havde lige-<noinclude><references/></noinclude> ffj41px40muu4aimoqw8r6htbsx93n9 331020 331002 2026-08-20T19:51:46Z Øystein Tvede 3938 331020 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude> Miltiades gik villig ind paa deres Tilbud. Peisistratos kunde det naturligvis kun være kjærkommet at se denne mægtige Mand fjernet, og den gamle Solon skal ogsaa have begunstiget dette Foretagende, der vilde hæve Athens Betydning som Sømagt, naar det fik Forbindelser ved Hellesponten. Den delphiske Gud blev raadspurgt og gav et gunstigt Svar. Fulgt af mange, som var misfornøiede med Peisistratos' Herredømme, drog Miltiades afsted med nogle Skibe for at vinde sig et nyt Fædreland blandt Barbarerne. Miltiades herskede som en mægtig Fyrste paa Chersonesos fra 559 til sin Død 525. Da han var barnløs, efterfulgtes han i Eneherredømmet af sin Broder Kimons Søn, {{sp|Stesagora|s}}. Da denne døde 518, kom hans yngre Broder {{sp|Miltiade|s}} fra Athen og overtog Regjeringen. Denne er den i den græske Historie saa berømte Helt, Seierherren fra Marathon. Da Kong Dareios i Aaret 515 gjorde sit Skythertog, maatte Miltiades og de i Egnene om {{sp|Proponti|s}} (Marmorasøen) boende græske Kolonister slutte sig til den store Konge. Hvor uheldigt dette Tog løb af, og hvor ilde det vilde have seet ud for den store Konge, hvis man havde fulgt Miltiades' Raad at afbryde Donaubroen, er tidligere omtalt (Side 60). Fra den Tid af var Miltiades stedse en mistenkelig Person i Perserhoffets Øine. Han maatte desuden en Tid forlade sit Fyrstendømme, da Skytherne forfulgte Dareios paa hans Tilbagetog lige til Hellesponten. Efterat Barbarerne var vendte tilbage, kom dog Miltiades atter til Magten paa Chersonesos. I den ioniske Opstand gjorde Miltiades intet for at understøtte Ionerne, skjønt han ved Donaubroen havde vist, at Hellenernes Frihed laa ham paa Hjerte. Ingen af hans Skibe viste sig ved Lade (Side 244). Han drog sig dog Opstanden paa anden Maade til Nytte, øen {{sp|Lemno|s}}, der en Tid havde staaet under Perserkongen, havde lige-<noinclude><references/></noinclude> jarak4h0pt9agdag0canrfnheqwt46w 104 142975 331003 2026-08-20T18:44:31Z Øystein Tvede 3938 /* Korrekturlest */ 331003 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>som de andre Øer benyttet lonernes Opstand til at rive sig løs. Der havde fra gammel Tid af været Uvenskab mellem Lemnierne og Athenerne. For et Par Menneskealdre siden havde Athenerne opfordret Lemnos til at underkaste sig Athen, men havde faaet det haanende Svar: »Naar et Skib med Bør fra Nord paa én Dag tilbagelægger Veien fra eders Land til os, da vil vi overgive eder Øen«. Da Athen ligger i Syd for Lemnos, mente de, at denne Betingelse aldrig kunde gaa i Opfyldelse. Men nu kom Miltiades seilende fra Nord, fra sit Hjem paa Chersonesos, og erindrede Lemnierne om deres gamle Løfte; thi nu var Athenerne komne med Nordenvind fra sit eget Land til Lemnos. Om just ikke for at holde sit Løfte, saa dog af Nødvendighed maatte Lemnierne overgive ham Øen. Miltiades beholdt dog ikke Øen for sig selv, men overlod den til Athen; han følte sig neppe sterk nok til at kunne forsvare den mod Perserne, muligens formaaede Athen det. Saaledes havde Miltiades havt Anledning til at gavne Athen og gjøre sig Athenerne forbundne ved at udvide deres Herredømme. Da den store persiske Flaade efter Miletos' Fald i Aaret 494 seilede op igjennem Ægæerhavet, følte Miltiades sig ikke fenger sikker paa Chersonesos; han opgav derfor enhver Tanke om at forsvare sit Rige og det nylig erobrede Lemnos, gik ombord paa sine Skibe og satte Kursen til Athen. Philaidernes fem og sekstiaarige Herredømme paa Chersonesos var dermed tilende. Paa Véien til Athen mødte han den persiske Flaade. Selv undkom han; men hans ældste Søn, {{sp|Metioeho|s}}, blev fangen og ført til Dareios, der dog intet ondt tilføiede ham. Han gav ham Hus og Eiendom i Persien og en persisk Kvinde til Gemalinde. Hans Børn blev regnede for Persere. Miltiades kom saaledes i en Alder af over seksti Aar tilbage til sin Fædrenestad. De ledende Mænd i Athen betragtede ham med<noinclude><references/></noinclude> k18q81zk74to6gedokrcfzr3iz8mrpi 331021 331003 2026-08-20T19:53:35Z Øystein Tvede 3938 331021 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>som de andre Øer benyttet Ionernes Opstand til at rive sig løs. Der havde fra gammel Tid af været Uvenskab mellem Lemnierne og Athenerne. For et Par Menneskealdre siden havde Athenerne opfordret Lemnos til at underkaste sig Athen, men havde faaet det haanende Svar: »Naar et Skib med Bør fra Nord paa én Dag tilbagelægger Veien fra eders Land til os, da vil vi overgive eder Øen«. Da Athen ligger i Syd for Lemnos, mente de, at denne Betingelse aldrig kunde gaa i Opfyldelse. Men nu kom Miltiades seilende fra Nord, fra sit Hjem paa Chersonesos, og erindrede Lemnierne om deres gamle Løfte; thi nu var Athenerne komne med Nordenvind fra sit eget Land til Lemnos. Om just ikke for at holde sit Løfte, saa dog af Nødvendighed maatte Lemnierne overgive ham Øen. Miltiades beholdt dog ikke Øen for sig selv, men overlod den til Athen; han følte sig neppe sterk nok til at kunne forsvare den mod Perserne, muligens formaaede Athen det. Saaledes havde Miltiades havt Anledning til at gavne Athen og gjøre sig Athenerne forbundne ved at udvide deres Herredømme. Da den store persiske Flaade efter Miletos' Fald i Aaret 494 seilede op igjennem Ægæerhavet, følte Miltiades sig ikke længer sikker paa Chersonesos; han opgav derfor enhver Tanke om at forsvare sit Rige og det nylig erobrede Lemnos, gik ombord paa sine Skibe og satte Kursen til Athen. Philaidernes fem og sekstiaarige Herredømme paa Chersonesos var dermed tilende. Paa Veien til Athen mødte han den persiske Flaade. Selv undkom han; men hans ældste Søn, {{sp|Metioeho|s}}, blev fangen og ført til Dareios, der dog intet ondt tilføiede ham. Han gav ham Hus og Eiendom i Persien og en persisk Kvinde til Gemalinde. Hans Børn blev regnede for Persere. Miltiades kom saaledes i en Alder af over seksti Aar tilbage til sin Fædrenestad. De ledende Mænd i Athen betragtede ham med<noinclude><references/></noinclude> qkggm9hs5h8m7gmk1ni6ackyq98uy1b 104 142976 331004 2026-08-20T18:45:57Z Øystein Tvede 3938 /* Korrekturlest */ 331004 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>mistænkelige Øine. Hvorledes kunde denne Mand, der var vant til Eneherredømme, og som havde været Tyran i over tyve Aar, komme tilrette med den frie Forfatning i Athen? I Attika havde han udstrakte Grundbesiddelser, med store Rigdomme var han vendt hjem fra det fremmede Land, og han var afholdt af Folket, fordi han havde er obret Lemnos. Var det da ikke at frygte for, at han kunde blive farlig for Statens Ro? Hans Fiender søgte efter et Paaskud til at faa ham anklaget. Nu havde Miltiades som Fyrste paa Chersonesos vist sig som en streng Hersker. Hans Formand i Tyranniet, Broderen Stesagoras, var bleven myrdet. Han havde derfor, især i Begyndelsen, optraadt paa Tyranners Vis, omgivet sig med en sterk Livvagt, vist sig mistenksom ved den mindste Anledning og straffet strengt ethvert Tegn til Oprør. I Athen blev han nu stevnet for Retten, fordi han paa Chersonesos havde ført et tyrannisk Herredømme over atheniske Borgere. Men Erobreren af Lemnos blev frikjendt. Det er vel at antage, at Miltiades var mere skikket til at udøve et kraftigt Eneherredømme end til at lede en fri Stats Politik. Og det er ikke usandsynligt, at han under andre og fredeligere Vilkaar vilde være bleven Statens Herre og sin Fædrenestads Behersker. Men Omstændighederne førte det med sig, at der blev lagt Beslag paa hans overlegne Evner i andre og bedre Retninger. Han kom ikke til at misbruge dem til Skade for sit Fædrelands Frihed; men han fik Anledning til at frelse saavel Athen som hele Hellas fra Fremmedaaget. Sverdet hang nemlig allerede truende over Athens Hoved. Persien var et erobrende Rige, og allerede længe havde det ligget i dets Plan at bemægtige sig ikke blot Øerne i Ægæerhavet, men ogsaa Landet paa dets anden Side. Den for Perserne lykkelige Udgang paa den ioniske Opstand bragte denne Plan Maalet nærmere. Nøglerne til<noinclude><references/></noinclude> pq8czxm866mliq4u2ks469r243tnbqb 331022 331004 2026-08-20T19:55:39Z Øystein Tvede 3938 331022 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>mistænkelige Øine. Hvorledes kunde denne Mand, der var vant til Eneherredømme, og som havde været Tyran i over tyve Aar, komme tilrette med den frie Forfatning i Athen? I Attika havde han udstrakte Grundbesiddelser, med store Rigdomme var han vendt hjem fra det fremmede Land, og han var afholdt af Folket, fordi han havde erobret Lemnos. Var det da ikke at frygte for, at han kunde blive farlig for Statens Ro? Hans Fiender søgte efter et Paaskud til at faa ham anklaget. Nu havde Miltiades som Fyrste paa Chersonesos vist sig som en streng Hersker. Hans Formand i Tyranniet, Broderen Stesagoras, var bleven myrdet. Han havde derfor, især i Begyndelsen, optraadt paa Tyranners Vis, omgivet sig med en sterk Livvagt, vist sig mistenksom ved den mindste Anledning og straffet strengt ethvert Tegn til Oprør. I Athen blev han nu stevnet for Retten, fordi han paa Chersonesos havde ført et tyrannisk Herredømme over atheniske Borgere. Men Erobreren af Lemnos blev frikjendt. Det er vel at antage, at Miltiades var mere skikket til at udøve et kraftigt Eneherredømme end til at lede en fri Stats Politik. Og det er ikke usandsynligt, at han under andre og fredeligere Vilkaar vilde være bleven Statens Herre og sin Fædrenestads Behersker. Men Omstændighederne førte det med sig, at der blev lagt Beslag paa hans overlegne Evner i andre og bedre Retninger. Han kom ikke til at misbruge dem til Skade for sit Fædrelands Frihed; men han fik Anledning til at frelse saavel Athen som hele Hellas fra Fremmedaaget. Sverdet hang nemlig allerede truende over Athens Hoved. Persien var et erobrende Rige, og allerede længe havde det ligget i dets Plan at bemægtige sig ikke blot Øerne i Ægæerhavet, men ogsaa Landet paa dets anden Side. Den for Perserne lykkelige Udgang paa den ioniske Opstand bragte denne Plan Maalet nærmere. Nøglerne til<noinclude><references/></noinclude> lqhovptgszy86pi2hcrbxc63r33me61 104 142977 331005 2026-08-20T18:59:58Z Øystein Tvede 3938 /* Korrekturlest */ 331005 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>Europa, Bosporos saavelsom Hellespont, var i Persernes Hænder. Den Hær og Flaade, som havde kuet Ionerne, overvintrede i Miltiades' forrige Fyrstendømme. Denne Stridsmagt lod Dareios nu forsterke for med den at bringe den græske Halvø under sit Scepter. Især vilde han tage Hevn over Eretrierne og Athenerne, som havde baaret Vaaben mod hans eget Rige. Da han fik høre, at Sardes var bleven lagt i Aske af lonerne og Athenerne, havde han forlangt sin Bue, og idet han skjød en Pil i Luften, bad han Himmelen om at forlene ham Hevn over Athenerne. Og hvergang han satte sig tilbords, lod han en af sine Tjenere tre Gange tilraabe sig de Ord: »Herre, husk Athenerne!« Desuden havde Hippias, som opholdt sig ved hans Broders Hof i Sardes, allerede i aarevis søgt at opflamme Kongens Vrede mod Athen, forat han ved persisk Hjælp igjen kunde komme i Besiddelse af Tyranniet i sin Fædrestad. Den store Kamp, som nu begyndte mellem Persien og Grækenland, er af den største verdenshistoriske Betydning, baade fordi den vækker Nationalbevidstheden i Hellas og redder dets Kultur fra Undergang, og fordi den setter en Skranke for den erobrende Barbarerstat. Anførselen over det store Tog overgav Kongen i en Mands Hænder, som stod Thronen meget nær, {{sp|Mardonio|s}}. Denne' Mand var en af Persernes syv Fyrster, Søn af Dareios' Svigerfader Gobryas (Side 53 og 59) og gift med en af Kongens Døtre. Han var en krigersk og tapper Mand; men endnu ung af Alder. Det var i Aaret 493, at Mardonios i Spidsen for en stor Hær rykkede fra det indre af Asien mod Vesten. I Kilikien delte Hæren sig; den ene og større Del drog overland, den anden indskibede sig paa en Flaade og seilede, anført af Mardonios selv, til Hellesponten, hvor Hærafdelingerne atter mødtes. Landhæren satte paa Skibe over Strædet, og det var Mardonios' Agt gjennem<noinclude><references/></noinclude> o7j4i9dkjrxshe0r8tywh81vwpjcybw 331023 331005 2026-08-20T19:57:16Z Øystein Tvede 3938 331023 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>Europa, Bosporos saavelsom Hellespont, var i Persernes Hænder. Den Hær og Flaade, som havde kuet Ionerne, overvintrede i Miltiades' forrige Fyrstendømme. Denne Stridsmagt lod Dareios nu forsterke for med den at bringe den græske Halvø under sit Scepter. Især vilde han tage Hevn over Eretrierne og Athenerne, som havde baaret Vaaben mod hans eget Rige. Da han fik høre, at Sardes var bleven lagt i Aske af Ionerne og Athenerne, havde han forlangt sin Bue, og idet han skjød en Pil i Luften, bad han Himmelen om at forlene ham Hevn over Athenerne. Og hvergang han satte sig tilbords, lod han en af sine Tjenere tre Gange tilraabe sig de Ord: »Herre, husk Athenerne!« Desuden havde Hippias, som opholdt sig ved hans Broders Hof i Sardes, allerede i aarevis søgt at opflamme Kongens Vrede mod Athen, forat han ved persisk Hjælp igjen kunde komme i Besiddelse af Tyranniet i sin Fædrestad. Den store Kamp, som nu begyndte mellem Persien og Grækenland, er af den største verdenshistoriske Betydning, baade fordi den vækker Nationalbevidstheden i Hellas og redder dets Kultur fra Undergang, og fordi den setter en Skranke for den erobrende Barbarerstat. Anførselen over det store Tog overgav Kongen i en Mands Hænder, som stod Thronen meget nær, {{sp|Mardonio|s}}. Denne' Mand var en af Persernes syv Fyrster, Søn af Dareios' Svigerfader Gobryas (Side 53 og 59) og gift med en af Kongens Døtre. Han var en krigersk og tapper Mand; men endnu ung af Alder. Det var i Aaret 493, at Mardonios i Spidsen for en stor Hær rykkede fra det indre af Asien mod Vesten. I Kilikien delte Hæren sig; den ene og større Del drog overland, den anden indskibede sig paa en Flaade og seilede, anført af Mardonios selv, til Hellesponten, hvor Hærafdelingerne atter mødtes. Landhæren satte paa Skibe over Strædet, og det var Mardonios' Agt gjennem<noinclude><references/></noinclude> djal51na0srmdkqbnc9l38eiy1bot27 104 142978 331006 2026-08-20T19:03:12Z Øystein Tvede 3938 /* Korrekturlest */ 331006 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>Thrakien og Makedonien at trænge frem til den græske Halvø. Flaaden seilede til Thasos, som blev tagen uden Modstand. Men da den skulde omseile det farlige For. bjerg {{sp|Atho|s}} paa Halvøen Chalkidike, reiste der sig i den usedvanlig tidlige og strenge Vinter mellem 493 og 492 en frygtelig Storm, der drev Skibene ind paa de steile Klipper. Omtrent 300 Skibe skal være blevne knuste mod Klipperne, 20,000 Mennesker skal have mistet Livet. Paa samme Tid blev Landhæren, som Mardonios selv anførte, overfaldt af en thrakisk Stamme og tildels nedhugget. Mardonios selv blev saaret. Han vovede nu ikke at trænge længere frem, men maatte med Skam og Skade vende tilbage til Asien. Af sin kongelige Svigerfader fik han ingen Trøst. Dareios gav ham Skylden for det ulykkelige Tog. Han faldt i Unaade og blev ikke oftere benyttet til krigerske Foretagender i Dareios' Tid. Mange Folk var vistnok omkomne paa dette Tog, og dets egentlige Hovedmaal, Grækenlands Betvingelse, var ikke naaet; men for uden at der var gjort en ny Erobring i Thasos, havde Mardonios' Tog ogsaa styrket den persiske Indflydelse i Thrakien og Makedonien, der allerede siden Skythertoget havde maattet erkjende Storkongens Overhøihed. Dareios rustede sig straks igjen til et nyt Tog. Men for at faa vide, hvilke helleniske Stater der vilde gjøre alvorlig Modstand, sendte han i Forveien Herolder til Grækenland for i den store Konges Navn at fordre Jord og Vand som Tegn paa Underkastelse. De fleste Øer og ogsaa mange af Fastlandets Stater hyldede ham. Men de stolte Spartanere kastede Perserens Sendebud i en Brønd med de haanende Ord, at de der selv kunde tage det, de forlangte. Og de to Herolder, som kom til Athen, blev paa Miltiades' Forslag henrettede; de blev styrtede ned i {{sp|Barathro|n}}, en Klippekløft, hvori man styrtede Forbrydere. Dette var et fuldstændigt Brud paa<noinclude><references/></noinclude> 97aah1gxgwery5ns2lkk0lqcm15wmav 331024 331006 2026-08-20T19:59:11Z Øystein Tvede 3938 331024 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>Thrakien og Makedonien at trænge frem til den græske Halvø. Flaaden seilede til Thasos, som blev tagen uden Modstand. Men da den skulde omseile det farlige Forbjerg {{sp|Atho|s}} paa Halvøen Chalkidike, reiste der sig i den usedvanlig tidlige og strenge Vinter mellem 493 og 492 en frygtelig Storm, der drev Skibene ind paa de steile Klipper. Omtrent 300 Skibe skal være blevne knuste mod Klipperne, 20,000 Mennesker skal have mistet Livet. Paa samme Tid blev Landhæren, som Mardonios selv anførte, overfaldt af en thrakisk Stamme og tildels nedhugget. Mardonios selv blev saaret. Han vovede nu ikke at trænge længere frem, men maatte med Skam og Skade vende tilbage til Asien. Af sin kongelige Svigerfader fik han ingen Trøst. Dareios gav ham Skylden for det ulykkelige Tog. Han faldt i Unaade og blev ikke oftere benyttet til krigerske Foretagender i Dareios' Tid. Mange Folk var vistnok omkomne paa dette Tog, og dets egentlige Hovedmaal, Grækenlands Betvingelse, var ikke naaet; men foruden at der var gjort en ny Erobring i Thasos, havde Mardonios' Tog ogsaa styrket den persiske Indflydelse i Thrakien og Makedonien, der allerede siden Skythertoget havde maattet erkjende Storkongens Overhøihed. Dareios rustede sig straks igjen til et nyt Tog. Men for at faa vide, hvilke helleniske Stater der vilde gjøre alvorlig Modstand, sendte han i Forveien Herolder til Grækenland for i den store Konges Navn at fordre Jord og Vand som Tegn paa Underkastelse. De fleste Øer og ogsaa mange af Fastlandets Stater hyldede ham. Men de stolte Spartanere kastede Perserens Sendebud i en Brønd med de haanende Ord, at de der selv kunde tage det, de forlangte. Og de to Herolder, som kom til Athen, blev paa Miltiades' Forslag henrettede; de blev styrtede ned i {{sp|Barathro|n}}, en Klippekløft, hvori man styrtede Forbrydere. Dette var et fuldstændigt Brud paa<noinclude><references/></noinclude> kuy6nfitd41vvhymtpj859kj0cv2ect 104 142979 331007 2026-08-20T19:06:53Z Øystein Tvede 3938 /* Korrekturlest */ 331007 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>Folkeretten, da Gesandter altid var anseede for ukrænkelige. Athen og Sparta havde ved denne Fremgangsmaade kastet Broen af bag sig, og kun en Kamp paa Liv og Død stod dem tilbage. Om Vaaren 490 samlede den persiske Stridsmagt sig i Kilikien. Den bestod af 600 store Skibe og over 100,000 Mand, I Spidsen for Hæren satte Kongen en ung Mand, sin Brodersøn {{sp|Artapherne|s}}, Søn af Satrapen i Sardes af samme Navn. Ved hans Side satte han en ældre erfaren Feltherre, Mederen {{sp|Dati|s}}. Hippias fulgte ogsaa med. » Reiser hen til Grækenland«, var Kongens Ord, »gjører de trodsige til Træler og fører dem for mit Ansigt«. Man satte fra Samos tversover Havet. Naxos, som tidligere havde forsvaret sig saa tappert mod Perserne (Side 241), blev herjet og plyndret. {{sp|Delo|s}}, Apollons hellige Ø (Side 79 *), blev derimod skaanet. Derpaa vendte Perserne sig til de andre Øer, hvis Indvaanere alle underkastede sig, stillede Gidsler og sluttede sig til Hæren. Endelig landede man paa {{sp|Eubø|a}}, som herjedes med Ild og Sverd. End skjønt {{sp|Eretri|a}} i sin Tid gjestevenlig havde optaget Hippias og hans Fader i elleve Aar og derpaa ydet dem Hjælp til igjen at vende tilbage til Athen (Side 223), undlod dog Hippias nu at gjøre sin Indflydelse gjældende hos Arta phernes til Fordel for Byen. Han raadede tvertom til at statuere et Eksempel paa Eretria, som kunde skræmme Athen til at underkaste sig uden Sverdslag. Efterat Eretrierne i seks Dage tappert havde tilbageslaaet Persernes heftige Angreb, faldt Byen paa den syvende Dag i deres Hænder derved, at to fornemme Mænd, Euphorbos og Philagros, forraadte sin Fædrenestad til Barbarerne. Byen blev plyndret og brændt, Indbyggerne dels nedhuggede, dels lagte i Lænker for efter Dareios' Befaling senere at føres som Træler til Susa; de blev dog mildt behandlede og fik sig af Kongen anvist Bosteder nogle Mil fra Susa.<noinclude><references/></noinclude> 81o8nm7ert23jjoyp7d9rzwv21med7n 331025 331007 2026-08-20T20:01:26Z Øystein Tvede 3938 331025 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>Folkeretten, da Gesandter altid var anseede for ukrænkelige. Athen og Sparta havde ved denne Fremgangsmaade kastet Broen af bag sig, og kun en Kamp paa Liv og Død stod dem tilbage. Om Vaaren 490 samlede den persiske Stridsmagt sig i Kilikien. Den bestod af 600 store Skibe og over 100,000 Mand. I Spidsen for Hæren satte Kongen en ung Mand, sin Brodersøn {{sp|Artapherne|s}}, Søn af Satrapen i Sardes af samme Navn. Ved hans Side satte han en ældre erfaren Feltherre, Mederen {{sp|Dati|s}}. Hippias fulgte ogsaa med. »Reiser hen til Grækenland«, var Kongens Ord, »gjører de trodsige til Træler og fører dem for mit Ansigt«. Man satte fra Samos tversover Havet. Naxos, som tidligere havde forsvaret sig saa tappert mod Perserne (Side 241), blev herjet og plyndret. {{sp|Delo|s}}, Apollons hellige Ø (Side 79*), blev derimod skaanet. Derpaa vendte Perserne sig til de andre Øer, hvis Indvaanere alle underkastede sig, stillede Gidsler og sluttede sig til Hæren. Endelig landede man paa {{sp|Eubø|a}}, som herjedes med Ild og Sverd. Endskjønt {{sp|Eretri|a}} i sin Tid gjestevenlig havde optaget Hippias og hans Fader i elleve Aar og derpaa ydet dem Hjælp til igjen at vende tilbage til Athen (Side 223), undlod dog Hippias nu at gjøre sin Indflydelse gjældende hos Artaphernes til Fordel for Byen. Han raadede tvertom til at statuere et Eksempel paa Eretria, som kunde skræmme Athen til at underkaste sig uden Sverdslag. Efterat Eretrierne i seks Dage tappert havde tilbageslaaet Persernes heftige Angreb, faldt Byen paa den syvende Dag i deres Hænder derved, at to fornemme Mænd, Euphorbos og Philagros, forraadte sin Fædrenestad til Barbarerne. Byen blev plyndret og brændt, Indbyggerne dels nedhuggede, dels lagte i Lænker for efter Dareios' Befaling senere at føres som Træler til Susa; de blev dog mildt behandlede og fik sig af Kongen anvist Bosteder nogle Mil fra Susa.<noinclude><references/></noinclude> c09qgh672uyk1xj6fs9rt808cde9qab 104 142980 331008 2026-08-20T19:11:51Z Øystein Tvede 3938 /* Korrekturlest */ 331008 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>Herodot forteller, at de boede der endnu paa hans Tid<ref>Herodots Reiser i Østerland falder antageligvis mellem Aarene 462 og 456. </ref> og havde fremdeles bevaret sit Sprog. Først da Efterretningen om Eretrias Fald var indløben til Athen, begyndte man her for Alvor at tenke paa Forsvar, medens Perserne i Seiersrusen spildte nogle kostbare Dage paa Eretrias Ruiner. Anført af Hippias landede endelig den persiske Hær i Egnen om Marathon skraas overfor Eubøa, paa det samme Sted, hvorfra han ved sin Faders Side for 48 Aar siden seierrig var rykket ind i Athen (Side 223). Han anviste nu Hæren det Sted, hvor man bedst kunde slaa Leir. Derfra herjedes der til alle Kanter, og den attiske Landbefolkning strømmede skarevis til Hovedstaden og udbredte Skræk og Forvirring. Men ingen tænkte paa andet end at vove det yderste for Frihed og Fædreland, skjønt Athenerne blot havde sine egne Kræfter at stole paa, da de fleste græske Nabostater havde sluttet sig til Perserne, og Hjælp fra Sparta var fjern og tvivlsom. I sin Nød besluttede dog Athenerne straks efter den persiske Hærs Landing ved Marathon at sende en Hurtigløber til Sparta. Han skulde til Kongerne og Eforerne overbringe følgende Bud: »Athenerne beder Lakedæmonierne om at komme dem til Hjælp og ikke tillade, at den ældste By i Hellas kommer i Trældom under barbariske Mænd. Eretria er allerede tabt, og Hellas har en berømt Stad mindre«. Paa den femte Dag efter sin Afsendelse kom Hurtigløberen tilbage fra Sparta. Hans Navn var {{sp|Pheidippide|s}}. Han havde tilbagelagt Veien fra Athen til Sparta, ni og tyve Mil, i to Dage og beretrettede, at Guden {{sp|Pa|n}} (Side 26) havde vist sig for ham mellem Argos og Tegea, havde kaldt ham ved Navn og paalagt ham at spørge Athenerne, hvorfor de saa aldeles<noinclude><references/></noinclude> lkunmqgaijfpg5l7mxaomp3am5ctmg2 104 142981 331009 2026-08-20T19:14:32Z Øystein Tvede 3938 /* Korrekturlest */ 331009 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>havde forsømt ham, da han dog oftere havde hjulpet dem og fremdeles vilde vedblive dermed. Hvad Spartanerne angik, havde de vistnok lovet Hjælp, men tilige erklæret, at deres Tropper først kunde rykke ud efter Fuldmaane. Det var et nedslaaende Budskab. I intet Tilfelde kunde Spartanerne vise sig i Attika før om ti Dage. Athen opbød alle sine Stridskræfter; dets Krigsmandskab beløb sig til 10,000 Hopliter (tungtbevæbnede). Krigsraadet, som foruden Polemarchen (Side 214) bestod af ti Strateger eller Feltherrer, der havde Overbefalingen hver sin Dag, var uenige om, hvorvidt man skulde forblive i Byen eller møde Fienden i aaben Mark. Blandt disse ti var Miltiades, paa hvem alles Blikke i Nøden var rettede. Han var bekjendt for at være en forstandig, kjek og krigersk Mand, der var vel kjendt med Persernes Kampmaade og Bevæbning; at Hellenernes Vel og Uafhængighed af Barbarerne laa ham paa Hjerte, havde han tydelig lagt for Dagen ved Donaubroen. Ved sit Forhold saavel der som flere Gsnge senere havde han gjort sig Perserne til uforsonlige Fiender, ligesom han ogsaa var en Modstander af Peisistratiderne. Han var derfor stemt for den yderste Modstand, og han ansaa det for bedst, at man øieblikkelig gik Fienden imøde, før der opstod Modløshed og Uenighed blandt Athenerne selv. Fire af de andre Strateger hyldede hans Mening, medens de øvrige ikke vilde indlade sig i Slag, fordi de var Perserne altfor underlegne. Da Polemarchens Stemme altsaa vilde blive den afgjørende, tog Miltiades denne, hvis Navn var {{sp|Kalimacho|s}}, tilside og sagde til ham: »Paa dig kommer det nu an, om du vil bringe Athen i Trældom eller bevare dets Frihed og derved for alle Tider erhverve dig en Berømmelse, som end ikke er bleven Harmodios og Aristogeiton (Side 226) til del. Saalænge Athen har staaet, har det aldrig svævet i større Fare. Ligger vi under for Perserne, er vor Skjebne<noinclude><references/></noinclude> 8m9h7lrgztu0gfkk303o6i9zkqjzxro 331026 331009 2026-08-20T20:07:22Z Øystein Tvede 3938 331026 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>havde forsømt ham, da han dog oftere havde hjulpet dem og fremdeles vilde vedblive dermed. Hvad Spartanerne angik, havde de vistnok lovet Hjælp, men tilige erklæret, at deres Tropper først kunde rykke ud efter Fuldmaane. Det var et nedslaaende Budskab. I intet Tilfelde kunde Spartanerne vise sig i Attika før om ti Dage. Athen opbød alle sine Stridskræfter; dets Krigsmandskab beløb sig til 10,000 Hopliter (tungtbevæbnede). Krigsraadet, som foruden Polemarchen (Side 214) bestod af ti Strateger eller Feltherrer, der havde Overbefalingen hver sin Dag, var uenige om, hvorvidt man skulde forblive i Byen eller møde Fienden i aaben Mark. Blandt disse ti var Miltiades, paa hvem alles Blikke i Nøden var rettede. Han var bekjendt for at være en forstandig, kjek og krigersk Mand, der var vel kjendt med Persernes Kampmaade og Bevæbning; at Hellenernes Vel og Uafhængighed af Barbarerne laa ham paa Hjerte, havde han tydelig lagt for Dagen ved Donaubroen. Ved sit Forhold saavel der som flere Gange senere havde han gjort sig Perserne til uforsonlige Fiender, ligesom han ogsaa var en Modstander af Peisistratiderne. Han var derfor stemt for den yderste Modstand, og han ansaa det for bedst, at man øieblikkelig gik Fienden imøde, før der opstod Modløshed og Uenighed blandt Athenerne selv. Fire af de andre Strateger hyldede hans Mening, medens de øvrige ikke vilde indlade sig i Slag, fordi de var Perserne altfor underlegne. Da Polemarchens Stemme altsaa vilde blive den afgjørende, tog Miltiades denne, hvis Navn var {{sp|Kallimacho|s}}, tilside og sagde til ham: »Paa dig kommer det nu an, om du vil bringe Athen i Trældom eller bevare dets Frihed og derved for alle Tider erhverve dig en Berømmelse, som end ikke er bleven Harmodios og Aristogeiton (Side 226) til del. Saalænge Athen har staaet, har det aldrig svævet i større Fare. Ligger vi under for Perserne, er vor Skjebne<noinclude><references/></noinclude> 34x51k7vkas8m0tgxuxqcixmio3ckp9 104 142982 331010 2026-08-20T19:17:39Z Øystein Tvede 3938 /* Korrekturlest */ 331010 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>afgjort; thi da vil vi blive Hippias prisgivne; men seirer vor By, vil den let kunne blive den første af alle græske Stater. At Afgjørelsen af dette ligger i dine Hænder, vil jeg nu vise dig. Vi ti Feltherrer er af forskjellig Mening, idet nogle raader til Slag, andre er derimod. Hvis vi ikke straks angriber Perserne, frygter jeg for, at Tvedragt vil omstemme Athenernes Sind, saa de bliver mediske<ref>Perserne blev af Hellenerne ofte kaldte Medere.</ref>. Men kjæmper vi straks, før nogen af Athenerne er kommen paa slette Tanker, da vil vi ved Gudernes Hjælp være istand til at vinde Slaget. Dette beror nu altsammen paa dig. Tiltræder du min Mening, da er Fædrelandet frit og Byen den første i Hellas; men træder du derimod over paa deres Side, som fraraader Kamp, saa vil det modsatte indtræde af alt det gode, som jeg har fortalt dig, og du ved, hvad vi i Hippias' Hænder har at vente os«. Kallimachos sluttede sig til Miltiades, Udrykningen mod Marathon var besluttet. Da den attiske Hær var gaaet over Pentelikons Aasryg, hvorfra man kunde se den store Slette med Persernes vidt udstrakte Leir og den endeløse Række af Skibe, slog den Leir paa en Høide i Herakles' hellige Lund. Dagen efter sin Ankomst derhen fik Athenerne en Hjælp, som ingen havde ventet og ingen forlangt. Fra Parnes' Bjergtop steg et Tog Hopliter nedover mod Marathon. Det var 1000 Mand, hele det vaabendygtige Mandskab, det lille {{sp|Platæ|æ}} kunde opstille. Medens hele Hellas ved Persernes Komme var kommet i Angst og Skræk, medens det med Hænderne i Skjødet saa paa Eretrias Undergang og Athens Skjebne, medens næsten alle Stater kun tenkte paa at tilkjøbe sig Redning ved Underkastelse, havde denne lille By uden at bekymre sig om de Følger, som en saadan Dristighed kunde bringe over den, besluttet at<noinclude><references/></noinclude> mx3mj6fp2q1cm2kp8d8k4fl7ccx8d46 104 142983 331011 2026-08-20T19:20:33Z Øystein Tvede 3938 /* Korrekturlest */ 331011 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>hjælpe Athenerne. Som trofaste Venner vilde Platæerne staa ved Athenernes Side i deres høieste Nød til Tak for den Hjælp, Athenerne tidligere havde ydet dem i en Krig mod Theben. Denne trofaste Haandsrækning styrkede Athenernes Mod og fyldte dem med Begeistring, og Miltiades forsømte ikke at benytte sig af denne gunstige Omstændighed. Den følgende Dag vilde han levere Slaget. Feltherren Aristeides havde med rosværdig Beskedenhed tilbudt Miltiades Anførselen paa sin Dag; de andre Strateger havde fulgt hans Eksempel, og det var saaledes overladt Miltiades at levere Slaget paa den Dag, han fandt gunstigst. Det blev nu tilfeldigvis den Dag, paa hvilken han efter den sedvanlige Orden selv skulde have Overanførselen. den tolvte September 490. De to Hære, hvis Kamp skulde afgjøre Hellas' Skjebne, var ikke alene meget ulige i Styrke; men ogsaa deres Bevæbning og Kampmaade var forskjellig. Den græske Hær bestod af Fodsoldater, der var vel rustede, bevæbnede med Kobberhjelm, Kobberskjold, Brystharnisk og Benskinner; til Angreb brugte de lange Lanser. De rykkede tæt ind paa Fienden og kjæmpede Mand mod Mand. Fodfolket i den tidobbelt saa store asiatiske Hær var derimod letbe væbnet, uden Hjelm og Harnisk; som Forsvarsvaaben brugtes flettede Skjolde, og til Angreb Bue og Sabel; den sidste brugtes dog sjelden, da man ikke ofte kom i Nærkamp. Perserne pleiede paa Afstand at overdænge Fienderne med en Regn af Pile, indtil der gaves Anledning til at rykke frem med Rytteriet, som udgjorde Kjernen i den persiske Hær. Den persiske Soldat kjæmpede uden nogen høiere Interesse end Byttet, kun dreven frem af sine Føreres Piskeslag. Hellenerne derimod stod paa Hjemmets Grund for at verne om alt, hvad der var dem kjært og helligt, for sin Frihed og sine Rettigheder, for Hus og Hjem, for Hustru og Børn, for Fædrenes Tro og Gudernes Templer!<noinclude><references/></noinclude> rvanuq96dookc0i4r9vvfmbllvj1a4d 331027 331011 2026-08-20T20:11:41Z Øystein Tvede 3938 331027 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>hjælpe Athenerne. Som trofaste Venner vilde Platæerne staa ved Athenernes Side i deres høieste Nød til Tak for den Hjælp, Athenerne tidligere havde ydet dem i en Krig mod Theben. Denne trofaste Haandsrækning styrkede Athenernes Mod og fyldte dem med Begeistring, og Miltiades forsømte ikke at benytte sig af denne gunstige Omstændighed. Den følgende Dag vilde han levere Slaget. Feltherren Aristeides havde med rosværdig Beskedenhed tilbudt Miltiades Anførselen paa sin Dag; de andre Strateger havde fulgt hans Eksempel, og det var saaledes overladt Miltiades at levere Slaget paa den Dag, han fandt gunstigst. Det blev nu tilfeldigvis den Dag, paa hvilken han efter den sedvanlige Orden selv skulde have Overanførselen. den tolvte September 490. De to Hære, hvis Kamp skulde afgjøre Hellas' Skjebne, var ikke alene meget ulige i Styrke; men ogsaa deres Bevæbning og Kampmaade var forskjellig. Den græske Hær bestod af Fodsoldater, der var vel rustede, bevæbnede med Kobberhjelm, Kobberskjold, Brystharnisk og Benskinner; til Angreb brugte de lange Lanser. De rykkede tæt ind paa Fienden og kjæmpede Mand mod Mand. Fodfolket i den tidobbelt saa store asiatiske Hær var derimod letbevæbnet, uden Hjelm og Harnisk; som Forsvarsvaaben brugtes flettede Skjolde, og til Angreb Bue og Sabel; den sidste brugtes dog sjelden, da man ikke ofte kom i Nærkamp. Perserne pleiede paa Afstand at overdænge Fienderne med en Regn af Pile, indtil der gaves Anledning til at rykke frem med Rytteriet, som udgjorde Kjernen i den persiske Hær. Den persiske Soldat kjæmpede uden nogen høiere Interesse end Byttet, kun dreven frem af sine Føreres Piskeslag. Hellenerne derimod stod paa Hjemmets Grund for at verne om alt, hvad der var dem kjært og helligt, for sin Frihed og sine Rettigheder, for Hus og Hjem, for Hustru og Børn, for Fædrenes Tro og Gudernes Templer!<noinclude><references/></noinclude> 6zcazmlb5cljdvzas0yjle322wc4jpk 104 142984 331012 2026-08-20T19:24:49Z Øystein Tvede 3938 /* Korrekturlest */ 331012 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude> Om Athenernes Slagorden paa Sletten ved Marathon er følgende at merke: Miltiades havde gjort Slagrækken saa lang som muligt, forat den ikke skulde blive overfløiet af Perserne. Paa Midten var Linjen tynd, medens den var sterkest paa Fløiene. Paa høire Fløi kommanderede efter gammel Skik Polemarchen, paa venstre var Platæerne opstillede. Efterat den Offerhandling, der indledede enhver Kamp, var falden heldig ud, istemmede Athenerne {{sp|Pæane|n}} (Krigssangen) og satte i fuldt Sprang ind paa Barbarerne, forat ikke disses Bueskytter skulde gjøre dem for megen Skade. Perserne betoges af Forundring, da de saa de faatallige Athenere uden Bueskytter og uden Rytteri storme imod dem, og de mente, at de var slagne med Vanvid. Det kom straks til et frygteligt Haandgemæng. Athenerne kjæmpede med Heltemod »og var«, siger Herodot, »de første blandt Grækerne, som udholdt Synet af Mederne og deres Dragt, hvis blotte Navn tidligere havde været en Rædsel i Hellenernes Øren«. Efter langvarig Kamp gjennembrød den fiendtlige Hærs Kjernetropper, de egentlige Persere, Athenernes svage Centrum, som stod under {{sp|Aristeide|s}}' og {{sp|Themistokle|s}}' Anførsel; men paa Fløiene blev Barbarerne slagne paa Flugt af de øvrige Athenere og Platæerne, som dernæst ilede det haardt betrængte Centrum til Hjælp. Da maatte Perserne vige. Lige til Kysten forfulgte Athenerne de flygtende Fiender, der maatte lade sin med orientalsk Pragt udstyrede Leir i Stikken. Der udspandt sig en blodig Strid ved Skibene, som Perserne vilde bringe flot, medens Grækerne søgte at tende Ild paa dem. Her faldt Kallimachos efter en heltemodig Kamp, lige ledes mange andre fremragende Athenere. Om {{sp|Kynegeiro|s}}, en Broder af den berømte Digter {{sp|Æschylo|s}}, som ogsaa selv deltog i Slaget, fortelles der, at han fik sin Haand afhugget med en Skibsøks, medens han søgte at holde et persisk Skib tilbage. Sagnet melder, at<noinclude><references/></noinclude> 9oxe56zphgl1zxs40c26ya4pl7ovgn2 331028 331012 2026-08-20T20:13:42Z Øystein Tvede 3938 331028 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude> Om Athenernes Slagorden paa Sletten ved Marathon er følgende at merke: Miltiades havde gjort Slagrækken saa lang som muligt, forat den ikke skulde blive overfløiet af Perserne. Paa Midten var Linjen tynd, medens den var sterkest paa Fløiene. Paa høire Fløi kommanderede efter gammel Skik Polemarchen, paa venstre var Platæerne opstillede. Efterat den Offerhandling, der indledede enhver Kamp, var falden heldig ud, istemmede Athenerne {{sp|Pæane|n}} (Krigssangen) og satte i fuldt Sprang ind paa Barbarerne, forat ikke disses Bueskytter skulde gjøre dem for megen Skade. Perserne betoges af Forundring, da de saa de faatallige Athenere uden Bueskytter og uden Rytteri storme imod dem, og de mente, at de var slagne med Vanvid. Det kom straks til et frygteligt Haandgemæng. Athenerne kjæmpede med Heltemod »og var«, siger Herodot, »de første blandt Grækerne, som udholdt Synet af Mederne og deres Dragt, hvis blotte Navn tidligere havde været en Rædsel i Hellenernes Øren«. Efter langvarig Kamp gjennembrød den fiendtlige Hærs Kjernetropper, de egentlige Persere, Athenernes svage Centrum, som stod under {{sp|Aristeide|s}}' og {{sp|Themistokle|s}}' Anførsel; men paa Fløiene blev Barbarerne slagne paa Flugt af de øvrige Athenere og Platæerne, som dernæst ilede det haardt betrængte Centrum til Hjælp. Da maatte Perserne vige. Lige til Kysten forfulgte Athenerne de flygtende Fiender, der maatte lade sin med orientalsk Pragt udstyrede Leir i Stikken. Der udspandt sig en blodig Strid ved Skibene, som Perserne vilde bringe flot, medens Grækerne søgte at tende Ild paa dem. Her faldt Kallimachos efter en heltemodig Kamp, ligeledes mange andre fremragende Athenere. Om {{sp|Kynegeiro|s}}, en Broder af den berømte Digter {{sp|Æschylo|s}}, som ogsaa selv deltog i Slaget, fortelles der, at han fik sin Haand afhugget med en Skibsøks, medens han søgte at holde et persisk Skib tilbage. Sagnet melder, at<noinclude><references/></noinclude> 7pf1g5du6p31f3vygbrvmng40x6mqvy 104 142985 331013 2026-08-20T19:29:26Z Øystein Tvede 3938 /* Korrekturlest */ 331013 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>da han havde mistet sin høire Haand, holdt han sig fast med den venstre, og da ogsaa denne blev afhugget, kastede han sig i Raseri over Skibet og bed i dets Bagstavn med Tænderne, indtil han blev dræbt. Persernes Antal var for stort til, at det kunde lykkes Grækerne at fratage dem mange Skibe. De fik kun syv. Blandt det rige Bytte i Leiren fandt de ogsaa Lænker, som var bestemte for Athenerne. Endvidere skal de efter en senere upaalidelig Fortælling have fundet en Marmorblok, som Perserne havde ført med sig fra Paros for deraf at lade udhugge en Seiersstøtte. Grækerne lod af Blokken senere forfærdige en Billedstøtte af Gudinden {{sp|Nemesi|s}}, som paa den marathoniske Slette havde tilintetgjort Persernes stolte Planer; thi det var Nemesis' Sag at ydmyge den overmodige og ophøie den ringe. (Side 102*). Det var Middag, da Athenerne med berettiget Stolthed og taknemmelige Hjerter saa Perserne seile bort paa sine talrige Skibe. Med lidet Tab var den store Seier vunden, kun 192 Borgere var faldne. Persernes Tab var 6400. Men hvor forskrækkede blev ikke Grækerne, da de fra Høiderne bemerkede, at den persiske Flaade ved Forbjerget {{sp|Sunio|n}}<ref>Sunion er Sydspidsen af Attika. Man kan se didhen fra Høiderne i Attika ligesom ogsaa fra Akropolis.</ref> satte Kursen mod Vest. Det var aabenbart, at Perserne vilde overfalde den forsvarsløse By. Miltiades' Beslutning var hurtig fattet. Han gav Aristeides Befaling til at bevogte Slagmarken og ilede med den øvrige Hær over Bjergene til Athen, hvorhen han naaede allerede samme Aften. Budskabet om den store Seier var ilet foran ham. Straks efter Træfningen var nemlig en af Hopliterne i fuld Rustning, bedækket med Blod og Støv, løbet til Athen for at bringe det glade Seiersbudskab.<noinclude><references/></noinclude> jkl5zd13pbcrneyqlc08g7util1dhcq 104 142986 331014 2026-08-20T19:31:53Z Øystein Tvede 3938 /* Korrekturlest */ 331014 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>»Glæder eder! vi har seiret!« raabte han og styrtede død til Jorden. Da Perserne den næste Morgen kom seilende for at overrumple Athen, saa de den seierrige Hær foran Byens Mure. Deres Hærførere vovede ikke at gjøre Landgang, men søgte beskjæmmede tilbage til Asjett. Saaledes var ogsaa det andet Forsøg paa at tilintetgjøre Hellas' Frihed og Uafhængighed fuldstændig mislykket for Perserne. Deres Ophold paa Attikas Jordbund havde kun varet i tolv Dage. Kampen ved Marathon havde slukket ethvert Haab hos Hippias om at ende sine Dage som Fyrste i sit Fædreland. Herodot forteller, at da den affældige Mand steg iland ved Marathon, fik han et saadant Anfald af Nysen og Hoste, at en af hans Tænder faldt ud. Da han ikke kunde finde den igjen, ansaa han dette som et slemt Varsel og sagde: »Dette Land er ikke bestemt for os, og vi vil ikke faa det i vor Magt; den Del deraf, som jeg havde Krav paa, har nu denne Tand faaet«. Paa Tilbagereisen skilte han sig fra den persiske Flaade og styrede mod Nord for at begive sig til sin Familie, der opholdt sig i Sigeion (Side 228). Men paa Veien blev han syg paa Øen Lemnos, mistede Synet og døde Sottedød, »truffen af Gudernes Vrede«. Efter andre, mindre paalidelige Etterretninger skal han være falden paa Slagmarken ved Marathon. Dagen efter Slaget ankom de spartanske Hjælpetropper til Athen. De havde tilbagelagt Veien paa tre Dage. Skjønt de kom forsilde, vilde de dog se Slagmarken og de faldne Persere. De priste Athenerne og deres tapre Daad og vendte tilbage til sit Hjem, medens Athenerne begrov sine døde og bragte Guderne den skyldige Tak. Efter Kampen forstod Athenerne, hvorledes Pan havde opfyldt sit Løfte, idet han under Slaget havde indjaget Fienderne »panisk« Skræk. Han blev senere aarlig æret med<noinclude><references/></noinclude> 564svhx7f1gl7xn7z1avdehy0krjenf 331029 331014 2026-08-20T20:17:37Z Øystein Tvede 3938 331029 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>»Glæder eder! vi har seiret!« raabte han og styrtede død til Jorden. Da Perserne den næste Morgen kom seilende for at overrumple Athen, saa de den seierrige Hær foran Byens Mure. Deres Hærførere vovede ikke at gjøre Landgang, men søgte beskjæmmede tilbage til Asien. Saaledes var ogsaa det andet Forsøg paa at tilintetgjøre Hellas' Frihed og Uafhængighed fuldstændig mislykket for Perserne. Deres Ophold paa Attikas Jordbund havde kun varet i tolv Dage. Kampen ved Marathon havde slukket ethvert Haab hos Hippias om at ende sine Dage som Fyrste i sit Fædreland. Herodot forteller, at da den affældige Mand steg iland ved Marathon, fik han et saadant Anfald af Nysen og Hoste, at en af hans Tænder faldt ud. Da han ikke kunde finde den igjen, ansaa han dette som et slemt Varsel og sagde: »Dette Land er ikke bestemt for os, og vi vil ikke faa det i vor Magt; den Del deraf, som jeg havde Krav paa, har nu denne Tand faaet«. Paa Tilbagereisen skilte han sig fra den persiske Flaade og styrede mod Nord for at begive sig til sin Familie, der opholdt sig i Sigeion (Side 228). Men paa Veien blev han syg paa Øen Lemnos, mistede Synet og døde Sottedød, »truffen af Gudernes Vrede«. Efter andre, mindre paalidelige Etterretninger skal han være falden paa Slagmarken ved Marathon. Dagen efter Slaget ankom de spartanske Hjælpetropper til Athen. De havde tilbagelagt Veien paa tre Dage. Skjønt de kom forsilde, vilde de dog se Slagmarken og de faldne Persere. De priste Athenerne og deres tapre Daad og vendte tilbage til sit Hjem, medens Athenerne begrov sine døde og bragte Guderne den skyldige Tak. Efter Kampen forstod Athenerne, hvorledes Pan havde opfyldt sit Løfte, idet han under Slaget havde indjaget Fienderne »panisk« Skræk. Han blev senere aarlig æret med<noinclude><references/></noinclude> 5aih55ldn9b4nv3q5wia2fo5e9c4yf1 104 142987 331015 2026-08-20T19:34:45Z Øystein Tvede 3938 /* Korrekturlest */ 331015 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>Offer og Fakkeltog, og i Nærheden af Akropolis blev der indviet ham en Grotte, som endnu er til. I denne lod Miltiades opreise en Støtte med følgende Indskrift af Digteren Simonides<ref>Simonides fra Keos (559—469) var en af Grækernes største lyriske Digtere.</ref>: <poem> {{liten|»Mig, den arkadiske Pan, Athenernes Ven og Beskytter, Medernes Uven saa arg, stilled' Miltiades her«.}} </poem> Miltiades havde før Slaget lovet Artemis saamange Gjeder, som der faldt Fiender. Dette Antal var ikke til at opdrive, og man løste sig fra Løftet derved, at der aarlig skulde ofres Gudinden 500 Gjeder. Athenernes gamle Stammehelt Theseus skal ogsaa have staaet sit Folk bi under Kampen. Nogle Hopliter vilde have seet, hvorledes han i fuld Rustning steg op af Jorden og rykkede i Spidsen for deres Rækker mod Barbarerne. For at hædre de faldne blev de begravne paa selve Slagmarken. Tæt ved Stranden blev de lagte i en felles Grav, paa hvilken der blev reist ti Søiler med de faldnes Navne. Disse kunde man endnu læse 600 Aar senere. Gravhaugen, der blev opkastet over de faldne Helte, er selv i vor Tid et Vidne om den store Dag, der reddede Athen, Hellas og den helleniske Kultur. Til Minde om Slaget feiredes siden aarlig en Fest paa dets Aarsdag. Ved Siden af Gravhaugen reistes en Seiersstøtte af Marmor med følgende Indskrift af Simonides: »Her paa Marathons Slette har Athenerne i Kamp for Hellas' Frihed strakt de prunkende Mederes Magt i Støvet«. Dem, som havde kjæmpet med ved Marathon, blev der altid senere vist stor Ære. Selv i Gravskriften over en Mand som Æschylos vidste man efter 34 Aars Forløb ingen større Ros at nævne, end » at den langhaarede Meder ved Marathon havde faaet hans kraftige Arm at føle«.<noinclude><references/></noinclude> 5faih22hh68ea4toglpl0ipws4p112r 331030 331015 2026-08-20T20:23:12Z Øystein Tvede 3938 331030 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>Offer og Fakkeltog, og i Nærheden af Akropolis blev der indviet ham en Grotte, som endnu er til. I denne lod Miltiades opreise en Støtte med følgende Indskrift af Digteren Simonides<ref>Simonides fra Keos (559—469) var en af Grækernes største lyriske Digtere.</ref>: <poem> {{liten|»Mig, den arkadiske Pan, Athenernes Ven og Beskytter, Medernes Uven saa arg, stilled' Miltiades her«.}} </poem> Miltiades havde før Slaget lovet Artemis saamange Gjeder, som der faldt Fiender. Dette Antal var ikke til at opdrive, og man løste sig fra Løftet derved, at der aarlig skulde ofres Gudinden 500 Gjeder. Athenernes gamle Stammehelt Theseus skal ogsaa have staaet sit Folk bi under Kampen. Nogle Hopliter vilde have seet, hvorledes han i fuld Rustning steg op af Jorden og rykkede i Spidsen for deres Rækker mod Barbarerne. For at hædre de faldne blev de begravne paa selve Slagmarken. Tæt ved Stranden blev de lagte i en felles Grav, paa hvilken der blev reist ti Søiler med de faldnes Navne. Disse kunde man endnu læse 600 Aar senere. Gravhaugen, der blev opkastet over de faldne Helte, er selv i vor Tid et Vidne om den store Dag, der reddede Athen, Hellas og den helleniske Kultur. Til Minde om Slaget feiredes siden aarlig en Fest paa dets Aarsdag. Ved Siden af Gravhaugen reistes en Seiersstøtte af Marmor med følgende Indskrift af Simonides: »Her paa Marathons Slette har Athenerne i Kamp for Hellas' Frihed strakt de prunkende Mederes Magt i Støvet«. Dem, som havde kjæmpet med ved Marathon, blev der altid senere vist stor Ære. Selv i Gravskriften over en Mand som Æschylos vidste man efter 34 Aars Forløb ingen større Ros at nævne, end »at den langhaarede Meder ved Marathon havde faaet hans kraftige Arm at føle«.<noinclude><references/></noinclude> r0hdj99ou1rjgmhsjnda66zav0a9s47 104 142988 331016 2026-08-20T19:40:26Z Øystein Tvede 3938 /* Korrekturlest */ 331016 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude> Militiades' Navn var paa alles Læber. Folket modtog Seierherren med Jubelsange. Paa Slagmarken blev der ved Siden af Seiersstøtten opréist ham en egen Mindestøtte, og i Prytaneion blev hans Statue opstillet ved Siden af Harmodios' og Aristogeitons Billeder. Da Slaget senere blev malet af {{sp|Polygnoto|s}} i den saakaldte »brogede Buegang«, fik Miltiades' Skikkelse en fremtrædende Plads paa Billedet<ref>Den brogede Buegang var en Søilehal i Athen, hvis Vægge var smykkede med Arbeider af Tidens ypperste Mestere. Polygnotos levede paa Kimons og Perikles' Tider.</ref>. Han var den første Mand i Athen, og hans Navn nævntes med Beundring i hele Grækenland. Nogen Tid efter Slaget ved Marathon fremsatte Miltiades det Forslag, at man skulde stille Flaaden og Krigskassen til hans Raadighed; han havde et Tog fore, hvor ved han vilde gjøre Athen rigt og mægtigt; men foreløbig maatte han holde sin Plan hemmelig, foråt den kunde lykkes. Hans Medborgere gik i fuld Tillid til ham ind paa dette; de overlod ham 70 vel rustede Krigsskibe og haabede snart at faa høre om store Begivenheder. De troede, at han muligens tænkte paa at gjenerobre Lemnos eller Chersonesos eller at anfalde Perserne i Ionien. Om Vaaren 489 gik han tilsøs og angreb {{sp|Paro|s}}, fordi den i det forrige Aar havde underkastet sig Perserne og stillet et Skib til deres Raadighed. Han beleirede Byen og forlangte en Bod af 100 Talenter. Men Parierne afslog hans Forlangende, rustede sig til Forsvar og gjorde paa en eneste Nat Murene omkring sin Stad dobbelt saa høie som før. Miltiades maatte begynde en regelmæssig Beleiring, hvor paa han ikke var belavet. Ved Undergravninger lykkedes det ham dog at svække Murene saameget, at Parierne allerede forhandlede om Overgivelse; da fik man i Øst Øie paa en stor Ild. Parierne troede, at det var et Signal<noinclude><references/></noinclude> 6ft8bilco5qedrur2t5kttmjd4toh8f 331031 331016 2026-08-20T20:25:25Z Øystein Tvede 3938 331031 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude> Militiades' Navn var paa alles Læber. Folket modtog Seierherren med Jubelsange. Paa Slagmarken blev der ved Siden af Seiersstøtten opreist ham en egen Mindestøtte, og i Prytaneion blev hans Statue opstillet ved Siden af Harmodios' og Aristogeitons Billeder. Da Slaget senere blev malet af {{sp|Polygnoto|s}} i den saakaldte »brogede Buegang«, fik Miltiades' Skikkelse en fremtrædende Plads paa Billedet<ref>Den brogede Buegang var en Søilehal i Athen, hvis Vægge var smykkede med Arbeider af Tidens ypperste Mestere. Polygnotos levede paa Kimons og Perikles' Tider.</ref>. Han var den første Mand i Athen, og hans Navn nævntes med Beundring i hele Grækenland. Nogen Tid efter Slaget ved Marathon fremsatte Miltiades det Forslag, at man skulde stille Flaaden og Krigskassen til hans Raadighed; han havde et Tog fore, hvorved han vilde gjøre Athen rigt og mægtigt; men foreløbig maatte han holde sin Plan hemmelig, forat den kunde lykkes. Hans Medborgere gik i fuld Tillid til ham ind paa dette; de overlod ham 70 vel rustede Krigsskibe og haabede snart at faa høre om store Begivenheder. De troede, at han muligens tænkte paa at gjenerobre Lemnos eller Chersonesos eller at anfalde Perserne i Ionien. Om Vaaren 489 gik han tilsøs og angreb {{sp|Paro|s}}, fordi den i det forrige Aar havde underkastet sig Perserne og stillet et Skib til deres Raadighed. Han beleirede Byen og forlangte en Bod af 100 Talenter. Men Parierne afslog hans Forlangende, rustede sig til Forsvar og gjorde paa en eneste Nat Murene omkring sin Stad dobbelt saa høie som før. Miltiades maatte begynde en regelmæssig Beleiring, hvorpaa han ikke var belavet. Ved Undergravninger lykkedes det ham dog at svække Murene saameget, at Parierne allerede forhandlede om Overgivelse; da fik man i Øst Øie paa en stor Ild. Parierne troede, at det var et Signal<noinclude><references/></noinclude> 2jaljm94mnb4xyswsufq21ni9dj8rva 104 142989 331017 2026-08-20T19:43:26Z Øystein Tvede 3938 /* Korrekturlest */ 331017 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>om Hjælp fra Perserne, Miltiades frygtede for det samme og hævede Beleiringen. Selv laa han syg af et Saar, han havde faaet under Beleiringen. Uden Bytte og Ros vendte han efter 26 Dages Fravær med Flaaden tilbage til Attika. Hin Ild havde kun været en tilfældig Skovbrand. Athenerne havde ventet sig det største af Miltiades' Tog. Var dette hans store Hemmelighed? Et jammerligt Plyndringstog mod Kykladerne, Herjing af græske Stater. Var det et Foretagende, der var Athenerne værdigt? Miltiades havde paa en skammelig Maade misbrugt Folkets Tillid, havde tilintetgjort den Ros, de attiske Vaaben nylig havde tilkjæmpet sig, med egen Haand udslettet Dagen ved Marathon. Seierherrerne fra Marathon slagne tilbage foran Paros 1 For hele Hellas' Øine havde han bedækket Attika med Skam og Skjændsel. Hertil kom end videre, at hans politiske Modstandere altid havde havt ham mistænkt for dynastiske Planer. Der gaves ogsaa Skumlere, som sagde, at han for persisk Guid havde hævet Beleiringen af Paros. {{sp|Xanthippo|s}}, den berømte Perikles' Fader, optraadte som Anklager. Han beskyldte Miltiades for at have skuffet Folket ved falske Løfter, for hvilken Forbrydelse Solons Love satte Døden. Han skulde møde for Folkets Domstol. Det var et sørgeligt Syn. Syg af sit Saar, hvori der var gaaet Koldbrand, blev Seierherren fra Marathon paa sin Seng baaren ind i Forsamlingen. Selv var han ude af Stand til at tale, hans Venner førte Forsvaret for hem. Men de prøvede ikke engang paa at retferdiggjøre Toget mod Kykladerne. De talte om Lemnos, om Marathon. Men intet kunde helt ud formilde det ubønhørlige Folk. Vistnok dømte det ikke sin Frelser til Døden; men han skulde betale Togets Omkostninger, femti Talenter (200,000 Kroner). Miltiades eiede vistnok mere; men da han for Øieblikket ikke kunde skaffe saa mange rede Penge, maatte han efter den attiske Lov gaa i Gjælds-<noinclude><references/></noinclude> ktc3rcexjwsg683i9dvxcdk5i5e2s96 331032 331017 2026-08-20T20:27:20Z Øystein Tvede 3938 331032 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>om Hjælp fra Perserne, Miltiades frygtede for det samme og hævede Beleiringen. Selv laa han syg af et Saar, han havde faaet under Beleiringen. Uden Bytte og Ros vendte han efter 26 Dages Fravær med Flaaden tilbage til Attika. Hin Ild havde kun været en tilfældig Skovbrand. Athenerne havde ventet sig det største af Miltiades' Tog. Var dette hans store Hemmelighed? Et jammerligt Plyndringstog mod Kykladerne, Herjing af græske Stater. Var det et Foretagende, der var Athenerne værdigt? Miltiades havde paa en skammelig Maade misbrugt Folkets Tillid, havde tilintetgjort den Ros, de attiske Vaaben nylig havde tilkjæmpet sig, med egen Haand udslettet Dagen ved Marathon. Seierherrerne fra Marathon slagne tilbage foran Paros! For hele Hellas' Øine havde han bedækket Attika med Skam og Skjændsel. Hertil kom end videre, at hans politiske Modstandere altid havde havt ham mistænkt for dynastiske Planer. Der gaves ogsaa Skumlere, som sagde, at han for persisk Guid havde hævet Beleiringen af Paros. {{sp|Xanthippo|s}}, den berømte Perikles' Fader, optraadte som Anklager. Han beskyldte Miltiades for at have skuffet Folket ved falske Løfter, for hvilken Forbrydelse Solons Love satte Døden. Han skulde møde for Folkets Domstol. Det var et sørgeligt Syn. Syg af sit Saar, hvori der var gaaet Koldbrand, blev Seierherren fra Marathon paa sin Seng baaren ind i Forsamlingen. Selv var han ude af Stand til at tale, hans Venner førte Forsvaret for hem. Men de prøvede ikke engang paa at retferdiggjøre Toget mod Kykladerne. De talte om Lemnos, om Marathon. Men intet kunde helt ud formilde det ubønhørlige Folk. Vistnok dømte det ikke sin Frelser til Døden; men han skulde betale Togets Omkostninger, femti Talenter (200,000 Kroner). Miltiades eiede vistnok mere; men da han for Øieblikket ikke kunde skaffe saa mange rede Penge, maatte han efter den attiske Lov gaa i Gjælds-<noinclude><references/></noinclude> ljx2he2c7iad7lzgtcluzd62ogpnxnk 104 142990 331018 2026-08-20T19:46:30Z Øystein Tvede 3938 /* Korrekturlest */ 331018 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>fengsel og mistede sin borgelige Ære, indtil Summen blev betalt. Han døde straks efter af sit Saar. En saadan Død fik Seierherren fra Marathon. Lykkeligere vilde hans Lod have været, om han Aaret i Forveien havde fundet sin Død ved Kallimachos' Side. {{---}} {{c|{{stor|40. Xerxes' Rustninger og Marsch mod Hellas.}}}} {{--}} Efter det uheldige Tog til Attika lod Dareios i stort Omfang foretage Rustninger i sit vidtstrakte Rige. Hellas maatte og skulde kues. I hele tre Aar rustede Asien sig fra Ionien til Indus; men netop som de storartede Rustninger var ferdige, skede der en Opstand i Ægypten, skjønt Dareios' Herredømme der havde været meget mildt. Denne Opstand lagde Beslag paa alle Stridskræfter. Dareios oplevede imidlertid hverken Ægyptens eller Grækenlands Underkastelse. Han døde i Aaret 485 i sit Livs 64de Aar. Dareios efterlod sig mange Sønner. Den ældste var Artabazanes, hvis Moder var Gobryas' Datter. Men Dareios' senere Gemalinde, Kambyses' Søster og Enke, Atossa, havde, medens Dareios endnu levede, modsat sig dennes Ønske om, at Thronen skulde gaa over til ham. Hun forlangte den for sin ældste Søn {{sp|Xerxe|s}}, der var Kyros' Ætling og af Kongeæt baade paa fedrene og mødrene Side. Dareios rettede sig efter hendes Vilje, da hun var almægtig ved Perserhoffet, og Xerxes bestemtes til Thronfølger allerede i Faderens Levetid. Han besteg derfor uden Modstand Thronen efter Dareios' Død.<noinclude><references/></noinclude> pchidj4i14ler16pj4lhn6h431yriqe 0 142991 331033 2026-08-20T20:31:56Z Øystein Tvede 3938 Ny side: <pages index="Sagn og Fortællinger af Oldtidens Historie.djvu" from=73 to=74 fromsection="" tosection="1" header=1 /> 331033 wikitext text/x-wiki <pages index="Sagn og Fortællinger af Oldtidens Historie.djvu" from=73 to=74 fromsection="" tosection="1" header=1 /> cugdz7t0z0jy428ua1uvw4igo3jrzu6 0 142992 331034 2026-08-20T20:33:07Z Øystein Tvede 3938 Ny side: <pages index="Sagn og Fortællinger af Oldtidens Historie.djvu" from=74 to=76 fromsection="2" tosection="1" header=1 /> 331034 wikitext text/x-wiki <pages index="Sagn og Fortællinger af Oldtidens Historie.djvu" from=74 to=76 fromsection="2" tosection="1" header=1 /> 5bqp14h8qoymm12tnslj75rw07jb1qs 0 142993 331036 2026-08-20T20:34:56Z Øystein Tvede 3938 Ny side: <pages index="Sagn og Fortællinger af Oldtidens Historie.djvu" from=76 to=80 fromsection="2" tosection="1" header=1 /> 331036 wikitext text/x-wiki <pages index="Sagn og Fortællinger af Oldtidens Historie.djvu" from=76 to=80 fromsection="2" tosection="1" header=1 /> kqg2docu1h722stl8rzphcu0wq2t1me 0 142994 331042 2026-08-20T21:37:55Z Øystein Tvede 3938 Ny side: <pages index="Sagn og Fortællinger af Oldtidens Historie.djvu" from=80 to=81 fromsection="2" tosection="1" header=1 /> 331042 wikitext text/x-wiki <pages index="Sagn og Fortællinger af Oldtidens Historie.djvu" from=80 to=81 fromsection="2" tosection="1" header=1 /> gfy8v4j0ush6l720rds5h8c0ioqhnyd 0 142995 331044 2026-08-20T21:50:23Z Øystein Tvede 3938 Ny side: <pages index="Sagn og Fortællinger af Oldtidens Historie.djvu" from=81 to=84 fromsection="2" tosection="1" header=1 /> 331044 wikitext text/x-wiki <pages index="Sagn og Fortællinger af Oldtidens Historie.djvu" from=81 to=84 fromsection="2" tosection="1" header=1 /> qso4ejoch4zu51ewqp4wyp2ipkh01ft 0 142996 331046 2026-08-20T21:55:03Z Øystein Tvede 3938 Ny side: <pages index="Sagn og Fortællinger af Oldtidens Historie.djvu" from=84 to=101 fromsection="2" tosection="" header=1 /> 331046 wikitext text/x-wiki <pages index="Sagn og Fortællinger af Oldtidens Historie.djvu" from=84 to=101 fromsection="2" tosection="" header=1 /> eznitnq7f0qvruo2i86mhub9tdogrot 0 142997 331047 2026-08-20T21:56:13Z Øystein Tvede 3938 Ny side: <pages index="Sagn og Fortællinger af Oldtidens Historie.djvu" from=102 to=106 fromsection="" tosection="1" header=1 /> 331047 wikitext text/x-wiki <pages index="Sagn og Fortællinger af Oldtidens Historie.djvu" from=102 to=106 fromsection="" tosection="1" header=1 /> 0o3kueir1lbktdysofhfyn2phl9rtmw 0 142998 331049 2026-08-20T21:58:57Z Øystein Tvede 3938 Ny side: <pages index="Sagn og Fortællinger af Oldtidens Historie.djvu" from=106 to=109 fromsection="2" tosection="1" header=1 /> 331049 wikitext text/x-wiki <pages index="Sagn og Fortællinger af Oldtidens Historie.djvu" from=106 to=109 fromsection="2" tosection="1" header=1 /> oer6ct9ej2g9u16a4rajvvspqcluj6q 0 142999 331053 2026-08-20T22:09:46Z Øystein Tvede 3938 Ny side: <pages index="Sagn og Fortællinger af Oldtidens Historie.djvu" from=109 to=112 fromsection="2" tosection="1" header=1 /> 331053 wikitext text/x-wiki <pages index="Sagn og Fortællinger af Oldtidens Historie.djvu" from=109 to=112 fromsection="2" tosection="1" header=1 /> o6pbxt5bqt1vioy9z18qs5bb1fl3n7g 0 143000 331055 2026-08-20T22:11:35Z Øystein Tvede 3938 Ny side: <pages index="Sagn og Fortællinger af Oldtidens Historie.djvu" from=112 to=116 fromsection="2" tosection="1" header=1 /> 331055 wikitext text/x-wiki <pages index="Sagn og Fortællinger af Oldtidens Historie.djvu" from=112 to=116 fromsection="2" tosection="1" header=1 /> 59rydc92w6yh5ekgc57ra7rboai2rf0 0 143001 331057 2026-08-20T22:13:11Z Øystein Tvede 3938 Ny side: <pages index="Sagn og Fortællinger af Oldtidens Historie.djvu" from=116 to=119 fromsection="2" tosection="" header=1 /> 331057 wikitext text/x-wiki <pages index="Sagn og Fortællinger af Oldtidens Historie.djvu" from=116 to=119 fromsection="2" tosection="" header=1 /> bxuehrxh0r2nwjub1qd98evismo8cph 0 143002 331058 2026-08-20T22:14:15Z Øystein Tvede 3938 Ny side: <pages index="Sagn og Fortællinger af Oldtidens Historie.djvu" from=120 to=124 fromsection="" tosection="1" header=1 /> 331058 wikitext text/x-wiki <pages index="Sagn og Fortællinger af Oldtidens Historie.djvu" from=120 to=124 fromsection="" tosection="1" header=1 /> rnt422mv749h6aq342oop5j4exv2e4t 0 143003 331060 2026-08-20T22:16:43Z Øystein Tvede 3938 Ny side: <pages index="Sagn og Fortællinger af Oldtidens Historie.djvu" from=124 to=145 fromsection="2" tosection="1" header=1 /> 331060 wikitext text/x-wiki <pages index="Sagn og Fortællinger af Oldtidens Historie.djvu" from=124 to=145 fromsection="2" tosection="1" header=1 /> ra3sotxrt12y4ochd1rctbhakknxd8i