Wikikilden nowikisource https://no.wikisource.org/wiki/Wikikilden:Forside MediaWiki 1.47.0-wmf.17 first-letter Medium Spesial Diskusjon Bruker Brukerdiskusjon Wikikilden Wikikilden-diskusjon Fil Fildiskusjon MediaWiki MediaWiki-diskusjon Mal Maldiskusjon Hjelp Hjelpdiskusjon Kategori Kategoridiskusjon Forfatter Forfatterdiskusjon Side Sidediskusjon Indeks Indeksdiskusjon Undertekster Undertekstdiskusjon Modul Moduldiskusjon Arrangement Arrangementsdiskusjon 104 140177 331404 326263 2026-08-25T12:22:32Z Øystein Tvede 3938 331404 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>der en hel Sommer. Derpaa fortsatte han sin Fremrykken mod Babylon. Indbyggerne gjorde et Udfald, men blev slagne af Marken i aaben Kamp, og derpaa begyndte Beleiringen. Kongen, {{sp|Nabonahi|d}}, kastede sig ind i Babylons Forstad {{sp|Borsipp|a}}, medens Kongens Søn {{sp|Belsarossor}} skulde forsvare selve Hovedstaden. Der var bragt en Mængde Levnetsmidler ind i Staden, og desuden fandtes der indenfor Murens vidtstrakte Marker, skikkede for Kornavl og Kvæghold, saa at Babylonierne kunde udholde mange Aars Beleiring. De tog sig derfor heller ikke synderlig nær af Kyros' Angreb. Da han intet kunde udrette ligeoverfor de høie og sterke Mure, ledede han Vandet fra Euphrat ud i et uhyre stort Vandbassin, som Babylonierne tidligere havde gravet, forat det kunde regulere Vandstanden i Flomtiden og være en gavnlig Vandbeholder, hvortil man kunde ty hen i Tørketiden. Dette, som før havde været til Velsignelse for Landet, blev altsaa nu dets Ulykke. Perserne vadede efter Flodsengen ind i Byen en Nat, da Babylonierne holdt en stor Fest. I Byens Yderkanter var Perserne allerede Herrer, medens Dansen og Festens Jubel endnu vedvarede i dens Midte; thi formedelst Byens uhyre Størrelse vidste Beboerne af de mere centrale Dele intet om, hvad der var skeet i Udkanterne. Belsarossor faldt; men Nabonahid selv fik sig anvist Opholdssted i en anden Provins af Kyros' Rige. Babylons Fald indtraf i Aaret 538. {{--}} Om Kyros' sidste Dage findes der mange Beretninger. Herodot har om hans Død følgende Fortælling, der dog er upaalidelig ligesom de andre Frasagn, der gaar om hans Endeligt: I Nord for det kaspiske Hav boede et vildt Folk {{sp|Massagetern|e}}. Kyros beilede til deres Dronning To-<noinclude><references/></noinclude> qtjt2249ejyhpvtgu4n2rmbq5ht4d29 331405 331404 2026-08-25T12:28:33Z Øystein Tvede 3938 331405 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>der en hel Sommer. Derpaa fortsatte han sin Fremrykken mod Babylon. Indbyggerne gjorde et Udfald, men blev slagne af Marken i aaben Kamp, og derpaa begyndte Beleiringen. Kongen, {{sp|Nabonahi|d}}, kastede sig ind i Babylons Forstad {{sp|Borsipp|a}}, medens Kongens Søn {{sp|Belsarossor}} skulde forsvare selve Hovedstaden. Der var bragt en Mængde Levnetsmidler ind i Staden, og desuden fandtes der indenfor Murens vidtstrakte Marker, skikkede for Kornavl og Kvæghold, saa at Babylonierne kunde udholde mange Aars Beleiring. De tog sig derfor heller ikke synderlig nær af Kyros' Angreb. Da han intet kunde udrette ligeoverfor de høie og sterke Mure, ledede han Vandet fra Euphrat ud i et uhyre stort Vandbassin, som Babylonierne tidligere havde gravet, forat det kunde regulere Vandstanden i Flomtiden og være en gavnlig Vandbeholder, hvortil man kunde ty hen i Tørketiden. Dette, som før havde været til Velsignelse for Landet, blev altsaa nu dets Ulykke. Perserne vadede efter Flodsengen ind i Byen en Nat, da Babylonierne holdt en stor Fest. I Byens Yderkanter var Perserne allerede Herrer, medens Dansen og Festens Jubel endnu vedvarede i dens Midte; thi formedelst Byens uhyre Størrelse vidste Beboerne af de mere centrale Dele intet om, hvad der var skeet i Udkanterne. Belsarossor faldt; men Nabonahid selv fik sig anvist Opholdssted i en anden Provins af Kyros' Rige. Babylons Fald indtraf i Aaret 538. {{--}} Om Kyros' sidste Dage findes der mange Beretninger. Herodot har om hans Død følgende Fortælling, der dog er upaalidelig ligesom de andre Frasagn, der gaar om hans Endeligt: I Nord for det kaspiske Hav boede et vildt Folk {{sp|Massagetern|e}}. Kyros beilede til deres Dronning {{sp|To}}-<noinclude><references/></noinclude> 0b7a834bmnsel4vzxpn4wwoc6sh3dul 104 140178 331406 326264 2026-08-25T12:28:51Z Øystein Tvede 3938 331406 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>{{sp|myri|s}}, fik nei og rykkede ind i hendes Land. Efter Krøsos<ref>Den tidligere Lyderkonge Krøsos var nemlig i stor Anseelse hos Kyros (Side 37).</ref> Raad gik han over Floden Jaxartes, men sendte dog først sin Søn Kambyses under Krøsos' Opsyn tilbage til Persien, idet han paalagde sin Søn at ære Krøsos og gjøre vel mod ham, hvis Toget mod Massageterne skulde løbe uheldig af. Den første Nat efter Overgangen over Floden saa Kyros i Drømme sin Slegtning {{sp|Dareio|s}}, Hystaspes' ældste Søn, med to store Vinger paa Skuldrene, af hvilke den ene overskyggede Asien, den anden Europa. Dareios var dengang tyve Aar gammel og var forbleven hjemme i Persien; men hans Fader, der var en af Persernes syv Fyrster og Hovedet for den yngre Gren af Achæmenidernes Familie, fulgte med Hæren. Kyros kaldte om Morgenen {{sp|Hystaspe|s}} for sig, fortalte ham Drømmen og paalagde ham skyndsomst at vende tilbage til Persien og tage vare paa sin Søn, forat Kongen efter endt Felttog kunde forhøre ham. Thi han ansaa det for givet, at Dareios pønsede paa Oprør mod ham. Hystaspes reiste hjem, idet han lovede at overgive sin Søn i Kongens Hænder, naar denne var vendt tilbage. »Men Guderne«, siger Herodot, »vilde ved denne Drøm kun i Forveien underrette Kyros om, at han skulde dø der i Landet, og at Dareios senere engang skulde bestige den persiske Throne.« Efter nogle mindre Træfninger kom det til et blodigt Slag mellem Perserne og Massageterne, hvori største Delen af den persiske Hær tilligemed Kyros selv satte Livet til. Kyros' Lig lod Dronningen mishandle, afhuggede dets Hoved og kastede dette i et Kar, fyldt med Blod, med de Ord: »Nu skal jeg da endelig mætte dig med Blod, som jeg har truet med.«<noinclude><references/></noinclude> 2y2f8wio7e4l00b7ws1zkt3pk8xzygc 104 140184 331407 331387 2026-08-25T13:15:30Z Øystein Tvede 3938 331407 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude><section begin="1"/>Skoven, grov paa et sumpigt Sted et Hul i Jorden og hviskede ganske sagte: »Kong Midas har Eselsøren, lange, lange Eselsøren skjulte under sin Hue«. Derpaa tilkastede han Hullet og vendte med lettet Hjerte tilbage. Men efter en Tids Forløb voksede der paa dette Sted op en hel Masse Siv, og hvergang Vinden susede forbi, kunde man høre de samme Ord, som den ulykkelige Barber havde udtalt, men nu troede var vel forvarede i Jorden. Saaledes har desværre Alverden faaet vide om Midas' Æselsøren. Disse Sagn om Midas er opstaaede blandt Grækerne, og der er flere andre, hvori de paa samme Vis lader sin Vittighed gaa ud over Phrygerne og deres Indretninger<ref>De gamle phrygiske Konger hed vekselvis Midas og Gordios. Den første Konge med Navnet Midas sættes til omkring Aaret 800 f. Kr.</ref>. {{--}} <section end="1"/> <section begin="2"/>{{c|{{stor|10. Krøsos, Lydiens sidste Konge<br> (563—549 f. Kr.).}}}} {{--}} I Kyros' Tid regjerede Alyattes' Søn {{sp|Krøsos}} i {{sp|Lydie|n}}. (Side 13). Efter sin Fader havde han arvet store Rigdomme og en velrustet Hær, og han blev af andre og sig selv anseet for at være det lykkeligste Menneske, ligesom hans Navn senere er bleven brugt for at betegne den største Rigdom.<section end="2"/><noinclude><references/></noinclude> 2gmd3q6iwnsc52hjijcb6jsqfrwyjtf 104 140186 331408 326299 2026-08-25T14:32:57Z Øystein Tvede 3938 331408 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude> Krøsos var en Ynder af hellenisk<ref>Grækerne kaldte sig selv Hellenere, medens Navnet Grækere blev brugt om dem af andre Folk, navnlig af Romerne.</ref> Dannelse, og mange af den Tids vise og fremragende Mænd besøgte ham, deriblandt ogsaa den græske Vismand {{sp|Solo|n}}, der blev modtagen med aabne Arme og bevertet paa det bedste i Kongens pragtfulde Palads. Krøsos viste ham alle sine Skatte og Rigdomme og spurgte ham endelig en Dag, hvem han, som dog havde seet saameget i Verden, ansaa for den lykkeligste. Det anser jeg Atheneren {{sp|Tello|s}} for, o Konge! svarede Solon. Da Kongen undrede sig herover og spurgte, hvorfor han satte Tellos høiest, svarede Vismanden: »Tellos levede paa en Tid, da hans Fædrenestad var i god Stand; han havde brave Børn og Børnebørn og fik Glæde af dem alle, og ingen af dem døde før ham. Og paa dette lykkelige Liv fulgte den skjønneste Død, idet han faldt for Fædrelandet i en seierrig Kamp, hvorefter hans Landsmænd begrov ham paa offentlig Bekostning paa det samme Sted, hvor han var falden«. Kongen, der ei havde ventet et saadant Svar, spurgte noget stødt, hvem han efter Tellos ansaa for den lykkeligste blandt dødelige. Han mente, at han dog idetmindste maatte faa den anden Plads. »Den anden Pris«, svarede Solon, tilkjender jeg Brødrene {{sp|Kleobi|s}} og {{sp|Bito|n}} fra Argos, der begge havde sit gode Udkomme og derhos besad en saa stor Legemsstyrke, at de begge vandt Laurbærkransen i de offentlige Lege. Og da engang deres Moder, som var Heras Prestinde, skulde kjøre til Gudindens Tempel, men Okserne, som skulde trække hendes Vogn, ikke var komne, spændte Sønnerne sig selv under Aaget og trak Vognen 45 Stadier<ref>En Stadie er 600 Fod.</ref> lige til Templet,<noinclude><references/></noinclude> 8stllj8rgg7p8boc43e8igie2n5imzy 104 140187 331409 326281 2026-08-25T14:33:34Z Øystein Tvede 3938 331409 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>som de naaede i rette Tid. Og Argiverne prisede i høie Ord Ynglingerne for deres Styrke, og Argiverinderne Moderen, som havde saadanne Sønner. Men den stolte og lykkelige Moder gik ind i Helligdommen og bad foran Gudindens Billede om, at denne vilde skjænke hendes Sønner, der havde hædret hende saa høit, det bedste, der kunde falde i et Menneskes Lod. Da Offeret var bragt og Festmaaltidet holdt, sovnede begge Sønnerne ind i selve Helligdommen og vaagnede ikke mere. Og derved lagde Guddommen for Dagen, hvor langt bedre det er for Mennesket at dø end at leve«. Men Krøsos blev fornærmet over Solons ligefremme Ord, der stod i skarp Modsætning til Lyderhoffets Smiger, og sagde: »Gjesteven fra Athen, sætter du da vor Lykke saa lavt, at du ikke engang agter os lige med borgerlige Mænd? Herpaa gav Solon hint berømte Svar: »Menneskets Liv sætter jeg til sytti Aar. Det gjør mange Dage; men ingen Dag er den anden lig; enhver bringer noget nyt. Derfor, Kong Krøsos, er Mennesket givet Tilfældet i Vold. Vistnok er du meget rig og er Herre over mange Folk; men lykkelig kan jeg ikke kalde dig, før jeg faar høre, at du lykkelig har endt dine Dage. Den rigeste er ikke lykkeligere end den, som har dagligt Brød, naar det ikke gaar ham godt til Enden. Derfor vogte man sig for at kalde nogen lykkelig, før han har naaet sit Livs Ende; thi mangen en, hvem Guderne har stillet Lykken for Øinene, har de siden gjort i Bund og Grund ulykkelig. Ved enhver Ting maa man nemlig se efter, hvad Enden bliver. Kongen tog Solon dette ilde op og ansaa ham for et udannet Menneske. Men den stolte Konge fik senere sande den vises Ord. Under Solons Ophold i Sardes skal ogsaa den græske Fabeldigter {{sp|Æsopo|s}}<ref>Den ældste græske Fabeldigter og den, som egentlig opfandt Fabeldigtningen, er {{sp|Æsopo|s}} fra Phrygien, hvis Levetid falder i det 6te Aarh. f. Kr. </ref> have været Kong Krøsos' Gjest<noinclude><references/></noinclude> qx3sca7bjxyo7q3syjk3wa13elowyiw 331410 331409 2026-08-25T14:34:05Z Øystein Tvede 3938 331410 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>som de naaede i rette Tid. Og Argiverne prisede i høie Ord Ynglingerne for deres Styrke, og Argiverinderne Moderen, som havde saadanne Sønner. Men den stolte og lykkelige Moder gik ind i Helligdommen og bad foran Gudindens Billede om, at denne vilde skjænke hendes Sønner, der havde hædret hende saa høit, det bedste, der kunde falde i et Menneskes Lod. Da Offeret var bragt og Festmaaltidet holdt, sovnede begge Sønnerne ind i selve Helligdommen og vaagnede ikke mere. Og derved lagde Guddommen for Dagen, hvor langt bedre det er for Mennesket at dø end at leve«. Men Krøsos blev fornærmet over Solons ligefremme Ord, der stod i skarp Modsætning til Lyderhoffets Smiger, og sagde: »Gjesteven fra Athen, sætter du da vor Lykke saa lavt, at du ikke engang agter os lige med borgerlige Mænd? Herpaa gav Solon hint berømte Svar: »Menneskets Liv sætter jeg til sytti Aar. Det gjør mange Dage; men ingen Dag er den anden lig; enhver bringer noget nyt. Derfor, Kong Krøsos, er Mennesket givet Tilfældet i Vold. Vistnok er du meget rig og er Herre over mange Folk; men lykkelig kan jeg ikke kalde dig, før jeg faar høre, at du lykkelig har endt dine Dage. Den rigeste er ikke lykkeligere end den, som har dagligt Brød, naar det ikke gaar ham godt til Enden. Derfor vogte man sig for at kalde nogen lykkelig, før han har naaet sit Livs Ende; thi mangen en, hvem Guderne har stillet Lykken for Øinene, har de siden gjort i Bund og Grund ulykkelig. Ved enhver Ting maa man nemlig se efter, hvad Enden bliver. Kongen tog Solon dette ilde op og ansaa ham for et udannet Menneske. Men den stolte Konge fik senere sande den vises Ord. Under Solons Ophold i Sardes skal ogsaa den græske Fabeldigter {{sp|Æsopo|s}}<ref>Den ældste græske Fabeldigter og den, som egentlig opfandt Fabeldigtningen, er Æsopos fra Phrygien, hvis Levetid falder i det 6te Aarh. f. Kr. </ref> have været Kong Krøsos' Gjest<noinclude><references/></noinclude> h07e4aolipam20ux4mrbda908s6likg 104 140188 331411 326283 2026-08-25T14:35:11Z Øystein Tvede 3938 331411 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>og skal have staaet i stor Gunst hos ham. Det fortælles, at han syntes Synd i Solon, fordi Krøsos efter sin Samtale med ham viste ham saa liden Venlighed. Han sagde derfor en Dag til ham: »Kjære Solon, med Konger maa man tale saa sjelden eller saa behagelig som muligt«, men fik til Svar: »Ikke saa, men saa sjelden eller saa godt som muligt« {{--}} Krøsos hørte til en Familie, paa hvem der hvilede Blodskyld, og som derfor truedes af en ulykkelig Skjebne. Hans Tipoldefader {{sp|Gyge|s}}<ref>Efter Herodots Beretning, hvorfra hele denne med Sagn udsmykkede Fortælling er tagen, skal Gyges have regjeret mellem Aarene 719 og 681 f. Kr.</ref> havde snigmyrdet sin Herre og Velgjører Kandaules, den sidste af Sandonidernes Kongeæt, der i over 500 Aar skulde have hersket over Lyderne og ansaaes for at nedstamme fra Solguden {{sp|Sando|n}}. Derpaa egtede Gyges den dræbtes Enke; men en stor Del af Folket vilde ikke anerkjende Kongemorderen, og Afgjørelsen blev overdraget til den græske Solgud Apollons Orakel i Delphi.<ref>Om det delphiske Orakel vil der blive talt i et senere Stykke.</ref> Guden svarede, at de burde tage Gyges til Konge; men Forbrydelsen skulde straffes paa hans Efterkommer i femte Led. Denne Forbandelse, som altsaa, skjønt endnu skjult, hvilede over Slegten, søgte Gyges og hans Efterkommere, de saakaldte {{sp|Mermnade|r}}, af al Kraft at afvende. De sendte kostbare Foræringer til Apollon i Delphi, ved hvis Naade de jo igrunden sad paa Lydiens Throne, og anstillede store Ofringer til Sandons Ære. Især viste Krøsos stor Iver heri for om muligt derved at formilde Gudernes<noinclude><references/></noinclude> dbmk9u2d09h59dh0bz25lnv5hquwntt 104 140193 331414 326307 2026-08-25T14:39:08Z Øystein Tvede 3938 331414 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>dig for, hvad der hændte ham, ønskede vel ogsaa at faa Ende paa sit ulykkelige Liv saa hurtig som muligt. Men da den stumme Søn saa Perseren styrte løs paa Faderen, løste Skræk og Bedrøvelse hans Tunges Baand, og han udbrød: »O Menneske! dræb dog ikke Krøsos«. Disse var hans første Ord, og efter den Tid beholdt han Mælet, saa længe han levede. {{--}} Under Indtagelsen af Sardes blev Krøsos fangen, hvorpaa Kyros efter Herodots Beretning lod ham med fjorten unge Lydere bestige Baalet.<ref>Hvis der virkelig er noget sandt i dette, at Krøsos nogensinde har besteget Baalet, er det rimeligere at forklare det saaledes, at han selv har villet opbrænde sig, men er bleven hindret deri af Kyros. Der gives nemlig mange Eksempler hos de gamle paa, at de, for at undgaa at falde i Fiendernes Hænder, frivillig lod sig opbrænde. Se om Dido (Stykke 4) og Sardanapal og Simri (Stykke 6). Det samme gjorde Hamilkar fra Karthago (Herodot 7,167). Denne Opbrænden foregik da med saa stor Pragt som muligt. De brændte sig med alt, hvad de havde, og med saa stort Følge, de kunde faa med sig.</ref> I denne sin Ulykkesstund erindrede den lænkede Konge Solons Ord, sukkede dybt og nævnte tre Gange hans Navn. Seierherren sendte Tolke hen til den fangne for at faa at vide, hvem han paakaldte. I Førstningen skal Krøsos ikke have givet noget Svar herpaa; men da man trængte ind paa ham, svarede han, »at det var en Mand, hvis Ord han satte langt høiere end alle Kongers store Rigdomme«. Dette kunde Tolkene ikke forstaa, og først efter gjentagne Spørgsmaal fortalte han om sin Sammenkomst med Solon og om alt, hvad denne havde sagt ham. Da Kyros hørte dette, betænkte han, at ogsaa han selv, der nu vilde brænde et andet Menneske, som havde været ham lig i Magt og Lykke, kun var en dødelig, hvem samme Skjebne kunde times. Han befalede derfor straks at slukke Ilden; men alle For-<noinclude><references/></noinclude> rjm23wy5cs5ggjgej8e3kgnuhka3br0 104 140194 331412 326308 2026-08-25T14:36:52Z Øystein Tvede 3938 331412 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>søg herpaa var frugtesløse. Da skal Krøsos med høi Røst have anraabt Apollon og bedet ham hjælpe ham ud af hans ulykkelige Stilling, hvis han nogensinde havde fundet Behag i hans Gaver. Straks trak der Skyer op over den klare Himmel, og der brød løs en voldsom Regn, som slukkede Ilden. Kyros, som forstod, at Krøsos var elsket af Guderne og en retskaffen Mand, lod ham straks stige ned. Senere spurgte han ham, hvorfor han havde begyndt Krig mod ham, hvortil Krøsos svarede, at det var altsammen Apollons Skyld, som havde egget ham dertil. Da Krøsos saa, hvorledes Perserne plyndrede Sardes, spurgte han Kyros, hvad alle disse Folk havde det saa travlt med. «De plyndrer din Stad og bortslæber dine Rigdomme, sagde Kyros. Det er ikke min Stad«, svarede Krøsos, »heller ikke mine Rigdomme, som de plyndrer; thi ingen af disse Ting vedkommer længer mig; men det er altsammen dit, som de raner og ødelægger«. Da skal Kyros have stanset Plyndringen. Ved denne Anledning som ogsaa ellers gavnede Krøsos sit Folk, da Kyros næsten i alt fulgte hans Raad. Resten af sine Dage tilbragte han ved Storkongens Hof, hvor han var i stor Yndest baade hos Kyros og hans Søn Kambyses. Sine Lænker sendte Krøsos til Delphi med Spørgsmaal, om ikke Apollon skammede sig over saaledes at føre Folk i Ulykke og over ved sit Orakelsvar at have egget ham til den skjebnesvangre Krig mod Perserne; han havde lovet ham Seier over Perserne, medens disse Lænker var Førstegrøden af hans Angreb. Tillige skulde Sendebudene spørge, om de græske Guder havde for Skik at være utaknemmelige. Oraklet svarede: »Skjebnens Bestemmelse kan ingen, selv ikke en Gud, undgaa. Krøsos har lidt for sin Stamfaders Brøde, der myrdede sin Herre og Konge. Vistnok havde Apollon villet skaane Krøsos og faa Hevnen udsat til hans Børn; men han havde trods<noinclude><references/></noinclude> a7x0wn06lp0mjbjmtoqlmtimffvnoju 104 140195 331413 331388 2026-08-25T14:38:03Z Øystein Tvede 3938 331413 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude><section begin="1"/>sin bedste Vilje ikke kunnet bøie Skjebnen. Dog havde han faaet Sardes' Indtagelse udsat i tre Aar. Endvidere havde han kommet ham til Hjælp, da han stod paa Baalet. I Henseende til Spaadommen havde Krøsos ingen Grund til Klage. Thi vel havde Apollon forudsagt ham, at han ved at paaføre Perserne Krig vilde omstyrte et stort Rige; men havde han været en forsigtig Mand, burde han have spurgt paany, om Apollon havde ment hans eget Rige eller Kyros'. Men da han nu hverken forstod Varslet eller spurgte paany, maatte han give sig selv Skylden for, hvad der var skeet. Det samme var ogsaa Tilfældet med, hvad Guden havde sagt om Muldyret; ogsaa det havde han misforstaaet. Thi Mulæslet var Kyros, hvis Moder var en fornem Kvinde, nemlig den mediske Konges Datter, medens Faderen var en Perser af lav Stand og Kongens Undersaat. Da Gesandterne bragte Krøsos dette Svar, erkjendte han, at Skylden var hans egen og ikke Solgudens. {{--}} <section end="1"/> <section begin="2"/>{{c|{{stor|11. Kambyses, Persernes Konge (529—322).}}}} {{--}} Efter Kyros' Død besteg {{sp|Kambyse|s}} Faderens Throne. Kort Tid efter gjorde han et Tog til Ægypten. Efter Herodots Beretning fortalte Perserne selv, at følgende Begivenhed var Anledningen til dette Tog. Nekos Sønnesøn {{sp|Hophr|a}} (594—570), som Herodot kalder Apries, var bleven stødt fra Thronen i Ægypten af en Mand af simpel Herkomst ved Navn {{sp|Amasi|s}} (570—528). Denne blev<section end="2"/><noinclude><references/></noinclude> mx4d28q71wr26bhn5dmq6ez07uh2cd0 104 140197 331415 326309 2026-08-25T15:18:11Z Øystein Tvede 3938 331415 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>anmodet af Kambyses om at sende ham den dygtigste Øienlæge, som fandtes i Ægypten. Landet var nemlig berømt for sine udmerkede Læger. Denne Begjæring var ogsaa Amasis rede til at opfylde; men den Læge, som blev udseet til at afsendes til Persien, vilde nødig forlade sit Land og sin Familie. Da hans Bønner imidlertid intet hjalp, besluttede han at hevne sig, og efter sin Ankomst til det persiske Hof gjorde han dette paa den Maade, at han fik overtalt Kambyses til at forlange Amasis' Datter tilegte. Amasis kom nu i stor Nød; thi han vidste vel, at Kambyses ikke vilde tage hende til sin Gemalinde, men kun til Medhustru; men paa den anden Side var han ogsaa bange for at støde Perserkongen ved et Afslag. Da fandt han paa at sende sin Formands Datter isteden og give hende ud for sin egen. Men hun røbede Sagens sande Sammenhæng for Kambyses, der i sin Forbitrelse besluttede at tage Hevn over Amasis. Saaledes begyndte han da det Tog, der skulde blive saa skjebnesvangert for ham selv. Da Kambyses med sin Hær naaede til Egypten, var Amasis allerede død og Thronen i hans Søn {{sp|Psammenit|s}} Besiddelse. Mellem denne og Kambyses kom der ved {{sp|Pelusio|n}}, som ligger ved den østligste Nilarm, til et Hovedslag, hvori Ægypterne efter en morderisk Kamp tog Flugten. Dette skede i Aaret 527. Ifølge en anden Beretning, som dog ikke omtales af Herodot, skal Kambyses have sikret sig Seiren ved foran sin Hær at stille en Mængde af de Dyr, som Ægyterne ansaa for hellige. Af Frygt for at skade disse vovede Ægypterne derfor ikke at forsvare sig. Efter Slaget ved Pelusion rykkede Kambyses mod Memphis, der efter ti Dages Beleiring faldt i hans Hænder tilligemed Kong Psammenit og hele det ægyptiske Hof. I Forveien havde Kambyses sendt et Skib med en Besætning af 200 Mand og en Herold til Mem-<noinclude><references/></noinclude> sf5e8xv10x1vhq1rd11mg7fyurc47cq 104 140199 331416 326326 2026-08-25T15:23:23Z Øystein Tvede 3938 331416 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>pleiede ofte at lade de overvundne Lande styre af de afsatte Konger eller deres Sønner. Idetmindste nød de afsatte Fyrstehuse som oftest god Behandling. Men Psammenit pønsede paa Oprør og maatte drikke Okseblod<ref>Efter de gamles Mening bevirkede Drikning af Okseblod Døden. Saaledes beretter Plutarchos, at Themistokles døde paa den Maade.</ref>, og dette Traktement bekom ham saa ilde, at han døde paa Stedet. Forat Kambyses ogsaa kunde faa Hevn over Amasis, der jo egentlig var den, som havde vakt hans Vrede, blev dennes Lig opgravet og mishandlet paa det værste og tilsidst brændt. Herved forhaanede Kambyses ikke blot Ægypternes Religion, men syndede endog mod Persernes egen, da disse aldrig lod et Lig brænde. Til de længelevende<ref>De kaldtes saa, fordi de i Almindelighed skal have naaet en Alder af 120 Aar.</ref> {{sp|Æthioper|e}}, som boede i det nuværende Abessinien, sendte Perserkongen under sit Ophold i Egypten Sendebud med Gaver og Tilbud om Gjestevenskab, men i Virkeligheden for at speide. Men Æthiopernes Konge gjennemskuede deres sande Hensigt og sendte Kambyses en Bue med de Ord, »at Persernes Konge kunde vente med at angribe de længelevende Æthiopere, indtil Perserne med Lethed kunde spænde deres store Buer; indtil da kunde han takke Guderne, fordi de ikke havde indgivet Æthioperne den Tanke at erobre fremmede Lande«. Nu kunde vistnok ikke en eneste Mand i hele den persiske Hær spænde Æthiopernes Bue; men alligevel gjorde Kambyses i stor Forbitrelse over det modtagne Svar et Hærtog mod Ethiopien, men uden at have truffet de Forberedelser, som var nødvendige til en saa lang og besværlig Ekspedition. Provianten slap op; Lastdyrene blev slagtede og opspiste; men alligevel fortsattes Marschen. Soldaterne fristede imidlertid Livet paa en kummerlig Maade ved Græs og Urter, indtil de naaede<noinclude><references/></noinclude> f6b04612nfqqnoxn44v2jzse5s8hbb8 104 140202 331417 326373 2026-08-25T15:29:43Z Øystein Tvede 3938 331417 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>derimod havde de stødt paa en anden Lov, der gav Persernes Konge Ret til at gjøre, hvad han vilde. Ligesaa behændigt, men ikke saa krybende var det Svar, som ved en anden Leilighed blev givet Kambyses af Krøsos. Kongen spurgte nemlig sine Raadsherrer om, hvorvidt han kunde ansees for at hamle op mod sin Fader. Perserne svarede paa Trælers Vis, at han langt overgik Kyros, da han ikke alene besad alt, hvad denne havde havt, men desuden havde forskaffet sig Magten baade over Ægypten og Havet<ref>Ved Havet forstod man Kyststrækningen vestover fra Egypten f. Eks Libyen samt forskjellige Øer i den østlige Del af Middelhavet, hvilke Landsdele Kambyses havde underlagt sig.</ref>. Men Krøsos kunde, saa gammel han var, og med sin Livserfaring ikke bekvemme sig til at smigre Tyrannen og sagde derfor: »Kyros' Søn, jeg for min Del synes ikke, at du ligner din Fader; thi du har endnu ikke en saadan Søn som den, han efterlod sig«. Dette syntes Kambyses var godt sagt og roste i høi Grad Krøsos' Dom. Kambyses tog endnu en af sine Søstre til Hustru. Han skal i hendes Paasyn engang have hidset sammen en Løveunge og en Hundehvalp. Da den sidste blev liggende under, sled en anden Hvalp, som stod bunden i Nærheden, og som var dens Broder, sig løs og ilede sin i Nød stedte Broder til Undsætning; i Fællesskab fik de derpaa Bugt med Løveungen. Dette morede Kongen i høi Grad; men hans Hustru græd derover. Paa Spørgsmaal om, hvorfor hun græd, svarede hun, at hun vel maatte græde, naar hun saa den ene Hvalp hjælpe den anden, medens der ikke var nogen, som kunde tage Hevn over Smerdes' Morder. I Forbitrelse over dette Svar skal Kongen have sparket til hende, saa hun blev syg og døde. Da en af de kongelige Dommere engang havde ladet<noinclude><references/></noinclude> ckpt90891ibpuq27utt4w4ogog6n4k9 104 140203 331418 326329 2026-08-25T15:35:37Z Øystein Tvede 3938 331418 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>sig bestikke og for Penge ladet sig forlede til at fælde en urigtig Dom, lod Kambyses ham henrette, og efter at have flaaet Skindet af den døde betrak han dermed den Stol, hvorpaa Dommeren havde siddet. Derpaa udnævnte han den dræbtes Søn til Dommer i Faderens Sted og befalede ham at erindre sig, paa hvilket Sæde han sad tildoms. En anden Gang lod Kambyses tolv af de fornemste Persere for en ringe Forseelses Skyld gribe og levende nedgrave saaledes, at kun Hovedet var over Jorden. Da tog den gamle Krøsos Mod til sig og advarede ham. »Styr dit Sind«, sagde han; det er klogt at være forsigtig. Du myrder dine Landsmænd og dræber deres Sønner; men vogt dig, at ikke Perserne gjør Opstand mod dig. Dette siger jeg, fordi din Fader paalagde mig indstændig at advare dig og raade dig til det, som godt er«. »Vover ogsaa du«, for Kambyses op, »at give mig Raad, du, som har passet saa deilig paa dit eget Land, og som ved dine Raad bragte min Fader i Ulykke (Side 23)? Men du skal ikke gjøre det ustraffet, da jeg længe har ønsket at komme i Kast med dig«, og med disse Ord greb han sin Bue for at skyde ham ned. Men Krøsos undkom. Kongen befalede da sine Tjenere at hugge ham ned, hvor de traf ham. Men disse kjendte sin Herres Luner og vidste, at han ofte angrede, hvad han havde gjort i Vrede. De holdt derfor Krøsos i Forvaring og mente at blive rigelig belønnede, om Kongen senere udtalte Længsel efter ham. Da dette kort Tid efter skede, fortalte Tjenerne, at den gamle Konge endnu var ilive. Kambyses sagde da, at det var ham meget kjært, at Krøsos levede, men at de skulde faa sin Løn, som havde vovet at være ulydige mod hans Bud, hvorpaa han lod Tjenerne henrette. Under alt dette ønskede Kambyses at gaa for en stor og god Hersker. Sin troeste Tjener Prexaspes spurgte<noinclude><references/></noinclude> onf130i4iej9strv3yyj8yd252i258p 104 140208 331419 326335 2026-08-25T15:49:45Z Øystein Tvede 3938 331419 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>Herredømmet gjennem hine Magere igjen kommer i Medernes Hænder. Hvis hine har taget det med List, tag det da med List tilbage; men har de faaet det med Magt, maa I igjen rive det fra dem med Magt. Hvis I gjør dette, da skal Jorden bære eder sin Frugt, eders Kvinder og Hjorder være frugtbare, og I skal altid blive frie Mænd. Men hvis I ikke igjen vinder Magten tilbage, da beder jeg Guderne, at det modsatte maa blive eders Lod og desuden, at enhver Perser maa ende sine Dage paa samme ulykkelige Vis som jeg«. Med disse Ord beklagede Kambyses sine Gjerninger og brast derpaa i Graad over sin ulykkelige Stilling. Og da Perserne saa sin Konge græde, sønderrev de sine Klæder og opløftede et høit Jammerskrig. Kort Tid efter døde Kambyses<ref>Kambyses' Død fortælles paa mange forskjellige Maader, og det er ikke paa det rene, hvorledes det egentlig gik til. Sikkert er det imidlertid, at han døde under den Opstand, som reiste sig mod ham. Det er ifølge Dareios' Indskrift (Side 54) ikke saa usandsynligt, at han tog sig selv afdage.</ref>. De tilstedeværende Persere fandt det dog aldeles utroligt, at Magerne skulde have bemægtiget sig Herredømmet, og mente, at Kambyses' sidste Ord var en Løgn beregnet paa at ophidse Perserne imod hans Broder. De troede derfor, at det var Kyros' Søn, der sad paa Thronen, især da ogsaa Prexaspes høit og dyrt forsikrede, at han ikke havde dræbt Smerdes. Thi han var bange for, at det ikke nu vilde bekomme ham vel, hvis han tilstod, at han havde taget Kyros' Søn afdage. {{---}}<noinclude><references/></noinclude> ip1j3g6uxj8c6b271poigxpfme55bls 104 140211 331420 326337 2026-08-25T16:00:20Z Øystein Tvede 3938 331420 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>hente til sig og lovede ham Guld og grønne Skove, hvis han offentlig vilde forkynde, at Kongen virkelig var Kyros' Søn; thi der var kommet Rygter i Omløb om, at Smerdes skulde være bleven ryddet afveien i sin Broders Dage, og at dette var udført netop af Prexaspes. For at modarbeide disse Rygter talte Magerne derfor aabent med Prexaspes og søgte at vinde ham for sig, da han var den eneste eller ialfald en af de meget faa, der foruden Magerne selv havde fuld Vished om den virkelige Smerdes' Død. Desuden nød Prexaspes stor Anseelse hos Perserne. Han lod, som han gik ind paa Magernes Forslag, og efterat disse havde forsamlet Folket foran Slottet i Susa, besteg Prexaspes et af dets Taarne for derfra at tale til Folket. Men istedenfor at give den lovede Erklæring fortalte han alt om Smerdes' Død og om den Del, han selv havde havt deri, oplyste om, at det var to Magere, der nu herskede over Perserne, og opflammede Folkets Raseri mod hine end mere ved at fremhæve Achæmenidernes og især Kyros' ærefulde Fortjenester, og han endte med de Ord: »Hvad jeg før har skjult af Frygt, det forkynder jeg eder nu, og jeg forbander Perserne, hvis de ikke tager Hevn over Magerne«. Med disse Ord styrtede han sig ned af Taarnet og mistede paa den Maade Livet. De syv sammensvorne var allerede paa Veien til Paladset, da dette indtraf. De vilde af den Grund udsætte sit Forehavende; men Dareios holdt fast paa, at det skulde ske straks. I denne deres Raadvildhed sendte Himlen dem et Varsel; de saa syv Par Høge overfalde og beseire to Par Gribbe, og i Tillid til dette Varsel, der kun kunde udlægges paa én Maade, gik de seks Fyrster over til Dareios' Mening, og de fortsatte sin Gang til Kongeborgen. Vagterne gav ærbødig Plads for Persernes Fyrster; men Gildingerne, som var i den indre Slotsgaard, og som bragte Kongen Budskaber, stansede dem. De sammen-<noinclude><references/></noinclude> nawrbvcm1n0p605ou2mevhyuv0dnppx 104 140212 331421 331390 2026-08-25T16:03:18Z Øystein Tvede 3938 331421 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude><section begin="1"/>svorne trak sine Sverd og stødte dem ned; derpaa styrtede de hurtig ind i Kongens Værelse, hvor de to Magere sad og raadslog om, hvad de skulde gjøre efter Tildragelsen med Prexaspes. Efter en kort Kamp blev de begge nedhuggede, efterat dog to af Fyrsterne var blevne saarede. Den ene af Magerne løb ind i et mørkt Sideværelse og forsøgte at stænge Døren; men Dareios og hans Svigerfader {{sp|Gobrya|s}} fulgte straks efter ham. Gobryas fik fat i Mageren og holdt ham fast, og da Dareios nølede med at støde ham ned med sit Sverd af Frygt for i Mørket ogsaa at træffe sin Svigerfader, raabte denne: »Stød til, selv om du skal gjennembore os begge«. Dareios adlød, men traf heldigvis kun Mageren. Fyrsterne løb nu ud og fremviste for Folket de afhugne Hoveder. Da Perserne merkede, at de var blevne bedragne, trak de sine Sverd og nedhug alle Magere, som de traf, »og hvis ikke Natten var faldet paa«, siger Herodot, »vilde ingen Mager være bleven ilive i Susa«. Siden pleiede Perserne at festligholde denne Dag til Erindring om Magerdrabet, og da maatte alle Magere holde sig inde i sine Huse. {{---}} <section end="1"/> <section begin="2"/>{{c|{{stor|13. Dareios, Hystaspes' Søn (521—485).}}}} {{--}} Efter de to Mageres Død, fortæller Herodot, holdt de syv Fyrster, som havde styrtet dem, en lang Raadslagning, under hvilken de tilslut blev enige om at lade <section end="2"/><noinclude><references/></noinclude> avxubl7njzfrcb7hjnvwgocuwewa3fe 104 140215 331422 326364 2026-08-25T19:07:21Z Øystein Tvede 3938 331422 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>Skjebnen raade for, hvem af dem der skulde blive Konge. De tog nemlig den Beslutning, at de en bestemt Dag skulde stige tilhest ved Solens Opgang, og den skulde være Konge, hvis Hest først vrinskede. Natten før den bestemte Dag førte Dareios' Staldmester sin Herres Hest ud til et Sted, der laa paa den Vei, de syv Fyrster skulde ride, og lod den der være sammen med en anden af Dareios' Heste, som den godt kjendte. Da nu de syv Fyrster Morgenen efter kom til samme Sted, vrinskede Dareios' Hest. I samme Øieblik skal det have lynet og tordnet, skjønt Himmelen var klar. De seks andre sprang af sine Heste og kastede sig til Jorden for sin nye Konge. Dareios var 28 Aar gammel, da han besteg Kyros' Throne. Mere sandsynligt end denne Beretning er det, at Dareios som Hovedet for Achæmenidernes kongelige Familie uimodsagt blev hyldet som Konge af alle, da det viste sig, at den ældre Linje virkelig var uddød. Dette bekræftes ogsaa af en Indskrift, der hidrører fra Dareios. Den stemmer ellers i alt væsentligt med Herodots Beretning om disse Begivenheder. I Indskriften staar der blandt andet: Da {{sp|Kambyse|s}} havde dræbt {{sp|Smerde|s}}, vidste Folket ikke, at Smerdes var død. Medens Kambyses var i Ægypten, gjorde Folket Oprør. Der var dengang en Mager ved Navn {{sp|Gaumat|a}}. Han skuffede Folket med de Ord: »Jeg er Smerdes, Kyros' Søn, Kambyses' Broder. Da vendte hele Riget sig til ham, baade Persien, Medien og de andre Landskaber. Derefter døde Kambyses ved at saare sig selv. Dette Rige, som Gaumata røvede, havde fra gammel Tid af tilhørt vor Slegt. Folket var ræd for Mageren formedelst hans Grumhed. Han vilde have dræbt alle dem, som havde kjendt den rette Smerdes. Ingen vovede at sige Sandheden, før jeg kom. Jeg bad til den store Gud {{sp|Ormuz|d}}, og han bragte mig<noinclude><references/></noinclude> dx7viot6eb2gsvihrnzjqyzz9ni56d3 104 140218 331423 326365 2026-08-25T19:08:14Z Øystein Tvede 3938 331423 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>Han skal ikke have tilføiet mig en saadan Skam og Skade for ingen Ting; thi jeg kjender alle hans Planer.« Det var hans Ord. Men da Babylonierne saa, at en af Persernes Fyrster havde mistet Næse og Øren og var saa græsselig mishandlet, tvivlede de ikke et Øieblik paa, at han talte den rene Sandhed, og at han var kommen for at staa dem bi. De indrømmede ham derfor alt, hvad han bad om. Han forlangte en Hærafdeling og handlede i et og alt efter den med Dareios trufne Aftale. For hver Gang slog han de Tropper, som Kongen sendte mod Byen, og hans Ros var paa alles Munde. Og efterat han havde drevet de fire tusinde paa Flugt, satte Babylonierne ham til sin Hærfører og til øverste Befalingsmand over hele sin By. Men da Dareios efter Aftale stormede Byen, og Babylonierne steg op paa Murene for at verge den, aabnede Zopyros to af Portene og slap Perserne ind. Babylonierne var forraadte, og Staden faldt for anden Gang i Persernes Hænder i Aaret 518. Omtrent tre tusinde af Stadens fornemste Mænd blev naglede til Korset. Murene blev for en stor Del sløifede og Portene nedrevne. Zopyros fik Statholderskabet over Babylon uden nogen Afgift, og Dareios skai have sagt om ham, at han ved sin Daad overgik alle Persere undtagen Kyros. Over en af de Porte i Babylon, som der gik størst Færdsel igjennem, fandtes der et Gravmæle, hvor efter Sagnet Nebukadnesars Dronning hvilede. Det havde følgende Indskrift: »Skulde en af mine Efterfølgere blandt Kongerne i Babylon mangle Penge, da aabne han denne Grav og tage saamange, han lyster. Men dersom han ikke virkelig lider Nød, da aabne han den ikkethi han skal i saa Fald ikke befinde sig vel derved«. Denne Grav blev urørt, indtil Dareios kom paa Thronen. Han lod den aabne, men fandt intet andet end Liget og en<noinclude><references/></noinclude> 1uhnfw3wa139hsbaiza0rv5rbvus3cp 331424 331423 2026-08-25T19:09:10Z Øystein Tvede 3938 331424 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>Han skal ikke have tilføiet mig en saadan Skam og Skade for ingen Ting; thi jeg kjender alle hans Planer.« Det var hans Ord. Men da Babylonierne saa, at en af Persernes Fyrster havde mistet Næse og Øren og var saa græsselig mishandlet, tvivlede de ikke et Øieblik paa, at han talte den rene Sandhed, og at han var kommen for at staa dem bi. De indrømmede ham derfor alt, hvad han bad om. Han forlangte en Hærafdeling og handlede i et og alt efter den med Dareios trufne Aftale. For hver Gang slog han de Tropper, som Kongen sendte mod Byen, og hans Ros var paa alles Munde. Og efterat han havde drevet de fire tusinde paa Flugt, satte Babylonierne ham til sin Hærfører og til øverste Befalingsmand over hele sin By. Men da Dareios efter Aftale stormede Byen, og Babylonierne steg op paa Murene for at verge den, aabnede Zopyros to af Portene og slap Perserne ind. Babylonierne var forraadte, og Staden faldt for anden Gang i Persernes Hænder i Aaret 518. Omtrent tre tusinde af Stadens fornemste Mænd blev naglede til Korset. Murene blev for en stor Del sløifede og Portene nedrevne. Zopyros fik Statholderskabet over Babylon uden nogen Afgift, og Dareios skal have sagt om ham, at han ved sin Daad overgik alle Persere undtagen Kyros. Over en af de Porte i Babylon, som der gik størst Færdsel igjennem, fandtes der et Gravmæle, hvor efter Sagnet Nebukadnesars Dronning hvilede. Det havde følgende Indskrift: »Skulde en af mine Efterfølgere blandt Kongerne i Babylon mangle Penge, da aabne han denne Grav og tage saamange, han lyster. Men dersom han ikke virkelig lider Nød, da aabne han den ikke, thi han skal i saa Fald ikke befinde sig vel derved«. Denne Grav blev urørt, indtil Dareios kom paa Thronen. Han lod den aabne, men fandt intet andet end Liget og en<noinclude><references/></noinclude> dt0tpfcqnw0kn8l18tkob28g7d5oxqr 104 140219 331425 326350 2026-08-25T19:10:35Z Øystein Tvede 3938 331425 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>Indskrift af følgende Indhold: »Hvis du ikke havde været det mest gjerrige og havesyge af alle Mennesker, vilde du ikke have aabnet de dødes Grave«. {{--}} Om en anden af de syv, som styrtede Magerne, nemlig {{sp|Intapherne|s}} fortæller Herodot, at Dareios havde ham mistænkt for at pønse paa Oprør. Han lod ham derfor fængsle tilligemed alle Mandspersoner i hans Slegt og dømte dem alle fra Livet. Intaphernes' Gemalinde kom daglig til Kongens Palads og anraabte med Graad og Hyl om Naade for sin Slegt. Da Dareios ikke kunde blive hende kvit, sendte han Bud til hende og lod sige: »Kong Dareios viser dig den Gunst, Kvinde, at frigive en af dine paarørende, hvilken du selv maatte ønskes. Efter at have betænkt sig svarede hun: »Hvis Kongen skjænker mig ens Liv, foretrækker jeg at frelse min Broder fremfor nogen anden«. Dareios undrede sig over dette Valg og sendte atter Bud: Kong Dareios spørger dig, Kvinde, hvad der bevæger dig til at gaa din Mand og dine Børn forbi, men vælge din Broder til at leve med dig, skjønt han er dig mere fremmed end dine Børn og maa være dig mindre kjær end din Mand«. »Konge«, svarede hun, »jeg kan vel, om Gud vil, faa en anden Mand, ligeledes andre Børn, dersom jeg skulde miste disse. Men da begge mine Forældre er døde, vil det ikke paa nogen Maade være mig muligt at faa en anden Broders. I dette Svar fandt Kongen Behag og løslod ikke alene den, hun havde bedet om, men ogsaa hendes ældste Søn. De øvrige derimod tog han alle afdage. {{--}}<noinclude><references/></noinclude> koyc4xgl7hr3i4ltt731en930c8sf9a 104 140220 331426 326366 2026-08-25T19:11:25Z Øystein Tvede 3938 331426 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude> Dareios vilde ogsaa ligesom sine Formænd være Erobrer. Han valgte mod enkelte forstandigeres Raad at angribe {{sp|Skythern|e}} for at tage Hevn over dem for den Ødelæggelse, de i sin Tid havde anrettet i Asien (Side 12—14). Han lod slaa en Bro over Bosporos og drog med den største Hær, som nogen persisk Konge indtil da havde samlet (Størrelsen anslaaes til 700,000 Mand), over fra Asien til Europa i Aaret 515. Over Donau byggedes ligeledes en Bro, og der lod han endel græske Anførere og Stormænd blive tilbage til Broens Bevogtning. Han gav dem en Rem med seksti Knuder paa, bad dem hver Dag løse op én, og hvis han ikke var kommen tilbage, naar de var færdige dermed, da kunde de reise hjem igjen. Hans Hensigt var vel altsaa i visse Tilfælde at vende tilbage over Kaukasus. Skytherne indlod sig ikke i Kamp med Perserne, men trak sig altid længer og længer tilbage, idet de lagde alt Landet øde efter sig. Paa den Maade kom Perserne tilslut flere Dagsreiser østenfor Don. Da Dareios sendte en Rytter til en af Skythernes Konger for at forlange Jord og Vand som Tegn paa Underkastelse, skal der istedenfor det forlangte være bleven sendt ham en Fugl, en Mus, en Frosk og fem Pile med de Ord, at Perserne selv maatte se til at finde ud Meningen med disse Foræringer. Vistnok fortolkede nu Storkongen selv dette som Tegn paa Underkastelse; men den gamle Gobryas (Side 53) var af en anden Mening, der ogsaa syntes de fleste andre at træffe det rette; han antog nemlig, at Skytherne dermed vilde sige: »Hvis I Persere ikke kan flyve under Himmelen som Fugle, smutte ned i Jorden som Mus eller hoppe ud i Søerne som Froske, da vil I ligge under for Skythernes Pile«. Perserne blev paa sin Marsch stadig angrebne af det skythiske Rytteri og led store Nederlag. Hele Dareios' Feltplan gik derfor tilslut kun ud paa igjen at naa Donau.<noinclude><references/></noinclude> 39893terhsczlnz1gihtwx3ml69p639 104 140221 331427 326352 2026-08-25T19:13:07Z Øystein Tvede 3938 331427 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>For at opnaa dette raadede Gobryas til at opofre en Del af Hæren. Alle syge og svage tilligemed Trosset skulde blive tilbage i Leiren for at bringe Skytherne paa den Tro, at Kongen endnu holdt sig der; i Virkeligheden skulde han derimod med den kraftigste Del af Hæren søge at vinde et Forsprang for Skytherne paa Veien til Donau. Listen lykkedes. Skytherne merkede først, hvorledes det hang sammen, da de havde taget Leiren, og satte nu efter de flygtende. Da den skythiske Hær kun bestod af Ryttere, vilde den snart have indhentet dem. Men Perserne havde taget feil af Veien, saa at Skytherne naaede Donau før Dareios. De opfordrede de græske Anførere til at bryde Broen af, hvorved de vilde blive det persiske Herredømme kvit og kunde derfor takke Guderne og Skytherne. Da Skytherne stillede denne Opfordring til de ved Donau staaende Grækere, var den for Perserkongens Tilbagevenden fastsatte Termin allerede udløben, og Miltiades, en af de græske Tyranner<ref>Tyran kaldtes hos de gamle, navnlig hos Grækerne, i Almindelighed enhver, der havde opkastet sig til uindskrænket Hersker over et tidligere frit Folk, uden at man med den Benævnelse vilde have ham betegnet som grusom.</ref> under Storkongens Overhøihed, raadede indtrængende til at afbryde Broen og befri Ionien. (Side 19—20). Men da viste det sig, hvilke kloge Beregninger Kyros havde gjort, da han overalt i de græske Stæder, som stod under hans Herredømme, havde ladet indsætte Tyranner. {{sp|Histiæo|s}}, Tyran i Miletos, anførte nemlig mod Miltiades' Raad: »Vi, Grækernes Førere og Byernes Tyranner, har Dareios alene at takke for vor Magt; kun ved hans Hjælp hersker enhver af os i sin By. Bliver hans Magt ødelagt, saa vil hverken jeg vedblive at være Herre i Miletos eller I i eders Byer; thi alle<noinclude><references/></noinclude> pc6w34ykvf78ef5z4ukdnndm59m9hwu 331428 331427 2026-08-25T19:13:59Z Øystein Tvede 3938 331428 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>For at opnaa dette raadede Gobryas til at opofre en Del af Hæren. Alle syge og svage tilligemed Trosset skulde blive tilbage i Leiren for at bringe Skytherne paa den Tro, at Kongen endnu holdt sig der; i Virkeligheden skulde han derimod med den kraftigste Del af Hæren søge at vinde et Forsprang for Skytherne paa Veien til Donau. Listen lykkedes. Skytherne merkede først, hvorledes det hang sammen, da de havde taget Leiren, og satte nu efter de flygtende. Da den skythiske Hær kun bestod af Ryttere, vilde den snart have indhentet dem. Men Perserne havde taget feil af Veien, saa at Skytherne naaede Donau før Dareios. De opfordrede de græske Anførere til at bryde Broen af, hvorved de vilde blive det persiske Herredømme kvit og kunde derfor takke Guderne og Skytherne. Da Skytherne stillede denne Opfordring til de ved Donau staaende Grækere, var den for Perserkongens Tilbagevenden fastsatte Termin allerede udløben, og {{sp|Miltiade|s}}, en af de græske Tyranner<ref>Tyran kaldtes hos de gamle, navnlig hos Grækerne, i Almindelighed enhver, der havde opkastet sig til uindskrænket Hersker over et tidligere frit Folk, uden at man med den Benævnelse vilde have ham betegnet som grusom.</ref> under Storkongens Overhøihed, raadede indtrængende til at afbryde Broen og befri Ionien. (Side 19—20). Men da viste det sig, hvilke kloge Beregninger Kyros havde gjort, da han overalt i de græske Stæder, som stod under hans Herredømme, havde ladet indsætte Tyranner. {{sp|Histiæo|s}}, Tyran i Miletos, anførte nemlig mod Miltiades' Raad: »Vi, Grækernes Førere og Byernes Tyranner, har Dareios alene at takke for vor Magt; kun ved hans Hjælp hersker enhver af os i sin By. Bliver hans Magt ødelagt, saa vil hverken jeg vedblive at være Herre i Miletos eller I i eders Byer; thi alle<noinclude><references/></noinclude> 89uv2gqeen6hle44rx47a3n1p7bk77i 104 140222 331429 326353 2026-08-25T19:15:30Z Øystein Tvede 3938 331429 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>vil foretrække Folkestyre for Enevoldsmagt«. Alle de andre undtagen Miltiades tiltraadte Histiæos' Mening, og de besluttede at lade Broen staa og kun afbryde en Del af den paa den Side, som vendte mod Skytherne. Disse indbildte de derimod, at de vilde afkaste hele Broen, og imens skulde da Skytherne selv drage nordover igjen for at opsøge og tilintetgjøre Dareios og hans Hær. Men de traf ham ikke. Dareios kom om Natten til Donau og fandt Broen borte. Alle troede nu, at Ionerne var afreiste. At komme over den brede Strøm var en Umulighed, og ogsaa Resten af Hæren troede sig viet til Undergang. Da befalede Kongen en Ægypter, som havde en meget sterk Stemme, at træde hen til Flodbredden og raabe paa Milesieren Histiæos. Raabet blev besvaret, Ionerne kom seilende over med sine Skibe, satte Broen istand igjen, og Dareios var reddet. Resultatet af det store Tog var kun, at de thrakiske Folkeslag og nogle græske Kolonier paa den thrakiske Halvø blev tvungne til at erkjende den store Konges Overherredømme. Fra Skythertoget har vi om Dareios følgende Fortælling, som viser, hvilken Grusomhed og Raahed der herskede selv hos de bedre Regenter paa den Tid: En Perser ved Navn Øobazos bad Kongen om, at den ene af hans tre Sønner maatte slippe fri for at deltage i Felttoget. »De skal slippe alle tre«, svarede Kongen. Øobazos jublede af Glæde, der dog fik en brat Ende, da han kort efter fik Øie paa sine Sønners Lig. Ved Døden havde Storkongen forskaanet hans Sønner for Felttogets Farer. {{--}} Den Luksus og Overdaadighed, som herskede ved det mediske Hof paa Astyages' Tid (Side 14), naaede ved det<noinclude><references/></noinclude> fjpyph8y7uv6n4a45fbn3tbagyf95j8 104 140225 331430 326358 2026-08-25T19:18:19Z Øystein Tvede 3938 331430 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>Provinser f. Eks. Kilikien, der styredes af indfødte arvelige Satraper. Til de fjerneste Egne i sit store Rige anlagde Dareios Veie og indrettede en kongelig Post med Stationer i tre til fire Miles Afstand fra hverandre. Paa hver Station stod Heste og Ryttere færdige til Befordring af de kongelige Breve og Budskaber. Grækerne sagde om disse kongelige Postryttere, »at de fløi hurtigere end Ørne«, og Herodot siger, »at intet i Verden er rappere end disse Ryttere«. Veien fra Sardes til Susa, som er 337 Mile lang fordelt paa 111 Stationer, tilbagelagdes paa syv Dage. I endnu kortere Tid kunde Udbrud af Oprør meldes selv fra de fjerneste Egne; man havde i dette Øiemed opreist Rækker af Varder paa fremtrædende Punkter, og ved at tænde Baal paa disse kunde Vardens ensomme Vogter, der aldrig maatte forlade sin Post, melde Storkongen, at en af hans uhyre Riges Provinser havde vovet at reise sig mod hans Vælde. Det persiske Riges egentlige Hovedstad var {{sp|Sus|a}}; men Kongen holdt ofte Hof i andre Byer f. Eks. om Sommeren idet høiere liggende kjølige {{sp|Ekbatan|a}}, Mediens gamle Hovedstad, om Vinteren i det lune Babylon. Dareios anlagde desuden en ny Hovedstad, {{sp|Persepoli|s}}, i det egentlige Persien, hvis gamle Hovedstad, {{sp|Pasargad|æ}}, dog vedblev at være Kroningsstad. {{sp|Sarde|s}} var ogsaa en vigtig By, hvor Storkongen residerede, naar han var paa de Kanter. At Kambyses sin længste Tid holdt Hof i Memphis, er tidligere nævnt (Side 43). Persernes og Medernes Religionsstifter eller idetmindste den, som har samlet deres religiøse Forestillinger i deres hellige Skrift, {{sp|Zend-Avest|a}}, er {{sp|Zoroaste|r}}, hvis Levetid er ubekjendt, men som man i Almindelighed har hensat til det 13de Aarhundrede f. Kr. Ifølge Zend-Avestas Verdensanskuelse var Verden delt i to Riger, Lysets og<noinclude><references/></noinclude> jll7qawxe5v0svfyf5llu9nz53yionu 104 140227 331431 326360 2026-08-25T19:20:00Z Øystein Tvede 3938 331431 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>det var fastsat, at ingen skulde nøde nogen; thi Kongen havde befalet alle Stormænd i sit Rige, at enhver skulde have sin frie Vilje. Dronning {{sp|Vast|i}} gjorde ogsaa et Gjestebud for Kvinderne i det kongelige Hus. Paa den syvende Dag, da Kongen var lystig af Vinen, sagde han til syv Hofmænd (Gildinger), at de skulde føre Dronningen frem for ham med den kongelige Krone paa, forat han kunde vise hendes Skjønhed for Folket og Fyrsterne. Men Dronningen vægrede sig ved at efterkomme Kongens Ord. Da blev Kongen vred, kaldte de vise og de syv Fyrster i Persien og Medien, som skuede Kongens Ansigt og sad øverst i Riget og forstod sig paa Lov og Ret, og spurgte dem, hvad man skulde gjøre med den ulydige. Af Frygt for, at hun ved sit Eksempel skulde bringe de andre Kvinder til at være sine Mænd ulydige, bestemte de, at hun skulde forskydes. Derpaa samlede man saamange skjønne Kvinder, man kunde finde, og bragte dem til Kongens Harem, forat han kunde vælge, hvem der skulde være Dronning efter Vasti. Blandt dem var {{sp|Esthe|r}}, hvis Pleiefader hed {{sp|Mardoka|i}}, begge af jødisk Herkomst. De unge Piger, der var bragte til Susa, blev i tolv Maaneder salvede med Myrrha og vellugtende Urter. Derpaa førtes de én for én til Kongen; men ingen kom anden Gang til ham, uden han særlig forlangte det. Da Raden kom til Esther, som havde fundet Naade for alles Øine, elskede Kongen hende mere end alle de andre Kvinder. Hun vandt hans Yndest og Kjærlighed fremfor alle Piger, og han satte den kongelige Krone paa hendes Hoved og gjorde hende til Dronning i Vastis Sted. Efter Mardokais Raad havde hun ikke fortalt, af hvad Slegt og Folk hun var. Mardokai sad stadig i Kongens Port og opdagede engang et Forræderi<noinclude><references/></noinclude> 4veqg6ixaji3lwgptr67s40qvkeb9zw 104 142604 331432 330247 2026-08-26T10:54:11Z Øystein Tvede 3938 331432 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude> {{c|{{stor|15. Sagnene om Io og Danaiderne.}}}} {{--}} Sagnet forteller, at der i den graa Oldtid levede en Konge i Argos ved Navn Inachos. Hans Datter {{sp|I|o}} blev elsket af Zeus. Da dennes Gemalinde {{sp|Her|a}} (Juno) af Skinsyge stræbte Io efter Livet, forvandlede Zeus hende til en smuk hvid Ko, forat hun kunde undgaa hans Hustrus Vrede. Men Hera fik Sammenhængen at vide og satte Argos med Tilnavnet Panoptes (den altseende), saa kaldet formedelst sine hundrede Øine, til hendes Vogter. Gudernes Sendebud {{sp|Herme|s}} (Mercurius) fik af Zeus den Befaling at dræbe Argos, hvilket han ogsaa gjorde, idet han først dyssede ham i Søvn ved sit Fløitespil og derpaa afhuggede hans Hoved. Med Argos' hundrede Øine smykkede Hera den hende helligede Paafugls Hale. Men Hera lod Io forfølge af en Brems, saa hun i Vanvid flakkede gjennem næsten hele Verden. Fra Byen Argos kom hun til det Hav, som efter hende blev kaldt det {{sp|ionisk|e}}, derpaa til Nordgrækenland og Thrakien. Derfra svømmede hun over til Asien over det Stræde, som efter hende fik Navnet {{sp|Bosporo|s}} (Kosundet). Efter lang Omflakken kom hun derpaa til Kaukasus, hvor hun traf Prometheus, som viste hende den Vei, hun skulde følge. Tilslut kom hun endelig til Ægypten, hvor hun fandt Forløsning for sine Lidelser, idet Zeus gav hende hendes Fornuft tilbage. Ios Søn med Zeus var Epaphos, hvis Datter Libye fødte en Søn ved Navn Belos; denne havde igjen to Sønner, Ægyptos og Danaos, som delte Faderens Rige mellem sig; men da der senere opstod Uenighed mellem dem, flygtede Danaos med sine femti Døtre, de saakaldte {{sp|Danaide|r}}, til Argos, hvor han blev gjestevenlig modtagen af Kong Gelanor, en Ætling af den gamle Inachos. Da<noinclude><references/></noinclude> eg82qm1lq493j9qd4tto7f0z0s2p462 104 142616 331433 330287 2026-08-26T11:36:35Z Øystein Tvede 3938 331433 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>at han elskede hende, men det var, fordi han havde vakt {{sp|Ero|s}}'<ref>Eros, Romernes Amor, var Kjærlighedens Gud.</ref> grumme Vrede. Den sterke Apollon havde i Delphi netop nedlagt den frygtelige Drage Python. Stolt af sin Seier talte han haanende til Eros, da han saa denne spænde sin Bue: »Hvad skal du, kaade Dreng, med et saa farligt Vaaben? Buen passer for mine Skuldre, jeg som med den kan tilføie Vildtet og Fienden farlige Saar. Slaa du dig tiltaals med din Fakkel og søg ikke at ligne mig«. Fornærmet svarede Eros: »Om end din Bue, Phoibos<ref>Apollon kaldtes ofte Phoibos (den straalende) Apollon.</ref>, naar alt, naar dog ogsaa min Bue dig. Ligesaa dybt alt levende staar under dig, ligesaa høit overstraaler min Berømmelse din«. Med disse Ord svang han sig høit op i Luften paa sine Vinger og dalede ned paa Parnassets Top (Side 27). Der tog han to Pile af sit Kogger, den ene afstumpet og af Bly, den anden af Guld og med en funklende Od; den første skræmmer Kjærligheden, den anden vækker den tillive. Guldpilen borede han dybt i Apollons Bryst, med den anden rammede han Daphne. Apollon saa Daphne og elskede hende straks med et ungdommeligt Hjertes hele Lidenskab. Men straks Jomfruen fik Øie paa ham, flygtede hun som paa Vindens Vinger og agtede intet paa hans Bønner. »Stans dog, peneiiske Jomfru«, raabte han og ilede efter hende, »jeg forfølger dig jo ikke paa fiendtlig Vei, stans, o Nymfe. Saaledes flygter jo Lammet for Ulven, Duen for Høgen, sin Fiende. Men jeg følger dig af Kjærlighed. Du river dine Fødder tilblods, og jeg er Aarsag til din Smerte. Marken en ujevn, der du løber. Spring dog langsommere, jeg skal ogsaa sagtne mit Løb«. Da hun angstfuld fortsætter sin Flugt, vedbliver han: »Spørg dog efter, hvem<noinclude><references/></noinclude> fe10sz5z0zt3frli8yyw5tgxeta0sso 104 142618 331399 330280 2026-08-25T12:18:14Z Øystein Tvede 3938 331399 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>det er, som elsker dig. Jeg er ingen simpel Hyrde fra Bjergene, mig lyder Delphi og Delos<ref>Den lille Ø Delos blandt Kykladerne antoges for Apollons Fødeø.</ref> og Klaros<ref>Klaros var en liden By i Ionien nær Kolophon og berømt for sit Apollonstempel med det til dette knyttede Orakel.</ref>, Zeus er min Fader, jeg er Lyrens og Buens Herre, Frelser og Redder kalder Verden mig. Ak, om jeg havde et Tryllemiddel til min Raadighed«. Men Daphne fordobler sine Skridt, og i Stormgang flyver de afsted, den ene sporet af Frygt, den anden af Længsel. Men Kjærlighedens Vinger er hurtigere end Angstens; Apollon er hende allerede nær, hun føler hans varme Aande ved sin Kind, da svinder hendes Kraft, og hun synker udmattet til Jorden. Hun vender sit Blik hen mod Elven Peneios og raaber: »Hjælp mig, Fader, hvis I Floder har guddommelig Magt. Aabne dig, Jord, og slug mig, eller forvandle mit Udseende, som volder mig denne Smerte«. Neppe var hendes Bøn endt, da stivner hendes Lemmer, Bark trækker sig om hendes bløde Barm, hendes Haar forvandles til Løv, hendes Arme til Grene. Hendes for et Øieblik siden saa lette Fod er nu festnet til seige Rødder, og hendes Ansigt er dækket af Træets Krone. Hendes Skjønhed alene er tilbage. Ogsaa i denne Skikkelse elsker Phoibos hende. Med kjærlige Arme favner han Grenene, og bedækker Stammen med ømme Kys. »Da du ikke kan være min som min Brud«, sagde han, »skal det Træ, der skjuler din skjønne Skikkelse, idetmindste være mit. Altid skal dit Løv, dyrebare {{sp|Laur|e}}, være vundet om mit Hoved, mit Kogger og min Lyra, og ligesom lange, uklippede Lokker altid omflagrer mit ungdommelige Hoved, saaledes skal ogsaa dit Hoved altid være smykket med<noinclude><references/></noinclude> abyh8p04x9o5z4oqcgxcuky5xijm6ey 104 142735 331398 331151 2026-08-25T12:00:50Z Øystein Tvede 3938 /* Korrekturlest */ 331398 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>sin Kamp om Forrangen splitter de som oftest Landet til dets Fordærv i to fiendtlige Leire. Achæere og Æolere er der næsten ikke mere Tale om. Betegnende for, hvor sterkt Forskjellen mellem de to Hovedstammer føltes i Hellas, er det, at der senere blev opreist en Støtte paa Isthmen ved Korinth, hvorpaa der stod skrevet paa den Side, som vendte mod Peloponnesos: »Her er Dorierne«, og paa den anden Side: »Der er Ionien«. {{---}} De græske Historieskrivere pleiede at henføre de vigtigste af de i de foregaaende Stykker fremstillede Sagn og Begivenheder, hvori Digt og Virkelighed er saaledes sammenfiltret, at den historiske Kjerne ofte er yderst vanskelig, om ikke umulig at finde, til følgende høist upaalidelige Aarstal: {{TOC begin}} {{Innholdsfortegnelse med prikker|Argonautertoget omtr.|1260 f. Kr}} {{Innholdsfortegnelse med prikker|Herakles og Theseus omtr.|1250 » }} {{Innholdsfortegnelse med prikker|De thebanske Krige omtr.|1250—1234 » }} {{Innholdsfortegnelse med prikker|Troias Fald|1184 » }} {{Innholdsfortegnelse med prikker|Doriernes Indvandring|1104 » }} {{Innholdsfortegnelse med prikker|Anlægget af de æoliske Kolonier|1054 » }} {{Innholdsfortegnelse med prikker|Anlægget af de ioniske Kolonier|1044 » }} {{TOC end}} {{---}}<noinclude><references/></noinclude> 4kdno2w6rpmot70qsvcyo196kj1tblz 104 142956 331403 331114 2026-08-25T12:19:19Z Øystein Tvede 3938 331403 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>naar vi selv undlader det, som vi dadler hos andre«. I det offentlige Liv tog Thales ikke synderlig Del. Dog ved vi, at han af al Magt modsatte sig Ioniens Underkastelse under Krøsos og søgte at formaa Ionerne til at slutte sig sammen og danne et Forbund imod Erobreren i men det lykkedes ham ikke. Hans Grav ved Miletos skal have havt følgende Indskrift: »Liden er denne Mindesten over den store Tænker Thales; men hans Berømmelse strækker sig saa langt som Himmelen«. {{sp|Pittako|s}} var født i {{sp|Mytilen|e}} paa Øen Lesbos. Denne hans Fædrestad sønderreves paa den Tid af indre Stridigheder mellem Adelen og Folkepartiet, og den udsugedes vekselvis af Adelen og grusomme Tyranner. I Aaret 590 tog Mytilenæerne Pittakos til sin Stats Styrer. Han gav sit Folk vise og gode Love og styrede Staten i ti Aar med Klogskab og Mildhed. Pittakos staar af Datidens Hellenere Solon nærmest i politisk Kløgt, ligesom han ogsaa ligner ham i Karakterens Renhed. »Pittakos var«, siger den græske Historieskriver {{sp|Diodoro|s}}<ref>Diodoros levede paa Keiser Augustus' Tid. Han skrev en almindelig Verdenshistorie, der gik til Aaret 60 f. Kr., men af hvilken dog over Halvparten er gaaet tabt. </ref>, »ikke alene værd at beundres formedelst sin Indsigt; men han var en Borger, saadan som Lesbos aldrig har havt og aldrig igjen vil faa. I Vaabenfærd var han tapper og uforferdet; han holdt, hvad han havde lovet, han var venlig i Omgang, mild i sin Dom og tilgav gjerne; han var omhyggelig og virksom i sin Lovgivning og foragtede Guld og Rigdom«. Pittakos forfattede ogsaa Digte, hvoraf der dog kun er levnet os enkelte løsrevne Stykker. Hellenerne tilskrev ham mange kjernefulde Sentenser, som vidner om hans Skarpsindighed. Hans Mundheld var: »Grib det rette Øieblik«. Andre af hans Tankesprog var:<noinclude><references/></noinclude> 0gxftk04jfgzpawfnx3lf0oes3g0qc5 104 143005 331402 331065 2026-08-25T12:19:01Z Øystein Tvede 3938 331402 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude> Om Sommeren 481 mødte de i alle Asiens Egne samlede Tropper i Kappadokien, hvorhen den store Konge selv ankom om Høsten. Derfra førte han Toget til Sardes, hvor han holdt Vinterkvarter. Skibene samledes ved Kyrne og Phokæa i Ionien. Den næste Vaar blev der slaaet to Skibsbroer over Hellespont, af hvilke den nordlige bestod af 360 Skibe, den sydlige af 340. Over Skibene, som holdtes sammen ved store Trosser, lagdes et Plankegulv, der igjen blev bedækket med Jord. Broerne var forsynede med høit Rækverk. Kongen var allerede iferd med at bryde op fra Sardes, da der meldtes ham, at en voldsom Storm aldeles havde ødelagt Broerne. Kongen blev rasende over Uheldet og lod de uskyldige Bygmestre halshugge. Endogsaa selve Havet fik hans Vrede at føle. Man pleiede hos Perserne at uddrive onde Aander ved Piskeslag; for nu at betage Havet dets onde Lyster skal Xerxes have tildelt Hellesponten 300 Piskeslag og sænket to svære Jernlænker ned i det troløse Hav med de Ord: »O du grusomme Hav, denne Straf paalægger din Herre dig, fordi du har fornærmet ham, skjønt han intet ondt har tilføiet dig. Og Kong Xerxes vil dog gaa over dig, hvad enten du vil eller ikke«. Efterat Broerne med større Omhu paany var opbyggede, brød Kongen i Midten af April 480 op fra Sardes. Under sit Ophold i denne By havde han sendt Herolder til Grækenland for at fordre Jord og Vand. Paa den Tid var der ogsaa kommen Speidere fra Grækenland for at udforske den persiske Hærs Størrelse og Tilstand. Men de blev grebne i Leiren og dømte til Døden. Da Xerxes fik dette at vide, lod han dem komme for sig og befalede sine Tjenere at føre dem om og vise dem alt. Derpaa skulde man lade dem uskadte vende tilbage til Hellas. Han haabede nemlig, at naar Grækerne fik høre om hans<noinclude><references/></noinclude> i2ey09dntcfos1dred8x8fdwjxn7f91 104 143033 331400 331106 2026-08-25T12:18:34Z Øystein Tvede 3938 331400 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>Tilskyndelse fra Sparta, som hadede denne Mand, der mer end nogen havde hevdet sin Fædrestads Betydning paa dets Bekostning, blev han forvist ved Ostrakismen. Og neppe havde han vendt det utaknemmelige Fædreland Ryggen, før Spartanerne ogsaa anklagede ham for Deltagelse i Pausanias' Høiforræderi (Side 306). Themistokles stevnedes for en almindelig hellenisk Domstol i Sparta. Hans Svar var: »Min Stræben har altid gaaet ud paa selv at herske, men til at lade mig beherske og bringe Hellenerne under Barbarerne, dertil har jeg aldrig følt nogen Tilbøielighed«. Da han ikke mødte, blev han som Fædrelandsforræder dømt til Døden. Nu oplevede Hellas det uværdige Skuespil, at den Mand, hvem det skyldte sin Selvstændighed, som et jaget Vildt blev forfulgt over Land og Hav baade af Athenere og Spartanere. Fra Argos, hvorhen han først var dragen, flygtede han til Kerkyra, derfra reddede han sig til Kong Admetos i Epeiros. I sin Lykkes Dage havde han fornærmet denne, men vidste nu i sin Trængsel ingen anden Tilflugt. Admetos var ikke hjemme; men efter hans Gemalindes Raad satte Themistokles sig ned ved Husets Arne med Kongens spæde Søn i sine Arme. Ved Synet af den ulykkelige Flygtning glemte Admetos sin Harme og ydede ham høimodig sin Beskyttelse. Da han af Frygt for Athenerne og Spartanerne ikke længere vovede at beholde ham hos sig, hjalp han ham ad ensomme Bjergstier over til Makedonien. I Pydna gik Themistokles forklædt og ukjendt ombord i et Skib for at fare over til Ionien. Nær var han af en Storm dreven ind paa en athenisk Flaadeafdeling, der laa ved Naxos; da fortalte han Skibets Fører, hvem han var, og bevægede ham ved Løfter og Trusler til at holde sig i aaben Sø et helt Døgn, Derpaa steg han heldig iland ved Ephesos i Aaret 466. I den Omstændighed, at han fra først af ikke rettede sin Flugt<noinclude><references/></noinclude> gci6qeim2t9vhi2gyaocvwehl72k19p 104 143034 331401 331099 2026-08-25T12:18:44Z Øystein Tvede 3938 331401 proofread-page text/x-wiki <noinclude><pagequality level="3" user="Øystein Tvede" /></noinclude>mod Øst, men mod Vest, og at han først da vendte sig mod Asien, da der paa hele den helleniske Halvø ikke længere var noget blivende Sted for ham, tør man vel ogsaa se et Bevis paa, at han var uskyldig i det, han blev anklaget for. Men heller ikke i Ionien var Themistokles sikker. Xerxes havde sat en Pris af 200 Talenter paa hans Hoved, og Hellenerne gjorde fremdeles Jagt paa ham. Themistokles indsaa, at han kun i Susa ved Kongens Hof kunde være sikker; thi omend intet Menneske havde større Grund til at forbande ham end netop Xerxes, vidste han dog ogsaa, at hans Tjenester ingensteds vilde vurderes høiere, og han regnede paa sin Modstanders Høimodighed. Ved en Gjestevens Hjælp begav han sig til Susa, skjult i en lukket Reisevogn, der ellers brugtes til at befordre Haremsdamer. Kort før hans Ankomst havde en Paladsrevolution styrtet Xerxes, og Themistokles henvendte sig nu til hans Efterfølger {{sp|Artaxerxes den langhaanded|e}} (465—425) med en Skrivelse af omtrent følgende Indhold: »Jeg Themistokles kommer til dig, jeg som af alle Hellenere har tilføiet din Faders Hus størst Skade; alligevel er det gode, jeg har gjort det, langt større; thi jeg gav din Fader Underretning om, at man omgikkes med den Plan at bryde Broerne af ved Hellesponten. Forfulgt af hele Hellas har jeg nu tyet til dig og beder om dit Venskab, Opnaar jeg det, vil du i mig finde en ikke mindre god Ven, end han i mig fik føle en kraftig Uven. Men jeg beder dig om, at du i Anledning af de Ting, jeg vil tale med dig om, indrømmer mig et Aars Frist og, nåar den er udløben, lader mig komme til dig«. Storkongen sar høimodig nok til at skaane sit Lands tidligere Dødsfiende, og Themistokles tog Ophold i Susa. Her lærte han det persiske Sprog til Fuldkommenhed og traadte efter et Aars Forløb frem for Storkongen, som<noinclude><references/></noinclude> s3457hmsf0js8o46jnsphbesfpvl0yd