Wikikilden nowikisource https://no.wikisource.org/wiki/Wikikilden:Forside MediaWiki 1.47.0-wmf.16 first-letter Medium Spesial Diskusjon Bruker Brukerdiskusjon Wikikilden Wikikilden-diskusjon Fil Fildiskusjon MediaWiki MediaWiki-diskusjon Mal Maldiskusjon Hjelp Hjelpdiskusjon Kategori Kategoridiskusjon Forfatter Forfatterdiskusjon Side Sidediskusjon Indeks Indeksdiskusjon Undertekster Undertekstdiskusjon Modul Moduldiskusjon Arrangement Arrangementsdiskusjon 0 2864 331394 60334 2026-08-25T07:22:06Z ~2026-46347-74 6312 331394 wikitext text/x-wiki <pages index="Skram - Forraadt.djvu" from=33 to=48 header=1 /> {{PD-old}} [[Kategori:Noveller]] [[Kategori:1885]] [[kategori:Jul]] [[da:Karens Jul]] homohomohomohomohomohomohomo homohomohomo homohomo homohomo homohomo i928hxw1r5360bwgvjmzcc4bx2ecqzp 331395 331394 2026-08-25T09:46:20Z Øystein Tvede 3938 Tilbakestilte endring av [[Special:Contributions/~2026-46347-74|~2026-46347-74]] ([[User talk:~2026-46347-74|brukerdiskusjon]]) til siste versjon av [[User:Ranveig|Ranveig]] 60334 wikitext text/x-wiki <pages index="Skram - Forraadt.djvu" from=33 to=48 header=1 /> {{PD-old}} [[Kategori:Noveller]] [[Kategori:1885]] [[kategori:Jul]] [[da:Karens Jul]] 8y26za22axmk4vay7jgdmlu98t6ljif 106 34994 331373 331143 2026-08-24T22:52:26Z Øystein Tvede 3938 331373 proofread-index text/x-wiki {{:MediaWiki:Proofreadpage_index_template |Type=book |Tittel=[[Sagn og Fortællinger af Oldtidens Historie for Skolen og Hjemmet. I: De østerlandske Folk og Hellenerne]] |Undertittel= |Bind=I |Forfatter={{forfatterl|John Utheim}} |Oversetter= |Utgiver= |Illustrator= |Forlag=Alb. Cammermeyer |Institusjon= |Sted=Christiania |Ar=1880 |Sorter=Sagn og Fortællinger af Oldtidens Historie |wikidata_item= |Kilde=djvu |Bilde=1 |Malform=NB |Fremgang=C |Sider=<pagelist 5=1 /> |Bindfortegnelse= |Sammendrag=[[De østerlandske Folk/01|1. Sagnet om Rhampsinits Skatkammer]] [[De østerlandske Folk/02|2. Sagnet om Phønix]] [[De østerlandske Folk/03|3. Psammetik. Neko og hans Foretagender]] [[De østerlandske Folk/04|4. Sagnet om Dido og Karthagos Anlæg]] [[De østerlandske Folk/05|5. Kaldæernes Sagn om den store Vandflom]] [[De østerlandske Folk/06|6. Sagnet om Sardanapal]] [[De østerlandske Folk/07|7. Dejokes. Kyaxares. Skythernes Indfald]] [[De østerlandske Folk/08|8. Kyros, det persiske Riges Stifter (55S—529 f. Kr.)]] [[De østerlandske Folk/09|9. Sagnene om Kong Midas]] [[De østerlandske Folk/10|10. Krøsos, Lydiens sidste Konge (563—549 f. Kr.)]] [[De østerlandske Folk/11|11. Kambyses, Persernes Konge (529—522)]] [[De østerlandske Folk/12|12. Magernes Herredømme (522—521)]] [[De østerlandske Folk/13|13. Dareios, Hystaspes' Søn (521—485)]] [[Hellenerne/14|14. Sagnene om Prometheus og Deukalion]] [[Hellenerne/15|15. Sagnene om Io og Danaiderne]] [[Hellenerne/16|16. Sagnet om Perseus]] [[Hellenerne/17|17. Sagnet om Sisyphos]] [[Hellenerne/18|18. Sagnet om Daphne]] [[Hellenerne/19|19. Sagnene om Herakles]] [[Hellenerne/20|20. Sagnene om Theseus]] [[Hellenerne/21|21. Sagnene om Kadmos og hans Slegt]] [[Hellenerne/22|22. Sagnet om Ødipus]] [[Hellenerne/23|23. De syv mod Theben]] [[Hellenerne/24|24. Sagnet om Iason og Argonautertoget]] [[Hellenerne/25|25. Sagnene om Tantalos, Pelops og Pelopiderne]] [[Hellenerne/26|26. Den troiske Krig. Iliaden]] [[Hellenerne/27|27. Hjemreisen fra Troia. Odysseen]] [[Hellenerne/28|28. Sagnet om Orestes]] [[Hellenerne/29|29. Sagnet om Orpheus]] [[Hellenerne/30|30. Stammevandringer i Hellas]] [[Hellenerne/31|31. Lykurgos og den spartanske Stat]] [[Hellenerne/32|32. Aristodemos og den første messeniske Krig]] [[Hellenerne/33|33. Aristomenes og den anden messeniske Krig]] [[Hellenerne/34|34. Den attiske Stat. Solon]] [[Hellenerne/35|35. Peisistratiderne]] [[Hellenerne/36|36. De syv vise]] [[Hellenerne/37|37. Polykrates og Syloson]] [[Hellenerne/38|38. Histiæos og Aristagoras. Den ioniske Opstand]] [[Hellenerne/39|39. Miltiades. Slaget ved Marathon]] [[Hellenerne/40|40. Xerxes' Rustninger og Marsch mod Hellas]] [[Hellenerne/41|41. Kampen ved Thermopylerne 480 f. Kr. Leonidas]] [[Hellenerne/42|42. Themistokles. Slaget ved Salamis 480 f. Kr.]] [[Hellenerne/43|43. Slaget ved Platææ 479 f. Kr. Pausanias. Aristeides]] [[Hellenerne/44|44. Kimon. Perserkrigene ender 449 f. Kr]] [[Hellenerne/45|45. Den peikleiske Tid. Peloponneserkrigen begynder 431 f. Kr]] [[Hellenerne/46|46. Alkibiades. Peloponneserkrigen ender 404 f. Kr.]] [[Hellenerne/47|47. Sokrates]] [[Hellenerne/48|48. De ti tusindes Tog 401—400 f. Kr. Xenophon]] [[Hellenerne/49|49. Thebens Storhedstid (379—362). Pelopidas og Epaminondas]] [[Hellenerne/50|50. Den græske Friheds Undergang 338 f. Kr, Philip af Makedonien 360—336. Demosthenes. Phokion]] [[Hellenerne/51|51. Alexander den store (336—323)]] [[Hellenerne/52|52. Amphiktyonerforbundet. Delphi og det delphiske Orakel]] 409 [[Hellenerne/53|53. De græske Festlege]] }} k8wnxlan47uima8slqdxe1ryt4vpx1p 331376 331373 2026-08-24T22:53:56Z Øystein Tvede 3938 331376 proofread-index text/x-wiki {{:MediaWiki:Proofreadpage_index_template |Type=book |Tittel=[[Sagn og Fortællinger af Oldtidens Historie for Skolen og Hjemmet. I: De østerlandske Folk og Hellenerne]] |Undertittel= |Bind=I |Forfatter={{forfatterl|John Utheim}} |Oversetter= |Utgiver= |Illustrator= |Forlag=Alb. Cammermeyer |Institusjon= |Sted=Christiania |Ar=1880 |Sorter=Sagn og Fortællinger af Oldtidens Historie |wikidata_item= |Kilde=djvu |Bilde=1 |Malform=NB |Fremgang=C |Sider=<pagelist 5=1 /> |Bindfortegnelse= |Sammendrag=[[De østerlandske Folk/01|1. Sagnet om Rhampsinits Skatkammer]] [[De østerlandske Folk/02|2. Sagnet om Phønix]] [[De østerlandske Folk/03|3. Psammetik. Neko og hans Foretagender]] [[De østerlandske Folk/04|4. Sagnet om Dido og Karthagos Anlæg]] [[De østerlandske Folk/05|5. Kaldæernes Sagn om den store Vandflom]] [[De østerlandske Folk/06|6. Sagnet om Sardanapal]] [[De østerlandske Folk/07|7. Dejokes. Kyaxares. Skythernes Indfald]] [[De østerlandske Folk/08|8. Kyros, det persiske Riges Stifter (558—529 f. Kr.)]] [[De østerlandske Folk/09|9. Sagnene om Kong Midas]] [[De østerlandske Folk/10|10. Krøsos, Lydiens sidste Konge (563—549 f. Kr.)]] [[De østerlandske Folk/11|11. Kambyses, Persernes Konge (529—522)]] [[De østerlandske Folk/12|12. Magernes Herredømme (522—521)]] [[De østerlandske Folk/13|13. Dareios, Hystaspes' Søn (521—485)]] [[Hellenerne/14|14. Sagnene om Prometheus og Deukalion]] [[Hellenerne/15|15. Sagnene om Io og Danaiderne]] [[Hellenerne/16|16. Sagnet om Perseus]] [[Hellenerne/17|17. Sagnet om Sisyphos]] [[Hellenerne/18|18. Sagnet om Daphne]] [[Hellenerne/19|19. Sagnene om Herakles]] [[Hellenerne/20|20. Sagnene om Theseus]] [[Hellenerne/21|21. Sagnene om Kadmos og hans Slegt]] [[Hellenerne/22|22. Sagnet om Ødipus]] [[Hellenerne/23|23. De syv mod Theben]] [[Hellenerne/24|24. Sagnet om Iason og Argonautertoget]] [[Hellenerne/25|25. Sagnene om Tantalos, Pelops og Pelopiderne]] [[Hellenerne/26|26. Den troiske Krig. Iliaden]] [[Hellenerne/27|27. Hjemreisen fra Troia. Odysseen]] [[Hellenerne/28|28. Sagnet om Orestes]] [[Hellenerne/29|29. Sagnet om Orpheus]] [[Hellenerne/30|30. Stammevandringer i Hellas]] [[Hellenerne/31|31. Lykurgos og den spartanske Stat]] [[Hellenerne/32|32. Aristodemos og den første messeniske Krig]] [[Hellenerne/33|33. Aristomenes og den anden messeniske Krig]] [[Hellenerne/34|34. Den attiske Stat. Solon]] [[Hellenerne/35|35. Peisistratiderne]] [[Hellenerne/36|36. De syv vise]] [[Hellenerne/37|37. Polykrates og Syloson]] [[Hellenerne/38|38. Histiæos og Aristagoras. Den ioniske Opstand]] [[Hellenerne/39|39. Miltiades. Slaget ved Marathon]] [[Hellenerne/40|40. Xerxes' Rustninger og Marsch mod Hellas]] [[Hellenerne/41|41. Kampen ved Thermopylerne 480 f. Kr. Leonidas]] [[Hellenerne/42|42. Themistokles. Slaget ved Salamis 480 f. Kr.]] [[Hellenerne/43|43. Slaget ved Platææ 479 f. Kr. Pausanias. Aristeides]] [[Hellenerne/44|44. Kimon. Perserkrigene ender 449 f. Kr]] [[Hellenerne/45|45. Den peikleiske Tid. Peloponneserkrigen begynder 431 f. Kr]] [[Hellenerne/46|46. Alkibiades. Peloponneserkrigen ender 404 f. Kr.]] [[Hellenerne/47|47. Sokrates]] [[Hellenerne/48|48. De ti tusindes Tog 401—400 f. Kr. Xenophon]] [[Hellenerne/49|49. Thebens Storhedstid (379—362). Pelopidas og Epaminondas]] [[Hellenerne/50|50. Den græske Friheds Undergang 338 f. Kr, Philip af Makedonien 360—336. Demosthenes. Phokion]] [[Hellenerne/51|51. Alexander den store (336—323)]] [[Hellenerne/52|52. Amphiktyonerforbundet. Delphi og det delphiske Orakel]] 409 [[Hellenerne/53|53. De græske Festlege]] }} bbm3bhux02t2xf9y8bexlba48rqc5fj 331396 331376 2026-08-25T11:49:13Z Øystein Tvede 3938 331396 proofread-index text/x-wiki {{:MediaWiki:Proofreadpage_index_template |Type=book |Tittel=[[Sagn og Fortællinger af Oldtidens Historie for Skolen og Hjemmet. I: De østerlandske Folk og Hellenerne]] |Undertittel= |Bind=I |Forfatter={{forfatterl|John Utheim}} |Oversetter= |Utgiver= |Illustrator= |Forlag=Alb. Cammermeyer |Institusjon= |Sted=Christiania |Ar=1880 |Sorter=Sagn og Fortællinger af Oldtidens Historie |wikidata_item= |Kilde=djvu |Bilde=1 |Malform=NB |Fremgang=v |Sider=<pagelist 5=1 /> |Bindfortegnelse= |Sammendrag=[[De østerlandske Folk/01|1. Sagnet om Rhampsinits Skatkammer]] [[De østerlandske Folk/02|2. Sagnet om Phønix]] [[De østerlandske Folk/03|3. Psammetik. Neko og hans Foretagender]] [[De østerlandske Folk/04|4. Sagnet om Dido og Karthagos Anlæg]] [[De østerlandske Folk/05|5. Kaldæernes Sagn om den store Vandflom]] [[De østerlandske Folk/06|6. Sagnet om Sardanapal]] [[De østerlandske Folk/07|7. Dejokes. Kyaxares. Skythernes Indfald]] [[De østerlandske Folk/08|8. Kyros, det persiske Riges Stifter (558—529 f. Kr.)]] [[De østerlandske Folk/09|9. Sagnene om Kong Midas]] [[De østerlandske Folk/10|10. Krøsos, Lydiens sidste Konge (563—549 f. Kr.)]] [[De østerlandske Folk/11|11. Kambyses, Persernes Konge (529—522)]] [[De østerlandske Folk/12|12. Magernes Herredømme (522—521)]] [[De østerlandske Folk/13|13. Dareios, Hystaspes' Søn (521—485)]] [[Hellenerne/14|14. Sagnene om Prometheus og Deukalion]] [[Hellenerne/15|15. Sagnene om Io og Danaiderne]] [[Hellenerne/16|16. Sagnet om Perseus]] [[Hellenerne/17|17. Sagnet om Sisyphos]] [[Hellenerne/18|18. Sagnet om Daphne]] [[Hellenerne/19|19. Sagnene om Herakles]] [[Hellenerne/20|20. Sagnene om Theseus]] [[Hellenerne/21|21. Sagnene om Kadmos og hans Slegt]] [[Hellenerne/22|22. Sagnet om Ødipus]] [[Hellenerne/23|23. De syv mod Theben]] [[Hellenerne/24|24. Sagnet om Iason og Argonautertoget]] [[Hellenerne/25|25. Sagnene om Tantalos, Pelops og Pelopiderne]] [[Hellenerne/26|26. Den troiske Krig. Iliaden]] [[Hellenerne/27|27. Hjemreisen fra Troia. Odysseen]] [[Hellenerne/28|28. Sagnet om Orestes]] [[Hellenerne/29|29. Sagnet om Orpheus]] [[Hellenerne/30|30. Stammevandringer i Hellas]] [[Hellenerne/31|31. Lykurgos og den spartanske Stat]] [[Hellenerne/32|32. Aristodemos og den første messeniske Krig]] [[Hellenerne/33|33. Aristomenes og den anden messeniske Krig]] [[Hellenerne/34|34. Den attiske Stat. Solon]] [[Hellenerne/35|35. Peisistratiderne]] [[Hellenerne/36|36. De syv vise]] [[Hellenerne/37|37. Polykrates og Syloson]] [[Hellenerne/38|38. Histiæos og Aristagoras. Den ioniske Opstand]] [[Hellenerne/39|39. Miltiades. Slaget ved Marathon]] [[Hellenerne/40|40. Xerxes' Rustninger og Marsch mod Hellas]] [[Hellenerne/41|41. Kampen ved Thermopylerne 480 f. Kr. Leonidas]] [[Hellenerne/42|42. Themistokles. Slaget ved Salamis 480 f. Kr.]] [[Hellenerne/43|43. Slaget ved Platææ 479 f. Kr. Pausanias. Aristeides]] [[Hellenerne/44|44. Kimon. Perserkrigene ender 449 f. Kr]] [[Hellenerne/45|45. Den peikleiske Tid. Peloponneserkrigen begynder 431 f. Kr]] [[Hellenerne/46|46. Alkibiades. Peloponneserkrigen ender 404 f. Kr.]] [[Hellenerne/47|47. Sokrates]] [[Hellenerne/48|48. De ti tusindes Tog 401—400 f. Kr. Xenophon]] [[Hellenerne/49|49. Thebens Storhedstid (379—362). Pelopidas og Epaminondas]] [[Hellenerne/50|50. Den græske Friheds Undergang 338 f. Kr, Philip af Makedonien 360—336. Demosthenes. Phokion]] [[Hellenerne/51|51. Alexander den store (336—323)]] [[Hellenerne/52|52. Amphiktyonerforbundet. Delphi og det delphiske Orakel]] 409 [[Hellenerne/53|53. De græske Festlege]] }} oh33m5cpyms8ybstsl9kn3n48l15tab 331397 331396 2026-08-25T11:49:37Z Øystein Tvede 3938 331397 proofread-index text/x-wiki {{:MediaWiki:Proofreadpage_index_template |Type=book |Tittel=[[Sagn og Fortællinger af Oldtidens Historie for Skolen og Hjemmet. I: De østerlandske Folk og Hellenerne]] |Undertittel= |Bind=I |Forfatter={{forfatterl|John Utheim}} |Oversetter= |Utgiver= |Illustrator= |Forlag=Alb. Cammermeyer |Institusjon= |Sted=Christiania |Ar=1880 |Sorter=Sagn og Fortællinger af Oldtidens Historie |wikidata_item= |Kilde=djvu |Bilde=1 |Malform=NB |Fremgang=V |Sider=<pagelist 5=1 /> |Bindfortegnelse= |Sammendrag=[[De østerlandske Folk/01|1. Sagnet om Rhampsinits Skatkammer]] [[De østerlandske Folk/02|2. Sagnet om Phønix]] [[De østerlandske Folk/03|3. Psammetik. Neko og hans Foretagender]] [[De østerlandske Folk/04|4. Sagnet om Dido og Karthagos Anlæg]] [[De østerlandske Folk/05|5. Kaldæernes Sagn om den store Vandflom]] [[De østerlandske Folk/06|6. Sagnet om Sardanapal]] [[De østerlandske Folk/07|7. Dejokes. Kyaxares. Skythernes Indfald]] [[De østerlandske Folk/08|8. Kyros, det persiske Riges Stifter (558—529 f. Kr.)]] [[De østerlandske Folk/09|9. Sagnene om Kong Midas]] [[De østerlandske Folk/10|10. Krøsos, Lydiens sidste Konge (563—549 f. Kr.)]] [[De østerlandske Folk/11|11. Kambyses, Persernes Konge (529—522)]] [[De østerlandske Folk/12|12. Magernes Herredømme (522—521)]] [[De østerlandske Folk/13|13. Dareios, Hystaspes' Søn (521—485)]] [[Hellenerne/14|14. Sagnene om Prometheus og Deukalion]] [[Hellenerne/15|15. Sagnene om Io og Danaiderne]] [[Hellenerne/16|16. Sagnet om Perseus]] [[Hellenerne/17|17. Sagnet om Sisyphos]] [[Hellenerne/18|18. Sagnet om Daphne]] [[Hellenerne/19|19. Sagnene om Herakles]] [[Hellenerne/20|20. Sagnene om Theseus]] [[Hellenerne/21|21. Sagnene om Kadmos og hans Slegt]] [[Hellenerne/22|22. Sagnet om Ødipus]] [[Hellenerne/23|23. De syv mod Theben]] [[Hellenerne/24|24. Sagnet om Iason og Argonautertoget]] [[Hellenerne/25|25. Sagnene om Tantalos, Pelops og Pelopiderne]] [[Hellenerne/26|26. Den troiske Krig. Iliaden]] [[Hellenerne/27|27. Hjemreisen fra Troia. Odysseen]] [[Hellenerne/28|28. Sagnet om Orestes]] [[Hellenerne/29|29. Sagnet om Orpheus]] [[Hellenerne/30|30. Stammevandringer i Hellas]] [[Hellenerne/31|31. Lykurgos og den spartanske Stat]] [[Hellenerne/32|32. Aristodemos og den første messeniske Krig]] [[Hellenerne/33|33. Aristomenes og den anden messeniske Krig]] [[Hellenerne/34|34. Den attiske Stat. Solon]] [[Hellenerne/35|35. Peisistratiderne]] [[Hellenerne/36|36. De syv vise]] [[Hellenerne/37|37. Polykrates og Syloson]] [[Hellenerne/38|38. Histiæos og Aristagoras. Den ioniske Opstand]] [[Hellenerne/39|39. Miltiades. Slaget ved Marathon]] [[Hellenerne/40|40. Xerxes' Rustninger og Marsch mod Hellas]] [[Hellenerne/41|41. Kampen ved Thermopylerne 480 f. Kr. Leonidas]] [[Hellenerne/42|42. Themistokles. Slaget ved Salamis 480 f. Kr.]] [[Hellenerne/43|43. Slaget ved Platææ 479 f. Kr. Pausanias. Aristeides]] [[Hellenerne/44|44. Kimon. Perserkrigene ender 449 f. Kr]] [[Hellenerne/45|45. Den peikleiske Tid. Peloponneserkrigen begynder 431 f. Kr]] [[Hellenerne/46|46. Alkibiades. Peloponneserkrigen ender 404 f. Kr.]] [[Hellenerne/47|47. Sokrates]] [[Hellenerne/48|48. De ti tusindes Tog 401—400 f. Kr. Xenophon]] [[Hellenerne/49|49. Thebens Storhedstid (379—362). Pelopidas og Epaminondas]] [[Hellenerne/50|50. Den græske Friheds Undergang 338 f. Kr, Philip af Makedonien 360—336. Demosthenes. Phokion]] [[Hellenerne/51|51. Alexander den store (336—323)]] [[Hellenerne/52|52. Amphiktyonerforbundet. Delphi og det delphiske Orakel]] 409 [[Hellenerne/53|53. De græske Festlege]] }} 7pgalbpm9gln1pt9x67ka2icg5ok9y6 104 138129 331378 322650 2026-08-24T23:26:36Z Øystein Tvede 3938 331378 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>{{c|{{stor|De østerlandske Folk.}}}} {{--}} {{c|{{stor|1. Sagnet om Rhampsinits Skatkammer.}}}} {{--}} I det gamle Ægypten regjerede der omkring Aar 1000 f. Kr. en Konge, som hed {{sp|Rhampsini|t}} (Ramses III). Om ham fortæller den græske Historieskriver {{sp|Herodot}}<ref>Herodot, Historieskrivningens Fader, blev født i den græske By Halikarnassos i Lilleasien 484 f. Kr. og døde i Thurii i Nedreitalien 408. Hans berømte historiske Verk bestaar af ni Bøger og indeholder alle de da bekjendte Landes Historie. Udførligst har han behandlet Krigen mellem Grækerne og Perserne. Hans Historie gaar til Aaret 479. Hans Fortælling er ligefrem og omstændelig, paalidelig i alt væsentligt. Han reiste meget og opholdt sig flere Aar i Østens Lande. Hvad han beretter, er derfor grundet dels paa egne Iagttagelser, dels paa, hvad han havde hørt paa sine Reiser. Hans Sandhedskjærlighed er hævet over enhver Tvivl, og han tog med i sit Verk alt, hvad han hørte og saa, endog det, han selv fandt utroligt.</ref> følgende Sagn: Rhampsinit var saa umaadelig rig, at ingen af de senere Kongers Rigdomme overtraf hans. For sikrere at kunne bevare disse sine Skatte lod han bygge en sterk Murbygning tæt ved sit Palads. Men Bygmesteren havde hemme-<noinclude><references/></noinclude> bventfifjm3kgeq0yfvkduzy4hralek 331391 331378 2026-08-24T23:39:49Z Øystein Tvede 3938 331391 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>{{c|{{stor|De østerlandske Folk.}}}} {{--}} {{c|{{stor|1. Sagnet om Rhampsinits Skatkammer.}}}} {{--}} I det gamle Ægypten regjerede der omkring Aar 1000 f. Kr. en Konge, som hed {{sp|Rhampsini|t}} (Ramses III). Om ham fortæller den græske Historieskriver {{sp|Herodo|t}}<ref>Herodot, Historieskrivningens Fader, blev født i den græske By Halikarnassos i Lilleasien 484 f. Kr. og døde i Thurii i Nedreitalien 408. Hans berømte historiske Verk bestaar af ni Bøger og indeholder alle de da bekjendte Landes Historie. Udførligst har han behandlet Krigen mellem Grækerne og Perserne. Hans Historie gaar til Aaret 479. Hans Fortælling er ligefrem og omstændelig, paalidelig i alt væsentligt. Han reiste meget og opholdt sig flere Aar i Østens Lande. Hvad han beretter, er derfor grundet dels paa egne Iagttagelser, dels paa, hvad han havde hørt paa sine Reiser. Hans Sandhedskjærlighed er hævet over enhver Tvivl, og han tog med i sit Verk alt, hvad han hørte og saa, endog det, han selv fandt utroligt.</ref> følgende Sagn: Rhampsinit var saa umaadelig rig, at ingen af de senere Kongers Rigdomme overtraf hans. For sikrere at kunne bevare disse sine Skatte lod han bygge en sterk Murbygning tæt ved sit Palads. Men Bygmesteren havde hemme-<noinclude><references/></noinclude> h17s6jzee712ok5vpu8c082pip2a3fz 331392 331391 2026-08-24T23:40:24Z Øystein Tvede 3938 331392 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>{{c|{{stor|{{antikva|De østerlandske Folk.}}}}}} {{--}} {{c|{{stor|1. Sagnet om Rhampsinits Skatkammer.}}}} {{--}} I det gamle Ægypten regjerede der omkring Aar 1000 f. Kr. en Konge, som hed {{sp|Rhampsini|t}} (Ramses III). Om ham fortæller den græske Historieskriver {{sp|Herodo|t}}<ref>Herodot, Historieskrivningens Fader, blev født i den græske By Halikarnassos i Lilleasien 484 f. Kr. og døde i Thurii i Nedreitalien 408. Hans berømte historiske Verk bestaar af ni Bøger og indeholder alle de da bekjendte Landes Historie. Udførligst har han behandlet Krigen mellem Grækerne og Perserne. Hans Historie gaar til Aaret 479. Hans Fortælling er ligefrem og omstændelig, paalidelig i alt væsentligt. Han reiste meget og opholdt sig flere Aar i Østens Lande. Hvad han beretter, er derfor grundet dels paa egne Iagttagelser, dels paa, hvad han havde hørt paa sine Reiser. Hans Sandhedskjærlighed er hævet over enhver Tvivl, og han tog med i sit Verk alt, hvad han hørte og saa, endog det, han selv fandt utroligt.</ref> følgende Sagn: Rhampsinit var saa umaadelig rig, at ingen af de senere Kongers Rigdomme overtraf hans. For sikrere at kunne bevare disse sine Skatte lod han bygge en sterk Murbygning tæt ved sit Palads. Men Bygmesteren havde hemme-<noinclude><references/></noinclude> qu19loi6c7hiccxfk65z6v7rltfgilx 104 138132 331379 322938 2026-08-24T23:27:56Z Øystein Tvede 3938 331379 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude><section begin="1"/>{{c|{{stor|2. Sagnet om Phønix.}}}} {{--}} Ogsaa følgende Sagn har Herodot berettet os: En Gang i hvert femte Aarhundrede kom der, ifølge de ægyptiske Presters Fortælling, en Fugl, som de kaldte {{sp|Phøni|x}}, flyvende fra Arabien til Ægypten. Den bragte da med sig Liget af sin Fader indhyllet i Myrrha; dette lod den bisætte i Solens Tempel i Heliopolis, hvorpaa den igjen vendte tilbage til Østen. Der findes flere Afbildninger af denne Sagnfugl paa Mindesmerkerne i Ægypten. Den fremstilles paa disse som en Ørn med røde og gyldne Fjære. Et senere, mere kjendt Sagn om Phønix beretter, at den kom fra Østen for at opbrænde sig selv i Solgudens Tempel, men at den derpaa steg forynget op igjen af Asken og fløi paa den tredje Dag tilbage til Arabien. {{---}} <section end="1"/> <section begin="2"/>{{c|{{stor|3. Psammetik. Neko og hans Foretagender.}}}} {{--}} En af Ægyptens senere Konger var {{sp|Psammeti|k}} (670—616 f. Kr.); han delte i Førstningen Regjeringen med elleve andre. Der var forudsagt disse tolv Konger, at den af dem, som ofrede af en Kobberskaal, skulde vinde Herredømmet over hele Landet. Da de under en Fest skulde ofre Drikoffer, tog Ypperstepresten, som bragte dem Guldskaalerne, feil af Tallet og bragte kun elleve. Da Psammetik, som stod sidst i Rækken, ingen Skaal fik, <section end="2"/><noinclude><references/></noinclude> sh0vq5j0b80v7l4wxgvg1f4mucjkvnb 104 138370 331380 322950 2026-08-24T23:28:54Z Øystein Tvede 3938 331380 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude><section begin="1"/>opdaget igjen af Portugiserne to tusinde Aar senere, virkelig er bleven tilbagelagt af Phønikerne, bevises bedst af, hvad de fortalte, at de nemlig under Omseilingen havde Solen paa høire Haand, »hvad forresten ikke jeg, men muligens nogen anden vil finde troligt«, lægger Herodot til. {{---}} <section end="1"/> <section begin="2"/>{{c|{{stor|4. Sagnet om Dido og Karthagos Anlæg.}}}} {{--}} Om {{sp|Karthago|s}} Anlæg har vi følgende Beretning, der dog hører til Sagnenes Kreds: Omkring Aaret 900 f. Kr. regjerede der i den mægtige phønikiske Handelsstad {{sp|Tyro|s}} en Konge ved Navn {{sp|Mutto|n}}. Ved sin Død efterlod han sit Rige og sine Eiendomme til sine to umyndige Børn {{sp|Pygmalio|n}} og Elissa eller, som hun ogsaa kaldes, {{sp|Did|o}}. Disse skulde regjere i Fællesskab, og Dido skulde egte sin Onkel {{sp|Sicharbaa|l}}, der var Yppersteprest. Denne blev senere myrdet af Pygmalion, som vilde bemægtige sig hans store Rigdomme; men disse havde den dræbte nedgravet. Han skal imidlertid have vist sig i Drømme for sin efterladte Hustru, betegnet hende Stedet, hvor Skattene var at finde, og paalagt hende at udvandre. Med sin Mands Rigdomme og ledsaget af en stor Del af de fornemste Mænd, som hadede Tyrannen, indskibede hun sig og landede paa Afrikas Kyst i Nærheden af den tyriske Koloni Utika. Af Landets Konge {{sp|Hiarba|s}} kjøbte hun et saa stort Stykke Land, som hun kunde omslutte med <section end="2"/><noinclude><references/></noinclude> 7de3ixs1w41pqqdbs8uw82n7h4yboo2 104 138371 331381 330227 2026-08-24T23:29:32Z Øystein Tvede 3938 331381 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude><section begin="1"/>en Oksehud. Denne skar hun i tynde Strimler<ref>En lignende List siges Kong Ragnar Lodbrok at have benyttet sig af mod Kong Ella i Northumberland.</ref> og omsluttede dermed et stort Stykke Land, hvor hun anlagde en Borg og derpaa den senere saa rige og berømte By Karthago. Om Didos Endeligt gives der forskjellige Beretninger<ref>Se f. Eks. Sagnet om Æneas, som senere skal blive fortalt.</ref> og deriblandt, at hun selv besteg Baalet for at undgaa at gifte sig med Kong Hiarbas. {{---}} <section end="1"/> <section begin="2"/>{{c|{{stor|5. Kaldæernes Sagn om den store Vandflom.}}}} {{--}} Kaldæerne, som boede i Babylonien, havde følgende Sagn om den store Vandflod: Guden {{sp|Be|l}} havde om Natten aabenbaret sig for {{sp|Sisi|t}} fra Staden Surripak og forkyndt ham, at Menneskene skulde for sin Ugudeligheds Skyld udryddes af Jorden ved en stor Vandflom, Den hellige Visdom, som var aabenbaret Menneskene, skulde han derfor optegne og gjemme i Skrifterne. »Byg dig et stort Skib«, havde Guden sagt, »og naar Floden kommer, skal du lægge dit Korn, dit Bohave og dine Eiendele, dit Guld og Sølv midt i Skibet, og du skal gaa ind med din Slegt og dine Venner, dine Træler og dine Trælers Hustruer, bevingede og firføddede Dyr«. Og Sisit adlød Gudens Bud, byggede Skibet efter den foreskrevne Størrelse, 3000 Fod <section end="2"/><noinclude><references/></noinclude> bushxrtlomiyo9gpz4ldssxglxtu1f8 0 138375 331369 330224 2026-08-24T22:48:29Z Øystein Tvede 3938 331369 wikitext text/x-wiki <pages index="Sagn og Fortællinger af Oldtidens Historie.djvu" from=1 to=438 header=1 /> {{AuxTOC| De østerlandske Folk * [[De østerlandske Folk/01|1. Sagnet om Rhampsinits Skatkammer]] i [[De østerlandske Folk/02|2. Sagnet om Phønix]] 4 [[De østerlandske Folk/03|3. Psammetik. Neko og hans Foretagender]] 4 [[De østerlandske Folk/04|4. Sagnet om Dido og Karthagos Anlæg]] 7 [[De østerlandske Folk/05|5. Kaldæernes Sagn om den store Vandflom]] 8 [[De østerlandske Folk/06|6. Sagnet om Sardanapal]] 10 [[De østerlandske Folk/07|7. Dejokes. Kyaxares. Skythernes Indfald]] 11 [[De østerlandske Folk/08|8. Kyros, det persiske Riges Stifter (55S— 529 f. Kr.)]] 14 [[De østerlandske Folk/09|9. Sagnene om Kong Midas]] 25 [[De østerlandske Folk/10|10. Krøsos, Lydiens sidste Konge (563—549 f. Kr.)]] 28 [[De østerlandske Folk/11|11. Kambyses, Persernes Konge (529—522)]] 38 [[De østerlandske Folk/12|12. Magernes Herredømme (522—521)]] 51 [[De østerlandske Folk/13|13. Dareios, Hystaspes' Søn (521—485)]] 53 Hellenerne. * [[Hellenerne/14|14. Sagnene om Prometheus og Deukalion]] 69 [[Hellenerne/15|15. Sagnene om Io og Danaiderne]] 71 [[Hellenerne/16|16. Sagnet om Perseus]] 72 [[Hellenerne/17|17. Sagnet om Sisyphos]] 76 [[Hellenerne/18|18. Sagnet om Daphne]] 77 [[Hellenerne/19|19. Sagnene om Herakles]] 80 [[Hellenerne/20|20. Sagnene om Theseus]] 98 [[Hellenerne/21|21. Sagnene om Kadmos og hans Slegt]] 102 [[Hellenerne/22|22. Sagnet om Ødipus]] 105 [[Hellenerne/23|23. De syv mod Theben]] 108 [[Hellenerne/24|24. Sagnet om Iason og Argonautertoget]] 112 [[Hellenerne/25|25. Sagnene om Tantalos, Pelops og Pelopiderne]] 116 [[Hellenerne/26|26. Den troiske Krig. Iliaden]] 120 [[Hellenerne/27|27. Hjemreisen fra Troia. Odysseen]] 141 [[Hellenerne/28|28. Sagnet om Orestes]] 161 [[Hellenerne/29|29. Sagnet om Orpheus]] 163 [[Hellenerne/30|30. Stammevandringer i Hellas]] 166 [[Hellenerne/31|31. Lykurgos og den spartanske Stat]] 171 [[Hellenerne/32|32. Aristodemos og den første messeniske Krig]] 186 [[Hellenerne/33|33. Aristomenes og den anden messeniske Krig]] 190 [[Hellenerne/34|34. Den attiske Stat. Solon]] 197 [[Hellenerne/35|35. Peisistratiderne]] 219 [[Hellenerne/36|36. De syv vise]] 229 [[Hellenerne/37|37. Polykrates og Syloson]] 235 [[Hellenerne/38|38. Histiæos og Aristagoras. Den ioniske Opstand]] 239 [[Hellenerne/39|39. Miltiades. Slaget ved Marathon]] 247 [[Hellenerne/40|40. Xerxes' Rustninger og Marsch mod Hellas]] 264 [[Hellenerne/41|41. Kampen ved Thermopylerne 480 f. Kr. Leonidas]] 272 [[Hellenerne/42|42. Themistokles. Slaget ved Salamis 480 f. Kr.]] 280 [[Hellenerne/43|43. Slaget ved Platææ 479 f. Kr. Pausanias. Aristeides]] 297 [[Hellenerne/44|44. Kimon. Perserkrigene ender 449 f. Kr]] 309 [[Hellenerne/45|45. Den peikleiske Tid. Peloponneserkrigen begynder 431 f. Kr]] 314 [[Hellenerne/46|46. Alkibiades. Peloponneserkrigen ender 404 f. Kr.]] 335 [[Hellenerne/47|47» Sokrates]] 348 [[Hellenerne/48|48. De ti tusindes Tog 401 —400 f. Kr. Xenophon]] 372 [[Hellenerne/49|49. Thebens Storhedstid (379 —362). Pelopidas og Epaminondas]] 376 [[Hellenerne/50|50. Den græske Friheds Undergang 338 f. Kr, Philip af Makedonien 360 — 336. Demosthenes. Phokion]] 385 [[Hellenerne/51|51. Alexander den store (336 —323)]] 394 [[Hellenerne/52|52. Amphiktyonerforbundet. Delphi og det delphiske Orakel]] 409 [[Hellenerne/53|53. De græske Festlege]] 419}} [[Kategori:Tekster fra 1890]] 0hnul2nqpq3sikdqpx4ldaaicjx8m7z 331370 331369 2026-08-24T22:49:07Z Øystein Tvede 3938 331370 wikitext text/x-wiki <pages index="Sagn og Fortællinger af Oldtidens Historie.djvu" from=1 to=2 header=1 /> {{AuxTOC| De østerlandske Folk * [[De østerlandske Folk/01|1. Sagnet om Rhampsinits Skatkammer]] i [[De østerlandske Folk/02|2. Sagnet om Phønix]] 4 [[De østerlandske Folk/03|3. Psammetik. Neko og hans Foretagender]] 4 [[De østerlandske Folk/04|4. Sagnet om Dido og Karthagos Anlæg]] 7 [[De østerlandske Folk/05|5. Kaldæernes Sagn om den store Vandflom]] 8 [[De østerlandske Folk/06|6. Sagnet om Sardanapal]] 10 [[De østerlandske Folk/07|7. Dejokes. Kyaxares. Skythernes Indfald]] 11 [[De østerlandske Folk/08|8. Kyros, det persiske Riges Stifter (55S— 529 f. Kr.)]] 14 [[De østerlandske Folk/09|9. Sagnene om Kong Midas]] 25 [[De østerlandske Folk/10|10. Krøsos, Lydiens sidste Konge (563—549 f. Kr.)]] 28 [[De østerlandske Folk/11|11. Kambyses, Persernes Konge (529—522)]] 38 [[De østerlandske Folk/12|12. Magernes Herredømme (522—521)]] 51 [[De østerlandske Folk/13|13. Dareios, Hystaspes' Søn (521—485)]] 53 Hellenerne. * [[Hellenerne/14|14. Sagnene om Prometheus og Deukalion]] 69 [[Hellenerne/15|15. Sagnene om Io og Danaiderne]] 71 [[Hellenerne/16|16. Sagnet om Perseus]] 72 [[Hellenerne/17|17. Sagnet om Sisyphos]] 76 [[Hellenerne/18|18. Sagnet om Daphne]] 77 [[Hellenerne/19|19. Sagnene om Herakles]] 80 [[Hellenerne/20|20. Sagnene om Theseus]] 98 [[Hellenerne/21|21. Sagnene om Kadmos og hans Slegt]] 102 [[Hellenerne/22|22. Sagnet om Ødipus]] 105 [[Hellenerne/23|23. De syv mod Theben]] 108 [[Hellenerne/24|24. Sagnet om Iason og Argonautertoget]] 112 [[Hellenerne/25|25. Sagnene om Tantalos, Pelops og Pelopiderne]] 116 [[Hellenerne/26|26. Den troiske Krig. Iliaden]] 120 [[Hellenerne/27|27. Hjemreisen fra Troia. Odysseen]] 141 [[Hellenerne/28|28. Sagnet om Orestes]] 161 [[Hellenerne/29|29. Sagnet om Orpheus]] 163 [[Hellenerne/30|30. Stammevandringer i Hellas]] 166 [[Hellenerne/31|31. Lykurgos og den spartanske Stat]] 171 [[Hellenerne/32|32. Aristodemos og den første messeniske Krig]] 186 [[Hellenerne/33|33. Aristomenes og den anden messeniske Krig]] 190 [[Hellenerne/34|34. Den attiske Stat. Solon]] 197 [[Hellenerne/35|35. Peisistratiderne]] 219 [[Hellenerne/36|36. De syv vise]] 229 [[Hellenerne/37|37. Polykrates og Syloson]] 235 [[Hellenerne/38|38. Histiæos og Aristagoras. Den ioniske Opstand]] 239 [[Hellenerne/39|39. Miltiades. Slaget ved Marathon]] 247 [[Hellenerne/40|40. Xerxes' Rustninger og Marsch mod Hellas]] 264 [[Hellenerne/41|41. Kampen ved Thermopylerne 480 f. Kr. Leonidas]] 272 [[Hellenerne/42|42. Themistokles. Slaget ved Salamis 480 f. Kr.]] 280 [[Hellenerne/43|43. Slaget ved Platææ 479 f. Kr. Pausanias. Aristeides]] 297 [[Hellenerne/44|44. Kimon. Perserkrigene ender 449 f. Kr]] 309 [[Hellenerne/45|45. Den peikleiske Tid. Peloponneserkrigen begynder 431 f. Kr]] 314 [[Hellenerne/46|46. Alkibiades. Peloponneserkrigen ender 404 f. Kr.]] 335 [[Hellenerne/47|47» Sokrates]] 348 [[Hellenerne/48|48. De ti tusindes Tog 401 —400 f. Kr. Xenophon]] 372 [[Hellenerne/49|49. Thebens Storhedstid (379 —362). Pelopidas og Epaminondas]] 376 [[Hellenerne/50|50. Den græske Friheds Undergang 338 f. Kr, Philip af Makedonien 360 — 336. Demosthenes. Phokion]] 385 [[Hellenerne/51|51. Alexander den store (336 —323)]] 394 [[Hellenerne/52|52. Amphiktyonerforbundet. Delphi og det delphiske Orakel]] 409 [[Hellenerne/53|53. De græske Festlege]] 419}} [[Kategori:Tekster fra 1890]] 5fax5wzeqhk615v1ornf5ahauq1aax5 331371 331370 2026-08-24T22:49:54Z Øystein Tvede 3938 331371 wikitext text/x-wiki <pages index="Sagn og Fortællinger af Oldtidens Historie.djvu" from=1 to=2 header=1 /> {{AuxTOC| * De østerlandske Folk [[De østerlandske Folk/01|1. Sagnet om Rhampsinits Skatkammer]] i [[De østerlandske Folk/02|2. Sagnet om Phønix]] 4 [[De østerlandske Folk/03|3. Psammetik. Neko og hans Foretagender]] 4 [[De østerlandske Folk/04|4. Sagnet om Dido og Karthagos Anlæg]] 7 [[De østerlandske Folk/05|5. Kaldæernes Sagn om den store Vandflom]] 8 [[De østerlandske Folk/06|6. Sagnet om Sardanapal]] 10 [[De østerlandske Folk/07|7. Dejokes. Kyaxares. Skythernes Indfald]] 11 [[De østerlandske Folk/08|8. Kyros, det persiske Riges Stifter (55S— 529 f. Kr.)]] 14 [[De østerlandske Folk/09|9. Sagnene om Kong Midas]] 25 [[De østerlandske Folk/10|10. Krøsos, Lydiens sidste Konge (563—549 f. Kr.)]] 28 [[De østerlandske Folk/11|11. Kambyses, Persernes Konge (529—522)]] 38 [[De østerlandske Folk/12|12. Magernes Herredømme (522—521)]] 51 [[De østerlandske Folk/13|13. Dareios, Hystaspes' Søn (521—485)]] 53 * Hellenerne. [[Hellenerne/14|14. Sagnene om Prometheus og Deukalion]] 69 [[Hellenerne/15|15. Sagnene om Io og Danaiderne]] 71 [[Hellenerne/16|16. Sagnet om Perseus]] 72 [[Hellenerne/17|17. Sagnet om Sisyphos]] 76 [[Hellenerne/18|18. Sagnet om Daphne]] 77 [[Hellenerne/19|19. Sagnene om Herakles]] 80 [[Hellenerne/20|20. Sagnene om Theseus]] 98 [[Hellenerne/21|21. Sagnene om Kadmos og hans Slegt]] 102 [[Hellenerne/22|22. Sagnet om Ødipus]] 105 [[Hellenerne/23|23. De syv mod Theben]] 108 [[Hellenerne/24|24. Sagnet om Iason og Argonautertoget]] 112 [[Hellenerne/25|25. Sagnene om Tantalos, Pelops og Pelopiderne]] 116 [[Hellenerne/26|26. Den troiske Krig. Iliaden]] 120 [[Hellenerne/27|27. Hjemreisen fra Troia. Odysseen]] 141 [[Hellenerne/28|28. Sagnet om Orestes]] 161 [[Hellenerne/29|29. Sagnet om Orpheus]] 163 [[Hellenerne/30|30. Stammevandringer i Hellas]] 166 [[Hellenerne/31|31. Lykurgos og den spartanske Stat]] 171 [[Hellenerne/32|32. Aristodemos og den første messeniske Krig]] 186 [[Hellenerne/33|33. Aristomenes og den anden messeniske Krig]] 190 [[Hellenerne/34|34. Den attiske Stat. Solon]] 197 [[Hellenerne/35|35. Peisistratiderne]] 219 [[Hellenerne/36|36. De syv vise]] 229 [[Hellenerne/37|37. Polykrates og Syloson]] 235 [[Hellenerne/38|38. Histiæos og Aristagoras. Den ioniske Opstand]] 239 [[Hellenerne/39|39. Miltiades. Slaget ved Marathon]] 247 [[Hellenerne/40|40. Xerxes' Rustninger og Marsch mod Hellas]] 264 [[Hellenerne/41|41. Kampen ved Thermopylerne 480 f. Kr. Leonidas]] 272 [[Hellenerne/42|42. Themistokles. Slaget ved Salamis 480 f. Kr.]] 280 [[Hellenerne/43|43. Slaget ved Platææ 479 f. Kr. Pausanias. Aristeides]] 297 [[Hellenerne/44|44. Kimon. Perserkrigene ender 449 f. Kr]] 309 [[Hellenerne/45|45. Den peikleiske Tid. Peloponneserkrigen begynder 431 f. Kr]] 314 [[Hellenerne/46|46. Alkibiades. Peloponneserkrigen ender 404 f. Kr.]] 335 [[Hellenerne/47|47» Sokrates]] 348 [[Hellenerne/48|48. De ti tusindes Tog 401 —400 f. Kr. Xenophon]] 372 [[Hellenerne/49|49. Thebens Storhedstid (379 —362). Pelopidas og Epaminondas]] 376 [[Hellenerne/50|50. Den græske Friheds Undergang 338 f. Kr, Philip af Makedonien 360 — 336. Demosthenes. Phokion]] 385 [[Hellenerne/51|51. Alexander den store (336 —323)]] 394 [[Hellenerne/52|52. Amphiktyonerforbundet. Delphi og det delphiske Orakel]] 409 [[Hellenerne/53|53. De græske Festlege]] 419}} [[Kategori:Tekster fra 1890]] atp94w9rd7f94zq44rhqar12pndfe8z 331372 331371 2026-08-24T22:50:56Z Øystein Tvede 3938 331372 wikitext text/x-wiki <pages index="Sagn og Fortællinger af Oldtidens Historie.djvu" from=1 to=2 header=1 /> {{AuxTOC| * De østerlandske Folk [[De østerlandske Folk/01|1. Sagnet om Rhampsinits Skatkammer]] i [[De østerlandske Folk/02|2. Sagnet om Phønix]] 4 [[De østerlandske Folk/03|3. Psammetik. Neko og hans Foretagender]] 4 [[De østerlandske Folk/04|4. Sagnet om Dido og Karthagos Anlæg]] 7 [[De østerlandske Folk/05|5. Kaldæernes Sagn om den store Vandflom]] 8 [[De østerlandske Folk/06|6. Sagnet om Sardanapal]] 10 [[De østerlandske Folk/07|7. Dejokes. Kyaxares. Skythernes Indfald]] 11 [[De østerlandske Folk/08|8. Kyros, det persiske Riges Stifter (55S—529 f. Kr.)]] 14 [[De østerlandske Folk/09|9. Sagnene om Kong Midas]] 25 [[De østerlandske Folk/10|10. Krøsos, Lydiens sidste Konge (563—549 f. Kr.)]] 28 [[De østerlandske Folk/11|11. Kambyses, Persernes Konge (529—522)]] 38 [[De østerlandske Folk/12|12. Magernes Herredømme (522—521)]] 51 [[De østerlandske Folk/13|13. Dareios, Hystaspes' Søn (521—485)]] 53 * Hellenerne. [[Hellenerne/14|14. Sagnene om Prometheus og Deukalion]] 69 [[Hellenerne/15|15. Sagnene om Io og Danaiderne]] 71 [[Hellenerne/16|16. Sagnet om Perseus]] 72 [[Hellenerne/17|17. Sagnet om Sisyphos]] 76 [[Hellenerne/18|18. Sagnet om Daphne]] 77 [[Hellenerne/19|19. Sagnene om Herakles]] 80 [[Hellenerne/20|20. Sagnene om Theseus]] 98 [[Hellenerne/21|21. Sagnene om Kadmos og hans Slegt]] 102 [[Hellenerne/22|22. Sagnet om Ødipus]] 105 [[Hellenerne/23|23. De syv mod Theben]] 108 [[Hellenerne/24|24. Sagnet om Iason og Argonautertoget]] 112 [[Hellenerne/25|25. Sagnene om Tantalos, Pelops og Pelopiderne]] 116 [[Hellenerne/26|26. Den troiske Krig. Iliaden]] 120 [[Hellenerne/27|27. Hjemreisen fra Troia. Odysseen]] 141 [[Hellenerne/28|28. Sagnet om Orestes]] 161 [[Hellenerne/29|29. Sagnet om Orpheus]] 163 [[Hellenerne/30|30. Stammevandringer i Hellas]] 166 [[Hellenerne/31|31. Lykurgos og den spartanske Stat]] 171 [[Hellenerne/32|32. Aristodemos og den første messeniske Krig]] 186 [[Hellenerne/33|33. Aristomenes og den anden messeniske Krig]] 190 [[Hellenerne/34|34. Den attiske Stat. Solon]] 197 [[Hellenerne/35|35. Peisistratiderne]] 219 [[Hellenerne/36|36. De syv vise]] 229 [[Hellenerne/37|37. Polykrates og Syloson]] 235 [[Hellenerne/38|38. Histiæos og Aristagoras. Den ioniske Opstand]] 239 [[Hellenerne/39|39. Miltiades. Slaget ved Marathon]] 247 [[Hellenerne/40|40. Xerxes' Rustninger og Marsch mod Hellas]] 264 [[Hellenerne/41|41. Kampen ved Thermopylerne 480 f. Kr. Leonidas]] 272 [[Hellenerne/42|42. Themistokles. Slaget ved Salamis 480 f. Kr.]] 280 [[Hellenerne/43|43. Slaget ved Platææ 479 f. Kr. Pausanias. Aristeides]] 297 [[Hellenerne/44|44. Kimon. Perserkrigene ender 449 f. Kr]] 309 [[Hellenerne/45|45. Den peikleiske Tid. Peloponneserkrigen begynder 431 f. Kr]] 314 [[Hellenerne/46|46. Alkibiades. Peloponneserkrigen ender 404 f. Kr.]] 335 [[Hellenerne/47|47» Sokrates]] 348 [[Hellenerne/48|48. De ti tusindes Tog 401—400 f. Kr. Xenophon]] 372 [[Hellenerne/49|49. Thebens Storhedstid (379—362). Pelopidas og Epaminondas]] 376 [[Hellenerne/50|50. Den græske Friheds Undergang 338 f. Kr, Philip af Makedonien 360—336. Demosthenes. Phokion]] 385 [[Hellenerne/51|51. Alexander den store (336—323)]] 394 [[Hellenerne/52|52. Amphiktyonerforbundet. Delphi og det delphiske Orakel]] 409 [[Hellenerne/53|53. De græske Festlege]] 419}} [[Kategori:Tekster fra 1890]] jug3xpc2l7dyuz1bofuk3l9szb3u7sy 331374 331372 2026-08-24T22:52:47Z Øystein Tvede 3938 331374 wikitext text/x-wiki <pages index="Sagn og Fortællinger af Oldtidens Historie.djvu" from=1 to=2 header=1 /> {{AuxTOC| * De østerlandske Folk [[De østerlandske Folk/01|1. Sagnet om Rhampsinits Skatkammer]] i [[De østerlandske Folk/02|2. Sagnet om Phønix]] 4 [[De østerlandske Folk/03|3. Psammetik. Neko og hans Foretagender]] 4 [[De østerlandske Folk/04|4. Sagnet om Dido og Karthagos Anlæg]] 7 [[De østerlandske Folk/05|5. Kaldæernes Sagn om den store Vandflom]] 8 [[De østerlandske Folk/06|6. Sagnet om Sardanapal]] 10 [[De østerlandske Folk/07|7. Dejokes. Kyaxares. Skythernes Indfald]] 11 [[De østerlandske Folk/08|8. Kyros, det persiske Riges Stifter (55S—529 f. Kr.)]] 14 [[De østerlandske Folk/09|9. Sagnene om Kong Midas]] 25 [[De østerlandske Folk/10|10. Krøsos, Lydiens sidste Konge (563—549 f. Kr.)]] 28 [[De østerlandske Folk/11|11. Kambyses, Persernes Konge (529—522)]] 38 [[De østerlandske Folk/12|12. Magernes Herredømme (522—521)]] 51 [[De østerlandske Folk/13|13. Dareios, Hystaspes' Søn (521—485)]] 53 * Hellenerne. [[Hellenerne/14|14. Sagnene om Prometheus og Deukalion]] 69 [[Hellenerne/15|15. Sagnene om Io og Danaiderne]] 71 [[Hellenerne/16|16. Sagnet om Perseus]] 72 [[Hellenerne/17|17. Sagnet om Sisyphos]] 76 [[Hellenerne/18|18. Sagnet om Daphne]] 77 [[Hellenerne/19|19. Sagnene om Herakles]] 80 [[Hellenerne/20|20. Sagnene om Theseus]] 98 [[Hellenerne/21|21. Sagnene om Kadmos og hans Slegt]] 102 [[Hellenerne/22|22. Sagnet om Ødipus]] 105 [[Hellenerne/23|23. De syv mod Theben]] 108 [[Hellenerne/24|24. Sagnet om Iason og Argonautertoget]] 112 [[Hellenerne/25|25. Sagnene om Tantalos, Pelops og Pelopiderne]] 116 [[Hellenerne/26|26. Den troiske Krig. Iliaden]] 120 [[Hellenerne/27|27. Hjemreisen fra Troia. Odysseen]] 141 [[Hellenerne/28|28. Sagnet om Orestes]] 161 [[Hellenerne/29|29. Sagnet om Orpheus]] 163 [[Hellenerne/30|30. Stammevandringer i Hellas]] 166 [[Hellenerne/31|31. Lykurgos og den spartanske Stat]] 171 [[Hellenerne/32|32. Aristodemos og den første messeniske Krig]] 186 [[Hellenerne/33|33. Aristomenes og den anden messeniske Krig]] 190 [[Hellenerne/34|34. Den attiske Stat. Solon]] 197 [[Hellenerne/35|35. Peisistratiderne]] 219 [[Hellenerne/36|36. De syv vise]] 229 [[Hellenerne/37|37. Polykrates og Syloson]] 235 [[Hellenerne/38|38. Histiæos og Aristagoras. Den ioniske Opstand]] 239 [[Hellenerne/39|39. Miltiades. Slaget ved Marathon]] 247 [[Hellenerne/40|40. Xerxes' Rustninger og Marsch mod Hellas]] 264 [[Hellenerne/41|41. Kampen ved Thermopylerne 480 f. Kr. Leonidas]] 272 [[Hellenerne/42|42. Themistokles. Slaget ved Salamis 480 f. Kr.]] 280 [[Hellenerne/43|43. Slaget ved Platææ 479 f. Kr. Pausanias. Aristeides]] 297 [[Hellenerne/44|44. Kimon. Perserkrigene ender 449 f. Kr]] 309 [[Hellenerne/45|45. Den peikleiske Tid. Peloponneserkrigen begynder 431 f. Kr]] 314 [[Hellenerne/46|46. Alkibiades. Peloponneserkrigen ender 404 f. Kr.]] 335 [[Hellenerne/47|47. Sokrates]] 348 [[Hellenerne/48|48. De ti tusindes Tog 401—400 f. Kr. Xenophon]] 372 [[Hellenerne/49|49. Thebens Storhedstid (379—362). Pelopidas og Epaminondas]] 376 [[Hellenerne/50|50. Den græske Friheds Undergang 338 f. Kr, Philip af Makedonien 360—336. Demosthenes. Phokion]] 385 [[Hellenerne/51|51. Alexander den store (336—323)]] 394 [[Hellenerne/52|52. Amphiktyonerforbundet. Delphi og det delphiske Orakel]] 409 [[Hellenerne/53|53. De græske Festlege]] 419}} [[Kategori:Tekster fra 1890]] jukx1kwnyphzbwov1s8zepatvajwyx3 331375 331374 2026-08-24T22:53:25Z Øystein Tvede 3938 331375 wikitext text/x-wiki <pages index="Sagn og Fortællinger af Oldtidens Historie.djvu" from=1 to=2 header=1 /> {{AuxTOC| * De østerlandske Folk [[De østerlandske Folk/01|1. Sagnet om Rhampsinits Skatkammer]] i [[De østerlandske Folk/02|2. Sagnet om Phønix]] 4 [[De østerlandske Folk/03|3. Psammetik. Neko og hans Foretagender]] 4 [[De østerlandske Folk/04|4. Sagnet om Dido og Karthagos Anlæg]] 7 [[De østerlandske Folk/05|5. Kaldæernes Sagn om den store Vandflom]] 8 [[De østerlandske Folk/06|6. Sagnet om Sardanapal]] 10 [[De østerlandske Folk/07|7. Dejokes. Kyaxares. Skythernes Indfald]] 11 [[De østerlandske Folk/08|8. Kyros, det persiske Riges Stifter (558—529 f. Kr.)]] 14 [[De østerlandske Folk/09|9. Sagnene om Kong Midas]] 25 [[De østerlandske Folk/10|10. Krøsos, Lydiens sidste Konge (563—549 f. Kr.)]] 28 [[De østerlandske Folk/11|11. Kambyses, Persernes Konge (529—522)]] 38 [[De østerlandske Folk/12|12. Magernes Herredømme (522—521)]] 51 [[De østerlandske Folk/13|13. Dareios, Hystaspes' Søn (521—485)]] 53 * Hellenerne. [[Hellenerne/14|14. Sagnene om Prometheus og Deukalion]] 69 [[Hellenerne/15|15. Sagnene om Io og Danaiderne]] 71 [[Hellenerne/16|16. Sagnet om Perseus]] 72 [[Hellenerne/17|17. Sagnet om Sisyphos]] 76 [[Hellenerne/18|18. Sagnet om Daphne]] 77 [[Hellenerne/19|19. Sagnene om Herakles]] 80 [[Hellenerne/20|20. Sagnene om Theseus]] 98 [[Hellenerne/21|21. Sagnene om Kadmos og hans Slegt]] 102 [[Hellenerne/22|22. Sagnet om Ødipus]] 105 [[Hellenerne/23|23. De syv mod Theben]] 108 [[Hellenerne/24|24. Sagnet om Iason og Argonautertoget]] 112 [[Hellenerne/25|25. Sagnene om Tantalos, Pelops og Pelopiderne]] 116 [[Hellenerne/26|26. Den troiske Krig. Iliaden]] 120 [[Hellenerne/27|27. Hjemreisen fra Troia. Odysseen]] 141 [[Hellenerne/28|28. Sagnet om Orestes]] 161 [[Hellenerne/29|29. Sagnet om Orpheus]] 163 [[Hellenerne/30|30. Stammevandringer i Hellas]] 166 [[Hellenerne/31|31. Lykurgos og den spartanske Stat]] 171 [[Hellenerne/32|32. Aristodemos og den første messeniske Krig]] 186 [[Hellenerne/33|33. Aristomenes og den anden messeniske Krig]] 190 [[Hellenerne/34|34. Den attiske Stat. Solon]] 197 [[Hellenerne/35|35. Peisistratiderne]] 219 [[Hellenerne/36|36. De syv vise]] 229 [[Hellenerne/37|37. Polykrates og Syloson]] 235 [[Hellenerne/38|38. Histiæos og Aristagoras. Den ioniske Opstand]] 239 [[Hellenerne/39|39. Miltiades. Slaget ved Marathon]] 247 [[Hellenerne/40|40. Xerxes' Rustninger og Marsch mod Hellas]] 264 [[Hellenerne/41|41. Kampen ved Thermopylerne 480 f. Kr. Leonidas]] 272 [[Hellenerne/42|42. Themistokles. Slaget ved Salamis 480 f. Kr.]] 280 [[Hellenerne/43|43. Slaget ved Platææ 479 f. Kr. Pausanias. Aristeides]] 297 [[Hellenerne/44|44. Kimon. Perserkrigene ender 449 f. Kr]] 309 [[Hellenerne/45|45. Den peikleiske Tid. Peloponneserkrigen begynder 431 f. Kr]] 314 [[Hellenerne/46|46. Alkibiades. Peloponneserkrigen ender 404 f. Kr.]] 335 [[Hellenerne/47|47. Sokrates]] 348 [[Hellenerne/48|48. De ti tusindes Tog 401—400 f. Kr. Xenophon]] 372 [[Hellenerne/49|49. Thebens Storhedstid (379—362). Pelopidas og Epaminondas]] 376 [[Hellenerne/50|50. Den græske Friheds Undergang 338 f. Kr, Philip af Makedonien 360—336. Demosthenes. Phokion]] 385 [[Hellenerne/51|51. Alexander den store (336—323)]] 394 [[Hellenerne/52|52. Amphiktyonerforbundet. Delphi og det delphiske Orakel]] 409 [[Hellenerne/53|53. De græske Festlege]] 419}} [[Kategori:Tekster fra 1890]] 9f0ib0l1xru4y308uugeqrdcudu9rwi 331377 331375 2026-08-24T23:25:35Z Øystein Tvede 3938 331377 wikitext text/x-wiki <pages index="Sagn og Fortællinger af Oldtidens Historie.djvu" next="[[De østerlandske Folk/01|1. Sagnet om Rhampsinits Skatkammer]]" from=1 to=2 header=1 /> {{AuxTOC| * De østerlandske Folk [[De østerlandske Folk/01|1. Sagnet om Rhampsinits Skatkammer]] i [[De østerlandske Folk/02|2. Sagnet om Phønix]] 4 [[De østerlandske Folk/03|3. Psammetik. Neko og hans Foretagender]] 4 [[De østerlandske Folk/04|4. Sagnet om Dido og Karthagos Anlæg]] 7 [[De østerlandske Folk/05|5. Kaldæernes Sagn om den store Vandflom]] 8 [[De østerlandske Folk/06|6. Sagnet om Sardanapal]] 10 [[De østerlandske Folk/07|7. Dejokes. Kyaxares. Skythernes Indfald]] 11 [[De østerlandske Folk/08|8. Kyros, det persiske Riges Stifter (558—529 f. Kr.)]] 14 [[De østerlandske Folk/09|9. Sagnene om Kong Midas]] 25 [[De østerlandske Folk/10|10. Krøsos, Lydiens sidste Konge (563—549 f. Kr.)]] 28 [[De østerlandske Folk/11|11. Kambyses, Persernes Konge (529—522)]] 38 [[De østerlandske Folk/12|12. Magernes Herredømme (522—521)]] 51 [[De østerlandske Folk/13|13. Dareios, Hystaspes' Søn (521—485)]] 53 * Hellenerne. [[Hellenerne/14|14. Sagnene om Prometheus og Deukalion]] 69 [[Hellenerne/15|15. Sagnene om Io og Danaiderne]] 71 [[Hellenerne/16|16. Sagnet om Perseus]] 72 [[Hellenerne/17|17. Sagnet om Sisyphos]] 76 [[Hellenerne/18|18. Sagnet om Daphne]] 77 [[Hellenerne/19|19. Sagnene om Herakles]] 80 [[Hellenerne/20|20. Sagnene om Theseus]] 98 [[Hellenerne/21|21. Sagnene om Kadmos og hans Slegt]] 102 [[Hellenerne/22|22. Sagnet om Ødipus]] 105 [[Hellenerne/23|23. De syv mod Theben]] 108 [[Hellenerne/24|24. Sagnet om Iason og Argonautertoget]] 112 [[Hellenerne/25|25. Sagnene om Tantalos, Pelops og Pelopiderne]] 116 [[Hellenerne/26|26. Den troiske Krig. Iliaden]] 120 [[Hellenerne/27|27. Hjemreisen fra Troia. Odysseen]] 141 [[Hellenerne/28|28. Sagnet om Orestes]] 161 [[Hellenerne/29|29. Sagnet om Orpheus]] 163 [[Hellenerne/30|30. Stammevandringer i Hellas]] 166 [[Hellenerne/31|31. Lykurgos og den spartanske Stat]] 171 [[Hellenerne/32|32. Aristodemos og den første messeniske Krig]] 186 [[Hellenerne/33|33. Aristomenes og den anden messeniske Krig]] 190 [[Hellenerne/34|34. Den attiske Stat. Solon]] 197 [[Hellenerne/35|35. Peisistratiderne]] 219 [[Hellenerne/36|36. De syv vise]] 229 [[Hellenerne/37|37. Polykrates og Syloson]] 235 [[Hellenerne/38|38. Histiæos og Aristagoras. Den ioniske Opstand]] 239 [[Hellenerne/39|39. Miltiades. Slaget ved Marathon]] 247 [[Hellenerne/40|40. Xerxes' Rustninger og Marsch mod Hellas]] 264 [[Hellenerne/41|41. Kampen ved Thermopylerne 480 f. Kr. Leonidas]] 272 [[Hellenerne/42|42. Themistokles. Slaget ved Salamis 480 f. Kr.]] 280 [[Hellenerne/43|43. Slaget ved Platææ 479 f. Kr. Pausanias. Aristeides]] 297 [[Hellenerne/44|44. Kimon. Perserkrigene ender 449 f. Kr]] 309 [[Hellenerne/45|45. Den peikleiske Tid. Peloponneserkrigen begynder 431 f. Kr]] 314 [[Hellenerne/46|46. Alkibiades. Peloponneserkrigen ender 404 f. Kr.]] 335 [[Hellenerne/47|47. Sokrates]] 348 [[Hellenerne/48|48. De ti tusindes Tog 401—400 f. Kr. Xenophon]] 372 [[Hellenerne/49|49. Thebens Storhedstid (379—362). Pelopidas og Epaminondas]] 376 [[Hellenerne/50|50. Den græske Friheds Undergang 338 f. Kr, Philip af Makedonien 360—336. Demosthenes. Phokion]] 385 [[Hellenerne/51|51. Alexander den store (336—323)]] 394 [[Hellenerne/52|52. Amphiktyonerforbundet. Delphi og det delphiske Orakel]] 409 [[Hellenerne/53|53. De græske Festlege]] 419}} [[Kategori:Tekster fra 1890]] lcz7jdsvgzfdm31nbkjdhfz86n9m4uj 104 138384 331368 331051 2026-08-24T22:45:21Z Øystein Tvede 3938 Erstatter siden med '' 331368 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude><noinclude><references/></noinclude> scvreg0btehj0u1cky0kovqs9ui1qyc 104 138385 331367 331144 2026-08-24T22:44:27Z Øystein Tvede 3938 Erstatter siden med '' 331367 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="1" user="Øystein Tvede" /></noinclude><noinclude><references/></noinclude> s5n27s1fkdv9hhyzk9wxnzvwf64fmu9 104 138407 331382 322983 2026-08-24T23:30:41Z Øystein Tvede 3938 331382 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude> {{c|{{stor|6. Sagnet om Sardanapal.}}}} {{--}} Ved Tigris laa der i gamle Dage et stort og mægtigt Rige, som kaldtes Assyrien. Dets Hovedstad var {{sp|Niniv|e}}, »den store Stad« (1 Moseb. 10, 11—12; Jona 1, 2; 3, 2—3). Grækerne kunde om en af dets Konger, som de kaldte {{sp|Sardanapa|l}}, fortælle mange eventyrlige Sagn, som i Korthed kan gjengives saaledes: Sardanapal var den svageste og yppigste af alle assyriske Konger. Medens de gamle Fyrster havde for Skik at drage ud i Krig eller paa Jagt, tilbragte han sin Tid i Haremet<ref>Harem kaldes i Østerlandene den Del af Huset, hvor Kvinderne holder til. </ref> bag Slottets Mure og Porte. Aldrig lod han sig se uden af sine Kvinder og Træler. Han ragede sit Skjeg, sminkede sit Ansigt og farvede sine Øienbryn; han klædte sig i Kvindedragt, iførte sig kvindelige Smykker og tog Plads paa Sofaerne sammen med sine Kvinder. Han efterlignede endog deres Stemme, tog Del i deres Arbeider og spandt den fineste Uld. Paa denne Vis var nitten Aar gaaede hen. Vasallerne blev endelig kjede af at staa under en saadan Herre, gjorde Oprør mod ham og beleirede Ninive. Da rev han sig løs fra det uværdige Liv og viste sig med ét fra en anden Side; han forlod al kvindagtig Luksus og forsvarede med Tapperhed sin Hovedstad i tre Aar. Endelig ødelagde en Oversvømmelse af Tigris en Del af Fæstningsverkerne; dette Uheld tyktes ham et ondt Varsel, han mistvivlede om sin Skjebne, og da han ikke længer troede at kunne holde Byen, lod han paa den aabne Plads i sin Borg opføre et stort Baal, 400 Fod høit; paa dette indrettede han et Værelse af hundrede Fods Længde og hundrede Fods Bredde.<noinclude><references/></noinclude> p290d8rutev7kmkymrgl2w49hzrwqnw 104 138408 331383 322984 2026-08-24T23:31:17Z Øystein Tvede 3938 331383 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude><section begin="1"/>Did lod han bringe 150 Guldborde og ligesaamange Løibænke, behængte med Tepper. En uhyre Mængde Guld, Sølv, kostbare Klæder, Purpur og Smykker blev ligeledes bragt didop. Et overdaadigt Maaltid anrettedes, Sardanapal tog Plads paa Løibænkene med sine Hustruer, og derpaa blev Baalet antændt og brændte i femten Dage. Folket i Ninive undrede sig vistnok over den sterke Røg, som steg op fra Kongeborgen: men man troede, at Kongen bragte et stort Offer; thi ingen anden end Trælerne kjendte til Kongens Hensigt. Paa den Maade endte Sardanapal sit Liv. Hans Navn er bleven til et ordsprogligt Udtryk for en blødagtig og forfinet Levemaade<ref>I Kong. 16, 18—19 fortælles om Israels Konge Simri, at han tog sig afdage paa en lignende Maade, da han blev angreben af Høvedsmanden Omri.</ref>. {{---}} <section end="1"/> <section begin="2"/>{{c|{{stor|7. Dejokes. Kyaxares. Skythernes Indfald.}}}} {{--}} Mederne havde i lang Tid staaet under Assyriens Herredømme; men det var dem, som »allerførst begyndte at falde fra Assyrerne, og under sin Frihedskamp opførte de sig som tapre Mænd, afrystede Træleaaget og blev frie.« Efterat de havde revet sig løs, herskede der en Tid »megen Selvraadighed« i Landet. »Vold og Røveri tog mere og mere Overhaand«, eftersom der ingen Styrer<section end="2"/><noinclude><references/></noinclude> 9qv2ixu1rryvnxqa9wab2ffaoee27h6 104 138412 331384 322986 2026-08-24T23:32:02Z Øystein Tvede 3938 331384 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude><section begin="1"/>de at lade Spyd og Bue fare og tog hver sin forsvarlige Hestesvøbe, hvormed de gik løs paa sine Modstandere. I Erindringen om sin Træleherkomst glemte da disse at kjæmpe og tog tilbens det forteste de kunde, hvorpaa Skytherne igjen tog sine Eiendomme i Besiddelse. Saaledes lød Sagnet<ref>At skythiske Horder virkelig har gjort et saadant Herjingstog nedigjennem Vestasiens Lande, er sikkert nok; men Fortællingerne om denne Begivenhed er opblandede med mange eventyrlige Beretninger.</ref>). {{---}} <section end="1"/> <section begin="2"/>{{c|{{stor|8. Kyros, det persiske Riges Stifter}}<br> (558—529 f. Kr.)}} {{--}} Kyaxares' Søn {{sp|Astyage|s}} (593—558) var en svag og blødagtig Hersker. Navnet »den store Konge«, som de assyriske Herskere tildels havde baaret, blev nu almindelig brugt om Mederkongen og senere om Perserkongen. Den mediske Konge levede indesluttet i sin Borg; ingen fik Adgang til ham uden Mellemmand eller særlig Tilladelse; ingen maatte vove at se paa Kongen, heller ikke le eller spytte i hans Nærværelse, »hvilket ogsaa ansaaes usømmeligt hos enhver«, siger Herodot. Ved Hoffet herskede stor Luksus. Hofmændene gik klædte i vide, fodside Purpurdragter med Halskjæder og Armbaand af Guld. Astyages blev efter lang Tids Regjering i Aaret 558 stødt fra Thronen af en af sine Vasaller, {{sp|Kyro|s}}, Persernes Konge, der imidlertid lod Astyages beholde Livet,<section end="2"/><noinclude><references/></noinclude> d5l4kn0d3uuy1adb2coy9q98punkyy0 331385 331384 2026-08-24T23:32:27Z Øystein Tvede 3938 331385 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude><section begin="1"/>de at lade Spyd og Bue fare og tog hver sin forsvarlige Hestesvøbe, hvormed de gik løs paa sine Modstandere. I Erindringen om sin Træleherkomst glemte da disse at kjæmpe og tog tilbens det forteste de kunde, hvorpaa Skytherne igjen tog sine Eiendomme i Besiddelse. Saaledes lød Sagnet<ref>At skythiske Horder virkelig har gjort et saadant Herjingstog nedigjennem Vestasiens Lande, er sikkert nok; men Fortællingerne om denne Begivenhed er opblandede med mange eventyrlige Beretninger.</ref>). {{---}} <section end="1"/> <section begin="2"/>{{c|{{stor|8. Kyros, det persiske Riges Stifter<br> (558—529 f. Kr.)}}}} {{--}} Kyaxares' Søn {{sp|Astyage|s}} (593—558) var en svag og blødagtig Hersker. Navnet »den store Konge«, som de assyriske Herskere tildels havde baaret, blev nu almindelig brugt om Mederkongen og senere om Perserkongen. Den mediske Konge levede indesluttet i sin Borg; ingen fik Adgang til ham uden Mellemmand eller særlig Tilladelse; ingen maatte vove at se paa Kongen, heller ikke le eller spytte i hans Nærværelse, »hvilket ogsaa ansaaes usømmeligt hos enhver«, siger Herodot. Ved Hoffet herskede stor Luksus. Hofmændene gik klædte i vide, fodside Purpurdragter med Halskjæder og Armbaand af Guld. Astyages blev efter lang Tids Regjering i Aaret 558 stødt fra Thronen af en af sine Vasaller, {{sp|Kyro|s}}, Persernes Konge, der imidlertid lod Astyages beholde Livet,<section end="2"/><noinclude><references/></noinclude> e1uu70o1rbsbsi0z7xzyh3eedi8zcem 104 140181 331386 326276 2026-08-24T23:32:56Z Øystein Tvede 3938 331386 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude> {{c|{{stor|9. Sagnene om Kong Midas.}}}} {{--}} Langt oppe i Tiden levede der engang i {{sp|Phrygie|n}} i Lilleasien en fattig Bonde ved Navn {{sp|Gordio|s}}, som kun eiede to Par Okser. Han fik en Søn {{sp|Mida|s}}, om hvem det fortaltes, at »Myrerne lagde Korn i hans Mund, medens han var Barn«. Paa den Tid herskede der Uenighed mellem Phrygerne indbyrdes, og Guderne havde forkyndt, at de skulde tage den til Voldgiftsmand, som kom kjørende paa en Bondevogn. Da nu Gordios engang med sin voksne Søn kjørte til Byen paa sin Lastvogn, tog Phrygerne Sønnen til Opmand i sine Stridigheder, og saaledes blev Midas Phrygernes Konge. Han byggede sig en Hovedstad og kaldte den {{sp|Gordio|n}} efter sin Fader. Lastvognen lod han høitidelig indvie og opstille paa Stadens Borg. Aaget bandt Faderen fast til Vognstangen paa en saa kunstig og indviklet Maade, at der senere gik det Sagn, at »den, som var istand til at løse denne Knude, skulde blive hele Asiens Herre«. Som bekjendt huggede Alexander den store den over med sit Sverd. Men Midas var ingen vis og forstandig Konge; han var i høi Grad forfengelig og gjerrig. Underet fra hans Barndom, der var bleven opfattet som et Varsel om store Rigdomme, havde jo i fornuftige Folks Øine faaet sin Opfyldelse derved, at han var bleven Konge; men dette var ham ikke nok. Engang havde han faaet Anledning til at vise Vinens Gud {{sp|Dionyso|s}} eller {{sp|Bakcho|s}} en Tjeneste ved at bringe ham en af hans fordrukne Ledsagere tilbage, og da Guden til Tak herfor bad ham gjøre et Ønske, vidste han intet bedre end at forlange, at alt, hvad han rørte ved, maatte blive til Guld, endskjønt Dionysos bad ham vælge fornuftig og tænke nøie efter først. Han holdt imidlertid fast paa sin Begjæring; denne blev da opfyldt,<noinclude><references/></noinclude> nypda8eddwjsbbk05hlo0r1rj54x2aq 104 140184 331387 326294 2026-08-24T23:33:46Z Øystein Tvede 3938 331387 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude><section begin="1"/>Skoven, grov paa et sumpigt Sted et Hul i Jorden og hviskede ganske sagte: »Kong Midas har Eselsøren, lange, lange Eselsøren skjulte under sin Hues. Derpaa tilkastede han Hullet og vendte med lettet Hjerte tilbage. Men efter en Tids Forløb voksede der paa dette Sted op en hel Masse Siv, og hvergang Vinden susede forbi, kunde man høre de samme Ord, som den ulykkelige Barber havde udtalt, men nu troede var vel forvarede i Jorden. Saaledes har desværre Alverden faaet vide om Midas' Æselsøren. Disse Sagn om Midas er opstaaede blandt Grækerne, og der er flere andre, hvori de paa samme Vis lader sin Vittighed gaa ud over Phrygerne og deres Indretninger<ref>De gamle phrygiske Konger hed vekselvis Midas og Gordios. Den første Konge med Navnet Midas sættes til omkring Aaret 800 f. Kr.</ref>. {{--}} <section end="1"/> <section begin="2"/>{{c|{{stor|10. Krøsos, Lydiens sidste Konge<br> (563—549 f. Kr.).}}}} {{--}} I Kyros' Tid regjerede Alyattes' Søn {{sp|Krøsos}} i {{sp|Lydie|n}}. (Side 13). Efter sin Fader havde han arvet store Rigdomme og en velrustet Hær, og han blev af andre og sig selv anseet for at være det lykkeligste Menneske, ligesom hans Navn senere er bleven brugt for at betegne den største Rigdom.<section end="2"/><noinclude><references/></noinclude> q1gh16aizwazdvtyujvdk0te8eb0pmq 104 140195 331388 326325 2026-08-24T23:34:19Z Øystein Tvede 3938 331388 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude><section begin="1"/>sin bedste Vilje ikke kunnet bøie Skjebnen. Dog havde han faaet Sardes' Indtagelse udsat i tre Aar. Endvidere havde han kommet ham til Hjælp, da han stod paa Baalet. I Henseende til Spaadommen havde Krøsos ingen Grund til Klage. Thi vel havde Apollon forudsagt ham, at han ved at paaføre Perserne Krig vilde omstyrte et stort Rige; men havde han været en forsigtig Mand, burde han have spurgt paany, om Apollon havde ment hans eget Rige eller Kyros. Men da han nu hverken forstod Varslet eller spurgte paany, maatte han give sig selv Skylden for, hvad der var skeet. Det samme var ogsaa Tilfældet med, hvad Guden havde sagt om Muldyret; ogsaa det havde han misforstaaet. Thi Mulæslet var Kyros, hvis Moder var en fornem Kvinde, nemlig den mediske Konges Datter, medens Faderen var en Perser af lav Stand og Kongens Undersaat. Da Gesandterne bragte Krøsos dette Svar, erkjendte han, at Skylden var hans egen og ikke Solgudens. {{--}} <section end="1"/> <section begin="2"/>{{c|{{stor|11. Kambyses, Persernes Konge (529—322).}}}} {{--}} Efter Kyros' Død besteg {{sp|Kambyse|s}} Faderens Throne. Kort Tid efter gjorde han et Tog til Ægypten. Efter Herodots Beretning fortalte Perserne selv, at følgende Begivenhed var Anledningen til dette Tog. Nekos Sønnesøn {{sp|Hophr|a}} (594—570), som Herodot kalder Apries, var bleven stødt fra Thronen i Ægypten af en Mand af simpel Herkomst ved Navn {{sp|Amasi|s}} (570—528). Denne blev<section end="2"/><noinclude><references/></noinclude> m6lc8jr4wgq9z9smah2zprc32iucelu 104 140210 331389 330228 2026-08-24T23:35:11Z Øystein Tvede 3938 331389 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude> {{c|{{stor|12. Magernes Herredømme (522—521).}}}} {{--}} Efter Kong Kambyses' Død hyldede alle Provinser, ja endog den fra Ægypten hjemvendende Hær den nye Hersker, og i syv Maaneder førte de to {{sp|Mager|e}} (Side 48) Regjeringen i Smerdes' Navn. De viste en stor Mildhed mod alle sine Undersaatter og fritog dem for alle Skatter og al Krigstjeneste i tre Aar. Det blev dog snart meget paafaldende, at den nye Konge aldrig kom udenfor sit Palads og ikke viste sig for nogen. Selv Persiens »syv Fyrster«, der var Rigets første Mænd og Kongens fornemste Raadgivere, og som efter tidligere Skik og Brug havde fri Adgang til Kongen, blev nu afviste. En af disse havde en Datter, der var i Kongens Harem. Hende befalede han at faa udforsket, om Kongen havde Øren eller ikke; thi hvis det var Oropastes' Broder, som var Konge, hvilket Fyrsten havde Mistanke om, da maatte han mangle Øren, eftersom Kyros engang for en stor Forseelses Skyld havde klippet disse af ham. Hun meldte snart sin Fader, at Kongen var uden øren. Nu sammensvor de syv Fyrster sig om at styrte Magerne. Blandt Fyrsterne var ogsaa Hystaspes, der var Statholder i Persien og efter Kong Kambyses' Død Hovedet for Achæmenidernes Familie; men da han allerede var en gammel Mand og selv for svag til at deltage i Sammensvergelsen, sendte han sin ældste Søn {{sp|Dareio|s}} til Susa i sit Sted. Dareios var især den, der drev ivrigst paa straks at udføre Gjerningen. De sammensvorne forpligtede sig til hellere allesammen at lade sit Liv end finde sig i, at en Mager, som ikke engang havde Øren, herskede over Perserne. Samtidig med, at dette skede, lod de to Magere Prexaspes<noinclude><references/></noinclude> gkx7k5gcbc7pn5i07znmjppld140zdo 104 140212 331390 326341 2026-08-24T23:35:39Z Øystein Tvede 3938 331390 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude><section begin="1"/>svorne trak sine Sverd og stødte dem ned; derpaa styrtede de hurtig ind i Kongens Værelse, hvor de to Magere sad og raadslog om, hvad de skulde gjøre efter Tildragelsen med Prexaspes. Efter en kort Kamp blev de begge nedhuggede, efterat dog to af Fyrsterne var blevne saarede. Den ene af Magerne løb ind i et mørkt Sideværelse og forsøgte at stænge Døren; men Dareios og hans Svigerfader {{sp|Gobrya|s}} fulgte straks efter ham. Gobryas fik fat i Mageren og holdt ham fast, og da Dareios nølede med at støde ham ned med sit Sverd af Frygt for i Mørket ogsaa at træffe sin Svigerfader, raabte denne: »Stød til, selv om du skal gjennembore os begges. Dareios adlød, men traf heldigvis kun Mageren. Fyrsterne løb nu ud og fremviste for Folket de afhugne Hoveder. Da Perserne merkede, at de var blevne bedragne, trak de sine Sverd og nedhug alle Magere, som de traf, og hvis ikke Natten var faldet paa«, siger Herodot, vilde ingen Mager være bleven ilive i Susa«. Siden pleiede Perserne at festligholde denne Dag til Erindring om Magerdrabet, og da maatte alle Magere holde sig inde i sine Huse. {{---}} <section end="1"/> <section begin="2"/>{{c|{{stor|13. Dareios, Hystaspes' Søn (521—485).}}}} {{--}} Efter de to Mageres Død, fortæller Herodot, holdt de syv Fyrster, som havde styrtet dem, en lang Raadslagning, under hvilken de tilslut blev enige om at lade <section end="2"/><noinclude><references/></noinclude> o661n2u318v2atnwpzrpbcikg1vm59y 104 142602 331393 330244 2026-08-24T23:41:06Z Øystein Tvede 3938 331393 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude> {{c|{{stor|{{antikva|Hellenerne.}}}}}} {{---}} {{c|{{stor|14. Sagnene om Prometheus og Deukalion.}}}} {{--}} Den fornemste blandt Grækernes talrige Guder var {{sp|Zeu|s}} (Jupiter)<ref>Hvor der ved de græske Guders og Heltes Navne er tilføiet et andet i Parenthes, er dette det latinske Navn.</ref>. Hans Moder fødte ham efter Sagnet paa Øen Kreta. Hans Fader {{sp|Krono|s}} (Saturnus) var et Uhyre, der slugte sine Børn, straks de fødtes, fordi det var spaaet ham, at en af hans Sønner skulde støde ham fra Thronen; men ved Zeus' Fødsel blev Kronos narret til i hans Sted at sluge en indsvøbt Sten. Den spæde Gud blev derefter hemmelig opfostret paa {{sp|Idabjerge|t}} paa Kreta af Kureterne, Øens ældste Indvaanere, der ved Vaabengny overdøvede Barnets Skrig, forat det ikke skulde høres af Kronos. Zeus begyndte ogsaa senere aabenbart at bekrige sin Fader, men kunde intet udrette, før han tog tilhjælp Kykloperne, Væsener med ét stort Øie midt i Panden, samt nogle andre vældige Skabninger fra Tidernes Morgen, {{sp|Titanern|e}} og {{sp|Gigantern|e}}. Ved Hjælp af Lynstraalen, som Kykloperne havde smedet for ham, forjog han sin Fader; derpaa gav han Kykloperne Lov til at bosætte sig paa Sicilien. Selv tog han Herredømmet i Himmelen og gav<noinclude><references/></noinclude> h4reh94nrmpno9d1uq405o6fqkzfhr9 104 143072 331181 2026-08-24T11:59:09Z Øystein Tvede 3938 /* Korrekturlest */ 331181 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>er det ogsaa med Folkenes, og navnlig vårede Athens Blomstringstid kun en stakket Tid. I denne Athens Storhedstid fremtræder en enkelt høit over alle andre ragende Personlighed, der er en Typus for, hvad der rører sig i Tiden, en ædel Repræsentant for attisk Dannelse, i hvem Oldtidslivets bedste og skjønneste Sider fremtræder i den klareste Belysning. Dette Tidens Barn var {{sp|Perikle|s}}, hin Hellenerkulturens plastiske Skikkelse. Da hans Moder Aga ri ste bar ham under sit Hjerte, drømte hun, at hun skulde føde en Løve, et Varsel om kommende Storhed. Gjennem sin Fader {{sp|Xanthippo|s}}, Seierherren ved Mykale (Side 305), tilhørte Perikles en af Athens ældste Familier, gjennem sin Moder var han en Alkmæonide. Da hans Fødselsaar falder omkring 494, har han som Gut oplevet sin Fædrestads Trængselstid, og medens han voksede op til Yngling, saa han Athen stille sig i Spidsen for et mægtigt Forbund af Øer og Kyststeder, og han erkjendte, at det var hans Fædrestads Opgave at vise sig en saadan Stilling værdig. Og til at arbeide med til dette Maal var Perikles kaldet ikke alene ved sin Fødsel, men ogsaa ved de lykkeligste Anlæg; thi han var af Naturen rigt udrustet. Det ædle Ansigt med den lige græske Næse, de tankefulde Øine og den fint dannede Mund vidnede om Alvor og Kraft, og paa hans Pande havde Klogskaben sat sit übedragelige Merke; livlig og rig paa Ideer som Themistokles var han i hele sit Væsen fra Ungdommen af langt mere samlet og harmonisk end denne. Og denne rige Begavelse blev fra den tidligste Ungdom pleiet og ledet af de bedste Lærere; gjennem Omgang med Filosofer, med Digtere og Kunstnere søgte Perikles Næring for sin brændende Kundskabstørst, og denne forædlende Omgang skaffede ham ikke alene Ind- sigter, men gav ham ogsaa den Følelse af aandelig Fri-<noinclude><references/></noinclude> g9w8j4wovywjspokg9i46b463nxk2iv 331212 331181 2026-08-24T12:56:31Z Øystein Tvede 3938 331212 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>er det ogsaa med Folkenes, og navnlig varede Athens Blomstringstid kun en stakket Tid. I denne Athens Storhedstid fremtræder en enkelt høit over alle andre ragende Personlighed, der er en Typus for, hvad der rører sig i Tiden, en ædel Repræsentant for attisk Dannelse, i hvem Oldtidslivets bedste og skjønneste Sider fremtræder i den klareste Belysning. Dette Tidens Barn var {{sp|Perikle|s}}, hin Hellenerkulturens plastiske Skikkelse. Da hans Moder Aga ri ste bar ham under sit Hjerte, drømte hun, at hun skulde føde en Løve, et Varsel om kommende Storhed. Gjennem sin Fader {{sp|Xanthippo|s}}, Seierherren ved Mykale (Side 305), tilhørte Perikles en af Athens ældste Familier, gjennem sin Moder var han en Alkmæonide. Da hans Fødselsaar falder omkring 494, har han som Gut oplevet sin Fædrestads Trængselstid, og medens han voksede op til Yngling, saa han Athen stille sig i Spidsen for et mægtigt Forbund af Øer og Kyststeder, og han erkjendte, at det var hans Fædrestads Opgave at vise sig en saadan Stilling værdig. Og til at arbeide med til dette Maal var Perikles kaldet ikke alene ved sin Fødsel, men ogsaa ved de lykkeligste Anlæg; thi han var af Naturen rigt udrustet. Det ædle Ansigt med den lige græske Næse, de tankefulde Øine og den fint dannede Mund vidnede om Alvor og Kraft, og paa hans Pande havde Klogskaben sat sit übedragelige Merke; livlig og rig paa Ideer som Themistokles var han i hele sit Væsen fra Ungdommen af langt mere samlet og harmonisk end denne. Og denne rige Begavelse blev fra den tidligste Ungdom pleiet og ledet af de bedste Lærere; gjennem Omgang med Filosofer, med Digtere og Kunstnere søgte Perikles Næring for sin brændende Kundskabstørst, og denne forædlende Omgang skaffede ham ikke alene Indsigter, men gav ham ogsaa den Følelse af aandelig Fri-<noinclude><references/></noinclude> mfq1ywlril7b2259sgbubimabuywhl9 331213 331212 2026-08-24T12:58:27Z Øystein Tvede 3938 331213 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>er det ogsaa med Folkenes, og navnlig varede Athens Blomstringstid kun en stakket Tid. I denne Athens Storhedstid fremtræder en enkelt høit over alle andre ragende Personlighed, der er en Typus for, hvad der rører sig i Tiden, en ædel Repræsentant for attisk Dannelse, i hvem Oldtidslivets bedste og skjønneste Sider fremtræder i den klareste Belysning. Dette Tidens Barn var {{sp|Perikle|s}}, hin Hellenerkulturens plastiske Skikkelse. Da hans Moder {{sp|Agarist|e}} bar ham under sit Hjerte, drømte hun, at hun skulde føde en Løve, et Varsel om kommende Storhed. Gjennem sin Fader {{sp|Xanthippo|s}}, Seierherren ved Mykale (Side 305), tilhørte Perikles en af Athens ældste Familier, gjennem sin Moder var han en Alkmæonide. Da hans Fødselsaar falder omkring 494, har han som Gut oplevet sin Fædrestads Trængselstid, og medens han voksede op til Yngling, saa han Athen stille sig i Spidsen for et mægtigt Forbund af Øer og Kyststeder, og han erkjendte, at det var hans Fædrestads Opgave at vise sig en saadan Stilling værdig. Og til at arbeide med til dette Maal var Perikles kaldet ikke alene ved sin Fødsel, men ogsaa ved de lykkeligste Anlæg; thi han var af Naturen rigt udrustet. Det ædle Ansigt med den lige græske Næse, de tankefulde Øine og den fint dannede Mund vidnede om Alvor og Kraft, og paa hans Pande havde Klogskaben sat sit übedragelige Merke; livlig og rig paa Ideer som Themistokles var han i hele sit Væsen fra Ungdommen af langt mere samlet og harmonisk end denne. Og denne rige Begavelse blev fra den tidligste Ungdom pleiet og ledet af de bedste Lærere; gjennem Omgang med Filosofer, med Digtere og Kunstnere søgte Perikles Næring for sin brændende Kundskabstørst, og denne forædlende Omgang skaffede ham ikke alene Indsigter, men gav ham ogsaa den Følelse af aandelig Fri-<noinclude><references/></noinclude> 993fy8jkqt0pz1qk7sd3fkao3ukrqvt 104 143073 331182 2026-08-24T12:02:15Z Øystein Tvede 3938 /* Korrekturlest */ 331182 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>hed, som den sande Dannelse ene formaar at skjænke, og som hævede ham høit over Folkets Overtro<ref>Da saaledes i Begyndelsen af den peloponnesiske Krig en Solformørkelse indtraadte, netop som Flaaden skulde løbe ud, og Mandskabet røbede Frygt over dette ulykkespaaende Tegn, tog Perikles sin Kappe og holdt den for Ansigtet paa en af de mest forsagte. Da denne paa Perikles' Spørgsmaal, om han ængstedes ved dette, svarede nei, skal Perikles have sagt: «Hvorfor bliver du da mere forskrækket, fordi en fjernere og større Gjenstand skjuler Sollyset for dig?«</ref>. Men hvad der bevirkede, at Perikles ved disse Aandens Gaver fik en Magt over sine Landsmænd som ingen, var den herlige Veltalenhed, han havde faaet som Vuggegave. Naar Perikles fra Talerstolen, rolig som en Statue, med Kappen i de maleriske Folder, udsendte bevingede Ord til de lyttende Skarer, maatte enhver Modstand forstumme. Hans Tale var simpel, uden Effektjageri og Stræben efter at behage; det var dens Rigdom paa Tanker, dens slaaende Billeder, dens dybe Alvor og overbevisende Kraft, der gjorde saadant Indtryk. Man sagde derfor ogsaa, at han havde Lyn og Torden under sin Tunge, man beundrede ham som en Gud og kaldte ham »den olympiske«, og de Tanker, som han vilde indprente sine Tilhørere, blev siddende i deres Sind »som Biens Braad«, siger en af Samtidens Digtere. Men denne Veltalenhed var ikke en Gave, han sløsede med; kun sjelden traadte han op som Taler; men derfor faldt ogsaa hans Ord med desto større Vegt. Den overlegne Ro og ufvrstyrrelige Ligevegt, der i saa høi Grad udmerkede Perikles' Tale, var en Del af hans hele Væsen og traadte frem ogsaa i hans daglige Omgang; uden at lade sig egge kunde denne selvbeherskende Mand lade en personlig Uven forfølge sig med Skjeldsord fra Morgen til den sene Aften og saa befale sine Tjenere at lyse Fornærmeren hjem.<noinclude><references/></noinclude> do67ntn9360xxty06t53jxw8cd0i8zy 104 143074 331183 2026-08-24T12:04:10Z Øystein Tvede 3938 /* Korrekturlest */ 331183 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude> Perikles' Privatliv var tilbagetrukket ; det var tarveligt og maadeholdent, beregnet paa og værdigt til at vinde alles Agtelse. Mere end de fleste Athenere formaaede og saa Hjemmet at fengsle ham; thi det smykkedes af en aandfuld Hustru, den skjønne Milesierinde {{sp|Aspasi|a}}. Denne Dame stod høit over de attiske Kvinder i Dannelse, og hun forstod at samle i sit Hus en udvalgt Kreds af begavede Aander. Dette bidrog vel ogsaa sit til, at Perikles kun tog liden Del i det atjiéniske Selskabsliv ; ja det fortelles endog, at han kun en eneste Gang udenfor sit Hus skal have bivaanet et festligt Gilde, som han endog forlod, da Drikkelagets støiende Munterhed begyndte. Men havde end Perikles mange Betingelser for at blive et frit Folks Fører, han manglede dog nogle. Det faldt ham vanskeligt at ferdes med Lethed blandt Menigmand, og en Kimons vennesæle Væsen manglede ham ganske; vi tør vel ogsaa heri se en af Grundene til hans tilbagetrukne Privatliv. Han var en, helt igjennem aristokratisk Natur og gjennemtrængt af Bevidstheden om Dannelsens Ret til at herske; hans Alvor blev tolket som Aristokratens Stolthed, hans stille Liv som en Maske for ærgjerrige Planer; han tilhørte jo en Slegt, der mentes at nære sterke Tilbøieligheder for Eneherredømmet. Ostrakismen havde rammet flere af hans Mødreneslegt foruden hans Fader Xanthippos. Hans Ansigtstræk skal ogsaa sterkt have mindet om Peisistratos, en Omstændighed, som Modstandere nok kunde benytte med Held. Perikles holdt sig derfor ogsaa fenge borte fra det politiske Liv og foretrak ved Tjeneste i Hæren at vise sig som en Borger, der var rede til at dele enhver Fare med sine Landsmænd. I Feltlivet lærte han at beundre Kimons Storhed' som General; men han fik tillige et aabent Øie for Svaghederne i hans Politik, der saa ensidigt modarbeidede den demokratiske Udvikling. Trods sit ari-<noinclude><references/></noinclude> nsn225hlp4ffxatzmg0v18quuj2g91s 331184 331183 2026-08-24T12:04:28Z Øystein Tvede 3938 331184 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude> Perikles' Privatliv var tilbagetrukket ; det var tarveligt og maadeholdent, beregnet paa og værdigt til at vinde alles Agtelse. Mere end de fleste Athenere formaaede og saa Hjemmet at fengsle ham; thi det smykkedes af en aandfuld Hustru, den skjønne Milesierinde {{sp|Aspasi|a}}. Denne Dame stod høit over de attiske Kvinder i Dannelse, og hun forstod at samle i sit Hus en udvalgt Kreds af begavede Aander. Dette bidrog vel ogsaa sit til, at Perikles kun tog liden Del i det atjiéniske Selskabsliv; ja det fortelles endog, at han kun en eneste Gang udenfor sit Hus skal have bivaanet et festligt Gilde, som han endog forlod, da Drikkelagets støiende Munterhed begyndte. Men havde end Perikles mange Betingelser for at blive et frit Folks Fører, han manglede dog nogle. Det faldt ham vanskeligt at ferdes med Lethed blandt Menigmand, og en Kimons vennesæle Væsen manglede ham ganske; vi tør vel ogsaa heri se en af Grundene til hans tilbagetrukne Privatliv. Han var en, helt igjennem aristokratisk Natur og gjennemtrængt af Bevidstheden om Dannelsens Ret til at herske; hans Alvor blev tolket som Aristokratens Stolthed, hans stille Liv som en Maske for ærgjerrige Planer; han tilhørte jo en Slegt, der mentes at nære sterke Tilbøieligheder for Eneherredømmet. Ostrakismen havde rammet flere af hans Mødreneslegt foruden hans Fader Xanthippos. Hans Ansigtstræk skal ogsaa sterkt have mindet om Peisistratos, en Omstændighed, som Modstandere nok kunde benytte med Held. Perikles holdt sig derfor ogsaa fenge borte fra det politiske Liv og foretrak ved Tjeneste i Hæren at vise sig som en Borger, der var rede til at dele enhver Fare med sine Landsmænd. I Feltlivet lærte han at beundre Kimons Storhed' som General; men han fik tillige et aabent Øie for Svaghederne i hans Politik, der saa ensidigt modarbeidede den demokratiske Udvikling. Trods sit ari-<noinclude><references/></noinclude> js9datyy7gbwelrl0ttijr01tn4qjjb 331211 331184 2026-08-24T12:55:38Z Øystein Tvede 3938 331211 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude> Perikles' Privatliv var tilbagetrukket; det var tarveligt og maadeholdent, beregnet paa og værdigt til at vinde alles Agtelse. Mere end de fleste Athenere formaaede og saa Hjemmet at fengsle ham; thi det smykkedes af en aandfuld Hustru, den skjønne Milesierinde {{sp|Aspasi|a}}. Denne Dame stod høit over de attiske Kvinder i Dannelse, og hun forstod at samle i sit Hus en udvalgt Kreds af begavede Aander. Dette bidrog vel ogsaa sit til, at Perikles kun tog liden Del i det atjiéniske Selskabsliv; ja det fortelles endog, at han kun en eneste Gang udenfor sit Hus skal have bivaanet et festligt Gilde, som han endog forlod, da Drikkelagets støiende Munterhed begyndte. Men havde end Perikles mange Betingelser for at blive et frit Folks Fører, han manglede dog nogle. Det faldt ham vanskeligt at ferdes med Lethed blandt Menigmand, og en Kimons vennesæle Væsen manglede ham ganske; vi tør vel ogsaa heri se en af Grundene til hans tilbagetrukne Privatliv. Han var en, helt igjennem aristokratisk Natur og gjennemtrængt af Bevidstheden om Dannelsens Ret til at herske; hans Alvor blev tolket som Aristokratens Stolthed, hans stille Liv som en Maske for ærgjerrige Planer; han tilhørte jo en Slegt, der mentes at nære sterke Tilbøieligheder for Eneherredømmet. Ostrakismen havde rammet flere af hans Mødreneslegt foruden hans Fader Xanthippos. Hans Ansigtstræk skal ogsaa sterkt have mindet om Peisistratos, en Omstændighed, som Modstandere nok kunde benytte med Held. Perikles holdt sig derfor ogsaa fenge borte fra det politiske Liv og foretrak ved Tjeneste i Hæren at vise sig som en Borger, der var rede til at dele enhver Fare med sine Landsmænd. I Feltlivet lærte han at beundre Kimons Storhed' som General; men han fik tillige et aabent Øie for Svaghederne i hans Politik, der saa ensidigt modarbeidede den demokratiske Udvikling. Trods sit ari-<noinclude><references/></noinclude> o9zb2y9ij2yz5fcxxl09gmc0jhmrcbr 104 143075 331185 2026-08-24T12:05:57Z Øystein Tvede 3938 /* Korrekturlest */ 331185 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>stokratiske Tankesæt erkj endte nemlig Perikles Demokratiet som den eneste Statsform, der kunde gjøre Regning paa Varighed. Han afviste derfor, da han endelig omkring 469 traadte frem paa den politiske Skueplads, enhver Tanke om at blive Tyran ; men han vidste efterhaanhen at grunde et Intelligentsens Eneherredømme i demokratiske Former; thi i den lange Tid, Perikles var Athens Leder uden nogensinde at beklæde andet Embede end en Strategs, naar krigerske Foretagender krævede det, »var der«, siger Thukydides, » efter Navnet et Folkeherredømme, men i Virkeligheden et Eneherredømme udøvet af Statens mest fremragende Mand. Han blev ikke ledet af Folket, men ledede det, fordi han ikke havde naaet Magten ved utilbørlige Midler og derfor ikke behøvede at tale det til Behag, men kunde modsige det med Kraft«. Men denne Stilling naaede Perikles først lidt efter lidt; han medvirkede til Kimons og med ham den aristokratiske Politiks Fald (Side 312), og derefter sluttede han sig helt til Demokratiet og dets Førere, navnlig {{sp|Ephialte|s}}. Men han gik stedse frem med Forsigtighed og skjulte den Magt, han havde over Massen; thi han frygtede Ostrakismen, fordi en fleraarig Fraværelse fra Athen vilde have tilintetgjort hele hans Livsplan. Man sammenlignede ham derfor ogsaa med Statsskibet »Salaminia«, som kun viste sig ved ganske særegne Leiligheder. Men man merkede hans Haand, selv om man ikke saa den. Hans Forhold til Reformpartiet er det derfor ofte vanskeligt at komme paa det rene med. Meget har denne fødte Aristokrat maattet lade ske , som har været hans hele Aandsretning imod; thi skulde han naa sit Maal, bød Forsigtighed, at han ikke lagde sig ud med dem, der var hans Redskaber. Folkeherredømmets fuldkomne Udvikling var den nødvendige Betingelse for Grundlæggelsen af Perikles' egen<noinclude><references/></noinclude> rt13h4pllddmjcadwgu8q94a0zmwi7w 331186 331185 2026-08-24T12:07:07Z Øystein Tvede 3938 331186 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>stokratiske Tankesæt erkj endte nemlig Perikles Demokratiet som den eneste Statsform, der kunde gjøre Regning paa Varighed. Han afviste derfor, da han endelig omkring 469 traadte frem paa den politiske Skueplads, enhver Tanke om at blive Tyran; men han vidste efterhaanhen at grunde et Intelligentsens Eneherredømme i demokratiske Former; thi i den lange Tid, Perikles var Athens Leder uden nogensinde at beklæde andet Embede end en Strategs, naar krigerske Foretagender krævede det, »var der«, siger Thukydides, »efter Navnet et Folkeherredømme, men i Virkeligheden et Eneherredømme udøvet af Statens mest fremragende Mand. Han blev ikke ledet af Folket, men ledede det, fordi han ikke havde naaet Magten ved utilbørlige Midler og derfor ikke behøvede at tale det til Behag, men kunde modsige det med Kraft«. Men denne Stilling naaede Perikles først lidt efter lidt; han medvirkede til Kimons og med ham den aristokratiske Politiks Fald (Side 312), og derefter sluttede han sig helt til Demokratiet og dets Førere, navnlig {{sp|Ephialte|s}}. Men han gik stedse frem med Forsigtighed og skjulte den Magt, han havde over Massen; thi han frygtede Ostrakismen, fordi en fleraarig Fraværelse fra Athen vilde have tilintetgjort hele hans Livsplan. Man sammenlignede ham derfor ogsaa med Statsskibet »Salaminia«, som kun viste sig ved ganske særegne Leiligheder. Men man merkede hans Haand, selv om man ikke saa den. Hans Forhold til Reformpartiet er det derfor ofte vanskeligt at komme paa det rene med. Meget har denne fødte Aristokrat maattet lade ske , som har været hans hele Aandsretning imod; thi skulde han naa sit Maal, bød Forsigtighed, at han ikke lagde sig ud med dem, der var hans Redskaber. Folkeherredømmets fuldkomne Udvikling var den nødvendige Betingelse for Grundlæggelsen af Perikles' egen<noinclude><references/></noinclude> f6hs8h6ud1nv4yno8d1svzn0cy593z5 331187 331186 2026-08-24T12:07:21Z Øystein Tvede 3938 331187 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>stokratiske Tankesæt erkj endte nemlig Perikles Demokratiet som den eneste Statsform, der kunde gjøre Regning paa Varighed. Han afviste derfor, da han endelig omkring 469 traadte frem paa den politiske Skueplads, enhver Tanke om at blive Tyran; men han vidste efterhaanhen at grunde et Intelligentsens Eneherredømme i demokratiske Former; thi i den lange Tid, Perikles var Athens Leder uden nogensinde at beklæde andet Embede end en Strategs, naar krigerske Foretagender krævede det, »var der«, siger Thukydides, »efter Navnet et Folkeherredømme, men i Virkeligheden et Eneherredømme udøvet af Statens mest fremragende Mand. Han blev ikke ledet af Folket, men ledede det, fordi han ikke havde naaet Magten ved utilbørlige Midler og derfor ikke behøvede at tale det til Behag, men kunde modsige det med Kraft«. Men denne Stilling naaede Perikles først lidt efter lidt; han medvirkede til Kimons og med ham den aristokratiske Politiks Fald (Side 312), og derefter sluttede han sig helt til Demokratiet og dets Førere, navnlig {{sp|Ephialte|s}}. Men han gik stedse frem med Forsigtighed og skjulte den Magt, han havde over Massen; thi han frygtede Ostrakismen, fordi en fleraarig Fraværelse fra Athen vilde have tilintetgjort hele hans Livsplan. Man sammenlignede ham derfor ogsaa med Statsskibet »Salaminia«, som kun viste sig ved ganske særegne Leiligheder. Men man merkede hans Haand, selv om man ikke saa den. Hans Forhold til Reformpartiet er det derfor ofte vanskeligt at komme paa det rene med. Meget har denne fødte Aristokrat maattet lade ske, som har været hans hele Aandsretning imod; thi skulde han naa sit Maal, bød Forsigtighed, at han ikke lagde sig ud med dem, der var hans Redskaber. Folkeherredømmets fuldkomne Udvikling var den nødvendige Betingelse for Grundlæggelsen af Perikles' egen<noinclude><references/></noinclude> 4n35l6o439a1h7p8wvuny42892jfw14 104 143076 331188 2026-08-24T12:08:55Z Øystein Tvede 3938 /* Korrekturlest */ 331188 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>Magt, og vi se ham derfor ogsaa ved alle Midler bidrage til Demokratiets fuldstændige Seier. Det var paa Foranledning af ham, at Ephialtes fremsatte Forslag, der berøvede Areiopagos, Konservatismens bedste Støtte, dets store Magt. Forgjæves bekjæmpede Aristokraterne Forslaget, forgjæves fremstillede Æschylos i sin Tragedie »Eumeniderne« Areiopagos' guddommelige Oprindelse. Demokratiet seirede dog. Saa stor var imidlertid Aristokraternes Forbitrelse, .at de lod Ephialtes snigmyrde; men dette bevirkede kun, at Perikles alene kom i Spidsen for Staten. Ved forskjellige Foranstaltninger vidste Perikles at vinde det menige Folk for sig; ham var det, der satte igjennem, at Hæren fik Sold, og at Raadsherrer, Dommere og Deltagerne i Folkeforsamlingen lønnedes (Side 207 flg.) hvorved den mindre velhavende Borger lettedes Adgangen til Deltagelse i Statsstyreisen. Det nydelsesrige Folk vandt Perikles ved en Lov om, at der paa Skuespildagene skulde udbetales den fattigere Befolkning den almindelige Entrépris, to Oboler. Denne Bestemmelse fik senere den Udvidelse, at der gaves Folket Betaling selv ved saadanne Fester, hvortil der ikke var knyttet Skuespil. Ligeledes drog han Omsorg for de fattige ved Uddeling af Jord i de erobrede Lande og forstod at vedligeholde sin Popularitet ved talrige Fester, glimrende Optog og storartede Gilder, hvortil Folket gratis havde Adgang. Folket vænnede sig saaledes efterhaanden til at være Statens Gjest, lade sig underholde og beverte af den og fandt stedse mere og mere Smag i at nyde uden Arbeide og Bekostning. Men ogsaa ved andre Midler holdt Perikles det atheniske Folk i Aande, saa det ikke fik Tid til at tenke paa, hvor den egentlige Magt laa. Aristokratiet havde han kuet ved at udvide den menige Mands Rettigheder. Mæng-<noinclude><references/></noinclude> suc6ldoiskyuldv07xevsmclqvo44b8 104 143077 331189 2026-08-24T12:10:56Z Øystein Tvede 3938 /* Korrekturlest */ 331189 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>den blændede han ved den Glans, han kastede over det atheniske Navn, ved at vende dens Blik udåd paa Athens Stormagtsstilling i Hellas og ved sine storartede Byggeforetagender. Det var nemlig under Perikles' Regimente, at de herlige Bygverker reiste sig, der gjorde Athen til Verdens skjønneste Stad. Ingen Tid og intet Folk har nogensinde anvendt saa store Summer som Athen til kunstneriske Formaal, og Kunsten har da heller aldrig levet under bedre Vilkaar end i den perikleiske Tidsalder. Athen var ikke fenger Hovedstad i et lidet Land, det var nu Hovedet for et mægtigt Forbund af Søstater, og Perikles vilde, at Athen ogsaa i det ydre skulde vise sig denne Stilling værdig, og dette Ønske fandt begeistret Tilslut ning hos det skjønhedselskende Athenerfolk. Men Athenerne havde i denne Tid ikke alene Viljen og den materielle Evne til at smykke sin By, de havde ogsaa blandt sig en Skare begavede Kunstnere, der evnede disse Opgaver. Herligst straaler blandt disse Mesternavnet {{sp|Pheidia|s}}, Perikles' Raadgiver i alle kunstneriske Anliggender og Leder af en Mængde af hans Byggearbeider. Uopnaaet som Billedhugger var Pheidias tillige Mal er og Arkitekt og samlede om sig fra alle Grækenlands Egne en Skare Lærlinger, der inspirerede af hans Kunstnergeni udførte mangt et Arbeide, hvortil Mesteren selv kun havde givet Ideen. Blandt de mange Bygverker, der skylder Perikles sin Tilblivelse, vil vi her kun nævne nogle faa. Fra hans første Tid skriver {{sp|Odeio|n}} sig, en halvcirkelformig Bygning ved Sydostsiden af Akropolis; den var bestemt til musikalske Veddekampe og havde et Kuppeltag, der gjaldt for en Efterligning af Xerxes' Telt, og hvis Bjelker skal have været persiske Skibsmaster. Det var dog navnlig paa Akropolis, at Perikles' Byggevirksomhed udfoldede sig i sin største Glans. Her var den jomfruelige<noinclude><references/></noinclude> 06dec39thboij87xtfvzw5dd9agcmg6 331214 331189 2026-08-24T13:00:26Z Øystein Tvede 3938 331214 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>den blændede han ved den Glans, han kastede over det atheniske Navn, ved at vende dens Blik udad paa Athens Stormagtsstilling i Hellas og ved sine storartede Byggeforetagender. Det var nemlig under Perikles' Regimente, at de herlige Bygverker reiste sig, der gjorde Athen til Verdens skjønneste Stad. Ingen Tid og intet Folk har nogensinde anvendt saa store Summer som Athen til kunstneriske Formaal, og Kunsten har da heller aldrig levet under bedre Vilkaar end i den perikleiske Tidsalder. Athen var ikke fenger Hovedstad i et lidet Land, det var nu Hovedet for et mægtigt Forbund af Søstater, og Perikles vilde, at Athen ogsaa i det ydre skulde vise sig denne Stilling værdig, og dette Ønske fandt begeistret Tilslut ning hos det skjønhedselskende Athenerfolk. Men Athenerne havde i denne Tid ikke alene Viljen og den materielle Evne til at smykke sin By, de havde ogsaa blandt sig en Skare begavede Kunstnere, der evnede disse Opgaver. Herligst straaler blandt disse Mesternavnet {{sp|Pheidia|s}}, Perikles' Raadgiver i alle kunstneriske Anliggender og Leder af en Mængde af hans Byggearbeider. Uopnaaet som Billedhugger var Pheidias tillige Mal er og Arkitekt og samlede om sig fra alle Grækenlands Egne en Skare Lærlinger, der inspirerede af hans Kunstnergeni udførte mangt et Arbeide, hvortil Mesteren selv kun havde givet Ideen. Blandt de mange Bygverker, der skylder Perikles sin Tilblivelse, vil vi her kun nævne nogle faa. Fra hans første Tid skriver {{sp|Odeio|n}} sig, en halvcirkelformig Bygning ved Sydostsiden af Akropolis; den var bestemt til musikalske Veddekampe og havde et Kuppeltag, der gjaldt for en Efterligning af Xerxes' Telt, og hvis Bjelker skal have været persiske Skibsmaster. Det var dog navnlig paa Akropolis, at Perikles' Byggevirksomhed udfoldede sig i sin største Glans. Her var den jomfruelige<noinclude><references/></noinclude> e5ixbg7zqyybpsjyt7dqi4jkf2h9slw 104 143078 331190 2026-08-24T12:13:25Z Øystein Tvede 3938 /* Korrekturlest */ 331190 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>Athenes Tempel, {{sp|Partheno|n}}<ref>I Middelalderen omdannedes Parthenon til en Kirke. Da Venetianerne 1687 beleirede Athen, slog en Bombe ned i Templet, der af Tyrkerne benyttedes til Krudtmagasin ; Eksplosionen var saa voldsom, at Bygningen med Undtagelse af Gavlsiderne næsten ganske tilintetgjordes. I Begyndelsen af dette Aarhundrede bortførte en Englænder, Lord Elgin, en stor Del Reliefer, der endnu smykkede Gavlene» De findes nu i British Museum.</ref>, et Verk af Arkitekten Iktinos' Geni. Dette Tempel, der var 230 Fod langt, 100 Fod bredt og 65 Fod høit, var bygget af hvidt pentelisk<ref>Pentelikon var et Bjerg i Øst for Athen, bekjendt for sine rige Marmorbrud.</ref> Marmor og omgivet af en Søilehal med 46 svære doriske bøiler. Dets Gavlfelter og Friser var smykkede med Reliefer af Pheidias og hans Elever, hvortil Motiverne var hentede fra Athene-Kultusen. I den egentlige Tempel celle stod den berømte Athene-Statue af Pheidias. Fra et Fodstykke, der var prydet med mythiske Fremstillinger i Relief, hævede Gudindens majestetiske Skikkelse sig i en Høide af 40 Fod. Statuens Kjerne var af Træ, men alle nøgne Dele som Ansigtet, Hænderne osv. udførte i Elfenben, medens det folderige Gevandt, der var til at tåge af, var af purt Guid. Det samme var Tilfældet med den med en Sphinx smykkede Hjelm, Haaret og Lansen, medens det blåa i Øinene dannedes af Ædelstene. Men al denne Rigdom, hvormed Athenerne havde udstyret sin alvorlige Visdomsgudinde, tjente kun til at fremhæve Skikkelsens storslagne Simpelhed og rolige Værdighed. Foruden dette Athenebillede reiste Pheidias i denne Tid paa det høieste Punkt af Akropolis en kolossal Broncestatue af Gudinden. Med Skjoldet paa den venstre Arm og den høire Haand løftet høit iveiret og støttet til Lansen fremstillede den 70 Fod høie Figur Gudinden som Promachos ɔ: som Athe-<noinclude><references/></noinclude> rmpfovgb8nj3oyshf7yo0ap1d9mp2jb 331191 331190 2026-08-24T12:14:47Z Øystein Tvede 3938 331191 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>Athenes Tempel, {{sp|Partheno|n}}<ref>I Middelalderen omdannedes Parthenon til en Kirke. Da Venetianerne 1687 beleirede Athen, slog en Bombe ned i Templet, der af Tyrkerne benyttedes til Krudtmagasin; Eksplosionen var saa voldsom, at Bygningen med Undtagelse af Gavlsiderne næsten ganske tilintetgjordes. I Begyndelsen af dette Aarhundrede bortførte en Englænder, Lord Elgin, en stor Del Reliefer, der endnu smykkede Gavlene» De findes nu i British Museum.</ref>, et Verk af Arkitekten Iktinos' Geni. Dette Tempel, der var 230 Fod langt, 100 Fod bredt og 65 Fod høit, var bygget af hvidt pentelisk<ref>Pentelikon var et Bjerg i Øst for Athen, bekjendt for sine rige Marmorbrud.</ref> Marmor og omgivet af en Søilehal med 46 svære doriske Søiler. Dets Gavlfelter og Friser var smykkede med Reliefer af Pheidias og hans Elever, hvortil Motiverne var hentede fra Athene-Kultusen. I den egentlige Tempel celle stod den berømte Athene-Statue af Pheidias. Fra et Fodstykke, der var prydet med mythiske Fremstillinger i Relief, hævede Gudindens majestetiske Skikkelse sig i en Høide af 40 Fod. Statuens Kjerne var af Træ, men alle nøgne Dele som Ansigtet, Hænderne osv. udførte i Elfenben, medens det folderige Gevandt, der var til at tage af, var af purt Guid. Det samme var Tilfældet med den med en Sphinx smykkede Hjelm, Haaret og Lansen, medens det blaa i Øinene dannedes af Ædelstene. Men al denne Rigdom, hvormed Athenerne havde udstyret sin alvorlige Visdomsgudinde, tjente kun til at fremhæve Skikkelsens storslagne Simpelhed og rolige Værdighed. Foruden dette Athenebillede reiste Pheidias i denne Tid paa det høieste Punkt af Akropolis en kolossal Broncestatue af Gudinden. Med Skjoldet paa den venstre Arm og den høire Haand løftet høit iveiret og støttet til Lansen fremstillede den 70 Fod høie Figur Gudinden som Promachos ɔ: som Athe-<noinclude><references/></noinclude> jz1y4nfo3k776tpl5hryigq09oq8xgh 331216 331191 2026-08-24T13:03:08Z Øystein Tvede 3938 331216 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>Athenes Tempel, {{sp|Partheno|n}}<ref>I Middelalderen omdannedes Parthenon til en Kirke. Da Venetianerne 1687 beleirede Athen, slog en Bombe ned i Templet, der af Tyrkerne benyttedes til Krudtmagasin; Eksplosionen var saa voldsom, at Bygningen med Undtagelse af Gavlsiderne næsten ganske tilintetgjordes. I Begyndelsen af dette Aarhundrede bortførte en Englænder, Lord Elgin, en stor Del Reliefer, der endnu smykkede Gavlene» De findes nu i British Museum.</ref>, et Verk af Arkitekten Iktinos' Geni. Dette Tempel, der var 230 Fod langt, 100 Fod bredt og 65 Fod høit, var bygget af hvidt pentelisk<ref>Pentelikon var et Bjerg i Øst for Athen, bekjendt for sine rige Marmorbrud.</ref> Marmor og omgivet af en Søilehal med 46 svære doriske Søiler. Dets Gavlfelter og Friser var smykkede med Reliefer af Pheidias og hans Elever, hvortil Motiverne var hentede fra Athene-Kultusen. I den egentlige Tempel celle stod den berømte Athene-Statue af Pheidias. Fra et Fodstykke, der var prydet med mythiske Fremstillinger i Relief, hævede Gudindens majestetiske Skikkelse sig i en Høide af 40 Fod. Statuens Kjerne var af Træ, men alle nøgne Dele som Ansigtet, Hænderne osv. udførte i Elfenben, medens det folderige Gevandt, der var til at tage af, var af purt Guld. Det samme var Tilfældet med den med en Sphinx smykkede Hjelm, Haaret og Lansen, medens det blaa i Øinene dannedes af Ædelstene. Men al denne Rigdom, hvormed Athenerne havde udstyret sin alvorlige Visdomsgudinde, tjente kun til at fremhæve Skikkelsens storslagne Simpelhed og rolige Værdighed. Foruden dette Athenebillede reiste Pheidias i denne Tid paa det høieste Punkt af Akropolis en kolossal Broncestatue af Gudinden. Med Skjoldet paa den venstre Arm og den høire Haand løftet høit iveiret og støttet til Lansen fremstillede den 70 Fod høie Figur Gudinden som Promachos ɔ: som Athe-<noinclude><references/></noinclude> jl1e1656lvjtl7dy7inyabphvihsh6a 104 143079 331192 2026-08-24T12:17:45Z Øystein Tvede 3938 /* Korrekturlest */ 331192 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>nernes Forkjæmperske. Statuens vaiende Hjelmbusk og forgyldte Lansespids kunde sees langt ude paa Havet. Det Verk, hvormed Perikles afsluttede sin Byggevirksomhed, var {{sp|Propylæern|e}}, somopførtes at {{sp|Mnesikle|s}} imellem Aarene 436—31. Man havde tidligere savnet en værdig Opgang til det af Kunstverker opfyldte Akropolis; dette Savn blev nu afhjulpet ved hint Bygverk, der kostede 2012 Talenter. Det var en overbygget Trappeop gang af pentelisk Marmor med en Kjørebane i Midten, der i flere Afsatser førte op ad Akropolis' vestlige Skraaning. Trappeopgangens Haller med sine rigt forgyldte Kasettelofter og mægtige Søiler omgaves paa begge Sider af mindre Templer og Bygninger, alt en værdig Forberedelse til det herlige Skue, der mødteøiet, naar man gjennem de i Propylæernes østlige Tvervæg anbragte fem Malmporte traadte ind paa den egentlige Borg. Det var dog ikke alene for Byens Forskjønnelse ved Pragtbygninger, at Perikles drog Omsorg ; ogsaa en Mængde praktisk nyttige Arbeider skyldtes ham. Han fuldstændiggjorde saaledes Byens Forbindelse med Havnestæderne ved til de to af Kimon byggede »lange« Mure at føie en tredje og anlagde storartede Dokker og Tøihuse i Peiræeus foruden en Mængde andre Etablissementer, som Flaadens Bygning og Vedligeholdelse krævede. De uhyre Udgifter, som alle disse Anlæg medførte, kunde ikke bestrides alene ved de Skatter og Paalæg, der udrededes af det egentlige Athenerfolk. Perikles tog imidlertid ikke i Betænkning dertil at anvende de bundsforvandtes Tribut, hvad han saa meget lettere kunde giøre, efterat det felles Skatkammer allerede i 460 var bleven flyttet fra Delos til Athen og efterhaanden mere og mere blev betragtet som en særlig athenisk Eiendom. Naar Athen, mente Perikles, opfyldte sin Forpligtelse kraftig at beskytte de bundsforvandte, skyldte man ikke disse Regn-<noinclude><references/></noinclude> 3wyxsbg4lk6wzt5oa7km38vm2njs2nq 331193 331192 2026-08-24T12:19:10Z Øystein Tvede 3938 331193 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>nernes Forkjæmperske. Statuens vaiende Hjelmbusk og forgyldte Lansespids kunde sees langt ude paa Havet. Det Verk, hvormed Perikles afsluttede sin Byggevirksomhed, var {{sp|Propylæern|e}}, somopførtes at {{sp|Mnesikle|s}} imellem Aarene 436—31. Man havde tidligere savnet en værdig Opgang til det af Kunstverker opfyldte Akropolis; dette Savn blev nu afhjulpet ved hint Bygverk, der kostede 2012 Talenter. Det var en overbygget Trappeop gang af pentelisk Marmor med en Kjørebane i Midten, der i flere Afsatser førte op ad Akropolis' vestlige Skraaning. Trappeopgangens Haller med sine rigt forgyldte Kasettelofter og mægtige Søiler omgaves paa begge Sider af mindre Templer og Bygninger, alt en værdig Forberedelse til det herlige Skue, der mødteøiet, naar man gjennem de i Propylæernes østlige Tvervæg anbragte fem Malmporte traadte ind paa den egentlige Borg. Det var dog ikke alene for Byens Forskjønnelse ved Pragtbygninger, at Perikles drog Omsorg; ogsaa en Mængde praktisk nyttige Arbeider skyldtes ham. Han fuldstændiggjorde saaledes Byens Forbindelse med Havnestæderne ved til de to af Kimon byggede »lange« Mure at føie en tredje og anlagde storartede Dokker og Tøihuse i Peiræeus foruden en Mængde andre Etablissementer, som Flaadens Bygning og Vedligeholdelse krævede. De uhyre Udgifter, som alle disse Anlæg medførte, kunde ikke bestrides alene ved de Skatter og Paalæg, der udrededes af det egentlige Athenerfolk. Perikles tog imidlertid ikke i Betænkning dertil at anvende de bundsforvandtes Tribut, hvad han saa meget lettere kunde giøre, efterat det felles Skatkammer allerede i 460 var bleven flyttet fra Delos til Athen og efterhaanden mere og mere blev betragtet som en særlig athenisk Eiendom. Naar Athen, mente Perikles, opfyldte sin Forpligtelse kraftig at beskytte de bundsforvandte, skyldte man ikke disse Regn-<noinclude><references/></noinclude> 10opmbwx6d79wtgqmyqi0khonit507x 104 143080 331194 2026-08-24T12:20:45Z Øystein Tvede 3938 /* Korrekturlest */ 331194 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>skab for, hvorledes deres Penge anvendtes. De bundsforvandtes Stilling var ogsaa efterhaanden bleven væsentlig forandret; de var lidt efter lidt paa faa Undtagelser nær fra ligestillede forbundne blevne Undersaatter, og Athens Stilling til dem var ikke et Hegemoni, men et Herredømme, der ofte trykkede haardt nok og fremkaldte Opstandsforsøg, som dog hurtig dæmpedes ved Perikles' kloge Foranstaltninger. Hvordan nu end Dommen vil lyde om den Maade, hvorpaa de bundsforvandtes Rettigheder traadtes under Fødder, maa man dog skjænke Perikles' Virksomhed sin høieste Beundring. Hans Tidsalder var i alle Retninger Athens mest blomstrende Periode. Medens de aarlige Statsindtægter var voksede til henved iooo Talenter<ref>Da Pengene paa denne Tid havde seks til otte Gange saa stor Værdi som nu, vil dette svare til en aarlig Indtægt af 24—30 Millioner Kroner.</ref>, var den almindelige Velstand i høi Grad tiltaget, og de store Formuers Tal betydelig forøget. Frembringelser af Industri og Haandverk havde naaet en høi Grad af Fuldkommenhed og havde skaffet sig et stort Marked. Navnlig fandt de attiske Metalarbeider, Læder- og Pottemagervarer gjennem en høit drevet Udførselshandel Afsætning ved alle Middelhavets Kyster. Athens Koffardiflaade var meget stor og stod under Statens særlige Beskyttelse, der lod Krigsfartøier krydse i de fleste Dele af Middelhavet, saa at det attiske Handelsskib var ligesaa sikkert i de inderste Kroge af Pontos som ved Hjemmets Kyst. Athen og dets Havne blev i denne Tid et Midtpunkt for den europæiske Verdenshandel, en Stapelplads, hvor Østens og Vestens Frembringelser samledes i storartede Magasiner. Denne Handel var saare indbringende og skabte et Penge-<noinclude><references/></noinclude> ajchtngwqhjbt9y4j5o1or5pspilqpy 104 143081 331195 2026-08-24T12:24:31Z Øystein Tvede 3938 /* Korrekturlest */ 331195 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>aristokrati, der snart voksede de gamle Aristokrater over Hovedet, hvis Eiendom væsentlig bestod i Jordegods. Men Athen blev ogsaa i denne Tid et aandeligt Midt punkt, hvor alt, hvad der var fremragende paa Aands livets Felter, samlede sig og fandt den gunstigste Modta gelse. Athen blev et Kunstens og Videnskabens Hjem, hvor indfødte og fremmede i personlig Omgang kunde ud veksle Ideer og finde et opmerksomt Publikum med den lykkeligste Opfatningsevne. Her skildrede {{sp|Herodo|t}} (S. 1*) Frihedskampens begivenhedsrige Tid, her skrev det udødelige Trillingpar {{sp|Æschylo|s}}, {{sp|Sophokle|s}} og {{sp|Euripide|s}}<ref>Æschylos levede 525—456, Sophokles 495—406 og Euripides 480—406. Athenerne knyttede Mindet om disse sine største Digtere til Salamisdagen, idet Sagnet vidste at berette, at Æschylos kjæmpede med i Slaget, Sophokles anførte det Kor af Ynglinger, der efter Slaget afsang Seierspæanen, og Euripides blev født paa denne Dag. Af deres talrige Stykker er der levnet os 32 , af hvilke kun ét, Æschylos' «Perserne» , behandler en samtidig Begivenhed, nemlig Perserkrigen og Slaget ved Salamis , medens Stoffet til de andre er hentet fra Sagntiden, især fra Sagnene om Kadmos' og Pelops' ulykkelige Familier. </ref>) sine herlige Tragedier, medens Filosofen {{sp|Anaxagora|s}}, Perikles' Lærer og Ven, søgte at raade Tilværelsens Gaade ved for første Gang at opstille et aandeligt Princip for den. Ei vil det derfor undre os, at Athenerne var stolte af sin Stad; thi her havde alt, hvad der forædler Menneske livet, sat sine skjønneste Blomster, her var alle høiere Be stræbelsers felles Arne. Athen var nu under Perikles' Ledelse bleven » Hellas i Hellas«. Hvor meget end Athenerne skyldte Perikles, kunde han dog ikke undgaa at faa Fiender og Misundere. Partimændenes Misnøie var vistnok under de perikleiske Fredsaars Velsignelser bragt til Taushed, men ulmede dog i Stilhed. Det gamle aristokratiske Parti kunde ikke glemme,<noinclude><references/></noinclude> 4y00i26iblitltvp9aym6p50s8mgr92 331196 331195 2026-08-24T12:26:49Z Øystein Tvede 3938 331196 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>aristokrati, der snart voksede de gamle Aristokrater over Hovedet, hvis Eiendom væsentlig bestod i Jordegods. Men Athen blev ogsaa i denne Tid et aandeligt Midtpunkt, hvor alt, hvad der var fremragende paa Aandslivets Felter, samlede sig og fandt den gunstigste Modtagelse. Athen blev et Kunstens og Videnskabens Hjem, hvor indfødte og fremmede i personlig Omgang kunde ud veksle Ideer og finde et opmerksomt Publikum med den lykkeligste Opfatningsevne. Her skildrede {{sp|Herodo|t}} (S. 1*) Frihedskampens begivenhedsrige Tid, her skrev det udødelige Trillingpar {{sp|Æschylo|s}}, {{sp|Sophokle|s}} og {{sp|Euripide|s}}<ref>Æschylos levede 525—456, Sophokles 495—406 og Euripides 480—406. Athenerne knyttede Mindet om disse sine største Digtere til Salamisdagen, idet Sagnet vidste at berette, at Æschylos kjæmpede med i Slaget, Sophokles anførte det Kor af Ynglinger, der efter Slaget afsang Seierspæanen, og Euripides blev født paa denne Dag. Af deres talrige Stykker er der levnet os 32, af hvilke kun ét, Æschylos' «Perserne», behandler en samtidig Begivenhed, nemlig Perserkrigen og Slaget ved Salamis, medens Stoffet til de andre er hentet fra Sagntiden, især fra Sagnene om Kadmos' og Pelops' ulykkelige Familier. </ref>) sine herlige Tragedier, medens Filosofen {{sp|Anaxagora|s}}, Perikles' Lærer og Ven, søgte at raade Tilværelsens Gaade ved for første Gang at opstille et aandeligt Princip for den. Ei vil det derfor undre os, at Athenerne var stolte af sin Stad; thi her havde alt, hvad der forædler Menneske livet, sat sine skjønneste Blomster, her var alle høiere Bestræbelsers felles Arne. Athen var nu under Perikles' Ledelse bleven » Hellas i Hellas«. Hvor meget end Athenerne skyldte Perikles, kunde han dog ikke undgaa at faa Fiender og Misundere. Partimændenes Misnøie var vistnok under de perikleiske Fredsaars Velsignelser bragt til Taushed, men ulmede dog i Stilhed. Det gamle aristokratiske Parti kunde ikke glemme,<noinclude><references/></noinclude> gksy41zaavwmxpvyilv7a7ys2xi4lhy 331215 331196 2026-08-24T13:02:14Z Øystein Tvede 3938 331215 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>aristokrati, der snart voksede de gamle Aristokrater over Hovedet, hvis Eiendom væsentlig bestod i Jordegods. Men Athen blev ogsaa i denne Tid et aandeligt Midtpunkt, hvor alt, hvad der var fremragende paa Aandslivets Felter, samlede sig og fandt den gunstigste Modtagelse. Athen blev et Kunstens og Videnskabens Hjem, hvor indfødte og fremmede i personlig Omgang kunde ud veksle Ideer og finde et opmerksomt Publikum med den lykkeligste Opfatningsevne. Her skildrede {{sp|Herodo|t}} (S. 1*) Frihedskampens begivenhedsrige Tid, her skrev det udødelige Trillingpar {{sp|Æschylo|s}}, {{sp|Sophokle|s}} og {{sp|Euripide|s}}<ref>Æschylos levede 525—456, Sophokles 495—406 og Euripides 480—406. Athenerne knyttede Mindet om disse sine største Digtere til Salamisdagen, idet Sagnet vidste at berette, at Æschylos kjæmpede med i Slaget, Sophokles anførte det Kor af Ynglinger, der efter Slaget afsang Seierspæanen, og Euripides blev født paa denne Dag. Af deres talrige Stykker er der levnet os 32, af hvilke kun ét, Æschylos' «Perserne», behandler en samtidig Begivenhed, nemlig Perserkrigen og Slaget ved Salamis, medens Stoffet til de andre er hentet fra Sagntiden, især fra Sagnene om Kadmos' og Pelops' ulykkelige Familier. </ref>) sine herlige Tragedier, medens Filosofen {{sp|Anaxagora|s}}, Perikles' Lærer og Ven, søgte at raade Tilværelsens Gaade ved for første Gang at opstille et aandeligt Princip for den. Ei vil det derfor undre os, at Athenerne var stolte af sin Stad; thi her havde alt, hvad der forædler Menneske livet, sat sine skjønneste Blomster, her var alle høiere Bestræbelsers felles Arne. Athen var nu under Perikles' Ledelse bleven »Hellas i Hellas«. Hvor meget end Athenerne skyldte Perikles, kunde han dog ikke undgaa at faa Fiender og Misundere. Partimændenes Misnøie var vistnok under de perikleiske Fredsaars Velsignelser bragt til Taushed, men ulmede dog i Stilhed. Det gamle aristokratiske Parti kunde ikke glemme,<noinclude><references/></noinclude> pmg3hadtm4gq5zdp63m7n3mavt60oty 104 143082 331197 2026-08-24T12:28:42Z Øystein Tvede 3938 /* Korrekturlest */ 331197 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>at Perikles havde tilføiet dets Magt det sidste alvorlige Knæk, og Demokratiets oprigtige Venner maatte være misfornøiede med en Mand, der i Virkeligheden gjorde Folkemagten til en Skygge. Perikles selv vovede man dog ikke aabent at angribe, dertil stod hans Anseelse hos det store Folk for fast, dertil var hans Virksomhed i alle Retninger for velsignelsesrig og for storslagen; men man hviskede i Stilhed om ødsel Finansstyreise, om Begunstigelse af Fritænkeriet og Brud paa de nedarvede Seder. Ramme Perikles selv turde man ikke; men man forstod at forbitre ham Livet ved at rette sine Anklager mod dem, der stod ham nær, mod Pheidias, Anaxagoras og Aspasia. Pheidias blev anklaget for at have understukket en Del af det Guid, der skulde være anvendt til Athene-Statuen; heldigt var det nu, at Billedets gyldne Gevandt og øvrige Prydelser var til at tåge af. Guidet blev veiet og fundet fuldvegtigt. Men man gav sig ikke, en ny Anklage reistes mod ham. Paa Athene-Statuens Skjold skulde han have anbragt en Figur, hvis Ansigtstræk mindede om ham selv; dette var efter Tidens Tankesæt en Formastelse mod Gudinden. Som en Forbryder maatte den store Kunstner vandre i Fængsel. Her døde han (432), nedbøiet af Alderdom og Sorg, før Undersøgelsen af hans Sag var tilendebragt. Endnu smerteligere blev Perikles berørt, da ogsaa hans gamle Lærer og fortrolige Ven, Filosofen Anaxagoras, blev et Offer for den religiøse Fanatisme. Han anklagedes for Gudsfornegtelse, men unddrog sig efter Perikles' Raad Domfældelse ved frivillig at udvandre. Men endnu nærmere ind paa Perikles skulde Anklagerne rykke; hans egen Hustru Aspasia blev trukket ind i Anaxagoras' Sag. Perikles havde forskudt sin første Hustru for at egte den fortryllende Milesierinde, og denne Omstændighed kunde ikke stemme Dommerne til hendes Fordel. Da følte Perikles, at han<noinclude><references/></noinclude> l9v2n6qskb87ydmdwnskllw50ejej7t 331198 331197 2026-08-24T12:32:14Z Øystein Tvede 3938 331198 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>at Perikles havde tilføiet dets Magt det sidste alvorlige Knæk, og Demokratiets oprigtige Venner maatte være misfornøiede med en Mand, der i Virkeligheden gjorde Folkemagten til en Skygge. Perikles selv vovede man dog ikke aabent at angribe, dertil stod hans Anseelse hos det store Folk for fast, dertil var hans Virksomhed i alle Retninger for velsignelsesrig og for storslagen; men man hviskede i Stilhed om ødsel Finansstyreise, om Begunstigelse af Fritænkeriet og Brud paa de nedarvede Seder. Ramme Perikles selv turde man ikke; men man forstod at forbitre ham Livet ved at rette sine Anklager mod dem, der stod ham nær, mod Pheidias, Anaxagoras og Aspasia. Pheidias blev anklaget for at have understukket en Del af det Guid, der skulde være anvendt til Athene-Statuen; heldigt var det nu, at Billedets gyldne Gevandt og øvrige Prydelser var til at tage af. Guldet blev veiet og fundet fuldvegtigt. Men man gav sig ikke, en ny Anklage reistes mod ham. Paa Athene-Statuens Skjold skulde han have anbragt en Figur, hvis Ansigtstræk mindede om ham selv; dette var efter Tidens Tankesæt en Formastelse mod Gudinden. Som en Forbryder maatte den store Kunstner vandre i Fængsel. Her døde han (432), nedbøiet af Alderdom og Sorg, før Undersøgelsen af hans Sag var tilendebragt. Endnu smerteligere blev Perikles berørt, da ogsaa hans gamle Lærer og fortrolige Ven, Filosofen Anaxagoras, blev et Offer for den religiøse Fanatisme. Han anklagedes for Gudsfornegtelse, men unddrog sig efter Perikles' Raad Domfældelse ved frivillig at udvandre. Men endnu nærmere ind paa Perikles skulde Anklagerne rykke; hans egen Hustru Aspasia blev trukket ind i Anaxagoras' Sag. Perikles havde forskudt sin første Hustru for at egte den fortryllende Milesierinde, og denne Omstændighed kunde ikke stemme Dommerne til hendes Fordel. Da følte Perikles, at han<noinclude><references/></noinclude> 6krvf529wnqq1ucgwpwq6mtdtx02tnp 331217 331198 2026-08-24T13:03:26Z Øystein Tvede 3938 331217 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>at Perikles havde tilføiet dets Magt det sidste alvorlige Knæk, og Demokratiets oprigtige Venner maatte være misfornøiede med en Mand, der i Virkeligheden gjorde Folkemagten til en Skygge. Perikles selv vovede man dog ikke aabent at angribe, dertil stod hans Anseelse hos det store Folk for fast, dertil var hans Virksomhed i alle Retninger for velsignelsesrig og for storslagen; men man hviskede i Stilhed om ødsel Finansstyreise, om Begunstigelse af Fritænkeriet og Brud paa de nedarvede Seder. Ramme Perikles selv turde man ikke; men man forstod at forbitre ham Livet ved at rette sine Anklager mod dem, der stod ham nær, mod Pheidias, Anaxagoras og Aspasia. Pheidias blev anklaget for at have understukket en Del af det Guld, der skulde være anvendt til Athene-Statuen; heldigt var det nu, at Billedets gyldne Gevandt og øvrige Prydelser var til at tage af. Guldet blev veiet og fundet fuldvegtigt. Men man gav sig ikke, en ny Anklage reistes mod ham. Paa Athene-Statuens Skjold skulde han have anbragt en Figur, hvis Ansigtstræk mindede om ham selv; dette var efter Tidens Tankesæt en Formastelse mod Gudinden. Som en Forbryder maatte den store Kunstner vandre i Fængsel. Her døde han (432), nedbøiet af Alderdom og Sorg, før Undersøgelsen af hans Sag var tilendebragt. Endnu smerteligere blev Perikles berørt, da ogsaa hans gamle Lærer og fortrolige Ven, Filosofen Anaxagoras, blev et Offer for den religiøse Fanatisme. Han anklagedes for Gudsfornegtelse, men unddrog sig efter Perikles' Raad Domfældelse ved frivillig at udvandre. Men endnu nærmere ind paa Perikles skulde Anklagerne rykke; hans egen Hustru Aspasia blev trukket ind i Anaxagoras' Sag. Perikles havde forskudt sin første Hustru for at egte den fortryllende Milesierinde, og denne Omstændighed kunde ikke stemme Dommerne til hendes Fordel. Da følte Perikles, at han<noinclude><references/></noinclude> bnkomwbj7dfa034ik1tj7o4cpadbbwr 104 143083 331199 2026-08-24T12:34:41Z Øystein Tvede 3938 /* Korrekturlest */ 331199 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>ikke længere kunde holde sig tilbage, men maatte lægge hele sin Anseelse i Vegtskaalen. Han vilde staa eller falde med hende; derfor traadte han selv frem for Folket som hendes Forsvarer. Men da var han ikke mere den stolte, seierssikre Statsmand, men besvor Dommerne at spare ham for denne Tort og opnaaede paa denne Maade hendes Frikjendelse. {{---}} Det var ikke at vente, at de nidsyge Spartanere uden Misundelse skulde se Athen hæve sig til den Stormagtsstilling, Perikles' Politik havde skabt, saameget mere som de med Grand maatte frygte, at de selv ganske vilde blive stillede i Skyggen. De Forsøg, som Athenerne havde gjort paa at svække Spartas Indflydelse i Bøotien og Mellemgrækenlands øvrige Stater, var blevne mødte med saadan Kraft, at Athen maatte opgive Tanken om at vinde Hegemoniet tillands og udelukkende arbeide paa at hevde sin Stilling som Hellas' første Sømagt. »Jeg ser Krigen komme «, havde Perikles atter og atter sagt, naar han i Folkeforsamlingen tog Ordet for Foranstaltninger til Landets Forsvar, forat den ikke skulde komme over Athenerne uforberedte. Der behøvedes kun en Gnist til, at Peloponnesiernes ulmende Had skulde slaa ud i Flammer. Kun altfor snart skulde det Drama begynde, der under Navn af den {{sp|peloponnesiske Kri|g}} (431—404) endte med, at Athen laa knust for sin Modstanders Fødder. Krigens nærmeste Anledning var en Strid mellem Korinth og dets Koloni Korkyra, hvorunder Athen under støttede den sidste med en Flaade, der hindrede Korinthierne i at gjøre Landgang paa Øen (432). Men hertil kom ogsaa andre Forviklinger. Blandt Athenernes skattepligtige bundsforvandte var ogsaa den korinthiske Koloni Potidæa paa Halvøen Chalkidike. For at sikre sig Poti-<noinclude><references/></noinclude> blhsv34ro9wyqlbkuz5ltk8qthyhs3z 331200 331199 2026-08-24T12:34:58Z Øystein Tvede 3938 331200 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>ikke længere kunde holde sig tilbage, men maatte lægge hele sin Anseelse i Vegtskaalen. Han vilde staa eller falde med hende; derfor traadte han selv frem for Folket som hendes Forsvarer. Men da var han ikke mere den stolte, seierssikre Statsmand, men besvor Dommerne at spare ham for denne Tort og opnaaede paa denne Maade hendes Frikjendelse. {{---}} Det var ikke at vente, at de nidsyge Spartanere uden Misundelse skulde se Athen hæve sig til den Stormagtsstilling, Perikles' Politik havde skabt, saameget mere som de med Grand maatte frygte, at de selv ganske vilde blive stillede i Skyggen. De Forsøg, som Athenerne havde gjort paa at svække Spartas Indflydelse i Bøotien og Mellemgrækenlands øvrige Stater, var blevne mødte med saadan Kraft, at Athen maatte opgive Tanken om at vinde Hegemoniet tillands og udelukkende arbeide paa at hevde sin Stilling som Hellas' første Sømagt. »Jeg ser Krigen komme«, havde Perikles atter og atter sagt, naar han i Folkeforsamlingen tog Ordet for Foranstaltninger til Landets Forsvar, forat den ikke skulde komme over Athenerne uforberedte. Der behøvedes kun en Gnist til, at Peloponnesiernes ulmende Had skulde slaa ud i Flammer. Kun altfor snart skulde det Drama begynde, der under Navn af den {{sp|peloponnesiske Kri|g}} (431—404) endte med, at Athen laa knust for sin Modstanders Fødder. Krigens nærmeste Anledning var en Strid mellem Korinth og dets Koloni Korkyra, hvorunder Athen under støttede den sidste med en Flaade, der hindrede Korinthierne i at gjøre Landgang paa Øen (432). Men hertil kom ogsaa andre Forviklinger. Blandt Athenernes skattepligtige bundsforvandte var ogsaa den korinthiske Koloni Potidæa paa Halvøen Chalkidike. For at sikre sig Poti-<noinclude><references/></noinclude> pp1zyvw6i2c1ksr2ol3wczrzssxkq8m 104 143084 331201 2026-08-24T12:37:12Z Øystein Tvede 3938 /* Korrekturlest */ 331201 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>dæaternes Troskab havde Athen forlangt, at de skulde nedrive sine Mure; men istedenfor at adlyde faldt Potidæaterne fra og søgte og fik Bistand hos sin Moderstad. Udenfor Potidæas Mure kjæmpede Athenerne nu med de forenede Korinthiere og Potidæatere, slog dem og begyndte en ordentlig Beleiring af Byen. Athen var saaledes i aaben Krig med en af de Stater, der tilhørte det peloponnesiske Forbund. De slagne Korinthiere klagede ogsaa straks herover i Sparta, hvor der af den Grund blev sammenkaldt et Forbundsmøde. Her mødte Udsendinger fra de forskjellige Stater, og foruden Korinth fremsatte ogsaa andre Stater Klagemaal over Athen. Saaledes besværede Megarerne sig over den Skade, Athen havde tilføiet deres Handel ved at udelukke dem fra samtlige Markeder i de Stæder, der stod under athenisk Herredømme. Efter gjentagne Raadslagninger afsendte derpaa det peloponnesiske Forbund flere Gesandtskaber til Athen; men deres Fordringer blev alle afviste. Endelig sendte Spartanerne et sidste Gesandtskab, der overbragte Athenerne Forbundets Ultimatum, hvis Hovedindhold var, at Lakedæmonierne ønskede Freden, og at den kunde bevares, saafremt Athenerne vilde gjengive alle helleniske Stater Friheden. Dette var at ramme Athens Magt lige i Hjertet; men Spartanerne mente, at naar de saa tilsyneladende uegennyttig løftede Frihedsfanen, vilde de kunne gjøre Regning paa, at deres Ord vilde vinde Gjenklang i Hellas. Og de havde ikke forregnet sig. Spartas Ultimatum blev forelagt den atheniske Folkeforsamling; i det bevægede Møde, hvor Statens Skjebne skulde afgjøres, hævede der sig vistnok Stemmer for Fredens Bevarelse, navnlig fra det gamle aristokratiske Partis Side, Perikles' erklærede Modstandere; men tilslut lagde Perikles selv sin mægtige Veltalenhed i Vegtskaalen til<noinclude><references/></noinclude> 8kfrhwb86vv3icxiu1bu7dtu3j16ttb 104 143085 331202 2026-08-24T12:38:41Z Øystein Tvede 3938 /* Korrekturlest */ 331202 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>Fordel for Krigen. Han vidste vel, ytrede han, at vurdere Stillingens Alvor, og letsindig maatte man ikke beslutte en Krig, hvis vekslende Vilkaar laa udenfor enhver menneskelig Beregning; men gav Athenerne nu efter, vilde Spartanerne kun fremsætte endnu større Fordringer. Han raadede dem derfor til modig at gaa Krigens Farer imøde for at bevare sin Selvstændighed. Efter Perikles' Raad gav Folkeforsamlingen de spartanske Sendemænd det Svar, at Athenerne var rede til at give Stæderne deres Frihed tilbage, hvis Lakedæmonierne ogsaa vilde gjengive sine Byer deres Selvstændighed. Med dette Svar drog Gesandterne hjem. Som det var at vente, vilde Sparta ikke lytte til de atheniske Modfordringer, noget man i Athen var fuldkommen forberedt paa. Endnu før Krigen egentlig var kommen til Udbrud, brød 300 Thebanere en regnfuld Nat ind i Platææ, Athens gamle Forbundsfelle. Thebanerne fandt Indvaanerne i den tryggeste Søvn; nogle af dem vilde straks bryde ind i Husene; men andre mente, at man først burde se at faa et Forlig istand. Platæerne merkede imidlertid, at Thebanerne var faatallige, og medens Underhandlingerne stod paa, brød de Hul paa Mellemvæggene mellem de forskjellige Huse for hemmelig at forene sig til felles Angreb. Thebanerne, som den hele Nat havde staaet paa Torvet i øsende Regn, saa sig pludselig angrebne af Platæerne, der nedhuggede en Del af dem og gjorde Resten— 180 Mand — til Fanger. Imidlertid nærmede en thebansk Hær sig Platææ, hvis Indvaanere sendte en Herold til den for at melde, at hvis Thebanerne forgreb sig paa de Platæere, der maatte findes udenfor Byen, vilde de fangne Thebanere straks blive dræbte; rommede de derimod Landet, vilde Fangerne blive udleverede. Den thebanske Hær drog bort; men ikke saasnart var dette skeet, før Platæerne nedhuggede de 180 Fanger. Saaledes fremstillede<noinclude><references/></noinclude> 7wsppfkfvhnegglaqircd7crogzlnx1 331218 331202 2026-08-24T13:04:37Z Øystein Tvede 3938 331218 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>Fordel for Krigen. Han vidste vel, ytrede han, at vurdere Stillingens Alvor, og letsindig maatte man ikke beslutte en Krig, hvis vekslende Vilkaar laa udenfor enhver menneskelig Beregning; men gav Athenerne nu efter, vilde Spartanerne kun fremsætte endnu større Fordringer. Han raadede dem derfor til modig at gaa Krigens Farer imøde for at bevare sin Selvstændighed. Efter Perikles' Raad gav Folkeforsamlingen de spartanske Sendemænd det Svar, at Athenerne var rede til at give Stæderne deres Frihed tilbage, hvis Lakedæmonierne ogsaa vilde gjengive sine Byer deres Selvstændighed. Med dette Svar drog Gesandterne hjem. Som det var at vente, vilde Sparta ikke lytte til de atheniske Modfordringer, noget man i Athen var fuldkommen forberedt paa. Endnu før Krigen egentlig var kommen til Udbrud, brød 300 Thebanere en regnfuld Nat ind i Platææ, Athens gamle Forbundsfelle. Thebanerne fandt Indvaanerne i den tryggeste Søvn; nogle af dem vilde straks bryde ind i Husene; men andre mente, at man først burde se at faa et Forlig istand. Platæerne merkede imidlertid, at Thebanerne var faatallige, og medens Underhandlingerne stod paa, brød de Hul paa Mellemvæggene mellem de forskjellige Huse for hemmelig at forene sig til felles Angreb. Thebanerne, som den hele Nat havde staaet paa Torvet i øsende Regn, saa sig pludselig angrebne af Platæerne, der nedhuggede en Del af dem og gjorde Resten — 180 Mand — til Fanger. Imidlertid nærmede en thebansk Hær sig Platææ, hvis Indvaanere sendte en Herold til den for at melde, at hvis Thebanerne forgreb sig paa de Platæere, der maatte findes udenfor Byen, vilde de fangne Thebanere straks blive dræbte; rommede de derimod Landet, vilde Fangerne blive udleverede. Den thebanske Hær drog bort; men ikke saasnart var dette skeet, før Platæerne nedhuggede de 180 Fanger. Saaledes fremstillede<noinclude><references/></noinclude> karcc78f3iw6nsos4e5js872yqikln9 104 143086 331203 2026-08-24T12:41:25Z Øystein Tvede 3938 /* Korrekturlest */ 331203 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>idetmindste Thebanerne Sagen. Med dette blodige Forspil, hvori Forræderi var bleven mødt med Forræderi, begyndte den peloponnesiske Krig. Da det blev bekjendt i Athen, at Thebanerne havde overfaldt Platææ, sendte Athenerne Levnetsmidler og en Besætning derhen, medens den ukampdygtige Del af Byens Indvaanere flyttede til Athen. Herved indfriede Athenerne kun det Løfte om Beskyttelse, der efter Slaget ved Platææ var givet denne Stads Indvaaaanere (Side 304). Efter dette Skridt fra Athens Side drev saavel Athenere som Spartanere Krigsrustningerne af yderste Evne, og snart stod den spartanske Konge {{sp|Archidamo|s}} paa Isthmen i Spidsen for en Hær paa 60,000 sværtbevæbnede. Paa Spartas Side stod Peloponnesierne undtagen Argiverne og Achæerne, der var neutrale; til Athens allierede hørte derimod Platæerne, Messenierne i Naupaktos, Korkyra m. fl. samt alle dets skatskyldige bundsforvandte, nemlig de fleste græske Stater paa Thrakiens og Lilleasiens Kyster og det store Flertal af Øerne i Ægæerhavet. Tillands var Spartanerne sine Modstandere aldeles overlegne; men Athenerne var til Gjengjæld Herrer over Havet og raadede over langt betydeligere Pengemidler. Krigen var paa den ene Side en Stammekrig mellem Ionere og Doriere, paa den anden Side en Kamp mellem Demokrati og Aristokrati. Da Archidamos ved Midsommertide 43 1 endelig overskred Attikas Grænse, lod Perikles, der nu herskede kraftfuldere og mere uindskrænket end nogensinde og i Egenskab af Strateg ledede Forsvaret, udgaa Opfordring til den attiske Landbefolkning om at søge Beskyttelse bag Athens Mure. I lange Tog drog da Landboerne, belæssede med sine Eiendele, ind gjennem Athens Porte; de færreste fik Husly hos Slegt og Venner i Byen, de fleste maatte nøie sig med at tåge Ophold i Ringmurens Taarne eller i Telte og Barakker mellem de lange Mure eller i<noinclude><references/></noinclude> luo17wocnep6qmjaoenpurlwxn0anlb 331219 331203 2026-08-24T13:05:27Z Øystein Tvede 3938 331219 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>idetmindste Thebanerne Sagen. Med dette blodige Forspil, hvori Forræderi var bleven mødt med Forræderi, begyndte den peloponnesiske Krig. Da det blev bekjendt i Athen, at Thebanerne havde overfaldt Platææ, sendte Athenerne Levnetsmidler og en Besætning derhen, medens den ukampdygtige Del af Byens Indvaanere flyttede til Athen. Herved indfriede Athenerne kun det Løfte om Beskyttelse, der efter Slaget ved Platææ var givet denne Stads Indvaaaanere (Side 304). Efter dette Skridt fra Athens Side drev saavel Athenere som Spartanere Krigsrustningerne af yderste Evne, og snart stod den spartanske Konge {{sp|Archidamo|s}} paa Isthmen i Spidsen for en Hær paa 60,000 sværtbevæbnede. Paa Spartas Side stod Peloponnesierne undtagen Argiverne og Achæerne, der var neutrale; til Athens allierede hørte derimod Platæerne, Messenierne i Naupaktos, Korkyra m. fl. samt alle dets skatskyldige bundsforvandte, nemlig de fleste græske Stater paa Thrakiens og Lilleasiens Kyster og det store Flertal af Øerne i Ægæerhavet. Tillands var Spartanerne sine Modstandere aldeles overlegne; men Athenerne var til Gjengjæld Herrer over Havet og raadede over langt betydeligere Pengemidler. Krigen var paa den ene Side en Stammekrig mellem Ionere og Doriere, paa den anden Side en Kamp mellem Demokrati og Aristokrati. Da Archidamos ved Midsommertide 431 endelig overskred Attikas Grænse, lod Perikles, der nu herskede kraftfuldere og mere uindskrænket end nogensinde og i Egenskab af Strateg ledede Forsvaret, udgaa Opfordring til den attiske Landbefolkning om at søge Beskyttelse bag Athens Mure. I lange Tog drog da Landboerne, belæssede med sine Eiendele, ind gjennem Athens Porte; de færreste fik Husly hos Slegt og Venner i Byen, de fleste maatte nøie sig med at tåge Ophold i Ringmurens Taarne eller i Telte og Barakker mellem de lange Mure eller i<noinclude><references/></noinclude> sm61diblwvr0t4qd6xm1z1fe3j2lhgt 104 143087 331204 2026-08-24T12:46:26Z Øystein Tvede 3938 /* Korrekturlest */ 331204 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>Peiræeus. Perikles indsaa, at den atheniske Landhær, der kun talte 13,000 sværtbevæbnede, ikke turde byde Peloponnesierne Spidsen i aaben Mark. Landkrigen maatte derfor helt og holdent være af defensiv Natur; tilsøs vilde derimod Athenernes 300 Trierer kunne gaa angrebsvis tilverks. Athenerne havde Midler nok til at kunne udholde en langvarig Krig; i Skatkamret var der samlet et Reservefond paa 6000 Talenter, og de bundsforvandtes aar lige Tribut beløb sig til 600. Peloponnesiernes Pengemidler var derimod ringe. Archidamos rykkede kun langsomt frem, da han endnu altid haabede at skulle undgaa Krigen; men da han endelig maatte opgive ethvert Haab herom, ødelagde han forfode. Forbitrede saa de attiske Landboere fra Athens Mure sine Huse gaa op i Luer, sine Vinhaver ødelægges, sine Ågre afbrændes. Forbitrelsen vendte sig mod Perikles, og man forlangte af ham at blive ført mod Fienden. Men Perikles blev sin Plan tro, tillod ikke aaben Kamp, men sendte kun af og til en Afdeling Ryttere ud for at holde Fienden i Aande og hindre den i at ødelægge de nærmest Byen liggende Eiendomme. Og for ikke at have noget forud for sine Landsmænd erklærede Perikles, at hvis Archidamos, der var hans Gjesteven, skaanede hans betydelige Landeiendomme, skulde disse tilfalde Staten. Efterat den peloponnesiske Hær i fire til fem Uger som en Græshoppesværm havde lagt hele det nordlige Attika øde, trak den sig atter tilbage, navnlig fordi det rygtedes, at en athenisk Flaade var dragen mod Syd. Denne brandskattede Peloponnes' Kyster, erobrede Øen Kephallenia og forjog Ægineterne fra deres Ø, som derpaa blev befolket med atheniske Kolonister. Da Vinteren afbrød Fiendtlighederne, foranstaltede Athenerne efter gammel Skik den offentlige Begravelse af de Borgere, der var faldne i dette Aars Felttog. Deres<noinclude><references/></noinclude> eqjv6vir5b04x32jnjyefhxonopy3j9 104 143088 331205 2026-08-24T12:48:45Z Øystein Tvede 3938 /* Korrekturlest */ 331205 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>Tal var forresten ikke stort. I Ligtoget deltog det hele Borgerskab, og de Kvinder, som var i Slegt med de afdøde, fulgte grædende med ud til Begravelsespladsen paa Kerameikos. Fra en Forhøining holdt Perikles en herlig Tale til de forsamlede, hvori han priste den attiske Stat og dens Forfatning, som de faldne havde ofret Livet for, og som de overlevende maatte være rede til at taale Savn og Lidelser for. Han sagde de faldnes efterladte trøstende Ord og opfordrede sine Landsmænd saa indtrængende til Selvfornegtelse og til Standhaftighed ligeoverfor de Prøvelser, som det kommende Aar maatte berede dem, at Borgerne vendte hjem fra de faldnes Grave med nyt Livsmod og styrkede til at finde sig i Krigens Tilskikkelser. Da Archidamos i Krigens andet Aar rykkede ind i Attika, fandt han Landet saa øde, at det ikke i længere Tid kunde underholde hans store Hær. Hans Ophold blev derfor ikke langvarigt, hvortil ogsaa den Omstændighed meget bidrog, at Athen just paa denne Tid rammedes af en forferdelig Ulykke, der let kunde blive farlig ogsaa for ham og hans Tropper. En Pestsmitte havde fra Æthiopien udbredt sig til Ægypten og var derfra med Handelsskibe bragt til Peiræeus. I det ellers for sit sunde Klima bekjendte Athen fandt den i den usedvanlig hede Sommer en gunstig Jordbund og rasede forferdelig blandt den tæt sammenpakkede Befolkning. Sygdommen begyndte med Hede i Hovedet og Betændelse i Øinene; derpaa hovnede Tungen og Svelget op, en smertelig Hoste indtraadte ledsaget af Opkastelser, Krampe og Kvælninger. Legemet bedækkedes med Vabler og Bylder og fik en blyagtig Farve. De syge følte en saa brændende Hede i Kroppen, at de ikke taalte den ringeste Bedækning, men laa fuldstændig nøgne og helst kastede sig i koldt Vand, medens de samtidig plagedes af den ulideligste Tørst. Efter syv til ni Dages Forløb indtraadte i Almindelighed Døden,<noinclude><references/></noinclude> 3smdvjg3odbw7b8ll1o1h28qbuekb0e 104 143089 331206 2026-08-24T12:50:31Z Øystein Tvede 3938 /* Korrekturlest */ 331206 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>og de faa angrebne, som overlevede Sygdommen, bar Merker deraf hele sit Liv, idet de enten ikke fik sin Førlighed tilbage eller mistede enkelte Aandsevner, som Hukommelsen. Lægernes Foranstaltninger var i Begyndelsen frugtesløse, og Ondet tiltog end mere, da man undlod at begrave dets Ofre. Under saadanne Forhold maatte alle Baand slappes, og medens nogle resignerede og hengav sig til mørkt Mismod, døvede andre sin Rædsel ved at give sine Lyster frit Løb og søgte Glemsel i vilde Udsvævelser. Athen var i en frygtelig Stilling. Peloponnesierne gjennemstreifede endnu en Tid Attika og gjorde Flugt fra den pestbefengte By umulig, al Handel stansede, Priserne paa Levnetsmidler steg paa Grund af manglende Tilførsel til en ukjendt Høide; de fattige led nu dobbelt, medens alle de riges Penge intet kunde hjælpe dem. For Partihadet var imidlertid ikke noget Middel for slet, naar det gjaldt at skade en forhadt Modstander. Perikles var Skyld i Pesten, hviskede det spartansksindede Parti den overtroiske Mængde i Øret; Pesten var sendt af Apollon, der holdt med Peloponnesierne, hvorfor disse ogsaa var forskaanede for den. Og hvor man ikke kunde skaffe saadanne Talemaader Indgang, hed det, at Pesten var en Følge af Krigen; men Krigens Ophavsmand var jo Perikles; følgelig bar han ogsaa Skylden for Sygdommen. Medens Perikles var fraværende paa en Flaadeekspedition til Peloponnes, var hans Modstandere virksomme, og da han kom tilbage, maatte han sande, at han ikke fenger havde Folket i sin Haand. Han sammenkaldte en Folkeforsamling for at forsvare sin Politik. Uden at smigre Folket og beile til dets Gunst traadte han op for det mere stolt og fast, mere streng og selvbevidst end nogensinde før. »Hvad har lat bebreide mig?« tilraabte han sine Tilhørere; »jeg er forbleven den samme, I er de<noinclude><references/></noinclude> sfnhdo0wehjg4ksgl1d3buvphngr7xe 104 143090 331207 2026-08-24T12:52:36Z Øystein Tvede 3938 /* Korrekturlest */ 331207 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>vaklende; ei træffer Dadelen den modige, men den feige og kortsynte. Er Krigsbeslutningen en Feil, saa har I ligesaa stor Skyld deri som jeg; men I kunde ikke handle anderledes. Det er Daarskab og Forblindelse letsindig at bryde en lykkelig Fred; men frivillig at opgive et Herredømme som eders, er ikke alene en Skjendsel, men en Umulighed uden at udsætte eder for de største Farer{{. . .|4}} Vel er der til Krigens Nød, hvorpaa vi maatte være fattede, kommen en uventet Ulykke, der har sat eders Standhaftighed paa en haard Prøve. Eders Sorg ærer jeg; men eders Forsagthed er ikke berettiget, og ingen Nød tør bøie eder saa dybt, at I med Skam giver til Pris, hvad eders Fædre med Hæder har tilkjæmpet sig«. Endnu en Gang lykkedes det Perikles ved sin Tales Ild at opflamme Modet hos Borgerne, og det blev besluttet at fortsætte Krigen i Overensstemmelse med Perikles' Plan. Misfornøielsen kunde dog ikke ganske bringes til Taushed, og man hvilede ikke, før Perikles blev dømt til at betale en betydelig Pengebod. Da tråk han sig ganske tilbage tik Privatlivet. Men heller ikke her skulde det forundes den bedagede Statsmand, der havde ofret hele sit Liv til Fædrelandets bedste, at finde Trøst og Vederlag for Mængdens Vankelmod. Pesten ryddede frygtelig op i hans nærmeste Omgivelser. Hans ældste Søn af første Egteskab døde, uden at det var kommen til Forsoning mellem ham og Faderen efter det spændte Forhold, Egteskabet med Aspasia havde fremkaldt. Dernæst bortreves en Række Mænd, der havde staaet ham nær; men hans sterke Aand bar Skjebnens haarde Slag med Hengivelse. Da blev ogsaa hans yngste Søn, Paralos, hvem han elskede høiest, et Bytte for Sygdommen. For første Gang saa Athenerne nu Perikles overvældes af Kummer og jamre høit over sin Ulykke, da han trykkede Dødskransen om sin elskede Søns Tindinger.<noinclude><references/></noinclude> hhm455h2zmbeyzzd6fyncgnvjncvugx 104 143091 331208 2026-08-24T12:54:06Z Øystein Tvede 3938 /* Korrekturlest */ 331208 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude> Athenerne fengtes imidlertid atter efter Perikles; Folket angrede, at det havde miskjendt den dybt nedbøiede Mand og overdrog ham igjen Overfeltherreværdigheden med udvidet Fuldmagt. Som Pant paa, at han igjen havde vundet Folkets Tillid, forlangte han Ophævelse af den Lov, der bestemte, at kun Sønner af retmæs sigt Egteskab mellem Borgere skulde have fulde Borgerrettigheder. Derved vilde han vinde Anerkjendelse for sin Søn med Aspasia og sikre sig mod Slegtens borgerlige Uddøen. Perikles' Kraft var imidlertid brudt ; personlig tog han ikke mere Del i Krigsforetagenderne. Tilslut angrebes ogsaa han af Pesten, men ikke voldsomt, som Tilfældet var med de fleste andre; langsomt tærede den paa hans Marv og kastede ham endelig paa Dødsleiet. Her laa han, omgivet af sine bedste Medborgere, der med bekymrede Blikke spurgte hinanden, hvad der vel skulde blive af Athen, naar Perikles var vandret bort. Og da han droges med Døden, og de troede, at han havde mistet Bevidstheden, talte de sammen om hans Bedrifter og Fortjenester af Fædrelandet. Da hævede han sig endnu en Gang op fra sit Leie, og spurgte dem om, »hvorfor de dog fortiede det bedste, der kunde siges til hans Ros, at han nemlig ikke havde forvoldet, at nogen af hans Medborgere for hans Skyld havde anlagt Sørgedragt«. Kort efter udaandede den store Athener (429). Da Dødsklagen lød over hans Baare, lød den tillige over den Storhedstid, der gik i Graven med ham. {{---}}<noinclude><references/></noinclude> a5jt3oc4d2dw8n2j3myg9f7vnpua4x9 331209 331208 2026-08-24T12:54:31Z Øystein Tvede 3938 331209 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude> Athenerne fengtes imidlertid atter efter Perikles; Folket angrede, at det havde miskjendt den dybt nedbøiede Mand og overdrog ham igjen Overfeltherreværdigheden med udvidet Fuldmagt. Som Pant paa, at han igjen havde vundet Folkets Tillid, forlangte han Ophævelse af den Lov, der bestemte, at kun Sønner af retmæs sigt Egteskab mellem Borgere skulde have fulde Borgerrettigheder. Derved vilde han vinde Anerkjendelse for sin Søn med Aspasia og sikre sig mod Slegtens borgerlige Uddøen. Perikles' Kraft var imidlertid brudt; personlig tog han ikke mere Del i Krigsforetagenderne. Tilslut angrebes ogsaa han af Pesten, men ikke voldsomt, som Tilfældet var med de fleste andre; langsomt tærede den paa hans Marv og kastede ham endelig paa Dødsleiet. Her laa han, omgivet af sine bedste Medborgere, der med bekymrede Blikke spurgte hinanden, hvad der vel skulde blive af Athen, naar Perikles var vandret bort. Og da han droges med Døden, og de troede, at han havde mistet Bevidstheden, talte de sammen om hans Bedrifter og Fortjenester af Fædrelandet. Da hævede han sig endnu en Gang op fra sit Leie, og spurgte dem om, »hvorfor de dog fortiede det bedste, der kunde siges til hans Ros, at han nemlig ikke havde forvoldet, at nogen af hans Medborgere for hans Skyld havde anlagt Sørgedragt«. Kort efter udaandede den store Athener (429). Da Dødsklagen lød over hans Baare, lød den tillige over den Storhedstid, der gik i Graven med ham. {{---}}<noinclude><references/></noinclude> 1n42916296kxh3a5xr3zlisczygsnsw 0 143092 331210 2026-08-24T12:55:20Z Øystein Tvede 3938 Ny side: <pages index="Sagn og Fortællinger af Oldtidens Historie.djvu" from=318 to=338 fromsection="2" tosection="" header=1 /> 331210 wikitext text/x-wiki <pages index="Sagn og Fortællinger af Oldtidens Historie.djvu" from=318 to=338 fromsection="2" tosection="" header=1 /> n6w8f1szqv4ekzuzaya5gbp682crv8f 1 143093 331220 2026-08-24T13:12:04Z Øystein Tvede 3938 /* Anførselstegn */ ny seksjon 331220 wikitext text/x-wiki == Anførselstegn == Skulle gjerne ha fått kjørt et skript for å bytte til korrekt anførselstegn i dette verket. Det kunne vel egentlig blitt gjort med flere verk. [[Bruker:Øystein Tvede|Øystein Tvede]] ([[Brukerdiskusjon:Øystein Tvede|diskusjon]]) 24. aug. 2026 kl. 15:12 (CEST) fqkdt9x8d58k83vyvd4cxib0ea1lk9s 104 143094 331221 2026-08-24T13:26:22Z Øystein Tvede 3938 /* Korrekturlest */ 331221 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude> {{c|{{stor|46. Alkibiades. Peloponneserkrigen ender 404 f. Kr.}}}} {{--}} Alkibiades var baade paa Faders og Moders Side af fornem Herkomst. Gjennem sin Fader regnede han sine Ahner tilbage til Telamonieren Ajas, og hans Moder var en Sønnedatter af Lovgiveren Kleisthenes og altsaa af Alkmæonidernes mægtige Familie (Side 227); gjennem hende var han beslegtet med den store Perikles og noget længere ude med Kimon. Alkibiades var født omkring Aaret 450, og da han tidlig mistede sin Fader, blev Perikles hans Formynder. Alkibiades var af Naturen herlig udrustet baade paa Sjæl og Legeme, saa man pleiede at sige, »at Naturen gjennem ham søgte at vise, hvad den var istand til at yde«. Alkibiades havde et vindende ydre, hans Holdning var majestetisk og hans Bevægelser elastiske, hans malmfulde Stemme havde en indsmigrende Klang. Med disse ydre Fortrin forbandt han en livlig og gjennemtrængende Forstand Men det, som manglede ham, var en fast Karakter og Besindighed, denne gammelhelleniske Dyd, som især træder os imøde hos Perikles. Alkibiades var ustadig og letsindig, han er en Type paa den løsslupne Kaadhed, som overhovedet var et gjennemgaaende Træk hos en stor Del af det atheniske Folk i den senere Tid. Med saadanne Anlæg var det intet Under, at Alkibiades allerede som Gut trak Athenernes Opmerksomhed hen paa sig, og Plutarch forteller os mange kvikke Svar og mangen Guttestreg, som vidner baade om hans<noinclude><references/></noinclude> 2ki9gpwmp261fs9yeeuurmjgwjlki4v 104 143095 331222 2026-08-24T13:28:03Z Øystein Tvede 3938 /* Korrekturlest */ 331222 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>Letsind og om hans Forvovenhed. Engang som Gut øvede han sig i Brydning med en af sine Kamerater, og for ikke at tabe bed han ham i Armen. Hans Modstander skjeldte paa ham og sagde: »Fy, du bider jo som et Fruentimmer«. »Sig hellere som en Løve«, svarede Alkibiades ham. En anden Gang kastede han Terninger med flere andre Gutter paa Gaden. Alkibiades skulde netop kaste, da en Vogn kom kjørende. Han raabte til Kusken, at han skulde vente en Stund. Da denne, som ventelig var, ikke brydde sig noget om denne Anmodning, lagde Alkibiades sig ned paa Gaden ret foran Hestene og sagde: »Nu kan du kjøre til, hvis du vil«. Kusken maatte vente. Alkibiades var meget lærelysten og rettede sig villig efter sine Lærere. At spille paa Fløite vilde han dog paa ingen Maade lære. »Det skjæmmer Ansigtet og hindrer den spillende i at synge paa samme Tid«, sagde han. »Thebanerne derimod maa lære sig til at blæse paa Fløite; thi de forstaar ikke at tale«. Og hans Eksempel skal virkelig have havt den Følge, at Fløitespil, som tidligere var paa Moden i Athen, kom aldeles i Miskredit. En Dag gik Alkibiades til en Skolelærer og bad ham om at faa tillaans Homers Digte. Da denne svarede, at han ikke havde noget af Homer, gav Alkibiades den uvidende Lærer et Ørefigen og gik sin Vei. Meget tidlig lagde Perikles Merke til de glimrende Evner, som fandtes hos hans Myndling ; men det lykkedes ham ikke at bøie dem ind i de rette Spor. Alkibiades blev ikke bedre med Alderen. Da han blev myndig, trængte alle Slags Snyltegjester og Smigrere sig om den rige og begavede unge Mand. Altid blev han beundret og rost, selv nåar han tillod sig de værste Streger; man lo af hans gale Indfald istedenfor at revse ham derfor; han var Athens forkjælede Barn, den letsindigste blandt de letsindige Athenere. I et lystigt Selskab indgik han engang<noinclude><references/></noinclude> 7xxqan8ubwtwb1hade8lnlieukvlsei 331223 331222 2026-08-24T13:28:20Z Øystein Tvede 3938 331223 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>Letsind og om hans Forvovenhed. Engang som Gut øvede han sig i Brydning med en af sine Kamerater, og for ikke at tabe bed han ham i Armen. Hans Modstander skjeldte paa ham og sagde: »Fy, du bider jo som et Fruentimmer«. »Sig hellere som en Løve«, svarede Alkibiades ham. En anden Gang kastede han Terninger med flere andre Gutter paa Gaden. Alkibiades skulde netop kaste, da en Vogn kom kjørende. Han raabte til Kusken, at han skulde vente en Stund. Da denne, som ventelig var, ikke brydde sig noget om denne Anmodning, lagde Alkibiades sig ned paa Gaden ret foran Hestene og sagde: »Nu kan du kjøre til, hvis du vil«. Kusken maatte vente. Alkibiades var meget lærelysten og rettede sig villig efter sine Lærere. At spille paa Fløite vilde han dog paa ingen Maade lære. »Det skjæmmer Ansigtet og hindrer den spillende i at synge paa samme Tid«, sagde han. »Thebanerne derimod maa lære sig til at blæse paa Fløite; thi de forstaar ikke at tale«. Og hans Eksempel skal virkelig have havt den Følge, at Fløitespil, som tidligere var paa Moden i Athen, kom aldeles i Miskredit. En Dag gik Alkibiades til en Skolelærer og bad ham om at faa tillaans Homers Digte. Da denne svarede, at han ikke havde noget af Homer, gav Alkibiades den uvidende Lærer et Ørefigen og gik sin Vei. Meget tidlig lagde Perikles Merke til de glimrende Evner, som fandtes hos hans Myndling; men det lykkedes ham ikke at bøie dem ind i de rette Spor. Alkibiades blev ikke bedre med Alderen. Da han blev myndig, trængte alle Slags Snyltegjester og Smigrere sig om den rige og begavede unge Mand. Altid blev han beundret og rost, selv nåar han tillod sig de værste Streger; man lo af hans gale Indfald istedenfor at revse ham derfor; han var Athens forkjælede Barn, den letsindigste blandt de letsindige Athenere. I et lystigt Selskab indgik han engang<noinclude><references/></noinclude> dvngxm4mqcosd0n7bq9aad5wm6l17js 104 143096 331224 2026-08-24T13:29:49Z Øystein Tvede 3938 /* Korrekturlest */ 331224 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>i Overgi venhed et Veddemaal om, at han skulde give en af Athens mest anseede Mænd ved Navn Hipponikos et Ørefigen, og dette udførte han virkelig ogsaa midt paa aaben Gade. Folk forargedes over en saadan Frækhed; men Dagen efter gik Alkibiades til Hipponikos, bad ham ydmygt om Tilgivelse og blottede sin Ryg, forat han kunde give ham velfortjent Straf. Hipponikos tilgav ham og blev snart saa indtaget i den elskværdige Yngling, at han gav ham sin Datter tilegte. Dette Egteskab blev dog ulykkeligt. Hans Hustru kunde tilslut ikke fenger holde det ud hos ham, men søgte Tilflugt i sin Broders Hus og androg senere paa Skilsmisse. Men da Egtefolkene mødtes for Retten, tog Alkibiades hende paa sine Arme og bar hende hjem til sit Hus, og ingen hindrede ham i denne egenmægtige Handling. Ved saadanne kaade og egenmægtige Handlinger gjorde han sig bemerket over den hele By; men det var netop det, han vilde. Han kjøbte saaledes engang en særdeles vakker Hund til flere tusinde Kroners Værdi. Da hele Byen talte om den smukke og kostbare Hund, nuggede han Halen af den. Hans Venner foreholdt ham, at han derved var kommen i Folkemunde; men han svarede leende: »]eg vil jo netop, at Athenerne skal tale herom, forat de ikke skal sige noget værre om mige Dette havde nemlig Alkibiades fundet paa for at trække Opmerksomheden bort fra andre Ting, som han ikke ønskede skulde blive Gjenstand for Folkesnak. Den Mand kjendte sit Folk. En Dag kom han i Folkeforsamlingen, da der handledes om at give frivillige Bidrag til Statskassen. Alkibiades lod sig skrive for en meget stor Sum. Folket jublede; men over Larmen glemte han en Vagtel, som han bar under Kappen. Den fløi fortumlet sin Vei, Alkibiades begyndte at fløite efter Fuglen, og det atheniske Folk forglemte sin Værdighed i den Grad, at det forlod Forsamlingen og løb til alle Kanter for at jage efter<noinclude><references/></noinclude> mwinqmkkcog4a4nctkba1rr7b6ar3rk 104 143097 331225 2026-08-24T13:31:07Z Øystein Tvede 3938 /* Korrekturlest */ 331225 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>Fuglen og vendte ikke tilbage, før det havde fanget den. Og Alkibiades gottede sig over al den Hurlumhei, han havde forvoldt; saa tankeløs og letsindig viste han sig i Øieblikke, hvor der handledes om Fædrelandets Ve og Vel, han, hvis Begavelse og Evner uimodsagt gjorde ham skikket til at indtage Perikles' Plads. Hvorlidet han imidlertid, hvad Karakterens Renhed angaar, var værdig dertil, viser følgende Anekdote : Da han engang kom for at besøge Perikles, blev der sagt ham, at han ikke kunde faa sin Formynder itale, da denne nemlig arbeidede paa et Regnskab, han skulde aflægge for Folket. »Jeg synes«, sagde Alkibiades, »at Manden hellere burde benytte sin Tid til at finde ud, paa hvilken Maade han kunde slippe for at aflægge Athenerne Regnskab«. En Mand med saadanne Anskuelser er den farligste Borger i en fri Stat, farligst, fordi han har alle Betingelser for at faa et letbevægeligt Folk med paa sine Planer, medens han har for lidet af Karakter og Besindighed til at kunne føre det paa den rette Vei. Staten gives under en saadan Leder Tilfældighederne ivold og maa som oftest dele Lod med sin übesindige Fører. I Forfengelighed og Pragtsyge overgik Alkibiades alle. Han gik i Purpurklæder og havde et Skjold af Guld og Elfenben. Hans talrige Heste og Vogne var de skjønneste, man havde seet. Ved ødsel Gavmildhed og kostbare Festerlblendede han Folket. I de olympiske Lege optraadte han engang med syv Veddeløbsvpgne, hvad endnu ingen Konge havde gjort, og seirede med de tre. Euripides besang hans Seier, og en Mængde Stæder gav ham Hædersgaver. Derpaa holdt han en stor Fest i Olympia, hvortil han indbød alle Tilskuere ved Festlegene. Alkibiades var paa gode Veie til at gaa tilgrunde i de Udskeielser, hvortil han hengav sig i den forfinede By. Kun en eneste Mand lykkedes det at faa ham til i nogen<noinclude><references/></noinclude> 7rojkebmnvio7qchkpju00oa8f3d9dh 104 143098 331226 2026-08-24T13:32:57Z Øystein Tvede 3938 /* Korrekturlest */ 331226 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>Mon at tøile sine Lidenskaber og anvende sine rige Evner paa Formaal, som var ham mere værdige. Det var {{sp|Sokrate|s}}, den store Vismand. Fra Ungdommen af havde Alkibiades sluttet sig til ham som til en Fader, og altid bestod der et urokkeligt Venskab mellem den letsindige, elegante Verdensmand og den alvorlige, uanseelige Vismand. Det Venskab, de havde sluttet, var bleven beseglet ved, at de gjensidig havde reddet hinandens Liv. Da Alkibiades i Toget mod Potidæa (Side 327) gjorde sit første Felttog, blev han liggende saaret mellem Fienderne; Sokrates sprang til og dækkede ham med sit Skjold. Da man efter Slaget vilde tildele Sokrates Tapperhedsprisen, gav han Afkald derpaa til Fordel for Alkibiades. Syv Aar senere havde til Gjengjæld Alkibiades den Lykke i et Slag at redde sin elskede Lærers Liv. Med Begjærlighed lyttede Alkibiades til Sokrates' Lærdomme og fandt sig taalmodig i Mesterens Straffetaler over hans Forfengelighed og Letsind. Han sagde selv, at Sokrates var det eneste Menneske, for hvem han skammede sig. Men Alkibiades var letbevægelig og lod sig, som alle letsindige Mennesker, lede af sine hurtig vekslende Stemninger. Saalænge han var sammen med Sokrates, fattede han de bedste Forsætter; han kunde sidde hele Dagen og lytte til hans manende Lærdomme, rørt til Taarer, naar den ædle Lærers Ord traf hans Hjerte; men naar han vel havde forladt Sokrates, slog han alle gode Forsætter hen i Veir og Vind og tilbragte den ganske Nat, hvis det faldt sig saa, med de forargeligste Streger i sine lystige Kameraters Kreds. Først i Trediveaarsalderen begyndte Alkibiades at tage virksom Del i det offentlige Liv. Før vi gaar over til at skildre hans Deltagelse deri, skal vi først kaste et kort Blik tilbage paa de politiske Begivenheder siden Perikles' Død. Da Farsotten havde udraset i Athen<noinclude><references/></noinclude> 4ebqty5llbe03z5gwk1x4jyu73dyyk6 104 143099 331227 2026-08-24T13:34:14Z Øystein Tvede 3938 /* Korrekturlest */ 331227 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>og blandt mange andre ogsaa havde revet Perikles bort, fandtes der ingen Mand i Athen, som var dygtig nok til at indtage den afdødes Plads. Vel var der mange, der havde Lyst hertil; men ingen havde Begavelse nok til at beherske de stridende Partier, og til den indre Splittelse kom Krigen. Krigen førtes paa den vanlige Maade ved gjensidige Indfald i hinandens Lande, under hvilke de skrækkeligste Plyndringer og Slagterier fandt Sted. Her skal blot nævnes et Par Begivenheder, der er et sørgeligt Bevis paa, i hvilken Grad Partiaanden havde forvildet Gemytterne. Mytilene paa Øen Lesbos var faldet fra Athen og havde sluttet sig til det peloponnesiske Forbund, bevæget dertil af det aristokratiske Parti i Byen selv og af spartanske Udsendinger. Athen sendte en stor Flaade til Mytilene for igjen at underlægge sig Byen, hvilket ogsaa efter en Tids Beleiring lykkedes. For nu at statuere et Eksempel, der kunde afskrække andre af Athens forbundne fra et lignende Forsøg paa Frafald, bifaldt Folkeforsamlingen et Forslag, som blev fremsat af den voldsomme Folkehøv ding {{sp|Kleo|n}}, og som gik ud paa, at alle voksne Mænd i den oprørske Stad skulde dræbes og Kvinder og Børn sælges som Træler. Men Folket, der var bedre end sin Fører, angrede Dagen efter denne umenneskelige Bestemmelse, der var fattet under Øieblikkets Ophidselse, og formildede Straffen. Det Skib, som overbragte denne nye Beslutning, kom heldigvis tidsnok til at forhindre Udførelsen af den første. Og dog var ogsaa den formildede Dom overordentlig streng. Byen mistede hele sin Flaade, iooo af af dens fornemste Mænd blev henrettede, og Øens Landeiendomme blev uddelte mellem attiske Borgere, hvis Lodder de tidligere Eiere vedblev at dyrke som Forpagtere. Dette skede i Aaret 428. Endnu haardere var den Dom, Spartanerne Aaret efter<noinclude><references/></noinclude> 6oeqzdk33j5t66dfqu06yr7d2ebti2s 104 143100 331228 2026-08-24T13:40:14Z Øystein Tvede 3938 /* Korrekturlest */ 331228 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>fældte over det med Athen forbundne Platææ. Etterat denne By næsten i to Aar havde gjort den tapreste Modstand, og etterat den tilslut var bleven ganske blottet for Levnetsmidler, fik Spartanerne den i sin Magt ved Løfter om en skaansom Behandling. Men troløst brød de det givne Løfte, skjønt de vistnok øvede sin Hevn bag et Skin af Retfærdighed. Der sendtes Bud til Sparta efter fem Dommere. Disse forelagde kun de fangne Platæere det Spørgsmaal, om de havde ydet Sparta eller dets Forbundsfeller nogen Tjeneste under Krigen. De ulykkelige Platæere søgte at forsvare sig, de beraabte sig paa sine Fortjenester af Hellas og paa den Frihed, der var sikret dem (Side 304), de fremhævede ogsaa, hvorledes de var komne Sparta tilhjælp i dets farefulde Krig mod Heloterne (Side 312); og hvad deres Stilling i den forhaandenværende Krig angik, saa maatte det være Sparta en velkjendt Sag, at de fra gammel Tid af havde staaet i Forbund med Athen, og at dette Forbund i sin Tid var bleven sluttet efter Spartas egen Opfordring. Men trods al Veltalenhed fra Platæernes Side holdt Dommerne, eggede af Platæernes Arvefiender, Thebanerne, med spartansk Haardnakkethed fast ved det forelagte Spørgsmaal, og da ingen af de fangne enten kunde eller vilde besvare dette med andet end nei, blev de alle henrettede, deres Kvinder blev solgte som Træler, og Staden blev overladt Thebanerne, der i Frihedskrigens Dage saa ofte havde maattet staa tilskamme for de heltemodige, selvopofrende Platæere. De jevnede Staden med Jorden. Disse Træk er tilstrækkelige til at vise den Maade, hvorpaa Krigen mellem Athen og Sparta og mellem de med disse forbundne Stater førtes. Endelig stansede foreløbig Krigen, idet det i 421 lykkedes den retsindige Athener Nikias at faa sluttet en Vaabenstilstand, der blev kaldt Nikias' Fred.<noinclude><references/></noinclude> ixso08av8ik5a5pucppgh0408dbxju2 104 143101 331229 2026-08-24T13:43:13Z Øystein Tvede 3938 /* Korrekturlest */ 331229 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude> Men Altibiades, som brændte af Begjærlighed efter at udmerke sig som Feltherre, anvendte alle Kunstgreb for igjen at faa Krigen igang. Snart viste der sig en gunstig Leilighed. Indbyggerne i den lille By Segesta paa Sicilien<ref>Fra Aaret 735 af anlagdes der en Række græske Kolonier paa Sicilien, de fleste af dorisk Oprindelse. Den største og mægtigste af dem alle var Syrakus, der kappedes med Moderlandets største Byer i Rigdom og Vælde. </ref> blev haardt trængte af det mægtige {{sp|Syraku|s}} og bad Athenerne om Hjælp. Alkibiades opbød alt for at faa Toget istand og vidste med sin glimrende Veltalenhed at bedaare Folket, saa det lovede Segesta den for langte Hjælp. Alkibiades havde forespeilet Folket, hvor let det vilde være at erobre hele Sicilien, ja det drømte endog om Erobringen af Karthago og Syditalien, hvorpaa da Spartas Underkastelse let vilde følge. Med stor Bekostning udrustedes der en prægtig Flaade, og til Overfeltherrer valgtes Nikias, Lamachos og Alkibiades. Flaaden var allerede seilfærdig, dåder i Athen hændte en Begivenhed, som blev skjebnesvanger for Alkibiades og selve Athen. En Morgen fandt man alle Hermesstøtter (Side 225) omstyrtede. Mistanken for denne frække Handling faldt paa Alkibiades, som med sine Drikkebrødre vistnok kunde tiltroes en saadan Kaadhed. Hans Fiender satte ogsaa i Omløb Rygter om, at han med sine Venner havde drevet Spot med enkelte af Athenernes religiøse Skikke. Hvormeget sandt der var i dette, blev aldrig bragt paa det rene. Hans Fiender truede med en Anklage, og Alkibiades trængte paa, at Sagen skulde komme for Retten før Flaadens Afseiling. Men hans Modstandere vidste, at de ikke kunne faa ham domfældt, saalænge han selv var i Athen, da han altid forstod at stemme Folket til Gunst for sig. De lod derfor Anklagen hvile, til Toget var afgaaet.<noinclude><references/></noinclude> hyi2wn1c9wbbmd10o10vtrz1h4nvaxt 104 143102 331230 2026-08-24T13:44:47Z Øystein Tvede 3938 /* Korrekturlest */ 331230 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude> Flaaden seilede til Sicilien i Aaret 415; men netop som den landede, kom der et Skib for at afhente Alkibiades og føre ham til Athen. Alkibiades gik ogsaa virkelig ombord; men underveis fattede han den Beslutning at flygte, da han ikke stolede paa de vægelsindede Athenere, især fordi Hæren, hos hvem han stod i den største Gunst, nu var borte. Da en spurgte ham, om han da ikke havde nogen Tillid til sit Fædreland, svarede han: »Vist nok i alle andre Tilfelde, men ikke, naar der spørges om Livet; da stoler jeg ikke engang paa min egen Moder; thi hun kunde af Vanvare komme til at kaste en sort Sten i Urnen istedenfor en hvid« (Side 215). Hans Flugt lykkedes, og da han nogen Tid senere fik høre, at man i Athen havde dømt ham til Døden, sagde han: »Jeg skal vise mine Landsmænd, at jeg lever«. Glødende af Hevnlyst gik Alkibiades til Sparta, hvor man modtog ham med stor Glæde. Fra nu af var det hans Opgave at skade Athenerne paa enhver Vis, og han gav Lakedæmonierne de bedste Vink om, hvorledes de skulde føre Krigen paa den for Athen fordærveligste Maade. Han fik Spartanerne til hvert Aar at gjøre herjende Indfald i Attika. Efter hans Raad sendte de ogsaa Syrakusanerne Hjælp, og dette bevirkede, at Athenernes Tog til Sicilien, som i Begyndelsen havde været kronet med Held, fik det sørgeligste Udfald. Efter flere Nederlag maatte Athenerne ovcrgive sig til Syrakusanerne. Nikias og hans Medfeltherrer blev halshuggede og de fangne indesperrede i Stenbruddene, hvor de, om Dagen plagede af Hede, om Natten af Kulde, udstod alle Hungerens og Tørstens Kvaler og omkom i Mængdevis. Efter sytti Dages Forløb blev det rædsomme Fængsel aabnet, og af de gjenlevende blev Størsteparten solgt som Træler og Resten holdt tilbage i Fangenskab. Paa en saa ulykkelig Maade endte Toget til Sicilien, der var begyndt under saa store For-<noinclude><references/></noinclude> t4tma23zr3r8fj7ued0de9olru4v06y 331231 331230 2026-08-24T13:46:01Z Øystein Tvede 3938 331231 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude> Flaaden seilede til Sicilien i Aaret 415; men netop som den landede, kom der et Skib for at afhente Alkibiades og føre ham til Athen. Alkibiades gik ogsaa virkelig ombord; men underveis fattede han den Beslutning at flygte, da han ikke stolede paa de vægelsindede Athenere, især fordi Hæren, hos hvem han stod i den største Gunst, nu var borte. Da en spurgte ham, om han da ikke havde nogen Tillid til sit Fædreland, svarede han: »Vist nok i alle andre Tilfelde, men ikke, naar der spørges om Livet; da stoler jeg ikke engang paa min egen Moder; thi hun kunde af Vanvare komme til at kaste en sort Sten i Urnen istedenfor en hvid« (Side 215). Hans Flugt lykkedes, og da han nogen Tid senere fik høre, at man i Athen havde dømt ham til Døden, sagde han: »Jeg skal vise mine Landsmænd, at jeg lever«. Glødende af Hevnlyst gik Alkibiades til Sparta, hvor man modtog ham med stor Glæde. Fra nu af var det hans Opgave at skade Athenerne paa enhver Vis, og han gav Lakedæmonierne de bedste Vink om, hvorledes de skulde føre Krigen paa den for Athen fordærveligste Maade. Han fik Spartanerne til hvert Aar at gjøre herjende Indfald i Attika. Efter hans Raad sendte de ogsaa Syrakusanerne Hjælp, og dette bevirkede, at Athenernes Tog til Sicilien, som i Begyndelsen havde været kronet med Held, fik det sørgeligste Udfald. Efter flere Nederlag maatte Athenerne overgive sig til Syrakusanerne. Nikias og hans Medfeltherrer blev halshuggede og de fangne indesperrede i Stenbruddene, hvor de, om Dagen plagede af Hede, om Natten af Kulde, udstod alle Hungerens og Tørstens Kvaler og omkom i Mængdevis. Efter sytti Dages Forløb blev det rædsomme Fængsel aabnet, og af de gjenlevende blev Størsteparten solgt som Træler og Resten holdt tilbage i Fangenskab. Paa en saa ulykkelig Maade endte Toget til Sicilien, der var begyndt under saa store For-<noinclude><references/></noinclude> e9us0i04ysbh8c3pnkbrgkjic1aq387 104 143103 331232 2026-08-24T13:47:10Z Øystein Tvede 3938 /* Korrekturlest */ 331232 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>haabninger. Hæren havde oprindelig talt 5000 Hopliter og 30,000 letbevæbnede, og senere var der bleven sendt Forsterkninger; men af denne straalende Hær fik ikke Athen se nogen vende tilbage. Da dette Sorgens Pudskab kom til Athen, vilde ingen i Førstningen tro det. Da der ikke var nogen Tvivl længere, betoges alle af stum Fortvivlelse. Alkibiades havde taget en grundig Hevn. I Sparta levede Alkibiades i streng Overensstemmelse med Lykurgos' Love; han klædte sig i Spartanernes simple Dragt, badede sig i Eurotas og spiste den sorte Suppe som en egte Lakedæmonier. Han forstod i det hele tåget den Kunst at rette sig efter Forholdene. »I Sparta var han Idrætsmanden, nøisom og taus«, siger Plutarch, »i lonien den muntre livsglade Kamerat, i Thrakien Svirebroderen , i Thessalien den behændige Rytter, og i Persien fordunklede han Storkongens Satraper i Pragt og Ødselhed«. I Sparta blev dog Alkibiades snart mistænkt, og da han desuden fornærmede en af Kongerne, fandt han det bedst at flygte. Han gik til den persiske Statholder i Lilleasien, Tissaphernes, som han saaledes forstod at vinde, at denne unddrog Lakedæmonierne den Bistand, han ifølge Alkibiades' Forestillinger hidtil havde ydet dem, og lod den komme Athen tilgode. Herved udsonede Alkibiades sig igjen med sine Landsmænd. Dommen over ham blev ophævet, han blev kaldt hjem og valgt til Overfeltherre. Men kun som hæderskronet Seierherre vilde han igjen drage ind i Athen. Derfor reiste han først til Samos, hvor den attiske Flaade laa, og med ham vendte Lykken igjen tilbage til de attiske Vaaben. Spartanerne blev slagne tillands og tilvands, og Alkibiades' Navn indgjød Athenerne Mod ogHaab, medens Fienderne betoges af Skræk. De ydmygede Spartanere skrev paa sin eiendommelige korte Maade hjem: »Lykken har forladt<noinclude><references/></noinclude> ewmj19kcdt348xc0osx2dwe9wlb998q 331233 331232 2026-08-24T13:47:32Z Øystein Tvede 3938 331233 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>haabninger. Hæren havde oprindelig talt 5000 Hopliter og 30,000 letbevæbnede, og senere var der bleven sendt Forsterkninger; men af denne straalende Hær fik ikke Athen se nogen vende tilbage. Da dette Sorgens Pudskab kom til Athen, vilde ingen i Førstningen tro det. Da der ikke var nogen Tvivl længere, betoges alle af stum Fortvivlelse. Alkibiades havde taget en grundig Hevn. I Sparta levede Alkibiades i streng Overensstemmelse med Lykurgos' Love; han klædte sig i Spartanernes simple Dragt, badede sig i Eurotas og spiste den sorte Suppe som en egte Lakedæmonier. Han forstod i det hele tåget den Kunst at rette sig efter Forholdene. »I Sparta var han Idrætsmanden, nøisom og taus«, siger Plutarch, »i Ionien den muntre livsglade Kamerat, i Thrakien Svirebroderen , i Thessalien den behændige Rytter, og i Persien fordunklede han Storkongens Satraper i Pragt og Ødselhed«. I Sparta blev dog Alkibiades snart mistænkt, og da han desuden fornærmede en af Kongerne, fandt han det bedst at flygte. Han gik til den persiske Statholder i Lilleasien, Tissaphernes, som han saaledes forstod at vinde, at denne unddrog Lakedæmonierne den Bistand, han ifølge Alkibiades' Forestillinger hidtil havde ydet dem, og lod den komme Athen tilgode. Herved udsonede Alkibiades sig igjen med sine Landsmænd. Dommen over ham blev ophævet, han blev kaldt hjem og valgt til Overfeltherre. Men kun som hæderskronet Seierherre vilde han igjen drage ind i Athen. Derfor reiste han først til Samos, hvor den attiske Flaade laa, og med ham vendte Lykken igjen tilbage til de attiske Vaaben. Spartanerne blev slagne tillands og tilvands, og Alkibiades' Navn indgjød Athenerne Mod ogHaab, medens Fienderne betoges af Skræk. De ydmygede Spartanere skrev paa sin eiendommelige korte Maade hjem: »Lykken har forladt<noinclude><references/></noinclude> gdqcipfqca0eq3q62atic50sb2auyvh 104 143104 331234 2026-08-24T13:49:24Z Øystein Tvede 3938 /* Korrekturlest */ 331234 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>os, Anføreren er falden, Hæren lider Hunger, vi ved ikke, hvad vi skal gjøre«. I sin Nød sendte Sparta hurtigst muligt Gesandter til Athen for at bede om Fred; men i sin Seiersrus viste Athenerne alle Forslag stolt tilbage. Efter saa glimrende Bedrifter vendte Alkibiades i Aaret 408 tilbage til Athen. Da han nærmede sig Peiræeus, vrimlede hele Strandbredden af Mennesker, som modtog ham med ustanselig Jubel. Fortiden syntes glemt, og alle hilsede ham kun som Statens Redder. Rørt til Taarer modtog Alkibiades disse Beviser paa sine Medborgeres Velvilje. For anden Gang skulde dog Alkibiades erfare, hvor usikker og vaklende Folkets Gunst var. Han vendte tilbage til Lilleasien, hvor han med sin Flaade blev liggende i Nærheden af Ephesos, hvorhen ogsaa Spartanernes Anfører, {{sp|Lysandro|s}}, var kommen. Engang fjernede Alkibiades sig en kort Tid fra Flaaden og overlod Overbefalingen til en af sine Underfeltherrer efter udtrykkelig at have paalagt ham ikke at lade det komme til Kamp. En saadan Leilighed havde Lysandros ventet paa; han fik lokket Athenerne til at indlade sig i Slag og tilføiede dem et skrækkeligt Nederlag. Da dette rygtedes i Athen, brød Folkets Forbitrelse løs over Alkibiades, hvem det tilskrev hele Ulykken ; han blev afsat som Feltherre. Saaledes fik den Mand, som nylig havde været Folkets Afgud, igjen føle dets Vankelmod. Dette var baade uretfærdigt og uklogt; thi Alkibiades var ikke alene uden Skyld i det lidte Nederlag; men han var desuden den eneste Mand i Athen, som forstod at holde den slue Lysandros Stangen. Belært af Erfaringen og lutret gjennem Ulykken havde han nu tøilet sine Lidenskaber og lært at anvende Besindighed, og der er ingen Tvivl om, at han nærede varme Ønsker for Athens sande Vel, og at han gjerne vilde gjøre sin Uret god igjen. Men hans Anger kom for sent. At<noinclude><references/></noinclude> p0na4uwp9byu1u9pww4qt46azy6fmg5 331235 331234 2026-08-24T13:49:36Z Øystein Tvede 3938 331235 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>os, Anføreren er falden, Hæren lider Hunger, vi ved ikke, hvad vi skal gjøre«. I sin Nød sendte Sparta hurtigst muligt Gesandter til Athen for at bede om Fred; men i sin Seiersrus viste Athenerne alle Forslag stolt tilbage. Efter saa glimrende Bedrifter vendte Alkibiades i Aaret 408 tilbage til Athen. Da han nærmede sig Peiræeus, vrimlede hele Strandbredden af Mennesker, som modtog ham med ustanselig Jubel. Fortiden syntes glemt, og alle hilsede ham kun som Statens Redder. Rørt til Taarer modtog Alkibiades disse Beviser paa sine Medborgeres Velvilje. For anden Gang skulde dog Alkibiades erfare, hvor usikker og vaklende Folkets Gunst var. Han vendte tilbage til Lilleasien, hvor han med sin Flaade blev liggende i Nærheden af Ephesos, hvorhen ogsaa Spartanernes Anfører, {{sp|Lysandro|s}}, var kommen. Engang fjernede Alkibiades sig en kort Tid fra Flaaden og overlod Overbefalingen til en af sine Underfeltherrer efter udtrykkelig at have paalagt ham ikke at lade det komme til Kamp. En saadan Leilighed havde Lysandros ventet paa; han fik lokket Athenerne til at indlade sig i Slag og tilføiede dem et skrækkeligt Nederlag. Da dette rygtedes i Athen, brød Folkets Forbitrelse løs over Alkibiades, hvem det tilskrev hele Ulykken; han blev afsat som Feltherre. Saaledes fik den Mand, som nylig havde været Folkets Afgud, igjen føle dets Vankelmod. Dette var baade uretfærdigt og uklogt; thi Alkibiades var ikke alene uden Skyld i det lidte Nederlag; men han var desuden den eneste Mand i Athen, som forstod at holde den slue Lysandros Stangen. Belært af Erfaringen og lutret gjennem Ulykken havde han nu tøilet sine Lidenskaber og lært at anvende Besindighed, og der er ingen Tvivl om, at han nærede varme Ønsker for Athens sande Vel, og at han gjerne vilde gjøre sin Uret god igjen. Men hans Anger kom for sent. At<noinclude><references/></noinclude> qeq3s7236olxzugr8y947amfiymsmt0 104 143105 331236 2026-08-24T13:51:20Z Øystein Tvede 3938 /* Korrekturlest */ 331236 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>han tidligere havde sat Tilfredsstillelsen af sin personlige Hevnlyst over Fædrelandets Vel, mindedes Folket atter. Han havde saa ofte vist sig lunefuld og upaalidelig, at det ligesaa lunefulde Folk ikke fenger troede ham, selv da, naar han mente det redeligt. Han reiste til Thrakien, hvor han ogsaa som landflygtig søgte at være sit Folk til Nytte. Da den atheniske Flaade i Aaret 405 laa ved Mundingen af Floden {{sp|Ægospotamo|s}}, som gjennem Thrakien falder ud i Hellespont, og Soldaterne forlod sine Skibe og spredte sig paa Landet for at streife om efter Bytte, skjønt Lysandros laa i Nærheden, indfandt Alkibiades sig hos Athenerne, gjorde dem opmerksomme paa det farlige i deres Stilling og tilbød dem sin Tjeneste. Men de viste ham bort med de Ord: «Alkibiades har ikke fenger noget at befale«. Men hvad han havde forudseet, indtraf. Lysandros kom uventet over Athenerne og slog dem fuldstændig. Efter dette afgjørende Slag, der tilintetgjorde den sidste Rest af Athens Stridskræfter, styrede nu Lysandros mod Athen, og om Høsten samme Aar lagde han sig udenfor Peiræeus og afskar derved al Tilførsel tilsøs, medens en peloponnesisk Hær indesluttede Athen fra Landsiden. Sterkt befestet som Byen var, kunde den ikke erobres paa anden Maade end ved Udhungring. Nøden i den beleirede Stad naaede snart en forferdelig Høide, og Athen maatte omVaaren 404 ovcrgive sig til Spartanerne paa haarde Betingelser : De lange Mure og Peiræeus' Fæstningsverker skulde sløifes, alle Skibe udleveres paa tolv nær, Athens Magt indskrænkes til kun at omfatte Attika og det selv slutte sig til det peloponnesiske Forbund. Til Ulykken føiedes den bitreste Haan fra Seierherrernes Side. Paa Aarsdagen for Slaget ved Salamis lod Lysandros de lange Mure fra Themistokles og Perikles' Dage<noinclude><references/></noinclude> lrfma46rselrbv7hw0vnp4tfqq4gaxc 104 143106 331237 2026-08-24T13:52:39Z Øystein Tvede 3938 /* Korrekturlest */ 331237 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>under Fløiters og Trompeters Lyd nedrive og den attiske Flaade opbrænde. Saaledes endte den peloponnesiske Krig med Athens fuldstændige Ydmygelse. Hvad Spartanerne i saamange Aar havde higet efter, var nu bleven til Virkelighed. Sparta var den eneraadende i Hellas, og Athen hævede sig aldrig igjen til sin tidligere Høide. Men de værste Følger af denne Krig var, at den kvalte enhver Følelse af national Enhed; man havde vænnet sig til at sætte Særinteresser over det felles Fædrelands Vel. Spartanerne troede sig dog ikke fuldstændig sikre paa Seieren, saalænge Alkibiades levede. Fra Thrakien blev han nødt til at flygte til Satrapen Pharnabazos i Phrygien. Derfra stod han netop i Begreb med at reise til Susa for at bede Kongen om at yde hans Fødeby Bistand mod Sparta. Men Lysandros havde saa indtrængende forlangt af Pharnabazos, at han skulde udlevere Alkibiades, at han endelig sendte to Snigmordere til det Hus, hvori Alkibiades boede, for at overfalde ham om Natten. De stak Huset ibrand. Alkibiades vaagnede ved Ildens Knitren, greb sit Sverd og styrtede sig gjennem Flammerne. Barbarerne flygtede, men skjød ham ned paa Afstand med sine Pile og bragte hans afhuggede Hoved til Pharnabazos. Kroppen lod hans trofaste Veninde Timandra indhylle i sin Kappe og lagde det paa Baal i det brændende Hus. Asken lod hun bisætte saa høitidelig, hun formaaede. Saaledes døde Alkibiades. Han staar som et advarende Eksempel paa, hvad Letsind kan føre til. Ved sin Fødsel og sin Begavelse var han kaldet til den høieste Lykke og Glans og til at blive sit Fædrelands fornemste Støtte; men desuagtet fandt han i fremmed Land Døden for Morderhaand, medens hans Fædrestad maatte træle under Spartas Aag. Skjønt han ikke selv er uden Skyld i sin egen og Fædrelandets ulykkelige Lod, og skjønt han havde vovet<noinclude><references/></noinclude> ov5asssg9cguj8u3qs2yr6l0trjxs3p 104 143107 331238 2026-08-24T13:54:13Z Øystein Tvede 3938 /* Korrekturlest */ 331238 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>at løfte Haand mod sit Fædreland, vil dog enhver føle Medlidenhed med ham paa Grund af hans tragiske Skjebne. {{---}} {{c|{{stor|47. Sokrates.}}}} {{--}} Den peloponnesiske Krig, som bragte Athen i saa dyb Fornedrelse, virkede ogsaa i høieste Grad fordærvelig paa den attiske Folkekarakter. Den gamle Besindighed og Kraft var veget fra Athenerne. I sin Letsindighed og Forfengelighed tænkte de kun paa Vellevnet og uværdige Fornøielser og satte større Pris paa Vid og spidsfindig Kløgt end paa Retskaffenhed og Sandhed. Men netop i denne fordærvede Tid levede i Athen den største Vismand, Hellas har fostret, den ædle {{sp|Sokrate|s}}. Før vi imidlertid gaar over til Skildringen af denne merkelige Mand, vil vi med nogle Ord omtale den aandelige Magt, som raadede i hans Tid, for derved bedre at kunne komme til Forstaaelse saavel af den Maade, hvorpaa Sokrates optraadte, som " den Skjebne, han fik. Det var ikke blot den skrækkelige Krig, som bar Skylden for den aandelige Slappelse, der havde grebet saa om sig i Athen paa denne Tid. I samme Retning virkede ogsaa den Lære, som dengang udbredtes af de saakaldte {{sp|Sofiste|r}}. Det er tidligere omtalt, at de mest fremragende Mænd i Videnskab og Kunst paa Perikles' Tid strømmede til Athen som til Grækenlands aandelige Midtpunkt. De tidligere Visdomslærere havde meddelt sin Lære til hvemsomhelst uden nogen Betaling. Senere derimod var det blevet Skik at tåge Betaling for den Undervisning, man gav. Men hvad Sofisterne underviste i, var<noinclude><references/></noinclude> c7flmjj16cklsl7afn96wscjna2k5ut 331239 331238 2026-08-24T13:54:33Z Øystein Tvede 3938 331239 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>at løfte Haand mod sit Fædreland, vil dog enhver føle Medlidenhed med ham paa Grund af hans tragiske Skjebne. {{---}} {{c|{{stor|47. Sokrates.}}}} {{--}} Den peloponnesiske Krig, som bragte Athen i saa dyb Fornedrelse, virkede ogsaa i høieste Grad fordærvelig paa den attiske Folkekarakter. Den gamle Besindighed og Kraft var veget fra Athenerne. I sin Letsindighed og Forfengelighed tænkte de kun paa Vellevnet og uværdige Fornøielser og satte større Pris paa Vid og spidsfindig Kløgt end paa Retskaffenhed og Sandhed. Men netop i denne fordærvede Tid levede i Athen den største Vismand, Hellas har fostret, den ædle {{sp|Sokrate|s}}. Før vi imidlertid gaar over til Skildringen af denne merkelige Mand, vil vi med nogle Ord omtale den aandelige Magt, som raadede i hans Tid, for derved bedre at kunne komme til Forstaaelse saavel af den Maade, hvorpaa Sokrates optraadte, som den Skjebne, han fik. Det var ikke blot den skrækkelige Krig, som bar Skylden for den aandelige Slappelse, der havde grebet saa om sig i Athen paa denne Tid. I samme Retning virkede ogsaa den Lære, som dengang udbredtes af de saakaldte {{sp|Sofiste|r}}. Det er tidligere omtalt, at de mest fremragende Mænd i Videnskab og Kunst paa Perikles' Tid strømmede til Athen som til Grækenlands aandelige Midtpunkt. De tidligere Visdomslærere havde meddelt sin Lære til hvemsomhelst uden nogen Betaling. Senere derimod var det blevet Skik at tåge Betaling for den Undervisning, man gav. Men hvad Sofisterne underviste i, var<noinclude><references/></noinclude> 3xd8u9k38fwpv1ee0m3026osfkmzyp6 331240 331239 2026-08-24T13:54:57Z Øystein Tvede 3938 331240 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>at løfte Haand mod sit Fædreland, vil dog enhver føle Medlidenhed med ham paa Grund af hans tragiske Skjebne. {{---}} {{c|{{stor|47. Sokrates.}}}} {{--}} Den peloponnesiske Krig, som bragte Athen i saa dyb Fornedrelse, virkede ogsaa i høieste Grad fordærvelig paa den attiske Folkekarakter. Den gamle Besindighed og Kraft var veget fra Athenerne. I sin Letsindighed og Forfengelighed tænkte de kun paa Vellevnet og uværdige Fornøielser og satte større Pris paa Vid og spidsfindig Kløgt end paa Retskaffenhed og Sandhed. Men netop i denne fordærvede Tid levede i Athen den største Vismand, Hellas har fostret, den ædle {{sp|Sokrate|s}}. Før vi imidlertid gaar over til Skildringen af denne merkelige Mand, vil vi med nogle Ord omtale den aandelige Magt, som raadede i hans Tid, for derved bedre at kunne komme til Forstaaelse saavel af den Maade, hvorpaa Sokrates optraadte, som den Skjebne, han fik. Det var ikke blot den skrækkelige Krig, som bar Skylden for den aandelige Slappelse, der havde grebet saa om sig i Athen paa denne Tid. I samme Retning virkede ogsaa den Lære, som dengang udbredtes af de saakaldte {{sp|Sofiste|r}}. Det er tidligere omtalt, at de mest fremragende Mænd i Videnskab og Kunst paa Perikles' Tid strømmede til Athen som til Grækenlands aandelige Midtpunkt. De tidligere Visdomslærere havde meddelt sin Lære til hvemsomhelst uden nogen Betaling. Senere derimod var det blevet Skik at tage Betaling for den Undervisning, man gav. Men hvad Sofisterne underviste i, var<noinclude><references/></noinclude> tp6c0vyqmx2e6m3y18wmcpk8pynnooh 331242 331240 2026-08-24T13:56:01Z Øystein Tvede 3938 331242 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude><section begin="1"/>at løfte Haand mod sit Fædreland, vil dog enhver føle Medlidenhed med ham paa Grund af hans tragiske Skjebne. {{---}} <section end="1"/> <section begin="2"/>{{c|{{stor|47. Sokrates.}}}} {{--}} Den peloponnesiske Krig, som bragte Athen i saa dyb Fornedrelse, virkede ogsaa i høieste Grad fordærvelig paa den attiske Folkekarakter. Den gamle Besindighed og Kraft var veget fra Athenerne. I sin Letsindighed og Forfengelighed tænkte de kun paa Vellevnet og uværdige Fornøielser og satte større Pris paa Vid og spidsfindig Kløgt end paa Retskaffenhed og Sandhed. Men netop i denne fordærvede Tid levede i Athen den største Vismand, Hellas har fostret, den ædle {{sp|Sokrate|s}}. Før vi imidlertid gaar over til Skildringen af denne merkelige Mand, vil vi med nogle Ord omtale den aandelige Magt, som raadede i hans Tid, for derved bedre at kunne komme til Forstaaelse saavel af den Maade, hvorpaa Sokrates optraadte, som den Skjebne, han fik. Det var ikke blot den skrækkelige Krig, som bar Skylden for den aandelige Slappelse, der havde grebet saa om sig i Athen paa denne Tid. I samme Retning virkede ogsaa den Lære, som dengang udbredtes af de saakaldte {{sp|Sofiste|r}}. Det er tidligere omtalt, at de mest fremragende Mænd i Videnskab og Kunst paa Perikles' Tid strømmede til Athen som til Grækenlands aandelige Midtpunkt. De tidligere Visdomslærere havde meddelt sin Lære til hvemsomhelst uden nogen Betaling. Senere derimod var det blevet Skik at tage Betaling for den Undervisning, man gav. Men hvad Sofisterne underviste i, var <section end="2"/><noinclude><references/></noinclude> 0bhbbybexqa89y5qipncelyk2ow9qug 0 143108 331241 2026-08-24T13:55:35Z Øystein Tvede 3938 Ny side: <pages index="Sagn og Fortællinger af Oldtidens Historie.djvu" from=338 to=352 fromsection="2" tosection="" header=1 /> 331241 wikitext text/x-wiki <pages index="Sagn og Fortællinger af Oldtidens Historie.djvu" from=338 to=352 fromsection="2" tosection="" header=1 /> fx9g8rjujpln8sdmhqvg7ka87utr49q 104 143109 331243 2026-08-24T14:00:10Z Øystein Tvede 3938 /* Korrekturlest */ 331243 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>ikke den sande Visdom, som har sin Rod i Gudsfrygt og Sandhed; de brød med alt overleveret og ophøiede den personlige Tilbøielighed til Norm for Menneskets Gjøren og Laden. Naar de talte, kom det dem ikke an paa at give sine Tilhørere et klart Indblik i en Sags egentlige Kjerne, men kun om gjennem en kløgtig Fremstilling at vinde dem for sin Hensigt. Ja, de gik endog saavidt, at de berømmede den som den mest fuldkomne Taler, der først kunde forfegte en Sag og derpaa med ligesaastor Spidsfindighed kunde bekjæmpe den. Paa den Maade nedbrød de Skillevæggen mellem godt og ondt, mellem det sande og det falske og undergrov Sedelighedsbevidstheden ved at give den en rent vilkaarlig Grand vold. De blev væsentlig kun Lærere i i hetoriske Kunstgreb og Lovtrækkeri; jo mindre Visdom de havde, des mere gav de sig ud for at besidde. Denne falske Talekunst fandt utallige Tilhængere i det demokratiske Athen, hvor det i Folkeforsamlingen kom saameget an paa et poleret og velklingende Foredrag, og det var ofte de mest begavede, som lod sig mest blende af Sofisternes bedaarende Færdighed. Saaledes virkede de i høieste Grad fordærvelig; de lærte Ungdommen ved Kunstgreb at undgaa enhver Lov og sætte sin Egenvilje isteden; de rokkede den religiøse Tro, svækkede Fædrelandskjærligheden og udsaaede Troløshed og Selvsyge. Med Rette er derfor,, Navnet Sofist bleven berygtet, saa man dermed nutildags ikke vil betegne en vis Mand, men en, som paa spidsfindig Maade forstaar at fordreie Sandheden og bøie Retten. Imod disse fordærvelige Lærere var det, at Sokrates optraadte ide første Aar af Peloponneserkrigen. Han var født i Aaret 469 f. Kr. Hans Fader var Billedhugger, hans Moder en Jordemoder. Allerede meget tidlig viste der sig store og eiendommelige Anlæg hos Gutten. Et Sagn forteller, at hans Fader af Oraklet fik<noinclude><references/></noinclude> m8wysw0xv1ykfj771dspx9ycxlzeczw 104 143110 331244 2026-08-24T14:01:47Z Øystein Tvede 3938 /* Korrekturlest */ 331244 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>Paalæg om at lade Gutten faa Lov til at gjøre alt, hvad der faldt ham ind, og ikke tvinge ham til noget. Man skulde kun lade ham faa følge sin egen Aands Indskydelser og kun anbefale ham til Zeus' og Musernes Omsorg; thi disse havde gi vet ham en Veiviser og en Skytsaand, som var meget bedre end tusinde Lærere. Sokrates blev af sin Fader oplært i Billedhuggerkunsten, en Haandtering, der, som det ser ud til, var drevet i flere Led i hans Familie. Han skal have bragt det vidt i denne Kunst, og Historieskriveren {{sp|Pausania|s}}, som levede i det andet Aarhundrede eft. Kr., forteller, at han paa Akropolis saa en Gruppe, der var hugget af den gamle Vismand. Men denne Kunst tilfredsstillede ikke den dybe Trang i hans Sjæl. Ikke i Træ, Sten eller Elfenben, men gjennem sig selv vilde han lade Menneskelivets Skjønhed komme tilsyne og vække den slumrende Sandhedstrang ogsaa hos dem, som betroede sig til hans Ledelse. Ved Siden af sin Kunst dyrkede han derfor med stor Iver Videnskaberne og tog virksom Del i det aandelige Liv, som blomstrede saa rigt i Athen paa Perikles' Tid. I hans indre foregik der et alvorligt Tankearbeide for at bringe alle Ideer frem til klar Bevidsthed. Dette førte undertiden til, at han blev staaende timevis hensunken i egne Tanker, saa at han forglemte alt omkring sig. Saaledes fortelles der, at han under Felttoget mod Potidæa (Side 327) en Dag begyndte at tænke over et Problem. Dette beskjæftigede ham i den Grad, at han blev staaende übevægelig paa samme Sted udenfor Leiren. Middag kom, og da han endnu om Aftenen stod paa samme Sted, gik nogle af Soldaterne ud og leirede sig paa Marken i Nærheden af ham for at legge Merke til, om han ogsaa Natten over vilde ved blive med sin dybsindige Tænkning. De holdt vekselvis Vagt, indtil Solen gik op; da vaagnede Sokrates af sin<noinclude><references/></noinclude> ht1v9yb1gloj6rerfurakuk7my6bx1x 104 143111 331245 2026-08-24T14:03:31Z Øystein Tvede 3938 /* Korrekturlest */ 331245 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>aandelige Henrykkelsestilstand, bad til Solen og vendte tilbage til Leiren. Sokrates havde ikke noget tiltrækkende ydre. Den skåldede Isse, den brede Stumpnæse, de buskede Øienbryn, den store Mund med de tykke Læber, den korte, tykke Hals og den uforholdsmæssig store Mave kunde ikke andet end støde Grækernes fine Skjønhedssans. Hans Hæslighed var saameget mere iøinefaldende, som den attiske Folketype i Almindelighed udmerkede sig ved sin Skjønhed. Men hvilken skjøn Aand boede der ikke i dette Legeme, en Aand, der med en Udholdenhed og en Begeistring, som neppe har noget Sidestykke, kjæmpede for Sandhed og Ret. Hans Dragt var ogsaa simpel og tarvelig. Han havde ingen Underklædning, men nøiede sig bestandig med Kappen, som var af samme Stof baade Vinter og Sommer. Saagodtsom bestandig gik han barfodet. Ved sin Levevis havde han hærdet sig til at taale Frost og Hede, Nattevaagen, Hunger og Tørst med stor Lethed. Paa det før nævnte Tog mod Potidæa overgik han alle sine Medkjæmpere i at taale Strabadser og Besværligheder. Det var en særdeles streng Vinter; men medens de andre hyllede sig ind i tykke Klæder og viklede Filt eller Skind om Fødderne, saa man ham marschere gjennem Sne og Is i sin vanlige Dragt og uden Sko. Sokrates tilhørte de ophøiede Aander, hvem det er om {{sp|Sandhede|n}}, ikke om dens {{sp|Ski|n}} at gjøre. Han vilde ikke blot erkjende Sandheden med sin Forstand og disputere om den lig hine før omtalte Visdomskræmmere ; hos ham faldt Lære og Liv sammen, og han gik overalt foran med et godt Eksempel. Fremforalt vilde han befri Aanden fra den Trældom, hvori den staar til Legemet og de ydre Goder. Hans Grundsætning var: »Jo mindre Mennesket behøver, desto lykkeligere er det, og des nærmere staar det Guddommen; thi Guddommen behøver<noinclude><references/></noinclude> 527b257melz521xm5iyur0bhpryh1gk 104 143112 331246 2026-08-24T14:06:32Z Øystein Tvede 3938 /* Korrekturlest */ 331246 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>intet«. Derfor spiste og drak han kun saameget, som Nødtørften krævede. De, hvis Tanker kun var optagne med, hvorledes de skulde føde og klæde sig paa den behageligste Maade, var følgelig i Sokrates' Øine langt borte fra Guddommen. En fornem Athener, som førte et flot Hus, beklagede sig en Dag for Sokrates over, hvor kostbart det var at leve i Athen. Han regnede op, hvilken høi Pris der var paa Purpur, Røgelse, fine Vine og andre Luksusvarer. Sokrates gik da med ham til en Bod, hvor der solgtes Levnetsmidler. Melet kostede lidet, Oljen ligesaa; derpaa gik han til en anden, hvor man for en ringe Pris kunde faa det Tøi, som almindelig brugtes. »Ser du nu«, sagde han, »jeg finder det særdeles billigt at leve i Athen«. En anden Athener klagede engang over Besværlighederne ved en Fodvandring, han netop havde gjort. »Har din Træl kunnet følge dig?« spurgte Sokrates. »Ja, naturligvis«. »Bar han noget?« »En stor Pakke«. »Saaerhanvel dygtig træt?« »Nei, jeg har straks sendt ham bort i et andet Erende«. »Ser du«, sagde Sokrates, »du har de Fortrin, som Lykken giver, forud for din Træl; han har de Fortrin, Naturen giver, forud for dig. Du er rig og fribaaren, men svag og blødagtig; han er fattig og af Trælestand, men sund og sterk. Sig saa selv, hvem der er den lykkeligste«. Men gjennem Sokrates' saa vidtberømte Maadehold gaar der ikke noget mørkt, selvplagerisk Drag. Da en af hans Disciple ved Navn Antisthenes vilde overgaa Mesteren i Ligegyldighed for alt ydre og derfor gik ud i en fillet Kappe, raabte Sokrates til ham: »Min Ven, gjennem disse Huller stikker For fængeligheden frem«. Sokrates tragtede ikke efter Nydelsen; men han flygtede heller ikke for den bestandig; selv Overmaalet skyede han ikke, men hevdede altid derunder Besindigheden og Selvbeherskelsen; i et Gjestebud, som hans Discipel {{sp|Plato|n}} har skildret os<noinclude><references/></noinclude> plj4axr8fwxscopcb9sfisg4fzwy738 104 143113 331247 2026-08-24T14:31:23Z Øystein Tvede 3938 /* Korrekturlest */ 331247 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>i et af sine Skrifter, sad Sokrates hele Natten igjennem ved Drikkebordet. Gjesterne var allerede dels gaaede hjem, dels indsovnede. Da en af de sovende vaagnede henimod Morgenen, saa han, at kun Sokrates var tilbage tilligemed Komedieskriveren Aristophanes (Side 360) og Tragedieskriveren Agathon. Disse drak af en stor Pokal, som de lod gaa rundt imellem sig, og talte med hinanden om Komediens og Tragediens Væsen og Betydning. Snart sovnede ogsaa Aristophanes og derpaa ogsaa Agathon; men Sokrates stod op fuldstændig nøgtern — aldrig havde nogen seet ham beruset — og gik ud til et af Gymnasierne<ref>Gymnasierne var vidtløftige Bygninger med Haver og Parkanlæg, bestemte til Legemsøvelser. Deres rummelige Haller benyttedes ogsaa af Filosofer, Rhetorer o. a . til Forelæsninger og Samtaler.</ref>, hvor han tog Del i Kampøvelserne den hele Dag. Først om Aftenen gik han hjem for at hvile. Af Naturen var Sokrates efter sit eget Udsagn af et hidsigt Gemyt; men gjennem stor Agtpaagivenhed og Strenghed mod sig selv havde han tilegnet sig den Sindets Ligevegt, som intet kan rokke. Ved langvarig Øvelse i Selvfornegtelse lykkedes det ham at kue sit Hjertes onde Tilbøieligheder. Da en Mand i Hidsighed gav ham et Ørefigen, sagde han kun smilende: »Det er dog kjedeligt, at man ikke paa Forhaand kan vide, naar man har Brug for at gaa med Hjelm«. Aldrig saa man ham for stemt; hans Tale var altid krydret med behagelig Spøg. Hans Hustru, {{sp|Xanthipp|e}}, hvis pirrelige Temperament har gjort hende til en Type for en slem Hustru, gav ham ofte Anledning til Taalmodighedsøvelser. En Dag havde hun igjen sit onde Lune og skjeldte dygtig paa ham; han sagde ikke et Ord; men da hun blev værre og værre, stod han tilslut op og gik sin Vei. Dette tirrede hende i den Grad, at hun greb en Skaal med Vand<noinclude><references/></noinclude> f4rvb8ylfhycfkuaxym5xdlcueuw9a5 104 143114 331248 2026-08-24T14:32:45Z Øystein Tvede 3938 /* Korrekturlest */ 331248 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>og slog det efter ham. Da lo Sokrates og sagde: »Det var det, jeg"vidste ; der maatte komme Regn efter et saadant Tordenveir«. En vis Zopyros, som sagde, at han af Folks Ansigts- og Hoveddannelse kunde slutte sig til deres Anlæg, prøvede ogsaa sin Kunst paa Sokrates uden at vide, hvem han var, og sagde efter Undersøgelsen, at han maatte være hovmodig, misundelig og sanselig. De, som var tilstede, brast allesammen i Latter over en saa taabelig Paastand; men Sokrates blev alvorlig og tilstod, at han virkelig havde havt Anlæg til disse Lidenskaber, men at det havde lykkedes ham at temme dem. Som Borger i en fri Stat holdt Sokrates det for sin første Pligt at gaa i Kampen for dens Frihed. Han tog Del i flere Felttog, og altid blev hans Navn nævnt blandt de tapreste. Om hvorledes Sokrates og Alkibiades gjensidig reddede hinandensLiv i Felten, er tidligere talt (Side 339). I et senere Slag i Peloponneserkrigen frelste han en anden af sine Disciple, {{sp|Xenopho|n}}, der havde mistet sin Hest og laa saaret paa Slagmarken. Sokrates rev ham med Fare for sit eget Liv ud af Kamptummelen og bar ham paa sine Skuldre bort i Sikkerhed. Ligesaa uforferdet viste Sokrates sig, nåar hanvaretog sine øvrige Borgerpligter ; fordi han frygtede Guderne paa den rette Maade, kjendte han ikke til nogen Menneskefrygt. I Aaret 406 havde Athenerne vundet en betydelig Seier over Spartanerne ved de arginusiske Øer ved Lilleasiens Kyst. Feltherrerne var straks seilede bort for at undsætte en anden Del af Flaaden, som var indesluttet af Spartanerne, og havde forinden paalagt to af sine Underbefalingsmænd at redde de skibbrudne og fiske op Ligene. Men en sterk Storm gjorde dette umuligt. Formedelst denne Tilsidesættelse af den religiøse Pligt mod de døde blev Feltherrerne stevnede for Retten. De to, som egentlig havde Skylden, forsaavidt der kunde være Tale om nogen Skyld, blev<noinclude><references/></noinclude> s6fd4j3y7e8uxkhfco5xjis1bb6pnai 104 143115 331249 2026-08-24T14:34:44Z Øystein Tvede 3938 /* Korrekturlest */ 331249 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>derimod ikke anklagede. De anklagedes politiske Modstandere forstod i den Grad at ophidse Folkets Lidenskaber, at det forlangte, at man skulde holde Dom over alle under ét. Men Sokrates, som det Aar var Raadsherre og var blandt de Prytaner, som ved denne Leilighed ledede Folkeforsamlingens Forhandlinger (Side 208), modsatte sig af al Kraft dette Forslag, fordi det var mod Lovene paa summarisk Vis at feide en vilkaarlig Dom over alle paa en Gang, og forlangte, at man skulde forhøre og dømme hver enkelt for sig. Folket skreg og truede; men Sokrates forblev urokkelig trods Mængdens Larm og dens Opvigleres Trusler. Alligevel blev Feltherrerne domfældte under ét. De seks af dem, som i Tillid til sin retfærdige Sag havde indfundet sig i Athen, blev henrettede; blandt disse var den store Perikles' Søn med Aspasia, Perikles hvem Folket havde gjort til attisk Borger (Side 334). Men Sokrates' Kald var dog hverken Krigerens Liv eller den politiske Kamp. Saasnart han havde opfyldt sin Pligt mod Staten, tråk han sig igjen tilbage til det private Liv for atter at optage og fortsætte sin Lærergjerning. Men han tog ikke Betaling for sin Undervisning ligesom Sofisterne, skjønt han var en fattig Mand, der kun levede afsit Haandverk. Heller ikke samlede han om sig ligesom de senere Filosofer en sluttet Kreds af Disciple eller en Skole; men han søgte at gavne alle, høi som lav, med sin Undervisning. Som en egte Borgerven og en vennesæl Mand søgte han Omgang med Mennesker af enhver Stand og Alder. Han opsøgte altid de Steder, hvor der pleiede at komme mange sammen, for at »fangeMennesker«, som han udtrykte sig. Og det viste sig, at dette netop var den Kunst, han forstod sig paa. En Vaabensmeds Bod, en Sadelmagers Verksted blev af Sokrates ofte gjort til Visdommens Lærersæde. Tidlig om Morgenen gik han til Gymnasierne, hvor den<noinclude><references/></noinclude> g1voc00411dmhz4bvhmm8maraerh4w0 331250 331249 2026-08-24T14:35:04Z Øystein Tvede 3938 331250 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>derimod ikke anklagede. De anklagedes politiske Modstandere forstod i den Grad at ophidse Folkets Lidenskaber, at det forlangte, at man skulde holde Dom over alle under ét. Men Sokrates, som det Aar var Raadsherre og var blandt de Prytaner, som ved denne Leilighed ledede Folkeforsamlingens Forhandlinger (Side 208), modsatte sig af al Kraft dette Forslag, fordi det var mod Lovene paa summarisk Vis at feide en vilkaarlig Dom over alle paa en Gang, og forlangte, at man skulde forhøre og dømme hver enkelt for sig. Folket skreg og truede; men Sokrates forblev urokkelig trods Mængdens Larm og dens Opvigleres Trusler. Alligevel blev Feltherrerne domfældte under ét. De seks af dem, som i Tillid til sin retfærdige Sag havde indfundet sig i Athen, blev henrettede; blandt disse var den store Perikles' Søn med Aspasia, Perikles hvem Folket havde gjort til attisk Borger (Side 334). Men Sokrates' Kald var dog hverken Krigerens Liv eller den politiske Kamp. Saasnart han havde opfyldt sin Pligt mod Staten, tråk han sig igjen tilbage til det private Liv for atter at optage og fortsætte sin Lærergjerning. Men han tog ikke Betaling for sin Undervisning ligesom Sofisterne, skjønt han var en fattig Mand, der kun levede afsit Haandverk. Heller ikke samlede han om sig ligesom de senere Filosofer en sluttet Kreds af Disciple eller en Skole; men han søgte at gavne alle, høi som lav, med sin Undervisning. Som en egte Borgerven og en vennesæl Mand søgte han Omgang med Mennesker af enhver Stand og Alder. Han opsøgte altid de Steder, hvor der pleiede at komme mange sammen, for at »fange Mennesker«, som han udtrykte sig. Og det viste sig, at dette netop var den Kunst, han forstod sig paa. En Vaabensmeds Bod, en Sadelmagers Verksted blev af Sokrates ofte gjort til Visdommens Lærersæde. Tidlig om Morgenen gik han til Gymnasierne, hvor den<noinclude><references/></noinclude> g6vnly78xgx01mvdtui4ir6gxlknvdf 104 143116 331251 2026-08-24T14:36:49Z Øystein Tvede 3938 /* Korrekturlest */ 331251 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>atheniske Ungdom foretog sine Legemsøvelser, og hvor ogsaa mange voksne indfandt sig enten for at deltage i Øvelserne eller for at tale med hinanden. Klokken ni gik han til Torvet, og den øvrige Tid af Dagen var han at finde der, hvor han kunde vente at træffe de fleste Folk. Sokrates gjorde ikke ligesom sine Forgjængere de ydre Ting og deres Oprindelse til Gjenstand for sit Studium. Han havde over Indgangen til Templet i Delphi læst de Ord: »Lær at kjende dig selv le Selverkj endelsen syntes ham at være den eneste Qpgave, der var et Menneskeværdig, og det nødvendige Udgangspunkt for al Filosoferen. Han følte sig overtydet om, at man ved at granske i sin egen Sjæl vilde finde de uforanderlige Love for alt godt, sandt og skjønt; disse »uskrevne Love«, som han kalder dem, er med uudslettelige Træk fra Fødselen af indskrevne i et hvert Menneskes Hjerte og viser sin Hellighed derved, at deres Overtrædelse medfører übønhørlig Straf. Fordi Sokrates saaledes rettede Forskningen hen paa den menneskelige Aand istedenfor paa Tingenes ydre Grund, blev det sagt om ham, »at han hentede Filosofien ned fra Himmelen, hvor den ødte sin Tid uden Nytte, og gav den tilbage til Mennesket, som havde den mere behov«. Skjønt Sokrates var ligesaa øvet i Ordkamp som Sofisterne, benyttede han dog ikke denne Færdighed til at bevise, hvad det skulde være, men søgte i Modsætning til disse kun Sandheden; han gjorde det til sin Opgave først og fremst at berøve dem, han talte med, den falske Indbildning, at de var rigtig gode og vise. Derfor kaldte han sig heller ikke Sofist, d. e. Vismand, men Filosof, d. e. en Elsker af Visdom. Da Apollons Prester i Delphi havde forkyndt: »Vis er Sophokles, visere er Euripides; men den viseste blandt Menneskene er Sokrates «, sagde han, at Guden forsaavidt havde Ret, som han selv deri var visere end andre Mennesker, at han erkjendte, at han intet vidste.<noinclude><references/></noinclude> 4fe4n4hgealh6b9k9j4gptnaixd9yvw 331252 331251 2026-08-24T14:37:11Z Øystein Tvede 3938 331252 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>atheniske Ungdom foretog sine Legemsøvelser, og hvor ogsaa mange voksne indfandt sig enten for at deltage i Øvelserne eller for at tale med hinanden. Klokken ni gik han til Torvet, og den øvrige Tid af Dagen var han at finde der, hvor han kunde vente at træffe de fleste Folk. Sokrates gjorde ikke ligesom sine Forgjængere de ydre Ting og deres Oprindelse til Gjenstand for sit Studium. Han havde over Indgangen til Templet i Delphi læst de Ord: »Lær at kjende dig selv le Selverkj endelsen syntes ham at være den eneste Qpgave, der var et Menneskeværdig, og det nødvendige Udgangspunkt for al Filosoferen. Han følte sig overtydet om, at man ved at granske i sin egen Sjæl vilde finde de uforanderlige Love for alt godt, sandt og skjønt; disse »uskrevne Love«, som han kalder dem, er med uudslettelige Træk fra Fødselen af indskrevne i et hvert Menneskes Hjerte og viser sin Hellighed derved, at deres Overtrædelse medfører übønhørlig Straf. Fordi Sokrates saaledes rettede Forskningen hen paa den menneskelige Aand istedenfor paa Tingenes ydre Grund, blev det sagt om ham, »at han hentede Filosofien ned fra Himmelen, hvor den ødte sin Tid uden Nytte, og gav den tilbage til Mennesket, som havde den mere behov«. Skjønt Sokrates var ligesaa øvet i Ordkamp som Sofisterne, benyttede han dog ikke denne Færdighed til at bevise, hvad det skulde være, men søgte i Modsætning til disse kun Sandheden; han gjorde det til sin Opgave først og fremst at berøve dem, han talte med, den falske Indbildning, at de var rigtig gode og vise. Derfor kaldte han sig heller ikke Sofist, d. e. Vismand, men Filosof, d. e. en Elsker af Visdom. Da Apollons Prester i Delphi havde forkyndt: »Vis er Sophokles, visere er Euripides; men den viseste blandt Menneskene er Sokrates«, sagde han, at Guden forsaavidt havde Ret, som han selv deri var visere end andre Mennesker, at han erkjendte, at han intet vidste.<noinclude><references/></noinclude> 1ec9xng1brckhmk07x0e1ihqyu06hh4 104 143117 331253 2026-08-24T14:39:14Z Øystein Tvede 3938 /* Korrekturlest */ 331253 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>Sokrates henvendte sig til alle, han traf, Statsmænd, Digtere, Sofister, Haandverkere, Kjøbmænd, og gjorde dem klart, at de røgtede sin Gjerning uden den rette Forstaaelse af sit Kald. Han bar sig ikke ad som tidligere Visdomslærere, der holdt belærende Foredrag om dette eller hint; men han indlod sig altid i Samtale med sine Tilhørere om de Ting, som de bedst forstod sig paa, om deres daglige Livsgjerning. Fra de simpleste Sandheder, som var forstaaelige for enhver, førte han da Samtalen gjennem klare Følgeslutninger til Resultater, som ingen havde anet. Meget hyppig gik han frem paa den Maade, at han anstillede sig uvidende om en eller anden Materie, som han da søgte Oplysning om hos den, som troede at vide Besked derom. Ved at drage uventede Slutninger af Svarene og ved at paavise de Modsigelser, hvori den indbildte vidende indviklede sig, vakte han dennes Erkjendelse af sin egen Uvidenhed netop i de Ting, han mente at forstaa. Denne Fremgangsmaade er den saa berømte {{sp|sokratiske Iron|i}}. Platon lader i Skildringen af det ovenfor nævnte Gjestebud Alkibiades omtale Sokrates blandt andet paa følgende Maade: » Sokrates huser i sit indre de skjønneste, herligste Tanker; men den Dragt, hvori han klæder dem, er simpel og tarvelig, og det er Granden til, at mange, naar de hører ham første Gang, anser hans Tale for lidet betydningsfuld, ja endog for ligefrem latterlig. Han taler tilsyneladende kun om de mest dagligdagse Ting; det Sprog, han brager, er let forstaaeligt, hans Eksempler og Lignelser er tagne fra det daglige Liv. Derfor har den store Hob saa vanskeligt for at spore Visdomskjernen i hans Tale. Men den, som rigtig forstaar at udgrunde dens skjønne og dybe Betydning, han ser tydelig, hvor vis, hvor indholdsrig og guddommelig den er, og at dens Formaal er ene og alene at løfte vor Sjæl og sprede Lys blandt Menneskene. Og hviken rent ud overmenneskelig Kraft ligger der<noinclude><references/></noinclude> 8cjhi89njbfp242ze8b2haxtv07svnr 331254 331253 2026-08-24T14:39:36Z Øystein Tvede 3938 331254 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>Sokrates henvendte sig til alle, han traf, Statsmænd, Digtere, Sofister, Haandverkere, Kjøbmænd, og gjorde dem klart, at de røgtede sin Gjerning uden den rette Forstaaelse af sit Kald. Han bar sig ikke ad som tidligere Visdomslærere, der holdt belærende Foredrag om dette eller hint; men han indlod sig altid i Samtale med sine Tilhørere om de Ting, som de bedst forstod sig paa, om deres daglige Livsgjerning. Fra de simpleste Sandheder, som var forstaaelige for enhver, førte han da Samtalen gjennem klare Følgeslutninger til Resultater, som ingen havde anet. Meget hyppig gik han frem paa den Maade, at han anstillede sig uvidende om en eller anden Materie, som han da søgte Oplysning om hos den, som troede at vide Besked derom. Ved at drage uventede Slutninger af Svarene og ved at paavise de Modsigelser, hvori den indbildte vidende indviklede sig, vakte han dennes Erkjendelse af sin egen Uvidenhed netop i de Ting, han mente at forstaa. Denne Fremgangsmaade er den saa berømte {{sp|sokratiske Iron|i}}. Platon lader i Skildringen af det ovenfor nævnte Gjestebud Alkibiades omtale Sokrates blandt andet paa følgende Maade: »Sokrates huser i sit indre de skjønneste, herligste Tanker; men den Dragt, hvori han klæder dem, er simpel og tarvelig, og det er Granden til, at mange, naar de hører ham første Gang, anser hans Tale for lidet betydningsfuld, ja endog for ligefrem latterlig. Han taler tilsyneladende kun om de mest dagligdagse Ting; det Sprog, han brager, er let forstaaeligt, hans Eksempler og Lignelser er tagne fra det daglige Liv. Derfor har den store Hob saa vanskeligt for at spore Visdomskjernen i hans Tale. Men den, som rigtig forstaar at udgrunde dens skjønne og dybe Betydning, han ser tydelig, hvor vis, hvor indholdsrig og guddommelig den er, og at dens Formaal er ene og alene at løfte vor Sjæl og sprede Lys blandt Menneskene. Og hviken rent ud overmenneskelig Kraft ligger der<noinclude><references/></noinclude> kq0cdjrspkcwbfm17h442yll29143dn 104 143118 331255 2026-08-24T14:42:26Z Øystein Tvede 3938 /* Korrekturlest */ 331255 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>ikke i hans Taler! De gaar altid lige til Hjertet, som de sætter i urolig Bevægelse; de har Overbevisningens Styrke, de afpresser os Taarer og fremkalder Tilstaaelser fra et Menneske, hvis indre ellers er lukket for enhver, de vække tillive hos os Forsætter og Beslutninger, der i Begeistringens Styrke overgaar alt, hvad de mest begavede Folketalere har formaaet at skabe«. Det var især Ungdommens Undervisning, som laa Sokrates paa Hjerte. Unge, begavede Mænd søgte han altid at trække til sig, og det lykkedes ham i Regelen En Dag mødte han den ovenfor nævnte Xenophon i en trang Gade. Han holdt sin Stok foran ham og spurgte: »Hvor kjøber man Mel?» »Paa Torvet«, var Svaret. »Og Olje?« »Ogsaa paa Torvet«. »Men hvor skal man gaa hen for at blive vis og klog?« Ynglingen taug og tænkte paa, hvad han skulde svare. Da sagde Vismanden: »Følg mig, og jeg skal vise dig det«. Xenophon fulgte ham og blev en af hans mest hengivne Tilhørere. Han udmærkede sig senere som Feltherre og Forfatter (Stykke 48). Sokrates' Disciple hang ved ham med stor Hengivenhed. De kjendte ingen større Nydelse end at være om ham og høre ham, og fra nær og fjern strømmede Folk til for at sidde ved Vismandens Fødder. Antisthenes gik hver Dag den en Mil lange Vei fra Peiræeus til Athen for at træffe ham, og Eukleides fra Megara vandrede ofte den lange Vei fra sit Hjem for blot at være én Dag sammen med den elskede Lærer. Og da Athenerne i Peloponneserkrigen forbød Megarerne under Dødsstraf at besøge Athen, vovede Eukleides at snige sig ind gjennem Byens Porte i Kvindedragt. Ved Nattetid vendte saa igjen den trofaste Discipel tilbage til Megara. »Intet kunde være til større Nytte«, siger Xenophon, »end hans Selskab. Selv naar han var fraværende, var Tanken paa ham istand til at styrke alt godt hos dem, som havde havt Omgang med ham«. Al-<noinclude><references/></noinclude> czd506eig85y9w9441xe0q3xfextpho 104 143119 331256 2026-08-24T14:45:46Z Øystein Tvede 3938 /* Korrekturlest */ 331256 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>kibiades siger: »Mit Hjerte banker heftig, naar jeg hører ham, og hans Taler bringer mig til at feide Taarer. De samme ser jeg er Tilfældet med mange andre. For ham alene skammer jeg mig; thi jeg føler dybt i mit indre, at jeg ikke er istand til at modsige ham«. Paa den fatteligste og simpleste Maade fQrstod Sokrates at gjøre Rigtigheden af sin Opfatning indlysende for sine Disciple. Da saaledes Alkibiades som ganske ung ængstedes meget for den Tid, da han skulde optræde som Taler, betog Sokrates ham Frygten herfor gjennem følgende Ræsonnement; »Vilde du være bange for at tale for en Skomager?« »Nei vist ikke«. »Eller kunde en Kobbersmed gjøre dig forlegen?« »Vist ikke«, »Men ligeoverfor en Kjøbmand vilde du vistnok miste Modet?« »Ligesaa lidet«. »Nu, ser du vel, saadanne Mennesker er det netop, hvoraf det atheniske Folk bestaar. Du er ikke bange for dem enkeltvis, hvorfor skulde du saa være bange for dem samlede?« Sokrates var i enhver Henseende uegennyttig. Som før nævnt tog han ingen Betaling af sine Tilhørere. Den unge Æschines ønskede inderlig at blive hans Discipel, men undsaa sig for at gaa til ham, fordi han var fattig. Sokrates merkede hans Ønske og sagde til ham: «Hvorfor undgaar du mig?« »Fordi jeg intet har, som jeg kan give dig«. »Men sætter du da saa liden Pris paa dig selv?« svarede Sokrates. »Giver du mig ikke rietop meget da, naar du giver dig selv hen til mig?« Sokrates afslog og saa de fordelagtige Tilbud af forskjellig Slags, som gjordes ham. Den rige Kritorr ønskede at give ham frit Ophold hos sig, og Makedoniens Konge, Archelaos, indbød ham til at leve ved sit Hof; men han gav ham det Svar, at han var ude af Stand til at gjengjælde lians Velgjerning og følgelig ikke kunde modtage den. Sokrates' Maade at undervise paa og hele hans Væsen<noinclude><references/></noinclude> ev0sr52bcyw6ya14zxwh2fkv1mv32qq 104 143120 331257 2026-08-24T14:48:30Z Øystein Tvede 3938 /* Korrekturlest */ 331257 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>dannede saaledes den skarpeste Modsætning til Sofisterne; men fordi han søgte at beseire disse ved deres egne Vaaben, fordi han optraadte som offentlig Lærer og som saadan altid var omgivet af en Flok Lærlinger, saa regnede den store Mængde ham uden videre til hin Klasse, og fordi hans Særegenheder var mest paafaldende, gik han snart for at være den værste af alle Sofister. Denne Feiltagelse var meget udbredt. Selv Komedieforfatteren Aristophanes<ref>Aristophanes, Grækernes største Komedieskriver, levede mellem Aarene 452 og 388 f. Kr. Af hans Komedier er 11 bevarede.</ref> gjorde sig skyldig deri. Denne begavede Digter revsede paa det skarpeste de Vildfarelser, Sofisterne gjorde sig skyldige i. I hans Komedie »Skyerne«, som endnu er bevaret, er det saaledes vistnok de sofistiske Lærdomme, der tugtes; men de lægges i Sokrates' Mund, og det er ham, der latterliggjøres. Han fremstilles her som en Drømmer, der tumler op og ned mellem Skyerne; men denne løierlige Karikatur var det netop, som blev hængende fast i Folks Erindring, og man vænnede sig til at betragte Sokrates som en grublende, halvforrykt Særling. Det fortelles, at da denne Komedie blev opført paa Theatret, og Folket klappede til den Skuespiller, som gav Sokrates' Rolle, reiste Sokrates, som ogsaa var i Theatret, sig op fra sin Plads og lod sig ganske rolig beskue fra alle Kanter, forat man kunde anstille Sammenligning mellem hans virkelige Person og den Karikatur af ham, der fremstilledes paa Scenen. Det, som man i Almindelighed bebreidede Sokrates, var, at hans Virksomhed var farlig for Statens Bestaaen; man paastod nemlig, at han undergrov baade den bestaaende Religion og den demokratiske Forfatning, og at<noinclude><references/></noinclude> bhjmb4p37x3z49oj2k2op0rs9ggpee2 331258 331257 2026-08-24T14:49:00Z Øystein Tvede 3938 331258 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>dannede saaledes den skarpeste Modsætning til Sofisterne; men fordi han søgte at beseire disse ved deres egne Vaaben, fordi han optraadte som offentlig Lærer og som saadan altid var omgivet af en Flok Lærlinger, saa regnede den store Mængde ham uden videre til hin Klasse, og fordi hans Særegenheder var mest paafaldende, gik han snart for at være den værste af alle Sofister. Denne Feiltagelse var meget udbredt. Selv Komedieforfatteren Aristophanes<ref>Aristophanes, Grækernes største Komedieskriver, levede mellem Aarene 452 og 388 f. Kr. Af hans Komedier er 11 bevarede.</ref> gjorde sig skyldig deri. Denne begavede Digter revsede paa det skarpeste de Vildfarelser, Sofisterne gjorde sig skyldige i. I hans Komedie »Skyerne«, som endnu er bevaret, er det saaledes vistnok de sofistiske Lærdomme, der tugtes; men de lægges i Sokrates' Mund, og det er ham, der latterliggjøres. Han fremstilles her som en Drømmer, der tumler op og ned mellem Skyerne; men denne løierlige Karikatur var det netop, som blev hængende fast i Folks Erindring, og man vænnede sig til at betragte Sokrates som en grublende, halvforrykt Særling. Det fortelles, at da denne Komedie blev opført paa Theatret, og Folket klappede til den Skuespiller, som gav Sokrates' Rolle, reiste Sokrates, som ogsaa var i Theatret, sig op fra sin Plads og lod sig ganske rolig beskue fra alle Kanter, forat man kunde anstille Sammenligning mellem hans virkelige Person og den Karikatur af ham, der fremstilledes paa Scenen. Det, som man i Almindelighed bebreidede Sokrates, var, at hans Virksomhed var farlig for Statens Bestaaen; man paastod nemlig, at han undergrov baade den bestaaende Religion og den demokratiske Forfatning, og at<noinclude><references/></noinclude> 79b998ax69mbc12k51le7vk11o3xpjs 104 143121 331259 2026-08-24T14:50:57Z Øystein Tvede 3938 /* Korrekturlest */ 331259 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>han øvede en fordærvelig Indflydelse paa Ungdommen ved at bibringe den sine Anskuelser. Nu staar vistnok Sokrates for os som den græske Oldtids ædleste Skikkelse og som et Mønster paa, hvordan et Menneske bør være; men ikke maa vi tro, at dette stod klart for hans Samtid, og at det saaledes var af ond Vilje og med fuld Bevidsthed om, hvad man gjorde, at man dømte den uskyldige. Til Lykke for Menneskeheden maa vi indrømme, at der idetmindste var et Skin af Ret i de Beskyldninger, man fremsatte mod ham, vi siger et Skin, fordi man ikke havde Øie for hans betydningsfulde Livsopgave, men kim holdt sig til det ydre og mere iøinefaldende ved hans Virksomhed. Hvad nu Sokrates' religiøse Standpunkt angaar, saa forkastede han vistnok ikke ligefrem Statens Religion, han ofrede endogsaa paa Altrene og iagttog de religiøse Skikke og Ceremonier. Paa dette Omraade fraveg han endogsaa sin almindelige Fremgangsmaade. Medens han nemlig ellers gjorde enhver Ting til Gjenstand for Undersøgelse, afviste han ofte Spørgsmaal om Religionen. Men Sokrates' religiøse Opfatning var dog meget forskjellig fra den almindelige. Han bekjendte Troen paa et høieste Væsen, der ordner og opholder Verden paa en vis og retfærdig Maade. Dette høieste Væsen tillagde han Almagt, Allestedsnærværelse og Visdom. »Naar v ort øie», siger han, »kan se i en Afstand af flere Stadier, skulde da ikke {{sp|Gud|s}} Øie kunne opfatte alle Ting? Naar {{sp|vo|r}} Tanke i samme Øieblik kan omfatte Begivenheder, der sker i Asien, Ægypten og paa Sicilien, skulde saa ikke Guds Tanke kunne rumme den hele Tilværelse? Vi bør erkjende, at Guddommen er saa klartseende, at den overskuer alt med et eneste Blik, hører alt, er overalt tilstede, og at den paa samme Tid bærer Omsorg for heleVerden«. Nu taler Sokrates dels om Gud, dels om Guderne, og ofte brager han<noinclude><references/></noinclude> 7j4mo99kakczwb7k5d6s0up7rzvbll0 331260 331259 2026-08-24T14:51:36Z Øystein Tvede 3938 331260 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>han øvede en fordærvelig Indflydelse paa Ungdommen ved at bibringe den sine Anskuelser. Nu staar vistnok Sokrates for os som den græske Oldtids ædleste Skikkelse og som et Mønster paa, hvordan et Menneske bør være; men ikke maa vi tro, at dette stod klart for hans Samtid, og at det saaledes var af ond Vilje og med fuld Bevidsthed om, hvad man gjorde, at man dømte den uskyldige. Til Lykke for Menneskeheden maa vi indrømme, at der idetmindste var et Skin af Ret i de Beskyldninger, man fremsatte mod ham, vi siger et Skin, fordi man ikke havde Øie for hans betydningsfulde Livsopgave, men kim holdt sig til det ydre og mere iøinefaldende ved hans Virksomhed. Hvad nu Sokrates' religiøse Standpunkt angaar, saa forkastede han vistnok ikke ligefrem Statens Religion, han ofrede endogsaa paa Altrene og iagttog de religiøse Skikke og Ceremonier. Paa dette Omraade fraveg han endogsaa sin almindelige Fremgangsmaade. Medens han nemlig ellers gjorde enhver Ting til Gjenstand for Undersøgelse, afviste han ofte Spørgsmaal om Religionen. Men Sokrates' religiøse Opfatning var dog meget forskjellig fra den almindelige. Han bekjendte Troen paa et høieste Væsen, der ordner og opholder Verden paa en vis og retfærdig Maade. Dette høieste Væsen tillagde han Almagt, Allestedsnærværelse og Visdom. »Naar {{sp|vor|t}} øie», siger han, »kan se i en Afstand af flere Stadier, skulde da ikke {{sp|Gud|s}} Øie kunne opfatte alle Ting? Naar {{sp|vo|r}} Tanke i samme Øieblik kan omfatte Begivenheder, der sker i Asien, Ægypten og paa Sicilien, skulde saa ikke Guds Tanke kunne rumme den hele Tilværelse? Vi bør erkjende, at Guddommen er saa klartseende, at den overskuer alt med et eneste Blik, hører alt, er overalt tilstede, og at den paa samme Tid bærer Omsorg for heleVerden«. Nu taler Sokrates dels om Gud, dels om Guderne, og ofte brager han<noinclude><references/></noinclude> c4rqqe7ygkknigp3lf71nlhtx13ie82 104 143122 331261 2026-08-24T14:52:47Z Øystein Tvede 3938 /* Korrekturlest */ 331261 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>ogsaa Navnene paa en eller anden af de græske Guder til Betegnelse af det høieste Væsen, skjønt det ikke er os klart, om og i hvilken Grad han virkelig havde nogen Tro paa disse; men under alt dette havde Folket det rette Instinkt af, at i Sokrates' Religionssystem maatte Olympens gamle Guder vige Pladsen. De havde ikke saadanne Egenskaber som dem, hvormed Sokrates udstyrede den Guddom, han talte om og troede paa; dertil var de altfor meget befengte med menneskelige Skrøbelig heder og Feil, altfor meget et Bytte for menneskelige Lidenskaber og menneskelige Skuffelser. Og er det nu end saa, at dette netop er det største, der kan siges om Sokrates, at han var den første Hellener, som bekj endte Troen paa en eneste Gud, der som en vis og kjærlig Fader styrer den hele Verden, vil vi dog let forståa, at dette var paa en vis Maade en Forkastelse af den bestaaende Religion, og at det i hans Samtids Øine maatte blive opfattet som en Brøde. Meget ofte taler Sokrates om en Talsmand eller en Skytsaand i sit indre, en «guddommelig Røst«, som han selv kalder den, der ved mange Leiligheder lod sin advarende Stemme høre. At forklare dette med, hvad vi kalder Samvittigheden, strækker ikke ganske til; thi den lod sig høre, siger han, meget ofte i Tilfelde, som laa aldeles udenfor det moralske Omraade. Saaledes forteller han, at den indre Stemme afholdt ham fra at tage Del i det politiske Liv udenfor de Tilfelde, hvor Loddet gjorde ham det til en Pligt. Og i mange Tilfelde, hvor det kunde synes ligegyldigt, om han bestemte sig for det ene eller for det andet, lod hans indre Stemme sig høre, og han fulgte den altid, og altid viste den sig at lede ham til det bedste. Hvorledes man skal forklare sig dette, er ikke godt at afgjøre. Det lader ikke til, at han selv havde nogen klar Opfatning deraf. Skjønt Sokrates' Aand bærer<noinclude><references/></noinclude> jxg3ox25hpfntph9z9gu9892tu4rceo 104 143123 331262 2026-08-24T14:54:33Z Øystein Tvede 3938 /* Korrekturlest */ 331262 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>den klare Forstandigheds Præg, gaar der dog et vist sværmerisk Drag gjennem hans Væsen, og derpaa beroede vel hans Tro paa den guddommelige Aabenbaring, der blev ham tildel. Men medens den øvrige Verden modtog Spaadomme gjennem ydre Tegn og andre Mennesker, troede han at bære sit Orakel i sit eget Bryst. I sit Forhold ligeoverfor Staten lagde Sokrates vistnok for Dagen den fuldstændigste Lydighed mod Lovene; men i sin Søgen efter Sandhed undlod han ikke sammen med sine Tilhørere at kritisere Statsforfatningen, og herunder omtalte han baade som latterlige og ukloge mange af de demokratiske Indretninger, hvorved alle Borgere, den udannede og uvidende ligesaavel som den kundskabsrige og indsigtsfulde, var stillede paa lige Fod i Rettigheder. Saaledes skal han have sagt, »at det var Galskab, at Valget af en Statsmand afgjordes ved Lodkastning, medens ingen faldt paa at Jade Loddet bestemme, hvem man vilde have til at styre sit Skib eller bygge sit Hus«. Og han mente medrette, at det at styre en Stat og arbeide med dens indviklede Maskineri var en ulige vanskeligere Sag. Han skal ogsaa ved en vis Leilighed have sagt: »Jeg er ikke Athener, men Verdensborger«, en Ytring, som vistnok viser hans uhildede Blik, men som blev taget ham meget ilde op paa en Tid, da Kampen for Fædrelandet optog alles Tanker, og Forbitrelsen mod Udlandet følgelig var størst. At Sokrates imidlertid elskede sin Fædrestad som ingen anden, derom er hele hans Liv og Virksomhed Vidnesbyrd nok. Efter hvad vi kan forstaa, er det dog ikke usandsynligt, at enkelte af hans Disciple, især de, som var af fornem Herkomst, ved hans Udtalelser om Statsforfatningen følte sig styrkede i sin Misnøie med den demokratiske Lighed og fengtes efter en Forandring i den bestaaende Forfatning. Dette bevirkede, at mange, selv blandt de velmenende Borgere, saa paa Sokrates<noinclude><references/></noinclude> a743m535k75u3v7g2hh9bhj1bla98n5 104 143124 331263 2026-08-24T14:56:30Z Øystein Tvede 3938 /* Korrekturlest */ 331263 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>med mistenkelige Øine, og da Forfatningen ved. Slutten af Peloponneserkrigen virkelig blev omstyrtet, gjorde man ham medansvarlig for, hvad der var skeet. {{---}} Det vil paa dette Punkt være nødvendigt med nogle faa Ord at berøre den historiske Situation. Efter en 27 -- aarig haardnakket Krig var endelig Athen i Aaret 404 f. Kr. falden i Spartanernes Hænder (Side 346). Blandt de forskjellige sammenstødende Omstændigheder, som kan siges at have hidført dette for Athen saa sørgelige Resultat, skal vi her blot nævne paa den ene Side Alkibiades' Forhold ligeoverfor sin Fædrestad, det Letsind, hvormed han fik Krigen fornyet igjen paa en Tid, da Athen ikke var Kampen voksen, og det Forræderi, han begik mod sit Fædreland ved at slutte sig til Sparta, paa den anden Side det aristokratiske Partis . uredelige Færd. Istedenfor i Farens Stund ærlig at slutte sig til den bestaaende Forfatning og støtte denne, hvormeget der end kunde være at indvende mod den, benyttede dette Parti sig af den Forvirring, som den ulykkelige Krig skabte, til endogsaa ved Anvendelsen af forbryderske Midler at faa Forfatningen ændret. Dette Parti var det ligeledes, som fik Alkibiades, der atter havde sluttet sig til Athenerne, afsat fra Kommandoen, skjønt han netop var den Mand, som kunde holde Spartanerne Stangen, og skjønt han, belært af Erfaringen og lutret gjennem Ulykken, nærede den inderligste Længsel efter at gjøre sin Uret god igjen. Dette Parti var det ogsaa, som under Paaskud af, at der var skeet Brud mod Religionen, hidsede Folket til at domfelde og henrette sine seierrige Feltherrer for Undladelsen af en Pligt, som det ikke stod i menneskelig Magt at opfylde. Og hvad var den egentlige Grund? Det hele var kun et Skalkeskjul for derved at komme sine politiske Modstandere<noinclude><references/></noinclude> nmb7ukuicoo4hxakqc01umc86p7vjbj 331264 331263 2026-08-24T14:56:58Z Øystein Tvede 3938 331264 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>med mistenkelige Øine, og da Forfatningen ved. Slutten af Peloponneserkrigen virkelig blev omstyrtet, gjorde man ham medansvarlig for, hvad der var skeet. {{---}} Det vil paa dette Punkt være nødvendigt med nogle faa Ord at berøre den historiske Situation. Efter en 27 -- aarig haardnakket Krig var endelig Athen i Aaret 404 f. Kr. falden i Spartanernes Hænder (Side 346). Blandt de forskjellige sammenstødende Omstændigheder, som kan siges at have hidført dette for Athen saa sørgelige Resultat, skal vi her blot nævne paa den ene Side Alkibiades' Forhold ligeoverfor sin Fædrestad, det Letsind, hvormed han fik Krigen fornyet igjen paa en Tid, da Athen ikke var Kampen voksen, og det Forræderi, han begik mod sit Fædreland ved at slutte sig til Sparta, paa den anden Side det aristokratiske Partis uredelige Færd. Istedenfor i Farens Stund ærlig at slutte sig til den bestaaende Forfatning og støtte denne, hvormeget der end kunde være at indvende mod den, benyttede dette Parti sig af den Forvirring, som den ulykkelige Krig skabte, til endogsaa ved Anvendelsen af forbryderske Midler at faa Forfatningen ændret. Dette Parti var det ligeledes, som fik Alkibiades, der atter havde sluttet sig til Athenerne, afsat fra Kommandoen, skjønt han netop var den Mand, som kunde holde Spartanerne Stangen, og skjønt han, belært af Erfaringen og lutret gjennem Ulykken, nærede den inderligste Længsel efter at gjøre sin Uret god igjen. Dette Parti var det ogsaa, som under Paaskud af, at der var skeet Brud mod Religionen, hidsede Folket til at domfelde og henrette sine seierrige Feltherrer for Undladelsen af en Pligt, som det ikke stod i menneskelig Magt at opfylde. Og hvad var den egentlige Grund? Det hele var kun et Skalkeskjul for derved at komme sine politiske Modstandere<noinclude><references/></noinclude> 04alqin0yj63b1422n4bcscnr2r6vw3 104 143125 331265 2026-08-24T14:59:08Z Øystein Tvede 3938 /* Korrekturlest */ 331265 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>tillivs og bane sig selv Veien til Magten. Dette Parti stod endelig i forræderisk Underhandling med Fienden og skyede intet Middel for saa hurtig som muligt at spille sin Fædrestad i Spartanernes Hænder. Derfor havde man ogsaa det bedrøvelige Syn at se atheniske Borgere med Kranse paa Hovedet tåge Del i den »Befrielsesfest«, som Spartanerne haanende kaldte den Seiersfest, de afholdt i Athen efter Erobringen (Side 347). Efter Athens Fald lod Spartanerne i Byen indsætte en Styrelse bestaaende af 30 Mænd af det videstgaaende aristokratiske og spartansk-sindede Parti. Blandt disse var ogsaa Theramenes, Charmides og {{sp|Kritia|s}}, hvilke i sin Tid havde været Sokrates' Disciple, men var affaldne fra Mesterens Lære. Denne Regjering fortsatte den af Spartanerne begyndte Nedrivning af Athens Fæstningsverker, og da dette vakte Folkets Forbitrelse, støttede den sig paa spartanske Soldater, som don lod indkvartere paa Akropolis. De misbrugte sin Magt paa den mest vilkaarlige Maade og udøvede et saadant Rædselsherredømme, at de er blevne berygtede i Historien under Benævn eisen de » tredive Tyranner«. Theramenes, som tilslut syntes, at det gik for vidt, blev dømt til Døden af den grusomste af de tredive, Kritias, og maatte tømme Giftbægeret. Ogsaa ligeoverfor de tredive viste Sokrates sin vanlige Uforfærdethed. Uden Menneskefrygt dadlede han deres Vilkaarligheder og Grusomheder og sagde: »Den Hyrde, som Dag for Dag ser sin Hiord svinde ind og ikke vil tilstaa, at han er en slet Vogter, ham fattes der Oprigtighed, og af den samme Mangel lider en Statsstyrer, som ser Borgernes Tal tage af og dog vil negte, at han er en slet Hersker«. De tredive bød ham at tie og truede ham med Døden, hvis han fortsatte med sin Undervisning; men han lagde paany for Dagen, at han var fast besluttet paa at adlyde Gud mere end Menneskene, og sagde kun: »Tror<noinclude><references/></noinclude> pmhguze5bu1lr28mezec6yr40ojf5p8 331266 331265 2026-08-24T14:59:37Z Øystein Tvede 3938 331266 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>tillivs og bane sig selv Veien til Magten. Dette Parti stod endelig i forræderisk Underhandling med Fienden og skyede intet Middel for saa hurtig som muligt at spille sin Fædrestad i Spartanernes Hænder. Derfor havde man ogsaa det bedrøvelige Syn at se atheniske Borgere med Kranse paa Hovedet tåge Del i den »Befrielsesfest«, som Spartanerne haanende kaldte den Seiersfest, de afholdt i Athen efter Erobringen (Side 347). Efter Athens Fald lod Spartanerne i Byen indsætte en Styrelse bestaaende af 30 Mænd af det videstgaaende aristokratiske og spartansk-sindede Parti. Blandt disse var ogsaa Theramenes, Charmides og {{sp|Kritia|s}}, hvilke i sin Tid havde været Sokrates' Disciple, men var affaldne fra Mesterens Lære. Denne Regjering fortsatte den af Spartanerne begyndte Nedrivning af Athens Fæstningsverker, og da dette vakte Folkets Forbitrelse, støttede den sig paa spartanske Soldater, som don lod indkvartere paa Akropolis. De misbrugte sin Magt paa den mest vilkaarlige Maade og udøvede et saadant Rædselsherredømme, at de er blevne berygtede i Historien under Benævn eisen de »tredive Tyranner«. Theramenes, som tilslut syntes, at det gik for vidt, blev dømt til Døden af den grusomste af de tredive, Kritias, og maatte tømme Giftbægeret. Ogsaa ligeoverfor de tredive viste Sokrates sin vanlige Uforfærdethed. Uden Menneskefrygt dadlede han deres Vilkaarligheder og Grusomheder og sagde: »Den Hyrde, som Dag for Dag ser sin Hiord svinde ind og ikke vil tilstaa, at han er en slet Vogter, ham fattes der Oprigtighed, og af den samme Mangel lider en Statsstyrer, som ser Borgernes Tal tage af og dog vil negte, at han er en slet Hersker«. De tredive bød ham at tie og truede ham med Døden, hvis han fortsatte med sin Undervisning; men han lagde paany for Dagen, at han var fast besluttet paa at adlyde Gud mere end Menneskene, og sagde kun: »Tror<noinclude><references/></noinclude> 322xcx0a9xzyz922sxm6smb1mlxbg3p 104 143126 331267 2026-08-24T15:01:40Z Øystein Tvede 3938 /* Korrekturlest */ 331267 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>de da kanske, at jeg anser mig for udødelig ?« Da man spurgte ham, om han ikke var bange for, at hans frimodige Tale skulde bringe ham en Ulykke, svarede han: »Jeg er endog forberedt paa tusinde Ulykker; men ingen Ulykke kan dog lignes med den ikke at gjøre, hvad Ret er« . Naar Sokrates under saadanne Omstændigheder ikkedestomindre undgik Døden, da har det vel sin Grund deri, at selv den blodtørstige Kritias havde bevaret en Rest af Ærefrygt for sin tidligere Lærer. Tyrannernes Herredømme varede dog ikke længe. Allerede i Aaret 403 samlede {{sp|Thrasybulo|s}} en Skare Flygtninger om sig, med hvilke han besatte Athens Havnestad, og derfra leverede han Voldsmændene et seierrigt Slag, i hvilket Kritias faldt. Athen blev befriet, og af Voldsherredømmet stod kun Mindet tilbage, et af de blodigste i hele Hellas' Historie. Man regnede, at der under de tredive Tyranners Herredømme i otte Maaneder var flydt mere athenisk Blod end i ti af Peloponneserkrigens Aar. Da Friheden igjen var indført i Athen, begyndte der et Tidsrum, i hvilket alle sande Fædrelandsvenner under alvorligt Arbeide bestræbte sig for at læge de Saar, som den frygtelige Krig havde tilføiet Staten. Fremforalt ønskede de at vække tillive igjen den faste og ophøiede Borgeraand, som havde besjælet Heltene fra Perserkrigenes Tidsalder. Men idet man søgte at bringe paa det rene, hvad det var, som hovedsagelig havde dræbt denne Aand, der satte den übetingede Lydighed mod Staten i første Række, festede man sig væsentlig ved den fordærvelige Indflydelse, den sofistiske Lære havde havt. Og da nu Sokrates i den store Mængdes Øine gjaldt for den fornemste Sofist, da den syttiaarige Olding fremdeles vedblev med at revse og latterliggjøre de Daarskaber, som kom tilsyne baade i det private og offentlige Liv, og da man endvidere betænkte, hvilke uoprettelige Ulykker to af hans mest begavede Di-<noinclude><references/></noinclude> f0jikv6kueatam1r3kqcawkvm9djj58 331268 331267 2026-08-24T15:01:59Z Øystein Tvede 3938 331268 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>de da kanske, at jeg anser mig for udødelig?« Da man spurgte ham, om han ikke var bange for, at hans frimodige Tale skulde bringe ham en Ulykke, svarede han: »Jeg er endog forberedt paa tusinde Ulykker; men ingen Ulykke kan dog lignes med den ikke at gjøre, hvad Ret er«. Naar Sokrates under saadanne Omstændigheder ikkedestomindre undgik Døden, da har det vel sin Grund deri, at selv den blodtørstige Kritias havde bevaret en Rest af Ærefrygt for sin tidligere Lærer. Tyrannernes Herredømme varede dog ikke længe. Allerede i Aaret 403 samlede {{sp|Thrasybulo|s}} en Skare Flygtninger om sig, med hvilke han besatte Athens Havnestad, og derfra leverede han Voldsmændene et seierrigt Slag, i hvilket Kritias faldt. Athen blev befriet, og af Voldsherredømmet stod kun Mindet tilbage, et af de blodigste i hele Hellas' Historie. Man regnede, at der under de tredive Tyranners Herredømme i otte Maaneder var flydt mere athenisk Blod end i ti af Peloponneserkrigens Aar. Da Friheden igjen var indført i Athen, begyndte der et Tidsrum, i hvilket alle sande Fædrelandsvenner under alvorligt Arbeide bestræbte sig for at læge de Saar, som den frygtelige Krig havde tilføiet Staten. Fremforalt ønskede de at vække tillive igjen den faste og ophøiede Borgeraand, som havde besjælet Heltene fra Perserkrigenes Tidsalder. Men idet man søgte at bringe paa det rene, hvad det var, som hovedsagelig havde dræbt denne Aand, der satte den übetingede Lydighed mod Staten i første Række, festede man sig væsentlig ved den fordærvelige Indflydelse, den sofistiske Lære havde havt. Og da nu Sokrates i den store Mængdes Øine gjaldt for den fornemste Sofist, da den syttiaarige Olding fremdeles vedblev med at revse og latterliggjøre de Daarskaber, som kom tilsyne baade i det private og offentlige Liv, og da man endvidere betænkte, hvilke uoprettelige Ulykker to af hans mest begavede Di-<noinclude><references/></noinclude> c567uq9qfikgs37e8qdextynlell6sd 104 143127 331269 2026-08-24T15:03:31Z Øystein Tvede 3938 /* Korrekturlest */ 331269 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>sciple, Alkibiades og Kritias, havde bragt over sin Fædrestad, saa bliver det idetmindste noget mere forklarligt, at der var dem, der mente, at hans Færd ikke længere burde taales, og at der reistes en Anklage mod ham af det Indhold: «Sokrates er skyldig, fordi han fordærver Ungdom men og ikke dyrker de Guder, som Staten dyrker, men indfører nye og andre Guddomme». Anklagerne var en rig Garver og anseet Statsmand ved Navn Anytos, den unge og übetydelige Digter Meletos og Taleren Lykon. Den Straf, de foreslog, var Døden. Det er dog neppe at antage, at de virkelig ønskede denne Straf bragt i Anvendelse mod ham. Hvad de vilde opnaa, var formentlig kun at faa ham bragt til Taushed. De haabede derfor, at han ved frivillig at gaa i Landflygtighed vilde unddrage sig for Domfældelse; men Sokrates tænkte ikke paa Flugt. Efterat Anklagen var reist, vedblev han med den samme uforstyrrelige Ro som tidligere at belære Folk, og man hørte ham aldrig tale om sin Proces. Da en af hans Venner ved Navn Hermogenes mindede ham om, at han burde forberede sig paa sit Forsvar, svarede han, at han havde beskjæftiget sig dermed sit hele Liv ved ikke at gjøre noget strafværdigt. »Men ved du da ikke«, sagde Hermogenes, »at et keitet eller behændigt Forsvar ofte har bevirket, at de attiske Domstole har fældt mange uskyldige og frikjendt mange skyldige ?« »Jo«, svarede Sokrates, »og jeg forsikrer dig til, at jeg to Gange har foresat mig at tenke paa mit Forsvar; men den guddommelige Stemme i mit indre har hindret mig deri«. Den berømte Taler Lysias bragte ham en kunstig udarbeidet Forsvarstale, som han vilde have ham til at holde for Retten. Sokrates læste Talen, som fornemmelig var lagt an paa at opvække Dommernes Medlidenhed. Han roste den meget, men gav ham den tilbage med de Ord, at han ansaa den for uværdig for en Mand,<noinclude><references/></noinclude> hathkwuui561h9acox5bf2ndusb038s 331270 331269 2026-08-24T15:03:49Z Øystein Tvede 3938 331270 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>sciple, Alkibiades og Kritias, havde bragt over sin Fædrestad, saa bliver det idetmindste noget mere forklarligt, at der var dem, der mente, at hans Færd ikke længere burde taales, og at der reistes en Anklage mod ham af det Indhold: «Sokrates er skyldig, fordi han fordærver Ungdom men og ikke dyrker de Guder, som Staten dyrker, men indfører nye og andre Guddomme». Anklagerne var en rig Garver og anseet Statsmand ved Navn Anytos, den unge og übetydelige Digter Meletos og Taleren Lykon. Den Straf, de foreslog, var Døden. Det er dog neppe at antage, at de virkelig ønskede denne Straf bragt i Anvendelse mod ham. Hvad de vilde opnaa, var formentlig kun at faa ham bragt til Taushed. De haabede derfor, at han ved frivillig at gaa i Landflygtighed vilde unddrage sig for Domfældelse; men Sokrates tænkte ikke paa Flugt. Efterat Anklagen var reist, vedblev han med den samme uforstyrrelige Ro som tidligere at belære Folk, og man hørte ham aldrig tale om sin Proces. Da en af hans Venner ved Navn Hermogenes mindede ham om, at han burde forberede sig paa sit Forsvar, svarede han, at han havde beskjæftiget sig dermed sit hele Liv ved ikke at gjøre noget strafværdigt. »Men ved du da ikke«, sagde Hermogenes, »at et keitet eller behændigt Forsvar ofte har bevirket, at de attiske Domstole har fældt mange uskyldige og frikjendt mange skyldige?« »Jo«, svarede Sokrates, »og jeg forsikrer dig til, at jeg to Gange har foresat mig at tenke paa mit Forsvar; men den guddommelige Stemme i mit indre har hindret mig deri«. Den berømte Taler Lysias bragte ham en kunstig udarbeidet Forsvarstale, som han vilde have ham til at holde for Retten. Sokrates læste Talen, som fornemmelig var lagt an paa at opvække Dommernes Medlidenhed. Han roste den meget, men gav ham den tilbage med de Ord, at han ansaa den for uværdig for en Mand,<noinclude><references/></noinclude> 7e9cm2v6d519szv5ryrv1mtbcxioyda 104 143128 331271 2026-08-24T15:06:14Z Øystein Tvede 3938 /* Korrekturlest */ 331271 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>som var sig sin Uskyldighed bevidst. At forsvare sig paa den Maade vilde klæde ham ligesaa ilde som at tage fine ioniske Sko paa. Sokrates' Sag blev behandlet for Heliasternes Domstol (Side 211), af hvis Medlemmer 559 gav Møde. At Nysgjerrighed og Deltagelse havde samlet et stort Antal Tilhørere, kan man vistnok anse for utvivlsomt. Om Anklagernes Taler ved vi intet; men de har rimeligvis holdt hver sin. Sokrates' Forsvarstale kjender vi derimod gjen nem et af Platons<ref>Den største af alle Sokrates' Disciple er Platon, der levede mellem Aarene 429 og 348. Sokrates har selv ikke efterladt sig noget Skrift; men Platon har gjennem en Række Verker overleveret os saa vel Mesterens som sin egen Lære. Platon nævnes som Grækenlands mest berømte Filosof ved Siden af eller efter Sokrates, og han grundede en Skole, der fik Navnet den akademiske efter det Gymnasion i Athen, hvor han pleiede at foredrage sin Lære.</ref> Skrifter. Dette Skrift, som Sokrates' store Discipel nedskrev efter Mesterens Død, er vistnok ikke nogen i Enkelthederne nøiagtig Gjengivelse af den Tale, Sokrates i Virkeligheden holdt; men vi har al Grund til at antage, at det i det væsentlige er en tro Gjengivelse idetmindste af Indholdet af Sokrates' Tale ved denne Leilighed. Det var Skik og Brug i Athen, at de anklagede i sine Forsvarstaler lagde an paa et kunstmæssigt Foredrag og under Bønner og Taarer søgte at bevæge Dom merne til Medlidenhed. Sokrates forsmaaede at benytte sig af en saadan Fremgangsmaade; han talte for Retten paa den samme ligefremme Maade, han havde benyttet sig af paa Torvet og andre Steder. Han vilde, som han siger i Begyndelsen af sin Tale, kun benytte sig af det Forsvar, som ligger i at sige Sandhed; zirlige, velstuderede Taler, som hans Modstanderes, sømmede sig ikke<noinclude><references/></noinclude> tj1sgtxa80obwa10r3s21gjopard7zn 104 143129 331272 2026-08-24T15:07:52Z Øystein Tvede 3938 /* Korrekturlest */ 331272 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>for en Mand i hans Alder. Han vilde ikke tinge om sit syttiarige Liv. I sit Forsvar befatter han sig derfor ikke synderlig fenge med Gjendrivelse af den reiste Anklage, hvis Selvmodsigelser og fuldstændige Grundløshed han paaviser. Derimod gjør han i sin Tale udførlig Rede for sit Liv og sin Virksomhed og viser, hvorledes denne er bleven misforstaaet og han selv bleven lagt for Had; hans Tale er mindre henvendt til Dommerne for at opnaa Fri kjendelse end den er henvendt til hans Landsmænd for at vække dem til Ettertanke. Ved sin hensynsløse Frimodighed og ved den usedvanlige Maade, hvorpaa Sokrates forsvarede sig, stødte han formodentlig mange af Dommerne, som fra først af var gunstig stemte mod ham; de kunde ikke andet end optage hans Tale som Haan mod dem selv. 281 Stemmer mod 278 erklærede ham for skyldig; hvis to havde stemt anderledes, vilde Sagen altsaa have faaet et andet Udfald. Efter Skik og Brug havde nu den anklagede selv Ret til at foreslaa sin Straf, og Dommerne kunde da vælge mellem den Straf, den anklagede bragte i Forslag, og den, som Anklagerne gjorde Paastand paa, hvilket i dette Tilfelde var, som før nævnt, Døden. Der er ingen Tvivl om, at hvis Sokrates havde foreslaaet Landflygtighed, Fængsel eller passende Bøder, vilde Dommerne have valgt en af disse Straffe istedenfor den strengere. Men Sokrates, som med den største Ro havde hørt paa Udfaldet af Stemmegivningen, udtalte blot sin Forundring over, at der ikke var flere, som kjendte ham skyldig, og vilde ikke sætte en Piet paa sit Navn ved at trygle om Naade i en Sag, hvor Retten var paa hans og Uretten paa hans Modstanderes Side, skjønt han sikkert forudsaa, hvad der vilde ske. Han udtalte derfor, at han saalangt fra fortjente at straffes, at man hellere burde votere ham som Byens Velgjører og<noinclude><references/></noinclude> 0xckt1653vxs725euhzr10nwe6l9sg3 104 143130 331273 2026-08-24T15:09:17Z Øystein Tvede 3938 /* Korrekturlest */ 331273 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>en fattig Mand fri Bespisning paa Prytaneion (Side 210). Da et saadant Forslag imidlertid maatte forekomme Dommerne kun at være overmodig Haan, tilføiede han, at han, da han ikke ansaa Pengetab for nogen Straf, vilde foreslaa en Bod af en Mine Sølv (omtrent 66 Kroner), hvilken Sum han dog paa sine Venners indstændige Opfordring, der lovede at indestaa for Beløbet, straks efter forhøiede til tredive Miner. Den sedvanlige Pengebod for Gudsfornegtelse synes at have været 100 Miner; det, Sokrates foreslog, ansaaes i ethvert Tilfelde for at være for lidet, og da mange af Dommerne desuden i hans Tale kun saa Haan og trodsig Indbildskhed, blev han nu dømt til Døden med et langt større Flertal, idet 80 af dem, som ved første Votering havde frikjendt ham, nu stemte for Døden. Før Sokrates blev ført bort til Fængslet, rettede han endnu nogle Ord til Dommerne, saavel til dem, som havde fordømt ham, som til dem, der havde frikjendt ham. Derefter talte han videre om, at Døden var et Gode, idet han nærmere gjorde Rede for, hvorpaa han byggede dette Haab, og endte sin Tale med følgende Ord: »Dog nu er det paatide, at vi gaar herfra, jeg til Døden, I til Livet; men hvem af os det er, der gaar den bedste Skjebne imøde, det ved ingen uden Gud alene«. Ledsaget af sine sørgende Venner gik Sokrates fattet og rolig til Fængslet. Her blev han endnu i tredive Dage; thi paa den Dag, da Dommen faldt, var netop det hellige Skib afseilet til Delos med det Festgesandtskab, der paa Statens Vegne skulde tåge Del i de Festligheder, som hvert Aar blev feirede der til Apollons Ære, og saalænge Skibet var borte, maatte ingen Dødsdom blive fuldbyrdet i Athen (Side 1 01). Hans Venner havde derfor den Glæde endnu en kort Frist at være sammen med ham, og i disse dyrebare Øieblikke talte han især om det, som da maatte<noinclude><references/></noinclude> llt58ffdokhocfqybp747ryli89azzn 331274 331273 2026-08-24T15:09:33Z Øystein Tvede 3938 331274 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>en fattig Mand fri Bespisning paa Prytaneion (Side 210). Da et saadant Forslag imidlertid maatte forekomme Dommerne kun at være overmodig Haan, tilføiede han, at han, da han ikke ansaa Pengetab for nogen Straf, vilde foreslaa en Bod af en Mine Sølv (omtrent 66 Kroner), hvilken Sum han dog paa sine Venners indstændige Opfordring, der lovede at indestaa for Beløbet, straks efter forhøiede til tredive Miner. Den sedvanlige Pengebod for Gudsfornegtelse synes at have været 100 Miner; det, Sokrates foreslog, ansaaes i ethvert Tilfelde for at være for lidet, og da mange af Dommerne desuden i hans Tale kun saa Haan og trodsig Indbildskhed, blev han nu dømt til Døden med et langt større Flertal, idet 80 af dem, som ved første Votering havde frikjendt ham, nu stemte for Døden. Før Sokrates blev ført bort til Fængslet, rettede han endnu nogle Ord til Dommerne, saavel til dem, som havde fordømt ham, som til dem, der havde frikjendt ham. Derefter talte han videre om, at Døden var et Gode, idet han nærmere gjorde Rede for, hvorpaa han byggede dette Haab, og endte sin Tale med følgende Ord: »Dog nu er det paatide, at vi gaar herfra, jeg til Døden, I til Livet; men hvem af os det er, der gaar den bedste Skjebne imøde, det ved ingen uden Gud alene«. Ledsaget af sine sørgende Venner gik Sokrates fattet og rolig til Fængslet. Her blev han endnu i tredive Dage; thi paa den Dag, da Dommen faldt, var netop det hellige Skib afseilet til Delos med det Festgesandtskab, der paa Statens Vegne skulde tage Del i de Festligheder, som hvert Aar blev feirede der til Apollons Ære, og saalænge Skibet var borte, maatte ingen Dødsdom blive fuldbyrdet i Athen (Side 1 01). Hans Venner havde derfor den Glæde endnu en kort Frist at være sammen med ham, og i disse dyrebare Øieblikke talte han især om det, som da maatte<noinclude><references/></noinclude> po10xz5teol11d7oioh5mxhqmevueoh 331275 331274 2026-08-24T15:09:49Z Øystein Tvede 3938 331275 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>en fattig Mand fri Bespisning paa Prytaneion (Side 210). Da et saadant Forslag imidlertid maatte forekomme Dommerne kun at være overmodig Haan, tilføiede han, at han, da han ikke ansaa Pengetab for nogen Straf, vilde foreslaa en Bod af en Mine Sølv (omtrent 66 Kroner), hvilken Sum han dog paa sine Venners indstændige Opfordring, der lovede at indestaa for Beløbet, straks efter forhøiede til tredive Miner. Den sedvanlige Pengebod for Gudsfornegtelse synes at have været 100 Miner; det, Sokrates foreslog, ansaaes i ethvert Tilfelde for at være for lidet, og da mange af Dommerne desuden i hans Tale kun saa Haan og trodsig Indbildskhed, blev han nu dømt til Døden med et langt større Flertal, idet 80 af dem, som ved første Votering havde frikjendt ham, nu stemte for Døden. Før Sokrates blev ført bort til Fængslet, rettede han endnu nogle Ord til Dommerne, saavel til dem, som havde fordømt ham, som til dem, der havde frikjendt ham. Derefter talte han videre om, at Døden var et Gode, idet han nærmere gjorde Rede for, hvorpaa han byggede dette Haab, og endte sin Tale med følgende Ord: »Dog nu er det paatide, at vi gaar herfra, jeg til Døden, I til Livet; men hvem af os det er, der gaar den bedste Skjebne imøde, det ved ingen uden Gud alene«. Ledsaget af sine sørgende Venner gik Sokrates fattet og rolig til Fængslet. Her blev han endnu i tredive Dage; thi paa den Dag, da Dommen faldt, var netop det hellige Skib afseilet til Delos med det Festgesandtskab, der paa Statens Vegne skulde tage Del i de Festligheder, som hvert Aar blev feirede der til Apollons Ære, og saalænge Skibet var borte, maatte ingen Dødsdom blive fuldbyrdet i Athen (Side 101). Hans Venner havde derfor den Glæde endnu en kort Frist at være sammen med ham, og i disse dyrebare Øieblikke talte han især om det, som da maatte<noinclude><references/></noinclude> ti36g07b5ykm9iqipce72lda5g2pjwj 104 143131 331276 2026-08-24T15:11:51Z Øystein Tvede 3938 /* Korrekturlest */ 331276 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>dybest gribe deres Tanker, om Sjælens Udødelighed og om det tilkommende Liv. Hans Ven, den rige {{sp|Krito|n}}, vilde benytte denne Tid til at befri ham fra Fængslet og lade ham undkomme til Thessalien, hvor han havde sørget for hans Modtagelse. Alle Forberedelser til Flugten var allerede trufne; men Sokrates vægrede sig for at benytte sig af dette Tilbud. Thi den første Borger pligt var efter hans Mening at underkaste sig Fædrelandets Love, og om disse ogsaa af enkelte var blevne misbrugte til at styrte ham i Ulykke, saa havde han dog ingen Ret til at være ulydig mod Lovene og sætte Brøde mod Brøde. Til en anden af sine Venner, Apollodoros, der ytrede sin Beklagelse over, at han skulde lide Døden saa uskyldig, sagde han paa sin lunefulde Maade: » Vilde du da hellere ønske, at jeg havde fortjent den?« Da endelig Henrettelsesdagen kom, holdt han endnu med en Klarhed og en Sindets Ro, som var beundringsværdig, den ophøiede og gribende Samtale om Sjælens Udødelighed, som Platon har bevaret os i den Dialog, der er betitlet {{sp|Phædo|n}}. Efterat han havde badet sig og taget Farvel med sin Hustru og sine Børn, blev Giftbægeret baaret ind. Rolig og fattet tømte han det, medens hans Venner ikke kunde holde Taarerne tilbage; men Sokrates bad dem ikke forstyrre hans sidste Øieblikke og vedblev at gaa op og ned ad Gulvet, indtil han var bleven saa stiv og mat, at han maatte lægge sig ned. Da han følte Døden nærme sig, sagde han til Kriton: »Glem ikke at ofre Asklepios en Hane; thi vi er ham et saadant Offer skyldige«. Det var hans sidste Ord. {{sp|Asklepio|s}} var Lægekunstens Gud, hvem man pligtede at ofre en Hane efter en vel overstaaet Sygdom. Med disse Ord vilde altsaa Sokrates betegne, at Sjælens Sundhed først kunde naaes, naar den var afklædt sit jordiske Hylster. »Saaledes endte vor Ven, der efter vort Skjøn, saaledes som vi lærte ham at kjende, blandt alle Mennesker var<noinclude><references/></noinclude> 9zmn4nuyfau8xq44aq8l3qrsy6gw6zy 104 143132 331277 2026-08-24T15:14:26Z Øystein Tvede 3938 /* Korrekturlest */ 331277 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>det fortræffeligste og desforuden det viseste og retsindigste«. Med disse Ord slutter Platon sin ovennævnte Dialog Phædon. Sokrates døde i Aaret 399 f. Kr. {{---}} {{c|{{stor|48. De ti tusindes Tog 401—400 f. Kr. Xenophon.}}}} {{--}} Den Glans, som tidligere havde omgivet de persiske Storkonger, var efter de mislykkede Angreb paa Hellas for en stor Del afbleget. Og ikke alene udåd var Perserrigets Magt betydelig dalet; ogsaa i det indre aabenbarede det før saa mægtige og velordnede Rige en sørgelig Vanmagt. Den ene Opstand afløste den anden, og de hyppige Regentskifter skede sjelden ad fredelig Vei, men var som oftest en Følge af Paladsrevolutioner. Efter {{sp|Artaxerxe|s}} den {{sp|langhaandede|s}} Død (425) udbrød der en lang varig Thronstrid, under hvilken den egte Linje af Kongestammen blev udryddet. Striden endte med, at Artaxerxes' Søn {{sp|Dareios notho|s}} (den uegte) besteg Thronen (424). Efter tyve Aars Regjering døde Dareios (404) og efterlod Thronen til sin ældste Søn {{sp|Artaxerxes mnemo|n}}, d. e den hukommelsessterke. Sin yngre Søn {{sp|Kyro|s}}, der til Forskjel fra Rigets Stifter af samme Navn er bleven kaldet Kyros den yngre, havde Dareios allerede nogle Aar før sin Død indsat til Satrap over næsten hele Lilleasien. Denne unge Fyrste, der skildres som en ærgjerrig og høitbegavet Mand, udrustet med mange afde Egenskaber, som skaber en dygtig Hersker, følte sig dog ikke tilfreds i sin Stilling, skjønt han var uafhængigere, end nogen persisk Undersaat tidligere havde været. Han sigtede efter det høieste Maal<noinclude><references/></noinclude> c5ob7xw68i3psyk54jpzj3vnspy4z4e 331279 331277 2026-08-24T15:15:56Z Øystein Tvede 3938 331279 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude><section begin="1"/>det fortræffeligste og desforuden det viseste og retsindigste«. Med disse Ord slutter Platon sin ovennævnte Dialog Phædon. Sokrates døde i Aaret 399 f. Kr. {{---}} <section end="1"/> <section begin="2"/>{{c|{{stor|48. De ti tusindes Tog 401—400 f. Kr. Xenophon.}}}} {{--}} Den Glans, som tidligere havde omgivet de persiske Storkonger, var efter de mislykkede Angreb paa Hellas for en stor Del afbleget. Og ikke alene udåd var Perserrigets Magt betydelig dalet; ogsaa i det indre aabenbarede det før saa mægtige og velordnede Rige en sørgelig Vanmagt. Den ene Opstand afløste den anden, og de hyppige Regentskifter skede sjelden ad fredelig Vei, men var som oftest en Følge af Paladsrevolutioner. Efter {{sp|Artaxerxe|s}} den {{sp|langhaandede|s}} Død (425) udbrød der en lang varig Thronstrid, under hvilken den egte Linje af Kongestammen blev udryddet. Striden endte med, at Artaxerxes' Søn {{sp|Dareios notho|s}} (den uegte) besteg Thronen (424). Efter tyve Aars Regjering døde Dareios (404) og efterlod Thronen til sin ældste Søn {{sp|Artaxerxes mnemo|n}}, d. e den hukommelsessterke. Sin yngre Søn {{sp|Kyro|s}}, der til Forskjel fra Rigets Stifter af samme Navn er bleven kaldet Kyros den yngre, havde Dareios allerede nogle Aar før sin Død indsat til Satrap over næsten hele Lilleasien. Denne unge Fyrste, der skildres som en ærgjerrig og høitbegavet Mand, udrustet med mange afde Egenskaber, som skaber en dygtig Hersker, følte sig dog ikke tilfreds i sin Stilling, skjønt han var uafhængigere, end nogen persisk Undersaat tidligere havde været. Han sigtede efter det høieste Maal <section end="2"/><noinclude><references/></noinclude> syzs44hcnh0vckef72wa092mouvegvi 331280 331279 2026-08-24T15:16:13Z Øystein Tvede 3938 331280 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude><section begin="1"/>det fortræffeligste og desforuden det viseste og retsindigste«. Med disse Ord slutter Platon sin ovennævnte Dialog Phædon. Sokrates døde i Aaret 399 f. Kr. {{---}} <section end="1"/> <section begin="2"/>{{c|{{stor|48. De ti tusindes Tog 401—400 f. Kr. Xenophon.}}}} {{--}} Den Glans, som tidligere havde omgivet de persiske Storkonger, var efter de mislykkede Angreb paa Hellas for en stor Del afbleget. Og ikke alene udad var Perserrigets Magt betydelig dalet; ogsaa i det indre aabenbarede det før saa mægtige og velordnede Rige en sørgelig Vanmagt. Den ene Opstand afløste den anden, og de hyppige Regentskifter skede sjelden ad fredelig Vei, men var som oftest en Følge af Paladsrevolutioner. Efter {{sp|Artaxerxe|s}} den {{sp|langhaandede|s}} Død (425) udbrød der en lang varig Thronstrid, under hvilken den egte Linje af Kongestammen blev udryddet. Striden endte med, at Artaxerxes' Søn {{sp|Dareios notho|s}} (den uegte) besteg Thronen (424). Efter tyve Aars Regjering døde Dareios (404) og efterlod Thronen til sin ældste Søn {{sp|Artaxerxes mnemo|n}}, d. e den hukommelsessterke. Sin yngre Søn {{sp|Kyro|s}}, der til Forskjel fra Rigets Stifter af samme Navn er bleven kaldet Kyros den yngre, havde Dareios allerede nogle Aar før sin Død indsat til Satrap over næsten hele Lilleasien. Denne unge Fyrste, der skildres som en ærgjerrig og høitbegavet Mand, udrustet med mange afde Egenskaber, som skaber en dygtig Hersker, følte sig dog ikke tilfreds i sin Stilling, skjønt han var uafhængigere, end nogen persisk Undersaat tidligere havde været. Han sigtede efter det høieste Maal <section end="2"/><noinclude><references/></noinclude> kgcr9vi23x5oam0yxn48x0gtu4fqv4v 0 143133 331278 2026-08-24T15:15:22Z Øystein Tvede 3938 Ny side: <pages index="Sagn og Fortællinger af Oldtidens Historie.djvu" from=352 to=376 fromsection="2" tosection="1" header=1 /> 331278 wikitext text/x-wiki <pages index="Sagn og Fortællinger af Oldtidens Historie.djvu" from=352 to=376 fromsection="2" tosection="1" header=1 /> ht5cq7dhmg1kpxb1bac4hcsmpbfsvsp 104 143134 331281 2026-08-24T18:52:57Z Øystein Tvede 3938 /* Korrekturlest */ 331281 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>og haabede, navnlig ved Hjælp af det da saa mægtige Sparta, at kunne støde sin Broder fra Thronen. Med dette Maal for Øie samlede han 100,000 Barbarer og hvervede 13,000 Leiesoldater i Hellas, hvor der dengang, efter Peloponneserkrigens Slutning, ikke var nogen Mangel paa byttelystne Krigere. Sparta sendte ham 700 Hopliter, stillede sin Flaade til hans Raadighed og lettede ham overalt Adgangen til at hverve Tropper. Kyros holdt i Førstningen sine hvervede Tropper i Uvidenhed om Hensigten med Toget; han foregav, at han vilde verne sit Riges Grænser mod dets røverske Naboer. Men da han altid førte Hæren fenger og fenger ind i Asien og endogsaa gik over Euphrat ind i Mesopotamien, kunde det ikke længere holdes skjult for Hellenerne, hvad det egentlig gjaldt; det var dog nu for sent at vende om, og desuden var vel denne nye Oplysning dem ikke saa særdeles ukjær. Efterat Kyros i 90 Dagsmarscher havde tilbagelagt de 280 Mile fra Sardes til {{sp|Kunax|a}}, lidt nordenfor Babylon, stødte han her uventet paa Kongens langt større Hær. Uden Orden gik Kyros' Tropper i Kampen, Asiaterne paa den venstre, Hellenerne paa den høire Fløi. Disse sidste hevdede sit Mods og sin krigerske Taktiks Overlegenhed over de til Blødagtighed og Feighed udartede Persere og vandt en glimrende Seier; men Kyros' anden Fløi blev fuldstændig slagen, og, hvad der var det værste af det hele, han faldt selv i Kampen. De græske Leietropper var saaledes komne i en høist eiendommelig Stilling. De havde seiret; men den, hvem de ved sin Seier skulde have vundet en Krone, var falden. De stod ene midt i et fremmed Land, omringede af Fiender paa alle Kanter, 300 Mile borte fra sit Hjem. Dertil kom, at de blev skammelig svegne af de Asiatere, som havde kjæmpet sammen med dem, men nu søgte at redde sig gjennem hemmelige Underhandlinger med Storkongen.<noinclude><references/></noinclude> g2grd6ag8jqlvy7ixgzy60rpejzl4ag 104 143135 331282 2026-08-24T18:55:56Z Øystein Tvede 3938 /* Korrekturlest */ 331282 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>Ved Løfte om fri Tilbagemarsch blev Hellenerne lokkede over paa den anden Side af Tigris, og her blev deres Anførere paa forræderisk Vis snigmyrdede i den persiske Hovedleir, hvor de efter Opfordring havde givet Møde for at forhandle om Tilbagetoget. De ti tusinde, som endnu var tilbage af Hellenerne, var nu i en fortvivlet Stilling; paa det aabne Sletteland, uden Førere, uden Levnetsmidler og uden Kjendskab til Veiene, syntes de redningsløst fortabte. Men af Eventyrerne skabte nu Nøden Helte. Hæren valgte sig nye Anførere, og blandt disse var Atheneren {{sp|Xenopho|n}}, Sokrates' begavede Discipel (Side 358); hansKlogskab og Kraft lykkedes det igjen at bringe Orden og Disciplin ind i de forvirrede Rækker og paa den Maade redde Hæren. Det gik nu trods Persernes Forfølgelser fremad mod Nord langs Tigras østre Bred. At vende tilbage ad den almindelige Vei mod Vest var det nemlig ikke at tænke paa, da Landet overalt var besat med Fiender. Snart kom de til Ruinerne af det gamle Ninive, derfra til Egne, der var beboede af vilde Folkestammer, som ved idelige Angreb foruroligede Marschtoget. Over høie snebedækte Bjerge gik deres Vei; men med beundringsværdig Udhoidenhed slog de sig igjennem alle de Hindringer, som Menneskene og Naturen reiste dem, og efter otte Maaneders usigelige Lidelser og Anstrengelser lykkedes det dem at naa det sorte Hav. Man kan skjønne, med hvilken Jubel og Glæde de første Gang øinede Havet fra de armeniske Høider. »Havet, Havet«, raabte de i Munden paa hinanden, og under Glædestaarer omfavnede Soldater og Anførere hinanden og opreiste en stor Varde paa dette Sted. Da de kom ned til den græske Koloni Trapezos, ofrede de Takoffer til Frelseren Zeus. Det klang som et Eventyr, da det spurgtes i Hellas, at disse Mænd, som man troede for længe siden fortabte, nu<noinclude><references/></noinclude> n1onu0pauqgsxxeehqavetbtlbpclsu 104 143136 331283 2026-08-24T18:59:52Z Øystein Tvede 3938 /* Korrekturlest */ 331283 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>igjen var dukkede op paa en ganske anden Kant af Verden. Fra Trapezos fortsatte de videre sin Hjemfart mod Vest dels tilsøs, dels ad Landeveien langs Kysten. Men Spartanerne, hvis Indflydelse dengang var meget stor i de helleniske Kyststeder, lagde dem alle mulige Hindringer iveien; thi nu, da den yngre Kyros' Plan var strandet, frygtede de Stor kongens Vrede og søgte at lægge Skjul paa, at de nogensinde havde staaet i Forbindelse med Kyros' Tog. I Slutten af Aaret 400 gik Xenophon med sine tapre Kampfeller over Hellesponten, hvorefter Toget opløstes. Af de tretten tusinde, der oprindelig havde delfaget i Toget, var der kun sex tusinde, der nu vendte tilbage efter at have været borte fra Hjemmet i omtrent halvandet Aar, hvoraf der var medgaaet over et Aar til Tilbagemarschen. Dette Tog havde stillet Hellenerne klart for Øie, hvilken Slappelse der havde bemægtiget sig Perserriget, og hvad en liden veldisciplineret Hellenerhær kunde udrette ligeoverfor de talløse persiske Skarer. Denne Erfaring vakte derfor hos mange Lysten til paany at prøve Kræfter med den gamle Fiende, og under Spartanerkongen Agesilaos' Ledelse begyndte der i 397 en Krig mod Persien, under hvilken Xenophon og de fleste af hans gamle Kampfeller paany stillede sig i Rækkerne til Kamp mod Barbarerne. I den saakaldte {{sp|Anabasi|s}} (d. e. Opreise), et Verk i syv Bøger, har Xenophon selv givet en Fremstilling af sit Tilbagetog; det er det ældste Verk i sit Slags og af ikke ringe Betydning i Krigskunstens Historie. Xenophon har desuden efterladt sig en hel Del andre Skrifter, dels af historisk, dels af filosofisk Indhold; i de sidste giver han os et Billede af Sokrates, der paa mange Maader fuldstændiggjør Platons Skildring af deres felles Lærers Personlighed og Lære. Xenophon døde Aaret 354 f. Kr. {{---}}<noinclude><references/></noinclude> aaqhy2iaxkdwdzu42ujffye6vf5jz8z 0 143137 331284 2026-08-24T19:08:34Z Øystein Tvede 3938 Ny side: <pages index="Sagn og Fortællinger af Oldtidens Historie.djvu" from=376 to=379 fromsection="2" tosection="" header=1 /> 331284 wikitext text/x-wiki <pages index="Sagn og Fortællinger af Oldtidens Historie.djvu" from=376 to=379 fromsection="2" tosection="" header=1 /> 1iedlijeq7goez0nv1zgqpsijguwqm1 104 143138 331285 2026-08-24T19:12:39Z Øystein Tvede 3938 /* Korrekturlest */ 331285 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude> {{c|{{stor|49. Thebens Storhedstid (379—362). Pelopidas og Epaminondas.}}}} {{--}} Efter Athens Fald misbrugte Sparta sin Magt og kuede med hensynsløs Strenghed alle Frihedsbevægelser, der rørte sig ide helleniske Stater. Og den Krig, som Sparta i Aaret 397 var kommet i med det persiske Rige (Side 375), var igjen bleven stanset i 387 ved en skammelig Fred, ifølge hvilken Sparta indgik Forbund med Perserkongen og ofrede de helleniske Interesser for at fremme sin egen Erobringspolitik. Dog endnu engang blusser den græske Frihedsaand op før sin sidste Hendøen og viser os, hvorledes den endnu har Kraft nok til at sprænge de Lænker, hvori Spartas Tyranni havde smedet den. {{sp|Thebe|n}}, den vigtigste af det frugtbare Bøotiens Steder, havde indtil nu kun i ringe Grad givet sit Bidrag til Hellenernes Fremgang og Udvikling; i de store Krige mod Perserne havde de endog kjæmpet i Fiendernes Rækker (Side 305). Men nu, da Sparta, endog støttet til persisk Hjælp, paa en saa uværdig Maade søgte at samle saamange helleniske Stater, som det var muligt, under sit Jernscepter, var det netop Theben, der under Ledelse af to store Mænd, {{sp|Pelopida|s}} og {{sp|Epaminonda|s}}, fulgte en saa storsindet og heldig Politik, at man for en Tid troede, at den længe nærede Drøm om et enigt Hellas endelig skulde gaa i Opfyldelse. I Aaret 482 var en spartansk Hær bleven afsendt til Makedonien under Anførsel af Phøbidas. Denne benyttede under en kort Rast foran Theben Leiligheden til at bemægtige sig<noinclude><references/></noinclude> 4sih6h9llh4v0okf6ubri3v25g5a1r1 104 143139 331286 2026-08-24T19:14:24Z Øystein Tvede 3938 /* Korrekturlest */ 331286 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>denne Bys Borg, Kadmeia, hvor han lod tilbage en spartansk Besætning. Der indførtes et Stormandsvælde i Byen, og mange af Folkepartiet blev forviste og fandt i Athen en gunstig Modtagelse. Blandt dem, der tog sin Tilflugt til Athen, var ogsaa Pelopidas, en rig og fornem Mand, som selv levede yderst tarvelig og maadeholdent, men anvendte sin store Rigdom til sin Fædrestads bedste og til at hjælpe de trængende. Han var besjælet af det samme ophøiede og ædle Sindelag som Epaminondas, med hvem han var forenet i det inderligste Venskab, der var bleven beseglet paa selve Slagmarken og vårede hele Livet igjennem. Uden Kappelyst og Skinsyge, uden Ærgjerrighed og Herskelyst viede dette ædle Vennepar sit Fædreland alle sine Evner. Vistnok stod Pelopidas, der var af en rask og noget heftig Karakter, tilbage for sin Ven i Selvbeherskelse ligesom ogsaa i aandelig Dannelse; men han hyldede de samme faste og urokkelige Grundsætninger som denne. Medens Epaminondas mere havde hengivet sig til filosofiske og andre videnskabelige Studier, var Pelopidas mere en Handlingens Mand. Den ene fandt sin største Fornøielse i lærde Samtaler, den anden i Legemsøvelser og i Jagten. Og Epaminondas' Ry for Retsind og Samvittighedsfuldhed var saa stort, at man stillede ham ved Siden af Aristeides. Dette i Forbindelse med hans store Begavelse som Feltherre og Statsmand, samt hans grundige og omfattende Kundskaber har gjort, at han er bleven opstillet som et Mønster paa alsidig Dannelse, beundret af sin Samtid og Ettertid. Da Magthaverne i Theben forjog Folkepartiets Ledere, lod de ham forblive i Byen, da de i den stille, rolige Tænker kun saa en uskadelig Sværmer og ingen Anelse havde om, hvad der boede i ham. Historien har opbevaret os flere Træk, der vidner om<noinclude><references/></noinclude> qc3h4e7bk9sdfdkqyg1uftpquslycge 104 143140 331287 2026-08-24T19:16:33Z Øystein Tvede 3938 /* Rå */ Ny side: Epaminondas' faste og uegennyttige Karakter. Da han engang kom til Kundskab om, at hans Vaabendrager havde modtaget Penge af en Fange for at give ham Friheden, fjernede han ham fra sin Tjeneste, idet han sagde: »Lad mig faa mit Skjold igjen; thi siden Penge har smittet dine Hænder, kan du ikke fenger være min Følgesvend i Faren«. Da Epaminondas senere stod i Spidsen for Thebens Styrelse, kom engang en Gesandt fra Storkongen til ham med rige Gaver; men Epaminondas viste… 331287 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="1" user="Øystein Tvede" /></noinclude>Epaminondas' faste og uegennyttige Karakter. Da han engang kom til Kundskab om, at hans Vaabendrager havde modtaget Penge af en Fange for at give ham Friheden, fjernede han ham fra sin Tjeneste, idet han sagde: »Lad mig faa mit Skjold igjen; thi siden Penge har smittet dine Hænder, kan du ikke fenger være min Følgesvend i Faren«. Da Epaminondas senere stod i Spidsen for Thebens Styrelse, kom engang en Gesandt fra Storkongen til ham med rige Gaver; men Epaminondas viste dem tilbage med de Ord: »Hvis Kongens Hensigter falder sammen med mit Fædrelands Vel, er ingen Gaver nødvendige; men forlanger han noget andet, da strækker alt hans Guid og Sølv, ja end ikke Al verdens Skatte til for at bevæge mig til at svige min Pligt mod Fædrelandet«. Og dog var denne Mand saa fattig, at han maatte holde sig inde, naar hans eneste Kappe skulde vaskes. End ikke af sine Venner vilde han modtage nogen Hjælp. Trods sine overordentlige Indsigter var Epaminondas saa beskeden, at en af hans Venner ytrede med Beundring: »Aldrig har jeg truffet paa et Menneske, der ved saameget og taler saa lidet derom som Epaminondas«. Kadmeia havde allerede i over tre Aar været i Spartanernes Hænder, og støttet af dets sterke Befestning havde det aristokratiske Parti udøvet et Rædselsherredømme, der mindede om de tredive Tyranner i Athen. Flygtningerne i Athen havde imidlertid vedligeholdt Forbindelsen med Fædrelandsvennerne i Theben, og de besluttede endelig at vende hjem igjen og vove sit Liv for at befri Fædrelandet fra det fremmede Aag. I et Antal af omtrent fire hundrede samlede de sig ved Bøotiens Grænser, hvorpaa tolv af dem, blandt hvilke Pelopidas var, forklædte som Jægere og Bønder, sneg sig enkeltvis ind i Theben en stormfuld Vintei aften. Efter Aftale kom de sammen hos en af sine Venner<noinclude><references/></noinclude> 5xe4x7znqfus1r1vkgpr845thv2zx5n 331288 331287 2026-08-24T19:16:43Z Øystein Tvede 3938 /* Korrekturlest */ 331288 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>Epaminondas' faste og uegennyttige Karakter. Da han engang kom til Kundskab om, at hans Vaabendrager havde modtaget Penge af en Fange for at give ham Friheden, fjernede han ham fra sin Tjeneste, idet han sagde: »Lad mig faa mit Skjold igjen; thi siden Penge har smittet dine Hænder, kan du ikke fenger være min Følgesvend i Faren«. Da Epaminondas senere stod i Spidsen for Thebens Styrelse, kom engang en Gesandt fra Storkongen til ham med rige Gaver; men Epaminondas viste dem tilbage med de Ord: »Hvis Kongens Hensigter falder sammen med mit Fædrelands Vel, er ingen Gaver nødvendige; men forlanger han noget andet, da strækker alt hans Guid og Sølv, ja end ikke Al verdens Skatte til for at bevæge mig til at svige min Pligt mod Fædrelandet«. Og dog var denne Mand saa fattig, at han maatte holde sig inde, naar hans eneste Kappe skulde vaskes. End ikke af sine Venner vilde han modtage nogen Hjælp. Trods sine overordentlige Indsigter var Epaminondas saa beskeden, at en af hans Venner ytrede med Beundring: »Aldrig har jeg truffet paa et Menneske, der ved saameget og taler saa lidet derom som Epaminondas«. Kadmeia havde allerede i over tre Aar været i Spartanernes Hænder, og støttet af dets sterke Befestning havde det aristokratiske Parti udøvet et Rædselsherredømme, der mindede om de tredive Tyranner i Athen. Flygtningerne i Athen havde imidlertid vedligeholdt Forbindelsen med Fædrelandsvennerne i Theben, og de besluttede endelig at vende hjem igjen og vove sit Liv for at befri Fædrelandet fra det fremmede Aag. I et Antal af omtrent fire hundrede samlede de sig ved Bøotiens Grænser, hvorpaa tolv af dem, blandt hvilke Pelopidas var, forklædte som Jægere og Bønder, sneg sig enkeltvis ind i Theben en stormfuld Vintei aften. Efter Aftale kom de sammen hos en af sine Venner<noinclude><references/></noinclude> iue35k55vpzxigxlj8n150gw9r2tb6e 331296 331288 2026-08-24T19:38:03Z Øystein Tvede 3938 331296 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>Epaminondas' faste og uegennyttige Karakter. Da han engang kom til Kundskab om, at hans Vaabendrager havde modtaget Penge af en Fange for at give ham Friheden, fjernede han ham fra sin Tjeneste, idet han sagde: »Lad mig faa mit Skjold igjen; thi siden Penge har smittet dine Hænder, kan du ikke fenger være min Følgesvend i Faren«. Da Epaminondas senere stod i Spidsen for Thebens Styrelse, kom engang en Gesandt fra Storkongen til ham med rige Gaver; men Epaminondas viste dem tilbage med de Ord: »Hvis Kongens Hensigter falder sammen med mit Fædrelands Vel, er ingen Gaver nødvendige; men forlanger han noget andet, da strækker alt hans Guid og Sølv, ja end ikke Al verdens Skatte til for at bevæge mig til at svige min Pligt mod Fædrelandet«. Og dog var denne Mand saa fattig, at han maatte holde sig inde, naar hans eneste Kappe skulde vaskes. End ikke af sine Venner vilde han modtage nogen Hjælp. Trods sine overordentlige Indsigter var Epaminondas saa beskeden, at en af hans Venner ytrede med Beundring: »Aldrig har jeg truffet paa et Menneske, der ved saameget og taler saa lidet derom som Epaminondas«. Kadmeia havde allerede i over tre Aar været i Spartanernes Hænder, og støttet af dets sterke Befestning havde det aristokratiske Parti udøvet et Rædselsherredømme, der mindede om de tredive Tyranner i Athen. Flygtningerne i Athen havde imidlertid vedligeholdt Forbindelsen med Fædrelandsvennerne i Theben, og de besluttede endelig at vende hjem igjen og vove sit Liv for at befri Fædrelandet fra det fremmede Aag. I et Antal af omtrent fire hundrede samlede de sig ved Bøotiens Grænser, hvorpaa tolv af dem, blandt hvilke Pelopidas var, forklædte som Jægere og Bønder, sneg sig enkeltvis ind i Theben en stormfuld Vinteraften. Efter Aftale kom de sammen hos en af sine Venner<noinclude><references/></noinclude> 62dbyprjf896gvcfk52koowzvcy9a10 104 143141 331289 2026-08-24T19:19:12Z Øystein Tvede 3938 /* Korrekturlest */ 331289 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>ved Navn Charon, i hvis Hus der lidt efter lidt samlede sig omtrent femti sammensvorne. Samme Aften var flere af Hovedmændene for den aristokratiske Skrækregjering i et Gjestebud hos en vis Phyllidas, der i Hemmelighed ogsaa hørte til de sammensvorne, men som havde vedligeholdt Forbindelsen med Tyrannerne for at gjøre dem trygge. Planen var nu, at man samme Nat skulde overfalde Byens Plageaander i Phyllidas' Hus. Medens de talede herom, kom der et Bud fra Archias, den fornemste af Tyrannerne, til Charon om, at han straks skulde indfinde sig hos Phyllidas. Alle troede, at deres Plan var forraadt; men Charon gik modig til Phyllidas' Hus, hvor Gjesterne allerede var noget berusede. Archias havde hørt nogle løse Rygter om, at enkelte af Flygtningerne skulde være komne fra Athen til Theben om Aftenen, og derfor havde han ladet Charon kalde for at høre, om han vidste noget derom. Men denne og Phyllidas forstod at berolige Archias saa fuldstændig, at denne igjen tog Plads blandt sine Drikkebrødre. Straks efterat Charon igjen var gaaet bort, kom der et Bud fra Athen til Archias med et Brev, ledsaget af det mundtlige Bud, at han maatte læse Brevet øieblikkelig, da det indeholdt vigtige Efterretninger. Men den halvdrukne Archias stak det tilside med de Ord: »Alvorlige Forretninger til imorgen«. Brevet var fra en Ven i Athen og indeholdt en nøiagtig Beretning om Sammensvergelsen. Gjestebudet hos Phyllidas fortsattes, og man ventede paa nogle Danserinder, som skulde optræde efter Maaltidet. De kom og blev modtagne med Jubel og Haandklap. Det var imidlertid en Del af de sammensvorne, der havde taget Kvindeklæder over sine Rustninger og omvundet Hovedet med Oljekranse. De trak sine Sverd, som de bar skjulte i den folderige Dragt, og snart laa Tyrannerne døde for deres Fødder. En anden Afdeling<noinclude><references/></noinclude> 3wb64eboch3jsv05jmg597z68yyu3ni 104 143142 331290 2026-08-24T19:25:15Z Øystein Tvede 3938 /* Korrekturlest */ 331290 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>af de sammensvorne havde imidlertid opsøgt et Par andre af Tyrannerne i deres Hjem og dræbt dem. Ved Morgenens Komme sluttede de fleste af Borgerne sig til Befrierne, Flygtningerne paa Grænsen ankom, og i Forening begyndte de at beleire Borgen ; men den spartanske Besætning var bleven saa modfalden over, hvad der var skeet, at den overgav sig, før den Hær, som Sparta straks sendte til Undsætning, havde naaet Bøotiens Grænser (379). Det var en Lykke for Theben, at Sparta i de følgende Aar var optaget af Krige med andre Stater, navnlig med Athen, saa at det ikke kunde rette hele sin Styrke udelukkende mod Theben. Denne Tid benyttede da Pelopidas og Epaminondas til at gjenoprette Thebens Herredømme over Bøotiens øvrige Stæder og til at skabe en sterk og veløvet Hær. Som dennes Kjerne nævnes især den saakaldte »hellige Skare«, der bestod af tre tusinde thebanske Ynglinger, som havde svoret hinanden at holde sammen i evigt Venskab og i urokkelig Troskab mod Fædrelandet. Endelig lykkedes det Sparta i 371 at faa Fred med sine øvrige Fiender, hvorved det fik frie Hænder til at tage den længe ønskede Hevn over Theben. En sterk spartansk Hær rykkede ind i Bøotien for at angribe Theben; men Thebanerne gik den modig imøde, skjønt Spartanerne endnu ansaaes for uovervindelige. Ved {{sp|Leuktr|a}}, tæt ved Platææ, kom det til Sammenstød mellem de to Hære. Da Lakedæmonierne var langt talrigere, anvendte Epaminondas her en ganske ny Maade at opstille sin Hær paa. Paa venstre Fløi opstillede han nemlig de bedste af sine Tropper i tætte Skarer for med et voldsomt Angreb paa ét Punkt at kunne bryde igjennem den fiendtlige Linje, medens han lod den svagt besatte høire Fløi i en skraa Linje trække sig tilbage og holde sig tjernt fra Fienden; den skulde først anvendes til Kamp.<noinclude><references/></noinclude> flln8m02y6z85crl08jzh652gx7janq 104 143143 331291 2026-08-24T19:28:13Z Øystein Tvede 3938 /* Korrekturlest */ 331291 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>naar Fienden var bragt i Forvirring. Dette var den berømte {{sp|skjæve Slagorde|n}}. Den dristige Plan lykkedes fuldstændig. Slaget ved Leuktra var det blodigste Nederlag, Spartanerne nogen sinde havde lidt. Alene af de 700 spartanske Borgere, som tog Del i Striden, laa ikke mindre end 400 paa Slag marken, blandt disse Kong Kleombrotos. Da Budskabet om dette Nederlag naaede Sparta, feiredes der netop en stor Fest; man lod, som man ikke ænsede Tabet det mindste, og afbrød ikke Festen. Dagen efter viste de faldnes Slegtninger sig glade og smykkede med Kranse, medens de, hvis Sønner og Slegtninger havde reddet sig ved Flugten, af Skam ikke vovede at lade sig se. Efter de spartanske Love var der streng Straf for den Borger, der flygtede i Slaget, og da man nu altfor meget vilde fortynde Borgernes Rækker ved at bringe denne Lov i Anvendelse, foreslog Kong Agesilaos, »at man skulde lade Lovene sove den Dag«, hvilket blev vedtaget. Paa Slagmarken ved Leuktra var Spartas Magt for bestandig bleven tilintetgjort. Dets Nabostater paa Peloponnes, som indtil da ikke havde formaaet at unddrage sig dets Overmagt, reiste nu dristig Oprørsfanen. Saaledes sluttede nu for første Gang de forskjellige Bygder i Arkadien sig sammen til én Stat. Landets Hovedstad blev det nyanlagte Megalopolis (d. e. den store Stad). Spartanerne var besluttede paa ikke at tillade dette; men Epaminondas og Pelopidas trængte i Aaret 370 med en Hær paa 50—70,000 Mand ind paa Peloponnes, hvor de overalt støttede Spartas Nabostater i deres Kamp for Friheden. De oprettede igjen den gamle messeniske Stat og opfordrede de messeniske Kolonister i forskjellige Lande til atter at vende tilbage til sine Fædres Land. Epaminondas rykkede endog saa nær hen til Sparta, at man fra Byen kunde øine Røgen fra den fiendtlige Leir, et Syn, som in-<noinclude><references/></noinclude> l1gwz90mrkviirn0tmbamvrhu6mywu2 104 143144 331292 2026-08-24T19:31:27Z Øystein Tvede 3938 /* Korrekturlest */ 331292 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>gen spartansk Kvinde før havde seet. Da Sparta var uden Mure, fordi man altid havde anseet Borgernes Mod og Tapperhed for det bedste Vern om en By, og da hertil endvidere kom Opstand af Heloterne og Splid iblandt Borgerne indbyrdes, var Spartas Stilling fortvivlet, og det skyldtes alene Agesilaos' Aandsnærværelse og Kraft, at Sparta blev reddet. Ved sin bestemte Optræden lykkedes det ham igjen at oprette Orden og Disciplin, og Epaminondas fandt det ikke raadeligt at drive de indesluttede til Fortvivlelsens Kamp, der kunde blive skjebnesvanger for ham selv, men trak sig tilbage uden at have vovet noget Angreb paa selve Byen. Da Epaminondas var vendt tilbage efter dette Tog, fik hans Uvenner reist en Anklage mod ham og de andre Feltherrer, fordi de havde beholdt sin Myndighed over den lovbestemte Tid, for hvilken Forbrydelse Lovene satte Døden. Epaminondas sagde, at det var ham, som havde bevæget sine Medfeltherrer til dette Lovbrud, fordi det vilde være til Skade for Krigens heldige Udfald, at der skede en Forandring i dens Ledelse midt under Felttoget. Han var derfor villig til at tage det hele Ansvar paa sig og bad kun Dommerne om paa hans Grav at sætte følgende Indskrift: »Epaminondas er af Thebanerne dømt tildøde, fordi han ved Leuktra fik dem til at seire over Spartanerne, som de tidligere ikke havde vovet at møde i Kampen, fordi han har befriet Fædrelandet og hele Hellas og gjenopbygget Messene«. Efter et saadant Forsvar skammede Dommerne sig over at feide ham og gik fra hinanden uden at afgive sin Stemme, og dermed forblev det. Ogsaa i 369 og 367 gjorde Epaminondas seierrige Krigstog til Peloponnes. Medens Epaminondas saaledes kjæmpede paa Peloponnes, havde Pelopidas ført Krig mod Alexander, Tyran i Pheræ, der søgte at underlægge sig hele Thessalien. Engang blev han paa svigagtig Maade tågen tilfange, men<noinclude><references/></noinclude> tnnczql4vtdggyqw3p8ba95nbp0z9on 104 143145 331293 2026-08-24T19:34:01Z Øystein Tvede 3938 /* Korrekturlest */ 331293 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>blev en Tid efter befriet af Epaminondas, der blev sendt fra Theben med en ny Hær. I Aaret 364 gjorde Pelopidas et nyt Tog mod Alexander. Det kom til et Slag ved Kynoskephalæ, hvor Thebanerne gik af med Seieren; men idet Pelopidas i Stridens Hede styrtede løs paa sin forhadte Modstander, blev han afskaaret fra sine egne Krigere og faldt, gjennemboret af Fiendernes Lanser. Sorgen over hans Død var stor og almindelig, ikke alene blandt Thebanerne, men ogsaa hos Thessalerne, som havde indkaldt ham mod sin grusomme Plageaand. Thessalerne gav ham en storartet Begravelse. Straks efter gjorde Thebanerne et Hevntog mod Alexander; det havde den Følge, at han maatte frasige sig Herredømmet over alle Thessaliens Steder undtagen Pheræ. I Aaret 362 gjorde Epaminondas sit fjerde Tog til Peloponnes; ogsaa denne Gang var Sparta truet og blev kun reddet ved den gamle Agesilaos' ilsomme Marsch. Det kom til Kamp mellem de to gamle Modstandere ved {{sp|Mantinei|a}} i Arkadien. Spartanerne havde 22,000 Mand, Thebanerne 33,000. Epaminondas anvendte ogsaa her sin skjæve Slagorden. De fiendtlige Rækker var allerede gjennembrudte, og den hele Hær havde grebet Flugten, da Epaminondas blev truffen af en Lanse midt i Brystet. Hans Fald udbredte en saadan Skræk og Forvirring blandt Thebanerne, at de blev staaende som lammede uden at forfølge Fienden. Epaminondas blev baaren ud af Slagtummelen ind i et Telt; her erklærede Lægerne, at han maatte dø, saasnart Lansespidsen blev trukket ud af Brystet. Han holdt Haanden over Saaret og saa med ufravendt Blik efter de kjæmpende; derpaa spurgte han efter sit Skjold, som han havde mistet i Trængselen. Da man bragte ham Skjoldet, kyssede han denne sin trofaste Ledsager paa sin Seiersbane. Da han fik høre, at Thebanerne havde seiret, sagde<noinclude><references/></noinclude> 11nn251exwq870mx54h4c1va27flols 104 143146 331294 2026-08-24T19:36:12Z Øystein Tvede 3938 /* Korrekturlest */ 331294 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>han: »Nu er det Tid til at dø«, og lod Odden trække ud. De omstaaende Venner brast ved dette Syn i Taarer, og en af dem beklagede, at han ikke efterlod sig nogen Søn. Men Epaminondas svarede: »Jeg efterlader eder to udødelige Døtre, Seirene ved Leuktra og Mantineia«. Straks efter udaandede han. Han blev begravet paa det Sted, hvor Slaget havde taget sin Begyndelse; en Gravsten, hvorpaa man havde afbildet hans Skjold og ridset en bøotisk Indskrift, betegnede Heltens Grav. Thebens Storhedstid varede ikke udover Epaminondas' Levealder. Det var ham og Pelopidas, som havde gjort Theben berømt; saasnart de var traadte bort fra Skuepladsen, sank deres Fædrestad igjen ned til en By af anden Rang; thi det manglede den paa Mænd, som formaade at føre den videre paa den betraadte Bane. Da Epaminondas i Slaget ved Mantineia laa og ventede Dødens Komme, befalede han at hente Daiphantos, forat han kunde overgive ham Overbefalingen; men Daiphantos var falden. Han spurgte da efter lolaidas; men ogsaa denne var død. Da skal han have raadet Thebanerne til at slutte Fred, hvor ved han vilde betegne, at de skulde opgive sine Fordringer paa Overherredømmet. Kort efter sluttede ogsaa alle de krigførende Stater Fred, skjønt Sparta vistnok negtede at anerkjende den. Men ingen Stat, hverken Sparta eller Theben eller Athen, var for Fremtiden mægtig nok til at stræbe efter Overherredømmet i Hellas. Slappelsen var almindelig. {{---}}<noinclude><references/></noinclude> pvl4yf4xzx394lxdwv94spxzhxrqfnl 0 143147 331295 2026-08-24T19:37:07Z Øystein Tvede 3938 Ny side: <pages index="Sagn og Fortællinger af Oldtidens Historie.djvu" from=380 to=388 fromsection="" tosection="" header=1 /> 331295 wikitext text/x-wiki <pages index="Sagn og Fortællinger af Oldtidens Historie.djvu" from=380 to=388 fromsection="" tosection="" header=1 /> rdxsmwnb5q9x82f209nbn8216454hkv 104 143148 331297 2026-08-24T19:41:55Z Øystein Tvede 3938 /* Korrekturlest */ 331297 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude> {{c|{{stor|80. Den græske Friheds Undergang 338 f. Kr.<br> Philip af Makedonien 360— 336.<br> Demosthenes. Phokion.}}}} {{--}} Nord for Grækenland laa Makedonien, et Biergland, ikke mere end ioo Kvadratmile stort. Skjønt Indbyggerne var beslegtede med Hellenerne, blev de af disse dog ikke satte stort høiere end Barbarer. Deres Konger stræbte imidlertid at udbrede hellenisk Dannelse blandt sine Undersaatter og samlede om sig Kunstnere og Videnskabsmænd fraHellas' forskjellige Egne; saaledes levede Digteren Euripides (Side 324) i længere Tid ved en af de makedoniske Kongers Hof. Man har derfor sammenlignet Makedoniens Forhold til Grækenland og dets Stræben efter at blive regnet for en hellenisk Stat med de Bestræbelser, Rusland fra forrige Aarhundredes Begyndelse af har gjort for at faa Del i den almindelige europæiske Civilisation. Under de Kampe, som Pelopidas førte i Thessalien (Side 383), greb han ogsaa ind i Makedoniens Anliggender. Til Sikkerhed for de Forandringer, han der indførte, tog han med sig Gidsler til Theben, og blandt disse den unge Philip, en Prins af Kongehuset. Philip skal have levet tre Aar i Epaminondas' Hus og havde her Anledning til efter den store Thebaners Forbillede at uddanne sig til Feltherre og Statsmand. Han lærte ogsaa her, hvilken Magt Dannelsen giver, og han fattede den faste Beslutning at lade denne Magt gjenføde sit Fædrenerige. Philip blev Konge i Makedonien i 360, to Aar efter Slaget ved Mantineia. Riget var da svækket ved indre Stridigheder og plaget af Anfald fra de krigerske Nabo-<noinclude><references/></noinclude> 9pnppvn6lpv6v2064u5vof7rhyijdh2 331298 331297 2026-08-24T19:42:26Z Øystein Tvede 3938 331298 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude> {{c|{{stor|80. Den græske Friheds Undergang 338 f. Kr.<br> Philip af Makedonien 360—336.<br> Demosthenes. Phokion.}}}} {{--}} Nord for Grækenland laa Makedonien, et Biergland, ikke mere end 100 Kvadratmile stort. Skjønt Indbyggerne var beslegtede med Hellenerne, blev de af disse dog ikke satte stort høiere end Barbarer. Deres Konger stræbte imidlertid at udbrede hellenisk Dannelse blandt sine Undersaatter og samlede om sig Kunstnere og Videnskabsmænd fra Hellas' forskjellige Egne; saaledes levede Digteren Euripides (Side 324) i længere Tid ved en af de makedoniske Kongers Hof. Man har derfor sammenlignet Makedoniens Forhold til Grækenland og dets Stræben efter at blive regnet for en hellenisk Stat med de Bestræbelser, Rusland fra forrige Aarhundredes Begyndelse af har gjort for at faa Del i den almindelige europæiske Civilisation. Under de Kampe, som Pelopidas førte i Thessalien (Side 383), greb han ogsaa ind i Makedoniens Anliggender. Til Sikkerhed for de Forandringer, han der indførte, tog han med sig Gidsler til Theben, og blandt disse den unge Philip, en Prins af Kongehuset. Philip skal have levet tre Aar i Epaminondas' Hus og havde her Anledning til efter den store Thebaners Forbillede at uddanne sig til Feltherre og Statsmand. Han lærte ogsaa her, hvilken Magt Dannelsen giver, og han fattede den faste Beslutning at lade denne Magt gjenføde sit Fædrenerige. Philip blev Konge i Makedonien i 360, to Aar efter Slaget ved Mantineia. Riget var da svækket ved indre Stridigheder og plaget af Anfald fra de krigerske Nabo-<noinclude><references/></noinclude> cucv8d62en8z4k1np820h61zvjo1saw 104 143149 331299 2026-08-24T19:45:26Z Øystein Tvede 3938 /* Korrekturlest */ 331299 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>stammer. Philip overvandt i kort Tid sine Medbeilere til Thronen og rensede Landet for fremmede Krigerhorder. Nabofolkene maatte endog afstaa store Strækninger af sine egne Lande til ham. I disse Kampe organiserede han det makedoniske Krigsvæsen og opfandt den saakaldte {{sp|makedoniske Phalan|x}}, en egen Opstillingsmaade, som man tror var en fuldkomnere Udvikling af Epaminondas' skjæve Slagorden. Under sit Ophold i Theben havde Philip faaet et aabent Øie for de mange Brøst, hvoraf Hellas led, og som vilde gjøre det til et let Bytte for en kraftig Erobrer. Tidlig modnedes ogsaa Tanken hos ham om at underlægge sig det svækkede Folk, et Maal, han forfulgte med urokkelig Fasthed. Med en sjelden Klogskab forstod han at benytte sig af alle Omstændigheder og undsaa sig heller ikke for at gribe til troløse Midler, naar de kun førte til Maalet. Philip begyndte med at bemægtige sig de helleniske Byer, som laa paa Makedoniens Kyster, og fratog allerede i Aaret 358 Athenerne det rige {{sp|Amphipoli|s}}. Under en Beleiring af Methone mistede Philip sit ene Øie; hermed skal det være gaaet saaledes til: En Bueskytte, som roste sig af at kunne ramme Øiet paa en Fugl i Flugten, havde tilbudt ham sin Tjeneste; men Kongen ærgrede sig over hans Praleri og svarede: Nuvel, naar jeg engang fører Krig med Fuglene, skal jeg tage dig i min Tjeneste«. Bueskytten gik over til Fienden, og fra den beleirede Bys Mure skjød han en Pil, der traf Philip i Øiet. Pilen bar følgende Indskrift: »For Philips høire Øie«. Senere satte Philip sig fast paa Eubøa og i Thessalien og erobrede en stor Del af Thrakien, navnlig de guldrige Egne i Øst for Floden Strymon. Guldminerne her gav ham et aarligt Udbytte af 1000 Talenter, som han væsentlig benyttede til Bestikkelser. »Ingen Fæstning er uindtagelig«, pleiede<noinclude><references/></noinclude> 9zm0u6feliwh8iu5gy73ztx3j6wsv90 104 143150 331300 2026-08-24T19:48:15Z Øystein Tvede 3938 /* Korrekturlest */ 331300 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>han at sige, »naar et Æsel belæsset med Guld kan komme ind gjennem dens Porte«. Fra 355 til 346 rasede i Hellas en saakaldt «hellig Krig«. Anledningen til den var, at Phokerne havde opdyrket et Stykke Jord, der tilhørte det delphiske Orakel. For denne Forbrydelse var der af Amphiktyonerraadet (Side 410) bleven dem paalagt en svær Pengebod, som de ikke kunde betale. De blev af den Grund bekrigede og overfaldt nu Templet i Delphi, hvis rige Skatte de røvede for at skaffe Penge til at hverve Tropper. De fleste Stater i Mellem- og Nordgrækenland tog Del i denne Krig. Philip forsømte ikke denne gunstige Leilighed til at blande sig ind i Hellenernes Stridigheder. Amphiktyonerne kaldte ham til Hjælp mod Phokerne; han slog dem flere Gange og fik Amphiktyonerraadet til at bestemme, at Phokernes Stat skulde opløses og deres Stemmer i Amphiktyonerraadet overgives til den makedoniske Konge. Philip var saaledes optaget i Hellenernes Samfund og øvede for Fremtiden en vigtig Indflydelse paa deres Anliggender. To Aar før Phokis' Underkastelse havde Philip underlagt sig den mægtige Stad {{sp|Olyntho|s}}, paa Kysten af Makedonien (348). Det var gjennem Forræderi af to af Byens Borgere, at han blev Herre over Staden. Da disse kom til Kongens Leir for at hente sin Løn, skjeldte Soldaterne dem ud for Skurke og Forrædere. Herover beklagede de sig for Kongen, men fik kun den Trøst: »Tager eder ikke nær heraf! Makedonerne er raa og uslebne Folk, der nævner Tingen med dens rette Navn«. {{---}} Under alle disse Kampe havde Athenerne stedse været blandt Philips Modstandere. Navnlig fandtes der i Athen én Mand, som havde gjennemskuet Philips virkelige Hensigter, og som altid søgte at anspore sine Landsmænd til Kamp mod den farlige Fiende.<noinclude><references/></noinclude> k6p7mr3cwjpp4ul6hag1e0nftifmlfl 104 143151 331301 2026-08-24T19:51:12Z Øystein Tvede 3938 /* Korrekturlest */ 331301 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>Denne Mand var {{sp|Demosthene|s}}, Hellenernes største Taler. Han var Søn af en Vaabensmed og havde allerede i sit syvende Aar mistet sin Fader. Som Gut maatte han døie megen Spot af sine Kamerater, fordi han var af svag Legemsbygning og som Følge deraf stod tilbage for de andre i legemlige Øvelser. Ingen anede dengang i ham den store Taler; thi han stammede og kunde ikke udtale Bogstavet R. Engang hørte han den berømte Taler Kallistratos, og da han saa, hvorledes denne henrev alle med sin Tales Ild, og hvorledes Mængden beundrede ham og under lydelig Jubel fulgte ham hjem, gjorde dette et saadant Indtryk paa ham, at han fattede den Beslutning selv at ville studere Veltalenhedens Kunst. Med utrættelig Flid læste han de græske Forfatteres Verker, for at tilegne sig deres Udtryksmaade, og der fortelles, at han i samme Øiemed afskrev Thukydides' Historieverk otte Gange<ref>Thukydides, hvis Dødsaar falder omtr. 395, har i otte Boger skildret Peloponneserkrigens Historie indtil Aaret 411.</ref>. Han hørte ogsaa den berømte Platon samt andre Filosofer og Talere. Da Demosthenes var bleven myndig, optraadte han med en Anklage mod sine Formyndere, der havde tilvendt sig hans Fædrenearv. Han vandt vistnok Processen, men fik dog kun en liden Del af sin Formue tilbage. Hans næste Skridt var fra Retsskranken til Talerstolen; men han havde her den Vanskjebne at blive udpebet og udleet. Dette gjentog sig to Gange. Fuld at Harme og Fortvivlelse løb han hjem og beklagede sig bittert for en af sine Venner, en Skuespiller ved Navn Satyros, over Folkets ubillige Dom; med stor Begjærlighed løb dette efter alskens Gjøglere og uvidende Folketalere, medens det saa skjændig havde behandlet ham, der havde anvendt saamegen Flid paa Talekunsten. »Du har Ret«, sagde Satyros, »dog kan<noinclude><references/></noinclude> rm7ctonmwpw7mbs5kvqa5xc38mbbhup 104 143152 331302 2026-08-24T19:54:19Z Øystein Tvede 3938 /* Korrekturlest */ 331302 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>jeg kanske sige dig Aarsagen til dit Uheld, hvis du vil fremsige for mig et Sted af Euripides eller af Sophokles«. Demosthenes gjorde dette, og derpaa gjentog Skuespilleren de samme Ord, men med et saa belivet Foredrag og et saa udtryksfuldt Minespil, at Demosthenes næsten ikke kjendte dem igjen. Da indsaa han klart, hvad og hvormeget der manglede ham, og at man ved Bedømmelsen af en Taler ikke blot havde at tage Hensyn til, hvad han sagde, men ogsaa til Maaden, hvorpaa han sagde det, og med fornyet Iver tog han igjen fat paa sin videre Uddannelse. For at styrke og udvikle sin Stemme gik han hver Dag til Strandbredden og søgte at overdøve Bølgernes Larm. Han havde den Uvane at trække paa Skulderen naar han talte, og for at vænne sig af hermed hængte han et Sverd under Taget, saa at Odden berørte Skulderen og saarede ham, saaofte han bevægede den. Ofte holdt han sine Taleøvelser i et Værelse under Jorden og tvang sig selv til ikke at forlade dette derved, at han lod sit Haar afrage paa den ene Side af Hovedet, saa at han ikke kunde vise sig ude paa flere Uger. Han øvede sig ogsaa i at tale med Munden fuld af Smaastene eller løb op ad bratte Bakker, medens han fremsagde lange Taler og Digte. Meget af dette er maaske senere Opdigtelser; men i ethvert Tilfelde naaede Demosthenes ved sin Udholdenhed en saadan Fuldkommenhed i Talekunsten, at han blev den helleniske Oldtids største Taler. Folkeforsamlingens Larm kunde nu ikke længere forstyrre ham; han havde baade lært at fengsle dens Opmerksomhed og at tøile dens Lidenskaber. Hans Ry naaede endog Perserkongens Øren, der paalagde sine Satraper at agte Demosthenes mest blandt alle Grækere som en Mand, der ved sine Taler var istand til at holde Kong Philip Stangen og saaledes hindre ham fra Angreb paa Persien.<noinclude><references/></noinclude> oucn2yhoj9flmfflcs6scwu6uo545uh 104 143153 331303 2026-08-24T19:56:33Z Øystein Tvede 3938 /* Korrekturlest */ 331303 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude> Demosthenes fremtraadte altsaa i en Tid, da Athens politiske Magt var i Forfald, og en mægtig Fiende truede den helleniske Frihed med Undergang. Med utrættelig Iver mindede Demosthenes Folket om Fædrenes Bedrifter under Miltiades og Themistokles; i begeistrede Taler opfordrede han Borgerne til ikke at bøie sin Nakke under fremmed Aag, ikke at betro Leiesoldater at verne om deres Frihed, men selv bære Krigstjenestens Byrder. De rige opfordrede han til at give Bidrag til Krigen og at løsrive sig fra den tilvante Træghed og Magelighed. Hans Taler havde desværre ikke altid den forønskede Følge; thi selv blandt de bedre Borgere gaves der mange, som tvivlede om at kunne bevare Fædrelandets Selvstændighed og som ansaa det for bedst at holde Fred med den makedoniske Konge. Lederen af dette Parti var {{sp|Phokio|n}}. Phokion skal have været Søn af en Snedker. Hele sit Liv levede han yderst tarvelig og nøisomt, og der fortelles om ham at, han paa sine Felttog gik uden Sko. Hans Væsen var mørkt og barskt, saa at hans Omgang sjelden blev søgt. Da der en Dag blev gjort Nar af hans store, buskede Øienbryn, og de tilstedeværende begyndte at le derover, sagde han: »Mine Øienbryn har aldrig gjort Athenerne Skade; men disses Latter har kostet Staten mange Taarer«. Baade Demosthenes og Phokion forstod Philips Hensigter, og begge elskede de sit Fædreland, som de tjente med det urokkeligste Mod og den største Selvopofrelse. Men medens Demosthenes var den begeistrede, der ikke havde opgivet Haabet om en bedre Fremtid og om, at Fædrelandsfølelsen igjen skulde vækkes tillive hos det sløvede Folk, var derimod Phokion den praktiske Mand, der ikke regnede med andre Faktorer end de virkelige Forhold, og som ansaa det for umuligt, at det blødagtige Folk<noinclude><references/></noinclude> r863ljicxphv18nsryyw8luta16w50p 104 143154 331304 2026-08-24T19:58:57Z Øystein Tvede 3938 /* Korrekturlest */ 331304 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>skulde magte at reise sig til kraftigt Forsvar. Deraf kom det, at Demosthenes altid opflammede til Krig, medens Phokion derimod raadede til Fred; men skjønt han saaledes var en Fredsven, havde han dog inden sin Død gjort Tjeneste som Feltherre 45 Gange. Demosthenes frygtede altid Phokions klare og korte Bemerkninger og sagde ofte til sine Venner: »Han er mine Talers Økse«. Betegnende for Phokions Betragtning er de Ord, han skal have sagt: »Jeg vil raade eder til Krig, nåar jeg ser de unge tapre og lydige, de rige offervillige, og at Talerne ikke længere er Folkets Smigrere «. Phokion fik af Athenerne Æresnavnet »den retskafne«. Om disse to Mænds Død, der indtraf meget senere, berettes følgende: Phokion blev i Aaret 318 anklaget for Forræderi og maatte tømme Giftbægeret. Da en af hans Venner sagde: »Hvilken uværdig Skjebne rammer dig ikke, Phokion?« svarede han: »Men ingen uventet; thi den har hidtil rammet alle store Athenere«. Han døde med Værdighed, og der var ikke gaaet lang Tid hen, før Athenerne angrede sin Brøde mod ham og hædrede ham som en af sine store. Demosthenes blev efter Alexander den stores Død nødt til at forlade Athen, fordi Makedonerne forlangte ham udleveret. Han flygtede til Kalauria, en liden Ø ved Kysten af Argolis. Her tog han sin Tilflugt til Poseidons Tempel, hvor de makedoniske Udsendinger fandt ham siddende ved Gudens Billedstøtte. Forgjæves forsøgte de under Løfte om Tilgivelse at lokke ham ud af Templet. Da de med Magt vilde føre ham ud, bad han kun om nogle Øieblikkes Udsættelse; disse benyttede han til at tage Gift, som han havde skjult hos sig, og døde strax efter med de Ord: »Bringer den makedoniske Herre dette Legeme; men Demosthenes selv vil I ikke kunne faa med eder«. Hans Død faldt i Aaret 322. Athenerne reiste ham en Billedstøtte paa Kalauria og vedtog en Beslutning<noinclude><references/></noinclude> bv1g9s1namrck2ny6ywicjv8oohyv1g 331310 331304 2026-08-24T20:13:03Z Øystein Tvede 3938 331310 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>skulde magte at reise sig til kraftigt Forsvar. Deraf kom det, at Demosthenes altid opflammede til Krig, medens Phokion derimod raadede til Fred; men skjønt han saaledes var en Fredsven, havde han dog inden sin Død gjort Tjeneste som Feltherre 45 Gange. Demosthenes frygtede altid Phokions klare og korte Bemerkninger og sagde ofte til sine Venner: »Han er mine Talers Økse«. Betegnende for Phokions Betragtning er de Ord, han skal have sagt: »Jeg vil raade eder til Krig, nåar jeg ser de unge tapre og lydige, de rige offervillige, og at Talerne ikke længere er Folkets Smigrere«. Phokion fik af Athenerne Æresnavnet »den retskafne«. Om disse to Mænds Død, der indtraf meget senere, berettes følgende: Phokion blev i Aaret 318 anklaget for Forræderi og maatte tømme Giftbægeret. Da en af hans Venner sagde: »Hvilken uværdig Skjebne rammer dig ikke, Phokion?« svarede han: »Men ingen uventet; thi den har hidtil rammet alle store Athenere«. Han døde med Værdighed, og der var ikke gaaet lang Tid hen, før Athenerne angrede sin Brøde mod ham og hædrede ham som en af sine store. Demosthenes blev efter Alexander den stores Død nødt til at forlade Athen, fordi Makedonerne forlangte ham udleveret. Han flygtede til Kalauria, en liden Ø ved Kysten af Argolis. Her tog han sin Tilflugt til Poseidons Tempel, hvor de makedoniske Udsendinger fandt ham siddende ved Gudens Billedstøtte. Forgjæves forsøgte de under Løfte om Tilgivelse at lokke ham ud af Templet. Da de med Magt vilde føre ham ud, bad han kun om nogle Øieblikkes Udsættelse; disse benyttede han til at tage Gift, som han havde skjult hos sig, og døde strax efter med de Ord: »Bringer den makedoniske Herre dette Legeme; men Demosthenes selv vil I ikke kunne faa med eder«. Hans Død faldt i Aaret 322. Athenerne reiste ham en Billedstøtte paa Kalauria og vedtog en Beslutning<noinclude><references/></noinclude> f6wu5gxwyk53y5rndxp7gwkl4k937c4 331311 331310 2026-08-24T20:14:14Z Øystein Tvede 3938 331311 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>skulde magte at reise sig til kraftigt Forsvar. Deraf kom det, at Demosthenes altid opflammede til Krig, medens Phokion derimod raadede til Fred; men skjønt han saaledes var en Fredsven, havde han dog inden sin Død gjort Tjeneste som Feltherre 45 Gange. Demosthenes frygtede altid Phokions klare og korte Bemerkninger og sagde ofte til sine Venner: »Han er mine Talers Økse«. Betegnende for Phokions Betragtning er de Ord, han skal have sagt: »Jeg vil raade eder til Krig, naar jeg ser de unge tapre og lydige, de rige offervillige, og at Talerne ikke længere er Folkets Smigrere«. Phokion fik af Athenerne Æresnavnet »den retskafne«. Om disse to Mænds Død, der indtraf meget senere, berettes følgende: Phokion blev i Aaret 318 anklaget for Forræderi og maatte tømme Giftbægeret. Da en af hans Venner sagde: »Hvilken uværdig Skjebne rammer dig ikke, Phokion?« svarede han: »Men ingen uventet; thi den har hidtil rammet alle store Athenere«. Han døde med Værdighed, og der var ikke gaaet lang Tid hen, før Athenerne angrede sin Brøde mod ham og hædrede ham som en af sine store. Demosthenes blev efter Alexander den stores Død nødt til at forlade Athen, fordi Makedonerne forlangte ham udleveret. Han flygtede til Kalauria, en liden Ø ved Kysten af Argolis. Her tog han sin Tilflugt til Poseidons Tempel, hvor de makedoniske Udsendinger fandt ham siddende ved Gudens Billedstøtte. Forgjæves forsøgte de under Løfte om Tilgivelse at lokke ham ud af Templet. Da de med Magt vilde føre ham ud, bad han kun om nogle Øieblikkes Udsættelse; disse benyttede han til at tage Gift, som han havde skjult hos sig, og døde strax efter med de Ord: »Bringer den makedoniske Herre dette Legeme; men Demosthenes selv vil I ikke kunne faa med eder«. Hans Død faldt i Aaret 322. Athenerne reiste ham en Billedstøtte paa Kalauria og vedtog en Beslutning<noinclude><references/></noinclude> 5hxg7zgouiuc3r92dzc13i9icdqx0a0 104 143155 331305 2026-08-24T20:02:34Z Øystein Tvede 3938 /* Korrekturlest */ 331305 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>om, at den ældste af hans Efterkommere altid skulde nyde fri Bespisning paa Prytaneion. Det var en tabt Sag, Demosthenes ofrede sit Geni og sit Liv; men dette bør intet Skaar gjøre i den Beundring, der ydes ham; thi hans Modstand mod det makedoniske Erobringsrige skrev sig ikke fra blind Trods, men fra den reneste Kjærlighed til Fædreland og Frihed. {{---}} Snart udbrød der en ny hellig Krig i Grækenland. Lokrerne i Amphissa havde tilegnet sig en Del af den indviede Jord, som tilhørte det delphiske Orakel. Ophidset af Atheneren {{sp|Æschine|s}} besluttede Amphiktyonerraadet Krig mod Lokrerne og overdrog snart efter Ledelsen af denne til Philip. Man har ment, at Æschines var en Forræder, bestukket af Philip. Denne Mening deltes ialfald af Demosthenes. Philip rykkede ind i Mellemgrækenland og ødelagde Amphissa; men kort efter besatte han til alles Skræk Elateia, en Besiddelse, der aabnede ham Adgangen til Bøotien. Da denne overraskende Nyhed naaede Athen, blev alle slagne med Skræk. Det stod nu klart for enhver, at det var intet mindre end Hellas' Frihed, det gjaldt. De mosthenes var den eneste, som under den almindelige Forferdelse bevarede sin Fatning. Med sin indtrængende Veltalenhed hævede han Folkets sunkne Mod baade i Athen og i Theben, hvorhen han efter sit eget Ønske var bleven sendt som Gesandt sammen med nogle andre. Han fjernede Thebanernes Betænkeligheder, saa at de sluttede et Forbund med Athenerne imod den felles Fiende. Efter flere Smaatræfninger, hvori Grækerne tildels var heldige, kom det til et Hovedslag paa Sletterne ved {{sp|Chæronei|a}} i Bøotien den iste September 338. Spartanerne<noinclude><references/></noinclude> gy3sc3x33di16g6tzvwo6yx3jf6p1ea 104 143156 331306 2026-08-24T20:05:38Z Øystein Tvede 3938 /* Korrekturlest */ 331306 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>havde havt god Tid til at møde frem; men som tidligere ved Marathon udeblev de ogsaa paa den græske Friheds sidste Slagmark. Philips Hær beløb sig til vel 30,000 Mand, og skjønt de forbundnes Hære var noget større, kunde de dog ikke staa sig imod Fiendens overlegne Krigskunst. Philip vandt en fuldstændig Seier. Skjønt slagne gik dog saavel Thebanerne som Athenerne med Hæder ud af sin sidste Kamp for Friheden. Thebanernes hellige Skare faldt til sidste Mand. »Man satte ingen Indskrift paa deres Grav«, siger Pausanias, »fordi Lykken havde svigtet dem; men man prydede den med en Løve som et Billede paa deres Mod«. Slaget ved Chæroneia bragte hele Hellas i den makedoniske Konges Vold. Men det maa siges til Philips Ros, at han lagde Maadehold og Ædelmodighed for Dagen. Theben blev vistnok haardt behandlet; men da man raadede ham til at ødelægge Athen, svarede han: »Det forbyde Guderne, at jeg, der selv stræber efter Berømmelse, skulde forstyrre Verdens mest berømte Stad«. Philip vilde ikke sætte en Piet paa sin Berømmelse ved en Herjing af den Stad, hvor den helleniske Kulturs Vugge havde staaet. Philips næste Maal var et Tog mod den gamle Arvefiende] Persien; dette skulde Makedonere og Hellenere foretage i Fællesskab. Paa et Mode, han i Aaret 337 lod afholde i Korinth, mødte Sendebud fra Grækenlands forskjellige Stater. Philip blev enstemmig valgt til Overanfører paa Toget mod Persien. Spartanerne var de eneste, der ikke mødte. Forbitret skrev Philip til dem: »Naar jeg kommer til Sparta, skal ikke en eneste af eder forblive i Landet«. »Naar?« var Spartanernes lakoniske Svar. Philip lod dog foreløbig Toget mod Sparta fare og rustede sig af al Kraft mod Perserne. Han raadspurgte ogsaa det delphiske Orakel og fik til Svar: «Offerdyret er kranset, Alteret be-<noinclude><references/></noinclude> lkega2a9lxhtwqm34baicx3xjqs761c 104 143157 331307 2026-08-24T20:08:37Z Øystein Tvede 3938 /* Korrekturlest */ 331307 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>redt, Offerpresten venter«. Dette troede Kongen sigtede til Perserne; men han var selv det Offer, der skulde falde. Da han i Aaret 336 med stor Pragt feirede sin Datters Bryllup i Ægæ, blev han myrdet af en af sine Drabanter ved Navn Pausanias, der tidligere var bleven fornærmet af Kongen. Man har troet, at Pausanias var et Verktøi for Perserne eller for Athenerne. Enkelte har endogsaa ment, at Philips egen Gemalinde, Olympias, stod bag Morderen, og selv hans Søn Alexander er bleven rammet af Mistanken, skjønt vistnok uden al Grund. Philip var ved sin Død kun 46 Aar gammel. {{---}} {{c|{{stor|81. Alexander den store (336—323).}}}} {{--}} Efter Philips Død besteg hans Søn {{sp|Alexander den stor|e}} den makedoniske Throne. Han var født den 13de Juli 356. Samme Dag som Sønnens Fødsel blev meldt Faderen, skal han ogsaa have faaet to andre glædelige Efterretninger, nemlig at en af hans Feltherrer havde vundet en stor Seier, og at hans Heste havde vundet Prisen ved de olympiske Lege. Man forteller ogsaa, at det var i den samme Nat, en vis Herostratos afbrændte Artemis' Tempel i Ephesos for derved at gjøre sit Navn udødelig!. Artemistemplet var det pragtfuldeste i hele Asien og ansaaes for et af Verdens syv Underverker, hvorfor denne Brand blev anseet for at være et Varsel om en stor Ulykke, som skulde hjemsøge Østen. Philip lod sin Søn faa den bedste Opdragelse. Fra sit 17de Aar af blev saaledes Alexander undervist af den<noinclude><references/></noinclude> qhgu4mfo3suooiiugmdnfjiydx26zcb 331309 331307 2026-08-24T20:10:23Z Øystein Tvede 3938 331309 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude><section begin="1"/>redt, Offerpresten venter«. Dette troede Kongen sigtede til Perserne; men han var selv det Offer, der skulde falde. Da han i Aaret 336 med stor Pragt feirede sin Datters Bryllup i Ægæ, blev han myrdet af en af sine Drabanter ved Navn Pausanias, der tidligere var bleven fornærmet af Kongen. Man har troet, at Pausanias var et Verktøi for Perserne eller for Athenerne. Enkelte har endogsaa ment, at Philips egen Gemalinde, Olympias, stod bag Morderen, og selv hans Søn Alexander er bleven rammet af Mistanken, skjønt vistnok uden al Grund. Philip var ved sin Død kun 46 Aar gammel. {{---}} <section end="1"/> <section begin="2"/>{{c|{{stor|81. Alexander den store (336—323).}}}} {{--}} Efter Philips Død besteg hans Søn {{sp|Alexander den stor|e}} den makedoniske Throne. Han var født den 13de Juli 356. Samme Dag som Sønnens Fødsel blev meldt Faderen, skal han ogsaa have faaet to andre glædelige Efterretninger, nemlig at en af hans Feltherrer havde vundet en stor Seier, og at hans Heste havde vundet Prisen ved de olympiske Lege. Man forteller ogsaa, at det var i den samme Nat, en vis Herostratos afbrændte Artemis' Tempel i Ephesos for derved at gjøre sit Navn udødelig!. Artemistemplet var det pragtfuldeste i hele Asien og ansaaes for et af Verdens syv Underverker, hvorfor denne Brand blev anseet for at være et Varsel om en stor Ulykke, som skulde hjemsøge Østen. Philip lod sin Søn faa den bedste Opdragelse. Fra sit 17de Aar af blev saaledes Alexander undervist af den <section end="2"/><noinclude><references/></noinclude> inxqyxu0jmh00dv782sezf3vwcstmyh 331333 331309 2026-08-24T21:11:31Z Øystein Tvede 3938 331333 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude><section begin="1"/>redt, Offerpresten venter«. Dette troede Kongen sigtede til Perserne; men han var selv det Offer, der skulde falde. Da han i Aaret 336 med stor Pragt feirede sin Datters Bryllup i Ægæ, blev han myrdet af en af sine Drabanter ved Navn Pausanias, der tidligere var bleven fornærmet af Kongen. Man har troet, at Pausanias var et Verktøi for Perserne eller for Athenerne. Enkelte har endogsaa ment, at Philips egen Gemalinde, Olympias, stod bag Morderen, og selv hans Søn Alexander er bleven rammet af Mistanken, skjønt vistnok uden al Grund. Philip var ved sin Død kun 46 Aar gammel. {{---}} <section end="1"/> <section begin="2"/>{{c|{{stor|81. Alexander den store (336—323).}}}} {{--}} Efter Philips Død besteg hans Søn {{sp|Alexander den stor|e}} den makedoniske Throne. Han var født den 13de Juli 356. Samme Dag som Sønnens Fødsel blev meldt Faderen, skal han ogsaa have faaet to andre glædelige Efterretninger, nemlig at en af hans Feltherrer havde vundet en stor Seier, og at hans Heste havde vundet Prisen ved de olympiske Lege. Man forteller ogsaa, at det var i den samme Nat, en vis Herostratos afbrændte Artemis' Tempel i Ephesos for derved at gjøre sit Navn udødeligt. Artemistemplet var det pragtfuldeste i hele Asien og ansaaes for et af Verdens syv Underverker, hvorfor denne Brand blev anseet for at være et Varsel om en stor Ulykke, som skulde hjemsøge Østen. Philip lod sin Søn faa den bedste Opdragelse. Fra sit 17de Aar af blev saaledes Alexander undervist af den <section end="2"/><noinclude><references/></noinclude> 0v16ev769h8wcrso0aji3v6eamag4o7 0 143158 331308 2026-08-24T20:09:50Z Øystein Tvede 3938 Ny side: <pages index="Sagn og Fortællinger af Oldtidens Historie.djvu" from=389 to=398 fromsection="" tosection="1" header=1 /> 331308 wikitext text/x-wiki <pages index="Sagn og Fortællinger af Oldtidens Historie.djvu" from=389 to=398 fromsection="" tosection="1" header=1 /> fbkn9uvvwr1iincejesww6gy1qpmv4b 104 143159 331312 2026-08-24T20:20:35Z Øystein Tvede 3938 /* Korrekturlest */ 331312 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>berømte Filosof {{sp|Aristotele|s}}<ref>Platons fornemste Discipel og jevnbyrdige Aandsfælle var Aristoteles. Han levede mellem Aarene 384 og 322 og er Stifter af den peripatetiske Skole. Peripatetikerne, d. e. de spadserende, kaldtes saa, fordi Aristoteles pleiede at foredrage sin Lære i de skyggefulde Spadseregange, der omgav Gymnasiet Lykeion i Athen.</ref>. Ved Sønnens Fødsel havde Philip skrevet til ham: »Vid, at jeg har faaet en Søn; men jeg glæder mig mindre over hans Fødsel end over, at han er kommen til Verden i din Levetid. Opdraget og dannet af dig vil han blive mig og mit Rige værdig«. Aldrig har en større Konge nydt godt af en større Lærers Undervisning. Alexanders ypperlige Evner blev paa den heldigste Maade udviklede under Aristoteles' Veiledning, og han indviede ham grundig i den helleniske Dannelse. Fremfor alt indgav han ham Kjærlighed til de græske Digterverker , og Alexander fik Homers Sange saa kjær, at han saagodtsom kunde dem udenad. Achilleus var hans Ideal, og han priste denne lykkelig, fordi han i Livet havde fundet en Ven som Patroklos og i Døden en Homer til at besynge hans Bedrifter. Ærgjerrigheden kom tilsyne hos Alexander allerede som Gut. Da man engang spurgte ham, om han ikke havde Lyst til at deltage i Kamplegene i Olympia, svarede han: »Jo, hvis jeg kunde løbe omkap med Konger«, og naar der kom Budskab om, at hans Fader havde vundet nye Seire, skal han ofte have sagt: »Min Fader levner mig intet at udrette». Engang blev der budt Philip tilsalgs en prægtig thessalisk Hest; da ingen kunde tæmme det ustyrlige Dyr, og Philip af den Grund vilde, sende den bort igjen, bad Alexander tilslut Faderen om Lov til at maatte forsøge. Han vendte Hesten mod Solen, da han havde merket, at den var ræd<noinclude><references/></noinclude> igetu47fa3r6pxr0ypxuous19a09q8v 331331 331312 2026-08-24T21:09:33Z Øystein Tvede 3938 331331 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>berømte Filosof {{sp|Aristotele|s}}<ref>Platons fornemste Discipel og jevnbyrdige Aandsfælle var Aristoteles. Han levede mellem Aarene 384 og 322 og er Stifter af den peripatetiske Skole. Peripatetikerne, d. e. de spadserende, kaldtes saa, fordi Aristoteles pleiede at foredrage sin Lære i de skyggefulde Spadseregange, der omgav Gymnasiet Lykeion i Athen.</ref>. Ved Sønnens Fødsel havde Philip skrevet til ham: »Vid, at jeg har faaet en Søn; men jeg glæder mig mindre over hans Fødsel end over, at han er kommen til Verden i din Levetid. Opdraget og dannet af dig vil han blive mig og mit Rige værdig«. Aldrig har en større Konge nydt godt af en større Lærers Undervisning. Alexanders ypperlige Evner blev paa den heldigste Maade udviklede under Aristoteles' Veiledning, og han indviede ham grundig i den helleniske Dannelse. Fremfor alt indgav han ham Kjærlighed til de græske Digterverker, og Alexander fik Homers Sange saa kjær, at han saagodtsom kunde dem udenad. Achilleus var hans Ideal, og han priste denne lykkelig, fordi han i Livet havde fundet en Ven som Patroklos og i Døden en Homer til at besynge hans Bedrifter. Ærgjerrigheden kom tilsyne hos Alexander allerede som Gut. Da man engang spurgte ham, om han ikke havde Lyst til at deltage i Kamplegene i Olympia, svarede han: »Jo, hvis jeg kunde løbe omkap med Konger«, og naar der kom Budskab om, at hans Fader havde vundet nye Seire, skal han ofte have sagt: »Min Fader levner mig intet at udrette». Engang blev der budt Philip tilsalgs en prægtig thessalisk Hest; da ingen kunde tæmme det ustyrlige Dyr, og Philip af den Grund vilde, sende den bort igjen, bad Alexander tilslut Faderen om Lov til at maatte forsøge. Han vendte Hesten mod Solen, da han havde merket, at den var ræd<noinclude><references/></noinclude> 0nm3nnz2mtldljb3c7wbc78gp44l85i 104 143160 331313 2026-08-24T20:23:17Z Øystein Tvede 3938 /* Korrekturlest */ 331313 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>for sin egen Skygge. Han klappede den venlig og svang sig derpaa op paa dens Ryg. Dyret fløi rasende afsted, saa at alle frygtede for Guttens Liv; men da de saa, hvorledes han vendte Hesten om og fik den til at lystre, blev alle forundrede, og Philip sagde henrykt: »Min Søn, søg dig et andet Kongerige, Makedonien er for lidet for dig». Hestens Navn var {{sp|Bukephalo|s}} (d. e. Oksehoved), og den var senere Alexanders Stridshingst i alle hans Slag. Seksten Aar gammel vandt Alexander sine første Seire i Thrakien; atten Aar gammel anførte han ved Chæroneia den venstre Fløi og bidrog ikke lidet til Kampens seierrige Udfald. Ved sin Thronbestigelse var han tyve Aar gammel. I Begyndelsen havde han mange Vanskeligheder at bekjæmpe; der var flere Prinser af Kongehuset, som gjorde ham Thronen stridig, og de undertvungne Folk mente, at det var let under en saa ung Konge igjen at frigjøre sig fra det makedoniske Herredømme. Men Alexander besad Hærens Kjærlighed og Folkets Tillid; hurtig betvang han baade den indre og ydre Modstand. I Grækenland viste han sig saa hurtig i Spidsen for sin Hær, at alle blev forskrækkede og lod al Tanke om Opstand fare. I Korinth lod han sig ligesom sin Fader udnævne til Overfeltherre i Krigen mod Perserne. I Korinth traf Alexander sammen med Filosofen Diogenes, der lige til det latterlige overdrev Sokrates' Lære om, at Mennesket bør brage saa lidet som muligt. Diogenes gik i en skidden, fillet Kappe og med uredet Haar og pleiede at holde til i en gammel Tønde. Alexander gik hen til ham, medens han laa og solede sig foran sin Tønde; han talte fenge med ham og fandt hans Svar saa træffende og aandrige, at han tilsidst spurgte ham, om han ikke kunde gjøre ham en Tjeneste, »Jo«, svarede Diogenes, »gaa lidt tilside, saa Solen kan skinne paa mig«. Kongens Følge brast i Latter; men Alexander sagde: »Hvis<noinclude><references/></noinclude> ov3v5sxoeatstyfa9yfom18jezmwfr3 104 143161 331314 2026-08-24T20:25:38Z Øystein Tvede 3938 /* Korrekturlest */ 331314 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>jeg ikke var Alexander, saa vilde jeg have ønsket at være Diogenes«. Alexander skal ogsaa have besøgt Delphi for at raadspørge Oraklet. Pythia vægrede sig for at bestige Trefoden (Side 412), fordi det netop var en ulykkelig Dag. Men Alexander tråk hende med Magt til Templet, saa at Prestinden forskrækket raabte: » Min Søn, du er uimodstaaelig«. »Med dette Svar er jeg fornøiet«, sagde Kongen og fjernede sig. Medens Alexander derpaa var beskjæftiget med at underlægge sig de thrakiske og illyriske Folkeslag, der igjen havde gjort Oprør under hans Fravær, udbredte der sig i Hellas det Rygte, at han var falden. Strax reiste Grækerne sig igjen, og Thebanerne gjorde Begyndelsen med at angribe den makedoniske Besætning i sin By. Men Alexander marscherede paa tolv Dage fra Illyrien til Theben og stod foran dets Porte, før man var forberedt paa noget Angreb. Da Thebanerne ikke vilde gaa ind paa de lempelige Betingelser, som Alexander opstillede for Overgivelsen, blev Byen beleiret og faldt efter kort Tids Forløb i Alexanders Hænder. Han tog en grusom Hevn. Byen blev ødelagt med Undtagelse af Templerne og Pindars Hus<ref>Den lyriske Digter Pindar levede omtr. 522—442. Af hans «Seierssange«, der blev afsungne i Anledning af Seiervindinger ved de nationale Festlege, er endnu mange bevarede. </ref>, og alle Indbyggerne undtagen Presterne, Makedonernes Gjestevenner samt Pindars Efterkommere blev solgte som Slaver. Thebens Skjebne udbredte saadan Skræk, at ingen græsk Stat mere tenkte paa Frafald. Alexander kunde nu begynde sit store Tog mod Asien. Om Vaaren 334 satte han over Hellesponten med omtrent 30,000 Fodfolk og 5000 Ryttere. Under Overfarten ofrede han en Okse og udgjød Drikoffer til Posei-<noinclude><references/></noinclude> gv5a7199xh0u1ne3skh1u9xfcie0p6p 331315 331314 2026-08-24T20:26:16Z Øystein Tvede 3938 331315 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>jeg ikke var Alexander, saa vilde jeg have ønsket at være Diogenes«. Alexander skal ogsaa have besøgt Delphi for at raadspørge Oraklet. Pythia vægrede sig for at bestige Trefoden (Side 412), fordi det netop var en ulykkelig Dag. Men Alexander trak hende med Magt til Templet, saa at Prestinden forskrækket raabte: »Min Søn, du er uimodstaaelig«. »Med dette Svar er jeg fornøiet«, sagde Kongen og fjernede sig. Medens Alexander derpaa var beskjæftiget med at underlægge sig de thrakiske og illyriske Folkeslag, der igjen havde gjort Oprør under hans Fravær, udbredte der sig i Hellas det Rygte, at han var falden. Strax reiste Grækerne sig igjen, og Thebanerne gjorde Begyndelsen med at angribe den makedoniske Besætning i sin By. Men Alexander marscherede paa tolv Dage fra Illyrien til Theben og stod foran dets Porte, før man var forberedt paa noget Angreb. Da Thebanerne ikke vilde gaa ind paa de lempelige Betingelser, som Alexander opstillede for Overgivelsen, blev Byen beleiret og faldt efter kort Tids Forløb i Alexanders Hænder. Han tog en grusom Hevn. Byen blev ødelagt med Undtagelse af Templerne og Pindars Hus<ref>Den lyriske Digter Pindar levede omtr. 522—442. Af hans «Seierssange«, der blev afsungne i Anledning af Seiervindinger ved de nationale Festlege, er endnu mange bevarede.</ref>, og alle Indbyggerne undtagen Presterne, Makedonernes Gjestevenner samt Pindars Efterkommere blev solgte som Slaver. Thebens Skjebne udbredte saadan Skræk, at ingen græsk Stat mere tenkte paa Frafald. Alexander kunde nu begynde sit store Tog mod Asien. Om Vaaren 334 satte han over Hellesponten med omtrent 30,000 Fodfolk og 5000 Ryttere. Under Overfarten ofrede han en Okse og udgjød Drikoffer til Posei-<noinclude><references/></noinclude> 97m1kpbeaqj3g7bes1fxdgolwjf7l4m 104 143162 331316 2026-08-24T20:33:33Z Øystein Tvede 3938 /* Korrekturlest */ 331316 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>dons og Nereidernes<ref>Nereiderne er Havnymfer, venlige Væsener, der yder de søfarende hjælpsom Bistand. De er Døtre af Nereus. (Side 90).</ref> Ære. Da han nærmede sig Asiens Kyst, kastede han sin Lanse iland til Tegn paa, at han tog Landet i Besiddelse. Han landede tæt ved det gamle Troias Ruiner og ofrede her til Pallas Athene, ligesom han ogsaa lagde Kranse paa Achilleus' Grav, fra hvem han nedstammede paa mødrene Side. Det var gaaet mere og mere tilbage med det persiske Rige siden Dareios' og Xerxes' Dage. Den indre Styrelse var i største Uorden, Provinserne gjorde hyppig Oprør, og Paladsrevolutioner hørte til Dagens Orden. {{sp|Artaxerxes mnemo|n}} (S. 372) havde ved sin Død i Aaret 359 efterladt Thronen til sin Søn {{sp|Artaxerxes den tredj|e}}, med Tilnavnet {{sp|Ocho|s}}, der blev myrdet i Aaret 338. Dennes Søn og Eftermand {{sp|Arse|s}} var bleven ryddet afveien 2 Aar efter, hvorpaa en fjernere Slegtning af Kongehuset, {{sp|Dareios den tredj|e}}, med Tilnavnet {{sp|Kodomanno|s}}, havde besteget den persiske Throne. Strax efter Overgangen over Hellesponten mødte Alexander Storkongens Tropper, der i talrig Mængde var opstillede ved den lille Flod {{sp|Graniko|s}}. Alexander vilde straks sætte over Floden for at angribe den, og da hans gamle erfarne Feltherre {{sp|Parmenio|n}} raadede til at vente, indtil Perserne havde trakket sig tilbage fra Flodbredden, sagde han: »Hellesponten, som vi saa let kom over, vilde skamme sig, hvis vi frygtede for at gaa over denne Bæk«. I Spidsen for sine Tropper vadede han derpaa over Floden, drev Perserne tilbage fra Bredden og begyndte paa Sletten en varm Rytterfægtning, hvori Perserne kjæmpede med stor Tapperhed, men blev tilslut beseirede. Alexander, der var let kjendelig paa sin hvide Hjelmbusk, kom flere Gange i Fare og vilde én Gang<noinclude><references/></noinclude> th4kga5bh2mx7oaa957lixa8jaacsv8 104 143163 331317 2026-08-24T20:35:59Z Øystein Tvede 3938 /* Korrekturlest */ 331317 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>være bleven dræbt, hvis ikke en af hans Officerer, {{sp|Kleito|s}}, var kommen ham til Undsætning. Frugten af Seieren ved Granikos var Erobringen af hele Lilleasien. Alexander drog langs Kysten, og alt underkastede sig saagodtsom uden Modstand. Han overvintrede i Phrygien, hvor han i Gordion løste den gordiske Knude, ikke ved Behændighed, men ved et velrettet Sverdhug. Paa den Maade mente han, at den gamle Spaadom om Herredømmet i Asien var gaaet i Opfyldelse (S. 22). Om Vaaren 333 drog han videre til Kilikien. Paa Grund af et uforsigtigt Bad faldt han i Byen Tarsos i en saa heftig Feber, at alle frygtede for hans Liv. Hæren var fortvivlet, da den persiske Hovedstyrke stod i Nærheden, og man snart kunde vente et Hovedslag. Da erklærede hans Livlæge Philip, at han vidste et Middel, som kunde redde Kongen, men som tillige var saa voldsomt, at det muligens ogsaa kunde have Døden tilfølge. Medens han gik bort og tillavede Medicinen, kom der et Brev fra Parmenion, hvori denne advarede Kongen mod at betro sig til Philip, da han nemlig var bestukket af Perserkongen. Alexander lagde Brevet under sin Hovedpude og tømte uden Nølen det Bæger, som Philip kort efter bragte ham, idet han rakte denne det netop modtagne Brev. Faa Dage efter stod Alexander igjen fuldstændig helbredet i Spidsen for sin jublende Hær. Alexander fortsatte derpaa sin Vei østover, og ved {{sp|Isso|s}}, i det trange Fjeldskar, hvor man fra Lilleasien kommer over til Syrien, traf han paa Dareios, som stod her i Spidsen for 600,000 Mand. Perserne blev fuldstændig slagne, 100,000 skal være faldne og en stor Del fangede (29de November 333). Storkongen selv flygtede, uden at det lykkedes Alexander at indhente ham. Hele den pragtfulde persiske Leir faldt i Seierherrens Hænder (Side 63), og da Alexander om Aftenen vendte tilbage fra Forføl-<noinclude><references/></noinclude> g8o6ix8hxnfkjztq7c4ary5xtnpk7ov 104 143164 331318 2026-08-24T20:38:33Z Øystein Tvede 3938 /* Korrekturlest */ 331318 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>geisen af Dareios, lod han i dennes Telt afholde en Seiers fest. Fra et af de nærliggende Telte hørte man Graad og Klage. Det var den kongelige Familie, Storkongens Moder og Hustru, hans seksaarige Søn og to Døtre, der begræd Kongens Død; de troede nemlig, at han var falden, da de havde seet, at hans Vogn, Purpurkappe og Vaaben var blevne bragte tilbage til Leiren. Alexander sendte dem straks Bud om, at Dareios var ilive, og at de selv intet havde at frygte. Den følgende Morgen aflagde han sammen med sin Ven {{sp|Hephæstio|n}} et Besøg hos den kongelige Familie. Da de traadte ind i Teltet, kastede Sisygambis, Dareios' Moder, sig paa Knæ for Hephæstion, hvem hun paa Grund af hans statelige Udseende antog for Kongen. Da hun merkede sin Feiltagelse og blev meget forskrækket derover, sagde Alexander leende til hende: »Vær kun tryg, Moder, han er jo ogsaa Alexander«. Dareios' Søn tog han paa Armen og kyssede ham, og den kongelige Familie behandlede han i det hele taget med stor Artighed. Derpaa drog Alexander langs Kysten mod Syd til Phønikien, hvor alle Byer overgav sig frivillig med Undtagelse af {{sp|Tyro|s}}, hvis Beleiring vanskeliggjordes ved, at Byen laa paa en Klippeø et Stykke ude i Søen. Dens Indvaanere ansaa den derfor for uindtagelig, især da den ogsaa omgaves af 150 Fod høie Mure. Alexander hyggede en Dæmning fra Fastlandet ud til Øen og angreb den ogsaa tilsøs ved Hjælp af sine store Flaader. Efter syv Maaneders Beleiring fik han endelig Byen i sin Magt (i Juli 332). 8000 Tyriere var faldne, 30,000 blev fangne, af hvilke han lod korsfeste 2000 og Resten sælge som Slaver. En saadan Grusomhed viste han, fordi de ved sin haardnakkede Modstand havde stanset ham saalænge paa hans Seierstog. Den gamle Handels- og Kulturstad blev forvandlet til en Grushob.<noinclude><references/></noinclude> p3ws1gk0ufndqvieskinerb5q2jmjph 104 143165 331319 2026-08-24T20:42:57Z Øystein Tvede 3938 /* Korrekturlest */ 331319 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude> Medens Alexander beleirede Tyros, kom der Udsendinger fra Dareios med Bøn om Fred. Storkongen var villig til at betale 10,000 Talenter i Løsepenge for sin fangne Familie og til at afstaa hele Asien vestenfor Euphrat og lovede Alexander sit Venskab og sin Datters Haand. »Det vilde jeg tage imod, hvis jeg var Alexander«, sagde Parmenion. »Jeg ogsaa«, svarede Alexander, »hvis jeg var Parmenion«. Nu var han imidlertid Alexander, og derfor blev hans Svar, at ligesom der var kun én Sol paa Himlen, saa ledes burde der kun være én Hersker paa Jorden. Fra Tyros drog Alexander videre til Ægypten, der underkastede sig uden Sverdslag, fordi Ægypterne ansaa ham som en Befrier fra det forhadte persiske Aag. Ved den vestligste af Nilens Mundinger anlagde han Byen {{sp|Alexandrei|a}}, der snart indtog Tyros' Plads som Mellemled for Handelen mellem Østen og Vesten. Alexander besøgte ogsaa Zeus {{sp|Ammon|s}}<ref>Den gamle ægyptiske Gud Ammon antog Grækerne for at være den samme som Zeus og kaldte ham derfor Zeus Ammon.</ref> Orakel, der laa paa den nuværende Oase {{sp|Siva|h}} i den libyske Ørken. Presterne hilsede ham her efter Sagnet som Zeus' Søn, og Alexander modsagde ikke dette; det maatte være ham kjært, at Østerlænderne ansaa ham for at være af guddommelig Herkomst. Fra Ægypten drog Alexander om Vaaren 331 den samme Vei tilbage, indtil han ved Tyros tog Veien mod Øst gjennem Syrien og Mesopotamien. Østenfor Tigris, paa de store Sletter mellem Byerne {{sp|Arbel|a}} og {{sp|Gaugamel|a}}, stødte han paa Storkongens umaadelige Hær, der skal have tellet omtrent en Million Krigere. Alexander havde 40,000 Fodfolk og 7000 Ryttere. Parmenion raadede ham til at overfalde Fienden om Natten; men Alexander svarede : »Det sømmer sig ikke for Alexander at snige<noinclude><references/></noinclude> nd1pnfmes5nat3f7fg7dk4f6s9pzyny 331334 331319 2026-08-24T21:13:48Z Øystein Tvede 3938 331334 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude> Medens Alexander beleirede Tyros, kom der Udsendinger fra Dareios med Bøn om Fred. Storkongen var villig til at betale 10,000 Talenter i Løsepenge for sin fangne Familie og til at afstaa hele Asien vestenfor Euphrat og lovede Alexander sit Venskab og sin Datters Haand. »Det vilde jeg tage imod, hvis jeg var Alexander«, sagde Parmenion. »Jeg ogsaa«, svarede Alexander, »hvis jeg var Parmenion«. Nu var han imidlertid Alexander, og derfor blev hans Svar, at ligesom der var kun én Sol paa Himlen, saa ledes burde der kun være én Hersker paa Jorden. Fra Tyros drog Alexander videre til Ægypten, der underkastede sig uden Sverdslag, fordi Ægypterne ansaa ham som en Befrier fra det forhadte persiske Aag. Ved den vestligste af Nilens Mundinger anlagde han Byen {{sp|Alexandrei|a}}, der snart indtog Tyros' Plads som Mellemled for Handelen mellem Østen og Vesten. Alexander besøgte ogsaa Zeus {{sp|Ammon|s}}<ref>Den gamle ægyptiske Gud Ammon antog Grækerne for at være den samme som Zeus og kaldte ham derfor Zeus Ammon.</ref> Orakel, der laa paa den nuværende Oase {{sp|Siva|h}} i den libyske Ørken. Presterne hilsede ham her efter Sagnet som Zeus' Søn, og Alexander modsagde ikke dette; det maatte være ham kjært, at Østerlænderne ansaa ham for at være af guddommelig Herkomst. Fra Ægypten drog Alexander om Vaaren 331 den samme Vei tilbage, indtil han ved Tyros tog Veien mod Øst gjennem Syrien og Mesopotamien. Østenfor Tigris, paa de store Sletter mellem Byerne {{sp|Arbel|a}} og {{sp|Gaugamel|a}}, stødte han paa Storkongens umaadelige Hær, der skal have tellet omtrent en Million Krigere. Alexander havde 40,000 Fodfolk og 7000 Ryttere. Parmenion raadede ham til at overfalde Fienden om Natten; men Alexander svarede: »Det sømmer sig ikke for Alexander at snige<noinclude><references/></noinclude> rg99mhhxs1h3tdhmq4bow4tekjhvsbc 104 143166 331320 2026-08-24T20:45:42Z Øystein Tvede 3938 /* Korrekturlest */ 331320 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>sig til Seieren«. Da Parmenion vækkede ham om Morgenen, fandt han ham i dyb Søvn og skal have sagt: »Du sover jo, Herre, som om vi allerede havde seiret«. »Ja, er da ikke det Tilfældet nu«, sagde Kongen, »da vi endelig har Fienden for os og ikke længere behøver at drage gjennem Ørkener for at finde ham?« Efter en lang og haardnakket Kamp gik Alexander ogsaa heraf med Seieren (iste Oktober 331). Dareios flygtede atter; Alexander satte efter ham, men vendte dog snart om igjen og begav sig til de sydlige Dele af Perserriget. Han indtog Hovedstæderne Babylon, Susa og Persepolis, hvor han overalt fandt umaadelige Skatte ophobede. I Persepolis lod han sætte Ild paa Storkongens prægtige Kongeborg. Det skulde være et Sonoffer for Xerxes' Ødelæggelse af Athen og et Tegn paa, at nu var Persernes Herredømme tilende. Dareios var flygtet til Medien, hvorhen Alexander nu fulgte efter; men da han naaede Ekbatana, var Dareios alle rede dragen videre. Da Alexander kort efter fik høre, at Dareios var tagen tilfange af en af sine Satraper, {{sp|Besso|s}}, der førte ham med sig videre mod Øst, satte han øieblikkelig efter Forræderen. Veien gik gjennem øde og ubeboede Egne, hvor man led stor Mangel paa Vand og Levnetsmidler. En Dag bragte en Rytter Kongen en Drik Vand i sin Hjelm. Alexander greb den med Begjærlighed; men da han merkede, hvorledes hans udmattede Ryttere begjærlig saa hen til Drikken, slog han Vandet ud og sagde: »Hvis jeg drak alene, vilde de andre blive modløse«. Da sporede Rytterne sine Heste og raabte fulde af Beundring: »Før os kun videre, vi er ikke trætte, og Tørsten bryder vi os ikke om; ja vi holde os ikke engang for dødelige, saalænge vi har en saadan Konge«. Da Bessos og hans Følge merkede, at de ikke længere kunde undgaa Alexander, opfordrede de Dareios, som<noinclude><references/></noinclude> 2p7rylhestacudoa076is25tnta5lei 104 143167 331321 2026-08-24T20:47:59Z Øystein Tvede 3938 /* Korrekturlest */ 331321 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>de hidtil havde ført bunden med sig paa en Vogn, til at bestige en Hest og flygte med dem. Da han negtede at adlyde, gjennemborede de ham med sine Lanser og lod den ulykkelige Konge blive liggende halvdød paa sin Vogn, medens de tog Flugten til alle Kanter. En af Alexanders Ryttere fandt kort efter Dareios, og han skal da endnu have været ilive. Den døende Konge bad ham om en Drik Vand og sagde derpaa: »Min Venl det er Topmaalet i min Ulykke, at jeg ikke engang kan gjengjælde dig din Velgjerning; men Alexander vil lønne dig derfor, ligesom Guderne vil belønne ham for den Høimodighed, som han har vist mod min Familie. Gjennem dig rækker jeg ham her min Haand«. Da Alexander straks efter kom til, fandt han kun sin Modstanders Lig, som han dybt bevæget skal have tildækket med sin egen Kappe. Senere lod han Liget med stor Pragt bi sætte i Kongegravene i Persepolis. Kongemorderen Bessos var undkommet til {{sp|Sogdian|a}}, den nordøstligste Provins i det persiske Rige; her antog han Kongenavn, men blev fangen af Alexander (329). Nøgen og med et Jern om Halsen blev han stillet tilskue for hele Hæren. Derpaa blev han pisket og overgivet til en Domstol af persiske Stormænd, der lod ham korsfeste efter at have skaaret Næse og Øren afham. Efter Dareios' Død underkastede de fleste Persere sig Alexander, og han optraadte nu mere som deres retmæssige Herre end som en fremmed Erobrer; dog var der endnu mangt et Land, han maatte erobre med Vaaben. Asiens Folkeslag var i det hele tåget vel tilfredse med den nye Hersker; thi han havde Agtelse for deres nedarvede Skikke, deres Religion og deres Love og vernede dem mod uretfærdig Behandling. Det laa i hans Plan saa hurtig som muligt at sammensmelte sine europæiske og asiatiske Undersaatter til ét Folk og derved skabe et ensartet Rige.<noinclude><references/></noinclude> jaakojo3cicbj9makq46kiyd2f3pcrh 104 143168 331322 2026-08-24T20:50:32Z Øystein Tvede 3938 /* Korrekturlest */ 331322 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>For at ære Asiaterne og vinde deres Tillid bar han ofte asiatisk Dragt, indførte persisk Ceremoniel ved sit Hof, giftede sig med en persisk Dame, {{sp|Roxan|e}}, og gav Asiatere høie Stillinger i Hæren og ved Hoffet. Men dette var noget, hvor med mange af Makedonerne var meget utilfredse; de saa nemlig helst, at Asiaterne behandledes som Træler. Ja, der opstod endogsaa Sammensvergelser mod Kongens Liv. Parmenions Søn {{sp|Philota|s}} blev anklaget for en saadan Forbrydelse og af Hæren dømt tildøde, og endogsaa den gamle Parmenion blev ryddet afveien, fordi man frygtede for, at han vilde tåge Hevn over sin Søn. En anden Gang opdagede man en Sammensvergelse af makedoniske Stormænd, i hvilken ogsaa Filosofen {{sp|Kallisthene|s}}, en nær Slegtning af Aristoteles og Alexanders Ungdomsven, var indviklet. Deltagerne i Sammensvergelsen blev stenede og Kallisthenes holdt fangen i et Jernbur, hvor han døde, før Dommen over ham var falden (327). En af de mørkeste Pletter paa Alexanders Heltenavn er Drabet paa hans Redningsmand Kleitos. Under en Fest, som Kongen feirede i {{sp|Marakand|a}}, Sogdianas Hovedstad, drev nogle Smigrere sin Forgudelse af Alexander saa vidt, at de endog satte hans Verk høiere end Herakles' og andre mythiske Heltes store Bedrifter. Kleitos forargede sig over dette, og ophidset af Vinen vovede han at tåge til Gjenmæle. Striden blev mere og mere hidsig, Kleitos mere og mere lidenskabelig; han ophøiede Kong Philip og de gamle Generaler og nedsatte Alexander; han priste dem lykkelige, der var faldne, førend de kom til at se paa, at Makedonerne blev piskede med mediske Svøber og nødte til at henvende sig til Persere for at faa Adgang til sin egen Konge. Tilsidst raabte han: » Alexander bør for Fremtiden ikke længere bede frittalende Mænd til sit Bord; han bør holde sig til Barbarer og til Træler, som bøier Knæ for hans persiske Belte og hans hvide Klædebon«.<noinclude><references/></noinclude> 8mnd2j0o7lz85oilrrvng90baac8x99 331335 331322 2026-08-24T21:14:52Z Øystein Tvede 3938 331335 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>For at ære Asiaterne og vinde deres Tillid bar han ofte asiatisk Dragt, indførte persisk Ceremoniel ved sit Hof, giftede sig med en persisk Dame, {{sp|Roxan|e}}, og gav Asiatere høie Stillinger i Hæren og ved Hoffet. Men dette var noget, hvor med mange af Makedonerne var meget utilfredse; de saa nemlig helst, at Asiaterne behandledes som Træler. Ja, der opstod endogsaa Sammensvergelser mod Kongens Liv. Parmenions Søn {{sp|Philota|s}} blev anklaget for en saadan Forbrydelse og af Hæren dømt tildøde, og endogsaa den gamle Parmenion blev ryddet afveien, fordi man frygtede for, at han vilde tage Hevn over sin Søn. En anden Gang opdagede man en Sammensvergelse af makedoniske Stormænd, i hvilken ogsaa Filosofen {{sp|Kallisthene|s}}, en nær Slegtning af Aristoteles og Alexanders Ungdomsven, var indviklet. Deltagerne i Sammensvergelsen blev stenede og Kallisthenes holdt fangen i et Jernbur, hvor han døde, før Dommen over ham var falden (327). En af de mørkeste Pletter paa Alexanders Heltenavn er Drabet paa hans Redningsmand Kleitos. Under en Fest, som Kongen feirede i {{sp|Marakand|a}}, Sogdianas Hovedstad, drev nogle Smigrere sin Forgudelse af Alexander saa vidt, at de endog satte hans Verk høiere end Herakles' og andre mythiske Heltes store Bedrifter. Kleitos forargede sig over dette, og ophidset af Vinen vovede han at tåge til Gjenmæle. Striden blev mere og mere hidsig, Kleitos mere og mere lidenskabelig; han ophøiede Kong Philip og de gamle Generaler og nedsatte Alexander; han priste dem lykkelige, der var faldne, førend de kom til at se paa, at Makedonerne blev piskede med mediske Svøber og nødte til at henvende sig til Persere for at faa Adgang til sin egen Konge. Tilsidst raabte han: »Alexander bør for Fremtiden ikke længere bede frittalende Mænd til sit Bord; han bør holde sig til Barbarer og til Træler, som bøier Knæ for hans persiske Belte og hans hvide Klædebon«.<noinclude><references/></noinclude> p1tqnr1j40ihzoqco0y2wtjx3edfaxx 104 143169 331323 2026-08-24T20:53:33Z Øystein Tvede 3938 /* Korrekturlest */ 331323 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>Nu kunde ikke Kongen længere beherske sig; han kastede et Æble i Ansigtet paa Kleitos og greb efter sit Sverd; men dette havde man stukket tilside, og for at forebygge Ulykke førte man Kleitos ud af Værelset. Men straks efter kom han ind igjen ad en anden Dør og begyndte, beruset som han var, at synge en Smædevise om Alexander. Denne, der ligeledes var beruset, rev en Lanse ud af Haanden paa en af Vagten og slyngede den mod Kleitos, saa han straks faldt død til Jorden. Men i samme Øieblik kom Kongen til Besindelse igjen; bleg af Forferdelse over sin Gjerning stirrede han paa det blodige Lig, og man forteller, at han rev Lansen ud af Saaret for at støde den i sit eget Bryst, og at han kun med Magt blev hindret deri. I tre Dage og Nætter lukkede han sig inde i sit Telt, hvor han græd ved Kleitos' Lig og hengav sig til en lidenskabelig Naturs hele Fortvivlelse. Alexander opholdt sig næsten tre Aar i Perserrigets nordligste Provinser, hvor han som overalt ellers paa sit Tog anlagde flere Byer og efterlod i disse makedoniske Besætninger. Derpaa brød han om Vaaren 327 op fra {{sp|Baktr|a}}, Hovedstaden i Baktrien, for at tiltræde sit Tog mod Indien. Veien gik ofte gjennem tørre Sandørkener; men Alexander delte med utrættelig Udholdenhed alle Strabadser med sine Soldater. Efter at have sat over {{sp|Indo|s}} underlagde han sig Landet mellem denne Flod og dens Biflod {{sp|Hydaspe|s}}. Her mødte Alexander en alvorlig Modstand af Landets Fyrste, {{sp|Poro|s}}, som dog tilslut blev overvundet og maatte give sig i Alexanders Vold. »Hvorledes ønsker du at blive behandlet ?« spurgte Seierherren. »Som Konge«, lød Svaret. »Det vil jeg gjøre af Hensyn til mig selv«, sagde Alexander; »har du intet andet at ønske dig?« »I Ordet Konge er alt indbefattet«, var Poros' Svar. Alexander lod Poros ikke alene beholde sit Rige, men udvidede det endog betydelig. Han anlagde i disse Egne<noinclude><references/></noinclude> 83mbgk9tv3g3a14te1a6d134zcxns6j 331336 331323 2026-08-24T21:15:29Z Øystein Tvede 3938 331336 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>Nu kunde ikke Kongen længere beherske sig; han kastede et Æble i Ansigtet paa Kleitos og greb efter sit Sverd; men dette havde man stukket tilside, og for at forebygge Ulykke førte man Kleitos ud af Værelset. Men straks efter kom han ind igjen ad en anden Dør og begyndte, beruset som han var, at synge en Smædevise om Alexander. Denne, der ligeledes var beruset, rev en Lanse ud af Haanden paa en af Vagten og slyngede den mod Kleitos, saa han straks faldt død til Jorden. Men i samme Øieblik kom Kongen til Besindelse igjen; bleg af Forferdelse over sin Gjerning stirrede han paa det blodige Lig, og man forteller, at han rev Lansen ud af Saaret for at støde den i sit eget Bryst, og at han kun med Magt blev hindret deri. I tre Dage og Nætter lukkede han sig inde i sit Telt, hvor han græd ved Kleitos' Lig og hengav sig til en lidenskabelig Naturs hele Fortvivlelse. Alexander opholdt sig næsten tre Aar i Perserrigets nordligste Provinser, hvor han som overalt ellers paa sit Tog anlagde flere Byer og efterlod i disse makedoniske Besætninger. Derpaa brød han om Vaaren 327 op fra {{sp|Baktr|a}}, Hovedstaden i Baktrien, for at tiltræde sit Tog mod Indien. Veien gik ofte gjennem tørre Sandørkener; men Alexander delte med utrættelig Udholdenhed alle Strabadser med sine Soldater. Efter at have sat over {{sp|Indo|s}} underlagde han sig Landet mellem denne Flod og dens Biflod {{sp|Hydaspe|s}}. Her mødte Alexander en alvorlig Modstand af Landets Fyrste, {{sp|Poro|s}}, som dog tilslut blev overvundet og maatte give sig i Alexanders Vold. »Hvorledes ønsker du at blive behandlet?« spurgte Seierherren. »Som Konge«, lød Svaret. »Det vil jeg gjøre af Hensyn til mig selv«, sagde Alexander; »har du intet andet at ønske dig?« »I Ordet Konge er alt indbefattet«, var Poros' Svar. Alexander lod Poros ikke alene beholde sit Rige, men udvidede det endog betydelig. Han anlagde i disse Egne<noinclude><references/></noinclude> 0lbggn4z2re1osw21yic8bbbwrf33ey 104 143170 331324 2026-08-24T20:56:52Z Øystein Tvede 3938 /* Korrekturlest */ 331324 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>to Byer, af hvilke den ene fik Navnet {{sp|Bukephal|a}} til Minde om Bukephalos, der her var død af de Saar, den havde faaet i et Slag. Derefter fortsatte Alexander sit Tog mod Øst; hans Plan var at naa frem til Ganges og videre til det østlige Verdenshav, som han ikke tenkte sig langt borte. Men da han var kommen til den østligste af Indos' fire Bifloder, nemlig {{sp|Hyphasi|s}}, negtede Hæren at følge ham længere. De uophørlige Strabadser, som den i aarevis havde maattet udholde, havde tilslut brudt dens Kraft og Mod; saavel Anførere som Soldater fengtes tilbage til Hjemmet. Alle Kongens Forestillinger og Opmuntringer var til ingen Nytte. Alexander lukkede sig tre Dage inde i sit Telt for at bevæge Hæren til Eftergivenhed; men da dette ikke lykkedes, gav han endelig sit Samtykke til Tilbagetoget (August 326). Ved Underretningen herom opstod der en ustanselig Jubel i den hele Leir. Til Minde om, hvor langt Erobringstoget var gaaet, lod Alexander ved Hyphasis opreise tolv kolossale Altere, hvorefter han aiholdt Veddekampe og ofrede Guderne Takoffer. En Del af Hæren drog nu paa Skibe nedad Indos' Bifloder og videre efter selve Indos til Havet, medens Resten fulgte efter langs Flodbredderne. Alle Folkeslag i de tilstødende Landskaber gav sig under hans Herredømme med Undtagelse af {{sp|Maliern|e}}. Deres sterkt befestede Hovedstad maatte tages med Storm. Under denne kom Alexanders Liv i stor Fare; i Kampens Raseri trængte han nemlig saa hidsig frem, at han kun ledsaget af tre af sine Anførere besteg Muren og styrtede sig ind i den beleirede By. Hans Ledsagere faldt, og han selv blev haardt saaret i Brystet af et Pileskud, da man endelig kom ham til Undsætning og bar ham bevidstløs bort paa hans Skjold. En hel Uge svævede han mellem Liv og Død, og fortvivlet spurgte man hinanden, hvem der fra disse<noinclude><references/></noinclude> e238aipuns24v142nm1d214gmn1qod9 331325 331324 2026-08-24T20:57:20Z Øystein Tvede 3938 331325 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>to Byer, af hvilke den ene fik Navnet {{sp|Bukephal|a}} til Minde om Bukephalos, der her var død af de Saar, den havde faaet i et Slag. Derefter fortsatte Alexander sit Tog mod Øst; hans Plan var at naa frem til Ganges og videre til det østlige Verdenshav, som han ikke tenkte sig langt borte. Men da han var kommen til den østligste af Indos' fire Bifloder, nemlig {{sp|Hyphasi|s}}, negtede Hæren at følge ham længere. De uophørlige Strabadser, som den i aarevis havde maattet udholde, havde tilslut brudt dens Kraft og Mod; saavel Anførere som Soldater fengtes tilbage til Hjemmet. Alle Kongens Forestillinger og Opmuntringer var til ingen Nytte. Alexander lukkede sig tre Dage inde i sit Telt for at bevæge Hæren til Eftergivenhed; men da dette ikke lykkedes, gav han endelig sit Samtykke til Tilbagetoget (August 326). Ved Underretningen herom opstod der en ustanselig Jubel i den hele Leir. Til Minde om, hvor langt Erobringstoget var gaaet, lod Alexander ved Hyphasis opreise tolv kolossale Altere, hvorefter han aiholdt Veddekampe og ofrede Guderne Takoffer. En Del af Hæren drog nu paa Skibe nedad Indos' Bifloder og videre efter selve Indos til Havet, medens Resten fulgte efter langs Flodbredderne. Alle Folkeslag i de tilstødende Landskaber gav sig under hans Herredømme med Undtagelse af {{sp|Mallern|e}}. Deres sterkt befestede Hovedstad maatte tages med Storm. Under denne kom Alexanders Liv i stor Fare; i Kampens Raseri trængte han nemlig saa hidsig frem, at han kun ledsaget af tre af sine Anførere besteg Muren og styrtede sig ind i den beleirede By. Hans Ledsagere faldt, og han selv blev haardt saaret i Brystet af et Pileskud, da man endelig kom ham til Undsætning og bar ham bevidstløs bort paa hans Skjold. En hel Uge svævede han mellem Liv og Død, og fortvivlet spurgte man hinanden, hvem der fra disse<noinclude><references/></noinclude> j6iqzr3oeb1bw58krbqo4lfy2wunhmg 104 143171 331326 2026-08-24T21:00:20Z Øystein Tvede 3938 /* Korrekturlest */ 331326 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>fjerne Egne skulde føre dem tilbage til Hjemmet; til alles store Glæde kom dog Kongen sig snart igjen. I Juli 325 var Alexander naaet frem til Indos' Delta. En Del af sin Hær lod han nu under {{sp|Nearcho|s}}' Anførsel reise Søveien tilbage til Euphrats og Tigris' Mundinger ved den persiske Havbugt. Den øvrige Hær drog i to Afdelinger over Land mod Vest; den ene førtes af {{sp|Kratero|s}} gjennem Arachosien og Drangiana til Karamanien, medens Alexander selv valgte den sydligere Vei nær Havet gjennem Gedrosien og Karamanien. I Gedrosiens Sandørkener stod han i Fare for at gaa tilgrunde med den hele Hær, og det var neppe Fjerdeparten, der efter 60 Dages March naaede frem til Provinsens Hovedstad Pura, hvor Lidelserne endelig ophørte. Kort efter traf han sammen med Krateros, hvorpaa de i Forening naaede Susa i Februar 324. Under Opholdet i Susa søgte Alexander end mere at fremme Sammensmeltningen af Makedonerne og Perserne. Selv tog han tilegte en af Dareios' Døtre og lod sin Ven Hephæstion egte en anden, ligesom en stor Del af hans Feltherrer indgik Giftermaal med fornemme persiske Kvinder. Soldaterne blev opfordrede til at følge Eksemplet, og over 10,000 skal have egtet asiatiske Kvinder. Alexander vilde gjøre Perserne fuldstændig ligestillede med Makedonerne og vakte derved i høi Grad de sidstes Misnøie; især kom dette tilsyne, da han havde kaldt 30,000 unge Asiatere til sit Hof og ladet dem bevæbne og indøve paa makedonisk Vis. Da nu Kongen samtidig her med vilde sende hjem et større Antal af de ældste Soldater, skede der en almindelig Opstand blandt Makedonerne. Hele Hæren fordrede sin Afsked, »han trængte jo nu ikke længere til den, han kunde jo gaa i Felten sammen med sin Fader Ammon og de persiske Dansere og ved deres Hjælp underlægge sig Verden«.<noinclude><references/></noinclude> 1144khqpk5p8w3zfxbxehzp4xpmbmk2 104 143172 331327 2026-08-24T21:01:59Z Øystein Tvede 3938 /* Korrekturlest */ 331327 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>Forbitret over denne Haan sprang Alexander ned blandt den ophidsede Mængde og lod de mest høirøstede gribe. Derpaa foreholdt han dem, hvormeget han selv og hans Fader havde gjort for Makedonerne, at han hverken havde skyet Fare eller Møie, og at han altid havde delt Berømmelse og Rigdom sammen med sine Krigere; han endte med de Ord: »Gaa nu hjem og fortel Grækerne, at I har forladt eders Konge her i Susa midt iblandt de Barbarer, som han har overvundet ; derved vil I sikkerlig vinde eder Berømmelse blandt Menneskene og Gunst hos Guderne«. Derefter gik Kongen ind i sit Palads og lod sig i to Dage ikke se af nogen. Da han paa den tredje kaldte sine Feltherrer til sig og overdrog dem Feltherreposter i den nye persiske Hær, strømmede Makedonerne flokkevis til hans Telt og bad ydmygt om Tilgivelse. Alexander tilgav dem, og Forsoningen blev feiret med et stort Gjestebud, hvori Makedonere, Grækere og Persere deltog. Om Høsten 324 døde Alexanders Ven Hephæstion, et Tab, hvorover han i lang Tid var utrøstelig. Til Vennens Ære foranstaltede han en Ligfærd, hvis Lige Verden neppe har seet, og som skal have kostet 40 Millioner Kroner. Alexander opholdt sig i længere Tid i Babylon, hvor han forberedte sig til nye Erobringer, medens han paa samme Tid indførte en Række Forbedringer i Landsdelenes Styrelse; men midt i hans travle Virken rev Døden ham bort; en hidsig Feber endte hans Liv i Babylon den 21de April 323. Da han laa paa sit sidste, vilde hans Krigere endnu engang se ham. Mand for Mand gik de forbi hans Seng, medens den døende Konge rakte enhver sin Haand eller sendte dem et Afskedsblik. Neppe noget Menneske har i saa kort Tid udrettet saameget som Alexander. Men det store Verk, som den seierrige Erobrer havde fuldført, kunde kun et Geni<noinclude><references/></noinclude> aab2sxzbxnyegycjvyvtfkj7zhk41ta 331332 331327 2026-08-24T21:10:27Z Øystein Tvede 3938 331332 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>Forbitret over denne Haan sprang Alexander ned blandt den ophidsede Mængde og lod de mest høirøstede gribe. Derpaa foreholdt han dem, hvormeget han selv og hans Fader havde gjort for Makedonerne, at han hverken havde skyet Fare eller Møie, og at han altid havde delt Berømmelse og Rigdom sammen med sine Krigere; han endte med de Ord: »Gaa nu hjem og fortel Grækerne, at I har forladt eders Konge her i Susa midt iblandt de Barbarer, som han har overvundet; derved vil I sikkerlig vinde eder Berømmelse blandt Menneskene og Gunst hos Guderne«. Derefter gik Kongen ind i sit Palads og lod sig i to Dage ikke se af nogen. Da han paa den tredje kaldte sine Feltherrer til sig og overdrog dem Feltherreposter i den nye persiske Hær, strømmede Makedonerne flokkevis til hans Telt og bad ydmygt om Tilgivelse. Alexander tilgav dem, og Forsoningen blev feiret med et stort Gjestebud, hvori Makedonere, Grækere og Persere deltog. Om Høsten 324 døde Alexanders Ven Hephæstion, et Tab, hvorover han i lang Tid var utrøstelig. Til Vennens Ære foranstaltede han en Ligfærd, hvis Lige Verden neppe har seet, og som skal have kostet 40 Millioner Kroner. Alexander opholdt sig i længere Tid i Babylon, hvor han forberedte sig til nye Erobringer, medens han paa samme Tid indførte en Række Forbedringer i Landsdelenes Styrelse; men midt i hans travle Virken rev Døden ham bort; en hidsig Feber endte hans Liv i Babylon den 21de April 323. Da han laa paa sit sidste, vilde hans Krigere endnu engang se ham. Mand for Mand gik de forbi hans Seng, medens den døende Konge rakte enhver sin Haand eller sendte dem et Afskedsblik. Neppe noget Menneske har i saa kort Tid udrettet saameget som Alexander. Men det store Verk, som den seierrige Erobrer havde fuldført, kunde kun et Geni<noinclude><references/></noinclude> ahq25ex8xgrzu67l4iykmmy84h7zv5f 104 143173 331328 2026-08-24T21:06:26Z Øystein Tvede 3938 /* Korrekturlest */ 331328 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>som hans holde sammen; det forfaldt med hans Død. Dog var ikke Alexanders Gjerning ufrugtbar. Han havde bragt Østens og Vestens Folk i nær Berøring med hinanden, og Følgen var en gjensidig Paavirkning. Medens Hellenerkulturen bredte sig mod Østen, modtog Europas Folk til Gjengjæld mægtige Impulser fra Orientens gamle Kulturlande. Den rene helleniske Dannelses Tid er nu forbi, og i dens Sted træder den saakaldte hellenistiske Kultur, hvori det østerlandske Element spiller en fremtrædende Rolle. Allerede før Alexanders Lig var stedet til Hvile, kom det til blodig Kamp mellem hans Feltherrer angaaende den øverste Myndighed. Disse Kampe fortsattes i Aarrækker, og efterat alle Medlemmer af den makedoniske Kongefamilie var udryddede, kom der til en Deling af det store Rige mellem de mest fremragende blandt Alexanders Anførere. De vigtigste Riger, som fremstod ved denne Deling, var {{sp|Makedonie|n}} med Grækenland, {{sp|Ægypte|n}} og {{sp|Syrie|n}}. De blev allesammen senere et Bytte for de romerske Vaaben. {{---}} {{c|{{stor|52. Amphiktyonerforbundet. Delphi og det delphiske Orakel.}}}} {{--}} Hvor stor end Stammeforskjellen mellem Hellenerne kunde være, og hvor vanskeligt det end faldt dem at holde sammen, vil man dog finde, at de til alle Tider havde Følelsen af at udgjøre ét Folk og sondrede sig skarpt fra alle andre Folk, hvem de betegnede med Fællesnavnet Barbarer (d. e. fremmedtalende). Fra den ældste Tid af bestod der hos Grækerne forskjellige Forbund, der styrkede Samholdet mellem dem.<noinclude><references/></noinclude> ntz9ya3iqgyxa5gkwo5gra65psxrpyk 331330 331328 2026-08-24T21:08:33Z Øystein Tvede 3938 331330 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude><section begin="1"/>som hans holde sammen; det forfaldt med hans Død. Dog var ikke Alexanders Gjerning ufrugtbar. Han havde bragt Østens og Vestens Folk i nær Berøring med hinanden, og Følgen var en gjensidig Paavirkning. Medens Hellenerkulturen bredte sig mod Østen, modtog Europas Folk til Gjengjæld mægtige Impulser fra Orientens gamle Kulturlande. Den rene helleniske Dannelses Tid er nu forbi, og i dens Sted træder den saakaldte hellenistiske Kultur, hvori det østerlandske Element spiller en fremtrædende Rolle. Allerede før Alexanders Lig var stedet til Hvile, kom det til blodig Kamp mellem hans Feltherrer angaaende den øverste Myndighed. Disse Kampe fortsattes i Aarrækker, og efterat alle Medlemmer af den makedoniske Kongefamilie var udryddede, kom der til en Deling af det store Rige mellem de mest fremragende blandt Alexanders Anførere. De vigtigste Riger, som fremstod ved denne Deling, var {{sp|Makedonie|n}} med Grækenland, {{sp|Ægypte|n}} og {{sp|Syrie|n}}. De blev allesammen senere et Bytte for de romerske Vaaben. {{---}} <section end="1"/> <section begin="2"/>{{c|{{stor|52. Amphiktyonerforbundet. Delphi og det delphiske Orakel.}}}} {{--}} Hvor stor end Stammeforskjellen mellem Hellenerne kunde være, og hvor vanskeligt det end faldt dem at holde sammen, vil man dog finde, at de til alle Tider havde Følelsen af at udgjøre ét Folk og sondrede sig skarpt fra alle andre Folk, hvem de betegnede med Fællesnavnet Barbarer (d. e. fremmedtalende). Fra den ældste Tid af bestod der hos Grækerne forskjellige Forbund, der styrkede Samholdet mellem dem. <section end="2"/><noinclude><references/></noinclude> f85x3bmmrtm1xut207pfhmcu4ewtd8t 0 143174 331329 2026-08-24T21:08:05Z Øystein Tvede 3938 Ny side: <pages index="Sagn og Fortællinger af Oldtidens Historie.djvu" from=398 to=413 fromsection="2" tosection="1" header=1 /> 331329 wikitext text/x-wiki <pages index="Sagn og Fortællinger af Oldtidens Historie.djvu" from=398 to=413 fromsection="2" tosection="1" header=1 /> 9j36273lcsw477jocvkhsgscct0cp53 104 143175 331337 2026-08-24T21:19:25Z Øystein Tvede 3938 /* Korrekturlest */ 331337 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>Disse Forbund kunde være af forskjellig Oprindelse. Meget ofte var de opstaaede paa den Maade, at flere Stammer sluttede sig sammen til felles Dyrkelse af den samme Guddom. Dette er saaledes Oprindelsen til de saakaldte {{sp|Amphiktyonerforbun|d}} (d. e. et Forbund af Naboer), af hvilke det er det mest fremtrædende, hvis Repræsentanter om Vaaren samledes i Delphi og om Høsten ved Thermopylæ, og som fortrinsvis er bleven benævnt Amphiktyonerforbundet. Det synes, som om der fra først af har været to Forbund, af hvilke det ene særlig dyrkede Apollon, det andet Demeter, og at man efter Foreningeh er bleven enig om at holde Moderne skiftevis ved Apollons og Demeters Helligdomme. Stiftelsen af dette Forbund falder i den forhistoriske Tid, da de græske Stammer var ganske anderledes fordelte end i den historiske Tid. Af de tolv Folkeslag, der hørte til Forbundet, er kun Doriere, Ionere og Bøoter mere bekj endte, de fleste andre var ubetydelige Stammer, der boede i Thessalien og det nordlige Mellemgrækenland og liden eller ingen Del tog i Begivenhederne i Hellas. Hver Stamme havde to Stemmer, og denne Ordning holdt sig uforandret ligetil den romerske Keisertid; dog gik undertiden Stemmeretten fra et Folk over til et andet. Saaledes havde i Tidernes Løb Sparta tilegnet sig en af de to doriske Stemmer og Athen en af de ioniske, og hvorledes Phokernes Stemmer gik over til Makedonerne, er allerede tidligere omtalt (Side 387). At Grækenlands to mægtigste Stater hver kun havde én Stemme i Amphiktyonerraadet, er vel ogsaa en af Grandene til, at dette fik saa liden Indflydeise paa de Begivenheder, der til de forskjellige Tider bestemte Grækenlands Skjebne. Sin mest fremtrædende Rolle spiller Amphiktyonerraadet, da en af de nordligere Stater, Theben, for en kort Tid var bleven den fornemste Stat i Grækenland.<noinclude><references/></noinclude> czl121hgk8oy6xykqj2lgpjrkvjbvry 104 143176 331338 2026-08-24T21:21:40Z Øystein Tvede 3938 /* Korrekturlest */ 331338 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude> Forbundets Hovedformaal var at verne om Oraklet i Delphi og de dermed forbundne pythiske Lege samt hevde Folkerettens Grundsætninger blandt dem, der hørte til Forbundet. Dette kommer ogsaa tilsyne i Amphiktyonernes Edsformularer, i hvilke de lovede, »ikke at ødelægge nogen af Forbundets Stater, ikke at forholde nogen det fornødne Drikkevand, hverken i Krig eller Fred, og med Ben, Arme, Røst og af alle Kræfter at bekrige dem, der paa nogen Maade øvede ondt mod Apollons Helligdom«. {{---}} Af andre Institutioner, der hos Hellenerne styrkede den nationale Enhedsfølelse, kan {{sp|Oraklern|e}} nævnes. Disse var af forskjellig Slags. Ved nogle, f. Eks. ved Zeus' Orakel i {{sp|Dodon|a}} i Epeiros, tolkede man det tilkommende af Vindens Susen i Zeus' hellige Eg, af Bækkens Rislen ved dens Fod eller af de indviede Duers Flugt og af Larmen af de Kobberkar, der var ophængte i Templet. Paa andre Steder hentede man Varsler af Offerdyrenes Indvolde, af den Maade, hvorpaa Offerilden brændte o. s. v. Andre Orakler var Drømmeorakler, ved hvilke man lagde sig til at sove i Helligdommen og modtog den guddommelige Aabenbarelse i Drømme. Men de betydeligste af alle Orakler var de, ved hvilke Spaadommen udtaltes af en menneskelig Røst, af en Prest eller Prestinde, der paa en eller anden Maade bragtes i en bevidstløs Tilstand og i denne udtalte Ord, som man ansaa for at være inspirerede af Guden. Det blev da Presternes Opgave af disse enkelte Ord at udfinde Meningen og fremsætte denne i Udtryk, der kunde passe til de forelagte Spørgsmaal. Alle Orakler af denne Slags var indviede til {{sp|Apollo|n}}, der fortrinsvis var den al vidende Gud. »Han ved«, siger Pindar, »hvor talrige Vaarens Blomster er, og han har talt Sanden ved Havets Bred; han ved, hvad<noinclude><references/></noinclude> fn0gvl7y1hb2peyg91e1glzch330u2m 104 143177 331339 2026-08-24T21:24:55Z Øystein Tvede 3938 /* Korrekturlest */ 331339 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>der vil komme, og hvorfra det kommer, han kjender alle Tings Ende og deres Maal«. Det mest anseede af Apollons og af alle Grækenlands Orakler var Oraklet i Delphi; denne By laa i Landskabet Phokis ved Bjerget {{sp|Parnasso|s}}, paa hvis Top Deukalions Skib skal være stanset efter den store Vandflom (Side 70). Ved Foden af Bjerget udspringer den hellige Kilde {{sp|Kastali|a}}, hvori Pilegrimene senere foretog den foreskrevne Renselse, og i Nærheden af denne var en Bjergkløft, fra hvilken der opsteg bedøvende Dunster. Disses Virkninger skal efter Sagnet være blevne opdagede af en Gjedehyrde. Han lagde nemlig Merke til, at naar hans Gjeder kom i Nærheden af Kløften, gjorde de alle Slags underlige Spring og begyndte at bræge paa en usedvanlig Maade, og da han selv gik nærmere for at undersøge Aarsagen, blev han svimmel og begyndte at tale over sig. Siden kom der flere til for at se dette Under. Stedet blev snart anseet for helligt, og man troede, at enhver, der kom det nær, blev fyldt af guddommelig Begeistring og kunde forudsige kommende Ting. Efterhvert som Rygtet herom udbredte sig, blev Stedet besøgt af flere og flere, der ønskede at faa Oplysning om Fremtidens Gaader. Men da mange under den Henrykkelse, hvori de hensattes, sprang ned i den dybe Kløft og omkom, satte man over denne en høi Stol med tre Ben og lod en Kvinde tage Plads paa den og modtage Svar for enhver, der besøgte det hellige Sted. Og dette Forhold blev uforandret for alle Tider. Senere blev der bygget et Tempel over Orakelstedet saaledes, at Kløften kom til at ligge i det allerhelligste ; her stod der ogsaa et Laurbærtræ, ligesom man ogsaa førte Kilden {{sp|Kassoti|s}} ind i Templet. Da det første Tempel atbrændte i Aaret 548 f. Kr., blev der blandt alle Hellenere i og udenfor Grækenland indsamlet Penge til en ny Bygning. Kong Amasis af Ægypten (Side 38) foruden mange andre<noinclude><references/></noinclude> su4zx37trwcie2aagvybddv5kncfq5z 104 143178 331340 2026-08-24T21:28:39Z Øystein Tvede 3938 /* Korrekturlest */ 331340 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>fremmmede gav ogsaa store Bidrag. Alkmæonidernes rige og mægtige Familie, der paa den Tid var forvist fra Athen, paatog sig for en vis Sum at opbygge Templet. De opførte det prægtigere og kostbarere, end Kontrakten lød paa, og erhvervede sig derved for bestandig Oraklets Gunst. (Side 228). Templets Forside var bygget af Marmor fra Paros, og Taget bares af doriske Søiler. Paa Pladsen foran Indgangen stod efter vanlig græsk Skik det store Brændofferalter og i Nærheden af dette en stor Ulv af Kobber. Paa dens Pande havde Delphierne indgravet den Beslutning, ifølge hvilken de i Aaret 448 f. Kr. havde tilkjendt Lakedæmonierne Retten til at forelægge Oraklet sine Spørgsmaal foran alle andre Stater; men allerede i samme Aar fik Perikles til Fordel for Athenerne udvirket en lignende Beslutning og lod denne indgrave paa den høire Side af Ulvens Hoved. I Nærheden af Brændofferalteret stod ogsaa den kostbare Gave, som Hellenerne havde bragt Guden efter Slaget ved Platææ (Side 304). Den bestod af en Trefod af Guid tilligemed dennes Fodstykke, der var dannet af tre store Kobberslanger, som var flettede sammen saaledes, at de havde Udseende af en afskaaren Kegle, ovenpaa hvilken de tre Slangehoveder stak frem. Keiser Konstantin flyttede senere denne merkelige Kobberorm til Konstantinopel, hvor den endnu findes; den er 17½ Fod høi. I Templets Forhal var der fuldt op af kostbare Offergaver af forskjellig Slags. Paa Væggen stod med Guldbogstaver de berømte Ord: »Kjend dig selv« og »Intet til Overmaal«. Det sidste tilskrives snart Solon, snart Cheilon. I det egentlige Tempelrum, {{sp|Cell|a}}, som det er bleven kaldt, stod blandt en hel Del andre hellige Ting Apollons Billedstøtte samt et Alter, hvorpaa der brændte en evig Ild. Her fandtes ogsaa en Marmorblok, hvorpaa der stod to Ørne af Guld.<noinclude><references/></noinclude> 241ncx0mlo73drcppda85qbhwcra41s 331341 331340 2026-08-24T21:29:19Z Øystein Tvede 3938 331341 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>fremmmede gav ogsaa store Bidrag. Alkmæonidernes rige og mægtige Familie, der paa den Tid var forvist fra Athen, paatog sig for en vis Sum at opbygge Templet. De opførte det prægtigere og kostbarere, end Kontrakten lød paa, og erhvervede sig derved for bestandig Oraklets Gunst. (Side 228). Templets Forside var bygget af Marmor fra Paros, og Taget bares af doriske Søiler. Paa Pladsen foran Indgangen stod efter vanlig græsk Skik det store Brændofferalter og i Nærheden af dette en stor Ulv af Kobber. Paa dens Pande havde Delphierne indgravet den Beslutning, ifølge hvilken de i Aaret 448 f. Kr. havde tilkjendt Lakedæmonierne Retten til at forelægge Oraklet sine Spørgsmaal foran alle andre Stater; men allerede i samme Aar fik Perikles til Fordel for Athenerne udvirket en lignende Beslutning og lod denne indgrave paa den høire Side af Ulvens Hoved. I Nærheden af Brændofferalteret stod ogsaa den kostbare Gave, som Hellenerne havde bragt Guden efter Slaget ved Platææ (Side 304). Den bestod af en Trefod af Guld tilligemed dennes Fodstykke, der var dannet af tre store Kobberslanger, som var flettede sammen saaledes, at de havde Udseende af en afskaaren Kegle, ovenpaa hvilken de tre Slangehoveder stak frem. Keiser Konstantin flyttede senere denne merkelige Kobberorm til Konstantinopel, hvor den endnu findes; den er 17½ Fod høi. I Templets Forhal var der fuldt op af kostbare Offergaver af forskjellig Slags. Paa Væggen stod med Guldbogstaver de berømte Ord: »Kjend dig selv« og »Intet til Overmaal«. Det sidste tilskrives snart Solon, snart Cheilon. I det egentlige Tempelrum, {{sp|Cell|a}}, som det er bleven kaldt, stod blandt en hel Del andre hellige Ting Apollons Billedstøtte samt et Alter, hvorpaa der brændte en evig Ild. Her fandtes ogsaa en Marmorblok, hvorpaa der stod to Ørne af Guld.<noinclude><references/></noinclude> d9okhpd596ts6g8w4kwbwqnbx92rzcd 104 143179 331342 2026-08-24T21:34:06Z Øystein Tvede 3938 /* Korrekturlest */ 331342 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>Denne Sten kaldtes »JordensNavle« eller Midtpunkt, og Sag net beretter, at Zeus engang skal have sluppet to Ørne fra Jordens to Endepunkter, og at de skal have mødt hinanden netop paa dette Sted. Var Navlen end ikke Jordens Midtpunkt, saa var dog Delphi i lange Tider Midtpunktet for det græske Liv. Bag den egentlige Cella kom man ind i det allerhelligste, {{sp|Adyto|n}}, som det hed; dette laa noget lavere, og her var det, at Trefoden var sat over den dunstsvangre Bjergkløft. Rundt Templet var der en Række forskjelligartede Bygninger, blandt hvilke kan nævnes det store Theater og Stadion, i hvilke de pythiske Lege blev opførte. Desuden stod der overalt en utallig Mængde Statuer og Kunstverker af forskjellig Slags. I eller ved Templet fandtes ogsaa en Sten, hvorover man daglig gjød Olje, og som efter Sagnet skal have været den samme, som Kronos slugte istedenfor Zeusbarnet (Side 69). »Zeus opreiste den i Delphi«, siger {{sp|Hesiodo|s}}<ref>Hesiodos er den fornemste episke Digter hos Grækerne efter Homer. Han er den første, der forsøgte at give en ordnet Fremstilling af den græske Mythologi. Hans Levetid sættes til omtr. 800 f. Kr.</ref>, »til et Tegn for de dødelige Mennesker«. Saavel denne Sten som enkelte andre Antydninger i Grækernes Religion og Mythologi peger hen paa en ældre Religionsform hos Grækerne, Naturdyrkelsen. Efter et Sagn skal Apollon i sin Ungdom være draget ud for at vælge sig et passende Sted for et Orakel. De delphiske Klippeegne behagede ham, og han besluttede at grundlægge det her. Men et frygteligt Uhyre, Dragen {{sp|Pytho|n}}, holdt til i Nærheden og sperrede ham Veien. Den unge Gud optog Kampen og nedlagde Uhyret med sine Pileskud. Derpaa brød han en Gren af et<noinclude><references/></noinclude> kfxxpw8awqiowmeet2uecslnqqum4n5 331343 331342 2026-08-24T21:34:33Z Øystein Tvede 3938 331343 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>Denne Sten kaldtes »Jordens Navle« eller Midtpunkt, og Sagnet beretter, at Zeus engang skal have sluppet to Ørne fra Jordens to Endepunkter, og at de skal have mødt hinanden netop paa dette Sted. Var Navlen end ikke Jordens Midtpunkt, saa var dog Delphi i lange Tider Midtpunktet for det græske Liv. Bag den egentlige Cella kom man ind i det allerhelligste, {{sp|Adyto|n}}, som det hed; dette laa noget lavere, og her var det, at Trefoden var sat over den dunstsvangre Bjergkløft. Rundt Templet var der en Række forskjelligartede Bygninger, blandt hvilke kan nævnes det store Theater og Stadion, i hvilke de pythiske Lege blev opførte. Desuden stod der overalt en utallig Mængde Statuer og Kunstverker af forskjellig Slags. I eller ved Templet fandtes ogsaa en Sten, hvorover man daglig gjød Olje, og som efter Sagnet skal have været den samme, som Kronos slugte istedenfor Zeusbarnet (Side 69). »Zeus opreiste den i Delphi«, siger {{sp|Hesiodo|s}}<ref>Hesiodos er den fornemste episke Digter hos Grækerne efter Homer. Han er den første, der forsøgte at give en ordnet Fremstilling af den græske Mythologi. Hans Levetid sættes til omtr. 800 f. Kr.</ref>, »til et Tegn for de dødelige Mennesker«. Saavel denne Sten som enkelte andre Antydninger i Grækernes Religion og Mythologi peger hen paa en ældre Religionsform hos Grækerne, Naturdyrkelsen. Efter et Sagn skal Apollon i sin Ungdom være draget ud for at vælge sig et passende Sted for et Orakel. De delphiske Klippeegne behagede ham, og han besluttede at grundlægge det her. Men et frygteligt Uhyre, Dragen {{sp|Pytho|n}}, holdt til i Nærheden og sperrede ham Veien. Den unge Gud optog Kampen og nedlagde Uhyret med sine Pileskud. Derpaa brød han en Gren af et<noinclude><references/></noinclude> ce1ihejgcdy37j165nk4dxmq8ht9cx7 104 143180 331344 2026-08-24T21:36:59Z Øystein Tvede 3938 /* Korrekturlest */ 331344 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>i Nærheden staaende Laurbærtræ, flettede deraf en Seierskrans, som han slyngede om sit Hoved, og for første Gang lød Seierspæanen fra hans Læber. I Dragemordet er Skjønhedens og Kulturens Seier over de raa Naturmagter billedlig fremstillet. Det delphiske Orakels Anseelse voksede hurtig, og snart naaede dets Ry ud over Grækenlands Grænser. Kongerne i Lydien søgte dets Raad og gav det rige Gaver allerede fra Midten af det Bde Aarhundrede (Side 31), og Romerne sendte Gesandter derhen allerede i Kongetiden, medens i Grækenland selv hverken den private Mand eller Staterne foretog noget af Vigtighed, uden at man i Forveien havde raadspurgt den alvise Gud i Delphi. I den ældste Tid gav Apollon sine Svar kun én Gang om Aaret, nemlig paa sin Fødselsdag, den syvende Dag i Maaneden Pythios (d. e. Spørgemaaned), der faldt omkring Vaarjevndøgn. Men da de besøgendes Antal voksede, steg Prestinden eller {{sp|Pythi|a}}, som hun kaldtes, den syvende Dag i hver Maaned op paa Trefoden, ja i Oraklets mest blomstrende Periode gav hun sine Svar endogsaa hver Dag, som ikke netop var en Ulykkesdag. I Førstningen fandtes der kun én Pythia ved Oraklet. Det var en Jomfru i sin Ungdoms Blomst; senere valgte man til dette Embede ugifte Kvinder, som allerede var over femti Aar gamle. Pythia maatte beflitte sig paa et rent Liv og blev »Gudens Mund« indtil sit Livs Ende. I Oraklets Blomstringstid var der to, ja endogsaa tre saadanne Prestinder. Tidlig om Morgenen de Dage, Oraklet var i Virksomhed, blev Templet smykket og Røgelsekarrene tændte. Templets Prester tilligemed et talrigt Tjenerskab paasaa, at alt gik til paa den rette Maade, at de spørgende bragte med sig de befalede Ofre, og at de havde iagttaget de foreskrevne Ceremonier, saasom Renselser, Bønner osv. De<noinclude><references/></noinclude> jdcclck7l011gmxna8lx5b6cwtqwe86 104 143181 331345 2026-08-24T21:39:08Z Øystein Tvede 3938 /* Korrekturlest */ 331345 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>besøgende maatte kaste Lod om, i hvilken Orden de skulde stedes til Adgang; enkelte Stater havde dog, som før nævnt, i denne Henseende Forrettigheder. Ogsaa Pythia maatte, før hun besteg Trefoden, forberede sig ved tre Dages Faste og et Bad i den kastalske Kilde. Iført sin Prestindedragt traadte hun derpaa ind i Adyton, drak lidt Vand af Kilden Kassotis og tyggede nogle Blade af Laurbærtræet, hvorefter hun satte sig paa Trefoden. Det varede ikke længe, før de bedøvende Dampe, der steg op af Kløften, bragte hende i en bedøvet Til stand, der ofte var meget voldsom og nerverystende, saa den efter Plutarchs Beretning en enkelt Gang endogsaa skal have medført Døden. Det, som Pythia udtalte paa Trefoden, var ofte fornuftige og sammenhængende Ord, og isaafald havde Presterne kun at omsætte dem i bunden Stil; thi i den ældste Tid var Orakelsvarene altid affattede i Verseform, medens de senere mere og mere afgaves i übunden Stil. Meget ofte var dog de Ord, Pythia udstødte, uden nogen fornuftig Mening eller Sammenhæng, og da var det Presternes Opgave at ordne dem til en Mening, der passede paa det foreliggende Spørgsmaal. At Presterne i den ældre Tid her gjorde sig skyldige i noget bevidst Bedrageri, er ikke at antage. Presterne saavelsom alle andre følte sig forvissede om, at de i de dunkle Ord havde modtaget et Udsagn fra Himmelen, hvilket de efter sit Kjendskab til de guddommelige Ting og med tilbørligt Hensyn til den Sag, Spørgsmaalet gjaldt, havde at tyde efter visse foreskrevne Regler. Og dette var saameget mere muligt, som Spørgsmaalene i Regelen ikke gjaldt tilkommende Ting, men hvad man i dette eller hint vanskelige Tilfelde havde at gjøre. Orakelsvarene var som oftest Befalinger eller Raad, som i det Tilfelde, at de ikke var klare og bestemte, kunde bringe Spørgeren til Ettertanke.<noinclude><references/></noinclude> tvro3y76nrofwijm3spc6lklwaz4vdz 104 143182 331346 2026-08-24T21:40:57Z Øystein Tvede 3938 /* Korrekturlest */ 331346 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>Det lader sig dog paa ingen Maade negte, at de delphiske Prester meget ofte i tvivlsomme Tilfelde med Flid gjorde sine Svar dunkle og tvetydige, saa at de kunde passe, hvordan end Udfaldet blev. Efter at have modtaget Orakelsvaret ofrede atter de besøgende og bragte nye Gaver. Med Kranse paa Hovedet, saaledes som de var komne, vendte de derpaa tilbage til Hjemmet, og først efter Hjemkomsten aflagde de Kransen, som de ophængte i det nærmeste Apollontempel. Forøvrigt tjente Kransen ikke blot til Prydelse; den var tillige et Symbol paa, at dens Bærer stod under Gudens særlige Beskyttelse. Derfor var ogsaa en Krænkelse af disse Pilegrime en Brøde mod Guddommen. Under Ledelse af Prester, som forstod at skaffe sig et nøie Kjendskab til alle Forhold i den græske Verden, var Delphi ikke blot bleven det religiøse, men ogsaa det politiske Midtpunkt i det helleniske Liv. Alle græske Stater rettede sig efter det delphiske Orakels Udtalelser; efter dets Kjendelser blev Statsforfatninger afskaffede og indførte, Krige begyndte og Forlig sluttede, Tyranner styrtede, og til det tyede man, naar ydre Fiender truede Hellas' Frihed. Apollons Raad søgtes ogsaa ved Anlægget af de mange Kolonier, der i Tidernes Løb udgik til alle Middelhavets Kyster. Det delphiske Presteskab var i Besiddelse af en vidtstrakt geografisk Kundskab og anviste i Almindelighed Byerne de Steder, hvor de skulde anlægge sine Kolonier. I religiøse Ting var Delphi den høieste Autoritet. Paa dets Befaling blev Templer byggede og Dyrkelse af nye Guddomme indført, Fester og Festlege foranstaltede. I Aarhundreder havde saaledes Delphi en indgribende Betydning for de græske Stater, og man maa sige til dets Ros, at det har øvet en heldbringende Indflydelse. Formaaede det end ikke altid at stanse de indre Krige<noinclude><references/></noinclude> dlcyp5d974uvw6tgy930s0cxo1y5g2z 104 143183 331347 2026-08-24T21:43:52Z Øystein Tvede 3938 /* Korrekturlest */ 331347 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>i Hellas, saa har dets Fortjeneste af Lovgivningen, de rene Seders og den borgelige Ordens Bevarelse været saa meget større. Derfor stod ogsaa Oraklet i stor Anseelse, og selv de største Aander, som en Pindar, en Sophokles, en Sokrates og andre ærede det som et helligt Sted, hvorfra Guddommen lod sin Røst lyde til Menneskene. Men i Tidernes Løb dalede Delphis Anseelse, og allerede ved Perserkrigene er dets Glans betydelig afbleget. At det i denne Farens Tid, da Østens Barbari truede med at overskylle Hellas, ikke gik i Spidsen for Nationen, men tvertimod nu og da viste sig forsagt og raadede til Eftergivenhed, gav Oraklet dets Knæk. Delphi hjalp ogsaa selv med til at undergrave sin Anseelse; det tog nemlig ofte Del i Grækernes politiske Kampe og viste sig endogsaa til sine Tider bestikkeligt. Dødsstødet fik Oraklets Anseelse under den tiaarige hellige Krig, som det selv i Forbund med en Del af Amphiktyonerne havde fremkaldt (Side 387). Da Makedonerkongen ved Krigens Ende faar Sæde og Stemme i Amphiktyonerraadet, taler Oraklet stedse til hans Fordel, Pythia »philippiserer«, som Demosthenes udtrykker sig. Efter Philips Tid var Troen paa Delphis Sanddruhed rokket og dets politiske Indflydelse forsvunden; de oplyste blandt Folket foragtede det, og om dets Anseelse til sine Tider vistnok hævede sig noget igjen, saa angik dog de Spørgsmaal, som blev det forelagte, for det meste kun private Anliggender. Ogsaa efter Phokemes Plyndring var den delphiske Helligdom meget rig paa Kunstverker, saa at de romerske Feltherrers og Keiseres Rovlyst endnu i lang Tid her gjorde lønnende Fund. Etterat Keiser Nero havde plyndret Apollon for 500 Broncestatuer, forteller Plinius<ref>Plinius den ældre var født 23 e. Kr. og omkom under Vesuvs Udbrud i Aaret 79. Han har efterladt sig en Række Skrifter af forskjelligartet Indhold.</ref>,<noinclude><references/></noinclude> gi4q2bv4zajgbb4n2ttncmqfaowm5s3 104 143184 331348 2026-08-24T21:46:35Z Øystein Tvede 3938 /* Korrekturlest */ 331348 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>fandtes der endnu omtrent 3000 saadanne i Templet og Tempelgaarden, i Buegangene og i Skatkamrene, foruden at der i disse Rum ogsaa fandtes en Mængde andre Kunstverker. Senere førte Konstantin en Mængde Kunstverker fra Delphi til Konstantinopel for dermed at smykke sin nye Hovedstad. Da Keiser Julian for sit Tog til Persien raadspurgte Oraklet (362 e. Kr.), fik han til Svar: »Siger Keiseren, at Visdommens hellige Tempel er sunken i Støvet, Phoibos har intet Hjem længere, intet helligt Laurbærtræ, den hellige Kilde er udtørret«. Keiser Theodosius lukkede Oraklet for bestandig i Aaret 390. Af Delphis Herlighed findes der i vor Tid kun faa Rester tilbage. Den hellige Hule er for lange Tider siden tilkastet af de kristne, der ansaa den for et Sted, hvor Djævelen drev sit Spil. Man kan endnu se Grundmurene af enkelte af de større Bygninger; men Størsteparten af det gamle Delphis Grund indtages nu af Landsbyen Kastri, og denne Omstændighed har været til Hinder for at foretage Udgravninger i nogen større Maalestok. {{---}} {{c|{{stor|53. De græske Festlege.}}}} {{--}} »Guderne er Veddekampenes Venner«, siger Platon. Den, som vilde vinde Gudernes Yndest, maatte efter Hellenernes Mening stræbe at udvikle baade sit Legeme og sin Aand. Denne harmoniske Udvikling af de to Sider hos Mennesket var nødvendig for at danne en »skjøn og god Mand«. Hellenerne havde vanskeligt for at tenke sig en<noinclude><references/></noinclude> qih1p9ooeletw8yw6lprz24gagy8e0p 331350 331348 2026-08-24T21:48:37Z Øystein Tvede 3938 331350 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude><section begin="1"/>fandtes der endnu omtrent 3000 saadanne i Templet og Tempelgaarden, i Buegangene og i Skatkamrene, foruden at der i disse Rum ogsaa fandtes en Mængde andre Kunstverker. Senere førte Konstantin en Mængde Kunstverker fra Delphi til Konstantinopel for dermed at smykke sin nye Hovedstad. Da Keiser Julian for sit Tog til Persien raadspurgte Oraklet (362 e. Kr.), fik han til Svar: »Siger Keiseren, at Visdommens hellige Tempel er sunken i Støvet, Phoibos har intet Hjem længere, intet helligt Laurbærtræ, den hellige Kilde er udtørret«. Keiser Theodosius lukkede Oraklet for bestandig i Aaret 390. Af Delphis Herlighed findes der i vor Tid kun faa Rester tilbage. Den hellige Hule er for lange Tider siden tilkastet af de kristne, der ansaa den for et Sted, hvor Djævelen drev sit Spil. Man kan endnu se Grundmurene af enkelte af de større Bygninger; men Størsteparten af det gamle Delphis Grund indtages nu af Landsbyen Kastri, og denne Omstændighed har været til Hinder for at foretage Udgravninger i nogen større Maalestok. {{---}} <section end="1"/> <section begin="2"/>{{c|{{stor|53. De græske Festlege.}}}} {{--}} »Guderne er Veddekampenes Venner«, siger Platon. Den, som vilde vinde Gudernes Yndest, maatte efter Hellenernes Mening stræbe at udvikle baade sit Legeme og sin Aand. Denne harmoniske Udvikling af de to Sider hos Mennesket var nødvendig for at danne en »skjøn og god Mand«. Hellenerne havde vanskeligt for at tenke sig en <section end="2"/><noinclude><references/></noinclude> 2j92wfqmp4ec5hvv3hsbbdknagvj6ip 0 143185 331349 2026-08-24T21:47:41Z Øystein Tvede 3938 Ny side: <pages index="Sagn og Fortællinger af Oldtidens Historie.djvu" from=413 to=423 fromsection="2" tosection="1" header=1 /> 331349 wikitext text/x-wiki <pages index="Sagn og Fortællinger af Oldtidens Historie.djvu" from=413 to=423 fromsection="2" tosection="1" header=1 /> 3on2xw84s95gr08q5z3uh2w50dzn9qc 104 143186 331351 2026-08-24T21:51:09Z Øystein Tvede 3938 /* Korrekturlest */ 331351 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>skjøn Aand uden iet skjønt Legeme. Legemlig Sundhed, et vakkert Udseende, en fast og elastisk Gang, Lemmernes Spændstighed og Styrke, Udholdenhed i legemlige Idrætter og den Besindighed og Aandsnærværelse, som kun erhverves gjennem Farer og Anstrengelser, var derfor altsammen Fortrin, som hos Hellenerne ikke var af ringere Værd end Aandens Dannelse, Forstandens Skarphed og Færdighed i Musernes Kunster. Gymnastiken indtog derfor en fremtrædende Plads i Ungdommens Opdragelse, og offentlige Øvelsespladse turde ikke mangle i nogen hellenisk Stad. Den, som stræbte efter Anseelse og Indflydelse blandt Medborgere, maatte have erhvervet sig stor Færdighed i gymnastiske Øvelser, og i mange Stater var det udtrykkelig Lov, at ingen maatte indskrives i Borgerlisterne, som ikke havde gjennemgaaet alle Trin i den gymnastiske Udvikling. Den store Betydning, man hos Hellenerne tillagde legemlige Øvelser, kom ogsaa tilsyne ved deres Fester. Enhver By havde sine særegne Fester til Ære for en eller anden Guddom eller til Minde om en for Staten betydningsfuld Begivenhed. Især udmerkede Athen sig ved sine mange og glimrende Fester. Og næsten bestandig var der til disse knyttet Kamplege af forskjellig Slags. Festlegene var for Hellenerne Livets høieste Lyst. Det var især fire Fester, der i Hellas naaede et saadant Ry, at de blev til Nationalfester, hvori den hele helleniske Verden tog Del. Disse var de isthmiske, de nemeiske, de pythiske og de olympiske Lege. De isthmiske Lege var helligede Poseidon og holdtes paa Tangen ved Korinth. De nemeiske Lege blev holdte i en Dal i Argolis og var indviede til Herakles<ref>Oprindelsen til disse Lege tilskrives dels Herakles (Side 86), dels de syv Helte, der gjorde Felttoget mod Theben (Side 109).</ref>. Begge disse Fester foregik<noinclude><references/></noinclude> oeyk2aavbweesmh9a7vslqrcwpbv00c 104 143187 331352 2026-08-24T21:55:06Z Øystein Tvede 3938 /* Korrekturlest */ 331352 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>med to Aars Mellemrum. De {{sp|pythisk|e}} Lege var stiftede til Minde om Apollons Seier over Dragen Python (Side 414) og holdtes hvert fjerde Aar i Delphi. Men de mest straalende og de mest besøgte af alle helleniske Fester var de {{sp|olympisk|e}} Lege, der holdtes i {{sp|Olympia i Eli|s}} til Ære for den olympiske Zeus. »Ligesom Kildens Vand er den kosteligste blandt Jordens Skatte og Guidet det ypperste blandt Rigdommens Goder, saaledes er de olympiske Lege de herligste af alle; de fordunkler alle andre, ligesom Solen ved sin Glans lader alle andre Stjerner paa Himmelens Telt forsvinde«. Med disse Ord begynder Pindar sin første olympiske Ode (Side 397*). Olympia var ingen egentlig By, men en storartet Helligdom for den olympiske Zeus; det laa paa en smuk, af skovrige Høie omgivet Slette, hvor Floden {{sp|Alpheio|s}} i flere Krumninger gjennemstrømmer Elis, etterat den er brudt frem fra Arkadiens Klippebjerge. Her havde der fra gammel Tid af været en Helligdom for Zeus, og da Herakles lykkelig havde fuldført Arbeidet i Augeas' Fjøs (Side 88), skal han paa dette Sted have ofret til Zeus og holdt de første Veddeløb. De tidligste Overleveringer om de olympiske Lege skriver sig fra Spartaneren Lykurgos' Tidsalder. Peloponnesos var dengang hjemsøgt af indre Tvedragt og farlige Sygdomme. Kongen i Elis, {{sp|Iphito|s}}, skal have raadspurgt Guden i Delphi om, hvorledes disse Ulykker kunde afhjælpes, og faaet til Svar, at han skulde gjenoprette den olympiske Zeus' Fest, som var kommen i Forfald. Lykurgos og Iphitos sluttede da et Forlig, ifølge hvilket Doriere og Eleere for Fremtiden skulde feire den olympiske Fest i Fællesskab. Dette Forlig blev indgravet paa en Diskos af Jern, som blev kaldt Iphitos' Diskos. Eleerne gjemte den med stor Omhyggelighed, og endnu et tusinde Aar senere blev den fremvist i Heras Tempel i Olympia.<noinclude><references/></noinclude> 529goa1d3lje31i73pxlo0hbyatnafq 104 143188 331353 2026-08-24T21:58:59Z Øystein Tvede 3938 /* Korrekturlest */ 331353 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude> Dette var første Gang efter Vandringernes Tid, at to af Stammerne paa Peloponnes, som ikke var indbyrdes beslegtede, traadte i fredelig Forbindelse med hinanden Paa hele Halvøen blev der paabudt Vaabenhvile, naar Festens Tid kom. Det blev overdraget Eleerne at vogte Helligdom men, og derfor blev deres Land erklæret for et neutralt Gebet, hvis Grænser ingen bevæbnet Skare turde overskride. Den olympiske Helligdom steg i Anseelse fra Tid til Tid, fra en peloponnesisk blev den til en hellenisk. Hellenerne indrettede sin Tidsregning efter Legene<ref>De regnede nemlig efter Olympiader ɔ: Tidsrum af fire fulde Aar eller saa lang Tid, som der hengik mellem hver olympisk Fest.</ref>, maalte efter olympiske Stadier og sluttede sig til Olympias hellige Skikke. Fra Iphitos' Tid af blev Festen feiret hvert fjerde Aar og begyndte ved første Fuldmaane efter Sommersolhverv, altsaa omkring den første Juli. Fra og med Aaret 776 blev Navnene paa Seierherrerne indhugne paa Marmorsøiler i det olympiske Gymnasion. Efter de seirendes Navne at dømme var det oprindelig kun de nærmeste Stater, som deltog, og derpaa lidt efter lidt det øvrige Peloponnes; men inden et Aarhundrede var gaaet hen, mødte der Deltagere fra hele Hellas og kort efter fra Sicilien og de øvrige Lande, hvor der var græske Kolonier. Olympia bestod af to skarpt adskilte Dele, det hellige Rum, som kaldtes {{sp|Alti|s}}, og det profane. Altis var Zeus' Tempelgaard og indeholdt hans og de øvrige Guders Helligdomme. Naar man gjennem Indgangsporten med dens straalende Søilehaller var traadt ind i Altis, havde man tilhøire for sig det hellige Oljetræ, af hvis Løv Seierherrernes Kranse blev flettede; det kaldtes derfor »de skjønne Kranses Træ«. Det var et vildt Oljetræ, efter Sagnet plantet af Herakles. Lidt bortenfor det hellige Træ hævede sig det store<noinclude><references/></noinclude> jpj6hfhzq4qf2i7bp8axypikv1q073u 104 143189 331354 2026-08-24T22:03:16Z Øystein Tvede 3938 /* Korrekturlest */ 331354 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>Zeustempel, {{sp|Olympieio|n}}; fra gammel Tid af havde der her staaet et Tempel; men da Kunstverkerne paa Athens Akropolis fordunklede alt, hvad der fandtes af Kunst i det øvrige Hellas, besluttede Eleerne at ombygge sit Tempel og henvendte sig i den Anledning til Kunstens Hjem, Athen. Pheidias fulgte Indbydelsen, og ledsaget af en Skare attiske Kunstnere drog han til Olympia. Under Pheidias' Ledelse smykkede nu hans Broder Panænos det nyreiste Tempel med Malerier, medens Alkamenes og Pæonios udfyldte Gavlerne med plastiske Billedverker. Men Mesteren selv skabte her det herligste Verk, den helleniske Plastik har frembragt, den {{sp|olympiske Zeu|s}}. Statuen fremstillede Guden siddende paa en pragtfuld, med Billedverker rigt smykket Throne. Statuen var 40 Fod høi og bestod ligesom Pheidias' Athenestatue i Parthenon (Side 321) af en Trækjerne, som var beklædt med Elfenben og Guid. I Gudens venstre Haand hvilede Scepteret med Ørnen, i hans udstrakte høire stod en Seiersgudinde, vinkende med et Seiersbaand mod Guden, »som om hun kun ventede paa hans Vink for at faa vide, hvilket Hoved hun skulde smykke«. Gudens Ansigt udtrykte paa én Gang Majestet og Mildhed; det var Guders og Menneskers naadige Fader, men ogsaa Olympens vældige Hersker, Pheidias havde sat sig til Opgave at fremstille i dette Kunstverk, der henregnedes blandt Verdens syv Underverker. Digterne sang, at Pheidias maatte være stegen op paa Olympen, siden han kunde fremstille en saadan Høihed og Værdighed, og den Hellener priste sig lykkelig, hvem det var forundt, om blot én Gang i sit Liv, at skue dette herlige Aasyn. Foruden det store Zeustempel laa der i Altis flere andre Templer for Guder og Heroer. Midt i den hellige Lund hævede sig Zeus' store Brændofferalter, hvor der hele Aaret igjennem blev bragt Ofre. Olympieion derimod aabnedes kun paa de store Fester. Alteret var opført paa<noinclude><references/></noinclude> 42g8x2lxeqrtwv6x4hcc23xxdr15c9f 104 143190 331355 2026-08-24T22:06:55Z Øystein Tvede 3938 /* Korrekturlest */ 331355 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>en Underbygning af 125 Fods Omfang; det hævede sig 22 Fod iveiret, saa at Offerrøgen frit trak hen over de forsamledes Hoveder. Offerdyrene slagtedes paa Underbygningen og blev brændte oppe paa Alteret. Længst mod Nord stod en lang Række Huse, hvor hver enkelt Stat opbevarede de Gaver, som den havde skjænket Helligdommen. I Nærheden heraf laa {{sp|Stadio|n}}, som brugtes til Veddeløb og var 600 Fod lang. Stadion stødte sammen med Hesteveddeløbsbanen, {{sp|Hippodromo|s}}, som strakte sig mod Øst. Desuden var der i Altis en stor Mængde Bygninger, Altere og Tempelgaver af alle Slags, saasom Statuer af Guder og Seiervindere, Firspand, Trefødder, endvidere Æressøiler, som den ene Stat opreiste for den anden, Mindesøiler med Indskrifter o. s. v. Selv paa Murene, som omgav Altis, stod der mange Billedstøtter, for hvilke der ikke fandtes Plads andetsteds. En behagelig Afveksling for Øiet dannede de herlige Grupper af Oliventræer, Plataner, Palmer og Popler, som efter Sagnet skulde være plantede der af Herakles. Det profane Rum i Olympia laa udenfor Muren og tjente til Bolig for Stedets Indbyggere. Disse var foruden Zeus' Prester, som kaldtes {{sp|Iamide|r}}, tillige et talrigt Tjenerskab, bestaaende af Offertjenere, Fløiteblæsere, Vedhuggere o. s. v. Det var kun disse Olympias faste Indbyggere, som havde Lov til at bo i Huse, de besøgende leirede sig i Telte. Olympia var udenfor Festtiden et stille Sted, hvor der herskede landlig Ensomhed, og Verdens Larm naaede ikke Alpheiosdalens Skove; kun nu og da kom en enkelt Vandrer did for at forrette sin Bøn ved Zeus' Alter. Men hvor forandret blev ikke alt, naar» de store Olympieres Aar« kom, og naar de hellige Sendebud, »Zeus' Fredsbringere, Tidernes Herolder«, som Pindar kalder dem, drog ud af Altisporten og forkyndte først for Eleerne og dernæst for<noinclude><references/></noinclude> pvwbnnrq8jh28k1qd8mr4hql6ojo5wa 104 143191 331356 2026-08-24T22:11:59Z Øystein Tvede 3938 /* Korrekturlest */ 331356 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>alle de andre Hellenere det glade Budskab: »Zeus' hellige Fest er igjen nær, al Strid skal hvile, al Vaabenlarm forstumme. Uhindret maa Pilegrimene baade ad Landets og Havets Veie begive sig til Zeus' gjestfrie Terskel« Alle Hellenere uden Forskjel blev indbudte; kun de blev udelukkede, som var betyngede med Blodskyld, som havde unddraget den olympiske Zeus sin Ærefrygt, eller som havde forsyndet sig mod Hellenernes felles Sag; saaledes blev Syrakusaneren Hiero engang paa Themistokles' Forlangende udelukket, fordi han havde svigtet Hellenerne i Kampen mod Xerxes. Naar en Stat krænkede den Vaabenhvile, som under Festen var paabudt over hele Peloponnes, kunde Eleerne paa lægge den en Pengebod og udelukke den fra Festen. Da saaledes Spartanerne under Peloponneserkrigen var faldne ind i Elis, efterat Vaabenhvilen var forkyndt, blev der paalagt dem en Bod af to Miner (omtrent 134 Kroner) for hver Soldat. De negtede at betale og blev derfor udelukkede fra Festen. Spartanerne, som allerede havde sendt sine Heste til Olympia, saa sig da nødte til at lade dem tage Del i Veddekampene under andres Navne. Ledelsen af den hele Fest paalaa Kampdommerne, der kaldtes {{sp|Hellanodike|r}}, d. e. Hellenerdommere, og blev valgte af Eleerne. De var af Iphitos' Slegt og havde saa stor Anseelse overalt i Hellas, at mange pleiede at tage dem til Voldgiftsmænd i sine Stridigheder. De, som vilde tage Del i Kamplegene, maatte melde sig hos Kampdommerne og bevise, at de var Hellenere og frie Borgere. Fremmede og Træler var nemlig udelukkede og havde kun Ret til at være tilstede som Tilskuere. Senere blev Romerne regnede lige med Hellenerne. De, som ønskede at tage Del i Kampen, maatte endvidere bevise, at ingen Brøde hvilede paa dem, og at de idetmindste i ti Maaneder havde øvet sig iet hellenisk Gymnasion. Kampdom-<noinclude><references/></noinclude> kv98fka1ym81bgofhswethi2cpok33x 104 143192 331357 2026-08-24T22:14:55Z Øystein Tvede 3938 /* Korrekturlest */ 331357 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>merne havde nemlig at paase, at Deltagerne i Veddekampene forstod sin Kunst til Fuldkommenhed. Derfor fortsatte de ogsaa Øvelserne en hel Maaned under Hellanodikernes eget Tilsyn i Gymnasiet i Elis. Tilslut blev de, som var fundne værdige til at deltage i Legene, af Hellanodikerne førte frem foran en Billedstøtte af Zeus Horkios (d. e. den edbeskyttende Zeus), der havde en Lynstraale i hver Haand, og her maatte de sverge, at de i den hellige Kamp ikke skulde tillade sig nogen Uredelighed eller gjøre sig skyldige i noget Brud paa Lovene for Veddekampene. Festens Tid er imidlertid kommen; det helleniske Folk strømmer til fra alle Kanter. Landeveiene er opfyldte af festlige Tog, og paa »de vaade Veie« iler bekransede Skibe til fra Italiens og Siciliens Byer, fra Asiens og Afrikas fjerntliggende Kyster. Omkring den hellige Altis reiser der sig snart en hel By af Telte med et broget, forvirret Liv. Størst Opsigt vækker de Gesandter, som de forskjellige helleniske Stater har afsendt for i Staten Navn at bringe, herlige Ofre og forhøie Festens Glans. Disse Gesandtskaber kappes om her, hvor hele Hellas er samlet, at optræde saa glimrende som muligt. I Festklæder og med Kranse om Hovedet kommer de kjørende paa statelige Vogne med skjønne Offerdyr, kostbare Offergaver og ledsagede af et talrigt Tjenerskab. Oprindelig var Veddeløbet den eneste Kampleg, der øvedes i Olympia. Derfor blev dette bestandig afholdt først, og stedse blev Olympiaden benævnt efter den, som seirede i Veddeløbet. Den første Olympiade (776) kaldtes derfor {{sp|Korøbo|s}}' Olympiade, fordi Seierherren i denne havde dette Navn. Ved den fjortende Olympiade (724) indførtes Dobbeltløbet, ved den femtende (720) Længdeløbet. Dengang hændte det, at en af Løberne kastede af sig Kjortelen, og siden den Tid optraadte de kjæmpende nøgne. Brydning og Pentathlon kom i Brug ved den attende Olym-<noinclude><references/></noinclude> 0mchbfx6u70rnsiqfsd6x729oamlq3v 104 143193 331358 2026-08-24T22:17:16Z Øystein Tvede 3938 /* Korrekturlest */ 331358 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>piade og Nævekamp tyve Aar senere. Pankration indførtes først i den 33te Olympiade. Veddeløb i fuld Rustning blev forsøgt efter den 65de Olympiade. Ved den 25de Olympiade indførtes Kapkjøring med Firspand. I den 33te Olympiade opkom Kapridning. Veddeløb med Muldyr, som indførtes i den 70de Olympiade, holdt sig ikke fenge, fordi de var mere lattervækkende end tiltalende for Skjønhedssansen. Kappestrid i Musik eller Skaldekunst forekom ikke i Olympia. Ved de pythiske Lege i Delphi derimod udgjorde denne fra først af endogsaa det eneste Slags Veddekampe. Endvidere kan merkes, at man i Olympia i den 96de Olympiade fik indført Kappestrid mellem Herolder og Trompetblæsere. Herved var Lungernes Styrke Hovedsagen, og ofte var Lyden af Trompeterne saa sterk, at de, som stod i Nærheden, ikke kunde holde det ud, men maatte tåge Flugten. Festen, som oprindelig kun havde varet én Dag, optog senere fulde fem Dage. Sin Glansperiode havde de olympiske Lege i Tidsrammet mellem den 50de og 85de Olympiade (580—440 f. Kr.). I denne Periode var det ogsaa, at de store Digtere Pindar og Simonides digtede sine herlige Sange til Seiervindernes Pris. Festen indlededes formodentlig med et stort Offer for Zeus. Naar Hellanodikerne i sine Purpurdragter og smykkede med Laurbærkranse havde ført de kjæmpende ind og selv taget Sæde paa sine Ærespladse i Stadion, der allerede fra den tidlige Morgenstund var tæt besat med Tilskuere, lød et Trompetstød, en Herold forkyndte Kampens Begyndelse, og en af Kampdommerne sagde til de kjæmpende: »Hvis I har underkastet eder den Møie, som sømmer sig for dem, der vil betræde Kamppladsen i Olympia, hvis I ingen pligtstridig og uædel Gjerning har begaaet, da han I komme med freidigt Mod; men den af eder, som ikke har øvet sig tilbørlig og ikke levet pligtmæssig, han gaa herfra, hvorhen han vii«. Herolderne førte derpaa Veddekjæm-<noinclude><references/></noinclude> dln3jptogc1gtteexrlf004o09shgcj 331366 331358 2026-08-24T22:38:33Z Øystein Tvede 3938 331366 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>piade og Nævekamp tyve Aar senere. Pankration indførtes først i den 33te Olympiade. Veddeløb i fuld Rustning blev forsøgt efter den 65de Olympiade. Ved den 25de Olympiade indførtes Kapkjøring med Firspand. I den 33te Olympiade opkom Kapridning. Veddeløb med Muldyr, som indførtes i den 70de Olympiade, holdt sig ikke fenge, fordi de var mere lattervækkende end tiltalende for Skjønhedssansen. Kappestrid i Musik eller Skaldekunst forekom ikke i Olympia. Ved de pythiske Lege i Delphi derimod udgjorde denne fra først af endogsaa det eneste Slags Veddekampe. Endvidere kan merkes, at man i Olympia i den 96de Olympiade fik indført Kappestrid mellem Herolder og Trompetblæsere. Herved var Lungernes Styrke Hovedsagen, og ofte var Lyden af Trompeterne saa sterk, at de, som stod i Nærheden, ikke kunde holde det ud, men maatte tåge Flugten. Festen, som oprindelig kun havde varet én Dag, optog senere fulde fem Dage. Sin Glansperiode havde de olympiske Lege i Tidsrammet mellem den 50de og 85de Olympiade (580—440 f. Kr.). I denne Periode var det ogsaa, at de store Digtere Pindar og Simonides digtede sine herlige Sange til Seiervindernes Pris. Festen indlededes formodentlig med et stort Offer for Zeus. Naar Hellanodikerne i sine Purpurdragter og smykkede med Laurbærkranse havde ført de kjæmpende ind og selv taget Sæde paa sine Ærespladse i Stadion, der allerede fra den tidlige Morgenstund var tæt besat med Tilskuere, lød et Trompetstød, en Herold forkyndte Kampens Begyndelse, og en af Kampdommerne sagde til de kjæmpende: »Hvis I har underkastet eder den Møie, som sømmer sig for dem, der vil betræde Kamppladsen i Olympia, hvis I ingen pligtstridig og uædel Gjerning har begaaet, da han I komme med freidigt Mod; men den af eder, som ikke har øvet sig tilbørlig og ikke levet pligtmæssig, han gaa herfra, hvorhen han vil«. Herolderne førte derpaa Veddekjæm-<noinclude><references/></noinclude> 4wl6nl0j8qd54oavnb5hwdif67fv8cl 104 143194 331359 2026-08-24T22:19:46Z Øystein Tvede 3938 /* Korrekturlest */ 331359 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>perne gjennem Stadion, udraabte enhvers Navn og Fædreland og spurgte, om nogen af de tilstedeværende kunde anklage ham for ufri Fødsel, slet Rygte, Tyveri eller nogen anden Misgjerning. Ingen uværdig maatte optræde for at kjæmpe om Zeus' Seierskrans. Blev en Anklage reist, afgjorde Hellanodikerne Sagen straks paa Stedet. Derpaa traadte de, der skulde deltage i Veddeløbet, frem for at trække Lod. Lodderne, der gjemtes i en Sølvurne, var merkede med Bogstaver, og da der i hvert Løb skulde være fire Deltagere, bar altid fire og fire Lodder samme Merke. De, som trak ensmerkede Lodder, dannede altsaa et Parti. Enhver bad en kort Bøn til Zeus, før han greb i Urnen. Ingen maatte se sit Lod, før alle havde trakket. Naar alt var færdigt, raabte Herolderne: »Kampen begynder; stig frem til Afgjørelse; Seierens Maal vil Zeus forlene«. De fire, som havde det første Bogstav, traadte frem, og paa et givet Tegn begyndte Løbet. De, som udmerkede sig, hilsedes med høie Bifaldsraab fra Tilskuernes Side. Efterat de forskjellige Grupper havde optraadt, kappedes Seierherrerne i hver af dem i nye Veddeløb om Prisen, og paa den Maade fortsattes, indtil én havde beseiret alle de andre. Herolden udraabte hans Navn, og Kampdommeren rakte ham en Palmegren og opfordrede ham til at møde paa den Dag, da Prisuddelingen skulde foregaa. Efter dette enkelte Løb fra den ene Ende af Stadion til den anden fulgte Dobbeltløbet, hvorunder man tilbagelagde Banen én Gang frem og tilbage, og endelig Længdeløbet, som angi ves forskjellig fra 7 lige indtil 24 Stadier, i sidste Tilfelde altsaa henved en halv norsk Mil. De øvrige gymnastiske Øvelser, som udførtes ved Veddekampene, var i det væsentlige Hopning, Brydning, Nævekamp, Spydkastning, Diskoskastning, Pankration og endelig Pentathlon. {{sp|Hopninge|n}} skede paa forskjellig<noinclude><references/></noinclude> rmpr36hbflq9roi5ri1w94khdz89wd1 104 143195 331360 2026-08-24T22:22:38Z Øystein Tvede 3938 /* Korrekturlest */ 331360 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>Maade, dels i Høiden, dels i Længden og under Anvendelse af Springbret. {{sp|Brydninge|n}} udgjorde den vigtigste Del af den græske Gymnastik. Man havde ikke Lov til at brage Slag; men det gjaldt om kun ved Behændighed og Musklernes Kraft at kaste sin Modstander til Jorden og holde ham fast, indtil han erklærede sig for overvunden. Ved {{sp|Nævekampe|n}} derimod greb ikke de kjæmpende fat i hinanden; men Kampen bestod kun i Slag med knyttet Næve; forat disse skulde falde saameget tungere, var Arme og Hænder somoftest ombundne med Remmer med deri indsyede Blyklumper. Denne Kampmade var ellers ikke meget yndet af Hellenerne, da det ofte gik temmelig voldsomt til, og Nævekjæmperne ofte fik svære Buler og Saar især i Ansigtet. Enkelte havde dog opnaaet en merkelig Ferdighed i med korslagte Arme rolig at afverge alle Angreb fra Modstanderens Side uden selv at slaa til og paa den Maade udmatte sin Modstander og faa ham til at erklære sig for overvunden. {{sp|Spydkastninge|n}} skede efter et bestemt Maal. {{sp|Disko|s}} var en rund, tung Skive i Form af et lidet Skjold, uden Haandtag eller Remmer. Den blev ikke kastet efter noget bestemt Maal; men det gjaldt at kaste den saalangt som muligt. {{sp|Pankratio|n}} (Samletkamp) var en Forbindelse af Bryde- og Nævekamp, dog uden Benyttelse af Slagremmer. Det var den voldsomste og mest anstrengende Kamp og krævede en høi Grad af Behændighed og Kraft. {{sp|Pentathlo|n}} (Femkamp) omfattede fem Kamparter, nemlig Hopning, Spydkastning, Veddeløb, Diskoskastning og Brydning. Man begyndte med Hopningen. Et vist Antal af dem, der havde staaet sig bedst ved denne første Del af Pentathlon, tog Del i Spydkastningen, og saaledes aftog Antallet af de kjæmpende for hver ny Kamp, indtil i Brydningen kun de to tog Del, der havde vist sig bedst i Diskoskastn ingen.<noinclude><references/></noinclude> ow4jfo9wi07karmhr1h3vdlgp1f17sk 104 143196 331361 2026-08-24T22:25:49Z Øystein Tvede 3938 /* Korrekturlest */ 331361 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude> Den sidste gymnastiske Veddekamp, som blev foretaget, var Vaabenløbet. Deltagerne heri var iførte en mere eller mindre fuldstændig Rustning, ofte bar de kun Skjoldet, som var det Vaaben, en Kriger sidst af alt maatte skille sig ved. Ved de gymnastiske Lege optraadte de kjæmpende ligesom ved Legemsøvelser i det hele taget aldeles nøgne. Legemet indgnedes med Olje, forat Lemmerne skulde blive sterkere og smidigere. Efter de gymnastiske Kampe fulgte Vedderidt og Veddekjørsel, som dannede Glanspunktet i Legene; thi her kappedes de største Steder og de rigeste Borgere eller Fyrster om, hvem der kunde optræde med den største Pragt og de ypperligste Heste. Det var Eierne, der vandt Prisen, og ikke Vognstyrerne eller Rytterne. Biandt de Seierherrer, hvis Pris Pindar besynger, forekommer Navnene paa flere Konger baade fra Syrakus, Agrigent og det fjerne Kyrene. Skuepladsen for disse Lege var Hippodromen (Hesteveddeløbsbanen), som stødte til Stadion og dannede en ret Vinkel med dette; den var 1200 Fod lang og 400 Fod bred. Kapkjørselen foretoges med Tospand eller Firspand. Efterat alle Spand var opstillede i lige Linje, fløi alle paa et givet Tegn afsted. Tolv Gange maatte Vognene tilbagelægge den hele Strækning fra høire til venstre rundt omkring en Søile, der stod i den anden Ende af Rendebanen et Stykke fra Barrieren, og tilbage igjen til Udgangspunktet. Der skede mange Ulykker derved, at Vognstyrerne lagde an paa at komme forbi en Modstander eller svinge saa nær som muligt forbi Søilen for at gjøre Veien en Smule kortere. Vognene for mod hinanden eller rendte mod Søilen og splintredes, Kuskene slyngedes ud og blev ofte slæbte afsted i Tømmerne; det var endda en Lykke, om de slap fra det med Livet. Engang hændte det saaledes, at i et Veddeløb mellem 40 Vogne kun en naaede uskadt<noinclude><references/></noinclude> mu1uke7aqcslrn50v94gmnrgektg7tl 104 143197 331362 2026-08-24T22:28:48Z Øystein Tvede 3938 /* Korrekturlest */ 331362 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>frem til Maalet og vandt saaledes en forholdsvis let Seier. Kvinder var i Regelen ikke tilstede ved Legene, idetmindste slet ikke gifte Kvinder. Eleerne havde endog sat Dødsstraf for den Hustru, som under Festen vovede at betræde Olympia. Engang blev det opdaget, at en Eleerinde havde været tilstede blandt Tilskuerne i Mandsdragt; men da hun fortalte, at hun havde sneget sig ind af Kjærlighed til sin Søn, der for første Gang skulde optræde i Kamplegene, blev hun forskaanet for Straffen. Spartanerne og muligens ogsaa andre Doriere gav de unge Jomfruer Lov til at være tilstede ved de olympiske Lege. Med en overordentlig Interesse fulgte Tilskuerne Kampens Gang. Fra tidlig om Morgenen til langt ud paa Eftermiddagen sad eller stod de i den tætte Trængsel udsatte for den glødende Julisol, medens de indaandede den ophedede, støvede Luft. Med sydlandsk Livlighed tog de Parti for den ene eller anden, under Klap og Bravoraab ansporede de de kjæmpende, ofte gav de dem ogsaa et godt Raad, hvilket var tilladt. Jo nærmere man kom Afgjørelsen, desmere voksede Larmen og Spændingen, indtil Herolden endelig udraabte Seierherrens Navn. Naar Legene var endte for Dagen, søgte Folket Vederkvægelse og Adspredelse paa forskjellig Vis udenfor Altis. Til langt paa Nat sværmede de glade Skarer om, og fra de forskjellige Telte og Boder hørtes Lystighed og Jubel. Man traf sine gamle Venner og sluttede nye Bekjendtskaber, og ofte afgjordes her de vigtigste Forretninger saavel mellem private Personer som mellem Staternes Sendebud. Talere og Filosofer holdt Foredrag, Digtere fremsagde sine Arbeider, Historieskrivere forelæste sine Verker, Malere og andre bildende Kunstnere stillede sine Verker tilskue; thi alt, som det gjaldt om at gjøre be-<noinclude><references/></noinclude> ldo1z2xhzzok85qijr4dy3x7fl0fv2i 104 143198 331363 2026-08-24T22:32:08Z Øystein Tvede 3938 /* Korrekturlest */ 331363 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>kjendt i de videste Kredse, kunde ikke bæres frem under gunstigere Vilkaar end netop her for det samlede Hellener folk. Følelsen af, at de forskjellige Stammer alle tilhørte det samme store helleniske Fædreland, en Følelse, der under Livets dagligdagse Forhold saa ofte indslumrede, fik her den kraftigste Vækkelse, naar f. Eks. Herodot fremmanede de storslagne Billeder fra Frihedskrigen, eller naar Platon fremsatte sin dybsindige Verdensanskuelse, eller naar Lysias<ref>Lysias, berømt som Taler og Lærer i Veltalenhed, opholdt sig for det meste i Athen. Hans Levetid falder mellem 459—378.</ref> formanede alle Hellenere til at staa frem som én Mand mod Østens eller andre Tyranner. I den ældste Tid blev der i Olympia uddelt Kampbelønninger til de seirende; men allerede fra den syvende Olympiade af modtog de efter den delphiske Guds Raad kun en simpel Olivenkrans. Uddelingen af disse foregik paa den sidste af Festdagene under stor Høitidelighed. Enhvers Navn og Fædrestad blev endnu engang opraabt af Herolden, hvorpaa Hellanodikerne bekransede Seierherrerne, som under Mængdens Jubel drog til Altrene for at ofre Guderne Takofre. Dagen endte med et Festmaaltid, som Eleerne gav til Ære for Seierherrerne. En olympisk Seier havde for Helleneren næsten større Værd end en Triumf for en romersk Feltherre. Den, der havde vundet en saadan, havde efter Pindars Udtryk naaet »Herakles' Støtter«. Den høieste Lykke, paa Jorden var falden i hans Lod, og den vise Skald advarer ham mod at ville tragte efter noget høiere og forlange at blive Guderne lig. Om Diagoras fra Rhodos fortelles der, at han selv havde seiret to Gange i Olympia og flere Gange i de andre nationale Festlege. Som gammel Mand fulgte han sine to Sønner til Olympia, hvor de begge gik af med Seieren. En Spartaner raabte til ham: »Dø, Diagoras,<noinclude><references/></noinclude> mjv0hbn4hjr3puazxjnsw3sb69hktgw 104 143199 331364 2026-08-24T22:34:37Z Øystein Tvede 3938 /* Korrekturlest */ 331364 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>thi en større Lykke kan ikke times dig«. Og da de to Ynglinger af sønlig Kjærlighed satte Kransene paa Faderens Hoved, blev Glæden ham for stor, og han skal være sunket livløs til Jorden. Det samme fortelles ogsaa om Spartaneren Cheilon (Side 232). Seierherrerne havde Ret til at reise en Støtte til Minde om sin Seier. Af saadanne fandtes der i Altis en talrig Mængde, af hvilke enkelte var fremragende Kunstverker. Pausanias regner op over 200, og det er endda kun de i kunstnerisk Henseende værdifuldeste. Ved Hjemkomsten ventede der Seierherren den største Hæder. I Purpurdragt kjørte han paa en Vogn, trakket af fire hvide Heste, under Folkets uendelige Jubel ind i Byen. Ja — det hændte, at man i Anledning af Indtoget rev ned en Del af Muren, forat han ikke skulde passere den for andre dødelige sedvanlige Port. Man vilde derved antyde, »at — som Plutarch siger — en By, der fostrede slige Mænd, ingen Mure behøvede til sit Forsvar«. Festtoget gik til det fornemste Tempel, hvor Seierherren ophængte sin Krans som Offer. Derpaa blev der holdt et stort Festmaaltid, og saavel under dette som under Indtoget lød der festlige Korsange. Det ansaaes for en sjelden Lykke, hvis en anseet Digter, som f. Eks. Pindar, forfattede Festsangen; »thi en saadan var et Mindesmerke, varigere end Erts«. Ogsaa andre Belønninger blev Seierherren tildel; man opreiste ham Æresstatuer i Gymnasiene, paa Torvet eller foran et Tempel. I Athen fik han efter Solons Tid en Gave paa 500 Drachmer, fri Bespisning i Prytaneion og en Æresplads ved alle offentlige Skuespil. I Sparta fik han lignende Æresbevisninger samt den hædrende Forret i Slaget at indtage den farligste Plads. Olympias nu skovbegroede Tomter, hvor engang det livsglade Hellenerfolk feirede sin største Fest, har i Men-<noinclude><references/></noinclude> m0p5m71egeonrmthbiortcxid7knhvk 0 143200 331365 2026-08-24T22:35:27Z Øystein Tvede 3938 Ny side: <pages index="Sagn og Fortællinger af Oldtidens Historie.djvu" from=423 to=438 fromsection="2" tosection="" header=1 /> 331365 wikitext text/x-wiki <pages index="Sagn og Fortællinger af Oldtidens Historie.djvu" from=423 to=438 fromsection="2" tosection="" header=1 /> mssx2yb7f9f6h8cfsxrb3uq026w2cmz